]> S&o-;ren Kierkegaard To opbyggelige Taler, 1844 2T44 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Jette Knudsen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1844 Kierkegaards h&aa;ndskrevne korrektion i et h&aa;ndeksemplar Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/2t44/txt.xml 20091013 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 MDCCCXLIV To opbyggelige Taler Af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Faaes hos Boghandler P. G. Philipsen Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri Forord Skj&o-;ndt denne lille Bog (som derfor blev kaldet &anfbeg;Taler&anfslut; ikke Pr&ae;dikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at pr&ae;dike; opbyggelige Taler, ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ingenlunde fordrer at v&ae;re L&ae;rer) har udeladt Noget, har den dog Intet glemt; skj&o-;ndt den ikke er uden Haab i Verden, forsager den dog af ganske Sind ethvert Haab paa det Uvisse eller om det Uvisse. Fristet maaskee, som de tidligere ikke vare det, har den ingen Gl&ae;de af &anfbeg;at gaae som til _{Gjestebudshuus;&anfslut; (1 Thess. 2, 1.) &o-;nsker}Gjestebudshuus;&anfslut; &o-;nsker ligesaa lidet som hine, &anfbeg;at dens Indgang maatte v&ae;re i _{Forf&ae;ngelighed&anfslut;; thi}Forf&ae;ngelighed&anfslut;; (1 Thess. 2, 1.) thi hvis et Menneske end ikke var uden Dannelse, forsaavidt han l&ae;rte, af hvad han leed, det var dog aldrig lysteligt, om han beh&o-;vede at lide meget for at l&ae;re lidet. Dens Begjering er at takke, om den paa den Myndiges Ord vandt M&ae;ngdens stiltiende Tilladelse til, at turde gaae ubem&ae;rket sin Gang for at finde, hvad den s&o-;ger: hiin Enkelte, hvem jeg med Gl&ae;de og Taknemlighed kalder min L&ae;ser, som med h&o-;ire Haand modtager hvad der bydes med den h&o-;ire; hiin Enkelte, der i den beleilige Time fremtager hvad han modtog, og gjemmer hvad han fremtog, indtil han atter fremtager det, og saaledes ved sin Velvillie, sin Viisdom hens&ae;tter den ringe Gave paa Rente, til Gavn og Gl&ae;de for Den, der bestandig kun &o-;nsker at v&ae;re som en Bortreist. S. K. At bevare sin Sjel i Taalmodighed Luc. XXI, 19 Det er ofte sagt med Beundring, ofte seet med Forbauselse, hvorledes et Menneske i Farens Stund og i Forf&ae;rdelsens &O-;ieblik viste en Sjelens Styrke, man i Sandhed maatte kalde vidunderlig. Hvor hurtigt og hvor bestemt overskuede Forstanden Alt og det Gysende, hvor hurtigen valgte Aandens N&ae;rv&ae;relse det Rette med en Sikkerhed, som var den Frugten af det modneste Overl&ae;g, hvorledes trodsede Villien, hvorledes selv &O-;iet de truende R&ae;dsler, hvorledes fornam Legemet end ikke Anstr&ae;ngelsen, ikke den qvalfulde Lidelse, hvorledes bar Armen med Lethed den Byrde, der langt overgik menneskelig Kraft, hvorledes stod Foden fast der, hvor enhver Anden ikke turde see hen, fordi han saae Afgrunden! Har Du aldrig seet det m. T., nu saa har Du dog h&o-;rt derom; Du har maaske h&o-;rt, hvorledes et Menneske, der havde henleflet sit Liv tankel&o-;st, og aldrig forstaaet Noget, men forspildt Sjelens Kraft i Forf&ae;ngelighed, hvorledes han laae paa sit Sygeleie, og Sygdommens Forf&ae;rdelse omringede ham, og Kampen begyndte angstfuldt som sjeldent, hvorledes han da for f&o-;rste Gang i sit Liv forstod Noget, og forstod, at det var D&o-;den, han stred med, og hvorledes han nu samlede sig i et Fors&ae;t, der var m&ae;gtigt at bev&ae;ge en Verden, hvorledes han vandt en vidunderlig Besindighed til at rive sig ud af Lidelserne for at benytte det sidste &O-;ieblik, at han maatte indhente Noget af hvad der var fors&o-;mt, ordne Noget af hvad han i et langt Liv havde forvirret, udt&ae;nke Noget for dem, hvem han skulde forlade; Du har maaskee h&o-;rt det af dem, der stod hos ham, som med Veemod men ogsaa dybt rystede maatte tilstaae, at han i disse faa Timer havde levet mere end i sit hele &o-;vrige Liv, mere end hvad der leves i Aar og Dage, eftersom Menneskene i Almindelighed leve. Lader os prise, hvad der i Sandhed er at prise, den menneskelige Naturs Herlighed, lader os takke, at ogsaa os blev givet at v&ae;re Menneske, lader os bede, at os maatte forundes Naade til paa en skj&o-;nnere og utvivlsommere Maade herligen at fuldkomme det Herlige. Den Enkelte derimod, om hvem vi have talet, kunne vi ikke saaledes prise, thi Betragtningen af ham gj&o-;r Sjelen tvesindet, og Tanken giver ikke udeelt sit Samtykke. Eller viser ikke endog en Sindssvag ofte, hvor st&ae;rkt et Menneske er, og dog prise vi jo ikke den Sindssvage, om han end besk&ae;mmer Mange. Lader os da prise hvad der er at prise, og see, om ikke dette skulde lede os til at finde Det, hvor Sandheden og den fulde Hengivelse er Ja og Amen i Lovprisningen. Thi naar Forf&ae;rdelsen kommer udvortes med alle sine R&ae;dsler, hvad Under da, at den piner den sidste Kraft ud af et Menneske, at den paa en Maade giver ham Kraft, som den selv giver Dyret, om end herligere, fordi Menneskets V&ae;sen er det Herligste. Og L&ae;rdommen, vi kunne uddrage deraf, er saare tvivlsom, og Slutningen, vi kunne gj&o-;re derfra, meget tvetydig; thi Ingen har vel seet et Menneske saaledes k&ae;mpe i Livsfare eller med D&o-;den, uden at maatte tilstaae, at Udfaldet hvert &O-;ieblik kunde blive det modsatte, samt at en saadan Strid ikke afgjorde Noget om eller for den Stridendes &o-;vrige Liv. Hvis derimod et Menneske, medens Alle sige Fred og Tryghed, opdagede Faren, skuede Forf&ae;rdelsen, og efterat have anvendt Sjelens sundeste Kraft for ret at blive sig den bevidst, nu atter med Forf&ae;rdelsen for &O-;ine udviklede og bevarede samme Sjelestyrke som Den, der k&ae;mpede i Livsfare, samme Inderlighed som Den, der k&ae;mpede med D&o-;den, ja da ville vi prise ham. Thi priseligt var det allerede, at han opdagede Faren. Den Kraft, hertil udfordres, er langt st&o-;rre, end den Menneskene beundre i et afgj&o-;rende &O-;ieblik; thi Forestillingen om, at der er Fred og Tryghed, og Menneskenes Forsikkring derom er som en Fortryllelse, der bedaarer letteligen med sin st&ae;rke Bed&o-;velse, og fordrer hele Sjelens Kraft for at l&o-;ses. Dog er denne opdagende Kraft atter ikke ubetinget at rose. Dersom et Menneske liig en Eventyrer vovede sig ud til den Yderlighed, hvorhen Menneskene sjeldent s&ae;tte deres Fod, hvis han skuede ned og saae det Skjulte, opdagede det Forf&ae;rdelige, og nu, greben af Angest, slagen med Frygt, styrtede tilbage for de R&ae;dsler, han selv havde hentet frem, forgjeves s&o-;gte at undflye dem, forgjeves s&o-;gte et Skjul i Menneskenes Vrimmel, fordi de forfulgte ham overalt; dersom et Menneske med sin bekymrede Indbildning manede Angester, som han ikke formaaede at beseire, medens han dog ikke kunde aflade at stirre paa dem, at fremkalde dem &ae;ngsteligere og &ae;ngsteligere, at udgrunde dem frygteligere og frygteligere, da ville vi ikke prise ham, om vi end prise Menneske-Naturens vidunderlige Herlighed. Kaldte han derimod Forf&ae;rdelsen frem, og opdagede Livsfaren, ikke menende, at han ved &o-;rkesl&o-;s Tale skulde give Menneskene Stof til &o-;rkesl&o-;s Overveielse, men fattede, at Faren angik ham; vandt han nu med den for &O-;ine den Sjelens Styrke, som Forf&ae;rdelsen giver, da var dette i Sandhed at prise, i Sandhed vidunderligt Vidunderligt; hvo skulde ogsaa forstaae det, da Ingen saae Faren, og altsaa Ingen kunde fatte, hvad der ellers er let at forstaae, at den Mand, om hvem man veed, han oplevede det Rystende, at han blev modnet i Alvor. Medens derfor al Tale som saadan om, at Fare og Forf&ae;rdelse giver et Menneske Kraft, er en svigefuld Tale, som Menneskene kun altfor gjerne ville h&o-;re, fordi de kun altfor gjerne ville bedrages, saa er det derimod altid gavnligt at bet&ae;nke, at der ogsaa h&o-;rer Kraft, ja ret egentligen Kraft til at opdage Faren, gavnligt at forstaae Sandheden, at der altid er Fare, fordi et Menneske &anfbeg;gaaer i Fare, hvor han gaaer,&anfslut; og fordi et Menneske aldrig frelses, uden ved at &anfbeg;arbeide med Frygt og B&ae;ven.&anfslut; Dog Faren kan v&ae;re saare forskjellig. Den jordiske Fare ere Menneskene tilb&o-;ielige nok til at blive opm&ae;rksomme paa. Selv om Krigens R&ae;dsler ikke rase &o-;del&ae;ggende og forstyrrende med Vold og Lovl&o-;shed, men der er Fred og Retf&ae;rdighed i Landet; selv om Pestens Morderengel ikke gaaer fra Huus til Huus i Byer og Riger, men der er Sundhed og Velsignelse; der er dog Fare, det vide Menneskene, Fare for Liv og Gods, for Sundhed, &Ae;re, for Velf&ae;rd og Eiendom. See derfor ere Menneskene alvorligen bet&ae;nkte paa at bevare og sikkre, hvad de eie, derfor ere de mistroiske mod hverandre og mod Livet, derfor er denne Mistroiskhed saa almindelig mellem Mand og Mand, at Ingen ved den forn&ae;rmer end ikke sin bedste Ven. O! Enhver, der blot er bleven, hvad man saaledes kalder myndig i Verden, han forstaaer godt, hvad jeg mener. Selv om det var Din bedste Ven, hvem Du troede bedre end Guld, der henvendte sig til Dig, selv om Du for ingen Priis i Verden vilde forn&ae;rme ham, naar Du med al Velvillie har efterkommet hans &O-;nske, da siger Du dette korte Ord til ham, eller han siger det selv: for Livs og D&o-;ds Skyld, og I forstaae hinanden, det forn&ae;rmer ham ikke, naar han overr&ae;kker Dig dette Ord skriftligt: for Livs og D&o-;ds Skyld ..... Altsaa for Livs og D&o-;ds Skyld. Et ungt Menneske, der gik ud af det f&ae;drene Huus og hidindtil Intet havde havt at skaffe med Verden, hvis han h&o-;rte det Ord: for Livs og D&o-;ds Skyld, mon han vilde gj&ae;tte, hvad der i Almindelighed f&o-;lger efter denne Begyndelse; en forfaren Mand, der er paaf&ae;rde i Livet, til hvem man sagde dette Ord, mon han vilde falde paa, at knytte Andet til denne Begyndelse end hvad han vidste tilstr&ae;kkelig Beskeed om. Paa en saadan besynderlig Maade er Livet alvorligt. Det alvorlige Ord gaaer fra Mund til Mund, h&o-;res paa Gader og Str&ae;der, h&o-;res is&ae;r i den Larm, hvor Travlheden mindst synes at v&ae;re i Forstaaelse med Forestillingen om Livets Korthed og D&o-;dens Vished. Der er altsaa Noget, man for Livs og D&o-;ds Skyld &o-;nsker at bevare, &o-;nsker at bevare sig sikkret. Der er altsaa et Middel, hvorved man kan opnaae sin Hensigt, et Middel, der er pr&o-;vet fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt, thi det skrevne Ord staaer fast, og naar det er affattet, under den jordiske Forsigtigheds &ae;ngstelige Opsyn, da bedrager det ikke, da kan man trygt kj&o-;bslaae og handle, skifte og dele; da opdager man med forudilende Snildhed eller med sildig Forf&ae;rdelse Livets Farer, men man udt&ae;nker ogsaa kl&o-;gtigen Midler derimod &streg; og da gaaer Livet hen i en h&o-;ist alvorlig Dr&o-;m, indtil D&o-;den kommer og gj&o-;r Ende paa Regnskabet og paa Regnemesteren. Den derimod, hvem hiint Ord pludseligen vakte, hans Sjel greb det vel med sin underlige Gaadefuldhed, og greb den med ny Angest, da han atter og atter h&o-;rte det letsindigen brugt, ligegyldigt henkastet som en Bem&ae;rkning, der vedgik Alle, og som dog Ingen i S&ae;rdeleshed br&o-;d sig om; allermindst for Livs og D&o-;ds Skyld bekymrede sig om at faae at vide, hvad der for Livs og D&o-;ds Skyld i Sandhed var v&ae;rd at bevare. Noget Timeligt kunde det ikke v&ae;re; thi for Livets Skyld kunde det vel v&ae;re &o-;nskeligt at bevare, men hvorledes skulde man for D&o-;dens Skyld &o-;nske at bevare det, da man jo netop forlader det i D&o-;den, der uden Misundelse og uden Forkj&ae;rlighed gj&o-;r Alle lige, lige fattige, lige afm&ae;gtige, lige elendige, Den, der eiede en Verden, og Den, der Intet havde at miste; Den, der efterlod sig Fordring paa en Verden, og Den, der var i Gjeld for en Verden; Den, hvem Tusinder adl&o-;d og Den, som Ingen kjendte uden D&o-;den; Den, hvis Deilighed var Menneskenes Beundring, og den Elendige, der kun s&o-;gte en Grav at skjule sig for Menneskene. Saa maatte da det, hvorom Talen var eller rettere hvorom den i Sandhed kunde v&ae;re, v&ae;re noget Evigt, og hvad Andet da med et eneste Ord end et Menneskes Sjel. Og vigtig var Sagen, ja af yderste Vigtighed, Overveielsen ikke at ops&ae;tte til imorgen; thi saa afbrudt som Ordet forbinder Liv og D&o-;d, saa hurtigt og brat vexle Liv og D&o-;d hernede, og det n&ae;ste &O-;ieblik kunde maaskee v&ae;re for silde. Allerede dette var jo forf&ae;rdeligt, at D&o-;den saaledes kan komme paa et Menneske som en Tyv i Natten, inden han fik at vide, hvad der var v&ae;rd at bevare, og hvis dette var hans Sjel, og han altsaa ikke havde bevaret den, at D&o-;den kunde kr&ae;ve den af ham, eller stj&ae;le den fra ham, saa hans Tab blev uerstatteligt. Altsaa at tabe sin Sjel, det er Faren, dette er Forf&ae;rdelsen, og hvad man ikke bevarer, det kan man jo tabe. Tanken selv fatter neppe denne R&ae;dsel, Sproget kan ikke tydeligen udtrykke den, kun Sjelens Angest ahner, hvad den m&o-;rke Tale handler om. Men Angesten vaagner til ny Forf&ae;rdelse; thi i samme &O-;ieblik bliver Faren mangfoldigere, fordi Sjelen vil besiddes og bevares paa en anden Maade end jordisk Gods, og Forf&ae;rdelsen paa anden Maade sp&ae;nder sin Snare. Dersom et Menneske, der vilde bevare sit jordiske Gods, havde fundet et Sted, en Afkrog i Verden, hvor ingen Tyvehaand naaede hen, hvor Ingen vilde s&o-;ge den, da kunde han jo trygt nedl&ae;gge sin Skat der, sikker paa at bevare den, uden at det beh&o-;vedes, at han ofte saae til den. Dersom derimod et Menneske saaledes vilde bevare sin Sjel, da havde han netop tabt den. Men hvis altsaa den Rige aldrig turde l&ae;gge sin Skat fra sig, da det var det allerfarligste, men Dag og Nat skulde b&ae;re den hos sig, og saaledes hvert &O-;ieblik uds&ae;tte sig for at tabe den, var dette da ikke forf&ae;rdeligt! Dersom et Menneske tabte sin jordiske Skat, da vilde han vel s&o-;ge at tr&o-;ste sig over Tabet; han vilde flye ethvert Minde om den fordums Herlighed, der nu kun vilde smerte ham, og saaledes vilde han vel atter vinde Tilfredshed. Men hvis et Menneske ved selv at fortabes havde tabt sin Sjel, da kunde han ikke saaledes flye Erindringen; thi Tabet blev bestandig hos ham gjennem Tid og Evighed i Fortabelsen. Men en saadan Fortabelse er dog i Sandhed r&ae;dsom. Dersom et Menneske tabte sin jordiske Skat, da var den dog kun tabt for dette Liv, maaskee end ikke for stedse, og selv om dette skete, da vilde dog D&o-;den forsone ham med Tabet og tage det fra ham, da han i D&o-;dens &O-;ieblik blev som Den, der ikke tidligere havde tabt Noget. Tabte han derimod sin Sjel, da var den tabt for alle Tider og for Evigheden, tabte han den et eneste &O-;ieblik, var den tabt for stedse, og D&o-;den kunde ikke hj&ae;lpe ham, men netop for D&o-;dens Skyld maatte han &o-;nske at have bevaret og at bevare den. &streg; Jo mere han t&ae;nkte derover, desto mere &ae;ngstet blev han. Tilsidst turde han n&ae;sten ikke t&ae;nke derpaa, thi det var som havde han allerede tabt den, og dog turde han ikke lade det v&ae;re; thi hvorledes skulde han da ikke tabe den! Hvad skulle vi d&o-;mme om en Saadan? Skulle vi sige, at Sjelen er det eneste Sikkre, og medens Menneskene kunne tage Alt, Sjelen lade de Een dog beholde. Eller skulle vi ikke prise ham, at han opdagede Faren, at denne var en anden end man almindeligen meente, og at han var &ae;ngstet for at bevare sin Sjel. Overveielsen var imidlertid for urolig, derfor vilde det ikke lykkes ham at forstaae Tanken. Thi som der kun er eet Middel til at bevare den, saa er dette Middel allerede n&o-;dvendigt for at forstaae, at den skal bevares, og hvis dette ikke var saaledes, var Midlet ikke det eneste. Dette Middel er Taalmodighed. Et Menneske vinder ikke f&o-;rst sin Sjel, og haver nu Taalmodighed behov for at bevare den; men han vinder den ikke anderledes end ved at bevare den, og derfor er Taalmodighed det F&o-;rste og Taalmodighed det Sidste, netop fordi Taalmodighed er ligesaa meget handlende som lidende og ligesaa meget lidende som handlende. Sagen er og ikke saaledes forf&ae;rdelig, som Angesten meente det, men derimod alvorlig og i dybeste Forstand alvorlig, som Taalmodigheden forstaaer det. At bevare sin Sjel i Taalmodighed. At bevare sin Sjel i Taalmodighed &dvs;: ved Taalmodighed at forvisse sig om, hvad det er, man har at bevare; thi hvis et Menneske ikke her tager Taalmodigheden til Hj&ae;lp, da vil han maaskee komme i al sin Anstr&ae;ngelse og med al sin Flid til at bevare noget Andet, og derved at have tabt sin Sjel. Ikke blot Den tabte jo sin Sjel, hvem Timeligheden og verdslig Begjering fortryllede, men ogsaa Den, der vel bev&ae;get i sjelelig Bekymring dog kun krafteligen dannede en Skuffelse; ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der gav den hen at elske Verden og til at tjene den alene, men ogsaa Den, der vel saae sig i et Speil, men ikke saae rigtigt til og blev i Bedraget; og ikke blot Den tabte sin Sjel, som i Forh&ae;rdelsen greb &O-;ieblikkets Vished, men ogsaa Den, der l&o-;b paa det Uvisse, fordi han begyndte med det Uvisse, og som f&ae;gtede i Luften, da han selv var et flygtigt Veir; og ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der traadte i Lystens Dands indtil det Sidste, men ogsaa Den, der tr&ae;llede i Bekymringens Overveielse og fortvivlende vred sine H&ae;nder Nat og Dag. See! naar vi saaledes tale derom, da fatter Enhver let, hvor n&o-;dvendig Overveielsen er for Mennesket, og hvor n&o-;dvendig Taalmodigheden er for Overveielsen, da seer man i Betragtningen den forf&ae;rdelige Forskjel mellem det Sidste og det F&o-;rste, og det uagtet det dog v&ae;sentligen er det Samme, og Forf&ae;rdelsen intetsteds indtraadt paa en afgj&o-;rende Maade, men fremkommet derved, at det Sidste virkeligen ikke er andet end det F&o-;rste. Men i Livet viser det sig ikke saa i&o-;inefaldende; thi der l&ae;gger Tiden sig adskillende mellem det F&o-;rste og det Sidste, og man skal v&ae;re fjernsynet for strax at opdage, lydh&o-;r for at forstaae dets Vidnesbyrd, thi Tiden har en sjelden Overtalelse, snakker bestandig derimellem, og siger bestandigen: &anfbeg;saa l&ae;nge jeg er, er der jo stedse Tid.&anfslut; I Livet synes heller ikke Overveielsens Taalmodighedsgjerning n&o-;dvendig; thi man kan jo godt leve og deeltage med de Andre, give sig hen, for hvad man saaledes er, uden ret at forstaae sig selv. Hver Dag har sin M&o-;ie, men ogsaa sin Lyst, sit Maal men ogsaa sin L&o-;n, hvortil da en Overveielse, der ikke gj&o-;r Een rigere, ikke m&ae;gtigere, hvorved man Intet udretter, Intet opnaaer, hvorved man Intet bliver, men ene og alene faaer at vide, hvad man er, hvilket jo er en meget fattig og mager Betragtning. Saaledes kan et Menneske i udvortes Henseende sidde endog, som vi sige, i stor Bedrift; han giver Enhver Sit, udkaster Dag fra Dag nye Planer, hans Virksomhed griber mere og mere om sig, men sit Regnskab fik han aldrig Tid at opgj&o-;re, det var jo en overfl&o-;dig Sinkelse. Da trak maaskee Livet en uventet Fordring paa ham, som han ikke kunde betale, og med Forf&ae;rdelse opdagede han, at han Intet eiede. I aandelig Henseende er Overveielsen et besv&ae;rligt og lidet l&o-;nnende Arbeide. Man t&o-;r Intet lade staae hen i Taage, ingen lille Hemmelighed lade hensidde i Forborgenhed. Da opdager man maaskee, at Taarnet ikke kan blive saa h&o-;it som man &o-;nskede. Maaskee havde man aldrig for Alvor begyndt derpaa, og altsaa heller ei for Alvor faaet at vide, at man ikke formaaede det; men saa havde man jo dog beholdt denne Dr&o-;m i Sjelen, denne forf&o-;reriske Indbildning, med hvilken man stundom kunde forlyste sig; &streg; hvorfor tilintetgj&o-;re den, da den jo hverken skader eller gavner. Man opdager en lille Mangel ved sit Arbeide, nu Bygningen kunde godt staae alligevel, ligesaa godt som alle de andre, thi man bygger jo ikke for en Evighed; hvorfor da gj&o-;re sig selv Vanskeligheder. Og hvis man end slet ingen Mislighed opdagede, den hele Overveielse hvortil er den? Ganske uden Overveielse er nu vel intet Menneske; hver Alder har sin Ret. Da sidder Ungdommen tankefuld i Aftenstunden og hos den sidder en indtagende Skikkelse. Man t&o-;r ikke kalde denne Utaalmodighed, thi den er kun l&ae;ngselsfuld, og Alt hvad den taler om er &O-;nsker, og Ingen forstaaer saaledes at tale godt for sig eller saaledes at tale Ungdommen tilpas. Saa &o-;nsker man; og det er jo livsaligt, at &O-;nsket gaaer i Opfyldelse, men det er allerede lifligt og skj&o-;nt, at h&o-;re Den tale, der taler om &O-;nsket. Den Enkelte, der &o-;nsker, kan ikke forstaae den Anden, end mindre gavne ham; thi for &O-;nsket er der ingen Gr&ae;ndse. Den, hvem Meget blev givet, &o-;nsker mere, og den, hvem Lidet blev givet, &o-;nsker lidet mere, den Ene studser over den Andens N&o-;isomhed eller over hans Begjerlighed, uden at dog Klagen er bef&o-;iet, da de jo begge ere &o-;nskende. Hvo t&o-;r tale derimod, hvo t&o-;r afbryde, hvo n&ae;nner at forstyrre denne Hvidsken i Skumringen; saa indsmigrende er Utaalmodigheden, at den endog bestikker den Uvedkommende. Dog t&o-;r Taalmodigheden det; thi dette er det Dybsindige i den, at den opdager Faren, og dette er Taalmodighedens Sundhed, at den ikke gj&o-;r Larm, men i Alvor og Stilhed hj&ae;lper et Menneske, som den er den Eneste, der i Sandhed vil et Menneske det vel. Strax fornemmer Ungdommen det ikke, saa l&ae;nge den kun har &O-;re for Utaalmodigheden, der i dyb Underkastelse indsmigrer &O-;nsket, da er det forgjeves; men naar den Unge bliver lidt bekymret, da staaer Taalmodigheden hos. Er dens Ord end ikke Smigrens Tale, hvad den siger er dog ubeskriveligt tr&o-;stende. &anfbeg;Intet Menneske kan l&ae;gge en Alen til sin V&ae;xt, om det end bekymrede ham; intet Menneske kan tage, hvad ham ikke blev givet.&anfslut; Er dette ikke overbevisende for alle Tider, og mod alle Tvivl; kan dette Ord ikke blive hos Een i Gl&ae;de og Sorg, er det ikke st&ae;rkt til at bevare et Menneske hans Sjel. Og synes Talen end at ville afluge &O-;nskernes Frodighed, er det da for at tilintetgj&o-;re Sjelen, eller er det ikke for at bevare den, for at den ved Taalmodighed maa blive til hvad den er, og fortr&o-;ste sig til at vorde hvad den er. Eller siger Taalmodigheden spottende til et Menneske, at Ingen formaaer at l&ae;gge en Alen til sin V&ae;xt, som vilde den lade ham f&o-;le, hvor lille han er og hvor afm&ae;gtig. O! langtfra Taalmodigheden er dette, som jo endog veed at gj&o-;re Bebreidelsen saa mild; &anfbeg;om det end bekymrede ham&anfslut; siger den, hvormed den jo tillige siger saa skaansomt som muligt, at egentligen burde det ikke bekymre ham. Taalmodigheden opdager Faren, og Faren vilde netop v&ae;re, om et Menneske formaaede at opnaae Noget ved saaledes at &o-;nske; thi da var det umuligt at frelse ham; og Faren er netop, at det skulde v&ae;re bedre paa den Maade at blive det Store; thi da var Livet uden Betydning og uden Sandhed. Taler maaskee Taalmodigheden med Forstandens kolde Beregning, at det gavner til Intet, og derfor maa man aflade med at &o-;nske. Ingenlunde, den taler ei om Opfyldelsen og Ikke-Opfyldelsen af &O-;nsket; thi, siger den, selv om &O-;nsket blev opfyldt, var det et Tab for Mennesket, han vilde tabe det Bedste, det Helligste, at v&ae;re saaledes som Gud har bestemt ham at v&ae;re, hverken st&o-;rre eller mindre. Lader os derfor ikke forstyrre med, hvorledes Spotten eller Klogskaben eller Mismodet vilde advare mod &O-;nsket, men opbygges ved Taalmodighedens Advarsel, der i Sandhed t&ae;nker Alt til det Bedste. Den seer Faren ved, at Utaalmodigheden saaledes bedaarer den Unge, den seer, at Utaalmodigheden kunde if&o-;re sig en ny Skikkelse og sidde s&o-;rgende hos den Unge og &o-;nske, at det havde v&ae;ret muligt, dersom det dog havde v&ae;ret muligt. Derfor taler den alvorlig, afbryder al Forbindelse med &O-;nsket; men da styrker den ogsaa Hjertet med Sandhedens st&ae;rke F&o-;de, at selv det, at v&ae;re det ringeste og ubetydeligste Menneske og v&ae;re sig selv tro, er meget mere end at v&ae;re bleven det st&o-;rste og m&ae;gtigste ved &O-;nskets elendige Partiskhed. Eller foragte vi ikke Den, der ad uv&ae;rdige Veie sniger sig frem til Magt og V&ae;lde, Den, der ved Lunets Spil samler Guld og Gods, maatte vi da ikke ogsaa foragte et Menneske, hvis det var saa, at han var bleven det han var ved et &O-;nske. Vel priser man Ungdommen, at den ved sit dristige &O-;nske viser sin Dristighed; men dette var dog i Sandhed det eneste &O-;nske, der var priseligt, om den Unges Sjel havde Dybde nok til at &o-;nske, at intet &O-;nske maatte forstyrre hans Strid i Livet med sin ydmygende Forekommenhed. Dog ganske uden Beslutning er intet Menneske; Ungdommen har ogsaa sin Ret. Da staaer der ved dens Side i Morgenstunden en seirrig Skikkelse, dens Blik saa freidigt, dens Forventning saa m&ae;gtig, den vil afsted, afsted for at komme og see og seire. Den Unge, der staaer ved Skikkelsens Side, bliver selv saa tillidsfuld, og ingen Staldbroder behager ham saaledes, Ingen opflammer ham saaledes &streg; som Fors&ae;ttet. Hvo vilde tale derimod, hvo t&o-;r det! Ja sandeligen er Fors&ae;ttet at prise, Sjelens f&o-;rste Tanke, Villiens f&o-;rste Kjerlighed. Hvo turde kalde det Utaalmodighed, selv den Uvedkommende river det hen med sig. Dog Taalmodigheden t&o-;r det. Ja saa l&ae;nge Ungdommen tillidsfuld kaster med Nakken, og overmodigen slaaer Himlen med sin stolte Pande, da vil den Intet h&o-;re. Men naar den dog blev alvorlig nok til i Overveielsen at ville l&o-;srive sig fra den meget lovende Utaalmodighed, og denne nu allerede forandrer Skikkelse, naar Bekymringen gj&o-;r den Unge hans Kn&ae; vaklende og hans Arm svag, hvo er da den kj&ae;rlige Skikkelse, han hviler sig til? Det er Taalmodigheden. Den har opdaget Faren og Forf&ae;rdelsen, men den tr&o-;ster ogsaa: idag ville vi gj&o-;re dette, imorgen dette, om Gud vil. Er denne Tale ikke ubeskrivelig tr&o-;stende, tager den ikke alle utidige Besv&ae;rligheder fra Fors&ae;ttet, og er dog Fors&ae;ttet derved tilintetgjort; eller er det ikke derved f&o-;rst blevet i Sandhed herligt! Thi Gud i Himlene sv&ae;rger ved sig selv, som Skriften siger, fordi han intet H&o-;iere har at sv&ae;rge ved, men det menneskelige Fors&ae;t sv&ae;rger ved Gud, og dersom det sv&ae;rger ved sig selv, da sv&ae;rger det ved det Ringere. Faren opdagede Taalmodigheden, men Faren var ikke, at Fors&ae;ttet skulde komme til kort, men at Fors&ae;ttet blot som saadant skulde have Magt til at seire, og Alt v&ae;re afgjort ved Ungdommens dristige Fors&ae;t; thi da var Menneskets V&ae;sen forvansket, og den helligste Kraft i ham, Villien, var bleven et &O-;nske. Selv om et Menneske ved et saadant Fors&ae;t vandt Alt, han havde dog tabt uendeligt i Sammenligning med Den, der efter Guds Villie og med hans Hj&ae;lp gik det lille Stykke Vei til Graven, opnaaede det tilsyneladende Ringe, der var sat ham til Opgave. Taalmodigheden har intet F&ae;lledsskab med Fortvivlelsens Spot, der smiler ad Fors&ae;ttet som ad en Barnestreg; intet F&ae;lledsskab med Forstandens Jammerlighed, der gj&o-;r Fors&ae;ttet smaaligt; thi det Fors&ae;t er dog vel ikke smaaligt, der fores&ae;tter sig at ville handle med Guds Hj&ae;lp! Selv om Opgaven var ringe, det at ville fuldkomme den ved Gud gj&o-;r Fors&ae;ttet st&o-;rre end ethvert, der opkom i det naturlige Menneskes Hjerte. Det er ikke Mistillid til Livet, Taalmodigheden l&ae;rer, ikke i Mistillid den opdager, at Fors&ae;ttet aldrig naaer sit Maal; thi sit Maal naaer det altid, da Maalet er Gud, og i denne Forstand l&ae;rer Taalmodigheden Tillid til Livet, og dens Fors&ae;t er vel ringe i Kl&ae;dedragt, men herligt i sit Indre, trofast og usvigeligt til alle Tider. Saaledes gik da den Unge ud i Livet. Vel den Unge, der gjorde det! han gik med Taalmodighedens Hjelp, ikke riig paa &O-;nsker, ikke beruset i Fors&ae;t, men i Troens Pagt med det Evige, i Haabets Pagt med det Tilkommende, i Kjerlighedens Pagt med Gud og Mennesker. Og Taalmodigheden velsignede Pagten, og lovede ikke at forlade ham. Om han nemlig end tabte &O-;nsket, og det ungdommelige Fors&ae;t, han tabte dog ikke Sjelen; thi dersom et Menneske ikke troende tragter efter det Evige, ikke haabende er i Forstaaelse med det Tilkommende, ikke elskende er i Samdr&ae;gtighed med Gud og Mennesker, da haver han tabt sin Sjel. Hvor ringe han end er, hvor liden af V&ae;xt, hvor fattig i Evner, hvorledes hans Sjel end n&ae;rmere er i sig selv og i sin Forskjellighed fra alle Andres, hans Sjel er dog bevaret, i hvad han end tabte, og i hvad ham end blev negtet. Ved Taalmodighedens Hjelp forstod han dette i Overveielsen og uden Taalmodigheden havde han ikke forstaaet det. At bevare sin Sjel i Taalmodighed &dvs;: at holde Sjelen beknyttet i Taalmodigheden, at den ikke kommer udenfor denne, og saaledes fortabes, naar han skal begynde den lange Kamp med en aldrig tr&ae;ttet Fjende, Tiden, og med en mangfoldig Fjende, Verden. Saa gik da den Unge ud i Verden. M. T. hvad enten denne Tale synes som en gammel Fort&ae;lling at ville foregribe, hvad Du netop er if&ae;rd med at ville gj&o-;re, eller den kommer bag efter som en gammel Fort&ae;lling, om hvad Du l&ae;ngst har tilbagelagt, det er nu engang saaledes, saa gaaer den Unge ud i Verden. Men det N&ae;ste, ja det er saa forskjelligt, og den Enkelte, ja om Talen gik til alle Enkelte, saa _villevilde maaskee hver is&ae;r ryste paa Hovedet, og sige: &anfbeg;nei saaledes gik det ikke mig; det jeg oplevede var h&o-;ist forskjelligt fra hvad Du taler om.&anfslut; Maaskee er det saaledes, Talen begjerer jo ingen Priis. Men skulde dog denne Fremh&ae;ven af det Forskjellige, hvis den bliver en Stirren paa Ueensartetheden, ikke have en vis Lighed med &O-;nsket; og Utaalmodigheden, der eengang var den indsmigrende Ven, v&ae;re bleven den snilde Fortrolige. Pr&o-;v engang at bryde med den, da skal Du see, at denne Tanke bliver h&ae;ftig, og i hidsig Tale klager over Taalmodigheden, som vil den gj&o-;re Livet til idel Kjede, vil gj&o-;re hvert Menneske til en fattig Gjentagelse af det Samme. Og dog, dersom Eensheden ikke ligger til Grund for Forskjelligheden, Ligheden for Uligheden, saa har Alt opl&o-;st sig. Dersom da ingen Anden t&o-;r vove et velmeent Ord mod den Forskjellighed, der skal forskj&o-;nne Livet indtil Forvirring, saa t&o-;r Taalmodigheden det. Den har seet Faren og Forf&ae;rdelsen, at dersom hvert Menneske saaledes er istand til v&ae;sentligen at gjennemf&o-;re Forskjelligheden, da vilde Livet forvirres, ja hans eget Liv, den seer godt, at Faren ikke er, at Livet forbyder det, men at Faren vilde v&ae;re, om Livet tillod det. Drager da Taalmodigheden i Aag med den sammensn&ae;rpende Klogskab, der mener, at Livet blot afslider Oprindelighedens Brogethed, eller med den Trods, der mener, at kun nogle Begunstigede formaae at h&ae;vde Forskjelligheden. Ak nei! Taalmodigheden taler meget tvivlsomt om en saadan Begunstigelse. Kun Sjelen vil Taalmodigheden bevare, alt Andet har den Mod til at opgive; og naar Sjelen ikke troende tragter efter det Evige, haabende iler det Tilkommende im&o-;de, elskende er i Forstaaelse med Gud og Mennesker, da er Sjelen tabt, men forkynder den sig derimod i denne kraftige N&ae;rv&ae;relse, saa har dog den Enkelte, hvad Ordet end forskjelligt kan betyde i de Forskjellige, sin Sjel frelst. Saa gik da den Unge ud i Livet. Dog Veien, der ligger for ham, er lang, og Verden skal vel ogsaa stundom vorde ham trang. Vil han nu ikke tage Taalmodigheden til Hj&ae;lp, da skal al hans Kamp og Strid kun lidet gavne ham; i fremmed Tjeneste vil han tilsidst k&ae;mpe for noget Andet, og have tabt, hvad han skulde bevare. Thi ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der ikke saae rigtigt i Speilet, men ogsaa Den, der strax gik hen og glemte, hvorledes han saae ud; og ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der blev staaende hele Dagen paa Torvet, men ogsaa Den, der, skj&o-;ndt kaldet ved den f&o-;rste Time, snart forlod Arbeidet og atter stod paa Torvet; og ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der aldrig begyndte L&o-;bet, men ogsaa Den, der, skj&o-;ndt han begyndte, dog l&o-;b feil af Maalet; og ikke blot Den tabte jo sin Sjel, der aldrig kom til Lyset, men ogsaa Den, der, skj&o-;ndt oplyst, efter eengang at have smagt den himmelske Gave, dog faldt fra. Naar man saaledes taler derom, da seer man let Faren, Forf&ae;rdelsen, fordi man seer det Afgj&o-;rende, og fordi man blot raadf&o-;rer sig med Taalmodigheden. I Livet, der virker Forskjelligheden til at adsprede; og naar den Ene holdt noget l&ae;ngere ud end den Anden, da beraaber han sig derpaa; og den Ene, der faldt fra, forstaaer ikke den Anden og gavner ham ikke; troer at have sin Sag vunden, fordi han holdt lidet l&ae;ngere ud, hvad han jo end ikke kan vide med Bestemthed. Saaledes stride de med hinanden paa mange Maader den unyttige Strid, om hvo der skal sidde &o-;verst og nederst, da de dog alle bleve udelukkede. Saaledes ende de med at sidde hos hinanden i Spotternes Raad og i de Misforn&o-;iedes Forsamling, der ikke formaae at grave og ere for stolte til at bede. Den Unge gik nu sin Gang, og Taalmodigheden gjentog sit L&o-;fte, ikke at slippe ham, hvis han holdt sig til den. Hans Vei var smilende, hans Gang let, og ingenlunde saaledes som den faderlige Ven Taalmodigheden havde l&ae;rt ham det. De Yngre sluttede sig glade til ham; den &Ae;ldre vendte sig veemodigt om efter ham, saa hurtigen gik han, at han selv lod Forventningen bag sig, uden at savne den; thi Held fulgte hans Fjed, Fremgang hans Idr&ae;t, Vinding hans Planer. Hans Guld skaffede ham Alt, selv Misundelsens Tjeneste, hans Gunst var den Priis, der kj&o-;bte Alt, selv Medbeilerens Hylding. Dristigere bleve hans Planer og dristigere, selv Lykken blev saa glad derover, at den for at stride med ham blev dristigere og dristigere. Forgjeves kaldte Taalmodigheden; naar der i ethvert &O-;ieblik er en Verden at vinde, hvad den jo aldrig havde talet om, da kan den vel vente til imorgen. Da stod han paa Spidsen &streg; stolt skuede han ned, han v&ae;mmedes ved Alt, ved Guldets Glands, ved Lystens Tant, ved Menneskenes Feighed, Alt var jo tilkj&o-;bs, Alt. Var det Lykken, der havde gjort ham utaalmodig? Den havde jo f&o-;iet ham i Alt; endnu vilde den f&o-;ie ham, og dog vansm&ae;gtede han i Utaalmodighedens kolde Hede. &streg; &streg; Saa gik da den Unge sin Gang, Taalmodigheden gjentog til Afskeed sit L&o-;fte. Og Veien var trang, hans Gang m&o-;isommelig, og dog var det som kom han ikke af Stedet, saa hurtigen ilede de Andre ham forbi, og hver Gang dette skete, gik der ham en Gysen gjennem Sjelen. Den M&ae;gtige kr&ae;nkede ham, den Lykkelige misforstod ham, Den, til hvem han havde sat sin Liid, skuffede; Ingen blev hos ham af Frygt for at sinkes, kun Mismodet blev og slyngede sig fastere om hans Sjel, end en Qvinde om sin Kjerlighed. Forgjeves talede Taalmodigheden om, hvor Faren var, var der da ikke Fare nok; thi i samme &O-;ieblik ilede en Anden ham forbi saa hurtigen, at han svimlede ved at maale sit lille Haab med hans Lykke. Han segnede, han kunde ikke meer. Hvad er dog denne Tilv&ae;relse, hvor det eneste Visse er det Eneste, man Intet med Vished faaer at vide om, og dette er D&o-;den! Hvad er Haabet? En paatr&ae;ngende Plageaand, man ikke kan blive af med, en snild Bedrager, der holder ud l&ae;ngere selv end &Ae;rlighed; en tr&ae;ttekj&ae;r Ven, der altid beholder Ret, selv naar Keiseren har tabt sin. Hvad er Erindringen? En besv&ae;rlig Tr&o-;ster; en Nidding, der saarer bagfra; en Skygge, man ikke kan blive af med, selv om Nogen vilde kj&o-;be den. Hvad er Lyksalighed? et &O-;nske, man bortgiver til hvem, der vil have det! Hvad er Venskab! en Indbildning, et Overflod, en Plage mere! Hvad er det Alt, hvad er det Alt .... og hvad er dette! Hvo veed det ikke, det er Utaalmodighed. Denne gamle Hykler, der mere hykkelsk end hine Pharis&ae;ere, binder svare Byrder, som den selv ikke r&o-;rer med en Finger! Denne L&o-;gner, der, forh&ae;rdet i at lyve, tilsidst troer sit eget Digt! Denne tilbedte Afgud, der gj&o-;r Alt til Intet! Denne evindelige Ordgyder, der dog vil, at man skal taalmodigen h&o-;re paa den. Saaledes kan Utaalmodigheden if&o-;re sig mange Skikkelser. I Begyndelsen kjender man den neppe, den er saa mild, saa f&o-;ielig, saa vinkende, saa fremskyndende, saa veemodig, saa deeltagende; og naar den har udt&o-;mt al sin Kunst, bliver den tilsidst h&o-;ir&o-;stet, trodsig, og vil forklare Alt, skj&o-;ndt den aldrig forstod Noget. Skulle vi tage i Bet&ae;nkning, at kalde dette Utaalmodighed, om denne end underfundigen ikke vil vedgaae det, men blot v&ae;re det N&ae;stsidste, der dog har lidt T&ae;kkelighed, uagtet det var dette, den arbeidede paa Dag og Nat, aarle og silde, fristende ved Lykke og fristende ved Ulykke lige snildt, om den Ene, der blev fristet, end ikke forstaaer den Anden; Dette den arbeidede paa at bringe sig selv frem i al sin qvalfulde Tomhed, ikke som Utaalmodighed efter Dette eller Hiint, men som denne kolde Brand, der op&ae;der Sjelen, om denne end synes at v&ae;re m&ae;gtig tilstede i sit lidenskabelige Udtryk! Eller skal Utaalmodigheden maaskee have Uret, er maaskee Enhver villig til at give den Uret; men den Enkelte, der hengav sig, han har Ret! Maatte ikke Taalmodigheden selv opr&o-;res derover! Thi vel er der Ingen, der saaledes holder ud i Verden, og saaledes holder ud med at bekymre sig om Menneskene, men den vil dog ikke lade sig spotte; den vil ikke staae som en L&o-;gner, og hvis der var en Lidelse, en N&o-;d, der ikke lod sig udholde, da lyver Taalmodigheden, der vil overvinde Alt. O! lader os ikke s&o-;ge Udflugter, ikke saaledes prise den med Munden, at vi snigmyrde den i Hjertet, ikke bagtale den i vor Ber&o-;mmelse, som formaaede den saare Meget, men den Enkelte turde forbeholde sig et Tilf&ae;lde, hvor den dog ikke formaaede at seire. Nei, den skal seire, den maa seire, det er i Sandhed, som den selv siger, den slipper intet Menneske, slipper ham ikke i nogen N&o-;d, selv naar han trodsig st&o-;der den fra sig, den venter dog paa ham, og vee! ham, hvis han aldrig forligte sig med den; thi den venter dog paa ham, og den skal engang d&o-;mme ham, naar det herligen viser sig, at Taalmodighed formaaede at overvinde Alt, formaaer at afn&o-;de Utaalmodigheden selv denne Tilstaaelse. Eller er maaskee Taalmodigheden en luftig Skikkelse, der vinker i Skyerne, der selv Intet har erfaret, Intet pr&o-;vet i Livet. Taalmodigheden? Denne Sjeles&o-;rger, der kjender al N&o-;d og al Lidelse, og har holdt ud og holder ud med den, indtil den ikke vil mere, nei! indtil den ikke kan mere, fordi Utaalmodigheden selv for sidste Gang ikke vil! Er Taalmodigheden maaskee udeeltagende, fordi dens forskyldte Vrede er forf&ae;rdelig; eller er den ikke altid barmhjertig? O! den er i Sandhed hiin barmhjertige Samaritan; og hvor dybt Saaret end er, hvor gammelt, selv hvor ondartet, naar blot den Lidende yttrer selv et svagt &O-;nske, den kommer, den veed at forbinde, at gyde Olie deri, den har altid en lille Hjertestyrkning for den Syge, lader altid en lille T&ae;repenge tilbage, som netop er tilstr&ae;kkelig for det n&ae;ste &O-;ieblik. Den er kun lille, ikke fordi Taalmodigheden jo gjerne vilde give mere, men den hersker kun over Lidet, og maa holde tilraade med Lidet, thi Taalmodigheden er bestandig ligesaa meget handlende som lidende, og lidende som handlende. Taalmodigheden tr&o-;ster den Syge, at han formaaer det Lidet, siger ham Sandheden: i Forhold til den Tilstand, i hvilken jeg fandt Dig, er det allerede meget, at Du formaaer dette Lidet, og hvis Du ret var taknemlig, vilde det synes Dig et Vidunder. Og denne Tale er saa vanskelig, thi dette Ord: i Forhold til vil man saa n&o-;digen h&o-;re, og man vil saa gjerne glemme, hvad det minder om ... hvis man strax igjen kunde begynde, som var der Intet skeet, eller hvis man dog blev hjulpen for lidt l&ae;ngere Tid. Ak vi ere Alle i Gjeld til Taalmodigheden; til os alle kan den med Rette sige: i Forhold til; og dog hvor barmhjertigt siger den det ikke ofte. See derfor veed ogsaa Taalmodigheden her meget godt, hvor Faren og Forf&ae;rdelsen er, at denne ei ligger i, at man ikke faaer sin Plan sat igjennem, ikke indhenter det jordisk Tabte, ikke vinder noget Timeligt, ikke udfinder ny Gl&ae;de for ei at v&ae;mmes ved Livet. Sligt frygter Taalmodigheden ikke, og har dog mod hiin Fare endnu et godt Haab tilbage. Men Taalmodigheden opdager, at dette var Faren, om den gamle Tilstand kunde vedblive og gj&o-;re Sygdommen end forf&ae;rdeligere, hvis det var muligt, inden den Syge l&ae;rte om igjen, hvor Faren dog var. Har Taalmodigheden da noget tilf&ae;lleds med hiin usle Forstandighed, der fatter, at Lysten dog engang ender og ender med V&ae;mmelse, at Gjenvordigheden engang ender med Fortvivlelse, og derfor mener, at man kl&o-;gtigen skal beflitte sig paa, hverken at v&ae;re kold eller varm, som var dette ikke det mest Fortvivlede? Eller seer Taalmodigheden ikke den st&o-;rste Fare i, at det ikke var Tilf&ae;ldet, hvad Forstanden opdagende frygter, thi da kunde end ikke Taalmodigheden tr&o-;ste mere? Nu kan den, hvis den Syge blot vil, da Faren er, om han skal faae Lov til at frigj&o-;re sig fra det Evige, at visne i Forstandighed, at udd&o-;e i Forh&ae;rdelse, at afsjeles i Aandl&o-;shed. Og mod denne Fare er der jo endnu Raad. Den, der troende vedbliver at tragte efter det Evige, han bliver aldrig m&ae;ttet saaledes, at han jo saligen vedbliver at hungre; den, der haabende seer det Tilkommende im&o-;de, ham kan det Forbigangne ikke forstene i noget &O-;ieblik; thi han vender det jo altid Ryggen; Den, der elsker Gud og Mennesker, han har endnu bestandig nok at gj&o-;re, selv, naar N&o-;den er st&o-;rst og Fortvivlelsen n&ae;rmest. Inden han l&ae;gger sig hen at d&o-;e, da sp&o-;rger han endnu engang: elsker jeg Gud ligesaa h&o-;it som f&o-;r og elsker jeg Menneskenes f&ae;lleds Anliggender. T&o-;r han svare ja herpaa, da d&o-;er han ikke eller d&o-;er saligt; t&o-;r han det ikke, da er der jo nok at gj&o-;re. Da skal han i Kjerlighed og for sin Kjerligheds Skyld overveie, om han ikke kan see, kan &o-;ine, kan ahne den Gl&ae;de og Tr&o-;st, der dog maa skjule sig i det S&o-;rgelige, da dette dog maa i Sandhed tjene ham til Gode. Og, selv om han Intet fandt, denne Overveielse skal tjene ham til Gode, denne Overveielse, som den Utaalmodige, der jo er saa riig paa Tanker og saa opfindsom i Vendinger, skulde kunne anstille endnu skj&o-;nnere, hvis han vilde det. Skulle vi nu sige: held den Ulykkelige, der laae paa Veien mellem Jericho og Jerusalem; thi ham gik Taalmodigheden forbi som den barmhjertige Samaritan? Skulle vi begynde forfra? Eller skulle vi ikke sige, den gaaer ethvert Menneske forbi, held Den, der ikke selv forskyldte, at den gik ham forbi uden at hj&ae;lpe. Derfor kalde vi jo Gud Taalmodighedens Gud, _forbifordi han selv er Taalmodigheden og intetsteds er langt borte fra os. At bevare sin Sjel i Taalmodighed &dvs;: at holde den i Taalmodighedens Magt, saa den ikke slipper udenfor, naar den forf&ae;rdelige Strid er med det Evige, med Gud og med sig selv; thi dette er Striden, saaledes, at Den, der taber det Evige, taber Gud og sig selv; og Den, der taber Gud, taber det Evige og sig selv; og Den, der taber sig selv, taber det Evige og Gud. Saaledes er det jo, som den Eenfoldige let forstaaer det, og den Dannede kunde kun forlange, at man gjorde det noget vanskeligere, at han bedre maatte forstaae det. Hvad enten nu et Menneske ved Taalmodighedens Hj&ae;lp i Livets N&o-;d tog mod Tr&o-;sten, at Faren var en anden end han troede, eller et Menneske selv opdagede Faren og Forf&ae;rdelsen, tidligen afv&ae;nt fra at frygte, hvad der ford&ae;rver Legemet, Striden selv kan dog v&ae;re forf&ae;rdelig. I samme &O-;ieblik som Sjelen gjennemskuer dette, beh&o-;ver den strax Taalmodigheden, at den ikke l&o-;ber tilbage og heller vil k&ae;mpe den unyttige Strid med Verden. Har Taalmodigheden hjulpet hertil, da gjelder det atter at benytte dens Bistand for at forstaae i al Stilhed, at det mest Afgj&o-;rende afgj&o-;res langsomt, lidt efter lidt, ikke i en Skynding og paa eengang; thi i denne Strid er Taalmodigheden den ene Herskende, ikke til at forvexle med noget Andet; den foreskriver Love, den tildeler Palmen. Dog dette l&ae;res ikke strax, og Sjelen maa stride mangen m&o-;isommelig Kamp, og mangen Gang begynde forfra. Da lister Utaalmodigheden, der allevegne har sine Speidere, sig ogsaa derind. Den har antaget en ny Skikkelse, som netop er beregnet paa den Stridendes Tilstand. Den er ikke indsmigrende, ikke trodsig og st&ae;dig, den er angstfuld. Ingen vove sig til nysgjerrigen at ville belure Sjelen, naar den strider i sin yderste Angst, det er en Fare, der kan ende med Forf&ae;rdelse. Forf&ae;rdeligst begynder Striden, naar Evigheden forvandler sig til et &O-;ieblik, og dette &O-;ieblik dog vil v&ae;re afgj&o-;rende for al Evighed. Da lyder Utaalmodighedens angstfulde sidste Suk: det er for silde. Er der da ikke Fare? Utaalmodigheden selv skriger det jo ud. Men Taalmodigheden har opdaget Faren, at denne ikke er, at det er for silde, men at Faren er, at Utaalmodigheden selv forspilder det sidste &O-;ieblik. Hvor var der dog et Menneske, der var saa nedrigt som Utaalmodigheden er det! Er det ikke et Venskabs Stykke at sidde hos den Ulykkelige og slaae H&ae;nderne sammen og hyle med ham &streg; og lade ham glemme, at der var Tid. Dersom da Taalmodigheden her har et Raad, da har den dog vel Intet tilf&ae;lles med en ussel Forstandighed; thi om en saadan N&o-;d taler denne jo aldrig, den veed neppe, at den er til. Og har Forstanden end et Ord, der synes at passe, da er det kun et Bedrag. Der var en Konge, bekjendt i Folket, endnu i denne Sl&ae;gt vanker han ustadig i Fort&ae;llingen som han gjorde det i Livet; han havde et Mundheld: imorgen er der atter en Dag. Dette i og for sig tr&o-;stelige Ord forstod han letsindigen; men derfor (thi saaledes synes Sagnet at ville bel&ae;re os) havde han ogsaa et &O-;nske, hvis Opfyldelse skulde erstatte ham Himlens Salighed &streg; hvis det bestandigen havde v&ae;ret sandt, ogsaa i Evigheden: imorgen er der atter en Dag. Taalmodigheden har et andet Ord, et st&ae;rkt Ord, som den &Ae;ngstede beh&o-;ver det: endnu i Dag, siger Herren. Lader os ikke letsindigen vove os til dybsindigen at ville udgrunde det Hemmelighedsfulde, lader os overhovedet ikke for meget sysle med dette Ord; men lader os ei heller glemme, at det er der. Lader os betragte det som en Frelsens Engel, der staaer med sit luende Glavind, og hver Gang Sjelen vil styrte ud til Fortvivlelsens yderste Gr&ae;ndse, da maa den ham forbi, han d&o-;mmer den, men styrker den ogsaa. Saaledes er Ordet, en v&ae;ldig K&ae;mpe, der staaer paa Post ved Rigets yderste Gr&ae;ndse, altid fors&o-;gt i hiin forf&ae;rdelige Gr&ae;ndsestrid. Naar man da i det Indre af Landet ahner Forf&ae;rdelsen, og Qvinder og B&o-;rn styrte ud &streg; da staaer han der, han viser dem alvorligen tilbage, han siger: fatter Mod, jeg staaer her, jeg blunder aldrig; men gaaer nu atter hjem, beskikker Eders Sjele til Taalmod og stille Aarvaagenhed. Saaledes er Ordet givet Mennesket til Tr&o-;st, og skal tr&o-;ste ham, og skal ogsaa komme ham im&o-;de og tr&o-;ste ham, f&o-;rend han kommer saa vidt. M. T. Du stred jo ogsaa derinde, hvor man ikke saaledes strider med Verden og ikke ved Hj&ae;lp af sin List eller sin Magt, fordi al Eens List er gjennemskuet og al udvortes Magt afm&ae;gtig. Hvorledes Din Strid var, vide vi ikke; om Du stred med Efterveer af et Liv i Vildfarelse; om det var Dine Tanker, der havde sammensvoret sig imod Dig og stode op som Pharis&ae;erne at friste Dig med snild Tale, saa de bragte enhver R&ae;dsel, for hvilken Du &ae;ngstedes, i n&ae;ste &O-;ieblik over Dig, ja Du end ikke turde takke, at Nogen udeblev, da det var, som fulgte den strax denne Indbydelse; om det var Forargelsen Du saae, og hvis Syn Du ikke kunde blive qvit &streg; vi vide det ikke. Du stred jo dog vel ogsaa den gode Strid og overvandt, og slog Sjelen til Ro i Taalmodighed. O! men der kom jo ogsaa &O-;ieblikke, hvor Du ikke overvandt Fristelsen, men Fristelsen overvandt Dig. Naar da Alt var tabt, naar Du blev ene med Dit Nederlag, naar Stilheden voxede omkring Dig, og Fortvivlelsen fjernt vinkede ad Dig, og dens Begeistring allerede vilde beruse Dig, ak thi Fortvivlelse er jo ogsaa en Begeistring &streg; da randt maaskee dette Ord Dig ihu: Gud skal gj&o-;re Fristelsen og dens Udgang, saa vi den kunne b&ae;re. Ikke blot Fristelsen; det vide vi, det bekjende vi, held Den, der intet andet Evangelium beh&o-;ver; men ogsaa dens Udgang. Og Fristelsens Udgang er jo som oftest den farligste Fristelse; hvad enten vi seirede, at den frister til Overmod, saa vi falde, efterat have seiret; eller vi tabe, at den frister os til at ville tabe Alt. Ordet randt Dig ihu, og Din Sjel blev atter &ae;dru, og Taalmodigheden begyndte igjen sin gode Gjerning. Saa lader os da ikke glemme Ordet, ikke det sidste Ord, at det er der, ikke det tidligere, der kommer os im&o-;de. Priset v&ae;re Taalmodighedens Gud, dette er Enden paa denne Tale. Vi have talet om Taalmodighedens Kraft til at bevare Sjelen. Vi have talet, som var Taalmodigheden udenfor et Menneske; vi vide vel, at det ikke er saa. Og dog jeg sp&o-;rger Dig, Du som bedre veed at prise den end jeg, bedre veed at fuldkomme det Gode, at anbefale den til Menneskene, da Du kjendte den bedre, inderligere og l&ae;ngere, var det dog ikke stundom saa, at, naar Bekymringen og de arbeidende Tanker optaarnede Overveielser, der Intet gavnede uden til at f&o-;de nye Overveielser, at da Taalmodighedens simple, eenfoldige, men dog forglemte Ord blev stukket til Dig andetsteds fra, som stod Taalmodigheden udenfor? Vi have ladet, som var Taalmodigheden udenfor, og vi have ladet den ligesom selv tale. Hvo taler retteligen om den? Den &Ae;ldre, der blev gammel i Aar, gammel i Erfaring, &ae;rv&ae;rdig i Taalmodighed? Ja det er i Sandhed velgj&o-;rende at h&o-;re ham, han gj&o-;r en Velgjerning ved at tale; thi ikkun han har den rette Bemyndigelse, i Sammenligning med hvilken al anden Dannelse, al Aandens forf&o-;reriske Herlighed, al Englenes Veltalenhed, kun er Tant og Sp&o-;g. Men stundom falder det den &Ae;ldre ikke let, at tale reent, ene og alene ud af Taalmodigheden, og kun give den Vidnesbyrd. Han saae Meget, han oplevede Meget, han l&ae;rte mangt et kosteligt Ord, der dog ikke er Taalmodighedens, men Livs-Erfaringens, med hvilket han kan gavne sig selv, ogsaa Andre, men ikke altid en Anden. Den Yngre veed saa lidet, maaskee skal det &O-;ieblik komme, da det viser sig, at han til Intet havde anstr&ae;ngt sin Tanke og sin Veltalenhed, da det viser sig, at hans Tale var Sviig, langtfra ikke for at bedrage Andre, men en Sviig, hvori han selv var bedragen. Da skal han endog have skadet; skadet ved den Betragtning, der maaskee ikke lod sig gjennemf&o-;re, _skadeskadet ved at gj&o-;re Menneskene travle til at spotte L&ae;gen, der ikke kan hj&ae;lpe sig selv, spotte den, der var st&ae;rk i Taalmodighed paa Afstand, og derover glemme at agte paa sig selv og bet&ae;nke den Sag, hvilken ethvert Menneske har med sig selv. See! derfor valgte vi, at lade Taalmodigheden selv tale. Den s&o-;ger ikke Bekr&ae;ftelse i Nogens Erfaring, men skal, siger den, bekr&ae;fte herligen enhver Erfaring; den s&o-;ger ikke laant Ordbram, men skal, siger den, indestaae for hvad den lover. Og dette t&o-;r jo ethvert Menneske v&ae;re bet&ae;nkt paa, at binde sig selv ved den Haandf&ae;stning, at hvis Taalmodigheden engang brast for ham og dermed Evighedens Rige ud af hans Haand, han dog idetmindste vilde anstr&ae;nge al sin Sjel for sidste Gang til at prise den, til at lade den vederfares Ret, at den var uskyldig. Priset v&ae;re Taalmodighedens Gud, dette v&ae;re Enden paa denne Tale. Taalmod i Forventning Evang. _{Luc. II, 23&streg;40}Luc. II, 33&streg;40. (S&o-;ndag efter Juul) Naar Opfyldelsen er kommen, hvor er Alt saa forandret! Naar Barnet er f&o-;dt og Gl&ae;den fuldkommen; naar Natten er forbi og Dagen frembrudt; naar Kampen er udstridt og Seiren vis; naar Qviden er forvunden, og Jubelen vaagnet; naar Arbeidet er f&ae;rdigt og L&o-;nnen vinker; naar L&ae;ngselen er beroliget, og Velsignelsen siger Amen, hvor er da det Forbigangne glemt som den Dag igaar, kort som et Suk, stakket som et &O-;ieblik. Den, der selv har oplevet det, undres derover og fatter det neppe; Den, der ikke pr&o-;vede det, forstaaer ei, hvorom Talen var eller Talen derom: om F&o-;dselens Veer, om Nattens M&o-;rke, om Kampens Forf&ae;rdelse, om Qvidens Angst, om Arbeidets M&o-;ie, om L&ae;ngselens Evighed. Men er det nu saaledes, at i denne Henseende den Enkelte ikke forstaaer sig selv, og den Ene ikke den Anden, saa er jo al Tale om Forventning en Skuffelse; thi Den, der fryder sig ved Opfyldelsens Daglys, han skimter end ikke D&ae;mringens Taage; og Den, der holder Forventningens Lampe t&ae;ndt i Natten, han &o-;iner end ikke D&ae;mringen; og Den, der pustede Lampen ud, han bekymrer sig hverken om det Ene eller det Andet &streg; men den Talende maa jo selv v&ae;re i eet af Tilf&ae;ldene. Og dog er det atter et Menneske saa saare gavnligt, at forstaae sig selv og at kunne tale med sig selv om Forventningen; thi Forventningen kommer ikke, som F&o-;dselen, kun een Gang, eller kun een Gang, som D&o-;den kommer, men den aflader ikke, ligesaa lidet, som Dag og Nat, S&ae;d og H&o-;st, Sommer og Vinter, og skal ikke aflade, saa l&ae;nge Tiden adskiller og deler den D&o-;deliges Liv. Dersom derfor et Menneske vilde mene, at han kun een Gang i sit Liv havde forventet Noget, hvad enten han nu gl&ae;dede sig ved den utvivlsomme Opfyldelses daarlige Viisdom, eller tr&o-;stede sig ved den utvivlsomme Skuffelses daarlige Viisdom, saa vil han dog snart, uden at vide, hvorledes det er gaaet til, gribe sig i Forventning: for at Opfyldelsen maa vedblive, maa vedblive at v&ae;re, hvad den er, og ikke skjule i sit Indre, hvad den aldrig havde ladet sig forlyde med; eller for at Opfyldelsen ikke maa komme og spotte hans trodsige Forstandighed. Saaledes fors&o-;ges ethvert Menneske i Forventningens Krigstjeneste. Nu kommer Opfyldelsen og l&o-;ser ham af, men snart er han igjen sat hen paa Udkig efter Forventningen; da bliver han atter afl&o-;st, men f&ae;rdig og udtjent bliver han ikke, saa l&ae;nge der for ham er noget Tilkommende. Og medens saaledes Menneskelivet gaaer hen i h&o-;ist forskjellig Forventning, forventende det h&o-;ist Forskjellige efter forskjellig Tid og Leilighed, med forskjelligt Sind, da er hele Livet igjen een Forventningens Nattevagt, og Ingen t&o-;r saaledes, klogt eller daarligen, fortabe og udtjene sig i den stykkevise Forventning, at han i sin Tryghed eller i sin Travlhed, i sin Gl&ae;de eller i sit Mismod glemmer den Evighed, der venter hvert &O-;ieblik og ved Dagenes Ende; thi dette er eet og det samme, kun det jordiske og timelige Sind tvetyder til egen Ford&ae;rvelse, hvad der i Taalmodighed vil forstaaes tr&o-;stende og lindrende, i Alvor frelsende og veiledende. Saa lader os da ikke fortrylle og bedaare os selv, ikke forstyrre og fortr&ae;dige hinanden ved at gj&o-;re vore smaalige, flygtige Forventninger, vore &o-;ieblikkelige Tilstande i Forventningen, vore Udtryk og Stemninger til Regel og Forklaring, men lader os l&ae;re af det Forbigangne, af hvad der engang for alle er afsluttet, hvor Forventningens Tid ikke bliver l&ae;ngere ved vor Utaalmodighed, og hvor Forventningens Tid ikke igjen bliver kortere ved vor utaalmodige Gl&ae;de over _{Opfyldelsen Selv}Opfyldelsen. Selv om da Talen og Betragtningen ikke formaaede ganske at berolige og skjule den arbeidende Tanke i Overveielsens Hvile, det skal dog altid v&ae;re et Menneske gavnligt, at afbryde de daglige Bekymringer og Gl&ae;ders besn&ae;rende Gjentagelse, at overvinde den misforstaaede Tr&o-;stesl&o-;shed, der kun vil h&o-;re om hvad der ene passer for dens s&ae;rlige Omst&ae;ndighed; for at udvides i det St&o-;rre, for at hengive sig i det, der kun paa en skj&o-;n og frelsende Maade kan blive Bekymringens Gjenstand. Kun naar Vandet i den Br&o-;nd Bethesda r&o-;rtes, kun da var det helbredende at stige ned deri. I aandelig Forstand er dette lettere at fatte; thi dersom et Menneskes Sjel bliver stillestaaende i Selvbekymringens og Selvbesk&ae;ftigelsens Eensformighed, da er han Forraadnelsen n&ae;r, dersom ikke Betragtningen r&o-;rer og bev&ae;ger ham. Hvis han da bev&ae;gedes, hvis han, der laae som en V&ae;rkbruden og Afkr&ae;ftet, i Betragtningens &O-;ieblik vandt Styrke til at samle sig, men hans fuldkomne Helbredelse ikke strax paafulgte, det skal dog altid v&ae;re til Velsignelse for et Menneske, at han bev&ae;gedes og r&o-;rtes; thi kun deri er Frelsen, stundom paa een Gang, stundom lidt efter lidt. Hvad har dog saaledes v&ae;ret Gjenstand for Forventning som det Barns F&o-;dsel, der nu, efter vort forel&ae;ste Evangelium, 40 Dage gammelt bragtes op i Templet, at fremstilles for Herren! Ligesaa tidligen som Mennesket l&ae;rte at forstaae det, var denne Forventning i Verden, tiltog i Tydelighed og Bestemthed, medens Tiderne gik, medens Sl&ae;gternes Udvalgte frydede sig i Synet og langt borte hilsede det Tilkommende, hvis Udebliven gjorde dem selv til Gj&ae;ster og Udl&ae;ndinge paa Jorden. Aarhundreder ere henrundne, men de ere ogsaa talte, vor Utaalmodighed l&ae;gger Intet til og tager Intet fra Forventningens lange, lange Tid. Hvor langt er vel et enkelt Menneskes Liv, hvor mange ere hans Forventningens Dage, hvis han talte dem alle tilsammen! Da kom Tidens Fylde. Den Forventede f&o-;dtes, hvem &O-;stens Konger kom at tilbede; thi om han end f&o-;dtes i et Herberge, og lagdes i en Krybbe, og om end hans Moder kun var en trolovet Jomfru, og hans Fader en ringe Mand i Folket, saa var dog Stjernen paa Himlen Vidne til hans F&o-;dsel, den Stjerne, hvis Vink Kongerne fulgte, til de fandt Barnet. Nu var det 40 Dage gammelt og skulde fremstilles for Herren. Da gik hiin fattige Familie, der gjennem alle Sl&ae;gter blev n&ae;vnet den hellige, op til Templet, at bringe Barnet og det for Armoden bestemte ringe Offer. Skulde der nu ingen Vidner v&ae;re tilstede ved denne h&o-;itidelige Handling; skulde her ikke skee noget Lignende med hvad der skete, da Stjernen lyste over Vuggen? Af Evangeliet erfare vi, at der var tvende Vidner tilstede, en gudfrygtig Mand og en from Qvinde, Simeon og Anna. De vare ikke knyttede til Barnet ved Sl&ae;gtskabs og Venskabs Baand, ikke indbudne af For&ae;ldrene; efter en h&o-;iere Styrelse vare de tilstede og forestille noget H&o-;iere. De vare begge meget bedagede, tr&ae;tte af Livet om end glade i Haabet. Altsaa vare de ikke saaledes bekymrede om Opfyldelsen, som Den, der med Velkomst-Hilsen imodtager dens Tilkommelse, men de vare som Den, der byder Opfyldelsen Afskedens Hilsen. Hvad forestille da disse tvende Vidner; hvad Andet end Forventningen. Som Propheternes R&o-;st endnu engang gjenl&o-;d i Johannes den D&o-;bers strenge Tale, saaledes stod Patriarchernes troende Forventning op i disse tvende Skikkelser for at staae hos i Opfyldelsens &O-;ieblik. Men de, der af Herren selv vare beskikkede til i hiin Stund at forestille Forventningen, de vare vel og Saadanne, som alle Tider kunne staae deres Pr&o-;ve, hver Gang Betragtningen s&o-;ger at forstaae Forventningen og den Forventningens Skikkelse, der er i Taalmodighed. Det forel&ae;ste Evangelium taler kun ganske korteligen om Simeon, men dv&ae;ler desto omhyggeligere ved Anna, som vilde det fornemmeligen gj&o-;re hende til Gjenstand for vor Opm&ae;rksomhed. Saa lader os heller ei misforstaae dette Vink, men i Anledning af Anna, og med hende i Tanken ville vi tale om: Taalmod i Forventning. Af Evangeliet erfare vi, at Anna, da denne Begivenhed indtraf, var meget bedaget, ved de fire og firsindstyve Aar. Hendes tidligere Liv var gaaet sin stille Gang, kun n&ae;vnes der en eneste Omskiftelse, der gjorde hende til Enke, da hun syv Aar havde levet med sin Mand efter sin Jomfrustand. Altsaa kun syv Aar havde hun v&ae;ret gift, og nu var hendes Alder syv Gange tolv. Tidligen var hendes Liv afbrudt, hun havde Intet beholdt tilbage, der kunde v&ae;re Gjenstand for hendes Omsorg, medens Tankerne vare hos den Afd&o-;de; Intet hun kunde opelske sig selv til Tr&o-;st i Tiden, Intet hun kunde elske af sit ganske Hjerte uden derved at kr&ae;nke eller urolige den Hensovede, Intet, hun kunde elske saaledes, at hun netop ved sin Inderlighed gl&ae;dede Faderen i sin Grav. Hun var Enke, hendes Liv afsluttet, hendes Forventning skuffet, hun, som havde forventet at leve l&ae;nge med sin Husbond, at d&o-;e mindet af en Sl&ae;gt. Dog var hun jo nu fri; thi ogsaa efter j&o-;diske Begreber er jo Qvinden fri, naar Manden er d&o-;d; hun var jo fri, og i Opstandelsen skal der ikke v&ae;re Forskjel paa Mand og Qvinde. Lader os ikke forstyrre den &Ae;rv&ae;rdige med vore Planer, lader os ikke ville tr&o-;ste med Menneskenes kl&o-;gtige Raad, der ikke vide, hvad det Tr&o-;stesl&o-;se er. Atten Aarhundreder og mere ere forl&o-;bne, hun beh&o-;ver ikke vor Hj&ae;lp, saa lidet som hun beh&o-;vede den, vi hindre hende ikke i, at f&o-;lge Hjertets Drift, vi skulle ikke forhaste os med at if&o-;re hende Fortvivlelsens seierrige Rustning, eller den langsomme T&ae;rings S&o-;rgedragt. Hun er jo vor Betragtnings Gjenstand, og der er Det i Livet, hvori vi ikke skulle s&o-;ge at digte vore Tanker ind, men hvoraf vi selv skulle l&ae;re; der er Det i Livet, hvorover vi ikke skulle gr&ae;de, men hvoraf vi skulle l&ae;re at gr&ae;de over os selv. Hendes Valg er gjort. Det skete ikke igaar eller iforgaars, at vi skulle v&ae;re tilrede med vor Bistand for at faae det omgjort; hendes Valg er gjort, har hun fortrudt det, da har Fortrydelsens Tid v&ae;ret lang. Hun valgte at blive den Afd&o-;de tro, som han havde v&ae;ret hende tro, eller hvad vi ogsaa kunne udtrykke paa en anden, sandere Maade, om den end maaskee ikke vilde v&ae;re forekommen hende saa skj&o-;n, hun valgte at blive sig selv tro; thi ethvert udvortes Baand var jo l&o-;st, og kun den Kjerlighed bandt hende, i hvilken hun havde sin Frihed, og udenfor hvilken hun ikke vilde have kjendt sig selv igjen. I denne Troskab blev hendes Liv fattigt paa Afvexlinger, hvilke man vel stundom seer lykkes et Menneske indtil Modbydelighed, men det blev frugtbart for det Evige. Og hvad Du end d&o-;mmer om dette, m. T., der jo er overladt til Enhver at afgj&o-;re med sig selv, saa det ene Valg i Forhold til Omst&ae;ndighederne kan i inderlig Kj&ae;rlighed v&ae;re ligesaa priseligt som det andet, saa meget er dog vist, at den Qvinde, der er travl for at tr&o-;ste sig over Tabet af sin afd&o-;de Husbond, hun bliver neppe den Guds Udvalgte, der skal fremtr&ae;de som Forventningens Vidne i den Stund, da Sl&ae;gtens Forventning gaaer i Opfyldelse. Den Afd&o-;de blev hun tro, og hun meente sig vel fors&o-;rget, som hun ogsaa var det; thi der er Intet, der saaledes danner, for&ae;dler og helliger et Menneske, som Mindet om en Afd&o-;d gjemt i det oprigtige Hjerte; Intet, der n&ae;st Gud selv, saa ubestikkeligt pr&o-;ver og ransager et Menneskes Inderste, som Erindringen om en Afd&o-;d bevaret i en altid n&ae;rv&ae;rende Ihukommelse; Intet, der vedligeholder et Menneskes Sjel saaledes i varagtig og trofast Udholdenhed som Tanken om en Afd&o-;d, hvilken aldrig slumrer Den Levende kan dog stundom overraskes af nogen Skr&o-;belighed, eller foranledige, at en Anden overiles, men den Afd&o-;de overiles aldrig. Den Levende kan dog stundom gribe feil, eller bevirke, at en Anden gj&o-;r det, men den Afd&o-;de er ikke dannet af Kj&o-;d og Blod, men af den taknemmelige Ihukommelses helligste og bedste Tanker, hvilke aldrig feile, da de ere luttrede i Angesten for at tabe den Forklarede. Den Levende er hurtig til at paaskj&o-;nne vor Kjerlighed, hurtig til at betale L&o-;nnen fuldere og tidligere end den maaskee var fortjent; men jo l&ae;ngere L&o-;nnens Time uds&ae;ttes, jo skj&o-;nnere for Den, der dog eftertragter den aarle og silde. Kun Dagleieren fordrer L&o-;nnen hver Dag; kun trofast Elskov tjener syv Aar og syv til for L&o-;nnen, men Den, der elsker en Afd&o-;d, han tjener hele sit Liv for sin Kjerlighed. Er Anna da ikke forventende? Vi vide det vel, at der var de i Verden, hvis Forventning ikke blev skuffet. Tidligen l&ae;rte de, at forh&ae;rde deres Sind, og l&o-;ftede nu maaskee Hovedet saa stolt, for at skue ud over dem, der b&o-;iede sig i Sorgen. Hvorledes skulde en Saadan ogsaa kunne blive bedragen! Og dog hvis han pludseligen kom til ret levende at mindes den Tid, da hans Hjerte svulmede freidigt og tillidsfuldt, rigt paa Forventning, da vilde han maaskee forf&ae;rdes over sig selv, og over sin skuffede Forventning; thi det havde han jo aldrig forventet, at han engang skulde daarligen kneise som det golde Figentr&ae;, der Intet forventer. Hvis Nogen var skuffet, da sandeligen han og uhelbredeligere end alle Andre. Den, der bedrages af Verden, han kan dog haabe til anden Tid under andre Omst&ae;ndigheder ikke at blive skuffet; men Den, der bedrager sig selv, han bliver bestandigen bedragen, om han end flygtede til Verdens yderste Gr&ae;ndse; thi sig selv kan han ikke undflye. &streg; Vi vide vel, at der var de, hvis Forventninger ikke bleve skuffede. De undte sig hverken Rist eller Ro i den travle Tjeneste, de udstykkede Sjelen i mangfoldige Forventninger, forventede snart Eet snart et Andet, vandt og tabte, stode aarle op og gik lange Veie. Deres Forventninger bleve ikke skuffede; &streg; men Forventningen, ja den kunde der ikke v&ae;re Tale om; thi hvor var vel den Mester, som formaaede at fort&ae;lle denne utr&ae;ttelige Indholdsl&o-;shed; eller hvor den Hukommelse og den Tanke, der formaaede at sammenfatte en saadan Forvirring, eller hvor den Evighed, der havde Tid til at mindes Sligt! Vare de ikke skuffede, skuffede i deres Forventning, at Tiden ikke kunde udl&o-;be, skuffede af Forventningerne, der i Adspredelsen havde ladet dem glemme, at Evighedens Alvor maatte glemme al deres Tragten og dem selv med, hvad de kunde have undflyet; thi ikke at glemmes i Tiderne, blev kun meget faa Menneskers Lod, men det Herligere, ikke at v&ae;re glemt i Evigheden, blev ethvert Menneske givet, der selv vil det. Vare de da ikke skuffede, er Den ikke forf&ae;rdeligst skuffet, der end ikke aner Skuffelsen, f&o-;r den opsluger og tilintetgj&o-;r ham? Men Anna derimod ... M. T. lad Din Tanke hvile paa denne &ae;rv&ae;rdige Qvinde, hvis Sind er mellem Gravene, og nu, skj&o-;ndt meget bedaget, dog staaer som det Eviges unge Forlovede. Denne Rolighed i &O-;iet, der dog er forventende, denne Mildhed, der er forsonet med Livet og dog er forventende, denne stille Uforkr&ae;nkelighed, der qvindeligt sysler med Erindringen og dog er forventende, denne ydmyge Selvfornegtelse, der dog er forventende, dette fromme Hjertelag, der Intet begjerer mere, og dog er forventende; afblomstret, dog endnu frodig, forladt dog ikke henvisnet, barnl&o-;s dog ikke ufrugtbar, b&o-;iet i Aarene, nedb&o-;iet dog ikke tilintetgjort, Enke dog trolovet &anfbeg;er hun i Stilhed&anfslut; med sin Forventning. Det er skj&o-;nt, siger Du maaskee; hvis Een formaaede ret at skildre det, da kunde man sidde og &ae;ldes ved Betragtningen af dette Billede, uden Kraft til at l&o-;srive sig fra det. Men naar jeg da vilde tilf&o-;ie: saaledes seer Forventningen ud, og vedblive: O! at den altid saae saaledes ud, da var der maaskee den, som utaalmodigen vendte sig bort fra det samme Billede. &anfbeg;Er dette Livets Forventning, jeg som forventer, at vinde Alt, at m&ae;tte min uudsigelige Higen, forventer, at Livet selv vil l&ae;re mig, hvor meget Mere der er at forvente, end hvad jeg aner? Er dette hvad der h&ae;nder Forventningen? beholder man den &o-;nskende Qvist i sin Haand indtil den er bleven en vissen Green, og denne beholder man i sin Haand &streg; som Opfyldelsen?&anfslut; Nu han beh&o-;ver vel ikke at frygte, at han pludseligen som ved et Slag skulde komme til at ligne den fromme Anna, eller at Tiden skulde listeligen, uden at han selv vidste af det, omdanne ham efter det Billede, som paa Afstand er skj&o-;nt, men &ae;ngster n&ae;rved. Og Anna havde jo heller ei altid v&ae;ret Enke, hun havde ogsaa v&ae;ret ung, ogsaa kjendt Ungdommens Forventning. Men Den, der ikke kjender Livets Farer, hans Mod er kun en lidet priselig Dumdristighed; og Den, der ikke kjender Livets Svig, hans Forventning er kun en Beruselse i Dr&o-;mme. Saa vist som der er Fare, saa vist er der ogsaa Skuffelse, og f&o-;rst naar et Menneske fors&o-;ger sig saaledes heri, at han v&ae;lger den bedre Deel, v&ae;lger Forventningen, f&o-;rst da kan Anna i Sandhed blive Betragtningens Gjenstand. Thi der er Det, som ethvert Menneske snarligen fornemmer i sig selv, og hvorefter han ikke skal gaae langt, hvis han ei fornemmer det; men dersom det var Dette, vi skulle l&ae;re af Anna, da var hun neppe bleven uforglemmelig i Tiderne; thi Livet forgaaer og dets Lyst, og den, som intet Bedre veed, han forgaaer selv ligesom Livet og Lysten. Er Anna ikke taalmodig i Forventningen? Den, der vil h&o-;ste, f&o-;rend han saaer eller saasnart han haver saaet; Den, der vil seire, uden at stride; Den, der vil, men ikke vil Midlet, han er ogsaa i Menneskenes &O-;ine en Daare. Nogen Taalmodighed, mener Enhver, er den Forventende forn&o-;den, og kun Den, der vil afkaste al Taalmodighed, kun ham kalder man utaalmodig og barnagtig i sin Utaalmodighed. Nogen Taalmodighed! hvis et Menneske med denne Viisdom vilde gaae ud i Verden, da vilde han neppe finde en eneste Utaalmodig, uden at han jo havde nogen Taalmodighed. Mon det er Evangeliets Mening, at alle de daarlige Brudejomfruer indslumrede strax, eller alle i det samme &O-;ieblik? Hvorfor skulle vi ikke antage, at der har v&ae;ret en Forskjellighed? Den f&o-;rste indslumrede da snarligen, endnu f&o-;rend Olien var udbr&ae;ndt; men den femte, hun kom dog heller ei med til Brylluppet; thi ogsaa hun tilintetgjorde sin Forventning ved Utaalmodighed, og da Olien var udbr&ae;ndt, forekom det hende en spildt M&o-;ie at hente ny Olie, for at vedligeholde Forventningen. Var Brudgommen kommen lidt tidligere, da havde man ikke erfaret, at hun var utaalmodig; thi hun havde dog nogen Taalmodighed, som endogsaa den f&o-;rste havde nogen Taalmodighed. Naar Opfyldelsen kommer strax eller snarligen, da er det saa let at forstaae Livet, fordi man ikke l&ae;rer at forstaae sig selv; men naar den udebliver ..... Ethvert Menneske har ligesom hine Brudepiger et oprindeligt Forraad Olie til at vedligeholde Forventningen med. Kommer Opfyldelsen nu, inden dette er fort&ae;ret, da gaaer Alt vel, og man gaaer Livet igjennem uden med Bestemthed at vide, eller med Bestemthed at gj&o-;re sig Rede for, om man h&o-;rer til de daarlige eller til de fornuftige Brudepiger. Udholdenhedens oprindelige Naturkraft kan v&ae;re forskjellig hos den Enkelte, men saasnart Opfyldelsen udebliver saa l&ae;nge, at denne er fort&ae;ret og afmattet, da, da f&o-;rst skal det vise sig, om et Menneske har ny Olie i Beredskab, da f&o-;rst skal hans Taalmod i Forventning vise sig. Saal&ae;nge Forventningen holder og b&ae;rer Mennesket, hvad Under da, at han er forventende, men naar den sidste Strid begynder, naar man maa anstr&ae;nge sin yderste Evne, for at holde sig til Forventningen, da falde Menneskene fra. Hvor ofte siges det ikke, at man ikke skal prise et Menneske lykkeligt, f&o-;r han er d&o-;d; hvor sjeldent derimod h&o-;res det af den Bekymrede, at et Menneske ikke skal opgive sig selv saa l&ae;nge han lever, at der er Haab, saal&ae;nge der er Liv &streg; og altsaa vel altid Haab for den Ud&o-;delige, der forventer en Evighed. Dersom der nu var et Menneske, der i sin N&o-;d meente med Sandhed at turde sige: mig blev Intet givet; i den store Tingenes Orden, som fors&o-;rger Alle, var jeg mere glemt end Spurven, som end ikke uden Guds Villie falder til Jorden; nu saa vil jeg da ikke udholde det l&ae;ngere, fra dette &O-;ieblik vil jeg opgive enhver Forventning og lade mig falde til Jorden &streg; Eller om han ikke udtrykte det saaledes, men dog i sin Fortvivlelse meente med Sandhed at turde sige: vel foer jeg vild, o! men jeg vendte jo atter tilbage; dog var det forgjeves, min Forventning for sildig; jeg udstrakte min Arm, men kun min Fod gleed, jeg raabte, men der var intet &O-;re, der annammede mit Skrig; nu saa vil jeg da endnu i dette &O-;ieblik slippe enhver Forventning, og lade mig synke; Gud i Himlene forsvare, hvis Hj&ae;lpen kommer i det n&ae;ste &O-;ieblik, da det er for sildig &streg; skulle vi da kl&o-;gtigen mene, at hvis vi vare i et saadant Menneskes Sted, da vilde vor Snildhed vel finde en Udvei, hvor han ingen fandt; eller skulle vi volde ham ny Smerte ved at foreskrive ham, at see sig om i Verden, hvor der vel var Den, der havde ventet l&ae;ngere paa Hj&ae;lpen? Visseligen ikke, men vi ville sige til ham: glem endnu engang det Forbigangne, tilintetgj&o-;r Beregningen, hvori Du fanger Dig selv, stands ikke Hjertets Tilskyndelse, udsluk ikke Aanden i unyttig Strid om, hvo der ventede l&ae;ngst og leed mest, kast endnu engang al Din Sorg paa Gud og styrt Dig selv i hans Kjerlighed; op af dette Hav stiger Forventningen atter gjenf&o-;dt, og seer Himlen aaben; gjenf&o-;dt, nei nyf&o-;dt; thi denne himmelske Forventning begynder netop, naar den jordiske segner afm&ae;gtig og fortvivlet. Er det ikke saaledes? Eller skulde en Tvivler og en Fortvivlet beholde Ret? Eller skulde han af den Grund faae Uret, fordi han forsmaaer den ungdommelige Begeistrings Tale, da den mangler Erfaring, og Erfaringens, da den mangler Begeistring, og enten kun har erfaret det Lykkelige, altsaa hvad der ikke kan hj&ae;lpe ham, eller det Ulykkelige, men ikke saaledes som han! Den Tvivlende og den Fortvivlendes Vildfarelse ligger ikke i Erkjendelsen, thi Erkjendelsen kan Intet med Vished afgj&o-;re om det n&ae;ste &O-;ieblik, men Vildfarelsen ligger i Villien, der pludseligen ikke mere vil, men derimod vil gj&o-;re det Ubestemmelige til en lidenskabelig Afgj&o-;relse. Endnu i det sidste &O-;ieblik er der en Mulighed, eller rettere der er intet sidste &O-;ieblik, f&o-;rend det er forbi. Er dette maaskee et kl&o-;gtigt udt&ae;nkt Ord, &anfbeg;man altid kan sige,&anfslut; et Ord, der fanger Tanken og med den en liden Stund Sjelen, som dog snart atter fortryder, ja fort&o-;rnes over, at den lod sig hilde i den spidsfindige Snedighed. Sandeligen ikke, det er ingen snild Vending, der gaaer uden om Sagen, men en Betragtning, ja en opbyggelig Betragtning; thi hvad er det, der gj&o-;r Tr&ae;ngselen kort, det er Tiden; men hvad er det, der gj&o-;r Tr&ae;ngselen &anfbeg;stakket&anfslut; (2 Cor. 4, 17) selv naar den varer et heelt Liv, det er Forventningen af det Evige, og den Taalmodighed, der forventer det. Og det, at man altid kan sige det, er dette ikke den evige Forventnings Seier, ja mere end Seier over det Timelige! Kan Anna blive skuffet i sin Forventning; kan Opfyldelsen komme for sildig? Visseligen kan Opfyldelsen komme den Forventende for sildig; thi dersom et Menneske forventede det Timelige og det Forf&ae;ngelige, da kan Opfyldelsen skuffe ikke blot ved at udeblive, men ogsaa ved at komme, naar det er for sildig. Thi, hvad hjalp det vel, hvis det var Magt og V&ae;lde, hans Higen havde v&ae;ret efter, om den b&o-;des den Afm&ae;gtige i det &O-;ieblik, da Naturen vil byde ham at nedl&ae;gge den! Hvad hjalp det, hvis det var Lysten og Nydelsen, hans Sjel begjerede, om Beruselsens B&ae;ger raktes den Afkr&ae;ftede, hvem hvert &O-;ieblik minder om, at Livet forgaaer og dets Lyst? Hvad hjalp det, om al Verdens Guld gaves Den, der nu kun med skj&ae;lvende Haand kunde omslutte, hvad han havde t&o-;rstet efter, fordi det i hans Haand skulde v&ae;ret en N&o-;gle til Alt! Hvad hjalp det vel; eller var det ikke som en Spot over ham, og var det ikke det Modbydeligste, om han ikke forstod Opfyldelsens d&o-;mmende Alvor, at han endnu ikke havde forsaget Verden og Intet l&ae;rt af Aarene, men Opfyldelsen fristede ham, fristede Oldingen til at blive en foragtelig Gj&ae;k! Men Du, m. T., Du har ikke sat Din Forventning til det, der er svigefuldt, selv naar det kommer; Dine Forventninger ere ikke skuffede. Thi Du forventer jo de D&o-;des Opstandelse; baade de Retf&ae;rdiges og de Uretf&ae;rdiges; Du forventer en salig Forening med dem, som D&o-;den ber&o-;vede Dig, og med dem, som Livet skilte fra Dig; Du forventer, at Dit Liv skal blive Dig gjennemsigtigt og klart, Din Eiendom i salig Forstaaelse med Din Gud og med Dig selv, uforstyrret af den Lidenskab, der bekymret s&o-;ger at gjette Tilskikkelsens Gaader. Men denne Forventning er jo ikke skuffet; thi Tiden til dens Opfyldelse er endnu ikke kommen. Og naar Opfyldelsen kommer, den er aldrig spottende, aldrig svigefuld; thi det Gode spotter aldrig et Menneske. Naar det udebliver, da er dette ham det Bedste, og naar det kommer, da kommer det med hele sin evige Salighed. Hvor skulde denne kunne komme for sildig, saa maatte den jo selv v&ae;re timelig. Derfor kjender kun Utaalmodigheden Frygten, men Taalmodigheden jager ligesom Kjerligheden Frygten ud. I Forhold til det Timelige og Forf&ae;ngelige kan Utaalmodigheden, i en vis ufuldkommen Forstand, v&ae;re sand og begrundet, begrundet i Dets Skr&o-;belighed, der er Forventningens Gjenstand; i Forhold til det Evige er det ligesaa skj&o-;nt som det er vist, at Utaalmodigheden altid er usand. Der er i Verden grublet og grundet og efterforsket og beregnet og talet Meget om Forventningen, og Opfyldelsens Forhold til den; thi Forventningen er jo en Sag, der paa saa mange Maader angaaer ethvert Menneske. Dog lader al den Viisdom, som kun vil v&ae;re jordisk klog paa Forventningen, hvor vidtl&o-;ftig denne Viisdom end er fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt, sig sammenfatte i et eneste Ord, hvilket Evigheden ikke forstaaer og ikke kjender. Ordet bliver forskjelligt, eftersom den Talende er, men Ordet bliver dog det samme. Den Fortvivlende opgiver i dette Ord sin Sjel; den Bekymrede gjentager det atter og atter, finder Lindring i at h&o-;re det velvilligt og deeltagende sagt af en Anden; den Trodsige, der glemmer Gud, mener med dette Ord at kunne spotte Alt baade i Himlen og paa Jorden, baade den Lykkelige og den Ulykkelige; den Kl&o-;gtige kaster det ordknap hen og mener dog at sige meget; den Letsindige faaer end ikke Tid at lade Forstanden tvetyde det, af Gl&ae;de over Ordet &streg; det er det Ord: maaskee. Vi vide ikke, om der nogensinde har v&ae;ret en alvorligere Tid, der ikke kjendte dette Ord, men hvilede i Evighedens Forvisning om, at det maa skee; vi vide ikke om en utaalmodigere Sl&ae;gt, ved hurtigere og hurtigere at gjentage den evige Forventnings Udtryk, selv dannede Utaalmodighedens korte, hastige, iilf&ae;rdige, letsindige, overmodige, kl&o-;gtige, tr&o-;stesl&o-;se Maaskee. Vel Den, der, som Anna, da den jordiske Forventning skuffede, med Gud hengivent Sind, h&o-;itideligen, som Evighedens Sprog er det, tillidsfuld, som Evighedens Forventning er det, sagde: det maa skee; vel Den, der meget bedaget, ved sit fire og firsindstivende Aar sagde: det maa skee. Af vort forel&ae;ste Evangelium erfare vi, at Anna ikke veeg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag; at hun traadte til i den samme Stund (da Barnet bragtes op i Templet) og prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forl&o-;sning i Jerusalem. Hun havde levet som en ret &Ae;gte-Hustrue b&o-;r at leve med sin &Ae;gte-Husbond, nu var hun &anfbeg;en ret Enke, der er forladt og haver sat sit Haab til Gud og bliver ved i B&o-;nner og Paakaldelser Nat og Dag.&anfslut; (1 Tim. 5, 5.). Den, der er tro over Lidet, bliver sat over Meget. Anna havde ikke forlangt Verdens Tr&o-;st for den Afd&o-;de, da tr&o-;stede Himlen hende, og Mindet om den Tabte dannede hendes Hjerte til at &o-;ine Forventningen ikke blot for sig selv, men for det hele Folk; den ydmyge Anna var en Prophetinde, som Evangeliet siger. Hun, som havde opgivet den jordiske Forventning og kun f&ae;stet sin Sjel til det Evige, hun dannedes i denne Smerte til at forvente Opfyldelsen, som alle Sl&ae;gter havde hilset i det Fjerne. M. T. hvorledes Du end d&o-;mmer om hvad der jo er overladt til Enhver at afgj&o-;re med sit Hjerte saaledes, at Den, der v&ae;lger det Modsatte, kan v&ae;re ikke mindre at prise, saa meget er dog vist, den Qvinde, der hurtigt forvinder Smerten ved Tabet af hendes Husbond, hendes &O-;ie oplades neppe for den Forventning, der ikke er Timelighedens Frugt, men som f&o-;rst vaagner i Den, der opgav det Timelige for at vinde det Evige, og nu fandt Naade til at see Evigheden som en Forventning i Tiden. Skj&o-;ndt Enke og forladt er hun dog den Benaadede, udm&ae;rket ved sin Forventning som Den, der kaldes en Prophetinde, hvilket Navn sjelden blev givet en Qvinde blandt J&o-;derne, fordi den folkelige Anskuelse betragtede hende som ufuldkomnere end Manden. Er Anna da ikke forventende? Dersom hun ikke er forventende, hvo er det da? En Prophetinde sysler netop med det Tilkommende, som ikke en Apostel eller en Engel gj&o-;r det, end sige Menneskenes M&ae;ngde. Men det Tilkommende er jo netop Forventningens Gjenstand. Dog er ikke Enhver, der er forventende, derfor i dybere Forstand i Sandhed forventende; thi dette afh&ae;nger af hvad der er hans Forventnings Gjenstand. Medens det er en saare skj&o-;n Roes om et Menneske, at han er forventende, saa at Den, om hvem det siges, ved sin Forventning udm&ae;rker sig som Helten ved den Bedrift, han udf&o-;rer, som Digteren ved den Kunst, han &o-;ver, som Grandskeren ved den Sandhed, han opdager, som Menneskevennen ved det Offer, han h&o-;imodigen bringer; saa kan det ogsaa dadles hos et Menneske, at han er forventende. Dersom et Menneske vilde forvente aarle og silde, hvad der ikke vedkommer ham, men kun hans Nysgjerrighed; eller dersom et Menneske vilde tilsides&ae;tte, hvad der er ham anviist, hvad der kr&ae;ver hans bedste Evner og hans daglige Opm&ae;rksomhed, for at hovmode sig som Forventningens udvalgte Redskab; eller et Menneske vilde forvente, hvad der i Sandhed vedkommer ham, men som hans sl&o-;vede Villie tankel&o-;st forvandlede til en Forventningens Gjenstand, hvo &o-;nskede da i denne Forstand at v&ae;re forventende! Den, der saaledes forventer, han dannes heller ei ved sin Forventning, tvertimod vanarter hans V&ae;sen. Han fort&ae;rer Sjelens Kraft og Livets Indhold i Beregninger og Sandsynligheders hidsige Usundhed; hans hovmodige Idr&ae;t opl&o-;ser sig og opl&o-;ser ham i en tom Larmen; hans Kraft sl&o-;ves i feig Overtroiskhed, der tilsidst bliver et Bytte for den Snilde, en Spot for den Forstandige, en &Ae;ngstelse for den Alvorlige; han forventer Alt og glemmer, at hvad Gud end giver, da &anfbeg;giver han ikke Feigheds Aand men Krafts og Sindigheds Aand&anfslut; (2 Tim. 1, 7). Som det da fordres af den Forventende, at han, naar hans Forventning er &ae;del og et Menneske v&ae;rdig, tragter efter denne Kraftens og Sindighedens Aand, at, som hans Forventning er priselig, han ogsaa selv maa v&ae;re en ret Forventende, saaledes vil atter Forventningens Gjenstand, jo herligere og dyrebarere den er, danne den Forventende i Lighed med sig; thi hvad et Menneske elsker af sin ganske Sjel, det ligner han ogsaa. Hvo vilde nu formaae at opregne de utallige Forventninger, der alt i Forhold til den Enkelte kunne v&ae;re s&o-;mmelige og v&ae;rdige, men hvo vilde negte, at der i udm&ae;rket Forstand kun var een Forventning i Verden, Forventningen af Tidens Fylde, og denne var jo netop Gjenstand for Annas Forventning. Hvis da Nogen er forventende, da er det Anna, og lader end denne Forventning, efterat Opfyldelsen er kommen, sig aldrig gjentage, det skal dog v&ae;re et Menneske gavnligt, ikke blot at vogte paa sig selv, at han ikke fortabes i Forventningens utaalmodige Tjeneste, men ogsaa at agte paa sin Forventning, at han t&o-;r vedkjende sig den, selv naar han i Tanken dv&ae;ler ved den forventende Annas eneste Forventning; eneste, thi derfor prise vi hende, at hun kun havde en eneste, og derfor prise vi hende atter, at hendes Forventning i Sandhed var den eneste. V&ae;rdig staaer hun da ved Simeons Side, der Intet begjerer uden at see, hvad han saae, og derpaa at vandre hjem i Fred. Salige de &O-;ine, som saae, hvad han saae, og saae det saaledes, som han saae det; om et Menneske da end blev graah&ae;rdet som Simeon, bedaget som Anna, saligt dog at v&ae;re den Forventende, der forventer og seer den Forventede, i hvis Sted ingen Anden skal komme! Er Anna ikke taalmodig i sin Forventning? H&o-;res det end stundom i Verden, at et Menneske slet Intet forventer, menes det end stundom, at en Saadan vandt den rette Sikkerhed, fordi han underfundigen gjorde det umuligt for Tabet at blive ham forstaaeligt, saa indr&o-;mmes det jo ogsaa, at denne Viisdom er af en senere Oprindelse, og at intet Menneske strax i sin f&o-;rste Ungdom eier den. Oprindeligen var han da som ethvert Menneske forventende. Med et Smiil eller med en Taare tilstaaer man, at Forventningen er en Oprindelighed i Sjelen. Saal&ae;nge den er dette, en h&o-;ir&o-;stet Begeistring, en uforklaret Tillid, en Brusen derinde, saal&ae;nge priser man den som Ungdommens skj&o-;nne eller barnagtige Fortrin, som en F&o-;rstef&o-;dselsret, man dog i Livets N&o-;d bortgiver for en Ret Lindser. Saal&ae;nge Ungdommens glade Sind jubler ud i Lykke og Tilfredshed, saal&ae;nge indr&o-;mmer man, at det er i sin Orden at ville v&ae;re glad og _lykkeligtlykkelig; men naar Gl&ae;dens beleilige Stund vil kj&o-;bes og vil kj&o-;bes dyrt, da f&o-;lger en senere Viisdom, og Mennesket vil end ikke v&ae;re glad, vil v&ae;re bedr&o-;vet, vil v&ae;re ulykkelig. Naar skeer dette? Det skeer i N&o-;den, eller vi kunne ogsaa udtrykke det paa en anden Maade, det skeer, naar det viser sig, at Taalmodighed og Forventning svare til hinanden. Hvorfor da ikke ogsaa forkorte Vanskeligheden, ved at bortkaste Forventningen! Og dog er det saaledes, at Taalmodighed og Forventning svare til hinanden, og f&o-;rst naar disse have fundet hinanden, finde og forstaae hinanden i et Menneske, f&o-;rst da er der Lige for Lige i det Venskab, der skal holdes; thi Forventningen i Taalmodighed er som et godt Ord paa rette Sted, som et Guld&ae;ble i en S&o-;lvskaal, og ikke blot saaledes en d&o-;d Herlighed, men som en Skat, der er udsat paa Rente. Hvo er nu den, der d&o-;mmer et Menneske, om han er taalmodig? Er det Tiden? Ingenlunde eller kun i en vis Forstand; thi ogsaa Den kan jo v&ae;re taalmodig og have v&ae;ret det, der ikke saae sin Forventning opfyldt. I dybeste Forstand er det Forventningen selv, dens V&ae;sen, der afgj&o-;r, om et Menneske er taalmodigt eller ikke; thi Den, hvis Forventning i Sandhed er Forventning, han er ved den taalmodig, saaledes, at et Menneske, naar han bliver sig sin Utaalmodighed bevidst, ikke blot maa d&o-;mme sig selv, men ogsaa pr&o-;ve sin Forventning, om ikke denne netop forklarer hans Utaalmodighed, og det forsaavidt vilde v&ae;re en Feil at blive taalmodig, dersom det var muligt, da han burde opgive Forventningen. Kun den sande Forventning, som den fordrer Taalmodighed, uddanner ogsaa Taalmodigheden. Men den sande Forventning er en saadan, der vedkommer et Menneske v&ae;sentligen, og som ikke henstiller til hans egen Kraft at fremvirke Opfyldelsen. Derfor er enhver i Sandhed Forventende i Forhold til Gud. En saadan Forventende kan ikke lade sin Forventning gaae i Glemme, og da, naar Opfyldelsen kommer, mene, at han al den lange Tid har v&ae;ret taalmodig i Forventning. Dette Bedrag er kun muligt ved det Udvortes, der, selv bedragerisk, l&ae;rer Mennesket at bedrage sig selv. I Forhold til hvad der i Sandhed vedkommer et Menneske og altsaa i Forhold til den sande Forventning er det umuligt; thi Opfyldelsen vil da aldrig komme, fordi dens Mulighed udd&o-;er i samme Grad, som Forventningens Virkelighed udd&o-;er. &streg; En saadan Forventende kan ikke m&ae;tte og n&ae;re sin Forventning med Sandsynligheder og Beregninger; thi kun i Taalmodighed tr&ae;der han i Forhold til Forventningen, og denne begynder netop, naar Sandsynligheden er flygtende. Sandsynlighed er imidlertid kun en svigefuld Fordeel fremfor den Forventning, der ingen har. Snart kommer man Opfyldelsen tilsyneladende n&ae;r, ja ganske n&ae;r; pludselig fjerner den sig. Taalmodigheden derimod henstiller sin Forventning til Gud, og er derfor altid Opfyldelsen lige n&ae;r, hvor daarligen dette end synes den jordiske Forstand. &streg; En saadan Forventende kan ikke ved en dorsk Sl&o-;vhed skuffe sig selv; som var dette Taalmod, naar han, som han gjorde Alt af Vane, nu ogsaa var bleven vant til at besk&ae;ftige sig med sin Forventning, uden at dens Bekymring vakte hans Sjel. Nei, Den, der forventer, hvad der i Sandhed vedkommer ham, han kan ikke blive ligegyldig derved, thi da fatter han ikke mere, at det i Sandhed vedkommer ham, og da forventer han jo heller ei, hvad der i Sandhed vedkommer ham; sl&o-;vet i Vane kan han ikke blive, da han jo bestandig kun er lige n&ae;r ved Opfyldelsen. &streg; Den sande Forventende, han omgaaes dagligen med sin Forventning. Den staaer tidligere op om Morgenen end han selv, er tidligere paa F&ae;rde, den slumrer sildigere ind om Aftenen end han selv, thi det indvortes Menneske, hvilket Forventningen tilh&o-;rer, beh&o-;ver ikke saa megen S&o-;vn som det udvortes. Hans Bekymring er daglig den samme, fordi hans inderste Liv i ethvert &O-;ieblik er ham lige vigtigt. Dog fort&ae;rer han ikke sin Sjel i Utaalmodighed, men i Taalmodighed bringer han sin Forventning frem, i Taalmodighed offrer han den, ved at henstille den til Gud. Er denne Tale om Taalmod og Forventning maaskee dunkel, nu saa ville vi prise Anna og holde os til hende, hun gj&o-;r Forstaaelsen ingen Vanskeligheder. Hun var en Enke paa fire og firsindstyve Aar, som ikke veeg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden, Nat og Dag, hun bevarede sin Forventning &anfbeg;i al Taalmodighed og Langmodighed med Gl&ae;de&anfslut; (Colos. 1, 11). Hun veeg ikke fra Templet. Dog var hun jo i Templet ikke hos Opfyldelsen, men kun hos sin Forventning. Denne tager den Forventende med sig, da gaaer han ud paa Veie og Stier ved den fjerde Time, og ved den ellevte, og ved Hanegal; eller han sidder stille, men lader Tanken gaae ud, lyttende efter et sagte Fodtrin af Opfyldelsen, speidende efter den fjerne Skye i &O-;rkenen, efter Taagen i det Viide, der forandrer sin Skikkelse ved enhver Vind, og forandrer den Forventende. Anna derimod veeg ikke fra Templet, ei blot fordi hun ventede at see Opfyldelsen komme paa det hellige Sted, thi da havde hun vel besteget Templets Tinde eller beraadf&o-;rt sig med de Vise, Stjernekyndige og Skriftl&ae;rde; men fordi hendes Forventning var til Gud, og hun altid var Opfyldelsen lige n&ae;r, medens ingen Sandsynlighed kom og gik, bes&o-;gte hende for at tr&o-;ste eller bragte Mismodet med sig. Tjenende Herren, thi see! hun var jo Herrens Tjenerinde, men ogsaa tjenende sin Forventning, og denne Tjeneste var den samme. Den Forventende tjener ikke gjerne nogen Anden, og Menneskene tilgive ham, om han staaer pludseligen op, om han ikke deeltager i deres Gl&ae;de eller er hj&ae;lpsom i N&o-;den; thi han tjener jo sin Forventning. Ved denne Tjeneste erhverver han Opfyldelsen; men Anna tjente en Anden, i hvis Haand vel Opfyldelsen laae som enhver Forventnings Opfyldelse ligger i hans Haand, men hun modtog ingen Oplysning; og medens Dagene gik og talte Aar til hendes Alder, indtil hun blev meget bedaget, hun var dog altid Opfyldelsen lige n&ae;r. &streg; Med B&o-;n og Fasten, men Den, der beder og faster, udretter jo Intet; thi B&o-;nnen er en &o-;rkesl&o-;s Tale paa Jorden, om den end &anfbeg;arbeider i Himlene&anfslut;, og Faste fort&ae;rer den jordiske Kraft, og styrker ikke til at holde ud med Forventningen. Dog er Utaalmodigheden en ond Aand, &anfbeg;som kun udjages ved B&o-;n og megen Fasten.&anfslut; &streg; Nat og Dag. Saaledes holder jo den Forventende ved Nat og Dag, men er det altid i B&o-;n og Fasten. Utaalmodighedens Hunger er ikke god at m&ae;tte, hvorledes da ved Fasten? Utaalmodighedens Begjering gj&o-;r vel mange Ord og lange Taler, men i B&o-;nnen er den ordknap nok. Den timelige Taalmodighed har F&o-;de med sig for en l&ae;ngere Tid, holder ufortr&o-;dent ved, hviler sjeldent, beder aldrig, men Anna vedblev Nat og Dag. Siger Utaalmodigheden end, at det er ingen Kunst at bede, o! selv det, til en bestemt Tid, om end kun for et &O-;ieblik, at skulle samle sit Sind i B&o-;n og bede inderligen, er vanskeligere end at indtage en Stad, end sige da at holde ud Nat og Dag, og bevare Inderligheden i Hjertet, og Sindets N&ae;rv&ae;relse og Tankens Stilhed og hele Sjelens Samtykke i B&o-;nnen, uden at adspredes, uden at forstyrres, uden at fortryde sin Andagt, uden at &ae;ngstes for, at den er et opsminket Bedrag, uden at blive modbydelig ved sin megen Beden; men Anna veeg ikke fra Templet, tjenende Herren med Beden og Fasten Nat og Dag. Blev Anna skuffet i sin Forventning, kom Opfyldelsen for sildig? Hendes Forventning var til Noget, der skulde skee i Tiden; altsaa maa jo Udfaldet afgj&o-;re, om Opfyldelsen kom eller det blev ved Skuffelsen. Skulde Anna virkeligen her blive ligesaa tr&o-;stesl&o-;s som al den Tale, der h&o-;res om Udfaldet, hvilken ligesom Udfaldet altid kommer bag efter. Udfaldet viste, at hendes Forventning gik i Opfyldelse; hun blev altsaa ikke skuffet. Men i hvilken Forstand blev hun ikke skuffet? Blev hun maaskee selv til Noget ved sin Forventning, saaledes som Den, der var forarmet, og atter blev riig, Den, der var styrtet og atter blev oph&o-;iet, i en vis Forstand ogsaa blev det ved sin Forventning, forsaavidt han ikke selv havde opgivet at v&ae;re sin Medarbeider &streg; blev Enken maaskee gift igjen? M. T. hvorfor skammer Du Dig n&ae;sten ved, at jeg n&ae;vner dette Ord, Forventningen opkom jo ikke i hendes Sjel, da hun fyldte sit tre og firsindstivende Aar, den gaaer jo langt tilbage i Tiden indtil de Dage, da hun gjorde det Valg, hun i sin sidste Time vedkjendte sig. Er det mig, der formastelig spotter den &Ae;rv&ae;rdige, eller hvis dette havde v&ae;ret hendes Forventning, var da ikke Opfyldelsen kommen over hende som den forf&ae;rdeligste Spot. Priset v&ae;re derfor Anna, &ae;rv&ae;rdig staaer hun og h&o-;it oph&o-;iet; thi medens den almindelige menneskelige Tale forstummer ved Synet af hende, maa Sprogets dybeste Udtryk n&ae;vne hende i str&ae;ngeste og i &ae;dleste Forstand: Forventende. Og viser dette ikke tillige, at Udfaldet ikke kunde skuffe hende ved at komme for sildig! Og selv om det var udeblevet, var hun dog ikke skuffet. Opfyldelsen kom; i samme &O-;ieblik begjerer hun ligesom Simeon kun at vandre bort herfra, altsaa ikke at blive hos Opfyldelsen, og dog i en anden Forstand at gaae ind til Opfyldelsen. Dersom Opfyldelsens &O-;ieblik ikke var kommet i Tiden, vil Du da negte, m. T., at hun dog gik ind i Evigheden med sin Forventning og gik Opfyldelsen im&o-;de. Ved at udeblive kunde Udfaldet egentligen ikke bedrage hende, og ved at komme for sildig kunde det ikke skuffe hende. Troer Du ikke ogsaa, at dette var Annas Mening, da Opfyldelsen kom, der jo og kunde v&ae;re kommen l&ae;nge f&o-;r hun blev ved de fire firsindstive Aar, og dog kommet som Opfyldelsen af hendes Forventning. Troer Du, hun fortr&o-;d de mange Aar, troer Du, at Gl&ae;den maaskee slog Fortrydelsen hen i Glemsel; eller troer Du ikke, at hendes Gl&ae;de netop var de mange Aar, i hvilke hun Nat og Dag havde v&ae;ret sin Forventning tro! Og var L&o-;nnen ikke istand til at l&o-;nne rigeligen og over al Maade, selv om hun var bleven halvfemsindstive, ja de hundrede Aar gammel! Hun blev Intet ved sin Forventning, saaledes angik Opfyldelsen hende ikke timeligen, saa lidet som Forventningen havde gjort det. Men idet Samtidens, idet Folkets, idet Sl&ae;gternes, idet Menneskesl&ae;gtens, idet Adams og idet Millioners Forventning gik i Opfyldelse, da stod den fromme Anna som Forventningens Vidne ved Simeons Side, og saaledes staae de alle Dage uforglemmelige! Dersom Anna havde v&ae;ret Moder, dersom den Afd&o-;de var bleven hos hende; dersom hun anden Gang havde oplevet i endnu skj&o-;nnere Forstand at blive kaldt Moder &streg; mere begjerer dog et Menneske ikke for at prises lykkelig, &o-;nsker Anna mere, nu vel, dersom Anna selv bedaget med sin bedagede Husbond havde seet den tredie Sl&ae;gt voxe op, dersom det Barn, der nu fremstilledes, havde i tredie Led v&ae;ret knyttet til hende, dersom hendes Husbond havde staaet ved hendes Side istedenfor Simeon, dersom hun selv blot havde forventet denne Opfyldelse, for da at gaae ind til Hvilen; dersom tre Sl&ae;gter havde kaldt hende Moder og dette skj&o-;nne Navn havde lydt atter og atter paa saa forskjellig Maade som det er muligt, dersom tre Sl&ae;gter aldrig havde glemt hende. &streg; Og nu! Anna havde pr&o-;vet Livets Smerte og saaet med Taarer, tidligen mistet sin Husbond, siden hensiddet barnl&o-;s og forladt, da traadte hun frem i Templet i sit fire og firsindstivende Aar, skjulte alle Tiders Forventning i sin fromme Skikkelse, og saaledes staaer hun altid mindet som Forventningens Vidne. &streg; Salig Den, der blev fattig og forladt, salig den Ufrugtbare, salig Den, der tabte Verden saaledes, at Forventningens Begjer efter den aldrig vaagnede i hans Sjel; salig Den, hvis Forventning gik gjennem D&o-;dens Porte ind i det Evige, for at hente sin Forventning, indtil han saae den med jordiske &O-;ine, og ikke begjerede at see den mere i Tiden. Menneskene klage ofte over, at Livet er saa fattigt, Tilv&ae;relsen saa afm&ae;gtig i al sin Herlighed, at den forgjeves vil gribe Sjelen i Overraskelse, eller f&ae;ngsle den i Beundring; thi Intet at beundre, er den h&o-;ieste Viisdom; og Intet at forvente er den h&o-;ieste Sandhed. Barnet studser over det Ubetydelige, den &Ae;ldre haver aflagt det Barnagtige, han har seet det Forunderlige, men det forundrer ham ikke mere; thi der er intet Nyt under Solen, og intet Vidunderligt i Livet. Dersom et Menneske dog forstod at gj&o-;re sig selv i Sandhed til hvad han i Sandhed er, til Intet, vidste at s&ae;tte Taalmodighedens Segl for hvad han havde forstaaet, o! da skulde hans Liv, hvad enten han var den St&o-;rste eller den Ringeste, endnu idag v&ae;re en frydefuld Overraskelse og en salig Beundring, og v&ae;re det alle Dage; thi der er kun Eet, som i Sandhed er Beundringens evige Gjenstand, det er Gud, og kun Eet, der formaaer at hindre Beundringen, det er Mennesket, naar han selv vil v&ae;re Noget. &streg;