]> S&o-;ren Kierkegaard Tre opbyggelige Taler, 1843 3T43 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1843 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/3t43/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Tre opbyggelige Taler af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Faaes hos Boghandler P. G. Philipsen Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1843 Afd&o-;de Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekr&ae;mmer her i Byen min Fader helliges disse Taler. Forord Skj&o-;nt denne lille Bog (som derfor blev kalden &anfbeg;Taler&anfslut; ikke Pr&ae;dikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at pr&ae;dike; &anfbeg;opbyggelige Taler&anfslut; ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ingenlunde fordrer at v&ae;re L&ae;rer), godt veed _{mig selvmed sig selv}med mig selv, hvad dens Forfatter veed endnu bedre, at den er en Ubetydelighed, som, idet den vover sig ud, let kunde blive nedtraadt eller omkomme i den store Verden, eller blive opsnappet af en Rovfugl og aldrig naae sin Bestemmelse, saa lukkede jeg dog i Afskedens &O-;ieblik tr&o-;stig min D&o-;r uden Frygt, uden nogen &ae;ngstelig Sindets Bev&ae;gelse. Lille, som den er, smutter den vel igjennem, da den skj&o-;tter sig selv og gaaer sin Gang og passer sit &Ae;rinde og kjender sin gaadefulde Vei &streg; til den finder hiin Enkelte, som jeg med Gl&ae;de og Taknemmelighed kalder min L&ae;ser &streg; til den finder, hvad den s&o-;ger, hiint velvillige Menneske, der l&ae;ser h&o-;it for sig selv, hvad jeg skriver i Stilhed, der med sin Stemme l&o-;ser Skrifttegnenes Fortryllelse, med sin R&o-;st kalder frem, hvad de stumme Bogstaver vel ligesom have paa Munden, men ikke formaae at udsige uden megen M&o-;ie, stammende og afbrudt, i sin Stemning frelser de fangne Tanker, der l&ae;nges efter Befrielse &streg; hiint velvillige Menneske, som jeg med Gl&ae;de og Taknemmelighed kalder min Tilflugt, der ved at gj&o-;re Mit til Sit gj&o-;r meer for mig end jeg gj&o-;r for ham. Og fandt den ham ikke, eller ikke saaledes, min Gl&ae;de bliver dog: at udsende den; thi &anfbeg;ligesom en K&o-;ling af Snee paa en H&o-;stdag er et trofast Sendebud for den, som ham sender; han vederqv&ae;ger sin Herres Sj&ae;l.&anfslut; (Ordsp. 25, 13.) S. K. Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed Ep.: 1 Pet. 4, 7-12 Hvad er det, der gj&o-;r et Menneske stort, beundret af Skabningen, velbehageligt i Guds &O-;ine? Hvad er det, der gj&o-;r et Menneske st&ae;rkt, st&ae;rkere end hele Verden, hvad er det, der gj&o-;r ham svag, svagere end et Barn? Hvad er det, der gj&o-;r et Menneske urokkeligt, urokkeligere end Klippen, hvad er det, der gj&o-;r ham bl&o-;d, bl&o-;dere end Vox? &streg; Det er Kjerlighed! Hvad er det, der er &ae;ldre end Alt? det er Kjerlighed. Hvad er det, der overlever Alt? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der ikke kan tages, men selv tager Alt? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der ikke kan gives, men selv giver Alt? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der bestaaer naar Alt svigter? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der tr&o-;ster, naar al Tr&o-;st glipper? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der vedvarer, naar Alt omskiftes? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der bliver, naar det Ufuldkomne afskaffes? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der vidner, naar Prophetien forstummer? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der ikke aflader, naar Visionen oph&o-;rer? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der forklarer, naar den m&o-;rke Tale ender? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der l&ae;gger Velsignelse i Gavens Overflod? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der l&ae;gger Fynd i Engles Tale? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der gj&o-;r Enkens Gave til Overflod? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der gj&o-;r den Eenfoldiges Tale til Viisdom? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? Det er Kjerlighed; og kun denne er Kjerligheden, den, der aldrig bliver noget Andet. Thi ogsaa Hedningen priste Kjerligheden, dens Skj&o-;nhed og dens Magt; men hans Kjerlighed kunde blive til noget Andet, som han n&ae;sten priste h&o-;iere. Kjerligheden var skj&o-;n, skj&o-;nnere end Alt; men H&ae;vnen var s&o-;d, s&o-;dere end Alt. Og saa daarlig var Hedningens Tanke om Kjerligheden og om det Himmelske, saa selvkj&ae;rligt var Alt baade i Himlen og paa Jorden, at den Magt, der velvilligt skj&ae;nkede Menneskene Kjerlighedens Gl&ae;de, misundeligt forbeholdt sig selv H&ae;vnen, fordi den var det S&o-;deste. Hvad Under da, at H&ae;vnen skjulte sig i al Hedningens Kjerlighed; at Angesten ikke var uddreven, om den end var glemt; hvad Under, at Fjenden arbeidede i Stilhed, selv naar Kjerligheden sov trygest, at Vreden l&o-;nlig sad paa Luur og speidede efter Anledning; hvad Under, at den pludselig br&o-;d frem i al sin Vildhed; hvad Under, at den fyldte Hedningens Sj&ae;l, der indsugede dens forbudne S&o-;dme og derved forvissede sig om sit Sl&ae;gtskab med det Himmelske! Hvad Under, at ingen Kjerlighed var lykkelig, som intet Menneske var det i Hedenskabet, f&o-;r den sidste Time var kommen, der atter bittert kun formaaede at spotte et Menneske med den Forestilling, at han havde v&ae;ret lykkelig! Hvad Under, at Sorg blandede sig i al Gl&ae;de, at bestandig det n&ae;ste &O-;ieblik, selv i Gl&ae;dens &O-;ieblik, gik &ae;ngstende som D&o-;dens Skikkelse forbi! Hvorledes skulde og en Hedning formaae at overvinde Verden; men formaaede han ikke dette, hvorledes skulde han da kunne vinde Verden! Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? det er Kjerlighed, og kun denne er Kjerligheden, den, der aldrig bliver noget Andet. Thi ogsaa den fromme J&o-;de gav Kjerligheden Vidnesbyrd, men hans Kjerlighed var Foranderlighedens og Omskiftelsens Barn, og han vidste at hade sin Fjende. Overlod han end H&ae;vnen til Herren, fordi den h&o-;rer ham til, hans Sj&ae;l var dog ikke ukjendt med dens S&o-;dme; thi ogsaa denne Bevidsthed er s&o-;d, at Herrens H&ae;vn er forf&ae;rdeligere end al menneskelig H&ae;vn, at Mennesket forbander sin Fjende, men at Herren forbander den Ugudelige og den Ugudeliges Sl&ae;gt gjennem mange Led. Hvad Under da, at Angesten altid havde eet &O-;ie vaagent, selv naar Kjerligheden var mest sorgl&o-;s; hvad Under, at Vreden, selv naar Kjerligheden mindst dr&o-;mte derom, i al Stilhed sad og regnede efter over Givet og Modtaget, over Dit og Mit! Hvad Under, at ingen Kjerlighed var lykkelig, f&o-;r den sidste Time kom, fordi f&o-;rst da var Kjerlighedens uvisse Fordring fuldkommen indfriet. Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? Det er Kjerlighed. Og kun denne er Kjerligheden, der aldrig bliver til noget Andet, den, der giver Alt hen og af den Grund Intet har at fordre, den, der Intet fordrer, og derfor Intet har at tabe, den, der velsigner og velsigner, naar den forbandes, den, der elsker sin N&ae;ste, men hvis Fjende ogsaa er hans N&ae;ste, den, der overlader H&ae;vnen til Herren, fordi den tr&o-;ster sig til, at han er endnu barmhjertigere. Det er denne Kjerlighed, Apostelen Peter taler om i vor forel&ae;ste Text, og som denne Kjerlighed mange Gange og paa mange Maader modtog et apostolisk Vidnesbyrd, saa vidner han atter her om dens Magt, idet han siger: Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed. Det er disse Ord, dette Vidnesbyrd, vi n&ae;rmere ville betragte, idet vi overveie, hvorledes Kj&ae;rlighed skjuler Synders Mangfoldighed? Dog hvordan _skulleskulde vi tale herom? Skulde vi tale saaledes, at vi ikke gav os Tid til at dv&ae;le ved Ordene, fordi den blotte Lyd indeholdt en stille Bebreidelse, der vakte en Sorg efter dem, der fremkaldte en Str&ae;ben hen til dem, til det Maal, der er sat ethvert Menneske at str&ae;be til. Skulde vi tale saaledes, for at om muligt den Enkelte endnu i denne Stund maatte beslutte sig til at kj&o-;be det beleilige &O-;ieblik; at Ordet, om muligt, maatte bev&ae;ge den, hvem det traf staaende og ledig, til at begynde L&o-;bet, den, hvem det traf paa Banen, til at fremskynde L&o-;bet, den, hvem det traf i L&o-;bet, til at haste og ile efter det Fuldkomne. Skulde vi tale saaledes som til Ufuldkomne! Skulde vi minde om, hvor sjeldent der vel endnu fandtes Den, der enten aldrig havde kjendt, eller aldeles glemt &anfbeg;Verdens B&o-;rnel&ae;rdom&anfslut;, at H&ae;vnen er s&o-;d; skulde vi minde om, at ethvert Menneske, naar han er redelig, kun altfor ofte griber sig selv i vidtl&o-;ftigt, indtr&ae;ngende, erfarent at kunne fortolke hiin s&o-;rgelige Sandhed, at Hevnen er s&o-;d. Skulde vi minde om, hvor sjeldent der vel endnu var den, der overlod Hevnen til Herren i den Fortr&o-;stning, at han havde en endnu mildere Forklaring af Skylden, en endnu barmhjertigere Dom over den; at han er st&o-;rre end et Menneskes Hjerte; hvor ofte derimod ethvert redeligt Menneske maa tilstaae sig selv, at han just ikke gav Afkald paa H&ae;vnen, fordi han overlod den til Herren. Skulde jeg minde om, hvor sjelden endnu der var den, der saaledes tilgav, at den angrende Fjende virkelig var hans N&ae;ste; den, der i sin Tilgivelse virkelig h&ae;vede Skillev&ae;gen, og ingen Forskjel vidste af, ikke at han selv var kaldet i den tidlige Morgen og Fjenden ved den ellevte Time, ikke at han kun var halvtredsindstyve Penninge skyldig, Fjenden de femhundrede. Skulde jeg minde om, hvor sjelden endnu der er Den, der elskede saaledes, at hans &O-;re, naar det gik Fjenden vel, ingen Misundelsens Hvidsken fornam, fordi hans Hjerte ikke kjendte Misundelse, elskede saaledes, at &anfbeg;hans &O-;ie ikke fortr&o-;d Tilgivelsen&anfslut;, naar Lykken begunstigede hans Fjende; den, der elskede saaledes, at han, naar det gik hans Fjende ilde, havde glemt, at det var hans Fjende. Skulde vi advare mod det i Menneskenes &O-;ine mindre Skyldige, mod en vis snild Forstandighed, der listelig veed at opdage Menneskenes Feil, og som vel ikke misbruger sin Viden til at d&o-;mme, men som dog ved sin Nysgjerrighed ikke saa meget kr&ae;nker N&ae;sten som sinker sig selv. Skulde vi formane Enhver til at eftertragte hiin christelige Kjerlighed, fordi ethvert Menneske selv dog saa ofte tr&ae;nger til Tilgivelse. _SkulleSkulde vi formane ethvert Menneske at d&o-;mme sig selv og derover glemme at d&o-;mme Andre; advare mod at d&o-;mme og ford&o-;mme, fordi dog intet Menneske ganske kan gjennemskue et andet, fordi det dog stundom h&ae;ndte, at Himlens Vrede ikke fort&ae;rede den, over hvem man nedkaldte den, men at Herren naadig og mild saae med Velbehag til ham i L&o-;ndom; skulde vi formane Enhver ikke ivrigt at nedkalde Vrede over en Anden, at han ikke ved sin Uforsonlighed skulde samle forf&ae;rdeligere Vrede over sig selv paa Dommens Dag. _SkulleSkulde vi tale saaledes? ja det var vel os oftest gavnligt, at der blev talet saaledes, men at gj&o-;re det er saa saare vanskeligt, at ikke den Talende selv kommer i Talen til at handle mod Talen, kommer til at d&o-;mme Andre. Ja selv det i Talen at d&o-;mme sig selv, er saa saare vanskeligt, at ikke den Talende hildes i en ny Misforstaaelse og derved forstyrrer Andre. Derfor v&ae;lge vi den lettere Opgave; vi ville dv&ae;le ved Ordene selv, og som al anden Kjerlighed er bleven priset i Verden, saa ville vi udvikle og prise den Kjerlighed, der har Magt til at gj&o-;re det Vidunderlige at skjule Synders Mangfoldighed. Vi ville tale som til Fuldkomne. Var der da den, der ikke f&o-;lte sig fuldkommen, Talen gjorde dog ingen Forskjel. Vi ville lade vor Sj&ae;l hvile i det apostoliske Ord, der ikke er en svigefuld poetisk Vending, ikke et dristigt Udbrud, men en trofast Tanke, et fuldgyldigt Vidnesbyrd, der for at forstaaes maa tages efter Ordet. Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed. Kjerlighed gj&o-;r blind, siger et gammelt Ord, og vil dermed ikke betegne en Ufuldkommenhed hos den Elskende eller en oprindelig Tilstand i ham; thi f&o-;rst da Kjerligheden vandt Plads i hans Sj&ae;l, f&o-;rst da blev han blind, og alt eftersom Kjerligheden seirede i ham, da blev han mere og mere blind. Eller var Kjerligheden bleven ufuldkomnere, naar den, efter f&o-;rst at have bedraget sig selv ved ikke at ville see, hvad den dog saae, tilsidst selv ikke saae det mere? Eller hvo skjulte bedst, den, der vidste, at han havde gjemt Noget, eller den, der endogsaa havde glemt dette? For den Rene er Alt reent, siger et gammelt Ord, og vil derved ikke betegne en Ufuldkommenhed hos den Rene, der efterhaanden skulde forsvinde, tvertimod jo renere han bliver, desto renere bliver Alt for ham. Eller var det en Ufuldkommenhed ved den Rene, at han, efter f&o-;rst at have frelst sig selv ubesmittet af Ureenheden ved ikke at ville vide, hvad han dog vidste, tilsidst end ikke vidste mere deraf? Det beroer da ikke blot paa hvad man seer, men det hvad man seer beroer paa, hvorledes man seer; thi al Betragtning er ikke blot en Modtagen, en Opdagen, men tillige en Frembringen, og forsaavidt den er dette, da bliver det jo afgj&o-;rende, hvorledes den Betragtende selv er. Naar da Een seer Eet, en Anden et Andet i det Samme, saa opdager den Ene hvad den Anden skjuler. Forsaavidt det, der er Gjenstand for Betragtningen, tilh&o-;rer den udvortes Verden, da er det vel ligegyldigere, hvorledes den Betragtende er, eller rettere, da er det til Betragtningen N&o-;dvendige noget hans dybere V&ae;sen Uvedkommende; jo mere derimod Betragtningens Gjenstand tilh&o-;rer Aandens Verden, desto vigtigere er det, hvorledes han selv er i sit inderste V&ae;sen; thi alt Aandeligt tilegnes kun ved Frihed; men hvad der tilegnes ved Frihed, det frembringes ogsaa. Forskjellen ligger da ikke i det Udvortes men i det Indvortes, og indvortes fra udgaaer Alt det som gj&o-;r et Menneske ureent, og hans Betragtning ureen. Det udvortes &O-;ie gj&o-;r Intet til Sagen, men &anfbeg;indvortes fra udgaaer et ondt &O-;ie.&anfslut; Men et ondt &O-;ie opdager meget, som Kjerligheden ikke seer; thi et ondt &O-;ie seer endog, at Herren gj&o-;r Uretf&ae;rdighed, naar han er god. Naar der i Hjertet boer Ondskab, da seer &O-;iet Forargelse, men naar der i Hjertet boer Reenhed, da seer &O-;iet Guds Finger; thi de Rene see altid Gud; &anfbeg;men den, der gj&o-;r ondt, seer ikke Gud&anfslut; (3 Joh. 11). Det Indvortes afgj&o-;r da, hvad et Menneske opdager, og hvad han skjuler. Naar der i Hjertet boer Syndens Lyst, da opdager &O-;iet Syndens Mangfoldighed og gj&o-;r den end mangfoldigere; thi &O-;iet er Legemets Lys, men dersom Lyset, der er i et Menneske, er M&o-;rke, hvor stort bliver da M&o-;rket! Naar der i Hjertet boer Syndens Angst, da opdager &O-;ret Syndens Mangfoldighed og gj&o-;r den end mangfoldigere, og hvad hjalp det et saadant Menneske at han var blind; thi en Skalk slaaer &O-;iet ned og lytter med sine Skalke&o-;ren (Sirach, 19, 24). Naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da er &O-;iet lukket og opdager ikke Syndens aabenbare Gjerning, end mindre den skjulte; thi &anfbeg;den, der vinker med &O-;iet, har Ondt i Sinde&anfslut; (Ordspr.); men den, der forstaaer &O-;iets Vink, han er ikke reen. Naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da er &O-;ret lukket og h&o-;rer ikke Verdens Ord, ikke Bespottelsens Bitterhed; thi den, der siger Rakka til sin Broder, han er skyldig for Raadet, men den, der h&o-;rer det, naar det siges til ham, han er ikke fuldkommen i Kjerlighed. Naar der i Hjertet boer Iilsindethed, da er Mennesket snart til at opdage Syndens Mangfoldighed, da forstaaer han herligt en halv Tale, fatter hasteligen langtfra Ordet, som neppe er udtalt. Naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da forstaaer et Menneske langsomt, og h&o-;rer slet ikke et hastigt Ord, og forstaaer ikke dets Gjentagelse, fordi han giver det et godt Sted, og en god Mening, forstaaer ikke Vredens eller Spottens lange Tale, fordi han venter endnu eet Ord, der skal give Talen Mening. Naar der i Hjertet boer Frygt, da opdager Mennesket let Syndens Mangfoldighed, Svig og Bedrag og Trol&o-;shed og R&ae;nker, at Hvert Hjert' er Garn, Hver Skalk som Barn, Hvert L&o-;fte som en Skygge. Men den Kj&ae;rlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed, blev aldrig bedragen. Naar der i Hjertet boer Karrighed, naar man giver med eet &O-;ie og med syv &O-;ine seer efter, hvad man faaer igjen (Sirach 20, 14), da opdager man let Syndens Mangfoldighed. Men naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da bliver &O-;iet aldrig bedragen; thi Kjerligheden, naar den giver, seer ikke efter Gaven, men dens &O-;ie vogter paa Herren. Naar der i Hjertet boer Misundelse, da har &O-;iet Magt til at lokke det Urene frem selv i det Rene; men naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da har &O-;iet Magt til at elske det Gode op i det Urene; men dette &O-;ie seer jo ikke det Urene men det Rene, som det elsker og opelsker ved at elske det. Ja der er en denne Verdens Magt, der i sit Sprog overs&ae;tter det Gode til det Onde, men der er en Magt herovenfra, der overs&ae;tter det Onde til det Gode, det er den Kj&ae;rlighed, som skjuler Synders Mangfoldighed. Naar der i Hjertet boer Had, da ligger Synden for Menneskets D&o-;r og dens Attraaers Mangfoldighed er til ham; men naar der i Hjertet boer Kjerlighed, da er Synden flygtet langt bort og han &o-;iner den end ikke. Naar der i Hjertet boer Kiv, Nid, Vrede, Tr&ae;tte, Tvedragt, Partier, beh&o-;ver man da at gaae langt for at opdage Syndens Mangfoldighed, eller beh&o-;ver man at leve l&ae;nge for at frembringe den uden om sig; men naar der i Hjertet boer Gl&ae;de, Fred, Langmodighed, Mildhed, Trofasthed, Godhed, Sagtmodighed, Afholdenhed, hvad Under da, at et Menneske, selv om han stod midt i Syndens Mangfoldighed, blev en Fremmed, en Udl&ae;nding, der kun forstod sig saare lidet paa Landets Skikke, hvis der blev ham affordret en Forklaring, hvorledes vilde denne da ikke v&ae;re et Skjul over Syndernes Mangfoldighed! Eller er det ikke saaledes, skulde vi kl&o-;gtigen sige: Syndens Mangfoldighed i Verden er og bliver dog lige stor, hvad enten Kjerligheden opdager den eller ikke; skulde vi lade det apostoliske Ord og med det den Kjerlighed, der beskrives, staae hen som en ziirlig Talemaade, der ikke kunde udholde Granskningens Pr&o-;velse? Men forstod da virkelig hiin Forstandighed ligesaa godt Kjerligheden, som den forstod Syndens Mangfoldighed! Eller vilde den indr&o-;mme det Modsatte, at Syndens Mangfoldighed blev lige stor enten Forstanden opdagede den eller ikke, og ikke snarere anprise sin egen Snildhed til at opdage og efterspore Syndens Skjulthed? Men da blev det jo lige sandt, at Forstanden opdagede Syndens Mangfoldighed, og at Kjerligheden skjulte den; men det Ene blev ikke sandere end det Andet. Eller var der endnu en tredie Maade, paa hvilken man uden at blive forstandigt vidende om den eller kj&ae;rligt uvidende, blev vidende om den, var en saadan Viden ikke en umenneskelig Viden? Det er da ikke et blot rhetorisk Udtryk, at Kjerlighed skjuler Synders Mangfoldighed, men det er i Sandhed saaledes, og dette er den christelige Kjerligheds Magt, der ikke er stor ved paafaldende Bedrift, som anden Kjerlighed er det, men st&o-;rre i sin stille Vidunderlighed. Lykkeligt det Menneske, der saae Verden i al sin Fuldkommenhed, da Alt endnu var saare godt, lykkeligt det Menneske, der var med Gud Vidne til Skabningens Herlighed, saligere den Sj&ae;l, der var Guds Medarbeider i Kjerlighed, salig den Kjerlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed. Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed. Synders Mangfoldighed, det er et forf&ae;rdeligt Ord og minder lettelig om en anden Forbindelse, hvori det ved Sprogbrug hyppigt forekommer, Skabningens Mangfoldighed, hvorved vi t&ae;nke paa den tall&o-;se Skare af Sl&ae;gter, den utallige Vrimmel af levende V&ae;sener, hvis Tal Ingen kan angive, fordi intet Tal er stort nok, og fordi der intet &O-;ieblik er, da man kan begynde at t&ae;lle; thi i ethvert &O-;ieblik f&o-;des der utallige. Forholder det sig ikke ligesaa med Syndens Mangfoldighed; thi som det hedder, at den, der haver, ham skal gives, og han skal have i Overflod, saa er og Synden meget frugtbar, og een Synd f&o-;der mange, og den bliver mangfoldigere og mangfoldigere. Men Kjerlighed skjuler Syndens Mangfoldighed. Hvis da Kjerlighedens &O-;ie ikke var lukket, hvis den ikke selv ved sin Betragtning skjulte Mangfoldigheden, hvorledes skulde den da vove sig til at ville standse Syndens Magt! Saa skjuler da netop Kjerligheden derved Syndens Mangfoldighed, at den iforvejen har skjult den. En gammel Viismand haver sagt: afhold Dig fra Tr&ae;tte og Du skal formindske Synder (Sirach 28, 8). Men den, der formindsker Synder, han skjuler jo Synders Mangfoldighed, og skjuler den dobbelt, ved ikke selv at synde og ved at forhindre en Anden derfra. Og dog den, som afholder sig fra Tr&ae;tte, han forhindrer jo kun for et &O-;ieblik et Menneske i at synde, maaskee skal det samme Menneske vende sig til en anden Side og s&o-;ge Tr&ae;tte, men den, der omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, om ham siger Apostelen Jacob, han skjuler Synders Mangfoldighed. Dog er det muligt retteligen at fort&ae;lle, hvorledes Kjerligheden skjuler Synders Mangfoldighed, eller er den ikke end mangfoldigere end Syndens Mangfoldighed er det? Naar den seer det kn&ae;kkede R&o-;r, da veed den at skjule Synders Mangfoldighed, at R&o-;ret ikke knuses under Byrden. Naar den seer den rygende Tande, da veed den at skjule Synders Mangfoldighed, at Luen ikke qv&ae;les. Naar den har seiret over Synders Mangfoldighed, da veed den atter at skjule Mangfoldigheden, da bereder den Alt festligt til Modtagelsen, som den forlorne S&o-;ns Fader gjorde det, da staaer den med aabne Arme og venter den Forvildede, har glemt Alt og bringer ham selv til at glemme Alt, idet den atter skjuler Synders Mangfoldighed; thi Kjerligheden gr&ae;der end ikke over Synders Mangfoldighed, hvis saa var, da saae den den jo selv, men den skjuler Mangfoldigheden. Og naar Synden gj&o-;r den Modstand, da bliver den end mangfoldigere, aldrig tr&ae;t af trofast at drage i ulige Aag med denne, ikke tr&ae;t af at troe Alt, haabe Alt, fordrage Alt. Naar Synden forh&ae;rder sig mod Kjerligheden, og &o-;nsker at blive den qvit, naar den betaler Velvillie med Skjeldsord og Haan og Spot, da gjengjelder Kjerligheden ikke Skjeldsord med Skjeldsord, da velsigner den og forbander ikke. Naar Synden misundelig hader Kjerligheden, naar den i sin Ondskab vil bringe Kjerligheden selv til at synde, da finder den ikke Sviig i dens Mund, men B&o-;n og Formaning. Men naar B&o-;nner og Formaning kun hidser Synden og bliver ny Anledning for Syndens Mangfoldighed, da er Kjerligheden stum, men ikke mindre tro, trofast som en Qvinde frelser den, som en Qvinde gj&o-;r det &streg; &anfbeg;uden Ord&anfslut; (1 Pet. 3, 1). Synden meente at have opnaaet, at de snart skulde v&ae;re skilte ad paa Veien, men see Kjerligheden blev hos den. Og Synden vil st&o-;de Kjerligheden fra sig, den tvinger den til at gaae een Miil, men see Kjerligheden gik to; den slog Kjerlighedens h&o-;ire Kind, men see Kjerligheden vendte den anden til; den tog Kjerlighedens Kjortel, men see Kjerligheden gav Kappen med. Allerede f&o-;ler Synden sin Afmagt, den kan ikke holde ud med den, da vil den rive sig l&o-;s, da kr&ae;nker den Kjerligheden saa dybt som muligt; thi mere end 7 Gange, t&ae;nker den, kan selv Kjerlighed ikke tilgive. Men see! Kjerligheden kunde tilgive 70 Gange 7 Gange, og Synden blev hurtigere tr&ae;t af at forskylde Tilgivelse end Kjerligheden af at tilgive. Ja som der er en Syndens Magt, der har Udholdenhed til at udt&ae;re enhver bedre F&o-;lelse af et Menneske, saa er der en himmelsk Magt, der udhungrer Syndens Mangfoldighed af et Menneske, denne Magt er den Kjerlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed. Eller er det ikke saaledes? Skulle vi foretr&ae;kke at prise en Kl&o-;gt, der veed end forf&ae;rdeligere at skildre Synders Mangfoldighed? Eller skulde vi ikke snarere sp&o-;rge denne Kl&o-;gt, hvorfra den fik en saadan Viden? Ja dersom den kunde overbevise Kjerligheden om, at det forholdt sig saaledes, da vilde Kjerligheden vel aldrig begynde og Intet opnaae. Men derfor begynder Kjerligheden med at skjule Synders Mangfoldighed og derfor ender den, hvor den begyndte, med at skjule Synders Mangfoldighed. Salig den Mand, hvis Synder ere skjulte, saligere den Kjerlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed. Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed. Hvis Kjerligheden havde seiret i Verden, ja da var jo Syndens Mangfoldighed skjult, og Alt fuldkomment i Kjerlighed. Hvis Kjerlighedens H&ae;rskare var talrig i Verden, hvis den var lige i Tal med Fjendens, saa den kunde stride Mand mod Mand &streg; ja hvorledes skulde Kjerligheden da ikke seire, da den er den st&ae;rkeste! Dersom derimod Kjerlighedens Tjenere er en lille Skare, dersom hver enkelt er en eenlig Mand, skal da Kjerligheden virkelig formaae at skjule Synders Mangfoldighed? Eller er det apostoliske Ord, forsaavidt vi derved ville t&ae;nke paa noget andet end Kjerlighedens fromme Uvidenhed, dens Nidkj&ae;rhed indenfor sin Gr&ae;ndse, er det apostoliske Ord ikke i saa Fald en skj&o-;n men dog &o-;rkesl&o-;s Tale? Skulde vi betragte det apostoliske Ord som en begeistret Daarskab og hellere prise den Kl&o-;gt, der siger: Livets Gang f&o-;lger bestemte Love, lad Kjerligheden boe i N&o-;dens &O-;ieblik D&o-;r om D&o-;r med Ugudeligheden, det gavner Ugudeligheden Intet. Vilde da Forstanden ligesaa redebon udsige det Modsatte, at det Intet gj&o-;r til Sagen, om Ugudelighed boer hos Kjerligheden? Vil Forstanden negte, at i Livet ofte den Uskyldige maa lide med den Skyldige? Lader os adsp&o-;rge Forstanden. En gammel Hedning, der i Hedenskabet blev n&ae;vnet og priset som Viis, seilede med en Ugudelig paa det samme Skib. Da Skibet kom i Havsn&o-;d, opl&o-;ftede den Ugudelige sin Stemme for at bede; men den Vise sagde til ham: &anfbeg;Tie stille, Kj&ae;re, hvis Himlen opdager, at Du er ombord, da gaaer Skibet under.&anfslut; Saa er det da sandt, at den Skyldige kan volde den Uskyldiges Undergang? Men saa er jo det Modsatte ligesaa sandt? Saa manglede Forstanden maaskee blot Mod til at troe dette, og medens den havde nok af den tr&o-;stesl&o-;se Kl&o-;gt, der opdager Livets Elendighed, havde den ikke Hjerte til af fatte Kjerlighedens Magt. Er det ikke saaledes; thi Forstanden gj&o-;r dog altid et Menneske kun forsagt og kleinmodigt, men Kjerlighed giver frit Mod, og derfor er al apostolisk Tale frimodig. Hvis der ombord paa det samme Skib istedenfor en Ugudelig havde v&ae;ret en from Mand, havde v&ae;ret en Apostel! Skete dette ikke? Der seilede et hedensk Skib fra Creta og styrede til Rom, og Skibet kom i Havsn&o-;d, i mange Dage saae man hverken Soel eller Stjerner, ombord paa dette Skib var en Apostel, og Paulus traadte frem og sagde til dem, der vare med ham i Skibet: &anfbeg;I M&ae;nd, jeg formaner Eder at I fatte et godt Mod; thi Ingen Sjel af Eder skal omkomme.&anfslut; Eller skulde Ugudelighed virkelig have st&o-;rre Magt end Kjerlighed; skulde det, at en Ugudelig var ombord, have Kraft til at gj&o-;re de Andres Vilkaar forskjelligt, men en Apostel skulde ingen saadan Magt have? Eller siger ikke Herren selv, at Tr&ae;ngselens Dage skulle forkortes for de Udvalgtes Skyld? Er dette en uv&ae;rdig Forestilling om Gud at mene, at Kjerlighed saaledes skjuler Synders Mangfoldighed? Glemme vi maaskee i vor Tale og i vor Overveielse, at Gud i Himlene ikke standses ved nogen Skuffelse, at hans Tanke er levende og n&ae;rv&ae;rende, gjennemtr&ae;nger Alt og d&o-;mmer Hjertets Raad? Skulde Een have Ret, hvis han paamindede os om, naar vi ville lovprise Kjerligheden, hellere at indskr&ae;nke os til at sige det Sande, at det er skj&o-;nt og elskeligt, at Kjerligheden gjerne vilde skjule Synders Mangfoldighed og afvende Vreden, end fare vild i Overdrivelse ved at sige, at Kjerligheden skjuler Synders Mangfoldighed? Har den, der taler saaledes, ikke glemt, hvad vi ikke glemme, at Kjerligheden beder for Andres Synder, har han ikke glemt, at en Retf&ae;rdigs B&o-;n formaaer meget? Da Abraham talte indst&ae;ndigen til Herren og bad for Sodoma og Gomorra, skjulte han da ikke Synders Mangfoldighed? Eller er det maaskee en priselig Skarpsindighed, hvis Nogen vil sige, at han ved sin B&o-;n jo ligesaa meget erindrede om Synders Mangfoldighed, og fremskyndede Dommen, saaledes som hans eget Liv allerede var en Dom, der hvis det havde Kraft til en Betingelse, snarest maatte gj&o-;re Dommen end forf&ae;rdeligere? Hvorledes bad Abraham? Lader os tale menneskeligt derom! Rev han ikke ligesom Herren med ind i sin Tankegang, bragte han ikke Herren til at glemme Syndernes Mangfoldighed, for at t&ae;lle Tallet paa de Retf&ae;rdige, hvis der var 50, 45, 40, 30, 20, ja endog kun 10 Uskyldige. Skjulte Abraham da ikke Synders Mangfoldighed, beviser Byernes Undergang det Modsatte, eller beviser den Andet, end at der end ikke var 10 Uskyldige i Sodoma? Og dog hvad var Abraham selv i Sammenligning med en Apostel, hvilken var hans Frimodighed i Sammenligning med en Apostels? Stort er et Menneske, at hans Liv, hvis det er retf&ae;rdigt, endog skal d&o-;mme Engle; saligere den Kjerlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed. Vi have priset Kjerlighedens Magt til at skjule Synders Mangfoldighed, vi have talet som til Fuldkomne. Var der Den, som ikke f&o-;lte sig fuldkommen, Talen gjorde ingen Forskjel. Lader os endnu engang dv&ae;le ved denne Kjerlighed, for at betragte det Billede af den, der stiller sig frem anskueligt for Sj&ae;len. Var der Den, der ved at betragte sig selv i dette Speil forvissede sig om sin Ulighed, var det Tilf&ae;lde med Alle, Talen gjorde ingen Forskjel. Da de Skriftkloge og Pharis&ae;erne havde grebet en Qvinde i aabenbar Synd, stillede de hende frem i Templets Midte for Frelserens Aasyn; men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. Han, der vidste Alt, vidste vel ogsaa, hvad Pharis&ae;erne og de Skriftkloge vidste, f&o-;r de sagde ham det. De Skriftkloge og Pharis&ae;erne opdagede snart hendes Skyld, det var jo og let, da hendes Synd var aabenbar. De opdagede tillige en anden Synd, den, de selv gjorde sig skyldige i, idet de r&ae;nkefuldt lagde Snarer for Herren. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. Hvorfor mon han bukkede sig ned; hvorfor mon han skrev med Fingeren paa Jorden? Sad han der som en Dommer, der agter n&o-;ie paa Anklagernes Tale, der lyttende bukker sig ned og optegner Klagepunktet, at han ikke skal glemme det, og d&o-;mme strengt; var denne Qvindes Skyld det Eneste, der blev skriftligt optegnet af Herren? Eller den, der skriver med Fingren paa Jorden, skriver han ikke snarere for at udslette og glemme? Der stod Synderinden omringet af maaskee mere Skyldige, der h&o-;it anklagede hende, men Kjerligheden bukkede sig ned og h&o-;rte ikke Anklagen, der foer over dens Hoved hen i Veiret; den skrev med Fingeren for at udslette, hvad den selv vidste; thi Synden opdager Synders Mangfoldighed, men Kjerlighed skjuler Synders Mangfoldighed. Ja selv for Syndens &O-;ine skjuler Kjerligheden Synders Mangfoldighed; thi ved eet Ord af Herren forstummede Pharis&ae;erne og de Skriftkloge, og der var ingen Anklager mere, Ingen, der ford&o-;mte hende. Men Jesus sagde til hende: jeg ford&o-;mmer Dig ei heller, gak bort og synd ikke meer, thi Syndens Straf f&o-;der ny Synd, men Kjerlighed skjuler Synders Mangfoldighed. Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed Ep. 1 Pet. 4, 7-12 Som den apostoliske Tale ved sit Indhold er v&ae;sentlig forskjellig fra al menneskelig Tale, saa er den ogsaa ved sin Form paa saa mange Maader forskjellig fra denne. For saaledes at drage et Enkelt frem, den standser ikke den H&o-;rende og indbyder ham til at hvile, den standser ikke den Talende og lader ham selv glemme at arbeide. Den apostoliske Tale er bekymret, fyrig, br&ae;ndende, opildnet, overalt og altid bev&ae;get af det nye Livs Kr&ae;fter, kaldende, tilraabende, vinkende, st&ae;rk i Udbrud, kort, afbrudt, rystende, selv gjennemrystet ligesaa meget af Frygt og B&ae;ven som af L&ae;ngsel og salig Forventning, overalt vidnende om Aandens kraftige Uro og Hjertets dybe Utaalmodighed. Hvorledes skulde og den, der selv l&o-;ber, faae Tid til lang Tale, saa maatte han selv staae stille! Hvorledes skulde den, der str&ae;ber at v&ae;re Alt for Alle, faae Tid til vidtl&o-;ftig Overveielse, da vilde han jo ikke hurtigt nok kunne vexle Aandens Vaaben! Hvorledes skulde den, der for Haabets fulde Seil styrer mod det Fuldkomne, have mange &O-;ieblikke til menneskelig Udf&o-;rlighed! Men er den apostoliske Tale altid utaalmodig som en F&o-;dendes, saa pleie i S&ae;rdeleshed tvende Betragtninger end mere at opflamme den, paa den ene Side Forestillingen om, at Natten er forbi og Dagen er frembrudt, at Natten har varet l&ae;nge nok, og det gjelder at bruge Dagen, paa den anden Side Forestillingen om, at Tiden kommer, da man ikke mere kan arbeide, at Dagene ere talte, at Enden er n&ae;r, at Alts Ende n&ae;rmer sig. Ogsaa den forel&ae;ste Text vidner om denne apostoliske Fyrighed, og begynder med et: derfor, hvortil i Apostelens Brev svare de n&ae;rmest foregaaende Ord: &anfbeg;men alle Tings Ende n&ae;rmer sig,&anfslut; hvilke Ord ikke blot forklare dette derfor, men ogsaa hvad der maaskee, menneskelig talt, i Texten kunde beh&o-;ve en Forklaring, der da tillige viser, hvorledes den apostoliske Utaalmodighed er saare meget forskjellig fra en ophidset Mands Overilelse. Thi synes det ikke besynderligt, at der ligeovenpaa den skj&o-;nne Formaning: haver for alle Ting en inderlig Kjerlighed til hverandre, ligeovenpaa det dertil knyttede betydningsfulde Tr&o-;stens Ord: Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed, f&o-;lger en tilsyneladende saa tilf&ae;ldig Formaning som denne: &anfbeg;Laaner hverandre gjerne Huus uden Knur!&anfslut; Og dog beviser denne Formaning netop den apostoliske Myndighed og Viisdom. Hvor var der vel en ophidset Mand, der, naar han havde n&ae;vnet disse Ord: &anfbeg;alle Tings Ende n&ae;rmer sig,&anfslut; da vilde have tilf&o-;iet en saadan Formaning? Skulde det ikke f&o-;lge af sig selv, at den blev overfl&o-;dig? Thi skulde han ikke, om muligt, ved sin Tale bevirke, at Husene bleve tomme, saa der neppe fandtes Nogen, der vilde laane Huus, og hvis der var en Saadan, han ikke skulde beh&o-;ve at v&ae;re i Forlegenhed? Men saaledes er en Apostel ikke utaalmodig, og hans Uro er h&o-;iere end al menneskelig Besindighed. Apostelen elsker sin Menighed for h&o-;it til svagt at fortie det Forf&ae;rdelige, at alle Tings Ende n&ae;rmer sig, men paa den anden Side veed han strax igjen at kalde Menigheden saaledes til Orden, at det er, som var Forf&ae;rdelsen glemt, som var der Fred og Tryghed, &o-;nskelig Leilighed til selv i Livets ubetydelige Forhold at bevise sin Kjerlighed til N&ae;sten. Talen om, at alle Tings Ende n&ae;rmer sig, er da ikke en ufrugtbar Uveirsky, der farer hen og forvirrer Alt, men en Angest, som renser Luften, og gj&o-;r Alle mildere og inderligere og kj&ae;rligere og hurtigere til at kj&o-;be den beleilige Tid, men ogsaa st&ae;rke nok til ikke at afmattes i den Tanke, at den beleilige Stund var forbi. Apostelen, som taler, er ikke beruset i Dr&o-;mme, men &ae;dru i sin Tanke og i sin Tale. &anfbeg;Men alle Tings Ende n&ae;rmer sig.&anfslut; Dette er et forf&ae;rdeligt Ord selv i en Letsindigs Mund, end sige i en Apostels. Dog derfor tilf&o-;ier Peter ogsaa et Tr&o-;stens Ord, der er st&ae;rkt til at overvinde Angesten: &anfbeg;Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed.&anfslut; Eller beh&o-;ves det maaskee ikke? Er med alle Tings Ende Alt forbi? Beh&o-;ves der noget andet Skjul end det, der forundes Enhver, den Retf&ae;rdige og den Uretf&ae;rdige? Er den, der ligger i Jordens Skj&o-;d, ikke skjult og vel forvaret? Skulde der v&ae;re Nogen, der her ikke forstod Apostelen, fordi han ikke udtrykkelig n&ae;vner den Dag, paa hvilken der skal blive Sp&o-;rgsmaal om en saadan Kjerlighed? Eller have Forf&ae;rdelsens og da ogsaa Tr&o-;stens Ord tabt deres Betydning derved, at alle Tings Ende ikke indtraf, som den var forudsagt? Er en Apostel en &o-;rkesl&o-;s Mand, hvem det blot er magtpaaliggende i Almindelighed at forudsige alle Tings Ende som noget ham selv og de Enkelte uvedkommende, uden forsaavidt det kunde tilfredsstille Nysgjerrigheden? Eller var det ikke det, der fornemlig laae ham paa Sinde, at med Alts Ende var ogsaa hans og Menighedens Dage talte? Men dette traf jo virkelig Apostelen og Menigheden; dette gjentager sig bestandig i Sl&ae;gten, og det N&ae;ste gjentager sig ogsaa; thi det b&o-;r ethvert Menneske at d&o-;e og derpaa at komme til Dommen. Men paa Dommens Dag fordres der ogsaa en Rustning. Det er den, Apostlen beskriver og dens Fuldkommenhed. Denne Rustning er Kjerligheden; det Eneste, der ikke skal afskaffes, det Eneste, der bliver hos et Menneske i Livet, og bliver hos ham i D&o-;den og som skal seire i Dommen. Thi Kjerligheden er ikke som en svigefuld Ven, der f&o-;rst forlokker et Menneske og da bliver hos ham for at spotte ham. Nei Kjerligheden bliver hos et Menneske; og naar Alt forvirrer sig for ham, naar Tankerne staae anklagende op, naar Angesterne d&o-;mmende l&o-;fte deres Hoveder, da truer Kjerligheden ad dem og siger til ham: hav blot Taalmodighed, jeg bliver hos Dig, og vidner med Dig, og mit Vidnesbyrd skal dog overvinde Forvirringen. Ja selv om Kjerligheden ledte et Menneske vild, om den selv end ikke bag efter kan frikjende ham, den siger dog: skulde jeg forlade Dig i N&o-;dens Stund; om end Alt forlod Dig, om Du var forladt af Dig selv, jeg bliver dog hos Dig, jeg, der ledte Dig vild, men som ogsaa har den Tr&o-;st for Dig, at det var mig, der gjorde det. Hvis det ikke var saa! Hvilken Magt formaaer dog saaledes at bringe et Menneske til at vove det Forf&ae;rdelige som Kjerligheden! Hvilken R&ae;dsel da, hvis den ikke tillige forstod at fortolke sig for sig selv, forstaaeligt for den Enkelte, om end ikke nogen anden Sj&ae;l forstod det. Saa lader os da n&o-;iere overveie det apostoliske Ord. Apostelen taler til Ufuldkomne, hvorledes skulde og en Fuldkommen have en Synders Mangfoldighed, der beh&o-;vede at skjules! Men de Ufuldkomne, de S&o-;nderknuste, dem tr&o-;ster han ogsaa ved den Tanke, at Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed. Vi skulle ikke letsindigt forfalske det apostoliske Ord, ikke kl&o-;gtigt bedrage os selv og besvige Ordet ved at mene, at den, der har Kjerlighed, han er fuldkommen. Den, der ikke finder i sig en Syndens Mangfoldighed, der beh&o-;ver at skjules, paa ham passer Ordet ikke, men den, der ikke vil lade sig tr&o-;ste, ham gavner Ordet ikke; thi deri ligger netop Tr&o-;sten, at der i det samme Hjerte, hvor der er Synders Mangfoldighed, kan boe Kjerlighed, og at denne Kjerlighed har Magt til at skjule Mangfoldigheden. Saa ville vi da i Apostelens Ord s&o-;ge Tr&o-;sten, der tilbydes, ved at bet&ae;nke: hvorledes Kjerlighed skjuler Synders Mangfoldighed. Dog hvorledes er dette muligt, Kjerlighed opdager jo netop hos Een selv Synders Mangfoldighed. Var der ikke ofte den i Verden, der levede hen let og sorgl&o-;s med Ungdommens glade Sind, uden at hovmode sig af egen Fuldkommenhed, men ogsaa uden at f&o-;le sig b&o-;iet eller standset ved nogen besv&ae;rende Bevidsthed, indtil Kjerligheden greb ham, og det Forbigangne ikke behagede mere, fordi Kjerligheden paa saa mange Maader havde opdaget Ufuldkommenhed og Svaghed. Gik det den Forstandige bedre? Han misbilligede Ungdommens Letsind, han vogtede paa sig selv, han str&ae;bte at afl&ae;gge sine Feil, men ved denne Str&ae;ben vandt han ogsaa en Selvtilfredshed, der ikke frygtede Forstandens Pr&o-;ve, der tog &Ae;re af Menneskene, der udfordrede Verden til Strid &streg; da sigtede Kjerligheden paa ham og see! han, der havde l&o-;ftet sit Hoved stolt, hvis Blik havde behersket Menneskene, han slog nu &O-;iet ned; thi han havde opdaget Synders Mangfoldighed. Og han, der kunde bestaae for Forstandens strenge Dom, han kunde ikke udholde Kjerlighedens milde! Dog den Retf&ae;rdige h&ae;nder Sligt ikke. Han var streng mod sig selv, og &o-;nskede ikke at v&ae;re som Andre, han vidste, at den, der vil bevare sig selv, maa arbeide og forsage Meget, men han vidste ogsaa, hvad han vandt i denne Kamp, at han vandt Forstand paa den Viisdom, at der er en Retf&ae;rdighed i Himlene; thi han tyktes sig selv retf&ae;rdig. Da saae Himlens Kjerlighed ned til ham og see! han, der havde fortr&o-;stet sig til at kunne give Enhver Sit, Mennesket hvad Menneskets er, Gud hvad Guds er, han, der her i Livet allerede gl&ae;dede sig til paa Dommens Dag at gjennemgaae Regnskabet, han havde nu opdaget Synders Mangfoldighed, saa han ikke kunde svare Een til Tusinde. Ja ikke blot at Kj&ae;rligheden saaledes i et &O-;ieblik opdagede det Skjulte, nei det var som for&o-;gede Kjerligheden Synders Mangfoldighed i det Tilkommende. Hvad han i stolt Tillid til sig selv let havde overvundet, det faldt ham nu vanskeligt, fordi hans Sj&ae;l var bekymret i Kjerlighed. Hvor han f&o-;r ingen Fristelse havde ahnet, der saae den nu lokkende paa ham, og han fornam en Frygt og B&ae;ven, han aldrig havde kjendt. Og at det var saaledes i Sandhed, det forvissede han sig let om; thi vilde han overgive sig til sin egen Retf&ae;rdighed, da forsvandt Fristelsen. Men er det da muligt, at den samme Magt, der opdager Synders Mangfoldighed; den samme Magt, der, idet den gyder Kjerlighedens Bekymring i et Menneskes Hjerte, n&ae;sten forflerer Mangfoldigheden, at den samme Magt kan skjule den i det samme Menneske? Og dog, var det godt, at det ikke var saa? Hvad er da Kjerlighed? Er den en Dr&o-;m i Natten, man sover sig til? Er den en Bed&o-;velse, hvori Alt er glemt? Skulle vi t&ae;nke saaledes foragteligt om Kjerligheden, at det er i den Forstand, den skjuler Synders Mangfoldighed? Saa var det jo bedre at beholde Ungdommens lette Sind, eller Mandens Selvpr&o-;velse, eller Menneskets egen Retf&ae;rdighed. Skal Viisdom kj&o-;bes, Forstand kj&o-;bes, Fred i Hjertet kj&o-;bes, Himlens Salighed kj&o-;bes, skal Livet kj&o-;bes i F&o-;dselens Smerte, men Kjerligheden skulde ingen F&o-;dsels-Smerte kjende? Kjerlighed er ingen Dr&o-;m, skulde vi kalde den saaledes, da var det vel bedst at sige: denne dens f&o-;rste Smerte er en urolig og angstfuld Dr&o-;m, der ender med en salig Opvaagnen i Kjerligheden, der skjuler Synders Mangfoldighed. Thi Kjerlighed tager Alt. Den tager et Menneskes Fuldkommenhed, og vil han her v&ae;re paaholdende, da er Kjerligheden ham haard; men den tager ogsaa hans Ufuldkommenhed, hans Synd, hans Sorrig. Den tager hans Styrke fra ham; men ogsaa hans Lidelse, eller hvilke forf&ae;rdelige Lidelser skjulte ikke Kjerligheden, som vare de ikke til, men kun Kjerlighedens Gl&ae;de over at frelse en Anden? Men naar den tager det fra ham, da skjuler den det jo, naar den tager Alt, da skjuler den Alt, naar den, alt eftersom den tager det fra ham, giver ham noget Andet isteden, da skjuler den over al Forstand. Menneskene have ofte meent, at der var andre Midler, der formaaede at borttage, og derved at skjule, hvad man maatte &o-;nske skjult. Imidlertid har allerede en gammel Hedning sagt: det hj&ae;lper ikke et Menneske at ride bort fra Sorgen, den sidder bag ved paa Hesten. Disse hans Ord ere ofte blevne gjentagne som de, der forraade et dybt Indblik i det menneskelige Hjerte. Og dog; hvis hiin gamle Hedning, der paa sin Hest reed gjennem Livet med Sorgen bag ved sig; hvis han ikke havde beh&o-;vet at see sig tilbage &streg;; men dette gj&o-;r Kjerligheden ikke. Hvor skulde og det &O-;ie, der elsker, faae Tid til at see efter hvad der ligger bagved, saa maatte det jo for det &O-;ieblik slippe sin Gjenstand! Hvor skulde det &O-;re, der elsker, faae Tid til at h&o-;re Anklagen, saa maatte det jo for det &O-;ieblik aflade at h&o-;re Kjerlighedens Stemme! Og hvis &O-;iet skeler efter det, hvis &O-;ret lytter, da er Hjertet smaaligt, og dette er ikke Kjerlighedens Skyld, ja den vredes derover. Thi den, der vil bet&ae;nke sin egen Fuldkommenhed, han elsker ikke, og den, der vil bringe sin Ufuldkommenhed i Anslag, han elsker ikke. Ja hvis han troede sig selv saa ufuldkommen, at han paa Grund deraf var udelukket fra Kjerligheden, da viiste han, at han ikke elskede, thi han anslog sin Ufuldkommenhed og bragte den i Beregning som var den en Fuldkommenhed. Men Kjerlighed tager Alt. Og den, der udelukker sig, han vil enten gl&ae;de sig over sig selv og ikke gl&ae;de sig over Kjerligheden; eller han vil s&o-;rge over sig selv og ikke gl&ae;de sig over Kjerligheden. Dog for at elske et Menneske saaledes, maa man have Mod til at ville elske; thi dette er Hemmeligheden ved den jordiske Kjerlighed, at den har et Pr&ae;g af Guds Kj&ae;rligheden paa sig, uden hvilket den vilde blive en Taabelighed, eller en fad Leflen, som om det ene Menneske var saaledes fuldkommen i Forhold til det andet, at det kunde v&ae;kke denne Angst eller v&ae;re istand til i Sandhed at tage Alt. Til at elske Gud saaledes fordres en ydmyg Frimodighed; thi Guds-Kjerligheden vaagner i ethvert Menneskes Bryst gr&ae;dende som det sp&ae;de Barn, ikke smilende som Barnet, der kjender Moderen. Men naar nu Gudskjerligheden vil holde Herren fast, da reiser Fjenden sig forf&ae;rdelig mod ham, og Syndens Magt er stor til at indjage Angst. Dog Kjerligheden lukker ikke sit &O-;ie i Farens Stund, den byder sig selv hen, for, som en gammel Psalme-Sanger siger, for at tr&ae;nge Gjennem Syndens Pile Ind i Paradisets Hvile. Og jo l&ae;ngere borte fra den &o-;iner Pilenes M&ae;ngde, desto forf&ae;rdeligere er den, men jo n&ae;rmere den tr&ae;nger frem, desto mindre seer den Pilene, og naar den har opfanget alle Pile i sit Bryst, saaret af dem, da seer den dem jo ikke mere men kun Kjerligheden og Paradisets Salighed. Da Jesus en Dag sad tilbords hos en Pharis&ae;er, traadte en Qvinde ind i det samme Huus. En Qvinde var ingen indbuden Gjest, denne mindst af Alle; thi Pharis&ae;erne vidste, at hun var en Synderinde. Om ikke Andet havde kunnet forf&ae;rde og standse hende, Pharis&ae;ernes stolte Foragt, deres tause Uvillie, deres Helligheds Vrede kunde vel have skr&ae;kket hende bort; &anfbeg;men hun stod bag ved hos Jesu F&o-;dder, gr&ae;d og begyndte at v&ae;de hans F&o-;dder med Taarer og aft&o-;rre dem med sit Hovedhaar og kyssede hans F&o-;dder og salvede dem med Salve.&anfslut; Der var et Angestens &O-;ieblik; hvad hun eensomt havde lidt, hendes Gr&ae;mmelse, Anklagen i hendes eget Bryst blev end forf&ae;rdeligere; thi den forstod heelt vel, at den havde Medhold i Pharis&ae;ernes Mine. Men hun gik frem, og idet hun slog Fjenden, da slog hun sig selv til Ro, og da hun havde fundet Hvile ved Christi F&o-;dder, da fortabte hun sig i Kjerlighedens Gjerning. Alt som hun gr&ae;d, da glemte hun tilsidst hvad hun gr&ae;d over fra Begyndelsen, Angerens Taarer bleve Tilbedelsens. Hende bleve hendes mange Synder forladne, fordi hun elskede meget. Der var dem i Verden, som efter at have forspildt deres Liv i Lystens Tjeneste, tilsidst tabte sig selv og neppe kjendte sig selv mere. Dette er Lystens skjendige og r&ae;dselsfulde Bedrag, at den bedrager et Menneske for sig selv, og kun lader ham beholde en letsindig, forbigaaende Ahnelse af den egne Tilv&ae;r, at den formaster sig til at ville bedrage Gud for sin Medviden i Skabningen. Denne Qvinde forundtes den Naade ligesom at gr&ae;de sig ud af sig selv og gr&ae;de sig ind i Kjerlighedens Hvile. Thi den, der elsker meget, ham forlades meget. Og dette er Kjerlighedens salige Bedrag, &anfbeg;at den, hvem meget forlades, han elsker meget,&anfslut; saaledes at det, at beh&o-;ve megen Forladelse, bliver et Udtryk for Kjerlighedens Fuldkommenhed. Dog om Kjerligheden end i den Anklagede selv formaaede at unddrage ham Synet af Synders Mangfoldighed, saa han fortabt i Kjerlighed ikke saae den mere, fordi Kjerligheden skjulte over den &streg; er han dermed frelst for stedse? Skal der Intet standse ham paa hans Vei og pludselig bringe ham til at erindre, hvad Kjerligheden skjulte; kommer der ingen Dom udenfra over et Menneske? Har da Kjerligheden her atter den samme Magt, saa end ikke Dommeren opdager Syndernes Mangfoldighed, fordi Kjerligheden skjuler over dem. Lader en Dommer sig skuffe, gjennemtr&ae;nger han ikke ethvert Sl&o-;r og gj&o-;r Alt aabenbart? Lader en Dommer sig bestikke, fordrer han ikke ub&o-;ieligt hvad Dommens Fordring er? Lader Verdens Dom sig skuffe? Byd den Din Kjerlighed og Du forbliver at v&ae;re Skyldner; bring den Dit Hjertes bedste F&o-;lelse, og Du forbliver at v&ae;re Skyldner; byd den Angerens Taarer, og Dommen fordrer den egne Retf&ae;rdighed. Lader da Kjerlighedens Dom sig bestikke? Byd den Guld, den skal foragte Dig; byd den V&ae;lde og Magt, den forsmaaer Dig, byd den Verdens Herlighed, den d&o-;mmer Dig, at Du elskede Verdens Herlighed; forkynd Dine vidunderlige Gjerninger, den d&o-;mmer Dig, at Du ikke var i Kjerlighed. Thi Dommen fordrer hvad Dommens Fordring er, og Verdens Dom fordrer hvad Verdens er, og dette skjuler i dens &O-;ine over hvad der mangler; men Kjerlighedens Dom fordrer hvad Kjerlighedens er; thi den, der d&o-;mmer, han fordrer, men den, der fordrer, han s&o-;ger, og den &anfbeg;der skjuler Synders Mangfoldighed, han s&o-;ger Kjerlighed&anfslut; (Ordsp. 17, 9); men den, der finder Kjerlighed, han skjuler Synders Mangfoldighed; thi den, der finder, hvad han s&o-;gte, han skjuler jo hvad han ikke s&o-;gte. Er det apostoliske Ord da ikke en Tr&o-;st, der giver Frimodighed i Dommen; er det ikke en Tr&o-;st netop som den beh&o-;ves; thi er den ikke over al Forstand! Stort er det for Forstanden, at erindre Alt; en Daarskab er det for den, at Kjerligheden skjuler Synders Mangfoldighed. Eller skulde vi ber&o-;ve os denne Tr&o-;st ved forstandigt ligesom at ville udmaale Kjerligheden ved at ville udstykke den som et Vederlag for de enkelte Synder, og saaledes forblive i Synderne? Skulde vi udelukke os fra Kjerligheden; thi naar vi blive i den, hvo er da den, der anklager? Eller er det ikke den samme Kjerlighed i et Menneske, der for ham selv skjulte Synders Mangfoldighed, den samme Kjerlighed, der for Kjerligheden skjuler Synders Mangfoldighed? Ja selv om Kjerligheden ikke ganske havde seiret i et Menneske, selv om Angesten opdagede hvad Kjerligheden ikke havde Styrke i ham til at skjule, saa skal dog paa Dommens Dag Kjerligheden komme Kjerligheden i ham til Hj&ae;lp, jage Frygten ud og skjule Syndernes Mangfoldighed. Da Jesus en Dag sad tilbords hos en Pharis&ae;er, da traadte der ind i det samme Huus en Qvinde; hun var nedb&o-;iet; thi hun bar en Syndernes Mangfoldighed. Verdens Dom stod l&ae;selig i Pharis&ae;ernes Aasyn, den lod sig ikke skuffe, hendes Sorg og hendes Taarer skjulte Intet, men aabenbarede Alt, og der var Intet at opdage uden en Syndernes Mangfoldighed. Dog hun s&o-;gte ikke Verdens Dom, &anfbeg;men hun stod bag ved hos Jesu F&o-;dder og gr&ae;d&anfslut;. Da opdagede Kjerligheden, hvad Verden skjulte &streg; Kjerligheden i hende; og da den ikke havde seiret i hende, da kom Frelserens Kjerlighed den til Hj&ae;lp, at den, &anfbeg;hvem de femhundrede Penninge bleve eftergivne maatte elske mest&anfslut;, og han gjorde Kjerligheden i hende end m&ae;gtigere til at skjule Syndernes Mangfoldighed, den Kjerlighed, der allerede var der; thi &anfbeg;hende bleve jo hendes mange Synder tilgivne, fordi hun elskede meget&anfslut;. Saligt det Menneske, hvis Hjerte vidner med ham, at han elskede meget; saligt et Menneske, naar Guds Aand, der veed Alt, vidner, at han elskede meget; for ham er der Tr&o-;st baade her og hisset; thi Kjerlighed skjuler Synders Mangfoldighed. Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske B&o-;n! Fader i Himlene! Du holder alle de gode Gaver i Din milde Haand. Din Overflod er rigere, end at menneskelig Forstand fatter det; Du er saare villig til at give, og Din Godhed st&o-;rre, end at et Menneskets Hjerte forstaaer det; thi Du opfylder enhver B&o-;n og giver, hvad vi bede om, eller hvad der er langt bedre end det, hvorom vi bede. Saa give Du da Enhver sin beskikkede Deel, som det er Dig velbehageligt; men da give Du ogsaa Enhver Forvisningen om, at Alt kommer fra Dig, at ikke Gl&ae;den river os fra Dig i Lystens Glemsel, at ikke Sorgen s&ae;tter Skilsmisse mellem Dig og os; men at vi i Gl&ae;den maatte s&o-;ge hen til Dig og i Sorgen blive hos Dig, at, naar engang vore Dage ere talte, og det udvortes Menneske er ford&ae;rvet, D&o-;den ikke maatte komme kold og forf&ae;rdelig i sit eget Navn, men mild og venlig med Hilsen og Budskab, med Vidnesbyrd fra Dig, vor Fader, Du som er i Himlene! Amen. Ep.: Ephes. 3, 13-ud I Verdens Hovedstad, i det stolte Rom, hvor al Jordens Glands og Herlighed var samlet; hvor Alt var opdrevet, hvormed menneskelig Kl&o-;gt og Vildhed i Fortvivlelsens Angst frister &O-;ieblikket, hvad den udfinder for at forbause det sandselige Menneske; hvor hver Dag var Vidne til det M&ae;rkv&ae;rdige, det R&ae;dselsfulde, og den n&ae;ste Dag havde glemt det ved Synet af det end M&ae;rkv&ae;rdigere; i det navnkundige Rom, hvor Enhver, der paa nogen Maade troede at kunne f&ae;ngsle M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed, hastede hen som til sin rette Skueplads, beredte Alt iforveien til sin Modtagelse, for, skj&o-;nt beruset i Selvtillid, snildt at benytte det knap tilmaalte, misundte, lykkelige &O-;ieblik &streg; der levede Apostelen Paulus som fangen Mand, der skrev han det Brev, hvoraf vor Text er tagen. Som Fange bragtes han derhen, ukjendt af Alle, og dog bragte han med sig en L&ae;re, om hvilken han vidnede, at den var guddommelig Sandhed, ham meddeelt ved en s&ae;rdeles Aabenbaring, og den urokkelige Forvisning, at denne L&ae;re skulde seire over den ganske Verden. Dersom han dog havde v&ae;ret en Opr&o-;rer, der hidsede Folket og bragte Tyrannen til at skj&ae;lve; f&o-;rtes han dog nu fangen til Rom, at Herskeren kunde m&ae;tte sin H&ae;vn paa hans Lidelse, kunde lade ham martre med de _us&o-;gtesteuds&o-;gteste Qvaler &streg; ja! da var der dog Sandsynlighed for, at hans Skjebne en f&o-;ie Tid havde rystet Enhver, i hvis Bryst menneskelig F&o-;lelse endnu ikke var udd&o-;d, et &O-;ieblik ved sin R&ae;dsel pirret den vellystige og nysgjerrige M&ae;ngde &streg; ja maaskee skulde Tyrannens Throne v&ae;re bleven omstyrtet! Men saaledes blev Paulus ikke behandlet. Han var for ubetydelig, til at Rom skulde frygte ham, hans Daarskab for uskyldig til at v&ae;bne Magten imod sig. Hvo var han ogsaa? En Mand, der tilh&o-;rte et foragtet Folk; en Mand, der end ikke tilh&o-;rte det mere, men var forskudt af det som en Forargelse &streg; en J&o-;de, der var bleven Christen, den eensomste, den mest forladte, den uskadeligste Mand i det ganske Rom. Som en Saadan blev han behandlet. Hans F&ae;ngsel var mildt, kun var han Fange; og han, der bragte hiin seierrige Forvisning med sig, ham var nu anviist som Virkeplads F&ae;ngslets Eensomhed, og den Stridsmand, der daglig blev afgiven til hans Bevogtning. &streg; I Verdens Hovedstad, i det larmende Rom, hvor Intet kunde modstaae Tidens t&o-;ilesl&o-;se Magt, der opslugte Alt, saa hurtigt som det fremkom, der sporl&o-;st udslettede Alt med sin Glemsel &streg; der levede Apostelen Paulus, en ubetydelig Mand, i eensomt F&ae;ngsel, stille og tilbagetrukken, ikke overgiven til Glemsel; thi der var Ingen i den uhyre Stad, der vidste eller bekymrede sig om hans Tilv&ae;relse. Men medens Alt uden om ham foer hen i Forf&ae;ngelighed, hurtigere end en Skygge, stod den Overbeviisning fast for ham, at den L&ae;re, han bekjendte, skulde seire over den ganske Verden &streg; over den ganske Verden, som han nu var afsondret fra, og det eneste Menneske, han saae, var den Stridsmand, der bevogtede ham. Naar et Menneske, der lider skyldig, b&ae;rer sin Straf med Taalmodighed, da har han ingen Roes deraf, men hvis han lider uskyldig med Taalmodighed, da haver han Roes. Dette er skj&o-;nt at bet&ae;nke, elskeligt at h&o-;re, godt at bekjende; men det er tungt at gj&o-;re det. Dog Den, i hvis Hjerte der er Gudsfrygt og Fromhed, han skal ved Guds Hj&ae;lp beskikke sin Sj&ae;l til Ydmyghed, til den atter bliver glad i Gud og stille i Herren; da skal han frelse sig i Taalmodighed, om det end var saare tungt, at hans Forventning forsvandt som en Dr&o-;m, at han, der vilde vinde den ganske Verden, selv endte med at v&ae;re Fange, at han end ikke laae under i Strid, men hent&ae;redes som en Skuffelse. Hvis der var Nogen, der havde sat sin Lid til ham, og haabet paa ham, da skal han mindes dem, og hans Sj&ae;l ikke blive ukjendt med den smertelige Bekymring, om de ogsaa ville forlade ham, fra sit F&ae;ngsel skal han maaskee skrive til dem: &anfbeg;forlader mig ikke nu, da jeg er forladt af Alle, bevarer Eders Tillid til mig som fordum, glemmer mig ikke nu, da jeg er glemt af Alle.&anfslut; Maaskee skulde han bev&ae;ge deres Hjerter, maaskee skulde en Enkelt komme til ham, og hvis det tillodes, bes&o-;ge den fangne Mand, s&o-;rge med ham, tr&o-;ste ham og opbygges ved ham. Det er skj&o-;nt at tale derom, Tanken alene bev&ae;ger vist ethvert bedre Menneskes Hjerte. Dog Paulus var en Apostel. Om end bedr&o-;vet var han dog altid glad; om end fattig gjorde han altid Mange rige; om han end Intet havde, besad han dog Alt. Fra sit Fangenskab skriver han til den fjerne Menighed: &anfbeg;derfor beder jeg, at I ikke forsage over mine Tr&ae;ngsler, som jeg lider for Eder, hvilket er Eders &Ae;re.&anfslut; Han, der selv kunde synes at beh&o-;ve Tr&o-;st, han er hurtigt, saa at sige, i god Forstaaelse med Herren, glad i Tr&ae;ngselen, freidig i Faren, ikke besk&ae;ftiget med sin egen Lidelse, men bekymret for Menigheden; og kun forsaavidt bet&ae;nker han sin Tr&ae;ngsel, som den kunde bringe Menigheden til at forsage. Hvis et Menneske havde fundet Fred og Hvile i sin Modgang, da skulde maaskee den Sorg, at Andre over hans Gjenvordighed kunde tabe Frimodighed og Tro, v&ae;kke ham til ny Uro. Dog skal Gudsfrygten i ham seire, og han skal tillidsfuldt befale de Elskede i Guds Haand. Det r&o-;rer Hjertet at tale derom, ethvert bedre Menneske f&o-;ler vist, at denne stille Hengivenhed vel er v&ae;rd at eftertragte. Dog Paulus var en Apostel, han skriver fra sit Fangenskab: &anfbeg;disse mine Tr&ae;ngsler, som jeg lider for Eder, er Eders &Ae;re.&anfslut; Den, der har en L&ae;re at anbefale Menneskene og str&ae;ber at vinde dem, han har jo et Vidnesbyrd, til hvilket han tr&o-;stigt henviser den Enkelte. Men naar dette Vidnesbyrd svigter, da indseer han vel, at Magten er tagen fra ham, og, skj&o-;nt det er saare tungt, forliger han sig dog med Gud i sit Hjerte; og s&o-;rger vel som Den, hvem Brudgommen forlod og Gl&ae;den, men ogsaa som Den, der ikke l&o-;b paa det Uvisse, der ikke glemmer, at h&o-;iere end at frelse Andre, er det at frelse sin egen Sj&ae;l, at underl&ae;gge det urolige Sind under Troens Lydighed, at holde de vildfarende Tanker bundne ved Overbeviisningens Magt i Kjerlighedens Baand. Det er velgj&o-;rende at tale derom, og ethvert redeligt Menneske bekjender vel, at det er saligt saaledes at beskikke sit eget Huus, naar man har udtjent ved den st&o-;rre Gjerning, og bliver sat over den mindre. &streg; Nu Paulus! Levede han i de M&ae;gtiges Gunst, at den kunde anbefale hans L&ae;re? Nei! han var fangen. Hyldede de Vise hans L&ae;re, at deres Anseelse kunde borge for Sandheden? Nei den var dem en Daarskab. Formaaede hans L&ae;re hurtigt at s&ae;tte den Enkelte i Besiddelse af en overnaturlig Magt, falb&o-;d den sig til Menneskene ved Gj&o-;glev&ae;rk? Nei! den maatte langsomt erhverves, tilegnes i Pr&o-;velse, der begyndte med Forsagelse af Alt. Havde Paulus da noget Vidnesbyrd? Ja! han havde ethvert menneskeligt Vidnesbyrd mod sig, og dertil havde han endnu den Bekymring, at Menigheden skulde forsage, eller hvad v&ae;rre var, forarges paa ham; thi Forargelsen ligger vel aldrig n&ae;rmere end, naar Sandhed nedkues, naar Uskyld lider, naar Uretf&ae;rdighed er tryg med sin Seier, naar Vold har Fremgang, naar Vankundighed end ikke beh&o-;ver at bruge Magt mod det Gode, men sorgl&o-;s og ubekymret forbliver uvidende om, at det er til. Men forsager Paulus forladt af Vidnesbyrdet? Ingenlunde. Da han intet andet Vidnesbyrd havde at beraabe sig paa, da beraaber han sig paa sine Tr&ae;ngsler. Er dette ikke som en Undergjerning? Hvis Paulus ellers ikke havde beviist krafteligen, at han havde Underets Magt, er det ikke et Beviis? At forvandle Tr&ae;ngsler til et Vidnesbyrd for L&ae;rens Sandhed, at forvandle Skjendsel til en &Ae;re for sig og for den troende Menighed; at forvandle den tabte Sag til en &Ae;ressag, der har Vidnesbyrdets hele begeistrende Magt, er det ikke som at bringe den Halte til at gaae, og gj&o-;re den Stumme talende! Hvad gav Paulus Magt hertil? Han havde selv et Vidnesbyrd; han var ingen tvivlende Mand, der dog i sit Inderste tilbagekaldte de st&ae;rke Tanker. Et Vidnesbyrd havde han h&o-;iere end Alt i Verden, et Vidnesbyrd, der vidnede st&ae;rkere, jo mere Verden gik ham imod. Var han da en svag Mand? Nei han var m&ae;gtig. Var han vaklende? Nei han var bef&ae;stet; thi han var m&ae;gtigen bekr&ae;ftet ved Guds Aand i det indvortes Menneske. Hvad da Apostelen selv var, hvad hele hans Liv f&o-;rer Beviset for, det &o-;nsker han hver Enkelt i Menigheden. Om end hine Tiders Vilkaar var et andet, om end Kampen og Striden gjorde det n&o-;dvendigere, men ogsaa maaskee vanskeligere, at vinde denne Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske, det bliver dog til alle Tider og under alle Omst&ae;ndigheder det ene Forn&o-;dne for et Menneske, at frelse sin Sj&ae;l i denne indvortes Bekr&ae;ftelse; thi ethvert Menneske, til enhver Tid, har jo dog sin Strid og sin Anf&ae;gtelse, sin N&o-;d, sin Eensomhed, i hvilken han fristes, sin Angst og Afmagt, naar Vidnesbyrdet slipper. Saa lader os da n&ae;rmere overveie: Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske. Kun en tankel&o-;s Sjel kan lade Alt omkring sig vexle, give sig selv hen som et Bytte for Livets ustadige, lunefulde Forvandlinger, uden at &ae;ngstes for en saadan Verden, uden at bekymres for sig selv. Hvor uv&ae;rdigt og modbydeligt er ikke et saadant Liv, hvor langt er en Saadan fra at vidne om Menneskets h&o-;ie Bestemmelse, at v&ae;re Skabningens Herre. Thi skal Mennesket herske, da maa der v&ae;re en Orden i Verden; det var jo ellers kun en Spot over ham at s&ae;tte ham til at beherske vilde Magter, der ingen Lov adlyde. Og dersom han skal herske, da maa der jo v&ae;re en Lov i ham selv; thi ellers vilde han umulig kunne herske; han vilde enten gribe forstyrrende ind, eller det vilde v&ae;re overladt til et Tilf&ae;lde, om han herskede viist eller ei. Var det saaledes, da var Mennesket saa langt fra at v&ae;re Skabningens Herre, at denne snarere maatte &o-;nske, at han slet ikke var til. Saasnart derfor blot et Menneske samler sig til en forstandigere Betragtning af Livet, da s&o-;ger han at forvisse sig om et Sammenh&ae;ng i Alt, og som Skabningens Herre forel&ae;gger han denne, saa at sige, Sp&o-;rgsmaalet, afn&o-;der den en Forklaring, fordrer et Vidnesbyrd. Kun Den, der hengav sin Sj&ae;l til de verdslige Begjeringer, Den, der valgte Lystens glimrende Tr&ae;ldom og ikke formaaede at frigj&o-;re sig fra dens letsindige eller tungsindige Angst, kun han n&o-;ies med at lade Skabningen afl&ae;gge sit Vidnesbyrd, at han snildt og kl&o-;gtigt kan benytte den i &O-;ieblikkets Tjeneste. Og Mennesket er Skabningens Herre, derfor adlyder den endog det uv&ae;rdige Herskab. Hvor s&o-;rgelig er ikke en saadan Fortabelse, der dog ikke mener at leve tankel&o-;s, men snarere at forstaae Alt og i sit Hjertes Forvildelse mener at vende Alt sig til Fordeel. Naar han seer i Aftenstunden Himlen r&o-;dme, da siger han: det bliver en skj&o-;n Dag imorgen; men seer han aarle Himlen r&o-;d og m&o-;rk, da siger han: det bliver Storm idag; thi om Himlens Skikkelse, om Veir og Vind veed han at d&o-;mme. Derfor siger han: &anfbeg;idag eller imorgen vil jeg gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar og kj&o-;bslaae og vinde.&anfslut; Naar han dyrker sin Jord med Forstand, da regner han, at den vil bringe ham mange Fold. Hans &O-;ie forlyster sig ved Synet af den rige Afgr&o-;de, ved hvad han maaskee selv tankel&o-;st kaldte den velsignede Frugt. Han bygger hurtigt sine Lader st&o-;rre; thi det er ham let at forudsee, at de gamle ikke rumme denne Overflod. Da er han tryg og glad, priser Tilv&ae;relsen, da l&ae;gger han sig til at sove; men da hedder det: i Nat vil jeg kr&ae;ve Din Sj&ae;l af Dig. &streg; Hans Sj&ae;l af ham, er det ikke for meget forlangt, mon han skulde forstaae det? Der er jo ikke Tale om den rige Afgr&o-;de, eller om de nyligen opf&o-;rte Lader, men om hvad han maaskee havde glemt over alt dette &streg; at han har en Sj&ae;l. &streg; Men Den, der blot med noget Alvor betragter Livet, han seer jo dog let, at han ikke saaledes er Herre, at han ikke tillige er Tjener, at Mennesket ikke blot derved er forskjelligt fra Dyret, at han er forstandigere end dette. Kun den, der feigt flygter enhver dybere Forklaring, den, der ikke har Mod til at paatage sig Herrens Ansvar ved at underkaste sig Tjenerens Forpligtelse, ikke Ydmyghed til at ville lyde for at l&ae;re at herske og bestandig kun at ville herske forsaavidt han selv lyder &streg; kun han udfylder Tiden med idelige Overveielser, der dog ikke f&o-;re ham videre, men snarere tjene som en Adspredelse, i hvilken hans Sj&ae;l, hans Evne til at fatte og til at ville, forsvinder som en Damp og udslukkes som en Lue. Hvor s&o-;rgelig er ikke en saadan Selvfort&ae;relse, hvor langt er ikke en Saadan fra ved sit Liv at vidne om, i sit Liv at udtrykke Menneskets oph&o-;iede Bestemmelse, at v&ae;re Guds Medarbeider. Ved enhver dybere Besindelse, der gj&o-;r ham &ae;ldre end &O-;ieblikket og lader ham gribe det Evige, forvisser Mennesket sig om, at han har et virkeligt Forhold til en Verden, og at altsaa dette Forhold ikke kan v&ae;re en blot Viden om denne Verden og om sig selv som en Deel af den, da en saadan Viden intet Forhold er, netop fordi han selv i denne Viden er ligegyldig mod denne Verden, og denne Verden ligegyldig ved hans Viden om den. F&o-;rst i det &O-;ieblik, da den Bekymring vaagner i hans Sj&ae;l, hvad Verden har at betyde for ham og han for Verden, hvad Alt det i ham, hvorved han selv tilh&o-;rer Verden, har at betyde for ham, og han deri for Verden, f&o-;rst da forkynder det indvortes Menneske sig i denne Bekymring. Denne Bekymring stilles ikke ved en n&ae;rmere eller en mere omfattende Viden, den begjerer en anden Art af Viden, en Viden, der i intet &O-;ieblik forbliver at v&ae;re Viden, men forvandler sig i Besiddelsens &O-;ieblik til en Handlen; thi ellers besiddes den ikke. Denne Bekymring begjerer ogsaa en Forklaring, et Vidnesbyrd, men af en anden Art. Dersom et Menneske i sin Viden kunde vide Alt, men Intet vidste om denne Videns Forhold til ham, saa havde han vel i sin Str&ae;ben efter at forvisse sig om sin Videns Forhold til Gjenstanden forlangt et Vidnesbyrd, men han havde ikke fattet, at der beh&o-;ves et ganske andet Vidnesbyrd; da var Bekymringen endnu ikke vaagnet i hans Sj&ae;l. Saasnart denne vaagner, da vil hans Viden vise sig som tr&o-;stesl&o-;s, fordi al den Viden, i hvilken et Menneske forsvinder for sig selv, ligesom enhver Forklaring, der tilveiebringes ved en saadan Viden, er tvetydig, forklarer snart Dette og snart Hiint og kan betyde det Modsatte, ligesom ethvert Vidnesbyrd af denne Art, netop naar det vidner, er fuldt af Sviig og Gaader, og kun f&o-;der Angst. Hvorledes skulde ogsaa et Menneske i denne Viden forvisse sig om, at Medgang er Guds Naade, saa han t&o-;r gl&ae;de sig ved den og tryg give sig hen deri, eller om den er Himlens Vrede, og svigefuldt kun skjuler Fortabelsens Afgrund for ham, at hans Undergang maatte v&ae;re desto forf&ae;rdeligere? Hvor skulde et Menneske i denne Viden forvisse sig om, at Modgang er Himlens Straf, at han kan lade sig s&o-;nderknuse af den, eller at den er Guds Kjerlighed, der elsker ham i Pr&o-;velse, at han freidig og tillidsfuld i Fristelsens N&o-;d maa t&ae;nke paa Kjerligheden? Hvorledes skulde et Menneske ved en saadan Viden forvisse sig om, at han blev sat h&o-;it i Verden og ham meget betroet, fordi Gud i ham elskede sit udvalgte Redskab, eller det var fordi han skulde blive et Ordsprog for Menneskene, en Advarsel, en Skr&ae;k for Andre? Thi hans Viden kan vel forvisse ham om, at Alt lykkes for ham, at Alt f&o-;ier sig efter ham, at Alt skeer som han vil det, at Alt gives ham, hvad han peger paa; at Alt mislykkes for ham, at Alt svigter, at hver en R&ae;dsel, for hvilken han &ae;ngstes, i n&ae;ste &O-;ieblik kommer over ham; at han er h&o-;it betroet som Ingen &streg; men mere kan denne Viden ikke l&ae;re ham. Og denne Forklaring er saare tvetydig, og denne Viden er saare tr&o-;stesl&o-;s. I hiin Bekymring forkynder det indvortes Menneske sig og begjerer en Forklaring, et Vidnesbyrd, der forklarer Alts Betydning for ham og hans egen Betydning, idet den forklarer ham selv i den Gud, der holder Alt sammen i sin evige Viisdom, og satte Mennesket til Skabningens Herre, derved, at han blev Guds Tjener, og forklarede sig for ham derved, at han gjorde ham til sin Medarbeider, og ved enhver Forklaring, han giver et Menneske, bestyrker ham i det indvortes Menneske. I hiin Bekymring forkynder det indvortes Menneske sig, der ikke er bekymret om den ganske Verden, men kun om Gud og om sig selv, og om Forklaringen, der gj&o-;r ham Forholdet forstaaeligt, og om Vidnesbyrdet, der bekr&ae;fter ham i Forholdet. Denne Bekymring h&o-;rer intet &O-;ieblik op; thi den Viden, han vinder, er ingen ligegyldig Viden. Dersom nemlig et Menneske vilde mene ligesom eengang for alle at afgj&o-;re denne Sag og saa v&ae;re f&ae;rdigt, da var det indvortes Menneske i ham kun d&o-;df&o-;dt og forsvandt igjen. Men dersom han er i Sandhed bekymret, da vil Alt ved Gud tjene til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske; thi Gud er trofast og lader sig ikke uden Vidnesbyrd. Men Gud er Aand og kan derfor kun give et Vidnesbyrd i Aand, det er i det indvortes Menneske, ethvert udvortes Vidnesbyrd fra Gud, hvis der kunde v&ae;re Tale om et saadant, kan ligesaa godt v&ae;re et Bedrag. Da skal Medgang tjene en Saadan til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske. Ofte h&o-;re vi Menneskene sige, at Livet er saa svigefuldt, og hvor forskjellige end de Enkeltes Forhaabninger og &O-;nsker vare, saa enes dog saa saare Mange i den Afgj&o-;relse, at Forventningernes skj&o-;nne Fordring aldrig opfyldes, om end kun altfor Mange f&o-;rst bedroge sig selv ved at s&o-;ge Tr&o-;st i den Indbildning, at de engang i Sandhed have n&ae;ret store Forventninger. Da klage de over Verden, at den er Elendighedens Land; over Tiden, at den er ond M&o-;ie og spildt Uleilighed, der ikke f&o-;rer Mennesket sit &O-;nskes Maal n&ae;rmere, men fjerner ham mere og mere; over Menneskene, at de ere trol&o-;se, eller dog dorske, lunkne, selvkj&ae;rlige; over sig selv, paa samme Maade som over andre Ting i Livet, at de ikke befandtes at v&ae;re hvad de engang syntes at v&ae;re; over den hele Tingenes Orden her paa Jorden, at alt det forf&ae;ngelige og udvortes V&ae;sen har Fremgang, at al den Gjerning krones, hvis Kraft er Ordgyden, den F&o-;lelse prises, hvis Styrke er i Talemaader, den N&o-;d finder Deeltagelse, hvis Beviis ligger i Skriget; men at den redelige Str&ae;ben kun vinder Utak og Miskjendelse, den stille, inderlige F&o-;lelse kun m&o-;der Misforstaaelse, den dybe, eensomme Sorg kun finder Kr&ae;nkelse. Sjelden h&o-;res en alvorligere R&o-;st, der formaner Enhver at tage mod Livets Underviisning og at lade sig opdrage i Gjenvordighedens Skole, en pr&o-;vet Tale, der med al Eftertryk sp&o-;rger: skulde en Riig frelses, skulde den M&ae;gtige gaae ad den trange Vei, skulde den Lykkelige fornegte sig selv, skulde den L&ae;rde og Kloge annamme den foragtede Sandhed. Dog denne Tale paaagtes ikke, men Klagen vedbliver at lyde, at ikke blot den Enkelte har Modgang i Livet, men at hele Livet kun er Modgang, og at denne gj&o-;r hele Tilv&ae;relsen til en m&o-;rk Tale, hvilken Ingen kan forstaae. &streg; Men Medgang den er let at forstaae. Og dog &streg; Job var en gammel Mand og var bleven gammel i Gudsfrygt, han offrede Br&ae;ndoffer for ethvert af sine B&o-;rn, saa ofte de gik til Gjestebud. &streg; &anfbeg;Men Medgang er let at forstaae&anfslut; &streg; og dog kan end ikke den Lykkelige selv forstaae den. Betragt ham den Lykkelige, hvem Lykken gjorde sig en Gl&ae;de af at f&o-;ie i Alt. Han arbeider ikke og dog er han en Salomo i Herlighed, hans Liv er Dands, hans Tanke beruset i &O-;nskers Dr&o-;m, og enhver Dr&o-;m bliver opfyldt, hans &O-;ie m&ae;ttes hurtigere end det attraaer, hans Hjerte skjuler intet l&o-;nligt &O-;nske, hans Higen har ingen Gr&ae;ndse l&ae;rt at kjende. Men hvis Du vilde sp&o-;rge ham: hvorfra kommer dog alt Dette, da vilde han vel letsindigt svare: jeg veed det ikke selv. Dette Svar vilde vel endog forlyste ham i hans Letsindighed som en Sp&o-;g, der passede med i det &O-;vrige, men han vilde ikke fatte eller blot ahne, hvad han egentlig sagde, og hvorledes han d&o-;mte sig selv. Den borgerlige &O-;vrighed vaager over, at Enhver beholder, hvad ham tilh&o-;rer med Rette. Naar den da opdager et Menneske, hvis Overflod og Rigdom s&ae;tter Alle i Forundring, da affordrer den ham en Forklaring, hvorfra han har det. Men kan han ikke forklare det, da kaster den en Mistanke paa ham, at han ikke paa nogen h&ae;derlig Maade erholdt det, at han ikke er i lovlig Besiddelse deraf, at han maaskee er en Tyv. Den menneskelige Retf&ae;rdighed er kun en saare ufuldkommen Lignelse af den guddommelige. Den holder et vaagent &O-;ie med ethvert Menneske. Naar da et Menneske paa dens Sp&o-;rgsmaal, hvorfra han har det Alt, ikke har andet Svar end, at han ikke selv veed det, da d&o-;mmer den ham, da bliver den hos ham som en Mistanke mod ham, at han ikke er i lovlig Besiddelse deraf. Denne Mistanke er ikke en Retf&ae;rdighedens Tjener, men Retf&ae;rdigheden selv; er den, der anklager og d&o-;mmer og forkynder ham Dommen og bevogter hans Sj&ae;l i F&ae;ngsel, at den ikke undslipper. Hvad fordres der da af den Lykkelige? Hvad Andet vel end en Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske? Men han havde ingen Bekymring, intet indvortes Menneske; havde det nogensinde v&ae;ret til, da var det forsvundet og udslettet. Den derimod, i hvis Sj&ae;l det indvortes Menneske forkynder sig i hiin Bekymring, han bliver ikke glad, naar Lykken vil f&o-;ie ham i Alt. En hemmelig Gru bem&ae;gtiger sig ham for den Magt, der saaledes vil lunefuldt bort&o-;dsle Alt, han &ae;ngstes for at have med den at gj&o-;re; thi det er som den til Erstatning fordrede Noget af ham, der er saa forf&ae;rdeligt, at han neppe veed at give Angesten derfor et Navn. En langt mindre Deel vil han modtage med Taknemlighed, naar han blot maa vide, fra hvem det kommer. Men dette begjerer Bekymringen i ham, denne Forklaring, dette Vidnesbyrd. Om han blev sat op paa Bjergets Spidse for at skue ud over Verdens Riger og Lande, og der blev sagt: det er Alt Dit, han vilde dog f&o-;rst vide, hvo der havde sat ham derop, hvem han havde at takke. Men naar nu Lykken desuagtet vedbliver, hvad han maatte kalde, at forf&o-;lge ham, da bliver hans Bekymring st&o-;rre og st&o-;rre; men alt som Bekymringen tiltager, da vinder hans Sj&ae;l tilsidst Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske. Saaledes blev Medgang Anledning for ham, til at Bekymringen tiltog, og saaledes tjente Medgang ham til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske; thi den, der eier den ganske Verden og takker Gud, han bekr&ae;ftes i det indvortes Menneske. Da skal han gl&ae;de sig ganske anderledes end hiin Lykkelige; thi den, der, naar han har Verden, er som den, der ikke har den, han har Verden, ellers haves han af den. Da gl&ae;der han sig over alle de gode Gaver, men endnu mere gl&ae;der han sig over Gud og med Gud, som gav dem. Da forlyster han sit &O-;ie ved Jordens Glands, gl&ae;der sig over, at Forraadskamrene ere fulde, da bygger han sine Lader st&o-;rre, da l&ae;gger han sig tryg til at sove, og naar det hedder: i Nat vil jeg kr&ae;ve Din Sj&ae;l af Dig, da forstaaer han denne Fordring, er hurtigt f&ae;rdig, og veed bedre Beskeed om sin Sj&ae;l, som han skal tage med sig, end om al den Herlighed, han eiede og nu forlader, al den Herlighed, han frydede sig ved, og som Dag fra Dag blev ham til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske ved Taksigelse. &anfbeg;Men Medgang er saa let at forstaae,&anfslut; og dog kan end ikke den Begunstigede ret forstaae den. Betragt ham den Begunstigede, hvem Naturen udrustede med alt Herligt, hvem den gav Magten og Klogskab og Aandens Kraft og Hjertets Uforf&ae;rdethed og Villiens Udholdenhed. Betragt ham! Hvorfor skj&ae;lver stundom den i sit Inderste, der bragte hele Verden til at skj&ae;lve? Hvorfor blegner stundom den i sit Inderste, der beherskede Alt ved sin Klogskab? Hvorfor blev den stundom afm&ae;gtig i sit Inderste, der uforf&ae;rdet saae Alt under &O-;ine? Eller er det ikke til at gyse over i en stille Time, til at blive afm&ae;gtig over i et ledigt &O-;ieblik &streg; at have Magten, og ikke vide, hvortil man har den! Den borgerlige Retf&ae;rdighed vaager over, at Enhver bliver indenfor sin Gr&ae;ndse, at hver Enkelt maa tjene det Hele. Naar den da opdager en Mand, hvis Magt v&ae;kker Alles Opm&ae;rksomhed, da affordrer den ham en Forklaring, hvortil han bruger den, og kan han ikke give den, da falder der en Mistanke paa ham, at han ikke er en god Borger, men maaskee en Ufredsmand. Den menneskelige Retf&ae;rdighed er kun en Lignelse af den guddommelige. Denne gaaer ogsaa til den Enkelte, og dens Ransagning er strengere. Tr&ae;ffer den et Menneske, der paa det Sp&o-;rgsmaal, hvortil han _{har dethar det}har den, ikke kan svare Andet, end at han ikke ret selv veed det, da bliver Retf&ae;rdigheden hos ham som en Mistanke mod ham. Den tager maaskee ikke Magten fra ham; thi muligen har han endnu ikke misbrugt den, men den bliver en Angst i hans Sj&ae;l, der vaagner, naar han mindst venter det. Hvad mangler da et saadant Menneske? Hvad Andet end en Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske? &streg; Men den, i hvis Sj&ae;l det indvortes Menneske forkynder sig i hiin Bekymring, han bliver ikke glad, naar han opdager, at han har Magten. Han bliver urolig, n&ae;sten bange for sig selv. Med Angst forvisser han sig om, hvor Meget han formaaer. Men naar han desuagtet ikke kan blive af med Magten, da bliver hans Bekymring og hans Hjerteangst st&o-;rre og st&o-;rre, indtil denne Bekymring f&o-;der Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske. Da veed han ikke blot, at han har Magten, men han veed ogsaa, hvad hiin Begunstigede ikke vidste, hvem &Ae;ren tilkommer og hvem den tilh&o-;rer med Rette. Da gl&ae;des han ved, at ethvert Foretagende lykkes, da l&ae;nges han at naae Maalet for sin Str&ae;ben, men endnu mere gl&ae;der han sig dog ved Gud, og endnu mere l&ae;nges han efter det &O-;ieblik, da han med sin Gud skal gl&ae;de sig over, at det lykkedes. Da omfatter hans Sj&ae;l den ganske Verden, og hans Planer gaae vide om Lande, men naar det i Nattens Stilhed hedder: gj&o-;r Regnskab for Din Forvaltning, da veed han, hvad denne Tilsigelse har at betyde, han veed, hvor han har Regnskabet liggende, og om der end er Mangler ved det, han forlader tr&o-;stig den Verden af Tanker og Idr&ae;tter, i hvilken han dog ikke saaledes havde sin Sj&ae;l, forlader det kunstigt indviklede og vidt udstrakte Arbeide, der havde v&ae;ret ham Dag fra Dag Anledning til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske. &anfbeg;Men Medgang er saa let at forstaae&anfslut; &streg; og dog forstaaes den stundom end ikke af et Menneske, der var fortrolig med Gjenvordigheder. Betragt ham! Han havde l&ae;rt, at der er N&o-;d til i Livet, han havde i tunge Skj&ae;bner tilstaaet sig selv, hvor svag og afm&ae;gtig dog et Menneske er ved sine egne Kr&ae;fter. Dog opgav han ikke Modet; han forsagede ikke, han vedblev at arbeide. Om han opnaaede Noget dermed, om han gik frem eller tilbage, om han bev&ae;gede sig eller han stod stille, det vidste han ikke; thi der havde udbredt sig et M&o-;rke omkring ham og det var som en bestandig Nat. Dog anstr&ae;ngede han sine sidste Kr&ae;fter. See! da gik Medgangens Sol atter op, belyste Alt, forklarede Alt, forvissede ham om, at han var kommen saare vidt, at det var vundet, hvad han havde arbeidet for. Da udbr&o-;d han i sin Gl&ae;de: &anfbeg;saaledes maatte det komme; thi et Menneskes Anstr&ae;ngelse er ikke en ufrugtbar og betydningsl&o-;s M&o-;ie.&anfslut; Da havde han forsk&ae;rtset Alt og fik ingen Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske. Han havde glemt Bekjendelsen i N&o-;dens Time, glemt, at Opfyldelsen ikke er sikkrere, fordi den er kommen, end den var, da han tilstod, at han ikke ved egne Kr&ae;fter kunde regne paa at naae den. Modgang havde han forstaaet, men Medgang kunde han ikke forstaae. Da gik det indvortes Menneske ligesom ud i hans Sj&ae;l. Eller hvis Retf&ae;rdigheden bes&o-;gte ham og affordrede ham en Forklaring, mon den skulde n&o-;ies med hans Svar? Han havde bedre kunnet forstaae Herren i Ildst&o-;tten, der en enkelt Gang lyste i Natten, men da det blev Dag, kunde han ikke faae &O-;ie paa Skyst&o-;tten. &streg; Den derimod, i hvis Sj&ae;l det indvortes Menneske forkynder sig i hiin Bekymring, han vandt, da Gl&ae;dens Dag seirede over M&o-;rket, en fuld Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske; thi at tage Gl&ae;den uden denne Bekymring om Vidnesbyrdet, det var jo at hengive sig i en Skuffelse. Men Vidnesbyrdet modtog han med glad Taknemlighed, fordi det kom til den, hvem det ikke fandt sovende. Og det indvortes Menneske tiltog Dag for Dag i Velbehagelighed for Gud. Og naar da Herren engang kaldte Tjeneren bort, da kjendte han Veien og forlod Alt, og tog kun Vidnesbyrdene med sig, hvori han havde havt sin Salighed. &anfbeg;Men Medgang er saa let at forstaae,&anfslut; og dog forstaaer ofte ei heller den Ulykkelige den, eller veed ret, hvad det er, hvorom han taler. At tale til den Lykkelige gj&o-;r man tr&o-;stigt; thi hvis det Sagte ikke behager ham, da kan han jo fryde sig ved sin Lykke, og lade haant om den Talende. Med den Ulykkelige er det en anden Sag, at ikke Talen, hvis den ikke tiltaler ham, skal v&ae;re en ny Plage, at han ikke, hvis han mener, at den Talende selv Intet har erfaret, skal blive end utaalmodigere og f&o-;le det som en ny Kr&ae;nkelse, at den vil tr&o-;ste ham, der ikke kjender hans Lidelse. Men hvo der end har sagt det, det bliver dog sand at den Ulykkelige ofte ikke forstaaer hvad Medgang er. Og hvo forstaaer det dog i en anden Forstand bedre end netop den Ulykkelige? Thi hvo forstod bedre at tale om Rigdoms Lyst end den, der lever af Smuler, hvo skildrede Magt og V&ae;lde mere gl&o-;dende, end den, der sukkede i Tr&ae;ldom, hvo skildrede Menneskenes skj&o-;nne Forening mere henrivende end den, der blev eensom i Livet? Men den, der forstod at skildre, han forstod dog maaskee ikke altid sig selv; men den, der ikke forstod sig selv, hvorledes skulde han i dybere Forstand fatte, hvad der er udenfor ham? Hvis han derimod forstod sig selv, eller s&o-;gte at forstaae sig selv, hvis han i Sandhed var bekymret for at forstaae sig selv, hvis det indvortes Menneske forkyndte sig i hiin Bekymring, da skal han forstaae Medgang, da skal han forstaae Betydningen af, at den blev ham negtet, da skal han ikke sysle med Indbildningsbilleder og styrke sig ved Dr&o-;mme, men i sin Modgang v&ae;re bekymret for sig selv. Da skal Modgang tjene en Saadan til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske. Og hvorledes skulde den ikke dette? Det indvortes Menneske forkynder sig jo i hiin Bekymring, og Modgang lader jo netop det Udvortes, det Synlige, det Haandgribelige forsvinde og forvirres; men kalder den derfor tillige altid det Indvortes tillive? Og Gjenvordighed gj&o-;r jo ethvert Menneske bekymret, men gj&o-;r den ham altid bekymret efter Gud? Bekr&ae;ftede ikke Livet oftere Sandheden af det alvorlige Ord, der lyder fra den Samme, som advarede mod Medgang, og derfor lyder med dyb Betydning: &anfbeg;at ogsaa Gjenvordigheder ere Fristelser.&anfslut; Betragt ham den Bekymrede! See n&o-;iere paa ham, Du kjender ham neppe igjen siden den Tid, da han gik saa glad, saa st&ae;rk, saa tillidsfuld ud i Livet. Hans Bestemmelse i Livet var ham saa tydelig og saa &o-;nskelig, hans Tanke kjendte hans Str&ae;ben, og hans Hjerte hang ved den, hans Kraft arbeidede troligen &streg; og Haabet forj&ae;ttede ham en lykkelig Opfyldelse. Thi der er et Haab, der er Himlens faderlige Gave til Barnet, et Haab, der opvoxer med Barnet, et Haab, med hvilket den Unge gaaer ud i Livet. Dette Haab indestaaer ham for Alt. Hvo gav ham ogsaa dette Haab uden Herren i Himlen; skulde det da ikke v&ae;re gyldigt i den vide Verden, i alle de Riger og Lande, der tilh&o-;re den himmelske Konge, som gav ham det! Dog skete det ikke saaledes, og snart havde Gjenvordigheder fravristet den St&ae;rkere eller franarret den Svagere hans skj&o-;nne Haab. Da forvirrede Alt sig for ham. Der var ingen Hersker mere i Himlen, den vide Verden var en Tumleplads for Livets vilde Larm, der var intet &O-;re, der samlede Forvirringen i Overeensstemmelse, ingen Haand, der greb styrende ind. Hvorledes end et Menneske kunde tr&o-;ste sig i Livet, Haabet, meente han, var tabt, og Haabet blev tabt. Da blev hans Sj&ae;l bekymret. Og jo mere han stirrede ned i den Lovl&o-;shed, hvori Alt syntes at opl&o-;se sig, jo mere Magt fik den over ham, til den ganske bedaarede ham, hans Tanke svimlede, han selv styrtede ned i den og tabte sig i Fortvivlelse. Eller om Bekymringen end ikke saaledes fik en forf&o-;rerisk Magt over ham, hans Sj&ae;l blev dog uden Deeltagelse og fremmed for Alt. Han saae derpaa, som de Andre, men hans &O-;ie l&ae;ste bestandig en usynlig Skrift i Alt, at det var Tomhed og Skuffelse. Eller han trak sig tilbage fra Menneskene og udmattede snigmorderisk sin Sj&ae;l i Bekymringer, i m&o-;rke Tanker, i urolige Stemningers ufrugtbare Tjeneste. Hvad manglede et saadant Menneske, hvad var det han ikke vandt, da han tabte Alt, hvad andet end Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske? &streg; Den derimod, i hvis Sj&ae;l hiin Bekymring var, f&o-;r den Bekymring naaede ham, der kommer udvortes fra, den, hvis Sj&ae;l Gl&ae;den aldrig saaledes tilfredsstillede, at den jo beholdt Bekymringen om Vidnesbyrdet, men den udvortes Bekymring heller ei overv&ae;ldede saaledes, at Gl&ae;dens Mulighed forsvandt, saa l&ae;nge han endnu bekymrede sig om Vidnesbyrdet &streg; for ham blev Bekymringen, der kom udenfra, lidt efter lidt en Ven. Den forenede sig med Bekymringen i ham, den forhindrede ham i at see feil paa Livet, den hjalp ham til at lade Sj&ae;len synke og synke i Bekymring, til den fandt Vidnesbyrdet. Da blev han lidt efter lidt lettere og lettere, han afkastede efterhaanden de verdslige &O-;nskers jordiske Tyngde, og hvilede med Vidnesbyrdet i Gud, salig ved Haabet, som han havde vundet. Thi der er et Haab, om hvilket Skriften siger, at det erhverves i Forfarenhed. Hvilken Forfarenhed mener vel Skriften; mon den, i hvilken et Menneske forvisser sig om, at han faaer Alt, hvad han haaber. Skriften siger, at denne Forfarenhed er Anf&ae;gtelsens Frugt. Men et saadant Haab kan Verden jo ikke tage, thi det vindes jo i N&o-;den, og vinder Styrke ved N&o-;den. Ham forhjalp Modgang til en Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske; thi den, der l&ae;rte, hvad han l&ae;rte, af hvad han leed, og l&ae;rte det Gode af hvad han leed, han vandt ikke blot den bedste L&ae;rdom, men hvad der er meget mere &streg; den bedste L&ae;remester, og den, der l&ae;rer af Gud, han bekr&ae;ftes i det indvortes Menneske. Om han da end tabte Alt, saa vandt han dog Alt, og Abraham eiede kun en Begravelse i Canaan, og dog var han Guds Udvalgte. Betragt ham, den Forurettede. Han klager ikke over Livet, men over Menneskene, som ford&ae;rve Alt, og forbittre hvad Gud gjorde godt. Betragt ham lidt n&o-;iere. Du kjender ham neppe siden den Tid, da han ung og freidig gik ud i Livet fuld af Forventning, hans Mine saa aaben, hans Hjerte saa varmt, hans Sj&ae;l saa hurtig til at ile ethvert Menneske im&o-;de, der var for ham kun Fryd og Herlighed. Dog saaledes blev det ikke. Snart havde, som han meente, Menneskenes Sviig fralistet ham hans Tro, Menneskenes Underfundighed spottet hans Aabenhjertighed, Menneskenes Kulde og Selvkjerlighed mattet Begeistringen i ham, Menneskenes Misundelse styrtet hans Mod, hans Kraft, hans Fyrighed, hans stolte Str&ae;ben, hans herlige Idr&ae;t i den samme Elendighed som den, i hvilken de selv leve. Hvorledes man end holder Livet ud, Menneskene, meente han, vare tabte. Da forvirrede Alt sig for ham; der var ingen Gud, der t&ae;nkte Alt til det Gode, men Alt var overladt til Menneskene, der t&ae;nkte alt til det Onde. Men jo mere hans Sj&ae;l stirrede ned i den Afgrund af m&o-;rke Lidenskaber, som forestillede sig for ham, desto mere Magt fik Fristelsens Angst over ham, indtil han selv styrtede ned i den og tabte sig i Fortvivlelse. Eller om Smerten end ikke saaledes rev ham hen, da stod han f&o-;lesl&o-;s i Menneskenes Kreds, han saae det gjentage sig med Andre, hvad der var h&ae;ndet ham, men han fornam ingen Deeltagelse; hvad hjalp den ogsaa, da han ingen Tr&o-;st havde at byde. Eller han skjulte sig for Menneskene, for i Sj&ae;lens Eensomhed at fordybe sig i sin tr&o-;stesl&o-;se Viisdom, at udgrunde Fortvivlelsens Tanke i sin hele Forf&ae;rdelse. Eller han blev b&o-;iet som et R&o-;r, sygnede i et langsomt t&ae;rende Veemod, en &Ae;ngstelse for sig selv og for Enhver, der var Vidne til, hvorledes han udsluktes. &streg; Men den, i hvis Sj&ae;l det indvortes Menneske forkyndte sig i hiin Bekymring, om hvilken vi tale, den, hvis Sj&ae;l intet Menneskes Kjerlighed saaledes udfyldte, at Vidnesbyrdet gik ham af Sinde, han fandt vel aldrig Menneskene saaledes som hiin Forurettede, og dog fandt han dem maaskee anderledes, end han havde haabet og &o-;nsket. Men selv om det Forf&ae;rdelige skete, om Menneskene stode op mod ham som Voldsm&ae;nd eller de forlode ham som Bedragere, om Fjenden forfulgte ham, om Vennen forraadte ham, om Misundelsen sp&ae;ndte Snarer for hans Fod, hvad formaaede de dog over ham? De kunde for&o-;ge ham Bekymringen, de kunde hj&ae;lpe ham til at udrive af sin Sj&ae;l enhver F&o-;lelse, med hvilken han tilh&o-;rte Skabningen saaledes, at han i den ikke tillige tilh&o-;rte Skaberen. Men de kunde ikke forhindre, at den Bekymring efter Gud, der var i hans Sj&ae;l, dybere og inderligere s&o-;gte sin Gjenstand. Og den, der s&o-;ger Gud, han finder altid, og den, der n&o-;der et Menneske til at s&o-;ge, han hj&ae;lper ham til at finde. Da s&o-;gte hans Sj&ae;l i Bekymringen inderligere og inderligere, indtil han fandt Vidnesbyrdet; thi den, der elsker Gud, han bekr&ae;ftes i det indvortes Menneske, og den, der elskede Menneskene og kun ved denne Kj&ae;rlighed l&ae;rte ligesom at elske Gud, hans Opdragelse var dog kun ufuldkommen; men den, der elskede Gud, og i denne Kj&ae;rlighed l&ae;rte at elske Menneskene, han var bekr&ae;ftet i det indvortes Menneske. Negtede Mennesket ham sin Kjerlighed, da hjalp han ham til at finde Guds, der er saligere end hvad der opkom i et Menneskes Hjerte; negtede Vennen ham sin Tr&o-;st, da hjalp han ham til at finde Guds, der er over al Maade; negtede Verden ham sit Bifald, da hjalp den ham til at s&o-;ge Guds, der overgaaer al Forstand. Betragt ham, den Fors&o-;gte, der blev pr&o-;vet i Anf&ae;gtelsens N&o-;d. Maaskee saae Du ham sjeldnere; thi Anf&ae;gtelsen kommer jo ikke altid med synlige Tegn. Det var ikke, hvad vi egentlig kalde Modgang, hvori han blev pr&o-;vet; Menneskene forlode ham ikke, tvertimod i udvortes Henseende var Alt venligt og skj&o-;nt. Dog sad hans Sj&ae;l i N&o-;d, og som denne ikke laae i det Udvortes, saa kunde han heller ikke s&o-;ge Menneskenes Tr&o-;st. Udvortes lykkedes Alt ham, og dog var hans Sj&ae;l i Angst uden Tillid og Frimodighed. Han s&o-;gte ikke sin Fred og Hvile i det Udvortes, og dog vedblev hans Hjerte at v&ae;re besv&ae;ret. Da segnede det indvortes Menneske i ham, det var ham, som var den udvortes Lykke der kun for at frede om den inderlige Lidelse, at han end ikke i Verdens Gjenvordighed skulde finde Lindring; det var ham, som var det Gud selv, der lagde sin v&ae;ldige Haand paa ham, som var han et Vredens Barn, og dog kunde han ikke n&ae;rmere forstaae eller forklare sig hvorledes. Da opr&o-;rte hans Inderste sig i ham, da gjorde han, hvad der staaer i et gammelt Opbyggelsesskrift, da &anfbeg;roste han sig af at han var fortabt,&anfslut; og at det var Gud selv, der havde styrtet ham i Fortabelsen. Da isnede det indvortes Menneske i ham. &streg; Men den, i hvis Sj&ae;l det indvortes Menneske forkyndte sig i den Bekymring, om hvilken vi tale, han slap dog ikke Bekymringen. Om han end ikke fandt Forklaringen, han fandt dog den Forklaring: han skulde bie paa Forklaringen. Han fandt dog den Forklaring, at Gud pr&o-;vede, han fandt dog den Tr&o-;st, at naar Gud pr&o-;ver, da bliver Tiden vel saa saare lang, men at Gud kan indhente Alt igjen, thi for ham er een Dag som tusinde Aar. Da blev han stillere i sin N&o-;d. Han flygtede ikke Anf&ae;gtelsens Smerte, den blev ham en Fortrolig, en formummet Ven, om han end ikke fattede hvorledes, om han end forgj&ae;ves anstr&ae;ngte sin Tanke for at forklare hans Gaade. Men alt som hans Bekymring tiltog, men ogsaa tiltog i Stilhed og Ydmyghed, saa han, hvor meget han end leed, altid valgte at blive hos Anf&ae;gtelsen fremfor at v&ae;re noget andet Sted i Verden, da br&o-;d tilsidst Vidnesbyrdet frem i Troens fulde Forvisning; thi den, der troer Gud mod Forstanden, han bekr&ae;ftes i det indvortes Menneske. Ham tjente Anf&ae;gtelsen til en Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske, han l&ae;rte det Skj&o-;nneste af Alt, det Saligste, at Gud elskede ham; thi den Gud pr&o-;ver, den elsker han. Saa tjener da Medgang og Modgang en Saadan til Bekr&ae;ftelse i det indvortes Menneske. Men Bekr&ae;ftelsen kan intet Menneske give sig selv, og den, der modtager et Vidnesbyrd, er jo ikke den, der giver det. Herom minder Paulus ogsaa i vor Text; thi Vidnesbyrdet selv er en Gave fra Gud, fra hvem al god og fuldkommen Gave kommer, den herligste af alle, en Gave fra den Fader i Himlene, af hvem al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden. Disse ere Apostlens Ord, og denne Guds Faderlighed tilskriver han Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske, og tilskriver ham den saaledes, at Guds Kjerlighed, netop i denne Yttring, i Bekr&ae;ftelsen i det indvortes Menneske, beviser sig som Faderkj&ae;rlighed. Vi kalde Gud Fader, Mennesket hviler glad og tillidsfuldt i denne Ben&ae;vnelse som den skj&o-;nneste, den mest opl&o-;ftende, men ogsaa som den sandeste og mest betegnende, og dog er dette Udtryk jo et billedligt, hentet fra det jordiske Liv, om end fra det Skj&o-;nneste, Jordlivet eier. Men dersom Udtrykket er et billedligt, et overf&o-;rt, naaer det da virkeligt op til Himlen for at betegne hvad det skal betegne, eller svinder det ikke bort, jo h&o-;iere det stiger, som en jordisk L&ae;ngsel, der dog altid kun taler dunkelt. Ja den, der seer paa det Udvortes, for ham bliver Udtrykket et uegentligt og uvirkeligt; thi dersom han mener, Gud giver de gode Gaver, som en Fader gj&o-;r det, men dog saaledes, at Gaverne ere det, der ligesom beviser, at Gud er vor Fader, da d&o-;mmer han udvortes, og for ham bliver Sandheden selv uegentlig. Men det indvortes Menneske seer ikke paa Gaverne, men paa Giveren, den menneskelige Adskillelse mellem hvad der maatte kaldes Gave og hvad Sproget ikke er tilb&o-;ieligt til at kalde saaledes, forsvinder for ham i det V&ae;sentlige i Giveren; Gl&ae;de og Sorg, Lykke og Ulykke, N&o-;d og Seier er for ham Gaver; thi ham er Giveren Hovedsagen. Det indvortes Menneske forstaaer da og er forvisset om, at Gud er en Fader i Himlene, og at dette Udtryk ikke er et billedligt ufuldkomment, men det egentligste og det sandeste, fordi han ikke blot giver Gaverne men sig selv med, som intet Menneske formaaer det, der kun i en F&o-;lelse eller i en Stemning kan v&ae;re tilstede i Gaven, ikke v&ae;sentlig, ikke gjennemtr&ae;nge hele Gavens Indhold indtil det Mindste ved den, ikke v&ae;re heel tilstede i den hele Gave, end mindre heel i den mindste Deel af den. Syntes det Dig derfor end engang, m. T., at idet Tanken vandrede ud fra det f&ae;drene Hjem, forvildede sig ud i Verden for at h&ae;ve sig til Forestillingen om ham, den alm&ae;gtige Gud, Himlens og Jordens Skaber som Alles f&ae;lleds Fader, at Du dog gik tabt af Noget, af den Forkjerlighed nemlig, der blev Dig til Deel i det f&ae;drene Huus, fordi Du kun var Barnet og han Din jordiske Fader, kun Din Fader, saa ville vi ikke negte, at det kunde synes Dig saa, at Lignelsen dog ikke passede ganske. Men naar Du da kom til ham Din jordiske Fader, glad over al Maade, fordi Du havde vundet den ganske Verden, og Du vel fandt ham glad; thi hvorledes skulde han ikke gl&ae;de sig med den Glade, is&ae;r med den Glade, der var ham kj&ae;rere end Alt, men dog, netop fordi han elskede Dig, kun glad som paa det Uvisse, at ikke hvad Du vandt skulde blive til Ford&ae;rvelse for Dig; og Du derimod glad, fordi Du havde vundet den ganske Verden, kom til ham Din himmelske Fader, og han ganske deeltog med Dig i Din Gl&ae;de, fordi netop det, at Du gl&ae;dede Dig med ham, var en usvigelig Betryggelse for, at hvad Du vandt maatte tjene Dig til Gode &streg; eller naar Du s&o-;rgmodig og gr&ae;dende kom til ham Din jordiske Fader, og Du vel fandt ham gr&ae;dende; thi hvorledes skulde han ikke gr&ae;de med den _{Gr&ae;dende, han}Gr&ae;dende is&ae;r med den Gr&ae;dende, han elskede _{h&o-;iere Alt}h&o-;iere end Alt, men Du dog ikke ret kunde gj&o-;re Dig forstaaelig for ham, saa han mere s&o-;rgede, fordi Du s&o-;rgede, end s&o-;rgede over det, hvorover Du s&o-;rgede; og Du derimod s&o-;rgmodig, i Din Sj&ae;ls Bekymring kom til ham Din himmelske Fader, der er den Eneste, der har &O-;re til at h&o-;re hvad der tales i L&o-;ndom, og Faderlighed til ret at forstaae det &streg; eller naar Du bekymret og nedb&o-;iet kom til ham Din jordiske Fader og fandt ham svag, vaklende, uden Tr&o-;st for Dig, og kun Din Smerte for&o-;get ved hans Sorg; og Du derimod s&o-;nderknuset og tilintetgjort kom til ham Din himmelske Fader og fandt ham st&ae;rk, og st&ae;rkere jo svagere Du var, villig til at hj&ae;lpe og altid villigere jo st&o-;rre N&o-;den var ... Min Tilh&o-;rer! da passer Lignelsen heller ikke ganske. Da haver Du fornummet, at det er ikke fordi Du har en Fader, eller fordi Menneskene have F&ae;dre, at det ikke er derfor, at Gud kaldes Fader i Himlene, men at det er som Apostelen siger, efter ham at al Faderlighed kaldes i Himlen og paa Jorden; saa om Du end havde havt den kj&ae;rligste Fader, der var given blandt Mennesker, saa var dog ogsaa han, trods sin bedste Villie, kun en Stedfader, en Skygge, en Afglands, en Lignelse, et Billede, en m&o-;rk Tale om den Faderlighed, af hvilken al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden. O, min Tilh&o-;rer! har Du fattet denne Salighed, eller rettere har min Tale mindet Dig om, hvad Du eier bedre og inderligere og fuldere og saligere, end at jeg kan beskrive det; eller rettere har min Tale Intet forstyrret Dig af hvad Du eiede; thi hvad er dog saligere end denne Tanke, som ingen Lykke, ingen Begunstigelse, ingen Bekymring, ingen Kr&ae;nkelse, ingen Anf&ae;gtelse, ikke det N&ae;rv&ae;rende, ikke det Tilkommende kan fravriste et Menneske, men kun tjene til at bestyrke og bekr&ae;fte. Det F&o-;rste, sige Menneskene, er dog det Skj&o-;nneste, og Hjertet h&ae;nger derved: ved det f&o-;rste Menneske, der hilste ham i den Stund, da han taltes blandt de Levende; den f&o-;rste Himmel, der hv&ae;lvede sig over det Sted, paa hvilket han f&o-;dtes, det f&o-;rste Sprog, som kaldtes Moderens, det f&o-;rste Folk, som kaldtes det f&ae;drene, den f&o-;rste L&ae;rdom, der udvidede hans Sj&ae;l, de f&o-;rste Jevnaldrende, der forstode ham, den f&o-;rste Tanke, der begeistrede, den f&o-;rste Kjerlighed, der gjorde ham lykkelig &streg; salig den Mand, der i Sandhed kunde sige: Gud i Himlene var min f&o-;rste Kjerlighed; salig den Mand, hvis Liv var en velsignet Bekr&ae;ftelse af denne Kjerlighed, salig den Mand, der om han end greb feil i Livet og tog det Udvortes istedenfor det Indvortes, om hans Sj&ae;l end paa mange Maader blev hildet i Verden, dog atter fornyedes i det indvortes Menneske, ved at vende tilbage til sin Gud, bekr&ae;ftet i det indvortes Menneske.