Niels Jørgen Cappelørn Tre opbyggelige Taler Søren Kierkegaards Skrifter 5 3T44 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne og Christian Tolstrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/3t44/kom.xml 20120823 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.7 MDCCCXLIV 1844. Afdøde Michael Pedersen Kierkegaard Michael Pedersen Kierkegaard – døbt Michel – blev født 12. dec. 1756 i Sædding. Kun 11 år gammel blev han i 1768 sendt til København, hvor han kom i lære hos sin morbror hosekræmmer Niels Andersen. Udlært i faget løste han i dec. 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, og otte år senere opnåede han tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en særdeles velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med Kirstine Røyen, som døde barnløs i marts 1796. Godt et år efter giftede han sig, 26. april 1797, med Ane Lund; sammen med hende fik han syv børn, hvoraf SK var den yngste. I 1803 flyttede M.P. Kierkegaard med familie til Hillerød, men vendte i 1805 tilbage til København og bosatte sig i Østergade 9 (se kort 2, C3-4), indtil han i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, A-B3). Her døde han 81 år gammel efter kort tids sygdom 9. aug. 1838. Hans sidste timer er beskrevet af sønnen Peter Christian Kierkegaard i dennes dagbøger, NKS 2656, 4º, bd. 1, s. 100f. forhen Hosekræmmer her i Byen forhenværende hosekræmmer i København (se foregående kommentar). – Hosekræmmere handlede med uld og linned (trøjer, benklæder, sokker, strømper, ærmer, vanter, uldgarn o.l.). Nogle hosekræmmere var omrejsende, andre havde faste udsalgssteder i købstederne. Det sidste krævede borgerskab, dvs. tilladelse til som hosekræmmer at bosætte sig i byen og ernære sig ved at sælge mindre varepartier fra et fast udsalgssted (handel en detail). – I dåbsprotokollerne og konfirmationsprotokollerne optræder M.P. Kierkegaard med titlen hosekræmmer, kræmmer el. strømpehandler, men i kommunionsbøgerne el. altergangsbøgerne lod han sig indskrive som købmand, undertiden med et foranstillet »forhen« eller »forhenværende«. Om end betegnelsen 'hosekræmmer' ikke dengang havde nogen nedsættende klang, er det bemærkelsesværdigt, at SK knytter sin fars navn til den titel, der var socialt lavere rangerende end 'købmand'. helliges tilegnes, dediceres. ikke har Myndighed til at prædike hentyder formentlig til, at SK ikke var ordineret og derfor ikke kunne tale med den indviede præsts myndighed. Jf. ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 (forkortet Kirke-Ritualet), der endnu var gældende på SKs tid. Heri bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«, s. 370f. If. gældende kirkeret kunne kun den, der var teologisk kandidat, ordineret og indsat i et præsteembede og derudover opfyldte en række andre betingelser, prædike i Den danske Statskirke, jf. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge Grundrids af den danske Kirkeret, Kbh. 1838, s. 66-86. ingenlunde fordrer at være Lærer Foruden sit prædikeembede har præsten også et læreembede. Dette kommer to gange til udtryk i ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Kirke-Ritualet (): Dels formanes menigheden til at »takke GUd inderligen, som værdiges til endnu paa denne Dag at sende sin Kirke hos os trofaste Lærere og Prædikere«, s. 365. Dels siger biskoppen under sin overdragelse af »det hellige Præste- og Prædike-Embede« til ordinanderne: »at I med al Aarvaagenhed og en alvorlig Fliid i et ustraffeligt Liv og salig Undervisning maa adspørge Christi Navns Ære til hans Kirkes Forbedring hos os«, s. 371. hiin Enkelte, som jeg ... kalder min Læser En tilsvarende passus forekommer i forordet til alle tre samlinger med opbyggelige taler fra 1843 og til den foregående fra 1844. – hiin Enkelte: Det påpegende stedord 'hin' refererer i almindelighed til en person, en begivenhed el. en genstand, som i forvejen er omtalt el. kendt. agter den ikke paa Veiret ... ikke efter Skyerne hentyder til Præd 11,4: »Hvo som agter paa Væir, saaer ikke, og hvo som seer til de tykke Skyer, høster ikke« (GT-1740). Til et senere sted i den første tale (SKS 5, 246,13) har SK i renskriften henvist til dette sted: »thi hvo som agter paa Veiret saaer ikke, og hvo som seer efter Skyerne høster ikke (Prædik: XI,4)«, men slettet det igen (jf. Pap. V B 195,6). seer ikke feil af tager ikke fejl af. antager sig tager sig af, sørger for, hjælper. Beleilighed belejlig tid, velegnet lejlighed, passende anledning. kommer (...) til at brænde får til at brænde. lade Talens Forkrænkelighed ... til Uforkrænkelighed spiller på 1 Kor 15,42, hvor Paulus skriver: »Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed« (NT-1819). Tænk paa din Skaber i din Ungdom se følgende kommentar. Prædikeren XII, 1 Præd 12,1: »Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke endnu komme, og Aarene komme an, om hvilke du skal sige: jeg haver ikke Lyst til dem« (GT-1740). forhjælper (...) til hjælper til at opnå. lige gyldig, om han bifalder ... lader sit Liv for den jf. optegnelsen, dateret »Gilleleie d. 1. Aug. 1835«, i journalen AA, hvor SK skriver: »det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldt objectiv Sandhed (...). Hvad nyttede det mig, at Sandheden stod der for mig kold og nøgen, ligegyldig ved, om jeg anerkjendte den eller ikke, snarere bevirkende en ængstelig Gysen end en tillidsfuld Hengivelse?« (Pap. I A 75, s. 53f.). gjøre dem tvivlsomme bringe dem i tvivl. Dens Stemme, der haver sagt det se følgende kommentar. Hvo er da denne Mand ... Vi vide det ikke If. den bibelske og kirkelige tradition er Prædikerens Bog skrevet af kong Salomon, jf. Præd 1,1: »Prædikerens, Davids Søns, Kongens i Jerusalem, Ord«; i GT-1740 optræder således »Salomo Prædiker« som løbende klummetitel over siderne i Prædikerens Bog, et udtryk, der stammer fra Luther, som kalder bogen »Der Prediger Salomo«, jf. Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers). På SKs tid blev der argumenteret imod denne tradition og hævdet, at såvel skriftets sigte som dets sprog og sene affattelsestidspunkt udelukker Salomon som forfatter, jf. fx W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel Alten und Neuen Testaments bd. 1-2, 4. udg., Berlin 1833-42 [1817-26], ktl. 80; bd. 1, § 284, s. 355f. da er det fortalt ... han bar det kongelige Purpur se foregående kommentar. fristede lokkede, virkede dragende, tiltalte. kongebaaren født kongelig, af kongelig herkomst. et Billede (...) læser hiint Ord som Billedets Indskrift billedet ikke identificeret. vil Du tage Nøisomhedens Skin vil du give dig udseende af at være nøjsom. give et Menneske Vederlag ... sin Sjel spiller på Matt 16,26, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Siel?« (NT-1819). en Konge faaer jo Alt ... forvandler sig for ham kilden ikke identificeret. byder Verden Farvel, men dog kun en Boble hentyder formentlig til vers 4 i 2. strofe af Thomas Kingos salme »Far, Verden, far vel!« jf. nr. 93 i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, s. 253: »Hvad er det dog alt, / Som Verden opsminker med fager Gestalt? / Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, / Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, / Det er jo kun Ise-Skrog, Skarn og Fortred, / Forfængelighed, / Forfængelighed.« Dette er den oprindelige version fra Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part (1681); salmen blev ikke optaget i Kingos salmebog Dend Forordnede Ny Kirke-Psalmebog (1699, jf. ktl. 204). I Evangelisk-kristelig Psalmebog (1798, jf. ktl. 195, 196 og 197) findes en bearbejdet version under nr. 429. DDS-1988, nr. 525. Lys paa Nogens Sti spiller på Sl 119,105: »Dine ord er en lygte for min fod, / et lys på min sti.« thi Solen ... om Dagen, og Maanen ... i Natten spiller måske på Sl 121,6: »Om dagen stikker solen dig ikke, / månen ikke om natten.« Lygtemanden if. folketroen et overnaturligt væsen (undertiden et genfærd), der med en lygte ved nattetid lokker mennesker efter sig ud i moser el. lignende. mødig og tankefuld alluderer formentlig til søofficer F.C. Lütkens opbyggelsesskrift Hellige Opmuntringer I mødige og tankefulde Stunder, Kbh. 1764, hvor det i indledningen under overskriften »Til Læseren« hedder: »Jeg har kaldet den, Hellige Opmuntringer i mødige og tankefulde Stunder, fordi de ikke alene ere samlede og skrevne i saadanne trætte- og kummerfulde Stunder, men fordi de og læses best i saadanne Stunder«, s. 4. SK ejede en udgave fra 1847 (ktl. 260) af dette i samtiden velkendte skrift, men har utvivlsomt stiftet bekendtskab med det tidligere. Det er ... Forfængelighed og ond Møie ... Prædikeren sigter til Præd 1,3: »Hvad Fordeel haver Mennesket, i al sin Møie, som han bemøier sig med under Solen?« og Præd 1,14: »Jeg saae alle de Gierninger, som ere giorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aands Fortærelse« (GT-1740). – Forfængelighed: tomhed. opgiven Gaade stillet. der gjør det Sidste værre end det Første spiller formentlig på Matt 12,45, hvor Jesus siger om det menneske, af hvem den urene ånd er uddrevet, og hos hvem den urene ånd atter flytter ind sammen med syv andre ånder: »Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« »ogsaa Barndom ... er Forfængelighed« (XI, 10) jf. Præd 11,10: »Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hierte; og lad Ondskab fare fra dit Kiød; thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed« (GT-1740). »at have ladet sit Hjerte ... Øinenes Syn« (XI, 9) jf. Præd 11,9: »Saa glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hierte være vel tilmode i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hiertes Veie, og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen« (GT-1740). opløst Alt i Forfængelighed Alle gerninger og alt arbejde er forfængelighed, Præd 1,14; 2,11.17; 3,19; 9,9; glæde og det gode, Præd 2,1.26; 4,7-8.16; 6,12; visdom og kundskab, Præd 2,15.19.21.23.26; 7,6; ret, retfærdighed og redelighed, Præd 4,4; 7,15; 8,10.14; penge, gods og ære, Præd 5,9; 6,2-4.9; mange glade år og mørke dage, Præd 11,8; barndom og ungdom er forfængelighed, Præd 11,10. Jf. også det indledende og afsluttende udsagn: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed«, Præd 1,2 og 12,8 (GT-1740). Han siger ikke som ellers: saa ... Sorgen jf. fx Præd 11,9 og 11,10 ( og ). fuldvisse sikre, overbevisende. bedaare vildlede, narre, bedrage; fortrylle. er ogsaa til Dig angår også. førend de onde Dage komme ... behage mig ikke SKs egen gengivelse af Præd 12,1 (). »at troe letsindigen« (1 Cor. XV, 2) jf. 1 Kor 15,2, hvor Paulus skriver: »ved hvilket [evangeliet] I og blive salige, dersom I det beholde efter den Tale, hvormed jeg forkyndte Eder det; med mindre I haver troet letsindigen« (NT-1819). »at Røsten i Møllen ... Sangens Døttre matte« (XII, 4) SKs egen gengivelse af Præd 12,4: »Og begge Dørre paa Gaden lukkes, naar Røsten i Møllen bliver lav, og man opstaaer, naar Fuglen synger, og alle Sangens Døttre bøie sig« (GT-1740). hiint forelæste Ord Præd 12,1 (). »om Basunen ... berede sig til Krig« (1 Cor. XIV, 8) 1 Kor 14,8 (NT-1819). daarligen tåbeligt. Beleilighed belejlig tid, velegnet lejlighed, passende anledning. den hellige Skrift ... bliver Barn paa ny sigter til Matt 18,3, hvor Jesus siger til sine disciple: »sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige« (NT-1819). Sorg efter længsel efter. forekomme komme i forkøbet, hindre. borger sig frem låner sig frem. Gjestebudshuus hus, hvor der holdes fest med spisning; jf. Præd 7,2: »Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Giæstebuds Huus, fordi i det samme [dvs. i sorgens hus] er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal legge det paa sit Hierte« (GT-1740). glæde sig med de Glade hentyder til Rom 12,15, hvor Paulus skriver til romerne: »Glæd jer med de glade, græd med de grædende.« Saa lad da »Ungdommen ... visne« (Viisdommen II, 8) SKs frie gengivelse af Visd 2,8: »Lader os bære Krandse af unge Roser, før de visne« (GT-1740). »som i Ungdom« (Viisd. II, 6) jf. Visd 2,6: »Kommer da, og lader os nyde de gode Ting, som ere tilstede, og bruge det vi eie flitteligen, som i Ungdom« (GT-1740). »slutter feil« (Viisd. II, 1) jf. Visd 2,1: »Thi de, som slutte ikke ret, sagde ved sig selv: vort Liv er stakket og kiedsommeligt, og imod et Menneskes Død er ikke Lægedom; saa veed man ingen, som er igienkommen af Helvede« (GT-1740). det Lige i Barnlighed ... gjør Legen til den bedste alluderer til ordsproget 'Lige børn leger bedst', jf. nr. 1586 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 60. beviist, at der er en Gud til sigter til den gren inden for filosofien og teologien, der siden oldtiden på forskellig vis har forsøgt at bevise Guds eksistens; de mest berømte gudsbeviser skyldes Aristoteles, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas. Immanuel Kant foretog et kritisk opgør med gudsbeviserne, jf. Critik der reinen Vernunft, 4. udg., Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 620-658. Jf. også Philosophiske Smuler i SKS 4, 245-249. mere beskjæftiget end Jøderne i Gosen ... trælle sig hentyder til beretningerne i Første og Anden Mosebog om israelitternes ophold i Goshen (GT-1740: Gosen) i Egypten. Da israelitterne efterhånden blev uhyre talrige, frygtede Farao, at de måske ville slutte sig til fjenden, hvis landet kom i krig. For at begrænse deres antal besluttede han, at de skulle tvinges til hårdt trællearbejde under opsyn af hoverifogeder, da hans forrådsbyer Pitom og Ramses skulle opføres; de blev dog ikke blot pålagt hårdt arbejde med ler og tegl, men også al slags markarbejde, jf. især 2 Mos 1. afvant med vænnet af med. lægger Barnets lykkelige Fremtid hen paa Vuggen sigter til den skik, at fadderen el. andre dåbsgæster og naboer lagde en gave på barnets vugge, ofte i form af penge, vuggepenge. Guds Huus fast udtryk for kirken, jf. 1 Tim 3,15, hvor der tales om at »færdes i Guds hus – det er den levende Guds kirke«. om Vinteren ... saa koldt i Kirken På SKs tid var der overordentlig ringe opvarmning af kirkerne; af oversigter over antallet af skriftesøgende og nadvergæster kan man se, at der ofte var ganske få kirkegængere på de koldeste vintersøndage, undertiden blev gudstjenesten ligefrem aflyst på grund af kulde. vidunderligt forunderligt, underfuldt. Der var en Tænker ... for at naae til Gud sigter til den jødiske, holl. filosof Baruch (el. Benedikt) de Spinoza (1632-77), der fremsatte de her refererede synspunkter i kap. 6, »De Miraculis« (lat. »Om undere«), i Tractatus theologico-politicus (lat. Teologisk-politisk afhandling) fra 1670, jf. Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af A.F. Gfrörer, Stuttgart 1830, ktl. 788, s. 142-144. Jf. også en udateret optegnelse, formentlig fra feb. 1844, i journalen JJ, hvor SK skriver: »Det er dog mærkeligt, at Spinoza bestandig mod Underet, mod Aabenbaringen o: s: v: bruger den Indvending, at det var en Eiendommelighed hos Jøderne, at føre noget umiddelbart tilbage til Gud og overspringe Mellem-Aarsagerne, ret som om, at det blot var noget eiendommeligt for Jøderne, og det ikke er det Eiendommelige i al Religieusitet, saaledes, at Spinoza selv har gjort det, hvis han ellers har havt Religieusitet, og ligesom ikke netop her laae Vanskeligheden: om, hvorvidt, hvorledes, kort: Undersøgelser, som kunne give den skarpeste Tænkning fuldt op at gjøre« (Pap. IV A 190). – hvis Ihukommelse er Beundring: som må ihukommes med beundring. Himmel og Jord med alt hvad som derudi befindes citat fra Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1791, kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 1, § 2: »Under Navn af Verden indbefattes i Almindelighed baade Himmel og Jord, med alt, hvad som derudi befindes.« SK havde en udgave af Balles Lærebog fra 1824, ktl. 183. omseilede sejlede (én gang) rundt om. Gud ... ikke skal være langt borte hentyder formentlig til ApG 17,27, hvor Paulus siger: »for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.« en Tænker ... et eneste Halmstraa ... Guds Tilværelse sigter til den ital. teolog og filosof Lucilio (el. Julius Cæsar) Vanini (1584-1619), der på grund af sine panteistiske synspunkter og sin kritik af den romersk-katolske kirke blev anklaget for kætteri og dømt til døden på bålet. Dommen blev efter frygtelig tortur eksekveret 19. feb. 1619 i den fr. by Toulouse, jf. W.D. Fuhrmann Leben und Schicksale, Geist, Character und Meynungen des Lucilio Vanini, eines angeblichen Atheisten im Siebzehnten Jahrhundert; nebst einer Untersuchung über die Frage: war derselbe ein Atheist oder nicht? Leipzig 1800, s. 117ff. Det fortælles, at Lucilio Vanini under et af forhørene i Toulouse kort før sin død fik stillet spørgsmålet: »Hvad tror og tænker du om Gud?« Hertil svarede han, at han tilbad den treenige Gud på samme måde som den rettroende kirke og tilføjede, at naturen lærer os, at Gud eksisterer. Mens han sagde det, fik han øje på et halmstrå på gulvet. Han tog det op og sagde: »Dette tørre og tynde halmstrå tvinger mig til at tro på en Gud, der er ophavsmand til naturen«, Leben und Schicksale, s. 111f. Historien findes også gengivet i Hegels Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, udg. af C.L. Michelet, bd. 1-3, Berlin 1836, ktl. 557-559; bd. 3, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45; bd. 13-15; bd. 15, s. 244 (Jub. bd. 19, s. 244). Gud har skabt Verden ... sex tusind Aar siden If. de beregninger, som den irsk-anglikanske ærkebiskop James Ussher foretog over GT's kronologi, og som blev offentliggjort i Annales Veteris Testamenti (1659), blev verden skabt 4004 f.Kr. Endnu langt op i det 19. årh. blev disse beregninger af mange betragtet som autoritative. hvad er sex tusind Aar ... den Dag igaar spiller på Sl 90,4: »Tusind år er i dine [Guds] øjne / som dagen i går, der er forbi, / som en nattevagt.« Alt var saare godt sigter til 1 Mos 1,31: »Og Gud saae alt det han havde giort, og see, det var meget godt« (GT-1740). Udtrykket »saare godt« forekommer ikke i nogen af de officielle bibler fra 1550 til 1740 (første gang er i den autoriserede oversættelse af GT fra 1931). Derimod blev det anvendt af Hans Tausen i hans oversættelse af De fem Mosebøger fra 1535, ligesom det bruges i sentenserne i Dr. M. Luthers liden Catechismus fra 1693 og senere udgaver (jf. ktl. 189, en udgave fra 1849). Herefter er det overtaget af andre, jf. fx gengivelsen af skabelsesberetningen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), s. 2: »Da saae Gud Alt, hvad han havde gjort, og see! det var saare godt.« Jf. endvidere ritual for brudevielse, hvor 1 Mos 1,31 gengives således: »Og Gud saae alt det, som han havde skabt, og see! det var altsammen saare godt«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381, s. 261. saa gaaer man ud over en tidligere Tænker 'komme ud over' og 'gå ud over' var faste udtryk i den da. hegelianisme om det at gå videre end Descartes' tvivl; herefter anvendtes udtrykkene i bredere betydning om at gå videre end en anden filosof, fx Hegel. At udtrykket 'gå ud over' havde stor udbredelse i tiden, fremgår af en da. overs. af den ty. teolog C. Ullmanns artikel »Theologiske Aphorismer« (1844) i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og H.M. Hohlenberg, Kbh. 1844, s. 715f.: »Man har en Tidlang snakket uendelig meget om den saakaldte 'Gaaen udover'. Det var et Løsen, hvormed man meente at kunne nedslaae Alt. Hele Verden vilde gaae ud over Hegel, og derpaa skulde ogsaa den Straußiske Mystik og overhovedet ethvert Standpunkt kun kunne giendrives ved et saadant, som gik ud derover, hvilket imidlertid, rigtigt udtrykt, vilde sige saa meget som, at det, som i en vis Retning var skredet længst fremad, det meest Radicale ogsaa var det i videnskabelig Henseende Bedste, det for Tidsalderen eneste Sande. 'Extremet leve!' blev tilraabt Alle, der som tilbageblevne vare nærved at betragtes som døde. Hvorhen ere vi nu komne ved dette Princip, den Gaaen udover? Rigtignok til et Punkt, som der ikke godt lader sig gaae udover, eftersom Luften selv her slipper og Alt er tilende – men mon ogsaa til Sandheden?« at leve, røres og være i Gud hentyder til ApG 17,28, hvor Paulus siger: »thi i ham [Gud] leve og røres og ere vi« (NT-1819). da gjør man ligesom hiin Qvinde ... leder om den sigter til Jesu lignelse om den tabte mønt, Luk 15,8-9, her især v. 8: »Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?« imidlertid lader man de 99 andre skjøtte sig selv hentyder til Jesu lignelse om det mistede får, Luk 15,4-6, her især v. 4: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?« Skuffelse bedrag, indbildning. Der var en hedensk Viis ... søge Mennesket sigter til den gr. filosof Diogenes fra Sinope (412-323 f.Kr.); om ham fortælles det: »Han gik en Gang ved lys Dag med tændt Lygte, og sagde: Jeg leder efter Mennesker«, 6. bog, kap. 2, afsnit 41, i Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 247. Skolemesteren skolelærer, specielt skolens førstelærer, leder el. rektor, undertiden med bibetydninger som strenghed, begrænset viden, pedanteri, terperi. den Jævnlige den ligestillede el. jævnbyrdige, ligemanden. voxer en guddommelig Væxt hentyder til Kol 2,19, hvor Paulus taler om at holde sig til Kristus, »Hovedet, af hvilket det ganske Legeme, understøttet og sammenføiet ved Ledemod [led] og Baand, voxer en guddommelig Væxt« (NT-1819). Englene, der altid see Guds Aasyn hentyder til Matt 18,10, hvor Jesus siger til disciplene: »Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.« Vee Den, der besviger Enker og Faderløse hentyder formentlig til 5 Mos 27,19: »Forbandet være den, der bøjer retten for den fremmede, den faderløse og enken.« Jf. også Matt 23,14, hvor Jesus siger: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.« Vee Den, der flytter Armodens Grændseskjel hentyder formentlig til 5 Mos 27,17: »Forbandet være den, der flytter skellet til sin nabos mark.« Jf. også 5 Mos 19,14. Det er tungt ... at skille dem ad ... forenede hentyder måske til slutningen af St.St. Blichers novelle »Hosekræmmeren«: »I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller hørte jeg kun de sørgeligsande, af saamange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord: / 'Den største Sorg udi Verden her, / Er dog at skilles fra den, Man har kjer'«, Samlede Noveller bd. 1, 2. opl., Kbh. 1833 [1833], bd. 2-5 og supplementsbd., Kbh. 1833-40, ktl. 1521-1523; bd. 1, s. 234f. Der kan også modsætningsvis hentydes til ordsproget 'Det er let at skille dem ad, der aldrig have holdt sammen', jf. nr. 8900 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 276. M. T. Min tilhører. Gud altid blev den Samme jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme.« Jf. endvidere Sl 102,28 og Hebr 1,12. kjender Tiden og Timen hentyder formentlig til Matt 24,48-51, hvor Jesus siger: »Men er det en dårlig tjener, der siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Jf. også Matt 25,13 og Åb 3,3. Beleiligheden den belejlige tid, den velegnede lejlighed, den passende anledning. med Kundskaben ... forøgede Græmmelse hentyder til Præd 1,18: »Thi hvor megen Viisdom er, der er megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte« (GT-1740). Taalmod i Trængsler hentyder formentlig til 2 Kor 6,4-5, hvor Paulus skriver, at han og hans medarbejdere anbefaler sig selv som Guds tjenere »med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester, under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten« (NT-1819). Jf. også Rom 5,3, hvor Paulus skriver: »vi vide, at Trængslen virker Standhavtighed« (NT-1819). Luther oversætter udtrykket således: »wir wissen, daß Trübsal Geduld bringet« (»vi ved, at trængsel bringer tålmodighed«), jf.Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers (). Seier i Døden hentyder måske til 1 Kor 15,54, hvor Paulus skriver: »Døden er opslugt formedelst Seier« (NT-1819). Løn i Himmelen hentyder formentlig til Matt 5,12, hvor Jesus siger til dem, der bliver hånet, forfulgt og løjet alt ondt på for hans skyld: »Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene«. lod hver Dag have sin Lyst spiller på Matt 6,34, hvor Jesus siger: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« verdslig Bekymring for Føde og Klæder hentyder til Matt 6,31-32, hvor Jesus siger: »Derfor skulle I ikke bekymre Eder, og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov« (NT-1819). vandrede han i en Ørken uden ... Vederqvægelse hentyder formentlig til beretningen i 2 Mos 17,1-7, hvor israelitterne under deres vandring i ørkenen ikke kunne få vand at drikke og derfor krævede af Moses, at han skulle skaffe dem vand. Moses råbte til Gud, som svarede ham, at han skulle tage sin stav og slå på klippen ved Horeb, så ville Gud lade vand strømme ud af den. Jf. også Sl 78,15-16: »Han [Gud] kløvede klipper i ørkenen / og gav dem vand, rigeligt som det store dyb; / han lod kilder strømme ud fra klippen, / vandet løbe ned som floder.« udføre udvikle, beskrive. de onde Dage ... om hvilke Prædikeren taler jf. Præd 12,1 (). den første Bog ... Fødselen, den anden Udgangen I den gr. oversættelse af GT, Septuaginta, fra ca. 150 f.Kr., kaldes den første bog i Bibelen »Genesis«, der betyder fødsel, oprindelse el. tilblivelse, og den anden »Exodos«, der betyder udgang. Disse betegnelser blev overtaget af Hieronymus i hans lat. oversættelse, Vulgata, fra slutningen af det 3. årh. e.Kr., som »Genesis« og »Exodus«. Luther anførte dem i sin bibeloversættelse fra 1534 sammen med titlerne »Das erste Buch Mose« og »Das andere Buch Mose«; derfor blev de også medtaget i de ældre da. bibeloversættelser frem til 1647, hvor de benævnes: »Den første Mose Bog / kaldet Genesis« og »Den anden Mose Bog / kaldet Exodus«. besmittet besudlet, fornedret. først forsøgte Alt ... besluttede sig ... vende tilbage hentyder formentlig til Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Den yngste af to sønner bad sin far om at få sin del af hans formue udbetalt. Da han havde fået den, rejste han langt bort; der ødslede han sin formue op i et udsvævende liv. Og da han havde mistet alt, og der var hungersnød i landet, og han kun ønskede at spise sig mæt i de bønner, svinene åd, besluttede han sig for at vende hjem. Og han brød op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, fik hans far øje på ham, fik medynk med ham, løb ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham. Og hans far lod straks holde en stor fest for ham. Verden forgaaer og dens Lyst jf. 1 Joh 2,17: »Og Verden forgaaer, og dens Lyst; men hvo som giør Guds Villie, bliver til evig Tiid« (NT-1819). men Guds Ord varer evindelig jf. 1 Pet 1,25: »men Herrens Ord bliver evindeligen; og dette er det Ord, som er forkyndt for Eder« (NT-1819). Glæde i Himlen hentyder formentlig til Jesu ord om, at der bliver »større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse«, Luk 15,7. den mørke Tale den gådefulde tale (). at haabe mod Haab hentyder til Rom 4,18, hvor Paulus om Abraham anvender udtrykket, at han troede »med håb imod håb«. sammenlignede Udfaldet med Beregningen hentyder formentlig til Luk 14,28-32, hvor Jesus siger: »Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!« nedsætte nedvurderer, undervurderer. Vee Den, der adskiller hvad Gud haver forenet hentyder til Matt 19,6, hvor Jesus siger om en mand og hans hustru, der er blevet ét kød: »Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« bedaaret vildledt, narret, bedraget; fortryllet. skuffer bedrager, narrer. Den, hvem dog Faderen efterlod en Velsignelse hentyder formentlig til beretningen om Jakob, der bedrager Esau for Isaks velsignelse, 1 Mos 27. Da Jakob med svig havde fået den velsignelse, hans far Isak havde tiltænkt sin ældste søn Esau, og Esau kom for at få den velsignelse, hans far havde lovet ham, spurgte Esau: »Har du ikke gemt en velsignelse til mig?« Og da Isak svarede, at han i sin velsignelse allerede havde gjort Jakob til hersker og skænket ham korn og vin, brast Esau i gråd og spurgte: »Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig, far!« Og Isak sagde til ham, at hans bolig skulle være fjernt fra frugtbarhed og regn, og at han skulle leve ved sit sværd og trælle under sin bror, men at han en dag skulle rive sig løs. at jo Smulerne at ikke. Smulerne ... samledes ... saa Intet blev spildt hentyder til beretningen om Jesu bespisning af de fem tusind i ørkenen, Matt 14,13-21. En stor skare på fem tusind mænd foruden kvinder og børn fulgte Jesus til et øde sted; da det blev aften, bad disciplene Jesus om at sende de mange mennesker bort, så de kunne gå ind til landsbyerne og købe mad. Men Jesus bød disciplene at give dem noget at spise. Da det viste sig, at de kun havde fem brød og to fisk, bad Jesus om at få dem bragt. Han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav dem til disciplene, som delte dem ud til skarerne. Da de alle havde spist og var blevet mætte, samlede disciplene levningerne sammen, i alt tolv fyldte kurve. Jf. også parallelberetningen i Joh 6,1-13, hvor Jesus siger til disciplene: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« at jo Erindringen at ikke. den Sorg (...) efter ham den sorgfulde el. bekymrede længsel efter Gud på grund af savn. Der sigtes måske til 2 Kor 7,9-10, hvor Paulus skriver til korintherne, at han er glad, »fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os. For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død.« Jf. en optegnelse, dateret 10. feb. 1839, i journalen EE, hvor SK skriver: »Deri viser sig den dybe gjennemgribende Betydning af Arvesynden, at al Chrstd. [kristendom] i den Enkelte begynder med Sorg – Sorgen efter Gud« (Pap. II A 360). Jf. også den prædiken, SK holdt på Pastoralseminariet 12. jan. 1841, bl.a. den indledende bøn: »Fader i Himlene! Drag Du vore Hjerter til Dig, at vor Længsel maa være didhen, hvor vor Skat skal være, vort Sind og vor Tanke vende sig didhen, hvor vort Borgerskab er – i dit Rige, saa, naar Du engang kalder os bort herfra, vor Bortgang ikke maa være en smertelig Adskillelse fra Verden, men en salig Forening med Dig. Dog vi vide jo ikke Tiden og Timen, maaskee ligger der endnu en lang Vei for os, og naar da stundom Kraften er tagen fra os, naar Mathed lægger en Taage over vore Øine, saa vi skue ud som i en mørk Nat, og urolige Ønsker røre sig derinde, utaalmodige vilde Længsler, og Hjertet vaander sig i angstfuld Forventning af det, som skal komme, Herre vor Gud, lær Du os da, grundfæst denne Overbeviisning i vore Hjerter, at ogsaa naar vi leve høre vi Dig til. Amen« (Pap. III C 1, s. 237). »thi Skjønhed ... forgængelig« (Ordspr. XXXI, 30) SKs fri gengivelse af Ordsp 31,30, første halvvers: »Yndelighed er Bedragelighed, og Deilighed er Forfængelighed« (GT-1740). saa dens Sted ikke kjender den mere hentyder til Sl 103,16: »Naar Væir farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kiender det ikke mere« (GT-1740). II Cor. IV, 17. 18 2 Kor 4,17-18: »Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed, i det vi ikke ansee [ser på] de synlige Ting, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige« (NT-1819). Siig et Menneske ... Dine Venner ... kjender Dig hentyder til ordsprogene 'Sig mig, hvem han holder venskab med, så skal jeg sige dig, hvad mand han er' og 'Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er', jf. nr. 11395 og nr. 7103 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 542 og s. 95. har man sagt, at det at ønske er en daarlig Kunst hentyder formentlig til læredigtet The Complaint or Night-Thoughts on Life, Death, and Immortality (1742-45) af den eng. digter og præst Edward Young, 4. nat, jf. Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-3, Braunschweig og Hildesheim 1767-72, ktl. 1911; bd. 1, s. 75: »Das Wünschen ist unter allen Beschäfftigungen die schlimmste« (»Det at ønske er af alle beskæftigelser den dårligste«). Eberts overs. er i prosaform. Bettelstaven betlerstaven, en tiggers stav, ofte anvendt som billede på personens hele forfatning. Naar det da forundtes ... i hine Sagn ... Himlens Salighed jf. fx eventyret »Der Arme und der Reiche« (»Den fattige og den rige«), nr. 87 i Kinder- und Haus-Märchen, udg. af J.L.K. og W.K. Grimm, bd. 1-3, 2. udg., Berlin 1819-22 [1812], ktl. 1425-1427; bd. 2, 1819, s. 1-6. Her fortælles det, at Vorherre, dengang han vandrede på jorden, bankede på hos en rig mand, som imidlertid ikke ville lukke ham ind. Derefter bankede han på hos en fattig mand, der straks indbød ham til at spise og overnatte hos sig; hans kone lavede mad og redte deres seng op til ham. Næste dag, da Vorherre skulle tage afsked med dem, sagde han, at fordi de havde været så imødekommende og fromme, måtte de ønske tre gange, og deres ønsker skulle gå i opfyldelse. Den fattige mand kunne ikke komme i tanker om andre ønsker end den evige salighed og det daglige brød. Vorherre spurgte, om han da ikke også gerne ville have et nyt hus; det ville den fattige gerne. Så opfyldte Vorherre deres ønsker, forvandlede deres gamle hus til et nyt og smukt hus og forlod dem. Utvivlsomhed ubetvivlelighed. bringe (...) i Anslag regne med, vurdere, tage i betragtning, anslå. Som Hedningerne ... (Mth. VII, 7) sigter til Matt 6,7-8, hvor Jesus siger: »Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham« (NT-1819). et Ordspil sigter måske til ordsprogene 'Ikke i ønskers opfyldelse, men i deres frasigelse (fornægtelse) ligger lykken', jf. nr. 12117 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 615, og 'Dersom ønsker gjaldt, var vi alle rige', jf. nr. 4045 i C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 257. Ønskets laante Kraft hentyder måske til den forunderlige lampe, hvormed Aladdin kan få opfyldt sine ønsker, jf. Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe i Adam Oehlenschlägers Poetiske Skrifter bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436. hjælper sig selv, saa gjør Gud Resten hentyder til ordsproget 'Hjælp dig selv, da hjælper dig Gud', jf. nr. 3716 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 418. ledigt tomt, indholdsløst. frister Livet opretholder livet. løse Mennesker mennesker uden arbejde el. mennesker uden respekt for samfundsorden og moralregler, løsagtige mennesker, fx vagabonder og prostituerede kvinder. »der lære ørkesløse ... Handel« (1 Tim. V, 13) jf. 1 Tim 5,13: »Tilmed lære de ørkesløse at løbe omkring i Husene, dog ikke alene ørkesløse, men ogsaa med Sqvalder og ufornøden Handel, talende, hvad ikke sømmer sig« (NT-1819). »afstedkomme Spørgsmaal« (1 Tim. I, 4) jf. 1 Tim 1,4: »og ikke agte paa Fabler og Slægt-Registre uden Ende, som mere komme Spørgsmaal afsted, end gudelig Opbyggelse i Troen« (NT-1819). Betryggelse for sikkerhed for, beskyttelse mod, garanti for. »hvis løse Tale ... dødt Kjød« (2 Tim. II, 17) jf. 2 Tim 2,16-17: »Men hold dig fra den vanhellige løse Snak; thi Saadanne gaae stedse videre i Ugudelighed; /17/ og deres Ord vil æde om sig, som dødt Kiød« (NT-1819). hiin Tilkommelse dvs. en evig salighed. Den (...) der eier Liggendefæ ... hos Skatten hentyder til Matt 6,20-21, hvor Jesus siger: »Men samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igiennembryde, ei heller stiæle. Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hierte være« (NT-1819). – Liggendefæ: skat, kapital. Den ... erhvervede Venner ... modtage ham hisset hentyder til Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter, Luk 16,1-13 (i NT-1819 kaldet »den utroe Huusfoged«). En rig mand får under hånden at vide, at hans godsforvalter har ødslet hans ejendom bort. Han kalder forvalteren til sig og spørger ham: »Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter.« Den uærlige forvalter ved ikke, hvad han skal stille op, for han har ikke kræfter til at grave, og tigge skammer han sig ved. Så får han en idé til, hvordan han kan skaffe sig venner, der kan tage imod ham i deres huse. Han kalder alle sine skyldnere til sig og beder dem nedskrive deres skyldposter. Og Jesus roste den uærlige forvalter og sagde: »Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger«, v. 9. – hisset: i himlen. gaaer forud, at berede ham Sted spiller på Joh 14,2-3, hvor Jesus siger til disciplene: »I min Faders Huus ere mange Boliger. Men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort, at berede Eder Sted. Og naar jeg er gaaen bort, og faaer beredt Eder Sted, kommer jeg igien, og vil tage Eder til mig; at hvor jeg er, skulle ogsaa I være« (NT-1819). Forklaring afklaring. Daarlighed tåbelighed, uforstandighed. Efterfølgerne følgerne, konsekvenserne. M. T. Min tilhører. tale daarligen jf. 2 Kor 11,21, hvor Paulus bruger udtrykket: »jeg taler i Daarlighed« (NT-1819), jf. også 2 Kor 11,1.17. – daarligen: tåbeligt, uforstandigt, ufornuftigt. gjøre sig Modtagelsen tvivlsom gør modtagelsen til et tvivlsomt gode. Formue evne, formåen, kraft. udmalet ... den Berusede ... Tankens Forvirring hentyder formentlig til 2. akt, 1. scene, i Holbergs komedie Jeppe paa Bierget, eller Den forvandlede Bonde (1723), hvor den berusede Jeppe vågner op i baronens seng og tror, han er kommet i himmerige, jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 1. Bindene er uden årstal og sidetal. skildret den Rædsel ... opvaagnede i Helvede hentyder formentlig til Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31. Både Lazarus og den rige mand døde; men da den rige mand slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, så han langt borte Abraham og i hans skød Lazarus. Den rige mand råbte: »Fader Abraham! (...) forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.« Men Abraham svarede: »Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra«, v. 24-26. mig tykkes mig forekommer det. »at Gud ikke lader sig spotte« (Gal. VI, 7) Gal 6,7 i NT-1819: »Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.« »at Ingen kan tjene to Herrer ...« (Mth. VI, 24) jf. Matt 6,24 i NT-1819: »Ingen kan tiene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne [kan] ikke tiene Gud og Mammon.« »at Kjærlighed ... Had til Gud!« (Jac. IV, 4) formentlig SKs egen oversættelse af Jak 4,4, jf. NT-1819: »I Hoerkarle og Hoerqvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab? Derfor, hvo som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fiende«, hvilket svarer til Luthers oversættelse: »Ihr Ehebrecher und Ehebrecherinnen, wisset ihr nicht, daß der Welt Freundschaft Gottes Feindschaft ist? Wer der Welt Freund seyn will, der wird Gottes Feind seyn«, jf. Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers (). Den gr. tekst indeholder imidlertid ordene ϕιλία (philía, kærlighed, venskab) og ἔχϑϱα (échthra, fjendskab, had), jf. Novum testamentum graece, udg. af J.A.H. Tittmann, stereotyp udg., Leipzig 1828 [1820], ktl. 19, ny udg. ved A. Hahn, stereotyp udg., Leipzig 1840, ktl. U 86. Den pågældende passage kan derfor også gengives, som SK gør: »at kærlighed til verden er had til Gud«; eftersætningen vil så lyde: »Den, der altså vil være elsket af verden, står som forhadt af Gud.« saa lidet den tages med Vold hentyder til Matt 11,12: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). indfries som et Pant i Legen sigter til selskabslegen 'panteleg', hvor hver deltager giver et pant, som indfries, når det stillede spørgsmål er besvaret rigtigt. det ene Fornødne hentyder til beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, Luk 10,41-42. Frygt og Bæven i Sjelen ... bryde med Himlen hentyder til Fil 2,12-13, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). som Liliens Uvirksomhed ... ikke sanker i Lade hentyder til Matt 6,28, hvor Jesus siger: »Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke.« Og til Matt 6,26: »Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de?« (NT-1819). – Uforsynlighed: det at være kortsynet, uforudseende m.h.t. sine dispositioner for fremtiden. »den tragter efter Guds Rige ... Tilgift« (Mth. VI, 33) formentlig SKs egen oversættelse af Matt 6,33, jf. NT-1819: »Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder«, og NT-1992: »Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.« Luther oversætter verset således: »Trachtet am ersten nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit; so wird euch solches alles zufallen« (»Tragt først efter Guds rige, og efter hans retfærdighed; så vil alt det andet tilfalde jer«), jf. Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers (). de forelæste apostoliske Ord 2 Kor 4,17-18 (). Apostelen Paulus Paulus opfattede sig selv som apostel, jf. fx Rom 1,1-2, hvor han skriver: »Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«. den stykkevise Betragtning se følgende kommentar. Livet i Timeligheden er stykkeviist ... en mørk Tale hentyder til 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle [skal] vi see Ansigt til Ansigt; nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og er kiendt« (NT-1819). – en mørk Tale: en gåde. som den der ikke har Haab spiller formentlig på 1 Thess 4,13, hvor Paulus anvender et tilsvarende udtryk: »som de Andre, der ikke have Haab« (NT-1819). Falskmaal falsk målestok, bedrageri, falskneri; falsk, upålidelig tale. Thi vor Trængsel ... evig Vægt af Herlighed 2 Kor 4,17-18 (). forsøgt (hårdt) prøvet. et ikke ubekjendt Vers (...) at Jorden ... underveis kilden ikke identificeret. – Bedested: dels et sted, hvor man holder bøn, dels et sted, hvor man holder hvil under rejse. standset paa Forargelsens Vei hentyder til beretningen om Paulus' omvendelse, ApG. 9,1-19. Paulus, også kaldet Saulus, havde deltaget aktivt i de første forsøg på at tilintetgøre den kristne menighed i Jerusalem og truet Jesu disciple med mord. Optændt af raseri gik han til ypperstepræsten og fik fuldmagt til at drage til Damaskus for at pågribe de kristne dér og føre dem til Jerusalem. Som han nærmede sig Damaskus, blev han pludselig omstrålet af et stærkt lys fra himlen, han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Og da Paulus spurgte, hvem der talte, fik han svaret: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Da Paulus rejste sig op, kunne han ikke se, så hans rejseledsagere måtte lede ham ind til Damaskus. Her blev han opsøgt af en kristen ved navn Ananias, fordi Jesus i et syn havde befalet ham det; da Ananias lagde hænderne på ham, faldt der ligesom skæl fra hans øjne, så han atter kunne se, og han lod sig døbe. Jf. også Gal 1,13-16, der indeholder Paulus' egen omtale heraf. at han har været henrykket i den tredie Himmel hentyder til 2 Kor 12,2, hvor Paulus skriver: »Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel.« han syntes Tilhørerne en Rasende hentyder til beretningen om Paulus' forsvarstale for kong Agrippa og den rom. statholder Porkius Festus, ApG 26,1-32. Paulus fortalte bl.a. om sin omvendelse ved Damaskus og berettede om, hvordan han havde forkyndt i Damaskus, i Jerusalem, i Palæstina og for hedninger, at de skulle vende om til Gud; men da han gav sig til at tale om Kristi lidelse og opstandelse fra de døde, greb Festus ind og sagde til ham: »du raser, Paulus! den megen Lærdom giør dig rasende.« Hertil sagde Paulus: »jeg raser ikke, mægtige Festus! men taler sande og betænksomme Ord«, v. 24-25 (NT-1819). at han i 40 Aar omtumledes i Verden If. den udførlige og stærkt diskuterende redegørelse for Pauluskronologien i G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 2, s. 256-259, blev Paulus formentlig omvendt i år 35, to år efter Jesu død og opstandelse, og endte sit fangenskab i Rom år 63. I det 4. årh. opstod imidlertid det sagn, at Paulus blev befriet og foretog en missionsrejse til Spanien, hvorefter han blev halshugget i Rom under kejser Nero, der døde i juni 68, jf. 2. bog, kap. 22 og 25, i Kirkens Historie gjennem de tre første Aarhundreder af Eusebius, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1832, ktl. U 37, s. 95f. og s. 104. Paulus' virksomhed kan altså højst have strakt sig over 30-33 år. De af SK anførte 40 år er formentlig det runde tal, som ofte anvendes i Bibelen, således var fx Moses 40 år, da Gud åbenbarede sig for ham i den brændende tornebusk, og israelitterne vandrede i ørkenen i 40 år. Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab spiller på 1 Kor 1,22-33, hvor Paulus skriver: »For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.« udskudt af Verden ... i Nøgenhed, i Fængsel hentyder til 2 Kor 6,4-5, hvor Paulus skriver, at han og hans medarbejdere anbefaler sig selv som Guds tjenere »med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester, under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten« (NT-1819). Jf. også 2 Kor 11,25-27: »Jeg er tre Gange hudstrøgen, een Gang stenet, jeg har lidt tre Gange Skibbrud, jeg haver været en Døgn i Dybet. Jeg haver udholdt mange Reiser; jeg var i Farligheder i Vandstrømme, i Farligheder iblandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Byer, i Farligheder i Ørken, i Farligheder paa Havet, i Farligheder iblandt falske Brødre; i Arbeide og Møie, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kuld og Nøgenhed« (NT-1819). at han endeligen blev henrettet som en Forbryder . et rundt Tal jf. de 40 år, Paulus »omtumledes i Verden« (). iilsom hurtig. vor Trængsel som er stakket og let jf. 2 Kor 4,17 (). forsmægte blive afmægtig, vansmægte, miste kræfterne. Naar Menigheden foer vild ... sammenfygede Meninger I Paulus' breve er der en række eksempler på, at han går i rette med de menigheder, han selv har grundlagt, fordi de har ladet sig betage af falsk lærdom og forladt det evangelium, han prædikede for dem, jf. fx 2 Kor 11,1-33 og Gal 1,6-9; 3,1-14; 6,11-18, eller fordi splid, bagtalelse, splittelser og partidannelser, utugt og retssager er kommet til at præge livet i menigheden, jf. fx 2 Kor 12,11-21; 1 Kor 1,10-17 og 1 Kor 5,1-13; 6,1-20; 11,17-34. – sammenfygede: føget sammen, om løse masser, især sne og sand, også i overført betydning om meninger. da var Himlen hans Maal hentyder formentlig til Fil 3,14, hvor Paulus skriver: »jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.« Naar han selv sidder i Fængsel Paulus sad flere gange i fængsel, fx blev han og hans medarbejder Silas sat i fængsel i Filippi, jf. ApG 16,23-24; jf. også 2 Kor 11,23, hvor Paulus skriver: »Jeg har (...) tit været i fængsel, fået slag i massevis«. Endvidere blev Paulus fængslet i Jerusalem og ført som fange til Rom, hvor han blev holdt i et mildt fangenskab i to år, jf. ApG 22,22-28,31. »den Elendigste blandt Mennesker« (1 Cor. XV, 19) jf. 1 Kor 15,19: »Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker« (NT-1819). det Ønske ... paa Vægtskaalen for at veies (Job VI, 2) SKs frie gengivelse af Job 6,2, hvor Job siger: »Gid min Harme maatte jo veies, og man vilde ophæve min Ulykke tilsammen i Veiskaaler!« (GT-1740). hvor tung Byrden er (...) den bliver let hentyder formentlig til Jesu ord: »mit åg er godt, og min byrde er let«, Matt 11,30. Jf. også følgende kommentar. en over al Maade stor og evig Vægt af Salighed hentyder til 2 Kor 4,17 (). »haabede alene for dette Liv« (1. Cor. XV., 19) . en Glæde over al Forstand spiller på Fil 4,7, hvor Paulus taler om »Guds fred, som overgår al forstand«. det menneskelige Hjertes mange Paafund spiller formentlig på ApG 8,22, hvor Filip siger til Simon Mager: »beed Gud, om dit Hiertes Paafund maatte forlades dig« (NT-1819). der ikke opkom ... kjender den ikke hentyder til 1 Kor 2,9, hvor Paulus taler om, at denne verdens herskere ikke har kendt Guds hemmelige visdom, men at det, som »ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte« (NT-1819), det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. et Løb paa det Uvisse (...) en Fegten i Luften hentyder til 1 Kor 9,26, hvor Paulus skriver om sig selv: »Derfor løber jeg, ikke som paa det Uvisse; jeg fegter, som den, der ikke slaaer i Veiret« (NT-1819). en Skrift i Sandet, hvilken Havet udsletter jf. optegnelsen, dateret »Gilleleie d. 1. Aug. 1835«, i journalen AA, hvor SK skriver i en note: »hos hvor Mange er ikke Livets forskjellige Indtryk lig de Figurer, Havet tegner i Sandet for strax at udslette dem sporløst igjen« (Pap. I A 75, s. 53). en Tilflugt i Nøden, en Fæstning hentyder formentlig til Jer 16,19: »HERRE! min Styrke og min Befæstning, og min Tilflugt paa Nøds Dag« (GT-1740). fordres af den rige Yngling ... give det til de Fattige sigter til beretningen om en rig ung mand, der kom hen til Jesus og spurgte, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv, Matt 19,16-22. Jesus svarede ham, at han skulle holde budene. Den unge spurgte: Hvilke? Og Jesus nævnede fem af de ti bud og føjede til: »du skal elske din næste som dig selv.« Den unge mand svarede, at det havde han alt sammen gjort, og spurgte, hvad han så manglede. Hertil svarede Jesus: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, »thi han havde meget Gods« (NT-1819). Den der ikke behøver først at ... begrave de Døde hentyder til afsnittet om efterfølgelsens vilkår, Matt 8,19-22. En af Jesu disciple sagde til ham: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus svarede ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.« ikke altid ... Smertens Størrelse efter Skrigets jf. en udateret optegnelse fra 1842 skrevet i journalen JJ bagfra: »... man kunde og ikke altid bedømme Lidelsens og Smertens Størrelse, efter Skriget og Larmen« (Pap. III A 239). Den hvis Mund var bunden ... tærsker ... til Andre hentyder til 1 Kor 9,9, hvor Paulus skriver: »i Moseloven står der skrevet: 'Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker.'« Jf. 5 Mos 25,4 og 1 Tim 5,18. »hvis Læbers Gadedør var lukket« (Præd. XII, 4) . en Taarernes Pagt med Gud jf. en udateret optegnelse fra 1842 skrevet i en journal med grønt bind, som SK benyttede under sit ophold i Berlin fra slutningen af okt. 1841 til begyndelsen af marts 1842: »Og i Sandhed, der er et Lidelsernes Samfund med Gud, en Taarernes Pagt, der i og for sig er saa saare skjøn« (Pap. III A 181). Den, som skuer i Løndom Udtrykket, at Gud »seer i Løndom«, forekommer i Matt 6,4.6.18 (NT-1819). forstaaer langtfra hentyder formentlig til Jesu lignelse om den fortabte søn, hvis far får øje på ham, mens han endnu er langt borte, og får medynk med ham, Luk 15,11-32 (). I lignelsen er den fortabte søns far et billede på Gud. den Gud, der skal aftørre Taarerne hentyder til Åb 7,17, hvor det siges om dem, der kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, at »Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine« (NT-1819). Jf. også Es 25,8. der er et Lidelsernes Samfund med Gud . Jf. også Fil 3,10, hvor Paulus taler om at kende »Lidelsers Samfund«, dvs. lidelsesfællesskab, med Kristus. i Fortrolighed med Gud jf. den første tale om Job, »Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet«, i Fire opbyggelige Taler fra 1843, hvor SK skriver, at i Jobs »Paulun 'boede Herrens Fortrolighed'«, SKS 5, 119,34f.; jf. også kommentaren til stedet, SKS K5, 139. hisset i himlen. at gjøre Trængselen stakket og let . uadskilleligt ... hvad Gud har sammenføiet . frugtbart, som den Pagt, Gud selv velsigner hentyder til ægteskabspagten, der af kirken er blevet forstået som velsignet af Gud if. 1 Mos 1,28, hvor det hedder, efter at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde: »Og Gud velsignede dem og sagde til dem: 'Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden.'« Denne forståelse kommer til udtryk i ritual for brudevielse i Forordnet Alter-Bog (), s. 256-263, især s. 260f., hvor præsten siger til brudeparret, »at Eders Stat [ægtestand] er Gud tækkeligt [til behag] og af ham velsignet«, hvorefter han læser 1 Mos 1,27-28. giver Keiseren hvad Keiserens er hentyder til Jesu udsagn om skat til kejseren, Mark 12,17: »giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Guds hvad Guds er« (NT-1819). hvormeget det end opsminkes hentyder formentlig til vers 2 i 2. strofe af Thomas Kingos salme »Far, Verden, far vel!« jf. nr. 93 i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger (). Penninge betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønter af mindre værdi. at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie hentyder til Matt 19,23-24, hvor Jesus siger til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Idet ... de synlige Ting ... de usynlige ere evige 2 Kor 4,18 (). ueens med sig selv ... kan ikke bestaae hentyder måske til Matt 12,25, hvor Jesus siger: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.« adsplitter den Ødsle ... den Karrige gjemmer uden Glæde talemåde 'Den ødsle adsplitter uden glæde, hvad den karrige gemmer uden glæde', jf. ordsprogene 'Længe samlet kan snart adspredes', 'Der kommer gerne en god øder efter en god avler' og 'Efter en gnier kommer gerne en forøder', jf. nr. 12031 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 604. sprænger den nye Viin de gamle Læderflasker hentyder til Matt 9,17, hvor Jesus siger: »Man lader og ikke ny Viin i gamle Læder-Flasker, ellers briste Læder-Flaskerne, og Vinen spildes, og Læder-Flaskerne fordærves; men man lader ny Viin paa nye Læder-Flasker, saa blive de begge bevarede« (NT-1819). Idrætter handlinger, bedrifter. al Sygdom, selv naar den er til Døden hentyder til Jesu reaktion, da han får besked om, at Lazarus er syg: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den«, Joh 11,4. De ... opstillede Betingelser ... forvissede om Saligheden kan hentyde såvel til farisæerne i NT (), som til munkevæsnet i middelalderen og til pietismen, hvor der ofte er tale om at opstille en række forbud, der ikke må overtrædes, og en række betingelser, der skal opfyldes, for at man kan opnå evig salighed. Skuffelsen bedraget, indbildningen. de hang Evigheden i en Spindelvæv jf. G.E. Lessings teologiske stridsskrift om evangeliernes beretninger om Kristi opstandelse Eine Duplik (1778), hvor det hedder: »Wann wird man aufhören, an den Faden einer Spinne nichts weniger als die ganze Ewigkeit hängen zu wollen!« (»Hvornår holder man op med at ville hænge intet mindre end hele evigheden i tråden af et spindelvæv!«), Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 5, 1825, s. 113. Ret til at lade Bestemmelserne ... udelukke Andre sigter måske til farisæerne og de skriftkloge, jf. Jesu veråb over dem i Matt 23,13: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.« lyst i Hævd bragt til anerkendelse. findes ... nedstyrtede som Dagons Billede ... Pagtens Ark hentyder til beretningen om pagtens ark hos filistrene i 1 Sam 5,1-5. Da filistrene havde vundet et slag mod israelitterne og taget pagtens ark fra dem, bragte de den til Ashdod og opstillede den ved siden af guden Dagon i hans tempel. Næste morgen viste det sig, at Dagon var styrtet om på jorden foran arken. Indbyggerne i Ashdod stillede Dagon tilbage på hans plads, men næste morgen så de, at han igen var styrtet om på jorden foran arken, og at hans hoved og arme var slået af mod dørtærskelen. »der blev et Rov for verdslig Viisdom« (Colos. II, 8) jf. Kol 2,8 i NT-1819: »Seer til, at ikke Nogen giør Eder til Rov ved verdslig Viisdom og tomt Bedragerie, efter Menneskers Sætninger, efter Verdens Børne-Lærdom, og ikke efter Christum.« at der maa være en Betingelse jf. afsnittet »Læreren« i kap. 1.B i Philosophiske Smuler i SKS 4, 222-226, især 226: »Hvad skulle vi nu kalde en saadan Lærer, der giver ham [den lærende] Betingelsen igjen og med den Sandheden? lader os kalde ham en Frelser, thi han frelser jo den Lærende ud af Ufriheden, frelser ham fra sig selv; en Forløser, thi han løser jo den, der havde fanget sig selv, og Ingen er jo saa forfærdelig fangen, og intet Fangenskab saa umuligt at bryde ud fra, som det hvori Individet holder sig selv! Og dog er dette jo endnu ikke nok sagt; thi ved Ufriheden havde han jo forskyldt Noget, og giver da hiin Lærer ham Betingelsen og Sandheden, da er han jo en Forsoner, der borttager den Vrede, som var over det Forskyldte.« udgrunde finde frem til el. nå til klarhed over ved at grunde. borge sig for give sig selv sikkerhed for, over for sig selv indestå for. Der findes ... i Krigshæren ... den udødelige Skare ... optages i den jf. 7. bog, afsnit 83, i Herodots Historiae, hvor han fortæller, at Hyrdanes, general i perserkongen Xerxes' hær, stod i spidsen for en deling på titusind mand, som blev kaldt 'de udødelige', for hver gang én manglede, enten på grund af død eller sygdom, blev han straks erstattet af en anden, så der aldrig var hverken færre eller flere end titusind. 'De udødelige' talte de tapreste krigere og var omgivet med stor glans og herlighed. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af Fr. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811-12, ktl. 1117; bd. 2, s. 178. arve Himlens Salighed spiller formentlig på det spørgsmål, en rig mand stillede Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Mark 10,17 (). Bevidstheden om den gode Gjerning ... har Lønnen borte hentyder til Matt 6,2.5.16, hvor Jesus siger om dem, der lader blæse i basun, når de giver almisse, for at prises for det, om dem, der beder i synagoger og på gadehjørner for at blive anset for det, og om dem, der ser bedrøvede ud, når de faster, for at man kan se det på dem: »de have deres Løn borte« (NT-1819), dvs. de har ingen løn i vente, da de har taget den på forskud. vi ere alle unyttige Tjenere hentyder til Luk 17,10, hvor Jesus siger til apostlene: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Trediemand en tredje person, som er sagen og forholdet mellem de to uvedkommende. forhjælpe hjælpe til at opnå. den ... baaret Dagens Møie ... Løn blev den samme hentyder til Jesu lignelse om arbejderne i vingården Matt 20,1-16. Heri fortælles om en vingårdsejer, der går hen på torvet tidligt om morgenen, igen ved den tredje, den sjette og den niende time og til sidst ved den ellevte time for at leje de ledige arbejdere til sin vingård. Og da det bliver aften, beder han sin forvalter kalde arbejderne sammen og udbetale dem hver en denar, idet han skal begynde med de sidste og ende med de første. Da de, der har arbejdet en hel dag, ser, at de får det samme i løn som dem, der blev lejet sidst og kun har arbejdet én time, giver de ondt af sig over for vingårdsejeren, fordi han har stillet de sidste lige med de første, der har båret dagens byrde og hede. Men vingårdsejeren siger til en af de første, at han ikke gør ham uret, da de jo var blevet enige om en denar, og at han kan tage, hvad der er hans, og gå, for han vil give den sidste det samme som den første. en ... fra sin Ungdom ... bevaret Budene ... Salighed hentyder til beretningen i Mark 10,17-30 om den rige mand, der kom til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Jesus henviste til budene og nævnte fem af de ti bud. Hertil svarede manden: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« Jesus fattede kærlighed til ham og sagde, at han endnu manglede én ting: at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige og så komme og følge ham. Det svar gjorde manden nedslået, og han gik bedrøvet bort, for han var meget rig. en Røver, der »endnu idag,« ... ligesaavidt som han hentyder til beretningen om Jesus og de to røvere på korset, Luk 23,39-43. Den ene røver hånede Jesus, men den anden irettesatte ham, forsvarede Jesus og sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis«, v. 43. hvad er Sandhed hentyder til beretningen om Pilatus' forhør af Jesus, Joh 18,33-38. Da Pilatus af Jesu svar havde sluttet sig til, at han var konge, svarede Jesus: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Hertil sagde Pilatus: »Hvad er sandhed?« v. 37-38. Dragt her formentlig i overført betydning: omdømme, eftermæle. dersom Gud ... i sin Venstre den evige Stræben jf. G.E. Lessings Eine Duplik (), hvor han skriver: »Wenn Gott in seiner Rechten alle Wahrheit, und in seiner Linken den einzigen immer regen Trieb nach Wahrheit, obschon mit dem Zusatze, mich immer und ewig zu irren, verschlossen hielte, und spräche zu mir: wähle! Ich fiele ihm mit Demuth in seine Linke, und sagte: Vater gieb! die reine Wahrheit ist ja doch nur für dich allein!« (»Hvis Gud holdt al sandhed indesluttet i sin højre hånd, og i sin venstre den uforligneligt, altid levende stræben efter sandhed, om end med den tilføjelse, for altid og evigt at forvirre mig, og sagde til mig: Vælg! Så ville jeg ydmygt gribe efter hans venstre og sige: Fader, giv! den rene sandhed er jo dog kun alene for dig!«), Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 5, 1825, s. 100. Dødens Lighed jf. To opbyggelige Taler, 1844, i SKS 5, 189. kan ikke svare een til tusind dvs. kan ikke besvare én ud af tusind anklager; hentyder til Job 9,2-3, hvor Job siger: »hvorledes skulde et Menneske være retfærdig for Gud? Og han haver Lyst til at trætte med ham, saa kan han ikke svare ham eet af tusinde« (GT-1740). Petrus stod sikkrere paa Havets Bølge hentyder til beretningen om Jesu vandring på søen, Matt 14,22-33. Engang disciplene var gået om bord i en båd for at sejle over til den anden bred af Genezaret sø, og de var kommet godt fra land og kæmpede med bølgerne, kom Jesus gående til dem på søen. Da de så ham, blev de bange, for de troede det var et spøgelse, men Jesus gav sig til kende og sagde, at de skulle være frimodige. Peter bad så Jesus befale, at han skulle komme ud til ham; det gjorde Jesus. Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til ham, men da han så den stærke storm, blev han bange, han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Jesus greb straks fat i ham med hånden og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, stilnede stormen af. Hvad jeg gjorde som Barn ... uden at forstaae hentyder til 1 Kor 13,11, hvor Paulus skriver: »Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.« bedaare vildlede, narre. lade mig tage Skade paa min Sjel hentyder til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819) Ham bør det at voxe, mig at forringes se følgende kommentar. Joh. Evang. III, 30 ... mig at forringes jf. Joh 3,29-30, hvor Johannes Døber siger: »Den, som haver Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer, og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. / Ham bør at voxe, men mig at forringes« (NT-1819) (). Et gammelt Ord siger ... den nedgaaende Sol hentyder til ordsproget 'Alle tilbeder den opgående, ingen den nedgående sol« el. 'Man holder mere af den opgående end af den nedgående sol', jf. nr. 9266 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 321. skinner jo for ham ligesom for alle de Andre hentyder måske til ordsprogene 'Solen skinner for alle' og 'Når solen skinner for andre, skinner den også for mig', jf. nr. 9247 og 9248 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 320. holdt en Bagdør aaben ... Speidere ind (Jac. II, 25) jf. Jak 2,25: »Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej?« Historien om Rahab, der skjuler de to israelitiske spioner (GT-1740: »Speidere«) fortælles i Jos 2,1-24. seer Guds Finger i Livet udtryk for den forestilling, at man kan se Guds handlen el. indgriben i livet el. se Guds styrelse med en i livet. Udtrykket »Guds finger« anvendes i denne betydning i historien om Egyptens tredje plage, der af de egyptiske mirakelmagere ses som et tegn på Guds finger, 2 Mos 8,19, GT-1740 (8,15). Udtrykket kendes også fra talemåden 'Jeg ser Guds finger deri', jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 220. den simplest sammensatte Solskive det simplest konstruerede solur. Det mest almindelige solur bestod af en flad skive med en påmonteret stang og var ofte anbragt på et kirketårn. et Rustkammer betegnelse for det rum el. den bygning, hvor man opbevarer sine krigsvåben. forbudet ... at begjære hvad Næstens er hentyder til de ti bud: »Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom«, 2 Mos 20,17, jf. også 5 Mos 5,21. De ti bud, der ofte kaldes Guds lov, har i den jødiske og kristne verden dannet grundlag for mange af samfundets love. hiint forelæste Ord af Johannes den Døber . – Johannes den Døber: Johannes, der var Jesu forløber og forkyndte hans komme, fik tilnavnet Døber, fordi han prædikede »omvendelsesdåb til syndernes forladelse« og døbte alle dem, der bekendte deres synder, i Jordanfloden, jf. Mark 1,4-5. I NT-1819 kaldes han 'Johannes den Døber', jf. fx Mark 6,14.24.25. Ingen gjøre sig Samvittighed af Ingen skal være i tvivl om det tilladelige i, nære betænkeligheder ved. I Judæas Ørken levede han jf. Matt 3,1: »I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken«. den Forfængelighed, der kives om Hæderspladsen hentyder formentlig til Mark 10,35-41, hvor det fortælles, at to af Jesu disciple, de to Zebedæussønner, engang kom hen til ham og bad om, at de måtte få sæde i hans herlighed, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre hånd. Da disciplene hørte det, blev de vrede på de to brødre. den Ustadighed, der ... jubler og korsfæster hentyder formentlig til beretningerne om Jesu indtog i Jerusalem og den senere domfældelse. Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, blev han hyldet af en stor folkeskare, der råbte: »Hosianna, Davids søn! / Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn«, Matt 21,1-9. Da Jesus et par dage efter stod anklaget for gudsbespottelse af det jødiske råd, men Pilatus ikke fandt ham skyldig og derfor ønskede at løslade ham, råbte folkeskaren: »Han skal korsfæstes!« Matt 27,20-26. hans Dragt ... de bløde Klæder ... Rørets Bøielighed hentyder til Matt 11,7-8, hvor Jesus siger til folkeskaren om Johannes Døber: »hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret? Eller hvad ere I udgangne at see? et Menneske iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse« (NT-1819). – hans Dragt: jf. Matt 3,4: »Johannes havde sit Klædebon af Kameel-Haar, og et Læder-Belte om sin Lænd« (NT-1819). Han var ikke Messias ... raaber i Ørkenen hentyder til Joh 1,19-23: »Og dette er Johannis Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? Han bekiendte, og nægtede ikke; og bekiendte: jeg er ikke den Christus. Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei. Da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei; som Propheten Esaias haver sagt« (NT-1819). – Messias: hebr. den salvede, svarende til det gr. Kristus. for at berede (...) Veien If. Matt 3,3 forstås Johannes Døber som den, »om hvilken den Prophet Esaias haver talet, sigende: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, giører hans Stier jævne« (NT-1819). der skulde komme ... Skotvinge han ikke var værdig at løse hentyder til Joh 1,27, hvor Johannes Døber siger om Jesus: »Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for [før] mig; hvis Skoetvinge jeg er ikke værdig at opløse« (NT-1819). – Skotvinge: rem, hvormed en sko holdes fast på foden. den største, der er født af Qvinder jf. Matt 11,11, hvor Jesus siger: »Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Qvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han« (NT-1819). hans Herkomst vidunderlig ... en bedaget Qvinde vorder frugtbar jf. Luk 1,7, hvor det fortælles om Johannes Døbers forældre, Elisabeth og Zakarias: »Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.« Men efter at Herrens engel havde bebudet Zakarias, at hans hustru skulle føde ham en søn, blev hun »frugtsommelig«, Luk 1,24 (NT-1819). Jf. også Luk 1,36, hvor englen Gabriel siger til jomfru Maria: »Og see, Elisabeth, din Frenke [slægtning], hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom; og denne Maaned er den siette for hende, som kaldes ufrugtbar« (NT-1819). – vidunderlig: underfuld. – Tilkommelse: ankomst, komme. Dens, hvis Tilkommelse han forkyndte dvs. Jesus (). en reen Jomfru føder ved Guds Kraft hentyder til Luk 1,35. Efter at englen Gabriel har bebudet jomfru Maria, at hun skal føde Guds søn, men hun ikke kan forstå, hvordan det skal gå til, eftersom hun aldrig har kendt nogen mand, siger han til hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.« det Nedgaaende og det Opgaaende Johannes Døber er i den kirkelige tradition ofte forstået som repræsentant for den gamle tid, der rinder ud, og Jesus for den nye tid, der kommer. Jf. også Zakarias' lovsang, hvori han profeterer om Johannes og Jesus, da Johannes er født: »Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, / for du skal gå foran Herren og bane hans veje / og lære hans folk at kende frelsen / i deres synders forladelse, / takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, / hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os / for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, / og lede vore fødder ind på fredens vej«, Luk 1,76-79. NT-1819 har ganske vist en anden ordlyd i de to sidste vers: »formedelst vor Guds inderlige Barmhiertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os; for at skinne for dem, som sidde i Mørke, og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vej.« Men Luther oversætter således: »Durch die herzliche Barmherzigkeit unsers Gottes, durch welche uns besucht hat der Aufgang aus der Höhe, / Auf daß er erscheine denen, die da sitzen im Finsterniß und Schatten des Todes, und richte unsere Füße auf den Weg des Friedens« (»Ved vor Guds hjertelige barmhjertighed, ved hvilken opgangen fra det høje har besøgt os, for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og styre vore fødder på fredens vej«), jf. Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers (). vakte Raadets Opmærksomhed ... skikkede Udsendinge til ham . Jf. S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 179: »En med Tidens Aand saa lidet overeensstemmende Lære maatte naturligviis vække det høie Synedriums Opmærksomhed. De sendte derfor Præster og Leviter som offentlige Sendebude til ham for at spørge, om han var Christus, og, da han nægtede dette, om han var Elias eller en anden af Propheterne.« – Raadet: jødernes øverste religiøse og juridiske instans, også kaldet Synedriet. Kameelhaarskjortel . Føde i Ørkenen If. Matt 3,4 bestod Johannes Døbers føde af græshopper og vildhonning. Nattevægterens Raab ... Dagen er frembrudt På SKs tid gik der vægtere rundt i Københavns gader, de skulle tænde gadelygterne, opretholde ro og orden og gribe ind ved ildebrand; de skulle endvidere råbe de anordnede vægtervers hver hele time, fra nov. til feb. første gang kl. 20 og sidste gang kl. 5, i marts, sept. og okt. første gang kl. 21 og sidste gang kl. 4, i april og aug. første gang kl. 22 og sidste gang kl. 3, fra maj til juli første gang kl. 23 og sidste gang kl. 2, jf. § 5 og § 9 i Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 6 og s. 10. Da gik Dens Sol op, hvis Morgenstjerne ... Vises Forundring jf. vægterverset til kl. 5 om morgenen: »O! Jesu Morgen-Stierne, / Vor Konge i din Vold / Befale vi saa gierne, / Bliv du hans Soel og Skiold. / Vor Klokke er slagen Fem, / Kom, blide Soel, / Fra Naadens Pol, / Oplys vort Huus og Hiem« (da. 1683), Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 24. Jf. også J.P. Mynsters prædiken på 24. søndag efter trinitatis »Døden under Billedet af en Søvn«, nr. 63 i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 2, s. 386: »Siger det – ja lader os alle sige det med glad Ro imod alle Dødens Forskrækkelser: vi skulle ikke døe, men det er en Slummer, som skal ende vort jordiske Dagværk, og igiennem det Mørke, hvormed den dækker os, skinner Morgenstiernen allerede, som bebuder den nye Dag.« SK hentyder endvidere til beretningen om de vise mænd fra Østerland, Matt 2,1-12. »Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: 'Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham'«, v. 1-2. Efter at de havde forhandlet med Herodes, der sendte dem til Betlehem, tog de af sted, »og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var«, v. 9. Da de så stjernen, blev de glade; de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, de faldt ned og tilbad det og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. dens Opgang var hans Sols Nedgang . som Patriarcherne, der havde længtes efter Synet hentyder til Luk 10,24, hvor Jesus siger til sine disciple: »Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Jf. også Joh 8,56, hvor Jesus om patriarken Abraham siger til jøderne: »Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.« den vedblev at skinne . som en Daab ... med Ild og den Hellig-Aand hentyder til Matt 3,11, hvor Johannes Døber siger med henvisning til Jesus: »Jeg døber jer med vand til omvendelse (...). Han skal døbe jer med Helligånden og ild.« Da kom Efterretningen til ham ... mig at forringes hentyder til Joh 3,25-30, hvor det fortælles, at Johannes' disciple, der havde haft en diskussion med en jøde om renselse, kom hen til Johannes og sagde: »Mester, den, som var hos dig paa hiin Side Jordan, hvilken du gav Vidnesbyrd, see, han døber, og alle komme til ham.« Johannes svarede dem: »I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham. Den, som haver Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer, og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. Ham bør at voxe, men mig at forringes« (NT-1819). lave Egne spiller på Ef 4,9, hvor Paulus siger om Kristus: »Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne« (NT-1819). ligesom Medhustruens Søn ... Forjættelsens Barn hentyder til beretningen om Guds pagtsstiftelse med Abraham, 1 Mos 17, især v. 15-22. Da Gud havde sagt til Abraham, at Sara skulle føde ham en søn i sin alderdom, lo Abraham og bad i stedet Gud: »Måtte Ismael leve for dit ansigt!« Men Gud sagde: »Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.« – Medhustruens Søn: Da Sara længe ikke kunne føde børn, tilbød hun Abraham, at han kunne tage hendes egyptiske trælkvinde Hagar til medhustru; det gjorde han, og hun fødte ham sønnen Ismael, jf. 1 Mos 16. – Forjættelsens Barn: spiller formentlig på Gal 4,28, hvor Paulus skriver til galaterne: »Men vi, Brødre, ere Forjættelsens Børn, som Isaak var« (NT-1819). den lettere Føde spiller formentlig på Hebr 5,12-14, hvor brevets forfatter skriver til modtagerne: »I ere blevne Saadanne, som have Melk behov, og ikke haard Føde. Hver, som faaer Melk, er uforfaren i [uden kundskab om og prøvelse i] den rette Lære, thi han er et Barn. Men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skielne mellem Godt og Ondt« (NT-1819). bøie Skulderen svarende til at bøje ryggen el. nakken som tegn på underkastelse; udtrykket anvendes i 1 Mos 49,15 og i Bar 2,21 (GT-1740). drog i lige Aag med svarer til udtrykket: trak på samme hammel som, jf. 2 Kor 6,14. den Jævnlige den ligestillede el. jævnbyrdige, ligemanden. vinker lokker, kalder. sin Sendelse i Verden hentyder til Joh 1,6-8: »Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.« bedaare forlede, narre. Solen ... staaer stille, og endnu ikke gaaer ned hentyder til Jos 10,12-14: »På denne dag, da Herren gav amoritterne i israelitternes hånd, talte Josva til Herren; han sagde i israelitternes nærvær: / 'Sol, stå stille i Gibeon, / og måne i Ajjalons dal!' / Da stod solen stille, og månen standsede, til folket fik hævn over sine fjender. (...) Solen blev stående midt på himlen, og den tøvede næsten en hel dag med at gå ned.« at ethvert Menneske bør stride den gode Strid hentyder til 2 Tim 4,7, hvor Paulus skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« Jf. også 1 Tim 6,12, hvor Paulus skriver formanende til Timotheus: »Strid troens gode strid (...).« en Fristelse, da Raadets Udsendinge ... sig selv . Penninge . daarlig tåbelig. en Tjeners Skikkelse ikke nogen paatagen Skikkelse hentyder til Fil 2,7, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). Jf. også Philosophiske Smuler i SKS 4, 238: »Og saaledes vil han [Guden] vise sig lig den Ringeste. Men den Ringeste er jo Den, som maa tjene Andre, altsaa i Tjenerens Skikkelse vil Guden vise sig. Men denne Tjenerens Skikkelse er ingen paatagen som Kongens Ringheds-Kappe, der netop derfor ogsaa flagrede løst og forraadte Kongen; er ingen paatagen som den lette socratiske Sommerkaabe, der skjøndt vævet af Intet dog er skjulende og forraadende, men er hans sande Skikkelse; thi dette er Kjærlighedens Uudgrundelighed, ikke for Spøg, men for Alvor og i Sandhed, at ville være den Elskedes Lige; og dette er den besluttende Kjærligheds Almagt at formaae det, hvad hverken Kongen eller Socrates formaaede, hvorfor deres paatagne Skikkelse dog var en Art Svig.« anlediges foranlediges. daarligen som en tåbe. Gjøglebilleder drømmebilleder, fantasiforestillinger. en Leiesvend hentyder til Joh 10,12-13, hvor Jesus, der taler om sig selv som den gode hyrde, siger: »Men Leiesvenden, og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme, og forlader Faarene, og flyer; og Ulven røver dem, og adspreder Faarene. Men Leiesvenden flyer, fordi han er en Leiesvend, og haver ikke Omsorg for Faarene« (NT-1819). en utro Tjener . I Evangeliet ... Herren ... ikke mere vender tilbage Der synes at være sket en sammenblanding af Jesu lignelse om de betroede talenter, Matt 25,14-30, og Jesu tale om den utro tjener, Luk 12,42-48. I lignelsen om de betroede talenter fortælles om en mand, der rejser udenlands og betroer hhv. fem og to talenter til to af sine tjenere og én talent til en tredje tjener. Da manden kommer tilbage, gør han regnskab med dem, og da viser det sig, at den tredje tjener har gravet den ene talent ned i jorden og intet tjent på den; ham kalder manden en dårlig og doven tjener. I Luk 12,42-48 taler Jesus om en tjener, der af sin herre bliver sat til at give tjenestefolkene mad i rette tid, men tænker som så: »Min herre lader vente på sig!« Og han giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig. Men så kommer hans herre på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og lader ham dele skæbne med de utro. en Guds Medarbeider Udtrykket 'Guds medarbejdere' anvendes i 1 Kor 3,9, jf. også 2 Kor 6,1. en Vordnet en stavnsbundet, her billedligt om en, der er bundet af livet på jorden. aldrig seet et fredeligt og sagtmodigt Indtog hentyder til Jesu indtog i Jerusalem, hvor han red på et æsel, der er et symbol på en konge, som kommer med fred. Indtoget bliver i NT forstået som en opfyldelse af profetien i Zak 9,9: »Se, din konge kommer til dig, / retfærdig og sejrrig, / sagtmodig, ridende på et æsel, / og på en æselhoppes føl«, jf. Matt 21,4-5 (). der ikke var kommen ... men for selv at tjene hentyder til Matt 20,28, hvor Jesus siger om sig selv, at »Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange«. »hans Fødder staae for Døren ... « (Ap. G. V, 9) fri gengivelse af ApG 5,9, hvor apostlen Peter siger til Ananias' kone Safira: »See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig« (NT-1819). Ananias havde solgt sin ejendom og med sin kones viden stukket nogle af pengene til side til sig selv, så han kun afleverede en del af dem til apostlene. Da Peter gennemskuede ham og sagde, at han dermed havde løjet for Gud, faldt Ananias død om, og nogle unge mænd af menigheden bar ham ud og begravede ham. Det samme gentog sig med Safira. »den Aand ... giver større Naade« (Jak. IV, 5) fri gengivelse af Jak 4,5: »Eller mene I, at Skriften taler forgieves? Mon den Aand, som boer i os, opvækker Avind? Den giver jo større Naade« (NT-1819). havde været før ham . Jf. også Joh 1,15. den Største ... den mindste ... større end Johannes . Prædiken en Røst i Ørkenen . at hilse ham som Mester . at han selv var Den, som skulde komme hentyder til Matt 11,3, hvor Johannes Døber fra sit fængsel sender to af sine disciple og lader dem spørge Jesus: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« den Efterretning, de bragte Døberen . forkyndt i Ørkenen . opfordrede dem selv til at vidne ... fra Begyndelsen og . hans Ja og hans Amen hentyder til Åb 1,7, hvor forfatteren, også kaldet Johannes, skriver om Jesus Kristus: »Se, han kommer med skyerne, / og hvert øje skal se ham, / også de, som har gennemboret ham; / og alle jordens folkestammer skal jamre over ham. / Ja, amen.« da befalede han som Herodes ... skulde dræbes hentyder til barnemordet i Betlehem, Matt 2,16-18. Da Herodes opdagede, at de vise mænd havde narret ham og var rejst hjem uden at fortælle, hvor de havde fundet Jesusbarnet, blev han rasende og beordrede, at alle drenge på to år og derunder skulle myrdes. Maaskee besteg en ny Pharao Thronen ... Fortjenester hentyder til 2 Mos 1,8: »Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef.« Herefter blev israelitterne plaget med tvangsarbejde. – hans Fortjenester: hentyder til, at Farao satte Josef over hele Egypten, fordi han havde tydet hans drømme om de syv velnærede og de syv magre køer og om de syv tykke og de syv tynde aks som et varsel om syv år med overflod og syv år med hungersnød. I de syv år, hvor landet bugnede, samlede Josef korn i lagre, og i de syv år, hvor landet var knuget af hungersnød, forvaltede han salget af kornet, jf. 1 Mos 41. Da hungersnøden tog til, og folket ikke havde flere penge at købe for, solgte Josef brød for kvæg, og da kvæget slap op, solgte Josef såsæd, som egypterne måtte betale for med deres jord og deres kroppe, hvorved han fik lagt hele landet ind under Farao og gjort hele folket til trælle for Farao, jf. 1 Mos 47,13-26. som voxede kun Den ... plantet ved Vandbækken hentyder til Sl 1,3: »Thi han [der har sin glæde ved Herrens lov og grunder over den] skal være som et Træe, der er plantet hos Vandbække, som giver sin Frugt i sin Tiid, og hvoraf ikke et Blad affalder, og alt, hvad han giør, skal han faae Lykke til« (GT-1740). hvor Begjeringens Orm ikke døer spiller måske på Mark 9,44.46.48 om at fare til Helvede, »hvor deres Orm ikke døer« (NT-1819). Jf. også Es 66,24. hvor Bagvaskelsens Tunge ... Hjertets Overflødighed hentyder formentlig til Matt 12,34, hvor Jesus siger til nogle farisæere og skriftkloge: »I Øgle-Unger! hvorledes kunne I tale godt, I som ere onde? thi af Hiertets Overflødighed taler Munden« (NT-1819). m. T. min tilhører. Døberens strenge Prædiken ... Foden af Træet sigter til Johannes Døbers prædiken for de farisæere og saddukæere, der ville døbes af ham: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,7-10. – hans prophetiske Uforfærdethed: jf. S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 177f.: »I de gamle Propheters Aand dadlede han med stræng Frimodighed Folkets Laster uden Persons Anseelse«. – dømme Høie og Lave: hentyder til, at Johannes Døber formanede både folkeskaren, toldere og soldater, jf. Luk 3,10-14, og irettesatte landsfyrsten Herodes for hans forhold til svigerinden Herodias, jf. Luk 3,19-20. den ... Mildhed ... Inderlighed ... den Kommende . Straffedommens Torden . at gaae som til Gjestebudshuus spiller på Præd 7,2: »Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Giæstebuds Huus, fordi i det samme [dvs. i sorgens hus] er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal legge sig det paa sit Hierte« (GT-1740). – Gjestebudshuus: hus, hvor der holdes fest med spisning. sang sørgeligt for Folket ... Børnene paa Torvet hentyder til Matt 11,16-19, hvor Jesus siger: »Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er liig de smaa Børn, som sidde paa Torvene, og raabe til deres Staldbrødre [kammerater], og sige: Vi fløitede for Eder, og I vilde ikke dandse; vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde. Thi Johannes kom, som hverken aad eller drak, og de sige: han haver Diævelen. Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven!« (NT-1819). »et Menneske kan slet Intet ... af Himmelen« (V. 27) citat fra Joh 3,27 (NT-1819). skifter mellem sig og den Kommende hentyder til Joh 3,28, hvor Johannes Døber henviser til, hvad han tidligere har bevidnet, at »jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for [før] ham« (NT-1819). beskikket fået skik på, bragt i orden (før man dør). »Den, som haver Bruden ... fuldkommen« (V. 29) citat fra Joh 3,29 (). ham bør det at voxe, mig at forringes jf. Joh 3,30 (). drage frem som en Fredens Fyrste hentyder til Jesu indtog i Jerusalem (). den Mindste ... større end Johannes . gjemt den i sit Hjerte spille på Luk 2,19. Her fortælles det, at Maria »gemte alle disse ord i sit hjerte«, da hyrderne havde fortalt om det, englen havde sagt til dem om det nyfødte barn den nat, Jesus blev født. Disciplene dvs. Johannes Døbers disciple (). I en ældre Tid ... have det Alt i Beredskab sigter til den gamle skik, at man på et tidligt tidspunkt i livet syede ligtøj, der ofte var smukt udstyret med broderier og kniplinger, så det kunne ligge klar til den dag, døden indtrådte. En gammel hedensk Digter ... Folket jubler sigter til den berømte gr. digter og dramatiker Æschylus (o. 525-456 f.Kr.), om hvem Plutark fortæller i den moralske afhandling »Hvordan man kan blive opmærksom på sin fremgang i dyd«, Moralia 79 E: »Aeschylus sahe einst in den isthmischen Spielen dem Faustkampfe zu, und da der eine Fechter einen so heftigen Schlag bekam, daß das ganze Theater schriee, stieß er den Chier, Jon und sagte: 'Sieh einmal, was die Uebung vermag! Der Geschlagene schweigt, und die Zuschauer schreyen'« (»Engang under de istmiske lege så Æschylus på en boksekamp, og da den ene fægter fik et så frygteligt slag, at hele teatret råbte, skubbede han til Ion fra Chios og sagde: 'Se engang, hvad øvelse formår! Den slagne tier, og tilskuerne råber'«), Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt 1783-1800, ktl. 1192-1196; bd. 1, s. 258. – den blonde Yngling: Ion fra Chios (o. 490 - o. 422 f.Kr. ), gr. digter, dramatiker og filosof, var o. tyve år, da han i Athen traf Æschylus, som på det tidspunkt har været o. tres år gammel. »sukkede han mod« (Jac. V, 9) jf. Jak 5,9: »Sukker ikke mod hverandre, Brødre, at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren« (NT-1819). – sukkede mod: var vranten mod. Et gammelt Ord ... den nedgaaende Sol .