]> S&o-;ren Kierkegaard Tre opbyggelige Taler, 1844 3T44 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen S&o-;ren Bruun og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1844 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/3t44/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 MDCCCXLIV Tre opbyggelige Taler af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Faaes hos Boghandler P. G. Philipsen Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri Afd&o-;de Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekr&ae;mmer her i Byen min Fader helliges disse Taler. Forord Om end denne lille Bog (som derfor blev kaldet &anfbeg;Taler&anfslut; ikke Pr&ae;dikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at pr&ae;dike; &anfbeg;opbyggelige Taler&anfslut; ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ingenlunde fordrer at v&ae;re L&ae;rer) henvender sig til en L&ae;ser, til hiin Enkelte, som jeg med Gl&ae;de og Taknemmelighed kalder min L&ae;ser, glemmer den Talende dog ikke, at det at kunne tale er en tvetydig Kunst, og selv det at kunne sige det Sande en saare tvivlsom Fuldkommenhed. I denne Bevidsthed gaaer Bogen da ud i Verden; indesluttet i sig selv agter den ikke paa Veiret, sp&o-;rger ikke efter Vinden, seer ikke efter Skyerne, seer ikke feil af Noget, men s&o-;ger og seer kun efter hiint velvillige Menneske, der antager sig den S&o-;gende, giver det Sagte Beleilighed, kommer de kolde Tanker atter til at br&ae;nde, forvandler Talen til en Samtale, hvis oprigtige Fortrolighed ikke forstyrres af nogen Erindring om Den, der bestandig kun &o-;nsker at v&ae;re glemt, og er det meest og er det helst, netop naar Modtageren fuldkommer det Store, at lade Talens Forkr&ae;nkelighed opstaae til Uforkr&ae;nkelighed. T&ae;nk paa din Skaber i din Ungdom Pr&ae;dikeren XII, 1 Der gives en Sandhed, hvis Storhed, hvis Oph&o-;iethed man pleier at prise ved beundrende at udsige om den, at den er ligegyldig, lige gyldig, hvad enten Nogen antager den eller ikke; ligegyldig ved den Enkeltes s&ae;rlige Tilstand, om han er ung eller gammel, glad eller bedr&o-;vet; ligegyldig ved sit Forhold til ham, om den gavner ham eller skader ham, om den afholder ham fra Andet eller forhj&ae;lper ham til det; lige gyldig, om han bifalder den af sin ganske Sjel eller kold og f&o-;lesl&o-;s bekjender den, om han lader sit Liv for den, eller benytter den i slet Vinding; ligegyldig ved, om han har udfundet den, eller han blot eftersiger det L&ae;rte. Og kun Dens Forstaaelse var den sande, Dens Beundring den berettigede, der fattede, at denne Ligegyldighed var det Store, og lod sig danne i Overeensstemmelse med den til Ligegyldighed mod, hvad der angik ham selv eller noget Menneske som Menneske eller s&ae;rligen som Menneske. Der gives en anden Art Sandhed, eller om dette er beskednere, en anden Art af Sandheder, hvilke man kunde kalde de bekymrede. Deres Liv er ikke i det Oph&o-;iede, allerede af den Grund, at de ligesom besk&ae;mmede ere sig selv bevidste ikke at passe ganske i Almindelighed ved alle Leiligheder, men kun s&ae;rligen ved enkelte. De ere ikke ligegyldige ved den Enkeltes s&ae;rlige Tilstand, om han er ung eller gammel, glad eller bedr&o-;vet; thi dette afgj&o-;r for dem, om de skulle v&ae;re Sandheder for ham. De slippe ei heller strax den Enkelte og opgive ham; men vedblive at bekymre sig om ham, indtil han selv l&o-;sriver sig ganske, og end ikke dette er dem ligegyldigt, skj&o-;ndt han dog ikke formaaer at gj&o-;re dem tvivlsomme om sig selv. En saadan Sandhed er ikke ligegyldig ved, hvorledes den Enkelte annammer den, om han tilegner sig den af ganske Hjerte, eller den vorder ham et Mundsveir, thi netop denne Forskjellighed viser jo, at den er nidkj&ae;r paa sig selv; ikke ligegyldig ved, om Sandheden vorder ham til Velsignelse eller til Fortabelse, thi denne modsatte Afgj&o-;relse vidner jo netop mod den lige Gyldighed; om han i Oprigtighed fortr&o-;ster sig til den, eller vil bedrage Andre, selv bedraget, thi denne h&ae;vnende Vrede viser jo netop, at den ikke er ligegyldig. En saadan bekymret Sandhed er ikke ligegyldig ved, hvo der haver fremsat den, tvertimod vedbliver han bestandigen at v&ae;re tilstede i den, for igjen at bekymre sig om den Enkelte. En saadan bekymret Sandhed er hiint pr&o-;vede, i Aarhundreder gjentagne Ord, hvilket vi have forel&ae;st. Og dersom du kunde h&o-;re Dens Stemme, der haver sagt det, da vilde Du forvisse Dig om, hvor bev&ae;get han selv var; og dersom Du kunde see hans Skikkelse, og Du selv var et ungt Menneske, da vilde Du vel gribes af den Deeltagelse, med hvilken han bekymrede sig om Dig, medens han jo dog n&ae;rmest kun vilde v&ae;kke Dig til Bekymring om Dig selv. Hvo er da denne Mand, der haver sagt det? Vi vide det ikke; men dersom Du er ung, om Du end stod Thronen n&ae;rmest, og Dine Tanker vare saadanne, som Herred&o-;mmets Forventning kunne indgive dem, da er det fortalt, at ogsaa han bar det kongelige Purpur, om han end meente, at uagtet alt Dette er dog Tanken om Skaberen Ungdommens bedste Tanke. Og dersom Du er ung, om Dit Liv end var i Ringhed, og ingen glimrende Udsigt fristede, da haver Du hans kongelige Ord for, at uagtet dette er dog Tanken om Skaberen Ungdommens skj&o-;nneste Herlighed. See, derfor er denne Fort&ae;lling, at en Konge haver sagt Ordet, ligesom et fromt &O-;nske, der vil forlige det Forskjelligste i eenfoldig Forstaaelse af det Samme derved, at Ordet selv paa forskjellig Maade bekymrer sig om det Forskjellige. Thi naar Den, der er kongebaaren og engang skal styre Riger og Lande, i Armodens Hytte seer paa V&ae;ggen et Billede, som dette nu kan v&ae;re efter fattig Leilighed, et Billede, hvis Mangelfuldhed n&ae;sten aflokker ham et Smiil, og han tr&ae;der n&ae;rmere til og l&ae;ser hiint Ord som Billedets Indskrift, da taler Pr&ae;dikeren til ham, men Pr&ae;dikeren var jo en Konge. Og naar Armodens S&o-;n staaer undrende i Palladset, naar uforklarede Tanker vaagne i hans Sjel, naar han studsende seer den kongelige Majest&ae;t, da taler Pr&ae;dikeren til ham, og Pr&ae;dikeren var jo en Konge; da vender han forligt hjem til sin ringe Bolig og til sit fattige Billede paa V&ae;ggen. Er Forliget da ikke indgaaet; eller vil Du tage N&o-;isomhedens Skin for at s&o-;ge utidig Tr&ae;tte, at Du ikke begjerer Kongers Pragt; &streg; men heller ei kan n&o-;ies med at t&ae;nke paa Din Skaber! Som var hiin selvgjorte N&o-;isomhed ikke en vilkaarlig Fortjeneste, af hvilken man ikke t&o-;r rose sig, ja, hvad v&ae;rre er, et Tegn paa Din Elendighed, der kun vidner mod Dig! Vel er der nemlig Intet i den vide Verden, der formaaer, ligesaa lidet som den ganske Verden formaaer at give et Menneske Vederlag for den Skade, han tog paa sin Sjel, hvis han opgav Tanken om Gud; men Den, der, forblendet som han var, fordrede det H&o-;ieste, han lod dog forstaae, at han i en vis ufuldkommen Forstand fattede Dets Betydning, han opgav. &streg; Eller det var maaskee anderledes med Dig; Du var maaskee uvillig til at samtykke i Forliget, netop fordi det var en Konge, der havde sagt Ordet; og &anfbeg;en Konge faaer jo Alt, hvad han peger paa; naar han da har fulgt Lystens Vink indtil Nydelsens yderste Gr&ae;ndse, hvad Under, at hans Livsbetragtning pludseligen forvandler sig for ham.&anfslut; Ordet var da vel betydningsfuldt, men Formaningen ikke til at annamme; fordi Ordet vel var bekymret, men ikke bekymret om nogen Enkelt, vel var et Bekymringens Ord, vel var forsonet med Livet, forsaavidt det var formildet i Sorg, men dog kun et Suk fra Veemodets Indelukke, et Suk i den Stund, da den tr&ae;ttede Sjel byder Verden Farvel, men dog kun en Boble, der brister, hvor dybt nede fra den end stiger op. Thi saaledes gives der en Viisdom, der n&ae;sten v&ae;lger Sindssvaghedens Skjul og i Menneskenes &O-;ine ved sin underlige Bev&ae;gethed gj&o-;r Fyldest for Alt; men Sukket selv og Udbruddet og R&o-;relsen angaaer Ingen, Ingen i den ganske Verden, end ikke Den, fra hvis Hjerte Sukket lyder. Et saadant kort Ord, i hvilket Hjertet vil briste, et saadant Hjertesprog, ikke fyndigt som Tankens Sprog men skjelvende i Stemning, h&o-;res vel stundom i Verden. Det vil ikke v&ae;re Lys paa Nogens Sti; thi Solen vil lyse paa Menneskets Vei om Dagen, og Maanen vil skinne for ham i Natten, men Lygtemanden i Nattetaagen vil ikke lyse, end ikke for sig selv. Naar et Menneskes Liv lakker mod Aften, naar han m&o-;dig og tankefuld omgaaes D&o-;den som sin eneste Fortrolige, naar Aanden har tabt Kraft til i Alvor at opgj&o-;re Regnskabet, og D&o-;den er bleven Tr&o-;steren, naar Villien og Fors&ae;ttet Intet begj&ae;re mere, men Tanken ubestemt famler sig for i det Oplevede, medens Glemselen som en travl Svend arbeider aarle og silde i Tr&o-;sterens Tjeneste, &streg; og nu Ungdommen gaaer Sj&ae;len forbi som en Dr&o-;m, da siger et saadant Menneske for sig selv, idet Sindet dv&ae;ler ved Livets skj&o-;nneste Betydning, som denne engang vedgik ham: Held den, der gjorde det! Men dersom der stod hos ham et ungt Menneske, paa hvem Livet endnu havde hele sit Krav, da vilde han ikke tale saaledes. Kun naar han sidder ene, hensjunken som en Ruin, fortabende sig i Veemod, kun da siger han det, ikke til noget Menneske, ikke til sin egen Sjel, men siger det hen for sig: Held den, der gjorde det. Og ligesom den L&ae;gekyndige veed, at der er et Tr&ae;k i Ansigtet, hvilket er D&o-;dens, saaledes veed den Sjelekyndige, at dette Udbrud betyder, at Aanden vil til at udslukkes. Udbruddet kan vel have sin Betydning, men Formaningens Kraft vil man forgj&ae;ves s&o-;ge i det, fordi Troen ikke er i det, Troen paa selv at have fuldkommet det Gode, eller paa, at det skal lykkes en Anden. Og den, der begjerligen h&o-;rer efter et saadant Ord, han er selv som oftest i en lignende Tilstand, eller dog i en s&o-;rgelig anet Forstaaelse med, at noget Lignende vil times ham, og derfor finde de begge Lise og Lindring ved at daane i denne Afmagt, hvor Formaningen ikke forstyrrer dem, men hvor Formaningens Velsignelse heller ei kommer over dem. &streg; &anfbeg;Det er Altsammen Forf&ae;ngelighed og ond M&o-;ie,&anfslut; siger Pr&ae;dikeren, og et saadant Ord tykkes Letsindigheden et sindrigt Leget&o-;i, Tankel&o-;sheden en opgiven Gaade og Tungsindigheden en Bed&o-;velsens Drik, der gj&o-;r det Sidste v&ae;rre end det F&o-;rste. Saaledes har Pr&ae;dikeren sagt mangt et Ord, som det altid kan v&ae;re gavnligt, at han haver sagt, hvis det kunde hj&ae;lpe Nogen til at spare sig selv for at gj&o-;re den samme Erfaring, eller dog idetmindste hj&ae;lpe ham til at forsage den forf&ae;ngelige Higen, der vil v&ae;re sindrigere og sindrigere; men er hiint forel&ae;ste Ord et saadant, og mon ikke Pr&ae;dikeren har sagt alt det Foregaaende for dette ene og eet lignende Ords Skyld, og mon han ikke gjerne opgav at have sagt alt det Andet, hvis blot Nogen tog efter dette Ord? Vel siger nemlig Pr&ae;dikeren, at &anfbeg;ogsaa Barndom og Ungdom er Forf&ae;ngelighed&anfslut; (XI, 10), og at forsaavidt selv at have gjort, hvad han opfordrer til, &anfbeg;at have ladet sit Hjerte v&ae;re vel tilmode i Ungdommens Dage, at have vandret paa Hjertets Vei og efter &O-;inenes Syn&anfslut; (XI, 9), er Forf&ae;ngelighed; men har Pr&ae;dikeren nogensinde sagt, at det at t&ae;nke paa sin Skaber i Ungdommen er ond M&o-;ie, eller det at have t&ae;nkt paa ham i Ungdommen ogsaa engang skulde vise sig at v&ae;re Forf&ae;ngelighed? Har han blandet Talen derom ind mellem det &O-;vrige, eller er den Maade, paa hvilken han siger dette, ikke himmelvidt forskjellig fra den Maade, paa hvilken han siger det &O-;vrige? Har han ikke netop opl&o-;st Alt i Forf&ae;ngelighed, for at hiin Tankes evige og salige Betydning ret maatte vise sig, at den maatte binde den vildfarende Sjel i Lydighed under Formaningen? Han siger ikke som ellers: saa gl&ae;d Dig i Din Ungdom, saa bortfjern Sorgen, hvor Udtrykket selv, ved ligegyldigen at henkaste det Sagte, antyder, at det er det Ligegyldige, hvorom han taler. Han har udeladt dette lille henkastende Ord, og idet Talen om det Forf&ae;ngelige farer hen, og ligesom vil rive Alt hen i Forf&ae;ngelighed, da staaer Pr&ae;dikeren op til at byde over Forvirringen, at den ikke kommer videre end til sin Gr&ae;ndse, til at standse Forf&ae;ngeligheden ved Formaningens bestemte Udtryk: T&ae;nk derfor paa Din Skaber. Hans Tale er ikke som var denne Tanke kun en Ungdommens Tanke, der dog engang maatte blive en forbigangen, han taler ikke om den som om det Forbigangne, der engang har havt Betydning; ikke som om noget Forbigangent, hvorom det var &o-;nskeligt, at det engang havde havt Betydning, nei Ungdommens Betydning er netop denne Tankes Betydning, og netop ved denne Tanke skal Ungdommen sikkres mod at v&ae;re Forf&ae;ngelighed, sikkres mod engang at synes Forf&ae;ngelighed. Han taler ikke som den der &o-;nsker, ikke som den der l&ae;nges, ikke som den der daaner, men med Overbeviisningens Magt, med Erfaringens Myndighed, med den fuldvisse Indsigts Tilforladelighed, med Frimodighedens glade Tillid, med Alvorens Fynd, med Formaningens Bekymring taler han til den Unge. Han taler ikke ubestemt om Ungdom i Almindelighed, men som den Enkelte dog vel forstaaer ikke i Almindelighed, at han er ung, thi en saadan Forstaaen tilh&o-;rer netop en senere Alder, men forstaaer det for sit Vedkommende, saa er det netop ogsaa paa denne Maade, at Pr&ae;dikeren vil have Formaningen forstaaet. Thi dette er det Bekymrede i Formaningen, at om den end kan gjentages atter og atter og angaae Utallige, hver Gang den taler til den Enkelte, da er det som talte den til ham alene, som var den bleven til alene for hans Skyld, som var den ubekymret om hele den &o-;vrige Verden, men desto mere bekymret om ham, ja saaledes bekymret, som gjorde han en Velgjerning, hvis han modtog den. Saaledes lyder Ordet, og om Du end letsindigt eller tungsindigt vilde fors&o-;ge at bedaare Pr&ae;dikeren, at fraliste ham Formaningen, hvilket jo dog var s&o-;rgeligt, Du skal ikke formaae det, Pr&ae;dikeren har ingen Tvetydighed forskyldt. Saaledes taler Pr&ae;dikeren formanende, og dersom Du er ung, om Du end tidligen indviedes i den megen Viisdom, han taler dog til Dig; og dersom Du er ung, om Du var eenfoldigere, Du skal dog ikke staae tryglende ved hiin Viisdoms D&o-;r, thi Pr&ae;dikerens Bekymring er ogsaa til Dig, og han siger ikke blot, at Du kan t&ae;nke paa Din Skaber, men han formaner Dig dertil; og dersom Du er ung, om Du er glad, om Du er bedr&o-;vet, om Du er sorgl&o-;s, om Du er mismodig, i hvo Du end er, det er dog Dig, netop Dig han taler til, Dig paa hvem Formaningen passer, som ogsaa Grunden til Formaningen: &anfbeg;f&o-;rend de onde Dage komme, og Aarene n&ae;rme sig, om hvilke Du skal sige, de behage mig ikke.&anfslut; Derfor har han i det Foregaaende s&o-;gt at jage Sjelen op af Trygheden til at see Livets Forf&ae;ngelighed, forhindret den i &anfbeg;at troe letsindigen&anfslut; (1 Cor. XV, 2), thi ellers vilde hans Formaning, hvor velmeent den end er, altid blive en Forf&ae;ngelighed, eller rettere en alvorlig Sag, der altid blev tagen forf&ae;ngelig. Ungdommen t&ae;nker nemlig ikke paa de onde Dage, og forstaaer ikke hvad det vil sige, &anfbeg;at R&o-;sten i M&o-;llen bliver svag og alle Sangens D&o-;ttre matte&anfslut; (XII, 4), og forhindrer sig selv i at gj&o-;re, hvad den fortrinsviis for nogen anden Alder forstaaer; og naar de onde Dage komme, og R&o-;sten i M&o-;llen bliver svag og alle Sangens D&o-;ttre ere matte, da har man ikke t&ae;nkt i sin Ungdom paa Skaberen, og har ikke blot tabt Ungdommen, men Forstanden paa Ungdommens Tanke om Skaberen. Saaledes henvender Pr&ae;dikeren sig formanende til den Unge; men den, der vil tale om hiint forel&ae;ste Ord, han beflitter sig jo ikke blot paa, at den i Ordet indeholdte Tanke vorder tydelig i Talen, men at Talen selv vorder tydelig; thi &anfbeg;om Basunen giver en utydelig Lyd, hvo vilde da berede sig til Krig&anfslut; (1 Cor. XIV, 8). Men dette at Talen er tydelig, hvad er dette Andet, end at den dog angaaer Nogen, at den dog taler noget Menneske til Opbyggelse. Nu er det vel saaledes, at Formaningens bekymrede Sandhed netop henvender sig til den Enkelte i en s&ae;rlig Livets Omst&ae;ndighed; men Talen om den maa dog vel vogte sig for ikke at betinge Opbyggelsen ved det Tilf&ae;ldige, vel vogte sig for ikke misundelig paa Tilf&ae;ldigheden at komme i Strid og Modsigelse med hvad der ellers er opbyggeligt; thi da er Opbyggelsen usand og kun en usund Forlystelse ved et Fortrin eller et misforstaaet &O-;nske, der daarligen higer derefter. Vilde man saaledes opbygges ved Tanken om Alderdommen, men saa s&ae;rligen, at Ungdommen ikke kunde opbygges ved den samme Tanke, saa var Opbyggelsen selv usand. Vilde En tale Oldingen til Opbyggelse om, at det nu snart Alt var forbi, da skulde han vel ved denne Tale urolige den Unge, thi hvorledes skulde han ikke vorde mismodig og l&ae;nge f&o-;r Tiden keed af et Liv, ved hvis Slutning man sagde, at dette var det Bedste, at Alt snart var forbi. Men en saadan Opbyggelse er et Bedrag, en svigefuld Overeenskomst; thi det at v&ae;re Olding er intet Fortrin, og ligesaa lidet det at v&ae;re ung. Vil man mene, at Ungdommen er et Fortrin, da forsmaaer man Opbyggelsen, og vil kun h&o-;re Ligesindedes, ja Medsammensvornes verdslige Tale om, hvor lysteligt det er at v&ae;re ung. Vil man mene, at Ungdommen selv i Henseende til Tanken om Skaberen har en afgjort Beleilighed, hvilken aldrig senere lader sig gjenkj&o-;be: hvo turde tale med sig selv om denne Sag, hvo turde tale til en Anden derom af Frygt for, at det skulde v&ae;re for sildigt, af Frygt for, at Opbyggelsens Tanke skulde forvandle sig til Forf&ae;rdelsens. Men saaledes er det ikke. Naar derfor den hellige Skrift gj&o-;r dette til Betingelsen for at indgaae i Himmeriges Rige, at et Menneske bliver Barn paa ny, da er denne Tale netop opbyggelig fordi den henvender sig til ethvert Menneske, medens den, anderledes forstaaet, vel var den daarligste og tr&o-;stesl&o-;seste Tale, der er h&o-;rt i Verden; thi Barnet selv veed jo ikke hvad det er at v&ae;re Barn. Hvad der gjelder om Barndommen, det gjelder ogsaa om Ungdommen, kun er der den Forskjel, at, forsaavidt Ungdommen er forbi, kan der ogsaa v&ae;re tabt og fors&o-;mt meget. Saaledes kan vel Talen om Ungdommen volde den Enkelte Bekymring, men hvis Talen vil gj&o-;re ham det umuligt, at ogsaa denne Bekymring kunde vorde ham gavnlig til Beroligelse, vorde en Sorg efter det Forbigangne, der virker til Forbedring, da er Talen ikke opbyggelig, men verdsligsindet, splidagtig og forvirret. Paa den anden Side skal Talen vel ogsaa bev&ae;ge en enkelt Ung til at forekomme Fors&o-;mmelsens smertelige Efterveer, den skal vel indynde Ungdommens Betydning hos ham, om Talen end, hvad Myndighed angaaer, kun borger sig frem. T&ae;nk paa Din Skaber i Din Ungdom. T&ae;nk paa Din Skaber i Din Ungdom; thi i Ungdommen gj&o-;r man det naturligst og bedst, og hvis Nogen gjennem hele sit &o-;vrige Liv bevarede Ungdommens Tanker, ja da fuldkommede han den gode _{Gjerning Denne}Gjerning. Denne v&ae;re vor Lovpriisning af Ungdommen, om den end sjeldnere h&o-;res, medens dog Ungdommen ofte nok ber&o-;mmes. Ja som det skal v&ae;re skadeligt for det sp&ae;de Barn, at Alle skulle have det i H&ae;nde, saa synes den megen Lovpriisning at v&ae;re bleven ford&ae;rvelig for Ungdommens Sundhed. Thi naar Tr&o-;stesl&o-;shedens falske eller uforstandige Venskab f&o-;rer Ordet, vil den da ikke smitte med sin hidsige Usundhed, vil den ikke bringe en jagende Uro og Higen ind i Ungdommens sorgl&o-;se Tryghed? Fordi Tr&o-;stesl&o-;sheden er misundelig paa Ungdommen, skal man derfor ogsaa gj&o-;re denne misundelig paa sig selv, og raadvild over sig selv? Man tage Ungdommen ligesaalidet som det sp&ae;de Barn for meget i H&ae;nde, men man gj&o-;re derfor heller ei det Modsatte; man gj&o-;re den ikke gammel f&o-;r Tiden, at den ikke skal t&o-;mme den Bitterhed, ei at maatte v&ae;re ung, naar man er det, og anden Gang t&o-;mme den Bitterhed, ei at have maattet v&ae;re ung, da man var det. Pr&ae;dikeren er ikke saaledes. Naar Ungdommen er til Fryd og Gl&ae;de i Gjestebudshuus, da er Pr&ae;dikeren ikke en fortvivlet Skikkelse, der vil rive den hen i vild Lidenskab og Nydelse af &O-;ieblikket; ikke et &ae;ngstende Gjenf&ae;rd, der i Ungdommens Kreds vil glemme sig selv; ikke en Daare, hvis Indbildning er, at han, skj&o-;ndt bedaget, dog er ung; men han er heller ei en vranten og fortr&ae;delig Mand, der ikke kan gl&ae;de sig med de Glade. Han gaaer med til Gl&ae;den, og naar Ungdommen har forn&o-;iet sig ret af Hjertens Grund, har dandset sig tr&ae;t, ikke for Livet just, thi det b&o-;r Ungdommen ikke gj&o-;re, men for den Aften, da sidder Pr&ae;dikeren i et V&ae;relse indenfor Dandsesalen, og taler alvorligere. Men Overgangen gj&o-;r han ligesaa naturligen som Ungdommen; thi dette formaaer den endnu med Smilet paa L&ae;ben og Jubelen i hele Skikkelsen, v&ae;rdeligen at lytte til Talen om det H&o-;ie og Hellige. Saa lad da &anfbeg;Ungdommen b&ae;re Krandse af unge Roser, f&o-;rend de visne&anfslut; (Viisdommen II, 8); men Ingen l&ae;re den det, l&ae;re den at gj&o-;re det &anfbeg;som i Ungdom&anfslut; (Viisd. II, 6), og derved bevirke, eller paa nogen anden Maade bevirke, at den &anfbeg;slutter feil&anfslut; (Viisd. II, 1), som var dette det Eneste, den havde at gj&o-;re; thi Tanken om Skaberen er dog Ungdommens skj&o-;nneste Herlighed, er ogsaa en ung Rose, men den visner ikke. Og i Ungdommen gj&o-;r man det naturligst; thi Den t&ae;nker jo naturligst, der kan t&ae;nke denne Tanke ind med mellem Alt, hvad han ellers t&ae;nker; og Den t&ae;nker jo naturligst, som ikke selv beh&o-;ver at forandres for at kunne t&ae;nke den, og ikke beh&o-;ver, at Tanken skal forandres, for at han kan t&ae;nke den; fordi han i Tanken finder det Lige i Barnlighed, der gj&o-;r Legen til den bedste. Saaledes er hiint Pr&ae;dikerens Ord allerede et Beviis for, at denne Tanke maa v&ae;re Ungdommen den naturligste. Havde han ikke talet til Ungdommen, da skulde han maaskee have gjort lange Forberedelser. Han skulde maaskee have beviist, at der er en Gud til; og naar han da havde holdt den L&ae;rende mere beskj&ae;ftiget end J&o-;derne i Gosen, for under hans Opsyn at lade ham tr&ae;lle sig til den Sandhed, da skulde han maaskee ladet forstaae, at han endog kunde bringe det dertil, at Gud blev Skaber. Ja saaledes gaaer det. Naar man bliver &ae;ldre, da bliver Alt saa kummerligt. Gud i Himlene maa sidde og vente paa sin Skj&ae;bnes Afgj&o-;relse, om han er til, og endelig bliver han til ved Hj&ae;lp af nogle Beviser; Menneskene maae finde dem i at vente indtil Sagen bliver afgjort. S&ae;t man d&o-;de forinden; s&ae;t man, naar Sagen endelig blev afgiort, var afvant med at t&ae;nke paa Gud som paa sin Skaber, og Gl&ae;den derover var forbi! Saaledes taler Pr&ae;dikeren ikke, men som et venligt Menneske l&ae;gger Barnets lykkelige Fremtid hen paa Vuggen, saaledes giver han Ordet hen, og Ungdommen forstaaer det strax. Den forstaaer strax, at der er en Gud til, thi Guds Huus ligger for den Unge lige ved Siden af hans Faders Gaard, og det falder ham ganske naturligt at v&ae;re der. Men naar man bliver &ae;ldre, da er Veien til Kirke ofte saare lang; naar Veiret er strengt om Vinteren, da er der saa koldt i Kirken; naar Fuglesangen gaaer igjennem Skoven ved Sommers Tid, da ligger Kirken heller ei paa Veien. For Ungdommen boer Gud strax herved; midt i Gl&ae;den og i Sorgen h&o-;rer han Guds R&o-;st, der kalder; h&o-;rer han den ikke, da savner han den strax, har ikke l&ae;rt Udflugter, veed ikke at skjule sig &streg; indtil han atter h&o-;rer den. Naar man bliver &ae;ldre, da er der langt til Himlen; og Larmen paa Jorden gj&o-;r, at man vanskelig h&o-;rer R&o-;sten; og h&o-;rer man den ikke, da gj&o-;r Larmen paa Jorden det let, at man ikke savner den. &streg; Ungdommen forstaaer det strax, er dette ikke vidunderligt; men er det, at det er vidunderligt, ikke atter Forklaringen! Der var en T&ae;nker, hvis Ihukommelse er Beundring, han meente, at Underet var en Eiendommelighed for det j&o-;diske Folk, at dette paa en eiendommelig Maade oversprang de mellemliggende Aarsager for at naae til Gud. Men dersom vi ville pege hen paa en Ungdom, der ikke var opvoxet i hiint Folk, mon da ikke atter her Underets Vidunderlighed vilde vise sig; og mon da, hvad der v&ae;sentligen tilh&o-;rer Ungdommen, og hvad der ikke som det Tilf&ae;ldige tilh&o-;rer en enkelt Nation, mon Manddommen ganske t&o-;r glemme det? Men naar man bliver &ae;ldre, da komme de mellemliggende Aarsager; og hvis Nogen ad de mellemliggende Aarsagers lange Vei naaer til Gud, da kan han sige, han kommer langveis fra; hvis han naaer til Gud, thi Mange omkom vel underveis. Er dette de mellemliggende Aarsagers Skyld eller Pillegrimens? &streg; Ungdommen forstaaer strax, at Gud er Skaber, at han har skabt &anfbeg;Himmel og Jord med alt hvad som derudi befindes.&anfslut; &anfbeg;Alt hvad som derudi befindes&anfslut; er dette ikke et stort Ord, s&o-;mmer det sig for Ungdommen? Hvad har vel den seet, den har jo kun kigget ind i Verden; hvad forstaaer den sig paa Verden i Sammenligning med Den, der omseilede Jorden? Men den forstaaer sig paa Gud, og da han ikke skal v&ae;re langt borte, saa gj&ae;lder det jo for at finde ham, at man ikke s&o-;ger ham langt borte. Der var en T&ae;nker, som blev Helt i D&o-;den, han haver sagt, at han af et eneste Halmstraa vil bevise Guds Tilv&ae;relse. Lad T&ae;nkeren beholde Beviset, giv Ungdommen Halmstraaet, den kan &streg; ikke bevise; men hvortil beh&o-;ves det ogsaa, naar man har Halmstraaet og &streg; Gud! Naar man bliver &ae;ldre, da kommer Beviset, og Beviset er en fornem Reisende, hvem Alle see med Forundring paa. &streg; Ungdommen forstaaer at Gud har skabt Verden, og dog er det jo sex tusind Aar siden. Men den forstaaer det strax &streg; hvad Under vel; thi hvad er sex tusind Aar for Ungdommen Andet end den Dag igaar. Naar man bliver &ae;ldre, da er sex tusind Aar mange Aar, da m&ae;rker man, at det er sex tusind Aar siden, at Verden blev skabt, og ogsaa sex tusind Aar siden at Alt var saare godt. Men som Ungdommen nu ganske naturligen t&ae;nker, at Gud er Skaber, saa t&ae;nker den ligesaa naturligt, hvad deraf f&o-;lger; og da den ikke beh&o-;ver at spilde nogen Tid paa at udgrunde det F&o-;rste, kan den strax begynde paa det Sidste. Men hvad f&o-;lger nu deraf? Ja naar man bliver &ae;ldre og meget forstandig, saa f&o-;lger deraf yderst besynderlige Ting; saa gaaer man ud over en tidligere T&ae;nker, n&ae;vner sig efter en senere, eller giver Andre Navn, og gj&o-;r andet Deslige, som hverken vedkommer Gud eller En selv, men kun Verdens Dom. Ungdommen derimod er med det F&o-;rste allerede begyndt paa det Sidste; thi hvad f&o-;lger vel videre af Hiint, end hvad der ligger saa n&ae;r, at det end ikke synes at f&o-;lge deraf, langt mindre at f&o-;lge videre deraf; og hvad er dette Andet, end, at Taksigelsen er stille i Ydmyghed, at Tilliden hviler i barnlig Fortrolighed, at Smerten over Samdr&ae;gtighedens Forstyrrelse er saa dyb, at Freden ikke l&ae;nge kan udeblive, Bekymringen saa barnlig, at Ungdommen ikke beh&o-;ver at gaae langt for atter at leve, r&o-;res og v&ae;re i Gud. Og i Ungdommen gj&o-;r man det bedst; thi Den t&ae;nker jo en Tanke bedst, der altid har den ved Haanden og dog gjemmer den dybest; Den, der ikke skal s&o-;ge mellem mange Ting for at finde den, ikke s&o-;ge afsides for at finde den. Ungdommen har ikke mange Tanker, men deraf f&o-;lger jo kun, at den bedre kan gjemme den ene, om den end altid bruger den. Naar man bliver &ae;ldre, da faaer man mange Tanker; og naar da en af dem kommer bort, da gj&o-;r man ligesom hiin Qvinde, man t&ae;nder Lyset og gaaer og leder om den, og imidlertid lader man de 99 andre skj&o-;tte sig selv. Eller det synes En, at en Tanke var bortkommen, og man spilder sin Tid paa at lede efter den, thi det var en Skuffelse. Sligt kan ikke h&ae;nde Ungdommen; thi naar man kun har een Tanke, hvor skulde den kunne komme bort! Naar man har mange Tanker, da er man som Den, der haver mange Kl&ae;der at if&o-;re sig. Snart tager man een Kl&ae;dning paa, snart en anden. Men Ungdommen har een Tanke, der altid kl&ae;der den lige godt, og den spilder ikke Tid paa at v&ae;lge. Paa den anden Side, det Sted, hvor den &Ae;ldre gjemmer sine Tanker, det samme Sted har jo ogsaa Ungdommen, og Rummet neppe mindre; men naar man kun har een Tanke, da kan den faae et rigtig godt Sted og en rigelig Plads. &streg; Ungdommen seer ikke mange Mennesker, men deraf f&o-;lger jo ikke, at den ei af ganske Hjerte kan h&ae;nge fast ved Mennesket og det Menneskelige. Der var en hedensk Viis, spottet af M&ae;ngden meente han at spotte de Andre; han gik med sin Lygte om Dagen for at s&o-;ge Mennesket. Man skulde ikke spotte ham; thi Den, der ikke som ung fandt Mennesket, han kan vel beh&o-;ve Lygten. Naar man bliver &ae;ldre, da seer man mange Mennesker, skilles og m&o-;des, men dersom man ikke fra Ungdommen af har Mennesket, hvad finder man da, og Den, der finder det, hvad finder han Andet end Pr&ae;sten og Skolemesteren, den J&ae;vnlige og alt det Andet, han saa godt kjender hjemme fra; og hvad finder han, som erstatter det Bedste, han lidt efter lidt taber. Saaledes ogsaa med Tanken om Gud. Naar den &Ae;ldre finder denne Tanke igjen, hvad finder han dog Andet, end hvad han fandt i sin Ungdom! I Ungdommen t&ae;nkte han den, og den f&o-;rste Gang var det, som havde han allerede t&ae;nkt den en Evighed. Med en saadan Uforglemmelighed t&ae;nke Aarene den vanskeligere. Naar man er &Ae;ldre, da har denne Tanke ofte kun sin Tid, og det maa nu saa v&ae;re. Andre Tanker have deres Tid, Alt bliver udstykket; og om man end ellers lever i Overflod, i Henseende til denne Tanke lever man ofte knapt nok. Men Ungdommen er Overfl&o-;dighedens Tid. Naar man bliver &Ae;ldre, da voxer man ikke mere, men Ungdommen er V&ae;xtens Tid, og den voxer sammen med sin eneste Tanke, som de Elskende der opvoxede tilsammen. Naar man bliver &Ae;ldre, da efterseer man saa ofte sine Tanker og sinker sig selv. Thi man voxer bedst i Forborgenhed, og et Menneske voxer dog aldrig, legemlig talt, saa meget som de ni Maaneder, da han ligger i Modersliv, og, aandelig talt, aldrig saa meget som i Ungdommens skjulte Liv, naar han voxer en guddommelig V&ae;xt. Jo &ae;ldre man bliver, jo vidtl&o-;ftigere bliver Regnskabet, og dog er hiin Tanke paa Skaberen, den er, hvad Barndommens Skolemester talte saa meget om, den er Menten, og glemmer man nogetsteds Menten, da regner man feil overalt. Saa lad da Barndommen beholde Englene, der altid see Guds Aasyn; men Ungdommen skj&ae;nke Du, o Gud, en venlig Omsorg, der forhindrer den fra at tabe det Bedste. Vee Den, der besviger Enker og Faderl&o-;se, men vee ogsaa Den, der besviger Ungdommen for denne Tanke, om han end gav den alt Andet! Vee Den, der flytter Armodens Gr&ae;ndseskjel, vee Den, der flytter Ungdommens! T&ae;nk paa Din Skaber i Din Ungdom; thi denne Tanke kommer bestandig igjen, og den skal engang senere hj&ae;lpe Dig til at t&ae;nke naturligst og bedst om Skaberen, hvorledes nu end Hj&ae;lpen n&ae;rmere maa bestemmes i Forhold til den Enkelte. Det er tungt, sige Menneskene, at skille dem ad, som inderligen ere forenede; men hvor langt tungere er det dog ikke, naar de saa skilles ad: Ungdommens Tanke om Skaberen og Skaberen. Denne Bekymring taler det menneskelige Sprog kun lidet om, thi saaledes er ikke blot deres Tale, men n&ae;sten Sproget selvkj&ae;rligt, det taler kun om deres Anliggender, lidet om Guds, hvis Bekymring Adskillelsen er. Men hvad er det da, der skiller dem ad? M. T., skulde Du ikke selv vide, hvad det var, der skilte Dig, og skulde ikke saaledes den Enkelte vide, hvad det var der skilte ham fra Gud, om det Adskillende end hos den Forskjellige var h&o-;ist forskjelligt! Maaskee var det Alderen, der skilte dem ad, at han var bleven gammel, medens Gud altid blev den Samme. At han blev &ae;ldre, var jo ikke at dadle, tvertimod er det vel v&ae;rd at prise, om et Menneske i denne Henseende kjender Tiden og Timen; og Intet er jo modbydeligere end at see den ulykkelige Betler, hvis &O-;ie og Mine b&o-;nfalder Enhver om den smigrende Usandhed, at han endnu synes ung; eller den Elendige, der skj&o-;ndt fremrykket i Aar endnu styrker sig ved den L&o-;gn, at han har Ungdommen for sig; eller den Hj&ae;lpel&o-;se, der intet andet V&ae;rn har mod Aarene, end et afm&ae;gtigt &O-;nske om, at han endnu var ung. Den derimod, der kjender Tiden og Timen og Beleiligheden, for ham er vel Adskillelsen mindst paafaldende, og han er vel l&ae;ngst fra at have glemt sin Ungdom, hvilket endog Den har gjort, der Dag og Nat &o-;nsker den tilbage. Om det nu skal lykkes et Menneske saaledes at blive &ae;ldre, at han intet &O-;ieblik m&ae;rker Adskillelsen, der vil forberede en anden Art Forstaaelse, vide vi ikke; men de Fleste gaaer det vel saaledes, at som de skilles fra hvad der tilh&o-;rte Ungdommen, forlade Faderens Huus og Moderens Omsorg, skilles endnu l&ae;ngere fra dem, saaledes skilles de ogsaa fra Gud. Maaskee blev han altsaa &ae;ldre, og med Aarene kom Forstand, og med Forstanden Kundskab, og med Kundskaben Gr&ae;mmelse, og med den for&o-;gede Kundskab den for&o-;gede Gr&ae;mmelse. Men som han saaledes udvikledes og dannedes, blev det Eenfoldige ham vanskeligere, og da han uden denne Veiledning vilde raade sig selv, blev Alt mere og mere forviklet. &streg; Maaskee valgte han Tankens Veiledning, og for ikke at skylde Nogen Noget, lod han denne saae sig selv, og den ene Tanke vikle sig ud af den anden, indtil omsider det Uendelige viste sig for ham, og bragte ham til at svimle. Jo mere han stirrede paa det, desto mere tabte &O-;iet Synskraft til at finde tilbage i Endeligheden. &streg; Maaskee forblendede Lysten ham, Livet forekom ham en Sp&o-;g, og han lod Gud s&o-;rge i Himlene, medens han valgte Gl&ae;den, og lod Begeistringen forgjeves tale om Kamp og Strid, om Mod i Farer, Taalmod i Tr&ae;ngsler, Kjerlighed i Livet, Seier i D&o-;den, L&o-;n i Himmelen, medens han lod hver Dag have sin Lyst. &streg; Maaskee adsplittede verdslig Bekymring for F&o-;de og Kl&ae;der hans Sind, saa han hverken gjorde det Ene eller det Andet. &streg; Maaskee underlagde han sig selv under en s&o-;rgelig Alvor, der gjorde Livet hernede til en Tr&ae;ldom, Gud i Himlene til en streng Herre, hans Villie til en forf&ae;rdelig Lov, og saaledes vandrede han i en &O-;rken uden at finde Vederqv&ae;gelse. &streg; Maaskee var det Synd og Fortabelse, der lagde sig adskillende mellem ham og Ungdommens Tanke om Gud, og Adskillelsens Vrede syntes at gj&o-;re en Forstaaelse umulig. Vi kunne vel udf&o-;re dette videre, men hvortil? Naar Adskillelsen er der, da er det jo ikke saa vigtigt at stirre paa Grunden som at s&o-;rge over Adskillelsen, der paa saa forskjellig Maade kan vise sig, idet de onde Dage ere komne, om hvilke Pr&ae;dikeren taler, eller naar Tilbagetoget skal begynde. Thi som den f&o-;rste Bog i det gamle Testamente er bleven kaldet F&o-;dselen, den anden Udgangen, saa kunde man vel sige, at der er en tredie Bog i Menneskelivet, som hedder Tilbagetoget. Da viser der sig en N&o-;dvendighed af, at vende tilbage til, hvad der engang var saa skj&o-;nt, men som dog siden blev forsmaaet, forglemt, overseet, besmittet, og hvortil Enhver dog nu med en vis Besk&ae;mmelse tager sin Tilflugt. Og Besk&ae;mmelsen er jo billig, at han, hvilken nu end hans Vildfarelses Vei var, f&o-;rst fors&o-;gte Alt, inden han besluttede sig til at vende tilbage; men var det da ikke en Velsignelse, at man havde Noget at vende tilbage til, var det ikke en Lykke, at den blinde Mand havde et Barn, der kunde lede ham! Og saaledes gaaer man da en liden Stund som en blind Mand, der ledes af et Barn. Vi d&o-;lge ikke, at den Enes Tilbagetog kan v&ae;re h&o-;ist forskjelligt fra den Andens, at den Enes kan v&ae;re en fredeligere Gjenkomst, den Andens en Flugt, hvilken R&ae;dselen forf&o-;lger, men det er Pr&ae;dikeren som siger: t&ae;nk derfor paa Din Skaber i Din Ungdom, t&ae;nk derpaa for Tilbagetogets Skyld. Selv om &O-;ieblikket, da det maa begyndes, er nok saa forf&ae;rdeligt, endog om et Menneske i Fjendskab med sig selv har tilintetgjort nok saa meget af hvad der laae bag ved ham: blot en Erindring af denne Tanke skal altid hj&ae;lpe ham noget. Maaskee var der Den, som bragt til det Yderste kun s&o-;gte at samle sin Forbittrelse, sin Vrede i et eneste Lidenskabens Udbrud, og s&o-;gte forgjeves hos den Kl&o-;gt, der ellers er i Forstaaelse med Livets Tomhed og Intethed, indtil han udbr&o-;d: o, Verden forgaaer og dens Lyst! men see, da vaagnede dette Ord som en Erindring i hans Sjel, og med den vaagnede en frelsende Erindring, der endnu kaldte paa ham med Ungdommens Usvigelighed: men Guds Ord varer evindelig. Saaledes hjalp Ungdommens Erindring hvor intet Andet vilde hj&ae;lpe, saaledes hj&ae;lper den; l&o-;ser den rugende Alvors Fortryllelse, saa der atter er Gl&ae;de i Himlen og paa Jorden; adspreder den travle Bekymrings Taager i gudhengiven Sorgl&o-;shed; opl&o-;ser den onde M&o-;ie i stille Forundring over den m&o-;rke Tale, at haabe mod Haab; frelser den Fortvivlende fra at see Fortvivlelsen ved den Frimodighed, der Intet forstaaer, ikke Selvanklagens besn&ae;rende Paastand, men kun forstaaer Guds Barmhjertighed. Maaskee var der Den, som grundede dybt og grundede l&ae;nge over det Guddommelige, medens han dog stundom selv forstod hvad han udfandt langt simplere end han udgrundede det, indtil han tilsidst, som han sad der tankefuld og grublende, smilede over sin megen Grunden ved at agte paa den Ungdommens Erindring, der tilhvidskede ham det Eenfoldige, og saaledes ved sin Indblanden forvandlede ham den skj&o-;nne Alvor til en endnu skj&o-;nnere Sp&o-;g. Maaskee var der Den, hvis Planer altid skaffede ham Seier og Menneskenes Beundring, medens han dog selv, naar han sammenlignede Udfaldet med Beregningen, altid opdagede en lille Mislighed, indtil han tilsidst, som han stod der streng og herskende, formildedes ved at lytte efter den Ungdommens Erindring, der nynnede det Eenfoldige for ham, og ved at slynge sig ind deri forklarede hans skj&o-;nne Alvor til en endnu skj&o-;nnere Sp&o-;g. Vi prise ikke Tilbagetoget, som var dette ene Livets Betydning, som var Erindringen Alt i Livet. Formasteligen tale vi ikke ringe om den Sandhed, som den modnere menneskelige Viisdom udgrunder, eller om den Skj&o-;nhed, som menneskelig Kunst frembringer, end mindre neds&ae;tte vi Manddommens redelige Gjerning; vi tale kun om Tilbagetogets skj&o-;nne Betydning for Menneskets Liv, og tale om, hvorledes det, i Ungdommen at have t&ae;nkt paa Skaberen, er Tilbagetogets frelsende Engel. Saa lad da et Menneskes Gjerning tage ham, hvad dens er, hans Tid, hans Flid; men de fremrykkende Aar, o Gud, bevare Du en Ungdommens Erindring, der bevarer ham Ungdommens Tanke om Skaberen. Vee Den, der adskiller hvad Gud haver forenet; vee Den, der adskiller Manddommen fra sin Ungdom. Dersom der nu var Den, hvem Betragtningen kun smerteligt mindede om hans Savn, da var det vel us&o-;mmeligt og uv&ae;rdigt for en opbyggelig Tale, ja v&ae;rst for den selv, om den forblev uden Deeltagelse; thi da var den ikke opbyggelig, havde ikke fundet det Almene, men var bleven bedaaret af det Tilf&ae;ldige. Det er vel sjeldnere, at et Menneske i Sandhed kan f&o-;le dette Savn, og stundom maaskee skuffer han sig selv, skyder Skylden bort fra sig, holder Sjelen hen i Feighed, bedrager den ved gode Fors&ae;tter, v&ae;lger Savnets Smerte istedenfor Angerens Bedr&o-;velse. Hvis saa er, da t&o-;r jo Talen berolige sig. Om en Saadan ikke vil forstaae sig selv, da haver Talen jo forstaaet ham. Var det derimod et Menneske, hvis Ungdom ingen kjerlig Omsorg havde bevaret ham, var han gaaet ud i Livet fattigere end Armodens S&o-;n, hvem For&ae;ldrene efterlod Armod, fattigere end Den, hvem dog Faderen efterlod en Velsignelse, Moderen en Formaning, hj&ae;lpel&o-;s, forladt, forladt af sig selv, fordi han ingen Ungdom havde havt: o der er jo dog ingen Ungdom saa gudforladt, at jo Smulerne, naar de samledes omhyggeligen saa Intet blev spildt, ved Guds Velsignelse bleve en overfl&o-;dig Erstatning, og der var jo ingen Ungdom, hvor kort den end var, saa gudforglemt, at jo Erindringen eller den dybe og inderlige Sorg efter den m&ae;gtede at forynge Den, der aldrig var ung. Thi aandeligt talt er Opfyldelsen altid i &O-;nsket, Bekymringens Beroligelse i Bekymringen, ligesom Gud allerede er i den Sorg, der er efter ham. Og aandeligt forstod han jo sit Savn, og aandeligt talt l&ae;ngtes han efter Ungdommen. I anden Forstand er Ungdommen kun Forf&ae;ngelighed og L&ae;ngselen efter den endnu mere Forf&ae;ngelighed; &anfbeg;thi Skj&o-;nhed er bedragelig, og Deilighed er forg&ae;ngelig&anfslut; (Ordspr. XXXI, 30), og det flygtige Sind farer hen med sit stakkede Haab, og Dandsen ender, og Sp&o-;gen glemmes, og Kraften svinder, og Ungdommen er forbi, saa dens Sted ikke kjender den mere; men Ungdommens Tanke om Skaberen er en ung Rose, der ikke visner, fordi den ikke kjender Aarets og ikke Aarenes Tid, og er Barnets skj&o-;nneste Prydelse, og Brudens herligste Smykke, og den D&o-;endes bedste Pynt. Forventningen af en evig Salighed II Cor. IV, 17. 18 Siig et Menneske, hvilke Dine Venner ere, og han kjender Dig; betro ham Dine &O-;nsker, og han forstaaer Dig; thi ikke blot er Din Sjel jo aabenbar i &O-;nsket, men ogsaa paa en anden Maade skal han gjennemskue Dig, forsaavidt &O-;nsket underfundigen forraader ham, hvorledes det staaer til derinde. Medens Du nemlig udtaler &O-;nsket, da seer han efter, om det lader sig &o-;nske. Er dette ikke Tilf&ae;ldet, da veed han jo ei blot Dit &O-;nske, men han slutter ogsaa til en Forvirring i Dit Indre. I denne Forstand har man sagt, at det at &o-;nske er en daarlig Kunst, og Den, der saaledes &o-;nsker, fristes man let til at sammenligne med Den, der af Magelighed griber til Bettelstaven; thi begge leve de af Almisse, begge ere de ustadige, begge have de kun B&o-;nner, begge ere de mist&ae;nkelige i Retf&ae;rdighedens &O-;ine. Imidlertid lader dog det at &o-;nske sig ogsaa afvinde en skj&o-;nnere Side. Hvo har glemt Barndommens ubetalelige Moro: &O-;nsket, der er lige for det fattige og for det rige Barn! Hvo har glemt hine skj&o-;nne Fort&ae;llinger fra en svunden Tid, i hvilke det er ligesom i Barndommen, hvor &O-;nsket er Livets Betydning, og &O-;nsket en salig Tidsfordriv! Naar det da forundtes en Mand eller Qvinde i hine Sagn at forlyste Sjelen ved &O-;nsker, da var det Skik og Brug, en hellig Vedt&ae;gt, at f&o-;rst &o-;nskede man sig Himlens Salighed. Naar man havde den sikkret, da kunde man ret give sig hen i &O-;nskets Overgivenhed. Nu det var jo kun en Sp&o-;g det Hele; men lader os aldrig glemme, at der i Sandhed midt i Livets Alvor er og b&o-;r v&ae;re Tid til at sp&o-;ge, og at ogsaa denne Tanke er en opbyggelig Betragtning. Thi Den, der ret er taknemmelig, og ydmygt fatter det Dybsindige, at al hans Travlhed dog, guddommeligt talt, kun viser Misforholdet mellem den og Det, han maa tage til Givende i Livet, han har ogsaa Tid til uskyldig og Gud velbehagelig Sp&o-;g &streg; han skal ogsaa vide at &o-;nske. Han ford&ae;rver sig ikke Gavens Skj&o-;nhed eller den givende Naades Utvivlsomhed ved at bringe sin Fortjeneste i Anslag, han bringer ikke selv Forstyrrelsen med sig, han l&ae;rer netop af Gavens Overv&ae;tteshed den glade Stilhed, der ikke er paatr&ae;ngende med utr&ae;ttelig Virksomhed, ydmyg endogsaa i Taknemlighed. Som Hedningerne gj&o-;re lange og overfl&o-;dige B&o-;nner om hvad dog Gud veed iforveien (Mth. VII, 7), saa er det ogsaa en hedensk Feil, altid at v&ae;re travl, altid tr&ae;lbunden i Alvor. Det v&ae;re nu vor Tids Fortjeneste, at den paa mange Maader har vidst at arbeide &O-;nsket tr&ae;t, og saaledes at afv&ae;nne Sjelen med at &o-;nske; det v&ae;re dens Fortrin, hvis den dermed har udviklet en redelig Alvor, der til det Gode forsager &O-;nskernes Svigagtighed. Vi bebreide den ikke, at den har gjort Forestillingen om &O-;nskets Magt til et Ordspil, dersom den derved ansporer Nogen til at arbeide med egne H&ae;nder istedenfor med &O-;nskets laante Kraft. Men &O-;nsket om Himlens Salighed, er dette ogsaa et Ordspil, som &O-;nsket om Himlens Bistand jo er bleven det for den Letf&ae;rdighed, der mener, at man b&o-;r stole paa Gud, som man stoler paa Menneskene, naar man nemlig hj&ae;lper sig selv, saa gj&o-;r Gud Resten. Og dersom &O-;nsket om Himlens Salighed er bleven et Ordspil, har man da derved villet opflamme Menneskene til at arbeide desto st&ae;rkere for at erhverve den? Dette skj&o-;nnes ingenlunde at v&ae;re Tilf&ae;ldet. Snarere synes den evige Salighed at v&ae;re bleven, hvad Tanken derom er bleven, et l&o-;st og ledigt Ord, stundom n&ae;sten glemt, eller fripostigen udeladt af Sproget, eller ligegyldigen sat til en Side som en gammel Talemaade, man ikke mere bruger, men kun opbevarer for Snurrighedens Skyld. Og medens man i gamle Dage fik Himlens Salighed af Guds Naade, saa synes nu ofte Himlens Salighed at v&ae;re bleven liig et gammelt aff&ae;ldigt Menneske, der i den M&ae;gtiges Huus frister Livet ved et kummerligt Naadsens Br&o-;d. Hvor gaaer da Den hen, der vil overveie, hvilke F&o-;lger Forventningen af en evig Salighed har for dette jordiske, bekymrede Liv, med hvem skal han raadf&o-;re sig? De borgerlige Forhold kjender Enhver jo i vor Tid tilstr&ae;kkeligen, saa lader os, ved et &O-;ieblik at tale om dem, tydeliggj&o-;re os Svaret. Naar man i Staten vil have en eller anden Sag bet&ae;nkt og overveiet, da sammenkalder man jo ikke Fremmede og Udl&ae;ndinge, der ved intet Baand ere knyttede til det Lands Skjebne, hvis Velf&ae;rd de skulle bet&ae;nke. Man sammenkalder heller ei l&o-;se Mennesker og letf&ae;rdige Landstrygere, &anfbeg;der l&ae;re &o-;rkesl&o-;se at l&o-;be omkring i Husene, dog ikke alene &o-;rkesl&o-;se, men ogsaa med Sqvalder og uforn&o-;den Handel&anfslut; (1 Tim. V, 13); thi Saadannes Bet&ae;nkninger skulle vel kun &anfbeg;afstedkomme Sp&o-;rgsmaal&anfslut; (1 Tim. I, 4) istedenfor at tilveiebringe Svar. Man sammenkalder endeligen ikke R&o-;vere og Ufredsm&ae;nd, for at give dem Leilighed til i al Ro at overveie, hvorledes de bedst kunne op&ae;de Landet. Man gj&o-;r da et andet Valg; man antager, at en vis Art Bekymring er &o-;nskelig, at det at have sin egen Velf&ae;rd saa n&o-;ie knyttet til Landets, som muligt, er den bedste Betryggelse for, at Bet&ae;nkningen ikke skal komme til intetsteds at have hjemme, ligesom Bet&ae;nkningens Opfinder. Saaledes ogsaa med Overveielsen af den Sag, om hvilken vi tale. Dersom Nogen mener, at dette n&ae;rv&ae;rende Liv ikke blot er Arbeidets men ogsaa L&o-;nnens, ikke blot S&ae;dens men ogsaa H&o-;stens; da maae vi overlade ham at f&o-;lge den Klogskabs Regler, der er i Forstaaelse med hans Livs-Anskuelse. Derimod kunne vi ikke &o-;nske at raadf&o-;re os med ham, thi han er jo en Fremmed og Udl&ae;nding, der intet Kjendskab har til, ingen Forbindelse vedligeholder med hiint Fjerne, om hvilket vi sp&o-;rge. Dersom Nogen letsindigen kun og som i Forbigaaende lader sin Tanke vanke om, nysgjerrigt og ustadigen besk&ae;ftiget med det Tilkommende, da maae vi overlade ham at s&o-;ge Selskab og Samvirken med de Ligesindede, &anfbeg;hvis l&o-;se Tale kun &ae;der om sig som d&o-;dt Kj&o-;d&anfslut; (2 Tim. II, 17). Dersom endeligen Nogen, ligegyldigt af hvilken Grund, lever i Strid med hiin Tilkommelse, saa han ikke blot er uvidende som den Fremmede og Udl&ae;ndingen, ikke blot letsindig som hiin eventyrlige Tanke-Ridder, men af al Magt vil have den tilintetgjort, da var han jo dog vel mindst skikket til at sidde i Overveielsens Raad. Man v&ae;lger da anderledes; man antager, at Bekymringen ikke blot ikke gj&o-;r et Menneske partisk, men netop gj&o-;r ham duelig til at bet&ae;nke; man antager, at det, at hans Velf&ae;rd n&o-;ie er knyttet til hiin Tilkommelse, netop gj&o-;r ham berettiget. Den derfor, der eier Liggendef&ae; i Himlen, og hvis Sjel er hos Skatten; Den, der her paa Jorden erhvervede Venner, som kunne modtage ham hisset; Den, hvis Tanke er gaaet forud og gaaer forud, at berede ham Sted; Den, hvis Bekymring im&o-;deseer en Forklaring, som Livet negter; Den, hvis L&ae;ngsel holder den Elskede fast og ikke slipper ham i D&o-;den; Den, hvis Sorg vedbliver at f&o-;lge den D&o-;de til Graven; Den, hvis F&o-;lelse vilde opr&o-;res ved det Forf&ae;rdelige, at man slog ham en Streg over Himlens Salighed, opr&o-;res mere end Borgeren, naar man af Jorden vil udslette det Land, hvis S&o-;n han er: enhver Saadan er en god Borger, en Velsindet, hos hvem den Sp&o-;rgende t&o-;r vente Veiledning og Bistand, Sp&o-;rgsmaalet Besvarelse. Men maaskee have vi grebet den hele Sag feil an; maaskee er Himlens Salighed Noget, der i den Grad f&o-;lger af sig selv, at det er en Daarlighed, naar man taler om, hvad deraf igjen f&o-;lger. Saligheden f&o-;lger af sig selv, af den f&o-;lger igjen Intet; lader os derfor ikke spilde Tiden ved f&o-;rst at gj&o-;re det tvivlsomt, der f&o-;lger af sig selv, og da at berolige Tvivlen, hvorved man dog aldrig opnaaer den Sikkerhed, som naar man lader det f&o-;lge af sig selv, og endeligen sinker sig selv ved Efterf&o-;lgerne af Tvivlens Bekymring. Men hvad enten den nu f&o-;lger af sig selv eller ikke, denne Betragtning negter dog ikke, at Himlens Salighed er et Gode, og kan kun forsaavidt misbillige &O-;nsket derom, som &O-;nsket allerede er en Art Bekymring, hvilken ikke beh&o-;ves, da Saligheden kommer af sig selv, enten man &o-;nsker den eller ikke; og &O-;nsket har i Grunden ethvert Menneske, kun henlede den Enkelte ikke Opm&ae;rksomheden paa, at han er &o-;nskende; thi saaledes er ogsaa ethvert Menneske aandende, men derfor netop er det Daarlighed, om den Enkelte vilde s&ae;tte sig hen og frydes ved at han kan aande. M. T., lad os et &O-;ieblik tale daarligen, eller rettere lad os endnu et &O-;ieblik vedblive at tale daarligen; thi Du m&ae;rker dog vel allerede, at denne Tale er Daarskaben n&ae;r ved sin megen Kl&o-;gt. Lad os da daarligen antage, at Gud i Himlene var som et svagt Menneske, der nu engang ikke kunde f&o-;re det over sit Hjerte, at n&ae;gte Nogen den evige Salighed, enten han begjerede den eller ikke, ja saa svag, at han ligesom paan&o-;dte Enhver den, enten han &o-;nskede den eller ikke. Et saadant svagt Menneske sees vel stundom i Livet. Han eier et eller andet Gode, og i den mindre Kreds, der er Gjenstand for hans Omsorg, er det Alle vitterligt, at han i sin Tid uddeler det til Alle. Det Gode faae de da Alle, deri ligger det F&ae;lleds; men Forskjellen, hvilken er denne? Nogle af dem forh&ae;rde sig i Ligegyldighed, spotte n&ae;sten den svage Mand i deres Hjerte; ubekymrede om ham passe de deres egne Ting, fritage sig selv for enhver forudgaaende Bekymring, om de gj&o-;re sig det v&ae;rdige, og ikke tage hans Godhed forf&ae;ngelig; fritage sig for enhver efterf&o-;lgende Bekymring, om deres Taknemlighed paaskj&o-;nner Giveren og Gaven. Andre derimod gj&o-;re sig Modtagelsen tvivlsom i &O-;nskets Form, og om de end ikke mene at fortjene Gaven, saa er deres Sind og Velvillie dog til hiint Menneske, af hvis Godhed de modtage den; og see de end, at Godheden er Svaghed, da skjule de det for ham og for sig selv, mene sig berettigede og forpligtede til at handle saaledes, fordi Taknemlighed er det eneste Udtryk, der betegner deres Forhold til ham; thi en Gave er det, og en Gave bliver det. Dersom det forholdt sig saaledes med Modtagelsen af Himlens Salighed, m. T., hvorledes vilde Du &o-;nske at modtage den? Kunde Du &o-;nske at modtage den, som hine f&o-;rste modtoge den jordiske Gave? Om Du end meente at have Din Salighed nok saa sikker, Du vilde dog f&o-;le en dyb Besk&ae;mmelse, hver Gang Du sammenlignede Dit Liv med Deres, hvem Bekymringen om denne Sag Tid efter anden udfyldte mangt et &O-;ieblik, mangen en Stund, hvad enten det nu var &O-;nsket der besk&ae;ftigede dem, eller Hjertet der bev&ae;gedes i Taknemmelighed, eller Sindet de dannede til, efter bedste Indsigt og af al Formue, at v&ae;re Giveren velbehageligt, og hvorved de forberedte Overgangen. Thi en pludselig Overgang er et forf&ae;rdeligt Vovespil; man har stundom udmalet, hvor forf&ae;rdeligt det maa v&ae;re for den Berusede pludseligen at vaagne op i Tankens Forvirring; man har skildret den R&ae;dsel, der maa have grebet den rige Mand, da han opvaagnede i Helvede; men dersom det var saaledes med Himlens Salighed, at et Menneske, i det &O-;ieblik han udaandede sit sidste Suk, vaagnede til denne, et Menneske, hvis Tanker havde v&ae;ret saa fjerne fra den som Afgrunden er fra Himlen: mig tykkes, at dette Menneske maatte d&o-;e igjen af Besk&ae;mmelse, maatte &o-;nske sig bort igjen, fordi Himlens Salighed og hans Uv&ae;rdighed ikke kunde fordrages med hinanden; mig tykkes, at dette Menneske maatte f&o-;le sig ulykkelig som Den, der i et fremmed Land blot &o-;nsker at forlade det. Vi have talet daarligen, men selv da har det jo viist sig, at Tanken om Himlens Salighed ikke t&o-;r vorde et Menneske ligegyldig. Hvorledes skulde da Saligheden vorde Den ligegyldig, hvem Talen ikke beh&o-;ver at vove sig ud efter indtil Tankel&o-;shedens yderste Gr&ae;ndse, men hvis Sjel er vel dannet til at h&o-;re Alvorens alvorlige Ord, &anfbeg;at Gud ikke lader sig spotte&anfslut; (Gal. _{VI, 1}VI, 7); hvis Sjel er forberedt ved at bet&ae;nke, hvad der vel ganske vilde overv&ae;lde den Forvirrede, &anfbeg;at Ingen kan tjene to Herrer, da han maa hade den ene og elske den anden&anfslut; (Mth. VI, 24); hvis Sjel er fuldt opvaagnet af S&o-;vne til at forstaae, hvad der vel vilde styrte Nattevandreren i Afgrunden, &anfbeg;at Kj&ae;rlighed til Verden er Had til Gud!&anfslut; (Jac. IV, 4). En Saadan har jo Aandens Sands til at v&ae;mmes ved, at Himlens Salighed, trods sin Herlighed, skulde v&ae;re en Narrestreg, Forstandens Modenhed til at fatte, at Himlens Salighed, saa lidet den tages med Vold, ligesaa lidet indfries som et Pant i Legen; en Saadan har jo Tid til at bet&ae;nke det ene Forn&o-;dne, Hjerte til at &o-;nske Himlens Salighed, Alvor til at forsage letsindige Tankers Leflen, Frygt og B&ae;ven i Sjelen til at forf&ae;rdes ved Tanken om at bryde med Himlen eller tage den forf&ae;ngeligt. Men da skal Tanken om denne Salighed heller ei v&ae;re ham spildt, &O-;nsket ikke v&ae;re forgjeves, Bekymringen ikke ufrugtbar M&o-;ie, B&o-;nnen ikke uden Velsignelse, som Liliens Uvirksomhed, der den ikke spinder, som Fuglens Uforsynlighed, der den ikke sanker i Lade; Arbeidet ikke v&ae;re uden Vinding, om han end ikke fortjener Himlens Salighed, men kun vorder skikket til at arve den, ved Aarvaagenhed i _ForretningForventning. Og denne Syssels&ae;ttelse skal tillige vorde ham til Vinding for dette Liv, og F&o-;lgen af denne Forventning vorde ham til Velsignelse i Tiden; thi Forventningen af en evig Salighed formaaer, hvad ellers synes umuligt, at v&ae;re to Steder paa eengang; den arbeider i Himlene og den arbeider paa Jorden, &anfbeg;den tragter efter Guds Rige og hans Retf&ae;rdighed og giver det &O-;vrige som en Tilgift&anfslut; (Mth. VI, 33). Gj&o-;r Forventningen ikke dette, da er den svigagtig, en syg Sjels Underfundighed, der vil liste sig ud af Livet, ikke en sund Sjels oprigtige N&ae;rv&ae;relse i det Timelige; da er den ikke Forventning af det Evige, men Overtro paa det Tilkommende, da hviler Mennesket ikke i det Eviges Tilforladelighed, men gj&ae;kker sig selv med det Tilkommendes Mulighed, der kun f&ae;ngsler som Opl&o-;sningen paa en Gaade; da er Forventningen en indsmigrende Higen, der ikke har raadf&o-;rt sig med Alvoren om Opfyldelsens forskjellige Afgj&o-;relse; thi jo dybere Alvoren fatter Adskillelsens Angest, naar denne dog ikke tilintetgj&o-;r Ansvaret og tvinger Sjelen til ligesom at gj&o-;re Opbud, desto sandere er Forventningen. Forventningens F&o-;lge er da en dobbelt; men lader os denne Gang blive staaende ved Overveielsen af den F&o-;lge, som angaaer det n&ae;rv&ae;rende Liv, lader os i Overveielsen bestandigen have de forel&ae;ste apostoliske Ord for &O-;ie, medens Tanken hviler sig paa Tilkommelsens bekymrede og m&ae;gtige Vidne, Apostelen Paulus; og saaledes lader os tale om: Forventningen af en evig Salighed med Hensyn til denne Forventnings Betydning for det n&ae;rv&ae;rende Liv. Forventningen af en evig Salighed skal hj&ae;lpe et Menneske til at forstaae sig selv i Timeligheden. Ofte priser man og med F&o-;ie Erfaringens pr&o-;vede Blik, at det ganske anderledes formaaer at hj&ae;lpe En til Rette i Livet end Ungdommens, der er i Indbildningens Tjeneste, skuffet af Sjelebedrag, klartskuende paa Afstand, medens dog dets bedragerske andet Syn ikke udholder Iagttagelsens Eftersyn. I Mods&ae;tning til Ungdommens Overilelse er det da Erfaringens Fortrin, at den er st&ae;rk i den stykkevise Betragtning. Netop derfor er den vigtig som Veileder i Livet; thi Livet i Timeligheden er stykkeviist og som en m&o-;rk Tale, hvilken forstaaes bedst, naar den forstaaes lidt efter lidt. Erfaringens Fortrin er det, at den altid har et Maal, hvormed den maaler, et Maal, hvortil den str&ae;ber, og idet den inddeler Endelighedens Udstr&ae;kning, veed den bestandigt at udmaale det Enkelte, og idet den gaaer ud fra det Visse, beregner den det Uvisse. Den veed at gj&o-;re Overslag, at bestemme Veiens L&ae;ngde og Tiden, den har en Maalestok for Kraften og Udholdenheden, for Modstanden, for Farer og Besv&ae;rligheder, og alt eftersom Livet griber begunstigende eller forstyrrende ind, veed den at hj&ae;lpe sig; bliver ikke let overrumplet, og selv om den gi&o-;r det, samler den sig snart og maaler atter. Saaledes gaaer maaskee mangt et Menneskeliv hen, virksomt i Timelighedens Tjeneste, men tilh&o-;rer ogsaa ganske Timeligheden. Hvis derimod et Menneskes Sjel er forventende en evig Salighed, da vil denne Forventning vel et &O-;ieblik forstyrre ham, den vil bringe ham til at forsmaae Erfaringen, da dens Maal er ham for ringe, dens Maalestok er ham for lille. Men Ungdommens Fremfarenhed og Indbildningens K&ae;mpeskridt ville heller ei hj&ae;lpe ham, og dog kan han ikke v&ae;re uden Maal og Maalestok; thi et Liv uden dette er tr&o-;stesl&o-;st og forvirret. Dog Den, der kun har Timelighedens Maalestok, han gaaer under med Timeligheden, og holder maaskee end ikke ud med denne. Om Ens Liv end gaaer stille og fredeligere hen, der kan dog indtr&ae;de Begivenheder, hvilke Erfaringen ikke udt&o-;mmer. H&ae;nder dette ham, da er han Fortvivlelsens Bytte. Og paa den anden Side, lykkes det ham end at slippe igjennem Livet, uden at nogen saadan Tilskikkelse gj&o-;r Indsigelse mod hans Beregning, da er han, hvis han intet H&o-;iere l&ae;rte i Livet, dog et Timelighedens Barn, for hvem det Evige ikke er. Vedligeholder derimod et Menneske hiin Forventning i sin Sjel, da har han et Maal som altid er gyldigt, en Maalestok som altid er gyldig og gyldig i sig selv; ved dette Maal og ved denne Maalestok skal han altid forstaae sig selv i Timeligheden. Som Lykke og Medgang, Menneskenes Gunst, Seier og Vinding ikke skal franarre ham hans Maal og give ham Forf&ae;ngelighedens falske Maal deristeden, og l&ae;re ham vildt at gl&ae;de sig som den der ikke har Haab, saa skal heller ei Sorg og Lidelses Falskmaal l&ae;re ham at s&o-;rge fortvivlet som Den, der ikke har Haab. &anfbeg;Thi vor Tr&ae;ngsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig V&ae;gt af Herlighed.&anfslut; Disse ere Apostelens Ord, som vi have forel&ae;st. M. T., dersom Du aldrig havde h&o-;rt Paulus' Navn n&ae;vne, dersom dette Navn saa langtfra at v&ae;re, hvad det er blevet Dig fra Din tidligste Barndom, &ae;rv&ae;rdigt og helligt, var Dig ubekjendt, t&ae;nk Dig dette, og t&ae;nk Dig da, at disse Ord bleve Dig forelagte med den Anmodning, deraf at slutte, hvorledes vel den Mands Lod maatte have v&ae;ret, der kunde give Livet paa Jorden og Saligheden hisset et saadant Vidnesbyrd. Du vilde da vel pr&o-;ve Ordene, Du vilde lade dem lyde sammen med Andres Vidnesbyrd om Livets N&o-;d og Evighedens Herlighed, og da vilde Du vel slutte, at denne Mand havde levet temmelig stille og uforstyrret i h&ae;derlig Ubem&ae;rkethed, fjernet fra Livets store Afgj&o-;relser, vel ikke ganske uden Fortrolighed med den Lidelsernes forborgne Viisdom, der er for de Indviede, men dog heller ei fors&o-;gt i den yderste Pr&o-;ve, i jordisk N&o-;ds, i sjelelig Anf&ae;gtelses Livsfare. Dersom det forlangtes af Dig, at ombytte dette Udsagn med et lignende, da vilde Du maaskee benytte et ikke ubekjendt Vers, hvilket vi dog ikke her kunne anf&o-;re, da det er i et fremmedt Sprog; men de lykkeligt valgte Ords skj&o-;nne Mening er omtrent denne: at Jorden er skj&o-;n nok som Bedested for Den, der venter en Evighed, men ikke skj&o-;n nok til derover at glemme, at man dog kun er underveis. Og denne Udvikling vilde vel tilfredsstille Dig selv og de Andre &streg; t&ae;nk Dig, at der i samme &O-;ieblik traadte en Mand til, som sagde: disse Ord ere af Apostelen Paulus, og som nu fortalte Dig, hvad vel Ingen beh&o-;ver at fort&ae;lle Dig, at denne Mand var bleven standset paa Forargelsens Vei, og altsaa vel var fors&o-;gt i Sjelens Livsfarer; at han har v&ae;ret henrykket i den tredie Himmel, og altsaa vel fristet til at fatte Afsmag for Jordlivet; at han har vidnet med en Begeistring, saa han syntes Tilh&o-;rerne en Rasende; at han i 40 Aar omtumledes i Verden, uden vist Sted, fredl&o-;s og priisgiven, J&o-;der en Forargelse, Gr&ae;ker en Daarskab, udskudt af Verden, i Livsfare, i Hunger, i N&o-;genhed, i F&ae;ngsel, og at han endeligen blev henrettet som en Forbryder &streg; vilde Du da ikke studse, vilde det ikke svimle for Dig, fordi Din Maalestok ikke kunde frembringe et saadant Forhold! Lad Ungdommen fors&o-;ge sig derpaa! Ja Ungdommen er hurtigt tilskyndet til Beundring, og dens Begreb ikke mindre hurtigt; naar den faaer et rundt Tal, da er den snart ved Maalet, og iilsom til at l&ae;gge sammen. Om den end begeistres ved Tanken om Paulus, o, dens Begeistring forstaaer ham ikke, og bedrager kun sig selv. Lad Erfaringen stave sig frem, den vilde vel sige: et saadant Liv er jo en evig Tr&ae;ngsel, ikke til at udholde &streg; en evig Tr&ae;ngsel, er dette den oplysende Fortolkning til Textens Ord: vor Tr&ae;ngsel som er stakket og let? Og dog var vel Paulus ikke uden Maal og ikke uden Maalestok, thi Evigheden var hans Maal, og dens Salighed hans Maalestok. Naar da Tr&ae;ngselens Uveirssky begyndte at staae stille og true med Forf&ae;rdelse, naar Sjelen vilde forsm&ae;gte af Frygt og angstfuld Forventning, da t&ae;nker jeg, hvis vi t&o-;r tale saaledes, da tog han Maalestokken, pr&o-;vede sig frem, og see, Tr&ae;ngselen var stakket og let. Naar Menigheden foer vild, naar falsk L&ae;rdom og menneskelig Ustadighed sammenfygede Meninger, saa Sandhedens Vei blev ufremkommelig, og der intet Maal var, da var Himlen hans Maal. Naar han selv sidder i F&ae;ngsel, naar Vildfarelsen voxer og trives, medens han Intet formaaer, naar hans Virksomheds Maal er Erfaringen en Daarskab, fordi det gaaer tilbage, da er Himlen hans Maal. Naar Lidelsens Grad ber&o-;ver Sjelen Fatning, da t&ae;nker jeg, da tager han sin Maalestok frem, og see, den bliver stakket og let, medens den vel var bleven ikke til at udholde, hvis han havde s&o-;gt Veiledning hos menneskelige Tr&o-;stegrunde. Naar Livets Byrde hviler tungt paa ham, naar Tanken l&ae;gger de forbigangne Dages Byrde dertil, og han n&ae;sten segner under V&ae;gten, naar Erfaringen for l&ae;ngst har opgivet Maalet og er villig til at erkl&ae;re ham for &anfbeg;den Elendigste blandt Mennesker&anfslut; (1 Cor. XV, 19), naar selv den ellers Gudhengivne ingen anden Tr&o-;st har end &anfbeg;det &O-;nske, at hans Ulykker alle tilsammen maae l&ae;gges paa V&ae;gtskaalen for at veies (Job VI., 2), ingen anden Lindring end det at vide, hvor tung Byrden er: da veier Paulus paa den, og see, den bliver let; thi Himlens Salighed er en over al Maade stor og evig V&ae;gt af Salighed, og han var kun da den Elendigste, naar han &anfbeg;haabede alene for dette Liv&anfslut; (1. Cor. XV., 19). Erfaringen forstaaer sig jo paa Maal og V&ae;gt, men hvad formaaer den; den formaaer neppe engang at l&o-;fte de apostoliske Lidelser for at l&ae;gge dem paa V&ae;gtskaalen, men Paulus forstaaer, at Himlens Salighed har en evig Overv&ae;gt. Erfaringen veed jo at tr&o-;ste paa mange Maader, men over al Maade veed kun Himlens Salighed at tr&o-;ste. Erfaringen veed jo l&ae;nge at hitte paa Gl&ae;de for den Bekymrede, men en Gl&ae;de over al Forstand kjender den, som naturligt er, ikke. Erfaringen kjender alle det menneskelige Hjertes mange Paafund, men en Fryd, der ikke opkom i noget Menneskes Hjerte, kjender den ikke. Og dog er det Liv, som er uden Maal og Maalestok, tr&o-;stesl&o-;st og forvirret, og dog er det Liv, hvis Erfaring ikke endte med at sande, at Erfaringen ikke str&ae;kker til, kun et L&o-;b paa det Uvisse, der fortabes i Vildsporet, en Fegten i Luften, som Vinden henveirer, en Skrift i Sandet, hvilken Havet udsletter. Den, der har erfaret dette, han vil vel s&o-;ge et Maal, der altid er gyldigt, en Maalestok, der altid er gyldig. Og Forventningen af en evig Salighed er en Tilflugt i N&o-;den, en F&ae;stning, Livet ikke kan indtage med sin Storm, en Anviisning, hvilken N&o-;d og Lidelser ikke kan udslette; og Samlivet med denne Forestilling n&ae;rer et Menneske st&ae;rkere end Moderens Melk det diende Barn, og fra denne Forestilling vender han atter styrket tilbage, meest styrket netop da, naar hans Str&ae;ben ikke er at v&ae;nne sig fra, men v&ae;nne sig til denne N&ae;ring. Naar Livets Fordring overskrider Erfaringens Forstand, da er Livet forvirret og tr&o-;stesl&o-;st, hvis ikke Forventningen af en evig Salighed ordner og beroliger. Naar det fordres af den rige Yngling, at han skal gaae hen og s&ae;lge alt sit Gods og give det til de Fattige, da veed Erfaringen ikke at hj&ae;lpe; thi en Deel deraf er jo ikke Fordringen. Og dersom der var Den, af hvem det ikke fordredes, at han skulde s&ae;lge Alt for at vorde fuldkommen, da hans Besiddelse var af den Beskaffenhed, at neppe Nogen vilde afkj&o-;be ham den, hvad veed Erfaringen saa? Og Den der ikke beh&o-;ver f&o-;rst at skulle begrave de D&o-;de, fordi de forl&ae;ngst ere begravne, men Sorgen kun for&o-;get med Aarene, hvad Erstatning har Erfaringen for ham, hvis det ikke tr&o-;ster ham, at der jo altid f&o-;des flere end der d&o-;er? Og dersom der gives en eensom Smerte, som jo nager dybest; fremmed Erfaring skal ikke tr&o-;ste den, thi den h&o-;rer jo ikke Skriget, og selv om det h&o-;rtes, man skal ikke altid kunne bed&o-;mme Smertens St&o-;rrelse efter Skrigets; den egne Erfaring skal ikke hj&ae;lpe den, thi derfor var det jo Skriget forstummede, fordi Smerten ikke blev forstaaet. Og Den hvis Mund var bunden som end ikke Oxens er det, naar den dog t&ae;rsker S&ae;d til Andre; og Den hvis Sj&ae;l var bekymret, om han end gl&ae;dede Andre; og Den &anfbeg;hvis L&ae;bers Gaded&o-;r var lukket&anfslut; (Pr&ae;d. XII, 4), om han end vidste, at hans Ord vilde flokke M&ae;ngdens Nysgjerrighed om ham, men neppe vinde ham Smertens Deeltagelse &streg; hvorledes vil Erfaringen tr&o-;ste ham? Men Forventningen af en evig Salighed tr&o-;ster over al Maade. Der er en Taarernes Pagt med Gud, og denne Pagt sees ikke, h&o-;res ikke uden af Den, som skuer i L&o-;ndom og forstaaer _{langtfra og t&ae;ller Taarerne, men}langtfra, men den er i Pagt med Saligheden hos den Gud, der skal aft&o-;rre Taarerne. Og der er et Lidelsernes Samfund med Gud, hvis Hemmelighed er Forvisningen om en evig Salighed i Fortrolighed med Gud. &streg; En evig Salighed hisset; m. T., sp&o-;rger Du, hvori den bestaaer, og hvad den skal bringe? Er det Dig ikke nok at den allerede her formaaer at gj&o-;re Tr&ae;ngselen stakket og let, at den formaaer at sammenf&o-;ie Din bekymrede Sjel med Gl&ae;dens Inderlighed, uadskilleligt som Alt, hvad Gud har sammenf&o-;iet, frugtbart, som den Pagt, Gud selv velsigner? Forventningen af en evig Salighed skal forlige ethvert Menneske med sin N&ae;ste, med sin Ven, og med sin Fjende i Forstaaelse af det V&ae;sentlige. Barnet vil have Alt, hvad det seer, og Ungdommen er ikke stort bedre, vil at Alt skal rette sig efter den, og hele Verden f&o-;ie dens &O-;nsker; men Erfaringen veed at skifte og dele, skiller mellem Mit og Dit, giver Keiseren hvad Keiserens er, N&ae;sten hvad hans er, Fjenden hvad ham tilkommer, og bevarer sit Eget. Derfor prise vi Erfaringen, at den saaledes ordner Livet, der i Timelighedens Land gaaer hen i idel Vexelvirkning. Saaledes benyttes maaskee mangt et Menneskeliv, utr&ae;ttet, indtil det ender med Timeligheden. Men gaaer det saaledes hen, da er et saadant Liv ogsaa kun kummerligt, hvormeget det end opsminkes; smaaligt, hvad enten det var besk&ae;ftiget med Millioner eller med Penninge; ynkv&ae;rdigt som Barndommens Leeg, hvis den skulde v&ae;re Alvor. Tegner det til, at Menneskenes Liv vil gaae saaledes hen, da er det allerede en Lykke, om N&o-;d og Fare afbryder denne eensformige Tryghed, i hvilken det Bedre og &Ae;dlere synker i Dvale som ved en Fortryllelse. Naar den f&ae;lleds Fare staaer for Alles D&o-;r, naar den almindelige Ulykke l&ae;rer Menneskene Sammenhold og indprenter dem Forsonlighed, da er det vel seet, hvorledes de forligedes i Forstaaelsen af det Samme, og hvorledes denne Forligelse gavnede de Forenede og gavnede den Enkelte. Men naar Faren er oph&o-;rt og Ulykken dragen over, da vender man kun altfor snart tilbage til den gamle Leveviis, og den ved N&o-;den fremtvungne Forligelse b&ae;rer stundom i sig Spiren til en dybere Adskillelse, end den var, som oph&ae;vedes. Og om end hiin Forligelse kaster en forskj&o-;nnende Glands over et Afsnit af de Enkeltes Liv, da tilh&o-;rer den dog egentligen ikke dem, men Betragtningen og Betragteren, der arver den, indtil ogsaa Fort&ae;llingen derom er glemt. Om det da end er skj&o-;nt at see derpaa, et saadant Liv er Timelighedens, er Timelighedens Frugt men ogsaa Timelighedens Bytte, og det H&o-;ieste, man kan sige derom, er, at det var et skj&o-;nt &O-;ieblik. Men dette Timelighedens skj&o-;nne &O-;ieblik er dog i Sammenligning med Evigheden kun som det u&ae;gte Metals korte S&o-;lvblink. Den derimod, hvis Sjel er forventende en evig Salighed, han har altid n&ae;rv&ae;rende hos sig Det, der ved sig selv er gyldigt, og mod hvilket alt det Smaalige viser sig som det Smaalige; han er bestandigen paavirket af Det, hvis Eftertragten ikke bringer ham i Strid med Nogen eller med noget Jordisk, hvis Besiddelse ikke udelukker nogen Anden. Det Jordiske kan han nemlig tabe, og hvis han taber det paa den rette Maade, da skal Tabet gj&o-;re det Vanskelige lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naale&o-;ie; og udelukke Nogen skal han ikke ville, hvis han selv ret er bekymret. &anfbeg;Idet vi ikke ansee de synlige Ting, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.&anfslut; Disse ere Apostelens Ord, hvilke vi have forel&ae;st; og saaledes maa vel ogsaa Fremgangsmaaden v&ae;re. Medens man ellers lader Himlens Salighed staae hen for hvad den nu engang kan v&ae;re, var det vel bedre, at gj&o-;re saaledes ved de jordiske og timelige Ting, lade dem gaae for hvad de ere, og ikke ansee dem. Thi Den, der anseer det Timelige, han skal vel efterhaanden gj&o-;res uduelig til at agte det Evige, og Den, i hvis &O-;ine det Jordiske bliver anseeligt, han skal vel efterhaanden tabe Evne til at skatte det Himmelske. Men de synlige Ting ere timelige; og det Timelige er ikke blot forg&ae;ngeligt, men er ueens med sig selv, og derfor maa det opl&o-;ses og kan ikke bestaae. Derfor volder Skatten den Gjerrige Smerte medens han samler den, Smerte medens han besidder den, Smerte naar han skal forlade den; derfor adsplitter den &O-;dsle uden Gl&ae;de, hvad den Karrige gjemmer uden Gl&ae;de; derfor spr&ae;nger den nye Viin de gamle L&ae;derflasker; derfor udsletter Glemsel de forf&ae;ngelige Idr&ae;tter, ja selv den megen M&o-;ie og Kummer, ved hvilken et Menneske mener sig at blive betydningsfuld; derfor fort&ae;rer Tiden jordisk Kj&ae;rlighed og selv det Had, der, afm&ae;gtigt som det er, vil trodse sig ind i Evigheden. Men Den, der vender sig bort fra det Timelige til det Evige og er bekymret om sin Salighed, han er forligt med sig selv og forligt med Alle; thi det Evige er altid enigt med sig selv, og dets Enighed udelukker kun hvad der udelukker sig selv. Dog &anfbeg;bekymret om sin Salighed&anfslut; &streg; er denne Forventning ikke en ny Byrde man paatager sig, istedenfor at v&ae;re det evige L&ae;gemiddel, der heldbreder al Sygdom, selv naar den er til D&o-;den? Stundom valgte Menneskene vel en anden Art af Vished end denne Bekymringens. De angave enkelte Kjendetegn, opstillede Betingelser, og ved disses Hj&ae;lp vare de forvissede om Saligheden, som man er forvisset om, at det er til, man holder i sin Haand. De m&ae;rkede ikke, at denne timelige Forvisning netop var Skuffelsen; de m&ae;rkede ikke, at &anfbeg;de hang Evigheden i en Spindelv&ae;v;&anfslut; de m&ae;rkede ikke, at det var en Fugl i deres Haand, de havde fanget, en Fugl, der vilde til at flyve. Men medens de over den megen Vished mere og mere forsk&ae;rtsede Himlens Salighed, vandt de &streg; Ret til at lade Bestemmelserne v&ae;re afgj&o-;rende for Andre, Ret til at udelukke Andre. Lad dem beholde denne Ret; det var jo dog i Sandhed den s&o-;rgeligste Misforstaaelse, om et Menneske i sin Iver for at udelukke Andre dyssedes saaledes, at han end ikke dr&o-;mte om, selv at v&ae;re udelukket. Hvad Under da, at Timeligheden atter blev lyst i H&ae;vd, at Had og Vrede, og jordisk Forkj&ae;rlighed, og verdslige Hensyn atter tr&ae;ngte sig ind i Evigheden til at gj&o-;re den ueens med sig selv og splidagtig! Hvo forf&ae;rdes ikke over en saadan Forvendthed, jeg for min Deel har altid forgj&ae;ves s&o-;gt at forstaae den! Men lader os dog alvorligen bet&ae;nke denne Sag; thi Himlens Salighed er og bliver dog den Afgj&o-;relse, der afgj&o-;r Alt; ja selv om Bekymringen ikke skaffede et Menneske den ydmyge Indgang, det er dog v&ae;rd at beflitte sig paa den, at der maa v&ae;re et Inderste, et Helligste i Sjelen, hvor Bevidstheden tr&ae;kker sig tilbage, lader Verden fare, slutter sig i sig selv, forliger sig med sig selv, og derved med Livets Forskjelligheder, et Indelukke, hvor Endelighedens Tanker, forsaavidt de formasteligen ogsaa ville tr&ae;nge sig herind, findes hver Morgen nedstyrtede som Dagons Billede for Foden af Pagtens Ark, for den Bekymrings Oph&o-;iethed der ene er bekymret om det i sig Gyldige, hvad den Forventning ikke er, der triumpherende vil drage ind i Himlen, og at dens festlige Indtog skal v&ae;re afgj&o-;rende for Andre. Forsaavidt hiin s&o-;rgelige Misforstand, &anfbeg;der blev et Rov for verdslig Viisdom&anfslut; (Colos. II, 8), laae i, at den knyttede Himlens Salighed til endelige Betingelser, kunde det maaskee atter ved en Misforstaaelse synes, at den Letsindighed, den sorgl&o-;se Dumdristighed, der ikke besv&ae;res af nogen Betingelse, var at foretr&ae;kke. Imidlertid er dette saare langt fra, og vi bleve jo enige om, at Enhver, der ingen Bekymring har, eengang for alle er udelukket fra at bet&ae;nke en Sag, til hvis Overveielse kun Bekymringen aabner Adgang. Hiin Misforstand var da ikke, at man antog Betingelser, men at Bekymringen for at udfinde disse blev saa hurtigen beroliget, at den Enkelte endog vandt Tid og Leilighed og Sind til at afgj&o-;re Sp&o-;rgsmaalet for Andres Vedkommende. Og dog saasnart Bekymringen oph&o-;rer, er den Enkelte, hvem dette h&ae;nder, udelukket fra Overveielsen. Den der derimod i Sandhed er bekymret, han fatter vel, at der maa v&ae;re en Betingelse, men denne vil han aldrig endeligen kunne udgrunde; thi en endelig Udgrunden vil Bekymringen forhindre. Selv naar han har t&ae;nkt meest derover, maa han dog tilstaae, at han ikke paa endelig Maade kan afgj&o-;re, hvilke Betingelserne ere; thi Bekymringen tager netop Endeligheden fra ham. I Alt, hvad han udfinder, vil der v&ae;re en Uvished tilbage, og denne Uvished n&ae;rer Bekymringen, og Bekymringen n&ae;rer Uvisheden. Denne Uvished kan udtrykkes saaledes, at han forventer den evige Salighed af Guds Naade. Men Guds Naade forventer han igjen ikke i Kraft af nogen endelig Betingelse; thi da er den ikke Naade, og da vil ogsaa snart Bekymringen forvandle sig til jordisk Tryghed. Hvis han nu saaledes bestandigen er bekymret, men ogsaa bestandigen frelst i Naaden; hvis han indseer, at det, at Bekymringen oph&o-;rte, var et s&o-;rgeligt Tegn, hvorledes skulde han da nogensinde faae forf&ae;ngelig Sikkerhed nok til at afgj&o-;re dette Sp&o-;rgsmaal for en Anden? Dog s&ae;t ogsaa, at der vare visse Betingelser, hvilke man n&o-;iagtigen kunde angive i Ord, og efter hvilke den iagttagende Tanke kunde pr&o-;ve, hvorledes den Enkeltes Tilstand var, hvorledes skulde han dog, hvis han atter var bekymret, og hvis han ikke er det, da tager han jo Alt forf&ae;ngeligt, hvorledes skulde han da nogensinde med endelig Vished kunne afgj&o-;re, om disse Betingelser vare tilstede hos ham? Disse Betingelser v&ae;re nu Gjerninger, bestemte Forestillinger, Stemninger, hvo kjender dog sig selv saa n&o-;ie, at han paa sit eget Ansvar turde borge sig for, at disse vare tilstede hos ham netop saaledes som de skulde v&ae;re, ikke u&ae;gte B&o-;rn af tvivlsom Herkomst! Hvo kunde gj&o-;re det, hvis han i Sandhed var bekymret, og hvo maatte ikke, hvis han for Alvor vilde bet&ae;nke det, i Sandhed blive bekymret! Men er der saaledes bestandigen en Uvished tilbage i hans Sjel, formedelst hvilken han tyer til en Naade, hvorledes skulde det falde ham ind at ville afgj&o-;re det om Andre; thi f&o-;rend man begynder derpaa maa man jo dog f&o-;rst have sig selv ganske sikker. Men Den, der ved en Naade er ganske sikker, hvad vi jo ville &o-;nske den Enkelte, han er, menneskeligt talt, aldeles usikker. Lader os et &O-;ieblik tale i et Billede, og ved Billedets Ufuldkommenhed vende Opm&ae;rksomheden hen paa det evigt Gyldige, hvorom vi tale. Der findes stundom i Krigsh&ae;ren en lille udvalgt Flok, der kaldes den ud&o-;delige Skare, og det ansees af Krigeren for en stor H&ae;der at optages i den. S&ae;t nu, der var et Menneske (vi vide det jo vel, at dette var en s&o-;rgelig Forvildelse, der vel aldrig er forekommen, og gid aldrig nogen lignende Forvildelse maatte forekomme), hvem Optagelsen i denne Skare besk&ae;ftigede ligesaa meget, som det at arve Himlens Salighed b&o-;r bekymre Enhver. Betingelserne vare tilstr&ae;kkeligen bekjendte; der fordredes Udm&ae;rkelse i Krig, men tillige et vist Ydre, en bestemt V&ae;xt, Skabning o. s. v. Han vilde da pr&o-;ve om alt dette passede paa ham, ikke i Almindelighed, ikke skj&o-;desl&o-;st, thi dertil _{var an}var han for bekymret, og han vidste, at blot der manglede det Mindste, blev han ikke optagen. Og dette, om der manglede Noget, eller om Alt var tilstede i det rette Forhold, skulde H&ae;rf&o-;reren afgj&o-;re ved sit Skj&o-;n. Ved sit Skj&o-;n; thi alle Betingelser kunde jo v&ae;re tilstede enkeltviis, men frembragte ikke i Forening den &ae;dle Overeensstemmelse, der betingede Optagelsen. Dette Skj&o-;n t&ae;nker jeg skulde vel blive ham Bekymringens Uro. S&ae;t imidlertid, at han vidste sig fuldkommen sikkret, men vi glemme ikke, at han var ligesaa bekymret for denne Optagelse, som det b&o-;r sig et Menneske at v&ae;re bekymret om Himlens Salighed. Der stod endnu en Vanskelighed tilbage. Optagelsen kunde ikke skee i samme &O-;ieblik, han maatte vente nogle Dage. Hvad kunde der ikke h&ae;nde i disse Dage? Og om end disse vare forl&o-;bne uden noget Uheld, selv i det &O-;ieblik han traadte ind i H&ae;rf&o-;rerens Pallads, han kunde jo snuble &streg; mon en Saadan vilde have Tid og Leilighed og Sind til at gaae omkring og betragte de andre Mennesker, for at see, om de egnede sig til at optages i hiin Skare? Mon han ikke med dyb Bekymring vilde fatte, at det, at have v&ae;ret ganske n&ae;r ved at vorde optagen, endnu er en Udelukkelse? Vilde han ikke med dyb Bekymring fatte dette, hvis han var ligesaa bekymret om Optagelsen i hiin Skare, som ethvert Menneske b&o-;r v&ae;re bekymret om at arve Himlens Salighed? Dog om end et Menneske kjendte Betingelserne, indtil Punkt og Prikke, og fattede, at de utvivlsomt passede paa ham (lader os antage dette) &streg; saa var der jo for ham Tid og Leilighed og Sindsro til at afgj&o-;re Sp&o-;rgsmaalet for Andre. Hvorledes? Er da Himlens Salighed ikke saa stort et Gode, at det ingen Tilv&ae;xt beh&o-;ver ved noget udvortes Forhold? Den, der besidder Saligheden, han kan jo dog hverken &o-;nske at blive mere salig ved nogen uvedkommende Tanke, eller &o-;nske at forstyrres af nogen uvedkommende Tanke. Naar da et Menneske, der mener sig sin Salighed sikkret, desuagtet bet&ae;nker noget Saadant, da viser det netop, at han ikke bet&ae;nker Saligheden; og denne anden Tanke gj&o-;r vel, ligesom Bevidstheden om den gode Gjerning gj&o-;r at man har L&o-;nnen borte, gj&o-;r vel at man har Saligheden borte. At udelukke Nogen skulde da vel neppe Den &o-;nske, der selv var bekymret; men skulde han maaskee, som det stundom h&o-;res, v&ae;re medlidende nok, til at &o-;nske en Anden optagen? O, spar Din Medlidenhed til en bedre Leilighed, og hvis Du da kan gj&o-;re noget for et Menneske, da gj&o-;re Du det, besk&ae;mmet som det s&o-;mmer sig, thi vi ere alle unyttige Tjenere, og selv vore Velgjerninger ere dog kun menneskelige Paafund, skr&o-;belige og meget tvetydige, men Himlens Salighed faaer ethvert Menneske kun af Guds Naade og Barmhjertighed, og denne er ethvert Menneske lige n&ae;r, saaledes nemlig, at det er en Sag mellem Gud og ham; og ingen Trediemand, der selv blev tagen til Naade, forspilde denne ved ubef&o-;iet Indblanden. Om der da var et Menneske, hvad jeg sandeligen ikke har erfaret, der forbittrede mig mit Liv tidlig og sildig, og kun t&ae;nkte mig Alt til det Onde, skulde det kunne forstyrre min Salighed, om han ogsaa blev salig; eller skulde jeg v&ae;re forf&ae;ngelig nok til at ville forhj&ae;lpe ham dertil ved min Medlidenhed! O, Bekymringen om en evig Salighed, den vender Sindet af fra alle utidige Bet&ae;nkninger! Om der var den, der havde baaret Dagens M&o-;ie og Hede, og om jeg blev kaldet ved den ellevte Time, og vor L&o-;n blev den samme; mon det skulde kunne forstyrre ham, naar han bet&ae;nkte, at L&o-;nnen er en evig Salighed? Han havde jo rigeligen og i Overflod, fik ikke mere derved, at jeg blev udelukket. Og om det var en retf&ae;rdig Mand, der fra sin Ungdom havde bevaret Budene og gjennem et langt Liv forventet Himlens Salighed (hvilket sandeligen er et sjelden h&ae;derligt Efterm&ae;le), og jeg var en R&o-;ver, der &anfbeg;endnu idag,&anfslut; altsaa i samme &O-;ieblik, kom ligesaavidt som han; mon det skulde kunne forstyrre ham? Ja dersom jeg vilde mene, at det var paa Grund af min Retf&ae;rdighed, da vilde det vel opr&o-;re ham og opr&o-;re Himlen selv, saa den atter st&o-;dte mig ud; men naar jeg nu er villig til med Iagttagelse af alle Formler og uden nogen Forbeholdenhed at tilstaae, at det var Naade; mon da hiin retf&ae;rdige Mand vilde vedblive at v&ae;re saa ubillig, ikke imod mig, thi jeg var jo sluppen ind &streg; men mod sig selv ved at beholde Vreden? Og dersom det var, ikke hvad man i den &ae;dlere Stiil kalder saa, men hvad man i simpel og daglig Tale kalder ret et eenfoldigt Menneske, og Du derimod, m. T., var en Viis, der dybsindigen spurgte, hvad er Sandhed, og rastl&o-;st grundede derover med Lykke og med Evne; &streg; mon det skulde kunne forstyrre Dig, at han blev ligesaa salig som Du, og Himlens uendelige Salighed gjorde Eder begge Lige. Ja naar Du engang d&o-;er, da vil der v&ae;re Forskjel, da skal det siges og siges med F&o-;ie, at Videnskaben s&o-;rger, og dens Dyrkere begr&ae;de Tabet, og Din Jordef&ae;rd skal v&ae;re forskjellig, thi det er en skj&o-;n Skik, at Menneskene kl&ae;de den D&o-;de i hans bedste Dragt, men Sp&o-;rgsmaalet er dog, om D&o-;den ikke kl&ae;der ham af igjen. Og dersom det var, hvad man saaledes kalder en Mand, en Mand, der havde levet glad med sin Hustru og avlet B&o-;rn med hende i n&o-;isomme Kaar, og ladet sit Hjerte frydes med andre M&ae;nd, men _{sjelden er}sjelden var bleven bev&ae;get af de Tanker, der havde ladet Dig om Dagen glemme Alt, og holdt S&o-;vnen borte fra Dig om Natten; mon det skulde kunne forstyrre Dig, at han blev ligesaa salig som Du. O, &anfbeg;dersom Gud i sin H&o-;ire holdt al Sandhed, og i sin Venstre den evige Str&ae;ben&anfslut; ... nei, dersom Gud i sin H&o-;ire holdt Saligheden, i sin Venstre tillige den Bekymring, der var bleven Dit Livs Indhold, vilde Du ikke selv v&ae;lge den Venstre, om Du dog blev som den, der valgte den H&o-;ire? En Lighed maa der jo dog v&ae;re, og hvad er vel tr&o-;stesl&o-;sere end den Lighed til hvilken stundom Menneskene flygte hen, D&o-;dens Lighed, der gj&o-;r Alle lige fattige; og hvad er vel saligere end den Lighed, der gj&o-;r Alle lige salige? Er dette ikke saaledes, m. T, og derfor sagde Du vel til Din Gud hos Dig selv: Fader i Himlene, naar jeg vil bet&ae;nke min Saligheds Sag, da tager jeg ikke Regnskabet frem; thi jeg veed vel, at jeg kan ikke svare een til tusind, og jeg veed vel, at Petrus stod sikkrere paa Havets B&o-;lge end Den, der mod Dig staaer paa sin Ret. Og ikke vil jeg bygge min Salighed paa nogen Gjerning, ikke paa den bedste, jeg kan have gjort, thi kun Du veed, om det var en god Gjerning; og ikke paa den bedste, jeg kunde gj&o-;re, thi kun Du veed, om det vorder en god Gjerning. Bevar da min Sjel for den Smaalighed, der vil forringe Dig og Din Gave, forringe mig selv ved at gj&o-;re mig st&o-;rre end Nogen; frels mit Sind fra den Grublen, der vil udgrunde, hvad ikke er givet at forstaae; udriv min Tanke fra den Spidsfindighed, der lumskeligen tager det Bedste og giver mig det Ringere. Hvad jeg gjorde som Barn let og naturligt, at jeg troede uden at forstaae; hvad jeg senere har gjort, har gjort, det veed jeg, har troet et Menneske imod Forstanden; hvad jeg vil vedblive at gj&o-;re, om det end prises st&o-;rre at v&ae;re klog end at troe; hvad jeg vil beflitte mig paa af al Magt, at ikke Forstandens Herlighed skal bedaare mig og lade mig tage Skade paa min Sjel; skulde jeg ikke ville gj&o-;re det mod Dig, skulde jeg ikke, da jeg dog Intet selv formaaer, &o-;nske Bekymring og Tillid og Frimodighed til at troe Dig, og til i denne Tro at forvente Din Salighed! Ham b&o-;r det at voxe, mig at forringes Joh. Evang. III, 30. Denne min Gl&ae;de er fuldkommen. Ham b&o-;r det at voxe, mig at forringes. Et gammelt Ord siger, at Alle see hellere paa den opgaaende end paa den nedgaaende Sol. Hvorledes Alle? Mon ogsaa Den, hvis Sol det er som gaaer ned? Men hvorfor gj&o-;r han det ikke? Den opgaaende Sol skinner jo for ham ligesom for alle de Andre, ja skinner maaskee meest straalende i hans &O-;ine, netop fordi dens Glands fordunklende fremskynder Nedgangen. Dersom et Menneske for Alvor kunde sp&o-;rge saaledes, da maatte han vel v&ae;re saa ung, at han slet ikke forstod, hvorom Talen var; eller saa uerfaren, at han bedrog sig selv ved et overordentligt og indbildt Forskud paa den H&o-;imodighed, med hvilken han vilde fuldkomme det Store i Livet; eller det maatte v&ae;re en Mand, der s&o-;gte at h&ae;rde sin Sj&ae;l, ligesom Andre h&ae;rde deres Legemer til en uskj&o-;n og daarlig Haardf&o-;rhed; eller endeligen en Mand, der benyttede Forstandens Forh&ae;rdelse, og dens Slutningers kolde Urokkelighed til at spotte Menneskene, brugte mod dem hvad han ikke brugte mod sig selv, pr&ae;dikede dem denne Viisdom til Bel&ae;relse, medens han dog selv ikke troede paa den, ja endog under Pr&ae;dikenen holdt en Bagd&o-;r aaben, gjennem hvilken den skjulte Forf&ae;ngelighed liig hiin berygtede Qvinde lukkede Forf&ae;ngelighedens Speidere ind (Jac. II, 25). Enhver Anden vilde vel forstaae, hvorom Talen var, og sande, at Selverkjendelse er en vanskelig Sag; thi medens man saa let forstaaer den &o-;vrige Verden, forandres pludselig Forstaaelsen saa betydeligen, naar man selv er den Paagjeldende. Dette skulde man aldrig glemme; og ligesom Barnet bruger Pegepinden, for ikke at oversee det enkelte Bogstav, saa skulde man, hvis Livet skal faae dybere Betydning, ikke v&ae;nne sig til at forstaae Alt i Almindelighed, ikke haste med at ville forstaae Alt, men taalmodigen see efter Pegepinden, der bestandigen viser paa En selv. Og om det end i enhver anden Forstand kun var et billedligt Udtryk, at man seer Guds Finger i Livet, da forstaaer Den det ret egentligen, der er bekymret om sig selv; thi al dybere og inderligere Selverkjendelse er under guddommelig Veiledning, og seer bestandigen den Guds Finger, der peger paa ham. Naar man overseer et Bogstav, saa bliver hele Ordet forvirret, og dog er denne Forvirring Intet i Sammenligning med den, der fremkommer naar et Menneske i at forstaae hele Menneskelivet og Sl&ae;gtens Historie springer eet Menneske over &streg; sig selv; thi det enkelte Menneske er jo ikke som det enkelte Bogstav, en i og for sig intetsigende Deel af Ordet, men er hele Ordet. Og dog skeer dette saa ofte, og derfor l&ae;res der saa lidet af Livet. Selv det Menneske, der lever meest forborgent og glemt, skal have rigelig Overflod af Exempel, Formaning, Advarsel og Optugtelse, naar han blot ikke undviger den Finger, som peger paa ham; thi den simplest sammensatte Solskive angiver n&o-;iagtigen Klokkeslettet, naar blot Solens Straale faaer Lov at falde derpaa. Hvor ofte er ikke saaledes hiint gamle Ord gjentaget i Verden, anbragt paa rette Sted af Betragteren; men hvor sjeldent er det forstaaet itide, og naar da endeligen Forstaaelsen kom og det var for silde, hvorledes l&o-;d den? Hvor let er det ikke ogsaa for den Enkelte at unddrage sig Hentydningen, thi Ordet taler saa almindeligt! Men den almindelige Tale om almindelige Sandheder kan vel berige et Menneskes Hukommelse og udvikle hans Forstand, men er kun saare lidet til Gavn for ham, saalidet som det er til Gavn at have et Rustkammer fuldt af Vaaben, som dog ikke passe for En, naar man skal bruge dem. Og fremfor Alt er denne Almindelighed ikke til Opbyggelse; thi man opbygges aldrig i Almindelighed, ligesaalidet som et Huus opf&o-;res i Almindelighed. F&o-;rst naar Ordet siges af den Rette, under de rette Forhold, paa den rette Maade, f&o-;rst da har Udsagnet gjort Alt hvad det formaaer for at veilede den Enkelte til oprigtigt at gj&o-;re, hvad man ellers er snar nok til at gj&o-;re: at henf&o-;re Alt til sig selv. Og om det end er forbudet i guddommelige og menneskelige Love, at begj&ae;re hvad N&ae;stens er, N&ae;stens Formaning er det aldrig forbudet at begj&ae;re, ei heller at benytte dens Veiledning. Saaledes er Alt her i Orden; thi hvad vi have sagt, gjelder i fuld Maade om hiint forel&ae;ste Ord af Johannes den D&o-;ber, og Ingen gj&o-;re sig Samvittighed af at tilegne sig Ordet. Altsaa Johannes den D&o-;ber er det, som har sagt Ordet. I Jud&ae;as &O-;rken levede han, fjern fra den Forf&ae;ngelighed, der kives om H&ae;derspladsen, fjern fra den Ustadighed, der opl&o-;fter og nedstyrter, jubler og korsf&ae;ster, saa fjern som hans Dragt var fra de bl&o-;de Kl&ae;der, og hans V&ae;sen fra R&o-;rets B&o-;ielighed. Han var ikke Messias, ikke en af de gamle Propheter, ikke Propheten, han var Dens R&o-;st som raaber i &O-;rkenen. Og han raabte i &O-;rkenen for at berede Den Veien, der skulde komme efter ham, hvis Skotvinge han ikke var v&ae;rdig at l&o-;se. Dog var han selv ingen ringe Mand, &anfbeg;den st&o-;rste, der er f&o-;dt af Qvinder&anfslut;, hans Herkomst vidunderlig, som Dens, hvis Tilkommelse han forkyndte, men Forskjellen atter her som den mellem det Vidunderlige, at en bedaget Qvinde vorder frugtbar, hvad der er mod Naturens Orden, og at en reen Jomfru f&o-;der ved Guds Kraft, hvad der er over Naturens Orden; thi er ikke allerede denne Forskjel en skj&o-;n Antydning af Forskjellen mellem det Nedgaaende og det Opgaaende! Og han raabte i &O-;rkenen indtil M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed vakte Raadets Opm&ae;rksomhed, saa det skikkede Udsendinge til ham. Men han misforstod ikke sig selv, ikke sit Opholdssted i Eensomheden, ikke sin Kameelhaarskjortel, ikke sin F&o-;de i &O-;rkenen, som skulde alt dette blot v&ae;re et Middel for at bane ham selv Veien til H&ae;der og V&ae;rdighed i Folket. Nei, han var og han blev den R&o-;st, som raaber i &O-;rkenen. Dette var hans Gjerning; selv f&o-;lte han vel dens Betydning, men han vidste det jo og, at dens Betydning var at den skulde afskaffes og glemmes som Nattev&ae;gterens Raab, naar det er Alle vitterligt, at Dagen er frembrudt. Da gik Dens Sol op, hvis Morgenstjerne vakte de Vises Forundring; dens Herlighed skinnede og Ingen bedre end Johannes forstod, at dens Opgang var hans Sols Nedgang. Men han gl&ae;dede sig derover, inderligen som Patriarcherne, der havde l&ae;ngtes efter Synet, oprigtigen som de Troende, for hvem den vedblev at skinne. Og dog vidste han, at den Handling, efter hvilken han n&ae;vnedes, skulde afskaffes, forsvinde som en Daab med Vand mod en Daab med Ild og den Hellig-Aand. Da kom Efterretningen til ham, at dette var skeet, og hans Disciple mistr&o-;stedes over, at Den, hvem Johannes havde givet Vidnesbyrdet, d&o-;bte og at Alle kom til ham; men Johannes svarede: denne min Gl&ae;de er fuldkommen; Ham b&o-;r det at voxe, mig at forringes. Hvad der h&ae;ndte den St&o-;rste, som er f&o-;dt af Qvinder, det Samme h&ae;ndes ogsaa den Mindre; hvad der h&ae;nder i den eneste Afgj&o-;relse, det h&ae;nder ogsaa i de mindre, og man gj&o-;r ingen vanhellig Brug af Ordet ved af det at l&ae;re at fatte sig i det egne Livs mindre Forhold; man neddrager ikke Ordet til en verdslig Viisdoms lave Egne, saa meget mere som man ikke &o-;nsker at glemme, at man ogsaa da, naar man ved Ordet har hjulpet sig selv til Rette, har een Bekymring og een Gl&ae;de endnu; thi Enhver er jo og b&o-;r v&ae;re deeltagende i hiin eneste Afgj&o-;relses herlige Udgang. Om derfor end ikke Betragtningen dv&ae;ler ved hiin Begivenhed selv, saa kan den og Ordets Anvendelse dog v&ae;re opbyggelig: ligesom Medhustruens S&o-;n ikke var uden Abrahams Velsignelse, om han end ikke i udm&ae;rket Forstand var Forj&ae;ttelsens Barn. Og kun den beh&o-;vede ikke den lettere F&o-;de, der var saaledes fortabt i Gl&ae;de over Dens Herlighed, hvem det b&o-;r sig at voxe, at han slet ikke m&ae;rkede, endnu mindre bekymredes ved det Lignende, der h&ae;nder ham selv og Andre i de mindre Afgj&o-;relser. At Den, der engang herskede over Riger og Lande, har oph&o-;rt at regjere og maa see en M&ae;gtigere indtage sin Plads; at Den, der engang _hisedeshilsedes med Jubel, snart, ja saa snart som havde det Hele v&ae;ret en Dr&o-;m, h&o-;rer den samme Jubel n&ae;vne et andet Navn; at Den, hvis bydende Skikkelse var kjendt af Alle, i n&ae;ste &O-;ieblik betragter sig selv med Usikkerhedens Angest, om han haver tabt Forstanden eller Verden Hukommelsen, saa den forvexler en Anden med ham; at den Mester, hvis Discipel endnu igaar sad ved hans Fod, idag maa b&o-;ie Skulderen under dennes Fremskriden; at den Kj&o-;bmand, hvis Godhed satte Tjeneren i Vei, nu seer hans Vei betegne Velgj&o-;rerens Undergang; at den Pige, der engang fyldte den Elskedes hele Tanke, nu sidder og seer hans dristige Tragten efter et h&o-;iere Maal; at den Sanger, hvis Ord var paa Alles L&ae;ber, idag er glemt, og hans Sange mere end erstattede; at den Taler, hvis Ord gav Gjenlyd overalt, nu maa s&o-;ge &O-;rkenens Eensomhed, hvis han &o-;nsker Gjenlyd; at den Ungdoms-Ven, der drog i lige Aag med den J&ae;vnlige, nu med Forbauselse seer Afstanden; at det ydmyge Huus, hvor For&ae;ldrene boede, hvor Vuggen stod i Ringhed, nu synker hen som en Erindring, der ikke indhenter den M&ae;gtige &streg; dette er skeet i Verden og det skeer, hvo veed det ikke? Og dog, hvor besynderligt; dersom Du lader Din Tanke dv&ae;le ved de Udm&ae;rkede, hvis Ihukommelse Sl&ae;gterne have bevaret, da skal Du finde Det h&o-;ist forskjelligt, hvorved den Enkelte udm&ae;rkede sig; og Du skal igjen finde Flere, der ere udm&ae;rkede ved det Samme; men i hiint Udvalg synes Du ligesom at savne endnu een Plads, og dog er Savnet jo en Modsigelse; thi hvorledes skulde Den finde Plads i Erindringen, hvis Opgave det var at finde sig i &streg; at v&ae;re glemt? Men netop derfor er det af Vigtighed at bet&ae;nke det med sig selv, og netop derfor er det saa skj&o-;nt at gj&o-;re det, fordi ingen jordisk L&o-;n vinker. Saa lader os da n&ae;rmere overveie, hvilket Sindelag der er det rette, og bet&ae;nke, hvad der jo er det Samme, hvorledes Johannes sagde hiint Ord: ham b&o-;r det at voxe, mig at forringes. Johannes sagde det med ydmyg Selvforn&ae;gtelse. Saaledes forstod han strax fra Begyndelsen sin Sendelse i Verden, og saaledes var han paa en Maade strax fra Begyndelsen if&ae;rd med at gaae ned, eller i det mindste i Fortrolighed med Tanken derom, da han jo ellers ved for st&ae;rkt at tildrage sig M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed eller f&ae;ngsle den for l&ae;nge netop vilde have gjort Veien vanskelig for Den, som skulde komme. Forsaavidt synes D&o-;berens Liv at v&ae;re af en egen Art, og ikke at kunne afgive Veiledning for Andre. Dog kan der jo ogsaa til en saadan Sendelse i de ringere Forhold findes det Tilsvarende. Der er mange Gange siden hine Dage f&o-;dt et Menneske, hvis Bestemmelse kun var at bane Vei, og som allerede tidligen maatte blive sig bevidst, at dette var hans Gjerning. Enhver Saadan er da strax fra Begyndelsen henviist til Selvforn&ae;gtelse, og skal ikke f&o-;rst opleve en Udm&ae;rkelse, der, jo l&ae;ngere den varer, desto lettere kommer til at bedaare Selvforn&ae;gtelsens frigj&o-;rende og l&o-;sende Magt i en Fortryllelse; men paa den anden Side har enhver Saadan heller ei i hele sit Liv, ikke i Ungdommens Haab, ikke i Manddommens Daad, havt den skj&o-;nne Tid, i hvilken Solen standser sin Gang, staaer stille, og endnu ikke gaaer ned. Vi ville ikke afgj&o-;re, hvilket Liv der gj&o-;r den gode Strid lettest, men derom ere vi jo Alle enige, at ethvert Menneske b&o-;r stride den gode Strid, fra hvilken Ingen er udelukket; og dog er denne saa herlig, at hvis den kun eengang var forundt en forbigangen Sl&ae;gt under s&ae;rlige Forhold, ja hvorledes skulde da ikke Misundelse og Mismod vide at skildre den? Forskjellen er omtrent den samme som den er med Hensyn til Tanken om D&o-;den. Saasnart et Menneske f&o-;des, begynder han at d&o-;e; men Forskjellen er den, at der gives enkelte Mennesker, med hvis F&o-;dsel Tanken om D&o-;den bliver til for dem, og er hos dem i Barndommens stille Fred og hos Ungdommens lette Sind; hvorimod Andre have en Tid, i hvilken denne Tanke ikke er hos dem, indtil, naar de Aar ere udl&o-;bne, der ganske vare Livets, Tanken om D&o-;den m&o-;der dem paa deres Vei. Hvo vilde nu afgj&o-;re, hvilket Liv der var det letteste, enten deres, der bestandigen levede med en vis Tilbageholdenhed, fordi Tanken om D&o-;den var hos dem, eller deres, der gave sig saaledes hen i Livet, at de n&ae;sten havde glemt, at D&o-;den var til? Og passer i denne Henseende end ikke Johannes' Exempel for Alle, for dem det passer, for dem kan det jo v&ae;re veiledende; thi ogsaa her ere Fristelser. Eller var det ikke en Fristelse, da Raadets Udsendinge n&ae;sten foranledigede ham til at misforstaae sig selv? Men Johannes holdt fast ved hvad han havde forstaaet med sig selv: sin ydmyge Gjerning og sit ydmyge Forhold til den Kommende, Raadet forstyrrede ham ikke. &streg; I det daglige Livs Smaa-Forhold finder man let det Tilsvarende, deelviis eller ganske, og at Forholdene ere mindre, ikke i al gyldig Forstand afgj&o-;rende, ikke verdenshistoriske, ikke historiske, gj&o-;r jo ingen v&ae;sentlig Forskjel, saaledes bliver jo ogsaa et Regnestykke det Samme, hvad enten det angaaer Millioner eller Penninge. Strax naar Barnet er f&o-;dt, begynder jo For&ae;ldrenes ydmyge Selvforn&ae;gtelse, hvis de forstaae sig selv ret. Der menes jo ikke, at Barnet skal v&ae;re Herre uden at h&o-;re og lyde; men uagtet denne Underordnethed under de &Ae;ldre er Barnet dog det V&ae;sentlige, og i Gl&ae;dens Udtryk over, at et Barn er f&o-;dt til Verden, lyder det skj&o-;nt med: ham b&o-;r det at voxe, os at forringes. Eller vilde dette ikke v&ae;re en daarlig Tanke, om Nogen meente, at dette kun gjaldt i en langt senere Tid og for nogle enkelte For&ae;ldre, der med Beundring opdagede, at deres Barn var udm&ae;rket fremfor Andre? Forn&ae;rmer denne Tanke ikke egentligen For&ae;ldrene, fordi disse havde afstedkommet det Uskj&o-;nne, saa de, om de end strede den gode Strid, havde gjort denne uskj&o-;n, fordi de, glemmende at de vare For&ae;ldre, mere som de Uvedkommende i Forhold til den Uvedkommende, strede den gode Strid. Og nu de Mange, for hvem D&o-;berens oph&o-;iede Exempel passer ganske, skj&o-;ndt i Ringhed; de Mange, der tidligen anvises til ydmygt at forstaae, at for dem er en Tjeners Skikkelse ikke nogen paatagen Skikkelse, de som tidligen anlediges til at bet&ae;nke, at der for dem er en Anden, som det b&o-;r sig at voxe, medens de forringes! Maaskee kommer der ogsaa stundom til en Saadan et Raad fra h&o-;iere Steder, et misforstaaet Vink, et falsk Kald; men der var da vel ogsaa Den, som ikke forstyrredes i sin ydmyge Selvforn&ae;gtelse, der ikke daarligen greb efter Gj&o-;glebilleder, og ikke modvillig og misforn&o-;iet forblev i Ringheden. Men selv om et Menneske (hvilken nu end hans Selvforn&ae;gtelses Tilf&ae;ldighed er; thi det V&ae;sentlige ved Selvforn&ae;gtelse er jo, at man forn&ae;gter sig selv) ikke strax fra Begyndelsen fatter, at han er nedgaaende, da burde han jo dog ingensinde v&ae;re ganske ukjendt med denne Tanke at han kan vorde det. Ethvert Menneske er kun Redskab, og veed ikke, naar &O-;ieblikket kommer, da han s&ae;ttes tilside. Fremkalder han ikke selv stundom denne Tanke, da er han en Leiesvend, en utro Tjener, der s&o-;ger at befrie sig selv og bedrage Herren for den Uvished, i hvilken han fatter sin egen Intethed. At Meget er forf&ae;ngeligt i Livet, vide Menneskene vel, men hvor ofte gj&o-;r den Enkelte en Undtagelse, og dog er selv den h&o-;ieste Sendelse i Aandens Verden kun et &Ae;rende, og Den, som dertil er udrustet med al Aandens Begavelse, han er kun i &Ae;rende: men hvorfor er Englenes Udsendelse saa skj&o-;n, fordi de saa hurtigen vende tilbage til Guds Throne igjen, at de ikke faae Tid til at fristes af den Tanke, at de varetage deres Eget! I Evangeliet er det Herren, der reiser bort, og den utroe Tjener mener, at han er reist saa langt bort, at han ikke mere vender tilbage; i Livet er det Tjeneren, der reiser bort, og den utroe Tjener bedrager sig selv med den Tanke, at han kan reise saa langt bort, at Herren ikke kan fratage ham det Betroede. Men Guld og Gods kan forsvinde som en Dr&o-;m, og Menneskenes &Ae;re hurtigen forvandles til Spot, og Tjenestens Tid kan snart v&ae;re forbi. Men Tanken om denne Afskedigelse frigj&o-;r Tjeneren til en Guds Medarbeider, ligesom Tanken om D&o-;den frigj&o-;r et Menneske, frelser ham fra at v&ae;re en Vordnet, der kun vil tilh&o-;re Jorden, fra at v&ae;re en _BedragersBedrager, der ikke vil tilh&o-;re Gud. Med ydmyg Selvforn&ae;gtelse sagde D&o-;beren dette Ord; men synes ikke i en anden Henseende hans Vilkaar endnu mindre at kunne tjene til Veiledning og Exempel for Nogen; thi Den, der fulgte efter ham, lod ham jo sandeligen vederfares al Ret. Som der sjeldent i Verden er seet den ydmyge Selvforn&ae;gtelse, med hvilken Johannes blot banede Veien for den Tilkommende, saa er der jo heller aldrig seet et fredeligt og sagtmodigt Indtog som Dens, der ikke var kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Ofte nok derimod kommer Efterf&o-;lgeren saaledes, at hans fjerne Fodtrin kun v&ae;kker Forg&ae;ngerens Angest og Fort&o-;rnelse, at hans N&ae;rmen ikke synes at v&ae;re for at fuldf&o-;re, men for at nedtr&ae;de det Begyndte, indtil &anfbeg;hans F&o-;dder staae for D&o-;ren for at b&ae;re ham ud&anfslut; (Ap. G. V, 9). Dette er vel sandt; men deraf f&o-;lger jo ikke, at een Uret gj&o-;r den anden god, om den end synes at forklare, ja at undskylde den; og desuagtet b&o-;r jo dog det Gode skee, og skal skee, hvis &anfbeg;den Aand, der boer i os, ikke opv&ae;kker Avind, men giver st&o-;rre Naade&anfslut; (Jak. IV, 5). Om nu endog Dens Fjed, der fulgte efter Johannes, vare i Ydmyghed og ikke kunde ophidse; om hans Fremtr&ae;den ikke kunde friste D&o-;beren, fordi den, der fulgte efter ham, &anfbeg;havde v&ae;ret f&o-;r ham&anfslut; om han end gav Vidnesbyrdet, at han var den St&o-;rste, som var f&o-;dt af Qvinder; saa har han dog ogsaa sagt, at den mindste af hans Tilh&ae;ngere var st&o-;rre end Johannes. Kunde det vel st&ae;rkere udtrykkes, hvorledes dog al Johannes' Gjerning kun skulde afskaffes, hvorledes hans Daab var en Forberedelse, der skulde afl&ae;gges, hans Pr&ae;diken en R&o-;st i &O-;rkenen, hans Skikkelse kun en afm&ae;gtig Skygge, hans eget Liv en Udelukkelse? Og dog havde Johannes ikke ved sin Vantro selv forskyldt, at han blev udelukket; men hans Gjerning var kun den, som han med al Nidkj&ae;rhed fuldkommede. Med ydmyg Selvforn&ae;gtelse sagde Johannes Ordet, og sagde det til sine _{Disciple I}Disciple. I deres &O-;ine var han jo dog det Store, de vare vante til at hilse ham som Mester, de havde maaskee i deres stille Sind n&ae;ret Tanken om, at han selv var Den, som skulde komme; for dem kunde D&o-;beren jo have &o-;nsket at fortie det. Nu var han fremtraadt, den Forventede; og de mismodige Disciple stolede vel paa, at den Efterretning, de bragte D&o-;beren, vilde aflokke ham den for&o-;nskede Forklaring. Den Forventede var fremtraadt, D&o-;beren kunde have overladt ham Skuepladsen, selv v&ae;re traadt til Side, have skjult sig i en Afkrog med Disciplene, og vedblevet i deres &O-;ine at v&ae;re Mesteren, om han end ikke selv havde yttret denne Tanke, end mindre _ladeladet den komme ud i Verden, _{hvor Den}hvor den jo blot vilde v&ae;re til Hinder for Den, hvis Vei han skulde berede. Hvor er det saa gavnligt, at betragte det &Ae;rv&ae;rdige! Selv hvad der, menneskeligt talt, havde v&ae;ret tilgiveligt, ak ja n&ae;sten priseligt, skammer man sig ved at tiltroe D&o-;beren, ikke blot fordi det Modsatte er fortalt; men selv om Intet var fortalt, hvo vilde dog lyve disse Tanker ind i ham! Han blev sig selv tro; hvad han havde forkyndt i &O-;rkenen, f&o-;rend den Kommende fremtraadte, hvad han havde pr&ae;diket for Folket, det Samme vidnede han for Disciplene, netop da deres Efterretning syntes at begjere et andet Svar. Han opfordrede dem selv til at vidne med ham, at dette havde v&ae;ret hans Vidnesbyrd fra Begyndelsen, og Disciplene maatte igjen vidne med ham, at dette Vidnesbyrd var hans Slutning, hans Ja og hans Amen. Saaledes Johannes. Er det Sandhed, at der i Livets mindre Forhold findes det Tilsvarende, mon derfor ogsaa altid hvad der kunde ligne Johannes virkeligen ligner ham? Maaskee var der Den, hvis Betragtning det ikke undgik, at en ny Dag begyndte at d&ae;mre; hvo Efterf&o-;lgeren skulde v&ae;re, lod sig endnu ikke skjelne &streg; da vilde han Intet vide. Men Dagens Frembrud lader sig ikke d&o-;lge; dog hvo den Kommende var, kunde ikke bestemmes; da befalede han som Herodes, at alle B&o-;rn under to Aar skulde dr&ae;bes. &streg; Maaskee var der Den, hvis Lykkes Sol begyndte at h&ae;lde, en Anden var den Begunstigede. Nu, det er jo ikke Sandhedens Strid, hvo der skal v&ae;re den Lykkelige; da lagde han Raad op med Ondskaben, og H&ae;vnens Piil, der flyver i M&o-;rket, rammede den Forhadte. &streg; Maaskee besteg en ny Pharao Thronen, der ikke kjendte Joseph og hans Fortjenester, men den Forglemte bragte selv sin Fortjeneste i Glemsel hos Den, der kjendte ham, og nu kjendte hans Avind. &streg; Eller han skjulte sig for Menneskene, han vilde ikke gavne det Nye med sit Vidnesbyrd, han bar det som en Skj&ae;ndsel, at hans Tid var forbi, ret som var dette Skj&ae;ndselen, at hans Tid var forbi, og ikke snarere, at hans Sjel var ukjendt med Ydmyghed og Selvforn&ae;gtelse. &streg; Maaskee var der Den, som saae sin Aftagen; da hengav han sig til Gr&ae;mmelsen og visnede ved at gr&ae;mmes, som var denne Aftagen D&o-;den, som voxede kun Den, der er plantet ved Vandb&ae;kken, og ikke ogsaa Den, der planter sig hen i Selvforn&ae;gtelsens velsignede Jordbund. &streg; Ja hvor mange Veie er der ikke i Afgj&o-;relsens Stund; og dog er der kun een Vei, de andre ere Afveie, hvad enten de f&o-;re didhen, hvor Misundelsen opl&ae;gger sine Planer, eller hvor Gr&ae;mmelsen er tilhuse, hvor Begjeringens Orm ikke d&o-;er, hvor Tr&o-;stesl&o-;sheden stirrer paa sit Tab, hvor Spotten &ae;ngster Andre med sin usle Viisdom, hvor Bagvaskelsens Tunge forraader Hjertets Overfl&o-;dighed &streg; alle f&o-;re de bort, langt bort, Tanken t&o-;r end ikke forf&o-;lge dem. Men den ydmyge Selvforn&ae;gtelse bliver sig selv tro og bliver i Forstaaelse med Den, hvem det b&o-;r sig at voxe om man end selv forringes, som Johannes gjorde det; thi med hiint Vidnesbyrd gik jo hans Sol ned, og dog, naar var han st&o-;rre end i dette &O-;ieblik? Men altsaa voxede jo ogsaa han, og var st&o-;rst, da han gik ned. Med oprigtig Gl&ae;de sagde Johannes dette Ord. Dersom Du, m. T., hvad Du jo gj&o-;r, erindrer D&o-;berens strenge Pr&ae;diken til Omvendelse, hans prophetiske Uforf&ae;rdethed i at d&o-;mme H&o-;ie og Lave, den hellige Vrede, med hvilken han lagde &O-;xen ved Foden af Tr&ae;et &streg; da maa det vel dybt gribe Dig, naar Du bet&ae;nker den veemodige Mildhed, den glade Inderlighed, hvormed han taler om sit Forhold til den Kommende. At der ogsaa under en Kameelhaarskjortel kan slaae et Hjerte saa riigt paa F&o-;lelse, ikke blot for Sandhed og Ret, hvortil jo hans Liv var helliget! At han har kunnet bevare denne F&o-;lelse derude i &O-;rkenen! At den selvforn&ae;gtende Gl&ae;des sagte Luftning kan fornemmes for Straffedommens Torden! Hans Udsagn betegner aldeles, hvad det skal betegne, men Udtrykket derimod er saa h&o-;itideligt, saa festlig skj&o-;nt, at man n&ae;sten fristes til at forestille sig D&o-;berens strenge Skikkelse, if&o-;rt en H&o-;itidsdragt, at gaae som til Gjestebudshuus, en venlig Mand, der bringer Gl&ae;dens Hilsen &streg; ja som gik hiin alvorlige, m&o-;rke Eneboer, der sang s&o-;rgeligt for Folket, om det end ikke vilde gr&ae;de, som gik han formildet i Dandsen, efter det Gl&ae;dens Spil, som atter B&o-;rnene paa Torvet ikke vilde forstaae, om det end angik dem &streg; og D&o-;beren var den Eneste som blev udelukket. O, der gives en R&o-;relse, som er overfl&o-;dig paa skj&o-;nne Ord og saare snar til at hensmelte i bl&o-;de Stemninger; men naar Manden i den Kameelhaarskjortel, hvem Storme ikke bev&ae;gede, naar han formildes, hvem maa hans Ord da ikke r&o-;re! Hans Stemning er ingen usand F&o-;lelse, tvertimod er Sandhedens Dom adskillende tilstede i Ordet, han siger; og den nidkj&ae;re Dommer har f&o-;rst d&o-;mt sig selv: &anfbeg;et Menneske kan slet Intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen&anfslut; (V. 27). Dette er Ordet, hvormed han d&o-;mmer sig selv, skifter mellem sig og den Kommende, det er Dommeren som taler, og dog er det Udsagte jo en Lovtale over, at han fuldkommede det. Nu har han beskikket sin Huusholdning, da f&o-;lger hans Bryllups-Hilsen: &anfbeg;Den, som haver Bruden, er Brudgommen, men Brudgommens Ven, som staaer og h&o-;rer ham, gl&ae;der sig meget over Brudgommens R&o-;st. Denne min Gl&ae;de er fuldkommen&anfslut; (V. 29). Da besinder han sig paa sig selv, og paa sit Forhold, at han er den Fremmede, ja den Udelukkede, og nu er dette Afskeds-Ordet: ham b&o-;r det at voxe, mig at forringes. Med oprigtig Gl&ae;de sagde han Ordet. Nu er det vel sandt, at hans hele Liv netop havde v&ae;ret beregnet paa Dens Fremtr&ae;den, der nu fremtraadte, og forsaavidt maatte det jo gl&ae;de ham. Men deraf f&o-;lger dog endnu ikke, at hans Gl&ae;de var fuldkommen; ligesom vi da heller ei maae glemme, at det, at han selv havde forstaaet sit Liv saaledes fra Begyndelsen, var hans &ae;dle Selvforn&ae;gtelses Gjerning, og dens Triumph er det, at Gl&ae;den er fuldkommen. Vel er det sandt, at han saae den Kommende ikke ligegyldigen st&o-;de ham til Side, men saae ham drage frem som en Fredens Fyrste; men Vidnesbyrdet bliver dog det samme. Om ingen Anden endnu fattede, hvilket sv&ae;lgende Dyb der var mellem den Kommende og D&o-;beren, saa fattede han det, og dog udtrykte han det ganske, og sin Gl&ae;de over, at det netop var saaledes. Denne Gl&ae;de var ham fuldkommen, at han blev seet i al sin _ReenhedRinghed ved Siden af den Kommendes Herlighed. Hvis dette ikke blev klart, da havde hans Gl&ae;de ikke v&ae;ret ham fuldkommen. Hvad Under om den Troende maatte gl&ae;de sig over, at den Forventedes Herlighed var Guds Herlighed, da han jo blev deelagtig i den, og netop derved st&o-;rre end Johannes; men han var jo den som forringedes. Med oprigtig Gl&ae;de sagde han Ordet; eller finder Du nogen Svig i hans Mund, nogen falsk F&o-;lelse, der skjuler Sandheden, nogen halv Sandhed, der sminkes med overdreven F&o-;lelse? Udtrykket selv er vel ligesaa inderligt, ligesaa skj&o-;nt, som hvad det udtrykker, hvilket jo er det Skj&o-;nneste: Selvforn&ae;gtelsens oprigtige Gl&ae;de. Og nu dets Sandhed. Vi vide det vel, at der gives en Viisdom, som is&ae;r er st&ae;rk i at forstaae det Forbigangne bag efter, i at berolige deres Sind, som ere d&o-;de og glemte, i at veilede dem, der selv have hjulpet sig, i at tilbyde en Tr&o-;st, der ikke vedkommer noget Menneske. En saadan Viisdom, der aldrig t&o-;r kalde det Forbigangne tillive, for at det ikke skal vise sig, at den Intet veed i Afgj&o-;relsens &O-;ieblik, men Alt bag efter, en saadan Viisdom vilde vel her forklare, at Johannes dog altid beholdt en vis forsvindende Betydning som Forberedelse, en vis deelviis Berettigelse som en Gjennemgang for det H&o-;iere. Saaledes forstod Johannes det ikke, saaledes vilde han ikke forstaaes, hans Selvforn&ae;gtelse var dybere, og derfor hans Gl&ae;de h&o-;iere. Den som har Bruden, siger han, er Brudgommen. Bestemtere kunde han vel ikke udtrykke, at han selv var udelukket. Uendeligt opfattede han Forskjellen, ingen Paatr&ae;ngenhed bragte ham n&ae;rmere, men derfor var Gl&ae;den ham fuldkommen. Han var Brudgommens Ven, der staaer og h&o-;rer hans R&o-;st og gl&ae;der sig meget; men den Mindste i Himmeriges Rige er st&o-;rre end Johannes, thi han staaer ikke udenfor og h&o-;rer Brudgommens R&o-;st. Med oprigtig Gl&ae;de sagde Johannes Ordet, og sagde det til sine Disciple. Og dog selv om hans Gl&ae;de var fuldkommen, han kunde jo have gjemt den i sit Hjerte, han kunde have udtrykt den mindre bestemt, og ikke saaledes, at hans egen Forringelse netop maatte blive paafaldende for Disciplene, der vel neppe vare dannede til at fatte hans Gl&ae;de. Ja, han kunde have gjort det for Disciplenes Skyld, at disse, som maaskee trods Vidnesbyrdet havde sat deres Haab til ham, ikke altfor dybt skulde f&o-;le, hvor dybt de forringedes med Mesteren. Men nei! hans Gl&ae;de blev ham fuldkommen, jo mere han forringedes. Som de Troendes Gl&ae;de i Himlen skal v&ae;re stor formedelst Herligheden, saa var hans Gl&ae;de fuldkommen i Forringelsen. Saaledes Johannes; og saaledes skal den Enkelte fuldkomme det Lignende i de mindre Forhold; hvis han f&o-;rst haver l&ae;rt ydmygt at forn&ae;gte sig selv, og at overvinde sit Sind, da skal Gl&ae;den ogsaa seire. Men det F&o-;rste maa man l&ae;re f&o-;rst, siden det St&o-;rre; man indvies f&o-;rst i den mindre Hemmelighed, siden i den st&o-;rre. Og uden denne Tanke t&o-;r jo Ingen ganske v&ae;re. I en &ae;ldre Tid var det Skik, at man ofte bet&ae;nkte sin D&o-;d, indtil man var saaledes i stille Fortrolighed med denne Tanke, at den ingenlunde forstyrrede Livets Gjerning; ja man var saa fortrolig med Tanken, at man endog fik Tid til at bet&ae;nke sin Pynt og at have det Alt i Beredskab. Saaledes ogsaa med Den, der itide blev fortrolig med Selvforn&ae;gtelsens D&o-;dstanke, han skal ogsaa faae Tid til at v&ae;re bet&ae;nkt paa den Gl&ae;dens Fuldkommelse, der er Selvforn&ae;gtelsens uforkr&ae;nkelige Pynt. Og dog synes Livet at vidne mod, ikke at dette kan skee, men at det skeer. Stort allerede, menneskeligt talt, om Nogen forn&ae;gtede sig selv, og fandt, at det burde sig en Anden at voxe, ham at forringes, fandt sig deri med den underlige tr&o-;stesl&o-;se Forsonethed, hvormed man finder sig i en Skjebne. En gammel hedensk Digter, hvis Ber&o-;mmelse var stor, men som nu, fremrykket i Aar, vel omgikkes med den Tanke, at hans Tid snart var forbi, sagde engang til den blonde Yngling, der ved hans Side betragtede V&ae;ddekampen: &anfbeg;Du seer, min S&o-;n, hvorledes det gaaer til: den Overvundne tier, og Folket jubler.&anfslut; Saaledes gaaer det jo til; og Jubelen gjelder ikke den Overvundne, men han gaaer sin eensomme Vei og finder sig i at v&ae;re overvunden, og b&ae;rer intet Nag til Seierherren &streg; men at han skulde sees paa Kamppladsen, at han skulde gl&ae;de sig over den Andens Seier, det var for meget forlangt; og at hans Gl&ae;de skulde v&ae;re fuldkommen, var en Urimelighed. &streg; Maaskee var der Den, som ogsaa saae en Anden voxe, og hans Hjerte gjemte ikke Misundelse, men hans Gl&ae;des Hilsen var dog tvetydig, ikke liflig at h&o-;re. &streg; Eller han kunde ikke glemme sig selv over Brudgommens R&o-;st, og hans Deeltagelse mindede om den egne Betydning, saa Gl&ae;den ikke var og ikke blev fuldkommen. &streg; Eller hans Gl&ae;de var en saadan, at den dog vendte et eller andet Sind til ham bort fra den Glade. &streg; Eller selv i Gl&ae;dens &O-;ieblik &anfbeg;sukkede han mod&anfslut; (Jac. V, 9) den St&ae;rkere, fordi han selv maatte forringes. &streg; Eller han blev ganske borte, fordi hans Sind var for svagt til at bevare Gl&ae;den, naar han skulde h&o-;re Brudgommens R&o-;st. &streg; Eller hans Hjerte gjemte mere Gl&ae;de end hvad han tilstod endog for de Fortrolige. &streg; &streg; Men Johannes' Gl&ae;de var fuldkommen; han var Brudgommens Ven, og hans Gl&ae;de var fuldkommen; han stod hos ham, og hans Gl&ae;de var fuldkommen; han h&o-;rte hans R&o-;st, og hans Gl&ae;de var fuldkommen. Ham b&o-;r det at voxe, hvo er denne &anfbeg;ham&anfslut;? I den Forstand, i hvilken vi have talet, kan Enhver n&ae;vne ham med et andet Navn; thi saaledes vexler det paa Jorden, Een voxer og en Anden tager af, idag er det mig og imorgen er det Dig. Men Den, som i ydmyg Selvforn&ae;gtelse og med oprigtig Gl&ae;de saae en Anden voxe, hans Sind skal vel ogsaa vendes til en ny Gl&ae;de, og denne hans nye Gl&ae;de skal vel vorde fuldkommen. Et gammelt Ord siger, at Alle see hellere paa den opgaaende end paa den nedgaaende Sol. Hvorledes Alle? Mon ogsaa Den, hvis Sol det er, som gaaer ned? Ja! thi ogsaa han tragter jo efter, at gl&ae;de sig som Brudgommens Ven, naar han staaer og h&o-;rer Brudgommens R&o-;st.