Søren Bruun og Niels Jørgen Cappelørn Fire opbyggelige Taler Søren Kierkegaards Skrifter 5 4T43 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne og Christian Tolstrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2002 http://sks.dk/4t43/kom.xml 20120823 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.7 Afdøde Michael Pedersen Kierkegaard Michael Pedersen Kierkegaard – døbt Michel – blev født 12. dec. 1756 i Sædding. Kun 11 år gammel blev han i 1768 sendt til København, hvor han kom i lære hos sin morbror hosekræmmer Niels Andersen. Udlært i faget løste han i dec. 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, og otte år senere opnåede han tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en særdeles velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med Kirstine Røyen, som døde barnløs i marts 1796. Godt et år efter giftede han sig, 26. april 1797, med Ane Lund; sammen med hende fik han syv børn, hvoraf SK var den yngste. I 1803 flyttede M.P. Kierkegaard med familie til Hillerød, men vendte i 1805 tilbage til København og bosatte sig i Østergade 9 (se kort 2, C3-4), indtil han i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, A-B3). Her døde han 81 år gammel efter kort tids sygdom 9. aug. 1838. Hans sidste timer er beskrevet af sønnen Peter Christian Kierkegaard i dennes dagbøger, NKS 2656, 4º, bd. 1, s. 100f. forhen Hosekræmmer her i Byen forhenværende hosekræmmer i København (se foregående kommentar). – Hosekræmmere handlede med uld og linned (trøjer, benklæder, sokker, strømper, ærmer, vanter, uldgarn o.l.). Nogle hosekræmmere var omrejsende, andre havde faste udsalgssteder i købstederne. Det sidste krævede borgerskab, dvs. tilladelse til som hosekræmmer at bosætte sig i byen og ernære sig ved at sælge mindre varepartier fra et fast udsalgssted (handel en detail). – I dåbsprotokollerne og konfirmationsprotokollerne optræder M.P. Kierkegaard med titlen hosekræmmer, kræmmer el. strømpehandler, men i kommunionsbøgerne el. altergangsbøgerne lod han sig indskrive som købmand, undertiden med et foranstillet »forhen« eller »forhenværende«. Om end betegnelsen 'hosekræmmer' ikke dengang havde nogen nedsættende klang, er det bemærkelsesværdigt, at SK knytter sin fars navn til den titel, der var socialt lavere rangerende end 'købmand'. helliges tilegnes, dediceres. ikke har Myndighed til at prædike hentyder formentlig til, at SK ikke var ordineret og derfor ikke kunne tale med den indviede præsts myndighed. Jf. ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 (forkortet Kirke-Ritualet), der endnu var gældende på SKs tid. Heri bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«, s. 370f. If. gældende kirkeret kunne kun den, der var teologisk kandidat, ordineret og indsat i et præsteembede og derudover opfyldte en række andre betingelser, prædike i Den danske Statskirke, jf. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge Grundrids af den danske Kirkeret, Kbh. 1838, s. 66-86. ingenlunde begjerer at være Lærer Foruden sit prædikeembede har præsten også et læreembede. Dette kommer to gange til udtryk i ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Kirke-Ritualet (): Dels formanes menigheden til at »takke GUd inderligen, som værdiges til endnu paa denne Dag at sende sin Kirke hos os trofaste Lærere og Prædikere«, s. 365. Dels siger biskoppen under sin overdragelse af »det hellige Præste- og Prædike-Embede« til ordinanderne: »at I med al Aarvaagenhed og en alvorlig Fliid i et ustraffeligt Liv og salig Undervisning maa adspørge Christi Navns Ære til hans Kirkes Forbedring hos os«, s. 371. de tvende, der gik forud dvs. de to samlinger To opbyggelige Taler, som udkom 16. maj 1843, og Tre opbyggelige Taler, der udkom 16. okt. 1843. ved den anden og tredie Time (...) ved den fjerde sigter til To opbyggelige Taler, Tre opbyggelige Taler og Fire opbyggelige Taler fra 1843. Der spilles formentlig også på Jesu lignelse om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16; heri fortælles om en vingårdsejer, der går hen på torvet tidligt om morgenen, igen ved den tredje, den sjette og den niende time og til sidst ved den ellevte time for at leje de ledige arbejdere til sin vingård. hiin Enkelte, som jeg ... kalder min Læser En tilsvarende passus forekommer i forordet til hhv. To opbyggelige Taler, 1843, og Tre opbyggelige Taler, 1843, jf. SKS 5, 13 og 63. – hiin Enkelte: Det påpegende stedord 'hin' refererer i almindelighed til en person, en begivenhed el. en genstand, som i forvejen er omtalt el. kendt. Tempelkisten ... Enkens Skjærv ... til Meget sigter til beretningen om den fattige enkes skærv, Mark 12,41-44: »Og Jesus satte sig lige over for Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi. Og en fattig Enke kom og lagde to Skierve udi, som er en Hviid [øre]. Og han kaldte sine Disciple til sig, og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at denne fattige Enke har lagt mere deri, end alle de, som lagde i Kisten. Thi de lagde Alle af deres Overflod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom« (NT-1819). – Tempelkisten: også kaldet tempelblokken, beregnet til indsamling af frivillige bidrag, antagelig opstillet i »Hedningernes forgård« i templet i Jerusalem. Herren gav ... Herrens Navn være lovet jf. Job 1,21. Da stod Job op ... Job 1, 20-21 Teksten er formentlig SKs egen oversættelse fra hebraisk. GT-1740 har følgende ordlyd: »Da opstod Job, og reev sin Kappe, og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden, og nedbøiede sig for Gud. Og han sagde: nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igien; HERREN gav, og HERREN tog, HERRENS Navn være lovet!« Job jf. omtalen af Job i Gjentagelsen i SKS 4, 72-80. et Udsagn ... blevet et Ordsprog dvs. Job 1,21: »Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet«, som har fået karakter af ordsprog, jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 367. i Sjelens Bitterhed jf. Job 7,11, hvor Job siger: »Derfor vil jeg ogsaa ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest; jeg vil klage i min Siels Bitterhed« (GT-1740); jf. også Job 10,1. gjør enhver Fristelse menneskelig ... den kunne bære hentyder til 1 Kor 10,13, hvor Paulus skriver til korintherne: »Eder er ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig; men Gud er trofast, som skal ikke lade Eder fristes over Eders Formue [evne], men skal giøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at I det kunne taale« (NT-1819). forbande Livet hentyder formentlig til Jobs forbandelse af den dag, han blev født, jf. Job 3. stred den gode Strid hentyder til 2 Tim 4,7, hvor Paulus om sig selv skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« Jf. også 1 Tim 1,18, hvor Paulus påbyder Timotheus, at han med støtte i de profetier, der engang lød over ham, »skal stride den gode strid«. vinker fremstiller sig attråværdig, lokker, indbyder. frister Job drager, tiltaler. forøge ham Viisdommen ... Græmmelsen jf. Præd 1,18: »Thi hvor megen Viisdom er, der er megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte« (GT-1740). forstod stykkeviis spiller på 1 Kor 13,9, hvor Paulus skriver: »Thi vi forstaae i stykkeviis, og prophetere i stykkeviis«, og 13,12: »nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og er kiendt« (NT-1819). saaede i Forkrænkelighed ... uforkrænkelige Liv spiller på 1 Kor 15,42, hvor Paulus skriver: »Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed« (NT-1819). – Nødens Dag: Udtrykket forekommer flere gange i Salmernes Bog i GT, jf. Sl 50,15; 59,17; 77,3; 86,7. I et Land mod Østen ... Job refererer til Job 1,1: »Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job« (GT-1740). han eiede ... talrige Hjorde refererer til Job 1,3: »Og hans Fæ var syv tusinde Faar, og tre tusinde Kameler og fem hundrede Par Oxen, og fem hundrede Aseninder« (GT-1740). hans Tale ... de bævende Knæer Kraft refererer til vennen Elifaz' første tale til Job: »Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæe«, Job 4,4 (GT-1740). hans Paulun var saligt at boe i refererer til Jobs klage, hvori han erindrer sin tidligere velstand: »Ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage; der Guds Løndom var over mit Paulun«, Job 29,4 (GT-1740). Himlens Skjød udtrykket ikke identificeret. Jf. dog Luk 16,23, hvor det hedder, at den fattige Lazarus var i Abrahams skød. syv Sønner og tre Døttre refererer til Job 1,2: »Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døttre« (GT-1740). boede Herrens Fortrolighed Måske SKs egen fortolkende gengivelse af det flertydige hebraiske udtryk i Job 29,4, som i GT-1740 er oversat med »Guds Løndom« (), men som også kan betyde 'hjemlig omgang med Gud' el. 'fortrolig samtale med Gud'. hans Børn vare forsamlede ... til Glæde refererer til Job 1,13: »Og det skede en Dag, da hans Sønner og hans Døttre aade og drak Viin i deres den førstefødte Broders Huus« (GT-1740), jf. også Job 1,18. Da han havde offret Brændoffer for hver især refererer til Job 1,4-5: »Og hans Sønner gik hen, og giorde Giæstbud, hver i sit Huus paa sin Dag; og de sendte hen, og indbøde deres tre Systre til at æde, og til at drikke med dem. Og det skede, naar Giæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen, og helligede dem, og stod aarle op om Morgenen, og ofrede Brændoffere efter alles deres Tal; thi Job sagde: maaskee mine Sønner have syndet, og bandet Gud i deres Hierte« (GT-1740). da kom der et Bud ... begravet dem Alle referat af Job 1,14-19: »Da kom der et Bud til Job, og sagde: Øxnene pløiede, og Aseninderne gik i Græsset hos Siden af dem. Da faldt de ind af Scheba, og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sverd; og jeg er alleneste undkommen, jeg, jeg allene, for at give dig det tilkiende. Der denne endnu talede, da kom den anden, og sagde: Guds Ild faldt af Himmelen, og blev optændt paa Faarene og paa Drengene, og fortærede dem; og jeg er alleneste undkommen, jeg, jeg allene, for at give dig det tilkiende. Der denne endnu talede, da kom den tredie, og sagde: Chaldæerne giorde tre Hobe, og overfaldt Kamelerne, og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sverd; og jeg er alleneste undkommen, jeg, jeg allene, for at give dig det tilkiende. Men der denne endnu talede, da kom den fierde, og sagde: dine Sønner og dine Døttre aade, og drak Viin i deres den førstefødte Broders Huus. Og see, der kom et stort Væir fra hiin Side Ørken, og stødte paa Husets fire Hiørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg er alleneste undkommen, jeg, jeg allene, for at give dig det tilkiende« (GT-1740). Da stod Job op ... og tilbad Job 1,20 (). Nøgen kom jeg ... vende did tilbage Job 1,21 (). falde (...) til Fode kaste sig ned for en andens fødder; underkaste sig, vise sig ydmyg, tilbede. som Joseph forudsiger ... være aldeles glemt sigter til fortællingen i 1 Mos 41,1-32 om Josef, der tyder Faraos drømme om de syv velnærede og de syv magre køer samt om de syv tykke og de syv tynde aks: »Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten. Efter dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet«, v. 29-30. al god ... Gave af Guds Haand spiller på Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« (NT-1819). hvis trætte Hænder ... Knæer han havde opreist refererer til vennen Elifaz' første tale til Job: »See, du haver underviist mange, og styrket de trætte Hænder. Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæe«, Job 4,3-4 (GT-1740). Han mindedes ... anseet i Folket sigter til Jobs klagende erindringstale, Job 29. da Ynglingen skjulte sig ... blev staaende fri gengivelse af Job 29,8: »Da Drengene saae mig, og skiulte sig; og de Udlevede stode op, og de bleve staaende« (GT-1740). ikke bøiede af fra Retfærdighedens Vei refererer til Job 29,14: »Jeg iførde mig Retfærdighed, og den beklædde mig; min Ret var som en Kappe og en fyrstelig Hue« (GT-1740). reddet den Fattige ... havde ingen Hjelper refererer til Job 29,12: »Thi jeg reddede den Fattige, som skreeg; og en Faderløs, som havde ingen Hielper« (GT-1740). Forladtes Velsignelse over ham fri gengivelse af Job 29,13: »Hans Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig« (GT-1740). Havde han aldrig kjendt Glæden ... fornemme Smerten kilden ikke identificeret. I en ubenyttet optegnelse til A's papirer i første del af Enten – Eller skriver SK: »Stoikerne sige, at al Smerte ligger i Forestillingen, lad være at forestille Dig den og den hører op« (Pap. III B 180,13), jf. fx kejser Marcus Aurelius' optegnelser (o. 160-180) 12. bog, nr. 22 og nr. 25, i Marc. Aurel. Antonin's Unterhaltung mit sich selbst, overs. af J.M. Schultz, Slesvig 1799, s. 183 og s. 185. Orm (...) der ikke vilde døe spiller måske på Mark 9,44.46.48 om at fare til Helvede, »hvor deres Orm ikke døer« (NT-1819). Jf. også Es 66,24. redelig og oprigtig mod Gud fri gengivelse af Job 1,1: »og den samme Mand [Job] var fuldkommen og oprigtig, og som frygtede Gud, og vigede fra det Onde« (GT-1740). Idræt bedrift, handling. den gode Jordbund ... i Taalmodighed spiller på Jesu lignelse om sædemanden, der såede korn, og noget faldt på vejen, noget på klippen og noget blandt tidsler, men noget faldt i god jord. Det sidste udlagde Jesus således: »Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hierte og bære Frugt i Taalmodighed«, Luk 8,15 (NT-1819). Sabæer ... nedhuggede hans Tjenere refererer til Job 1,15 (). Lynilden, der fortærede Faarene ... Guds-Ild refererer til Job 1,16 (). en Storm ... begravede hans Børn refererer til Job 1,19 (). hans Gudsfrygt refererer til Job 1,1 (). hvad der er bygget paa Sand ... at omstyrte spiller på Jesu lignelse om huset på klippen og huset på sand. Om det sidste hedder det: »Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort«, Matt 7,26-27. i Tide beregnet rigtig spiller formentlig på Luk 14,28-30 om det kloge i først at beregne udgifterne, inden man begynder at bygge et tårn, så man ikke skal blive hånet for ikke at kunne fuldføre, hvad man har påbegyndt. bedaare sig selv bedrage sig selv, narre sig selv. Herrens Fortrolighed . Moses ... kun saae Herrens Ryg sigter til beretningen i 2 Mos 33,22-23, hvor Gud siger til Moses, at han vil stille ham i en klippespalte og dække for ham med hånden, indtil han er kommet forbi: »Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.« Den, der seer Gud, han haver overvundet Verden spiller på 1 Joh 5,4: »For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er tro«. Jf. også Joh 16,33, hvor Jesus, der er udgået fra Gud, siger til sine disciple: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Eph. 6, 13 Ef 6,13, hvor Paulus skriver til menigheden i Efesos: »Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at I kunne giøre Modstand paa den onde Dag, og bestaae, efter at have overvundet Alt« (NT-1819). blev Herren den samme Jf. Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1791, kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme.« Jf. endvidere Sl 102,28 og Hebr 1,12. SK havde en udgave af Balles Lærebog fra 1824, ktl. 183. al sin Sorg ... »kastede den paa Herren« jf. 1 Pet 5,7: »Kaster al Eders Sorg paa ham [Gud], thi han haver Omhu for Eder« (NT-1819). have Øren at høre med spiller på det tilbagevendende udtryk i NT: »Hvo som haver Øren at høre med, han høre!« jf. fx Matt 11,15; 13,9.43. Tro og Haab uden Kjerlighed ... klingende Bjelde hentyder til begyndelsen og slutningen af kærlighedens lovsang i 1 Kor 13 (NT-1819). V. 1: »Talede jeg med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde ikke Kierlighed, da var jeg en lydende Malm, eller en klingende Bielde.« Og v. 13: »Saa bliver da Tro, Haab, Kierlighed, disse tre; men først iblandt disse er Kierligheden.« Jf. i øvrigt tekstredegørelsen, s. 128. kildrer Øret spiller formentlig på 2 Tim 4,3: »Thi den Tiid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde Lærdom, men efter deres egne Begieringer tage sig selv Lærere i Hobetal efter hvad der kildrer deres Øren« (NT-1819). M. T. Min tilhører. Nødens Dag . forsøgt prøvet. en Hustrue, hvad læse vi om hende? Jobs hustru omtales i Job 2,9-10: »Og hans Hustru sagde til ham: holder du endnu fast ved din Fuldkommenhed? velsigne Gud, og døe. Men han sagde til hende: du taler, ligesom een af de daarlige Qvinder taler; skulle vi alene tage mod det Gode af Gud, og ikke tage imod det Onde?« (GT-1740). Herrens Fortrolige . ladet hver Dag sørge for sig spiller på slutningen af Jesu ord om bekymringer: »Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen, thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage«, Matt 6,34 (NT-1819). intet Menneske veed Tiden og Timen nytestamentligt udtryk, jf. fx Matt 24,36; 25,13; ApG 1,7; 1 Thess 5,1. Al god Gave ... er ovenfra jf. den anden tale i To opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 39-56, og den tredje tale her i Fire opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 143-158. Ep. Jac. 1, 17-22 forkortelse enten for Epistula Jacobi, lat. Jakobs Brev 1,17-22 eller for »Epistelen skriver St. Jacob Apostel 1. Cap. 17. V. til 22.«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 87. Denne udgave af alterbogen adskiller sig fra de tidligere ved at bringe de nytestamentlige læsninger fra NT-1819; og da såvel Forordnet Alter-Bog som NT-1819 har »giøre« og »Siel«, mens SK har »gjøre« og »Sjel«, kan det ikke afgøres, om den anførte tekst »Al god Gave (...) gjøre Eders Sjele salige« er citeret efter NT-1819 eller efter alterbogen. SK anvendte ofte Forordnet Alter-Bog under udarbejdelsen af sine opbyggelige taler. I sit personlige eksemplar, som findes i Kierkegaard Arkivet, har SK forsynet teksten med følgende udhævelser: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. 18. Efter sit Raad fødte han os formedelst Sandheds Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. 19. Derfor, mine elskelige Brødre, være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; 20. thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 21. Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at giøre Ederes Siele salige«, s. 87f. – 1,17-22: fejl for 1,17-21; jf. udtrykket »1. Cap. 17. V. til 22.«, dvs. fra det 17. til det 22. v., altså inklusiv v. 21, men eksklusiv v. 22. Jak. 1,17-21 var episteltekst, dvs. læsetekst fra et af de nytestamentlige breve, på fjerde søndag efter påske. If. Kirke-Ritualet (), s. 14-17, skulle præsten ved højmessens begyndelse fra alteret messe den episteltekst og den evangelietekst, som hørte til den pågældende søndag el. helligdag; der blev prædiket over epistelteksten ved aftensang, s. 21. af Kundskabens Træ ... maatte Mennesket ikke spise sigter til 1 Mos 2,16-17: »Og Gud HERREN bød Mennesket, og sagde: du maa frit æde af alle Træer i Haven. Men af Kundskabens Træe paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du døe Døden« (GT-1740). Kundskaben ikke ... føre Græmmelsen med sig spiller på Præd 1,18 (). hvis Forbudet ikke ... overtraadt ... som det var Dogmatikken har hyppigt beskæftiget sig med det hypotetiske spørgsmål, hvad der evt. ville være sket, hvis Guds forbud mod at spise af kundskabens træ ikke var blevet overtrådt og Adam ikke havde syndet, jf. fx K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik bd. 1-2, 4. udg., Leipzig 1838 [1813], ktl. 437-438; bd. 1, s. 826-830, hvor der gives en oversigt. Jf. desuden L. Usteris behandling af spørgsmålet i Udvikling af det Paulinske Lærebegreb i dets Forhold til det Ny Testamentes bibelske Dogmatik. Et exegetisk-dogmatisk Forsøg, overs. af W.J.J. Boethe, Kbh. 1839, ktl. 850, s. 23f. saare godt ... gav Skabningen sigter til 1 Mos 1,31: »Og Gud saae alt det han havde giort, og see, det var meget godt« (GT-1740). Udtrykket »saare godt« forekommer ikke i nogen af de officielle bibler fra 1550 til 1740 (første gang er i den autoriserede oversættelse af GT fra 1931); derimod blev det anvendt af Hans Tausen i hans oversættelse af De fem Mosebøger fra 1535, ligesom det bruges i sentenserne i Dr. M. Luthers liden Catechismus fra 1693 og senere udgaver (jf. ktl. 189, en udgave fra 1849). Herefter er det overtaget af andre, jf. fx gengivelsen af skabelsesberetningen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 2: »Da saae Gud Alt, hvad han havde gjort, og see! det var saare godt.« Jf. endvidere ritual for brudevielse, hvor 1 Mos 1,31 gengives således: »Og Gud saae alt det, som han havde skabt, og see! det var altsammen saare godt«, Forordnet Alter-Bog (), s. 261. at ikke Ahnelsen ... fra Uskyldighedens Dyb På en løs lap fra 1837 skriver SK: »findes det ahnelsesfulde egl. ikke meest m: H: t: det Onde – Arvesynd – « (Pap. II A 588). kaldt Længselen ud af sit forborgne Skjul I en optegnelse dateret 6. nov. 1837 i journalen DD skriver SK: »Ahnelse er det jordiske Livs Hjemvee efter det Høiere, efter den Anskuelighed som Msk. i sit paradisiske Liv maa have haft« (Pap. II A 191). den dybe Søvn, i hvilken Eva blev til refererer til 1 Mos 2,21-22: »Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog eet af hans Rifbeen, og lukte med Kiød isteden derfor. Og Gud HERREN bygde af det Rifbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde; og ledde hende til Adam« (GT-1740). Guds Billede være præget paa Alt spiller formentlig på 1 Mos 1,26-27: »Og Gud sagde: lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse (...). Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem« (GT-1740). en Herligheds Afglands spiller formentlig på Hebr 1,3, hvor det om Guds søn hedder, at han er Guds »Herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede« (NT-1819). Jf. også 1 Kor 11,7, hvor Paulus siger, at manden er »Guds billede og afglans« (NT-1819 har: »Guds Billede og Ære«). der bevægede Alt, selv ubevæget I en optegnelse på et blad fra okt. 1843 skriver SK: »Guddommens Forhold til Mennesket saaledes som al Philosophie er istand til at opfatte den, har allerede Aristoteles udtrykt fortræffelig, naar han siger: at Gud bevæger Alt, selv αϰινητος [gr. akínētos, ubevægelig]« (Pap. IV A 157). Udtrykket sigter til Aristoteles' bestemmelse af den første bevæger i Metafysikken 12. bog, kap. 7f. (1072a 19ff.), og i Fysikken 8. bog, kap. 5 (258b 4f.). Da skulde Lammet have hvilet hos Ulven spiller på beskrivelsen af det messianske fredsrige i Es 11, hvor det forudsiges: »Og en Ulv skal holde sig til et Lam, og en Parder ligge hos et Kid«, v. 6 (GT-1740), jf. også Es 65,25. Adam nævnede jo Alt med sit rette Navn refererer til 1 Mos 2,19-20: »Og Gud HERREN havde giort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken, og alle Himmelens Fugle, og ledde dem til Mennesket, til at see, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver Levendes Siel, det var dens Navn. Saa gav Adam alt Qvæget, og Himmelens Fugle, og alle vilde Dyr paa Marken Navne« (GT-1740). Retfærdighed ... voxet op af Jorden spiller på Sl 85,12: »Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen« (GT-1740). Herrens Røst ... Adam ikke skjult sig i Haven refererer til 1 Mos 3,8-9: »Og de hørde Guds HERRENS Røst, som gik i Haven, der Dagen var luftig; da skiulte Adam og hans Hustru sig for Guds HERRENS Ansigt iblandt Træerne i Haven. Og Gud HERREN kaldte ad Adam, og sagde til ham: hvor er du?« (GT-1740). 1. Moseb. 3, 13 »Da sagde Gud HERREN til Qvinden: hvi haver du dette giort? og Qvinden sagde: Slangen bedrog mig, og jeg aad« (GT-1740). Kundskabens Frugt ... lystelig ... at skue til spiller på 1 Mos 3,6: »Og Qvinden saae, at Træet var godt at æde af, og at det var heel lysteligt at see til, og et ønskeligt Træe til at faae Forstand af, saa tog hun af dets Frugt, og aad; og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad« (GT-1740). føder den Møie spiller formentlig på Guds forbandende ord til kvinden efter syndefaldet: »jeg vil meget mangfoldiggiøre din Kummer, og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn«, 1 Mos 3,16 (GT-1740). Jf. også Præd 1,3: »Hvad Fordeel haver Mennesket, i al sin Møie, som han bemøier sig med under Solen« (GT-1740). tvinger ... at arbeide i sit Ansigts Sveed ... Tidsler spiller på Guds forbandende ord til Adam efter syndefaldet: »Og den [jorden] skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. I dit Ansigtes Sveed skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igien«, 1 Mos 3,18-19 (GT-1740). Edens Hauge lukkedes refererer til 1 Mos 3,24: »Og han [Gud] drev Mennesket ud [af Edens Have]; og satte Cherubim Østen for Edens Have, og et blinkende Sverd, som vendte sig, til at vogte Veien til Livsens Træe« (GT-1740). Slangen ... ved det Lystelige refererer til 1 Mos 3,1-6 og 3,13 ( og ). den, der skal trænge seierrig ind ... Redskaber spiller på Matt 12,29, hvor Jesus siger: »Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden han først binder den Stærke? Da kan han plyndre hans Huus« (NT-1819). i Himlen ... eller under Jorden spiller på Fil 2,10, hvor Paulus skriver: »at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden« (NT-1819). Noget, der er i Strid ... stærkere end sig selv spiller på Matt 12,25, hvor Jesus siger: »hvert Rige, som er spliidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae« (NT-1819). hvorledes bærer den urene Aand ... det Første refererer til Matt 12,43-45, hvor Jesus siger: »Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igiennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. Saa gaaer han hen og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det første; saaledes skal det og gaae denne onde Slægt« (NT-1819). Mth. Matt. binder man først den Stærke ... Redskaber fra ham . skuffe sig selv bedrage sig selv, tage fejl af sig selv. at have Lidet med Velsignelse spiller formentlig på Ordsp 15,16: »Lidet er bedre i HERRENS Frygt, end stort Liggendefæ [kapital], naar der er Forstyrrelse derhos«, og på 16,8: »Lidet er bedre med Retfærdighed, end megen Indkomme foruden Ret« (GT-1740). Jf. også Sl 37,16. det Ene (...) det Fornødne spiller på beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha! Martha! du giør dig Bekymring og Uro med mange Ting. Men Eet er fornødent. Maria haver udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende«, Luk 10,41-42 (NT-1819). Mth. 7, 11. Luc. 11, 13 Matt 7,11: »Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!« (NT-1819). Og parallelstedet Luk 11,13: »Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som ham bede?« (NT-1819). sin ringe Deel . som en Fader forbarmer sig ... ham paakalder jf. Sl 103,13: »Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer HERREN sig over dem, som frygte ham« (GT-1740). ethvert helligt Ord ... Mælk ... stærk Føde for den Ældre hentyder til Hebr 5,12-14: »Thi skiøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære Eder Begyndelses-Grundene i Guds Ord, og I ere blevne Saadanne, som have Melk behov, og ikke haard Føde. Hver, som faaer Melk, er uforfaren i den rette Lære, thi han er et Barn. Men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skielne mellem Godt og Ondt« (NT-1819). Jf. også 1 Kor 3,2-3 og 1 Pet 2,2. Mennesket ... den fuldkomneste Skabning hentyder måske til tankegangen i Sl 8,6-7, hvor det om Guds skabelse af mennesket hedder: »Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene; men du skal krone ham med Ære og Hæder. Du giør, at han hersker over dine Hænders Gierninger; du haver lagt Alting under hans Fødder« (GT-1740). Jf. også Balles Lærebog () kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 1, § 4: »Iblandt de synlige Guds Skabninger paa Jorden, er Mennesket den ypperste, begavet med en fornuftig Siæl i et Legeme, som passer til samme, og af Gud beskikket til at herske over alle andre Dyr.« I som ere onde . ligegyldigt svarer formentlig til det ty. idealistiske begreb 'Nichtig', egl. 'intet-agtig', men også ligegyldig, betydningsløs. Tilsyneladelse ... en Bestemmelse af det Onde 'Tilsyneladelse', dvs. fænomenet som den blotte fremtræden, opfattes som et 'intet' modsat et 'noget', der hører væsenet (og refleksionen) til. Først med refleksionen indtræder adskillelsen, fx mellem ' det gode' og 'det onde', og således er 'det onde' et refleksionsbegreb. Når det ligegyldige, tilsyneladelsen, opfattes som en bestemmelse af 'det onde', betyder det, at 'det onde' udvides til også at omfatte det indifferente, som går forud for refleksionen. giver ham ikke en Steen ... om en Fisk hentyder til Matt 7,9-10: »Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, mon han give ham en Steen? Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange?« (NT-1819). den forlorne Søn ... sin Veis Vildfarelse sigter til Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32, her især til v. 16-17: »Og han begierede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham noget. Men han gik i sig selv, og sagde: hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger« (NT-1819). – Olden og Ageren: frugter af bøg og eg, som tidligere blev anvendt til svinefoder. Den, der vidste at saae ... vaagne op til at see refererer til Jesu lignelse om ukrudtet i hveden, Matt 13,24-30, her især til v. 24-26: »Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. Men der Folkene sov, kom hans Fiende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. Men der Grøden voxte, og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne« (NT-1819). det jordiske Liv er Forfængelighed spiller formentlig på Præd 1,2: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed« (GT-1740). – Forfængelighed: tomhed. Din Venstre uvidende om, hvad Din Høire gjorde jf. Matt 6,3: »Men naar du giør Almisse, lad din venstre Haand ikke vide, hvad din høire giør« (NT-1819). det ene Fornødne . Ingen er god uden Gud hentyder til beretningen i Matt 19,16-17 om den rige unge mand, der kommer hen til Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at få evigt liv; hertil svarer Jesus: »hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene« (NT-1819). »at Guds Aand ... jevne Land« (Ps. 143, 10) Sl 143,10: »Lær mig at giøre din Velbehagelighed, thi du er min Gud, din Aand er god, lad ham føre mig i det jevne Land« (GT-1740). saaledes giver Eders himmelske Fader gode Gaver . Gud giver baade at ville og at fuldkomme hentyder til Fil 2,13, hvor Paulus skriver: »thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). han begynder ... den gode Gjerning i et Menneske hentyder til Fil 1,6, hvor Paulus skriver: »han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.« NT-1819: »han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag.« Dette skriftsted indgår i ritualet for skriftemål, hvor det har en lidt anden ordlyd: »Gud som har selv begyndt det gode hos eder, han fuldkomme det fremdeles til vor HErres JEsu Christi Dag«, Kirke-Ritualet (), s. 147. m. T. min tilhører. i hvem Du dog lever, røres og er jf. ApG 17,28, hvor Paulus begrunder, hvorfor Gud ikke er langt borte fra en eneste af os, »thi i ham leve og røres og ere vi« (NT-1819). hvor Mørkhed ... (cfr. Job, 28, 1-11) »Thi Sølvet haver sin Udgang, og Guldet har sin Sted, som de skulle luttre det. Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kaabber. Enden, som Gud haver sat for Mørkhed, og det Yderste paa Alting undersøger han; ja, de Stene, hvor Mørkhed og Dødens Skygge er. Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae der; Vandene tage af, at de ikke ere længer hos Menneskene, og fare hid og did. Af Jorden fremkommer Brød, og derunder forvendes den som af Ild. Dens Stene ere Sted til Saphir, og den har Guldstøv udi sig. Der bliver en Stie, som ingen Fugl haver kiendt, ingen Skades Øine seet. De hofmodige Dyrs Unger have ikke traadt paa den, og ingen grum Løve haver gaaet over den. Han legger sin Haand paa den haarde Steen; han omkaster Biergene fra Roden af. Han adskiller Klipperne, at der blive Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare. Han binder for Floderne, at ikke en Draabe kommer derud, og udfører de skiulte Ting deraf til Lyset« (GT-1740). – cfr.: lat. jævnfør. den, der ikke er med, han er bestandig imod spiller på Jesu udsagn: »Hvo som ikke er med mig, er imod mig«, Matt 12,30 (NT-1819). Kundskabens Frugt saa lystelig . Vidunder ting el. erfaring, der ved sin usædvanlige art fremkalder forundring; noget, som er forunderligt, fremmedartet el. uforklarligt; under. gaaer ind til Hvilen spiller på Hebr 4,1-11, her især v. 1-3: »Lader os derfor, da Forjættelsen at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af Eder skulde synes at blive tilbage. Thi ogsaa os er Forjættelsen forkyndet, ligesom Hine; men Ordet, som de hørte, hialp dem ikke, fordi det ikke forenede sig med Troen i dem, som hørte det. Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gierningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte« (NT-1819). Jf. også v. 10: »Thi hvo som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gierninger, ligesom Gud fra sine« (NT-1819). Kjød og Blod (...) med hvilken ... beraadfører sig spiller på Gal 1,16, hvor Paulus skriver, at da det behagede Gud »at aabenbare sin Søn i mig, paa det jeg skulde forkynde ham iblandt Hedningerne: da strax bespurgte jeg mig ikke med Kiød og Blod« (NT-1819). Apostelen Paulus. den fuldkomnere Vei spiller på 1 Kor 12,31, hvor Paulus skriver til korintherne: »Tragter efter de bedste Naadegaver! Og ydermere viser jeg Eder den ypperligste Vei« (NT-1819). Herefter følger kærlighedens højsang i kap. 13. først binder man den Stærke ... Vaabnene fra ham . drager Apostelen Mørkets Sløer bort hentyder måske til 2 Kor 3,15-16: »Ja indtil denne Dag ligger der et Dække over deres [Israels børns] Hierte, naar Moses læses; men naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket« (NT-1819). Det gr. ord, der her er oversat med 'dække', kan også gengives med 'slør', jf. NT-1992: »Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. 'Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort'«. Omskiftelsens Skygger (...) Forandringens Vexel spiller på Jak 1,17 (). – Omskiftelsens: den bratte, gennemgribende forandrings. tragte efter ... heroventil (Coloss. 3, 1, 2) Kol 3,1-2, hvor Paulus skriver til kolossenserne: »Ere I altsaa opreiste med Christo, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand. Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden« (NT-1819). ingen Sky borttager fra den Troendes Øie spiller på beretningen om Kristi himmelfart i ApG 1,9: »Og der han dette havde sagt, blev han optagen i det de [apostlene] saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine« (NT-1819). Apostelen Jakob. If. den oldkirkelige tradition er forfatteren af Jakobsbrevet en af Jesu tolv apostle. Endnu på SKs tid var det den almindelig opfattelse, at det var Jakob den Yngre el. Jakob den Mindre (se Mark 15,40), Alfæus' søn (se Matt 10,3), jf. fx M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon, 6. udg., forøget og udg. af H.L. Heubner, Halle 1840 [1740], ktl. 79, s. 781, § 5, d, i artiklen »Jacob, Jacobus«. If. Hieronymus, en af de fire katolske kirkefædre, var denne Jakob imidlertid identisk med Jesu bror Jakob, også kaldet Jakob Herrens bror; denne opfattelse, der medfører, at Jesu bror Jakob også var en af hans apostle, blev endnu på Kierkegaards tid livligt diskuteret, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 1, s. 620-623; W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel Alten und Neuen Testaments bd. 1-2, 4. udg., Berlin 1833-42, ktl. 80; bd. 2, § 167, s. 302-306; og Ph. Schaf Das Verhältniss des Jakobus, Bruders des Herrn, zu Jakobus Alphäi, Berlin 1842, ktl. U 94. en Førstegrøde af Skabningen jf. Jak 1,18 (). en ny Tingenes Orden Jf. S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 178, hvor Johannes Døbers hovedlære angives således: »Omvender Eder, thi Himmeriges Rige (den nye Tingenes Orden, Messias vil indføre) er nær.« den første Gang (...) han blev skabt sidst If. skabelsesberetningen i 1 Mos 1 blev mennesket skabt sidst, jf. v. 26-27. Der er da en ny Begyndelse hentyder måske til 2 Kor 5,17: »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). den gamle Tingenes Orden . at Gud efter sit Raad ... Sandheds Ord jf. Jak 1,18 (). at han vilde beraadføre sig med ham spiller formentlig på Rom 11,34: »Thi hvo haver kiendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver?« (NT-1819). seer Himmelen aaben spiller på Jesu svar til Nathanael: »sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op, og fare ned over Menneskens Søn«, Joh 1,52, NT-1819 (1,51). Jf. også Stefanus' udbrud, inden han bliver stenet: »see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand«, ApG 7,56 (NT-1819). Apostelen ... at bruge Tvivlen paa rette Maade jf. Jak 1,6-8: »den, som tvivler, er ligesom en Havs-Bølge, der røres og drives af Veiret. Ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren: en tvesindet Mand er han, ustadig i alle sine Veie« (NT-1819). Derfor være ... snar til at høre (...) langsom til at tale jf. Jak 1,19 (). naar Pharisæerne ... Hob har adskilt og fjernet sig spiller formentlig på beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud, Joh 8,1-11. Med henvisning til Moseloven spurgte farisæerne og de skriftkloge Jesus, om denne kvinde ikke skulle stenes; hertil svarede Jesus, at den af dem, der var uden synd, skulle kaste den første sten på hende. »Men der de hørte det, og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, Een efter den Anden, fra de Ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene, og Qvinden staaende i Midten«, v. 9 (NT-1819). David; skynd Dig, o Herre! at tale Udtrykket findes ikke i Salmernes Bog, også kaldet Davids Salmer, i GT. Der tænkes formentlig på lignende udsagn, jf. fx Sl 143,7-8: »HERRE! skynd dig, bønhør mig (...). Lad mig aarle høre din Miskundhed« (GT-1740); Sl 141,1; Sl 22,20: »Men du, HERRE! vær ikke langt borte; min Styrke, skynd dig at hielpe mig« (GT-1740); Sl 38,23; 40,14; 70,2; 71,12. ethvert Menneske ... det, som er ret for Gud jf. Jak 1,19-20 (). kommer ... det frem, fra hvilket ... skal afdøe Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Denne tanke blev i pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden og fra verden, hvorved vægten blev forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. Jf. fx 1. bog, 15. betragtning, »I en sand Christen maa det gamle Menneske stedse mere bortdøe, og det nye daglig fornyes. Fremdeles, hvad det vil sige, at fornegte sig selv; og hvad der er en Christens rette Kors«, i Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Kristiania 1829 [ty. 1610], ktl. 277, især s. 61: »Ak, saare Faa ere de, som indsee og kæmpe mod denne Hjertets naturlige Fordærvelse. Faa ere de, som stræbe at undertrykke den i sig. Og dog maa det skee; ja, vor Hoffærdighed, Gjerrighed, Vellyst, Æresyge og Vrede maae dræbes, og derimod maa Christi Ydmyghed og Fattigdom, hans Taalmod under Spot og Lidelser leve hos os. / Hvo som nu saaledes afdøer sig selv, han kan ogsaa let afdøe fra Verden, og forsmaae den med al dens Rigdom og Hellighed; han vil let, istedetfor at tragte efter timelig Ære, Rigdom og Vellyst, finde sin Ære, Rigdom og Lyst i Gud. Et saadant Menneske er da en rigtig Gjæst og Fremmed her paa Jorden, en Herrens Gjæst, hvis Hjerte Gud skal fylde med høi Glæde, hvem han allerede her skal give en Forsmag paa det evige Liv, og engang lade indgaae til dets fulde Nydelse.« seirede over den ganske Verden ... taget Skade paa sin Sjel hentyder dels til Matt 16,26: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819), dels til Luk 9,25: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, eller leed Skade paa sig selv?« (NT-1819). ikke lade Solen gaae ned over sin Vrede hentyder til Ef 4,26, hvor Paulus skriver til efeserne: »Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse« (NT-1819). Derfor aflægger ... al Levning af Ondskab Jak 1,21 (). i skrøbelige Leerkar spiller på 2 Kor 4,7, hvor Paulus skriver til korintherne: »Men dette Liggendefæ [denne skat] have vi i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, og ikke af os« (NT-1819). slet Vindings Tjeneste hentyder formentlig til 1 Tim 3,8, hvor Paulus formaner Timotheus om, at »Menighedens Tienere« bør være ærbare og »ikke til slet Vinding« (NT-1819). Begjerligheds Brynde hentyder til 1 Thess 4,5, hvor Paulus skriver til thessalonikerne, at de ifølge Guds vilje ikke må besidde deres legeme »i Begierligheds Brynde« (NT-1819), dvs. i sexuelt begær. Ureenheds Fælledsskab hentyder måske til 1 Thess 4,7, hvor Paulus skriver: »Thi Gud kaldte os ikke til Ureenhed, men til Helliggiørelse« (NT-1819). Velsignelsen ... Levninger – til Overflod hentyder formentlig til beretningen om Jesu bespisning af de fem tusind i ørkenen, Matt 14,13-21. En stor skare på fem tusind mænd foruden kvinder og børn fulgte Jesus til et øde sted; da det blev aften, bad disciplene Jesus om at sende de mange mennesker bort, så de kunne gå ind til landsbyerne og købe mad. Men Jesus bød disciplene at give dem noget at spise. Da det viste sig, at de kun havde fem brød og to fisk, bad Jesus om at få dem bragt. Han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav dem til disciplene, som delte dem ud til skarerne. Da de alle havde spist og var blevet mætte, samlede disciplene levningerne sammen, i alt tolv fyldte kurve. Og med Sagtmodighed annammer Ordet Jak 1,21 (). tager ikke Guds Rige med Vold hentyder til Matt 11,12: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). »Sagtmodighed ... Ting« (Sirach) sigter formentlig til Sir 3,18: »Der ere mange Høie og Herlige, men Sagtmodige aabenbares hemmelige Ting« (GT-1740). Jf. også Sir 4,21: »Saa skal den [visdommen] atter komme til ham paa den rette Vei, og glæde ham, og aabenbare ham sine skiulte Ting« (GT-1740). »vaager ... Taksigelse« (Colos. 4, 2) jf. Kol 4,2: »Bliver varagtige [udholdende] i Bønnen, og vaager i samme med Taksigelse« (NT-1819). hvad der er indplantet Jak 1,21 (). er mægtigt ... hans Sjel salig Jak 1,21 (). vide I ... den Hellig Aand, som ham bede? jf. Luk 11,13 (). Al god Gave ... er ovenfra jf. den anden tale i To opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 39-56, og den anden tale her i Fire opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 129-142. Ep.: Jac. 1, 17-22 . Apostel . det nærmest følgende Afsnit dvs. Jak 2,1-7: »Mine Brødre! haver ikke den Herres Jesu Christi, den Herliggiortes, Tro med Persons Anseelse. /2/ Thi dersom der kommer en Mand ind i Eders Forsamling med Guld-Ring paa Fingeren, i skinnende Klædebon, men der kommer ogsaa en Fattig ind i skident Klædebon; /3/ og I fæste Øie paa den, som bærer det skinnende Klædebon, og sige til ham: du, sæt dig her hæderligen; og I sige til den Fattige: du, staae der, eller sid dernede ved min Fodskammel: /4/ giøre I da ikke ubillig Forskiel hos Eder selv, og blive Dommere efter onde Tanker? /5/ Hører, mine elskelige Brødre! Haver Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen, og Arvinger til det Rige, hvilket han haver lovet dem, som ham elske? /6/ Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene? /7/ Bespotte de ikke det gode Navn, med hvilket I ere nævnede?« (NT-1819). den jordiske Digten og Tragten det at stræbe og tragte efter det jordiske; spiller måske på Fil 3,18-19, hvor Paulus angriber dem, der lever som »Christi Korses Fiender, hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skiændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting« (NT-1819). Fuldkommenhedens Baand jf. Kol 3,14, hvor Paulus skriver til kolossenserne: »Men fremfor alt dette ifører Eder Kierligheden, thi denne er Fuldkommenhedens Baand« (NT-1819). sammenknytter dens Lemmer i Lighed for Gud hentyder til afsnittet om Åndens forskellige gaver i 1 Kor 12, hvor Paulus anvender det billede på menigheden, at et legeme er en enhed, skønt det har mange lemmer. Her hentydes især til v. 24-26: »Men Gud haver saaledes sammenføiet Legemet, at han tillagde de ringere Dele mere Ære; paa det der ikke skal være Spliid i Legemet, men at Lemmerne skulle have lige Omhyggelighed for hverandre; saa at, enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med« (NT-1819). »at ansee ... Fordeels Skyld.« (Jud. 16) »Disse [de ugudelige] ere de, som knurre, som klage over deres Skiebne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld« (NT-1819). ofte indskærpes i den hellige Skrift (...) Gud ikke anseer Personer jf. fx 5 Mos 10,17; 2 Krøn 19,7; Job 34,19; ApG 10,34; Rom 2,11; Gal 2,6; Ef 6,9; 1 Pet 1,17. ædru og aarvaagen spiller på 1 Pet 4,7: »Men alle Tings Ende nærmer sig. Værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen« (NT-1819). have sin Tro med Persons Anseelse Jak 2,1 (). Om der da træder en Mand ... hans Fodskammel refererer til Jak 2,2-3 (). det helligede Sted dvs. kirken, der som indviet er hellig. Som fast udtryk for kirken anvendes ofte 'det hellige sted', jf. fx J.P. Mynsters Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 1, s. 3. vinkende fremstillende sig attråværdig, lokkende, indbydende. der er ikke Forskjel paa Mand og Qvinde spiller på Gal 3,28, hvor Paulus skriver om dem, der er døbt til Kristus: »Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Qvinde, thi I ere alle Een i Christo Jesu« (NT-1819). Men der hentydes formentlig også til Jesu afvisende svar til saddukæerne, der ville vide, hvem af de syv brødre, som alle havde været gift med den samme kvinde, der skulle være gift med hende i opstandelsen: »i Opstandelsen skulle de hverken tage til ægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen«, Matt 22,30 (NT-1819). selv Læreren den Tjenende hentyder formentlig til 1 Kor 3,5, hvor Paulus om personstridighederne i den korinthiske menighed skriver: »Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tienere, ved hvilke I bleve Troende, og det, eftersom Herren haver givet Enhver« (NT-1819). den Største den Ringeste hentyder formentlig til Jesu svar, da disciplene havde diskuteret, hvem af dem der var den største: »dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle, og Alles Tiener«, Mark 9,35 (NT-1819). Jf. også Mark 10,42-45; her siger Jesus til disciplene: »I vide, at de, der ere i Anseelse, som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tiener; og hvo som vil blive den Ypperste iblandt Eder, skal være Alles Tiener. Thi og Menneskens Søn er ikke kommen, for at lade sig tiene; men for at tiene, og at give sit Liv til en Igienløselses Betaling for Mange« (NT-1819). Den, der haver Verden ... ikke haver den jf. 1 Kor 7,31, hvor Paulus siger, at »Tiden herefter er trang«, så at »de, der bruge denne Verden, [skulle være] som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer« (NT-1819). »eller naar den Ringe ... Ringhed« (1, 9. 10) jf. Jak 1,9-10: »Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed; men den Rige af sin Ringhed, thi han skal forgaae som Blomster paa Græs« (NT-1819). den Qvinde ... greben i aabenbar Synd hentyder til beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud, Joh 8,1-11 (). Da alle farisæerne og de skriftkloge havde trukket sig tilbage, én efter én, fordi ingen vovede at kaste den første sten, sagde Jesus til kvinden: »Qvinde, hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig? Men hun sagde: Herre, Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ei heller; gak bort, og synd ikke mere«, v. 10-11 (NT-1819). den Mand ... en Qvinde for at attraae hende hentyder til Matt 5,27-28, hvor Jesus siger: »I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke bedrive Hoer. Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Qvinde for at begiere hende, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hierte« (NT-1819). guddommelige Lov, at elske sin Næste som sig selv jf. Jak 2,8: »Dersom I da fuldkomme den kongelige Lov, efter Skriften: du skal elske din Næste, som dig selv; giøre I vel« (NT-1819). jo er Din Næste ikke. staaer paa Vagt ved Indgangen til det hellige Sted spiller på keruberne, der vogter indgangen til Edens Have (). Forbønnen ... for Herskeren og de Mægtige og for ... syge og sorrigfulde hentyder måske til kirkebønnen, den bøn, som præsten skal bede fra prædikestolen efter prædikenen, jf. Kirke-Ritualet (), s. 29, hvor det bl.a. bestemmes, at præsten i særdeleshed skal bede for »de Syge, Svage og Senge-liggende der i Menigheden, som ere GUds Kirkes Forbøn begiærende, hvilke han med Navn opregner«. Bønnen er i sin fulde ordlyd optaget i Forordnet Alter-Bog (), s. 216-221; heraf fremgår det, at præsten skal bede for »vor Allernaadigste Arve-Konge og Herre«, for »de øvrige høie Medlemmer af den Kongelige Familie« og for »Hans Kongelige Majestæts Raad og Betientere«, ligesom han efter stedets skik og brug kan bede for »ethvert Steds Herskab og Patron«, desuden skal han bede for »Enker«, »Faderløse«, »Forladte«, »de Syge« og »de Døende«. Gud var hans Kjep og hans Stav spiller på Sl 23,4: »Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du [Gud] er med mig; din Kiep og din Stav de skal trøste mig« (GT-1740). en Ild brænder (...) uden ... at fortære denne spiller på beretningen om Moses ved den brændende tornebusk, 2 Mos 3,2: »Og HERRENS Engel aabenbaredes for ham i en Ilds-Lue, midt af en Tornebusk; og han saae, og see, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret« (GT-1740). Paa de helligede Steder . staaer den Tanke op i et Menneskes Sjel spiller formentlig modsætningsvis på 1 Kor 2,9-10 om Guds skjulte visdom: »hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819). stride den gode Strid . med Kjød og Blod ... Fyrstendømmer og Magter hentyder til Ef 6,12: »Thi vi have ikke Kamp mod Kiød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regiere i denne Tiids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen« (NT-1819). den guddommelige Lov . om det var det Lykkeligste at give ... modtage spiller på ApG 20,35, hvor Paulus i sin tale til de ældste i Efesos siger: »Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide, og komme de Skrøbelige til Hielp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv haver sagt: saligt er det at give, hellere end at tage« (NT-1819). Det sidste udtryk er blevet til ordsproget: 'Det er saligere at give end at tage', jf. nr. 912 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 34. jeg kom nøgen til Verden (...) forlader ... nøgen jf. Job 1,21, hvor Job siger: »nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igien« (NT-1819). jeg var en Fremmed spiller måske på Job 19,15, hvor Job siger: »De som boe hos mig i mit Huus, og mine Tienestepiger, agte mig som en Fremmed; jeg er, som en Udlænding for deres Øine« (GT-1740). lefler med omgås letsindigt el. overfladisk med; smigrer for. Indbildningskraften fantasien, kraften el. evnen til at forestille sig noget, som ikke er nærværende el. foreliggende, evnen til at skabe sig billeder af det fraværende. bedrøve Aanden spiller på Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). er Du kalden Træl ... fri, da vælg hellere dette 1 Kor 7,21: »Er du kaldet som Træl? det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere det« (NT-1819). til Rede klar med, parat med. det, hvormed han kunde hjælpe ... »er en Gave« jf. Matt 15,5, hvor Jesus siger til farisæerne og de skriftkloge: »Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hiulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder« (NT-1819). Med udtrykket »en Gave« tænkes der på en gave til templet. en glad Giver, der er Gud velbehagelig spiller på 2 Kor 9,7, hvor Paulus siger: »Hver give, eftersom han haver sat sig for i Hiertet, ikke med Fortrædenhed, eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver« (NT-1819). 12 Legioner Engle ... til at tjene Menneskene spiller på Matt 26,53, hvor Jesus under tilfangetagelsen i Getsemane Have siger til en af sine disciple, der ville forsvare ham med sværd: »Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?« (NT-1819). – Legioner: afdelinger, hver på 3-6000 soldater, i den rom. hær. hverken histoppe eller hernede dvs. hverken i himlen eller på jorden. give Enhver Sit spiller måske på Rom 13,7, hvor Paulus skriver til romerne: »Betaler derfor Alle, hvad I ere dem skyldige; den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære« (NT-1819). de Lige søge hinanden hentyder formentlig til ordsproget 'Lige søger lige', jf. fx nr. 1630 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 62. den Rige gjør Gjestebud ... indbyde ham hentyder til Jesu udsagn til en ledende farisæer, der havde indbudt ham til at spise hos sig på en sabbat: »naar du giør Middags- eller Aftens-Maaltiid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frender, ei heller rige Naboer; paa det de ikke skulle indbyde dig igien, og dig skee Vederlag«, Luk 14,12 (NT-1819). hiin Mand ... efter hvem den Rigeste blev nævnet dvs. den lydiske kong Krøsos (o. 560-46 f.Kr.), der var berømt for sin umådelige rigdom især på grund af store skatteindtægter, og hvis lat. navn Krøsus siden er blevet brugt som betegnelse for en rig mand med dyre vaner, jf. udtrykkene 'Rigere end Krøsus' og 'Han er blevet en rigtig Krøsus'. Den, der kunde bestige ... falde ned og tilbede mig hentyder til Jesu fristelse i ørkenen, Matt 4,1-11, hvor det fortælles: »Atter tog Diævelen ham op med sig paa et saare høit Bierg, og viste ham alle Verdens Riger og deres Herlighed, og sagde til ham: Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned, og tilbede mig«, v. 8-9 (NT-1819). denne var Fristeren I beretningen om Jesu fristelse i ørkenen kaldes Djævelen også »Fristeren«, jf. Matt 4,3. ikke bestaaer i Mad og Drikke spiller på Rom 14,17: »Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed, og Fred, og Glæde i den Hellig Aand« (NT-1819). forraade (...) med et Kys spiller på beretningen om Jesu tilfangetagelse, hvor Judas forrådte ham med et kys, jf. Matt 26,48-50. dræbe hans Sjel, idet Du frelste hans Legeme spiller på Matt 10,28, hvor Jesus siger i sin udsendelsestale til de tolv disciple: »Og frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihiel, men kunne ikke slaae Sielen ihiel; men frygter heller for den, som kan fordærve baade Siel og Legeme i Helvede« (NT-1819). Driv ikke Aager med Dit Gods hentyder formentlig til Sl 15,5, der er et svar på spørgsmålet om, hvem der skal bo på Guds hellige bjerg: »Den, som ikke setter sine Penger paa Aager, og ikke tager Gave imod en Uskyldig« (GT-1740). Jf. også 2 Mos 22,25. tog Skade paa sin Sjel . saligere ... at frelse en Sjel hentyder måske til Jak 5,20: »hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Siel fra Døden, og skiuler Synders Mangfoldighed« (NT-1819). i Frygt og Bæven spiller på Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819). den venstre ... den høire beraadfører sig med den . har Lønnen borte har ingen løn i vente, da den er taget på forskud; spiller på Jesu udsagn i Matt 6,2: »naar du giør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øienskalke [øjentjenere, hyklere] giøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte« (NT-1819). Jf. også Matt 6,5.16. »En Forventning ... Livsens Træ« (Ordspr. 13, 12) fri gengivelse af Ordsp 13,12: »Forventelse, som længe forhales, krænker Hiertet; men naar det kommer, som man begierer, da er det Livsens Træe« (GT-1740). tro som en Husholder sigter til 1 Kor 4,2, hvor Paulus skriver: »I øvrigt udkræves af Huusholdere, at de maae findes troe« (NT-1819). Gud i Himlene lader ikke en Spurv vente paa sig spiller på Luk 12,6: »Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud« (NT-1819). Jf. også Matt 10,29. frikjøbe Dig fra hans Bønner se følgende kommentar. en Uretfærdighed af Dommeren ... Enkens Bønner sigter til Jesu lignelse om udholdenhed i bøn, Luk 18,1-6: »der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske. Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham, og sagde: skaf mig Ret over min Modstander. Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske; dog efterdi denne Enke giør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig. Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger« (NT-1819). Nødens Dag . hvad Du suurt har erhvervet ... holde i Priis spiller måske på ordsproget 'Surt erhvervet, vil sent ud', jf. nr. 150 i C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 12. – holde i Priis: vurdere, sætte til en vis pris, forlange en vis pris for. Den, der offrer sin Gave ... sin Broder hentyder til Jesu udsagn i Matt 5,23-24: »naar du offrer din Gave paa Alteret, og kommer der ihu, at din Broder haver Noget imod dig, saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da, og offre din Gave« (NT-1819). ikke maa være opkommen i Dit Hjerte . hvad er Verdens Ære ... med sin fagre Gestalt hentyder til de to første vers i anden strofe af Thomas Kingos salme »Far, Verden, far vel!« jf. nr. 93 i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, s. 253: »Hvad er det dog alt, / Som Verden opsminker med fager Gestalt? / Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, / Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, / Det er jo kun Ise-Skrog, Skarn og Fortred, / Forfængelighed, / Forfængelighed.« Dette er den oprindelige version fra Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part (1681); salmen blev ikke optaget i Kingos salmebog Dend Forordnede Ny Kirke-Psalmebog (1699, jf. ktl. 204). I Evangelisk-kristelig Psalmebog (1798, jf. ktl. 195, 196 og 197) findes en bearbejdet version under nr. 429. DDS-1988, nr. 525. Vidunder . Evangelium for den Fattige hentyder formentlig til det svar, Jesus lod videregive til Johannes Døber, Matt 11,5: »Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige« (NT-1819). Jf. også Jesu første prædiken i Nazarets synagoge, Luk 4,18-19: »Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han haver sendt mig til at kund- giøre Evangelium for de Fattige (...)« (NT-1819). væsentlig har at takke Gud ... kun fra Gud Dette og de følgende par sider bygger måske på 1 Tim 4,4: »Thi al Guds Skabning er god, og Intet at forskyde, som annammes med Taksigelse« (NT-1819). I sit personlige eksemplar af Forordnet Alter-Bog () har SK over epistelteksten til 4. søndag efter påske () skrevet: »1 Tim 4,4 / al Gave er god, naar den modtages med Taknemlighed. / altid at takke Gud (ikke at bede, thi deri er ingen Hvile men at takke)«, s. 87. takke den Velgjører ... Gud, som han ikke seer? spiller på 1 Joh 4,20: »Dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo som ikke elsker sin Broder, som han haver seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver set?« (NT-1819). hiin Blindfødte i Evangeliet ... skjenke ham Synet sigter til beretningen om, at Jesus på en sabbat helbreder en mand, der har været blind fra fødslen, Joh 9,1-38. Jesus spyttede på jorden og lavede noget dynd, som han smurte på den blindes øjne; så sagde han til ham: »Gå hen og vask dig i Siloadammen« (NT-1819: »gak bort, toe dig i Dammen Siloam«). Så gik den blinde hen og vaskede sig; da han kom tilbage, kunne han se. Da naboerne og de, der var vant til at se den blinde sidde og tigge, opdagede, at han var blevet seende, ville de vide, hvordan det var gået til; det fortalte han dem. Så ville de vide, hvor Jesus var; det vidste han ikke. Så førte de ham hen til farisæerne. Også de ville vide, hvordan han havde fået sit syn. Så fortalte han også dem, at Jesus havde kommet dynd på hans øjne, og at han kunne se, da han havde vasket dyndet af. Da sagde nogle af farisæerne: »Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« I deres uenighed spurgte de atter ham, der havde været blind, hvad han mente om ham. Han svarede: »Han er en profet.« Da farisæerne og de øvrige jøder ikke troede på, at han havde været blind, tilkaldte de hans forældre. De forsikrede, at han var deres søn, og at han var født blind; men hvordan han havde fået sit syn, og hvem der havde gjort det, havde de ingen mening om. Deres søn var gammel nok til at svare for sig selv, sagde de. De var nemlig bange for jøderne, fordi de havde besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Farisæerne fik så for anden gang tilkaldt manden, der havde været blind, og sagde til ham: »Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.« Hertil svarede han dem: »Om han er en synder, ved jeg ikke, men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.« Så ville de atter høre, hvordan det var gået til, at han havde fået sit syn. Det ville han ikke fortælle igen, men spurgte i stedet, om de måske ønskede selv at blive Jesu disciple. De skældte ham ud og sagde: »Du er hans discipel, men vi er Moses' disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.« Dertil sagde han: »Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.« Så jog de ham ud af synagogen. Det hørte Jesus, og da han mødte ham, sagde han til ham: »Tror du på Menneskesønnen?« Manden spurgte: »Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?« Jesus svarede: »Du har set ham; det er ham, der taler med dig.« Da sagde manden: »Jeg tror, Herre.« Og han tilbad Jesus. – Dammen Siloam: el. Siloadammen. I selve bibelteksten oplyses det, at Siloa betyder 'Udsendt'; navnet har forbindelse til et hebraisk verbum, der betyder 'sende', dvs. 'sende vand af sted'. Siloadammen var et kunstigt frembragt vandreservoir i Jerusalem med tilførsel af vand gennem en underjordisk kanal. overvandt Peter til, at fornegte sin Velgjører hentyder til beretningen om Peter, der under processen mod Jesus fornægtede ham tre gange, jf. Matt 26,69-75. tage Skade paa Din Sjel . en Ringe ... ved den Riges Dør ... leve af Smuler hentyder til Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31. Lazarus »var lagt for hans Dør, fuld af Saar. Og han begierede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom, og slikkede hans Saar«, v. 20-21 (NT-1819). henkastes til et Menneske, som var han en Hund spiller på beretningen om den kana'anæiske kvinde, som ville have Jesus til at helbrede sin dæmonplagede datter, Matt 15,21-28. Da Jesus unddrog sig, kastede hun sig ned for ham og bad ham om hjælp. »Men han svarede, og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød, og kaste det for smaa Hunde. Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. Da svarede Jesus, og sagde til hende: o Qvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time«, v. 26-28 (NT-1819). gjøre sig betalt skaffe sig betaling el. erstatning. en Spurv ... en Lilie ... herlig paaklædt hentyder til Jesu advarsel mod bekymringer, Matt 6,24-34; her til v. 26: »Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de?« Og til v. 28-29: »Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke. Men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt, som een af dem« (NT-1819). ved sit uvisse Mammon ... de evige Boliger hentyder til Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter, Luk 16,1-13. Da en uærlig forvalter, som har ødslet sin herres ejendom bort, bliver krævet til regnskab, ved han ikke, hvad han skal stille op, nu hvor han mister sin stilling. Han har ikke kræfter til at grave, og tigge skammer han ved. Så får han en idé til, hvordan han kan skaffe sig venner, der kan tage imod ham i deres huse. Han kalder alle sine skyldnere til sig og beder dem nedskrive deres skyldposter. Og Herren roste den uærlige forvalter og sagde: »giører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger«, v. 9 (NT-1819). Sorg bekymring. bestedt anbragt, stillet. bekjendte i Dit Hjerte og med Din Mund spiller formentlig på Rom 10,9-10: »Thi dersom du bekiender den Herre Jesum med din Mund, og troer i dit Hierte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du blive salig. Thi med Hiertet troer man til Retfærdighed, men med Munden bekiender man til Saliggiørelse« (NT-1819). dens, der reiste til fjerne Lande ... redeligt forvaltet hentyder til Jesu lignelse om de betroede talenter, Matt 25,14-30. En mand, der skal rejse udenlands, tilkalder sine tjenere for at betro dem sit gods, mens han er borte; én giver han fem talenter, en anden to og en tredje én. Så rejser han. De to første tjenere handler med de betroede talenter og tjener på dem, den ene fem og den anden to; den tredje graver den ene talent, han har fået, ned i jorden. Da manden kommer hjem, gør han regnskab med sine tjenere. De to første roses for, hvad de har gjort, og manden siger til hver af dem: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!« Men den tredje kalder han en dårlig og doven tjener og bebrejder ham, at han ikke har betroet hans penge til vekselererne, så han nu kunne få dem tilbage med renter. Og manden siger, at den uduelige tjener skal fratages den ene talent, som skal gives til ham, der nu har ti, og at han skal kastes ud i mørket, hvor der skal være gråd og tænderskæren. Forsoningsfest (...) der gav Dig ... Din Eiendom sigter til bestemmelsen i 3 Mos 25 om afholdelse af jubelår, der skal holdes helligt på forsoningsdagen hver 50. år, hvor enhver skal vende tilbage til sin ejendom, jf. især v. 13: »I dette Jubelaar skal I igienkomme, hver til sin Eiendom« (GT-1740). intet Menneske ... hvad ikke ham selv blev givet spiller formentlig på 1 Kor 4,7, hvor Paulus skriver til korintherne: »For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?« vel er Discipelen ikke over Mesteren hentyder til Matt 10,24, hvor Jesus siger i sin udsendelsestale til de tolv disciple: »Discipelen er ikke over Mesteren, ei heller Tieneren over sin Herre« (NT-1819). Det er saligere at give end at modtage . tvetyde forklare på to måder; mistyde, misforstå. hvad Møl og Rust har fortæret spiller på Jesu udsagn i Matt 6,19-20: »Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.« Paulus siger, i dette Ene at elske hverandre sigter til Rom 13,8, hvor Paulus skriver til romerne: »Bliver Ingen Noget skyldige, uden dette, at elske hverandre; thi hvo som elsker den Anden, haver opfyldt Loven« (NT-1819). I Eders Taalmodighed ... Luc. XXI, 19 NT-1819 har: »Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Siele.« Luther oversætter udsagnet således: »Fasset eure Seelen mit Geduld« (»Befæst jeres sjæle med tålmodighed«), jf. Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. Den rige Fugl kommer susende ... den fattige Fugl spiller på børnerimet: »Fattige Fugl kommer hinkende, / Kommer linkende / Over Ager og Eng! / Seer du vel, du rige Fugl! / Hvor mine Fjere de hænge? – / Rige Fugl kommer susende, / Kommer brusende / Over Bjerge og Dale! / Seer du vel, du fattige Fugl! / Hvor mine Vinger de prale?« J.M. Thiele Danske Folkesagn 1.-4. samling, 1818-23, bd. 1-2, Kbh. 1819-23, ktl. 1591-1592; 3. samling, 1820, bd. 2, s. 150. Herfra henvises til Adam Oehlenschlägers digt »Valravnen«, hvor det hedder: »Rige Fugl kommer susende, / kommer brusende, / over Bierge og Dale. / Seer du vel, du fattig Fugl! / hvor mine Fiere de prale?« Digte, Kbh. 1803, s. 88f. udvortes Miner og Gebærder spiller måske på Luk 17,20: »Men da han [Jesus] blev adspurgt af Pharisæerne: naar kommer Guds Rige? svarede han dem, og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa« (NT-1819). Jf. også Matt 24,23-25, hvor Jesus taler om sin genkomst: »Dersom Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller der, da skulle I det ikke troe. Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae, og giøre store Tegn, og Under-Gierninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var mueligt. See, jeg haver sagt Eder det forud« (NT-1819). som en sagte Luftning spiller formentlig på 1 Kong 19,11-12 om profeten Elias på Guds bjerg Horeb, hvor Gud Herren lovede Elias at gå forbi. Forud for Herren kom en voldsom storm, derpå et jordskælv efterfulgt af en ild, men Herren var hverken i stormen, i jordskælvet eller i ilden. Endelig lød der en sagte susen (»en stille sagte Lyd«, GT-1740), og Elias trådte frem med tilhyllet ansigt, og Herren talte til ham. en stille Aands uforkrænkelige Væsen 1 Pet 3,4, der er en formaning til kvinderne om, at deres »Prydelse« skal være: »Hiertets skiulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud« (NT-1819). en fattig Kunst og dog er den saare lang spiller måske på det lat. udtryk 'Vita brevis, ars longa' ('Livet er kort, kunsten lang'), jf. 10. bog i Senecas Dialoger, De brevitate vitae (Om livets korthed) kap. 1, 1. Udtrykket, der stammer fra en aforisme af den gr. læge Hippokrates, er anvendt af Goethe i første del af Faust, hvor Wagner siger til Faust: »Ach Gott! die Kunst ist lang! / Und kurz ist unser Leben« (»O Gud! kunsten er lang! / Og kort er vort liv«), Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-55, Stuttgart og Tübingen 1828-33, ktl. 1641-1668; bd. 12, 1828, s. 37. Jf. også Trines sidste sang: »Livet er kort, og Kunsten lang« i slutningen af J.L. Heibergs énakts vaudeville Aprilsnarrene eller Intriguen i Skolen (1826), J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 4, 1835, s. 121. Idræt bedrift, handling. ved samme Leilighed ... Ødelæggelsens Vederstyggelighed ... Daad Efter udsagnet i Luk 21,19 () følger Jesu tale om Jerusalems ødelæggelse, verdens ende og hans egen genkomst: »Men naar I see Jerusalem rundt omkring beleiret af Kriigshære, da mærker, at dens Ødelæggelse er kommen nær. De, som da ere i Judæa, flye til Biergene; og de, som ere midt i Staden, vige derudfra; og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den. Thi disse ere Hævnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes. Men vee de Frugtsommelige, og dem, som give Die i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden, og Vrede over dette Folk. Og de skulle falde for Sværdets Egg, og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. Og der skal skee Tegn i Soel og Maane og Stierner; og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse; naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres. Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed. Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til«, Luk 21,20-28 (NT-1819). Udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« forekommer ikke her, men i den tilsvarende paralleltekst i Matt 24,15-31: »Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel haver talet, at staae paa det hellige Sted (...)« (NT-1819). Med »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« sigtes der til et hedensk afgudsalter, der opstillet i templet i Jerusalem gør det kultisk urent og derfor uskikket som helligsted. If. Dan 9,27 og 11,31 indvarsler opstillingen af »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« verdens snarlige ende. fratager ham ... Verden ... hans Sjel . Anviisning til Salighed spiller måske på titlen Die Anweisung zum seligen Leben oder auch die Religionslehre, forelæsninger af J.G. Fichte, Berlin 1806. ved sin Sjel ... den ganske Verden . Et Menneske fødes nøgen . bringer Intet med sig ind i Verden hentyder til 1 Tim 6,7, hvor Paulus skriver: »Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra« (NT-1819). dyrker sin Jord taalmodigen ... til Høsten kommer hentyder til Jak 5,7: »Derfor værer taalmodige, Brødre, indtil Herrens Tilkommelse [komme]. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn« (NT-1819). aflader holder op. Mennesket kommer nøgen ... i Verden spiller på Job 1,21 () og 1 Tim 6,7 (). Fiskeren, der havde fisket ... Intet faaet hentyder til beretningen om Peters fiskefangst, Luk 5,4-11, hvor Jesus siger til Peter, at han skal lægge ud på dybet og kaste garnene ud til fangst. Men Peter svarer ham: »Mester! vi have arbeidet den ganske Nat, og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet«, v. 5 (NT-1819). Det gjorde så Peter og de andre fiskere, og de fik en fangst så stor, at deres garn var ved at sprænges. Jf. også Joh 21,3. skuffede bedrog, narrede. Den, der eier det Udvortes ... ikke ... erhverve det Samme jf. Platons dialog Symposion 200a, hvor Sokrates spørger Agathon, om det ikke forholder sig således, at »det, som begjærer, maa begjære det, som det trænger til, og ikke det, som det ikke trænger til. (...) thi kunde vel Nogen, som var stor eller stærk, ønske at blive stor eller stærk?« »Umuligt,« svarer Agathon, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1830-59 (bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-66); bd. 2, 1831, s. 58 (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 3, s. 121). Skuffelse bedrag, indbildning. den, der vil erhverve Verden ... til Bytte for Verden . daarligt tåbeligt. Daarlighed tåbelighed. give Verden hvad Verdens er spiller formentlig på Jesu udsagn om skat til kejseren, Mark 12,17: »giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Guds hvad Guds er« (NT-1819). Gud er den ene Gode . det ene Fornødne . den gode Sæd voxer kun i Taalmodighed . Den voxer i Taalmodighed If. Luk 8,15 bærer den frugt i tålmodighed (). et Ord, som Skriften ellers oftere bruger dvs. ordet 'frelse', som forekommer mangfoldige gange i Bibelen. Udtrykket 'at frelse sin sjæl' forekommer hverken i GT-1740 eller i NT-1819 – heller ikke i formen »frels Din Sjel«, jf. dog Judit 10,16: »du haver frelst din Siel, i det du hastede at fare ned for vor Herres Ansigt.« Derimod findes der enkelte eksempler på udtrykket 'at frelse en andens sjæl', jf. Sl 17,13: »frels min Siel fra en Ugudelig«, og Jak 5,20: »hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Siel fra Døden«. Ordet er sagt ... Himlens Kræfter røre sig . i (...) Fortgang med i fortsættelse af. Elementerne opløse sig hentyder til 2 Pet 3,10-12: »Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden, og Alt, hvad der er paa den, skal opbrændes. Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig Vandel og Gudfrygtigheds Øvelse bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse [komme], paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes« (NT-1819). Himlen sammenrulles som et Klædebon hentyder til Hebr 1,11-12, hvor det udtrykkes, at himlen og jorden skal gå til grunde, men Gud består, »ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade [ophøre]« (NT-1819). den livløse Natur vaander sig i Angest spiller måske på Rom 8,22, hvor Paulus skriver: »Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.« Bjerget vaklende forlader sin Plads spiller formentlig på Åb 6,14: »Og Himmelen veeg bort, liig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bierg og hver Øe flyttedes af deres Steder« (NT-1819). Menneskene ... forsmægte ... skulde komme . at jage og gribe efter Noget spiller på Fil 3,12, hvor Paulus skriver om sig selv: »Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.« afbladede plukkede bladene af. hiin Magt den stærkere (...) den Svageres Vaaben spiller på Luk 11,21-22, hvor Jesus siger: »Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet.« Efterfølge følge, konsekvens. lidende passivt. endnu vide vi ikke, hvorledes vi skulle vorde fri gengivelse af 1 Joh 3,2: »I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han [Guds søn] aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er« (NT-1819). seer sig i et Speil ... kan han glemme sigter til Jak 1,23-24: »Thi dersom Nogen er Ordets Hører, og ikke dets Giører, han er liig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; thi han betragtede sig selv, og gik bort, og glemte strax, hvordan han var« (NT-1819). at den rette Ordets Hører ... gjør det fri gengivelse af Jak 1,25: »Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov, og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men en Gierningens Giører, denne skal vorde salig i sin Gierning« (NT-1819). Naar Djævelen troer og dog skjælver hentyder til Jak 2,19: »Du troer, at Gud er een; du giør vel; Diævlene troe det ogsaa, og skielve« (NT-1819). skuffet bedraget, narret. tage (...) med Vold . indtil den sidste Penning spiller måske på Matt 5,26, hvor Jesus siger, at man skal skynde sig at forlige sig med sin modpart, for at modparten ikke skal overgive en til dommeren, så man kastes i fængsel: »Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« – Penning: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønt af mindre værdi. forhjælper hjælper.