Niels Jørgen Cappelørn Fire opbyggelige Taler Søren Kierkegaards Skrifter 5 4T44 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne og Christian Tolstrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/4t44/kom.xml 20121123 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Afdøde Michael Pedersen Kierkegaard Michael Pedersen Kierkegaard – døbt Michel – blev født 12. dec. 1756 i Sædding. Kun 11 år gammel blev han i 1768 sendt til København, hvor han kom i lære hos sin morbror hosekræmmer Niels Andersen. Udlært i faget løste han i dec. 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, og otte år senere opnåede han tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en særdeles velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med Kirstine Røyen, som døde barnløs i marts 1796. Godt et år efter giftede han sig, 26. april 1797, med Ane Lund; sammen med hende fik han syv børn, hvoraf SK var den yngste. I 1803 flyttede M.P. Kierkegaard med familie til Hillerød, men vendte i 1805 tilbage til København og bosatte sig i Østergade 9 (se kort 2, C3-4), indtil han i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, A-B3). Her døde han 81 år gammel efter kort tids sygdom 9. aug. 1838. Hans sidste timer er beskrevet af sønnen Peter Christian Kierkegaard i dennes dagbøger, NKS 2656, 4º, bd. 1, s. 100f. forhen Hosekræmmer her i Byen forhenværende hosekræmmer i København (se foregående kommentar). – Hosekræmmere handlede med uld og linned (trøjer, benklæder, sokker, strømper, ærmer, vanter, uldgarn o.l.). Nogle hosekræmmere var omrejsende, andre havde faste udsalgssteder i købstederne. Det sidste krævede borgerskab, dvs. tilladelse til som hosekræmmer at bosætte sig i byen og ernære sig ved at sælge mindre varepartier fra et fast udsalgssted (handel en detail). – I dåbsprotokollerne og konfirmationsprotokollerne optræder M.P. Kierkegaard med titlen hosekræmmer, kræmmer el. strømpehandler, men i kommunionsbøgerne el. altergangsbøgerne lod han sig indskrive som købmand, undertiden med et foranstillet »forhen« eller »forhenværende«. Om end betegnelsen 'hosekræmmer' ikke dengang havde nogen nedsættende klang, er det bemærkelsesværdigt, at SK knytter sin fars navn til den titel, der var socialt lavere rangerende end 'købmand'. helliges tilegnes, dediceres. ikke har Myndighed til at prædike hentyder formentlig til, at SK ikke var ordineret og derfor ikke kunne tale med den indviede præsts myndighed. Jf. ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 (forkortet Kirke-Ritualet), der endnu var gældende på SKs tid. Heri bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«, s. 370f. If. gældende kirkeret kunne kun den, der var teologisk kandidat, ordineret og indsat i et præsteembede og derudover opfyldte en række andre betingelser, prædike i Den danske Statskirke, jf. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge Grundrids af den danske Kirkeret, Kbh. 1838, s. 66-86. ingenlunde fordrer at være Lærer Foruden sit prædikeembede har præsten også et læreembede. Dette kommer to gange til udtryk i ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Kirke-Ritualet (): Dels formanes menigheden til at »takke GUd inderligen, som værdiges til endnu paa denne Dag at sende sin Kirke hos os trofaste Lærere og Prædikere«, s. 365. Dels siger biskoppen under sin overdragelse af »det hellige Præste- og Prædike-Embede« til ordinanderne: »at I med al Aarvaagenhed og en alvorlig Fliid i et ustraffeligt Liv og salig Undervisning maa adspørge Christi Navns Ære til hans Kirkes Forbedring hos os«, s. 371. da den første Gang tiltraadte Vandringen sigter til To opbyggelige Taler, 1843, hvor det i et lignende forord hedder, at den »ved at udgives, i uegentlig Forstand paa en Maade tiltræder en Vandring«, SKS 5, 13,7. drage nogen forsinkende Opmærksomhed paa sig jf. det ufuldendte kladdeforlæg til forord til To opbyggelige Taler, 1843, som kun delvis blev anvendt: »Disse Prædikener ere ikke udgivne for at henlede nogensomhelst Opmærksomhed paa sig, endmindre paa deres Forfatter. De bleve til i Dølgsmaal og ønske paa Grund af denne deres illegitime og tvivlsomme Herkomst at liste sig skjult og upaaagtede gjennem Livet.« Kladdeforlægget er gået tabt, men indirekte overleveret i EP I-II, s. 410f. (også trykt som Pap. IV B 143); jf. tekstredegørelsen til To opbyggelige Taler, 1843, s. 10-13. hiin Enkelte, hvem jeg ... kalder min Læser En tilsvarende passus forekommer i forordet til alle tre samlinger med opbyggelige taler fra 1843 og til de to foregående fra 1844. – hiin Enkelte: Det påpegende stedord 'hin' refererer i almindelighed til en person, en begivenhed el. en genstand, som i forvejen er omtalt el. kendt. hvem man elsker ... gjør Bolig hos ham hentyder til Joh 14,23, hvor Jesus siger: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.« uagtet det foregaaende Bud ... Døden til Livet hentyder formentlig til Jesu lignelse om de onde vinbønder, Mark 12,1-9. En mand plantede en vingård, forsynede den med en vinperse og bevogtede den med et gærde og et vagttårn; så forpagtede han den til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsten var omme, sendte han en af sine folk for at få sin del af høsten; men vinbønderne pryglede ham og lod ham gå tomhændet bort. Og manden sendte den ene efter den anden af sine folk for at få sin andel, men nogle af dem blev pryglet af vinbønderne, andre blev slået ihjel. Da besluttede manden, at han ville sende sin elskede søn som den sidste, for han tænkte, at de ville undse sig for at dræbe ham. Men da vinbønderne så, at det var arvingen, der kom, blev de enige om at slå ham ihjel, så arven kunne tilfalde dem; og de dræbte ham og smed ham ud af vingården. og nu tager den for sidste Gang sigter til, at denne samling af opbyggelige taler er den sidste i rækken af i alt seks hæfter udgivet i 1843 og 1844 og bestående af to gange hhv. to, tre og fire taler. Kjøbenhavn den 9de August 1844 seksårsdagen for SKs fars død (). Af Erindringsbog for Bianco Luno 1844 – den bog, hvori de ordrer, der indgik til trykkeriet, blev anført – fremgår det, at »Magister S. Kierkegaard« samme dag indleverede trykmanuskriptet til Fire opbyggelige Taler, jf. tekstredegørelsen, s. 303. Da SK i sommeren 1843 havde skrevet to nye opbyggelige taler, daterede han forordet »Kjøbenhavn d. 9. August 1843«, men slettede det senere, da han føjede en tredje tale til, jf. tekstredegørelsen til Tre opbyggelige Taler, 1843, s. 71f. At trænge til Gud ... Fuldkommenhed If. et udkast til denne tale overvejede SK at bygge den over teksten: »der er ingen Større født af Qvinder; men den Mindste i Himmerigets Rige er større end han« (Pap. V B 196); jf. Luk 7,28, hvor Jesus siger: »iblandt dem, som ere født af Qvinder, er ingen større Prophet, end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han« (NT-1819). Jf. også den tredje tale, »Ham bør det at voxe, mig at forringes«, i Tre opbyggelige Taler, 1844, i SKS 5, 273 og 279. Et Menneske behøver kun Lidet ... kun en liden Tid citat fra læredigtet The Complaint or Night-Thoughts on Life, Death, and Immortality (1742-45) af den eng. digter og præst Edward Young, 4. nat, jf. Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-3, Braunschweig og Hildesheim 1767-72, ktl. 1911; bd. 1, s. 77: »Der Mensch braucht nur wenig; und auch dieses Wenige, nicht lange«. Eberts overs. er i prosaform. paa Nødens Dag Udtrykket forekommer flere gange i Salmernes Bog i GT, jf. Sl 50,15; 59,17; 77,3; 86,7. iler forud ... sig selv ved Maalet spiller formentlig modsætningvis på Fil 3,14, hvor Paulus skriver: »Men Eet giør jeg: forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet, til det Klenodie, som hører til Guds Kald henovenfra i Christo Jesu« (NT-1819). fuldkommet det Herlige spiller formentlig på 2 Tim 4,7, hvor Paulus skriver: »Jeg haver stridt den gode Striid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen« (NT-1819). naar Dagen længes ... Vinteren strenges hentyder til ordsproget 'Når dagen begynder at længes, begynder vinteren at strænges', jf. nr. 11734 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 573. Hvad angår dette udtryk og de følgende linier, jf. også H.A. Brorsons salme »Her vil ties, her vil bies« (1765) 2. strofe: »Trange Tider langsom skrider, / Langsom skrider. Det har den Art. / Dagene længes, Vinteren strenges, / Vinteren strenges. Og det er svart. / Trange Tider langsom skrider, / Langsom skrider. Det har den Art«, Gamle og Nye Psalmer, udvalgte og lempede efter Tidens Tarv, til Brug i Skolen, Hjemmet eller Kirken, udg. af P. Hjort, 3. udg., Kbh. 1843 [1838], ktl. 202 (forkortet Gamle og Nye Psalmer), nr. 333, s. 256. DDS-1988, nr. 641. m. T. min tilhører. naar Fortvivlelsens Iis ... omkommer (Job, VI, 15-18) jf. Job 6,15-18: »Mine Brødre have skuffet [sveget] som en Bæk; som Bækkenes Strøm fare de forbi. De der ere sorte af Iis, over hvilke der skiules med Snee. Paa den Tiid, de optøes, da blive de borte; naar de blive hede, da udslettes de af deres Sted. Deres Veies Stier løbe afsides ud; de spare op til intet; de fare op til intet, og omkomme« (GT-1740). falske Venners forræderske Tjenstagtighed hentyder formentlig til Jobs venner, der én efter én taler til ham og spotter ham på grund af hans elendighed, jf. fx Job 19,2-6, hvor Job siger til dem: »Hvor længe vil I plage mig / og knuse mig med jeres ord? / Nu har I ti gange gjort mig til spot, / I skammer jer ikke for at gøre mig uret. / Har jeg virkelig fejlet, / så bliver det min egen sag. / Hvis I virkelig kan hovere over mig / og gå i rette med mig, så jeg bliver til spot, / skal I vide, at det er Gud, der krænker mig / og kaster sit garn over mig.« – Tjenstagtighed: hjælpsomhed; overdreven hurtighed el. villighed til at stille sig til rådighed el. til at viderebringe rygter. Menneskevrimlens smigrende Opmærksomhed hentyder formentlig til Job, jf. fx hans klage over sin ufortjente ulykke, Job 29, hvori han taler om, hvordan han i sine velmagtsdage nød folks rosende opmærksomhed og dybe respekt. Daarlighed tåbelighed, dumhed. det er Klæderne, der gjør en Mand ukjendelig spiller på ordsprogene 'Klæderne gør manden' og 'Klæder skaber folk', jf. nr. 4837 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 539. det er Klæderne man beundrer, ikke Manden hentyder til talemåden 'Man tager mere hatten af for klæderne end for personen', jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 542. en gudeligere Betragtning en mere gudfrygtig betragtning. den jordiske Bryllupsdragt ... forskjellige hentyder måske til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, Matt 22,2-14, hvor kongen opdager, at en af gæsterne ikke har den rette bryllupsklædning på, og derfor lader ham binde og smide ud i mørket, hvor der skal være gråd og tænderskæren. lidet Gods med Nøisomhed er ... en stor Vinding hentyder formentlig til 1 Tim 6,6-8: »Vistnok [sikkert og vist] er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding. Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra. Men naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøie« (NT-1819). forsøge sig sætte sig selv på prøve. den døde Mand eier den Grav ... en lille Plads Det var skik, at kongelige og adelige samt rige, velstående og velansete borgere mod betaling til kirken kunne blive begravet enten inde i kirkerummet eller i et særligt kapel evt. også få opstillet el. ophængt et epitafium med indskrift om afdødes bedrifter; ved betalingen kunne gravpladsen sikres langt ind i fremtiden. Almindelige borgere betalte beløb af mindre størrelse for at blive begravet på byens kirkegårde, hvor gravpladsens placering, størrelse og bevaringstid afhang af beløbets størrelse. De mindrebemidlede og fattige blev begravet vederlagsfrit i små, uanseelige gravpladser på kirkegården. lad Dig ... nøies med Guds Naade hentyder til 2 Kor 12,9, hvor Paulus fortæller, at han tre gange bad Herren om at fjerne den 'torn i kødet', der var givet ham, men at Herren svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« hiint gamle Ord: at for Lidet ... fordærver Alt sigter til ordsproget 'For meget og for lidt fordærver alting', jf. nr. 666 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 25. Digten og Tragten efter ty. Dichten und Trachten, stræben og higen. lave Egne spiller på Ef 4,9, hvor Paulus siger om Kristus: »Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne« (NT-1819). en ond Samvittighed mod en dårlig samvittighed over for. Gjestebudshuus hus, hvor der holdes fest med spisning. sidde tilbords i Himmeriges Rige hentyder til Matt 8,11, hvor Jesus siger imod jøderne: »Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester, og sidde tilbords med Abraham og Isaak og Jakob i Himmeriges Rige« (NT-1819). ei modtage hans Indbydelse ... andetsteds indbuden spiller på Jesu lignelse om det store festmåltid, Luk 14,15-24, hvor de indbudte undskylder sig og melder afbud; en, fordi han har købt en mark, en anden, fordi han har købt fem par okser, en tredje, fordi han har giftet sig. er nidkjær (...) paa våger strengt over. Guds-Forskjelligheden menneskets forskellighed fra Gud (). den beleilige Tid den passende tid, i tide. »hans Hjerte styrkes ... ikke ved Mad« (Hebr. 13, 9) jf. Hebr 13,9: »Lader Eder ikke omdrive af de mangehaande og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hiertet styrkes ved Naaden, ikke ved Mad, hvoraf de ingen Nytte have haft, som holdt sig dertil« (NT-1819). i det indvortes Menneskes stille Uforkrænkelighed spiller formentlig på 1 Pet 3,4, hvor det siges, at kvindernes skønhed skal være »Hiertets skiulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud« (NT-1819). den guddommelige Herlighed ... en ringe Skikkelse hentyder til Fil 2,6-7, hvor Paulus siger om Jesus Kristus: »hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). Og see, nu er Alt blevet nyt hentyder til 2 Kor 5,17, hvor Paulus skriver: »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbigangent, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). som en Hedning ... fordi han behøvede Lidet sigter til den gr. kyniker Diogenes fra Sinope (4. årh. f.Kr.), der sagde: »det er Gudernes Egenskab, ikke at trænge til nogen Ting; Men deres, som ligne Guderne, at behøve lidet«, 6. bog, kap. 9, afsnit 105, i Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 276. – næst: næst efter. I de forskjellige Landes Kirker ... det kongelige Huus sigter til kirkebønnen, dvs. den bøn, det var præsten forordnet at bede efter prædikenen ved højmessen på alle søn- og helligdage, jf. Kirke-Ritualet (), s. 29f. I den forordnede kirkebøn er der en særlig forbøn for kongen og det kongelige hus: »Giør altid vel imod vor Allernaadigste Arve-Konge og Herre, ( [den pågældende konges navn] ) Dine Velsignelser formeres, hver Dag og hver Time, over Hans Majestæt, saa han maa stedse finde nye Prøver paa din faderlige Kiærlighed, og see sig ledsaget til alle sit Høi-Kongelige Embedes Forretninger ved din Aand, beskærmet ved din høire Haand, samt regieret af dig, siden han og alle Konger ved dig regiere! Vær du hans og dine Fienders Fiende, og giv os lydige Hierter, at være ham lydige og troe, ligesom du haver givet ham Hierte, til at være dig lydig og tro! // (Her indføres den sædvanlige Bøn for de øvrige høie Medlemmer af den Kongelige Familie) // Vær selv et Gierde og en gloende Muur om det ganske Kongelige Arve-Huus! Du som har bygt og hidindtil beskiermet det, giør, at det bliver ved indtil Tiden omvexles med Evigheden. Underviis hans Kongelige Majestæts Raad og Betientere, lad dem i alle deres Forretninger aldrig søge deres Eget, men Dit og din Salvedes! saa fremmes din Ære, saa bliver Kongens og Undersaatternes Bedste deres eneste Øiemærke [øjemed, sigte]. Udrust Hans Kongelige Majestæts Krigsmagt til Lands og Vands, giv dem Hierter at tiene troligen, samt, naar Tid er, at fægte mandeligen, lad dem stedse saa leve og tiene dig, som de, der kunne leve og døe, forsikkrede, at du altid er med dem; thi hvo kan da være imod dem?« Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 218-220. At der bedes for Dem, som syge og sorrigfulde ere jf. den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved højmessen på alle søn- og helligdage: »Antag dig alle Enker! Vær en Værge for alle Faderløse! Forlad aldrig nogen af de Forladte! Indfind dig hos de Syges Seng! Annam de i Troen Døendes sidste Suk, og deelagtiggiør deres Siele i den evige Glæde!« Forordnet Alter-Bog, s. 221. Jf. også den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved froprædiken (tidlig morgengudstjeneste) og aftensang på alle søn og helligdage: »Vor Herres, Jesu Christi, Fred være hos os i Evighed! Gud trøste dem Alle, som sorrigfulde ere, enten de ere fiern eller nær!« Forordnet Alter-Bog, s. 228. Besynderlighed særdeleshed. »Modgangsskygge,« der gaaer over Kongens Huus jf. Thomas Kingos salme »Dagen nu sin Afsked tager«, 2. strofe: »Giv Din Kirke Roe og Glæde, / Lad i Kongens Sal og Sæde / Ingen Modgangs Skygge gaae! / Lad ethvert bedrøvet Hjerte, / Og hver Christen i sin Smerte, / Lys og Lindring fra Dig faae!« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, nr. 191, s. 412. Salmen udkom som »Dend 1ste Aften-Suk« i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Første Part (2. udg., 1677) og blev første gang optaget i en officiel salmebog af Roskilde konvent i Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1855, som nr. 80. DDS-1988, nr. 704. giver sit Minde til giver sit samtykke til, erklærer sig enig i. Magt og Vælde hentyder måske til H.A. Brorsons salme »Op! al den Ting, som Gud har gjort« (1734), 2. strofe: »Gik alle Konger frem i Rad, / I deres Magt og Vælde, / De magted', ei det mindste Blad / At sætte paa en Nælde«, Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199 (forkortet Troens rare Klenodie), s. 129. Salmen blev optaget i Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Skabelsen« og umiddelbart efter i Den Nye Psalme-Bog (1740, fra 1794 under titlen Den Pontoppidanske Psalme-Bog) som nr. 159; herfra gik den videre i Psalme-Bog eller en Samling af Gamle og nye Psalmer (1778, Guldbergs Salmebog) som nr. 257 og stærkt bearbejdet i Evangelisk-kristelig Psalmebog, Kbh. 1798 (jf. ktl. 195, 196, 197), som nr. 42. DDS-1988 nr. 12. forsøge sig til prøve at nå (frem til). Dykkerens Forbindelse med det Jordiske sigter formentlig til den livline, der blev fæstet til dykkerens livrem, og som var hans forbindelse til skibet, mens han var under vandet. Livlinen blev dels benyttet til at give signal med, dels brugt til at trække dykkeren op med. Der tænkes måske også på den slange, der førte fra en ventil på dykkerens hjelm op til luftpumpen på skibet. al hans Lidelse kun er stakket og kort spiller på 2 Kor 4,17, hvor Paulus skriver: »Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed« (NT-1819). Aag er saa let at bære (...) Aag er gavnligt hentyder til Matt 11,30, hvor Jesus siger: »Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let« (NT-1819). trods Noget så godt som; frem for. selv en Apostel ... er stundom svag jf. 2 Kor 11,29-30, hvor apostlen Paulus () skriver: »Hvo er skrøbelig, og jeg ikke ogsaa? Hvo blive forarget, og det brænder ikke i mig? Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Skrøbelighed« (NT-1819). at man jo ikke. hiint Under ved Brylluppet ... den bedste Viin først sigter til beretningen om Jesu under ved brylluppet i Kana, Joh 2,1-11. Da vinen slap op under bryllupsfesten, gav Jesus på sin mors foranledning besked om, at tjenerne skulle fylde seks stenkar med vand. Da det var sket, sagde han til tjenerne, at de skulle øse op fra karrene og bringe det til skafferen. Og da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin, kaldte han på brudgommen og sagde: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu«, v. 10. grændseløs ulykkelig hentyder måske til Marie Beaumarchais' mulige dom over Clavigo i »Skyggerids«, første del af Enten – Eller i SKS 2, 182: »Han var en Bedrager, et afskyeligt Menneske, som koldt og hjerteløst har gjort mig grændseløs ulykkelig.« at han selv slet Intet formaaer hentyder måske til Luk 12,26, hvor Jesus siger: »Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige.« bitter Kalk at tømme hentyder måske til Jesu svar til Zebedæussønnerne, da de bad om at få sæde i Jesu rige, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre hånd: »I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med?« Matt 20,22 (NT-1819). – bitter Kalk: bæger med et bittert indhold. Omgængelse omgang, måde at omgås på. gik bedrøvet bort ... havde meget Gods sigter til beretningen om en rig ung mand, der kom hen til Jesus og spurgte, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv, Matt 19,16-22. Jesus svarede, at han skulle holde budene. Den unge mand spurgte: Hvilke? Jesus nævnede fem af de ti bud og føjede til, at han også skulle elske sin næste som sig selv. Den unge mand svarede, at det havde han alt sammen gjort, og spurgte, hvad han så manglede. Hertil svarede Jesus, at hvis han ville være fuldkommen, skulle han sælge alt, hvad han ejede, give pengene til de fattige og derefter komme og følge ham. Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, »thi han havde meget Gods« (NT-1819). Hvad er dog et Menneske? ... i Skabningens Række hentyder til Sl 8, der er en skabelsessalme, her især til v. 4-9: »Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, / månen og stjernerne, som du satte der, / hvad er da et menneske, at du husker det, / et menneskebarn, at du tager dig af det? / Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, / med herlighed og ære har du kronet det. / Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, / alt har du lagt under dets fødder, / får og okser i mængde, / selv de vilde dyr, / himlens fugle og havets fisk, / dem som færdes ad havenes stier.« – Skabningens Række: den rækkefølge, hvori Gud skabte verden: på den første dag lyset, på den anden himmelhvælvingen, på den tredje jorden og havet samt planter og træer, på den fjerde solen, månen og stjernerne, på den femte alle dyr i havet og fugle under himlen, på den sjette alle vilde og tamme dyr på jorden samt mennesket i sit billede; og Gud velsignede menneskene og sagde, at de skulle blive frugtbare og mangfoldige og herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr på jorden, jf. 1 Mos 1. kongebaaren født kongelig, af kongelig herkomst. Mennesket den herligste Skabning Jf. Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1791, kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 1, § 4: »Iblandt de synlige Guds Skabninger paa Jorden, er Mennesket den ypperste, begavet med en fornuftig Siæl i et Legeme, som passer til samme, og af Gud beskikket, til at herske over alle andre Dyr.« I en anmærkning hertil hedder det: »Menneskene have det store Fortrin for Dyrene, at de kunne [kan] tænke, tale og handle efter fornuftigt Overlæg og Valg; men desto omhyggeligere bør vi da ogsaa vogte os for at misbruge dette Fortrin, imod Guds Villie, til Skade for os selv og andre.« SK havde en udgave af Balles Lærebog fra 1824, ktl. 183. en Strengeleg et strengeinstrument, fx en lyre, citar el. harpe. at udrive Øiet, at afhugge Haanden hentyder til Jesu formaning, Matt 18,8-9: »Hvis din hånd eller din fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.« Vindve vindue. Han strider ikke med Verden, men med sig selv jf. en optegnelse fra begyndelsen af maj 1844 i journalen JJ, hvor SK skriver: »I Grunden staaer Sagen saaledes, at dersom et Msk. ikke bruger al den Kraft ham er givet først mod sig selv, hvorved han tilintetgjør sig selv, saa er han enten en Dosmer ell. feig trods al sit Mod. Den Kraft der er et Msk. givet (i Muligheden) er aldeles dialektisk, og det eneste sande Udtryk for den sande Forstaaelse af sig selv i Muligheden, er at han netop har Magt til at tilintetgjøre sig selv, fordi han, selv om han er stærkere end hele Verden, dog ikke er stærkere end sig selv. Naar man først faaer lært det, da skal vi nok skaffe Plads for Religieusitet, og da vel ogsaa for Christendommen; thi denne Afmagts værste Udtryk er Synden. Og kun derfor er Christendommen den absolute Religion, fordi den har opfattet Mennesket som Synder; thi ingen anden Forskjellighed kan saaledes anerkjende Mennesket i sin Forskjellighed fra Gud« (Pap. V A 16). forsøges prøves (hårdt). Skuffelse bedrag, indbildning. tørre Brand brand uden ildens altfortærende egenskab, flammeløse ild. ja var Du, o Herre ... vore lave og dyriske Tanker I marginen ud for dette sted i kladden skriver SK: »Fenelon, citeret efter Jacobi S.W. 1ste B. p. 173 nederst« (Pap. V B 207,1). SK citerer kun et uddrag af det pågældende sted i en fri oversættelse. Jf. det 19. brev i Allwills Briefsammlung (1792), udg. af den ty. filosof F.H. Jacobi; heri bringes følgende citat i ty. oversættelse af den fr. ærkebiskop og forfatter F. de Salignac de La Mothe-Fénelon (1651-1715), der tiltaler guddommen således: »Wärest Du ein ohnmächtiger, lebloser Körper, wie eine Blume die verwelkt, ein Bach der vorbey fließt, ein Gebäude das steht und hinfällt, ein Farbengemenge, das Gemälde heißt, wenn unsere Einbildungskraft Gestalt hineinträgt; ein mit etwas Glanz überzogenes Metall: so würden die Menschen auf Dich merken, und Dir, in ihrer Thorheit, das Vermögen zuerkennen, ihnen einige Freude zu gewähren; obgleich Freude von nichts Seellosem ausgehen kann, sondern allein von Dir, Du Quelle des Lebens und alles Genusses. Wärest Du also nur ein Wesen gröberer Art, hinfällig, leblos, eine Masse ohne Selbstvermögen, nur der Schatten eines Wesens; so würde Deine nichtige Natur unsere Nichtigkeit beschäftigen; Du wärest dann ein angemessener Gegenstand für unsere niedrigen und thierischen Gedanken. Weil Du aber zu sehr in ihnen selbst bist, wo sie nie einkehren; so bist Du ihnen ein verborgener Gott. Denn dieses Innere ihrer selbst ist am weitesten von ihrem irre gewordenen Blick entfernt. Die Ordnung und Schönheit, die auf dem Angesicht Deiner Geschöpfe strahlt, ist wie ein Schleyer, der Dich ihrem kranken Auge entzieht« (»Var Du et afmægtigt, livløst legeme, som en blomst, der visner, en bæk, der flyder forbi, en bygning, der står og forfalder, en farveblanding, der kaldes et maleri, når vores indbildningskraft giver den skikkelse; et metal overtrukket med lidt glans: så ville menneskene agte på Dig og i deres dumhed tilkende Dig formåen til at bibringe dem nogen glæde; skønt glæde ikke kan udgå fra noget sjælløst, men kun fra Dig, Du livets og alle nydelsers kilde. Var Du altså kun et væsen af grovere art, faldefærdig, livløs, en masse uden selvformåen, kun skyggen af et væsen; så ville Din tomme natur beskæftige vores tomhed; da var Du en passende genstand for vore lave og dyriske tanker. Men fordi Du i for høj grad er i dem, der hvor de aldrig selv når ind; så er Du for dem en skjult Gud. Thi dette indre i dem selv er fjernet længst bort fra deres forvirrede blik. Den orden og skønhed, der stråler på Din skabnings ansigt, er som et slør, der unddrager Dig for deres øje«), Friedrich Heinrich Jacobi's Werke bd. 1-6, Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728; bd. 1, s. 173f. usynlig ... til at han kan see Dig jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 1: »Gud er en Aand, eller et usynligt Væsen, som haver Forstand og frie Villie, men intet Legeme, og bestaaer ikke af Dele. Derfor kan han ikke sees med legemlige Øine, ei heller betegnes ved noget Billede.« Viisdom ... Allestedsnærværelse ... Godhed ... Almagt jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 5, om Guds visdom, § 6, om Guds allestednærværelse, § 7, om Guds godhed, og § 3, om Guds almagt. see Dig, thi saa blev han selv til Intet I slutningen af august 1844, omkring udgivelsestidspunktet for Fire opbyggelige Taler, skrev SK på et par sammenhæftede blade følgende optegnelse: »NB. Kun i Vidunderet [underet, det forunderlige] kan Gud vise sig for Mennesket, ɔ: saasnart han seer Gud seer han et Vidunder. Men at see Vidunderet er ham ikke muligt ved sig selv, da Vidunderet er hans egen Tilintetgjørelse. Dette udtrykte Jøderne billedligt ved, at det at see Gud var Døden []. Rigtigere maa man sige at det at see Gud ell. at see Vidunderet er i Kraft af det Absurde, thi Forstanden maa gaae af Veien« (Pap. V A 78). Gud ... formaaer Alt, og Mennesket slet Intet spiller på Matt 19,26, hvor Jesus siger: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Gik ikke Moses ... under en Tyrans Aag? hentyder til beretningen om Moses, der var flygtet til Midjan, men af Gud blev sendt tilbage til Egypten for at udfri israelitterne fra deres trældom under Farao, jf. 2 Mos 3,1-4,31. Da Moses var vendt tilbage til Egypten, gik han sammen med sin bror Aron til Farao og sagde: »Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest i ørkenen.« Men Farao svarede, at han ikke kendte Gud og ikke ville lade israelitterne gå; i stedet gav han sine slavefogder befaling om at gøre israelitternes tvangsarbejde endnu hårdere. Derfor gik israelitterne i rette med Moses og Aron og anklagede dem for at have lagt dem for had hos Farao. Jf. 2 Mos 5,1-21. at sløife Bjerge og fylde Floder hentyder formentlig til Es 40,4: »Hver dal skal hæves, / hvert bjerg og hver høj skal sænkes, / klippeland skal blive til slette / og bakkeland til dal«. Jf. også Luk 3,5-6, hvor dette sted citeres om Johannes Døber. Jf. endvidere Sl 107,33, hvor det siges om Gud: »Han skal gøre floder til ørken, / kildevæld til udtørret jord«. et Mørke falde over hele Ægypten hentyder til den niende af de ti plager, Gud lod komme over Egypten for at få Farao til at lade israelitterne vandre ud af landet, jf. 2 Mos 10,21-22: »Herren sagde til Moses: 'Ræk din hånd op mod himlen, så skal der komme mørke over Egypten, et mørke som er til at føle på.' Moses rakte sin hånd op mod himlen, og der blev et dybt mørke over hele Egypten i tre dage.« Pharao betegnelse for egyptisk konge. Din Veltalenhed hentyder til beretningen om Moses' kaldelse. Da Gud fra den brændende tornebusk har sagt til Moses, at han skal gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten, kommer Moses med en række indvendinger. Herunder siger han: »hør mig, o HErre! jeg haver ikke hidtildags været en veltalende Mand, ei heller, siden du talede til din Tiener; thi jeg haver et svart Maal, og en svar Tunge«, 2 Mos 4,10 (GT-1740). Da træder han frem for Pharao ... Afmægtiges – Bønner . naar Folket tørster ... byd Klippen at give Vand hentyder til beretningen i 2 Mos 17,1-7. Engang da israelitterne tørstede under deres vandring i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, anklagede de Moses og krævede af ham, at han skulle skaffe dem vand. Moses råbte til Gud om hjælp, og Gud befalede ham at tage sin stav og slå på klippen ved Horeb, for så ville han lade vand strømme frem, så folket kunne drikke. Det gjorde Moses. i Din Haand er Staven mægtig hentyder til den første plage, der var kommet over Egypten, da Moses havde slået med sin stav på vandet i Nilen og forvandlet det til blod, jf. 2 Mos 7,14-25. som han bestandig kun seer Herrens Ryg hentyder til beretningen i 2 Mos 33,17-23. Moses beder Gud om at se hans herlighed, og Gud svarer: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Men Gud siger videre: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.« Skuffelse bedrag, indbildning. ham opgivne givet ham. den (...) rige Yngling ... Guld har at betyde . sætte sig selv om omsætter sig selv. giver sig for giver sig ud for, foregiver. borge for give sikkerhed for, indestå for, garantere. løber bestandigt paa det Uvisse hentyder til 1 Kor 9,26, hvor Paulus skriver om sig selv: »Derfor løber jeg, ikke som paa det Uvisse; jeg fegter, som den, der ikke slaaer i Veiret« (NT-1819). saa hurtig en Tunge spiller formentlig på Jak 3,8: »tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.« bedaare vildlede, narre, bedrage. vinkende lokkende. at denne Sygdom er ikke til Døden men til Livet hentyder til Jesu reaktion, da han får besked om, at Lazarus er syg: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den«, Joh 11,4. giver ikke sit Minde giver ikke sit samtykke, erklærer sig ikke enig. falder (...) tilfode kaster sig ned for en andens fødder; underkaster sig. Skibsraadet skibets ledelse under sejlads, bestående af skibets officerer. var betænkt paa tænkte på, havde i sinde. ved at overvinde sit Sind ... Den, der indtog en Stad hentyder til Ordsp 16,32: »En langmodig er bedre end en vældig Mand; og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad« (GT-1740). Overflødighed overflod. Apostelen Paulus Paulus opfattede sig selv som apostel, jf. fx Rom 1,1-2, hvor han skriver: »Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«. roser sig af sin Svaghed . Jf. også 2 Kor 12,5. snubler over et Halmstraa hentyder til talemåden 'Man kan falde over et halmstrå', jf. nr. 544 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 21. uddrive Djævle ved Djævelens Hjælp hentyder til diskussionen mellem Jesus og de skriftkloge om Beelzebul, Mark 3,22-27. Nogle skriftkloge fra Jerusalem sagde om Jesus: »han haver Beelzebul, og ved den øverste Diævel uddriver han Diævle.« Jesus kaldte dem til sig og fortalte en lignelse: »hvorledes kan en Satan uddrive den anden? Og dersom et Rige bliver spliidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae. Og dersom et Huus bliver spliidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae. Og dersom Satan haver sat sig op mod sig selv, og er bleven spliidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham. Der kan jo Ingen gaae ind i den Stærkes Huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus« (NT-1819). tungblodet som har tungt blod; billedligt om temperament: melankolsk, tungsindig. forsøgt prøvet. som den Spedalske ... ud mellem Gravene hentyder formentlig til beretningen i Mark 5,1-17. Da Jesus gik i land i gerasenernes land, kom der henimod ham fra gravene et menneske, der var besat af en ond ånd, og som boede mellem gravene (). I NT findes der ingen beretninger om en spedalsk, der vandrer mellem grave. glæder Eder, og atter siger jeg glæder Eder jf. Fil 4,4, hvor Paulus skriver til filipperne: »Glæder Eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder Eder!« (NT-1819). den stykkevise Opleven ... at kjende Gud hentyder til 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale [en gåde], men da skulle [skal] vi see Ansigt til Ansigt; nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og er kiendt« (NT-1819). fromt bedragen bedraget af sin (overfladiske) fromhed. et fromt Bedrag se foregående kommentar. Spiller formentlig på udtrykket 'pia fraus', lat. 'et fromt bedrag', der forekommer første gang i Ovids Metamorphoses (Forvandlinger) 9. sang, v. 711. Med 'et fromt bedrag' menes et velment, uskyldigt bedrageri, som kan vise sig at være gavnligt for den, der bedrages. Man taler ... om, at lære Gud at kjende ... tager Krønikerne frem sigter formentlig til N.F.S. Grundtvig Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, Kbh. 1812, og Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, Kbh. 1817, ktl. 1970. I forordet til Kort Begreb af Verdens Krønike citerer Grundtvig med tilslutning fra Tyge Rothes fortale til anden del af hans historiefilosofiske værk Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa (bd. 1-5, 1774-83): »Men det vedkommer Læseren at vide, at jeg (...) har stillet mig hen iblandt Virkelighederne og Historiens Optog, og at jeg der har skuet om mig og seet, hvad jeg er mig bevidst endnu klarligen at see: en Linie, en Kæde af store Begivenheder (...) alle løbende sammen for at opfylde eet; jeg seer Menneskene ved deres fri Handlinger at bryde an paa denne Kæde, at ville adskille dens Led, men den at vare ved, fremdeles seer jeg disse fri Handlinger, saadanne, som de desværre ofte vare: daarlige, onde, bekvemme til at frembringe skadelig Virkning, og dog fremme de saa, at de fra en vis Side harmonere med den af mig erkendte Plan, og at de hjelpe til dens Udvikling. (...) og jeg sagde til mig selv: her er Mennesket frilig handlende, men her er og den mellemkommende Gud. Den Ide skal være min Philosophie i Historien«, s. IIIf. Og videre om Gud: »Han vil kendes, hans Fodspor lade sig tilsyne, og hans Arms den høie Vælde føle vi. Ei vil jeg kunne vide, ei forklare hvorledes Han vil, hvorledes Han kan, men hvor Han bliver tilsyne, der vil jeg (...) skue efter Herligheden, saavidt jeg kan«, s. VIII. Om sit fællessyn med Rothe skriver Grundtvig senere i forordet: »vi dreves af den samme Aand, derfor maatte vi mødes, og derfor se vi Gud overalt, istedenfor at vore selvkloge Medlevende finde ham ingensteds«, s. XXVII. det Sindrige det fortænkte, udspekulerede. Herrens Huus fast udtryk for kirken, jf. 1 Tim 3,15, hvor der tales om at »færdes i Guds hus – det er den levende Guds kirke«. han boer ikke i et Huus bygget af Menneskehænder hentyder til ApG 7,48, hvor Stefanus i sin forsvarstale til jøderne siger: »Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder«. Jf. også 1 Kong 8,27. at Gud ikke boer i Templer hentyder til ApG 17,24, hvor Paulus siger til athenerne i sin tale på Areopagos: »Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder.« paa Nødens Dag . Frygt og Bæven forarbeider sin Sjels Salighed hentyder til Fil 2,12-13, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). gaae op i Herrens Huus spiller på det bibelske udtryk 'at gå op til templet', idet Jerusalem ligger højt og templet på et lille bjerg i byen, også kaldet Tempelbjerget, jf. fx Luk 18,10. – Herrens Huus: . den Forsøgte den (hårdt) prøvede. slog sig tiltaals viste tålmodighed, stillede sig tilfreds. forsøgt fristet, prøvet. afdøe fra Verden ofte anvendt udtryk i den pietistiske teologi og andagtslitteratur, jf. fx Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Kristiania 1829 [ty. 1610], ktl. 277, 1. bog, 12. betragtning, »En Christen maa afdøe fra sit Hjertes Lyster og fra Verden, og leve i Christo«, og 13. betragtning, »Af Kjærlighed til Christum, og for den evige Herligheds Skyld, hvortil vi ere skabte og forløste, maae vi afdøe fra os selv og Verden«. lader Alt tjene ... til Gode, naar han elsker Gud hentyder til Rom 8,28, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at alle Ting tiene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte« (NT-1819). at Gud er Kjærlighed hentyder til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.« at hans Godhed overgaaer al Forstand spiller på Fil 4,7, hvor Paulus skriver, at Guds fred »overgår al forstand«. Andres Vidnesbyrd ... Historiens Gang . – Verdens-Ordenen: jf. Balles Lærebog () kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 1: »Gud opholder alle skabte Ting ved sin almægtige Kraft, og bevarer den Orden i Naturen, som han engang har indført, da den ellers maatte forstyrres.« at et Menneske ved hans Bistand helliggjøres jf. fx 1 Thess 4,3, hvor Paulus skriver til thessalonikerne, at det er Guds vilje, at de skal helliggøres. er han altid skabende jf. den dogmatiske opfattelse af Gud som den, der vedvarende skaber og opretholder det skabte (). skabe i ham et nyt Menneske hentyder til 2 Kor 5,17, hvor Paulus skriver: »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbigangent, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). Jf. også Ef 4,24, hvor Paulus skriver til efeserne, at de skal »iføre [sig] det nye Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed« (NT-1819). Pælen i Kjødet se følgende kommentar. 2 Cor. XII, 7 2 Kor 12,7, hvor Paulus skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819). Med udtrykket »en Torn i Kiødet« betegner NT-1819 et brud med oversættelsestraditionen. Den foregående Chr. VIs bibel fra 1740 havde »en Pæl i Kiødet«, og sådan havde det heddet siden Chr. IIIs reformationsbibel fra 1550, også i den hus- og rejsebibel, der greb tilbage til Chr. IVs bibel fra 1633, og som udkom første gang i 1699, sidste gang i 1802 og fik en meget stor udbredelse i hjemmene (). – 2 Kor 12,7 indgik i epistelen, 2 Kor 12,2-9, på søndag seksagesima, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 43f. den hellige Skrifts De ældre da. bibeludgaver bar titlen Biblia, det er: den ganske Hellige Skrifts Bøger, også de udgaver fra 1824 og 1830, som SK havde, jf. ktl. 6 og 7, jf. også Luthers bibeloversættelse Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift, ktl. 3 () og 4. paa de hellige Steder fast uftryk for: i kirkerne, jf. fx J.P. Mynsters Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 1, s. 3. give Ordet hvad Ordets er spiller på Jesu svar, da farisæernes disciple sammen med herodianerne spurgte ham, om det var tilladt at give kejseren skat, og han bad dem vise sig skattens mønt med kejserens billede og indskrift: »giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Matt 22,21. Digten og Tragten . den flygtige Anvendelse ... Livets Ubetydeligheder jf. fx den brug, der gøres af udtrykket i »Den første Kjærlighed« i første del af Enten – Eller i SKS 2, 231,20. Apostelen Paulus . Omskiftelser bratte, gennemgribende forandringer af livsforhold. fuldvisse Indsigt hentyder til Kol 2,2, hvor Paulus skriver om, hvor svær en kamp han kæmper for dem, der ikke har truffet ham personligt, »at deres Hierter maatte opmuntres, i det de sammenføies i Kierlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Riigdom, til Erkiendelsen af Guds Faderens og Christi Hemmelighed« (NT-1819). – fuldvisse: fuldt ud visse, sikre. en sikker Aand Udtrykket stammer formentlig fra Luthers oversættelse af Sl 51,12: »Schaffe in mir, Gott, ein reines Herz, und gieb mir einen neuen gewissen Geist« (»Skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig en ny, sikker ånd«), jf. Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. Dag og Nat, Sommer og Vinter hentyder formentlig til den beslutning, Gud traf, efter at Noa var blevet reddet fra syndfloden og havde ofret til Gud: »Så længe jorden står, / skal såtid og høsttid, / kulde og varme, / sommer og vinter, / dag og nat / ikke ophøre«, 1 Mos 8,22. Lykke og Ulykke, Glæde og Sorg hentyder til Thomas Kingos salme »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe«, 1. strofe: »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe, / Lykke, Ulykke, de gange paa Rad, / Medgang og Modgang hinanden anraabe, / Soelskin og Skyer de følges og ad; / Jorderigs Guld / Er prægtig Muld, / Himlen er ene af Salighed fuld«, Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger (), nr. 97, s. 264f. Salmen udkom som »Den XVI. Sang. Hver har sin Skæbne« i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part (1681) og blev første gang optaget i en officiel salmebog af Roskilde konvent i Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1855, som nr. 37. DDS-1988, nr. 41. forhindrer ... udsige hiin uudsigelige Salighed hentyder til 2 Kor 12,2-4, hvor Paulus skriver: »Jeg kiender et Menneske i Christo, som for fiorten Aar siden (hvad heller [enten] han var i Legemet, veed jeg ikke, eller udenfor Legemet, Gud veed det;) blev henrykt indtil den tredie Himmel. Og jeg kiender et saadant Menneske, (hvad heller han var i Legemet, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke; Gud veed det;) at han blev henrykt ind i Paradiis, og hørte uudsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.« fortærer (...) Nidkjærhed efter Gud i Herrens Tjeneste jf. udtrykket »Nidkærhed for dit hus fortærer mig« i Sl 69,10, som citeres i Joh 2,17. i den tredie Himmel . et ulykkeligt Ægteskab ... salige Forbindelse ... i Himlen jf. det i mystikken og pietismen ofte anvendte billede af Kristus som brudgommen og den kristne som bruden, der efter døden opnår en salig forening i himlen. Billedet forekommer i mange af H.A. Brorsons salmer. naar Tornene begyndte at pine og nage hentyder til H.A. Brorsons julesalme »Den yndigste Rose er funden« (1732), 11. og sidste strofe: »Lad Verden mig alting betage, / Lad Tornene rive og nage, / Lad Hjertet kun daane og briste, / Min Rose jeg aldrig vil miste«, Troens rare Klenodie, udg. af L.C. Hagen (), s. 18. Salmen blev optaget i Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Jule-Psalmer« og umiddelbart efter i Den Nye Psalmebog (1740, fra 1794 under titlen Den Pontoppidanske Psalmebog) som nr. 23; derefter blev den optaget af Roskilde konvent i Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1855, som nr. 154. DDS-1988, nr. 98. Forklaring afklarethed. den Skriftlærde præsten. det Sindrige og det Daarlige det fortænkte og det tåbelige. forklare dette Sted ... for at være en Gaade sigter til, at bibelfortolkere til alle tider indgående har beskæftiget sig med, hvad Paulus hentyder til med udtrykket »en Pæl i Kiødet«, om han evt. har lidt af en kronisk el. måske en psykisk sygdom, jf. fx G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71 (forkortet Biblisches Realwörterbuch); bd. 2, s. 262, hvor det konkluderes, at det er muligt, at Paulus »bar på en eller anden smertefuld, legemlig sygdom, som for ham synes at kunne henføres til Satan«. Jf. også Luthers prædiken over epistelen til søndag seksagesima () i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller. Efter Benjamin Lindners tydske Samling, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); bd. 2, s. 152: »Dog skulde Man næsten slutte af Texten, at det har været noget Synderligt [særligt], hvormed Djævelen selv har slaget og plaget Pauli Legeme. Han siger, at Pælen er en Satans Engel. Han siger videre, at han tregange bad Herren, at denne maatte lade af fra ham [forsvinde fra ham], men han bønhørtes ikke. Nu kan jeg ikke troe, at han har bedet om Fritagelse fra Forfølgelse. Men da han ikke selv siger hvad det har været, nødes vi ogsaa til at lade det være en hemmelig Lidelse, som Ingen uden St. Paulus har vidst. Og det er nok, at vi vide saameget: ligesom Gud har forundt ham saa store Aabenbarelser, som intet Menneske kan vide, saa har Gud ogsaa, at han ikke skal hovmode sig deraf, givet ham en saadan Pæl i Kjødet, som intet Menneske veed, uden han alene.« den samme legemlige Sygdom se foregående kommentar. Torn i Kjødet og . et Guds udvalgte Redskab hentyder til ApG 9,15-16, hvor Jesus siger til Ananias, der vægrer sig ved at gå hen til Paulus, efter at denne har haft sin oplevelse uden for Damaskus: »gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab, at bringe mit Navn frem for Hedninger, og Konger, og Israels Børn; thi jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit Navns Skyld« (NT-1819). den dermed forbundne Lidelse se foregående kommentar. i Sammenligning med en Apostels Her har SK i kladden udeladt en passage, som han indførte i journalen JJ: »En strøgen Passus i en opbyggelig Tale: om Pælen i Kjødet. For humoristisk«, jf. tekstredegørelsen, s. 309. forsøgtes prøvedes, fristedes. i hvilken Troen seirer over Verden hentyder til 1 Joh 5,4: »For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.« den Smerte ... Haabet ... vorder urokkeligt spiller på 2 Kor 1,7, hvor Paulus skriver til korintherne: »Og det håb, vi har for jer, er fast, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således har I det også i trøsten.« Kjærligheden lærer at kjende Gud hentyder formentlig til 1 Joh 4,7-8: »Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.« Jf. også 1 Joh 2,4-5. det udvortes ... det indvortes Menneske ... af Forkrænkeligheden hentyder til 2 Kor 4,16, hvor Paulus skriver: »Derfor blive vi ikke trætte, men hvis endog vort udvortes Menneske fordærves, fornyes dog det indvortes Dag fra Dag« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 1,23-25: »I, som ere igienfødte, ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig Sæd, ved Guds Ord, som lever, og bliver evindeligen. Thi alt Kiød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner, og Blomsteret derpaa falder af; men Herrens Ord bliver evindeligen; og dette er det Ord, som er forkyndt for Eder« (NT-1819). Viisdom ... Daarskab ... Intet kan forstaae aandeligt hentyder til 1 Kor 2,12-14, hvor Paulus skriver: »Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige. Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.« skal den kaldes Feighed hentyder til 2 Tim 1,7, hvor Paulus skriver: »Thi Gud haver ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kierligheds og Sindigheds Aand« (NT-1819). Dette skriftsted er temaet for den følgende tale. være Krigsmand for egen Sold hentyder til 1 Kor 9,7, hvor Paulus skriver i selvforsvar: »Hvo tiener vel i Krig paa sin egen Sold? Hvo planter en Viingaard, og æder ikke af dens Frugt? Eller hvo føder [fodrer] en Hiord, og æder ikke af Hiordens Melk?« (NT-1819). – Sold: løn, især den løn, lejesoldater fik for at gå i krig. forsøges fristes, prøves. saa det Sidste bliver værre end det Første spiller på Matt 12,45, hvor Jesus siger om det menneske, af hvem den urene ånd er uddrevet, og hos hvem den urene ånd atter flytter ind sammen med syv andre ånder: »Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Ingen uden Lidelse indgaaer i Himmerigets Rige hentyder til ApG 14,22, hvor det fortælles om Paulus og Barnabas, at de »bestyrkede Disciplenes Siele, og paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler« (NT-1819). som en Tyv i Natten spiller på 1 Thess 5,2, hvor Paulus skiver, at »Herrens dag kommer som en tyv om natten«; jf. også 2 Pet 3,10. Fødselsveerne ... ingen Anelse ... var Fødende spiller formentlig på Es 26,18: »Vi havde veer ligesom gravide, / men vi fødte vind«. han erfarede Lidelser ... intet Menneske havde erfaret Paulus omtaler flere gange sine mange lidelser og prøvelser, jf. fx 2 Kor 1,8-9 om den trængsel, der ramte ham og Timotheus i provinsen Asien: »Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet. Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde.« Jf. endvidere 2 Kor 11,23-29, hvor Paulus opregner sine mange trængsler og lidelser som tegn på, at han langt overgår de falske apostle: »Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?« Jf. endelig 2 Kor 6,3-10. ikke ... Nogens Veiledning ... Andres Erfaring hentyder til Gal 1,16-17, hvor Paulus skriver, at da Gud havde åbenbaret sin søn for ham uden for Damaskus og kaldet ham til at forkynde evangeliet om ham blandt hedninger, »rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus«. da efterlod han sig ogsaa et Vidnesbyrd hentyder formentlig til Gal 1,20, hvor Paulus skriver: »Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn.« at et Menneske ... gaaer i Farer, hvor han gaaer hentyder til H.A. Brorsons salme »Jeg gaaer i Fare, hvor jeg gaaer« (1734). Salmen blev optaget i Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Tilliid paa Gud«, jf. Troens rare Klenodie, udg. af L.C. Hagen (), s. 279. Forkortet til to strofer blev salmen optaget som »Jeg gaaer til Døden, hvor jeg gaaer« i Evangelisk-kristelig Psalmebog () nr. 206. DDS-1988, nr. 40. greb det Høieste ... jager derefter spiller på Fil 3,13-14, hvor Paulus skriver til filipperne: »Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.« maa tjene den Troende til Gode hentyder til Rom 8,28 (). vidunderligt forunderligt, underfuldt. forfængelige tomme. at der ingen overmenneskelig Fristelse gives hentyder til 1 Kor 10,13, hvor Paulus skriver til korintherne: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.« Apostelen Paulus ... Lidelser forsøgt Mand . standse ham i Løbet hentyder formentlig til 1 Kor 9,24-26, hvor Paulus skriver til korintherne: »Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.« de tilkommende ... de forbigangne ... thi han løber hentyder formentlig til Fil 3,13-14 (). af en Apostel lære ... at fuldende Løbet hentyder til 2 Tim 4,7, hvor Paulus skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« spottet som en Sindssvag hentyder måske til beretningen om Paulus' forsvarstale for kong Agrippa og den rom. statholder Porkius Festus, ApG 26,1-32, hvor Festus afbryder Paulus og siger til ham: »du raser, Paulus! den megen Lærdom giør dig rasende«, v. 24 (NT-1819). Jf. også 1 Kor 4,13. flyet som en Forargelse spiller på 1 Kor 4,13, hvor Paulus skriver om sig selv og sine medarbejdere: »Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu.« Jf. også Gal 5,11: »Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte.« nævn Livsfare ... Lænker . at finde Alle sovende hentyder til, at Jesus to gange fandt Peter og de to Zebedæussønner sovende i Getsemane have, da han kom tilbage til dem, efter at han tre gange var gået afsides for at bede, Matt 26,37-46. at være hilset som en Afgud hentyder til beretningen om folkeopstanden i Lystra, ApG 14,11-18. Da folkene i Lystra så, at Paulus havde helbredt en lam mand, råbte de: »Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« Og de kaldte Paulus for Hermes og hans medarbejder Barnabas for Zeus. Og da præsterne ved Zeustemplet kom og ville ofre tyre og blomsterkranse til dem, flængede Paulus og Barnabas deres kapper, styrtede sig ind i mængden af folk og råbte: »Hvorfor gør I det? Vi er jo mennesker ligesom I.« Derpå forkyndte de for dem om Gud, men det var kun med nød og næppe, de fik folk fra at ofre til dem. det at være glemt ... eftertragte Forvirring hentyder til Gal 1,6-7, hvor Paulus skriver til galaterne: »Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham [dvs. Paulus], som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evanglium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium.« Jf. også Gal 2,4, hvor Paulus fortæller, at da han og hans medarbejder Titus kom til Jerusalem, krævede »nogle indsnegne falske brødre«, at Titus skulle omskæres. Jf. endvidere Gal 4,16, hvor Paulus spørger galaterne, om han er blevet deres uven, fordi han har sagt dem sandheden. at være forladt af Den, paa hvem man bygger hentyder formentlig til bruddet mellem Paulus og Peter i Antiokia, hvor Paulus anklager Peter for ikke at gå frem efter evangeliets sandhed, jf. Gal 2,11-21. – på hvem man bygger: hentyder til Matt 16,18, hvor Jesus siger til Peter, som er et gr. navn, der betyder klippe: »Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke«. at være forladt af den Svage, der vil hjælpe sig selv hentyder måske til 2 Tim 4,10, hvor Paulus fortæller, at hans medarbejder Demas har forladt ham »af kærlighed til denne verden«. at være ... som en Forfører ... Sandhedens Vidne hentyder formentlig til 2 Kor 6,7-8, hvor Paulus skriver, at han anbefaler sig som Guds tjener »ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere [NT-1819: Forførere] og dog sandfærdige«. Jf. også 2 Kor 12,16, hvor Paulus refererer til de anklager, korintherne har rettet mod ham: »Lad være, at jeg ikke har ligget jer til byrde, men så skal jeg have været snedig og have fanget jer med list!« Den samme anklage har Paulus i tankerne i 2 Kor 4,2: »Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne.« at give Synden Paaskud til ny Synd hentyder til Rom 7,7-11, hvor Paulus skriver: »Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: 'Du må ikke begære!' Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig. For uden lov er synden død. Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde. Budet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død. For med budet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig med det.« Jf. også Gal 2,17-18. naar man er Sandhedens Lærer hentyder til 1 Tim 2,7, hvor Paulus skriver: »For det vidnesbyrd [om Jesus Kristus] blev jeg indsat som forkynder og apostel – jeg taler sandhed, jeg lyver ikke – og som hedningers lærer i tro og sandhed.« at ansees for svag ... naar man er streng hentyder til 2 Kor 10,1, hvor Paulus skriver til korintherne: »Jeg, Paulus, formaner jer ved Kristi mildhed og sagtmodighed – jeg, som går for at være spagfærdig, når jeg er hos jer, men modig når jeg er fraværende.« Jf. også 2 Kor 10,10, hvor Paulus refererer sine modstandere: »Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne.« for selvkjærlig, naar man er faderlig bekymret hentyder til 2 Kor 12,14-15, hvor Paulus skriver til korintherne: »Se, det er nu tredje gang, jeg er rede til at komme til jer, og jeg skal ikke ligge jer til byrde, for jeg ønsker ikke det, I ejer, men jer selv; for børn skal ikke samle sammen til deres forældre, men forældrene til deres børn. Jeg vil gerne bruge alt, ja, selv blive brugt op for jer. Skal jeg elskes mindre, jo mere jeg elsker jer?« Bekymringen over Menigheden ... Hjertesorg hentyder til 2 Kor 11,28-29 (). han har dog Intet at bebreide sig selv hentyder til 2 Kor 12,10, hvor Paulus skriver: »Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.« under al denne Lidelse seirer ... med Gud hentyder formentlig til Rom 8,37, hvor Paulus om alle disse lidelser og trængsler siger: »Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.« Og i v. 38-39 føjer han til, at han er forvisset om, at intet »kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (). har han dog Aandens Vidnesbyrd hentyder formentlig til Rom 8,16, hvor Paulus skriver: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.« Jf. også 1 Joh 5,6. Guds Medarbeider henviser til 1 Kor 3,9, hvor Paulus siger om sin egen og Apollos' tjeneste for korintherne, at vel har den ene plantet og den anden vandet, men Gud har givet væksten: »For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.« seer ham og Menneskets Søn ... som Stefanus ... ved Kraftens Høire hentyder til ApG 7,55-56, hvor det fortælles, at Stefanus, efter at han havde holdt sin lange forsvarstale, fuld af Helligånden stirrede mod himlen og sagde: »see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand« (NT-1819). Jf. også Rom 8,34 (NT-1819). – sidde (...) hos Kraftens Høire: jf. Matt 26,64, hvor Jesus under forhøret for Rådet siger: »nu herefter skulle I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand, og komme i Himmelens Skyer« (NT-1819). en Fægten i Luften hentyder til 1 Kor 9,26 (). forvisset om, at hverken Engle ... den Kjærlighed ... i hans Hjerte hentyder til Rom 8,38-39, hvor Paulus skriver: »Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ei heller det Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kierlighed i Christo Jesu vor Herre« (NT-1819). skjøndt nærværende i Kjødet, dog fraværende spiller modsætningsvis på 1 Kor 5,3, hvor Paulus skriver, at han »skiøndt fraværende med Legemet, men nærværende ved Aanden« har dømt dem, der bedriver utugt i menigheden (NT-1819). henrykket i den tredie Himmel . Skønt Paulus udtrykkeligt siger, at det er et menneske, han kender, der har været henrykket til den tredje himmel, er det den almindelige opfattelse, som SK følger, at det er sig selv, Paulus taler om. Denne opfattelse kommer også til udtryk i Luthers epistelprædiken over 2 Kor 12,1-9: »Om denne St. Pauli Henrykkelse i den tredie Himmel og i Paradiis have Mange skrevet. De have gjort sig megen Flid, for at udforske, hvad den første, anden, tredie Himmel, og hvad Paradiis er. Men eftersom St. Paulus selv, som har erfaret det, hverken har sagt eller kunnet sige det; eftersom han selv erklærer, at intet Menneske kan udtale det, thi han har hørt usigelige Ord – maae vi vel ydmyge os og bekjende, at vi ikke vide det«, En christelig Postille () bd. 2, s. 151. uden uudsigelige Taler . haabe at skulle naae ... endog til Spanien jf. Rom 15,24, hvor Paulus skriver, at han håber at få hjælp fra den romerske menighed til at rejse videre til Spanien; jf. også 15,28. Hvorvidt Paulus nogensinde kom til Spanien, kan ikke afgøres ud fra de oplysninger, der findes i NT; men det var stadig på SKs tid den almindelige opfattelse, som har været herskende siden det 4. årh., at Paulus faktisk kom dertil, jf. fx G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 260. ved sin Afreise ... Nogle gjenvundne Under sine missionsrejser i Middelhavsområdet grundlagde Paulus nye menigheder og besøgte nogle af dem igen, hvor han dels vandt nye for den kristne tro, dels styrkede og formanede de allerede vundne i troen, dels gik i rette med dem, der var faldet fra troen, jf. foruden Paulus' breve Lukas' beretninger herom i ApG 13,1-21,16. – Nogle gjenvundne: jf. fx Gal 4,19, hvor Paulus skriver til galaterne: »Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer.« en Søns Hengivenhed hentyder formentlig til 2 Tim 1,2, hvor Paulus skriver: »Til Timotheus, mit kære barn«, og videre i 3,10-11: »Du derimod har fulgt mig i lære, livsførelse, i beslutsomhed, i troskab, i langmodighed, i kærlighed, i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser som dem, jeg kom ud for i Antiokia, Ikonion og Lystra.« Paulus omtaler i øvrigt Timotheus som »mit kære og trofaste barn i Herren«, 1 Kor 4,17, og som »mit ægte barn i troen«, 1 Tim 1,2, Titus som »mit ægte barn i vor fælles tro«, Tit 1,4, og Onesimus som »mit barn«, Filem 10. Hvor bevæget taler ikke Paulus derom jf. fx 2 Tim 1,3-5, hvor Paulus skriver til Timotheus: »Jeg takker Gud (...) og jeg nævner dig uophørligt i mine bønner, nat og dag. Jeg mindes dine tårer og længes efter at se dig, så jeg kan fyldes af glæde, og jeg husker den oprigtige tro, som du havde, og som allerede din mormor Lois og din mor Eunike havde, og som jeg er vis på, at du også har.« forlængtes efter ... de Elskede ... Aandens Naadegaver ... berige Andre hentyder til Rom 1,11-12, hvor Paulus skriver til romerne: »Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes; det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min« (NT-1819). – forlængtes: længtes inderligt. at være deelagtiggjort i høie Aabenbarelser hentyder til 2 Kor 12,7 (). hiin uudsigelige Salighed kunde han ikke udsige og . det Digt og Tant, der opsminkes med hellige Navne sigter formentlig til det nytestamentligt apokryfe skrift Paulus' Apokalypse fra o. 390; det udgiver sig for at være fundet i Paulus' hus i Tarsus og indeholde hans hemmelige beretning om de syner, som han if. 2 Kor 12,2-4 () havde i den tredje himmel, jf.Codex Apocryphus Novi Testamenti (Det Nye Testamentes Apokryfe Skrifter), udg. af J.A. Fabricius, bd. 1-3, Hamborg 1703-19; bd. 2, 1703, s. 943-953. at være Alt for Alle hentyder til 1 Kor 9,22, hvor Paulus skriver: »Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.« Enhver prøve sig selv hentyder til 1 Kor 11,28, hvor Paulus efter at have skrevet, at man kan spise Herrens brød og drikke hans bæger på en uværdig måde, føjer til: »Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.« skjøn som Østens Dronning sigter formentlig til dronningen af Saba, der kom til kong Salomon med et stort følge og rige gaver for at lytte til hans visdom, jf. 1 Kong 10,1-13 og Matt 12,42, hvor hun kaldes »Sydens dronning«. Når SK kalder hende »Østens Dronning«, skyldes det formentlig, at Saba if. traditionen var et landområde i Det lykkelige Arabien, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 477. elendigere end Lazarus hentyder til Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31. Lazarus »lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår«, v. 20-21. hiin ... Viismands gaadefulde Tale ... fortryder man begge Dele sigter til Sokrates, som tilskrives denne udtalelse i 2. bog, kap. 5, afsnit 33, i Diogen Laërtses filosofiske Historie (), bd. 1, s. 71: »Een spurgde ham, om man skulde gifte sig eller ikke? Han svarede: enten man gjør det eene eller det andet, vil du fortryde det.« Jf. også »Enten – Eller. Et extatisk Foredrag« i »Diapsalmata« i første del af Enten – Eller i SKS 2, 47. at stride med Gud hentyder formentlig til Jakobs natlige kamp med Gud, jf. 1 Mos 32,25-32. at være forladt af Gud hentyder formentlig til Sl 22,2: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? / Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.« Jf. også Matt 27,46. Herrens Vrede og dens fortærende Ild I GT anvendes billedet 'en fortærende ild' flere gange som udtryk for Guds tilsynekomst, herunder som udtryk for hans vrede, jf. fx Es 30,27: »Herrens navn kommer fra det fjerne, / hans vrede brænder, / vældig i kraft, / hans læber er fulde af vrede, / hans tunge er som fortærende ild.« Guds Ven I Jak 2,23 siges det, at Abraham blev kaldt »Guds ven«, jf. fx 2 Krøn 20,7. hvilken dog Kjærligheden ikke skal uddrive spiller formentlig på 1 Joh 4,18: »Frygt er ikke i Kierligheden, men den fuldkomne Kierlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Pine; men hvo som frygter, er ikke fuldkommet i Kierlighed« (NT-1819). henrykket ... i Salighedens Skjød, udvidet i Gud jf. nr. 38, »Den Pligt, at troe«, i J.P. Mynsters Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. oplag, Kbh. 1837 [1833] (forkortet Betragtninger); bd. 2, s. 72: »i nogle Timer føler jeg mit Hierte udvidet, føler mig ligesom opløftet over Jorden, henrykt ind i Herrens Himle, og min Siel hviler i Guds min Frelsers Favn.« Jf. også Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31 (), hvor det fortælles om Lazarus, at da han døde, blev han af engle båret hen i Abrahams skød. riig i Gud spiller på Luk 12,21; efter at have fortalt lignelsen om den rige bonde, der byggede større lader, hvori han samlede alt sit korn og sit gods, men døde natten efter, slutter Jesus med ordene: »Saaledes den, som samler sig Liggendefæ [skatte], og er ikke riig i Gud« (NT-1819). Kjød og Blod ... Forkrænkelighed hentyder formentlig til 1 Kor 15,50, hvor Paulus skriver til korintherne: »Men dette siger jeg, Brødre, at Kiød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed« (NT-1819). – Støv: jf. slutordene i den forbandelse, Gud udtalte over Adam efter syndefaldet: »du er Støv, og skal blive til Støv igien«, 1 Mos 3,19 (GT-1740). sindssvag som ikke styrker sindet. Forandring hos Gud, Skygge af Omskiftelse hentyder til Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« (NT-1819). – Omskiftelse: brat, gennemgribende forandring. Apostelen ... denne Omskiftelse er ham gavnlig sigter til 2 Kor 12,10 (). sagtfærdig stilfærdig. M. T. Min tilhører. lader Aanden sukke i det skrøbelige Leerkar hentyder formentlig til Rom 8,26, hvor Paulus skriver: »Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke«. Jf. også 2 Kor 4,7, hvor Paulus skriver om den oplysning og kundskab om Guds herlighed, som Gud har ladet skinne i vore hjerter: »Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.« i det snevre Rum spiller formentlig på Job 36,16, hvor vennen Elihu siger til Job: »Saa skulde han [Gud] og have afvendt dig fra Angestens Strube til en rum Sted, hvor der er ikke snevert« (GT-1740). i Udlændighedsstand I GT tales der ofte om at være som en udlænding el. at være i udlændighed, men her hentydes formentlig til Hebr 11,13, hvor det om de gamle trosvidner fra GT hedder: »Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden.« I Om Begrebet Ironi taler SK om »Ideens Udlændighedsstand« og forklarer det med »dens Udvorteshed, ɔ: dens Timelighed og Rummelighed umiddelbar som saadan«, SKS 1, 154. Høstens Frydesang forstummet ... saaes med Taarer hentyder til Sl 126,5: »De, som saae med Graad, skal høste med Frydesang« (GT-1740). Aanden ... sidde beklemt (...) Frydens Harpe atter stemmes hentyder til H.A. Brorsons julesalme »I denne søde Juletid« (1732), 6. strofe: »Og blandes end min Fryde-Sang / Med Graad og dybe Sukke, / Saa skal dog Korsets haarde Tvang / Mig aldrig Munden lukke; / Naar Hjertet sidder meest beklemt, / Da bliver Frydens Harpe stemt, / At den kan bedre klinge, / Og knuste Hierter føle bedst, / Hvad denne store Frydefest / For Glæde har at bringe«, Troens rare Klenodie, udg. af L.C. Hagen (), s. 11f. Salmen blev optaget i Brorsons Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Jule-Psalmer« og umiddelbart efter i Den Nye Psalme-Bog (1740, fra 1794 under titlen Den Pontoppidanske Psalme-Bog) som nr. 20; herfra gik den videre i Psalme-Bog eller en Samling af Gamle og nye Psalmer (1778, Guldbergs Salmebog) som nr. 75, ligesom Roskilde konvent medtog den i Psalmebog for Kirke- og Huus-Andagt (1855) som nr. 155. DDS-1988, nr. 90. Gud veed, hvad Sukket ikke fatter spiller formentlig på Rom 8,26-27, hvor Paulus skriver, at »Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han [Gud], der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.« forklaret i Gud afklaret, forvandlet. ingen Tilkommelse intet kommende. Kjærligheden (...) uden Afladelse spiller på 1 Kor 13,8, hvor Paulus skriver: »Kierligheden affalder [aftager] aldrig« (NT-1819). – Afladelse: ophør. Tiden udsletter Alt spiller måske på ordsproget 'Tiden læger alle sår', jf. nr. 10196 og 10214 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 422. lefler med omgås letsindigt med. døsigt svimler hen ad sin Vei citat fra J.P. Mynsters prædiken på 24. søndag efter trinitatis »Døden under Billedet af en Søvn«, nr. 63 i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 2, s. 385: »Og hvo kunde da uden Rædsel see dens [dødens] Spor, eller tænke sig dens Komme? Thi hvor kunde Nogen, som ikke ganske døsig svimler hen ad sin Vei, taale den Forestilling, at det sidste Maal for Menneskenes Vandring var Undergang og evig Forglemmelse?« Evighedens »Kjedsommelighed« ... nye Adspredelser hentyder formentlig til J.L. Heiberg »En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie« i Nye Digte, Kbh. 1841, ktl. 1562. I 3. akt kommer Sjælen til Helvede, som Heiberg har henlagt til sin samtids København, idet tilværelsen dog er udstrakt i sin slette uendelighed. I slutningen af den lange samtale mellem Sjælen og Mefistofeles, som har beskrevet livet i Helvede, siger Mefistofeles: »Forresten maa jeg endnu dig sige, / Hvad af min Beskrivelse kjendes kan, / At her er Kjedsommeligheds Rige, / Man gaber meget i dette Land.« Hertil siger Sjælen: »Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!« Og Mefistofeles svarer: »Nei tvertimod, det er høist beqvemt. / I Paradiset, saavidt jeg kan spore, / Skal man just heller ikke sig more. / Men Rigdom af Morskab have vi, / Dog skjuler sig Kjedsomheden deri; / Og naar du vil betænke det blot, / Saa vil du finde det saare godt. / Jeg nægter ikke, hos jer histneden / Den kunde mistes foruden Tab; / Men her, hvor man udfylder Evigheden, / Hvad kaster man vel i sligt et Gab? / Og selv hos jer Enhver jo veed, / At Intet er sundt som Kjedsomhed; / Den er maaskee den eneste Føde, / Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde; / Det er tvertimod den, som Livet forlænger, / Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger, / Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav, / Paa Jorden den alt jer Evighed gav«, s. 120f. I sin anmeldelse af Nye Digte i Fædrelandet nr. 398, 10. jan. 1841, skriver H.L. Martensen, at Helvede »er ikke de Ondes Rige. Det er de Slettes«. Han forklarer det slette som »en mere umiddelbar og lavere Categori, end det Onde«, som ideens »umiddelbare, reflectionsløse Contrast«, som »det aandelige Nulpunct« og som »den fuldkomne Interesseløshed og Ligegyldighed«. Og han konkluderer, at det slettes rige derfor er »Trivialitetens« rige, hvorpå han påstår og udvikler, at »En Sjæl efter Døden« har givet et bidrag til »Trivialitetens Metaphysik« og dermed afsløret kedsommeligheden, sp. 3207f. Om livet i himlen skriver Martensen: »Mennesket kan ikke være fuldkommen salig i sit Paradis, naar han ikke kan tage hele sin Verden med sig i al dens Endelighed«; et håb om at genfinde dette i himlen er imidlertid også muligt, under den ene forudsætning, »at det Comiske er en Categorie, som ogsaa i Himlen vil have sin Gyldighed«. Menneskene vil da »som salige Aander lege med deres timelige Bevidsthedsphænomener; deres empiriske Virkelighed med dens hele Detail, med dens hele Skrøbelighed og Forgængelighed ville de faae med sig i Himlen, fordi det maa tjene dem som et poetisk Stof, hvorigennem deres Aand bereder sig Nydelsen af sin uendelige Frihed og Salighed,« sp. 3210f. Jf. også Begrebet Angest i SKS 4, 452. Sandseløshed bevidstløshed, mangel på evne til at skelne. i en tidligere Tid ... inden man sang Seiershymner kilden ikke identificeret. Forklaringen afklaringen, afklaretheden. at det seer Skjæven ... ikke Bjelken i det egne hentyder til Matt 7,3, hvor Jesus siger om det at dømme andre: »Men hvi seer du Skæven, som er i din Broders Øie, men Bielken i dit Øie bliver du ikke vaer?« (NT-1819). Frimodighed i Dommen hentyder til 1 Joh 4,17: »Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag«. stampede mod Braaden hentyder til ApG 26,14, hvor Paulus fortæller kong Agrippa om hændelsen uden for Damaskus, da et stærkt lys omstrålede ham og hans ledsagere: »Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.« i hans Vildfarelse hentyder formentlig til Paulus' nidkære forfølgelse af de kristne i Jerusalem, inden han selv blev omvendt og døbt, jf. ApG 8,1-3; 9,1-2 og Gal 1,13-14. en ny Skabning hentyder til 2 Kor 5,17 (), jf. også Gal 6,15. forandret Navn I ApG kaldes Paulus for Saulus indtil kap. 13,9, hvor der pludselig skiftes navn med oplysningen: »Saulus, som også hedder Paulus«, dog anvendes Saul i kap. 22,13 og 26,14 () tilbageskuende. Navneskiftet, som sker på Cypern, skyldes formentlig, at Paulus nu begiver sig ud på sin første missionsrejse i den græsktalende verden i Middelhavsområdet. Jf. dog S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), s. 275: »Ogsaa fra Jerusalem maatte Paulus, thi dette Navn antog han som Christen, (...) flygte, hvorpaa han i nogen Tid opholdt sig i Tarsus«. I G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 249f., føres en længere diskussion om årsagen til Paulus' dobbeltnavn. Saul, der er hebr., er et jødisk navn og Saulus dets lat. form, mens Paulus er et rom. navn. I den gr. tekst anvendes de gr. former Saulos og Paulos. da han løb mod det Fuldkomne hentyder dels til 2 Tim 4,7 (), dels til Fil 3,13-14 (). han gjorde Alt nyt hentyder til 2 Kor 5,17 (). Aandens Pant hentyder til 2 Kor 1,22, hvor Paulus siger, at Gud »også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter«; jf. også 2 Kor 5,5 og Ef. 1,13-14. Naar han prædikede Christum og ham korsfæstet sigter til 1 Kor 1,23, hvor Paulus skriver: »vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger«. korsfæstet; saaledes raabte jo Jøderne hentyder til processen mod Jesus; da han stod anklaget for gudsbespottelse af det jødiske råd, men Pilatus ikke fandt ham skyl- dig og derfor ønskede at løslade ham, råbte folkeskaren: »Han skal korsfæstes!« Matt 27,20-26. da Stephanus blev stenet ... vogtede Bøddelens Klæder hentyder til ApG 7,58, hvor det fortælles, at jøderne drev Stefanus uden for byen og stenede ham, »og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, han hedde Saulus« (NT-1819). Jf. også S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 273: »Da Stephanus stenedes, sad han [Saulus] som Tilskuer, og vogtede Bødlernes Klæder«. Naar han forkyndte Christum som Veien Det findes der ingen eksempler på, hverken i Apostlenes Gerninger eller i Paulus' breve. Jf. Joh 14,6, hvor Jesus siger om sig selv: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Saulus af Synedriet ... Dem »som vare af denne Vei« hentyder til ApG 9,1-2: »Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.« – Synedriet: jødernes øverste religiøse og juridiske instans, også kaldet Rådet el. ældsterådet. If. Paulus' eget referat i ApG 22,4-5 indhentede han tilladelse til sin forfølgelse af de kristne både fra ypperstepræsten og hele ældsterådet. Jf. også S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 274: »Forsynet af Synedriet med Fuldmagt til at fængsle i Synagogerne Enhver, der bekjendte sig til den ny Lære, drog han nu til Damascus«. – »som vare af denne Vei«: NT-1819 har »som vare af denne Lærevei«. I Apostlenes Gerninger er »Veien« fast udtryk for kristendommen, jf. 9,2; 19,9.23; 22,4; 24,14; 24,22. da han med Mord ... rasede mod de Christne se foregående kommentar. førte dem fangne til Jerusalem . Jf. også ApG 22,5, hvor Paulus siger, at han »reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, som der vare, bundne til Jerusalem, at de maatte blive straffede« (NT-1819). Mistvivlen opgivelsen af håb og tillid. meente Saulus, at hans Nidkjærhed ... Gud velbehagelig Iver hentyder til ApG 22,3, hvor Paulus i sin forsvarstale til det jødiske folk i Jerusalem siger, at han var »nidkier for Gud« (NT-1819). Jf. også Gal 1,14, hvor Paulus om sin forfølgelse af de kristne skriver: »Og jeg gik langt videre i Jødedommen, end mange mine Jævnaldrende i mit Folk, i det jeg var overmaade nidkier for mine fædrende Lærdomme« (NT-1819). Jf. endelig Fil 3,6, hvor Paulus skriver, at han »forfulgte Menigheden med Nidkierhed« og »var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed« (NT-1819). For Agrippa ... i Lænker ... Du raser Paulus hentyder til beretningen om Paulus' forsvarstale for kong Agrippa og den rom. statholder Porkius Festus, ApG 26,1-32. Paulus fortalte bl.a. om sin omvendelse ved Damaskus og berettede om, hvordan han havde forkyndt i Damaskus, i Jerusalem, i Palæstina og for hedninger, at de skulle vende om til Gud; men da han gav sig til at tale om Kristi lidelse og opstandelse fra de døde, greb Festus ind og sagde til ham: »du raser, Paulus! den megen Lærdom giør dig rasende.« Hertil sagde Paulus: »jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord«, v. 24-25 (NT-1819). Det er altså Festus og ikke Agrippa, der siger disse ord til Paulus. – i Lænker: At Paulus var i lænker under talen, fremgår indirekte af ApG 26,29, jf. også S.B Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 284: »For den glimrende Forsamling stilledes da Paulus i Lænker«. Beleilighed lejlighed, belejlige forhold. Gud et velbehageligt Offer hentyder til Rom 12,1, hvor Paulus skriver til romerne: »Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre, ved Guds Barmhiertighed, at I fremstille Eders Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse« (NT-1819). Vidunder under. en unyttig Tjener spiller på Luk 17,10, hvor Jesus siger til apostlene: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« den Ringeste af Apostlerne ... (I Cor. XV, 9) jf. 1 Kor 15,9: »Men sidst af Alle blev han [Kristus] seet af mig, som det utidige Foster. Thi jeg er den Ringeste af Apostlene, som er ikke værd at kaldes Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed« (NT-1819). Fred og Tryghed hentyder til 1 Thess 5,3, hvor Paulus skriver: »Thi naar de [folk] sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye« (NT-1819). en Strid ... allerede ligesom havde seiret hentyder til 2 Tim 4,7 (). Anløb stormløb, angreb. gribe Klenodiet for alle Evigheder hentyder til Fil 3,14 (). forklarede afklarede, forvandlede. Et gammelt ... Opbyggelsesskrift siger ... da begynder Jagten igjen sigter til Johann Arndt Vier Bücher vom wahren Christentumb (Fire Bøger om den sande Kristendom), Magdeburg 1610, 3. bog, kap. 23: »Naar jægerne hidse en hiort, og de see, hand er træt, og ere dog nok visse paa, at hand dem ikke kand undløbe, da holde de hundene noget tilbage, og lade ham lidet spatsere omkring i dyre-haven, at hand derved kand sanke ny kraft, til at udstaae jagten deslængere: ligesaa handler og Gud med et menniske, naar hand seer, anfægtningers jagt vil giøre en træt, og fristelsen bliver en for tung; da holder hand lidt op, trøster og vederqvæger en, at man tykkes, man har aldeles overstaaet og forvundet sin nød. Men ligesom det, der i slig maade giøres ved hiorten, er en forfriskning til den nye jagt: og naar hiorten det mindst venter, da ere atter hundene ham paa halsen, og sette stærkere an paa ham, end tilforne. Saa bliver og den vederqvægelse, som Gud lader en efter anfægtningen og fristelsen vederfares, til en beredelse og bestyrkelse til at tage imod en ny fristelse og anfægtning; og det giør Gud af stor trofasthed og kierlighed.« Her citeret efter Sex Bøger om Den Sande Christendom, Kbh. 1739, s. 815; de fleste udg. af Das wahre Christenthum efter 1610 indeholder seks bøger, hvoraf de to sidste er sammendrag af forskellige af Arndts skrifter, jf. Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christenthum, 2. udg., Tübingen uden år [1777], ktl. 276, som dog ikke har kunnet fremskaffes. Sintenis' udg. () er forkortet og indeholder ikke den pågældende passage. den gode Vei . en Tilkommelse noget kommende. i Tilkommelsens Skjærsild i det kommendes rensende ild. omsider jf. To opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 36f. »det ikke staaer ... Miskundhed« (Rom. IX, 16) jf. Rom 9,16 (NT-1819). stor eller liden af Væxt, skjøn af Aasyn Hvordan Paulus så ud, har til alle tider optaget de bibelske fortolkere; if. traditionen var han en lille, skaldet mand med en stærk udstråling og et kolerisk-melankolsk temperament, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 262. den gode Strid hentyder til 1 Tim 6,12, hvor Paulus formaner Timotheus: »Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.« Jf. også 2 Tim 4,7 (). Den, som her haver talet, er kun ung SK var 31 år, da han skrev talen. 2 Tim. 1, 7. Thi Gud ... Sindigheds Aand citat fra NT-1819, som har »Kierligheds« i stedet for »Kjærligheds«. (.) anpristes rostes, berømmedes, anbefaledes. Trætte uenighed, strid om meninger. lyser Velsignelse over jf. udtrykket 'præsten lyser velsignelsen over menigheden', her i overført betydning: ønsker alt godt for, billiger. hiin Enkens Søn fra Nain ... da han bares død ud sigter til beretningen om Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain, Luk 7,11-16. Da Jesus nærmede sig Nains byport, blev der båret en død ud, som var søn af en enke, der ikke havde andre børn. Jesus ynkedes over hende, bad hende holde op med at græde, standsede dem, der bar båren med den døde, og sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Forklarelsens Bjerg hentyder til beretningen om Jesu forklarelse på bjerget, Matt 17,1-8. Jesus tog Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, og han blev forvandlet for øjnene af dem: Hans ansigt lyste som solen, hans klæder blev hvide som lyset. Da kom Moses og Elias til syne for ham og talte med ham. Derefter blev de overskygget af en lysende sky, og fra skyen lød der en røst: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« tvivlsom i tvivl om. Daarlighed dumhed, tåbelighed. forsværge afsværge, opgive. Djævelen bruger mange Kunster jf. 2 Kor 11,14, hvor Paulus skriver: »Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.« farligt Anløb hentyder til Ef 6,11, hvor Paulus formaner efeserne: »Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb« (NT-1819). – Anløb: stormløb, angreb. man kryber før man lærer at gaae hentyder til ordsproget 'Man må krybe, til man lærer at gå', jf. nr. 810 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 30. at ville flyve er altid betænkeligt hentyder måske til ordsproget 'Flyv ikke, førend du får fjer', jf. nr. 645 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 24. Jf. også den gr. mytologiske fortælling om Ikaros, hvis far fremstillede vinger og fæstede dem på ham med voks, så han kunne flygte fra deres indespærring i labyrinten på Kreta. Da Ikaros fløj solen for nær, smeltede vokset, og han druknede. fornemlig især. den høitklingende Talemaade ... kjækt at springe ud hentyder formentlig til ordsproget 'Kæk er den, som kender ingen fare', jf. nr. 1407 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 53. undfanget i Overtrædelse og født i Synd hentyder til Sl 51,7: »See, jeg er født i Misgierning, og min Moder haver undfanget mig i Synd« (GT-1740). Styrelse har sat En jf. Balles Lærebog () kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 4: »Enhver bør ansee den Stand, hvori han er sat, som et Kald fra Gud, til at stifte den meeste og bedste Nytte, der efter Omstændighederne kunne ved ham tilveiebringes.« Og videre i § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse.« hvor elendigt lærer man ... fattig paa Dyder I kladden til dette sted har SK i marginen skrevet »Ludvig de Ponte« (Pap. V B 216,3), dvs. den sp. jesuit og prof. Luis de la Puente (1554-1624), der udgav en række asketiske skrifter om den kristnes fuldkommenhed i praktisk liv og mystisk beskuelse. Der sigtes til en af de Pontes aforismer: »Ueberfluß haben an Vorsätzen, Mangel haben an heiligen Gemüthsbewegungen, reich seyn an Wahrheiten und arm an Tugenden – das ist das größte Elend« (»At have overflod af forsætter, at have armod på hellige sindsbevægelser, at være rig på sandheder og fattig på dyder – det er den største elendighed«), jf. H. Lamparter Leben des ehrwürdigen Ludwig de Ponte aus der Gesellschaft Jesu, overs. fra lat. af M. Jocham, bd. 1-2, Sulzbach 1840, ktl. 1957; bd. 2, s. 196. dette er ingen Hemmelighed for de Vise ... kjender den ogsaa spiller måske på Matt 11,25: »På den tid tog Jesus til orde og sagde: 'Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.'« Indbildningskraften fantasien, kraften el. evnen til at forestille sig noget, som ikke er nærværende el. foreliggende, men indbildt, evnen til at skabe sig billeder af det fraværende. vinker lokker. at Du er fængslet I et håndeksemplar af Fire opbyggelige Taler har SK nederst paa s. 60 skrevet: »veed Du ikke, at det er derfor at et Selvmord kaldes et Udbrud, fordi den Levende er fangen, at det kaldes at bortrømme, fordi 'den Levende er en Krigsmand paa Vagt'. (Socrates)« (Pap. V A 113), ktl. 2130-2132. Jf. Sokrates' Forsvarstale 28d (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 278). gaae til Verdens yderste Grændse ... hente Dig frem spiller formentlig på Sl 139,7-10: »Hvor skal jeg gaae fra din Aand? og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt? Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, da er du der. Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe hos det yderste Hav: Saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast« (GT-1740). Samvittigheden ... vriste Din Indelukkethed op jf. afsnittet om det dæmoniske som det indesluttede og det ufrivilligt åbenbare i Begrebet Angest i SKS 4, 424ff. Retstjeners betjent ved en ret. det at gjøre en god Begyndelse ... meget vundet hentyder formentlig til ordsproget 'God begyndt er halvt fuldendt', jf. nr. 205 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 53. Jf. også udsagnet: »at en god Begyndelse ikke er noget lidet, dog nærved lidet«, som tillægges Sokrates i 2. bog, kap. 5, afsnit 32, i Diogen Laërtses filosofiske Historie (), bd. 1, s. 71. at ville standse Solens Gang ... alle Fjender ere overvundne hentyder til Jos 10,12-14: »På denne dag, da Herren gav amoritterne i israelitternes hånd, talte Josva til Herren; han sagde i israelitternes nærvær: / 'Sol, stå stille i Gibeon, / og måne i Ajjalons dal!' / Da stod solen stille, og månen standsede, til folket fik hævn over sine fjender. (...) Solen blev stående midt på himlen, og den tøvede næsten en hel dag med at gå ned.« hver Dag har sin Aften ordsprog, jf. nr. 460 i C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 33. Den, der gjør faste Trin paa Veien spiller formentlig på udtrykket »giører sikkre Trin med Eders Fødder« i Hebr 12,13 (NT-1819). Beleilighed lejlighed, rette tid. et skjønt Ord, »gjør for Gud ... hvad Du ikke kan« sigter til en af Ludvig de Pontes aforismer: »Thu für Gott, was du kannst; und Gott wird für dich thun, was du nicht kannst« (»Gør for Gud, hvad du kan; og Gud skal gøre for dig, hvad du ikke kan«), jf. H. Lamparter Leben des ehrwürdigen Ludwig de Ponte aus der Gesellschaft Jesu () bd. 2, s. 191. høibaarne egl. af fornem fødsel, ophøjede. at handle som var denne Dag idag hans sidste spiller på ordsproget 'Man skal leve, som hver dag var den sidste', jf. nr. 8547 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 240. hiint korte apostoliske Ord . Apostelen . Ydmyghed under Guds vældige Haand hentyder til 1 Pet 5,6: »Derfor ydmyger Eder under Guds vældige Haand, at han maa i sin Tiid ophøie Eder« (NT-1819). Tegn paa en forfinet Tidsalder ... Synden ... vækker det næsten Latter jf. nr. 20, »Synden«, i J.P Mynsters Betragtninger () bd. 1, s. 240: »Synd – dette Ord høres nu sielden i Verden, i det mindste sielden i dets rette Betydning; man synes at mene det sieldent, at et saa svært Ord kunde passe paa vore Handlinger, synes at mene det ubilligt [urimeligt] mod os selv og mod Andre, dersom vi vilde stemple menneskelige Feiltagelser, Svagheder, Ufuldkommenheder – thi saaledes kalder man det – med saa haardt et Navn; og derfor overlader man Ordet hellere til den letsindige Spøg.« Skalk skælm, gavtyv. Feighed og Stolthed jf. afsnittet »Stolthed – Feighed« i Begrebet Angest i SKS 4, 445. Tyvesprog indforstået sprog, som bruges af tyve og indsatte for at kunne føre hemmelige samtaler i andres påhør; klikesprog, jargon. en almægtig Gud jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 3: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie. Men han giør ikkun det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene.« Hjertekjender jf. fx Luk 16,15, hvor Jesus siger til farisæerne: »I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter.« Og ApG 1,24, hvor det i en bøn hedder: »Herre, du som kender alles hjerter«. det ene Fornødne ... travlt med det Mangfoldige spiller på beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til Martha, der var travlt optaget af at sørge for ham: »Martha! Martha! du giør dig Bekymring og Uro med mange Ting. Men Eet er fornødent. Maria haver udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende«, Luk 10,41-42 (NT-1819). Gjøglebilleder drømmebilleder, fantasiforestillinger. Gud i Himlen og det Evige ... siger endnu idag hentyder formentlig til Hebr 4,7: »saa bestemmer han [Gud] atter en Dag, i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tiid, (som forhen sagt:) i Dag, naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hierter« (NT-1819); jf. endvidere Hebr 3,7. Jf. endelig H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« (1735), især 6. strofe: »Endnu er Gunst at faae, / For knuste Hjerters Raaben, / Endnu er Gud at naae, / Endnu er Himlen aaben, / End hører Du hans Ord / Til Kjærligheds Fordrag, / Endnu er Naaden stor. / Nu hedder det: i dag«, Troens rare Klenodie, udg. af L.C. Hagen (), s. 193f. Salmen blev optaget i Brorsons Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Omvendelsen«. DDS-1988, nr. 471. Lad saa hver Dag have sin Plage og sin Møie hentyder til Matt 6,34, hvor Jesus siger: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« tækkelig sømmelig; indtagende. stirre i Skyerne ... Mennesket opreist spiller formentlig på den etymologiske forklaring af det gr. ánthrōpos (menneske) »den, der skuer opad«, som tillægges Platon. Jf. P. Arnesen Græsk-Dansk Ordbog, Kbh. 1830, ktl. 993, s. 101. Tanken er udbredt i antikken og kommer klart til udtryk i Ciceros skrift De legibus (Om lovene) 1. kap., 26: »Thi mens naturen har bøjet de øvrige levende væsener nedad mod jorden, for at de kan tage føde til sig, er mennesket det eneste væsen, den har gjort opret, og den har rejst det op, for at det skulle skue mod himlen som mod sit fædreland og oprindelige hjemsted«, Ciceros filosofiske skrifter, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1969-75; bd. 1, overs. af Per Krarup, s. 339f. daarligt dåragtigt, dumt. en unyttig Tjener spiller på Luk 17,10, hvor Jesus siger til apostlene: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Luftsyn ejendommelig tilsynekomst på himlen, fx meteorer; bedragende syn, fantasier, illusioner. Gud har ... adskilt Dagen og Natten hentyder til begyndelsen af skabelsesberetningen, 1 Mos 1,3-5: »Gud sagde: 'Der skal være lys!' Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.« m. T. min tilhører. Beleilighed belejlig tid, velegnet lejlighed, passende anledning. Den, der vil opføre et Taarn ... kan opføre Taarnet hentyder til Luk 14,28-30, hvor Jesus siger: »Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!« gav ikke Enken ... den Rige, der gav af sin Overflod hentyder til beretningen om den fattige enkes skærv, Mark 12,41-44: »Og Jesus satte sig lige over for Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi. Og en fattig Enke kom og lagde to Skierve udi, som er en Hviid []. Og han kaldte sine Disciple til sig, og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at denne fattige Enke har lagt mere deri, end alle de, som lagde i Kisten. Thi de lagde Alle af deres Overflod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom« (NT-1819). Penninge betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønter af mindre værdi. Vidunder under. at hellige disse Øieblikke kilden ikke identificeret. naae de ikke begge op i Himlen spiller på beretningen om babelstårnet, 1 Mos 11,1-9. Her fortælles det, at menneskene besluttede at bygge en by med et tårn, der skulle nå op til himlen; men Gud steg ned for at se den by og det tårn, de byggede på, og han besluttede at forvirre deres sprog, så de ikke kunne forstå hinanden. Og Gud spredte dem ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. indtil den sidste Hvid talemåde: til det yderste. En hvid var i middelalderen en sølvmønt af ringe værdi: 1/3 dansk skilling. stadse flotte sig, gå i det pæne tøj, dandere den. i Nøisomhed ... sorgløs som Himlens Fugl spiller på Matt 6,26, hvor Jesus taler om bekymring og siger: »Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?« Mennesket og Beslutningen ikke boe ... hos hinanden hentyder måske til Sl 133,1: »See, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre boe ogsaa tilsammen« (GT-1740). Affølge følge, konsekvens. forsøges prøves (hårdt). tænker i sit Hjerte Ondt spiller på Matt 9,4, hvor Jesus siger til nogle skriftkloge: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte?« skuffer bedrager. han er i Guds Øine ... som en Spurv under Himlen spiller på Luk 12,6-7, hvor Jesus siger: »Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.« den Sjelekyndige den, der har psykologisk indsigt. Derfor prøve ethvert Menneske sig selv hentyder til 1 Kor 11,28 (). Du valgte ikke den bedre Deel spiller på Luk 10,41-42 (). en stadig Tugtemester hentyder til Gal 3,25-26, hvor loven omtales som »Tugtemester til Christum« (NT-1819). Gjør for Gud ... for Dig, hvad Du ikke kan . thi Lydighed er Gud kjærere end Væderens Fedme hentyder til 1 Sam 15,22, hvor Samuel siger til Saul, der ikke har adlydt Gud: »mon HERREN har saa Behagelighed i Brændoffere og Slagt-Offere, som i at adlyde HERRENS Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, og at give Agt paa, end Fedmen af Vædre« (GT-1740). trodser paa påberåber dig, fremhæver. naar Du faster ... Din Fader som er i Løndom jf. Matt 6,17-18, hvor Jesus siger: »Men naar du faster, da salv dit Hoved, og toe dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare« (NT-1819). – to: vaske. lefle med omgås letsindigt med. fremkogle fremtrylle. forvende sit Ansigt jf. Matt 6,16, hvor Jesus siger: »Naar I faste, da seer ikke bedrøvede ud, som Øienskalke [øjentjenere, hyklere]; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne see dem faste; sandelig, siger jeg Eder: de have deres Løn borte [de har ingen løn i vente, da de har taget den på forskud]« (NT-1819). som det hører Gud ... til, at han boer i Løndom . Jf. også Matt 6,4.6. gik ind til ham i Lønkamret spiller på Matt 6,6, hvor Jesus siger: »Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare« (NT-1819). skjult i Gud spiller på Kol 3,3, hvor Paulus skriver til kolossenserne, at deres »liv er skjult med Kristus i Gud«. synderligere og synderligere mere og mere særegne el. betydelige. hiin Kongens Datter ... ikke Smaapengene at give bort sigter til kong Lears datter Cordelia i William Shakespeares tragedie King Lear, 1. akt, 1. scene. Den gamle Lear har besluttet at trække sig tilbage som konge og dele sit rige i tre. Inden han afgør, hvilken medgift hans tre døtre skal have, vil han vide, hvem af dem der elsker ham højest. Da den ældre søster, Goneril, har erklæret, at hun elsker sin far højere end alt andet, siger den yngste datter Cordelia afsides til sig selv: »Hvad skal Cordelia? – Elske og tie!« Og da den næstældste søster, Regan, ligeledes erklærer sin store kærlighed til deres far, siger Cordelia afsides: »O fattige Cordelia! – / Dog nei, ei fattig! thi min Kierlighed / i Rigdom langt min Tunge overgaaer.« Derefter tildeler kongen sine to ældste døtre hver en tredjedel af riget, hvorpå han spørger Cordelia, hvad hun kan sige for at få en større del. Først har hun intet at sige, men tilskyndet af sin far siger hun: »O, vee mig; jeg mit Hierte ei kan tvinge / op paa min Læbe! Saa høit elsker jeg Jer, / som Pligten byder mig: ei meer, ei mindre.« Og videre presset af sin far siger hun, at hun aldrig vil gifte sig som sine to søstre, så hun kan ofre hele sin kærlighed til sin far. Han spørger, om det er hendes »Hiertes Sprog«, og hun svarer ja; han kalder hende kold, men hun kalder sig selv sanddru. Han siger til hende: »Nu vel din Sandruhed skal din Medgift vorde!« hvorefter han afsværger hende al sin faderkærlighed, erklærer hende »for evig bortkastet fra min Siel« og kalder hende »min fordums Datter«. Herefter beslutter han, at riget skal deles i to og gå som medgift til de to ældste døtre. Da Cordelias to bejlere, hertugen af Burgund og kongen af Frankrig kommer til, udspiller der sig en ordveksling, hvor Cordelia siger til sin far: »Mangel paa sledske Smil og favre Ord: / glad giør mig denne Mangel, skiøndt den volder, / at Eders Gunst jeg mangler nu.« Det får hertugen af Burgund til at trække sit ægteskabstilbud tilbage, hvortil Cordelia siger: »Fred være med Burgund! / da kun til Guld og Gods hans Elskov beiler, / jeg ei hans Hustrue vorder!« Kongen af Frankrig derimod siger til Cordelia, at hun som fattig er allerrigest og som forladt mest dyrebar, og at hans kærlighed kun er blevet dobbelt stærk. Han anmoder kong Lear om, at hun må blive hans dronning, og får hans ja. Da kongen af Frankrig og Cordelia tager afsked med hendes søstre, siger Regan: »Søg den Gemal at tækkes, / der tog Jer som en Tigger-Skierv af Lykken! / Da I har sveget barnlig Ømheds Pligter, / det Giengield er, om Ømhed Eder svigter.« Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 2, 1811, s. 8-21. Hvert skuespil er pagineret forfra. med Frygt og Bæven . at han elskede meget hentyder måske til beretningen om kvinden i farisæerens hus, Luk 7,36-50. Om denne prostituerede kvinde, der kommer ind og væder Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem med salve, mens han er til middag hos en farisæer, siger Jesus, at hendes mange synder er tilgivet, »thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet«, v. 47 (NT-1819). forpagtet lagt beslag på, taget patent på. den Miskjendte, da at tie jf. Cordelias første replik (). sige Ja ... sige Nei, og i Stilhed søge at gjøre den hentyder til Jesu lignelse om de to sønner i vingården, Matt 21,28-30: »En mand havde to sønner. Han gik til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud.« besøge den Fangne ... verdslig Navnkundighed hentyder måske til Fængselsselskabet i København, der blev oprettet i aug. 1841 på foranledning af englænderen Elisabeth Fry og officielt stiftet 1. dec. 1843 ved kongelig tilladelse af 25. juni 1842 og efter ét års forsøg. Fængselsselskabet havde en særlig besøgskomité bestående af 11 mandlige og kvindelige medlemmer, som havde til opgave at besøge de indsatte for at undervise og påvirke dem moralsk og religiøst. useet at besøge (...) den Fangne hentyder til den store dommedagsscene i Matt 25,31-46, hvor Jesus skiller fårene fra bukkene og siger til fårene ved sin højre side, at de tog sig af ham, da han var sulten, tørstig, fremmed, nøgen og syg, og besøgte ham, da han var i fængsel; de svarer med at spørge, hvornår de så ham sulten, tørstig, fremmed og nøgen og tog sig ham, og hvornår de så ham syg og i fængsel og besøgte ham. besøge Enken, og den Faderløse hentyder til Jak 1,27: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.« en unyttig Tjener . Prædikeren (4, 10) »vee Den, som er ene ... opreise ham« jf. Præd 4,10: »Thi dersom de [to] falde, kan den eene opreise sin Staldbroder [fælle]; men vee den, som er, eene! naar han falder, er der ingen anden til at opreise ham« (GT-1740). Gud er jo dog den, der baade opreiser og nedtrykker hentyder til Sl 75,8: »Men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker denne, og ophøier denne« (GT-1740). Jf. også Dan 5,21 (GT-1740). en ond Samvittighed en dårlig samvittighed. aabenbar for Gud jf. 2 Kor 5,11, hvor Paulus skriver: »Efterdi vi da kiende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed« (NT-1819). dømmer ikke aandeligt ... dømmer aandeligt hentyder til 1 Kor 2,14, hvor Paulus skriver: »Men det sandselige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til, thi de ere ham en Daarlighed [tåbelighed], og han kan ikke kiende dem, thi de dømmes aandeligen« (NT-1819). en unyttig Tjener . skuffende Bedrag illusorisk bedrag. Gjør for Gud, hvad Du kan . Gjøgleværk blændværk. m. T. min tilhører. da skulde der vel intet Vidnesbyrd videre behøves spiller på Matt 26,65, hvor ypperstepræsten siger under forhøret af Jesus: »han har bespottet Gud; hvad have vi længere Vidner behov?« man ogsaa kan kjøbe Guld for dyrt hentyder til ordsproget 'Man kan også købe guld for dyrt', jf. nr. 413 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 16. i Evangeliets Fortælling (...) en besluttet Mand ... kjøbe det sigter til Jesu lignelse om perlen, Matt 13,45-46. »Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.« Det sandselige Menneske ... hvad det Høieste er spiller på 1 Kor 2,14 (). den gode Strid hentyder til 1 Tim 6,12 () og 2 Tim 4,7 (). den tarveligste Underviisning i Fattigskolen I fattigskolen, en vederlagsfri skole under fattigvæsenet, blev børnene hovedsagelig undervist i læsning, skrivning og regning, men også i fag som religion, moral, naturhistorie og samfundsfag, dog altid efter korte, simple lærebøger. sneverhjertet ufølsom, uforstående. tækkelig Tale passende tale; tale, som tækkes, som er til behag el. vinder bifald. en from Svig jf. et fromt bedrag (). Forsonlighed er den tungeste Hævn hentyder måske til ordsproget 'Forlade er største hævn', jf. nr. 4206 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 468. en gammel Viis ... Straf over Fornærmelser er at glemme kilden ikke identificeret. En tilsvarende tankegang kommer til udtryk i ordsproget 'Bedste råd mod skade er at glemme den', jf. nr. 3129 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 346. skjulte sig som en Ulv i Forsonlighedens Klædebon spiller på Matt 7,15, hvor Jesus siger: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.« det Gode har sin Løn hentyder formentlig til Gal 6,9, hvor Paulus skriver: »Men naar vi giøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tiid, saafremt vi ikke forsage [giver op]« (NT-1819). lønsyge begærlige, gridske efter løn el. belønning. at det altid er det Sikkreste i Livet at gjøre sin Pligt Jf. Balles Lærebog () kap. 6, »Om Troens Frugter i et helligt Levnet«, dvs. »Om Pligterne«, § 2: »Hvad som helst Gud har befalet os at iagttage, er vor Pligt. I Loven, som blev givet paa Sinai Bierg, ere de almindelige Pligter korteligen foreskrevne, og indbefattede i Ti Bud, hvilke Moses efter Guds Befaling optegnede paa tvende Steentavler.« Og videre i en anmærkning hertil: »Guds Lov, som indbefattes i de Ti Bud, er vel først og fornemmelig [fremmest] blevet Jøderne foreskrevet; men samme indeholder dog saadanne Pligter, som ethvert Menneske til hver Tid bør iagttage, fordi de sigte baade til at befordre vort eget og andres sande Gavn.« forliges med sin Modstander hentyder til Matt 5,25, hvor Jesus siger: »Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstanderen ikke skal overantvorde [overgive] Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tieneren dig, og du skal kastes i Fængsel« (NT-1819). at man maa tabe Alt for at vinde Alt hentyder formentlig til Mark 8,35-36, hvor Jesus siger: »hvo, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo, som mister sit Liv for min og Evangelii Skyld, han skal frelse det. Thi hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden, og tog Skade paa sin Siel[?]« (NT-1819). for Faren før el. med udsigt til. Skillemynt lille mønt af mindre værdi fremstillet af kobber og en smule sølv. Skillemønter blev i almindelig omsætning anvendt til veksling af hovedmønter. sprætte sprælle, baske. Selv om en Engel talte med Engletunge (...) gavnlige Virkning hentyder til 1 Kor 13,1.3: »Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed (...) gavner det mig intet.« vil det sandselige Menneske ikke forstaae spiller på 1 Kor 2,14 (). Dersom ... et Menneske søgte ... skylde det andet jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 219f. Skuffelsen bedraget, indbildningen. Ved enhver Strid bestemmes Stridens Vaaben forud sigter formentlig til tvekampen eller duellen, hvor det var den udfordrede part, der måtte vælge den våbentype (som regel kårde eller pistol), der skulle anvendes, og hvor dysten forløb efter regler, som var fastlagt i forvejen, herunder afstanden mellem de duellerende, og på et sted, der forud var aftalt. Til tider har kirken opfattet duellens udfald som udtryk for Guds dom, da Gud altid vil stille sig på retfærdighedens side. I det 17. og 18. årh. søgte myndighederne at komme duelvæsenet til livs; if. den da. straffelov fra 1866 blev duel straffet med fængsel. Skal ... de Stridendes Afstand forud bestemmes jf. foregående kommentar. naar der ikke bedes, da er Gud i Himlene ... Jorden hentyder til Præd 5,1: »Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få«. Brevets Udskrift påskriften på brevet, dvs. modtagerens navn og adresse. Skuffelse bedrag, indbildning. Hjertekjenderen . at en Engel skulde ... bringe den frem for Gud hentyder til Tob 12,12 (12,16 i GT-1740), hvor englen Rafael siger til Tobit: »Nu vel! dengang du bad på samme tid som din svigerdatter Sara, da var det mig, som bragte eders bøn frem til ihukommelse for den Helliges åsyn«. Og videre i 12,15 (12,19 i GT-1740): »Jeg er Rafael, en af de syv hellige engle, som frembærer de helliges bønner, og som selv træder frem for den Hellige i hans herlighed.« Barnet er fattigt i Aanden, derfor seer det Gud hentyder til den første og den sjette saligprisning, Matt 5,3.8: »Salige er de fattige i ånden, / for Himmeriget er deres.« Og: »Salige er de rene af hjertet, / for de skal se Gud.« opdrages i Herrens Formaning hentyder til Ef 6,4, hvor Paulus skriver: »Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder [opdrag] dem i Tugt og Herrens Formaning« (NT-1819). anholdes til holdes fast på, formanes til. Forestillingen om ... Alt ... maa henføres til Gud . uforklaret uafklaret. Gud kun er Aand hentyder til Joh 4,24, hvor Jesus siger til den samaritanske kvinde: »Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« frugte give udbytte, hjælpe, nytte. Gud er den Uforanderlige Jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme.« han boer dog nær hos ... den Stridendes Skrig hentyder formentlig til Sl 34,19: »HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hierte«, og til Sl 145,18: »HERREN er nær hos alle dem, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed« (GT-1740). Omskiftelsens brat, gennemgribende forandring. vinker lokker. derhos desuden, samtidig. Marken hviler hentyder måske til Paul Gerhardts udbredte og (især i pietistiske kredse) elskede salme »Nu hviler mark og enge« (ty. 1647, da. 1682). Salmen blev optaget i Den Nye Psalmebog (1740, fra 1794 under titlen Den Pontoppidanske Psalmebog) som nr. 531; herfra gik den videre i Psalme-Bog eller en Samling af Gamle og nye Psalmer (1778, Guldbergs Salmebog) som nr. 397, ligesom Roskilde konvent medtog den i Psalmebog for Kirke- og Huus-Andagt (1855) som nr. 81. DDS-1988, nr. 703. Jf. også Gamle og Nye Psalmer () nr. 213, »Nu hvile Mark og By og Skove«, s. 179f. Gud er Kjærlighed . blive glad i Gud spiller formentlig på Fil 3,1, hvor Paulus formaner filipperne: »glæd jer i Herren!« Jf. også Fil 4,4 (). al Faderlighed boer i Himlene hentyder til Ef 3,15, hvor Paulus skriver, at han bøjer sine knæ for vor Herre Jesu Kristi fader, »af hvem al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden« (NT-1819). aflade ophøre. at blive lunken spiller på Åb 3,16, hvor Johannes skriver til menigheden i Laodikea: »Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.« vidunderlig forunderlig, underfuld, mirakuløs. at Bryllupsgæsterne fik den gode Viins ... Overflod hentyder til beretningen om Jesu under ved brylluppet i Kana, Joh 2,1-11 (). den Blinde Synet hentyder dels til Jesu helbredelse af den blinde ved Jeriko, Mark 10,46-52, dels til hans helbredelse af den blindfødte i Jerusalem, Joh 9,1-41; jf. også Luk 4,18. den Værkbrudne Helbredet hentyder til Jesu helbredelse af den værkbrudne, dvs. den lamme mand i Kapernaum, Matt 9,1-8; jf. også Matt 8,5-13. den Døde Livet, og Moderen sit Barn igjen . hiin ulykkelige ... mellem Gravene ... Mennesker hentyder til beretningen i Mark 5,1-17. Da Jesus gik i land i gerasenernes land, kom der henimod ham fra gravene et menneske, der var besat af en ond ånd, og som boede mellem gravene. Intet og ingen var i stand til at tæmme ham, nat og dag løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og slog sig selv med sten. Men Jesus bød de urene ånder, der havde besat ham, om at fare ud af ham og i en flok svin, der gik og fandt føde dér ved bjerget. Og de urene ånder fór ud af manden og i svinene, der kastede sig ud over skrænten ned i søen og druknede; da folk fra byen hørte det og kom derud, så de manden, der havde været besat, sidde fuldt påklædt og ved sin fulde fornuft. har Du aldrig talet ... den Vise ... min Taknemlighed Dette afsnits samtale med 'den Vise' erindrer ved sin form, sit tema og sine sproglige udtryk om den gr. filosof Sokrates og den måde, hvorpå han førte samtale med unge mennesker, ikke mindst med Kallikles i Platons dialog Gorgias, hvor der forekommer udtryk som 'selvmodsigelse', 'skamme sig', 'bifald', 'frimodighed' og 'undseelse'. Jf. fx Sokrates' replik til Kallikles (487a ff.): »Jeg veed vist, at naar Du bifalder min Sjæls Grundsætninger, ere de sande. Jeg erkjender nemlig, at den, der paa en tilfredsstillende Maade skal prøve, om en Sjæl er god eller ei, maa besidde de tre Egenskaber, Du forener, Indsigt, Velvillie og Frimodighed. Thi jeg møder mange paa min Vei, der ikke kunne prøve mig, fordi de ikke ere saa vise, som Du, andre ere vel vise, men de ville ikke sige mig Sandheden, fordi de ikke elske mig i den Grad, som Du; og disse to Fremmede, Gorgias og Polos, ere vel ogsaa vise og mig oprigtig hengivne, men de mangle Frimodighed og ere mere undseelige, end billigt [rimeligt] er. Maa jeg ikke antage dette, da de drive deres Undseelse saavidt, at Enhver af dem ikke skammer sig ved at modsige sig selv i mange Menneskers Paahør, og det endog i de vigtigste Ting? Men Du har alt det, de andre mangle. Du er fortrinlig dannet, hvilket vist de fleste Athener ville indrømme, og desuden velvilligen stemt imod mig. (...) Og at Du frimodigen og uden Undseelse tør udtale Din Mening, har Du jo selv sagt (...). Sagen forholder sig altsaa aabenbar saaledes: Naar Du og jeg ere enige om een eller anden Grundsætning, er denne tilstrækkelig prøvet af os, og vi behøve ingen anden Prøvesteen. Thi Du vilde ikke have indrømmet den af Mangel paa Viisdom eller af Overflødighed [overflod] af Undseelse, og heller ikke for at bedrage mig, thi Du er jo min Ven, som Du selv siger. Vi kunne altsaa med Sikkerhed antage, at naar Du og jeg stemme med hinanden, er Sandheden funden«, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1830-59 (bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-66); bd. 3, s. 102-04 (Platons Skrifter () bd. 2, s. 167f.). slog en anden Vei ind slog ind på en anden vej. vilde hjælpe mig til ved mig selv at see det Sande hentyder til Sokrates' majeutiske metode, dvs. hans jordemoderkunst, hvormed han forløser det sande hos den, han samtaler med, jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 219ff. (). at Menneskene blive lunkne og kolde og ligegyldige hentyder til Åb 3,16 (). det Første eller det Sidste spiller formentlig på Åb 1,18, hvor en, der ligner en menneskesøn, siger til Johannes: »Jeg er den Første og den Sidste«, NT-1819 (1,17). hvorledes det var i Begyndelsen hentyder til Joh 1,1: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.« Jf. også 1 Mos 1,1. intet Menneske kan have lært uden af Gud jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 224: »Læreren er da Guden, der giver Betingelsen og giver Sandheden.« da døer Begjeringens Orm spiller måske på Mark 9,44.46.48 om at fare til Helvede, »hvor deres Orm ikke døer« (NT-1819). Jf. også Es 66,24. Gud var Kjærlighed . Gud er uforanderlig . allestedsnærværende Jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 6: »Gud er allestedsnærværende, og virker med sin Kraft i alle Ting allevegne. Han er ingensteds borte fra sine Skabninger.« Sønderknuselse . tjenligt jf. Balles Lærebog () kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 7, anmærkningen: »Vi bør skiønne med sand Taknemmelighed saavel paa de mindre, som paa de større Guds Gaver, og aldrig frygte for, at han vil nægte os, hvad han finder at være os tienligt.« den Færgemand, hvis Venskab han vil kjøbe sig If. den gr. mytologi sejlede færgemanden Karon de dødes sjæle over underverdenens flod Styx (el. Akeron) til de dødes rige. If. den gr. folkelige opfattelse, skulle man lægge en kobbermønt, en obol, i ligets mund som færgeløn til Karon, for uden den kunne man ikke blive sejlet over til de dødes rige, jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 528. de Forsøgte de (hårdt) prøvede. som i en mørk Tale hentyder til 1 Kor 13,12 (). første Opfinder af Sproget jf. kap. 1, § 6, i Begrebet Angest i SKS 4, 353 noten: »Men saa meget staaer dog fast, at det ikke gaaer an, at lade Mennesket selv have opfundet Sproget.« Om sprogets guddommelige oprindelse, jf. J.G. Hamann Zwo Recensionen nebst einer Beylage, betreffend den Ursprung der Sprache (1772) og Des Ritters von Rosencreuz letzte Willensmeynung über den göttlichen und menschlichen Ursprung der Sprache (1772), i Hamann's Schriften, udg. af F. Roth, bd. 1-8, Berlin og Leipzig 1821-43, ktl. 536-544; bd. 4, 1823, s. 1-20 og s. 21-36, jf. endvidere s. 36-72. Trøsteren dvs. Helligånden. Jf. fx Thomas Kingos salme »Nu nærmer sig vor Pintse-Fest«, som er skrevet til 6. søndag efter påske med evangelieteksten Joh 15,26-16,4 (se den følgende kommentar), strofe 7 og 8, der er rettet til Helligånden: »I Kors og Kummer, Trang og Nød, / I Fare, Fængsel og i Død, / Du mig en Trøster given est, / Min Tarv Du kjender ogsaa bedst! // Om derfor jeg med Korset paa / Skal gjennem Verdens Torne gaae / Til Himmelen og Livsens Land, / Dog est Du med, min Trøster-Mand!« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger (), nr. 71, s. 200. Salmen fremkom i Den Forordnede Ny Kirke-Psalmebog 1699 (også kaldet Kingos Salmebog), jf. ktl. 204 (en udgave fra 1833). DDS-1988, nr. 238. Jf. endvidere J.P. Mynsters prædiken til pinsedag, nr. 36 i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 2, s. 36, hvor Mynster siger: »at Guds Aand ogsaa kaldes en Trøstens Aand, og at, dersom den er i os, da maa det ogsaa kiendes derpaa, at den bringer os Trøst«. Christus ... sørgmodige Disciple (...) naar jeg er gaaet bort fra Eder sigter til Joh 16,5-7, hvor Jesus siger til sine disciple: »Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen? Men fordi jeg haver talet dette til Eder, haver Bedrøvelse opfyldt Eders Hierte. Men jeg siger Eder Sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort; thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden [Helligånden] ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort, saa vil jeg sende ham til Eder« (NT-1819). Dog maatte Christus gaae bort, og »dette er Eder gavnligt« se foregående kommentar. Eller var det saa strax for Disciplene Helligånden kom til disciplene pinsedag, jf. ApG 2,1-13, dvs. 50 dage efter Jesu død og opstandelse. I marginen i kladden taler SK om »de 40 Dage Disciplene maatte vente« (Pap. V B 230,3) og synes dermed at hentyde til Jesu himmelfart. strax for Abraham ... brugte 70 Aar for at komme hentyder formentlig til 1 Mos 12,1-4, hvor det fortælles, at Abraham var 75 år, da Gud sagde til ham: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.« i den Spisendes Mund udtrykkes forekommer i Nah 3,12 i den hebr. tekst. saa gjør han Alt nyt ... Lidende Sørgedragten hentyder til Åb 21,4-5: »Han [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, / og døden skal ikke være mere, / ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. / Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt!'« giver ham et nyt Hjerte og en vis Aand hentyder til Sl 51,12: »Skab et rent hjerte i mig, Gud, / giv mig på ny en fast ånd.« skuffet bedraget. friste vove et forsøg med, indlade sig på. Beleilighed lejlighed, velegnet, passende lejlighed. Skuffelse bedrag, indbildning. dersom han elsker Gud meget hentyder formentlig til Luk 7,47 (). midlertidig i mellemtiden. hvilket ... skjult for Englene ... Ingen veed uden Gud hentyder til Matt 24,36, hvor Jesus siger: »Men den dag eller time [hvor himmel og jord skal forgå] er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen.« kjøbe ny Olie til Forventningens Lampe hentyder til Jesu lignelse om de ti brudepiger, Matt 25,1-13. Ti brudepiger gik brudgommen i møde; de fem kloge medbragte både lamper og kander med olie, men de fem tåbelige tog kun lamper med og ikke olie. Da brudgommen lod vente på sig, faldt brudepigerne i søvn. Ved midnat lød råbet, at han var på vej, og brudepigerne vågnede og gjorde deres lamper i stand; men da de fem tåbelige ikke havde olie med og de fem kloge kun havde nok til eget brug, måtte de tåbelige gå hen og købe olie hos købmanden. Mens de var borte, kom brudgommen, og de fem kloge gik med ham ind i brudesalen; men da de fem tåbelige kom tilbage, var døren lukket, og de blev ikke lukket ind, da de bankede på. inden inden for. haver aflagt det Barnagtige hentyder til 1 Kor 13,11, hvor Paulus skriver: »Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige« (NT-1819). ligner Gud (...) Guds Lighed hentyder til 1 Mos 1,26-27: »Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. (...) Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« Forklarelse forvandling til en ny og herligere skikkelse. Guds Billede . aflade ophøre. Æresgjæld gæld, som det er en æressag at betale tilbage, især om spillegæld, som man ikke er juridisk forpligtet til at betale. Forsyn jf. Balles Lærebog (), kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«. Faderlighed . vidunderlig forunderlig, underfuld. forsøges prøves (hårdt). bedaare narre, bedrage.