]> S&o-;ren Kierkegaard Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift AE Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup Finn Gredal Jensen, Esther Kielberg, Jette Knudsen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket 1846 F&o-;rstekorrekturen til f&o-;rstetrykket Israel Levins h&aa;ndskrevne korrektioner i a1 Andenkorrekturen til f&o-;rstetrykket Kierkegaards h&aa;ndskrevne korrektioner i et h&aa;ndeksemplar Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2002 http://sks.dk/ae/txt.xml 20091215 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indl&ae;g, af JOHANNES CLIMACUS Udgiven af S. Kierkegaard Kj&o-;benhavn Hos C. A. Reitzel, Universitets-Boghandler Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1846 &g.A;&g.l;&g.l;&g.a..g; &g.d;&g.e-; &g.g;&g.apos;, &g.o-; &g.S;&g.o-;&g.k;&g.r;&g.a;&g.t;&g.e;&g.sud;, &g.t;&g.i; &g.o;&g.i;&g.e;&g.i; &g.t;&g.a;&g.u;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.i;&g.n;&g.a;&g.i; &g.x;&g.u;&g.n;&g.a;&g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.a;&g.spml; &g.k;&g.n;&g.i;&g.s;&g.m;&g.a;&g.t;&g.a; &g.t;&g.o;&g.i; &g.e;&g.s;&g.t;&g.i; &g.k;&g.a;&g.i; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.t;&g.m;&g.e-;&g.m;&g.a;&g.t;&g.a; &g.t;&g.o-;&g.n; &g.l;&g.o;&g.g;&g.o-;&g.n;, &g.o.a.;&g.p;&g.e;&g.r; &g.a;&g.r;&g.t;&g.i; &g.e;&g.l;&g.e;&g.g;&g.o;&g.n;, &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.b;&g.r;&g.a;&g.ch;&g.u; &g.d;&g.i;&g.e-;&g.r;&g.e-;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a;. Hippias Major, &pgf; 304. A. Forord Sjeldent er maaskee et literairt Foretagende saaledes blevet efter &O-;nske begunstiget af Skjebnen som mine &anfbeg;philosophiske Smuler&anfslut;. Tvivlsom og paaholdende med Hensyn til enhver egen Mening og Selvkritik, t&o-;r jeg utvivlsomt sige Eet med Sandhed om den lille Pieces Skjebne: den har ingen Sensation vakt, slet ingen. Uforstyrret er den if&o-;lge Mottoet (&anfbeg;bedre godt h&ae;ngt end slet gift&anfslut;) h&ae;ngte, ja godt h&ae;ngte Forfatter bleven h&ae;ngende; Ingen, end ikke som for Sp&o-;gs Skyld i Legen har spurgt ham for hvem han da egentligen hang. Men saaledes var det &o-;nskeligt: bedre godt h&ae;ngt &streg; end ved et ulykkeligt Giftermaal bragt i systematisk Svogerskab med Alverden. I Tillid til Piecens Beskaffenhed haabede jeg det vilde skee, men i Betragtning af Tidens bev&ae;gede Gj&ae;ring, i Betragtning af Prophetiens og Visionens og Speculationens uafladelige Varslen befrygtede jeg, ved en Feiltagelse at see mit &O-;nske forstyrret. Om man end er en nok saa ubetydelig Reisende, er det altid misligt at ankomme til en By paa en Tid, hvor Alle i den meest sp&ae;ndte men dog forskjelligste Forventning, Nogle med opplantede Kanoner og t&ae;ndte Lunter, med Fyrv&ae;rkerier og Transparenter i Beredskab; Nogle med Raadhuset festligt smykket, Deputationen best&o-;vlet, Talerne f&ae;rdige; Nogle med den systematiske Trangs Pen dyppet og Dictata-Bogen opslaaet im&o-;desee den Forj&ae;ttedes Ankomst incognito: en Feiltagelse er altid mulig. Litteraire Feiltagelser af den Beskaffenhed h&o-;re til Dagens Orden. Priset v&ae;re derfor Skjebnen, at det ikke skeete. Uden al Oph&ae;velse, uden Blods, uden Bl&ae;ks Udgydelse er Piecen forbleven upaaagtet, ikke anmeldt, ikke n&ae;vnet noget Sted; ingen literair Klemten den betr&ae;ffende har for&o-;get Gj&ae;ringen; intet videnskabeligt Anskrig har vildledt Forventningens Skare; intet Udraab fra Yderposten har bragt L&ae;severdenens Borgerskab paa Benene den betr&ae;ffende. Som Foretagendet selv var uden al Hexerie, saa har Skjebnen ogsaa fritaget det for al blind Allarm. Forfatteren er derved tillige i den lykkelige Stilling, ikke qua Forfatter at skylde Nogen Noget, jeg mener Recensenter, Anmeldere, Mellemm&ae;nd, Vurderingsraader o. s. v., der ere i den literaire Verden ligesom Skr&ae;ddere i den borgerlige, hvilke &anfbeg;skabe Mennesker&anfslut;: de s&ae;tte Façon paa Forfatteren, L&ae;seren paa Standpunktet, ved deres Hj&ae;lp og Kunst bliver en Bog til Noget. Men saa er det atter med disse Velgj&o-;rere som efter Baggesens Ord med Skr&ae;dderne: &anfbeg;de dr&ae;be Folk igjen, Med Regninger paa Skabelsen&anfslut;. Man kommer til at skylde dem Alt uden engang ved en ny Bog at kunne afbetale denne Gjeld, thi den nye Bogs Betydning, hvis den faaer nogen, skyldes atter disse Velgj&o-;reres Kunst og Hj&ae;lp. Opmuntret af hiin Skjebnens Begunstigelse agter jeg da nu at fare fort. Uden at generes af _{noget Noget noget} Noget, eller noget hastende Forhold til Tidens Fordring, ganske f&o-;lgende min indre Tilskyndelse vedbliver jeg ligesom at &ae;lte Tankerne indtil efter mit Begreb Deien bliver god. Aristoteles siger etsteds, at man nu opstiller den latterlige Regel for Fort&ae;llingen, at den skal v&ae;re hurtig, og vedbliver: &anfbeg;her passer det Svar som blev givet En, der &ae;ltede Dei, da han spurgte om han skulde gj&o-;re en haard eller en bl&o-;d Dei: nu, er det da ikke muligt at gj&o-;re en god?&anfslut;. Det Eneste jeg frygter er Sensation, is&ae;r den anerkjendende. Skj&o-;ndt Tiden er frisindet, liberal og spekulativ, skj&o-;ndt den personlige Rets hellige Fordringer forf&ae;gtes af mangen dyrebar, med Acclamation hilset, Talsmand: synes det mig dog, at man ikke opfatter Sagen dialektisk nok, thi ellers vilde man neppe l&o-;nne de Udvalgtes Anstr&ae;ngelser med st&o-;iende Jubel, ni Hurra ved Midnatstid, Fakkeltog og andre forstyrrende Indgreb i den personlige Ret. Enhver b&o-;r, dette synes billigt, i de tilladelige Ting have Lov til at gj&o-;re hvad ham lyster. Indgrebet consumeres f&o-;rst, naar det den Ene gj&o-;r vil forpligte den Anden til at gj&o-;re Noget. Enhver Yttring af Mishag er derfor tilladelig, fordi den ikke griber forpligtende ind i en Andens Liv. Bringer saaledes Folkehoben en Mand et Pereat, saa er dette slet intet Indgreb i hans Frihed; han opfordres ikke til at gj&o-;re Noget, der kr&ae;ves Intet af ham, han kan uforstyrret blive siddende i sin Stue, ryge sin Cigar, sysle med sine Tanker, sp&o-;ge med den Elskede, gj&o-;re sig magelig i sin Slaabrok, s&o-;dt sove paa sit gr&o-;nne &O-;re &streg; ja, han kan endogsaa v&ae;re ude, thi hans personlige Tilstedev&ae;relse er aldeles ikke forn&o-;den. Anderledes med et Fakkeltog; er den Feirede ude, maa han strax hjem, har han lige t&ae;ndt en velsmagende Cigar, maa han strax l&ae;gge den fra sig, er han gaaet i Seng, maa han strax op, faaer neppe Tid til at tage Buxerne paa, og maa saa barhovedet ud under aaben Himmel for at holde en Tale. Hvad der gjelder for de fremragende Individualiteter med Hensyn til hine Yttringer af en Folke-M&ae;ngde, det gjelder paa samme Maade for os Smaafolk i de mindre Forhold. Et litterairt Angreb f. Ex. er ikke noget Indgreb i en Forfatters personlige Frihed; thi hvorfor skal Enhver ikke have Lov til at yttre sin Mening, og den Angrebne kan jo uforstyrret passe sit Arbeide, stoppe sin Pibe, lade Angrebet ul&ae;st o. s. v. En Anerkjendelse er derimod mere mislig. En Critik, der viser En uden for Literaturen, er ikke noget Indgreb, men en Critik der anviser En Plads indenfor, er bet&ae;nkelig. En Forbigaaende, der leer af En, forpligter En slet ikke til at gj&o-;re Noget, tvertimod bliver han snarere En Noget skyldig: at man gav ham Leilighed til at lee. Hver passer Sit uden nogen forstyrrende eller forpligtende Gjensidighed. En Forbigaaende, der trodsigt seer paa En, og med Blikket antyder, at han ikke finder En v&ae;rd at tage Hatten af for, forpligter En slet ikke til at gj&o-;re Noget, tvertimod fritager han En fra at gj&o-;re Noget, fra den Uleilighed at tage Hatten af. En Beundrende derimod bliver man ikke saa let qvit. Hans &o-;mme Forbindtligheder blive let lige saa mange Paal&ae;g for den stakkels Beundrede, der inden han veed et Ord deraf, sidder for sv&ae;re Skatter og Afgifter i Livet, selv om han var den Uafh&ae;ngigste af Alle. Laaner en Forfatter en Idee af en anden Forfatter uden at n&ae;vne ham, gj&o-;r han noget Forkeert ud af det Laante, saa gj&o-;r han intet Indgreb i den Andens personlige Ret. N&ae;vner han ham derimod, maaskee endog med Beundring som Den hvem han skylder &streg; det Forkeerte: saa generer han i h&o-;i Grad. Dialektisk forstaaet er derfor det Negative ikke noget Indgreb, men kun det Positive. Hvor besynderligt! Som hiin frihedselskende Nation, Nordamerikanerne, har opfundet den grusomste Straf, Tausheden: saaledes har ogsaa en liberal og frisindet Tid opfundet de illiberaleste Chicaner: Fakkeltog om Aftenen, Acclamation tre Gange om Dagen, ni Gange Hurra for de Store, og lignende mindre Chicaner for Smaafolk. Socialitetens Princip er netop illiberalt. Hvad der her bydes, er igjen en Piece, proprio marte, proprio stipendio, propriis auspiciis. Forfatteren er forsaavidt Proprietair, som han er Selveier af den Smule han eier, men i&o-;vrigt ligesaa langt fra at have Hoverib&o-;nder, som fra selv at v&ae;re en saadan. Hans Haab er, at Skjebnen atter vil begunstige dette lille Foretagende og fremfor Alt afv&ae;rge det Tragi-Comiske, at en eller anden Seer i dyb Alvor eller en Gaudieb for Sp&o-;g gaaer hen og bilder Samtiden ind, at det er Noget, og saa l&o-;ber fra og lader Forfatteren stikke deri som den pantsatte Bondedreng. J. C. Indhold Side Indledning 19 F&o-;rste Deel Det objektive Problem om Christendommens Sandhed Capitel 1 Den historiske Betragtning 30 &pgf; 1. Den hellige Skrift 31 &pgf; 2. Om Kirken 41 &pgf; 3. Aarhundreders Beviis for Christendommens Sandhed 52 Capitel 2 Den spekulative Betragtning 54 Anden Deel Det subjektive Problem, Subjektets Forhold til Christendommens Sandhed, eller det at blive Christen F&o-;rste Afsnit Noget om Lessing Capitel 1 Yttring af Taknemmelighed mod Lessing 65 Capitel 2 Mulige og virkelige Theses af Lessing 72 1) Den subjektive existerende T&ae;nker er opm&ae;rksom paa Meddelelsens Dialektik. p. 73. 2) Den existerende subjektive T&ae;nker er i sit Exsistents-Forhold til Sandheden lige saa negativ som positiv, har lige saa megen Comik som han v&ae;sentligen har Pathos, og er bestandigt i Vorden &dvs;: Str&ae;bende. p. 80. 3) Lessing har sagt: tilf&ae;ldige historiske Sandheder kunne aldrig blive Beviis for evige Fornuft-Sandheder, samt, at den Overgang, hvorved man paa en historisk Efterretning vil bygge en evig Salighed, er et Spring. p. 92. 4) Lessing har sagt: om Gud holdt i sin h&o-;ire Haand al Sandhed, i den venstre den bestandige Str&ae;ben, valgte han det Sidste. p. 103. a) et logisk System kan der gives. p. 106. b) et Tilv&ae;relsens System kan der ikke gives. p. 114. Andet Afsnit Det subjektive Problem eller hvorledes Subjektiviteten maa v&ae;re for at Problemet kan vise sig for den Capitel 1 Det at blive subjektiv 121 Hvad Ethiken maatte d&o-;mme, hvis det at blive Subjekt ikke var den h&o-;ieste Opgave, der er sat ethvert Menneske. Hvad der maa frasees i den n&ae;rmere Forstaaelse af dette. Exempler paa T&ae;nkning i Retning af at blive subjektiv. Capitel 2 Den subjektive Sandhed, Inderligheden; Sandheden er Subjektiviteten 173 Till&ae;g Henblik til en samtidig Str&ae;ben i dansk Litteratur 228 Capitel 3 Den virkelige Subjektivitet, den ethiske; den subjektive T&ae;nker &pgf; 1. Det at existere; Virkelighed 274 &pgf; 2. Mulighed h&o-;iere end Virkelighed; Virkelighed h&o-;iere end Mulighed; den poetiske, intellectuelle Idealitet; den ethiske Idealitet 290 &pgf; 3. Subjektivitetens enkelte Momenters Samtidighed i den existerende Subjektivitet; Samtidigheden som Mods&ae;tning til den spekulative Proces 314 &pgf; 4. Den subjektive T&ae;nker; hans Opgave, hans Form &dvs;: hans Stiil 320 Capitel 4 &anfbeg;Smulernes&anfslut; Problem: hvorledes kan en evig Salighed bygges paa en historisk Viden? Sectio I Til Orientation i Anl&ae;gget af Smulerne &pgf; 1. At Udgangspunktet toges i Hedenskabet, og hvorfor? 329 &pgf; 2. Vigtigheden af en forel&o-;big Overeenskomst om hvad Christendom er, inden der kan v&ae;re Tale om en Mediation af Christendom og Spekulation; Overeenskomstens Udebliven begunstiger Mediationen, medens dens Udebliven gj&o-;r Mediationen illusorisk; Overeenskomstens Indtr&ae;den forhindrer Mediationen 336 &pgf; 3. Smulernes Problem som Indlednings-Problem, ikke til Christendommen, men til det at blive Christen 347 Sectio II Problemet selv Individets evige Salighed afgj&o-;res i Tiden ved Forholdet til noget Historisk, der ydermere er saaledes historisk, at i dets Sammens&ae;tning det er medoptaget, hvilket if&o-;lge sit V&ae;sen ikke kan blive historisk, og altsaa maa blive det i Kraft af det Absurde 350 A Det Pathetiske &pgf; 1. Den existentielle Pathos's Begyndelses-Udtryk; den absolute Retning (Respekt) mod det absolute &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; handlende udtrykt i Existentsens Omdannelse &streg; &ae;sthetisk Pathos &streg; Mediationens Svigefuldhed &streg; Middelalderens Klosterbev&ae;gelse &streg; Paa eengang at forholde sig absolut til sit absolute &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; og relativt til de relative 352 &pgf; 2. Den existentielle Pathos's v&ae;sentlige Udtryk: Lidelse &streg; Lykke og Ulykke som &ae;sthetisk Livs-Anskuelse modsat Lidelse som religieus Livs-Anskuelse (belyst i det religieuse Foredrag) &streg; Lidelsens Virkelighed (Humor) &streg; Lidelsens Virkelighed i sidste Forhold som Kjende paa at en Existerende forholder sig til en evig Salighed &streg; Religieusitetens Illusion &streg; Anf&ae;gtelse &streg; Lidelsens Grund og Betydning i f&o-;rste Forhold: Afd&o-;en fra Umiddelbarheden og dog Forbliven i Endeligheden &streg; Et opbyggeligt Divertissement &streg; Humor som Religieusitetens Incognito 392 &pgf; 3. Den existentielle Pathos's afgj&o-;rende Udtryk: Skyld &streg; At Unders&o-;gelsen gaaer tilbage istedenfor fremad &streg; Skyldens evige Erindren er det h&o-;ieste Udtryk for Skyld-Bevidsthedens Forhold til en evig Salighed &streg; Lavere Udtryk for Skyld-Bevidstheden og dertil svarende Former af Fyldestgj&o-;relse &streg; Den selvgjorte Poenitentse &streg; Humor &streg; Den skjulte Inderligheds Religieusitet 477 Mellems&ae;tning mellem A og B 505 B Det Dialektiske &pgf; 1. Den dialektiske Modsigelse, hvilken er Bruddet: at forvente en evig Salighed i Tiden ved et Forhold til et Andet i Tiden 518 &pgf; 2. Den dialektiske Modsigelse, at en evig Salighed begrundes paa Forholdet til noget Historisk 521 &pgf; 3. Den dialektiske Modsigelse, at det Historiske, om hvilket her er Tale, ikke er noget simpelt Historisk, men dannet af hvad der kun mod sit V&ae;sen kan blive historisk, altsaa i Kraft af det Absurde 526 Till&ae;g til B Det Dialektiskes Tilbagevirken i det Pathetiske til sk&ae;rpet Pathos, og denne Pathos's samtidige Momenter 529 a) Synds-Bevidstheden 530 b) Forargelsens Mulighed 532 c) Sympathiens Smerte 532 Capitel V Slutning 533 Till&ae;g Forstaaelsen med L&ae;seren 560 Indledning Du vil maaskee erindre, min kj&ae;re L&ae;ser, at der i Slutningen af de philosophiske Smuler (p. 162) fandtes en Yttring, et Noget, der kunde see ud som L&o-;fte om en Forts&ae;ttelse. Som et L&o-;fte betragtet var vist hiin Yttring (&anfbeg;dersom jeg nogensinde skriver et n&ae;ste Afsnit&anfslut;) saa skj&o-;desl&o-;s som mulig, saa langt som mulig fra en Tro-Lovelse. Jeg har derfor heller ikke f&o-;lt mig bunden af hiint L&o-;fte, om det end var min Hensigt fra Begyndelsen at indfrie det, og samtidig med L&o-;ftet det Forn&o-;dne allerede var f&ae;rdigt. Forsaavidt kunde L&o-;ftet gjerne have v&ae;ret med stor H&o-;itidelighed, in optima forma; men det vilde have v&ae;ret inconseqvent, at udgive en Piece, der var saaledes beskaffen, at den ikke kunde og ikke &o-;nskede at v&ae;kke Sensation, og da i den at anbringe et h&o-;itideligt L&o-;fte, der, hvis ellers Noget, er beregnet paa Sensation, og vel ogsaa ubetinget vilde have vakt en uhyre Sensation. Du veed nok, hvorledes det gaaer til. En Forfatter udgiver en meget stor Bog; neppe har den v&ae;ret ude otte Dage, da han tilf&ae;ldigviis taler med en L&ae;sende, der h&o-;fligt deeltagende i L&ae;ngselens Gl&o-;den sp&o-;rger: om han ikke snart skriver en ny Bog. Forfatteren er fortryllet: at have en saadan L&ae;sende, der saa hurtigt arbeider sig gjennem en stor Bog, og trods Arbeidet bevarer Lysten. Ak, den stakkels Bedragne! I Samtalens L&o-;b vedgaaer hiin for Bogen velvilligt interesserede L&ae;sende, der l&ae;ngselsfuldt im&o-;deseer den nye Bog, han vedgaaer, at han slet ikke har l&ae;st den, og vel aldrig faaer Tid dertil, men i Selskab, hvor han havde v&ae;ret, havde han h&o-;rt Tale om en ny Bog af den samme Forfatter: og at faae Vished i denne Sag besk&ae;ftiger ham overordentligt. &streg; En Forfatter udgiver et Skrift, han t&ae;nker som saa, nu har jeg en Maaneds-Tid Frist, indtil Dhrr. Recensenter faae det gjenneml&ae;st. Hvad skeer? Tredie Dagen efter udkommer et hastv&ae;rksrecenserende Anskrig, som ender med et L&o-;fte om en Anm&ae;ldelse. Dette Anskrig v&ae;kker en uhyre Sensation. Lidt efter lidt bliver Bogen glemt, Anm&ae;ldelsen kommer aldrig. To Aar senere bliver der i en Kreds Tale om hiint Skrift, og en Velunderrettet kalder det tilbage i de Glemsommes Erindring ved at sige: det var jo det Skrift, som blev anm&ae;ldt af F. F. Saaledes tilfredsstiller et L&o-;fte Tidens Fordring. F&o-;rst v&ae;kker det uhyre Sensation, og to Aar efter nyder hiin Lovende endnu den &Ae;re at ansees for at have indfriet det. Thi L&o-;ftet interesserer; havde han indfriet det, havde han kun skadet sig selv; thi Indfrielsen interesserer ikke. Hvad nu mit L&o-;fte angaaer, da var den skj&o-;desl&o-;se Form ikke noget Tilf&ae;ldigt; thi L&o-;ftet selv var intet L&o-;fte, realiter betragtet, forsaavidt det var indfriet ved selve Piecen. Vil man dele en Sag i en letteste og en vanskeligste Deel, saa b&o-;r den lovende Forfatter b&ae;re sig saaledes ad: han begynder med den letteste Deel og lover den vanskeligste som Forts&ae;ttelse. Et saadant L&o-;fte er Alvor og i alle Maader v&ae;rd at antages. Letsindigere er det derimod, naar han gj&o-;r den sv&ae;reste Deel f&ae;rdig, og saa lover en Forts&ae;ttelse, is&ae;r en saadan, at Enhver der blot opm&ae;rksomt har gjenneml&ae;st den f&o-;rste Deel, hvis han for&o-;vrigt er i Besiddelse af den forn&o-;dne Dannelse, let selv kan skrive den, hvis han finder det Umagen v&ae;rd. Saaledes med de philosophiske Smuler: Forts&ae;ttelsen skulde kun, som der blev sagt, if&o-;re Problemet historisk Costume. Problemet var, hvis der ellers var noget Vanskeligt ved den hele Sag, det Vanskelige; det historiske Costume er let nok. Uden at ville forn&ae;rme Nogen er det min Mening, at ikke enhver theologisk Candidat vilde have v&ae;ret istand til at frems&ae;tte Problemet blot med den dialektiske Taktfasthed, hvormed det er gjort i Piecen; det er min Mening, at ikke enhver theologisk Candidat, efter at have l&ae;st Piecen, vil kunne kaste den bort, og derpaa selv frems&ae;tte Problemet blot med den dialektiske Tydelighed, med hvilket det er tydeliggjort i Piecen. Hvad Forts&ae;ttelsen derimod angaaer, da holder jeg mig overbeviist om, og veed just ikke, om det kan smigre Nogen, at enhver theologisk Candidat vil v&ae;re istand til at skrive den &streg; dersom han da er istand til at eftergj&o-;re de dialektiske, uforf&ae;rdede Stillinger og Bev&ae;gelser. &streg; Saaledes var L&o-;ftet om Forts&ae;ttelsen beskaffent. Det er derfor i sin Orden, at det indfries i en Efterskrift, og saare langt fra, at Forfatteren, hvis der ellers er noget vigtigt ved hele Sagen, kan beskyldes for fruentimmeragtigt at sige det Vigtigste i et Postscript. V&ae;sentligt seet er der ingen Forts&ae;ttelse. I en anden Forstand kunde Forts&ae;ttelsen blive uendelig i Forhold til Dens L&ae;rdom og Erudition, der if&o-;rte Problemet historisk Paakl&ae;dning. &Ae;re v&ae;re L&ae;rdom og Kundskaber, priset v&ae;re Den, som med Videns Sikkerhed, med Autopsiens Tilforladelighed behersker det Stofartige. Men det Dialektiske er dog Livskraften i Problemet. Bliver Problemet ikke dialektisk tydeligt, anvendes der derimod en sjelden L&ae;rdom, stor Skarpsindighed i det Enkelte: saa gj&o-;res Sagen kun vanskeligere og vanskeligere for den dialektisk Interesserede. Un&ae;gteligt er der saaledes angaaende hiint Problem pr&ae;steret meget Fortr&ae;ffeligt i Henseende til grundig l&ae;rd Dannelse, critisk Skarpsindighed, ordnende Kunst af M&ae;nd, for hvem n&ae;rv&ae;rende Forfatter f&o-;ler dyb Veneration, hvis Veiledning han som L&ae;rende i sin Tid havde &o-;nsket at kunne have fulgt med mere Talent, end hvad han er i Besiddelse af, indtil han med blandet F&o-;lelse af Beundring over de Udm&ae;rkede, og Mismod i sin forladte, tvivlende N&o-;d troede at opdage, at Problemet trods de fortrinlige Arbeider ikke blev fremmet men tilbagetr&ae;ngt. Dersom saaledes den n&o-;gne dialektiske Overveielse viser, at der ingen Approximation er, at det er en Misforstaaelse ad denne Vei at ville qvantitere sig ind i Troen, et Sandsebedrag; at det er en Anf&ae;gtelse for den Troende at ville bekymre sig om saadanne Overveielser, en Anf&ae;gtelse, han af al Magt maa k&ae;mpe mod, bevarende sig i Troens Lidenskab, at det ikke skal ende med, at det lykkes ham (NB. ved at give efter for en Anf&ae;gtelse, altsaa ved den st&o-;rste Ulykke) at forvandle Troen til noget Andet, til en anden Art af Vished, at substituere Sandsynlighed og Garantier, hvilke jo netop bleve forsmaaede da han selv begyndende gjorde Springets qvalitative Overgang fra Ikke-Troende til Troende &streg; dersom dette er saaledes: saa har vel Enhver, der ikke ukjendt med l&ae;rd Videnskabelighed og ikke uden L&ae;rvillighed har forstaaet det saaledes, ogsaa f&o-;lt sin betr&ae;ngte Stilling, naar han i Beundringen l&ae;rte at t&ae;nke ringe om sin egen Ubetydelighed ligeoverfor de ved L&ae;rdom og Skarpsindighed og fortjent Navnkundighed Udm&ae;rkede, saa han atter og atter vendte tilbage til dem s&o-;gende Feilen hos sig selv, og naar han i Mismod maatte give sig selv Ret. Den dialektiske Uforf&ae;rdethed erhverves ikke saa let, og F&o-;lelsen af sin Forladthed, skj&o-;ndt man troer at have Ret, Beundringens Afsked med de tilforladelige L&ae;rere er dens discrimen. Det i Form af Indledning Pr&ae;steredes Forhold til den Dialektiske er at ligne med en Talers Forhold til ham. Taleren fordrer at faae Lov til at tale, at udvikle sig i et sammenh&ae;ngende Foredrag; den Anden &o-;nsker det jo endog, da han haaber at l&ae;re af ham. Men Taleren har sjeldne Gaver, har stort Kjendskab til de menneskelige Lidenskaber, har Phantasiens Magt i Skildring, har Forf&ae;rdelsen at raade over for Afgj&o-;relsens &O-;ieblik. Han taler da; han river hen; den H&o-;rende fortaber sig i Skildringen; Beundringen for den Udm&ae;rkede gj&o-;r ham qvindeligt hengiven, han f&o-;ler sit Hjerte banke, hans hele Sjel er i Bev&ae;gelse: nu samler Taleren Alvoren og Forf&ae;rdelsen i sin Skikkelse, han befaler enhver Indvending at tie, han st&ae;vner Sagen ind for den Alvidendes Throne, han sp&o-;rger om Nogen i Oprigtighed for Gud t&o-;r n&ae;gte, hvad kun den Vankundigste, den ulykkeligst Forvildede t&o-;r n&ae;gte; mildt bev&ae;get f&o-;ier han Formaningen til, ikke at give efter for saadanne Tvivl, det Forf&ae;rdelige er kun at falde i Fristelsen; han vederqv&ae;ger den Bekymrede, river ham ud af Forf&ae;rdelsen som Moderen sit Barn, der f&o-;ler sig betrygget ved de &o-;mmeste Kj&ae;rtegn: og den stakkels Dialektiker gaaer bedr&o-;vet hjem. Han m&ae;rker vel, at Problemet slet ikke blev fremsat, mindre l&o-;st, men Veltalenhedens Magt har han endnu ikke Styrke til at staae seierrig imod; med Beundringens her ulykkelige Kjerlighed forstaaer han, at der jo ogsaa i Veltalenheden maa ligge en uhyre Berettigelse. &streg; Naar saa Dialektikeren har frigjort sig fra Talerens Overmagt, saa kommer Systematikeren og siger med Speculationens Emphasis: f&o-;rst ved Slutningen af det Hele bliver Alt klart. Her gjelder det da om at holde l&ae;nge ud, inden der kunde v&ae;re Tale om at turde reise en dialektisk Tvivl. Vel h&o-;rer Dialektikeren med Forundring den samme Systematiker sige: at Systemet endnu ikke er f&ae;rdigt. Ak: altsaa ved Slutningen bliver Alt klart; men Slutningen er der endnu ikke. Endnu har dog Dialektikeren ikke vundet den dialektiske Uforf&ae;rdethed, ellers vilde denne snart l&ae;re ham ironisk at smile over et saadant Forslag, hvor Taskenspilleren i den Grad har sikkret sig Udflugter; thi det er jo en Latterlighed at behandle Alt som f&ae;rdigt og saa til Slutning sige: Slutningen mangler. Mangler Slutningen nemlig ved Slutningen, saa mangler den ogsaa ved Begyndelsen. Dette skulde altsaa v&ae;re sagt ved Begyndelsen. Men mangler Slutningen ved Begyndelsen, saa vil dette sige: der er intet System. Et Huus kan man rigtignok gj&o-;re f&ae;rdigt, og der kan mangle en Klokkestr&ae;ng, men i Forhold til en videnskabelig Bygning har Manglen af Slutning tilbagevirkende Kraft til at gj&o-;re Begyndelsen tvivlsom og hypothetisk &dvs;: usystematisk. Saaledes den dialektiske Uforf&ae;rdethed. Men Dialektikeren har endnu ikke erhvervet den. Altsaa han afholder sig i ungdommelig S&o-;mmelighed fra enhver Slutning betr&ae;ffende Manglen af Slutning &streg; og begynder, haabende paa Arbeidet. Saa l&ae;ser han da, og han forbauses, Beundring f&ae;ngsler ham, han b&o-;ier sig under Overmagten; han l&ae;ser, han l&ae;ser, forstaaer Noget, men fremfor Alt han haaber paa Slutningens forklarende Gjenskin over det Hele. Og han er f&ae;rdig med Bogen, men har ikke fundet Problemet fremsat. Og dog har den unge Dialektiker hele Ungdommens sv&ae;rmerske Tillid til den Navnkundige; ja som en Pige, der kun har et eneste &O-;nske, at blive elsket af Een, saa &o-;nsker han kun Eet, at blive T&ae;nker; ak, og denne Navnkundige har det jo i sin Magt at afgj&o-;re hans Skjebne; thi forstaaer han ikke ham, saa er den Unge forkastet, saa har han lidt Skibbrud paa sit eneste &O-;nske. Derfor t&o-;r han endnu ikke betroe sig til Nogen og indvie ham i sin Ulykke, i sin Skjendsel, at han ikke forstaaer den Navnkundige. Altsaa han begynder forfra, han overs&ae;tter i sit Modersmaal alt Vigtigere for at v&ae;re sikker, at han forstaaer det og at han ikke overseer Noget, og derved muligen Noget om Problemet (thi at dette slet ikke skulde findes, kan han aldeles ikke forstaae); han l&ae;rer Meget udenad, han optegner Tankegangen, han tager den med sig overalt, syslende med den, han river det Optegnede i Stykker, og optegner atter: hvad gj&o-;r man ikke for sit eneste &O-;nskes Skyld! Saa er han anden Gang kommen til Enden, men ikke Problemet n&ae;rmere. Saa kj&o-;ber han et nyt Exemplar af den samme Bog for ikke at forstyrres af mismodige Erindringer, reiser til et fremmed Sted for at kunne begynde med friske Kr&ae;fter &streg; og hvad saa? Saa bliver han saaledes ved, indtil han tilsidst l&ae;rer den dialektiske Uforf&ae;rdethed. Og hvad saa? Saa l&ae;rer han at give Keiseren hvad Keiserens er: den Navnkundige sin Beundring, men ogsaa at fastholde sit Problem trods alle Navnkundigheder. Den videnskabelige Indledning distraherer ved sin Erudition, og Sagen faaer det Udseende, som var Problemet fremsat i det &O-;ieblik da den l&ae;rde Forsken havde naaet sit Maximum, &dvs;: som var den l&ae;rde og critiske Str&ae;ben hen til Fuldkommenhed den samme som den hen til Problemet; det rhetoriske Foredrag distraherer ved at intimidere Dialektikeren; den systematiske Tendents lover Alt og holder slet Intet. Problemet kommer saaledes ad disse tre Veie slet ikke frem, fornemlig ikke ad den systematiske. Thi Systemet foruds&ae;tter Troen som givet (et System som ingen Foruds&ae;tninger har!), dern&ae;st foruds&ae;tter det, at det skulde interessere Troen at forstaae sig selv paa anden Maade end til at forblive i Troens Lidenskab, hvilket er en Foruds&ae;tning (en Foruds&ae;tning for et System, som ingen Foruds&ae;tninger har!), og en forn&ae;rmelig Foruds&ae;tning mod Troen, en Foruds&ae;tning, der netop derfor viser, at Troen aldrig har v&ae;ret det givet. Systemets Foruds&ae;tning om at Troen er givet opl&o-;ser sig i en Indbildning, i hvilken Systemet har bildt sig ind, at det vidste hvad Troen er. Problemet som blev fremsat i hiin Piece, uden at denne dog gav sig ud for at have l&o-;st det, da den jo blot vilde frems&ae;tte det, l&o-;d saaledes: kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden? (cfr. Titelbladet). I Piecen (p. 162) blev der sagt: &anfbeg;som bekjendt er nemlig Christendommen det eneste historiske Ph&ae;nomen, der uagtet det Historiske, ja netop ved det Historiske har villet v&ae;re den Enkelte Udgangspunktet for hans evige Bevidsthed, har villet interessere ham anderledes end blot historisk, har villet begrunde ham hans Salighed paa hans Forhold til noget Historisk.&anfslut; Det i Problemet Omspurgte er saaledes i historisk Costume Christendommen. Problemet er saaledes i Forhold til Christendommen. Mindre problematisk i en Afhandlings Form vilde Problemet lyde saaledes: om de apologetiske Foruds&ae;tninger for Troen, Approximations Overgange og Till&o-;b til Troen, den qvantiterende Indledning til Troens Afgj&o-;relse. Det, der saa vilde v&ae;re at afhandle, blev en M&ae;ngde Overveielser, som behandles eller behandledes af Theologerne i Indlednings-Videnskaben, i Indledningen til Dogmatiken, i Apologetiken. For dog ikke at afstedkomme Forvirring, maa strax erindres om, at Problemet ikke er om Christendommens Sandhed, men om Individets Forhold til Christendommen, altsaa ikke om det ligegyldige Individs systematiske Iver for at arrangere Christendommens Sandheder i &pgf;&pgf;, men om det uendeligt interesserede Individs Bekymring betr&ae;ffende sit Forhold til en saadan L&ae;re. Saa simpelt som muligt (at jeg experimenterende skal bruge mig selv): &anfbeg;jeg Johannes Climacus, barnef&o-;dt her af Byen, nu tredive Aar gammel, et slet og ret Menneske ligesom Folk er fleest, antager, at der for mig lige saa vel som for en Tjenestepige og en Professor er et h&o-;ieste Gode ivente, som kaldes en evig Salighed; jeg har h&o-;rt, at Christendommen betinger En dette Gode: nu sp&o-;rger jeg, hvorledes kommer jeg i Forhold til denne L&ae;re.&anfslut; &anfbeg;Magel&o-;se Fripostighed,&anfslut; h&o-;rer jeg en T&ae;nker sige, &anfbeg;r&ae;dsomme Forf&ae;ngelighed i det verdenshistorisk-bekymrede, det theocentriske, det speculativt-betydningsfulde nittende Aarhundrede, at turde l&ae;gge en saadan V&ae;gt paa sit eget lille Jeg.&anfslut; Det gyser i mig; hvis jeg ikke havde h&ae;rdet mig mod adskillige Forf&ae;rdelser, vilde jeg vel stikke Halen mellem Benene. Men jeg veed mig fri for enhver Skyld i denne Henseende; thi det er ikke mig der ved mig selv er bleven saa fripostig, det er netop Christendommen der n&o-;dsager mig dertil. Den l&ae;gger en ganske anderledes V&ae;gt paa mit lille Jeg, og paa ethvert nok saa lille Jeg, da den vil gj&o-;re ham evig salig, hvis han er saa heldig at komme ind i den. Uden nemlig at have fattet Christendommen, da jeg jo frems&ae;tter Sp&o-;rgsmaalet, har jeg dog forstaaet saa Meget, at den vil gj&o-;re den Enkelte evig salig, og at den netop hos den Enkelte foruds&ae;tter denne uendelige Interesse for hans Salighed som conditio sine qua non, en Interesse, hvormed han hader Fader og Moder, og saaledes da vel ogsaa bl&ae;ser af Systemer og verdenshistoriske Oversigter. Saa meget har jeg forstaaet, skj&o-;ndt staaende udenfor, at den eneste utilgivelige Majest&ae;ts-Forbrydelse mod Christendommen er, naar det enkelte Individ uden videre antager sit Forhold til den for givet. Hvor beskedent det end kunde synes saaledes at gaae med i Kj&o-;bet, saa anseer Christendommen netop dette for Fr&ae;khed. Jeg maa derfor paa det &ae;rb&o-;digste frabede mig alle theocentriske Hj&ae;lpere og Hj&ae;lperes Hj&ae;lperes Bistand for paa den Maade at hj&ae;lpe mig ind i Christendommen. Saa vil jeg hellere blive hvor jeg er, ved min uendelige Interesse, ved Problemet, ved Muligheden. Det er nemlig ikke umuligt, at Den som er uendeligt interesseret for sin evige Salighed kan engang vorde evig salig, derimod er det vel umuligt, at Den som har tabt Sandsen derfor, (hvilken jo dog ikke kan v&ae;re nogen anden end en uendelig Bekymring), at han kan blive evig salig. Ja naar man engang har tabt den, er det maaskee umuligt at faae den igjen. De fem daarlige Brudejomfruer, de havde tabt Forventningens uendelige Lidenskab. Saa gik Lampen ud. Da blev der gjort Anskrig, at Brudgommen kom. Nu l&o-;b de hen hos Kr&ae;mmeren og kj&o-;bte ny Olie og vilde begynde paa en frisk og lade Alt v&ae;re glemt. Det forstaaer sig, Alt var ogsaa glemt. D&o-;ren blev lukket, og de udelukkede, og Brudgommen sagde til dem, da de bankede paa: jeg kjender Eder ikke. Dette var ingen Spydighed af Brudgommen, men en Sandhed, thi i aandelig Forstand vare de blevne ukjendelige ved at have tabt den uendelige Lidenskab. Det objektive Problem vilde da v&ae;re: om Christendommens Sandhed. Det subjektive er: om Individets Forhold til Christendommen. Ganske simpelt: hvorledes jeg Johannes Climacus kan blive deelagtig i den Salighed som Christendommen forj&ae;tter. Problemet angaaer ganske alene mig: deels fordi det, hvis det er rigtigt fremsat, vil paa samme Maade angaae Enhver, deels fordi alle de Andre jo har Troen endogsaa som noget Givet, som en Ubetydelighed, de end ikke agte stort v&ae;rd, eller som en Ubetydelighed, der f&o-;rst ved nogle Beviser bliver maiet ud til at v&ae;re Noget. Saa er da Problemets Frems&ae;ttelse ikke ubeskedent af mig, men kun en Art Galskab. For at nu mit Problem kan blive tydeligt, skal jeg f&o-;rst frems&ae;tte det objektive Problem, og vise hvorledes dette behandles. Herved vil det Historiske skee sin Ret. Derpaa skal jeg frems&ae;tte det subjektive. Det er i Grunden mere end den lovede Forts&ae;ttelse, som If&o-;relse af det historiske Costume, thi dette er givet blot ved at n&ae;vne Ordet: Christendom. Den f&o-;rste Deel er den lovede Forts&ae;ttelse, den anden Deel et fornyet Fors&o-;g i samme Retning som Piecen, et nyt Till&o-;b til Smulernes Problem. F&o-;rste Deel Det objektive Problem om Christendommens Sandhed For den objektive Betragtning er Christendommen en res in facto posita, hvis Sandhed omsp&o-;rges dog reent objektivt, thi det beskedne Subjekt er altfor objektivt til ikke at lade sig selv udenfor eller dog ohne weiter at tage sig selv med som Den der sagtens har Troen. Sandhed kan saaledes objektivt forstaaet betyde: 1) den historiske Sandhed, 2) den philosophiske Sandhed. Som historisk Sandhed betragtet maa Sandheden udfindes ved en critisk Overveielse af de forskjellige Efterretninger o. s. v., kort, paa samme Maade som ellers den historiske Sandhed udfindes. Sp&o-;rges der om den philosophiske Sandhed, da sp&o-;rges der om den historisk givne og ratihaberede L&ae;res Forhold til den evige Sandhed. Det forskende, det spekulerende, det erkjendende Subjekt sp&o-;rger saaledes vel om Sandheden, men ikke om den subjektive Sandhed, om Tilegnelsens Sandhed. Det forskende Subjekt er saaledes vel interesseret, men ikke uendelig personligt i Lidenskab i Retning af sin evige Salighed interesseret for sit Forhold til denne Sandhed. Langt fra det objektive Subjekt v&ae;re en saadan Ubeskedenhed, en saadan Forf&ae;ngelighed. Det forskende Subjekt maa nu v&ae;re i eet af Tilf&ae;ldene, enten maa det i Troen v&ae;re overbeviist om Christendommens Sandhed og om sit Forhold til denne, i saa Fald kan jo umuligt alt det Andet uendeligt interessere, da jo Troen netop er den uendelige Interesse for Christendommen, enhver anden Interesse let en Anf&ae;gtelse; eller det er ikke i Troen, men objektivt i Betragtningen, og saaledes heller ei uendeligt interesseret for Sp&o-;rgsmaalets Afgj&o-;relse. Dette blot her strax itide for at gj&o-;re opm&ae;rksom paa, hvad der i anden Deel vil blive udf&o-;rt, at Problemet ad denne Vei slet ikke kommer afgj&o-;rende frem, &dvs;: ikke kommer frem, da Problemet netop ligger i Afgj&o-;relsen. Lad den videnskabeligt Forskende arbeide med rastl&o-;s Iver, lad ham endog forkorte sit Liv i Videnskabens begeistrede Tjeneste, lad den Speculerende ikke spare Tid og Flid: de ere dog ikke uendeligt personligt i Lidenskab interesserede, tvertimod ville de end ikke v&ae;re det. Deres Betragtning vil v&ae;re objektiv, interessel&o-;s. Hvad Subjektets Forhold til den erkjendte Sandhed angaaer, da antages, at naar blot det objektive Sande er tilveiebragt, saa er det en smal Sag med Tilegnelsen, den f&o-;lger af sig selv i Kj&o-;bet, og am Ende er det da ligegyldigt med Individet. Deri ligger netop den Forskendes oph&o-;iede Ro, og den Eftersnakkendes comiske Tankel&o-;shed. Cap. 1 Den historiske Betragtning Betragtes Christendommen som historisk Aktstykke, da gjelder det om at faae en aldeles paalidelig Efterretning om, hvad der da egentlig er den christelige L&ae;re. Dersom det forskende Subjekt var uendeligt interesseret om sit Forhold til denne Sandhed, vilde det strax her fortvivle, fordi Intet er lettere at indsee end, at i Forhold til det Historiske er den st&o-;rste Vished dog kun en Approximation, og en Approximation for lidet for derpaa at bygge sin Salighed, saaledes ueensartet med en evig Salighed, at intet Facit kan fremkomme. Da derimod det forskende Subjekt ikkun er historisk interesseret (det v&ae;re nu, at han som Troende tillige er uendelig interesseret i Christendommens Sandhed, hvorved hans hele Str&ae;ben let kunde indvikle ham i adskillige Modsigelser; eller at han, dog uden nogen i Lidenskab negativ Afgj&o-;relse som Ikke-Troende, staaer udenfor), saa begynder han paa Arbeidet, paa de uhyre Studier, hvortil han selv leverer nye Bidrag, indtil i sit 70de Aar; fjorten Dage f&o-;r sin D&o-;d netop im&o-;deseer han et nyt Skrift, der skal kaste Lys over en heel Side af Overveielsen. En saadan objektiv Sjelstilstand er, hvis ikke Mods&ae;tningen er et Epigram over den, et Epigram over den uendeligt interesserede Subjectivitets Uro, der dog vel skulde have et saadant Sp&o-;rgsmaal, der betr&ae;ffer hans evige Saligheds Afgj&o-;relse, besvaret, og i ethvert Tilf&ae;lde for ingen Priis turde opgive sin uendelige Interesse indtil sit sidste &O-;ieblik. Idet der nu sp&o-;rges historisk om Christendommens Sandhed, eller om hvad der er christelig Sandhed, hvad ikke, viser strax den hellige Skrift sig som et afgj&o-;rende Aktstykke. Den historiske Betragtning samler sig derfor f&o-;rst paa Bibelen. &pgf; 1 Den hellige Skrift Det gjelder her for den Forskende at sikkre sig den st&o-;rst mulige Tilforladelighed; derimod gjelder det for mig ikke om at vise Kundskab eller at jeg ingen har. For min Overveielse er det vigtigere, at det forstaaes og erindres, at selv med den stupenteste L&ae;rdom og Udholdenhed, og om saa alle Kritikeres Hoved sad paa een Hals, kommer man dog aldrig videre end til en Approximation, og at der er et v&ae;sentligt Misforhold mellem den og en personlig uendelig Interesserethed for sin evige Salighed. Naar Skriften betragtes som det sikkre Tilhold, der afgj&o-;r, hvad der er christeligt, og hvad ikke, saa gjelder det historisk-critisk at sikkre Skriften. Man afhandler da her: de enkelte Skrifters Medhenh&o-;ren til Kanon, deres Authentie, Integritet, Forfatternes Axiopistie, og man s&ae;tter en dogmatisk Garantie: Inspirationen. Naar man t&ae;nker Engl&ae;ndernes Arbeide paa Tunnelen: den uhyre Anstr&ae;ngelse af Kraft, og hvorledes saa et lille Tilf&ae;lde kan i lang Tid forstyrre det Hele &streg; saa faaer man en passende Forestilling om dette hele critiske Foretagende. Hvilken Tid, hvilken Flid, hvilke herlige Evner, hvilke udm&ae;rkede Kundskaber ere her fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt satte i Reqvisition til dette Underv&ae;rk. Og dog kan her pludseligen en lille dialektisk Tvivl, der r&o-;rer Foruds&ae;tningerne, i lang Tid forstyrre det Hele, forstyrre den underjordiske Vei til Christendommen, som man objektivt og videnskabeligt har villet anl&ae;gge, istedetfor at lade Problemet blive til som det er: subjektivt. Man h&o-;rer vel stundom Ustuderede eller Halvstuderede eller opbl&ae;ste Genier lade haant om det critiske Arbeide med Hensyn til Oldtidsskrifter, man h&o-;rer dem daarligen spotte den l&ae;rde Granskers Omsorg for det Ubetydeligste, hvad netop er hans &Ae;re, at han videnskabeligt Intet anseer for ubetydeligt. Nei, den l&ae;rde Philologie er aldeles i sin Ret, og n&ae;rv&ae;rende Forfatter n&ae;rer vist trods Nogen &Ae;rb&o-;dighed for hvad Videnskab helliger. Men den l&ae;rde kritiske Theologie faaer man derimod ikke noget reent Indtryk af. Hele dens Str&ae;ben lider af en vis bevidst eller ubevidst Dobbelthed. Det seer bestandigt ud, som skulde der af denne Kritik pludselig resultere Noget for Troen, Noget denne betr&ae;ffende. Deri ligger Misligheden. Naar en Philolog udgiver et Skrift af Cicero f. Ex. og gj&o-;r det med stor Skarpsindighed, med det l&ae;rde Apparat i skj&o-;n Lydighed under Aandens Overmagt, naar hans Ingenium og hans ved Jern-Flid erhvervede Fortrolighed til Oldtiden hj&ae;lper hans opdagende Takt til at fjerne Vanskeligheder, til at berede Tankegangen Vei i L&ae;semaadernes Forvirring o. s. v., saa kan man trygt hengive sig til Beundringen; thi naar han er f&ae;rdig, f&o-;lger deraf intet Andet, end det Beundringsv&ae;rdige, at ved hans Kunst og Duelighed et Oldtidsskrift er bragt tilveie i den tilforladeligste Skikkelse. Ingenlunde derimod, at jeg nu paa dette Skrift skal bygge min evige Salighed; thi i Forhold til min evige Salighed, ja jeg tilstaaer det, er hans forbausende Skarpsindighed mig for Lidt; ja jeg tilstaaer det, min Beundring for ham blev ikke glad men mismodig, naar jeg troede, han havde noget Saadant in mente. Men just saaledes gj&o-;r den l&ae;rde kritiske Theologie; naar den er f&ae;rdig, og indtil da holder den os in suspenso, men med denne Udsigt for &O-;ie: saa slutter den: ergo kan Du nu bygge din evige Salighed paa disse Skrifter. Den, som troende statuerer Inspiration, han maa conseqvent ansee enhver kritisk Overveielse, den v&ae;re nu for eller imod, for en Mislighed, en Art Anf&ae;gtelse; og Den, som uden at v&ae;re i Troen vover sig ud i de kritiske Overveielser, kan dog umuligt lade ville Inspirationen resultere af disse. Hvem er det saa egentligen det Hele interesserer? Dog Modsigelsen m&ae;rkes ikke, fordi Sagen behandles reent objektivt; ja saa er den der end ikke, naar den Forskende selv glemmer hvad han har bag &O-;re, undtagen forsaavidt han engang imellem lyrisk opmuntrer sig selv dermed til Arbeidet, eller lyrisk polemiserer ved Veltalenheds Hj&ae;lp. Lad et Individ tr&ae;de til, lad ham med uendelig personlig Interesse i Lidenskab ville knytte sin evige Salighed til dette Resultat, til det forventede Resultat: han seer let, at der intet Resultat er og intet at forvente, og Modsigelsen vil bringe ham til Fortvivlelse. Blot Luthers Forkastelse af Jacobs Brev er nok til at bringe ham til Fortvivlelse. I Forhold til en evig Salighed og en uendelig Interesse i Lidenskab for denne (i hvilken sidste da kun den f&o-;rste kan v&ae;re) er en T&o-;ddel af Vigtighed, af uendelig Vigtighed, eller omvendt: Fortvivlelsen over Modsigelsen vil netop l&ae;re ham, at ad denne Vei lader der sig ikke tr&ae;nge frem. Og dog er det saaledes gaaet hen. Een Generation efter den anden er gaaet i Graven; nye Vanskeligheder ere blevne til, beseirede, og nye Vanskeligheder ere blevne til. I Arv fra Generation til Generation er den Illusion fortsat, at Methoden er den rigtige, men at det endnu ikke er lykkedes de l&ae;rde Forskere o. s. v. Alle synes at befinde sig vel, de blive Alle mere og mere objektive. Subjektets personlige, uendelige Interesserethed i Lidenskab (hvilken er Troens Mulighed og dern&ae;st Troen, den evige Saligheds Form, og dern&ae;st den evige Salighed) forsvinder mere og mere, fordi Afgj&o-;relsen uds&ae;ttes, og uds&ae;ttes som ligefrem resulterende af den l&ae;rde Forskers Resultat. Dette vil sige: Problemet bliver slet ikke til; man er bleven for objektiv til at have en evig Salighed; thi denne er netop i den uendelige personlige Interesserethed i Lidenskab, og det er netop den man opgiver for at blive objektiv, den man lader sig franarre af Objektiviteten. Ved Hj&ae;lp af Pr&ae;sterne, der engang imellem forraader L&ae;rdom, faaer Menigheden et Nys derom. Den troende Menighed bliver tilsidst en Titulatur, thi Menigheden bliver jo objektiv alene ved at see paa Pr&ae;sterne, og im&o-;deseer et uhyre Resultat o. s. v. Nu styrter en Fjende frem mod Christendommen. Han er dialektisk ligesaa vel underrettet som Forskerne og den fuskende Menighed. Han angriber en Bog af Bibelen, en Suite af B&o-;ger. &O-;ieblikkelig styrter det l&ae;rde Redningschor til o. s. v. o. s. v. Wessel har sagt, at han holder sig udenfor hvor Tr&ae;ngsel er: saaledes er det heller ikke noget for en Piece-Forfatter at komme stikkende med sin &ae;rb&o-;dige Ans&o-;gning om nogle dialektiske Overveielser, han bliver kun en Hund i et Spil Kegler; saaledes er det heller ikke noget for en splittern&o-;gen Dialektiker at komme ind i en saadan l&ae;rd Striden, hvor det trods al Talent og L&ae;rdom pro et contra, dog i sidste Instants ikke er dialektisk afgjort, hvad det er man strider om. Er det en reen philologisk Strid, saa v&ae;re L&ae;rdom og Talent h&ae;drede med Beundring, som de fortjene det, men saa vedkommer det jo ikke Troen. Har man Noget bag &O-;ret, saa lad os faae det frem, for i al dialektisk Ro at t&ae;nke det igjennem. Den, der i Hensigt paa Troen forf&ae;gter Bibelen, maa jo have tydeliggjort sig selv, om der af hele hans Arbeide, hvis det lykkedes efter al mulig Forventning, resulterede Noget i denne Henseende, paa det han ikke skal blive siddende i Arbeidets Parenthes og glemme over de l&ae;rde Vanskeligheder det afgj&o-;rende dialektiske Claudatur. Den, som angriber, maa jo ligeledes have gjort sig Rede for, hvis Angrebet nu lykkedes efter den st&o-;rst mulige Maalestok, om der saa resulterede noget Andet end det philologiske Resultat eller i det H&o-;ieste en Seier ved at stride e concessis, hvor man vel at m&ae;rke kan tabe Alt paa en anden Maade, hvis den gjensidige Overeenskomst er et Phantom. For at da det Dialektiske kan skee sin Ret, og uforstyrret blot t&ae;nke Tankerne, saa lad os antage f&o-;rst det Ene, og saa det Andet. Altsaa jeg antager, at det er lykkedes at bevise om Bibelen, hvad nogensinde nogen l&ae;rd Theolog i sit lykkeligste &O-;ieblik har kunnet &o-;nske at bevise om Bibelen. Disse B&o-;ger h&o-;re til Kanon, ikke andre, de ere authentiske, ere hele, Forfatterne ere trov&ae;rdige &streg; man kan godt sige, det er, som var hvert Bogstav inspireret (Mere kan man da ikke sige; thi Inspirationen er jo Troens Gjenstand, er qvalitativ dialektisk, ikke til at naae ved en Qvantiteren). Fremdeles der er ikke Spor af Modsigelse i de hellige B&o-;ger. Thi lader os v&ae;re hypothetisk forsigtige, ymtes der blot et Ord om noget Saadant, saa er Parenthesen der igjen og den philologisk-critiske Stundesl&o-;shed f&o-;rer En strax paa Afveie. Overhovedet er det blot den di&ae;tetiske Forsigtighed, Forsagelsen af enhver l&ae;rd Mellems&ae;tning, der een to tre kunde udarte til at blive en hundredaarig Parenthes, der her er forn&o-;den for at Sagen kan v&ae;re let og simpel. Maaskee er dette ikke saa let, og som et Menneske gaaer i Farer hvor han gaaer, saaledes gaaer den dialektiske Udvikling i Farer overalt, i Fare for at slippe ind i en Parenthes. Det gaaer i det Mindre som i det St&o-;rre, og det som i Almindelighed gj&o-;r Disputer saa kjedelige at h&o-;re paa for Trediemand er, at allerede ved det andet Anl&o-;b er Disputen inde i en Parenthes og forts&ae;ttes nu med denne skj&ae;ve Retning hidsigere og hidsigere bort fra den egentlige Gjenstand. Man bruger det derfor som et F&ae;gterkneb at friste Modstanderen lidt, for at see om man har en dialektisk Paradeur for sig, eller en Parenthes-Durchl&o-;ber, der gaaer Hyp i Gallop saasnart det gjelder om det Parenthetiske. Hvor mangt et heelt Menneskeliv er det ikke gaaet paa den Maade, at det fra en tidlig Ungdom af har bev&ae;get sig fortsat i Parenthes. Dog jeg afbryder disse moraliserende og til Almeenvellet sigtende Betragtninger, hvormed jeg har s&o-;gt at gj&o-;re lidt Fyldest for min manglende historisk-critiske Dygtighed. Altsaa Alt antaget at v&ae;re i sin Orden med Hensyn til den hellige Skrift &streg; hvad saa? Er saa Den, som ikke havde Troen, kommet et eneste Skridt n&ae;rmere til Troen? Nei, ikke et eneste. Thi Troen resulterer ikke af en ligefrem videnskabelig Overveielse, og heller ikke ligefrem, tvertimod taber man i denne Objektivitet den uendelige personlige i Lidenskab Interesserethed, hvilken er Troens Betingelse, det ubique et nusquam, hvori Troen kan blive til. &streg; Har Den, som havde Troen, vundet Noget i Henseende til Troens Kraft og Styrke? Nei, ikke det Allermindste, snarere er han i denne vidtl&o-;ftige Viden, i denne Vished, der ligger ved Troens D&o-;r og begjerer efter den, saa farefuldt stillet, at han vil beh&o-;ve megen Anstr&ae;ngelse, megen Frygt og B&ae;ven for ikke at falde i Anf&ae;gtelsen, og forvexle Viden med Tro. Medens Troen hidtil i Uvisheden har havt en gavnlig Tugtemester, vilde den i Visheden faae sin farligste Fjende. Tages nemlig Lidenskaben bort, saa er Troen ikke mere til, og Vished og Lidenskab sp&ae;ndes ikke. Lad en Parallelle belyse dette. Den, som troer, at der er en Gud til og et Forsyn, har lettere derved at bevare Troen, lettere ved bestemt at faae Troen (og ikke en Indbildning) i en ufuldkommen Verden, hvor Lidenskaben holdes vaagen, end i en absolut fuldkommen Verden. I den er nemlig Tro ut&ae;nkelig. Derfor l&ae;res ogsaa, at Troen afskaffes i Evigheden. &streg; Hvilken Lykke da, at denne &o-;nskende Hypothese, den critiske Theologies skj&o-;nneste &O-;nske, er en Umulighed, fordi selv den fuldkomneste Realisation dog kun vil blive en Approximation. Og atter hvilken Lykke for Videnskabsm&ae;ndene, at Feilen ingenlunde ligger hos dem! Om alle Engle sloge sig sammen, de kunne dog kun tilveiebringe en Approximation, fordi i Forhold til en historisk Viden er en Approximation den eneste Vished &streg; men ogsaa for Lidt til derpaa at bygge en evig Salighed. Saa antager jeg det Modsatte, at det er lykkedes Fjenderne at bevise om Skriften, hvad de &o-;nske, saa vist, at det overgaaer den arrigste Fjendes hidsigste &O-;nske &streg; hvad saa? Har Fjenden dermed afskaffet Christendommen? Ingenlunde. Har han skadet den Troende? Ingenlunde, ikke det Allermindste. Har han vundet H&ae;vd paa at fritage sig selv fra det Ansvar ikke at v&ae;re en Troende? Ingenlunde. Fordi nemlig disse B&o-;ger ikke ere af disse Forfattere, ikke ere authentiske, ikke ere integri, ikke ere inspirerede (dette kan dog ikke modbevises, da det er Troens Gjenstand), deraf f&o-;lger jo ikke, at disse Forfattere ikke have v&ae;ret til, og fremfor Alt ikke, at Christus ikke har v&ae;ret til. Forsaavidt staaer det den Troende endnu lige saa frit at antage det, lige saa frit, lader os vel agte dette; thi hvis han antog det i Kraft af noget Beviis, var han if&ae;rd med at opgive Troen. Kommer det nogensinde saavidt, saa vil den Troende altid have nogen Skyld, dersom han selv har inviteret og begyndt med at spille Vantroen Seiren i Haanden ved selv at ville bevise. Her ligger Knuden, og jeg f&o-;res atter tilbage til den l&ae;rde Theologie. For hvis Skyld f&o-;res Beviset? Troen beh&o-;ver det ikke, ja maa endog ansee det for sin Fjende. Derimod naar Troen begynder at skamme sig ved sig selv, naar den som en Elskerinde, der ikke n&o-;ies med at elske, men underfundigt skammer sig ved den Elskede og altsaa maa have det godtgjort, at han er noget Udm&ae;rket, altsaa naar Troen begynder at tabe Lidenskaben, altsaa naar Troen begynder at oph&o-;re at v&ae;re Tro, da gj&o-;res Beviset forn&o-;dent for at nyde borgerlig Agtelse hos Vantroen. Hvad der paa dette Punkt ved Forvexling af Categorierne af geistlige Talere er pr&ae;steret i rhetoriske Dumheder, ak, lader os ikke tale derom. Troens Forf&ae;ngelighed (et moderne Surrogat &streg; hvorledes kunne De troe, der indbyrdes tage &Ae;re af hinanden, Joh. Ev. 5, 44) vil og kan naturligviis ikke b&ae;re Troens Martyrium, og et egentligt Troens Foredrag er maaskee i dette &O-;ieblik det Foredrag, der h&o-;res sjeldnest i hele Europa. Speculationen har forstaaet Alt, Alt, Alt! Den geistlige Taler holder dog lidt igjen, han tilstaaer, han har endnu ikke forstaaet Alt, han tilstaaer, han str&ae;ber (stakkels Fyr, det er en Forvexling af Categorierne!). &anfbeg;Om der er Nogen, som har forstaaet Alt&anfslut;, siger han, &anfbeg;da tilstaaer jeg&anfslut; (ak, han er besk&ae;mmet, og m&ae;rker ikke, at han skulde bruge Ironie mod de Andre) &anfbeg;at jeg ikke har forstaaet det, ikke kan bevise Alt, og vi Ringere&anfslut; (ak, han f&o-;ler sin Ringhed paa et meget urigtigt Sted) &anfbeg;maae n&o-;ies med Troen.&anfslut; (Stakkels miskjendte, h&o-;ieste Lidenskab: Tro, at Du maae n&o-;ies med en saadan Forsvarer; stakkels geistlige Fyr, at Du slet ikke veed, hvorom Talen er! Stakkels videnskabelige Fattig Peer Eriksen, der ikke rigtigt kan komme med i Videnskaben, men som har Troen, for det har han, Troen, der gjorde Fiskere til Apostle, Troen, der kan flytte Bjerge &streg; naar man har den!). Naar Sagen behandles objektivt, kan Subjektet ikke i Lidenskab forholde sig til Afgj&o-;relsen, allermindst uendeligt interesseret i Lidenskab. Det er en Selv-Modsigelse og saaledes comisk, at v&ae;re uendeligt interesseret i Forhold til hvad der i sit Maximum altid kun bliver en Approximation. S&ae;ttes der dog Lidenskab til, saa fremkommer Zelotismen. For den uendeligt interesserede Lidenskab vil enhver T&o-;ddel v&ae;re af uendelig V&ae;rdie. Feilen ligger ikke i den uendeligt interesserede Lidenskab, men i at dens Gjenstand er blevet en Approximations-Gjenstand. Den objektive Betragtning har derimod sin Bestaaen fra Generation til Generation netop derved, at Individerne (Betragterne) blive mere og mere objektive, mindre og mindre uendeligt lidenskabeligt interesserede. Under Foruds&ae;tning af, at man ad den Vei blev ved at bevise og s&o-;ge Beviset for Christendommens Sandhed, vilde det M&ae;rkelige tilsidst fremkomme, at just som man blev f&ae;rdig med Beviset for dens Sandhed, havde den oph&o-;rt at v&ae;re til som noget N&ae;rv&ae;rende; den var i den Grad blevet noget Historisk at den var noget Forbigangent, hvis Sandhed, &dvs;: hvis historiske Sandhed nu var bragt til Tilforladelighed. Paa den Maade kunde den bekymrede Prophetie i Luc. 18, 8 gaae i Opfyldelse: dog, naar Menneskens S&o-;n kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden? Jo mere Betragteren bliver objektiv, desto mindre bygger han en evig Salighed &dvs;: sin evige Salighed paa sit Forhold til Betragtningen, thi en evig Salighed bliver der kun Tale om for den i Lidenskab uendeligt interesserede Subjektivitet. Objektivt forstaaer da Betragteren (han v&ae;re nu forskende L&ae;rd eller et fuskende Medlem af Menigheden) sig i f&o-;lgende Afskedstale paa Livets Gr&ae;ndse: da jeg var ung, omtvivledes de og de B&o-;ger, nu har man beviist disses &Ae;gthed, men saa har man rigtignok igjen i den sidste Tid reist en Tvivl om nogle B&o-;ger, som man aldrig f&o-;r har tvivlet om. Men der vil saam&ae;nd nok komme en L&ae;rd o. s. v. Den beskedne, objektive Subjektivitet holder sig med applauderet Heroisme udenfor; den er til Tjeneste med at ville antage Sandheden, saasnart den er tilveiebragt. Dog er det et fjernt Maal, hvortil der str&ae;bes (un&ae;gteligt, thi en Approximation kan blive ved saa l&ae;nge det skal v&ae;re) &streg; og medens Gr&ae;sset groer, saa d&o-;er Betragteren, rolig, thi han var objektiv. O, Du ikke for Intet prisede Objektivitet, Du formaaer Alt, ikke den meest Troende har v&ae;ret sin evige Salighed saa vis, og fremfor alt saa sikker paa ikke at tabe den som den Objektive! Det skulde da v&ae;re, at denne Objektivitet og Beskedenhed var paa urette Sted, at den var uchristelig. Saa var det jo rigtignok bet&ae;nkeligt paa den Maade at komme ind i Christendommens Sandhed. Christendommen er Aand, Aand er Inderlighed, Inderlighed er Subjektivitet, Subjektivitet i sit V&ae;sentlige Lidenskab, i sit Maximum uendelig personligt interesseret Lidenskab for sin evige Salighed. Saasnart man tager Subjektiviteten bort, og af Subjektiviteten Lidenskab, og af Lidenskab den uendelige Interesse, saa er der overhovedet slet ingen Afgj&o-;relse, hverken i dette eller i noget andet Problem. Al Afgj&o-;relse, al v&ae;sentlig Afgj&o-;relse ligger i Subjektiviteten. En Betragter (og dette er den objektive Subjektivitet) har paa intet Punkt nogen uendelig Trang til en Afgj&o-;relse, og seer den paa intet Punkt. Dette er Objektivitetens Falsum og Mediationens Betydning som Gjennemgang i den fortsatte Proces, hvori Intet bestaaer og hvori heller Intet uendeligt er afgjort, fordi Bev&ae;gelsen vender tilbage i sig selv, og atter vender tilbage, og Bev&ae;gelsen selv er en Chimaire, og Speculationen altid klog bagefter. Objektivt forstaaet er der overalt Resultat nok, men intet afgj&o-;rende Resultat nogetsteds, hvilket er ganske i sin Orden, netop fordi Afgj&o-;relsen ligger i Subjektiviteten, v&ae;sentligen i Lidenskaben, maxime i den for sin evige Salighed uendeligt interesserede personlige Lidenskab. &pgf;. 2 Om Kirken Den catholske Kirkes V&ae;rn mod Dialektikens Indtr&ae;ngen, som dette haves i Pavens synlige N&ae;rv&ae;relse, vilde vi her lade udenfor Omtale. Men ogsaa indenfor Protestantismen har man, efter at have opgivet Bibelen som det sikkre Tilhold, grebet til Kirken. Skj&o-;ndt der endnu gj&o-;res Angreb paa Bibelen, skj&o-;ndt l&ae;rde Theologer lingvistisk og critisk forsvare den, saa er denne hele Fremgangsmaade for en Deel antiqveret, og fremfor Alt har man, netop fordi man bliver mere og mere objektiv, ikke de afgj&o-;rende Slutninger bag &O-;ret med Hensyn til Troen. Bogstav-Zelotismen, der dog havde Lidenskab, er forsvunden. Det Fortjenstligste ved den var, at den havde Lidenskab. I en anden Forstand var den comisk, og ligesom Riddertiden egentligen slutter af ved Don Quixote, (thi den comiske Opfattelse er altid den afsluttende), saaledes kunde en Digter endnu tydeliggj&o-;re, at med Bogstav-Theologien er det forbi, ved comisk at forevige en saadan ulykkelig Bogstav-Tjener i sin tragi-comiske Romantik; thi overalt hvor der er Lidenskab er der ogsaa Romantik, og Den, der har B&o-;ielighed og Sands for Lidenskab, og ikke har l&ae;rt udenad hvad der er Poesie, han vil i en saadan Figur see et skj&o-;nt Sv&ae;rmeri, ligesom naar en elskende Pige baldyrer den kunstige Indfatning til det Evangelium, hvori hun l&ae;ser sin Elskovs Lykke, ligesom naar en elskende Pige t&ae;ller Bogstaverne i det Brev, han har skrevet hende til; men da vilde han tillige see det Comiske. &streg; Der vilde nok blive leet af en saadan Figur; et andet Sp&o-;rgsmaal er, med hvad Ret der vilde blive leet, thi det, at hele Tiden er bleven lidenskabsl&o-;s, er ingen Berettigelse til at lee. Det Latterlige hos Zeloten laae i, at hans uendelige Lidenskab kastede sig paa en forkeert Gjenstand (en Approximations Gjenstand), men det Gode hos ham var, at han havde Lidenskab. Den Sagens Vending, at slippe Bibelen og at gribe til Kirken, er endog en dansk Idee. Imidlertid vil det ikke lykkes mig, hverken selv at juble paa Landsmandskabets Vegne over denne &anfbeg;magel&o-;se Opdagelse&anfslut; (dette er denne Idees officielle Titulatur hos de geniale Vedkommende: Opfinderen og Dhr. Beundrende), eller at finde det &o-;nskeligt, om Regjeringen lod befale et te deum af hele Folket til gudelig Taksigelse for den &anfbeg;magel&o-;se Opdagelse&anfslut;. Det er bedre, og falder mig i det mindste ubeskriveligt let, at lade Grundtvig beholde hvad hans er: den magel&o-;se Opdagelse. Vel blev der i sin Tid, is&ae;r da en lignende lille Bev&ae;gelse begyndte i Tydskland med Delbr&u..;ck o. s. v., ymtet om, at det egentligen var Lessing, Grundtvig skyldte denne Idee, uden dog at skylde ham det Magel&o-;se ved den, saa Grundtvigs Fortjeneste vilde blive at forvandle et med sindrig Kl&o-;gt, med sjelden skeptisk Forfarenhed, med fiin Dialektik problematisk henstillet lille socratisk Tvivlsmaal til en evig, magel&o-;s, verdenshistorisk, absolut, himmelraabende og soleklar Sandhed. Men selv antaget, at der var et Forhold fra Pastor Grundtvigs Side, hvilket jeg dog slet ikke antager, da den magel&o-;se Opdagelse i sin magel&o-;se Absoluthed har umiskjendeligt Pr&ae;g af grundtvigsk Oprindelighed: det vilde dog v&ae;re en Uretf&ae;rdighed, at sige det var et Laan fra Lessing, da der i alt det Grundtvigske ikke er det Mindste, som erindrer om Lessing, eller som Forstandens Stormester uden en magel&o-;s Resignation kunde gj&o-;re Fordring paa som sin Eiendom. Havde man endda sagt, at den kloge, dialektiske Mag. Lindberg, den magel&o-;se Opdagelses talentfulde Generalprocureur og V&ae;rge, muligen skyldte Lessing Noget: det lod sig h&o-;re. I ethvert Tilf&ae;lde skylder Opdagelsen Lindbergs Talent meget, forsaavidt den ved ham fik Form, blev tvungen ind i dialektisk Holdning, blev mindre hiatisk, mindre magel&o-;s &streg; og mere tilg&ae;ngelig for den sunde Menneskeforstand. Dette havde da Grundtvig rigtigt indseet, at Bibelen umuligen kunde holde igjen mod den indtr&ae;ngende Tvivl, men han havde ikke indseet, at Grunden var, fordi Angrebet og Forsvaret begge ligge i en Approximeren, der i sin evindeligen fortsatte Str&ae;ben ikke var dialektisk for en uendelig Afgj&o-;relse, hvorpaa man bygger en evig Salighed. Da han ikke var dialektisk opm&ae;rksom herpaa, maatte det v&ae;re ved et reent Slumpetr&ae;f, at han virkeligen kom udenfor de Foruds&ae;tninger, indenfor hvilke Bibel-Theorien har sin store Fortjeneste, sin &ae;rv&ae;rdige videnskabelige Betydning. Men et Slumpetr&ae;f er ut&ae;nkeligt i Forhold til det Dialektiske. Forsaavidt var det sandsynligere, at han med sin Kirke-Theorie kom til at blive indenfor de samme Foruds&ae;tninger. Uqvemsord mod Bibelen, hvormed han virkelig i sin Tid forargede de &ae;ldre Lutheranere, Uqvemsord og Magtsprog istedenfor Tanker kan naturligviis kun, og naturligviis overordentlig tilfredsstille Tilbedere; enhver Anden seer let, at naar Tanken mangler i den larmende Tale, saa er det Tankel&o-;sheden der slaaer sig l&o-;s i Udtrykkets L&o-;sagtighed. Som Bibelen f&o-;r skulde objektivt afgj&o-;re, hvad der er det Christelige og hvad ikke, saa skulde Kirken nu v&ae;re det sikkre objektive Tilhold. N&ae;rmere bestemmet er det igjen det levende Ord i Kirken, Troesbekjendelsen, og Ordet ved Sacramenterne. F&o-;rst er det nu klart, at Problemet behandles objektivt. Den beskedne, umiddelbare, aldeles ureflekterede Subjektivitet holder sig naivt overbeviist om, at naar blot den objektive Sandhed staaer fast, saa er Subjektet fix og f&ae;rdig til at tr&ae;kke i den. Herpaa seer man strax Ungdommeligheden (hvilken den gamle Grundtvig jo ogsaa roser sig af), der ingen Anelse har om hiin underfundige lille socratiske Hemmelighed: at Knuden netop er Subjektets Forhold. Dersom Sandheden er Aand, saa er Sandheden Inderliggj&o-;relse, og er ikke et umiddelbart og h&o-;ist ugeneret Forhold af en umiddelbar Geist til en Sum af S&ae;tninger, man kalde nu dette Forhold til ny Forvirring med Subjektivitetens meest afgj&o-;rende Udtryk: Tro. Ureflekterethedens Retning er bestandig ud efter, hen til, mod, i Str&ae;ben til Maalet, mod det Objektive; den socratiske Hemmelighed, der, hvis Christendommen ikke skal v&ae;re et uendeligt Tilbageskridt, i denne kun kan v&ae;re uendeliggjort ved en dybere Inderlighed, er, at Bev&ae;gelsen er ind efter, at Sandheden er Subjektets Forvandling i sig selv. Det om Gr&ae;kenlands magel&o-;se Fremtid varslende Genie er just ikke fortroligt med Gr&ae;citeten. Studiet af den gr&ae;ske Skepsis vilde v&ae;re meget at anbefale. Der l&ae;rer man ypperligt, hvad der altid skal Tid og &O-;velse og Disciplin til at forstaae (trange Vei for Frisproget!), at den sandselige Vished end sige den historiske Vished er Uvished, er kun Approximation, at det Positive og et umiddelbart Forhold dertil er det Negative. Den f&o-;rste dialektiske Vanskelighed ved Bibelen er, at den er et historisk Aktstykke, at, saasnart den skal v&ae;re Tilholdet, den indledende Approximeren begynder, og Subjektet distraheres i en Parenthes, hvis Slutning man i al Evighed kan im&o-;desee. Det nye Testamente er noget Forbigangent, og saaledes i str&ae;ngere Forstand historisk. Netop dette er det Bedaarende, der vil forhindre i at gj&o-;re Problemet subjektivt, og behandle det objektivt, hvorved det slet ikke bliver til. &streg; Denne Vanskelighed har &anfbeg;de philosophiske Smuler&anfslut; samlet sig paa i Cap. IV og V ved at h&ae;ve Forskjellen mellem den samtidige og den sidste Discipel, hvilke antages adskilte ved 1800 Aar. Dette er af Vigtighed, at ikke Problemet (den Modsigelse, at Guden har v&ae;ret til i menneskelig Skikkelse) skal forvexles med Problemets Historie, &dvs;: med summa summarum af 1800 Aars Meninger o. s. v. Saaledes experimenterende h&ae;vede Smulerne Problemet frem. Vanskeligheden med det nye Testamente som noget Forbigangent synes nu h&ae;vet ved Kirken, der jo er noget N&ae;rv&ae;rende. Paa dette Punkt har Grundtvigs Theorie Fortjeneste. Is&ae;r er det af Lindberg med dygtig, juridisk Skarphed udviklet, at Kirken bortskj&ae;rer al den Bevisen og Bevisen, som var forn&o-;den i Forhold til Bibelen, da denne er noget Forbigangent, medens Kirken er til, er et N&ae;rv&ae;rende. At fordre et Beviis af den for, at den er til, siger Lindberg og rigtigt, er Nonsens, ligesom at fordre af en levende Mand Beviis for at han er til. Deri har Lindberg fuld Ret, og Fortjeneste af den Urokkelighed og udklarende Sikkerhed, hvormed han veed at holde Noget fast. Kirken er altsaa til; af den (som n&ae;rv&ae;rende, som samtidig med Sp&o-;rgeren, hvorved Problemet er h&ae;vdet Samtidighedens Ligelighed) kan man faae at vide, hvad der v&ae;sentligen er christeligt; thi det er Det, som Kirken bekjender. Rigtigt. Men paa dette Punkt har end ikke Lindberg kunnet holde Sagen (og jeg &o-;nsker helst at have en Dialektiker for mig, overladende Grundtvig det Magel&o-;se). Efterat der nemlig er sagt om Kirken at den er til, og at man hos den kan faae at vide, hvad det Christelige er, udsiges der igjen om denne Kirke, den n&ae;rv&ae;rende, at den er den apostoliske, at den er den samme som har bestaaet gjennem atten Aarhundreder. Det Pr&ae;dikat: den christelige er altsaa mere end den n&ae;rv&ae;rendes Pr&ae;dikat; pr&ae;diceret om den n&ae;rv&ae;rende angiver det en Forbigangenhed, altsaa en Historiskhed ganske i samme Forstand som Bibelen. Nu er al Fortjenesten gjort til Intet. Det eneste Historiske der er h&o-;iere end Beviset er den samtidige Tilv&ae;relse, enhver Bestemmelse af Forbigangenhed fordrer Beviis. Vil Nogen saaledes sige til en Mand: beviis at Du er til, saa svarer den Anden ganske rigtigt: det er Nonsens. Siger han derimod: jeg, som nu er til, har v&ae;ret til for over 400 Aar siden, v&ae;sentligen den Samme, saa siger den F&o-;rste rigtigt: her beh&o-;ves et Beviis. At en saadan gammel Dialektiker som Lindberg, der netop er duelig til at s&ae;tte en Sag paa Spidsen, ikke har bem&ae;rket dette, er besynderligt. I det &O-;ieblik man ved Hj&ae;lp af det levende Ord urgerer Continuiteten, er Sagen aldeles bragt hen paa det Sted, hvor den var i Bibeltheorien. Det gaaer med Indvendinger ligesom med Nissen: en Mand flytter &streg; Nissen flytter med. Stundom skuffer det et &O-;ieblik. Ved pludseligt at forandre Operations-Planen, naar man da tillige er saa heldig, at Ingen angriber det nye V&ae;rn, kan et Genie som Grundtvig let blive lyksaliggjort i den Mening, at nu er Alt godt ved Hj&ae;lp af hans magel&o-;se Opdagelse. Lad imidlertid Kirketheorien holde St&o-;det ud som Bibelen har maattet gj&o-;re det, lad alle Indvendinger tragte den efter Livet, hvad saa? Saa vil her igjen ganske conseqvent (thi enhver anden Adf&ae;rd vil tilintetgj&o-;re selve Kirketheorien og s&ae;tte Problemet over i Subjektiviteten, hvor det jo rigtignok h&o-;rer hjemme, men hvad den objektive Grundtvig ikke antager) blive en Indledningsvidenskab n&o-;dvendig, der beviser Troesbekjendelsens Oprindelighed, dens Eenstydighed overalt og i ethvert Moment gjennem _atteratten Aarhundreder (hvor det critiske Arbeide vil st&o-;de paa Vanskeligheder, som Bibeltheorien slet ikke kjendte), saa vil der blive st&o-;vet efter i gamle B&o-;ger. Det levende Ord hj&ae;lper ikke; det forstaaer sig, det hj&ae;lper heller ikke at ville s&ae;tte dette ud for Grundtvig. Dette skeer derfor heller ikke med noget Haab snarere med et Mishaab. Det levende Ord forkynder Kirkens Tilv&ae;relse. Rigtigt, dette kan Satan selv ikke tage fra Nogen; men det levende Ord forkynder ikke, at Kirken har v&ae;ret til i _atteratten Aarhundreder, at den v&ae;sentligen er den samme, at den aldeles uforandret har v&ae;ret til o. s. v.; dette kan en dialektisk Yngling indsee. Til det samtidigt N&ae;rv&ae;rendes umiddelbare ubeviselige Tilv&ae;r svarer det levende Ord som Yttring af Tilv&ae;relse, men saa lidet som Forbigangenhed er ubeviselig (&dvs;: er h&o-;iere end Beviset), saa lidet svarer det levende Ord dertil, som det tilf&o-;iede Pr&ae;dikat jo ogsaa kun tyder paa den umiddelbare N&ae;rv&ae;relse. Et grundtvigsk Anathema over dem, som ikke kunne forstaae det levende Ords lyksaliggj&o-;rende eller afgj&o-;rende Magt i Forhold til Bestemmelsen det historisk Forbigangne (et levende Ord af Afd&o-;de), beviser hverken at Grundtvig t&ae;nker, eller at Modparten ikke t&ae;nker. Netop Magister Lindberg, der er for godt et Hoved til at kunne n&o-;ies med Aar ud og Aar ind at slaae Allarm, netop han har selv givet Sagen denne Vending. Da der engang blev Strid om det var rigtigst at sige: jeg troer en christelig Kirke, eller en christelig Kirke at v&ae;re, tog han selv sin Tilflugt til gamle B&o-;ger for at bevise, naar den forkeerte Variant var kommen ind. Der er naturligviis heller intet Andet at gj&o-;re, med mindre man til den christelige Troesbekjendelse f&o-;ier en ny Forsagelse, den af al sand T&ae;nkning i Forhold til den magel&o-;se Opdagelse og det levende Ords Abracadabra. Ad denne Vei begynder saa Approximationen igjen, Parenthesen s&ae;ttes, og naar den ender kan ikke siges, thi dette er og bliver kun en Approximeren, og denne har den m&ae;rkelige Egenskab, at den kan blive ved saa l&ae;nge det skal v&ae;re. Altsaa Kirke-Theoriens Fortjeneste i Forhold til Bibel-Theorien var at skaffe det Senere-Historiske bort og gj&o-;re det Historiske til det N&ae;rv&ae;rende. Men denne Fortjeneste forsvinder strax igjen, naar de n&ae;rmere Bestemmelser tr&ae;de til. Hvad der ellers leilighedsviis er blevet yttret om Troesbekjendelsens Fortrinlighed fremfor Bibelen som Betryggelsesmiddel mod Angreb, er temmeligt dunkelt. At Bibelen er en stor Bog, Troesbekjendelsen nogle faae S&ae;tninger, er en illusorisk Tr&o-;st, og gjelder egentlig kun for Folk, som ikke opdage, at Tankevidtl&o-;ftigheden ikke altid staaer i Forhold til Ord-Vidtl&o-;ftigheden. Angriberne beh&o-;ve ogsaa blot at forandre Angrebet &dvs;: rette det mod Troesbekjendelsen, saa er Alt i fuld Gang. Kan Angriberne for at n&ae;gte den hellige Aands Personlighed exegetisk fors&o-;ge sig paa det ny Testamente, saa kan de jo ligesaa godt knytte sig til den Differents som Lindberg har exegetiseret over, om der i Troesbekjendelsen skal staae: den hellige Aand, eller den Hellig-Aand. Dette blot som et Exempel, thi det f&o-;lger af sig selv, at det er umuligt at finde en saadan objektiv Afgj&o-;relse i Forhold til historiske Problemer, at ingen Tvivl skulde kunne tr&ae;nge sig ind. Ogsaa dette tyder paa, at Problemet skal s&ae;ttes subjectivt, og at det netop er en Misforstaaelse at ville sikkre sig objektivt, og derved undgaae den Risico, i hvilken Lidenskaben v&ae;lger, og i hvilken Lidenskaben forbliver h&ae;vdende sit Valg. Det vilde ogsaa v&ae;re en uhyre Uretf&ae;rdighed om nogen sildigere Generation trygt &dvs;: objektivt skulde kunne tr&ae;nge sig ind i Christendommen og saaledes blive deelagtig i hvad de F&o-;rste havde kj&o-;bt i Subjektivitetens yderste Livsfare og erhvervet i den samme Fare gjennem et langt Liv. Vil Nogen sige, at det korte Udsagn er lettere at holde fast og vanskeligere at angribe, saa fortier han Noget, nemlig hvor mange Tanker der er indeholdt i det korte Udsagn. Forsaavidt vil da en Anden med samme Ret kunne sige, at den vidtl&o-;ftigere Udf&o-;relse (naar som in casu begge Dele ere af de Samme, her af Apostlene) er tydeligere og saaledes lettere at fastholde og vanskeligere at angribe. Men Alt hvad der siges i denne Retning, pro et contra, er igjen kun en Approximations-Skepsis. Kirke-Theorien er bleven tilstr&ae;kkeligen anpriset som objektiv, et Ord, der i vor Tid er en &Ae;reserkl&ae;ring, hvormed T&ae;nkere og Propheter troe at sige hinanden noget Stort. Skade kun, at der hvor man skulde v&ae;re objektiv, i den str&ae;nge Videnskab, der er man det sjeldent; thi en med dygtig Autopsie rustet L&ae;rd er en stor Sjeldenhed. I Forhold til Christendommen er det derimod en h&o-;ist uheldig Categorie, og Den, som har en objektiv Christendom og intet Andet, han er eo ipso en Hedning; thi Christendommen er netop Aandens, og Subjektivitetens og Inderlighedens Sag. At nu Kirke-Theorien er objektiv, vil jeg ikke n&ae;gte, tvertimod vise det ved F&o-;lgende. Naar jeg s&ae;tter det for sin Salighed uendeligt lidenskabeligt interesserede Individ i Forhold til den, saaledes, at han paa den vil begrunde sin Salighed, saa bliver han comisk. Han bliver ikke comisk, fordi han er uendeligt interesseret i Lidenskab, dette er netop det Gode hos ham, men han bliver comisk, fordi Objektiviteten er ueensartet dermed. Skal det Historiske ved Troesbekjendelsen (at den er fra Apostlene o. s. v.) v&ae;re det Afgj&o-;rende, saa maa hver T&o-;ddel uendeligt urgeres, og da dette kun lader sig naae approximando, saa er Individet i den Modsigelse at knytte &dvs;: at ville knytte sin evige Salighed og ikke at kunne komme til det, fordi Approximationen aldrig bliver f&ae;rdig, hvoraf igjen f&o-;lger, at han i al Evighed ikke kommer til at knytte sin evige Salighed til den, men et mindre lidenskabeligt Noget. Blev man f&o-;rst ret enige om at bruge Troesbekjendelsen istedetfor Skriften, vilde der fremkomme aldeles analoge Ph&ae;nomener med den bekymrede bibelske Exegeses Zelotisme. Individet er tragisk ved sin Lidenskab og comisk ved at kaste den paa en Approximation. &streg; Vil man accentuere Daabens Sacramente, og derpaa at man er d&o-;bt begrunde sin evige Salighed, saa bliver man atter comisk; ikke fordi den uendeligt interesserede Lidenskab er comisk, langtfra, den er netop &ae;rv&ae;rdig, men fordi Gjenstanden kun er en Approximations-Gjenstand. Vi Alle leve beroligede i den Formening, at vi ere d&o-;bte, men skal Daaben v&ae;re afgj&o-;rende, uendeligt afgj&o-;rende for min evige Salighed, saa maa jeg, og saaledes Enhver, der ikke er bleven objektiv lyksaliggjort og har aflagt Lidenskab som en Barnestreg (og en Saadan har jo ingen evig Salighed at begrunde, saa han kan sagtens begrunde den paa Lidet), saa maa jeg bede om Vished. Ak, Ulykken er: i Forhold til et historisk Faktum kan jeg kun faae en Approximation. Min Fader har sagt det, det staaer i Kirkebogen, jeg har en Attest o. s. v. O ja, jeg er beroliget. Men lad et Menneske have Lidenskab nok til at fatte sin evige Saligheds Betydning, og lad ham saa fors&o-;ge at knytte den dertil, at han er d&o-;bt: han vil fortvivle. Ad denne Vei maatte Kirketheorien ligefrem, hvis den havde havt nogen Indflydelse og ikke Alt var blevet saa objektivt, f&o-;re til Baptisme, eller ogsaa til Gjentagelse af Daaben ligesom af Nadveren, for at v&ae;re sikker i sin Sag. Netop fordi Grundtvig som Digter er omtumlet og bev&ae;get i umiddelbar Lidenskab, hvilket just er det Herlige ved ham, f&o-;ler han en Trang og f&o-;ler den umiddelbart forstaaet dybt, en Trang til noget Fast, hvormed man kan holde det Dialektiske borte. Men en saadan Trang er kun Trang til et overtroisk Holdningspunkt; thi, som ovenfor sagt, enhver Gr&ae;ndse, der vilde holde Dialektiken ude, er eo ipso Overtro. Netop fordi Grundtvig er bev&ae;get i umiddelbar Lidenskab, er han ikke ubekjendt med Anf&ae;gtelser. I Forhold til disse skyder man nu en Gjenvei ved at faae noget Magisk at holde sig til, og saa faaer man god Tid til at v&ae;re verdenshistorisk bekymret. Men her ligger netop Modsigelsen: i Forhold til sig selv at fortr&o-;ste sig til noget Magisk, og saa at have travlt med hele Verdenshistorien. Naar Anf&ae;gtelsen griber dialektisk, naar Seiren bestandig tillige er dialektisk construeret, saa skal et Menneske faae nok med sig selv at gj&o-;re. Det forstaaer sig, saa kommer man ikke til at lyksaliggj&o-;re hele Menneskeheden i magel&o-;se Syner. Om det for&o-;vrigt ikke er uchristeligt, at finde Hvile betr&ae;ffende det Sp&o-;rgsmaal om sin evige Salighed i den Vished, at man er d&o-;bt, ligesom J&o-;derne beraabte sig paa Omsk&ae;relsen og paa at v&ae;re Abrahams B&o-;rn som det afgj&o-;rende Beviis for Guds-Forholdet, altsaa at finde Hvile ikke i Frihedens Aands-Forhold til Gud (og saa ere vi jo i Subjektivitets-Theorien, hvor de egentlige religi&o-;se Categorier h&o-;re hjemme, hvor Enhver blot skal frelse sig selv og have nok deri, fordi Frelsen bestandig bliver vanskeligere &streg; intensivere i Inderlighed &streg; jo betydningsfuldere Individualiteten; og hvor det at spille verdenshistorisk Genie og verdenshistorisk at fraternisere med Gud som en Extraordinarius, er ligesom Lapserie i Forhold til det s&ae;delige Liv), men i en Begivenhed, altsaa at holde Anf&ae;gtelsen borte ved denne magiske Daab, ikke at ville gjennemtr&ae;nge den med Troen: skal jeg ikke indlade mig paa at afgj&o-;re. Jeg har overalt ingen Mening, men experimenterer blot Problemet frem. Hvad Bibel-Theorien angaaer, da kan n&ae;rv&ae;rende Forfatter, selv om han blev mere og mere overbeviist om den dialektiske Misviisning, der her skjuler sig, dog aldrig Andet end med Taknemlighed og med Beundring mindes det indenfor Foruds&ae;tningen udm&ae;rket Pr&ae;sterede, mindes de med sjelden L&ae;rdom og Grundighed udstyrede Skrifter, mindes et velgj&o-;rende Indtryk af den hele Str&ae;ben, der er nedlagt i en Literatur, hvis hele Omfang n&ae;rv&ae;rende Forfatter langtfra arrogerer sig et ualmindeligere l&ae;rd Kjendskab til. Hvad Grundtvigs Theorie angaaer, da f&o-;ler han just ikke nogen Smerte i Adskillelsens &O-;ieblik, f&o-;ler sig just heller ikke forladt ved Tanken om at v&ae;re ueens med denne T&ae;nker. At have Grundtvig paa sin Side kunde vist Ingen &o-;nske, der med Bestemthed &o-;nsker at vide hvor man er, og ikke &o-;nsker at v&ae;re, hvor der er Allarm, is&ae;r naar Allarmen er den eneste n&ae;rmere Bestemmelse af, hvor man er. Hvad Mag. Lindberg angaaer, da er han en Mand med saa mange dygtige Kundskaber, han er en saa forfaren Dialektiker, at han som Allieret altid er en stor Vinding, og som Fjende altid kan gj&o-;re En Striden vanskelig &streg; men ogsaa forn&o-;ielig, fordi han er en &o-;vet F&ae;gter, der rammer og ikke ihjelslaaer saa absolut, at den Levende let forvisser sig om, at det ikke er ham, der er bleven ihjelslagen, men en eller anden uhyre Absoluthed. Det er altid forekommet mig en Uretf&ae;rdighed mod Lindberg, at medens Pastor Grundtvig nyder noget Vist om Aaret i Beundringens Offer og Accidentser af det tilbedende Partie, Mag. Lindberg derimod har maattet staae i Skyggen. Og dog er det i Sandhed Noget, og Noget der med Sandhed kan siges om Lindberg, at han er et godt Hoved; derimod er det h&o-;ist tvivlsomt, hvad i Sandhed Alt det er, der siges om, at Grundtvig er Seer, Barde, Skjald, Prophet, med et hartad magel&o-;st Blik paa Verdenshistorien, og med eet &O-;ie for det Dybe. &pgf; 3 Aarhundreders Beviis for Christendommens Sandhed Problemet er stillet objektivt; den vederh&ae;ftige Subjektivitet t&ae;nker som saa: &anfbeg;lad det blot v&ae;re vist og klart med Christendommens Sandhed, jeg skal nok v&ae;re Mand for at antage den, det f&o-;lger jo af sig selv.&anfslut; Ulykken er blot, at Christendommens Sandhed har ved sin paradoxe Form noget tilf&ae;lles med Br&ae;ndenelden: den vederh&ae;ftige Subjektivitet br&ae;nder sig kun, naar han saaledes uden videre vil gribe til; eller rettere (da det er et Aands-Forhold, kan det jo kun forstaaes overf&o-;rt om at br&ae;nde sig selv) han griber den slet ikke, dens objektive Sandhed griber han saa objektivt, at han selv bliver udenfor. Egentligen dialektisk lader dette Argument sig slet ikke behandle; thi i sit f&o-;rste Ord forvandler det sig selv til en Hypothese. Og en Hypothese kan blive sandsynligere ved at holde sig i 3000 Aar, men derfor bliver den aldrig nogen evig Sandhed, der kan v&ae;re afgj&o-;rende for Ens evige Salighed. Har ikke Muhamedanismen bestaaet i 1200 Aar? De atten Aarhundreders Tilforladelighed, det at Christendommen har gjennemtr&ae;ngt alle Livsforhold, omskabt Verden o. s. v., denne Tilforladelighed er netop en Svig, hvorved det besluttende og v&ae;lgende Subjekt fanges og gaaer ind i Parenthesens Fortabelse. Atten Aarhundreder har ingen st&o-;rre Beviiskraft end een Dag i Forhold til en evig Sandhed, der skal v&ae;re afgj&o-;rende for en evig Salighed; derimod har atten Aarhundreder og Alt, Alt, Alt det, som kan fort&ae;lles og siges og gjentages i den Anledning, en Adspredelsens Magt, som distraherer ypperligt. Af Naturen er ethvert Menneske lagt an til at blive en T&ae;nker (&Ae;re og Priis v&ae;re den Gud, som skabte Mennesket i sit Billede!). Gud kan ikke for, at Vane og Slendrian og Lidenskabsl&o-;shed og Affectation og Praten med Nabo og Gjenbo efterhaanden ford&ae;rver de Fleste, saa de blive tankel&o-;se &streg; og bygge deres evige Salighed derpaa og saa derpaa og for det Tredie derpaa &streg; og m&ae;rke ikke, at Hemmeligheden er, at deres Tale om deres evige Salighed er Affectation, netop fordi den er lidenskabsl&o-;s, hvorfor den ogsaa ypperligt kan bygges paa Svovelstikke-Argumenter. Argumentet lader sig derfor kun behandle rhetorisk. Sand Veltalenhed er nu vistnok en Sjeldenhed, den sande Veltalenhed vilde vel tage i Bet&ae;nkning at bruge det: maaskee lader det sig deraf forklare, at Argumentet h&o-;res ofte. I sit Maximum vil Argumentet da ikke dialektisere (thi det er kun Fuskere der begynde saaledes, og saa f&o-;rst bag efter gribe til det Rhetoriske), det vil imponere. Taleren isolerer det betragtende eller det tvivlende Subjekt ud af al Forbindelse med Andre, og stiller ligeoverfor den stakkels Synder de utallige Sl&ae;gter og Millioner Millioner Millioner, derpaa siger han til ham: t&o-;r Du nu v&ae;re fr&ae;k nok til at n&ae;gte Sandheden, t&o-;r Du, t&o-;r Du indbilde Dig, at Du skulde have Sandheden og atten Aarhundreder, de utallige Sl&ae;gter og Millioner Millioner Millioner skulle have levet hen i en Vildfarelse; t&o-;r Du, Du elendige Ene-Menneske, t&o-;r Du ville ligesom styrte alle disse Millioner Millioner Millioner, ja hele Menneskeheden i Ford&ae;rvelse; see, de staae op af Gravene, see, de gaae ligesom forbi min Tanke Sl&ae;gt efter Sl&ae;gt alle hine Troende, der fandt Hvile i Christendommens Sandhed, og deres Blik d&o-;mmer Dig, Dig Du fr&ae;kke Opr&o-;rer, indtil Dommens Adskillelse forhindrer Dig fra at see dem, fordi Du blev funden for let, blev lukket udenfor i M&o-;rke, fjern fra hiin evige Salighed o. s. v. Bag denne uhyre Slagorden (af Millioner Millioner Millioner) skjelver dog stundom den feige Taler, naar han bruger Argumentet, fordi han aner, at der er en Modsigelse i hele hans Adf&ae;rd. Synderen gj&o-;r _{ham hamhan}han imidlertid ingen Skade. Et saadant _rhetortskrhetorisk Styrtebad fra en H&o-;ide af atten Aarhundreder er meget oplivende. Taleren gavner, om just ikke paa den Maade han mener, han gavner ved at udsondre Subjektet ligeoverfor andre Mennesker &streg; ak, dette er en stor Tjeneste, thi kun faae Mennesker formaae dette alene ved sig selv; og dog er Fors&o-;gelse i denne Stilling en absolut Betingelse for at komme ind i Christendommen. De atten Aarhundreder skal netop v&ae;re Forf&ae;rdelse. Som Bevis pro er de i Afgj&o-;relsens &O-;ieblik for det enkelte Subjekt = 0; men som Forf&ae;rdelse contra ere de yderst fortr&ae;ffelige. Kun er det et Sp&o-;rgsmaal, om det skal lykkes Rhetoren at faae Synderen ind under Styrtebadet; han gj&o-;r ham nemlig Uret, da Synderen jo aldeles ikke udsiger eller n&ae;gter Christendommens Sandhed, men er ene og alene bet&ae;nkt paa sit Forhold til den. Som Isl&ae;nderen, efter Fort&ae;llingen, sagde til Kongen: det er for meget Deres Vel&ae;rv&ae;rdighed, saaledes kunde Synderen sige: det er for meget Deres H&o-;i&ae;rv&ae;rdighed, hvortil alle disse Millioner Millioner Millioner; man bliver saa fortumlet i Hovedet, at man hverken veed ud eller ind. Som ovenfor bem&ae;rket, det er Christendommen selv, der l&ae;gger en uhyre V&ae;gt paa det enkelte Subjekt; den vil kun indlade sig med ham, ham, ham ene, og saaledes med Hver is&ae;r. Det er forsaavidt en uchristelig Brug af atten Aarhundreder, ved dem at ville lokke den Enkelte ind i Christendommen eller &ae;ngste ham ind: han kommer dog ikke ind. Og kommer han ind, kommer han det enten han har atten Aarhundreder for sig eller imod sig. Hvad her er blevet antydet, have &anfbeg;Smulerne&anfslut; ofte nok indsk&ae;rpet, at der ingen ligefrem og umiddelbar Overgang er til Christendommen, og at derfor Alle, der paa den Maade ville skyde rhetorisk til for at faae En ind i Christendommen eller vel endog ved Prygl hj&ae;lpe En derind: alle disse ere Bedragere &streg; nei: de vide ikke hvad de gj&o-;re. Cap. 2 Den speculative Betragtning Den speculative Betragtning opfatter Christendommen som et historisk Ph&ae;nomen; Sp&o-;rgsmaalet om dens Sandhed betyder derfor, at gjennemtr&ae;nge den saaledes med Tanken, at tilsidst Christendommen selv er den evige Tanke. Den speculative Betragtning har nu den gode Egenskab, at den ingen Foruds&ae;tninger har. Den gaaer ud fra Intet, antager Intet som Givet, begynder ikke &anfbeg;bittweise&anfslut;. Her kan man da altsaa v&ae;re sikker paa ikke at tr&ae;ffe saadanne Foruds&ae;tninger, som i det Foregaaende. Dog antages der jo Eet: Christendommen som givet. Der antages at vi Alle ere Christne. Ak, Ak, Ak, Speculationen er altfor artig. Ja, hvor Verdens Gang er besynderlig! Engang var det livsfarligt at bekjende sig for at v&ae;re Christen, nu er det bet&ae;nkeligt at betvivle, at man er det. Is&ae;r nemlig naar denne Betvivlen ikke betyder, at man stormer frem for at faae Christendommen afskaffet, thi saa lader det sig h&o-;re. Nei, hvis et Menneske simpelt og eenfoldigt vilde sige, at han var bekymret for sig selv, at det ikke hang rigtigt sammen med at han kaldte sig en Christen: saa vilde han &streg; ikke blive forfulgt eller henrettet, men man vilde see vredt til ham og sige: &anfbeg;det er ret kjedeligt med det Menneske, at han skal gj&o-;re Oph&ae;velser over ingen Ting; hvorfor kan han ikke v&ae;re ligesom vi Andre, der alle ere Christne; det er ligesom med F. F., der ikke kan gaae med en Hat som vi Andre, men skal v&ae;re aparte.&anfslut; Var han gift, vilde hans Kone sige til ham: lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke v&ae;re en Christen? Du er jo Dansk; staaer der ikke i Geographien, at den luthersk-christelige Religion er den herskende i Danmark? For en J&o-;de er Du da ikke, en Mahomedaner heller ikke, hvad skulde Du vel saa v&ae;re? Det er jo 1000 Aar siden, at Hedenskabet blev fortr&ae;ngt, saa veed jeg da, Du er ingen Hedning. Passer Du ikke Dit Arbeide i Contoiret som en god Embedsmand, er Du ikke en god Undersaat i en christelig, i en luthersk-christelig Stat: saa er Du jo en Christen.&anfbeg; See, saa objektive ere vi blevne, at selv en Embedsmands Kone argumenterer fra det Totale, fra Staten, fra Samfunds-Ideen, fra Geographiens Videnskabelighed til den Enkelte. Det f&o-;lger i den Grad af sig selv, at den Enkelte er Christen, har Troen o. s. v., at det er Lapseri at gj&o-;re Oph&ae;velser derover eller ogsaa er det Grillef&ae;ngerie. Da det nu altid er ubehageligt at maatte tilstaae, at man ikke er i Besiddelse af Noget, som Alle antages uden videre at v&ae;re i Besiddelse af, og som kun med rette faaer et Slags s&ae;rlig Betydning, naar Nogen er taabelig nok til at forraade sin Skavank, hvad Under da, at Ingen tilstaaer det. I Forhold til hvad der dog er et Noget, hvad der foruds&ae;tter en F&ae;rdighed og andet Saadant, kan man bedre gj&o-;re en Tilstaaelse, men jo ubetydeligere Gjenstand, ubetydeligere nemlig derved, at Alle have den, desto flauere er Tilstaaelsen. Og dette er egentligen den moderne Categorie i Forhold til Bekymringen for ikke at v&ae;re en Christen: det er flaut. &streg; Ergo er det givet, at vi Alle ere Christne. Men siger maaskee Speculationen: &anfbeg;dette er populaire og eenfoldige Betragtninger, som Seminarister og Populair-Philosopher kan anstille dem; Speculationen har dermed slet Intet at gj&o-;re.&anfslut; O, R&ae;dsel at v&ae;re udelukket fra Speculationens fornemme Viisdom! Men besynderligt forekommer det mig, at man bestandig taler om Speculationen og Speculationen, som var denne en Mand, eller en Mand var Speculationen. Speculationen gj&o-;r Alt, den tvivler om Alt, o. s. v.; Speculanten derimod er bleven for objektiv til at tale om sig selv, han siger derfor ikke, at han tvivler om Alt, men at Speculationen gj&o-;r det, og at han siger det om Speculationen, mere siger han ikke &streg; i Tilf&ae;lde af privat S&o-;gsmaal. Skulde vi nu ikke v&ae;re enige om, at v&ae;re Mennesker! Socrates siger som bekjendt, at naar man antager et Fl&o-;itespil, maa man ogsaa antage en Fl&o-;itespiller; og altsaa naar man antager en Speculation, maa man ogsaa antage en Speculant eller flere Speculanter. &anfbeg;Altsaa, dyrebare Menneske, h&o-;ist&ae;rede Hr. Speculant, Dem t&o-;r jeg dog n&ae;rme mig i subjektiv Tiltale: o, Kj&ae;re! hvorledes betragter De Christendommen, &dvs;: Er De en Christen eller ikke? Her sp&o-;rges ikke, om De gaaer videre, men om De er det; det skulde da v&ae;re, at det at gaae videre for en Speculant i Forhold til Christendommen er at oph&o-;re at v&ae;re hvad man var, et sandt Kunststykke à la M&u..;nchhausen, et Kunststykke, som maaskee er muligt for Speculation, thi denne uhyre Magt fatter jeg ikke, men dog vel umuligt for Speculanten qua Menneske. Speculanten (hvis han ikke er ligesaa objektiv som hiin Embedsmands Kone) vil altsaa betragte Christendommen. Han er ligegyldig ved, om Nogen antager den eller ikke; slig Bekymring overlades Seminarister og L&ae;gfolk &streg; og saa dog vel de virkelige Christne, hvilke det ingenlunde er ligegyldigt, om de ere Christne eller ikke. Han betragter Christendommen for nu at gjennemtr&ae;nge den med sin speculative, ja sin &ae;gte speculative Tanke. S&ae;t dette hele Foretagende var en Chimaire, s&ae;t det slet ikke lod sig gj&o-;re; s&ae;t Christendommen netop er Subjektiviteten, er Inderliggj&o-;relsen, s&ae;t altsaa, at kun to Klasser af Mennesker kan vide Noget om den: De, der uendeligt interesserede i Lidenskab for deres evige Salighed troende bygge den paa deres troende Forhold til den; og De, som i modsat Lidenskab (men i Lidenskab) _{forkaste &streg; den}forkaste den &streg; de lykkelige og de ulykkelige Elskere. S&ae;t altsaa den objektive Ligegyldighed aldeles intet kan faae at vide. Kun det Lige forstaaes af det Lige, og den gamle S&ae;tning quicquid cognoscitur, per modum cognoscentis cognoscitur maa dog udvides saaledes, at der ogsaa er en Maade, paa hvilken den Erkjendende slet Intet erkjender, eller at det bliver en Indbildning med hans Erkjenden. I Forhold til en Iagttagelse, hvor det er af Vigtighed, at Iagttageren befinder sig i en bestemt Tilstand, gjelder det jo, at naar han ikke er i denne Tilstand, saa erkjender han slet ikke Noget. Han kan nu bedrage En ved at sige, at han er i den Tilstand uagtet han ikke er det, men naar det tr&ae;ffer sig saa heldigt, at han selv siger, at han ikke er i den forn&o-;dne Tilstand, saa bedrager han Ingen. Dersom nu Christendommen v&ae;sentligen er noget Objektivt, saa gjelder det for Iagttageren at v&ae;re objektiv; men dersom Christendommen v&ae;sentligen er Subjektiviteten, saa er det en Feiltagelse, hvis Iagttageren er objektiv. I Forhold til al Erkjenden, hvor det gjelder at Erkjendelsens Gjenstand er selve Subjektivitetens Inderlighed, gjelder det, at den Erkjendende maa v&ae;re i denne Tilstand. Men Udtrykket for Subjektivitetens yderste Anstr&ae;ngelse er den uendeligt lidenskabelige Interesse for sin evige Salighed. Allerede i Henseende til jordisk Elskov gjelder det, at Iagttageren dog maa v&ae;re i Elskovens Inderlighed. Men Interessen er her ikke saa stor, fordi al Elskov ligger i Illusion, og netop derfor har den et Slags objektiv Side, som gj&o-;r, at en Erfaring paa anden Haand endda lader sig h&o-;re. Gjennemtr&ae;nges Elskoven derimod med et Guds-Forhold, saa forsvinder den ufuldkomne Illusion, det Skin af Objektivitet, der bliver tilbage; og nu gjelder det, at Den, som ikke er i denne Tilstand, Intet vinder ved al sin Betragten. I den uendelige lidenskabelige Interesse for sin evige Salighed er Subjektiviteten i sin yderste Anstr&ae;ngelse, i det Yderste, ikke hvor der intet Objekt er (den ufuldkomne og udialektiske Distinction), men hvor Gud er negativt i Subjektiviteten, der i denne Interesse er den evige Saligheds Form. Speculanten betragter Christendommen som et historisk Ph&ae;nomen. Men s&ae;t Christendommen slet ikke var det. &anfbeg;Hvilken Dumhed,&anfslut; h&o-;rer jeg En sige, &anfbeg;hvilken magel&o-;s Jagen efter Originalitet, at sige noget Saadant, netop i disse Tider da Speculationen har fattet det Historiskes N&o-;dvendighed.&anfslut; Ja hvad Speculationen er istand til at fatte; thi hvis en Speculant vilde sige, at han havde fattet et historisk Ph&ae;nomens N&o-;dvendighed, da vilde jeg bede ham dog et &O-;ieblik at sysle med de Bet&ae;nkeligheder, som &anfbeg;Smulerne&anfslut; eenfoldeligen fremsatte i Mellemspillet mellem Cap. IV og Cap. V. Til hiint lille Partie henvises altsaa indtil videre, jeg skal altid v&ae;re villig til at l&ae;gge det til Grund for yderligere dialektiske Udviklinger, naar jeg faaer den Lykke at have med en Speculant at gj&o-;re, med et Menneske, thi Speculationen t&o-;r jeg ikke indlade mig med. Og nu denne magel&o-;se Jagen efter Originalitet! Lad os tage et Analogon. Tag et &Ae;gtepar; see, deres &Ae;gteskab pr&ae;ger sig tydeligen ud i det Udvortes, det danner et Ph&ae;nomen i Tilv&ae;relsen (i det Mindre ligesom Christendommen verdenshistorisk har udpr&ae;get hele Livet); men deres &ae;gteskabelige Kjerlighed er intet historisk Ph&ae;nomen; det Ph&ae;nomenale er det Ubetydelige, har kun for &Ae;gtefolkene ved Kj&ae;rligheden Betydning, men anderledes seet (&dvs;: objektivt) er det Ph&ae;nomenale et Bedrag. Saaledes med Christendommen. Er dette saa _{orginaltorginalt} originalt? I Forhold til det Hegelske, at det Udvortes er det Indvortes og det Indvortes det Udvortes, er det jo rigtignok yderst originalt. Men det vilde dog ogsaa v&ae;re endnu originalere, om det Hegelske Axiom ikke blot blev beundret af Samtiden, men endogsaa fik tilbagevirkende Kraft til historisk bagl&ae;nds at afskaffe Distinctionen mellem den synlige og usynlige Kirke. Den usynlige Kirke er intet historisk Ph&ae;nomen; den lader sig slet ikke objektivt betragte som saadant, thi den er kun i Subjektiviteten. Ak, med min Originalitet seer det kun maadeligt ud; trods al Jagen, hvilken jeg dog ikke er mig bevidst, siger jeg kun hvad ethvert Skolebarn veed, om det end ikke veed at s&ae;tte det saa tydeligt frem, hvilket Skolebarnet dog har tilf&ae;lleds med store Speculanter, kun at Skolebarnet er endnu for umodent, Speculanten for overmoden. At nu den speculative Betragtning er objektiv, n&ae;gtes ikke, tvertimod vil jeg blot for yderligere at vise det, atter her gjentage Fors&o-;get med at s&ae;tte den i Lidenskab for sin evige Salighed uendeligt bekymrede Subjektivitet i Forhold til den, hvorved det da netop vil vorde aabenbart, at den speculative Betragtning er objektiv, derved, at Subjektet bliver comisk. Han er ikke comisk fordi han er uendelig interesseret, (tvertimod er netop Enhver comisk, der ikke uendelig i Lidenskab interesseret dog vil bilde Folk ind, at han er interesseret for sin evige Salighed), nei, det Comiske ligger i det Objektives Misforhold. Er Speculanten tillige Troende (hvilket ogsaa siges), saa maatte han jo forl&ae;ngst have indseet, at Speculationen aldrig kan faae den Betydning for ham som Troen. Netop som Troende er han jo uendelig interesseret for sin evige Salighed, og er i Troen forvisset om den (NB. saaledes som man troende kan v&ae;re det, &dvs;: ikke eengang for alle, men dagligen med den uendelige personlige lidenskabelige Interesse erhvervende Troens visse Aand); og han bygger da ingen evig Salighed paa sin Speculation, han omgaaes snarere Speculationen mist&ae;nkeligt, at den ikke narrer ham ud af Troens Vished (der i ethvert &O-;ieblik har Uvishedens uendelige Dialektik i sig) ind i den ligegyldige objektive Viden. Simpel dialektisk forstaaet forholder Sagen sig saaledes. Siger han derfor, at han bygger sin evige Salighed paa Speculationen, saa modsiger han sig comisk, thi Speculationen i sin Objektivitet er netop aldeles ligegyldig mod hans og min og Din evige Salighed; medens den evige Salighed netop ligger i Subjektivitetens ved den yderste Anstr&ae;ngelse erhvervede fradragende Selvf&o-;lelse. Han lyver tillige med Hensyn til at han udgiver sig for en Troende. Eller Speculanten er ikke Troende. Speculanten er naturligviis ikke comisk, thi han sp&o-;rger slet ikke om sin evige Salighed, det Comiske fremkommer f&o-;rst, naar den i Lidenskab uendeligt interesserede Subjektivitet vil s&ae;tte sin Salighed i Forhold til Speculationen. Speculanten derimod frems&ae;tter ikke det Problem, hvorom vi tale, thi som Speculant bliver han netop for objektiv til at bekymre sig om sin evige Salighed. Her dog eet Ord for at det kan vorde tydeligt, hvis Nogen misforstaaer mange af mine Yttringer, at det er ham der vil misforstaae mig, medens jeg er uden Skyld. &Ae;re v&ae;re Speculationen, priset Enhver, der i Sandhed sysler med den. At n&ae;gte Speculationens V&ae;rd (om man end kunde &o-;nske at Vexelererne i Forgaarden o. s. v. bleve forjagne som Vanhellige) vilde i mine &O-;ine v&ae;re at prostituere sig selv, og is&ae;r taabeligt af Den, hvis meste Liv efter fattig Leilighed er helliget til dens Tjeneste, is&ae;r taabeligt af Den, der beundrer Gr&ae;kerne. Thi han maa jo dog vide, at Aristoteles, naar han afhandler, hvad Lyksalighed er, s&ae;tter den h&o-;ieste Salighed i at t&ae;nke, mindende om de evige Guders salige Tidsfordriv i T&ae;nkning. Han maa fremdeles have baade Forestilling om og &Ae;rb&o-;dighed for den Videnskabeliges uforf&ae;rdede Begeistring, hans Udholdenhed i Ideens Tjeneste. Men for den Speculerende kan Sp&o-;rgsmaalet om hans personlige evige Salighed slet ikke komme frem, netop fordi hans Opgave bestaaer i mere og mere at komme bort fra sig selv og blive objektiv, og saaledes forsvinde for sig selv og blive Speculationens skuende Kraft. Alt Sligt veed jeg endda ganske god Beskeed om. Men see, de salige Guder, hiint Speculantens store Forbillede, de vare jo heller ikke bekymrede for deres evige Salighed. Saaledes kom derfor Problemet slet ikke frem i Hedenskabet. Men at behandle Christendommen paa samme Maade, er jo blot at forvirre. Da Mennesket er en Synthese af det Timelige og det Evige, vil den Speculationens Salighed, Speculanten kan have, v&ae;re en Illusion, fordi han i Tiden vil v&ae;re blot evig. Deri ligger Speculantens Usandhed. H&o-;iere derfor end denne Salighed er den i Lidenskab uendelige Interesse for sin personlige evige Salighed. Den er h&o-;iere netop fordi den er sandere, fordi den bestemt udtrykker Synthesen. Saaledes forstaaet (og i en vis Forstand vilde det end ikke beh&o-;ve at oplyses, om den uendelige Interesse for sin evige Salighed er noget H&o-;iere, thi Hovedsagen er blot at den er det Omspurgte) vil det Comiske let vise sig i Modsigelsen. Subjektet er uendelig interesseret i Lidenskab for sin evige Salighed, nu skal han hj&ae;lpes ved Speculationen, &dvs;: altsaa ved selv at speculere. Men for at speculere maa han netop gaae den modsatte Vei, opgive og tabe sig selv i Objektiviteten, forsvinde for sig selv. Ueensartetheden vil aldeles forhindre ham i at begynde, og vil comisk d&o-;mme enhver Forsikkring om ad denne Vei at have vundet Noget. Dette er fra den modsatte Side aldeles det Samme som der blev sagt i det Foregaaende om Iagttagerens Forhold til Christendommen. Objektivt lod Christendommen sig ikke iagttage, netop fordi den vil bringe Subjektiviteten til sit Yderste; naar Subjektiviteten saaledes er rigtigt stillet, kan den ikke knytte sin evige Salighed til Speculationen. Modsigelsen mellem det i Lidenskab uendeligt interesserede Subjekt og Speculationen, naar den skal hj&ae;lpe ham, vil jeg tillade mig at oplyse ved et sandseligt Billede. Naar man vil sauge, gjelder det om ikke at trykke for st&ae;rkt paa Saugen; jo lettere den Saugende gj&o-;r sin Haand, desto bedre gaaer Saugen. Vil En trykke af al sin Kraft paa Saugen, kommer han slet ikke til at sauge. Saaledes gjelder det ogsaa her for den Speculerende at gj&o-;re sig selv objektiv let, men Den, der i Lidenskab er uendeligt interesseret for sin evige Salighed, gj&o-;r sig saa subjektiv tung som muligt. Netop derved gj&o-;r han sig det umuligt at komme til at speculere. Dersom nu Christendommen hos det enkelte Subjekt fordrer denne uendelige Interesse (hvilket antages, thi derom dreier Problemet sig), saa sees det let, at han umuligen i Speculation kan finde det han s&o-;ger. &streg; Dette kan ogsaa udtrykkes saaledes, at Speculationen slet ikke lader Problemet komme frem, saa al dens Besvarelse kun er en Mystification. Anden Deel Det subjektive Problem. Subjektets Forhold til Christendommens Sandhed, eller det at blive Christen F&o-;rste Afsnit Noget om Lessing Cap. 1 Yttring af Taknemlighed mod Lessing Dersom en stakkels privatiserende T&ae;nker, en spekulativ Grillef&ae;nger, der liig en fattig Logerende beboede et Tagkammer &o-;verst oppe i en uhyre Bygning, hensad der i sit lille Aflukke fangen i hvad der syntes ham vanskelige Tanker, dersom han, uden opdagende n&ae;rmere at kunne forstaae hvorledes, fattede en anende Mistanke om, at der maatte v&ae;re en Feil eet eller andetsteds i Fundamenterne, dersom han, saa ofte han saae ud af sit Tag-Vindue, med Gysen bem&ae;rkede den fordoblede og travle Anstr&ae;ngelse for at forskj&o-;nne og udvide Bygningen, saa han, naar han havde seet og naar han havde gyset, hensank i Mathed tilmode som en Edderkop, der i sin skjulte Krog frister det kummerlige Liv siden sidste Reengj&o-;ren, medens den i Angest m&ae;rker paa sig selv, at der er et Uveir i Luften; dersom han hver Gang han yttrede sin Tvivl til en Enkelt saae sin Udtryksmaade ved Forskjelligheden fra den almindelige Tanke-Kl&ae;dedragt betragtet som et forulykket Subjekts luslidte og afstikkende Paakl&ae;dning &streg; dersom, siger jeg, en saadan privatiserende T&ae;nker og spekulativ Grillef&ae;nger pludseligen stiftede Bekjendtskab med en Mand, hvis Navnkundighed vel ikke ligefrem var ham Borgen for Tankernes Rigtighed (thi saa objektiv var den stakkels Logerende ikke, at han uden videre bagvendt kunde slutte fra Navnkundighed til Sandhed), men hvis Navnkundighed var et Smiil af Lykken til den Forladte, der hos den Navnkundige fandt en og anden af de vanskelige Tanker ber&o-;rte: ak, hvilken Gl&ae;de, hvilken H&o-;itid paa det lille Qvistkammer, naar hiin stakkels Logerende tr&o-;stede sig ved den Navnkundiges herlige Ihukommelse, medens Tanke-Syslen vandt Frimodighed, og _{Vanskelighedens}Vanskeligheden Skikkelse, og Haabet blev til, Haabet om at forstaae sig selv, &dvs;: f&o-;rst at forstaae Vanskeligheden og da maaskee endog at overvinde den! Det gjelder nemlig med Hensyn til Vanskeligheders Forstaaelse hvad Peer Degn urigtigt vil have indf&o-;rt i den geistlige Befordring: f&o-;rst Degn .... &streg; det gjelder f&o-;rst at forstaae Vanskeligheden, saa kan man altid gaae over til at forklare den &streg; hvis man kan det. Nu vel da, for Sp&o-;g og i Alvor: tilgiv, navnkundige Lessing, denne Yttring af en sv&ae;rmersk Taknemlighed, tilgiv dens sp&o-;gende Form! Yttringen er visseligen i s&o-;mmelig Afstand uden Paatr&ae;ngenhed, den er uden verdenshistorisk Vr&ae;len, uden systematisk Vold reen personlig; er den usand, er det fordi den er altfor sv&ae;rmersk, hvorpaa dog Sp&o-;gen b&o-;der. Og denne Sp&o-;g har ogsaa sin dybere Grund i det omvendte Forhold: Dens, der experimenterende reiser Tvivlene, uden at forklare hvorfor han gj&o-;r det, og Dens, der experimenterende s&o-;ger at bringe det Religi&o-;se frem i dets overnaturlige St&o-;rrelse, uden at forklare, hvorfor han gj&o-;r det. Yttringen angaaer ikke hvad man i Almindelighed og vel ogsaa, det antager jeg, med Rette har beundret hos Lessing. Til saaledes at beundre skj&o-;nnes jeg ikke bef&o-;iet. Den angaaer ikke Lessing i Qvalitet af L&ae;rd, ikke hvad der tiltaler mig som en sindrig Mythe, at han var Bibliothekar; ikke hvad der tiltaler mig som et Epigram, at han var Sjelen i et Bibliothek, at han med en n&ae;sten allestedsn&ae;rv&ae;rende Autopsie holdt en enorm Viden, et gigantisk Apparat behersket af Tankens Indsigt, lydigt under Aandens Vink, f&ae;stet i Ideens Tjeneste. Den angaaer ikke Lessing som Digter, ikke hans Mesterskab i at construere den dramatiske S&ae;tning, ikke hans psychologiske Myndighed til digterisk at gj&o-;re aabenbart, ikke hans vel hidtil uovertrufne Replikker, der med Samtalens lette Sving bev&ae;ge sig frit og ugenerede i Dialogens Slyngning, skj&o-;ndt betyngede af Tanke. Den angaaer ikke Lessing som &Ae;sthetiker, ikke hiin Demarcations-Linie, der paa hans Bud, anderledes afgj&o-;rende end en Paves, droges mellem Poesie og Kunst, ikke hiin Velstand af &ae;sthetisk Iagttagelse, der vedbliver at str&ae;kke til endnu i vor Tid. Den angaaer ikke Lessing som Viis, ikke hiin sindrige Viisdom, der skjulte sig beskedent i Fabelens ringe Dragt. Nei, den angaaer Noget, hvor Knuden netop er, at man ikke ligefrem kan komme til at beundre ham, eller ved sin Beundring i et umiddelbart Forhold til ham, da Fortjenesten netop er at have forhindret det: at han religieust sluttede sig af i Subjektivitetens Isolation, at han i religieus Henseende ikke lod sig narre til at blive verdenshistorisk eller systematisk, men forstod og forstod at fastholde, at det Religieuse angik Lessing, Lessing alene, som det paa samme Maade angaaer ethvert Menneske, forstod at han uendeligt havde med Gud at gj&o-;re, men ligefrem Intet, Intet med noget Menneske. See, dette er Yttringens Gjenstand, Taknemlighedens Gjenstand, dersom det nu bare er vist, at det er saa med Lessing, dersom. Og dersom det saa var vist, saa vilde Lessing med Rette kunne sige: Intet at takke for. Dersom det barestens er vist! Ja forgjeves vilde jeg storme ind paa ham med Beundringens Overtalelse, forgjeves trygle, true, trodse, han har netop fattet hiint Religieusitetens archimediske Punkt, hvorved man ikke just kan bev&ae;ge hele Verden, men hvortil der h&o-;rer en Verdenskraft for at opdage det, naar man har Lessings Foruds&ae;tninger. Dersom det bare er saaledes! &streg; Men nu hans Resultat! Har han antaget Christendommen, har han forkastet den, har han forsvaret den, har han angrebet den, at ogsaa jeg kan antage den samme Mening i Tillid til ham, der havde digterisk Phantasie nok til, hvad &O-;ieblik det skulde v&ae;re, at blive samtidig med hiin Begivenhed, som indtraadte for nu 1812 Aar siden, saa primitivt, at ethvert historisk Sandsebedrag, ethvert objektivt-bagvendt Falsum var forhindret. Ja, tag Lessing der. Nei, han havde ogsaa skeptisk Ataraxie og religieus Sands nok til at m&ae;rke det Religieuses Categorie. Vil Nogen n&ae;gte dette, saa fordrer jeg, at der skal balloteres derpaa. Altsaa hans Resultat! Vidunderlige Lessing! Han har intet, intet, der er ikke Spor af noget Resultat; sandeligen, ikke en Skriftefader, der modtog en Hemmelighed at bevare, ikke en Pige, der havde lovet sig selv og sin Forelskelse Taushed og blev ud&o-;delig ved L&o-;ftets Holdelse, ikke Den, som tog enhver Oplysning med sig i Graven: Ingen kunde b&ae;re sig forsigtigere ad end Lessing ved den vanskeligere Opgave: tillige at tale. Ikke Satan selv kan som Trediemand med Bestemthed sige Noget som Trediemand. Hvad Gud derimod angaaer, da kan han aldrig blive Trediemand, hvor han er med i det Religieuse; dette er netop det Religieuses Hemmelighed. Det Verden maaskee altid har havt Mangel paa, er hvad man kunde kalde de egentlige Individualiteter, de afgjorte Subjektiviteter, de kunstnerisk gjennemreflekterede, de selvt&ae;nkende, hvilke ere forskjellige fra de vr&ae;lende og de docerende. Jo mere objektiv Verden bliver og Subjektiviteterne, desto vanskeligere bliver det med de religieuse Categorier, som netop ligge i Subjektiviteten, hvorfor det at ville v&ae;re verdenshistorisk, videnskabelig, objektiv i Forhold til det Religi&o-;se hartad er en irreligieus Overdrivelse. Dog er det ikke for at faae En at beraabe mig paa, at jeg har draget Lessing frem, thi allerede det kun at ville v&ae;re subjektiv nok til at beraabe sig paa en anden Subjektivitet er et Fors&o-;g paa at blive objektiv, er det f&o-;rste Skridt til at faae Stemmefleerheden paa sin Side og sit Guds-Forhold forvandlet til en Speculations-Entreprise i Kraft af Sandsynlighed og Compagnieskab og Medactionnairer. Men i Forhold til det egentligen at blive subjektiv, gjelder det igjen om, hvilke Reflexions-Foruds&ae;tninger Subjektet har at gjennemtr&ae;nge, hvilken Objektivitetens V&ae;gt han maa afkaste, hvilken uendelig Forestilling han har om, hvad denne Vending betyder, dens Ansvar og dens discrimen. Ligger der nu end i denne Betragtning en Fordring, som gj&o-;r Tallet paa de Individualiteter, mellem hvilke der kunde v&ae;lges, ringe, saa er det, selv om det syntes mig, at Lessing var den Eneste, atter ikke for at beraabe mig paa ham (o, hvo der turde det, hvo der turde s&ae;tte sig i et umiddelbart Forhold til ham, ja han var hjulpen!), at jeg her drager ham frem. Det falder mig ogsaa ind, at det var misligt af den Grund, at jeg ved Hj&ae;lp af Beraabelsen tillige havde modsagt mig selv og h&ae;vet det Hele. Har Subjektiviteten ikke selv gjennem- og udarbeidet sig af Objektiviteten, saa vil al Raaben paa en anden Individualitet blot v&ae;re Misforstaaelse, og har den gjort det, saa vil den Subjektive vel vide Besked om sin egen Gang, og om de dialektiske Foruds&ae;tninger, i og efter hvilke han har sin religieuse Existents. Den religieuse Subjektivitets Udviklings-Gang har nemlig den m&ae;rkelige Egenskab, at Veien bliver til for den Enkelte og lukker sig efter ham. Hvorfor skulde ikke ogsaa Guddommen vide at holde sig selv i Priis! Overalt hvor der er noget Overordentligt og noget V&ae;rdifuldt at see, der er vel Tr&ae;ngsel, men Eiermanden indretter det forsigtigen saaledes, at kun Een og Een ad Gangen faaer Lov at komme ind &streg; Tr&ae;ngselen, Massen, Hoben, det verdenshistoriske Opl&o-;b bliver udenfor. Og Guddommen eier dog vel det Kostbareste; men den veed ogsaa ganske anderledes at sikkre sig end alt _{jordisk, Opsyn}jordisk Opsyn, veed ganske anderledes at forhindre, at Ingen smutter verdenshistorisk, objektivt, videnskabeligen ind, benyttende sig af Tr&ae;ngselen. Og Den, som fatter dette, han udtrykker formodentligen og maaskee det Samme ved sin Adf&ae;rd, medens dog den samme Adf&ae;rd hos den Ene kan v&ae;re Fr&ae;khed, hos den Anden det religieuse Mod, uden at dette objektivt lader sig afgj&o-;re. Om nu Lessing har gjort det Store, om han saaledes ydmygende sig under det Guddommelige, elskende det Menneskelige, er kommen Guddommen til Hj&ae;lp ved i sit Forhold til Andre at udtrykke sit Guds-Forhold, at ikke det Meningsl&o-;se skulde indtr&ae;de, at han skulde have sit Guds-Forhold, og noget andet Menneske kun gjennem ham have sit Guds-Forhold: hvo veed det med Bestemthed? Vidste jeg det med Bestemthed, saa kunde jeg beraabe mig paa ham, og kunde jeg beraabe mig paa ham og gj&o-;re det med Rette, saa havde Lessing bestemt ikke gjort det. Nu er Lessing jo rigtignok et forl&ae;ngst Tilbagelagt, en forsvindende lille Station paa den verdenshistorisk-systematiske Jernbane, at tye til ham er at d&o-;mme sig selv, er at berettige enhver Samtidig til den objektive Dom om En, at man ikke formaaer at f&o-;lge med Tiden hvor det gaaer paa Jernbane &streg; og hele Kunsten altsaa bestaaer i at springe ind i den f&o-;rste den bedste Vogn og lade verdenshistorisk staae til; at minde om ham er en Fortvivlelsens Gjerning, thi saa er det jo vist, at det er forbi med En, at man er langt, langt bag efter, dersom Lessing allerede har sagt Noget af det, man vil sige &streg; det skulde da v&ae;re, enten at det var sandt, hvad Lessing sagde (i saa Fald er det bet&ae;nkeligt med Jernbane-Fart at styre bort derfra), eller at man ikke havde givet sig Tid til at forstaae Lessing, der snildt bestandigt vidste at unddrage sig, og sin dialektiske Viden, og sin Subjektivitet indenfor denne, enhver travl Transport til Ih&ae;ndehaveren. Men see, naar man saa har v&ae;bnet sig mod al denne Tort og Anf&ae;gtelse, saa staaer det V&ae;rste tilbage: s&ae;t saa Lessing bedrog En. Nei, det var dog en Egoist den Lessing! I religieus Henseende havde han altid Noget for sig selv, Noget, som han vel sagde, men paa en underfundig Maade, Noget, som ikke ligefrem lod sig ramse bagefter af Repetenter, Noget, som bestandigen blev det Samme, medens det bestandigen forandrede Form, Noget, som ikke udleveredes stereotyperet til at indf&o-;res i en systematisk Formularbog, men som den gymnastiske Dialektiker frembringer og forandrer og frembringer, det Samme og dog ikke det Samme. Det var i Grunden stygt af Lessing, at han saaledes bestandigt forandrede Bogstaverne i Forhold til det Dialektiske, ligesom naar en Mathematiker derved forvirrer den L&ae;rende, der ikke mathematisk faaer &O-;ie paa Beviset, men n&o-;ies med et Gadebekjendtskab, der tager Kjende paa Bogstaverne. Det var en Skam af Lessing at bringe Dem, der saa uendeligt gjerne vilde sv&ae;rge in verba magistri i den Forlegenhed med Hensyn til ham aldrig at kunne komme i det eneste dem naturlige Forhold: det sv&ae;rgende; at han ikke selv sagde ligefrem, jeg angriber Christendommen, at de Sv&ae;rgende kunde sige: vi sv&ae;rge; at han ikke sagde ligefrem, jeg vil forsvare Christendommen, at de Sv&ae;rgende kunde sige: vi sv&ae;rge. Det var en Misbrug af hans dialektiske Kunst, at han n&o-;dvendigviis maatte foranledige dem til at sv&ae;rge falsk (da de n&o-;dvendigviis maatte sv&ae;rge), deels naar de svoer, at det han nu sagde var det Samme, som det han f&o-;r sagde, fordi Formen og Indkl&ae;dningen var den samme; deels naar de svoer, at det han nu sagde ikke er det Samme, fordi Formen og Indkl&ae;dningen er forandret: ligesom hiin Reisende, der under Eds Afl&ae;ggelse gjenkjendte sin R&o-;ver i den Uskyldige og ikke kjendte sin R&o-;ver, fordi han kun kjendte Parykken, og derfor viseligen skulde have indskr&ae;nket sig til at sv&ae;rge paa, at han kjendte Parykken. Nei, Lessing var ingen alvorlig Mand, hele hans Fremstilling er uden Alvor og uden den sande Tilforladelighed, der gj&o-;r Fyldest for Andre, som t&ae;nke bag efter, dog uden Eftertanke. Og nu hans Stiil! Denne polemiske Tone, der hvert &O-;ieblik har uendelig god Tid til en Vittighed, og det endda i en Gj&ae;rings-Periode; thi if&o-;lge en gammel Avis jeg har fundet, skal det dengang akkurat ligesom nu have v&ae;ret en Gj&ae;ringsperiode, som Verden aldrig har seet Magen til. Denne stilistiske Sorgl&o-;shed, der udf&o-;rer en Lignelse indtil den mindste Detail, som havde Fremstillingen selv et V&ae;rd, som var der Fred og Tryghed, og det uagtet maaskee Bogtrykkerdrengen og Verdenshistorien, ja den hele Menneskehed ventede paa, at han skulde blive f&ae;rdig. Denne videnskabelige &O-;rkesl&o-;shed, der ikke lystrer Paragraph-Normativet. Denne Blanding af Sp&o-;g og Alvor, som gj&o-;r det umuligt for Trediemand med Bestemthed at vide, hvilket der er hvilket &streg; det skulde da v&ae;re, at Trediemand vidste det ved sig selv. Denne Underfundighed, der maaskee endog stundom l&ae;gger falsk Accent paa det Ligegyldige, at den Vidende netop saaledes bedst maa fatte det dialektisk Afgj&o-;rende, og Kj&ae;tterne ikke faae Noget at rende med. Denne Fremstillingsmaade, der ganske tilh&o-;rer hans Individualitet, der frisk og vederqv&ae;gende baner sig sin egen Vei, og ikke udaander i et Mosaik af Stik-Ord og autoriserede Talemaader, og Samtidiges Vendinger, der under Gaase&o-;ine forraade En, at den Skrivende f&o-;lger med Tiden, medens Lessing sub rosa betroer En, at han f&o-;lger med Tanken. Denne Fiffighed med hvilken han drillende bruger sit eget Jeg, n&ae;sten ligesom Socrates, frabedende sig Compagniskab eller rettere sikkrende sig derimod, naar det er i Forhold til den Sandhed, hvor Hovedsagen netop er at v&ae;re ene derom, uden at &o-;nske Mennesker med sig for Triumphens Skyld, da her ingen er at vinde, det skulde da v&ae;re Uendelighedens Sp&o-;g at v&ae;re Intet for Gud, uden at &o-;nske Mennesker om sig i den eensomme T&ae;nknings Livsfare, da denne jo netop er Veien. Alt Dette er det Alvor? Er det Alvor, at han v&ae;sentligen b&ae;rer sig eens ad mod Alle, om end i Formen forskjelligt, at han unddrager sig ikke blot Fanatikeres dumme Fors&o-;g paa at indrullere ham i det positive Sociale og illuderer deres taabelige Anmasselse, naar de ville excludere ham, men at endog den &ae;dle Jacobis begeistrede Veltalenhed Intet formaaer over ham, at han ikke r&o-;res ved Lavaters elskelige eenfoldige Bekymring for hans Sjel? Er det en alvorlig Mands Udgang af Livet, at hans sidste Ord er ligesaa gaadefuldt som alt det &O-;vrige, at den &ae;dle Jacobi end ikke t&o-;r indestaae for hans Sjels Salighed, hvad Jacobi var alvorlig nok til at bekymre sig om &streg; n&ae;sten ligesaa meget som om sin egen? Er det Alvor? Ja, lad Dem afgj&o-;re det, der ere saa alvorlige, at de end ikke forstaae Sp&o-;g, de ere dog vel competente Dommere, med mindre det skulde v&ae;re umuligt at forstaae Alvor naar man ikke forstaaer Sp&o-;g, hvad allerede hiin alvorlige Romer Cato Uticensis (if&o-;lge Plutarch i Moralia) skal have paaviist ved at vise den dialektiske Reciprocitet mellem Sp&o-;g og Alvor. Men naar saa Lessing ikke er en alvorlig Mand, hvad Haab er der da for Den, der opgiver saa saare Meget, det Verdenshistoriske og det samtidige Systematiske, for at tye til ham? See, en saadan vanskelig Sag er det at n&ae;rme sig Lessing i religieus Henseende. Vilde jeg frems&ae;tte de enkelte Tanker og da ramsende henf&o-;re dem ligefrem til ham, vilde jeg forbindtligen omslutte ham i Beundringens Favntag som Den, hvem jeg skyldte det Alt, da vilde han maaskee smilende unddrage sig og lade mig i Stikken, en Gjenstand for Latteren. Vilde jeg fortie hans Navn, tr&ae;de vr&ae;lende frem lyksalig over min magel&o-;se Opdagelse, som Ingen f&o-;r havde gjort, da vilde vel hiin &g.p;&g.o;&g.l;&g.u;&g.m;&g.e-;&g.t;&g.i;&g.sud; &g.O;&g.d;&g.u;&g.s;&g.s;&g.e;&g.u;&g.sud; hvis jeg t&ae;nkte mig ham tilstede, n&ae;rme sig, slaae mig med en tvetydigt beundrende Mine paa Skulderen og sige: darin haben Sie Recht, wenn ich das gewu&ss;t h&a..;tte &streg; og da vilde jeg nok forstaae, om end ingen Anden forstod det, at han havde mig til Bedste. Cap. 2 Mulige og virkelige Theses af Lessing Uden da at turde beraabe mig paa Lessing, uden med Bestemthed at turde angive ham som Hjemmelsmand, uden at forpligte Nogen til paa Grund af Navnkundigheden pligtskyldigst at ville eller forsikkrende at ville have forstaaet hvad der bringer den Forstaaende i et bet&ae;nkeligt Forhold til min Navnl&o-;shed, som vel har noget ligesaa Afskr&ae;kkende som Lessings Navnkundighed har Tiltr&ae;kkende: agter jeg nu at frems&ae;tte hvad jeg Fanden gale mig henf&o-;rer til Lessing uden at v&ae;re sikker paa, at han vedstaaer det; hvad jeg snart kunde fristes til drillende i Overgivenhed at ville paadutte ham at han har sagt det, om ikke ligefrem; hvad jeg paa en anden Maade sv&ae;rmersk kunde &o-;nske beundrende at turde takke ham for; hvad jeg atter med stolt Paaholdenhed og Selvf&o-;lelse kun i Genereusitet henf&o-;rer til ham; og hvad jeg atter frygter for at forn&ae;rme eller besv&ae;re ham med ved at bringe hans Navn i Forhold dertil. Ja, man finder dog sjeldent en Forfatter, der er saa behagelig i Omgang som Lessing. Og hvoraf kommer det? Deraf, t&ae;nker jeg, at han er saa sikker paa sig selv. Al denne trivielle og magelige Omgang mellem en Udm&ae;rket og en mindre Udm&ae;rket, at den ene er Genie, Mester, den anden L&ae;rling, Bud, Leietjener o. s. v., er her forhindret. Om jeg med Dj&ae;vels Vold og Magt vilde v&ae;re Lessings Discipel, jeg kan det ikke, han har forhindret det. Som han selv er fri, saa vil han frigj&o-;re Enhver, det t&ae;nker jeg, i sit Forhold til ham, frabedende sig L&ae;rlingens Uddunstninger og Labansstreger, befrygtende at blive til Latter ved Repetenterne: et eftersnakkende Ecchos s&ae;dvanlige Gjengivelse af det Sagte. 1. Den subjektive existerende T&ae;nker er opm&ae;rksom paa Meddelelsens Dialektik. Medens den objektive T&ae;nkning er ligegyldig ved det t&ae;nkende Subjekt og dets Existents, er den subjektive T&ae;nker som existerende v&ae;sentligen interesseret i sin egen T&ae;nkning, er existerende i den. Derfor har hans T&ae;nkning en anden Art af Reflexion, nemlig Inderlighedens, Besiddelsens, hvorved den tilh&o-;rer Subjektet og ingen Anden. Medens den objektive T&ae;nkning s&ae;tter Alt i Resultat, og forhj&ae;lper den hele Menneskehed til at snyde ved at afskrive og opramse Resultatet og Facitet, s&ae;tter den subjektive T&ae;nkning alt i Vorden, og udelader Resultatet, deels fordi dette netop tilh&o-;rer ham, da han har Veien, deels fordi han som existerende bestandigen er i Vorden, hvilket da ethvert Menneske er, der ikke har ladet sig narre til at blive objektiv, til _{ummeneskeligt overmenneskeligt umenneskeligt}overmenneskeligt at blive Speculationen. Inderlighedens Reflexion er den subjektive T&ae;nkers Dobbelt-Reflexion. T&ae;nkende t&ae;nker han det Almene, men som existerende i denne T&ae;nkning, som erhvervende denne i sin Inderlighed bliver han mere og mere subjektiv isoleret. Forskjelligheden mellem den subjektive og den objektive T&ae;nkning maa ogsaa yttre sig i Meddelelsens Form, det vil sige, den subjektive T&ae;nker maa strax blive opm&ae;rksom paa, at Formen maa kunstnerisk have lige saa megen Reflexion som han selv existerende i sin T&ae;nkning har det. Kunstnerisk vel at m&ae;rke, thi Hemmeligheden bestaaer ikke i, at han ligefrem udsiger Dobbelt-Reflexionen, da et saadant Udsagn netop er en Modsigelse. Den almindelige Communication mellem Menneske og Menneske er aldeles umiddelbar, fordi Menneskene i Almindelighed existere umiddelbart. Naar den Ene foredrager Noget, og den Anden vedkjender sig ordret det Samme, saa antages de at v&ae;re enige og at have forstaaet hinanden. Netop fordi den Foredragende ikke er opm&ae;rksom paa Tanke-Tilv&ae;relsens Dobbelthed, kan han heller ikke v&ae;re opm&ae;rksom paa Meddelelsens Dobbelt-Reflexion. Han aner derfor ikke, at den Art af Enighed kan v&ae;re den h&o-;ieste Misforstaaelse, og naturligviis heller ikke, at ligesom den subjektivt existerende T&ae;nker har ved Dobbeltheden frigjort sig selv, saaledes beroer Meddelelsens Hemmelighed netop i at frigj&o-;re den Anden, og netop derfor maa han ikke meddele sig ligefrem, ja det er endog ugudeligt at gj&o-;re det. Dette Sidste gjelder jo mere det _{Subjektive, er} Subjektive er det V&ae;sentlige, og altsaa f&o-;rst og fremmest i det Religieuse, hvis da den Meddelende ikke er Gud selv eller t&o-;r beraabe sig paa en Apostels mirakul&o-;se Myndighed, men blot er Menneske og tillige en Ven af at have Mening i hvad han siger og hvad han gj&o-;r. Den subjektive religieuse T&ae;nker derfor, der for at v&ae;re dette har fattet Tilv&ae;relsens Dobbelthed, indseer let, at den ligefremme Meddelelse er et Bedrag mod Gud (der bedrager ham muligen for et andet Menneskes Tilbedelse i Sandhed), et Bedrag mod sig selv (som var han oph&o-;rt at v&ae;re existerende), et Bedrag mod et andet Menneske (som muligen kun faaer et relativt Gudsforhold), et Bedrag, der bringer ham i Modsigelse med hele hans T&ae;nkning. Igjen ligefrem at udsige dette vilde atter v&ae;re en Modsigelse, fordi Formen blev den ligefremme tiltrods for al Udsagnets Dobbelt-Reflexion. At fordre af en T&ae;nker, at han i Formen, han giver sin Meddelelse, skal modsige hele sin T&ae;nkning og sin Verdens-Anskuelse, at tr&o-;ste ham med, at saa gavner han, at lade ham holde sig overbeviist om, at Ingen bryder sig derom, ja at Ingen m&ae;rker det i disse objektive Tider, da slige yderlige Conseqventser kun ere Narrestreger, som enhver systematisk Leietjener agter for Intet, ja det er gode Raad, som endda ikke ere dyre. S&ae;t saaledes det var et religieust existerende Subjekts Livs-Anskuelse, at man ikke maa have Disciple, at det er Forr&ae;deri baade mod Gud og Mennesker, s&ae;t han var lidt dum (thi skal der end Lidt mere end &Ae;rlighed til for at komme igjennem Verden, saa er Dumhed altid forn&o-;den for ret at gj&o-;re Lykke og ret at blive forstaaet af Mange), og sagde dette ligefrem med Salvelse og Pathos: hvad saa? Ja saa vilde han blive forstaaet, og der vilde snart melde sig Ti, der blot mod at blive barberede frit eengang om Ugen, s&o-;gte Engagement med at forkynde denne L&ae;re, &dvs;: han havde v&ae;ret saa s&ae;rdeles heldig til yderligere Bekr&ae;ftelse af L&ae;rens Sandhed at faae Disciple, som antoge og udbredte denne L&ae;re om ingen Discipel at have. Den objektive T&ae;nkning er aldeles ligegyldig mod Subjektiviteten og derved mod Inderligheden og Tilegnelsen; dens Meddelelse er derfor ligefrem. Det f&o-;lger af sig selv, at den ingenlunde derfor beh&o-;ver at v&ae;re let, men den er ligefrem, den har ikke Dobbelt-Reflexionens Svig og Kunst, den har ikke hiin subjektive _{T&ae;nknings, gudfrygtige}T&ae;nknings gudfrygtige og humane Omsorg i at meddele sig, den lader sig ligefrem forstaae, den lader sig ramse. Den objektive T&ae;nkning er derfor blot opm&ae;rksom paa sig selv, og er derfor ingen Meddelelse, idetmindste ingen kunstnerisk Meddelelse, forsaavidt der dog altid vilde fordres at t&ae;nke den Modtagende og at agte paa Meddelelsens Form i Forhold til Modtagerens Misforstaaelse. Den objektive T&ae;nkning er ligesom de fleste Mennesker saa inderlig god og meddeelsom; den meddeler sig uden videre og griber i det H&o-;ieste til Forsikkringer om sin Sandhed, Anbefalinger, Forj&ae;ttelser om at alle Mennesker engang ville antage denne Sandhed &streg; saa sikker er den. Eller maaskee snarere saa usikker, thi Forsikkringen og Anbefalingen og Forj&ae;ttelsen, som jo rigtignok er for de Andres Skyld, som skulle antage den, turde maaskee ogsaa v&ae;re for L&ae;rerens Skyld, der tr&ae;nger til Stemmefleerhedens Sikkerhed og Tilforladelighed. N&ae;gter Samtiden ham den, saa tr&ae;kker han paa Eftertiden &streg; saa sikker er han. Denne Sikkerhed har noget tilf&ae;lleds med den Uafh&ae;ngighed, der, uafh&ae;ngig af Verden, beh&o-;ver Verden som Vidne til sin Uafh&ae;ngighed, for at v&ae;re vis paa, at man er uafh&ae;ngig. Meddelelsens Form er noget Andet end Meddelelsens Udtryk. Naar Tanken har faaet sit rette Udtryk i Ordet, hvilket naaes ved den f&o-;rste Reflexion, saa kommer den anden Reflexion, der betr&ae;ffer Meddelelsens eget Forhold til Meddeleren og gjengiver den existerende Meddelers eget Forhold til Ideen. Lad os endnu engang anf&o-;re et Par Exempler, vi har jo ogsaa god Tid, thi hvad jeg skriver er ikke den forventede sidste &pgf;, hvormed Systemet er f&ae;rdigt. S&ae;t altsaa, at En vilde meddele f&o-;lgende Overbeviisning: Sandheden er Inderligheden; der er objektivt ingen Sandhed; men Tilegnelsen er Sandheden; s&ae;t han havde Iver og Begeistring for at faae dette sagt, thi naar Folk h&o-;rte det, saa vare de frelste, s&ae;t han saa sagde det ved alle Leiligheder og bev&ae;gede ikke blot de Letsvedende, men ogsaa haardf&o-;re Mennesker: hvad saa? Saa vilde der nok findes nogle Arbeidere, der havde staaet ledigt paa Torvet, og f&o-;rst ved dette Kald gik hen at arbeide i Viingaarden &streg; med at forkynde denne L&ae;re for Alle. Og hvad saa? Saa havde han yderligere modsagt sig selv, som han havde gjort det lige fra Begyndelsen, thi allerede Iveren og Begeistringen for at faae det sagt, og faae det h&o-;rt, var en Misforstaaelse. Hovedsagen var jo netop at blive forstaaet, og Forstaaelsens Inderlighed vilde jo netop v&ae;re, at den Enkelte forstod det ved sig selv. Nu havde han endog bragt det til at faae Udraabere; og en Udraaber af Inderlighed er et seev&ae;rdigt Dyr. For virkeligen at meddele en saadan Overbeviisning vilde der udfordres Kunst og Selvbeherskelse; Selvbeherskelse nok til i Inderlighed at fatte, at det enkelte Menneskes Guds-Forhold er Hovedsagen og Trediemands Travlhed er Mangel paa Inderlighed og Overfl&o-;dighed af elskv&ae;rdig Dumhed; Kunst nok til uudt&o-;mmeligt, som Inderligheden var det, at variere Meddelelsens dobbelt-reflekterede Form. Jo mere Kunst, jo mere Inderlighed; ja havde han megen Kunst, kunde han endog gjerne sige, at han brugte den, sikker paa i n&ae;ste &O-;ieblik at kunne sikkre Meddelelsens Inderlighed, fordi han var uendelig bekymret for at bevare sin egen Inderlighed, hvilken Bekymring frelser den Bekymrede fra al positiv Sluddervorrenhed. &streg; S&ae;t En vilde meddele, at ikke Sandheden er Sandheden, men Veien er Sandhed, &dvs;: at Sandheden kun er i Vordelsen, i Tilegnelsens Proces, at der altsaa intet Resultat er; s&ae;t han var en Menneskeven, der n&o-;dvendigviis maatte avertere alle Mennesker derom; s&ae;t han skj&o-;d den fortr&ae;ffelige Gjenvei at meddele det i den ligefremme Form i Adresseavisen, hvorved han vandt en Masse Tilh&ae;ngere, medens den kunstneriske Vei vilde trods hans yderste Anstr&ae;ngelse lade det uafgjort, om han havde hjulpet noget Menneske: hvad saa? Ja saa blev hans Udsagn netop et Resultat. &streg; S&ae;t En vilde meddele, at al Reciperen er en Produceren; s&ae;t han gjentog det saa tidt, at denne S&ae;tning endogsaa blev brugt paa Forskrifter til Skj&o-;nskrivning: saa havde han rigtignok faaet sin S&ae;tning bekr&ae;ftet. &streg; S&ae;t En vilde meddele den Overbeviisning, at et Menneskes Guds-Forhold er en Hemmelighed; s&ae;t det var ret saadan en rar Mand, der holdt saa meget af andre Mennesker, at det maatte ud af ham; s&ae;t han dog endnu havde saa megen Forstand, at han m&ae;rkede lidt af Modsigelsen ved at meddele det ligefrem, og han altsaa meddeelte det under Tausheds L&o-;fte: hvad saa? Saa maatte han enten antage, at Discipelen var visere end L&ae;reren, at Discipelen virkelig kunde tie, hvad L&ae;reren ikke kunde (en ypperlig Satire over det at v&ae;re L&ae;rer!), eller han maatte blive lyksaliggjort i Galimathias, saa han slet ikke opdagede Modsigelsen. Det er besynderligt med disse rare Mennesker; det er nu saa R&o-;rende, at det maa ud af dem &streg; og det er saa Forf&ae;ngeligt, at troe, at noget andet Menneske i sit Guds-Forhold tr&ae;nger til Ens Bistand, som kunde Gud ikke nok hj&ae;lpe sig selv og den Paagjeldende. Men det er lidt anstr&ae;ngende, existerende at fastholde den Tanke, at man for Gud er Intet, at det er en Sp&o-;g med al Ens Anstr&ae;ngelse; lidt tugtende, at &ae;re ethvert Menneske, saa man ikke ligefrem t&o-;r blande sig i hans Guds-Forhold, deels fordi man skal have nok med sit eget at gj&o-;re, deels fordi Gud ikke er en Ven af N&ae;sviished. Overalt hvor det Subjektive er af Vigtighed i Erkjendelsen, altsaa Tilegnelsen er Hovedsagen, der er Meddelelsen et Kunstv&ae;rk, den er dobbelt-reflekteret, og dens f&o-;rste Form er netop det Underfundige, at Subjektiviteterne maae holdes gudeligt ud fra hinanden, og ikke l&o-;be skj&o-;rnende sammen i Objektivitet. Dette er Objektivitetens Afskedsord til Subjektiviteten. Den almindelige Meddelelse, den objektive T&ae;nkning har ingen Hemmeligheder, f&o-;rst den dobbelt-reflekterede subjektive T&ae;nkning har Hemmeligheder, &dvs;: al dens v&ae;sentlige Indhold er v&ae;sentlig Hemmelighed, fordi det ikke ligefrem lader sig meddele. Dette er Hemmelighedens Betydning. Det, at Erkjendelsen ikke er ligefrem at udsige, fordi det V&ae;sentlige ved Erkjendelsen netop er Tilegnelsen, gj&o-;r at den bliver en Hemmelighed for Enhver, der ikke paa samme Maade ved sig selv er dobbelt reflekteret; men det, at det er Sandhedens v&ae;sentlige Form, gj&o-;r, at denne ikke kan siges paa nogen anden Maade. Naar derfor En vil meddele det ligefrem, saa er han dum; og naar En vil fordre det af ham, saa er han ogsaa dum. Ligeoverfor en saadan svigefuld kunstnerisk Meddelelse vilde den s&ae;dvanlige menneskelige Dumhed raabe: det er Egoisme. Naar saa Dumheden seirede, og Meddelelsen blev ligefrem, saa havde Dumheden vundet saa meget, at Meddeleren var bleven ligesaa dum. Man kan distingvere mellem den v&ae;sentlige og den tilf&ae;ldige Hemmelighed. Det er f. Ex. en tilf&ae;ldig Hemmelighed, hvad der er blevet sagt i et Geheime-Statsraad, saa l&ae;nge det endnu ikke er bekjendt; thi Udsagnet selv vil kunne forstaaes ligefrem, saasnart det bliver bekjendt. Det er en tilf&ae;ldig Hemmelighed, at Ingen veed, hvad der skeer om et Aar; thi naar det er skeet, vil det lade sig forstaae ligefrem. Naar Socrates derimod ved sin D&ae;mon isolerede sig fra ethvert Forhold og f. Ex. posito antog, at saaledes maatte Enhver gj&o-;re, saa vilde en saadan Anskuelse af Livet v&ae;sentligen blive en Hemmelighed eller en v&ae;sentlig Hemmelighed, thi den lod sig ikke ligefrem meddele, det H&o-;ieste han formaaede var kunstnerisk majeutisk at hj&ae;lpe negativt en Anden til det Samme. Alt det Subjektive, der ved sin dialektiske Inderlighed unddrager sig den ligefremme Yttringsform, er en v&ae;sentlig Hemmelighed. En saadan Meddelelsens Form i sin uudt&o-;mmelige Kunst svarer til og gjengiver det existerende Subjekts eget Forhold til Ideen. For i Experimentets Form at tydeliggj&o-;re dette, uden at afgj&o-;re, om Nogen virkelig existerende har v&ae;ret sig dette bevidst eller ikke, &dvs;: har existeret saaledes eller ikke, vil jeg antyde Existents-Forholdet. 2. Den existerende subjektive T&ae;nker er i sit Existents-Forhold til Sandheden ligesaa negativ som positiv, har ligesaa megen Comik som han v&ae;sentligen har Pathos, og er bestandigt i Vorden, &dvs;: Str&ae;bende. Da det existerende Subjekt er existerende (og det er da ethvert Menneskes Lod, undtagen de Objektives, der have den rene V&ae;ren at v&ae;re i), saa er han jo i Vorden. Som da hans Meddelelse i Formen maa v&ae;re v&ae;sentlig conform med hans egen Existents, saa maa hans Tanke svare til Existentsens Form. Enhver kjender nu Vordens Dialektik fra Hegel. Hvad der i Vorden er Alternationen mellem V&ae;ren og Ikke-V&ae;ren (en dog noget utydelig Bestemmelse forsaavidt V&ae;ren selv tillige er det Continueerlige i Alternationen), er senere det Negative og det Positive. Man h&o-;rer i vor Tid ofte nok tale om det Negative og om negative T&ae;nkere, og h&o-;rer ofte nok de Positives Pr&ae;ken i den Anledning og deres Takkeb&o-;nner til Gud og Hegel, at de ikke ere som hine Negative, men ere blevne Positive. Det Positive i Forhold til T&ae;nkning lader sig henf&o-;re til disse Bestemmelser: sandselig Vished, historisk Viden, speculativt Resultat. Men dette Positive er netop det Usande. Den sandselige Vished er Svig (cfr. den gr&ae;ske Skepsis og den hele Fremstilling i den nyere Philosophie, hvoraf man kan l&ae;re saare Meget); den historiske Viden er Sandsebedrag (da den er Approximations-Viden); og det speculative Resultat er Blendv&ae;rk. Alt dette Positive udtrykker nemlig ikke det erkjendende Subjekts Tilstand i Existentsen, det angaaer derfor et fingeret objektivt Subjekt, og at forvexle sig selv med et saadant er at blive og at v&ae;re narret. Ethvert Subjekt er et existerende Subjekt, og derfor maa dette v&ae;sentligen udtrykke sig i al hans Erkjenden og udtrykke sig som forhindrende den i illusorisk Afslutning i Sandse-Vished, i historisk Viden, i illusorisk Resultat. I historisk Viden faaer han en M&ae;ngde at vide om Verden, Intet om sig selv, bev&ae;ger sig bestandigt i Approximations-Videns Sph&ae;re, medens han med sin formeentlige Positivitet bilder sig ind at have Visheden, som dog kun haves i Uendeligheden, i hvilken han dog som existerende ikke kan v&ae;re, men bestandigt ankomme. Intet Historisk kan blive mig uendelig vist, undtagen dette, at jeg er til (hvilket igjen ikke kan blive uendelig vist for noget andet Individ, der atter kun saaledes er uendeligt vidende om sin egen Tilv&ae;relse), hvilket ikke er noget Historisk. Det speculative Resultat er forsaavidt Illusion, som det existerende Subjekt vil t&ae;nkende abstrahere fra, at det er existerende og v&ae;re sub specie &ae;terni. De Negative have derfor bestandigt den Fordeel, at de have noget Positivt, dette nemlig, at de ere opm&ae;rksomme paa det Negative; de Positive have slet Intet, thi de ere bedragne. Netop fordi det Negative er tilstede i Tilv&ae;relsen og er overalt tilstede (thi Tilv&ae;relse, Existents er bestandig i Vorden), derfor gjelder det som den eneste Frelse derimod at blive bestandigt opm&ae;rksom derpaa. Ved at blive positivt betrygget er Subjektet netop narret. Den Negativitet der er i Tilv&ae;relsen, eller rettere det existerende Subjekts Negativitet (hvilken hans T&ae;nkning maa v&ae;sentligen gjengive i en ad&ae;qvat Form), er grundet i Subjektets Synthese, at det er en existerende uendelig Aand. Uendeligheden og det Evige er det eneste Visse, men idet det er i Subjektet, er det i Tilv&ae;relsen, og det f&o-;rste Udtryk derfor er dets Svig og denne uhyre Modsigelse, at det Evige vorder, at det bliver til. Det gjelder da om, at det existerende Subjekts T&ae;nkning har en Form, hvori det kan gjengive dette. I det ligefremme Udsagn siger det netop noget Usandt, hvis det siger dette; thi i det ligefremme Udsagn er netop Svigen udeladt, saa altsaa Meddelelsens Form forstyrrer, ligesom naar den Epileptiskes Tunge siger det forkeerte Ord, om den Talende maaskee ikke m&ae;rker det saa tydeligt som den Epileptiske. Lader os tage et Exempel. Det existerende Subjekt er evigt, men som existerende er det timeligt. Uendelighedens Svig er nu, at D&o-;dens Mulighed er tilstede i ethvert &O-;ieblik. Al positiv Tilforladelighed er saaledes gjort mist&ae;nkt. Er jeg mig ikke i ethvert &O-;ieblik dette bevidst, saa er min positive Tillid til Livet Barnagtighed, uagtet den er bleven spekulativ, fornem paa den systematiske Cothurne; men bliver jeg mig dette bevidst, saa er Uendelighedens Tanke saa uendelig, at den ligesom forvandler min Existents til et forsvindende Intet. Hvorledes gjengiver nu det existerende Subjekt denne sin Tanke-Existents? At det er saaledes med det at existere, veed ethvert Menneske, men de Positive veed det positivt, &dvs;: de veed det slet ikke &streg; men det forstaaer sig, de have jo ogsaa travlt med hele Verdenshistorien. Engang om Aaret ved en h&o-;itidelig Leilighed griber denne Tanke dem, og nu udsige de i Forsikkringens Form, at det er saa. Men dette at de kun engang ved en h&o-;itidelig Leilighed bem&ae;rke det, forraader tilstr&ae;kkeligen, at de ere meget positive, og det at de sige det i Forsikkringens Tilforladelighed, viser, at de, selv idet de udsige det, ikke veed, hvad de sige, hvorfor de ogsaa i n&ae;ste &O-;ieblik kunne glemme det igjen. I Forhold nemlig til saadanne negative Tanker er en svigefuld Form den eneste ad&ae;qvate, fordi den ligefremme Meddelelse ligger i Continueerlighedens Tilforladelighed, den svigefulde Tilv&ae;relse derimod, hvor jeg fatter den, isolerer mig. Den, der er opm&ae;rksom herpaa, den der, n&o-;iet med at v&ae;re Menneske, har Styrke og &O-;rkesl&o-;shed nok til ikke at ville bedrages for saa at faae Lov at spreche om hele Verdenshistorien, beundret af Ligesindede, spottet af Tilv&ae;relsen, han undgaaer det ligefremme Udsagn. Som bekjendt var Socrates en Dagdriver, der hverken br&o-;d sig om Verdenshistorien eller Astronomien (denne opgav han som Diogenes fort&ae;ller, og naar han senere stod stille og stirrede hen for sig, kan jeg dog, uden for&o-;vrigt at afgj&o-;re Noget om hvad han egentlig foretog sig, ikke antage, at han kiggede Stjerner), men havde god Tid og S&ae;rhed nok til at bekymre sig om det simple Menneskelige, hvilken Bekymring, besynderligt nok, ansees for S&ae;rhed hos Mennesker, medens det derimod slet ikke er s&ae;rt, at have travlt med Verdenshistorien, Astronomien og andet Saadant. If&o-;lge en udm&ae;rket Afhandling i det Fyenske Tidsskrift seer jeg, at Socrates skal have v&ae;ret noget ironisk. Det var virkelig paa den h&o-;ie Tid, at det blev sagt, og jeg er nu i det Tilf&ae;lde at turde beraabe mig paa hiin Afhandling, naar jeg antager noget Lignende. Socrates's Ironi bruger blandt Andet den Form, netop naar han vil have Uendeligheden frem, at han i f&o-;rste Instants taler som en Afsindig. Ligesom Tilv&ae;relsen er lumsk, saaledes er hans Tale ogsaa, maaskee (thi jeg er ikke en saadan vis Mand som den Positive i det fyenske Tidsskrift) for at forhindre, at faae en r&o-;rt og troende Tilh&o-;rer, der positivt tilegnede sig Udsagnet om Tilv&ae;relsens Negativitet. Denne Afsindighed i f&o-;rste Instants kan da tillige have betydet for Socrates, at han, medens han talte med Menneskene, tillige i det Sagte confererede privatissime med Ideen, hvilket Ingen kan forstaae som kun kan tale ligefrem, og hvilket det ikke kan hj&ae;lpe at sige En eengang for alle, da Hemmeligheden netop er, at det altid maa v&ae;re overalt tilstede i Tanken og i dennes Gjengivelse, ligesom det overalt er tilstede i Tilv&ae;relsen. Det er forsaavidt netop det Rigtige ikke at blive forstaaet, thi derved er man jo sikkret mod Misforstaaelse. Naar saaledes Socrates etsteds siger, at det er m&ae;rkeligt nok, at Skipperen, der har sat En over fra Gr&ae;kenland til Italien, naar han er ankommen, gaaer rolig frem og tilbage paa Strandbredden, modtager sin Betaling, som havde han gjort noget Godt, medens han dog ikke kan vide, om han har gavnet Passagererne, eller om det ikke havde v&ae;ret disse bedre at s&ae;tte Livet til paa Havet: saa taler han egentlig som en Afsindig. Maaskee har En af de Tilstedev&ae;rende virkeligen anseet ham for gal (thi if&o-;lge Plato og Alcibiades skal det have v&ae;ret en almindeligere Mening idetmindste at ansee ham for s&ae;r, &g.a;&g.t;&g.o;&g.p;&g.o;&g.sud;); maaskee har en Anden t&ae;nkt, at det var en snurrig Vending i Talen, maaskee. Socrates derimod, han har maaskee paa samme Tid holdt et lille St&ae;vnem&o-;de med sin Idee, med Uvidenheden. Dersom han har fattet Uendeligheden i Uvidenhedens Form, saa maa han jo overalt have denne hos sig. Sligt uleiliger ikke en Privat-Docent, han gj&o-;r det eengang om Aaret i &pgf; 14 med Pathos, og deri gj&o-;r han vel, at han ikke gj&o-;r det anderledes, hvis han nemlig har Kone og B&o-;rn og Udsigt til et godt Levebr&o-;d &streg; men ingen Forstand at tabe. Den subjektive existerende T&ae;nker, der har Uendeligheden i sin Sjel, har den altid, og derfor er hans Form bestandig negativ. Naar saa er, naar han virkeligen existerende gjengiver Tilv&ae;relsens Form i sin Existents, saa er han existerende bestandig lige saa negativ som positiv, thi hans Positivitet bestaaer i den fortsatte Inderliggj&o-;relse, i hvilken han er _uvidendevidende om det Negative. Blandt de saakaldte Negative er der imidlertid Nogle, som efter at have faaet et Nys om det Negative forfalde til det Positive og gaae vr&ae;lende ud i Verden, for at anbefale, paan&o-;de, falbyde deres lyksaliggj&o-;rende negative Viisdom &streg; og et Resultat kan man jo ogsaa raabe med som man raaber med holsteensk Sild o. s. v. Meget klogere end de Positive ere disse Udraabere ikke, hvorimod det er en Inconseqvents af de Positive at blive saa vrede paa dem, thi v&ae;sentligen ere de Positive. Udraaberne ere ikke existerende T&ae;nkere, de vare det maaskee engang, indtil de fandt Resultatet; fra det &O-;ieblik existere de ikke l&ae;ngere som T&ae;nkere, men som Udraabere og Auctionsholdere. Men den egentlig subjektive existerende T&ae;nker han er bestandig ligesaa negativ som positiv, og omvendt; han er det bestandigt, saa l&ae;nge han existerer, ikke eengang for alle i en chim&ae;risk Mediation. Hans Meddelelse er svarende dertil, at han ikke ved at v&ae;re saa overordentlig meddeelsom meningsl&o-;st skal forvandle en L&ae;rendes Existents til noget Andet end hvad en menneskelig Existents overhovedet er. Han er vidende om det Uendeliges Negativitet i Tilv&ae;relsen, han holder bestandigt dette Negativitetens Saar aabent, hvilket jo stundom er det Frelsende (de Andre lade Saaret groe til og blive Positive &streg; Bedragne); i Meddelelsen udtrykker han det Samme. Han er derfor aldrig en L&ae;rer, men en L&ae;rende, og naar han bestandigt er ligesaa negativ som positiv, er han bestandigt str&ae;bende. Paa den Maade gaaer jo rigtignok en saadan subjektiv T&ae;nker glip af Noget, han faaer ikke den positive trivelige Gl&ae;de af Livet. For de fleste Mennesker forandrer Livet sig, naar de ere komne til et vist Punkt i deres Forsken; de gifte sig, de indtage Livsstillinger, if&o-;lge hvilke de for en Skams Skyld maae have noget F&ae;rdigt, maae have Resultater (thi Generethed for Mennesker byder at have Resultat, hvad Undseelsen for Guden kunde byde, t&ae;nker man mindre paa), saa mene de sig selv virkeligen f&ae;rdige, eller maae for Skik og Brugs Skyld mene det, eller sukke og klage engang over, at der er saa meget som forhindrer dem i at str&ae;be (hvilken Forn&ae;rmelse mod Guden, hvis Sukket s&o-;gte ham; hvilken Forn&ae;rmelse mod Guden, hvis Sukket er ogsaa saadan for Skik og Brugs Skyld; hvilken Modsigelse at sukke over, at man ikke kan jage efter det H&o-;iere, fordi man griber efter det Lavere, istedetfor at lade v&ae;re at sukke og lade v&ae;re at gribe efter det Lavere!); saa beskj&ae;ftige de sig ogsaa af og til med at str&ae;be lidt, men det Senere er dog kun den sparsomme Marginal-Note til den forl&ae;ngst f&ae;rdige Text. Paa den Maade fritages man for exeqverende at blive opm&ae;rksom paa de anstr&ae;ngende Vanskeligheder, som det simpleste Udsagn om det at existere qua Menneske indeholder, medens man som positiv T&ae;nker veed Besked om Verdenshistorien og vor Herres Privatissimer. Den der er Existerende er bestandigt i Vorden; den virkeligen existerende subjektive T&ae;nker eftergj&o-;r bestandig t&ae;nkende denne sin Existents og s&ae;tter al sin T&ae;nken i Vorden. Det er hermed som med at have Stiil, kun Den har egentlig Stiil, der aldrig har noget F&ae;rdigt, men hver Gang han begynder &anfbeg;r&o-;rer Sprogets Vande&anfslut;, saa det meest dagligdagse Udtryk for ham bliver til med nyf&o-;dt Oprindelighed. Saaledes bestandigt at v&ae;re i Vorden er Uendelighedens Svigefuldhed i Tilv&ae;relsen. Den kunde bringe et sandseligt Menneske til Fortvivlelse, thi man f&o-;ler dog bestandigt en Trang til at have noget F&ae;rdigt; men denne Trang er af det Onde og maa forsages. Den idelige Vorden er Jordlivets Uvished, hvori Alt er uvist. Dette veed jo ethvert Menneske, siger det engang imellem is&ae;r ved en h&o-;itidelig Leilighed ikke uden Sveed og Taarer, siger det ligefrem og r&o-;rer sig selv og Andre &streg; og viser i Gjerningen, hvad han allerede viste i Udsagnets Form, at han ikke forstaaer hvad han selv siger. Lucian lader i Underverdenen Charon fort&ae;lle f&o-;lgende Historie: en Mand stod i Oververdenen og talte med en af sine Venner, hvem han indb&o-;d til at spise hos sig lovende ham en sjelden Ret. Vennen takkede for Indbydelsen; da sagde Manden: men lad det nu endeligen v&ae;re bestemt, at Du kommer. Bestemt, svarede den Indbudne. Saa skiltes de ad, og en Tagsteen faldt ned og slog den Indbudne ihjel &streg; er det ikke til at lee sig ihjel over, f&o-;ier Charon til. S&ae;t den Indbudne havde v&ae;ret en Taler, der maaskee &O-;ieblikket iforveien havde r&o-;rt sig selv og Andre ved at tale om: at Alt er uvist! Thi saaledes tale Menneskene: i eet &O-;ieblik veed de Alt, og i samme &O-;ieblik veed de det ikke. Og derfor ansees det for Daarskab og S&ae;rhed at bryde sig derom og om Vanskelighederne, fordi jo Enhver veed det. Hvad nemlig ikke Enhver veed, hvad der er Differents-Viden, det er herligt at bekymre sig derom; men hvad Enhver veed, hvor altsaa Forskjellen er den Narrestreg, hvorledes han veed det, det er spildt Umage at bryde sig om &streg; man kan heller slet ikke blive vigtig derved. S&ae;t den Indbudne havde svaret i Kraft af Uvisheden, hvad saa? Saa vilde hans Tale ikke have v&ae;ret ulig en Afsindigs, om den dog ikke vilde v&ae;re bleven bem&ae;rket af Mange, thi det kan jo siges saa svigefuldt, at kun Den, som selv er fortrolig med saadanne Tanker, opdager det. En Saadan anseer det da heller ei for Afsindighed, hvilket det og ikke er, thi medens Udsagnet i Sp&o-;gen maaskee slynger sig snurrigt ind i det &O-;vrige, har den Talende maaskee privatissime et St&ae;vnem&o-;de med Guden, der netop er tilstede saasnart Alts Uvished er t&ae;nkt uendeligt. Derfor kan Den, som virkeligen har &O-;ie for Guden, see ham overalt, medens Den, som kun seer ham ved overordentlige Leiligheder, egentligen slet ikke seer ham, men er overtroisk bedragen ved at see et Phantom. At den subjektive existerende T&ae;nker er ligesaa positiv som negativ, kan ogsaa udtrykkes saaledes, at han har ligesaa megen Comik som Pathos. Saaledes som Menneskene i Almindelighed existere er det Comiske og det Pathetiske fordeelt, saa Een har det Ene, en Anden det Andet, Een lidt Mere af det Ene, en Anden lidt Mindre. Men for den i Dobbelt-Reflexionen Existerende er Forholdet dette: ligesaa megen Pathos, ligesaa megen Comik. Forholdet betrygger nemlig gjensidigen. Den Pathos, der ikke er betrygget ved Comik, er Illusion, den Comik, der ikke er betrygget ved Pathos, er Umodenhed. Kun den, der selv producerer dette, forstaaer det, ellers ikke. Det lyder aldeles som en Sp&o-;g, hvad Socrates sagde om Overfarten over Vandet, og dog var det den h&o-;ieste Alvor. Naar det blot skulde v&ae;re Sp&o-;g, saa gik maaskee Mangen med; naar det blot skulde v&ae;re Alvor, kom vist mangen Letsvedende i Sindsbev&ae;gelse; men s&ae;t Socrates slet ikke forstod det _{saaledes Det} saaledes. Det vilde lyde som en Sp&o-;g, dersom en Indbuden, idet han modtog Indbydelsen, svarede: jeg skal bestemt komme, tro mig nu, dog undtager jeg det Tilf&ae;lde, at en Tagsteen faldt ned og slog mig ihjel, thi saa kan jeg ikke komme; og dog kan det tillige v&ae;re det h&o-;ieste Alvor, og den Talende, sp&o-;gende med et Menneske, v&ae;re for Guden. S&ae;t der var en ung Pige, der ventede den Elskede med det Skib, Socrates taler om, s&ae;t hun ilede til Havnen, traf Socrates og med al sin forelskede Lidenskab spurgte om den Elskede, s&ae;t hiin gamle Drillepind Socrates istedetfor at svare hende sagde: ja Skipperen gaaer rigtignok selvtilfreds frem og tilbage, og stryger Pengene i Lommen, og det uagtet han jo ikke med Bestemthed kan vide, om det ikke havde v&ae;ret bedre for Passagererne at omkomme paa Havet: hvad saa? Hvis det var en fiffig lille Pige, saa vilde hun indsee, at Socrates paa en Maade havde sagt, at den Elskede var ankommen; og naar saa det var vist, hvad saa? Saa vilde hun lee af Socrates, thi saa gal var hun da ikke, at hun ikke med Bestemthed skulde vide, hvor ypperligt det var, at den Elskede var kommen. Nu det forstaaer sig, en saadan lille Pige var jo ogsaa kun oplagt til et St&ae;vnem&o-;de med den Elskede paa den trygge Strand i erotisk Omfavnelse, ikke udviklet nok til et socratisk St&ae;vnem&o-;de med Guden i Ideen paa Uvishedens uendelige Hav. Men s&ae;t saa den fiffige lille Pige havde v&ae;ret confirmeret, hvad saa? Saa havde hun jo vidst aldeles det Samme som Socrates &streg; Forskjellen var blot, hvorledes det vides. Og dog har formodentlig Socrates havt hele sit Liv i denne Forskjel, endnu i sit 70de Aar var han ikke f&ae;rdig med str&ae;bende at ind&o-;ve inderligere og inderligere hvad en Pige paa 16 Aar veed. Thi han var ikke som Den, der kan Hebraisk, og altsaa kan sige til den unge Pige: det kan Du ikke, og det beh&o-;ver lang Tid for at l&ae;res; han var ikke som Den, der kan hugge i Steen, hvilket den unge Pige vel vilde forstaae at hun ikke kunde, og forstaae at beundre, nei, han vidste ikke mere end hun. Hvad Under da, at han var saa ligegyldig ved at d&o-;e, thi den stakkels Fyr har formodentlig selv indseet, at hans Liv var spildt, og at det nu var for silde at begynde forfra for at l&ae;re, hvad kun de Udm&ae;rkede vide. Hvad Under da, at han slet ingen Oph&ae;velser gj&o-;r over sin D&o-;d, som tabte Staten noget Uerstatteligt i ham. Ak, han har vel t&ae;nkt som saa: havde jeg endda v&ae;ret Professor i Hebraisk, havde jeg v&ae;ret Billedhugger eller Solodandser, end sige havde jeg v&ae;ret et verdenshistorisk lyksaliggj&o-;rende Genie, ja hvor skulde Staten da have forvundet mit Tab, og hvor skulde dens Indvaanere have faaet det at vide, som jeg kunde sige dem! Men mig skal der intet Sp&o-;rgsmaal blive om, thi hvad jeg veed, det veed Enhver. Det var dog en Sp&o-;gefugl den Socrates, saaledes at sp&o-;ge med Hebraisk, Billedhuggerkunsten, Balletter og den verdenshistoriske Lyksaliggj&o-;relse; og saa igjen at bryde sig saa meget om Guden, at han, skj&o-;ndt uden Aflad, &o-;vende sig gjennem hele sit Liv (ja som en Solodandser til Gudens &Ae;re), tvivlsomt im&o-;desaae, om han skulde kunne bestaae i Gudens Pr&o-;ve: hvad var saa det? Den relative Forskjel, der i Umiddelbarheden er mellem det Comiske og det Tragiske, svinder bort i Dobbelt-Reflexionen, hvor Forskjellen bliver uendelig, og derved Identiteten sat. Religieust er derfor Tilbedelsens comiske Udtryk ligesaa gudsfrygtigt som dens pathetiske. Det til Grund for det Comiske og det Pathetiske Liggende er Misforholdet, Modsigelsen mellem det Uendelige og det Endelige, det Evige og det Vordende. En Pathos derfor, som udelukker det Comiske, er en Misforstaaelse, er slet ikke Pathos. Den subjektivt existerende T&ae;nker er derfor ligesaa bifrontisk som Existents-Forholdet er. Misforholdets Opfattelse, naar det _seersees hen til Ideen, er Pathos, Misforholdets Opfattelse, naar det sees med Ideen bagfra, er Comik. Naar den subjektive existerende T&ae;nker vender Ansigtet mod Ideen, er Misforholdets Opfattelse i Pathos, naar han vender Ryggen til Ideen og lader denne straale bagfra ind i det samme Misforhold, er Opfattelsen i Comik. Det er saaledes Religieusitetens uendelige Pathos at sige Du til Gud, det er uendeligt comisk, naar jeg vender Ryggen til og i Endeligheden seer dette, der bagfra falder ind i denne. Har jeg ikke udt&o-;mt hele det Comiske, har jeg heller ikke Uendelighedens Pathos; har jeg Uendelighedens Pathos, har jeg ogsaa strax det Comiske. &streg; Saaledes er det at bede Uendelighedens h&o-;ieste Pathos, og dog er det Comisk, netop fordi det i sin Inderlighed er incommensurabelt for ethvert udvortes Udtryk, is&ae;r naar man efterkommer Skriftens Ord, at salve sit Hoved og toe sit Ansigt naar man faster. Det Comiske er her paa to Maader. Det forkastelige Comiske vilde fremkomme, naar f. Ex. en bomst&ae;rk Mand tr&ae;der bedende frem og for at betegne B&o-;nnens Inderlighed vrider sig i Kraft-Stillinger, der vilde v&ae;re bel&ae;rende, is&ae;r hvis den Talende var bararmet, for en Kunstner, der studerer Arm-Musklerne. B&o-;nnens Inderlighed og uudsigelige Sukke ere ikke commensurable for det Muskul&o-;se. Det sande Comiske er, at det Uendelige kan foregaae i et Menneske, og Ingen, Ingen opdage det paa ham. I Forhold til den idelige Vorden er det Comiske og Pathetiske paa eengang i B&o-;nnens Gjentagelse; netop dens Uendelighed i Inderlighed synes at gj&o-;re en Gjentagelse umulig, og derfor er Gjentagelsen selv baade til at smile og til at s&o-;rge over. Som den subjektive existerende T&ae;nker selv existerer saaledes, saa gjengiver hans Fremstilling ogsaa dette, og derfor kan Ingen uden videre tilegne sig hans Pathos. Som de comiske Partier i et romantisk Drama, saaledes slynger ogsaa Comiken sig gjennem Lessings Fremstilling, maaskee stundom paa urette Sted, maaskee, maaskee ikke; med Bestemthed kan jeg ikke sige det. Hauptpastor Goetze er en h&o-;ist erg&o..;tzlich Figur, som Lessing har comisk conserveret for Ud&o-;deligheden ved at gj&o-;re ham uadskillelig fra sin Fremstilling. Det forstaaer sig, det er forstyrrende, man kan ikke med den Tilforladelighed hengive sig til Lessing, som til Deres Fremstilling, der med &ae;gte speculativ Alvor gj&o-;re Alt ud af Eet, og saaledes have Alt f&ae;rdigt. Det, at den existerende subjektive T&ae;nker bestandigt er str&ae;bende, betyder dog ikke i endelig Forstand, at han har et Maal, hvortil han str&ae;ber, hvor han var f&ae;rdig, naar han var kommen derhen; nei, han str&ae;ber uendeligt, er bestandigt i Vorden, hvilket er betrygget derved, at han bestandigt er ligesaa negativ som positiv, og har ligesaa megen v&ae;sentlig Comik som v&ae;sentlig Pathos; og hvilket har sin Grund i, at han jo er existerende, og t&ae;nkende gjengiver dette. Vordelsen er selve T&ae;nkerens Existents, hvilken man vel tankel&o-;st kan abstrahere fra og blive objektiv. Hvor langt eller hvor kort han er henne, gj&o-;r v&ae;sentligen Intet til Sagen (det er jo ogsaa kun en endelig-relativ Sammenligning), saa l&ae;nge han er existerende, er han i Vorden. Existentsen selv, det at existere, er Str&ae;ben, og er ligesaa pathetisk som comisk; pathetisk, fordi Str&ae;ben er uendelig, &dvs;: rettet mod det Uendelige, er Uendeliggj&o-;relse, hvilket er den h&o-;ieste Pathos; comisk, fordi Str&ae;ben er en Selvmodsigelse. Pathetisk seet, har et Secund uendeligt V&ae;rd, comisk seet er 10,000 Aar en Narrestreg ligesom den Dag igaar, og dog bestaaer Tiden, hvori den Existerende er, af saadanne Dele. Naar det blot enkelt og ligefrem udsiges, at 10,000 Aar er en Narrestreg, saa gaaer mangen Daare med og finder, at det er Viisdom, men glemmer det Andet, at et Secund har uendeligt V&ae;rd. Naar det hedder, at et Secund har uendeligt V&ae;rd, saa studser En og Anden, og kan bedre forstaae, at 10,000 Aar har uendeligt V&ae;rd, og dog er det ene ligesaa vanskeligt at forstaae som det andet, naar man blot giver sig Tid til at forstaae, hvad det er der skal forstaaes; eller paa en anden Maade bliver saa uendeligt greben ved Tanken om, at der ikke er Tid at give bort, ikke eet Secund, at Secundet faaer uendeligt V&ae;rd. Denne Existentsens Beskaffenhed erindrer om den gr&ae;ske Opfattelse af Eros, som findes i Symposiet, og som Plutarch i hans V&ae;rk om Isis og Osiris (&pgf; 57) rigtigt forklarer. Parallellen med Isis, Osiris og Typhon beskj&ae;ftiger mig ikke, men naar Plutarch erindrer om, at Hesiodus har antaget Chaos, Jorden, Tartarus og Elskov for Grundv&ae;sener, saa er det meget rigtigt i Forbindelse hermed at minde om Plato. Thi Elskov her betyder aabenbart Existents eller det, hvorved Livet er i det Hele, det Liv, som er Synthesen af det Endelige og Uendelige. Armod og Rigdom avlede altsaa, if&o-;lge Plato, Eros, hvis V&ae;sen er dannet af begge. Men hvad er Existents? Det er hiint Barn, som er avlet af det Uendelige og det Endelige, det Evige og det Timelige, og derfor er bestandigt str&ae;bende. Dette var Socrates's Mening: derfor er Kjerligheden bestandigt str&ae;bende, &dvs;: det t&ae;nkende Subjekt er existerende. Kun Systematikere og de Objektive have oph&o-;rt at v&ae;re Mennesker og ere blevne Speculationen, der har hjemme i den rene V&ae;ren. Det Socratiske skal naturligviis ikke forstaaes endeligen om en fortsat og idelig fortsat Str&ae;ben til et Maal uden at naae det. Nei, men hvor meget end Subjektet har Uendeligheden i sig, derved at det er existerende, er det i Vorden. Den T&ae;nker, der kan glemme i al sin T&ae;nken at t&ae;nke det med, at han er existerende, han forklarer ikke Tilv&ae;relsen, han gj&o-;r et Fors&o-;g paa at oph&o-;re at v&ae;re Menneske, at blive en Bog eller et objektivt Noget, som kun en M&u..;nchhausen kan blive. At den objektive T&ae;nkning har sin Realitet, n&ae;gtes ikke, men i Forhold til al den T&ae;nkning, hvor netop Subjektiviteten maa accentueres, er den en Misforstaaelse. Om en Mand hele sit Liv igjennem kun beskj&ae;ftiger sig med Logiken, saa bliver han derfor dog ikke Logiken, existerer derfor selv i andre Categorier. Finder han nu, at dette ikke er Umagen v&ae;rd at t&ae;nke over, saa lad ham det, det er nok heller ikke behageligt for ham at faae at vide, at Tilv&ae;relsen spotter over ham, der er if&ae;rd med at ville blive reen objektiv. 3. Hvad der under dette og det f&o-;lgende Punkt bliver Gjenstand for Omtalen, lader sig bestemtere henf&o-;re til Lessing, forsaavidt Udsagnet ligefrem lader sig citere, men dog atter ikke med nogen ligefrem Bestemthed, da Lessing ikke er docerende, men subjektivt eviterende, uden at ville forpligtige Nogen til for hans Skyld at antage det, uden at ville forhj&ae;lpe Nogen til en ligefrem Continuitet med Ophavsmanden. Maaskee har Lessing selv forstaaet, at Sligt ikke lader sig docere ligefrem; idetmindste lader Lessings Adf&ae;rd sig forklare saaledes, og maaskee er Forklaringen rigtig, maaskee. Lessing har sagt (S.W. 5te B. p. 80), at tilf&ae;ldige historiske Sandheder aldrig kunne blive Beviis for evige Fornuft-Sandheder; samt (p. 83) at den Overgang, hvorved man paa en historisk Efterretning vil bygge en evig Sandhed, er et Spring. Jeg skal nu gjennemgaae disse tvende Udsagn lidt n&ae;rmere og s&ae;tte dem i Forhold til hiint &anfbeg;Smulernes&anfslut; Problem: kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden. Dog vil jeg f&o-;rst her vinde Plads for en Bem&ae;rkning, der kan tjene til at vise, hvor svigefuld Menneskenes T&ae;nkning er, der er ligesom Discipelens L&ae;sning: &anfbeg;han lader som han l&ae;ser og l&ae;ser ikke endda.&anfslut; Naar to Tanker staae i et uadskilleligt Forhold til hinanden, saa, hvis man kan t&ae;nke den ene, man eo ipso kan t&ae;nke den anden, da h&ae;nder det ikke sjeldent, at der fra Mund til Mund, fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt gaaer en Opinion, der gj&o-;r det let at t&ae;nke den ene Tanke, medens en modsat Opinion gj&o-;r det vanskeligt at t&ae;nke den anden, ja etablerer den Praxis, at skeptisere i Forhold til denne. Og dog er det sande dialektiske Forhold, at Den, som kan t&ae;nke den ene, eo ipso kan t&ae;nke den anden, ja eo ipso har t&ae;nkt den anden &streg; hvis han har t&ae;nkt den ene. Jeg sigter herved til Quasi-Dogmet om Helvedstraffenes Evighed. Det Problem &anfbeg;Smulerne&anfslut; fremsatte var, hvorledes et Historisk kan blive afgj&o-;rende for en evig Salighed. Naar der siges &anfbeg;afgj&o-;rende&anfslut;, saa siges der eo ipso, at idet Saligheden er afgjort, er Usaligheden ogsaa afgjort, det v&ae;re nu som sat eller som udelukket. Det F&o-;rste skal nu v&ae;re let at forstaae, det har enhver Systematiker t&ae;nkt, enhver Troende, og vi ere jo Alle Troende, det er en Sm&o-;rrebr&o-;d at faae et historisk Udgangspunkt for sin evige Salighed og faae det t&ae;nkt. Midt i denne Tryghed og Tilforladelighed kommer leilighedsviis det Sp&o-;rgsmaal frem om en evig Usalighed afgjort ved et historisk Udgangspunkt i Tiden: see det er vanskeligt, man kan ikke blive enig med sig selv om, hvilket man skal antage, og man bliver enig om at lade det staae hen som Noget, man leilighedsviis kan bruge i det populaire Foredrag, men som er uafgjort &streg; ak, ak, ak, og saa er det jo afgjort; Intet er lettere &streg; dersom man har afgjort det F&o-;rste. Vidunderlige menneskelige T&ae;nksomhed, hvo kan skue Dig ind i dit t&ae;nksomme &O-;ie uden en stille Opl&o-;ftelse! Altsaa her Resultatet af den fortsatte T&ae;nksomhed: det Ene forstaaer man, det Andet lader man staae hen, &dvs;: kan man ikke forstaae, og dog er dette Ene og dette Andet, det er, ja jeg n&ae;sten bliver forlegen ved at sige det, det er Eet og det Samme. Kan Tiden og i den Forholdet til et historisk Ph&ae;nomen v&ae;re afgj&o-;rende for en evig Salighed, saa er den det eo ipso for Afgj&o-;relsen af en evig Usalighed. Den menneskelige T&ae;nksomhed b&ae;rer sig anderledes ad. En evig Salighed er nemlig en evig Foruds&ae;tning bag ved, i Immanentsen, for ethvert Individ. Som evig er han h&o-;iere end Tiden og har derfor altid sin evige Salighed bag ved sig, det vil sige, der er kun at t&ae;nke en evig Salighed, en evig Usalighed lader sig slet ikke t&ae;nke. Dette er philosophisk t&ae;nkt aldeles i sin Orden. Nu kommer Christendommen og s&ae;tter Disjunktionen: enten en evig Salighed eller en evig Usalighed; og Afgj&o-;relse i Tiden. Hvad gj&o-;r saa den menneskelige T&ae;nksomhed? Den gj&o-;r ikke som Smulerne, den bliver ikke opm&ae;rksom paa, at dette er en vanskelig Tale, og Opfordringen til at t&ae;nke det det vanskeligste Forslag, der lader sig gj&o-;re, den gj&o-;r altsaa ikke hvad der for det F&o-;rste lod sig gj&o-;re, den frems&ae;tter end ikke Problemet. Nei, den lyver lidt, saa gaaer det let nok. Den tager Disjunktionens f&o-;rste Led (enten en evig Salighed) og forstaaer dermed Immanentsens Tanke, der netop udelukker Disjunktionen, og saa har den t&ae;nkt det Hele, indtil den saa i Forhold til Disjunktionens andet Led gj&o-;r Opbud og erkl&ae;rer, at den ikke kan t&ae;nke det, hvilket da er at slaae sig selv paa Munden, og at angive sig selv som Den, der ikke har t&ae;nkt det F&o-;rste. Christendommens Paradox ligger i, at den bestandig _bringerbruger Tiden og det Historiske i Forhold til det Evige, al T&ae;nkning ligger i Immanentsen, og hvad gj&o-;r saa den menneskelige T&ae;nksomhed? Den t&ae;nker Immanentsen, lader som denne er Disjunktionens f&o-;rste Halvdeel, og saa har den t&ae;nkt Christendommen. Nu til Lessing. Stedet findes i en lille Opsats: &U..;ber den Beweis des Geistes und der Kraft; an den Herrn Director Schumann. L. opponerer mod hvad jeg vilde kalde at qvantitere sig ind i en qvalitativ Afgj&o-;relse; han bek&ae;mper den ligefremme Overgang fra historisk Tilforladelighed til Afgj&o-;relse af en evig Salighed. Han n&ae;gter ikke (thi han veed strax at gj&o-;re Concessioner for at Categorierne kunne blive tydelige), at hvad der i Skriften fort&ae;lles om Undere og Spaadomme, er ligesaa tilforladeligt som andre historiske Efterretninger, ja saa tilforladeligt som overhovedet historiske Efterretninger kunne v&ae;re: aber nun, wenn sie nur eben so zuverl&a..;ssig sind, warum macht man sie bei dem Gebrauche auf einmal unendlich zuverl&a..;ssiger? (p. 79), nemlig fordi man paa dem vil bygge Antagelsen af en L&ae;re, der betinger en evig Salighed, altsaa paa dem vil bygge en evig Salighed. L. er villig til, ligesom alle Andre, at troe, at en Alexander har levet, der har undertvunget hele Asien, &anfbeg;aber wer wollte auf diesen Glauben hin irgend etwas von gro&ss;em und dauerhaftem Belange, dessen Verlust nicht zu _entsetzenersetzen w&a..;re, wagen?&anfslut; (p. 81). Det er bestandigt Overgangen, den ligefremme Overgang fra det historisk Tilforladelige til den evige Afgj&o-;relse, Lessing bek&ae;mper. Derfor stiller han sig saaledes, at han gj&o-;r en Forskjel mellem Efterretninger om Undere og Spaadomme &streg; og Samtidigheden med disse. (Denne Forskjel har Smulerne v&ae;ret opm&ae;rksom paa ved digterisk experimenterende at tilveiebringe Samtidigheden, og saaledes fjerne hvad der blev kaldet det Efterhistoriske.) Af Efterretningerne, &dvs;: af deres indr&o-;mmede Tilforladelighed, f&o-;lger Intet, siger Lessing, men, tilf&o-;ier han, havde han v&ae;ret samtidig med Miraklerne og Spaadommene, saa vilde det have hjulpet ham. Vel underrettet, som Lessing altid er, protesterer han derfor imod et halv svigefuldt Citat af Origenes, der er blevet anf&o-;rt for at give hiint Beviis for Christendommens Sandhed Relief. Han protesterer ved at f&o-;ie Slutningen af Origenes's Ord til, hvoraf sees, at O. antager, at der endnu i hans Tid skeete Mirakler, og at han till&ae;gger disse Mirakler, med hvilke han altsaa er samtidig, Beviiskraft ligesom de, om hvilke han l&ae;ser. Da Lessing har stillet sig saaledes, ligeoverfor en given Fremstilling, faaer han ikke Leilighed til at udh&ae;ve det dialektiske Problem, om Samtidigheden vilde hj&ae;lpe Noget, om den kunde v&ae;re mere end Anledning, hvad den historiske Efterretning ogsaa kan v&ae;re. Lessing synes at antage det Modsatte; maaskee er dog dette Skin tilveiebragt for at give sin F&ae;gtning e concessis mere dialektisk Tydelighed ligeoverfor en bestemt enkelt Mand. Smulerne s&o-;gte derimod at vise, at Samtidigheden hj&ae;lper slet Intet, fordi der i al Evighed ingen ligefrem Overgang er, hvilket jo ogsaa vilde have v&ae;ret en gr&ae;ndsel&o-;s Uretf&ae;rdighed mod alle Senere, en Uretf&ae;rdighed og Forskjel, der var meget v&ae;rre end den mellem J&o-;der og Gr&ae;ker, Omskaarne og Uomskaarne, hvilken Christendommen har h&ae;vet. Lessing har selv samlet sit Problem i f&o-;lgende Ord, hvilke han har spatieret: zuf&a..;llige Geschichtswahrheiten k&o..;nnen der Beweis von nothwendigen Vernunftswahrheiten nie werden. Hvad her st&o-;der, er det Pr&ae;dikat: zuf&a..;llige. Dette er vildledende, det kunde synes at lede til den absolute Distinction mellem v&ae;sentlige og tilf&ae;ldige historiske Sandheder, en Distinction, der dog kun er en Subdivision. Distingveres der absolut tiltrods for det h&o-;iere Pr&ae;dikats (&anfbeg;historiske&anfslut;) Identitet, saa kunde deraf synes at f&o-;lge, at i Forhold til v&ae;sentlige historiske Sandheder vilde den ligefremme Overgang v&ae;re at danne. Jeg kunde nu blive hidsig og sige: det er umuligt, at Lessing kan v&ae;re saa inconseqvent, ergo &streg; og min Hidsighed vist overbevise Mange. Imidlertid indskr&ae;nker jeg mig til et h&o-;fligt Maaskee, der antager, at Lessing i Pr&ae;dikatet: tilf&ae;ldige har skjult Alt, men kun sagt Noget, saa at &anfbeg;tilf&ae;ldige&anfslut; ikke er et relativt-distingverende Pr&ae;dikat eller inddelende, men et Genus-Pr&ae;dikat: historiske Sandheder, der som saadanne ere tilf&ae;ldige. Hvis ikke, ligger her den hele Misforstaaelse, der atter og atter gaaer igjen i den nyeste Philosophie: at lade det Evige uden videre blive historisk, og at kunne begribe det Historiskes N&o-;dvendighed. Alt hvad der bliver historisk er tilf&ae;ldigt; thi netop derved, at det bliver til, bliver historisk, har det sit Moment af Tilf&ae;ldighed, thi Tilf&ae;ldighed er just den ene Faktor i al Tilblivelse. &streg; Deri ligger igjen Incommensurabiliteten mellem en historisk Sandhed og en evig Afgj&o-;relse. Saaledes forstaaet er Overgangen, hvorved et Historisk og Forholdet til dette bliver afgj&o-;rende for en evig Salighed, en &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; (Lessing siger endog, hvis dette ikke er det, saa veed jeg ikke hvad Aristoteles har forstaaet derved p. 82), et Spring baade for den Samtidige og for den Senere. Den er et Spring, og det er dette Ord som Lessing har brugt indenfor den tilf&ae;ldige Indskr&ae;nkning, der betegnes ved en illusorisk Forskjel imellem Samtidighed og Ikke-Samtidighed. Ordene lyde saaledes: Das, das ist der garstige breite Graben, &u..;ber den ich nicht kommen kann so oft und ernstlich ich auch den Sprung versucht habe (p. 83). Maaskee er hiint Ord: Spring kun en Vending i Stilen, maaskee udf&o-;res derfor Metaphoren for Phantasien ved at tilf&o-;ie Pr&ae;dikatet: breit, som havde ikke end det mindste Spring den Egenskab, at det gj&o-;r Graven uendelig bred, som var det ikke lige vanskeligt for den, der slet ikke kan springe, _ellerenten Graven er bred eller smal, som var det ikke den dialektisk lidenskabelige Afsky for et Spring, der gj&o-;r Graven saa uendelig bred, ligesom Lady Machbeths Lidenskab gj&o-;r Blodpletten saa uhyre stor, at ikke Oceanet kan aftv&ae;tte den. Maaskee er det ogsaa en List af Lessing at anbringe det Ord: ernstlich, thi i Forhold til det at springe, is&ae;r naar Metaphoren udf&o-;res for Phantasien, er Alvoren pudseerlig nok, fordi den staaer i intet eller i et comisk Forhold til Springet, da det jo ikke, udvortes forstaaet, er Gravens Brede der forhindrer det, men indvortes den dialektiske Lidenskab, der gj&o-;r Graven uendelig bred. At have v&ae;ret ganske n&ae;r ved Noget, har allerede sin comiske Side, men at have v&ae;ret ganske n&ae;r ved at gj&o-;re Springet, er slet Intet, netop fordi Springet er Afgj&o-;relsens Categorie. Og nu med yderste Alvor at have villet gj&o-;re Springet &streg; ja det er en Skjelm den Lessing, thi det er nok snarere med yderste Alvor han har gjort Graven bred: er dette ikke ligesom at gj&o-;re Nar af Folk! Dog kan man, som bekjendt, Springet betr&ae;ffende, ogsaa paa en anden mere yndet Maade gj&o-;re Nar af Folk: man lukker &O-;inene, tager sig selv i Nakken, à la M&u..;nchhausen, og saa &streg; saa staaer man paa den anden Side, paa hiin Side af den sunde Menneskeforstand i det systematisk forj&ae;ttede Land. Hiint Udtryk: Springet, er for&o-;vrigt ogsaa paa en anden Maade knyttet til Lessings Navn. Som overhovedet sjelden nogen T&ae;nker i den nyere Tid ved sindrigt at concentrere sig og sin Tanke-Existents, betr&ae;ffende et vist Forhold i en eneste kort, lykkelig S&ae;tning, erindrer om den skj&o-;nne gr&ae;ske Maade at philosophere paa, saa erindrer L. _{levende legende levende}legende om Gr&ae;kerne. Hans Viden er ikke et l&ae;rd Sammensurium og en Dito Dito &ae;gte-speculativ Medieren af hvad Creti og Pleti, Genier og Privat-Docenter have t&ae;nkt og skrevet; hans Fortjeneste er ikke at tr&ae;kke hele denne Herlighed paa den historiserende Methodes Snoer; nei kort, eenfoldig har han Noget for sig selv. Som man i Forhold til mange gr&ae;ske T&ae;nkere istedenfor at n&ae;vne deres Navn, kan n&ae;vne deres L&o-;sen, saaledes har L. ogsaa efterladt sig et sidste Ord. Lessings &anfbeg;sidste Ord&anfslut; gav, som bekjendt, Anledning til nogle Skriverier i sin Tid. Den begeistrede &ae;dle Jacobi, der med elskelig Sympathie ofte udtaler sig om en Trang til at forstaaes af andre T&ae;nkere, om det &O-;nskelige i at v&ae;re enig med Andre, var den Skriftefader, hvem det forbeholdtes at opbevare L.s sidste Ord. Nu, det forstaaer sig, det var en vanskelig Sag at v&ae;re Skriftefader for en Ironiker som L., og Jacobi har maattet d&o-;ie nok, uforskyldt, forsaavidt man har angrebet ham uretf&ae;rdigen, forskyldt, forsaavidt dog L. ingenlunde havde sendt Bud efter ham i Qvalitet af Skriftefader, endnu mindre bedet ham om at bekjendtgj&o-;re Samtalen, og allermindst at l&ae;gge den pathetiske Accent paa urigtigt Sted. Der er i den hele Situation noget h&o-;ist Poetisk: to saa udpr&ae;gede Individualiteter som L. og J. i en Samtale med hinanden. Begeistringens uudt&o-;mmelige Talsmand som Iagttager, og den forslagne L. som Katechumen. J. skal da udforske, hvordan det egentligen staaer sig med L. Hvad skeer? Forf&ae;rdet opdager han, at L. vist dog i Grunden er Spinozist. Den Begeistrede vover det Yderste, og foreslaaer ham hiint ene frelsende salto mortale. Her maa jeg standse et &O-;ieblik; det kunde synes, at J. tilsidst bliver Opfinder af Springet. Dog maa bem&ae;rkes: f&o-;rst er J. egentligen ikke klar over, hvor Springet v&ae;sentligen h&o-;rer hjemme. Hans salto mortale er n&ae;rmest kun Subjektiveringens Akt i Forhold til Spinozas Objektivitet, ikke Overgangen fra det Evige til det Historiske. Dern&ae;st er han heller ikke dialektisk klar over Springet, at dette ikke ligefrem lader sig docere eller meddele, netop fordi det er Isoleringens Akt, da det, betr&ae;ffende hvad der netop ikke lader sig t&ae;nke, henstiller til den Enkelte, om han i Kraft af det Absurde vil beslutte sig til troende at antage det. Jacobi vil med Veltalenhedens Bistand forhj&ae;lpe En til at gj&o-;re Springet. Men dette er en Modsigelse, og al ligefrem Tilskyndelse er netop en Forhindring fra virkeligen at komme til at gj&o-;re det, hvilket ikke maa forvexles med forsikkrende at ville have gjort det. S&ae;t, Jacobi selv har gjort Springet, s&ae;t, han ved Veltalenhedens Hj&ae;lp faaer en L&ae;rende overtalt til at ville gj&o-;re det: saa faaer jo den L&ae;rende et ligefremt Forhold til J., og kommer altsaa ikke selv til at gj&o-;re Springet. Det ligefremme Forhold mellem Menneske og Menneske er naturligviis langt lettere, tilfredsstiller Sympathien og den egne Trang langt hurtigere og tilsyneladende tilforladeligere, det forstaaes ligefrem, og der beh&o-;ves ikke hiin Uendelighedens Dialektik for at holde sig selv uendeligt resigneret og uendelig begeistret i Uendelighedens Sympathie, hvis Hemmelighed netop er en Forsagelse af Indbildning om, at det ene Menneske i sit Guds-Forhold ikke skulde v&ae;re lige saa stort som det andet, hvilket gj&o-;r den formeentlige L&ae;rer til en L&ae;rende, der passer sig selv, og al Underviisning til en guddommelig Sp&o-;g, fordi ethvert Menneske v&ae;sentligen kun undervises af Gud. &streg; I Forhold til Lessing &o-;nsker Jacobi nu blot F&ae;lledsskab i at gj&o-;re Springet; hans Veltalenhed er den i Lessing Forelskedes, og derfor er det ham saa vigtigt at faae Lessing med. Man m&ae;rker her strax den dialektiske Mislighed: den Veltalende, den for evigt Overbeviste, han f&o-;ler Styrke og Kraft til at vinde Andre for sin Overbeviisning, &dvs;: han er usikker nok til at beh&o-;ve Andres Samtykke i den begeistrende Overbeviisning. Overhovedet den Begeistrede, som ikke formaaer i Forhold til ethvert Menneske at udtrykke sin Begeistring i Mods&ae;tningens Form, han er ikke den St&ae;rkere, men den Svagere, og har kun Qvindens Styrke, hvilken er i Svaghed. Jacobi forstod ikke kunstnerisk at tugte sig selv op til existerende at n&o-;ies med at udtrykke Ideen. Isolationens Tvang, som netop er sat i Springet, kan ikke tvinge Jacobi, han maa forraade Noget, han skummer bestandigt over i hiin Veltalenhed, der i Fynd og Indhold og lyrisk Syden stundom rangerer med Shakespeare, men som dog vil hj&ae;lpe Andre i et ligefremt Forhold til Taleren, eller som in casu vil vinde ham den Tr&o-;st, at Lessing er _{enig med ham enig med} enig med. Nu videre. Da altsaa Jacobi med Horreur opdager, at Lessing egentligen er Spinozist, saa taler han ud af hele sin Overbeviisning. Han vil tage Lessing med Storm. Lessing svarer: &anfbeg;Gut, sehr gut! Ich kann das alles auch gebrauchen; aber ich kann nicht dasselbe damit machen. &U..;berhaupt gef&a..;llt Ihr Salto mortale mir nicht &u..;bel, und ich begreife wie ein Mann von Kopf auf diese Art Kopf-unten machen kann, um von der Stelle zu kommen; nehmen Sie mich mit, wenn es angeht.&anfslut; Her seer man ypperligt Lessings Ironi, der formodentligen veed, at naar man skal springe, maa man nok v&ae;re ene derom, og ogsaa ene om ret at forstaae, at det er en Umulighed. Man maa beundre hans Urbanitet og hans Forkjerlighed for Jacobi, og den samtalende Kunst, der saa h&o-;fligt siger: &anfbeg;nehmen Sie mich mit &streg; wenn es angeht.&anfslut; Jacobi taler videre: &anfbeg;Wenn Sie nur auf die elastische Stelle treten wollen, die mich fortschwingt, so geht es von selbst.&anfslut; Dette er forresten ret godt sagt, dog er der den Ucorrecthed, at han her vil gj&o-;re Springet til noget Objektivt, det at springe til en Analogie til det f. Ex. at finde det archimediske Punkt. Det Gode ved Svaret er, at han ikke vil have et ligefremt Forhold, et ligefremt F&ae;lledsskab i Springet. Saa f&o-;lger Lessings sidste Ord: &anfbeg;Auch dazu geh&o..;rt schon ein Sprung, den ich meinen alten Beinen und meinem schweren Kopfe nicht mehr zumuthen darf.&anfslut; Her er Lessing ironisk ved Hj&ae;lp af det Dialektiske, medens den sidste Vending ganske har det socratiske Colorit &streg; at tale om Mad og Drikke, L&ae;ger, Pak&ae;sler og andet saadant, item om sine gamle Been og sit tunge Hoved. Uagtet Springet, som oftere bem&ae;rket, er _{Afgj&o-;relsen saa}Afgj&o-;relsen, saa vil dog Jacobi her ligesom danne en Overgang dertil, han, den Veltalende, vil lokke Lessing: &anfbeg;det er ikke Videre,&anfslut; siger han, &anfbeg;Sagen er ikke saa vanskelig, De tr&ae;der blot paa det elastiske Sted &streg; saa gaaer det af sig selv med Springet.&anfslut; Dette er et ret godt Exempel paa Veltalenhedens fromme Svig; det er som vilde En anbefale det at blive henrettet ved en Guillotine og sige: &anfbeg;det Hele er en let Sag, De l&ae;gger Dem blot paa et Br&ae;t, saa tr&ae;kkes der blot i en Snor, saa falder &O-;xen ned &streg; og De er henrettet.&anfslut; Men s&ae;t nu, det at blive henrettet var det man ikke &o-;nskede: og saaledes med det at springe. Naar man er utilb&o-;ielig til Springet, saa utilb&o-;ielig, at denne Lidenskab gj&o-;r &anfbeg;Graven uendelig bred&anfslut;, saa hj&ae;lper den sindrigt opfundne Springemaskine En slet ikke. Lessing indseer meget godt, at Springet, som det Afgj&o-;rende, er qvalitativt dialektisk, og tillader ingen approximerende Overgang. Hans Svar er derfor en Sp&o-;g. Det er langtfra at v&ae;re dogmatisk, det er ganske dialektisk rigtigt, personligt eviterende, og istedetfor i en Fart at opfinde Mediationen, betjener han sig af sine gamle Been og sit tunge Hoved. Og det forstaaer sig, Den som har unge Been og et let Hoved, han kan sagtens springe. Saaledes afrunder den psychologiske Mods&ae;tning mellem Lessing og Jacobi sig. Lessing hviler i sig selv, f&o-;ler ingen Trang til F&ae;lledsskab; han parerer derfor ironisk, og smutter fra Jacobi paa sine gamle Been &streg; som ikke due til at springe med; han gj&o-;r intet Fors&o-;g paa at ville overbevise Jacobi om, at der intet Spring er til. Jacobi derimod s&o-;ger sig selv, trods al sin Begeistring for Andre, og det at han endeligen vil overbevise Lessing er netop hans Trang; det at han tr&ae;nger saa heftigt paa Lessing viser, at han tr&ae;nger til Lessing &streg; for at spille med Pr&ae;positioner, hvad Jacobi yndede saa meget. I det Hele kan man af hvad der mellem Jacobi og Mendelsohn gjennem Emilie (Reimarus) afhandles om Jacobis Forhold til Lessing faae en Forestilling om, hvor uudt&o-;mmelig L. har v&ae;ret i med gr&ae;sk Opr&o-;mthed at sp&o-;ge dialektisk med den af ham ellers h&o-;iligen saa anerkjendte J. Saaledes fort&ae;ller J., at L. engang skal have sagt mit _halbernhalbem L&a..;cheln: Er selbst w&a..;re vielleicht _desdas _h&o-;chsteh&o..;chste Wesen, und gegenw&a..;rtig in dem Zustande der _{a&u..;ssersten} &a..;ussersten Contraction. Hvad Under da, at Lessing blev erkl&ae;ret for Pantheist. Og dog er Sp&o-;gen (uden at derfor Udsagnet selv beh&o-;ver at v&ae;re bare Sp&o-;g) saa tydelig, og is&ae;r ypperlig i en senere Hentydning til det samme Udsagn. Da han nemlig var sammen med J. hos Gleim, og det under Maaltidet begyndte at regne, hvad Gleim beklagede, fordi de efter Bordet skulde ned i Haven, sagde L. til J. (formodentligen igjen mit halbem L&a..;cheln): Jacobi, Sie wissen, das _thunthue ich vielleicht&anfslut;. Mendelsohn, som ogsaa er kommet til at yttre sig i disse Sager, har for&o-;vrigt ganske rigtigt angivet T&ae;nkningens lyriske Culmination i Springet. Idet nemlig T&ae;nkningen lyrisk s&o-;ger ud over sig selv, er den villende opdage det Paradoxe. Denne Anen er Eenheden af Sp&o-;g og Alvor, og paa dette Punkt ligger alle christelige Categorier. Udenfor dette Punkt er enhver dogmatisk Bestemmelse et Philosophem, som er opkommet i Menneskehedens Hjerte, og at t&ae;nke immanent. Det Sidste den menneskelige T&ae;nkning kan ville er at ville ud over sig selv i det Paradoxe. Og Christendommen er netop det Paradoxe. &streg; Mendelsohn siger: &anfbeg;Zweifeln, ob es nicht etwas giebt, das nicht nur alle Begriffe &u..;bersteigt, sondern v&o..;llig au&ss;er dem Begriffe liegt, dieses nenne ich einen Sprung &u..;ber sich selbst hinaus.&anfslut; Mendelsohn frabeder sig det naturligviis, og veed hverken at gj&o-;re Sp&o-;g eller Alvor dermed. Det Anf&o-;rte er omtrent hvad der lader sig sige betr&ae;ffende Lessings Forhold til Springet. I sig selv er det ikke meget, og er just ikke dialektisk tydeligt, hvad han har villet gj&o-;re ud deraf; ja det er end ikke tydeligt, om det dog ikke paa hiint Sted i hans egne Skrifter er en pathetisk Vending i Stilen, og i Samtalen med J. en socratisk Sp&o-;g, eller om disse tvende Mods&ae;tninger udgaae fra og b&ae;res af den ene og samme Springets categoriske Tanke. For mig har det Lidet som findes hos Lessing havt sin Betydning. Jeg havde l&ae;st &anfbeg;Frygt og B&ae;ven af Johannes de silentio&anfslut; f&o-;rend jeg kom til at l&ae;se det Bind af Lessing. I hiint Skrift var jeg bleven opm&ae;rksom paa, hvorledes Springet efter Forfatterens Mening blev som Afgj&o-;relsen &g.k;&g.a;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.x;&g.o;&g.ch;&g.e-;&g.n; netop afgj&o-;rende for det Christelige og for enhver dogmatisk Bestemmelse, hvilket ikke lader sig naae hverken ved den schellingske intellectuelle Anskuelse, ei heller ved hvad Hegel, medens han lader haant om det Schellingske, vil s&ae;tte isteden: Methoden, fordi Springet netop er den meest afgj&o-;rende Protest mod Methodens inverse Gang. Al Christendom ligger if&o-;lge Frygt og B&ae;ven, ja den ligger i Frygt og B&ae;ven (hvilke netop ere Christendommens og Springets fortvivlede Categorier) i Paradoxet, man antage nu dette (&dvs;: v&ae;re en Troende), eller man forkaste det (netop fordi det er Paradoxet). Ved da bagefter at l&ae;se Lessing blev Sagen mig vel ikke klarere, thi det er saa saare Lidet hvad L. siger, men det var mig dog altid en Opmuntring at see L. opm&ae;rksom derpaa. Kun Skade, at han ikke selv har villet forf&o-;lge denne Tanke. Men han havde da heller ikke &anfbeg;Mediationen&anfslut; at tr&ae;kkes med, den guddommelige og forgudede Mediation, der gj&o-;r og har gjort Mirakler og et Menneske til Speculationen &streg; og forgjort Christendommen. &Ae;re v&ae;re Mediationen! Den kan nok hj&ae;lpe En ogsaa paa anden Maade, som den formodentligen har hjulpet Forfatteren af Frygt og B&ae;ven til at s&o-;ge Springets fortvivlede Udvei, accurat ligesom Christendommen var en fortvivlet Udvei, da den kom ind i Verden, og bliver i alle Tider ved at v&ae;re det for Enhver, der virkelig antager den. En fyrig og v&ae;lig Ganger kan det jo vel h&ae;nde, at den, naar den bliver Leiehest, og skal rides af enhver Fusker, taber Pustet og den stolte Reisning &streg; men i Aandens Verden seirer Dorskheden aldrig, den taber bestandigt og bliver udenfor. Om Johannes de silentio for&o-;vrigt ved at l&ae;se Lessing er bleven opm&ae;rksom paa _{Sproget Springet Sproget Springet} Springet, eller ikke, lader sig uafgjort. 4. Lessing har sagt: Wenn Gott in seiner Rechten alle Wahrheit, und in seiner Linken den einzigen immer regen Trieb nach Wahrheit, obschon mit dem Zusatze mich immer und ewig zu irren, verschlossen helte, und spreche zu mir: w&a..;hle! Ich fiele ihm mit Demuth in seine Linke, und sagte: Vater, gieb! die reine Wahrheit ist ja doch nur f&u..;r dich allein! (cfr. Lessings S. W. 5ter B. p. 100). &streg; Den Gang da Lessing sagde disse Ord, var Systemet formodentligen ikke f&ae;rdigt; ak, og nu er han d&o-;d! Havde han nu levet, nu da Systemet mestendeels er f&ae;rdigt, eller idetmindste er i Arbeide og bliver f&ae;rdigt til paa S&o-;ndag: tro mig, L. havde grebet til med begge H&ae;nder, han havde ikke havt Tid og S&o-;mmelighed og Opr&o-;mthed til for Sp&o-;g ligesom at spille effen og ueffen med Gud, og til i Alvor at v&ae;lge den venstre Haand. Men Systemet har ogsaa mere end hvad Gud har i begge sine H&ae;nder, allerede i dette &O-;ieblik har det mere, end sige da paa S&o-;ndag, naar det ganske bestemt bliver f&ae;rdigt. Ordene findes i en lille Opsats (Eine Dupplik. 1778), foranlediget ved en from Mands Forsvar for Opstandelsens Historie mod Angrebet i de af Lessing udgivne Fragmenter. Det er bekjendt nok, at man slet ikke kunde blive klog paa, hvilken L's Hensigt var med at udgive disse Fragmenter. End ikke den brav studerede Hauptpastor G&o..;tze kunde bestemt sige, hvilket Sted i Apocalypsen der passede paa, ja opfyldtes i Lessing. Forsaavidt har Lessing paa en besynderlig Maade n&o-;dsaget Menneskene til i Forhold til ham at antage hans Princip. Medens man ellers ogsaa i de Tider havde Resultat og F&ae;rdighed nok, kunde man slet ikke faae Livet taget af Lessing og ham verdenshistorisk indslagtet og nedlagt i en &pgf;. Han var og blev en Gaade. Vil Nogen nu kalde ham frem igjen &streg; han kommer ikke videre med ham. Her nu f&o-;rst en Forsikkring min ringe Person betr&ae;ffende. Trods Nogen er jeg villig til at falde tilbedende ned for Systemet, naar jeg blot kan faae &O-;ie paa det. Hidtil er dette ikke lykkedes mig, og skj&o-;ndt jeg har unge Been, er jeg dog n&ae;sten tr&ae;t af at rende fra Herodes til Pilatus. Enkelte Gange har jeg v&ae;ret ganske n&ae;r ved Tilbedelsen; men see, i det &O-;ieblik jeg allerede havde udbredt Lommet&o-;rkl&ae;det for ikke at smudske mine Beenkl&ae;der ved Kn&ae;faldet, naar jeg da ret troskyldig for sidste Gang sagde til en af de Indviede, siig mig nu oprigtigt, er det nu ogsaa heelt f&ae;rdigt, thi i saa Fald vil jeg kaste mig ned, selv om jeg skulde ford&ae;rve et Par Buxer (paa Grund nemlig af den megen F&ae;rdsel til og fra Systemet er Veien ikke lidet s&o-;let), saa fik jeg altid det Svar: nei, endnu er det vel ikke ganske f&ae;rdigt. Og saa blev det da igjen udsat &streg; med Systemet og med Kn&ae;faldet. System og Afsluttethed er saa omtrent Eet og det Samme, saaledes, at hvis Systemet ikke er f&ae;rdigt, er det ikke noget System. Jeg har allerede paa et andet Sted mindet om, at et System der ikke ganske er f&ae;rdigt er en Hypothese; hvorimod et halvf&ae;rdigt System er Nonsens. Vil nu En sige, at dette kun er en Ordstrid, at Systematikerne jo tvertimod selv sige, at Systemet ikke er f&ae;rdigt, saa vilde jeg blot sp&o-;rge, hvorfor kalde de det et System. Hvorfor ere de overhovedet tvetungede? Idet de foredrage deres Indbegreb, sige de Intet om, at der mangler Noget. De foranledige da altsaa de mindre Kyndige til at antage, at Alt er f&ae;rdigt, med mindre de skrive for L&ae;sere, der ere mere kyndige end de selv, hvilket formodentlig vilde falde Systematikere ut&ae;nkeligt. R&o-;res der derimod ved Bygningen, saa tr&ae;der Bygherren frem. Det er en yderst behagelig Mand, h&o-;flig og venlig mod den Bes&o-;gende, han siger: ja vi ligger rigtignok endnu i Bygning, Systemet er endnu ikke ganske f&ae;rdigt. Vidste han det da ikke f&o-;r, vidste han det ikke den Gang han lod sin lyksaliggj&o-;rende Indbydelse udgaae til alle Mennesker? Men vidste han det, hvorfor sagde han det ikke selv, &dvs;: hvorfor lod han saa ikke v&ae;re at n&ae;vne det pr&ae;sterede Fragment et System? Thi her er det igjen: et Fragment af et System er Nonsens. En fortsat Str&ae;ben efter et System derimod er jo en Str&ae;ben; _{og er Str&ae;ben}og en Str&ae;ben, ja en fortsat Str&ae;ben er det jo Lessing taler om. Og dog vel ikke en Str&ae;ben efter Intet! Tvertimod taler Lessing jo om en Str&ae;ben efter Sandhed; og han bruger et m&ae;rkeligt Ord om denne Drift til Sandhed: den einzigen immer regen Trieb. Dette Ord einzig kan ikke godt forstaaes anderledes end den uendelige, i samme Forstand som at det er h&o-;iere at have een Tanke, een eneste end mange Tanker. Saa tale de jo begge, Lessing og Systematikeren, om en fortsat Str&ae;ben, kun er Forskjellen den, at Lessing er dum eller sand nok til at kalde den en fortsat Str&ae;ben, Systematikeren klog eller usand nok til at kalde den Systemet. Hvad vilde man d&o-;mme om denne Forskjellighed i andre Forhold? Da Agent Behrend havde mistet en Silkeparaplui, efterlyste han en Nankings; han t&ae;nkte nemlig som saa, siger jeg det er en Silkeparaplui, saa fristes Finderen lettere til at beholde den. Systematikeren t&ae;nker maaskee som saa: kalder jeg mit Pr&ae;sterede paa Titelbladet og i Avisen en fortsat Str&ae;ben, ak, hvo vil saa kj&o-;be det eller beundre mig; men kalder jeg det Systemet, det absolute System, saa vil Enhver kj&o-;be Systemet &streg; dersom ikke den Vanskelighed blev tilbage, at det Systematikeren s&ae;lger er ikke Systemet. Lad os saa gaae videre, men lad os ikke gj&o-;re Nar af hinanden. Jeg, Johannes Climacus, er hverken mere eller mindre end et Menneske; jeg antager, at Den, jeg har den &Ae;re at tale med, er ogsaa et Menneske. Vil han v&ae;re Speculationen, den rene Speculation, saa maa jeg opgive at tale med ham; thi i samme &O-;ieblik bliver han usynlig for mig og for et Menneskes svage d&o-;delige &O-;ie. Altsaa: a) et logisk System kan der gives; b) men der kan ikke gives noget Tilv&ae;relsens System. a. &g.a;. Skal der imidlertid construeres et logisk System, saa maa der fornemligen agtes paa, at Intet optages, som er underkastet Tilv&ae;relsens Dialektik, som altsaa kun er ved at v&ae;re til, eller ved at have v&ae;ret til, ikke er ved at v&ae;re. Heraf f&o-;lger ganske simpelt, at hiin magel&o-;se og magel&o-;st beundrede Opfindelse af Hegel, at bringe Bev&ae;gelse ind i Logiken (ogsaa fraseet, at man paa hvert andet Sted savner endog blot hans eget Fors&o-;g paa at bilde En ind at den er der), netop er at forvirre Logiken. Det er jo ogsaa besynderligt, at l&ae;gge Bev&ae;gelsen til Grund i en Sph&ae;re, hvor Bev&ae;gelse er ut&ae;nkelig, eller at lade Bev&ae;gelse forklare Logiken, medens Logiken ikke kan forklare Bev&ae;gelsen. Betr&ae;ffende dette Punkt er jeg imidlertid saa heldig at kunne henvise til en Mand, der t&ae;nker sundt og er lykkeligt dannet ved Gr&ae;kerne (sjeldne Egenskaber i vor Tid!), en Mand, der har vidst at frigj&o-;re sig og sin T&ae;nkning fra ethvert sl&ae;bende og krybende Forhold til Hegel, hvis Navnkundighed Enhver ellers vil profitere af om ikke paa anden Maade, saa ved at gaae videre, &dvs;: ved at have optaget Hegel i sig; en Mand, der hellere har villet n&o-;ies med Aristoteles og med sig selv &streg; jeg mener Trendlenburg (Logische Untersuchungen). Hans Fortjeneste er blandt Andet at have fattet Bev&ae;gelsen som den uforklarlige Foruds&ae;tning, som det F&ae;lleds, hvori V&ae;ren og T&ae;nken enes og som den fortsatte Gjensidighed. Jeg kan her ikke gj&o-;re noget Fors&o-;g paa at eftervise hans Opfattelses Forhold til Gr&ae;kerne, til det Aristoteliske, eller til, hvad der besynderligt nok, i en vis Forstand, skj&o-;ndt kun populairt, har megen Lighed med hans Fremstilling: et lille Partie i Plutarchs Skrift om Isis og Osiris. Det er ingenlunde min Mening, at den hegelske Philosophie ikke har havt gavnlig Indflydelse paa Trendlenburg, men det Heldige er, at han har indseet, at det gaaer ikke an at ville forbedre paa Hegels Bygning, gaae videre o. s. v. (en l&o-;gnagtig Maade paa hvilken mangen Stymper i vor Tid anmasser sig Hegels Celebritet og lazaronagtigt fraterniserer ham); og paa den anden Side, at han, &ae;druelig som en gr&ae;sk T&ae;nker, uden at love Alt, uden at ville lyksaliggj&o-;re Menneskeheden, pr&ae;sterer Meget og lyksaliggj&o-;r Den, der beh&o-;vede hans Veiledning i Kjendskab til Gr&ae;kerne. I et logisk System maa Intet optages, som har et Forhold til Tilv&ae;relse, som ikke er ligegyldigt mod Existents. Den uendelige Overv&ae;gt, som det Logiske ved at v&ae;re det Objektive har over al T&ae;nkning, limiteres igjen derved, at det subjektivt seet er en Hypothese, netop fordi det i Virkelighedens Forstand er ligegyldigt mod Tilv&ae;relse. Denne Dobbelthed er det Logiskes Forskjel fra det Mathematiske, der slet intet Forhold har til eller fra Tilv&ae;relse, men kun har Objektiviteten &streg; ikke Objektiviteten og det Hypothetiske som Eenheden og Modsigelsen, hvori det negativt forholder sig til Existents. Det logiske System maa ikke v&ae;re en Mystifikation, et Bugtalerie, hvori Tilv&ae;relsens Indhold kommer underfundigt og subrept frem, hvor den logiske Tanke studser og finder, hvad Hr. Professoren eller Licentiaten her har havt bag &O-;ret. Str&ae;ngere lader sig her d&o-;mme imellem ved at besvare det Sp&o-;rgsmaal, i hvilken Forstand Categorien er Tilv&ae;relsens Abbreviatur, om den logiske T&ae;nkning er abstrakt efter Tilv&ae;relse eller abstrakt uden noget Forhold til Tilv&ae;relse. Dette Sp&o-;rgsmaal kunde jeg &o-;nske at behandle lidt udf&o-;rligere paa et andet Sted; og selv om det ikke blev fyldestgj&o-;rende besvaret, er det dog altid Noget, at der bliver spurgt saaledes. &g.b;. Begyndelsens Dialektik maa gj&o-;res klar. Det n&ae;sten Morsomme ved den, at Begyndelsen er og atter ikke er, fordi den er Begyndelsen, denne sande dialektiske Bem&ae;rkning har nu l&ae;nge nok v&ae;ret som en Leg, der er bleven leget i hegeliansk Selskab. Systemet begynder, saa siges der, med det Umiddelbare; Nogle ere endog, i Mangel af at v&ae;re dialektiske, oratoriske nok til at sige det Umiddelbareste af Alt, skj&o-;ndt netop den sammenlignende Reflexion, der heri indeholdes, kunde blive farlig for Begyndelsen. Systemet begynder med det Umiddelbare, og derfor foruds&ae;tningsl&o-;st, og derfor absolut, &dvs;: Systemets Begyndelse er den absolute Begyndelse. Dette er ganske rigtigt, og jo ogsaa tilstr&ae;kkeligen blevet beundret. Men hvorfor har man saa ikke inden man begyndte paa Systemet gjort det andet lige saa vigtige, netop lige saa vigtige Sp&o-;rgsmaal, og gjort sig det tydeligt, og respekteret, hvad der tydeligen ligger deri: hvorledes begynder Systemet med det Umiddelbare, &dvs;: begynder det umiddelbart dermed? Herpaa maa vel ubetinget svares Nei. Antages Systemet at v&ae;re efter Tilv&ae;relsen (hvorved en Forvexling foranlediges med et Tilv&ae;relsens System), saa kommer jo Systemet bag efter, og begynder altsaa ikke umiddelbart med det Umiddelbare, med hvilket Tilv&ae;relsen begyndte, om den dog i en anden Forstand ikke begyndte dermed, fordi det Umiddelbare aldrig er, men er oph&ae;vet naar det er. Den Systemets Begyndelse, der begynder med det Umiddelbare, er da selv naaet gjennem en Reflexion. Her ligger Vanskeligheden, thi naar man ikke svigefuldt eller tankel&o-;st eller i stakaandet Travlhed for at faae Systemet f&ae;rdigt, slipper denne ene Tanke, saa er den i al sin Simpelhed istand til at afgj&o-;re, at der intet Tilv&ae;relsens System kan v&ae;re, og at det logiske System ikke maa rose sig af en absolut Begyndelse, fordi en saadan er ligesom den rene V&ae;ren en reen Chim&ae;re. Naar der nemlig ikke umiddelbart kan begyndes med det Umiddelbare, (hvilket vilde v&ae;re at t&ae;nke som en H&ae;ndelse eller som et Under, &dvs;: hvilket ikke er at t&ae;nke), men denne Begyndelse maa naaes gjennem en Reflexion, saa sp&o-;rges ganske eenfoldigt (ak, blot jeg nu ikke bliver sat i Skammekrogen for min Eenfoldighed, fordi Enhver kan forstaae mit Sp&o-;rgsmaal &streg; og derfor altsaa maa skamme sig ved Sp&o-;rgerens populaire Viden): hvorledes faaer jeg den Reflexion standset, der kom i Bev&ae;gelse for at naae hiin Begyndelse? Reflexionen har nemlig den m&ae;rkelige Egenskab, at den er uendelig. Men det at den er uendelig vil i ethvert Tilf&ae;lde sige, at den er ikke til at standse ved sig selv, fordi den jo, idet den skulde standse sig selv, bruger sig selv, og altsaa kun bliver standset paa samme Maade som en Sygdom blev helbredet, naar den selv fik Lov at bestemme L&ae;gemiddelet, &dvs;: Sygdommen blev n&ae;ret. Maaskee er denne Reflexionens Uendelighed den slette Uendelighed &streg; saa ere vi jo snart f&ae;rdige, thi den slette Uendelighed skal v&ae;re noget foragteligt Noget, som man, jo f&o-;r jo hellere, maa opgive. Maatte jeg ikke i den Anledning gj&o-;re et Sp&o-;rgsmaal. Hvoraf kommer det vel, at Hegel og alle Hegelianere, der jo ellers skulle v&ae;re Dialektikere, paa dette Punkt blive vrede, ja vrede som Tydskere? Eller er det en dialektisk Bestemmelse: den slette? Hvorfra kommer et saadant Pr&ae;dikat ind i Logiken? Hvorledes finder Haan og Foragt og Skr&ae;kkemidler Plads som tilladelige Bev&ae;gelsesmidler i Logiken, saa den absolute Begyndelse antages af den Enkelte, fordi han er bange for hvad Nabo og Gjenbo vil t&ae;nke om ham, hvis han ikke gj&o-;r det? Er &anfbeg;slet&anfslut; ikke en ethisk Categorie? Hvad siger jeg med at tale om den slette Uendelighed? Jeg sigter det paagjeldende Individ for ikke at ville standse Reflexionens Uendelighed. Jeg fordrer altsaa Noget af ham? Men &ae;gte spekulativt antager jeg derimod, at Reflexionen standser sig selv. Hvorfor fordrer jeg saa Noget af ham? Og hvad fordrer jeg af ham? Jeg fordrer en Beslutning. Og deri gj&o-;r jeg vel, thi kun saaledes kan Reflexionen standses, men derimod gj&o-;r en Philosoph aldrig vel i, at gj&o-;re Nar af Folk, og i det ene &O-;ieblik lade Reflexionen standse sig selv i den absolute Begyndelse, og i det n&ae;ste &O-;ieblik haane et Menneske, der kun har een Feil, at han er dum nok til at troe det F&o-;rste, haane ham, for paa den Maade at hj&ae;lpe ham til den absolute Begyndelse, der altsaa skeer paa to Maader. Men fordres en Beslutning saa er Foruds&ae;tningsl&o-;sheden opgivet. Kun naar Reflexionen standses kan Begyndelsen skee, og Reflexionen kan kun standses ved noget Andet, og dette Andet er noget ganske Andet end det Logiske, da det er en Beslutning. Og kun naar Begyndelsen, ved hvilken Reflexionen standser, er et Gjennembrud, saa den absolute Begyndelse selv bryder frem gjennem den uendelig fortsatte Reflexion, kun da er Begyndelsen foruds&ae;tningsl&o-;s. Er det derimod et Brud, hvorved Reflexionen afbrydes, for at Begyndelsen kan komme frem, saa er denne Begyndelse ikke absolut, da den er skeet ved en &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;. Naar Begyndelsen med det Umiddelbare naaes gjennem en Reflexion, saa maa det Umiddelbare betyde noget Andet end ellers. Dette har hegelske Logikere rigtigt indseet, og de definere derfor det Umiddelbare, med hvilket Logiken begynder, saaledes: det ved en udt&o-;mmende Abstraktion tilbageblevne Abstrakteste. Mod denne Definition er Intet at indvende, men vel mod, at man ikke respekterer hvad man selv siger, thi denne Definition siger netop indirekte, at der ingen absolut Begyndelse er. Hvorledes, h&o-;rer jeg En sige, naar der er abstraheret fra Alt, er det saa ikke o. s. v. &streg; ja &streg; naar der er abstraheret fra Alt. Lad os v&ae;re Mennesker. Denne Abstraktionens Akt er ligesom hiin Reflexionens Akt uendelig, altsaa, hvorledes faaer jeg den standset &streg; og det er jo dog f&o-;rst naar .... at .... Lad os endogsaa vove et Tankeexperiment. Lad hiin uendelige Abstraktions Akt v&ae;re in actu, Begyndelsen er jo ikke Abstraktionens Akt, men den kommer efter. Men hvormed begynder jeg saa, da der jo er abstraheret fra Alt? Ak, her vilde maaskee en Hegelianer r&o-;rt synke til mit Bryst, og saligen stamme: med Intet. Og det er jo det som Systemet siger, at det begynder med Intet. Men jeg maatte gj&o-;re mit andet Sp&o-;rgsmaal, hvorledes begynder jeg med dette Intet? Dersom nemlig den uendelige Abstraktions Akt ikke er af den Art Narrestreger, af hvilke man godt kan gj&o-;re to paa eengang, dersom den derimod er den meest anstr&ae;ngende Gjerning, der lader sig gj&o-;re, hvad saa? Saa gaaer jo al min Kraft til at holde den fast. Slipper jeg nogen Deel af min Kraft, saa abstraherer jeg jo ikke fra Alt. Dersom jeg da under denne Foruds&ae;tning begynder, begynder jeg ikke med Intet, netop fordi jeg i Begyndelsens &O-;ieblik ikke abstraherede fra Alt. Dette vil sige, dersom det er muligt for et Menneske, t&ae;nkende at abstrahere fra Alt, saa er det umuligt for ham at gj&o-;re mere, da det, om det ikke overhovedet overgaaer menneskelig Kraft, i ethvert Fald absolut udt&o-;mmer den. At blive tr&ae;t af Abstraktionens Akt, og saaledes komme til at begynde, er kun Urtekr&ae;mmerforklaringer, der ikke tage det saa n&o-;ie med en lille Mislighed. Udsagnet selv, at begynde med Intet, er, ogsaa fraseet dets Forhold til Abstraktionens uendelige Akt, svigefuldt. Det at begynde med Intet er nemlig hverken mere eller mindre end en ny Omskrivelse af selve Begyndelsens Dialektik. Begyndelsen er, og atter den er ikke, netop fordi den er Begyndelsen; dette kan ogsaa udtrykkes saaledes: Begyndelsen begynder med Intet. Det er kun et nyt Udtryk, ikke et eneste Skridt videre. I det ene Tilf&ae;lde t&ae;nker jeg blot Begyndelsen in abstracto, i det andet Tilf&ae;lde t&ae;nker jeg den ligesaa abstrakte Begyndelses Forhold til et Noget, hvormed der begyndes; og ganske rigtigt viser det sig, at dette Noget, ja det eneste Noget, der svarer til en saadan Begyndelse, er Intet. Men dette er kun en tautologisk Omskrivning af den anden S&ae;tning: Begyndelsen er ikke. Begyndelsen er ikke, og Begyndelsen begynder med Intet ere aldeles identiske S&ae;tninger, og jeg kommer ikke af Stedet. Hvad om vi saa istedetfor at tale eller dr&o-;mme om en absolut Begyndelse, tale om et Spring. At ville n&o-;ies med et mestendeels saa godt som, man kan n&ae;stendeels sige det, naar man sover paa det til imorgen kan man godt sige det, viser kun, at man er besl&ae;gtet med Trop, der lidt efter lidt vel kom saavidt, at han antog: at det at have v&ae;ret n&ae;rved at faae juridisk Examen, var at have faaet den. Dette leer Alle af, men naar man i Sandhedens Rige, i Videnskabens Helligdom raisonnerer speculativt paa samme Maade: saa er det godt Philosophie, &ae;gte speculativ Philosophie. Thi Lessing var ingen speculativ Philosoph, han antog derfor det Modsatte, at en uendelig lille Afstand gj&o-;r Graven uendelig bred, fordi Springet selv gj&o-;r Graven saa bred. Det er besynderligt nok: Hegelianere, som i Logiken veed, at ReReflexionen standses ved sig selv, at en Tvivlen om Alt slaaer om i sin Mods&ae;tning ved sig selv (en sand Skipperefterretning, &dvs;: i Sandhed en Skipperefterretning), de veed derimod til dagligt Brug, naar de ere behagelige Mennesker, naar de ere ligesom vi Andre, kun, hvad jeg altid villig skal indr&o-;mme, l&ae;rdere, talentfuldere o. s. v., de veed, at Reflexionen kun lader sig standse ved et Spring. Lad os dv&ae;le et &O-;ieblik her. Naar Individet ikke standser Reflexionen, saa bliver han uendeliggjort i Reflexion, &dvs;: saa indtr&ae;der der ingen Afgj&o-;relse. Ved saaledes at l&o-;be vild i Reflexion bliver Individet egentligen objektivt, det taber mere og mere Subjektivitetens Afgj&o-;relse og Tilbagevenden i sig selv. Og dog vil man antage, at Reflexionen objektivt kan standse sig selv, medens det er omvendt; objektivt er den ikke til at standse, og naar den standser subjektivt, standser den ikke sig selv, men det er Subjektet, der standser den. Saasnart R&o..;tscher f. Ex. (der dog i hans Bog om Aristophanes forstaaer Overgangens N&o-;dvendighed i verdenshistorisk Udvikling, og ellers vel i Logiken har forstaaet Reflexionens Gjennemgang gjennem sig selv til den absolute Begyndelse) s&ae;tter sig den Opgave at forklare Hamlet, saa veed han, at Reflexionen kun standses ved en Beslutning, han antager ikke (skal jeg sige besynderligt nok?) besynderligt nok, han antager ikke, at Hamlet ved at blive ved at reflektere tilsidst kom til den absolute Begyndelse; men i Logiken antager han (skal jeg sige besynderligt nok) besynderligt nok, der antager han formodentlig, at Reflexionens Gjennemgang gjennem sig selv standser ved den absolute Begyndelse. Dette forstaaer jeg ikke, og det smerter mig, ikke at forstaae det, netop fordi jeg n&ae;rer Beundring for R&o..;tschers Talent, for hans classiske Dannelse, for hans smagfulde og dog primitive Opfattelse af psychologiske Ph&ae;nomener. Dette her Sagte om Logikens Begyndelse (thi at det Samme viser, at der intet Tilv&ae;relsens System er, skal n&ae;rmere forf&o-;lges under b), er meget eenfoldigt og simpelt; jeg bliver n&ae;sten ganske flau ved at sige det, eller flau ved, at jeg maa sige det, flau ved min Situation, at en stakkels Piece-Forfatter, der hellere vilde ligge tilbedende paa Kn&ae; for Systemet, skal n&o-;dsages til at sige noget Saadant. Det Sagte kunde ogsaa siges paa en anden Maade, hvorved det maaskee vilde gj&o-;re Indtryk paa En og Anden, idet Fremstillingen speciellere erindrede om et forbigangent &O-;iebliks videnskabelige Conflikter. Sp&o-;rgsmaalet vilde da blive, hvilken den hegelske Ph&ae;nomenologies Betydning er for Systemet, om den er en Indledning, om den staaer udenfor; hvis den er en Indledning, om den da optages igjen i Systemet; fremdeles, om Hegel ikke endogsaa har den forbausende Fortjeneste, at han ikke blot har skrevet Systemet, men to ja tre Systemer, hvortil der altid h&o-;rer et magel&o-;st systematisk Hoved, og som dog synes at v&ae;re Tilf&ae;ldet, da Systemet bliver f&ae;rdigt mere end eengang o. s. v. Alt dette er i Grunden ofte nok sagt, men det er ogsaa ofte sagt paa en forstyrrende Maade. Man har skrevet en stor Bog derom, og f&o-;rst sagt Alt, hvad Hegel har sagt, derpaa taget et Hensyn til dette og hiint Senere, hvilket Alt kun adspreder og kaster en distraherende Vidtl&o-;ftighed over hvad der lader sig sige ganske kort. &g.g;. Det var &o-;nskeligt, om man for at kaste et Lys over Logiken psychologisk orienterede sig i, hvorledes Dens Sjelstilstand er, der t&ae;nker det Logiske, hvilken Art Afd&o-;ethed fra sig selv der fordres hertil, hvorvidt Phantasien spiller en Rolle derved. Dette er atter en fattig og h&o-;ist eenfoldig Bem&ae;rkning, men derfor kan den v&ae;re ganske sand og ingenlunde overfl&o-;dig: at en Philosoph er efterhaanden bleven et saa eventyrligt V&ae;sen, at neppe den meest udsv&ae;vende Phantasie har opfundet _nogetet saa Fabelagtigt. Hvorledes forholder overhovedet det empiriske Jeg sig til det rene Jeg &streg; Jeg. Den, der &o-;nsker at v&ae;re Philosoph, &o-;nsker dog gjerne at vide lidt Besked derom, og &o-;nsker fremfor Alt ikke at blive et latterligt V&ae;sen ved ein, zwei, drei Kokolorum at blive forvandlet til Speculationen. Dersom Den, der besk&ae;ftiger sig med logisk T&ae;nkning, tillige er menneskelig nok til ikke at glemme, at han, selv om han blev f&ae;rdig med Systemet, er et existerende Individ, saa vil Phantasteriet og Charlataneriet efterhaanden forsvinde. Og skal der end et eminent logisk Hoved til, for at omskabe Hegels Logik, saa beh&o-;ves der kun sund Menneskeforstand hos Den, der eengang med Begeistring troede det Store, Hegel sagde sig at gj&o-;re, og viste sin Begeistring ved at troe det, og sin Begeistring for Hegel ved at tiltroe ham det; der skal kun sund Menneskeforstand til for at indsee, at Hegel paa mange Steder har baaret sig uforsvarligt ad, ikke imod Urtekr&ae;mmere, som dog kun troe det Halve af hvad en Mand siger, men mod begeistrede Ynglinge, der troede ham. Selv om en saadan Yngling ikke har v&ae;ret udm&ae;rket fortrinligt begavet, naar han dog har havt Begeistring til at troe det H&o-;ieste, som dette jo sagdes om Hegel, naar han har havt Begeistring til i Mislighedens &O-;ieblik at fortvivle over sig selv, for ikke at opgive Hegel &streg; naar en Saadan kommer til sig selv igjen, har han Ret til at fordre denne Nemesis, at Latteren fort&ae;rer hos Hegel hvad Latteren har en retm&ae;ssig Fordring paa. Og en saadan Yngling har dog h&ae;vdet Hegel ganske anderledes end mangen Tilh&ae;nger, der ved svigefulde Side-Replikker snart gjorde Hegel til Alt, snart til en Ubetydelighed. b. Et Tilv&ae;relsens System kan ikke gives. Altsaa er et saadant ikke til? Ingenlunde. Dette ligger ei heller i det Sagte. Tilv&ae;relsen selv er et System &streg; for Gud, men kan ikke v&ae;re det for nogen existerende Aand. System og Afsluttethed svare til hinanden, men Tilv&ae;relse er netop det Modsatte. Abstract seet lader System og Tilv&ae;relse sig ikke t&ae;nke sammen, fordi den systematiske Tanke for at t&ae;nke Tilv&ae;relse maa t&ae;nke den som oph&ae;vet, altsaa ikke som tilv&ae;rende. Tilv&ae;relse er det Spatierende, der falder ud fra hinanden: det Systematiske er Afsluttetheden, der slutter sammen. I Virkeligheden indtr&ae;der nu en Skuffelse, et Sandsebedrag, som ogsaa Smulerne s&o-;gte at paavise, og hvortil jeg maa henvise, navnligen til det Sp&o-;rgsmaal, om det Forbigangne er mere n&o-;dvendigt end det Tilkommende. Idet nemlig en Tilv&ae;relse er tilbagelagt, er den jo f&ae;rdig, er den jo afsluttet, og forsaavidt er den da hjemfalden til den systematiske Opfattelse. Ganske rigtigt &streg; men for hvem? Den der selv er existerende kan jo ikke vinde hiin Afsluttethed udenfor Tilv&ae;relsen, som er _{tilsvarende, til}tilsvarende til den Evighed, til hvilken det Forbigangne er indgaaet. Om en T&ae;nker godhedsfuld vil v&ae;re distrait nok til at glemme, at han er selv existerende, saa er Spekulation og Distraction dog ikke ganske det Samme. Tvertimod, det at han selv er existerende antyder Existentsens Krav paa ham, at hans, ja hvis han er stor, at hans Tilv&ae;relse i Samtiden kan igjen som en Forbigangenhed have en Afsluttethedens Gyldighed for den systematiske T&ae;nker. Men hvo er da denne systematiske T&ae;nker? Ja det er Den, som selv er udenfor Tilv&ae;relse og dog i Tilv&ae;relsen, som i sin Evighed er for evigt afsluttet, og dog indeslutter Tilv&ae;relsen i sig &streg; det er Gud. Hvortil Bedraget! Fordi Verden nu har bestaaet i 6000 Aar, har derfor Tilv&ae;relse ikke aldeles det samme Krav paa den Existerende, som den altid har havt, hvilket ikke er, at han i en Indbildning skal v&ae;re en contemplerende Aand, men i Virkeligheden en existerende Aand. Al Forstaaelse kommer bag efter. Medens den nu Existerende un&ae;gtelig kommer bag efter i Forhold til de 6000 Aar, der gik forud, saa vilde, hvis vi antog, at han kom til systematisk at forstaae disse, det besynderlige Ironiske fremkomme, at han ikke kom til at forstaae sig selv existerende, fordi han selv ingen Existents fik, fordi han selv Intet havde, der skulde forstaaes bag efter. Heraf vilde f&o-;lge, at en saadan T&ae;nker enten maatte v&ae;re vor Herre eller et phantastisk Qvodlibet. Enhver indseer vel det Us&ae;delige heri, og saa indseer vist tillige Enhver, at det er i sin Orden, hvad en anden Forfatter har bem&ae;rket om det hegelske System: at man ved ham fik et System, det absolute System f&ae;rdigt &streg; uden at have en Ethik. Lad os kun smile af Middelalderens ethisk-religieuse Phantasterier i Ascese og andet Saadant, men lad os for Alting ikke glemme, at den speculative lav-comiske Udsv&ae;velse med at blive Jeg-Jeg, og saa dog qva Menneske ofte en saadan Philister, at ingen Begeistret gad have f&o-;rt et saadant Liv &streg; er ligesaa latterlig. Lad os saa betr&ae;ffende Umuligheden af et Tilv&ae;relsens-System sp&o-;rge ganske eenfoldigt som en gr&ae;sk Yngling vilde sp&o-;rge sin L&ae;remester (og kan den h&o-;ie Viisdom ellers forklare Alt, men ikke svare paa et eenfoldigt Sp&o-;rgsmaal, saa seer man jo, at Verden er aflave): hvo skal skrive eller gj&o-;re et saadant System f&ae;rdigt? Dog vel et Menneske, med mindre vi igjen skulle begynde paa den besynderlige Tale, at et Menneske bliver Spekulationen, bliver Subjekt-Objektet. Altsaa et Menneske &streg; og dog vel et levende, &dvs;: et existerende Menneske. Eller er Spekulationen, der tilveiebringer Systemet, er den de forskjellige T&ae;nkeres f&ae;lleds Str&ae;ben: i hvilken sidste Slutning slutter dette F&ae;lledsskab sig sammen, hvorledes kommer det for Dagen? dog vel gjennem et Menneske? Hvorledes forholde saa igjen de enkelte T&ae;nkere sig til denne Str&ae;ben, hvilke ere her Mellembestemmelserne mellem det Individuelle og det Verdenshistoriske, og hvad er saa igjen det for En, han, der tr&ae;kker dem alle paa den systematiske Traad? Er han et Menneske eller er han Speculationen? Men er han et Menneske, er han jo existerende. For den Existerende er der nu overhovedet tvende Veie, han kan enten gj&o-;re Alt for at glemme, at han er existerende, herved opnaaes at blive comisk (den comiske Modsigelse at ville v&ae;re det man ikke er, f. Ex., at et Menneske vil v&ae;re en Fugl, er ikke mere comisk end den, ikke at ville v&ae;re det man er, som in casu existerende, som man jo ogsaa i Sprogbrug finder det comisk, at En glemmer, hvad han hedder, hvilket ikke saa meget betyder at glemme sit Navn som sit V&ae;sens Eiendommelighed), fordi Existents har den m&ae;rkelige Egenskab, at den Existerende existerer enten han vil eller ei; eller han kan vende al sin Opm&ae;rksomhed hen paa Dette, at han er existerende. Det er fra denne Side, at Indvendingen maa gj&o-;res for det F&o-;rste mod den moderne Spekulation, at den ikke har en feil Foruds&ae;tning, men en comisk Foruds&ae;tning, foranlediget ved, at den i en Art verdenshistorisk Distraction har glemt hvad det er at v&ae;re Menneske, ikke hvad det er at v&ae;re Menneske overhovedet, Sligt fik man vel endda Spekulanterne til at gaae ind paa, men hvad det er, at Du og jeg og han vi ere Mennesker hver for sig. Den Existerende, der henvender al sin Opm&ae;rksomhed paa det, at han er existerende, ham vil ogsaa hiint Lessings Ord om den fortsatte Str&ae;ben tilsmile som et skj&o-;nt Udsagn, hvorved Opfinderen vel ikke erhvervede sig ud&o-;delig Navnkundighed, fordi det er saare simpelt, men som enhver Opm&ae;rksom maa sande. Den Existerende, der glemmer, at han er existerende, han vil blive mere og mere distrait, og som Folk stundom nedl&ae;gge Frugten af deres otium i Skrifter, saa ville vi som Frugten af hans Distraction turde forvente det forventede Tilv&ae;relsens System &streg; vel ikke vi Alle, men kun De, som n&ae;stendeels ere ligesaa distraite som han. Medens da det hegelske System i Distraction gaaer hen og bliver et Tilv&ae;relsens-System, ja, hvad mere er, bliver f&ae;rdigt &streg; uden at have en Ethik (hvor da Tilv&ae;relse netop har hjemme), saa vil hiin eenfoldigere Philosophie, der af en Existerende foredrages for Existerende, is&ae;r fremdrage det Ethiske. Saasnart der huskes paa, at det at philosophere ikke er at tale phantastisk til phantastiske V&ae;sener, men at der tales til Existerende; at der altsaa ikke phantastisk in abstracto skal afgj&o-;res, om den fortsatte Str&ae;ben er noget Ringere end den systematiske Afsluttethed, men at Sp&o-;rgsmaalet er, hvad existerende V&ae;sener maae n&o-;ies med, forsaavidt de ere existerende, saa vil den fortsatte Str&ae;ben v&ae;re det Eneste, der ikke indeholder en Skuffelse. Selv om En har naaet det H&o-;ieste, vil Gjentagelsen, hvorved han jo maa udfylde sin Existents, hvis han ikke skal gaae tilbage (eller blive et phantastisk V&ae;sen), atter v&ae;re en fortsat Str&ae;ben, fordi her igjen Afsluttetheden er fjernet og udsat. Det er hermed ligesom med den platoniske Opfattelse af det at elske, at den er et Savn, og at ikke blot Den f&o-;ler Savn, der attraaer Noget, han ikke har, men ogsaa Den, som &o-;nsker den fortsatte Besiddelse af hvad han har. Spekulativt-phantastisk og &ae;sthetisk-phantastisk har man en positiv Afsluttethed i Systemet og i Dramaets femte Akt, men en saadan Afsluttethed er kun for phantastiske V&ae;sener. Den fortsatte Str&ae;ben er _UdbyttetUdtrykket for det existerende Subjekts ethiske Livs-Anskuelse. Den fortsatte Str&ae;ben maa derfor ikke forstaaes metaphysisk; men der er jo heller intet Individ, der existerer metaphysisk. Saaledes til Misforstaaelse kunde man da danne en Mods&ae;tning mellem den systematiske Afsluttethed og den fortsatte Str&ae;ben efter Sandhed. Man kunde da, og har maaskee endog s&o-;gt at minde om det Gr&ae;ske bestandigt at ville v&ae;re en L&ae;rende. Dette er imidlertid kun en Misforstaaelse i denne Sph&ae;re. Ethisk forstaaet er derimod den fortsatte Str&ae;ben Bevidstheden om at v&ae;re existerende, og den fortsatte L&ae;ren Udtrykket for den idelige Realisation, der i intet &O-;ieblik er f&ae;rdig, saa l&ae;nge Subjektet er existerende, hvilket dette netop er sig bevidst og derfor ikke bedraget af. Men den gr&ae;ske Philosophie havde et bestandigt Forhold til Ethiken. Man fandt derfor heller ikke, at det, bestandigt at ville v&ae;re en L&ae;rende, var en stor Opdagelse eller et begeistret Foretagende af en enkelt Udm&ae;rket, da det hverken var mere eller mindre end Forstaaelsen af, at man er existerende, hvilket ikke er fortjenstfuldt at blive sig bevidst, men tankel&o-;st at glemme. Man har ofte mindet om og angrebet saakaldte pantheistiske Systemer ved at sige, at de h&ae;ve Forskjellen mellem Godt og Ondt og Friheden; maaskee udtrykker man sig nok saa bestemt ved at sige, at ethvert saadant System phantastisk forflygtiger Begrebet: Existents. Men man har ikke gjort rigtigt i at sige dette blot om de pantheistiske Systemer; thi man havde gjort bedre i at vise, at ethvert System maa v&ae;re pantheistisk netop paa Grund af Afsluttetheden. Tilv&ae;relsen maa v&ae;re oph&ae;vet i det Evige, f&o-;rend Systemet slutter sig af, nogen existerende Rest maa der ikke v&ae;re tilbage, end ikke et saadant lille bitte Dingeldangel, som den existerende Hr. Professor, der skriver Systemet. Men saaledes stiller man ikke Sagen. Nei, man bek&ae;mper de pantheistiske Systemer deels i tumultuariske Aphorismer, der love atter og atter et nyt System, deels skriver man Noget sammen, der skal v&ae;re et System, og har en egen Paragraph, hvori det l&ae;res, at man urgerer Begrebet: Existents og Virkelighed. At saadan en Paragraph spotter hele Systemet, at den, istedetfor at v&ae;re en Paragraph med i Systemet er en absolut Protest mod Systemet, gj&o-;r for stundesl&o-;se Systematikere Intet til Sagen. Skal Begrebet Existents virkelig urgeres, saa kan dette ikke ligefrem siges i en Paragraph i et System, og alle ligefremme Eder og Fanden gale mig gj&o-;r kun den docerende Bagvendthed mere og mere latterlig. Det, at Existents virkelig urgeres, maa udtrykkes i en v&ae;sentlig Form, og denne er i Forhold til Existentsens Svigefuldhed en indirecte Form, at der intet System er. Dog maa dette atter ikke blive en forsikkrende Blanquet, thi det indirecte Udtryk vil bestandig forynges i Formen. I Comitee-Bet&ae;nkninger kan det jo godt gaae an, at et dissentierende Votum f&o-;lger med, men et System, der har det dissentierende Votum som en Paragraph i sig, er et snurrigt Uhyre. Hvad Under saa, at Systemet holder sig. Stolt overseer det Indvendinger, og m&o-;der der en enkelt Indvending, der synes at tildrage sig lidt Opm&ae;rksomhed, saa lade de systematiske Entrepreneurer en Copist afcopiere Indvendingen, som derpaa indregistreres i Systemet, og ved Indbindingen er saa Systemet f&ae;rdigt. Den systematiske Idee er Subjekt-Objektet, er Eenhed af T&ae;nken og V&ae;ren; Existents derimod er netop Adskillelse. Deraf f&o-;lger ingenlunde, at Existentsen er tankel&o-;s, men den har spatieret og spatierer Subjektet fra Objektet, Tanken fra V&ae;ren. Objektivt forstaaet er T&ae;nken den rene T&ae;nken, der ligesaa abstrakt-objektivt svarer til sin Gjenstand, hvilken derfor igjen er den selv, og Sandheden T&ae;nkens Overeensstemmelse med sig selv. Denne objektive T&ae;nkning har intet Forhold til den existerende Subjektivitet, og medens det vanskelige Sp&o-;rgsmaal altid bliver tilbage, hvorledes det existerende Subjekt slipper ind i denne Objektivitet, hvor Subjektivitet er den rene abstrakte Subjektivitet (hvilket atter er en objektiv Bestemmelse og ikke betegner noget existerende Menneske), saa bliver det vist, at den existerende Subjektivitet mere og mere fordunster, og tilsidst, hvis det er muligt for et Menneske at blive noget Saadant, og det Hele ikke Noget han i det H&o-;ieste gjennem Phantasien kan blive vidende om, bliver den reen abstrakte Medviden i og Viden om dette rene Forhold mellem T&ae;nken og V&ae;ren, denne rene Identitet, ja denne Tautologie, fordi der ved V&ae;ren ikke siges, at den T&ae;nkende er, men egentligen kun, at han er T&ae;nkende. Det existerende Subjekt derimod er existerende, og det er jo ethvert Menneske. Lad os derfor ikke gj&o-;re Uret ved at kalde hiin objektive Retning ugudelig, pantheistisk Selvforgudelse, men hellere betragte den som et Fors&o-;g i det Comiske; thi at der fra nu af til Verdens Ende Intet skulde maatte siges uden hvad der foreslog en yderligere Forbedring i det n&ae;stendeels f&ae;rdige System, er kun en systematisk Conseqvents for Systematikere. Ved strax at begynde med ethiske Categorier mod hiin objektive Retning gj&o-;r man Uret, og rammer ikke, fordi man ikke har noget F&ae;lleds med de Angrebne. Men ved at blive i det Metaphysiske kan man bruge det Comiske, der ogsaa ligger i det Metaphysiske, til at indhente en saadan transfigureret Professor. Hvis en Dandser kunde springe meget h&o-;it, da ville vi beundre ham, men hvis han, om han end kunde springe saa h&o-;it som aldrig nogensinde nogen Dandser, vilde give det Udseende af at han kunde flyve: lad saa kun Latteren hente ham ind. Det at springe betyder v&ae;sentligen at tilh&o-;re Jorden og respektere Tyngdens Love, saa Springet kun er det Momentane, men at flyve betyder at v&ae;re frigjort fra de telluriske Forhold, som det kun er forbeholdt de vingebed&ae;kkede Skabninger, maaskee ogsaa Maanens Beboere, maaskee &streg; maaskee finder Systemet ogsaa f&o-;rst der sine sande L&ae;sere. Man har afskaffet det at v&ae;re Menneske, og enhver Spekulant forvexler sig selv med Menneskeheden, hvorved han bliver noget uendeligt Stort og tillige slet Intet, han forvexler sig selv i Distraction med Menneskeheden, ligesom Oppositions-Pressen siger: vi, og Skippere: Fanden gale mig. Men naar man l&ae;nge har bandet, saa vender man tilsidst tilbage til det ligefremme Udsagn, fordi al Sv&ae;rgen h&ae;ver sig selv; og naar man har l&ae;rt, at enhver Pog kan sige: vi, saa l&ae;rer man, at det dog betyder lidt mere at v&ae;re een; og naar man seer, at enhver Kjeldermand kan lege den Leg at v&ae;re Menneskeheden, saa indseer man tilsidst, at det at v&ae;re et simpel slet og ret Menneske er mere end paa den Maade at lege Selskabsleg. Og Eet endnu: naar en Kjeldermand gj&o-;r det, saa mener Enhver, at det er latterligt, og dog er det ligesaa latterligt, naar det st&o-;rste Menneske gj&o-;r det; og man kan gjerne lee af ham i denne Henseende, og derfor, som det s&o-;mmer sig, have &Ae;rb&o-;dighed for hans Evner, Kundskaber o. s. v. Andet Afsnit Det subjektive Problem, eller hvorledes Subjektiviteten maa v&ae;re, for at Problemet kan vise sig for den Cap. 1 Det at blive subjektiv Hvad Ethiken maatte d&o-;mme, hvis det at blive subjektiv ikke var den h&o-;ieste Opgave, der er sat et Menneske; hvad der maa frasees i den n&ae;rmere Forstaaelse af dette; Exempler paa T&ae;nkning i Retning af at blive subjektiv Objektivt taler man bestandigt kun om Sagen, subjektivt taler man om Subjektet og Subjektiviteten, og see, netop Subjektiviteten er Sagen. Dette maa bestandigt fastholdes, at det subjektive Problem ikke er Noget om Sagen, men er selve Subjektiviteten. Da nemlig Problemet er Afgj&o-;relsen, og al Afgj&o-;relse, som ovenfor viist, ligger i Subjektiviteten, saa gjelder det om, at der slet ikke objektivt bliver Spor af nogen Sag, thi i samme &O-;ieblik vil Subjektiviteten skulke sig fra Noget af Afgj&o-;relsens Smerte og Crise, &dvs;: vil gj&o-;re Problemet lidt objektivt. Venter Indlednings-Videnskaben endnu paa et Skrift, inden Sagen _indledesindlades til Doms; mangler Systemet endnu en Paragraph; har Taleren endnu et Argument i Baghaanden: saa er Afgj&o-;relsen udsat. Der er saaledes ikke her Sp&o-;rgsmaal om Christendommens Sandhed i den Forstand, at naar dette var afgjort, Subjektiviteten da var flink og villig til at antage den. Nei, Sp&o-;rgsmaalet er om Subjektets Antagelse af den, og det maa her betragtes som Fortabelsens Illusion (der er forbleven uvidende om at Afgj&o-;relsen ligger i Subjektiviteten), eller som Svigefuldhedens Udflugt (der skubber Afgj&o-;relsen bort ved en objektiv Behandling, hvori der i al Evighed ingen Afgj&o-;relse er), at antage, at denne Overgang fra et Objektivt til den subjektive Antagelse er en ligefrem af sig selv f&o-;lgende, da den netop er den afgj&o-;rende, og den objektive Antagelse (sit venia verbo) Hedenskab eller Tankel&o-;shed. Christendommen vil jo skj&ae;nke den Enkelte en evig Salighed, et Gode der ikke uddeles i st&o-;rre Partier, men kun til Een og Een ad Gangen. Antager den end at Subjektiviteten er, som Tilegnelsens Mulighed, Muligheden af at annamme dette Gode, saa antager den dog ikke at Subjektiviteten uden videre er fix og f&ae;rdig, uden videre endog blot har en virkelig Forestilling om dette Godes Betydning. Denne Subjektivitetens Udvikling eller Omskabelse, denne dens uendelige Concentration i sig selv ligeoverfor Forestillingen om Uendelighedens h&o-;ieste Gode, en evig Salighed, er den udviklede Mulighed af Subjektivitetens f&o-;rste Mulighed. Saaledes protesterer Christendommen mod al Objektivitet; den vil, at Subjektet uendeligt skal bekymre sig om sig selv. Det, den sp&o-;rger om, er Subjektiviteten, f&o-;rst i denne er Christendommens Sandhed, hvis den overhovedet er, objektivt er den slet ikke. Om den kun er i et eneste Subjekt, saa er den kun i ham, og der er st&o-;rre christelig Gl&ae;de i Himlen over denne Ene end over Verdenshistorien og Systemet, hvilke, som objektive Magter, ere incommensurable for det Christelige. Man troer i Almindelighed at det at v&ae;re subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare sv&ae;r, ja den sv&ae;reste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en st&ae;rk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gj&o-;r dem uendeligt sv&ae;re, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes underst&o-;tter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der h&o-;rer uendelig Anstr&ae;ngelse til blot her at opdage Opgaven, &dvs;: at dette er Opgaven, en M&o-;ie man ellers er fritaget for. At t&ae;nke over det Eenfoldige, over hvad den Eenfoldige jo ogsaa saaledes veed, er yderst afskr&ae;kkende, thi Differentsen bliver selv ved den yderste Anstr&ae;ngelse ingenlunde i&o-;inefaldende for det sandselige Menneske. Nei, saa er det H&o-;ittravende noget ganske anderledes Herligt. Naar man overseer denne lille socratiske sp&o-;gefulde og christeligt uendelig bekymrede Forskjel mellem det at v&ae;re saadan hvad man kalder et Subjekt &streg; og at v&ae;re et Subjekt eller at vorde det, og at v&ae;re hvad man er ved at v&ae;re vordet det: saa bliver dette den beundrede Viisdom, at det er Subjektets Opgave at aff&o-;re sig sin Subjektivitet mere og mere, og blive mere og mere objektiv. Man seer let heraf, hvad denne Veiledning forstaaer ved at v&ae;re saadan hvad man kalder et Subjekt, at den derved forstaaer ganske rigtig det Tilf&ae;ldige, Kantede, Selviske, S&ae;re o. s. v., som ethvert Menneske kan have nok af. At dette skal afl&ae;gges, n&ae;gter jo Christendommen heller ikke, den har aldrig v&ae;ret Ven af Labanstreger. Men Forskjellen er blot denne, at Videnskaben vil l&ae;re, at Veien er at blive objektiv, medens Christendommen l&ae;rer, at Veien er at blive subjektiv, &dvs;: i Sandhed at blive Subjekt. For at dette ikke skal synes en Ordstrid, saa v&ae;re det sagt, at Christendommen netop vil potentsere Lidenskaben til sit H&o-;ieste, men Lidenskaben er netop Subjektiviteten, og objektivt er denne slet ikke til. Paa en underlig indirekte, satirisk Maade indsk&ae;rpes det ofte nok, skj&o-;ndt Menneskene ikke tage mod L&ae;rdommen, at Videnskabens Veiledning er Vildledelse. Medens vi Alle ere saadan hvad man kalder Subjekter og arbeide paa at blive objektive, hvilket lykkes mange Mennesker bestialsk nok, gaaer Poesien bekymret og leder om sin Gjenstand. Medens vi alle ere Subjekter, maa Poesien n&o-;ies med et meget sparsomt Udvalg af Subjekter, som den kan bruge; og dog skal Poesien netop have Subjektiviteter. Hvorfor tager den saa ikke den F&o-;rste den Bedste af vor &ae;rede Midte? Ak, nei, han duer ikke, og vil han ikke gj&o-;re andet end blive objektiv, saa kommer han aldrig til at due. Dette synes dog virkelig at tyde paa, at det er en egen Sag med at v&ae;re Subjekt. Hvorfor er nogle Faae blevne ud&o-;delige som begeistrede Elskere, nogle Faae som h&o-;imodige Helte o. s. v., dersom Alle i enhver Generation saadan uden videre vare det ved saadan uden videre at v&ae;re Subjekt? Og dog er det at v&ae;re Elsker, Helt o. s. v. netop Subjektiviteten forbeholdt, thi objektivt bliver man det ikke. &streg; Og nu Pr&ae;sterne! Hvorfor er der et vist Indbegreb af fromme M&ae;nd og Qvinder, til hvis &ae;rv&ae;rdige Ihukommelse Talen altid vender tilbage, hvorfor tager Pr&ae;sten ikke den F&o-;rste den Bedste af vor &ae;rede Midte og gj&o-;r til Forbillede: vi ere jo Alle saadan hvad man kalder Subjekter. Og dog ligger jo Fromheden netop i Subjektiviteten, objektivt bliver man ikke from. See, Elskov er en Subjektivitetens Bestemmelse, og dog ere Elskende saa sjeldne. Ja, vi sige rigtignok (omtrent i samme Forstand som naar der tales om det saadan at v&ae;re Subjekt): der gik et Par Elskende, der et andet Par, i S&o-;ndags blev der lyst for sexten Par, i Stormgaden boer et Par Elskende, som ikke kan forliges &streg; men naar Poesien forklarer Elskov i sin h&o-;itidelige Opfattelse, da f&o-;rer det prisede Navn os stundom flere Aarhundreder tilbage, medens det daglige Liv gj&o-;r os ligesaa humoristiske som Liigtaler i Almindelighed &streg; da der jo hvert &O-;ieblik begraves en Helt. Er dette blot Chicane af Poesien, der ellers er en venlig Magt, en Tr&o-;sterinde ved at opl&o-;fte os i Beskuelsen af det Udm&ae;rkede &streg; af hvilket Udm&ae;rkede? Ih, af Subjektiviteten. Saa det er altsaa noget Udm&ae;rket at v&ae;re Subjektivitet. &streg; See, Troen er jo Subjektivitetens h&o-;ieste Lidenskab, men agt blot paa Pr&ae;sternes Tale om, hvor sjeldent den findes i den troende Menighed (thi dette: den troende Menighed siges omtrent i samme Forstand, som naar der tales om at v&ae;re hvad man saadan kalder et Subjekt); stands saa, v&ae;r ikke ironisk nok til at sp&o-;rge videre, om hvor sjelden den maaskee fandtes mellem Pr&ae;sterne! Er dette nu blot et listigt Paafund af Pr&ae;sterne, der jo have helliget sig til at s&o-;rge for Sjelene ved at rive os hen i Andagt, medens Sjelens L&ae;ngsel eftertragter de Forklarede &streg; hvilke Forklarede? Ih, Dem, som havde Troen. Men Troen ligger jo i Subjektiviteten, saa det er altsaa noget Udm&ae;rket at v&ae;re Subjektivitet. Den objektive Retning (der vil gj&o-;re Enhver til Betragter og i sit Maximum til en saadan Betragter, at han n&ae;sten liig et Gjenf&ae;rd er til at forvexle med hiin den forbigangne Tids uhyre Aand) vil naturligviis Intet h&o-;re og Intet vide uden hvad der staaer i Forhold til den selv. Er man indenfor den givne Foruds&ae;tning saa heldig at kunne v&ae;re til Tjeneste med en eller anden Oplysning om et maaskee hidtil ubekjendt Folkef&ae;rd, der ved Hj&ae;lp af en Fane skal med i Paragraph-Optoget; er man indenfor den givne Foruds&ae;tning duelig til at anvise China en anden Plads end det hidtil har indtaget i den systematiske Procession, saa er man velkommen. Alt Andet er Seminarist-Pr&ae;k; thi det skal v&ae;re vist, at den objektive Retning hen til at blive Betragter er i den nyere Sprogbrug det ethiske (at v&ae;re Betragter det er det Ethiske! At skulle v&ae;re det er det ethiske Svar &streg; ellers n&o-;dsages man til at antage, at der slet intet Sp&o-;rgsmaal er om det Ethiske og forsaavidt heller intet Svar) Svar paa det Sp&o-;rgsmaal hvad jeg ethisk har at gj&o-;re, og Verdenshistorien den Opgave, som er anviist det betragtende nittende Aarhundrede: den objektive Retning er Veien og Sandheden. Lad os imidlertid ganske simpelt gj&o-;re os Rede for et lille Subjektivitetens Tvivlsmaal med Hensyn til den objektive Retning. Ligesom Smulerne gjorde opm&ae;rksom paa en lille Indledningsbetragtning, f&o-;rend man gik over til at eftervise Ideens verdenshistoriske Proces in concreto: hvad det overhovedet vil sige, at Ideen bliver historisk; saaledes vil jeg ogsaa nu dv&ae;le ved en lille Indledningsbetragtning til den objektive Retning: hvad Ethiken maatte d&o-;mme, hvis det at blive Subjekt ikke var den h&o-;ieste Opgave, der er sat ethvert Menneske. Hvad maatte den d&o-;mme? Ja, den maatte naturligviis fortvivle; men hvad bryder Systemet sig derom, det er jo conseqvent nok til ikke at lade den komme med i Systemet. Den verdenshistoriske Idee concentrerer systematisk Alt mere og mere; hvad en Sophist har sagt, at han kunde b&ae;re hele Verden i en N&o-;ddeskal, det synes den moderne verdenshistoriske Oversigt at realisere: den bliver compendieusere og compendieusere. Det er ikke min Agt at vise det Comiske heri, derimod vil jeg fors&o-;ge at tydeliggj&o-;re gjennem forskjellige til det samme Maal f&o-;rende Tanker, hvad Ethiken og det Ethiske har at indvende mod denne hele Tingenes Orden. Thi der er jo i vor Tid ikke Tale om, at en enkelt L&ae;rd eller T&ae;nker beskj&ae;ftiger sig med Verdenshistorien; men hele Tiden skriger jo paa Verdenshistorien. Dog har Ethiken og det Ethiske et uafviseligt Krav paa enhver Existerende ved at v&ae;re den individuelle Existentses v&ae;sentlige Tilhold, et saadant uafviseligt Krav, at hvad end et Menneske udf&o-;rer i Verden, det meest Forbausende, det er ligefuldt misligt, hvis han ikke ethisk har v&ae;ret sig selv klar, da han valgte, og ethisk tydeliggjort sig sit Valg. Den ethiske Qvalitet er nidkj&ae;r paa sig selv, og lader haant om den meest forbausende Qvantitet. Ethiken seer derfor med mistroiske &O-;ine paa al verdenshistorisk Viden, da denne let bliver en Snare, en demoraliserende &ae;sthetisk Adspredelse for det vidende Subjekt, forsaavidt Distinctionen mellem hvad der bliver verdenshistorisk og hvad ikke er qvantitativ-dialektisk, hvorfor ogsaa den absolute ethiske Distinktion mellem Godt og Ondt er verdenshistorisk-&ae;sthetisk neutraliseret i den &ae;sthetisk-metaphysiske Bestemmelse: det Store, det Betydningsfulde, hvortil den Slette som den Gode har lige Adgang. Ved det Verdenshistoriske spiller en anden Art af Faktorer en v&ae;sentlig Rolle, hvilke ikke ere ethisk-dialektiske: Tilf&ae;lde, Omst&ae;ndigheder, hiint Spil af Kr&ae;fter, hvori den historiske Tilv&ae;relses Totalitet omdannende optager den Enkeltes Handling for at forvandle den til noget Andet, som ikke ligefrem tilh&o-;rer ham. Hverken ved af yderste Evne at ville det Gode eller ved med di&ae;velsk Forh&ae;rdelse at ville det Onde er et Menneske sikkret at blive verdenshistorisk; selv i Forhold til Ulykke gjelder det, at der h&o-;rer Lykke til for at blive verdenshistorisk. Hvorved bliver Individet det da? Ethisk seet bliver han det ved det Tilf&ae;ldige. Men Ethiken betragter ogsaa som uethisk den Overgang, hvorved man slipper den ethiske Qvalitet, for higende, &o-;nskende o. s. v. at fors&o-;ge sig i det qvantiterende Andet. En Tid og et Menneske kan v&ae;re us&ae;delig paa forskjellig Maade, men det er ogsaa us&ae;deligt eller dog en Anf&ae;gtelse, for meget at omgaaes det Verdenshistoriske, en Anf&ae;gtelse, der let kan f&o-;re til, at man, naar man saa engang selv skal handle, ogsaa vil v&ae;re verdenshistorisk. Ved ideligt betragtende at sysle med hiint Tilf&ae;ldige, hiint Accessorium, hvorved de verdenshistoriske Skikkelser blive verdenshistoriske, forledes man let til at forvexle dette med det Ethiske, forledes let til selv existerende istedenfor uendeligt at bekymre sig om det Ethiske, usundt, leflende og feigt at bekymre sig om det Tilf&ae;ldige. See, derfor er maaskee Tiden, naar den skal handle, misforn&o-;iet, fordi den er forv&ae;nt ved at betragte; see, deraf maaskee de mange ufrugtbare Fors&o-;g paa at blive noget mere end man er ved socialt at slaae sig sammen, haabende numerisk at imponere Historiens Aand. Forv&ae;nt ved idelig Omgang med det Verdenshistoriske vil man ene og alene det Betydningsfulde, bekymrer man sig alene om det Tilf&ae;ldige, det verdenshistoriske Udfald, istedenfor om det V&ae;sentlige, det Inderste, Friheden, det Ethiske. Den idelige Omgang med det Verdenshistoriske gj&o-;r nemlig uduelig til at handle. Den sande ethiske Begeistring ligger i at ville af yderste Evne, men tillige opl&o-;ftet i guddommelig Sp&o-;g aldrig at t&ae;nke paa, om man derved udretter Noget eller ikke. Saasnart Villien begynder at skele derefter, begynder Individet at blive us&ae;deligt: Villiens Energie sl&o-;ves eller den udvikles abnormt til en usund uethisk l&o-;nsyg Higen, der, selv om den udf&o-;rer det Store, ikke udf&o-;rer det ethisk; Individet fordrer noget Andet end selve det Ethiske. En i Sandhed stor ethisk Individualitet vilde fuldbringe sit Liv saaledes: han vilde udvikle sig selv af yderste Evne, herunder vilde han maaskee frembringe stor Virkning i det Ydre, men dette vilde slet ikke beskj&ae;ftige ham, fordi han veed, det Udvortes ikke staaer i hans Magt, og derfor Intet har at betyde hverken pro eller contra. Han vilde da blive uvidende derom, for ikke at sinkes af det Udvortes og falde i dets Fristelse; thi hvad en Syllogistiker frygter meest, en Feilslutning, en &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;, det frygter Ethikeren ligesaa meget: at ville slutte eller danne en Overgang fra det Ethiske til noget andet end det Ethiske. Han vilde da blive uvidende derom ved en Villiens Beslutning, og endnu i D&o-;den vilde han ikke vide, at hans Liv havde havt anden Betydning, end den, at have ethisk forarbeidet sin Sjels Udvikling. Om da den Magt, der styrer Alt, skulde ville f&o-;ie Forholdene derhen til, at han blev en verdenshistorisk Skikkelse: ja det vilde han f&o-;rst sp&o-;gende sp&o-;rge om i Evigheden; thi f&o-;rst der er Tid til Sorgl&o-;shedens letsindige Sp&o-;rgsmaal. Dersom nemlig et Menneske ikke ved sig selv, ved Friheden, ved Villien til det Gode kan blive en verdenshistorisk Skikkelse &streg; hvilket er umuligt netop fordi det kun er muligt &dvs;: maaskee muligt &dvs;: afh&ae;ngigt af noget Andet &streg; saa er det uethisk at bekymre sig derom. Og naar et Menneske, istedenfor at forsage Bekymringen og rive sig ud af dens Anf&ae;gtelse, sminker den op med helligt Udseende, at det er for at gavne Andre, saa er han us&ae;delig og vil lumskelig liste den Tanke ind i sit Mellemv&ae;rende med Gud, at Gud dog saa smaat beh&o-;ver ham. Men dette er Dumhed; thi Gud beh&o-;ver intet Menneske. Det var ellers ogsaa h&o-;ist generende, at v&ae;re Skaber, naar det endte med, at Gud kom til at tr&ae;nge til Skabningen. Derimod kan Gud fordre Alt af ethvert Menneske, Alt og for Intet, thi ethvert Menneske er en unyttig Tjener, og den ethisk Begeistrede kun deri forskjellig fra Andre, at han veed det, at han hader og afskyer ethvert Bedrag. &streg; Naar en stridig Natur k&ae;mper med en Samtid, og han da udholder Alt, men tillige raaber: Eftertiden, Historien skal nok vise, at jeg talte Sandhed, saa troer Menneskene, at han er begeistret. Ak, nei, han er kun lidt fiffigere end de ganske dumme Mennesker; han v&ae;lger ikke Penge og den smukkeste Pige eller andet Saadant, han v&ae;lger verdenshistorisk Betydning: ja han veed nok, hvad han v&ae;lger. Men i Forhold til Gud og det Ethiske er han en svigefuld Elsker, han er ogsaa en af dem, for hvem Judas blev Veileder (Ap. G. 1, 16): ogsaa han s&ae;lger sit Guds-Forhold, om ikke for Penge. Og medens han maaskee reformerer en heel Samtid ved sin Iver og L&ae;re, confunderer han pro virili Tilv&ae;relsen, fordi hans egen Existentsform ikke er ad&ae;qvat med hans L&ae;re, fordi han ved at undtage sig selv etablerer en Teleologie, der gj&o-;r Tilv&ae;relsen meningsl&o-;s. En Konge, en Philosoph, endelig forstaaet, kan maaskee v&ae;re tjent med et kl&o-;gtigt og talentfuldt Hoved, der sikkrer Kongens Magt og h&ae;vder Philosophens L&ae;re og binder Alle i Lydighed under Kongen og Philosophen, medens han selv hverken er en god Undersaat eller en sand Tilh&ae;nger. Men i Forhold til Gud er dette temmelig dumt. Den svigefulde Elsker, der ikke vil v&ae;re tro som Elsker, men kun som verdenshistorisk Entrepreneur, vil ikke v&ae;re tro til det Yderste. Han vil ikke forstaae, at der Intet er imellem ham og Gud uden det Ethiske; han vil ikke forstaae, at han skal v&ae;re begeistret derved; han vil ikke forstaae, at Gud, uden at gj&o-;re Uret, og uden at forn&ae;gte sit V&ae;sen, hvilket er Kjerlighed, kunde skabe et Menneske, udrustet med Evner som ingen Anden, og s&ae;tte ham paa et afsides Sted og sige til ham: &anfbeg;gjennemlev Du nu i Anstr&ae;ngelse, som ingen Anden, det Menneskelige, arbeid, saa det Halve kunde v&ae;re nok til at omskabe en Samtid, men Du og jeg vi blive ene derom, al Din Str&ae;ben skal slet ingen Betydning have for noget andet Menneske, og dog skal Du, forstaaer Du, Du skal ville det Ethiske, og Du skal, forstaaer Du, Du skal v&ae;re begeistret, fordi dette er det H&o-;ieste.&anfslut; Dette forstaaer den svigefulde Elsker ikke, endnu mindre forstaaer han det N&ae;ste, naar en i Sandhed begeistret ethisk Individualitet rystet i Alvor opl&o-;fter sig i det guddommelige Vanvids hellige Sp&o-;g, sigende: lad mig selv v&ae;re som skabt for et Indfalds Skyld, dette er Sp&o-;gen, dog vil jeg af yderste Anstr&ae;ngelse ville det Ethiske, dette er Alvoren, jeg vil intet, intet Andet: o, intetsigende Betydningsfuldhed, o, sp&o-;gefulde Alvor, o, salige Frygt og B&ae;ven; saligt at kunne tilfredsstille Guds Fordringer, smilende ad Tidens, saligt at fortvivle over ikke at kunne det, naar man dog ikke slipper Gud!&anfslut; Kun en saadan Individualitet er ethisk: men han har ogsaa fattet, at det Verdenshistoriske er en Composition, som ikke ligefrem er dialektisk for det Ethiske. Jo l&ae;ngere Livet gaaer hen, og den Existerende ved sin Gjerning v&ae;ves ind i Tilv&ae;relsen, desto vanskeligere er det at adskille det Ethiske fra det Udvortes, desto lettere kan det Metaphysiske synes at blive bestyrket, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes, det Ene aldeles commensurabelt for det Andet. Dette er netop Anf&ae;gtelsen, og derfor bliver det Ethiske Dag for Dag vanskeligere, forsaavidt det netop ligger i den Uendelighedens sande Oversp&ae;ndthed, der er Begyndelsen, hvor det derfor viser sig tydeligst. Lad os t&ae;nke os et Individ, der staaer ved Livets Begyndelse. Han beslutter nu f. Ex. at ville anvende hele sit Liv til at eftertragte Sandheden og til at fuldkomme den erkjendte. I Beslutningens &O-;ieblik forsmaaer han altsaa Alt, Alt, og deriblandt jo ogsaa den verdenshistoriske Betydning. Men naar nu lidt efter lidt Betydningsfuldheden kommer som Frugt af hans Arbeiden? Ja naar den kommer som Frugt af hans Arbeide &streg; men det gj&o-;r den aldrig. Naar den kommer, da er det Styrelsen, der &o-;ger den til hans ethiske Str&ae;ben i sig selv, og altsaa er den ikke Frugten af hans Arbeide. Den er et pro, der maa betragtes som en Anf&ae;gtelse fuldt saa vel som ethvert contra. Det er den farligste af alle Anf&ae;gtelser, og mangen herlig Begynden med Uendelighedens Oversp&ae;ndthed er afmattet i hvad der blev den Faldne et bl&o-;dagtigt qvindeligt Favnetag. Dog tilbage til Begyndelsen, med Uendelighedens sande ethiske Oversp&ae;ndthed forsmaaer han Alt. I Fabler og Eventyr har man en Lampe, den vidunderlige kaldet; naar man gnider paa den, saa kommer Aanden tilsyne. Sp&o-;g! Men Friheden, det er den vidunderlige Lampe; naar Mennesket gnider den med ethisk Lidenskab: saa bliver Gud til for ham. Og see, Lampens Aand er en Tjener (saa &o-;nsker Eder den da, I, hvis Aand er et &O-;nske); men Den, som gnider Frihedens vidunderlige Lampe, han bliver en Tjener &streg; Aanden er Herren. Dette er Begyndelsen. Lad os nu fors&o-;ge, om det gaaer an at s&ae;tte noget Andet til det Ethiske. Den Besluttende siger altsaa: jeg vil &streg; men saa vil jeg tillige have verdenshistorisk Betydning &streg; aber. Der er altsaa et aber &streg; saa forsvinder Aanden igjen, fordi der ikke gnides rigtigt, og Begyndelsen skeer ikke; men er den skeet eller gjort rigtigt, da maa ethvert aber atter i Fortgangen forsages, selv om saa Tilv&ae;relsen gjorde Alt, for i den meest indsmigrende og forlokkende Maade at paatvinge En det. Eller den Besluttede siger: jeg vil dette, men jeg vil tillige, at denne min Anstr&ae;ngelse skal gavne andre Mennesker, for jeg skal sige vos, jeg er saadan et godt Menneske, der saa gjerne vil gavne, om det saa var hele Menneskeheden. Hvis end Aanden kom tilsyne, naar der gnides saaledes, saa t&ae;nker jeg dog, den samler sig i Vrede og siger: &anfbeg;dumme Menneske, er jeg ikke til, jeg, den Alm&ae;gtige, og om Menneskene, som jeg skabte Alle og talte Alle, jeg, som t&ae;ller et Menneskes Hovedhaar, vare utallige, som Havets Sand, kan jeg dog ikke hj&ae;lpe hvert et eneste ligesom jeg hj&ae;lper Dig? Formastelige! har Du Noget at fordre &streg; men jeg har Alt at fordre; eier Du Noget, hvoraf Du kunde give mig, eller naar Du gj&o-;r dit Yderste, giver Du mig da ikke kun min Eiendom tilbage, og maaskee maadeligt nok.&anfslut; Altsaa her staaer Begynderen, det mindste Spor af et aber, saa bliver Begyndelsen gal. Men er det saaledes med Begyndelsen, saa gjelder det, at Forts&ae;ttelsen aldeles svarer dertil. Hvis da hiin Begyndende begyndte godt, hvis han og tillige udrettede det Forbausende, hvis en heel Samtid skyldte ham meget og takkede ham: da gjelder det, at han i Sp&o-;g veed at forstaae, hvad der er Sp&o-;g. Det Alvorlige er hans eget Indre, det Sp&o-;gefulde er, at det behager Gud at knytte denne Betydning til hans Str&ae;ben, han som kun er en unyttig Tjener. Naar et Luftsyn optager et Menneske i sin forvandlende Magtfuldkommenhed og viser ham i overnaturlig St&o-;rrelse for den undrende Iagttager: er dette hiint Menneskes Fortjeneste? Og saaledes ogsaa, naar Styrelsen mager det saa, at den indre Str&ae;ben i et Menneske magisk reflekterer sig i det verdenshistoriske Skyggespil: er dette hans Fortjeneste? Jeg t&ae;nker, at den sande Ethiker, hvem dette h&ae;ndte, han vilde, naar han skulde tale derom, gj&ae;kkende minde om en Don Quixote, at som hiin Ridder, maaskee til Vederlag fordi han vilde v&ae;re verdenshistorisk, blev forfulgt af en Nisse, der ford&ae;rvede ham Alt, saaledes maatte han have en Nisse, der drev sit Spil med ham paa en omvendt Maade &streg; thi kun dumme Skolemestere og ligesaa dumme Genier tage feil og troe, det er dem selv, og glemme sig selv over deres store Vigtighed i Verdenshistorien. Den, som ikke kan indsee dette, han er dum, og den, som _menervover at sige imod, ham agter jeg ved den Magt jeg i dette &O-;ieblik har i det Comiske, at gj&o-;re latterlig. Mere siger jeg ikke; thi maaskee kunde det behage Styrelsen endnu idag at tage den fra mig, at give den til en Anden, blot for at fors&o-;ge mig; maaskee kunde det behage Styrelsen, at lade mig gj&o-;re Arbeidet, og da at give en Barbeersvend Samtidens Taknemlighed, som var det ham, der gjorde det. Dette kan jeg ikke vide, jeg veed kun, at jeg har at holde mig til det Ethiske, og Intet, Intet at fordre, men kun at v&ae;re begeistret ved mit ethiske Forhold til Gud, der meget godt kan bestaae, ja maaskee kunde blive endnu inderligere, naar han tog en saadan Gave fra mig. Det var derfor maaskee klogere, ikke at sige Noget forud, at man ikke yderligere skal spotte mig, naar det mislykkes. Men det Ethiske sp&o-;rger aldrig om Klogskab, det fordrer blot Forstand nok til at opdage Faren &streg; for da freidigt at gaae i den, hvilket jo synes meget dumt. O, underlige Magt, som er i det Ethiske! Hvis en Konge vilde sige til sine Fjender: gj&o-;rer, som jeg byder, hvis ikke, skj&ae;lver for mit Scepter, som skal blive forf&ae;rdeligt over Eder &streg; med mindre det skulde behage Styrelsen endnu idag at fratage mig Thronen og gj&o-;re en Svinehyrde til min Efterf&o-;lger! Hvorfor h&o-;res saa sjeldent dette &anfbeg;dersom,&anfslut; dette &anfbeg;med mindre,&anfslut; denne sidste Deel af Talen, der er den ethiske Sandhed? Thi Sandhed er det jo &streg; og Kunsten blot den, at v&ae;re begeistret, som en anden Forfatter har sagt: at v&ae;re glad paa de 70,000 Favne Vands Dyb. Og Den, der selv existerende har forstaaet Livet saaledes, han tager heller ikke feil af det Verdenshistoriske, der kun for Spekulationens taagede Blik l&o-;ber sammen til noget ganske Andet, som han dybsindigt bliver klog paa bagefter. Vel siges der, at die Weltgeschichte ist das Weltgericht, og det Ord: Dom synes at ville gj&o-;re Fordring paa, at Udsagnet indeholder en ethisk Betragtning af Livet. For Gud er det maaskee saaledes, fordi han i sin _enigeevige Medviden eier det Medium, der netop er Commensurabiliteten for det Udvortes og det Indvortes. Men den menneskelige Aand kan ikke see det Verdenshistoriske saaledes, selv naar der frasees Vanskeligheder og Indsigelser, hvilke jeg ikke her videre udf&o-;rligt vil dv&ae;le ved, for ikke at distrahere Opm&ae;rksomheden fra det Ethiske, men blot antyde og saa indr&o-;mmende som muligt ber&o-;re, for ikke at henvende Interessen paa dem. &g.a;) Der maa frasees, hvad der allerede blev ber&o-;rt, at Adgangen til at blive verdenshistorisk er qvantitativ-dialektisk, at altsaa hvad der er blevet verdenshistorisk har gjennemgaaet denne Dialektik. Om en saadan Distinction ikke er for den alvidende Gud, kan ikke tr&o-;ste den endelige Aand; thi, ja jeg t&o-;r ikke sige h&o-;it hvad jeg mener, det gaaer ikke an i det verdenshistoriske nittende Aarhundrede, men Systematikeren t&o-;r jeg nok hvidske det i &O-;ret: der er Forskjel paa Kong Salomon og J&o-;rgen Hattemager &streg; dog ikke mine Ord igjen. For Gud er den verdenshistoriske Opfattelse gjennemvirket af og med hans Medviden i det st&o-;rste og det ringeste Menneskes inderste Hemmelighed i Samvittigheden. Vil et Menneske indtage dette Standpunkt, saa er han en Nar; men vil han ikke dette, saa maa han n&o-;ies med den Oversigt, der seer efter de fremragende Punkter; og netop deri ligger, at det er Qvantiteten, der gj&o-;r Udslaget. At det Ethiske er i Verdenshistorien, som overalt hvor Gud er, n&ae;gtes derfor ikke, men vel, at den endelige Aand i Sandhed kan see det i den, at det er et formasteligt Vovestykke at ville see det, hvilket let kan ende med, at Betragteren taber det Ethiske i sig selv. For at studere det Ethiske, er ethvert Menneske anviist sig selv. Han selv er sig i denne Henseende mere end nok, ja han er det eneste Sted, hvor han med Sikkerhed kan studere det. Allerede et andet Menneske, med hvem han lever sammen, kan han kun blive klar over gjennem det Udvortes, og forsaavidt er allerede Opfattelsen forbunden med _{Mislighed, Men} Mislighed. Men jo mere compliceret den Udvorteshed er, i hvilken det ethiske Indvortes skal reflektere sig, desto vanskeligere bliver Iagttagelsen, indtil denne tilsidst l&o-;ber vild i noget ganske Andet, i det &Ae;sthetiske. Opfattelsen af Verdenshistorien bliver derfor let en halv digterisk Forbauselse istedenfor en ethisk Besindelse. Allerede for en Dommer bliver det vanskeligere at finde Rede i Sagen, jo betydningsfuldere Parterne ere. Og dog skal en Dommer ikke afsige en ethisk Dom, men kun en borgerlig, hvor Skylden og Fortjenesten gj&o-;res dialektisk ved et qvantiterende Hensyn til de st&o-;rre eller mindre Forhold og et tilf&ae;ldigt Hensyn til Udfaldet. Denne mulige Forvirring faaer et langt st&o-;rre Raaderum i Verdenshistoriens Betragtning, hvor det ofte faaer Udseende af, at Godt og Ondt ere qvantitativ-dialektisk, at der er en vis Forbrydelsens og Listens St&o-;rrelse i Forhold til Millioner og Folkef&ae;rd, hvor det Ethiske bliver undseeligt som en Spurv i Tranedands. Men atter og atter at see paa denne idelige Qvantiteren er skadeligt for Betragteren, der let taber det Ethiskes kydske Reenhed, der hellig uendeligt foragter al Qvantiteren, hvilken netop er det sandselige Menneske hans &O-;ies Lyst og det sophistiske Menneske ham hans Figenblad. Det Ethiske er, som det Absolute, uendelig gyldigt i sig selv og tr&ae;nger ikke til Staffage for bedre at tage sig ud. Men denne bet&ae;nkelige Staffage (naar det ikke er en Alvidendes Blik, men et Menneskes &O-;ie, der skal gjennemskue) er netop det Verdenshistoriske, hvor det Ethiske, ligesom Naturen efter Digterens Ord, tjener knechtisch dem Gesetz der Schwere; thi Qvantitetens Differents er ogsaa en Tyngdens Lov. Jo mere man kan simplificere det Ethiske, jo bedre seer man det. Det er derfor ikke saaledes, som man svigefuldt vil indbilde sig, at man seer det Ethiske bedre i Verdenshistorien, hvor Alt dreier sig om Millioner, end i sit eget fattige Liv. Tvertimod, det er omvendt, man seer det bedre i sit eget Liv, netop fordi man der ikke seer feil af det Stofartige og Masseagtige. Det Ethiske er Inderligheden, og i jo Mindre man derfor seer det, naar man dog seer det i sin Uendelighed, desto bedre seer man det; medens Den, der skal have den verdenshistoriske Staffage for, som han mener, derved bedre at see det, derved netop viser, at han er ethisk umoden. Den, som ikke fatter det Ethiskes uendelige Gyldighed, selv om det angik ham alene i den hele Verden, han fatter egentlig ikke det Ethiske; thi det at det angaaer alle Mennesker, vedkommer i en vis Forstand slet ikke ham uden som en Skygge, der f&o-;lger den ethiske Klarhed, i hvilken han lever. Det gaaer med Opfattelsen af det Ethiske som med det at regne: man l&ae;rer bedst at regne ved at regne med uben&ae;vnte Tal; naar man begynder med de ben&ae;vnte, kommer Interessen let til at dreie sig om noget Andet. Verdenshistorisk regner man med ben&ae;vnte St&o-;rrelser, og med uhyre store St&o-;rrelser, som ved Mangfoldigheden mangfoldigt bev&ae;ge det Mangfoldige i Betragteren. Men denne Qvantiteren har det sandselige Menneske en stor Forkjerlighed for, og derfor er det, for endnu engang at minde om Lignelsen og om dens Ulighed, her langtfra ikke Begynderen, der regner med uben&ae;vnte Tal, da det tvertimod er Tegn paa en sand ethisk Modenhed at forsage, hvad man maaskee tidlig nok og ogsaa naturligt nok higer efter: at regne med verdenshistoriske St&o-;rrelser. Som en &ae;del Gr&ae;ker har sagt (Empedocles &streg; Plutarch), at man skal v&ae;re fastende i det Onde (&g.n;&g.e-;&g.s;&g.t;&g.e;&g.u;&g.e;&g.i;&g.n; &g.k;&g.a;&g.k;&g.o;&g.t;&g.e-;&g.t;&g.o;&g.sud;), saa gjelder det om den sande ethiske Opfattelse af det Ethiske, at den er fastende og &ae;druelig, det gjelder, at man ikke lystes efter at gaae verdenshistorisk til Gjestebud og beruse sig i det Forbausende. Men denne Afholdenhed er igjen, ethisk forstaaet, den guddommeligste Nydelse og Evighedens hjertestyrkende Vederqv&ae;gelse. Verdenshistorisk fristes derimod et Menneske let til at antage, at naar han er et ubetydeligt Menneske, saa har det ingen uendelig Betydning, om han feiler; og naar han er et meget stort Menneske, saa kan St&o-;rrelsen gj&o-;re Feiltrinet til noget Godt. Men selv om det betragtende Individ ikke saaledes demoraliseres, naar dog det Ethiske forvexles med det Verdenshistoriske, saa det v&ae;sentligen bliver noget Andet ved at angaae Millioner end ved at angaae Een, saa afstedkommes let en anden Forvirring: at det Ethiske skulde i det Verdenshistoriske f&o-;rst finde sin Concretion, og f&o-;rst i denne Concretion v&ae;re Opgave for de Levende. Det Ethiske bliver saa ikke det Oprindelige, det Oprindeligste i ethvert Menneske, men snarere en Abstraction af det verdenshistorisk Oplevede. Man betragter Verdenshistorien, og see, hver Tidsalder har sin s&ae;delige Substants; man bliver objektiv storagtig, og vil, skj&o-;ndt existerende, ikke n&o-;ies med det saakaldte subjektive Ethiske, nei, den nulevende Generation vil allerede i levende Live opdage sin verdenshistoriske s&ae;delige Idee og handle derud af. Ak, hvad gj&o-;r Tydsken ikke for Penge &streg; og hvad gj&o-;r Dansken ikke bag efter, naar Tydsken har gjort det! I Forhold til det Forbigangne er Sandsebedraget let, der glemmer og tildeels ikke kan vide, hvad der tilh&o-;rer Individet og hvad hiin objektive Tingenes Orden, som er Verdenshistoriens Aand; men i Forhold til den nulevende Sl&ae;gt, og i Forhold til hvert enkelt Individ, at lade det Ethiske blive Noget, som der skal en Prophet med verdenshistorisk Blik paa Verdenshistorien til, for at opdage, det er et sjeldent sindrig-comisk Paafund. Lykkelige nittende Aarhundrede: dersom der ikke staaer en saadan Prophet op, saa kan vi holde Fyraften, thi saa veed Ingen, hvad det Ethiske er. Snurrigt nok allerede, at det Ethiske ansees saa ringe, at Underviisning deri helst overlades til Seminarister og Landsby-Degne; latterligt allerede, om Nogen vilde sige, at det Ethiske endnu ikke er opdaget, men f&o-;rst skulde opdages. Dog var det ikke vanvittigt, dersom han meente, det skulde opdages derved, at Individet fordybede sig i sig selv og i sit Guds-Forhold; men at der skal en Prophet til, ikke en Dommer, nei en Seer, en verdenshistorisk Slagsbroder, der ved Hj&ae;lp af eet dybt og eet blaat &O-;ie, ved Hj&ae;lp af Kjendskab til Verdenshistorien, maaskee ogsaa ved Hj&ae;lp af Kaffegrums og ved at l&ae;gge Kort op, for at opdage det Ethiske, &dvs;: (thi _han her er den demoraliserende Ethiks moderne Stikord) hvad det er Tiden fordrer: det er paa to Maader et Confusionsmagerie, som den, der elsker Latteren, altid maa v&ae;re Viism&ae;ndene forbunden for. Latterligt, at noget Saadant skal v&ae;re det Ethiske, latterligt, at en Seer skal opdage det ved at see paa Verdenshistorien, hvor det er saa vanskeligt at see, og endeligen latterligt, at den idelige Omgang med det Verdenshistoriske har f&o-;dt denne Conseqvents af sig. Hvad det dummeste Menneske, der confirmeres i en Straffeanstalt, kan forstaae, det bliver ved den cathedralske Viisdom forbedret til hiint &ae;gte speculative Dybsind. Ak, medens den speculerende velbaarne Hr. Professor forklarer hele Tilv&ae;relsen, har han i Distraction glemt, hvad han selv hedder: at han er et Menneske, et slet og ret Menneske, ikke en phantastisk &br3-8; af en &pgf;. Han slutter Systemet af, han bebuder i en Slutnings Paragraph, at han vil opdage det Ethiske, som denne Generation, og deri han og jeg, skal realisere &streg; for det er endnu ikke opdaget! Hvilket? det Ethiske eller det som Tiden fordrer? Ak, det Ethiske er en gammel Opfindelse; derimod vil jeg gjerne troe, at det endnu ikke er opdaget, hvad Tiden fordrer, uagtet de mange tilfredsstillende og h&o-;ist respektable, men endnu bestandigt lovende, Fors&o-;g i Galimathias. Vil En nu sige, at dette er en chikaneus Overdrivelse, at de verdenshistorisk Bekymrede gjerne tillade Seminarister og Landsby-Degne at foredrage den populaire Ethik, at de heller ikke have Noget mod, at is&ae;r den lavere Classe s&o-;ger at leve efter den, men at den verdenshistoriske Interesse kun antyder det H&o-;iere, de langt st&o-;rre Opgaver: saa viser dette Svar tilstr&ae;kkeligt, at det ingen chikaneus Overdrivelse var, thi er det Andet det H&o-;iere, saa lad os jo f&o-;r jo hellere begynde, men Ulykken er, at det nok endnu ikke er opdaget. Og hvad de langt st&o-;rre Opgaver angaaer, saa lad os tale ganske eenfoldigt derom, som en Nabo taler med sin Nabo i Aftenskumringen. Det almindelige Udsagn om, at Opgaven er langt st&o-;rre, er endnu ikke tilstr&ae;kkeligt; f&o-;rst da vilde Udsagnet v&ae;re opmuntrende for et fornuftigt Menneske, naar det tillige blev tydeligt, at Dividenden for den enkelte Deeltager blev st&o-;rre. Naar saaledes ude paa Landet, hvor Freden er tilhuse under L&o-;vtagets Skygge, naar der den lille Familie efter hiin elskelige Konges fromme &O-;nske s&ae;tter en H&o-;ne paa Bordet, og der bliver rigelig nok til de Faae: er saa dette Maaltid ikke overfl&o-;deligt i Sammenligning med hiint store Maaltid, hvor der rigtignok blev sat en Oxe frem, men hvor Deeltagerne vare saa mange, at der knap blev en Mundsmag til Hver is&ae;r? Eller naar Den, der til daglig Brug elsker Taushed, skjult finder den gaadefulde Vei til den Forladtes Eensomhed, og her finder Tid og Sted til at sige det korte Ord, der dog vederqv&ae;ger ubeskriveligt: frembringer da en saadan Taler ikke ligesaa stor Virkning eller rettere uendeligt st&o-;rre end hiin Beundrede, der l&o-;nnes med ni Gange Hurra, og hvorfor? fordi han bruger Stikordet, som M&ae;ngden gider h&o-;re; altsaa ikke fordi han talede viist, thi St&o-;ien tillod ingenlunde at h&o-;re tydeligt, hvad han sagde, men fordi han anbragte et Ord, som ethvert F&ae; kan sige, altsaa fordi han ikke var Taler, men B&ae;lgetr&ae;der. Den speculative Distraction maa alene psychologisk forklares af den idelige Omgang med Verdenshistorien, med det Forbigangne. Istedenfor ved ret at v&ae;re opm&ae;rksom paa sig selv, som Den, der lever i det N&ae;rv&ae;rende og har det Tilkommende for sig, for saaledes at ledes til psychologisk at kunne reproducere det individuelle Moment, der kun er en Faktor med i det Verdenshistoriske, mingelerer man Alt og vil anticipere sin egen Forbigangenhed &streg; for saa at komme til at handle, uagtet det dog synes temmelig let at forstaae, at naar man f&o-;rst er bleven forbigangen, saa har man handlet. Kun ved n&o-;ie at agte paa mig selv, kan jeg ledes til at s&ae;tte mig ind i, hvorledes en historisk Individualitet har baaret sig ad den Gang han levede; og kun saaledes forstaaer jeg ham, naar jeg i min Forstaaelse bevarer ham levende, og ikke, ligesom B&o-;rnene, slaaer Uhret istykker for at forstaae Livet i det, og ikke, som Speculationen, forvandler ham til noget ganske Andet for saa at forstaae ham. Men af ham som den Afd&o-;de kan jeg ikke faae at vide, hvad det er at leve; det maa jeg erfare ved mig selv, og derfor maa jeg forstaae mig selv, og ikke omvendt, efter f&o-;rst verdenshistorisk at have misforstaaet ham, nu gaae videre og lade denne Misforstaaelse hj&ae;lpe mig til at misforstaae mig selv, som var jeg ogsaa afd&o-;d. Den verdenshistoriske Individualitet har formodentligen, da han levede, hjulpet sig med den subjektive Ethik, og saa har Styrelsen &o-;get den verdenshistoriske Betydning til, hvis han fik nogen saadan. Dette har en vis Classe Mennesker rigtigt indseet, skj&o-;ndt de ellers ere langtfra at tr&ae;ffe det Sande, da de gaae til den modsatte Yderlighed. Disse ere Spotterne og de Vantroe, der mene, at hele Verdenshistorien dreier sig om rene Ubetydeligheder, om &anfbeg;et Glas Vand&anfslut;. Mods&ae;tningen danner Speculationen, der vil gj&o-;re den afsjelede historiske Individualitet til en metaphysisk Bestemmelse, et Slags kategorisk Ben&ae;vnelse paa Forholdet mellem Aarsag og Virkning t&ae;nkt i Immanents. Begge have Uret; Spotteren gj&o-;r Mennesket Uret, Speculationen gj&o-;r Gud Uret. Verdenshistorisk er vel det enkelte Subjekt en Ubetydelighed, men det Verdenshistoriske f&o-;ies jo ogsaa til; ethisk er det enkelte Subjekt uendelig vigtigt. Tag hvilkensomhelst menneskelig Lidenskab og lad den i Individet forholde sig til det Ethiske: saa har dette ethisk seet stor Betydning, verdenshistorisk maaskee slet ingen, maaskee meget stor, thi det Verdenshistoriske kommer, ethisk seet, til ved et Maaskee. Medens da hiint Forhold mellem Lidenskab og det Ethiske beskj&ae;ftiger det existerende Individ til det Yderste (det er dette som Spotteren kalder Intet, og dette som Speculationen speculativt overseer ved Hj&ae;lp af Immanentsen), danner maaskee den verdenshistoriske Styrelse for dette Individ en Reflexions Omgivelse, hvorved hans Livs Forhold faae vidtgribende, verdenshistorisk Betydning. Han har den ikke, men Styrelsen &o-;ger den til ham. Spotteren leer og siger: see Alt dette dreiede sig om kr&ae;nket Stolthed, &dvs;: om Intet. Men dette er usandt, thi kr&ae;nket Stoltheds Forhold til det Ethiske er ethisk seet ikke ligegyldigt, ikke et Intet; og det Verdenshistoriske er noget ganske Andet, som ikke ligefrem fulgte af hiint Forhold. For Spekulationen l&o-;ber Alt i Eet. Den har overvundet Spotten og Vantroen, ikke ved at frelse det Ethiske ud fra det Verdenshistoriske, men ved at faae Rub og Stub durcheinander bragt ind under en deklamerende Immanents-Theorie. Men Spotten h&ae;vner sig, den er saa langtfra at v&ae;re udelukket, at man snarere skulde troe, Spekulationen havde lukket sig inde med den: saa latterlig er den bleven. Distractionen h&ae;vner sig, naar Spekulationen i Ethiken vil, at et nu levende Individ skal handle i Kraft af en Immanents-Theorie, &dvs;: skal handle i Kraft af at lade v&ae;re at handle, thi Immanentsen er kun for Betragtningen v&ae;sentligen og i Sandhed for Gud, indbildt for velbaarne Professorer og deres Sl&ae;gt og Venner. Men er det saaledes voveligt, at have med den verdenshistoriske Betragtning at gj&o-;re, saa er maaskee Indsigelsen en F&o-;lge af Feighed og Dvaskhed, der jo altid er tilrede for at sinke de Begeistrede, her de Verdenshistoriskes h&o-;ie Flugt, som vel vide, hvor vovelig den er, men derfor ogsaa vove. Ingenlunde. Dersom Noget i Verden kan l&ae;re et Menneske at vove, da er det Ethiken, der l&ae;rer at vove Alt for Intet, at vove Alt, deriblandt ogsaa at forsage verdenshistorisk Smigrerie, for at blive til Intet. Nei, Indvendingen er h&o-;imodig netop fordi den er ethisk, den siger, det Ethiske er absolut og i al Evighed det H&o-;ieste, og det er ikke ethvert dristigt Vovet, der er halvt vundet, thi der gives ogsaa et dristigt Vovet, hvor Meget er tabt; desuden er jo et dristigt Vovestykke ikke et h&o-;ittravende Ord, ikke et Interjektions-Udbrud, men et m&o-;isommeligt Arbeide, et Vovestykke er ikke et om end nok saa dumdristigt tummultuarisk Opraab, men en stille Indvielse, der veed, der Intet optages forud, men s&ae;tter Alt ind. Vov derfor, siger det Ethiske, vov at forsage Alt, deriblandt ogsaa hiin h&o-;ifornemme og dog skuffende Omgang med den verdenshistoriske Betragtning, vov at blive slet Intet, at blive et enkelt Individ, hvem Gud ethisk fordrer Alt af, uden at Du dog derfor t&o-;r aflade at v&ae;re begeistret: see, det er Vovestykket! Men saa vil Du ogsaa vinde, at Gud i al Evighed ikke kan blive Dig qvit, thi kun i det Ethiske er Din evige Bevidsthed: see, det er L&o-;nnen! At v&ae;re et enkelt Individ, er verdenshistorisk slet Intet, uendelig Intet &streg; men dog er det et Menneskes eneste sande og h&o-;ieste Betydning, og saaledes h&o-;iere end al anden Betydning, der er Blendv&ae;rk, vel ikke i og for sig, men altid Blendv&ae;rk, hvis den skal v&ae;re det H&o-;ieste. &g.b;) Der maa frasees, at den verdenshistoriske Betragtning som Erkjendelses-Akt, er en Approximation, underlagt samme Dialektik som enhver Striden mellem Idee og Empirie, hvilken hvert &O-;ieblik vil forhindre Begyndelsen, og naar der er begyndt, hvert &O-;ieblik truer med en Opstand mod Begyndelsen. Det verdenshistoriske Stof er uendeligt, og altsaa maa Gr&ae;ndsen paa en eller anden Maade blive et Vilkaar. Skj&o-;ndt det Verdenshistoriske er noget Forbigangent, er det dog som Stof for den erkjendende Betragtning ikke f&ae;rdigt, det bliver bestandigt til ved ny og ny Iagttagelse og Efterforskning, der opdager mere og mere eller berigtigende gj&o-;r Opdagelser. Ligesom man i Natur-Videnskaberne, ved at sk&ae;rpe Instrumenterne, for&o-;ger Opdagelsernes Antal, saaledes vil det ogsaa gaae med det Verdenshistoriske, idet man sk&ae;rper Iagttagelsens Critik. O, at jeg paa dette Punkt kunde forraade L&ae;rdom! At jeg kunde vise, hvorledes den autoriserede og dog valore intrinseco temmelig tvivlsomme hegelske Anordning af den verdenshistoriske Proces forskylder Vilkaarlighed og Spring, hvorledes China b&o-;r anvises en anden Plads, og en ny &pgf; oprettes for et nyligen opdaget Folkef&ae;rd i Monomotapa; at jeg kunde vise, hvorledes den hegelske Methode n&ae;sten tager sig ud som en Narrestreg, naar den skal anvendes paa en mindre Detail: saa vilde jeg maaskee tilfredsstille en og anden L&ae;ser. V&ae;sentligen blev nemlig Interessen for at ordne det Verdenshistoriske, men det jeg sagde om Monomotapa slog, ligesom det Skolemesteren i Julestuen siger om den Fugl Phoenix, som opholder sig udi Arabien, slaaer Jeronimus. Men at ville ansee den hele verdenshistoriske Interesse, naar den ikke med philologisk Videnskabelighed interessel&o-;st forelsket vil opfatte en verdenshistorisk Enkelthed for Videns og Erkjendelsens egen Skyld, men speculativt vil hj&ae;lpe til at forvexle Ethikens Opgave for det enkelte Individ med Verdenshistoriens Opgave for Sl&ae;gten, og endnu mere, naar denne Interesse vil v&ae;re Hvermands Sag &streg; at ansee den for us&ae;delig og nervesv&ae;kket Nysgjerrighed, det var vel en afskyelig ethisk Bornerethed. Kun en meget Indskr&ae;nket eller En der listeligen vil undgaae at f&o-;le sig truffen kunde her mene, at jeg er en Vandal, der vil have Videnskabens hellige Markfred brudt og Qv&ae;get slaaet l&o-;s, at jeg var en Lazaron, der i Spidsen for Avis-L&ae;sere og ballotterende L&o-;sg&ae;ngere vil i en P&o-;bel-Opstand frar&o-;ve den stille Videnskabsmand ham hans ved lykkelig Gave, ved resigneret Arbeide lovligt erhvervede Eiendom. Sandeligen, der er Mange, Mange, som eie mere end jeg i Aandens Verden, men der er Ingen, der stoltere og mod Guden taknemmeligere troer paa, at i Aandens Verden er der evig Eiendoms-Sikkerhed, at Sjouerne dog blive udenfor. Men naar en Generation en masse vil fuske verdenshistorisk, naar den demoraliseret herved, ligesom ved at spille i Lotteriet, vrager det H&o-;ieste, naar en Spekulation ikke vil v&ae;re interessel&o-;s, men dobbelt _afstedkomneafstedkomme Forviring, f&o-;rst ved at overspringe det Ethiske, og saa igjen ved at bringe noget Verdenshistorisk frem som ethisk Opgave for Individerne, saa er det Videnskaben selv kj&ae;rt, om der siges et Ord desangaaende. Nei, priset v&ae;re Videnskaben, priset blot Enhver, der gjenner Kreaturene bort fra dens Helligdom. Det Ethiske er og bliver den h&o-;ieste Opgave, som er sat for ethvert Menneske. Man t&o-;r fordre ogsaa af Videnskabens Dyrker, at han ethisk har forstaaet sig selv, inden han helliger sig sit Fag, at han under al sit Arbeide ethisk vedbliver at forstaae sig selv, fordi det Ethiske er det evige Aandedrag og midt i Eensomheden det forsonende F&ae;lledsskab med ethvert Menneske; men saa ikke et Ord mere, uden Beundring for de Udm&ae;rkede og begeistrede Tilraab til de Str&ae;bende. Den stille Videnskabsmand forstyrrer ikke Livet, han er erotisk fortabt i sin herlige Syssel. Vil derimod en tumultuarisk Videnskabsmand tr&ae;nge ind i Existents-Sph&ae;rerne, og der forvirre hvad der er Livs-Principet i det Hele, det Ethiske, saa er han som Videnskabsmand ingen tro Elsker, saa udleverer Videnskaben ham til comisk Behandling. Kun en Indskr&ae;nket kunde mene, at Indsigelsen, der minder om, at den verdenshistoriske Betragtning er en Approximation, havde sin Grund i Feighed og Dorskhed, der gyser tilbage for det uoverkommelige Arbeide. Er Retningen hen til dette Maal det H&o-;ieste, og kun Frygten for det uhyre Arbeide, da er Indsigelsen ikke v&ae;rd at agte paa. Men Indsigelsen er ethisk, derfor er den h&o-;imodig, derfor forfeiler den i al sin Ydmyghed ikke sit Maal og sit Sigte, som netop er det H&o-;ieste. Indsigelsen siger: det Ethiske er det eneste Visse, at samle sig paa dette den eneste Viden, som ikke i et sidste &O-;ieblik muligen forvandler sig til en Hypothese, at v&ae;re i det den eneste betryggede Viden, hvor Viden er betrygget ved noget Andet. Ethisk at ville have med det Verdenshistoriske at gj&o-;re, er en ethisk Misforstaaelse, som den sande Videnskab aldrig forskylder. Men medens der overalt lades ringe om det Ethiske, hvad l&ae;rer saa Livet? Som Elskerne vare faae, som de Troende vare faae, saa ere de sande ethiske Individualiteter vel ogsaa faae. Falstaff siger etsteds, at han engang havde et &ae;rligt Ansigt, men Aarstal og Dato er slettet ud. See dette &anfbeg;engang&anfslut; det kan siges paa utallige forskjellige Maader, alt i Forhold til som Udsletningen var; men _{dette, engang}dette engang er dog et afgj&o-;rende Ord. Maaskee vil Digteren l&ae;re os, at det er en Sjeldenhed, at der existerer en Individualitet, paa hvem Guddommens evige Pr&ae;g, der pr&ae;ger sig ud i det Ethiske, staaer reent og klart og tydeligt som det eengang stod; en Individualitet, for hvem Tiden ikke l&ae;gger sig som en Evighed mellem ham og hiint erindrede evige Indtryk, men for hvem selv det l&ae;ngste Liv ikke er mere end den Dag igaar i Forhold til hiin Evigheds m&ae;gtige N&ae;rv&ae;relse; en Individualitet (thi lader os ikke tale &ae;sthetisk, som var det Ethiske en lykkelig Genialitet), der Dag fra Dag strider tilbage for at vinde hiin Oprindelighed, der var hans evige Udspring! Hvor sjeldent maaskee en Individualitet, for hvem det Ethiske bevarer hiin hellige Kydskhed, der uendeligt er utilg&ae;ngelig for enhver, selv den fjerneste fremmede Bestemmelse, en Individualitet, der bevarer den, dog nei, lader os tale ethisk, der vinder den, der i Livet vinder den ethiske Lidenskabs jomfruelige Reenhed, i Sammenligning med hvilken Barnets kun er en elskelig Sp&o-;g! Thi &ae;sthetisk forstaaet har et Menneske en Oprindelighed, en Rigdom han endogsaa t&o-;r tabe lidt af i Livet, men ethisk forstaaet har han havt den: vinder han Intet, saa er Alt tabt. Vil Nogen sige, at dette kun er Declamation, at jeg kun har lidt Ironi, lidt Pathos, lidt Dialektik at virke med, da vilde jeg svare: hvad skal Den, der vil fremstille det Ethiske, have Andet? Skulde han maaskee see at faae det objektivt paa &pgf; og gel&a..;ufigt paa Ramse, for ved Formen at modsige sig selv? Jeg troer, at Ironi, Pathos, Dialektik er quod desideratur, naar det Ethiske er quod erat demonstrandum. Dog mener jeg ingenlunde ved mine Skriverier at udt&o-;mme det Ethiske, fordi det er uendeligt. Men desto forunderligere er det, at man anseer det som saa ubetydeligt, at man bortgiver det Visse for det Uvisse, bortgiver det Visseste af Alt for Approximationens forskjellige vinkende Opgaver. Lad Verdenshistorien v&ae;re et Speil, lad Betragteren sidde og see sig selv i Speilet; men lad os ikke glemme Hunden, der ogsaa skulde see sig selv i Speilet &streg; og tabte hvad den havde. Det Ethiske er ogsaa et Speil, og Den, som seer sig deri, taber vel Noget, og jo mere han seer sig deri, desto mere taber han &streg; alt det Uvisse nemlig, for at vinde det Visse. Kun i det Ethiske er Ud&o-;delighed og det evige Liv, anderledes forstaaet er Verdenshistorien maaskee et Skuespil, et Skuespil, der maaskee varer ved &streg; men Betragteren d&o-;er, og Betragtning var en maaskee h&o-;ist betydningsfuld &streg; Tidsfordriv. &g.g;) Naar nu dette er fraseet, og Indr&o-;mmelsen gjort, at man ikke skal opgive det Verdenshistoriske fordi Omgangen dermed er vovelig, eller fordi man feigt frygter Approximationens M&o-;ie og Besv&ae;rlighed: lad os saa betragte Verdenshistorien, dog ikke in concreto, for ikke at blive vidtl&o-;ftige, hvad jo endog Den, der blot kan Kofods Historie, let kan blive, men in abstracto, lad os bet&ae;nke: hvad der er at see i det Verdenshistoriske. Skal det Verdenshistoriske v&ae;re Noget, og ikke en h&o-;ist ubestemt Bestemmelse, hvor trods alt det Meget, man faaer at vide om China og Monomotapa, det dog i sidste Instants _laderlades uafgjort, hvilken Gr&ae;ndsen er mellem det Individuelle og det Verdenshistoriske, medens det Forvirrende atter og atter afstedkommes, at en Konge kommer med, fordi han er Konge, og en Eneboer fordi han i Isolation er en betydningsfuld Individualitet, om der er nogen Gr&ae;ndse (eller om det spekulativt l&o-;ber sammen, saa Alle komme med, og Verdenshistorien er Individernes Historie), om Gr&ae;ndsen er tilf&ae;ldig (i Forhold til hvad man nu netop veed), om Gr&ae;ndsen maaskee kun er dialektisk vilkaarlig i Forhold til, hvad den velbaarne arrangerende Professor har sidst l&ae;st eller paa Grund af sit literaire Svogerskab maa tage med &streg; altsaa: skal det Verdenshistoriske v&ae;re Noget, saa maa det v&ae;re Sl&ae;gtens Historie. Her ligger nu et Problem, der, i mine Tanker, er et af de allervanskeligste: hvorledes og hvorvidt Sl&ae;gt resulterer af Individer, og hvilket Individernes Forhold er til Sl&ae;gten. Jeg vil ikke fors&o-;ge at besvare det, maaskee skulde ogsaa Fors&o-;get mislykkes, men hellere vil jeg forlyste mig ved at bet&ae;nke, at man har faaet den verdenshistoriske Oversigt mestendeels f&ae;rdig eller dog i god Gang, uden at have faaet denne Vanskelighed fjernet. Er Verdenshistorien Sl&ae;gtens Historie, saa f&o-;lger det af sig selv, at jeg ikke faaer det Ethiske at see i den. Hvad jeg faaer at see, maa svare til det Abstrakte som Sl&ae;gt er, v&ae;re noget ligesaa Abstrakt, medens derimod det Ethiske er beregnet paa Individualitet, og i den Grad beregnet derpaa, at ethvert Individ egentligen og v&ae;sentligen kun opfatter det Ethiske i sig selv, fordi det er hans Samviden med Gud. Medens nemlig det Ethiske i en vis Forstand er uendelig abstrakt, er det i en anden Forstand uendelig concret, og det concreteste af Alt, fordi det er dialektisk for ethvert Menneske netop som dette enkelte Menneske. I reent metaphysiske Bestemmelser seer da Betragteren Verdenshistorien, og han seer den spekulativt som Immanentsen af Aarsag og Virkning, Grund og F&o-;lge. Om han kan ane et &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; for hele Sl&ae;gten, afgj&o-;r jeg ikke; men dette &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; er ikke det ethiske som er for Individerne, men er et metaphysisk &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;. Forsaavidt Individerne participere i Sl&ae;gtens Historie ved deres Gjerninger, seer Betragteren ikke disse tilbage i Individerne ind i det Ethiske, men seer dem fra Individerne ind i det Totale. Det, der ethisk gj&o-;r Gjerningen til Individets, er Hensigten, men denne er det netop som ikke kommer med i det Verdenshistoriske, thi her gjelder den verdenshistoriske Hensigt. Verdenshistorisk seer jeg Virkningen, ethisk seer jeg Hensigten, men naar jeg ethisk seer Hensigten og forstaaer det Ethiske, saa seer jeg tillige, at enhver Virkning er uendelig ligegyldig, at det er ligegyldigt hvad Virkningen var, men saa seer jeg jo ikke det Verdenshistoriske. Forsaavidt da stundom Categorierne Aarsag og Virkning ogsaa antage et Slags Afglands af Skyld og Straf, er dette blot en F&o-;lge af, at Betragteren ikke forholder sig reent verdenshistorisk, ikke ganske kan aff&o-;re sig det Ethiske, der er i ham. Men dette er slet ingen Fortjeneste i Forhold til det Verdenshistoriske, og Betragteren burde, opm&ae;rksom derpaa, nu netop standse sin Betragtning, for at blive sig selv tydelig, om det Ethiske ikke var Det, han f&o-;rst og sidst skulde udvikle i sig i dettes Maximum, istedetfor med Lidt deraf at ville hj&ae;lpe paa Verdenshistorien. Verdenshistorisk seer man ikke Individets Skyld, saaledes som denne kun er i Hensigten, men man seer den udvortes Gjerning fort&ae;ret af det Totale og i dette dragende Gjerningens Conseqvents over sig. Han seer derfor, hvad der ethisk er aldeles forvirrende og Nonsens, ligesaa godt den velmeente som den ildemeente Gjerning drage den samme Conseqvents over sig: den bedste Konge og en Tyran afstedkomme samme Ulykke. Eller rettere, end ikke dette seer han, thi det er en ethisk Reminiscents, nei han seer, hvad der ethisk er Forargelse, at han verdenshistorisk maa i sidste Instants frasee den sande Distinction mellem Godt og Ondt, som denne kun er i Individet, og egentligen kun i ethvert Individ i dets Guds-Forhold. Verdenshistorisk seet bliver en S&ae;tning usand, der ethisk seet er sand og Livskraften i det Ethiske: det Muligheds-Forhold enhver existerende Individualitet har til Gud. Dette bekymrer man sig verdenshistorisk ikke om, fordi man forstaaer Alt bag efter, og derfor glemmer, at de Afd&o-;de jo ogsaa engang vare levende. I den verdenshistoriske Proces, som den sees af Mennesker, spiller Gud derfor ikke Herren; som man ikke seer det Ethiske i den, saa seer man heller ikke Gud, thi seer man ham ikke spille Herren, saa seer man ham ikke. I det Ethiske gj&o-;r han det i hiint Muligheds-Forhold, og det Ethiske er for de Existerende, for de Levende, og Gud er de Levendes Gud. I den verdenshistoriske Proces ere de Afd&o-;de ikke kaldte til Live, men kun til et phantastisk-objektivt Liv, og Gud i phantastisk Forstand Sjelen i en Proces. I den verdenshistoriske Proces sn&o-;res Gud metaphysisk ind i et halv-metaphysisk, halv &ae;sthetisk-dramatisk _{Convenients &anfbeg;Sn&o-;reliv} Convenients-Sn&o-;reliv, hvilket er Immanentsen. Fanden v&ae;re Gud paa den Maade. En dramatisk Critiker indsk&ae;rper Digteren, at han skal v&ae;re saa god at bruge de Individualiteter, han har sat paa Plakaten, og bringe Alt ud af dem, hvad der er i dem; er det unge Piger f. Ex., saa skal de v&ae;re gifte inden Stykket er ude, ellers er det galt. I Forhold til det Forbigangne seer det nu ganske rigtigt ud, at Gud har brugt de og de Individualiteter; men da hine levede, hvor Mange bleve ikke den Gang rejicerede, og De, der bleve brugte, hvor ofte maatte de ikke ethisk ydmygede forstaae, at for Gud gjelder intet Immanents-Privilegium, og Gud er ikke generet af Theater-Convenients; de maatte forstaae, hvad hiin begeistrede Ethiker, som vi have indf&o-;rt talende, fandt sin Begeistring i at forstaae, at Gud ikke beh&o-;ver dem. Vi sige derfor ikke, at Gud skulde modsige sig selv, skabe og saa ikke ville bruge, nei, ethisk skal der blive nok at gj&o-;re for Enhver, og hiint Muligheds-Forhold, der er den Ethiskes Begeistring i Gl&ae;de over Gud, er Guds Frihed, hvilken i al Evighed ikke, naar den forstaaes rigtigt, hverken f&o-;r eller bag efter bliver Immanentsen. Den verdenshistoriske Immanents er altid forvirrende for det Ethiske, og dog ligger netop den verdenshistoriske Betragtning i Immanentsen. Seer et Individ noget Ethisk, saa er det det Ethiske i ham selv, og en Reflex deraf forleder ham til at see, hvad han dog ikke seer. Derimod er han derved eller han har derved v&ae;ret ethisk foranlediget til at tydeliggj&o-;re sig for sig selv. Det vil nemlig ikke v&ae;re rigtigt sluttet: jo mere En er ethisk udviklet, desto mere vil han see dette i Verdenshistorien, nei, lige det Modsatte: jo mere han udvikles ethisk, desto mindre vil han bekymre sig om det Verdenshistoriske. Lad mig nu ved et Billede mere anskueligt minde om Forskjellen mellem det Ethiske og det Verdenshistoriske, Forskjellen mellem Individets ethiske Forhold til Gud og det Verdenshistoriskes Forhold til Gud. En Konge har vel stundom et kongeligt Theater alene for sig selv, men denne Forskjel, der udelukker Undersaatterne, er tilf&ae;ldig. Anderledes naar vi tale om Gud og om det kongelige Theater, han har for sig selv. Altsaa Individets ethiske Udvikling, det er det lille Privat-Theater, hvor Gud vel er Tilskuer, men hvor Individet leilighedsviis ogsaa selv er det, skj&o-;ndt han v&ae;sentligen skal v&ae;re Skuespilleren, der dog ikke bedrager, men aabenbarer, som al ethisk Udvikling er at blive aabenbar for Gud. Men Verdenshistorien det er den kongelige Skueplads for Gud, hvor han ikke tilf&ae;ldigen men v&ae;sentligen er den eneste Tilskuer, fordi han er den eneste, der kan v&ae;re det. Til dette Theater staaer Adgang ikke aaben for nogen existerende Aand. Vil han indbilde sig at v&ae;re Tilskuer der, da glemmer han blot, at han jo selv skal v&ae;re Skuespiller paa det lille Theater, overladende til hiin kongelige Tilskuer og Digter, hvorledes denne vil benytte ham i det kongelige Drama, Drama Dramatum. Dette gjelder for de Levende, og kun disse kan der jo siges, hvorledes de skulle leve; og kun ved selv at forstaae dette kan man, hvis det endeligen skal gj&o-;res, ledes til at reconstruere en Afd&o-;ds Liv, hvis der bliver Tid dertil. Men bagvendt er det, istedetfor ved selv at leve at l&ae;re, at lade de Afd&o-;de leve om igjen, da at gaae hen og ville af Afd&o-;de, hvilke man opfatter som havde de aldrig levet, l&ae;re, hvorledes man skal &streg; ja det er utroligt, saa bagvendt det er &streg; leve &streg; hvis man allerede var afd&o-;d. &g.d;) Forholdt det sig ikke saaledes med det at blive subjektiv, at det var Opgaven, den h&o-;ieste Opgave, der er sat ethvert Menneske, en Opgave, der da ogsaa kan str&ae;kke til for det l&ae;ngste Liv, da den har den m&ae;rkelige Egenskab, at den f&o-;rst er forbi, naar Livet er forbi &streg; forholdt det sig ikke saaledes med det at blive subjektiv: saa bliver der en Vanskelighed tilbage, der, som det synes mig, med Centner-V&ae;gt maatte tynge paa ethvert Menneskes besv&ae;rede Samvittighed, saa han &o-;nskede sig d&o-;d den ene Dag hellere end den anden. Indvendingen n&ae;vnes ikke i vor objektive _{og dog liberale og liberale}og liberale Tid, der har altfor travlt med Systemet og med Former til at bryde sig om Menneskeliv. Indvendingen er denne: hvorledes man, hvis man blot statuerer Generations- eller Sl&ae;gts-Udviklingen, eller dog statuerer den som det H&o-;ieste, hvorledes man da forklarer den guddommelige &O-;dselhed, der bruger den uendelige Skare af Individer i den ene Generation efter den anden for at faae den verdenshistoriske Udvikling i Gang. Det verdenshistoriske Drama gaaer uendelig langsomt frem: hvorfor haster Gud ikke, dersom det blot er det, han vil? Hvilken udramatisk Langmodighed, eller rettere hvilken prosaisk og kjedelig Udtv&ae;ren! Og dersom det blot er det han vil: o R&ae;dsel, tyranisk at &o-;dsle Myriader Menneskeliv. Men hvad bryder Betragteren sig derom? Betragteren skimter verdenshistorisk hiint Generationens Farvespil, ligesom Silde-Stimens i Havet: de enkelte Sild er ikke stort v&ae;rd. Betragteren stirrer bed&o-;vet ind i hiin Generationens uhyre Skov, og som Den, der ikke kan see Skoven for lutter Tr&ae;er, saa seer han blot Skov, ikke et eneste Tr&ae;. Han h&ae;nger systematisk Gardiner op, og bruger dertil Folkef&ae;rd og Nationer, enkelte Mennesker er ikke noget for ham; selv Evigheden drapperer man med systematisk Oversigt og ethisk Meningsl&o-;shed. Poesien &o-;dsler digterisk, og langtfra selv at v&ae;re fastende t&o-;r den heller ei foruds&ae;tte denne Uendelighedens guddommelige Paaholdenhed, der ethisk-psychologisk ikke beh&o-;ver mange Mennesker, men desto mere Idee. Hvad Under, at man da endog beundrer Betragteren, naar han er oph&o-;iet, heroisk nok, eller maaskee rettere distrait nok til at glemme, at ogsaa han er et Menneske, et existerende enkelt Menneske! Han stirrer sig ind i hiint verdenshistoriske Skuespil, han d&o-;er og farer hen, Intet bliver tilbage af ham, eller han bliver selv tilbage som en Billet, Controlleuren beholder i Haanden til Tegn paa, at nu gik Tilskueren. &streg; Er derimod det at blive subjektiv den h&o-;ieste Opgave, der er sat et Menneske, saa ordner Alt sig skj&o-;nt. F&o-;rst f&o-;lger deraf, at han jo Intet har med Verdenshistorien at gj&o-;re, men _{overlader at overlade} at overlade i denne Henseende Alt til den kongelige Digter; og dern&ae;st er der ingen &O-;dselhed, thi ere Individerne end utallige som Havets Sand: den Opgave at blive subjektiv er jo sat Enhver; og endeligen er hermed slet ikke n&ae;gtet den verdenshistoriske Udviklings Realitet, som, forbeholdt Gud og Evigheden, baade har sin Tid og sit Sted. &g.e;) F&o-;rst altsaa det Ethiske, det at blive subjektiv, saa det Verdenshistoriske. I Grunden er vel endogsaa den meest Objektive i sit stille Sind deri enig med det her Fremsatte, at det b&o-;r sig den Vise f&o-;rst at forstaae det Samme som den Eenfoldige forstaaer, og f&o-;le sig forpligtet ved det Samme, som forpligter den Eenfoldige &streg; og at han da f&o-;rst b&o-;r gaae over til det Verdenshistoriske. Altsaa f&o-;rst det Eenfoldige. Men dette er naturligviis saa let at forstaae for den Vise (hvorfor kaldes han ellers Viis?), at Forstaaelsen blot er et &O-;iebliks Sag, og i samme &O-;ieblik er han i fuld Gang med det Verdenshistoriske &streg; og saaledes gaaer det ham vel ogsaa med mine eenfoldige Bem&ae;rkninger, han har &o-;ieblikkeligt forstaaet dem, og er i samme &O-;ieblik langt videre. Dersom jeg dog blot endnu et &O-;ieblik maatte faae den Vise i Tale, thi jeg vil med Forn&o-;ielse v&ae;re den Eenfoldige, der standser ham med f&o-;lgende eenfoldige Betragtning: om ikke Det, som er allervanskeligst at forstaae for den Vise, netop er det Eenfoldige. Den Eenfoldige forstaaer det Eenfoldige ligefrem, men naar den Vise skal forstaae det, bliver det uendelig vanskeligt. Er dette en Forn&ae;rmelse mod den Vise, at der saaledes l&ae;gges V&ae;gt paa ham, at det Simpleste bliver det Vanskeligste, blot fordi det er ham, der skal have med det at gj&o-;re? Ingenlunde. Naar en Tjenestepige &ae;gter en Tjenestekarl, saa gaaer Alt stille af; men naar en Konge &ae;gter en Prindsesse, saa bliver det en Begivenhed. Er det at t&ae;nke ringe om Kongen, at sige dette? Naar Barnet snakker frisk v&ae;k, saa er det maaskee eenfoldigt nok, og naar den Vise siger lige det Samme, er det maaskee blevet det Sindrigste af Alt. Saaledes forholder den Vise sig til det Eenfoldige. Idet han begeistret &ae;rer dette som det H&o-;ieste, &ae;rer det ham igjen, thi det er som blev det noget Andet ved ham, skj&o-;ndt det dog bliver det Samme. Jo mere da den Vise t&ae;nker over det Eenfoldige (og allerede det, at der kan v&ae;re Tale om en l&ae;ngere Beskj&ae;ftigelse dermed viser, at det endda ikke er saa let), desto vanskeligere bliver det ham; og dog f&o-;ler han sig greben af en dyb Humanitet, der forliger ham med hele Livet: at Forskjellen mellem den Vise og det eenfoldigste Menneske blot er denne lille forsvindende, at den Eenfoldige veed det V&ae;sentlige, den Vise lidt efter lidt veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det, men Det, de veed, er det Samme. Lidt efter lidt &streg; og saa faaer da ogsaa den Vises Liv en Ende: hvor blev der saa Tid til den _{verdenshistorisk}verdenshistoriske Interesse? Men det Ethiske er jo ikke blot en Viden, det er tillige en Gj&o-;ren, der forholder sig til en Viden og en saadan Gj&o-;ren, at Gjentagelsen paa mere end een Maade stundom kan blive vanskeligere end den f&o-;rste Gj&o-;ren. Atter nyt Sinkeri &streg; dersom man partout skal til det Verdenshistoriske. Dog skylder jeg Enhver, der vil til det Verdenshistoriske, her at tilstaae Noget om mig selv, noget Bedr&o-;veligt, som maaskee er Skyld i, at jeg &o-;iner Opgaver, der str&ae;kke til for et heelt Menneskeliv, medens Andre maaskee kunne blive f&ae;rdige med dem f&o-;r dette Punktum er ude. See, de fleste Mennesker ere af Naturen saadanne rare Mennesker, f&o-;rst ere de rare B&o-;rn, saa rare Ynglinge, saa rare M&ae;nder og Koner. Dette er naturligviis noget ganske _{Andet Naar} Andet. Naar man f&o-;rst har bragt det saavidt, at saavel Ens Kone som samtlige Svigerinder en masse sige om En: at man, ved Gud, er en sjelden rar Mand &streg; ja saa kan man nok faae Tid til at tage sig af Verdenshistorien. Dette er destov&ae;rre ikke mit Tilf&ae;lde. Ak, det er kun altfor bekjendt for de Faae, som kjende mig, og, jeg tilstaaer det, ogsaa for mig selv: at jeg er et ford&ae;rvet og et ford&ae;rveligt Menneske. Kun altfor sandt; medens alle de rare Mennesker uden videre ere fix og f&ae;rdige til at tage sig af Verdenshistoriens Fremtid, maa jeg mangen Gang sidde hjemme og s&o-;rge over mig selv. Skj&o-;ndt nemlig min Fader er d&o-;d og jeg ikke l&ae;ngere gaaer i Skole, skj&o-;ndt jeg ikke er hjemfalden til den borgerlige &O-;vrigheds Opdragelse: saa har jeg dog indseet N&o-;dvendigheden af at passe lidt paa mig selv, uagtet jeg un&ae;gteligen meget hellere vilde gaae paa Frederiksberg og have med Verdenshistorien at gj&o-;re. Det forstaaer sig, jeg har heller ingen Kone, der kunde sige, at jeg ved Gud var et rart Menneske; jeg maa ganske tumle mig med mig selv. Det Eneste, der tr&o-;ster mig, er Socrates. Han skal nemlig, saa fort&ae;lles der, hos sig selv have opdaget Dispositionen til alt Ondt; maaskee var det endog denne Opdagelse, der foranledigede ham til at opgive Studiet af Astronomien, hvilken Tiden nu fordrer. Jeg indr&o-;mmer villigen, hvor lidet jeg for&o-;vrigt ligner Socrates. Ham har formodentligen hans ethiske Viden hjulpet til at gj&o-;re hiin Opdagelse. Med mig er det en anden Sag; jeg har i st&ae;rke Lidenskaber og andet Saadant Materiale nok, og derfor ondt nok ved med Fornuften at forme noget Godt ud deraf. Saa lad os da, for ikke at forstyrre ved Tanken om mig, blive staaende ved Socrates, til hvem ogsaa &anfbeg;Smulerne&anfslut; toge deres Tilflugt. Han opdagede altsaa ved sin ethiske Viden, at han havde Disposition til alt Ondt. See, nu gaaer det ikke een to tre med at komme til det Verdenshistoriske. Tvertimod, det Ethiskes Vei bliver saare lang, thi den begynder med at man f&o-;rst gj&o-;r denne Opdagelse. Jo dybere man gj&o-;r den, jo mere vil man faae at bestille; jo dybere man gj&o-;r den, jo mere ethisk bliver man; jo mere ethisk man bliver, desto mindre Tid til det Verdenshistoriske. Det er besynderligt nok med det Eenfoldige, at det kan v&ae;re saa vidtl&o-;ftigt. Lad os tage et Exempel fra den religieuse Sph&ae;re (hvilken da den ethiske ligger saa n&ae;r, at de bestandigen communicere med hinanden): det at bede er jo noget h&o-;ist eenfoldigt, man skulde troe det var ligesaa let som at knappe sine Buxer, og naar der ikke var Andet til Hinder, saa kunde man snart gaae l&o-;s paa det Verdenshistoriske. Og dog, hvor vanskeligt! Intellectuelt maa jeg have en aldeles tydelig Forestilling om Gud, om mig selv og om mit Forhold til ham, og om den Forholdets Dialektik der er B&o-;nnens, at jeg ikke forvexler Gud med noget Andet, saa jeg ikke beder til Gud; og ikke forvexler mig selv med noget Andet, saa jeg ikke beder; og i B&o-;nnens Forhold bevarer Forskjellen og Forholdet. See, fornuftige &Ae;gtefolk tilstaae, at de beh&o-;ve Aar og Maaneders daglige Samliv for ret at l&ae;re hinanden at kjende, og dog er Gud langt vanskeligere at kjende. Thi Gud er ikke saaledes noget Udvortes som en Kone er det, hvem jeg kan sp&o-;rge, om hun nu er tilfreds med mig; naar jeg i mit Guds-Forhold synes det er godt, hvad jeg gj&o-;r, og ikke passer paa med Uendelighedens Mistillid mod mig selv, saa er det ligesom Gud ogsaa var forn&o-;iet med mig, fordi Gud ikke er noget Udvortes, men er Uendeligheden selv, ikke noget Udvortes, der skjendes med mig, naar jeg gj&o-;r Uret, men Uendeligheden selv, der ikke beh&o-;ver Skjendsord, men hvis H&ae;vn er forf&ae;rdelig &streg; at Gud _seetslet ikke er til for mig, uagtet jeg beder. Og det at bede er tillige en Handling. Ak, Luther var dog en i denne Henseende fors&o-;gt Mand, og han skal have sagt: at han aldrig i sit Liv havde bedet en eneste Gang saa inderligt, at han jo dog derunder havde en og anden forstyrrende Tanke. Saa skulde man da igjen n&ae;sten troe, at det at bede var ligesaa vanskeligt som at spille Hamlet, hvorom den st&o-;rste Skuespiller skal have sagt, at han kun en eneste Gang havde v&ae;ret n&ae;rved at spille den godt; medens han dog vilde anvende al sin Kraft og hele sit Liv paa det fortsatte Studium. Skulde det at bede ikke v&ae;re n&ae;stendeels ligesaa vigtigt og betydningsfuldt? Men saa er jo det at blive subjektiv en meget priselig Opgave, som quantum satis for et Menneskeliv. Er jeg end i den s&o-;rgelige N&o-;dvendighed at maatte haste ligesom Loths Hustru: selv det bedste Menneske skal faae fuldt op at bestille. Skulde jeg i denne Henseende paa nogen Maade kunne tjene en Enkelt i min Samtid, da vil min Tjeneste indeholde en Hentydning til Parabelen om Tr&ae;erne, der vilde have Cederen til Konge for at hvile i dens Skygge; saaledes vil ogsaa vor Tid have et systematisk Juletr&ae; opreist for at hvile og holde Fyr-Aften; men Tr&ae;erne maatte n&o-;ies med Tornebusken. Skulde jeg, ikke i Qvalitet af Konge, men som ringe Tjener, sammenligne mig med denne, da vil jeg sige: jeg er ufrugtbar som den, Skygge er der ikke meget af, og Tornene ere spidse. Altsaa det at blive subjektiv skulde v&ae;re den h&o-;ieste Opgave, der er sat ethvert Menneske, ligesom den h&o-;ieste L&o-;n, en evig Salighed, kun er til for den Subjektive, eller rettere vorder til for Den, som bliver subjektiv. Fremdeles det at blive subjektiv skulde give et Menneske fuldt op at bestille, saal&ae;nge han lever, saa det ikke skulde h&ae;nde den Ivrige, men kun den Stundesl&o-;se, at han blev f&ae;rdig med Livet, f&o-;r Livet blev f&ae;rdigt med ham, og denne skulde ikke v&ae;re berettiget til at lade haant om Livet, men snarere forpligtet til at forstaae, at han nok ikke havde fattet Livets Opgave rigtigt, da det ellers vilde f&o-;lge af sig selv, at den varede saal&ae;nge Livet varede, den Livets Opgave: at leve. Altsaa der skulde, naar Individet fattede det som sin h&o-;ieste Opgave at blive subjektiv, under Udf&o-;relsen deraf vise sig Problemer, der atter kunde str&ae;kke til for den T&ae;nkende fuldt saavel som det Objektive, den Objektive har for sig, han der gaaer videre og gaaer videre, aldrig gjentager sig selv, foragtende Gjentagelsens Fordybelse i den ene Tanke, men forbauser, naar han f&o-;rst er Systematiker, saa Verdenshistoriker, saa Astronom, Veterinair, Vandkiger, Geograph o. s. v. Forunderligt! Men hvorfor skulde det dog ikke str&ae;kke til, naar man af hiin socratiske Viisdom, der opdager den egne Disposition til alt Ondt inden man begynder med at v&ae;re f&ae;rdig som et rart Menneske, l&ae;rer at gj&o-;re en lignende Opdagelse: at det at blive for hurtigt f&ae;rdigt, er det Farligste af Alt. Dette er en meget opbyggelig Betragtning, der har en overordentlig Duelighed til at str&ae;kke Opgaven, saa der tillige bliver Forslag i den. Lad os bet&ae;nke dette Snurrige, at det som ellers bliver priset og ber&o-;mmet, Hurtigheden, Hastv&ae;rket, at der er et Tilf&ae;lde, hvor Prisen staaer i omvendt Forhold til Hastigheden. I Almindelighed roses Hurtighed og i enkelte Tilf&ae;lde er den sat i Indifferents, men her skal den endogsaa v&ae;re forkastelig. Naar der ved en skriftlig Examen er givet de unge Mennesker fire Timer til Afhandlingens Udarbeidelse, da gj&o-;r det hverken fra eller til, om den Enkelte bliver f&ae;rdig f&o-;r Tiden eller bruger hele Tiden. Her er altsaa Opgaven Eet og Tiden et Andet. Men hvor Tiden selv er Opgaven, der bliver det jo en Feil at blive f&ae;rdig f&o-;r Tiden. S&ae;t, det opgaves et Menneske at underholde sig selv een Dag, og han allerede ved Middag var f&ae;rdig med den Underholdning: saa var jo hans Hurtighed ingen Fortjeneste. Saaledes ogsaa hvor Livet er Opgaven. At blive f&ae;rdig med Livet, f&o-;rend Livet bliver f&ae;rdigt med En, er jo netop ikke at blive f&ae;rdigt med Opgaven. Just saaledes forholder det sig. Man troe mig, thi ogsaa jeg er en Magthaver, at jeg selv skal sige det, medens man i Almindelighed maaskee vil s&ae;tte mig i Klasse med Seminarister og Landsby-Degne. Jeg er en Magthaver, dog er min Magt ikke en Herskers eller Erobrers, thi den eneste Magt, jeg har, er til at holde igjen; dog er min Magt heller ikke vidtudstrakt, thi jeg har kun Magt over mig selv, og ikke engang den har jeg, hvis jeg ikke holder igjen hvert &O-;ieblik. Ligefrem at ville holde igjen paa en Samtid har jeg ikke Tid til, og desuden t&ae;nker jeg det gaaer med ligefrem at vilde holde igjen paa en Samtid som naar en Passageer paa Vognen holder i S&ae;det foran for at standse Vognen: han bestemmer sig i ligefremt Forhold med Samtiden, og dog vil han holde igjen. Nei, det Eneste er selv at staae ud af Vognen og holde igjen paa sig selv. Naar man saa staaer ud af Vognen (og is&ae;r i vor Tid er man, naar man er i Samtiden, bestandigt auf der Eisenbahn), og aldrig glemmer, at Opgaven er at holde igjen, da Anf&ae;gtelsen er at blive for hurtigt f&ae;rdigt, saa er intet vissere, end at Opgaven str&ae;kker til for Livet. Feilen kan da umuligt ligge i Opgaven, thi Opgaven er jo netop, at den skal str&ae;kke til. At man ansees for en Seminarist og Eftern&o-;ler er et godt Tegn, thi Seminarister og Eftern&o-;lere ansees jo for langsomme Hoveder. Her f&o-;lger nu nogle Exempler, der i al Korthed vise, hvorledes ved Paaholdenhed det simpleste Problem forvandler sig til det vanskeligste, saa der ingen Grund er til hasteligen at v&ae;lge Astronomien, Veterinairvidenskaben og andet saadant, dersom man ikke har forstaaet det Simple. Kortheden kan ikke her v&ae;re til Hinder, thi Problemerne ere ikke f&ae;rdige. F. Ex. det at d&o-;e. Jeg veed desangaaende, hvad saadan Folk i Almindelighed veed, at naar jeg indtager en Dosis Svovlsyre, saa d&o-;er jeg, ligesom ogsaa ved at springe i Vandet, ved at sove i Kuldamp o. s. v.; jeg veed, at Napoleon altid gik med Gift hos sig, og at Julie hos Shakespeare tog den; at Stoikeren ansaae Selvmord for en modig Handling, og Andre ansee den for Feighed; at man kan d&o-;e af en saa latterlig Ubetydelighed, saa det alvorligste Menneske ikke kan lade v&ae;re at lee af D&o-;den; at man kan undgaae den visse D&o-;d o. s. v. Jeg veed, at den tragiske Helt d&o-;er i femte Akt, og at D&o-;den her faaer uendelig Realitet i Pathos, men ikke har denne, naar en &O-;ltapper d&o-;er. Jeg veed, at Digteren varierer D&o-;dens Opfattelse i Stemning lige indtil det Comiske: jeg forpligter mig til i Prosa at frembringe den samme Stemningens forskjellige Virkning. Jeg veed fremdeles hvad Pr&ae;sterne pleie at sige, jeg kjender de almindelige Themata, der ved Begravelser behandles. Er der intet Andet til Hinder for at gaae over til Verdenshistorien, saa er jeg f&ae;rdig, thi jeg beh&o-;ver blot at kj&o-;be sort Kl&ae;de til en Pr&ae;stekjole, saa skal jeg holde Ligtaler trods nogen ordinair Pr&ae;st, thi at De med Fl&o-;iels-Forstykke gj&o-;r det elegantere, indr&o-;mmer jeg gjerne, men denne Forskjel er ikke v&ae;sentlig, saa lidet som den mellem fem og ti Rbd. Liigvognen. Men see, trods denne n&ae;sten ualmindelige Viden eller Videns F&ae;rdighed kan jeg ingenlunde ansee D&o-;den for Noget, jeg har forstaaet. F&o-;rend jeg derfor gaaer over til Verdenshistorien, hvorom jeg dog altid maa sige: Gud veed om den dog egentligen vedkommer Dig, synes jeg, det var bedre at t&ae;nke herover, at Tilv&ae;relsen ikke skal spotte mig, hvis jeg _{ikke blev}blev saa h&o-;il&ae;rd, at jeg havde glemt at forstaae, hvad der engang skal h&ae;ndes mig og h&ae;ndes ethvert Menneske &streg; engang, dog hvad siger jeg, s&ae;t D&o-;den var lumsk nok til at komme imorgen! Allerede denne Uvished, naar den skal forstaaes og fastholdes af en Existerende, og altsaa netop fordi den er Uvished t&ae;nkes ind med i Alt, ind med altsaa endog i min Begynden paa Verdenshistorien, at jeg gj&o-;r mig det tydeligt, om jeg begynder paa Noget, det er v&ae;rd at begynde paa, hvis D&o-;den kom imorgen, allerede denne Uvished f&o-;der utrolige Vanskeligheder, hvilke end ikke Taleren er opm&ae;rksom paa, saa han mener at t&ae;nke D&o-;dens Uvished, og dog glemmer at t&ae;nke Uvisheden ind i det han siger om Uvisheden, naar han bev&ae;get taler rystende om D&o-;dens Uvished og ender med at opmuntre til et Fors&ae;t for hele Livet, og altsaa ender med v&ae;sentligen at have glemt D&o-;dens Uvished, da ellers hans begeistrede Fors&ae;t for hele Livet maatte v&ae;re gjort dialektisk i Forhold til D&o-;dens Uvished. At t&ae;nke denne Uvished eengang for alle eller eengang om Aaret, Nytaarsmorgen i en Fropr&ae;diken, er naturligviis Nonsens og er slet ikke at t&ae;nke den. Dersom Den, der t&ae;nker den saaledes, tillige forklarer Verdenshistorien, da kan maaskee Det han siger om Verdenshistorien v&ae;re herligt, men Det han siger om D&o-;den er dumt. Er D&o-;den altid uvis, er jeg d&o-;delig: saa betyder dette, at denne Uvished umuligen kan forstaaes i Almindelighed, dersom jeg ikke ogsaa er saadant et Menneske i Almindelighed. Men dette er jeg dog ikke, det er noget som kun distraite Folk f. Ex. Boghandler Soldin ere, og er jeg det end i min Begynden, saa er det jo Livets Opgave, at blive subjektiv, og i samme Grad bliver Uvisheden mere og mere dialektisk indtr&ae;ngende i Forhold til min Personlighed; det bliver mig derfor vigtigere og vigtigere at t&ae;nke den ind i ethvert &O-;ieblik af mit Liv, thi da dens Uvished er i ethvert &O-;ieblik, er denne Uvished kun til at overvinde derved, at jeg hvert &O-;ieblik overvinder den. Er derimod D&o-;dens Uvished noget i Almindelighed, saa er det at jeg d&o-;er ogsaa noget i Almindelighed. Maaskee er det at d&o-;e ogsaa saaledes Noget i Almindelighed for Systematikere, for distraite Folk; for afd&o-;de Boghandler Soldin skal det at d&o-;e have v&ae;ret saadant Noget i Almindelighed, &anfbeg;da han vilde staae op om Morgenen, vidste han ikke af, at han var d&o-;d.&anfslut; Men det, at jeg d&o-;er, er for mig slet ikke saadan Noget i Almindelighed; for Andre er det, at jeg d&o-;er, saadan Noget. Jeg er heller ikke for mig saadan Noget i Almindelighed, maaskee er jeg for Andre saadan Noget i Almindelighed. Men er det Opgaven at blive subjektiv, saa bliver jo ethvert Subjekt for sig selv lige det Modsatte af saadan Noget i Almindelighed. Jeg synes ogsaa, det er flaut, at v&ae;re saa meget for Verdenshistorien, og saa hjemme hos sig selv at v&ae;re for sig selv saadan Noget i Almindelighed. Det er allerede flaut nok, naar en Mand, der i Folkeforsamlingen er saa overordentligt Meget, naar han kommer hjem til sin Kone, at han saa for hende kun er saadan Noget i Almindelighed, eller at v&ae;re en verdenshistorisk Diedrich Menschenschreck, og saa der hjemme, ja jeg gider ikke sige mere; men endnu flauere er det dog at staae sig saa slet med sig selv, og endnu flauest, at forblive uvidende derom. Et Svar paa det Sp&o-;rgsmaal, hvad det er at d&o-;e, kan dog den med Verdenshistorien beskj&ae;ftigede H&o-;ifornemme ikke n&ae;gte mig, og i samme &O-;ieblik han svarer, saa begynder Dialektiken. Han angive hvilken Grund han vil til ikke videre at dv&ae;le ved saadanne Tanker, det hj&ae;lper ikke, thi Grunden gj&o-;res igjen dialektisk for at see, hvad den v&ae;sentligen er. Saa maatte jeg da sp&o-;rge, om der overhovedet kan gives nogen Forestilling om D&o-;den, om den kan anticiperes og anticipando opleves i en Forestilling, eller om den f&o-;rst er idet den virkelig er; og da dens virkelige V&ae;ren er en Ikke-V&ae;ren, om den altsaa f&o-;rst er idet den ikke er, med andre Ord om Idealiteten kan ideelt overvinde D&o-;den ved at t&ae;nke den, eller Materialiteten seirer i D&o-;den, saa et Menneske d&o-;er som en Hund, medens D&o-;den kun kan blive oph&ae;vet ved den D&o-;endes Forestilling om D&o-;den i D&o-;dens &O-;ieblik. Denne Vanskelighed kan ogsaa udtrykkes saaledes, om det er saa, at den Levende slet ikke kan n&ae;rme sig D&o-;den, da han experimenterende ikke kan komme den tilstr&ae;kkeligt n&ae;r, uden comisk at blive et Offer for sit Experiment; og erfarende ikke kan holde igjen, men Intet l&ae;rer af Erfaringen, da han ikke kan tage sig selv tilbage ud af Erfaringen og senere have Gavn deraf, men bliver stikkende i Erfaringen. Svares der nu, at D&o-;den ikke kan optages i en Forestilling, saa er Sagen dermed ingenlunde f&ae;rdig. Et negativt Svar, et Nei, er dialektisk ligesaa udf&o-;rligt at bestemme som et positivt Svar, og kun Barnet og den Eenfoldige tilfredsstilles ved: _da&ss;das wei&ss; man nicht. Den T&ae;nkende vil have mere at vide, vel ikke positivt, om Det som kun efter Antagelsen kan besvares negativt, men han vil have det dialektisk tydeliggjort, at der maa svares nei, og denne dialektiske Tydeliggj&o-;relse s&ae;tter dette negative Svar i Forhold til alle andre Existents-Problemer, saa der skal blive Vanskeligheder nok. Besvares det med Ja, saa sp&o-;rges hvad D&o-;den er og hvad den er for den Levende, hvorledes Forestillingen om den maa forvandle hele et Menneskes Liv, naar han, for at t&ae;nke dens Uvished, maa t&ae;nke den hvert &O-;ieblik, for saaledes at forberede sig paa den; om hvad det vil sige at forberede sig paa den, da man jo her igjen gj&o-;r en Forskjel mellem dens virkelige Komme og Forestillingen om den (hvilken Forskjel synes at gj&o-;re al min Forberedelse til noget Ubetydeligt, dersom det, der virkeligen kommer, ikke er det Samme, som det jeg har forberedt mig paa; og dersom det er det Samme, saa er jo Forberedelsen, naar den er fuldkomnest, D&o-;den selv), og da den jo kan komme i samme &O-;ieblik, som jeg begynder Forberedelsen; der sp&o-;rges om et ethisk Udtryk for dens Betydning, et religieust Udtryk for dens Overvindelse; der fordres et l&o-;sende Ord, som forklarer dens Gaade, og et bindende Ord, hvormed den Levende v&ae;rger sig imod den idelige Forestilling, thi Tankel&o-;shed og Glemsel t&o-;r vi jo dog ikke saadan aabenlyst anbefale som Livs-Viisdom. Og fremdeles, det, at Subjektet t&ae;nker sin D&o-;d, er en Handling. Det at et Menneske overhovedet, en distrait Mand som Boghandler Soldin og en Systematiker, t&ae;nker D&o-;den overhovedet, det er rigtignok ingen Handling, det er bare saadan Noget overhovedet, og hvad saadan Noget er, er i Grunden ikke godt at sige. Men er det at blive subjektiv Opgaven, saa er for det enkelte Subjekt det at t&ae;nke D&o-;den ikke saadan Noget overhovedet, men en Handling, thi netop deri ligger Subjektivitetens Udvikling, at han handlende gjennemarbeider sig selv i sin T&ae;nken over sin egen Existents, at han altsaa virkelig t&ae;nker det T&ae;nkte ved at virkeliggj&o-;re det, at han altsaa ikke t&ae;nker et enkelt &O-;ieblik: nu skal Du hvert &O-;ieblik passe paa, men at han hvert &O-;ieblik passer paa. Her bliver nu Alt mere og mere subjektivt, som naturligt er, naar det gaaer l&o-;s paa at udvikle Subjektiviteten. Forsaavidt synes Meddelelse mellem Mand og Mand at v&ae;re priisgivet til L&o-;gn og Bedrag, hvis Nogen vil det; thi et Menneske beh&o-;ver jo blot at sige: det har jeg gjort, saa kan vi ikke komme videre. Nu vel, hvad saa? Hvis han saa alligevel ikke havde gjort det? Ja, hvad vedkommer det mig, det er v&ae;rst for ham selv. Naar der tales om det Objektive kan man bedre controllere; naar f. Ex. En vilde sige, at Frederik den Sjette var Keiser i China, saa siger man, det er L&o-;gn. Naar derimod En taler om D&o-;den, om hvorledes han har t&ae;nkt den og t&ae;nkt dens Uvished f. Ex., saa f&o-;lger endnu deraf ikke, at han virkelig har gjort det. Ganske vist. Dog gives der en underfundigere Maade at faae at vide, om han lyver. Man lade ham blot tale: er han en Bedrager, saa modsiger han sig selv, netop naar han allerh&o-;itideligst forsikkrer. Modsigelsen ligger ikke ligefrem, nei, den er deri, at Udsagnet selv i sig selv ikke indeholder Bevidstheden om det, som Udsagnet ligefremt udsiger. Udsagnet selv kan objektivt forstaaet v&ae;re ligefrem, men Manden har blot den Feil: han ramser. At han tillige sveder og slaaer i Bordet, beviser slet ikke, at han ikke ramser, men beviser blot, enten at han er meget dum, eller at han tillige har selv en hemmelig Bevidsthed om, at han ramser. Det er nemlig meget dumt, at det at ramse skulde s&ae;tte En i Sindsbev&ae;gelse, da Sindsbev&ae;gelsen er det Indvortes, og det at ramse noget Udvortes, ligesom at slaae Vandet fra sig; og det er et maadeligt Bedrag, at ville skjule Inderlighedens Mangel ved at slaae i Bordet. &streg; See, naar det at d&o-;e saaledes skal s&ae;ttes i Forhold til hele Subjektets Liv, saa er jeg meget langt fra, om det saa gjaldt mit Liv, at have opfattet D&o-;den, og endnu mindre har jeg existerende realiseret min Opgave. Og dog har jeg t&ae;nkt atter og atter, s&o-;gt Veiledning i Skrifter &streg; og ingen fundet. F. Ex. det at v&ae;re ud&o-;delig. Jeg veed desangaaende, hvad Folk veed i Almindelighed; jeg veed, at Nogle antage Ud&o-;deligheden, at Andre sige, at de ikke antage den. Om de virkeligen ikke antage den, veed jeg ikke; det falder mig derfor heller ikke ind at ville bek&ae;mpe dem, thi en saadan Fremgangsmaade er saa dialektisk vanskelig, at jeg beh&o-;vede Aar og Dag for at det dialektisk kunde blive mig tydeligt, om det har nogen Realitet med en saadan Bek&ae;mpen, om Meddelelsens Dialektik, naar den er forstaaet, vilde billige denne Adf&ae;rd eller forvandle den til en F&ae;gten i Luften, om Ud&o-;delighedens Bevidsthed er en L&ae;re-Gjenstand, i hvilken der lader sig undervise, og hvorledes Underviisningen dialektisk maa bestemmes i Forhold til den L&ae;rendes Foruds&ae;tninger, om disse ikke ere saa v&ae;sentlige, at Underviisningen bliver en Skuffelse, dersom man ikke strax er sig dette bevidst, og i saa Fald forvandler Underviisningen til en Ikke-Underviisning. Fremdeles veed jeg, at Nogle have fundet Ud&o-;deligheden hos Hegel, Andre ikke; jeg veed, at jeg ikke har fundet den i Systemet, som det ogsaa er urimeligt at s&o-;ge den der; thi i phantastisk Forstand er al systematisk T&ae;nkning sub specie &ae;terni, og forsaavidt er Ud&o-;deligheden der som Evighed, men denne Ud&o-;delighed er slet ikke den, hvorom der sp&o-;rges, da der sp&o-;rges om den D&o-;deliges Ud&o-;delighed, hvilket ikke besvares ved at vise, at det Evige er ud&o-;deligt, thi det Evige er jo ikke det D&o-;delige, og det Eviges Ud&o-;delighed er en Tautologie og en Misbrug af Ord. Jeg har l&ae;st Prof. Heibergs &anfbeg;Sj&ae;l efter D&o-;den&anfslut; ja, jeg har l&ae;st den med Commentar af Provst Tryde. Gid jeg ikke havde gjort det, thi ved et Digterv&ae;rk gl&ae;der man sig &ae;sthetisk og fordrer ikke den sidste dialektiske N&o-;iagtighed, der staaer i Forhold til en L&ae;rende, som efter en saadan Veiledning vil indrette sit Liv. N&o-;dsager en Commentator En til at s&o-;ge noget Saadant i Digtet, da har han ikke gavnet Digtet. Af Commentatoren kunde jeg da maaskee l&ae;re, hvad jeg af at l&ae;se Commentaren ikke har l&ae;rt, hvis Provst Tryde katechiserende vilde forbarme sig over mig og vise, hvorledes man construerer een Livs-Anskuelse paa det Dybsindige, han paraphraserende har pr&ae;steret; thi &Ae;re v&ae;re Provst Tryde, blot af denne lille Opsats af ham lod der sig vist udconstruere diverse Livs-Anskuelser &streg; men een kan jeg ikke udfinde &streg; ak, og det er netop Ulykken, den er det jeg beh&o-;ver, mere ikke, da jeg ikke er h&o-;il&ae;rd. Jeg veed fremdeles, at afd&o-;de Prof. Poul M&o-;ller, der dog vel var kjendt med den nyeste Philosophie, f&o-;rst i en senere Tid egentligen blev opm&ae;rksom paa Ud&o-;deligheds-Sp&o-;rgsmaalets uendelige Vanskelighed, naar det gj&o-;res simpelt, naar der ikke sp&o-;rges om et nyt Beviis og om Cretis og Pletis Meninger trukne paa en Traad eller om hvorledes de bedst tr&ae;kkes paa en Traad; jeg veed ogsaa, at han i en Afhandling s&o-;gte at forklare sig, og at denne Afhandling b&ae;rer et tydeligt Pr&ae;g af hans Uvillie mod moderne Spekulation. Det Vanskelige i Sp&o-;rgsmaalet er netop naar det gj&o-;res simpelt, ikke saaledes som en dresseret Privat-Docent sp&o-;rger om Menneskets og dette abstrakt forstaaet Mennesket overhovedet, om Menneskets overhovedet, og dette phantastisk forstaaet som Sl&ae;gten, om Menneskesl&ae;gtens Ud&o-;delighed. En saadan dresseret Privat-Docent sp&o-;rger og svarer igjen saaledes, som vel dresserede L&ae;sere ansee Besvarelsen at maatte v&ae;re. En stakkels udresseret L&ae;ser bliver kun til Nar ved saadanne Overveielser, ligesom Tilh&o-;reren ved en Examen, hvor Sp&o-;rgsmaal og Svar er aftalt iforveien, eller som Den, der kommer i en Familie hvor man taler et eget Sprog, og vel bruger Modersmaalets Ord, men forstaaer noget Andet derved. Deraf f&o-;lger i Almindelighed, at Besvarelsen er meget let, da man nemlig f&o-;rst har forandret Sp&o-;rgsmaalet, hvorfor man egentligen ikke kan n&ae;gte, at de besvare Sp&o-;rgsmaalet, men vel med Rette paastaae, at Sp&o-;rgsmaalet ikke er det, som det synes at v&ae;re. Naar L&ae;reren ved en Examen skal overh&o-;re i Danmarks-Historie, og han, da han veed, at Discipelen ikke kan Noget deraf, strax giver Examinationen en anden Retning, som ved at sp&o-;rge om et andet Lands Forhold til Danmark og derpaa sp&o-;rge om dette Lands Historie: kan man saa sige, at der blev examineret i Danmarks Historie? Naar Skoleb&o-;rnene skrive i deres B&o-;ger et Ord med Tilf&o-;iende: see herom p. 101, og p. 101: see p.og saa endeligen: Aprilsnar: kan man saa med Rette sige, at man har Gavn af denne Veiledning &streg; til at blive til Nar? En Bog opkaster _{Sp&o-;rgsmaal} Sp&o-;rgsmaalet om Sjelens Ud&o-;delighed; Bogens Indhold er jo Svaret. Men Bogens Indhold er, hvad L&ae;seren ved at l&ae;se den igjennem overbeviser sig om, alle de viseste og bedste M&ae;nds Meninger om Ud&o-;deligheden trukne paa en Traad. Altsaa Ud&o-;deligheden er alle de viseste og bedste M&ae;nds Meninger om Ud&o-;deligheden. Ih, Du store chinesiske Gud, er det Ud&o-;deligheden? Sp&o-;rgsmaalet om Ud&o-;deligheden er altsaa et l&ae;rd Sp&o-;rgsmaal? &Ae;re v&ae;re L&ae;rdom, &Ae;re v&ae;re Den, som l&ae;rd kan behandle det l&ae;rde Sp&o-;rgsmaal om Ud&o-;deligheden, men Sp&o-;rgsmaalet om Ud&o-;deligheden er v&ae;sentligen ikke noget l&ae;rd Sp&o-;rgsmaal, det er et Inderlighedens Sp&o-;rgsmaal, som Subjektet ved at blive subjektivt maa gj&o-;re sig selv. Objektivt lader Sp&o-;rgsmaalet sig slet ikke besvare, fordi objektivt lader der sig ikke sp&o-;rge om Ud&o-;deligheden, da Ud&o-;deligheden netop er den udviklede Subjektivitets Potensation og h&o-;ieste Udvikling. F&o-;rst ved ret at ville blive subjektiv, kan Sp&o-;rgsmaalet ret komme frem, hvorledes skulde det da kunne besvares objektivt? Socialt lader Sp&o-;rgsmaalet sig slet ikke besvare, fordi det socialt ikke lader sig frems&ae;tte, da kun det Subjekt, der vil blive subjektivt, kan fatte Sp&o-;rgsmaalet, og sp&o-;rge rigtigt: bliver jeg eller er jeg ud&o-;delig. See, flere Ting kan man godt slaae sig sammen om; saaledes kan flere Familier slaae sig sammen om en Loge i Theatret, og tre eenlige Herrer slaae sig sammen om een Ride-Hest, saa Hver rider hver tredie Dag. Men saaledes er det ikke med Ud&o-;deligheden, Bevidstheden om min Ud&o-;delighed tilh&o-;rer mig ganske alene, netop i det &O-;ieblik jeg er mig min Ud&o-;delighed bevidst er jeg absolut subjektiv, og jeg kan ikke blive ud&o-;delig i Compagnie med to andre eenlige Herrer paa Omgang. Subscribentsamlere, der tilveiebringe en talrig Subscription af M&ae;nder og Koner, der f&o-;le en Trang i Almindelighed til at blive ud&o-;delige, erholde heller ingen Fordele for deres Uleilighed, thi Ud&o-;delighed er et Gode, som ikke lader sig tiltrodse ved en talrig Subscription. Systematisk lader Ud&o-;deligheden sig heller ikke bevise. Feilen ligger ikke i Beviserne, men i at man ikke vil forstaae, at systematisk seet er det hele Sp&o-;rgsmaal Nonsens, saa man, istedenfor at s&o-;ge yderligere Beviser, snarere maatte s&o-;ge at blive lidt subjektiv. Ud&o-;deligheden er Subjektivitetens meest lidenskabelige Interesse, i Interessen ligger netop Beviset; naar man, systematisk ganske conseqvent, systematisk abstraherer objektivt fra den: Gud veed, hvad saa Ud&o-;delighed er, eller blot hvad det vil sige, at ville bevise den, eller blot hvad det er for en fix Idee at bryde sig videre derom. Om man systematisk kunde faae h&ae;ngt en Ud&o-;delighed op, ligesom Ge&ss;lers Hat, for hvilken vi Alle i Forbigaaende toge Hatten af, det er ikke at v&ae;re ud&o-;delig, eller at v&ae;re sig Ud&o-;deligheden bevidst. Systemets utrolige M&o-;ie med at bevise Ud&o-;deligheden er spildt Uleilighed og en latterlig Modsigelse: at ville systematisk besvare et Sp&o-;rgsmaal, der har den M&ae;rkelighed, at det ikke lader sig systematisk frems&ae;tte. Det er ligesom at ville male Mars i den Rustning, der gj&o-;r ham usynlig. Pointen ligger i Usynligheden, og ved Ud&o-;deligheden ligger Pointen i Subjektiviteten og i Subjektivitetens subjektive Udvikling. &streg; Ganske eenfoldigt sp&o-;rges der saaledes af det existerende Subjekt ikke om Ud&o-;delighed i Almindelighed, thi et saadant Phantom er slet ikke til, men om hans Ud&o-;delighed; han sp&o-;rger om sin Ud&o-;delighed, om hvad det vil sige at blive ud&o-;delig, om han kan gj&o-;re Noget til for at blive det, eller han bliver det saadan uden videre, eller om han er det, men kan blive det. I f&o-;rste Tilf&ae;lde sp&o-;rger han, om og hvilken Betydning det kan have, hvis han har ladet nogen Tid gaae ubenyttet hen, om der maaskee gives en st&o-;rre og en mindre Ud&o-;delighed; i andet Tilf&ae;lde sp&o-;rges, hvilken Betydning det maa have for hele hans menneskelige Existents, at det H&o-;ieste i Livet bliver som en Narrestreg, saa Frihedens Lidenskab i ham kun er anviist de lavere Opgaver, men Intet har at gj&o-;re med det H&o-;ieste, end ikke negativt, thi en negativ Handlen i Forhold til det H&o-;ieste var vel igjen den meest anstr&ae;ngende Handlen, det nemlig, efter med yderste Evne begeistret at have villet gj&o-;re Alt at erfare, at det H&o-;ieste er at holde sig selv i ethvert &O-;ieblik blot Modtagende ligeoverfor Det, man saa uendeligt gjerne vilde gj&o-;re Noget til for at erhverve. Der sp&o-;rges, hvorledes han b&ae;rer sig ad med at tale om sin Ud&o-;delighed, hvorledes han paa eengang kan tale ud af Uendeligheden og af Endeligheden og t&ae;nke disse sammen i det ene &O-;ieblik, saa han ikke siger nu det Ene nu det Andet; hvorledes Sproget og al Meddelelse forholder sig hertil, naar det gjelder at v&ae;re conseqvent i hvert eneste Ord, at ikke det lille skj&o-;desl&o-;se Till&ae;gsord, den snaksomme Mellems&ae;tning l&o-;ber forstyrrende ind og spotter det Hele; hvor det Sted saa at sige er, hvor Stedet er til at tale om Ud&o-;deligheden, da han vel veed, hvor mange Pr&ae;dikestole der er i Kj&o-;benhavn, og at der er to philosophiske Cathedre, men hvor det Sted er, der er Eenheden af Uendeligheden og Endeligheden, hvor han paa eengang uendelig og endelig, paa eengang taler om sin Uendelighed og sin Endelighed, om det er muligt, at finde dette saa dialektisk-vanskelige Sted, som dog er forn&o-;dent. Der sp&o-;rges, hvorledes han existerende holder sin Ud&o-;deligheds-Bevidsthed fast, at ikke den metaphysiske Opfattelse af Ud&o-;deligheden gaaer hen og forvirrer den ethiske til en Illusion, thi ethisk culminerer Alt i Ud&o-;deligheden, uden hvilken det Ethiske kun er Skik og Brug, og methaphysisk sluger Ud&o-;deligheden Existentsen, ja Existentsens 70 Aar som et Intet, og dog skal dette Intet ethisk v&ae;re uendelig vigtigt. Der sp&o-;rges, hvorledes Ud&o-;deligheden skaber ham hans Liv om, i hvilken Forstand han altid maa have dens Bevidsthed n&ae;rv&ae;rende hos sig, eller om det maaske er nok at t&ae;nke denne Tanke eengang for alle, om ikke, naar Svaret lyder saaledes, Svaret viser, at Problemet slet ikke er fremsat, da til en saadan Ud&o-;deligheds-Bevidsthed eengang for alle vilde svare Det saadan at v&ae;re Subjekt overhovedet og i Almindelighed, hvorved Sp&o-;rgsmaalet om Ud&o-;deligheden er phantastisk gjort til en Latterlighed, ligesom det omvendt er en Latterlighed, naar Folk, der phantastisk have jadsket i Alt, og v&ae;ret alt Muligt, naar de bekymrede engang sp&o-;rge Pr&ae;sten, om de nu virkeligen hisset blive de Samme &streg; efterat de i Livet ikke i fjorten Dage have kunnet udholde at v&ae;re den Samme, og derfor undergaaet alle Forvandlinger. Saa vilde Ud&o-;deligheden jo rigtignok v&ae;re en m&ae;rkelig Metamorphose, naar den kunde forvandle et saadant umenneskeligt Tusindbeen til den evige Identitet med sig selv, som det er: at v&ae;re den Samme. Han sp&o-;rger, om det nu er bestemt, at han er ud&o-;delig, om hvilken denne Ud&o-;delighedens Bestemthed er, om denne Bestemthed, naar han lader den staae hen som eengang for alle bestemt (benyttende sit Liv til at passe sin Ager, til at tage sig en Hustru, til at arrangere Verdenshistorien) ikke netop er Ubestemtheden, saa han trods al Bestemtheden ikke er kommen videre, fordi Problemet end ikke er fattet, men da han ikke har benyttet Livet til at blive subjektiv, saa er hans Subjektivitet blevet noget ubestemt saadan Noget i Almindelighed, og hiin abstrakte Bestemthed netop derfor Ubestemtheden; om Bestemtheden, hvis han anvender sit Liv til at _bliverblive subjektiv, ved hvert &O-;ieblik at skulle v&ae;re ham n&ae;rv&ae;rende, ikke bliver saaledes dialektisk vanskeliggjort ved den idelige Sig-Forholden til den Alterneren, der er Existents, at den bliver Ubestemtheden; om hvis dette er det H&o-;ieste han naaer, at Bestemtheden bliver Ubestemtheden, om det saa ikke er bedre at opgive det Hele, eller om han skal s&ae;tte al sin Lidenskab paa Ubestemtheden, og uendelig lidenskabeligen forholde sig til Bestemthedens Ubestemthed, og dette skulde v&ae;re den eneste Maade paa hvilken han kan v&ae;re vidende om sin Ud&o-;delighed, saa l&ae;nge han er existerende, fordi han som Existerende er underligt sammensat, saa Ud&o-;delighedens Bestemthed kun i Bestemthed kan haves af den Evige, men dens Bestemthed af den Existerende kun haves i Ubestemtheden. &streg; Og det at sp&o-;rge om sin Ud&o-;delighed er jo tillige for det existerende Subjekt, som gj&o-;r Sp&o-;rgsmaalet, en Handlen, hvilket jo rigtignok ikke er saaledes for distraite Folk, der engang imellem sp&o-;rge om det at v&ae;re ud&o-;delig ganske i Almindelighed, som var Ud&o-;deligheden Noget man er en Gang imellem, og den Sp&o-;rgende saadan Noget i Almindelighed. Han sp&o-;rger altsaa, hvorledes han b&ae;rer sig ad med existerende at udtrykke sin Ud&o-;delighed, om han virkelig udtrykker den, og han er indtil videre n&o-;iet med denne Opgave_{OpdagelseOp-Opdagelse}, der jo sagtens maa kunne str&ae;kke til for et Menneskeliv, da den skal str&ae;kke til for en Evighed. Og saa? Ja saa, ja naar han saa er f&ae;rdig, saa kommer Touren til Verdenshistorien. Nu er det jo rigtignok omvendt, nu tager man sig f&o-;rst af Verdenshistorien, og derfor kommer tillige det Morsomme ud, som en anden Forfatter har gjort opm&ae;rksom paa, at medens man beviser og beviser Ud&o-;deligheden ganske i Almindelighed, saa tager Troen paa Ud&o-;deligheden mere og mere af. F. Ex. Hvad det vil sige, at jeg skal takke Gud for det Gode han giver mig? Dette siger Pr&ae;sten jeg skal, det veed vi Alle, og naar vi blot passe paa det, saa bliver der Tid for dem, der ikke maae n&o-;ies med de Eenfoldiges ringe Gjerning i Livet, til at tage sig af Verdenshistorien. For at gj&o-;re Alt saa let som muligt vil jeg end ikke indvende, at det dog maaskee tager nogen Tid, nei, jeg antager, for at f&o-;ie Pr&ae;sten, at jeg endogsaa er uendelig villig til at gj&o-;re det, saa jeg end ikke beh&o-;ver at calculere den Tid, jeg bruger for fra at v&ae;re utilb&o-;ielig dertil, hvilket Pr&ae;sten antager, ved Pr&ae;stens Formaning at blive tilb&o-;ielig. Jeg antager altsaa, at jeg uendelig gjerne vil takke Gud, mere siger jeg ikke; jeg siger ikke, at det virkeligt er Tilf&ae;ldet, at jeg veed det med Bestemthed, thi ligeoverfor Gud taler jeg altid med Ubestemthed om mig selv, da han jo er den Eneste, der med Bestemthed veed om mit Forhold til ham. Allerede denne Forsigtighed i at udtrykke sig om sit Guds-Forhold indeholder en Mangfoldighed af dialektiske Bestemmelser, og uden den skal det vel h&ae;nde En, hvad der h&ae;nder mange Verdenshistoriske, naar de tale om det Eenfoldige, at de modsige sig selv i hver tredie Linie. Altsaa jeg skal takke Gud, siger Pr&ae;sten; og hvorfor? For det Gode, som han giver mig. Ypperligt. Men for hvilket Gode? Dog vel for det Gode, jeg kan indsee er et Gode. Holdt! Takker jeg Gud for det Gode, som jeg kan indsee at v&ae;re et Gode, saa gj&o-;r jeg Nar af Gud, thi istedenfor at mit Forhold til Gud skulde betyde, at jeg dannedes om i Lighed med ham, danner jeg Gud om i Lighed med mig. Jeg takker ham for det Gode, som jeg veed er et Gode; men det jeg veed er det Endelige, altsaa gaaer jeg hen og takker Gud for, at han har rettet sig efter mit Hoved. Og dog skulde jeg jo netop l&ae;re i mit Forhold til Gud, at jeg Intet veed med Bestemthed, altsaa heller ikke om dette er et Gode &streg; og dog skal jeg takke ham for det Gode, jeg veed er et Gode, hvilket jeg dog ikke maa vide. Hvad saa? Skal jeg saa lade v&ae;re at takke, naar det, der vederfares mig, efter min fattige endelige Forstand er et Gode, som jeg maaskee har &o-;nsket meget st&ae;rkt, og som jeg nu, da jeg faaer det, f&o-;ler mig saa overv&ae;ldet af, at jeg n&o-;dvendigviis maa takke Gud? Det just ikke; men jeg skal bet&ae;nke, at det, at jeg har &o-;nsket det saa st&ae;rkt, er ingen Fortjeneste, og bliver ingen Fortjeneste derved, at jeg faaer mit &O-;nske. Jeg skal altsaa ledsage min Tak med en Undskyldning, for at v&ae;re sikker paa, at det er Gud, jeg har den &Ae;re at tale med, ikke min Ven og Duusbroder Kammeraad Andersen, jeg skal besk&ae;mmet tilstaae, at det forekommer mig saa godt, jeg skal bede om Tilgivelse, at jeg takker derfor, fordi jeg ikke kan lade det v&ae;re. Altsaa jeg skal bede om Tilgivelse for, at jeg takker. Det var ikke det Pr&ae;sten sagde. Saa maa Pr&ae;sten enten ville gj&o-;re Nar af mig, eller han veed ikke hvad han selv siger &streg; blot denne Pr&ae;st nu ikke tillige er verdenshistorisk bekymret. I mit Guds-Forhold skal jeg jo netop l&ae;re at opgive min endelige Forstand, og dermed den Distingveren, som er mig naturlig, for i guddommelig Afsindighed altid at kunne takke. Altid at takke, er det noget i Almindelighed, noget Saadan eengang for alle? Er det altid at takke Gud, at jeg eengang om Aaret anden S&o-;ndag i Fasten til Aftensang bet&ae;nker, at jeg altid skal takke Gud, og maaskee end ikke dette, thi hvis det tr&ae;ffer sig saa besynderligt, at jeg den S&o-;ndag er s&ae;rdeles forstemt, saa forstaaer jeg det end ikke den Dag. Altsaa det at takke Gud, dette Eenfoldige s&ae;tter mig pludseligen en af de meest anstr&ae;ngende Opgaver, der skal str&ae;kke til for hele mit Liv. Saa gaaer der maaskee lidt Tid med, inden jeg naaer dette, og dersom jeg naaede det, hvad var saa det H&o-;iere, jeg skulde gribe efter, for at slippe dette? Altsaa medens hans Ven, medens den Elskede bekymret seer paa ham og n&ae;sten fortvivlende siger: Ulykkelige, hvad Du maa lide: saa skal den Gudfrygtige have Mod til at sige, og handlende udtrykke, hvad han siger: Kj&ae;re, I tage feil, det er et Gode, der vederfares mig, jeg f&o-;ler mig stemt til at takke Gud, og dog blot at min Taksigelse maatte behage ham. Og inden jeg naaer derhen, naar jeg saa takker Gud for det Gode, som Pr&ae;sten taler om, da skal jeg gj&o-;re det besk&ae;mmet. Den Vanskelighed, som her og saaledes paa ethvert Punkt i Guds-Forholdet (forsaavidt paa utallige Punkter) viser sig som Gjennemgangen til den sande Uendeliggj&o-;relse i Gud, der er ved altid at takke, medens Pr&ae;stens Tale var u&ae;gte Stads, denne Vanskelighed kunde jeg docerende udtrykke saaledes: hvad den eenfoldige Religieuse gj&o-;r ligefrem, det gj&o-;r den eenfoldige religieuse Vidende f&o-;rst gjennem Humor (det Humoristiske laae saaledes i, at jeg ved n&ae;rmere Eftersyn endog maatte gj&o-;re en Undskyldning for at jeg gj&o-;r det, som f&o-;rste Instants befaler og anbefaler som det H&o-;ieste), ikke saaledes, at hans Religieusitet er Humor, men at Humor er Gr&ae;ndsen, fra hvilken han bestemmer sin Religieusitet, naar han skal angive den, Gr&ae;ndsen, der skjelner mellem ham og det Umiddelbare. Det er et Gjennemgangspunkt, som allerede er vanskeligt nok at naae, men den sande religieuse Uendeliggj&o-;relse har atter glemt dette. Dog er det ikke min Agt at docere for ikke at v&ae;nne mig selv eller foranledige Nogen til at ramse. F. Ex. Hvad det er at gifte sig? Jeg veed derom hvad Folk veed i Almindelighed, jeg har Adgang til den Have, hvor Erotikeren henter Blomsterbouquetten, min skal blive ligesaa duftrig som de fleste Andres; jeg veed, hvor det Forraadskammer er, fra hvilket Pr&ae;sterne hente deres Taler. Er der intet Andet til Hinder for at blive verdenshistorisk, saa, ja saa lad os begynde. Men &streg; og dog men, men hvilken den Midte er, som &Ae;gteskabet udtrykker mellem det pneumatiske og det psychisk-somatiske, hvorledes det ikke er en Sinkelse, hvorledes det aandeligt forstaaet er en Velsignelse (thi hvad det erotisk er, er jo kun et Svar paa den ene Deel af Sp&o-;rgsmaalet), hvorledes det ethisk in concreto bliver en Opgave paa samme Tid som det Erotiske overalt statuerer Vidunderet, hvorledes det som Tilv&ae;relsens Fuldkommelse ikke netop er altfor fuldkomment, giver en Tilfredshed (uden for saavidt N&ae;ringssorger og andet Saadant hj&ae;lpe til at forstyrre, hvilket dog her maa holdes udenfor Calculen), som paa en bet&ae;nkelig Maade antyder, at Aanden i mig er fordunklet og ikke tydeligt fatter den Modsigelse, som det er, at en ud&o-;delig Aand er bleven existerende, om altsaa ikke netop den &ae;gteskabelige Lyksalighed er en Mislighed, medens dog et ulykkeligt &Ae;gteskab ikke er det, man anbefaler, og dettes Lidelse ingenlunde identisk med den Aandens Lidelse, der i Existents er det sikkre Tegn paa, at jeg existerer qva Aand, om ikke Hedenskabet endnu sp&o-;ger i &Ae;gteskabet, og de theologiske &pgf;&pgf; desangaaende samt Pr&ae;sternes vel&ae;rv&ae;rdige Forsiringer, de v&ae;re nu til een eller til hundrede Rigsbankdaler, ere en forvirret Mangfoldighed af Viden, som snart ikke m&ae;rker Vanskeligheden, der ligger i det Erotiske, snart ikke t&o-;r sige den, snart ikke m&ae;rker Vanskeligheden i det Religieuse, snart ikke t&o-;r sige den? Ja naar en Tjenestepige holder Bryllup med en Tjenestekarl, og hun &o-;nskede det, da skal jeg med Gl&ae;de betale Musikanterne, hvis jeg har Raad dertil, og hvis jeg har Tid, da dandser jeg glad med hende paa Bryllupsdagen, frydende mig med de Glade: hun f&o-;ler formodentligen ingen Trang til en dybere Forstaaelse. At jeg skulde v&ae;re bedre end hende fordi jeg f&o-;ler denne Trang, er Nonsens, og saare langt fra min Tankes m&o-;isommelige Gang; selv om jeg fandt hvad jeg s&o-;gte, var jeg maaskee ikke halv saa god; men jeg f&o-;ler denne Trang til at vide hvad jeg gj&o-;r, den Trang, som i sit Maximum af Seier l&o-;nnes med hiin naragtige lille Forskjel mellem den Eenfoldiges og den Vises Viden af det Eenfoldige, at den Eenfoldige veed det, og den Vise veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det. Ja, Enhver der eenfoldigt og oprigtigt kan sige, at han ingen Trang f&o-;ler til denne Forstaaelse: ja han er angerl&o-;s, vee Den, som forstyrrer ham, som ikke vil overlade det til Guden, hvad han fordrer af Hver is&ae;r. Ja Den som ydmyg og glad ved sin Lykke i oprigtig Beskedenhed mener, at Sl&ae;gten begynder jo ikke med ham, at han tillidsfuld f&o-;lger Sl&ae;gtens _impresseimpressa vestigia, fordi Elskoven tilskynder ham, at han &anfbeg;ydmyg for Gud, underdanig under Forelskelsens kongelige Majest&ae;t&anfslut; ikke tiltroer sig at have forstaaet, hvad der i N&o-;isomhed er hans jordiske Lyksalighed: ja han er h&ae;derv&ae;rdig, vee Den, der vover at ville f&o-;re Tankekrigens Farer og R&ae;dsler over hans velsignede Tryghed i &Ae;gteskabets Hegn. Men naar man overalt gj&o-;r store Ord, verdenshistorisk og systematisk vil spille Gud paa N&ae;sen, naar Pr&ae;ster selv i en Fart faae Vrangen vendt ud af deres Pr&ae;stekjole for at den dog n&ae;stendeels kunde see ud som en Professor-Kjole, naar man overalt fort&ae;ller, at det Umiddelbare er oph&ae;vet, saa er det ikke at fort&o-;rne Guden, om man sp&o-;rger disse H&o-;ivise, hvad de veed denne eenfoldige Sag betr&ae;ffende. Jeg har l&ae;st, hvad Assessoren i Enten &streg; Eller og i Stadierne paa Livets Vei har skrevet om &Ae;gteskabet, jeg har l&ae;st det n&o-;iagtigt. Det har ikke forundret mig at erfare, at Mangen, der er i god Gang med Verdenshistorien og Menneskehedens Fremtid, har opholdt sig over en Besvarelse, der f&o-;rst gj&o-;r Sagen saa vanskelig, som den er, inden den fors&o-;ger en Forklaring. Dette kan jeg ikke fort&ae;nke Assessoren i, ei heller i hans begeistrede Iver for &Ae;gteskabet, men dog t&ae;nker jeg, at Assessoren, forudsat, at jeg kan faae fat i ham, naar jeg vil hvidske ham en lille Hemmelighed i &O-;ret, vil indr&o-;mme, at der er Vanskeligheder tilbage. Lad saa dette v&ae;re et Par Exempler. Exempler har jeg saavist nok af, jeg kan blive ved saa l&ae;nge det skal v&ae;re, det skal nok str&ae;kke til for mit Liv, saa jeg ikke beh&o-;ver at gaae over til Astronomien eller Veterinair-Videnskaben. Exemplerne ere endogsaa af de lettere. Sagen bliver langt vanskeligere, naar man vil sp&o-;rge om det i str&ae;ngeste Forstand Religieuse, hvor Forklaringen ikke kan bestaae i at skaffe Uendeliggj&o-;relsen immanent tilveie, men i at blive opm&ae;rksom paa Paradoxet, og i hvert &O-;ieblik at fastholde Paradoxet, netop befrygtende allermeest en Forklaring, der tog Paradoxet bort, fordi Paradoxet ikke er en transitorisk Form af det i str&ae;ngeste Forstand Religieuses Forhold til den Existerende, men er v&ae;sentligen betinget ved at han er Existerende, saa at den Forklaring, der tager Paradoxet bort, tillige phantastisk forvandler den Existerende til et phantastisk Noget, som hverken tilh&o-;rer Tiden eller Evigheden, men saadan Noget er intet Menneske. Lad saa dette v&ae;re Exemplerne. Og hvad saa, hvad f&o-;lger saa deraf? Intet, slet Intet; det er jo mig, der bestandigt siger, at der mellem den Eenfoldiges og den Vises Viden af det Eenfoldige er blot den latterlige lille Forskjel, at den Eenfoldige veed det, den Vise veed af, at han veed det, eller veed af, at han ikke veed det. Men derimod f&o-;lger der noget Andet: om det saa ikke var rigtigst, at holde lidt inde med Verdenshistorien, naar det h&ae;nger saaledes sammen med Ens Viden af det Eenfoldige? Mere siger jeg ikke, de H&o-;ivise veed maaskee Besked nok om alt dette, de er vel endog eengang for alle f&ae;rdige med de Opgaver, i hvilke Pointet er, at de skulle str&ae;kke til for hele Livet. O, at disse dyrebare T&ae;nkere, som gj&o-;re saa meget for Verdenshistorien, ogsaa ville komme os Smaafolk ihu, der ikke ere ganske Eenfoldige, forsaavidt vi f&o-;le Trang til Forstaaelse, men dog saa indskr&ae;nkede, at vi is&ae;r f&o-;le Trang til at forstaae det Eenfoldige. Saaledes har jeg s&o-;gt at forstaae mig selv; er Forstaaelsen end fattig og dens Udbytte end ringe, saa har jeg for at b&o-;de derpaa besluttet at handle med al min Lidenskab i Kraft af det Forstaaede; maaskee er det da ogsaa til syvende og sidst en sundere Di&ae;t at forstaae Lidet, men eie dette i Lidenskabens uendelige Vederh&ae;ftighed i Uendelighedens Indfatning, end at vide Meget, og Intet eie, fordi jeg selv phantastisk er bleven et phantastisk subjektiv-objektiv Noget. Jeg har anseet det for uv&ae;rdigt, om jeg vilde undsee mig mere for Mennesker og deres Dom end for Guden og for hans Dom; feigt og nedrigt, at sp&o-;rge om, hvad Undseelse for Mennesker kunde friste mig til, mere end om, hvad Undseelse for Guden byder. Hvilke ere ogsaa de Mennesker, man skal frygte, et Par Genier maaskee, nogle Recensenter, og hvad man saadan seer paa Gader og Str&ae;der. Eller har der ikke levet Mennesker f&o-;r 1845? Eller hvad er hine Mennesker i Sammenligning med Guden, hvilken al deres travle Larmens Vederqv&ae;gelse i Sammenligning med hiint eensomme Kildesprings Liflighed, der er i ethvert Menneske, hiint Kildespring hvori Guden boer, hiint Kildespring i den dybe Stilhed, naar Alt tier! Og hvad er den halvanden Times Tid, jeg har at leve med Menneskene, for et kort &O-;ieblik mod en Evighed? Skulde de maaskee forf&o-;lge mig i alle Evigheder? Vel siger Pr&ae;sten, at vi sees igjen, men gjelder dette om ethvert Gadebekjendskab? Det t&ae;nker jeg ikke. S&ae;t der var en Adskillelse, s&ae;t jeg havde havt Uret: da maatte jeg vel udelukkes fra deres Selskab; s&ae;t jeg havde havt Ret, da kom jeg vel i en anden Klasse; s&ae;t Evigheden var saa rummelig, at jeg end ikke kunde faae &O-;ie paa hans Vel&ae;rv&ae;rdighed, der godhedsfuld vilde indestaae for, at vi saaes igjen! Men vee mig om Guden d&o-;mte mig i mit Inderste, at jeg l&o-;gnagtigen vilde v&ae;re systematisk og verdenshistorisk, og glemme hvad det er at v&ae;re Menneske, og derved glemme hvad det har at betyde, at han er Guden; vee mig! Vee mig i Tiden, og endnu forf&ae;rdeligere, naar han fik mig fat i Evigheden! Hans Dom er den sidste, er den eneste, hans Samviden ikke til at undflye, da den er indvirket i og gjennemvirker min Bevidstheds svageste Bev&ae;gelse, dens l&o-;nligste Omgang med sig selv; hans N&ae;rv&ae;relse en evig _{Samvittighed Samtid Samvittighed Samtidighed} Samtidighed &streg; og jeg skulde have vovet at undsee mig ved ham! Dette lyder n&ae;stendeels som Alvor; naar jeg nu blot turde beraabe mig paa Syner og Aabenbarelser, og paa at jeg var r&o-;d i Hovedet, saa vilde Mange, i Mangel af at antage det for en Blodcongestion, antage det for Alvor. Thi som det, da Socrates levede, var Tidens Fordring, at han skulde fl&ae;be og jamre for Domstolen tryglende om Naade &streg; saa var han bleven frifunden: saaledes er det denne Tids Fordring, at man skal vr&ae;le verdenshistorisk og gale systematisk, forkyndende sig selv at v&ae;re den Forventede. Men et Mirakel har jeg ikke at beraabe mig paa; ak det var Dr. Hjortesprings lykkelige Lod! If&o-;lge hans egen s&ae;rdeles vel skrevne Efterretning skal han ved et Mirakel i Hamborg i Streits Hotel (uden at dog nogen af Opvarterne m&ae;rkede Noget) Paaskemorgen v&ae;re bleven Tilh&ae;nger af den hegelske Philosophie &streg; af den Philosophie, der antager, at der ingen Mirakler er. Vidunderlige Tidernes Tegn, er denne Mand ikke den forventede Philosoph, hvo er det da, hvo kjender som han Tidens Fordringer! Vidunderlige Tidernes Tegn, langt herligere og betydningsfuldere end Pauli Omvendelse; thi at Paulus blev omvendt ved et Mirakel til den L&ae;re, der forkynder sig selv at v&ae;re et Mirakel, er mere ligefremt; men ved et Mirakel at blive vendt om til den L&ae;re, der intet Mirakel antager, det er mere bagvendt. Miraklet indtraf Paaskemorgen. Aarstal og Dato er i Forhold til en saadan poetisk Helt og en saadan poetisk Paaskemorgen aldeles ligegyldige, det kan godt have v&ae;ret den samme Paaskemorgen, som den i Goethes Faust, om end de tvende Samtidige, Dr. Hjortespring og Faust i Goethes Faust, kom til forskjellig Resultat! Hvo drister sig til at vove en Forklaring af hiint Mirakel! det Hele bliver uendeligt gaadefuldt, selv om man antog, at Paaske det Aar faldt meget tidligt f. Ex. den f&o-;rste April, saa Doctoren tillige med at blive Hegelianer blev Aprilsnar: et passende i Digtningens Medf&o-;r poetisk Vederlag for romantisk at ville udpynte Overgangen til den hegelske Philosophie, hvis V&ae;rd netop ligger i Methoden, og altsaa protesterer Romantiken. See, med et Mirakel eller med noget uendelig Betydningsfuldt kan jeg ikke v&ae;re til Tjeneste; nei, jeg kan virkeligen ikke. Jeg maa bede ethvert f&o-;lende Medmenneske, n&ae;r og fjern, indenbyes saavel som udenbyes, at v&ae;re overbeviist om, at jeg hellere end gjerne saaledes vilde tilfredsstille Tidens Fordringer, men Sandheden er mig det Kj&ae;reste; og Sandheden er her intet Mindre end et Mirakel, og b&o-;r Fort&ae;llingen da heller ei v&ae;re en mirakul&o-;s og wunderbar Fort&ae;lling om en yderst ubetydelig Begivenhed, der derfor heller ei foregik i hiint fjerne ubekjendte Sted mod Vesten, Hansestaden Hamborg, hvor kun sjeldent en Reisende naaer hen. Det er vel nu en fire Aar siden, at jeg fik det Indfald at ville fors&o-;ge mig som Forfatter. Jeg husker det ganske tydeligt, det var en S&o-;ndag, ganske rigtigt, ja det var en S&o-;ndag-Eftermiddag, jeg sad som s&ae;dvanlig ude hos Conditoren i Frederiksberg Have, hiin vidunderlige Have, der for Barnet var Trylleriets Land, hvor Kongen boede med Dronningen, hiin deilige Have, der for Ynglingen var den lykkelige Adspredelse i Folkets glade Lystighed; hiin venlige Have, hvor der nu for den &Ae;ldre er saa hjemligt i veemodig Opl&o-;ftelse over Verden og hvad Verdens er, hvor selv Kongev&ae;rdighedens misundte Herlighed er hvad den jo er derude, en Dronnings Erindring af sin afd&o-;de Herre; der sad jeg, som s&ae;dvanlig og r&o-;g min Cigar. Destov&ae;rre er dette den eneste Lighed jeg har kunnet udfinde mellem min Smule philosophiske Str&ae;bens Begynden, og hiin poetiske Helts mirakul&o-;se Begyndelse: at det var paa et offentligt Sted. Ellers er Ligheden slet ingen, og skj&o-;ndt Forfatter af &anfbeg;Smulerne&anfslut; er jeg saa ubetydelig, at jeg staaer udenfor Literaturen; end ikke Subscriptions-Plans Litteraturen har jeg for&o-;get eller kan med Sandhed siges i den at indtage en betydningsfuld Plads. Jeg havde en halv Snees Aar v&ae;ret Student; skj&o-;ndt aldrig doven, var dog al min Virksomhed kun som en glimrende Uvirksomhed, en Art Beskj&ae;ftigelse, for hvilken jeg endnu har en stor Forkjerlighed, og i Forhold til hvilken jeg maaskee endog har lidt Genialitet. Jeg l&ae;ste Meget, tilbragte det &O-;vrige af Dagen med at drive og t&ae;nke, eller med at t&ae;nke og drive, men derved blev det _{ogsaa den} ogsaa; den produktive Spire i mig gik med til daglig Brug, fort&ae;redes i sin f&o-;rste Gr&o-;nnen. En uforklarlig Overtalelsens Magt holdt mig bestandigt lige st&ae;rkt og lige snildt tilbage, f&ae;ngslet ved dens Overtalelse. Denne Magt var min Indolents; den er ikke som Elskovens heftige Higen eller som Begeistringens st&ae;rke Tilskyndelse, den er snarere som en Hustru, der holder En tilbage, og hos hvem man har det meget godt, saa godt, at det aldrig falder En ind at ville gifte sig; og saa meget er ogsaa vist, skj&o-;ndt jeg ellers ikke er ukjendt med Livets Beqvemmeligheder, af alle Beqvemmeligheder er Indolents den allerbeqvemmeste. Saa sad jeg da der og r&o-;g min Cigar, indtil jeg henfaldt i Tanker. Blandt andre erindrer jeg disse: Du gaaer nu, sagde jeg til mig selv, og bliver et gammelt Menneske, uden at v&ae;re Noget og uden egentligen at foretage Dig Noget. Overalt derimod hvor Du seer Dig om i Literaturen eller i Livet, seer Du de Feiredes Navne og Skikkelser, de dyrebare og med Acclamation hilsede Mennesker fremtr&ae;dende eller omtalte, de mange Tidens Velgj&o-;rere, der vide at gavne Menneskeheden ved at gj&o-;re Livet lettere og lettere, Nogle ved Jernbaner, Andre ved Omnibusser og Dampskibe, Andre ved Telegrapheringer, Andre ved letfattelige Oversigter og korte Meddelelser af alt Videv&ae;rdigt, og endeligen de sande Tidens Velgj&o-;rere, ved at gj&o-;re Aands-Existentsen i Kraft af Tanke systematisk lettere og lettere og dog betydningsfuldere og betydningsfuldere: hvad gj&o-;r Du? Her afbr&o-;des min Selvbetragtning, thi Cigaren var udr&o-;get, og der maatte t&ae;ndes en ny. Saa r&o-;g jeg igjen, og da farer pludseligen denne Tanke gjennem min Sj&ae;l: Du maa gj&o-;re Noget, men da det for Dine indskr&ae;nkede Evner vil v&ae;re umuligt at gj&o-;re Noget lettere end det er blevet, saa maa Du med samme menneskekj&ae;rlige Begeistring som de Andre paatage Dig at gj&o-;re Noget sv&ae;rere. Dette Indfald behagede mig overordentligt, det smigrede mig tillige med at jeg trods Nogen vilde ved min Str&ae;ben blive elsket og agtet af hele Menigheden. Naar nemlig Alle forene sig om paa alle Maader at gj&o-;re Alt lettere, saa bliver der kun een Fare mulig, den nemlig, at Letheden blev saa stor, at den blev altfor let; saa bliver der kun eet Savn tilbage, om end endnu ikke f&o-;lt, naar man vil savne Vanskeligheden. Af Kjerlighed til Menneskeheden, af Fortvivlelse over min forlegne Stilling, ved Intet at have udrettet og ved Intet at kunne gj&o-;re lettere end det er gjort, af sand Interesse for dem, som gj&o-;re Alt let, fattede jeg da det som min Opgave: overalt at gj&o-;re Vanskeligheder. Det faldt mig tillige besynderligt paa, om jeg dog ikke egentligen havde min Indolents at takke for, at denne Opgave blev min. Thi langt fra som en Alladdin ved et Lykketr&ae;f at have fundet den, maa jeg snarere antage, at min Indolents, ved at forhindre mig i betimeligen at gribe til med at gj&o-;re let, har paan&o-;det mig det Eneste, der var blevet tilbage. Saa str&ae;ber da ogsaa jeg hen til det oph&o-;iede Formaal, at blive hilset med Acclamation &streg; med mindre jeg skulde blive udleet, eller maaskee korsf&ae;stet; thi det er vist nok, at enhver der raaber bravo, han raaber ogsaa pereat, item korsf&ae;st, og det endda uden at blive sin Charakteer utro, da han tvertimod v&ae;sentligen bliver sig selv tro &streg; qva Udraaber. Men miskjendes end min Str&ae;ben, saa er jeg mig dog bevidst, at den er &ae;del ligesom de Andres. Naar ved et Gj&ae;stebud, hvor Gj&ae;sterne allerede er overfyldte, En er bet&ae;nkt paa at skaffe flere Retter tilveie, en Anden paa at have et Vomitiv i Beredskab, saa er det jo vel sandt, at kun den F&o-;rste har opfattet hvad Gj&ae;sternes Fordring er, men mon den Anden dog ikke ogsaa t&o-;r sige sig at have bet&ae;nkt, hvad deres Fordring kunde v&ae;re? Fra hiint &O-;ieblik har jeg fundet min Underholdning ved dette Arbeide, jeg mener, Arbeidet har v&ae;ret mig underholdende, Forberedelsens og Selvudviklingens Arbeide, thi Pr&ae;stationen har hidtil kun v&ae;ret &anfbeg;Smulernes&anfslut; lille Smule, og ved den har jeg ikke fundet min Underholdning, da jeg har sat Penge til. Dog t&o-;r jeg jo heller ikke forlange, at Folk skulde give Penge til for at faae Noget gjort vanskeligt, det er jo at for&o-;ge Vanskeligheden med en ny Vanskelighed, og naar man tager Medicin, pleier man jo snarere at faa en Douceur til. Dette er jeg saa langt fra at misforstaae, at hvis jeg (hvilket jeg som subjektiv Forfatter naturligviis ikke er) blot var objektiv sikker paa min Medicins Tjenlighed, og at denne ikke ene og alene afhang af Maaden, paa hvilken den bruges, saa Brugsmaaden egentligen er Medicinen, saa skulde jeg v&ae;re den F&o-;rste, der lovede hver min L&ae;ser en raisonnabel Douceur, eller aabnede samtlige mine L&ae;sere, M&ae;nder og Koner, Udsigt til at tage Deel i en Bortlodning af smagfulde Pr&ae;senter, for saaledes at indgyde dem Styrke og Mod til at l&ae;se mine Piecer. Om da engang De, der gj&o-;re Alt let, skulde indsee, at de i Sandhed have Gavn af min Smule Vanskelighed, at Letheden ikke skal blive som et Blikstille; om de bev&ae;gede og r&o-;rte ved saaledes at have forstaaet min Str&ae;ben, maaskee medieret ind i deres, skulde beslutte dem til underhaanden at underst&o-;tte mig med Pengebidrag, da skal disse med Gl&ae;de blive modtagne, og lover jeg ubr&o-;delig Taushed, at ikke Menneskeheden, hvem vi i Forening have Gavn og Profit af, skal faae det sande Sammenh&ae;ng at vide. Det her Fremsatte vil man vel finde ganske i sin Orden hos en subjektiv Forfatter. Mere paafaldende er det, naar en Systematiker underholder os med at han ved et Mirakel blev Tilh&ae;nger af Systemet, hvilket synes at tyde paa, at hans systematiske Liv og Levnet ikke har det tilf&ae;lleds med Systemet: at begynde med Intet. Cap. 2 Den subjektive Sandhed, Inderligheden; Sandheden er Subjektiviteten Hvad enten man mere empirisk bestemmer Sandhed som T&ae;nkens Overeensstemmelse med V&ae;ren, eller mere idealistisk som V&ae;rens Overeensstemmelse med T&ae;nken, saa gj&ae;lder det i ethvert Tilf&ae;lde om, at man n&o-;ie passer paa, hvad der forstaaes ved V&ae;ren, og at man tillige passer paa, om ikke den vidende menneskelige Aand narres ud i det Ubestemte, phantastisk bliver noget Saadant, som intet existerende Menneske nogensinde har v&ae;ret eller kan v&ae;re, et Phantom, hvormed den Enkelte sysler efter Leilighed, uden dog nogensinde ved dialektiske Mellembestemmelser at tydeliggj&o-;re sig, hvorledes han kommer ud i dette Phantastiske, hvilken Betydning det har for ham at v&ae;re der, om ikke den hele Str&ae;ben derude opl&o-;ser sig i en Tautologie indenfor et phantastisk dumdristigt Vovet. Dersom der ved V&ae;ren i de tvende angivne Bestemmelser forstaaes den empiriske V&ae;ren, saa er Sandheden selv forvandlet til et Desideratur og Alt sat i Vorden, fordi den empiriske Gjenstand ikke er f&ae;rdig, og den existerende erkjendende Aand jo selv er i Vorden, og saaledes Sandheden en Approximeren, hvis Begyndelse ikke kan absolut s&ae;ttes, netop fordi der ingen Slutning er, hvilket har tilbagevirkende Kraft; hvorimod enhver Begyndelse (hvis den ikke, ved ikke at v&ae;re sig dette bevidst, er en Vilkaarlighed), naar den gj&o-;res, ikke skeer i Kraft af den immanente T&ae;nkning, men gj&o-;res i Kraft af en Beslutning, v&ae;sentligen i Kraft af Tro. At den erkjendende Aand er en existerende, og at ethvert Menneske er et saadant for sig Existerende, kan jeg ikke ofte nok gjentage; thi at man phantastisk har overseet dette, er Skyld i megen Forvirring. Ingen misforstaae mig. Jeg er nu saaledes en stakkels existerende Aand ligesom alle andre Mennesker, men hvis jeg paa en lovlig og redelig Maade kunde hj&ae;lpes til at blive noget Overordentligt, det rene Jeg-Jeg, saa er jeg altid villig til at takke for Skjenken og Velgjerningen. Kan det derimod kun skee paa den omtalte Maade ved at sige ein, zwei, drei kokolorum, eller ved at binde et Baand om den lille Finger og naar det er Fuldmaane kaste det hen paa et afsides Sted: saa bliver jeg hellere hvad jeg er, et stakkels existerende enkelt Menneske. V&ae;ren maa da i hine Definitioner fattes meget mere abstrakt, som den abstrakte Gjengivelse af, eller det abstrakte Forbillede paa hvad V&ae;ren in concreto er som empirisk V&ae;ren. Saaledes forstaaet er der Intet til Hinder for, at Sandheden abstrakt bestemmes abstrakt som et F&ae;rdigt; thi Overeensstemmelsen mellem T&ae;nken og V&ae;ren er abstrakt seet altid f&ae;rdig, da Vordens Begyndelse netop ligger i Concretionen, fra hvilken Abstraktionen abstrakt seer bort. Men forstaaes V&ae;ren saaledes, saa er Formelen en Tautologie, det vil sige, T&ae;nken og V&ae;ren betyder Eet og det Samme, og den Overeensstemmelse, om hvilken der tales, er blot den abstrakte Identitet med sig selv. Ingen af Formlerne siger derfor mere end at Sandheden er, naar dette forstaaes saaledes at Copulaet accentueres, Sandheden er, &dvs;: Sandheden er en Fordoblelse, Sandheden er det F&o-;rste, men Sandhedens Andet, at den er, er det Samme som det F&o-;rste, denne dens V&ae;ren er Sandhedens abstrakte Form. Paa denne Maade er der udtrykt, at Sandheden ikke er noget Enkelt, men aldeles abstrakt en Fordoblelse, der dog i samme &O-;ieblik er h&ae;vet. Abstraktionen kan nu blive ved at omskrive dette saa meget den vil, den kommer aldrig videre. Saasnart Sandhedens V&ae;ren bliver empirisk concret, er Sandheden selv i Vorden, er vel igjen, anet, Overeensstemmelsen mellem T&ae;nken og V&ae;ren, og er det vel saaledes virkelig for Gud, men er det ikke saaledes for nogen existerende Aand, da denne selv existerende er i Vorden. For den existerende Aand qva existerende Aand bliver Sp&o-;rgsmaalet igjen om Sandheden; thi den abstrakte Besvarelse er kun for det Abstraktum, hvilket en existerende Aand bliver ved at abstrahere fra sig selv qva existerende, hvad den kun momentviis kan gj&o-;re, medens den dog selv i saadanne &O-;ieblikke betaler Tilv&ae;relsen sin Gjeld ved alligevel at existere. Altsaa det er en existerende Aand, der sp&o-;rger om Sandheden, formodentlig for at ville existere i den, men i ethvert Tilf&ae;lde er Sp&o-;rgeren sig bevidst at v&ae;re et existerende enkelt Menneske. Saaledes troer jeg at kunne gj&o-;re mig forstaaelig for enhver Gr&ae;ker, og for ethvert fornuftigt Menneske. Om en tydsk Philosoph f&o-;lger sin Lyst til at skabe sig, og f&o-;rst skaber sig om til et overfornuftigt Noget, ligesom Guldmagere og Troldm&ae;nd udpynte sig phantastisk, for da paa en yderst tilfredsstillende Maade at besvare Sp&o-;rgsmaalet om Sandheden: vedkommer ikke mig, saa lidet som hans tilfredsstillende Svar, der vistnok er yderst tilfredsstillende &streg; naar man phantastisk er bleven udkl&ae;dt. Om derimod en tydsk Philosoph gj&o-;r det eller ikke, vil Enhver let forvisse sig om, der begeistret samler sin Sjel paa at ville lade sig veilede af en saadan Viis, uden Critik blot f&o-;lgsomt benyttende hans Veiledning ved at ville danne sin Existents efter den; netop naar man saaledes begeistret forholder sig som en L&ae;rende til en saadan tydsk Professor, saa realiserer man det fortr&ae;ffeligste Epigram over ham, thi en saadan Speculant er Intet mindre tjent med end en L&ae;rendes redelige og begeistrede Iver for at udtrykke og realisere, for existerende at tilegne sig hans Viisdom, da den er et Noget, som Hr. Professoren har indbildt sig selv, skrevet B&o-;ger om, men aldrig selv fors&o-;gt, ja det er end ikke faldet ham ind, at det skulde gj&o-;res. Der gives Speculanter, der, ligesom hiin Portskriver skrev hvad han ikke selv kunde l&ae;se, i den Formening at det blot var hans Sag at skrive, blot skrive og skrive hvad der, naar det, om jeg saa t&o-;r sige, skal l&ae;ses ved Hjelp af Gjerning, viser sig at v&ae;re Nonsens, med mindre det maaskee skulde v&ae;re bestemt for phantastiske V&ae;sener. Idet der for den existerende Aand qva existerende bliver Sp&o-;rgsmaal om Sandheden, kommer hiin Sandhedens abstrakte Reduplikation igjen, men Existentsen selv, Existentsen selv i Sp&o-;rgeren, der jo existerer, holder de tvende Momenter ud fra hinanden, og Reflexionen udviser tvende Forhold. For den objektive Reflexion bliver Sandheden et Objektivt, en Gjenstand, og det gj&ae;lder om at see bort fra Subjektet; for den subjektive Reflexion bliver Sandheden Tilegnelsen, Inderligheden, Subjektiviteten, og det gjelder netop om existerende at fordybe sig i Subjektiviteten. Men hvad saa? Skal vi saa blive ved denne Disjunktion, eller tilbyder her ikke Mediationen sin godhedsfulde Bistand, saa Sandheden bliver Subjekt-Objektet? Hvorfor ikke? Men kan da ogsaa Mediationen hj&ae;lpe den Existerende, saa l&ae;nge han existerer, til selv at blive Mediationen, der jo er sub specie &ae;terni, medens den stakkels Existerende er existerende? Det kan dog ikke hj&ae;lpe at gj&o-;re Nar af et Menneske, at lokke ham med Subjekt-Objektet, naar han selv er forhindret i at komme i den Tilstand, hvor han kan forholde sig dertil, forhindret derved at han selv er i Vorden ved at existere. Hvad kan det hj&ae;lpe at forklare hvorledes evigt den evige Sandhed er at forstaae, naar Den, der skal benytte Forklaringen, er forhindret i at forstaae den saaledes, derved at han er existerende, og kun en Phantast, naar han indbilder sig at v&ae;re sub specie &ae;terni, naar han altsaa skal bruge netop den Forklaring: hvorledes den evige Sandhed er at forstaae i Tidens Bestemmelse af Den, der, ved at existere, selv er i Tiden, hvad jo den velbaarne Professor selv indr&o-;mmer, om ikke ellers saa naar han hvert Qvartal h&ae;ver sin Gage. Ved Mediationens Subjekt-Objekt ere vi blot komne tilbage til Abstraktionen, thi Sandhedens Bestemmelse som Subjekt-Objekt er aldeles det Samme som Sandheden er, &dvs;: Sandheden er en Fordoblelse. Den h&o-;ie Viisdom har altsaa igjen blot v&ae;ret distrait nok til at glemme, at det var en existerende Aand der spurgte om Sandheden. Eller er maaskee den existerende Aand selv Subjekt-Objektet? I saa Fald maatte jeg da sp&o-;rge, hvor et saadant existerende Menneske er, der tillige er Subjekt-Objektet? Eller skal vi maaskee her igjen f&o-;rst forvandle den existerende Aand til et noget Overhovedet, og saa forklare Alt, undtagen det der spurgtes om, hvorledes et existerende Subjekt in concreto forholder sig til Sandheden, eller det der saa maatte sp&o-;rges om, hvorledes da det enkelte existerende Subjekt forholder sig til dette Noget, der synes at have ikke lidet tilf&ae;lleds med en Papirs-Drage, eller med det Stykke Sukker, som Holl&ae;nderne hang op under Loftet, og som alle slikkede af. Altsaa vende vi igjen tilbage til Reflexionens tvende Veie, og have ikke glemt at det er en existerende Aand, der sp&o-;rger, et ganske enkelt Menneske, og kunne nu heller ikke glemme, at det at han er existerende netop vil forhindre ham i at gaae begge Veie paa eengang, og hans bekymrede Sp&o-;rgsmaal vil forhindre ham i letsindigt-phantastisk at blive Subjekt-Objekt. Hvilken af Veiene er nu Sandhedens Vei for den existerende Aand, thi kun det phantastiske Jeg-Jeg er paa eengang f&ae;rdigt med begge Veiene, eller gaaer methodice frem af begge Veiene paa eengang, hvilken Maade at gaae paa for et existerende Menneske er saa umenneskelig, at jeg ikke t&o-;r anbefale den. Da den Sp&o-;rgende netop udh&ae;ver det at han er Existerende, saa vil den Vei naturligviis is&ae;r v&ae;re at anprise, der is&ae;r accentuerer det at existere. Den objektive Reflexions Vei gj&o-;r Subjektet til det Tilf&ae;ldige og derved Existents til et Ligegyldigt, Forsvindende. Bort fra Subjektet gaaer Veien til den objektive Sandhed, og medens Subjektet og Subjektiviteten bliver ligegyldig, bliver Sandheden det ogsaa, og netop dette er dens objektive Gyldighed, thi Interessen er, ligesom Afgj&o-;relsen, Subjektiviteten. Den objektive Reflexions Vei f&o-;rer nu til abstrakt T&ae;nkning, til Mathematik, til historisk Viden af forskjellig Art, bestandig f&o-;rer den bort fra Subjektet, hvis Tilv&ae;relse eller Ikke-Tilv&ae;relse bliver, objektivt ganske rigtigt, uendelig ligegyldig, ganske rigtigt, thi Tilv&ae;relse og Ikke-Tilv&ae;relse har som Hamlet siger kun subjektiv Betydning. I sit Maximum vil denne Vei f&o-;re til en Modsigelse, og forsaavidt Subjektet ikke ganske bliver sig selv ligegyldigt, er dette jo kun et Tegn paa, at hans objektive Str&ae;ben ikke er objektiv nok, i sit Maximum vil den f&o-;re til den Modsigelse, at kun Objektiviteten er blevet til, og Subjektiviteten gaaet ud, det vil sige den existerende Subjektivitet, der har gjort et Fors&o-;g paa at blive hvad man i abstrakt Forstand kalder Subjektiviteten, den abstrakte Objektivitets abstrakte Form. Og dog er den Objektivitet, der er bleven til, subjektivt seet, i sit Maximum enten en Hypothese eller en Approximation, fordi al evig Afgj&o-;relse netop ligger i Subjektiviteten. Den objektive Vei mener imidlertid at have en Sikkerhed, som den subjektive Vei ikke har (og det forstaaer sig, Existents, det at existere og objektiv Sikkerhed kan ikke t&ae;nkes sammen), den mener at undgaae en Fare, som venter den subjektive Vei, og denne Fare er i sit Maximum Afsindighed. Ved den blot subjektive Bestemmelse af Sandheden bliver Galskab og Sandhed tilsidst ikke til at adskille, fordi de begge kunde have Inderligheden. Men ved at blive objektiv bliver man ikke gal. Maaskee maatte jeg dog her tillade mig en lille Bem&ae;rkning, som ikke synes overfl&o-;dig i en objektiv Tidsalder. Inderlighedens Udebliven er ogsaa Galskab. Den objektive Sandhed som saadan afgj&o-;r ingenlunde, at Den, som udtaler den, er forstandig, tvertimod kan den endogsaa forraade at Manden er gal, uagtet det er aldeles sandt og is&ae;r objektiv sandt hvad han siger. Jeg skal tillade mig at fort&ae;lle en Begivenhed, der, uden nogensomhelst Till&ae;mpning ved mig, er direkte hentet fra en Daarekiste. En Patient i en saadan Anstalt vil l&o-;be bort og udf&o-;rer ogsaa virkelig sit Forehavende ved at springe ud af Vinduet. Han befinder sig nu i Anstaltens Have, og vil tiltr&ae;de Befrielsens Vandring, da falder det ham ind (skal jeg nu sige, at han var klog nok eller gal nok til at faae dette Indfald?): naar Du nu kommer til Byen, bliver Du kjendt, og man vil formodentlig strax transportere Dig ud igjen, det gj&ae;lder da om, at Du ved Din Tales objektive Sandhed fuldelig overbeviser ethvert Menneske om, at hvad Din Forstand angaaer, da er Alt vel. Som han gaaer og t&ae;nker over dette, seer han en Keglekugle liggende paa Jorden, den tager han op, putter i Kjoleskj&o-;dets Lomme. For hvert Skridt han gj&o-;r, slaaer denne Kugle ham med Respekt at sige paa R&streg;, og for hver Gang den saaledes rammer ham, siger han: bum, Jorden er rund. Han kommer til Hovedstaden, bes&o-;ger strax en af sine Venner, han vil overbevise ham, at han ikke er gal, gaaer derfor op og ned af Gulvet og siger bestandigt: bum, Jorden er rund. Men er da Jorden ikke rund, fordrer Daarekisten endnu et Offer for denne Antagelses Skyld som i hine Tider, da Alle antoge den for at v&ae;re saa flad som en Pandekage? Eller er den Mand gal, der ved at sige en almindelig antaget og almindelig agtet objektiv Sandhed haaber at bevise, at han ikke er gal? Og dog blev det L&ae;gen netop derved tydeligt, at Patienten endnu ikke var helbredet, medens Helbredelsen dog vel ikke kunde dreie sig om, at faae ham til at antage, at Jorden var flad. Men det er ikke Alle, der ere L&ae;ger, og Tidens Fordring har betydelig Indflydelse paa det Sp&o-;rgsmaal om Galskab, ja man skulde n&ae;sten stundom fristes til at antage, at den moderne Tid, der har moderniseret Christendommen, ogsaa har moderniseret Pilati Sp&o-;rgsmaal, og at Tidens Trang til at finde Noget at hvile i, forkynder sig i det Sp&o-;rgsmaal: hvad er Galskab? Naar en Privat-Docent for hver Gang Kjoleskj&o-;det paaminder ham om at sige Noget, siger de omnibus dubitandum est, og skriver frisk v&ae;k paa et System, hvor man i hvert andet Punktum finder tilstr&ae;kkeligt indre Beviis for, at den Mand aldrig har tvivlet om Noget: saa ansees han ikke for gal. &streg; Don Quixote er Forbilledet paa den subjektive Galskab, hvor Inderlighedens Lidenskab omfatter en fix enkelt endelig Forestilling. Naar Inderligheden derimod udebliver, saa indtr&ae;der den ramsende Galskab, hvilken er nok saa comisk, og som det var at &o-;nske, at en experimenterende Psycholog vilde fremstille ved at tage en Haandfuld saadanne Philosopher og s&ae;tte sammen. Naar Afsindigheden er Inderlighedens Vildelse, er det Tragiske og det Comiske, at det Noget, som uendeligt angaaer den Ulykkelige, er en fixeret Enkelthed, som ikke angaaer noget Menneske. Naar Afsindigheden derimod er Inderlighedens Udebliven, er det Comiske, at det Noget, den Lyksalige veed, er det Sande, det Sande der angaaer hele Menneskeheden, men som slet ikke angaaer den meget &ae;rede Ramser. Denne Art af Afsindighed er mere umenneskelig end den anden; man gyser ved at see hiin F&o-;rste ind i &O-;iet, for ikke at opdage Vildhedens Dyb, men man t&o-;r slet ikke see paa den Anden af Frygt for at opdage, at han ikke har rigtige &O-;ine, men Glas&o-;ine, og Haar af en Gulvmaatte, kort at han er et Kunstprodukt. Tr&ae;ffer man tilf&ae;ldig sammen med en saadan Sindssyg, hvis Sygdom netop er at han intet Sind har, da h&o-;rer man med en kold Gru paa ham; man veed ikke om man t&o-;r troe, at det er et Menneske, man taler med, eller maaskee en &anfbeg;Spadserestok&anfslut;, en kunstig Opfindelse af D&o-;bler, som skjuler et Positiv i sig. Og at have drukket Duus med Skarpretteren, kan jo altid v&ae;re ubehageligt nok for en &ae;rekj&ae;r Mand, men at v&ae;re geraadet i en fornuftig og speculativ Samtale med en Spadserestok &streg; det er n&ae;sten til at blive gal over. Den subjektive Reflexion vender sig indefter mod Subjektiviteten og vil i denne Inderliggj&o-;relse v&ae;re Sandhedens, og saaledes at ligesom i det Foregaaende, naar Objektiviteten var bragt frem, Subjektiviteten var forsvundet, her selve Subjektiviteten bliver det Sidste, og det Objektive det Forsvindende. Her glemmes nu intet &O-;ieblik, at Subjektet er existerende, og at det at existere er en Vorden, og at derfor hiin Sandhedens Identitet af T&ae;nken og V&ae;ren er en Abstraktionens Chimaire, og i Sandhed kun en Skabningens Forl&ae;ngsel, ikke fordi Sandheden ikke er dette, men fordi den Erkjendende er en Existerende, og saaledes Sandheden ikke kan v&ae;re dette for ham, saa l&ae;nge han existerer. Fastholdes ikke dette, saa gaae vi strax ved Hj&ae;lp af Speculationen ind i det phantastiske Jeg-Jeg, hvilket vel den nyere Speculation har brugt, men ikke forklaret om, hvorledes det enkelte Individ forholder sig dertil, og Herre Gud, mere end et enkelt Individ er nu engang intet Menneske. Naar den Existerende virkeligen kunde v&ae;re udenfor sig selv, saa vilde Sandheden v&ae;re noget afsluttet for ham, men hvor er dette Punkt? Jeg-Jeget er et mathematisk Punkt, der slet ikke er til, forsaavidt kan Enhver gjerne indtage dette Standpunkt, den Ene staaer den Anden ikke i Veien. Kun momentviis kan det enkelte Individ existerende v&ae;re i en Eenhed af Uendelighed og Endelighed, der er udover det at existere. Dette Moment er Lidenskabens &O-;ieblik. Den moderne Speculation har opdrevet Alt for at Individet objektivt kan komme ud over sig selv; men dette lader sig slet ikke gj&o-;re; Existentsen holder igjen, og dersom Philosopher nutildags ikke vare blevne Skriverkarle i Tjeneste hos en phantastisk T&ae;nknings Stundesl&o-;shed, saa vilde den have indseet, at Selvmord var den eneste praktiske nogenlunde Fortolkning af dens Fors&o-;g. Men den skrivende moderne Speculation lader ringe om Lidenskab; og dog er Lidenskab for en Existerende netop Existentsens H&o-;ieste &streg; og Existerende ere vi nu engang. I Lidenskaben er det existerende Subjekt uendeliggjort i Phantasiens Evighed, og dog tillige netop allerbestemtest sig selv. Det phantastiske Jeg-Jeg er ikke Uendelighed og Endelighed i Identitet, thi hverken det Ene eller det Andet er virkeligt, det er en phantastisk Overeenskomst i Skyen, en ufrugtbar Omfavnelse, og det enkelte Jegs Forhold til dette Luftsyn aldrig angivet. Al v&ae;sentlig Erkjenden angaaer Existents, eller kun den Erkjenden, hvis Forhold til Existents er v&ae;sentlig, er v&ae;sentlig Erkjenden. Den Erkjenden, som ikke ind efter i Inderlighedens Reflexion angaaer Existents, er v&ae;sentlig seet tilf&ae;ldig Erkjenden, dens Grad og Omfang v&ae;sentlig seet ligegyldig. At den v&ae;sentlige Erkjenden v&ae;sentlig forholder sig til Existents, vil dog ikke betyde hiin ovenfor anf&o-;rte Abstraktionens Identitet mellem T&ae;nken og V&ae;ren, ei heller objektivt, at Erkjendelsen forholder sig til noget Tilv&ae;rende som sin Gjenstand; men vil sige, at Erkjendelsen forholder sig til den Erkjendende, der v&ae;sentligen er en Existerende, og at derfor al v&ae;sentlig Erkjenden v&ae;sentlig forholder sig til Existents og til det at existere. Kun den ethiske og den ethisk-religieuse Erkjenden er derfor v&ae;sentlig Erkjenden. Men al ethisk og al ethisk-religieus Erkjenden er v&ae;sentlig sig forholdende til, at den Erkjendende existerer. Mediationen er et Luftsyn ligesom Jeg-Jeg. Abstrakt seet er Alt, og der vorder Intet. I Abstraktionen kan da umulig Mediationen finde sin Plads, da den har Bev&ae;gelse som sin Foruds&ae;tning. Den objektive Viden kan vel have det Tilv&ae;rende til Gjenstand, men da det vidende Subjekt er existerende, og selv i Vorden ved at existere, saa maa Speculationen f&o-;rst forklare, hvorledes et enkelt existerende Subjekt forholder sig til Erkjendelsen af Mediationen, hvad han i det &O-;ieblik er, om han f. Ex. i det &O-;ieblik ikke noget n&ae;r er distrait; hvor han er, om han ikke er i Maanen? Man taler bestandigt om Mediationen og Mediationen; er da Mediationen et Menneske ligesom Peer Degn antager at Imprimatur er det? Hvorledes b&ae;rer et Menneske sig ad med at blive noget Saadant; l&ae;ser man sig til denne V&ae;rdighed, dette store Philosophicum; eller bortgiver Magistraten den ligesom Klokker- og Gravertjenester? Man fors&o-;ge blot paa at indlade sig med disse og andre saadanne skikkelige Sp&o-;rgsmaal af et skikkeligt Menneske, der jo ogsaa gjerne vilde v&ae;re Mediationen, naar han kunde blive det paa en lovlig og &ae;rlig Maade, og ikke enten ved at sige ein zwei drei kokolorum, eller ved at glemme, at han selv er et existerende Menneske, for hvem altsaa det at existere er noget V&ae;sentligt, og det ethisk-religieust at existere et passende qvantum satis. En Speculant vil det maaskee forekomme abgeschmackt at sp&o-;rge saaledes, men det gjelder is&ae;r om, at man ikke polemiserer paa urette Sted, og altsaa ikke selv phantastisk-objektiv begynder et pro og contra, om der er Mediation eller ikke, men at man holder fast ved hvad det er at v&ae;re Menneske. Jeg skal nu, for at tydeliggj&o-;re Vei-Forskjellen mellem den objektive og den subjektive Reflexion, vise den subjektive Reflexions S&o-;gen tilbage ind efter i Inderlighed. Inderlighedens H&o-;ieste i et existerende Subjekt er Lidenskab, til Lidenskab svarer Sandheden som et Paradox, og det at Sandheden bliver Paradoxet, er netop begrundet i dens Forhold til et existerende Subjekt. Saaledes svarer det Ene til det Andet. Ved at glemme, at man er existerende Subjekt, gaaer Lidenskaben ud, og Sandheden bliver til Gjengjeld ikke noget Paradox, men det erkjendende Subjekt bliver fra at v&ae;re et Menneske et phantastisk Noget, og Sandheden en phantastisk Gjenstand for dettes Erkjenden Naar der objektivt sp&o-;rges om Sandheden, reflekteres der objektivt paa Sandheden som en Gjenstand, til hvilken den Erkjendende forholder sig. Der reflekteres ikke paa Forholdet, men paa at det er Sandheden, det Sande han forholder sig til. Naar dette, han forholder sig til, blot er Sandheden, det Sande, saa er Subjektet i Sandheden. Naar der subjektivt sp&o-;rges om Sandheden, reflekteres der subjektivt paa Individets Forhold; naar blot dette Forholds Hvorledes er i Sandhed, saa er Individet i Sandhed, selv om det saaledes forholdt sig til Usandheden. Lad os tage som Exempel Guds Erkjendelse. Objektivt reflekteres der paa, at det er den sande Gud; subjektivt paa, at Individet forholder sig til et Noget saaledes, at hans Forhold i Sandhed er et Guds-Forhold. Paa hvilken af Siderne er nu Sandheden? Ak, maae vi ikke her tye til Mediationen, og sige: den er paa ingen af Siderne, den er i Mediationen? Fortr&ae;ffeligt sagt, dersom blot saa Nogen kunde sige, hvorledes en Existerende b&ae;rer sig ad med at v&ae;re i Mediationen; thi at v&ae;re i Mediationen er at v&ae;re f&ae;rdig, at existere er at vorde. En Existerende kan heller ikke v&ae;re to Steder paa eengang, v&ae;re Subjekt-Objekt. Naar han er n&ae;rmest efter at v&ae;re to Steder paa eengang, er han i Lidenskab, men Lidenskab er kun momentviis, og Lidenskab er netop Subjektivitetens H&o-;ieste. &streg; Den Existerende, der v&ae;lger den objektive Vei, gaaer nu ind i hele den approximerende Overveielse, der objektivt vil bringe Gud frem, hvilket i al Evighed ikke naaes, fordi Gud er Subjekt, og derfor kun for Subjektiviteten i Inderlighed. Den Existerende, der v&ae;lger den subjektive Vei, fatter i samme &O-;ieblik den hele dialektiske Vanskelighed ved at han skal bruge nogen Tid, maaskee lang Tid, for at finde Gud objektivt; han fatter denne dialektiske Vanskelighed i hele dens Smerte, fordi han skal bruge Gud i samme &O-;ieblik, fordi ethvert &O-;ieblik er spildt, hvori han ikke har Gud. I samme &O-;ieblik har han Gud ikke i Kraft af nogen objektiv Overveielse, men i Kraft af Inderlighedens uendelige Lidenskab. Den Objektive generes ikke af saadanne dialektiske Vanskeligheder som den: hvad det vil sige, at udvise en heel Forskningens Tid til at finde Gud &streg; da det jo var muligt, at Forskeren d&o-;de imorgen, og hvis han levede, han jo dog ikke kunde betragte Gud som Noget, man efter Leilighed tager med, da Gud netop er Noget man a tout prix tager med, hvilket i Lidenskabens Forstaaelse netop er Inderlighedens sande Forhold til Gud. Det er paa dette dialektisk saa vanskelige Punkt, at Veien svinger af for Den, der veed hvad det er at dialektisere og existerende at dialektisere, hvilket er noget Andet end at sidde som et phantastisk V&ae;sen ved Skriverbordet og skrive hvad man selv aldrig har gjort, hvilket er noget Andet end at skrive de omnibus dubitandum, og selv existerende v&ae;re ligesaa lettroende som det sandseligste Menneske &streg; her er det Veien svinger af, og Forandringen er denne, at medens den objektive Viden gaaer i Mag frem af Approximationens lange Vei, selv ikke tilskyndet af Lidenskab, er for den subjektive Viden ethvert Ophold livsfarligt, og Afgj&o-;relsen saa uendelig vigtig, at det strax er saa n&o-;dende, som var Leiligheden allerede gaaet ubenyttet hen. Naar nu Regnestykket er dette: hvor er der meest Sandhed, enten paa Dens Side (og at v&ae;re paa eengang ligeligt paa begge Sider er, som sagt, ikke forundt en Existerende, men kun en lyksaliggj&o-;rende Indbildning for et indbildt Jeg-Jeg), der ene objektivt s&o-;ger den sande Gud og Guds-Forestillingens approximerende Sandhed, eller paa Dens Side, der er uendelig bekymret om, at han i Sandhed forholder sig til Gud med Trangens uendelige Lidenskab: saa kan Svaret ikke v&ae;re tvivlsomt for Nogen, der ikke er aldeles forkludret ved Hj&ae;lp af Videnskab. Dersom En, der lever midt i Christendommen, gaaer op i Guds Huus, i den sande Guds Huus, med den sande Forestilling om Gud i Viden, og nu beder, men beder i Usandhed; og naar En lever i et afgudisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skj&o-;ndt hans &O-;ie hviler paa en Afguds Billede: hvor er saa meest Sandhed? Den Ene beder i Sandhed til Gud, skj&o-;ndt han tilbeder en Afgud; den Anden beder i Usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud. Naar En forsker objektivt efter Ud&o-;deligheden, en Anden s&ae;tter Uendelighedens Lidenskab ind paa Uvisheden: hvor er der saa meest Sandhed, og hvo har meest Vished? Den Ene er eengang for alle gaaet ind i en Approximeren, som aldrig ender, thi Ud&o-;delighedens Vished ligger jo netop i Subjektiviteten; den Anden er ud&o-;delig og k&ae;mper netop derfor ved at stride mod Uvisheden. Lad os betragte Socrates. Nuomstunder fusker Enhver jo paa nogle Beviser, Een har flere, en Anden f&ae;rre. Men Socrates! Han henstiller Sp&o-;rgsmaalet objektivt problematisk: dersom der er en Ud&o-;delighed. Han var da altsaa en Tvivler i Sammenligning med en af de moderne T&ae;nkere af tre Beviser? Ingenlunde. Paa dette &anfbeg;dersom&anfslut; s&ae;tter han hele sit Liv ind, han vover at d&o-;e, og han har indrettet hele sit Liv med Uendelighedens Lidenskab saaledes, at det maatte findes antageligt &streg; dersom der er en Ud&o-;delighed. Gives der noget bedre Beviis for Sjelens Ud&o-;delighed? Men De, der have tre Beviser, indrette slet ikke deres Liv derefter; hvis der er en Ud&o-;delighed, maa den v&ae;mmes ved deres Maade at leve paa: gives der noget bedre Modbeviis mod de tre Beviser? Uvishedens &anfbeg;Smule&anfslut; hjalp Socrates, fordi han selv hjalp til med Uendelighedens Lidenskab; de tre Beviser gavne de Andre slet Intet, fordi de dog ere og blive D&o-;dbidere, og have ved deres tre Beviser i Mangel af at bevise Andet netop beviist det. Saaledes har maaskee ogsaa en Pige ved et svagt Haab om at v&ae;re elsket af den Elskede eiet al Forelskelsens S&o-;dme, fordi hun selv satte Alt ind paa dette svage Haab: mangen &Ae;gtemadame derimod, som mere end eengang har ligget under for Elskovens st&ae;rkeste Udtryk, har vel havt Beviser, og dog besynderligt nok, ikke eiet det quod erat demonstrandum. Den socratiske Uvidenhed var saaledes det med Inderlighedens hele Lidenskab fastholdte Udtryk for, at den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, og derfor maa blive ham et Paradox, saal&ae;nge han existerer, og dog turde det v&ae;re muligt, at der i den socratiske Uvidenhed i Socrates var mere Sandhed end i hele Systemets objektive Sandhed, der coqueterer med Tidens Fordringer og lemper sig efter Privat-Docenter. Objektivt accentueres: hvad der siges; subjektivt: hvorledes det siges. Allerede &ae;sthetisk gjelder denne Distinction, og udtrykkes bestemt saaledes, at hvad der er Sandhed, kan i Den og Dens Mund blive Usandhed. Denne Distinction er i disse Tider s&ae;rligen at agte paa, thi skulde man i en eneste S&ae;tning _udtrykte udtrykke Forskjellen mellem Oldtiden og vor Tid, saa maatte man vel sige: at i Oldtiden var der kun Enkelte der vidste det Sande, nu veed Alle den, men Inderligheden staaer i et omvendt Forhold dertil. &Ae;sthetisk opfattes Modsigelsen, som fremkommer ved at Sandheden bliver Usandhed i Den og Dens Mund, bedst comisk. Ethisk-religieus accentueres igjen: hvorledes; dog forstaaes det ikke om Anstand, Modulation, Foredrag o. s. v., men det forstaaes om den Existerendes Forhold til det Udsagte i selve sin Existents. Objektivt sp&o-;rges der blot om Tankebestemmelserne, subjektivt om Inderligheden. I sit Maximum er dette Hvorledes Uendelighedens Lidenskab, og Uendelighedens Lidenskab er selve Sandheden. Men Uendelighedens Lidenskab er netop Subjektiviteten, og saaledes er Subjektiviteten Sandheden. Objektivt seet er der ingen uendelig Afgj&o-;relse, og saaledes er det objektivt rigtigt, at Forskjellen mellem Godt og Ondt er h&ae;vet med Modsigelsens Grunds&ae;tning, og derved ogsaa den uendelige Forskjel mellem Sandhed og L&o-;gn. Kun i Subjektiviteten er Afgj&o-;relse, hvorimod det at ville blive objektiv er Usandheden. Uendelighedens Lidenskab er det Afgj&o-;rende, ikke dens Indhold, thi dens Indhold er netop den selv. Saaledes er det subjektive Hvorledes og Subjektiviteten Sandheden. Men det Hvorledes, der subjektivt accentueres, er tillige, netop fordi Subjektet er existerende, dialektisk i Retning af Tid. I Lidenskabens Afgj&o-;relses &O-;ieblik, hvor Veien svinger af fra den objektive Viden, seer det ud som var dermed den uendelige Afgj&o-;relse f&ae;rdig. Men i samme &O-;ieblik er den Existerende i Timeligheden, og det subjektive Hvorledes er forvandlet til en Str&ae;ben, som er impulseret og gjentagent forfrisket af Uendelighedens afgj&o-;rende Lidenskab, men som dog er en Str&ae;ben. Naar Subjektiviteten er Sandheden, maa Sandhedens Bestemmelse tillige indeholde i sig et Udtryk for Mods&ae;tningen til Objektiviteten, en Erindring fra hiint Veiskille, og dette Udtryk angiver da tillige Inderlighedens Sp&ae;ndstighed. Her er en saadan Definition paa Sandhed: den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den h&o-;ieste Sandhed der er for en Existerende. Der hvor Veien svinger af (og hvor det er, lader sig ikke objektivt sige, da det netop er Subjektiviteten), bliver den objektive Viden sat i Bero. Objektivt har han da kun Uvisheden, men netop dette strammer Inderlighedens uendelige Lidenskab, og Sandheden er netop dette Vovestykke, med Uendelighedens Lidenskab at v&ae;lge det objektivt Uvisse. Jeg betragter Naturen for at finde Gud, jeg seer jo ogsaa Almagt og Viisdom, men jeg seer tillige meget Andet som &ae;ngster og forstyrrer. Summa summarum heraf bliver den objektive Uvished, men netop derfor er Inderligheden saa stor, fordi Inderligheden omfatter den objektive Uvished med Uendelighedens hele Lidenskab. I Forhold til en mathematisk S&ae;tning f. Ex. er Objektiviteten given, men derfor er dens Sandhed ogsaa en ligegyldig Sandhed. Men den givne Bestemmelse af Sandhed er en Omskrivning af Tro. Uden Risico ingen Tro. Tro er netop Modsigelsen mellem Inderlighedens uendelige Lidenskab og den objektive Uvished. Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maa jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg, i den objektive Uvished er &anfbeg;paa de 70,000 Favne Vand&anfslut;, og dog troer. I den S&ae;tning, at Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, er indeholdt den socratiske Viisdom, hvis ud&o-;delige Fortjeneste er netop at have agtet den v&ae;sentlige Betydning af at existere, af at den Erkjendende er existerende, hvorfor han i sin Uvidenhed i h&o-;ieste Forstand indenfor Hedenskabet var i Sandheden. At fatte dette, at Speculationens Ulykke netop er at den atter og atter glemmer, at den Erkjendende er en Existerende, kan allerede v&ae;re vanskeligt nok i vor objektive Tid. &anfbeg;Men at gaae videre end Socrates, naar man end ikke har fattet det Socratiske, det er idetmindste ikke Socratisk.&anfslut; Cfr. Smulernes Moral. Lad os nu ligesom i Smulerne fra dette Punkt fors&o-;ge en Tankebestemmelse, der virkelig gaaer videre. Om den er sand eller den er usand, har jeg her Intet med at gj&o-;re, da jeg blot er experimenterende, men saa Meget maa der fordres, at det er tydeligt, at det Socratiske er forstaaet deri, saa jeg da idetmindste ikke kommer bag ved Socrates igjen. Naar Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, saa er Sandheden objektivt bestemmet Paradoxet; og det at objektivt Sandheden er Paradoxet, viser netop, at Subjektiviteten er Sandheden, da jo Objektiviteten st&o-;der fra, og Objektivitetens Frast&o-;d eller Udtrykket for Objektivitetens Frast&o-;d er Inderlighedens Sp&ae;ndstighed og Kraftmaaler. Paradoxet er den objektive Uvished, der er Udtrykket for Inderlighedens Lidenskab, hvilken netop er Sandheden. Saaledes det Socratiske. Den evige, v&ae;sentlige Sandhed, &dvs;: den, der forholder sig v&ae;sentlig til en Existerende ved v&ae;sentlig at angaae det at existere (al anden Viden er socratisk seet tilf&ae;ldig, dens Grad og Omfang ligegyldig), er Paradoxet. Dog er den evige v&ae;sentlige Sandhed selv ingenlunde Paradoxet, men er det ved at forholde sig til en Existerende. Den socratiske Uvidenhed er Udtrykket for den objektive Uvished, den Existerendes Inderlighed er Sandheden. For her strax at anticipere, bem&ae;rkes F&o-;lgende: den socratiske Uvidenhed er et Analogon til det Absurdes Bestemmelse, kun at der i det Absurdes St&o-;den fra, er endnu mindre objektiv Vished, da der kun er Vished om, at det er absurdt, og netop derfor uendelig st&o-;rre Sp&ae;ndstighed i Inderligheden; den socratiske Inderlighed i at existere er et Analogon til Troen, kun at dennes Inderlighed, som svarende ikke til Uvidenhedens Frast&o-;d, men til det Absurdes, er uendelig dybere. Socratisk er den evige v&ae;sentlige Sandhed ingenlunde paradox i sig selv, men kun ved at forholde sig til en Existerende. Dette er udtrykt i en anden socratisk S&ae;tning: at al Erkjenden er en Erindren. Denne S&ae;tning er en Antydning af Speculationens Begynden, men Socrates forfulgte den derfor heller ikke, v&ae;sentligen blev den platonisk. Her er det, hvor Veien svinger af, og Socrates v&ae;sentligen accentuerer det at existere, medens Plato, glemmende dette, fortaber sig i Speculation. Socrates's uendelige Fortjeneste er netop den at v&ae;re en existerende T&ae;nker, ikke en Speculant, der glemmer hvad det er at existere. For Socrates betyder derfor det, at al Erkjenden er en Erindren, i Afskedens &O-;ieblik og som en bestandig oph&ae;vet Mulighed af at speculere, for ham betyder det det Dobbelte: 1) at den Erkjendende v&ae;sentligen er integer, og at der for ham ingen anden Mislighed er med Hensyn til Erkjendelsen af den evige Sandhed end den, at han existerer, hvilken Mislighed er ham saa v&ae;sentlig og afgj&o-;rende, at den betyder, at det at existere, Inderliggj&o-;relsen i og ved at existere, er Sandheden; 2) at Existentsen i Timeligheden ikke har nogen afgj&o-;rende Betydning, fordi der bestandigt er Muligheden af erindrende at tage sig selv tilbage i Evigheden, om denne Mulighed end bestandigt oph&ae;ves derved, at Inderliggj&o-;relse i at existere udfylder Tiden. Det uendelig Fortjenstlige ved det Socratiske var netop at accentuere, at den Erkjendende er Existerende, og at det at existere det V&ae;sentlige. At gaae videre ved ikke at forstaae dette, er kun en maadelig Fortjeneste. Dette maae vi da altsaa have in mente, og saa see om Formelen dog ikke lod sig forandre saaledes, at der virkelig gaaes videre end det Socratiske. Altsaa Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden; gives der nu et inderligere Udtryk derfor? Ja, hvis den Tale: Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, begynder saaledes: Subjektiviteten er Usandheden. Man forhaste sig ikke. Speculationen siger ogsaa, at Subjektiviteten er Usandheden, men siger det lige i den modsatte Retning, nemlig hen til at Objektiviteten er Sandheden. Speculationen bestemmer Subjektiviteten negativt hen til Objektiviteten. Den anden Bestemmelse forhindrer sig selv derimod, idet den vil begynde, hvilket netop gj&o-;r Inderligheden langt inderligere. Socratisk er Subjektiviteten Usandheden, hvis den ikke vil fatte, at Subjektiviteten er Sandheden, men f. Ex. vil v&ae;re objektiv. Her derimod er Subjektiviteten, idet den vil begynde paa at blive Sandheden, ved at blive subjektiv, i den Vanskelighed, at den er Usandheden. Saa gaaer Arbeidet tilbage, tilbage nemlig i Inderlighed. Det er saa langtfra, at Veien saaledes skulde v&ae;re hen til det Objektive, at Begyndelsen blot ligger endnu dybere i Subjektiviteten. Men Usandheden kan Subjektet ikke v&ae;re evigt, eller evigt foruds&ae;ttes at have v&ae;ret, den maa v&ae;re bleven det i Tiden, eller blive det i Tiden. Det socratiske Paradox laa i, at den evige Sandhed forholdt sig til en Existerende, men nu har Existentsen anden Gang m&ae;rket den Existerende; der er foregaaet en saa v&ae;sentlig Forandring med ham, at han ingenlunde kan socratisk erindrende tage sig selv tilbage i Evigheden. At gj&o-;re dette er at speculere, at kunne gj&o-;re dette, men at oph&ae;ve Muligheden deraf ved at fatte Inderliggj&o-;relsen i Existents, er det Socratiske; men nu er Vanskeligheden den, at det der fulgte Socrates som en oph&ae;vet Mulighed, er bleven en Umulighed. Var det at speculere allerede i Forhold til det Socratiske en mislig Fortjeneste, nu er det kun Confusion. Paradoxet fremkommer naar den evige Sandhed og det at existere s&ae;ttes sammen, men for hver Gang det at existere m&ae;rkes, bliver Paradoxet tydeligere og tydeligere. Socratisk seet var den Erkjendende en Existerende, men nu er den Existerende saaledes m&ae;rket, at Existentsen har foretaget en v&ae;sentlig Forandring ved ham. Lad os nu kalde Individets Usandhed Synd. Evigt seet kan han ikke v&ae;re Synd eller foruds&ae;ttes evigt at have v&ae;ret i den. Altsaa ved at blive til (thi Begyndelsen var jo, at Subjektiviteten er Usandheden) bliver han Synder. Han f&o-;des ikke som Synder i den Forstand, at han foruds&ae;ttes som Synder f&o-;rend han f&o-;dtes, men han f&o-;des i Synd og som Synder. Dette kunne vi jo kalde Arvesynden. Men har Existentsen saaledes faaet Magt over ham, da er han forhindret i ved Erindring at tage sig selv tilbage i Evigheden. Var det allerede paradox, at den evige Sandhed forholdt sig til en Existerende, nu er det absolut paradox, at den forholder sig til en saadan Existerende. Men jo vanskeligere det er gjort ham, erindrende at tage sig ud af Existents, desto inderligere kan hans Existeren blive i Existentsen; og naar det er gjort ham umuligt, naar han stikker saaledes i Existents, at Erindringens Bagd&o-;r for evigt er lukket, saa bliver Inderligheden den dybeste. Men lader os aldrig glemme, at det socratisk Fortjenstfulde netop var at udh&ae;ve, at den Erkjendende er existerende, thi jo vanskeligere Sagen bliver, desto mere fristes man at ile ad Speculationens lette Vei fra Forf&ae;rdelser og Afgj&o-;relser til Navnkundighed, &Ae;re, gode Dage o. s. v. Fattede allerede Socrates Misligheden ved at tage sig selv speculerende ud af Existents tilbage i Evigheden, da der dog ingen Mislighed var ved den Existerende uden den, at han existerede, og saa den, at det at existere var det V&ae;sentlige: nu er det umuligt. Fremad maa han, tilbage er det umuligt. Subjektiviteten er Sandheden. Ved at den evige v&ae;sentlige Sandhed forholdt sig til den Existerende, blev Paradoxet til. Lad os nu gaae videre, lad os antage, at den evige v&ae;sentlige Sandhed selv er Paradoxet. Hvorledes fremkommer Paradoxet? Ved at den evige v&ae;sentlige Sandhed og det at existere s&ae;ttes sammen. Naar vi da altsaa s&ae;tte det sammen i Sandheden selv, saa bliver Sandheden et Paradox. Den evige Sandhed er bleven til i Tiden. Dette er Paradoxet. Blev Subjektet i det n&ae;rmest Foregaaende forhindret i at tage sig selv tilbage i Evigheden ved Synden, nu skal det ikke bekymre sig derover, thi nu er den evige v&ae;sentlige Sandhed ikke bag ved, men kommen foran det ved selv at existere eller have existeret, saa hvis Individet ikke existerende, i Existentsen, faaer fat paa Sandheden, _{faaer den det aldrig saa faaer det slet ikke fat paa Sandheden faaer den det aldrig} faaer det den aldrig. Skarpere kan Existents aldrig accentueres end den nu er bleven det. Speculationens Svig med at ville erindre sig ud af Existentsen er gjort umulig. Her kan kun v&ae;re Tale om at fatte dette, enhver Speculation, der vil v&ae;re Speculation, viser eo ipso, at den ikke har fattet dette. Individet kan st&o-;de alt dette fra sig og tye til Speculationen, men antage det og saa ville h&ae;ve det ved Speculationen er umuligt, fordi det er lige beregnet paa at forhindre Speculationen. Naar den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, bliver den Paradoxet. Paradoxet st&o-;der i den objektive Uvished og Uvidenheden fra i den Existerendes Inderlighed. Men da Paradoxet ikke i sig selv er Paradoxet, st&o-;der det ikke inderlig nok fra; thi uden Risico ingen Tro, jo mere Risico, jo mere Tro; jo mere objektiv Tilforladelighed, jo mindre Inderlighed (thi Inderligheden er netop Subjektiviteten); jo mindre objektiv Tilforladelighed, jo dybere er den mulige Inderlighed. Naar Paradoxet selv er Paradoxet, st&o-;der det fra i Kraft af det Absurde, og Inderlighedens Lidenskab, der svarer dertil, er Troen. &streg; Men Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, thi ellers have vi glemt det socratisk Fortjenstlige; men der gives intet st&ae;rkere Udtryk for Inderligheden, end naar Retiraden ud af Existentsen erindrende ind i Evigheden er gjort umulig: da med Sandheden imod sig som Paradoxet, i Syndens Angest og med denne Smerte, med Objektivitetens uhyre Risico &streg; at troe. Men uden Risico ingen Tro, end ikke den socratiske, end mindre den, vi her tale om. Naar Socrates troede, at Gud er til, da fastholdt han den objektive Uvished med Inderlighedens hele Lidenskab, og i denne Modsigelse, i denne Risico er netop Troen. Nu er det anderledes, istedetfor den objektive Uvished, er her Visheden om at det objektivt seet er det Absurde, og dette Absurde fastholdt i Inderlighedens Lidenskab er Troen. Den socratiske Uvidenhed er som en vittig Sp&o-;g i Sammenligning med det Absurdes Alvor, og den socratiske existerende Inderlighed som en gr&ae;sk Sorgl&o-;shed i Sammenligning med Troens Anstr&ae;ngelse. Hvilket er nu det Absurde? Det Absurde er, at den evige Sandhed er bleven til i Tiden, at Gud er blevet til, er f&o-;dt, har voxet o. s. v., er blevet til aldeles som det enkelte Menneske, ikke til at skjelne fra et andet Menneske, thi al umiddelbar Kjendelighed er for-socratisk Hedenskab og j&o-;disk seet Afgudsdyrkelse; og enhver Bestemmelse af Det, som virkelig gaaer videre end det Socratiske, maa v&ae;sentligen have et M&ae;rke af, at det staaer i Forhold til dette, at Guden er blevet til, fordi Tro, sensu strictissimo, som udviklet blev i Smulerne, refererer sig til Tilblivelse. Naar Socrates troede, at Gud er til, da indsaae han vel, at der hvor Veien svinger af, er der en objektiv Approximerens Vei, ved f. Ex. at betragte Naturen, Verdenshistorien o. s. v. Hans Fortjeneste var netop at flye denne Vei, hvor den qvantiterende Sirenesang fortryller og narrer den Existerende. I Forhold til det Absurde er den objektive Approximeren, der er som den Comedie Misforstaaelse paa Misforstaaelse, som i Almindelighed opf&o-;res af Privat-Docenter og Speculanter. Det Absurde er netop ved det objektive Frast&o-;d Troens Kraftmaaler i Inderlighed. Altsaa det er en Mand, der vil have Troen; lad nu Comedien begynde. Han vil have Troen, men ved Hj&ae;lp af den objektive Overveielse og Approximeren vil han sikkre sig. Hvad skeer? ved Hj&ae;lp af Approximeringen bliver det Absurde noget Andet, det bliver sandsynligt, det bliver mere sandsynligt, det bliver maaskee overmaade og s&ae;rdeles sandsynligt. Nu er det da, han skal til at troe det, og han t&o-;r sige om sig selv, at han troer ikke som Skomagere og Skr&ae;dere og Eenfoldige, men f&o-;rst efter lang Overveielse. Nu skal han da til at troe det; men see, nu er det netop blevet umuligt at troe det. Det n&ae;stendeels Sandsynlige, det Sandsynlige, det overmaade og s&ae;rdeles Sandsynlige, det kan han n&ae;stendeels og saa godt som vide, overmaade og s&ae;rdeles n&ae;stendeels vide &streg; men troe det, lader sig ikke gj&o-;re; thi det Absurde er netop Troens Gjenstand og det Eneste, der lader sig troe. &streg; Eller det er en Mand, der siger, han har Troen, men han vil nu gj&o-;re sig sin Tro tydelig, han vil forstaae sig i sin Tro. Nu begynder Comedien igjen. Troens Gjenstand bliver n&ae;stendeels sandsynlig, den bliver saa godt som sandsynlig, den bliver sandsynlig, den bliver overmaade og s&ae;rdeles sandsynlig. Han er f&ae;rdig, han t&o-;r sige om sig selv, at han ikke troer som Skomagere og Skr&ae;dere eller andre Eenfoldige, men han har tillige forstaaet sig i sin Troen. Forunderlige Forstaaelse; han har tvertimod faaet noget Andet at vide om Troen end han troede, og faaet at vide, at han ikke mere troer, da han n&ae;stendeels veed, saa godt som veed, overmaade og s&ae;rdeles n&ae;stendeels veed. Forsaavidt det Absurde har Tilblivelsens Moment i sig, vil en Approximations-Vei ogsaa v&ae;re den, der forvexler Tilblivelsens absurde Faktum, der er Troens Gjenstand, med et simpelt historisk Faktum, og altsaa s&o-;ger historisk Vished for det, der netop er det Absurde, fordi det indeholder den Modsigelse, at Det der kun lige stik mod al menneskelig Forstand kan blive det Historiske er blevet det. Denne Modsigelse er netop det Absurde, der kun kan troes; faaes der en historisk Vished, saa faaer man blot Vished for, at det, der er vist, er ikke det Omspurgte. Et Vidne kan bevidne, at han har troet det, og altsaa at det saa langtfra at v&ae;re en historisk Vished er lige mod hans Forstand, men et saadant Vidne st&o-;der jo fra i samme Forstand som det Absurde, og et Vidne, der ikke saaledes st&o-;der fra, er eo ipso en Bedrager, eller en Mand, der taler om noget ganske Andet, og et saadant Vidne kan da heller ikke hj&ae;lpe uden til at faae Vished om noget ganske Andet. 100,000 enkelte Vidner, der netop ved deres Vidnesbyrds s&ae;rlige Beskaffenhed (at de have troet det Absurde) blive enkelte Vidner, blive ei heller en masse til noget Andet, saa det Absurde blev mindre absurd &streg; hvorfor? fordi 100,000 Mennesker hver for sig havde troet, at det var absurd? Tvertimod, hine 100,000 Vidner st&o-;de igjen fra aldeles ligesom det Absurde. &streg; Dog dette beh&o-;ver jeg ikke her videre at udf&o-;re, det har jeg i Smulerne (is&ae;r der hvor Forskjelligheden oph&ae;ves mellem Discipelen paa f&o-;rste og anden Haand), og i f&o-;rste Deel af denne Bog, udf&o-;rt omhyggeligt nok, at al Approximation gavner til Intet, da det tvertimod gjelder om, at skaffe Indledningsbetragtninger, Tilforladeligheder, Beviser af Virkninger, det hele Opl&o-;b af Assistentshuusforvaltere og Vederh&ae;ftige bort, for at faae det Absurde tydeligt &streg; at man da kan troe, om man vil det &streg; jeg siger kun, at det maa v&ae;re den yderste Anstr&ae;ngelse. Vil Speculationen indlade sig med dette og som altid sige: evigt, guddommeligt, theocentrisk seet, er der intet Paradox &streg; saa skal jeg ikke kunne afgj&o-;re, om Speculanten har Ret, thi jeg er kun et stakkels existerende Menneske, der hverken evigt eller guddommeligt eller theocentrisk kan betragte det Evige, men maa n&o-;ies med at existere. Saa meget er derimod vist, at ved Speculationen gaaer Alt tilbage, tilbage forbi det Socratiske, der dog fattede, at det at existere var det V&ae;sentlige for en Existerende, end sige da at Spekulationen har givet sig Tid til at fatte hvad det vil sige, saaledes at v&ae;re bestedt i Existents som den Existerende i det Experimenterede. Forskjelligheden mellem det Socratiske og Det, som gaaer videre, er tydelig nok, og v&ae;sentlig den samme som i Smulerne, thi i det Sidste er der Intet forandret og kun i det F&o-;rste Sagen gjort noget vanskeligere, men dog ikke vanskeligere end den er, som den ogsaa er bleven lidt vanskeligere derved, at jeg, medens jeg i Smulerne blot experimenterede Paradoxets Tankebestemmelse frem, her tillige har ladet latent f&o-;lge en Fors&o-;gen paa, at lade Paradoxets N&o-;dvendighed blive tydelig, hvilket, om end Fors&o-;get er noget svagt, altid er noget Andet end speculativt at h&ae;ve Paradoxet. Christendommen har nu selv forkyndt sig at v&ae;re den evige v&ae;sentlige Sandhed, der er blevet til i Tiden, den har forkyndt sig som Paradoxet, og fordret Troens Inderlighed i Forhold til hvad der er J&o-;der en Forargelse og Gr&ae;ker en Daarskab &streg; og Forstanden det Absurde. St&ae;rkere kan det ikke udtrykkes, at Subjektiviteten er Sandheden, at Objektiviteten blot st&o-;der fra, endog i Kraft af det Absurde, som det jo ogsaa synes underligt, at Christendommen skulde v&ae;re kommen ind i Verden for at blive forklaret, ak, som var den selv noget i Vildrede over sig selv, og derfor kom til Verden for at tage til den kloge Mand, Speculanten, der kan hj&ae;lpe med Forklaringen. Inderligere kan det ikke udtrykkes, at Subjektiviteten er Sandheden, end naar Subjektiviteten i sit F&o-;rste er Usandheden, og dog Subjektiviteten Sandheden. S&ae;t Christendommen var og vil v&ae;re en Hemmelighed, saadan en Hemmelighed tilgavns, ikke en theatralsk Hemmelighed, der bliver aabenbar i femte Akt, medens den snilde Tilskuer allerede gjennemskuer den i Expositionen. S&ae;t en Aabenbaring sensu strictissimo maa v&ae;re Hemmeligheden, og netop ene og alene v&ae;re kjendelig paa at den er Hemmeligheden, medens Aabenbaringen sensu laxiori, Erindringens Tilbagetagen ind i det Evige var ligefrem en Aabenbarelse. S&ae;t den aandelige Begavetheds Forskjel var Forskjellen mellem at kunne s&ae;tte det tydeligere og tydeligere frem, at den er og bliver en Hemmelighed for Existerende; s&ae;t den aandelige Begavethed i Forhold til Misforstaaelsen var forskjellig i Forhold til som den Enkelte mere og mere skuffende kunde give det Skin af, at han havde forstaaet Hemmeligheden. S&ae;t det dog var en Salighed, bestedt i Existentsens Yderste at forholde sig til denne Hemmelighed uden at forstaae den, blot troende. S&ae;t Christendommen slet ikke vilde forstaaes, s&ae;t den, for at udtrykke dette og for at forhindre Nogen i at vildledes til at gaae Objektivitetens Vei, har forkyndt sig at v&ae;re Paradoxet. S&ae;t den blot vilde v&ae;re for Existerende og v&ae;sentligen for Existerende i Inderlighed, i Troens Inderlighed, som ikke kan udtrykkes bestemtere, end at det er det Absurde, der fastholdes med Uendelighedens Lidenskab. S&ae;t den ikke vilde forstaaes, og det Maximum af Forstaaelse der kan v&ae;re Tale om, er at forstaae, at den ikke kan forstaaes. S&ae;t den derfor accentuerede det at existere saa afgj&o-;rende, at den Enkelte blev Synder, Christendommen Paradoxet, Existentsen Afgj&o-;relsens Tid. S&ae;t det at speculere var en Anf&ae;gtelse, den bet&ae;nkeligste af alle. S&ae;t Speculanten var ikke den forlorne S&o-;n, thi saaledes vilde den bekymrede Gud vel kun kalde den Forargede, hvem han dog vedbliver at elske, men det uartige Barn, der ikke vil blive, hvor Existerende h&o-;re hjemme, i Existentsens B&o-;rne- og Opdragelses-Stue, hvor man kun bliver Mand ved Inderlighed i at existere, men vil ind i Guds Raad, bestandigt skrigende paa, at evigt, guddommeligt, theocentrisk seet er der intet Paradox. S&ae;t Speculanten var den urolige Beboer, der, uagtet det var vitterligt, at han er Leier, dog i Betragtning af den abstrakte Sandhed, at evigt guddommeligt seet er al Eiendom f&ae;lleds, vil v&ae;re Eier, saa der ikke var Andet at gj&o-;re end at sende Bud efter en Betjent, der vel vilde sige ligesom Stokkem&ae;ndene sige til Geert Westphaler: det gj&o-;r os ondt, at vi skal komme i dette &Ae;rinde. &streg; Er det at v&ae;re Menneske nu blevet noget Andet end det var i gamle Dage, er Vilkaaret ikke det samme: at v&ae;re et enkelt existerende V&ae;sen, og det at existere det V&ae;sentlige saa l&ae;nge man er Existentsen? &anfbeg;Men Menneskene ere nu meget mere vidende.&anfslut; &anfbeg;Ganske rigtigt, men s&ae;t Christendommen ikke er nogen Videns-Sag, saa den megen Viden ikke gavner undtagen til lettere at geraade i den Forvirring, at betragte Christendommen som en Videns-Sag.&anfslut; Og hvis Menneskene nu ere mere vidende, og vi tale jo ikke om Viden om Jernbaner, Maskiner, Caleidoskoper, altsaa mere vidende om det Religieuse, hvorledes ere de da blevne det? Vel ved Christendommen? Altsaa saaledes l&o-;nner man Christendommen. Man faaer Noget at vide af Christendommen, det misforstaaer man, og til ny Misforstaaelse bruger man det mod Christendommen. Var det Forf&ae;rdelsen i gamle Dage, at man kunde forarges; nu er Forf&ae;rdelsen den, at der ingen Forf&ae;rdelse er, at man een to tre, inden man seer sig om, bliver en Speculant, der speculerer over Troen. Over hvilken Tro? Er det over den, han har, og is&ae;r over om han har den eller han ikke har den? Ak, nei, det er for lidt for en objektiv Speculant. Altsaa over den objektive Tro. Hvad vil det sige, den objektive Tro? Det vil sige en Sum af L&ae;res&ae;tninger. Men s&ae;t Christendommen slet ikke var noget Saadant; s&ae;t den tvertimod var Inderligheden, og derfor Paradoxet for at st&o-;de objektivt fra, at den kan v&ae;re for den Existerende i Existentsens Inderlighed, ved at stille ham saa afgj&o-;rende som ingen Dommer kan stille den Anklagede, mellem Tid og Evighed i Tid, mellem Himmel og Helvede i Frelsens Tid. Den objektive Tro, det er jo som var Christendommen ogsaa forkyndt som et lille System, vel ikke saa godt som det hegelske; det er som havde Christus, ja, jeg har ingen Skyld naar jeg siger det, som havde Christus v&ae;ret Professor, og Apostlene dannet et lille Videnskabernes Selskab. Sandeligen, var det engang vanskeligt at blive Christen, nu troer jeg, det bliver vanskeligere Aar for Aar, fordi det nu er blevet saa let at blive det, at det Eneste, der er lidt Concurrence om, er at blive Speculant. Og dog er Speculanten maaskee allerl&ae;ngst fra Christendommen, og det maaskee langt at foretr&ae;kke, at v&ae;re en Forarget, der dog bestandig forholder sig til Christendommen, medens Speculanten har forstaaet den. Forsaavidt er der Haab om, at der dog bliver Lighed mellem en Christen nu og i de f&o-;rste Dage, og det at ville v&ae;re en Christen igjen bliver Daarskab. I den f&o-;rste Tid var en Christen en Daare i Verdens &O-;ine, det var Hedninger og J&o-;der en Daarskab, at han vilde v&ae;re det; nu er man Christen uden videre, vil da nogen v&ae;re det med uendelig Lidenskab, da er han en Daare, som det jo altid er Daarskab med uendelig Lidenskab at ville anstr&ae;nge sig for at blive hvad man er uden videre, ligesom hvis En vilde give al sin Formue hen for at kj&o-;be en &Ae;delsteen &streg; han eiede. Fordum var en Christen en Daare i Verdens &O-;ine, nu ere alle Mennesker Christne, han bliver alligevel en Daare &streg; i de Christnes &O-;ine. S&ae;t det var saaledes; jeg siger bare: s&ae;t, og mere siger jeg ikke; men da man vel nu snart er tr&ae;t af Speculanter, der overh&o-;re hinanden paa Prent i den systematiske Ramse, saa kan det jo altid v&ae;re en Afvexling at sp&o-;rge Sagen igjennem paa en anden Maade. &anfbeg;Men evigt, guddommeligt, og is&ae;rdeleshed theocentrisk seet er der intet Paradox, den sande Speculation bliver derfor ikke staaende ved Paradoxet, den gaaer videre og forklarer det&anfslut;. &anfbeg;Maa jeg nu bede om Fred, og frabede mig, at han begynder igjen, jeg har jo sagt, at med Over- og Underjordiske kan jeg ikke indlade mig.&anfslut; &anfbeg;Forklaringens Begyndelse og Fuldendelse er med mig, og det er derpaa den evige Sandhed har ventet; thi det er ganske rigtigt, at den kom ind i Tiden, men den f&o-;rste Udgave var kun et ufuldkomment Fors&o-;g. Den evige Sandhed kom ind i Verden, fordi den tr&ae;ngte til en Forklaring og im&o-;desaae denne ved at foranledige en Discussion. Saaledes udgiver ogsaa en Professor Grundtr&ae;kkene til et System, idet han regner paa, at Skriftet, ved at blive anmeldt og dr&o-;ftet, efter l&ae;ngere eller kortere Tids Forl&o-;b vil kunne udkomme i en ny og aldeles omarbeidet Skikkelse. F&o-;rst denne anden Udgave, naar den har afventet kyndige M&ae;nds Raad og Dom, er Sandheden, og saaledes er Speculationen f&o-;rst den sande og ene tilfredsstillende Udgave af Christendommens forel&o-;bige Sandhed&anfslut;. Lad os da saa, med et Par Exempler oplyse, hvorledes Speculationen, netop fordi den ikke vil fatte, at Subjektiviteten er Sandheden, har gjort sig fortjent af Christendommen, der eengang for alle er Paradoxet og paa ethvert Punkt paradox, medens Speculationen forblivende i Immanentsen, der er Erindringens sig Udtagen af Existents, paa ethvert Punkt tilveiebringer en Forflygtigelse, der ved Hj&ae;lp af det Kunststykke, ikke at t&ae;nke noget Afgj&o-;rende ved det meest Afgj&o-;rende (hvilket jo netop er beregnet paa ved Afgj&o-;relsen at forhindre Immanentsen), men benyttende Afgj&o-;relsens Udtryk som en Talemaade, bliver en hedensk Reminiscents, mod hvilken der Intet er at indvende hvis den ligefrem bryder med Christendommen, men meget at indvende naar den skal v&ae;re Christendom. Den S&ae;tning, at Gud har v&ae;ret til i menneskelig Skikkelse, er bleven f&o-;dt, har voxet, o. s. v., er vel Paradoxet sensu strictissimo, det absolute Paradox. Men som det absolute Paradox kan det ikke forholde sig til en relativ Forskjel. Det relative Paradox forholder sig til den relative Forskjel mellem mere eller mindre kl&o-;gtige Hoveder, men det absolute Paradox, netop fordi det er det absolute, kan kun forholde sig til den absolute Forskjel, hvorved Mennesket er forskjelligt fra Gud, ikke forholde sig til relativt Kj&ae;vl mellem Menneske og Menneske, at den Ene er lidt bedre Hoved end den Anden. Men den absolute Forskjel mellem Gud og Menneske er netop den at Mennesket er et enkelt existerende V&ae;sen (og dette er det bedste Hoved ligesaa fuldt som den Dummeste), hvis v&ae;sentlige Opgave derfor ikke kan v&ae;re at t&ae;nke sub specie &ae;terni, da han selv, vel evig, dog saa l&ae;nge han existerer v&ae;sentlig er Existerende, og det V&ae;sentlige for ham derfor maa v&ae;re Inderlighed i Existentsen; Gud derimod den Uendelige, der er evig. Saasnart jeg gj&o-;r Forstaaelsen af Paradoxet commensurabel for Forskjellen mellem mere eller mindre aandelig Begavethed (en Forskjel der dog aldrig kommer ud over det at v&ae;re Menneske, med mindre at En blev saa godt et Hoved, at han ikke blot blev Menneske, men tillige Gud), saa viser eo ipso min Tale om Forstaaelsen, at det jeg har forstaaet ikke er det absolute Paradox, men et relativt, thi det absolute Paradox kan der kun forstaaes om, at det ikke kan forstaaes. &anfbeg;Men saa kan Spekulationen slet ikke komme til at faae det fat.&anfslut; &anfbeg;Ganske rigtigt, det er netop det, som Paradoxet siger, der blot st&o-;der fra i Retning af Inderlighed i Existents&anfslut;. Maaskee har dette sin Grund i, at objektivt er der ingen Sandhed for existerende V&ae;sener, men kun Approximation, men subjektivt er Sandheden hos dem i Inderligheden, fordi Sandhedens Afgj&o-;relse er i Subjektiviteten. Den moderne mythiske allegoriserende Retning erkl&ae;rer uden videre hele Christendommen for Mythe. En saadan Fremgangsmaade er idetmindste aaben F&ae;rd, og Enhver kan let d&o-;mme om den. Spekulationens Venskab er af en anden Art. Spekulationen bek&ae;mper for en Sikkerheds Skyld den ugudelige mythisk-allegoriserende Retning, og vedbliver saa: _{Spekulationen}&anfbeg;Spekulationen derimod antager vel Paradoxet, men bliver ikke staaende ved det.&anfslut; &anfbeg;Fordres heller ikke, thi naar man troende vedbliver at holde det fast, fordybende sig ved Existents i Troens Inderlighed, saa bliver man heller ikke staaende&anfslut;. Spekulationen bliver ikke staaende &streg; hvad vil det sige? Vil det sige at Dhrr. _{Spekulanter, oph&o-;re}Spekulanter oph&o-;re at v&ae;re Mennesker, enkelte existerende Mennesker, og en famille blive Allehaande? Ellers bliver man vel nok n&o-;dt til at blive staaende ved Paradoxet, naar dette netop er begrundet i og Udtrykket for, at den evige v&ae;sentlige Sandhed forholder sig til Existerende med Opfordring til at de skulle gaae videre og videre i Troens Inderlighed. Hvad vil det overhovedet sige at forklare Noget? Er det at forklare at vise, at det omspurgte dunkle Noget ikke er dette, men noget Andet? Det var en besynderlig Forklaring, jeg troede, at det ved Forklaringen netop blev tydeligt, at det omspurgte Noget var dette Bestemte, saa Forklaringen ikke tog det Omspurgte bort, men Dunkelheden. Ellers er Forklaringen noget andet end en Forklaring, den er en Berigtigelse. Forklaringen af Paradoxet tydeliggj&o-;r hvad Paradoxet er, og tager Dunkelheden bort; Berigtigelsen tager Paradoxet bort og tydeliggj&o-;r, at der intet Paradox er; men dette Sidste er jo ingen Forklaring af Paradoxet, men vel en Forklaring af, at der intet Paradox er. Men dersom Paradoxet fremkommer ved at det Evige og et existerende enkelt Menneske s&ae;ttes sammen, tager da Forklaringen, som den tager Paradoxet bort, ogsaa det at existere bort fra den Existerende? Og naar en Existerende ved sig selv eller ved en Andens Hj&ae;lp er kommet eller bragt det allern&ae;rmest, at det er ham, som existerede han ikke, hvad er han saa? Saa er han distrait. Altsaa den Forklaring af det absolute Paradox, at der intet Paradox er uden saadan til en vis Grad, hvilket vil sige, at der kun er relative Paradoxer, den er &streg; ikke for Existerende, men for Distraite. Ja saa er alt i sin Orden. Forklaringen er, at Paradoxet kun er saadan til en vis Grad, og det er i sin Orden at den, nemlig Forklaringen, er for en Existerende, der saadan kun til en vis Grad er Existerende, da han glemmer det hvert andet &O-;ieblik, og en saadan Existerende er netop en Distrait. Og naar saa En taler om det absolute Paradox, der er J&o-;der en Forargelse, Gr&ae;ker en Daarskab, Forstanden det Absurde, og henvender sin Tale til Speculationen, saa er denne ikke uh&o-;flig nok til ligefrem at sige til ham, at han er en Daare, men giver en Forklaring, der indeholder en Berigtigelse, og saaledes indirecte lader ham forstaae, at han var i en Vildfarelse: saaledes b&ae;rer altid en human overlegen Aand sig ad mod den mere Indskr&ae;nkede. Fremgangsmaaden er aldeles socratisk, det eneste Usocratiske skulde v&ae;re, hvis den Talende dog alligevel var Sandheden n&ae;rmere end Speculationens Forklaring, thi da bliver Uligheden, at Socrates paa en h&o-;flig og indirecte Maade tog Usandheden fra den L&ae;rende og gav ham Sandheden, Speculationen derimod paa en h&o-;flig og indirecte Maade tager Sandheden fra den L&ae;rende og giver ham Usandheden. Men H&o-;fligheden bliver dog det F&ae;lleds. Og naar saa Christendommen selv erkl&ae;rer sig at v&ae;re Paradoxet, saa er Speculationens Forklaring ingen Forklaring, men en Berigtigelse, en h&o-;flig og indirecte Berigtigelse, som det s&o-;mmer sig en overlegen Aand i Forhold til den mere Indskr&ae;nkede. At forklare Paradoxet er det at gj&o-;re det Udtryk Paradox til et rhetorisk Udtryk, til Noget, som den velbaarne Speculant vel siger har sin Gyldighed &streg; men da igjen ikke sin Gyldighed? I saa Fald bliver jo dog summa summarum, at der intet Paradox er. &Ae;re v&ae;re Hr. Professoren! Det er ikke for at tage &Ae;ren fra ham at jeg siger dette, som kunde jeg ogsaa h&ae;ve Paradoxet, ingenlunde. Men naar Professoren har h&ae;vet det, saa er det jo h&ae;vet, saa t&o-;r jeg jo sige, at det er h&ae;vet &streg; med mindre Oph&ae;velsen mere angik Professoren end Paradoxet, saa han, istedenfor at h&ae;ve Paradoxet, selv blev en bet&ae;nkelig phantastisk H&ae;velse. I andet Tilf&ae;lde antager man, at det at forklare Noget er at lade det blive tydeligt i sin Betydning, at det er dette og ikke andet. Det at forklare Paradoxet vilde da v&ae;re dybere og dybere at fatte, hvad et Paradox er, og at Paradoxet er Paradoxet. Gud er saaledes en h&o-;ieste Forestilling, der ikke lader sig forklare ved Andet, men kun forklare ved at fordybe sig i Forestillingen selv; de &o-;verste Principer for al T&ae;nkning lade sig kun bevise indirecte (negativt): s&ae;t Paradoxet saaledes var Gr&ae;ndsen for en Existerendes Forhold til en evig v&ae;sentlig Sandhed, saa vil Paradoxet heller ikke v&ae;re til at forklare ved Andet, naar Forklaringen skal v&ae;re for Existerende. Men speculativt forstaaet udtrykker selv det absolute Paradox (thi Speculationen er ikke bange for at bruge afgj&o-;rende Udtryk, det Eneste, den er bange for, er at t&ae;nke noget Afgj&o-;rende derved) kun den relative Forskjel mellem mere og mindre begavede og studerede Mennesker. Paa den Maade vil efterhaanden Verdens Skikkelse forandres. Da Christendommen kom ind i Verden, var der slet ingen Professorer og Privat-Docenter, da var den et Paradox for Alle; i den nuv&ae;rende Generation kan man antage, at hver Tiende er Privat-Docent, altsaa er den kun et Paradox for Ni af Ti. Og naar saa endelig Tidens Fylde kommer, hiin magel&o-;se Fremtid, da der paa Jorden vil leve en Generation af Privat-Docenter og Docentinder: saa vil Christendommen have oph&o-;rt at v&ae;re et Paradox. &streg; Den der derimod vil paatage sig at forklare Paradoxet, han vil da, under Foruds&ae;tning af at han veed, hvad han vil, netop samle sig paa at vise, at det maa v&ae;re et Paradox. At forklare den uudsigelige Gl&ae;de, hvad vil det sige? Vil det sige at forklare, at den er det og det? I saa Fald bliver det Pr&ae;dikat uudsigelig kun et rhetorisk Pr&ae;dikat, et st&ae;rkt Udtryk og andet Saadant. Den forklarende Tusindkunstner har da Alt i Beredskab f&o-;r Forestillingens Begyndelse, og nu begynder den. Han duperer Tilh&o-;reren, han kalder Gl&ae;den uudsigelig &streg; og derpaa ny Overraskelse, en sand overraskende Overraskelse: han siger den ud. S&ae;t nu den uudsigelige Gl&ae;de havde sin Grund i den Modsigelse, at et existerende Menneske er sammensat af Uendelighed og Endelighed, bestedt i Tiden, saa det Eviges Gl&ae;de i ham bliver uudsigelig, fordi han er existerende, bliver et h&o-;ieste Aandedrag, som dog ikke kan gestalte sig, fordi den Existerende er Existerende: saa vilde jo Forklaringen v&ae;re, den er uudsigelig, den kan ikke v&ae;re Andet; ingen Vr&o-;vl. Naar derimod en Dybsindig f&o-;rst d&o-;mmer En og Anden, som n&ae;gter, at en uudsigelig Gl&ae;de er til, og derpaa siger: nei, jeg antager, at der er en uudsigelig Gl&ae;de, men jeg gaaer videre og siger den ud, saa gj&o-;r han kun Nar af sig selv, og er kun deri forskjellig fra den Anden, som han d&o-;mmer, at den Anden er mere &ae;rlig og _{ligefrem siger ligefrem, siger}ligefrem, siger hvad den Dybsindige jo ogsaa siger, thi de sige v&ae;sentligen begge det Samme. &streg; At forklare det Afgj&o-;rende er det at forvandle Udtrykket til en rhetorisk Vending, at man, ikke som Letsindige, n&ae;gter al Afgj&o-;relse, men antager den, men antager den til en vis Grad. Hvad vil det sige, at udsige om Afgj&o-;relsen, at den er til en vis Grad, det vil sige, at n&ae;gte Afgj&o-;relse. Afgj&o-;relse er netop beregnet paa, at gj&o-;re en Ende paa hiint til en vis Grads evindelige Praten; saa antager man da Afgj&o-;relsen, men see, man antager den til en vis Grad. Thi Speculationen er ikke bange for at bruge Afgj&o-;relsens Udtryk, det Eneste, den er bange for, er at t&ae;nke noget Afgj&o-;rende derved. Og naar saa Christendommen vil v&ae;re det existerende _{Subjekt, den}Subjekt den evige Afgj&o-;relse, og Speculationen forklarer Afgj&o-;relsen at v&ae;re relativ, saa forklarer den ikke Christendommen, saa berigtiger den den. Om Speculationen har Ret, er et ganske andet Sp&o-;rgsmaal; her er kun Sp&o-;rgsmaal om, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen som den forklarer. At forklare Noget, er det at oph&ae;ve det? Jeg veed vel, at det Ord aufheben har i det tydske Sprog forskjellige ja modsatte Betydninger; der er ofte nok erindret derom, at det baade kan betyde tollere og conservare. Jeg veed ikke af, at det danske Ord oph&ae;ve tillader nogen Tvetydighed, men derimod veed jeg, at vore tydsk-danske Philosopher bruge det som det tydske. Om det nu er en god Egenskab ved et Ord, at det kan betyde det Modsatte, veed jeg ikke, men Den, der vil udtrykke sig n&o-;iagtigt, undgaaer gjerne Brugen af et saadant Ord paa de afgj&o-;rende Steder. Man har et simpelt, folkeligt Udtryk, hvormed man _{som humoristisk}humoristisk betegner det Umulige: at have Munden fuld af Meel og at bl&ae;se paa eengang; omtrent dette Kunststykke er det Speculationen gj&o-;r ved at benytte et Ord, der betegner lige det Modsatte. For ret tydeligt at betegne, at Speculationen ingen Afgj&o-;relse veed af at sige, bruger den selv et saa tvetydigt Ord for at betegne den Art af Forstaaelse, der er den speculative Forstaaelse. Og seer man n&ae;rmere til, saa bliver Forvirringen tydeligere. Aufheben i Betydning af tollere er at tilintetgj&o-;re, i Betydning af conservare, at bevare i aldeles uforandret Tilstand, slet ikke at gj&o-;re Noget ved det Opbevarede. Oph&ae;ver Regjeringen et politisk Samfund, saa tilintetgj&o-;r den det; opbevarer en Mand Noget for mig, saa er det mig netop af Vigtighed, at han slet ingen Forandring foretager derved. Ingen af Delene er det philosophiske aufheben. Spekulationen oph&ae;ver da al Vanskelighed, og lader saa den tilbage, hvad jeg egentligen har at forstaae ved det den gj&o-;r ved denne Aufheben. Men lad nu denne Aufheben v&ae;re at neds&ae;tte Noget til et relativt Moment, som der jo ogsaa siges, naar det Afgj&o-;rende, naar Paradoxet neds&ae;ttes til et relativt Moment, saa vil dette sige, at der er intet Paradox, ingen Afgj&o-;relse, thi Paradoxet og det Afgj&o-;rende er netop ved deres Gjenstridighed hvad de ere. Om Spekulationen har Ret, er et andet Sp&o-;rgsmaal, men her sp&o-;rges jo kun, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen, som den forklarer. At Christendommen skulde v&ae;re Usandhed, siger Spekulationen ingenlunde, tvertimod siger den jo, at netop Spekulationen fatter Christendommens Sandhed. Mere kan der dog vel ikke forlanges; har Christendommen nogensinde forlangt at v&ae;re mere end Sandheden, og naar Spekulationen fatter den, er jo Alt i sin Orden. Og dog, nei, det er ikke saaledes; den systematiske Spekulation er i Forhold til Christendommen blot lidt snild i allehaande diplomatiske Vendinger, der bestikke Godtroende. Christendommen, saaledes som den forstaaes af Spekulanten, er jo noget Andet end saaledes som den foredrages for de Eenfoldige. For dem er den Paradoxet, men Spekulanten veed at h&ae;ve Paradoxet. Det er altsaa ikke Christendommen, der er og var og bliver Sandheden, og Spekulantens Forstaaelse Forstaaelsen af at Christendommen er Sandheden, nei, det er Spekulantens Forstaaelse af Christendommen, der er Christendommens Sandhed. Forstaaelsen er altsaa et Andet end Sandheden; det er ikke saaledes, at f&o-;rst naar Forstaaelsen har forstaaet Alt hvad der ligger i Sandheden, f&o-;rst saa er Sandheden forstaaet, men saaledes, f&o-;rst naar hiin &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; Sandhed er forstaaet saaledes som Spekulanten forstaaer den, f&o-;rst saa &streg; ja saa er det ikke Spekulationen der er bleven sand, men Sandheden der er bleven til. Sandheden er altsaa ikke givet, og Forstaaelsen det man venter paa, men der ventes paa, at Spekulationens Forstaaelse skal blive f&ae;rdig, thi da f&o-;rst er Sandheden bleven til. Den spekulative Viden er saaledes ikke som ellers Viden er, et Ligegyldigt i Forhold til det, der vides, saa dette ikke forandres ved at vides, men bliver det Samme, nei, den spekulative Viden er selve Videns Gjenstand, saa denne nu ikke l&ae;ngere er den samme som den var, men samtidigen bleven til med Spekulationen som Sandheden. Om Spekulationen har Ret, er et andet Sp&o-;rgsmaal, her sp&o-;rges kun, hvorledes dens Forklaring af Christendommen forholder sig til Christendommen, som den forklarer. Og hvorledes skulle de forholde sig? Spekulationen er objektiv, og objektivt er der ingen Sandhed for en Existerende, men blot Approximeren, thi i at blive aldeles objektiv er han forhindret ved at existere. Christendommen derimod er subjektiv, Troens Inderlighed i den Troende er Sandhedens evige Afgj&o-;relse. Og objektivt er der ingen Sandhed, thi den objektive Viden om Christendommens Sandhed eller dens Sandheder, er netop Usandhed; at kunne en Troes-Bekjendelse udenad er Hedenskab, fordi Christendommen er Inderligheden. Lad os tage Syndsforladelsens Paradox. Syndsforladelsen er socratisk paradox, forsaavidt den evige Sandhed forholder sig til en Existerende, sensu strictiori fordi den Existerende er en Synder, ved hvilken Bestemmelse Existents anden Gang er m&ae;rket, fordi den vil v&ae;re en evig Afgj&o-;relse i Tiden med tilbagevirkende Kraft til at oph&ae;ve det Forbigangne, og fordi den knyttes til at Gud har existeret i Tiden. Det enkelte existerende Menneske maa f&o-;le sig selv som Synder (ikke objektivt, det er Nonsens, men subjektivt, dette er den dybeste Smerte); med al sin Forstand (har det ene Menneske lidt mere deraf end det Andet, saa gj&o-;r det ingen v&ae;sentlig Forskjel, og det at beraabe sig paa sin store Forstand, er blot at forraade sin mangelfulde Inderlighed, ellers gaaer den nok i L&o-;bet) indtil den sidste Vending maa han ville forstaae Synds-Forladelsen, og da fortvivle om Forstaaelsen. Med Forstanden lige imod sig maa saa Troens Inderlighed gribe Paradoxet; og netop at Troen strider saaledes, som Romerne engang strede, blendede af Solens Lys, er Inderlighedens Sp&ae;ndstighed. Vil nogensinde nogen anden Forstaaelse tr&ae;nge sig frem i ham, saa seer han, han er if&ae;rd med at tabe Troen, ligesom en Pige, naar hun f&o-;rst er bleven den Elskedes Kone, ved at opdage, at det lader sig let forstaae, at hun blev sin Mands Udvalgte, burde indsee, at denne Forklaring let lader sig forstaae deraf, at hun ikke mere er elskende. Men en Spekulant b&ae;rer sig anderledes ad. Han tr&ae;der frem for et h&o-;ist&ae;ret Publikum og siger: mine Herrer og Damer, thi saaledes maa jeg tiltale Dem, for en troende Menighed kan nemlig kun Paradoxet forkyndes af en Troende, men for et h&o-;ist&ae;ret Publikum kan Sandheden forkyndes af en Spekulant: altsaa Synds-Forladelsen er et Paradox (almindelig Sp&ae;nding), den pantheistiske Retning er en Vildfarelse, som Spekulationen bek&ae;mper; men Spekulationen bliver ikke staaende ved Paradoxet, den forklarer det og oph&ae;ver det. Den meget &ae;rede Spekulant har da ikke sat al sin Forstand ind, da han fortvivlede, hans Fortvivlelse var til en vis Grad, en fingeret Bev&ae;gelse, han beholdt en Deel af Forstanden tilbage &streg; til Forklaringen. Det kan man kalde at have Gavn af sin Forstand. Den Troende har slet ingen Gavn af sin, han s&ae;tter den heel til i Fortvivlelsen, men Spekulanten veed at lade den str&ae;kke til, han tager den ene Halvdeel til at fortvivle (naar det ellers ikke var Nonsens at fortvivle halvt) og den anden Halvdeel til at indsee, at der ingen Grund er for Forstanden til at fortvivle. Ja, saa maa Sagen naturligviis blive en anden; og hvor ligger saa Feilen? Naturligt i at den f&o-;rste Bev&ae;gelse er svigefuld, og altsaa egentligen ikke i, at han ikke blev staaende ved Troen, men i, at han slet ikke kom til den. S&ae;t nu Synds-Forladelsens Paradox havde sin Grund i, at det stakkels existerende Menneske er existerende, at han halvt er gudforladt, selv da, naar han mod Forstanden seirer i Troens Inderlighed; s&ae;t at kun Evigheden kan give den evige Vished, Existentsen maa n&o-;ies med den stridende Vished, hvilken ikke vindes ved, at Kampen bliver svagere eller illusorisk, men kun ved at den bliver st&ae;rkere. I saa Fald er jo dette Forklaringen, at det er og bliver et Paradox, og da f&o-;rst Alt er tabt, naar Nogen fatter, at det intet Paradox er, eller kun til en vis Grad. Men, siger maaskee det h&o-;ist&ae;rede Publikum, naar Syndsforladelsen er noget Saadant, hvor kan man saa troe den? Svar: dersom den ikke er noget Saadant, hvor kan man saa troe den? &streg; Om Christendommen har Ret, er et andet Sp&o-;rgsmaal, her sp&o-;rges kun, hvorledes Spekulationens Forklaring forholder sig til Christendommen, som den forklarer. Men har Christendommen maaskee Uret: saa meget er vist, at Spekulationen har bestemt Uret, thi den eneste Conseqvents udenfor Christendommen er Pantheismens, Erindringens Tagen sig ud af Existentsen tilbage i det Evige, hvorved alle Existents-Afgj&o-;relser kun blive et Skyggespil mod hvad der evigt er afgjort bag ved. Spekulationens fingerede Afgj&o-;relse er som al fingeret Afgj&o-;relse Nonsens, thi Afgj&o-;relsen er netop den evige Protest mod Fiktioner. Pantheisten er evigt beroliget bagl&ae;nds, det &O-;ieblik, der er Tilv&ae;relsens i Tid, de 70 Aar er et Forsvindende. Spekulanten derimod vil v&ae;re en Existerende, og dog igjen en Existerende der ikke er subjektiv, ikke i Lidenskab, ja existerende sub specie &ae;terni, kort, han er distrait. Men hvad der forklares i Distraction, maa man ikke absolut fidere paa &streg; en saadan Forklaring er, ja deri er jeg enig med Spekulationen, den er kun til en vis Grad. Dersom Spekulanten forklarer Paradoxet saaledes, at han oph&ae;ver det, og nu vidende veed, at det er oph&ae;vet, at Paradoxet altsaa ikke er den evige v&ae;sentlige Sandheds v&ae;sentlige Forhold til en Existerende i Existentsens Yderste, men kun et tilf&ae;ldigt Relations-Forhold til de indskr&ae;nkede Hoveder: saa er der en v&ae;sentlig Forskjel mellem Spekulanten og den Eenfoldige, hvorved da hele Tilv&ae;relsen fra Grunden forvirres: Gud forn&ae;rmes ved at faae et Paah&ae;ng, en Mellemstab af gode Hoveder, og Menneskeheden kr&ae;nkes ved at der ikke til Gud er et lige Forhold for alle Mennesker. Hiin i det Foregaaende opstillede gudelige Formel for Forskjellen mellem den Eenfoldiges og den eenfoldige Vises Viden af det Eenfoldige, at Forskjellen er den intetsigende Ubetydelighed, at den Vise veed af, at han veed eller veed af, at han ikke veed, hvad den Eenfoldige veed, denne Formel respekterer Spekulationen ingenlunde, og respekterer heller ei den i Forskjellen indeholdte Lighed mellem den Vise og den Eenfoldige, at de veed det Samme. Spekulanten og den Eenfoldige veed nemlig ingenlunde det Samme, naar den Eenfoldige troer Paradoxet, og Spekulanten veed at det er oph&ae;vet. If&o-;lge den anf&o-;rte Formel derimod, der &ae;rer Gud og elsker Menneskene, vil Forskjellen v&ae;re, at den Vise tillige veed af, at det maa v&ae;re et Paradox, det Paradox, han selv troer. Altsaa veed de jo v&ae;sentligen det Samme, den Vise veed ikke noget Andet om Paradoxet, men han veed af, at han veed det om Paradoxet. Den eenfoldige Vise vil da fordybe sig i at fatte Paradoxet som Paradox, og ikke indlade sig paa at forklare Paradoxet ved at forstaae, at det ikke er til. Naar saaledes den eenfoldige Vise talte med en Eenfoldig om Syndsforladelsen, da vilde vel den Eenfoldige sige: &anfbeg;men jeg kan dog ikke begribe den guddommelige Barmhjertighed, der kan tilgive Synder; jo mere levende jeg troer det, jo mindre kan jeg forstaae det.&anfslut; (Altsaa synes det ikke, at Sandsynligheden tager til eftersom Troens Inderlighed for&o-;ges, snarere omvendt.) Men den eenfoldige Vise vilde vel sige: mig gaaer det ligesaa, Du veed, jeg har havt Leilighed til at kunne anvende megen Tid til Forskning og Eftertanke, og dog er summa summarum af alt dette i sit H&o-;ieste, at jeg fatter, at det ikke kan v&ae;re anderledes, end at det maa v&ae;re uforstaaeligt. See, denne Forskjel kan jo dog vel ikke bedr&o-;ve Dig, eller bringe Dig til veemodigt at t&ae;nke paa Dit m&o-;isommeligere Livs-Vilkaar og paa Din maaskee ringere Evne, som havde jeg noget Fortrin fremfor Dig. Mit Fortrin er baade til at lee og til at gr&ae;de over, naar det betragtes som Frugten af et Studium. Dog skal Du aldrig lade haant om dette Studium, som jeg heller ei fortryder, da det tvertimod behager mig meest, naar jeg smiler over det, og da netop begeistret igjen tager fat paa T&ae;nkningens Anstr&ae;ngelse.&anfslut; Og en saadan Tilstaaelse er jo i Oprigtighed, og den er ikke engang imellem, men v&ae;sentlig tilstede hos den Vise, hver Gang han sysler med T&ae;nkningen. Engang om Aaret at bet&ae;nke, at man altid skal takke Gud, var dog ingen rigtig Forstaaelse af Ordet: saaledes ogsaa engang imellem ved en fremtr&ae;dende Begivenhed r&o-;rt at bet&ae;nke, at for Gud er v&ae;sentligen alle Mennesker lige, er ikke i Sandhed at forstaae denne Lighed, hvis ellers netop Ens daglige Arbeide og Str&ae;ben paa mere end een Maade vil bringe det i Glemsel. Men netop naar man allerst&ae;rkest er i sin Differents, da allerst&ae;rkest at fatte Ligheden, det er den eenfoldige Vises &ae;dle Fromhed. Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Opr&o-;rende om Christendommen; men det Dummeste der nogensinde er sagt, er at den er til en vis Grad sand. Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Opr&o-;rende om Begeistring, men det Dummeste der er sagt om den er, at den er til en vis Grad. Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Opr&o-;rende om Elskov, men det Dummeste der er sagt om den er, at den er til en vis Grad. Og naar da et Menneske har prostitueret sig selv ved at tale saaledes om Begeistring og Elskov, har forraadt sin Dumhed, hvilken dog ikke er i Retning af Forstand, da den netop har sin Grund i at Forstanden bliver for stor i samme Betydning som Leversygdom har sin Grund i at Leveren bliver for stor, og derfor, hvad en anden Forfatter har bem&ae;rket, &anfbeg;er den Dumhed, som Saltet antager, naar det taber sin Kraft&anfslut;: saa staaer der endnu eet Ph&ae;nomen tilbage, det er Christendommen. Har Begeistringens Syn ikke formaaet at hj&ae;lpe ham til at bryde med Forstanden, har Elskov ikke formaaet at udrive ham af Tr&ae;ldommen, saa lad ham betragte Christendommen. Lad ham forarges, han er dog et Menneske; lad ham fortvivle om nogensinde selv at blive en Christen, han er dog maaskee det n&ae;rmere end han troer; lad ham indtil sin sidste Blodsdraabe arbeide for at ville udrydde Christendommen, han er dog et Menneske &streg; men er han istand til ogsaa her at sige: den er til en vis Grad sand, saa er han dum. Maaskee t&ae;nker En, at det gyser i mig ved at sige dette, at jeg maa v&ae;re forberedt