Niels Jørgen Cappelørn, Flemming Harrits og Heiko Schulz Begrebet Angest Søren Kierkegaards Skrifter 4 BA Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen udgiverne og Jon Stewart Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2002 http://sks.dk/ba/kom.xml 20120823 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.7 psychologisk-paapegende Overveielse jf. Begrebet Angest (forkortet BA) i SKS 4, 331. i Retning af med henblik på. det dogmatiske Problem om Arvesynden Forestillingen om arvesynd, dvs. at synden arves el. forplantes, bygger på flere steder i Bibelen, først og fremmest 1 Mos 3 om menneskets syndefald; Sl 51,7, hvor det hedder: »See, jeg er født i Misgierning, og min Moder haver undfanget mig i Synd« (GT-1740); og Rom 5,12-14, hvor Paulus skriver: »Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam«. Det er dog først med Augustin, at forestillingen om arvesynd gøres til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Dette dogme blev antaget af hele kirken ved koncilierne i Kartago i 412, 416 og 418 samt i Efesos i 431. Dogmet om arvesynd blev videreført af de lutherske reformatorer og kom til udtryk i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana art. 2, »Om arvesynden«, hvor det hedder: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at efter Adams Fald alle Mennesker, som naturlig fødes, undfanges og fødes i Synden; det er: at de alle fra Moders Liv af ere fulde af ond Lyst og Tilbøielighed, og kunne ikke af Naturen have nogen sand Gudsfrygt eller nogen sand Troe til Gud, og at denne medfødte Syge eller oprindelige Brøst er i Sandhed Synd, hvilken fordømmer og paafører ogsaa nu den evige Død saa mange, som ikke formedelst Daaben ved den Hellige Aand vorde gjenfødte«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchton forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den Augsburgske Troesbekjendelse), s. 46. Med anden halvdel af art. 2 accentueres det dogmatiske problem om arvesynden: »De [reformatorerne] fordømme Pelagianerne og andre, som nægte, at denne oprindelige Brøst er Synd, og for at forkrænke Christi Værdskylds og Velgjerningers Ære, paastaae, at Mennesket ved sin Fornufts egne Kræfter kan vorde retfærdiggjort for Gud«, s. 47. (Pelagianerne .) Det dogmatiske problem om arvesynden er fyldigt behandlet i K.A. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der Evangelisch-Lutherischen Kirche. Ein dogmatisches Repertorium für Studierende, 4. forbedrede udg., Leipzig 1839 [1828], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus), § 83-86, s. 195-208 (4. udg. blev overs. af A.L.C. Listow som Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik. Et dogmatisk Repertorium for Studerende, Kbh. 1841). Vigilius Haufniensis lat. den årvågne fra København el. vægteren fra København. Distinctionens Tid er forbi ... overvundet den Det er en velkendt indvending mod Hegels filosofi, at den afskaffer alle strikte distinktioner i kraft af princippet om 'Aufhebung', 'ophævelse' (), og om 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning', dvs. mediation (). I den da. debat om den hegelske logik var der en livlig diskussion om disse princippers anvendelse på logikkens love. Jf. fx afsnittet »Om den Maade, hvorpaa Contradictionsprincipet behandles i den hegelske Skole« i F.C. Sibberns anmeldelse af Perseus nr. 1 (), udg. af J.L. Heiberg, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 19, Kbh. 1838, s. 424-460; J.P. Mynster »Rationalisme. Supranaturalisme« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1, Kbh. 1839, s. 249-268; J.L. Heiberg »En logisk Bemærkning i Anledning af h.h. Hr. Biskop Dr. Mynsters Afhandling om Rationalisme og Supranaturalisme« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1, Kbh. 1839, s. 441-456; H.L. Martensen »Rationalisme, Supranaturalisme og principium exclusi medii, i Anledning af h.h. Biskop Mynsters Afhandling« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1, Kbh. 1839, s. 456-473; [A.F. Schiødt] »Et Par Ord til nærmere Overveielse angaaende de tre saakaldte logiske Principer« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 2, Kbh. 1839, s. 120-128; J.P. Mynster »Om de logiske Principper« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 7, Kbh. 1842, s. 325-352. Systemet De fleste af de nyere filosoffer, fx Descartes (), Spinoza (), Leibniz () og Kant () samt Fichte () og Schelling (), foregiver at filosofere 'systematisk', dvs. går ud fra et organiserende princip, der bestemmer såvel tænkningens indhold som dens metode, og stiler tillige mod en filosofisk totalanskuelse. Her sigtes dog først og fremmest til Hegel () og hans da. tilhængere. If. Hegel er filosofien den sande og grundlæggende videnskab og som sådan systematisk: »Ein Philosophiren ohne System kann nichts Wissenschaftliches seyn«, Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563 (forkortet Encyclopädie); bd. 1, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 6, s. 22 (Jub. bd. 8, s. 60). Jf. også Phänomenologie des Geistes, udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1807], ktl. 550, i Hegel's Werke bd. 2, s. IX (Jub. bd. 2, s. 5): »Das Element des Wahren ist der Begriff und seine wahre Gestalt das wissenschaftliche System«. Derved defineres systemet som »ein organisches Ganzes von Begriffen«, jf. »Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie«, i Philosophische Abhandlungen, udg. af K.L. Michelet, Berlin 1832, ktl. 549, i Hegel's Werke bd. 1, s. 188 (Jub. bd. 1, s. 60). Socrates Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon () og Aristoteles () den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter ( og ) og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro (). – I Platons dialog Theaitetos 149a, jf. Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera); bd. 2, 1820, s. 22, bemærker Sokrates, inden han begynder at forklare sin 'jordemoderkunst': »jeg ejer denne Kunst ganske i det skjulte. Og da Folk nu ikke ved det, saa siger de mig i hvert Fald ikke det paa, men blot at jeg er en stor Særling, der sætter Folk i Forlegenhed« (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 6, s. 102). selv udtalte og fuldkommede sigter fx til Sokrates' Forsvarstale 21d, jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 108f., hvor Sokrates erklærer: Jeg har »det lille Forspring i Visdom, at jeg ikke bilder mig ind at besidde en Visdom, som jeg i Virkeligheden ikke har« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 270). Hamann Johann Georg Hamann (1730-88), ty. filosof og forfatter, født og opvokset i Königsberg, hvor Kant () var den berømteste af hans talrige venner i samtidens litterære og filosofiske verden. Hans allusionsrige og svært tilgængelige skrifter blev en vigtig filosofisk kilde for det 19. årh.s opgør med oplysningstidens ensidige fornuftsideal. thi Socrates ... ikke forstod citat fra den anden fortale til Sokratische Denkwürdigkeiten (1759), hvor Hamann siger: »Sokrates war, meine Herren, kein gemeiner Kunstrichter. Er unterschied in den Schriften des Heraklitus dasjenige, was er nicht verstand, von dem, was er darin verstand, und that eine sehr billige und bescheidene Vermuthung von dem Verständlichen auf das Unverständliche«, Hamann's Schriften, udg. af F. Roth, bd. 1-8, Berlin og Leipzig 1821-43, ktl. 536-544; bd. 2, 1821, s. 12. Afdøde Professor ... helliges dette Skrift I kladden findes en fyldigere og mere personlig dedikation: »Afdøde / Profs. Poul Martin Møller, / Græcitetens lykkelige Elsker, Homers Beundrer, Socrates Medvider, Aristoteless Fortolker – Danmarks Glæde i Glæden over Danmark, skjøndt 'vidt forreist, altid mindet i den danske Sommer' – min Ungdoms Begeistring; min Opvaagnens mægtige Basune; min Stemnings forønskede Gjenstand; min Begyndens Fortrolige; min tabte Ven; min savnede Læser / helliges / dette Skrift« (Pap. V B 46). Poul Martin Møller (1794-1838), da. forfatter og filosof, 1822 adjunkt i latin og græsk ved Metropolitanskolen i København, 1826 lektor og 1828 prof. i filosofi ved universitetet i Kristiania (Oslo), fra 1831 til sin død prof. i filosofi ved universitetet i København, hvor han var en af SKs lærere. Græciteten s græskheden; den oldgræske filosofi, digtning og kunst; kyndighed i det græske sprog. Homers Beundrer Poul Martin Møller oversatte de første seks sange af Homers Odysseen til et malmfuldt og folkeligt dansk i Homers Odyssees sex første Sange metrisk oversatte, Kbh. 1825, jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3, Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576; bd. 1, udg. af Chr. Winther, s. 225-340. I 1819 havde han oversat den niende sang, men ikke ladet den udgive, jf. Efterladte Skrifter bd. 1, s. 341-358; senere anmeldte han Chr. Wilsters oversættelse af Iliadens niende sang i Dansk Litteratur-Tidende nr. 44, Kbh. 1831, jf. »'Gesandtskabet til Achilles, eller Iliadens niende Sang', oversat med indledende Bemærkninger om en dansk homerisk Oversættelse og om det heroiske Versemaal af Chr. Wilster; i Blandinger fra Sorø, første Hefte«, i Efterladte Skrifter bd. 2, udg. af F.C. Olsen, 1842, s. 74-84. Socrates's Medvider I »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« er der et længere afsnit om Sokrates og hans betydning i filosofiens historie, jf. Efterladte Skrifter bd. 2, s. 357-375, ikke mindst følgende karakteristik: »Sokrates siger selv, at han Intet vidste. Denne Forsikkring er hverken en plump Ironie, der skulde bruges som Slør for Pralerie, heller ikke en Erklæring om, at han var Skeptiker i Ordets slette Betydning. (...) Det var virkelig hans Alvor, naar han sagde, at han Intet vidste, og erklærede sig utilfredsstillet med al menneskelig Indsigt. Men heri laa tillige (...) at han vidste Noget; han vidste nemlig, hvad Videnskab var, hvad Fordring man kunde gjøre til en organisk sammenhængende Erkjendelseskreds, og hans Følelse af Sandhedens Dybde gjorde, at han ikke var tilfredsstillet ved sine egne aphoristiske Genieblik«, s. 365f. Aristoteles's Fortolker I »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« er der et langt afsnit om Aristoteles, hvor Poul Martin Møller ikke blot giver en oversigt over Aristoteles' liv og filosofi (), men også gennemgår hans »Forestillinger om Begrebet Videnskab«, hans »Logik eller Metaphysik«, hans »Physik«, »Politik« og »Oekonomik«, jf. Efterladte Skrifter bd. 2, 1842, s. 455-505. Han forelæste også over Aristoteles' Πεϱί ψυχῆς (Perí psychēs, Om sjælen) og efterlod en uafsluttet oversættelse heraf, jf. Om Sjælen i Efterladte Skrifter, 2. udg., bd. 1-6, Kbh. 1848-50; bd. 3, 1848, s. 213-228. Danmarks Glæde ... Sommer På sin lange rejse til Østen i 1819-21 skrev Poul Martin Møller digtet »Rosen blusser alt i Danas Have«, udgivet under titlen »Glæde over Danmark« i K.L. Rahbeks Tilskuerne. Et Ugeskrift nr. 47, bd. 1, Kbh. 1823, s. 374-376, senere genudgivet i Efterladte Skrifter bd. 1, 1839, s. 47ff. Den tredje strofe begynder: »Mine Venner i den danske Sommer! / Mindes I den vidtforreiste Mand?« I en optegnelse fra 2. april 1838, kort efter Poul Martin Møllers død den 13. marts, skriver SK i journalen DD: »Jeg var henne at høre Nielsen [skuespilleren N.P. Nielsen] fremsige: 'Glæde over Danmark'; men jeg blev saa besynderlig grebet af de Ord: / erindrer I den vidt forreiste Mand / ja nu er han vidt forreist – men jeg idetmindste skal nok mindes ham« (Pap. II A 216). Forord jf. Forord nr. VII, i SKS 4, 497-507, der oprindeligt var tænkt som forord til BA, se tekstredegørelsen til BA, s. 326. Partie del, område. glæde sig ... Brudgommens Stemme spiller på Joh 3,29; Johannes Døber siger til sine disciple: »Den, som haver Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer, og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst« (NT-1819). da skrive han da bør han skrive. som Fuglen synger sin Vise I renskriften til Forord nr. VII, der oprindeligt var forfattet som forord til BA (), står »som Fuglen synger sin Vise, som Træet skyder sin Krone« (jf. den tekstkritiske note til SKS 4, 502,1). Da første del af passagen var blevet anvendt her i forordet til BA, har SK muligvis selv under korrekturlæsningen af Forord slettet første del af passagen dér for at undgå en alt for ordret overensstemmelse. da udgive han da bør han udgive. som skulde alle Jordens Slægter velsignes i spiller på Guds løfte til Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes«, 1 Mos 12,3. hver Dag sin Plage sigter til Jesu ord: »Hver dag har nok i sin plage«, Matt 6,34. lade Æra og Epoche begynde med sin Bog sigter til bemærkningen: »Det var det første Skrift, der hos os udkom i den nyere speculative Retning og bebudede den Æra i Theologien, hvorfra man allerede nu har begyndt at regne«, som stud.theol. L.V. Petersen skriver i den upaginerede fortale til sin oversættelse Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, ktl. 651, af H.L. Martensens lat. licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, Kbh. 1837, ktl. 648. Løftes Nytaars-Blus hentyder formentlig til J.L. Heibergs »Eftertale til 'Urania'« (dvs. Urania. Aarbog for 1844, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1844, ktl. U 57) i Intelligensblade nr. 44-46, 1. feb. 1844, hvor han kalder Urania »en Nytaarsgave« og afgiver følgende løfte: »Planen med Urania er nemlig at levere i hver Aargang: først en astronomisk Orienterings-Calender for det forestaaende Aar; dernæst Afhandlinger over videnskabelige Gjenstande, fornemmelig saadanne, hvis Stof er knyttet til calendariske Bestemmelser; endelig (da Bogen er en Nytaarsgave, bestemt for det æsthetiske Publicum) belletristiske [skønlitterære] Bidrag af større Omfang. (...) Denne Plan var, efter min Mening, allerede i den første Aargang tydelig angiven. Men det forstaaer sig, at jo flere Aargange Bogen kommer til at opleve, desto tydeligere vil den vise sig«; herefter hedder det, at »den calendariske Idee (...) kan give Stof til en Mængde af kommende Afhandlinger«. Jf. Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; bd. 4, s. 231f. Atlas ... bære paa en Verden If. gr. mytologi står titanen Atlas ved jordens yderste, nordvestlige rand og bærer himmelhvælvingen på sine skuldre, men if. den gr. historieskriver Diodor troede man, at han bar hele verden på sine skuldre, jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 373-376. ikke Enhver ... ind i Himmerige spiller på Jesu udsagn: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje«, Matt 7,21. Bravo ... bravissimo 'Bravo' og superlativen 'bravissimo', ital., egl. ypperlig og ypperligst, er udtryk for bifald. De ty. udbrud 'schwere Noth', 'for Pokker', og 'Gottsblitz', 'Gud fri mig vel', er udtryk for forbavselse el. forundring. Konge uden Land hentyder formentlig til den da. konge Christoffer II (1276-1332, regent fra 1320), der fik tilnavnet »Kongen uden Land«, eller til den eng. konge Johan uden Land (John Lackland (1167-1216, regent fra 1199)). i Frygt og megen Bævelse spiller på 1 Kor 2,3, hvor Paulus skriver til korintherne: »og jeg var hos Eder med Ydmyghed, og med Frygt, og med megen Bæven« (NT-1819; NT-1647 har: »med Fryct / oc med stoor Befvelse«). Jf. Fil 2,12. et latinsk Navn . Christen Madsen da. landmand og tømrer (1777-1829), fra 1819 lægprædikant og en af lederne i den fynske vækkelsesbevægelse. På grund af de gudelige møder, han sammenkaldte, og de stærke udtryk, han brugte om sin sognepræst, kom han i fængsel. Sagen mod ham trak imidlertid ud, og først den 9. april 1829 faldt Højesterets milde dom: en bøde på 30 rigsdaler sølv; Christen Madsen døde, inden dommen, den 19. feb. 1829. Speculationen den spekulative filosofi og teologi. devot andægtig, from, gudhengiven. Romeren ... i sin Gudsfrygt jf. fx K.A. Hase Kirkehistorie. Lærebog nærmest for akademiske Forelæsninger, overs. af C. Winther og T. Schorn, Kbh. 1837 [ty. 1834], ktl. 160-166, s. 46f.: »Ifølge romersk Statsklogskab beholdt de overvundne Folkeslag sine Guder, men ved gamle Fædrelandslove var det forbudt en romersk Borger at tilbede Guder, som ei vare erkjendte af Staten, og at betvungne Folkeslags Gudstjeneste udbredte sig i Riget (...). Men under Keiserne vare disse [love] ved den almindelige Lyst til udenlandsk Gudstjeneste, og ved den hyppige Uddeling af Borgerret til Udlændinge saa forældede, at de kun ved enkelte Magthandlinger atter kunde sættes i Kraft«. Fetischdyrker person, der dyrker (livløse) genstande, som tillægges overnaturlig kraft; person, der med overdreven ærefrygt tilkender noget el. nogen afgørende betydning. Imprimatur lat. må trykkes, censors skriftlige tilladelse til en bogs trykning. I Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731) 3. akt, 3. scene, opfatter Per Degn 'Imprimatur' som en person og ikke som en tilladelse fra Det filosofiske Fakultets dekan, jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. I BA sigtes der måske til assessor Christian Reiersens virksomhed som regeringens censor 1834-50; censuren blev i Danmark ophævet med grundloven i 1849. Ballotation valg el. afgørelse ved lodkastning med sorte og hvide kugler. Borger-Repræsentant ... Forligelses-Commissionen 36 borgerrepræsentanter havde på omgang, én mand ad gangen, én gang om måneden sæde i forligelseskommissionen, en myndighedsinstitution oprettet ved forordning af 10. juli 1795, som forestod tvungen mægling i retssager og godkendte private forlig. Caput lat. hoved; afsnit, kapitel. Opgave for Psychologiens Interesse opgave, der falder inden for psykologiens interesseområde og grænser. pium desiderium lat. fromt ønske. Perfectibilitet evne til at udvikle sig el. til at gøre fremskridt. formenes nægtes, hindres. overskriver det sidste Afsnit ... Virkeligheden sigter til den da. teolog og hegelianer A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, Kbh. 1842, ktl. 383, hvor begrebet 'virkelighed' indgår i titlerne på de tre sidste paragraffer: § 28 »Det Hele og Dele. – Kraft og Yttring. – Virkelighed«, § 29 »Formel Virkelighed – Mulighed – Tilfældighed« og § 30 »Real Virkelighed (ɔ: relativ Nødvendighed) – Real Mulighed (ɔ: relativ Nødvendighed) – Absolut Nødvendighed«, s. 152, s. 161 og s. 166. I disse foredrag behandler Adler kun de to første tredjedele af Hegels logik og slutter tilsyneladende vilkårligt med en gennemgang af modalkategorierne. Hegel selv afhandler ikke begrebet virkelighed i det sidste afsnit af logikken, men i det sidste afsnit af den mellemste del, læren om væsenet, jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,2, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 184 (Jub. bd. 4, s. 662). Tilfældigheden ... ikke lade slippe ind sigter til Hegels påstand om, at videnskab og logik kun beskæftiger sig med det abstrakte begreb og ikke med den uendelige mangfoldighed af empiriske enkeltheder, der er tilfældige; for Hegel kan disse enkeltheder ikke gøres til genstand for videnskab. Jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 47f. (Jub. bd. 4, s. 57f.). Den kritik, der her fremføres, svarer til den traditionelle kritik af Hegels logik, at han ignorerer og undervurderer de empiriske enkeltheder, som han anklages for ikke at kunne forklare. Jf. fx H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 524-526. – At tilfældigheden er et nødvendigt element i virkeligheden, udtrykkes i afsnittet om Aristoteles i Poul Martin Møllers »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«, i Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 472: »Aristoteles tillægger udtrykkelig det Tilfældige Realitet og mener, at den modsatte Antagelse fortrænger al Frihed og Bevægelse af Tilværelsen«. assimilere indoptage, tilegne sig. prædisponere forberede, lægge op til. kalder Tro det Umiddelbare hentyder formodentlig til de hegelianske dogmatikere, bl.a. Philipp Marheineke (), der hævder, at troen dels er umiddelbarhed (eller umiddelbar viden om Gud), dels kan og skal ophæves () i spekulativ viden, og at denne viden som spekulativ står højere end troen, jf. Die Grundlehren der christlichen Dogmatik als Wissenschaft, 2. udg., Berlin 1827 [1819], ktl. 644 (forkortet Grundlehren der Dogmatik), s. 48f. Marheinekes opfattelse stammer fra Hegels påstand om, at troens forestillingsverden () ophæves i den spekulative viden. En sådan dogmatisk anskuelse bliver også modsagt i Frygt og Bæven: »Philosophien lærer, at det Umiddelbare skal ophæves. Dette er sandt nok; men, hvad der ikke er sandt, er, at (...) Troen uden videre er det Umiddelbare«, SKS 4, 188. Her i BA tænkes der måske også på den ty. filosof F.H. Jacobi, som filosofisk set identificerer umiddelbarheden (i betydning af en umiddelbar viden eller vished) med troen (ikke udelukkende, men også i religiøs forstand), jf. Ueber die Lehre des Spinoza in Briefen an Herrn Moses Mendelssohn i Friedrich Heinrich Jacobi's Werke bd. 1-6 (i 8 bd.), Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728 (forkortet Jacobi's Werke); bd. 4,1, 1819, s. 210ff. I kladden til dette sted skriver SK: »og dette skeer jo hver Dag lige for vore Øine«, nemlig at dogmatikken kalder tro det umiddelbare; hermed hentydes formentlig til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (), s. 516f.; til Martensen De autonomia conscientiæ sui humanæ (), s. 2ff. (jf. den da. overs. Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, s. 2ff.); og til Rasmus Nielsen De speculativa historiæ sacræ tractandæ methodo, Kbh. 1840, ktl. 697, s. 6 (jf. den da. overs. Den speculative Methodes Anvendelse paa den hellige Historie, Kbh. 1842, s. 3f.). Concession indrømmelse. πϱωτον ψευδος gr. (prōton pseûdos) første vildfarelse. præsupponere forudsætte. Logiken ... det Umiddelbare sigter til Hegels logik, der begynder med den rene væren og således med det umiddelbare; for væren er ikke andet end det »unbestimmte Unmittelbare«, jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 77 (Jub. bd. 4, s. 87). Jf. også J.L. Heiberg Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1831-32 (forkortet Ledetraad), § 26, s. 11: »Abstraherer man fra enhver Bestemmelse i Alt – hvilket er nødvendigt, for at komme udenfor alle Forudsætninger, og heri bestaaer det at komme til Begyndelsen, som er det Abstract-Umiddelbare – saa bliver der kun Eet tilovers, hvorfra ikke videre kan abstraheres, fordi det selv er uden Forudsætning, og følgelig det Abstract-Umiddelbare eller Begyndelsen; og dette Ene er Væren i Almindelighed, eller den abstracte eller absolute Væren, den yderste Abstraction af Alt«. at det Umiddelbare ... er hævet sigter til den hegelske dialektik, som har tre momenter: 1. umiddelbarhed, 2. formidling og 3. formidlet umiddelbarhed, hvoraf det første bliver 'hævet' () til det andet og det andet til det tredje. – eo ipso: lat. netop derved; dermed tillige. hævet ophævet, bragt til forsvinden; i filosofisk sprogbrug er at 'hæve' det modsatte af at 'sætte' (ponere). I den da. diskussion af Hegels filosofi anvendes ordet 'hæve' ofte synonymt med 'ophæve' som oversættelse af det ty. 'aufheben' (). i næsten kun propedeutiske Undersøgelser i næsten kun forberedende el. indledende undersøgelser. Der sigtes formentlig til A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), måske også til P.M. Stillings afhandling Philosophiske Betragtninger over den speculative Logiks Betydning for Videnskaben, Kbh. 1842 (forkortet Philosophiske Betragtninger), der er en anmeldelse af Rasmus Nielsens Den speculative Logik i dens Grundtræk hæfte 1-4, Kbh. 1841-44. I forordet taler Stilling om afhandlingens »introducerende Bestemmelse« og »introducerende Charakteer«, s. 4. Forsoning ... det Subjekt-Objektive A.P. Adler skriver i indledningen til Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), at filosofiens »Hensigt er ad Videnskabens Vei at hæve Modsætningen mellem Tænkning og Væren, mellem Subjectiviteten og Objectiviteten, Jeget og Omverdenen, Tanken og Tankens Realitet (...). At bringe Forsoning mellem disse Tankens Former her i Livet og Tanken selv er Philosophiens Hensigt«, s. 1. En lignende forestilling findes allerede hos Hegel, jf. fx Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, udg. af C.L. Michelet, bd. 1-3, Berlin 1836, ktl. 557-559; bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 13-15; bd. 15, s. 684 (Jub. bd. 19, s. 684): »Das letzte Ziel und Interesse der Philosophie ist, den Gedanken, den Begriff mit der Wirklichkeit zu versöhnen. Die Philosophie ist (...) diese Versöhnung des Geistes, und zwar des Geistes, der sich in seiner Freiheit und in dem Reichthum seiner Wirklichkeit erfaßt hat«. Jf. endvidere Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie bd. 1, i Hegel's Werke bd. 13, s. 78 (Jub. bd. 17, s. 94): »Die Philosophie steht mit der Religion auf gleichem Boden, hat denselben Gegenstand: die allgemeine, an und für sich seyende Vernunft (...). Allein die Form (...) ist verschieden (...); die Philosophie will (...) Versöhnung durch denkende Erkenntnis vollbringen«. I Philosophiske Betragtninger () benytter P.M. Stilling undertiden udtrykket »Forsoningens Rige« om den spekulative viden; han skriver endvidere: »alt Positiv-Fornuftigt eller Speculativt er nemlig concret, og nærmere Forsoning af saadanne Modsætninger, hvilke Forstanden par tout vil have separerede«, s. 43. Identiteten ... det Subjekt-Objektive Denne udtryksmåde er især karakteristisk for Schelling (), som søger at 'ophæve' () forskellen mellem tænkning og væren, jeg og ikke-jeg, subjekt og objekt i en absolut (og som sådan ubevidst) identitet af begge eller i 'det subjekt-objektive', jf. hans System des transscendentalen Idealismus, Tübingen 1800, s. 434f. 'Identitetsfilosofi' anvendes som betegnelse for denne periodes ty. filosofi. opgivet stillet. At Tænkningen ... Middelalderens Forudsætning At tænkningen har realitet, betyder, at virkeligheden kan begribes, en antagelse, som er betegnende for den førkantianske filosofi, når bortses fra skepticismen. I »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« skriver Poul Martin Møller i sin fremstilling af Parmenides: »Det Værende er Tanke, thi Tænkningen har naturligviis Realitet; den er ikke Ikke-Væren, det forudsætter jo enhver Philosopherende«, Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 331. Om Platon () skriver han: »Alt, hvad der har Realitet, Tilværelse, kan tænkes saaledes, at det henføres under en Idee«, s. 423. Det er i filosofihistorien almindeligt at hævde, at middelalderen kun overtager den gr. filosofi, således som det fx kommer til udtryk i G.O. Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters (bd. 2 i Marbachs Lehrbuch der Geschichte der Philosophie bd. 1-2, Leipzig 1838-41, ktl. 642-643), § 132, s. 11: »das Mittelalter hat die Aufgabe Griechenthum und Christenthum, Philosophie und Religion, jene beiden Existenzen des Geistes, in sich zu vermitteln. Philosophie und Religion, beide sind dem Mittelalter gegeben«. Kant ... Kants Skepsis Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, privatdocent 1755-69, fra 1770 prof. ved universitetet i Königsberg. Det er en almindelig opfattelse, at filosofiens historie tager en meget afgørende vending med Kant. Dette udtrykkes fx i et referat af H.L. Martensens »Forelæsninger over den nyere Philosophies Historie fra Kant til Hegel i dens indre Forhold til Theologien« (1838-39): »Kant siger altsaa, at Feilen hos de Ældre var den, at det, man tænkte, ogsaa var til udenfor Subjectet. Vi kunne da ikke vide, hvad 'das Ding an sich' er, men kun hvorledes de[n] gestalter sig for vort Instrument (Tid og Rum). Kant nægter ikke herved Gyldigheden af en objectiv Verden, men hvad den er an sich, kan jeg ikke vide, men kun, hvorledes den gestalter sig for mig og ligedanne Væsener« (Pap. II C 25 i bd. XII, s. 285). Udtrykket 'an sich' refererer til objektet, som det er i sig selv, uafhængig af de måder, hvorpå vi erkender det. I Critik der reinen Vernunft, 4. udg., Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 62f., modstilles det 'Erscheinungen', dvs. objekter, der er bestemt af vore kognitive evner, nemlig dels den sanselige anskuelses former (), dels forstandens kategorier. Kants kritiske idealisme kan betragtes som en art skepticisme, for så vidt som han hævder, at vi aldrig kan erkende tingene 'i sig selv'. Sammen med de andre postkantianske ty. idealister gjorde Hegel opmærksom på de problemer, der følger af Kants dualisme mellem 'Ding an sich' og 'Erscheinungen'. Hegel ændrede Kants forståelse af 'an sich'; for Hegel er alle objektivitetens begreber immanente i tanken, og selve ideen om 'Ding an sich' – uafhængig af de måder, hvorpå vi erkender den – er begrebsmæssigt inkonsekvent. Hegel fremsætter derfor ideen om 'an sich für Bewußtsein', dvs. et objektbegreb, der sætter kriteriet for sandhed (ligesom Kants 'Ding an sich' gør det indirekte), men som alligevel er et objekt for bevidstheden (modsat Kants 'Ding an sich'). Hegel og Skole Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. Hegel søgte at 'ophæve' () en udelukkende kritisk (Kant ), subjektiv (Fichte ) og objektiv (Schelling ) idealisme i et spekulativt omfattende system (), som kaldes 'absolut idealistisk'. – Den hegelske skole, dvs. filosoffer, som historisk og filosofisk går ud fra Hegels filosofi, deles hyppigt i tre fraktioner: de teologisk orienterede 'højre-hegelianere' (fx Philipp Marheineke () og J.E. Erdmann), de teologikritiske 'venstre-hegelianere' (fx David Fr. Strauß og Ludwig Feuerbach) og den 'hegelske midte' (fx Karl Rosenkranz (), som især var interesseret i at fuldkommengøre Hegels system). Her tænkes formentlig på de da. hegelianere, fx J.L. Heiberg (), H.L. Martensen og A.P. Adler. Methoden og Manifestationen sigter formentlig til A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 14: »med samme Ret vi sige, vi begynde med en absolut Identitet, kunne vi sige, at vi begynde med en absolut Forskjel. Heri er allerede Bevægelsen givet, og da denne saaledes ikke kommer udvortesfra, men fra en i Identiteten værende Forskjel, er den tillige Selvbevægelse, paa eengang Stoffets og Tankens Selvbevægelse og objective Reflexion, paa eengang Manifestation og Methode«. Schelling Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854), ty. filosof, studerede i 1790-95 filosofi og teologi i Tübingen sammen med Hegel (), blev i 1798 ekstraordinær prof. i Jena, i 1803 ordinær prof. i Würzburg, underviste ved universitetet i Erlangen fra 1820 til 1827, da han blev prof. i München. Herfra blev han i 1841 kaldet til universitetet i Berlin som modvægt til venstrehegelianismen, men trak sig tilbage i 1846. den intellectuelle Anskuelse Begrebet bruges allerede af Kant (), men spiller dog først en central rolle hos Fichte () og Schelling (), tænkt i modsætning til Kants 'sanselige anskuelse'. I SKs referat af Schellings forelæsninger over »Philosophie der Offenbarung« i Berlin 1841-42 siger Schelling, at udtrykket »den intellectuale Anskuelse« tilhører Fichte (jf. Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 266). Hos Fichte er 'den intellektuelle anskuelse', dvs. ens umiddelbare bevidsthed om sig selv i forhold til sine handlinger, et begreb, som bliver indført for at begrunde de fundamentale principper i hans videnskabslære (), jf. § 5 i »Zweite Einleitung in die Wissenschaftslehre« (1797), i Johann Gottlieb Fichte's sämmtliche Werke, udg. af I.H. Fichte, bd. 1-11, Berlin og Bonn 1834-46, ktl. 489-499; bd. 1, s. 463: »Dieses dem Philosophen angemuthete Anschauen seiner selbst in Vollziehen des Actes, wodurch ihm das Ich entsteht, nenne ich intellectuelle Anschauung. Sie ist das unmittelbare Bewusstseyn, dass ich handle, und was ich handle: sie ist das, wodurch ich etwas weiss, weil ich es thue«. Hos Schelling () er 'den intellektuelle anskuelse' organet for al transcendental tænkning, jf. System des transscendentalen Idealismus (); den er mulighedsbetingelsen for, at man kan forestille sig det absolutte, hvilket for Schelling sker i kunsten. Jf. også F.C. Sibbern »Om den intellectuelle Anskuelse, saavel i Almindelighed, som med Hensyn til dens Hovedarter i Særdeleshed. Med et Tillæg om den mystiske« i Philosophiskt Archiv og Repertorium hæfte 1-4 [i 1 bd.], 1829-30; hæfte 2, okt. 1829, s. 97-134, især s. 114ff. Constructionen Begrebet 'konstruktion' i den ty. idealisme refererer normalt til Kants påstand om, at forstanden spontant konstruerer forestillingerne i overensstemmelse med sine egne kategorier. Erfaringens sansemateriale bliver rekonstrueret eller struktureret til bestemte objekter. Over for denne formale forståelse af konstruktion sætter Fichte en aktiv el. operativ forståelse. For Fichte er abstrakte kategorier ikke nok til at bestemme objektivitet, man må desuden have det mere fundamentale 'selv-sættende jeg' (). Det er dette subjekt el. 'jeg', der konstruerer verden gennem sin egen aktivitet. For Schelling består konstruktion i den proces at aflede den individuelle enhed af et formalt princip, hvorved det universelle er konstrueret, dvs. forstået i det specielle. Jf. fx Schellings Vorlesungen über die Methode des academischen Studiums, 3. udg., Stuttgart og Tübingen 1830 [1803], ktl. 764, s. 92: »Die Darstellung des Allgemeinen und Besondern in der Einheit, heißt überhaupt Construction«. Jf. endvidere System des transscendentalen Idealismus (), s. 147-169. reconstrueret sigter formentlig til den påstand i den ty. idealisme, at forstandens abstrakte kategorier og den sanselige anskuelses former (Kant) el. den intellektuelle anskuelse () hos det spontant handlende subjekt (Fichte, Schelling) rekonstruerer erfaringens umiddelbare sansemateriale og gør det til bestemte forestillinger (). i gamle Dage sigter formentlig til den kristne middelalderfilosofi, hvori forsoningen spillede en afgørende rolle. Thesis, Antithesis, Synthesis Gr. ϑέσις (thésis, standpunkt, tese), αντίϑεσις (antíthesis, mod- el. indsigelse, opposition) og σύνϑεσις (sýnthesis, enhed, forening, sammenfatning). Begreberne bruges af Kant () i hans teoretiske filosofi, hvor 'thesis' og 'antithesis' spiller en vigtig rolle i bestemmelsen af den rene fornufts antinomier (fx verden har en tidslig begyndelse / verden har ingen tidslig begyndelse), jf. fx Critik der reinen Vernunft (), s. 448: »Wenn Thetik ein jeder Inbegriff dogmatischer Lehren ist, so verstehe ich unter Antithetik nicht dogmatische Behauptungen des Gegentheils, sondern den Widerstreit der dem Scheine nach dogmatischen Erkenntnisse, (thesin cum antithesi) ohne daß man einer vor der andern einen vorzüglichen Anspruch auf Beyfall beylegt«. 'Synthesis' derimod er et grundbegreb i hele Critik der reinen Vernunft, hvor det indføres og defineres i første del, »Elementarlehre«, jf. s. 103: »Ich verstehe (...) unter Synthesis in der allgemeinsten Bedeutung die Handlung, verschiedene Vorstellungen zu einander hinzuzuthun, und ihre Mannigfaltigkeit in einer Erkenntnis zu begreifen«. 'Synthesis' er altså det modsvarende begreb til 'analysis' (s. 103), ikke til 'thesis' og/eller 'antithesis'. Treheden 'thesis' / 'antithesis' / 'synthesis' forekommer først hos J.G. Fichte (), hvor den betegner de tre 'Grundsätze', som danner fundament for hans videnskabslære, jf. Grundlage der gesammten Wissenschaftslehre (1794), i J.G. Fichte's sämmtliche Werke () bd. 1, s. 115: »Sowenig Antithesis ohne Synthesis, oder Synthesis ohne Antithesis möglich ist; ebenso wenig sind beide möglich ohne Thesis: ohne ein Setzen schlechthin, durch welches ein A (das Ich) keinem anderen gleich und keinem anderen entgegengesetzt, sondern bloss schlechthin gesetzt wird«. Hegel anvender ikke ordene 'thesis', 'antithesis' og 'synthesis', men i mere populære og fejlagtige fremstillinger af hans dialektiske metode er denne metode ofte blevet beskrevet ved hjælp af disse ord. Til de tidligste fremstillinger af den art hører H.M. Chalybäus Historische Entwicklung der speculativen Philosophie von Kant bis Hegel, Dresden og Berlin 1837, ktl. 461, hvorfra SK muligvis har overtaget denne forståelse af Hegels dialektiske metode, jf. Chalybäus Historisk Udvikling af den speculative Philosophie fra Kant til Hegel, overs. af S. Kattrup, Kbh. 1841, ktl. 462, s. 285: »Den første Cyclus er Symbolet for de følgende Cycler, eller egentlig: Væren, Ikkeværen og Tilværen eller Vorden komme selv igjen tilsyne i alle de følgende Theser, Antitheser og Syntheser, kun at det skeer i bestemtere Skikkelser og Udtryk« (den ty. udgave, s. 328). Mediationen ... tillige Hvilen Mediation, der ikke forekommer hos Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning'. Jf. fx A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik () § 9, hvor det defineres således: »den dialectiske Bevægelse, hvorved det hegelske System charakteriseres, ligger ikke blot i Negationen. Dialectik hos Hegel udtrykker baade den objective Nødvendighed, hvormed Umiddelbarheden gaaer over i det Modsatte, og den, hvormed begge, Umiddelbarhed og Tanke, gaae over i en fælleds, høiere Eenhed; den indbefatter altsaa baade Negationen og Mediationen. Vi have sagt, at Negationen er Umiddelbarhedens Overgang i det Modsatte; Mediationen er Modsætningernes Forsoning i den høiere Eenhed«, s. 19, og videre s. 20: »Mediationen vil (...) kun have med Momenter at gjøre, mellem hvilke der er virkelig Strid; det er ingen Sag at komme frem med tilsyneladende Negationer, blotte Forskjelligheder (saalidt som at opstille Treheder). (...) Negationen er altsaa Dialectikens første Proces, Mediationen dens anden Proces. Dialectik er det fælleds Navn for hele den i Sagens Natur grundede Bevægelse, hvorved det Eensidige gaaer over i det Modsatte (negeres) og begge gaae sammen i en høiere Eenhed (medieres)«. Jf. også J.L. Heiberg »Det logiske System« i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af J.L. Heiberg, nr. 1, juni 1837, og nr. 2, aug. 1838, ktl. 569 (forkortet Perseus); nr. 2, s. 18, s. 21 og især s. 30: »Vi have nu seet den allerførste logiske Trehed: Væren, Vorden og Tilværen. De almindelige formelle Bestemmelser, som findes i denne, gjentage sig siden i enhver følgende, nemlig: at det første Led betegner det Hvilende, det andet dettes Bevægelse ud af sig selv, og det tredie Bevægelsens Resultat; eller: det første betegner det umiddelbart Positive eller Abstracte, det andet det Negative eller Dialectiske, og det tredie Negationens Negation, d. e. det medierede Positive eller det Speculative, Det, som har Negationen i sig selv; eller: det første betegner Uendeligheden som umiddelbar, det andet Endeligheden, og det tredie reproducerer Uendeligheden, men i en concretere Bestemmelse, nemlig indbefattende det andet Leds Endelighed eller Negation. Overalt er det tredie Led Eenheden af de to første; hele Udviklingen er et Kredsløb, hvori det tredie Led falder sammen med det første, men efter at have vundet en høiere Betydning«. Jf. endvidere Rasmus Nielsen De speculativa historiæ sacræ tractandæ methodo (), s. 4f. (den da. overs., s. 5). Aandrigheden er i modsætning til åndfuldhed overfladisk, forhastet, søgt. Ethiken og Dogmatiken Siden det 17. årh. var det – i al fald inden for protestantismen – almindeligt at opdele den systematiske teologi i etik (læren om den kristnes liv og handling) og dogmatik (læren om den kristne tros indhold). Jf. fx Ph. Marheineke i Grundlehren der Dogmatik (), s. 6: »Die wissenschaftliche Theologie oder Religionswissenschaft begreift in sich die Dogmatik und Ethik, und sie selbst ist nicht außer diesen beiden (...). Das Wesen der Religion ist nicht allein ein Glauben und Wissen, sondern zugleich ein durch dasselbe bestimmtes Leben und Handeln«. Jf. også Hutterus redivivus () § 16, s. 21f. (den da. overs., s. 23), og H.L. Martensens bestemmelse af forholdet mellem de to videnskaber i Grundrids til Moralphilosophiens System, Kbh. 1841, ktl. 650, s. XI-XIV. Forsoning ... Logik og λογος ... λογος λογος: gr. (lógos), ord, tale, tanke, fornuft. Af betydningen 'fornuft' afledes bl.a. 'logik', det vil – klassisk forstået – sige teorien om tænkningens former og love. I betydningen 'ord' anvendes λόγος dogmatisk i NT for at identificere Gud med sit ord og Guds ord med Kristus; jf. fx prologen til Johannesevangeliet: »I begyndelsen var Ordet [ὁ λόγος (ho lógos)], og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han [οὗτος] var i begyndelsen hos Gud. (...) Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1,1-2.14). Vigilius Haufniensis vender sig imod en sammenblanding af λόγος' logiske og dogmatiske betydning; en sådan findes fx udtrykt af A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), hvor det straks s. 1 siges, at filosofiens »Hensigt er ad Videnskabens Vei at hæve Modsætningen mellem Tænkning og Væren, mellem Subjectiviteten og Objectiviteten, Jeget og Omverdenen, Tanken og Tankens Realitet, Tanken og Tankens Værker, det almindelige Logos og dette Logos's Aabenbaringer og concrete Skikkelser i Verden. (...) At bringe Forsoning mellem disse Tankens Former her i Livet og Tanken selv er Philosophiens Hensigt«; og videre s. 8f.: »Det specifiske, substantielle Væsen gives mig først, naar Christendommen ikke opfattes blot som Resultat af en Tankerække, men som Eenheden af selve Tanken og Umiddelbarheden, som Ordet i Kjødet, Eenheden af den guddommelige og menneskelige Natur«; og endelig s. 13f.: »naar vi sluttelig bemærke, at Væren og Tanke i Bevidstheden falde sammen i Eet, saa at det, vi der tænke, er, og kun har Sandhed ved at være, og det, der er, tillige er Tanke, saa vil det sees, at Tænkning og Væren gaae sammen i et Tredie, som vi kalde Logos«. Jf. også P.M. Stilling Philosophiske Betragtninger (), s. 8: »Jegets Natur er logisk, det er Logos«, og uddybende s. 11: »Med Hensyn til den her omqvæstionerede Definition af Jeget, kan man iøvrigt bringe sig i Erindring den Bestemmelse af det Absolute, Religionen giver ('ϑεος ήν λογος' ['ord(et) var Gud, jf. Joh 1,1]); thi er man nu fremdeles villig til at gaae ind paa en anden religionsphilosophisk Erkjendelse, den nemlig, at Mennesket er skabt i den selvbevidste Fornufts (λογος) Billede, saa giver hiin tidligere Bestemmelse af Jeget, som λογος, sig ligefrem ud af denne dets logiske Herkomst. Dets Natur er da fra Fødselen af logisk, og i Kraft af denne dets logiske Natur er det, at der er forjættet det Herredømmet over Alt«; dette udvikles videre s. 14f. Jf. endvidere Ph. Marheineke Grundlehren der Dogmatik (), s. 124, og H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (), s. 527f. confinium lat. grænseområde. Receptiviteten modtageligheden. Sabbathsaar ... Tanken hvile hentyder til bestemmelserne om sabbatsår i 3 Mos 25,2-7, hvor det bl.a. fastsættes af Gud, at hvert syvende år »skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren; da må du ikke tilså din mark eller beskære din vingård«. i Logiken det Negative som den fremskyndende Magt If. Hegel bevæger dialektikken sig i kraft af sine indre modsigelser el. sin negation. Jf. Wissenschaft der Logik () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 5, s. 342 (Jub. bd. 5, s. 342): »Die (...) Negativität (...) ist der einfache Punkt der negativen Beziehung auf sich, der innerste Quell aller Thätigkeit, lebendiger und geistiger Selbstbewegung, die dialektische Seele, die alles Wahre an ihm selbst hat, durch die es allein Wahres ist; denn auf dieser Subjektivität allein ruht das Aufheben des Gegensatzes zwischen Begriff und Realität und die Einheit, welche die Wahrheit ist«. Jf. også Wissenschaft der Logik bd. 1,2, i Hegel's Werke bd. 4, s. 4 (Jub. bd. 4, s. 482): »Das Wesen aber, wie es hier geworden ist, ist das, was es ist, nicht durch eine ihm fremde Negativität, sondern durch seine eigne, die unendliche Bewegung des Seyns«; denne passage citeres af A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 105. Kategoriernes Concretion If. Hegels forståelse af dialektik er enhver given kategori begrebsligt forbundet med sin modsætning, fx kategorien væren med intet. Når der tales om 'kategoriernes konkretion', sigtes der til det tredje moment i den dialektiske bevægelse, hvori det første moment, dvs. det positive (fx væren), og det andet moment, dvs. dets negation (fx intet), er forenet el. forbundet, så de former det tredje moment (fx vorden). Jf. A. Trendelenburgs brug af udtrykket i Die logische Frage in Hegel's System. Zwei Streitschriften, Leipzig 1843, ktl. 846, s. 15: »Wenn nun vermeintlich durch die Negation aus dem Satze der Gegensatz erzeuget ist, so werden Satz und Gegensatz durch die Identität zu einem Begriffe geführt, der über ihnen steht und als ihre Wahrheit bezeichnet wird. Die Identität erscheint daher im Resultate als die reale Einheit, als die Gewalt der Concretion«. Jf. også Philosophiske Smuler i SKS 4, 278 noten. en immanent Bevægelse Hegel bruger udtrykket 'immanent' (afledt af lat. immanere, at blive deri), når han bestemmer den kredsformige bevægelse, der danner begrebets logiske udvikling. Dialektikken bevæger sig i kraft af de indre modsigelser i begrebet og er således ikke drevet af nogen udefrakommende kraft (). Exempli gratia lat. for eksempel. Wesen ist ... som har været ty. Væsen er, hvad der har været; 'har været' er førnutid af at 'være', ergo er væsen den ophævede væren, den væren, der har været. – Sigter til et ordspil hos Hegel, der benytter den ty. etymologi for at vise forholdet mellem 'Sein' og 'Wesen', hvor 'Wesen' er sat af 'Sein' under kategoriens selvbevægelse (). Jf. fx Wissenschaft der Logik () bd. 1,2, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 3 (Jub. bd. 4, s. 481): »Die Sprache hat im Zeitwort: Seyn, das Wesen in der vergangenen Zeit: gewesen, behalten; denn das Wesen ist das vergangene, aber zeitlos vergangene Seyn«. A.P. Adler benytter dette ordspil i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 102: »Men idet den høiere Væren saaledes er Mediation, idet den har ophævet den umiddelbare Værens Momenter, ere disse ikke længer – umiddelbart; med andre Ord, de have været, ere hævede over, rykkede ud af Umiddelbarheden, ere ikke længer umiddelbart tilstede, 'sie sind gewesen'; derfor hedder deres høiere Væren Væsenet. 'Die Wahrheit des Seyns ist das Wesen': Værens Sandhed kommer frem ved at have været«, og s. 153: »Vi have hidtil i Logiken seet, hvorledes snart Væren sætter Tanken ('gewesen' – Væren gav os Væsenet) og snart Tanken sætter Væren ('Gesetztseyn' – Væsenet satte Væren)«. – tempus præteritum: lat. forbigangen tid; grammatisk: førnutid. Kobolder overnaturlige væsner, betegner især ondskabsfulde, drillende (bjerg)nisser. biløbige anført i forbifarten. Dressinen dræsinen; den ældste cykelkonstruktion (von Drais 1817); let, firehjulet vogn, drevet ved håndkraft. ligesom Lulu ... Maskinen sigter til opsætningen af C.C.H.F. Güntelbergs Lulu. Romantisk Opera, med musik af F. Kuhlau, Kbh. 1824. Operaens hovedperson prins Lulu synes her forvekslet med dværgen Barca, jf. Teatret paa Kongens Nytorv 1748-1948, Kbh. 1948, s. 78f.: »Den slyngelagtige Barca blev paa en højst original og fantasifuld Maade spillet af [G.B.] Cetti, der, for at omskabe sig til Dværg, havde ladet indrette en »Draisine«, som gjorde en kostelig Virkning, naar han med stort Besvær bevægede sig rundt paa Scenen med den«. Jf. også Th. Overskou Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid bd. 1-5, Kbh. 1854-64; bd. 4, 1862, s. 758ff. Fra 1824 til 1838 blev Lulu opført 32 gange på Det kgl. Teater i København. Bevægelsen i Logiken det er Hegels Fortjeneste I kladden til denne note skriver SK: »Ogsaa i vort lille Danmark er man kommen den logiske Bevægelse til Hjælp. I sit 'logiske System' [] der trods al Bevægelse dog ikke kom længere end til § 23. (Begyndelsen af Læren om Qvantiteten) (...) har Hr. Prof. Heiberg faaet Alt til at gaae – undtagen Systemet, der gik istaae ved § 23, uagtet man skulde troe, at det ved den immanente Bevægelse maatte gaae af sig selv (...). Her blot et Exempel. Prof. forklarer os, for at danne Overgangen fra Qualitet til Quantitet, at det 'ikke er tilstrækkeligt at definere Quantiteten ved den qualitetløse Væren i Almindelighed; den er den ophævede Qualitet; det er at sige: Quantiteten er ikke den første forudsætningsløse Væren; men er den Væren, som efterat have forudsat og dernæst ophævet Qualiteten vender tilbage til samme Ubestemthed.' Dette kan nu være ganske rigtigt; men Vanskeligheden ligger i, at Væren og Qualitet bruges som identiske. Væren er nemlig ingen Qvalitet, men er netop logisk talt det Tomme, Indholdsløse, Ubestemte; hvorimod Qualitet selv efter Hegels Definition er einfache Bestimtheit, og altsaa ikke væsentlig er Væren, men væsentlig er Bestemmethed. Naar man da gaaer ud fra Væren og ophæver denne for atter at vende tilbage til den, saa kommer man aldrig til Qualiteten, og heller ikke til en ny Qualitet. – Magister Adler (i hans populaire Foredrag over Hegels objektive Logik Kjøbenhavn 1842 [].) gjør Bevægelsen her endnu bedre. Han siger (p. 48.) 'Qvantiteten træder frem som det Bestemmende, naar Qvaliteten er ligegyldig.' Ham kunde man fristes til at svare (...): naar? – « (Pap. V B 49,5). – Hegel . at løbe paa det Uvisse spiller på 1 Kor 9,26, hvor Paulus skriver: »Derfor løber jeg, ikke som paa det Uvisse« (NT-1819). Eleaterne ... Alt er sigter dels til Xenofanes' grundsætning: »Es entstehet gar nichts. In der Welt ist nur Seyn kein Werden«, dels til to af Parmenides' grundsætninger: »Was ist das ist, und was nicht ist, das ist nicht«, og: »Das was ist, ist nicht entstanden. Denn aus Nichts kann Nichts entstehen. Daraus ist also das Wirkliche nicht entstanden«, W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 1, s. 155 og s. 170. I sine excerpter i 1843 fra Geschichte der Philosophie bd. 1 anfører SK to af de eleatiske sætninger, dels »I Verden er kun Væren ikke Vorden«, dels »Hvad er det er, hvad ikke er, det er ikke«, ligsom han optegner Zenons fire beviser mod bevægelsen (Pap. IV C 3, s. 375f.). – Eleaterne: en gruppe filosoffer, hvis virksomhed udgik fra den jonisk-græske koloni Elea (i dag Velia) på Syditaliens vestkyst. Den eleatiske skole var en af de ældste i det græske storrige og grundlagt o. 540 f.Kr. af Xenofanes fra Kolofon; han var lærer for Parmenides og Zenon fra Elea, der sammen med Melissos fra Samos var de tre mest berømte eleatiske filosoffer (alle tre levede i det 5. årh. f.Kr.), jf. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 150-153. Begrebet Bevægelse ... Transcendents Begrebet transcendens afledes af lat. transcendere, at gå el. skride over, dvs. det, der overskrider, ligger uden for (fx uden for fornuften el. den menneskelige erkendelse), det hinsidige. Allerede i Gjentagelsen betegnes bevægelsen som en transcendens og sættes i modsætning til den spekulative opfattelse af bevægelsen som immanent: »den nyere Philosophi gjør ingen Bevægelse, den gjør i Almindelighed kun Ophævelse, og forsaavidt den gjør en Bevægelse, ligger denne altid i Immanentsen, Gjentagelsen derimod er og bliver en Transcendents«, jf. SKS 4, 56f. det Ophævede Udtrykket bruges her i den (dobbelte) hegelske betydning: noget, som har været negeret og (tillige) opbevaret. Jf. Hegel Encyclopädie () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 6, s. 191 (Jub. bd. 8, s. 229): »Unter aufheben verstehen wir einmal so viel als hinwegräumen, negiren, und sagen demgemäß z.B. ein Gesetz, eine Einrichtung usw. seyen aufgehoben. Weiter heißt dann aber auch aufheben so viel als aufbewahren, und wir sprechen in diesem Sinn davon, daß etwas wohl aufgehoben sey«. Jf. også Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke bd. 3, s. 110f. (Jub. bd. 4, s. 120f.). Udtrykket at 'ophæve', der er en oversættelse af ty. 'aufheben' (), findes også inden for den samtidige da. hegelianisme; jf. fx J.L. Heibergs Ledetraad () § 15, anmærkning 2, s. 7: »Det som ophæves, er ikke tilintetgjort. At tilintetgjøre Noget, vilde være at sætte det paa det samme Punct, hvori det var, inden det blev til; men det, som er ophævet, har dog været. At ophæve er derfor snarere at opbevare«. Contra-Position afledt af lat. contra (imod) og ponere (at sætte). Betegnelsen 'Contra-Position' er et forsøg på at gengive Hegels begreb 'Gegensatz'. Hegel afviser den aristoteliske definition af modsigelse som en simpel negation, fx 'væren' og 'ikke-væren'; et sådant modsigelsesbegreb kalder han 'der absolute Unterschied' (den absolutte forskel). Selv indfører han et modsigelsesbegreb baseret på modsætning, fx 'væren' og 'intet'; modsigelse i den betydning kalder han 'Gegensatz' (modsætning), jf. afsnittet »Der Unterschied« i Wissenschaft der Logik () bd. 1,2, i Hegel's Werke bd. 4, s. 37-52 (Jub. bd. 4, s. 515-530). det »nødvendige Andet« jf. fx afsnittet »Etwas und ein Anderes« i Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 122-129 (Jub. bd. 4, s. 132-139), og § 119 i afsnittet »Das Wesen als Grund der Existenz« i Encyclopädie () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 6, s. 238 (Jub. bd. 8, s. 276): »Der Unterschied des Wesens ist daher die Entgegensetzung, nach welcher das Unterschiedene nicht ein Anderes überhaupt, sondern sein Anderes sich gegenüber hat; d. h. jedes hat seine eigene Bestimmung nur in seiner Beziehung auf das Andere, ist nur in sich reflektirt, als es in das Andere reflektirt ist, und ebenso das Andere; jedes ist so des Andern sein Anderes«. Jf. endvidere § 12 »Noget og Andet« og § 13 »Sit-Andet« i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 33-40. hvilket det Negative ikke er I kladden til dette sted skriver SK: »Skulde Nogen ønske en nærmere Udvikling af den uberettigede Brug, der i Logiken gjøres af det Negative, da vil jeg henvise til: Die logische Frage in Hegels System, zwei Streitsschriften v. Adolph Trendelenburg Berlin 1843« (Pap. V B 49,6). Bogen udkom ikke i Berlin, men i Leipzig (). det Negative er det Onde sigter til det klassisk filosofiske og teologiske problem, hvordan man kan tænke det ondes tilstedeværelse i verden sammen med Guds almagt og kærlighed. Fx har Augustin () forsøgt at løse problemet ved at hævde, at det onde ikke er noget positivt, som Gud har skabt, men derimod noget negativt el. en mangel, så fx blindhed er en mangel på synsevnen. Hegel forholder sig til det ondes problem i Grundlinien der Philosophie des Rechts, udg. af E. Gans, Berlin 1833, ktl. 551, i Hegel's Werke () bd. 8, § 139, »Zusatz«, s. 186ff. (Jub. bd. 7, s. 202ff.); her argumenterer han for, at begrebet det gode er dialektisk og derfor nødvendigvis implicerer sin modsætning, dvs. begrebet det onde. Mad. Staël-Holstein ... aandrigt Anne Louise Germaine Staël-Holstein (1766-1817), fr. forfatterinde. Der sigtes formentlig til 3. del, 8. kap., i Ueber Deutschland bd. 1-2, u.å. [fr. 1810]; bd. 2, s. 176, hvor hun skriver: »Mir ist es zuweilen vorgekommen, daß ich Menschen, die sonst ziemlich alltäglich waren, für große Geister hielt, nur weil sie mit den idealistischen Systemen (...) vertraut waren«. Om Schelling hedder det blot, at han er »ein ausgezeichneter Literator«, bd. 2, s. 174. Ethiken nødvendig nødvendig for etikken. Systemet . Monographie afhandling om et afgrænset område af en videnskab (el. om en enkelt person). tro over Lidet spiller på Matt 25,21.23, hvor det i lignelsen om de betroede talenter hedder: »vel, du gode og troe Tiener! du haver været tro over det Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde« (NT-1819). in mente lat. i sindet, i tankerne. Bestemmelse definition, særlige kendetegn. altererer forandrer, forstyrrer. Reflexionsbrydning genspejling, sekundær overvejelse. Stemning jf. K. Rosenkranz () Psychologie oder die Wissenschaft vom subjectiven Geist, Königsberg 1837, ktl. 744 (forkortet Psychologie), s. 11f.: »Stimmung ist ein Zustand des ganzen Menschen, der allen besonderen Empfindungen und Gedanken eine spezifische Färbung gibt. Stimmung ist also mehr und weniger als Empfindung; mehr, wegen der Totalität, womit sie den Menschen in Beschlag nimmt; weniger, weil sie abstracter, unbestimmter ist«. den Kategorie ... er Modsigelsen Hverken i traditionel logik efter Aristoteles eller i den idealistiske filosofi efter Kant regnes 'Modsigelse' blandt kategoriene. græder for græder over el. på grund af. Synden bliver en Tilstand jf. afsnittet »Die Sünde als Zustand des Menschen«, § 66-74, i Fr. Schleiermachers Der christliche Glaube () bd. 1, s. 361-421. Modulation en stemmens stigende og faldende toneføring. i Begjerlighed ... Hunden, der foretrak Skyggen sigter til Fædrus' fabler, 1. bog, nr. 4: »Hvo Andres attraaer mister Sit, og det med Ret. // En Hund, som bar et Stykke Kjød og svømmed i / En Flod dermed, sit Billed saae i Bølgens Spejl, / Og i den Tro, at anden Hund og anden Fangst / Det var, han vilde snappe det; men narret blev / Hans Graadighed; thi baade tabte han den Mad, / Han holdt i Munden, og alligevel ej fik / Den, som han saa begjerlig eftertragtede«, Phædri Æsopiske Fabler, overs. af M.R. Thaarup, Kbh. 1826, s. 4. Jf. også Phaedri Augusti Liberti Fabularum Aesopiarum Libri quinque, overs. af J.C. Lindberg, Kbh. 1823, s. 4. – Skyggen: her brugt i betydningen: spejlbilledet. de potentia lat. efter (sin) mulighed, som mulighed, potentielt. de actu lat. efter (sin) virkelighed, som virkelighed. in actu lat. i virkeligheden. antipathetisk antipatetisk, modfølende, modvillig. Jf. definitionen af antipati i F.C. Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie, Kbh. 1819, s. 49: »Antipathie (...) udtaler sig i Afsky og en vis dermed forbunden Lyst til at bortfjærne, bortstøde, ja tilintetgjøre Gjenstanden«. qvindeligt kvindeligt, passivt, modtagende (). den Kunst ... at kunne samtale sigter formentlig til Sokrates' Forsvarstale 38a, jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 148f.: »det er den største Lykke for et Menneske at diskutere hver eneste Dag om, hvorledes man kan blive et godt Menneske, og lignende Ting« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 289). Det, Socrates ... Tilegnelsens Moment sigter formentlig til Platons dialog Gorgias 448d og 471d, hvor Sokrates i sin samtale med Gorgias dadler sofisten Polos for, »at han har sat sig grundigere ind i Talekunsten end i Samtalekunsten«, og hvor Sokrates direkte henvendt til Polos siger: »Roste jeg dig ikke (...) for din fortræffelige Uddannelse i Talekunsten! Men Samtalekunsten har du nok forsømt« (Platons Skrifter () bd. 2, s. 119 og s. 147). – Sofisterne: fælles betegnelse for en gruppe gr. filosoffer, der i det 5. årh. f.Kr. underviste i filosofi, retorik og statsmandskunst. Siden Platon, som bekæmpede dem (fx i dialogerne Sofisten, Gorgias og Theaitetos), anvendes betegnelsen 'sofist' som regel polemisk. Jf. G.O. Marbachs indledende fremstilling i Geschichte der Griechischen Philosophie (bd. 1 i Marbach Lehrbuch der Geschichte der Philosophie ()), s. 151-157; s. 152: »Als wahrhaft mit philosophischer Erkenntniss das Bewusstsein über ihr eigenes Treiben hegend erscheinen die Sophisten, wenn sie sich rühmten, Alles beweisen zu können, da nämlich ein gebildeter Mann für Alles gute Gründe anzugeben versteht«. – Tilegnelsens Moment: den bevægkraft, det springende punkt el. den side af sagen, der ligger i at gøre noget til sit eget, personligt at stå inde for det. Ethiken . hvad der siges ... en Tugtemester sigter til Gal 3,24, hvor Paulus skriver, at »Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af Troen« (NT-1819). Definition af Dyd I kladden tilføjer SK det gr. ord ϰαλοϰἀγαϑία (kalokagathía), der betegner karakteren hos den, der er ϰαλòς ϰαὶ ἀγαϑóς (kalòs kaì agathós, sjælelig smuk/ædel/god og god/dydig/retsindig). For grækerne var dyd ensbetydende med færdighed (fuldkommenhed) i at handle, dvs. at et menneske har dyd, når det viser stor færdighed i at udføre sin funktion (til fuldkommenhed). Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 264f.: »Die Glückseligkeit als das Gut des Menschen besteht also in der vollkommenen (...) Thätigkeit der Seele mit Vernunft in der Totalität des Lebens. Diese Erklärung vereiniget das Wahre, was in andern Bestimmungen der Glückseligkeit enthalten ist, welche theils die Tugend, theils des Vergnügen zum Hauptmerkmal machen. Denn der Glückselige vereiniget in sich das Wohlbefinden und Wohlverhalten (...). Mit andern Worten, die Glückseligkeit ist die größte Summe des Vergnügens, welches aus der vollkommensten Thätigkeit der edelsten Kräfte entspringt. Die beiden Hauptmerkmale sind Vergnügen und Vollkommenheit oder Tugend (αϱετη)«. hvad Aristoteles ... lykkelig i sin Familie sigter til Ηϑιϰων Νιϰομαχειων (Den nikomacheiske Etik) 1. bog, kap. 8, i Aristoteles graece, udg. af I. Bekker, bd. 1-2, Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 2, s. 1099; jf. »Die Sittenlehre des Aristoteles« i Die Ethik des Aristoteles, overs. og kommenteret af C. Garve, bd. 1-2, Breslau 1798-1801, ktl. 1082-1083; bd. 1, s. 492f. Jf. endvidere Poul Martin Møllers referat af den samme passage i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«, i Efterladte Skrifter () bd. 2, s. 498: »Den aristoteliske Lyksalighed kommer ei til at beroe paa Mennesket selv alene. Han regner til de Goder, hvoraf den bestaaer, Sjælens, Legemets og de udvortes. (...) Til udvortes Goder, som udkræves til Lyksalighed, regner han Venner, Rigdom og Indflydelse i Staten. (...) Aristoteles siger, at det fordunkler Lyksaligheden, naar man ei besidder saadanne Goder, som ædel Byrd, legemlig Skønhed og Børn«. – Aristoteles: Aristoteles fra Stageira (384-322 f.Kr.), gr. filosof, logiker og naturforsker, sammen med sin lærer Platon () regnet blandt antikkens største filosoffer, skrev banebrydende værker inden for filosofiens og videnskabens forskellige discipliner. Han grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion, men forlod Athen 324 f.Kr. for at undgå at blive anklaget ligesom Sokrates (). prutte købslå, tinge om prisen. den strander ved Angerens Hjælp dvs. etikken løber på grund ved hjælp af angeren. I traditionel luthersk teologi er anger og tro (i betydningen tillid) bodens to elementer. Anger forstås her ikke som en etisk aktivitet, hvori et menneske tager afstand fra dele af sit tidligere liv, men som en passiv accept af lovens påstand om, at alt hos et menneske er underlagt synden. Jf. W.M.L. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære og sammes Historie, overs. af C.E. Scharling, Kbh. 1835 [ty. 1833], ktl. 871, § 37-39; § 37: »Angeren eller Mishaget ved begangne Feil er nærmest af forstandig Art, men som saadan ikke dyb og levende nok; først naar hiin Følelse af vor Syndighed træder til, erholder den den rette Styrke og bliver til 'en Bedrøvelse, der tækkes Gud' (2 Cor. 7, 9-11). Mangler derimod den forstandige Indsigt i vore Feil, saa opstaaer let svagelig Angerfuldhed, og vel ogsaa Samvittighedsangst. Den verdslige Bedrøvelse (...) er af sandselig Art og endnu ikke forskjellig fra den forstandige Anger«, s. 23, og § 39: »Nu kunde vel den høiere Følelse af Tillid til Gud, som ogsaa ligger i os, føre os til Seir og til Fred med Gud, men ved os selv kunne vi ikke let fastholde den; vi behøve derfor endnu en høiere Garantie, end vor Bevidstheds er, og den kan kun komme fra Guds Naade«, s. 24. overskrive det sidste Afsnit ... Virkeligheden . det Væren, med hvilken den begynder Ligesom Hegels logik begynder også A.P. Adlers logik med begrebet 'væren', der viser sig at være tomt på grund af dets ubestemthed, jf. § 10-21, »Væren«, i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 21-104. Jf. Hegel Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 77f. (Jub. bd. 4, s. 87f.). de silentio lat. fra tavsheden el. om tavsheden. flere Gange jf. Frygt og Bæven i SKS 4, 133ff. Æsthetikens ... Idealitet Æstetikken kommer i konflikt med etikkens almene idealer, fordi æstetikerens ideal er opnåelsen af egen nydelse og lykke. henstille sig anbringe sig, (op)stille sig. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn) i overordentlig grad, 'par excellence'. det dialektiske Spring . see Alt er nyt spiller på 2 Kor 5,17, hvor Paulus skriver: »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbigangent, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). Ethikens Fordring kravet om virkeliggørelse af de almene, rent humane bestemmelser. Betingelsen jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 224-226. immanent Continuitet ubrudt fortsættelse inden for det samme, nemlig det æstetiske og det etiske (). Transcendents . Naturforskeres Mening ... denne aabenbarer hentyder måske til H. Steffens Indledning til philosophiske Forelæsninger, Kbh. 1803, s. 65: »selv den udvortes Form og Dyrenes Liv aabenbarer en Continuitet i den hele Række, og henviser til en Urtypus, som synes at ligge til Grund for alle dyriske Former«. prototypisk som prototype, som en første form, som grundform. præformere foruddanne, jf. læren om præformation, dvs. den opfattelse, at ethvert dyr og enhver plante findes fuldt udformet i kimen el. spiren, og at mennesket findes i formindsket, men fuldt udviklet form i ægget. ladet ... Prægnants ladet den træde synligt frem i en tilstrækkelig begrebslig klarhed. det Ethniske det hedenske. discrimen rerum lat. modsætning el. afgørelse mellem ting; kritiske punkt. Udtrykket findes i Vergils Æneide 1. sang, v. 204, i formen »discrimina rerum«, dog nærmest i betydningen 'farer', 'krigshændelser'. Jf. P. Virgilii Maronis opera, udg. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1778-80; bd. 1, s. 318, og Virgils Æneide, overs. af J.H. Schønheyder, bd. 1-2, Kbh. 1812; bd. 1, s. 15, hvor det gengives med »Hændelser«. for at Kjetterne ikke skulle forstaae ham citat fra Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 147, hvor der dog står: »at Kjætterne ikke kunne forstaae det«, i SKS 4, 91. Falden ned fra Skyerne spiller formentlig på talemåden 'at falde ned fra skyerne (el. månen)', der udtrykker en pludselig el. overraskende opdukken, jf. også talemåden 'at være som falden ned fra skyerne', dvs. være himmelfalden, forvirret, forbavset. p. 34 (...) »Gjentagelsen ... dogmatisk Problem« citat fra Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 34, i SKS 4, 25f. al antik Ethik ... aldeles fremmed således fx i Platons dialog Protagoras 345e og 352d - 357b, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 84f. og s. 89-109, hvor det hævdes, at mennesket kan erkende og realisere det gode, mens det onde udelukkende beror på en vildfarelse om det godes væsen og indhold. Om Platons etik skriver Poul Martin Møller i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«: »Platon betragter det Gode (...) ikke blot fra Individets Standpunct, men ogsaa som udførbart i det menneskelige Samfund«, og videre: »Naar man i christelige Tidsaldre antager en syndig Natur i Mennesket, som strider mod Fornuftens Retning, da er det en Tanke, som er fremmed for Platon. Han antager Fornuften for at være Menneskets egentlige Væsen, saaledes at Mennesket altid vil det Gode, men kun af Uvidenhed forfeiler det i sine enkelte Handlinger«, Efterladte Skrifter () bd. 2, s. 442f. Jf. også H.L. Martensen Grundrids til Moralphilosophiens System (), s. 66, hvor det hedder: »Da den hedenske Dyd ikke forudsætter Naturens Fordærvelse og Forløsning, men umiddelbart tilfredsstiller sig i sin egen Autonomie, kunde en christelig Tænker [dvs. Augustin], der ikke maalte den forchristelige Verden med dens egen relative, men med den absolute Maalestok, opstille den Sætning, at Hedningernes Dyder ere glimrende Laster«. stricte lat. i streng forstand. strander løber på grund. Løsnet spiller formentlig på ordets dobbelttydighed, dels dets bogstavelige betydning: det, der løser, dels dets anvendte betydning: felt- el. kampråbet. conditio sine qua non lat. 'betingelse uden hvilken ikke'; ufravigelig el. nødvendig betingelse. interesseløs ... om Æsthetiken If. Kant () vækker skønhed en følelse af interesseløst behag, fordi betragtningen af det skønne bringer forestillingsevnen og forstanden i samklang med hinanden. Man må således »nicht im mindesten für die Existenz der Sache eingenommen, sondern in diesem Betracht ganz gleichgültig seyn, um in Sachen des Geschmacks den Richter zu spielen«, Critik der Urtheilskraft, 2. udg., Berlin 1793 [1790], ktl. 594, § 2, s. 6f. Den hertil svarende dom kaldes smagsdom, idet smag er »das Beurtheilungsvermögen eines Gegenstandes oder einer Vorstellungsart durch ein Wohlgefallen, oder Misfallen, ohne alles Interesse«, § 5, s. 16. Genstanden for »eines solchen Wohlgefallens heißt Schön«, s. 16. sat logisk udtryk for det at hævde noget, ponere (sætte) noget, modsat hæve (). Naturens Sphære (...) Aandens Sphære I den ty. idealisme er alle genstande for videnskabelig analyse opdelt i to grundområder, natur og ånd, jf. fx Hegels Encyclopädie () bd. 2, »Die Naturphilosophie«, 1842, og bd. 3, »Die Philosophie des Geistes«, 1845, i Hegel's Werke bd. 7,1 og 7,2 (Jub. bd. 9 og 10). Dogmatikens heterogene Oprindelighed Det uensartede i dogmatikken skyldes, at den begynder med en forudsætning, syndens virkelighed, som ikke blot er uforklarlig inden for dens eget domæne, men også inden for alle andre videnskabers område (). En tilsvarende opfattelse findes fx udtrykt af Schleiermacher i Der christliche Glaube () bd. 1, § 2, s. 3, hvor han skriver, at »diese Glaubenslehre sich völlig von der Aufgabe lossagt, von allgemeinen Principien ausgehend eine Gotteslehre aufzustellen oder auch eine Anthropologie oder Eschatologie, (...) in denen die Säze des christlichen Glaubens vernunftmäßig erwiesen werden sollen«. et Dogme om Engle ... hellige Skrift jf. fx Hutterus redivivus () § 38-40 »De Scriptura Sacra« (»Om den hellige skrift«), s. 88-94, og § 73-77 »De Angelis bonis et malis« (»Om de gode og onde engle«), s. 175-186 (den da. overs., s. 93-119 og s. 182-193). Jf. endvidere H.N. Clausen Udvikling af de christelige Hovedlærdomme, Kbh. 1844, ktl. 253, kap. 6 »Den hellige Skrift«, s. 111-132, og kap. 11 »Om høiere Aander«, s. 213-235. hiin Hvirvel ... et bevægende Noget Hos de gr. filosoffer Anaximander og Demokrit (6. og 5. årh. f.Kr.) forbindes verdens opståen med forestillinger om en oprindelig hvirveltilstand. Jf. Diogenis Laertii de vitis philosophorum, libri X bd. 1-2, stereotyp udg., Leipzig 1833, ktl. 1109, 9. bog, kap. 7, afsnit 44f., og Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie), hvor det om Demokrit fortælles: »Hans Meninger vare: Atomer og tomt Rum ere første Grunde til de store Heler. Alt det Øvrige troede han, maatte forklares efter Formening (opinion). (...) Atomerne [ere] uendelige, i Henseende til Størrelse og Mængde. De bevæges i det store Hele i Hvirvel og derved frembringes alle sammensatte Ting, Ild, Vand, Luft, Jord. (...) Solen og Maanen ere sammensatte af saadanne Hvirvler og stærkt bevægede Smaaklynger; Og ligeledes Sjelen, der er det samme, som Fornuft (...). Alle Ting oprinde ved Nødvendighed, eftersom Hvirvelen, hvilken han kalder Nødvendighed, er Aarsag til alle Tings Oprindelse«, bd. 1, s. 420f. Schleiermachers udødelige Fortjeneste Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher (1768-1834), ty. teolog, filosof og klassisk filolog, prof. i Halle og Berlin. Ved siden af sin klassiske oversættelse af Platons dialoger () er Schleiermacher især kendt for sit arbejde med hermeneutik og dogmatik. Her sigtes til hans dogmatiske hovedværk Der christliche Glaube nach den Grundsätzen der evangelischen Kirche im Zusammenhange dargestellt bd. 1-2, Berlin 1820-21 (forkortet Der christliche Glaube); større indflydelse fik dog 2. udg. fra 1830. SK ejede 3. udg. fra 1835-36, ktl. 258, der er uændret i forhold til 2. udg., og som er benyttet her i kommentaren til BA. Fortjeneste af inden for. siger Constantin ... i Kraft af det Absurde jf. Constantin Constantius Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 92f., i SKS 4, 57. p. 142 ... den sande Gjentagelse jf. Gjentagelsen, s. 142: »Evigheden, der er den sande Gjentagelse«, i SKS 4, 88. Prof. Heiberg Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, redaktør og kritiker, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., fra 1830-36 docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer. Nytaarsgave dvs. Urania. Aarbog for 1844, udg. af J.L. Heiberg (udkom den 15. dec. 1843). Heri findes afhandlingen »Det astronomiske Aar«, hvor Heiberg både omtaler, citerer og kritiserer Gjentagelsen, s. 97ff. Om Urania som nytårsgave . elegant og nitid Urania var elegant udstyret og prægtigt indbundet i et hvidt papbind med rigt ornamenteret guldtryk på for- og bagperm; teksten var bogen igennem sat i en sort, dobbeltstreget ramme. Æsthetikeren i ... »Vexeldriften« dvs. A i »Vexel-Driften. Forsøg i en social Klogskabslære« i første del af Enten – Eller, udg. af Victor Eremita, Kbh. 1843, s. 285-305, i SKS 2, 271-289. stjernegal spiller på J.L. Heibergs astronomiske interesse, som ikke blot kom til udtryk i artiklen »Det astronomiske Aar«, men også i »Stjerne-Calender for 1844, til Orientering i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger« i Urania, s. 1-76. Ataraxie ataraksi, upåvirkelighed, sindsro. at han ... Intet har svaret dvs. Constantin Constantius, som aldrig tog til genmæle over for Heibergs kritik. Blandt SKs efterladte manuskripter findes der dog – i et omslag mærket »Polemica m: H: t: Heibergs 'Gjentagelse' i 'Nytaarsgaven'« – to udkast til svar, hhv. »Sendebrev til Hr. Professor Heiberg R af D fra Constantin Constantius« og »Et lille Indlæg af Constantin Constantius Forfatteren af 'Gjentagelsen'« (jf. Pap. IV B 108-124). På omslaget har SK noteret: »Da jeg har skrevet hiin lille Bog, 'for at Kjætterne ikke skulde kunne forstaae den' saa vilde det være at falde ud af Charakteren at oplyse noget somhelst nærmere. Heibergs hele Passiar er desuden en reen Trivialitet. Jeg bør ikke spilde min Tid, og lade mig neddrage i de ephemære Sphærer. Polemik skal Folk faae nok af i mine Bøger; ingen Polemik, der kunde beskæftige et gabende, nysgjerrigt, vellystigt Publikum« (Pap. IV B 109) – »ephemære« spiller formentlig både på 'efemer', døgnflueagtig, og 'efemerider', astronomiske årbøger. Og dog skrev Kierkegaard, under pseudonymen Nicolaus Notabene, Forord. à tout prix fr. for enhver pris. Concupiscents begær, lyst (). den Enkeltes Synd ... Slægtens Synd Opfattelsen bygger på Rom 5,12 (). Jf. en tilsvarende formulering i Schleiermachers Der christliche Glaube () § 71, bd. 1, s. 381: »Die Erbsünde eist (...) zugleich so sehr die eigene Schuld eines Jeden, der daran Theil hat, daß sie am besten als die Gesammtthat und Gesammtschuld des menschlichen Geschlechtes vorgestellt wird, und daß ihre Anerkennung zugleich die der allgemeinen Erlösungsbedürftigkeit ist«. Jf. også § 69, s. 372-375. forklarer nu af den ud fra den. πϱωτη ϕιλοσοϕια gr. (prōtē philosophía) den første filosofi. Udtrykket bruges i 6. bog, kap. 1, i Aristoteles' Metafysik (1026a 24), i Aristoteles graece () bd. 2, s. 1026. I afsnittet om Aristoteles i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« skriver Poul Martin Møller: »Hoveddelen af Logiken er den Videnskab, som Aristoteles kalder den første Philosophie, ἡ πϱώτη ϕιλοσοϕία (i Modsætning til Physiken, ἡ δευτέϱα ϕιλοσοϕία [hē deutéra philsophía, den anden filosofi ()], hvad man senere har kaldt Metaphysik, en Titel, der ikke er kommen fra Aristoteles selv. (...) Vare der blot physiske Væsner, da var Physiken den øverste af alle Videnskaber; men nu gives der et Væsen, som ikke er i Materien eller i Bevægelsen, og som er Grund til al Væren (dette postuleres): dette Væsen er Gud. Derfor er den første Philosophie Theologie«, Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 467f. Theatret i Hedenskabet ... Gudstjeneste »Theater kaldtes hos Oldtidens Grækere den Del af Skuespilhuset, hvor Tilskuerne sad, og ofte ogsaa hele Bygningen, men derimod aldrig Scenen. Skuespilhusene var hos Grækerne, næst efter Templerne, de fornemmeste Bygninger, da Skuespillet ikke blot tiente til Fornøielse, men tillige udgjorde en Del af Gudstienesten«, oplyser Almennyttigt Dansk Konversations-Lexikon (...) efter Brockhaus's Tydske Original bd. 1-8, Kbh. 1849-60 (forkortet Dansk Konversations-Lexikon); bd. 8, 1860, s. 1622 (jf. F.A. Brockhaus Conversations-Lexikon, 8. udg., bd. 1-12, Leipzig 1833-37, ktl. 1299-1310). Schelling I sine forelæsninger over »Philosophie der Offenbarung«, som SK delvis fulgte i Berlin 1841-42 (), skelnede Schelling () mellem en 'negativ' og en 'positiv' (dvs. den schellingske) filosofi. Jf. SKs referat (Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 273-295), hvor forholdet mellem den 'negative' og den 'positive' filosofi bestemmes. I denne sammenhæng omtaler Schelling også begrebet 'den første filosofi', idet han (i et historisk overblik) søger at påvise, at distinktionen mellem en 'negativ' og en 'positiv' filosofi har forløbere; han begynder med Aristoteles og siger if. SK: »Dog ligner Aristoteles den negative Philosophie«, og videre: »Der gaaer (...) en Vei fra det Empiriske til det Logiske. Denne betraadte Aristoteles, og steeg trinviis op lige til sin første Videnskab, ell. første Philosophie; thi begge Navne forekommer (πϱωτη επιστημη, πϱωτη ϕιλοσοϕια). Hans System er en udaf Virkeligheden beredt Analysis. Her maa han nu bestandig træffe sammen med den negative Philosophie« (s. 277). Jf. også den af H.E.G. Paulus (imod Schellings vilje) udgivne afskrift af forelæsningerne: Die endlich offenbar gewordene positive Philosophie der Offenbarung, Darmstadt 1843, s. 418-423. i Faveur af til fordel for. ethniske . græsk talt, Erindringen Erindringen indtager en central plads i den gr. filosofi, især hos Platon (). Ved erindringen om de almene, evige og uforanderlige ideer, som ligger til grund for alle enkelte, tidslige og foranderlige ting, erkender mennesket ikke blot det sande, men tager tillige del i det. Jf. især Platons dialog Menon. Jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 218f. – Om forholdet mellem erindring og gentagelse, jf. Gjentagelsen i SKS 4, 9. secunda philosophia lat. den anden filosofi. I SKs referat af Schellings 6. forelæsning over »Philosophie der Offenbarung« () kalder Schelling identitetsfilosofien »philosophia secunda, (et Udtryk allerede Aristoteles har brugt, skjøndt han derved kun forstod Physik)« (Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 260). reprimeres hæmmes, holdes tilbage. disponerende Forudsætning (an)ordnende betingelse. reale Mulighed Udtrykket findes i Hegels Wissenschaft der Logik () bd. 1,2, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 208 (Jub. bd. 4, s. 686), og i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 169. Modsætningen til den reale mulighed er den formelle mulighed, som betyder, at alt, der ikke modsiger sig selv, er muligt, hvor usandsynligt det end er, jf. Wissenschaft der Logik bd. 1,2, i Hegel's Werke bd. 4, s. 203 (Jub. bd. 4, s. 681). qualitativt forskjelligt jf. Hegels skelnen mellem på den ene side en kvantitativ forskel, som involverer dels en gradvis stigning, dels et gradvist fald i en tings særegne karakter el. egenskab, og på den anden side en kvalitativ forskel, som involverer et spring () el. en radikal forandring i en tings kvalitet el. natur. Contemplation indre betragtning, selvfordybelse, indadvendthed, der ser bort fra den ydre virkelighed. Skuffelse illusion, bedrag. i en ældre Philosophi ... er den nødvendig sigter til G.W. Leibniz (), der i et brev fra 1678, »Epistola ad Hermannum Conringium de Cartesiana Demonstratione Existentiae Dei« (»Brev til Hermann Conring om det cartesianske bevis for Guds eksistens«), skriver: »Deus necessario existat, si modo possibilis esse ponatur« (»Gud eksisterer med nødvendighed, hvis han på nogen mulig måde kan antages at være«), jf. God. Guil. Leibnitii opera philosophica omnia, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2, Berlin 1839-40, ktl. 620 (forkortet Opera philosophica omnia); bd. 1, 1840, s. 78. Jf. også Les Principes de la Philosophie ou la Monadologie § 45, hvor Leibniz siger: »Dieu seul (ou l'Etre nécessaire) a ce privilège, qu'il faut qu'il existe, s'il est possible«, jf. Opera philosophica omnia bd. 2, 1839, s. 708. Constantin Constantius ... »Interessen« jf. Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 34, i SKS 4, 25f. – strander: løber på grund. Stilleben ty. maleri, der fremstiller livløse genstande, fx blomster, husgeråd el. døde dyr, svarende til fr. 'nature morte'; stille, vegeterende liv. den empiriske Virkeligheds Detail enkeltheder i den erfaringsmæssige virkelighed. lidet forstyrre som Archimedes Under romernes stormangreb på Syrakus i 212 f.Kr. stod Arkimedes og tænkte over geometriske figurer, der var tegnet i sandet. Da en rom. soldat brød ind hos Arkimedes, sagde denne blot: »Forstyr ikke mine cirkler« – og blev hugget ned, jf. Valerius Maximus' anekdotesamling i Facta et dicta memorabilia (Mærkværdige hændelser og udtalelser) 8. bog, kap. 7. – Archimedes: (o. 287-212 f.Kr.), gr. matematiker, naturvidenskabsmand og opfinder, der levede i Syrakus, og som med sine sindrige krigsmaskiner var med til i to år at holde stand mod de angribende romere. er den (...) den skal dvs. psykologien. den selv dvs. en anden videnskab. ideelle Mulighed svarer formentlig til Hegels begreb den 'formelle mulighed' (). tenderer til stræber, stiler el. styrer mod. Man har kaldet ... subjektive Aand Hegel () opdeler sin åndsfilosofi i den subjektive ånd, den objektive ånd og den absolutte ånd; han anvender begrebet 'den subjektive ånd' til at dække tre filosofiske områder: 1. antropologi, 2. åndsfænomenologi og 3. psykologi, jf. Encyclopädie () bd. 3, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 40f. (Jub. bd. 10, s. 46). Vigilius Haufniensis tænker sikkert også på K. Rosenkranz Psychologie oder die Wissenschaft vom subjectiven Geist () og C.L. Michelet Anthropologie und Psychologie oder die Philosophie des subjectiven Geistes, Berlin 1840; Michelet taler om psykologien som en »Philosophie des Geistes (...), und zwar näher des menschlichen, d. h. des einzelnen oder subjectiven Geistes, mit Einem Worte, des endlichen Geistes«, s. 7. I Philosophiske Betragtninger (), s. 9 og s. 18, omtaler P.M. Stilling ligeledes »Philosophien af den subjective Aand« som psykologien. Vil man ... Læren om den absolute Aand Læren om den absolutte ånd udgør den afsluttende del af Hegels system, åndens filosofi, der konstrueres dialektisk som læren om den subjektive ånd (antropologi, fænomenologi, psykologi), den objektive ånd (ret, moralitet, sædelighed) og den absolutte ånd (kunst, religion, filosofi), jf. fx Encyclopädie () bd. 3, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. IXf. (Jub. bd. 10, s. 5f.). Jf. også C.H. Weiße System der Aesthetik als Wissenschaft von der Idee der Schönheit bd. 1-2, Leipzig 1830, ktl. 1379-1380; bd. 1, s. 15ff. Caput lat. hoved; afsnit, kapitel. retrogradt tilbagegående, baglæns. den første Synd, Adams Synd, Syndefaldet sigter til 1 Mos 3. Jf. Hutterus redivivus () § 83, s. 195f. (den da. overs., s. 203f.). phantastisk fantastisk, som udtryk for (overdreven) fantasi. nærmest især. donum divinitus ... admirabile lat. »en af Gud skænket, overnaturlig og vidunderlig gave«. I SKs optegnelser i tilknytning til H.N. Clausens forelæsninger over den kristelige symbolik holdt i vintersemestret 1839-40 og sommersemestret 1840 tillægges citatet Thomas Aquinas som udtryk for den egentlige 'justitia originalis' (den oprindelige retfærdighed el. fuldkommenhed), jf. Pap. II C 34 i bd. XIII, s. 134. Men i afsnittet om Adams oprindelige fuldkommenhed i Thomas Aquinas' Summa theologica 1, 95, 1, findes citatet ikke; her taler Thomas Aquinas udelukkende om Guds »supernaturalis donum gratiæ« (»overnaturlige nådegave«). Citatet har ikke kunnet identificeres yderligere. Det kan dog ikke udelukkes, at det stammer fra H.N. Clausen (jf. Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, Kbh. 1825, hvor han taler om den »overnaturlige Naadegave (donum admirabile, supernaturale, superadditum)«, s. 383). Mere sandsynligt er det imidlertid, at der er tale om et citat, som SK har fundet eller selv sammenstillet under sin sidelæsning i forbindelse med forelæsningerne. Jf. fx Hutterus redivivus () § 80 »Den oprindelige Fuldkommenhed«, hvor der i hovedteksten er tale om »justitia originalis« som »donum supernaturale« (»overnaturlig gave«), og hvor der i en note citeres fra Catechismus Romanus (1566) 1, 2, 19: »Tum originalis justitiæ admirabile donum addidit« (»Dengang [dvs. ved skabelsen] føjede han [Gud] den vidunderlige gave til i form af en oprindelig retfærdighed/fuldkommenhed«), s. 189 (den da. overs., s. 196), et citat, som SK anfører i sine forelæsningsnotater umiddelbart før omtalen af Thomas Aquinas. Jf. også G.B. Winer Comparative Darstellung des Lehrbegriffs der verschiedenen christlichen Kirchenparteien, nebst vollständigen Belegen aus den symbolischen Schriften derselben, 2. udg., Leipzig 1837 [1824], ktl. 178 (forkortet Comparative Darstellung), s. 50f., hvor de samme citater findes, men hvor Thomas Aquinas heller ikke nævnes. den foederale Dogmatik ... for hele Slægten Den føderale teologi el. pagtsteologien inddelte dogmatikken i en dobbelt pagt: gernings- el. naturpagten (i uskyldighedstilstanden i Paradis) og nådepagten (i tilstanden efter syndefaldet og uddrivelsen af Edens Have). Den første pagt sluttede Gud med Adam som repræsentant (befuldmægtiget) for hele slægten, men efter syndefaldet har menneskeheden fjernet sig fra den og er derfor undergivet naturpagtens fordømmelse. Den anden pagt blev oprettet af Gud i den første forjættelse om Kristus (protevangeliet i 1 Mos 3,15), som afskaffer naturpagtens fordømmelse og lover, at alle, Adam såvel som alle mennesker efter ham, kan frelses i troen på den kommende frelser (Kristus). Den føderale teologi, der har sin betegnelse fra det lat. ord for forbund el. pagt, foedus, opstod i Holland i midten af det 17. årh. udtænkt af den ty. fødte, reformerte teolog Johannes Coccejus, fra 1643 prof. i Franeker og fra 1650 i Leiden. Jf. Hutterus redivivus (), hvor det i en note til § 85 om arvesynden oplyses, at føderalteologien forsvarede arvesynden med henvisning til Adams funktion som »Forbundshoved« og på grund af »consensus praesumtus« (»den forudtagne enighed«), »forsaavidt som Alle betragte Adams Fald som deres eget paa Grund af deres egne Synder«, s. 203 (den da. overs., s. 211). Jf. også fremstillingen af føderalteologien i A. Hahn Lehrbuch des christlichen Glaubens, Leipzig 1828, ktl. 535, s. 407f., og i K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik bd. 1-2, 4. udg., Leipzig 1838 [1813], ktl. 437-438; bd. 1, s. 75f., og bd. 2, s. 77f. primitive oprindelige, primære. plusquam perfectum mere end fuldendt; grammatisk: førdatid. symbolsk Skrift kirkeligt bekendelsesskrift. Her sigtes til De schmalkaldiske Artikler, jf. næste kommentar. De Schmalkaldiske Artikler el. Artikel christlicher Lehre, et skrift udarbejdet af Martin Luther på tysk i 1536 med henblik på det forestående koncil i Mantova i 1537, hvor det skulle præsenteres som et sammenfattende bekendelsesskrift for protestanterne. Skriftet benævnes efter det protestantiske konvent i Schmalkalden (en lille by i Preussen) i feb. 1537, hvor skriftet blev fremlagt, men ikke officielt underskrevet af de fremmødte teologer, hvorfor det aldrig fik status som et kirkeligt bekendelsesskrift. De schmalkaldiske Artikler blev oversat til latin, Articuli christianae doctrinae, i 1541 af danskeren Petrus Generanus og i 1580 af tyskeren Nikolaus Selneccer. peccatum hæreditarium ... credenda sit lat. »Arvesynden er en så dyb og hæslig fordærvelse af naturen, at den ikke kan indses af noget menneskes fornuft, men må erkendes og tros ud fra Skriftens åbenbaring«, citat fra den lat. oversættelse af De schmalkaldiske Artikler 3, 1, 3, jf. K.A. Hase Libri symbolici, 3. udg., Leipzig 1846 [1827] (ktl. 624, 2. udg., Leipzig 1837), s. 317 (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], Göttingen 1992 (forkortet Die Bekenntnisschriften), s. 434). I Hutterus redivivus (), s. 198 (den da. overs., s. 206) henvises til det her citerede sted. Participeren tagen del i. Gradation trinvis stigning. ἁμάϱτημα πϱοτοπατοϱιϰον gr., enten fejl for ἁ. πϱωτοπατοϱιϰον (hamártēma prōtopatorikón – ordsammensætningen πϱωτο-πατοϱιϰον kendes dog ikke), den fra den første fader kommende synd, eller fejlskrivning for πϱοπατοϱιϰὸν ἁμάϱτημα (propatorikòn hamártēma), den fra stamfaderen kommende synd. Det sidste udtryk forekommer i de græsk-ortodokse bekendelsesskrifter, som er medtaget i G.B. Winers Comparative Darstellung (), s. 55, i afsnittet om syndefaldet og dets følger. Vitium originis lat. »oprindelsens brøde«, dvs. den oprindelige el. første synd, Tertullians udtryk for arvesynden som det, der har gjort det onde til menneskets anden natur. Udtrykket stammer fra Tertullians De anima 41, jf. Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera, udg. af E.F. Leopold, bd. 1-4, Leipzig 1839-41, ktl. 147-150 (i Bibliotheca patrum ecclesiasticorum latinorum selecta, udg. af E.G. Gersdorf, bd. 4-7); bd. 4, s. 225; men det findes også anført i K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 110: »Tertullian hatte sich vorher des Ausdrucks vitium originis, originalis passio, bedient«. Udtrykket findes i øvrigt også i Confessio Augustana art. 2 om arvesynden: »vitium originis vere sit peccatum« (»den oprindelige brøde er i sandhed synd«), jf. Confessio Augustana invariata, Kbh. 1817, ktl. 469, s. 15 (Die Bekenntnisschriften (), s. 53). Tertullian Quintus Septimius Florens Tertullian(us) (o. 155-240), født i Kartago i Nordafrika, en af de romersk-katolske 'kirkelige forfattere'. Peccatum originale ... tradatur lat. »den oprindelige synd (fordi den overleveres fra oprindelsen af)«. Jf. K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 110, hvor Augustins opfattelse af arvesynden fremlægges således: »Peccatum originale nannte es Augustin zuerst, quia originaliter tradatur. Er verstand darunter bald die Erbsünde selbst, bald die Ursache derselben, den Sündenfall. Beides unterschied man durch die Distinction zwischen peccatum originans und originatum. Der Ausdruck pecc. originis wurde zuerst auf dem 3ten Concilio zu Carthago (Jahr 418) recipiert«. Augustin Aurelius Augustin(us) (354-430), teolog, filosof og retoriker, f. i Nordafrika, siden 383 virksom i Italien, biskop i Hippo fra 395; en af de fire romersk-katolske kirkefædre. peccatum originans og originatum lat. »den forårsagende og forårsagede synd«, dvs. arvesynden forstået som den oprindelige synd (syndefaldet), der forårsager de aktuelle synder, og arvesynden forstået som de syndige anlæg, der er forårsaget af den oprindelige synd. Jf. også forklaringen i Schleiermacher Der christliche Glaube () § 71, 1, bd. 1, s. 382f.: »Ein rein empfangenes ist die Erbsünde nur in dem Maaß, als die Selbstthätigkeit des Einzelnen noch nicht ist; sie hört auf, es zu sein in dem Maaß als diese sich entwikkelt. Bis dahin (...) wird sie mit Recht die verursachte [note: Peccatum originis originatum] genannt, weil sie ihre Ursache außer ihm selbst hat. Allein wie jede Anlage in dem Menschen durch Ausübung (...) wächst: so wächst auch die mitgeborne Sündhaftigkeit durch die von der Selbstthätigkeit des Einzelnen ausgehende Ausübung. Dieser (...) Zusaz nun (...) ist (...) als verstärkte Sündhaftigkeit immer noch der wirklichen Sünde, die aus ihr hervorgehn wird, vorangehend, mithin auch noch Ursünde, nur nicht mehr bloß verursachte sondern selbst gewirkte und (...) verursachende Ursünde [note: Peccatum originis originans], weil sie nämlich in jedem selbst und in andern die wirkliche Sünde hervortreibt und vermehrt«. I note 1 til § 84 i Hutterus redivivus (), s. 197 (den da. overs., s. 205), forklares udtrykkene således: »Man skjelner imellem: pecc. originale originans, Syndefaldet, og pecc. orig. originatum [derivatum], den derved fremkomne Arvesynd, der fortrinsviis kaldes pecc. originale«. carentia imaginis dei; defectus justitiæ originalis lat. »savnet/manglen af Guds billede; tab af den oprindelige retfærdighed/fuldkommenhed«, udtryk, der er kendt fra den skolastiske, dvs. den katolske teologi, der i den senere middelalder søgte at gennemtænke kirkefædrenes lære med inddragelse af den aristoteliske filosofi for at skabe enhed i den katolske kirkes lære. Jf. A. Hahn Lehrbuch des christlichen Glaubens (), s. 363, hvor begreberne »carentia justitiae originalis s.[ive] imaginis divinae« indgår i den skolastiske og semipelagianske teori om arvesynden; jf. også G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 54f. og s. 61. – Det er ikke rigtigt, når Vigilius Haufniensis hævder, at protestantismen forkaster disse bestemmelser, fx siges det udtrykkeligt i Apologia Confessionis Augustanae () 2, 15-23, om de her anførte bestemmelser, at den lutherske lære ikke har forkastet de gamle kirkefædres forståelse af arvesynden, men at denne lære er trængt bag om skolastikernes spidsfindige spørgsmål og på ny har bragt den bibelske forståelse af arvesynden frem i dagens lys, jf. »Den augsburgske Troesbekjendelses Apologie, forfattet af Philipp Melanchthon«, i Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 128-134. (Die Bekenntnisschriften (), s. 150ff.). Og i Formula Concordiae () 2. del, »Solida Declaratio«, 1, 10, godkendes: »carentia, defectus seu privatio (...) iustitiae originalis seu imaginis Dei« (»savnet, tabet eller manglen af (...) den oprindelige retfærdighed eller Guds billede«), jf. Libri symbolici (), s. 640 (Die Bekenntnisschriften, s. 848). I sine Loci theologici (udgaven fra 1548) skriver Melanchton: »Peccatum originis est carentia justitiae originalis«. Jf. også A. Hahn Lehrbuch des christlichen Glaubens, s. 399, hvor de luthersk-evangeliske bekendelsesskrifters opfattelse af arvesynden beskrives bl.a. med udtrykkene: »Carentia s.[ive] defectus justitiae originalis s.[ive] imaginis divinae« (»Savnet eller tabet af den oprindelige retfærdighed eller det guddommelige billede«). Til forskel fra den katolske lære om arvesynden spiller disse bestemmelser af den oprindelige synd dog kun en supplerende rolle i den lutherske dogmatik, jf. Formula Concordiae 2. del, 1, 11 (Die Bekenntnisschriften, s. 848f.). poena lat. straf. Jf. G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 54, hvor den jesuitiske kardinal R.F.R. Bellarmin (1542-1621) citeres: »Poena, quae proprie primo peccato quasi e regione respondet, iactura fuit originalis iustitiae et supernaturalium donorum, quibus deus naturam nostram instruxerat« (»Straffen, som omtrent står på lige linie med den første synd, var tabet af den oprindelige retfærdighed og de overnaturlige gaver, som Gud havde udstyret vor natur med«). Og jf. K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () § 122 »Die kirchliche Lehre b) vom Ursprunge und von der Strafe der Erbsünde«, bd. 2, s. 32-39. concupiscentiam poenam ... adversarii lat. »begæret er en straf, ikke en synd, påstår modstanderne«. Indirekte citat fra Apologia Confessionis Augustanae (jf. næste kommentar) 2, 38: »At disputant concupiscentiam poenam esse, non peccatum« (»Videre påstår nogle, at begæret er en straf, ikke en synd«), jf. Libri symbolici (), s. 57 (Die Bekenntnisschriften, s. 154), jf. også »Den augsburgske Troesbekjendelses Apologie«, i Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 135. Ordet »adversarii« (modstanderne) findes ikke i Apologia Confessionis Augustanae, men stammer formentlig fra G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 62, hvor citatet fra Apologia Confessionis Augustanae anføres således: »Disputant (adversarii), concupiscentiam poenam esse, non peccatum«. Heller ikke denne bestemmelse forkastes af protestanterne, jf. fx Apologia Confessionis Augustanae 2, 47: »Defectus et concupiscentia sunt poenae et peccata« (»Tabet [af den oprindelige retfærdighed] og begæret er straf og synd«), jf. Libri symbolici, s. 58 (Die Bekenntnisschriften, s. 156). Apolog. A. C. forkortelse for Apologia Augustanae Confessionis el. rettere Apologia Confessionis Augustanae, der blev forfattet af den ty. reformator Philipp Melanchton i 1530-31 som et forsvarsskrift for Confessio Augustana. Forsvarsskriftet blev underskrevet i Schmalkalden i 1537 og således gjort til et luthersk bekendelsesskrift ved siden af Confessio Augustana. Melanchtons lat. original blev frit oversat til tysk i 1531 og igen, stærkt bearbejdet, i 1533 af Justus Jonas. Jf. »Den augsburgske Troesbekjendelses Apologie, forfattet af Philipp Melanchton i Aaret 1530, overs. efter den latinske Original med stadigt Hensyn på Justus Jonas's tyske Oversættelse«, i Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (). Climax klimaks; retorisk stigning. vitium ... culpa lat. brøde, synd, skyld, forbrydelse. Ganske vist findes disse udtryk i bekendelsesskrifterne, fx i Confessio Augustana art. 2, 1-2 (Die Bekenntnisschriften (), s. 53), og i Formula Concordiae 2. del, »Solida Declaratio«, 1, 9 (Die Bekenntnisschriften, s. 848), men hverken sammen eller i den her anførte rækkefølge som et 'klimaks'. Jf. derimod G.B. Winers sammenstilling af citater fra de lutherske bekendelsesskrifter i Comparative Darstellung (), s. 62, hvori ordene (vitium, peccatum, culpa, reatus) forekommer i den nævnte rækkefølge. nunc quoque ... peccarunt lat. »også nu bringer den Guds vrede over dem, der har syndet efter Adams eksempel«. Den »aldeles modsigende Tanke« består i, at arvesynden hermed ophæves. Citatet er ikke identificeret, men kunne være en forkortet og bearbejdet version af Confessio Augustana art. 2, jf. Confessio Augustana invariata (), s. 15 (Die Bekenntnisschriften (), s. 53): »quodque hic morbus, seu vitium originis vere sit peccatum, damnans et afferens nunc quoque æternam mortem his, qui non renascuntur per baptismum et Spiritium Sanctum« (»og at denne syge eller oprindelige brøde er i sandhed synd, der også nu fordømmer og påfører alle dem den evige død, som ikke bliver genfødt ved dåben og Helligånden«), sammensat med tankegangen fra Rom 5,14: »men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam«. Jf. også G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 62. quo fit ... simus lat. »hvoraf følger, at vi alle på grund af Adams og Evas ulydighed er forhadte hos Gud«. Citat fra Formula Concordiae 2. del, »Solida Declaratio«, 1, 9, jf. Libri symbolici (), s. 639f. (Die Bekenntnisschriften, s. 848). Stedet citeres i note 2 og refereres der til i note 3 i § 84 i Hutterus redivivus (), s. 197f. (den da. overs., s. 205f.). Jf. også G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 62. Form. Conc. forkortelse for Formula Concordiae (da. Konkordieformlen), der er betegnelsen for det sidste lutherske bekendelsesskrift. Det blev forfattet af flere fremtrædende reformationsteologer for at hindre en truende splid om den rette lære inden for den unge lutherske kirke efter Luthers død i 1546. Skriftet, der er affattet på tysk, blev i 1577-78 underskrevet af en lang række fyrster, rigsstæder og teologer (o. 8.000) og fik således status som bekendelsesskrift (dog aldrig for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark). Konkordieformlen blev først publiceret i Konkordiebogen 25. juni 1580, og efter adskillige forsøg og mange diskussioner blev den udgivet i en endelig lat. oversættelse i 1598. Form. Conc. ... Substants Form. Conc. . Substants: afledt af lat. substantia, væsen, indhold, beskaffenhed, egenskab. Der sigtes til den lære, som blev fremsat af den kontroversielle lutherske teolog Matthias Flacius (1520-75), og som blev forkastet i Formula Concordiae (), jf. note 8 til § 84 i Hutterus redivivus (), s. 199f. (den da. overs., s. 207): »Flacius havde opstillet den Paastand, at Arvesynden var bleven Mskets Substants istedetfor Guds Billede, ligesom ogsaa Luther tidligere i sin Iver for at male Arvesynden i dens hele frygtelige Skikkelse havde sagt: peccatum esse de essentia hominis [synden er en del af menneskets væsen]. (...) Slige Udtryk beholde Sandhed for den ophidsede Følelse; træde de derimod frem i Form af Dgm. [dogmer], maae de lede til irrel.[igiøse] manichæiske Sætninger, hvilket ogsaa vises i F. C. 646 [Formula Concordiae 2. del, 1, 41]« (den da. overs., s. 207), jf. Libri symbolici (), s. 647f. (Die Bekenntnisschriften, s. 856f.). Jf. også G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 56f. drachontiske Love overdrevent strenge love; de love, der ifølge sagnet blev givet af Drakon i Athen o. 624 f.Kr., og som skal have fastsat dødsstraf for næsten alle forbrydelser, herunder lediggang, og derfor snart være blevet afskaffet, jf. fx K.W. Böttingers Verdenshistorie i Levnetsbeskrivelser, overs. af A.C. Lund, bd. 1-8, Kbh. 1840-45; bd. 1, s. 93. Det læres ... Fyldest for Arvesynden en klassisk dogmatisk opfattelse, som allerede fremsættes i NT, fx af Paulus i Rom 5,18-19: »Ligesom en enkelts [Adams] fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts [Kristi] retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed«. Den samme opfattelse bringes til udtryk i de lutherske bekendelsesskrifter og i mange af de dogmatiske hovedværker i det 19. årh. Jf. fx Confessio Augustana art. 3, 3, hvor det bekendes om Kristus, at han led og døde »ut reconciliaret nobis patrem, et hostia esset (...) pro culpa originis« (»for at forsone faderen med os, og være et offer (...) for den oprindelige brøde«), Confessio Augustana invariata (), s. 16 (Die Bekenntnisschriften (), s. 54); Hutterus redivivus () 4. del, »Soterologia«, kap. 2, s. 221ff. (den da. overs., s. 229ff.); A. Hahn Lehrbuch des christlichen Glaubens (), s. 328f.; K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 260f. gjort Fyldest for ydet fuld erstatning for (på menneskenes vegne over for Gud), opfyldt de krav, Gud har til menneskene om fyldestgørende gengæld (for synd). Udtrykket indgår i bortsendelsesordene efter altergang: »Den korsfæstede og atter opstandne Christus Jesus, som nu har bespiset og skienket Eder med sit hellige Legem og Blod, hvormed han har fyldestgiort for alle Eders Synder«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830, ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 254. Bagved ligger det klassisk dogmatiske begreb 'fraterna Jesu Christi reconciliatio' ('Jesu Christi broderlige genoprettelse/forsoning'). actuel Synd virkelig synd el. gerningssynd. Vigilius Haufniensis gør her brug af et udbredt teologisk begreb og anvender det i en skelnen mellem 'peccatum originale' (den oprindelige synd, dvs. 'den første synd', arvesynden) og 'peccatum actuale' (den virkelige synd, dvs. gerningssynd) modsat den klassisk dogmatiske skelnen mellem 'peccatum habituale' (den habituelle synd, dvs. synden som egenskab, holdning el. tilstand, altså arvesynden) og 'peccatum actuale'. If. K.G. Bretschneider har man siden Augustin opdelt »die Sünden in peccatum habituale, die Erbsünde, und in peccata actualia (wirkliche Sünde), einzelne dem Sittengesetz widerstreitende Handlungen«, Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 7. En tilsvarende opfattelse fremføres i indledningen til § 87 i Hutterus redivivus (), s. 208 (den da. overs., s. 216): »Af Arvesynden [pecc. habituale] fremgaaer med alm. Nødvendighed Gjerningssynden [pecc. actuale] i større eller mindre Grad efter de udv. Forhold«. I § 73, »Von der wirklichen Sünde«, i Der christliche Glaube () bd. 1, s. 408-411, giver Schleiermacher sin analyse af de virkelige synder i forhold til arvesynden ud fra hovedsynspunktet: »Aus der Erbsünde geht in allen Menschen immer die wirkliche Sünde hervor«. Jf. også Confessio Augustana art. 3, 3, hvor det bekendes, at Kristus levede og døde »ut reconciliaret nobis patrem, et hostia esset non tantum pro culpa originis, sed etiam pro omnibus actualibus hominum peccatis« (»for at forsone Faderen med os, og være et offer ikke blot for den oprindelige brøde, men også for alle menneskenes aktuelle synder«); jf. Confessio Augustana invariata (), s. 16 (Die Bekenntnisschriften (), s. 54, og Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 47, der har »Menneskenes giørlige Synder«). Vigilius Haufniensis' skelnen mellem »peccatum originale« og »peccatum actuale« findes hos Philipp Melanchton, jf. Loci theologici: »Semper cum peccato originali sunt peccata actualia« (»Med den oprindelige synd følger altid aktuelle synder«). Slægten menneskeslægten, menneskeheden. Form. Conc. ... denne Bestemmelse Form. Conc. . Der sigtes til 2. del, »Solida Declaratio«, 1, 57: »categorice et rotunde respondendum ac fatendum sit peccatum non esse substantiam, sed accidens« (»man bør kategorisk og bestemt både svare og bekende, at synden [dvs. arvesynden] ikke er en substans [dvs. en væsensbestemmelse el. en egenskab], men en accidens [dvs. noget tilkommet]«), som i forkortet form citeres i note 8 til § 84 i Hutterus redivivus (), s. 199 (den da. overs., s. 207); jf. Libri symbolici (), s. 652 (Die Bekenntnisschriften, s. 864). En tilsvarende diskussion føres i G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 56f., hvor der citeres fra 2. del, 1, 30 (jf. Libri symbolici, s. 644f., og Die Bekenntnisschriften, s. 853f.). anprises roses, berømmes. Individuum lat. individ. det pelagianske ... Eettal Med 'pelagiansk' sigtes der til Pelagius (o. 354-425), en britisk el. irsk lægmandsmunk, som levede og underviste i Rom mellem 401 og 411. Han blev berømt på grund af Augustins kamp mod den 'pelagianske' lære, der bl.a. nægter arvesynden og hævder, at ethvert menneske ved fødslen er, som Adam var før syndefaldet (det er i den henseende, der tales om 'det pelagianske Eettal'), og at mennesket selv kan medvirke til sin frelse. Under pave Zosimus blev læren fordømt som kættersk. Med 'sociniansk' sigtes der til et polsk, kristeligt fællesskab, som opstod i det 16. årh., og som påberåbte sig Lelio Sozzinis (1525-62) og hans nevø Fausto Sozzinis (1537-1604) teologi. Som pelagianerne forkastede også de den traditionelle lære om arvesynden. Med 'philanthropisk' sigtes der til den filantropiske bevægelse, også kaldet 'menneskevennerne', som stiftedes af den ty. teolog og pædagog J.B. Basedow (1723-90). Han var da. ansat fra 1753, bl.a. ved Sorø Akademi, indtil han i 1760'erne blev afskediget, hvorefter han fik understøttelse af den da. regering. Basedow forkastede læren om arvesynd og forsoning; 'filantropisternes' eller 'menneskevennernes' antropologi indeholdt overvejende optimistiske bestanddele, som blev brugt til at udvikle en ny forståelse af børneopdragelse og skolevæsen. Prosaisme nøgternhed; trivialitet. numerisk talmæssigt. einmal ein ty. én gange én; spiller måske på det ty. udtryk for den lille tabel 'das Einmaleins'. opgivet givet, stillet. væsentligt i kraft af sit væsen, i sin væsensgrund. ligegyldigt mod i forhold til. Affald frafald. forskyldte forvoldte, var skyld i. Pietetens Overtalelse jf. »Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske« i første del af Enten – Eller i SKS 2, 158. som Barnet ... med Faderen jf. note 5 til § 85 i Hutterus redivivus (), s. 203 (den da. overs., s. 211), hvor den rationalistiske lære () refereres: »Kun ved den frie Handling finder efter Samvittighedens Vidnesbyrd en Tilregnelse eller Skyld Sted; derfor er Arvesynd et sig selv modsigende Begreb. Selv i det Gl. T. skal Sønnen ikke bære Faderens Misgjerning, Deut. 24, 16. Ezech. 18, 20«, dvs. 5 Mos 24,16, »Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for sin egen synd skal man lide døden«, og Ez 18,20, »Men det menneske, der synder, skal dø. En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd«. caput generis ... foederale lat. »menneskeslægtens hoved efter naturen, ved sæden, i kraft af pagtslutning«, dvs. at Adam opfattes som hoved for menneskeslægten, dels fordi han var det første menneske, dels fordi menneskeslægten er udrundet af hans sæd, og endelig fordi Gud sluttede den første pagt med ham. Disse tre betegnelser sammenfatter de arvesyndsteorier, som blev fremsat af de nykirkelige dogmatikere i det 18. og 19. årh., hvis grundopfattelse beskrives således i § 27 i Hutterus redivivus (), s. 44 (den da. overs., s. 48): »Ved Syndefaldet er den mskl. Natur bleven svækket, men Friheden er selv i rel.[igiøse] Anliggender ikke gaaet tabt; først naar hiin aandelige Arvesyge optages med Frihed, bliver den Synd og Brøde«. Disse nykirkelige dogmatikere forsøgte rationelt at forsvare arvesynden ud fra »Adams Forhold som Hoved, Repræsentant og Indbegreb af Mskeheden [non homo privatus, sed caput generis humani naturale, omnes in ejus lumbis] (...) og navnlig som Forbundshoved [caput generis hum. foederale] i Føderalteologien«, Hutterus redivivus, s. 203 (den da. overs., s. 211). Den første bestemmelse af Adam, »ikke en privatmand, men menneskeslægtens naturlige hoved, alle i hans slægt«, kendes også fra de gammelkirkelige dogmatikere. Den anden bestemmelse, »menneskeslægtens hoved i kraft af pagtslutning«, spillede en vigtig rolle i føderalteologien (), jf. hertil Ph. Marheineke Grundlehren der Dogmatik (), s. 157. Bestemmelsen af Adam som »caput generis humani seminale« findes ikke direkte, men dog indholdsmæssigt i Hutterus redivivus, jf. det allerede anførte udtryk »omnes in ejus lumbis«. Jf. endvidere K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 70f. Qualitetens Bestemmelse en kvalitativ bestemmelse. i Logiken ... fremkommer en ny Qualitet . Reticents reticens, fortielse. den logiske Immanents . som Hegel gjør det Hegel () forstår overgangen fra kvantitet til kvalitet () som en abstrakt bevægelse i begreber; denne bevægelse foregår i kategoriernes immanente () system, der udgør hans logik. Den ny Qualitet ... Pludselighed jf. § 21 i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 98: »Denne Quantitetens Skaben af en ny real Qualitet, disse pludselige qualitative Indfald og Spring, løse de Knuder, der afbryde Tilværelsens snorlige Gang, de uventede Indfald, som vi kalde Tilfælde, de pludselige Overgange, som vi kalde Mysterier«. bestemmer sig udmåler el. beregner sig. generatio æquivoca lat. selvdannelse, organiske væseners direkte opståen af uorganisk materiale. Jf. fx Thomas Aquinas Summa contra gentiles 4, 10, 3, hvor eksemplet er, at dyr avles ud fra råddenskab ved solens hjælp. Antagelsen af 'generatio æquivoca' var helt almindelig blandt naturforskere, indtil den i 1860'erne blev endeligt gendrevet af Louis Pasteur. Trop ... Candidat I 3. scene af J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826) siger Trop, en 60 år gammel jurastuderende: »Jeg kan, hvad Øieblik det skal være, skaffe Attest paa, at jeg har været nær ved at tage latinsk juridisk Examen. Det er jo dog Noget«, J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 3, 1834, s. 202. Attestats attesteret embedseksamen, især teologisk. den græske Sophistik ... Lighed og Ulighed hentyder ikke til sofisterne (), men til Pythagoras' lære om forskel, der tillægger endelighed/uendelighed og lighed/ulighed de højeste former for forskel. Som det fremgår af nogle optegnelser fra marts 1843 i journalen JJ (jf. Pap. IV A 56-57) er SKs kilde W.G. Tennemanns Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 115f., hvor Pythagoras' lære om forskel opstilles i en oversigt i to kolonner med »Das Endliche« og »Das Unendliche« modstillet i første linie samt »Das Ungerade« og »Das Gerade« i anden linie. I Poul Martin Møllers gennemgang af den pythagoræiske skole i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« findes en tilsvarende kategoritavle med begrebsparrene »Grændsen« / »det Ubegrændsede« modstillet i første linie samt i anden linie »Det Ulige« / »det Lige«, jf. Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 322f. – Som Vigilius Haufniensis kritiserede også Hegel den pythagoræiske opfattelse af kvantitative forskelle, jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 247f. (Jub. bd. 4, s. 257f.); denne kritik blev gentaget af A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 67. Schelling ... al Forskjellighed sigter formentlig til K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen, gehalten im Sommer 1842 an der Universität zu Königsberg, Danzig 1843, ktl. 766 (forkortet Schelling. Vorlesungen), s. 58, hvor det siges, at Schelling af A.K.A. Eschenmayers disputats bestyrkes i den antagelse, at der kun gives »quantitative Bestimmung der qualitativen Differenzen«. Rosenkranz refererer her til Ideen zu einer Philosophie der Natur, Leipzig 1797, hvor Schelling () s. 235 fremsætter den påstand som et af de grundlæggende principper i kemien, at alle legemers kvaliteter kan udledes af kvantitative bestemmelser; i denne sammenhæng roser Schelling Eschenmayer, fordi denne i sin disputats har argumenteret for den samme påstand: at kvalitative forskelle i kemien kan reduceres til kvantitative forskelle (). dadlede ... Eschenmayer (i dennes Disputats) jf. K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), s. 155, hvor det fortælles, at Schelling »tadelt Eschenmayer« – og det netop for dennes disputats Principia quaedam disciplinae naturali, in primis Chemiae, ex Metaphysica Naturae substernenda (Tübingen 1796), som Schelling tidligere havde rost og citeret i Ideen zu einer Philosophie der Natur, Leipzig 1797, s. 232f. Men i 1801 vendte Schelling sig altså imod Eschenmayer og kritiserede ham på grund af hans »nur quantitative Bestimmung der qualitativen Differenzen« i disputatsen, jf. Schelling. Vorlesungen, s. 155f. Når Schelling ændrede sit syn på Eschenmayer, skyldtes det, at han i mellemtiden havde grundlagt et filosofisk tidsskrift, Zeitschrift für spekulative Physik, i hvis andet bind han lod Eschenmayer trykke en afhandling, »Spontaneität = Weltseele oder das höchste Princip der Naturphilosophie«, der viste sig at være Schelling-kritisk; jf. Zeitschrift für spekulative Physik bd. 2, 1. hæfte, Jena og Leipzig 1801, s. 1-68. I tillægget til det samme bind udgav Schelling en replik, »Anhang zu dem Aufsatz des Herrn Eschenmayer betreffend den wahren Begriff der Naturphilosophie, und die richtige Art ihre Probleme aufzulösen«, der er Eschenmayer-kritisk; jf. s. 111-146, især s. 132f. – Eschenmayer: Adam Karl August Eschenmayer (1768-1852), ty. læge og filosof, prof. i medicin og filosofi i Tübingen; stærkt præget af Schelling () og Jacobi () hævdede han bl.a., at filosofien nødvendigvis må ende i sin egen selvnegation og som sådan gå over i troen. Hegel statuerede Springet ... i Logiken Hegel () benytter begrebet 'Sprung' i sin diskussion af overgangen fra kvantitet til kvalitet. Ting kan kun kvantitativt tiltage på en gradvis måde indtil et vist punkt, hvor der sker et 'spring' og en ændring i kvalitet; fx vil den gradvise, kvantitative tiltagen el. aftagen i vands temperatur på et vist punkt resultere i en kvalitativ ændring enten til damp el. til is. Jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 448: »Nach der qualitativen Seite wird daher das bloß quantitative Fortgehen der Allmähligkeit, das keine Grenze an sich selbst ist, absolut abgebrochen; indem die neue intretende Qualität nach ihrer bloß quantitativen Beziehung eine gegen die verschwindende unbestimmt andere, eine gleichgültige ist, ist der Uebergang ein Sprung«, og s. 450: »Oder das Wasser, indem es seine Temperatur ändert, wird damit nicht bloß mehr oder weniger warm, sondern geht durch die Zustände der Härte, der tropfbaren Flüssigkeit und der elastischen Flüssigkeit hindurch; diese verschiedenen Zustände treten nicht allmählich ein, sondern eben das bloß allmählige Fortgehen der Temperatur-Aenderung wird durch diese Punkte mit einemmale unterbrochen und gehemmt, und der Eintritt eines andern Zustandes ist ein Sprung« (Jub. bd. 4, s. 458 og s. 460). Udtrykket bliver yderligere udbygget af A.P. Adler i § 21 i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 97f. Rosenkrantz Johann Karl Friedrich Rosenkranz (1805-79), ty. filosof og prof. i Königsberg. Stærkt præget af Hegel står han som en typisk repræsentant for den 'hegelske midte', der søger at fuldkommengøre systemet (); ikke desto mindre regnes han for at være en original tænker, især inden for psykologi, æstetik og filosofihistorie. Rosenkranz skrev den første Hegelbiografi, Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Leben, Berlin 1844; dele af biografien blev oversat og udgivet i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, 12. årg., Kbh. 1844, s. 511-636. i hans Psychologie ... Hegel derfor jf. K. Rosenkranz' Psychologie (), s. 332: »Man muß sich nur an die schöne Exposition Hegel's im ersten Theil der Logik erinnern, wo er zeigt, wie die Qualität durch die Veränderung ihrer Quantität in eine andere Qualität umschlagen kann. Die Steigerung erreicht endlich einen Grad, wo nicht mehr dasselbe in einer höheren Potenz, sondern zugleich etwas ganz Neues da ist«. – Hegel . I det sidst udkomne Skrift ... Hegel I K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen () findes der flere eksempler på, at Rosenkranz roser Hegel på Schellings bekostning, fx s. XXIII-XXX og s. 179-182. – Hegel . Løbenumer ... Fond egl. posteringsnummer i fond af statsindtægter, bestemt til amortisation, dvs. gradvis tilbagebetaling af statsgælden (). Her ironisk om slægtens gradvise afbetaling af syndegælden. skubbe (...) af sig skubbe fra sig. Fortællingen i Genesis ... Synd sigter til beretningen om syndefaldet 1 Mos 3. – Genesis: gr. oprindelse, tilblivelse; betegnelse for Første Mosebog i den gr. oversættelse af GT, Septuaginta. betragtet som en Mythe jf. Hutterus redivivus (), hvor det i § 83 »Syndefaldet« oplyses, at de rationalistiske teologer og de filosofisk-kirkelige dogmatikere (dvs. de dogmatikere, der var præget af den ty. idealisme) opfattede syndefaldsberetningen som en filosofisk myte, s. 196 og s. 202 note 5 (den da. overs., s. 203 og s. 210 note 5). Med den sidste gruppe tænkes der fx på W.M.L. de Wette, hvis Kritik der Israelitischen Geschichte. Erster Theil: Kritik der Mosaischen Geschichte, Halle 1807, er et konsekvent forsøg på at anvende den mytiske fortolkning; det er dog betegnende, at han springer fra 1 Mos 1 og 2 til 1 Mos 5 (se s. 43), så en mytisk udlægning af fortællingen om syndefaldet undgås. Senere taler L. Usteri udtrykkeligt om »Mythen i Genes.[is] Kap. 3« i Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 23. Også H.N. Clausen taler om »det Gamle Testaments Myther« el. den »mosaiske Mythe« i forbindelse med 1 Mos 2 og 3, jf. Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus (), s. 520 og s. 522. Muligvis sigtes der også til Hegel, som skriver i Encyclopädie bd. 1: »In der Natur kömmt (...) innere Entzweiung nicht vor und die natürlichen Dinge thun nichts Böses. Eine alte Vorstellung über den Ursprung und die Folgen jener Entzweiung ist uns in dem mosaischen Mythus vom Sündenfall gegeben«, Hegel's Werke () bd. 6, s. 54 (Jub. bd. 8, s. 92). Jf. også Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af Ph. Marheineke, bd. 1-2, Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 1, i Hegel's Werke bd. 11, s. 269 (Jub. bd. 15, s. 285). Gehalt ty. indhold; værdi. det Pludselige ... Springet og . projekterede udkastede, forestillede. Medhenhørende i hørende med til. Pole een ... Mester jf. børneremsen for at stave til politi: »Poli 1, poli 2, ... poli 10«. Syndigheden gaaer forud ... gaaet forud jf. Schleiermachers forklaring af forholdet mellem den aktuelle synd og arvesynden i Der christliche Glaube () bd. 1, § 71: Det forholder sig ikke således, »als wäre die Erbsünde nicht eher Schuld, als bis sie in wirkliche Sünden ausbricht (...); sondern so, daß sie der hinreichende Grund aller wirklichen Sünden in dem Einzelnen ist (...). Dieser wachsende dem ursprünglich mitgebrachten gleichartige Zusaz nun, nemlich auch beharrlicher innerer Grund der sündlichen Handlungen, ist also, wenngleich auf der andern Seite Wirkung der wirklichen Sünde doch in dieser Beziehung als verstärkte Sündhaftigkeit immer doch der wirklichen Sünde, die aus ihr hervorgehn wird, vorangehend«, s. 382f. Immanentsen . Ved Adams første Synd ... i Verden jf. Rom 5,12: »Synden kom ind i verden ved ét menneske«, nemlig ved Adam. Læren om, at Adam ... hinanden sigter til Rom 5,14-19: Adam »er et billede på ham, der skulle komme [Jesus Kristus]; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus. Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed«. Jf. 1 Kor 15,21-22. Jf. endvidere K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 183f., og L. Usteri Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 17. Forstands-Mythe illustration af en abstrakt tanke ved hjælp af forstanden. skuffer bedrager. Generations-Forholdet nedstammingsforholdet. Tidens Fylde hentyder til Gal 4,4: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn«. i § 1 SKS 4, 335f. de blaae Drenge ... Tallet drengene på Det kgl. Opfostringshus i København, oprettet 1753. Opfostringshuset var oprindelig en opdragelsesanstalt for ca. 200 fattige drenge fra hele landet i alderen fra 5 til 12 år, men i 1779 omdannedes det til en belønningsskole og et hjem for de dygtigste drenge fra Københavns fattig- og friskoler; i 1838 havde Opfostringshuset, der ydede en noget videregående undervisning end den almindelige skole, ca. 60 elever i to klasser, som udvidedes til fire klasser i 1844. Eleverne, der blev optaget efter prøve i 10 til 11-års alderen, var indtil 1815 klædt i grønne dragter, hvorfor de blev kaldt de 'grønne drenge'; til konfirmation fik de blå jakker. Ved optagelse på Opfostringshuset fik hver af drengene tildelt et tal, som svarede til nummeret på den enkeltes friplads i indskrivningsprotokollen. Lærerne brugte altid drengenes navne, men indbyrdes kaldte de hinanden ved tal svarende til deres optagelsesnummer, der dog ofte ved ændret udtale tog form af et (kæle)navn, fx »Trelems« for nr. 93 og »Filers« for nr. 74. som en Engel ingen Historie har . forskylder gør sig skyldig i. Pelagianisme . gjøre Begyndelsen ... Hegel har opdaget sigter formentlig til den hegelske påstand, at det hører til umiddelbarhedens væsen at 'ophæves' ( og ). i Dogmatiker jf. fx Ph. Marheineke Grundlehren der Dogmatik () § 260, især s. 153: »Das Entstehen der ersten Sünde begreift sich (...) leicht aus der Schwachheit der kindlichen Unschuld: in dieser Ununterschiedenheit seiner von sich ist weder Gutes noch Böses in ihm, als seine eigne That (...). Um sich aus dieser einfachen Unmittelbarkeit zu erheben und es zur That des Guten zu bringen, muß das Selbstbewußtseyn erst den Unterschied setzen (...). Erst jenes Bewußtseyn des Unterschiedes zwischen gut und bös ist der Anfang der Selbständigkeit«. Jf. også § 86, s. 49, hvor Marheineke () gør gældende, at mennesket oprindeligt er i »Unschuld und Heiligkeit, in dem unmittelbaren Bewußtsein der Wahrheit«. Jf. endvidere Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 259 (Jub. bd. 16, s. 259). Hegels yndede Bemærkning ... ophæves . som var Umiddelbarhed ... identiske jf. fx Encyclopädie () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 6, s. 55 (Jub. bd. 8, s. 93): »Das geistige Leben in seiner Unmittelbarkeit erscheint zunächst als Unschuld und unbefangenes Zutrauen«. Jf. også Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 74 (Jub. bd. 16, s. 74): »Der Mensch, heißt es, sey im Zustand der Unschuld gewesen: dieß ist überhaupt der Zustand des natürlichen Bewußtseyns, er muß aufgehoben werden, sobald das Bewußtseyn des Geistes überhaupt eintritt. Das ist die ewige Geschichte und die Natur des Menschen«. Hegel har ... dogmatisk Begreb sigter til Hegels forståelse af dogmatiske begreber, bibelske beretninger (fx om syndefaldet) og religiøse forestillinger ('Vorstellungen') som abstrakte begreber i logikken. – Hegel . Uethisk i strid med etikken. geistreich ty. åndrig (). allehaande phantastiske Forestillinger hentyder til de overspændte skildringer af Adams oprindelige fuldkommenhedstilstand før syndefaldet, som der findes mange eksempler på i såvel den katolske () som den protestantiske dogmatik samt i de forskellige bekendelsesskrifter. I Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 797, sammenfatter K.G. Bretschneider nogle af disse udsagn således: Adams »Stand der Unschuld (...) bestand (...) nach den symbol.[ischen] Büchern in völliger Gesundheit des Leibes und der Ordnung aller sinnlichen Triebe, und in der Kraft der Seele, Gott und die Pflicht richtig zu kennen, herzlich zu lieben, und aus dieser Liebe tugendhaft zu sein«; jf. også s. 794-797 og s. 822-826. luslidt luvslidt. tungsindig eller letsindig jf. Hase Hutterus redivivus (), s. 207 (den da. overs., s. 215): »Paa den ene Side bliver (...) Ideen [om menneskets religiøse hjælpeløshed uden Kristus] forvansket ved Pelagianismen i alle dens Grader, der med en letsindig Opfattelse af Synden forbinder den Antagelse, at Msket kan medvirke til sin rel.[igiøse] Frelse, uafhængig af Xto [Kristus]. Paa den anden Side forvanskes den ved Manichæismen, der i sin tungsindige Betragtning af Synden antager en saa stor Forstyrrelse af alle Aandens Kræfter, at Forsoningen derved gjøres umulig«. Den ethiske Rigorisme If. Kant tillader rigorismen »keine moralischen Mitteldinge, weder in Handlungen (...) noch in menschlichen Charakteren«, Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, Königsberg 1793, s. 9. Jf. også W.T. Krug Allgemeines Handwörterbuch der philosophischen Wissenschaften nebst ihrer Literatur und Geschichte bd. 1-5 (i 6 bd.), Leipzig 1827-34, ktl. 604-608 (forkortet Allgemeines Handwörterbuch); bd. 3, 1828, s. 487. hvad der vilde ... Adam ikke havde syndet Dogmatikken har hyppigt beskæftiget sig med dette hypotetiske spørgsmål, jf. fx K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 826-830, hvor der gives en oversigt. Jf. desuden L. Usteris behandling af spørgsmålet i Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 23f. Vigilius Haufniensis vender flere gange tilbage til spørgsmålet, jf. SKS 4, 355, 382 og 396. Umiddelbarhedens Ophævelse ... immanent Bevægelse og . Transcendents . som Hegel ... er Intet jf. Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 78 (Jub. bd. 4, s. 88): »Das Seyn, das unbestimmte Unmittelbare ist in der That Nichts, und nicht mehr noch weniger als Nichts«. – Hegel . Fortællingen i Genesis ... Uvidenhed I 1 Mos 3 siges det ikke udtrykkeligt, at uskyldigheden (dvs. tilstanden før syndefaldet) skal forstås som uvidenhed (især om forskellen mellem godt og ondt), men v. 4-5.7.11 kan fortolkes på denne måde. En sådan fortolkning er bl.a. blevet forsvaret af Hegel, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 11, s. 269 (Jub. bd. 15, s. 285): »Der Zustand der Unschuld ist, wo für den Menschen nichts Gutes und nichts Böses ist: es ist der Zustand des Thiers, der Bewußtlosigkeit, wo der Mensch nicht vom Guten und auch nicht vom Bösen weiß, wo das, was er will, nicht bestimmt ist als das eine oder andere: denn wenn er nicht vom Bösen weiß, weiß er auch nicht vom Guten«. Jf. også Hutterus redivivus (), s. 188 (den da. overs., s. 196), hvor det om menneskene i Edens Have siges, at de levede »i Uskyldighed og Omgang med Gud«. – Genesis . Uvidenheden (...) bestemmet hen til Viden spiller på den hegelske lære, at modsætninger gensidigt bestemmer hinanden (); her er 'uvidenhed' bestemt i forhold til 'viden'. forskylder gør sig skyldig i. Pelagianisme . qualitative Spring i modsætning til en gradueret el. kvantitativ forandring (). Jf. fx A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik () § 21, s. 98: »enhver Aabenbaring staaer som et qualitativt Spring i den menneskelige Udviklingsproces«. Progres fremadskriden. Akt handling. Tilsyneladelse umiddelbar fremtoning, noget blot tilsyneladende, skin og bedrag. Koekopperne meget smitsomt udslæt på køers patter. enhver Mund skal tilstoppes citat fra Rom 3,19, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven: saa at hver Mund skal tilstoppes, og al Verden være skyldig for Gud« (NT-1819). født i Elendighed ... i Synd sigter til Sl 51,7: »See, jeg er født i Misgierning, og min Moder haver undfanget mig i Synd« (GT-1740). Citatet indgik i den indledende tiltale i dåbsritualet, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 243. sørge æsthetisk sørge over tabt nydelse el. lykke. uskyldig sørgede ... Christus ... maatte finde sig hentyder formentlig til beretningen om Jesus i Getsemane have aftenen inden korsfæstelsen. Heri fortælles det, at Jesus »blev grebet af sorg og angst« og sagde til tre af sine disciple: »Min sjæl er fortvivlet til døden«. Derefter gik han længere væk, faldt på knæ og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil«. Og lidt efter bad han igen: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje«, Matt 26,36-46. frit valgte ... dens Straf sigter til Fil 2,6-8: Jesus Kristus »som havde Guds skikkelse, / regnede det ikke for et rov / at være lige med Gud, / men gav afkald på det, / tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig; / og da han var trådt frem som et menneske, / ydmygede han sig / og blev lydig indtil døden, / ja, døden på et kors«. Der sigtes også til Joh 1,29, hvor Johannes Døber siger om Jesus: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd«. Projektmagere nedsættende om personer, der bestandig fremkommer med unyttige el. uigennemførlige projekter. Ordet er især brugt af Ludvig Holberg, jf. fx Niels Klims Underjordiske Reise. Efter Holbergs latinske Original, overs. af J. Baggesen (1789), i Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 12, s. 165-524; s. 387ff. ride omkaps ... Pølsepind konkurrerer på overtro el. fantasteri og så godt som ingenting. En pølsepind var en lille træpind, der brugtes til at lukke en pølse af med; i overført betydning: næsten ingenting. Usteris Udvikling ... Lærebegreb Der hentydes til L. Usteris Udvikling af det Paulinske Lærebegreb i dets Forhold til det Ny Testamentes bibelske Dogmatik. Et exegetisk-dogmatisk Forsøg, overs. af W.J.J. Boethe, Kbh. 1839, ktl. 850 (forkortet Udvikling af det Paulinske Lærebegreb), hvor 1. dels 2. afsnit, s. 16-24, bærer overskriften »Sammenhængsforholdet mellem alle Menneskers Syndighed og det første Menneskes Synd, eller om den saakaldte Arvesynd«; den psykologiske forklaring kommer dog stærkere til udfoldelse på siderne 24-34, især s. 26ff. – Usteri: Leonhard Usteri (1799-1833), schweizisk, protestantisk teolog og pædagog, prof. i Bern fra 1824, stærkt præget af Fr. Schleiermacher (). I sit hovedværk Entwickelung des paulinischen Lehrbegriffes mit Hinsicht auf die übrigen Schriften des neuen Testamentes, Zürich 1824, søgte Usteri at påvise, at det paulinske 'system' kan afledes af visse spændinger mellem kristendommens budskab og den førkristelige periode. Med den myteteori, han anlagde i sin tolkning af NT, forudgreb han elementer i D.F. Strauß' skelsættende værk Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet bd. 1-2, Tübingen 1835-36. Den da. oversættelse bygger på den omarbejdede ty. 4. udg., Entwickelung des Paulinischen Lehrbegriffes in seinem Verhältnisse zur biblischen Dogmatik des Neuen Testamentes. Ein exegetisch-dogmatischer Versuch, Zürich 1832. Usteris Udvikling ... Adams qualitative Spring jf. Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 26: »Førend der gives Mennesket en νόμος [nómos, lov] enten udenfra, eller han bliver sig den indvortes bevidst, – den være fra Begyndelsen saa ufuldstændig og isoleret som den vil, bestod den endog kun i et eneste Bud (ἐντολή [entolē]) – er Syndigheden vel allerede i ham, som Anlæg; men den er død, νεϰϱά [nekrá], eller ligesom sover, d. e. han er endnu ikke kommet til Bevidsthed, fordi der endnu ikke kunde opstaa nogen Strid mellem hans Syndighed og et Bud hos ham. Som en saadan Tilstand af død, ubevidst Syndighed maa vi anse den saakaldte Uskyldighedstilstand, eller de første Menneskers paradisiske Liv, førend Lysten rørte sig hos dem til at spise af den forbudne Frugt paa Erkjendelsens Træ«, s. 29. Videre s. 31f. om 1 Kor 15,56: »Her tilskrives νόμος, med Hensyn til ἁμαϱτία [hamartía, synden], endnu mere end blot det, at den bringer til Erkjendelse, nemlig en positiv Kraft, ved hvilken ἁμαϱτία kaldes til live. Denne virkende Kraft fremstiller Paulus udførligere i Brevet til Rom. VII, 7-11. Menneskets Syndighed, siger han, opægges ved Budet; Begjærligheden vaagner, idet der siges til den: 'Du skal ikke begjære'«. Endelig s. 32: »Kommer nemlig Budet og befaler Viljen at gjøre eller undlade dette eller hint, saa lokker Lysten (eller Ulysten) Viljen i sit Garn; tager den fangen (...); Budet bliver overtraadt og den virkelige Synd begaas«. prædisponerer opstiller i forvejen, skaber anlæg for; forbereder. Jf. L. Usteri Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 26, hvor det siges, at syndigheden allerede er i Adam »som Anlæg«. det qualitative Spring . Fr. Baader Franz X. von Baader (1765-1841), ty. katolsk filosof og teolog, prof. i München fra 1826. Stærkt præget af Schelling () samt den jødiske og kristelige mystik søgte Baader i sin religiøse filosofi at påvise, at den sande filosofi kun finder sit fundament i den katolske tro. SK ejede en lang række af Baaders værker (jf. ktl. 391-418). Fristelsens Betydning ... Frihedens nødvendige Andet refererer til Baaders teori om fristelsens betydning for syndefaldet og om den menneskelige friheds historie i Vorlesungen über speculative Dogmatik hæfte 1, Stuttgart og Tübingen 1828, hæfte 2-5, Münster 1830-38, ktl. 396; hæfte 1-2, 1828-30, s. 85-103; jf. fx hæfte 1, s. 85: »Die Betrachtung der Wahlfreiheit des Menschen führt uns (...) zu einer Untersuchung des Wesens der Versuchung, weil nur aus dieser das kreaturlich Gute, wie das kreaturlich Böse hervorgehen kann«. Jf. også Vorlesungen über religiöse Philosophie hæfte 1, München 1827, ktl. 395, § 35, »Bedeutung des Versuchbaums der Erkenntniß des Guten und Bösen«, s. 52-57. – Consolidation: befæstelse. udvikle Pauli Lære ... det Bibelske jf. titlen på L. Usteris bog Udvikling af det Paulinske Lærebegreb i dets Forhold til det Ny Testamentes bibelske Dogmatik (). visse classiske Steder L. Usteri bygger afsnit 3, »Sammenhængsforholdet mellem alle Menneskers Syndighed og det første Menneskes Synd, eller den saakaldte Arvesynd«, på de klassiske bibelsteder, 1 Mos 3 og Rom 5,12-18, når arvesynden skal fremstilles i lyset af Bibelen, jf. Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 16-24. hensætte henføre, overlade. benytte Skriftsteder L. Usteris fremstilling i Udvikling af det Paulinske Lærebegreb () er tynget af et væld af henvisninger til Bibelen, især til NT, næsten altid anført på græsk. den persiske Konge ... for at sikkre sig Da den persiske konge Kambyses i 527 f.Kr. belejrede den egyptiske grænseby Pelusion, ydede egypterne kraftig modstand med kastemaskiner. Men så anbragte den snedige Kambyses foran sin hær eksemplarer af de dyrearter, som for egypterne var hellige; det fik egypterne til at indstille beskydningen, og Kambyses kunne indtage Pelusion. Således berettes det af den gr. historiefortæller Polyainos i Strategemata 7, 9, fra sidste halvdel af det 2. årh. e.Kr. lader man Forbudet ... concupiscentia jf. L. Usteri Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 32: »Menneskets Syndighed (...) opægges ved Budet; Begjærligheden [] vaagner, idet der siges til den: 'Du skal ikke begjære'«, jf. også s. 32. concupiscentia . enerveres afkræftes, svækkes. hedensk (...) Erfaring I kladden (Pap. V B 53,7) er tilføjet: »(især citeres Seneca)«; jf. fx Seneca Ad Lucilium epistulæ morales 4, 10, 6, og 20, 5, 5. Mellembestemmelser tankemæssige bindeled el. overgange mellem to størrelser el. begreber. experimenterende Forhold dvs. at Gud skulle gøre fristelsen til et eksperiment for at se, om mennesket falder for eller modstår fristelsen. Jf. som modsætning hertil Jak 1,13: »Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen« (). concupiscentia lat. begær. Begrebet findes allerede i den lat. bibeloversættelse Vulgata, jf. fx Rom 7,7-8: »synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret [concupiscentiam] vidste jeg ikke af, før loven sagde: 'Du må ikke begære!' ['Non concupisces']. Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær [omnem concupiscentiam] i mig. For uden lov er synden død«. Jf. også Jak 1,13-14: »ingen, som bliver fristet, må sige: 'Jeg bliver fristet af Gud;' for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær [concupiscentia], der drager og lokker én; når så begæret [concupiscentia] har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død«. Senere spiller begrebet en vigtig rolle hos Augustin () og benyttes derefter hyppigt i dogmatikker og bekendelsesskrifter (), når det drejer sig om årsagen til syndefaldet. Om F. v. Baaders forståelse af concupiscentia, jf. Vorlesungen über speculative Dogmatik () hæfte 1, s. 87f. den protestantiske Kirke dvs. de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter. Omnes homines ... et cum concupiscentia lat. »alle mennesker, der er avlet på naturlig måde, fødes med synd, dvs. uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær«. Citat fra Confessio Augustana art. 2, 1, jf. Confessio Augustana invariata (), s. 15 (Die Bekenntnisschriften (), s. 53). Confessio Augustana invariata har ligesom originalversionen nascantur (vil blive født) i stedet for som her nascuntur (fødes). besnakke overtale, overdøve. sjelelig bestemmet ... med sin Naturlighed jf. K. Rosenkranz Psychologie (), s. 5: »Der Mensch geht also von der Natur aus, und in der unmittelbaren Einheit mit ihr nennen wir den Geist Seele«; jf. også s. 9, hvor den antropologiske analyse begynder med afsnittet »Der Geist in unmittelbarer Einheit mit seiner Natürlichkeit«. Aanden er drømmende jf. K. Rosenkranz Psychologie (), s. 5: »Als Seele träumt der Geist«, og s. 163: »Als träumender ist er [der Geist] nur unmittelbar in der Entzweiung des Natürlichen und Geistigen befangen«. Jf. også s. 108-122. Bibelens ... Godt og Ondt sigter til 1 Mos 3 (). alle katholsk-fortjenstlige Phantasterier I Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 797, sammenfatter K.G. Bretschneider den katolske lære om indholdet af Adams fortjenstfuldhed i Paradiset således: magt til at herske over jorden, overnaturlig kundskab, kunst og videnskab samt frihed fra enhver mulig fejltagelse og dyd som habituel el. aktuel hellighed. En lignende opremsning findes i Hutterus redivivus (), s. 190ff. (den da. overs., s. 198f.). projekterer udkaster, forestiller sig. Vaagen ... et antydet Intet jf. K. Rosenkranz Psychologie (), s. 5: »Als Bewußtsein unterscheidet er [der Geist] sich als Subject von allem Andern, was er nicht ist und welches für ihn Object ist«, og s. 108: »Das Traumleben der Seele ist nun: 1) der einfache Traum, d. h. eine unmittelbare Synthese des Schlafens und Wachens in dem Sinne, daß der Geist schlafend, also ohne wirkliche Subjectivität, dennoch eine Objectivität scheinbar vor sich hat. 2) Wird eine solche Objectivität während des Wachens hervorgebracht, so entsteht ein Traumwachen. Das Gebiet der hierhergehörigen Erscheinungen wird gewöhnlich unter dem Begriff der Ahnung zusammengefaßt. 3) Tritt umgekehrt das Schlafen zum Wachen heraus, wacht der Mensch in sich und für Andere, während er schläft, so ist dies der Zustand des Schlafwachens«. Begrebet Angest ... behandlet i Psychologien Kant behandler angstbegrebet i Anthropologie in pragmatischer Hinsicht, Frankfurt og Leipzig 1799, s. 223f., men forstår angst som en intensiv form for frygt, dvs. angst og frygt adskilles kun i kvantitativ, ikke i kvalitativ forstand: »Bangigkeit, Angst, Grauen und Entsetzen sind Grade der Furcht, d. i. des Abscheues vor Gefahr«, s. 224. Hegel omtaler angstbegrebet i Encyclopädie () bd. 3, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 365f. (Jub. bd. 10, s. 371f.), men skelner ikke mellem angst og frygt. Det samme gør sig gældende i C.L. Michelet Anthropologie und Psychologie oder die Philosophie des subjectiven Geistes (), s. 458f., og i K. Rosenkranz Psychologie (), s. 332. Hos J.E. Erdmann i Grundriss der Psychologie. Für Vorlesungen, Leipzig 1840, ktl. 481, s. 88, tales der kun om frygt i forhold til håb. If. D. Carl Daub's Vorlesungen über philosophische Anthropologie, i D. Carl Daub's philosophische und theologische Vorlesungen, udg. af C.L. Michelet og T.W. Dittenberger, bd. 1-7, Berlin 1838-44, ktl. 472-472g, findes angst kun hos dyrene; den er altså en ikke-menneskelig affekt, men udgør en analogi til menneskets frygt, hvorfor den behandles som indledning til den menneskelige affekt, der er sammensat af frygt og smerte (bd. 1, s. 444-449). Dyret »kann über sich als Empfindendes nicht hinaus, es kann sich als Empfindendes (...) nicht begreifen, (...) es kann sich nicht objektiv werden; für das Thier ist daher alles, wodurch es bedroht wird, ein Gegenstand des Gefühls der Unlust und der Empfindung der Unlust, und diese thierische Unlust ist die Angst« (s. 444). Angstens 'genstand' er noget »wodurch es bedroht wird, und doch ist in der Angst keine Furcht, denn die Furcht und ihre Möglichkeit setzt voraus, daß dem Subjekt Gegenwart und Zukunft Objekt werde; dieses fällt aber beim Thiere weg« (s. 444). Men: »Von dieser Angst der Thiere kann sich der Mensch einigermaßen einen Begriff machen durch die Reflexion auf Träume (weil der Mensch im Schlafe auch im Zustande des Selbstgefühls ist)« (s. 445). Jf. dog Daubs bestemmelse af 'Grausen' (ty. gysen) som en af de »zusammengesetzte Affecte« af fornøjelse, smerte, håb og frygt (s. 435), der betegnes ved sin tvetydighed: den er identisk med frygt som ophævet () i fornøjelse og omvendt med fornøjelse som ophævet i frygt. Ligesom Kant bestemmer F.C. Sibbern angst som en intensiv form for frygt, jf. Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie bd. 1-2, Kbh. 1819-28 (forkortet Menneskets aandelige Natur og Væsen); bd. 2, s. 450, og Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i sammentrængt Fremstilling, Kbh. 1843 (forkortet Psychologie), s. 358. I Menneskets aandelige Natur og Væsen bd. 2, s. 448, tillægges frygt en sympatetisk-antipatetisk tvetydighed. Frygt ... til noget bestemt jf. dog frygt bestemt som »Bangigkeit« i Kants Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (), s. 222f.: »Furcht über einen unbestimmt Uebel drohenden Gegenstand ist Bangigkeit. Es kann einem Bangigkeit anhängen, ohne ein besonderes Object dazu zu wissen«. Jf. også omtalen af frygt i F.C. Sibberns Psychologie (), s. 357f.: »Ved Frygten derimod [dvs. i modsætning til skræk] hersker endnu Uvished, men det Forventede kan da netop ved dette sit Uvisse – idet der derved endnu Intet er at gjøre, medens Sjælen dog beskjæftiger sig med Forestillingen derom, saa at altsaa Sindets Agitation ei kan komme til at gaae over til Handling, men utallige Mueligheder kunne foresvæve, – sætte Sjælen i en langt piinligere, endog til Ængstelighed og Angest stigende Tilstand, end den, hvori Sjælen kommer, naar nu det forventede Øieblik indtræder, da saa den hele Frygt og Angest ofte saa aldeles forsvinder, at Modet reiser sig, eller man dog føler sig lettere tilmode«. Jf. endvidere begrebet anelse, der if. K. Rosenkranz' Psychologie (), s. 123f., kan referere dels til »eine unbestimmte Unruhe«, dels til »eine bestimmte Unbestimmtheit« og endelig »zur bestimmten Bestimmtheit«. som Mulighed for Muligheden jf. SKS 4, 394,14-16, og 413,8. – Alle bevarede tekstkilder, dvs. renskrift og 2. udgave, har det samme udtryk som førstetrykket. Kladden til stedet findes ikke. NB: Den tekstkritiske note mangler siglen B til sidst (jf. tekstredegørelsen til BA, s. 335 note 1). ikke finde Angest hos Dyret I kladden tilføjer SK: »Saavidt jeg veed, ere Naturforskerne enige om, at Angest ikke findes hos Dyret, netop fordi det i sin Naturlighed ikke er bestemmet som Aand. Det frygter det Nærværende, skjælver o:s:v:, men det ængstes ikke. Det har derfor ligesaa lidet Angest som det kan siges at have Ahnelse« (Pap. V B 53,9). Jf. K. Rosenkranz Psychologie (), s. 1-7, og, hvad angår dyrets manglende evne til at føle affekt, s. 331. Jf. dog Daubs opfattelse, at angst kun findes hos dyrene (). sympathetisk ... Sympathie ordret: medfølende modfølelse og modfølende medfølelse; deltagende, tiltrukket modvilje og modvillig, frastødt deltagen. Tvetydigheden er her ikke enkel (som mellem sympati og antipati), men fordoblet: Begge former for følelse har allerede deres modsætning i sig. I en optegnelse fra 1842 i journalen JJ skriver SK: »Nu har man ofte nok udviklet Arvesyndens Væsen, og dog har man manglet en Hovedcategorie – det er Angst, dette er den egl. Bestemmelse deraf; Angst er nemlig en Attraae efter hvad man frygter, en sympathetisk Antipathie; Angst er en fremmed Magt der griber Individet, og dog kan man ikke løsrive sig derfra, og vil det ikke, thi man frygter, men hvad man frygter det attraaer man. Angst gjør nu Individet afmægtigt, og den første Synd skeer altid i Afmagt; den mangler derfor tilsyneladende Tilregnelighed, men denne Mangel er den egl. Besnærelse« (Pap. III A 233 og tekstredegørelsen til BA, s. 317f.). Jf. F.C. Sibberns bestemmelse af frygtens sympatetisk-antipatetiske tvetydighed (); if. Sibbern kan også attrå være både sympatetisk og antipatetisk, jf. Menneskets aandelige Natur og Væsen () bd. 2, s. 41ff. concupiscentia . Desorganisation opløsning el. abnorm forandring i en organisme el. i en del af en organisme således, at den mister sine normale livsytringer. »Enten – Eller« (Kbhvn. 1843) I anden del af Enten – Eller gør forfatteren B brug af kategorien tungsindig for at beskrive den form for fortvivlelse, som kendetegner hans æstetiske ven A, til hvem han skriver, jf. s. 194ff., i SKS 3, 183f. Sympathie og Egoisme jf. F.C. Sibberns definition af egoisme og sympati i Menneskets aandelige Natur og Væsen () bd. 2, § 4-19, s. 17-47. denne den eneste psychologiske underforstået: forklaring. end profundere endnu dybere. Mennesket er en Synthese ... det Legemlige Forståelsen af mennesket som en syntese () af to elementer, sjæl og legeme, er en velkendt filosofisk opfattelse, som går tilbage til Aristoteles' påstand om, at mennesket er et 'fornuftigt dyr'. Jf. fx Baaders Vorlesungen über speculative Dogmatik () hæfte 1, 1828, s. 108f., 3. note. paa sin Spidse sat på spidsen, drevet til det yderste. saa er Uvidenheden concentreret Idet uvidenheden berøres af et ord og dermed af ånd, fortættes den som netop uvidenhed. hedder i Genesis ... maa Du ikke spise sigter til 1 Mos 2,16-17: »Men Gud Herren bød Mennesket, og sagde: du maa frit æde af alle Træer i Haven. Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde« (GT-1740). På hebr. hedder menneske 'adam', der er blevet opfattet som navnet på det første menneske. – Genesis . Forbudet vækker Lysten sigter formentlig til Rom 7,5, hvor Paulus taler om »de syndige Lyster, som vaktes ved Loven«, og Rom 7,7, hvor Paulus siger: »end Begierligheden kiendte jeg ikke, dersom Loven ei havde sagt: Du skal ikke begiere« (NT-1819). Jf. også L. Usteri Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 32: »Kommer nemlig Budet og befaler Viljen at gjøre eller undlade dette eller hint, saa lokker Lysten (eller Ulysten) Viljen i sit Garn«. Jf. endvidere den første fodnote s. 27, hvor den ty. teolog L.J. Rückert citeres: »Ligesom Adam levede, indtil Budet kom og vakte den onde Lyst i ham«. en Viden om Friheden ... at bruge den jf. L. Usteri Udvikling af det Paulinske Lærebegreb (), s. 27f. gik ... forbi overgik, hændte som noget ufatteligt. Efter Forbudets Ord ... visseligen døe sigter til 1 Mos 2,16-17: »Gud Herren bød Mennesket, og sagde: du maa frit æde af alle Træer i Haven. Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du døe Døden« (GT-1740). Genesis . at det er en Mythe . Forstands-Mythe r . Adam var da skabt ... Navne ... Selskab for sig sigter til 1 Mos 2,7: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen«. Og til 1 Mos 2,18-20: »Gud Herren sagde: 'Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.' Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham«. Fibelbrættet det bræt, hvorpå ABC'ens blade er opklæbet, idet hvert bogstav har billedet af et dyr, hvis navn begynder med dette bogstav. Eva ... dannet af hans Ribbeen sigter til 1 Mos 2,21: »Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam«. Adam og Eva ... en numerisk Gjentagelse dvs. Eva er en 'numerisk' gentagelse af Adam, jf. Adams ord, efter at Gud havde skabt kvinden: »Nu er det ben af mine ben / og kød af mit kød. / Hun skal kaldes kvinde, / for af manden er hun taget«, 1 Mos 2,23. Generations-Forholdet nedstamnings-, køns- og forplantningsforholdet. Nu følger ... Dommen If. 1 Mos 2 er forbudet og dommen () allerede blevet bragt til udtryk over for Adam, inden han gav dyrene navn, og inden Gud skabte Eva. Slangen var trædskere ... forlokkede Qvinden sigter til 1 Mos 3,1-6: »Og Slangen var trædskere, end alle vilde Dyr paa Marken (...); og den sagde til Qvinden: ja at Gud skulde have sagt: I maae ikke æde af hvert Træe i Haven? Da sagde Qvinden til Slangen: vi maae æde af Træets Frugt i Haven. Men om det Træes Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: æder ikke deraf, og rører ikke derved, at I skulle ikke døe. Da sagde Slangen til Qvinden: I skal ikke døe Døden. Men Gud veed, at hvilken Dag I æde deraf, da skal eders Øine oplades; og I skal blive ligesom Gud, og kiende Godt og Ondt. Og Qvinden saae, at Træet var godt at æde af, og at det var heel lysteligt at see til, og et ønskeligt Træe til at faae Forstand af, saa tog hun af dets Frugt, og aad; og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad« (GT-1740). – trædskere: mere lumsk, snedigere. Mythen lader ... indvortes jf. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 75 (Jub. bd. 16, s. 75), hvor det om 1 Mos 3 hedder: »In der ganzen bildlichen Darstellung ist das, was innerlich ist, als äußerlich, was nothwendig, als zufällig ausgesprochen«. at Qvinden ... forfører Manden ; jf. også 1 Mos 3,12-13. i et andet Capitel kap. 2, § 2, A, i SKS 4, 367-377. som man siger Udtrykket om kvinden som det svagere køn stammer bl.a. fra 1 Pet 3,7: »I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part«. det Deriverede det afledte el. det sekundært tilkomne ( og ). prædisponerer . i § 5 ... Dommens Ord jf. SKS 4, 350. volente deo lat. om Gud vil, med Guds vilje. lade Fristelsen ... udvortes fra Også Hegel hævder, at hos jøderne viser det onde sig »als ein äußerlicher Zufall, wie es in der Vorstellung des Sündenfalls von außen herkommt, indem der Mensch von der Schlange verführt wird«, Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 90 (Jub. bd. 16, s. 90). classiske Sted ... fristes af sig selv sigter til Jak 1,13-14: »ingen, som bliver fristet, må sige: 'Jeg bliver fristet af Gud;' for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én«. Nu følger Syndefaldet Skønt hele beretningen i 1 Mos 3 sædvanligvis kaldes »syndefaldet«, sigtes her til 1 Mos 3,6 (). Følgen ... i hiin Fortælling sigter til 1 Mos 3,7-13: »Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: 'Hvor er du?' og han svarede: 'Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.' Han spurgte: 'Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?' Adam svarede: 'Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.' Gud Herren spurgte så kvinden: 'Hvad er det, du har gjort?' Hun svarede: 'Slangen forledte mig til at spise'«. efter moderne philosophisk Skik ... besvare det Der sigtes formentlig til Schelling (), som ofte gav udtryk for, at han andetsteds ville gøre rede for en given sag; jf. fx hans »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1, Landshut 1809, ktl. 763, s. 511: »Gegenwärtiger Abhandlung wird eine Reihe anderer folgen, in denen das Ganze des ideellen Theils der Philosophie allmälig dargestellt wird«. Dette projekt blev aldrig realiseret. I Die endlich offenbar gewordene positive Philosophie der Offenbarung (), s. 65, siger H.E.G. Paulus, at Schelling lider »an der Einbildung, dass er 1809 [dvs. i den nævnte bog om friheden] für die Philosophie das Seinige gethan hatte, während er doch damals selbst erst eine allmählige Reihe von Darstellungen des Ganzen zusagte und diese so oft ausgesprochene Vielversprechung gänzlich unerfüllt lies«. Jf. også K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), s. XXVIIf. staaer dog fast ... opfundet Sproget I kladden tilføjer SK: »eller som Prof. Madvig har med uudtømmelig Ironie udtrykt det i et Program: at Menneskene traf en Overeenskomst om, hvilket Sprog de vilde tale«, jf. J.N. Madvig »Om Sprogets Væsen, Udvikling og Liv« i Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Fest i Anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 18de September 1842, Kbh. 1842, s. 8f. Om sprogets guddommelige oprindelse, jf. J.G. Hamann Zwo Recensionen nebst einer Beylage, betreffend den Ursprung der Sprache (1772) og Des Ritters von Rosencreuz letzte Willensmeynung über den göttlichen und menschlichen Ursprung der Sprache (1772), i Hamann's Schriften () bd. 4, 1823, s. 1-20 og s. 21-36, jf. endvidere s. 36-72. Projektmagerier udsigtsløse spekulationer (). den sexuelle Forskjellighed s kønsforskellen. dog ikke var dog ikke var til, nemlig som erkendt, dvs. at de to første mennesker ikke var bevidst om deres seksuelle, dvs. deres køns forskellighed før syndefaldet. Medhold i Skriften At de to første mennesker var uvidende om deres seksuelle, dvs. deres køns forskellighed før syndefaldet, fremgår ikke direkte af beretningerne i 1 Mos 2-3, men det antydes derved, at deres nøgenhed ikke gav anledning til blufærdighed, jf. 2,25: »Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke« (GT-1740: »de bluedes ikke«). den sexuelle Differents ... ingen Engel har Historie sigter til Jesu svar på saddukæernes spørgsmål om, hvem af de syv brødre, som alle havde været gift med den samme kvinde, der skulle være gift med hende i opstandelsen: »I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen«, Matt 22,30. Jf. også Hutterus redivivus (), s. 206 (den da. overs., s. 214): »hvis Engle havde Afkom, vilde det være Engle«, underforstået, at det har engle ikke. – den sexuelle Differents: kønsforskellen. Michael ... havde fuldkommet Der tænkes formentlig på ærkeenglen Gabriel, der blev sendt til præsten Zakarias for at bebude Johannes Døbers fødsel (jf. Luk 1,11-20) og til Maria for at bebude Jesu fødsel (jf. Luk 1,26-38). I de jødiske, talmudiske skrifter omtales Gabriel som den, der ødelagde Sodoma, reddede Moses, viste sig for ham i den brændende tornebusk, udfriede Daniel og hans venner fra ildovnen og udlagde Daniels syner (jf. Dan 8,16 og 9,21). Mens altså Gabriel ses som den engel, der udsendes for at opfylde forskellige ærinder på Guds vegne, kæmper ærkeenglen Mikael, fyrsten over alle engle, med Djævelen (Jud 9), deltager i de sidste tiders kampe (Dan 10,21 og Åb 12,7) og vejer sjælene på sin vægt ved den endelige dom. I et logisk System ... gaaer over til Virkelighed sigter formentlig til A.P. Adlers logiske system, som det kommer til udtryk i hans Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), jf. § 29, s. 162, hvor det hedder: »Muligheden gaaer selv over til at være formel Virkelighed«. – Hos Hegel følger begrebet virkelighed ikke efter, men går forud for mulighed. – Jf. også 3. bog, kap. 1, i Aristoteles' Fysik 201a 10-11 (). hildet Frihed (i sig selv) fanget frihed. et abstrakt liberum arbitrium ... Tanke-Uting liberum arbitrium: lat. frit valg, fri vilje, vilkårlig frihed; filosofisk begreb fra den tidligste middelalder brugt som betegnelse for menneskets evne til at vælge lige frit mellem to eller flere muligheder. – I en journal mærket »Philosophica« skriver SK: »En fuldkommen ligegyldig Villie (æquilibrium) er en Uting, en Chimaire; det viser Leib.[niz] ypperligt paa flere Stæder, ogsaa Bayle tilstaaer det (mod Epicur)« (Pap. IV C 39); jf. G.W. Leibniz Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af J.C. Gottsched, 5. udg., Hannover og Leipzig 1763, ktl. 619 (forkortet Theodicee), § 311f., s. 511ff., især § 319f., s. 519-522. I »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 478, omtaler Schelling () »aequilibrium arbitrii« som »die Pest aller Moral«. hvis Adam nu ikke havde syndet . gaaer Muligheden ... som et Intet jf. § 29 i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 162f.: »Naar jeg erklærer Noget for Tilfældigt (Tilfælde), saa ophæver og løsner jeg dets Virkelighed, det vil sige, sætter dets Mulighed til at være Andet, og lader det kun være virkeligt, ved at ophæve denne Mulighed«. som den kloge Else sigter til eventyret om den kloge Else. En dag, da hendes frier, Hans, er i huset, bliver hun af sin mor sendt i kælderen efter øl. Mens Else står og tapper øl, lader hun blikket glide rundt i rummet og får over sit hoved øje på en murhammer, som murerne ved en fejltagelse har ladet sidde i væggen. Da begynder Else at græde og siger: »Når jeg får Hans, og vi får et barn, og det barn bliver stort, og vi sender det ned i kælderen for at tappe øl, så kan hammeren falde ned i hovedet på det og slå det ihjel.« Og Else bliver siddende nede i kælderen, jammerligt grædende over den mulige ulykke. Og efterhånden som først tjenestepigen, derefter gårdskarlen, så moderen og endelig faderen kommer derned og hører Else fortælle om den frygtelige mulighed, udbryder de: »Hvilken klog Else har vi ikke!« og giver sig til at græde. Da til sidst også Hans kommer derned og får at vide, hvorfor Else græder, indser han, hvor klog hun er, og beslutter sig for at gifte sig med hende. Jf. »Die kluge Else«, nr. 34 i Kinder- und Haus-Märchen, udg. af J.L.K. og W.K. Grimm, bd. 1-3, 2. udg., Berlin 1819-22 [1812], ktl. 1425-1427; bd. 1, s. 173-176. Videnskaben dvs. psykologien, etikken og dogmatikken, men formodentlig også den spekulative filosofi, idet Hegel og hans skole () hyppigt opfattede 'videnskab' som synonym for (den spekulative) filosofi (). discrimen rerum . 6000 Aar siden Fra den kristne oldtid og til midten af det 19. årh. sattes verdens skabelse til ca. 4000 år f.Kr. 4000 Aar ... Nebucadnezar blev en Oxe spiller på Dan 4,25-31, hvor det fortælles, at en røst fra himlen sagde til babylonerkongen Nebukadnesar (605-562 f.Kr.), at hans kongerige skulle tages fra ham for en tid, at han skulle jages bort og bo blandt vilde dyr, og at han skulle æde græs som oksen, indtil han forstod, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil. Ordene gik i opfyldelse, så Nebukadnesar en tid måtte leve blandt vilde dyr og æde græs som oksen; da den fastsatte tid var omme, fik han sin forstand igen. Tallet 4000 synes at være vilkårligt valgt. udsat som et Priisspørgsmaal udskrevet som emne for prisopgave el. akademisk afhandling. ved sig selv i kraft af. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. hiin Hofraad ... selv heed kilden ikke identificeret. Creti og Pleti almindeligt (ofte nedsættende) udtryk for alle slags folk, alle og enhver, hvem som helst. Oprindelig betegnelse for kong Davids livgarde, jf. 2 Sam 15,18; 20,7; 1 Kong 1,38.44. Det er usikkert, hvorfra det ordsprogsagtige udtryk stammer, men det betegner formentlig filistæiske lejetropper. Soldin Om Salomon Soldin (1774-1837), boghandler i Grønnegade i København (se kort 2, D3), fortælles det: En kunde kom ind i hans forretning, og mens Soldin var oppe på en stige for at hente en bog, sagde kunden nogle ord til hans kone med hans stemme og tonefald. Soldin vendte sig da til konen og spurgte: »Rebecca, er det mig, som taler?« (jf. Pap. I A 333, s. 149, og I A 340, s. 152). Soldins kone hed Hanna, f. Ruben. brændende Tamp 'Tampen brænder' er navnet på en børneleg, hvor en person skal finde en gemt genstand og herunder vejledes af tilråbene: »Tampen brænder (meget / lidt / ikke)«. Uskyldighedens Tilstand . den dialektiske Tvetydighed nemlig mellem mennesket bestemt kvantitativt som slægt og kvalitativt som individ. det qualitative Spring . supponerer går ind under. fornummet fornemmet, mærket. deriveret . det Mere eller Mindre jf. A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik () § 16, s. 49f.: »Alle Forskjelle, som vi forefinde i Verden, blive (...) kun quantitative Forskjelle; Forskjellen mellem Mennesker og Mennesker, mellem Dyder og Laster bliver kun et Meer og Mindre af samme ligegyldige Substans«. er ved Frihedens Virkelighed er til i kraft af. Vane, der ... quantitativ Progres sigter formentlig til A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik () § 16, s. 54f.: »Det er den anden, ligegyldige Væren udenfor, der fører den første Væren frem; det er Vanen, den anden Natur, der fører den første Natur frem. Det er Meningen af, at en ligegyldig Væren udenfor Eenheden netop fører Eenheden frem. Quantiteten realiserer altsaa hvad Qualiteten havde Trang til, nemlig at see Een blive til Flere, og dog holde sig som sig selv«. – Jf. i øvrigt den lat. talemåde 'consuetudo est altera natura' ('vanen er den anden natur'), der viser tilbage til et udtryk i De finibus bonorum et malorum 5, 25 (74), af Cicero (). Jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, bd. 1-6, Halle 1757, ktl. 1224-1229, samt M.T. Cicero Über das höchste Gut und Uebel, overs. af C.V. Hauff, Tübingen 1822, ktl. 1237, s. 244: »und alsdann entstehe gewissermaßen durch die Gewohnheit gleichsam eine andere Natur«. Menneskets og Skabningens Forlængsel spiller på Rom 8,15-25, hvor det bl.a. hedder: »Derfor venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse«, og: »Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning« (NT-1819). Forventning af om. senere behandlet jf. kap. 4, § 2. den angivne Forskjel jf. kap. 1, § 2, SKS 4, 336ff. Forskjel ... det qualitative Spring . senere ... Omtale jf. kap. 2, § 2 B. takker Gud ... en Saadan spiller på lignelsen om farisæeren og tolderen i Luk 18,10-14, hvor farisæeren stillede sig op og bad således: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér«. Daareanstalt sindssygeanstalt. Det er ikke min Hensigt Om det følgende selvportræt af Vigilius Haufniensis skriver SK i en optegnelse fra sommeren 1844 i journalen JJ: »Den Skizze jeg har henkastet i 'Begrebet Angest' af en Iagttager vil formodl. forstyrre Een og Anden. Imidlertid hører den dog med, og er ligesom et Vandmærke i Arbeidet. Jeg staaer overhovedet altid i digterisk Forhold til mine Arbeider, derfor er jeg pseudonym. Paa samme Tid som Bogen udvikler Noget, bliver den tilsvarende Individualitet tegnet af. Vigilius Hauf. tegner nu flere af; men tillige har jeg henkastet en Skizze af ham i Bogen« (Pap. V A 34). notarialiter lat. ved notarius publicus. Facticitetens Autoritet den autoritet, der ligger i at kunne begrunde sine argumenter ved at henvise til noget 'faktisk' sket, eller ved at belægge sine iagttagelser »med Navne eller med lærde Citater«, jf. SKS 4, 360,12. det Forborgne det skjulte. Repertorier bøger til at slå efter i, bøger, hvori man finder alt, hvad der vedrører et bestemt emne; samlinger af afhandlinger. Reminiscentser erindringer, lån af ideer mv. Politi-Agent spion for politiet (især det hemmelige politi); civil politibetjent, der tager sig af opdagelser. Høidetryk Man skelnede i København på SKs tid mellem to slags vand: pumpevand, der kom fra de nærliggende søer (Peblingesøen m.fl.), og som skulle bringes op af vandledningen ved mekanisk hjælp, og høj- el. højdetryksvand, der kom fra den højereliggende Emdrup Sø, og som pga. højdeforskellen havde tryk på, når det kom ud af ledningen. Skulde ... tvivlsom Skulle han komme i tvivl, blive usikker. trods Nogens mere end nogen andens. i Sachsen var der en Bondepige ... iagttog Sachsen er navnet på et landområde i Nordtyskland. Den omtalte bondepige er formentlig en fiktiv figur. i Rom levede der en Keiser ... fortæller Der er formentlig tale om en fiktiv skikkelse. bruger den Forsigtighed at er så forsigtig at. skuffe bedrage. i Kraft af Ideen ved konsekvent udfoldelse af tanken. Satisfaktion tilfredsstillelse. Reflexion i sig selv hegelsk terminologi. I Hegels 'Wesenslogik' er kategorier forstået som 'reflexions-bestemmelser' (), der består af et skjult væsen, som åbenbarer sig i empiriske fremtrædelser. »Reflexion i sig selv« er væsen forstået i sig selv og ikke forstået som reflekteret i det ydre eller som ytret i en empirisk fremtræden. i et senere Capitel dvs. kap. 4 »Syndens Angest eller Angest som Syndens Følge i den Enkelte«, SKS 4, 413ff. Modsætningen af modsætningen el. modsætningsforholdet til. I det foregaaende Capitel ... udvortes Reflexion dvs. kap. 1, § 2, SKS 4, 339. Dersom ved Adams Synd ... Individ hævet I kladden hertil skriver SK: »Dersom ved Adams Synd (εϕ' ω παντες ἥμαϱτον [fordi alle syndede] Rom 5,12.) Slægtens Syndighed er sat i samme Forstand som at en Slægt af Svømmefugle har Svømmefødder, saa er Begrebet Individ hævet og forsaavidt ogsaa Begrebet Menneskeslægt; thi netop derved adskiller dette Begreb sig fra Begrebet: Dyreslægt« (Pap. V B 53,15). Curiosum sjældenhed, mærkværdighed. quantitativ Approximeren bestemmelse baseret på kvantitative forskelle i grader, jf. fx Rasmus Nielsen Den speculative Logik i dens Grundtræk () hæfte 1, s. 48: »Approximationen er en fortsat Gradation«. – Approximeren: det at nærme sig el. komme nær til noget; tilnærmelse. Orthodoxie ... ind under Synden Her tænkes formentlig på den lutherske ortodoksi, jf. fx. Hutterus redivivus () § 84, »Arvesynden. Orthodox Fremstilling«, s. 197ff. (den da. overs., s. 205ff.). ἀποϰαϱαδοϰια τῆς ϰτίσεως gr. (apokaradokía tēs ktíseōs), »Skabningens Forlængsel« (NT-1819), dvs. skabningens inderlige længsel (). geraadet kommet. nedsattes til forringedes til. parerer mod afværger. den rationalistiske Anskuelse ... Syndighed Rationalismen (afledt af lat. ratio, fornuft, forstand) betegner en filosofisk-teologisk retning, som især blev forsvaret i det 18. årh., og som kræver alle trosudsagn begrundet fornuftsmæssigt og afviser enhver tro på noget, der ikke kan fattes af den menneskelige forstand. Rationalismen stod i et skarpt modsætningsforhold til supranaturalismen, dvs. en anskuelse, som bevidst holdt fast ved de 'overnaturlige' bestanddele i det kristne budskab. Her sigtes formentlig til den ty. rationalistiske teolog J.C.F. Steudel (1779-1837), der netop gør den her anførte anskuelse gældende i Die Glaubenslehre der evangelisch-protestantischen Kirche, nach ihrer guten Begründung, Tübingen 1834, s. 189. Der henvises til dette sted hos Steudel i en note i K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 82, jf. i øvrigt s. 81ff. Fr. Baader ... som saadan er Syndigheden jf. fx den 17. forelæsning i F. Baaders Vorlesungen über speculative Dogmatik () hæfte 1, s. 103-110, især s. 107f. faaer man Pelagianismen ... anden Side Vel nægter Fr. Baader, at sanseligheden kvalitativt set er syndig (), men da han if. Vigilius Haufniensis ikke er opmærksom på, at den kvantitativt set, dvs. på grund af slægtens historie, forud disponerer mennesket til synd, viser hans overvejelser en pelagiansk () tendens, som bl.a. gør det uforklarligt, hvorledes sanseligheden kan blive en bestanddel af syndsbevidstheden. Enkelte Mænd af den schellingske Skole I kladden til dette sted har SK tilføjet »som Schubert, Eschenmayer, Görres, Steffens«. Gotthilf Heinrich Schubert (1780-1860), ty. filosof, psykolog og naturforsker, prof. i München, var præget af Schellings naturfilosofi og søgte at udvikle et system, hvori han kunne fremstille den fuldstændige 'historie' fra natur til ånd. A.K.A. Eschenmayer . Johann Josef Görres (1776-1848), ty. litteraturhistoriker, såvel politisk som (senere) filosofisk og religiøs forfatter, prof. i München, var påvirket af Schelling () og fra o. 1830 også af katolicismen; han er især kendt for sit hovedværk Die christliche Mystik bd. 1-4, Regensburg og Landshut 1836-42, ktl. 528-532. Henrich Steffens (1773-1845), no.-da.-ty. filosof, mineralog og forfatter, var influeret af Schelling og den ty. romantik, som han introducerede i Danmark ved en række forelæsninger 1802-03. Omgængelse med omgang med. Hos Schelling selv ... Stemninger i Gud På langs i marginen af kladden til dette sted skriver SK: »Jacob Böhme, Schelling 'Angest, Vrede, Hunger, Liden' Sligt maa man altid benytte mistænksomt, snart er det en Efterfølge af Synden – snart det Negative i Gud – το ετεϱον [gr. (tò héteron) det andet]« (Pap. V B 53,18). Jf. K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), hvor det siges, at Schelling () er fælles med Jakob Böhme om »das Streben, das Negative als ein dem Absoluten an sich immanentes, von ihm selbst als ein ewiges Nichtsein (...) aufgehobenes Moment zu begreifen«, og at Böhmes mystik »ist voll von prägnanten Ausdrücken für das Negative als Grimm, Zorn, Herbheit, Qual, Stachlichkeit, Rauheit, Schiedlichkeit u.s.w.«, s. 303f. Jf. også s. 308; jf. endvidere s. 310: »Nach Schelling's Theorie wird man zweifelhaft sein müssen, welche Irrationalität der Natur man aus dem Kampf Gottes mit dem dunklen Grunde, welche man aus der Krisis des Sündenfalles ableiten solle, und er würde auf diese Frage wahrscheinlich antworten, daß sich dies empirisch gar nicht unterscheiden lasse«, jf. også s. 260ff. – Om angst skriver Schelling i »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 462f.: »Die Angst des Lebens selbst treibt den Menschen aus dem Centrum, in das er erschaffen worden: denn dieses als das lauterste Wesen alles Willens ist für jeden besondern Willen verzehrendes Feuer«. – Jakob Böhme (1575-1624), ty. skomager, filosof og kristen mystiker, var en vigtig inspirationskilde for Schelling. Efterfølge følge, konsekvens, resultat. Alteration, der ved Synden ... Skabningen jf. K. Rosenkranz' referat af Schellings »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit und die damit zusammenhängenden Gegenstände« i Schelling. Vorlesungen (), s. 310: »Diese Ableitung des Uebels aus der Sünde ist aber keine. Sie stellt etwas Unbegreifliches auf, nämlich, daß das an sich bewußtlose Dasein nicht nur im Menschen – denn das ist begreiflich – sondern auch außer ihm durch einen schlechthin geistigen Act alterirt sein soll«. – Alteration . den Angest ... i den livløse Natur se fx talen om angstens sammenhæng med det onde i naturen i Henrich Steffens () Christliche Religionsphilosophie bd. 1-2, Breslau 1839, ktl. 797-798; 3, 2, »Ueber das Böse in der Natur«, bd. 2, s. 65-79, især s. 76. Natur-Philosophem ... magiske Vidunderlighed sigter til K. Rosenkranz' kritik af Schellings naturfilosofiske spekulationer i Schelling. Vorlesungen (), s. 310, hvor det hedder: »er stellt doch auch wieder ganz bestimmt die Sünde als Ursach der negativen Formen und Processe der Natur hin. Diese Ableitung des Uebels aus der Sünde ist aber keine. Sie stellt etwas Unbegreifliches auf, nämlich, daß das an sich bewußtlose Dasein nicht nur im Menschen (...) sondern auch außer ihm durch einen schlechthin geistigen Akt alterirt sein soll. Es hilft natürlich nichts, diese Unbegreiflichkeit in Worte hüllen, welche, wie die Bezeichnung des Magischen, nur eine andere Formel dafür sind«. Jf. også schellingianeren Fr. Baaders Vorlesungen über speculative Dogmatik () hæfte 1, s. 107f. (). – Natur-Philosophem: en naturfilosofisk påstand. Guddommens (...) Skaber-Veer jf. Schellings »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), fx s. 414f., s. 433 og s. 493. Forestillings-Udtryk ... det Negative jf. K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), s. 308: »Alle Unform, Häßlichkeit, Giftigkeit, Krankheit, Bosheit, Irrationalität sind an und für sich in dem ewigen Wesen Gottes Nichts, aber in der erscheinenden Welt machen sie Entwicklungsmomente aus«. Jf. også s. 260f. – Forestilling: I sin analyse af åndens erkendelsesevne skelner Hegel mellem forestillinger ('Vorstellungen') og begreber ('Begriffe'). If. Hegels idealisme er forestillinger normalt opfattet negativt som inadækvate former for viden, da de ikke kan fatte den sande, underliggende struktur i virkeligheden, en struktur, som er begrebslig ('begrifflich'). Hegels mest detaljerede fremstilling af 'Vorstellung' findes i tredje del af Encyclopädie () bd. 3, »Die Philosophie des Geistes«, § 451-464, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 322-352 (Jub. bd. 10, s. 328-358). hos Hegel ... το ἑτεϱον If. Hegel () er det negative el. begrebet modsigelse det princip, som bevæger dialektikken fremad. At det negative er det dialektiske, bliver fx hævdet i Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 43f. (Jub. bd. 4, s. 53): »Das, wodurch sich der Begriff selbst weiter leitet, ist das (...) Negative, das er in sich selbst hat; dieß macht das wahrhaft Dialektische aus«. Hegel påberåber sig her udtrykkeligt Platon, og i Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 14, s. 233 (Jub. bd. 18, s. 233), citerer han Platon, for hvem: »Das Schwere und Wahrhafte ist dieses, zu zeigen, daß das, was das Andere (ἕτεϱον) ist, Dasselbe ist, und was Dasselbe ist (...), ein Anderes ist, und zwar in einer und derselben Rücksicht«; jf. også Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke bd. 3, s. 124 (Jub. bd. 4, s. 134). – το ἑτεϱον: gr. (tò héteron) det andet. Tvetydigheden ... Tungsind i Guddommen I en note i kladden til dette sted skriver SK: »ja Melancholie i hans Afhandling om Friheden, findes citeret hos Rosenkrantz i det sidste Skrift p. 309« (Pap. V B 53,18). Jf. K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), s. 309: »Allerdings erblickt er [Schelling] in Gott selbst einen 'Quell der Traurigkeit' und über alle Werke der Natur sieht er eine 'geheime Melancholie' ausgebreitet«. Jf. Schellings »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 487, hvor der tales om »die allem endlichen Leben erklebende Traurigkeit«, ja, selv i Gud er der »ein Quell der Traurigkeit, die aber nie zur Wirklichkeit kommt, sondern nur zur ewigen Freude der Überwindung dient. Daher der Schleyer der Schwermut, der über die ganze Natur ausgebreitet ist, die tiefe unzerstörliche Melancholie alles Lebens«. I Berlin Fra 15. nov. 1841 til 18. marts 1842 forelæste Schelling () ved universitetet i Berlin over Philosophie der Offenbarung; SK overværede disse forelæsninger frem til nr. 41, der fandt sted 3. feb. 1842, og tog fyldige referater af dem, jf. Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 253-329. sammenligne Gud ... ved at producere I sit referat af Schellings 26. forelæsning skriver SK: Mennesket »forlanger at komme bort fra sig og føler heri sin Salighed, Joh. v. Müller siger, at kun naar han er produktiv er han tilfreds. Derfor er Gud salig fordi han er borte fra sig selv« (Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 300). Jf. også Philosophie der Offenbarung, udg. af H.E.G. Paulus (), s. 476f.: »Immer nur an sich zu denken, müsste jeder Natur der peinlichste Zustand seyn. Der Mensch haftet nicht an sich. Johannes Müller schreibt: Ich bin nur glücklich, wenn ich producire. Göthe: Ich denke nur, wenn ich producire. Im Produciren ist der Mensch nicht mit sich selbst, sondern mit etwas ausser sich beschäftigt, und darum eben ist Gott der grosse Selige«. Goethe Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. digter, dramatiker, essayist, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. Joh. v. Müller Johannes von Müller (1752-1809), schweizisk historiker og politisk journalist. Han betragtes som en af de fremmeste historikere, hvad angår den ty. klassicisme, og søger i sine omfangsrige, historiske værker at forbinde det klassisk-romerske med den kristent-germanske arv. mindede om ... er Usalighed må bero på SKs hukommelse, da det hverken findes i hans referat af Schellings forelæsninger () eller i H.E.G. Paulus' udgave af Philosophie der Offenbarung (), jf. dog s. 476: »Immer nur an sich zu denken, müsste jeder Natur der peinlichste Zustand seyn«. denne Yttring ... en lille Piece af Marheineke jf. Ph. Marheineke Zur Kritik der Schellingschen Offenbarungsphilosophie, Berlin 1843, ktl. 647, s. 46f., hvor Schellings 26. forelæsning refereres og (ironiserende) kommenteres således: »Wer der Menschen möchte aber diese Pein auf sich nehmen, ewig nur mit sich beschäftigt zu seyn, nur an sich zu denken, nicht von sich hinweg kommen zu können. (So stellte Schelling das sich selbst Denken Gottes gleichsam als Egoismus Gottes dar und hält das von sich selbst Wegkommen Gottes für eine Vollkommenheit, giebt hiermit auch schon deutlich zu verstehen, als sei in der Weltschöpfung Gott wirklich von sich weggekommen.) Alle Seligkeit besteht vielmehr in dem Hinwegkommen von sich, in dem Denken eines Andern, im Produciren. (Und der Beweis?:) Johannes von Müller schreibt: ich bin nur glücklich, wenn ich producire, und Goethe sagt: ich denke nur, wenn ich producire. So (so?) kann auch die Seligkeit Gottes vielmehr nur in dem Denken und Produciren seiner Geschöpfe, seiner Welt, bestehen«. – Marheineke: Philipp Konrad Marheineke (1780-1846), ty. teolog og prof. i Erlangen, Heidelberg og Berlin. Under stærk indflydelse af Hegels filosofi søger han i sin dogmatik () spekulativt at gennemtrænge de kristelige grundtanker. Antropomorphisme overførelse af menneskets egenskaber på Gud. Her sigtes der formentlig til Ph. Marheinekes kritiske bemærkning om Schellings sammenligning af Gud med Johannes v. Müller og Goethe i Zur Kritik der Schellingschen Offenbarungsphilosophie (), s. 47: »Dieß heißt im eigentlichsten Sinn: ad hominem [på menneskelig vis] gesprochen«. bruger Latineren ... adulterare I kladden til dette sted henviser SK til Imann. Joh. Gerhard Schellers ausführliches und möglichst vollständiges lateinisch-deutsches Lexicon oder Wörterbuch bd. 1-5, 3. udvidede udg., Leipzig 1804 [1783-84], ktl. 1016-1020, hvoraf det fremgår, at der kun findes én forekomst af 'alterare' (gøre noget andet, ændre), nemlig hos Ovid, jf. bd. 1, sp. 646. SK tilføjer, at det er »ret mærkeligt, at Latineren netop for at forvanske bruger dette Ord: ad ulterare« (Pap. V B 53,19). If. bd. 1, sp. 408f., betyder 'adulterare': 1. nyde uretmæssig samleje, hore eller bryde ægteskab, have utugtig omgang; 2. forfalske, fx det gode; 3. forandre. altérer les monnaies fr. forfalske penge. être altéré fr. blive forskrækket. Jo mere ... Angesten 'Angest' er her brugt i dobbelt forstand, som om den var en af Hegels 'reflexions-bestemmelser', idet angstens væsen tænkes reflekteret i dens fremtræden, og at angsten opfattes som et resultat af det tænkende subjekts refleksion (). bedaare betage, fortrylle; vildlede, bedrage, narre. Approximations-Bestemmelser . det qualitative Spring . Uskyldigheds-Tilstand ... Adams . thi hvis ... stirret ned underforstået: så var han ikke blevet svimmel. sympathetiske og antipathetiske Forhold . substituere sætte i stedet for. Complexus kompleks, samling, sammensætning. Ahnelser jf. SKs optegnelse fra feb. 1837 i journalen BB: »Der gaaer gjerne en vis Ahnen forud for alt hvad der skal skee (cfr. en Lap Papir); men ligesom den kan virke afskrækkende, saaledes kan den ogsaa virke fristende, idet den Tanke vaagner hos Msk., at han er ligesom prædestineret, han seer sig ligesom gjennem Consequentser bragt hen til Noget, men Consequentser, som han Intet kan influere paa« (Pap. II A 18). På den »Lap Papir«, der henvises til, står bl.a.: »Naar Noget ret skal blive nedtrykkende, da maa der først udvikle sig midt i al mulig Begunstigelse en Ahnelse om det dog ikke er galt, man bliver sig ikke selv noget saa Forkeert bevidst; men det maa ligge i Familieforhold, da viser Arvesyndens fortærende Kraft sig, der kan stige til Fortvivlelse og virke langt frygteligere end det Faktum, hvorved Ahnelsens Sandhed bekræftes« (Pap. II A 584). Prædisponeren . Prædestination forudbestemmelse. Den dogmatiske lære om prædestination, der op gennem kirkens historie har antaget forskellige former, hævder, at Gud (fra evighed af eller efter syndefaldet) har forudbestemt hvert enkelt menneske enten til evig salighed eller til evig fordømmelse. Som begrundelse anføres flere steder i NT, ikke mindst Rom 8,28-30 og Ef 1,5, som har det gr. verbum πϱοοϱίζειν (proorízein, forudbestemme, fastsætte, i Vulgata gengivet med prædestinare); således hedder det i Rom 8,28-30: »Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort«. Jf. i øvrigt K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 183-207, og Hutterus redivivus () § 90-92 (den da. overs., s. 221-229). stricte sic dicta lat. i ordets snævre el. strænge forstand. tabellariske Oversigter statistiske opgørelser. Naar man saaledes lærer ... tilskrives Djævelen Således kan fx Luther skrive om Djævelen, »daß er unter uns schieße mit Pestilenz, Franzosen, mit Krieg, mit Feuer, mit Hagel, mit Ungewitter«, jf. Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz, udg. af F.W. Lomler, G.F. Lucius, J. Rust, L. Sackreuter og E. Zimmermann, bd. 1-4, Darmstadt 1828-31, ktl. 317-320; bd. 4, s. 396. primitive oprindelige, umiddelbare. Jeronymus ... paa Bjerget havde troet sigter til 4. akt, 4. scene, i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731). I et brev til Erasmus Montanus skriver Elisabeth, Jeronimus' datter: »Jeg kan sige dig det for vist, at min Far er saa forpikket mod [afskyr] den Meening, at Jorden er rund, og holder det for saa stor Troes-Artikel, at han aldrig gir mig bort til dig, med mindre du bifalder hans, og andre godt Folks Troe her i Byen. (...) Jeg beder dig for al den Kierlighed jeg har baaret til dig at du beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tid har befundet os saavel efter her paa Bierget«, Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Pludderhoser pludderbukser; især om det 16. årh.s vide, folderige bukser. statistiske Oversigter over Syndighedens Forhold kilden ikke identificeret. tegner Landkort ... til Overskuelse sigter formentlig til de bibelske land- el. rejsekort over den trange vej, der med forhøjninger fører til Himmeriget, og den brede vej, som fører til Helvede. De farvelagte kort, som havde stor udbredelse i pietistiske kredse, er illustreret med tegninger, der anskueliggør forskellige syndige handlinger, så som dans, prostitution og druk, belagt med opbyggelige vers og citater fra Bibelen. Se illustration 17. 17. Bibelsk Rejsekort over Livets og Dødens Vej.Kjøbenhavn, trykt og tilkjøbs hos Joh. Rud. Thiele, i store Helliggejststræde No. 149.Trykt efter 1806. Rosa, blå, gul, grøn () Abracadabra oprindelig en magisk besværgelsesformel dannet af begyndelsebogstaverne fra de hebr. ord ab, ben og ruach for faderen, sønnen og ånden (c og d er ikke-meningsbærende bogstaver), som blev udtalt ved bestemte lejligheder eller skrevet på en amulet for at beskytte den person, der udtalte eller bar den; meningsløs tale, jargon, sludder. Tomme længdemål, 26,154 mm. Languedoc område i Sydfrankrig. Bretagne område i den nordvestlige del af Frankrig. Cap. I. § 6 SKS 4, 352. præfigurerede afgav forbillede for, aftegnede forud. Hun betegnede ... det Deriverede og . in pleno lat. under ét. Derivationen afledtheden, den sekundære forekomst, nedstamningen. Pascha pasha, ærestitel for de højeste militære og civile embedsmænd i Det osmanniske Rige, dvs. det gl. Tyrkiet; person, der lader sig opvarte af andre. I Fortællingen ... forfører Adam . – Genesis . Organisation organisme; opbygning og indretning (som grundlag for livsvirksomhed). Physiologien Ifølge definitionen i W.T. Krug Allgemeines Handwörterbuch () bd. 3, 1828, s. 219, er fysiologien »die Theorie von den Verrichtungen (Functionen) des organischen (besonders des menschlichen) Körpers im gesunden Zustande, oder philosophischer ausgedrückt, von der Offenbarung des Lebens im vollkommnen Organismus; wodurch dann dieselbe sowohl von der Anatomie, welche die bloße Construction des Körpers, wie sie auch am Leichname wahrnehmbar ist, und von der Pathologie, welche die krankhaften Erscheinungen oder Zustände des Organismus in Erwägung zieht, unterschieden wird«. Fysiologien () var en blomstrende videnskab i det 19. årh. (Johannes P. Müller, Carl F.W. Ludwig, Justus v. Liebig, Claude Bernard), idet man begyndte at udvikle et billede af organismen ved at forbinde naturfilosofiske spekulationer med en eksperimentel metode, der mere og mere inddrog fysiske og kemiske resultater. Procreation en det at prokreere, avle, frembringe ved forplantning. Græciteten . stille Høitidelighed hentyder sandsynligvis til karakteristikken: »Das allgemeine vorzügliche Kennzeichen der griechischen Meisterstücke ist eine edle Einfalt und, eine stille Grösse, so wohl in der Stellung als im Ausdruck« i den ty. kunstteoretiker J.J. Winckelmann Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerey und Bildhauerkunst, 2. udg., Dresden og Leipzig 1756 [1755], s. 21; jf. J. Winckelmann's sämmtliche Werke bd. 1-12, Donaueschingen 1825-29, ktl. 1855-1866. plastiske hørende til plastik: formkunst, billedhuggeri. Naiveteten naiviteten; umiddelbarheden, enfoldigheden (i ikke-nedsættende forstand). Venus i rom. mytologi kærlighedens og skønhedens gudinde (gr. Afrodite); betragtes som idealet for den fuldendte skønhed. afbildes sovende yndet og kendt motiv i billedkunst inspireret af den florentinske renæssance-humanisme. Venus dukker op af Havet If. nogle myter blev Venus født af havets skum, if. andre steg hun op af havet. Apollo Apollon, i gr. og rom. mytologi solguden, det godes og skønnes gud, opretholder af orden mv. Jupiter i rom. mytologi den øverste gud, gud for hustugt, slægt, venskab og samfund (gr. Zeus). Bacchus ... hans Former ogsaa ere qvindelige i rom. mytologi frugtbarhedsgud, gud for livskraften i planter, især vin (gr. Dionysos eller Bakchos). I W. Vollmers Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen (), s. 416, beskrives han således: »Bakchos ist einer der ewig jungen heiteren Götter, daher seine Darstellung zu den schönsten Aufgabe der plastischen Kunst gehört, die Gesichtszüge, Gebehrden, Bewegungen, die ganze Gestalt, drücken fast mehr das Weiche, Runde, Anmuthige einer schönen Jungfrau, als die Formen eines Mannes aus; (...) er ist die personificirte weiche, wollüstige Ruhe, daher selbst sein Blick nicht fernsehend feurig geöffnet, sondern häufig schmachtend gesenkt scheint«. Indifferentsen det neutrale balancepunkt mellem to muligheder. Ganymed Ganymedes, i gr. mytologi en usædvanlig smuk, trojansk kongesøn, bortført af Zeus til gudernes bolig på Olympen, hvor han var gudernes yndling og mundskænk. Romantiken betegner tiden efter den klassiske, antikke kunst, dvs. middelalderen, jf. straks efter modstillingen til »Classiciteten«. Classiciteten den klassiske, antikke kunst. Derfor siger Skriften ... til Manden sigter til 1 Mos 3,16: »Men til Qvinden sagde han [dvs. Gud]: jeg vil meget mangfoldiggiøre din Kummer, og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraae skal være til din Mand, men han skal herske over dig« (GT-1740). Historien i Genesis ... forføre Manden . Genesis . Adam ... forført af Slangen sigter til 1 Mos 3,6, hvor det fortælles om Eva: »hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste«. Jf. også 1 Mos 3,12, hvor Adam siger til Gud: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg«. bedaare, besnakke I en anmærkning i kladden skriver SK: »Hvis man har psychologisk Interesse for Iagttagelser i denne Henseende, saa vil jeg henvise til 'Forførerens Dagbog' i 'Enten – Eller'. Den er, naar man seer nærmere til, noget ganske Andet end en Novelle, har ganske andre Categorier i Baghaanden, og kan naar man forstaaer at benytte den, tjene som Forarbeide til høist alvorlige og ikke just overfladiske Undersøgelser. Forførerens Hemmelighed er netop den, at han veed, at Qvinden er angest« (Pap. V B 53,26). Superioriteten den overordnede stilling, magten, overlegenheden. Naiveteten . Affektation skaberi, påtaget væsen (). Det hele Spørgsmaal ... gjøre den tvivlsom I kladden til dette afsnit findes der en længere og mere udførlig version (Pap. V B 53,29). overtage sig overtage, påtage sig. paalægge Menneskene ... med en Finger sigter til Jesu karakteristik af de skriftkloge og farisæerne: »De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger«, Matt 23,4. hiin Øltappers ... skal gjøre det kilden ikke identificeret. – Øltapper: ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl. det er Mængden, der skal gjøre det talemåde, som skal udtrykke, at det er den store omsætning, der skal give fortjenesten, selv om avancen er ringe, jf. »'Det er Mængden, der skal gjøre det', sagde Kræmmeren, han solgte sine Varer under Indkjøbsprisen«, og: »'Det er Mængden, der skal gjøre det', sagde Manden, han tabte en Skilling paa Snesen«, nr. 6673 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879. Socrates . samtalende . gjøre den tvivlsom gøre den usikker, bringe den i tvivl. Schaam Scham, ty. skam, blufærdighed, undseelse (). Yderspidsen af Synthesens Differents dvs. den rent legemlige side af mennesket som en sammensætning af sjæl og legeme (). den generiske Differents kønsforskellen. et Eventyr ... om Merlin sigter til »Geschichte des Zauberers Merlin«, i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 1-10, Wien 1822-25, ktl. 1816-1825; bd. 7, »Romantische Sagen und Dichtungen des Mittelalters«, 1825. Heri indgår en fortælling, s. 12-16, om en ung pige, hvis ene søster er blevet levende begravet, fordi hun har haft hemmelig omgang med en yngling, der var i Djævelens vold, og hvis anden søster er kommet under påvirkning af en from eneboer; selv bliver hun på Djævelens foranledning fristet af en kvinde, der er besat af Djævelen, til at forlade sin søster for at nyde en mands kærlighed. Skønt hun frygter at blive levende begravet som sin søster, bliver hun alligevel draget af den besatte kvindes løfter om, at såfremt hun følger hende, skal hun komme til at nyde alle sine legemlige lyster. Jo mere hun tænker over kvindens ord, des mere vokser de lyster i hende, som Djævelen således har antændt; så da hun om aftenen klæder sig af, betragter hun med fryd sit smukke legeme og tænker, at den kloge kone havde ret; uden nydelsen af en mand ville hun være ganske fortabt. Hun tilkalder den besatte kvinde og får det råd, at hun blot skal flygte fra sin søster og sælge sig til enhver, og når hun så er blevet træt af det vilde liv, skal der nok være en mand, som vil gifte sig med hende på grund af hendes rigdom. Den unge pige følger rådet og sælger sig til enhver. – Friedrich Schlegel: (1772-1829), ty. kritiker, forfatter og filosof. – Merlin: en berømt troldmand, der bl.a. spiller en vigtig rolle i historien om den britiske kong Arthur og det runde bord. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. τελος gr. (télos) mål; formål. Propagationen forplantningen. geile gejle, seksuelt lystne, brunstige. i Aandens Indifferents jf. SKS 4, 374: »fordi der i Aand ingen Forskjel er paa Mand eller Qvinde«. Wiederspruch egl. Widerspruch, ty. modsigelse. genus lat. slægt; køn. Reflex hen paa tanke el. mindelse om. Socrates . Xenophon gr. soldat, historiker og forfatter (430-355 f.Kr.); skrev bl.a. fire 'sokratiske' skrifter, hvori der tegnes et billede af Sokrates, der kan ses både som et supplement og som et korrektiv til Platons Sokrates-fremstilling. lader ham ... stygge Qvinder sigter til samtalen mellem Sokrates og Kritobulos () i Memorabilia 2, 6, 32, hvor der dog ikke er tale om at elske kvinder, men om at kysse unge mænd. Dialogen lyder således: »S[okrates]. Vil Du og love mig, aldrig at lade din Mund berøre en fremmed Mund? K[ritobulos]. Frygt kun ikke: min Mund skal ikke kysse nogen, med mindre det er en Skiønhed. S. Nu talede Du, min Kritobul, atter det, som strider mod din Fordeel: de Skiønne taale aldrig saadanne Karesser [kærtegn]; men de Grimme tage med Fornøielse derimod, fordi disse da troe, man er forelsket i deres Siels Skiønhed«, Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, Kbh. 1792, s. 181f., jf. Xenophontis opera graece et latine, udg. af C.A. Thieme, bd. 1-4, Leipzig 1801-04, ktl. 1207-1210; bd. 4, s. 111. borneret Philisterie bornert filisteri, snæversynet spidsborgerlighed. Affektation jf. afhandlingsfragmentet »Forberedelser til en Afhandling om Affectation« og »Strøtanker; om Affectation« af Poul Martin Møller (), i Efterladte Skrifter () bd. 3, s. 291-302 og s. 303-313; jf. især bestemmelsen af affektation s. 294: »Det Menneske, der har Affectation i sit Liv, bestemmer sig for saavidt ikke med fuldkommen moralsk Frihed, dets Handlinger have ei deres Udspring af det sande Selv, som er dets fri sædelige Villie. Dets Villie bestemmes af et eller andet blot naturligt Øiemed, hvorved det bringes til at forestille en fremmed Person eller at paatage sig en falsk Rolle, som ei er det anviist i Livet«. i Aand ... Mand eller Qvinde sigter til 1 Kor 12,13: »Vi ere jo alle døbte i een Aand til at være eet Legeme, hvad heller vi ere Jøder eller Græker, eller Trælle eller Frie«, og Gal 3,28: »Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Qvinde; thi I ere alle Een i Christo Jesu« (NT-1819). Socrates ... pathetisk om Kyssets Farlighed jf. P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 842f., anmærkning I under stikordet »Puteanus«; her citeres Sokrates' samtale med Xenofon om faren ved at kysse smukke kvinder, foranlediget af, at Kritobulos har kysset et smukt ansigt. Sokrates siger til Xenofon: »Ach, du Unglücklicher! (...) bedenkest du nicht, was sich äußert nachdem du ein schönes Gesicht geküsset hast; verlierst du nicht deine Freyheit? Wirst du nicht ein Sklave? Verbindest du dich nicht zu übermäßigem Aufwande, deine Wollüste zu sättigen? Findest du dich nicht in der Unvermögenheit, Gutes zu thun? und fühlest du dich nicht gezwungen, dich ganz und gar zur Erlangung solcher Dinge aufzulegen, welche du verachten würdest, wenn deine Vernunft nicht verdorben wäre? (...) siehst du nicht die kleinen Spinnen, deren Biß so giftig ist, daß er nicht allein unsägliche Smerzen verursachet, sondern auch so gar den Verlust des Verstandes nach sich zieht. (...) Wisse, daß ein schönes Frauenzimmer ein viel gefährlicher Thier, als die Scorpionen, ist, weil uns diese nicht eher verletzen können, als bis wir sie anrühren; allein, die Schönheit rühret uns, ohne daß wir uns derselben nähern: man mag sie von einer Seite ansehen, von welcher man will, so vergiftet sie uns, und verrücket unsern Verstand. Ich rathe dir also, Xenophon, wenn du irgend eine Schönheit entdeckest, zu fliehen, ohne hinter dich zu sehen: und was dich anbelanget, Kritobulus, so deucht mich, daß es dienlich für dich seyn würde, wenn du dich ein ganzes Jahr entfernest; denn diese Zeit wird zur Heilung deiner Wunder nicht zu lang seyn«. Samtalen stammer fra Xenofons Memorabilia 1, 3, 8-13, hvor dog anledningen til samtalen er den, at Kritobulos har kysset den unge, smukke Alkibiades! Jf. Opera graece et latine () bd. 4, 1804, s. 39-41, og Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, s. 56-58. – Kritobulos var elev af Sokrates og søn af den Kriton, der havde understøttet Sokrates; han optræder som Sokrates' samtalepartner i Xenofons Memorabilia og Platons Kriton. Mæhæ karaktersvag, indskrænket el. uduelig person. Puteanus ... Joh. Bapt. Saccum Erycius Puteanus el. van der Putten (1574-1646), holl. jurist og historiker, prof. i Milano og Löwen. Puteanus er ikke bare forfatter af talrige juridiske, historiske og teologiske skrifter, men også af o. 16.000 breve. Blandt adressaterne er Johann Baptista Saccus, sekretær i Milano rådsforsamling, »Einer von den vornehmsten Freunden, die er [Puteanus] zu Mayland gehabt«, jf. P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 842, anmærkning I under stikordet »Puteanus«. nesciunt ... sciunt lat. »vore [dvs. de belgiske] unge piger ved ikke, at øjekast og kys indeholder begyndelsen til erotisk lyst, og hengiver sig derfor til det. Jeres [dvs. de italienske] ved det«. cfr. Kempius dissertatio de osculis lat. jf. Kempius afhandling om kys, dvs. Martin von Kempen Opus Polyhistoricum, dissertationibus XXV. de osculis, subnexisque de Judæ ingenio, etc., Frankfurt 1680, 16, 6, s. 626. Såvel citatet som henvisningen findes i P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 842. – Martin von Kempen (1642-83), ty. digter, historiker og filolog. efter Bayle dvs. efter Herrn Peter Baylens (...) Historisches und Critisches Wörterbuch nach der neuesten Auflage von 1740 ins Deutsche übersetzt; mit des berühmten Freyherrn von Leibnitz, und Herrn Maturin Veissiere la Croze, auch verschiedenen andern Anmerkungen, sonderlich den anstößigen Stellen versehen, overs. og udg. af J.C. Gottsched, bd. 1-4, Leipzig 1741-44, ktl. 1961-1964 (forkortet Historisches und Critisches Wörterbuch). – Bayle: Pierre Bayle (1647-1706), fr. filosof og forfatter, udgav i 1695-97 sit hovedværk Dictionnaire historique et critique, som kom i flere forøgede udgaver frem til 1740. I dette indflydelsesrige værk udviklede Bayle en såvel historisk som filosofisk funderet skepticisme, der bl.a. var rettet imod den traditionelle overbevisning, at tro og fornuft kan forenes. Socrates's Forhold til Aspasia ... hun førte Aspasia (5. årh. f.Kr.) levede som prostitueret og bordelejer i Athen; smuk og åndfuld som hun var, tiltrak hun sig tidens betydeligste mænd, fx Sokrates og lederen af det demokratiske parti, statsmanden Perikles (495-429 f.Kr.), hvis elskerinde hun var. På grund af sin livsførelse og indflydelse på Perikles var Aspasia en omtvistet figur i Athens offentlige liv; hun blev angrebet fra flere sider og hyppigt spottet af komediedigterne. Om Sokrates' omgang med Aspasia fortælles i P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 687f., under stikordet »Perikles«, anmærkning O, og i Plutarks Perikles-biografi, jf. Perikles 24, 2, i Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 2, 1803, s. 211. Hende ønskede ... (Athenæus) jf. P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 687, under stikordet »Perikles«, anmærkning O, hvor det fortælles, »daß sie ihn gar in der Rhetorik und Politik unterwiesen hat«, hvorefter der bl.a. henvises til »Athen. Libr. V. pag. 210«, dvs. Athenæus Δειπνοσοϕισταί (Deipnosophistaí, De lærdes bordsamtaler) 5, 219 c-d; her fortælles det, at den kloge Aspasia var Sokrates' lærer i retorik, og at han valgte hende som sin læremester i kærlighed. – Athenæus: Athenæus Naucratita (o. 200 f.Kr.), gr. grammatiker og forfatter af Δειπνοσοϕισταί, som omhandler en gruppe lærde aristokrater, der under et symposion fører samtaler om mad og en lang række andre emner. fortælles, at Mændene ... lære af hende jf. P. Bayle Historisches und Critisches Wörterbuch () bd. 3, 1743, s. 687, under stikordet »Perikles«, anmærkning O: »Das wunderbarste ist, daß diejenigen, die sie gehöret, ihre Weiber mit zu ihr genommen, um sie ihre Gespräche und Vorlesungen hören zu lassen«; dette fortælles med en henvisning til »Plutarch. in Pericle, p. 165«, dvs. Plutark Perikles 24, 2, jf. Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 211. havde nok i Xantippe Xantippe (5. årh. f.Kr.), Sokrates' kone, bliver ofte fremstillet som både arrig, uomgængelig og grim. Jf. fx 2. bog, kap. 5, afsnit 37, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 72: »Om Xantippe, som først skældede ham, og siden overslog ham med Vand, sagde han [Sokrates]: vidste jeg det ikke nok, at naar Xantippe tordnede, vilde hun og gjøre Regnveir?« (). Xenophons Fortælling om ... til Xantippe jf. Xenofon () Symposion 2, 10, i Opera graece et latine bd. 4, 1804, s. 434f. (). Jf. også Memorabilia 2, 2, i Opera graece et latine bd. 4, 1804, s. 81-88, hvor Sokrates i en samtale med sin søn, Lamprokles, som var fortørnet over sin mors arrigskab, bl.a. siger: »Du maa sandelig ei heller troe, min Søn! at Folk givter sig, alene for at tilfredsstille deres Elskovsdrivt; hertil kunde man jo finde Midler i Hobetal, saavel paa Gaderne som i de gemene Huse. Nei! man seer tydelig, hvor omhyggeligen vi søge efter at faae til Ægte saadanne Fruentimmere, som kunne skaffe os de bedste Børn, og med dem givte vi os«, Xenophons Sokratiske Merkværdigheder (), s. 133f. ethisk Rigorisme At se klosterlivet som udtryk for etisk rigorisme () har en lang tradition; således skriver fx W.T. Krug i Allgemeines Handwörterbuch () bd. 3, 1828, s. 487: »Wenn z.B. die Mönchsmoral fordert, daß man sich selbst peinige und quäle, um alle Begierden, auch die, welche im Wesen des Menschen ihren natürlichen und nothwendigen Grund haben, auszurotten: so fällt diese Moral in den Fehler des Rigorismus«. Contemplation . 'Vita contemplativa' (lat. den betragtende livsmåde, det indadvendte liv, der ser bort fra den ydre virkelighed) gælder traditionelt for at være en væsentlig bestanddel af klosterlivet – i modsætning til 'vita activa' (lat. den aktive livsmåde), der almindeligvis betegner livet uden for klosteret. Mandens Troskab ... sin Hustru alene spiller på 1 Mos 2,24: »Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder, og blive hos sin Hustru, og de skulle være eet Kiød« (GT-1740), som indgår i de bibeltekster, der blev læst under vielsen, jf. ritual for brudevielse, Forordnet Alter-Bog (), s. 259. Socrates's ironiske Opfattelse ... det Comiske jf. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 239f. note 1. mulieres subintroductæ lat. kvinder, som indføres i følge, et middelalderligt udtryk for gejstliges konkubiner. Her sigtes til den middelalderlige skik, at kvinder i følge med en mand, typisk en munk, kunne indføres, dvs. optages, i en præsts husstand, idet begge parter forudsattes at være kyske og leve i et åndeligt forhold til hinanden. Da præsterne skulle leve i cølibat, og da forholdet ofte antog en mere intim karakter, gav ordningen anledning til en del debat i kirken. profaneret vanhelliget, krænket. Digterne Ret ... Beængstelse sigter måske til Johannes Ewald Adam og Eva eller Den ulykkelige Prøve. Et dramatisk Stykke i fem Handlinger med Mellemsange (1779), 5. handling, hvor Adam forsøger at tale Eva fra at spise af frugten på kundskabens træ, men Eva siger: »Den uvisse vanker; / Min trygge Sikkerhed bekræfter mine Tanker. / Jeg – see nu er det giort«. Herefter hedder det i en regibemærkning: »Hun har virkelig smagt den, og dette sidste siger hun med en Stemme, som allerede synes at forraade Beængstelse (...) Mandinden, som endnu ikke vil troe det, hendes Hierte synes at føle; har ikke smagt Frugten selv, førend hun rekker sin Mand den og siger: / Min Adam, frygter du?« og Adam svarer, idet han spiser: »Døm om min Kierlighed, af det jeg vover nu!« Jf. Johannes Ewalds samtlige Skrifter bd. 1-4, Kbh. 1780-91, ktl. 1533-1536; bd. 1, s. 202. Jf. også udtrykket »Elskovens søde Beængstelse« i Gjentagelsen i SKS 4, 13. Conceptionen s undfangelsen. Synthesens ene Extrem nemlig legemet som den ene side i sammensætningen af sjæl og legeme (). hos lavere Folkeslag En skelnen mellem 'lavere' og 'højere' folkeslag var almindelig i samtidens antropologi; fx skelner K. Rosenkranz i sin Psychologie () mellem tre racer, den sorte, den gule og den hvide, s. 25-33, idet han går ud fra individ, familie, slægt, folk, stamme, nation og race som antropologisk-sociologiske grundkategorier, s. 25. Skønt alle racer er identiske i forhold til åndens anlæg, s. 25, er dog den hvide race (dvs. indere, semitter og europæere), hvad angår subjektivitetens faktiske udvikling, den højeste, fordi »die Einseitigkeiten der übrigen Racen in ihr überwunden sind«, s. 32. »Auf einer untergeordneten Stufe«, s. 28, står i første række den sorte race (afrikanere), der ikke blot repræsenterer den »unmittelbare Subjectivität«, s. 26, men tillige »die unterste Bildungsstufe«, s. 25. Jf. især Rosenkranz' tilføjelse: »in Afrika [lebt] der Mensch (...) noch ganz als Gattung«, s. 27. procreerede det frembragte el. avlede, i modsætning til det skabte. et Mere og Mindre . zittre af ty. zittern, sitre, bæve. Skriften lærer ... 4de Led sigter til 2 Mos 20,5: »jeg, Herren din Gud, er en nidkier Gud, som hiemsøger Fædres Misgierninger paa Børn, paa dem i tredie, og paa dem i fierde Led; paa dem, som hade mig« (GT-1740), jf. også 2 Mos 34,7 og 5 Mos 5,9. Nexus sammenhæng, forbindelse. Concupiscentsen ... medfødt jf. Confessio Augustana art. 2, 1: »alle mennesker, der er avlet på naturlig måde, fødes med synd, dvs. uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær [concuspiscentia]« (). – Concupiscens . fluctuerende bølgende, stigende og faldende. de te fabula narratur lat. »om dig fortælles fablen«, dvs. historien handler om dig. Citat fra Horats Satirer 1, 1, 69f., jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udgave, Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 157: »mutato nomine, de te / Fabula narratur«. I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 11, gengives hele udtrykket således: »Byt Navnet om, og Eventyret fortælles om dig«. sat i Forhold ... Modsætning sat (poneret ), nemlig med sanseligheden som sin modsætning. det qualitative Spring . et qvantitativt Mere eller Mindre . det Quantitative ... Grændse jf. Hegels tese i Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 262 (Jub. bd. 4, s. 272): »Das Quantum schickt sich (...) selbst über sich hinaus; dieß Andere, zu dem es wird, ist zunächst selbst ein Quantum; aber ebenso als eine nicht seyende, sondern sich über sich selbst hinaustreibende Grenze. Die in diesem Hinausgehen wieder entstandene Grenze ist also schlechthin nur eine solche, die sich wieder aufhebt und zu einer fernern schickt, und so fort ins Unendliche«. Tilhold holdepunkt, støtte. subsumerer underordner. qua lat. i egenskab af. er ikke varsom nok med giver ikke tilstrækkelig agt på, gør ikke i tilstrækkelig grad det hensyn gældende. en rana paradoxa ... af Frøerne rana paradoxa, lat. paradoksal frø, dvs. en frø, der strider mod naturforskernes lære og systematik over frøers forvandling. Datidig betegnelse for en særlig stor haletudse, der blev opfattet som et fabeldyr med frøben og salamanderhale og tillagt en forvandling modsat frøens, så den til sidst blev en fisk. in mente lat. i sindet, i tankerne. Mellembestemmelser . prædisponerer . procreerede (det) frembragte el. avlede, i modsætning til det skabte. den Forklaring ... det Selviske en forklaring, som især findes hos de teologer, der er præget af Jakob Böhme (), Schelling () og Hegel (). Jf. fx Ph. Marheineke () Grundlehren der Dogmatik () § 262, s. 154: »weder das natürliche Daseyn an sich, noch das Ichseyn an sich, also weder die Natur an und für sich, noch das Ich an und für sich, ist das wirklich Böse. (...) Nicht also auch das Ich ist von sich selbst, sondern nur von diesem Widerspruch und insofern zu befreien, als das Ichseyn in die Ichsucht, das Selbstseyn in die Selbstsucht umgeschlagen, es also von dem ausschließlichen Festhalten an sich zu erlösen, damit es, nicht durch Gott, sondern durch sich böse geworden, nun durch Gott und sich zugleich gut werde«. pneumatisk åndeligt. i den nyere Videnskab ... som det Selviske Ved videnskab forstås her filosofi (), og ved den nyere videnskab filosofien fra Descartes til Hegel (), hvor der findes talrige eksempler på den opfattelse, at synden er det selviske; jf. fx Kant Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft (), s. 46f.: »die Selbstliebe (...) [ist] die Quelle alles Bösen«, og Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 261 (Jub. bd. 16, s. 261): »[Der] natürliche Mensch ist selbstsüchtig (...). Die Natürlichkeit des Willens ist (...) die Selbstsucht des Willens, unterschieden von der Allgemeinheit des Willens und entgegengesetzt der Vernünftigkeit des zur Allgemeinheit gebildeten Willens. Dieß Böse personificiert auf allgemeine Weise ist der Teufel«. Tautologie udsagn, hvori prædikatet udsiger noget, der allerede er udsagt i subjektet; indholdsløs påstand. I traditionel logik betegner 'tautologi' en påstand, hvis negation er selvmodsigende. Naturphilosophien fandt ... det Selviske De her anførte forestillinger og udtryk kendes fra Schellings naturfilosofi og udvikles i hans Philosophie und Religion (1804), jf. referatet heraf i K. Rosenkranz Schelling. Vorlesungen (), s. 263f. – det Centrifugale: det midtpunktsflyende; Schelling anvender det naturfilosofiske forhold mellem planeterne og det centrale 'Weltkörper' (dvs. solen) som metafor for sjælenes forhold til Gud, idet det selviske opfattes som den centrifugale kraft, der fjerner sjælen fra Gud, hvorimod den kraft, der bevæger sjælen mod Gud, er sædelighed. aandrig Mystagog ... paa hans Mundharpe sigter formentlig til N.F.S. Grundtvig Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog, Kbh. 1832, ktl. 1949, hvor han i indledningen fremsætter sine teorier om den »Universal-Historiske Vidskab«, om myten som »et mundtligt Ord paa Billed-Sproget«, om det levende, mundtlige ord og om »Nordens Kæmpe-Aand, der besjæler vore Fædre«. Jf. især s. 413f.: »Læseren veed vel nok, det er ikke min Mening, at Mythe-Smedene tænkde enten paa Ægypten eller Romere, men kun at de havde Falke-Syn for den Historiske Gang i Menneske-Livet, som giør, at Mytherne slaaer universalhistorisk igiennem, og at især Nordbo-Daaden, ahnet længe før den øvedes, speiler sig klart i saadanne Myther, som den om Kampen mellem Asa-Thor og Steen-Thussen«. Jf. også det indledende »Riim-Brev til Nordiske Paarørende«: »Skjalde-Tungen mig hist i Mund / Er kun som Toner i Harpe-Bund, / Hvor Man ei kiender det Hande-Lag / Som til en Leg giør Harpe-Slag«, s. IV. Om de to ikke-nordiske helte, Homer og Shakespeare, hedder det: »hvorledes Homerers Tip-Oldefædre phantaserede paa Mund-Harpen, naar Øinene funklede af Glæde over smilende Udsigter i det Fjerne«, s. 69, og: »hvad siger Man om (...) den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som Shakspear forudsætter!« s. 110. – Mystagog: person, der overfladisk fører ind i mysterier. – Caprice: lune, grille; musikstykke, hvor komponisten mere følger sit lune end den faste form, musikalsk fantasi. – Mundharpe: også kaldet en jødeharpe, instrument med én stålstreng, der anslås med fingrene, mens instrumentet holdes i munden, således at tonerne formes efter mundens stilling. det nyere Princip ... eet Som svar på de problemer, der fulgte af René Descartes' dualisme, formulerede den holl. filosof Baruch Spinoza en monistisk teori, som forener tænken og væren i en enkelt entitet, Gud el. natur, jf. Ethica i Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af A.F. Gfrörer, Stuttgart 1830, ktl. 788, s. 377. Under indflydelse af Spinoza formulerede Schelling () og Hegel () en identitetsfilosofi, som også er baseret på en monisme, der forener eller medierer tænken og væren, subjekt og objekt osv. (). fortrædiger gør fortræd; forplumrer. γνωϑι σαυτον gr. (gnōthi sautón) kend dig selv! Indskrift på Grækenlands fornemste Apollontempel (orakeltemplet) i Delfi. Ordene er bl.a. blevet tillagt den joniske filosof Thales fra Milet og den spartanske lovgiver Chilon. Jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie () 1. bog, kap. 1, afsnit 39f.: »Af ham [Thales] er hiint: 'Kjend dig selv,' hvilket Antisthen i Skriftet om Filosofernes Følgeorden siger at være af Femonoe, men at Chilon har brugt det, som sit eget«, bd. 1, s. 16. Sætningen blev i øvrigt af Ovid tillagt Pythagoras, og af Plutark Æsop, jf. L. Moréri Le Grand Dictionnaire historique, ou le mélange curieux de l'histoire sacrée et profane bd. 1-6, Basel 1731-32, ktl. 1965-1969; bd. 6, s. 230. Om sætningens relation til Sokrates, jf. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 224f. forstaaet tydsk ... rene Selvbevidsthed ... Luftighed sigter måske til den da. hegelianer P.M. Stillings Philosophiske Betragtninger (), s. 12: »Og naar (...) hiint Socratiske: 'γναϑι σεαυτον' maa sees som en ægte Aandens og Selvbevidsthedens Fordring: saa bliver den logiske Betragten, i hvilken Jeget fremdrager for sit logiske Øie det hele Tankens Rige, der ligger potentia i Jegets Nat, et væsentlig Moment i en altomfattende Selverkjenden«. Stilling refererer her til J.G. Fichtes transcendentale jeg (). Jf. også H.L. Martensen Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie (), s. 7, hvor det hedder om filosofien efter reformationen: »man indprentede i høieste Betydning Menneskebevidstheden hiint gamle Valgsprog: 'Kjend dig selv'. Saaledes blev Erkjendelsen selv Object for Erkjendelsen, og Selvbevidsthedens Theorie blev hele den nyere Philosophies væsentligste Opgave«. forklare Synden af det Selviske ud fra det selviske (). dersom (...) Adam ikke havde syndet . unum noris omnes lat. »kender man én, så kender man dem alle«. Citat fra den rom. forfatter Terents' komedie Phormio 265 (2. akt, 3. scene, 35), jf. P. Terentii Afri Comoediae sex, udg. af M.B.F. Schmieder og F. Schmieder, 2. udg., Halle 1819, ktl. 1291, s. 431: »unum cognoris, omnes noris«, og Terentses Skuespil, overs. af Fr. Høegh Guldberg, bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1293-1294; bd. 2, s. 264 (2. akt, 4. scene), hvor udtrykket gengives således: »Kjender man / blot Een, man kjender dem tilhobe«. Kirkens Lære ... Beskaffenhed jf. fx 1 Kor 15,42ff., hvor Paulus om de dødes opstandelse skriver: »Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. (...) Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme«; og Luk 20,34, hvor Jesus siger: »Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort«. Jf. endvidere Hutterus redivivus () § 130, s. 337: »Det væsentlige ved Opstandelsen er, at der af det afsjælede Legeme udvikler sig et Organ for det aandelige Livs høiere Samfund og Virksomhed i Yderverdenen«; if. note 7 var 'de gammelprotestantiske dogmatikere' (fx J.G. Gerhard og L. Hutter) af den opfattelse, »at de samme organiske Dele skulle restitueres tilligemed Skikkelsen, som den var umiddelbart før Døden. Navnlig forsvare de en blivende Kjønsforskjel [excluso tamen semine et lacte, lat. dog undtaget det at forplante sig og give bryst]« (den da. overs., s. 346). de kirkelige Forestillinger om Engle . Jf. også K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 731. de dogmatiske Bestemmelser ... Christi Person jf. den apostolske trosbekendelse, hvor det om Kristus bekendes, at han er »undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria«. Jf. også Confessio Augustana art. 4: »Guds Søn haver antaget den menneskelige Natur i den rene Jomfrues Mariæ Liv, at de tvende Naturer, den guddommelige og den menneskelige, saaledes i een Person uadskillelig tilsammenføiede, ere een Christus, sand Gud og sandt Menneske, som er født af Jomfru Maria«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 47 (Die Bekenntnisschriften (), s. 54). Jf. endvidere K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, hvor den dogmatiske bestemmelse sammenfattes således: »In dem Schoße der Jungfrau Maria wurde, nicht durch einen menschlichen Vater, sondern durch Wirken des heil. Geistes, eine menschliche Natur aus der Substanz der Maria erschaffen, welche der Sohn Gottes an sich nahm, d.h. sich so mit ihr vereinigte, daß beide nur Eine Person bildeten. Diese Person wurde von der Maria geboren, welche (...) dieser Geburt ungeachtet eine Jungfrau geblieben ist. Jesus Christus ist daher wahrer Gott und wahrer Mensch (...), und es sind in ihm zwei Naturen, eine göttliche und eine menschliche«, s. 152f., samt s. 157f. og s. 163f. Måske tænkes der også på, at Kristi menneskelige natur tillægges syndfrihed, jf. Handbuch der Dogmatik bd. 2, § 136, s. 164. Christus forsøges ... Prøvelser sigter til Hebr 4,15, hvor det siges om Kristus: »Thi vi have ikke en Ypperste-Præst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i lige Maade, dog uden Synd« (NT-1819). – forsøges: fristes, prøves. bestod i alle Fristelser jf. beretningen om Jesu fristelse i ørkenen, Matt 4,1-11. Heiterkeit ty. munterhed. Hegel kalder den gr. religion »Die Religion der Schönheit« og karakteriserer den således: »Diese Religion hat überhaupt den Charakter der absoluten Heiterkeit«, Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 131 (Jub. bd. 16, s. 131). Græciteten . som var det 6000 Aar siden . en Kategorie ... Overgangen Især i sin logik søger Hegel at påvise, hvorledes logikkens centrale kategorier ifølge fornuftens dialektiske natur 'slår om' i deres modsætning, så at sandheden skal findes i en højere enhed, der opbevarer såvel deres (tilsyneladende) forskellighed som deres identitet. Det sted, hvor en kategori 'slår om' i en anden, kaldes 'overgang'. – Rasmus Nielsen afviger fra Hegels logik. I Den speculative Logik i dens Grundtræk () anbringer han mellem alle hovedsektionerne et særligt afsnit, som han kalder »Overgang«, fx mellem de to sektioner om hhv. kvalitet og kvantitet og mellem de to om hhv. kvantitet og modalitet. I tilknytning til Rasmus Nielsen argumenterer P.M. Stilling i Philosophiske Betragtninger () for den opfattelse at sætte »Overgangs-Categoriens Resultat« som det tredje led i den dialektiske proces i stedet for selve »Overgangs-Categorien«, s. 69f. i den nyere Philosophie sigter her til Hegel og de da. hegelianere, A.P. Adler, J.L. Heiberg, H.L. Martensen og Rasmus Nielsen (). Philosophiens forudsætningsløse Begynden Hegel påstår i Wissenschaft der Logik () bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 63 (Jub. bd. 4, s. 73), at den spekulative tænkning begynder forudsætningsløst. Videnskabens begyndelse »darf so nichts voraussetzen, muß durch nichts vermittelt seyn, noch einen Grund haben; er soll vielmehr selbst Grund der ganzen Wissenschaft sein. Er muß daher schlechthin ein Unmittelbares seyn, oder vielmehr nur das Unmittelbare selbst. Wie er nicht gegen Anderes eine Bestimmung haben kann, so kann er auch keine in sich, keinen Inhalt enthalten, denn dergleichen wäre Unterscheidung und Beziehung von Verschiedenem aufeinander, somit eine Vermittelung. Der Anfang ist also das reine Seyn«. I Danmark blev dette princip hos Hegel genstand for en omfattende diskussion om filosofiens begyndelse. Jf. J.L. Heibergs anmeldelse af W.H. Rothe Læren om Treenighed og Forsoning, Kbh. 1836, i Perseus nr. 1 (), s. 36: »man maa erkjende, at Systemet virkelig holder hvad det lover: forudsætningsløs Begyndelse«. Herimod skriver F.C. Sibbern i sin anmeldelse af J.L. Heibergs Perseus nr. 1 i Maanedsskrift for Litteratur () bd. 19, s. 315f.: »Forresten er det dog vel i Øine faldende, at den Paastand, at Philosophien skal begynde uden alle Forudsætninger, selv indeholder en meget stor Forudsætning, der ei kan søges retfærdiggjort, uden at der gaaes ind i en Discussion af Philosophiens Væsen, og af dens Muelighed og af dens hele Gang og Maade, hvilken Discussion da allerede vil føre midt ind i Philosophien selv«, og han konkluderer, »at Philosophien ei kan begynde saaledes fra et umiddelbart Første, som Hegel vil lade den begynde – saa bliver herved jo gjort en stor Indsigelse mod Hegels første Begreb om Philosophie, og den Debat, vi saaledes reise, maa da tænkes afgjort, førend hans Begyndelse kan gjøre sig gjeldende«, jf. også s. 334ff. I »Det logiske System« insisterer J.L. Heiberg derimod på nødvendigheden af en forudsætningsløs begyndelse i logikken, jf. Perseus nr. 2, § 4, s. 11: »Den Vei, ad hvilken vi her bevæge os for at naae den absolute Begyndelse, maa man gjerne kalde en explicativ eller exoterisk Indledning, naar man kun vil lægge Mærke til, at den bliver uden al Indflydelse paa selve Systemets Begyndelse. Thi den optager ikke nogensomhelst Forudsætning, til Præjudiz for den absolute Begyndelse. Dette kan den nemlig ikke, fordi den netop bevæger sig mod det Forudsætningsløse, hvoraf følger, at den, istedenfor at optage Noget, tvertimod bortkaster Alt, thi ellers kunde den jo aldrig naae det Punkt, hvor Intet er forudsat. Men har man først naaet dette Maal, saa er det fuldkommen ligegyldigt, ad hvilken Vei man er kommen dertil; thi det Forudsætningsløse er under alle Omstændigheder den rette Begyndelse, og det bliver ikke mindre forudsætningsløst, fordi man er kommen dertil igjennem Forudsætninger«. Overgangen, Negationen, Mediationen . Bevægelses-Principerne ... hegelske Tænken . Systemet skulde have ... blev til ved sig selv spiller måske på J.L. Heibergs hegelianske gennembrud, som han oplevede i 1824 på vej hjem fra Berlin, hvor han havde lært Hegel () at kende, jf. biografien »Johan Ludvig Heiberg« i Dansk poetisk Anthologie, udg. af Christian Molbech, bd. 1-3 (1.-2. del samt 4. dels 1. afd.), Kbh. 1830-40; bd. 3 (4. dels 1. afd.), 1840, s. 275, hvor det med Heibergs egne ord fortælles: »Det traf sig, da jeg en Dag sad grublende paa mit Værelse i Vertshuset 'Der König von England', med Hegel paa mit Bord og i mine Tanker (...), at jeg pludselig paa en Maade, som jeg aldrig før eller siden har oplevet, blev greben af et momentant indvortes Syn, der med eet oplyste min Grublens hele Region for mig, og vakte i mig den mig hidtil skiulte Centraltanke. Fra dette Øieblik af var Systemet i sine store Omrids mig klart, og jeg var fuldkommen overtydet om, at jeg i det mindste havde opfattet det i dets inderste Kiærne«. omphalo-psychitisk navlebeskuende. Udtrykket stammer fra de gr. munke omphalopsychiter el. hesykaster på bjerget Athos (det 14. årh.); ved at forholde sig i fuldstændig ro og koncentrere al opmærksomhed om at stirre på deres egen navle søgte de at opnå en tilstand af mystisk henrykkelse (hesychasme), hvori de oplevede altet og skuede den guddommelige herlighed. befindes ... at være viser dette sig ikke at være. Agenter (agentia) bevægkræfter, drivfjedre. Spiller formentlig også på betydningen (hemmelige) mellemmænd (agenter) og medlemmer af den rom. kejsers hemmelige politi (agentes). Udtryk ... Overgangens Timelighed sproglige udtryk og vendinger for tidsmæssige forandringer. Aandrighed . I den historiske Friheds Sphære i modsætning til logikkens sfære; jf. anden del af Enten – Eller i SKS 3, 170, hvor der netop skelnes skarpt mellem logikkens og historiens område, idet det sidste er frihedens sfære. Plato Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof og Sokrates' berømteste elev; han oprettede et akademi, hvor eleverne blev undervist i musik, matematik, dialektik, filosofi osv. Den bevarede del af hans forfatterskab er i vidt omfang skrevet i dialogform. Øieblikket Platon taler ikke om øjeblikket, men om det pludselige (τὸ ἐξαίϕνης, tò exaíphnēs) el. om noget, der sker pludseligt (ἐξαίϕνης, exaíphnēs). Jf. dialogen Parmenides 156d, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 78: »Øjeblikket [τὸ ἐξαίϕνης]. Ordet 'Øjeblikket' synes (...) at betegne det, fra hvilket Forandring i begge Retninger finder Sted. Forandring fra en Tilstand af Hvile sker nemlig ikke, medens Tingen endnu er i Hvile, og Forandring fra en Tilstand af Bevægelse sker heller ikke, medens Tingen endnu er i Bevægelse. Men imellem Bevægelse og Hvile har Øjeblikket [τὸ ἐξαίϕνης] sin Plads, dette besynderlige Væsen, der ikke findes i nogen Tid. Det er fra dette og til dette, at Forandringen finder Sted, baade fra Bevægelse til Hvile og fra Hvile til Bevægelse« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 244). Det bør bemærkes, at Ast i sin gr.-lat. udgave af Platonis opera for τὸ ἐξαίϕνης har »momentum« (), bd. 3, s. 79, og at Schleiermacher gengiver det med »der Augenblick«, Platons Werke () bd. 1,2, 1818, s. 158. Aristoteles siger ... ϰινησις I sin diskussion af den bevirkende årsag, som Aristoteles introducerer i 2. bog, kap. 3, i Fysikken (194b 29-30), skriver Poul Martin Møller i »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«: »Alle Væsner bestaae af Materie og Form, men hvorledes blive disse to Elementer forenede; hvorledes bliver det, der er som Anlæg, virkeligt? Denne Overgang fra Muelighed til Virkelighed kalder Aristoteles Bevægelse (ϰινησις), og mener, at han herved har bortryddet de Vanskeligheder, der finde Sted i dette Begrebs Bestemmelse: Bevægelsen er baade virkelig og ikke virkelig, da den er Overgang fra Muelighed til Virkelighed«, Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 481. I marginen af renskriften til stedet her har SK tilføjet en uddybelse af begrebet ϰινησις, som ender med en henvisning til W.G. Tennemanns Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 127f. (Pap. V B 72,12). Her bestemmer Tennemann de fire former for forandring ud fra kap. 1, 3, i Aristoteles Om Sjælen (406a 12-14). Aristoteles' definition af ϰινησις (gr. (kínēsis) bevægelse) som overgang fra mulighed til virkelighed er anført i 3. bog, kap. 1, i Fysikken (201a 10-11), jf. Aristoteles graece () bd. 1, s. 201. Øieblikket ... af Plato reent abstrakt At Platon i Parmenides 156d () opfatter øjeblikket / det pludselige abstrakt, betyder her, at han bruger det udelukkende som et metafysisk grænsebegreb mellem bevægelse og ro såvel som mellem fremtid og fortid (dvs. i henseende til rum og tid) (). – Plato . Øieblikket er det Ikke-Værende . το μη ον gr. (tò mē ón) det ikke-værende (), et grundbegreb i den eleatiske filosofi (). Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 169: Da if. Parmenides »alles, was man denkt, Realität hat, so läßt sich das Nichtreale (μη ον) gar nicht denken, nicht einmal in Worten aussprechen«. το ϰενον gr. (tò kenón) det tomme. Grundbegreb i den pythagoræiske filosofi (). Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 109: »Jedes Ding in dem Raume (keine andern kommen in dem Pythagoräischen Systeme vor) ist von dem andern getrennt, und von dem Leeren (ϰενον) umgeben, wodurch es seine bestimmte Gestalt bekommt«. Pythagoræerne en filosofisk skole og et religiøst-kultisk fællesskab, der blev grundlagt af Pythagoras (o. 570-497 f.Kr.) i Syditalien, og som blev opløst i det 4. årh. Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 75-150. Det Ikke-Værende ... kun det Værende er . I »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie« skriver Poul Martin Møller om Parmenides: »Hans Hovedsætning i Metaphysiken er den: 'Væren er, og Ikke-Væren er ikke.' Den Mening, at det Ikke-Værende er, er falsk; det kan slet ikke gjøres til Gjenstand for Tænkning og Tale, da det, man tænker, bliver til Noget«, Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 329. Jf. også W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 168: »Das Wort ειναι, ον [eînai, ón, være, værende] bedeutet nicht nur das logische Seyn, das, was gedacht wird, und ohne Widerspruch gedacht werden kann, sondern auch was außer dem Begriff Realität hat«. – onthologisk: omhandlende det værende. Metaphysisk-propedeutisk ... siger slet Intet jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 1, s. 169: »Was ist das ist, und was nicht ist, das ist nicht. Aus diesem (...) Satze (...) schloß Parmenides, daß das Nichtreale nicht nur nicht wirklich ist, sondern auch sich nicht denken läßt (...). Nichts denken ist soviel als gar nicht denken«. – propedeutisk: forberedende, indledende. bekæmpes i Sophisten sigter til Platons dialog Sofisten 237e, jf. Platonis opera () bd. 2, 1820, s. 268, hvor følgende tese fremsættes: »Det lader da til at være en absolut nødvendig Konklusion, at den, der ikke udsiger noget, overhovedet intet udsiger (...). Vi kan vel ikke engang gaa ind paa, at saadan en Mand nok taler, men blot intet udsiger? Vi maa vel snarere sige, at den, der forsøger at frembringe i Lyd 'ikke værende', overhovedet ikke taler« (Platons Skifter () bd. 7, s. 48). Dialogen fortsætter med at diskutere ikke-væren og negation og leder hen til bestemmelsen af forskellighed som det grundlæggende begreb (257b, bd. 2, s. 328): »Vi vil altsaa ikke gaa med til det, hvis nogen hævder, at en Negation betyder en Modsætning. Kun saa meget vil vi indrømme, at naar Ordet 'ikke' staar foran et Ord, betegnes hermed noget, der er forskelligt fra det Ord, der følger efter« (Platons Skrifter bd. 7, s. 78). Resultatet af tesens gendrivelse kommer således til udtryk (258d-e, bd. 2, s. 334): »Vi (...) har ikke blot bevist, at det ikke værende er, men vi har ogsaa bestemt det ikke værendes Begreb. Vi har nemlig paavist, at det forskelliges Natur har Væren og er stykket ud til alle de værende Ting i deres Forhold til hinanden; og om hver enkelt Del af det, som sættes i Modsætning til det værende, har vi vovet at sige, at den netop i Sandhed er det ikke værende« (Platons Skrifter bd. 7, s. 80). en mere mimisk Maade en mere dramatisk måde, dvs. at dialogen har mere liv. Gorgias sigter til Platons dialog Gorgias 464a - 466a, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 300-305, hvor Sokrates påviser, at sofisternes talekunst og filosofiske visdom er falske efterligninger af statens lovgivning og retspleje; jf. især 465c (s. 302f.): »Sofisternes Kunst forholder sig til Lovgivningen ligesom Skønhedspleje til Gymnastik, og Talekunsten forholder sig til Retsplejen ligesom Kogekunst til Lægekunst« (Platons Skrifter bd. 2, s. 139). – Gorgias: Gorgias af Leontini (o. 480 - o. 380 f.Kr.), berømt gr. filosof, sofist () og underviser i talekunst, Sokrates' dialogpartner i Gorgias. ergo lat. følgelig, altså. flere Dialoger I et fragmentarisk udkast til »Forelæsninger over de græske Sophister efter Kilderne« skriver SK: »Ethvert Kilde-Skrift vil jeg tillige gjennemgaae philologisk. Dertil regner jeg: Platos Theætet, Euthydem, Sophisten, Gorgias, Protagoras« (Pap. IV C 97-98). Sophisten . Sophisten, hvis Definition ... han bliver til jf. Sofisten 254a, i Platonis opera () bd. 2, 1820, s. 318: »Sophisten tager sin Tilflugt til det ikke værendes Mørke, hvor han med Forkærlighed opholder sig. Og det er dette Steds Mørke, der gør ham vanskelig at erkende (...). Ved Filosoffen derimod, hvis Tanker altid hænger ved det værendes Væsen og Idé, er det omvendt Stedets lysende Klarhed, der gør det alt andet end let at erkende ham« (Platons Skrifter () bd. 7, s. 72). Dialogen ender med den påstand, at sofisten »eksisterer virkelig«, 268a, bd. 2, s. 562 (Platons Skrifter () bd. 7, s. 94). at gjøre ham usynlig ... Rustning sigter formentlig til Hades' hjelm, som gjorde dens bærer usynlig; Athene bar den under kampen mod Ares (svarende til Mars i den rom. mytologi). Jf. Homers Iliade 5. sang, v. 844f.: »Athene sit Hoved / Dækked med Hades's Hjelm, for ei at sees af Ares«, Homers Iliade, overs. af Chr. Wilster, bd. 1-2, Kbh. 1836; bd. 1, s. 92. gaae videre jf. 'komme ud over' og 'gå ud over', faste udtryk i den da. hegelianisme om det at gå videre end Descartes' tvivl; herefter anvendes de i bredere betydning om at gå videre end en anden filosof, fx Hegel. Jf. H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 515ff., hvor Martensen hævder, at Heiberg er »kommen ud over« Hegels filosofi; og F.C. Sibberns anmeldelse af J.L. Heibergs tidsskrift Perseus nr. 1 () i Maanedsskrift for Litteratur bd. 19 (), s. 291f., hvor Sibbern udtrykker sin anerkendelse af, at Heiberg »kan baade bevæge sig nogenlunde frit i de hegelske Anskuelser, saa og begynde at gaae ud over Hegel«. At udtrykket havde stor udbredelse i tiden, fremgår af en da. overs. af den ty. teolog C. Ullmanns artikel »Theologiske Aphorismer« (1844) i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og H.M. Hohlenberg, Kbh. 1844, s. 715f.: »Man har en Tidlang snakket uendelig meget om den saakaldte 'Gaaen udover'. Det var et Løsen, hvormed man meente at kunne nedslaae Alt. Hele Verden vilde gaae ud over Hegel, og derpaa skulde ogsaa den Straußiske Mystik og overhovedet ethvert Standpunkt kun kunne giendrives ved et saadant, som gik ud derover, hvilket imidlertid, rigtigt udtrykt, vilde sige saa meget som, at det, som i en vis Retning var skredet længst fremad, det meest Radicale ogsaa var det i videnskabelig Henseende Bedste, det for Tidsalderen eneste Sande. 'Extremet leve!' blev tilraabt Alle, der som tilbageblevne vare nærved at betragtes som døde. Hvorhen ere vi nu komne ved dette Princip, den Gaaen udover? Rigtignok til et Punkt, som der ikke godt lader sig gaae udover, eftersom Luften selv her slipper og Alt er tilende – men mon ogsaa til Sandheden?« faae Speculationen flot trække spekulationen fri af den grund, den er stødt på. Dog erindrer jeg engang ... til at speculere I kladden til dette sted står der: »Det er at bære sig ad som en Philosoph gjorde det, med hvem jeg engang havde den Ære at tale. Da jeg tillod mig at gjøre ham opmærksom paa en og anden lille Vanskelighed, der maa betænkes, førend det blev muligt, at gjøre den dogmatiske Speculation flot [], svarede han: det er vel muligt at De har Ret, men det bør man ikke tænke paa; thi saa kommer man aldrig til at speculere« (Pap. V B 55,3). Jf. Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, hvor det om Johannes Climacus fortælles: »Da der saaledes engang var Tale om Betydningen af det at have tvivlet som et forud for Philosophien Gaaende, blev han Vidne til følgende Yttring: 'man skal ikke spilde Tiden paa at tvivle, man skal blot rask begynde paa Philosophien'« (Pap. IV B 1, s. 143). I den nyere Philosophie ... det Ikke-Værende refererer formentlig til Hegel. If. hans logik er 'ikke-væren' el. 'intet' forstået som en 'bestemt negation', dvs. som noget positivt, der står i et dialektisk forhold til begrebet 'væren'. Hegels opfattelse af 'intet' minder således om den positive forståelse af 'intet', som kommer til udtryk i Sofisten (). – den nyere Philosophie: . som Intet, hvoraf der skabtes Siden det 2. årh. har det været en stadig mere udbredt kristen opfattelse af skabelsesberetningen i 1 Mos 1, at Gud skabte alt af intet. Jf. i øvrigt 2 Makk 7,28: »Jeg beder dig, mit Barn! at naar du seer op til Himmelen og Jorden, og seer alle de Ting, som ere udi dem, at du skal vide, at Gud haver giort dem af intet, og at den menneskelige Slægt blev saaledes til« (GT-1740). som Skin og Forfængelighed sigter formentlig til Prædikerens Bog, fx 1,2: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed«, og 1,14: »Jeg saae alle de Gierninger, som ere giorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aands Fortærelse« (GT-1740). – Forfængelighed: betyder her tomhed. som Synd Ligesom den forståelse, at verden er skabt af intet (), har også den forestilling, at synden er knyttet til det ikke-værende, rødder i tidlig kristen tænkning og har siden præget kristen teologi og filosofi. Forestillingen kommer især klart til udtryk hos Augustin (), der fx i De civitate dei (Om Guds stad) 12. bog, 6f., taler om, at den onde vilje ikke har sit ophav i, at mennesket er en natur, men i, at det er en natur, som er skabt af intet. Den har ikke selv nogen virkende årsag, men er en mangel, dvs. et fravær af det gode. Jf. også De libero arbitrio (Om den frie vilje) 3. bog, kap. 17, 48, og kap. 20, 54. Sandseligheden fjernet fra Aanden Der kan tænkes på forskellige steder i NT, fx Rom 1,24-32, især v. 24: »Derfor haver og Gud givet dem hen i deres Hiertes Begieringer til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer«, og v. 28: »Og, ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at giøre det Usømmelige« (NT-1819); Rom 7,14.18.24-25; Gal 5,16-25. som Timeligheden glemt af Evigheden Der tænkes formentlig på 2 Thess 1,9 ( og ); jf. også Matt 7,23; 25,12; Luk 13,25-27 og Joh 3,18.36. Begrebet Forsoning opfattet historisk rigtigt På grund af arvesynden begynder mennesket sit liv som 'ikke-værende' (dvs. som synder), og kun i kraft af forsoningen i Kristus, der historisk skete efter arvesynden og skete historisk én gang for alle, kan mennesket genfødes til et nyt liv, dvs. fra 'ikke-væren' til 'væren'. Jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 229: »I Øieblikket bliver Mennesket sig bevidst, at han var født; thi hans Foregaaende, til hvilket han da ikke skal henholde sig, var jo, ikke at være; i Øieblikket bliver han sig Gjenfødelsen bevidst; thi hans foregaaende Tilstand var jo, ikke at være. Hvis hans foregaaende Tilstand havde været at være, da havde i intet af Tilfældene Øieblikket faaet afgjørende Betydning for ham«. Bevægelsens Udgang ... ikke er til dvs. at bevægelsen tager udgangspunkt i, at 'det ikke-værende' ikke er til. i »Parmenides« ... »Øieblikket« . – Parmenides . geraader (...) til Skam tjener til skam. το εναντιον gr. (tò enantíon) det modstående, det modsatte; udtrykket 'τι ἐναντίον' forekommer i Platons Parmenides, fx 129a, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 10. Sammenhængen (128e - 129b) lyder: »Men sig mig engang: tror du ikke, at der findes en Lighed i og for sig, en Lighedens Idé? Og modsat [ἐναντίον] den ogsaa en Ulighedens Idé? Og at du og jeg og alt, hvad vi giver Navn af Mangfoldighed, har Del i disse to? Og videre, at det, der har Del i Ligheden, bliver ligt i samme Grad, og for saa vidt som det har Del i den, og det, der har Del i Uligheden, paa samme Maade uligt, og endelig det, der har Del i begge Dele, baade ligt og uligt? Og selv om alle Ting har Del i begge disse Modsætninger [ἐναντίων] og ved at have Del i dem bliver baade lige og ulige hinanden, hvad mærkeligt er der saa i det? Nej, kunde man bevise, at det i sig selv lige bliver uligt, eller det i sig selv ulige bliver ligt, ja, det vilde jeg anse for et Mirakel« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 199f.). αλλ' ει ... ὡσαυτως. § 129. B. C. citat fra Platons dialog Parmenides 129b-c, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 10: »Hvis en derimod kan paavise, at selve Enheden er en Mangfoldighed, eller selve Mangfoldigheden en Enhed, saa vil jeg indrømme, jeg vil blive forbavset. / Og paa samme Maade med alt andet« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 200). Man antager, at Eenheden (το ἑν) ... det Øvrige jf. Parmenides 136a - 137b, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 26 og s. 28. Herefter udvikler dialogen ni hypoteser om 'το ἑν' (gr. (tò hén), det ene). Begyndelsen af 2. hypotese formuleres således, 142b, bd. 3, s. 42: »Vi gaaer altsaa stadig ud fra, at det ene [το ἑν] eksisterer. Saa skal vi undersøge alle mulige Konsekvenser af denne Forudsætning; ikke sandt?« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 219). Den 3. hypotese begynder med en gentagelse af denne antagelse, 155e, bd. 3, s. 76; det samme gør 4. og 5. hypotese, mens den modsatte antagelse introduceres i den 6., 160b, bd. 3, s. 86: »Det næste Spørgsmaal, vi maa stille, bliver vel: hvis det ene [το ἑν] ikke eksisterer, hvad følger saa deraf?« (Platons Skrifter bd. 6, s. 250). Øieblikket viser ... Hvilende i Bevægelse indirekte citat fra Parmenides 156d, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 78: »imellem Bevægelse og Hvile har Øjeblikket sin Plads, dette besynderlige [ἄτοπον] Væsen, der ikke findes i nogen Tid. Det er fra dette og til dette, at Forandringen finder Sted, baade fra Bevægelse til Hvile og fra Hvile til Bevægelse« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 244). Jf. Schleiermachers oversættelse: »dieses wunderbare Wesen [ἄτοπον], der Augenblik, liegt zwischen der Bewegung und der Ruhe als ausser aller Zeit seiend, und in diesem und aus diesem geht das bewegte über zur Ruhe, und das ruhende zur Bewegung«, Platons Werke () bd. 1,2, 1818, s. 159. – ατοπον: gr. (átopon) som ingen steder hører hjemme; besynderlig. Øieblikket bliver ... (ουτε διαϰϱινεται ... § 157 A.) parafrase og citat fra Parmenides 156e - 157a, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 78: »Og naar det [ene] forandrer sig [μεταβάλλει], gør det det i Øjeblikket, og under Forandringen [μεταβάλλον] vil det ikke kunne findes i nogen Tid og da hverken være i Bevægelse eller i Hvile. (...) Gælder det samme nu ikke ved andre Forandringer [μεταβολή]? F. Eks. naar det gaar over fra at være til at forgaa, eller fra ikke at være til at blive til, kommer det da ikke i visse Mellemtilstande mellem Bevægelse og Hvile, i hvilket det hverken eksisterer eller ikke eksisterer, hverken bliver til eller forgaar? (...) Paa samme Maade, naar det gaar over fra Enhed til Mangfoldighed og fra Mangfoldighed til Enhed, er det hverken eet [ἕν] eller mange [πολλά], det hverken adskilles eller forenes [οὔτε διαϰϱίνεται οὔτε ξυγϰϱίνεται]. Og naar det gaar over fra Lighed til Ulighed og fra Ulighed til Lighed, er det hverken ligt eller uligt, ej heller i en Tilstand, hvor det er ved at blive ligt eller uligt. Og i Overgangen fra lille til stort eller ligestort og omvendt er det hverken lille eller stort eller ligestort, og det hverken forøges, formindskes eller gøres ligestort« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 244f.). – μεταβολη: gr. (metabolē) omslag; overgang, forandring. – ἑν: gr. (hén) én. – πολλα: gr. (pollá) mange (ting). – ουτε διαϰϱινεται ουτε ξυγϰϱινεται: Citat fra Parmenides 157a: »hverken adskilles eller forenes«; SKs gengivelse er således ukorrekt. Fra Platonis opera overtager SK ξυγϰϱίνεται, der er fejl for συγϰϱίνεται. Dyrehaven skovområde ved Klampenborg nord for København; udflugtsmål for Københavns borgere. Kaffemølle folkeligt udtryk om store, klodsede bøndervogne, senere charabancer o.lign., der brugtes som hyrevogne til og fra Dyrehaven. atomistisk Abstraktion isolerende udskilning af én enkelthed. Overgangen . de historiske Sphærer . afslutte mod skille (sig) ud fra, afgrænse (sig) imod. paa et andet Sted ... το δε ειναι ... παϱοντος § 151. E . parafrase og citat fra Parmenides 151e, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 66: »Har det ene [το ἑν] også Del i Tid? Og hvis det har det, er det og bliver det da yngre og ældre i Forhold til sig selv og til de andre Ting [τῶν ἄλλων], og paa den anden Side hverken yngre eller ældre end sig selv og de andre Ting? (...) Men 'at være' betegner vel blot Delagtighed i Væren i den nærværende Tid [?]« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 236). – το ἑν: gr. (tò hén) det ene, énheden. – τα πολλα: gr. (tà pollá) de mange (ting), mængden, flerheden. På det anførte sted er der ikke tale om modsætningen mellem énhed og flerheden, men mellem 'det ene' og 'de andre (ting)'; Platonis opera har således τῶν ἄλλων (tōn állōn, de andre) og ikke τὰ πολλά. – το δε ειναι ... του παϱοντος: Citat fra Parmenides 151e, i Platonis opera: »Men 'at være' betegner vel blot Delagtighed i Væren i den nærværende Tid«. Jf. Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher, del 1-3 (i 6 bd.), 2. forbedrede udg., Berlin 1817-28 [1804-28], ktl. 1158-1163; bd. 1,2, 1818, s. 151: »Ist aber das Sein wohl etwas anders, als Theilhabung an einem Wesen in der gegenwärtigen Zeit [?]« poneres antages, sættes til (). I den nærmere Udvikling dvs. Parmenides 152a-e, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 66 og s. 68. το νυν gr. (tò nýn) det nærværende, nuet. Jf. Parmenides 152b, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 66. Dette Nu (το νυν) ... springe Nuet forbi parafrase af Parmenides 152b, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 66: »Men hvornaar er det [ene] ældre? Er det ikke, naar det befinder sig i Vorden i den nuværende Tid, midt imellem 'var' og 'vil være'. For det [το ἕν] kan vel ikke paa sin Fremadskriden fra 'før' til 'derpaa' springe Nuet [τὸ νὑν] over?« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 237). – το νυν . Den holder altsaa inde i Nu'et ... er ældre indirekte citat fra Parmenides 152c, i Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 66: »det ene [το ἕν]: naar det, idet det bliver ældre, kommer til Nuet [τὸ νὑν], holder det op med at blive, men er simpelthen ældre« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 237). I den nyeste Philosophie ... den rene Væren Hegel begynder sin logik med 'den rene væren' som den yderste abstraktion fra alle konkrete bestemmelser (). Denne tanke om, at logikken skal begynde med 'den rene væren', blev ligesom den tilsvarende tanke om filosofiens forudsætningsløse begyndelse () genstand for debat i Danmark, jf. fx F.C. Sibberns kritik af Hegel i sin anmeldelse af J.L. Heibergs Perseus () nr. 1, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 19 (), s. 317f.; jf. endvidere Heibergs svar i »Det logiske System« § 7, i Perseus nr. 2, s. 15: »den yderste Abstraction af alt Værende er selve Væren; denne er den yderste, fordi der ikke kan abstraheres videre fra den, og Dette kommer igjen deraf, at den ingen Mangfoldighed indeholder, hvilket er den naturlige Betingelse for al Abstraction«. – den nyeste Philosophie: dvs. den posthegelianske filosofi. barestens bare, blot. at det Ny kommer ved Springet . bestemmer Tiden ... Succession ... tilkommende At tiden bestemmes som nærværende, forbigangen og tilkommende, er en almindelig opfattelse, der går tilbage til Platon, jf. Parmenides 151e - 152b (), og til Aristoteles. I en parafrase over 4. bog, kap. 11, i Aristoteles' Fysik (219a 11-27) skriver W.G. Tennemann i Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 139f.: »Die Folge ist bestimmt, man muß sich eins nach dem andern vorstellen, wodurch das Vorhergehende und Nachfolgende begrenzt wird. Jede Begrenzung ist ein Augenblick, und wird noch ein Augenblick und noch einer u.z.w. hinzugefügt, so stellen wir uns die Zeit vor«. Tidens Forhold ... Evighedens Reflexion i denne Resultatet er, at tid forholder sig til evighed som en af Hegels 'reflexions-bestemmelser' (), så at man empirisk sanser tiden i nutiden, men bag denne empiriske sansning ligger evigheden som tidens væsen. For Hegel er tid og evighed ikke 'reflexions-bestemmelser'. et Nærværende, som var det Delende I en parafrase over 4. bog, kap. 10, i Aristoteles' Fysik (217b 36 - 218a 3) skriver W.G. Tennemann i sin Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 138: »der Augenblick (das Izt) ist keine Zeit, sondern nur die Grenze, welche das Vergangene und Künftige von einander unterscheidet«. Jf. også Platons dialog Parmenides 152b (). det dialektiske Hexerie ... det Samme Da evigheden og øjeblikket her er forstået som »de yderste Modsætninger«, må de if. det hegelske mediationsprincip () blive ophævet () og således reduceret til en enhed, hvori de opfattes som identiske. Hos Hegel er evighed og timelighed el. tid ikke forstået som 'modsætninger'. Udtrykket »det dialektiske Hexerie« stammer formentlig fra P.M. Stilling, der anvender det som udtryk for Hegels dialektiske metode. Som et eksempel på denne metode beskriver Stilling forholdet mellem det endelige og det uendelige som to begreber, der dialektisk bestemmer hinanden og i sidste ende forstås som en begrebsmæssig enhed, jf. Stillings Philosophiske Betragtninger (), s. 26. Proces af lat. processus, fremskriden, fortsættelse, udvikling. intet Moment et nærværende ... spatierer et Moment I 4. bog i Fysikken bestemmer Aristoteles tiden ud fra bevægelse (som foregår i rummet), jf. W.G. Tennemanns Geschichte der Philosophie () bd. 3, 1801, s. 139: »Das Vorher und Nachher ist ursprunglich in dem Raume, und daher auch in der Bewegung und in der Zeit (...). In der Bewegung folgt Eins auf das Andere, und darin besteht eben das Wesen der Bewegung. Wird dieses besonders vorgestellt, so entspringt die Vorstellung der Zeit«. Modsat dette giver Augustin () i Confessiones (Bekendelser) 11, 15, udtryk for en forståelse af tid, som ligger tæt på den opfattelse, der fremsættes her i BA: »si quid intellegitur temporis, quod in nullas iam vel minutissimas momentorum partes dividi possit, id solum est, quod praesens dicatur; quod tamen ita raptim a futuro in praeteritum transvolat, ut nulla morula extendatur, nam si extenditur, dividitur in praeteritum et futurum: praesens autem nullum habet spatium« (»Hvis noget af tiden begribes, noget som ikke kan deles op i momenter, de være sig aldrig så små, da er det alene dette, som kan kaldes 'nærværende', noget som for øvrigt iler så hurtigt fra det tilkommende til det forbigangne, at end ikke det mindste tidsrum kan forlænges, thi forlænges det, så opdeles det i forbigangent og tilkommende: det nærværende har ingen udstrækning [spatium]«). – spatierer: giver udstrækning, af lat. spatium: rum, udstrækning. Forestilling en . lader Tiden ... Forestillingen, istedenfor at tænke den I »Der Transcendentalen Aesthetik Zweiter Abschnitt. Von der Zeit« i Critik der reinen Vernunft (), s. 46-58, argumenterer Kant for, at tid er en form for sanselig anskuelse, dvs. et formalt træk ved alle forestillinger; tid er således ikke en funktion af forstand og fornuft, men af anskuelse. »Die Zeit ist eine nothwendige Vorstellung, die allen Anschauungen zum Grunde liegt. (...) Die Zeit ist also a priori gegeben. In ihr allein ist alle Wirklichkeit der Erscheinungen möglich«, s. 46, og: »Die Zeit ist (...) eine reine Form der sinnlichen Anschauung«, s. 47. Inderne tale om en Kongerække ... 70,000 Aar jf. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af E. Gans og K. Hegel, Berlin 1840 [1837], i Hegel's Werke () bd. 9, s. 200 (Jub. bd. 11, s. 222): »Es werden in den indischen Schriften Zeitalter angegeben und große Zahlen, die oft von astronomischer Bedeutung und noch öfter ganz willkürlich gemacht sind. So heißt es von Königen, sie hätte siebzigtausend Jahr oder mehr regiert. (...) Es würde lächerlich seyn dergleichen für etwas Geschichtliches zu nehmen«. succedere følge efter. Det Nærværende ... ikke Tidens Begreb (...) Det Evige ... det Nærværende jf. Augustin () Confessiones (Bekendelser) 11, 11: »non autem praeterire quicquam in aeterno, sed totum esse praesens; nullum vero tempus totum esse praesens« (»i det evige derimod er der intet forbigående, men det er fuldt ud nærværende; for der er ingen tid, som er fuldt ud nærværende«). den ophævede Succession Bag dette udtryk ligger forståelsen af tid og evighed som 'reflexions-bestemmelser' ( og ). Ligesom kategorierne er umiddelbare i Hegels 'Seinslogik', er tid umiddelbar, og som umiddelbar sanses tid som en succession af nutidige øjeblikke. Når man abstraherer fra denne succession og således ophæver () den, kommer man til begrebet evighed. På den måde er evighed 'den ophævede succession', ligesom væsen hos Hegel er 'das aufgehobene Sein'. – Jf. også Platons dialog Parmenides 152c (). Tid og Rum ... bliver det for Forestillingen sigter til Kants tese i »Die Transcendentale Aesthetik« i Critik der reinen Vernunft (), at rum og tid er den sanselige anskuelses () to former, hvorfor de er identiske, hvad angår deres rolle i de erkendende evner. – nacheinander og nebeneinander: sigter til Kants karakteristik af rum og tid i »Die Transcendentale Aesthetik«, hvor det om de fra hinanden adskilte forestillinger siges, at de i tid fremtræder »nacheinander«, dvs. efter hinanden (successivt), og i rum »nebeneinander«, dvs. ved siden af hinanden. Bestemmelse af Gud ... allesteds-nærværende Forestillingen om Guds allestedsnærværelse bygger på Bibelen, jf. fx Sl 139,7-12, Jer 23,23-24 og ApG 17,24-27, og indgår i de fleste kristne dogmatikker, jf. fx Hutterus redivivus () § 61, s. 133 (den da. overs., s. 139), og K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 1, s. 484f. og 489f. det Evige er det Nærværende en hyppigt fremført opfattelse i den kristne tradition, jf. fx Augustin () Confessiones (Bekendelser) 11, 11: »non autem praeterire quicquam in aeterno, sed totum esse praesens« (»i det evige derimod er der intet forbigående, men det er fuldt ud nærværende«). præsens (præsentes dii) lat. nærværende (nærværende [dvs. mægtige, bistående, hjælpende] guder). er det commensurabelt for kan det måles med samme mål som, er det sammenligneligt med, er det foreneligt med. Gehalt indhold, værdi(fuldhed). Ingeborg ... efter Frithiof sigter til den sv. forfatter Esaias Tegnérs romancecyklus Frithiofs saga, Stockholm 1825, nr. 9 »Ingeborgs klagan«, s. 71f., hvor det bl.a. hedder: »Länge jag såg / seglet i vester, det flög på sin våg. / Ack! det är lyckligt, får följa / Frithiof på bölja«; og til jagtfalken: »Jägare skön, / sitt på min skullra och blicka åt sjön. / Ack! hur vi längte och blicke, / kommer han icke«. το εξαιϕνης gr. (tò exaíphnēs) det pludselige (). etymologisk ... det Usynlige If. Paul Arnesens Græsk-Dansk Ordbog, Kbh. 1830, ktl. 993, er andet led αἴϕνης (aíphnēs, pludselig) i sammensætningen ἐξ-αἴϕνης beslægtet med ἀϕανής (aphanēs), usynlig, dunkel, skjult, jf. s. 29, s. 209 og s. 453. momentum ... Forsvinden momentum, lat. bevægelsesgrund, (ringe) bevægelse, ændring; lille partikel (af masse el. tid), øjeblik, minut, jf. Imann. Joh. Gerhard Schellers ausführliches und möglichst vollständiges lateinisch-deutsches Lexicon oder Wörterbuch () bd. 3, sp. 6411; her oplyses det endvidere, at 'momentum' kommer af 'moveo', sp. 6409. Under 'moveo' angives som betydning 2.b: »entfernen, wegschaffen«, sp. 6475. Atom udelelig enhed, grundbestanddel; udelelig (tids-)enhed, nu (). Græciteten . ikke forlænds, men baglænds . Jf. også Gjentagelsen i SKS 4, 9. Plastik ... mangler Blikket Den antikke gr. billedhuggerkunst manglede ikke blikket, som man troede i det 19. årh. Grækerne indlagde figurernes øjne med funklende, kostbare materialer, der ikke er bevaret. Gud som et Øie I den kristne ikonografi er Gud ofte fremstillet som et øje, undertiden som et øje i en ligesidet trekant, der symboliserer treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Paulus Paulus fra Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«, Rom 1,1-2. εν ατομῳ ϰαι εν ϱιπῃ οϕϑαλμου gr. »i et nu og på et øjeblik«, citat fra 1 Kor 15,52. I sammenhængen er der ikke så meget tale om verdens undergang som om de kristnes overgang til det evige liv; Paulus skriver: »Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles«, 15,51-52. – I kladden tilføjer SK: »thi Øieblikket er egentlig Tidens Atom, men er først, idet Evigheden er sat, hvorfor man kan sige med Rette, at Evigheden er altid εν ατομω« (Pap. V B 55,6). – εν ατομῳ: gr. (èn atómō) i et udeleligt (tids)moment, i ét nu; således anvendes det også i 6. bog, kap. 5, i Aristoteles' Fysik (236a 6), jf. Aristoteles graece () bd. 1, s. 236. commensurabelt for . tvende Kunstnere ikke identificeret. vilkaarlig Abstraktion tilfældigt valgt, seen bort fra. Naturens Tryghed ... har for den En tilsvarende opfattelse er udtrykt af F.H. Jacobi i David Hume über den Glauben, oder Idealismus und Realismus. Ein Gespräch, jf. Jacobi's Werke () bd. 2, 1815, s. 196, hvor Jacobi hævder, at det bør antages, »daß in der Natur alles zugleich, und was wir Succession nennen, eine bloße Erscheinung ist«. Jf. i øvrigt Philosophiske Smuler i SKS 4, 276: »Naturen er for abstrakt til i strængere Forstand at være dialektisk i Retning af Tiden. Dette er Naturens Ufuldkommenhed, at den ikke har i anden Forstand Historie, og dens Fuldkommenhed, at den dog har en Antydning deraf (den nemlig, at den er bleven til, hvilket er det Forbigangne; det, at den er til, det Nærværende)«. det Incognito det ubekendte; det, der skjuler sig under en anden betegnelse; også om (fyrstelige) personers påtagne navn og fremtræden uden for deres vanlige omgivelser. incommensurabelt kan ikke måles med samme mål, usammenligneligt, uforeneligt. den platoniske Erindren ... baglænds kommer ind I Platons dialog Faidon forbinder Sokrates et bevis for sjælens udødelighed med tanken om læren som erindring. Han hævder, at vi i dette liv finder fænomener (erkendelsen af de almene begreber, det skønne, det gode osv.), der kun kan forklares som erindringer fra en tidligere tilværelse, jf. Faidon 72e-77a, i Platonis opera () bd. 1, s. 508-521. Jf. endvidere Philosophiske Smuler i SKS 4, 218f. den philosophiske Afdøen hentyder til Platons Faidon 64a, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 488f., hvor det hedder: »Det maa vel være saaledes, at alle, som for Alvor sysler med Filosofi, ikke har nogen anden Stræben end at dø og at faa Ende paa dette Liv« (Platons Skrifter () bd. 3, s. 170). Da døden – if. Sokrates – betyder adskillelsen af legeme og sjæl, er den filosofiske afdøen ensbetydende med forsøget på at realisere denne adskillelse allerede i livet – nemlig som størst mulig uafhængighed af legemets drifter og behov. historisk I kladden skriver SK: »historisk som naar man har kaldet Guddommen den gamle af Dage« (Pap. V B 55,7). Jf. Dan 7,9.13.22, hvor Daniel beskriver, hvorledes han i sine syner ser »den Gamle af Dage« (GT-1740). discrimen lat. adskillelse, skel. den græske ... Anskuelse I den gr. anskuelse gives der – if. SK – slet intet øjeblik, men kun et tilfældigt nu, der foranlediger, at den enkelte kommer ind i den allerede i fortid liggende evighed (jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 218f.). I jødedommen rettes forventningerne mod den tid, som Gud ifølge sine løfter vil berede jøderne; øjeblikket er således kun et grænsebegreb, der altid ligger ude i fremtiden. I den kristne opfattelse er øjeblikket det, hvori det tilkommende kommer igen som det forbigangne (dvs. at Kristus, der historisk set tilhører fortiden, kommer og altid vil komme igen for det enkelte menneske i troen). gjorde Alt nyt spiller på 2 Kor 5,17: »dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbigangent, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). Tidens Fylde sigter til Gal 4,4 (), jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 226. Tilsætning tilføjelse. Omvendelse, Forsoning ... historiske Udvikling jf. H.N. Clausen Udvikling af de christelige Hovedlærdomme (), s. 294f.: »Begreberne om Synd og Skyld, Tilregnelse og Brøde, samle sig tilsidst alle i det ene Begreb om det menneskelige Individs Personlighed. Men saa fyldigt og levende som det personlige Jeg træder frem i Christendommen, saa udbleget og spøgelseagtigt er det Skyggebillede, for hvilket det Hegelske System alene har en Plads tilovers. Menneskene ere her nemlig intet Videre end Gjennemgangspunkter for den uendelige Aand, Momenter og Bestemmelser, i hvilke denne fuldbyrder sin Selvudvikling fra den oprindelige Umiddelbarhed igjennem Endelighedens Former til den fulde Bevidstheds-Tilstand. (...) Hvad der i den christelige Lære er sædelig Ondt, (...) er her en urykkelig Naturorden, (...) hvori Mennesket har at finde sig som i en beskikket Lod; og naar Christendommen lærer om en Forløsning fra det Onde, som sædelig Gjenfødelse og Omvendelse, (...) da fører Speculationen ogsaa her Tanken over fra Sædelighedens til Naturnødvendighedens Enemærker, henviser til den almindelige Udviklingslov, der kun har fremkaldt Modsætningen for atter at ophæve den«. Kategorie ... Gjentagelsen ... forlænds ind i Evigheden . drømmende Aand . Approximation . det qualitative Spring . angre jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 277. Døden som Straf sigter til Paulus' påstand, at »syndens løn er død«, Rom 6,23; jf. også Rom 5,12: »Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede«. Jf. endvidere 1 Mos 2,17 og 3,24. Avancement forfremmelse; bevægelse fremad. si placet lat. hvis man har lyst. Organisationen organismen, planters og legemers opbygning og indretning. Metamorphose forvandling. Synthesens yderste Spidse nemlig legemet som den ene side i sammensætningen af sjæl og legeme (). Lessings skjønne Afhandling ... fremstillede Døden dvs. »Wie die Alten den Tod gebildet. Eine Untersuchung« (1769) af Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. digter, lærd og filosof, jf. Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 3, 1825, s. 75-159. Billedet af denne sovende Genius sigter til et stik i Lessings afhandling »Wie die Alten den Tod gebildet« (). If. Lessings analyse forestiller billedet ikke en sovende, men en døende; drengen med vinger er ikke Amor, men dødens genius, der i højre hånd holder en dødskrans og med begge hænder støtter sig til den nedadvendte livsfakkel; på hans højre hånd sidder en sommerfugl, som symboliserer sjælen, der forlader mennesket, og dermed også døden. Se illustration 18 18. Dødens genius.Stik, fremstillet efter en radering af Pietro Santi Bartoli, fra Lessing's sämmtliche Schriften (). betragte ... Dødens Genius ... udslukker Faklen sigter til et stik i Lessings afhandling »Wie die Alten den Tod gebildet« (). If. Lessing fremstiller billedet dødens genius, der i højre hånd holder en urne, som symboliserer døden, mens han er i færd med at slukke den nedadvendte livsfakkel, hvilket symboliserer den nært forestående død; sommerfuglen i nederste venstre hjørne er et symbol på sjælen, der forlader mennesket, og således også på døden. Se illustration 19 19. Den nært forestående døds genius.Stik, fremstillet efter en ædelsten med figuren indgraveret, fra Lessing's sämmtliche Schriften (). Havde Adam (...) ikke syndet . – accomodationsviis: tillempet (efter andres meninger og/el. fatteevne). gik ud som Skolebørnene talemåde, brugt om gnisterne af brændende papir, idet de én for én går ud. nærmest især. den christelige Orthodoxie ... laae i Synden Ved den kristelige ortodoksi forstås her dels de lutherske bekendelsesskrifter, dels den gammelprotestantiske ortodoksi (rettroenhed), en dogmatisk retning, som – især i det 17. årh. – søgte at udarbejde en systematisk fremstilling af Luthers teologi for at forsvare den mod katolicismen. Her refereres til ekklesiologien, dvs. den dogmatiske lære om kirken, der bl.a. behandler spørgsmålet, hvorvidt mennesker uden for kirken kan få del i Guds nåde og det evige liv. I Handbuch der Dogmatik () bd. 2, s. 714f., sammenfatter K.G. Bretschneider læren således: Bekendelsesskrifterne »betrachten die Kirche (...) als Inhaberin der Gnadenmittel, weil nur in ihr das Evangelium verkündiget, und die Sacramente verwaltet würden; nur also in ihr der heil. Geist wirke, und Vergebung der Sünde und das ewige Leben erlangt werden könne (...). Außerhalb der Kirche sei daher keine Kenntniß Jesu, keine Heiligung und Vergebung der Sünde, keine Gnadenwirkung des heil. Geistes; sondern der Mensch sei unter der Herrschaft des Teufels, und könne, wenn er gleich einige Erkenntnis Gottes habe, die ewige Seligkeit nicht erlangen; daher Juden, Türken, Heiden verdammt werden müßten«. som Skriften i hine gamle Dage ... i den anden sigter til 'scriptio continua' (lat. sammenhængende skrift), som blev anvendt i de gamle papyrusruller og pergamentbøger; hvad enten der er tale om majuskler (håndskrifter med udelukkende store bogstaver) eller om minuskler (håndskrifter med udelukkende små bogstaver), blev teksten skrevet sammenhængende uden tegnsætning og uden ordmellemrum. – gnedrede: gnidrede, skrevet tæt, vanskeligt læseligt. plebs lat. folket; pøbel, den store, forskelsløse hob. Substratet grundlaget. ὁι απηλγηϰοτες gr. (hoi apēlgēkótes) de, der har tabt evnen til at føle smerte; de følelsesløse, apatiske, åndeligt afstumpede. Som angivet stammer udtrykket fra Ef 4,19, hvor det om hedningerne hedder: »I deres afstumpethed [οἵτινες ἀπηλγηϰότες] har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger«. Aandløshedens Fortabelse fortabelsen i åndløshed. Recitativ talesang, foredrag uden egentlig melodi, men i et syngende tonefald, især anvendt i operaer. den eneste Ironiker ... hvad man ikke forstaaer sigter til Sokrates og Hamann, jf. mottoet til BA i SKS 4, 310. Aandens Beviis i Een selv spiller på 1 Kor 2,4, hvor Paulus skriver: »mit Ord og min Prædiken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Kraftens Beviisning« (NT-1819); jf. også Rom 8,16: »Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn« (NT-1819). Saltet ... skal der da saltes jf. Matt 5,13. – vorder dumt: bogstavelig gengivelse af det gr. verbum (i passiv) μωϱανϑῇ (mōranthē, bliver fadt, mister kraft el. smag), der kommer af μωϱαίνω (mōraínō, er tåbelig, handler el. taler dumt, gør dum; i passiv: bliver tåbelig el. dum; i overført betydning: bliver gjort fad, mister kraft el. smag). sprætte ligesom en galvaniseret Frøe Elektrisk påvirkning af musklerne på en død frø fremkalder muskelsammentrækninger, som får frøen til at spjætte. Der sigtes til den ital. læge Luigi Galvanis opdagelse i 1789: En muskel på en død frø trækker sig sammen, når musklen og dens nerve forbindes med en trådslynge af to forskellige metaller. Den ital. fysiker A. Volta påviste senere, at muskelsammentrækningen skyldes påvirkningen af den strøm, der opstår i metaltrådene. den hedenske Fetischisme afgudsdyrkelse (). Charlatan en, der står og råber på et marked for at sælge sine tvivlsomme varer (især lægemidler), svindler, kvaksalver, pralhals. Fetisch . talt om det hedenske Fatum (...) som var det Nødvendigheden sigter formentlig til Hegel, der ofte forbinder 'fatum' el. 'Schicksal' med nødvendighed. Jf. fx Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 44: »Ueber dem Schönen und den besondern Zwecken schwebt das Allgemeine als subjectslose Macht, weisheitslos, unbestimmt in sich, dieß ist denn das Fatum, die kalte Nothwendigkeit«; jf. endvidere afsnittet »Die gestaltlose Nothwendigkeit«, s. 109-113, og afsnittet »Die gesetzte Nothwendigkeit oder die besondern Götter, deren Erscheinung und Gestalt«, s. 113f. (Jub. bd. 16, s. 44, s. 109-113 og s. 113f.). Jf. også Ph. Marheineke Grundlehren der Dogmatik § 284 (). – Fatum: skæbne. forskjelligt modificeret ... græske Opfattelse sigter til Hegel, der skelner mellem de orientalske religioner, som han afhandler under overskriften »Die Naturreligion«, og den gr. polyteisme, som han kalder »Die bestimmte Religion«. I de orientalske religioner er guderne umiddelbart identificeret med naturkræfter, hvorfor skæbne opfattes som naturens nødvendighed. I modsætning hertil er de gr. guder blevet adskilt fra naturkræfterne, som de oprindelig var forbundet med, og skæbne opfattes derfor som en kraft, der står over de enkelte, 'bestemte' guder. Jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 114 (Jub. bd. 16, s. 114). En Rest ... Forsynet Incommensurable sigter formentlig til Ph. Marheineke (), som i Grundlehren der Dogmatik () § 284, s. 167, taler om en forsynstro, hvori et moment af nødvendig tilfældighed (dvs. skæbne) ikke kan undgås, for så vidt som troen knytter sig til naturforestillingen; ved en sådan tro »kann wohl die Welt von der reinen, blinden Zufälligkeit der Dinge, aber nicht von einer solchen Nothwendigkeit befreit werden, welche die Nothwendigkeit des Zufälligen ist, und es wird die göttliche Versehung selbst als jene herbe Nothwendigkeit gesetzt. Als solche aber ist sie das Schicksal, Fatum«. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. hvad Paulus siger ... ingen Afgud i Verden sigter til 1 Kor 8,4: »Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud«. – Paulus: . Oraklet Ordet orakel kan betegne dels en guddommelig udtalelse, dels den instans, der formidler udtalelsen (som regel en præst), endvidere stedet, hvor de guddommelige udtalelser modtages (fx templet i Delfi), og endelig indholdet af en sådan udtalelse. beraadføre rådføre. consulere rådspørge, konsultere. nu tænke ... Forklaringer underforstået, at oraklets forklaringer er så dunkle, at tvetydigheden fordobles, så den ligger både hos den spørgende og hos det svarende orakel. det misforstaaede Begreb af Arvesynd Der sigtes formentlig til pieteten (), dvs. individet tager pietetsfuldt del i, bærer med på slægtens skyld, hvorved dette senere individ bliver væsentlig forskelligt fra den el. dem, der har gjort sig skyldige. det Skuffende det bedrageriske, illusionen. sensu eminentiori lat. i fremtrædende forstand. Ansich ty. i sig selv. Nøglebegreb fra Kants erkendelsesteori (). Anticipation en forudgribelse. Secondlieutenant underløjtnant el. anden løjtnant i et kompagni; sigter til Napoleon Bonaparte (1769-1821), der kom til magten i Frankrig ved et statskup i 1799, fra 1804-14 og i 1815 kejser Napoleon I. den 14de Juni (...) Slagdagen ved Marengo Den 14. juni 1800 besejrede Napoleon Bonaparte den østrigske hær ved den norditalienske landsby Marengo. Han regnes for det 19. årh.s mest betydningsfulde hærfører og blev dyrket som helt og myte. intimere for slå til lyd for, begynde. Austerlits Den 2. dec. 1805 slog kejser Napoleon de østrigske og russiske hære i det såkaldte 'trekejserslag' ved Austerlitz (tjekkisk Slavkov). kun Austerlits-Solen giver Seier og begeistrer Efter sigende skulle kejser Napoleon have udbrudt: »Dér er solen fra Austerlitz!« da solen den 7. sept. 1812 stod op ved Moskva. Samme dag vandt de franske styrker over den russiske hær i et blodigt slag, og Moskva blev indtaget af Napoleon. seil Du kun ... hans Lykke citat fra Plutark »C. Julius Cæsar« 38. Da Cæsars tropper ikke kunne komme over fra Brundisium til Epirus, hvor han opholdt sig, forsøgte han selv at hente dem. Forklædt som slave gik han om bord i en lille båd. Undervejs blev det storm, og skibets fører ville vende om. Da sagde Cæsar til ham: »Afsted, du ædle, fat mod og frygt ikke! Du fører Cæsar og har Cæsars lykke i din båd«, jf. Plutarchi vitae parallelae bd. 1-9, stereotyp udgave, Leipzig 1829, ktl. 1181-1189; bd. 7, s. 47. zittrende . fatte sig forstå, opfatte sig selv. den (...) planetariske Kjerne kernen i en planet. Talleyrand Charles-Maurice de Talleyrand (1754-1838), fr. biskop og statsmand; som politiker en fremragende intrigemager, som diplomat lige så hensynsløs som dygtig. Mættelsesevne syres evne til at neutralisere base el. omvendt. hvis Eftertragten der som noget eftertragtelsesværdigt. Jødedommen er Lovens Standpunkt et centralt synspunkt hos Paulus, jf. fx Rom 2,17-29 om jøderne og loven, et synspunkt, som siden hyppigt er blevet forfægtet i kristendommen. sympathetisk og antipathetisk . kan (...) ikke for kan ikke gøre for. behørig som hører sig til, passende, ret, tilbørlig. guddommelig Aktor sagsøger el. anklager på guddommens vegne. den carpokratianske Anskuelse ... Fuldkommenhed Karpokrates, en alexandrinsk gnostiker fra det 2. årh., lærte, at et menneske for at blive fuldkomment må have prøvet alt, også alle laster, og at det stadig fødes på ny, indtil alt er prøvet. If. den karpokratianske anskuelse kan man overvinde og frigøre sig fra synden ved at gennemleve alle synder. in concreto lat. i virkeligheden, i et bestemt tilfælde. Jøden tager ... til Offeret Offerkulten var en væsentlig del af den jødiske gudsdyrkelse; ofrene blev bragt som gaver eller afgifter fra mennesker til Gud. Der blev ofret husdyr eller produkter fra afgrøden, som regel på et alter, hvor offeret blev brændt. Jf. de udførlige offerregler i 3 Mos 1-7. Det hyppigst omtalte offer i GT er syndofferet; det blev bragt i forbindelse med en syndsbekendelse, når den enkelte eller folket havde gjort sig skyldig i en lovovertrædelse (jf. 3 Mos 4), eller når man var blevet uren (jf. 3 Mos 12,6). Beslægtet hermed er skyldofferet, der blev bragt som soning for en skyld, man uforvarende havde pådraget sig (jf. 3 Mos 5,15-26). det hjælper ham ikke ... et virkeligt Forhold sat jf. Hebr 9,6-10, hvor det siges, at de jødiske præster til stadighed går ind i det Hellige i templet, mens ypperstepræsten kun én gang om året går ind i det Allerhelligste »og ikke uden at have blod med, som han frembærer for sine egne og folkets uvidenhedssynder« (v. 7). Og videre: »Der frembæres gaver og ofre, som, hvad samvittigheden angår, ikke kan føre den, som dyrker Gud, til målet. De er (...) kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning« (v. 9-10). Jf. også Hebr 9,13-14, hvor det hedder, at når nu offerblod, der stænkes på urene mennesker, kan rense dem i det ydre, »så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud«. Da dette ikke skeer ... dets Gjentagelse De jødiske ofre blev gentaget efter bestemte rituelle love, enten regelmæssigt, fx de daglige ofre, morgenoffer og aftenoffer, der blev bragt ved hhv. solopgangs- og solnedgangstid, og det ugentlige brændoffer, der blev bragt på sabbatsdagen, eller ved tilbagevendende anledninger, fx syndofferet (). Jf. endvidere den kristne kritik af den jødiske offerpraksis i Hebr 10,1-4: »For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til målet. Ville man ellers ikke være hørt op med at frembære ofre, når de, der dyrker Gud, ikke er sig nogen synd bevidst, eftersom de én gang er blevet renset? Men i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort«. Her sigtes til det offer, ypperstepræsten på folkets vegne hvert år bragte på den store forsoningsdag for at skaffe soning for folkets synd (jf. 3 Mos 16; 23,27-31). dens Offer gjentages ikke I NT opfattes Jesu død som det egentlige og endegyldige offer til soning, jf. fx Hebr 9,26, hvor det om Kristus hedder: »nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer«, og Hebr 10,10: »efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle«. gjentages jo Offeret i Katholicismen ... absolute Fuldkommenhed If. den katolske dogmatik gentages Kristi fuldkomne forsoningsdød på korset i messeofferet under nadveren. Med henvisning til Catechismus Romanus (1796) skriver H.N. Clausen i Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus (), s. 564f.: »Ligesom Christus i Almindelighed erklærede sig for evigvarende Præst, saaledes har han selv, ved Indstiftelsen af den hellige Nadver, frembaaret sit Legeme og Blod under Skikkelse af Brød og Viin som forsonende Offer, og tillige anordnet i sin Kirke et vedvarende Offrings-Institut, idet han ved sine Ord: 'gjører Dette til min Ihukommelse'! paalagde Apostlene og deres Efterkommere at gjentage dette Offer«. Om dette offer hedder det videre, at det »udføres i den hellige Messe, hvor Præsten i Christi Navn og i hans Sted consacrerer [indvier] Vinen og Brødet, og derefter offrer Christi eget, virkelige Legem og Blod til Gud«, og at det er »et virkeligt Forsonings-Offer, ved hvilket Gud formildes og bevæges til at forlade Synden og eftergive Syndens Straf, naar det ledsages af Tro, Ærefrygt og Anger«. Under henvisning til Hebr 9,26 og 10,10 () så den protestantiske troslære i det katolske messeoffer en uevangelisk analogi til jødedommens offerforståelse. Jf. Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, s. 569f. primitivt oprindeligt, fra grunden af. i verdenshistoriske Oversigter hentyder måske til N.F.S. Grundtvigs Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, Kbh. 1817, ktl. 1970, hvor Grundtvig – med jødernes historie i GT som forbillede – fremstiller hele verdenshistorien som menneskehedens forløsningshistorie. Det kan også være Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (), der hentydes til, for her giver Hegel i fire afsnit en 'verdenshistorisk oversigt' over den orientalske, græske, romerske og germanske verden, jf. Hegel's Werke () bd. 9 (Jub. bd. 11). Politie-Agent . Fyrbøder i Magistraten fyrbøder ansat under magistraten, dvs. Københavns øverste bystyre, bestående af overpræsidenten og 32 valgte mænd, samt den dertil hørende administration. vilde skulle. Middelalderens Feil I kladden til dette sted skriver SK i en marginaltilføjelse: »jo længere den ydre Opgave er fra det Religieuse desto dybere Besindelse – / Middelalder Kunstnere, der malede Venus, men dog opfattede deres Opgave religieust. / Saaledes er intet Udv:[ortes] incommensurabelt for det Religieuse. Dette var Middelalderens Misforståelse« (Pap. V B 55,24). en Maler ... male en Venus . Plato etsteds fortæller sigter til Protagoras 322a-d, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 32-35: Da alle mennesker var blevet udrustet med forskellige gaver, søgte de »at forene sig og sikre sig ved at grunde Byer, men, naar de var flyttet sammen, tilføjede de hinanden Uret, fordi de ikke besad Evnen til Samfundsdannelse (...). Zeus bliver nu bange for, at vor Slægt helt skal lægges øde, og sender Hermes til Menneskene med Skamfølelse og Retssans. (...) Hermes spørger nu Zeus, paa hvilken Maade han da skal skænke Mennesker Retssans og Skamfølelse: Skal jeg fordele dem, ligesom de forskellige faglige Færdigheder er fordelt? (...) Til alle, svarede Zeus, de skal allesammen have Del deri!« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 37). Det er altså ikke Epimetheus (), men Hermes, der spørger Zeus. Epimetheus spillede dog tidligere den nævnte rolle, se Protagoras 320c - 322a, jf. Platonis opera bd. 1, s. 30-33. – Plato . Epimetheus en underordnet skabergud i den gr. og rom. mytologi; bror til Prometheus, der røvede livsilden fra himlen og skabte menneskene. Zeus den højeste gr. gud (i den rom. mytologi identisk med Jupiter), himlens og vejrets gud, retfærdighedens vogter; han kaldes gudernes fader og anses for at være alvidende og almægtig. Venus . ikke vælge den brede Vei spiller på Jesu udsagn: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matt 7,13-14. den, der taber ... vinder Alt spiller på en tilbagevendende bibelsk vending, der fx kendes fra Matt 10,39: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det«. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. primitivt oprindeligt, fra grunden af; umiddelbart. sensu eminentiori lat. i fremtrædende forstand. Talleyrand (...) Sproget ... skjule Tankerne Talleyrand () skal i 1807 have sagt til den spanske gesandt Isquierdo: »La parole a été donnée à l'homme pour déguiser sa pensée« (»Sprogets/talens gave har mennesket fået for at skjule sin tanke«). Young har sagt I digtet »Love of Fame« 1, 207f., siger den eng. digter Edward Young (1681-1765) om hofferne: »Where Nature's end of language is declined / and men talk only to conceal their mind«. Jf. Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-3, Braunschweig og Hildesheim 1767-72, ktl. 1911; bd. 3, s. 36, hvor det i prosaform hedder: »wo der natürliche Zweck der Sprache vermieden wird, und Menschen nur reden, um die Seele zu verhehlen« (»hvor sprogets naturlige formål undviges, og mennesker kun taler for at skjule sjælen«). sjouerproklamant en sjover, dvs. en person, der tager løst, tilfældigt arbejde, her som proklamant, dvs. billetsælgende udråber ved Det kgl. Teater i København. Med udtrykket henvises der måske til Jens Baggesens »Riim-Trøstebrev. Til Herr Conferentsraad Blicherolsen«, der klager over ikke at være blevet »Meer sjauerproklameert«, dvs. at billetsjoverne på Kongens Nytorv i København ikke reklamerer med hans navn som forfatter til aftenens skuespil. Baggesens månedsskrift Danfana bd. 1-4, Kbh. 1816-17; juli 1816, bd. 2, ktl. 1508, s. 92; jf. Jens Baggesens danske Værker () bd. 6, 1829, s. 208. Ansich . Ved en saadan Antagelse ... Syndens Opkomst Om menneskenes selviske vilje, »Egenvillie«, som årsag til synden, jf. Hutterus redivivus () § 82, s. 194f. (den da. overs., s. 202f.). end Forklaringen end det, man vil forklare. Naar Friheden ... i Nødvendigheden Opfattelsen af frihed som modsætning til nødvendighed har en lang tradition i filosofiens historie. Derimod er enheden af frihed og nødvendighed et af de grundlæggende dogmer i Schellings identitetsfilosofi (), jf. »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 467: »Notwendigkeit und Freyheit stehen in einander, als Ein Wesen, das nur von verschiedenen Seiten betrachtet als das eine oder andre erscheint; an sich Freyheit, formell Nothwendigkeit ist«. Hegel argumenterede også for, at frihed og nødvendighed er dialektiske modsætninger, som udgør en begrebsmæssig enhed, jf. Encyclopädie () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 6, s. 72 (Jub. bd. 8, s. 110): »Freiheit (...) und Nothwendigkeit, als einander abstrakt gegenüberstehend, gehören nur der Endlichkeit an und gelten nur auf ihrem Boden. Eine Freiheit, die keine Nothwendigkeit in sich hätte, und eine bloße Nothwendigkeit ohne Freiheit, dieß sind abstrakte und somit unwahre Bestimmungen«. I denne sammenhæng refereres der sandsynligvis også til A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), jf. § 28, s. 153 (). Reflexions-Bestemmelse Hegels logik består af tre dele: 'Sein', 'Wesen' og 'Begriff'. Hans 'Seinslogik' behandler de kategorier, som er umiddelbart tilgængelige for bevidstheden (fx væren, intet, kvantitet). I modsætning hertil behandler hans 'Wesenslogik' de kategorier, hvormed man forestiller sig objektet, ikke som umiddelbart givet, men som væsen ('Wesen'), der ligger skjult under overfladen af umiddelbart givne empiriske fænomener. Disse kategorier kaldes 'reflexions-bestemmelser' i den dobbelte forstand, at et givet objekts væsen tænkes reflekteret i dets fremtræden, og at objektet opfattes som et resultat af det tænkende subjekts refleksion. Derfor benævnes kategorierne i Hegels 'Wesenslogik' som regel 'reflexionens bestemmelser'; jf. fx A.P. Adlers Foredrag over Hegels objective Logik () § 24, »De rene Reflexionens Bestemmelser ɔ: Identitet – Forskjel – Væsenets Tilværen«, s. 115-122. Hvis man ikke paaagter dette ... Kraft refererer formentlig til A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), hvor han i en fodnote til § 28, som bl.a. omhandler begrebet kraft, skriver: »Friheden og Nødvendigheden have her [dvs. i Hegels væsenslogik] deres Typus. Man ophæver sig selv, har selv Negationen i sig, (det er Frihedens Moment), og har tillige en umiddelbar Bestaaen i sig, vender gjennem Negationen tilbage i sig, (det er Nødvendighedens Moment)«, s. 153. Kraft en af Hegels kategorier el. bestemmelser af refleksionen (). Der henvises til den opfattelse, som var populær i samtidens naturvidenskab, at der er skjulte kræfter, som ytrer sig selv i forskellige former i fænomenernes verden. Der er således if. Hegel et dialektisk forhold mellem de skjulte kræfter og deres synlige ytringer, jf. Phänomenologie des Geistes (), i Hegel's Werke bd. 2, s. 100-130 (Jub. bd. 2, s. 108-138), og Wissenschaft der Logik () bd. 1,2, i Hegel's Werke bd. 4, s. 170-177 (Jub. bd. 4, s. 648-655). Begreberne kraft og ytringer behandles også i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik () § 28, s. 152ff. ikke at springe ... Afgjørelse ikke at vige uden om den første el. grundlæggende afgørelse. Creti og Pleti . Rubrikken overskriften. Den, der falder ... i Fristelsen spiller på Jak 1,14: »Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én«. Skuffelsen illusionen, bedraget. det qualitative Spring . Virkeligheden ... Muligheden ophævet og . Moment I den ty. idealisme opfattes 'moment' ('das Moment') som en del af en større, organisk helhed, ikke som et tidsmoment ('der Moment'). in concreto lat. i virkeligheden, i et bestemt tilfælde. Spørgsmaalet om ... Kirke og Stat og det Sædelige sigter formentlig til H.L. Martensen Grundrids til Moralphilosophiens System (), s. XII: Moralen kan »ikke indskrænke sig til Sædelighedens religiøse Momenter alene, men maa tillige omfatte dens Verdensmomenter. Familien og Staten f. Ex. indeholde vistnok et religiøst Moment, men deres Betydning vil dog ingenlunde kunne udtømmes ved religiøse, end sige ved bibelske Categorier«; s. XIII: »Er det nu (...) Theologiens Interesse, at Religionen skal erkjendes som Sædelighedens Grund og Princip, saa kan denne Religionens centrale Betydning dog kun videnskabeligt erkjendes, naar Sædelighedens relative Verdensformer med philosophisk Nødvendighed udvikles til den religiøse Sædelighed som til deres høieste Sandhed«; s. 3f.: »Moralphilosophien (...) betragter det Gode i dets Overgang fra Muelighed til Virkelighed igjennem Villiens frie Selvbestemmelse. Menneskets Indtrædelse i den sædelige Verdensorden er hans Udtrædelse af Naturstanden, hvor det Gode kun er en Muelighed. Medens Anthropologien betragter Mennesket som Led i Naturens Totalorganisation, betragter Ethiken ham som Led i en Totalorganisation, hvilken Aanden selv har bygget sig, en Verden, der gjennem sine forskjellige Momenter udtrykker Frihedens eget System. (Familie, Stat, Kirke)«; jf. også s. 89-95 og s. 103f. Jf. endvidere § 190, anm. 2, og § 192, anm. 2, i J.L. Heibergs Ledetraad (), s. 123 og s. 124f. Jf. endelig W.M.L. de Wette Ueber die Religion, ihr Wesen, ihr Erscheinungsformen und ihren Einfluß auf das Leben. Vorlesungen, Berlin 1827; især den 5. forelæsning, »Verhältniß der Religion zur Wissenschaft, zur Sittlichkeit und Sittenlehre, zur Kunst und zum Staatsleben«, s. 102-129, hvor der tales om »das Gute«, »die sittliche Wahrheit« og »die sittliche Schönheit«, og den 21. forelæsning, »Ueber das Verhältniß der Kirche zum Staat«, s. 512-545, hvor de Wette bl.a. diskuterer frihed og sædelighed i forholdet mellem kirke og stat. Trilogie: det Skjønne ... i det Sande (i Erkjendelsen) sigter til de tre aspekter af den spekulative idé hos J.L. Heiberg, jf. hans Ledetraad () § 189 om »Det Skjønne«, § 190 om »Det Gode« og § 191 om »Det Sande«, s. 122-124, hvor de tre ideer opfattes som en logisk syllogisme, hvori det skønne og det gode forstås som præmisser og det sande som konklusion, jf. § 192, anm. 1: »Det Sande er deels den abstracte Eenhed af det Skjønne og det Gode; eller Sandheden er det, hvori det Skjønne og det Gode komme overens; men det Sande er ligesaavel deres Resultat, eller den concrete Eenhed, hvori de opløses«, s. 124. in abstracto lat. i al almindelighed. liberum arbitrium ... Leibnitz . Leibnitz Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), ty. filosof, matematiker, naturvidenskabsmand, retslærd og historiker. det endelig Teleologiske det endeligt formålsbestemte, dvs. det, hvis formål el. mål er bestemt af det endelige. sit venia verbo lat. med forlov at sige; undskyld udtrykket. at det Onde ... das Aufzuhebende das Aufzuhebende: ty. det, der skal ophæves (). Der sigtes til Hegels opfattelse, at det onde står i et dialektisk forhold til begrebet om det gode (). Det onde er således if. Hegel kun et endeligt moment i en større begrebsmæssig enhed, hvori det er 'ophævet'. απο gr. (apó) fra, væk fra, fjernt fra. Ordet forekommer i 2 Thess 1,9 (). οἱτινες διϰην ... αυτου citat fra 2 Thess 1,9: »De skal straffes med evig undergang fjernt fra [απο] Herrens ansigt og fra [απο] hans herlighed og magt«. Legio utallig mængde, stor skare; umådeligt stort. λογος αϱγος ... (Leibnitz) I en optegnelse fra dec. 1842 skriver SK i journalen JJ: »Det er ypperligt hvad Leibnitz taler om den dovne Fornuft 'la raison paresseuse' cfr. Erdmanns Udgave p. 470, anden Spalte. og p. 518 § 55 le sophisme paresseux (λογος αϱγος) sophisma pigrum. – Chrysipp har ogsaa brugt den, cfr. Tennemann Ges. d. Ph. 4d B. p. 300« (Pap. IV A 12). – λογος αϱγος: gr. (lógos argós) den ørkesløse, dovne fornuft, dvs. det fornuftsargument, der anbefaler uvirksomhed, fordi skæbnens bestemmelse alligevel ikke lader sig forandre, fx kan udfaldet af en sygdom ifølge dette ræsonnement ikke påvirkes af en læge; jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 4, 1803, s. 300. I indledningen til Theodicee diskuterer Leibniz, hvorvidt det forhold, at alt sker med nødvendighed, indebærer, at vi altid kan følge vore tilskyndelser, og nævner i den forbindelse, at »la raison paresseuse« til alle tider har ængstet menneskene, jf. Opera philosophica omnia () bd. 2, s. 470. – Chrysipp: Chrysippos fra Soloi i Kilikien (o. 281 - o. 208 f.Kr.), gr. stoisk filosof. – ignava ratio: lat. den uvirksomme, dovne fornuft. Citat fra Cicero De fato (Om skæbnen) 12, 28, jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia () bd. 4, 1757, s. 725. Tennemann anfører citatet i en note i sin gennemgang af Chrysippos, jf. Geschichte der Philosophie bd. 4, s. 300. – Cicero: Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) rom. taler, forfatter og statsmand. – sophisma pigrum: lat. den dovne fejlslutning; i den ty. oversættelse af Theodicee () § 55, s. 166, anvendes dette lat. udtryk som gengivelse af Leibniz' fr. form »le sophisme paresseux«, jf. Opera philosophica omnia () bd. 2, 1839, s. 518. – la raison paresseuse: den dovne fornuft, jf. Leibniz Opera philosophica omnia bd. 2, s. 470. – Leibnitz: . enhver dens Gjentagelse enhver gentagelse af den. Approximation . ophævet . skal den igjen negeres refererer til Hegels forståelse af dialektik, ifølge hvilken en position først 'sættes' og derpå 'negeres', og til sidst 'negeres' denne negation; dette sidste skridt omtales ofte som 'negationens negation'. sin isnende Høire ... Commandanten hentyder til 2. akts 20. og sidste scene i Mozarts opera Don Juan, hvor kommandanten, som Don Juan har dræbt, kommer tilbage som genfærd i form af en statue el. en stenstøtte for at straffe Don Juan og få ham til at angre sit syndige liv. Jf. Don Juan. Opera i tvende Akter bearbeidet til Mozarts Musik, overs. af L. Kruse, Kbh. 1807, s. 125: »Gienfærd. / Giv mig til Pant da Haanden! / Juan. / See der (farer sammen). O, Vee! / Gienfærd. / Nu vel! / Juan. / sittrende med bortvendt Ansigt. / Det isned til min Siel!« algebraisk i bogstavregning; med bogstavbetegnelse, dvs. stærkt forkortet i indhold og udtryk. in ... sanguinem lat. i saft og blod, dvs. i kød og blod. det qualitative Spring . Myreslugeren ... dannede Tragt rettere: myreløvens el. florvingens larve, der graver sig ned i løst sand på en sådan måde, at der opstår en tragt omgivet af en lille sandvold. Larven befinder sig i bunden af tragten; når et insekt kommer for nær til tragten og ruller ned i den, angribes det af larven og udsuges. Schelling ... som til Musik Både i kladden og i renskriften (Pap. V B 56,6 og 72,21) har SK anført »System des transcendentalen Idealismus« som sin kilde for den anførte reference til Schelling (). Der refereres formentlig til følgende udtalelse: »gewisse freye Handlungen müssen noch, ehe ich frey bin, für mich unmöglich gemacht seyn. Dahin gehört z.B. das, was man Talent, oder Genie nennt, und zwar nicht nur Genie zu Künsten, oder Wissenschaften, sondern auch Genie zu Handlungen. Es klingt hart, ist aber desswegen um nichts weniger wahr, dass so wie unzählige Menschen zu den höchste Functionen des Geistes ursprünglich untüchtig sind, ebenso unzählige nie im Stande seyn werden, mit der Freyheit (...) zu handeln, welche nur wenigen Auserlesenen zukommen kann«, System des transscendentalen Idealismus (), s. 351. det Absolute et nøglebegreb i ty. idealistisk filosofi efter Kant (). I Schellings identitetsfilosofi () betegner det absolutte den 'universelle fornuft', den enhed, hvori subjekt og objekt, ånd og natur, frihed og nødvendighed taber deres selvstændighed og forenes som identiske. Hos Hegel betegner det absolutte 'ideen'; han antager, at der gives en absolut erkendelse af rent begrebsmæssig art, idet ideen udfolder sig efter den dialektiske metode. Derved når man gennem den subjektive og den objektive ånd til 'den absolutte ånd', som er det højeste, mest abstrakte trin i ideens udvikling. mere bemærkelig mere kendelig, mærkbar. Lear ... Schöpfung!) ty. »O, du skabelsens sønderknuste mesterstykke!« Replik af Gloster i Shakespeares skuespil King Lear 4. akt, 6. scene; her citeret efter Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck, bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 11, 1840, s. 102. forhaanden under optræk. elementariske som beror på elementerne, naturkræfterne. zittrer . Klogskabsregel leveregel, der udtrykker klogskab, el. som udtrykker kloge forbehold og maner til forsigtighed. Creti og Pleti . skythiske Horder s Skyther var i den gr. oldtid fællesnavn for nomadefolkene på stepperne i Centralasien og Sydrusland, især i området nord for Sortehavet, kaldet Skythien. I Historiæ 4. bog, 1-144, giver Herodot en omfattende skildring af skytherne som et frygtet, krigerisk og barbarisk folk, der herskede over Asien i 28 år, havde underlagt sig Medien, angrebet Persien og truet Egypten, og som selv perserkongen Dareios I måtte give op over for, da han o. 515 f.Kr. forsøgte et mægtigt krigstogt imod dem. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af Fr. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811-12, ktl. 1117; bd. 1, s. 311-373. nu reiser man ... paa Jernbaner Jernbanerne var samtidens store anlægsprojekt. De udvikledes i England fra o. 1830 for derefter at brede sig til det europæiske kontinent. Den første da. jernbane blev anlagt i hertugdømmerne fra Altona til Kiel og indviet 1844, mens strækningen fra København til Roskilde blev taget i brug i 1847. Compagnie selskab. Angeren ... høieste ethiske Modsigelse ... Forsoningen Angeren som etisk selvmodsigelse set i forhold til forsoning og tro har SK beskrevet i en optegnelse fra maj 1843 i journalen JJ: »Det høieste Udtryk som den ethiske Betragtning af Livet har, er, at angre, og jeg skal altid angre – men dette er netop det Ethiskes Selvmodsigelse, hvorved det Religieuses Paradox bryder frem ɔ: Forsoningen, hvortil svarer Troen. Reent ethisk talt maa jeg sige, at selv det Bedste jeg gjør kun er Synd, altsaa vil jeg angre det, men saa kan jeg egl. ikke komme til at handle, fordi jeg skal angre« (Pap. IV A 112, og jf. IV A 116). Jf. også Frygt og Bæven i SKS 4, 188 noten. Deficit underskud, mangel, nemlig på gerning el. handling. den gamle Fichte ... at angre Udtalelsen stammer ikke fra Fichte selv, men fra H.L. Martensen, der i Grundrids til Moralphilosophiens System (), s. 45, skriver, at Fichte forkaster angeren, »fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre«. – den gamle Fichte: Johann Gottlieb Fichte (1762-1814; til forskel fra 'den yngre' Fichte, dvs. sønnen I.H. Fichte (1796-1879)), ty. filosof, prof. i Jena, Erlangen, Königsberg og Berlin. Stærkt præget af Kant udviklede Fichte – i sin version af den 'subjektive idealisme' – teorien om jegets (det transcendentale jegs) absolutte karakter; derved ville han overvinde, hvad han betragtede som problemer i Kants filosofi, fx dualismen mellem 'Ding an sich' og 'Erscheinungen' (). Det Dæmoniske I klassisk gr. sammenhæng er en dæmon en lavere guddom, en ånd mellem guder og mennesker, en budbringer, en skytsånd. I NT er en dæmon en ond ånd, der besætter mennesker, og som fx forårsager sydomme, stumhed, blindhed. De enkelte Fortællinger ... i det N.T. jf. især Matt 8,28-34; 9,32-34; 12,22-32; 17,14-18; Mark 1,23-28; Joh 10,20-21. Forsaavidt Theologerne ... unaturlig Synd sigter først og fremmest til Hermann Olshausen. I hans store Biblischer Commentar über sämmtliche Schriften des Neuen Testaments bd. 1-4, 3. udg., Königsberg 1837-40 [1830], ktl. 96-100; § 10 »Heilung des dämonischen Geraseners«, dvs. kommentarer til Matt 8,28-34, Mark 5,1-20 og Luk 8,26-39, bd. 1, s. 284-302, fortolkes det dæmoniske på den her beskrevne måde. det physiognomiske ... Lavater Den schweiziske præst og forfatter Johann Caspar Lavater (1741-1801) grundlagde fysiognomien, dvs. læren om, at menneskets ydre, specielt dets ansigtstræk, er udtryk for sjælelige egenskaber, jf. Physiognomische Fragmente zur Beförderung der Menschenkenntnisz und Menschenliebe bd. 1-4, Leipzig og Winterthur 1775-78, ktl. 613-616 (forkortet Physiognomische Fragmente). Heri findes der imidlertid ikke mange eksempler på, at det dyriske har vundet skikkelse i den menneskelige fysiognomi, jf. fx bd. 1, s. 100. Fysiognomien blev af samtiden betragtet som en videnskab, og den vandt stor udbredelse i det 19. årh. Syndens Trældom spiller formentlig på Joh 8,34: »hver den, som giør Synd, er Syndens Træl« (NT-1819). en Leeg ... i Forhold til Talen ikke identificeret. Mellemspil underfundige spillen på; mellemakt, intermezzo, kort dansescene indlagt i en opera, overgangsstykke, der forbinder scenerne i en opera, eller som indlægges mellem akterne i et skuespil; de instrumentale takter, der forbinder de enkelte strofer i en sang. Syndens Trældom . Formationer formtyper. i den foregaaende Paragraph dvs. kap. 4, § 1 »Angest for det Onde«. Dæmonen er en Legio ... Luc. VIII, 26-39 Matth. VIII, 28.34 er formentlig fejl for VIII, 28-34; i så fald er der tale om de tre parallelberetninger om den besatte i gadarenernes land. Her fortælles der om mødet mellem Jesus og en dæmonbesat: »Da han fik øje på Jesus, skreg han op, kastede sig ned foran ham og råbte højt: 'Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg bønfalder dig: Pin mig ikke!' Jesus havde nemlig befalet den urene ånd at fare ud af manden«. Og beretningen fortsætter: »Jesus spurgte ham: 'Hvad er dit navn?' 'Legion,' svarede han, for der var faret mange dæmoner i ham«. Derefter beder dæmonerne Jesus om ikke at sende dem i afgrunden, men i stedet lade dem fare i de svin, der gik og fandt føde på stedet; det gav Jesus dem lov til. Og dæmonerne fór ud af manden og ind i svinene, der styrtede sig ud over en skrænt ned i en sø, hvor de druknede (jf. Luk 8,26-39). – Hos Matthæus er der tale om to, mens der hos Markus og Lukas kun er tale om én dæmonbesat; hos Matthæus foregår hændelsen i gadarenernes land, hos Markus og Lukas i gerasenernes land. – Legio: det samme som legion; egl. et korps rom. soldater, her i overført betydning: mange. den er stum ... Luc. XI, 14 »Engang var han [Jesus] ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig«. Redintegration genoprettelse, fornyelse. lede i bane vejen for, vejlede i henseende til. Soiree-Liv aftenselskabsliv, aftenunderholdning. med hvilken forfærdelig Strenghed ... straffet det I middelalderen og op til det 17. årh. blev mennesker, der betragtedes som besatte, opfattet som onde, fordi man mente, de havde forskrevet sig til den onde; derfor blev de forfulgt, fængslet, tortureret (angiveligt for at jage det onde ud el. for at tvinge dem til at frasige sig det onde) og til tider brændt levende på bål. Den sidste heksehenrettelse i Danmark fandt sted år 1800. Jeg ... dømme Jeg har det ikke med at dømme, giver mig ikke af med at dømme. Bonitet beskaffenhed, indre værd el. godhed. var det ikke Augustinus ... mod Kjettere Modsat at anbefale har Augustin () flere gange protesteret imod at dømme kættere til dødsstraf; derimod har han i Contra candentium 1, 28, anbefalet, at der skulle anvendes tvangsforholdsregler over for hans modstandere, donatisterne (benævnet efter biskop Donatus i det 4. årh.), for med magt at føre dem tilbage til den sande tro i kirken. Muligvis forveksles Augustin med Tertullian (), der i Contra gnosticos scorpiace 2 synes at anbefale dødsstraf mod kættere, jf. Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera () bd. 1, s. 223-225, og Q. Sept. Flor. Tertullian's sämmtliche Schriften, overs. af F.A. v. Besnard, bd. 1-2, Augsburg 1837-38, ktl. 151; bd. 1, s. 294, hvor der tales om »die Ketzer zur Pflicht zu treiben«, og hvor det videre hævdes, at »das Marterthum ist das einzige Mittel wider die Idolatrie«. hvad Socrates ... for at helbredes sigter til Platons dialog Gorgias 479a, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 344f. Her siger Sokrates om dem, der har tiltvunget sig en stilling, som fx tyran el. folkeforfører, så de ikke kan drages til ansvar og rammes af lovens straf, at de »har det paa samme Maade som den, der er angrebet af de farligste Sygdomme, men stadig vægrer sig ved at tage sit Ansvar overfor Lægerne for Misrøgten af sit Legeme og ikke vil lade sig behandle, idet han paa ganske barnagtig Vis er bange for at blive brændt og skaaret, fordi det gør ondt« (Platons Skrifter () bd. 2, s. 158f.). mit ... Pillen ty. med pulver og med piller. somatisk legemligt. in specie lat. i det enkelte, i særdeleshed, specielt. en Læge ... Hoffmans Novelle ... betænkelig Sag sigter til »Das Sanctus« i første del af Nachtstücke, jf. E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften bd. 1-10, Berlin 1827-28, ktl. 1712-1716; bd. 5, 1827, s. 152-174. Her refereres til den indledende samtale mellem en læge og en kapelmester om sangerinden Bettina, der har pådraget sig en hæshed, fordi hun har været uforsigtig nok til ikke at tage sit sjal om sig, da hun forlod den katolske kirke efter at have sunget solo. Kapelmesteren vil nu vide, hvor alvorlig Bettinas katar er. Lægen ryster betænkelig på hovedet, tager en dåse frem, stikker den tilbage i lommen uden at tage noget snus, stirrer op i loftet, som om han var ved at tælle rosetterne, og småhoster ildevarslende uden at sige et ord. Det bringer kapelmesteren til vanvid, for han ved, hvad lægens fagter og minespil betyder i ord: »ein böser, böser Fall«; han kræver ren besked og råber: »For livet vil det vel næppe koste hende«. »På ingen måde,« svarer lægen, idet han atter tager dåsen frem for denne gang virkelig at tage sig et snif snustobak, »men højst sandsynlig vil hun aldrig mere i hele sit liv komme til at synge en node!« s. 152f. – Hoffmann: Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776-1822), ty. forfatter, udgiver, jurist og musiker. – tager sig en Priis: tager sig et snif snustobak. det Somatiske ... Pneumatiske det legemlige, sjælelige, åndelige, svarende til mennesket som »en Synthese af Sjel og Legeme baaret af Aand«. Desorganisation . i hiin ældre Tids strenge Adfærd . den Vedkommende hvad nogle angik; i nogle el. visse tilfælde. Livsstraffen dødsstraffen. andre Vedkommende hvad andre angik; i andre tilfælde. afslutte sig isolere sig, afgrænse sig mod. Brutus sigter til figuren Brutus i Shakespeares skuespil Julius Cæsar (1623). I 1. akt fremtræder Brutus, der står Cæsar nær, med et mørkt blik, uden munterhed og lyst til skuespil og musik, indesluttet, grublende. I 2. akt beslutter Brutus, at Cæsar må dø, fordi han er herskesyg, tyrannisk og uden samvittighed; sammen med sine medsammensvorne planlægger Brutus et mytteri. I 3. akt bliver Cæsar dolket først af Casca, derpå af de andre sammensvorne og til sidst af Brutus. Inden Cæsar dør, siger han de berømte ord: »Min Brutus, ogsaa du?« Senere træder Brutus frem for folket og holder sin store tale, hvor han bl.a. siger: »Er der i denne Forsamling nogen huld Ven af Cæsar, ham siger jeg, at Bruti Kierlighed til Cæsar var ikke mindre end hans. Spørger da denne Ven, hvi Brutus stod op mod Cæsar, er dette mit Svar: – ei fordi jeg elskede Cæsar mindre, men fordi jeg elskede Roma mere. Vilde I hellere, at Cæsar skulle leve, og I alle døe som Slaver; end at Cæsar skulde døe, paa det I alle kunne leve som frie Mænd?« Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1, s. 1-100. Hvert skuespil er pagineret forfra. Henrich V ... som Prinds sigter til tronarvingen, Prins Henrik af Wales, den senere kong Henrik V, i Shakespeares skuespil Henrik IV, der består af to dele (1597-98). I første del fremtræder kronprinsen til en begyndelse som en vild og fordrukken levemand, der er ligeglad med sine pligter og må overlade pladsen i statsrådet til sin yngre bror Prins Johan af Lancaster; han har store evner og voldsomme lidenskaber, men skjuler dem i sløseri, spøg og letsindighed. Men da der bliver oprør i landet, viser han sig som en ædel ridder og ansvarlig kriger, der kæmper for kongemagten og fædrelandet. I anden del bliver han endelig forsonet med sin samvittighedsnagede far, kong Henrik IV, mens denne ligger på sit dødsleje. Og da kongen er død, bestiger kronprins Henrik tronen som kong Henrik V. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 3, 1815, s. 1-179, og bd. 4, 1816, s. 1-218. Hvert skuespil er pagineret forfra. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn) i fortrinlig forstand, i overordentlig grad, 'par excellence'. Man bruger ... det Negtende . communicerende (...) den religieuse Betydning At kommunicere (af lat. communicare, gøre fælles, fordele) betyder dels at meddele, tilkendegive, dels (i religiøs betydning, især i den katolske kirke) at få del i nadverens sakramente, at deltage i altergang. En Dæmonisk ... for at fordærve ham sigter dels til Mark 5,6-7, dels til Mark 1,23-24. I den første beretning om den besatte i gerasenernes land () fortælles det om den dæmonbesatte: »Men der han saae Jesum langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham; og raabte med høi Røst, og sagde: Hvad haver jeg med dig at giøre [τί ἐμοὶ ϰαὶ σοί], Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig« (NT-1819). Og i den anden beretning om helbredelsen af manden med den urene ånd hedder det: »Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit, og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe [τί ἡμῖν ϰαὶ σοί], Jesu af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kiender dig, hvo du er, den Guds Hellige« (NT-1819). – τι εμοι ϰαι σοι: gr. (tí emoì kaì soí) 'hvad for mig og for dig', dvs. hvad har jeg med dig at gøre; en formel, der forekommer adskillige gange i NT. en Dæmonisk ... gaae en anden Vei En sådan beretning findes ikke i NT; men ved slutningen af beretningen om den besatte i gerasenernes land () fortælles det, at svinehyrderne løb ind til byen og fortalte, hvordan Jesus havde drevet dæmonerne ud og helbredt den besatte, og da folk kom ud for selv at se det, bad de Jesus om at forlade deres egn, jf. fx Mark 5,17. hver Djævel ... sin Tid første del af ordsproget: 'Hver djævel regerer i sin tid, men Vorherre regerer altid'. Jf. nr. 1969 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 200. If. Ordsprog i Danmark, Kbh. 1969, s. 54, kendes første del som et selvstændigt ordsprog. at leve fra Haanden i Munden talemåde, der udtrykker, at man straks fortærer det, man indtjener, lever umiddelbart, jf. nr. 3373 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 377. have Hjertet paa Tungen spiller på ordsproget: 'En dåre har hjertet på tungen, men en vís mand tungen i hjertet', der kendes fra Peder Syv (1682). Jf. også Sir 21,28 samt nr. 1124 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 42: »Bær ikke Hjertet paa Tungen, men Tungen i Hjertet!« Domitian Titus Flavius Domitian(us) (51-96), rom. kejser 81-96, herskesyg og af mistænksomhed drevet til stadig mere grusomme metoder; biograferet af Sveton i »Titus Flavius Domitianus«, jf. Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1802-03, ktl. 1281; bd. 2, s. 228-256. Cromwell Oliver Cromwell (1599-1658), eng. statsmand; puritaner; som feltherre og militærdiktator yderst hårdhændet. Alba Fernando Alvarez de Toledo Alba (1508-82), sp. hertug, feltherre og statsmand; fanatisk katolik; brutal regent i Nederlandene 1567-73; fremstillet som Herzog von Alba i Goethes tragedie Egmont, jf. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-55, Stuttgart og Tübingen 1828-33, ktl. 1641-1668; bd. 8, 1827, s. 167-300. Jesuitergeneral overhoved for den katolske jesuiterorden, der var organiseret som en hær og kendt for sine militante metoder. Appellativ fællesnavn, nemlig for den kombination af religiøs fanatisme og tyranni, der forener de nævnte. Probenreuter-Viisdom (nedsættende om) handelsrejsendes visdom. eleveres opløftes, opdrages. Gangkurv gangstol af kurvemateriale, hvori småbørn anbringes dels for at være i sikkerhed, dels for at lære at gå. Naar man blot vil ... Alt spiller på talemåden 'Man kan alt, hvad man vil', som går tilbage til ordsproget: 'Et menneske kan, hvad det vil, når det ikke vil andet, end hvad det kan', som er registreret i Christian Pedersens udgave af Peder Laales ordsprog fra 1515; talemåden kendes i mangfoldige variationer. den Betroede den, der er (faderen el. opdrageren) betroet. Somnambulen søvngængeren; den hypnotiserede. conditio sine qua non lat. 'betingelse uden hvilken ikke'; ufravigelig el. nødvendig betingelse. Ringens Aander lystre Ringen sigter til eventyret om Aladdins ring i Tusind og én nat; når Aladdin gnider på den ring, han har fået af den afrikanske troldmand, kommer ringens ånd til syne og stiller sig selv og alle ringens ånder til hans rådighed, rede til at lystre hans befalinger. Jf. »Geschichte Aladdins oder die Wunderlampe« (531. til 558. nat) i Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen, overs. af G. Weil, bd. 1, udg. af A. Lewald, Stuttgart 1838, bd. 2-4, Pforzheim 1839-41, ktl. 1414-1417; bd. 3, 1841, s. 163-313, fx s. 184f., hvor ringens ånd viser sig første gang og hjælper Aladdin ud af den gravhule, han var blevet sendt ned i for at hente den vidunderlige lampe. Jf. også Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe i Adam Oehlenschlägers Poetiske Skrifter bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436: I scenen i den underjordiske hule i slutningen af 1. akt, s. 133f., kommer Aladdin til at støde den ring, Noureddin har sat på hans finger, mod klippen, og straks kommer ringens ånd til syne og siger: »Herre! hvad vil du mig? / See! jeg maa lyde dig. / Ringen er i din Haand, / Du byder Ringens Aand. / Ey er det mig, som maa / Ene tilrede staae. / Alle de Slaver, som / Hylde dens Helligdom, / Knæle til dyben Jord, / Lystre dit Magtens Ord«. Optrinet gentager sig med de samme ord i nattescenen ved åen i 4. akt, s. 316ff.; jf. også scenen i kabinettet på Aladdins slot i Afrika i 5. akt, s. 336ff., hvor Aladdin forsætligt påkalder ringens ånd. aabenbart Skriftemaal I Danmarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 (denne udgave var endnu gældende på SKs tid), er der et særligt ritual »Om aabenbare Skriftemaal og Afløsning«, s. 150-159. Det fastsætter, at en person, der har forbrudt sig mod et af de ti bud (det betød i praksis kriminelle forbrydelser og seksuelle forseelser), kunne anmode præsten om lov til at træde frem i kordøren, påhøre en formaningstale og på knæ bekende sine synder i menighedens nærværelse, hvorefter præsten kunne tilsige vedkommende syndernes forladelse (afløsning). Efter at åbenbart skriftemål var blevet mildnet i 1767, gik det efterhånden af brug (jf. »Forslag til et: Kirke-Ritual«, s. 46f., i J.P. Mynsters Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839); det blev officielt ophævet i 1866. en gros fr. i det store, i stor mængde; i stor stil. incognito lat. ukendt, under fremmed navn, under anden betegnelse. algebraisk . allem einen Sinn ... to Venner til ty. »alt en betydning, men ingen tunge«. Citat fra 1. akt, 2. scene, i Shakespeares drama Hamlet: »og hvadsomhelst i Nat tør ellers hænde, / giv det Forklaring; men giv det ei Tunge«, som Hamlet siger til Horatio, Bernardo og Marcellus, da de beslutter at mødes om natten for at se, om det er rigtigt, at Hamlets døde far viser sig som genfærd, jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 1, s. 28. Her citeres der fra Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck () bd. 6, 1841, s. 19: »Gebt Allem einen Sinn, doch keine Zunge«. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. kaldes Djævelen ... Løgnens Fader sigter til Joh 8,44; i polemik med jøderne siger Jesus om Djævelen: »Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner, Løgnens Fader« (NT-1819). i Forhold til som i samme grad som; alt efter, hvor meget el. hvordan. Gehalt en indhold, værdi(fuldhed). den negtende Sig-Forholden den nægtende forholden sig til sig selv. sluttede sig ... af mod isolerede el. afgrænsede sig bestandig mere og mere i forhold til. Einerlei s ty. ensformighed, trummerum. perpetuum mobile lat. evighedsmaskine. Continuitetens- Abracadabra . Mephistopheles navn på Djævelen i Faust-traditionen. Det benyttes allerede i de gamle ty. folkebøger om Faust, jf. Den i den gandske Verden bekiendte Ertz - Sort - Kunstner og Trold-Karl Doctor Johan Faust, og Hans med Dievelen oprettede Forbund, Forundringsfulde Levnet og skrækkelige Endeligt, Kbh. [u.å. »Tilkjøbs i Ulkegaden No. 107«, ty. 1588], ktl. U 35, s. 9. Skikkelsen er især blevet kendt gennem Goethes Faust, jf. Goethe's Werke () bd. 12, 1828, hvortil der måske refereres her. et Folkesagn ... udfandt han det endeligen ikke identificeret. mimisk udtrykt ved mimik, dvs. den kunst at fremstille tanker og følelser ved minespil og gebærder; dramatisk (). Shakspeare William Shakespeare (1564-1616), eng. dramatiker og lyriker. Byron George Gordon Byron, Lord Byron (1788-1824), eng. digter. Shelley Percy Bysshe Shelley (1792-1822), eng. lyriker. Balletmester Bournonville ... af Mephistopheles Antoine August Bournonville (1805-79), da. solodanser, koreograf, balletmester og forfatter af balletscenarier, fra 1830 fast ved Det kgl. Teater i København. Han var kendt som en virtuos danser med styrke både i brillantdansen og i det mimiske. Fra den 25. april 1832 dansede han Fausts parti, men fra den 10. juni 1842 Mefistofeles' parti i sin egen ballet Faust (). Horreur fr. gysen, forfærdelse, rædsel. springe ind ... staaende i Springets Stilling I en optegnelse fra marts-april 1843 i journalen JJ skriver SK: »Det er en Fortjeneste, som Bournonville har i sin Fremstilling af Mephistopheles, det Spring, med hvilket han altid træder frem og springer sig ind i en plastisk Stilling. Dette Spring er et Moment, som bør paaagtes i Opfattelsen af det Dæmoniske. Det Dæmoniske er nemlig det Pludselige« (Pap. IV A 94). Forfatteren af Enten – Eller ... væsentlig musicalsk sigter til A's afhandling »De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske« i første del af Enten – Eller, jf. SKS 2, 53-136, især s. 90ff. en Ballet ... Faust A.A. Bournonville Faust. Original romantisk Ballet i tre Akter, Kbh. 1832. Balletten var skabt på grundlag af Goethes Faust () og tænkt som en hyldest til Goethe, der var død den 22. marts 1832. Balletten, der er den første Faust-ballet i europæisk ballethistorie, blev opført første gang 25. april 1832 på Det kgl. Teater; fra 1832-44 blev den opført 36 gange, heraf 7 gange i sæsonen 1842-43 (samt ved en særforestilling 10. juni 1842) og 4 gange i sæsonen 1843-44. dens Componist Kapelmusikus, oboisten Philip Ludvig Keck (1790-1848) havde komponeret og arrangeret musikken til Bournonvilles ballet Faust. Musikken indeholdt flere lån fra spanske, franske, tyske og italienske komponister, fx F. Sor, J. Schneitzhoeffer, F. Hérold, G. Rossini og C.M. v. Weber, jf. Knud Arne Jürgensen The Bournonville Tradition bd. 1-2, London 1997; bd. 2, s. 20. Mephistopheles's første Optræden i ... Faust I det trykte balletscenarium beskriver Bournonville Mefistofeles' entré således: »Den Onde lader sig ikke længe vente, Tordenen brager, Lyn og røde Flammer oplyse det skumle Værelse og af en Bogreol fremspringer Mephistopheles«, Faust (), s. 5. Ifølge beskrivelsen i BA springer Mefistofeles ind gennem et vindue; det er dog ikke usandsynligt, at iscenesættelsen er blevet ændret, således at Mefistofeles ikke er sprunget frem fra en bogreol, men ind gennem et vindue (dette har ikke kunnet verificeres). I Th. Overskou Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid () bd. 5, 1864, s. 141, omtales Mefistofeles' »første fantastisk-majestætiske Fremkomst« på scenen. – Balletten Faust: . Theatercoup billig effekt. in abstracto lat. i al almindelighed. pludseligere end en Tyv i Natten spiller på 1 Thess 5,2, hvor Paulus skriver: »Herrens Dag kommer, som en Tyv om Natten« (NT-1819); jf. 2 Pet 3,10. Se også Luk 12,39f. Udtrykket »i Natten« skyldes formentlig en ordret oversættelse af den gr. tekst. Tendents hen til tendens i retning af, stræben mod, sigten efter. Udøethed Ordet kendes ikke, men betyder måske: noget, der ikke dør hen, aldrig bringes til standsning, ingen ende får. Måske fejl for: udødthed, af ud- og ødt (ntr. af øde), dvs. en tilstand af total indre tomhed, ligegyldighed. hiint Folkesagns Talangivelse . Spatium lat. rum, udstrækning, mellemrum, tidsrum. Gehalten indholdet. lille Winsløvs Fremstilling ... det Comiske I en optegnelse fra marts-april 1843 i journalen JJ skriver SK: »En anden Side af det Dæmoniske er det Kjedsommelige, saaledes som lille Winsløv saa ypperligt opfattede det, hvorved det gaaer over i det Komiske (...) cfr. hans Klister i de Uadskillelige« (Pap. IV A 94, s. 35f.). – lille Winsløv: Carl Winsløw (1796-1834), da. skuespiller, fra 1819 ved Det kgl. Teater i København, spillede 1827-34 rollen som Klister i J.L. Heibergs vaudeville De Uadskillelige (1827), der satiriserer over de lange forlovelser. ikke fordi Klister ... tvertimod er inderlig forelsket Klister er konstant gnaven og småskændende på sin kæreste Amalie; de to er de uadskillelige, »I Brøvleri og Kjedsommelighed«, som det hedder i 2. scene i en replik af Georg v. Stein, der er forelsket i Amalies yngre søster Henriette, jf. J.L. Heibergs Skuespil () bd. 4, 1835, s. 230. surnumerair Volontair ... i Toldkamret I rollelisten i De Uadskillelige figurerer Klister som »Volontær i Toldkammeret«. – surnumerair Volontair: fr. overtallig el. frivillig volontør; person, der arbejder gratis på offentligt kontor el. i en institution, især med henblik på senere ansættelse. – Toldkamret: bygning for toldvæsnet i København. Avancement ... sin Forelskelse Da Georg v. Stein, der har arvet sin onkel, har tilbudt Klister at låne ham penge til betaling af den gæld, de mange gaver til Amalie (Malle) har bragt ham i, siger Klister til sig selv: »O min Malle! fra nu af skal jeg blot leve for min Kjærlighed og for mit Avancement i Toldkammeret«, 9. scene, jf. J.L. Heibergs Skuespil () bd. 4, 1835, s. 254. nyere philosophiske Terminologier (...) det Negative (...) Intet og . Elverpigen ... huul bagtil således if. folkevise- og folkesagnsoverleveringen, jf. fx J.M. Thiele Danske Folkesagn 1.-4. samling, bd. 1-2, Kbh. 1818-23, ktl. 1591-1592; bd. 2, 4. samling, s. 26: »Ellekonen er ung og forførerisk at see til, men bagtil er hun huul som et Deigtrug«. den nyeste Philosophie . Vaudeville-Figur en løst tegnet figur med komiske og undertiden satiriske træk; en farceagtig person, der på grund af forviklinger kommer til at fremtræde som noget andet, end han i virkeligheden er; jf. fx figuren Hummer i De Uadskillelige (); han er en simpel retsbetjent, men tvinges af Klister til at optræde som landsbypræst fra Lolland. I sin afhandling Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads, Kbh. 1826, bestemmer J.L. Heiberg vaudevillen som »et Situationsstykke, med løselig antydede Characterer«, der har sin indskrænkning »i den Grændse, som er sat først og fremmest for Characteerudviklingen«, jf. Heibergs Prosaiske Skrifter bd. 1-3, Kbh. 1841-1843 (jf. ktl. 1560); bd. 1, s. 185. Heiberg tager i afhandlingen skarp afstand fra den opfattelse, som var blevet fremført af flere kritikere, at vaudevillen er en farce, jf. s. 204ff. Bellmann ... saa igjen Postbud Carl Michael Bellmann (1740-95), sv. digter og komponist. I hans Fredmans Epistlar (1790) og Fredmans Sångar (1791), der i 1840'erne nød stor yndest i København, og hvis melodier blev brugt i skuespil, optræder mange skikkelser fra rokokotidens letlevende Stockholm-bohême. Jf. Fredmans Epistlar med Musik bd. 1-2, Stockholm 1816, ktl. 1610-1611. I afhandlingen Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og dens Betydning paa den danske Skueplads (1826) oplyser J.L. Heiberg, at han i vaudevillen Recensenten og Dyret (1826) er »begyndt at efterligne det bellmannske Mønster, thi Bellmanns saakaldte Epistler ere at betragte som Vaudeviller udenfor Theatret«, jf. Prosaiske Skrifter () bd. 1, s. 241. pudseerlige pudsige. Ironie har man ... det Negative ... var Hegel Der henvises misvisende til Hegel (); der er tale om Hegels gengivelse af K.F. Solgers teori om ironi som det negative i hans anmeldelse »Ueber: 'Solger's nachgelassene Schriften und Briefwechsel'« (1828), i Vermischte Schriften, udg. af Fr. Förster og L. Baumann, bd. 1-2, Berlin 1834-35, ktl. 555-556; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 16, s. 486-493 (Jub. bd. 20, s. 182-189). Jf. diskussionen i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 340ff. ikke forstod sig stort paa Ironie sigter formentlig til H.G. Hotho Vorstudien für Leben und Kunst, Stuttgart og Tübingen 1835, ktl. 580, s. 394: »In Spaß und Heiterkeit fand er [Hegel] sich gleichfalls behaglich, doch die letzte Tiefe des Humors blieb ihm theilweise verschlossen, und die neueste Form der Ironie widerstrebte dermaßen seiner eigenen Richtung, daß es ihm fast an dem Organ gebrach, auch das Aechte in ihr anzuerkennen oder gar zu genießen«. Dette citat bringes i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 335. Socrates ... gav Barnet Navn jf. tese X i Om Begrebet Ironi: »Socrates primus ironiam introduxit« (»Sokrates var den første til at indføre ironi«), i SKS 1, 65. Skønt Sokrates bruger ironibegrebet og af sin samtid blev kaldt εἴϱων (gr. (eírōn) spotter, ironiker), er det dog tvivlsomt, om det virkelig var ham, der »gav Barnet Navn«. at lukke sin Dør ... i Løndom spiller på Matt 6,6, hvor Jesus siger: »Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer og luk din Dør og beed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare« (NT-1819). Ironie ... Eftersnakkerne ... verdenshistoriske Oversigt ... om Begreberne sigter formentlig til H.L. Martensens afhandling »Betragtninger over Ideen af Faust. Med Hensyn paa Lenaus Faust« i Perseus nr. 1 (), s. 90-164. Her giver Martensen en kort historisk oversigt over grundmomenterne i den apokalyptiske, absolutte poesis udvikling »igjennem forskjellige Former, der ere betingede af de store verdenshistoriske Epoker«, s. 98ff. Undervejs kritiserer han Goethes Faust for at høre hjemme i den panteistiske verdensforståelse, hvorfor Mefistofeles (Djævelen ()) er reduceret til kun at være »Ironiens Repræsentant«, ligesom den »tragiske Ironie, hvilken Fausts Bestræbelse bliver underkastet« kun bliver til »den fine Verdensforstands bidende Spot«, s. 122. Og under gennemgangen af N. Lenaus digt Faust (1836) taler Martensen om, hvorledes Faust i Mefistofeles' selskab »Dag for Dag gjør Fremskridt i Ironien« og høster »idetmindste den Fordeel deraf, at han ikke bliver nogen Philister«; og Martensen roser Lenau for, »at han har givet os en Situation, hvor Faust optræder som poetisk Satiriker. Thi Satiren – her tales nemlig ikke om den dybere Ironie, der bærer det Eviges Kjerne i sig, som der jo ogsaa gives en i Sandhed guddommelig Ironie over Verdens Daarskab og Forfængelighed – Satiren blot som saadan, har unægtelig sin Ret, men kun Negativitetens, og bærer ganske det mephistopheliske Præg«, s. 138. Contemplation indre betragtning, selvfordybelse, indadvendthed, der ser bort fra den ydre virkelighed; dybsindighed. hiin ædle Yngling ... om Rosinerne ikke identificeret. – En urtekræmmer er en næringsdrivende, der sælger krydderier, sukker, kaffe, te og tørrede frugter samt lignende varer. I sammensætninger, fx i »Urtekræmmerexamen«, anvendtes ordet nedsættende om mennesker med lav moral og dårlige kundskaber. Tvergaden sigter formentlig til Dronningens Tværgade i København (se kort 3, D-E3-4). afslutte og hypostasere sig isolere sig og gøre sig absolut gældende, samle sig til en grundlæggende enhed. en Plet i Solen Solpletter, der sjældent optræder enkeltvis, men som regel i grupper, består af en mørkere kerne (kaldet umbra) omkranset af en lysere halvskygge (kaldet penumbra). Solpletter, der kan observeres med det blotte øje, når de er store (de kan blive op til flere jordradier i diameter), kan bestå fra få dage til et halvt år, idet de flytter sig i hvirvlende bevægelser hen over solskiven. I Japan og Kina har de været kendt siden o. 200 f.Kr., men først i begyndelsen af det 17. årh. blev de påvist med kikkert. I 1843 konstaterede den ty. amatørastronom S.H. Schwabe, at pletterne fremtræder i perioder på ca. 11 år. lille hvide Prik i en Liigtorn Midt i ligtornens runde fortykkelse af huden sidder en 'torn' el. et 'søm', der vokser indad og borer sig ned i underhudens nerver med smerter og ofte med betændelse til følge. Qualification egenskab, betegnelse. Rubrikker overskrifter. Uhu (skræmmende) udtryk for et uhyggeligt væsen, skræmsel, spøgelse. perhorrescerer gyser for. ostentere stille til skue, prale med. forstaaet paa græsk eller paa tydsk Tankens gr. version, at sjælen frembringer sit eget legeme, findes i billedet af sjælen som et vinget hestespand, således som det fremstilles hos Platon i dialogen Faidros 246a - 248e, især 246b: »Den Sjæl, der kan bevare sin Fuldkommenhed og beholde sine Vinger, svæver i det Høje og styrer det hele Verdensalt til de mindste Enkeltheder. Men den, der har tabt sine Vinger, tumler hovedkulds nedad, indtil den føler fast Grund under sig; dér føler den sig hjemme, ifører sig et jordisk Legeme, som da synes at bevæge sig selv, takket være Sjælens Kræfter« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 39). Forstået 'på tysk' svarer tanken til Schellings forestilling om 'korporisation' (). Corporisations-Akt ... sit Legeme 'Korporisation' er et teknisk-filosofisk udtryk, afledt af corpus, lat. krop. Der sigtes til Schellings () »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 470: »Weil in der Schöpfung der höchste Zusammenhang, und nichts so getrennt und nacheinander ist, wie wir es darstellen müssen, sondern im Früheren auch schon das Spätere mitwirkt und alles in Einem magischen Schlage zugleich geschieht: so hat der Mensch (...) in der ersten Schöpfung sich in bestimmter Gestalt ergriffen, und wird, als solcher, der er von Ewigkeit ist, geboren, indem durch jene That sogar die Art und Beschaffenheit seiner Korporisation bestimmt ist«. efter fattig Leilighed efter fattig evne, i al beskedenhed. Sensibilitet (...) Irritabilitet nøglebegreber i den schweiziske naturvidenskabsmand Albrecht von Hallers fysiologi, som han fremstillede i Elementa physiologiae corporis humani bd. 1-8 (1759-66). Haller skelner mellem tre fysiologiske funktioner: sensibilitet, irritabilitet og reproduktion. Ved sensibilitet tænkes der på nerveimpulser; ved irritabilitet tænkes der på muskelsammentrækninger. Hallers fysiologiske teorier blev kendt i Tyskland på grund af Schellings kritik af dem i Von der Weltseele (1798); i Danmark blev de bl.a. diskuteret af H. Steffens, jf. Indledning til philosophiske Forelæsninger (), s. 61f. – Fysiologi . Nerveafficerlighed nervøs påvirkelighed. in abstracto lat. i al almindelighed. algebraisk . ligesom hiin Dæmoniske ... ϰαι σοι . hele Tilstandens Forfærdelse alt det forfærdende ved el. i tilstanden. Den franske Læge Duchatelet ... i sit Værk I kladden skriver SK: »Derfor det mærkelige Sammenhold mell. saadanne Dæmoniske – Duchatelet om de offentlige Fruentimmer, især saadanne som ved unaturlig Lyst« (Pap. V B 60, s. 134), mens han i renskriften har anført, men igen strøget en henvisning til »les fils prostitues« (Pap. V B 72,26). Der sigtes til den fr. læge og socialhygiejniker Alexandre Jean Baptiste Benjamin Parent-Duchatelet (1790-1836) og hans værk De la prostitution des filles publiques à la ville de Paris (1836), der omtales i K. Rosenkranz Psychologie (), s. 334: »Fast scheint die Leidenschaft um so tiefer zu wurzeln, je unnatürlicher sie ist; z.B. die unnatürliche Wollust, welche Huren, besonders in Gefängnissen, miteinander treiben, kettet sie auf's innigste, auf Leben und Tod zusammen. Man sehe, was Parent Düchatelet in seinem Werk la prostitution des filles publiques à la ville de Paris, T. I, chap. VIII, von den Tribaden sagt«. Socialitet sammenhold (). Syndens Trældom spiller formentlig på Joh 8,34: »hver den, som giør Synd, er Syndens Træl« (NT-1819). intellectuelle Gehalt intellektuelle indhold el. værdi. en anden Gang forkortet version af talemåden: 'Ikke nu, men en anden gang', eller: 'Det kan vente til en anden gang'. σοϕια δαιμονιωδης ... beskrives gr. (sophía daimoniōdēs) dæmonisk visdom. I sammenhængen, Jak 3,14-16, optræder udtrykket således: »hvis jeres hjerte rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. Den visdom [σοϕία] kommer ikke fra oven, den er jordisk, sjælelig og dæmonisk [δαιμονιώδης]. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt«. 2, 19 ϰαι τα δαιμονια ... ϕϱισσουσι Jak 2,19: »også dæmonerne tror det, og de skælver«. Første halvvers lyder: »Du tror, at Gud er én; det gør du ret i«. Sandheden gjør ... frit spiller på Jesu løfte til de jøder, der var kommet til tro på ham: »I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie«, Joh 8,32. den nyeste Philosophies Aandrighed ... Bevægelse sigter formentlig til P.M. Stillings afhandling Philosophiske Betragtninger (), s. 37: »Systemets nødvendige Gang har ikke Charakteren af Tvang, men af den høieste aandige Frihed«. et Phænomen af det Dæmoniske en fremtrædelsesform for det dæmoniske; en af de måder, hvorpå det dæmoniske viser sig. et Judas-Kys et forræderi. Sigter til beretningen om Jesu tilfangetagelse, hvor apostlen Judas Iskariot forrådte ham med et kys, jf. Matt 26,47-50 og Luk 22,47-48. hævdes gøres gældende. den abstracte Forstand ... Fichte sigter formentlig til J.G. Fichte () og hans opfattelse af visheden, 'jeg er jeg', som filosofiens grundlag. Dette grundlag består i princippet om det absolutte, guddommelige og almene jegs skabende aktivitet, der ved at tænke sig selv også frembringer sig selv, og som betinger såvel det empiriske jeg som tingenes verden, hvilken hos Kant var ubegribelig som 'das Ding an sich'. I 1794 udsendte Fichte Über den Begriff der Wissenschaftslehre oder der sogenannten Philosophie, als Einladungsschrift zu seinen Vorlesungen über diese Wissenschaft og Grundlage der gesammten Wissenschaftslehre als Handschrift für seine Zuhörer; i 1797 en 1. og 2. indledning til videnskabslæren (). Jf. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 309, hvor SK hævder, at Fichte »uendeliggjorde Jeget i Jeg-Jeget. Det producerende Jeg er det samme som det producerede Jeg. Jeg-Jeget er den abstracte Identitet. Herved frigjorde han uendeligt Tænkningen. Men denne Tænkningens Uendelighed hos Fichte er (...) negativ Uendelighed, en Uendelighed, hvori der ingen Endelighed er, en Uendelighed uden alt Indhold«. Servilisme, Devotisme gennemført kryberi, underdanighed el. skinhellighed. Beviis for Sjelens Udødelighed . en god Gjerning ... katholsk Forstand sigter formodentlig til den katolske lære om de overskydende gode gerninger, jf. fx G.B. Winer Comparative Darstellung (), s. 108: »Nach katholischem (...) Lehrbegriff vermag der Wiedergeborene nicht nur die Gebote Gottes vollkommen zu halten, sondern er kann auch noch andre von Christus nicht gebotene, sondern nur empfohlene gute Werke (...) thun (...) u. sich dadurch größere sittliche Vollkommenheit u. ein höheres Verdienst vor Gott erwerben«. Orthodoxie . neier sig for det Hellige spiller på udtrykket »neie sig« (dvs. bøje sig dybt, kaste sig ned) for Gud, som anvendes i GT-1740, fx i 1 Mos 24,26. han taler om ... Guds Throne spiller på Hebr 4,16: »Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid«. Medusas Hoved til at forstene Medusa er i gr. mytologi et kvindeligt uhyre, hvis blik forstenede enhver, der mødte det. Selv da Perseus havde hugget hendes hoved af, bevarede det sin trolddomskraft. en Dæmonisk ... ϰαι σοι . prikne paa nøjeregnende med, ængsteligt vågende over. industriel foretagsom. Speculanterne ... Beviis for Guds Tilværelse sigter formentlig til Ph. Marheineke Grundlehren der Dogmatik (), s. 75ff.; J. Schaller Die Philosophie unserer Zeit, Leipzig 1837, ktl. 758, s. 268-323, samt C.L. Michelets referat i Geschichte der letzten Systeme der Philosophie in Deutschland von Kant bis Hegel, Berlin 1837-38, ktl. 678-679; bd. 2, s. 645-48; jf. også Michelet Vorlesungen über die Persönlichkeit Gottes und Unsterblichkeit der Seele, Berlin 1841, ktl. 680. Allestedsnærværelse . knibske spotske, snerpede, kolde, afvisende. De saakaldte Hellige Det var almindeligt (og undertiden nedsættende ment) at kalde tilhængerne af de folkelige, pietistiske vækkelsesbevægelser og medlemmerne af den herrnhutiske Brødremenighed i København 'de hellige'. absolut commensurabelt helt foreneligt (med hverdagslivet). storartede storstilede. Verden hader den Fromme En opfattelse 'de hellige' byggede på Joh 17,14, hvor Jesus siger om dem, Gud har givet ham fra verden, at »verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden«. Subjektiviteten ... abstrakt Forstand in abstracto lat. i al almindelighed. in concreto lat. i virkeligheden, i et bestemt tilfælde. Reflexionsbestemmelse . det Deiktikose det påpegende, det udpegende i forhold til egen person. en concretere ... Moment jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 285f. Orthodox en, der slutter sig til ortodoksien (). en Fritænker ... det N. T. ... i det andet Aarhundrede hentyder formentlig til den ty. teolog og filosof Bruno Bauer, der i sit værk Kritik der evangelischen Geschichte der Synoptiker bd. 1-3, Leipzig 1841-42, fremsatte det synspunkt, at ur-evangelisten Markus' skabende selvbevidsthed var den egentlige kilde til de evangeliske beretninger, som kun var et produkt af den kristelige selvbevidsthed frembragt i det 2. årh. på baggrund af situationen i kirkens 1. årh., jf. s. XV-XXIV. På grund af disse synspunkter blev Bauer i 1842 tvunget til at forlade sin stilling som docent i Bonn; derefter opgav han teologien, løsgjorde sig fra kristendommen og udviklede sig i sine filosofiske anskuelser mere og mere i retning af ateisme. den rene Selv-Bevidsthed sigter til J.G. Fichtes opfattelse af den transcendentale selvbevidsthed, der bruges synonymt med begrebet 'jeg'. I denne teori skelner Fichte mellem 'det empiriske jeg' og 'det absolutte jeg', hvoraf det sidste svarer til udtrykket 'den rene selvbevidsthed' (). Contemplation indre betragtning, selvfordybelse, indadvendthed, der ser bort fra den ydre virkelighed. et for Contemplationen Afsluttet noget, der er standset ved den indre betragtning, ved selvfordybelsen. from troende Christen ... angest for at gaae til Alters Det var en ofte udtrykt anfægtelse hos fromme kristne, især blandt pietister, om de var værdige til at gå til alters. Denne anfægtelse skyldtes især Paulus' advarende ord i 1 Kor 11,27-29: »Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig (...) imod Herrens legeme og blod. (...) For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til«. den sacramentale Forstaaen den forståelse, der vedrører el. hidrører fra sakramenterne, her især nadveren. Sigter formentlig til den dogmatiske forståelse af nadverens to hovedaspekter, som bygger på Paulus. Dels det positive aspekt: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er fællesskab med Kristi blod, og brødet, som vi bryder, er fællesskab med Kristi legeme (jf. 1 Kor 10,16); dels det negative aspekt: Den, der spiser og drikker uden at agte på Kristi legeme, spiser og drikker sig en dom til (jf. 1 Kor 11,29). Jf. fx Schleiermachers forklaring af denne dobbelthed: »Das Abendmahl erscheint nämlich als ein Scheidungsmittel, indem der angemessene und würdige Genuß die Lebensgemeinschaft mit Christo befördert, der unwürdige aber dieses kräftigste Mittel zur Befestigung derselben immer unwirksamer macht: und also die Gewalt aller Hemmungen immer mehr vermehrt«, Der christliche Glaube () § 142, bd. 2, s. 414. Dette livsfællesskab med Kristus betyder dels en fornyelse af syndernes forladelse, dels en bestyrkelse af kræfterne til helliggørelse, jf. § 141, bd. 2, s. 407. Görres Mystik Josef Görres () Die christliche Mystik bd. 1-4, Regensburg og Landshut 1836-42, ktl. 528-532. Jf. fx beretningerne om munken Dominicus og om nonnen Francisca, bd. 1, s. 408-410 og s. 417-420, som er typiske for Görres' eksempler på religiøs anfægtelse. gik til ved var tilfældet i kraft af, var et resultat af. den ene ... den mere qvindelige Formation If. kladden repræsenterer 'mandlig' aktiviteten, 'kvindelig' passiviteten (Pap. V B 60, s. 138). bestikker forleder, bedårer, forlokker, besnærer. Pussilanimitet modfaldenhed, forsagthed, fejhed. Hyklerie – Forargelse I kladden bestemmes hykleri som en »Activitetens Form (mandlig)« og forargelse som en »Passivitetens Form (qvindelig)« (Pap. V B 60, s. 138). Forargelsens Liden jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 253f. Jf. også K.G. Bretschneiders ensidige fremhævelse af det passive aspekt ved det gr. verbum σϰανδαλίζω (skandalízō, forarges, tage anstød), Lexicon Manuale Graeco-Latinum in libros Novi Testamenti bd. 1-2, 2. udg., Leipzig 1829 [1824], ktl. 73-74; bd. 2, s. 411. Receptivitet modtagelighed. bringes ... Anslag bringes til at klinge, dvs. virker med. profunde dybe, dybsindige, grundige. et Figenblad et dække, et skjul; alluderer til syndefaldsberetningen, hvor det fortælles om Adam og Eva, at deres øjne åbnedes, da de havde spist af kundskabens træ, hvorfor de syede figenblade sammen og bandt dem om livet, jf. 1 Mos 3,7. Cartesius ... de affectionibus ... ikke Tilfældet Cartesius er det lat. navn for René Descartes (1596-1650), fr. filosof, matematiker og naturforsker. Med de affectionibus sigtes der til Tractatus de passionibus animæ (Les Passions de l'âme, 1649), der handler om moralske og psykologiske emner. Med 'beundring' må der tænkes på 'admiratio' (lat. beundring; forundring), som dog ifølge sammenhængen hos Descartes anvendes i betydningen 'forundring', se De passionibus 2. del, artiklerne 53, 70-73 og 75-78, jf. Renati Descartes opera philosophica bd. 1-4, Amsterdam 1685 (jf. ktl. 473, Amsterdam 1678); bd. 4, s. 27, s. 32f. og s. 34f. SK har været opmærksom på denne dobbeltbetydning af 'admiratio'; i kladden til Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est skriver han: »Cartesius lærer, at Forundring (admiratio) er den eneste Sjæls Lidenskab, der ingen Modsætning har – derfor seer man hvor rigtigt det er at gjøre den til Udgangspunkt for al Philosophie« (Pap. IV B 13,23). Vel er det rigtigt, at 'admiratio' if. Descartes ingen modsætning har, se De passionibus 2. del, art. 53, jf. Opera philosophica bd. 4, s. 27, men det er ikke rigtigt, at den skulle være den eneste lidenskab uden modsætning, således som det hævdes her i BA; for if. Descartes har heller ikke 'cupiditas' (begær) en anden lidenskab, der modsætningsvis svarer til det, se De passionibus 2. del, art. 87, jf. Opera philosophica bd. 4, s. 39. Det bør bemærkes, at SK i en optegnelse fra slutningen af 1842 el. begyndelsen af 1843 skriver: »Cartesius (i hans Opsats de passionibus) gjør rigtig opmærksom paa, at admiratio ingen Modsætning har (cfr. artic: LIII.). Ligeledes at cupiditas ikke bør have sin Modsætning i aversio [lat. afsky, uvilje]; men ingen Modsætning bør have (cfr. artic. LXXXVII.). Dette er mig af Vigtighed for min Theorie af Angest« (Pap. IV C 10). Beundring ... Platos og Aristoteles's Begreb ... al Philosopheren begyndte Med 'beundring' må der være tænkt på 'forundring'; i al fald skriver SK i en optegnelse fra jan.-feb. 1841: »Det er et positivt Udgangspunkt for Philosophien, naar Aristoteles mener, at Philosophien begynder med Forundring, ikke som i vor Tid med Tvivl« (Pap. III A 107). I en note til denne optegnelse citerer SK fra Aristoteles' Metafysik 1. bog, kap. 2 (982b 12f.): »δια γαϱ το ϑαυμαζειν οι ανϑϱωποι ϰαι νυν ϰαι το πϱωτον ηϱξαντο ϕιλοσοϕειν« (»netop fordi de undrer sig, er menneskene både nu og fra først af begyndt at filosofere«), og fra Platons dialog Theaitetos 155d: »μαλα γαϱ ϕιλοσοϕον τουτο το παϑος, το ϑαυμαζειν. ου γαϱ αλλη αϱχη ϕιλοσοϕιας η αυτη« (»For det at undre sig er noget i høj Grad ejendommeligt for en filosofisk natur; ja, det er i Virkeligheden selve Begyndelsen til Filosofi« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 111)). Som sin kilde anfører SK: K. Fr. Hermann Geschichte und System der Platonischen Philosophie bd. 1, Heidelberg 1839, ktl. 576, s. 275, note 5, hvor de to citater er anført. – Platos: . – Aristoteles's: . Macbeth ... Der Lebenswein ist ausgeschenkt Efter at Macbeths mord på kongen er opdaget og bekendtgjort, udbryder han: »Fra nu er intet alvor mer' i livet: / Alt er tant, ry og nåde døde! / Livets vin er skænket ud«. Citat fra Shakespeares drama Macbeth 2. akt, 2. scene, i Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck (), bd. 12, 1840, s. 301. Kilde ... til et evigt Liv spiller på Joh 4,14; Jesus siger: »hvo, som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv« (NT-1819). Prædikeren siger ... Forfængelighed et tilbagevendende udsagn i Prædikerens Bog, se fx 1,2: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed« (GT-1740). – Forfængelighed: betyder her tomhed. in mente lat. i sindet, i tankerne. enten Leilighed ... at lee spiller på Præd 3,1.4: »Alting har en tid, / for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. (...) En tid til at græde, en tid til at le. / En tid til at holde klage, en tid til at danse«. den nyere Philosophie ... Tvivlen ... det Positive jf. den allerede omtalte optegnelse fra jan.-feb. 1841, der i sin fulde længde lyder: »Det er et positivt Udgangspunkt for Philosophien, naar Aristoteles mener, at Philosophien begynder med Forundring, ikke som i vor Tid med Tvivl. Overhovedet vil Verden nok lære, at det ikke gaaer an, at begynde med det Negative, og Grunden hvorfor at det hidtil er lykkedes er fordi de dog aldrig ganske have hengivet dem til det Negative og dog saaledes aldrig har for Alvor gjort, hvad de har sagt. Deres Tvivl er Leflerie« (Pap. III A 107). Der sigtes formentlig først og fremmest til H.L. Martensen og J.L. Heiberg. I sin anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (), s. 518, skriver Martensen: »Valgsproget hedder nu: Tvivl er Begyndelse til Viisdom«. Martensen fremhæver i øvrigt, at tvivlen som princip i den metodiske videnskab, dvs. den hegelske filosofi, ikke må forveksles med en blot negativ skepsis: »Fordringen: 'de omnibus dubitandum est' er ikke saa let opfyldt, som den er udtalt, thi der fordres ingen endelig Tvivl, ikke den populaire Tvivl om Dette og Hiint, hvorved man altid reserverer sig Noget, der ikke inddrages i Tvivlen. (...) Videnskaben fordrer (...) den absolute, den uendelige Tvivl. Derfor maatte ethvert af de forskjellige Systemer, der philosopherede i denne Retning, begynde den hele Philosophie forfra, thi det viste sig altid, at det foregaaende System havde ladet en Forudsætning staae, der ikke var indgaaet i Tvivlen, og at denne var den uberettigede Begyndelse, hvorfra der var gaaet ud«, s. 519f. I det første nummer af sit tidsskrift Perseus () offentliggjorde Heiberg en omfattende artikel om relationerne mellem filosofi og teologi, »Recension over Hr. Dr. Rothes Treenigheds- og Forsoningslære«, hvori det hedder s. 35: »Tvivlen er (...) det philosophiske Systems Begyndelse, og forsaavidt ligeledes Begyndelsen til Viisdom«. Sognepræst W.H. Rothe havde i Læren om Treenighed og Forsoning. Et speculativt Forsøg, Kbh. 1836, ktl. 746, s. 516-518, hævdet, at et filosofisk system bør være bygget på den gamle sætning: »Gudsfrygt er Begyndelsen til Viisdom«, og ikke som den nyere filosofi bero på valgsproget: »Tvivl er Begyndelse til Viisdom«. Når den nyere filosofi () begynder med tvivl, sker det ofte under påberåbelse af Descartes' tilsvarende overvejelser, jf. fx overskriften til 1. del, § 1, af Principia philosophiae (1644, Filosofiens principper): »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (»Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om, så vidt muligt, alting«), jf. Renati Descartes opera philosophica () bd. 1, s. 5-8; se bl.a. Hegels Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie () bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 15, s. 334ff. (Jub. bd. 19, s. 334ff.); se også SKs Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est (Pap. IV B 1). Jf. endvidere A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), s. 23: »Ligesom Vorden er Systemets sande Begyndelse, saaledes er Vordens efterladte Spor, Tvivlen, overhovedet Philosophiens Begyndelse«. I sin anmeldelse af J.L. Heibergs Perseus nr. 1 kritiserede F.C. Sibbern den hegelianske påstand, at filosofien skal begynde med tvivl: »en blot og bar Tvivl kan ei danne nogen saadan Begynden; thi om en saadan blot og bar Tvivl, som kun er Tvivl og intet andet, kan man sige: af Intet kommer Intet. Det maa være en rig og fyldig Tvivl, hvormed der begyndes (...). Tvivlen er (...) kun et Moment i hiin den speculative Idees Indgriben; den forudsætter da netop Anerkjendelsen, og begge tilsammen – altsaa i det religiøse Gebeet Tro og Tvivl tillige – gaae her i Eet. (...) Denne Relation til sin Modsætning sig sættende reelle Tvivl er nu ingen egentlig Tvivl, men er netop Debatten, Discussionen«, Maanedsskrift for Litteratur bd. 19, Kbh. 1838, s. 346f. omnis affirmatio est negatio ... affirmatio først Det lat. udtryk: »enhver bekræftelse er en benægtelse« stammer i sin oprindelige version (som har 'determinatio' i stedet for 'affirmatio') fra et Spinoza-brev, jf. Spinoza opera () bd. 2, s. 626: »determinatio negatio est« (»bestemmelse er benægtelse«). Jf. også Hegel (om Spinoza) i Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie () bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 15, s. 374, s. 376 og s. 391 (Jub. bd. 19, s. 374, s. 376 og s. 391); desuden Schelling, fx »Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit«, i Philosophische Schriften bd. 1 (), s. 466. Herbart Johann Friedrich Herbart (1776-1841), ty. filosof og pædagog, prof. i Göttingen og Königsberg. Herbarts talrige skrifter spillede en betydelig rolle i det ty. åndsliv i det 19. årh., især i psykologien. Her refereres til det metafysiske udgangspunkt og princip i Herbarts filosofi: Væren er en 'absolut position', jf. Allgemeine Metaphysik, nebst den Anfängen der philosophischen Naturlehre bd. 1-2, Königsberg 1828-29; bd. 2, § 204, s. 90. SK ejede ikke Herbarts værker, men kendte formentlig hans grundtanker fra samtidige filosofihistoriske fremstillinger, jf. fx C.L. Michelet Geschichte der letzten Systeme der Philosophie in Deutschland von Kant bis Hegel () bd. 1, s. 280f., hvor det bl.a. hævdes, at »Herbart beginnt mit einem absoluten Sein«. Fremvæxt (åndelig) vækst, udvikling. at fordærve ... see sig det fordærvet at fordærve (ødelægge) dette for sig selv, el. se det fordærvet (ødelagt) for en selv. en Mathematiker ... hvad beviser saa dette ikke identificeret. Rosenkrantz's Psychologie ... Følelse og Selvbevidsthed dvs. Karl Rosenkranz () Psychologie oder die Wissenschaft vom subjectiven Geist (); s. 322 bestemmes 'das Gemüth' som »die Einheit des Gefühls und des Selbstbewußtseins«, og således forstået omfatter det: 1. »Begierde«, 2. »die Neigung« og 3. »die Leidenschaft«, s. 322f. et tomt Schema sigter formentlig til den populære trehed, som kendes fra Hegels dialektiske metode, og som præger hele opbygningen af Rosenkranz' bog; denne består således af tre dele (antropologi, fænomenologi, pneumatologi), der alle er inddelt i tre afsnit, som igen er underinddelt i tre kapitler, der atter er opdelt i tre paragraffer. Dog er fænomenologiens tredje afsnit (s. 219-222) så kort, at det ikke er underinddelt i tre kapitler; desuden har pneumatologien (bogens tredje del) kun to afsnit. daß das Gefühl ... cfr. p. 320 og 21 ty. »at følelsen bør åbne sig og blive til selvbevidsthed, og omvendt, at selvbevidsthedens indhold af subjektet føles som dets eget. Først denne enhed kan man kalde gemyt. For mangler erkendelsens klarhed, viden om følelsen, så eksisterer kun naturåndens trang, umiddelbarhedens turgor [lat. svulmen, indre spænding]. Mangler derimod følelsen, så eksisterer kun et abstrakt begreb, som ikke har nået den sidste inderlighed [] i den åndelige tilværelse, som ikke er blevet ét med åndens selv«, jf. s. 320-321. – SK skriver »gefühlt wird« (»føles«) i stedet for »gefühlt werde« (»må føles«); »Einheit« og »Gemüth« er fremhævet hos Rosenkranz. retrogradt tilbagegående, baglæns. Bestemmelse af Gefühl ... seines Bewußtseins (p. 242) bestemmelse af »følelse« som åndens »umiddelbare enhed af sin sjælelighed og af sin bevidsthed«. Citatet lyder i Rosenkranz' Psychologie: »Als unmittelbare Einheit seiner Seelenhaftigkeit und seines Bewußtseins ist er [der Geist]: 1. Gefühl«, s. 242. Seelenhaftigkeit ... den umiddelbare Naturbestemmelse jf. Psychologie, s. 9f., hvor Rosenkranz har gjort gældende, at 'sjælelighed' er ensbetydende med ånden i umiddelbar enhed med sin naturlighed (). Vane afhandler Rosenkrantz ... ikke i Pneumatologien I Rosenkranz' Psychologie bliver vane hverken behandlet i fænomenologien el. i pneumatologien, men i antropologien, dvs. i 1. del, 2. afsnit, 3. kap., »Die Gewohnheit«, s. 157-162. Udviklingen fremstillingen. p. 209-211 ... Knechtschaft s. 209-211. »Selvet – og selvet. 1. Døden. 2. Modsætningen mellem herredømme og slaveri«. Sigter til det andet kap. i det andet afsnit af bogens anden del (fænomenologien). Kap. 2 har overskriften »Das Selbst und das Selbst«, som er opdelt i: »1. der Tod«, »2. der Gegensatz von Herrschaft und Knechtschaft« – og desuden i »3. Die Aufhebung der Knechtschaft«, der atter er underopdelt i tre punkter: »a) Die Begierde des Herrn«, »b) Die Begierde des Knechts« og »c) Die Arbeit des Knechtes und seine Emancipation«, s. 212f. Baggrunden for Rosenkranz' analyse er det berømte afsnit »Selbständigkeit und Unselbständigkeit des Selbstbewußtseyns, Herrschaft und Knechtschaft« i Hegels Phänomenologie des Geites (), i Hegel's Werke bd. 2, s. 140-150 (Jub. bd. 2, s. 148-158). den befalede Kirkebøn den bøn, præsten ved enhver højmesse er forpligtet til at bede efter prædikenen, således som det er forordnet i kap. 1, »Om Guds Tieneste i Kirken«, i Danmarks og Norges Kirke-Ritual (), s. 28ff. Kirkebønnen, »som er forordnet at læses efter Prædiken til Høimesse paa Søn- og Hellig-Dage«, er aftrykt i Forordnet Alter-Bog (), s. 216-221. Een bliver alvorlig over Statsgjelden Danmark havde pr. 1. jan. 1840 en statsgæld på 124 millioner rigsdaler. Her sigtes måske til den grundtvigske teolog Jacob Chr. Lindberg og SKs bror P.C. Kierkegaard, som var med til at stifte »Foreningen i Kjøbenhavn af 11. Juli 1842 til Statsgieldens Afbetaling ved frivillige Bidrag«; P.C. Kierkegaard blev medlem af foreningens »foreløbige Central-Komité« og udgav en pjece om projektet. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. travesteret forklædt og latterliggjort. Gavmundethed åbenmundethed. Constantin Constantius ... p. 6 Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 6: »Gjentagelsen den er Virkeligheden, og Tilværelsens Alvor«, jf. SKS 4, 11. ikke er Livets Alvor ... kongelig Berider indirekte citat fra Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 7: »ligesaalidet som det er Livets Alvor at være kongelig Beridder«, jf. SKS 4, 11. skuffe bedrage. volente deo lat. om Gud vil, med Guds hjælp. Alvorens Gjække alvorens tåber; de, der i alt for stor alvor(sfuldhed) bliver naragtige. hændte Albertus Magnus ... pludselig blev dum I § 197 »Albertus Magnus« i G.O. Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters (), s. 302, fortælles det, at Albertus »in seiner Jugend und im Alter sehr schwachen Verstandes gewesen sei«, og i en note hertil: »In seiner Jugend soll ihm die Jungfrau Maria mit noch drei andern schönen Frauen erschienen sein und ihm versprochen haben, dass er von seiner Verstandesschwäche befreit und ein grosses Licht der Kirche werden, und doch seiner Wissenschaft ohngeachtet rechtgläubig sterben solle. Fünf Jahre vor seinem Tode ging ihm dann sein Verstand wieder aus, er verfiel wieder in seinen früheren Stumpfsinn und starb vollkommen rechtgläubig. Auch soll daher das Sprüchwort entstanden sein: Albertus repente ex asino factus philosophus et ex philosopho asinus [lat. Albertus blev pludselig fra æsel forvandlet til filosof, og fra filosof til æsel]«. – Albertus Magnus: Albert fra Bollstädt med tilnavnet Magnus (1193-1280), ty. teolog og filosof, dominikaner, prof. i Paris og Köln. Skønt Albertus Magnus først og fremmest var teolog, fik han også stor betydning for den middelalderlige filosofi, bl.a. efterlod han sig omfangsrige kommentarer om Aristoteles, hvori han udvikler en række selvstændige filosofiske anskuelser, især af metafysisk og naturfilosofisk art. hændte Bellerophon ... en jordisk Qvinde Om den gr. sagnhelt Bellerofon el. Bellerofontes fortæller den gr. lyriker Pindar: Da Bellerofon ville trænge ind i himlen ridende på den vingede hest Pegasus, fik Zeus hesten til at kaste ham af, så han faldt ned på jorden. Dette motiv synes her blandet sammen med fortællingen i den gr. digter Euripides' tragedie Stheneboia: Dronning Stheneboia i Argos forelskede sig i Bellerofon, men da han ikke gengældte hendes kærlighed, fik hun sin mand til at sende ham til sin far, kongen i Lykien, for at få ham dræbt. Bellerofon overlevede alle anslag; han vendte tilbage til Argos, og for at hævne sig på Stheneboia lod han, som om han nu elskede hende, og lokkede hende således op til sig på Pegasus, men på vej tilbage til Lykien kastede han hende i havet. Marbach ... p. 302 Not. Gotthard Oswald Marbach (1810-90), ty. filosof, naturvidenskabsmand og forfatter, prof. i filosofi i Leipzig. Her refereres til hans hegelsk påvirkede lærebog i filosofihistorie, Lehrbuch der Geschichte der Philosophie () bd. 2, Geschichte der Philosophie des Mittelalters, s. 302, noten; værket blev aldrig fuldendt. Albertus repente ... asinus . Tennemann ... p. 485 Not. Wilhelm Gottlieb Tennemann (1761-1819), ty. filosofihistoriker, prof. i Marburg, stærkt påvirket af Kant. Her refereres til hans ufuldendte filosofihistorie, Geschichte der Philosophie () bd. 8,2, 1811, s. 485, note 114, hvor han siger, at der er en række dunkle punkter i historien om Alberts ungdom, især »der Punkt, ob Albert in seiner Jugend so schwach am Verstande gewesen, daß er nur durch übernatürlichen Beistand der Maria dieses natürliche Hinderniß habe überwinden können, und nachher so große Einsichten erlangt habe, daß das Sprichwort entstanden sey: Albertus repente ex asino factus philosophus et ex philosopho asinus« (). Skolastiker, Simon Tornacensis ... han vilde, saa Simon Tornacensis (1130-2101), også kaldet Simon fra Tournai el. Simon de Tornaco, fr. skolastisk teolog, virkede (formentlig) i Paris. Han efterlod talrige værker om dogmatiske og etiske spørgsmål, hvoraf de senere viser tydelig indflydelse fra Aristoteles. Om Simon Tornacensis fortæller W.G. Tennemann: »Aufgeblasen durch den Beifall, den seine Vorlesungen über die Trinität gefunden hatten, gestand er einigen Zuhören offenherzig, er könne, wenn er bösen Gebrauch von seiner Kunst machen wollte, diese Lehre mit weit stärkeren Gründen widerlegen«, bd. 8,1, 1810, s. 313f. (). Herefter følger i note 152 bl.a. det lat. citat (). profecto si ... improbare lat. »hvis jeg ønskede at tale ondsindet og forholde mig fjendtligt, så ville jeg dermed bestemt, med endnu kraftigere argumenter, være i stand til at svække den og til at modbevise den ved at nedgøre den«. Tennemann har »fortioribus et argumentis« (»med åndsstyrke og argumenter«). Til Tak derfor ... kjende Bogstaverne Efter at have bragt det lat. citat tilføjer Tennemann: »Er wurde darauf zur Strafe stumm und einfältig, ein Spott und Gelächter aller Leute. Er konnte hernach kaum in zwei Jahren wieder lesen lernen«. Cfr. Tennemann ... p. 314 Not. jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 8,1, 1810, s. 314, note 152. tilskrev ham ... om de tre store Bedragere I note 152 anfører W.G. Tennemann forskellige vidner for påstanden om, at Simon Tornacensis skulle have fremsat det bespottelige udsagn om Moses, Jesus og Muhammed, at de var tre bedragere, der havde ført verden bag lyset. Tennemann kalder dog denne påstand, såvel som påstanden om Simons pludselige stumhed og dumhed, for legendariske, men tilføjer: »Beide Facta können gar wohl mit einander bestehen, da sie beide aus Stolz, Dünkel und aus einem durchdringenden, aber einseitigen Verstande sich sehr wohl erklären lassen. Darin stimmen aber alle Schriftsteller überein, daß Simon auf seine philosophischen Einsichten sehr stolz war«, bd. 8,1, 1810, s. 314f. en Monarch ... indskrænket Konge sigter til den politiske situation i Danmark i tiden forud for Grundloven 1849, der afskaffede enevælden til fordel for det konstitutionelle monarki. Monarken er Christian VIII (1786-1848, regent fra 1839). – Stænderforsamling: forsamling af repræsentanter for de forskellige samfundsklasser, kaldet provinsialstænder. I 1831 beordrede Frederik VI udarbejdet udkast til love om rådgivende stænderforsamlinger. Forordningen om provinsialstænderne blev dog først vedtaget i 1834, og i efteråret samme år fandt det første valg sted. Der var fire provinsialstænder, én for Øerne, én for Jylland, én for Slesvig og én for Holsten; de mødtes én gang hvert andet år. den rene ... übergreifende Subjektivitet Der sigtes her til J.G. Fichtes subjektivitetsteori (). – übergreifende: ty. altomfattende. der Lebenswein ausgeschenkt ty. »livets vin skænket ud« (). admittere det Evige vedgå, indrømme det evige, give det adgang. enkelte Regjeringer ... urolige Hoveder måske en allusion til Danmarks egen politiske situation, mens Christian VIII var konge (1839-48); her var den da. skomager og senere journalist og politiker Jens Andersen Hansen (1806-77) et af hine frygtede »urolige Hoveder«, som anførte bondebevægelsen, der sympatiserede med den liberale bevægelse, og søgte at gennemføre en omfattende agrarreform i Danmark. 1843 blev J.A. Hansen udgiver af tidsskriftet Almuevennen. Veien til Fordærvelsen ... gode Forsætter spiller på talemåden: 'Vejen til Helvede er brolagt med gode forsætter', jf. fx nr. 3554 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat (). Constantin Constantius ... den sande Gjentagelse jf. Gjentagelsen, Kbh. 1843, s. 142, hvor det om »Aandens Gjentagelse« hedder, at den »i Timeligheden aldrig bliver saa fuldkommen som i Evigheden, der er den sande Gjentagelse«, SKS 4, 88. Øieblikket jf. den tidligere diskussion af Platons forståelse af 'øjeblikket', SKS 4, 387. Timelighedens Begeistring begejstringen over det timelige. de blaae Bjerge fjerne, ubestemte, eventyrlige bjerge. Man bøier Evigheden ... drømmer om mig I kladden har SK i parentes tilføjet »Bettinas Breve« (Pap. V B 60, s. 137) og ligeledes i renskriften tilføjet, men atter slettet: »Som Exempel herpaa kan anføres Betinas Breve« (Pap. V B 72,32). Der sigtes til en række fiktive breve, som den ty. forfatter Anna Elisabeth (»Bettina«) von Arnim (1785-1859) publicerede under titlen Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde, Berlin 1835. Bettina v. Arnim, søster til Clemens Brentano, gift med Ludwig A.v. Arnim, havde stået den betragteligt ældre Goethe nær og ført en lang række samtaler med Goethes mor. Jf. i øvrigt H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet () nr. 398, sp. 3210, hvor han anfører »et Udsagn af Goethes Moder (efter Bettinas Breve): 'Væggene i de himmelske Boliger ville være beklædte med Phantasiens Tapeter'«. zittrer . coquette skælmske, indladende, pyntelige. Kunsten ... det evige Liv Af kladden (Pap. V B 60, s. 137) fremgår det, at SK her sigter til H.L. Martensen, formentlig til afhandlingen »Betragtninger over Ideen til Faust. Med Hensyn paa Lenaus Faust« i Perseus nr. 1 (), s. 98, hvor Martensen taler om »den apocalyptiske Poesie« som »en Anticipation af Dommedag« og dens »Fremstilling af det Evige« (). I sin anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet nr. 398, 10. jan. 1841, nr. 399, 11. jan. 1841, og nr. 400, 12. jan. 1841, sp. 3205-3224, tager Martensen afstand fra den vildfarelse »i vore Dage«, som »mange Konstnere og Philosopher hylde, at betragte den phænomenale Evighed som den eneste. Saaledes siges der ofte, at Mennesket i Konsten har det evige Liv. Men dette er dog kun det evige Livs Skin, ikke dette selv, skjønt det ikke er et falsk men et sandt Skin«, nr. 399, sp. 3215. Sinnigkeit ty. åndfuldhed. Innigkeit ty. inderlighed, hjertelag. Apokalyptisk skuer man Evigheden jf. H.L. Martensens »Betragtninger over Ideen til Faust. Med Hensyn paa Lenaus Faust« i Perseus nr. 1 (), s. 98, hvor det siges om »den apocalyptiske Poesi«, at den »fremstiller Anticipationen af hiin store Dag, som den i Aanden allerede virkeligt oplever«, og at den »opfatter Himmel og Jord med deres hele uendelige Indhold i sit magiske Speil, hvor den seer tusinde Aar som een Dag, og een Dag som tusinde Aar«; s. 103 er der tale om »Beskuelsen af det Uendelige«. agerer Dante sigter til J.L. Heiberg »En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie« i Nye Digte, Kbh. 1841, s. 29-158, og H.L. Martensens anmeldelse deraf i Fædrelandet (), hvor Martensen sammenligner »En Sjæl efter Døden« med Dantes La Divina Commedia (Den guddommelige Komedie). Dante ... den ethiske Domsakts Virkning I kladden skriver SK: »Det Apocalyptiske, hvor man, ikke som Dante, suspenderer Dommen, ethisk tænkt. I ethvert Fald blot Phantasie-Anskuelse« (Pap. V B 60, s. 137). Hermed sigtes der polemisk til H.L. Martensens beskrivelse af den protestantiske apokalypse i hans anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet (): »I en divina commedia [guddommelig komedie] der havde det humoristiske Princip i sig, vilde Gud ikke blot forestilles som den retfærdige Verdensdommer, men som den absolutte Aand, der ikke blot anskuer Menneskene gjennem ethiske, men lige saa meget gjennem metaphysiske, ikke blot gjennem tragiske, men lige saa meget gjennem comiske Categorier, og som tilsidst tager dem alle til Naade, fordi de ikke blot ere syndige men endelige, ikke blot onde men slette, ikke blot fordømmelige men latterlige, ikke blot ere faldne men tilhøre en falden Verden«, nr. 398, sp. 3212. Man siger Ich – Ich sigter til J.G. Fichtes subjektivitetsteori (). det rene Jeg ... Selvbevidsthed . opdager man pludselig ... i et Tillæg . Jf. Poul Martin Møllers afhandling »Tanker om Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste herhen hørende Literatur« (forkortet »Om Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed«) i Maanedsskrift for Litteratur bd. 17, Kbh. 1837, s. 1-72 og s. 422-453, jf. Efterladte Skrifter () bd. 2, s. 158-272; s. 197, hvor det om Hegels filosofi hævdes, at den ikke har »den foregivne, men kun en tilsyneladende, Overeensstemmelse med den christelige Traditions Indhold. Et afgjørende Beviis herpaa er dens fuldkomne Savn af en sand Udødelighedslære. Dette er nu almindelig følt af hiin Skoles selvstændige Tilhængere, og de søge at raade Bod paa dette Savn, med hvilket de klart indsee at Systemet ikke kan opnaae det udbredte Herredømme, som de havde haabet for det. Men hvis en saadan ny Bestanddeel skal optages i Hegels System, følger deraf en gjennemgribende Forvandling af alle Systemets Hovedpartier, efter hvilken dets Tilhængere ikke meer kunne beholde Hegels Navn til deres Løsen, og ikke meer have noget Tilhold i dette Navns udvortes Autoritet«. Jf. også Poul Martin Møllers gennemgang og kritik (s. 257-269) af højrehegelianeren C.F. Göschels skrift Von den Beweisen für die Unsterblichkeit der menschlichen Seele im Lichte der spekulativen Philosophie, Berlin 1835: »Der har ogsaa fra flere Sider været gjort Indsigelser derimod af Hegels Disciple, og man har opkastet det Spørgsmaal, paa hvad Sted i Systemet ( Schemaet dertil) denne Cyclus af Begreber skal have sin Plads«, s. 268; og s. 269: »Göschel har paa de sidste Sider af sit Skrift fremført nogle Citater, som han kalder Ord af Hegel over Sjælens Udødelighed« (det lille tillæg har overskriften »Worte G.W.F. Hegels über Persönlichkeit und Unsterblichkeit der Seele«, s. 263-272). En oversigt over samtidens diskussion om udødelighed findes i David Friedrich Strauß Fremstilling af den christelige Troeslære i dens historiske Udvikling og i dens Kamp med den moderne Videnskab, overs. af H. Brøchner, bd. 1-2, Kbh. 1842-43 [ty. 1840-41], ktl. 803-804; bd. 2, s. 582-601. nu ... betænkt paa nu tænker man på. sandt Ord af Poul Møller ... tilstede overalt I kladden skriver SK: »Derfor havde P. Møller Ret, at Udødeligheden maa være tilstæde overalt, og ikke anbringes som et Tillæg til Systemet« (Pap. V B 66, s. 140); hermed sigtes der til Poul Martin Møllers afhandling »Om Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed« (), jf. Efterladte Skrifter () bd. 2, s. 188-200, især s. 197: »ethvert System, der udelukker væsentlige Partier af denne Erkjendelse [dvs. »Menneskehedens sande Erkjendelse af det Oversandselige«], kan aldrig i Længden hævde sine Fordringer paa almindelig Gyldighed i Videnskaben«. man opfatter ... opbevaret i den sigter til første del af H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet () nr. 398. Især Heibergs »En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie« betragtes af Martensen som et vigtigt bidrag til »Trivialitetens Metaphysik« (sp. 3208), der bygger på den indsigt, at »det Comiske bør spille en Hovedrolle i den protestantiske Apocalypse«, dvs. i forestillingen om Himmel og Helvede (sp. 3212), for som komisk kan den være en nødvendig modvægt mod Dantes La Divina Commedia (Den guddommelige Komedie). Som katolsk digter ser Dante individerne i Helvede nærmest »gjennem religiøse og moralske, men ikke gjennem metaphysiske Categorier« (sp. 3209); under den synsvinkel derimod, som svarer til protestantismens »rene metaphysiske Frihed« (sp. 3209), er det »ikke nærmest det Irreligiøse og Umoralske, der bliver det Fordømmelige, men det Trivielle, det Aandløse« (sp. 3210). Derfor ser »den protestantiske Digter« individerne i Helvede »som comiske Figurer« (sp. 3209). På tilsvarende måde mangler Dantes opfattelse af den evige salighed den sande kristelige humor; for »Salighedens indre Uendelighed beholder altid noget Abstract, naar den ikke indeholder Endeligheden i alle dens Momenter. Mennesket kan ikke være fuldkommen salig i sit Paradis, naar han ikke kan tage hele sin Verden med sig i al dens Endelighed. Men igjennem det Humoristiske bliver det muligt, at det Ringe, det Ubetydelige, det som i og for sig er Trivielt kan komme ind i Himlen« (sp. 3210). Det gælder derfor, at »det Comiske er en Categorie, som ogsaa i Himlen vil have sin Gyldighed« (sp. 3210). comisk ... den evige Aand ... i Pengeforlegenhed sigter formentlig polemisk til første del af H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet () nr. 398, sp. 3211, hvor Martensen skriver, at Goethes mor får ret, »naar hun trøstede sig med i den anden Verden at skulle faae den Krands af smukke Juveler tilbage, som her var bleven hende frastjaalen« (). Menneske skal gjøre ... utilbørligt Ord ... talet sigter til Matt 12,36 med Jesu formaning til farisæerne: »Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet« (NT-1819). Græcitetens Forstilling ... for at glemme sigter til den almindelige forestilling i den pytagoræiske og platonske filosofi, at de udødelige sjæle skulle drikke af Glemslens Flod, som udsprang fra Elysium, for at glemme alt fra deres tidligere liv på jorden og i underverdenen, inden de igen kunne tage bolig i en krop. I Platons Staten 10. bog, 621a-b, er der tale om, at de udødelige sjæle skal vandre til Glemslens Slette og drikke af Sorgløshedens Flod for at glemme alt. – Græciteten: . – Lethe: da. gengivelse af det gr. Λήϑη (Lēthē), glemsel, forglemmelse; især kendt fra sammensætningen ὁ τής Λήϑης ποταμός (hó tēs Lēthēs potamós) Glemslens Flod. Pudseerligheder pudsigheder, løjerligheder. Kringelkrogerier små, ubetydelige hændelser, intriger. executivt udførligt. inter et inter lat. mellem det ene og det andet. et af Grims Eventyr ... lære at ængstes sigter til »Märchen von einem, der auszog, das Fürchten zu lernen« (»Eventyret om en, der drog ud for at lære at blive bange«) nr. 4 i Kinder- und Haus-Märchen, udg. af J.L.K. og W.K. Grimm () bd. 1, s. 14-25. Eventyret handler om en ung mand, hvis højeste ønske er at lære at gyse; da hans far finder ham ganske umulig, giver han ham nogle penge, så han kan drage ud i verden for at få sit ønske opfyldt. Skønt den unge mand har mange uhyggelige oplevelser, kan ingen af dem få ham til at gyse. Engang hører han om en konge, der har et fortryllet slot; kongen har lovet, at den, der kan befri slottet, skal få del i slottets skatte og vinde prinsessen. Den unge mand beslutter sig for at løse opgaven, der går ud på at opholde sig i slottet i tre nætter, hvad der end måtte ske. Nætterne byder på frygtelige rædsler, men han overvinder alt, til sidst også den gamle kæmpe, så han må vise ham guldskatten i kælderen. Dermed er fortryllelsen hævet, den unge mand får sin del af skatten og bliver gift med prinsessen – men har fortsat ikke lært at gyse. Skønt han er fornøjet, gentager han igen og igen: »Når jeg blot kunne komme til at gyse!« Det ærgrer prinsessen. Så kommer hendes kammerpige hende til hjælp. Om aftenen henter hun en spand koldt vandt med små, levende fisk, og om natten hiver prinsessen dynen af sin mand og hælder det kolde vand og de sprællende fisk ud over ham; da vågner han og råber: »Åh, hvad er det, der får mig til at gyse, hvad er det, der får mig til at gyse! Kære kone! Ja, nu ved jeg, hvad det er at gyse«. hedder om Christus ... indtil Døden sigter til Matt 26,38. Kort inden Jesus tages til fange i Getsemane have, siger han: »min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden« (NT-1819). han siger til Judas ... gjøre Du snart sigter til Joh 13,27; under det sidste måltid med sine disciple siger Jesus til Judas: »hvad du giør, det giør snart!« (NT-1819), hvormed han hentyder til Judas' forræderi. det forfærdelige Ord (...) forladt mig sigter til Jesu ord på korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?« Matt 27,46 (NT-1819); jf. Sl 22,2. som selv Luther ... at prædike over ikke identificeret. Der findes ingen lignende udsagn hverken i Luthers Udlægning af Salmerne, hvor også Sl 22,2 er kommenteret, eller i hans prædikener over lidelseshistorien i Kirkepostillen og i Huspostillen, og derfor heller ikke i hans epistelprædiken til langfredag i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283; bd. 2, s. 198ff. – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, reformator. Skuffelser illusioner, bedrag. Tormenter torturredskaber. besnærende snærende; forlokkende. examinere ja exanimere forhøre, ja, gøre modløs, skræmme. og skal man gjøre dette nemlig lære noget deraf i absolut forstand. Hegel etsteds ... tager Uendeligheden forud En sådan formulering findes ikke hos Hegel, men hans definition af troen minder dog om den. Jf. fx Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 11, s. 206 (Jub. bd. 15, s. 222), hvor troen bestemmes som »das Zeugniß des Geistes vom absoluten Geist, oder als eine Gewißheit von der Wahrheit«; som sådan udtrykker den »die Innerlichkeit der Gewißheit (...), im Gegensatze gegen alles andere Meinen, Vorstellen, Ueberzeugung oder Wollen«, Vorlesungen über die Philosophie der Religion bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, »Anhang. Vorlesungen über die Beweise vom Daseyn Gottes«, s. 362 (Jub. bd. 16, s. 362). Jf. også Encyclopädie () bd. 3, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 441 (Jub. bd. 10, s. 447); Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (), i Hegel's Werke bd. 9, s. 501 (Jub. bd. 11, s. 523). – Hegel . Anticipation forudgribelse. Exercitier (åndelige) øvelser. et Stykke af Chodowiecki ... 4 Temperamenter sigter formentlig til en titelvignet i bd. 4 af Lavaters Physiognomische Fragmente (), stukket af Johann Heinrich Lips efter en tegning af Chodowiecki, der forestiller fire personer symboliserende »de 4 Temperamenter«, som betragter »Die Abschied des Jean Calas«; se illustration 20 20. De fire temperamenter betragter Daniel Chodowieckis stik »Die Abschied des Jean Calas«.Titelvignet, stukket af Johann Heinrich Lips, i J.C. Lavaters Physiognomische Fragmente bd. 4 (). Inden Chodowiecki fremstillede sin tegning, havde han i 1767 udført et stik, der viser Jean Calas' afsked med sin familie inden henrettelsen, et stik, der hører til hans mest kendte værker. På grund af religiøs fanatisme var den fr. protestantiske købmand Jean Calas (f. 1698) blevet beskyldt for at have myrdet sin katolske søn og henrettet. Den fr. forfatter François Voltaire greb senere ind i sagen, og i 1765 blev dommen omstødt, og Jean Calas blev erklæret uskyldig. – Chodowiecki: Daniel Nikolaus Chodowiecki (1726-1801), ty. tegner, miniaturemaler og grafiker, direktør for kunstakademiet i Berlin; har bl.a. fremstillet alle stikkene i Lavaters Physiognomische Fragmente. en indisk Eneboer ... forfaldt til Drik formentlig en vandrehistorie. I en optegnelse fra marts-april 1843 i journalen JJ fortæller SK den samme historie og tilføjer: »hvor Mange kan man ikke fortælle dette, uden at det for dem bliver Andet end et Curiosum? Hvor Mange føle den Angst og Bævelse, der fatter det ethiske Problem?« (Pap. IV A 92). at han jo ... en lille Rest tilbage at han ikke beholdt en lille rest tilbage. fik han ... Alt igjen spiller på Job 42,10: »Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne og gav ham dobbelt så meget, som han før havde haft«. at han jo kan synke dybere at han ikke kan synke dybere. Creti og Pleti . skeie af skeje ud. fører ham, hvorhen han vil spiller på Jesu ord til apostlen Peter: »Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil«, Joh 21,18. end mindre endnu mindre. Socrates ... Giftbægeret sigter til Platons dialog Faidon 117b-c, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 616f., hvor det fortælles, at Sokrates tog giftbægeret »næsten muntert (...) uden at ryste, uden at skifte Farve eller fortrække en Mine«, og lidt senere, at han satte »Bægeret til Munden og tømte det hurtigt og roligt« (Platons Skrifter bd. 3, s. 238). Om Sokrates' domfældelse . fører den ham derhen, hvor han vil . Krisis afgørelse, afgørende vending, krise. fortrøste sig til Skjebnen sætte sin lid til skæbnen. Hexebrev billedhæfte (billedmappe el. -bog) med overskårne billeder af mennesker el. dyr. Siderne er forbundet med bændler el. snore, så hæftet kan åbnes til flere sider, hvorved der dannes nye billeder. Socrates siger i Kratyll ... Bedrageren hos sig sigter til Platons dialog Kratylos 428d, jf. Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 228f., hvor Sokrates siger til sin dialogpartner Kratylos: »at bedrages af sig selv er det værste af alt; for man kan ikke fjerne sig det mindste, uden at bedrageren er med; hvor frygteligt, ikke?« (sml. Platons Skrifter () bd. 3, s. 64). skuffe sig selv betræffende bedrage sig selv, hvad angår. som den Mand ... mellem Røvere sigter til Luk 10,30: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød«; verset indgår i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Orientation orientering, retning. sætter et Kors for Fanden anbringer et kors el. slår et korstegn som værn mod Fanden el. det onde. Den samme forestilling kommer til udtryk i flere talemåder, fx 'Han flyr derfor, som Fanden for korset' og 'Han er saa bange for dig, som Fanden for korset', jf. nr. 4978f. i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat (). Måske spilles der også på udtrykket, at noget kan være et kors for forstanden, dvs. noget, forstanden ikke kan forstå. saa kan ... ikke så formår klogskaben intet. Flækken Marengo ... ved Marengo . Politie-Dom dom ved politiretten, en underordnet ret i København. Erbarmeligste ynkeligste, ynkværdigste. træde af i en Exempelsamling indgå i en (skole)samling af oplysende eksempler inden for fx fysik el. grammatik. Den Hypochondre den, der er sygeligt optaget af sit helbred og konstant ængstelig for at lide af snart den ene, snart den anden sygdom. I den antikke medicin antog man, at ὑποχόνδϱια (gr. hypochóndria), som betegnede den del af overkroppen, der ligger under brystbenet, var sædet for tungsind. Autodidakt oplært af sig selv. Theodidakt oplært af Gud; udtrykket stammer formentlig fra 1 Thess 4,9, hvor Paulus anvender det i flertalsform (gr.: theodidáktoi) om thessalonikerne: »I er selv oplært af Gud til at elske hinanden«. en anden Forfatter har sagt dvs. B el. assessor Wilhelm, hvis papirer udgør anden del af Enten – Eller, jf. SKS 3. αυτουϱγος τις της ϕιλοσοϕιας gr. (autourgós tìs tēs philosophías) en, som virker selvstændigt i forhold til filosofien (i modsætning til dem, der har lært den af andre). Udtrykket αὐτουϱγός (gr. autourgós) bruges egentlig om en landmand, der selv dyrker sin jord. i en høiere Betydning ... Hypochondrie Hamann () bruger ordet 'hypokondri' i et brev (af 3. juni 1781) til J.G. Herder, hvor han om sig selv siger, at han – skønt i det ydre privilegeret – er et uroligt og fortvivlet menneske, der på grund af den største hang til arbejde og nydelse hverken kan det ene eller det andet, men raver rundt som Noa i sin Ark. Herefter følger citatet. Diese Angst ... werden müßen ty. »Denne angst i verden er imidlertid det eneste bevis på vores heterogenitet [uensartethed (med verden)]. Thi savnede vi intet, da ville vi ikke gøre det bedre end hedningerne og transcendental-filosofferne, som intet ved om Gud og forgaber sig i den kære natur som narre; ingen hjemvé ville røre os. Denne impertinente uro, denne hellige hypokondri er måske den ild, hvormed vi offerdyr skal saltes og bevares mod det løbende århundredes forrådnelse«. – Om dette citat skriver SK i en optegnelse fra maj 1842 i journalen JJ: »Hamann gjør i 6te B. af hans Skrifter p. 194, en Bemærkning, som jeg kan bruge, skjøndt han hverken har forstaaet den som jeg ønsker at forstaae den, ell. tænkt noget Videre ved den«, hvorefter citatet følger (Pap. III A 235). Denne optegnelse knytter sig til den om angst som en hovedkategori i »Arvesyndens Væsen« (). 6te B. p. 194 Hamann's Schriften () bd. 6, 1824, s. 194. Enten – Eller anden del af Enten – Eller, Kbh. 1843, s. 282, SKS 3, s. 257. ϑεουϱγος gr. (theourgós) en, som virker for Gud. Ordet er afledt af ϑεουϱγία (gr. theourgía), gudsdyrkelse og betegner oprindeligt et kultisk renselsesritual inden for de hedenske mysterier. – Ordet findes ikke hos Xenofon. Xenophons Convivium Convivium 1, 5, i Opera graece et latine () bd. 4, 1804, s. 426. – Convivium: gæstebudet, middagsselskabet; den lat. betegnelse for Xenofons Symposion, der er værkets gr. titel.