Tonny Aagaard Olesen Journalen BB Søren Kierkegaards Skrifter 17 BB Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2000 http://sks.dk/bb/kom.xml 20130219 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Forelæsninger af Molbech. 2d Deel. Kbh. 1832 Christian Molbech (1783-1857), da. forfatter, kritiker, historiker og sprogmand; 1829 professor i litterærhistorie ved Københavns Universitet. Hans værk Forelæsninger over den nyere danske Poesie, særdeles efter Digterne Evalds, Baggesens og Oehlenschlägers Værker, Kbh. 1832, består af 26 forelæsninger fordelt på 2 bd. (1. bd. indeholder 1.-12. og 2. bd. 13.-26.). SKs excerpt af bd. 1 er dateret marts 1836 og findes i en tidligere påbegyndt notesbog (Pap. I C 87). Excerpten her knytter an til 13. (s. 3-26), 16. (s. 67-89) og 17. (s. 90-113) forelæsning, hvis omdrejningspunkt er Jens Baggesen () samt 21. forelæsning (s. 180-203), der omhandler 'det romantiske'. Kun de betydningsændrende afvigelser i SKs excerpt vil i det følgende blive anført, altså ikke de mindre afvigelser i tegnsætning og ortografi. Alle forkortelser er i øvrigt SKs, ligesom Molbechs udhævelser er udeladt. Signaturen SKS-E betyder, at der i den elektroniske version af kommentaren findes supplerende citatstof fra Molbech. At indskrænke ... for at tabe den citat fra s. 15f., hvor Molbech med udgangspunkt i en rejst kritik af Baggesens () tidlige elegier diskuterer forskellen mellem den antikke og den moderne elegis form og væsen. Molbech skriver: »forgængelige Natur«. Naar vi gjenemløbe ... som Lidenskab citat fra s. 91, hvor Molbech lægger op til at forklare den psykologiske grund til Baggesens manglende alvor og idealitet. Den tilføjede parentes er SKs. – Baggesens: Jens Baggesen (1764-1826), da. forfatter og digter, optræder hos Molbech som overgangsskikkelse mellem digterne Johannes Ewald (1743-81) og Adam Oehlenschläger (1779-1850). SK ejede Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, 1827-32, ktl. 1509-1520; de findes på regning fra C.A Reitzels boghandel til SK dateret 14. jan. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). Til Oplysning af Begrebet ... dog ikke Nyt Molbech forlader med denne forelæsning Baggesen for, inden han tager fat på Oehlenschläger, at diskutere 'det romantiske' i almindelighed, især med hensyn til modsætningen 'det klassiske'. Molbech lægger ikke skjul på, at han her læner sig op ad Jean Pauls () betragtninger. da nu dette ... et sublimt Uendeligt citat fra Molbech s. 181f., der følger umiddelbart efter den sætning (»den herskende Drift ... Phænomenernes Verden«), som SK har tilføjet i parentes. Molbech skriver dog: »Eventyrliges hele rige Verden« og benytter citationstegn omkring citatet af Jean Paul. – Jean Paul: pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), ty. forfatter og æstetiker, der gennem sine romaner, noveller og æstetik blev skattet bl.a. for sin særegne humor. Han udgav den i samtiden meget læste Vorschule der Aesthetik bd. 1-3, Hamborg 1804, 2. udvidede udg., Stuttgart og Tübingen 1813, ktl. 1381-1383. Molbech, der benytter 2. udg., citerer fra 5. program (»Ueber die romantische Poesie«), § 22 (»Wesen der romantischen Dichtkunst, Verschiedenheiten der südlichen und der nordischen«), hvor Jean Paul skriver: »Das Romantische ist das Schöne ohne Begränzung, oder das schöne Unendliche, so wie es ein erhabenes gibt«, Vorschule der Aesthetik bd. 1, s. 145. Kommer Forfatteren ... S. 419 fl. I fremstillingen af Baggesens lyriske poesi omtaler Molbech »de gamle Lovsanges, Hymners og Psalmers eiendommelige lyriske Charakteer« og kommer derved til at tænke på Herders beskrivelse af hymnen. Molbech bringer stederne på da. s. 84f.; . Han anfører også henvisningerne til den ty. forfatter Johann Gottfried Herder (1744-1803), dels til Briefe zu Beförderung der Humanität, samling 1-10, Riga 1793-97; 7. samling, 1796, s. 21 [-51], hvilket er det 82. brev (»Christliche Hymnen«), dels til afhandlingen »Ueber die Wirkung der Dichtkunst auf die Sitten der Völker in alten und neuen Zeiten. Eine Preißschrift« [1778] i Johann Gottfried von Herder's sämmtliche Werke. Zur schönen Literatur und Kunst, udg. af Johann von Müller, bd. 1-12, Tübingen 1805-09; bd. 9, 1807, s. 418-422, især 420, hvilket er kap. 2 (»Wirkung der christlichen Poesie auf die Sitten der Völker«) i afhandlingens tredje afsnit (»Welche Veränderung geschah mit der Poesie in den mittlern und neuen Zeiten? Und wie wirkt sie jetzo«). SK ejede Herders Sämmtliche Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst bd. 1-20, Stuttgart og Tübingen 1827-30, ktl. 1685-1694. Jean P. ligner det Romantiske ... udenfor os er stille citat fra s. 183, hvor Molbech dog sætter citationstegn omkring »en bævende Lyd ... er stille«. Han knytter an til 5. program, § 22, hvor Jean Paul skriver: »Es ist noch ähnlicher als ein Gleichnis, wenn man das Romantische das wogende Aussummen einer Saite oder Glocke nennt, in welchem die Tonwoge wie in immer ferneren Weiten verschwimmt und endlich sich verliert in uns selber und, obwol aussen schon still, noch innen lautet. Eben so ist der Mondschein zugleich romantisches Bild und Beispiel«, Vorschule der Aesthetik bd. 1, s. 146. – Efterlyden: lyden, som bliver tilbage; genlyden, genklangen. er al Digtning ... et større Tilkommende citat fra s. 183, hvor Molbech skriver: »Men om denne Poesie hedder det videre hos Jean Paul, at 'er al Digtning et Slags Sandsigerkonst, saa er den romantiske Digtning en Ahnelse af et større Tilkommende, end her nede finder Rum'.« Molbech knytter an til 5. program, § 22, hvor det hos Jean Paul hedder: »Ist Dichten Weissagen: so ist romantisches das Ahnen einer größern Zukunft als hienieden Raum hat; die romantischen Blüten schwimmen um uns, wie nie gesehene Samenarten durch das allverbindende Meer aus der neuen Welt, noch ehe sie gefunden war, an Norwegens Strand anschwammen«, Vorschule der Aesthetik bd. 1, s. 147. Man har derfor ... Ahnelsens Poesie Efter ovenstående Jean Paul-citat fortsætter Molbech: »Dette er unegtelig en af de Hovedtanker, vi bør holde fast ved, i at danne os Forestillingen om det Romantiske i Livet og i Konsten. Man har derfor ogsaa villet forklare det, saaledes som det yttrer sig i Poesien, ved at kalde den romantiske Ahnelsens Poesie; – et Udtryk, der, skiøndt ofte anvendeligt, dog ikke synes omfattende nok«, s. 183f. Men betragte vi nu ... den første Plads citat fra Molbech s. 186. dernæst Digterkonst; Malerkonst; Plastik Molbech fortsætter ovenstående passage således: »efter denne følger Digtekonsten, rigere end hiin paa aandeligt Indhold og mere omfattende, men mindre stærk og dyb i det umiddelbare Udtryk; endelig efter Poesien følger Malerkonsten, og tilsidst Plastiken, som den mindst romantiske Konst af alle; ikke som om den ikke ogsaa gik ud paa at producere den skiønne Form, besiælet af aandeligt Liv; men fordi den mest behøver den begrændsende, materielle Masse, for at bringe dens Ideal til Anskuelse«, s. 186f. – Plastik: formkunst, billedhuggeri. Musiken ... tilhører vor Tid citat fra s. 187, hvor Molbech dog skriver: »aldeles tilhører den nyere Tid«. det nyere Malerie ... fuldstændige Colorit Molbech skriver s. 187: »Vi kiende vel ikke nok til de Gamles Maleri, for med Bestemthed at kunne sige, hvorvidt de havde naaet i at udvikle det romantiske Element i denne Konst; men efter Alt hvad der er levnet os af det antike Maleri, kunne vi dog neppe hverken tillægge de Gamle Kundskab om det Lysdunkle eller om en fuldstændig Colorit.« – det Lysdunkle: d.s.s. klardunkle (af fr. clairobscur); om tilstanden, som er midt imellem mørke og lys, således at genstandene er synlige, men med udviskede omrids. derimod tilhører netop Plastiken den gl. Tid Molbech fortsætter ovenstående passage: »Derimod er det netop Plastiken som, i dens eiendommelige, ideale Konstfuldkommenhed, saa aldeles tilhører den gamle Tid, og den græske Konstverden, at man selv ved det fortræffeligste, hvad den nyere Tid har frembragt af dette Slags Konstværker, ikke veed at tillægge det høiere Berømmelse, end at det nærmer sig – maaskee opnaaer de Gamles Mesterværker; men aldrig, at disse af nogen Nyere ere overgaaede, eller at den plastiske Formskiønhed skulde paa en eiendommelig Maade, med høiere Ideal-Charakteer, være fremstillet af den nyere Tids Konstnere«, s. 187f. Her kan det være fornødent ... meget rom: Stof SK sammentrækker Molbech s. 189, hvor der knyttes an til 5. program, § 22, som Jean Paul indleder med følgende passage fra 1. udg.: »Ursprung und Charakter der ganzen neuern Poesie lässet sich so leicht aus dem Christenthum ableiten, daß man die romantische eben so gut die christliche nennen könnte«, Vorschule der Aesthetik bd. 1, s. 141. Herefter udvider Jean Paul begrebet om 'det romantiske' til også at gælde dele af orientalske, især den indiske, og den oldnordiske litteratur; han nævner dog ikke den keltiske. – at møde den Erindring: at komme den erindring i møde, dvs. at påminde om. En anden Bemærkning ... ikke mindre formløs citat fra s. 198, hvor Molbech dog skriver: »hvilket vi modsætte det Antike, og hvilket vi ovenfor have henført til en friere, ubegrændset Virken af det aandelige Liv giennem Phantasien – vi kunne lægge til, giennem Følelse, Ahnelse, Tro paa det Oversandselige, Overnaturlige, Guddommelige – at dette Romantiske, siger jeg, ingenlunde maa forvexles med en udelukkende«. Parentesen er SKs. En anden ... Begivenhedernes Gang citat fra s. 200, hvor Molbech dog skriver: »i Menneskets Skiebner«. – udsvævende: som bevæger sig ud over de givne grænser. Die Poesie der Troubadours ... Zwickau 1826 Friedrich Christian Diez (1794-1876), ty. sprogforsker, professor i germansk og romansk filologi ved universitetet i Bonn. Værket indeholder et forord (s. V-XVI), efterfulgt af en hoveddel (»Poesie der Troubadours«, s. 3-282), en mindre del (»Ueber die provenzalische Sprache«, s. 285-328), samt et tillæg med poesi af fire troubadourer (s. 331-360). SKs excerpt knytter an til forordet og især hoveddelen, der består af følgende fem afsnit (samt en »Vorbemerkung«, s. 3-13, som SK springer over): »Geist und Schicksale der Poesie« (), »Form« (), »Inhalt« (), »Erzählende und belehrende Poesie« (), »Verhältniß zu auswärtiger Litteratur« (). Forordet og den sidste del () berøres kun kort. Kun de betydningsændrende afvigelser i SKs excerpt vil i det følgende blive anført, altså ikke de mindre afvigelser i tegnsætning og ortografi. Alle forkortelser er i øvrigt SKs, ligesom Diez' udhævelser er udeladt. Signaturen SKS-E betyder, at der i den elektroniske version af kommentaren findes supplerende citatstof fra Diez. Erster Abschnitt ... der Poesie titlen på 1. afsnit (), s. 13-83, der består af følgende punkter: »Ursprung« (), »Kunstschule« (s. 22-25) »Poetische Gesellschaften« (), »Begriff von Troubadour und Jongleur« (), »Kunstbereich der Troubadours« (), »Kunstbereich der Jongleurs« (), »Poetische Unterhaltungen« (), »Lohn und Ehre der Sänger« (), »Gönner der Poesie« (), »Verfall und Untergang der Poesie« (), »Zeiträume der Poesie« () og »Guiraut Riquier über die Hofpoesie« (). Ursprung Dette punkt (), Diez s. 13-22, har følgende indhold: »Mangel an Zeugnissen darüber – Entwicklung der Kunstpoesie aus dem Rittergeist – Alter derselben – Entwicklung der Hofpoesie – Zeugnisse der Troubadours«. Folkepoesien er overalt ... af samtidige Skribenter SK oversætter med få afvigelser Diez s. 14,26-16,5; . I en note giver Diez teksteksempler og litteraturhenvisninger for at forklare betegnelserne »joculatores ... mimi«. Men i Tidens Løb ... det sydlige Frankrig SK resumerer Diez s. 17; . Kort efter ... tidligere Spor SK oversætter og sammentrækker Diez s. 17,18-25; . – Korstogene var de krigstog, som Vesteuropas kristne stater foretog for at befri Jerusalem fra muslimsk herredømme. Det første korstog (1096-99) blev besluttet på kirkemødet i Clermont i Auvergne 1095 og indledtes året efter med bl.a. Raymond af St. Gilles () under fanen. Der fulgte endnu seks korstog (1147-49, 1187-92, 1202-04, 1228-29, 1248-54 og 1270), men da byen Acre faldt i 1291, havde de kristne ikke flere støttepunkter. Hele denne periode, hvor riddere og munke gjorde fælles sag mod den vantro fjende, og tusinder af pilgrimme valfartede til 'det hellige land', betegner en kulturel blomstringstid. – Peire Rogiers: provencalsk troubadour, født i Auvergne, forlod et embede som kannik ved domkirken i Clermont for som 'jonglør' at drage rundt fra hof til hof. Han virkede o. 1160-80, og var med til at præge tidens høviske normer; der er bevaret ni digte af ham. af Litteratur ... mindre betydelige Diez opridser i forordet () feltets forskningshistorie, som begynder i 1575 med Johann Nostradamus' provencalske litteraturhistorie (). Da dette værk i 1710 blev oversat til italiensk i en kommenteret udgave af G.M. Crescimbeni, opstod et nyt kildeskrift, der for første gang bragte en samling lieder på det oprindelige sprog. I 1724 udgav Antonio Bastero første bind af et større anlagt arbejde, der bl.a. skulle indbefatte en provencalsk ordbog med kildebelæg; de følgende bind udkom dog aldrig. Endelig i midten af det 18. årh. indsamlede La Curne de Sainte-Palaye et nyt kildemateriale, der blev grundlaget for den litteraturhistorie om troubadourdigterne, som abbed Millot udgav på fransk i 1774. Det er disse fire bøger, SK sigter til som »en Mængde mindre betydelige«. Diez fortsætter herefter med at omtale den nyere litteratur, som SK anfører i marginen. Raynouard ... Paris 1816-21. VI B. Diez omtaler værket s. Xf.; . – François Juste Marie Raynouard (1761-1836), fr. filolog, der med Choix des poésies originales des Troubadours bd. 1-6, Paris 1816-21, var en af de første til at udgive troubadourernes digtning. Raynouards værk indeholder, som Diez også anfører, dels en stor samling tekstkritiske bearbejdelser (med fr. overs.) af den provencalske poesi, dels en udførlig gl. provencalsk grammatik og sproghistorisk oversigt. Dette værk fungerer hos Diez som det standardværk, hvortil der som regel henvises, når der bringes digte. Adrian (Prof: i Giesen) »Grundzüge ... Gramatik 1825« Diez omtaler værket s. X i en note til beskrivelsen af Raynouards første bind indeholdende grammatikken; . – Johann Valentin Adrian (1793-1864), ty. forfatter og sprogforsker, 1823-27 professor i nyere sprog og litteratur ved universitetet i Gießen, hvor han udgav Grundzüge zu einer Provenzalischen Grammatik, nebst Chrestomathie, Frankfurt am Main 1825 [110 s.]. Ud over en provencalsk grammatik (s. 3-60) indeholder bogen en del betitlet »Provenzalische Lieder zur Uebung im Lesen und Uebersetzen« (s. 61-110). Observations sur la langue ... A. W. v. Schlegel Diez omtaler værket s. XIIf.; . – August Wilhelm von Schlegel (1767-1845), ty. filolog, kritiker, digter og oversætter, 1798 professor i Jena, holdt 1801-04 i Berlin, 1808 i Wien, en række forelæsninger over kunst og litteratur, der senere blev udgivet i hans kritiske hovedværk, hvori bl.a. Goethes Faust omhandles (). I årene inden han fra 1818 blev professor i kunst- og litteraturhistorie i Bonn, havde han under ophold i Paris beskæftiget sig med den provencalske troubadourdigtnings håndskrifter, hvilket først resulterede i et essay om det franske sprog, dernæst i afhandlingen Observations sur la langue et la littérature provençales, Paris 1818 [122 s.], fotografisk optryk Tübingen 1971, som er direkte foranlediget af Raynouards troubadour-værk (). Til Schlegels poetiske produktion hører bl.a. en romance om den evige jøde (). Rochegude ... 1819 Diez omtaler Rochegudes værker s. XIII; . – Der sigtes til den tidligere fr. admiral Henri-Pascal Rochegude (1741-1834), der i Toulouse 1819 publicerede de to bind: Le Parnasse occitanien, ou choix de poésies originales des Troubadours tirées des manuscrits nationaux, indeholdende et længere forord og 198 digte med historisk-kritiske noter, og L' Essai de Glossaire occitanien, som foruden forordet består af en leksikalsk oversigt på 334 sider. Leben und Werke der Trobadours ... Zwickau 1829 Leben und Werke der Troubadours. Ein Beitrag zur nähern Kenntniß des Mittelalters von Friedrich Diez, Zwickau 1829 [XII + 616 s.]. Dette senere værk af Diez () indeholder en fremstilling af mere end 60 trobadourdigteres liv og værk samt en fortegnelse over samtlige troubadourer. Fra hvilken Stand udgik denne Kunstpoesie? SK oversætter s. 19,27-28, hvor Diez selv stiller spørgsmålet; . Diez svarer, som SK nedenfor anfører. Offenbar gaben die Edlen ... der älteren Hofdichter citat fra Diez s. 19f. – der Graf v. Poitiers: greven af Poitiers, det navn, der figurerer på manuskripterne til de ældst bevarede troubadoursange, og som siden middelalderen er blevet identificeret med Guillaume (Guillem; Vilhelm) IX (1071-1127), der var 7. greve af Poitiers og 9. hertug af Aquitanien. Af denne 'tidligste' troubadour er bevaret 11 sange. – der Vizgraf Ebles v. Ventadour: dvs. Eble II af Ventadour, der var lensmand og ven af Guillaume; han findes omtalt hos flere troubadourer, men der er intet bevaret af ham. – Guillem: dvs. Guillaume, jf. ovenfor. – Bernart v. Ventadour: Bernard de Ventadour (el. Ventadorn; 2. halvdel af det 12. årh.) tilhører en 3. generation af provencalske troubadourer. Han kom fra fattige kår, blev knyttet til bl.a. grevehoffet i Toulouse og Henrik II's kongehof, og endte sine dage i et kloster. Der er bevaret 44 sange af ham, alle om høvisk kærlighed. poetische Gesellschaften Dette punkt () findes Diez s. 25-30. Existerede saadanne? Diez stiller s. 25 spørgsmålet: »Waren bei den Troubadours förmliche poetische Gesellschaften üblich, die zu einer bestimmten Zeit oder gelegentlich Wettkämpfe anstellten und Preise ertheilten?« Nei! ... Vedekamp i Digt SK sammentrækker Diez s. 25-29, hvor ovenstående spørgsmål besvares (). Unter die förmlichen ... der Troubadours citat fra Diez s. 29. – den Tenzonen: . – Nostradamus ... Troubadours: Johann Nostradamus (egl. Jean de Nostredame, o. 1507-77) Les vies des plus celebres et anciens poetes provensaux, qui ont floury du temps des contes de Provence. Recueillies des oeuvres de divers autheurs nommez en la page suyvante, qui les ont escrites et redigees premierement en langue provensale, et depuis mises en langue françoyse par Jehan de nostre Dame, Procureur en la cour de Parlement de Provence. Par lesquelles est monstrée l'ancienneté de plusieurs nobles maisons tant de Provence, Languedoc, France, que d'Italie et d'ailleurs, udg. af Alexandre Marsilij, Lyon 1575; fotografisk optryk Hildesheim 1971 (). Diesen eingebildeten ... von Liebeshändeln citat fra Diez s. 29f. Der stärkste Grund ... erwähnt wird citat fra Diez s. 30. Nordfrankreich besaß ... Stillschweigen übergegangen citat fra Diez s. 30, hvor Diez dog skriver: »Stillschweigen übergangen«. Begriff von Troubadour und Jongleur Dette punkt () findes Diez s. 30-34. Nogle have villet ... af egen Lyst Diez indleder punktet: »Eine andere nicht minder gangbare Ansicht, welche die Troubadours als vornehme Dichter, die Jongleurs als ihre Diener betrachtet, bedarf hier gleichfalls einer Berichtigung«, s. 30. Herefter går han over til at give sin bestemmelse af hhv. jongløren og troubadouren: »Jongleurs hießen alle diejenigen, welche aus der Poesie oder Musik ein Gewerbe machten«, s. 31, og »Troubadours nannte man dagegen alle, die sich mit der Kunstpoesie beschäftigten, weß Standes sie immer seyn mochten, gleichgültig, ob sie zu eigner Lust, oder um Lohn dichteten«, s. 32. – fornemme Digtere: dvs. digtere af høj social rang. – Jongleurs: jonglørerne, dvs. de omvandrende sangere og musikanter, der levede af at sætte musik til troubadoursangene og foredrage dem mod betaling, undertiden i en bestemt troubadours tjeneste. Ofte levede de som artister, cirkusfolk m.m. Diez tager flere steder i det følgende forskellen ml. troubadour og 'jonglør' op. – Trobad. (...) Trob.: troubadourer. I den Classe ... at ernære sig SK oversætter med mindre afvigelser Diez s. 33,22-34,2; . – Guillem v. Cabestaing: Guillem de Cabestany (el. Guilhem de Cabestanh), provencalsk troubadour, der skrev o. 1180-1210, formentlig død efter 1212. Der er bevaret syv, måske ni, kærlighedsdigte af ham, som regnes til troubadourdigtningens bedste frembringelser. – Pons v. Capdueil: (Pons de) Capdueil el. Capduelh, stammede fra bispedømmet Puy-Sainte-Marie i Velay og skrev o. 1180-90. Der er af ham bevaret mindst 12 digte, herunder tre korstogssange, som vidner om hans deltagelse i det tredje korstog (). – Peurol: Peirol, provencalsk troubadour fra Auvergne, som virkede fra slutningen af det 12. årh. til o. 1225. Han skulle have været en fattig ridder, men en af sin tids største troubadourer; der er bevaret 32 digte og 17 melodier af ham. – Rambaut v. Vaqueiras: Raimbaut de Vaqueiras, provencalsk troubadour, af lavadelig familie i Provence, blev ridder og deltog bl.a. i det fjerde korstog 1202-04. Han virkede o. 1180-1210, bemestrede den trad. kærlighedslyrik og afprøvede nye former, bl.a. skrev han en 'descort' () i forskellige sprog. – Peire Cardinal: Peire Cardenal, provencalsk troubadour, stammede fra Puy-en-Velay, hvor han var af god familie, blev uddannet klerk, men opgav siden sin kirkelige løbebane. Der er bevaret næste 100 digte af ham, formentlig skrevet 1205-72; han skulle være blevet o. 100 år. Han var knyttet til flere hoffer, bl.a. Raymond VI's og Raymond VII's (). En anden Deel ... det frie Digter-Liv SK oversætter Diez s. 34,6-22; . – Folquet von Marseille: Folquet fra Marseille (også Foulque), troubadour, købmandssøn fra Toulouse, skrev o. 1180-95; der er bevaret 27 digte af ham. Han indtrådte siden i cistercienserordenen, hvor han blev abbed, senere biskop, i hvilken stilling han forfulgte albigenserne (). Han døde i 1232. – simplere Stand: lavere (social) klasse. – Peire Rogier: . – Gaubert von Puicibot: el. Jausbert de Puycibot, søn af en fattig godsejer i Limousin, troubadour, som virkede 1210-30. Der er bevaret 17 tekster (15 chansons, en tenson og en sirventes) af ham. Kunstbereich der Trobadours Dette punkt () findes Diez s. 35-40. Trob: d: i: Erfinder ... zum Volkdichter citat fra Diez s. 35. – Trob: troubadour (). – acc.: akkusativ. Es bezieht ... gelten können citat fra s. 35, hvor Diez dog skriver: »Dem Roman und der Novelle«. Derfor klagede ... og Roman Diez bringer s. 35 en passage af Guiraut von Borneil (), der forundrer sig over, at man skatter en fortælling højere end de ædle sange om ophøjede ting. Troub: søgte ... (art de trobar) SK sammentrækker og oversætter Diez s. 36,4-9; . – art de trobar: provencalsk, kunsten at digte (opfinde). Af udtrykket 'trobar' (opfinder) er udledt såvel 'troubadour' som 'trouvère', der egl. betegner det at komponere (opfinde) digte. De fleste Troub: ... et Digt Dictat SK oversætter Diez s. 39,1-11 og 40,2-5; . Kunstbereich der Jongleurs Dette punkt () findes Diez s. 40-46. Das Wort J: ... Spielmann oder Musiker citat fra Diez s. 40. – prov.: provencalsk. Jongleurernes Forretning ... f:u:a: SK oversætter Diez s. 41,1-7; . – Jongleurernes: . – Forretning: beskæftigelse, virksomhed. – Viole: Jonglørernes 'viola' var et guitarlignende strengeinstrument med fx syv strenge, som man kunne stryge med bue el. knipse på ved at dreje et hjul. – f:u:a.: for uden andre. Diez fortsætter s. 42f. med at nævne over et dusin andre instrumenter. De ledsagede ... i sin Tjeneste SK oversætter Diez s. 43,5-14; . Foruden ... foredrage Fortællinger SK oversætter i forkortet form Diez s. 45,1-3; . Den, som forstod ... ogsaa forstaae SK oversætter Diez s. 45,21-46,6; . Passagen fortsættes nedenfor. – Comtaire: (provencalsk) fortæller. – Contrafazedor: (provencalsk) efterligner, imitator. – mimiske und Possenspiele: jf. Diez, mimiske og farceagtige skuespil. die Künste des Seiltänzers ... den Lustigmacher citat fra Diez s. 46. poetische Unterhaltung Dette punkt () findes Diez s. 46-50. Hofferne og ... stor Gjestfrihed SK sammenfatter Diez s. 46,14-47,5; . – Trobad.: Troubadourerne. Den Tid ... at vise sig SK sammenfatter Diez s. 48,10-18; . – Musici: lat. musikere. Til Digtekonstens Spøg ... skaffe sig Indgang SK oversætter Diez s. 49,11-19; . – cortesia: høviskhed, dvs. med egenskaber som en hofmand, (ridderlig) høflighed, belevenhed, elegance. – mesura: mådehold, selvbeherskelse, beskedenhed. Lohn und Ehre der Sänger Dette punkt () findes Diez s. 50-57. Gönner der Poesie Dette punkt () findes Diez s. 57-62. Blandt dem ... o:s:v: Diez fremhæver især greverne af Provence (s. 57-59) og af Toulouse (s. 59f.) som troubadourernes velyndere, men nævner dog også fyrster fra Frankrig og Italien (s. 60f.). Fra Provence nævnes Raymond Berengar III (1167-81), sønnen Alfons II (1196-1209) og dennes søn Raymond Berengar IV (1209-45). Fra greveslægten af Toulouse (de syv med navnet Raymond) nævnes Raymond IV (greve 1088-1105), kaldet Raymond af St. Gilles, der gjorde grevskabet til et af de mægtigste i tiden (); Raymond V (1148-95), der ved sit hof havde berømte troubadourer som Peire Rogier () og Bernart de Ventadour (); dennes søn Raymond VI (1192-1222), der viklede slægten ind i albigenserkrigene (), og til sidst dennes søn Raymond VII (1222-49), ved hvem grevskabet skrumpede betragteligt ind. Verfall und Untergang der Poesie Dette punkt () findes Diez s. 62-69. Den kan man ... 1250-90 SK sammentrækker Diez s. 62,17-18; . Hofpoesien var en ... i Adelens Forarmelse SK oversætter Diez s. 63,28-64,9; . Dette seer man ... anføres Exempl. Diez skriver s. 65: »Die Klage beginnt gegen die Mitte des dreizehnten Jahrhunderts.« Over de følgende sider giver han en række litterære eksempler på dette. Zeitraüme der Poesie Dette punkt (), Diez s. 69-74, har følgende indhold: »Eintheilung – Charakterzüge verschiedener Zeitabschnitte: der schwere Reim, die dunkle Rede, das erhabene und gelehrte Dichten«. 1090-1140; 1140-1250; 1250-1290 Diez formulerer sin inddeling s. 69: »Entwicklung, Blüthe, Verfall begründen drei merkliche Zeitabschnitte: der erste und letzte sind, so genau dieß möglich ist, bereits bestimmt worden, (von 1090 bis 1140 und von 1250 bis 1290); was in der Mitte liegt, macht den zweiten aus.« – Inddelingen af troubadourdigtningen i disse tre faser er stort set stadig gældende. Mærkelige ere visse ... paa sit Høieste SK oversætter Diez s. 70,22-31; . – Mærkelige: bemærkelsesværdige, interessante. – das schwere Reim: 'det svære rim', dvs. de rim, der er sjældne og vanskelige at finde, også benævnt 'rimas caras' el. 'trobar ric', hvilke den provencalske troubadour Raimbaut d'Aurenga havde indført i midten af det 12. årh. og Arnaut Daniel bragt til det yderste. – Arnaut Daniel: provencalsk troubadour (2. halvdel af 12. årh.), født i Ribérac, studerede filosofi, og var i 1195 kendt for at skrive 'dunkelt'. Han har efterladt 18 lyriske digte og var helt frem i det 15. årh. hyppigt citeret. Fra Midten af ... fra Digterhaaben SK oversætter Diez s. 71,15-72,1; . – die dunkle Rede: 'den dunkle tale' var en bevidst vanskelig tilgængelig stilart, også kaldet 'trobar clus' i modsætning til den lette og klare 'trobar leu'. – Digterhaaben: digterhoben, dvs. den store mængde af digtere. Dog havde begge ... af Samtidige Diez omtaler dette s. 72f. Endelig maa det ... und gelerhten Dichten SK oversætter og citerer Diez s. 73,15-17; . Wenn schon Guiraut v. Borneil ... Doctoren der Poesie citat fra s. 73f, hvor Diez dog skriver: »Wenn schon Guiraut von Borneil, der auch hier genannt werden muß, von großen«, »als Gegenständen des Gesanges« og »verlangt er daher an einem andern Orte den Ehrennamen«. – Guiraut v. Borneil: Guiraut de Bornelh, provencalsk troubadour, virkede 1162-99 i Exideuil (Charente) og kaldtes i middelalderen for 'troubadourernes mester'. Der er bevaret 76 digte af ham, bl.a. nogle 'sirventes' (), hvori han klager over riddertidens forfald. – Guiraut Riquier: provencalsk troubadour fra Narbonne (o. 1230-92), også kaldet 'den sidste troubadour', virkede ved flere hoffer, bl.a. hos Alfons X af Kastilien (1252-84), hvor han opholdt sig i mindst 10 år. Han har efterladt sig et omfangsrigt værk i mange genrer, bl.a. det didaktiske bønskrift til Alfons X, i hvilket de forskellige digteres titulære rangstilling foreskrives. Guiraut Riquier über die Hofpoesie Dette punkt () findes Diez s. 75-83. Dette Værk ... vigtige Oplysninger SK knytter an til Diez s. 75,4-14; . Han andrager ... kaldes Jongleurs Diez bringer s. 75-79 længere passager fra Guiraut Riquiers bønskrift. Heri hedder det bl.a.: »Nicht minder schicklich wäre es daher, auch die Jongleurs durch besondere Namen zu Unterscheiden: es ziemt sich nicht, daß die Bessern unter ihnen die Ehre eines Namens entbehren, auf welche sie durch die That Anspruch machen können. Es heißt sie mißhandeln, wenn man sie mit Menschen ohne Kenntnisse verwechselt, die ein Instrument spielen und ihr Brot auf den Straßen betteln, um des Erwerbes willen die Schenken besuchen, und in keiner guten Gesellschaft sich zeigen dürfen; oder mit jenen, die sich überschlagen, Affen tanzen lassen und nichts von guten Sitten wissen«, s. 75f., og »Meine Meinung ist daher diese: Ihr, edler Herr König, steht so hoch an Ehre und Macht, Verstand und Wissenschaft, um diesen Mißbrauch abstellen zu können, und euch kommt dieß vor jedem andern König zu«, s. 77. Kongen befalder ... bør være beskaffne Diez bringer s. 79-83 nogle uddrag fra den erklæring, Kastiliens konge Alfons X udsender som følge af Guiraut Riquiers henvendelse. SK knytter først an til Diez s. 81,12-23; derefter til s. 81,24-83,1, hvor kongen dikterer distinktionen mellem 'jonglør', 'troubadour' og 'doktor i poesien'; . – Bouffons: gøglere. – Lombardiet: område i Norditalien. – Vers og Canzoner: . Form titlen på det 2. afsnit (), Diez s. 84-121, der består af følgende punkter: »Vers« (), »Strophe« (), »Lied« (s. 90-95), »Reim« () og »Gattungsnamen der Gedichte« (). Vers Dette punkt (), Diez s. 85-88, har følgende indhold: »Bau desselben – Versarten«. Die Trobadours nennen ... nicht mehr sein citat fra s. 85, hvor Diez dog skriver: »ihn môt, d. h. Wort, wahrscheinlich aus« og »eine andere«. Strophe Dette punkt (), Diez s. 88-90, har følgende indhold: »Bau derselben – Zahl der Verse darin«. cobla Diez indleder punktet »Strophe« s. 88: »Diese heißt cobla, d. i. Verknüpfung«. – cobla: gl. provencalsk ord for strofe, egl. sammenknytning (ty. Verknüpfung). In dem Bau der Strophe ... Neuerung zu betrachten citat fra Diez s. 88f. Men Formerne ... vare yndede SK oversætter og sammentrækker Diez s. 89,11-26; . – Petrarcs Sangbog: Francesco Petrarca (1304-74), ital. humanist og digter, hvis formfuldendte, overvejende erotiske digte er blevet samlet i Il Canzoniere, som indeholder 317 sonetter (herunder de berømte til den elskede Laura), 29 canzoner og en snes digte i andre former. Det var gennem Petrarca, at sonetformen senere fik stor udbredelse. – den spanske Cancionero: Det sp. udtryk betyder 'en samling sange/digte af en el. flere digtere fra samme skole/periode (især om det 15. årh.'s hofpoesi)'. Det benyttes om de mange sp. antologier fra 15.-16. årh., oftest indeholdende en varieret mængde digte i faste former, bl.a. galante vers med forbilleder i den provencalske troubadourpoesi. Zumpts Gramatik, sjette Udgave. 1828. § 811 Der sigtes til C.G. Zumpt Lateinische Grammatik fra 1818, som udkom i mange udgaver, jf. ktl. 1009-1010 (= 6. og 7. udg. fra Berlin hhv. 1828 og 1834). I 6. udg. fra Berlin 1828 findes det anførte sted § 811, s. 597. Die metrische Betonung ... von dem Wortaccente citat fra Zumpt, der dog if. 6. udg. skriver: »welchen diejenige«. – Arsis: betegner en lang stavelse, hvor stemmen hæves (modsat 'thesis'). Med de to gamle sprog sigtes til græsk og latin; fra disse sprogs komedietradition henter Zumpt sine eksempler. Schlegel sämtliche Wercke 2d B: p. 264-67 henvisningen gælder en lille ekskurs i 15. forelæsning af Geschichte der alten und neuen Litteratur. Vorlesungen gehalten zu Wien im Jahre 1812, 2. udg, trykt i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 1-10, Wien 1822-25, ktl. 1816-1825; bd. 2, 1822, s. 264-267. I dette afsnit retter forfatter og kritiker Friedrich Schlegel (1772-1829) opmærksomheden mod de særegne rim- og rytmeforhold, der kendetegner den ældre nationalsproglige poesi. Reim Dette punkt (), Diez s. 95-103, har følgende indhold: »Geschlecht desselben. – Regeln über den Gebrauch des Reimes – Mannichfaltige Verschränkung desselben – Reim- und Wortspiele«. (rima) ... i Praxis Diez indleder punktet »Reim« s. 95: »Er Heißt rima, ein Wort, welches manche von rhythmus, andere mit besserem Grunde aus dem Deutschen herleiten. Die Eintheilung des Reimes in zwei Geschlechter war schon den Troubadours bekannt, und ist wahrscheinlich von ihnen ausgegangen. Man nannte den zweisylbigen Reim weiblich, und den einsylbigen männlich«. Diez fortsætter med at udlede nogle regler af troubadourernes brug af rim. – rima: ital., flertal rime. Ordet blev tidligere ført tilbage til lat. 'rhytmus' (fra gr. rhythmos), men opfattes i nyere tid som et lån fra vestgermansk. – mandlige og quindlige Rim: Også i dag skelnes mellem disse to former for enderim: det mandlige med trykstærk sidstestavelse, det kvindelige med tryksvag sidstestavelse. – iagttog: overholdt, efterlevede. Kun en bogstavelig ... er Sextinen SK oversætter Diez s. 96,8-16; . – Sextinen: en 'sestina' er en kompleks digtform, hvis opfindelse tillægges Arnaut Daniel (), og som blev flittigt benyttet af de provencalske digtere. Den består af seks strofer af hver seks verslinjer samt en afsluttende med tre linjer således, at de sidste rimende ord i den første strofes verslinjer efter et sindrigt mønster gentages i de flg. strofer. Überhaupt ist die Bestimmung ... der folgenden wiederholt citat fra s. 96-99, hvor Diez dog skriver: »einzelne Verse« og »folgenden Strophe« samt giver kildehenvisning efter »knüpfen sie zusammen« og »folgenden wiederholt«. Exempler paa ... anføres en Deel hos Diez SK sammendrager Diez s. 100,10-15; . Diez' eksempler findes s. 100-103. Gattungsnamen der Gedichte Dette punkt (), Diez s. 103-121, har følgende indhold: »Unterschied von Vers und Canzone – Canzonette – Halbcanzone – Cobla's – Sirventes-Canzone, gemischte Canzone – Klagelied – Tenzone – Schäferlied und Kuhhirtenlied – Tag- und Abendlied – Descort – Breu doble – Retroensa – Ballade und Tanzlied – Runde – Sextine – Entschuldigung, Abschied, Räthsel, Turnierlied, Carrussel, Sermon, Predigt – Auslegung – Benennung des Romans, der Erzählung und des Sendschreibens«. Forskjellen mell. ... hos Diez Diez skriver s. 104: »Am schwierigsten ist der Unterschied zwischen Vers, vêrs, und Canzone, cansôs oder chansôs, zu bestimmen. Die Dichter reden häufig von beiden, als verschiedenen Dingen, und doch ist diese Verschiedenheit nicht wohl zu erkennen«. Diez bestemmer de to digtarter, først efter indholdet, dernæst efter formen: »(...) der Unterschied ist also in der Form zu suchen. Allein die Dichter selbst scheinen auf den formellen Unterschied nicht gehalten zu haben«, s. 105. – Vers (vêrs): betegner i troubadourdigtningen en bestemt digt- el. sangform, der kun vanskeligt kan skelnes fra den beslægtede 'canso'; 'vêrs' er dog ofte mindre kunstfærdigt i formen, mens selve udtrykket er af ældre herkomst. – Canzone (cansôs ell. chansos): det samme som 'canso', også 'chanson', der i den provencalske digtning betegner en kærlighedssang, et elskovsdigt, i fem el. seks strofer med god mulighed for variation og virtuositet. Den er forbilledet for den senere, ital. canzone. Modsætningen til Canzone ... sirventesca Diez skriver s. 111: »Den vollsten Gegensatz zur Canzone bildet das Sirventes, (sirventês, auch sirventesc, sirventesca)«, SK fortsætter nedenfor. – Sirventes (sirventês ... sirventesca): en 'sirventés' er et provencalsk lejlighedsdigt, som i alm. har formen til fælles med en canso (jf. ovenfor), men som modsat denne – i en skarp og ofte spottende tone – behandler alle andre emner end kærlighed, fx politiske, religiøse, moralske el. litterære forhold. worunter man ein Lob- oder Rügelied ... verstand citat fra s. 111, hvor Diez dog skriver: »in öffentlichen«. En vigtig Plads ... to og to Stropher SK oversætter Diez s. 113,10-114,12; . – En 'tenzone' el. prov. 'tenso' (af 'tendere', kæmpe, stride), til tider kaldet 'contenciôs' (samme betydning), er en provencalsk digtform, opstået i det 12. årh., skrevet i 'canso'-strofer, men udformet som en dialog og debat ml. to digtere, almindeligvis med afvekslende tema (kærlighed, politik el. litterær kritik) i hver strofe. Hvor 'tensoen' typisk tager afsæt i et spørgsmål, som den virkelige el. fiktive dialogpartner har stillet, dér begynder en 'partimens' (af 'partida', deling) el. 'jocx partitz' (fr. 'jeu parti', delt spil) typisk med, at digteren præsenterer to alternativer og beder den anden vælge. Beslægtet hermed er 'jocs d'amour' el. 'jocs enamoratz' (kærlighedsspil, elskovsleg), der har kærligheden som tema, og er knyttet til den høviske selskabsleg, kendt under navnet 'elskovshof', hvor et intrikat kærlighedsproblem behandles med juridisk spidsfindighed og afgøres ved en regulær kendelse. Var der flere deltagere i en sådan strid, blev det også kaldet 'torneiamens' (turnering, dvs. en dyst). Schäferlied ... pastorella Diez skriver herom s. 114: »Das Schäferlied, pastoreta oder pastorella, stellt ein Gespräch dar zwischen dem Dichter und einem Schäfer oder einer Schäferin, mit einer kurzen Einleitung begleitet. Es erscheint erst bei den Späteren, und bei diesen sehr häufig. Seine Form betreffend, so liebt es lange Strophen mit kurzen Versen.« – Schäferlied: ty. hyrdesang el. -vise; provencalsk 'pastoreta' el. 'pastorela', alm. 'pastourelle'. I denne digtform skildres typisk en dialog ml. en ridder og en landlig hyrdinde, hvor ridderen med sine tilnærmelser enten overvinder hende eller afvises; genren var især dyrket af de nordfranske trouvèrer. Taglied alba ... den Tagesanbruch verwünscht citat fra s. 115, hvor Diez dog skriver: »indem es«. – Taglied alba: 'Taglied', ty. morgensang, overs. af provencalsk 'alba', daggry. Digtformen 'alba' bygger på det faste tema: beklagelse af morgengryets komme og dermed de elskendes snarlige adskillelse. Abendlied ... Aften Diez skriver s. 115 i forlængelse af ovenstående: »in dem Abendlied, serena (von sers Abend) sehnt sich der Liebende nach der Ankunft des Abends.« – Abendlied, serena: Det ty. »Abendlied«, aftensang, er en overs. af provencalsk 'serena' (af 'sers', aften). Digtformen 'serena' bygger på, som Diez anfører, det faste tema: de elskendes længelsesfulde venten på aftenens komme. Et Digt ... var ham gunstig SK oversætter Diez s. 115,11-116,1; . – Descort: (af 'discordia', splid, uenighed), lyrisk digtart, der modsat 'canso'en' () stræber efter uregelmæssigheden, det være sig i sproget (fx brug af flere mundarter), i forholdet ml. tekst og musik og i temaet (fx ulykkelig kærlighed). – Guiraut v. Salignac: Guiraut de Salignac, troubadour, hvis liv er ukendt; der er bevaret fire digte af ham. Det occitanske Sprog ... og Novellen SK oversætter Diez s. 119,21-120,1; . – Det occitanske Sprog: det sydfranske, provencalske sprog; egl. er Provence kun en del af et større område, Occitanien, dvs. dér, hvor man talte langue d'oc el. occitansk. Den middelalderlige benævnelse langue d'oc, ligesom de samtidige nordfranske trouvères' langue d'oïl, henviser til sprogets udtryk for ordet 'ja' (= 'oc' hhv. 'oïl'). – Rômans: Diez har senere () et kapitel om romanen, der opr. betegnede ethvert værk på det romanske folkesprog. Indhalt titlen på det 3. afsnit (), Diez s. 122-194, der består af følgende punkter: »Allgemeine Bemerkungen« (), »Bemerkungen über die lyrischen Gattungen« (), »Das Minnelied« (), »Das Sirventes« () og »Die tenzone« (). Allgemeine Bemerkungen Dette punkt (), Diez s. 122-135, har følgende indhold: »Geist der Liederpoesie – Ursprünglichkeit und Nationalität derselben«. Man kan ansee ... poetiske Standpunct SK oversætter og sammentrækker Diez s. 122,26-123,12; . – og: også. Bevæger nu saaledes ... som altid interesserer SK oversætter Diez s. 125,12-20; . Passagen fortsættes i det følgende. – Ziirlighed: pyntelighed; elegance. – Indklædningen: fremstillings-, udtryksformen. – Vanthed: efter ty. 'Gewandtheit', behændighed, færdighed. In diesem Stück ... der Betrachtung zu zerspringen citat fra s. 125f., hvor Diez dog skriver: »Poesie des Verstandes, als des Gefühles nennen«, »eine solche dar« og »das Empfundene dem Gefühle unmittelbar andeutet«. Mærkeligt er den ... er Ovid SK sammenfatter Diez s. 127,4-12; . Diez tilføjer dog, at man også kendte til Cato () og Vergil (). – Mærkeligt: bemærkelsesværdigt. – Ovid: Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. - 17 e.Kr.), rom. digter, skrev i sin ungdom Amores (Kærlighedsdigte) og de fingerede kærlighedsbreve, Heroides. Fra samme periode stammer det (også i middelalderen) populære læredigt Ars amandi el. Ars amatoria (Elskovskunsten); et digt, hvis virkning han siden dæmpede med Remedia Amoris (Midler mod elskov). I manddomsårene skrev han storværket Metamorphoses (Forvandlinger). I Modsætning til ... en betydelig Skat SK sammentrækker Diez s. 131,24-132,12; . Passagen fortsætter nedenfor. von Sagen und Fictionen ... also ächt national citat fra Diez s. 132. Man sagde ... og Blancaflor etc. SK oversætter Diez s. 132,26-29; . Hos Diez tilføjes: »unglücklich verliebt wie Andrieus, gewandt wie Rainart«, hvorefter der gives en række eksempler. – tapper som Roland og Olivier: den tapre sagnhelt Roland og hans besindige ven, Olivier, hvis blodige kamp mod den hedenske fjende er skildret i 'Rolandskvadet' (Chanson de Roland, o. 1100), et kendt heltedigt i Karl den Store-digtningen (jf. nedenfor). – velgjørende som Alexander, Karl og Artus: dvs. rundhåndet, generøs, som disse konger. De folkelige sagn om den makedonske konge Alexander den Store (356-323 f.Kr.) blev udformet af Pseudo-Kallisthenes i en gr. Alexander-roman (2. årh.), der gennem lat. bearbejdelser blev grundlag for den høviske heltedigtning. Albéric, fr. klerk fra Dauphiné, digtede i det 12. årh. en 'chanson de geste' over Alexander-romanens indhold; den blev overs. til ty. og atter til fr. og lat. heksametre (Gautier de Châtillon Alexandrëis, o. 1175). Karl (I) den Store (o. 742-814), fr. konge, rom. kejser, blev i sin nærmeste eftertid genstand for en eventyrlig, fortællende digtning, ikke mindst i de mange heltesange ('Chansons de geste'), der enten skildrede kongen og hans nærmeste, hans tro vasallers krigstog mod hedningene eller deres oprør mod kongen. Det ældste og mest kendte af disse digte er 'Rolandskvadet'; fra dette og andre fantastiske digte, der byggede på lat. krøniker, spredtes den fr. ridderdigtning ud over Europa. Den poetiske historie om Artus el. Arthur, keltisk hærfører (5. el. 6. årh.), blev tidligt skrevet af bl.a. Geoffrey af Monmouth i en lat. krønike, Historia Regum Britanniae (o. 1137), der i 1155 blev oversat til fr. (af Wace) i den versificerede Roman de Brut. Med afsæt i disse krøniker, men også i en udbredt folkedigtning, skabtes i det 12. årh. en rig, fr. Arthur-digtning (le cycle breton), hvis største forfatter var den fr. trouvère Chrétien de Troyes (2. halvdel af 12. årh.). Hos ham blev Arthur den retfærdige, høviske idealhersker, som ridderne søgte til for derpå at drage ud på eventyr, jf. bl.a. Perceval ou Le conte du Graal (o. 1190, ) og Ivain ou Le chevalier au Lion (o. 1177-81), jf. nedenfor. – viis som Cato: sigter formentlig til Cato den ældre (234-149 f.Kr), også kaldet 'den vise' ('Sapiens'). I middelalderen blev han (fejlagtigt) betragtet som ophavsmand til en meget udbredt samling leveregler, Disticha Catonis, formentlig forfattet i 3. el. 4. årh. e.Kr. – høflig som Ivan: dvs. høvisk som kongesønnen og Arthurridderen Ivan (Yvain) el. 'løveridderen', der efter at have brudt sit løfte om kun at drage på riddertogter i ét år sætter sin styrke og tapperhed ind på at hjælpe de nødstedte således, at han genvinder sin hustrus, Laudines, gunst. Ivans eventyrlige bedrifter er kendt fra Chrétien de Troyes' versroman (jf. ovenfor), men blev også o. 1203 gendigtet på ty. af minnedigteren () Hartmann von der Aue. – tro i Kjærlighed som Tristan og Isolt: . – som Floris og Blancaflor: . Bemerkungen über die lyrischen Gattungen Dette punkt (), Diez s. 135, opridser i al korthed inddelingen af de lyriske digte i tre arter; SK excerperer i det følgende resten. 1) Das Minnelied ... Poesie zu rechnen citat fra Diez s. 135. det er saaledes Forskjellen ... disse to Begreber sigter til den ty. digter og filosof Friedrich Schiller (1759-1805), der i Über naive und sentimentalische Dichtung (1795) skelner mellem disse to begreber, der begge på én gang betegner livsopfattelser og æstetiske kategorier: Mens den 'naive' (med Goethe som forbillede) er naturbestemt (den er natur) og stoforienteret, så er den 'sentimentale' reflekteret (den søger den tabte natur) og formorienteret. Af et udateret, løst blad (Pap. I A 129) fremgår det, at SK kender Schillers begreber fra Molbechs forelæsninger (), bd. 2, s. 233f. Das Minnelied Dette punkt (), Diez s. 135-169, har følgende indhold: »Auseinandersetzung seiner Charakterzüge, nebst besonderen Bemerkungen über die allegorischen Namen, den Liederbotendienst, das Taglied, das Klagelied, die Romanze, das religiöse Lied und den Liebesbrief«. Først characteriseres ... med Exempler Dette sker hos Diez s. 135-139. Først hvad Erotiken angaaer SK oversætter Diez' indledning til følgende passage s. 139,13; . Hier begegnet uns ... die Herzen verwundet citat fra Diez s. 139. Nu anføres ... ved Exemplerne Diez belyser s. 139-148 med en række citater troubadourernes kærlighedsopfattelse, bl.a. fremstillingen af Amor som en gudinde, altså ikke som traditionelt et drengebarn. Forsigtighed i ... nødvendig SK oversætter Diez s. 148,30-31; . og heraf ... allegorisk Betegnelse SK oversætter Diez s. 149,23-28; . Denne Delicatesse ... foredrog dem SK oversætter Diez s. 150,5-9; . Af den sandselige ... er betegnende SK sammentrækker Diez s. 151,7-27; . Det eksempel på genren alba (), som Diez anfører s. 151f., lyder: »In einem Garten, unter'm Weißdornzelt / Ist die Geliebte mit dem Freund gesellt, / Bis daß des Wächters Warnungszeichen gellt. / 'Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so früh.' // 'Blieb' es doch Nacht, o Gott, wenn das geschäh', / Der traute Freund nicht sagen dürft': Ade! / Der Wächter auch nicht Tag noch Morgen säh'. / Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so früh.' // 'Schön süßer Freund, gehn wir die Wies' entlang, / Uns dort zu küssen bei der Vöglein Sang; / Der Eifersücht'ge mach' uns nimmer bang. / Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so Früh.' / Schön süßer Freund, ein neues Spiel uns winkt / Im Garten dort, wo manch ein Vöglein singt, / Wohlauf denn, eh' des Wächters Pfeife klingt. / Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so früh.' // Ein sanfter Luftzug, der sich eben rührt, / Hat dort vom Freund, den Luft und Anmuth ziert, / Des Odems süßen Trank mir zugeführt. / Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so früh.' // Hold ist die Frau, mit jedem Reiz geschmückt; / Von ihrer Schönheit ist die Welt entzückt; / Sie fühlt sich nur durch treue Lieb' beglückt. / 'Ach Gott, ach Gott, wie kommt der Tag so Früh.'« Begeistringen for ... af den Elskede SK sammenfatter Diez s. 163,1-165,5; . Ud over fem eksempler på omtalte begejstring bringer Diez i noten s. 165 hele tenzonen () ml. Bertran og Granet. Klagesange over ... Præstationer SK oversætter og sammentrækker Diez s. 167,12-16; . Passagen fortsættes nedenfor. Zum Kreise des Minnelieds ... bemerken ist citat fra s. 167, hvor Diez dog skriver: »Zu dem Kreise des Minneliedes«. – Albas: . – Pastorellen: . Derpaa anføres ... særdeles smukt Diez bringer Marcabrus digt s. 168f.: »Im Garten an der Quelle Rand, / Wo Rasen grünte dicht am Sand, / Am Fruchtbaum, wo man Kühlung fand, / Der, voll von neu erwachtem Sang, / Im Schmuck der weißen Blüthen stand, / Da war's, wo einsam sich befand / Sie, die mir keinen Trost gewährt. // Ein Fräulein in der Schönheit Zier, / Des Burgherrn Tochter, traf ich hier; / Sie freut sich wohl, so dacht' ich mir, / Am frischen Lenz und Liederklang / Und an dem grünen Luftrevier, / Und reden wollt' ich schon zu ihr, / Da, merkt' ich, war es umgekehrt. // Vom Weinen war ihr Aug' entstellt, Von Seufzern ihre Brust geschwellt: 'O Jesus – sprach sie – Herr der Welt, / Du bist an meinem Jammer Schuld, / Dein Schimpf hat mir mein Glück vergällt: / Denn all die Besten dieser Welt / Ziehn aus für dich, da du's verlangst.' // 'Dir hat sich auch mein Freund geweiht, / Den Anmuth ziert und Tapferkeit, / Nichts bleibt mir hier, als bittres Leid, / Als Thränen nur und Ungeduld. / Dem König Ludwig werd' es leid, / Der alles aufruft weit und breit, / Und mir nichts schafft als Herzensangst!' // Kaum merkt' ich, wie betrübt sie war, / So kam ich zu der Quelle dar, / 'O Schöne – hub ich an – fürwahr, / Vom Weinen wird die Haut getrübt, / Und Gram ist unnütz offenbar, / Denn wer es blühn läßt Jahr für Jahr, / Erfreut auch ein bedrängt Gemüth.' // 'Herr – sprach sie drauf – das mag wohl seyn, / Daß Gott von aller Noth und Pein / In jener Welt mich will befrein, / Er, der den Sündern oft vergiebt; / Doch hier büß' ich den Liebsten ein; / Auch ihn muß ich der Kälte zeihn, / Da er so weit von dannen zieht.'«. – Marcabrun: el. Marcabru, provencalsk troubadour (f. i begyndelsen af 12. årh.), af hvem 44 digte er bevaret, der formentlig er skrevet 1130-50. Han er kendt for sit artistiske mesterskab, men især for den kærlighedsskuffelse, kvindeforagt og kritik af adelen, som præger de fleste af hans digte. Det religieuse Digt ... have Værdie SK sammentrækker Diez s. 169,8-12; . Kjærlighedsbrevene ... udmærker sig heri SK oversætter s. 169,22-25; . – Arnaut v. Marueil: Arnaut de Maruelh fra byen Mareuil-sur-Belle i dep. Dordogne skrev 1170-90 og var en anset troubadour. Af ham er der bevaret 25 canzoner, 5 kærlighedsbreve og et didaktisk digt. Das Sirventes Dette punkt (), Diez s. 169-186, har følgende indhold: »Seine Wichtigkeit für den Dichter – Wirkung, Charakter desselben – Gattungen, a) das politische, wohin das Kriegslied, der Aufruf, der Lobgesang und das Rügelied gehört – b) das persönliche – c) das moralische«. Ved denne Digteart ... svare for dem Diez beskriver dette s. 169-175. Diez inddeler Sirventes ... synderlig skarp Diez skriver s. 175: »Wir theilen das Sirventes in das politische, das moralische und das persönliche. Das erstere beschäftigt sich mit den Welthändeln, das zweite mit Sitten und Mißbräuchen, das dritte ist persönlichen Angelegenheiten gewidmet, und läßt sich zuweilen auch zu dem politischen rechnen, wie sich denn überhaupt die Gränzen der verschiedenen Abtheilungen nicht streng genug ziehen lassen«. – Sirventes: . til den første Art ... glødende Begeistring Diez skriver s. 176: »In dem Kampflied wird die Lust an Kampf und Fehde mit Begeistrung ausgedrückt, das Getümmel der Schlacht kräftig und wahr geschildert.« og iblandt ... til Korstog Diez skriver s. 178: »Unter denjenigen Sirventesen, die einen Aufruf zu irgend einer Unternehmung zum Zwecke haben, steht das Kreuzlied oben an.« Herefter følger en nærmere beskrivelse. – mærkes: bemærkes. – Korstog: . Den personlige S: ... den politiske SK oversætter Diez s. 184,29-30; . Herefter giver Diez en kort beskrivelse af denne digtart. Den moralske S: ... paa Geistligheden Diez beskriver denne digtart s. 185f. Die Tenzone Dette punkt (), Diez s. 186-195, har følgende indhold: »Eigenthümlichkeit und Entstehung derselben – Abfassung – Art der Entscheidung«. Denne mærkværdige Art ... egen SK oversætter Diez' optakt til tenzonen s. 186,27-28; . Wettgesänge sind zwar schon ... jener ganzen Zeit citat fra Diez s. 186f. Er nu T: ... historisk bevises Dette diskuterer Diez s. 188-191. Exempler paa Themata ... anføres Diez skriver s. 192: »Aus der großen Menge von Streitfragen, die in den Tenzonen verfochten werden, mögen zur Charakteristik dieser Dichtart einige auf Liebe bezügliche hier folgen, welche zugleich einen weiteren Begriff von der ars amandi der Troubadours geben können.« – ars amandi: lat. elskovskunst, jf. titlen på værket af Ovid (). Herefter anføres ni eksempler på »Themata«, dvs. emner el. stridsspørgsmål, fx 'hvad er størst, kærlighedens fryd eller lidelse?' og 'Må en kvinde gøre ligeså meget for sin elskede, som han for hende?' Erzählende und belehrende Poesie titlen på det 4. afsnit (), Diez s. 195-231, der består af følgende punkter: »Erzählende Poesie« () og »Belehrende Poesie« (). Offenbar enthielt ... zu sein schien citat fra s. 195f., hvor Diez dog skriver: »die besten Geister«, »andern empfahl«, »keine kunstmäßige« og »Lehrgedicht, das ihm in Betracht«. – occitanischen: . Erzählende Poesie Dette punkt (), Diez s. 198-217, består af følgende fire dele: »Romane«, »Novellen« (), »Legenden« () og »Reimchroniken« (). a) Romane Denne digtart, Diez s. 201-214, beskrives under de tre afsnit: 1. »Girart von Roussillon«, 2. »Jaufre« () og 3. »Philomena« (). Girart v. Roussillon ... höher hinauf citat fra s. 201, hvor Diez dog skriver: »Reimfolge. Der Anfang fehlt; gleichwohl enthält das Werk über 8000 Verse. Noch Raynouard (II. 284) gehört es in den Anfang«. Diez' henvisning gælder Raynouard () bd. 2, s. 284, hvor romanen dateres på denne måde. – Girart v. Roussillon: Den høviske roman (chanson de geste) Girard de Roussillon, skrevet på en blanding af fr. og provencalsk, er overleveret i seks forskellige manuskripter, hvoraf det udførligste (o. 10.000 vers) er nedskrevet i første halvdel af 13. årh.; værkets opr. skikkelse er sikkert langt ældre. Romanen handler om Girard, kendt fra Karl den Store-digtningen (), der slutter sig sammen med Karl Martel for at besejre de hedenske arabere ved Rom, så de af kejseren af Konstantinopel belønnes med hans to døtre. Men da Karl tager den datter, der var tiltænkt Girard, ender de to i en lang krig mod hinanden. Es soll hiermit ... so gut wie keine citat fra noten s. 195f., hvor Diez dog skriver: »von der Form« og »Melodieen erfoderte«. – Uhland: Ludwig Uhland (1787-1862), ty. digter. – die Musen 1812 3s Quartal: Die Musen. Eine norddeutsche Zeitschrift, udg. af Friedrich Baron de la Motte Fouqué og Wilhelm Neumann, 3. kvartal, Berlin 1812, fotografisk genoptryk Nendeln 1971. Heri findes s. 59-109 Uhlands afhandling »Ueber das altfranzösische Epos«; den afsluttes i følgende kvartalsnummer s.a. (s. 101-155) med prøver på den oldfranske digtning. 2) Jaufre ... der Tafelrunde citat fra s. 202, hvor Diez efter Raynouard () bd. 2, s. 285-293, giver en kort karakteristik af Jaufré. – Jaufre: Denne episke digtning, senest fra begyndelsen af 13. årh., er med de knap 11.000 otte-stavelsesvers med parvise rim en af de to bevarede 'romaner' i provencalsk sprogdragt (den anden er Flamenca, o. 1235). Romanen, der er skrevet af to forfattere, om hvem man intet ved, er ironisk i sin holdning til det høviske stof. Den handler om den unge ridder Jaufré, søn af Arthurridderen Dovon, der tager kampen op mod den frygtindgydende Taulat de Rogimon, som har hånet og fornærmet kong Arthur. Jaufré sejrer og vinder tillige den skønne Brunissen (Brunesen). 3) Philomena ... geschrieben citat fra s. 206, hvor Diez dog skriver: »Carcassonne«. – Philomena: Denne krønike, Philomena, ikke at forveksle med Chrétien de Troyes' værk af samme navn, har fået navn efter sin implicitte forfatter, en munk fra Karl den Stores tid, der skulle have fået det hverv at nedskrive Karls bedrifter ved Carcassonne og Narbonne i Sydfrankrig, herunder hans grundlæggelse af et kloster, som fjenden, de hedenske arabere, ikke kunne indtage. Diez anfører en længere diskussion om værkets datering og kilder og knytter bl.a. an til Raynouards () karakteristik bd. 2, s. 293f.; det stammer formentlig fra midten af 13. årh. Mit diesem Stücke ... zuschreiben lassen citat fra Diez s. 206. Herhen høre Historien ... og Blancaflor Diez omtaler de nævnte værker s. 206-213 og skriver bl.a.: »Hieher gehört die Geschichte der schönen Maguelona, welche von Bernart von Treviez, Stiftsherrn von Maguelone vor dem Ende des zwölften Jahrhunderts geschrieben worden ist«, s. 206f.; »Ferner läßt sich das frühere Daseyn eines Romanes vom heil. Gral oder von Titurel und Parcival erweisen aus der bekannten Erklärung unsers Wolfram von Eschenbach, der ausdrücklich einen Kyot, d. h. Guiot von Provence als den wahren Urheber nennt, und den Meister Chrestien von Troyes, dessen Perseval sich erhalten hat, als Verfälscher der Mähre darstellt«, s. 207; »Nicht minder häufig sind die Anspielungen auf den Roman Tristan und Iseut«, s. 212; »Auch die Romane Floris und Blancaflor (...) sind zu alt, als daß sie aus dem Französischen übersetzt seyn möchten«, s. 213. – Historien om den skjønne Maguelone: sigter til 'romanen' Pierre de Provence et de la Belle Maguelone, forfattet af Bernard de Treviez, stiftsherre på middelhavsøen Maguelone, i slutningen af 12. årh., gendigtet på fr. i midten af 15. årh., hvorfra historien siden i atter nye skikkelser har levet videre i de mange folkebøger. Diez knytter an til Raynouard () bd. 2, s. 317f. – Hist. om Titurel og Parcival: sigter til gral-digtningens sagn om Titurel (fr. Tidorel), den første gralkonge, der blev betroet at tage vare på denne Guds helligdom, drikkebægeret fra den sidste nadver, og den to generationer yngre sagnhelt Parzival (fr. Perceval), der af moderen holdes i uvidenhed om ridderskabet, men alligevel ender som kong Arthurs betroede ridder på jagt efter den hellige gral og den kristne tro. Berømt blev Chrétien de Troyes' franske (ufuldendte) heltedigt Perceval (), der o. 1210 blev gendigtet og udvidet på ty. af minnesangeren Wolfram von Eschenbach (). Wolfram hævder selv, at han har benyttet en provencaler ved navn 'Kyot' som kilde, hvilket dog er stærkt omdiskuteret i den nyere forskning. I begyndelse af det 19. årh. var der en indgående debat om Wolframs værk Titurel, hvori bl.a. Docen () og A.W. Schlegel () deltog. – Tristan og Iseut: sigter til historien om den keltiske sagnhelt Tristan, der af sin onkel sendes til Irland for at hente dennes brud, den blonde prinsesse Isolde, og hvorledes de to ved en fejltagelse drikker en elskovsdrik, der binder dem uløseligt sammen og ender med begges død. Denne fortælling var i fr. middelalder kendt gennem flere Tristan-romaner, hvoraf kun fragmenter er bevaret. Et af disse er forfattet af trouvèren Béroul, et andet af den anglonormanniske digter Thomas, begge formentlig fra 1160'erne. En Tristan-roman af Chrétien de Troyes () er gået tabt. Disse digte blev tidligt oversat og gendigtet på flere sprog, bl.a. ty., hvor Gottfried von Strassburg o. 1219 forfattede sit mægtige kærlighedsepos om Tristan og Isolde. – Floris og Blancaflor: Historien om Flores og Blancheflor, der stammer fra en sengræsk kærlighedsroman, blev i middelalderen især kendt gennem den fr. versroman Floire et Blancheflor (o. 1170), snart efter oversat til bl.a. norsk og svensk. Kongesønnen Flores og hofdamedatteren Blancheflor vokser op sammen, elsker hinanden, men må skilles, da kongen vil have Flores gift med en kvinde af fornem stand. Blancheflor ender hos emiren i Babylon, der spærrer hende inde, for at hun senere kan blive hans hustru (i et år) og derpå dø. Dette forhindrer Flores, de bliver gift og ender som konge og dronning. b) Novellen Denne digtart () beskrives s. 214. af dem anføres 5 nemlig: »1. Allegorische Erzählung von Peire Vidal«, »2. Der gestrafte Eifersüchtige von Raimon Vidal«, »3. Das Minnegericht von demselben«, »4. Lanfranc Cigala's Erzählung von zwei Rittern« og »5. Antiphanor, die Dame und der Papagei von Arnaut von Carcasses«. c) Legenden Under denne digtart () anfører Diez (s. 214-216) fem legender. I legenden (lat. 'legenda', noget der bør læses) fortælles om en helgens liv, død og undere, og den blev med sin opbyggelige, kristne karakter opr. benyttet til oplæsning i kirken el. i klosteret på en helgens festdag. Reimchroniken Under denne genre () anfører Diez (s. 216f.) blot det følgende værk. Rimkrøniken er en på vers affattet historisk fremstilling, og genren var udbredt i middelalderen. Wir besitßen nur ... Meister Guillem v. Tudela citat fra s. 216f., hvor Diez dog skriver: »Wir besitzen«. – Der sigtes til det fortællende digt, en art rimkrønike om Albigenserkrigen (jf. nedenfor), Chanson de la Croisade contre les Albigeois fra begyndelsen af det 13. årh.; som Diez også oplyser, var værket på hans tid endnu ikke udgivet. Det er forfattet af klerken Guillaume (Guilhem, Wilhelm) de Tudela, der døde o. 1214. Han var øjenvidne til korsfarernes togt gennem landet og påbegyndte maj 1210 sit værk om albigenserkrigen fra dens begyndelse til midten af 1213; efter hans død blev værket (de første 2.800 vers) fortsat af en anonym forfatter. Dette fuldstændig ... Forfatteren er et Øienvidne SK oversætter Diez s. 216,10-217,5; . – vedligeholdte: jf. ty. »erhaltene«, også: velbevarede. – Toulouses Beleiring ... et Øienvidne: Da byen Albi og landskabet Albigeois i det 12. årh. opfattedes som kætteriets centrum, opstod udtrykket 'albigensere' om de mange mennesker i Sydfrankrig, som trådte i modsætning til kirken (især de gnostiske katarer). For at udrydde albigenserne blev der fra paveligt hold prædiket korstog imod dem og deres forsvarer, den mægtige greve af Toulouse, Raymond VI (). I 1209 rykkede en talstærk hær under Filip II Augusts navn (konge af Frankrig 1180-1223) mod greven, der kun ved at gøre bod og tilslutte sig korshæren kunne afværge stormen. Kampene fortsatte dog efter Filip II Augusts død, hvor dennes søn, Ludvig VIII (konge af Frankrig 1187-1226) belejrede Toulouse. Først i 1229 kom freden i stand, og da måtte Raymond VII (), der i 1222 havde efterfulgt sin far, ikke kun indvilge i at støtte inkvisitionen, men også afstå 2/3 af sine lande, dels til kirken, dels til kongen. Belehrende Poesie Dette punkt (), Diez s. 217-231, består af tre dele: »Wissenschaftliche Gedichte« (), »Moralische Gedichte« () og »Geistliche Gedichte« (). 1) wissenschaftliche Denne digtart () beskrives s. 218-222. 2) moralische Denne digtart () beskrives s. 222-229. 3) geistliche Gedichte Denne digtart () beskrives s. 229-231. Verhältniß zu auswärtiger Litteratur titlen på det 5. afsnit (), Diez s. 232-282, der består af følgende punkter: »Vorläufige Bemerkungen« (s. 232-239), »Altfranzösische Liederpoesie« (), »Altdeutsche Liederpoesie« () og »Altitaliänische Liederpoesie« (). Altfranzösische Liederpoesie Dette punkt () findes Diez s. 239-255. Altdeutsche Liederpoesie Dette punkt () findes Diez s. 255-271. Hvad den sidste ... Meisterliedern 1817 Diez omtaler de tre værker s. 255f.; . Med den schweiziske digter Johann Jakob Bodmer (1698-1783), der fik betydning ved sine kritiske skrifter og udgaver af ældre schwabisk digtning og minnesangernes poesi, sigtes formentlig til J.J. Bodmer og J.J. Breitinger Neue Kritische Briefe, Zürich 1763. Dernæst sigtes til Jakob Ludwig Karl Grimm (1785-1863), ty. encyklopædisk sprogforsker, som bl.a. udgav Ueber den altdeutschen Meistergesang, Göttingen 1811 (). Til sidst sigtes til den ty. litterat og forfatter Josef von Görres (1776-1848) og værket Altteutsche Volks- und Meisterlieder aus den Handschriften der Heidelberger Bibliothek, udg. af J. Görres, Frankfurt a. M. 1817, ktl. 1486 (på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 29. nov. 1836, jf. KA, D pk. 8 læg 1). Foruden indledningen (s. I-LXIV), hvortil der henvises, indeholder værket 132 sange. Die altitalienische Liederpoesie Dette punkt () findes Diez s. 272-282. Ueber die provenzalische Sprache Denne del () består af følgende punkter: »Herleitung des romanischen Sprachzweiges«, s. 285-291; »Princip der provenzalischen Mundart« (); »Ansicht der Grammatik«, s. 293-312; »Wohlklang und Aussprache«, s. 312-318; »Geschichtliches«, s. 318-328. Princip der provenzalischen Mundart Dette punkt () findes Diez s. 291-293. Das Princip ... concentrirt werden citat fra Diez s. 291. Univ: Bibliotheket Universitetsbiblioteket i København, officielt indviet 1657, havde indtil 1861 til huse på loftet af Trinitatis Kirke (se kort 2, C1). Fra 1834 var der åbent for udlån alle hverdage kl. 11-13 og for læsning i det i 1837 nyoprettede læseværelse kl. 11-14. Det var dog også muligt for de studerende at hjemlåne bøger. den er et Stridsskrift mod Docen Den 196 sider lange afhandling () er en detaljeret bevisførelse rettet mod den ty. forfatter Bernhard Joseph Docen (1782-1828), fra 1811 adjunkt og videnskabelig assistent ved videnskabsakademiet i München. Docen havde angrebet en afhandling om den ty. middelalderpoesi, som Grimm tidligere havde publiceret. Den litterære strid drejede sig især om bestemmelsen af – og forholdet imellem – minne- og mestersang (jf. nedenfor), bl.a. med inddragelse af digtkredsen »Sängerkrieg auf der Wartburg« (). Minne og Mestersang Minnesangerne ('minne', ty. kærlighed, elskov) virkede i højmiddelalderen (12.-14. årh.) og deres poesi var beslægtet med provencalsk troubadour- og nordfransk trouvère-digtning. Minnesangen, hvori de høviske ridderidealer dyrkedes, kulminerede o. 1160-1220 og talte navne som Walther von der Vogelweide og Wolfram von Eschenbach (). Heraf udviklede sig i 14.-16. årh. mestersangen, hvis udøvere var skolet i digtningens strenge og minutiøse regler; gennem øvelser ved håndværkergilder og poetiske selskaber kunne digteren stige i rang fra 'Schüler' til 'Meister'. Den kendteste mestersanger er Hans Sachs (1494-1576). Hoffmann Klein Zaches ... Berlin 1828. p. 30 Der sigtes til den ty. forfatter Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns (1776-1822) fantastiske eventyr Klein Zaches genannt Zinnober, ein Mährchen (1819), optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften bd. 1-10, Berlin 1827-28, ktl. 1712-1716; bd. 9, 1828, s. 1-126. SK citerer fra 2. kapitel, hvor situationen er denne: Da professor Mosch Terpin har afsluttet sin naturvidenskabelige forelæsning, vil den tungsindige student, Balthasar, straks søge skovensomheden, men han slipper ikke for følgeskab af sin snakkesalige ven, Fabian. Balthasar fortæller nu, hvor meget professorens natursyn er ham imod, hvortil Fabian leende tilføjer, at han da godt ved, at det ikke er forelæsningerne, men professorens smukke datter, Candida, der drager Balthasar; at det er forelskelsens sygdom, der styrer vennens sælsomme adfærd. Først føler Balthasar, at det, han troede var en dyb, hellig hemmelighed, bliver trukket frem i lyset som genstand for spot og latter, men dernæst gør han den af SK citerede erkendelse. Erst jetzt fühlte ... Treiben gelegt citat fra Hoffmann s. 30; parentesen er SKs. Prinzessin Brambilla ein Capricio nach Jacob Callot Hoffmanns fortælling Prinzessin Brambilla, ein Capriccio nach Jakob Callot (1820) findes optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften () bd. 9, 1828, s. 127-282. I denne sælsomme maskerade findes humoren direkte tematiseret, fx i 3. kapitel, hvor Celionati i kredsen af alvorlige tyske kunstnere fortæller en myte, hvori den vise Hermod skaber kilden Urdar, hvis spejlblanke vand får den, der ser ned i den, til at bryde ud i en så befriende latter, at haven Urdars filosoffer fraråder folk at kigge ned i kilden, fordi det kan gøre dem svimle at se sig selv og verden vrangvendt. Efter myten forsøger den tyske maler Franz Reinhold sig med en fortolkning; han mener, at Urdarkilden er det, tyskerne kalder 'humor'. Dto Dto 8de Bind ... Makulaturblättern. p. 124 Hoffmanns (ufuldendte) tobindsroman Leben-Ansichten des Katers Murr nebst fragmentarischer Biographie des Kapellmeisters Johannes Kreisler in zufälligen Makulaturblättern (1820-21) er optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften () bd. 8, 1828 [XII + 492 s.]. Den citerede passage stammer fra 2. afsnit i 1. del, hvor der fortælles om kapelmester Johannes Kreisler som dreng og om den sære orgelbygger Abraham Liscovs interesse for knægten. – Dto: Ditto, dvs. samme udgave. Ein durchdringendes Verstand ... die geheimsten Winkel citat fra s. 124, hvor Hoffmann dog skriver: »ein durchdringender« og »dem Kampf«. Dto Dto 3ter Band. Die Serapionsbrüder ... i det Folkelige Der sigtes til det sidste af de tre bind i Hoffmann Die Serapions-Brüder. Gesammelte Erzählungen und Mährchen (bd. 1-2: 1819, bd. 3: 1820), optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften () bd. 3, s. 1-320. På s. 7-23 diskuterer de tre serapionsbrødre, Lothar, Theodor og Ottmar, folketroens djævel med udgangspunkt i et manuskript, som Lothar tidligere har forfattet, og som han nu overtales til at læse op. Ludvig Tiecks Schriften ... Berlin 1828 Ludwig Tieck (1773-1853), ty. forfatter, oversætter og udgiver. Hans trebindsværk Phantasus fra 1812-16, der indholder en samling eventyr, fortællinger, skuespil og noveller, blev optrykt i 4. og 5. bd. af Ludwig Tieck's Schriften bd. 1-28, Berlin 1828 (bd. 1-15), 1843-54 (bd. 16-28); fotografisk optryk Berlin 1966, hvorfra der citeres fra bd. 4, s. 129f. Es giebt vielleicht ... die ermüdenste Unterhaltung citat fra Tieck s. 129f. (jf. ovenfor). – Dantes Allegorien: sigter formentlig til den ital. digter Dante Alighieris (1265-1321) posthumt udgivne værk Den guddommelige komedie (opr. La Commedia, senere La Divina Commedia). – Novalis sagt: nur die ... sein kann: sigter til et fragment af den ty. digter og forfatter Novalis, pseudonym for Friedrich von Hardenberg (1772-1801), som er trykt i Novalis Schriften, udg. af Ludwig Tieck og Friedrich Schlegel, bd. 1-2, 4. udg., Berlin 1826 [1802], ktl. 1776 (på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 4. jan. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1)); bd. 2, s. 198. Det findes i afsnittet »Fragmente vermischten Inhalts« under gruppen »Moralische Ansichten« og lyder i sin helhed: »Die Geschichte Christi ist eben so gewiß ein Gedicht wie eine Geschichte: und überhaupt ist nur die Geschichte eine Geschichte, die auch Fabel seyn kann.« Heyne (romantische Schule p. 20,) Heinrich Heine (1797-1857), ty. digter og kritiker. Der sigtes til Die romantische Schule, Hamborg 1836, ktl. U 63, som findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 16. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). S. 19-21 diskuterer Heine forskellen mellem den klassiske og den romantiske poesi og bemærker mod en gængs antagelse, at forskellen ikke ligger deri, at kun den klassiske poesi benytter en plastisk fremstilling: »plastische Gestaltung soll in der romantisch modernen Kunst, eben so wie in der antiquen Kunst, die Hauptsache seyn. Und in der That, sind nicht die Figuren in der göttlichen Comödie des Dante oder auf den Gemälden des Raphael eben so plastisch wie die im Virgil oder auf den Wänden von Herkulanum? Der Unterschied besteht darin, daß die plastischen Gestalten in der antiquen Kunst ganz identisch sind mit dem Darzustellenden, mit der Idee die der Künstler darstellen wollte (...) Anders ist es in der romantischen Kunst; da haben die Irrfahrten eines Ritters noch eine esoterische Bedeutung, sie deuten vielleicht auf die Irrfahrten des Lebens überhaupt; der Drache der überwunden wird, ist die Sünde; der Mandelbaum der dem Helden aus der Ferne so tröstlich zuduftet, das ist die Dreieinigkeit, Gott Vater und Gott Sohn und Gott Heiliger Geist, die zugleich eins ausmachen, wie Nuß, Faser und Kern dieselbe Mandel sind.« Ueber Goethe's Faust ... Berlin 1830 Der sigtes til den ty. forfatter og gymnasielærer Karl Ernst Schubarths (1796-1861) studier Ueber Goethe's Faust, Berlin 1830, 8º [X + 385 s.], ktl. U 96. Bogen indeholder 12 forelæsninger over Goethes Faust, hovedsagelig over 1. del; Schubarth kendte ikke den fuldstændige version af tragediens 2. del fra 1831 (). SK gennemgår i sin excerpt alle forelæsningerne, bortset fra den første, der omhandler Goethes liv og værk i almindelighed (). Fra og med 3. forelæsning følger Schubarth Goethes Faust scene for scene. Kun de betydningsændrende afvigelser i SKs excerpt vil i det følgende blive anført, altså ikke de mindre afvigelser i tegnsætning og ortografi. Alle forkortelser er i øvrigt SKs, ligesom Schubarths udhævelser er udeladt. Signaturen SKS-E betyder, at der i den elektroniske version af kommentaren findes supplerende citatstof fra Schubarth. Dedicationen ... Prologen i Himlen Disse tre stykker, der indleder Goethes Faust, behandler Schubarth i 3. forelæsning (s. 85-122), som SK siden vender tilbage til (). 1ste Scene I 4. forelæsning (s. 113-147) behandles tragediens 1. scene, »Nacht«, hvor Faust i sit studerekammer gør status over sin hidtidige forskning ved universitetet og utilfredsstillet kaster sig over magien. Göethes Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), ty. digter, naturforsker, teaterleder () og minister ved hoffet i Weimar. Han var en af sin tids mest indflydelsesrige forfattere, skrev bl.a. den berømte tragedie Faust og en længere selvbiografi (). SK ejede Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1828-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1828-33, forkortet Goethe's Werke). Denne udgave kom i to formater; henvisningen gælder lommeudgaven (16º), som stemmer overens med SKs egne henvisninger, men if. regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 10. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1) skulle SK forinden have købt oktavudgaven. Af en tidligere regning fra C.A. Reitzel dateret 20. jan 1836 fremgår det, at SK tillige ejede en separatudgave, Faust. Eine Tragödie von Goethe. Beide Theile in Einem Bande, Stuttgart og Tübingen 1834, ktl. 1669, hvis paginering følger lommeudgaven. weitschweifige Udtrykket sigter formentlig til, at Schubarth, s. 119-121, skitserer hele den verdenshistoriske ånd for derefter at forbinde resultatet med Faust. berigede med Citater ... af Goethe Schubarth bringer s. 188f. efter sit resumé og som optakt til det følgende denne bemærkning af Goethe: »Erziehung heißt die Jugend an die Bedingungen gewöhnen, zu den Bedingungen bilden, unter denen man in der Welt überhaupt, sodann aber in besondern Kreisen existiren kann. Der Roman hingegen, und die Tragödie, die ihm gleicht, stellt das Unbedingte als das Interessanteste vor, gerade das grenzenlose Streben, was uns aus der menschlichen Gesellschaft, was uns aus der Welt treibt, unbedingte Leidenschaft; für die dann, bei unübersteiglichen Hindernissen, nur Befriedigung im Verzweifeln bleibt, Ruhe nur im Tod.« Citatet, hvis proveniens Schubarth ikke angiver, stammer fra artiklen »Gabriele von Johanne Schopenhauer« i Goethes Ueber Kunst und Alterthum bd. 1-6, Stuttgart 1818-32; bd. 4, hefte 1, 1823, s. 68. Tilføjelsen »und die Tragödie, die ihm gleicht« er Schubarths egen. Derpaa viser han ... et underordnet Øiemeed SK knytter an til Schubarth s. 121f.: »Nun hat diese Gefahr, Leben und Wissen mit einander zu vermengen, nicht gehörig aus einander zu halten, und doch schicklich wieder auf einander zu beziehen, wie es die Wahrheit beider heischt, unsern Helden durchaus ergriffen. Dieß zeigt sich in jener Befassung mit der Magie und ihren Künsten. // Alle Magie und was ihr ähnlich ist, beruht auf einem falschen Bezuge des Wissens aufs Leben. Sie behandelt Natürliches nicht, wie es dem Geiste auf höchster Stufe erscheint, und ohne Interesse sich darstellen soll, sondern wie es der Mensch für willkürliche, eigennützige Zwecke am liebsten brauchen möchte und könnte. So Reichthum, allerlei erhöhten Lebensgenuß und ein verlängertes Leben aus dem Wissen zu ziehen, ist ihre Aufgabe. Nun hat die Magie wegen ihrer frohen, heitern Verbindung mit dem Leben viel Anlockendes. Auch ist sie eben dadurch nicht gerade falsch, sondern nur durch den Zweck, wornach sie das Wahre irrig behandelt. Und so können wir die Zauberer, Hexenmeister, Schwarzkünstler einer frühern, dunkelern Zeit als Naturen im Allgemeinen betrachten, die das Richtige ahndeten, und, im Gegensatze einer gleichzeitigen scholastischen, bloß abstracten, todtenhaften Behandlung des Wissens, ungleich mehr auf dem rechten Wege waren. Aber sie übereilten es freilich, und verdarben es, indem sie diese lebendigere, naturgemäßere Gewältigung der Dinge nur zu selbstischen Zwecken verwandten.« tantaliske forgæves, frugtesløse. Tantalus var en græsk sagnkonge, som af guderne blev dømt til evigt at plages af sult og tørst. I underverdenen stod han i vand til læberne og med en frugtgren hængende over hovedet. Når han ville drikke, trak vandet sig tilbage, og når han ville spise, trak grenen sig væk, jf. Homer Odysseen 11. sang, v. 582ff. Utaalmodighed, han vil favne Alt SK sammenfatter Schubarth s. 122,18-123,5; . Han har følt ... som Guds Afbillede SK knytter an til Schubarth s. 124,23-125,11; . Endelig kommer ... og egen Skuen SK sammenfatter Schubarth s. 125,15-23; . Indem er erklärt ... sich überall wiederholt citat fra s. 127f., hvor Schubarth dog skriver: »Beschränktheit« og »doch unergründlich«. Nu følger Citater af Goethes Værker På s. 130-145 bringer Schubarth en række passager fra Goethes værker, hvor han udtaler sig om de diskuterede emner: Først (s. 130-138) om magi, overtro, alkymi o.l.; dernæst (s. 138-141) om autoritet og menneskets selvforhold. Disse citater stammer alle fra den historiske del af Goethes Zur Farbenlehre (1810); de første i forbindelse med omtalen af Roger Bacon, Johann Baptist Porta og de alkymister, som fulgte efter Paracelsus; de næste under rubrikken »Autorität«. Jf. Goethe's Werke () bd. 53, 1833, s. 88-108, 129-134, 143-148. Endelig (s. 141-145) om forholdet til troen og det religiøse, det kristelige; citaterne her er fra 12. bog af Goethes selvbiografi (), jf. Goethe's Werke bd. 26, 1829, s. 99-103. Schubarth selv giver ingen nærmere henvisninger. Den følgende Scene ... Prædikebemærkninger I 5. forelæsning (s. 148-194) behandles tragediens 2. og 3. scene, dvs. »Vor dem Thor«, hvor Faust med sin videnskabelige assistent (famulus), Wagner, spadserer uden for byporten, hvor det folkelige liv blomstrer, og den første af de to »Studirzimmer«-scener, hvor Faust vender tilbage til sit studerekammer med den sorte puddelhund, der snart viser sig at være Mefistofeles. Resumeet af »Vor dem Thor« og de omtalte 'prædikebemærkninger' findes s. 148-156. Hvad Factumet med Hunden ... deres Modsætning Der sigtes til det sted i Goethes Faust (især v. 1147-1159, som Schubarth citerer), hvor Faust og Wagner får øje på den sorte puddelhund, og Faust spørger, om Wagner ikke kan se den ildstribe, den trækker efter sig i sit spor. Dette, svarer Wagner, må være et synsbedrag; han ser kun en sort puddelhund. Schubarth bringer s. 156-159 en længere passage fra Goethe, hvor det i tilknytning til stedet i Faust bl.a. hedder: »Hell und Dunkel, welche, eins oder das andere, auf das Auge wirkend, sogleich ihren Gegensatz fordern, stehen vor allen voran. Ein dunkler Gegenstand, sobald er sich entfernt, hinterläßt dem Auge die Nöthigung dieselbe Form hell zu sehen«, s. 157. Stedet findes trykt i »Nachträge zur Farbenlehre« i Goethe's Werke () bd. 60, 1842, s. 38. – Dunkel: mørke. Han (Goethe) ... den Opdagelse I tilknytning til scenen med puddelhunden indleder Goethe passagen, som SK i det følgende citerer, således: »Vorstehendes war schon lange, aus dichterischer«, s. 158. aus dichterischer Ahnung ... vorübereilenden Gestalt citat fra s. 158, hvor Schubarth dog skriver: »in halbem Bewußtseyn geschrieben, als bei«. Man hat oft gesagt ... verneint citat fra s. 132, hvor Schubarth dog efter Goethe skriver: »ja was noch wunderlicher«. Citatet stammer fra den historiske del af Goethes Zur Farbenlehre (1810), hvor udgangspunktet er den eng. filosof Roger Bacon (o. 1214 - o. 1292); hos Goethe hedder det »das unläugbare poetische«. Jf. Goethe's Werke () bd. 53, s. 107. Rigtigt bemærker ... træder Mephistopheles op SK knytter an til Schubarth s. 164-166, hvor bevægelsen i Fausts indre beskrives; . Derpaa følger nu ... Bonaparte etc. Schubarth diskuterer s. 166-179 betydningen af det onde; s. 170f. belyst ved Judas Iskariots forrådelse af Jesus i NT; s. 177-179 med verdenserobreren kejser Napoleon (Bonaparte) I (1769-1821) som eksempel. han mener ... overdreven Stræben Schubarth fører s. 179-186 sin teori om det onde tilbage på Mefistofeles i Faust. Jf. også Schubarths djævleteori (). det jeg vilde kalde Ironien jf. andre af SKs samtidige optegnelser, fx de løse lapper Pap. I A 154, 239, 265; C 102; II A 38. hvad han anfører ... gjorde paa ham Schubarth bringer s. 186-190 en passage fra 1. bog af Goethes selvbiografi, jf. Goethe's Werke () bd. 24, 1829, s. 41-44. Her fortæller Goethe, hvordan han som dreng oplevede efterretningerne om det kolossale jordskælv, der 1. nov. 1755 ramte Lissabon, hvorved 60.000 mennesker omkom, og hvor de overlevende var værgeløse over for de løsslupne mordere, røvere og voldsmænd. Goethe blev dybt grebet: Hvordan kunne den kærlige Gud styrte retfærdige og uretfærdige i samme fordærv. I tilknytning til dette fortæller Goethe, hvordan hans hjem året efter blev udsat for et raserende haglvejr, og hvordan han på denne måde kom til at kende GT's vrede Gud. og et Citat ... af ham Efter passagen om jordskælvet fortsætter Schubarth: »Aber auch noch auf manche andere Weise machte unser Dichter von einem solchen verneinenden, durch seinen grellen Widerspruch störenden Wesen häufig genug, und zwar in der Menschenwelt, Erfahrung, wie er denn bei Anführung eines solchen Falles gegen Ende seines Aufenthalts auf der leipziger Universität, die Bemerkung hinzufügt«, s. 190. Herefter følger den passage fra 8. bog af Goethes selvbiografi (), som SK citerer i det følgende, jf. Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 191. Schubarth giver ingen nærmere reference. Daß gewönlich ... empfindlicher wirke citat fra Schubarth s. 190. Hos Goethe, jf. ovenfor, hvor denne passage er en del af en længere sætning, hedder det: »am geistigsten bestimmt ist«. Med Hensyn til det Geisterchor I 6. forelæsning (s. 195-228) behandles den anden »Studirzimmer«-scene, hvori Faust slutter pagt med Mefistofeles og Mefistofeles forklædt som Faust rådgiver den stræbende student. Det kor af usynlige ånder, som der sigtes til, optræder efter en længere monolog, hvori Faust har forbandet hele tilværelsen. Nu synger koret (v. 1607-1626): »Weh! weh! / Du hast sie zerstört, / Die schöne Welt, / Mit mächtiger Faust; / Sie stürzt, sie zerfällt! / Ein Halbgott hat sie zerschlagen! / Wir tragen / Die Trümmern in's Nichts hinüber, / Und klagen / Ueber die verlorne Schöne. Mächtiger / Der Erdensöhne, / Prächtiger / Baue sie wieder, / In deinem Busen baue sie auf! / Neuen Lebenslauf / Beginne, / Mit hellem Sinne, / Und neue Lieder / Tönen darauf!« jf. nedenfor. p. 82 i min Udgave af Faust jf. Goethe's Werke () bd. 12, s. 82f. Ein unsichtbares Geisterchor ... Lebenslauf zu beginnen citat fra Schubarth s. 196. Nu vil S. søge ... som heldbringende SK sammenfatter Schubarth s. 205,3-24; . hvad Falck siger ... mod Hunde sigter til kapitlet »Goethe's wissenschaftliche Ansichten« i Johannes Falks (1768-1826) bog Goethe aus näherm persönlichen Umgange dargestellt. Ein nachgelassenes Werk, Leipzig 1832, hvor Falk i en samtale med Goethe lader denne fremføre sine naturfilosofiske betragtninger. Undervejs i Goethes redegørelse indskyder Falk: »Indem ließ sich ein Hund auf der Straße mit seinem Gebell zu wiederholten Malen vernehmen. Goethe, der von Natur eine Antipathie wider alle Hunde besitzt, fuhr mit Heftigkeit ans Fenster und rief ihm entgegen: 'Stelle dich wie du willst, Larve, mich sollst du doch nicht unterkriegen!' Höchst befremdend für Den, der den Zusammenhang goethe'scher Ideen nicht kennt; für Den aber, der damit bekannt ist, ein humoristischer Einfall, der eben am rechten Orte war!« s. 59. Sin Theorie om Djævelen (...) som den ... med Vorherre If. Schubarth er Goethes tegning af Djævelen, Mefistofeles, som Guds tjener original. Mefistofeles er nok en straffende ironi, der rammer den søgende Faust hårdt, men hensigten er ikke at tilintetgøre ham; han handler kun inden for den af Gud satte begrænsning. Hans virksomhed er gavnlig, for så vidt som Faust helbredes for sit fantasteri. Dette gennemgående tema hos Schubarth kommer også flere steder til udtryk i SKs excerpt, bl.a. SKS 17, 78,25ff., 81,37ff. og ikke mindst i forbindelse med 3. forelæsning, 89,28ff. synes Schubarth ... ufordeelagtig Maade Efter en perspektivering af nydelsestemaet vender Schubarth s. 223 tilbage til teksten for at forklare nogle af de vanskeligheder, som findes i denne anden scene i studerekammeret: »Ich begreife darunter namentlich die Wette des Faust mit Mephistopheles, den Monolog des Mephistopheles über Vernunft und Wissenschaft, und die vernichtende Kritik des letztern über alles menschliche Wissen, insofern ein bedächtiger Leser daran Anstoß nehmen könnte, wie sich denn dieß vereinigt denken lasse, daß Mephistopheles Faust mit seinen Künsten zu verführen sucht, gleichwohl eine hohe Achtung vor der Vernunft ausspricht, und dann gleich wieder das menschliche Wissen nicht zum Besten kritisirt.« Der sigtes her dels til det sted (v. 1692-1697), hvor Faust ved et væddemål indgår pagten med Mefistofeles; hvis denne med nydelsens bedrag kan få Faust til opgive sin stræben, falde til ro og være tilfreds med sig selv, så har Faust tabt; dels sigtes til det sted (v. 1851-1867), hvor Mefistofeles iført Fausts lange kappe fremfører en monolog: »Verachte nur Vernunft und Wissenschaft, / Des Menschen allerhöchste Kraft, / Laß nur in Blend- und Zauberwerken / Dich von dem Lügengeist bestärken, / So hab' ich dich schon unbedingt – / Ihm hat das Schicksal einen Geist gegeben, / Der ungebändigt immer vorwärts dringt, / Und dessen übereiltes Streben / Der Erde Freuden überspringt. / (...) / Und hätt' er sich auch nicht dem Teufel übergeben, / Er müßte doch zu Grunde gehn!« Goethe's Werke () bd. 12, s. 92f. Faust maatte naturligviis ... en saadan Character Schubarth skriver s. 205f.: »Mich dünkt, wir können im Ganzen die Art von Nemesis, von höherer Gerechtigkeit nicht verkennen, daß Faust auf das böse Princip treffen muß, nachdem er sich von dem wahrhaft Hohen und Würdigen der Welt und Natur unerbaut zeigt, nachdem ihn das Herrlichste, was das Schauen, das Wissen und der Glaube darbieten, unbefriedigt läßt, und statt aller Erhebung daran eine selbstquälerische Unzufriedenheit verfolgt. (...) Aber diese Nemesis würde doch nur eine gewöhnliche und daher ziemlich gemeine Wiedervergeltung seyn. Sie ist daher höher gestellt, und in der Angemessenheit zu dem Streben und Wollen eines solchen Charakters eingeführt.« Jf. her og i det følgende Schubarths djævleteori (). Mephistopheles paatager sig ... skikkede Side SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 206,24-207,23; . Nu behandler Mephisto ... Samvittighedsfred SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 208,17-209,14; . – avantage: fr. fordel; udtrykket 'at være i avantage' betyder at være i en fordelagtigere stilling. – daarligen: dvs. som en dåre; på tåbelig vis; Schubarth skriver: »thörichter Weise«. Spørge vi nu ... en let Nydelse SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 212,3-13; . Naar vi nu ... psychologisk Mesterstykke SK oversætter Schubarth s. 214,18-25; . Han styrter ham ikke ... være tjenligst SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 215,3-216,4; . det Excentriske egl. det, som ligger uden for midtpunktet; det udskejende, sværmeriske, overdrevne. en Epicuræer Under sin tale om lysten og nydelsen fremhæver Schubarth selv (s. 222) den gr. filosof Epikur (341-270 f.Kr.) som én, i hvis verdensanskuelse nydelsen har stor og dyb betydning. SK sigter formentlig her til den epikuræiske opfattelse, at nydelse er fravær af det ubehagelige: »Fornøjelsernes højeste Grad er Bortværelsen af alt, hvad der smerter«, Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 508 (10. bog, 139). dog ikke alvidende Standpunct At Mefistofeles ikke som Gud er alvidende, fremgår af scenen her i studerekammeret, hvor han siger til Faust: »Allwissend bin ich nicht; doch viel ist mir bewußt« (v. 1582), Goethe's Werke () bd. 12, s. 81. Kun maa denne ... forfinede Adspredelse SK oversætter Schubarth s. 216,5-217,14; . Man tænke sig ham ... forlade Verden mere SK sammentrækker og oversætter Schubarth s. 219,21-221,5; . – Trylle og Komandostab: 'stab', ty. stav, dvs. trylle- og kommandostav (SK har udtrykket fra Schubarth). Hvad nu den ... hiint Ord af Mephisto SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 228,1-9, hvor forelæsningen afrundes med en betragtning over den student, der møder op på Fausts studerekammer, og som Mefistofeles forklædt som Faust tager imod; . Her følger nedenstående citat. Und immer zirkulirt ... rasend werden Mefistofeles' replik forekommer i 1. scene i studerekammeret (v. 1372f.), hvor optakten lyder: »Wie viele hab' ich schon begraben!« Thi neppe er ... skjæggeløse Moders Søn SK oversætter Schubarth s. 228,12-15; . De følgende Scener I 4. forelæsning (s. 229-254) omhandles først scenen i »Auerbachs Keller in Leipzig«, hvor Faust og Mefistofeles ankommer til Auerbachs kælder, en (faktisk eksisterende) knejpe i Leipzig. Her holder et lystigt selskab drikkegilde, hvilket de to gæster deltager i; Mefistofeles synger og tilbyder hver enkelt i selskabet dennes yndlingsvin, idet han borer hul i bordkanten, så de selv kan tappe den. Herefter omhandles næste scene, »Hexenküche«, hvor Faust tages med til heksens køkken for der at få en foryngelsesdrik. Inden heksen kommer hjem, og Faust får sin drik, underholdes han og Mefistofeles af en marekattefamilie, der passer på heksens trolddomssager, ligesom Faust i et tryllespejl ser den smukkeste kvinde. Branders Sang om Rotten Før Mefistofeles og Faust ankommer til Auerbachs kælder, har Brander fra det lystige selskab sunget følgende sang (sidste verslinje i hver strofe fungerer som omkvæd): »Es war eine Ratt' im Kellernest, / Lebte nur von Fett und Butter, / Hatte sich ein Ränzlein angemäst't, / Als wie der Doctor Luther. / Die Köchin hatt' ihr Gift gestellt; / Da ward's so eng' ihr in der Welt, / Als hätte sie Lieb' im Leibe. // Sie fuhr herum, sie fuhr heraus, / Und soff aus allen Pfützen, / Zernagt', zerkratzt' das ganze Haus, / Wollte nichts ihr Wüthen nützen; / Sie thät gar manchen Aengstesprung, / Bald hatte das arme Thier genung, / Als hätt' es Lieb' im Leibe. // Sie kam vor Angst am hellen Tag / Der Küche zugelaufen, / Fiel an den Herd und zuckt' und lag, / Und thät erbärmlich schnaufen. / Da lachte die Vergifterin noch; / Ha! sie pfeift auf dem letzten Loch, / Als hätte sie Lieb im Leibe«, v. 2126-2149; Goethe's Werke () bd. 12, s. 106 Mephistos Sang om Loppen På opfordring fra det lystige selskab synger Mefistofeles følgende sang: »Es war einmal ein König, / Der hatt' einen großen Floh, / Den liebt' er gar nicht wenig, / Als wie seinen eignen Sohn. / Da rief er seinen Schneider, / Der Schneider kam heran: / Da, miß dem Junker Kleider, / Und miß ihm Hosen an! // (...) // In Sammet und in Seide / War er nun angethan, / Hatte Bänder auf dem Kleide, / Hatt' auch ein Kreuz daran, / Und war sogleich Minister, / Und hatt' einen großen Stern. / Da wurden seine Geschwister / Bei Hof' auch große Herrn. // Und Herrn und Frau'n am Hofe, / Die waren sehr geplagt, / Die Königin und die Zofe / Gestochen und genagt, / Und durften sie nicht knicken, / Und weg sie jucken nicht. / Wir knicken und ersticken / Doch gleich wenn einer sticht«, v. 2211-2240; Goethe's Werke () bd. 12, s. 110f. anstiller han en ... og mere satirisk Schubarth sammenligner de to sange s. 236-238, og det hedder bl.a.: »Noch ist eine wichtige ästhetische Frage zur Entscheidung zu bringen, ob das brandersche Lied von der geschwollenen Ratte, oder das Flohlied des Mephistopheles origineller, pikanter sey. // Meine Meinung darüber ist, daß das Rattenlied eine, wenn auch wohl angebrachte, doch ziemlich plumpe Verspottung selbstquälerischer Verliebtheit sey. (...) Daß Doctor Luther mit dem Ränzlein der Ratte in Verbindung gebracht wird, gehört mit in den frechen Geist des Liedes und in jene übermüthige Selbstüberhebung des Chorus der Gesellen, die des eigenen, sonst gefeierten Helden nicht verschont. // Das Flohlied des Mephistopheles ist um vieles seiner, geistreicher, satirischer. Es verhöhnt die Schadenfreude der Gesellen, indem es ihrem Plebejer-Sinn und Witz schmeichelt. Das ein Floh, dieses blutsaugende Thier, die Rolle eines Ministers spielt, ist schon ein beißender Gedanke (...).« I Scenen i Hexekjøkenet Der sigtes til den scene i heksens køkken, hvor marekatteungerne ruller en stor kugle frem, som får marekattehannen til at udbryde: »Das ist die Welt; / Sie steigt und fällt / Und rollt beständig; / Sie klingt wie Glas: / Wie bald bricht das? / Ist hohl inwendig. / Hier glänzt sie sehr, / Und hier noch mehr, / Ich bin lebendig! / Mein lieber Sohn, / Halt dich davon! / Du mußt sterben! / Sie ist von Thon, / Es gibt Scherben«, v. 2402-2415, jf. nedenfor. p. 122 i min Udgave jf. Goethe's Werke () bd. 12, s. 122f. Sehr erbauliche ... zu müssen citat fra s. 244, hvor Schubarth dog skriver: »und Hohlheit irdischer Dinge!« En saa barock Spøg ... i Tale og Handlen SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 252,17-253,8; . – Marrekaten og dens Familie: . Nu følger Scenen med Margrethe I 8. forelæsning (s. 255-280) omhandles følgende syv scener: »Straße«, »Abend«, »Spaziergang«, »Der Nachbarin Haus«, »Straße«, »Garten« og »Ein Gartenhäuschen«. SK knytter an til Schubarths bemærkninger til 1. scene på gaden, hvor Faust forelsker sig i den unge, uskyldige Margarete (el. Gretchen), og til næste scene, hvor Faust og Mefistofeles om aftenen lister sig ind på Margaretes kammer og stiller et skrin fyldt med smykker ind i hendes skab, samt endelig til scenen i nabokonen Marthes hus, hvor Margarete fortæller om hændelsen med smykkeskrinet, inden Mefistofeles dukker op for at meddele Marthe, at hendes længe savnede mand er død, i det skjulte for at arrangere et møde mellem Faust og Margarete. hun er ... bemærker Med udgangspunkt i scenen, hvor Faust første gang møder Margarete på gaden, karakteriserer Schubarth hende s. 256: »Das Mädchen selbst, so jung und beschränkt es ist, übersieht ihn mit einem Blick, und macht sich unwillig von ihm los. Doch weh ihr, der Aermsten! Sie ist leider keine ... [SK fortsætter nedenfor]«. leider keine Kokette ... ist und bleibt citat fra Schubarth s. 256. Sandseligheden overrumpler ... blandt Bøger SK sammenfatter Schubarth s. 256f. Nu træder da ... at skrifte Efter Fausts korte møde med Margarete på gaden støder Mefistofeles til. Faust kræver, at Mefistofeles skaffer ham denne pige, hvortil Mefistofeles svarer: »Es ist ein gar unschuldig Ding, / Das eben für nichts zur Beichte ging; / Ueber die hab' ich keine Gewalt!« v. 2624-2626; Goethe's Werke () bd. 12, s. 134. Schubarth omtaler kort stedet s. 260, men diskuterer s. 262f. nærmere, hvorvidt man skal tage Mefistofeles' undskyldning alvorligt, jf. kommentaren nedenfor. Her anstiller nu ... sin Djævletheorie Schubarth skriver s. 262f.: »Hier dürfte Mancher fragen, ob es denn wohl dem Mephistopheles mit jener Erklärung der Unschuld Gretchens, und daß er über sie keine Macht habe, Ernst sey, oder ob er sich hierbei nicht bloß verstelle und spotte? Die Frage ist indessen nach des Dichters Sinn in vollem Ernste zu bejahen.« Schubarth fortsætter (s. 263f.) med en nærmere karakteristik af Mefistofeles, dvs. Djævelen (). Scenen (p. 141 i min Udgave »Es ist ... dumpfig hie«) Der sigtes til det sted i »Abendscenen, hvor Mefistofeles og Faust har placeret smykkeskrinet i Margaretes kammer og atter er forsvundet. Da Margarete træder ind i rummet med en lampe, bemærker hun den indestængte luft og udbryder, mens hun åbnet vinduet: »Es ist so schwül, so dumpfig hie / Und ist doch eben so warm nicht drauß'. / Es wird mir so, ich weiß nicht wie – / Ich wollt', die Mutter käm' nach Haus. / Mir läuft ein Schauer über'n ganzen Leib – / Bin doch ein thöricht furchtsam Weib!« v. 2753-2758; Goethe's Werke () bd. 12, s. 141f. in dem Weben ... baldige Ankunft citat fra Schubarth s. 267. Scenen mell. Mephisto og Marthe Schwerdtlein Der sigtes til scenen i nabokonens hus, hvor Marthe for sig selv beklager, at hun end ikke ved, om hendes forsvundne mand er død. Så ankommer Margarete, og snart efter møder Mefistofeles op for at meddele Marthe, at hendes mand er død. Mefistofeles besvarer alle Marthes spørgsmål om manden ved at opdigte en længere historie. p. 150 i min Udgave jf. Goethe's Werke () bd. 12, s. 150, hvor Mefistofeles gør sin entré. at man ikke kan ... med Margrethe SK sammenfatter Schubarth s. 274,5-23; . – den tragiske Katastrophe med Margrethe: . S: bemærker I 9. forelæsning (s. 281-310) behandles de syv scener: »Wald und Höhle«, »Gretchens Stube«, »Marthens Garten«, »Am Brunnen«, »Zwinger«, »Nacht. Straße vor Gretchens Thüre« og »Dom«. SK knytter kun an til Schubarths udlægning af scenen i Marthes have, hvor Margarete udspørger Faust om hans kristentro og betror ham sin afsky for Mefistofeles. p. 182 i min Udg: Der sigtes til samtalen mellem Faust og Margarete i Marthes have, hvor Margarete om Fausts ledsager, Mefistofeles, siger: »Der Mensch, den du da bei dir hast, / Ist mir in tiefer inn'rer Seele verhaßt; / Es hat mir in meinem Leben / So nichts einen Stich in's Herz gegeben, / Als des Menschen widrig Gesicht. // (...) // Seine Gegenwart bewegt mir das Blut. / Ich bin sonst allen Menschen gut; / Aber, wie ich mich sehne dich zu schauen, / Hab' ich vor dem Menschen ein heimlich Grauen, / Und halt' ihn für einen Schelm dazu! / Gott verzeih' mir's, wenn ich ihm Unrecht thu'!« v. 3471-3482; Goethe's Werke () bd. 12, s. 182. Margrethes Angst for ... en Bebreidelse SK oversætter Schubarth s. 289,8-25; . Passagen hos Schubarth følger efter et afsnit, hvori han peger på den angst, Margarete åbenbarer i samtalen. Man kann sagen ... Grauen vor der Hölle citat fra s. 289f., hvor Schubarth dog skriver: »'ein gutes, unschuldiges Kind'« Samtalen mell. de to Elskende angaaende Religionen Der sigtes til Fausts og Margaretes samtale, den såkaldte katekisationsscene, i Marthes have, hvor Margarete udspørger Faust om hans kristentro, jf. v. 3414-3468. da bemærker Sch: ... den mere individuelle Schubarth skriver s. 293f.: »Es ist von diesem Gespräch im Allgemeinen zu sagen, daß sich der Unterschied, das Bedürfniß beider Geschlechter daran offenbare. Das Bekenntniß Faust's ist ein allgemeines. Er bekennt den Gott, der sich hinter der Hülle aller Religion offenbart, der ganzen Schöpfung, dem unermeßlichen Weltganzen zum Grunde liegt, unter tausend Namen, vom Bedürfniß dem Bedürfniß angepaßt, derselbe bleibt. Gretchens Glaube dagegen ist nicht nur der Glaube einer bestimmten Religion, sondern wiederum der einer bestimmten, besondern Confession, nämlich der christkatholische Glaube.« Derpaa gaaer han ... de forskjellige Confessioner Schubarth fremhæver s. 294-296, hvordan forskellige tiders nationale og individuelle åndskarakter afspejler sig i de religiøse konfessioner; således i den kristne religions tre hovedbekendelser (den græske, den romerske og den protestantiske) og i de forskellige trosretninger inden for protestantismen (den lutheranske, den reformerte, den calvinske, samt de senere sekter). Schubarth henfører på de næste sider denne tematik på Faust og Margaretes samtale om kristentro. En Charakter ... al Forvirretheds Top I 10. forelæsning (s. 311-336) behandler Schubarth de sidste fem scener af tragediens 1. del: »Walpurgisnacht«, »Walpurgisnachtstraum oder Oberons und Titanias goldne Hochzeit. Intermezzo«, »Trüber Tag. Feld«, »Nacht, offen Feld« og »Kerker«. SK knytter især an til Schubarths omtale af scenen, der udspiller sig Valborgsnat, dvs. natten før 1. maj, hvor heksene if. folkelig overtro flyver til Bloksbjerg. Efter mordet på Valentin () flygter Mefistofeles og Faust, men dukker atter op ved festen på Bloksbjerg, hvor Faust efter dansen pludselig ser Margarete for sig (); festen afsluttes med opførelse af skuespillet 'Valborgsnatsdrøm' (). SK oversætter her Schubarth s. 316,4-26; . – so: fejl for så. – Bloxbjerget: Navnet henviser til Brocken, det højeste bjerg i Harzen; det har også været brugt om andre bjerge i Tyskland, Ungarn og Sverige. – Auerbachs Kjelder: . – Hexekjøkenet: . Det laae nemlig ... Vilkaarligheds Gebeet SK oversætter Schubarth s. 317,6-318,22; . – skuffende: bedragende, illuderende. Men den egl. ... almdl. Livsindskrænkninger SK sammenfatter og oversætter Schubarth s. 318,23-321,3; . – den (...) Satans Streg ... spiller med F.: Udtrykket 'at spille én en streg' betyder at udføre en snedig handling for at narre en anden. SK oversætter udtrykket fra Schubarth. – hiin hemmelighedsfulde Vision af Gretes Skikkelse: Der sigtes her og i det følgende til det sted, hvor Faust i Valborgsnat-scenen ser en bleg, smuk pige, der bevæger sig langsomt, som havde hun lænker om fødderne; sådan som Faust senere finder Margarete i fængslet. Han spørger Mefistofeles, om hun ikke ligner Margarete, hvortil Mefistofeles svarer, at det kun er blændværk, et livløst skyggebillede, hvis blik er farligt at møde. Da Faust fortsat ser Margarete for sig, kalder Mefistofeles ham en forført tåbe, da det netop er trolddomskunsten, at enhver i dette blændværk ser sin egen elskede. Nu ser Faust, at den skønnes hals som et smykke bærer en enkelt rød snor, hvilket jo skyldes, bemærker Mefistofeles, at hun er en halshugget, som også kan bære hovedet under armen. Jf. v. 4183-4209. – centnersvære: Vægtenheden 'centner' var oprindelig 112 pund, men blev i løbet af det 18. årh. ændret til 100 pund. Dette sidste svarer til o. 50 kg, da der før 1839 gik 496 gram på et pund. – Idol: egl. afgudsbillede el. genstand for tilbedelse; skyggebillede, fantom. Udtrykket benyttes af både Schubarth og Goethe. – enge: af ty., snævre. Valpurgisnatsdrøm ... paa Bloksbjerg Scenen »Walpurgisnachtstraum« er det skuespil, der opføres Valborgsnat på Bloksbjerg, og som indeholder over 40 forskellige, fortløbende stemmer, der hver udtrykker sig i fire verslinjer. Inden stykket begynder, fortælles det (v. 4215-4220), at stykket er det sidste af de syv, der om natten har været opført, og at det både er skrevet og spillet af dilettanter. SK knytter her an til Schubarth s. 325f.; . Indem übrigens der Blocksberg ... der Weltgeschichte citat fra s. 327f., hvor Schubarth dog skriver: »folgenden Verlaufe«. og også. hvorledes herfra ... en real Tilfredsstillelse SK oversætter Schubarth s. 334,5-335,21; . – Valentins Mord: sigter til scenen »Nacht. Straße vor Gretchens Thüre«, hvor Faust og Mefistofeles vil aflægge Margarete visit og under hendes vindue synger en sang. Pludselig springer den hjemvendte soldat Valentin, Margaretes bror, som har hørt, at søsteren er med barn, frem med en kårde; der opstår tumult, og under Mefistofeles' tilskyndelse falder Valentin for Fausts kårdestød. – Feil: forseelse. – Gretes Elendighed: Efter mordet på Valentin flygter Faust og Mefistofeles, og Margarete må flakke ulykkelig omkring. Da hun i sindsforvirring dræber sit (og Fausts) barn, dømmes hun til døden og ender i et fængsel, hvor hun – lagt i lænker – i vanvid og anger venter på sin bøddel. – Brocken: dvs. Bloksbjerg (). – real Tilfredsstillelse: sanselig tilfredsstillelse. Faust 2den Deel ... de adspredte Fragmenter Omend Goethe allerede i 1790'erne havde udkastet en plan for 2. del af Faust, så var det først i 1825, at han for alvor tog fat. I aug. 1831 betragtede han det skrevne som afsluttet og forseglede det til udgivelse efter sin død. Men i jan. 1832 læste han dog det hele op for sin svigerdatter Ottilie og rettede forskellige ting i manuskriptet, og så sent som fem dage før sin død i marts 1832 skrev han i et brev, at han omgikkedes med tanken om at udfylde de huller i dramaets handling, som endnu fandtes. 2. del af Faust blev med sine fem akter trykt i 1832 som 1. bind af Goethe's nachgelassene Werke, der indgår som bd. 41 af Goethe's Werke (). I en parentes på titelbladet oplyses det, at den blev fuldendt sommeren 1831. Når Schubarth i 11. forelæsning (s. 337-363) behandler tragediens 2. del, er det på grundlag af de dele, Goethe tidligere havde offentliggjort: I 12. bd. af Goethe's Werke fra 1828, s. 249-313, findes der efter tragediens 1. del trykt to tredjedele af 2. dels 1. akt, nemlig scenerne »Anmuthige Gegend« (), »Kaiserliche Pfalz« med de to afsnit »Saal des Thrones« () og »Weitläufiger Saal« () samt begyndelsen af »Lustgarten«, hvorefter følger en afsluttende parentes med ordlyden: »Ist forzusetzen«. Derudover har Schubarth kendt den Helena-scene (), der blev trykt under titlen »Helena, klassisch-romantische Phantasmagorie. Zwischenspiel zu Faust« i Goethe's Werke bd. 4, 1827, s. 229-307, og som siden udgør 2. dels 3. akt. Han gjør opmærksom paa ... af Digteren SK sammenfatter Schubarths indledning af 11. forelæsning s. 337,9-19; . Han erindrer om ... var fuldført (...) men den anden Deel er det ikke SK sammenfatter Schubarth s. 338,5-19; . Es irrt der Mensch, so lang er strebt citat fra »Prolog im Himmel« v. 317, hvor Herren siger dette til Mefistofeles; Goethe's Werke () bd. 12, s. 24. Ein guter Mensch ... wohl bewußt citat fra »Prolog im Himmel« v. 328f., hvor Herren siger til Mefistofeles, at han en dag vil sande dette. Ogsaa Mephisto ... slige Vildfarelser SK oversætter Schubarth s. 338,20-339,7; . – Middel- og Brændpunctet: midtpunktet. en Yttring af Goethe ... Mellemspillet »Helena« Passagen stammer fra Goethes artikel »Helena. Zwischenspiel zu Faust« i Kunst und Alterthum () bd. 6, hefte 1, 1827, s. 201. Darüber aber mußte ... Verhältnisse durchführen citat fra Schubarth s. 339. Scenen ved F: Opvaagnen 1. scene i 2. del, »Idyllisk landskab« (), hvor Faust til alfernes sang falder til ro og med nye kræfter vågner op på en blomstrende eng, behandler Schubarth s. 340-343. ved Keiser-Hoffet og den store Hoffest De to scener ved kejserens palads (), først i tronsalen, hvor Mefistofeles som kejserens nar lover at skaffe landet rigdomme, dernæst i den vældige sal, hvor der er fyldt med gæster til den store maskerade, behandler Schubarth s. 343-352. Fragmentet Helena Dette stykke () om Fausts møde med den skønneste af alle kvinder, Helena, behandler Schubarth s. 352-363. Efter prins Paris' bortførelse af Helena, som gav anledning til den trojanske krig, vender hun befriet tilbage til sin fædrene borg i Sparta. Her modtages hun af Mefistofeles forklædt som den gamle, hæslige husholderske Forkyas, som fortæller hende, at hun selv er det offer, hendes mand, kong Menelaos, ved sin snarlige hjemkomst vil forlange. For at redde sit liv følger Helena Forkyas til den sikre, middelalderlige borg, hvor Faust er herre. Han forelsker sig, hun bliver dronning, og de får snart den kåde søn Euforion. Da senere Euforion i et forsøg på at flyve styrter til jorden, forlader Helena Faust for at følge sønnen i underverdenen. I hvilken ... et Sted af Goethe ... at see Helena Schubarth citerer s. 353 følgende passage af Goethe: »Die Legende sagt, und das Puppenspiel verfehlt nicht die Scene vorzuführen: daß Faust in seinem herrischen Uebermuth durch Mephistopheles den Besitz der schönen Helena von Griechenland verlangt und dieser ihm nach einigem Widerstreben willfahrt habe. Ein solches bedeutendes Motiv in unserer Ausführung nicht zu versäumen war uns Pflicht, und wie wir uns derselben zu entledigen gesucht, wird aus dem Zwischenspiel hervorgehen. Was aber zu einer solchen Behandlung die nähere Veranlassung gegeben und wie, nach mannigfaltigen Hindernissen, den bekannten magischen Gesellen geglückt, die eigentliche Helena persönlich aus dem Orkus ins Leben heraufzuführen, bleibe vor der Hand noch unausgesprochen. Gegenwärtig ist genug, wenn man zugiebt, daß die wahre Helena auf antik-tragischem Cothurn vor ihrer Urwohnung zu Sparta auftreten könne. Sodann aber bittet man die Art und Weise zu beobachten, wie Faust es unternehmen dürfe, sich um die Gunst der weltberühmten königlichen Schönheit zu bewerben.« Passagen stammer fra »Helena. Zwischenspiel zu Faust« i Kunst und Alterthum () bd. 6, hefte 1, 1827, s. 202f. efter en Exposition ... Fragment Givne SK knytter an til Schubarth s. 353-358. – Exposition: udvikling, fremstilling. Naar vi nu overveie ... af al Skjønhed SK oversætter Schubarth s. 358,21-359,17; . – H: og F:: Helena og Faust. Til Slutning gjør ... hele Værket I 12. forelæsning (s. 364-385) opridser Schubarth nogle grundideer, som han mener bør udfoldes i den fortsættelse, Goethe har varslet (). Wenn das Streben ... im Stande sei citat fra s. 384f., hvor Schubarth dog skriver: »doch gefälligen«. Jeg vil nu ... S: Indledning I 2. forelæsning (s. 32-80, samt s. 80-84 ()) giver Schubarth en almen indledning til Goethes Faust. Han bemærker ... brugt Humor SK gengiver Schubarth s. 59,11-18; . Eine humoristische ... Resultate null wird citat fra Schubarth s. 59f. Han anfører ... liggende Dal SK knytter an til Schubarths eksempler s. 60,12-61,12; . Was nun aber dieses ... wirken könnte citat fra Schubarth s. 61. Jedenfalls wird ... entwickelt hat citat fra Schubarth s. 61f. i forlængelse af ovenstående. Derpaa gjør han ... længselsfuld Humor Schubarth skriver s. 62 i forlængelse af ovenstående: »Wie sich nun aber aus jener Eigenschaft grösserer Kräftigkeit oder überwiegender Zartheit des Sinnes und Wesens der allgemeine Unterschied in der Poesie von naiver und sentimentaler Dichtung ergiebt: so bildet sich hiernach außer dem verschiedenen Charakter und der Mannigfaltigkeit des Humors, welche durch die Gegenständlichkeiten bedingt wird, der Gattung nach ein mehr realistischer, naiver, und ein mehr ideeller, phantastischer, sehnsüchtiger Humor.« Distinktionen mellem naiv og sentimental digtning stammer fra Fr. Schiller (). Der Unterschied ... sentimentale Humor citat fra s. 62, hvor Schubarth dog skriver: »theils Aufhebende«. fE. Jean Paul Schubarth skriver s. 62f.: »Ein nahe liegendes, allbekanntes, hochgeschätztes Muster für diesen letztern ist unser treffliche, köstliche Jean Paul Friedrich Richter.« – Jean Paul: (). Han viser ... en uskateerlig Gave SK sammenfatter Schubarth s. 64,13-65,2; . – uskateerlig: uvurderlig (Schubarth taler om »eine unschätzbare, unverwüstliche Gabe«). Fra pag: 80-84 ... den 2den Forelæsning nemlig i et såkaldt »Nachschrift«. En vis eensidig ... alle hans Værker SK sammenfatter Schubarth s. 80,18-81,2; . Nu søger S: ... theatralske Fremstilling SK sammenfatter Schubarth s. 81,3-19; . – A:W: Schlegel: . Der sigtes til Ueber dramatische Kunst und Litteratur bd. 1-3 (del 1-2), Heidelberg 1809-11, ktl. 1392-1394; bd. 3, s. 401-404, hvor Goethes Faust omhandles; . Han viser ... Indholdet i F. SK sammenfatter Schubarth s. 81,20-82,3; . – Lord Byron: eng. digter (1788-1824), der i sit dramatiske digt Manfred (1817), som også Schubarth henviser til, lader sin samvittighedsplagede helt fremmane dæmoniske ånder, uden at de dog kan skænke ham den fornødne glemsel. I 3die Forelæsning ... Prologen I 3. forelæsning (s. 85-112) behandler Schubarth de tre scener, der danner rammen om hele Faust, nemlig »Zueignung«, »Vorspiel auf dem Theater«, hvor den bekymrede teaterdirektør, den opgivende, højtstræbende digter og den tilskyndende gøgler taler om det forestående stykke, og endelig »Prolog im Himmel«, hvor Mefistofeles og Herren vædder om, hvorvidt Faust kan bringes til fald. mærkeligt vigtigt, interessant. p. 103 ... har udviklet SK sigter til Schubarth, der bl.a. fremhæver, hvordan Goethe s. 103,8-104,2 lader Gud og Djævelen, engle og dæmoner, træde frem side om side; . – Schubarths djævlelære (). – alt: allerede. p. 106 ligeledes et Bidrag se kommentaren nedenfor. Han gjør opmærksom paa ... en anden Side SK knytter an til Schubarth s. 106,11-17; . – Klopstock: Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803), ty. digter; der sigtes til hans store epos Der Messias (1748-73). – Milton: John Milton (1608-74), eng. digter; der sigtes til det kendte epos Paradise Lost (1667). – Byron i hans Kain: Lord Byrons () episke drama Cain (1821). Goethe mener ... Hiobs Bog SK sammenfatter Schubarth s. 106,18-107,9; . – Hjobs Bog: Rammefortællingen i »Jobs bog« i GT er følgende: »En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. / Herren spurgte Satan: 'Hvor kommer du fra?' Satan svarede: 'Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.' / Herren spurgte ham: 'Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudsfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.' / Satan svarede: 'Det er vel ikke uden grund, at Job er gudsfrygtig. / Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. / Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!' / Da sagde Herren til Satan: 'Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod.' Så forlod Satan Herren«, Job 1, 6-12. Resultatet bliver da ... gudd: Justits SK sammenfatter Schubarths karakteristik af Goethes opfattelse af Djævelen s. 107,23-108,8; . – Profos: officiel betegnelse for en militær person, der varetog den korporlige afstraffelse af dømte. en tidligere Excerpt udentvivl fra 35 jf. en udateret optegnelse (Pap. I C 53) i en notesbog fra 1835, hvor SK knytter an til Stieglitz' () omtale af Lessings Faustfragment, jf. BB:12, s. 99,13ff. Lessings Bearbeidelse af Faust ... XXII Band p. 213-231 Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. forfatter, dramatiker, kritiker og filosof. SK henviser til Gotthold Ephraim Lessings sämmtliche Schriften, udg. af K.G. Lessing, J.J. Eschenburg og F. Nicolai, bd. 1- 31, Berlin 1793-1825; bd. 22, 1794, s. 213-230. På disse sider findes, fordelt på tre afsnit (jf. det følgende) det materiale, som er bevaret efter Lessings arbejde med Faust. et Brev fra Engel ... deriblandt til F. Første afsnit (s. 213-220) indeholder et brev til udgiveren, Lessings bror, K.G. Lessing, fra teaterdirektør, filosof og digter Johann Jakob Engel (1741-1802), hvori en scene fra Lessings Faustdigtning er meddelt. Brevet begynder: »Es ist ganz wahr, liebster Freund, daß Ihr seliger vortrefflicher Bruder mir verschiedene seiner Ideen zu theatralischen Stücken mitgetheilt hat. (...) Von seinem Faust indessen, um den Sie mich vorzüglich fragen, weiß ich noch dieses und jenes; wenigstens erinnere ich mich im Allgemeinen der Anlage der ersten Scene und der letzten Hauptwendung derselben«, s. 213. Han lader Scenen foregaae ... opmærksom paa F. Engel fortæller: »Das Theater stellt in dieser Scene eine zerstörte gothische Kirche vor, mit einem Hauptaltar und sechs Nebenaltären. Zerstörung der Werke Gottes ist Satans Wollust; Ruinen eines Tempels, wo ehemals der Allgütige verehrt ward, sind seine Lieblingswohnung. Eben hier also ist der Versammlungsort der höllischen Geister zu ihren Berathschlagungen. Satan selbst hat seinen Sitz auf dem Hauptaltar; auf die Nebenaltäre sind die übrigen Teufel zerstreut. Alle aber bleiben dem Auge unsichtbar; nur ihre rauhen mißtönenden Stimmen werden gehört. Satan fordert Rechenschaft von den Thaten, welche die übrigen Teufel ausgeführt haben; ist mit diesen zufrieden, mit jenen unzufrieden«, s. 214. Nu træder djævlene frem én for én og aflægger regnskab til Satan for deres misgerninger. Den fjerde djævel har dog intet bedrevet, men har fået en idé, hvormed han håber at kunne råde bod på det manglende. »Og det er?«, spørger Satan, hvorefter følger det svar, som SK nu afskriver. – forstyrret: ødelagt. Gott seinen Liebling zu rauben ... Volks würde citat fra s. 218, hvor Engel dog skriver: »ganz der Weisheit ergeben;«. Denne Djævel havde ... I skulle ikke seire Jf. s. 218f., hvor Satan begejstret spørger den fjerde djævel om hans videre plan, hvortil denne svarer: »Sieh, ich knirsche; ich habe keinen. – Ich schlich von allen Seiten um seine Seele; aber ich fand keine Schwäche, bei der ich ihn fassen könnte.« Dette får Satan til selv at overtage opgaven. »Und nun ist Satan viel zu voll von seinem Entwurfe, als daß er noch den Bericht der übrigen Teufel sollte hören wollen. Er bricht mit der ganzen Versammlung auf; alle sollen ihm zur Ausführung seiner großen Absichten beystehn. Des Erfolgs hält er bey den Hülfsmitteln, die ihm Macht und List geben, sich völlig versichert. Aber der Engel der Vorsehung, der unsichtbar über den Ruinen geschwebt hat, verkündiget uns die Fruchtlosigkeit der Bestrebungen Satans, mit den feyerlich aber sanft gesprochenen Worten, die aus der Höhe herabschallen: Ihr sollt nicht siegen!« Nu kommer Udviklingen af Stykket Efter udviklingen af 1. scene går Engel over til at give et rids af hele stykket, idet han bemærker, at den yngling, som Satan vil forføre, er Faust. SK fortsætter nedenfor. diesen Faust begräbt ... hat geben wollen citat fra s. 219f., hvor Engel dog skriver: »dem Augenblick, da sie sich seiner völlig versichern wollen,« og »lehrreichen Traum«. Nu var altsaa ... at forføre ham Jf. s. 220, hvor Engel i forlængelse af det foregående skriver: »Er ist jetzt fester in Wahrheit und Tugend, als jemals. Von der Art, wie die Teufel den Plan der Verführung anspinnen und fortführen, müssen Sie keine Nachricht von mir erwarten: ich weiß nicht, ob mich hier mehr die Erzählung Ihres Bruders, oder mehr mein Gedächtniß verläßt; aber wirklich liegt alles, was mir davon vorschwebt, zu tief im Dunkeln, als daß ich hoffen dürfte, es wieder ans Licht zu ziehen.« No 2 Andet afsnit (s. 221-225) indeholder en skitse over Lessings Doctor Faust, bestående af et forspil samt fire optrin af 1. udtog (»Aufzug«). mærkeligt interessant. Han lader ... derpaa en Djævel I 1. optrin befinder Faust sig i sit studerekammer, hvor han atter med en besværgelse forsøger at fremmane en ånd. I 2. optrin dukker en søvndrukken ånd frem, som til sidst siger, at han hedder Aristoteles; men det er Djævelen selv. I 3. optrin, hvor ånden atter er forsvundet, forsøger Faust at fremmane en anden dæmon, som endelig i 4. optrin kommer til syne. – Aristoteles: . 3. F. und sieben Geister titlen på 3. afsnit (s. 226-230), som indeholder den eneste fuldstændige scene, der er bevaret af Lessings Faustdigtning. Her er det endelig ... til det Onde Faust har fremmanet syv ånder, som alle erklærer at være den hurtigste. Han udspørger dem da én for én, hvor hurtige de er, og den sidste svarer: »Nicht mehr und nicht weniger als der Uebergang vom Guten zum Bösen«, s. 230. Hertil svarer Faust: »Ha! Du bist mein Teufel! So schnell als der Uebergang vom Guten zum Bösen! – Ja, der ist schnell; schneller ist nichts als der! (...) Ich habe es erfahren, wie schnell der ist! Ich habe es erfahren!« s. 230. Doctor Faust fliegendes Blatt aus Cöln titlen på et flyveblad bestående af en folkevise (92 verslinjer) om Faust og Mefistofeles. Visen er trykt hos Stieglitz Die Sage vom Doctor Faust (), s. 179-182, hvor der også findes en henvisning til Des Knaben Wunderhorn, jf. nedenfor. cfr Knaben Wunderhorn Des Knaben Wunderhorn. Alte deutscher Lieder, udg. af L. Achim von Arnim og Clemens Brentano, bd. 1-3, Heidelberg 1806-08, 2. udg. 1819, ktl. 1494-1496; bd. 1, s. 214-217; 2. udg. findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 14. marts 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). Tiecks Schriften 5te Theil p. 462 Der sigtes til 2. del af Ludwig Tiecks Phantasus, trykt i Ludwig Tieck's Schriften () bd. 5, hvor den fiktive person Ernst (s. 462) taler om ledelsen af teateret i Weimar, dog uden at nævne Goethes navn: »doch könnten sich Wirkungen im Großen niemals empfinden lassen, weil jener merkwürdige Mann, welcher dort die Sache führt, so sehr er das Schlechte verabscheut, fast eine noch größere Furcht vor dem Genialischen zu haben scheint. Er vermeidet nichts so sehr als das Bizarre, und doch ist sein Streben von je an, durch Opposition auf der einen Seite, und auf der andern durch den Trieb sich der Welt und ihren Forderungen zu bequemen, unbestimmt und bizarr erschienen. Die polemische Sucht treibt ihn eben so oft gegen das Geniale, als der Trieb, sich dem Gewöhnlichen zu fügen, ihn zum Seltsamen bewegt, und in dieser Schwankung ist das, was er in der Kunst überall, nicht bloß in der theatralischen, bewirken möchte, mehr ein Negatives als ein Positives, mehr ein Vermeiden des Ungeziemlichen, als ein Erstreben des Hohen; wenn ein Charakter sich erst so gestellt hat, sind Vorurtheile mancherlei Art und Kampf dafür nicht gut zu vermeiden, und darum darf man sich nicht wundern, wenn sein Bemühen keine Begeisterung, keinen eigenthümlichen Schwung je wird veranlassen können. Was er als Dichter gewirkt, vorzüglich früh, ist eine andre Betrachtung.« – Goethes Virksomhed: Goethe () blev i 1791 leder af det nyoprettede teater i Weimar, som han indtil sin afgang 1817 prægede på alle områder. Tiecks Schriften ... Tannenhaüser Der sigtes til Ludwig Tiecks fortælling »Der getreue Eckart und der Tannenhäuser. In zwei Abschnitten«, først trykt i bd. 1 af Romantische Dichtungen (1799), siden i Phantasus og Ludwig Tieck's Schriften () bd. 4, s. 173-213. I 1. afsnit (s. 173-199) berettes om ridderen Eckart, der forbliver hertugen af Burgund tro, selv da denne dræber hans sønner, og om Eckarts møde med en olding, som har mistet sine sønner til det Venusbjerg, hvori al syndig sanselighed og alle hedenske laster er samlet, og hvorfra en spillemand er draget ud i verden for med sin musik at forføre folk dertil. Det lykkes Eckart at befri de bjergtagne, men han holdes selv tilbage ved indgangen for til evig tid at advare de indtrængende. I 2. afsnit (s. 199-213), som SK knytter an til, er der gået mere end 400 år siden Eckarts død. Tannenhäuser, der som ung forsvandt sporløst fra sit hjem, opsøger en dag i en pilgrims skikkelse sin barndomsven, Friedrich, og fortæller ham sin mærkelige historie (s. 201-211): Tannenhäuser havde som dreng hørt om Eckart, Venusbjerget og den forførende musik, hvilket vakte en underlig uro i ham (jf. nedenfor, henvisningen til s. 202). Som ung mand fór han engang vild i skoven og ankom til en fortryllende have, hvor han mødte Emma, som fik hans uro til at stilne. Herefter var han som besat, opsøgte hende dagligt, følte kærligheden gengældt, og da han erfarede, at hun skulle giftes med en ridder, dræbte han denne, men dagen efter døde Emma af sorg. Nu flakkede han omkring, utålmodigheden vågnede atter, angsten blev efterhånden til fortvivlelse, hvorfor han endelig opsøgte Venusbjerget (jf. nedenfor, henvisningen til s. 210). Da han på forunderlig vis atter slap fri, besluttede han at sone sine synder med en pilgrimsfærd til Rom. Friedrich, der finder sin vens historie vanvittig, fortæller nu, at Emma er hans hustru, hvilket Tannenhäuser får at se, og at denne aldrig har gjort ham fortræd. Snart efter forlader Tannenhäuser huset, Friedrich finder sin hustru myrdet og mærker vennens afskedskys brænde på sin kind, også han må nu opsøge Venusbjerget. – o:f:: og følgende. 202 Tannenhäuser fortæller her Friedrich om den dybe virkning, fortællingen om Venusbjerget gjorde på ham i drengeårene: »Ich kann dir nicht ausdrücken, welche Wehmuth, welche unaussprechliche Sehnsucht mich plötzlich ergriff, und wie in Banden hielt und fortführen wollte, wenn ich dem Zug der Wolken nachsahe, die lichte herrliche Bläue erblickte, die zwischen ihnen hervordrang, welche Erinnerungen Wies' und Wald in meinem tiefsten Herzen erwecken wollten. Oft ergriff mich die Lieblichkeit und Fülle der herrlichen Natur, daß ich die Arme ausstreckte und wie mit Flügeln hineinstreben wollte, um mich, wie der Geist der Natur, über Berg und Thal auszugießen, und mich in Gras und Büschen allseitig zu regen und die Fülle des Segens einzuathmen. Hatte mich am Tage die freie Landschaft entzückt, so ängstigten mich in der Nacht dunkle Traumbilder und stellten sich grauenhaft vor mich hin, als wenn sie mir den Weg zu allem Leben versperren wollten. Vor allen ließ ein Traum einen unauslöschlichen Eindruck in meinem Gemüthe zurück, ob ich gleich nicht die Bilder deutlich wieder in meine Phantasie zurückrufen konnte«, s. 202. Historien om Venus-Bjerget ... fE p. 210 nederst Der sigtes til Tannenhäusers beskrivelse af sit ophold i Venusbjerget (s. 209-211), hvor han ser forskellige menneskeskikkelser vanke om, fornemmer den fortryllende musik, mærker de vidunderlige farver og føler, at dette er, hvad han altid har ønsket sig. Så kommer en vrimmel af glade, hedenske guder, anført af fru Venus, som alle byder ham velkommen (s. 210f.): »Alle Freuden, die die Erde beut, genoß und schmeckte ich hier in ihrer vollsten Blüthe, unersättlich war mein Busen und unendlich der Genuß. Die berühmten Schönheiten der alten Welt waren zugegen, was mein Gedanke wünschte, war in meinem Besitz, eine Trunkenheit folgte der andern, mit jedem Tage schien um mich her die Welt in bunteren Farben zu brennen. Ströme des köstlichsten Weines löschten den grimmen Durst, und die holdseligsten Gestalten gaukelten dann in der Luft, ein Gewimmel von nackten Mädchen umgab mich einladend, Düfte schwangen sich bezaubernd um mein Haupt, wie aus dem innersten Herzen der seligsten Natur erklang / [s. 211] / eine Musik, und kühlte mit ihren frischen Wogen der Begierde wilde Lüsternheit; ein Grauen, das so heimlich über die Blumenfelder schlich, erhöhte den entzükkenden Rausch. Wie viele Jahre so verschwunden sind, weiß ich nicht zu sagen, denn hier gab es keine Zeit und keine Unterschiede, in den Blumen brannte der Mädchen und der Lüste Reiz, in den Körpern der Weiber blühte der Zauber der Blumen, die Farben führten hier eine andre Sprache, die Töne sagten neue Worte, die ganze Sinnenwelt war hier in einer Blüthe fest gebunden, und die Geister drinnen feierten ewig einen brünstigen Triumph.« SKs erindring om Goethes Faust gælder formentlig især scenen på Bloksbjerg (). i Lenaus Faust, hvor Mephisto spiller op sigter til den østr. forfatter Nikolaus Lenau (egl. Nikolaus Niembsch von Strehlenau, 1802-50), hvis Faust. Ein Gedicht, Stuttgart og Tübingen 1836, indeholder en scene, »Der Tanz«, s. 46-51, hvori Mefistofeles ledsaget af en djævelsk spillemandsmusik har opgejlet Faust til at kaste sig ud i den hektiske dans. Martensen havde allerede i 1836 udgivet et skrift om Lenaus Faust (). cfr. Irische Elfenmärchen ... 28, 29, 30 Irische Elfenmärchen, overs. af J. og W. Grimm, Leipzig 1826, ktl. 1423, efter Thomas Crofton Croker Fairy Legends and Traditions of the South of Ireland, London 1825. SK har formentlig lånt bogen i Studenterforeningen (). Her henvises til fortællingen »Der kleine Sackpfeifer« (s. 25-35) om den fattige familie, hvis ene søn var et lille, umuligt misfoster, et djævlebarn, som moderen mod alle råd dog ikke nænnede at skille sig af med. En dag kommer en sækkepibespiller til huset, og det viser sig, at den femårige knægt kan håndtere instrumentet, hvorefter faderen køber en sækkepibe til ham. På s. 28-30 begynder drengen sin musiceren, og alle i omegnen strømmer til for at lytte og danse. – o:fl:: og følgende. Litteratur til Faust Værkerne i Stieglitz' Faust-bibliografi (se følgende kommentar) er alle forsøgt identificeret på første hånd. Når det ikke har været muligt, har to moderne standard-bibliografier dannet kilde. Det drejer sig om Karl Dietrich Leonhard Engel Bibliotheca Faustiana. Zusammenstellung der Faust-Schriften vom 16. Jahrhundert bis Mitte 1884, Oldenburg 1885, genoptryk Hildesheim og New York 1970 (forkortet Bibliotheca Faustiana). Denne bibliografi indeholder 2714 numre og et tillæg på 35 numre om tvivlsomme udgaver; den indbefatter også en sektion med Faust-beslægtet litteratur, bl.a. Don Juan () og Den evige Jøde (). Bibliografien er annoteret, forholder sig ofte direkte til Stieglitz' litteraturliste og indeholder enkelte stofgrupper, som ikke er medtaget i den nyeste Faust-bibliografi. Denne sidste er Hans Henning Faust-Bibliographie bd. 1-5 (3 dele), Berlin og Weimar 1966-76 (forkortet Faust-Bibliographie). 1. del (I) med 3338 numre indeholder Faust-litteraturen frem til Goethe; 2. del i 3 bd. omhandler Goethe, dvs. II/1 med 1721 numre om Goethes Faust og oversættelserne af denne; II/2 (i to halvbind) med 7759 numre om sekundærlitteraturen til Goethes Faust. Endelig indeholder 3. del (III) med 4741 numre Faust-litteraturen efter Goethe. Da SK formentlig kun i begrænset omfang selv har stiftet bekendtskab med de 107 værker, og da identifikationerne af og bemærkningerne til dem er meget omfattende, bringes kommentarerne til bibliografien ikke her, men vil blive optaget i den elektroniske version, . I de tilfælde, hvor SK i en anden sammenhæng har benyttet et af de 107 værker, vil de blive kommenteret det pågældende sted. Den findes ... 183-206 Der sigtes til afhandlingen »Die Sage vom Doctor Faust« af den ty. embedsmand, arkitekturhistoriker og forfatter Christian Ludwig Stieglitz (1756-1836), trykt i Historisches Taschenbuch, udg. af Friedrich von Raumer, 5. årg, Leipzig 1834, s. 125-210. Efter en fremstilling af Faust-sagnets og Faust-litteraturens historiske udvikling meddeler Stieglitz en bibliografi over Faust-litteratur med disse indledende ord: »Das Letzte, was wir geben, bringt die Anzeige der schriftstellerischen Arbeiten, die Faust und seine Geschichte zum Gegenstand haben. Es ist ein eben so unangenehmes Geschäft, Büchertitel abzuschreiben, als es dem Leser lästig ist, nur Namen und Titel vor sich zu haben. Doch können wir uns nicht versagen, zusammenzustellen, was von Schriften über Faust, und die auf seine Abenteuer Bezug haben, bekannt wurde. Kaum möchte ein Gegenstand sich finden, über den so viel geschrieben, keine Volkssage, die auf so verschiedene Weise bearbeitet wurde. Und nicht nur in ältern Zeiten, fortwährend bis in die unsrigen blieb Faust's Geschichte anziehend und förderte Forschungen und dichterische Werke zu Tage. // Um in die Aufstellung dieser Schriften Ordnung zu bringen, wollen wir sie nach dem Zwecke anführen, den sie befolgen. Wir finden, daß elf Volksbücher erschienen. Von Schriften über Faust, und die seiner erwähnen, sind uns dreiunddreißig bekannt geworden. Dichterische Behandlungen stellen sich in verschiedenen Arten vor, Erzählungen in Prosa oder Versen, Schauspiele und andere theatralische Belustigungen, dreiundsechzig, worunter auch die Bücher begriffen sind, die über Göthe's 'Faust' sprechen. So finden wir die nicht unbeträchtliche Anzahl von einhundert und sechs Werken verschiedener Art, die Faust angehn, und wie leicht ist es nicht, daß uns noch einige unbekannt blieben; und so wird auch gewiß der zweite Theil von Göthe's 'Faust', den seine nachgelassenen Arbeiten mitbrachten, mehre Bücher über ihn entstehen lassen«, s. 182f. Bibliografien findes s. 183-206, og SK følger Stieglitz' nummerorden. SK havde allerede i foråret 1835 excerperet Stieglitz' afhandling, herunder dele af bibliografien, jf. notesbogen fra 1835 (Pap. I C 51). Volksbücher Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 183-188. Folkebøger kaldes de billige og oftest anonyme skrifter, som kort efter bogtrykkerkunstens gennembrud spredes over hele Europa; det er primært romaner og andet episk middelalderstof, men også legender, spådoms- og trolddomsbøger til underholdning for almuen. Am Ende ... haben vorgiebt citat fra Stieglitz s. 184, hvor SK udelader følgende: »eine lateinische Uebersetzung seines Buches. 'Das wöllest Du Christlicher Leser, zum Besten verstehn, und christlich gebrauchen, auch in kurzem des lateinischen Exemplars von mir gewärtig sein'. // Dies ist das erste Buch über Faust's Leben. Ob die lateinische«. Stieglitz skriver dog: »haben vorgibt«. Den latinske udgave, som der i slutningen af folkebogens andet forord henvises til, er aldrig blevet identificeret, jf. bl.a. Bibliotheca Faustianas tillæg nr. 6. Schriften über Faust ... erwähnen Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 188-193. Litteraturen her omhandler den historiske Faust (o. 1480 - o. 1540), som der findes flere samtidige vidnesbyrd om. Dichterische Behandlungen Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 193-202. Französische Uebersetzungen Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 202. Englische Uebersetzungen Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 202f. Schriften über Göthes Faust Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 203-205. Opern Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 205f. Erzählungen Denne rubrik findes hos Stieglitz s. 206. Troldkarlen Virgilius Folkesagnet om troldmanden Virgilius er knyttet til den rom. digter Publius Vergilius Maro (70 f.Kr. - 19 e.Kr.), hvis samling af hyrdedigte, Bucolica, og især storværket Æneiden, i middelalderen ikke blot opfattedes som uovertrufne, men også som profetiske, allegorisk dybsindige; der opstod i folkebevidstheden et billede af Virgilius som troldmand, der kunne udrette de utroligste mirakler. Denne myte blev med tiden udbredt over hele Europa og gengivet i talrige fremstillinger, jf. Bibliotheca Faustiana (), s. 613-618, hvor en snes titler fra før 1838 er anført. Erzählungen ... Prenzlau 1825 Erzählungen und Mährchen, udg. af Fr[iedrich] H[einrich v[on] d[er] Hagen, bd. 1-2, Prenzlau 1825-26. I 2. udg., Prenzlau 1838 findes »Geschichte des Zauberers Virgilius« i bd. 1, s. 155-206. SK excerperer værket i nogle samtidige optegnelser (Pap. I C 82-83). Fr.H. v.d. Hagen (1780-1856) var en kendt filolog og germanist. Görres . die teutschen Volksbücher Die teutschen Volksbücher, Heidelberg 1807, ktl. 1440. Foranlediget Til denne optegnelse foreligger en kladde, jf. tekstredegørelsen, s. 136. en Yttring af ... p. 137 Der sigtes til et sted i Stieglitz' afhandling »Die Sage vom Doctor Faust« (), hvor det omtales, hvordan de historiske perioder har tillagt Faust forskellige handlinger og kundskaber: »Was vor ihm, was zu seiner Zeit geschehn sein sollte, schrieb man ihm zu, und fügte dieses Dem bei, was ihm eigenthümlich war, man versetzte ihn in Länder, wo er nie gewesen, und stellte ihn gleichsam als einen Meister in bösen Künsten auf, als den Inbegriff aller Magie und Zauberei. Und so wie die Dichter des Mittelalters den großen Zwiespalt im Menschen zwischen Natur und Geist, Wissen und Glauben, Irdischem und Göttlichem, zum Gegenstand einer poetischen Anschauung erhoben, in zwei verschiedenen Individuen darstellen [note med henvisning til Koberstein s. 57 – jf. nedenfor], so finden wir im Faust beide vereinigt, und es entspinnt sich jener Kampf in einer Person«, s. 137. en tidligere af mig selv udviklet Opfattelse sigter formentlig til det tema, at hvad man i middelalderen fremstillede i to personer, sidenhen er blevet fremstillet i én, jf. de løse optegnelserne Pap. I A 122, 145 (226 og 284). Ueber das wahrscheinliche Alter ... von Koberstein S. 57 jf. noten s. 137 hos Stieglitz (). Stieglitz har dog tilføjet: »A. Koberstein«. Der sigtes til August Koberstein Ueber das wahrscheinliche Alter und die Bedeutung des Gedichtes vom Wartburger Kriege, ein litterar-historischer Versuch (Mittheilungen aus dem Gebiet historisch-antiquarischer Forschungen, 2. hefte), Naumburg 1823 [II + 86 s.], ktl. 1742, s. 57. Bogen indeholder 15 kap., hvori Koberstein undersøger de historiske forhold omkring digtet »Wartburgkrigen« (jf. nedenstående kommentar), hvorefter følger tillægget: »Zusammenstellung der verschiedenen Sagen über den Krieg zu Wartburg«. Til sidst i bogen (s. 69-86) findes en opsats med titlen: »Etwas über des Herrn Gottschalk Berichte von den Burgschlössern Rudelsburg und Saaleck und die Taubische Chronik«. SK knytter i det følgende an til kap. 13 (s. 53-58) og bringer selv den omtalte passage fra s. 57 hos Koberstein. det Digt, om hvilket Talen er nemlig den anonyme digtkreds »Sängerkrieg auf der Wartburg« fra o. 1260, der indeholder en række digte i forskellig versform, fordelt på to dele (»Das Fürstenlob« og »Das Rätselspiel«). Digtene omhandler den sangerdyst, der i 1206-07 skal have fundet sted på landgreve Hermann I af Thüringens borg, og hvori de kendte minnesangere () Heinrich von Ofterdingen, Walther von der Vogelweide, Biterolf, Reinmar von Zweter og Wolfram von Eschenbach (jf. næste kommentar) holdt lovtaler over den bedste fyrste. Da endelig Heinrich von Ofterdingen tabte til Walter von der Vogelweide, fandt han afgørelsen så uretfærdig, at han tilkaldte troldmanden Klinsor (jf. næste kommentar). Denne forelagde i digtets 2. del Wolfram von Eschenbach en række gåder, som han dog løste. Digtene, som er forfattet på gammeltysk og overleveret i en række uensartede håndskrifter, blev først udg. af L. Ettmüller i Der Singerkrieg ûf Wartburc. Gedicht aus dem 13. Jahrhundert, Ilmenau 1830; en tekstkritisk udg. med redegørelse for tilblivelseslagene findes i Tom Albert Rompelmans disputats Der Wartburgkrieg, Amsterdam 1939. das Räthselspiel ... Klinsor Udtrykket findes hos Koberstein s. 53 (jf. også s. 18), hvor der argumenteres for, at denne del af digtet (jf. ovenfor) må betragtes som en selvstændig digtning, der ikke direkte er knyttet til den historiske sangerstrid i Thüringen. – Wolfram v. Eschenbach: ty. digter (o. 1170 - o. 1219), der fra 1203 levede ved landgreve Hermann I af Thüringens hof, hvor han udfoldede en betydelig digterisk virksomhed. Mest kendt er hans store, episke ridderdigt Parzival (), som SK ejede i en udgave fra 1836, jf. ktl. 1635. – Klinsor: el. Klingsor, litterær figur, der optræder som troldmand i Parzival. I Sängerkrieg auf der Wartburg er han konge af Ungarn, en troldmand, der med djævelen i ryggen under en ordkamp forsøger at tilintetgøre den fromme Eschenbachs argumenter for kristendommen. Und so ist denn ... Aufhebens und Zerstörens citat fra s. 56f., hvor Koberstein dog skriver: »tüchtigen, in dem« og »der geistigen Offenbarung«. etc. Koberstein fortsætter passagen med ordene »So sehen wir«, jf. nedenstående kommentar. at vi allerede her see den ... udvikle sig i eet Individ Jf. s. 57, hvor Koberstein i forlængelse af den af SK citerede passage skriver: »So sehen wir in dieser Dichtung schon das Hervortreten jener Idee, die in den folgenden Jahrhunderten, besonders seit der Reformation, immer mehr sich entwickelnd und um ein bestimmtes Individuum, wie um ihren Mittelpunkt, sich bewegend, endlich von Göthe in ihrer ganzen Tiefe und Universalität ergriffen den Stoff zu dem kühnsten und erhabensten Werke, das je von einem Dichter versucht worden ist, hergegeben hat. Freilich ist im Faust diese Idee von einer ganz andern Seite aufgefaßt, nach einer ganz andern Richtung hin entwickelt, als wie dies in dem altdeutschen Gedichte geschehen. Denn wenn beide Dichter den großen Zwiespalt im Menschen zwischen Natur und Geist, Wissen und Glauben, Irdischem und Göttlichem aufgenommen und zum Gegenstande einer poetischen Anschauung erhoben haben; so hat der ältere nach der ganzen Weltansicht des Mittelalters diesen Zwiespalt auch in zwei verschiedenen Individuen dargestellt, von denen das Eine sich eben so unbedingt dem Geistigen, Glaubensvollen und Göttlichen, als dem Ursprünglichen und Höchsten hingiebt, wie das Andere, jener Erkenntniß dessen, was über uns ist, entfremdet, von unten herauf zum Wissen zu gelangen sucht, und deshalb zum Zauberhaften, ja selbst Teuflischen hingezogen wird: wogegen der moderne Dichter uns ein einziges Individuum vorführt, in welchem sich jener Kampf entspinnt, da Faust, dem Glauben entsagend, allein im Wissen Befriedigung seiner höchsten Bedürfnisse erstrebt, und weil dieses Wissen sich vorzugsweise das Begreifen des natürlichen Universums zum Gegenstande gesetzt hat, und aus seinem Mittelpunkte, dem Glauben an ein Ewiges, Göttliches, aller menschlichen Erkenntniß zum Grunde Liegendes, herausgerissen ist, nothwendig auf das Magische hingeführt wird, sich in den Zauberbüchern seinen eignen Klinsor, und da dieser nicht mehr mit seinem Wissen ausreichen will, den Mephistopheles gegenüberstellend. Und so geht dort Wolfram, weil er sich an ein untrüglich Positives lehnt, eben so als Sieger aus dem Kampfe hervor, wie hier Faust durch das Ueberschlagen und Ueberspringen in das schlechthin Negative sich selbst seinen Untergang bereitet: daß wir also in jenem Räthselspiel und in dem Götheschen Gedichte vielleicht die beiden Brennpunkte der poetischen Weltanschauung des Mittelalters und der jüngst vergangenen Zeit hätten«, s. 57. – Midpunct: dvs. midtpunkt (centrum). specifique fr. særegen; ejendommelig, karakteristisk. en goethisk poetisk Udvikling Goethes digteriske fremstilling. om det imidlertid ... derom siden I en kladde () til dette sted tilføjer SK: »hvor dog alligevel denne Kamp implicite er tilstæde cfr. Tieck. i denne Bog.« Med Tieck sigtes formentlig til optegnelsen BB:12, jf. dog også den udaterede Tieck-optegnelse, BB:6. en høiere Concentricitet dvs. en højere enhed (ideen), hvor de to cirkler har fælles centrum; modsat ekscentricitet, dvs. afvigende fra midtpunktet. i den phænomenologiske Excentricität dvs. i den verden af mangfoldige og i tid og rum udspredte fænomener (tilsyneladelser, modsat ideen), som søger bort fra midtpunktet. Stavemåden 'Excentricität' er tysk. hvad vor Forfatter ikke ... en anden Deel af F. 2. del af Goetehs Faust () udkom i 1832, dvs. ni år efter Kobersteins bog. det bibelske Udtryk: den var i Begyndelsen hentyder til Joh 1,1-2: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. / Han var i begyndelsen hos Gud.« Hos Goethe er Faust knyttet til dette bibelsted, idet han forsøger at udlægge det gr. udtryk 'logos' først med 'ordet', så med 'tanken', dernæst med 'kraften' for endelig at vælge 'handlingen', jf. 1. del, v. 1224-1237. yderliggjorde anskueliggjorde; projicerede ud. den barnlig fromme Wolfram og den snedige Klingsor jf. citatet SKS 17, 104,25-105,2. Christd: (...) en Livsanskuelse ... som en Kamp se Ef 6,10-12, hvor Paulus skriver: »I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. / Ifør jer Guds fulde Rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. / Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.« På dette bibelsted bygger den traditionelle teologiske forestilling om 'ecclesia militans', dvs. den stridende el. kæmpende kirke, som først ved Kristi genkomst skulle forløses i den triumferende el. sejrende kirke, 'ecclesia triumphans'. Jf. fx K. Hases kirkelære: »Det levende Samfund, ved hvilket Xtus gjennem alle Tider optager Mskeheden i Forsoningen og bevarer den i Naaden, er Kirken, som det af Xto stiftede, med Verden kjæmpende [Ecclesia militans, Ef 6,12.], engang seirende [triumphans, Hebr 12,23.] Guds Rige paa Jorden«, Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 [ty. 1828; 2. udg. 1833, s. 351 (§ 119); 4. udg. 1839, ktl. 581], § 124, s. 322. Tvesidethed dobbeltsidighed, spaltethed. Schlegels Bemærkninger om de 3 Arter Tragoedier sigter formentlig til Fr. Schlegels () tredeling i Ueber das Studium der griechischen Poesie (1795-96), trykt i hans Werke () bd. 5, 1823, s. 5-218. I forordet (s. 22f.) foreslår han at skelne mellem den objektive (dvs. den antikke, græske), den interessante (dvs. Shakespeares) og den franske (Corneille, Racine og Voltaire) tragedie, og i kap. 1 (s. 63-70) udfolder han nærmere forholdet mellem de to første med udgangspunkt i Shakespeares Hamlet. Fr: v. Baader ... p. 58 o: f: Franz Ritter von Baader (1765-1841), ty. filosof og teolog, professor i München fra 1826. Der sigtes til Fermenta Cognitionis hefte 1-5, Berlin 1822-24, ktl. 394; hefte 1, hvor noten s. 27f. lyder: »Gott will von uns, dass wir Ihm erst als Werkzeug (Lehrling) dienen; Er erhebt uns sodann zu seinem Mitwirker (Gesellen – Organ) und sagt uns endlich frei, als Meister, Missus, oder Agenten, wogegen der Teufel den entgegengesetzen Weg mit uns einschlägt: uns nämlich zuerst als seinen Meister behandelt, dem er nur als Werkzeug (Mephistopheles als Pudel) dient, später schon sich zum Mitwirker mit uns erhebt, zulezt aber den absoluten Meister spielt, und uns als blindes Werkzeug sich unterwirft. – So führt jede wahre und legitime Unterwürfigkeit zur wahren Freiheit, so wie jede falsche und illegitime Freiheit zur verdienten Unterwürfigkeit. – Was übringens das oben bemerkte Verhältniss des Menschen bei seinem Versuchtwerden betrifft, so könnte dieser allerdings keiner Versuchung zum Bösen unterliegen, falls er selber sich (da sie jedesmal nur als vereinzelte Aktion ihm entgegentritt) in seiner Ganzheit entgegensezte: anstatt sich durch Selbstöffnung gleichsam zu zerlegen, und in diesem Zerlegtseyn dem Versucher sich gleich zu stellen und sohin preis zu geben. Jede solche Versuchung hat also nach obigem (Vergl. §. 3. und 4.) den Sinn, dass entweder eine neue Stuffe eigner Einigung und also fernern Nichtvereinzelbarkeit errungen wird, (was denn also auch für die Versuchung des Unschuldigen gilt), oder dass eine bereits bestandene (innre Vereinzelung bewirkende) äussre Conjunction aufgehoben und zerstört wird. Ein Körper z. B. hätte (nach §. 9.) bereits eine isolirende Erregbarkeit eines seiner eignen Elemente durch Aktionserhebung des entsprechenden äussern Elements erlangt oder erlitten, welche nun als labes (Gebrechlichkeit) in ihm haftet, so kann doch dieser Defekt nicht anders als in der wirklich geschehenden Wiedererregung (der Versuchung) getilgt werden.« Dernæst sigtes til et afsnit i 1. hefte, s. 58-61, hvor Baader diskuterer den 'moderniserede' fremstilling af Mefistofeles i Goethes Faust og i denne forbindelse også inddrager Schubarth (). Litteratur til den evige Jøde Den evige jøde el. Ahasverus kendes fra flere sagn, først nedfældet i krøniker i Sydeuropa og England i det 13. årh., siden bearbejdet i talrige folkebøger og digteriske fremstillinger. En (ikke fuldstændig) liste over Ahasverus-litteratur findes i Bibliotheca Faustiana (), nr. 2266-2372. Sml. notesbogen fra 1835 (Pap. I C 63, 64). cfr. Almindelig Morskabslæsning ... Kjøbh: 1816 Der sigtes til bibliotekar og litteraturprofessor Rasmus Nyerup' (1759-1829) værk Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, Kbh. 1816, s. 180-183, dvs. kap. 2 (»Romanerne«), § 5 (»Bibelromaner«), stk. e) (»Jerusalems Skomager«). Især Disputatser ... non mortali afskrift af Almindelig Morskabslæsning s. 182, hvor Nyerup gør opmærksom på de to disputatser om den evige jøde, som Görres i Die teutschen Volksbücher (), s. 200-203, henviser til. Nyerup tilføjer: »Disse ere begge paa det kjøbenh. Universitetsbibliothek«, hvorefter han supplerer med yderligere tre disputatser. Den første med den ty. professor Christoph Schultz som præses og Martin Schmied som respondent bærer if. Bibliotheca Faustiana () nr. 2285 og 2289 titlen Dissertatio historica, de JUDAEO NON-MORTALI, quam adjuvante DEO immortali, consensu amplissimae facultatis philosophica, certaminis publici argumentum facient praeses M. Christophorus Schultz, regiom. Pruss. SS. theol. et philos. stud. in auditorio philosophorum. Ad diem XXVI. Januar. Anno M. DC LXXXIX, Königsberg 1689, 4º [12 s. uden sidetal]; herefter nye oplag 1693, 1698 og 1711. Den næste er den ty. professor i hebraisk Carl Antons (f. 1722) afhandling Dissertatio in qua lepidam fabulam de Judaeo immortali examinat, Helmstedt 1756, 4º, påny 1760. Bibliotheca Faustiana nr. 2293. Den var kendt på da. gennem en oversættelse af et ty. modskrift af Maria Regina Krüger (født Rühlmann), nemlig Skrivelse til Prof. Carl Anton, hvorudi bliver beviist at Jerusalems Skomager er virkelig til. Oversat af det Tydske, Kbh. 1758 [ty. 1756 = Bibliotheca Faustiana nr. 2294]. – Universitets Bibliotheket: . Den tredje afhandling med den ty. filolog Gotfried Thilo (1646-1724) som præses og teologen og digteren Johann Frentzel (1609-74) som respondent bærer if. Bibliotheca Faustiana nr. 2282 titelbladet (= 2. udg. 1771; 1. udg. er fra 1668) Q. D. B. V. Meletema Historicum de JUDAEO IM-MORTALI, quod annuente JEHOVA, Amplissimo Philosophorum Ordine suffragante, in Florentissimâ, quae Wittebergae est, Academiâ, sub Praesido M. Gottfried THILONIS, Aurimonte Silesii, Publicè ventilandum proponit in Auditorio Minor. ad d. XXII. Febr. A. O. R. ciɔ ix LXVIII [1668]. Johannes Frentzel, Wolaviâ Siles. Editio secunda. Wittenbergae, Literis Wendianis excudebat Daniel Schmatz, Acad. Typogr. Anno ciɔ ix LXXI [1671], 4º [12 blade uden sidetal]. Den fjerde afhandling med den ty. professor Sebastian Niemann (1625-84) som præses og Martinus Dröscher som respondent bærer titlen De duobus testibus vivis passionis dominicæ, Jena 1679 [1668], 4º. Jf. Bibliotheca Faustiana nr. 2283. Den femte afhandling med Casparus (Jesper) Kildgaard (1711-73) som præses og Laurentius Gronovius som respondent bærer titelbladet (...) contra Fabulam / De / Judæo non mortali, Kbh. 1733, 4º [10 + 1 s. med afhandlingens fem teser]. Dette forsvar fandt sted 27. marts 1733 i studenterkollegiet Regensens auditorium (se kort 2, C1). Görres p. 201-3 i Die teutschen Volksbücher (). Jf. Nyerups henvisning ovenfor. cfr. Ein Volksbüchlein ... p. 267-74 Der sigtes til anmærkningerne til historien om den evige jøde i Ein Volksbüchlein, udg. af Ludwig Aurbacher, 2. forøgede og forbedrede udg., München 1835, ktl. 1460. Bogen findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 3. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). Aurbacher fremhæver her bl.a. A.W. Schlegels romance »die Warnung« (). Blade af Jerusalems ... af Ingemann Blade af Jerusalems Skomagers Lommerbog, udg. af B.S. Ingemann, Kbh. 1833, ktl. 1575. Bogen findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 9. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). Romanzen af A: W. Schlegel ... zweite Auflage. p 407 August Wilhelm Schlegels () digt om den evige jøde, »Die Warnung. Romanze«, blev først trykt i hans Poetische Werke bd. 1-2, Heidelberg 1811; bd. 1, s. 196-203. Det består af 22 strofer a syv verslinjer og findes optrykt (21 strofer) i K.E.P. Wackernagel Auswahl deutscher Gedichte für höhere Schulen, 2. forøgede udg., Berlin 1836, s. 407f. SK citerer siden fra digtet, jf. SKS 17, 108,36f. Goethes »aus meinem Leben« ... den evige Jødes Fortvivlelse Goethes () selvbiografi Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, der består af 20 bøger fordelt på fire dele, udkom fra 1811-33, og er trykt i Goethe's Werke () bd. 24-26 og 48. Henvisningen til stedet i Goethes selvbiografi findes hos Nyerup (), s. 183, hvor det i en note bemærkes, at Goethe »engang havde isinde af denne Fabel at gjøre et episk Digt; men han opgav siden sin Plan.« Det omtalte sted findes i begyndelsen af 15. bog, Goethe's Werke bd. 26, s. 309-312, hvor Goethe skitserer den indledende historie til sit planlagte digt og viser, hvordan den verdslige skomager Ahasverus forgæves prøver at omvende Jesus. Den evige Jøde oversat ... paa Stadthagens Forlag Der sigtes til den anonymt udgivne bog Den evige Jøde, oversat af det Tydske, Kbh. 1797 [246 s.]. Titelbladet oplyser, at bogen er trykt på J.M. Stadthagens Forlag hos Boas Brünnich. Efter en kort rammefortælling (s. 1-7) indeholder bogen den evige jødes historie, fortalt som 17 forskellige rejser, én for hvert århundrede. Ledetraad kortfattet fremstilling af et vist lærestof (til undervisningsbrug). 4 Ynglinge ... hver Enkelts Sprog benægtende Der sigtes til begyndelsen af Den evige Jøde, hvor det hedder: »Det var i Aaret 1780, i Leipziger Paaskemesse, at fire unge Mennesker af forskiellige Nationer, spadserede uden for Petersporten, og beundrede den Mængde Fremmede, hvilke denne Messe trækker til sig. Een af disse unge Herrer var fra Dresden, en berømt Lovkyndigs Søn og studerede i Leipzig; den anden heed Smith, var en Kiøbmands Søn fra London, havde endt sine Studier i Oxford, og reiste nu, for endnu mere at danne sig; den tredie Hr. Cambiagi, var fra Pisa i det Toskaniske, og den fierde, en Franskmand, født i Rouen, og en Sønnesøn af den berømte Ourse, som næsten har trykket det hele bibliotheqve bleue. Talen kom paa Lavaters physiognomiske Fragmenter, paa den nye Udgave, som man foranstalter af samme i Sveitz, og paa de Stridigheder, hvilket dette berømte Værk har foraarsaget. Den tydske var meget indtaget for Physiognomiken, og væddede paa, at han strax paa Øieblikket vilde see paa Næsen af alle de Forbigaaende, fra hvad Land de vare. Hans Venner indgik Væddemaalet, og han vandt det forskiellige Gange efter hverandre. Han giettede ikke allene deres Fædreneland, men ogsaa ofte deres Haandtering. Endelig bleve de en Mand vaer, som saavel efter sin Stand, som efter sin Nation, blev en Gaade for Studenten. Dette Menneske gik temmelig hurtig, men saae sig om til høire og venstre, med et nysgierrigt og forskende Væsen, som var meget paafaldende; han lod omtrent til at være fyrgetyve Aar gammel; hans Physiognomie havde, uden at være modbydelig, noget egent og udmærkende; hans Person var af middelmaadig Størrelse, og hans Udseende var stærkt og robust; han var klædt som en god Borgermand, net, men ikke prægtig; men imidlertid havde han dog under denne Klædedragt, som i og for sig selv ikke var mærkværdig, jeg veed ikke, hvad Fremmed og Overordentligt. Da vore Væddende ikke kunde blive enige om ham, saa besluttede de selv at tiltale ham: den Tydske giorde det først, og sagde ganske høflig: 'Min Herre, De vilde giøre mig og mine Venner en særdeles Tieneste, dersom De vilde sige os, fra hvilket Land De er; vi have derover indgaaet et Væddemaal med hinanden, som De allene kunde afgiøre.' – 'Jeg er ikke af dette Land,' svarede den Fremmede paa tydsk. Vous etes donc François? spurgte den anden: Non, Monsieur, je n'ai pas cet honneur! var Svaret. Er De da en Engellænder? sagde den tredie, ogsaa det ikke, svarede den Ubekiendte paa godt Engelsk. Altsaa en Italiæner? føiede Pisaneren til: Signor no! svarede den Fremmede. Denne Lethed at udtrykke sig i alle Sprog, satte de fire Venner i Forundring. Den Fremmede mærkede det; jeg vil sige Dem hvem jeg er, vedblev han paa tydsk; jeg er af Fødsel en Jøde, og Jerusalem er min Fødebye; det bliver nu omtrent tusind syvhundrede og halvtredsindstyve Aar siden, at jeg har forladt den, for at giøre en Spadseregang igiennem Verden, som endnu vedvarer«, s. 1-3. – Leipziger Paaskemesse: det kendteste af de årlige markeder, som siden middelalderen har fået folk til at strømme til byen Leipzig. Påskemessen, der tillige var et bogmarked, varede op til tre uger. – Lavaters physiognomiske Fragmenter: Der sigtes til den schweiziske præst og forfatter Johann Casper Lavater (1741-1801), som grundlagde fysiognomien, dvs. læren om, at menneskets ydre, specielt dets ansigtstræk, er udtryk for sjælelige egenskaber. Denne lære, der af samtiden blev betragtet som en videnskab og vandt stor udbredelse i det 19. årh., er fremstillet i hans kendte værk Physiognomische Fragmente zur Beförderung der Menschenkenntnisz und Menschenliebe bd. 1-4, Leipzig og Winterthur 1775-78, ktl. 613-616. Skuffelser illusioner; numre, tricks. at han oplyser ... der paastaaes Der sigtes til den evige jødes beretning fra sin første rejse, hvor han i Rom stiftede bekendtskab med filosoffen Lucius Annaeus Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.) og digteren Titus Petronius Arbiter (1. årh. e.Kr.), der begge af Kejser Nero beordredes til at begå selvmord. I forbindelse med omtalen af Petronius hedder det: »det er vist, at den bekiendte Satire er hans Værk. Jeg taler kun herom, da den, 1600 og nogle Aar derefter gav mig Leilighed til en lystig Hændelse. Jeg var 1688 i Paris, og spa[d]serede i Palladsets Orleans Have, som man sædvanlig pleier at kalde le Luxenbourg, da jeg i en stor Alee blev en Trop Novellister, skiønne Aander eller Lærde vaer, som vare forsamlede ved en stor Eeg og tvistede med hinanden. De havde en Mængde Tilhørere. Jeg spurgte den første, som mødte mig, hvem disse Herrer vare? og han beskrev dem for mig, som meget duelige og forstandige Folk, som det var godt at høre paa. Jeg nærmede mig altsaa til dem, og blev staaende bag deres Kampplads. Talen var om Petron og hans Satire, til hvilken man nyelig havde funden et nyt Fragment: en Abbe beviiste med megen Skraal, at den umuelig kunde være hans Værk, men at det maatte være et Værk af en seenere Compilator, uden Smag og Kundskab. En anden giendrev ham, men saa svagt, at jeg ikke kunde afholde mig fra, at tale eet Ord med i Sagen, og at overbeviise Hr. Abbeen, at alt talede for dens Originalitet, og at den indeholdte det meest passende Skilderie paa de da værende Stores Sæder, som man kunde læse. 'Vi vide hvad de vilde sige, begyndte een af Selskabet, med et spodsk og tillidsfuldt Væsen: De have læst Noterne af ... og ... og støtte sig paa dem, men viid De min Herre, at denne Satire er falsk, og at vi andre Lærde' ... 'Lærde hen, Lærde her, afbrød jeg ham: De kunde ikke vide det bedre end jeg; jeg var i Rom, da Petron sendte sin Satire forseglet til Keiseren. Den giorde et uhyre Opsyn, og jeg har havt een af sammes første Afskrivter.' ... 'De min Herre, De var i Rom i Neros Tider?' ... 'Tilforladelig!' ... 'Ha ha ha! ...' derpaa stode de alle op droge medynksfuld paa Skuldrene, og den eene gik hist, og den anden her. Jeg gik ogsaa min Vej, men med et Menneskets Tilfredshed, som er overbeviist om, at han har Ret, omendskiøndt at man udleer ham«, s. 19-21. – Med »den bekiendte Satire« sigtes til romanfragmentet Satyricon, som blev genfundet 15.-17. årh.; at satirens forfatter er identisk med den Petronius Arbiter, der levede ved Neros hof, er i dag alm. antaget, omend intet afsluttende bevis forefindes. hvor han seer ... paa Scenen Der sigtes til den evige jødes beretning fra sin 14. rejse, hvor han i Paris overværede brylluppet mellem kong Carl VI og Isabelle af Bayern. Som afslutning på de mange festligheder opførtes en række teaterforestillinger: »Her saae jeg mig, til min største Forundring, første Gang selv spille. Allerede i et Par hundrede Aar havde jeg hørt mumle om, at min Historie var bleven almindelig bekiendt i mange Lande, omendskiøndt ikke iblandt de anseeligste Skribentere, og var bleven optagen iblant de troeværdige og bekiendte Traditioner. Her overbeviiste jeg mig med mine egne Øren og Øine derom, da en Skuespiller traadde frem, anmeldte sig under Navn Ahasverus og spillede min Rolle. Det var den sletteste og elendigste Akteur i den heele Trop; og da jeg saae mig saa jammerlig mishandlet, overfaldt mig en Febergysen; jeg blev snart bleeg snart rød: og da jeg derved tiltrak mig mine Naboers Opmærksomhed, saa foregav jeg en pludselig Upasselighed, og forlod Skuespillet. Herefter har jeg ofte tænkt ved mig selv, hvad disse Helte vilde sige, dersom de, som jeg, forsynet med den Gave at forstaae alle Sprog igien saae sig satte i Verden og i de nyere europæiske Theatres Parterrer. Sielden vilde de kunde være tilfreds med den Maade, paa hvilken man der stiller dem til Skue, og de vilde næsten stedse, forlade Huset, misfornøiede med deres Roller«, s. 176f. han udrustes med (...) Snaksomhed Da den evige jøde har lovet de unge mennesker at fortælle om sine rejser, omend han kun kan blive i byen en kort tid (), tilføjer han: »For det øvrige vil jeg have Tid nok, at svare dem, thi jeg sover aldrig, og de kunde altsaa Dag og Nat afløse hverandre, for at forelægge mig Spørgsmaale, eller at høre paa mig. Jeg kan tale i Eet væk, uden at det angriber mig«, s. 5. en Avanturier eiendommelig Snaksomhed snakkesalighed karakteristisk for en Avanturier, dvs. en eventyrer, lykkeridder, landstryger. αλαζονια fejl for: ἀλαζονεία (alazoneia), gr. praleri, det at være stortalende, brovtende; fantasteri. Aristoteles () beskriver i Den Nikomacheiske Etik, 4. bog, 7. kap. (1127a 13 - b 32), denne last som ironiens modsætning, ligesom Teofrast opregner den blandt sine mennesketyper (nr. 23), jf. Theophrasti Characteres, udg. af Fr. Ast, Leipzig 1816, ktl. 1204, s. 27-29. I komedietraditionen er alazón-figuren en komisk grundtype, jf. fx den stortalende soldat i Plautus Miles gloriosus og Holberg Jacob von Tyboe. at d: e: J: kun maa ... eet Sted Da den evige jøde (d: e: J:) har fortalt de unge, hvem han er (), bliver de begejstrede og spørger, om han ikke kan fortælle om sine mange rejser. »Mine Herrer, svarede den vandrende Jøde, jeg tør ikke opholde mig saa længe paa eet Sted: det er mig ikke tilladt at opholde mig længere i en Stad, end det høieste i tre Dage; jeg er ankommen her i Tirsdags Morgen, paa Fredag maae jeg altsaa afreise igien. Dog denne korte Tid vil jeg med Fornøielse anvende, at fortælle dem saa meget, som jeg endnu kan erindre mig af det, som jeg har hørt og seet, i de sytten til atten hundrede Aar, som jeg har streifet igiennem Landene«, s. 4f. Fatum skæbne; (poetisk) nødvendighed. at han i hele ... deres Videbegjerlighed Bogens rammefortælling afrundes ved, at den evige jøde i »tre Dage og tre Nætter« beretter sin historie for de fire studenter, som hver især nedskriver den i deres eget sprog. Resten af bogen er da den evige jødes historie, nedfældet af den tyske student. d. 29 Febr. 37 1837 var ikke skudår. den forstenede Loths Hustrue Da Guds straf rammer Sodoma, reddes Lot og hans familie ud af byen, men da hans kone overtræder forbudet mod at vende sig om og se byens ødelæggelse, forvandles hun til en saltstøtte, jf. 1 Mos 19,26. A.W. Schlegels Romanze ... ist kein Leben De følgende to linjer fra A.W. Schlegels romance () findes citeret i L. Aurbachers Ein Volksbüchlein (), s. 271. I sin helhed lyder strofen: »Ich bin nicht alt, ich bin nicht jung, / Mein Leben ist kein Leben. / Wie rastlos kreist der Sonnen Schwung, / Muß ich hier unten schweben. / Greiser wird das Haar mir nicht, / Nicht gerunzelter mein Gesicht, / Das niemals lachet noch weinet.« der ewige Jude ... zur Ruhe gehn sigter til de 11 strofer a fire vers, som udgør den ty. forfatter og digter Wilhelm Müllers (1794-1827) romance »Der ewige Jude«, trykt i Taschenbuch zum geselligen Vergnügen auf das Jahr 1823, udg. af A. von Wendt, Leipzig 1823, s. 10-12. SK afskriver 5. strofe, s. 11. Literatur til Don Juan En (ikke fuldstændig) liste over Don Juan-litteratur på SKs tid findes i Bibliotheca Faustiana (), nr. 2452-2568. det Piquante og Interessante her formentlig blot i betydningen: det pirrende, fængslende. De to udtryk var alm. æstetiske begreber i tiden og som sådanne benyttede SK dem fx i Enten – Eller, SKS 2, 314. Mittheilungen aus dem Tagebuche ... Brunswig 1833 De populære fortællinger af den eng. forfatter og retslærde Samuel Warren (1807-77), udgivet under pseudonymet Dr. Harrisson, blev delvist trykt i Blackwood's Magazine aug. 1830 - aug. 1837; de blev samlet i udgaven Passages from the Diary of a late Physician, som udkom 1832-38, og herefter oversat til flere sprog. SK knytter an til K. Jürgens' ty. oversættelse, hvoraf de første tre bind udkom i Braunschweig 1833, fjerde bind smst. 1836, jf. ktl. 1907-1910. I det følgende bliver der henvist til Mittheilungen aus dem Tagebuche eines Arztes von Dr. Harrisson (Samuel Warren). Aus dem Englischen, 2. udgave, gennemset og med et forord af K.H. Hermes, bd. 1-5, Braunschweig 1839. Gennem denne 2. udg.'s 28 historier beretter lægen om, hvad han har set og oplevet i det virkelige liv. vist ikke ganske vist ikke. Msk. menneskes. i første Deel i Stykket ... (p. 159 fl.) Fortællingen »Liebeshändel und Wahnwitz« findes i 2. udg. (), bd. 1, s. 158-197. p. 184 fE. ... Sjele-Sundhedens Prøve Lægen fortæller om mødet med en unge mand, Warningham, som er »außerordentlich belesen in der schönen Literatur und inbesondere vertraut mit den dramatischen Schriftstellern«, s. 160. Warningham bliver pludselig forelsket i en ung skuespillerinde, og denne forelskelse gør ham afsindig. En dag (s. 183-186) støder lægen på Warningham, som pludselig tror, at lægen er den berømte skuespiller, Mr. Kean, og der udspiller sig en længere samtale. »Der arme Wahnsinnige stieß ein mehr als gellendes Gelächter aus, das uns Alle zittern machte. 'Ich kann noch bessere Dinge sagen, als das (...) denn ich gehe hinunter zur Hölle, um von dem Satan reden zu lernen; und wenn ich wiederkomme, will ich Ihnen einen Unterricht geben, Herr Kean!'«, s. 183, og Warningham fortsætter: »Nun will ich Ihnen sagen, was ich gedacht habe, – ich habe ein Trauerspiel fertig, zum wenigsten beinahe fertig«, og stykket indeholder endog en hovedrolle til Mr. Kean, s. 184. Nu taber Warningham pludselig tråden, hvortil han kort efter bemærker: »ich muß verrückt sein, und ich kann nicht umhin, daran zu denken, welch eine tiefe Kenntniß der menschlichen Natur Shakspeare beweis't, wenn er das Gedächtniß die Probe der Geistesgesundheit nennt – eine tiefe Philosophie darin, – he? Entsinnen Sie sich der Stelle, – he, Kean? (...) – o! eine Stelle aus dem Shakspeare – Gedächtniß – Probe von – – Ah! Jetzt, wir haben sie! 'S ist diese: Merken und behalten Sie! – 's ist ein König Lear – // '– Stellt auf die Probe mich, / Ich will die Sache pünktlich wiederholen, / Da doch der Wahnsinn stets vom Ziele schweift.'«, s. 186. Det af Warningham anførte sted er ikke fundet hos Shakespeare. – Actrice: skuespillerinde. p: 189 han taler om hans Skuespil 2. udg. (), bd. 1, s. 187f. Ach – jetzt, noch einmal ... halt ihn – halt ihn I 2. udg. () står der »zusammengerollt«. »der verdrehte Kopf« ... af Hypochondrie I begyndelsen af fortællingen »Der verdrehte Kopf«, 2. udg. (), bd. 1, s. 308-341, præsenterer lægen selv sin efterfølgende skildring af sine møder og samtaler med den mandlige patient, 'R-', som et eksempel på hypokondri, dvs. en psykisk, nervøs lidelse, som ytrer sig i overdreven ængstelse for helbredstilstanden, idet patienten føler symptomer på indbildte lidelser. formentlige tilsyneladende (ikke egentlige). Følgende Schema ... Vaudeville J.L. Heiberg () anmeldte over tre numre af sit tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post (), 1827, nr. 99-101, Adam Oehlenschlägers tragedie Væringerne i Miklagard (1827), hvilket fik Oehlenschläger til at tage til genmæle. Dette resulterede i en længere afhandling af Heiberg, »Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift 'Om Kritiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard'«, trykt i ni artikler i Flyveposten fra 25. jan. - 25. feb. 1828 (nr. 7-8, 10-16). I sjette artikel, trykt i nr. 13, sp. 5f., giver Heiberg følgende oversigt over komediens underarter og deres indbyrdes orden, som SK excerperer: »Paa det umiddelbare Trin er Comedien den saakaldte lavere Comedie, Burlesken eller Farcen, hvori det Individuelle er fremherskende. Reflexionen heraf er den høiere Comedie, hvori det Individuelle maa staae tilbage for det Almindelige. Eenheden af begge kunde man kalde den universelle Comedie. / Den høiere Comedie kan være lyrisk eller episk eller Eenheden af begge. I lyrisk Form er den Characteerstykket, en Digtart, hvortil adskillige af Molieres og Holbergs Stykker ere at henregne. De af disse to Forfatteres Værker, som ikke lade sig indbefatte herunder, henhøre til den umiddelbare Comedie, eller Farcen. Den høiere Comedie i episk Form er Sørgespillet; og Eenheden af Characteerstykke og Sørgespil er det egentlig saakaldte Drama eller Lystspillet. / Den universelle Comedie i sin Umiddelbarhed er en Digtart, hvorunder man hidindtil ikke har andet at henføre end den aristophaniske Comedie. Det er den endnu forbeholdt at udvikle sig til noget Nyt, passende med den nyere Tids Fordringer. Reflexionen heraf er den musikalske Comedie, som i lyrisk Form er Opera, i episk Melodrama; Eenheden af Opera og Melodrama er en Digtart som indbefatter Syngespillet, Operetten og Vaudevillen. Den Eenhed endelig, hvortil den universelle Comedie selv udvikler sig, er det lyriske Drama, som betegnes ved Calderons Skuespil; dette er det høieste Punkt af den dramatiske Digtekunst, men just derfor gaaer den her udenfor sig selv, og bliver næsten det modsatte af hvad den oprindelig var. Næsten ingen af de Fordringer, som Gjøres til vort sædvanlige Skuespil, lader sig anvende paa det Calderonske Drama, og omvendt, hvad som i dette er en Fordring, vilde i vore sædvanlige Skuespil være en Feil.« – reflexionen d:a:: dvs. refleksionen deraf. – Aristophanes: gr. komediedigter (445-385 f.Kr.), som skrev 44 komedier, hvoraf 11 er bevaret. – Calderon: Pedro Calderón de la Barca (1680-81), sp. dramatiker. Inspiration – Illusion Efter ovenstående oversigt fortsætter Heiberg () med at karakterisere digtarternes indbyrdes orden og afslutter sjette artikel: »For med to Ord, som allerede ere adopterede i Kunstsproget, at udtrykke den hele Modsætning mellem Tragedien og alle foregaaende Digtarter paa den ene Side, og Comedien paa den anden, kan man sige at i de første er Inspiration, i denne derimod Illusion. I hiin er Digteren selv henreven (endog i det Episke anraabes jo Musen), og selv naar han henriver sin Læser, saa er det dog ikke saa meget ham selv, som hans Musa, der henriver. I Comedien derimod skal Digteren henrive, uden selv at være henreven; dermed menes ikke at han skal være kold og ligegyldig; tvertimod ogsaa her er han inspireret, men Inspirationen er ikke den inderste Kilde i hans Genie, hvoraf alt udspringer; Besindigheden og den klare Oversigt er det Inderste, som selv optager Inspirationen, omfatter den, eller staaer over den. I de foregaaende Digtarter er Besindigheden indsluttet i Inspirationen; i Comedien derimod er Inspirationen indsluttet i Besindigheden, og netop herved frembringes det vi kalde Illusion; thi i det Øieblik Digteren selv lader sig henrive, er Illusionen forbi, paa samme Maade som den der leer ad sine egne Indfald, ikke faae andre til at lee derved. I den universelle Comedie, hvori Comediens Begreb stræber udaf sig selv, gaaer Illusionen atter tabt. Allerede i den aristophaniske Comedie er den næsten ophørt; i det musikalske Skuespil fremtræder den igjen, men i en ganske forandret Skikkelse; og i det Calderonske Drama er den aldeles tilintetgjort«, nr. 13, sp. 7f. Hvorfor har Heiberg ... Lune; Ironie; Humor I syvende artikel, trykt i nr. 14, begynder Heiberg med at vise, at »Illusion er Principet for det nyere theatralske Drama«, hvorfor det moderne drama må bygge på komediens grundvold og forudsætte ironi. Således hedder det sp. 4: »Uden Ironie kan ingen være dramatisk Digter for den nyere Tid; den Besindighed, hvormed Digteren skal omfatte sin Inspiration, lader sig næsten ganske henføre hertil. Oehlenschlägers Tragediers totale Mangel paa Ironie er da deres væsentlige Mangel. / Imidlertid er Ironie dog ikke nogen Himlens Gave, saaledes som Geniet selv. Den er tvertimod et erhvervet Gode, hvoraf Geniet ved egen Kraft sætter sig i Besiddelse. Betragte vi nemlig det Comiske i sig selv (altsaa ikke i Comedien, men i dets abstracte Almindelighed, saaledes som det allerede fremtræder i den lyriske Poesie), saa vil enhver, som er fortrolig med de her udviklede Anskuelser, uden lang Demonstration lettelig finde, at det i sin Umiddelbarhed er Lune, i sin Reflexion Ironie, og i Eenheden af begge Humor. Oehlenschlägers umiddelbare Genie er i alle Grene af Poesien lunefuldt.« – Heiberg: Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. forfatter, redaktør og kritiker, 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater; 1829 titulær professor, 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Højskole. Heiberg var fra o. 1826 Danmarks førende smagsdommer. Noget om ... og Don Juan Der sigtes til de tre kendte operaer af Mozart (), hvor hhv. pagen (), Papageno () og Don Juan () optræder. iaften Der sigtes til opførelsen af Tryllefløjten () 26. jan. 1837 på Det kgl. Teater, hvor G.B. Cetti spillede Papageno. Det var den første opførelse siden efteråret 1832; operaen blev spillet yderligere to gange i sæsonen, nemlig 30. jan. og 1. feb. Don Juan dvs. ideen 'Don Juan', som beskæftigede SK i denne periode; den væsentligste fremstilling er dog Mozarts (). Mozart Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91), østr. komponist og musiker, berømt siden den tidlige barndom for sit enestående og alsidige musikalske geni. 1) Pagen i Figaro dvs. Cherubino, den unge mand, der er forelsket i grevinden (men også i stort set alle andre kvinder, han møder) i Mozarts opera Le Nozze di Figaro komponeret 1786 til tekst af Lorenzo da Ponte og baseret på P.A.C. de Beaumarchais' skuespil Le mariage de Figaro (1778). På da. som Figaros Givtermaal eller Den gale Dag. Syngestykke i fire Akter, oversat til Musik af Mozart efter den italienske Omarbeidelse af Beaumarchis' franske Original ved N.T. Bruun, Kbh. 1817. Stykket blev fra 1821 til foråret 1832 opført 50 gange på Det kgl. Teater; herefter 12 gange frem til efteråret 1836, sidst 4. okt. og 11. nov., for atter at blive taget op 31. jan. 1838. bevidstløs ubevidst. tastende berørende, følende. Polemik fra gr. hē polemiké (téchnē), krigskunsten, stridskunsten. I teologien var 'polemik' den disciplin, der modsat den forsvarende apologetik havde til opgave at gendrive kætterske meninger og skrifter. I sætningen »al Tilblivelse er en Polemik« skal 'polemik' opfattes i den alm. betydning, strid, hvorved der knyttes an til den især hegelske anskuelse, hvorefter bevidstheden bestandigt søger at overvinde sin egen modsigelse. Approximation tilnærmelse. Barnets »mig« jf. en optegnelse dateret 1. aug. 1835 i journalen AA, hvor SK skriver: »Ligesom det varer længe inden Barnet lærer at skjelne sig selv fra Gjenstandene, og det saaledes i lang Tid saa lidet udsondrer sig fra sine Omgivelser, at det med Fremhævelse af den lidende Side siger f. Ex.: 'mig slaaer Hesten'« (AA:12, s. 24,3). Moment punkt el. trin (i en udvikling). lade Øiet med Ingeborgs Blik forfølge den Forsvindende sigter til 9. sang (»Ingeborgs klagan«) i den sv. forfatter Esaias Tegnérs (1782-1846) romancecyklus Frithiofs saga, Stockholm 1825, s. 71f. Her sidder Ingeborg ved strandbredden og ser sin elskede Frithiof sejle bort på havet: »Nu är det höst, / stormande häfver sig hafvets bröst. / Ack, men hur gerna jag sute / ändå derute! // Länge jag såg / seglet i vester, det flög på sin våg. / Ack! det är lyckligt, får följa / Frithiof på bölja. // Bölja, du blå, / sväll ej så högt, det går fort nog ändå. / Lysen, J stjernor, och sägen / seglaren vägen!« Når Frithiof vender tilbage, vil hun sikkert være død; nu vil hun elske den jagtfalk, han har glemt: »Länte du ock / vingarna ut, de ej bure mig dock. / Döden allena mig bringar / Gudarnas vingar. // Jägare skön, / sitt på min skullra och blicka åt sjön. / Ack! hur vi längte och blicke, / kommer han icke. // När jag är död / kommer han säkert, mins då hvad jag bjöd: / helsa och helsa du åter / Frithiof som gråter!« Sml. et løst blad (Pap. I A 136), hvor SK også henviser til stedet. Pagens Henrykkelse ... Dr. Bartholos Huusholderske Der sigtes til 1. akt, 5. scene i Figaros Givtermaal (), hvor pagen Cherubino overrækker Susanne, grevindens kammerpige, en romance, som han beder hende læse op for de andre kvinder, herunder den gamle Marcelline, som er doktor Bartholos husholderske (jf. 1. akt, 3. scene, s. 14). Da Susanne leende spørger, om hun også skal læse den op for Marcelline, svarer Cherubino: »Ja, for Marcelline med! hvorfor ikke? hun er Fruentimmer, hun er Pige – en Pige, en Qvinde! o, hvad de Navne er søde, hvad de ere velsignede! Jeg kan aldrig blive kied af at nævne, at igientage dem tusinde og tusinde Gange!« s. 21. Herefter synger han en arie om sin elskov. Eiendommelige særlige. bestaaer det (...) med er det foreneligt med. Papageno Duetten i 4de Act Der sigtes til 4. akt, 10. scene i Tryllefløiten (), hvor Papageno, der af sorg vil hænge sig i et træ, pludselig får skænket Papagena. Da synger de denne duet: »[han:] Pa – pa – pa – Papagena! / [hun:] Pa – pa – pa – Papageno! / (Begge gientage sammen hinandens Navne) / [han:] Er Du min og min allene? / [hun:] Ja, os Guderne forene! / [han:] Du min egen Glut vil være? / [hun:] Ja, vi Mand og Kone ere! / [begge:] O, hvilken Himmelfryd det er, / naar hiemme i vor lille Stue / med Moderglæde/Faderglæde vi kan skue / en flok af søde Rollinger! / [han:] Først der en lille Papageno! / [hun:] Saa der en lille Papagena! / [han:] Saa atter der en Papageno! / [hun:] Og saa igien en Papagena! / [begge:] Os Himlen alt sit Held forlener, / naar mange, mange Papagener / forøge vore Glæders Tal ! / Hvor skal det hulde Syn os qvæge, / naar Glutterne rundt om os lege, / og al vor Ømhed dele skal! / (De gaae)«, s. 90-92. hele hans Vandren omkring jf. fx 1. akt, 2. scene i Tryllefløiten (), hvor den omvandrende fuglefænger Papageno præsenterer sig selv i en vise: »En Fuglefænger see I her, / som altid glad og lystig er! / Af Unge, Gamle hans Talent / er her i Landet vel bekiendt! / (...) / Jeg vandrer om i Skov og Dal / og fanger Solsort, Nattergal!« s. 6. Man paalægger ham Taushed, Ophold i Isis og Osiris jf. 3. akt, 3. scene i Tryllefløiten (), s. 46-49, hvor Tamino og Papageno for at blive indviet i Isis og Osiris' visdomstempel må aflægge tavshedsløfte for derefter at blive sat på prøve. Mens Tamino består selv den hårdeste prøve og således får den skønne Pamina, lykkes det ikke for Papageno; han har fx ikke let ved at være tavs, han er, som han selv siger, et naturmenneske. – Handlingen i Tryllefløjten udspilles i Egypten, hvor de to guddomme (med de gr. navne) Isis og Osiris dyrkedes. det italienske Liv dvs. den italienske (el. sydeuropæiske) mentalitet og adfærd; selvom librettoen er affattet på italiensk, udspilles operaens handling på grevens slot i Andalusien, ligesom personerne er spanske. Sct. Hansormsagtigt glimrende Sankt Hansorme (også ildfluer, ildorme) kaldes en familie af vingede insekter (Lampyïdae), som er natdyr og kendt for deres evne til at lyse. På bagkroppens underside findes to gulhvide pletter skinnende med en svag, fosforescerende glans, hvorfra der glimtvis udgår et stærkere grønligt lys, som kan holde sig en tid og derpå slukkes; ved faresignaler ophører det straks. 2) Papageno i Tryllefløiten Papageno, en eventyragtig og lystig fuglefænger, er en af hovedpersonerne i Mozarts opera Die Zauberflöte, komponeret 1791 til tekst af Emanuel Schikaneder (1751-1812). På da. som Tryllefløiten. Syngestykke i to Acter af Emmanuel Schickaneder. Oversat til Mozarts Musik ved N.T. Bruun, Kbh. 1816, og Tryllefløiten. Syngestykke af Schickaneder. Med Musik af Mozart, 2. forandrede udg., Kbh. 1826. I udg. fra 1826 er operaen inddelt i fire akter; det var den, der blev opført på Det kgl. Teater (), og den anvendes i det følgende. perpendiculaire lodrette. Locomotionens stedforandringens; bevægelighedens. fixerende fæstnende. 3) D. Juan Forføreren Don Juan er hovedperson i Mozarts opera Il dissoluto punito ossia Il Don Giovanni (i Danmark og af SK omtalt som Don Juan), komponeret 1787 til tekst af Lorenzo da Ponte (1749-1838) i forlængelse af en lang litterær tradition. Som tekstgrundlag for sin gennemgang af Mozarts opera anvender SK Don Juan. Opera i tvende Akter bearbeidet til Mozarts Musik, overs. af L. Kruse, Kbh. 1807; nye udgaver af denne oversættelse med enkelte mindre ændringer kom i 1811 (med samme titel, men uden sceneinddeling) og i 1822 (med titlen Don Juan. Opera, igen med sceneinddeling). Fra 1807 til foråret 1827 blev operaen spillet 50 gange på Det kgl. Teater, herefter 31 gange frem til foråret 1837; sidste gange: 29. sept., 16. nov. 1836 og 1. april 1837. Operaen blev igen taget op 28. maj 1839. hos Planten ... paa samme Stengel Plantens kønnede dele er de hanlige støvblade (støvdragere) og de hunlige frugtblade (støvvej), og de kan enten findes i samme (tvekønnede) eller i forskellige (enkønnede) blomster. Der sigtes formentlig her til planter med enkønnede blomster af hvert sit køn, også kaldet 'sambo'-planter. Analogon gr. (noget) lignende, tilsvarende. Skjærvæk i »Apothekeren og Doctoren.« Der sigtes til den frejdige kirurg og Rosalias lykkelige bejler, Skiærvæk, i Apothekeren og Doktoren. Et Syngespil i to Acter, af Gottlob Stephanie (den Yngre), med musik af Ditters von Dittersdorf, overs. af Lars Knudsen, Kbh. 1789 [ty. 1786]. En nyere version (Doctoren og Apothekeren. Lystspil i 4 Akter) findes i De danske dramatiske Selskabers Repertoire, udg. af hofboghandler L. Beeken, bd. 1, Kbh. 1829, nr. 4, s. 1-39. Stykket blev fra 1789 til 1828 spillet 67 gange på Det kgl. Teater, herefter otte gange fra efteråret 1833 til foråret 1835, sidst 28. nov., 10. dec. 1834 og 26. jan. 1835; det blev igen taget op i foråret 1840. Kjerlighedens Fylde spiller på Rom 13,10: »Kærligheden er lovens fylde«. det Horn, Thor drak af ... stod i Verdenshavet I nordisk mytologi fortælles, at Thor hos Udgårdsloke ikke var i stand til at tømme hans drikkehorn; senere røber Udgårdsloke, at drikkehornet havde været forbundet med havet. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte, indtil Frode 7 Tider, Kbh. 1800, ktl. 1947, s. 436-438. Episoden er genfortalt i Oehlenschlägers »Thors Reise til Jothunheim. Et episk Digt i 5 Sange« i Nordiske Digte, Kbh. 1807, ktl. 1599, 4. sang, v. 23-41, s. 82-88, og 5. sang, v. 24, s. 111. Intensitet (...) Extensitet Hvor 'intensiteten' angår det indvendige – i henseende til indre styrke, kraft, virksomhed og værd, altså 'dybden' – angår 'ekstensiteten' det udadrettede, udvidende og udstrækkende, fx antallet. de Bearbeidelser man har af D. Juan . Af da. Don Juan-fremstillinger har SK rimeligvis kendt de to bearbejdelser af den fr. komediedigter Molière (1622-73) Don Juan ou le festin de pierre (1665), nemlig K.L. Rahbek Don Juan eller Steengiæsten. Skuespil i fem Optoge, trykt i hans udgave J.B.P. Molieres Udvalgte Skuespil, bd. 1, Kbh. 1813, ktl. 1921, s. 171-258; samt J.L. Heibergs () Don Juan. Skuespil i fire Acter, som udkom i Marionettheater, Kbh. 1814, optaget i J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 6, 1836, s. 173-275. SK kan også tænke på Carsten Hauchs (1790-1872) sørgespil Don Juan, trykt i Gregorius den Syvende og Don Juan. To Dramaer, s. 137-270, i bd. 2, 1829, af Dramatiske Værker bd. 1-3, Kbh. 1828-30. Begynder ikke i Faust ... reproducerer D. Juan I en tidligere optegnelse fra dec. 1835 (Pap. I C 58) lader SK Faust-ideen indoptage Don Juan (umiddelbarhed) og Den evige Jøde (fortvivlelse) i sig. einfachere af ty. einfach; enklere, simplere. Musikens Betydning ved Behandling af Afsindige hentyder formentlig til to artikler under titlen »Om Afsindiges Behandling«, trykt i J.L. Heibergs Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 125-126, 18. - 20. okt. 1830. Artiklens forfatter, 'N-n', refererer Allgemeine musikalische Zeitung, der har bragt uddrag af et nyt værk om den saksiske galeanstalt Sonnenstein. Jf. også J.C. Prichard Om Sindssygdommene og andre sygelige Sjelstilstande, overs. af H. Selmer, Kbh. 1842 [eng. 1835], s. 325f. Her opregnes de psykiatriske eksperters delte meninger om musikkens anvendelighed i forbindelse med sindssygdomme, fx kan musikken virke beroligende på heftige patienter, opæggende på apatiske, men på visse individer vil indtrykket virke for stærkt og være til skade. Gjerning et andet, Begrebet et andet dvs. ligesom gerningen fuldender troens standpunkt og begrebet tænkningens. Livets fire Stadier ... til Mythologien SK drager i det følgende en parallel mellem de to udviklingsforløb; den traditionelle opfattelse af menneskelivet som inddelt i fire faser og udviklingen af mytologien i verdenshistoriens tidlige faser: barn/orientalske mytologi, dreng/græsk mytologi, mand/middelalder/romantikken og olding/nyere tid/'vor tids forstandsperiode'. Her udvikles kun de to første faser, som er knyttet til mytologien. Barnet ikke har ... Omgivelserne (»mig«) . Bølgepiger i folketroen de åndelige væsener el. nymfer, som er knyttet til vandets element (spec. bølgerne); de kaldes også 'undiner'. cfr. et Kobber sigter formentlig til tavle CXV »Wellenmädchen« i W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943. Se illustration 5. 5. »Wellenmächen«. Kobberstik Motivet her er fra den nordiske myte om de ni døtre af havguden Æger (også kendt som Gymir) og hans hustru Ran. Disse unge piger svømmer på det stormpiskede hav rundt om deres mor; snart kan de være blide og fine, snart frygtelige og gigantiske. Præsens nærvær, tilstedeværelse. den gyldne Regn i Danaes Skjød If. gr. mytologi blev Zeus' elskerinde Danaë af sin far spærret inde i et malmtårn, fordi det var spået denne, at hans datters søn skulle volde hans død. Men da lod Zeus sig som en gylden regn dale ned i Danaës skød, og hun fødte sønnen Perseus. Jf. P.F.A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved F.G. Klopfer, bd. 1-2, Leipzig og Sorau 1821, ktl. 1944-1945; bd. 1, s. 592. et dogmatisk Udtryk ... til Overflod sigter til den skolastiske lære om den 'oprindelige retfærdighed' (lat. 'Justitia originalis'), der som en overnaturlig gave blev givet mennesket i skabelsen. Dette oprindelige anlæg blev ved syndefaldet svækket, men kun den overnaturlige virkelighed gik tabt. Jf. K.A. Hase Hutterus redivivus () § 80, s. 196-199. – chat:: katolske. det Mangfoldige, som man ... kalde dem romantiske jf. fx Molbechs fremstilling, SKS 17, 61. cfr: i d.H. en Mængde Lapper Papir jf. de løse blade Pap. I A 256 (se 263) og 135, 137 og 170. Alt at haabe spiller på 1 Kor 13,7, hvor det om kærligheden hedder: »Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.« lidt jf. teksten ovenfor, SKS 17, 118,34. Angaaende de to sidste ... mine Papirer jf. fx de løse optegnelser Pap. I A 239, 269 og 125, 139 samt 181. Systemet har kun 3 Stadier ... Eenhed Med 'Systemet' sigtes der til Hegels (jf. nedenfor) filosofiske lærebygning, formentlig især som den blev udviklet af J.L. Heiberg (). Hegels system er funderet i en særegen dialektisk metode, efter hvilken 'begrebet', som er fælles for såvel tanken som dens genstand, spekulativt udvikles gennem metafysikken (som Hegel kalder 'logikken'), naturfilosofien og åndsfilosofien. For Hegel afspejler den dialektiske metode den modsigelse eller ufuldkommenhed i begrebet selv, der tvinger det over i sin modsætning ('negation') og herfra videre til at 'ophæve' denne i en ny højere enhed, hvor modsigelsen er 'forsonet'. Denne tredelte bevægelse i begrebet (umiddelbarhed, middelbarhed, formidlet umiddelbarhed) benyttes altså tillige i beskrivelsen af den historiske udvikling, men hvad angår de overordnede udviklingstrin, opererer Hegel dog ikke med tre 'stadier', men – fx i historiefilosofien – med fire 'epoker', nemlig den orientalske, græske, romerske og germanske, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af E. Gans og K. Hegel, Berlin 1840 [1837], i Hegel's Werke () bd. 9, (Jub. bd. 11). J.L. Heiberg havde givet en detaljeret udformning af Hegels logik i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsninger paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1832, og en almen introduktion i Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835 – det sidste skrift blev anmeldt af H.L. Martensen (). – At livet har fire stadier (). Hegel Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-05 privatdocent og 1806 ekstraordinær professor i Jena, 1816-18 professor i Heidelberg og indtil sin død professor ved universitetet i Berlin. Hans samlede værker udkom første gang i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1- 18, Berlin 1832-45. hans første Stadium ... egl. er et Intet Hegel begynder sin udvikling af 'systemet' i Wissenschaft der Logik med kategorien 'Væren', el. 'den rene væren', som betegner den absolutte abstraktion fra enhver egenskab, altså det forskelsløst umiddelbare. Denne bestemmelse fører videre til den næste kategori, 'Intet', idet: »Das Seyn, das unbestimmte Unmittelbare ist in der That Nichts, und nicht mehr noch weniger als Nichts«, jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 78 (Jub. bd. 4, s. 88). I J.L. Heibergs fremstilling af systemets begyndelse i Grundtræk til Philosophiens Philosophie, eller den speculative Logik () hedder det: »§ 26. Abstraherer man fra enhver Bestemmelse i Alt – hvilket er nødvendigt, for at komme udenfor alle Forudsætninger, og heri bestaaer det at komme til Begyndelsen, som er det Abstract-Umiddelbare – saa bliver der kun Eet tilovers, hvorfra ikke videre kan abstraheres, fordi det selv er uden Forudsætning, og følgelig det Abstract-Umiddelbare eller Begyndelsen; og dette Ene er Væren i Almindelighed, eller den abstracte eller absolute Væren, den yderste Abstraction af Alt. / § 27. Abstraherede man endnu fra dette, saa tog man den yderste (sidste) Abstraction bort, og følgelig blev Intet tilovers. Men da der ikke kan abstraheres derfra (§ 26), saa er den yderste Abstraction allerede foretaget dermed, og Væren er saaledes det Samme som Intet«, s. 11. retrograde systematiske Krebsegang sigter formentlig til den filosofiske bestræbelse på ved tvivlens el. abstraktionens hjælp at nå tilbage til et forudsætningsløst udgangspunkt, hvorfra et filosofisk system kan udvikles. Mere specielt sigtes der til Hegels spekulative metode, som den fx udfoldes i Phänomenologie des Geistes, udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1807], ktl. 550, i Hegel's Werke () bd. 2 (Jub. bd. 2), hvor bevidsthedens dialektiske udvikling (drevet af modsigelsen el. konflikten mellem 'jeg' og 'verden') føres frem fra sanselig vished til absolut viden ved en fænomenologisk beskrivelse. – retrograde: tilbagegående, baglæns. 1 Tim: 3, 16 »Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev / åbenbaret i kødet, / retfærdiggjort i Ånden, / set af englene, / prædiket blandt folkene, / troet i verden, taget op i herligheden.« εϕανεϱωϑη εν σαϱϰι gr. (ephanerōthē en sarkí) »åbenbaret i kød«. han blev optaget i Hæder . Oversættelsen med 'hæder' er SKs egen gengivelse af δόξα (gr. dóxa), som normalt oversættes med 'herlighed'. I skulle dømme Engle hentyder til 1 Kor 6,3, hvor Paulus skriver: »Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold?« de Mange Kaldede hentyder til Matt 22,14, hvor Jesu lignelse om kongesønnens bryllup afsluttes med ordene: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Jf. også Matt 20,16 i NT-1819. Du maa ikke friste Gud hentyder til Matt 4,7, hvor Jesus af Djævelen fristes (sættes på prøve) i ørkenen og da siger til ham: »der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud« (NT-1819). Hamann et Sted ... ell. Engel Der sigtes til et brev fra den ty. forfatter og filosof Johann Georg Hamann (1730-88) til hans ven J.G. Lindner, skrevet i Königsberg 12. okt. 1759. Heri hedder det: »und ich höre öfters mit mehr Freude das Wort Gottes im Munde eines Pharisäers, als eines Zeugen wider seinen Willen, als aus dem Munde eines Engels des Lichts«, Hamann's Schriften, udg. af Fr. Roth, bd. 1-8, Berlin og Leipzig 1821-43, ktl. 536-544; bd. 1, s. 497. Pretiosa 4de Act, hvor Fader og Søn gjenkjendes Der sigtes til den ty. forfatter Pius Alexander Wolffs syngespil Preziosa, på da. Preciosa. Lyrisk Drama af Wolff. Med Musik af C.M. von Weber, overs. af C.J. Boye, Kbh 1822. I 4. akt er Don Fernandos søn, Eugenio, blevet antastet af en formodet sigøjner, som siden er blevet taget til fange. Fernando beder sin ven Don Francesco om at forhøre skurken, som viser sig at være hans søn, den ivrige soldat Alonzo. Fangen føres ind, bevogtet af en flok bevæbnede bønder, som er anført af den slappe slotsfoged, Pedro. Genkendelsen, der går hen over hovedet på Pedro, forløber således, efter at fangen med sit lasede tøj er blevet ført hen foran Francesco: »[Francesco:] Kan jeg / Troe mit eget Øie? Er det / Ogsaa Dig? / [Pedro:] Ja, det er Knægten! / [Francesco:] Tael! – hvorledes kom Du hid? / [Pedro:] Ih! jeg transporterte ham! / [Francesco:] Denne Dragt! / [Pedro:] Er stjaalen. / [Francesco:] Svar dog! / [Alonzo:] Naar vi var alene – / [Francesco (til Pedro):] Pak Jer! / [Alonzo:] Gaae, min Ven, det er min Fader. / [Pedro:] Hvad? Comment? / [Francesco:] Min Søn! / [Alonzo:] Min Fader! / [Pedro:] Ha! Skamfærd! nu veed jeg Alt. / [Francesco:] Nu, saa pak sig! / [Pedro:] Allernaadigst! / [Alonzo:] Og tael ei et Ord om dette. / [Pedro:] Jeg har staaet fem og tyve / Aar i Tjenesten – mit Been – / [Alonzo:] Det har han fortalt mig før. / [Francesco:] Gaae til Helved! / [Pedro:] J'ai l'honneur! (gaaer)«, s. 80-82. Stykket blev opført på Det kgl. Teater 45 gange fra 1822 til foråret 1835, og herefter otte gange frem til foråret 1837; i sæsonen 1836/37: 1. dec., 24. jan., 13. marts og 26. maj. SKs lidt afvigende gengivelse kan skyldes improvisation af J.L. Phister, der spillede rollen som Pedro fra efteråret 1835. realistisk . Seer Du ikke disse blaaøiede Drenge sigter til kancellisekretær Tage Algreen-Ussings indlæg under rubrikken »Sagen angaaende Oprettelsen af høiere Realskoler« i Tidende for Forhandlinger ved Provindsialstænderne for Sjællands, Fyens og Lollands-Falsters Stifter samt for Island og Færöerne, nr. 53-54, 1. feb., Kbh. 1836, sp. 844-859. Algreen-Ussing argumenterer for oprettelsen af en realskole for middelklassens børn, hvori disse kan undervises i nyttige færdigheder, især de levende sprog (ty., fr. og eng.). Da denne 'skole for livet' mangler, må man enten sende sine børn i den lærde skole, hvor de lærer for meget (unyttigt), eller sende dem i almueskolen, hvor de lærer for lidt. Efter sin fremstilling af dette indskyder Algreen-Ussing pludselig et højstemt, malerisk tableau, som begynder med orderne: »Seer I dem da ikke, hvor de staae i utaalmodige Klynger, alle de blaaøiede Drenge, og vente med Længsel paa, at Skoledøren skal springe op, for at styrte ind«, sp. 857. Så manes enkelte af disse drenge frem – den, der vil til søs, den, der vil være opfinder, handelsmand el. blot beherske de levende sprog, og hver gang sluttes med orderne: »men Skolen mangler«. I Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblad nr. 86, 7. april, Kbh. 1836, ktl. 1607, omtales Algreen-Ussings bestræbelser i artiklen »Af et nyt Brev (som virkelig er kommet) fra Provindserne« som følger: »Han er en sand Taler, forsaavidtsom Talens nærmeste Formaal er at faae Tilhørere til at antage den fremsatte Mening, thi han naaer meget ofte dette Maal. Kun naar han forlader den demagogiske Simpelhed, og vil være rhetorisk, taber han sin Ligevægt, bliver bombastisk og utaalelig, f. Ex. i den høist mærkværdige Tirade om de 'blaaøiede Drenge' (Stænd. Tid., sp. 857-858).« Bag artiklen, som er signeret '2123', gemmer sig Peder Hjort. Hastværks-Læreren i Adresseavisen Adresseavisen, der udkom 1759-1909, var hovedsagelig et annonceblad, som også bragte bekendtgørelser, mindedigte o.l., men stort set intet redaktionelt stof. Fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1841 var oplaget 7.000 eksemplarer. Avisens officielle navn var i 1837 Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger, og redaktør var J. Jetsmark. Med 'Hastværks-Læreren' kunne der hentydes til sådanne annoncer for effektiv sprogundervisning, som fx J.C. Rønsholdt indrykkede 3. juni 1836. Han tilbød 'herrer og damer' at lære fransk og tysk efter den i tiden moderne 'jacototske metode', opkaldt efter den fr. pædagog Jean Joseph Jacotot, hvis Méthode dénseignement universelle (1823) blev oversat til da. i 1837. Man vil, skriver Rønsholdt, efter denne metode være istand til at lære fremmede sprog »i den muligst korteste Tid«, og hvis man under kurset ikke er tilfreds med sin fremgang, får man pengene tilbage. ell. ellers. Humanisterne . Oplag uændret el. uvæsentlig ændret optryk af en tidligere udkommet bog, modsat en ny udgave. Spørgsmaalet om Humanisme og Realisme Der sigtes til den debat inden for pædagogikken om skolefagenes prioritet, som i slutningen af det 18. årh. tog sin begyndelse. På den ene side stod den humanistiske tradition, der vægtede studiet af den antikke (græske og latinske) kulturs skrifter ('de døde sprog') og gennem den dominerende sprogundervisning tilstræbte tilegnelsen af et klassisk dannelsesideal om det hele menneske. Heroverfor stod realisterne, der var orienteret mod den samtidige virkelighed, og som kæmpede for at få realfagene, især de naturvidenskabelige, til at fylde mere på skoleskemaet. Mod humanisterne fremhævede de 'det levende sprog' og de nyttige kundskaber. Sanschrit Sanskrit er betegnelsen for det uddøde, oldindiske sprog. Realismen . Brøks-Msk brøksmennesker, modsat 'hele' mennesker. de russiske Hornblæsere der vare her i sin Tid Den såkaldt russiske horn- eller jagtmusik, som opstod i midten af det 18. årh., blev fremført af et orkester, egl. korps af jægere, hvor hver mand blæste i ét eller to jagthorn. Jagthornet havde kun én tone, og det var opgaven for den enkelte hornblæser dels at blæse sin tone rent, dels holde takten, altså falde ind på rette sted. Det samlede indtryk af denne musik kunne erindre mere om en naturlyd end om et stykke kunstmusik. Hvilken konkret optræden, der sigtes til, er uvist, men måske har det været i forbindelse med en forestilling med russiske nationalsangere og dansere på Vesterbro nye Theater, som var på plakaten i april og maj 1836, jf. annonceringen i Adresseavisen () 1836, nr. 79ff. Marthensens Afhandling i Maanedsskriftet Hans Lassen Martensen (1808-84), cand.theol. 1832, forsommeren 1834 manuduktør for SK, var fra efteråret 1834 til efteråret 1836 på en udenlandsrejse, disputerede 12. juli 1837 for den teologiske licentiatgrad. Her sigtes til hans anmeldelse af J.L. Heibergs () Indledningsforedrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835, som er trykt i Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et selskab, bd. 16, Kbh. 1836, s. 515-528. Sml. optegnelsen CC:12, s. 198. at have sprungen ... sine Forgjængere Martensen udvikler, hvordan den skolastiske filosofi, der forudsatte troen, af Descartes (1596-1650) blev afløst af en rationel, tvivlende filosofi, der ville ophæve enhver given forudsætning i erkendelsen for at grunde det filosofiske system på tanken selv. Da nu sådanne filosofiske systemer (Martensen fremhæver Spinoza (1632-77) og Kant (1724-1804), men nævner også Fichte (1762-1814) og Schelling (1775-1854)) alligevel forudsætter noget, bliver de altid afløst af stadig nye systemer. Sidst Hegels () filosofi, som har »taget Intet for givet, den giver sig selv Alt« (s. 522), og hvis system »optræder med en uendelig Betydning for vor Tid, da det indeholder den meest fuldendte og omfattende Udvikling af den rationelle Viden, hvormed det synes, at en heel Aera i Philosophiens Historie, som uafhængig af al Tradition og given Positivitet søgte at løse Tilværelsens Gaade, er sluttet« (s. 515). Men, som han tilføjer, »den nye Aera, som vi forvente i Videnskaben, kan ikke indtræde, førend den gamle er udløbet; og den Hegelske Philosophie er i denne Henseende et uomgængeligt Punct for Enhver, der har deeltaget i den nyere Tids videnskabelige Reflexion« (smst.). en ubestemmelig Uendelighed Udtrykket spiller på den hegelianske terminologi, hvormed der skelnes mellem umiddelbarhedens 'abstrakte', refleksionens el. forstandens 'slette' (endeløse) og fornuftens el. begrebets 'sande' uendelighed. En typisk dialektisk begrebsudvikling sker derved, at det 'ubestemte' begreb efterhånden 'bestemmes'. da hans Standpunct ... Critik over Hegel udv: Martensen siger ikke direkte, at hans standpunkt ikke er givet, men han præciserer det ikke. Han erklærer, at han ikke er hegelianer (s. 515), omend han alligevel mener, at et studium af Hegels filosofi er uomgængeligt. Hegel kritiseres for kun at anerkende den begrebslige sandhed og derved miskende det, tænkningen ikke kan begribe, især troen. Martensens ræsonnement er følgende: Alle kan blive enige om, at »den nærværende Menneskeslægts af Reflexionen sønderevne Bevidsthed« mangler »en fast Tro« – »hvad enten de mene, at den Tro hvortil vi trænge, er den christelige, eller at Religionen endnu skal udvikle sig til en høiere Form«, s. 525. Nu modstilles den hegelske, rationelle filosofi, der prøver at erkende sandheden »ved den menneskelige Aands iboende evige Kraft« (s. 526) med den religiøse el. kristelige filosofi, der antager, »at den kun kan erkjende Sandheden, forsaavidt som denne selv giver sig tilkjende; naar den modtager al sin Erkjendelse som en Gave af den frie personlige Gud, og i hans Aabenbaring finder Svaret paa de dybeste Spørgsmaal i Menneskets Bryst« (smst.). Til sidst (s. 527) 'bebuder' Martensen, at han ved en anden lejlighed vil »udvikle og begrunde«, at Hegel »vilde være kommet ud over den abstracte Kategorie«, hvis han i stedet for 'tanken' havde holdt på, at i begyndelsen var 'ordet og åbenbaringen'. I denne forbindelse knyttes an til scenen i Goethes Faust, hvor den tvivlende Faust netop prøver at udlægge dette 'logos' (): »Dette er det videnskabelige Stridspunkt mellem Rationalismen og den christelige Philosophie, om det ægte speculativt maa hedde, at 'Ordet', eller om det skal hedde, at 'Tanken' var i Begyndelsen og var Gud«, smst. – Critik over: kritik el. (irettesættende) bedømmelse af. – udv: udvortes, dvs. udvendig, overfladisk. udmyntet med hans Billede jf. nedenfor. SK har udfoldet tanken på et tidligere løst blad (Pap. I A 234). giver da Keiseren, hvad Keiserens er citat fra Matt 22,21. Da farisæerne ville overliste Jesus, sendte de nogle hen til ham for at spørge, om det var tilladt at give kejseren skat. Jesus gennemskuede dem, bad om en mønt og spurgte: »Hvis er dette Billede og Overskrift [indskrift]?«, hvortil de svarede, at det var kejserens. »Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Guds hvad Guds er« (NT-1819). enkelt Lærd i München Der sigtes til Fr. v. Baader (), som Martensen besøgte på sin udenlandsrejse () og siden var stærkt influeret af. ein fliegendes Blatt aus München Med dette flyveblad fra München hentydes til titlen »Doctor Faust, fliegendes Blatt aus Cöln« (). Martensen havde selv udgivet et anonymt, lille skrift om Faust på tysk, nemlig Ueber Lenau's Faust. Von Johannes M.......n, Stuttgart 1836. Facsimile af hans Haandskrift nøjagtig afbildning af en håndskrift el. et navnetræk som regel udført i litografi (stentryk) el. kobberstik. hans Lineamenter tegnede paa Steen dvs. hans ansigtstræk el. portræt udført i litografi. Fabrikmesterens Mærke paa Papir dvs. vandmærket, hvormed papirproducenten forsynede sit papir. Det bestod af figurer eller bogstaver, som viser sig ved gennemfaldende lys. in specie lat. i det enkelte, specielt. Overskou Thomas Overskou (1798-1873), skuespiller og dramatisk forfatter, kendt bl.a. for Østergade og Vestergade (1828) og Capriciosa (1836), som blev publikumssucceser. Han virkede også som teaterkritiker i avisen Dagen, som han selv redigerede fra 1. jan. 1836 til udgangen af maj 1838. Overskous ofte uanselige anmeldelser blev genstand for J.L. Heibergs () dræbende polemik, der efter nogle sværdslag kulminerede i den sarkastiske artikel »Sandfærdig Beretning om den Overskou'ske Polemiks dødelige Afgang Onsdagen den 6te April d. A., samt nøiagtig Copie af den Afdødes sidste Villie, med Mere«, Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblad (), 1836, nr. 91; se også nr. 83, 85 og 100. M. Rosiflengius dvs. magister Rosiflengius, en person fra Holbergs komedie Det Lykkelige Skibbrud (trykt 1731), jf. Den danske Skueplads bd. 4 (uden paginering). Stykket blev i 1830'erne kun opført på Det kgl. Teater 5. marts og 10. dec. 1832. Han er en professionel lejlighedsdigter, der gør lykke ved at rose-i-flæng, blot han får penge for det. Det ender dog med, at hans grove hykleri afsløres, og at han får sin straf. Fiskebløderie den beskæftigelse en 'fiskebløder' udøver, når han udbløder, dvs. blødgør og sælger tørfisk; overf. om det at sælge en udvandet, kraftløs vare. som Baggesen ... det Ord »sød.« Der sigtes til Jens Baggesen (1764-1826), da. forfatter, der i romancen »Agnete fra Holmegaard« lader havmanden stige op af havet til Agnete: »Han sang for Agnete / Sin Elskov, sin Nød. / Hans Qvad det var saa kiælent, / Hans Stemme var saa sød / O! saa sød! / Hans Hierte ham fra Læberne / Saa lifligen flød.« Jens Baggesens danske Værker () bd. 2, 1828, s. 348-358; s. 349. den Kunst at fortælle Historier Den følgende afhandling er formentlig inspireret af datidens aktuelle diskussion om den nyeste børnelitteratur, herunder fantasiens virkning på barnet. I et samtidigt fragment med titlen »Om at fortælle Børn Eventyr« (if. udgiveren o. 1836/37) fremhæver Poul Martin Møller det skadelige ved at fylde børn med fantasihistorier, jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3, Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576; bd. 3, udg. af F.C. Olsen, s. 322-325. Venligere stemt over for fantasiens indflydelse på barnet og i børneopdragelsen var fx Christian Molbech, der gav udtryk for sit synspunkt i flere anmeldelser (fx Dansk Literatur-Tidende 1834, nr. 14). Tidens indlæg i debatten findes typisk i anmeldelser af børnelitteratur, bl.a. fabel- og eventyrsamlingerne, fx Molbechs Julegave for Børn fra 1835-39 () og H.C. Andersens Eventyr, fortalte for Børn, 1835-37. Læretimer undervisnings- el. skoletimer. vistnok rigtignok, unægtelig. Onkel Frands ... Børnene have glædet sig hentyder til Onkel Frants's Reise giennem alle fem Verdensdele. En lærerig og underholdende Læsebog for Ungdommen, overs. med forkortning og forandringer efter J.C. Grotes ty. original, bd. 1-2 (med i alt 15 kobberstik), Kbh. 1827, hvori der i rejseskildringens form gives geografiske oplysninger om fremmede landes folk og deres skikke, om klima, mineraler, planter, dyrarter osv. I en indledende, kort rammefortælling støder en familie en dag på en fremmed, som er hjemvendt efter 20 års rejse. Han viser sig at være bror til familiens kvindelige medlem og en sand børneven: »Børnene klyngede sig om ham, og bade ham at fortælle dem om hans Reiser«, s. 6. Da vinteren kommer, tager han hul på sine historier, mens familie, børn og venner forsamles om ham i en stor kreds. De typiske navne på børnene samt tableauet med moderen er SKs tilføjelse. socratisk efter den gr. filosof Sokrates (o. 470-399 f.Kr.), der ikke belærte med svar, men med sin spørgende, maieutiske metode ('jordemodermetode') hjalp andre til åndelig forløsning (fødsel). Profos officiel betegnelse for en militær person, der varetog den korporlige afstraffelse af den dømte. electriseres opflammes, begejstres, besjæles. fremkogle fremtrylle. at lade Børnene ... Onkel Frands fortælle Eksemplet er SKs eget. derhos desuden, yderligere. Christi Ord ... min Faders Gjerning citat fra Luk 2,49, hvor den tolvårige Jesus efter påskefesten i Jerusalem er blevet væk fra sine forældre, som nu finder ham i templet og spørger, hvorfor han har gjort sådan mod dem. »Og han sagde til dem: hvi ledte I efter mig? vidste I ikke, at mig bør at være i min Faders Gierning?« (NT-1819). Noget Lignende ... en af Mynsters Prædikener sigter formentlig til en prædiken over samme skriftsted af Sjællands biskop Jakob Peter Mynster (1775-1854); den er betitlet »Den tidlige Anviisning til Gudsfrygt. Paa første Søndag efter Hellig-Tre-Konger« og trykt i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. udg., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 2, s. 118-130. Sml. dog også den tidlige prædiken »Alderdommen og Barndommen. Paa Søndagen efter Juul«, trykt i Prædikener af J.P. Mynster bd. 1-2, Kbh. 1810-15 [bd. 1: 2. oplag 1814; 3. oplag 1826 = ktl. 228; bd. 2: 2. oplag 1832 = ktl. 228]; bd. 1, s. 60-82. det prosaiske Riis ... Dybere i Børnene (...) at falde 1400 Alen ... Mulæsel sigter til birkedommer og skolemester Grimmemann i J.L. Heibergs () Alferne. Eventyr-Comedie i een Act (1835), optrykt i J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil () bd. 6, 1836, s. 1-90. Stykket blev fra foråret 1835 til foråret 1837 opført 13 gange på Det kgl. Teater, i sæsonen 1836/37: 25. april, 12. og 20. maj. Allerede i 1. scene, s. 8ff., præsenteres Grimmemann med sit ris under armen som én, der sætter en ære i at uddele prygl til ungerne, bl.a. til den lille, tavse Marie, som altid går »saa dybsindig og alvorlig omkring, ligesom hun kunde see ind i en anden Verden«, s. 15. 1. scene ender med, at Grimmemann på jagt efter Marie pludselig styrter ned i en grube, som er 1400 fod dyb. Da han i 2. scene kommer til sig selv, modtages han af en bjergtrold, men Grimmemann tror ikke på overnaturlige væsener, hvorefter bjergtrolden, der heller ikke vil tro, at Grimmemann er et menneske, gør ham til et mulæsel. Herkules lat. form af Herakles, i gr. mytologi søn af Zeus og Amfitryons hustru, Alkmene, og således en heros, dvs. halvt gud og halvt menneske, men siden optaget blandt guderne. Han er den store stridsmand, som ufortrødent kæmper med vilddyr, uhyrer, kæmper og andet ondt, og hans mange heltebedrifter er fortalt i utallige sagn, historier og litterære værker, fx i det Apollodoros fra Athen (o.180 - e.120 f.Kr.) tillagte værk Bibliotheca, hvor der bl.a. optegnes de 12 opgaver (2. bog, kap. 5), som Herakles blev pålagt at udføre. Herakles er den populæreste skikkelse fra den gr. gudeverden. Underværkerne miraklerne. Der sigtes muligvis til forholdet mellem Herakles' overmenneskelige bedrifter og de mirakler el. undere, som kendes fra biblen, især NT. På et løst blad dateret 4. aug. 1836 bemærker SK med Hegel og Schleiermacher i tankerne, at antikken ikke har mirakler, som det romantiske har det (Pap. I A 217). Jf. også en løs lap fra 9. sept. 1836 (Pap. I A 232). Manddommen har, hvad Barndommen lovede formentlig ordsprog e.l., som dog ikke findes optegnet i ordsprogssamlingerne. under Evangeliet (...) under Loven egl. hhv. under evangeliet i NT og under Moselovens bud i GT, især i en teologisk tradition præget af Luther på baggrund af Paulus. Her i betydningen: blive tilgivet hhv. blive tugtet. Kleinmodighed modløshed, forsagthed. Abraham af St. Clara ... i Modersliv igjen Abraham a Sancta Clara, pseudonym for Ulrich Megerle (1644-1709), østr. gejstlig og forfatter. Der sigtes til Abraham à St. Clara's Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 8, 1836, s. 14, hvor det hedder: »Die Naturerfahrnen schreiben, daß ein Kind, noch in Mutterleib eingeschränkt, nicht anders liege und das Maul hänge, als wie ein Melancholischer, zeigt damit dieser winzige Lebensscolar schon an, daß er dessenthalben in diesem neunmonatlichen Arrest pfnotte, um weilen sein erst erworbenes Leben schon worden eine Vigil des Todes.« Bd. 8 bærer titlen »Reim dich oder ich lies dich, das ist: Allerlei Materien, Diskurs, Koncept und Predigten, welche bisher in unterschiedlichen Traktätlein gedruckt worden; nunmehr aber in ein Werk zusammen geraumt.« enervere afkræfte, svække. perpetuum-mobile lat. drivværk, som ved egen kraft holder sig i fortsat bevægelse; evighedsmaskine. socratisk . berigtige korrigere, rette. vist helt sikkert, utvivlsomt. for alting for alt i verden. Impromptu fr. egl. improviseret vers eller musikstykke af tilsyneladende bagatelagtig karakter; øjeblikkeligt indfald. Pointet det afgørende punkt, pointen. forarbeide frembringe. Derhos desuden, yderligere. Productivitet skabende virksomhed. de antoge ... det Høieste Der sigtes formentlig til de tidlige, ty. romantikere, især Jena-romantikerne, der mange steder priser den uskyldige barndom. Det var om dem, Heine i Die romantische Schule (), s. 42-44, skrev, at de havde taget så stor en slurk af foryngelsesdrikken, at de nu selv var blevet små børn. ligesom ved Fierkreaturer ... i et heelt Aar I den fase af fjerkræopdrættet, hvor fuglene skal fedes op, så de er klar til slagtning, var det almindeligt for at nedsætte stofskiftet at anbringe dem i mindre, mørke rum, som ikke fristede til for megen bevægelse. vist helt sikkert, utvivlsomt. Den som ikke spiser Formaden op, faaer ingen Eftermad formentlig fast talemåde, som dog ikke findes optegnet i ordsprogssamlingerne. – Formaden: den første ret (forretten) i et middagsmåltid med flere retter, almindeligvis bestående af skemad (søbemad), fx suppe el. grød. – Eftermad: egl. om middagsmåltidets hovedret som regel bestående af fast føde, kød o.l., men udtrykket kan også bruges om desserten. fuldender Løbet spiller på 2 Tim 4,7, hvor Paulus skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« forfaldne til ... (jfr. Foryngelsesdrik) spiller på udtrykket 'at være forfalden', dvs. drikfældig. Måske hentydes der også til Heines beskrivelse af romantikernes foryngelsesdrik (). overlevet forældet. Gliedermænd egl. de træfigurer med bevægelige lemmer, der anvendes af kunstnere ved studiet af klæders fald o.l.; sprællemænd. Jfr. Hamann ... S. 4 12 o. f. Der sigtes til Hamanns lille skrift om skoleundervisningen Fünf Hirtenbriefe das Schuldrama betreffend, som opr. udkom 1763 og er optrykt i Hamann's Schriften () bd. 2, 1821, s. 413-442. Es ist ein Knabe hie, der hat fünf Gerstenbrod Dette motto for Hamanns skrift (s. 413) har han selv introduceret med ordene: »Einer seiner Jünger, Andreas, der Bruder Simonis Petri«. Der sigtes til kapitlet om bespisningen af de 5.000 i Johannesevangeliet. Da Jesus ser den store skare mennesker komme imod sig, spørger han prøvende disciplen Filip, hvor de skal købe brød til alle disse folk. Filip svarer ham, at de ikke kommer langt med de penge, de har. »En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: 'Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; med hvad er det til så mange?'«, Joh 6,8-9. med Socrates ... at spørge som Barn Sokrates (), en af Hamanns foretrukne, er kendt for sine 'barnlige' spørgsmål, som if. ham selv kommer deraf, at han intet ved. Jf. også det citat, SK nedenfor bringer af Hamann (). høre Viisdom af Bileams Æsel Der sigtes til historien i 4. Mos 22,21-25 om spåmanden Bileam, der tilkaldes af Moabs konge Balak for at forbande israelitterne. Bileam sadler sit æsel og begiver sig afsted, men da en Herrens engel stiller sig i vejen, svinger æslet først ud på en mark, siden klemmer det sig ind mod en mur, og endelig lægger det sig ned. Da Bileam bliver vred og slår æslet med sin stok, åbner Herren æslets mund: »Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre gange?«, hvortil Bileam svarer, at det har tirret ham og hvis han havde haft et sværd, så havde han slået det ihjel. Nu siger æslet: »Er jeg ikke dit eget æsel, som du har redet på, lige fra du var lille til i dag! Plejer jeg måske at behandle dig på den måde?«, hvortil Bileam svarer »nej«, ser Herrens engel og erkender, at æslet har reddet hans liv. Deres Fortællinger »for Børn og barnlige Sjæle« jf. fx titlen Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, til Brug saavel i Huset som i Skolen, samlet, udgivet og forlagt af A.S. [Povl Frederik Barfod], Kbh. 1836, bl.a. anmeldt i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (), s. 164-174. secernere afsondre, udskille. at blæse Livets Aande ind i den spiller på 1 Mos 2,7: »Og Gud HERREN havde dannet Mennesket [af] Støv, af Jorden, og blæst Lives Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Siel« (GT-1740). hiint uendelige Historie-Vrøvl ... den Kat osv. sigter måske til de sentimentale historier, hvori et barn får en hund eller en kat osv. som sin frelsende ven. Jf. fx fortællingen »Den lille Poul og hans Hund« i Julegave for Børn. 1835, udg. af Chr. Molbech, Kbh. 1835, s. 25-34; i en anmeldelse af 'H.T.' i Dansk Literatur-Tidende, Kbh. 1836 nr. 1 (6. jan.), fremhæves denne fortælling på bekostning af H.C. Andersens eventyr. Endvidere den lille fortælling »Katten i Vuggen« i Julegave for Børn. 1836, udg. af Chr. Molbech, Kbh. 1836, ktl. U 81, s. 115-117; bogen findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 19. dec. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). heller af en Pharisæer ... selv siger etsteds . friste Gud bibelsk udtryk, udfordre Gud, (selvrådig) sætte Guds magt på prøve. Jf. fx Matt 4,7, hvor Jesus siger: »det er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud« (NT-1819). Kindern zu antworten ... Geistern krönt citat fra Fünf Hirtenbriefe das Schuldrama betreffend (), 3. brev, s. 424f., hvor Hamann dog skriver: »auch Kinder durch Fragen auszuholen«. – Examen rigorosum: lat. hård prøve, skarp eksamination. et addit cornua pauperi lat. »og indgiver den lille mand mod«. Jf. nedenfor. Horats Od. III, 21 Hamann anfører selv sentensen samt i en note henvisningen til den rom. digter Horats (65-8 f.Kr.). Der sigtes til Horats' ode til vinen, 3. bog (Carminum liber III), nr. 21. Jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 92. Heri beskrives vinens virkning på mennesker, og henvendt til vinen hedder det linje 18: »et addis cornua pauperi« (»'og du giver horn til den fattige'«, dvs. du indgiver den lille mand mod). Hos Hamann er ikke vinen, men 'uvidenhed' sentensens subjekt ('addit'). stereotyperede uforandrede, klichéagtige. I bogtrykkerkunsten betegnede 'stereotypi' den proces, hvorved man tog afstøbninger af en tryksats el. kliché til senere trykning af masseoplag. Onkel Frands fortalte sine Reiser ... Navne af Systemer Der sigtes til onkel Frants' beretninger (), som ikke kun i forbindelse med Afrika, men ved alle lokaliteter beskriver disses særegne plante- og dyrarter. Mange steder i bogen henvises til den afbildning af dyrene, som findes i Naturhistorisk Billedbog for Ungdommen og dens Venner, indeholdende et Udvalg af de interessanteste Fremstillinger af Naturens Riger, udarbeidede efter Kobbere i de nyeste og bedste franske, engelske og tydske Værker, tilligemed tilføiede Beskrivelser over disse Gienstande, bd. 1-3, Kbh. 1824-28, bd. 4 (hefte 1-42), Kbh. 1832-33. Mesterskabet el. mestrene, dvs. de dygtige og fremragende inden for et fag. de travle Marther, der glemme det ene Fornødne hentyder til beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til Martha, der i stedet for at lytte som Maria har travlt med at opvarte ham: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, Luk 10,41-42. hvad man i Ungdommen ... ei glemmer ordsprog, bl.a. optegnet i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 4[,2], Kbh. 1826, s. 87 (artiklen 'Nemmer') og i Christian Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, af trykte og utrykte Kilder, Kbh. 1850, ktl. 1573, nr. 1240. – nemmer: lærer. afføde blive årsag til, fremkalde. Steffens »4 Nordmænd« ... 2den Deel, S. 250, 51, 52 Henrik Steffens (1773-1845), da.-ty. filosof, naturforsker og forfatter, hvis skønlitterære produktion bl.a. tæller Die vier Norweger. Ein Cyklus von Novellen, del 1-6, Breslau 1828; ny udg. smst. 1837. Værket blev oversat til da. af J.R. Reiersen som De fire Normænd. En Cyclus af Noveller, del 1-6, Kbh. 1835, ktl. 1586-1588, og indgik som bd. 4-6 af Henrich Steffens's samlede Fortællinger, udg. af C.F. Güntelberg. Af titelbladet fremgår: »Trykt paa Bog- og Papirhandler C. Steens Forlag hos Bianco Luno & Schneider«. Når SK bemærker, at han »desværre« måtte benytte en sådan udgave, sigter han formentlig til Steens blakkede renommé som udgiver, især efter at J.L. Heiberg havde angrebet ham i de satiriske artikler »Den dristige Papiirhandler« og »Er Hr. Steen Forlægger, eller ei!« trykt i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblad (), 1834, hhv. nr. 28 og nr. 29. Der sigtes her som sidenhen () til den fjerde novelle i 2. del, dvs. bd. 5, s. 217-407. Thaulov er ved at fortælle Roland sin livshistorie, og på siderne 250-252 er han på besøg hos Colmars familie, hvor han med dennes hustru kommer til at tale om den halvvoksne datter Dorotheas glæde ved at lege med dukker: »'Jeg kan godt lide', sagde Moderen, 'at Piger længe ere Børn. Min Dorothea havde et fuldstændigt Bo og en ikke ubetydelig Garderobe for den skjønne Agnes og den lille Dick [hendes dukker]. Køkkenet var altid reent og blankt, hun holdt Alt i den bedste Orden, Linnedet blev omhyggelig vasket, og dette elskværdige, barnlige, phantastiske Forspil for det virkelige Liv, som udfylder Pigens Timer med søde, behagelige Drømme, er ogsaa saa vigtig af den Grund, at Alt udvikler sig af hendes egen Sjæl, uden fremmed Indvirkning eller Kunst, i stille, ubemærket Eensomhed, der er fjernet fra al Forfængelighed. – For nogle Aar siden besøgte Dorothea en Barselkone af vor Familie. Da vi kom hjem, maatte der anskaffes en lille Vugge; som Barnet blev en pæn Dukke lagt i den, og Barselskonen laa pyntet ved Siden af. Hver Morgen blev Barnet svøbt i reent Svøb. En Veninde, som besøgte mig, saae denne Leg og fandt den meget betænkelig. Men jeg glædede mig. Hvis Dorothea i ringeste Maade havde betænkt sig paa, uden Forbeholdenhed at bringe det, som hun her saae ligesom alt Andet, over i sin stille, nydelsesrige Barneverden, saa havde en Bekymring først foruroliget mig. Men af en saa fiin Natur er denne lette, legende Verden, at det sagteste Pust af Hensyn, den første Yttring af Spot, kan bortlyse den af den fremspirende Piges Sjæl. En ældre Broder, som tjener i vor Armee, fandt det upassende, at en stor Pige endnu legede med Dukker; Piger, som vare yngre end hun, saae medlidende paa hende, naar hun viste dem sine Dukker, – og det stille Paradis var svundet. Hun lever endnu stedse paa det vaklende Middelpunkt, hvor den raae Virkelighed vil fortrænge den eventyrlige. Jeg blander mig aldrig i en Kamp, som hun selv maa kæmpe ud; men jeg giver hende ofte en fjern Opmuntring til, atter at vende tilbage til den skjønne Verden af barnlige Drømme og Sysler. Jeg har overrasket hende, og seet, at Taarerne stod hende i Øinene, naar hun betragtede den lille, pæne Huusholdning og kun som tvivlsom holdt den i Orden. Det er den første Kummer, hun har havt i sit Liv'.« affødet født (af sig), frembragt. Classikerne dvs. den klassiske, antikke litteratur. Ostracisme i antikkens Athen en folkeafstemning om landsforvisning af en borger; blev brugt som middel til for en tid at sætte fremragende partiførere ud af spillet; ved afstemningen brugtes potteskår som stemmetavler. »die Verlobung« ... S. 63 nederst, 64 og 65 sigter til det sted i L. Tiecks () fortælling Die Verlobung, Novelle, Dresden 1823, hvor baronens opfattelse af den sande opdragelse fremstilles. Her hedder det: »'Die Menschen', 'meinte er, suchen sie in allen Richtungen schon Jahrtausenden, und auch hier muß, wie fast immer, der gute Wille, wahr seyn zu wollen, nur zu oft die Sache selbst vertreten. Will ich gegen Kinder oder Schwache immerdar auf alle Fragen die Wahrheit sagen, so komme ich in die Gefahr, gar nicht mehr wahrhaft seyn zu können; denn das Letzte beruht ja doch auf einem Geheimniß, das ich eben so wenig läugnen darf, als ich es erklären kann. Und zu diesem Unsichtbaren hin drängen uns Phantasie und Gefühl schon sehr früh, und der Lehrer, der die junge Ungeduld hiervon entfernen will, muß nur wieder zu einer andern Lüge seine Zuflucht nehmen, die vielleicht in falscher Aufklärung [s. 64] eben so schlimm, als die des Abergläubigen ist. So scheint es mir auch nicht gut gethan, die Phantasie der Kinder nicht bilden zu wollen, auch in der sonderbaren Kraft, die das Grauen sucht, und blinde, wilde Schrecknisse ersinnt. Dieser Trieb ist in uns, er regt sich früh; und soll er unterdrückt werden, strebt man ihn zu vernichten, was nicht möglich ist, so wächst er in der finstern Tiefe fort und gewinnt an Macht, was er an Gestaltung verliert. Ich habe weibliche Wesen gekannt, die man aus übertriebener Aufklärung selbst vor dem unschuldigsten Mährchen bewahrte, und die in reifen Jahren es nicht über sich vermochten, am Abend auch nur durch das benachbarte Zimmer zu gehen, so bezwang sie ein namenloses, ganz kindisches Grauen, so daß sie vor jedem Laut, vor jedem Schatten ohnmächtig erzitterten. Wird dagegen in der Kinder-Phantasie auch das Seltsam-Aengstigende in Gestalt gebracht, wird es in Mährchen und Erzählungen [s. 65] gesänstiget, so vermischt sich diese Schattenwelt sogar mit Laune und Scherz, und sie selbst, die verworrenste unsers Geistes, kann ein Wunderspiegel der Wahrheit werden. Durch diese Krystallseherei können wir weitentfernte und doch befreundete Geister wahrnehmen, die uns in sichtlicher Nähe nur höchst selten vorüber schweben.'« Herefter hører vi fra selskabets yngste deltagere, at baronens skildring af den 'ufornuftige angst' var en følelse, de kun alt for godt kendte. Novellen findes også i Ludwig Tieck's Schriften () bd. 17, også kaldet Ludwig Tieck's gesammelte Novellen bd. 1, Berlin 1852 (fotografisk optryk Berlin 1966), s. 99-163; s. 132f. Jfr. ogsaa den jævne ... desaarsag forsmaae dem Der sigtes til fortalen i Nordiske Kæmpe-Historier efter islandske Haandskrifter, overs. af den da. oldforsker Carl Christian Rafn (1795-1864), bd. 1-3, Kbh. 1821-26, ktl. 1993-1995; bd. 2, 1823, s. 1-9. Fortalen, der angår bindets indhold, »Saga om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper«, bærer ingen signatur; af titelbladet fremgår blot, at Rafn har besørget oversættelsen samt de afsluttende anmærkninger. SK citerer fra fortalens sidste afsnit, der i sin helhed lyder: »Men det er uforstandigt, at kalde det Løgn, som man ikke har seet eller hørt, da man dog ikke veed noget Sandere at berette om slige Bedrifter. Viseligt er det derimod, at tænke over det man hører, før man forsmaaer og foragter det. Kan det nu vel hænde sig, at En og Anden, som hører disse Fortællinger, vil finde, at Sagaens vældige Bedrifter og Storværker ikke passe med hans Færd, og desaarsag forsmaae Fortællingen, men saadan Een maa dog, om han nu end falder i Forundring over alle de Fuldkommenheder, hvori de her omtalte Mænd have overgaaet Andre, tænke paa, at man ei kan sige saa meget om disse eller andre Fortrin, at den almægtige Gud jo kunde have givet dem alt dette og endda Hælvten [det halve] til, om han vilde«, s. 8f. hinc illæ lacrymæ lat. »deraf disse tårer«; bevinget ord, som formentlig stammer fra den rom. digter Terents' skuespil Andria 1. akt, 1. scene. Jf. P. Terentii Afri comoediae, udg. af B.F. og F. Schmieder, Halle 1819, ktl. 1291, s. 16, som har: »hinc illae lacrumae!« disse Børnebøger for: »artige ... ufordærvede« Børn Det fremgik ofte af børnebøgernes titler, at de var henvendt til 'artige', 'gode', 'flittige' el. 'barnlig-muntre' osv. børn. Blumauer: »die kleinen ... des erzählenden Großvaters« sigter til den ty. skuespiller og forfatter Karl Blumauer (1785-1840), hvis fortælling Die kleinen Enkel am Knie des erzählenden Grossvaters udkom 1830, 4. opl. 1837, og hvis efterfølger Die kleinen Enkel auf dem Schooße der erzählenden Großmutter udkom 1831 og i 2. opl. med den af SK anførte titel i Altona 1836. Messecatalog for ... S. 27, øverst Der sigtes formentlig til et katalog over bøgerne præsenteret på de ty. bogmesser i Frankfurt og Leipzig. Titlen, som SK afskriver, står anført øverst på s. 39 i Allgemeines Verzeichniß der Bücher, welche in der Frankfurter und Leipziger Ostermesse des 1837. Jahres ganz neu gedruckt oder neu aufgelegt worden sind, auch derer, die künftig herauskommen sollen, Leipzig [u.å.] Hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter citat fra Matt 9,4 (NT-1819). Således spørger Jesus de skriftkloge efter at have tilgivet en lam dennes synder, hvilket de skriftkloge opfatter som gudsbespottelse. Pharisæernes tilhængerne af et af de religiøse partier i jødedommen; de lagde stor vægt på nøje at overholde Moseloven. udv: udvortes, dvs. udvendige. ere da Tanker ikke toldfrie hentydning til ordsproget 'tanker er toldfri', bl.a. optegnet i Molbech Danske Ordsprog (), nr. 3474. Ord og Gjerninger fast dogmatisk vending. G: Phizer i hans M.Luthers Leben Gustav Pfizer Martin Luther's Leben, Stuttgart 1836 [XXIV + 910 s.] Rheinwalds Repertorium XV B. Allgemeines Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik. In Verbindung mit mehreren Gelehrten herausgegeben von G.F.H. Rheinwald bd. 1-19, Berlin 1833-37, ktl. 36-66; bd. 15, 1836, hvor Pfizers bog findes anonymt anmeldt s. 128-136. Bei einer solchen ... nach verschmäht citat fra anmeldelsen s. 129, hvor der dog står: »frivolen Behandlungsweise« og »sowie auch der auf solche Weise verwöhnte«. Stedet findes i Pfizers () indledning s. XVII. de gldags Træsnit ... mig selv dagligt sigter til den ty. teolog og opbyggelsesforfatter Johann Arndt (1555-1621), hvis bøger om den sande kristendom er udkommet i utallige udgaver. Den berømte Vier Bücher vom wahren Christenthum, der udkom o. 1605-10, blev i slutningen af det 17. årh. forøget med to bøger. Siden Riga-udgaven 1679 er mange nytryk rigt illustreret, men det træsnit, som SK henviser til, findes langtfra i dem alle, fx ikke i ktl. 276-277. Se illustration 6. 6. Træsnit fra Johan Arndts opbyggelsesskrift Her er det fotograferet fra Vier Bücher / Vom / Wahren / Christentuhm (...) Welchen noch beygesüget / Ein Zweyfacher Anhang / Von des sel. JOHANN ARNDTS übringen hieher gehörigen / Schriften; Denn bishero der Name / Des Fünfsten und Sechsten Buchs / Vom / Wahren / Christentuhm, Hamborg 1721, 8º [VIII + 855 s. + register], s. 1. – Teksten over den første kvinde: »Ich Tödte ihm [dvs. Adam] täglich«, henviser til 1 Kor 15,31, hvor Paulus skriver: »Ja, brødre, så sandt I er min stolthed i Kristus Jesus, vor Herre: Hver dag dør jeg.« den Episode, Poul Møller ... sidste Maanedsskrift Der sigtes til 1. del (af 2) af den da. forfatter og filosof Poul Martin Møllers (1794-1838) afhandling »Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur«, trykt i Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et selskab, bd. 17, Kbh. 1837 (januarheftet), s. 1-72. Heri findes s. 18-21 indlagt en kort fortælling, som »efter kræsne Læseres Dom ikke kan bestaae med den omhandlede Gjenstands Værdighed«, men som forfatteren alligevel tror »skikket til at anskueliggjøre den Stemning med Hensyn til Udødeligheden, som her tales om, og den kan med god Grund føre Navn af Digtning og Sandhed«, s. 18. Det er et scenarium med en teologisk kandidat, der ikke vil låne bogholderen sin nyindbundne bog om sjælens udødelighed, da denne havde tænkt sig læse den, mens han spiser sit smørrebrød. Nu må fortælleren træde mæglende til, og da bogholderen alligevel ikke kan nå at læse bogen – han skal »til Bellevue for at spise friske Torsk« – må fortælleren, mens bogholderen barberer sig, foredrage ham de urokkelige beviser for sjælens udødelighed. Bogholderen når dog ikke at blive overbevist. tilsvarende til Choret svarende til koret i de gr. skuespil, som indimellem gennem sang og dans fortolker og kommenterer skuespillernes optræden og handlingens gang. comiske Partier i de romantiske Dramaer sigter til de komiske scener, som bryder (og ofte kommenterer) den egentlige handlingsgang i de 'romantiske' skuespil, dvs. som de kendes fra Shakespeare, senere fx L. Tieck (). cfr en Lap Papir sigter formentlig til en udateret lap papir, hvorpå der bl.a. står: »Naar Noget ret skal blive nedtrykkende, da maa der først udvikle sig midt i al mulig Begunstigelse en Ahnelse om det dog ikke er galt, man bliver sig ikke selv noget saa Forkeert bevidst; men det maa ligge i Familieforhold, da viser Arvesyndens fortærende Kraft sig, der kan stige til Fortvivlelse og virke langt frygteligere end det Faktum, hvorved Ahnelsens Sandhed bekræftes« (Pap. II A 584). prædestineret forudbestemt. Muligvis skal også den dogmatiske betydning af prædestination medtænkes, efter hvilken Gud har forudbestemt hvert enkelt menneske enten til evig salighed eller til evig fordømmelse. Vee den fra hvem Forargelsen udgaaer hentyder til Matt 18,7: »Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!« (NT-1819). Jf. også Luk 17,1. Typologiens dvs. den typologiske metode inden for bibelfortolkningen, efter hvilken forhold, personer og begivenheder i GT tillige forstås som 'typer' (forbilleder), der peger frem mod lignende forhold i NT. Læren om Synd mod d. Hellig-Aand dvs. den kristelige lære om denne ene utilgivelige synd. Jf. Matt 12,31-32, hvor Jesus siger: »al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Aanden skal ikke forlades Menneskene. / Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig-Aand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden, ei heller i den tilkommende« (NT-1819). Jf. endvidere Mark 3,28-29, hvor Jesus siger: »Sandelig sig jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale. / Men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, haver ingen Forladelse evindeligen; men er skyldig til en evig Dom« (NT-1819). Schubert Symbolik Gotthilf Heinrich von Schubert (1780-1860), ty. filosof, psykolog og naturforsker, fra 1827 professor i München. Der sigtes her til hans Die Symbolik des Traumes, 2. udg., Bamberg 1821 [1814], ktl. 776; den findes på regning fra C.A. Reitzels boghandel til SK dateret 22. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1). I kapitlet »Die Echo«, s. 155, skriver Schubert, at det om smerten gælder, at det, »was wir am meisten fürchteten, (weil wir unsre nahe Empfänglichkeit dafür fühlen) am öftersten über uns kommt«, hvortil han i en note tilføjer: »In jenen Fällen, wo die lebhafte Erinnerung an eine ausgestandne Krankheit einen Rückfall in diese zur Folge gehabt haben soll, mag wohl vielmehr umgekehrt, jene lebhafte Erinnerung ein Zeichen für die wieder eingetretne Empfänglichkeit für jene Krankheit gewesen seyn.« de første Msk. altså Adam og Eva. Arvesynd Den dogmatiske forestilling om arvesynden som en synd, der arves el. forplantes, bygger først og fremmest på syndefaldsberetningen, jf. 1 Mos 3. Afladsbrevene ... alle Synder Afladsbrevene, dvs. de skriftlige forsikringer om eftergivelse af straf, som den katolske kirke meddeler syndere, var især udbredt i den sene middelalder. Martin Luther gjorde op med denne institution i sine afladsteser »Resolutiones disputationum de indulgentiarum virtute« fra 1518. Den af SK anførte latinske sætning kan føres tilbage til overskriften på Luthers tese 75, hvori det hedder: »Opinari venias Papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam siquis per impossibile dei genitricem violasset est insanire« (Det er vanvid at tro, at den pavelige aflad er så magtfuld, at den kan give noget menneske syndsforladelse, selv i det tilfælde, hvor han, hvad der er umuligt, skulle have voldtaget Guds moder«), D. Martin Luthers Werke. Kritische Gesammtausgabe bd. 1, Weimar 1883, s. 622. etiam si matrem virginem violasset lat. »selvom han havde voldtaget moderen, [der var] jomfru [dvs. jomfru Maria]«. for en Deel Aar siden ... for en Mestertyv jf. en række løse blade (Pap. I A 11-18), som påbegyndtes sept. 1834. Fr. Schlegels samtl. W. 7. B. S. 15 nederst sigter til Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke ( () bd. 7 (»Romantische Sagen und Dichtungen des Mittelalters«), 1823, s. 7-188, hvor »Geschichte des Zauberers Merlin« findes. I kap. 2 (s. 12-16) fortælles om den unge pige, hvis ene søster er blevet levende begravet, fordi hun har haft hemmelig omgang med en yngling, der var i Djævelens vold, og hvis anden søster derefter er kommet under påvirkning af en from eneboer. En dag bliver pigen på Djævelens foranledning opsøgt af en kvinde, der forsøger at overtale hende til at benytte sin skønhed til at nyde en mands kærlighed. Skønt hun frygter at blive levende begravet som sin søster, bliver hun draget af den besatte kvindes løfter om, at såfremt hun følger hende, skal hun komme til at nyde alle sine legemlige lyster. Da kvinden har taget afsked, hedder det s. 15 nederst: »Als das Mädchen nun allein geblieben war, überlegte sie unaufhörlich die Reden des Weibes, und sprach immer mit sich selber davon. Dadurch wuchs die Lüsternheit in ihr immer mehr, die der Teufel durch jene Reden in ihr entzündete; so daß als sie des Abends ihre Kleider abgelegt hatte, betrachtete sie ihren schönen Leib und freuete sich dessen. In Wahrheit, sagte sie, die kluge Frau hat Recht, ich wäre ohne den Genuß eines Mannes ganz verloren«, s. 15f. Hun tilkalder den besatte kvinde og får det råd, at hun blot skal flygte fra sin søster og sælge sig til enhver, og når hun så er blevet træt af det vilde liv, skal der nok være en mand, som vil gifte sig med hende pga. hendes rigdom. Den unge pige følger rådet. i den afdøde Aand ... at bede disse Ord Hos Justinus Kerner (jf. nedenfor) fortælles s. 214-224, hvordan den ærværdige borger Christian Eisengrün kom i forbindelse med et genfærd. Eisengrün fortæller selv, hvordan han en nat i 1827 var gået i seng og pludselig opdagede et genfærd (»Gepolter«) i sit værelse. Det sagde til ham: »Du bist dazu berufen, mich zu erlösen und du mußt mich erlösen. Du mußt 21 Tage nach einander auf dem katholischen Kirchhofe zu Neckarsteinach, Abends vor der Betglocke, auf dem Grabe, wo das steinerne Grabmal steht, folgenden Vers im Testamente hersagen«; herefter følger nedenstående citat fra Paulus' 1. kor. 1 Cor. 2,11 ... uden Guds Aand SK oversætter Justinus Kerner, hvor det hedder: »denn welcher Mensch weiß, was im Menschen ist, ohne den Geist des Menschen, der in ihm ist? also auch weiß Niemand, was in Gott ist, ohne den Geist Gottes«, s. 217f. Kerner bringer selv (s. 219) referencen til 1. kor 2,11. – og: heller. Kerner eine Erscheinung ... der Natur. 1836. den ty. læge og forfatter Justinus Kerners roman Eine Erscheinung aus dem Nachtgebiete der Natur, durch eine Reihe von Zeugen gerichtlich bestätigt und den Naturforschern zum Bedenken mitgetheilt, Stuttgart og Tübingen 1836. en Aargang af Aftenposten for 1782 Kjøbenhavns Aften-Post udkom 1772-95 under redaktion af E. Balling, men fortsatte på forskellige hænder frem til 1809. 11. årg. fra 1782 består af 104 numre a fire sider med størstedelen af stoffet inddelt under rubrikker som: »Spisebords-Posten«, »Oeconomie-Post«, »Ægteskabs-Post«, »Sovkammer-Post«, »Mode-Post«, »Kirke-Post«, »Ball-Posten«, »Den musikalske-Post«, »Lotterie-Post«, »Hoff-Post«, »Vertshuus-Post«, »Theater-Post« o.l. På avisens forsidevignet fandtes afbildet en postrytter. Se illustration 7. 7. Vignet fra forsiden af hhv. Kjøbenhavns Aften-Post og Kjøbenhavns flyvende Post Flyveposten Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg (). Den udkom 1827-28 og 1830 som ugeblad og 1834-37 som uregelmæssigt såkaldt interimsblad; fotografisk optryk Kbh. 1980-84. Heri debuterede SK i 1834 med en anonym artikel, og i 1836 leverede han endnu et par stykker hertil, sidst 10. april, hvor han med artiklen »Til Hr. Orla Lehmann« for første gang publicerede i eget navn. Flyveposten er bevinget 'Flyveposten' var blevet et 'bevinget ord', men var også bevinget i betydningen 'bevæge sig i de højere luftlag'. Her sigtes formentlig primært til, at den var forsynet med vinger. Se illustration 7. ved at drikke Duus sigter til den skik, hvor man indgår i og sidenhen bekræfter et dusbroderskab ved undertiden med sammenslyngede arme at tømme et glas sammen. Udtrykket kan dog også betyde at svire. stereotyperede forslidte, ensformige (). uden alt Point uden væsentligt indhold el. (nogen) pointe. Doucin Msk menneske, der 'går tolv af på dusinet', dvs. som ikke hæver sig over det almindelige og middelmådige. Duodez-Horizont 'duodez', mindre bogformat, hvor folioarket er delt i 12 blade; lille og indskrænket horisont. Raketten med Stjerner ... nedlagde Pennen sigter til det satiriske blad Raketten med Stjerner (nr. 1-362, 1834-41), red. og udg. af (fra 1836) C.F. Reiffenstein, Kbh. 1836, bd. 11, nr. 141 (10. dec.), hvor der s. 169-173 findes en artikel med overskriften »Med Forlov, i hvilken Skole har Professor Sibbern lært dansk Stiil?« underskrevet »C.F. Reiffenstein, Redacteur, og fordum Kukkenbager.« S. 172 hedder det bl.a.: »Trykkefriheds-Lovgivningen her i Landet er baseret paa saadanne Grundsætninger, at den giver Enhver Nok; thi den Fornærmede kan faa Satisfaction, og Tyrannen, Undertrykkeren, Fornærmeren, Filuren, samt Bedrageren kunne i deres Nøgenhed blive fremstillede for Publicum; kun er det tungt, at see en dansk Universitetsprofessor fare saa ilde med det danske Sprog, paa samme Tid, som vore udmærkede Sprogkyndige, Dhrr. Blok Tøxen, J.C. Lange, og den gamle Heiberg i Paris, synes at have lagt deres Penne paa Hylden.« – Sibbern: Frederik Christian Sibbern (1785-1872), da. forfatter og filosof, professor i filosofi ved Københavns universitet 1813-70. – Dhr.: De herrer. – Blok Tøxen: Jørgen Karstens Blok Tøxen (1776-1848), da. litterat, som bl.a. udgav lærebøger i sprog. Han var populær hos menigmand for sine frimodige påtaler af magtmisbrug, hvilke regeringen dog delvist fik lagt en dæmper på. – Lange: Johannes Christian Lange (1785-1850), da. autodidakt litterat, som udgav talrige politiske, samfundsøkonomiske og filosofiske småskrifter. – Reiffenstein nævner også den da. forfatter Peter Andreas Heiberg (1758-1841), far til J.L. Heiberg (), som i år 1800 blev landsforvist for sin åbenmundede kritik af landets styre. Skipper-Quantum skipper-mængde, dvs. den længde, som skipperen er vant til at spadsere frem og tilbage på skibsdækket. det Moment det øjeblik; den omstændighed. Χstd: Lære ... hverandre i Xsto I NT, især i brevene, bruges 'brødre' som betegnelse for (med)kristne, som hyppigt opfordres til at elske hinanden, jf. fx Joh 13,34-35; 1 Thess 4,9-10; 1 Pet 3,8; 1 Joh 4,21. Jf. også udtrykket »de troende brødre i Kristus« i Kol 1,2. som det i sin Tid gik ... og Protestanten Katholik Der sigtes til den ty. teolog, pædagog og forfatter Johann Peter Hebels (1760-1826) fortælling »Die Bekehrung«, som handler om to brødre, der, selvom de holder af hinanden, må skilles, da lillebror bliver lutheraner, storebror katolik. Bekymret over udsigten til ikke at komme i den samme himmel foreslår storebror pr. brev, at de mødes for at drøfte sagen, hvilket de så gør, men forgæves. Efter seks uger sender lillebror et brev, hvori han meddeler sin storebror, at denne har ret, og at han derfor har skiftet tro. Dette bedrøver storebroren, der i mellemtiden også har skiftet sit trosstandpunkt. Jf. J.P. Hebels sämmtliche Werke bd. 3, Karlsruhe 1832, s. 169-171. Grundtvig N.F.S. Grundtvig (1783-1872), da. præst, digter, historiker m.m.; 1832-39 (ulønnet) aftensangsprædikant ved Frederikskirken (nu Christianskirken) på Christianshavn. Han havde i 1837 allerede gennem mange år og mange skrifter taget del i den teologiske debat, hvor han med tilsyneladende urokkelig vished forfægtede sine nyerhvervede, ofte kontroversielle standpunkter. Henrich Steffens de 4 Nordmænd ... begeistret Helt Roland Den fjerde novelle i 2. del () indledes en kold, sen aften dec. 1812, hvor to rejsende er ankommet til en lille slesvigsk by. Netop da de vil opsøge postmesteren, dukker en fransk officer op, som befaler denne i al hast at udføre en række opgaver, således at de to rejsende, Roland og Thaulov, bliver helt overset. Efter at Roland forgæves har forsøgt at komme i kontakt med de lokale, vender han oprømt tilbage til vennen og forbander de herskesyge franskmænd. Herefter, s. 220, følger den nedenfor anførte beskrivelse af Roland. Roland, som talte saaledes ... det gl.tydske Udseende citat fra Steffens s. 220; SK forkorter »gammeltydske«. – af Middelalder: midaldrende. – Retlige: ordentlige, passende. – betydelige: bemærkelsesværdige. – affectere: tilstræbe, anlægge. – skilt ad: redt med en skilning. – Knevelsbarter: overskæg, som almindeligvis er snoet ud i to spidser. den Faust, der nu skulde repræsentere Tidsalderen Det var et alm. tema i tidens Faust-litteratur, at hver tidsalder – og nationalitet – projicerer sine forskellige forestillinger ind i fremstillingen af Faust, og at enhver tidsalder således har sin Faust. SK har også tidligere beskæftiget sig med dette tema, jf. fx journaloptegnelserne AA:12, s. 19 og Pap. I A 292, den løse blad Pap. I A 88, s. 63f., optegnelsen Pap. I C 61 i notesbogen fra 1835 samt tidligere i BB (). πϱαϰτιχοι dvs. πϱαϰτιϰοί, praktikoi, gr. 'praktikere', 'handlingens mænd', virksomme mennesker. hvilke allerede Aristoteles ... i Udvikl: Et sted som det anførte er ikke fundet hos den gr. filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). Nærmest forekommer beskrivelsen af nydelseslivet og inddelingen af livet i de tre former: et liv i nydelse, et politisk liv og et teoretisk (dvs. kontemplativt) liv, i Den nikomacheiske Etik, 1. bog, 1. kap. (1095b 17ff.). Her er dog ikke tale om 'praktikoi'. som det hedder at opdrage deres Børn kilde ikke identificeret. confirmerede Ædere kilde ikke identificeret. practiserende udøvende (deres (nyttige) virksomhed). Anskuelsen den skuende forestillingsevne el. intuitionen. I den ty. filosofi efter Kant var den 'intellektuelle anskuelse' den særlige erkendelsesevne, hvormed de begrebslige sammenhænge, 'ideerne' el. det absolutte direkte erfares; den sanselige anskuelse og forstanden falder her sammen i en højere enhed. Den egenlige Fausts sigter formentlig til den historiske Faust, som levede i første halvdel af det 16. årh. formedelst på grund af. eiendommelige egne, særegne. Decimaltomme Indtil metersystemets indførelse i 1907 var en tomme el. decimaltomme et officielt da. længdemål svarende til 1/12 fod, dvs. 26,154 mm, el. specielt ved landmåling svarende til 1/10 fod, altså 31,385 mm. En decimaltomme er således en meget lille måleenhed. Himmelbanens formentlig det samme som himmelbuen, dvs. himmelhvælvingen. rørte af rørt over. og også. Wagnere Opfattelsen af Wagner, Fausts videnskabelige assistent, er især præget af Goethes Faust, hvor han optræder som den uselvstændige student, der bliver Fausts efterfølger i lærestolen. Jf. fx SKS 17, 80,29. Jacob Thomasius ... scholasticis sigter til den ty. filosofiprofessor Jacob Thomasius' (1622-84) afhandling Discursus / Historico-Philologicus / De / Vagantibus / Scholasticis, / Sive / Von Fahrenden Schülern, [Leipzig] 1675. SK er stødt på denne og følgende titel i Stieglitz »Die Sage vom Doctor Faust« (), s. 164, hvor de anføres i forbindelse med en omtale af den praksis på Fausts tid, at studenterne vandrede om fra by til by. Rukopfs ... im Mittelalter Stieglitz (jf. ovenfor) skriver korrekt Ruhkopf, dvs. den ty. rektor, filolog og historiker Friedrich Ernst Ruhkopf (1760-1821). Der sigtes til hans Geschichte des Schul- und Erziehungs-Wesens in Deutschland von der Einführung des Christenthums bis auf die neuesten Zeiten, 1. del, Bremen 1794, 8º [7 + 411 s.]. Das Buch ... Augsburg 1536. Fol. Denne titel og den følgende oplysning stammer fra Stieglitz »Die Sage vom Doctor Faust«, s. 165 (note 2). Der sigtes til et i sin tid populært værk af den ty. prædikant Johannes Pauli (o. 1455 - o. 1530), indeholdende forskellige spøgefulde og belærende fortællinger, myter, fabler o.l. Bogen blev første gang trykt i Straßburg 1522 (forordet er dateret 1519), dernæst i Augsburg 1536 (begge i folioformat), og herefter i stadig nye udgaver. Dies ist eine ... Jahre 1519 citat fra Stieglitz s. 165, jf. ovenfor. Ueber Burgenbau ... 8te Jahrgang, 1837 en afhandling af H. Leo, »Über Burgenbau und Burgeneinrichtung in Deutschland vom 11ten bis zum 14ten Jahrhundert«, trykt i Historisches Taschenbuch, udg. af Friedrich von Raumer, 8. årg., Leipzig 1837, s. 167-245. Mythengeschichte ... Heidelberg, 1810 Görres () Mythengeschichte der asiatischen Welt bd. 1-2, Heidelberg 1810, hvor 1. bd. [s. I-XXXVI, s. 1-324] efter forord og indledning omhandler »Hinterasiatische Mythen«, mens 2. bd. [s. 324-660] omhandler »Vorderasiatische Mythen«. Universitets-Bibliotheket . det historiske Apparat egl. om en bogs noteapparat; de historiske omstændigheder, som findes nedlagt og diskuteret i en (detaljeret) sekundærlitteratur. Irische Elfenmärchen ... 1826 . Studenterforeningen ... S. 29 Studenterforeningen blev i 1820 dannet i studentermiljøet på kollegiet Regensen og skabte i lejede lokaler rammen om forskellige aktiviteter, herunder et voksende bibliotek, som medlemmerne kunne låne bøger fra. SK sigter til Fortegnelse over Studenterforeningens Bogsamling, Kbh. 1833, s. 29, hvor Irische Elfenmärchen er opført som nr. 582. Møller ... Fol. Cart. 1836 sigter til den ty. arkitekt Georg Moller (1784-1852), hvis værk med den anførte titel udkom i flere udgaver; bd. 1 ligeledes med den anførte undertitel udkom heftevis fra 1812, 2. udg. 1831. Der sigtes her formentlig til udgaven Darmstadt 1836, som i folio-format indeholder 72 tavler. SKs kilde er givetvis Dansk Kunstblad, udg. af Kunstforeningen, bd. 1, nr. 21 (14. jan.), red. af F.C. Hillerup, Kbh. 1837, sp. 156. Her findes under rubrikken »Literatur« titlen af 'Moller', indbefattet den ty. mellemsætning. Det fremgår af bladet, at SK var subskribent, jf. ktl. U 33. – Fol. Cart.: foliant indheftet i papbind (kartonnage).