]> S&o-;ren Kierkegaard Om Begrebet Ironi BI Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Henrik Blicher, Johnny Kondrup og Kim Ravn F&o-;rstetrykket Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/bi/txt.xml 20091208 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates Udgivet for Magistergraden af S.A. KIERKEGAARD, theologisk Candidat Kj&o-;benhavn Paa Boghandler P.G. Philipsens Forlag Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1841 Dissertationem hanc inauguralem Philosophorum in Universitate Hauniensi Ordo dignam censuit, qu&ae; una cum thesibus adjectis rite defensa auctori gradum Magisterii artium acquirat. Dabam d. XVI Julii _MDCCCLIMDCCCXLI. F.C. Sibbern, h. a. Decanus fac. philos. THESES, DISSERTATIONI DANIC&Ae; DE NOTIONE IRONI&Ae; ANNEX&Ae; QUAS AD JURA MAGISTRI ARTIUM IN UNIVERSITATE HAFNIENSI RITE OBTINENDA die ␣ Septemb. _{XXIX hora 10.} PUBLICO COLLOQUIO DEFENDERE _CONABITUR.CONABITUR Severinus Aabye Kierkegaard, theol. cand. _MDCCCLXIMDCCCXLI Theses I. Similitudo Christum inter et Socratem in dissimilitudine pr&ae;cipue est posita. II. Xenophonticus Socrates in utilitate inculcanda subsistit, nunquam empiriam egreditur nunquam ad ideam pervenit. III. Si quis comparationem inter Xenophontem et Platonem instituerit, inveniet, alterum nimium de Socrate _detraxisedetraxisse, alterum nimium eum _evexiseevexisse, neutrum verum invenisse. IV. Forma interrogationis, quam adhibuit Plato, refert negativum illud, quod est apud Hegelium. V. _ApolagiaApologia Socratis, quam exhibuit _{Plato aut}Plato, aut spuria est, aut tota ironice explicanda. VI. Socrates non solum ironia usus est, sed adeo fuit ironi&ae; deditus, ut ipse illi succumberet. VII. Aristophanes in Socrate depingendo proxime ad verum accessit. VIII. Ironia, ut infinita et absoluta negativitas, est levissima et maxime exigua subjectivitatis significatio. IX. Socrates omnes &ae;quales ex substantialitate tanquam ex naufragio nudos expulit, realitatem subvertit, idealitatem eminus prospexit, attigit non occupavit. X. Socrates primus ironiam introduxit. XI. Recentior ironia inprimis ad ethicen revocanda est. XII. Hegelius in ironia describenda modo ad recentiorem non ita ad veterem attendit. XIII. Ironia non tam ipsa est sensus expers, tenerioribus animi motibus destituta, quam aegritudo habenda ex eo, quod alter quoque potiatur eo, quod ipsa concupierit. XIV. Solgerus non animi pietate commotus, sed mentis invidia seductus, quum negativum cogitare et cogitando subigere nequiret, acosmismum effecit. XV. Ut a dubitatione philosophia sic ab ironia vita digna, qu&ae; humana vocetur, incipit. Indhold F&o-;rste Deel. Socrates' Standpunkt, opfattet som Ironi Indledning Side 71 Capitel I. Opfattelsens Muliggj&o-;relse &streg; 75 Xenophon &streg; 77 Plato &streg; 89 Aristophanes &streg; 179 Capitel II. Opfattelsens Virkeliggj&o-;relse &streg; 207 Socrates' D&ae;mon &streg; 207 Socrates' Domf&ae;ldelse &streg; 215 Capitel III. Opfattelsens N&o-;vendiggj&o-;relse &streg; 244 Till&ae;g. Hegels Opfattelse af Socrates &streg; 263 Anden Deel. Om Begrebet Ironi Indledning &streg; 281 Orienterende Betragtninger &streg; 285 Ironiens verdenshistoriske Gyldighed. Socrates' Ironi &streg; 297 Ironien efter Fichte &streg; 308 Ironi som behersket Moment. Ironiens Sandhed &streg; 352 F&o-;rste Deel Socrates' Standpunkt opfattet som Ironi Indledning Er der Noget, hvorfor man maa rose den nyere philosophiske Str&ae;ben i dens storartede Fremtr&ae;den, saa er det visselig for den geniale Magt, hvormed den griber og fastholder Ph&ae;nomenet. S&o-;mmer det sig nu for dette, der som saadant altid er foeminini generis, paa Grund af sin qvindelige Natur at hengive sig til den St&ae;rkere, saa kan man dog ogsaa med Billighed af den philosophiske Ridder fordre den &ae;rb&o-;dige Anstand, det dybe Sv&ae;rmeri, istedetfor hvilket man stundom formeget h&o-;rer Sporernes Klirren og Herskerens Stemme. Betragteren b&o-;r v&ae;re Erotiker, intet Tr&ae;k, intet Moment maa v&ae;re ham ligegyldigt; men paa den anden Side b&o-;r han dog ogsaa f&o-;le sin Overv&ae;gt, men kun bruge den til at forhj&ae;lpe Ph&ae;nomenet til dets fuldkomne Aabenbarelse. Om derfor end Betragteren f&o-;rer Begrebet med sig, gj&ae;lder det dog om, at Ph&ae;nomenet bliver ukr&ae;nket, og at Begrebet sees tilblivende ved Ph&ae;nomenet. F&o-;rend jeg derfor gaaer over til Udviklingen af Begrebet Ironi, bliver det n&o-;dvendigt at sikkre mig en paalidelig og authentisk Opfattelse af Socrates' historisk-virkelige, ph&ae;nomenologiske Existents, med Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om dennes mulige Forhold til den forklarede Opfattelse, der gjennem en begeistret eller misundelig Samtid er bleven ham til Deel: det bliver uundgaaelig n&o-;dvendigt, fordi Begrebet Ironi med Socrates holder sit Indtog i Verden. Begreberne have nemlig ligesom Individerne deres Historie og formaae ligesaalidet som disse at modstaae Tidens V&ae;lde, men med alt dette og under alt dette beholde de dog en Slags Hjemvee efter deres F&o-;deegn. Ligesaalidet som nu Philosophien paa den ene Side kan v&ae;re ligegyldig ved denne Begrebets senere Historie, ligesaalidet kan den blive staaende ved dets f&o-;rste, om end nok saa fyldige og interessante Historie, som saadan. Philosophien fordrer bestandig noget Mere, fordrer det Evige, det Sande, mod hvilket dog endog den gediegneste Existents som saadan er det lykkelige &O-;ieblik. Den forholder sig overhovedet til Historien som en Skriftefader til sit Skriftebarn, og b&o-;r derfor som denne have det smidige, sporende Geh&o-;r for den Skriftendes Hemmeligheder, men er da ogsaa istand til, efterat have overh&o-;rt Bekjendelsernes hele R&ae;kke, at lade disse fremtr&ae;de for den Skriftende som et Andet. Ligesom nemlig det skriftende Individ vel er istand til ikke blot annalistisk at opremse, men ogsaa underholdende at fort&ae;lle sit Livs Fata, men dog ikke selv kan gjennemskue det, saaledes kan Historien vel ogsaa h&o-;ir&o-;stet pathetisk forkynde Sl&ae;gtens indholdsrige Liv, men maa overlade til den &Ae;ldre (Philosophien) at forklare det, og kan da nyde den gl&ae;delige Overraskelse, der i f&o-;rste &O-;ieblik n&ae;sten ikke vil vedkjende sig den af Philosophien tilveiebragte Gjenpart, men efterhaanden i den Grad lever sig ind i denne Philosophiens Opfattelse, at den tilsidst vil ansee denne for det egentlig Sande, det Andet for det Tilsyneladende. Det er altsaa disse to Momenter, der begge b&o-;r skee sin Ret, og som udgj&o-;re det egentlige Mellemv&ae;rende mellem Historie og Philosophi, at paa den ene Side Ph&ae;nomenet skeer sin Ret, at ikke Philosophien &ae;ngster og forknytter det ved sin Overlegenhed, at paa den anden Side Philosophien ikke lader sig bedaare af det Enkeltes Trylleri, ikke distrahere af det Enkeltes Overv&ae;tteshed. Saaledes nu ogsaa med Begrebet Ironi gjelder det om, at Philosophien ikke forseer sig paa en enkelt Side af dets ph&ae;nomenologiske Existents, og overhovedet ikke paa dets Tilsyneladelse, men seer Begrebets Sandhed i og med det Ph&ae;nomenologiske. At nu Traditionen til Socrates' Existents har knyttet Ordet Ironi, det veed Enhver, men deraf f&o-;lger ingenlunde, at Enhver veed, hvad Ironi er. Fremdeles, hvis Een ved et fortroligt Bekjendtskab med Soc.s Liv og Levnet tilvandt sig en Forestilling om hans Eiendommelighed, saa havde han derfor endnu ei et fuldt Begreb om, hvad Ironi er. Vi sige dette ingenlunde som om vi n&ae;rede den Mistillid til den historiske Existents, at selve Vordelsen skulde v&ae;re identisk med en Affalden fra Ideen, da den meget mere er selve Ideens Udfoldelse. Dette v&ae;re, som sagt, langt fra os; men paa den anden Side kan man da heller ei antage at et enkelt Moment af Existents som saadant skulde v&ae;re det absolut ad&ae;quate til Ideen. Som man nemlig med Rette har bem&ae;rket om Naturen, at den ikke er istand til at fastholde Begrebet, deels fordi hvert enkelt Ph&ae;nomen blot indeholder et Moment, og deels fordi den hele Sum af Naturexistents dog altid er et ufuldkomment Medium, der ikke aff&o-;der Tilfredsstillelse, men Forl&ae;ngsel: saaledes kan man med Rette sige noget Lignende om Historien, idet hvert enkelt Faktum vel er evolverende men dog kun Moment, og den hele Sum af historisk Existents dog endnu ikke er Ideens absolut ad&ae;quate Medium, da det er Ideens Timelighed og Stykkeviished, (ligesom Naturen er dens Rummelighed), der forl&ae;nges efter den fra Bevidstheden udgaaende Repuls, der skuer tilbage, Ansigt til og mod Ansigt. Dette maa nu v&ae;re nok med Hensyn til den Vanskelighed, der bliver ved enhver philosophisk Opfattelse af Historien, og med Hensyn til den Forsigtighed, som derfor b&o-;r anvendes derved. De specielle Forhold kunne imidlertid frembyde nye Vanskeligheder, hvilket fortrinsviis er Tilf&ae;lde ved n&ae;rv&ae;rende Unders&o-;gelse. Hvad Socrates nemlig selv satte saa megen Priis paa, at staae stille og besinde sig &dvs;: Taushed, dette er hele hans Liv i Forhold til Verdenshistorien. Han har Intet efterladt, hvorefter en senere Tid kan bed&o-;mme ham; ja t&ae;nkte jeg mig endog samtidig med ham, saa vilde han dog altid v&ae;re vanskelig at opfatte. Han h&o-;rte nemlig til den Art af Mennesker, hvor man ikke kan blive staaende ved det Ydre som saadant. Det Ydre tydede bestandig hen paa et Andet og Modsat. Ikke var det med ham som med en Philosoph, der foredrager sine Anskuelser, hvor netop dette hans Foredrag er selve Ideens Tilstedev&ae;relse, men det Soc. sagde, betydede noget Andet. Det Ydre var overhovedet ikke i harmonisk Eenhed med det Indre, men snarere dets Mods&ae;tning, og kun under denne Brydningsvinkel er han at opfatte. Med Hensyn til Soc. altsaa er der i en ganske anden Forstand Tale om Opfattelse end ved de fleste andre Mennesker. Heri ligger allerede N&o-;dvendigheden af, at Soc. kun gjennem en combineret Beregning kan opfattes. Men da der nu ligger Aartusinder mellem ham og os, og selv hans Samtid ikke kunde gribe ham i hans Umiddelbarhed, saa seer man let, at det for os bliver dobbelt vanskeligt at reconstruere hans Existents, da vi igjennem en ny combineret Beregning maae str&ae;be at opfatte den allerede iforveien indviklede Opfattelse. Sige vi nu, at det, der udgjorde det Substantielle i hans Existents, var Ironi (dette er vel en Modsigelse, men skal ogsaa v&ae;re det), postulere vi endvidere, at Ironi er et negativt Begreb, saa seer man let, hvor vanskeligt det bliver at fastholde Billedet af ham, ja at det synes umuligt eller idetmindste ligesaa besv&ae;rligt, som at afbilde en Nisse med den Hat, der gj&o-;r ham usynlig. Capitel I Opfattelsens Muliggj&o-;relse Vi gaae nu over til en Oversigt over de Opfattelser af Socrates, som hans n&ae;rmeste Samtid leverede. Vi have i denne Henseende Tre at l&ae;gge M&ae;rke til, Xenophon, Plato og Aristophanes. Og naar Baur mener, at ved Siden af Plato Xenophon meest b&o-;r paaagtes, saa kan jeg ikke ganske dele denne Anskuelse. Xenophon er netop bleven staaende ved Socrates' Umiddelbarhed og har derfor visselig i mange Maader misforstaaet ham; hvorimod Plato og Aristophanes gjennem det haarde Udvortes har banet sig Vei til en Opfattelse af den Uendelighed, der er incommensurabel for hans Livs mangehaande Begivenheder. Man kan derfor sige om Socrates, at som han gik sit Liv igjennem bestandig mellem Karrikatur og Ideal, saaledes vandrer han ogsaa efter sin D&o-;d derimellem. Hvad nu Forholdet mellem Xenophon og Plato angaaer, da siger Baur rigtigt Pag. 123: Zwischen diesen Beiden tritt uns aber sogleich eine Differenz entgegen, die in mancher Hinsicht mit dem bekannten Verh&a..;ltni&ss; verglichen werden kann, welches zwischen den synoptischen Evangelien und dem des Johannes stattfindet. Wie die synoptischen Evangelien zun&a..;chst mehr nur die &a..;ussere, mit der j&u..;dischen Messias-Idee zusammenh&a..;ngende, Seite der Erscheinung Christi darstellen, das johanneische aber vor allem seine h&o..;here Natur und das unmittelbar G&o..;ttliche in ihm ins Auge fa&ss;t, so hat auch der platonische Sokrates eine weit h&o..;here ideellere Bedeutung als der xenophontische, mit welchem wir uns im Grunde immer nur auf dem Boden der Verh&a..;ltnisse des unmittelbaren praktischen Lebens befinden. Denne Bem&ae;rkning af Baur er nu ikke blot slaaende, men ogsaa tr&ae;ffende, naar man erindrer, at der med Hensyn til Xenophons Opfattelse af Socrates altid bliver den Forskjel fra de synoptiske Evangelier, at disse sidste blot gjengav det umiddelbar tro Billede af Christi umiddelbare Existents (hvilken vel at m&ae;rke ikke betydede noget Andet, end den var), og forsaavidt Matth&ae;us synes at have et apologetisk &O-;iemeed, der da var Sp&o-;rgsmaal om en Retf&ae;rdiggj&o-;relse af Christi Livs Overeensstemmelse med Messias-Ideen, hvorimod Xenophon har med en Mand at gj&o-;re, hvis umiddelbare Existents betyder noget Andet, end den i f&o-;rste &O-;ieblik vil synes, og forsaavidt han f&o-;rer et Forsvar for ham, kun gj&o-;r dette i Form af et Indl&ae;g for en raisonnerende h&o-;ist&ae;ret Samtid. Paa den anden Side er Bem&ae;rkningen om Platos Forhold til Johannes ogsaa rigtig, naar man blot fastholder, at Johannes fandt og umiddelbart skuede alt det i Christus, som han netop ved at paal&ae;gge sig selv Taushed fremstiller i sin hele Objektivitet, idet hans &O-;ie aabnedes for den umiddelbare Guddommelighed i Christus; hvorimod Plato gjennem en digterisk Virksomhed skaber sin Socrates, da Socrates netop i sin umiddelbare Existents blot var negativ. F&o-;rst en Fremstilling af hver is&ae;r. Xenophon Vi maae forel&o-;big erindre om, at Xenophon havde en Hensigt (og allerede det er en Mangel eller en besv&ae;rlig Overfl&o-;dighed), den nemlig, at vise, hvilken himmelraabende Uretf&ae;rdighed det var af Athenienserne at d&o-;mme Socrates fra Livet. Dette er nu ogsaa i besynderlig Grad lykkedes Xenophon, saa at man snarere skulde troe, at det var Xenophons Hensigt at bevise, at det var en Taabelighed eller en Feiltagelse af Athenienserne at ford&o-;mme Socrates; thi Xenophon forsvarer ham paa en Maade, hvorved Socrates gj&o-;res ikke blot uskyldig, men aldeles ufarlig, saa man falder i den dybeste Forundring over, hvilken D&ae;mon der maa have forhexet Athenienserne i den Grad, at de har kunnet see Mere i ham end i hvilkensomhelst anden godmodig, snaksom og snurrig Patron, der hverken gj&o-;r Ondt eller Godt og ikke staaer noget Menneske i Veien, og mener det saa inderlig vel med den hele Verden, naar den blot vil h&o-;re paa hans Slaabrokspassiar. Og hvilken harmonia pr&ae;stabilita i Galskab, hvilken h&o-;iere Eenhed i Vanvid h&o-;rer der dog ikke til, at Plato og Athenienserne forene sig om at ihjelslaae og ud&o-;deliggj&o-;re en saadan skikkelig Spidsborger? Det vilde jo v&ae;re en Ironi over Verden uden Lige. Som det undertiden gaaer i en Disput, hvor netop Stridspunktet, ved at bringes paa en vis Spidse, begynder at interessere, at en tjenstvillig Trediemand nu godhedsfuldt paatager sig, for at forsone de stridende Magter, at f&o-;re hele Sagen tilbage paa en Trivialitet, saaledes maae omtrent Plato og Athenienserne v&ae;re blevne tilmode ved Xenophons ireniske Indl&ae;g. Xenophon har virkelig, ved at bortskj&ae;re alt det Farlige fra Socrates, tilsidst reduceret ham aldeles in absurdum, formodentlig til Vederlag for, at Socrates saa tidt gjorde det ved Andre. Hvad der nu endmere gj&o-;r det vanskeligt, at faae en klar Forestilling om Socrates' Personlighed gjennem Xenophons Fremstilling, det er den totale Mangel paa Situation. Den Basis, paa hvilken den enkelte Samtale bev&ae;ger sig, er ligesaa usynlig og overfladisk som en ret Linie, ligesaa monoton, som den Grund, B&o-;rn og N&u..;rnbergere i Almindelighed anl&ae;gge for deres Malerier, er eensfarvet. Og dog var den af stor Vigtighed med Hensyn til Socrates' Personlighed, der netop maa have ladet sig ahne i en hemmelighedsfuld N&ae;rv&ae;relse i og en mystisk Sv&ae;ven over det yppige atheniensiske Livs brogede Mangfoldighed, der netop maa have ladet sig forklare gjennem en Duplicitet af Existents, omtrent som Flyvefiskens i Forhold til Fiske og Fugle. Og denne Fremh&ae;ven af Situation var netop vigtig for at vise, at det for Socrates Centrale ikke var et fixt Punkt, men et ubique et nusquam; for at fremh&ae;ve den socratiske Sensibilitet, der ved den fineste og svageste Ber&o-;ring strax m&ae;rkede Ideens Tilstedev&ae;relse, strax fornam den i Alt v&ae;rende corresponderende Electricitet; for at anskueliggj&o-;re den &ae;gte socratiske Methode, der ikke fandt noget Ph&ae;nomen for ringe til begyndende herfra at arbeide sig op i selve T&ae;nkningens Sph&ae;re. Denne socratiske Mulighed af at begynde, hvor det skulde v&ae;re, virkeliggjort i Livet, skj&o-;ndt den vel som oftest vilde v&ae;re bleven ubem&ae;rket af M&ae;ngden, for hvem det altid bliver en Gaade, hvorledes de ere _kommekomne ind i den eller den Gjenstand, fordi deres Unders&o-;gelser som oftest ende og begynde i et stagneret Gadekj&ae;r, &streg; dette sikkre socratiske Perspectiv, for hvilket ingen Gjenstand var saa compakt, at han jo &o-;ieblikkelig skuede Ideen deri, og det ikke famlende, men med umiddelbar Sikkerhed, og dog i sig selv tillige havde det pr&o-;vede Blik for Perspektivets tilsyneladende Forkortelser, og saaledes ikke ved en Subreption trak Gjenstanden til sig, men blot beholdt den samme endelige Udsigt, medens den derunder for Tilh&o-;reren og Tilskueren Skridt for Skridt dukkede frem, &streg; denne socratiske Tarvelighed, der dannede en saa skj&ae;rende Mods&ae;tning til Sophisternes indholdsl&o-;se Larmen og um&ae;ttende Sv&ae;lgen, alt dette var det, man maatte have &o-;nsket, at Xenophon havde ladet os fornemme. Og hvilket Liv vilde derved ikke v&ae;re kommet i Fremstillingen, naar man midt under Haandv&ae;rkernes travle Arbeiden, under Pak&ae;slernes Skryden, havde skuet det guddommelige Isl&ae;t, hvormed Socrates gjennemvirkede Existentsen; naar man midt under den st&o-;iende Larm paa Torvet havde h&o-;rt den guddommelige Grundaccord, der gjenneml&o-;d Tilv&ae;relsen, idet hver enkelt Ting var for Socrates en billedlig og ikke uheldig Betegnelse af Ideen, hvilken interessant Conflict mellem det jordiske Livs meest dagligdags Udtryks-Former og Sokrates, der, som det syntes, sagde netop det Samme. Denne Situationens Betydning mangler derfor heller ikke hos Plato, kun er den reen digterisk, og viser saaledes netop dens egen Gyldighed og Manglen hos Xenophon. Men som Xenophon paa den ene Side mangler &O-;ie for Situation, saa mangler han paa den anden Side Geh&o-;r for Replik. Ikke som om de Sp&o-;rgsmaal, Socrates gj&o-;r, og de Svar, han giver, ikke vare rigtige, tvertimod de ere altfor rigtige, altfor seiglivede, altfor kjedelige. Hos Socrates var nu Repliken ikke den umiddelbare Eenhed med det Sagte, den var ikke en Udstr&o-;mmen, men en bestandig Tilbagestr&o-;mmen, og det, man savner hos Xenophon, er Geh&o-;ret for Replikens i Personligheden uendeligt gjenlydende bagl&ae;nds Echo (thi ellers er Repliken Tankens Forplantelse gjennem Lyden forl&ae;nds). Jo meer nu Socrates havde undermineret Existentsen, jo dybere og n&o-;dvendigere maatte hver enkelt Yttring gravitere mod den ironiske Totalitet, der som aandelig Tilstand var uendelig bundl&o-;s, usynlig, udelelig. Denne Hemmelighed har nu Xenophon slet ikke ahnet. Man tillade mig ved et Billede at anskueliggj&o-;re hvad jeg mener. Der existerer et Stykke, som forestiller Napoleons Grav. To store Tr&ae;er overskygge den. Videre er der ikke at see paa Stykket, og den umiddelbare Iagttager seer ikke Andet. Imellem de to Tr&ae;er er der et tomt Rum; idet &O-;iet f&o-;lger langs med dets Contur-Omrids, fremtr&ae;der pludselig af dette Intet Napoleon selv, og nu er det umuligt at lade ham forsvinde igjen. Det &O-;ie, der engang har seet ham, seer ham nu med en n&ae;sten &ae;ngstende N&o-;dvendighed altid. Saaledes ogsaa med Socrates' Repliker. Man h&o-;rer hans Taler, ligesom man seer Tr&ae;erne, hans Ord betyde det, de lyde paa, ligesom Tr&ae;erne ere Tr&ae;er, der er ikke en eneste Stavelse, der giver et Vink om en anden Fortolkning, ligesom der ikke er en eneste Streg, der antyder Napoleon, og dog, dette tomme Rum, dette Intet er det, der gjemmer det Vigtigste. Som vi i Naturen finde Exempler paa Steder, der ere saa besynderlig construerede, at de, der staae n&ae;rmest, ikke kan h&o-;re den Talende, men kun de, der staae paa et bestemt Punkt, ofte i lang Afstand; saaledes ogsaa med Socrates' Repliker, naar vi blot erindre, at at h&o-;re her er identisk med at forstaae, og ikke at h&o-;re med at misforstaae. Det er disse to Hovedmangler, jeg forel&o-;big maa udh&ae;ve hos Xenophon, og dog er Situation og Replik den Complexus, der udgj&o-;r Personlighedens Ganglie- og Cerebral-System. Vi gaae over til den Samling af Betragtninger, som findes hos Xenophon tillagte Socrates. Disse Betragtninger ere nu i Almindelighed saa lavstammede og forkr&o-;blede, at det ikke er vanskeligt men for &O-;iet sl&o-;vende at overskue den hele M&ae;ngde. Kun sjelden h&ae;ver Betragtningen sig til en poetisk eller philosophisk Tanke, og trods det skj&o-;nne Sprog er Udviklingen ganske i samme Smag, som enten vort Folkeblads Grundigheder eller en naturbeundrende Seminarists himmelske Degneskrig. Idet vi nu gaae over til de af Xenophon opbevarede socratiske Betragtninger, ville vi, uagtet de ofte synes blot at v&ae;re sammenbragte B&o-;rn, dog str&ae;be at forf&o-;lge den mulige Familie-Lighed. Vi haabe, at L&ae;serne vil give os Ret i den Bem&ae;rkning, at den empiriske Bestemmelse er Mangekanten, at Anskuelsen er Cirklen, og at der forbliver i al Evighed en qvalitativ Forskjel imellem dem. Hos Xenophon stripper nu den omf&o-;itende Betragtning altid i Mangekanten, bedrager vel ofte sig selv, idet den, naar den har et langt Stykke liggende for sig, troer at have den sande Uendelighed og derfor, ligesom et Insekt, der kryber langs en Polygon, falder ned, idet det, der viste sig som en Uendelighed, kun var en Vinkel. Hos Xenophon er det Nyttige et af Udgangs-Punkterne for den socratiske Underviisning. Men det Nyttige er netop den Mangekant, der svarer til det Godes af sig selv udgaaende og til sig selv tilbagevendende, mod ingen af sine egne Momenter ligegyldige, men i dem alle og heel i dem alle og heel i hver is&ae;r sig r&o-;rende, indre Uendelighed. Det Nyttige har nu en uendelig Dialectik, og tillige en uendelig slet Dialectik. Det Nyttige er nemlig det Godes udvortes Dialectik, dets Negation, der l&o-;srevet som saadant blot bliver et Skyggernes Rige, hvor Intet bestaaer, men Alt form- og gestaltl&o-;s fort&ae;tter og forflygtiger sig, alt i Forhold til Betragterens ustadige og overfladiske Blik, hvor hver enkelt Existents kun er en uendelig delelig Br&o-;ks-Existents i en evindelig Calculation. (Det Nyttige medierer sig selv Alt endog det Unyttige, da der, ligesom Intet er absolut nyttigt, heller ei kan v&ae;re Noget absolut unyttigt, da den absolute Nytte blot er et flygtigt Moment i Livets ustadige Vexel). Denne almindelige Anskuelse af det Nyttige findes udviklet i Samtalen med Aristipp, Mem. III, 8. Medens det hos Plato netop er Socrates, der bestandig f&o-;rer Sagen ud af den tilf&ae;ldige Concretion, hvori hans Omgivelser see den, og leder den hen til det Abstracte, er det hos Xenophon netop Socrates, der tilintetgj&o-;r de vistnok svage Fors&o-;g af Aristipp paa at n&ae;rme sig Ideen. Jeg beh&o-;ver ikke videre at udvikle denne Samtale, thi Socrates' f&o-;rste Attitude viser paa eengang den &o-;vede F&ae;gter og Loven for hele Unders&o-;gelsen. Paa Aristipps Sp&o-;rgsmaal om han vidste noget Godt, svarer han &pgf; 3: &g.a.lc;&g.r;&g.a..a; &g.g;&g.e;, &g.e.la;&g.ph;&g.e-;, &g.e.l.;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.ai.c;&g.sud; &g.m;&g.e;, &g.e;&g.i.la; &g.t;&g.i; &g.o;&g.i.lc;&g.d;&g.a; &g.p;&g.u;&g.r;&g.e;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.a.l.;&g.g;&g.a;&g.th;&g.o..a;&g.n;&g.spml; hvorved jo strax det discursive Raisonnement er antydet. Ad denne Vei gaaer nu ogsaa hele Samtalen med en Urokkelighed, der ikke gaaer af Veien for den tilsyneladende Paradox &pgf; 6: &g.a.lc;&g.r;&g.apos; &g.o;&g.u.lc;&g.n;, &g.e.la;&g.ph;&g.e-;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.k;&g.o..a;&g.ph;&g.i;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.k;&g.o;&g.p;&g.r;&g.o;&g.ph;&g.o..a;&g.r;&g.o;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.l;&g.o..a;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n;&g.spml; &g.N;&g.e-..g; &g.D;&g.i..a;&g.apos;, &g.e.la;&g.ph;&g.e-;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.ch;&g.r;&g.u;&g.s;&g.e-..c; &g.g;&g.e; &g.a.l.;&g.s;&g.p;&g.i..g;&g.sud; &g.a;&g.i.l.;&g.s;&g.ch;&g.r;&g.o..a;&g.n;, &g.e.l.;&g.a..g;&g.n; &g.p;&g.r;&g.o..g;&g.sud; &g.t;&g.a..g; &g.e.a.;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o-..c;&g.n; &g.e.la;&g.r;&g.g;&g.a; &g.o.a.; &g.m;&g.e..g;&g.n; &g.k;&g.a;&g.l;&g.o-..c;&g.sud; &g.p;&g.e;&g.p;&g.o;&g.i;&g.e-;&g.m;&g.e..a;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.e-ilc;, &g.e-.a.; &g.d;&g.e..g; &g.k;&g.a;&g.k;&g.o-..c;&g.sud;. Skj&o-;ndt jeg kun har anf&o-;rt denne Samtale som et Exempel, og forsaavidt v&ae;sentlig maa henholde mig til det Total-Indtryk, der er Livskraften i Exemplet, skal jeg dog, da jeg tillige har anf&o-;rt det som et Exempel instar omnium, erindre om en Vanskelighed med Hensyn til den Maade, paa hvilken Xenophon indleder denne Samtale. Han lader os nemlig forstaae, at det var et captieust Sp&o-;rgsmaal af Aristipp for at bringe Socrates i Forlegenhed ved den uendelige Dialectik, der ligger i det Gode, naar det opfattes som det Nyttige. Han antyder, at Socrates gjennemskuede denne List. Det lod sig nu altsaa t&ae;nke, at den hele Samtale var af Xenophon opbevaret som et Exempel paa Socrates' Gymnastik. Det kunde synes, at der mulig endog slumrede en Ironi i hele Socrates' Adf&ae;rd, at han ved med en tilsyneladende Godtroenhed at gaae ind i den af Aristipp stillede F&ae;lde, derved tilintetgjorde hans snedige Anl&ae;g og bragte Aristipp til at v&ae;re den, der mod sin Villie maatte gj&o-;re det _{gjeldende: han}gjeldende, han havde regnet paa, at Socrates vilde have fremh&ae;vet. Imidlertid vil vist enhver, der kjender Xenophon, finde dette h&o-;ist usandsynligt, og til yderligere Beroligelse har da ogsaa Xenophon angivet en ganske anden Grund, hvorfor Socrates bar sig saaledes ad, &anfbeg;for at gavne sin Omgivelse.&anfslut; Hvoraf man da tydelig seer, at efter Xenophons Opfattelse er det Socrates' ramme Alvor, saaledes at kalde Unders&o-;gelsens begeistrende Uendelighed tilbage paa Empiriens nedenoms slette Uendelighed. Det Commensurable overhovedet er nu Socrates' egentlige Tumleplads, og hans Virksomhed for en stor Deel den at omslutte hele Menneskets T&ae;nken og Handlen med en uoverstigelig Muur, der udelukker al Trafik med Idee-Verdenen. Videnskabernes Studium maa heller ei overskride denne Sundheds-Cordon, Mem. IV, 7. Geometri skulde man l&ae;re saa meget af, at det kunde hjelpe En til at holde &O-;ie med, at Ens Marker blev rigtigt tilmaalte; det videre Studium af Astronomi fraraades, og han advarer mod Anaxagoras' Speculationer &streg; kort sagt, enhver Videnskab bliver reduceret zum Gebrauch f&u..;r Jedermann. Dette Samme gjentager sig paa alle Gebeter. Hans Naturbetragtninger ere aldeles Fabrik-Arbeide, den endelige Teleologi i en Mangfoldighed af M&o-;nstre. &streg; Hans Opfattelse af Venskab skal man ikke beskylde for Sv&ae;rmeri. Han mener vel, at ingen Hest og intet Asen har saa megen V&ae;rdi som en Ven, men deraf f&o-;lger naturligviis ingenlunde, at flere Heste og flere &Ae;sler ikke skulde have ligesaa megen V&ae;rdi som een Ven. Og det er den samme Socrates, om hvem Plato, for at betegne hans hele indre Uendelighed i Forhold til Venner, bruger et saa sandseligt-aandeligt Udtryk som &g.p;&g.a;&g.i;&g.d;&g.e;&g.r;&g.a;&g.s;&g.t;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.m;&g.e;&g.t;&g.a..g; &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a;&g.sud;, og Socrates siger selv i Symposiet, at han kun forstaaer sig paa &g.e.l.;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.a..a;. Og naar vi da i Mem. III, 11 h&o-;re Socrates samtalende med den tvetydige Dame Theodota, hvor han praler af de Elskovsmidler, han er i Besiddelse af til at lokke unge Mennesker til sig, saa v&ae;mmes vi ved ham som ved en gammel Coqvette, der endnu troer sig istand til at bedaare, ja vi v&ae;mmes endmere, fordi vi ikke kan indsee Muligheden af, at Socrates nogensinde skulde have formaaet det. &streg; Ogsaa i Forhold til Livets mangehaande Nydelser finde vi den samme endelige N&o-;gternhed, medens Plato saa storartet till&ae;gger Socrates en Slags guddommelig Sundhed, der gj&o-;r ham Umaadelighed umulig og dog ikke ber&o-;ver ham, men netop skj&ae;nker ham Nydelsens fuldeste Maal. Naar Alcibiades i Symposiet lader os vide, at han aldrig har seet Socrates beruset, saa antydes deri tillige, at det var umuligt for Socrates at blive det, som vi jo og i Symposiet see ham drikke alle de Andre under Bordet: Xenophon vilde naturligviis have forklaret det af, at han aldrig overskred en i Erfaring pr&o-;vet Recepts quantum satis. Det er altsaa ikke hin skj&o-;nne harmoniske Eenhed af Naturbestemmelse og Frihed, som betegnes med Udtrykket &g.s;&g.o-;&g.ph;&g.r;&g.o;&g.s;&g.u..a;&g.n;&g.e-;, der hos Xenophon skildres hos Socrates, men en uskj&o-;n Composition af Cynicisme og Spidsborgerlighed. &streg; Hans Opfattelse af D&o-;den er da ligesaa fattig, ligesaa sneverhjertet. Dette viser sig hos Xenophon, hvor Socrates seer det Gl&ae;delige, i at han nu skal d&o-;e, deri, at han bliver fri for Alderdommens Svagheder og Byrder, Mem. IV, 8, 8. I Apologien findes der vel enkelte mere poetiske Tr&ae;k, som &pgf; 3, hvor Socrates antyder, at han hele sit Liv igjennem havde forberedt sig paa sit Forsvar; hvorhos dog maa bem&ae;rkes, at han, idet han erkl&ae;rer, at han ikke vil forsvare sig, end ikke da af Xenophon skues i overnaturlig St&o-;rrelse (saaledes som f. Ex. Christi guddommelige Taushed ligeoverfor hans Anklagere), men blot ledet af sin D&ae;mons, Socrates maaskee uforklarlige, Omsorg for hans Efterm&ae;le. Og naar vi af Xenophon (Mem. I, 2, 24) erfare, at Alcibiades var et meget skikkeligt Menneske, saal&ae;nge han levede i Omgang med Socrates, men senere blev udsv&ae;vende, saa forundrer det os mere, at han blev saal&ae;nge i Socrates' Selskab, end at han senere blev udsv&ae;vende; thi fra et saadant aandeligt Christiansfeldt, en saadan sammensn&ae;rpende Maadeligheds Tvangsskole, maatte han jo blive temmelig slugen paa Nydelse. Vi har altsaa i Xenophons Opfattelse af Socrates den parodierende Slagskygge, der svarer til Ideen i dens mangfoldige Fremtr&ae;den. For det Gode har vi det Nyttige, for det Skj&o-;nne det Brugbare, for det Sande det Bestaaende, for det Sympathetiske det Lucrative, for harmonisk Eenhed N&o-;gternhed. Hvad nu endelig Ironien angaaer, da finde vi aldeles ikke Spor deraf hos hans Socrates. Istedetfor denne fremtr&ae;der Sophistik. Men Sophistik er netop Erkjendelsens evindelige Tvekamp med Ph&ae;nomenet i Egoismens Tjeneste, der netop aldrig kan bringe det til en afgj&o-;rende Seier, fordi Ph&ae;nomenet staaer op igjen ligesaa hurtigt, som det falder, _{og da kun}og, da kun den Erkjendelse, der som en frelsende Engel udriver Ph&ae;nomenet af D&o-;den og overs&ae;tter det fra D&o-;den til Livet, kan seire, tilsidst seer sig bel&ae;mret af Ph&ae;nomenernes uendelige H&ae;rskarer. Men Klangfiguren, som svarer til denne monstr&o-;se Mangekant, den Livets stille indre Uendelighed, der svarer til denne Larmen og St&o-;ien i al Evighed, er enten Systemet eller Ironien, som den &anfbeg;uendelige, absolute Negativitet,&anfslut; naturligviis med den Forskjel, at Systemet er uendelig veltalende, Ironien uendelig taus. Og saaledes see vi ogsaa her, at Xenophon ganske conseqvent er kommen til Modbilledet af den platoniske Opfattelse. Af Sophismer findes der nu en tilstr&ae;kkelig M&ae;ngde i Memorabilierne, men deels mangle de points (f. Ex. de korte S&ae;tninger i Mem. III, 13), deels mangle de den ironiske uendelige Elasticitet, den hemmelige Faldd&o-;r, gjennem hvilken man pludselig styrter ned, ikke som Skolemesteren i Alferne 1000 Favne, men i Ironiens uendelige Intet. Paa den anden Side ere hans Sophismer ligesaa lidet approximatoriske til Anskuelsen. Som Exempel vil jeg anf&o-;re Mem. IV, 4, Samtalen med Hippias. Her viser det sig ogsaa, hvorledes Socrates kun gjennemf&o-;rer Sp&o-;rgsmaalet til et vist Punkt, uden at lade det besvare sig selv i en Anskuelse. Efterat nemlig det Retf&ae;rdige er blevet bestemt som identisk med det Lovlige, og Tvivlen om det Lovlige (med Hensyn til, at Lovene forandres, smlgn. &pgf; 14) synes at skulle beroliges ved Betragtningen af det til alle Tider af Alle erkjendte Lovlige (Gudsloven), bliver han dog staaende ved enkelte Exempler, hvor Syndens egen Conseqvents er i&o-;inefaldende. Ligesom ogsaa i det Exempel, der anf&o-;res i &pgf; 24 af Utaknemlighed, hvorved Tanken maatte v&ae;re bleven henf&o-;rt paa den harmonia pr&ae;stabilita, hvoraf Existentsen er gjennemtr&ae;ngt, Betragtningen bliver staaende ved den Udvorteshed, at den Utaknemlige mister Venner o. s. v., og ikke svinger sig op i den fuldkomnere Tingenes Orden, hvor der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse, hvor H&ae;vnen rammer uden at standses af nogen Endelighed; thi saal&ae;nge vi blot blive staaende ved den udvortes Iagttagelse, lod det sig jo dog t&ae;nke, at den Utaknemlige f. Ex. ikke blev indhentet af den haltende Retf&ae;rdighed. Jeg er nu f&ae;rdig med min Opfattelse af Socrates, saaledes som han staaer og gaaer i Xenophons Perspectivkasse, og jeg vil blot til Slutning bede L&ae;serne, forsaavidt de skulde have kjedet sig, ikke at v&ae;lte Skylden derfor alene paa mig. Plato L&ae;serne vil vist i det Foregaaende have attraperet mangt et stjaalent &O-;iekast hen til den Verden, der nu skal v&ae;re Gjenstand for vor Unders&o-;gelse. Vi n&ae;gte det ikke; men deels har det sin Grund i &O-;iet, der ved l&ae;nge at stirre paa een Farve uvilkaarlig udvikler dens Mods&ae;tning; deels i min egen maaskee lidt ungdommelige Forliebelse i Plato; deels ogsaa i Xenophon selv, der maatte have v&ae;ret en daarlig Karl, om der ikke i hans Fremstilling skulde have v&ae;ret de Revner, i hvilke Plato passer og fylder, saa at man i Xenophon eminus et quasi per transennas &o-;iner Plato. Og i Sandhed denne L&ae;ngsel var i min Sj&ae;l, men den blev visselig ikke mindre under L&ae;sningen af Xenophon. Min Recensent! jeg beder Dig, blot eet Punctum, een uskyldig Parenthes, for at give min Tak Luft, min Tak for den Husvalelse, jeg fandt ved L&ae;sningen af Plato. Thi hvor skulde man finde Lise, naar ikke i den uendelige Ro, hvormed i Nattens Stilhed Ideen lydl&o-;st, helligt sagte og dog saa m&ae;gtigt udfolder sig i Dialogens Rhythmus, som var der intet Andet til i Verden, hvor hvert Skridt overveies og gjentages langsomt, h&o-;itideligt, fordi Ideerne selv ligesom veed, at der er Tid og Tumleplads for dem alle; og naar skulde man vel i Verden have tr&ae;ngt til Hvile, naar ikke i vor Tid, hvor Ideerne fremskynde hverandre med Vanvids Iil, hvor de blot antyde deres Tilv&ae;relse dybt nede i Sj&ae;len ved en Boble paa Havets Overflade, hvor Ideerne aldrig udfolde sig, men fort&ae;res i deres fine Skud, blot stikke Hovedet ind i Tilv&ae;relsen, men saa strax d&o-;e af Sorg, som det Barn, Abraham a Sancta Clara fort&ae;ller om, der i samme &O-;ieblik det blev f&o-;dt, blev saa angst for Verden, at det l&o-;b tilbage i Modersliv igjen. Indledende Betragtninger Ligesom et System har en tilsyneladende Mulighed af at lade ethvert Moment blive et Udgangspunkt, men denne Mulighed dog aldrig bliver til Virkelighed, fordi ethvert Moment v&ae;sentlig bestemmes ad intra, fastholdes og b&ae;res af Systemets egen Samvittighed &streg; saaledes har virkeligen enhver Anskuelse, og fortrinsviis en religieus Anskuelse, et bestemt udvortes Udgangspunkt, et Positivt, der i Forhold til det Particul&ae;re viser sig som den h&o-;iere Causalitet, i Forhold til det Deriverede viser sig som det Urspr&u..;ngliche. Individet str&ae;ber nemlig stedse fra Referatet og igjennem Referatet tilbage til den beskuende Hvile, som kun Personlighed giver, til den tillidsfulde Hengivelse, som er Personligheds og Sympathis hemmelighedsfulde Reciprocitet. At nu en saadan primitiv Personlighed, en saadan Personlighedens status absolutus ligeoverfor Sl&ae;gtens status constructus, kun er givet og kun kan gives eengang, derom beh&o-;ver jeg vel blot at erindre. Men at Analogien dertil, Historiens gjentagne Till&o-;b til dette uendelige Spring, ogsaa har sin Sandhed, maa man ikke oversee. En saadan Personlighed, en saadan umiddelbar Ih&ae;ndehaver af det Guddommelige, saae nu Plato i Socrates. En saadan oprindelig Personligheds v&ae;sentlige Virkning paa og Forhold til Sl&ae;gten fuldbyrder sig deels i en Meddelen af Liv og Aand, (naar Christus bl&ae;ser paa Disciplene og siger: annammer den Hellig-Aand,) deels i en Frigj&o-;ren af Individets bundne Kr&ae;fter, (naar Christus siger til den V&ae;rkbrudne: stat op og gaa,) eller rettere, den fuldbyrder sig i begge Dele paa eengang. Analogien hertil kan altsaa v&ae;re dobbelt, enten positiv &dvs;: befrugtende, eller negativ &dvs;: forhjelpende det paralytiske, det i sig forflygtigede Individ til den oprindelige Sp&ae;ndstighed, blot fredende og iagttagende lade det saaledes styrkede Individ besinde sig paa sig selv. Men i begge Analogier bliver Forholdet til en saadan Personlighed for den secund&ae;re et ikke blot impulserende men daterende, et Individet selv uforklarligt Kildespring til et evigt Liv. Vi kunne sige, enten er det Ordet, der skaber, eller Tausheden, der f&o-;der og avler Individet. Grunden, hvorfor jeg har anf&o-;rt disse to Analogier, er maaskee i dette &O-;ieblik endnu ikke L&ae;seren indlysende, men jeg haaber, at den skal senere blive det. At Plato har seet Eenheden af disse to Momenter i Socrates, eller rettere, at Plato i Socrates har anskueliggjort Eenheden af dem, kan man ikke n&ae;gte; at en anden Opfattelse, der i den Omst&ae;ndighed, at Socrates' Moder Ph&ae;nareta var Gjordemoder, har seet en billedlig Betegnelse af Socrates' forl&o-;sende Virksomhed, har fremh&ae;vet den anden Side af Analogien, veed Enhver. Hvilket Forhold finder imidlertid Sted mellem den platoniske og den virkelige Socrates? Dette Sp&o-;rgsmaal lader sig ikke afvise. Socrates gjennemstr&o-;mmer hele den platoniske Philosophis frugtbare Territorium, han er allestedsn&ae;rv&ae;rende i Plato. Hvormeget nu ikke blot den taknemlige Discipel har troet, men den med ungdommeligt Sv&ae;rmeri elskende Yngling har &o-;nsket at skylde ham, fordi Intet var ham kj&ae;rt, naar det ikke kom fra Socrates, eller han idetmindste var Sameier og Medvider i disse Erkjendelsens Elskovs-Hemmeligheder, fordi der gives en Sig-Udtalen for en Ligestemt, der ikke sammensn&o-;res ved den Andens Begr&ae;ndsning, men udvides og naaer en overnaturlig St&o-;rrelse i den Andens Opfattelse, da Tanken f&o-;rst forstaaer sig selv, f&o-;rst elsker sig selv, idet den er indoptaget i den Andens V&ae;sen, og det saaledes bliver for i den Grad harmonerende V&ae;sner ikke blot ligegyldigt, men umuligt at afgj&o-;re, hvad hver is&ae;r eier, fordi den Ene bestandig Intet eier, men eier Alt i den Anden &streg; dette skal jeg her ikke n&ae;rmere unders&o-;ge. Som Socrates derfor saa skj&o-;nt knytter Menneskene fast til det Guddommelige ved at vise, at al Erkjendelse er Erindring, saaledes f&o-;ler Plato sig i Aandens Eenhed uopl&o-;selig sammensmeltet med Socrates, saa at al Viden er ham Samviden med Socrates. At denne Trang til at h&o-;re sine egne Bekjendelser af Socrates' Mund efter dennes D&o-;d maa v&ae;re bleven Plato endnu dybere, at Socrates for ham maatte opstaae forklaret af sin Grav til et endnu inderligere Samliv, at Forvexlingen mellem Mit og Dit maatte blive st&o-;rre nu, da det var Plato umuligt, hvormeget han end ydmygede sig selv, hvor ringe han end f&o-;lte sig selv til at s&ae;tte Noget til Billedet af Socrates, dog ikke at forvexle det poetiske Billede med den historiske Virkelighed: det er vel indlysende. &streg; Efter denne almindelige Betragtning troer jeg, at det vil v&ae;re paa rette Sted at erindre om, at man allerede i Oldtiden har v&ae;ret opm&ae;rksom paa dette Sp&o-;rgsmaal om Forholdet mellem den virkelige og den poetiske Socrates efter Platos Fremstilling, og at den Inddeling af Dialogerne, der alt findes hos Diogenes af Laerte, i &g.d;&g.r;&g.a;&g.m;&g.a;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o;&g.i..a; og &g.d;&g.i;&g.e-;&g.g;&g.e-;&g.m;&g.a;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o;&g.i..a;, indeholder en Art Besvarelse. De diegematiske Dialoger skulde altsaa v&ae;re de, der n&ae;rmest havde med den historiske Opfattelse af Socrates at gj&o-;re. Til dem h&o-;rer nu Symposiet og Ph&ae;don, og endog deres ydre Form erindrer om deres Betydning i denne Henseende efter Baurs rigtige Bem&ae;rkning, anf&o-;rte Skrift Pag. 122 Anm.: Eben de&ss;wegen scheinen die Dialogen der andern Art, die diegematischen, bei welchen der eigentliche Dialog nur in einer Erz&a..;hlung gegeben wird, wie Plato im Gastmahl alles dem Apollodor in den Mund legt, in Ph&ae;don den Ph&ae;don, den Echekrates und einige andere, was Socrates an seinem letzten Tage zu seinen Freunden gesprochen, und was sich mit ihm zugetragen, erz&a..;hlen l&a..;&ss;t, durch ihre Form von selbst zu verstehen zu geben, da&ss; sie einen mehr historischen Charakter an sich tragen. Om nu dette Historiske i Formen blot er med Hensyn til det sceniske Apparat, og Mods&ae;tningen til de dramatiske Dialoger ligger deri, at i disse sidste det Dramatiske (hvad Baur kalder: die &a..;u&ss;ere Handlung) er Platos fri Digtning, eller om det ligger deri, at i de diegematiske Dialoger det v&ae;sentlig er Socrates' egne Tanker, i de dramatiske Indholdet er de af Plato i Socrates indt&ae;nkte Anskuelser, det kan jeg ikke afgj&o-;re; derimod maa jeg atter ikke blot underskrive men afskrive den rigtige Observation af Baur: Wenn nun aber auch Plato mit R&u..;cksicht auf diesen historischen Grund, diesen Dialogen gerade diese Form gab, so kan doch hieraus auf den historischen Charakter des Ganzen nicht geschlossen werden. &streg; Og saaledes n&ae;rme vi os nu det vigtige Problem, hvad tilh&o-;rer i den platoniske Philosophi Socrates, og hvad tilh&o-;rer Plato, et Sp&o-;rgsmaal, vi ei kan afvise, hvor smerteligt det end er at adskille dem, som saa inderlig ere forenede. Her maa jeg beklage, at Baur lader mig i Stikken; thi efterat han har viist N&o-;dvendigheden af, at Plato sluttede sig deels til Folkebevidstheden (deri seer han Betydningen af det Mythiske), deels til Socrates' Personlighed, som det positive Udgangspunkt, saa ender dog den hele Unders&o-;gelse med, at Socrates' v&ae;sentlige Betydning bliver Methoden. Men da hos Plato Methoden endnu ikke sees i dens absolut n&o-;dvendige Forhold til Ideen, saa maa det Sp&o-;rgsmaal frembyde sig, i hvad Forhold stod Socrates til Platos Methode? Det bliver altsaa af Vigtighed at tale lidt om Methoden hos Plato. At Dialogen ikke ved et Tilf&ae;lde er bleven den fremherskende Form hos Plato, men at den har en dybere Grund, det f&o-;ler vist Enhver. Jeg kan her ikke gaae videre ind paa en Unders&o-;gelse om Forholdet mellem en Dichotomi, saaledes som den findes hos Plato, og en Trichotomi, saaledes som den nyere i str&ae;ngere Forstand speculative Udvikling kr&ae;ver den. (Lidt vil jeg komme til at tale derom, hvor jeg udvikler Forholdet mellem det dialectiske og mythiske Element, en Dichotomi, i Platos tidligere Dialoger). Heller ikke kan jeg faae Tid til, idet jeg viste N&o-;dvendigheden af en Dichotomi for Gr&ae;citeten og derved anerkjendte dens relative Gyldighed, tillige at vise dens Forhold til den absolute Methode. Vel er nemlig den af Socrates optugtede Dialog et Fors&o-;g paa, at lade Tanken selv fremtr&ae;de i hele sin Objectivitet, men den Eenhed af successiv Opfattelse og Intuition, som kun den dialectiske Trilogi gj&o-;r mulig, mangler naturligviis. Methoden bestaaer egentlig i at simplificere Livets mangehaande Combinationer ved at f&o-;re dem tilbage paa en bestandig mere og mere abstract Abbreviatur; og da Socrates begynder sine fleste Unders&o-;gelser ikke i Centrum, men i Peripherien, i det i sig selv uendeligt sammenslyngede Livs brogede Mangfoldighed, saa h&o-;rer der visselig en h&o-;i Grad af Kunst til at udvikle ikke blot sig selv, men det Abstracte af ikke blot Livets, men og Sophisternes Forviklinger. Denne Kunst, vi her beskrive, er naturligviis den noksom bekjendte socratiske Kunst at sp&o-;rge, eller, for at erindre om Dialogens N&o-;dvendighed for den platoniske Philosophi, den Kunst at samtale. Derfor er det, at Socrates saa ofte med saa dyb en Ironi foreholder Sophisterne, at de vel forstaae at tale, men ikke at samtale. Det han nemlig dadler ved det Udtryk at tale i Mods&ae;tning til at samtale, er det Selviske i Veltalenhed, der attraaer, hvad man maatte kalde det abstract Skj&o-;nne, versus rerum inopes nug&ae;que canor&ae;, der i Udtrykket selv, l&o-;srevet fra dets Forhold til en Idee, seer en Gjenstand for en from Veneration. Ved Samtale n&o-;des derimod den Talende til at fastholde Gjenstanden, det vil da sige, naar Samtalen ikke ansees for identisk med en excentrisk Vexelsang, hvor hver synger sit Stykke uden Hensyn til den Anden, og det kun forsaavidt endnu har Skin af at v&ae;re en Samtale, som de ikke tale i Munden paa hinanden. Denne Samtalens Concentricitet udtrykkes nu ogsaa bestemtere derved, at Samtalen opfattes under Form af Sp&o-;rgsmaal og Svar. Om hvad det er at sp&o-;rge, maae vi derfor udvikle os lidt n&ae;rmere. At sp&o-;rge betegner deels Individets Forhold til Gjenstanden, deels Individets Forhold til et andet Individ. &streg; I f&o-;rste Tilf&ae;lde er det Bestr&ae;belsen for at frigj&o-;re Ph&ae;nomenet fra ethvert endeligt Forhold til Subjectet. Idet jeg sp&o-;rger veed jeg Intet, og forholder mig reent receptiv til min Gjenstand. I denne Forstand har den socratiske Sp&o-;rgen en om end fjern dog utvetydig Analogi med det Negative hos Hegel, kun at det Negative efter Hegel er et n&o-;dvendigt Moment i selve Tanken, er en Bestemmelse ad intra, hos Plato anskueliggj&o-;res det Negative og l&ae;gges udenfor Gjenstanden i det sp&o-;rgende Individ. Hos Hegel beh&o-;ver Tanken ikke udenfra at sp&o-;rge; thi den sp&o-;rger og svarer sig selv i sig selv; hos Plato svarer den kun, forsaavidt den bliver spurgt, men dette, om den bliver spurgt eller ei, er et Tilf&ae;ldigt, og det, hvorledes den bliver spurgt, et ikke mindre Tilf&ae;ldigt. Skj&o-;ndt saaledes Sp&o-;rgeformen skulde frigj&o-;re Tanken fra al blot subjectiv Bestemmelse, ligger den dog i en anden Henseende aldeles under for det Subjective, saal&ae;nge den Sp&o-;rgende blot sees i et tilf&ae;ldigt Forhold til det, han udsp&o-;rger. Seer man derimod det at sp&o-;rge i et n&o-;dvendigt Forhold til sin Gjenstand, saa bliver det at sp&o-;rge identisk med det at svare. Og som allerede Lessing saa vittigt har skjelnet mellem at svare paa et Sp&o-;rgsmaal og besvare det, saaledes laae der en lignende Adskillelse til Grund for den af os opstillede Forskjel, Adskillelsen nemlig mellem at sp&o-;rge og at udsp&o-;rge; det sande Forhold bliver altsaa mellem det at udsp&o-;rge og besvare. Vel bliver der endnu bestandig noget Subjectivt tilbage; men naar man erindrer, at Grunden til, at Individet sp&o-;rger saaledes eller saaledes, ikke ligger i dets Vilkaarlighed, men i Gjenstanden, i det N&o-;dvendigheds-Forhold, der copulerer dem sammen, saa vil ogsaa dette forsvinde. &streg; I andet Tilf&ae;lde er Gjenstanden et Mellemv&ae;rende mellem den Sp&o-;rgende og den Svarende, og Tanke-Udviklingen fuldbyrder sig i denne alternerende (alterno pede) Gang, i denne Halten til begge Sider. Dette er naturligviis atter en Art dialectisk Bev&ae;gelse, men da Eenheds-Momentet mangler, forsaavidt der i ethvert Svar er indeholdt en Mulighed af et nyt Sp&o-;rgsmaal, ikke den sande dialectiske Evolution. Denne Betydning af at sp&o-;rge og at svare er identisk med Dialogens Betydning, der er som et Sindbillede paa Gr&ae;citetens Opfattelse af Forholdet mellem Guddommen og Mennesket, hvor der vel er et Vexelforhold, men intet Eenheds-Moment (saalidt den umiddelbare som den h&o-;iere), og egentlig ogsaa det sande Toheds-Moment mangler, idet Forholdet udt&o-;mmer sig i blot Reciprocitet: det har som et pronomen reciprocum ikke Nominativ, men blot casus obliqui, og kun Dualis og Pluralis. &streg; Forholder det her Udviklede sig nu rigtigt, saa seer man, hvad Hensigten, hvori der sp&o-;rges, angaaer, at den kan v&ae;re dobbelt. Man kan nemlig sp&o-;rge i den Hensigt at faae et Svar, der indeholder den attraaede Fylde, saaledes at jo mere man sp&o-;rger, desto dybere og betydningsfuldere bliver Svaret; eller man kan sp&o-;rge ikke i Interesse af Svaret, men for gjennem Sp&o-;rgsmaalet at udsuge det tilsyneladende Indhold, og derpaa lade en Tomhed tilbage. Den f&o-;rste Methode foruds&ae;tter naturligviis, at der er en Fylde, den anden, at der er en Tomhed; den f&o-;rste er den speculative, den anden den ironiske. I den sidste Methode practiserede nu i S&ae;rdeleshed Socrates. Naar Sophisterne i et godt Lag havde omtaaget sig selv i egen Veltalenhed, da var det Socrates en Gl&ae;de, at anbringe paa den h&o-;fligste og beskedneste Maade af Verden en Smule Tr&ae;k, der i en f&o-;ie Stund forjog alle disse poetiske Dampe. Disse to Methoder har nu vistnok is&ae;r for en Observation, der blot iagttager Momentet, stor Lighed med hinanden; ja denne Lighed bliver endnu st&o-;rre derved, at Socrates' Sp&o-;rgen v&ae;sentlig var rettet mod det erkjendende Subject, gik ud paa at vise, at de dog til Syvende og Sidst slet Intet vidste. Enhver Philosophi, der begynder med en Foruds&ae;tning, ender naturligviis i den samme Foruds&ae;tning, og som Socrates' Philosophi begyndte med den Foruds&ae;tning, at han Intet vidste, saaledes endte den med, at Menneskene overhovedet Intet vidste; den platoniske begyndte i den umiddelbare Eenhed af T&ae;nken og V&ae;ren og blev deri. Den Retning, der gjorde sig gjeldende i Idealismen som en Reflexion over Reflexionen, den samme gjorde sig gjeldende i Socrates' Sp&o-;rgen. Det at sp&o-;rge &dvs;: det abstracte Forhold mellem det Subjective og Objective, var ham tilsidst Hovedsagen. Jeg vil, ved n&o-;iagtigere at gjennemgaae en Yttring af Socrates i Platos Apologi str&ae;be at oplyse, hvad jeg mener. Overhovedet er den hele Apologi ypperlig skikket til at faae et klart Begreb om denne Socrates' ironiske Virksomhed. I Anledning nemlig af det f&o-;rste Klagepunkt af Melitus, at Socrates er en Gudsbespotter, omtaler Socrates selv det bekjendte Udsagn af Oraklet i Delphi, at han var den viseste Mand. Han fort&ae;ller, hvorledes dette Udsagn gjorde ham raadvild et &O-;ieblik, hvorledes han, for at pr&o-;ve om Oraklet havde sagt Sandhed, henvendte sig til En af de meest anseete Vise. Denne Vise var en Statsmand, men Socrates fandt snart, at han var uvidende. Derpaa henvendte han sig til en Digter, men fandt, idet han affordrede ham en udf&o-;rligere Forklaring over hans egne Digte, at han heller ei vidste Besked derom. (I denne Anledning antyder han ogsaa, at Digtet maatte ansees for en guddommelig Indskydelse, hvoraf Digteren forstod ligesaa lidet som Propheter og Spaam&ae;nd af det Skj&o-;nne, de udtale). Endelig gik han til Kunstnerne, og vel vidste de Noget, men da de dog derunder vare bef&ae;ngte med den Indbildning, at de ogsaa forstode andre Ting, saa sank de ind under samme Bestemmelse, som de Andre. Kort sagt, Socrates udvikler, hvorledes han har omskibet hele Intelligentsens Rige, og fundet det Hele begr&ae;ndset af et Okeanos af illusorisk Viden. Vi see, hvor grundigt han har opfattet sin Opgave, hvorledes han har anstillet Experimentet med enhver intelligent Magt, og dette finder Socrates selv bestyrket derved, at hans tre Anklagere repr&ae;senterede de tre store Magter, hvis Intethed i deres Fremtr&ae;den i Personligheden han havde afsl&o-;ret. Melitus m&o-;dte nemlig paa Digternes Vegne, Anytus paa Kunstnernes og Statsm&ae;ndenes Vegne, Lykon paa Talernes Vegne. Ja han opfatter det som sit guddommelige Kald, sin Mission, at gaae omkring hos Landsm&ae;nd og Fremmede for, naar han h&o-;rer om En, at han skal v&ae;re viis, da, naar det ikke forekommer ham saa, at komme Guddommen til Hj&ae;lp og vise, at han ikke er det. Og paa Grund deraf, har han ikke havt Tid at udrette Noget af Betydning, hverken i offentlige eller private Anliggender, men han er paa Grund af denne Gudstjeneste paa alle Kanter i Armod. Dog jeg vender tilbage til det omtalte Sted i Apologien. Socrates viser det Gl&ae;delige i, efter D&o-;den at komme i Forbindelse med de store M&ae;nd, der have levet f&o-;r ham og deelt Skjebne med ham, og tilf&o-;ier nu: &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.d;&g.e-..g; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.o..g; &g.m;&g.e..a;&g.g;&g.i;&g.s;&g.t;&g.o;&g.n;, &g.t;&g.o;&g.u..g;&g.sud; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..c; &g.e.l.;&g.x;&g.e;&g.t;&g.a..a;&g.z;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e.l.;&g.r;&g.e;&g.u;&g.n;&g.o-..c;&g.n;&g.t;&g.a;, &g.o-.aa;&g.s;&g.p;&g.e;&g.r; &g.t;&g.o;&g.u..g;&g.sud; &g.e.l.;&g.n;&g.t;&g.a;&g.u..c;&g.th;&g.a;, &g.d;&g.i;&g.a..a;&g.g;&g.e;&g.i;&g.n;, &g.t;&g.i..a;&g.sud; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o-..c;&g.n; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o..a;&g.sud; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.i..a;&g.sud; &g.o;&g.i.la;&g.e;&g.t;&g.a;&g.i; &g.m;&g.e..a;&g.n;, &g.e.la;&g.s;&g.t;&g.i; &g.d;&g.apos; &g.o;&g.u.la;. (Ast 8 B. Pag. 156 &pgf; 41 B.) Her staae vi ved et afgj&o-;rende Punkt. Man kan ikke n&ae;gte, at Socrates her n&ae;sten falder i det Latterlige ved denne Iver for at udspionere, der ikke engang lader ham Fred efter D&o-;den. Og hvo kan vel bare sig for at smile, naar han t&ae;nker sig Underverdenens alvorlige Skikkelser, og da midt iblandt dem Socrates, som er i utr&ae;ttelig Virksomhed med at udsp&o-;rge dem, og med at vise dem, at de Intet veed. Vel kunde det synes, at Socrates dog selv har meent, at Nogle af dem maaskee vare vise; thi han siger, at han vil pr&o-;ve, hvo af dem der er viis, og hvo der synes sig at v&ae;re det og dog ikke er det; men deels maa man jo erindre, at denne Viisdom er hverken meer eller mindre end den beskrevne Uvidenhed; deels, at han siger, at han vil pr&o-;ve dem der, ligesom dem her, hvori jo synes at ligge, at det formodentlig ikke vil gaae disse store M&ae;nd bedre ved dette tentamen rigorosum, end det gik de store M&ae;nd her i Livet. Her see vi saaledes Ironien i hele sin guddommelige Uendelighed, der slet Intet lader bestaae. Som Samson griber Socrates om de S&o-;iler, der bar Erkjendelsen og styrter nu Alt ned i Uvidenhedens Intet. At dette er &ae;gte socratisk, det vil vist Enhver indr&o-;mme, platonisk derimod bliver det aldrig. Og her er jeg altsaa ved een af de Dupliciteter, der er i Plato, og som netop er det Spor, jeg vil forf&o-;lge forat udfinde det reent Socratiske. Den omskrevne Forskjel mellem at sp&o-;rge for at finde Fylde og at sp&o-;rge for at beskj&ae;mme viser sig nu ogsaa i en bestemtere Skikkelse, som Forholdet mellem det Abstracte og det Mythiske i Platos Dialoger. Jeg skal, for n&ae;rmere at oplyse dette, udf&o-;rligere gjennemgaae et Par Dialoger, for at vise, hvorledes det Abstracte kan afrunde sig i Ironi, det Mythiske bebude en riigholdigere Speculation. Det Abstrakte i de f&o-;rste platoniske Dialoger afrunder sig i Ironi Symposiet Symposiet og Ph&ae;don afgive Vendepunkter i Opfattelsen af Socrates, da, som man saa ofte har gjentaget, den ene fremstiller Philosophen i Livet, den anden i D&o-;den. I Symposiet er nu de tvende betegnede Arter af Fremstilling ogsaa tilstede, den dialectiske og den mythiske. Den mythiske begynder, idet Socrates selv tr&ae;der tilside og indf&o-;rer Mantineenserinden Diotima talende. Vel bem&ae;rker Socrates til Slutningen, at han selv blev overbeviist ved Diotimas Tale, og at han nu s&o-;ger at overbevise Andre om det Samme, med andre Ord, han gj&o-;r os tvivlsomme, om det ikke virkelig om end paa anden Haand tilh&o-;rer ham selv; men deraf kan man dog ikke gj&o-;re nogen videre Slutning til det Mythiskes historiske Forhold til Socrates. Ogsaa paa en anden Maade str&ae;ber denne Dialog at realisere den fyldige Erkjendelse, idet den abstract opfattede Eros tilsidst anskueliggj&o-;res ved den berusede Alcibiades' Foredrag i Socrates' Person; men dette Foredrag kan naturligviis ikke give os nogen videre Oplysning med Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om den socratiske Dialectik. Hvorledes det forholder sig med den dialectiske Udvikling i denne Dialog, skal nu n&ae;rmere unders&o-;ges. Men Enhver, der blot med Opm&ae;rksomhed har l&ae;st denne Dialog, vil vist give os Ret i den tidligere Bem&ae;rkning, at Methoden bestaaer i &anfbeg;at simplificere Livets mangehaande Combinationer ved at f&o-;re dem tilbage paa en bestandig mere og mere abstract Abbreviatur.&anfslut; Den endelige Fremstilling af Eros' V&ae;sen indaander nemlig ingenlunde, hvad den foregaaende Udvikling havde udaandet, men i en bestandig Stigen h&ae;ver Betragtningen sig mere og mere over den atmosph&ae;riske Luft, indtil n&ae;sten Aandedraget standser i det Abstractes rene &Ae;ther. De foregaaende Taler sees derfor ikke som Momenter i den endelige Opfattelse, men snarere som en jordisk Tyngde, Tanken mere og mere maa frigj&o-;res for. Medens nu de forskjellige Fremstillinger ikke staae i noget n&o-;dvendigt Forhold til den endelige, saa staae de derimod indbyrdes i et Forhold til hinanden, idet de ere Taler om Kj&ae;rligheden, der udspringe fra de i Livet givne heterogene Synspunkter, fra hvilke de Talende som Allierede allevegne fra besp&ae;nde det Territorium, der udgj&o-;r Kj&ae;rlighedens egentlige V&ae;sen, der i den socratiske Opfattelse viser sig at v&ae;re usynligt, som det mathematiske Punkt, da det er abstract, og uden at dette Punkt igjen udstraaler de forskjellige relativ skj&ae;ve Opfattelser. Alle disse Foredrag ere derfor ligesom Udtr&ae;k paa en Kikkert, den ene Fremstilling slutter sig saa sindrigt i den anden, og er derunder saa lyrisk sprudlende, at det gaaer med dem som med Viin i kunstigt slebne Krystaller, at det ikke blot er den i dem indeholdte skummende Viin, der beruser, men tillige den uendelige Brydning, det Lyshav, der frembyder sig, naar man skuer ned deri. Skj&o-;ndt Forholdet mellem det Dialectiske og det Mythiske ikke er saa st&ae;rkt fremtr&ae;dende i Symposiet som f. Ex. i Ph&ae;don, og skj&o-;ndt forsaavidt denne Dialog er mindre tjenlig til mit Forehavende, har den dog ogsaa den Fordeel, at den saa bestemt fremh&ae;ver, hvad Socrates selv siger, og hvad han har h&o-;rt af Diotima. Ph&ae;dros begynder. Han skildrer det Evige i Eros. Eros seirer selv over Tiden, hvilket betegnes derved, at han ingen For&ae;ldre har, han seirer i Mennesket ikke blot over alt det Smaalige ved Hjelp af hiin begeistrende Undseelsens R&o-;dme, men ogsaa over D&o-;den, saa den henter sin elskede Gjenstand fra Underverdenen, og bel&o-;nnes derfor af Guderne, der selv ere inderlig r&o-;rte derover. Pausanias f&ae;ster Blikket paa den dobbelte Natur i Eros, dog ikke saaledes, at denne Dobbelthed opfattes i en negativ Eenhed, som i Diotimas Fremstilling, hvor Eros er en S&o-;n af Poros og Penia. Den Ene er den moderl&o-;se Datter af Uranos, den himmelske; den Anden er langt yngre, har Kj&o-;nsforskjellighed til sin Foruds&ae;tning og er den gemene. Derpaa udvikler han Betydningen af den himmelske P&ae;derasti, der elsker det Aandelige i Mennesket, og derfor ikke neddrages og nedv&ae;rdiges ved det Sexuale. Da det nu traf sig, at Aristophanes havde faaet Hikke, erkl&ae;rede han, at det var L&ae;gen Eryximachos' Sag enten at forjage hans Hikke, eller at tale i hans Sted. Derpaa begynder Eryximachos. Han forts&ae;tter den af Pausanias gjorte Bem&ae;rkning, som han selv mener, men egentlig opfatter han den i Kj&ae;rligheden givne Dobbelthed fra en ganske anden Side end Pausanias. Medens Pausanias var bleven staaende ved to Arter af Kj&ae;rlighed, hvis Forskjellighed han havde s&o-;gt at fremstille, opfatter Eryximachos derimod Sagen med Hensyn til, at der til ethvert Kj&ae;rligheds-Moment h&o-;rer to Factorer, og dette efterviser han fornemlig i Naturen betragtet fra hans l&ae;gevidenskabelige Standpunkt. Kj&ae;rligheden er saaledes Eenheden i det Stridende, og fordi Asklepios forstod at indgyde det hinanden meest Modsatte (det Varme og Kolde, Bittre og S&o-;de, T&o-;rre og Vaade) Kj&ae;rlighed, derfor blev han L&ae;gekunstens Skaber. Det Samme gjentager sig overalt i Naturen, Aarstider og Veirliget o. s. v. afh&ae;nge ogsaa af Kj&ae;rligheds-Yttringer; med Offringer og med Alt, hvad Spaadomskunsten har under sig, gaaer det ligesaa, da dette constituerer Samfundet mellem Guder og Mennesker. Hans hele Foredrag er en Slags naturphilosophisk Phantasi. Efterat nu Aristophanes har faaet sin Hikke standset (i hvilken Anledning han antyder et andet Mods&ae;tningsforhold end det tidligere af L&ae;gen skildrede, da han ved at nyse befries fra at hikke), tager han Ordet og begrunder det i Kj&ae;rligheden givne Mods&ae;tningsforhold, dybere end Nogen af de foregaaende Talere, ved at anskueliggj&o-;re den i Kj&o-;ns-Mods&ae;tningen og den derved af Guderne foretagne Halvering af Menneskene; ja han antyder endogsaa Muligheden af, at Guderne yderligere kunne faae i Sinde at udstykke Menneskene, saafremt de ikke vare forn&o-;iede med at v&ae;re, hvad de ere: det Halve af et Menneske, &anfbeg;da vi, gjennemskaarne ligesom Flyndere, ere blevne to af Een.&anfslut; Og nu giver han sit Lune det frieste Spil saavel i at skildre den oprindelige Kj&o-;ns-Indifferents og Menneskets Tilstand derunder, som han ogsaa med dyb Ironi opfatter det Negative i Kj&ae;rligheden, Trangen til Forening, og man kommer under denne aristophaniske Fremstilling uvilkaarlig til at t&ae;nke paa Guderne, der formodentlig har moret sig kosteligt over at see disse halve Mennesker, der i en uendelig Forvirring mellem hverandre s&o-;gte at blive hele Mennesker. Efter Aristophanes taler nu Tragikeren Agathon; hans Foredrag er mere ordnet. Han gj&o-;r opm&ae;rksom paa, at de Andre ikke saa meget have roest Guden, som priist Menneskene lykkelige for de Goder, som Guden skj&ae;nker; men hvorledes han selv er, der tildeler alle disse Goder, har Ingen endnu ber&o-;rt. Agathon vil derfor vise, hvorledes Guden selv er, og hvilke de Goder ere, han tildeler Andre. Det hele Foredrag er nu en Ode over Eros, han er den yngste af Guderne (da han er altid ung og i Selskab med Ungdommen), han er den fineste, (thi han boer i det Bl&o-;deste af Alt, i Guders og Menneskers Hjerter og Sj&ae;le, og gaaer ethvert haardt Gemyt forbi); hans Farve er den skj&o-;nneste (thi han lever bestandigt blandt Blomster) o. s. v. o. s. v. Menneskene har han nu skj&ae;nket ethvert Mesterskab i Kunst; thi kun de bleve ber&o-;mte, hvem Eros begeistrede. Da det her vilde f&o-;re mig for vidt at gaae ind paa en udf&o-;rligere Unders&o-;gelse af Forholdet mellem disse forskjellige Taler, skal jeg nu vende mig til den sidste Taler, Socrates nemlig. I sin Eenfoldighed havde han nu troet, at man burde fremf&o-;re det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise; dette var det V&ae;sentlige, og derpaa skulde man deraf udv&ae;lge det Skj&o-;nneste og fremstille det paa den v&ae;rdigste Maade ..... &anfbeg;men dette var, som jeg m&ae;rker, ikke den sande Maade at rose paa; den bestaaer deri, at man till&ae;gger Gjenstanden saa mange og skj&o-;nne Egenskaber som muligt, om disse tilkommer den eller ei. Ere de falske, har det Intet at betyde; thi Opgaven var, som det synes, denne, at Enhver af os skulde holde en tilsyneladende og ingen virkelig Lovtale over Eros.&anfslut; Socrates gaaer nu som s&ae;dvanlig sp&o-;rgsmaalsviis tilv&ae;rks; han begynder med et af disse &ae;gte socratiske udsugende Sp&o-;rgsmaal, om Eros i F&o-;lge sin Natur er Kj&ae;rlighed til Noget eller ikke til Noget; men naar nu Kj&ae;rligheden tillige attraaer det, der er dens Gjenstand, saa _{har den}har den den jo ikke, men tr&ae;nger til den, om ogsaa denne Trang opfattes identisk med &O-;nsket om den vedvarende fremtidige Besiddelse; thi man attraaer jo ogsaa da det, man ikke har, naar man ogsaa for Fremtiden &o-;nsker at beholde det, man har. Kj&ae;rlighed er altsaa Trang til, Attraa efter, hvad man ikke har, og naar nu Kj&ae;rlighed er Kj&ae;rlighed til det Skj&o-;nne, saa tr&ae;nger altsaa Eros til Skj&o-;nhed og besidder den ikke. Naar nu det Gode tillige er det Skj&o-;nne, saa tr&ae;nger jo altsaa Eros ogsaa til det Gode. Saaledes lod det sig nu gjennemf&o-;re med alle Ideer, og vi see, hvorledes Socrates ikke afskr&ae;ller Skallen for at komme til Kjernen, men udhuler Kjernen. Her ender nu Socrates' Udvikling; thi den f&o-;lgende Fremstilling er jo blot Referat. Og forsaavidt L&ae;seren ikke allerede har seet, hvad jeg vilde han skal see, haaber jeg, at det skal lykkes ham og mig, naar han fremdeles skj&ae;nker mig sin Opm&ae;rksomhed. Socrates indledede sit Foredrag ved en Ironi, men dette var blot, om jeg saa maa sige, en ironisk Figur, og han vilde i Sandhed ikke fortjene Navn af Ironiker, hvis det blot var den F&ae;rdighed, hvormed han talte ironisk, ligesom Andre tale Kragemaal, hvorved han udm&ae;rkede sig. De foregaaende Talere havde sagt saare Meget om Kj&ae;rlighed, hvoraf vel Meget ikke vedkom denne Gjenstand, men den Foruds&ae;tning blev dog tilbage, at der var en M&ae;ngde at sige om Kj&ae;rlighed. Nu udvikler Socrates det for dem. Og see, Kj&ae;rlighed er Attraa, er Trang o. s. v. Men Attraa, Trang o. s. v. ere Intet. Vi see nu Methoden. Kj&ae;rligheden frigj&o-;res bestandig mere og mere fra den tilf&ae;ldige Concretion, hvori den i de foregaaende Taler viste sig, og f&o-;res tilbage til sin abstracteste Bestemmelse, hvor den viser sig ikke som Kj&ae;rlighed i Dette eller Hiint eller til Dette eller Hiint, men som Kj&ae;rlighed til et Noget, som den ikke har &dvs;: som Attraa, L&ae;ngsel. Dette er nu i en vis Forstand meget sandt; men Kj&ae;rlighed er derhos ogsaa den uendelige Kj&ae;rlighed. Naar vi sige, at Gud er Kj&ae;rlighed, da sige vi jo derved, at han er den uendeligt sig meddelende; naar vi tale om at forblive i Kj&ae;rlighed, da tale vi jo om en Deelagtighed i en Fylde. Dette er det Substantielle i Kj&ae;rligheden. Det Attraaende, det L&ae;ngselsfulde er det Negative i Kj&ae;rligheden, det vil sige den immanente Negativitet. Attraa, Trang, L&ae;ngsel o. s. v. er Kj&ae;rlighedens uendelige Subjectivering, for at bruge et af Hegels Udtryk, der her netop erindrer om, hvad det skal erindre om. Denne Bestemmelse er nu tillige den meest abstracte, eller rettere, den er selve det Abstracte, ikke i Betydning af det Ontologiske, men i Betydning af det sit Indhold Manglende. Man kan naturligviis enten opfatte det Abstracte som det Alt Constituerende, forf&o-;lge det i sine egne tause Bev&ae;gelser, og lade det bestemme sig hen til det Concrete, udfolde sig deri. Eller man kan gaae ud fra det Concrete og med det Abstracte in mente finde det i og ud af det Concrete. Men ingen af Delene er Tilf&ae;ldet med Socrates. Det er ikke til Kategorier, han kalder Forholdet tilbage. Hans Abstracte er en aldeles indholdsl&o-;s Betegnelse. Han gaaer ud fra det Concrete og kommer til det meest Abstracte, og der hvor nu Unders&o-;gelsen skulde begynde, der h&o-;rer han op. Det Resultat, han kommer til, er egentlig den rene V&ae;rens ubestemmelige Bestemmelse: Kj&ae;rlighed er; thi det Till&ae;g, den er L&ae;ngsel, Attraa, er ingen Bestemmelse, da det blot er et Forhold til et Noget, som ikke er givet. Paa samme Maade kunde man ogsaa f&o-;re Erkjendelse tilbage paa et aldeles negativt Begreb, ved at bestemme den som Tilegnelse, Erhvervelse, thi dette er jo aabenbart Erkjendelsens ene Forhold til det Erkjendte, men paa den anden Side er den og Besiddelse. Men som nu det Abstracte i Betydning af det Ontologiske har sin Gyldighed i det Speculative, saaledes har det Abstracte som det Negative sin Sandhed i det Ironiske. Her staae vi nu igjen ved en Duplicitet i Plato: den dialectiske Udvikling udf&o-;res, indtil den forsvinder i det reent Abstracte; derpaa begynder en ny Art Udvikling, der vil levere Ideen, men da saaledes Ideen ikke staaer i et n&o-;dvendigt Forhold til det Dialectiske, saa seer man, at det bliver usandsynligt, at den hele Evolution tilh&o-;rer Een. Men paa den anden Side kan man da heller ei vilkaarlig till&ae;gge den Ene Eet, den Anden et Andet, naar blot Enhver faaer Noget. Socrates og Plato maa hver have havt en Anskuelse, der, hvor forskjellig den end kan have v&ae;ret, maa have havt v&ae;sentlige Coincidenspunkter, det er den ironiske (thi det Dialectiske som saadant constituerer ingen Anskuelse, der staaer i et v&ae;sentligt Forhold til Personlighed) og den speculative. Hvorvidt nu den Udvikling, som Socrates efter Diotima opstiller, bringer Sagen videre, og hvilken Betydning man maa till&ae;gge den Dichotomi: Kj&ae;rlighed og det Skj&o-;nne (hvorved det negative Moment l&ae;gges udenfor, og det positive Moment er en dorsk og indolent Qvietisme, istedetfor at en Trichotomi strax vilde see dem i og med hinanden, og derfor ikke v&ae;re udsat for, hvad der h&ae;nder Diotima, at det Skj&o-;nne igjen bliver det i sig Skj&o-;nne, bliver noget reent Abstract, som siden skal vise sig) &streg; alt dette skal jeg vidtl&o-;ftigere gjennemf&o-;re ved Udviklingen af det Mythiske i Dialogerne. Jeg alluderede i det Foregaaende til den almindelige Bem&ae;rkning, at der i Symposiet s&o-;ges et Complement til det Manglende i den dialectiske Opfattelse derved, at Kj&ae;rligheden anskueliggj&o-;res i Socrates' Person, saa Lovtalerne over Kj&ae;rlighed ende i en Lovtale over Socrates. Er nu end Ideens Anskueliggj&o-;relse i en Personlighed et blot Moment i selve Ideen, saa har det dog ogsaa netop som saadant sin Betydning i Udviklingen. Den dialectiske Bev&ae;gelse hos Plato bliver, netop fordi den ikke er Ideens egen Dialectik, i hvor sindrige pas den end bev&ae;ger sig, dog Ideen selv fremmed. Medens derfor de &o-;vrige Talere famlede som Blindebukke efter Ideen, griber den berusede Alcibiades den med umiddelbar Sikkerhed, hvorhos dog maa bem&ae;rkes, at den Omst&ae;ndighed, at Alcibiades er beruset, synes at antyde, at han kun i en potenseret Umiddelbarhed er sikker i det Kj&ae;rligheds-Forhold, der i &ae;dru Tilstand maa have forvoldet ham hele Usikkerhedens &ae;ngstende og dog saa s&o-;de Uvished. See vi nemlig hen til, hvorledes det Kj&ae;rligheds-Forhold maa have v&ae;ret beskaffent, der har fundet Sted mellem Socrates og Alcibiades, saa maae vi jo vistnok give Alcibiades Ret, naar han omtaler, hvorledes Socrates haanede ham for hans Kj&ae;rlighed, og da tilf&o-;ier: &anfbeg;og ikke blot mig har han behandlet paa denne Maade, men ogsaa Charmides, Glaukons S&o-;n, Euthydem, Diokles' S&o-;n og mange Andre, hvilke han som tilsyneladende Elsker saaledes skuffede, at han istedetfor Elsker blev den Elskede.&anfslut; Alcibiades formaaer derfor ikke at l&o-;srive sig fra ham. Med al Lidenskabelighed slutter han sig til Socrates: naar jeg h&o-;rer ham, banker mit Hjerte heftigere end Korybanternes, og Taarer udstr&o-;mme under hans Tale. Andre Talere kan umulig virke saaledes paa ham, han f&o-;ler med Uvillie sin slaviske Tilstand, ja Livet synes ham i denne Tilstand utaaleligt. Han flyer ham som Sirenerne, tilstopper sine &O-;ren, for at han ikke skal blive siddende ved hans Side og &ae;ldes, ja ofte &o-;nsker han endog, at Socrates ikke var i Live, og dog veed han, at om det skete, vilde det v&ae;re ham langt smerteligere. Han er som bidt af en Slange, ja han er bidt af noget Smerteligere og paa det smerteligste Sted, nemlig i Hjertet eller i Sj&ae;len. At det Kj&ae;rligheds-Forhold, der fandt Sted mellem Socrates og Alcibiades var et intelligent, beh&o-;ver jeg naturligviis blot at erindre om. Men sp&o-;rge vi nu, hvad det da var hos Socrates, der gjorde et saadant Forhold ikke blot muligt, men n&o-;dvendigt (thi Alcibiades bem&ae;rker jo rigtigt, at det ikke var ham alene, der stod i dette Forhold til Socrates, men n&ae;sten alle dem, der havde Omgang med Socrates), saa veed jeg Intet at svare uden, at det var Socrates' Ironi. Havde nemlig deres Kj&ae;rligheds-Forhold bestaaet i en rig Udvexling af Ideer, eller en fyldig Udstr&o-;mmen fra den ene Side og taknemlig Modtagelse fra den anden Side, saa vilde de jo have havt det Tredie, hvori de elskede hinanden, i Ideen nemlig, og et saadant Forhold vilde derfor aldrig have aff&o-;dt en slig lidenskabelig Uro. Men netop fordi det er Ironiens V&ae;sen aldrig at demaskere sig, og fordi det paa den anden Side er den ligesaa v&ae;sentligt proteusagtigt at forandre Maske, derfor maatte den n&o-;dvendig forskaffe den elskende Yngling saa megen Pine. Men som den saaledes har noget Afskr&ae;kkende ved sig, har den ligesaa vist noget overordentligt Forf&o-;rerisk og Fortryllende. Det Formummede og Hemmelighedsfulde, den har ved sig, den telegraphiske Communication, den aabner, fordi en Ironiker altid maa forstaaes langtfra, den uendelige Sympathi, den foruds&ae;tter, Forstaaelsens flygtige men ubeskrivelige Nu, der fortr&ae;nges &o-;ieblikkelig af Misforstaaelsens Angst, &streg; alt dette f&ae;ngsler med uopl&o-;selige Baand. I det derfor Individet i f&o-;rste &O-;ieblik f&o-;ler sig frigjort og udvidet ved Ironikerens Ber&o-;ring, idet han aabner sig for dette Individ, er det i n&ae;ste &O-;ieblik i hans Magt, og det er det formodentlig, Alcibiades mener, naar han omtaler, hvorledes de ere blevne skuffede af Socrates, idet han istedetfor Elsker blev den Elskede. Da det dern&ae;st er Ironikeren v&ae;sentligt, aldrig at udtale Ideen som saadan, men blot flygtigt at antyde den, at tage med den ene Haand, hvad der gives med den anden, at besidde Ideen som personlig Eiendom, bliver Forholdet naturligviis endnu mere sp&ae;ndende. Og saaledes har nu i al Stilhed den Sygdom udviklet sig i Individet, der er ligesaa ironisk som al anden T&ae;ring, og lader Individet befinde sig bedst, naar det er sin Opl&o-;sning n&ae;rmest. Ironikeren er den Vampyr, der har udsuget Blodet af den Elskende, og som derunder har tilviftet ham Kj&o-;lighed, har dysset ham i S&o-;vn og piint ham med urolige Dr&o-;mme. Man kunde nu sp&o-;rge: hvortil hele denne Udvikling? Jeg vil svare: i en dobbelt Hensigt. For det F&o-;rste for at vise, at selv i Alcibiades' Opfattelse af Socrates er Ironien det V&ae;sentlige hos ham, og dern&ae;st for at antyde, at det Kj&ae;rligheds-Forhold, der har fundet Sted mellem Socrates og Alcibiades, og den Oplysning, vi deraf kunne faae om Kj&ae;rlighedens V&ae;sen, ere negative. &streg; Hvad nu det f&o-;rste Punkt angaaer, da maae vi erindre om, at man har troet at kunne bevise N&o-;dvendigheden af, at en stor positiv Fylde maa have v&ae;ret i Socrates, ved at beraabe sig paa den Begeistring, med hvilken Alcibiades omtaler sit Forhold til ham. Men forel&o-;bigt synes det dog af Vigtighed lidt n&ae;rmere at unders&o-;ge denne Begeistrings Beskaffenhed. Et Sidestykke til, hvad La Rochefaucauld paa Forstandens Gebet kalder la fievre de la raison, synes denne Begeistring at v&ae;re paa F&o-;lelsens Gebet. Forsaavidt der nu skulde v&ae;re noget Andet, der kunde have fremkaldt denne Begeistring hos Alcibiades, (thi at Ironien formaaer det, har jeg s&o-;gt at vise i det Foregaaende), saa maatte det jo dog v&ae;re antydet i Alcibiades' Lovtale. Vi ville nu see. Alcibiades udh&ae;ver det Silenagtige ved Socrates: &anfbeg;Socrates siger, at han er ukyndig i Alt og veed Intet. Er denne Skikkelse ikke silenagtig? jo visselig; thi med denne har han blot udvortes omkl&ae;dt sig som et udskaaret Silenbillede, men aabnes han, hvilken Viisdomsfylde troer I da, kj&ae;re Drikkebr&o-;dre! I ville skue i ham ....... Han forstiller sig for Mennesker og har altid sin Sp&o-;g med dem, men naar han var alvorlig og hans Indre aabnet, veed jeg ikke, om Nogen har skuet Guddomsbillederne i hans Sj&ae;l. Jeg har engang skuet dem, og de forekom mig saa guddommelige, gyldne, over al Maade skj&o-;nne og beundringsv&ae;rdige, at jeg besluttede &o-;ieblikkelig, at maatte gj&o-;re Alt, hvad Socrates befalede.&anfslut; Herved bliver nu at bem&ae;rke F&o-;lgende. Paa den ene Side, at det ikke er let at faae nogen Forestilling om, hvad Alcibiades egentlig mener, og forsaavidt ikke aldeles ubilligt at formode, at heller ei Alcibiades ganske har v&ae;ret paa det Rene med sin Forestilling derom. Paa den anden Side, at Alc. selv antyder, at det kun var en meget sjelden Gang, at Socrates saaledes aabnede sig. Og forf&o-;lge vi nu videre Alc.s egen Anviisning, da see vi, at han bruger det Udtryk: &anfbeg;jeg har engang skuet dem.&anfslut; Han har skuet disse Guddomsbilleder. Skal man nu t&ae;nke paa Noget herved, maa man vistnok t&ae;nke paa det guddommelige Personlighedens Pr&ae;sens, der bar Ironien, men derved er der endnu Intet mere udsagt om Socr., end hvad der lader sig sige om ham som Ironiker. Men saadanne Transfigurations-&O-;ieblikke bevise jo dog i det H&o-;ieste en guddommelig Fyldes Tilstedev&ae;relse &g.k;&g.a;&g.t;&g.a..g; &g.k;&g.r;&g.u..a;&g.ps;&g.i;&g.n;, saaledes at man ikke kan sige, at det var den positive Fylde, der begeistrede. Erindre vi nu endvidere, at Soc.s egentlige Element var Tale, Samtale, saa synes det jo virkelig at v&ae;re med en Slags Emphasis, at Alc. bruger det Udtryk: &anfbeg;at skue;&anfslut; ligesom det ogsaa er paafaldende at h&o-;re Alc. sige: &anfbeg;thi dette har jeg glemt i det Foregaaende, at ogsaa hans Taler ligne hine aabnede Silener.&anfslut; Dette synes jo ogsaa at tyde paa, at det v&ae;sentlig var Socrates' Personlighed, hvori Alcibiades var forelsket, den harmoniske Naturbestemmelse, der dog fuldbyrdede sig i en negativ Sig-Forholden til Ideen og en omphalopsychitisk Henstirren paa sig selv. Vel siger Alcibiades, at disse Taler, naar man saae dem aabnede, vare f&o-;rst de forstandigste, derpaa de guddommeligste, og at de indeholdt de fleste Dydsbilleder og havde videst Omfang. Men dersom dette havde v&ae;ret det Fremtr&ae;dende eller dog det let I&o-;inefaldende ved Socrates' Taler, saa bliver det uforklarligt, hvorfra al den lidenskabelige Uro, alt det D&ae;moniske i hans Kj&ae;rlighed kom, da man saa snarere maatte have ventet, at Socrates' Omgang vilde i ham have bidraget til at udvikle en stille Aands uforkr&ae;nkelige V&ae;sen. Vi see derfor ogsaa, at det Hele ender med, at Socrates med sin Ironi igjen vipper Alcibiades ud paa det b&o-;lgende Hav, og denne er, til Trods for sin Ruus, sin Begeistring og sine store Ord, lige n&ae;r i sit Forhold til Socrates. Ja Alcibiades maa finde sig i, at ligesom da han &anfbeg;i sandselig Attraa lagde sig under Socrates' Kappe og med begge Arme omfavnede denne guddommelige og i Sandhed beundringsv&ae;rdige Mand, og laae saaledes den hele Nat, at han dog foragtet, udleet, haanet trods sin Skj&o-;nhed, ikke stod anderledes op fra Leiet hos Socrates end om han havde ligget hos en Fader eller en Broder,&anfslut; saaledes maa han ogsaa her finde sig i, at Socrates st&o-;der ham fra sig igjen med den Bem&ae;rkning, at han havde holdt det hele Foredrag af Iversyge paa Agathon: &anfbeg;thi den hele Tale gik ud derpaa, at adskille Agathon og mig fra hinanden, da Du troer, at jeg b&o-;r ikke elske nogen Anden end Dig, og Agathon ikke b&o-;r v&ae;re elsket af nogen Anden end af Dig.&anfslut; &streg; Hvad nu dern&ae;st den Oplysning angaaer, vi af denne Fremstilling faae med Hensyn til Kj&ae;rlighedens V&ae;sen, saaledes som den var i Socrates, saa vil vi overbevise os om, at Theori og Praxis vare i Samklang. Den Kj&ae;rlighed, der her beskrives, er Ironiens, men Ironien er det Negative i Kj&ae;rligheden, den er Kj&ae;rlighedens Incitament, den er paa Intelligentsens Gebeet hvad Gj&ae;kkeri, Elskovs-Stridigheder er i den lavere Kj&ae;rligheds Rige. At der nu i Ironikeren, for atter at erindre herom, er en Urgrund, et Valuta, det er udisputeerligt, men den M&o-;nt, han udgiver, har ikke den paalydende V&ae;rdi, men er som Papirspenge et Intet, og dog foregaaer hele hans Oms&ae;tning med Verden i denne Pengesort. Fylden i ham er en Naturbestemmelse, den er derfor hverken i ham i Umiddelbarheden som saadan, ei heller er den igjennem Reflexionen erhvervet. Som der h&o-;rer en h&o-;i Grad af Sundhed til at v&ae;re syg, men man ikke bem&ae;rker Sundheden i den positive Fylde, men i den Livskraft, hvorved den bestandig n&ae;rer Sygdommen, saaledes forholder det sig ogsaa med Ironikeren, og den positive Fylde i ham. Den udfolder sig ikke i Skj&o-;nheds Fylde, ja Ironikeren s&o-;ger endog at l&ae;gge Skjul paa den Dykker-Forbindelse med den atmosph&ae;riske Luft, der ern&ae;rer ham. Dog, f&o-;rend jeg forlader Symposiet endnu een Bem&ae;rkning. Baur gj&o-;r den skj&o-;nne Observation, at Symposiet ender med, at tilsidst Agathon og Aristophanes (de discursive Momenter) blive berusede, og Socrates alene holder sig &ae;dru som Eenheden af det Comiske og det Tragiske; han erindrer tillige om den i mine &O-;ine uskj&o-;nne Analogi, som Strau&ss; har faaet opstillet mellem denne Symposiets Slutning og Christi Forklarelse paa Bjerget. Forsaavidt der nu kan v&ae;re Tale om, at Socrates skal afgive Eenheden af det Comiske og Tragiske, saa kan det aabenbar kun v&ae;re forsaavidt, som Ironien selv er denne Eenhed. Naar man nu vil forestille sig, at Socrates, efterat alle de Andre vare blevne berusede, var efter gammel Vane sjunken ind i sig selv, saa kunde han ved denne Stirren hen for sig, til hvilken han saa ofte hengav sig, afgive et plastisk Billede af den abstracte Eenhed af det Comiske og det Tragiske, om hvilken her kan v&ae;re Tale. At stirre kan nemlig enten betegne den contemplative Hensynken (dette vilde n&ae;rmest v&ae;re den platoniske Stirren); eller at stirre betegner hvad vi sige, at t&ae;nke paa Intet, idet at &anfbeg;Intet&anfslut; n&ae;sten bliver synligt for En. En saadan h&o-;iere Eenhed kunde vel Socrates afgive, men denne Eenhed er den abstracte og negative Eenhed i Intet. Protagoras Jeg skal nu gaae over til at behandle Protagoras paa en lignende Maade, for at vise, hvorledes den hele dialectiske Bev&ae;gelse, der her er ene fremtr&ae;dende, ender i det aldeles Negative. Forinden jeg imidlertid gaaer over dertil, maa her en almindeligere Bem&ae;rkning angaaende Platos Dialoger finde en Plads, og som jeg troer en rigtig Plads, forsaavidt som Protagoras er den f&o-;rste Dialog, der giver Anledning til den. Naar man nemlig vil inddele Platos Dialoger, troer jeg, at man gj&o-;r rigtigst i at f&o-;lge den Adskillelse, Schleiermacher gj&o-;r, mellem de Dialoger, i hvilke det Dialogiske er et v&ae;sentligt Moment, og den aldrig tr&ae;ttede Ironi snart l&o-;ser, snart binder Disputen og de Disputerende; og de constructive Dialoger, der udm&ae;rke sig ved en objectiv videnskabelig Fremstilling. Disse sidste ere: Staten, Tim&ae;us, Kritias. Disse Dialoger betr&ae;ffende, da anviser saavel Traditionen, som deres egen indre Characteer dem den sidste Plads i Udviklingen. I disse Dialoger er Sp&o-;rgsmaalsformen egentlig et overvundet Moment, den Svarende optr&ae;der mere som et Vitterligheds-Vidne, som en Menigheds-Repr&ae;sentant med sit Ja og Amen, kort, der samtales ikke mere. Ironien er dern&ae;st ogsaa tildeels forsvunden. Men erindre vi nu, hvor n&o-;dvendigt det var for Socrates at samtale, at han bestandig kun opstiller Valget mellem, at han skal sp&o-;rge og den Anden svare, eller den Anden sp&o-;rge og han svare, saa see vi jo her en v&ae;sentlig Forskjel mellem Plato og Socrates, hvad enten nu Plato bevidst har opfattet den, eller med umiddelbar Troskab gjengivet den. Disse constructive Dialoger vil jeg altsaa faae meget Lidet med at gj&o-;re, da de ikke kan afgive noget Bidrag til Opfattelsen af Soc.s Personlighed, hverken som den i Virkeligheden har v&ae;ret, eller som Plato har t&ae;nkt sig den; thi Enhver, der kjender Noget til disse Dialoger, vil visselig f&o-;le, i hvor aldeles udvortes et Forhold den talende Personlighed staaer til Gjenstanden, saa Navnet Socrates n&ae;sten er blevet et nomen appellativum, der blot betegner den Talende, den Foredragende. Hertil kommer, at da den Navlestr&ae;ng, der knytter Talen til den Talende, er overhugget, det viser sig som noget aldeles Tilf&ae;ldigt, at der endnu bruges Dialogens Form, og man maa n&ae;sten forundre sig over, at Plato, der i Republikken misbilliger den poetiske Fremstilling i Mods&ae;tning til den simple Fort&ae;llen, ikke har ladet Dialogens Fremstilling vige Pladsen for en str&ae;ngere videnskabelig Form. En stor Deel af disse f&o-;rste Dialoger ende nu uden Resultat, eller som Schleiermacher bem&ae;rker, alle de Dialoger, der f&o-;r Republikken afhandle een eller anden Dyd, udfinde ikke den rigtige Forklaring; smlgn. Platons Werke von F. Schleiermacher, Dritten Theiles erster Band Pag. 8: So behandelte Protagoras die Frage von der Einheit und von der Lehrbarkeit der Tugend, aber ohne den Begriff derselben aufzustellen, so ist im Laches von der Tapferkeit die Rede und im Charmides von der Besonnenheit. Ja da auch in der Frage von der Gerechtigkeit der Gegensatz zwischen Freund und Feind ein bedeutendes Moment bildet, m&o..;gen wir auch des Lysis hier gedenken. Ja det, at de ende uden Resultat, lader sig endnu n&ae;rmere bestemme saaledes, at de ende i et negativt Resultat. Som Exempel herpaa skal nu Protagoras tjene, ligesom ogsaa den f&o-;rste Bog af Staten, der efter Schleiermachers Observation ogsaa ender uden Resultat. Dette er imidlertid af stor Vigtighed for denne Unders&o-;gelse, thi skal der v&ae;re Tale om at udfinde det Socratiske, maa dette jo vel n&ae;rmest v&ae;re at s&o-;ge i de f&o-;rste Dialoger. Hvad da nu Hensigten med Dialogen Protagoras angaaer, om den er at tage Till&o-;b til den definitive Besvarelse af de i Dialogen indeholdte Problemer (om Dydens Eenhed og Muligheden af, at den kan l&ae;res), eller om den, som Schleiermacher antager, ikke ligger i noget enkelt Punkt, og den f&o-;lgelig er incommensurabel for de i Dialogen ber&o-;rte Opgaver, og sv&ae;vende over det Hele f&o-;rst fuldbyrder sig i den, gjennem den successive Forsvinden af hvert enkelt Punkt, luttrede og forynget opdukkende Anskueliggj&o-;relse af den socratiske Methode, skal jeg her ikke afgj&o-;re, men kun bem&ae;rke, at jeg gjerne kan v&ae;re enig med Schleierm., naar L&ae;seren blot erindrer, at Methoden efter min Anskuelse ikke bestaaer i det Dialectiske i Sp&o-;rgsmaalsform som saadant, men i den af Ironi udgaaende og til Ironi tilbagevendende, af Ironi baarne Dialectik. Socrates og Sophisten bliver derfor mod Slutningen af Dialogen, hvad Franskmanden egentlig kun siger om Een: vis-à-vis au rien; de staae ligeoverfor hinanden som de to Skaldede, der efter en lang Strid endelig fandt en Redekam. Det som nu bliver mig det V&ae;sentlige ved denne Dialog, er naturligviis det hele ironiske Anl&ae;g i den. Thi det, at man ikke er kommen til nogen afgj&o-;rende Besvarelse af de opstillede Problemer, det vilde jo v&ae;re hvad Schleierm. siger, at Dialogen ender uden Resultat; men det vilde jo ikke v&ae;re noget Ironisk, da det, at Unders&o-;gelsen her var bleven afbrudt, deels kunde v&ae;re begrundet i det aldeles Tilf&ae;ldige, hvoraf der lader sig construere en heel Uendelighed, deels kunde v&ae;re forbundet med en dyb L&ae;ngsel efter ved en fuldbyrdet F&o-;dsel at befries fra de tidligere ufrugtbare Veer, med andre Ord, da Dialogen kunde blive sig bevidst som et Moment i en heel Unders&o-;gelse. Saaledes vilde jo vel Dialogen v&ae;re endt uden Resultat, men dette &anfbeg;uden Resultat&anfslut; er ingenlunde identisk med et negativt Resultat. Til et negativt Resultat h&o-;rer der altid, at der er et Resultat; og et negativt Resultat i sin reneste og meest ublandede Tilstand kan kun Ironien afgive; thi selv Skepsis ponerer altid Noget, hvorimod Ironien gj&o-;r det bestandig vistnok tantaliske Fors&o-;g, ligesom hiin gamle Hex, paa f&o-;rst at op&ae;de Alt og derpaa at &ae;de sig selv med, eller som det hedder om Hexen, sin egen Mave. Dialogen bliver sig derfor meget godt denne Mangel paa Resultat bevidst, ja den ligesom nyder med et vist Velbehag Tilintetgj&o-;relsens hele Trylleri, og gotter sig ikke blot over Sophistens Annihilation. Socrates siger selv: ... &anfbeg;den n&ae;rv&ae;rende Ende paa vor Samtale synes ligesom et Menneske at bebreide os og lee ad os, og ifald den kunde tale, at ville sige: I ere dog nogle forunderlige Mennesker, Socrates og Protagoras!&anfslut; Efterat nemlig de Stridende, da Protagoras har opgivet det epideiktiske Foredrag, have fors&o-;gt sig i allehaande Brydning, idet f&o-;rst Socrates er den sp&o-;rgende, Protagoras den svarende, derpaa denne den sp&o-;rgende, og hin den svarende, og endelig Socrates igjen den sp&o-;rgende og Protagoras den svarende, saa de, forat bruge et om muligt anskueliggj&o-;rende Udtryk, gjentagne Gange have veiet Salt med hinanden, fremkommer det snurrige Ph&ae;nomen, at Socrates forsvarer det, han har villet angribe, og Protagoras angriber det, han har villet forsvare. Den hele Dialog erindrer om den bekjendte Strid mellem en Katholik og en Protestant, der endte med, at de overbeviste hinanden, saa at Katholiken blev Protestant, og Protestanten Katholik; kun at her det Latterlige er optaget i den ironiske Bevidsthed. &streg; En Indvending, som her muligen kunde gj&o-;res, skal jeg saameget desto hellere tage Hensyn til, som kun en opm&ae;rksom L&ae;ser kan gj&o-;re den. Det kunde nemlig synes, som om det var Plato, der her anbragte den ironiske L&o-;ftestang, for i et ret muntert overgivent Himmelspr&ae;t at vippe ikke blot Protagoras, men og Socrates tilveirs, og hvor pudsigt end denne sidste kunde tage sig ud i et saadant Hurlumhei, maa jeg dog netop paa dennes Vegne frabede mig en slig Fortolkning. Det er nemlig Socrates, der selv gj&o-;r den Bem&ae;rkning, og enhver nogenlunde sympathetisk L&ae;ser vil vist ikke kunne undlade at forestille sig det med ironisk Alvor stridende og derudaf sig tvetydigt udkj&ae;mpende ironiske Smiil, hvormed han har ledsaget sin ironiske Forundring over, at den hele Leg fik dette Udfald, den Overraskelse, hvormed han seer Protagoras finde, hvad han n&o-;dvendig vidste han maatte finde, da han selv havde gjemt det. Dette med Hensyn til Dialogens hele Anl&ae;g eller Formen i Dialogen. See vi nu hen til Indholdet, det vil sige, til de i samme indflettede Problemer, der, ligesom meta paa L&o-;bebanen, afgive de faste Punkter, om hvilke de Stridende bev&ae;ge sig, s&o-;gende stedse n&ae;rmere og n&ae;rmere ind under dem, stedse hurtigere og hurtigere ilende hinanden forbi, da troer jeg man i det Hele vil finde en lignende negativ Ironi. Is&ae;r er dette Tilf&ae;ldet med det f&o-;rste Sp&o-;rgsmaal, om Dyden er een. Socrates opkaster nu det Sp&o-;rgsmaal, om Retf&ae;rdighed, Besindighed og Fromhed o. s. v. ere Dele af Dyden eller kun Navne paa een og samme Sag; og dern&ae;st, om de ere Dele paa samme Maade som Ansigtets Dele, nemlig Mund, N&ae;se, &O-;ine og &O-;ren, eller snarere som Guldets Dele, der i Intet ere forskjellige fra hinanden indbyrdes eller fra det Hele uden med Hensyn til Storhed og Lidenhed. Uden nu videre at indlade mig paa en i det Enkelte gaaende Dr&o-;ftelse af det meget Sophistiske, der fra begge Sider opdrives, skal jeg blot erindre om, at Soc.s Argumentation v&ae;sentlig gaaer ud paa at tilintetgj&o-;re den relative Ulighed mellem de forskjellige Dyder for at redde Eenheden, Protag. derimod bestandig har den qvalitative Ulighed for &O-;ie, men derfor mangler det Baand, der er istand til at omslutte og sammenholde den rige Mangfoldighed. Mediationens Idee gaaer derfor ikke op for ham, han famler i dens Tusm&o-;rke, naar han for at vindicere Eenheden klamrer sig fast ved den subjectiverede Mediationens Idee, der beroer paa Lighedens og Ulighedens Identitet. Overalt, siger han, ligne alle Ting hinanden i en vis Henseende. Selv det Hvide ligner paa en vis Maade det Sorte og det Haarde det Bl&o-;de, og saaledes Alt hvad der synes at v&ae;re hinanden meest modsat. Dydens Eenhed derimod efter Soc.s Opfattelse er som en Tyran, der ikke har Mod til at herske over den virkelige Verden, men f&o-;rst myrder alle sine Undersaatter, for nu med fuldkommen Tryghed stolt at kunne herske over de blege Skyggers tause Rige. Naar Fromheden nemlig ikke er Retf&ae;rdighed, saaledes argumenterer Socr., saa er altsaa det at v&ae;re from det Samme som at v&ae;re ikke-retf&ae;rdig &dvs;: uretf&ae;rdig &dvs;: ugudelig. Enhver seer nu let det Sophistiske i Soc.s Argumentation. Men hvad jeg i S&ae;rdeleshed maa gj&o-;re opm&ae;rksom paa, er, at denne Dydens Eenhed bliver saa abstract, saa egoistisk afsluttet i sig selv, at den kun bliver den Klippe, paa hvilken de enkelte Dyder som velbefragtede Seilere strande og s&o-;nderslaaes. Dyden gjenneml&o-;ber som en sagte Hvidsken, som et Gys, sine egne Bestemmelser, uden at den bliver h&o-;rlig endsige articuleret i nogen af dem, ligesom, hvis jeg t&ae;nkte mig, at enhver Soldat glemte Parolen i samme &O-;ieblik han hvidskede sin Nabo den i &O-;ret, og jeg da t&ae;nkte mig en uendelig R&ae;kke af Soldater, Parolen da egentlig slet ikke vilde v&ae;re til, saaledes omtrent forholder det sig med denne Eenhed. Den Bestemmelse af Dyden, at den er een i den Forstand, hvori Socr. fastholder det, er aabenbart for det F&o-;rste egentlig ikke nogen Bestemmelse, da det er den svagest muligt beaandede Udtalelse af dens Tilv&ae;relse, i hvilken Anledning jeg til yderligere Oplysning blot skal erindre om Schleiermachers skarpsindige Bed&o-;mmelse af Betydningen af _{dens Guds}den Guds Egenskab, at han er een, som findes i hans Dogmatik; dern&ae;st er den en negativ Bestemmelse, da den Eenhed, der etableres, er saa usocial som muligt. Det Ironiske ligger deri, at Socrates fralister Protagoras enhver concret Dyd, og idet han skal f&o-;re den tilbage paa Eenheden, aldeles forflygtiger den; det Sophistiske er det, i Kraft af hvilket han er istand dertil; og saaledes have vi paa eengang den af sophistisk Dialectik baarne Ironi og den i Ironi hvilende sophistiske Dialectik. Hvad den anden S&ae;tning angaaer, om Dyden kan l&ae;res, som Protagoras mener, eller den ikke kan l&ae;res, som Socrates mener, saa fastholder naturligviis hiin her for meget det discrete Moment, idet han vil lade den ene Dyd udvikle sig aldeles paa den andens Bekostning, og dog lade Dyden som Eenhed v&ae;re tilstede i det paagjeldende Individ og saaledes krone den, der endnu er paa L&o-;bebanen. Socrates fastholder derimod Eenheden i den Grad, at han, skj&o-;ndt i Besiddelse af en uhyre Capital, dog er fattig, da han ikke kan gj&o-;re den frugtbar. Den socratiske S&ae;tning, at Dyden ikke kan l&ae;res, synes at indeholde en h&o-;i Grad af Positivitet, eftersom den f&o-;rer Dyden tilbage enten paa en Naturbestemmelse eller paa Noget Fatalistisk. Men saavel Dyden opfattet som umiddelbar Harmoni, som og i sin fatalistiske &g.d;&g.i;&g.a;&g.s;&g.p;&g.o;&g.r;&g.a..g; er dog i en anden Forstand en aldeles negativ Bestemmelse. Det derimod, at Dyden kan l&ae;res, maa enten forstaaes saaledes, at en oprindelig Tomhed i Mennesket efterhaanden gjennem en L&ae;ren udfyldes, men dette er en Modsigelse, da Noget, der er Mennesket absolut fremmed aldrig kan bringes ind i ham; eller det er Udtrykket for den under en Succession af L&ae;ren sig gradviis udfoldende indre Dydsbestemmelse og foruds&ae;tter altsaa dens oprindelige Tilstedev&ae;relse. Det er da Sophistens Misforstaaelse, at han anmasser sig at ville bringe Noget ind i Mennesket; den socratiske derimod, i enhver Forstand at n&ae;gte, at Dyden kan l&ae;res. Og at nu denne socratiske Opfattelse er negativ, det er aabenbart; den negerer nemlig Livet, Udviklingen, kort sagt, Historien i sin almindeligste og videste Forstand. Sophisten negerer det Oprindelige, Socrates den senere Historie. &streg; Sp&o-;rge vi nu fremdeles til hvilken almindeligere Betragtning denne socratiske Anskuelse maa henf&o-;res, i hvilken Totalitet den hviler, da er det aabenbart i den Betydning, Erindringen till&ae;gges; men Erindring er netop den retrograde Udvikling, og altsaa Modbilledet til den stricte saakaldte Udvikling. Vi have saaledes ikke blot en negativ Bestemmelse i den S&ae;tning, at Dyden ikke kan l&ae;res, men ogsaa en ironisk negativ Bestemmelse, der bev&ae;ger sig i aldeles modsat Retning. Det er saa langt fra, at Dyden kan l&ae;res, at den tvertimod ligger saa langt bag ved Individet, at man maatte befrygte, at den var glemt. Platonisk vilde det v&ae;re at styrke Existentsen ved den opbyggelige Tanke, at Mennesket ikke er jaget tomh&ae;ndet ud i Verden, ved gjennem Erindring at besinde sig paa sit rige Udstyr, socratisk er det at faae hele Virkeligheden underkjendt og henvise Mennesket til en Erindring, der bestandig tr&ae;kker sig l&ae;ngere og l&ae;ngere tilbage imod en Fortid, der selv tr&ae;kker sig saa langt tilbage i Tiden som hiin adelige Families Herkomst, hvilken Ingen kunde huske. Vel fastholder Socrates ikke denne S&ae;tning, men vi skal nu see, at det han s&ae;tter istedet, er ikke mindre ironisk. At Dyden kan l&ae;res eller ikke kan l&ae;res, har jeg hidtil opfattet i Betydning af at gj&o-;re Erfaring, jeg har forstaaet det om den Erfaringens Skole, i hvilken Dyden l&ae;res. Vi bem&ae;rkede, at medens Sophisten lod Mennesket bestandig gaae i Skole, idet han blot fastholdt eller rettere i ethvert Moment opgav og slappede det Dissolute i Erfaringen, saa Mennesket blev ligesom den dumme Gottlieb aldrig klog af Erfaring, gjorde Socrates Dyden saa snerpet og knibsk, at den af den Grund aldrig kom til at gj&o-;re Erfaring. Socrates gj&o-;r imidlertid et dybere Fors&o-;g paa at vise, at Dyden er een, det er, han vil udfinde det Andet, hvori alle Dyder saa at sige elske hverandre, og dette bliver da Erkjendelsen. Imidlertid gjennemf&o-;res dog denne Tanke ingenlunde til den Dybde af sorgl&o-;s Pelagianisme, der er Gr&ae;citeten eiendommelig, saa at Synd bliver Uvidenhed, Misforstand, Forblindethed, og Villies-Momentet deri, Stolthed og Trods, bliver overseet, men idet han, for at skaffe sig Fodf&ae;ste, disputerer e concessis, opstiller han det Gode som det Behagelige, og den Erkjendelse, han saaledes vindicerer, bliver en Maalekunst, en fiin Forstandighed paa Nydelsens Gebet. Men en saadan Erkjendelse h&ae;ver i Grunden sig selv, idet den bestandig foruds&ae;tter sig selv. Medens derfor det tidligere ber&o-;rte Ironiske i hele Dialogen viser sig deri, at Socrates, der erkl&ae;rede, at Dyden ikke kunde l&ae;res, dog reducerer den paa Erkjendelse, og altsaa beviser det Modsatte, og det gaaer ligesaa med Protagoras, saa bliver det Ironiske ogsaa m&ae;rkeligt deri, at han opstiller en Erkjendelse, der, som sagt, tilsidst h&ae;ver sig selv, idet den uendelige Beregning af Nydelsens Forhold forhindrer og qv&ae;ler selve Nydelsen. Vi see altsaa: det Gode er det Behagelige, det Behagelige beroer paa Nydelse, Nydelsen beroer paa Erkjendelsen, Erkjendelsen paa en uendelig Maalen og Vragen, det vil sige: Det Negative ligger i den i en uendelig Empiri altid n&o-;dvendigen inh&ae;rerende usalige Utilfredsstillethed, det Ironiske i det &anfbeg;Velbekomme!&anfslut; Socrates, saa at sige, &o-;nsker Protagoras. Saaledes er nu i en vis Forstand Socrates atter kommen til sin f&o-;rste S&ae;tning, at Dyden ikke kan l&ae;res, idet Erfaringens uendelige Sum, ligesom en Masse af lutter stumme Bogstaver, jo mere den voxer desto mindre lader sig udtale. I f&o-;rste Potents ligger altsaa det Ironiske i at opstille en saadan Erkjendelsesl&ae;re, som annihilerer sig selv, i anden Potens ligger det Ironiske i, at han lader, som om han ved et Tilf&ae;lde er kommen til at forsvare Protagoras' S&ae;tning, uagtet han jo ved selve Forsvaret tilintetgj&o-;r den. Thi at den platoniske Socrates af anden Grund skulde have opstillet den S&ae;tning, at det Gode er det Behagelige og det Onde det Ubehagelige, end for at tilintetgj&o-;re den, det vilde jo v&ae;re aldeles Urimeligt at antage. Ph&ae;don Jeg skal nu gaae over til at behandle Ph&ae;don, en Dialog, i hvilken det Mythiske er mere fremtr&ae;dende, ligesom det Dialektiske fandtes ublandet i Protagoras. I denne Dialog f&o-;res Beviserne for Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, i hvilken Henseende jeg forel&o-;big skal anf&o-;re en Bem&ae;rkning af Baur (anf&o-;rte Skrift Pag. 112): Dieser Glaube (an die Fortdauer der Seele nach dem Tode) gr&u..;ndet sich auf die Beweise, welche Plato den Socrates entwickeln l&a..;&ss;t, diese Beweise selbst aber, wenn wir sie n&a..;her betrachten, f&u..;hren uns wieder auf etwas anderes zur&u..;ck, was in der unmittelbarsten Beziehung zu der Person Sokrates steht. Forinden jeg imidlertid gaaer over til en Unders&o-;gelse af disse Bevisers Natur, skal jeg give mit ringe Bidrag til at besvare Sp&o-;rgsmaalet om Sl&ae;gtskabet mellem Symposiet og Ph&ae;don. Som bekjendt har Schleiermacher og efter ham hos os Heise sat disse to Dialoger i den n&o-;ieste Forbindelse, idet de antage, at disse Dialoger omslutte hele den socratiske Existents, saaledes som den var saa vel i Verden som ud over Verden, og ved at indordne disse Dialoger i samtlige platoniske Dialogers Cyklus har de troet, at de afgive det positive Element til Sophisten og Statsmanden, (idet disse Dialoger efter deres Mening ikke opnaaede hvad de attraaede, at fremstille Philosophens Natur og V&ae;sen), hvilket da vel is&ae;r maatte gjelde om Sophistens Forhold til disse Dialoger, da Sophisten jo netop maatte v&ae;re Philosophens Negation. Anderledes Ast. I hans Skrift: Platons Leben und Schriften (Leipzig 1816), henf&o-;rer han Ph&ae;don i den f&o-;rste R&ae;kke af platoniske Dialoger, de saakaldte socratiske, af hvilke han t&ae;ller fire: Protagoras, Ph&ae;dros, Gorgias, Ph&ae;don (smlgn. Pag. 53). Han bem&ae;rker, hvad Forholdet mellem disse fire Dialoger angaaer: und zwar ist der Ph&a..;don, wenn der Protagoras und Ph&a..;dros wegen der Vorherrschaft des Mimischen und Ironischen zur Kom&o..;die sich hinneigen, entschieden tragisch: Erhabenheit und R&u..;hrung sein Charakter (Pag. 157). Fremdeles bem&ae;rker han, at Schleiermacher aldeles har miskjendt den platoniske Compositions Aand ved at s&ae;tte Ph&ae;don i Forbindelse med Symposiet: Im Symposion wird der hellenische Weise als vollendeter Erotiker dargestellt, im Ph&a..;don dagegen verschwindet der heitere, _{himmlich-sch&o..;ne}himmlisch-sch&o..;ne Hellenismus, und der griechische Socrates wird zum indischen Brahminen idealisirt, der einzig in der Sehnsucht nach Wiedervereinigung mit Gott lebt, dessen Philosophie also Betrachtung des Todes ist ....... Er (der Geist) flieht die den Geist tr&u..;bende und st&o..;rende Sinnlichkeit, und schmachtet nach Erl&o..;sung aus den Fesseln des ihn einkerkernden K&o..;rpers (Pag. 157 og 58). &streg; At der nu ved f&o-;rste Betragtning er en saare betydelig Forskjel mellem Ph&ae;don og Symposiet, det er indlysende; men paa den anden Side kan man da heller ei n&ae;gte, at Ast aldeles isolerer Ph&ae;don, og at det Fors&o-;g, han gj&o-;r paa at s&ae;tte den i Forbindelse med Ph&ae;drus, Protagoras og Gorgias ved at betegne den som tragisk, hvori det R&o-;rende har Overhaand, egentlig ikke er i Samklang med hvad han selv siger om den m&o-;rke orientalske Mystik, der danner Mods&ae;tningen til den lyse himmelskj&o-;nne Hellenismus, der hv&ae;lver sig over Symposiet; thi fordi Ph&ae;don er tragisk, derfor kunde den gr&ae;ske Himmel gjerne overskinne den ligesaa skj&o-;n, ligesaa rolig, ligesaa skyfri, da den jo havde v&ae;ret Vidne til mangen Tragoedie, uden at enten den derfor blev overtrukken og skyfuld, eller Luften trykkende og qvalm som Orientalernes. Men er den saaledes ikke gr&ae;sk, saa s&o-;ger man forgjeves at incorporere den i Plato, end sige at stille den i Geled med andre. Hvad derimod Schleiermachers Opfattelse angaaer, da kan man ikke n&ae;gte, at den Livsanskuelse, der foredrages i Symposiet, og den D&o-;dsanskuelse, der opstilles i Ph&ae;don, ikke ganske harmonere, hvilket man kan bem&ae;rke endog blot derved, at Ph&ae;don gj&o-;r D&o-;den til Udgangspunkt for Anskuelsen af Livet, hvorimod Symposiet fastholder en Livsanskuelse, hvori D&o-;den ikke er optaget som Moment. Disse to Opfattelser kan nu ingenlunde t&ae;nkes som saa gunstigt stemte mod hinanden, at de uden en tredie Opfattelse kunde gjennemtr&ae;nge hinanden. Denne tredie Opfattelse maa enten v&ae;re en spekulativ Betragtning, der er istand til at overvinde D&o-;den, eller det er Ironien, der i Symposiet gjorde Kj&ae;rligheden til det Substantielle i Livet, men dog tog igjen med den anden Haand, idet den opfattede Kj&ae;rlighed negativt som L&ae;ngsel, som nu her opfatter Livet retrograd, ethvert &O-;ieblik vil tilbage i det Dunkle, hvoraf Sj&ae;len udgik, eller rettere i den forml&o-;se uendelige Gjennemsigtighed. D&o-;den er i Ph&ae;don aabenbart opfattet aldeles negativt. Vel er og bliver D&o-;den altid et negativt Moment, men saasnart den blot opfattes som Moment, saa vil ogsaa det Positive deri, den frigj&o-;rende Metamorphose seierrigt overleve det Negative. Naar jeg nu erkl&ae;rer mig for Ironien (tiltrods endog for saadanne Yttringer som Pag. 27: &anfbeg;Idetmindste troer jeg ikke, sagde Socr., at den, der h&o-;rer vor Samtale, var det selv en Komoedieskriver, t&o-;r sige, at jeg f&o-;rer daarlig Snak, og taler om Ting, som ikke angaaer mig&anfslut;), saa kan det maaskee synes Een og Anden ved f&o-;rste &O-;iekast saare urimeligt, ved n&ae;rmere Eftersyn maaskee ret antageligt. Den spekulative Eenhed kan nemlig ikke saaledes usynlig og um&ae;rkelig v&ae;re tilstede, men vel den ironiske. Naar jeg nu siger, at Ironi er et v&ae;sentligt Element i Ph&ae;don, saa mener jeg naturligviis ikke de ironiske Forziringer, der findes adspredte i denne Dialog, da de, hvor betydningsfulde de end _kunnekunde v&ae;re, og hvor meget de end for den dybere Betragtning stedse mere og mere udvide sig, dog i det H&o-;ieste kun kan v&ae;re Vink om den endelige Anskuelse, der gjennemtr&ae;nger hele Dialogen. Jeg vil anf&o-;re et Par Exempler. Pag. 42: &anfbeg;Dog synes Du og Simmias gjerne at ville udf&o-;re denne S&ae;tning videre og ligesom B&o-;rnene at frygte for, at Vinden virkelig skal bortbl&ae;se og adsprede den (Sj&ae;len), idet den gaaer ud af Legemet, is&ae;r naar En tilf&ae;ldigviis ikke d&o-;de i et stille Veir, men under en st&ae;rk Storm.&anfslut; Pag. 119: Socrates bebreider Kriton, at han sp&o-;rger ham, hvorledes han vil begraves, og tilf&o-;ier, at Kriton formodentlig troer, at alt det, han har talt om, hvorledes han vil gaae bort til de Saliges Herligheder, &anfbeg;hvilke end disse monne v&ae;re,&anfslut; kun er sagt for at berolige Disciplene og sig selv ..: &anfbeg;stiller derfor en Borgen for mig hos Kriton, modsat den, han stillede for mig hos Dommerne. Thi han borgede for, at jeg ganske vist vilde blive, men borger I for, at jeg ganske vist ikke vil blive, naar jeg er d&o-;d, men gaae bort.&anfslut; Dog, slige ironiske Yttringer lode sig endnu ret godt forene med den formeentlige Alvor og den dybe R&o-;relse, der skal gaae gjennem den hele Dialog; hvorimod man rigtignok heller ikke b&o-;r n&ae;gte, at de tage sig langt bedre ud, naar man i dem m&ae;rker Ironiens stille, hemmelige V&ae;xt. Det f&o-;rste Bidrag, jeg skal levere for at underst&o-;tte min Paastand, er derimod et Forsvar for, at Aanden i denne Dialog er &ae;gte gr&ae;sk og ikke orientalsk. Efter den Forestilling nemlig, jeg kan gj&o-;re mig om den orientalske Mystik, bestaaer den Hend&o-;en, der her kan v&ae;re Tale om, i en Slappelse af den Sj&ae;lens Muskelkraft, af den Sp&ae;nding, som Bevistheden er, i en Opl&o-;sthed og tungsindigt hensynkende Mathed, i en Bl&o-;dgj&o-;relse, hvorved man ikke bliver lettere, men tungere, hvorved man ikke forflygtiges, men chaotisk blandes og i ubestemte Bev&ae;gelser r&o-;rer sig i en Taagemasse. &O-;sterl&ae;nderen kan derfor vel &o-;nske at befries fra Legemet og f&o-;le det som noget Trykkende, men det er da egentlig ikke for at blive friere men for at blive mere bunden, som om han istedetfor Locomotion vilde &o-;nske Plantens vegetative Stillleben. Det er istedetfor Tankens Himmel at &o-;nske sig den taagede, d&o-;sige Sv&ae;lgen, som et Opiat kan forskaffe, istedetfor Handlingens Energi at &o-;nske sig en med et dolce far niente forbunden illusorisk Hvile i en Fuldbringelse. Men Gr&ae;kenlands Himmel er h&o-;i og hv&ae;lvet, ikke flad og trykkende, den h&o-;iner sig bestandig mere og mere, synker ikke &ae;ngstende ned; dens Luft er let og gjennemsigtig, ikke diset og qvalm. De L&ae;ngsler, her kan v&ae;re Tale om, gaae derfor ud paa at blive lettere og lettere, at concentreres i et stedse flygtigere og flygtigere Sublimat, ikke at evaporere i en sl&o-;vende Mathed. Bevidstheden vil ikke udbl&o-;des i flydende Bestemmelser, men strammes mere og mere. &O-;sterl&ae;nderen vil derfor tilbage bag Bevidstheden, Gr&ae;keren ud over Bevidsthedens Succession. Men dette aldeles Abstrakte, den vil, bliver tilsidst det meest Abstrakte, det Letteste, nemlig Intet. Og her staae vi ved et Coincidentspunkt for de to Opfattelser, der hidr&o-;re enten fra den subjektive Mystik eller fra Ironien. At nu den af den successive Afd&o-;en resulterende Existents i Ph&ae;don er opfattet aldeles abstrakt, det vil vist indlyse for Enhver, der har l&ae;st denne Dialog. Lidt n&ae;rmere at eftervise det, kan imidlertid ikke v&ae;re af Veien. Dette kan skee deels ved at vise, hvorledes Socrates opfatter Sj&ae;lens Natur, forsaavidt som jo den rette Opfattelse af Sj&ae;len egentlig i sig maa indeholde, maa v&ae;re impr&ae;gneret med det rette Beviis for dens Ud&o-;delighed; deels ved n&o-;iagtigere at analysere de forskjellige Yttringer, der findes med Hensyn til Sj&ae;lens tilkommende Hvorledes. Ved denne sidste Unders&o-;gelse vil jeg subsidialiter tage et Hensyn til Apologien, der netop som historisk Aktstykke maa kunne lede os paa vor Vei. Det er til disse Unders&o-;gelser jeg nu skal gaae over, og jeg skal forinden blot gj&o-;re den Bem&ae;rkning, at det er bet&ae;nkeligt, med Hensyn til den Vigtighed et saadant Sp&o-;rgsmaal som det om Sj&ae;lens Ud&o-;delighed altid maa have, at det i Platonismen behandles leilighedsviis, nemlig i Anledning af Socrates' D&o-;d. Det er altsaa til den f&o-;rste Unders&o-;gelse jeg nu skal gaae over, eller til det Sp&o-;rgsmaal, hvorledes Socrates opfatter Sj&ae;lens V&ae;sen, og dette f&o-;rer os ind i den n&ae;rmere Dr&o-;ftelse af de af ham opstillede Beviser for dens Ud&o-;delighed. Som Indledning til _{den egentlig}den egentlige Argumentation oplyser Socrates f&o-;rst, hvorledes det h&ae;nger sammen med Philosophernes Lyst til at d&o-;e. Er D&o-;den nemlig, hvilket indr&o-;mmes, en Adskillelse af Sj&ae;l og Legeme, beroer fremdeles den egentlige Erkjendelse paa en Abstraktion fra den lavere Sandsning, da man aldrig ved nogen sandselig Iagttagelse tr&ae;ffer det, som udgj&o-;r en Tings V&ae;sen, if&o-;lge hvilket den er det, den er, saasom St&o-;rrelse, Sundhed, Styrke o. s. v. (smlgn. Pag. 17), saa indseer man jo lettelig, at Philosopherne maae &o-;nske (smlgn. Pag. 20) at have saa Lidt som muligt at skaffe med Legemet, ja ved D&o-;den at luttres og befries fra Legemets Daarskab, for at fuldkomme hvad de allerede her i Livet have fors&o-;gt (smlgn. Pag. 18), med den rene Tanke at efterjage Tingenes rene V&ae;sen. Men her er nu aabenbart Sj&ae;len opfattet ligesaa abstrakt, som det Tingenes rene V&ae;sen, der er Gjenstand for dens Virksomhed. Og der bliver en bet&ae;nkelig Tvivl tilbage, om der egentlig, om end Philosophien med nok saa stor Anstr&ae;ngelse s&o-;ger at skr&ae;mme dette Tingenes rene V&ae;sen ud af alle dets Smuthuller, om der egentlig vil vise sig noget Andet end det reent Abstrakte (Sundhed, St&o-;rrelse o. s. v.), der som saadant i sin Mods&ae;tning til det Concrete er Intet. Heraf f&o-;lger da igjen, at Sj&ae;len i sin erkjendende Virksomhed, for ret at blive congruent med sin Gjenstand, i samme Grad maa blive til Intet. Ja Sj&ae;len maa i den Grad stedse blive lettere og lettere, at det kun er de Sj&ae;le, der have pleiet for megen Omgang med Legemet, der paa Grund af dette (smlgn. Pag. 50) vil betynges og tr&ae;kkes tilbage til det synlige Sted, af Frygt for det Forml&o-;se og Aandeverdenen, og som skyggeartede Skikkelser bev&ae;ge sig omkring ved Mindesm&ae;rker og Grave. Saadanne Skyggebilleder maae de Sj&ae;le vise os, som ikke ere blevne reent afl&o-;ste, men endnu have Deel i det Synlige, hvorfor de da ogsaa sees. At opfatte Sp&o-;gelser som en ufuldkommen Existents, derimod kunde vel Intet v&ae;re at indvende, men naar man s&ae;tter det &anfbeg;Forml&o-;se&anfslut; som det Ideale, saa sees dog, hvor negativt Alt er opfattet og hvorledes Sj&ae;len bliver til Intet. Vil man derfor give Socrates Ret i det af ham opstillede Dilemma (smlgn. Pag. 20), at man maa antage Eet af To, enten at vi aldrig komme til Erkjendelse eller f&o-;rst efter D&o-;den, saa vil man vist ogsaa blive temmelig bet&ae;nkelig ved den socratiske Udvei. Jeg har opholdt mig lidt l&ae;ngere ved disse indledende Unders&o-;gelser, fordi de give en Forestilling om, hvad man kan vente sig af den hele f&o-;lgende Betragtning. At opstille de enkelte Argumenter og derpaa at gjennemgaae dem, vilde her blive for vidtl&o-;ftigt, og jeg vil for de L&ae;sere, som &o-;nske ikke at forf&o-;lge dem i deres Tilblivelse under Samtalen, men at see dem, saavidt muligt, i fuldst&ae;ndig videnskabelig Holdning, henvise til Baur og Ast. Af mere Vigtighed synes det derimod at bem&ae;rke, at de enkelte Argumenter, der anf&o-;res, ikke altid ere i Harmoni med hinanden. Naar man nemlig s&ae;tter det Argument, der hentes fra den Betragtning, at det Modsatte opstaaer af det Modsatte, og at der imellem Mods&ae;tningernes Led findes to Str&o-;mninger, det F&o-;rstes Overgang i det Andet og det Andets Tilbagegang i det F&o-;rste, i Forbindelse med det Argument, der ved Betragtningen af Sj&ae;lens Pr&ae;existents, saaledes som denne manifesterer sig i Erindringens Natur og V&ae;sen, s&o-;ger paa den Maade at sikkre det Continuerlige, saa skj&o-;nner jeg ikke rettere end, at enten Begrebet om dens Pr&ae;existents udelukker Forestillingen om dens Tilblivelse, eller, naar man vil fastholde Pr&ae;existentsen i Harmoni med Anskuelsen af Vordelsen, at man maa antage, at Socrates har beviist Legemernes Opstandelse. Men dette er jo ganske i Modsigelse med hans &o-;vrige Theorie. En Uovereensstemmelse bliver der vistnok altid mellem disse to Argumenter, som ikke kan fjernes ved den Uklarhed om, hvad D&o-;den egentlig er, der findes i det f&o-;rste, eller ved den tilsnegne Foruds&ae;tning, som Baur med F&o-;ie opholder sig over, at D&o-;den ikke er Livets Oph&o-;r men kun en anden Art af Existents (smlgn. _anfanf. Skr. Pag. 114). Naar nu Baur frakjender disse Argumenter Beviiskraft og mener, at de kun ere en analytisk Exposition af Sj&ae;lens Begreb, og at altsaa Ud&o-;deligheden kun forsaavidt f&o-;lger af dem, som den allerede bliver forudsat i Sj&ae;lens Begreb, saa kan man vel v&ae;re enig med ham; men man maa dog ikke oversee, at det Haarde, Sj&ae;len her bliver, som ellers det Gode, det Skj&o-;nne o. s. v., her ikke staaer som et Udgangspunkt, men som et Resultat, at det er netop idet Betragtningen vil gribe Sj&ae;lens V&ae;sen, at dette viser sig som uigjennemtr&ae;ngeligt, og ikke i Medf&o-;r af denne Sj&ae;lens Uigjennemtr&ae;ngelighed, at man gaaer ud i Argumenternes Mangfoldighed. Dette er nemlig et negativt Resultat, det Andet en positiv Foruds&ae;tning, hvilket jeg her atter maa gj&o-;re opm&ae;rksom paa. See vi nu hen til, hvilken Sj&ae;lens Beskaffenhed maa v&ae;re, hvilken specifik Existents den maa have, forsaavidt som Besvarelsen af disse Sp&o-;rgsmaal skal hentes fra den Forestilling herom, som hviler i det Argument for dens Ud&o-;delighed, der hentes fra Erindringens Natur og V&ae;sen, da komme vi ogsaa til de meest abstrakte Bestemmelser. Idet nemlig Mennesket sandseligt paavirkes, f&o-;rer det disse Sandse-Indtryk hen til visse Almeen-Forestillinger f. Ex. det Lige (Pag. 33 ff.), det i og for sig Skj&o-;nne, Gode, Retf&ae;rdige, Fromme o. s. v., overhovedet til alt det, &anfbeg;som vi saavel i vore Sp&o-;rgsmaal som Svar betegne som det, der er&anfslut; (smlgn. Pag. 37). Disse Almeen-Forestillinger erhverves ikke ved Erfaringens atomistiske Iagttagelser, eller ved Inductionens Usurpationer, tvertimod de foruds&ae;tte sig selv bestandig. _Enten&anfbeg;Enten ere vi altsaa f&o-;dte med disse Erkjendelser, og vi besidde dem alle vort hele Liv igjennem, eller de, om hvilke vi sige, at de l&ae;re Noget, erindre sig i Grunden kun dette, og det at l&ae;re er altsaa en Erindren&anfslut; (Pag. 38 ned.) Den spekulativt uforklarede, vistnok som alt Spekulativt ved f&o-;rste &O-;iekast paradoxe, Synthese af det Timelige og det Evige beroliges her poetisk og religi&o-;st. Det er ikke Selvbevisthedens evige Sig-selv-Foruds&ae;tten, der lader det Universelle slutte sig t&ae;t og snevert om det S&ae;regne, det Individuelle, der her tr&ae;der os im&o-;de, tvertimod: det Universelle flagrer l&o-;st omkring det. Punctum saliens i Argumentationen er egentlig dette, at ligesom Ideerne ere til f&o-;r de sandselige Ting, saaledes er Sj&ae;len til f&o-;r Legemet. Dette lyder vel i og for sig ret antageligt, men saa l&ae;nge det ikke er oplyst, hvorledes Ideerne ere til f&o-;r Tingene, og i hvilken Forstand, saa seer man, at det &anfbeg;ligesom,&anfslut; hvorom Alt dreier sig, bliver det abstrakte Ligheds-Tegn mellem to ubekjendte St&o-;rrelser. Forsaavidt man ved n&ae;rmere at unders&o-;ge de paa den ene Side af Lighedstegnet givne St&o-;rrelser skulde troe at faae nogen n&ae;rmere Oplysning, og denne Tro allerede bestyrkes ved Tanken om, at det er det i og for sig Gode, Skj&o-;nne, Retf&ae;rdige, Fromme, hvorom Talen er, saa qv&ae;les den atter, naar vi bet&ae;nke, at det tillige er det Lige o. s. v., af hvis Pr&ae;existents Sj&ae;lens Pr&ae;existents afh&ae;nger. Thi staaer det sig ikke bedre med Sj&ae;lens Pr&ae;existents end med slige Almeen-Forestillinger, saa seer man jo let, at den forsvinder ligesom hine i denne uendelige Abstraktion. Fra dette Punkt af lod sig nu vistnok, enten i Form af en seierrig Spekulation, eller en Troens Fortabelse, danne Overgangen til en positiv Opfattelse, men dette skeer ikke; og hvad L&ae;seren maa optage i sig som en evig in Mente endog ved den mindste Beregning i hele denne Unders&o-;gelse, dette Punkt er ikke det Intet, hvorfra man gaaer ud, men det Intet, hvortil man gjennem Overveielsens Besv&ae;rlighed kommer. Og man kan gaae videre. S&ae;t der lod sig forbinde en Forestilling med denne Ideernes Existents udenfor enhver Concretion, saa maatte man jo sp&o-;rge: i hvilket Forhold til denne vilde man da s&ae;tte den pr&ae;existerende Sj&ae;l. I Jordelivet var dens Virksomhed denne, at f&o-;re det Enkelte tilbage paa dette Almindelige, men det concrete Forhold af det Enkelte til det Universelle, som er givet i og med Individualitet, var der aabenbart ikke Tale om. Den af Sj&ae;len realiserede Forbindelse mellem disse to Magter var aldeles transitorisk, ingen forblivende. Forsaavidt maatte altsaa Sj&ae;len i dens tidligere Existents v&ae;re aldeles forflygtiget i Ideernes Verden, og i denne Henseende er det heldigt udtrykt af Plato, at Sj&ae;len ved Overgangen i det sandselige Liv glemmer disse Ideer, thi denne Glemsel er netop den Nat, der gaaer forud for Bevisthedens Dag, er det Hvilepunkt, der naturligviis er uendeligt forsvindende og Intet, hvoraf det Universelle bestemmer sig hen til det S&ae;regne. Glemsel er altsaa den evig limiterende Foruds&ae;tning, der uendeligt negeres ved Erindringens evig forbindende Foruds&ae;tning. Men dette, at den platoniske L&ae;re tr&ae;nger til de to Extremer af Abstraktion, den aldeles abstrakte Pr&ae;existents og en ligesaa abstrakt Postexistents &dvs;: Ud&o-;delighed, viser netop, at Sj&ae;len maa v&ae;re opfattet aldeles abstrakt og negativt ogsaa i dens timelige Existents. Dette, at det jordiske Liv efter Plato fortoner sig (dette Ord taget saavel i malerisk som musicalsk Forstand) til begge Sider, skulde man troe maatte f&o-;re til den Anskuelse, at det jordiske Liv var den fyldige Midte, men det er ingenlunde Tilf&ae;lde her i Ph&ae;don. Tvertimod, dette Liv er det ufuldkomne, og det Forml&o-;se er det, hvorefter L&ae;ngselen stunder. Til ligesaa abstrakte Resultater komme vi, naar vi gjennem de &o-;vrige Beviser arbeide os hen til den for disse til Grund liggende Anskuelse af Sj&ae;lens V&ae;sen. &streg; Det Ikke-Sammensatte kan ikke opl&o-;ses og forgaae. Det Sammensatte derimod h&o-;rer det til at opl&o-;ses paa samme Maade, som det er sammensat. Da nu Sj&ae;len h&o-;rer til det Ikke-Sammensatte, saa f&o-;lger deraf, at den ikke kan opl&o-;ses. Dog denne hele Tankebev&ae;gelse er aldeles tilsyneladende, da det egentlig er Tautologiens holdningsl&o-;se Grund, den bev&ae;ger sig paa. Vi maae derfor f&o-;lge Socrates, naar han oplyser Analogierne. Det Usammensatte er det, der altid forholder sig paa den samme Maade. Hiint V&ae;sen selv, siger han (Pag. 44), hvilket vi i vore Sp&o-;rgsmaal og Svar tilskrive egentlig V&ae;ren, forholder det sig vel altid paa samme Maade eller snart saaledes snart anderledes? Det i og for sig selv Lige, Skj&o-;nne og Alt, hvad der har egentlig V&ae;ren, kan det nogensinde undergaae nogensomhelst Forandring? &anfbeg;Disse Ting ere altid sig selv lige, ere forml&o-;se og kunne ikke sees.&anfslut; Sj&ae;len har nu st&o-;rst Lighed med det Guddommelige, Ud&o-;delige, Fornuftige, Eensartede, Uopl&o-;selige og altid paa een og samme Maade sig Forholdende, Legemet derimod har st&o-;rst Lighed med det Menneskelige, D&o-;delige, Ufornuftige, Mangeartede, Opl&o-;selige og aldrig paa samme Maade sig Forholdende (Pag. 47). Men her ere vi altsaa komne til en ligesaa abstract Opfattelse af Sj&ae;lens Existents og dens Forhold til Legemet. Denne Betragtning gj&o-;r sig nemlig ingenlunde skyldig i paa en materiel Maade at anvise Sj&ae;len en bestemt Plads i Legemet, men den overseer paa den anden Side ogsaa aldeles Sj&ae;lens Forhold til Legemet, og istedetfor at lade Sj&ae;len frit r&o-;re sig i det af den selv producerede Legeme, er den idelig if&ae;rd med at liste sig ud af Legemet. Det Billede, som Kebes senere benytter til en Indvending mod Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, forsaavidt man udleder samme af den Betragtning, at da Legemet, der dog er det Svagere, vedblev, ogsaa Sj&ae;len, der er det St&ae;rkere, maatte vedblive, at det nemlig er, som om Nogen vilde f&o-;re den Tale om en gammel V&ae;ver, som var d&o-;d: Manden er ikke d&o-;d, men maa vistnok v&ae;re etsteds, og som Beviis derpaa vilde fremf&o-;re, at den Kl&ae;dning han havde paa, og som han selv havde v&ae;vet, var uskadt og ikke tilintetgjort (Pag. 61), dette Billede, siger jeg, vilde, rigtigt benyttet, idet man udh&ae;vede det Sindrige i at sammenligne Sj&ae;len med en V&ae;ver, allerede lede til langt konkretere Forestillinger. At Sj&ae;len ikke er sammensat, det kan man gjerne indr&o-;mme, men saal&ae;nge der ikke er givet n&o-;iagtigere Svar paa det Sp&o-;rgsmaal, i hvilken Forstand den ikke er sammensat, og hvorvidt den dog i en anden Forstand er et Indbegreb af Bestemmelser, bliver naturligviis den Bestemmelse aldeles negativ, og dens Ud&o-;delighed ligesaa langweilig som det evige Eettal. Hvad endelig det sidste Argument angaaer, der er opf&o-;rt paa den S&ae;tning, at hvad der bestaaer, bestaaer ved sin Deelagtighed i Ideen, og at enhver Idee udelukker af sig det Modsatte (Pag. 97: &anfbeg;eller maae vi ikke sige, at Tre vil heller gaae under og lide, hvad det skal v&ae;re, end taale at v&ae;re tre og tillige at blive _{lige),&anfslut;}lige&anfslut;), samt at denne Udelukken ikke blot finder Sted med Ideen, men med Alt, hvad der h&o-;rer under Ideen; da gaaer det her ikke bedre. Sj&ae;len er Livsprincipet, men Liv er D&o-;den modsat, og altsaa kan Sj&ae;len aldrig optage Ideens (&dvs;: Livets) Mods&ae;tning (&dvs;: D&o-;den) i sig, den er altsaa ud&o-;delig. Men her styrer Forestillingen ogsaa videre og videre ud i Abstraktionens gerade ins Blaue hinein. Thi saal&ae;nge der ikke er oplyst, hvilket Mods&ae;tnings-Forhold der finder Sted mellem Liv og D&o-;d, saal&ae;nge er ogsaa Sj&ae;lens Forhold til Legemet opfattet aldeles negativt, og Sj&ae;lens Liv udenfor Legemet bliver i ethvert Tilf&ae;lde aldeles pr&ae;dikatl&o-;st og ubestemmeligt. Men naar Sj&ae;lens V&ae;sen i den Grad opfattes abstrakt, saa kan man forud beregne, hvilke Oplysninger man kan vente sig med Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om Sj&ae;lens tilkommende Existents's Hvorledes. Hermed mener jeg ikke chorographiske og statistiske Oversigter over den nye Verden, heller ikke phantastisk Hulter til Bulter, men spekulativ Gjennemsigtighed i Henseende til dette Sp&o-;rgsmaal. Ogsaa Apostelen Johannes siger jo, at vi ikke vide, hvorledes vi skulle vorde, men dette er naturligviis i Retning af en hiinsides Empirie. Den spekulative Oplysning derimod, at der gives en Legemernes Opstandelse, laae ham n&ae;r, ikke for at undgaae en Vanskelighed, men fordi han selv fandt Hvile deri. Derimod udtales det endog i den mythiske Deel af denne Dialog, at Legemernes Opstandelse eller Vedbliven er Noget, som kun de Ugudelige have at befrygte, hvorimod de, som ere tilstr&ae;kkeligen luttrede ved Philosophi, ville i den kommende Tid leve ganske uden Legemer (Pag. 117). Det eneste Fors&o-;g, der gj&o-;res for at holde igjen mod dette Abstraktionens t&o-;ilesl&o-;se Spring ud &anfbeg;i den vide Verden&anfslut; og tilveiebringe en Real-Existents, der ikke tillader Tanken at kuldseile og Livet at forflygtiges, er den ethiske Harmoni, den moralske Melodi, der vil afgive den Alt i den nye Tingenes Orden constituerende Naturlov, om jeg saa t&o-;r sige, med eet Ord den retf&ae;rdige Gjengjeldelse, der vil v&ae;re det i Alt sig r&o-;rende Princip. Og i Sandhed, naar denne Betragtning kommer til H&ae;der og &Ae;re, da vil Ud&o-;deligheden ikke blive en Skygge-Existents, og det evige Liv ikke et Schattenspiel an der Wand. Men end ikke i den mythiske Deel af Dialogen skeer dette fuldelig. Hvorvidt det skeer, skal senere vorde unders&o-;gt, kun her maa det erindres, at det kun er i den mythiske Deel af Dialogen at det fors&o-;ges. &streg; Saaledes kan nu Tanken atter vende tilbage til det Punkt, den for et &O-;ieblik tabte af Sigte, det negative Hvad, og det ligesaa negative Hvorledes, der i den dialektiske Udvikling i Ph&ae;don forkynde sig som den positive Besvarelse af Sp&o-;rgsmaalet om Sj&ae;lens V&ae;sen, forsaavidt dette i sig indeslutter Beviset for dens Ud&o-;delighed. Dette, at den hele Betragtning ender negativt, at Livet taber sig i den fjernt hend&o-;ende Gjenlyd, (Nachhall vilde jeg heller sige), kunde have sin Grund i Platonismens subjektive Standpunkt, der misforn&o-;iet med Ideens Umiddelbarhed i Existentsen, saaledes som denne er givet i det Classiskes salige Tilfredshed, nu s&o-;gte at gribe den i sin Reflekterethed og derfor favnede Skyen for Juno. Dette subjektive Standpunkt gav den nu ikke mere end det foregaaende havde eiet, men ber&o-;vede den endogsaa Noget, nemlig Virkeligheden. Rosenkrantz har etsteds rigtigt bem&ae;rket, at jo fyldigere Livet er, jo yppigere det svulmer, desto mere afbleget og luftig er Ud&o-;deligheden. Homers Helte sukke efter endog den ringeste Stilling i det virkelige Liv og &o-;nske med den at ombytte Underverdenens Skyggerige. Hos Plato bliver Ud&o-;deligheden endnu lettere, ja n&ae;sten til at bl&ae;se bort, og dog &o-;nsker Philosophen at forlade Virkeligheden, ja saavidt muligt at v&ae;re d&o-;d allerede i levende Live. Det er nu det subjektive Standpunkts s&o-;rgelige Selvmodsigelse. Men herved ere vi endnu ikke komne til at see det Ironiske, og det er dog det, jeg, saavidt muligt, vil s&o-;ge at vise. At Ironien paa en Prik kan ligne dette, at den for den flygtige Iagttagelse endog kan forvexles med det, det vil vist Enhver indr&o-;mme, der veed, hvad Ironien er for en lille usynlig Person. Det er altsaa igjen et af Coincidentspunkterne mellem Plato og Socrates. Derfor kan nu Een ved is&ae;r at accentuere den Pathos, der oftere fremtr&ae;der i denne Dialog, drage Alt over til Plato, til den Begeistring, der vistnok i Henseende til Resultat bliver slet aflagt. Men paa den anden Side vil man dog vist ikke n&ae;gte, at der i Dialogen hersker en vis Usikkerhed, der tyder paa, at Ironien paa en eller anden Maade er med i Spillet. Thi hvor ubetydeligt end Resultatet er, kunde det dog gjerne v&ae;re udtalt med Begeistringens hele Overbeviisning. Denne Usikkerhed sporer man paa flere Steder i Ph&ae;don, og disse vinde i Betydning, naar man bringer dem i Forbindelse med Apologien, der som historisk Aktstykke netop maa indr&o-;mmes en fortrinlig Plads, naar man vil s&o-;ge det reent Socratiske. Forinden jeg imidlertid gaaer over til denne Documentation, maa jeg endnu dv&ae;le ved lidt n&ae;rmere at betragte den L&ae;ngsel efter D&o-;den, der her i Ph&ae;don till&ae;gges Philosophen. Den Anskuelse nemlig, at Livet egentlig bestaaer i at afd&o-;e, kan opfattes deels moralsk, deels intellectuelt. Moralsk er den bleven opfattet i Christendommen, der da heller ikke er bleven staaende ved det blot Negative; thi i samme Grad som Mennesket afd&o-;er fra det Ene, voxer det Andet en guddommelig V&ae;xt, og naar dette Andet har ligesom indsuget og tilegnet sig og derved for&ae;dlet al den Spirekraft, der var i det Syndens Legeme, der skulde d&o-;des, da er dette ogsaa efterhaanden skrumpet sammen, udt&o-;rret, og idet det brister og hensmuldrer, da h&ae;ver det fuldvoxne Guds-Menneske sig ud deraf, der er skabt efter Gud i Sandheds Retf&ae;rdighed og Hellighed. Forsaavidt Christendommen ogsaa antager en fuldkomnere Erkjendelse forbunden med denne Gjenf&o-;delse, saa er dette dog kun secundairt og fornemmelig kun forsaavidt, som Erkjendelsen tilforn ogsaa har v&ae;ret bef&ae;ngt med Syndens Smitte. Intellectuelt er denne Afd&o-;en opfattet i Gr&ae;citeten, det vil sige reent intellectuelt, og man kjender ogsaa strax herpaa Hedenskabets sorgl&o-;se Pelagianisme. Man tillade mig at udh&ae;ve for en Forsigtigheds Skyld, hvad for&o-;vrigt formodentlig de fleste L&ae;sere indsee. Paa den ene Side er i Christendommen det, der skal afd&o-;es fra, opfattet i sin Positivitet, som Synd, som et Rige, der kun altfor overbevisende forkynder sin Gyldighed for enhver, der sukker under dets Love; paa den anden Side er det, der skal f&o-;des og opstaae, opfattet ligesaa positivt. Ved den intellectuelle Afd&o-;en er det, der skal afd&o-;es fra, noget Indifferent, det der skal voxe derunder noget Abstrakt. Forholdet mellem disse to store Anskuelser er omtrent f&o-;lgende. Den Ene siger, man skal afholde sig fra usunde Spiser, beherske Lysten, saa skal Sundheden udfolde sig, den Anden siger, man skal lade v&ae;re at spise og drikke, saa kan man nok have Haab om efterhaanden at blive til Intet. Man seer saaledes, at Gr&ae;keren er st&o-;rre Rigorist end den Christne, men derfor er hans Anskuelse ogsaa usand. Efter den christelige Anskuelse er da ogsaa D&o-;ds&o-;ieblikket den sidste Strid mellem Dag og Nat, D&o-;den er, som den i Kirken skj&o-;nt er bleven kaldet, F&o-;dselen. Med andre Ord, den Christne dv&ae;ler ikke ved Striden, ved Tvivlen, ved Smerten, ved det Negative, men fryder sig ved Seiren, ved Visheden, ved Saligheden, ved det Positive. Platonismen vil, at man skal afd&o-;e fra den sandselige Erkjenden for ved D&o-;den at opl&o-;ses i det Ud&o-;delighedens Rige, hvor det i og for sig Lige, det i og for sig Skj&o-;nne o. s. v. leve i D&o-;dsstilhed. Dette udtrykkes endnu st&ae;rkere ved en Yttring af Socrates, at Philosophens Attraa er efter at d&o-;e og at v&ae;re d&o-;d. Men at attraae D&o-;den saaledes i og for sig, kan ikke v&ae;re grundet i Begeistring, forsaavidt man vil agte dette Ord og ikke f. Ex. bruge det om det Vanvid, hvormed man vel stundom seer Mennesket at &o-;nske at blive til Intet, det maa v&ae;re grundet i en Art Livslede. Saal&ae;nge der endnu ikke kan v&ae;re Tale om, at man ret indseer, hvad der ligger i dette &O-;nske, saal&ae;nge kan Begeistringen endnu v&ae;re der, hvorimod, naar &O-;nsket har sin Grund i en vis Dorskhed, eller den &O-;nskende er sig bevidst, hvad han &o-;nsker, da er Livslede det Fremherskende. I mine &O-;ine indeholder den bekjendte Gravskrift af Wessel: &anfbeg;tilsidst gad han ei heller leve,&anfslut; Ironiens Anskuelse af D&o-;den. Men den der d&o-;er, fordi han ikke gider leve, han &o-;nsker visselig heller ikke et nyt Liv, thi det vilde jo v&ae;re en Modsigelse. Denne Mathed, der i den Forstand &o-;nsker D&o-;den, er nu aabenbart en fornem Sygdom, der kun har hjemme i de h&o-;ieste Cirkler, og er i sin fuldkomne Ublandethed ligesaa stor som den Begeistring, der i D&o-;den seer Livets Forklarelse. Det er de to Poler, mellem hvilke det almindelig menneskelige Liv bev&ae;ger sig d&o-;sigt og uklart. Ironien er nemlig en Sundhed, forsaavidt den frelser Sj&ae;len ud af det Relatives Besn&ae;relser, den er en Sygdom, forsaavidt den ikke kan b&ae;re det Absolute uden i Form af Intet, men denne Sygdom er en Climatfeber, som kun faa Individer paadrage sig, f&ae;rre overstaae. Ironien nu betr&ae;ffende i Ph&ae;don, da maa denne naturligviis opfattes i det Moment, hvor Ironien som Anskuelse bryder den Bef&ae;stning, der adskiller Himlens og Jordens Vande, og forener sig med den totale Ironi, der tilintetgj&o-;r Individet. Dette Punkt er ligesaa vanskeligt at fastholde som Punktet mellem T&o-; og Frost, og dog ligger Ph&ae;don, naar man vil bruge den af mig opstillede point de vue-Maaler, lige mellem disse Ironiens to Bestemmelser. Jeg skal nu gaae over til en Dokumentation, forsaavidt den er mulig. I denne Henseende er det ingenlunde min Mening at d&o-;lge, at enhver saadan Dokumentation bestandig foruds&ae;tter et Noget, det Anskuelsens Totale, som ligger ud over det Enkelte, det Skabelsens Bliv, som ved ethvert Menneskev&ae;rk f&o-;rst kommer bag efter, i det &O-;ieblik, da det Usynlige bliver anskueligt i det Synlige. Dersom det nemlig var en subjektiv Mysticisme, hvoraf Socrates, ikke var hildet (thi dette Udtryk vilde jo allerede antyde en Bevisthed), men hvis frugtbare Overfl&o-;dighed ligesom overstr&o-;mmede ham, da vilde vi vistnok ikke derunder h&o-;re en tvivlende, usikker Probabilitetsberegning. Men at dette finder Sted vil vist Ingen n&ae;gte, der har l&ae;st Ph&ae;don opm&ae;rksomt, og endnu mindre Nogen, der blot flygtigt har gjennemseet Apologien. Det maa da henstilles til Enhvers Skj&o-;n, om saadanne Yttringer lade sig bringe i Harmoni med en Platos Pathos, eller, hvilket bliver det samme, i Samklang med Socrates, identificeret til det Yderste med Plato, eller om det ikke snarere tyder hen paa en Forskjel, der i samme Grad er uliig som den er liig, i samme Grad liig som den er uliig. At dette nu er Tilf&ae;ldet med en umiddelbar Spekulation og Ironi, det er allerede antydet i det Foregaaende, og dertil skal Unders&o-;gelsen ogsaa oftere vende tilbage. Socrates yttrer selv i Ph&ae;don, at Hovedformaalet for hans Bestr&ae;belser for at vise Sj&ae;lens Ud&o-;delighed er, selv ret at blive overbeviist om, at det forholder sig saaledes, og tilf&o-;ier: &anfbeg;jeg beregner nemlig, kj&ae;re Ven, og du seer, hvor egennyttigt, at naar det, som jeg antager, er sandt, er det dog fortr&ae;ffeligt at v&ae;re overbeviist derom, men er der Intet tilbage for den D&o-;de, vil jeg idetmindste i denne Tid f&o-;r min D&o-;d falde mine Venner mindre til Besv&ae;r ved Klager, og denne min Vildfarelse vil desuden ikke v&ae;re varig &streg; thi det var vistnok et Onde &streg; men om en kort Tid forsvinde.&anfslut; Smlgn. Heises Overs&ae;ttelse Pag. 69. Disse Ord lyde nu fra en ganske anden Verden, og det er visselig ikke alene det Udraab: &g.th;&g.e..a;&g.a;&g.s;&g.a;&g.i; &g.o-.a.;&g.sud; &g.p;&g.l;&g.e;&g.o;&g.n;&g.e;&g.k;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o-..c;&g.sud;, der skjuler Ironien i sig. Den Tanke, at man ved D&o-;den skulde blive til slet Intet (&g.e;&g.i.l.; &g.d;&g.e..g; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e..a;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i; &g.t;&g.e;&g.l;&g.e;&g.u;&g.t;&g.e-..a;&g.s;&g.a;&g.n;&g.t;&g.i;, sin post mortem sensus omnis atque ipse animus exstinguitur cfr. Stallbaum, Pag. 133 ned.), perhorrescerer han slet ikke, men paa den anden Side tager han den ikke med, for at jage den excentriske Tanke forf&ae;rdet ved denne Conseqvents hjem igjen, men sp&o-;ger ret egentlig med den, og vil, naar galt skal v&ae;re, hellere rives ud af denne Vildfarelse, &anfbeg;thi at blive i den vilde jo v&ae;re et Onde,&anfslut; og derved aldeles annihileres. Men det som netop characteriserer Ironien er den abstrakte Maalestok, ved hvilken den nivellerer Alt, ved hvilken den behersker enhver overv&ae;ttes Stemning, og saaledes mod D&o-;dens Frygt ikke s&ae;tter Begeistringens Pathos, men finder at det er et ret curieust Experiment saaledes at blive til slet Intet. Dette maa nu v&ae;re en locus classicus af Ph&ae;don, de adspredte St&ae;nk, der findes hist og her af lignende Art, vilde kr&ae;ve en altfor vidtl&o-;ftig Behandling, til at jeg kan indlade mig derpaa. Apologien kr&ae;ver desuden nu Opm&ae;rksomheden. Apologien Apologien skal benyttes i en dobbelt Hensigt, deels for ved de i den indeholdte Yttringer, betr&ae;ffende Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, at komme vor Argumentation af Ph&ae;don til Hj&ae;lp, der s&o-;gte at lade det Dialektiske i denne Dialog afrunde sig i Ironi, deels for af dens Total-Anl&ae;g at lade Socrates' Standpunkt blive &o-;iensynligt som Ironi. Naar man blot ikke med Ast vil antage, at Apologien ikke er af Plato, men af en ubekjendt Taler, saa er det denne Unders&o-;gelse temmeligt ligegyldigt, om man med Schleiermacher formener, at dette Forsvar virkelig saaledes er holdt af Socrates, eller med Stallbaum, at det vel ikke af ham er holdt saaledes, men at Plato i at udarbeide denne Tale har s&o-;gt at n&ae;rme sig den historiske Socrates saa vidt muligt. Stallbaum siger (pr&ae;fatio ad apologiam Socratis p. 4): qu&ae; (sc. sententia) si vera est, nemo, opinor, mirabitur, quod Plato non eam, quam alias, verborum sententiarumque sublimitatem in hoc libro adhibuit. Nam quum Socratem ita demum sibi videretur recte defendere, si illum, qualis in vita fuerit, talem in judicio dicentem faceret, non licebat ei arbitratu suo agere, sed debebat videre, quid Socratis ingenio et moribus conveniret, et quid loci ac temporis rationibus esset accommodatum. &O-;nsker Nogen at l&ae;re at kjende det store Antal af Forfattere, der have erkl&ae;ret sig mod Ast, da ere deres Navne til behageligt Eftersyn hos Stallbaum sammesteds. Det som er mig Hovedsagen er, at man i Apologien seer et paalideligt Billede af den virkelige Socrates. Ast, som i Ph&ae;don fandt det Oph&o-;iede, det R&o-;rende fremherskende, kan naturligviis ikke andet end indigneres over den Maade, paa hvilken Socrates her gererer sig, og derfor blandt Andet erkl&ae;rer han Apologien for u&ae;gte. Naar man nu med Fleertallet, ja med den absolute Majoritet af Fortolkere vil antage Apologien for &ae;gte, saa n&o-;des man i Sandhed til at gj&o-;re anderledes Udvei end, som almindeligt skeer, at indskr&ae;nke sig til den Forsikkring, at der i Apologien er Intet, der ikke stemmer med Platos Aand, hvad enten denne Forsikkring s&o-;ger sin Kraft ved at blive fremsat sp&o-;rgsmaalsviis eller udraabsviis. De Indvendinger, Ast gj&o-;r, ere rigtig for betydelige til saaledes at aff&ae;rdiges, og man fristes, hvis han har Ret, til ogsaa at lade ham have Ret i at give Xenophons Apologi Fortrinnet for Platos. Her skal imidlertid ikke v&ae;re Tale om Apologien i det Hele, men om de Steder, hvor Socrates udvikler sin Anskuelse af D&o-;den. Idet nu Vanskeligheden af at forklare dem platonisk voxer, stiger tillige Sandsynligheden for i Ironi at s&o-;ge den rette Forklaring. Alle disse Steder vise nu Soc.s totale Usikkerhed, men vel at m&ae;rke, ikke som om denne Usikkerhed skulde have foruroliget ham, nei tvertimod, dette Spil med Livet, denne Svimmelhed, idet D&o-;den viser sig snart som noget uendeligt Betydningsfuldt, snart som Intet, det er det, der behager ham. I Forgrunden altsaa Socrates, ikke som den, der letsindigt slaaer Tanken om D&o-;den bort og &ae;ngsteligt klamrer sig til Livet, ikke som den, der begeistret gaaer D&o-;den im&o-;de og h&o-;imodigt offrer Livet; nei som den, der gotter sig over den Afvexling i Lys og Skygge, som et syllogistisk aut-aut giver, naar det n&ae;sten i samme Nu viser h&o-;ilys Dag og b&ae;lgm&o-;rk Nat, viser det uendelig Reale og det uendelige Intet, gotter sig ogsaa paa Tilh&o-;rernes Vegne over, at disse to Punkter ere ligesom det Behagelige og det Ubehagelige knyttede sammen ved Toppunktet (smlgn. Symposiet), og dog derunder ikke med Sj&ae;lens inderlige Forl&ae;ngsel attraaer Visheden, men med en vis Nysgjerrighed l&ae;nges efter Opl&o-;sningen paa denne Gaade. Socrates f&o-;ler meget godt, at hans Syllogismer ikke have noget Udt&o-;mmende ved sig med Hensyn til Besvarelsen af Sp&o-;rgsmaalet, kun den Hurtighed, med hvilken den uendelige Mods&ae;tning viser sig og forsvinder, gl&ae;der ham. Baggrunden, der tr&ae;kker sig uendeligt tilbage, danner D&o-;dens uendelige Mulighed. I Apologien f&o-;lger derfor ogsaa gjerne paa de meest pathetiske Udbrud en Argumentation, der bl&ae;ser Veltalenhedens Skum bort, og viser, at der er slet Intet derunder. Socrates bem&ae;rker, hvor daarligt det vilde v&ae;re af ham, der var af Guden beskikket til at leve som en Viisdoms-Elsker (&g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.u..c;&g.n;&g.t;&g.a;) og til at udforske og pr&o-;ve sig selv og Andre, hvor daarligt det vilde v&ae;re af ham af Frygt for D&o-;den at forlade sin Plads. Nu kommer Grunden: &g.t;&g.o..g; &g.g;&g.a..a;&g.r; &g.t;&g.o;&g.i; &g.th;&g.a..a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o;&g.n; &g.d;&g.e;&g.d;&g.i;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i;, &g.o-.lc; &g.a.la;&g.n;&g.d;&g.r;&g.e;&g.sud;, &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e..g;&g.n; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.o; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g;&g.n; &g.e-.lg; &g.d;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o..g;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i;, &g.m;&g.e-..g; &g.o.la;&g.n;&g.t;&g.a;&g.semiko; &g.d;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.e;&g.i.l.;&g.d;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g;&g.n; &g.a.ag; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.o;&g.i.lc;&g.d;&g.e;&g.n;&g.semiko; .... &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.o;&g.u..c;&g.t;&g.o; &g.p;&g.o-..c;&g.sud; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.a.l.;&g.m;&g.a;&g.th;&g.i..a;&g.a; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g;&g.n; &g.a;&g.u.aa;&g.t;&g.e-; &g.e-.a.; &g.e.l.;&g.p;&g.o;&g.n;&g.e;&g.i..a;&g.d;&g.i;&g.s;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.e-.a.; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.o;&g.i.la;&g.e;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; &g.e;&g.i.l.;&g.d;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i; &g.a.ag; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.o;&g.i.lc;&g.d;&g.e;&g.n;&g.spml; (smlgn. Ast Pag. 126 &pgf; 29 A.). I denne Henseende mener Socrates ogsaa at have Fortrinnet for de andre Mennesker; thi han frygter ikke D&o-;den, da han slet ikke veed Noget om den. Dette er nu ikke blot en Sophisme, men tillige en Ironi. Idet han nemlig befrier Menneskene fra D&o-;dens Frygt, giver han dem til Vederlag den &ae;ngstende Forestilling om et uundgaaeligt Noget, man slet Intet veed om, og man maa tilvisse v&ae;re vant til at lade sig opbygge ved den Beroligelse, der ligger i Intet, for at finde Hvile heri. Det vilde derfor, som han et andet Sted bem&ae;rker, v&ae;re urimeligt af ham, at v&ae;lge noget Andet, hvorom han bestemt veed, at det er et Onde (f. Ex. F&ae;ngsel) af Frygt for at vederfares det, som Melitus mener han har fortjent, &g.o.aa; &g.ph;&g.e-;&g.m;&g.i; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.e;&g.i.l.;&g.d;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i; &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.i.l.; &g.a.l.;&g.g;&g.a;&g.th;&g.o..g;&g.n; &g.o;&g.u.la;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.i.l.; &g.k;&g.a;&g.k;&g.o..a;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n;. (Smlgn. Ast Pag. 146 &pgf; 37 B.). I Slutningen af Apologien gj&o-;res imidlertid et Fors&o-;g paa at vise, at det at d&o-;e er et Gode. Men denne Betragtning er atter et aut-aut, og da der i Selskab med det ene aut optr&ae;der den Anskuelse, at D&o-;den er slet Intet, saa bliver man dog visselig lidt tvivlsom om, hvorvidt man kan dele den Gl&ae;de, der som Oceanet omslynger begge disse Verdensdele. (Smlgn. Ast Pag. 154. &pgf; 40. C. D. E.): &g..l.;&g.E;&g.n;&g.n;&g.o;&g.e-..a;&g.s;&g.o-;&g.m;&g.e;&g.n; &g.d;&g.e..g; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.e-i.c;&g.d;&g.e;, &g.o-.a.;&g.sud; &g.p;&g.o;&g.l;&g.l;&g.e-..g; &g.e.l.;&g.l;&g.p;&g.i..a;&g.sud; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n; &g.a.l.;&g.g;&g.a;&g.th;&g.o..g;&g.n; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i;. &g.d;&g.u;&g.o;&g.i..c;&g.n; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.th;&g.a..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o..a;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i; &g.t;&g.o..g; &g.t;&g.e;&g.th;&g.n;&g.a..a;&g.n;&g.a;&g.i;&g.semiko; &g.e-.lg; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.o;&g.i.ac;&g.o;&g.n; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e..g;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.apos; &g.a;&g.i.la;&g.s;&g.th;&g.e-;&g.s;&g.i;&g.n; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e;&g.m;&g.i..a;&g.a;&g.n; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e;&g.n;&g.o..g;&g.sud; &g.e.la;&g.ch;&g.e;&g.i;&g.n; &g.t;&g.o..g;&g.n; &g.t;&g.e;&g.th;&g.n;&g.e;&g.o-..c;&g.t;&g.a;, &g.e-.la;, &g.k;&g.a;&g.t;&g.a..g; &g.t;&g.a..g; &g.l;&g.e;&g.g;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a;, &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.o;&g.l;&g.e-..a; &g.t;&g.i;&g.sud; &g.t;&g.u;&g.g;&g.ch;&g.a..a;&g.n;&g.e;&g.i; &g.o;&g.u.la;&g.s;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.m;&g.e;&g.t;&g.o;&g.i..a;&g.k;&g.e-;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.t;&g.e-..c;&g.sud; &g.ps;&g.u;&g.ch;&g.e-..c;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.t;&g.o..a;&g.p;&g.o;&g.u; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.e.l.;&g.n;&g.th;&g.e..a;&g.n;&g.d;&g.e; &g.e;&g.i.l.;&g.sud; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.o;&g.n; &g.t;&g.o..a;&g.p;&g.o;&g.n;. &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.d;&g.e-..g; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e;&g.m;&g.i..a;&g.a; &g.a;&g.i.la;&g.s;&g.th;&g.e-;&g.s;&g.i..a;&g.sud; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n;, &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.apos; &g.o;&g.i.ac;&g.o;&g.n; &g.u.aa;&g.p;&g.n;&g.o;&g.sud;, &g.e.l.;&g.p;&g.e;&g.i;&g.d;&g.a..a;&g.n; &g.t;&g.i;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.th;&g.e;&g.u..a;&g.d;&g.o-;&g.n; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.apos; &g.o.la;&g.n;&g.a;&g.r; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e..g;&g.n; &g.o.a.;&g.r;&g.ai.c;, &g.th;&g.a;&g.u;&g.m;&g.a..a;&g.s;&g.i;&g.o;&g.n; &g.k;&g.e..a;&g.r;&g.d;&g.o;&g.sud; &g.a.lg;&g.n; &g.e;&g.i.la;&g.e-; &g.o.a.; &g.th;&g.a..a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o;&g.sud;. &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.a.lg;&g.n; &g.o;&g.i.lc;&g.m;&g.a;&g.i;, &g.e;&g.i.la; &g.t;&g.i;&g.n;&g.a; &g.e.l.;&g.k;&g.l;&g.e;&g.x;&g.a..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; &g.d;&g.e..a;&g.o;&g.i; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.e-;&g.n; &g.t;&g.e-..g;&g.n; &g.n;&g.u..a;&g.k;&g.t;&g.a;, &g.e.l.;&g.n; &g.e-iac; &g.o;&g.u.aa;&g.t;&g.o-; &g.k;&g.a;&g.t;&g.e..a;&g.d;&g.a;&g.r;&g.th;&g.e;&g.n; &g.o-.aa;&g.s;&g.t;&g.e; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.apos; &g.o.la;&g.n;&g.a;&g.r; &g.i.l.;&g.d;&g.e;&g.i..c;&g.n;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.a..g;&g.sud; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.a;&g.sud; &g.n;&g.u..a;&g.k;&g.t;&g.a;&g.sud; &g.t;&g.e; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e-.a.;&g.m;&g.e..a;&g.r;&g.a;&g.sud; &g.t;&g.a..g;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.b;&g.i..a;&g.o;&g.u; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.e.a.;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.a.l.;&g.n;&g.t;&g.i;&g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.th;&g.e..a;&g.n;&g.t;&g.a; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.e-i..; &g.t;&g.e-i.c; &g.n;&g.u;&g.k;&g.t;&g.i..g;, &g.d;&g.e..a;&g.o;&g.i; &g.s;&g.k;&g.e;&g.ps;&g.a..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; &g.e;&g.i.l.;&g.p;&g.e;&g.i..c;&g.n;, &g.o.a.;&g.p;&g.o..a;&g.s;&g.a;&g.sud; &g.a.la;&g.m;&g.e;&g.i;&g.n;&g.o;&g.n; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e-.aa;&g.d;&g.i;&g.o;&g.n; &g.e-.a.;&g.m;&g.e..a;&g.r;&g.a;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.n;&g.u..a;&g.k;&g.t;&g.a;&g.sud; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.e-;&g.sud; &g.t;&g.e-..c;&g.sud; &g.n;&g.u;&g.k;&g.t;&g.o..g;&g.sud; &g.b;&g.e;&g.b;&g.i..a;&g.o-;&g.k;&g.e;&g.n; &g.e.l.;&g.n; &g.t;&g.o-i.c; &g.e.a.;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.b;&g.i..a;&g.o-i..;, &g.o;&g.i.lc;&g.m;&g.a;&g.i; &g.a.lg;&g.n; &g.m;&g.e-..g; &g.o.aa;&g.t;&g.i; &g.i.l.;&g.d;&g.i;&g.o-..a;&g.t;&g.e-;&g.n; &g.t;&g.i;&g.n;&g.a..a;, &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.a..g; &g.t;&g.o..g;&g.n; &g.m;&g.e..a;&g.g;&g.a;&g.n; &g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.l;&g.e..a;&g.a; &g.e;&g.u.l.;&g.a;&g.r;&g.i;&g.th;&g.m;&g.e-..a;&g.t;&g.o;&g.u;&g.sud; &g.a.lg;&g.n; &g.e;&g.u.a.;&g.r;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.a;&g.sud; &g.p;&g.r;&g.o..g;&g.sud; &g.t;&g.a..g;&g.sud; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.a;&g.sud; &g.e-.a.;&g.m;&g.e..a;&g.r;&g.a;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.n;&g.u..a;&g.k;&g.t;&g.a;&g.sud;. &g.e;&g.i.l.; &g.o;&g.u.lc;&g.n; &g.t;&g.o;&g.i;&g.o;&g.u..c;&g.t;&g.o;&g.n; &g.o.a.; &g.th;&g.a..a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o..a;&g.sud; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;, &g.k;&g.e..a;&g.r;&g.d;&g.o;&g.sud; &g.e.la;&g.g;&g.o-;&g.g;&g.e; &g.l;&g.e..a;&g.g;&g.o-;. &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e..g;&g.n; &g.p;&g.l;&g.e;&g.i..a;&g.o-;&g.n; &g.o.a.; &g.p;&g.a..c;&g.sud; &g.ch;&g.r;&g.o..a;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.ph;&g.a;&g.i..a;&g.n;&g.e;&g.t;&g.a;&g.i; &g.o;&g.u.aa;&g.t;&g.o-; &g.d;&g.e-..g; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.e-.lg; &g.m;&g.i..a;&g.a; &g.n;&g.u..a;&g.x;. &g.e;&g.i.a.; &g.d;&g.apos; &g.a;&g.u.lc; &g.o;&g.i.ac;&g.o;&g.n; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.d;&g.e-;&g.m;&g.e-..c;&g.s;&g.a;&g.i..a; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n; &g.o.a.; &g.th;&g.a..a;&g.n;&g.a;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.e.l.;&g.n;&g.th;&g.e..a;&g.n;&g.d;&g.e; &g.e;&g.i.l.;&g.sud; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.o;&g.n; &g.t;&g.o..a;&g.p;&g.o;&g.n;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.a.l.;&g.l;&g.e-;&g.th;&g.e-..c; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i; &g.t;&g.a..g; &g.l;&g.e;&g.g;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a;, &g.o-.a.;&g.sud; &g.a.la;&g.r;&g.a; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..c; &g.e;&g.i.l.;&g.s;&g.i..g;&g.n; &g.a.aa;&g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.e;&g.sud; &g.o;&g.i.a.; &g.t;&g.e;&g.th;&g.n;&g.e;&g.o-..c;&g.t;&g.e;&g.sud;, &g.t;&g.i..a; &g.m;&g.e;&g.i..c;&g.z;&g.o;&g.n; &g.a.l.;&g.g;&g.a;&g.th;&g.o..g;&g.n; &g.t;&g.o;&g.u..a;&g.t;&g.o;&g.u; &g.e;&g.i.la;&g.e-; &g.a.la;&g.n;, &g.o-.lc; &g.a.la;&g.n;&g.d;&g.r;&g.e;&g.sud; &g.d;&g.i;&g.k;&g.a;&g.s;&g.t;&g.a;&g.i..a;&g.spml; Dette Sidste maatte af den Grund ogsaa v&ae;re gl&ae;deligt, fordi man slipper bort fra disse Dommere, der udgive sig for at v&ae;re Dommere, og kommer til saadanne Dommere som Minos, Rhadamanthus, Aeacus, Triptolemus, der med Rette fortjene at v&ae;re det. Hvad altsaa den ene Side af Dilemmet angaaer, da mener han, at det ved D&o-;den at blive til slet Intet er &g.th;&g.a;&g.u;&g.m;&g.a..a;&g.s;&g.i;&g.o;&g.n; &g.k;&g.e..a;&g.r;&g.d;&g.o;&g.sud;, ja hans Tale faaer en meget varm Colorit, da han bem&ae;rker, at ikke blot en Privatmand, men den store Konge selv kun vilde have faa Dage at sammenligne hermed. En saadan Sj&ae;les&o-;vn og et saadant Intet maatte nu fortrinligviis tiltale Ironikeren, der her jo har ligeoverfor Livets Relativitet det Absolute, men dog saa let, at han ikke kan forl&o-;fte sig derpaa, da han har det i Form af Intet. Hvad den anden Side af Dilemmet angaaer, da udf&o-;rer han videre, hvor fortr&ae;ffeligt det vilde v&ae;re, at komme i Underverdenen i Kast med Fortidens store M&ae;nd, paa en behagelig Maade at underholde sig med dem om deres Fata, men fremfor Alt at udsp&o-;rge og pr&o-;ve dem, Yttringer, hvis ironiske Art jeg alt tidligere har ber&o-;rt. Her altsaa blot et Par Bem&ae;rkninger. Det er nemlig klart, deels at disse Yttringer ikke lettelig lade sig bringe i Harmoni med de i Ph&ae;don indeholdte Forventninger om at blive aldeles uden Legeme, deels at denne Gl&ae;de er saare hypothetisk, da jo den anden Mulighed ligger ligesaa n&ae;r, det vil sige ikke et Haarsbred fjernere; thi Hypothesen i sin Heelhed er en Bev&ae;gelse i Luften, og Socrates gj&o-;r intet Fors&o-;g paa at virkeliggj&o-;re den ene Deel af den mere end den anden. De af Ph&ae;don ovenfor citerede Ord indeholde vel et Fors&o-;g, idet Socrates mener, at det er det Fordeelagtigste, da man saa vil falde sine Venner mindre til Besv&ae;r; men i denne Betragtning vil L&ae;seren vist finde en Livs-Snildhed og en Ironi, der paatager sig det Vovestykke at narre D&o-;den. Endelig ender da Apologien med samme Tvetydighed (Ast Pag. 158 &pgf; 42 A.): &g..l.;&g.A;&g.l;&g.l;&g.a..g; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.e-.la;&g.d;&g.e-; &g.o-.aa;&g.r;&g.a; &g.a.l.;&g.p;&g.i;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i;, &g.e.l.;&g.m;&g.o;&g.i..g; &g.m;&g.e..g;&g.n; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.th;&g.a;&g.n;&g.o;&g.u;&g.m;&g.e..a;&g.n;&g.o-i..;, &g.u.a.;&g.m;&g.i..c;&g.n; &g.d;&g.e..g; &g.b;&g.i;&g.o-;&g.s;&g.o;&g.m;&g.e..a;&g.n;&g.o;&g.i;&g.sud;&g.semiko; &g.o.a.;&g.p;&g.o..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.i; &g.d;&g.e..g; &g.e-.a.;&g.m;&g.o-..c;&g.n; &g.e.la;&g.r;&g.ch;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a;&g.i; &g.e.l.;&g.p;&g.i..g; &g.a.la;&g.m;&g.e;&g.i;&g.n;&g.o;&g.n; &g.p;&g.r;&g.a..c;&g.g;&g.m;&g.a;, &g.a.la;&g.d;&g.e-;&g.l;&g.o;&g.n; &g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.i..g; &g.p;&g.l;&g.e-..g;&g.n; &g.e-.lg; &g.t;&g.o-i.c; &g.th;&g.e;&g.o-i.c;. Naar det nu forholder sig saaledes med selve Anskuelsen af D&o-;den i Apologien, saa voxer derved Sandsynligheden for min Opfattelse af Ph&ae;don, forsaavidt man vil tilveiebringe en Mulighed af, at Ph&ae;don paa eengang kan v&ae;re socratisk og platonisk. Jeg gaaer nu over til en speciellere Betragtning af Apologien for at vise, at den i sin Heelhed er Ironi. Til den Ende vil jeg et &O-;ieblik lade Ast tale, og jeg haaber, at ved Hj&ae;lp af det uhyre Tryk, som V&ae;gten af hans Bem&ae;rkninger n&o-;dvendig maa have, L&ae;serens Sj&ae;l skal vinde Elasticitet nok til at lade Ironien dukke op. Diese m&a..;nnliche Standhaftigkeit des Socrates, (som Ast finder i Xenophons Fremstilling), hat der Redner nach seiner Weise so &u..;bertrieben, da&ss; sie als die geist- und gem&u..;thloseste Gleichg&u..;ltigkeit erscheint. Nach der Verurtheilung nemlich l&a..;&ss;t er den Socrates nicht &u..;ber den Ausspruch der Richter, sondern &u..;ber die Zahl der beiderseitigen Stimmen sich wundern, und die kaltbl&u..;tige Berechnung anstellen, da&ss; er entkommen seyn w&u..;rde, wenn nur drei Stimmen anders gefallen w&a..;ren, und da&ss; Melitos, wenn nicht Anytos und Lykon mit ihrer Anklage hinzugekommen w&a..;ren, tausend Drachmen erlegen m&u..;&ss;te, weil ihm der f&u..;nfte Theil der Stimmen nicht zugefallen w&a..;re. Noch auffallender ist diese Gleichg&u..;ltigkeit da, wo Socrates vom Tode redet; immer versichert er, da&ss; er sich vor dem Tode nicht f&u..;rchte, aber worauf gr&u..;ndet sich diese Furchtlosigkeit? Auf nichts; also ist sie leere Prahlerei ...... Konnte Platon, der Verfasser des Ph&a..;don, den Socrates so &u..;ber den Tod reden lassen, und ihm eine solche wahrhaft gemeine, geist- und gef&u..;hllose ja fast l&a..;cherliche Gleichg&u..;ltigkeit zuschreiben ..... Und gleichwohl will dieser gef&u..;hl- und gem&u..;thlose Socrates noch den Erregten und Begeisterten spielen, indem er sich zu prophezeien unterf&a..;ngt (Pag. 487. 488). Denne hele Astiske Opfattelse skal nu ikke staae her og kjede sig som et l&o-;st og ledigt Citat, tvertimod haaber jeg at det skal blive en virksom Arbeider i Viingaarden, idet jeg regner paa det Brydnings-Perspectiv, under hvilket Ironien deels vil vise sig for en og anden L&ae;ser, deels tage sig bedre ud. Idet nemlig den Alvor, der hersker i Ast, med sin afmaalte Gang skrider l&o-;s paa den neutrale Apologi, sidder Ironien taus paa Luur og speider med sit aldrig lukkede &O-;ie, i idelig Bev&ae;gelse, deeltagende i enhver F&ae;gtning, skj&o-;ndt L&ae;seren maaskee ikke m&ae;rker det, f&o-;rend i det &O-;ieblik den kaster sit Garn over ham og fanger ham. Naar derfor min Fremstilling skulde v&ae;re et saa storhullet Garn, at L&ae;seren lettelig kan smutte igjennem det, eller saa skr&o-;beligt, at det ikke kan holde ham, saa vil is&ae;rdeleshed enkelte Steder i de af Ast citerede Ord v&ae;re baade fine og st&ae;rke nok, og det H&o-;ir&o-;stede i den &o-;vrige Deel af Citatet vil ogsaa have sin store Betydning, idet det vil v&ae;re den Larm, der jager L&ae;seren hen til det Punkt, hvor han maa fanges. Den Passus f. Ex. und gleichwohl will dieser gef&u..;hl- und gem&u..;thlose Sokrates noch den Erregten und Begeisterten spielen, indem er sich zu prophezeien unterf&a..;ngt, overgaaer ikke blot hele min Fremstilling i besn&ae;rende Listighed og Armstyrke, men jeg anseer den for absolut uimodstaaelig for Enhver, der ikke vil v&ae;re enig med Ast i at forkaste Apologien. Ogsaa mangen anden enkelt Bem&ae;rkning af Ast vil v&ae;re styrkende for den vaklende og ubef&ae;stede L&ae;ser, farlig for Enhver, der endnu korser sig ved Tanken om, at det skulde v&ae;re Ironi, der forklarer Apologien. Pag. 488: Auch im Vortrage verr&a..;th sig der Redner, nicht nur in der Entgegensetzung der Gedanken (wie: &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.apos; &g.e.l.;&g.n; &g.p;&g.e;&g.n;&g.i..a;&g.ai..; &g.m;&g.u;&g.r;&g.i..a;&g.ai..; &g.e;&g.i.l.;&g.m;&g.i..g; &g.d;&g.i;&g.a..g; &g.t;&g.e-..g;&g.n; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u..c; &g.l;&g.a;&g.t;&g.r;&g.e;&g.i..a;&g.a;&g.n;, worin das Niedre mit dem Hohen, der kl&a..;gliche Ton mit dem stolzen Gef&u..;hle so contrastirt, da&ss; uns der Satz fast ein L&a..;cheln abn&o..;thigt), sondern auch der Worte; denn die damaligen Redner gefielen sich, nach dem Vorbilde des Gorgias und Lysias, in spielenden Antithesen. Saaledes synes det nu rigtigt at gaae over til de Angreb paa den ironiske Opfattelse, som Ast i samme Unders&o-;gelse lidt tidligere har gjort. Den Betragtning nemlig, at det ikke skulde v&ae;re platonisk Ironi, der findes i Apologien, t&o-;r jeg ikke saaledes lade gaae upaatalt forbi. Den opm&ae;rksomme Iagttager af Plato vil nemlig hos ham finde to Arter af Ironi. Den ene er den i Unders&o-;gelsen indoptagne, fremskyndende Magt, den anden er den sig selv, om muligt, til Herre opkastende. Naar der nu findes Ironi i Apologien, saa kan man ikke uden videre som Ast forkaste den, fordi det ikke er platonisk Ironi, da jo den Mulighed stod tilbage, at Socrates' Ironi var forskjellig fra Platos, og altsaa Apologien betr&ae;ffende den Mulighed, at den var et historisk Aktstykke. Idet jeg altsaa nu n&ae;rmere skal gaae over til at betragte det Fors&o-;g, Ast gj&o-;r paa at vise, at den Ironi, der findes i Apologien, ikke er platonisk, eller hvad man vel snarere maatte sige, hvis man giver Ast Ret, at der slet ingen Ironi findes i Apologien, maa jeg naturligviis med Hensyn til min Betragtningsmaade gj&o-;re opm&ae;rksom paa det Ufordeelagtige for mig, at Ironien saaledes er bleven behandlet under en egen Rubrik, og at Ast ikke har ladet sine forskjellige Angrebs-Operationer afklare sig indbyrdes og blive sig bevidst, at de maae concentrere sig paa eet Punkt, paa eet Hovedslag og at dette er, om der er Ironi i Apologien, ikke i dette eller hiint Punkt, men i dens hele Totalitet. Hvilken Betydning nu Socrates kunde till&ae;gge en Anklage for det atheniensiske Folks Domstol, og hvilken latterlig Forestilling han maatte forbinde med Tanken om at skulle forsvare sig for saadanne Dommere, det lader en Yttring i Gorgias os ahne (Heise Pag. 188): &anfbeg;og hvad jeg sagde til Polos, vil kunne anvendes paa mig, jeg vilde nemlig blive d&o-;mt som en L&ae;ge, der af en Kok blev indst&ae;vnet for nogle B&o-;rns Domstol.&anfslut; Det er i det Foregaaende antydet, hvorledes Apologien netop i sit Anl&ae;g maa betragtes som Ironi, da jo de sv&ae;re Klagepunkter om al den ny L&ae;rdom, Socrates indf&o-;rte i Athen, maatte komme til at staae i et h&o-;ist besynderligt og ret egentlig ironisk Forhold til hans Forsvar, at han Intet vidste, og forsaavidt umuligt kunde indf&o-;re nye L&ae;rdomme. Ironien ligger aabenbart deri, at der slet intet Tilknytningspunkt er mellem Angrebet og Forsvaret. Havde Socrates s&o-;gt at vise, at han holdt sig til det Gamle, eller at, forsaavidt han indf&o-;rte noget Nyt, dette var det Sande, saa var jo Alt i sin Orden. Men Socrates gjendriver ikke Anklagerne, men han fravrister dem selve Anklagen, saa det viser sig, at det Hele er blind Allarm, og Klagernes hundredpundige Kanoner, der aldeles skal knuse den Anklagede, blive forgjeves affyrede, da der slet Intet er, der kan tilintetgj&o-;res. Den hele Situation erindrer derfor saa levende om et dybsindigt vittigt Vers af Baggesen. Men ogsaa fra en anden Side vil det ironiske Anl&ae;g i Apologien vise sig. For Socrates nemlig, der var vant til, med en for Sophisterne &ae;ngstende Haardnakkethed og et ligesaa uforf&ae;rdet Mod at fastholde Sp&o-;rgsmaalet, tiltrods for Sophisternes Fordreielser og Skr&ae;kkemidler, maatte det nemlig vise sig som et h&o-;ist latterligt argumentum ad hominem, Athenienserne nu havde udfundet, at han skulde henrettes. Efter Socrates' Anskuelse maatte naturligviis Anklagerne enten overbevise ham om, at han havde Uret, eller lade sig overbevise, hvorimod dette, om han skulde henrettes eller ikke henrettes eller idetmindste mulkteres eller ikke mulkteres, var Noget Sagen aldeles uvedkommende, og der saaledes her igjen ingen fornuftig Forbindelse blev mellem Forbrydelsen og Straffen. Kommer nu dertil den Omst&ae;ndighed at dette Sagen aldeles uvedkommende Sp&o-;rgsmaal skulde afgj&o-;res paa en aldeles udvortes Maade, ved Stemme-Antal, en Afgj&o-;relsesmaade, der altid havde v&ae;ret Gjenstand for Socrates' specielle Forkj&ae;rlighed, hvori han, som han etsteds bem&ae;rker, selv var aldeles ukyndig; saa kan man vist ikke Andet end give ham Ret i den, skj&o-;ndt tilsyneladende troskyldige og godmodige, dog isnende Ironi, hvormed han, uden at agte paa dette forf&ae;rdelige Argument, i al Venskabelighed taler med Athenienserne om Sandsynligheden af, at han vilde v&ae;re bleven frifunden, ja, hvilket naturligviis maa forekomme ham ligesaa latterligt, Melitus id&o-;mt en Pengeb&o-;de. Det er derfor og kun en ny Ironi, naar han til Slutning &o-;nsker at tale et Par Ord med dem, der havde frifundet ham; thi disse havde jo aabenbart stemt ligesaa godt som de Andre. Og dog er der i Apologien endnu en Ironi h&o-;iere end de foregaaende, en Ironi der tager Socrates selv med; thi den Omst&ae;ndighed, at Socrates saa aldeles eensidigt fastholdt Erkjendelsen og desaarsag enhver Forbrydelse blev en _VilfarelseVildfarelse og altsaa enhver Straf noget i Forhold hertil aldeles ueensartet, den polemiske Styrke, med hvilken han havde gjort denne Anskuelse gjeldende, tager en h&o-;ist ironisk H&ae;vn over ham, idet han selv paa en Maade falder for et saa latterligt Argument, som en D&o-;dsdom er. At nu Alt det her skildrede vistnok er ironiske Situationer og at vist Enhver, der l&ae;ste Apologien under den Foruds&ae;tning, at Socrates aldrig havde v&ae;ret til, men at en Digter havde villet anskueliggj&o-;re det Pikante, der laae i en saadan Anklage og Ford&o-;mmelse, vilde f&o-;le Ironien, det anseer jeg for utvivlsomt, hvorimod nu, da det er med historiske Begivenheder man har at gj&o-;re, mangen L&ae;ser vistnok vil mangle Mod til at turde troe det. Fremstillingen af den Ironi, der findes adspredt i Apologien, som jeg nu gaaer over til, er jeg lidt i Forlegenhed med. Jeg kunde s&o-;ge at jage en M&ae;ngde sammen fra alle Kanter; men ikke at tale om, at den vidtl&o-;ftige Argumentation, der paa ethvert Punkt blev n&o-;dvendig, vilde blive tr&ae;ttende for L&ae;seren, troer jeg tillige, at det hele Afsnit vilde, tvertimod Ironiens V&ae;sen, komme susende, ikke, hvad der er denne eiendommeligt, som en sagte Hvidsken. Igjennem en vedf&o-;iet Unders&o-;gelse paa hvert enkelt Punkt at skulle bevise Ironien, ber&o-;ver naturligviis denne det Overraskende, det Slaaende, kort sagt enerverer den. Den beh&o-;ver den haarde Mods&ae;tning, og vilde aldeles tabe sig i et saadant kjedeligt Compagniskab som Argumentation er. Jeg vil derfor atter her lade Ast aftrykke, da han med overordentlig Sikkerhed har grebet alle de tvetydige Punkter for af dem, ved at jage L&ae;seren en Skr&ae;k i Livet, at bevise Apologiens U&ae;gthed; og idet jeg i Texten anbringer hans Pathos, vil jeg i Noten tillade mig en lille Hentydning, som jeg haaber vil v&ae;re L&ae;seren tilstr&ae;kkelig. Man har et Kobberstykke, der forestiller Madonnas Himmelfart. For at l&o-;fte Himlen saa meget som muligt, er der paa Foden anbragt en m&o-;rk Linie, over hvilken et Par Engle titte op efter hende. Saaledes vil jeg ogsaa ved at aftrykke Asts Ord i Texten h&ae;ve hans Ord saa h&o-;it som muligt og for at h&o-;ine hans h&o-;ie Pathos end mere anbringe en Streg, over hvilken da stundom Ironiens skalkagtige Ansigt tillader sig at titte op. Ast Pag. 477 ff.: Die Freim&u..;thigkeit, mit welcher er den Socrates sprechen l&a..;&ss;t, ist nicht jene edle, aus dem Bewu&ss;tseyn der Unschuld und Rechtschaffenheit fliessende, welche sich, durch Verl&a..;umdung angereizt, als Stolz verk&u..;ndet, sondern prahlerische Selbsterhebung; denn Socrates setzt sich nur herab, um sich indirect desto mehr zu erheben. (I en Note hertil bem&ae;rker Ast: der Verfasser der Apologie kann selbst nicht umhin, dieses anzudeuten, S. 82: &g.m;&g.e-..g; &g.th;&g.o;&g.r;&g.u;&g.b;&g.e-..a;&g.s;&g.e-;&g.t;&g.e; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e..a;&g.n;, &g.a.lg;&g.n; &g.d;&g.o..a;&g.x;&g.o-; &g.t;&g.i; &g.u.a.;&g.m;&g.i..c;&g.n; &g.m;&g.e..a;&g.g;&g.a; _{&g.l;&g.e..a;&g.g;&g.e;&g.i;&g.n;*.}&g.l;&g.e..a;&g.g;&g.e;&g.i;&g.n;.) Dieses ist nicht die platonische Ironie, sondern Geringsch&a..;tzung anderer, die den eitlen Zweck hat, sich selbst zu erheben. Socrates sagt z. B. S. 68, wenn man denjenigen einen Redner nenne, der die Wahrheit spreche, so sei er allerdings ein Redner, nur nicht auf die Art, wie die anderen (worin der Sinn versteckt liegt, er sei ein eigentlicher oder wahrhafter Redner, die anderen hingegen blo&ss; Scheinredner). Ebenso enthalten die Worte &g.i.la;&g.s;&g.o-;&g.sud; &g.m;&g.e..g;&g.n; &g.g;&g.a..a;&g.r; &g.t;&g.i; &g.ch;&g.e;&g.i..a;&g.r;&g.o-;&g.n;, &g.i.la;&g.s;&g.o-;&g.sud; &g.d;&g.e..g; &g.b;&g.e;&g.l;&g.t;&g.i..a;&g.o-;&g.n; &g.a.lg;&g.n; &g.e;&g.i.la;&g.e-; (&g.e-.a.; &g.l;&g.e..a;&g.x;&g.i;&g.sud;) S. 71 verstecktes Selbstlob. Noch unverkennbarer ist die falsche Ironie in der Stelle S. 84-91, wo Socrates die Wahrhaftigkeit jenes Orakelspruches, der ihn f&u..;r den weisesten erkl&a..;rt habe, dazuthun sucht; das Eitle und Prahlerische liegt schon in der Ausf&u..;hrlichkeit, mit der Socrates davon redet. Ebenso erkl&a..;rt Socrates, er sei ein ber&u..;hmter und ausgezeichneter Mann (S. 81. 90. 136), und seine Bestimmung eine g&o..;ttliche (S. 120); er sei der gr&o..;&ss;te Wohlth&a..;ter der Stadt (S. 116. 119. 142); de&ss;halb werde ich verl&a..;umdet und beneidet (107) u. s. f. Ferner schreibt er sich Weisheit zu (S. 82. 83. 84 ff.), und spricht von der Weisheit der Sophisten in einem skeptischen Tone, der nur Hochmuth andeutet. Denn was ist es anders, wenn man sich selbst herabsetzt, zugleich aber alle andere erniedrigt, als eine rednerische Selbsterhebung, die, wenn man ihr eine ernste Absicht unterlegt, als eitle Prahlerei erscheint, wenn man sie aber f&u..;r unbefangene, absichtlose Freim&u..;thigkeit nimmt, eine Naivit&a..;t verr&a..;th, die durch den nicht beabsichtigten Contrast der Selbstverachtung und der Selbsterhebung (wenn sich Socrates z. B. f&u..;r unwissend erkl&a..;rt, zugleich aber f&u..;r weiser als alle andere, sich selbst also, den unwissenden, zum weisesten erhebt) fast in das Komische &u..;bergeht? Hat also der Verfasser der Apologie die Absicht gehabt, den Socrates als Ironiker zu schildern, so _{hat er ihm}hat er ihn in das Gegentheil vom platonischen Socrates in einen prahlerischen Sophisten umgewandelt; wollte er ihm aber eine unbefangene, absichtlose Freim&u..;thigkeit leihen, so hat er die Naivit&a..;t &u..;bertrieben und seinen Zweck verfehlt, weil die Gegenseite der Selbstherabsetzung, die Selbsterhebung, zu hervorstechend und grell ist, als da&ss; man glauben k&o..;nnte, es sei mit der Selbstherabsetzung ernstlich gemeint; jene Anspruchlosigkeit ist daher nur affectirt, und die Selbstherabsetzung blo&ss; scheinbar, weil sie von der ihr nachfolgenden Selbsterhebung &u..;berwogen wird. In diesem Scheinwesen eben erkennen wir am meisten den Redner, der, an das Antithesenspiel gew&o..;hnt, das erste durch das zweite gegen&u..;berstehende wieder aufzuheben pflegt. Eben so hat unser Apologiker gerade das Sch&o..;nste in seiner Rede, was ihm als Thatsache vorlag, jene Aeusserungen nehmlich der edlen und stolzen Freim&u..;thigkeit und Seelengr&o..;&ss;e des Socrates, in Schein gewendet, indem er es durch den Gegensatz wieder aufhebt; dieser Gegensatz ist die Besorgni&ss;, die Richter, auf deren Geneigtheit alles ankam, zu erz&u..;rnen; weshalb er eben allemal die Gr&u..;nde seiner Aeu&ss;erung so weitl&a..;uftig und mit fast &a..;ngstlicher Sorgfalt auseinandersetzt, um ja _{nicht zu sagen}nichts zu sagen, was keinen Grund f&u..;r sich h&a..;tte und die Richter unwillig machen k&o..;nnte. Diese Besorgni&ss; und Furcht, die der Freim&u..;thigkeit immer gegen&u..;bertritt, hebt sie nicht diese wieder auf und verwandelt sie in Schein? Der wahrhafte Freie und Seelenstarke wird, ohne R&u..;cksicht auf etwas anderes als die Wahrheit seiner Aussage, und unbek&u..;mmert, wie man diese aufnehme, so reden, wie ihm Bewu&ss;tseyn und Erkenntni&ss; gebieten. Eben so bekennt Socrates, da&ss; er seine Ankl&a..;ger und Widersacher f&u..;rchte (S. 72. 86). Erkennen wir darin des Socrates Seelengr&o..;&ss;e und durch nichts zu schreckende Wahrheitsliebe wieder, wie er sie z. B. in der Unterredung mit dem Kritias und Charikles, die sein Verderben beabsichtigten, beim Xenophon (Denkw. d. Socr. 1, 2, 33 ff.) an den Tag legt? Socrates stellt sich ferner, als spreche er nicht zu seiner Vertheidigung, sondern in der Absicht, die Richter zu &u..;berreden, da&ss; sie ihn nicht verurtheilen m&o..;chten, damit sie sich nicht am Geschenke der Gottheit vers&u..;ndigten (S. 121). Wenn ihr mir folgt, setzt er hinzu (S. 122), so werdet ihr meiner schonen. Wer erkennt nicht darin die rednerische Wendung? Die Bitte und der Wunsch, losgesprochen zu werden, wird versteckt und erscheint als wohlgemeinter Rath, nicht gegen die G&o..;tter zu freveln und ihr Geschenk zu verschm&a..;hen. Also ist jene Aeu&ss;erung des Socrates, da&ss; er nicht f&u..;r sich (um seine Lossprechung zu bewirken) sondern f&u..;r die Athen&a..;er spreche, ebenfalls blo&ss; rednerisch d. h. Schein und T&a..;uschung. Det Mythiske i de tidligere platoniske Dialoger som Antydning af en riigholdigere Speculation Jeg er nu f&ae;rdig med Fremstillingen af det Dialektiske i Plato, saaledes som det var forn&o-;dent for n&ae;rv&ae;rende Unders&o-;gelse. Jeg har med Flid ladet denne hele Betragtning ende i Apologien, for at det Usikkre og Vaklende i den foregaaende Argumentations Gang herved kunde faae en Consolidation. Det Mythiske vil nu blive Overveielsens Gjenstand, og idet jeg s&o-;ger at glemme, i hvilken Hensigt det Hele foretages, for at Overveielsen kan blive saa uhildet som mulig, maa jeg bede L&ae;seren i samme Grad at fastholde, at den Duplicitet, der ligger i Misforholdet mellem det Dialektiske og det Mythiske, er et af de Indicier, et af de Spor, der forhaabentlig vil lede hen til at adskille det baade ved Tid og Inderlighed tilsyneladende Uadskillelige. Dette Mythiske kan man nu f&o-;rst see paa med mere ligegyldige &O-;ine, man kan betragte det blot som en Forandring i Fremstilling, en anden Art af Foredrag, uden at derfor Forholdet mellem disse to Arter af Foredrag var et v&ae;sentligt; ja man kunde synes i en og anden Yttring af Plato at finde et Vink desangaaende. Protagoras siger saaledes, idet han gj&o-;r sig f&ae;rdig til at bevise, at Dyden kan l&ae;res: &anfbeg;Vel, Socrates, jeg vil ikke beholde det for mig selv, men skal jeg som den &Ae;ldre, der taler til den Yngre, indkl&ae;de Beviset i en Mythe, eller foredrage det i en Afhandling?&anfslut; (Heise Pag. 130). Og da han er f&ae;rdig, bem&ae;rker han: &anfbeg;Saaledes har jeg nu, Socrates, baade ved en Mythe og ved Grunde beviist, at Dyden kan l&ae;res&anfslut; (Pag. 145). Vi see saaledes, at her det mythiske Foredrag adskilles fra det unders&o-;gende paa den Maade, at det mythiske betragtes som et ufuldkomnere, beregnet paa Yngre, at disse to Arter af Foredrag ikke staae i et n&o-;dvendigt Forhold til hinanden, da deres N&o-;dvendighed f&o-;rst vilde sees i den h&o-;iere Eenhed, i hvilken de selv som discrete Momenter vare tilsyneladende og virkelige. Disse to Arter af Fremstilling sees ikke i Forhold til Ideen, men i Forhold til Tilh&o-;reren, de ere som to Sprog, af hvilke det ene er mindre artikuleret, mere barnligt og bl&o-;dt, det andet mere udviklet, mere skarp kantet og haardt; men da de ikke sees i Forhold til Ideen, saa lod der sig t&ae;nke et tredie Sprog, et fjerde o. s. f., et heelt Assortiment af saadanne Fremstillingsformer. Hertil kommer, at Mythen efter denne Opfattelse aldeles ligger i Fremstillerens Magt, den er hans fri Skabning, han kan tage fra og l&ae;gge til, eftersom det forekommer ham at v&ae;re Tilh&o-;reren tjenligt. Men saaledes kan det umuligt staae til med det Mythiske i Plato. Det Mythiske har her en langt dybere Betydning, hvilket man ogsaa vil overbevise sig om, naar man bem&ae;rker, at det Mythiske i Plato har en Historie. I de f&o-;rste og tidligste Dialoger er det saaledes enten slet ikke tilstede, i hvilket Tilf&ae;lde dets Mods&ae;tning ene raader, eller det er tilstede i Forbindelse med, og dog i en anden Forstand uden Forbindelse med dets Mods&ae;tning, det Abstrakte. Derpaa forsvinder det aldeles i en heel Cyclus af Dialoger, hvor det Dialektiske, men i en ganske anden Forstand end i de tidligere Dialoger, er tilstede, og endelig dukker det atter frem i de sidste platoniske Arbeider, men i en dybere Forbindelse med det Dialektiske. Betr&ae;ffende det Mythiske i Plato er jeg altsaa for det F&o-;rste viist tilbage til de Dialoger, jeg nylig forlod. Her finder man det nemlig i Forbindelse med dets Mods&ae;tning, den abstrakte Dialektik. Saaledes f. Ex. Gorgias, hvor, efterat Sophisterne har kj&ae;mpet med Fortvivlelsens Raseri, bestandig mindre og mindre &anfbeg;undselige&anfslut;, hvor, efterat Polos har overbudet Gorgias, Kallikles Polos i Uforskammethed, det Hele ender med en mythisk Fremstilling af Tilstanden efter D&o-;den. Men hvorledes forholder det sig nu med dette Mythiske; thi det er aabenbart, at det i disse Dialoger ikke saa meget er Platos fri Digtning, ham h&o-;rigt og lydigt, som det snarere overv&ae;lder ham, at det ikke saa meget er at betragte som en underordnet Fremstilling for yngre eller mindre begavede Tilh&o-;rere, som snarere som en Ahnelse om et H&o-;iere. Stallbaum staaer i sin Opfattelse af det Mythiske aabenbart paa det i det Foregaaende antydede Standpunkt. Deels betragter han det som en Accommodation, eller for at jeg skal bruge et i denne Forbindelse vistnok betegnende Udtryk, en &g.s;&g.u;&g.g;&g.k;&g.a;&g.t;&g.a..a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud;, da dette Ord jo antyder, at Plato i det Mythiske stiger ned til Tilh&o-;reren, istedetfor at vi antage, at det Mythiske er et H&o-;iere, ja et ud over Platos subjektive Myndighed Liggende; deels s&ae;tter han det i Forbindelse med den Folkebevidsthed, der forud for Plato opbevarede Ideen i et saadant Hylster. Men begge Betragtninger ere ikke synderlig skarpt gjennemf&o-;rte til en betydningsfuld Adskillelse af, hvad der blev opfattet gjennem Fornuftslutninger, og hvad der blev ahnet, eller til en i Sandhed beroligende Afgj&o-;relse af Gr&ae;ndsestridighederne mellem Traditionen og Plato. Baur (anf. Skr. Pag. 90-98) seer i det Mythiske det Traditionelle, og giver Ackermann Ret i at stille Digtere og Orakelsprog i samme Forhold til Plato, som Propheterne i det gamle Testamente stode til Apostler og Evangelister. Paa den ene Side maatte man vel saa i det Mythiske hos Plato see den fromme Veneration, den s&o-;nlige Pietet, med hvilken han omfattede sit F&o-;delands Fortids religi&o-;se Bevidsthed; paa den anden Side den &ae;dle momentane Mistillid til de af ham selv opf&o-;rte Bygninger, hvorfor han jo heller ei i Staten vil give nogen Lov for Gudstjenesten, men overlader det til den delphiske Apoll. Ast har en fuldst&ae;ndigere Opfattelse, kun at den egentlig ikke er begrundet paa Iagttagelse, ikke saa meget b&ae;rer Charakteren af at v&ae;re erhvervet som af at v&ae;re &o-;nsket. Saavel Ast som Baur synes at have overseet det Mythiskes indre Historie i Plato. Medens dette nemlig i de tidligere Dialoger tr&ae;der op i Mods&ae;tning til det Dialektiske, idet, naar det Dialektiske forstummer, det Mythiske lader sig h&o-;re eller rettere see, saa er det derimod i de senere i et mere venskabeligt Forhold til det Dialektiske, det er, Plato er bleven Herre over det, det vil sige, det Mythiske bliver det Billedlige. Med Baur at forklare det Mythiske som det Traditionelle, for s&ae;deligreligi&o-;se Sandheder at lade Plato s&o-;ge et Udgangspunkt i den h&o-;iere Auctoritet, der ligger i Digte og Orakelsprog, gaaer ikke uden videre an; thi i de f&o-;rste B&o-;ger af Staten underkjendes jo aldeles Gyldigheden af Digternes Udsagn, der polemiseres og advares st&ae;rkt mod dem, og den fremstillende (&dvs;: den digteriske) Opfattelse misbilliges i Mods&ae;tning til den slet og ret fort&ae;llende; ja i den tiende Bog af Staten vil Plato jo have Digterne ud af Staten. Uden videre gaaer det altsaa ikke an. Den forn&o-;dne Berigtigelse indeholdes imidlertid i Betragtningen af det Mythiskes Metamorphose i Plato. Skarpest tr&ae;der det frem i de f&o-;rste Dialoger. Medens her Dialektiken giver et aldeles abstrakt og stundom et negativt Resultat, vil det Mythiske give meget Mere. Men sp&o-;rge vi overhovedet, hvad det Mythiske er, saa maa man vel svare, det er Ideens Udl&ae;ndighedsstand, dens Udvorteshed, &dvs;: dens Timelighed og Rummelighed umiddelbar som saadan. Det Mythiske i Dialogerne b&ae;rer ogsaa aldeles denne Charakteer. De store Tidsrum, som Sj&ae;len efter Fremstillingen i Ph&ae;drus gjenneml&o-;ber, den rummelige Uendelighed, som i Gorgias og Ph&ae;don anskueliggj&o-;res som Fremstilling af Sj&ae;lens Existents efter D&o-;den, ere Myther. Sagen lader sig let forklare. Det Dialektiske ryddeliggj&o-;r Terrainet for alt Uvedkommende og fors&o-;ger nu at klattre op til Ideen, da dette imidlertid mislykkes, reagerer Phantasien. Tr&ae;t af det dialektiske Arbeide l&ae;gger Phantasien sig til at dr&o-;mme, og heraf fremkommer det Mythiske. Under denne Dr&o-;mmen sv&ae;ver Ideen enten hastende forbi i uendelig Succession, eller den staaer stille og udvider sig uendelig pr&ae;sent i Rummet. Det Mythiske er saaledes Phantasiens Enthusiasme i Spekulationens Tjeneste, og til en vis Grad, hvad Hegel kalder Phantasiens Pantheisme. Det har Gyldighed i Ber&o-;relsens &O-;ieblik og bringes ikke i Forhold til nogen Reflexion. Det vil man ogsaa overbevise sig om ved at betragte Gorgias og Ph&ae;don. Den mythiske Fremstilling af Sj&ae;lens Existents efter D&o-;den bringes hverken i Forhold til en historisk Reflexion, om det virkelig forholder sig saaledes, om Aeacus, Minos og Rhadamantus sidde og d&o-;mme, eller til en philosophisk, om det er Sandhed. Kan man betegne den Dialektik, der svarer til det Mythiske, som Attraa, Begj&ae;r, som det &O-;iekast, der seer paa Ideen for at attraae den, saa er det Mythiske Ideens frugtbare Omfavnelser. Ideen synker og sv&ae;ver ned som en velsignende Taage over Individet. Forsaavidt der imidlertid i denne Individets Tilstand er i ethvert &O-;ieblik en svag Antydning, en fjern Ahnelse af en reflekterende Bevidsthed, en hemmelighedsfuld n&ae;sten uh&o-;rlig Hvidsken, forsaavidt er der i ethvert &O-;ieblik en Mulighed af, at det Mythiske undergaaer en Metamorphose. Saasnart nemlig Bevidstheden tr&ae;der til, viser det sig, at disse Luftsyner dog ikke vare Ideen. Forsaavidt nu Phantasien igjen, efterat Bevidstheden er vaagnet, l&ae;nges tilbage til disse Dr&o-;mme, saa tr&ae;der det Mythiske frem i en ny Skikkelse, det er, som Billede. Der er nemlig nu foregaaet den Forandring, at det i Bevidstheden er optaget, at det Mythiske ikke er Ideen, men en Afglands af Ideen. Saaledes, troer jeg, forholder det sig med de mythiske Fremstillinger i de construktive Dialoger. Det Mythiske er for det f&o-;rste indoptaget med i det Dialectiske, er ikke l&ae;nger i Strid dermed, afslutter sig ikke l&ae;nger sekterisk; det alternerer med det Dialektiske, og saaledes er saavel Dialektiken som det Mythiske l&o-;ftet op i en h&o-;iere Tingenes Orden. Det Mythiske kan derfor gjerne have noget Traditionelt ved sig. Det Traditionelle er ligesom den Vuggesang, der udgj&o-;r et Moment med i Dr&o-;mmen; men mythisk er det dog ret egentlig netop i de &O-;ieblikke, hvor Aanden farer hen, og Ingen veed hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen. Til en lignende Betragtning af det Mythiske _{kan maa}kan man ogsaa komme, idet man gaaer ud fra det Billedlige. Naar man nemlig i en reflekterende Tid seer i en reflekterende Fremstilling det Billedlige meget sparsomt og overh&o-;rt at fremtr&ae;de, som en antidiluviansk Forstening at erindre om en anden Art Tilv&ae;r, hvilken Tvivlen bortskyllede, saa vil man maaskee forundre sig over, at det Billedlige nogensinde har kunnet spille saa stor en Rolle. Men idet Billedet griber om sig mere og mere, rummer Mere og Mere i sig, indbyder det Tilskueren til at hvile deri, til at foregribe en Nydelse, som den rastl&o-;se Reflexion maaskee ad en lang Omvei vilde f&o-;re Een til. Og naar nu tilsidst Billedet faaer et saadant Omfang, at den hele Existents bliver synlig deri, saa er dette den retrograde Bev&ae;gelse hen mod det Mythiske. Naturphilosophien giver ofte Exempler herpaa, og saaledes er f. Ex. H. Steffens Fortale til Karrikaturen des Heiligsten et saadant storartet Billede, hvor Natur-Existentsen bliver en Mythe om Aandens Existents. Billedet overv&ae;lder saaledes Individet, det taber sin Frihed, eller rettere synker hen i en Tilstand, hvor den ikke har Realitet; thi Billedet er nu ikke det frit producerede, det kunstnerisk skabte. Og hvor travlt end Tanken har med at tage Enkelthederne i &O-;iesyn, hvor sindrig den end er i at combinere, hvor hyggeligt den end indretter sig sin Existents deri, saa er den dog ikke istand til at skille det Hele ud fra sig og lade det vise sig let og flygtigt i den rene Digtnings Sph&ae;re. Dette for at vise, hvorledes det Mythiske ogsaa kan gj&o-;re sig gjeldende i et isoleret Individ. Prototypen hertil maa naturligviis have gjort sig gjeldende i Nationernes Udvikling, kun at man erindrer, at det blot saa l&ae;nge vedbliver at v&ae;re Mythe, som denne selvsamme Proces gjentager sig i Nationernes Bevidsthed, der selv dr&o-;mmende reproducerer sin Fortids Mythe. Ethvert Fors&o-;g paa at ville tage Mythen historisk viser allerede, at Reflexionen er vaagnet, og dr&ae;ber Mythen. Ligesom Eventyret hersker Mythen kun i Phantasiens Tusm&o-;rke, medens naturligviis mythiske Elementer godt kan vedligeholde sig en Tidlang, efterat den historiske Interesse er vaagnet, og den philosophiske Interesse kommer til Bevidsthed. Forholder det sig nu saaledes med det Mythiske i Plato, saa bliver Svaret ikke vanskeligt paa det Sp&o-;rgsmaal: tilh&o-;rer det Mythiske Plato eller Socrates. Jeg troer, at jeg paa egne og L&ae;sernes Vegne t&o-;r svare: det tilh&o-;rer ikke Socrates. Erindrer man derimod, hvad Oldtiden jo bevidner, at det var fra et produktivt Digterliv, at Socrates kaldte den tyveaarige Plato tilbage paa den abstrakte Selverkjendelse, saa bliver det vist ganske naturligt, at det Digteriske i sin aktive Passivitet og passive Aktivitet maatte gj&o-;re sig gjeldende i Mods&ae;tning til den forsultne sokratiske Dialektik, og at det st&ae;rkest og meest isoleret maatte fremtr&ae;de i den Produktivitet, der enten var samtidig med Socrates eller dog laae ham n&ae;rmest. Dette er nu ogsaa Tilf&ae;ldet; thi det Mythiske staaer meest haardnakket og gjenstridigt paa sin Ret i de tidligere Dialoger, hvorimod det i de construktive Dialoger har b&o-;iet sig under en omfattende Bevidstheds milde Regimente. De derfor, der have noget n&o-;iere Kjendskab til Plato, vil vist ogsaa give mig Ret i at lade den i str&ae;ngere Forstand platoniske Udvikling begynde med den Dialektik, der fremtr&ae;der i Parmenides og de til denne Cyclus h&o-;rende Dialoger og ender i de construktive. Men at den Dialektik, der indeholdes i disse, er v&ae;sentlig forskjellig fra den hidtil beskrevne Dialektik, er allerede f&o-;r bem&ae;rket. Det Mythiske i de f&o-;rste Dialoger bliver derfor i Forhold til den hele platoniske Udvikling at ansee for en Slags Ideens Pr&ae;existents, og naar man samler det her Udh&ae;vede, kunde man maaskee kalde det Mythiske i de tidligere Dialoger Spekulationens umodne Frugt, og da det at modnes er en G&ae;ringsproces, saa vil den senere &ae;gte platoniske Dialektik vel passende kunne sammenlignes hermed. At imidlertid Spekulationens Frugt aldrig ganske modnes i Plato, det har sin Grund i, at den dialektiske Bev&ae;gelse aldrig fuldbyrdes fuldelig. Jeg skal nu kortelig gjennemgaae den mythiske Deel af et Par Dialoger. Det vil v&ae;re overfl&o-;digt at erindre om, at man ikke kan kalde den den mythiske, fordi der tages et Hensyn til en eller anden Mythe deri, thi fordi man i en Fremstilling anf&o-;rer en Mythe, derfor bliver Fremstillingen ikke mythisk; heller ikke fordi man benytter en Mythe, thi det at man benytter den, viser jo, at man er ude over den; heller ikke om man vilde gj&o-;re Mythen til en Troes-Gjenstand, bliver Fremstillingen mythisk, thi det Mythiske henvender sig ikke n&ae;rmest til Erkjendelsen, men til Phantasien, fordrer, at Individet skal tabe sig deri, og f&o-;rst naar Fremstillingen saaledes zittrer mellem Phantasiens Produktion og Reproduktion, f&o-;rst da er Fremstillingen mythisk. I Symposiet antager man, at den mythiske Fremstilling begynder med Diotimas Fort&ae;lling. Den er nu ikke mythisk, fordi der tages et Hensyn til Mythen om Eros som avlet af Poros og Penia; thi ogsaa i de tidligere Taler havde man ikke ladet Sagnene om Eros' Herkomst upaaagtede. Den Bestemmelse imidlertid, som her gives af Eros, er negativ, Eros er et Mellemv&ae;sen, er hverken riig eller fattig. Forsaavidt ere vi ikke komne videre end ved den socratiske Udvikling. Men dette Negative, som er T&ae;nkningens evige Uro, adskillende og forbindende, hvilket Tanken derfor ikke kan fastholde, da det er det Fremadskyndende i Tanken, dette standser her og udhviler sig for Phantasien, det udvider sig for Anskuelsen. Deri ligger det Mythiske. Enhver, der har givet sig af med abstrakt T&ae;nkning, vil vist have bem&ae;rket, hvor forf&o-;rerisk det er at ville fastholde det, som egentlig ikke er, uden forsaavidt det er oph&ae;vet. Men dette er en mythisk Tendents. Det som nemlig skeer, er at Ideen fastholdes under Tidens og Rummets Bestemmelser, disse aldeles ideelt tagne. Det altsaa, som den mythiske Fremstilling giver mere end den hidtil beskrevne dialectiske Bev&ae;gelse, er, at den lader det Negative sees. Herved giver den nu i en vis Forstand Mindre, sinker Tankeudviklingen, og aabenbarer sig ikke som en Fuldbringelse af den begyndte Proces, men som en ganske ny Begyndelse. Jo mere den nu vil udvide Beskuelsen, jo fyldigere den vil gj&o-;re den, desto mere viser den sin Mods&ae;tning til den blot negative Dialectik, men desto mere bortfjerner den sig ogsaa fra den egentlige T&ae;nkning, bedaarer Tanken, gj&o-;r den kj&ae;len og bl&o-;dagtig. Det Andet, hvorved den mythiske Deel af denne Dialog giver Mere end den dialectiske, er at den opstiller det Skj&o-;nne som Eros' Gjenstand. Saaledes har vi nu en &ae;gte platonisk Dichotomi, der, som allerede tidligere bem&ae;rket, lider af alle en Dichotomis Besv&ae;rligheder, idet den har det Negative uden for sig og den Eenhed, der opnaaes, aldrig kan hypostasere sig. Seer man n&ae;rmere til, hvorledes det staaer sig med det Skj&o-;nne, saa afstryger dette gjennem en dialectisk Bev&ae;gelse en M&ae;ngde Bestemmelser. Kj&ae;rlighedens Gjenstand er successivt: skj&o-;nne Legemer &streg; skj&o-;nne Sj&ae;le &streg; skj&o-;nne Bem&ae;rkninger &streg; skj&o-;n Erkjendelse &streg; det Skj&o-;nne. Det Skj&o-;nne bestemmes nu ikke blot negativt som det, der vil vise sig i et langt herligere Lys end Guld, Kl&ae;der, skj&o-;nne Drenge og Ynglinge, men Diotima f&o-;ier til: &anfbeg;hvad skulde vi troe, naar det lykkedes Nogen at skue dette Skj&o-;nne selv, luttret, reent, ublandet, ikke bekl&ae;dt med menneskeligt Kj&o-;d og Farver eller andet forg&ae;ngeligt Tant, men det guddommelige Skj&o-;nne selv i sit V&ae;sens Eenhed? (Heise Pag. 81). Det Mythiske ligger aabenbart deri, at det i og for sig Skj&o-;nne skal skues. Og uagtet Fremstillerinden engang har renonceret paa alt forg&ae;ngeligt Tant og Indkl&ae;dnings-Apparat, saa er det aabenbart, at dette vil netop komme igjen i Phantasiens Verden og afgive det mythiske Drapperi. Saaledes vil det altid gaae med &anfbeg;das Ding an sich,&anfslut; naar man ikke kan kaste den bort og slaae den i Glemmebogen, men derimod, idet man har faaet den udenfor T&ae;nkningen, nu vil lade Phantasien b&o-;de paa og godtgj&o-;re Tabet. Dette Standpunkt erindrer naturligviis meget om det kantiske. Jeg skal ved et Par Ord blot ber&o-;re Forskjellen. Kant standsede vistnok ved dette Tingenes &anfbeg;an sich,&anfslut; men enten vedblev han ufortr&o-;den ved Hj&ae;lp af den subjective T&ae;nkning at ville gribe det, og da det at gribe det var en Umulighed, saa havde han naturligviis den store Fordeel, den vistnok temmelig ironiske Lykke, altid at haabe; eller han kastede det bort, s&o-;gte at glemme det. Forsaavidt han derimod stundom vil fastholde det, saa udvikler han det Mythiske, og saaledes er f. Ex. hans hele Anskuelse af det &anfbeg;radikale Onde&anfslut; egentlig en Mythe. Det Onde nemlig, som Tanken ikke kan magte, l&ae;gges udenfor Tanken og overlades til Phantasien. I den mythiske Deel af Symposiet tildr&o-;mmer derfor Digteren Plato sig alt det, som Dialectikeren Socrates s&o-;gte; i Dr&o-;mmens Verden finder Ironiens ulykkelige Kj&ae;rlighed sin Gjenstand. At Plato nu l&ae;gger Diotima denne Fremstilling i Munden, kan visselig ikke gj&o-;re den til en mythisk Fremstilling, hvorimod det h&o-;rer med til det Mythiske, hvad Phantasien overhovedet ynder, at Gjenstanden l&ae;gges udenfor, fjernes for atter at drages tilbage, ligesom man ikke gjerne selv vil have oplevet et Eventyr, men skyder det bort fra sig, og str&ae;ber ved Mods&ae;tning til Tidens Mellemv&ae;rende at gj&o-;re Phantasiens Pr&ae;sens desto mere tiltr&ae;kkende. Ogsaa Ast bem&ae;rker jo, at det er en blot Opdigtelse med denne Diotima, og Baurs Betragtning, at Plato har valgt den mythiske Fremstillingsform, for at give sit Philosophem en positiv St&o-;tte i en Folkebevidstheden tilvant Form, forklarer vistnok for lidt, og opfatter det Mythiskes Forhold til Plato aldeles udvortes. Betragte vi den mythiske Fremstilling af Sj&ae;lens Tilstand efter D&o-;den, som den beskrives i Gorgias og Ph&ae;don, saa finder der til en vis Grad en Ulighed Sted mellem disse to Opfattelser. I Gorgias indskj&ae;rper Socrates vel flere Gange, at han troer derpaa og vedkjender sig sin Tro derpaa i Mods&ae;tning til dem, der maaskee &anfbeg;vilde betragte og ringeagte denne Fort&ae;lling som et Ammestue-Eventyr;&anfslut; men man seer dog ogsaa af de f&o-;lgende Yttringer, at det mere er ham om at gj&o-;re at haandth&ae;ve Retf&ae;rdighedens Idee, end at opretholde Mythen, da han selv indr&o-;mmer det Naturlige i at ringeagte slige Fort&ae;llinger, naar man ved Unders&o-;gelse kan finde noget Bedre og Sandere. Det Mythiske ligger nu igjen ikke saa meget i Hentydningen til Sagnet om Minos, Aeacus og Rhadamantus, som mere i Fastholdelsen af Doms-Acten i dens Anskueliggj&o-;relse for Phantasien, eller saaledes som Phantasien reproducerer sig den. I Ph&ae;don derimod antyder Socrates selv, hvorledes det forholder sig med den hele Opfattelse: &anfbeg;At paastaae, at dette forholder sig saaledes, som jeg nu har sat det ud fra hinanden, s&o-;mmer vel ingen fornuftig Mand; men at det forholder sig paa denne eller paa en lignende Maade med vore Sj&ae;le og deres Boliger, da dog Sj&ae;len aabenbar er noget Ud&o-;deligt, det synes mig, s&o-;mmer sig vel at antage, og det l&o-;nner Umagen at vove at troe, at det virkelig forholder sig saaledes. Thi skj&o-;nt er dette Vovestykke, og sligt b&o-;r man ligesom fremtrylle for sig selv. Derfor har jeg ogsaa dv&ae;let saa l&ae;nge ved denne Fort&ae;lling.&anfslut; (Heise Pag. 117). Her bruges nu ogsaa de rette Udtryk, at det er et Vovestykke at troe det og at man b&o-;r fremtrylle Sligt for sig selv; thi Forestillingen om de mange og store Tidsrum, som Sj&ae;len alt i Forhold til sin Beskaffenhed maa gjenneml&o-;be, Underverdenens uhyre Rum, i hvilket man seer Sj&ae;len forsvinde, ledsaget af sin D&ae;mon, Opholdsstedernes forskjellige Beskaffenhed, Tartarus' B&o-;lge, som kaster Sj&ae;len til Kokytos eller Pyriphlegeton, disse Sj&ae;les Forsamling i den Acherusiske S&o-;e, hvorfra de raabe og kalde paa dem, de enten have dr&ae;bt eller mishandlet &streg; alt dette er ret egentlig mythisk; men det Mythiske ligger i den Magt, det faaer over Phantasien, idet man, naar man vil fremtrylle det, maner Syner frem, som overv&ae;lde Een selv. Den spekulative Tanke, der ligesom gaaer og pudsler i dette Tusm&o-;rke, er den guddommelige Retf&ae;rdighed, den Harmoni i Aandeverdenen, paa hvilken Naturloven i Universet er et Billede. F&o-;rste Bog af Staten Inden jeg gaaer over til at gj&o-;re Rede for Valget af de Dialoger, jeg har gjennemgaaet, maa jeg endnu gj&o-;re et Valg. Den f&o-;rste Bog af Staten maa jeg, inden jeg forlader Detaillen af Plato, gj&o-;re til Gjenstand for en n&ae;rmere Unders&o-;gelse. Schleiermacher anstiller i Indledningen til Staten nogle Betragtninger betr&ae;ffende denne Dialogs Forhold til de tidligere ethiske Dialoger. &anfbeg;Wenn wir Platos Meinung ganz verstehen wollen, d&u..;rfen wir nicht aus der Acht lassen, da&ss; diese ganze Aehnlichkeit unseres Werkes mit den &a..;ltern ethischen Gespr&a..;chen auch am Ende dieses ersten Buches g&a..;nzlich verschwindet ..... Auch die Methode &a..;ndert sich g&a..;nzlich; Socrates tritt nicht mehr fragend als der Nichtwissende auf, der nur im Dienste des Gottes die gr&o..;ssere Unwissenheit aufsucht, sondern als einer, der gefunden hat, tr&a..;gt er in strengem Zusammenhange fortschreitend die gewonnenen Einsichten mit. Ja auch dem Style nach tragen nur noch die n&a..;chsten Reden der beiden Br&u..;der, als den Uebergang bildend, eine Aehnlichkeit mit dem bisherigen, hernach nichts mehr von dialogischer Pracht und reizender Ironie, sondern b&u..;ndige Strenge allein soll den Preis gewinnen. Der gesammte Apparat der jugendlicheren Virtuosit&a..;t gl&a..;nzt hier noch einmal im Eingang, und erlischt dann auf immer, um so verst&a..;ndlich als m&o..;glich zu gestehen, da&ss; alles Sch&o..;ne und Gef&a..;llige dieser Art doch auf dem Gebiete der Philosophie nur in vorbereitenden, mehr spornenden und anregenden, als f&o..;rdernden und befriedigenden Untersuchungen seinen Ort habe, da&ss; aber, wo eine zusammenh&a..;ngende Darstellung von den Resultaten philosophischer Forschung gegeben werden soll, solcher Schmuck mehr abziehend wirken als die vollst&a..;ndige Auffassung f&o..;rdern w&u..;rde (Platons Werke von Schleiermacher. Dritten Theiles erster Band, Pag. 9. 10). Det vil derfor v&ae;re gavnligt endnu engang at dv&ae;le ved den Fremstillings Beskaffenhed og in specie ved dens Forhold til Ideen. Naar man nemlig ikke kan n&ae;gte, at der er en v&ae;sentlig Forskjel mellem denne f&o-;rste Bog af Staten og de f&o-;lgende; naar man er enig med Schleiermacher i de af ham anstillede Iagttagelser, saa f&o-;res jo Tanken tilbage paa de f&o-;rste Dialoger og paa den Form, der maa have staaet under Socrates' Indflydelse, og dette Afsnit af Staten vil da give Anledning til in compendio at ratihabere, om muligt, den i det Foregaaende anstillede Synsforretning. To Ting bliver der is&ae;rdeleshed at l&ae;gge M&ae;rke til: den f&o-;rste Bog ender ikke blot uden Resultat, som Schleiermacher mener, men snarere med et negativt Resultat; Ironien er atter her et v&ae;sentligt Moment. Vi kan nu for Fuldst&ae;ndighedens Skyld betragte Ironien deels i dens enkelte Yttringer, deels i dens definitive Str&ae;ben. Dette Sidste er naturligviis Hovedsagen; men desuagtet vil det ikke v&ae;re uvigtigt at see, at selv dens enkelte Yttringer ikke staae i noget Forhold til Ideen, at det Skj&ae;ves og Eensidiges Tilintetgj&o-;relse ikke skeer for at lade det Sande tr&ae;de frem, men for at begynde paa noget ligesaa Skj&ae;vt og Eensidigt. Dette vil v&ae;re af Vigtighed for at see, at selv Ironiens enkelte Yttringer ikke have forn&ae;gtet deres Herkomst og Sl&ae;gtskab, at de ere de travle Svende, de snue Speidere og ubestikkelige Angivere, der arbeide i deres Herres Tjeneste. Men denne Herre er ingen anden end den totale Ironi, der, naar alle Smaatr&ae;fninger ere udk&ae;mpede, naar alle H&o-;ider ere sl&o-;ifede, skuer ud over det totale Intet, bliver sig bevidst, at der Intet blev tilbage, eller rettere, at det, der blev tilbage, er Intet. Denne f&o-;rste Bog af Staten erindrer nu meget levende om de tidligere Dialoger. Udfaldet af Dialogen erindrer om Protagoras, det indre Arrangement erindrer om Gorgias, og der er en paafaldende Lighed mellem Thrasymachus og Kallikles. Den Uforskammenhed, som Socrates i Gorgias anpriser hos Kallikles, der mener, at Gorgias og Polos ere blevne overvundne, fordi de ikke have havt Dristighed nok til ligefrem at sige, at de fleste Mennesker ganske dele deres Anskuelse af, at det at gj&o-;re Uret er det Bedste, naar det blot skeer tilgavns, men at man har en vis Undseelse for at udsige det, ligesom og de Svagere have udt&ae;nkt dette Forsvarsmiddel &streg; denne Fr&ae;khed gjenfinde vi ganske hos Thrasymachus. Den Maade, paa hvilken Thrasymachus, der l&ae;nge utaalmodigt har ventet paa Leilighed til at komme til Orde, endelig stormer frem, erindrer om Polos' og Kallikles' voldsomme Anl&o-;b, Socrates' f&o-;rste ironiske Parade (&g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.a.l.;&g.k;&g.o;&g.u..a;&g.s;&g.a;&g.sud; &g.e.l.;&g.x;&g.e;&g.p;&g.l;&g.a..a;&g.g;&g.e-;&g.n; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.b;&g.l;&g.e..a;&g.p;&g.o-;&g.n; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.e.l.;&g.ph;&g.o;&g.b;&g.o;&g.u..a;&g.m;&g.e-;&g.n;&g.semiko; &g.k;&g.a;&g.i..a; &g.m;&g.o;&g.i; &g.d;&g.o;&g.k;&g.o-..c;, &g.e;&g.i.l.; &g.m;&g.e-..g; &g.p;&g.r;&g.o..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.sud; &g.e.a.;&g.o-;&g.r;&g.a..a;&g.k;&g.e-; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.e-.lg; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..c;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.e.l.;&g.m;&g.e..a;, &g.a.la;&g.ph;&g.o-;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.a.la;&g.n; &g.g;&g.e;&g.n;&g.e..a;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i;&g.semiko; &g.n;&g.u..c;&g.n; &g.d;&g.e..a;, &g.e-.a.;&g.n;&g.i..a;&g.k;&g.a; &g.u.a.;&g.p;&g.o..g; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.l;&g.o..a;&g.ch;&g.o;&g.u; &g.e-.la;&g.r;&g.ch;&g.e;&g.t;&g.o; &g.e.l.;&g.x;&g.a;&g.g;&g.r;&g.i;&g.a;&g.i..a;&g.n;&g.e;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i;, &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.e..a;&g.b;&g.l;&g.e;&g.ps;&g.a; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.p;&g.r;&g.o..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.sud;, &g.o-.aa;&g.s;&g.t;&g.e; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o-i.c; &g.o;&g.i.a.;&g.o..a;&g.sud; &g.t;&g.apos; &g.e.l.;&g.g;&g.e;&g.n;&g.o..a;&g.m;&g.e-;&g.n; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.k;&g.r;&g.i..a;&g.n;&g.a;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e;&g.i.lc;&g.p;&g.o;&g.n; &g.u.a.;&g.p;&g.o;&g.t;&g.r;&g.e..a;&g.m;&g.o-;&g.n; &g.apos;&g.O-; &g.Th;&g.r;&g.a;&g.s;&g.u..a;&g.m;&g.a;&g.ch;&g.e;, &g.m;&g.e-..g; &g.ch;&g.a;&g.l;&g.e;&g.p;&g.o..g;&g.sud; &g.e-.a.;&g.m;&g.i..c;&g.n; &g.i.la;&g.s;&g.th;&g.i;&g.semiko; smlgn. &pgf; 336 D. E.) erindrer om en lignende Stilling i Gorgias. Den bidende Maade, paa hvilken Socrates undvigende illuderer Thrasymachus' S&ae;tning (&g.t;&g.o..g; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.n; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.o; &g.t;&g.i; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.e-.la; &g.t;&g.o..g; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.k;&g.r;&g.e;&g.i..a;&g.t;&g.t;&g.o;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.x;&g.u;&g.m;&g.ph;&g.e..a;&g.r;&g.o;&g.n;) ved at opstille den Skepsis: &g.e;&g.i.l.; &g.P;&g.o;&g.l;&g.u;&g.d;&g.a..a;&g.m;&g.a;&g.sud; &g.e-.a.;&g.m;&g.o-..c;&g.n; &g.k;&g.r;&g.e;&g.i..a;&g.t;&g.t;&g.o-;&g.n; &g.o.a.; &g.p;&g.a;&g.g;&g.k;&g.r;&g.a;&g.t;&g.i;&g.a;&g.s;&g.t;&g.e-..g;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o-i.c; &g.s;&g.u;&g.m;&g.ph;&g.e..a;&g.r;&g.e;&g.i; &g.t;&g.a..g; &g.b;&g.o..a;&g.e;&g.i;&g.a; &g.k;&g.r;&g.e..a;&g.a; &g.p;&g.r;&g.o..g;&g.sud; &g.t;&g.o..g; &g.s;&g.o-..c;&g.m;&g.a;, &g.t;&g.o;&g.u..c;&g.t;&g.o; &g.t;&g.o..g; &g.s;&g.i;&g.t;&g.i..a;&g.o;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e-.a.;&g.m;&g.i..c;&g.n; &g.t;&g.o;&g.i..c;&g.sud; &g.e-.aa;&g.t;&g.t;&g.o;&g.s;&g.i;&g.n; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..a;&g.n;&g.o;&g.u; &g.x;&g.u;&g.m;&g.ph;&g.e..a;&g.r;&g.o;&g.n; &g.a.aa;&g.m;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.n; (&pgf; 338 C.), er en utvetydig Analogi til den Maade, paa hvilken Socrates latterliggj&o-;r den S&ae;tning af Kallikles, at den St&ae;rkeste (&dvs;: den Indsigtsfuldeste &dvs;: den Bedste) skal have det Meste. Overhovedet er Ironien i hele denne f&o-;rste Bog i den Grad ovenud og ub&ae;ndig, sprudler med en Overv&ae;tteshed, tumler sig med en Kaadhed og V&ae;lighed, saa at den vel lader ahne, hvilken uhyre Muskelkraft en Dialektik maa v&ae;re i Besiddelse af, der svarer hertil; men da dog alle disse Anstr&ae;ngelser ikke staae i noget Forhold til Ideen, saa har Sophisterne og Tanke-Evolutionerne i denne hele f&o-;rste Bog en vis Lighed med de fratzenagtige Figurer, der optr&ae;de, og de ligesaa fratzenagtige Spring, der gj&o-;res i et Schattenspiel an der Wand. Og dog drives den hele Sag af Sophisterne med en Alvor og en Kraftanstr&ae;ngelse, der danner en sk&ae;rende Mods&ae;tning til Resultatets Intethed, og det vil vist v&ae;re umuligt at afholde sig fra at lee, naar man h&o-;rer Socrates sige: &g..a.;&g.O; &g.d;&g.e-..g; &g.Th;&g.r;&g.a;&g.s;&g.u..a;&g.m;&g.a;&g.ch;&g.o;&g.sud; &g.o-.a.;&g.m;&g.o;&g.l;&g.o..a;&g.g;&g.e-;&g.s;&g.e; &g.m;&g.e..g;&g.n; &g.p;&g.a..a;&g.n;&g.t;&g.a; &g.t;&g.a;&g.u..c;&g.t;&g.a;, &g.o;&g.u.a.;&g.ch; &g.o-.a.;&g.sud; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.n;&g.u..c;&g.n; &g.r.a.;&g.ai..;&g.d;&g.i..a;&g.o-;&g.sud; &g.l;&g.e..a;&g.g;&g.o-;, &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.apos; &g.e.a.;&g.l;&g.k;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.m;&g.o..a;&g.g;&g.i;&g.sud;, &g.m;&g.e;&g.t;&g.a..g; &g.i.a.;&g.d;&g.r;&g.o-..c;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.th;&g.a;&g.u;&g.m;&g.a;&g.s;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.o.aa;&g.s;&g.o;&g.u;, &g.a.aa;&g.t;&g.e; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.th;&g.e..a;&g.r;&g.o;&g.u;&g.sud; &g.o.la;&g.n;&g.t;&g.o;&g.sud; (&pgf; 350 D.). Ironiens enkelte Yttringer ere naturligviis ikke her i Ideens Tjeneste, ikke dennes Sendebud, der samle de adspredte Dele til et Hele; de samle ikke, men sprede, og hver ny Begyndelse er ikke en Udfoldelse af det Foregaaende, ikke en Tiln&ae;rmelse til Ideen, men uden dybere Forbindelse med det Foregaaende og uden Forhold til Ideen. Hvad nu Indholdet af denne f&o-;rste Bog angaaer, da skal jeg s&o-;ge at levere en Oversigt derover saa fuldst&ae;ndig, som Behov gj&o-;res, saa t&ae;t sluttet, som mig muligt. Socrates og Glaukon ere gangne ned til Pir&ae;us for at v&ae;re tilstede ved Festen &g.B;&g.e;&g.n;&g.d;&g.i..a;&g.d;&g.e;&g.i;&g.a;. Paa Hjemveien lader Oldingen Kephalus dem indbyde til sig. Socrates modtager Indbydelsen, og snart udvikler der sig en Samtale mellem ham og Kephalus. Dette Parti tiltaler ved en yndig idyllisk Grundtone. Socrates yttrer sin Taknemlighed for, at den gamle Mand vil indlade sig med ham, da den, der har tilbagelagt en stor Deel af Livets Vei, n&o-;dvendig maa kunne oplyse den om Meget, der f&o-;rst er if&ae;rd med at betr&ae;de den. I Anledning af, at Kephalus deels har modtaget, deels selv erhvervet en ikke ubetydelig Formue, henleder Socrates Opm&ae;rksomheden paa Afgj&o-;relsen af det Sp&o-;rgsmaal, om Retf&ae;rdighed overhovedet er Sandhed og Tilbagebetaling af det, man er skyldig, eller om der ikke gives Tilf&ae;lde, i hvilke det bliver uretf&ae;rdigt at give det tilbage man er skyldig. (Saaledes hvis Een vilde give en Ven, af hvem han, medens han var i Besiddelse af sin Forstand, havde modtaget et Sv&ae;rd, dette tilbage, naar han var sin Forstand ber&o-;vet). Her standser Kephalus og overlader Samtalen til de Andre, hvorpaa Polemarchus, hans S&o-;n og Arving (&g.o.a.; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o;&g.u; &g.k;&g.l;&g.e-;&g.r;&g.o;&g.n;&g.o..a;&g.m;&g.o;&g.sud;) optager Traaden. Han opstiller den S&ae;tning: &g.t;&g.o..g; &g.t;&g.a..g; &g.o.l.;&g.ph;&g.e;&g.i;&g.l;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.a; &g.e.a.;&g.k;&g.a..a;&g.s;&g.t;&g.o-i..; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.d;&g.i;&g.d;&g.o..a;&g.n;&g.a;&g.i; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o..a;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;, og udf&o-;rer den n&ae;rmere saaledes, at det er at gj&o-;re Venner Godt, Fjender Ondt, og forklarer &g.o.l.;&g.ph;&g.e;&g.i;&g.l;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; ved &g.t;&g.o..g; &g.e.a.;&g.k;&g.a..a;&g.s;&g.t;&g.o-i..; &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.e-..c;&g.k;&g.o;&g.n;. Dette Udtryk &g.t;&g.o..g; &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.e-..c;&g.k;&g.o;&g.n; giver Socrates Anledning til at udfolde en heel Skepsis, hentet fra Erkjendelsens Verden, og idet det viser sig, at det at give Enhver &g.t;&g.o; &g.p;&g.r;&g.o;&g.s;&g.e-;&g.k;&g.o;&g.n; beroer paa Indsigt, indskr&ae;nkes Retf&ae;rdighedens Territorium saare meget. Derpaa vender han hele Sagen saaledes, at man seer, at Retf&ae;rdighed kun bliver brugbar i Tilf&ae;lde, hvor man ikke bruger en Ting, og altsaa bliver brugbar i det Ubrugbare. Thrasymachus har hidtil forholdt sig taus, men utaalmodig ventet paa Leilighed til at bryde frem, og stormer nu ogsaa med en Afsindigs Voldsomhed ind paa Socrates, og efter f&o-;rst at have udt&o-;mt sin Forbittrelse over Socrates' Gj&ae;kkerier, siger han: &g.ph;&g.e-;&g.m;&g.i..g; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.t;&g.o..a; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.n; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.a.la;&g.l;&g.l;&g.o; &g.t;&g.i; &g.e-.lg; &g.t;&g.o..g; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.k;&g.r;&g.e;&g.i..a;&g.t;&g.t;&g.o;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.x;&g.u;&g.m;&g.ph;&g.e..a;&g.r;&g.o;&g.n;. Socrates lader sig tilsyneladende decontenancere, men efter nogle Drillerier, der is&ae;r ere skikkede til at bortlede Thrasymachus' Opm&ae;rksomhed fra Hovedsp&o-;rgsmaalet, begynder den samme Taktik, der med saa meget Held blev anvendt mod Polemarchus. Det er igjen til Erkjendelsens Gebeet Socrates tager sin Tilflugt. Ordet &g.k;&g.r;&g.e;&g.i..a;&g.t;&g.t;&g.o-;&g.n; bliver her Anst&o-;dsstenen. Naar nemlig dette forstaaes om den M&ae;gtigere, uden Hensyn til, om derved t&ae;nkes paa en enkelt Person eller paa Magten i Staten, da i begge Tilf&ae;lde Statens Love dog kun ere beregnede paa den egne Fordeel, saa var det jo muligt, da Lovgiveren ikke er ufeilbar, at Lovene, istedetfor at v&ae;re til den M&ae;gtigeres Bedste, kunde v&ae;re til hans Skade. Denne Indvending mener imidlertid Thrasymachus maa bortfalde, naar man bet&ae;nker, at ligesom en L&ae;ge ikke er L&ae;ge i Henseende til det, hvori han feiler, men i Henseende til det, hvori han handler rigtigt, saaledes ogsaa en Lovgiver, i dette Ords sande Betydning, vil vide at give saadanne Love, der i Sandhed ere beregnede paa hans egen Fordeel. Thrasymachus taler derfor ikke om en slet og ret Hersker, men om den, der i str&ae;ng Forstand, ja i str&ae;ngeste Forstand er Hersker (&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.a.l.;&g.k;&g.r;&g.i;&g.b;&g.e;&g.i..c; &g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o-i..; &streg; &g.t;&g.o..g;&g.n; &g.t;&g.o-i.c; &g.a.l.;&g.k;&g.r;&g.i;&g.b;&g.e;&g.s;&g.t;&g.a..a;&g.t;&g.o-i..; &g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o-i..; &g.a.la;&g.r;&g.ch;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a; &g.o.la;&g.n;&g.t;&g.a;). Dog netop dette, at Begrebet saaledes opfattes sensu eminentiori, giver Socrates Anledning til en ny Tvivl, at det nemlig vel maa gaae med Herskerkunsten som med enhver anden Kunst, naar den ud&o-;ves i sin Sandhed, at den intet fremmedartet Hensyn kjender, at den fast og urokkeligt retter sig paa sin Gjenstand, og altsaa heller ei skeler efter Fordeel. Saavidt havde Socrates bragt Sagen, og man kan ikke n&ae;gte Rigtigheden af hans egen Opfattelse af Unders&o-;gelsens Gang, &g.o.aa;&g.t;&g.i; &g.o.a.; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.d;&g.i;&g.k;&g.a;&g.i..a;&g.o;&g.u; &g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o;&g.sud; &g.e;&g.i.l.;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u.l.;&g.n;&g.a;&g.n;&g.t;&g.i..a;&g.o;&g.n; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.e;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.k;&g.e;&g.i;, da Thrasymachus faaer et nyt Anfald af Raseri og som en Besat, selvisk fortabt i monologisk Ordgyderi, udt&o-;mmer sig i en ny Str&o-;m af, hvad Socrates vilde kalde Uforskammenhed, hvis v&ae;sentlige Indhold er dette, at, naar han taler om at gj&o-;re Uret, da mener han ikke, at det skal skee i det Smaa, tvertimod, jo mere storartet der gj&o-;res Uret, jo fuldkomnere er det, jo fordeelagtigere for den, der gj&o-;r Uret. Efterat have endt denne Diatribe vilde han til at gaae bort, da de Tilstedev&ae;rende hindrede ham deri. Socrates vender atter tilbage til sin foregaaende Opfattelse, viser, at enhver Kunst maa opfattes i sin ideale Str&ae;ben, at den Snylteplante af endelig Teleologi, der vil knytte sig til den, maa afvises. Enhver Kunst har sit eiendommelige Maal, sin Nytte, hvilken ikke er nogen anden end den at befordre deres Tarv, der ere betroede til dens Omsorg. Thrasymachus fastholder sit S&ae;tning og oplyser yderligere, at Retf&ae;rdighed ikke er andet end Enfoldighed, Uretf&ae;rdighed Klogskab. Socrates bev&ae;ger nu Thrasymachus til at statuere, at Uretf&ae;rdighed er Viisdom og Dyd. Derpaa giver Socrates sin Udvikling n&ae;rmest Retningen hen mod den S&ae;tning, at Uretf&ae;rdighed er Viisdom, og gjennem nogle Analogier fra Erkjendelsens Sph&ae;re fordriver han atter Thrasymachus fra den Forskandsning, han havde indtaget bag sit dristige Paradox. Den Retf&ae;rdige vil jo dog ikke have Mere end den Retf&ae;rdige, men vel end den Uretf&ae;rdige; den Uretf&ae;rdige vil have Fordeel fremfor baade den Retf&ae;rdige og den Uretf&ae;rdige. Ligesaalidet vil en Kunstner have Fordeel fremfor en anden Kunstner, men vel for den, der ikke er Kunstner; en L&ae;ge ikke have Fordeel fremfor L&ae;gen, men vel for den, der ikke er L&ae;ge, overhovedet den Kyndige ikke have Fordeel for en anden Kyndig, men vel for den Ukyndige. Den Ukyndige vil derimod have Fordeel, saavel fremfor den Kyndige som fremfor den Ukyndige. Altsaa er den Retf&ae;rdige forstandig og god, den Uretf&ae;rdige uforstandig og ond. Nu er naturligviis Sagen paa Gled, og det F&o-;lgende af denne Bog er ingenlunde knapt med at pr&ae;dicere alt muligt Godt om Retf&ae;rdigheden. Disse Pr&ae;dikater ere imidlertid mere udvortes beskrivende, de ere at ansee for et Slags Stikbreve, der kan hj&ae;lpe Een paa Spor ved Paagribelsen, men indeholde ikke Begrebsbestemmelser. De s&ae;tte derfor vel Tanken i Bev&ae;gelse, men lade den dog sv&ae;ve i det Abstrakte og berolige den ikke ved positiv Fylde. Naar derfor Socrates til Slutning vil lade Thrasymachus ratificere det Resultat: &g.O;&g.u.l.;&g.d;&g.e..a;&g.p;&g.o;&g.t;&g.apos; &g.a.la;&g.r;&g.a;, &g.o-.lc; &g.m;&g.a;&g.k;&g.a..a;&g.r;&g.i;&g.e; &g.Th;&g.r;&g.a;&g.s;&g.u..a;&g.m;&g.a;&g.ch;&g.e;, &g.l;&g.u;&g.s;&g.i;&g.t;&g.e;&g.l;&g.e..a;&g.s;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.a.l.;&g.d;&g.i;&g.k;&g.i..a;&g.a; &g.d;&g.i;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.s;&g.u..a;&g.n;&g.e-;&g.sud;, saa kan man i en vis Forstand tilgive Thrasymachus det haanlige Svar: &g.T;&g.a;&g.u..c;&g.t;&g.a; &g.d;&g.e-..a; &g.s;&g.o;&g.i;, &g.e.la;&g.ph;&g.e-;, &g.o-.lc; &g.S;&g.o-..a;&g.k;&g.r;&g.a;&g.t;&g.e;&g.sud;, &g.e;&g.i.a.;&g.s;&g.t;&g.i;&g.a..a;&g.s;&g.th;&g.o-; &g.e.l.;&g.n; &g.t;&g.o;&g.i..c;&g.sud; &g.B;&g.e;&g.n;&g.d;&g.i;&g.d;&g.e;&g.i..a;&g.o;&g.i;&g.sud;. Men Socrates har ogsaa for megen Oversigt over Samtalens Gang til ikke at m&ae;rke, at den hele Fremgangsmaade har v&ae;ret temmelig desultorisk. Han ender derfor med den Observation: &g.a.l.;&g.l;&g.l; &g.o-.aa;&g.s;&g.p;&g.e;&g.r; &g.o;&g.i.a.; &g.l;&g.i..a;&g.ch;&g.n;&g.o;&g.i; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.a.l.;&g.e;&g.i..g; &g.p;&g.a;&g.r;&g.a;&g.ph;&g.e;&g.r;&g.o;&g.m;&g.e..a;&g.n;&g.o;&g.u; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.g;&g.e;&g.u..a;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a;&g.i; &g.a.a.;&g.r;&g.p;&g.a..a;&g.z;&g.o;&g.n;&g.t;&g.e;&g.sud;, &g.p;&g.r;&g.i..g;&g.n; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.p;&g.r;&g.o;&g.t;&g.e..a;&g.r;&g.o;&g.u; &g.m;&g.e;&g.t;&g.r;&g.i..a;&g.o-;&g.sud; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.l;&g.a;&g.u..c;&g.s;&g.a;&g.i;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..a; &g.m;&g.o;&g.i; &g.d;&g.o;&g.k;&g.o-..c; &g.o;&g.u.aa;&g.t;&g.o-;, &g.p;&g.r;&g.i..g;&g.n; &g.o.ag; &g.t;&g.o..g; &g.p;&g.r;&g.o-..c;&g.t;&g.o;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.k;&g.o;&g.p;&g.o;&g.u..c;&g.m;&g.e;&g.n; &g.e;&g.u.a.;&g.r;&g.e;&g.i..c;&g.n;, &g.t;&g.o..g; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.n; &g.o.aa;, &g.t;&g.i; &g.p;&g.o;&g.t;&g.apos; &g.e.la;&g.s;&g.t;&g.i;&g.n;, &g.a.l.;&g.ph;&g.e..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..a;&g.n;&g.o;&g.u; &g.o.a.;&g.r;&g.m;&g.e-..c;&g.s;&g.a;&g.i; &g.e.l.;&g.p;&g.i..g; &g.t;&g.o..g; &g.s;&g.k;&g.e..a;&g.ps;&g.a;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i..g; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.k;&g.a;&g.k;&g.i..a;&g.a; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.a.l.;&g.m;&g.a;&g.th;&g.i..a;&g.a; &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.a.l.;&g.r;&g.e;&g.t;&g.e-..a;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e.l.;&g.m;&g.p;&g.e;&g.s;&g.o..a;&g.n;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.a;&g.u.lc; &g.u.aa;&g.s;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o;&g.u; &g.o.aa;&g.t;&g.i; &g.l;&g.u;&g.s;&g.i;&g.t;&g.e;&g.l;&g.e..a;&g.s;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.e-.a.; &g.a.l.;&g.d;&g.i;&g.k;&g.i..a;&g.a; &g.t;&g.e-..c;&g.sud; &g.d;&g.i;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.s;&g.u..a;&g.n;&g.e-;&g.sud;, &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.a.l.;&g.p;&g.e;&g.s;&g.ch;&g.o..a;&g.m;&g.e-;&g.n; &g.t;&g.o..g; &g.m;&g.e-..g; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.e.l.;&g.p;&g.i..g; &g.t;&g.o;&g.u..c;&g.t;&g.o; &g.e.l.;&g.l;&g.th;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.a.l.;&g.p;&g.apos; &g.e.l.;&g.k;&g.e;&g.i..a;&g.n;&g.o;&g.u;&g.semiko; &g.o-.aa;&g.s;&g.t;&g.e; &g.m;&g.o;&g.i; &g.n;&g.u;&g.n;&g.i..g; &g.g;&g.e..a;&g.g;&g.o;&g.n;&g.e;&g.n; &g.e.l.;&g.k; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.d;&g.i;&g.a;&g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o;&g.u; &g.m;&g.e-;&g.d;&g.e..g;&g.n; &g.e;&g.i.l.;&g.d;&g.e..a;&g.n;&g.a;&g.i;&g.semiko; &g.o.a.;&g.p;&g.o..a;&g.t;&g.e; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.t;&g.o..g; &g.d;&g.i..a;&g.k;&g.a;&g.i;&g.o;&g.n; &g.m;&g.e-..g; &g.o;&g.i.lc;&g.d;&g.a; &g.o.aa; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i;, &g.s;&g.ch;&g.o;&g.l;&g.e-i.c; &g.e;&g.i.la;&g.s;&g.o;&g.m;&g.a;&g.i; &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.a.l.;&g.r;&g.e;&g.t;&g.e-..a; &g.t;&g.i;&g.sud; &g.o;&g.u.lc;&g.s;&g.a; &g.t;&g.u;&g.g;&g.ch;&g.a..a;&g.n;&g.e;&g.i; &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.o;&g.u.la;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.p;&g.o..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.o.a.; &g.e.la;&g.ch;&g.o-;&g.n; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.e;&g.u.l.;&g.d;&g.a;&g.i..a;&g.m;&g.o-;&g.n; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g;&g.n; &g.e-.lg; &g.e;&g.u.l.;&g.d;&g.a;&g.i..a;&g.m;&g.o-;&g.n;. (&pgf; 354 B.). See vi nu hen til Bev&ae;gelsen i hele denne f&o-;rste Bog, da vil vist Enhver indr&o-;mme, at denne ikke er Ideens Dialectik, snarere kunde man sige, at Sp&o-;rgsmaalet dialectiserer sig ud af de Talendes Taabeligheder, og at denne f&o-;rste Bog tilk&ae;mper sig Muligheden af, at der med spekulativ Energi kan sp&o-;rges: hvad er Retf&ae;rdighed. Man maa altsaa give Schleiermacher Ret i, at denne f&o-;rste Bog ender uden Resultat. Dette kunde imidlertid synes noget aldeles Tilf&ae;ldigt. Naar nemlig et V&ae;rk som Platos Stat, der bestaaer af ti B&o-;ger, i hvilke Udviklingen af Retf&ae;rdighedens Idee er en Hovedgjenstand, ikke strax i den f&o-;rste Bog leverer Resultatet, da maatte man jo finde det ganske i sin Orden. Men saaledes forholder Sagen sig ikke. Den store Forskjel, der finder Sted mellem den f&o-;rste og de f&o-;lgende B&o-;ger, den Omst&ae;ndighed, at den anden Bog begynder Sagen forfra, begynder med Begyndelsen, maa ingenlunde tabes af Sigte. F&o-;ie vi nu hertil, at den f&o-;rste Bog optager i sin Bevidsthed, at den ikke er kommen til et Resultat, at den ikke flyer denne Bevidsthed, men fastholder og hviler i den, saa kan vist ikke n&ae;gtes, at denne f&o-;rste Bog ikke blot ender uden Resultat, men ender med et negativt Resultat. Og som dette i og for sig selv er ironisk, saaledes b&ae;rer ogsaa Socrates' Slutningsbem&ae;rkning et umiskjendeligt ironisk Pr&ae;g. Saaledes vil nu, hvis jeg ikke ganske skulde have f&ae;gtet i Luften, Betragtningen af denne f&o-;rste Bog finde Underst&o-;ttelse i hele det Foregaaende, ligesom det Foregaaende vil, forsaavidt det endnu var sv&ae;vende, vinde Fodf&ae;ste i denne sidste Unders&o-;gelse; og min hele Bygning beh&o-;ver derfor ingenlunde at blive faldef&ae;rdig, fordi det Ene paa eengang hviler paa og b&ae;rer det Andet. Denne f&o-;rste Bog af Staten maa jeg imidlertid l&ae;gge en fortrinlig V&ae;gt paa. Plato maa paa en eller anden Maade v&ae;re bleven sig Forskjellen bevidst mellem denne f&o-;rste Bog og de f&o-;lgende B&o-;ger, men, da en heel mellemliggende Cyclus af Dialoger aldeles ikke ligne den, have havt en eller anden Hensigt dermed. Dette paa den ene Side. Paa den anden Side. Denne f&o-;rste Bog erindrer netop om de tidligere Dialoger. Disse maae i en ganske anden Forstand have staaet under Socrates' Indflydelse og personlige Paavirken end de senere. Resultatet heraf bliver, at vi gjennem disse f&o-;rste Dialoger og denne f&o-;rste Bog af Staten maa sikkrest kunne bane os Veien til en Opfattelse af Socrates. Retf&ae;rdiggj&o-;rende Tilbageblik Hvad Valget af Dialoger angaaer, da har jeg bestandig kun havt eet Hensyn for &O-;iet, det nemlig, at holde mig til de Dialoger, der efter den almindelige Mening maatte aabne mig en, om end nok saa deelviis Udsigt til den virkelige Socrates. De fleste L&ae;rde have nu, hvad der er mig Hovedsagen, i deres Inddeling af Dialogerne en f&o-;rste Klasse, de alle bringe i n&ae;rmere Ber&o-;ring med Socrates, ikke blot fordi de i Tiden ligge ham n&ae;rmest, thi dette vilde jo v&ae;re en aldeles udvortes Bestemmelse, men ogsaa fordi de i Aand antages at v&ae;re ham meest besl&ae;gtede, uden at derfor alle L&ae;rde med Ast ligefrem kalde dem de socratiske. Fremdeles ere ikke alle L&ae;rde enige i, hvilke Dialoger man skal anvise Plads i denne f&o-;rste Classe, men alle have de dog Protagoras i den, de Fleste ogsaa Gorgias, hvilket er mig tilstr&ae;kkeligt. Ast anviser ogsaa Ph&ae;don her sin Plads. Heri har han Flere imod sig. Derimod ere de Fleste igjen enige i at till&ae;gge Symposiet og Ph&ae;don en s&ae;rlig Betydning med Hensyn til Opfattelsen af Socrates. Forsaavidt Ast erkl&ae;rer sig imod den tidligere af Schleiermacher opstillede, i denne Afhandling paa sit Sted ber&o-;rte Anskuelse af Forbindelsen af Symposiet og Ph&ae;don, l&ae;gger han mig vel ved denne Protest en Hindring i min Vei; men da han dog regner Ph&ae;don med blandt de &anfbeg;socratiske&anfslut; Dialoger, saa kan jeg, med nogen Modification, i dette Punkt f&o-;lge Schleiermacher og dem, der knytte sig til ham. Apologien ere de Fleste enige i at till&ae;gge i str&ae;ngere Forstand historisk Betydning, og den maa jeg altsaa, som jeg og har gjort, l&ae;gge fortrinlig V&ae;gt paa. Den f&o-;rste Bog af Staten endelig har jeg under Schleiermachers Auspicier s&o-;gt at h&ae;vde en egen Betydning for denne Unders&o-;gelse. Har jeg nu i een Henseende i Valget af Dialogerne havt videnskabelige Forskeres Resultater for &O-;ie, lempet mig efter dem, saavidt det var mig muligt, l&ae;net mig til dem, saavidt de tillode det, saa har jeg paa den anden Side ogsaa str&ae;bt gjennem en uhildet Iagttagelse af en stor Deel af Plato, at forvisse mig om Rigtigheden heraf. At Ironi og Dialektik ere de to store Magter i Plato, vil vist Enhver indr&o-;mme; men at der findes en dobbelt Art Ironi og en dobbelt Art Dialektik lader sig heller ei fragaae. Der er en Ironi, der blot er en stimulus for Tanken, fremskynder den, naar den bliver d&o-;sig, tugter den, naar den bliver udsv&ae;vende. Der er en Ironi, der selv er den opererende og selv igjen er den terminus, til hvilken der str&ae;bes. Der er en Dialektik, der i idelig Bev&ae;gelse stedse vaager over, at Sp&o-;rgsmaalet ikke besn&ae;res i en tilf&ae;ldig Opfattelse, der aldrig tr&ae;ttet altid er rede til at gj&o-;re Problemet flot, naar det er sat paa Grund, kort sagt, der altid veed at holde Problemet sv&ae;vende, og netop heri og herved vil l&o-;se det. Der er en Dialektik, der, idet den gaaer ud fra de abstrakteste Ideer, vil lade disse udfolde sig i concretere Bestemmelser, en Dialektik, der med Ideen vil construere Virkeligheden. Endelig er der endnu et Element i Plato, der er et n&o-;dvendigt Supplement for det Manglende i begge de store Magter. Dette er det Mythiske og det Billedlige. Til den f&o-;rste Art af Ironi svarer den f&o-;rste Art af Dialektik, til den anden Art af Ironi den anden Art af Dialektik; til de to f&o-;rste det Mythiske, til de to sidste det Billedlige, dog saaledes, at det Mythiske ikke staaer i et n&o-;dvendigt Forhold til de to f&o-;rste, og heller ei til de to sidste, men snarere er som en ved de to f&o-;rstes Eensidighed fremkaldt Anticipation, eller som et Overgangsmoment, et Confinium, der egentlig hverken tilh&o-;rer den ene Part eller den anden. Enten maa man nu antage, at disse Standpunkter ligge indenfor Platos Omfang, at han har oplevet primairt det f&o-;rste Stadium i sig, ladet det udfoldes i sig, indtil det andet Stadium begyndte at gj&o-;re sig gjeldende, og efter successivt at have udviklet sig derunder, endte med aldeles at fortr&ae;nge det f&o-;rste; thi det f&o-;rste Stadium er ikke indoptaget i det andet, i det andet er Alt nyt. Vil man tilskrive Plato begge Standpunkter, maatte man betegne det f&o-;rste som Skepsis, som en Slags Indledning, der dog ikke leder ind i Sagen, som et Till&o-;b, der dog ikke f&o-;rer til Maalet. Hertil kommer, at man paa den Maade ikke lader det f&o-;rste Standpunkt skee sin Ret, at man ikke lader det consolidere sig indefter, men sl&o-;ifer det saa vidt muligt, for at gj&o-;re Overgangen til det andet desto lettere. Gj&o-;r man dette, da altererer man Ph&ae;nomenet, gj&o-;r man det ikke, da bliver Vanskeligheden af at faae dem begge til primairt at rummes i Plato desto st&o-;rre. Saaledes bliver desuden Socrates' Betydning aldeles skudt tilside, og dette Fortolkningsfors&o-;g vilde jo komme i Strid med al Historie, da paa den Maade det Hele, Plato havde Socrates at takke for, vilde v&ae;re Navnet Socrates, der rigtignok spiller en ligesaa v&ae;senlig, som det efter denne Opfattelse vilde spille en tilf&ae;ldig Rolle i Plato. Eller man maa antage, at et af disse to Standpunkter tilh&o-;rer primairt Socrates, secundairt Plato, at altsaa Plato blot har reproduceret det. &streg; Hvilket af disse to Standpunkter der nu skulde tilh&o-;re Socrates, derom kan der ingen Tvivl v&ae;re. Det maa v&ae;re det f&o-;rste. Dets Eiendommeligheder er, som allerede _overforovenfor antydet, Ironien i sin totale Str&ae;ben, Dialectiken i sin negativt frigj&o-;rende Virksomhed. Forsaavidt det nu i det Foregaaende ikke skulde v&ae;re tilstr&ae;kkelig lykkedes mig, at retf&ae;rdiggj&o-;re dette Standpunkt ud af Plato, da ligger Grunden, afseet fra hvad min egen Mangel paa Dygtighed har forskyldt, deri, at Plato blot reproducerede det. Men ligesaa m&ae;gtig en Indflydelse Ironien maatte kunne faae over et digterisk Gemyt som Platos, ligesaa vanskeligt blev det for ham at forklare sig denne Indflydelse, og at reproducere Ironien i dens Totalitet, og i denne Reproduktion at afholde sig fra al Tils&ae;tning af positiv Gehalt, at sikkre sig for, at den ikke ogsaa paa dette Standpunkt blev, hvad den senere er hos ham, en negativ Magt i en positiv Idees Tjeneste. Forholder dette sig nu saaledes, saa vil man ogsaa indsee Rigtigheden af at lade, som alt ovenfor antydet, de Yttringer i de f&o-;rste Dialoger, der vakle mellem et positivt og et negativt Standpunkt, v&ae;re de tvetydige, forel&o-;bige Glimt, den mythiske Deel af disse Dialoger v&ae;re en Anticipation, og den egentlige Platonisme begynde ved den Cyclus af Dialoger, hvortil Parmenides, Theaetetos, Sophistes, Politikos h&o-;re. En Vanskelighed, der for mig altid bliver tilbage, er naturligviis den, at det kun er gjennem en beregnende Observation, at det er muligt ret at opfatte det f&o-;rste Standpunkt, forsaavidt Platos Reproduktion ikke er ganske fri for en vis dobbelt Belysning. Dette lader sig saa meget lettere forklare, som der mellem Ironi og en subjektiv T&ae;nkning finder en ofte skuffende Lighed Sted. Hvad nu for det f&o-;rste en Personlighed angaaer i dens Forhold til en anden Personlighed, forsaavidt dette er et frigj&o-;rende, da er det aabenbart, at dette deels kan v&ae;re negativt deels positivt frigj&o-;rende, som alt i det Foregaaende er udviklet. Idet Ironien overhugger de Baand, der holde Speculationen tilbage, hj&ae;lper til at st&o-;de fra de blot empiriske Sandbanker og vove sig ud paa Havet, er dette en negativ frigj&o-;rende Virksomhed. Ironien er slet ikke Medinteressent i Expeditionen. Men forsaavidt det spekulerende Individ f&o-;ler sig frigjort, og nu en Rigdom udbreder sig for dets betragtende &O-;ie, kan det let troe, at det ogsaa skylder Ironien alt dette, kan dets Taknemmelighed &o-;nske at skylde den det Altsammen. Til en vis Grad ligger der nu ogsaa noget Sandt i denne Forvexling, idet naturligviis al aandelig Eiendom kun er i Forhold til den Bevidsthed, der besidder den. Baade paa det ironiske og den subjektive T&ae;nknings Standpunkt bliver altsaa en Personlighed et n&o-;dvendigt Udgangspunkt; paa begge disse Standpunkter bliver denne Personligheds Virksomhed frigj&o-;rende, men Ironiens er negativ, hvorimod T&ae;nkningens er positiv. Plato var derfor i en anden Forstand frigj&o-;rende for hans Disciple end Socrates for Plato; men ogsaa Platos Disciple blev det en N&o-;dvendighed at t&ae;nke ham med, fordi hans Speculation kun blev subjektiv, og han ikke selv traadte i Skyggen, medens Ideen selv bev&ae;gede sig for Tilh&o-;reren. Imidlertid blev dette Platos Forhold til Socrates ikke et bestandigt vedvarende, senere blev han ikke saa meget frigjort af Socrates, som han frigjorde sig i sig selv, om end hans Hukommelse var for trofast, hans Taknemmelighed for br&ae;ndende til nogensinde at glemme ham. Forsaavidt imidlertid Socrates endnu i de construktive Dialoger er Hovedpersonen, saa er dog denne Socrates kun en Skygge af den, der optr&ae;der i de f&o-;rste Dialoger, en Erindring, som Plato, hvor dyrebar den end var ham, dog stod frit over, selv frit og digterisk skabte. Hvad Formen angaaer, da er Dialogen for begge Standpunkter lige n&o-;dvendig. Den antyder nemlig Jeget og dets Forhold til Verden, men i det ene Tilf&ae;lde er det Jeget, der bestandig sluger Verden, i det andet er det Jeget, der vil optage Verden; i det ene Tilf&ae;lde taler Jeget sig bestandig ud af Verden, i det andet bestandig ind i den; paa det ene Standpunkt er det en Sp&o-;rgen, der fort&ae;rer Svaret, paa det andet en Sp&o-;rgen, der udfolder Svaret. Methoden betr&ae;ffende, da er denne den dialektiske, paa begge Standpunkter abstrakt Dialektik. Som saadan udt&o-;mmer den naturligviis ikke Ideen. Det, der bliver tilovers, er paa det ene Standpunkt Intet, det er, den negative Bevidsthed, i hvilken den abstrakte Dialektik bliver optaget, paa det andet et Hiinsides, en abstrakt Bestemmelse, men som fastholdes positivt. Forsaavidt er Ironien ude over den subjektive T&ae;nkning, den er ude over den, forsaavidt den er et fuldendt Standpunkt, der vender tilbage i sig selv; hvorimod den subjektive T&ae;nkning har en Skr&o-;belighed, en Svaghed, igjennem hvilken et h&o-;iere Standpunkt maa arbeide sig frem. I en anden Forstand er Ironien et underordnet Standpunkt, forsaavidt den mangler denne Mulighed, forsaavidt den bliver utilgj&ae;ngelig for enhver Opfordring, ikke videre vil indlade sig med Verden, men er sig selv nok. Da begge Standpunkter ere subjektive Standpunkter, saa ligge de naturligviis begge til en vis Grad i Tiln&ae;rmelses-Philosophiens Sph&ae;re, kun at de ikke ere fortabte deri, hvorved de jo vilde synke ned til aldeles empiriske Standpunkter. Det imidlertid, hvorved det ene Standpunkt gaaer ud over Virkeligheden, er det Negative, det er den i Bevidstheden optagne Negation af Erfaringens Gyldighed, det andet har et Positivt i Form af en abstrakt Bestemmelse. Det ene fastholder Erindringen negativt retrogradt i Mods&ae;tning til Livets Bev&ae;gelse, det andet fastholder Erindringen fremad i dens Udstr&o-;mmen i Virkeligheden. Men idet jeg saaledes er if&ae;rd med at muliggj&o-;re denne Misforstaaelse, at udvikle min Unders&o-;gelse af den, t&ae;nker maaskee en eller anden L&ae;ser lidt ironisk, at det snarere er en Misforstaaelse fra min Side, og det Hele blind Allarm. Den Vanskelighed, en saadan L&ae;ser sigter til, er naturligviis denne, at forklare, hvorledes det lader sig t&ae;nke, at Socrates skulde have mystificeret Plato, saa at denne skulde have forstaaet alvorligt, hvad Socrates havde sagt ironisk. Ja man kunde gj&o-;re mig Vanskeligheden endnu st&o-;rre ved at erindre om, at Plato dog ellers ret godt forstod sig paa Ironi, hvad endog hans sidste Skrifter vise. Hvad denne sidste Indvending angaaer, da vil jeg svare, at her naturligviis ikke er Talen om Ironiens enkelte Yttringer, men om den socratiske Ironi i dens totale Str&ae;ben. Men til at opfatte Ironien saaledes h&o-;rer der en ganske egen aandelig Disposition, der qualitativt adskiller sig fra enhver anden. Is&ae;r er et rigt digterisk Gemyt lidet skikket til at begribe den, saaledes som den er sensu eminentiori, hvorimod en saadan aandelig Disposition meget godt kan f&o-;le sig tiltalt af dens enkelte Yttringer, uden at ahne den Uendelighed, der her skjuler sig, kan sp&o-;ge med dem uden nogen Forestilling om den uhyre D&ae;mon, der beboer Ironiens &o-;de og tomme St&ae;der. Hvad den f&o-;rste Indvending angaaer, da vilde jeg svare, deels, at det altid vilde blive en Plato saare vanskeligt ganske at fatte Socrates, deels, og dette er mit Hovedsvar, at man i Plato jo ikke kan s&o-;ge en blot Gjengivelse af Socrates, og at det vel ikke er falden nogen L&ae;ser af Plato ind at s&o-;ge dette. Men har Plato, hvad dog de fleste L&ae;rde ere enige i, ikke blot reproduceret Socrates, men digterisk skabt ham, saa ligger jo heri Alt, hvad man kan &o-;nske sig med Hensyn til Bortryddelsen af denne Vanskelighed. Thi ligesaalidet som man af den Omst&ae;ndighed, at Plato i de senere Dialoger lader Socrates f&o-;re Ordet, t&o-;r slutte, at Socrates' Dialektik virkelig har v&ae;ret saaledes beskaffen som den, der findes i Parmenides, hans Begrebs-Udvikling saaledes som den, der findes i Staten, ligesaalidet kan man v&ae;re bef&o-;iet til af den Fremstilling, der findes i de f&o-;rste Dialoger at slutte, at Socrates' Standpunkt i Virkeligheden netop har v&ae;ret saaledes, som det her skildres. &streg; Dette kunde nu maaskee en og anden L&ae;ser ville indr&o-;mme, ja maaskee lidt utaalmodigt vente paa, om jeg ikke snart bliver f&ae;rdig med denne Betragtning, for at bringe mig en ny Indvending paa Halsen. Naar jeg nemlig i den foregaaende Unders&o-;gelse har str&ae;bt i de enkelte Dialoger at eftervise denne Ironiens totale Str&ae;ben, saa maa jo Plato ogsaa have forstaaet den, siden den lader sig finde i hans Fremstilling. Herpaa tjener som Svar. Deels har jeg ved den foregaaende Unders&o-;gelse blot s&o-;gt at muliggj&o-;re min Opfattelse af Socrates. Jeg har derfor paa flere Steder holdt Opfattelsen sv&ae;vende, antydet at det lod sig ogsaa t&ae;nke paa en anden Maade. Deels har jeg principaliter argumenteret af Apologien. Men i denne har man jo efter de Flestes Mening en historisk Gjengivelse af Socrates' Virkelighed; og dog har jeg, ogsaa hvad den angaaer, ligesom maattet mane Ironiens Aand frem, ladet den samle sig sammen og vise sig i sin hele Totalitet. Xenophon og Plato Skulde man med faa Ord udtrykke Platos Opfattelse af Socrates, saa kunde man sige, at han giver ham Ideen. Hvor Empirien ender, der begynder Socrates, hans Virksomhed er at f&o-;re Speculationen ud af Endelighedens Bestemmelser, at tabe Endeligheden af Sigte og styre ud paa det Okeanos, i hvilket den ideale Str&ae;ben og den ideale Uendelighed intet fremmed Hensyn kjender, men er sig selv sit uendelige Maal. Som derfor den lavere Sandsning blegner ved Siden af denne h&o-;iere Erkjendelse, ja bliver et Bedrag, en Skuffelse i Sammenligning med denne, saaledes bliver ethvert Hensyn til et endeligt Maal en Forkleinelse, en Profanation af det Hellige. Kort sagt, Socrates har vundet Idealiteten, erobret disse uhyre Regioner, der hidtil var et terra incognita. Han foragter derfor det Nyttige, er indifferent mod det Bestaaende, en afgjort Fjende af den Middelmaadighed, der hos Empirien er, som det H&o-;ieste, Gjenstand for en from Tilbedelse, men for Speculationen en Skifting af Trolde&ae;t. Erindrer man nu derimod det Resultat, vi kom til gjennem Xenophon, at vi her fandt Socrates i travl Virksomhed som en Endelighedens Apostel, som en geskjeftig Probenreuter fra en Maadelighedens Propaganda, ufortr&o-;dent anbefalende sit ene saliggj&o-;rende jordiske Evangelium, at vi der fandt for det Gode det Nyttige, for det Skj&o-;nne det Brugbare, for det Sande det Bestaaende, for det Sympathetiske det Lucrative, for harmonisk Eenhed N&o-;kternhed, saa vil man vist indr&o-;mme, at disse to Opfattelser ikke godt lade sig forene. Enten maatte man sigte Xenophon for en total Vilkaarlighed, for et ubegribeligt Had til Socrates, der s&o-;gte en Tilfredsstillelse i en saadan Bagvadskelse; eller man maatte tilskrive Plato en ligesaa gaadefuld Idiosynkrasie for sin Mods&ae;tning, der ligesaa uforklarligt realiserede sig i at forvandle denne i Lighed med sig selv. Ville vi nu et &O-;ieblik lade Socrates' Virkelighed staae som en ubekjendt St&o-;rrelse, saa kan man med Hensyn til disse to Opfattelser sige, Xenophon har som en Kr&ae;mmer pruttet sig sin Socrates til, Plato har som en Kunstner skabt sig sin Socrates i overnaturlig St&o-;rrelse. Men hvorledes har Socrates virkelig v&ae;ret, hvad har v&ae;ret Udgangspunktet for hans Virksomhed? Svaret herpaa maa naturligviis tillige hj&ae;lpe os ud af den N&o-;d, hvori vi hidtil have v&ae;ret bestedte. Svaret herpaa er: Socrates' Existents er Ironi. Ligesom nu dette Svar, saa troer jeg, h&ae;ver Vanskeligheden, saaledes gj&o-;r den Omst&ae;ndighed, at det h&ae;ver Vanskeligheden, det tillige til det rigtige Svar, saa at det i samme &O-;ieblik viser sig som Hypothese og som det Sande. Det Punkt nemlig, den Streeg, der gj&o-;r Ironien til Ironi, er saare vanskelig at faae fat paa. Med Xenophon kan man derfor gjerne antage, at Socrates har yndet at gaae omkring og tale med allehaande Mennesker, fordi enhver udvortes Begivenhed eller Ting for den altid slagf&ae;rdige Ironiker er en Anledning; med Plato kan man gjerne lade Socrates ber&o-;re Ideen, kun at Ideen ikke aabner sig for ham, men tvertimod er Gr&ae;ndse. Hver af disse to Fremstillere har nu naturligviis s&o-;gt at fuldst&ae;ndiggj&o-;re Socrates, Xenophon ved at drage ham ned i det Nyttiges lave Egne, Plato ved at l&o-;fte ham op i Ideens overjordiske Regioner. Men det Punkt, som ligger herimellem, usynligt og saare vanskeligt at fastholde, er Ironien. Paa den ene Side er netop Virkelighedens Mangfoldighed Ironikerens Element, men paa den anden Side er hans Gang henover Virkeligheden sv&ae;vende og &ae;therisk, han ber&o-;rer bestandig blot Jorden; men da Idealitetens egentlige Rige endnu staaer ham fremmed, er han endnu ikke udvandret dertil, men ligesom i ethvert &O-;ieblik f&ae;rdig til Afmarsch. Ironien oscillerer mellem det ideelle Jeg og det empiriske Jeg; det ene vilde gj&o-;re Socrates til Philosoph, det andet til Sophist; men det, der gj&o-;r ham til Mere end Sophist, er, at hans empiriske Jeg har universel Gyldighed. Aristophanes Aristophanes' Opfattelse vil netop afgive den n&o-;dvendige Mods&ae;tning til Platos, og just ved denne Mods&ae;tning tilveiebringe Muligheden af en ny Vei for vor Beregning. Ja det vilde v&ae;ret et stort Savn, om vi manglede den aristophaniske Vurdering af Socrates; thi ligesom enhver Udvikling i Almindelighed ender med at parodiere sig selv, og en saadan Parodi er en Sikkerhed for, at denne Udvikling har overlevet sig selv, saaledes er den comiske Opfattelse et Moment, et i mange Maader uendeligt berigtigende Moment med i den totale Anskueliggj&o-;relse af en Personlighed eller en Str&ae;ben. Mangler man derfor end det umiddelbare Vidnesbyrd om Socrates, mangler man end en ganske paalidelig Opfattelse af ham, saa har man til Vederlag alle Misforstaaelsens forskjellige Nuancer, og ved en saadan Personlighed som Socrates troer jeg, at vi ere bedst tjente dermed. Plato og Aristophanes have nu det tilf&ae;lleds, at deres Fremstilling er ideal, men i Forhold til hinanden omvendt, Plato har den tragiske Idealitet, Aristophanes den comiske. Hvad der har bev&ae;get Aristophanes til at opfatte Socrates saaledes, om han var bestukken dertil af Socrates' Anklagere, om han var forbittret over Socrates' venskabelige Forhold til Euripides, om han har i ham bekj&ae;mpet Anaxagoras' Naturspeculationer, om han har identificeret ham med Sophisterne, kort sagt, om der har v&ae;ret nogen endelig og jordisk Grund, der har bestemt ham dertil, det er denne Unders&o-;gelse aldeles uvedkommende, og forsaavidt som den skulde give et Svar i denne Henseende, maatte det naturligviis blive et ben&ae;gtende, da den vedkjender sig den Overbeviisning, at Aristophanes' Opfattelse er ideal, hvorved den allerede er frigjort fra ethvert saadant Hensyn, ikke ludende lister sig langs Jorden, men fri og let overflyver den. Blot at opfatte Socrates' empiriske Virkelighed, at bringe ham paa Scenen, saaledes som han gik og stod i Livet, vilde have v&ae;ret under Aristophanes' V&ae;rdighed og forvandlet hans Comoedie til et satirisk Digt; paa den anden Side, at idealisere ham efter en Maalestok, hvorved han blev aldeles ukjendelig, vilde ligge aldeles udenfor den gr&ae;ske Comoedies Interesse. At dette sidste heller ikke var Tilf&ae;ldet, derom vidner jo Oldtiden, der beretter, at Opf&o-;relsen af Skyerne be&ae;redes med N&ae;rv&ae;relsen af den i denne Henseende str&ae;ngeste Kritiker, Socrates selv, der til Publikums Forn&o-;ielse stod op under Forestillingen, for at den i Theatret forsamlede M&ae;ngde kunde overbevise sig om den beh&o-;rige Lighed. At en saadan blot excentrisk ideel Opfattelse heller ei vilde ligge i den gr&ae;ske Comoedies Interesse, deri vil man vist ogsaa give den skarpsindige R&o..;tscher Ret, der saa fortr&ae;ffeligt har udviklet, hvorledes dennes V&ae;sen netop laae i at opfatte Virkeligheden idealt, at bringe en virkelig Personlighed paa Scenen, dog saaledes at denne netop saaes som Ideens Repr&ae;sentant, hvorfor man jo og hos Aristophanes finder de tre store comiske Paradigmer, Kleon, Euripides, Socrates, hvis Person comisk repr&ae;senterer Tidens Str&ae;ben i dens tredobbelte Retning. Som derfor den indtil Detail n&o-;iagtige Opfattelse af Virkeligheden udfyldte Afstanden mellem de Skuespilbes&o-;gende og Theatret, saaledes fjernede dog igjen den ideale Opfattelse disse to Magter fra hinanden saavidt, som Kunst altid maa gj&o-;re det. At Socrates nu virkelig i sit Liv har frembudt mange comiske Sider, at han, for engang for alle at sige Ordet ud, indtil en vis Grad har v&ae;ret en Sonderling, det lader sig ikke n&ae;gte; at deri allerede laae en Berettigelse for en comisk Digter, lader sig heller ei n&ae;gte; men at det vilde have v&ae;ret for lidet for en Aristophanes, lader sig heller ei fragaae. Kan jeg derfor ikke Andet end beskedent at slutte mig til den velfortjent triumpherende R&o..;tscher, der saa seierrigt f&o-;rer Ideen ud af og igjennem dens Kamp med tidligere Opfattelsers Misforstaaelser, kan jeg ikke Andet end med ham v&ae;re enig i, at kun forsaavidt som Aristophanes i Socrates saae Repr&ae;sentanten for et nyt Princip, kun forsaavidt blev han ham en comisk Figur, saa bliver det dog et andet Sp&o-;rgsmaal, om ikke den Alvor, han i saa h&o-;i Grad vindicerer dette Stykke, bringer ham selv lidt i Uenighed med den Ironi, han ellers tilskriver Aristophanes. Dern&ae;st bliver det ogsaa et Sp&o-;rgsmaal, om ikke R&o..;tscher har seet og derfor ladet Aristophanes see for Meget i Socrates. Repr&ae;sentant for et nyt Princip kan man vel gjerne kalde ham, deels fordi han selv repr&ae;senterede et nyt Standpunkt, deels fordi hans frigj&o-;rende Virksomhed n&o-;dvendig maatte fremkalde et nyt Princip; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at man jo godt kan begr&ae;ndse Socrates lidt mere indenfor denne Indr&o-;mmelse. Ved R&o..;tschers Opfattelse bliver Socrates saa stor, at man slet ikke seer Plato. Dog, om alt dette vil der senere blive Sted til at tale. Hvis man imidlertid vil antage, at Ironien var det constituerende i Socrates' Liv, saa vil man vist indr&o-;mme, at denne frembyder en meget mere comisk Side, end naar man lader det socratiske Princip v&ae;re Subjectivitetens, Inderlighedens, med den hele Tankerigdom, der ligger deri, og s&o-;ger Aristophanes' Bemyndigelse i den Alvor, hvormed han som Tilh&ae;nger af den gamle Gr&ae;citet maatte str&ae;be at tilintetgj&o-;re dette moderne Uv&ae;sen. Thi denne Alvor tynger for meget, ligesom den ogsaa begr&ae;ndser den comiske Uendelighed, der som saadan ingen Gr&ae;ndse kjender. Derimod er Ironien paa eengang et nyt Standpunkt, og som saadant absolut polemisk mod den gamle Gr&ae;citet, og tillige et Standpunkt, der bestandig h&ae;ver sig selv, den er et Intet, der fort&ae;rer Alt, og et Noget, man aldrig kan faae fat paa, der paa eengang er og er ikke; men det er noget i sin dybeste Grund Comisk. Som Ironien derfor beseirer Alt ved at see dets Misforhold til Ideen, saaledes ligger den under for sig selv, idet den bestandig gaaer ud over sig selv og dog bliver i den. Det som nu for det F&o-;rste er af Vigtighed er at overbevises om, at det er den virkelige Socrates, Aristophanes har bragt paa Scenen. Ligesom man bestyrkes i denne Overbeviisning ved Oldtidens Tradition, saaledes findes der i dette Stykke en Mangfoldighed af Tr&ae;k, der enten ere historisk visse, eller dog vise sig som aldeles analoge med, hvad man ellers veed om Socrates. S&u..;vern har med stor philologisk L&ae;rdom og megen Smag str&ae;bt at bevise Eenheden af den af Aristophanes fremstillede Socrates med den virkelige gjennem en saadan Succession af individuelle Tr&ae;k. Ogsaa R&o..;tscher har givet, om ikke efter denne Maalestok, dog en for denne Unders&o-;gelse tilstr&ae;kkelig Samling af saadanne Data. Den findes i det anf&o-;rte Skrift Pag. 277 ff. Det som dern&ae;st bliver af Vigtighed, er at see det Princip, den Idee, Aristophanes lader os &o-;ine i Socrates, som hvis transparente Repr&ae;sentant han bliver fremstillet. Men for at opnaae dette, bliver det n&o-;dvendigt at give en kort Oversigt over Stykket selv, Anl&ae;gget og Gangen deri. Denne Unders&o-;gelse kan jeg desto tr&o-;stigere gaae ind paa, som jeg har en Hegelianer i Spidsen, og det maa man altid lade dem, at de har en ypperlig Gave til at skaffe Plads, en Politi-Myndighed, der &o-;ieblikkelig veed at adsplitte allehaande l&ae;rde Opl&o-;b og bet&ae;nkelige historiske Sammenrottelser. Hvad nu for det F&o-;rste Choret angaaer, da har dette, der som saadant repr&ae;senterer den s&ae;delige Substants, i vort Stykke if&o-;rt sig et Symbol. R&o..;tscher s&o-;ger Ironien deri, at Choret er sig dette bevidst, selv i ethvert &O-;ieblik ligesom vil springe frem af dette Skjul, hvilket det til Slutningen ogsaa gj&o-;r, idet det tillige spotter den af dem bedragne Strepsiades. Om nu Ironien ligger heri, om denne Alvor, der kj&ae;mper Statens substantielle Bevidsthed ud af det moderne Uv&ae;sens Tomhed, ikke begr&ae;ndser Ironiens poetiske Uendelighed og Hensynsl&o-;shed, om Stykkets hele Slutning, om den end var en retf&ae;rdig Nemesis, dog ikke skeer paa Ironiens Bekostning, uden forsaavidt man vil antage, hvad, saavidt jeg veed, dog hidtil Ingen har udh&ae;vet, at netop den H&ae;vn, Strepsiades tager ved at br&ae;nde Huset (&g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n; V. 94) af, var ved sin Uhensigtsm&ae;ssighed et nyt comisk Motiv, og at de ikke uvittige Repliker, der vistnok i en vis Forstand ere for gode til Strepsiades, skulde forklares som et Slags ecstatisk Vanvid, i hvilket han ude af sig selv phantaserede og med comisk Grusomhed tilintetgjorde og udryddede den Sygdom, han selv var bef&ae;ngt af &streg; alt dette skal jeg her ikke gaae ind paa. Men forbigaae vi nu dette, da bliver det desto vigtigere at dv&ae;le ved Betragtning af det Symbol, i hvilket Digteren har indhyllet Choret, Skyerne. Dette kan naturligviis ikke v&ae;re valgt tilf&ae;ldigt, og det gjelder altsaa at udfinde Digterens Idee dermed. Det anskueliggj&o-;r nu aabenbart hele den tomme og indholdsl&o-;se Virksomhed, der foregaaer i &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n;, og det er derfor med en dyb Ironi, at Aristophanes i den Scene, hvor Strepsiades skal indvies i denne Viisdom, lader Socrates paakalde Skyerne, der er hans eget hule Indres luftige Reflex. Skyer betegne nu fortr&ae;ffeligt den aldeles holdningsl&o-;se Tankebev&ae;gelse, der i idelig B&o-;lgegang, uden Fodf&ae;ste og uden immanent Bev&ae;gelseslov, configurerer sig paa allehaande Maader med samme regell&o-;se Foranderlighed som hine, der snart ligne d&o-;delige Qvinder, snart en Centaur, et Pantherdyr, en Ulv, en Tyr o. s. v., ligne dem, vel at bem&ae;rke, men ikke ere dem, da de dog ikke ere Andet end Taage eller den dunkelt sig r&o-;rende uendelige Mulighed af at blive hvad det skal v&ae;re, der dog er uformuende til at lade Noget blive et Bestaaende, den Mulighed, der har et uendeligt Omfang og ligesom rummer hele Verden i sig, men dog ikke har noget Indhold, kan optage Alt, men Intet fastholde. Forsaavidt bliver det naturligviis en reen Vilkaarlighed, at Socrates om dem pr&ae;dicerer, at de ere Gudinder, og Strepsiades bliver naturligviis langt fornuftigere ved at antage, at det var Taage, Dug og R&o-;g (smlgn. V. 330). Men som deres Indholdsl&o-;shed viser sig i dem selv, saaledes viser den sig ogsaa ved den Menighed, den Stat, de n&ae;re og beskytte, og som Socrates selv beskriver som en Samling af Dagdrivere og &o-;rkesl&o-;se Mennesker, der synge til Skyernes Lov. Ja dette corresponderende Forhold mellem Skyerne og den Verden, de tilh&o-;re, udtrykkes, hvad Fortolkerne, som det forekommer mig, hidtil have overseet, endnu bestemtere, naar der siges: &g.g;&g.i..a;&g.g;&g.n;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a;&g.i; &g.p;&g.a..a;&g.n;&g.th;&g.apos; &g.o.aa; &g.t;&g.i; &g.b;&g.o;&g.u..a;&g.l;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a;&g.i;, saa naar de see en langhaaret Karl, antage de Skikkelse af en Centaur, naar de see en Kassetyv, antage de Skikkelse af en Ulv (V. 350. 51. 52). Thi uagtet dette beskrives som en Magtfuldkommenhed ved Skyerne, ja uagtet Socrates selv bem&ae;rker, at de antage saadanne Skikkelser for at spotte, saa er det dog ligesaa meget at ansee for en Afmagt hos dem, og den aristophaniske Ironi ligger udentvivl i den gjensidige Afmagt, Subjectets, der idet han vil have det Objective, blot faaer sin egen Lignelse, og Skyernes, der blot gribe Subjectets Lignelse, men kun producere denne, saal&ae;nge de see Gjenstandene. At herved nu ypperligt er betegnet den blot negative Dialectik, der bestandig bliver i sig selv, ikke gaaer ud i Livets eller Ideens Bestemmelser, og derfor rigtignok gl&ae;der sig ved en Frihed, der lader haant om de L&ae;nker, som Continuerligheden paal&ae;gger, den Dialectik, der i den abstracteste Forstand blot er en Magt, en Konge uden Land, der fryder sig ved den blotte Mulighed af i det tilsyneladende Besiddelses-&O-;ieblik af Alt at give Afkald paa Alt, uagtet saavel Besiddelsen som Afkaldet er illusorisk, en Dialectik, der ikke f&o-;ler sig generet af det Forbigangne, ikke omsluttet af dets Jern-Conseqvents, ikke &ae;ngstet af det Tilkommende, fordi den er saa hurtig til at glemme, at selv det Tilkommende n&ae;sten er glemt, f&o-;r det er oplevet, en Dialectik, der Intet savner, Intet attraaer, er sig selv nok, letsindig og flygtig som et forvildet Barn springer over Alt &streg; dette vil vist Ingen n&ae;gte. Bevidstheden om denne Intethed, der ligger i, at Choret paa eengang er Symbol og dog tillige sig ironisk bevidst at v&ae;re ude derover og have en ganske anden Realitet, tilskriver R&o..;tscher nu alene Choret, Digteren og den vidende Tilskuer, og tilf&o-;ier Pag. 325: Dem von diesem Gegensatze nicht wissenden hingegen ist nothwendig der wahrhafte Sinn verborgen, und er erblickt in ihnen nur das Symbol, nimmt diese Gestalt, in welche sich derselbe wissentlich h&u..;llt f&u..;r sein wahrhaftes Wesen, und giebt sich ihm vertrauungsvoll und arglos hin, nicht ahnend, _{da&ss; er}da&ss; es nur ein Schein sei, welcher ihm f&u..;r die Wahrheit geboten wird. Die Schuld des Subjects besteht aber gerade darin, da&ss; es sich arglos diesen t&a..;uschenden M&a..;chten hingiebt, und unwissend ist &u..;ber das Wesen, welches diesen Schein herauskehrt. Dog, det angaaer mere hele den indre Oeconomi i Stykket, hvorimod det her bliver mere n&o-;dvendigt at see, om man ikke kan aflure Chorets Symbol, Skyerne, saaledes som det fremstilles, noget Mere betr&ae;ffende dets Beskaffenhed, hvis billedlige Betegnelse det er. Choret forestiller Skyer, men Skyerne forestille igjen forskjellige Gjenstande og have i Begyndelsen af dette Stykke Skikkelse af Qvinder. Men om disse Skyernes Skikkelser taler nu aabenbart Socrates paa en meget sp&o-;gefuld Maade, hvilket tilstr&ae;kkeligt viser, at disse ingen Gyldighed have for ham. Det han altsaa tilbeder, om hvilket han udsiger Pr&ae;dikatet Gudinde, er den forml&o-;se Taagemasse, det som Strepsiades meget rigtigt betegner som Taage, Dug, R&o-;g. Det han altsaa beholder, er selve det Forml&o-;se. Alle de Skikkelser derfor, som Skyerne antage, ere ligesom alle de Pr&ae;dikater, der lade sig udsige saaledes, at de alle ere hverandre coordinerede, alle uden Forbindelse med hverandre, uden indre F&o-;lge, uden at der constitueres Noget, kort, som alle de Pr&ae;dikater, der lade sig opramse. Som vi derfor i vor tidligere Unders&o-;gelse saae, at Socrates kom til Ideen, dog saaledes, at intet Pr&ae;dikat aabenbarede eller forraadte, hvad den egentlig var, men alle Pr&ae;dikater vare Vidner, der forstummede over dens Herlighed, saaledes synes mig, at det Samme er antydet af Aristophanes i Socrates' Forhold til Skyerne. Det som der nemlig bliver tilbage, naar man lader Skyernes forskjellige Skikkelser forsvinde, er selve Taagemassen, der er en meget god Betegnelse paa Socrates' Idee. Skyerne vise sig bestandig i en Skikkelse, men Socrates veed, at Skikkelsen er det Uv&ae;sentlige, og at det V&ae;sentlige er det bag Skikkelsen Liggende, ligesom Ideen er det Sande, og Pr&ae;dikatet som saadant Intet har at betyde. Men det, der saaledes er det Sande, det tr&ae;der aldrig ud i noget Pr&ae;dikat, det er aldrig. Betragte vi nu fremdeles Chorets Symbol, Skyer, og see deri Socrates' Tanker objectivt anskuede, see disse som de vel af Individet producerede, men dog ogsaa af dette som objective (guddommelige) tilbedte Tanker, saa er netop ved Skyernes Sv&ae;ven over Jorden, ved deres Mangfoldighed i Skikkelser antydet Mods&ae;tningen mellem det Subjective og den gamle Gr&ae;citets Objectivitet, hvor det Guddommelige ret egentlig havde Fodf&ae;ste paa Jorden, i bestemte, udpr&ae;gede, evige Skikkelser. Det er derfor en meget dybsindig Harmoni, der finder Sted mellem Skyerne, som den objective Magt, der ikke kan finde et blivende Sted paa Jorden, hvis Tiln&ae;rmelse til denne dog altid giver en Afstand, og Subjectet, Socrates, der sv&ae;vende over Jorden i en Kurv, bestr&ae;ber sig for at h&ae;ve sig op i disse Regioner, idet han frygter for, at Jordens Kraft skal suge Tankerne fra ham eller, naar vi tage Billedet bort, at Virkeligheden skal absorbere, skal knuse den spinkle Subjectivitet (&g.e-.a.; &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i..g;&g.sud; &g.l;&g.e;&g.p;&g.t;&g.e-..a;). Dog, dette vil der igjen senere blive Tale om, hvor vi, ikke gaaende ud fra Choret, men fra den handlende Person, n&ae;rmere skal oplyse det for Ideen Releverende, der ligger i Socrates' m&ae;rkv&ae;rdige Situation. I Choret er nu den hele nyere Tingenes Orden anskueliggjort, der vilde fortr&ae;nge den gamle Gr&ae;citet, og forsaavidt lader her sig bedst det Sp&o-;rgsmaal besvare, om Aristophanes i Socrates' Maske har villet spotte Sophisterne. At dette i ethvert Tilf&ae;lde ikke maa forstaaes saaledes, at Aristophanes blot har beholdt Navnet Socrates og for&o-;vrigt leveret en Tegning, der slet ikke lignede ham, er en Selvf&o-;lge. Naar man derimod erindrer, at Socrates og Sophisterne i en vis Forstand stode paa det samme Standpunkt, og at det egentlig var ved at gjennemf&o-;re deres Standpunkt, ved at tilintetgj&o-;re den Halvhed, i hvilken Sophisterne beroligede sig, at Socrates undergravede dem, saa at Socrates i en vis Forstand derved beseirede Sophisterne, at han selv var den st&o-;rste Sophist, saa seer man jo deri allerede en Mulighed for Aristophanes af at identificere ham med Sophisterne. Denne Identification lod sig nu ogsaa gjennemf&o-;re med en dyb Ironi. Thi det vilde visselig v&ae;re en Aristophanes v&ae;rdig Ironi, at opfatte Socrates, Sophisternes arrigste Fjende, ikke som deres Modstander, men som deres L&ae;remester, hvad han jo ogsaa i en vis Betydning var. Og den besynderlige Forvirring, at En, der bekj&ae;mper en Retning, selv, netop fordi han til en vis Grad tilh&o-;rer den, opfattes som dens Repr&ae;sentant, skjuler saa megen fors&ae;tlig eller ufors&ae;tlig Ironi i sig, at man ikke ganske b&o-;r tabe den af Sigte. Dette maa nu v&ae;re nok herom. Og det er ogsaa kun forsaavidt, som man anl&ae;gger Choret som Maalestok, at Socrates forsvinder mellem Sophisterne; naar vi f&o-;lge den personlige Skildring af ham, som indeholdes i selve Stykket, da tr&ae;der han marqueret nok frem. Hvad nu Gangen i Stykket angaaer, da lader den sig temmelig kort fremstille, og det saa meget mere i n&ae;rv&ae;rende Unders&o-;gelse, da her kun kan blive Sp&o-;rgsmaal om at gjengive den, forsaavidt det derved sig aabenbarende Anl&ae;g kaster et Lys over Aristophanes' Opfattelse af Socrates. En skikkelig Landmand, Strepsiades, er ved et ufornuftigt Giftermaal geraadet i Pengeforlegenhed. Hans S&o-;n Pheidippides har ved sit Hesteliebhaberi v&ae;ret saare behj&ae;lpelig til at ruinere Faderen. Strepsiades, idelig urolig ved Tanken om sin Gjeld, idelig bekymret for at rede sig ud deraf, seer sig forgj&ae;ves omkring efter en Udvei, da pludselig Tanken om den nye Viisdom, der begyndte at gj&o-;re sig gjeldende i Athen, og dennes Kraft til at til- og bortdisputere sig Alt, med en overraskende Gl&ae;de v&ae;kker det Haab i ham, her at finde Frelse. Hans f&o-;rste Hensigt er nu at lade Pheidippides nyde Frugten af denne moderne L&ae;rdom, men da han findes uvillig dertil, beslutter han sig til, selv at begive sig til &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n;. Han m&o-;der En af Disciplene, der da ogsaa bibringer ham de fordeelagtigste Forestillinger om Skolen. Mange sindrige Tr&ae;k af Socrates, mange skarpsindige Sp&o-;rgsmaal og Svar bringe ham til som en retskaffen Landmand at studse; dog et Mesterstykke af Socrates, der staaer i et saare n&ae;rt Forhold til hans egne Ideer, tilintetgj&o-;r hans Vaklen, og med utaalmodig Begeistring forlanger han at blive f&o-;rt til Socrates. Efter en forel&o-;big Pr&o-;velse, hvorved man har s&o-;gt at aff&o-;re ham den nu afl&ae;gs Tankegang, i hvilken Strepsiades hidtil gik og stod (hvilket saa sindrigt betegnes derved, at han maa tr&ae;kke ud, idet han skal betr&ae;de &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n;), efter en h&o-;itidelig Indvielse, der, forsaavidt den kunde gj&o-;re noget Indtryk paa Strepsiades, n&o-;dvendig maatte reent forvirre hans Begreber, faaer han Tilladelse til at betr&ae;de &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;., og bliver nu anviist samme Vei til Sandhedens Erkjendelse, som Socrates selv har fulgt: uden at agte paa Omgivelsen at fordybe sig i sig selv, hvilket naturligviis for Strepsiades bliver en saare tarvelig Bev&ae;rtning, og ligesaa lidet m&ae;ttende som det Maaltid, til hvilket Storken indb&o-;d R&ae;ven, blev det for denne, der kun blev et fastende Vidne til, hvorledes hans V&ae;rt storkeagtigt fordybede sig i den langhalsede Flaske. Strepsiades befindes derfor ogsaa snart udygtig til at omkalfatres, hvorpaa han bliver dimitteret. Men derfor har han dog ingenlunde opgivet Haabet om ad denne Vei at opnaae sit &O-;nske. For beskeden til at troe, at Feilen kunde ligge hos L&ae;reren, s&o-;ger han denne hos sig selv, og tr&o-;ster sig derpaa ved Tanken om sin haabefulde S&o-;n Pheidippides, der nu endelig, skj&o-;ndt lidt bet&ae;nkelig ved de Viisdomspr&o-;ver, Strepsiades afl&ae;gger, giver efter for hans B&o-;nner, og lader sig optage i &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n;. S&o-;nnen lykkes det nu bedre med, og Faderen bringer Socrates Gaver til Tak for de store Fremskridt, S&o-;nnen har gjort. Dog, den truende Virkelighed n&ae;rmer sig mere og mere, og tr&ae;der endelig op i to Creditorers alvorlige Skikkelse. Ude af sig selv af Gl&ae;de over Pheidippides' dialectiske Magt til at flytte Gr&ae;ndseskjellet, i Tillid til de endnu ikke glemte sindrige Sp&o-;rgsmaal og Svar, han selv har l&ae;rt i &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;., vover han at m&o-;de disse To, en s&o-;rgelig Virkeligheds fatale Repr&ae;sentanter. Pasias og Amynias ere imidlertid for meget Pengem&ae;nd til at lade sig afspise ved slig Kl&o-;gt, de har endnu saa megen Tillid til Virkeligheden, at de ikke frygte for, at de jo nok, om ikke ad Dialectikens saa dog ad Rettens Vei vil komme til Deres. Kan nu imidlertid Strepsiades et &O-;ieblik overgive sig til Gl&ae;den over at v&ae;re kommen til sit &O-;nskes Maal, saa har Digteren endnu forbeholdt ham en lille Tilgift, en ganske uventet Overfl&o-;dighed, der resulterer af de store Fremskridt, Pheidippides har gjort i den socratiske Underviisning. En ganske anden Virkelighed end Termins-Virkeligheden, hvilken imidlertid Strepsiades ikke kan &o-;nske at see rokket, er Pheidippides ogsaa kommen ud over. Den s&o-;nlige &Ae;rb&o-;dighed for og Lydighed mod Faderen gaaer ved Dialectikens Hj&ae;lp samme Vei som Terminen. Strepsiades kan ikke modstaae Magten af Pheidippides' Syllogismer, der, som de i det Foregaaende viste sig som de, der tilintetgjorde Virkeligheden, nu vise sig paa den eftertrykkeligste Maade af Verden som de, der ponere en Virkelighed; thi Prygl er, som man siger, holdne Vare, og bevise sig selv paa en Maade, der ingen Tvivl lader opkomme. Og som Pheidippides tidligere viste sig samvittighedsl&o-;s nok til at underst&o-;tte Faderen i ikke at tilbagebetale de laante Penge, saa udvikler han nu en n&ae;sten oversp&ae;ndt Samvittighedsfuldhed i at afdrage Noget paa den Gjeld, paa det Forskud af Prygl, hvormed hans kj&ae;rlige Fader havde overv&ae;ldet ham. For sildig opdager Strepsiades det Ford&ae;rvelige i den nye Viisdom, H&ae;vnen er vaagnet, den styrter sig over sit Bytte, der igjen stormer ind paa &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-..a;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n;, afbr&ae;nder det, og hermed ender Stykket. Dette er saa kort en Oversigt som mulig over Bygningen af Stykket. Det Comiske ligger aabenbart i det Noget, hvilket Strepsiades attraaer som Speculationens Frugt, det Noget, der efter hans Begreb maa resultere af alle disse Bev&ae;gelser. Ligesom nemlig i selve Intelligentsens Sph&ae;re de af Socrates foretagne Bev&ae;gelser vise sig at v&ae;re uden Betydning, vise sig som de, der ere uformuende til at ponere Noget, saaledes aabenbarer det Samme sig endnu tydeligere i Strepsiades' Verden, der nu engang har faaet den fortvivlede Idee, at der skal i endelig og verdslig Forstand komme Noget ud deraf, der haaber, forat erindre om et Stikord fra den nyere Philosophi, at tilspeculere sig de kantiske 100 Rbd., eller i Mangel deraf at udspeculere sig af sin Gjeld. Ironien ligger i det Noget, han, om ikke umiddelbart saa dog middelbart igjennem Pheidippides, tilspeculerer sig: de bevidste Prygl, der, hvor uventede de end ere, dog komme med en N&o-;dvendighed, der er umulig at undflye. Strepsiades kan vel et &O-;ieblik fryde sig over alle disse sindrige Bev&ae;gelser, men det, hans &ae;druelige Sjel attraaer, er &anfbeg;die Nutzanwendung,&anfslut; der derfor heller ei udebliver, om den end kommer der, hvor han ikke havde s&o-;gt den. Men see vi nu efter, hvilket Standpunkt det er, der skinner gjennem denne Parodi, saa kan man dog ikke sige, at det er Subjectivitetens, thi dette giver dog altid Noget, det giver det abstracte Ideelles hele Verden, men det, der betegnes, er et reent negativt Standpunkt, der slet Intet giver. De dybsindige Betragtninger, der anstilles, opl&o-;se sig som et Skrald i et Intet, medens det som parodierende Skygge f&o-;lger med, at Strepsiades vil have Noget, men vel at m&ae;rke noget Endeligt, en endelig Fordeel, hvilken dette Standpunkt er ligesaa uskikket til at yde, som det aandelige Udbytte, samme gj&o-;r Mine til at producere. Naar man derfor antager, at Socrates' hele Virksomhed var ironiserende, saa vil man tillige indsee, at Aristophanes, idet han har villet opfatte den comisk, har baaret sig ganske rigtig ad; thi, saasnart Ironi bringes i Forhold til Resultat, viser den sig comisk, om den end i en anden Forstand frigj&o-;r Individet fra det Comiske. Den Dialectik, der atter og atter gives Pr&o-;ver paa, er heller ei en egentlig philosophisk Dialectik, ikke en saadan Dialectik som den, der if&o-;lge vort Foregaaende er Plato eiendommelig, men en blot negativ Dialectik. Dersom nu Socrates havde havt hin platoniske subjective Dialectik, saa vilde det jo have v&ae;ret aldeles usandt af Aristophanes, ikke comiskt om end l&o-;ierligt nok, at opfatte ham paa denne Maade (thi det Comiske maa naturligviis ogsaa have en Sandhed), hvorimod, hvis Socrates' Dialectik har v&ae;ret deels bev&ae;bnet med Sophismer og polemisk rettet mod Sophisterne, deels negativt stilet mod Ideen, da er Aristophanes' Opfattelse rigtig netop som comisk. Det Samme gjelder naturligviis ogsaa om Chorets Symbol, Skyer. Havde det v&ae;ret det Subjectives ideelle Rigdom, de skulde betegne, da var det usandt, uagtet Aristophanes' Opfattelse er comisk, at lade Individet forholde sig saa letf&ae;rdig dertil, som Aristophanes gj&o-;r, men Ironikeren tager sig det aabenbart saare let endog med Ideen, han er i h&o-;ieste Grad fri derunder, fordi det Absolute er ham Intet. Gaae vi nu over til at betragte det andet Moment i Stykket, Personerne og, hvad vi n&ae;rmest have med at gj&o-;re, Socrates' Person, saa viser det sig strax, at Aristophanes ikke har identificeret ham med Sophisterne, ikke blot derved, at han har tegnet Socrates saa kjendelig ved en Mangfoldighed af Smaatr&ae;k (dette er det, som R&o..;tscher is&ae;rdeleshed udh&ae;ver), men ogsaa og fornemlig derved, at hans Standpunkt er skildret som et fuldkomment Isolations-Standpunkt. Det er nu visselig ogsaa ganske rigtigt. Thi vel har Socrates i Stykket, som Socrates i Livet havde det, Disciple, men disse staae ikke i noget Forhold til ham, eller rettere sagt, han staaer ikke i noget Forhold til dem, han giver sig ikke hen til dem, men han er bestandig, i Analogi med hans tidligere beskrevne Forhold til Alcibiades, frit sv&ae;vende over dem, gaadefuldt tiltr&ae;kkende og frast&o-;dende. Betydningen af hans Fordyben i sig selv bliver dem altid uforklarlig; thi de Spidsfindigheder, der gj&o-;re et Fors&o-;g paa at forraade Noget herom, staae i intet Forhold til denne. Aristophanes har nu sammenfattet Alt, hvad der tilh&o-;rte forskjellige Tidsmomenter af Socrates' Liv, og saaledes komme da ogsaa de anaxagoriske Naturspeculationer, med hvilke Socrates efter Ph&ae;don en tidlang havde beskj&ae;ftiget sig, men senere opgivet, til at spille en Rolle. En M&ae;ngde Scener, der blot indeholde taabelige Spidsfindigheder eller lavcomiske Taskenspillerkunster og det til slige Konster h&o-;rende Praleri, kort sagt, en M&ae;ngde af, hvad man med et f&ae;lleds Navn kunde betegne som Spas, forbigaaer jeg, forsaavidt der i dem intet Spor findes af Ideen. De atheistiske Naturbetragtninger, der ofte nok frembringe en h&o-;ist comisk Virkning ved deres Mods&ae;tning til Strepsiades' temmelig naive Folketro, vil senere faae en Slags Betydning. Det som derimod bliver af st&o-;rst Vigtighed, er deels Opfattelsen af Socrates som en Personlighed, deels Betegnelsen af det, der bliver Hovedsagen i hans Underviisning, det Dialectiske, og endelig Skildringen af hans Standpunkt. Hvad nu det F&o-;rste angaaer, saa ligger allerede heri et Beviis for, at Aristophanes ikke har identificeret Socrates med Sophisterne; thi Sophisteriet er den selviske Tankes t&o-;ilesl&o-;se og vilde Springen omkring, Sophisten er dens stakaandede Pr&ae;st. Og ligesom den evige Tanke i Sophisteriet opl&o-;ser sig i en Uendelighed af Tanker, saaledes anskueliggj&o-;res denne Myldren af Tanker i et dertil svarende Mylder af Sophister. Med andre Ord, der er ingen N&o-;dvendighed for at t&ae;nke en Sophist som een, hvorimod en Ironiker altid er een, fordi Sophisten falder ind under Begrebet af Art, Sl&ae;gt o. s. v., Ironikeren derimod under Bestemmelse af Personlighed. Sophisten er altid i travl Virksomhed, han griber altid efter Noget, der ligger foran ham; hvorimod Ironikeren i ethvert enkelt Moment f&o-;rer det tilbage i sig selv; men denne Tilbagef&o-;ren og derved bevirkede Tilbagestr&o-;mmen er netop en Personligheds Bestemmelse. Sophismet er derfor et tjenende Element i Ironien; og hvad enten Ironikeren ved Sophismet frigj&o-;r sig selv, eller han fravrister Andre Noget, saa optager han dog begge Momenter i Bevidstheden &dvs;: han nyder. Men Nydelse er netop en Personlighedens Bestemmelse, om end Ironikerens Nydelse er den abstracteste af Alle, den indholdsl&o-;seste, det blotte Contur-Omrids, den svageste Antydning af den Nydelse, der eier det absolute Indhold &dvs;: Salighed. Medens derfor Sophisten l&o-;ber omkring som en travl Forretningsmand, gaaer Ironikeren stolt og indesluttet i sig selv &streg; nydende. Det er ogsaa antydet af Aristophanes; thi idet han lader Choret fort&ae;lle, at Socrates er Gjenstand for dets s&ae;rlige Opm&ae;rksomhed, lader han dette tillige adskille Socrates fra en anden udkaaren Yndling, Prodikos. Choret gj&o-;r nu den Forskjel: det f&o-;ier sig efter Prodikos for hans Viisdoms og Indsigts Skyld, efter Socrates derimod, &anfbeg;fordi han bryster sig paa Gaderne, kaster &O-;inene til Siden, og d&o-;ier barbenet meget Ondt, og kaster et fornemt Blik til os&anfslut;. At han nu hos Aristophanes bliver en comisk Personlighed, det er ganske i sin Orden, men han mangler dog heller ikke det Plastiske, der er eiendommeligt for en Personlighed, den Fuldendthed i sig selv, der derfor heller ingen Omgivelse beh&o-;ver, men er en for &O-;iet fremstillet Monolog. At det nu ikke er en tilf&ae;ldig Virkelighed, Aristophanes har villet fremstille, ikke Socrates' storslaaede Legeme, ikke de ber&o-;mte store F&o-;dder, som Socrates selv fandt med en sjelden Forkj&ae;rlighed af Naturen at v&ae;re ham indr&o-;mmede, fordi de vare saa ypperlige at staae paa, ikke de dybtliggende &O-;ine, med hvilke, som han selv bem&ae;rker, han saa ypperlig kunde skue omkring sig, ikke det uheldige Udvortes, med hvilket Naturen saa ironisk havde udstyret ham, og som Socrates selv igjen opfattede med saa megen Ironi; men at Aristophanes i disse Ord af Choret har villet antyde en Idee, det f&o-;ler vist Enhver. Men en saadan fremtr&ae;dende Personlighed er heller ingen Betegnelse for en endog blot subjectiv Speculation, hvor netop, idet det empiriske Jeg forsvinder, og det rene Jegs ideelle Bestemmelser udfolde sig, Individet til en vis Grad forsvinder. Ironikeren derimod er en Propheti om eller en Abbreviatur af en fuldst&ae;ndig Personlighed. Hvad dern&ae;st den socratiske Dialectik angaaer, saaledes som den skildres i Stykket, da maa man erindre, at her naturligviis kun kan v&ae;re Tale om den, forsaavidt den reent intelligent lader sig opfatte, hvorimod vi slet Intet have at gj&o-;re med den hele umoralske F&ae;rd, hvori en saadan Dialectik i en ford&ae;rvet Villies Tjeneste kan blive virksom Medvider. Det maa Aristophanes ogsaa til en vis Grad v&ae;re bleven sig bevidst, og hvis det ikke er Tilf&ae;ldet, da indseer jeg virkelig ikke, hvorledes man vil frelse Aristophanes fra den gamle Beskyldning at have bagvadsket Socrates. Thi, om end Socrates nok saa meget og med nok saa megen Ret blev af Aristophanes opfattet som en Repr&ae;sentant for et Princip, der truede den gamle Gr&ae;citet med Undergang, saa vilde det dog altid blive en Uretf&ae;rdighed at sigte Socrates for at ford&ae;rve Ungdommens S&ae;der, at indf&o-;re en Udsv&ae;velse og Letf&ae;rdighed, som n&o-;dvendig baade den gamle og den nye Gr&ae;citet maatte afskye, det vilde blive en Uretf&ae;rdighed, ikke blot fordi Socrates havde faaet H&ae;vd paa at v&ae;re den meest retskafne Mand i Gr&ae;kenland, men fornemlig fordi Socrates' Standpunkt udentvivl i den Grad har v&ae;ret abstract intelligent (Noget, der allerede tilstr&ae;kkelig viser sig i den bekjendte Opfattelse af Synd som Uvidenhed), at jeg troer, at det vilde v&ae;re rigtigere med Hensyn til Opfattelsen, om man renoncerede lidt paa al den Bombast om hans Dyd og &ae;dle Hjerte, men tillige ogsaa saae hans Liv indifferent mod alle Sigtelser for S&ae;dernes Ford&ae;rvelse. R&o..;tscher kan nu saa meget han vil udh&ae;ve den Alvor, hvormed Aristophanes i Skyerne har omfattet sin Opgave, dermed er Aristophanes ikke retf&ae;rdiggjort, uden forsaavidt man vilde udh&ae;ve det Comiske, der ligger i, at Aristophanes blev saa alvorlig over Noget, der f&o-;rst ved en senere Forkeerthed kunde blive saa ford&ae;rveligt, som det blev. En saadan intelligent Neutralitet synes ogsaa Aristophanes at till&ae;gge Socrates, derved, at han, da Pheidippides skal indvies i den socratiske Underviisning, lader Redelighed og Uredelighed optr&ae;de som to Magter ligeoverfor hinanden, lader Socrates staae udenfor dem begge som den indifferente Mulighed. Den Dialectik her nu skildres, er aabenbart en &o-;rkesl&o-;s L&o-;sg&ae;nger, der snart med stor Grundighed udforsker de inepteste Ting og offrer sin Tid og sin Kraft paa de taabeligste Ordkl&o-;verier (&g.l;&g.o..a;&g.g;&g.o-;&g.n; &g.a.l.;&g.k;&g.r;&g.i;&g.b;&g.o-..c;&g.n; &g.s;&g.ch;&g.i;&g.n;&g.d;&g.a;&g.l;&g.a..a;&g.m;&g.o;&g.u;&g.sud; V. 130), ja stundom bliver i den Grad stillestaaende og dorsk, at den mere antager Skikkelse af en sindrig Gj&ae;tten-Gaader eller en vis experimenterende Kl&o-;gt, der pleier at v&ae;re Gjenstand for uvirksomme og tomme Hoveders fade Beundring, ja endog med et vist sygeligt Alvor fortaber sig i slige Futiliteter, hvorfor Pr&ae;dicatet &g.m;&g.e;&g.r;&g.i;&g.m;&g.n;&g.o;&g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;&g.i;&g.s;&g.t;&g.a;&g.i..g; (V. 101) bruges om hele Skolen, snart vil gribe noget meget Stort og Betydningsfuldt, men dog, netop i det &O-;ieblik dette viser sig, springer af derfra igjen. Imellem disse Yderpunkter ligger den dialectiske Virksomhed, hvis Gyldighed realiserer sig i at dele. Medens nemlig den egentlige philosophiske, den speculative Dialectik er forenende, er den negative Dialectik, idet den giver Afkald paa Ideen, en M&ae;gler, der bestandig gj&o-;r Oms&ae;tninger i en lavere Sph&ae;re, det er, den er adskillende. Den foruds&ae;tter derfor hos L&ae;rlingen kun to Egenskaber, dem Socrates ogsaa erkyndiger sig, om Strepsiades er i Besiddelse af, Hukommelse og naturligt Anl&ae;g til at tale. Strepsiades' Svar paa det f&o-;rste Sp&o-;rgsmaal, at han paa en dobbelt Maade besidder Hukommelse, naar Nogen nemlig skylder ham Noget, da har han en s&ae;rdeles god Hukommelse, men naar han selv skylder Nogen Noget, da er han meget glemsom, indeholder virkelig en meget tr&ae;ffende billedlig Betegnelse af denne Art af Dialectik. Men denne Dialectik har naturligviis tillige intet Indhold, og dette er storartet betegnet ved, at Socrates indskj&ae;rper Strepsiades, at han istedetfor at troe paa Guder, blot skal troe paa det store tomme Luftrum og Tungen, hvilket Forhold ganske ypperligt betegner den larmende Snak, der dog intetsteds har hjemme, og erindrer mig om et Udtryk af Grimm i hans irische Elfenm&a..;hrchen, hvor han taler om Folk, der have et tomt Hoved og en Tunge ligesom Tungen i en Kirkeklokke. Hvad nu endelig Socrates' Standpunkt angaaer, da har Aristophanes meget rigtigt opfattet dets s&ae;regne Vanskelighed. Han har ladet os indsee, med hvor meget Eftertryk Socrates har kunnet sige: &g.d;&g.o..a;&g.sud; &g.m;&g.o;&g.i; &g.p;&g.o;&g.u..c; &g.s;&g.t;&g.o-..c;. Han har derfor anviist Socrates Plads i &g.ph;&g.r;&g.o;&g.n;&g.t;. i en H&ae;ngekurv (&g.k;&g.r;&g.e;&g.m;&g.a..a;&g.th;&g.r;&g.a; V. 218), til ikke liden Forundring for Strepsiades. Hvad enten han nemlig h&ae;nger i en Kurv under Loftet, eller han omphalopsychitisk stirrer ind i sig selv og derved til en vis Grad frigj&o-;r sig fra den jordiske Tyngde, saa sv&ae;ver han i begge Tilf&ae;lde. Men netop denne Sv&ae;ven er yderst betegnende, det er den attenterede Himmelfart, som f&o-;rst fuldbyrder sig, idet det Ideelles hele Region gaaer op, idet denne Stirren ind i sig selv lader Jeget udvide sig til det universelle Jeg, den rene Tanke med dens Indhold. Ironikeren er vel lettere end Verden, men paa den anden Side h&o-;rer han endnu Verden til, han sv&ae;ver som Muhameds Ligkiste mellem to Magneter. Dersom nu Socrates' Standpunkt havde v&ae;ret Subjectivitetens, Inderlighedens, saa vilde det v&ae;re ogsaa comisk urigtigt at opfatte ham saaledes, som Aristophanes gj&o-;r det; thi vel er Subjectiviteten i Forhold til den gamle Gr&ae;citets Substantialitet sv&ae;vende, men den er uendeligt sv&ae;vende, og det vilde have v&ae;ret comisk rigtigere at fremstille Socrates uendeligt forsvindende, og fremh&ae;vet det Comiske i, at Strepsiades slet ikke kunde faae &O-;ie paa ham, end at fremstille ham h&ae;ngende i en Kurv, thi Kurven er ligesom det Underlag af empirisk Virkelighed, som Ironikeren beh&o-;ver, hvorimod Subjectiviteten i sin Uendelighed graviterer til sig selv &dvs;: er uendeligt sv&ae;vende. Sammenfatter jeg nu, hvad her er bleven udviklet om Aristophanes' Skyer, saa troer jeg, at, idet man giver R&o..;tscher Ret i at betegne Socrates' Standpunkt som Subjectivitetens, man vil finde Aristophanes' Opfattelse mere comisk sand og altsaa mere retf&ae;rdig, ligesom ogsaa see sig istand til at fjerne en Deel af de Vanskeligheder, der ellers vil blive i dette aristophaniske Stykke, hvis man n&ae;rmere bestemmer dette Standpunkt som Ironiens &dvs;: ikke lader Subjectiviteten udv&ae;lde i sin Rigdom, men f&o-;rend dette skeer lader den egoistisk afslutte sig i Ironi. Xenophon, Plato, Aristophanes Hvad Aristophanes' Forhold til Xenophon og Plato angaaer, da har man hos Aristophanes Elementer af begge disse to Opfattelser. Det hemmelighedsfulde Intet, der egentlig udgj&o-;r Pointet i Socrates' Liv, s&o-;gte Plato at udfylde ved at give ham Ideen, Xenophon ved det Nyttiges Vidtl&o-;ftigheder. Aristophanes har nu opfattet dette Intet, ikke som den ironiske Frihed, i hvilken Socrates n&o-;d det, men saaledes, at han blot bestandig viser den Tomhed, der ligger deri. Istedetfor Ideens evige Fylde faaer derfor Socrates den meest asketiske Tarvelighed i en Fordybelse i sig, der aldrig henter Noget op fra dette Dyb, en Fordybelse, der, om den end farer ned i Sjelens Underverden (man kunde i psychologisk Henseende t&ae;nke paa de Ord, som hos Aristophanes forekomme om den nye Skoles Disciple i naturvidenskabelig Henseende V. 192: &g.o;&g.u.ac;&g.t;&g.o;&g.i; &g.d;&g.apos; &g.e.l.;&g.r;&g.e;&g.b;&g.o;&g.d;&g.i;&g.ph;&g.o-..c;&g.s;&g.i;&g.n; &g.u.a.;&g.p;&g.o..g; &g.t;&g.o..g;&g.n; &g.T;&g.a..a;&g.r;&g.t;&g.a;&g.r;&g.o;&g.n;), altid vender tomh&ae;ndet tilbage. Istedetfor det Nyttige, der dog endnu er en Slags Betragtning, tr&ae;der her det Fordeelagtige, der kun har med det Enkelte at gj&o-;re i dets Forhold til det ene over sin egen Interesse vaagende Individ, og det &streg; N&ae;venyttige (smlgn. V. 177 ff.). Ogsaa de Naturbetragtninger, med hvilke Aristophanes har udstyret Socrates, erindre leilighedsviis om de xenophontiske naturhistoriske Studier, naar man blot abstraherer fra den Sigtelse for Irreligi&o-;sitet, der skinner frem hos Aristophanes. I Forhold til Plato har Aristophanes altsaa draget fra, i Forhold til Xenophon lagt til; men da der i den sidste Henseende kun er Tale om negative St&o-;rrelser, er denne L&ae;ggen til i en vis Betydning ogsaa en Dragen fra. Ville vi nu lade de Linier, der alt i det Foregaaende ere dragne under stadigt Opsyn af den paa disse tre Forfatteres gjensidige Forhold begrundede Beregning, tr&ae;de tydligere frem og limitere den ubekjendte St&o-;rrelse, det Standpunkt, der paa eengang passer i og fylder det mellemliggende Rum, da vil det omtrent vise sig saaledes: dets Forhold til Ideen er negativt, det er, Ideen er Dialectikens Gr&ae;ndse. Bestandig if&ae;rd med at f&o-;re Ph&ae;nomenet op til Ideen (den dialectiske Virksomhed) st&o-;des Individet tilbage, eller flygter Individet tilbage i Virkeligheden; men Virkeligheden selv har blot den Gyldighed, bestandig at v&ae;re Anledning for det til at ville gaae ud over Virkeligheden, uden at dette dog skeer, hvorimod Individet tager disse Subjectivitetens molimina tilbage i sig, slutter dem ind i sig i en personlig Tilfredshed; men dette Standpunkt er netop Ironien. Afhandlingen har nu naaet hen til et Hvilepunkt, een Formation af Unders&o-;gelse er tilbagelagt, og skulde jeg med faa Ord udtrykke dens Beskaffenhed, dens Betydning som Moment i den hele Sammenh&ae;ng, da vilde jeg sige, den er Muliggj&o-;relsen af en Opfattelse af Socrates. Xenophon, Plato og Aristophanes have nemlig ikke blot i den almindelige Forstand, hvori dette Ord maa tages, naar der er Tale om et aandeligt Ph&ae;nomen, opfattet Socrates; men de have i en langt speciellere Betydning ikke gjengivet ham, men opfattet ham. Som en F&o-;lge deraf maa man med en vis Forsigtighed benytte dem, passe paa at standse dem i det &O-;ieblik, hvor de l&o-;be af med En. Men til den Ende bliver det n&o-;dvendigt, for ikke selv at gj&o-;re sig skyldig i en Vilkaarlighed, at have Nogen til Hjelp, hvorfor jeg bestandig har s&o-;gt at v&ae;re selv Tredie mod Een. Derpaa har jeg ladet det Hele komme til en endelig Confrontation. Jeg har derved tilveiebragt en Mulighed af at kunne forklare Misforholdet mellem de tre Opfattelser ved en dertil svarende Opfattelse af Socrates. Men med Alt dette er jeg dog endnu ikke kommen videre end til Muligheden; thi om endog den opstillede Forklaring kan forsone de stridende Magter, saa f&o-;lger dog deraf ingenlunde, at denne Forklaring derfor er den absolut rigtige. Hvis den derimod ikke kunde forsone dem, da var det umuligt, at den kunde v&ae;re den rigtige. Nu derimod er det muligt. Jeg har under denne hele Unders&o-;gelse bestandig havt Noget in mente, den endelige Opfattelse nemlig, uden at man derfor kan beskylde mig for et Slags intelligent Jesuitisme, eller forat have gjemt, s&o-;gt og derpaa fundet, hvad jeg selv forl&ae;ngst havde fundet. Den endelige Opfattelse har blot som en Mulighed oversv&ae;vet enhver Udforskning; ethvert Resultat har v&ae;ret Eenheden af den Reciprocitet, hvormed den har f&o-;lt sig draget hen til det, den skulde forklare, og det, der skulde forklares, hendraget til den. Den er saaledes i en vis Forstand bleven til under denne Overveien, uagtet den i en anden Forstand har v&ae;ret til f&o-;r den. Men dette kan jo heller ikke v&ae;re anderledes, da det Hele er forud for sine Dele. Den er, om ikke bleven til, saa dog f&o-;dt paany. Dette troer jeg imidlertid, at den billige L&ae;ser vil anerkjende som en Forsigtighed hos mig, om end derved hele Afhandlingens Form er bleven noget afvigende fra den nu almindelige i saa mange Maader fortjenstlige videnskabelige Methode. Havde jeg nemlig f&o-;rst opstillet den endelige Opfattelse, og i dens enkelte Momenter anviist enhver af disse tre Betragtninger sin Plads, saa var jeg let gaaet Glip af det Contemplationens Moment, der altid er af Vigtighed, men her af dobbelt, fordi jeg ikke ad anden Vei, ikke ved umiddelbar Iagttagelse, kan erhverve Ph&ae;nomenet. Fra nu af vil Unders&o-;gelsens Skikkelse ogsaa blive en anden. Jeg vil nemlig faae med en Deel Ph&ae;nomener at gj&o-;re, hvilke som historiske Facta ikke beh&o-;ve at tilveiebringes gjennem en misforstaaende Opfattelse, men blot at bevares i deres ukr&ae;nkede Uskyldighed og derpaa forklares. Her er atter den endelige Opfattelse et n&o-;dvendigt Prius, uagtet den i en anden Forstand resulterer deraf. Det Afsnit kunde man kalde Opfattelsens Virkeliggj&o-;relse; thi den virkeliggj&o-;r sig gjennem alle disse historiske Data. Capitel II Opfattelsens Virkeliggj&o-;relse Socrates' D&ae;mon Man vil strax bem&ae;rke, at jeg nu er gaaet ind paa et andet Gebeet. Her er ikke Sp&o-;rgsmaal om Platos eller Xenophons Opfattelse, saafremt nemlig man ikke vil v&ae;re saa urimelig at mene, at det Hele var en Fiction af Plato og Xenophon. Det maa nu ansees som et Factum, at Socrates har antaget en saadan D&ae;mon, og vi maae gjennem de enkelte Yttringer, der findes desangaaende, s&o-;ge at forskaffe os en Forestilling herom, og bringe denne i Samklang med vor hele Opfattelse. Denne socratiske D&ae;mon har nu altid v&ae;ret et crux philologorum, en Vanskelighed, der dog ikke har virket saa meget afskr&ae;kkende som tiltr&ae;kkende og ved sit hemmelighedsfulde Trylleri bedaarende. Man finder derfor fra Arilds Tid en stor Tilb&o-;ielighed til at tale om den Ting (thi &anfbeg;hvad h&o-;rer man vel heller end slige Eventyr?&anfslut;); men derved bliver det da i Almindelighed ogsaa, Nysgjerrigheden, der pirres af det Hemmelighedsfulde, er tilfredsstillet derved, at man n&ae;vner Sagen, Dybsindigheden er der gjort Fyldest derved, at man med en tankefuld Mine siger: hvad skal man sige? Dersom L&ae;serne skulde &o-;nske at gj&o-;re Bekjendtskab med et i denne Henseende fuldendt Mesterstykke, et i den Grad i sig afrundet Hele, at det gaaer saa godt som aldeles uden om Sagen, saa vil jeg henvise ham til en Opsats der findes hos Funcke, og som ender ligesaa grundigt, som den begynder, og hvis Midte er ligesaa grundig, som dens Begyndelse og Slutning. En aandsbesl&ae;gtet Dansk, Hr. Mag. Block, har i Fortalen til sin Overs&ae;ttelse af Xenophons Memorabilia heller ei kunnet modstaae den Fristelse at forklare det m&ae;rkv&ae;rdige Ph&ae;nomen; han mener, at Socrates selv har troet, at han havde en saadan Genius, og &anfbeg;at denne F&o-;lelse har v&ae;ret en Anelse eller et Slags Sv&ae;rmeri, som havde sin Grund tildeels i hans levende Indbildning og fine Nervesystem.&anfslut; Dog f&o-;rst en Fremstilling af det Factiske. Saavel Xenophon som Plato omtale denne Eiendommelighed. Ordet &g.t;&g.o..g; &g.d;&g.a;&g.i;&g.m;&g.o..a;&g.n;&g.i;&g.o;&g.n; er, som Ast rigtigt bem&ae;rker (Pag. 483), hverken reent adjectivisk, saaledes at man maatte fuldst&ae;ndiggj&o-;re det ved at underforstaae &g.e.la;&g.r;&g.g;&g.o;&g.n;, &g.s;&g.e-;&g.m;&g.e;&g.i..c;&g.o;&g.n; eller noget Lignende; ikke heller i den Forstand substantivisk, at det betegner et s&ae;regent eller eiendommeligt V&ae;sen. Man seer altsaa, at dette Ord er Udtryk for noget aldeles Abstract, hvilket ogsaa indlyser af den dobbelte Maade, det bruges paa, den dobbelte Forbindelse, i hvilken det forekommer. Undertiden hedder det: &g.t;&g.o..g; &g.d;&g.a;&g.i;&g.m;&g.o..a;&g.n;&g.i;&g.o..a;&g.n; &g.m;&g.o;&g.i; &g.s;&g.e-;&g.m;&g.a;&g.i..a;&g.n;&g.e;&g.i;, paa andre Steder: &g.d;&g.a;&g.i;&g.m;&g.o..a;&g.n;&g.i;&g.o..a;&g.n; &g.t;&g.i; eller &g.t;&g.o..g; &g.d;&g.a;&g.i;&g.m;&g.o..a;&g.n;&g.i;&g.o;&g.n; &g.g;&g.i..a;&g.g;&g.n;&g.e;&g.t;&g.a;&g.i;. Dette er altsaa det F&o-;rste, der bliver at l&ae;gge M&ae;rke til, at der ved dette Ord betegnes noget Abstract, noget Guddommeligt, der dog netop i sin Abstraction er h&ae;vet over enhver Bestemmelse, er uudsigeligt og pr&ae;dicatl&o-;st, da det ingen Vocalisation tillader. Sp&o-;rge vi dern&ae;st om dets Virkemaade, da erfare vi, at det er en Stemme, der lader sig h&o-;re, dog uden at man t&o-;r urgere dette, som om det var i Ord den gav sig tilkjende, da den overhovedet virker ganske instinctagtigt. Hvad dens Virksomhed angaaer, da afvige Platos og Xenophons Efterretninger. Thi efter Plato advarer den, forhindrer, byder at undlade, smlgn. Ph&ae;dros (Ast 1 B. 242 B. C.), Apologien (Ast 8 B. 31 D.), Alcibiades (Ast 8 B. 103 A. 124 C.), Theages (Ast 8 B. 128 D.), efter Xenophon befaler, tilskynder den tillige, samt byder at gj&o-;re _{Memorabilierne}(Memorabilierne I, 1, 4. IV, 8, 1. Apologien 12). Ast mener nu, at i den Henseende b&o-;r man meget mere troe Xenophon end Plato, og den som ikke agter at lade sig n&o-;ie med dette Godtbefindende, ham vil Ast aldeles forbl&o-;ffe ved f&o-;lgende (fra hans Standpunkt ganske rigtige og tilstr&ae;kkeligt overbevisende) Passus: An sich schon ist es unglaublich, da&ss; das D&ae;monion als g&o..;ttliche Andeutung oder Ahndung blo&ss; abgemahnt habe; denn sollte Socrates nur ein Vorgef&u..;hl des Unrechten, Ungl&u..;cklichen u. s. w. gehabt haben, nicht auch eine lebendige Ahndung des Gl&u..;cklichen, die ihn nicht blo&ss; zum Handeln antrieb, sondern auch mit begeisterter Hoffnung erf&u..;llte? Dette maa nu Ast om; hvad jeg derimod maa bede L&ae;seren at bem&ae;rke, er det for den hele Opfattelse af Socrates saa Betydningsfulde, at dette D&ae;moniske fremstilles blot som advarende, ikke som befalende, det er, som negativt, ikke som positivt. Har man nu Valget mellem Xenophon og Plato, da troer jeg, at man langt snarere maa holde med Plato, hos hvem det er det constante Pr&ae;dicat om dette D&ae;moniskes Virksomhed, at det blot advarer, og ansee det Till&ae;g hos Xenophon for en xenophontisk Tankel&o-;shed, der uden at ahne den Betydning, der kunde stikke heri, fandt i sin Viisdom, at dersom det D&ae;moniske advarede, saa maatte det vel ogsaa tilskynde. Det D&ae;moniskes Forhold synker derved ogsaa langt mere ind under Bestemmelsen af det Trivielle, og det fade: deels, deels, snart, snart, maa naturligviis langt mere have tiltalt Xenophon. Hans Udbl&o-;den kan man langt bedre forklare sig end Platos Strammen, da der blot h&o-;rer godmodig Eenfoldighed til det F&o-;rste, men en h&o-;i Grad af Dristighed og Vilkaarlighed til det Sidste. Hertil kommer, at man af det Sted i Apologien, hvor Socrates, for at forsvare sig mod Melitus' Anklage, beraaber sig paa dette D&ae;moniske, tydeligt seer, at han er bleven sig Betydningen af, at det D&ae;moniske blot advarede, bevidst. Deraf forklarer han nemlig den paafaldende Omst&ae;ndighed, at han, der privat altid var parat til at raade (&g.i.l.;&g.d;&g.i..a;&g.ai..; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.i.d.;&g.o-..g;&g.n; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.p;&g.o;&g.l;&g.u;&g.p;&g.r;&g.a;&g.g;&g.m;&g.o;&g.n;&g.o-..c;&g.n;), aldrig havde befattet sig med Statens Anliggender. Men dette er ligesom den synlige Aabenbarelse af det D&ae;moniskes negative Forhold til Socrates; thi dette bevirkede netop, at han igjen maatte forholde sig negativt til Virkeligheden eller i gr&ae;sk Forstand til Staten. Havde det D&ae;moniske tillige v&ae;ret tilskyndende, da havde han jo netop derved v&ae;ret skikket til at befatte sig med Virkeligheden. Hermed h&ae;nger nu v&ae;sentlig sammen det Sp&o-;rgsmaal, hvorvidt Socrates, saaledes som hans Anklagere paastode, var i Strid med Statsreligionen ved Antagelsen af dette D&ae;moniske. Dette var han nu aabenbart. Deels var det nemlig et aldeles polemisk Forhold til den gr&ae;ske Statsreligion, istedetfor Gudernes concrete Individualitet at s&ae;tte noget aldeles Abstract. Deels var det et polemisk Forhold til Statsreligionen, istedetfor det af Gudsbevidstheden i alle endog de ubetydeligste Yttringer gjennemtr&ae;ngte gr&ae;ske Liv, istedetfor denne guddommelige Veltalenhed, hvoraf Alt gjenl&o-;d, at s&ae;tte en Taushed, i hvilken en advarende Stemme kun leilighedsviis blev h&o-;rlig, en Stemme, der (og dette indeholder n&ae;sten den dybeste Polemik) aldrig befattede sig med Statslivets substantielle Interesser, aldrig yttrede sig dem betr&ae;ffende, men kun havde at gj&o-;re med Socrates' og h&o-;ist hans Venners ganske private og particul&ae;re Anliggender. Vende vi os nu fra de tidligere ber&o-;rte pharis&ae;iske L&ae;rde, der afsie Myggen og nedsluge Kamelen, til den nyeste videnskabelige Udviklings Bestr&ae;belser ogsaa i denne Retning, saa viser der sig umiddelbart en v&ae;sentlig Forskjel derved, at denne strax har kastet Sp&o-;rgsmaalet ind efter og derfor ikke saa meget s&o-;ger at forklare, som at begribe. Saal&ae;nge den Vanskelighed med det D&ae;moniske hos Socrates behandles isoleret, saal&ae;nge den sees udvendig fra, bliver den naturligviis uforklarlig, om den end netop herved er en M&ae;ngde Conjecturmagere n&o-;dvendig og uundv&ae;rlig; seer man den derimod indenfra, saa kommer det, der stillede sig som en uoverstigelig Skranke, til at vise sig som en n&o-;dvendig Gr&ae;ndse, der standser &O-;iets og dermed Tankens hurtige Flugt, tvinger den tilbage fra det Peripheriske til det Centrale, og derved til at begribe. En Yttring af Hegel udtrykker ganske i Almindelighed og dog med saare megen Tankepr&ae;gnants, hvorledes det er at forstaae med dette D&ae;moniske: Socrates, indem er es der Einsicht, der Ueberzeugung anheimgestellt hat, den Menschen zum Handeln zu bestimmen, hat das Subject als entscheidend gegen Vaterland und Sitte gesetzt, und sich somit zum Orakel im griechischen Sinne gemacht. Er sagte, da&ss; er ein &g.d;&g.a;&g.i;&g.m;&g.o..a;&g.n;&g.i;&g.o;&g.n; in sich habe, das ihm rathe, was er thun solle, und ihm offenbare, was seinen Freunden n&u..;tzlich sei. R&o..;tscher (Pag. 254) opfatter det ogsaa efter Hegel ganske rigtigt: Mit diesem Princip der freien Entscheidung des Geistes aus sich selber, und dem gro&ss;en Bewu&ss;tsein, da&ss; Alles vor das Forum des Denkens gezogen werden m&u..;sse, um dort seine Best&a..;tigung zu empfangen, h&a..;ngt auch die im Alterthum schon vielfach besprochene Erscheinung des Genius des Socrates zusammen. In diesem D&a..;mon ist uns der eben ausgesprochene Gedanke der inneren Entscheidung vor die Vorstellung gebracht. I Retsphilosophien omtaler Hegel ogsaa denne Socrates' D&ae;mon. Smlgn. &pgf; 279: Im D&a..;mon des Socrates k&o..;nnen wir den Anfang sehen, da&ss; der sich vorher nur jenseits seiner selbst versetzende Wille sich in sich verlegte und sich innerhalb seiner erkannte, &streg; der Anfang der sich wissenden und damit wahrhaften Freiheit. Det Sted, hvor Hegel imidlertid vidtl&o-;ftigst omtaler denne D&ae;mon, er naturligviis i hans Geschichte der Philosophie (2 B. Pag. 94 ff. P. 103 ff.). Uagtet nu Hegel indlader sig paa at opstille Analogier og ad denne Vei at l&o-;se de Vanskeligheder, hvori dette Ph&ae;nomen er bundet, saa er dog Maalet for hele hans Unders&o-;gelse og Resultatet deraf det, at det begribes. Socrates' Standpunkt er da Subjectivitetens, Inderlighedens, der reflecterer i sig selv, og i sit Forhold til sig selv l&o-;sner og forflygtiger det Bestaaende i den Tankeb&o-;lge, der taarner sig op over det og skyller det bort, medens den selv atter synker tilbage i Tanken. Istedetfor den Undseelse (&g.a;&g.i.l.;&g.d;&g.o-..a;&g.sud;), der m&ae;gtigt, men hemmelighedsfuldt holdt Individet i Statens Ledebaand, traadte nu Subjectivitetens Afgj&o-;relse og Vished i sig. Hegel siger Pag. 96: Der Standpunkt des griechischen Geistes ist nach der moralischen Seite als unbefangene Sittlichkeit bestimmt. Der Mensch hatte ein solches Verh&a..;ltni&ss; noch nicht, sich so in sich zu reflektiren, aus sich zu bestimmen. I den gamle Gr&ae;citet havde Lovene for Individet Traditionens &Ae;rv&ae;rdighed, som de, der vare sanctionerede af Guderne. Og til denne Tradition svarede den gjennem Tidernes L&o-;b h&ae;vdede Vane. Men medens Lovene bestemte det Almindelige, beh&o-;vede den gamle Gr&ae;citet ogsaa en Afgj&o-;relse i de particul&ae;re Tilf&ae;lde, betr&ae;ffende saavel Staten som de Privates Anliggender. Hertil var Oraklet (Pag. 97: Die&ss; Moment ist wesentlich, da&ss; das Volk so nicht das Beschlie&ss;ende ist, das Subject die&ss; noch nicht auf sich nahm, sondern sich von einem Andern, Aeu&ss;eren bestimmen lie&ss;; wie denn Orakel &u..;berall nothwendig sind, wo der Mensch sein Inneres noch nicht so unabh&a..;ngig, so frei wei&ss;, da&ss; er die Entschlie&ss;ung nur aus sich selbst nimmt, &streg; und die&ss; ist der Mangel der subjectiven Freiheit). Istedetfor Oraklet har nu Socrates sin D&ae;mon. Dette D&ae;moniske ligger nu i Overgangen fra Oraklets udvortes Forhold til Individet, til Frihedens fuldst&ae;ndige Inderlighed, og er netop, som endnu v&ae;rende i denne Overgang, for Forestillingen. Pag. 95: Das Innere des Subjects wei&ss;, entscheidet aus sich; die&ss; Innere hat bei Socrates noch eine eigenth&u..;mliche Form gehabt. Der Genius ist noch das Bewu&ss;tlose, Aeu&ss;erliche, das entscheidet; und doch ist es ein Subjectives. Der Genius ist nicht Socrates selbst, nicht seine Meinung, Ueberzeugung, sondern ein Bewu&ss;tloses; Socrates ist getrieben. Das Orakel ist zugleich nichts Aeu&ss;erliches, sondern sein Orakel. Es hat die Gestalt gehabt von einem Wissen, das zugleich mit einer Bewu&ss;tlosigkeit verbunden ist. P. 96: Die&ss; ist nun der Genius des Socrates; es ist nothwendig, da&ss; dieser Genius an Socrates erschienen ist. P. 99: Das D&a..;monion steht demnach in der Mitte zwischen dem Aeu&ss;erlichen der Orakel und dem rein Innerlichen des Geistes; es ist etwas Innerliches, aber so, da&ss; es als ein eigener Genius, als vom menschlichen Willen unterschieden vorgestellt wird, &streg; nicht als seine Klugheit, Willk&u..;r. Men da denne D&ae;mon dog kun gav sig af med Socrates' ganske particul&ae;re Forhold, saa viser Hegel ogsaa, at dens Aabenbaringer ere saare ubetydelige i Sammenligning med hans Aands og T&ae;nknings, smlgn. Pag. 106: Die&ss; D&a..;monion des Socrates hat &u..;brigens auch nicht das Wahrhafte, Anundf&u..;rsichseiende betroffen, sondern nur Particularit&a..;ten; und diese d&a..;monischen Offenbarungen sind so weit geringf&u..;giger, als die seines Geistes, seines Denkens. Jeg er nu f&ae;rdig med Hegels Fremstilling, og har her som altid, hvor man har Hegel (C&ae;sar og hans Lykke) med, derved vundet et Fodf&ae;ste, hvorfra jeg tryg kan begive mig ud paa en Excurs, for at see, om der ikke skulde v&ae;re noget Enkelt, der var v&ae;rd at l&ae;gge M&ae;rke til, hvortil jeg tryg kan vende tilbage, enten jeg har fundet Noget eller ikke. Vi saae i det Foregaaende, at Socrates' Standpunkt vel i mange Maader var Subjectivitetens, men dog saaledes, at Subjectiviteten ikke aabenbarede sig i sin hele Rigdom, at Ideen blev Gr&ae;ndsen, hvorfra Socrates vendte tilbage i sig selv i ironisk Tilfredshed. Thi det D&ae;moniske er, som vi have seet, ogsaa i Forhold til Gr&ae;citeten en Subjectivitetens Bestemmelse, men Subjectiviteten er ikke fuldendt deri, det har endnu noget Udvortes (Hegel bem&ae;rker, at man ikke maa kalde dette D&ae;moniske Samvittighed). Erindre vi dern&ae;st, at dette D&ae;moniske blot befattede sig med particul&ae;re Forhold, og blot yttrede sig advarende, see vi ogsaa her, at Subjectiviteten standses i sin Udstr&o-;mmen, at den afslutter sig i en particul&ae;r Personlighed. Det D&ae;moniske var Nok for Socrates, han kunde hjelpe sig dermed; men dette er en Personlighedens Bestemmelse, men naturligviis kun en particul&ae;r Personligheds egoistiske Tilfredshed. Socrates viser sig atter her som den, der staaer paa Springet til Noget, men dog i ethvert &O-;ieblik ikke springer ind i dette Andet, springer til Siden og tilbage i sig selv. F&o-;ie vi nu hertil den polemiske Bevidsthed, i hvilken Socrates optog hele sit Forhold til Samtiden, den, skj&o-;ndt negative, dog uendelige Frihed, hvori han, under den af Ideen som Gr&ae;ndse antydede uhyre Horizont, aandede let og frit, den Sikkerhed, han i det D&ae;moniske havde for ikke at komme i Vildrede med Livets mangehaande Tilf&ae;lde, saa viser Socrates' Standpunkt sig igjen som Ironi. Man er i Almindelighed vant til at finde Ironien idealt opfattet, anviist sin Plads som et forsvindende Moment i Systemet og desaarsag meget kortelig beskrevet; man kan af den Grund ikke saa let begribe, hvorledes et heelt Liv kan gaae hen heri, da jo dette Livs Indhold maa ansees for Intet. Men man erindrer ikke, at saa ideelt, som det er i Systemet, findes et Standpunkt aldrig i Livet; man erindrer ikke, at Ironien som ethvert andet Standpunkt i Livet har sine Anf&ae;gtelser, sine Kampe, sine Tilbagefald, sine Seire. Tvivl er saaledes ogsaa i Systemet et forsvindende Moment, men i Virkeligheden, hvor Tvivlen fuldbyrder sig i den stadige Conflict med Alt, der vil reise sig og vil bestaae imod den (&g.k;&g.a;&g.th;&g.a;&g.i;&g.r;&g.o-..c;&g.n; &g.p;&g.a..c;&g.n; &g.u.aa;&g.ps;&g.o-;&g.m;&g.a; &g.e.l.;&g.p;&g.a;&g.i;&g.r;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; .... &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.a;&g.i.l.;&g.ch;&g.m;&g.a;&g.l;&g.o-;&g.t;&g.i..a;&g.z;&g.o-;&g.n; &g.p;&g.a..c;&g.n; &g.n;&g.o..a;&g.e-;&g.m;&g.a; &g.e;&g.i.l.;&g.sud; &g.t;&g.e-..g;&g.n; &g.u.a.;&g.p;&g.a;&g.k;&g.o;&g.e-..a;&g.n;), har den i en anden Forstand meget Indhold. Dette er det reent personlige Liv, som Videnskaben vel ikke har med at gj&o-;re, om end lidt n&o-;iere Kundskab dertil vilde fritage den fra det tautologiske Idem per Idem, hvoraf slige Opfattelser ofte lide. Dog dette v&ae;re nu som det v&ae;re vil, lad Videnskaben gj&o-;re Ret i at ignorere Sligt, den, der vil opfatte det individuelle Liv, kan ikke gj&o-;re det. Og da nu Hegel selv etsteds siger, at der ved Socrates ikke saa meget kan v&ae;re Tale om Speculation som om individuelt Liv, saa t&o-;r jeg vel heri see en Sanction for Fremgangsmaaden i hele mit Fors&o-;g, om dette end ved min Svaghed skulde blive nok saa ufuldkomment. Socrates' Domf&ae;ldelse Enhver vil strax indsee, at vi her har med noget Factisk at gj&o-;re, hvorfor der ikke kan v&ae;re Tale om Opfattelse i den Forstand, som hos Xenophon, Plato, Aristophanes, hos hvilke Socrates' Virkelighed var Anledning til og Moment i en Fremstilling, der s&o-;gte idealt at afrunde, at transfigurere hans Person &streg; Noget Statens Alvor umulig kunde indlade sig paa, hvis Opfattelse derfor er sine ira atque studio. Vel beroer denne til en vis Grad igjen paa Anklagernes; men hvor hadefuldt disses Sind end har kunnet v&ae;re mod Socrates, de maae dog have bestr&ae;bt sig for saavidt muligt at holde sig til Sandheden. Desuden er Klagen kun et Moment i Statens Opfattelse, den er den ydre Anledning til, at Staten bliver sig i speciellere Forstand dette enkelte Individs Forhold til sig bevidst. Om nu den atheniensiske Stat ved Socrates' Domf&ae;ldelse har begaaet en himmelraabende Uret, om vi gj&o-;re rigtigst i, som frivilligt F&o-;lge at slutte os til de l&ae;rde Gr&ae;dekoners og aandsfattige men taarerige Menneskevenners Skare, af hvis Tuden og Sukken over, at en saadan brav Mand, saadan et retskaffent Menneske, Dydsm&o-;nster og Kosmopolit i een Person blev et Offer for den lumpneste Misundelse, af hvis Tuden og Sukken, siger jeg, Aarhundreder endnu gjenlyde; eller om den atheniensiske Stat gjorde fuldkommen Ret i at d&o-;mme Socrates; om vi med frelst Samvittighed t&o-;r hengive os til Gl&ae;den over den nyere Videnskabeligheds dristige og kraftige Penselstr&o-;g, der skizzere Socrates som en tragisk Heros, der paa eengang havde Uret og Ret, den gr&ae;ske Stat som en articuleret Tingenes Orden, &streg; herom skal vi paa dette Sted ikke udf&o-;rligere tale. Anklagen mod Socrates er et historisk Actstykke. Den falder i to Dele, som hver for sig skal blive Gjenstand for en n&ae;rmere Betragtning. 1. Socrates antager ikke de Guder, som Staten antager, og han indf&o-;rer nye Guddomme Denne Klage indeholder som man seer to Puncter, han antager ikke Statens Guder og indf&o-;rer nye. Hvad nu det Sidste angaaer, da har der i det Foregaaende i Anledning af Socrates' D&ae;mon v&ae;ret Tale herom. Der blev tillige bem&ae;rket, hvorvidt man kunde till&ae;gge den dialectiske Bev&ae;gelse nogen V&ae;rd, med hvilken han, under sit Forsvar for Retten, vil ud af den abstracte Inderligheds Bestemmelse (det D&ae;moniske) udconstruere det Objective under Personlighedens Bestemmelse. Men, hvad der er Hovedsagen, det blev, som jeg haaber, indlysende, at det D&ae;moniske betegnede Socrates' aldeles negative Forhold til det Bestaaende i religi&o-;s Henseende, ikke saameget derved, at han indf&o-;rte noget Nyt, thi saa vilde hans negative Forhold mere og mere vise sig som en Skygge, der fulgte hans Positivitet, men snarere derved, at han forkastede det Bestaaende, sluttede sig ind i sig selv, begr&ae;ndsede sig egoistisk i sig selv. Hvad det f&o-;rste Punkt angaaer, da maa man i denne Forkastelse ikke see en Frugt af en kold, forstandig, prosaisk Naturbetragtning, der ikke var Athenienserne ukjendt, der ogsaa ved disse Tider havde givet Anledning til, at Adskillige, mist&ae;nkte for Atheisme, vare blevne viste i Landflygtighed. Sligt befattede Socrates sig ikke med, og om han end tidligere havde ladet sig paavirke af Anaxagoras, saa frigjorde han sig dog snart, hvad ogsaa Plato paa flere Steder beretter, fra denne Indflydelse, idet han opgav Naturens Betragtning for Menneskets. Naar man derfor siger om Socrates, at han ikke antog de Guder, Staten antog, saa f&o-;lger deraf ikke, at han var en Gudsforn&ae;gter. Derimod h&ae;nger denne Socrates' Ikke-Antagelse af Statens Guder v&ae;sentlig sammen med hele hans Standpunkt, der i theoretisk Henseende er af ham selv betegnet som Uvidenhed. Men Uvidenhed er paa eengang et virkeligt philosophisk Standpunkt, og tillige aldeles negativt. Socrates' Uvidenhed var nemlig ingenlunde en empirisk Uvidenhed, tvertimod, han var i Besiddelse af mange Kundskaber, han havde megen L&ae;sning saavel i Digtere som Philosopher, han var meget forfaren i Livets Forhold, i empirisk Forstand var han altsaa ikke uvidende. I philosophisk Henseende var han derimod uvidende. Det til Grund for Alt Liggende, det Evige, det Guddommelige var han uvidende om, det vil sige, han vidste, at det var, men han vidste ikke hvad det var, han havde det i sin Bevidsthed, og dog havde han det ikke i sin Bevidsthed, forsaavidt som det Eneste, han kunde pr&ae;dicere derom, var, at han ikke vidste Noget derom. Men dette er med andre Ord ganske det Samme, som vi i det Foregaaende have betegnet saaledes: Socrates havde Ideen som Gr&ae;ndse. Forsaavidt maatte det altsaa falde ham saare let, at afvise Anklagernes Beskyldning for, at han ikke antog de Guder, Staten antog. Dertil maatte han nemlig, socratisk rigtigt, svare: hvorledes kan man beskylde mig herfor? da jeg slet Intet veed, veed jeg naturligviis heller ikke, om jeg antager de Guder, Staten antager. Hermed seer man nu og, hvorledes det h&ae;nger sammen med det Sp&o-;rgsmaal, hvorvidt der dog ikke bag denne Uvidenhed har constitueret sig en positiv Viden. Schleiermacher gj&o-;r i en Afhandling opm&ae;rksom paa, at, naar Socrates i Oraklets Tjeneste gik omkring for at vise Folk, at de Intet vidste, det er umuligt, at han blot har vidst det, at han ikke vidste Noget, men at der bagved n&o-;dvendigviis maa have ligget, at han vidste, hvad Viden er. Han viser dern&ae;st, hvorledes Socrates egentlig er Stifter af Dialectiken. Men det er dog igjen en Positivitet, som ved n&ae;rmere Eftersyn er en Negativitet. Socrates er, for at erindre om en tidligere Bem&ae;rkning, kommen til Dialectikens Idee, men har ei havt Ideens Dialectik. Og selv efter Platos Anskuelse er dette et negativt Standpunkt. I den Dichotomi derfor i Staten, hvor Dialectiken viser sig, der viser sig som det dertil svarende Positive det Gode, ligesom i den Dichotomi, hvor Kj&ae;rligheden optr&ae;der som det Negative, det Skj&o-;nne svarer dertil som det Positive. Nu er det vel sandt, at der i denne her bestandigt antydede, i ethvert Moment satte og i samme Moment tilbagekaldte Negativitet er en indholdsrig og dyb Positivitet, saasnart den kommer til at besinde sig paa sig selv, men Socrates holdt den bestandig blot i denne Mulighed, der aldrig blev til Virkelighed. Dette vil man ogsaa overbevise sig om, naar man med Opm&ae;rksomhed vil gjenneml&ae;se Platos Apologi, der i sin Skildring af Socrates' Uvidenhed er saa pr&ae;gnant, at man blot beh&o-;ver at tie og h&o-;re, naar den taler. Han skildrer sin Viisdom i Forhold til Parieren Evenus', der tog 5 Miner for sin Underviisning. Han priser ham lykkelig paa Grund af den Positivitet, han maa have v&ae;ret i Besiddelse af, siden han lod sig saa dyrt betale; og svarer nu paa det Sp&o-;rgsmaal om hans egen Viisdom: &g.p;&g.o;&g.i..a;&g.a;&g.n; &g.d;&g.e-..g; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a;&g.n; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.e-;&g.n;&g.spml; &g.e-.aa;&g.p;&g.e;&g.r; &g.e.l.;&g.s;&g.t;&g.i..g;&g.n; &g.i.la;&g.s;&g.o-;&g.sud; &g.a.l.;&g.n;&g.th;&g.r;&g.o-;&g.p;&g.i..a;&g.n;&g.e-; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a;. &g.t;&g.o-i.c; &g.o.la;&g.n;&g.t;&g.i; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.k;&g.i;&g.n;&g.d;&g.u;&g.n;&g.e;&g.u..a;&g.o-; &g.t;&g.a;&g.u..a;&g.t;&g.e-;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o..a;&g.sud; (&pgf; 20 D). De Andre derimod, mener han, maae v&ae;re i Besiddelse af en h&o-;iere Viisdom: &g.o;&g.u.ac;&g.t;&g.o;&g.i; &g.d;&g.e..g; &g.t;&g.a..a;&g.ch;&g.apos; &g.a.la;&g.n;, &g.o;&g.u.ag;&g.sud; &g.a.la;&g.r;&g.t;&g.i; &g.e.la;&g.l;&g.e;&g.g;&g.o;&g.n;, &g.m;&g.e;&g.i..a;&g.z;&g.o-; &g.t;&g.i;&g.n;&g.a..g; &g.e-.lg; &g.k;&g.a;&g.t;&g.apos; &g.a.la;&g.n;&g.th;&g.r;&g.o-;&g.p;&g.o;&g.n; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a;&g.n; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.i..g; &g.e;&g.i.lc;&g.e;&g.n;. Her er nu det Pr&ae;dicat &anfbeg;menneskelig&anfslut;, der till&ae;gges Viisdommen i Mods&ae;tning til en Viisdom, der er mere end menneskelig, af st&o-;rste Betydning. Naar nemlig Subjectiviteten har ved sin negative Magt l&o-;st det Trylleri, hvori Menneskelivet under Substantialitetens Form hvilede, naar den, ligesom den frigj&o-;r Individet fra sit Forhold til Staten, har emanciperet Mennesket fra sit Forhold til Gud, saa er den f&o-;rste Form, hvorunder dette viser sig, Uvidenhed. Guderne flygte bort og med dem Fylden, Mennesket staaer tilbage som Formen, som det, der skal optage Fylden i sig, men dette Forhold er paa Erkjendelsens Gebeet rigtigt opfattet som Uvidenhed. Denne Uvidenhed er igjen ganske conseqvent betegnet som menneskelig Viisdom, idet Mennesket her er kommet til sin Ret, men denne Ret er netop den, ikke at v&ae;re som saadan. De andre L&ae;reres Viisdom indeholdt nu i Forhold hertil meget Mere, hvorimod de naturligviis i en anden Henseende indeholdt meget Mindre, og det er derfor heller ei uden en vis Ironi, at Socrates omtaler deres Overv&ae;tteshed. Denne Opfattelse finder nu Socrates ogsaa bestyrket ved det delphiske Orakels Udsagn, der fra det guddommelige Standpunkt seer aldeles det Samme. Og som overhovedet Oraklet stod i et Forhold til den corresponderende menneskelige Bevidsthed, som det i en tidligere Tid raadede med guddommelig Myndighed, i en sildigere Tid befattede sig med at forel&ae;gge videnskabelige Problemer, saaledes see vi ogsaa i det delphiske Orakels Udsagn Socrates betr&ae;ffende en harmonia pr&ae;stabilita. Ogsaa den Misforstaaelse, som om han bag denne Uvidenhed skjulte en Viden, har Socrates indseet, men ogsaa opfattet den som en Misforstaaelse. Han forklarer nemlig, hvorledes hans overbevisende Virksomhed har kunnet paadrage ham mange Fjendskaber, og tilf&o-;ier: &g.o;&g.i.la;&g.o;&g.n;&g.t;&g.a;&g.i; &g.g;&g.a..a;&g.r; &g.m;&g.e; &g.e.a.;&g.k;&g.a..a;&g.s;&g.t;&g.o;&g.t;&g.e; &g.o;&g.i.a.; &g.p;&g.a;&g.r;&g.o..a;&g.n;&g.t;&g.e;&g.sud;, &g.t;&g.a;&g.u..c;&g.t;&g.a; &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i; &g.s;&g.o;&g.ph;&g.o..a;&g.n;, &g.a.ag; &g.a.lg;&g.n; &g.a.lg;&g.l;&g.l;&g.o;&g.n; &g.e.l.;&g.x;&g.e;&g.l;&g.e..a;&g.g;&g.x;&g.o-;. Men man seer jo ogsaa, hvorledes han protesterer mod denne Misforstaaelse, og hvorlidet han finder denne Slutning rigtig, at, fordi han kan overbevise Andre om, at de Intet vide, han derfor selv skulde vide Noget. Det der nu afholdt Socrates fra en speculativ Fordybelse i den bag denne Uvidenhed fjernt ahnede Positivitet, var naturligviis det guddommelige Kald, han havde, til at overbevise hver Enkelt om det Samme. Han var ikke kommen for at frelse Verden, men for at d&o-;mme den. Dertil var hans Liv helliget, og denne Virksomhed afholdt ham ogsaa fra at deeltage i Statens Anliggender. Athenienserne kunde ber&o-;ve ham Livet, det skulde han finde sig i; men en Frifindelse paa det Vilkaar, at han skulde opgive denne guddommelige Mission, vilde han aldrig antage, da det vilde v&ae;re et Fors&o-;g paa at myrde ham i aandelig Forstand. Han var den evige Actor, der paa Guddommens Vegne ub&o-;ieligt udpantede til den sidste Hvid det guddommelige Tilgodehavende. Hvad Nemesis tidligere var i Forhold til det Udm&ae;rkede, det Fremragende, det var dybt og totalt gjennemf&o-;rt i Socrates' ironiske Virksomhed i Forhold til Menneskeheden som saadan. Kun blev Socrates ikke staaende ved en philosophisk Betragtning heraf, men han henvendte sig til Hver is&ae;r, frarev dem Alt og sendte dem tomh&ae;ndede bort. Det var som om de vrede Guder havde vendt sig bort fra Menneskene, taget Alt med sig og nu vilde overlade dem til sig selv. Men i en anden Forstand var det Menneskene, der havde vendt sig bort fra Guderne og fordybet sig i sig selv. Dog, dette er naturligviis kun et Gjennemgangsmoment. I mange Maader var Mennesket dog paa den rigtige Vei, og man kan derfor sige herom, hvad Augustinsiger om Synden: beata culpa. Gudernes himmelske Skarer l&o-;ftede sig op fra Jorden og forsvandt for de D&o-;deliges Blikke, men netop denne Forsvinden var Betingelsen for et dybere Forhold. R&o..;tscher siger derfor meget rigtigt (Pag. 253): Von hier aus erhellt es auch, welche Bewandni&ss; es mit der so vielf&a..;ltig gemi&ss;brauchten Socratischen Unwissenheit hat, deren man sich so h&a..;ufig als eine gute _ApologiApologie der eigenen Ignoranz, wie als Wehr gegen die Anerkennung des wahrhaften Wissens bedient hat. Das Wissen, da&ss; er nichts wisse, ist n&a..;mlich nicht etwa, wie es gew&o..;hnlich vorgestellt wird, das reine leere Nichts, sondern das Nichts des bestimmten Inhalts der bestehenden Welt. Das Wissen der Negativit&a..;t alles endlichen Inhalts ist seine Weisheit, durch welche getrieben er in sich geht, und dies Erforschen seiner Innerlichkeit als das absolute Ziel ausspricht, der Beginn des unendlichen Wissens, aber auch nur erst der Beginn, da sich noch keinesweges dies Bewu&ss;tsein erf&u..;llt hat, sondern erst die Negation alles Endlichen und Bestehenden ist. Ogsaa Hegel bem&ae;rker (Pag. 60): So lehrte also Socrates die, mit denen er umging, wissen, da&ss; sie nichts wissen; ja was noch mehr ist, er sagte selber, er wisse Nichts, docirte also auch nicht. Wirklich kann man auch sagen, da&ss; Socrates nichts wu&ss;te; denn er kam nicht dazu, eine Philosophie zu haben und eine Wissenschaft auszubilden. Dessen war er sich bewu&ss;t; und es war auch gar nicht sein Zweck, eine Wissenschaft zu haben. Socrates angav nu vel en ny Retning, han gav Tiden sin Retning (naar man vil tage dette Ord ikke saa meget i philosophisk som i milit&ae;r Forstand), han gik omkring til Enhver is&ae;r for at forvisse sig om, at han stod rigtig stillet; men dog var denne hans Virksomhed ikke saa meget beregnet paa at henlede deres Opm&ae;rksomhed paa det, som skulde komme, som snarere paa at fravriste dem det, de havde, og dette fuldbyrdede han ved, saa l&ae;nge Operationen stod paa, at bortskj&ae;re al Communication med den Beleirede, idet han ved sine Sp&o-;rgsmaal udhungrede den Bes&ae;tning af Meninger, Forestillinger, h&ae;vdede Traditioner o. s. v., der hidtil havde v&ae;ret det paagjeldende Individ tilstr&ae;kkelig. Og naar han havde gjort dette ved den Enkelte, da var Misundelsens (dette Ord taget i metaphysisk Forstand) fort&ae;rende Ildsflamme et &O-;ieblik m&ae;ttet, da var Negativitetens tilintetgj&o-;rende Enthusiasme et &O-;ieblik tilfredsstillet, da n&o-;d han Ironiens Gl&ae;de i fuldeste Maal, n&o-;d den dobbelt, fordi han f&o-;lte sig guddommelig bemyndiget, f&o-;lte sig i sit Kald. Men dette var naturligviis kun et &O-;ieblik, snart var han igjen i sin Function. Den i hans Uvidenhed liggende Negativitet var ham ikke et Resultat, ikke et Udgangspunkt for en dybere Speculation; men det Speculative, der laae i denne Tanke, hvorved han uendelig havde omskibet Existentsen, var den guddommelige Myndighed, i Kraft af hvilken han practiserede i det Enkelte. Denne Uvidenhed var den evige Seier over Ph&ae;nomenet, som hverken noget enkelt Ph&ae;nomen eller alle Ph&ae;nomeners Sum kunde frarive ham, men i Kraft af hvilken han seirede i ethvert &O-;ieblik over Ph&ae;nomenet. Han frigjorde saaledes vel den Enkelte fra enhver Foruds&ae;tning, frigjorde ham saaledes, som han selv var fri; men den Frihed han selv n&o-;d i ironisk Tilfredshed, kunde de Andre ikke nyde, og den udviklede derfor i dem L&ae;ngsel og Forl&ae;ngsel. Medens derfor hans eget Standpunkt afrunder sig i sig selv, er dette Standpunkt, optaget i de Andres Bevidsthed, kun Betingelsen for et nyt. Grunden hvorfor altsaa Socrates kunde berolige sig i denne Uvidenhed, var, at han ikke havde en dybere speculativ Trang. Istedetfor speculativt at berolige denne Negativitet, beroligede han den meget mere i den evige Uro, i hvilken han med hvert enkelt Individ gjentog den samme Proces. Men det, der under Alt dette gj&o-;r ham til en Personlighed, er netop Ironien. &streg; Denne theoretiske Uvidenhed, for hvilken Guddommens evige V&ae;sen blev en Hemmelighed, maa naturligviis have havt sit Tilsvarende i en lignende religi&o-;s Uvidenhed om de guddommelige Styrelser, F&o-;relser med Mennesket, en religi&o-;s Uvidenhed, der s&o-;ger sin Opbyggelse og aabenbarer sin Fromhed i en total Uvidenhed, ligesom f. Ex. i en langt concretere Udvikling Schleiermacher s&o-;gte det Opbyggelige i F&o-;lelsen af den absolute Afh&ae;ngighed. Ogsaa dette skjuler naturligviis en Polemik i sig, og bliver en Forf&ae;rdelse for hver den, der fandt sin Hvile i et eller andet endeligt Forhold til Guddommen. Herom erindrer allerede det tidligere af os citerede Sted af Xenophons Memorabilier, hvor Socrates udvikler, hvorledes Guderne havde forbeholdt sig selv det Vigtigste, Udfaldet nemlig, saa al menneskelig Str&ae;ben var Forf&ae;ngelighed, hvormed der Intet udrettedes. Det viser sig ogsaa i den platoniske Dialog, Alcibiades secundus, hvor Socrates taler om B&o-;nnens Betydning, og hvor han indskj&ae;rper, at man b&o-;r bruge stor Forsigtighed i at bede Guderne om Noget, for at Guderne ikke skal b&o-;nh&o-;re denne B&o-;n, og det maaskee bagefter vil vise sig, at det ingenlunde var til Gavn for Menneskene. Denne Forsigtighed synes nu rigtignok at indeholde i sig Muligheden af, at Mennesket i visse Tilf&ae;lde kan indsee det Tjenlige og altsaa t&o-;r bede derom. Men deels maa man erindre, at Socrates jo ingenlunde antager, at ogsaa under den Foruds&ae;tning, at Mennesket vidste hvad der var ham det Bedste og bad derom, Guderne derfor vil tilstede det, hvilket tyder paa en endnu dybere Tvivl, om hvad der dog egentlig er det Bedste for Mennesket; deels at denne Forsigtighed udarter til &Ae;ngstelighed, der f&o-;rst finder sin Hvile i B&o-;nnens Neutralisering. Dette seer man ogsaa deraf, at han anpriser et Vers af en Digter, der lyder saaledes: Giv os det Gode, o Zeus! vi bede derom eller ikke, Selv naar vi bede derom, afvende Du fra os det Onde. Men herved see vi i religi&o-;s Henseende det Guddommelige ligesaa meget fjernet fra Mennesket, som det viste sig i theoretisk Henseende, og Udtrykket herfor er igjen Uvidenhed. Man pleier ellers ogsaa for at betegne Socrates' Standpunkt at erindre om de bekjendte Ord: &g.g;&g.n;&g.o-..c;&g.th;&g.i; &g.s;&g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.o..a;&g.n;. Og man kan ikke n&ae;gte, at disse Ord indeholde en Tvetydighed, der netop maatte tjene til at anbefale dem, idet de ligesaa godt kunne betegne et theoretisk som et practisk Standpunkt, omtrent ligesom Ordet Sandhed i den christelige Terminologi. Disse Ord ere imidlertid i den nyere Videnskabelighed ofte blevne aldeles l&o-;srevne fra den Complexus af Ideer, hvortil de h&o-;re, og have derpaa nu en Tidlang upaatalt vagabonderet i Literaturen. Her altsaa et Fors&o-;g paa at bringe dem tilbage til deres Hjemstavn, det vil sige, et Fors&o-;g paa at vise, hvad de med Hensyn til Socrates have at betyde, eller hvorledes Socrates gjorde den i dem indeholdte Tanke frugtbar. At nu Subjectiviteten i dens hele Fylde, Inderligheden i dens hele uendelige Rigdom ogsaa kan betegnes med de Ord: &g.g;&g.n;&g.o-;&g.th;&g.i; &g.s;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;, det er vel sandt; men Socrates betr&ae;ffende, da var denne Selverkjendelse ikke saa indholdsrig, den indeholdt egentlig ikke mere end Adskillelsen, Udsondringen af det, der senere blev Erkjendelsens Gjenstand. Ordet &anfbeg;kjend dig selv&anfslut; betyder: adskil dig selv fra Andet. Netop fordi f&o-;r Socrates dette Selv ikke var, derfor var det igjen et med Socrates' Bevidsthed corresponderende Orakel-Udsagn, der b&o-;d ham at kjende sig selv. Men f&o-;rst en senere Tid var det forbeholdt at fordybe sig i denne Selverkjendelse. Men forstaaer man det saaledes, hvad Socrates' Mods&ae;tning til Gr&ae;kenlands Substantialitet n&o-;dvendiggj&o-;r, da seer man, at Socrates atter her har et aldeles negativt Resultat. Dette Princip: kjend Dig selv, congruerer derfor ganske med den i det Foregaaende beskrevne Uvidenhed. Grunden, hvorfor han kunde blive staaende paa dette negative Punkt, er den samme som ved det Foregaaende, fordi hans Livs Opgave og Interesse var at gj&o-;re det gjeldende, ikke speculativt, thi da maatte han jo have gaaet videre, men practisk mod hvert enkelt Menneske. Han anbragte derfor Individerne under sin dialectiske Luftpompe, ber&o-;vede dem den atmosph&ae;riske Luft, de vare vante til at aande i, og lod dem staae. For dem var nu Alt tabt, uden forsaavidt de skulde v&ae;re istand til at aande i en &ae;therisk Luft. Socrates derimod havde nu ikke videre med dem at gj&o-;re, men ilede til nye Experimenter. Men vende vi nu et &O-;ieblik tilbage til den Omst&ae;ndighed, der gav os Anledning til at gaae ind i hele denne Unders&o-;gelse, Anklagen mod Socrates, da vil det v&ae;re i&o-;inefaldende, at Socrates var i Strid med Statens Anskuelse, ja at hans Attentat maatte fra Statens Standpunkt betragtes som et af de allerfarligste, som et Fors&o-;g paa at udsuge Blodet af den og forvandle den til en Skygge. Det er dern&ae;st ogsaa klart, at han maatte tildrage sig den offentlige Opm&ae;rksomhed; thi det var ikke et videnskabeligt Stillleben, han hengav sig til, tvertimod, det var med et verdenshistorisk Standpunkts uhyre Elasticitet, at han vippede den Ene efter den Anden ud af Statens substantielle Virkelighed. Men naar han f&o-;rst var anklaget, da kunde Staten heller ei n&o-;ies med det Forsvar, der skulde ligge i den af ham profiterede Uvidenhed, da denne Uvidenhed naturligviis fra Statens Standpunkt maatte sees som en Br&o-;de. Men var hans Standpunkt i theoretisk Henseende negativt, saa var det i practisk Henseende ikke mindre negativt, fordi han ikke var istand til at contrahere noget realt Forhold til det Bestaaende. Dette havde naturligviis sin Grund i hans theoretiske Stilling. Han havde fundet sig selv ud af det Andet (efter gr&ae;sk Betragtning Staten); men til Gjengjeld kunde han heller ikke finde sig selv ind i Staten. I Apologien beretter han selv, hvorledes den guddommelige Mission, han havde, ber&o-;vede ham Tid og Leilighed til at give sig af med Statens Anliggender, og han erkl&ae;rer det n&o-;dvendigt for sig at leve som Privatmand. Naar man nu bet&ae;nker, at selv i vore Stater, hvor dog Staten, netop fordi den har gjennemgaaet en langt dybere Mediation, indr&o-;mmer Subjectiviteten et ganske andet Raaderum, end den gr&ae;ske Stat kunde gj&o-;re det, naar man, siger jeg, bet&ae;nker, at selv i vore Stater en Particulier dog altid bliver en tvetydig Person, saa kan man derfra slutte sig til, med hvilke &O-;ine den gr&ae;ske Stat maa have betragtet Socrates' Fors&o-;g paa at gaae paa egen Haand og leve hen som Privatmand. Og naar Professor Heinsius troer tilstr&ae;kkelig at have besvaret en Bem&ae;rkning af Forchhammer ved at sp&o-;rge, om Nogen vil holde med Forchhammer deri, saa vil jeg i al Beskedenhed tillade mig at svare Hr. Professor Heinsius, at jeg baade finder det godt skildret og rigtigt opfattet som Kj&ae;tteri mod Staten, hvad Forchhammer Pag. 6 beskriver som Socrates' Virksomhed: Er zupfte in jeder Stoa, an jeder Stra&ss;enecke, auf jedem Spaziergang die Athenischen J&u..;nglinge am Mantel, und fragte so lange, bis sie mit dem besch&a..;menden Gef&u..;hl des Nichtwissens, aber auch mit Zweifel an dem, was sie bisher f&u..;r G&o..;ttlich gehalten, ihn verlie&ss;en, oder sich g&a..;nzlich in seine Lehre begaben. Det som jeg nu anseer for det Gode i den Skildring af Forchhammer, er Beskrivelsen af, hvorledes Socrates drev omkring paa Gader og Str&ae;der, istedetfor at udfylde sin Plads i Staten eller v&ae;re Borger i gr&ae;sk Forstand, fritog sig for at b&ae;re Statens Byrder og fandt sig vel i at privatisere. Hans Stilling i Livet var derfor aldeles pr&ae;dicatl&o-;s, jeg mener naturligviis ikke i den odi&o-;se Forstand, at han ikke var Cancelliraad eller Secret&ae;r, men da han ikke stod i noget Forhold til Staten, lod der sig fra Statens Standpunkt Intet pr&ae;dicere om hele hans Liv og Virken. Vi see nu vel, hvorledes senere ogsaa Plato kaldte Philosophen bort fra Virkeligheden, hvorledes han vil, at Ideernes lette Skikkelser skal vinke ham bort fra det Haandgribelige, og Philosophen saaledes skal leve fjernt fra Verdens Larm. Men dette var ikke Tilf&ae;ldet med Socrates. Vel var der Noget af en Erkjendelsens _Sv&ae;rmeriSv&ae;rmer i Socrates, saasandt som ellers det Abstracte netop er det, der meest frister til Sv&ae;rmeri; men dette fjernede ham dog ikke fra Livet, tvertimod stod han i den meest levende Ber&o-;ring med det; men hans Forhold til det var hans reent personlige Forhold til Individer, hans Vexelvirkning med dem fuldbyrdede sig som Ironi. Menneskene var ham derfor af uendelig Betydning, og ligesaa ub&o-;ielig som han var til at underordne sig selv i Staten, ligesaa b&o-;ielig, ligesaa smidig var han i at omgaaes Menneskene, ligesaa stor en Virtuos i den tilf&ae;ldige Ber&o-;ring. Han talte lige godt med Feldberedere, Skr&ae;ddere, Sophister, Statsm&ae;nd, Digtere, med Unge og Gamle, talte med dem lige godt om Alt, fordi han overalt fandt en Opgave for sin Ironi. Men med Alt det var han ingen god Statsborger og gjorde visselig heller ikke Andre dertil. Om nu det Standpunkt, Socrates saaledes stillede sig paa, var i Virkeligheden et h&o-;iere, end det Staten indtog, om han i Sandhed var guddommelig bemyndiget, derom maa Verdenshistorien d&o-;mme, men naar den vil d&o-;mme billigt, maa den tillige indr&o-;mme, at Staten var bemyndiget til at d&o-;mme Socrates. I en vis Forstand var han derfor revolution&ae;r, dog ikke saameget ved at gj&o-;re Noget, som ved at undlade Noget; men Partigj&ae;nger eller Hoved for et Complot var han ikke, derfra frelste Ironien ham; thi som den ber&o-;vede ham den sande borgerlige Sympathi for Staten, den sande borgerlige Pathos, saa befriede den ham ogsaa fra den Sygelighed og den Exaltation, der er Betingelse for en Partigj&ae;nger. Hans Stilling var overhovedet altfor personlig isoleret, ethvert Forhold han contraherede, for l&o-;st knyttet, til at det kunde blive mere end en betydningsfuld Ber&o-;ring. Han stod ironisk over ethvert Forhold, og Loven for Forholdet var en bestandig Attraction og Repulsion, Forbindelsen med den Enkelte var kun momentan, og h&o-;it over Alt dette sv&ae;vede han selv i ironisk Tilfredshed. Hermed h&ae;nger en Sigtelse sammen, som man i nyere Tid har gjort gjeldende mod Socrates; man har (Forchhammer) beskyldt ham for, at han var Aristokrat. Dette maa naturligviis forstaaes i aandelig Betydning, og da vil man heller ikke kunne frikjende Socrates derfor. Den ironiske Frihed, han n&o-;d, idet intet Forhold havde Styrke nok til at binde ham, men han bestandig f&o-;lte sig fri derover, den Nydelse at v&ae;re sig selv nok, hvilken han hengav sig til, alt dette tyder hen paa noget Aristokratisk. Man har, som bekjendt, sammenlignet Diogenes med Socrates, og kaldt Diogenes en &anfbeg;rasende Socrates&anfslut;; Schleiermacher har meent, at man burde kalde ham en carrikeret Socrates, men har s&o-;gt Ligheden i den Uafh&ae;ngighed af sandselig Nydelse, de begge s&o-;gte at erhverve. Det er imidlertid vistnok for Lidet. Naar man derimod erindrer, at Cynicismen er den negative Nydelse (i Forhold til Epicur&ae;ismen), at Cynicismen nyder Savnet, Manglen, ikke er ubekjendt med Lysten, men s&o-;ger sin Tilfredsstillelse i ikke at give efter for den, og altsaa istedetfor at gaae ud i Lysten, i ethvert Moment vender tilbage i sig selv og nyder Manglen af Nydelse, &streg; en Nydelse, der saa levende erindrer om, hvad ironisk Tilfredshed er i intellectuel Henseende, &streg; naar man bet&ae;nker dette og da gjennemf&o-;rer det i aandelig Henseende med Hensyn til Statslivets Mangfoldighed, saa vil Ligheden vist ikke v&ae;re saa ubetydelig. Den sande Frihed bestaaer naturligviis i at hengive sig i Nydelsen, og dog bevare sin Sj&ae;l uskadt. I Statslivet bestaaer naturligviis den sande Frihed i at v&ae;re indtraadt i Livets Forhold, saaledes at disse have en objectiv Gyldighed for En, og derunder at frelse det inderste, dybeste personlige Liv, der vel kan r&o-;re sig under alle disse Forhold, men dog til en vis Grad er incommensurabelt for dem. Men vende vi nu et &O-;ieblik tilbage til den Omst&ae;ndighed, der gav os Anledning til at gaae ind i denne Overveielse, Socrates' Anklage, da er det aabenbart, at Socrates i statsborgerlig Henseende, istedetfor at v&ae;re et Punkt med i Statens Peripheri, der graviterede mod dens Centrum, snarere var en Tangent, der idelig ber&o-;rte Statens peripheriske Mangfoldighed. Det er fremdeles aabenbart, at man i hans Forhold til Staten ikke t&o-;r till&ae;gge ham den negative Dyd ikke at gj&o-;re Ondt (en Negativitet, der i gr&ae;sk Forstand maatte ansees for en Forbrydelse), men at han ved at bringe Andre i samme Situation virkelig gjorde Ondt. Eet maa man endnu erindre. Med de Andre, han havde l&o-;ftet ud af deres naturlige Stilling, contraherede han heller ikke et dybere Forhold (han var ikke Partigj&ae;nger), men han var i samme &O-;ieblik ironisk ude over dem. Men var det Socrates en Umulighed at finde sig ind i Statens mangfoldige Concretion, blev det tvivlsomt, hvorvidt han kunde udrette Noget med Gjennemsnittet af de atheniensiske Borgere, hvis Liv i Aarenes L&o-;b var formet af Statslivet, saa havde han derimod i den Ungdom, om hvilken Staten fredede regnende paa dens Fremtid, en Planteskole, hvor hans Ideer maatte kunne trives, forsaavidt Ungdommen altid lever mere universelt end Manddommen. Det var derfor ganske naturligt, at Socrates fornemlig henvendte sin Opm&ae;rksomhed paa Ungdommen. Herved dannes nu Overgangen til det andet Klagepunkt. 2. Socrates forf&o-;rer Ungdommen At nu det Forsvar, Socrates f&o-;rer i Apologien hos Plato (&pgf; 26 A.), at han enten maatte gj&o-;re det med sit Vidende eller mod sit Vidende (&g.e.a.;&g.k;&g.o-..a;&g.n;-&g.a.l.;&g.k;&g.o-.la;&g.n;)&g.spml; men da det vilde v&ae;re en Taabelighed at antage, at han gjorde det med sit Vidende, da han jo selv maatte indsee, at han i saa Fald tidlig eller sildig maatte komme til at lide derfor, saa maatte han antages at gj&o-;re det uden at v&ae;re sig det bevidst, og da var det en Urimelighed at fordre ham straffet, siden hans Anklagere da snarere burde andrage paa, at han blev tilretteviist og irettesat, &streg; at dette Forsvar, siger jeg, ikke har synderligt at betyde, indseer vel Enhver, da man jo paa den Maade kunde bortforklare enhver Forbrydelse og gj&o-;re den til en Vildfarelse. Netop dette Klagepunkt har imidlertid Hegel saa fortrinlig behandlet, at jeg, for ikke at tr&ae;tte kyndige L&ae;sere med hvad de veed fra ham, skal v&ae;re saa kort som mulig i Alt, hvori jeg kan knytte mig til ham. Mod Melitus' almindelige Anklage, at han ford&ae;rvede Ungdommen, s&ae;tter Socrates hele sit Liv; Klagen bliver nu speciellere den, at han sv&ae;kkede B&o-;rnenes &Ae;rb&o-;dighed for For&ae;ldrene. Dette belyses yderligere ved en speciel Tildragelse mellem Anytus og Socrates betr&ae;ffende Anytus' S&o-;n. Socrates' Forsvar l&o-;ber i det V&ae;sentlige ud paa den almindelige S&ae;tning, at den Indsigtsfuldeste b&o-;r foretr&ae;kkes for den mindre Indsigtsfulde. Saaledes ved Valget af en Feldtherre gav man ikke For&ae;ldrene Fortrinnet, men de i Krigsv&ae;senet Kyndige. Hegel opstiller derpaa, som det Uforsvarlige i Socrates' Adf&ae;rd, denne moralske Indblanding af en Trediemand i det absolute Forhold mellem For&ae;ldre og B&o-;rn, der ved denne sin Indtr&ae;ngen synes at have foranlediget, for at blive ved et enkelt factisk Beviis-Tilf&ae;lde, at det unge Menneske, der i det Foregaaende var Tale om, Anytus' S&o-;n, er bleven misforn&o-;iet med sin Stilling. Saavidt Hegel og vi med ham; thi vi ere virkelig ved denne hegelske Opfattelse komne temmelig vidt. Men Sagen kan endnu sees fra en anden Side. Staten har naturligviis v&ae;ret ganske enig med Socrates i, at den Indsigtsfuldere b&o-;r foretr&ae;kkes for den mindre Indsigtsfulde; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at den kan overlade det til Enhver is&ae;r at afgj&o-;re, om eller hvorvidt han er den Indsigtsfuldeste, end sige, at den kan indr&o-;mme den Enkelte, fordi han er i egne Tanker den indsigtsfuldeste, ubekymret om Staten at udbrede denne sin Indsigt. Staten kan netop som det Totale, hvori Familien lever og r&o-;res, til en vis Grad suspendere det absolute Forhold mellem For&ae;ldre og B&o-;rn, den kan til en vis Grad bruge sin Myndighed til at gj&o-;re Bestemmelser angaaende B&o-;rnenes Underviisning, men dette har netop sin Grund i, at Staten staaer h&o-;iere end Familien, der er i Staten. Men Familien staaer igjen h&o-;iere end den Enkelte, is&ae;r sine egne Anliggender betr&ae;ffende. Ligeoverfor Familien kan derfor den Enkelte heller ei igjen uden Videre, fordi han troer sig at v&ae;re den indsigtsfuldeste, v&ae;re bemyndiget til paa eget An- og Tilsvar at udbrede denne sin Indsigt. Ligeoverfor den Enkelte er derfor Barnets Forhold til For&ae;ldrene et absolut. Som han derfor ved sin Ironi var kommen ud over det substantielle Statslivs Gyldighed, saa havde ogsaa Familielivet for ham ingen Gyldighed. For ham var Staten og Familien en Sum af Individer, og han traadte derfor i Forhold til Statens og Familiens Lemmer som til Individer, ethvert andet Forhold var for ham indifferent. Man seer derfor, hvorledes den S&ae;tning, at den Indsigtsfuldeste b&o-;r foretr&ae;kkes for den mindre Indsigtsfulde (egentlig burde det hedde: den, der mener at v&ae;re den indsigtsfuldeste, b&o-;r tr&ae;nge sig frem for den, han anseer for mindre indsigtsfuld; thi Socrates var jo slet ikke bleven foretrukken, undtagen maaskee af Ungdommen, der jo som den, der skulde undervises, ikke kunde indr&o-;mmes nogen Stemme), netop ved sin fuldkomne Abstraction egentlig bliver umoralsk. Vi har da atter her et Exempel paa, hvorledes det stod sig med Socrates' saa ber&o-;mte S&ae;del&ae;re. Feilen ligger imidlertid vistnok i det abstracte Erkjendelses-Standpunkt, Socrates havde stillet sig paa. Maaskee har imidlertid Socrates meent at gj&o-;re godt igjen, hvad han ved denne ubef&o-;iede Indgriben gjorde galt, ved ikke at tage Penge for sin Underviisning. Som bekjendt er det Noget, Socrates ikke var lidt stolt af, Noget han ofte med stor Bravour omtaler, at han ikke tog Penge for sin Underviisning. Man kan nu ikke n&ae;gte, at det som oftest er med en dyb Ironi over Sophisterne, der lod sig saa dyrt betale, at deres Underviisning n&ae;sten i omvendt Forstand blev incommensurabel for Penge og Penges V&ae;rd. Men naar man seer n&o-;iere til, saa ligger der maaskee noget Mere heri. Det har maaskee tillige sin Grund i den Ironi, hvormed han opfattede sin egen Underviisning. Thi som hans Viisdom var, efter hans eget Udsagn, af tvetydig Art, saaledes var hans Underviisning det ogsaa. Og som han selv i Gorgias siger om S&o-;manden: &anfbeg;den, der ud&o-;ver denne Kunst (S&o-;mandskunsten) og har viist os saa stor en Tjeneste (ved at overskibe os uskadte), stiger i Land, gaaer beskeden frem og tilbage paa Strandbredden ved Siden af sit Skib. Han forstaaer nemlig at beregne, mener jeg, at det er heel vanskeligt at bestemme, hvilke af de Medreisende han har gavnet ved ikke at lade dem drukne underveis, og hvilke han har skadet,&anfslut; saaledes kunde han maaskee ogsaa sige det Samme om den Underviisning, ved hvilken han satte de Enkelte over fra een Verdensdeel til en anden. Og som han sammesteds priser S&o-;mandskunsten for, at den i Forhold til Talekunsten, uagtet den udretter det Samme som Talekunsten, dog tager en saare ringe Betaling, saaledes kan han ogsaa rose sig selv af, at han i Forhold til Sophisterne ingen Betaling tager. Det kan derfor slet ikke i og for sig ansees for noget saa overordentlig Fortjenstligt, at han ikke tog Penge for sin Underviisning, ikke heller kan det uden Videre ansees for et absolut Tegn paa hans Underviisnings absolute V&ae;rd. Thi vel er det sandt, at al sand Underviisning er incommensurabel for Penge, og vel er det sandt, at det bliver uendelig latterligt, naar Betalingen indr&o-;mmes en afgj&o-;rende Indflydelse paa Underviisningen, som hvis En f. Ex., der underviste i Logik, havde Logik til 3 Rbd. og Logik til 4 Rbd., men deraf f&o-;lger ingenlunde, at det i og for sig er urigtigt at tage Penge for sin Underviisning. Vel var den Skik at lade sig sin Underviisning betale f&o-;rst ret kommen i Gang med Sophisterne, og man kan forsaavidt meget godt forklare sig Socrates' Adf&ae;rd og hans ironiske Polemik derimod; men, som sagt, der turde maaskee i Socrates' Adf&ae;rd i denne Henseende ogsaa skjule sig en Ironi over selve hans Underviisning, omtrent som, hvis han vilde sige: oprigtig talt har det en besynderlig Sammenh&ae;ng med min Viden; thi da jeg Intet veed, saa indseer man jo let, at jeg ikke godt kan tage Betaling for at bibringe Andre denne Viisdom. Vende vi nu et &O-;ieblik tilbage til den Omst&ae;ndighed, der gav os Anledning til at gaae ind i denne Unders&o-;gelse, Anklagen mod Socrates, saa seer man lettelig, at hans Forbrydelse (fra Statens Standpunkt betragtet) netop bestod deri, at han neutraliserede Familielivets Gyldighed, l&o-;ste den Naturbestemmelsens Lov, i hvilken det enkelte Medlem af Familien hvilede i hele Familien &streg; Pieteten. Her kunde man nu standse, hvis man blot vilde forf&o-;lge Klagen; men den, der gj&o-;r Opfattelsen af Socrates til Gjenstand for sin Unders&o-;gelse, maa gaae et Skridt videre. Det lod sig nemlig t&ae;nke, at, uagtet Socrates begik en Forbrydelse mod Staten ved saaledes ubef&o-;iet at tr&ae;nge sig ind i Familierne, han dog ved sin Underviisnings absolute Betydning, ved det inderlige Forhold han, alene med sine Disciples Bedste for &O-;ie, indgik med dem, at han herved dog kunde have gjort godt igjen, hvad han ved sin importune Indblanding havde gjort galt. Vi ville nu see, om hans Forhold til sine Disciple har den Alvor, om hans Underviisning har det Pathos, man kunde fordre hos en saadan L&ae;rer. Men dette savne vi aldeles hos Socrates. Man t&ae;nke sig ikke Socrates i dette Forhold som den, der under Ideernes Himmel-Hv&ae;lving opl&o-;ftede Disciplene ved Beskuelsen af disses evige V&ae;sen, ikke som den, der impr&ae;gnerede Ungdommen en Anskuelses rige Fylde, ikke som den, der i moralsk Henseende lagde et uhyre Ansvar paa sine egne Skuldre, med faderlig Omsorg vogtede paa dem, n&o-;dig slap dem ud af sin Haand, medens hans &O-;ie aldrig tabte dem af Sigte, ikke som den, der, for at erindre om et tidligere Udtryk, elskede dem i Ideen. Socrates' Person var i Forhold til Andre for negativt afrundet, til at Sligt kunde finde Sted. Erotiker var han vistnok i h&o-;ieste Grad, Erkjendelsens Sv&ae;rmeri havde han efter en overordentlig Maalestok, kort sagt alle Aandens forf&o-;riske Gaver; men meddele, fylde, berige kunde han ikke. I denne Forstand _{turde maa}turde man maaskee kalde ham en Forf&o-;rer, han bedaarede Ungdommen, vakte L&ae;ngsler hos den, men tilfredsstillede dem ikke, lod dem opblusse i Ber&o-;ringens yppige Nydelse, men st&ae;rk og n&ae;rende F&o-;de gav han dem ikke. Han bedrog dem Alle, ligesom han bedrog Alcibiades, der jo, som alt tidligere bem&ae;rket, selv siger, at Socrates, istedetfor at v&ae;re Elsker blev den Elskede. Og hvad vil dette sige Andet, end at han trak Ungdommen til sig, men naar nu denne saae op til ham, vilde finde Hvile hos ham, vilde, forglemmende Alt, s&o-;ge en tryg Beroligelse i hans Kj&ae;rlighed, vilde selv oph&o-;re at v&ae;re og blot v&ae;re ved at elskes af ham, da var han borte, da var Trylleriet forbi, da f&o-;lte de ulykkelig Kj&ae;rligheds dybe Smerte, da f&o-;lte de, at de vare bedragne, at det ikke var Socrates, der elskede dem, men dem, der elskede Socrates, og dog ikke formaaede at l&o-;srive sig fra ham. For rigere Naturer maatte dette naturligviis ikke blive hverken saa bem&ae;rkeligt eller saa smerteligt. Han havde vendt Disciplenes Blik indad, og de Begavede maatte derfor med Taknemmelighed f&o-;le, at det var ham, de skyldte det, de maatte blive desto mere taknemlige, jo mere de oversaae, at Rigdommen selv havde de dog ikke Socrates at takke for. Hans Forhold til Disciplene var derfor vistnok v&ae;kkende, men ingenlunde i positiv Forstand personligt. Men det, der forhindrede ham heri, var igjen hans Ironi. Vil man herimod beraabe sig paa den Kj&ae;rlighed, med hvilken Xenophon og Plato omfattede Socrates, saa vil jeg svare, deels at jeg jo har viist, at Disciplene meget godt kunde elske ham, ja end ikke formaaede at l&o-;srive sig fra denne Kj&ae;rlighed, deels, og dette er det concretere Svar, at Xenophon var for indskr&ae;nket til at bem&ae;rke det, Plato for riig dertil. Plato maatte i ethvert &O-;ieblik, hvor han f&o-;lte, hvormeget han eiede, uvilkaarlig t&ae;nke paa Socrates; han elskede derfor Socrates i Ideen, som han vel ikke skyldte Socrates, men som denne dog havde forhjulpet ham til. I Apologien bem&ae;rker derfor Socrates meget rigtigt: &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.d;&g.e..g; &g.d;&g.i;&g.d;&g.a..a;&g.s;&g.k;&g.a;&g.l;&g.o;&g.sud; &g.m;&g.e..g;&g.n; &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e;&g.n;&g.o..g;&g.sud; &g.p;&g.o-..a;&g.p;&g.o;&g.t;&g.apos; &g.e.l.;&g.g;&g.e;&g.n;&g.o..a;&g.m;&g.e-;&g.n;&g.semiko; &g.e;&g.i.l.; &g.d;&g.e..a; &g.t;&g.i;&g.sud; &g.e.l.;&g.m;&g.o;&g.u..c; &g.l;&g.e..a;&g.g;&g.o;&g.n;&g.t;&g.o;&g.sud;, &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.t;&g.a..g; &g.e.l.;&g.m;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.p;&g.r;&g.a..a;&g.t;&g.t;&g.o;&g.n;&g.t;&g.o;&g.sud;, &g.e.l.;&g.p;&g.i;&g.th;&g.u;&g.m;&g.o;&g.i..c; &g.a.l.;&g.k;&g.o;&g.u..a;&g.e;&g.i;&g.n;, &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.n;&g.e;&g.o-..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.sud;, &g.e;&g.i.la;&g.t;&g.e; &g.p;&g.r;&g.e;&g.s;&g.b;&g.u..a;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.sud;, &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e;&g.n;&g.i..g; &g.p;&g.o-..a;&g.p;&g.o;&g.t;&g.e; &g.e.l.;&g.ph;&g.th;&g.o..a;&g.n;&g.e-;&g.s;&g.a; (Apol. &pgf; 33 A). Det N&ae;rmere Socrates' Forhold til Disciplene betr&ae;ffende, da maa hans Forhold til Alcibiades v&ae;re et Exempel instar omnium. Dette letsindige, sandselige, &ae;rgjerrige, aandrige unge Menneske maatte naturligviis v&ae;re et ret f&ae;ngeligt Stof for Socrates' ironiske Ildfunker. Vi have forhen seet, hvorledes dette Forhold netop ved Socrates' Ironi bestandig blev paa det samme Punkt, holdtes i et Forholds abstracte holdningsl&o-;se Begynden, holdtes paa Nul-Punktet, aldrig tiltog i Styrke og Inderlighed, saa at medens Kr&ae;fterne paa begge Sider for&o-;gedes, denne For&o-;gelse dog var saa rigtigt proportioneret, at Forholdet blev det samme, og Alcibiades' stigende Heftighed fandt bestandig sin Mester i Socrates' Ironi. I aandelig Forstand kan man derfor sige om Socrates i hans Forhold til Ungdommen, at han saae paa den for at attraae den. Men som hans Attraa ikke gik ud paa at besidde Ungdommen, saaledes var hans Fremgangsmaade heller ei beregnet herpaa. Det var ikke ved store Ord, ved lange oratoriske Udgydelser, ved markskrigeragtigt at udbasune sin egen Viisdom, at han lagde an herpaa; tvertimod, han gik saa stille omkring, han var tilsyneladende ligegyldig mod de unge Mennesker, hans Sp&o-;rgsmaal angik ikke dette hans Forhold til de Unge, han afhandlede en eller anden Gjenstand, som var dem personlig vigtig, men selv forholdt han sig ganske objectiv derved, og dog, under denne Ligegyldighed mod dem f&o-;lte de mere, end de saae, det gjennemtr&ae;ngende Sideblik, der et &O-;ieblik som et Dolkestik gjennemborede deres Sj&ae;l. Det var, som havde han beluret deres Sj&ae;ls inderste Samtaler, som tvang han dem til at tale h&o-;it herom i hans N&ae;rv&ae;relse. Han blev deres Fortrolige, uden at de ret vidste, hvorledes det var gaaet til, og medens de selv under Alt dette vare blevne ganske Andre, forblev han urokkelig den Samme. Og naar da alle Fordommes Baand vare l&o-;snede, naar alle aandelige Forh&ae;rdelser vare bl&o-;dgjorte, naar hans Sp&o-;rgsmaal havde lagt Alt tilrette og gjort Changementet muligt, da culminerede Forholdet i det betydningsfulde &O-;ieblik, i det S&o-;lvblink, der i et Nu belyste deres Bevidstheds Verden, naar han vendte Alt omkring for dem, saa hurtigt som et &O-;ieblik og saa l&ae;nge som et &O-;ieblik, naar Alt forandredes for dem &g.e.l.;&g.n; &g.a.l.;&g.t;&g.o..a;&g.m;&g.o-i..;, &g.e.l.;&g.n; &g.r.a.;&g.i;&g.p;&g.e-i.c; &g.o.l.;&g.ph;&g.th;&g.a;&g.l;&g.m;&g.o;&g.u..c;. Man fort&ae;ller om en Engl&ae;nder, der reiste for at see Udsigter, at han, naar han i en m&ae;gtig Skovegn fandt et Punkt, fra hvilket han kunde aabne sig en overraskende Udsigt ved at lade den mellemliggende Skov omhugge, at han da leiede Folk til at gjennemsauge Tr&ae;erne. Naar da Alt var f&ae;rdigt, naar Skoven var undersauget, da steg han op paa dette Punkt, tog sin Kikkert frem, gav Signalet &streg; Skoven faldt, og hans &O-;ie frydede sig et &O-;ieblik over Udsigtens Trylleri, der var endnu mere forf&o-;rerisk, fordi han n&ae;sten i samme &O-;ieblik havde Mods&ae;tningen. Saaledes med Socrates. Ved sine Sp&o-;rgsmaal undersaugede han i al Stilhed den substantielle Bevidstheds Urskov, og naar Alt var f&ae;rdigt, see da forsvandt alle disse Grupper, og Sj&ae;lens &O-;ie n&o-;d en Udsigt, den aldrig havde kjendt Mage til. N&ae;rmest n&o-;d den Unge denne Gl&ae;de, men Socrates stod som den ironiske Iagttager, der n&o-;d hiins Overraskelse. Men dette Arbeide med at undersauge Skoven kr&ae;vede ofte lang Tid. I denne Henseende var Socrates nu utr&ae;ttelig. Men naar det var fuldbragt, da havde Forholdet i samme &O-;ieblik culmineret. Mere gav han ikke, og medens den Unge nu netop f&o-;lte sig uopl&o-;seligt knyttet til Socrates, indtraadte det Forhold, som Alcibiades saa tr&ae;ffende beskriver, at Socrates blev fra Elskeren den Elskede. Naar man vil opfatte hans Forhold saaledes, da erindres man derved levende om den Kunst, han selv sagde sig at v&ae;re i Besiddelse af, Gjordemoderkunsten. Han forhjalp Individet til en aandelig Forl&o-;sning, han overskar Substantialitetens Navlestreng. Som Accoucheur var han uovertr&ae;ffelig, men mere var han heller ikke. Han paatog sig derfor heller ei noget egentligt Ansvar for sine Disciples senere Liv, og Alcibiades afgiver atter her et Exempel instar omnium. Naar man vil tage dette Ord i intellectuel Betydning, kan man kalde Socrates en Erotiker, og endnu varmere udtrykke det ved at erindre om de bekjendte Ord i Ph&ae;dros &pgf; 249 &g.p;&g.a;&g.i;&g.d;&g.e;&g.r;&g.a;&g.s;&g.t;&g.e;&g.i..c;&g.n; &g.m;&g.e;&g.t;&g.a..g; &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i..a;&g.a;&g.sud;. Og her kan vi maaskee med et Par Ord ber&o-;re den Sigtelse mod Socrates for P&ae;derasti, der i Tidernes L&o-;b aldrig fik Lov at udd&o-;e, fordi der gjerne i hver Generation var en eller anden Forsker, der f&o-;lte sig opfordret til i denne Henseende at redde Socrates' &Ae;re. Noget Forsvar for Socrates er det ikke min Agt at levere, da det slet ikke ligger i min Interesse at reflectere paa Sigtelsen, vil L&ae;seren derimod forstaae det billedligt, saa troer jeg, at man deri vil see et nyt Beviis for Socrates' Ironi. I den Lovtale, som Pausanias holder i Symposiet, forekommer f&o-;lgende Yttring: &anfbeg;denne Eros (den lave, hvis Tilbedere for det F&o-;rste elske ligesaavel Qvinder som Drenge, fremdeles hos dem, de elske, elske mere Legemet end Sj&ae;len,) nedstammer da ogsaa fra den Gudinde, som er meget yngre end den anden og skylder en Forening af begge Kj&o-;n sin Tilv&ae;relse: den Anden er en S&o-;n af den himmelske, som ikke nedstammer fra det qvindelige, men ene fra det mandlige Kj&o-;n .... de, der ere begeistrede af denne Eros, s&o-;ge derfor det mandlige Kj&o-;n, fordi de elske det, som af Naturen besidder st&o-;rre Kraft og Aand.&anfslut; Med disse Ord er allerede tilstr&ae;kkelig betegnet den intelligente Kj&ae;rlighed, der n&o-;dvendigviis maatte findes hos et saa &ae;sthetisk udviklet Folk som det gr&ae;ske, hvor Individualiteten ikke var uendelig reflecteret i sig, men hvad Hegel saa betegnende kalder &anfbeg;skj&o-;n Individualitet,&anfslut; hvor Individualitets-Mods&ae;tningen ikke var dybt nok kl&o-;ftet til at lade den sande Kj&ae;rlighed v&ae;re den h&o-;iere Eenhed. Men naar nu denne intellectuelle Kj&ae;rlighed n&ae;rmest s&o-;ger sin Gjenstand blandt Ungdommen, saa er dermed antydet, at den elsker Muligheden, men flyer Virkeligheden. Men dette viser netop dens negative Charakteer. Men tiltrods for denne kan den godt have en h&o-;i Grad af Enthusiasme, ja netop paa Grund af denne kan den have den. Thi Enthusiasme er ikke altid forbunden med Udholdenhed, tvertimod er Enthusiasme den i Mulighedens Tjeneste fort&ae;rede Begeistring. En Ironiker er derfor altid Enthusiast, kun at hans Enthusiasme Intet udretter, fordi han aldrig kommer ud over Mulighedens Bestemmelse. I denne Forstand elskede Socrates Ungdommen. Men man vil da see, at det er en negativ Kj&ae;rlighed. Vel var hans Forhold til den ikke uden Betydning, men, som tidligere bem&ae;rket, idet Forholdet skulde vinde en dybere Betydning, var det forbi, det vil sige, Forholdet til den var Begyndelsen til et Forhold. At dette Forhold imidlertid godt kunde vare en Tid, at den Unge godt kunde f&o-;le sig knyttet til Socrates, efterat denne havde l&o-;st sig fra ham, det har jeg str&ae;bt at vise i det Foregaaende. Men bet&ae;nker man nu, at dette Socrates' Forhold til Ungdommen er den sidste Mulighed af at opvise et positivt Forhold, bet&ae;nker man, hvor meget man kunde fordre i denne Henseende af den Mand, der efter at have emanciperet sig fra ethvert andet realt Forhold, havde samlet sig herpaa, bet&ae;nker man Alt dette, saa vil man ikke kunne forklare den her beskrevne Negativitet, med mindre man antager, at Socrates' Standpunkt var Ironi. Vi vende tilbage til Socrates' Anklage og hans derved bevirkede Domf&ae;ldelse. Dommerne erkl&ae;rede ham skyldig, og skulde man, uden alt for meget at tage Hensyn til Klagens Punkter, med eet Ord betegne hans Forbrydelse, da kunde man kalde den Apragmosyne eller Indifferentisme; thi vel var han ikke uvirksom, og vel var han ikke ligegyldig mod Alt, men i Forhold til Staten var han det netop ved sin private Praxis. Socrates var altsaa erkl&ae;ret skyldig, men Straffen var endnu ikke bestemt. Med gr&ae;sk Humanitet blev det den Anklagede selv tilstaaet at bestemme Straffen, naturligviis indenfor visse Gr&ae;ndser. Hegel giver her en meget udf&o-;rlig Fremstilling af det Forkerte i Socrates' Adf&ae;rd, han viser, at Socrates velfortjent blev d&o-;mt fra Livet, at hans Forbrydelse var, ikke at ville anerkjende Folkets Souver&ae;nitet, men at gj&o-;re sin subjective Overbeviisning gjeldende ligeoverfor Statens objective Dom. Hans V&ae;gring i denne Henseende kan man vel ansee for moralsk Storhed, men hans D&o-;d var dog selvforskyldt, Staten ligesaa berettiget til at ford&o-;mme ham, som Socrates til at emancipere sig, og Socrates blev derved en tragisk Heros. Saavidt Hegel; vi ville fors&o-;ge, idet vi ganske n&o-;iagtigt f&o-;lge Apologien, at give en Fremstilling af hans Adf&ae;rd. Den Frihed selv at turde bestemme Straffen, skulde man nu troe maatte v&ae;re Socrates saare velkommen, thi som hans Vandel havde viist sig som incommensurabel for almindelige Bestemmelser, saaledes maatte ogsaa Straffen v&ae;re det, og det er aldeles conseqvent, at han mener, at den eneste Straf, han kunde id&o-;mme sig selv, var en Mulct, fordi, dersom han havde Penge, det intet Tab var for ham at miste dem, med andre Ord, fordi Straffen in casu h&ae;vede sig selv. Det er derfor ogsaa ganske conseqvent, at han foreslaaer Dommerne, at lade sig n&o-;ie med den Smule, han kunde udrede, ganske conseqvent, fordi, da overhovedet Penge ingen Realitet havde for ham, Straffen blev lige stor, enten han udredede mange eller faa Penge, det vil sige, Straffen blev ingen. Den eneste Straf han altsaa mener var passende, er den, der ingen Straf var. Dog, vi ville forf&o-;lge hele denne saa l&ae;rerige Passus af Apologien i det Enkelte. Han begynder med at forundre sig over, at han er bleven d&o-;mt med en saa ringe Majoritet, hvoraf det indlyser, at han ikke i Statens Dom seer en objectiv, en i Mods&ae;tning til det enkelte Subject gyldig Opfattelse. Staten existerer til en vis Grad slet ikke for ham, han dv&ae;ler blot ved det Numeriske. At en qvantitativ Bestemmelse kan slaae over i en qvalitativ, synes han ikke at have ahnet. Han dv&ae;ler ved det Forunderlige i, at 3 Stemmer gj&o-;re Udslaget, og for end mere at fremh&ae;ve det Forunderlige, stiller han Mods&ae;tningens yderste Extrem: hvis, siger han, Anytus og Lykon ikke vare komne med, da var Melitus selv bleven mulcteret paa 1000 Drachmer. Her seer man igjen, hvorledes Socrates' Ironi bringer ham til at underkjende enhver objectiv Bestemmelse af hans Liv. Dommerne ere et Antal af Individer, deres Dom har blot Talv&ae;rdi, og naar Majoriteten d&o-;mmer ham skyldig, da mener Socrates, at hermed er hverken meer eller mindre sagt, end at et saa og saa stort Antal Individer har d&o-;mt ham. Enhver seer nu her tydelig den fuldkommen negative Opfattelse af Staten. En ironisk Skjebne vil, at Socrates selv skal bestemme Straffen. Det, der giver denne Situation en saa overordentlig ironisk Elasticitet, er de uhyre Mods&ae;tninger: Lovens Sv&ae;rd h&ae;nger i et Hestehaar over Socrates' Hoved, et Menneskes Liv er paa Spil, Folket alvorligt, deeltagende stemt, Horizonten m&o-;rk og skyfuld &streg; og nu Socrates, han er saa fordybet som en gammel Regnemester i at faae den Opgave f&ae;rdig, at faae sit Liv til at congruere med Statens Opfattelse, en Opgave, der bliver ligesaa vanskelig som Cirklens Qvadratur, da Socrates og Staten vise sig som absolut ueensartede St&o-;rrelser. Comisk vilde det allerede v&ae;re at see Socrates ville conjungere sit Liv efter Statens Paradigma, da hans Liv netop var aldeles uregelm&ae;ssigt, men endnu dybere comisk bliver Situationen ved den dira necessitas, der byder ham under Livsstraf at finde en Lighed i denne Ulighed. Comisk er det altid, naar man bringer to Ting i Forhold til hinanden, imellem hvilke der intet Forhold lader sig t&ae;nke, men end mere comisk bliver det, naar det hedder, ja kan Du intet Forhold finde, da maa Du d&o-;e. Socrates' Liv maatte i sin fuldkomne Isolation vise sig aldeles ueensartet med enhver Statens Bestemmelse, derfor viser ogsaa den Tankeoperation, den Dialectik, hvorved Socrates s&o-;ger at bringe et Forhold tilveie, de yderste Mods&ae;tninger. Han er af Staten erkl&ae;ret skyldig. Sp&o-;rgsmaalet er nu, hvilken Straf han har fortjent. Men da Socrates f&o-;ler, at hans Liv slet ikke kan opfattes af Staten, saa viser det sig, at han ligesaa godt kunde fortjene en Bel&o-;nning. Han foreslaaer derfor, at blive underholdt paa offentlig Bekostning i Prytaneum. Forsaavidt som Staten imidlertid ikke skulde f&o-;le sig opfordret til at bel&o-;nne ham paa denne Maade, vil han nu lempe sig efter den og overveie, hvilken Straf han kunde have fortjent. For at undgaae D&o-;dsstraf, hvorpaa Melitus jo havde nedlagt Paastand, kunde han v&ae;lge en Mulct eller Landflygtighed. Dette Valg kan han imidlertid ikke beslutte sig til, thi hvad skulde bev&ae;ge ham til at v&ae;lge et af disse to? skulde det v&ae;re Frygt for D&o-;den? det var jo urimeligt, thi han veed jo ikke, om D&o-;den er et Gode eller et Onde. Det synes saaledes, at han selv mener, at D&o-;den var den meest passende Straf, netop fordi Ingen veed, om den er et Onde, det vil sige, fordi Straffen her, ligesom f&o-;r ved Mulcten, h&ae;ver sig selv. En Mulct eller Landflygtighed kunde han ikke v&ae;lge, fordi han i det f&o-;rste Tilf&ae;lde vilde blive f&ae;ngslet, da hans Formuesomst&ae;ndigheder ikke tillod ham at udrede den, i det andet Tilf&ae;lde meget godt indsaae, at han var endnu mindre skikket til at leve i en anden Stat end i Athen, saa at han inden en kort Tid vilde blive forviist fra denne Stat igjen o. s. f. En Mulct eller Landflygtighed kunde han altsaa ikke v&ae;lge. Og hvorfor? Fordi de vilde paadrage ham en Lidelse, men den kunde han ikke finde sig i, fordi den var ufortjent, og som han selv siger: &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.a.aa;&g.m;&g.apos; &g.o;&g.u.l.;&g.k; &g.e;&g.i.la;&g.th;&g.i;&g.s;&g.m;&g.a;&g.i; &g.e.l.;&g.m;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o..g;&g.n; &g.a.l.;&g.x;&g.i;&g.o;&g.u..c;&g.n; &g.k;&g.a;&g.k;&g.o;&g.u..c; &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e;&g.n;&g.o..a;&g.sud;. Forsaavidt der derfor ganske i Almindelighed er Sp&o-;rgsmaal om, hvilken Straf han har fortjent, da er hans Svar, den, der ikke er nogen Straf, det er enten D&o-;den, da Ingen veed om den er et Gode eller et Onde, eller en Mulct, forsaavidt man vil v&ae;re forn&o-;iet med en Mulct af den St&o-;rrelse, han kan udrede, da Penge nemlig ingen V&ae;rdi har for ham. Forsaavidt der derimod i speciellere Betydning er Tale om Straf, om en Straf, der vilde v&ae;re f&o-;lelig for ham, da finder han, at enhver saadan Straf er upassende. Vi see altsaa, hvorledes Socrates' Standpunkt er aldeles negativt mod Staten, hvorledes han aldeles ikke passede ind i denne; men vi see det endnu tydeligere i det &O-;ieblik, da han, anklaget for sin Vandel, snarest maatte v&ae;re kommen til Bevidsthed om sit Misforhold til Staten. Uanf&ae;gtet gjennemf&o-;rer han desuagtet sit Standpunkt med Sv&ae;rdet over Hovedet. Hans Foredrag er imidlertid ikke Begeistringens m&ae;gtige Pathos, hans Fremtr&ae;den ikke Personlighedens absolute Myndighed, hans Ligegyldighed ikke en salig Hvilen i sin egen Fylde. Intet af Alt dette finde vi, men vel en til det Yderste gjennemf&o-;rt Ironi, der lader Statens objective Magt bryde sig mod Ironiens klippefaste Negativitet. Statens objective Magt, dens Fordringer til den Enkeltes Virksomhed, Lovene, Domstolene, Alt taber sin absolute Gyldighed for ham, alt Sligt aff&o-;rer han sig som ufuldkomne Former, lettere og lettere h&ae;ver han sig, seer det Alt forsvinde under sig i sit ironiske Fugleperspectiv, og selv sv&ae;ver han derover i ironisk Tilfredshed, baaren af den uendelige Negativitets absolute Conseqvents i sig selv. Han bliver saaledes fremmed for den hele Verden, han tilh&o-;rer (hvor meget han end i en anden Forstand tilh&o-;rer den), den samtidige Bevidsthed har intet Pr&ae;dicat for ham, un&ae;vnelig og ubestemmelig tilh&o-;rer han en anden Formation. Men det, der b&ae;rer ham, er Negativiteten, der endnu ingen Positivitet har aff&o-;dt. Deraf bliver det forklarligt, at endog Livet og D&o-;den tabe deres absolute Gyldighed for ham. Men vi have dog i Socrates Ironiens virkelige, ikke dens apparente, H&o-;ide, fordi Socrates f&o-;rst kom til det Godes, det Skj&o-;nnes, det Sandes Idee som Gr&ae;ndse, det er, kom til den ideelle Uendelighed som Mulighed. Naar derimod i en langt senere Tid, efterat disse Ideer have faaet deres Virkelighed, Personligheden sin absolute Pleroma, naar da Subjectiviteten atter vil isolere sig, naar den uendelige Negativitet atter vil oplade sin Afgrund for deri at sluge denne Aandens Virkelighed, da viser Ironien sig i en bet&ae;nkeligere Skikkelse. Capitel III Opfattelsens N&o-;dvendiggj&o-;relse Socrates' Liv er for Iagttageren som en storartet Pause i Historiens Gang: man h&o-;rer ham slet ikke, en dyb Stilhed hersker, indtil den afbrydes af de mange og meget forskjellige Skoler af Disciples larmende Fors&o-;g paa at udlede deres Oprindelse fra denne skjulte og hemmelighedsfulde Kilde. Med Socrates styrter den historiske Fort&ae;llings Str&o-;m sig ligerviis som den Flod Guadalqvivir et Stykke under Jorden, for at bruse frem med fornyet Kraft. Han er som en Tankestreg i Verdenshistorien, og den Uvidenhed om ham, der har sin Grund i Mangel paa Leilighed til umiddelbar Iagttagelse, indbyder ikke saa meget til at springe ham forbi, som til ved Ideens Hjelp at mane ham frem, lade ham blive synlig i sin ideale Skikkelse, med andre Ord, at blive os den Tanke bevidst, der er Betydningen af hans Existents i Verden, det Moment i Verdensaandens Udvikling, der er symbolsk betegnet ved det S&ae;regne i hans Existents i Historien; thi som han selv i en vis Forstand er og dog atter ikke er i Verdenshistorien, saaledes er hans Betydning i Verdensaandens Udvikling netop den at v&ae;re og dog ikke at v&ae;re, eller ikke at v&ae;re og dog at v&ae;re: han er det Intet, med hvilket der dog maa begyndes. Han er ikke; thi han er ikke for den umiddelbare Opfattelse, hertil svarer i aandelig Forstand Negationen af Substantialitetens Umiddelbarhed; han er, thi han er for Tanken, hertil svarer i Aandens Verden Ideens Fremtr&ae;den, dog vel at m&ae;rke, dens abstracte Form, dens uendelige Negativitet; forsaavidt er hans Existentsform i Historien en ikke fuldkommen ad&ae;qvat billedlig Betegnelse af hans aandelige Betydning. Var det derfor i den f&o-;rste Deel af denne Afhandling via negationis jeg s&o-;gte at faae fat paa Socrates, saa skal denne sidste Deel af Afhandlingen via eminenti&ae; s&o-;ge at fastholde ham. Heraf kan naturligviis ikke Meningen v&ae;re, at man skulde rive Socrates ud af hans historiske Sammenh&ae;ng, tvertimod gjelder det om ret at see ham deri; heller ei er det Meningen, at Socrates skulde v&ae;re saa guddommelig, at han ikke kunde faae Fodf&ae;ste paa Jorden, saadanne Personer er Historikeren, der er kommen til Skjelsaar og Alder, ligesaa lidet tjent med, som de indiske Piger med saadanne Elskere. Socrates ist aber nicht wie ein Pilz aus der Erde gewachsen, sondern er steht in der bestimmten Continuit&a..;t mit seiner Zeit, siger en vis Mand; men uagtet denne Continuitet maa man dog huske paa, at han ikke absolut lader sig udforklare af sin Fortid, at der i ham, hvis man i een Betydning vil ansee ham for en Conclusion af Fortidens Pr&ae;misser, er mere end der laae i Pr&ae;misserne, det Urspr&u..;ngliche, der er n&o-;dvendigt, for at han i Sandhed kan v&ae;re et Vendepunkt. Dette har Plato udtrykt paa flere Steder ved at sige, at Socrates var en guddommelig Gave. Dette siger ogsaa Socrates selv i Apologien &pgf; 30 D: &g.n;&g.u..c;&g.n; _{&g.o;&g.u.lc;&g.n;}&g.o;&g.u.lc;&g.n;, &g.o-.lc; &g.a.la;&g.n;&g.d;&g.r;&g.e;&g.sud; &g.apos;&g.A;&g.th;&g.e-;&g.n;&g.a;&g.i..c;&g.o;&g.i;, &g.p;&g.o;&g.l;&g.l;&g.o;&g.u..c; &g.d;&g.e..a;&g.o-; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.u.a.;&g.p;&g.e..g;&g.r; &g.e.l.;&g.m;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.u..c; &g.a.l.;&g.p;&g.o;&g.l;&g.o;&g.g;&g.e;&g.i..c;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i;, &g.o-.aa;&g.sud; &g.t;&g.i;&g.sud; &g.a.lg;&g.n; &g.o;&g.i.la;&g.o;&g.i;&g.t;&g.o;, &g.a.l.;&g.l;&g.l;&g.apos; &g.u.a.;&g.p;&g.e..g;&g.r; &g.u.a.;&g.m;&g.o-..c;&g.n;, &g.m;&g.e-..g; &g.e.l.;&g.x;&g.a;&g.m;&g.a..a;&g.r;&g.t;&g.e-;&g.t;&g.e; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i..g; &g.t;&g.e-..g;&g.n; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u..c; &g.d;&g.o..a;&g.s;&g.i;&g.n; &g.u.a.;&g.m;&g.i..c;&g.n;, &g.e.l.;&g.m;&g.o;&g.u..c; &g.k;&g.a;&g.t;&g.a;&g.ps;&g.e-;&g.ph;&g.i;&g.s;&g.a..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.i;, og &pgf; 31 A: &g.o.aa;&g.t;&g.i; &g.d;&g.apos;&g.e.l.;&g.g;&g.o-..g; &g.t;&g.u;&g.g;&g.ch;&g.a..a;&g.n;&g.o-; &g.o-.lg;&g.n; &g.t;&g.o;&g.i;&g.o;&g.u..c;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.o;&g.i.ac;&g.o;&g.sud; &g.u.a.;&g.p;&g.o..g; &g.t;&g.o;&g.u..c; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u..c; &g.t;&g.e-i.c; &g.p;&g.o..a;&g.l;&g.e;&g.i; &g.d;&g.e;&g.d;&g.o..a;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; &g.k;.&g.t;.&g.l;. Dette Udtryk, at Socrates var en guddommelig Gave, er nu vistnok s&ae;rdeles betegnende, idet det baade peger hen paa, at han ganske passede for sin Tid, thi hvorledes skulde Guderne ikke give gode Gaver; og derhos tillige erindrer om, at han var mere, end hvad Tiden kunde give sig selv. Men da Socrates saaledes afgiver et Vendepunkt, bliver det n&o-;dvendigt at betragte Tiden f&o-;r ham og Tiden efter ham. Her at give en historisk Fremstilling af den atheniensiske Stats Forfald synes mig temmelig overfl&o-;digt, og det vil vist ogsaa Enhver give mig Ret i, der ikke er bef&ae;ngt af det Vanvid, hvoraf ogsaa en stor Deel yngre Videnskabsdyrkere synes at lide, et Vanvid, der yttrer sig, ikke comisk men tragisk, i bestandig at fort&ae;lle den samme Historie. Netop fordi det er et Vendepunkt i Historien, kommer Hegel atter og atter til at tale derom, snart saaledes, at hans Opgave er den at fremstille det, snart saaledes, at han benytter det som et Exempel. Enhver altsaa, der blot har nogen L&ae;sning i Hegel, maa n&o-;dvendig v&ae;re fortrolig med hans Anskuelse deraf, og jeg skal ikke plage Folk med at gjentage, hvad dog Ingen kan sige saa godt som Hegel selv. &O-;nsker L&ae;seren en smagfuld og mere i det Enkelte gaaende Fremstilling, der viser, hvorledes Athen, efterat Perikles, der dog i en vis Forstand var et abnormt Ph&ae;nomen, havde i sin Levetid standset det Onde og holdt det tilbage, mere og mere forfaldt, en Fremstilling, der gjennemf&o-;rer dette Forfalds-Princip gjennem de forskjellige Sph&ae;rer i Staten, saa vil jeg henvise til R&o..;tscher Pag. 85 ff. Kun een Bem&ae;rkning kan jeg ikke tilbageholde. Athen erindrer aabenbart i denne Periode i mange Maader om, hvad Rom var i en senere Tid. Athen var i aandelig Henseende Hjertet i den gr&ae;ske Stat. Nu derfor, da Gr&ae;citeten n&ae;rmede sig sin Opl&o-;sning, str&o-;mmede alt Blodet med Heftighed tilbage i Hjertekamret. Alt samlede sig i Athen, Rigdom, Luxus, Yppighed, Kunst, Videnskab, Letsind, Livsnydelse, kort Alt hvad der, idet det fremskyndte dets Undergang, tillige kunde tjene til at forherlige den og belyse et af de brillanteste Skuespil, man i aandelig Henseende kan t&ae;nke sig. Der er en Uro i det atheniensiske Liv, en Hjertebanken, som tyder paa, at Opl&o-;sningens Time er n&ae;r. Men hvad der saaledes blev Betingelse for Statens Undergang, viser sig fra den anden Side som det, der har uendelig Betydning for det nye Princip, der skal fremtr&ae;de, og Opl&o-;sningen og Forraadnelsen bliver netop det nye Princips frugtbare Jordbund. Det onde Princip i den gr&ae;ske Stat var nu den endelige Subjectivitets (&dvs;: den uberettigede Subjectivitets), Vilkaarligheden, i dennes mangehaande spraglede Fremtr&ae;delsesformer. Kun een Form deraf skal her v&ae;re Gjenstand for n&ae;rmere Unders&o-;gelse, og dette er Sophistiken. Denne er nemlig den Trold, der huserer paa T&ae;nkningens Gebet, og dens Navn er Legio. Med disse Sophister have vi at gj&o-;re, og i dem havde Socrates den Samtid eller Fortid, der skulde tilintetgj&o-;res. Vi ville see, hvorledes den var beskaffen, og dern&ae;st overveie, hvorledes Socrates maa have v&ae;ret for ret dybt at kunne tilintetgj&o-;re dem. I Sophisterne begynder Reflexionen, og forsaavidt faaer Socrates altid Noget tilf&ae;lleds med dem, og man kunde i Forhold til Socrates betegne Sophisterne som de falske Messias'er. Sophisterne repr&ae;sentere den ved den vaagnende Reflexion fra den substantielle S&ae;delighed sig l&o-;srivende Viden i dens brogede Mangfoldighed; de repr&ae;senterede overhovedet den l&o-;srevne Dannelse, til hvilken Enhver, for hvem Umiddelbarhedens Trylleri var forsvundet, f&o-;lte Trang. Deres Viisdom var &anfbeg;ein fliegendes Blatt,&anfslut; der hverken blev forhindret i at flagre ved en betydningsfuld Personlighed, eller ved at indordnes i en sammenh&ae;ngende Viden. Deres ydre Fremtr&ae;den svarer ogsaa ganske hertil. De vare allevegne, som man siger, ligesom gale Penge. De droge omkring fra By til By, som i Middelalderen Troubadourer og reisende Scholastikere, opsloge deres Skoler, lokkede Ungdommen til sig, der f&o-;rtes hid ved de basunende Efterretninger om, at disse M&ae;nd vidste og kunde bevise Alt. Det som de overhovedet vilde bibringe Menneskene, var almindelig Dannelse, ikke saa meget Indsigt i de enkelte Videnskaber, og Protagoras' Annonce erindrer meget om den mephistopheliske Advarsel mod Facultetsstudierne i G&o..;thes Faust. Han forsikkrer nemlig, at Ungdommen ikke beh&o-;ver at befrygte, at han, i Analogi med andre Sophister, skal mod dens Villie f&o-;re den tilbage til de Kundskaber, den netop &o-;nskede at undgaae. Han vilde derfor ikke undervise dem i Arithmetik, Astronomi o. s. v., nei, han vilde gj&o-;re dem til dannede M&ae;nd, han vilde give dem den rigtige Underviisning til at blive dygtige Statsm&ae;nd og ikke mindre dygtige M&ae;nd i deres private Liv. Vi see derfor og i Gorgias, hvorledes denne almindelige Dannelse viser sig som den, der i det offentlige Liv er istand til at overfl&o-;ie alle Videnskaber, saa at den, der er i Besiddelse heraf, er i Besiddelse af en Hovedn&o-;gle, hvormed han kan aabne alle D&o-;re. Denne almindelige Dannelse erindrer om, hvad der i vor Tid saa ofte af videnskabelige Afladskr&ae;mmere er blevet falbudt under Navn af Oplysning, og forsaavidt Sophisternes v&ae;sentlige Interesse var, n&ae;st efter den at tjene Penge, at faae Indflydelse paa Statsforholdene, erindre deres Vandringer om de hellige Reiser og fromme Optog, som nuomstunder h&o-;re med til Dagens Orden i den politiske Verden, ved hvilke de politiske Probenreutere s&o-;ge i den kortest mulige Tid at bibringe Menneskene den forn&o-;dne politiske Dannelse til at tale med. At Livet er fuldt af Modsigelser, det m&ae;rker den umiddelbare Bevidsthed slet ikke, idet den tryg og tillidsfuld st&o-;tter sig til det, den som en hellig Skat modtager fra en Fortid. Reflexionen opdager det derimod strax. Den opdager, at det, der skulde v&ae;re det absolut Sikkre, det Bestemmende for Menneskene (Lovene, Vedt&ae;gter o. s. v.), bringer Individet i Modsigelse med sig selv, den opdager tillige, at alt dette er noget Udvortes for Mennesket, hvilket han som saadant ikke kan antage. Den viser altsaa Feilen, men den har ogsaa Midlet herimod paa rede Haand; den l&ae;rer at give Grunde for Alt. Den bibringer derfor Mennesket en Smidighed, en F&ae;rdighed i at henf&o-;re ethvert enkelt Tilf&ae;lde under visse almindelige Tilf&ae;lde, den afh&ae;nder til hver Enkelt en Rosenkrands af loci communes, ved hvis hyppige Afbedelse han bliver istand til altid at kunne sige Noget om det Enkelte, anstille nogle Betragtninger derover, anf&o-;re nogle Grunde for eller imod. Jo flere saadanne Kategorier En nu har, jo mere &o-;vet han er i at anvende dem, desto mere dannet er han. Det var nu den Dannelse, som Sophisterne bibragte Folk. Skj&o-;ndt de ikke gave dem af med at undervise i enkelte Videnskaber, saa synes dog den almindelige Dannelse, de ind&o-;vede, den Dressur, hvortil de afrettede Menneskene, bedst at kunne sammenlignes med det Indbegreb, som en Manuduct&o-;r s&o-;ger at bibringe sine Manuducender. Denne almindelige Dannelse er i en vis Forstand meget riig og i en anden Forstand saare fattig: den bedrager sig selv og Andre og m&ae;rker slet ikke, at det er de samme St&o-;rrelser, den altid bruger, den bedrager baade sig selv og Andre paa samme Maade, hvorpaa Tordenskjold bedrog Andre, da han lod de samme Tropper, saasnart de havde paraderet i een Gade, igjen paradere i den n&ae;ste. I Forhold derfor til en umiddelbar Bevidsthed, der i al Uskyldighed tager med barnligt Enfold hvad der gives, er denne Dannelse negativ, og den er for klog til at v&ae;re uskyldig; i Forhold derimod til T&ae;nkningen er den i h&o-;i Grad positiv. I sin f&o-;rste Form gj&o-;r denne Dannelse Alt vaklende, i sin anden Form s&ae;tter den derimod enhver retskaffen Discipel istand til at gj&o-;re Alt fast. Sophisten beviser derfor, at Alt er sandt. At Alt er sandt, gjaldt i en vis Forstand ogsaa i den gamle Gr&ae;citet, det Virkelige havde absolut Gyldighed. Men i Sophistiken er Reflexionen vaagnet, den bringer det altsammen til at vakle, og da er det, at Sophistiken ved Grunde dysser den i S&o-;vn igjen: ved Raisonnements m&ae;ttes dette hungrige Uhyre, og T&ae;nkeren seer sig saaledes med Sophisterne istand til at bevise Alt; thi de kunde give Grunde for Alt, og ved disse Grunde gjordes i ethvert &O-;ieblik hvad det saa skulde v&ae;re til det Sande. Nu er det vel sandt, at den S&ae;tning: Alt er sandt, opstillet indenfor Reflexionens Sph&ae;re, i n&ae;ste &O-;ieblik slaaer over i sin Mods&ae;tning: Intet er sandt; men dette n&ae;ste &O-;ieblik kom ikke for Sophistiken, netop fordi den levede i &O-;ieblikket. Det, der gjorde, at Sophistiken kunde hvile heri, var, at den manglede en omfattende Bevidsthed, manglede det evige &O-;ieblik, i hvilket den skulde gj&o-;re sig Rede for det Hele. Da Reflexionen havde gjort Alt vaklende, saa paatog Sophistiken sig at afhjelpe den &o-;ieblikkelige N&o-;d. Reflexionen blev saaledes i Sophistiken standset i dens bet&ae;nkelige Udstr&o-;mmen, den blev i ethvert &O-;ieblik behersket, men det Faste, med hvilket den bandtes, var det enkelte Subject. Det fik derfor Udseende af, at Sophistiken var istand til at betvinge den Geist, den selv havde manet frem. Naar Alt er bleven vaklende, hvad kan da blive det Faste, der skal frelse? Enten er det det Almindelige (det Gode o. s. v.), eller det er det endelige Subject, dettes Vilkaar, Lyst o. s. v. Den sidste Udvei greb Sophisterne. Den frie Tanke, der til en vis Grad allerede forkynder sig i Reflexionen, naar denne ikke bliver vilkaarligt standset, lever derfor i Sophistiken som en Tr&ae;l, og hver Gang den vil l&o-;fte sit Hoved for frit at skue omkring, bliver den bundet af Individet i &O-;ieblikkets Tjeneste. Sophisten har ligesom hugget Senerne over paa den, for at den ikke skal l&o-;be fra ham, og Reflexionen maa nu stryge Tegl, opf&o-;re Bygninger og gj&o-;re andet Tr&ae;llearbeide, den lever fortrykt og underkuet under de 30 Tyranners (Sophisternes) Aag. Hegel bem&ae;rker Geschichte der Phil. 2 B. Pag. 5: Der Begriff, den die Vernunft im Anaxagoras als das Wesen gefunden, ist das einfache Negative, in welches alle Bestimmtheit, alles Seiende und Einzelne sich versenkt. Vor dem Begriffe kann nichts bestehen; er ist eben das pr&a..;dikatlose Absolute, ihm ist schlechthin Alles nur Moment; f&u..;r ihn giebt es, um sich so auszudr&u..;cken, nichts Niet- und Nagelfestes. Eben der Begriff ist die&ss; flie&ss;ende Uebergehen Heraklits, die&ss; Bewegen, &streg; diese Kausticit&a..;t, der nichts widerstehen kann. Der Begriff also, der sich selbst findet, findet sich als die absolute Macht, welcher Alles verschwindet; &streg; und jetzt werden alle Dinge, alles Bestehen, alles f&u..;r fest Gehaltene fl&u..;ssig. Die&ss; Feste &streg; sei es nun eine Festigkeit des Seins, oder Festigkeit von bestimmten Begriffen, Grunds&a..;tzen, Sitten, Gesetzen &streg; ger&a..;th in Schwanken und verliert seinen Halt. Grunds&a..;tze u. s. f. geh&o..;ren selbst dem Begriffe, sind als Allgemeines gesetzt; aber die Allgemeinheit ist nur ihre Form, der Inhalt, den sie haben, ger&a..;th, als etwas Bestimmtes, in Bewegung. Diese Bewegung sehen wir in den sogenannten Sophisten werden ..... Det synes imidlertid, at Hegel gj&o-;r den sophistiske Bev&ae;gelse for storartet, og den Mistillid, man derfor kan have til hans Fremstillings Rigtighed, bestyrkes endmere derved, at der i det F&o-;lgende af hans Udvikling af Sophistiken findes Adskilligt, der ikke godt lader sig bringe i Harmoni hermed, ligesom der ogsaa i hans Opfattelse af Socrates findes Meget, der, hvis dette var den rigtige Opfattelse af Sophistiken, vilde gj&o-;re det n&o-;dvendigt at identificere Socrates med dem. Det er nu vel sandt, at Sophistiken n&ae;rer i sig en for den selv saare bet&ae;nkelig Hemmelighed, men den vil den ikke blive sig bevidst, og Sophisternes pomp&o-;se, tillidsfulde Optog, deres magel&o-;se Suffisance (hvilket vi Alt l&ae;re at kjende af Plato), viser noksom, at de troede sig istand til at tilfredsstille Tidens Fordringer, ikke ved at gj&o-;re Alt vaklende, men ved, efterat have gjort det vaklende, at gj&o-;re det fast igjen. Den saa ofte gjentagne sophistiske S&ae;tning: &g.p;&g.a..a;&g.n;&g.t;&g.o-;&g.n; &g.ch;&g.r;&g.e-;&g.m;&g.a..a;&g.t;&g.o-;&g.n; &g.m;&g.e..a;&g.t;&g.r;&g.o;&g.n; &g.a.la;&g.n;&g.th;&g.r;&g.o-;&g.p;&g.o;&g.n; &g.e;&g.i.lc;&g.n;&g.a;&g.i;, indeholder for den endelige Betragtning en Positivitet, medens en dybere Betragtning seer den som endelig negativ. Sophisterne meente sig overhovedet at v&ae;re Tidens L&ae;ger. Hos Plato seer man derfor ogsaa altid, at, naar Sophisterne n&o-;dsages til at give en Erkl&ae;ring om, hvilken Kunst, de er i Besiddelse af, saa er det constante Svar: Talekunsten. Men paa dette Gebet viser netop den Positivitet sig, Sophistiken var i Besiddelse af. Taleren har altid med et enkelt Tilf&ae;lde at gj&o-;re, her gjelder det om, at see Sagen forfra, bagfra, at snakke hist op og her ned. Paa den anden Side har han med en M&ae;ngde Individer at gj&o-;re. Her l&ae;rte nu Sophisterne, hvorledes man skulde virke paa Lidenskaber og Affecter. Det gjaldt her bestandig om det enkelte Tilf&ae;lde, og om Seiren i det enkelte Tilf&ae;lde, og denne var Sophisten sikker paa. En Analogi vil maaskee kunne tjene til at oplyse denne Sophistikens Positivitet. Casuistiken skjuler i sig en aldeles tilsvarende Hemmelighed til den, Sophistiken gjemmer. I Casuistiken er den begyndende Reflexion standset. Saasnart nemlig denne Reflexion faaer Lov at bryde frem, saa l&o-;ber den &o-;ieblikkelig Casuistiken over Ende. Og dog er Casuistiken netop en Positivitet, skj&o-;ndt en dybere Betragtning seer dens Negativitet. Casuistikeren er tryg og stille, han mener ikke blot at kunne hjelpe sig selv, men og at kunne hjelpe Andre. Naar En tvivler og nu henvender sig til en Casuistiker, saa har denne altid 7 Raad, 7 Svar paa rede Haand. Dette er jo en h&o-;i Grad af Positivitet. At dette er en Illusion, og at Casuistikeren n&ae;rer den Sygdom, han vil helbrede, det er vel sandt, men dette er han sig ikke bevidst. Ved at gjennemgaae Dialogen Protagoras har jeg tilstr&ae;kkeligt udh&ae;vet Forholdet mellem Sophistens og Socrates' Opfattelse. Protagoras har en stor M&ae;ngde Dyder, et positivt Assortiment, for Socrates er Dyden kun een. Denne socratiske S&ae;tning er nu vistnok negativ i Forhold til Protagoras Rigdom, men den er tillige speculativ, den er den negative Uendelighed, i hvilken enhver enkelt Dyd er fri. Protagoras' S&ae;tning, at Dyden kan l&ae;res, er nu vistnok positiv, den indeholder en h&o-;i Grad af Tillid til Existentsen og til den sophistiske Kunst, derimod er den socratiske S&ae;tning, at Dyden ikke kan l&ae;res, negativ, men den er tillige speculativ, thi den er en Betegnelse af den evig sig foruds&ae;ttende Uendelighed, indenfor hvilken al L&ae;rdom er indoptaget. Protagoras er derfor bestandig positiv, men det er kun tilsyneladende, Socrates bestandig negativ, men det er ogsaa til en vis Grad kun tilsyneladende. Han er positiv, forsaavidt som den uendelige Negativitet indeholder i sig en Uendelighed, han er negativ, fordi Uendeligheden ikke er ham Aabenbarelse men Gr&ae;ndse. Fra denne Positivitet, der i theoretisk Henseende var lige saa fad, som den i practisk Henseende var ford&ae;rvelig, var det altsaa, at Gr&ae;kenland skulde befries. Men for at det kunde skee tilgavns, var en radical Cur n&o-;dvendig, og dertil beh&o-;vedes, at Sygdommen fik Lov at rase ud, at der ikke blev en Disposition tilbage i Legemet. Disse Sophister vare nu Socrates' Arvefjender, og sp&o-;rge vi, hvorledes han maatte v&ae;re beskaffen for ret at kunne faae Haand i Hanke med dem, saa er det vist umuligt andet end et &O-;ieblik at tabe sig i Gl&ae;de over den Sindrighed, der er i Verdenshistorien, thi Socrates og Sophisterne ere, som man siger, skabte for hinanden efter en Maalestok, som man kun sjeldent finder. Socrates er saaledes udrustet og bev&ae;bnet, at det er umuligt at miskjende, at han gaaer i Strid med Sophisterne. Havde Socrates havt en Positivitet at gj&o-;re gjeldende, da vilde deraf v&ae;re bleven en F&o-;lge, at han og Sophisterne vare komne til at tale i Munden paa hinanden, thi Sophisternes Viisdom var ligesaa tolerant som Romernes Gudsfrygt og havde Intet imod, at der var een Sophist mere, en Boutik mere. Men saaledes skulde det ikke v&ae;re. Det Hellige skulde ikke tages forf&ae;ngeligt, Templet maatte f&o-;rst renses, f&o-;r det Hellige atter vilde tage Plads deri. Sandheden fordrer Taushed, f&o-;r den vil oplade sin R&o-;st, og denne Taushed skulde Socrates tilveiebringe. Derfor var han blot negativ. Og havde han havt en Positivitet, da var han aldrig bleven saa ubarmhjertig, aldrig en saadan Menneske&ae;der, som han var, og som han n&o-;dvendig maatte v&ae;re for ikke at forfeile sin Mission i Verden. Hertil var han ogsaa rustet. Kunde Sophisterne svare paa Alt, da kunde han sp&o-;rge; vidste Sophisterne Alt, da vidste han slet Intet, kunde Sophisterne tale uden Oph&o-;r, da kunde han tie &dvs;: han kunde samtale. Var Sophisternes Optog pomp&o-;st og fordringsfuldt, da var Socrates' Fremtr&ae;den stille og beskeden; var Sophisternes Vandel yppig og nydelsessyg, da var hans tarvelig og afholdende; var Sophisternes Maal Indflydelse i Staten, da var Socrates utilb&o-;ielig til at befatte sig med Statens Anliggender; var Sophisternes Underviisning ubetalelig, saa var Socrates' i omvendt Forstand det ogsaa; var det Sophisternes &O-;nske at sidde &o-;verst tilbords, saa var Socrates tilfreds med at sidde nederst; &o-;nskede Sophisterne at gjelde for Noget, saa vilde Socrates helst v&ae;re slet Intet. Dette kan nu ogsaa opfattes som Exempler paa Socrates' moralske Styrke, men det turde dog maaskee v&ae;re rigtigere, i dette mere at see en af Ironiens indre Uendelighed baaren indirecte Polemik mod Sophisternes Uv&ae;sen. Der kan vel i en vis Forstand v&ae;re Tale om Socrates' moralske Styrke, men det Punkt, han i denne Henseende kom til, var dog n&ae;rmest den negative Bestemmelse, at Subjectiviteten i sig selv bestemmer sig selv, men han manglede den Objectivitet, i hvilken Subjectiviteten i sin Frihed i sig er fri, den Objectivitet, der ikke er Subjectivitetens indskr&ae;nkende men udvidende Begr&ae;ndsning. Det hvortil han kom, var overhovedet den ideelle Uendeligheds indre Conseqvents i sig i den Abstraction, hvori det er ligesaa meget en metaphysisk, som en &ae;sthetisk og en moralsk Bestemmelse. Den S&ae;tning, som Socrates saa ofte opstiller, at Synd er Uvidenhed, viser allerede tilstr&ae;kkelig hen herpaa. Det er Subjectivitetens uendelige overgivne Frihed, vi see i Socrates, men dette er netop Ironien. Her haaber jeg nu, at det skal vise sig, saavel at Ironien har en verdenshistorisk Gyldighed, som og at Socrates ikke bliver forkleinet ved min Opfattelse, men at han ret egentlig bliver en Heros, saa at man seer ham i hans F&ae;rd, at han bliver anskuelig for den, der har &O-;ine at see med, h&o-;rlig for den, der har &O-;ren at h&o-;re med. Den gamle Gr&ae;citet havde overlevet sig selv, et nyt Princip skulde frem, men forat det skulde kunne komme frem i sin Sandhed, maatte alle Misforstaaelsens ford&ae;rvelige Anticipationers frugtbare Ukrud pl&o-;ies ned, tilintetgj&o-;res i sin dybeste Rod. Det nye Princip maa stride, Verdenshistorien beh&o-;ver en Accoucheur. Denne Plads udfylder nu Socrates. Selv var han ikke den, der skulde bringe det nye Princip i dets Fylde; i ham var det kun &g.k;&g.a;&g.t;&g.a..g; &g.k;&g.r;&g.u..a;&g.ps;&g.i;&g.n; tilstede, han skulde gj&o-;re dets Fremtr&ae;den mulig. Men dette Mellemstadium, der ikke er det nye Princip og dog er det (potentia non actu), er netop Ironien. Men Ironien er atter det Glavind, det tve&ae;ggede Sv&ae;rd, han svingede som en Morderengel over Gr&ae;kenland. Dette har han selv ironisk rigtigt opfattet i Apologien, hvor han siger, at han er som en Gave af Guderne, og n&ae;rmere bestemmer det saaledes, at han er en Bremse, som den gr&ae;ske Stat liig en stor og &ae;del men dorsk Hest beh&o-;vede. Hvorledes hans Praxis ogsaa aldeles svarede hertil, det er allerede tilstr&ae;kkeligt udf&o-;rt i det Foregaaende. Men Ironien er netop Subjectivitetens Incitament, og Ironien er i Socrates en i Sandhed verdenshistorisk Lidenskab. I Socrates ender en Udvikling, og med ham begynder en ny. Han er den sidste classiske Figur, men denne hans Gediegenhed og naturlige Fylde fort&ae;rer han i den Gudstjeneste, ved hvilken han &o-;del&ae;gger Classiciteten. _{Mens hans}Men hans egen Classicitet gj&o-;r det muligt for ham at b&ae;re Ironien. Dette er, hvad jeg tidligere har betegnet som den guddommelige Sundhed, hvoraf Socrates maa have v&ae;ret i Besiddelse. For den reflecterede Individualitet er enhver Naturbestemmelse blot Opgave, og igjennem og ud af Livets Dialectik fremgaaer den forklarede Individualitet, som den Personlighed, der i ethvert &O-;ieblik har seiret og dog strider. Den reflecterede Individualitet naaer aldrig den Ro, der hviler over den skj&o-;nne Individualitet, fordi den til en vis Grad er Naturproduct, fordi den har det Sandselige som et n&o-;dvendigt Moment i sig. Den skj&o-;nne Individualitets harmoniske Eenhed forstyrres af Ironien, og den forstyrres ogsaa til en vis Grad i Socrates, den tilintetgj&o-;res i ethvert Moment i ham, negeres. Heraf lader ogsaa den Anskuelse af D&o-;den sig forklare, som vi tidligere have udviklet. Men over denne Tilintetgj&o-;relse h&ae;ver den ironiske Ataraxi (for at erindre om et Udtryk fra Skepticismen) sig h&o-;iere og h&o-;iere. Som derfor hos J&o-;derne, der dog var Forj&ae;ttelsens Folk, Lovens Skepsis maatte bane Veien, maatte ved sin Negativitet ligesom fort&ae;re og udbr&ae;nde det naturlige Menneske, for at Naaden ikke skulde tages forf&ae;ngelig, saaledes maatte hos Gr&ae;kerne, det Folk man vel i verdslig Forstand kan betegne som det udvalgte, det lykkelige Folk, hvis F&o-;deland var Harmoniens og Skj&o-;nhedens, det Folk, i hvis Udvikling det reent Menneskelige gjenneml&o-;b sine Bestemmelser, Frihedens Folk, saaledes maatte hos Gr&ae;kerne i deres sorgl&o-;se Intelligentsverden Ironiens Taushed v&ae;re den Negativitet, der forhindrede, at Subjectiviteten ikke blev tagen forf&ae;ngelig. Thi Ironien er ligesom Loven en Fordring, og Ironien er en uhyre Fordring, thi den forsmaaer Realiteten og fordrer Idealiteten. At nu Idealiteten allerede er i denne Attraa, om end kun som Mulighed, det er klart, thi i aandelig Henseende er det Attraaede altid allerede i Attraaen, da Attraaen sees som selve det Attraaedes R&o-;relser i den Attraaende. Og som Ironien erindrer om Loven, saaledes erindre Sophisterne om Pharis&ae;erne, der paa Villiens Gebet opererede aldeles paa samme Maade som Sophisterne paa Erkjendelsens. Det, som Socrates gjorde ved Sophisterne var, at han gav dem det n&ae;ste &O-;ieblik, i hvilket det momentant Sande opl&o-;ste sig i Intet, det vil sige, han lod Uendeligheden sluge Endeligheden. Men Socrates' Ironi var ikke blot rettet mod Sophisterne, den var rettet mod alt det Bestaaende, af Alt dette fordrede han Idealiteten, og denne Fordring var den Dom, der d&o-;mte og ford&o-;mte Gr&ae;citeten. Men hans Ironi er ikke det Redskab han brugte i Ideens Tjeneste, Ironien er hans Standpunkt, mere havde han ikke. Havde han havt Ideen, da var hans tilintetgj&o-;rende Virksomhed aldrig bleven saa gjennemgribende. Den, der forkyndte Loven, var ikke tillige den, der bragte Naaden, den, der gjorde Fordringen i al sin Strenghed gjeldende, var ikke den, der kunde tilfredsstille Fordringen. Dog maa man erindre, at der imellem Socrates' Fordring og denne Fyldestgj&o-;relse ikke var det sv&ae;lgende Dyb bef&ae;stet som mellem Loven og Naaden. I Socrates' Fordring var Fyldestgj&o-;relsen &g.k;&g.a;&g.t;&g.a..g; &g.d;&g.u..a;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.n; indeholdt. Herved faaer den verdenshistoriske Formation ogsaa en h&o-;i Grad af Afrundethed. Schleiermacher bem&ae;rker i den tidligere citerede Afhandling (Pag. 54), at Plato er meget for fuldendt til en f&o-;rste Begyndelse, og bem&ae;rker det i Mods&ae;tning til Krug og Ast, der oversaae Socrates og begyndte med Plato. Men Ironien er Begyndelsen og dog heller ei mere end Begyndelsen, den er og er ikke, og dens Polemik er en Begyndelse, der ligesaa meget er en Slutning, thi den foregaaende Udviklings Tilintetgj&o-;relse er ligesaa meget dennes Slutning som den nye Udviklings Begyndelse, da Tilintetgj&o-;relsen kun er mulig derved, at det nye Princip allerede er tilstede som Mulighed. Af det Bifrontiske, der ligger i enhver historisk Begyndelse, skride vi nu til i Socrates at opvise den anden Side, vi maae see hans Forhold til den Udvikling, der f&o-;rer sin Begyndelse tilbage til ham. &streg; Det er som bekjendt ikke blot Plato, men en Mangfoldighed af Skoler, der lade deres Viisdom udspringe paa dette Punkt. Det kunde nu synes som det, for at forklare dette Ph&ae;nomen, var n&o-;dvendigt at antage, at der har v&ae;ret en h&o-;i Grad af Positivitet i Socrates. Jeg har allerede tidligere s&o-;gt at vise, hvorledes Forholdet fornemlig til Alcibiades ypperligt lader sig forklare, uden at antage en saadan Positivitet, ja at det egentlig f&o-;rst lader sig forklare, naar man antager, at den ikke har v&ae;ret der. Jeg s&o-;gte tillige at vise, hvilke Tryllerier Ironien var i Besiddelse af for at f&ae;ngsle Gemyttet. Det er til lignende Betragtninger, jeg nu skal gaae over, for at vise, hvorledes atter Ironi kan forklare dette Ph&ae;nomen, ja at dette Ph&ae;nomen fordrer Ironi som sin Forklaring. Hegel bem&ae;rker (Gesch. der Phil. 2ter B. Pag. 126), at man har forekastet Socrates, at der af hans L&ae;re fremgik saa forskjelligartede Philosophier, og svarer dertil, at det ligger i hans Princips Ubestemthed og Abstraction. At man har kunnet forekaste Socrates dette, viser netop, at man har villet, at han skulde have v&ae;ret anderledes, end han virkelig var. Havde nemlig Socrates' Standpunkt havt den Begr&ae;ndsning, som enhver intermedi&ae;r Positivitet n&o-;dvendig maa have, da vilde det vistnok i al Evighed v&ae;re blevet en Umulighed, at saa mange Descendenter kunde have s&o-;gt at h&ae;vde deres F&o-;rstef&o-;dselsret. Har derimod hans Standpunkt v&ae;ret den uendelige Negativitet, da lader det sig let forklare, thi dette indeholder Muligheden i sig til Alt, Muligheden til hele Subjectivitetens Uendelighed. Hegel bem&ae;rker Pag. 127, ved at omtale de tre socratiske Skoler (den Megariske, den Cyrenaiske og den Cyniske), at alle disse tre ere s&ae;rdeles afvigende fra hverandre, og tilf&o-;ier, at allerede heraf viser det sig tydeligt, at Socrates har v&ae;ret uden positivt System. Men han har ikke blot v&ae;ret uden positivt System, men ogsaa uden Positivitet. Dette skal jeg senere s&o-;ge at vise med Hensyn til den Maade, paa hvilken Hegel vindicerer ham det Godes Idee; her blot den Bem&ae;rkning, at selv det Gode havde han blot som den uendelige Negativitet. I det Gode er Subjectiviteten i lovlig Besiddelse af et absolut gyldigt Maal for _{dets Str&ae;ben}dens Str&ae;ben, men Socrates gik ikke ud fra det Gode, men han kom til det Gode, endte ved det Gode, hvorfor det ogsaa er aldeles abstract for ham. Men naar man saaledes indskr&ae;nker Hegels Yttringer, saa maa man paa den anden Side ogsaa udvide dem ved at udh&ae;ve den uhyre Elasticitet, der har ligget i denne uendelige Negativitet. Det er ikke nok at sige, at man fra de socratiske Skolers Forskjellighed kan slutte, at Socrates intet positivt System har havt; men man maa tilf&o-;ie, at den uendelige Negativitet har ved sit Tryk gjort hele Positiviteten mulig, har v&ae;ret et uendeligt Incitament og Stimulation for Positiviteten. Som Socrates i det daglige Liv kunde begynde, hvor det skulde v&ae;re, saaledes er hans Betydning i den verdenshistoriske Udvikling den, at v&ae;re den uendelige Begyndelse, der i sig indeholder en Mangfoldighed af Begyndelser. Som Begyndelse er han derfor positiv, men som blot Begyndelse negativ. Hans Forhold er her altsaa det omvendte af det, det var med Hensyn til Sophisterne. Men Eenheden deraf er netop Ironien. Man vil derfor ogsaa see, at de tre socratiske Skoler netop enes i det abstract Almindelige, hvor forskjelligt de end ellers opfatte dette. Men dette har netop den Tvetydighed i sig, at det deels polemisk kan rette sig mod det Endelige, deels v&ae;re instigerende for det Uendelige. Som Socrates derfor i Omgang med sine Disciple, hvis jeg ellers t&o-;r bruge dette Udtryk, var dem uundv&ae;rlig for bestandig at holde Unders&o-;gelsen i Gang, saaledes har han i verdenshistorisk Henseende den Betydning, at have gjort Speculationens Skib flot. Men dertil h&o-;rer netop en uendelig Polemik, en Kraft til at rydde enhver Hindring afveien, der vil standse dets Fart. Selv gaaer han imidlertid ikke ombord, men udskiber blot. Selv tilh&o-;rer han endnu en &ae;ldre Formation, og dog begynder en ny med ham. Han opdager i sig selv den anden Verdensdeel, i samme Forstand som Columbus havde opdaget Amerika, f&o-;r han gik ombord og virkelig opdagede det. Hans Negativitet forhindrer derfor ligesaa meget ethvert Tilbagefald, som den fremskynder den virkelige Opdagelse. Og som hans aandelige Bev&ae;gelighed og Enthusiasme i den daglige Omgang var begeistrende for hans Disciple, saaledes er hans Standpunkts Enthusiasme den i den paaf&o-;lgende Positivitet sig r&o-;rende Energi. Det har i det Foregaaende viist sig, at Socrates i sit Forhold til det Bestaaende var aldeles negativ, at han i ironisk Tilfredshed sv&ae;vede over alle det substantielle Livs Bestemmelser; det har tillige viist sig, at han i Forhold til den Positivitet, som Sophisterne gjorde gjeldende og ved deres Grundes Mangfoldighed s&o-;gte at fort&o-;ie og gj&o-;re til et Bestaaende, atter forholdt sig negativ, og i ironisk Frihed ogsaa vidste sig ude derover. Hans hele Standpunkt afrunder sig derfor i den uendelige Negativitet, der i Forhold til en foregaaende Udvikling viser sig negativ og i Forhold til en efterf&o-;lgende ogsaa negativ, uagtet den i en anden Forstand er i begge Forhold positiv, det vil sige er uendelig tvetydig. Imod det Bestaaende, det substantielle Liv i Staten, var hele hans Liv en Protest; med Sophisterne indlod han sig paa det Fors&o-;g, de gjorde paa at tilveiebringe et Surrogat for det Bestaaende. Deres Grunde formaaede nu ikke at holde igjen mod hans uendelige Negativitets Stormvind, der i et &O-;ieblik bortbl&ae;ste alle de polypagtige Forgreninger, hvorved det particul&ae;re og empiriske Subject holdt sig fast, og nu rev dem ud i det uendelige Okeanos, hvori det Gode, det Sande, det Skj&o-;nne o. s. v. begr&ae;ndsede sig selv i uendelig Negativitet. Dette altsaa med Hensyn til de Forhold, under hvilke hans Ironi yttrede sig. Hvad den Maade, paa hvilken den aabenbarede sig, angaaer, da viste den sig deels partielt som et behersket Moment i Talens L&o-;b, deels totalt og i sin hele Uendelighed, hvorved den tilsidst river Socrates med. Till&ae;g Hegels Opfattelse af Socrates Det staaer nu tilbage at vise, i hvilket Forhold den i denne Afhandling givne Opfattelse staaer til tidligere Anskuelser, det staaer tilbage, at lade den fors&o-;ge sig i Verden. Imidlertid er det derfor ingenlunde min Hensigt at opramse alle mulige Opfattelser, eller i en saadan historisk Oversigt at danne mig i Lighed med en vis yngre Skoles yngste Disciple, der igjen have valgt Eventyrets Form, ved ethvert nyt tilkommende Led bestandig at gjentage den hele Lectie, til Forbillede. At gaae saa langt tilbage, at man maatte indlade sig med Brucker eller en Tychsens Opfattelser, eller i Omfang v&ae;re saa samvittighedsfuld at tage Krugs Reminiscentser med, det f&o-;ler vist Enhver Urimeligheden af. At begynde med Schleiermachers bekjendte Afhandling var dog allerede at begynde med en Begyndelse, om jeg end ikke kan v&ae;re enig med Brandis i, at det er Schleiermacher, der f&o-;rst er brudt igjennem. Hegel afgiver nu aabenbart et Vendepunkt i Opfattelsen af Socrates. Med Hegel vil jeg derfor begynde og i Hegel vil jeg ende, uden at agte enten paa hans Forgj&ae;ngere, da disse, forsaavidt de have Noget at betyde, have fundet deres Bestyrkelse i hans Opfattelse, eller paa hans Efterf&o-;lgere, da disse dog kun have relativt V&ae;rd i Forhold til Hegel. Som overhovedet hans Fremstilling af det Historiske ikke kan beskyldes for at spilde Tiden paa Kj&ae;vlerier med det Enkelte, saaledes concentrerer den sig med en uhyre Aands-Intensitet paa enkelte afgj&o-;rende Hovedslag. Hegel griber og begriber Historien i dens store Formationer. Saaledes har da Socrates heller ikke faaet Lov til at staae hen som ein Ding an sich, men han maa herfrem, enten han saa vil eller ei. Den Vanskelighed, der er forbunden med Tilveiebringelsen af en Vished om det Ph&ae;nomenale i Socrates' Existents, foruroliger ikke Hegel. Slige Smaasorger kjender han overhovedet ikke. Og naar de bekymrede Haruspices i deres Rapporter melde, at de hellige H&o-;ns ikke vil &ae;de, saa svarer han med Appius Claudius Pulcher: saa maae de drikke, og kaster dem dermed overbord. I hans Fremstilling af Socrates i Gesch. der Phil. findes der, uagtet han dog selv bem&ae;rker, at der med Hensyn til Socrates ikke saa meget er Tale om Philosophi som om individuelt Liv, slet Intet til Oplysning om Forholdet mellem de tre forskjellige samtidige Opfattelser af Socrates. Han benytter en enkelt Dialog af Plato som et Exempel paa den socratiske Methode, uden dog at gj&o-;re Rede for