Niels Jørgen Cappelørn Christelige Taler Søren Kierkegaards Skrifter 10 CT Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup Hermann Deuser og Flemming Harrits Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2004 http://sks.dk/ct/kom.xml 20121211 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Christelige Taler SK synes opr. at have påtænkt at forsyne bogen med et forord, som i kladdematerialet foreligger på et løst blad (se Pap. VIII 2 B 104), se tekstredegørelsen, s. 64-68. Øverst på bladet er anført følgende henvisning: »cfr. Journalen NB3 p. 30«, dvs. NB3:28, fra nov. 1847. Denne optegnelse bærer overskriften »Af et Forord« og lyder: »... Hiin Enkelte, som jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser, der oprigtigt og med Alvor følger min Stræben, vil jeg bede ikke at tabe Lysten eller Taalmodigheden, fordi der arbeides saa stærkt. Jeg har ikke bedet før; men har han troligt holdt saa længe ud med mig, saa vil jeg ogsaa gjerne engang bede ham, at holde ud fremdeles. – Om Daarskab eller Misundelse skulde ville gjøre Kiøbenhavn til en Kjøbstad, og det til en Forbrydelse i Kiøbstaden Kiøbenhavn at være mere end almdl. begavet, eller ualmindelig flittig: nu vel, jeg beder kun Gud, at han vil give mig Styrke og Velsignelse til at kunne begaae denne Forbrydelse, og takker ham for, at det hidtil er forundt mig. Der er som bekjendt, ingen Magt saa herskesyg som Dumhed – naturligt, den er jo ogsaa, i Sandhedens Forstand, kun meget maadeligt sit Herredømme sikkret. Og der er dog ingen Magt saa væmmelig grusom ell. i at være grusom saa væmmelig som Pøbelagtighed, og det forstaaer sig den har jeg rigtignok stødt for Hovedet eller slaaet for Panden – just for at gjøre Mit til at omfrede den gode Aand i Danmark, at denne igjen kan frede om begunstige og opmuntre sine ægte Børn, istedenfor at offre disse i en Afgudsdyrkelse til en udansk Aands Tjeneste«, SKS 20, 257f. Overskriften »Af et Forord« synes at indikere, at der er tale om et stykke taget fra et ikke længere bevaret forord og indskrevet i journalen for at bevare det; men der kan også være tale om en idé til et forord udkastet direkte i journalen. At det har forbindelse til Christelige Taler, fremgår af den anførte henvisning til journalen NB3 i kladden. Hedningenes Bekymringer SK havde opr. forsynet første afdeling med følgende dedikation: »'Hiin Enkelte' / helliges / dette lille Skrift«, men slettede den i renskriften (se Pap. VIII 2 B 123,3), se tekstredegørelsen, s. 35. Indgang Som modstykke til »Indgang« havde SK skrevet en »Udgang«, som skulle have afsluttet første afdeling; men det blev udeladt (se Pap. VIII 2 B 97 og 123,4) og under overskriften »Af 'Hedningenes Bekymringer.' / Udgang« afskrevet i let omarbejdet form på et løst blad og indlagt mellem s. 138 og 139 i journalen NB4: »Saa blot et Ord endnu til Slutning. Du Stridende, hvo [hvem] Du end er, Du som maaskee bærer timelige og jordiske Bekymringers tunge Kors, forsøgt [hårdt prøvet] i denne Kamp; eller Du som ængstes derfor, og gruer, men dog begjerer Trøst; eller Du, som sørgeligt foer vild, men dog begjerer Veiledning: Du vil maaskee stundom, især i Begyndelsen af den enkelte Tale finde Fremstillingen ikke at være alvorlig nok. Døm imidlertid ikke for tidlig, læs kun, og læs ubekymret, o tro mig, det ethvert Menneske først og fremmest behøver er at formildes, at formildes til og ved det Smiil, som er i Taarer. Ikke Alt hvad der kaldes Alvor er Alvor; der er Meget, som kun er mørk Forstemthed, et verdsligt besværet Hjertes Fortredelighed, et Sinds Forbittrelse, der ikke sukker til Gud men mod Gud og anklager sin Skjebne, en daarlig [tåbelig, uforstandig] og taabelig Travlhed, der har travlt med alt Andet end det ene Fornødne [], der gjennem et langt Liv faaer Tid til alt Andet men ikke eet eneste Øieblik til det eneste Fornødne. Men at hjælpe et Menneske til det Smiil, der formilder, medens Taaren lindrer, det vil blandt Andet ogsaa det gudelige, det opbyggelige Foredrag, og det skal det. Det skal kunne tale strengt, det skal kunne holde Opgavens Fordring i Hævd, og Pligten i Ære, men det skal ogsaa kunne aflokke Smilet. Vi tale ikke her om den skingre Latters Kaadhed, som er den Vise en Væmmelse, og er fræk Formastelighed at byde en Lidende, nei vi tale om det Smiil, der formaaer, hvad Taaren i sig selv vanskeligt formaaer, at gjøre det at græde velgjørende, dette Smiil, som man oftest lader uden Tak, fordi man mener, det var Taaren, der hjalp – ak ligesom naar man hjælpes af et Barn, og føler sig hjulpen, men ikke ret tænker paa, at Barnet var Hjælperen. Thi et Barn er jo for uerfarent til at kunne hjælpe; og et Smiil er for lidt Alvor til at kunne hjælpe. See, det er dette Smiil, som det opbyggelige Foredrag vel ikke beiler til, thi det opbyggelige Foredrag beiler ikke til noget Smiil og trænger til Ingen, men det er dette Smiil, som den Kæmpende trænger til. Og det opbyggelige Foredrag beder til Gud (sandeligen det veed og [også], hvad det beder om), at det maatte have Held til at afvinde ham Smilet, ved at tale med ham saaledes, at det først og fremmest bevæger ham til et Øieblik at glemme alle andre Baand for at trække paa Smilebaandet. Tro mig, just dette hører med til Alvor; tro mig, det er et sikkert Kjende [kendetegn] paa at et Menneske gjør Fremgang i det Evige og modnes for Evigheden, hvis han, jo mere han lider (den uskyldige Lidelse, hvori han forsøges, eller hvad han selv forskyldte som Straf) bliver desto mere formildet, desto mere istand til med dette Smiil at bære hvad han skal bære, med dette Smiil i Taarer. Tro heller ikke, at det er Svaghed at græde saaledes. / Tænk Dig, for at tage et Exempel paa noget Enkelt, tænk Dig en viis Olding, der dog var bleven kraftfuldere og mere haardfør med Aarene og med Aarenes Besindighed. Han havde gjennemgaaet meget i Livet, var forsøgt i allehaande [alle slags] jordiske Gjenvordigheder; nu var hans Livs Vilkaar betrygget [gjort trygt, sikret], sorgfrit, og som vi Mennesker kalde det lykkeligt. I Gjenvordighedernes Tid havde Ingen seet ham græde, heller aldrig havde Nogen seet ham græde ved Andres jordiske Nød, thi man græder ikke, pleiede han at sige, over Sligt, man hjælper saavidt man kan. Men da traf det sig en Dag, som han sad og talte med en Ungdoms-Ven om dette Liv og dets Gjenvordigheder, just om Næringssorg, det traf sig, at et lille Barn, der var tilstede, blandede i al Uskyldighed et Ord deri i Form af et Spørgsmaal: og see Oldingen smilede, og i samme Øieblik kom han til at græde. Hvoraf kom nu vel, eller hvoraf kommer dette Besynderlige, at et Ord af et Barn, just naar det falder uskyldigt ind midt i Alvoren, kan frembringe denne Virkning? Det kommer deraf, at Barnet aldeles ikke har Forstand paa eller Anelse om det Forbittrende, som Jordlivets Bekymringer kunne have – uden at derfor Barnet behøver at tale uforstandigt; Barnet taler endogsaa forstandigt, men udelader, af gode Grunde, ganske og aldeles det Forbittrende. Man siger derfor ved en saadan Leilighed: ja, det Du der siger, det er ganske sandt mit Barn«, og dermed affærdiger man Barnet, man ønsker ikke videre at indlade sig med det. Ak, Barnet har i Grunden bragt En i Forlegenhed, og derfor søger man at undslippe Samtalen med den skalkagtige [gavtyveagtige] Vise, der rigtignok ikke selv veed hvor ironisk han er eller hvorledes han er det. I Anledning af hvad Barnet siger, kommer man uvilkaarligt til, samlet i eet eneste Indtryk at tænke paa alt det gjennem mange Aar erfarede Forbittrende, som man selv veed den Sag betræffende [angående], o, og som Barnet endnu ingen Anelse har om – ak, og dog, dog er det i Grunden ganske sandt det som Barnet siger. Dette er Modsigelsen, ad hvilken man smiler; men Barnet rører. Man kommer et Øieblik ved Hjælp af Barnets Oprindelighed til at tænke ganske uhildet, ja næsten som var man i Evigheden saa uhildet og saa formildet over Jordlivets Tryk: derfor smiler man. Er det ikke ogsaa besynderligt, at Den, som taler om, hvad han slet ikke forstaaer, skal gaae hen og sige det Rette, og saa igjen selv end ikke forstaae, at han har sagt det Rette; og er det ikke rørende, at denne gaadefulde Viismand er et Barn, ak, altsaa Noget man selv engang var! – O, og som et Barn saaledes er just hine u-examinerede men dog af Gud beskikkede [bestemte, udvalgte] Læremestere Lilien og Fuglen!« NB4:117, i SKS 20, 341-345. Selvplagelsens . Fuglen og Lilien hentyder til Matt 6,26-29 (). vende tilbage til disse Læremesteres Underviisning I bønnen til de tre taler »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle«, anden afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), bliver liljen og fuglen om-talt som »de guddommeligt beskikkede Læremestere«, se SKS 8, 258. Evangeliet paa 15de Søndag efter Trinitatis I renskriften noterer SK følgende anvisning til sætteren: »Evangeliet aftrykkes efter Alterbogen, og med dens Skrift« (Pap. VIII 2 B 123,5), se tekstredegørelsen, s. 76f. Evangeliet til 15. søndag efter trinitatis er Matt 6,24-34, se Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 147f.: »(Jesus sagde til sine Disciple:) Ingen kan tiene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne [kan] ikke tiene Gud og Mammon. 25. Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle [skal] æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders Legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet Mere end Maden, og Legemet Mere end Klæderne? 26. Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de? 27. Men hvo [hvem] iblandt Eder kan lægge en Alen til sin Væxt, endog [omend] han bekymrer sig derfor? 28. Og hvi [hvorfor] bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke. 29. Men jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var saa [således] klædt, som een af dem. 30. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende! 31. Derfor skulle [skal] I ikke bekymre Eder, og sige: hvad skulle [skal] vi æde, eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? 32. efter alt saadant søge Hedningene; thi Eders himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. 33 Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og [skal også] alle disse Ting tillægges Eder [gives jer i tilgift]. 34. Bekymrer Eder derfor ikke for den anden [næste] Morgen, thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.« Mammon »Reichthum, Geld und zeitliche Güter« (»Rigdom, penge og timelige goder«), M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon, 6. udg., forøget og udg. af H.L. Heubner, Halle 1840 [1740], ktl. 79, s. 923. Salomon i al sin Herlighed Salomon el. Salomo (død o. 930 f.Kr.), Davids anden søn med Batseba, konge over Israel i 40 år (jf. 1 Kong 11,42), var berømmet for sin pragt og rigdom (jf. 1 Kong 10,4-5.7.14-29). Det var paa Toppen af Sinai ... under Himmelens Torden sigter til beretningen i 2 Mos 19,1-22,21 om åbenbaringen på Sinaj bjerg, hvor Gud giver Moses De ti Bud. Her fortælles det i 19,16: »Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden«, og i 19,18: »Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild«. Og efter at Gud havde udtalt De ti Bud, hedder det i 20,18: »Hele folket oplevede tordenbragene og lynglimtene og hornklangen og så bjerget hyllet i røg.« – Sinai: eller Sinaj, if. GT navnet på et bjerg i Sinajs ørken på Sinajhalvøen. – Loven: betegner dels hele Moseloven (2 Mos 19 til 4 Mos 10,10), dels De ti Bud (2 Mos 20,1-17; 5 Mos 5,6-21). hvert Dyr, som ... nærmede sig det hellige Bjerg, skulde ihjelslaaes – ifølge Loven sigter til 2 Mos 19,12-13, hvor Gud inden sin åbenbaring på Sinajs bjerg siger til Moses: »Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget skal lide døden; men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve.« Se også Hebr 12,20. Det er ved Foden af Bjerget, at Bjergprædikenen holdes If. Matt 5,1 holder Jesus sin lange tale oppe på et bjerg, og if. Matt 8,1 går han ned fra bjerget, da talen er færdig. I Lukas' parallelberetning holder Jesus sin tale på en slette, efter at han er kommet ned fra et bjerg, Luk 6,17. – Bjergprædikenen: alm. betegnelse for den tale, Jesus holdt på et bjerg (Matt 5-7; kap. 6,24-34 () er således en del af bjergprædikenen). Til forskel herfra benævnes talen i Luk 6,20-49 ofte sletteprædikenen. løb det (...) ud paa gik det ud på. Læreren If. Matt 5,1 tog Jesus til orde og »lærte«. Se også Joh 3,2, hvor Nikodemus siger til Jesus: »Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud«. Med udtrykket »Læreren« refereres der måske tilbage til Philosophiske Smuler (1844), hvor Johannes Climacus gang på gang omtaler »Guden i Tiden« som »Lærer« el. »Læreren«; se SKS 4, 213-306. Veien og Sandheden og Livet hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus om sig selv siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« stridige indbyrdes stridende, modstridende. saa tør sige tør sige det sådan el. på den måde. spille udenfor giver indtryk af at holde sig uden for (de modstridende parter, hedenskabet og kristendommen), optræder, agerer uden for. aabenbart tydeligt, åbenlyst. see hverken til Høire eller til Venstre dvs. viger ikke bort fra den lige vej, bekymrer sig ikke om noget som helst (andet end sit formål). Udtrykket spiller på 5 Mos 5,32, hvor Moses siger til israelitterne om de befalinger og love, som Gud har givet ham: »Følg dem derfor omhyggeligt, sådan som Herren jeres Gud har befalet jer, uden at vige til højre eller venstre.« Se også Ordsp 4,25.27. »han skjøtter om Ingen« (Mc. 12, 14.) frit citat fra Mark 12,14, hvor nogle farisæere og herodianere siger til Jesus: »Mester! vi vide, at du er sanddru og skiøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed« (NT-1819). – skjøtter om Ingen: tager ikke hensyn til, retter sig ikke ind efter andres meninger. skjøtte sig selv undlader at blande sig i andres forhold, passer sig selv, tager vare på sig selv. derhos desuden. Bekostningen omkostningen, udgiften. vistnok rigtig nok, sandt nok. guddommelige Beskikkelse af Gud udnævnt el. udvalgt (til hvervet som lærer). fare fort fortsætte, vedblive udholdende. et christent Land, hvor der er lutter Christne I Danmark var den evangelisk-lutherske kirke statskirke, og såvel kongen som i princippet alle da. indbyggere var trosmæssigt forpligtet af det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Bekendelse). Ved folketællingen den 1. feb. 1845 fandtes i kongeriget Danmark en folkemængde på 1.350.327, blandt hvilke kun 5.371 bekendte sig til andre trosretninger end den evangelisk-lutherske, mens endnu færre slet ikke bekendte sig til kristendommen, nemlig 3.670 jøder. Jf. Statistisk Tabelværk, 1. række, 10. hefte, Kbh. 1846, s. III og s. XIV. Tryk (ned)trykkende (livs)forhold. underfundig lumsk, snedig. turde vi tør. Christenheden dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1. have dette ligesom bag Øret have det som en vis (skjult, hemmelig, listig) tanke, hensigt el. plan. den faldne Slægt menneskeheden efter syndefaldet, jf. syndefaldsberetningen i 1 Mos 3. Foredrag fremstilling, tale. Armodens Bekymring Efter at have læst i Christelige Taler skriver sognepræst F.L.B. Zeuthen i brev af 11. maj 1848 til SK: »Angaaende Armodens Bekymring for den Dag 'imorgen' kan vel Ingen skrive opbyggeligere end De, men der er ogsaa en Armodens Bekymring for den Dag 'igaar', der er en Bekymring ikke for hvad man skal spise, men for det man har spiist og – ikke betalt. Denne Bekymring over Gjæld, som man ikke kan betale, ikke blot til dem, som kræve, men især til dem, som tie, men dog selv trænge, denne Armodens Bekymring er den af sværeste Slags og jeg vil ønske, at De engang vil skrive noget ret [virkelig] Opbyggeligt ogsaa derom. Der kan være for meget Sandt og Ædelt i denne Bekymring til at den ligefrem kan regnes til Hedningernes Bekymringer, men en Christen kan dog, om ikke saameget ved nogen paa Sorgen selv directe henvendt Tanke (ja denne maa ofte gjøre Bekymringen større), saa i Bønnen overvinde ogsaa denne Bekymring«, B&A, nr. 174, bd. 1, s. 192. I et udateret brev svarer SK: »Tak for Bemærkningen om den Dag igaar. Lad mig takke Dem for den i dag, jeg skal nok huske den imorgen. See, saaledes har De skaffet mig en Bekymring for den Dag imorgen!« B&A, nr. 175, bd. 1, s. 193. Derfor skulle I ikke bekymre Eder ... efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,31 og 6,32 (). If. en anvisning for sætteren i renskriftens margin skal dette stykke sættes »som i Alterbogen« (Pap. VIII 2 B 123,7), dvs. som i Forordnet Alter-Bog (). – skulle: skal. vi ville vil. den borgerlige Øvrighed ... han bliver kaldt op og spurgt, hvoraf han lever sigter til Fattigvæsenet, der for Københavns vedkommende var organiseret ved plan af 1. juli 1799. Dets primære opgave var at tildele almisse el. anvise arbejde til dem, der ikke kunne ernære sig selv, jf. § 1. Desuden førte det tilsyn med, at ingen drev ulovlig næring el. ernærede sig ved betleri, jf. § 21, stk. b, og § 132. – nøiet med: tilfreds med, fornøjet med. sanker ikke i Lade hentyder til Matt 6,26 (). gjøre Redelighed for sig på fyldestgørende måde give (forlangt el. påkrævet) redegørelse for sig selv, sine egne (økonomiske) forhold. den Blindfødte ... »jeg veed det ikke, men dette veed jeg, at jeg den Blindfødte seer« sigter til beretningen i Joh 9 om Jesu helbredelse af en blindfødt mand. Da jøderne ikke troede på, at manden havde været blind og fået sit syn, forhørte de hans forældre, der bekræftede, at han var født blind; i øvrigt ville de ikke ytre sig om helbredelsen, men opfordrede jøderne til at spørge ham selv. Jøderne havde tidligere spurgt den helbredte og af ham fået at vide, hvordan Jesus havde helbredt ham; men nu tilkaldte de ham igen og sagde til ham: »giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder.« Og manden svarede: »om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer« (v. 24-25). daglige Brød . denne himmelske Føde, som aldrig er overgjemt hentyder til Matt 6,26, at det er den »himmelske Fader«, der føder fuglene (). Men der hentydes formentlig også til den manna (en art brød), som Gud hver dag lod regne ned fra himlen, så israelitterne kunne samle det op og leve af det, mens de vandrede i ørkenen. Dog måtte de kun samle til én dags forbrug; levnede de noget af det, blev det fuldt af maddiker og stank. Se 2 Mos 16. Se også Sl 78,23-24: »Så gav han [Gud] befaling til skyerne deroppe, / han åbnede himlens døre / og lod det regne over dem med manna, / korn fra himlen gav han dem at spise«. Se endvidere Joh 6,31, hvor Jesus siger: »Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.'« Det, der »gjemmes til Natten«, kan Tyven stjæle spiller dels på ordsproget 'Hvem der gemmer til natten, gemmer til katten', optegnet som nr. 891 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 33. Dels på Matt 6,19, hvor Jesus siger: »Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.« Fattigvæsenet . thi den Christne beder om det daglige Brød hentyder til den fjerde bøn i Fadervor: »giv os i dag vort daglige brød« (Matt 6,11). den Christne finder det ... og søger det ved at bede hentyder til Matt 7,7-8, hvor Jesus siger: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.« Tilsætning tilføjelse, forøgelse. det er mig nok, at det er fra Ham spiller formentlig på 2 Kor 12,9, hvor Gud siger til Paulus: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« hiin eenfoldige Vise en af SK ofte anvendt betegnelse for Sokrates, der selv taler om sin enfoldighed, se fx Platons dialog Symposion (198a), hvor Sokrates siger: »I min Eenfoldighed troede jeg, man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise«, jf. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-3, Kbh. 1830-38, ktl. 1164-1166; bd. 2, s. 55 (Platons Skrifter () bd. 3, s. 119). – Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon og Aristoteles den berømteste gr. filosof. Efter sin langvarige, altid gratis filosofiske aktivitet blev han anklaget for at forråde Athen, for at antage andre guder end de af staten anerkendte og for at forføre og fordærve ungdommen. En folkedomstol dømte ham til døden og lod ham henrette med et bæger gift. Sokrates efterlod sig intet skriftligt, men hans karakter, samtalekunst og metode er skildret af især hans filosofiske elev Platon (se SKS K1, 179f.) samt af de to samtidige forfattere Xenophon (i fire skrifter, se SKS K1, 166) og Aristofanes (i en komedie, se SKS K1, 249f.). lever vistnok ikke (...) for at spise, den spiser for at leve spiller på ordsproget 'Man skal spise for at leve, ikke leve for at spise', optegnet som nr. 1604 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 61. – vistnok: rigtig nok, sandt nok. den himmelske Fader, der veed, at han haver alle disse Ting behov hentyder til Matt 6,32 (). oplader sin milde Haand og mætter alt hvad som lever (...) med Velsignelse SKs foretrukne gengivelse af Sl 145,16, hvor det siges om Gud: »Du oplader [åbner] din Haand, og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed« (GT-1740). I Luthers anvisning på bordbøn før måltidet anvendes følgende ordlyd: »du oplader din milde Haand og mætter alt det som lever med Velsignelse!« Dr. Morten Luthers lille Catechismus, her citeret efter en udgave fra 1847 [uden sidetal, ty. 1529] (jf. ktl. 189). ikke kan leve »af Brød alene« sigter til beretningen i Matt 4,1-11 om Jesu fristelse i ørkenen, efter at han havde fastet 40 dage og 40 nætter og til sidst led sult. Da fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød«, svarede Jesus: »Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund'« (v. 3-4). ingen Spurv falder til Jorden uden den himmelske Faders Villie hentyder til Matt 10,29, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie« (NT-1819); en 'penning' er en mønt af ringe værdi. »at Livet er mere end Maden« frit citat fra Matt 6,25 (). Mad og Drikke ... saa lidet som Guds Rige hentyder til Rom 14,17, hvor Paulus skriver: »For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.« »Han« hungrede i Ørkenen . tørstede paa Korset hentyder til et af Jesu korsord: »Jeg tørster«, Joh 19,28. Christi »Spise, at gjøre Faderens Villie.« frit citat fra Joh 4,34, hvor Jesus siger: »min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gierning« (NT-1819). I Luthers bibeloversættelse forekommer udtrykket »Meine Speise«, Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers). vistnok visselig, sandelig. tage Alt hen tage imod alt. Uskjønsomhed uforstandighed, mangel på evne til at skønne og påskønne. vistnok visselig, sandelig. hver Dag giver ham det daglige Brød . misligt betænkeligt, tvivlsomt; elendigt. Ingen (...) uden en Christen ingen anden end en kristen. der fortælles om en from Eneboer ... da jeg er død længe før han!« sigter til en beretning om Sankt Arsenius i den 14. lektion, »von der Armuth«, stk. 8, i Grammatica Religiosa (Religiøst regelsæt) bd. 1, P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau og Lindau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 15-16 [fortsat paginerede], Lindau 1845, s. 276: »Hiervon hat dir ein schönes Beispiel zur Nachfolgung hinterlassen der heilige und vollkommene Arsenius, zu dem ein sicherer Edelmann von Rom in die Wüste kommen, und ihm angekündiget, daß er von einem seiner Verwandten im Todesbett zum Erben aller und vieler seiner Güter eingesetzet worden, Arsenius aber hat diesem also geantwortet und gesagt: wie kann er mich zum Erben gemacht haben, weilen ich vor ihm gestorben bin? mit diesen Worten hat er den Edelmann sammt dem Testament abgefertiget, und gar nichts angenommen.« I sit eget eksemplar af værket, som befinder sig i KA på Det Kgl. Bibliotek, har SK indbøjet bladhjørnet mod s. 276; beretningen genfortælles også i journalen NB2:98, fra sidst i juli el. begyndelsen af aug. 1847, i SKS 20, 180. – Den hellige Arsenius (død 412 el. 413), ægyptisk munk og eneboer; if. legenderne beklædte han i 40 år høje embeder ved den rom. kejser Theodosius' hof, levede derefter 40 år i en koloni af eneboere i den sketiske ørken i det nedre Egypten og 15 år ved Kanopos uden for Alexandria. den Christne lever ved at døe hentyder formentlig til Fil 1,21, hvor Paulus skriver: »for mig er livet Kristus, og døden en vinding«. lader Gud sørge for ... søger ... hans Retfærdighed hentyder til Matt 6,33 (). uden Gud i Verden citat fra Ef 2,12, hvor Paulus skriver til efeserne, at de, da de endnu var hedninger, »vare uden Christo, udelukte fra Israels Borger-Ret, og fremmede fra Forjættelsens Pagter, uden Haab, og uden Gud i Verden« (NT-1819). skaffe gøre. underholde skaffe det til livets ophold nødvendige, holde i live. en Mand, der har lært hvad Livets Alvor er se journaloptegnelsen NB4:104, fra marts 1848, hvor SK skriver: »Den jeg har fremstillet (i 1ste Tale af Hedningenes Bekymringer) saa grelt talende om Livets Alvor, er, som man strax seer ikke hvad man saadan kalder et fattigt Msk [menneske], o, med et saadant kunde jeg aldrig falde paa at tale saaledes. Nei det er saadan en Journalist, En af dem, der leve af, maaskee yppigt og overflødigt [overdådigt], leve af at skrive om – Pauperisme [massefattigdom el. sygdom, der skyldes fattigdom]«, i SKS 20, 336. flau lav, dårlig. lader undervise i Religion If. skolereglementerne skulle der i de offentlige skoler i København undervises i religion, dvs. i kristendommens grundsandheder og basale troslære, under inddragelse af Luthers lille Katekismus og Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler samt udvalgte bibelske historier og salmer. If. undervisningsplan af 24. april 1805 var religionsundervisningen i de lærde skoler mere indgående og omfattende, fx inkluderede den også kendskab til religionshistorien. Den i 1791 autoriserede Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog ()) var indtil 1856 den officielle lærebog i skolernes religions- el. kristendomsundervisning og i kirkernes konfirmationsforberedelse. svare Skatter og Afgifter Det vil foruden næringsskat og bygningsafgift sige en lang række skatter og afgifter, som især blev pålignet ejendomsejere (indkomstskat blev først indført efter SKs tid). Spørgsmaal om Dyrtiden Især i første og mere sporadisk i andet halvår af 1847 var der i Fædrelandet en lang række artikler og notitser om dyrtid både i Danmark og i udlandet. Se fx nr. 101, den 1. maj 1847, sp. 801-805, og nr. 103, den 4. maj 1847, sp. 817-822, som indeholder en længere artikel »Om Dyrtiden«, der beretter om de høje priser på »de vigtigste Livsfornødenheder, navnlig paa Brødet«, i hele Danmark, og om dyrtid, misvækst og »Brødtrangen« i det vestlige og centrale Europa, om årsagen til krisen og om midlerne til at afhjælpe den. Og nr. 102, den 3. maj 1847, hvor der rapporteres om »tumultuariske Optrin, Demonstrationer mod derværende Handelshuse« i Odense pga. af de høje kornpriser, sp. 812. være betænkt paa have tænkt over el. på, have forberedt. lade en Discipel drage en Fisk op ... en Stater, hvormed man betaler hentyder til beretningen om betaling af tempelskat i Matt 17,24-25. Efter at de, der opkræver tempelskat, har spurgt Peter, om Jesus betaler denne skat, og han har svaret ja, spørger Jesus Peter, om jordens konger opkræver told og skat af landets borgere eller af de fremmede, og Peter svarer af de fremmede. Herpå siger Jesus til ham: »Så går landets borgere altså fri. Men for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig« (v. 26-27). En statér er en gr. sølvmønt svarende til fire drakmer; en drakme er en gr. sølvmønt på ca. 4½ g. Den årlige tempelskat pr. person androg en didrakme, dvs. en dobbeltdrakme. paa Comedie i teatret. de offentlige Forsamlinger sigter formentlig til Københavns Borgerrepræsentation og de rådgivende provinsialstænderforsamlinger – især østifternes stænderforsamling i Roskilde – hvor de deputerede hyppigt diskuterede næringsmæssige forhold. ret aabenbart ganske åbenlyst, helt tydeligt. vistnok rigtig nok, sandt nok. Skriften derfor siger ... kan besvære det ved Sorg for Næring (Luc. 21, 34) I Luk 21,34, siger Jesus: »Men vogter Eder, at Eders Hierter ikke nogen Tiid besværes med Fraadserie og Drukkenskab, og med Sorrig for Næring, og denne Dag [da himmel og jord skal forgå] skal komme pludselig over Eder« (NT-1819). »Veien« . de, der ville være rige, falde i ... Fristelser og Snarer hentyder til 1 Tim 6,9, hvor Paulus skriver: »Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begieringer [begær], som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse« (NT-1819). uden den anden end. nøiet tilfreds, fornøjet. vi gaae Alle i Farer, hvor vi gaae hentyder til H.A. Brorsons salme »Jeg gaaer i Fare, hvor jeg gaaer« (1734). Salmen blev optaget i hans Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Tilliid paa Gud«, jf. Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 279. Forkortet til to strofer blev salmen optaget som »Jeg gaaer til Døden, hvor jeg gaaer«, nr. 206, i Evangelisk-kristelig Psalmebog, Kbh. 1798 (jf. ktl. 195, 196, 197). DDS, nr. 45. denne Fristelse ... i hvilken han har styrtet sig selv hentyder til Jak 1,13-14: »ingen, som bliver fristet, må sige: 'Jeg bliver fristet af Gud;' for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én«. gaae paa Havet ... dersom Du kan troe, saa lader det sig dog gjøre hentyder til beretningen i Matt 14,22-33 om vandringen på søen. Engang disciplene var om bord i en båd og kæmpede med bølgerne, fordi vinden var imod, kom Jesus gående på vandet ud til dem. Peter bad nu Jesus befale ham at komme ud til sig. Og da Jesus bad ham komme, trådte han ud af båden og gik på vandet hen mod Jesus; men den stærke storm gjorde ham bange, og han begyndte at synke og råbte til Jesus: »Herre, frels mig!« (v. 30). Jesus greb straks fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« (v. 31). Da de begge var kommet op i båden, lagde vinden sig. alt Saadant er som Hedningene søge frit citat fra Matt 6,32 (). at tabe sig selv, at tabe sin Sjel hentyder til Luk 9,25, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, eller leed Skade paa sig selv?« (NT-1819). Se også Matt 16,26: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Siel« (NT-1819). budet påbudt, befalet. Fuglen, som jo er med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). Hedningen snaksom spiller på Matt 6,7-8, hvor Jesus siger: »Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.« Hvo hvem. Derfor skulle I ikke bekymre Eder ... efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,31 og 6,32 ( og ). – skulle: skal. underfundig lumsk, snedig. ligeligt ligestillende, sideordnende. hykkelsk i Faareklæder spiller på Matt 7,15, hvor Jesus siger: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.« Ulven, sat til at passe paa Faarene ... – mod Ulven spiller på ordsproget 'Det dur ikke at sætte ulven til at passe på fårene', optegnet som nr. 10.895 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 494. den Lade, som er Fuglens hentyder til Matt 6,26 (). Maal, om jeg saa tør sige, har Fuglen i Munden I margin i kladden har SK tilføjet: »Fuglen har 'Maalet i Munden' som Underofficeren sagde, da Konen intet Pægel-Maal havde ved Haanden« (Pap. VIII 2 B 91,9). I SKs papirer findes historien om underofficeren genfortalt i flere versioner; her bringes den sidste og korteste, skrevet på en lap papir i perioden 1845-47: »Protagoras Sætning: at Msket [mennesket] er Alts Maal er rigtigt, græsk forstået et Sidestykke til det Indfald af en Underofficer paa Fælleden der da Sælgerkonen ikke havde Pæle-Maalet ved Haanden og der just blev blæst til Apell og der altsaa ikke var Tid at spilde, sagde: giv mig blot Flasken, jeg har selv Maalet i Munden« (Pap. VII 1 A 235). den Tid den Sorg talemåde, også kendt i versionen 'Den dag den sorg', begge optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 328. Tønde Guld ældre betegnelse for 100.000 rigsdaler; nu også ubestemt udtryk for en (overmåde) stor pengesum. Hvid En hvid var i middelalderen en sølvmønt af ringe værdi: ⅓ dansk skilling. hiin ... eenfoldige Vise, Læremesteren i Uvidenhed I Platons dialoger påberåber Sokrates () sig ofte sin uvidenhed og forsøger i sine samtaler at afdække, at den viden, andre påstår at have, er indbildt. Se fx Sokrates' Forsvarstale, 21d, jf. Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera); bd. 8, 1825, s. 108f. Her refererer Sokrates en samtale, han har ført med en politiker, og fortæller: »jeg opdagede da, at ganske vist troede de fleste andre Mennesker, og navnlig da han selv, at han var vis, men han var det ikke i Virkeligheden. Jeg prøvede saa at gøre ham det klart, at hans Visdom var Indbildning. Følgen var, at han selv og de fleste af de tilstedeværende blev vrede på mig. Jeg selv blev klar over, da jeg paa Vejen hjem tænkte over Sagen, at i dette Tilfælde havde det virkelig vist sig, at jeg var den viseste. Det turde være sandsynligt, at ingen af os virkelig har nogen værdifuld Viden; men han tror, han har det, jeg har det heller ikke, men det er jeg klar over. Fremfor denne Mand har jeg vel da det lille Forspring i Visdom, at jeg ikke bilder mig ind at besidde en Visdom, som jeg i Virkeligheden ikke har« (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 1, s. 270). SK diskuterer Sokrates' uvidenhed i Om Begrebet Ironi, i SKS 1, 217-222. Vistnok rigtig nok, sandt nok. naar han haver Overflod, er som den, der ikke haver Overflod spiller på 1 Kor 7,29-31, hvor Paulus skriver til korintherne: »Saa Meget siger jeg, Brødre, at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle [skal] være som de, der ikke have, og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de, der kiøbe, som de, der ikke beholde, og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer« (NT-1819). han, der haver, som Den, der ikke haver se foregående kommentar. den Gud, som gav, han kan ogsaa tage spiller på Job 1,21, hvor den rige Job efter at have mistet sine okser, æsler, får, kameler, karle, sønner og døtre siger: »Herren gav, Herren tog, / Herrens navn være lovet.« kan døe i Nat, »endnu i denne Nat« delvis citat fra Jesu lignelse om den rige bonde i Luk 12,16-21. Da den rige bondes mark havde givet en høst så stor, at den ikke kunne være i hans lader, besluttede han sig for at rive dem ned og bygge nogle større, så han kunne samle hele sit forråd, nok til mange år, og derefter slå sig til ro, spise, drikke og være glad. Men Gud sagde til ham: »du Daare! i denne Nat kræves din Siel af dig; men hvem skal det høre til, som du haver beredt?« (v. 20, NT-1819). den Dag imorgen hentyder til Matt 6,34 (). endnu idag hentyder formentlig til den da. biskop og salmedigter H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« (1735), især 3. strofe: »Idag begynd og spar / Det ikke til imorgen, / Hvad Morgendagen har / At vente, er forborgen, / Forhaling ei bør skee / I saadan vigtig Sag, / Nu faaer Du op at see; / Nu hedder det: idag.« Og 6. strofe: »Endnu er Gunst at faae, / For knuste Hjerters Raaben, / Endnu er Gud at naae, / Endnu er Himlen aaben, / Gud hører Du hans Ord / Til Kjærligheds Fordrag, / Endnu er Naaden stor. / Nu hedder det: idag.« Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199 (forkortet Troens rare Klenodie), s. 193-95; s. 193f. DDS, nr. 592. Se også Hebr 3,7; 4,7 og Luk 23,43. en Indbildning . Retfærdighedens Tanke tanken om retfærdighed. Besiddelsens Tanke tanken om besiddelse. Evighedens Tanke tanken om evigheden. uden hvad andet end. snilde listige, kløgtige. voldet Fortolkerne ... Vanskelighed at forklare se fx H. Olshausen Biblischer Commentar über sämmtliche Schriften des Neuen Testaments zunächst für Prediger und Studirende, 3. forbedrede udg., bd. 1-4, Königsberg 1837-40 [1830-40]; bd. 1, s. 666-679; her diskuteres også en række andre fortolkeres forsøg på udlægning af lignelsen. Parabelen om den utroe Huusfoged lignelsen om den uærlige godsforvalter i Luk 16,1-9, evangeliet til 9. søndag efter trinitatis: »Men han [Jesus] sagde og [også] til sine Disciple: Der var en riig Mand, som havde en Huusholder; og denne blev beført [hemmelig angivet] for ham, at han ødte hans Gods. 2. Og han kaldte ham, og sagde til ham: hvi [hvorfor] hører jeg dette om dig? Giør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længer forestaae Huset. 3. Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg giøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle. 4. Jeg veed, hvad jeg vil giøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen. 5. Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere, og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig? 6. Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev, og sæt dig snart ned, og skriv halvtredsindstyve. 7. Derefter sagde han til en anden: men du, hvormeget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader [mål] Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev, og skriv firsindstyve. 8. Og Herren lovede [priste] den uretfærdige Huusholder, at han giorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt. 9. Og jeg siger Eder: giører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.« Forordnet Alter-Bog (), s. 129f. – Betegnelsen 'Huusfoged' er anvendt i ældre da. bibeloversættelser frem til og med den autoriserede oversættelse af 1647 og i de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802. I sin prædiken over denne tekst benytter J.P. Mynster også betegnelsen 'Huusfoged', jf. Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. opl., bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191; bd. 2, s. 172. – Niende søndag efter trinitatis faldt i 1847 på den 1. aug. lad det have været hiin Huusfogeds lovlige Eiendom ... at bortgives se journaloptegnelsen NB2:101, fra juli el. aug. 1847, hvor SK under overskriften »Evangeliet om den utro Husfoged« skriver: »Lad Husfogeden selv eie det Hele: ja saa er det at anprise [anbefale, lovprise], det at sætte sig ned og skrive Beviser, som eftergive det Halve. Men det er Galskab vil Verden sige. Rigtigt. Men det er det Χstus [Kristus] mener man skal lære af Husfogeden – at spøge med sine Midler og med Regningerne lige saa let som Husfogeden med Herrens Eiendom. Eieren er gjerne nøieregnende med ikke at give Noget efter; men Husfogeden han skaffede sig Venner ved at give efter – gjør Du ligesaa, men af Din egen Formue«, SKS 20, 181. høimodigt storsindet, ædelmodigt. indskrænket snæversynet, uklogt. anpriser roser, berømmer. Penges-Værd den værdi ting har i penge, el. når de sælges. var (...) betænkt paa havde i sinde. paanøde påtvinge. Ingen uden anden end. Passkriveren embedsmand, der har til opgave at udstede rejsepas. samles med Uro henviser til Ordsp 15,16 i Luthers oversættelse: »Es ist besser ein wenig mit der Furcht des Herrn, denn großer Schatz, darinnen Unruhe ist« (»Det er bedre [at have] en lille smule med frygt for Herren, end en stor skat, hvori der er uro«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). det er, for det vil sige. beder og takker for det daglige Brød . tager (...) hen modtager. Rigdom er i Himmelen ... derhen, hvor hans Skat skal være hentyder til Matt 6,19-21, hvor Jesus siger: »Samler Eder ikke Liggendefæ [skat] paa Jorden, hvor Møl og Rust fordærver, og hvor Tyve igiennembryde og stiæle. Men samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igiennembryde, ei heller stiæle. Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil og [også] Eders Hierte være« (NT-1819). »Han«, der eiede al Verdens Rigdom, opgav Alt ... og levede i Armod spiller på 2 Kor 8,9, hvor Paulus skriver til korintherne: »I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.« Se også Matt 8,20 (). »glemmer ikke at gjøre vel og at meddele« citat fra Hebr 13,16: »Men glemmer ikke at giøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel« (NT-1819). – meddele: dele med (andre). glem ikke Gud, idet Du gjør vel og meddeler udtryk formet efter Hebr 13,16, se foregående kommentar. al god og al fuldkommen Gave kommer ned herovenfra hentyder til Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« (NT-1819). – herovenfra: i religiøs sprogbrug: fra himlen. hans Fortrolige spiller formentlig på Job 29,4, hvor Job i Jens Møllers oversættelse af Jobs Bog siger: »da Guds Fortrolighed var over mit Paulun [telt]«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91 (forkortet Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter); bd. 1, s. 63. erhverver sig Venner ... kunne modtage ham hisset hentyder til Luk 16,9 (). paanøder sig trænger sig ind på. uden Gud i Verden citat fra Ef 2,12 (). eet Fornødent ... det ene Fornødne spiller modsætningsvis på Luk 10,38-42 om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til Martha, der var travlt optaget af at sørge for ham: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, v. 41-42. hvor Ens Liggendefæ er, der er ogsaa Ens Hierte hentyder til Matt 6,21 (). fortrøste sig til stole på, sætte sin lid til. hvor skal det være muligt imorgen hentyder til Matt 6,34 (). lyste mig bibringe mig lyst, vække lyst hos mig, friste mig. skelende Pengesjel pengegriske el. pengekære person, der betragter (andre) med misundelse. uden for undtagen. spurgtes er hørt, erfaret. hidser opildner, ansporer. de, der ville være rige, falde i mange Fristelser ... fordærve et Menneske hentyder til 1 Tim 6,9 (). uden den anden end. nøiet fornøjet, tilfreds. besmittende besudle, fornedre. Fuglen, der jo var med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). uden sit bortset fra. Mammon og . en Viis i Uvidenhed . skummelt uklart, dunkelt. Bekymrer Eder ikke for, hvad I skulle iføres – efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,25 og 6,32 (). – skulle: skal. Spurvene inddeles i Graa-Spurve og Guld-Spurve Spurv (Passer) er den slægt inden for finkefamilien, som har lagt navn til den største af alle fuglegrupper, der omfatter o. 60 arter; hertil hører fx gråspurv el. husspurv (lat. Passer domesticus L.). Betegnelsen spurv bruges også for forskellige sangfugle, fx Værlinger; hertil hører fx gulspurv el. guldspurv (Emberiza citrinella L.). Hvor gråspurvens fjerdragt er præget af grå og brune farver – brystet er gråt, ryg og vinger brune med kraftige sorte striber – har gulspurven rødbrune, grønne og gule indslag i fjerdragten. Især gulspurvens han er karakteristisk i sin sommerdragt med næsten helt gult hoved, varmt gul underside med en del olivengrønt og rødbrunt på brystet samt rødbrune flankestriber. Hunnens dragt er mere dæmpet med grågrønt og gult hoved samt bleggul underside med gråsorte striber på bryst og ryg. lyster forlyster, fornøjer. nøiet fornøjet, tilfreds. fra første Haand på. intet Spørgsmaal om at være eller ikke at være hentyder til Hamlets monolog i William Shakespeares tragedie Hamlet, Prinds af Danmark (eng. o. 1600), 3. akt, 1. scene. Se William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1, s. 97 [hvert skuespil er pagineret forfra]: »At være, eller ei, det er Spørgsmaalet.« Se fx også Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck, bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 6, 1841, s. 63: »Seyn oder Nichtseyn, das ist hier die Frage«. døe for af. lader fem være lige spiller på talemåden 'At lade fem være lige', dvs. »ikke sønderligen at bekymre sig om nogen Ting«, Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, bd. 2, Kbh. 1802, s. 61. saa er den således. den kongelige Fugls sigter formentlig til ørnen. den er høit paa Straa spiller på talemåden 'At være højt på strå', dvs. »have en fornem, anseet Stilling«, Dansk Ordbog () bd. 6, Kbh. 1848, s. 871. narres med spøger med. end een Gang endnu én gang, dobbelt. saa let tage de sig i det at leve så ubesværet bærer de sig ad i det at leve, finder de sig til rette med det at leve. forsøges prøves. spændes efter spændes ud, sættes op for (at fange). Øienforblindelsens blændværk, synsbedrag. Omgangens Berøring berøring, samkvem eller kontakt med andre i omgangen med dem. bedrage et Menneske fra at blive bedrage et menneske, så det ikke bliver. en Ener (...) en Tier noget, der bærer tallet el. har værdien én hhv. ti, fx en terning el. et spillekort. Ringhedens Forestilling forestillingen om ringheden. grunder har sin grund. skabt i Guds Billede hentyder til 1 Mos 1,26-27: »Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! (...).' Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« uroligende forstyrrende, urovækkende. Gud har levet paa Jorden dvs. som inkarneret i Jesus. Han har ladet sig føde i ringe og fattige Kaar hentyder til Jesu fødsel i en stald, jf. Luk 2,7. i Vanære hentyder formentlig til, at Jesus blev født af en jomfru, der var blevet med barn, inden hun havde været sammen med sin forlovede, Josef, hvorfor han overvejede at skille sig fra hende, jf. Matt 1,18-19. som Barn levet sammen med den simple Mand ... og den foragtede Jomfrue, der var Hans Moder dvs. sammen med Josef, der var tømrer, jf. Matt 13,55, og med Maria, der var foragtet, fordi hun var blevet med barn uden at være gift (se foregående kommentar). At Josef 'kaldtes' Jesu far, hentyder til, at Maria var blevet med barn ved Helligånden, jf. Matt 1,18, og at Josef først tog hende til sig som sin hustru efter undfangelsen, jf. Matt 1,24-25. i en Tjeners ringe Skikkelse hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus, at »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig«, v. 7 (NT-1819). korsfæstet som en Forbryder hentyder til beretningerne om Jesu korsfæstelse sammen med to røvere el. forbrydere, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side, se især Luk 23,31-33. efterlod sig et Navn hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus, at Gud har »høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn«, v. 9 (NT-1819). Begjæring fordring, forlangende, bøn. Navn efter Ham dvs. at kalde sig en kristen. If. ApG 11,26 var det i Antiokia i Syrien, at de, der troede på Jesus Kristus, første gang kaldes kristne. til sine Disciple valgte ringe Mennesker af den simpleste Stand If. evangelierne var flere af de tolv apostle fiskere, jf. Matt 4,18-22, mens fx Matthæus var tolder, jf. Matt 9,9. til sin Omgang søgte dem, som Verden forskjød og foragtede I de tre første evangelier er der adskillige beretninger om, at Jesus omgikkes toldere og syndere, som var udstødte og foragtede. Omvexlinger vekslende tilskikkelser, omskiftelser, forandringer. vilde høit ophøie Ham hentyder dels til beretningen i Joh 6,14-15, hvor det fortælles, at de fem tusind, som Jesus havde bespist i ørkenen, ville tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, dels til beretningerne om Jesu indtog i Jerusalem, fx i Luk 19,28-40, hvor det fortælles, at folkeskaren hyldede ham som konge. vilde fornedre Ham hentyder til, at Jesus under forhøret blev spottet, spyttet på, iført en purpurkappe og kronet med en tornekrans for til sidst at blive korsfæstet som en forbryder () og hånet af de forbipasserende. selv havde fornedret sig hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus, at »da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død«, v. 8 (NT-1819). hvem man just udstødte af Synagogen, fordi Han havde hjulpet dem hentyder først og fremmet til beretningen i Joh 9 om Jesu helbredelse af en blindfødt mand, som jøderne jog ud af synagogen, jf. v. 34-35. Der tænkes måske også på Jesu forudsigelse af, at jøderne skal udelukke disciplene af synagogerne, se Joh 16,2. overseete som man ser hen over, ringeagter. fortrøster (...) sig til stoler på, sætter sin lid til. paanøder sig trænger sig ind på. Sandsen tænke- og forestillingsevnen, den indre sans. ganske forglemmer ganske og aldeles glemmer. fortabt i glemmende sig selv, fordybet i. først hisset skal vise sig i sin Herlighed hentyder fx til Joh 17,5 og 17,24, hvor Jesus beder Gud: »Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til«, og: »Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se den herlighed, som du har givet mig«. Der kan også være tænkt på, at Jesus skal tage sæde på »sin herligheds trone«, Matt 19,28 og 25,31. Slægtskab med Gud spiller på ApG 17,29, hvor Paulus siger, at vi er af »Guds slægt«. Gud til Skaber . uden Gud i Verden citat fra Ef 2,12 (). det er, han det vil sige. Justitsraad titel tillagt personer i forskellige embeder, som var indplaceret i 5. rangklasse (titulær justitsråd) el. i 4. rangklasse ('virkelig', dvs. virkende justitsråd). Jf. forordninger af 1746 og 1808 med senere tillæg og »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden«, i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56. ordentligviis i henhold til forskrifter, anordninger el. sæd og skik, sædvanligvis. Man taler om, at Kongen bærer Kronens Vægt ... Forsorgens Vægt Udtrykkene har ikke kunnet verificeres. det er saa det forholder sig således. Kongen, der, som Grunden, bærer alle de Andre ... bære Kongen som den Øverste måske hentydning til Chr. V's Danske Lov (1683, her citeres efter den ortografisk ajourførte Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af J.H. Bærens, Kbh. 1797), hvor det straks i den første artikel hedder, at den enevældige konge er »Konge-Dømmets rette uforanderlige Grundvolds Lov [dvs. grundlov]« og som sådan af sine undersåtter skal agtes som »det ypperste og høyeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love« (1. bog, kap. 1, art. 1). Se også Kongeloven (1665, først offentliggjort i 1709), art. 2: »Danmarks (...) Enevolds Arve-Konge skal være herefter og alle Undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa Jorden, over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommere kiender over sig, enten [hverken] i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud alene.« paa Vilkaaret af på det vilkår, under den forudsætning. Umenneske ikke-menneske, umenneskelig person. daarlige tåbelige. den neppe hørlige, svage Beaandelse ... hører med til Bogstavet sigter til spiritus lenis (>), et diakritisk tegn benyttet i græsk til angivelse af, at en vokal eller diftong, der indleder et ord, aspireres (beåndes) svagt, dvs. ikke høres i udtalen, i modsætning til den stærke aspiration, angivet ved spiritus asper (<), der udtales som h. Digten og Tragten efter ty. Dichten und Trachten, stræben og higen. Evighedens Udsigt forventning om (det tilkommende i) evigheden. Himlens Haab håb om (det evige liv i) himlen. 70 Aar den traditionelle angivelse af den tid, et menneske har at leve; går tilbage til Sl 90,10: »Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til.« Trøsteligt som bringer trøst, som opmuntrer. hiin Konge, hvem Guderne straffede ... da forsvandt de sigter til myten om Tantalos, konge i Sipylos i Lydien. For at prøve gudernes visdom slagtede han sin søn Pelops og bød dem til gilde på kødet. Imidlertid genoplivede guderne Pelops og straffede Tantalos med evig tørst og sult; de stillede ham lige til halsen i vand, der sank, så snart han bøjede sig, og lige over hans hoved lod de en bugnende æblegren hænge, der svirpede til vejrs, i samme øjeblik han strakte hånden op efter frugterne. I Odysseen, 11. sang, 581-592, lader Homer Odysseus se Tantalos og hans kvaler i underverdenen. – lystelige: som vækker lyst, herlige, dejlige. og kan han ikke kan han heller ikke. Fuglen; den er med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). hvad jeg skal vorde, er endnu ikke aabenbart hentyder til 1 Joh 3,2: »I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle [skal] vorde« (NT-1819). afsjeler (...) sig selv berøver sig selv sjælen, livet. Ham, som er Veien hentyder til Joh 14,6 (). den er salig at finde spiller på Matt 7,14, hvor Jesus siger: »Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« gaaer saa sin egen Vei henviser til ApG 14,16, hvor Paulus siger: »I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje«. Bekymrer Eder ikke, for hvad I skulle iføres – efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,25 og 6,32 ( og ). – skulle: skal. ligeligt ligestillende, sideordnende. Drabanter ledsagende medhjælpere el. tjenere, soldater i en fyrstelig persons livvagt. en Keiser ... omgiven af sin trofaste Livvagt ... Keiseren skjælver sigter til prætorianerne, den rom. kejsers livgarde, oprettet af kejser Augustus (23 f.Kr. - 14 e.Kr.); det var undertiden dem, der afgjorde valget af ny kejser el. styrtede kejseren. beskikket bestemt, udvalgt. er jeg vel min Broders Vogter henviser til beretningen om Kain og Abel i 1 Mos 4,1-16. Da Kain har slået sin bror, Abel, ihjel, spørger Gud ham, hvor hans bror er, og Kain svarer, at han ikke ved det, og føjer til: »Er vel jeg min Broders Vogter?« (v. 9), S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), s. 5. Ligelighed ligestillethed. Forretninger gøremål. vistnok visselig, sandelig. betræffende angående. Herlighed her titulatur (jf. 'hans el. eders herlighed') for en fornem person. Naade her titulatur (jf. 'hans el. eders nåde') for en person af højere rang. lukke sin Dør, naar han skal tale med Gud hentyder til Matt 6,6, hvor Jesus siger: »når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.« for hvem der ikke er Persons-Anseelse hentyder til de mange steder i GT og NT, hvor det siges, at hos Gud er der ingen personsanseelse, dvs. at Gud ikke gør forskel på mennesker (fx 5 Mos 10,17; 2 Krøn 19,7; Job 34,19 (GT-1740), og ApG 10,34; Rom 2,11; Gal 2,6; 1 Pet 1,17 (NT-1819)). Spurven, som falder til Jorden hentyder til Matt 10,29 (). Forhøielse det at gøre højere, finere, ædlere. Forudfølelse det at opleve el. gennemleve på forhånd i følelsen, forudanelse. uden hvis Villie vistnok ingen Spurv falder til Jorden hentyder til Matt 10,29 (). – vistnok: sandelig, visselig. der bedes for ham hentyder til, at der i enhver gudstjeneste blev bedt for kongen og andre højtstående personer, især i den forordnede kirkebøn efter prædikenen, se Forordnet Alter-Bog (), s. 218-220. en uforanderlig Gud jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (oftest omtalt som Balles Lærebog (), Kbh. 1824, ktl. 183, s. 13. beile til søger at opnå, stræber efter. men vel sandelig, så vist. Almagtens jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 3: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie [besvær]. Men han giør ikkun [alene] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene«, i Balles Lærebog (), s. 13. Regimenter regimer. er lige nidkjer paa er lige så fyldt af nid mod, ser lige så strengt på. hvo hvem. Huusholdning styrelse, (økonomiske og administrative) forvaltning. efterlod undlod at gøre. ogsaa (...) ikke heller ikke. den retfærdige Gud jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 10: »Gud er retfærdig, og vil holde over sine Love, som alle sigte til vort Gavn. Han vil derfor ikkun [alene] belønne dem, som lyde ham, men straffe dem, som ere ham ulydig«, i Balles Lærebog (), s. 16. forbauset af forfærdet, forskrækket over. Gud har vandret i Ringhed paa Jorden . Ingen indgaaer i Himmeriges Rige uden at vorde som Barn igjen hentyder til Matt 18,3, hvor Jesus siger til disciplene: »sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige« (NT-1819). og Ingen heller. til sine Disciple havde valgt ringe Mennesker . for Christus ikke er Persons-Anseelse hentyder til de steder i NT, hvor det siges, at hos Kristus er der ingen personsanseelse (), dvs. at Kristus ikke gør forskel på mennesker (fx Matt 22,16; Mark 12,14; Ef 6,9; Kol 3,25). ingen Karsk nogensinde blev ... frelst ved Christum hentyder til Mark 2,17, hvor Jesus siger til de skriftkloge: »de Karske have ikke Læge behov, men de, som have ondt. Jeg er ikke kommen, at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse« (NT-1819). uden i Egenskab undtagen. gaae om omkring, rundt. de Jævnlige de jævnaldrende. svarer den hellige Skrift: jo henviser til Mark 10,23-25, hvor Jesus siger til disciplene: »hvor vanskelig skulle [skal] de, som have Riigdom, komme ind i Guds Rige.« Og da de forfærdes over den udtalelse, føjer Jesus til: »Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Riigdom, kunne [kan] komme ind i Guds Rige! Det er lettere, at en Kameel gaaer igiennem et Naaleøie, end at en Riig kommer ind i Guds Rige« (NT-1819). »Han« levede i virkelig jordisk Ringhed . for sin Ydmyghed Her har SK i renskriften slettet et længere afsnit og under overskriften »Af den Tale om Høihedens Bekymring / (i Hedningenes Bekymringer)« indført det i journalen NB3: »... Det var derfor ogsaa Tilfældet til andre, naturligviis mere fordærvede og forfinede Tider, da Tiltroen mellem Menneske og Menneske ikke var saa stor som i disse oprigtige og redelige Tider, da man ikke var saa troskyldig, som i disse troskyldige Tider, det var Tilfældet, at man havde lidt barnagtig Mistro til disse msklige [menneskelige] Forsikkringer om i sit Inderste o: s: v:. Man gjorde da for en Forsigtigheds Skyld (thi man betragtede det ingenlunde som det Høieste ell. det Afgjørende, snarere som en Øvelse for Begyndere) lidt Alvor deraf, man bortgav virkelig (hvad Χstus [Kristus] raader den rige Yngling [Matt 19,21]) sin Rigdom og blev bogstaveligen fattig, man opgav virkeligen den verdslige Ære og Anseelse og blev bogstaveligen forhaanet, bespottet maaskee efter Skriften (Luc 18, 32) bespyttet; man nedlagde virkeligen den jordiske Høihed og blev bogstaveligen et ringe Msk [menneske] – udleet af de kloge Christne, at man var gal nok til at lade sig mærke med Noget, taabelig nok til at lade sig forstaae med, at man forstod den hellige Skrift, og hvorom Talen var ligefrem efter Ordene, istedenfor som de kloge og oplyste Χstne [kristne] aandrigt at lade som Ingenting, at leve hedensk lysteligt trods nogen [så godt som nogen anden el. frem for nogen anden] Hedning, at besidde eller eftertragte de jordiske Goder trods nogen Hedning, og saa tillige være Christen, maaskee endog christelig Præst og altsaa endog tjene Penge ved denne fordeelagtige Omsætning. Det var til andre, naturligviis fordærvede i allehaande [alskens] Usandhed og List og Underfundighed [snedighed] mere indviede Tider, hvor selvfølgeligt Tilliden mell. Mand og Mand var tabt, og Mistroen stor til disse menneskelige Forsikkringer om i sit Inderste o: s: v: det var Tilfældet, at naar en Mand ell. Qvinde forsikkrede, at der kun var Een, som var den Elskede, at man kun elsker een Gang, det var Tilfældet, at man fordrede, naturligviis i Betragtning af Tidernes Fordærvethed, at det udvortes Liv ogsaa udtrykte det. Men i vore eenfoldige, redelige, oprigtige troskyldige Tider, hvor, ligesom Eiendomssikkerheden er bleven saa stor, at det hverken gjør fra ell. til, om man lukker sin Dør, saaledes ogsaa Tiltroen mellem Mand og Mand er bleven den størst mulige – naar der En forsikkrer det, om end hans udvortes Liv udtrykker det Modsatte, man troer ham alligevel, den gjensidige Tiltroe er saa stor, at Forsikkringen egl. gjør hverken fra eller til. Vi troe alle hinanden, at vi i det Inderste o: s: v:; vi have næsten vor Morskab af – dog nei, bort med Spøg naar Talen er om Tidens Alvor – vi sætte aandeligt en Ære i, at vort udvortes Liv udtrykker det Modsatte, thi vi veed med os selv og med hinanden indbyrdes, at vi i det Inderste o: s: v:; vi smile aandeligt ad hiin Usikkerhed og Mistillid til sig selv, der maatte tage Udvortesheden til Hjælp, thi vi ere sikkre nok paa os selv, at vi i vort Inderste o: s: v: Nu, i ethvert Tilfælde er det ganske beqvemt, saa ethvert Huus maa sørge for at have en saadan Beqvemmelighed«, NB3:29, fra nov. 1847, SKS 20, 258f. Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 45-47. »ophævede Momenter« hentyder til det hegelske begreb et 'ophævet moment' ('aufgehobenes Moment'). I den ty. idealisme betegner begrebet 'das Moment' et konstituerende element i en større organisk helhed. If. Hegels dialektiske logik bliver en kategori el. 'moment' med nødvendighed negeret af dets modsætning, således bliver fx væren negeret af intet; de to modsatte kategorier konstituerer så tilsammen en højere begrebsmæssig enhed, således bliver fx væren og intet forenet i vorden. På den måde kan de tilbagelagte individuelle kategorier siges at være 'ophævede momenter' i den dialektiske fremadskridende bevægelse, dvs. modsætningen imellem dem er ophævet, men de er selv bevaret som indoptaget i den højere enhed. en tom Ophævelse kritisk rettet mod det hegelske begreb 'ophævelse' ('Aufhebung'), se foregående kommentar, idet der spilles på, at 'ophævelse' ellers kan betyde dels opløsning, dels vidtløftighed. Se også kap. 2 i andet afsnit af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor Johannes Climacus ironisk skriver: »Men naar Professoren har hævet det [paradokset], saa er det jo hævet, saa tør jeg jo sige, at det er hævet – med mindre Ophævelsen mere angik Professoren end Paradoxet, saa han, istedenfor at hæve Paradoxet, selv blev en betænkelig phantastisk Hævelse«, SKS 7, 201,11-14. lært givet den lære fra sig. eenstydigt ensbetydende. i hiin strenge Videnskab ... man drager ... en Hjælpelinie i mat. en linje, som ved konstruktion af en figur ud fra givne stykker drages på den geometriske tegning til støtte og bevisførelse, men som selv hverken er given eller søgt. han jo med ikke. bedaarer En gør en til dåre, bedrager, narrer en. Krudttaarn muret bygning til opbevaring af krudt og andre sprængstoffer. er som Den, der ikke haver spiller på 1 Kor 7,29-31 (). uden Gud i Verden citat fra Ef 2,12 (). Dunst luft, især luft, som er opfyldt af fint støv, røg, damp el. tåge; hvad der i sig selv intet er, forsvinder sporløst. uden den undtagen. et Dødninge-Ridt ridt, der fører i døden, dødsridt; mareridt. hiin travle Mand ... hverken faaer Tid til at spise eller drikke sigter til Vielgeschrey i Ludvig Holbergs komedie Den Stundesløse (1731). Da Leander, i 1. akt, 6. scene, spørgende udtrykker, at han ikke kan forstå, hvilke forretninger en mand kan have, når han ikke sidder i embede, svarer Vielgeschrey: »Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faaer ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! Han siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kan du vidne med mig.« Og Pernille siger: »Herren har 10 Mænds Arbeyde. Det er hans Uvenner, som siger ham, at han har ingen Forretninger. Herren holder jo, foruden mig 4 Skriverkarle; hvilket er Beviis nok, at han har Forretninger.« Se Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. Afgrundens Bekymring bekymring (der kommer) fra afgrunden el. bekymring for (at falde ned i) afgrunden. Efterstræbelse det at blive efterstræbt, forfulgt. skrække forskrække, forfærde. marvløs tynd, svag, uden kraft. Her tænkes der måske på et stykke træ, hvor svampe er trængt ind i marven el. veddet og har bragt det i forrådnelse, gjort det trøsket. Trøske lyser i Mørke spiller på ordsproget 'Også trøske kan skinne i mørke', optegnet som nr. 6734 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 55. Svampeangrebet, trøsket træ kan udsende et svagt, hvidligt lys. Løgtemand lygtemand, if. folketroen et overnaturligt væsen (undertiden et genfærd), der med en lygte ved nattetid lokker mennesker efter sig ud i moser el. lignende. gjøgler øver blændværk. gudforladt . en Titulatur kun som en titel, ikke i virkeligheden. Udmærkelser (tegn på) hæder, berømmelse, privilegier. Puderne ved Begravelsen, der bære hans Stjerner De puder, der ligger på kisten og bærer hans ordenstegn el. ordensstjerner. Fuglen, der var med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). tænk paa mig i Din Høihed spiller formentlig på Luk 23,42, hvor den ene af de to røvere siger til den korsfæstede Kristus: »kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige« (NT-1819). Formastelighedens det at være dumdristig, overmodig, hovmodig, trodsig, opsætsig, med bibetydningen: bespottelig, blasfemisk. Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt – efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,27 og 6,32 (). det Opgivne det foreliggende, dvs. det forudsatte. befindes viser sig. og heller intet jo. Guld-Spurven . Graa-Spurven . frister ei heller Gud hentyder til beretningen i Matt 4,1-11 om Jesu fristelse i ørkenen, efter at han havde fastet 40 dage og 40 nætter og til sidst led sult. I sit andet forsøg på at friste Jesus, tog Djævelen ham med til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Er du Guds Søn, da kast dig selv herned, thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle [skal] bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.« Men Jesus svarede: »der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud«, v. 6-7 (NT-1819). Se også 5 Mos 6,16. – frister: udæsker. alle Engle bare den, at den ikke skal støde sin Fod paa nogen Steen se foregående kommentar. grant nøje, tydeligt, præcist. seer Græsset groe variation af talemåden 'at kunne høre græsset gro', der bl.a. betyder at være meget klog, at have usædvanlige evner (jf. Dansk Ordbog () bd. 2, Kbh. 1802, s. 426). Udtrykket har rod i nordisk mytologi, hvor det om guden Heimdal fortælles, at han kan høre græsset gro på jorden (Snorre Sturlusons edda, 2. del: Gylfaginning 26). forskylde gør sig skyld i. Storken ... reiser den lange Vei hen og den lange Vei tilbage Den hvide stork (Ciconia alba), der er en trækfugl, kommer i småflokke til Danmark i april og søger straks til sin gamle redeplads for at yngle; hen i august begynder storkene igen at samles i små flokke for senere at flyve sydpå. Storken var overordentlig hyppig i Danmark til midten af det 19. årh. tager intet Mærke paa Veien lægger ikke særlig mærke til, indprenter sig ikke noget ved vejen. tager (...) intet Kjende paa lægger ikke nøje mærke til, iagttager, observerer ikke. Guds Villie med Dig spiller på Matt 10,29 (). har (...) kun fra Haanden i Munden Den parallelle talemåde 'Han har kun af hånden i munden' er optegnet i C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 318, hvor den forklares således: »han har kun det han daglig fortærer; har intet tilovers fra den ene Dag til den anden.« vanhelder skæmmer, misklæder, skamferer. Spektakel klodset, uskøn gevækst, skræmsel. ret virkelig, i sandhed. de ville vil. formaste sig sætte sig op imod (den rette orden), gøre oprør, hovmode sig. uendelig fjernt fra Gud i hvem han dog lever, røres og er hentyder til ApG 17,27-28, hvor Paulus siger om Gud: »han er sandelig ikke langt fra Enhver af os; thi i ham leve og røres og ere vi« (NT-1819). det er det vil sige. betræffer angår. falske Eftertryk uretmæssige genoptryk, piratkopier af en bog. i deres Ungdom ... holdte til at tænke paa Skaberen spiller på Præd 12,1: »Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke endnu komme, og Aarene komme an, om hvilke du skal sige: jeg haver ikke Lyst til dem« (GT-1740). at trænge til Gud er Menneskets Fuldkommenhed jf. titlen på og temaet for den første tale, »At trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed«, i Fire opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 291-316. Varagtighed årvågenhed, agtpågivenhed. vaagen agtpågivende, opmærksom, årvågen. vaagnet til Gud hentyder formentlig til 1 Kor 15,34, hvor Paulus skriver til korintherne: »Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke! thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel [skam]« (NT-1819). Den Christne vaager Flere steder i evangelierne siger Jesus til disciplene, at de skal våge, fx i Matt 24,42: »Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer«, og i Matt 26,41: »Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse!« (NT-1819). Også Paulus kan opfordre til at våge, fx i 1 Thess 5,6: »lader os ikke sove, ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue« (NT-1819). Se også 1 Pet 5,8 og Åb 16,15. – vaager: holder sig vågen, er vagtsom, årvågen. vaager (...) paa Guds Villie holder årvågent og nøje øje med, hvad der er Guds vilje (med ham). nøies med Guds Naade hentyder til 2 Kor 12,9, hvor Paulus skriver, at Herren sagde til ham: »min Naade er dig nok, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed« (NT-1819). Alt af Guds Naade kristen talemåde, der bygger på 2 Kor 12,9, se foregående kommentar. en Satans-Engel ... slaae ham paa Munden, at han ikke skal hovmode sig hentyder til 2 Kor 12,7, hvor Paulus skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det [for at] jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819). uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden hentyder til Matt 10,29 (). »Hans Naade kommer den Christne i Forkjøbet« (Ps. 59, 11.) tilpasset citat fra Sl 59,11 i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne«: »Min Miskundheds Gud forekommer mig [kommer mig i forkøbet]«, i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91 (forkortet Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter); bd. 1, s. 187. »følger efter« (Ps. 23, 6.) frit citat fra Sl 23,6: »Visseligen Godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mine Lives Dage« (GT-1740). Christenheden . vel sandt ganske, visselig. Dyre-Forvandling det at forvandle sig til at have en natur som dyret. Jf. Begrebet Angest (1844): »Man vil derfor ikke finde Angest hos Dyret, netop fordi det i sin Naturlighed ikke er bestemmet af Aand«, SKS 4, 348,6-7, og se kommentaren dertil. i Parabelen fortælles om Viingaardsmændene ... lode som var Eieren ikke til sigter til Jesu lignelse om de onde vinbønder i Matt 21,33-39: »der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard, og satte et Gierde omkring den, og gravede en Perse i den, og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands. Men der [da] Frugtens Tiid kom, sendte han sine Tienere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter. Og Viingaardsmændene toge hans Tienere; En sloge de, en Anden dræbte de, en Anden stenede de. Han sendte atter andre Tienere, flere end de første; og de giorde ligesaa med dem. Men derefter sendte han sin Søn til dem, og sagde: de ville [vil] dog undsee sig for min Søn. Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihiel, og tilvende os hans Arv. Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden, og sloge ham ihiel« (NT-1819). – tilvendte sig: bemægtigede sig (på en ulovlig og voldelig måde). lader os slaae Sønnen ihjel, saa er Viingaarden vor frit citat fra Matt 21,38, se foregående kommentar. hans Livegne dvs. mennesket er Guds ejendom og tilhører ham på livstid. Udtrykket 'livegen' refererer til forholdet 'livegenskab', if. hvilket en person ubetinget tilhørte sin herre som en slags træl. I Danmark blev 'vornedskab' og 'livshoveri' afskaffet ved landboreformen i slutningen af det 18. årh. selv sin Lykkes Smed spiller på ordsproget 'Enhver er sin egen lykkes smed', som findes i en række forskellige version, optegnet som nr. 5794 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 639. det er det vil sige. besviger (...) for svigagtigt berøver. hans Tilkommende det, der retteligt tilkommer, tilhører ham. forfængelig forgængelig, tom, intetsigende. negte benægte, fornægte. hærder sig gør sig hård, ufølsom, trodsig. Halter den Gudfrygtige efter at have stridt med Gud spiller på beretningen i 1 Mos 32,25-32 om Jakobs natlige kamp med Gud for at blive velsignet; det blev han, men under kampen fik han et slag på hofteskålen, så han kom til at halte. at det er Gud, der trænger til Mennesket ... for at forstaae sig selv hentyder til en almindelig opfattelse i den hegelianske religionsfilosofi: For at kunne bestemme begrebet Gud må der kunne skelnes mellem Gud og mennesket; altså må Gud skabe mennesket for at have det som sin modsætning. Se fx H.L. Martensen Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, overs. af L.V. Petersen, Kbh. 1841 (jf. ktl. 648), s. 87: »Paa den ene Side erklærer Mennesket sig aldeles afhængig af Gud, men paa den anden Side er han sig dog bevidst, at Guds Tilværelse er absolut afhængig af Mennesket, at Gud for at vinde Existents trænger i enhver Henseende til Mennesket – en Anskuelse, der stærkt nærmer sig til Ironien.« ret rigtig. Tilhold tilholdssted; noget at holde og støtte sig til. Medhold hjælp, støtte. styrte sig ned fra Templets Tinde hentyder til Matt 4,6-7 (). hiin Simon ... Penge kjøbe den Hellig-Aand sigter til beretningen i ApG 8,9-24 om Simon, der udøvede magi i Samaria. Simon kom til tro og lod sig døbe, men da han så, hvordan Helligånden blev givet til dem, apostlene lagde hænderne på, kom han med penge til dem og sagde: »Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden«, v. 19. Han blev afvist af Peter, der opfordrede ham til at omvende sig, hvorpå han bad Peter om at gå i forbøn for ham. paatrænge sig trænge sig ind på. paatrænge påtvinge, pånøde. Gud lader sig ikke spotte hentyder til Gal 6,7, hvor Paulus skriver til galaterne: »Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og [også] høste« (NT-1819). opskrækkede opskræmte. over ham bliver Guds Vrede frit citat fra Joh 3,36, hvor Jesus siger: »Hvo [hvem] som troer paa Sønnen, haver et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham« (NT-1819). forgjeves for at undflye Guds Vrede spiller formentlig på Tob 13,2, hvor det om Gud hedder: »han revser, og forbarmer sig, fører til Helvede, og fører op igien, og der er ingen, som kan undflye hans Haand« (GT-1740). flyede til tog sin tilflugt til. være Angest og Trængsel over hver Den, som gjør det Onde hentyder til Rom 2,9, hvor Paulus skriver: »Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Siel, som giør det Onde, baade en Jødes først, og en Grækers« (NT-1819). Fuglen, der var med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). i Himlen er der Glæde over den Christne, som nøies med Guds Naade spiller på Luk 15,7, hvor Jesus siger: »Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstive Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov« (NT-1819). en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt citat fra 2 Thess 1,9, hvor Paulus skriver om dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om Jesus Krisus, at de skal »lide Straf, en evig Fortabelse, fra Herrens Ansigt, og fra hans Magts Herlighed« (NT-1819). – fra Herrens Ansigt: borte el. fjernt fra. som Mærke dvs. som et mærke at tage bestik ud fra, at måle efter. bestemmer angiver, afgør. Selvplagelsens det at plage sig selv (med noget), volde sig selv plage (åndeligt set). Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen – efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,34 og 6,32 (). – anden: næste. i hvad den end ligegyldigt hvad den. den næste Dag fri gengivelse af »den anden Morgen« i Matt 6,34 (). den staaer idag, imorgen kastes den i Ovnen frit citat fra Matt 6,30, hvor det siges om græsset på marken (). synke forsvinde (med tanke på, at solen synker). sin Bestemmelse sit bestemmelsessted. paa Jernbane saa hurtigt, at man samme Dag ankommer til et fjernt Sted Jernbanerne var samtidens store anlægsprojekt. De udvikledes i England fra o. 1830 for derefter at brede sig til det europæiske kontinent. Det første jernbaneanlæg i Danmark blev taget i brug i Holsten i sept. 1844, hvor man åbnede strækningen mellem Kiel og Altona; dernæst fulgte i juni 1847 strækningen ml. København og Roskilde. SK kørte selv med tog i maj 1843, da han på sin hjemrejse fra Berlin benyttede den nyåbnede jernbane til Angermünde, jf. Adresseavisen, nr. 109, den 10. maj 1843: »Formedelst den alt halvveis aabnede Jernbane gjøres en Reise fra Stettin til Berlin i 9 a 10 Timer« (Angermünde ligger midtvejs ml. Stettin og Berlin). een Dag dvs. én dag ad gangen. Dagen Idag (hvilken har nok i sin egen Plage) hentyder til Matt 6,34 (). At seire over sit Sind skal være større end at indtage en Stad hentyder til Ordsp 16,32: »En Langmodig er bedre end en Helt; og den, som hersker over sit Sind, bedre end den, der indtager en Stad«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 373. Entrehagen stor bådshage, hvormed man ved entring (ombordstigning, især på fjendtlige skibe) ude på havet holder de kæmpende skibe sammen. hedder det i Dommen, at det er for Livstid Ved idømmelse af livsvarigt fængsel hed det i dommen, at den dømte skulle hensættes i en nærmere bestemt straffeanstalt »paa Livstid«, jf. fx Ny Collegial-Tidende, nr. 2, den 16. jan. 1847, s. 29; nr. 16, den 24. april 1847, s. 247; nr. 29, den 24. juli 1847, s. 599; nr. 45, den 13. nov. 1847, s. 837; og nr. 52, den 31. dec. 1847, s. 946. Fortryllelse evne til at fortrylle, besnære. afdøe fra Timeligheden bortvende og løsgøre sig fuldstændig fra alt, hvad der har med det timelige at gøre. Dette og lignende udtryk, som fx 'at afdø fra verden', er ofte anvendt i mystikken og i den pietistiske teologi og litteratur. Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Denne tanke blev i pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra timeligheden, fra endeligheden og fra verden i selvfornægtelse, hvorved vægten blev forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. Jf. fx 1. bog, 12. betragtning, »En Christen maa afdøe fra sit Hjertes Lyster og fra Verden, og leve i Christo«, og 13. betragtning, »Af Kjærlighed til Christum, og for den evige Herligheds Skyld, hvortil vi ere skabte og forløste, maae vi afdøe fra os selv og Verden«, i Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Kristiania [Oslo] 1829 [ty. o. 1610], ktl. 277. hver Dag har nok i sin egen Plage citat fra Matt 6,34 (). et Evangelium et glædeligt budskab. en Begrædelsens Bog hentyder til titlen på Klagesangene, der i GT-1740 benævnes »Begrædelsers Bog«. afsier sandeligen heller ikke Myggen for at nedsluge Kamelen hentyder til Matt 23,24, hvor Jesus siger til farisæerne og de skriftkloge: »I blinde Veiledere, I, som sie Myggen af, men nedsluge Kamelen!« (NT-1819). den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget citat fra Matt 6,34 (). hav Gudsfrygt med Nøisomhed hentyder til 1 Tim 6,6, hvor Paulus skriver: »Vistnok [visselig] er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding« (NT-1819). sørger enten: sørger for (alt), eller: har omsorg. Skuffelsens illusionen, bedraget. forvirrer (...) sig bliver uklart, utydeligt. ret på rette måde, virkelig. en Apokalyptiker en, der gransker i apokalypser, dvs. skrifter, som indeholder åbenbaringer om verdens undergang, dommedag, livet efter døden osv., el. en, der selv er forfatter af sådanne skrifter. hine Dæmoner ... avlede Børn med jordiske Qvinder sigter til beretningen i 1 Mos 6,1-2: »Og det skede, der [da] Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og dem føddes Døttre. Da saae Guds Sønner Menneskens Døttre, at de vare skiønne; og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte«, og i 6,4, hvor det fortælles, at »Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døttre, og havde avlet sig Børn« (GT-1740). qvindagtige som har kvindelige egenskaber, med bibetydning af: det umandige, blødagtige, feje. hvad dette Ord i hiint fremmede Sprog betegner en Mægtig sigter til det lat. ord 'præsens', der kan betyde både 'nærværende' og 'virksom, mægtig', jf. Imann. Joh. Gerhard Schellers ausführliches und möglichst vollständiges lateinisch-deutsches Lexicon oder Wörterbuch bd. 1-5, 3. udvidede udg., Leipzig 1804 [1783-84], ktl. 1016-1020; bd. 4, sp. 8369 og 8371. apokalyptisk . Skuespils-Skuffelse illusion. høistæret særdeles æret; alm. brugt i brevoverskrifter el. i ærbødig tiltale, undertiden med ironi. anpriser lovpriser. hvad en af de strengeste Kirkefædre gjør Hvem der sigtes til, har ikke kunnet identificeres. Sirach Jesus Sirak, jødisk forfatter og embedsmand, der tilhørte overklassen i Jerusalem, og som måske ligefrem havde en visdomsskole. Hans hebr. værk fra o. 180 f.Kr., »Siraks Bog« el. »Jesu Sirachs Søns Viisdom«, som den benævnes i GT-1740, blev oversat til gr. af hans sønnesøn o. 130 f.Kr. i Alexandria. I sit forord skriver sønnesønnen: »Da har min Farfader Jesus, efter at han havde besynderligen [især] givet sig selv til at læse Loven og Propheterne, og de andre Fædres Bøger, og havde noksom [til fulde] øvet sig i dem, taget sig og [også] for, at sammenskrive noget af de Ting, som høre rettelig til Lærdom og Viisdom, paa det [for at] at de, som gierne ville lære, og vare blevne forfarne [erfarne, kloge] herudi, kunde des mere forfremmes ved et ret lovligt Levnet« (GT-1740). »Siraks Bog« hører til GTs apokryfe skrifter. (30, 24): »elsk Din Sjel, og trøst Dit Hjerte, og driv Sorg langt fra Dig« citat fra Sir 30,24 (GT-1740, i nyere bibeloversættelser 30,23). hvo hvem. vel og også. i en Bogsamling ... en Bog ... »det bedste Middel mod Kjettere« ... hvori der laae en Svøbe En kilde har ikke kunnet identificeres. beder om det daglige Brød »idag« hentyder til den fjerde bøn i Fadervor: »Giv os i Dag vort daglige Brød«, Matt 6,11 (NT-1819). frels mig idag fra det Onde hentyder til den syvende bøn i Fadervor: »Men frie os fra det Onde«, Matt 6,13 (NT-1819). I Balles Lærebog () har denne bøn følgende ordlyd: »Men frels os fra det Onde«, s. 101; samme ordlyd anvendes i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 196, og i ritualet for brudevielse i Forordnet Alter-Bog (), s. 261. maler ikke Djævelen paa Væggen spiller på ordsproget 'Når man maler Fanden på væggen, kommer han let i virkeligheden', der også findes i versionen: 'Man har ej behov at male Fanden på væggen; han kommer vel selv', el. blot: 'Mal ikke Fanden på væggen!', optegnet som nr. 1927 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 197. Forbilledet Jesus Kristus. vidste det, medens Folket jublende hilsede ham som Konge hentyder til beretningen i Luk 19,28-40 om Jesu indtog i Jerusalem, hvor discipelskaren hylder ham med råbet: »Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! / Fred i himlen / og ære i det højeste!« v. 38. da der raabtes Hosianna ved Indtoget hentyder til beretningen i Matt 21,8-11 om Jesu indtog i Jerusalem, hvor en stor folkeskare hylder ham med råbet: »Hosianna, Davids søn! / Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! / Hosianna i det højeste!« v. 9. – Hosianna: hebr. 'frels!' anvendes i GT som den nødlidendes råb til kongen el. som folkets nødråb til Gud, men bliver efterhånden til en mere ubestemt hyldningsformel som fx her i skarens hyldest af Jesus som den messianske konge. skulde raabes »Korsfæst« hentyder til beretningerne om domfældelsen af Jesus. Da han et par dage efter indtoget i Jerusalem (se de foregående kommentarer) stod anklaget af det jødiske råd for gudsbespottelse, men Pilatus ikke fandt ham skyldig og derfor ønskede at løslade ham, råbte folkeskaren: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« Luk 23,21. kunde sikkre sig Kongemagtens Glands ... hvis han vilde slippe Sandheden hentyder formentlig til beretningen i Joh 18,33-38 om Pilatus' forhør af Jesus. Da Pilatus spørger Jesus, om han er jødernes konge, svarer Jesus: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« Da Pilatus halvt konstaterende siger til Jesus: »Så er du altså konge?« svarer Jesus: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Herpå sagde Pilatus: »Hvad er sandhed?« Han, som dog ikke var ukjendt med denne Angestens (...) Lidelse hentyder til beretningen i Matt 26,36-46 om Jesus i Getsemane Have, hvor det fortælles, at han »blev grebet af sorg og angst« og sagde til Peter og de to Zebbedæussønner, som han havde taget med sig: »Min sjæl er fortvivlet til døden«, v. 37-38. Jf. også parallelberetningen i Luk 22,39-46, hvor det yderligere fortælles om Jesus: »I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden«, v. 44. Jf. også Luk 12,50 (se følgende kommentar). og gid den Time allerede var kommen Citatet findes ikke i NT, men der kan tænkes på Joh 13,1, hvor det fortælles, at Jesus vidste, »at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen«, sammenholdt med, at han under det efterfølgende måltid siger til Judas, der forrådte ham: »hvad du giør, det giør snart«, 13,27 (NT-1819). Der kan også være tænkt på Luk 12,50, hvor Jesus om sin forestående død siger: »En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt!« (NT-1819). Langt fra os være det ligger os fjernt at gøre. sætte Opgaven, for at efterlade et Fodspor, saa skulle vi jo lære af ham hentyder til 1 Pet 2,21: »Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus haver og [også] liidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle [skal] efterfølge hans Fodspor« (NT-1819). – sætte: stille. Faderens Villie ... hvorunder Han lydigt bøiede sig hentyder til Joh 6,38, hvor Jesus siger: »for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.« Se også Joh 4,34 () og 7,16-17. Hentyder desuden til Matt 26,39, hvor Jesus bad i Getsemane Have: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« kaste al sin Sorg paa Gud hentyder til 1 Pet 5,7: »Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for Eder« (NT-1819). – Sorg: bekymring. han er uden Gud hentyder til Ef 2,12 (). Lader os æde og drikke, thi imorgen skulle vi døe frit citat fra 1 Kor 15,32, hvor Paulus skriver: »Streed jeg, efter menneskelig Maade at tale, med vilde Dyr i Ephesus, hvad hielper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi« (NT-1819). – skulle: skal. Bedøvelse det at svække, sløve el. lamme evnen til at sanse, tænke og erindre. thi imorgen citat fra 1 Kor 15,32 (). Man taler (...) om en Fortvivlelsens Livs-Lyst hentyder måske til udsagnet: »verdslig Kløgt veed ved Lidelser at give fortvivlet Livslyst, men kun Inderlighed i Lidelser vinder det Evige«, i nr. III i »Lidelsernes Evangelium«, tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 355,5-6. ganske i den Dag Idag Udtrykket har ikke kunnet verificeres, men svarer formentlig til: »For den Dag i Dag« med betydningen: »For den nærværende Dag allene«, Dansk Ordbog () bd. 1, 1793, s. 582. Skuffelse bedrag, indbildning, illusion. den usynlige Skrift paa Væggen hentyder til beretningen i Dan 5, hvor det fortælles, at kong Belshassar så en finger skrive i kalken på væggen i kongepaladset, v. 5. Da ingen af kongens vismænd kunne læse og tyde skriften, blev Daniel tilkaldt. Han var i stand til både at læse skriften på væggen (»mené, mené, teqél ufarsín«) og at tyde den, v. 25-28. gik (...) ud som en glød går ud. afsjeler (...) sit Selv berøver sit selv for sjæl, for liv. mattede afkræftede, udmattede. klare op sprede lys over, få til at se tydeligt, til klart at forstå, fatte, bedømme (sin situation). Fuglen, der var med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). »endnu idag« i Himmelen hentyder til Jesu ord til røveren på korset: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis«, Luk 23,43 (NT-1819). Ingen kan tjene to Herrer – efter alt saadant søge Hedningene sammentrukket citat fra Matt 6,24 og Matt 6,32 (). Englene Guds Sendebud Ordet engel kommer af gr. 'ángelos', der betyder 'budbringer'. Der er i Bibelen adskillige udsagn om, at Gud sender en engel, især i GT, se fx 1 Mos 24,7; 1 Krøn 21,15; Dan 3,28; Mal 3,1, men også i NT, se fx Luk 1,26. Her tænkes der formentlig især på Hebr 1,14, hvor det siges om englene: »Ere de ikke alle tienende Aander, udsendte til Hielp for dem som skulle [skal] arve Salighed?« (NT-1819). bruger han Vindene som sine Engle hentyder til Hebr 1,7: »Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde« (NT-1819), jf. Sl 104,4. til Overflod overflødige. i Menneskenes travle Liv ... er som til Overflod ... Travlhedens Vigtighed se det brev, SK o. årsskiftet 1847/48 skrev til sin lamme fætter H.P. Kierkegaard: »lad det, at Du i en travl Verdens dumme Øjne er til Overflod, lad det for Alt ikke berøve Dig Forestillingen om Dig selv, som havde for en alvis Styrelses kjærlige Øje Dit Liv, hvis det føres i Inderlighed, ikke lige saa megen Betydning og Gyldighed som ethvert andet Menneskes, og adskillig mere end Travlhedens travle, travlere, allertravleste Hastværk med – at spilde Livet og at tabe sig selv«, B&A, nr. 196, bd. 1, s. 221. som Maria ærede Christus bedre ... end den travle Marthes Virksomhed sigter til beretningen i Luk 10,38-42 om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til Martha, der var travlt optaget af at sørge for ham, mens Maria sad ved hans fødder og lyttede til ham: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, v. 41-42. Den, der i den Grad skylder Naaden Alt spiller på 2 Kor 12,9 (). den Almægtiges . skabte det af Intet Siden det 2. årh. har det været en stadig mere udbredt kristen opfattelse af skabelsesberetningen i 1 Mos 1, at Gud skabte alt af intet. Jf. i øvrigt 2 Makk 7,28: »Jeg beder dig, mit Barn! at naar du seer op til Himmelen og Jorden, og seer alle de Ting, som ere udi dem, at du skal vide, at Gud haver giort dem af intet, og at den menneskelige Slægt blev saaledes til« (GT-1740). Se også Balles Lærebog (), kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 1, § 1, s. 17: »Gud haver fra Begyndelsen skabt Himmel og Jord af intet, ved sin egen almægtige Kraft allene, til Gavn og Glæde for alle sine levende Skabninger.« give Alt til ofrer alt. Herren dvs. Gud. slagvante vant til at søge til dueslaget. hedder der går under betegnelsen, henregnes til. af dit ganske Hjerte, af Dit ganske Sind, og af al Din Magt . er Du i Slægtskab med hiin Herre spiller på ApG 17,29 (). Ingen kan tjene to Herrer ... er »Herren« se journaloptegnelsen NB2:236, fra okt. 1847: »Ingen kan tjene to Herrer. Dermed er ikke blot betegnet den Vaklende, den Tvivlraadige som ikke ret veed hvilken han skal vælge. Nei, ogsaa Den der trodsigt brød med Gud og Himlen, for at tjene sin Lyst og Begjering [begær, attrå, higen], han tjener dog to Herrer, hvad Ingen kan; thi han maa tjene Gud enten han vil eller ei. Forholdet er da ikke saaledes ligefrem: vælg een af de To; men Forholdet er: der er kun een at vælge, naar man virkeligen kun skal tjene een Herre det er Gud«, SKS 20, 229. saa med således. er een Herre til jf. kap. 1, afsnit 2, § 1, i Balles Lærebog (), s. 10: »Verdens Skaber er den eneste sande Gud, og ellers ingen foruden ham.« Her citeres 1 Kor 8,4, hvor Paulus skriver: »der er ingen anden Gud til, end een.« tjene Mammon hentyder til Matt 6,24 (). Om betydningen af 'mammon', . thi han maa enten elske den ene og hade den anden frit citat fra Matt 6,24 (). det er det vil sige. Tjeneste-Menneskes person i en tjenende stilling, især tyende. fristende lokkende. slaae (...) løs slippe løs. at tvivle er netop, som Ordet tyder paa ... at være i To jf. C. Molbech Dansk Ordbog () bd. 2, s. 546, hvor det oplyses, at 'tvivle' kommer »af tve«, der s. 544 forklares således: »to, to Gange, som er to, i to Dele, dobbelt, o. s. v.« Røverkule (...) det Hjerte, der er en Røverkule spiller på talemåden '(ikke) at gøre en røverkule af sit hjerte', optegnet som nr. 1123 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 42. – Røverkule: hule, hvor røvere bor, holder til. elsker Herren sin Gud af sit ganske Sind og af sit ganske Hjerte og af al sin Magt hentyder til kærlighedsbudet, især som det er formuleret i Mark 12,30: »du skal elske Herren din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke« (NT-1819). Se også 5 Mos 6,5; Matt 22,37; Luk 10,27. ener dels bringer (noget forskelligt) til at danne en enhed, forener, knytter sammen; dels gør (noget forskelligt) ensartet, forener; og dels bringer overensstemmelse, hvad angår meninger, følelser, holdning o.l., forliger, gør enig. Gud, som er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, dels til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« Fuldkommenhedens Baand hentyder til Kol 3,14, hvor Paulus, efter at have opfordret kolossenserne til at iføre sig inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed og til at bære over med hinanden og tilgive hinanden, tilføjer: »Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.« Herren som er Een hentyder til Mark 12,29-30, hvor Jesus siger: »det første Bud af alle er dette: hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een. Og du skal elske Herren din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke: dette er det første Bud« (NT-1819). Lighed med Gud hentyder til beretningen om menneskets skabelse i 1 Mos 1,26, hvor Gud siger: »lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse [det at ligne, lighed]« (GT-1740). I betragtning af det foregående tænkes formentlig samtidig på Matt 5,48, hvor Jesus siger: »Værer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen« (NT-1819). Gud velbehagelige og saa dog saa salige Offer hentyder til 1 Sam 15,22, hvor Samuel siger til Saul, der ikke har adlydt Gud: »mon HERREN har saa [lige så meget] Behagelighed [behag] i Brændoffere og Slagt-Offere, som i at adlyde HERRENS Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, og at give Agt paa, end Fedmen af Vædre« (GT-1740). Forjættelsernes Barn dels det barn, der er forjættet, dels det barn, der er knyttet forjættelser til; hentyder til Isak, Abrahams søn med Sara, om hvem Gud siger til Abraham, at det er efter ham, hans efterkommere skal have navn, jf. 1 Mos 21,12. Hertil henvises der i Hebr 11,17-18: »Formedelst [ved, i kraft af] Tro offrede Abraham Isaak, der [da] han fristedes [blev sat på prøve], ja den Eenbaarne [eneste] offrede han, som havde annammet Forjættelserne; til hvem der var sagt: i Isaak skal Sæd fremkaldes dig« (NT-1819). ikke lægge Haand paa dette Dit Barn hentyder til beretningen i 1 Mos 22,1-19, hvor det fortælles, at Gud satte Abraham på prøve og befalede, at han skulle ofre sin søn Isak. Abraham gjorde, som Gud havde sagt, men da han havde bygget et alter, bundet Isak, lagt ham oven på brændet på alteret og taget kniven for at dræbe ham, råbte en Herrens engel til Abraham: »leg ikke din Haand paa Drengen, og giør ham intet«, v. 12 (GT-1740). altid glad, altid takkende hentyder til 1 Thess 5,16, hvor Paulus skriver til thessalonikerne: »Vær altid glade«, og til 5,18: »sig tak under alle forhold«. Ham, som er Veien hentyder til Joh 14,6 (). Han, der selv lærte Lydighed hentyder til Hebr 5,8, hvor det siges om Kristus: »Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led«. lydig i Alt, lydig i at opgive Alt hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »hvilken, der [da] han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at vær Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død«, v. 6-8 (NT-1819). den Herlighed, Han havde før Verdens Grundvold blev lagt hentyder til Joh 17,24, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger: »Fader, jeg vil, at de, som du haver givet mig, skulle og [skal også] være hos mig, hvor jeg er; at de maae skue min Herlighed, som du haver givet mig, thi du haver elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt« (NT-1819). undvære (...) Det, hvortil han kunde helde sit Hoved hentyder til Matt 8,20, hvor Jesus til en, der forsikrer at ville følge ham overalt, siger: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). Slægtens menneskehedens. lydig i Døden hentyder til Fil 2,8 (). Sphærernes altså sfærernes overensstemmelse, dvs. harmoni; bagved ligger udtrykket 'sfærernes musik', som er blevet tillagt den gr. filosof og matematiker Pythagoras (o. 580 - o. 500 f.Kr). Han påstod, at stjernerne på deres baner frembringer en lyd, som ikke høres, fordi vi har vænnet os til den. himmelske Basune skønt anvendt i overført betydning, spilles der formentlig på Sl 98,6: »Med Basuners og Trompeters Lyd; raaber med Glæde for HERRENS Ansigt, som er Konge« (GT-1740). – Basune: ældre form for basun. Alt hvad Gud gjør er idel Naade og Viisdom jf. kap. 2, afsnit 2, § 3, i Balles Lærebog (), s. 23: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst].« tvivlsom præget af tvivl, tvivlrådig. Hymnen den højtidelige, religiøse lovsang, den inderlige, højstemte lovprisning. Høisangen den højtidelige sang, lovsangen. blive Dig vigtig nære store tanker om din egen betydning og vise det, blive indbildsk i egne øjne. Dig selv til Velsignelse at offre Dig for en Andens Skyld hentyder formentlig til Joh 15,13, hvor Jesus siger: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.« saa er det forholder sig således. lover lovpriser, lovsynger. end fuldkomnere endnu. Hvor skulde hvordan. hungre den ud udhungre den, dvs. belejre og tvinge den til overgivelse, når fødevarerne er sluppet op, el. nedbryde dens modstandskraft ved at påføre den sult. stadselig som tager sig flot ud, som pynter på de virkelige forhold. et Rige, som er splidagtigt med sig selv hentyder til Matt 12,25, hvor Jesus siger: »hvert Rige, som er spliidagtigt [i splid] med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er spliidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae« (NT-1819). ved Djævelens Hjælp uddrives Øieblikkets Djævel, og der farer syv værre ind hentyder dels til Matt 12,26, hvor Jesus siger: »Hvis da Satan uddriver Satan, saa er han spliidagtig [i splid] med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae?« (NT-1819). Dels til Matt 12,43-45, hvor Jesus siger: »Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igiennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. Saa gaaer han hen og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det første; saaledes skal det og [også] gaae denne onde Slægt« (NT-1819). vee den Synder, som gaaer paa to Veie sammentrukket citat fra Sir 2,12: »Vee de frygtagtige Hierter, og de efterladne Hænder, og en Synder, som gaaer paa to Veie!« (GT-1740). ingen Præst folkelig talemåde for ikke at have en ordentlig el. god præst, dvs. en præst, der forkynder evangeliet sandt, forretter sakramenter rigtigt og i øvrigt udfylder sit embede efter forskrifterne. »Herren« dvs. Gud. forsøgt (hårdt) prøvet. desto værre bliver saa hans Sidste end hans Første spiller på Matt 12,45 (). forskyldt forvoldt. vistnok visselig, sandelig. ogsaa i intet heller ikke i noget. Ak som udtryk for uvilje, ærgrelse, utålmodighed og beklagelse. Vee som udtryk for afsky, fordømmelse, forbandelse. forskyldte gjorde sig skyld i. stille det hen stille det i bero, lade det stå hen. ondt ved svært ved, store vanskeligheder med. at komme ud af det at klare sig (økonomisk) igennem. Kramboden bod el. butik, hvor der sælges kram, dvs. varer. Vankelmodigheden (Luc. 12, 29) I Luk 12,29 siger Jesus: »Derfor spørger og I ikke [skal I heller ikke spørge] med Bekymring om, hvad I skulle [skal] æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige« (NT-1819). Spændkraft den kraft at holde noget i spænding (så det er uafgjort). er afspændt har tabt sin spænding, er blevet slap, sløvet. være erindret af Gud spiller på Luk 12,6-7, hvor Jesus siger: »Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.« saa mener således. han gider slet Intet jf. »Diapsalmata« i første del af Enten – Eller, hvor pseudonymet A skriver: »Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke«, SKS 2, 28,5-9. rædsomme Opløsning, værre end Dødens, at forraadne levende jf. »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« i anden del af Enten – Eller, hvor pesudonymet B el. assessor Wilhelm skriver til A: »Du er som en Døende, Du døer daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning, hvori man ellers tager dette Ord, men Livet har tabt sin Realitet og 'Du begærer altid Din Levetid fra den ene Opsigelses-Dag til den anden'«, SKS 3, 189,26-30. uden Kraft til endog blot at fortvivle over sig selv og sin Tilstand jf. »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« i anden del af Enten – Eller, hvor assessor Wilhelm skriver til A: »Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er Fortvivlelse. Og dog er dette Liv i en anden Forstand ikke Fortvivlelse. Du er for letsindig til at fortvivle, og Du er for tungsindig til ikke at komme i Berøring med Fortvivlelsen. Du er som en Fødende, og dog holder Du bestandig Øieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten«, SKS 3, 198,11-16. Og da Assessor Wilhelm lidt senere opfordrer A til at fortvivle, bestemmer han det at fortvivle »som en Gjerning, hvortil der hører hele Sjælens Kraft og Alvor og Samling«, s. 200,17f. bliver (...) travl i allehaande Ting bliver travlt optaget af el. får travlt med alle mulige, alskens ting. uddød livløs, ubevægelig. ligegyldig derved ligeglad dermed. undgaar En unddrager sig ens opmærksomhed. forarges paa tager anstød af. sukker mod retter sine suk, sin klage (anklagende) mod. Fuglen, der var med i Evangeliet henviser til Matt 6,26 (). den Herre, som er Guds Fjende dvs. Djævelen. kastes ud som Saltet, der har mistet sin Kraft hentyder til Matt 5,13, hvor Jesus siger til disciplene: »I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet Andet, end at kastes ud, og nedtrædes af Mennesker« (NT-1819). Stemninger i Lidelsers Strid Om titlen på denne afdeling og om de syv talers temaer, se tekstredegørelsen, s. 42-44. Hvad angår et forord til denne afdeling skriver SK i journaloptegnelsen NB4:22, fra januar 1848: »Til 'Stemninger i Lidelsers Strid' blev intet Forord skrevet. Skulde der være skrevet et, vilde det være bleven af følgende Art. Hiint tappreste Folk i Oldtiden (Lacedemonierne) forberedte sig til Kamp ved Musik: saaledes ere disse Stemninger den seierrige Glædes, der stemmer til Striden, og langt fra at forstemme En i Striden, netop vil gjøre En velstemt«, SKS 20, 298 (se kommentarerne dertil). I den følgende optegnelse NB4:23 med overskriften »Instruxen for 'Stemninger i Lidelsers Strid« skriver SK: »Disse Taler holdes saaledes, at der bestandigt tangeres Synds-Bevidstheden og Syndens Lidelse: en anden Sag er det med Synden o: s: v:, i disse Taler kommes der til Synden. Idet Trøsten lyrisk hæver sig saa høit som muligt over al jordisk Nød og Elendighed selv den tungeste, bliver Syndens Forfærdelse bestandigt udviist. Der er saaledes i disse Taler underfundigt [snedigt] skjult et andet Thema: Synden er Mskets Fordærvelse. / I det almdl. Prædikeforedrag er dette just Forvirringen, at man prædiker Nød og Gjenvordighed – og Synd sammen. / Kategorien for disse Taler er saaledes forskjellig fra Lidelsernes Evangelium [tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847)], der lod Lidelsen ubestemt. Her gjøres Forskjellen: den uskyldige Lidelse – for saa at naae Synden«, SKS 20, 298 (se kommentarerne dertil). I kladden var denne afdeling forsynet med følgende dedikation: »En udskyldigt Lidende / helliges / dette lille Skrift« (Pap. VIII 2 B 99); men den blev slettet i renskriften (se Pap. VIII 2 B 123,12). »Jeg vil bøie mit Øre til Tankesprog ... til Harpespil.« Pslm. 49, 5. citat fra Sl 49,5 i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 172. – Tankesprog: kort, fyndigt udtryk for en (almengyldig) tanke, sentens. – mørke Taler: taler i gåder. at Trængselen ... forhverver Haab . at jo fattigere ... desto rigere kan Du gjøre Andre , og . at jo svagere ... desto stærkere bliver Gud i Dig . naar jeg »vinder Alt«, saa taber jeg jo slet Intet . at Modgang er Medgang . at man lider kun een Gang, men seirer evigt Dette tema anslår SK i journaloptegnelsen NB:145, formentlig fra sidst i feb. 1847: »Der ligger noget saare opbyggeligt i den Tanke, at det gjælder om al Lidelse, hvad der staaer om Christi: hvad han leed, det leed han eengang [jf. Hebr 9,26]. Man lider kun eengang: Seiren er evig. (Verdsligt hører man ofte nok denne Tale: nyd Livet – man lever kun eengang.)« Dette udvikles videre i marginaloptegnelsen NB:145a: »Man lider kun een Gang – man seirer evigt. Forsaavidt seirer man jo ogsaa kun een Gang. Forskjellen er dog, at Lidelsens ene Gang er Øieblikket (selv om Øieblikket var 70 Aar) – men Seirens ene Gang er Evigheden. Lidelsens ene Gang (selv om den varede 70 Aar) kan derfor ikke afbildes eller fremstilles i Kunst. Der er ved Alteret i Frelserens Kirke en Opsats som forestiller Engelen, der rækker Christus Lidelsens Kalk [se illustration 16]. 16. Tegning fra o. 1850 af alterpartiet i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn (). Foto Danmarks Kirker, Nationalmuseet Feilen er at det varer for længe, et Billede varer jo altid en Evighed; det seer for langvarigt ud; man seer ikke, at Lidelsen, fordi al Lidelse i sit Begreb ell. i Seirens Idee er det, er Øieblikket. Seiren derimod er evig; den kan (forsaavidt den ikke var aandelig) fremstilles thi den varer. // Det første Indtryk af det Opbyggelige er imidlertid forfærdende, naar da Mskene [menneskene] give sig Tid til at forstaae det ret, thi at lide eengang vil her være ligesom at være syg eengang ɔ: hele Livet igjennem. Men jordisk Kløgt og Utaalmodighed maa hell. ikke forlange at man skulde kunne tale den til Trøst – naar man da skal tale om det Christelige; thi det Christeliges Trøst begynder først der, hvor den mskelige Utaalmodighed reent vilde fortvivle. Saa dybt ligger det Christelige: først maa man see nøie til for at finde det Forfærdende, og saa igjen nøie til, saa finder man det Opbyggelige. Ak i Almdl. [almindelighed] seer man hverken nøie til i første Forhold ei hell. i andet«, SKS 20, 98 (se kommentarerne dertil). Den, der vil en Hensigt, maa ogsaa ville Midlerne . for det Løse på en tilfældig, overfladisk, letfærdig måde. tager (...) forfængeligt anvender noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. det er det Forfærdende se journaloptegnelsen NB:145a (). ikke for den Sunde men for den Syge spiller på Mark 2,17 (). formeentlig påstået, indbildt. den Ikke-Sønderknusede spiller på Sl 51,19: »Gud-behagelige Offere er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderknust Hjerte vil du, o Gud! ikke foragte«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 177. hiin konstige Brøndboring ... saa springer ogsaa Straalen desto høiere sigter til det princip i udboring af en brønd, at det naturlige tryk i et vandførende lag ved boring presser vandet op til overfladen, og at jo dybere det vandførende lag ligger, desto større bliver det naturlige tryk, og desto højere vil vandet springe. En sådan brønd kaldes, efter den fr. provins Artois, lat. Artesia, en artesisk brønd. Brøndboringer af den art blev udført i København på SKs tid. Ønskeqvisten i Forhold til Kildespringet ... Væld i Bunden En ønskekvist er en spå- el. tryllekvist, gerne formet som et Y og skåret af pil, hassel el. slåen; kvisten bruges bl.a. til påvisning af underjordiske vand- el. metalårer. tilforladeligt ubetinget pålideligt. blødagtigt som skyr anstrengelser, som er styret af magelighed, forfinet. nyd Livet, man lever kun een Gang se journaloptegnelsen NB:145 (). Spiller på det ty. ordsprog (af ukendt oprindelse) 'Man lebt nur einmal' ('Man lever kun én gang'). I 1. akt af J.W. Goethes tragedie Clavigo (1774) forekommer ordsproget: »man lebt nur Einmal in der Welt« (»Man lever kun én gang i verden«), jf. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1828-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1828-33); bd. 10, 1827, s. 53. det er det vil sige. Han leed kun een Gang hentyder til Hebr 9,25-26, hvor det om Kristi offertjeneste siges, at han ikke gik ind i en helligdom, gjort af hænder, men ind i selve himlen for at træde frem for Gud; han gjorde »det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer«. Se også Hebr 7,27; 9,12.28 og 10,10-14. Saa lad os da tale om En lignende formulering i forskellige variationer anvendes gang på gang af J.P. Mynster som introduktion af temaet for en prædiken, jf. især Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret (), fx bd. 1, s. 59: »vi ville [vil] denne Gang tale med hverandre / om det store Gode, at være en Christen«; s. 132: »men denne Gang ville vi med hinanden ret betragte / den christelige Taalmodighed«; s. 207: »i det jeg denne Gang taler / om vor Daabs Pagt«; s. 361: »lader os stræbe at overbevise os om, / at vi alle, eenfoldigen og oprigtigen, skulle holde os til den samme christelige Tro«; bd. 2, s. 95: »vi maae paaminde om, / at ogsaa Gienvordigheder kunne vorde Fristelser«; s. 340: »Lader os derfor nu overveie, / hvorledes vi skulle fortsætte de hellige Mænds Værk, som have bevirket vor Kirkes Forbedring«; s. 382: »naar vi tale om / Døden som en Søvn.« halvfjerdsindstyve Aar . Se også journaloptegnelsen NB:145.a (). syv Gange Gange de halvfjerdsindstyve Gange spiller på Matt 18,21-22: »Da gik Peder frem til ham [Jesus], og sagde: Herre, hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange? Jesus sagde til ham: jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfierdesindstyve Gange syv Gange« (NT-1819). gjøre sig vigtig give det udseende af at spille en betydningsfulde rolle, gøre sig store tanker om sin egen betydning og vise det, blive indbildsk. Gud sagde til Vandet »hertil, og ikke videre« sigter til Job 38,11, hvor Gud siger til havet: »hertil skal du komme og ikke længere; her skal dine Bølgers Overmod brydes«, i Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 87. den snyltende Plante Her tænkes formentlig på en klatreplante, fx alm. vedbend el. efeu (Hedera Helix L.), der er alm. i da. skove. Den kan dels (især som ung) krybe langs skovbunden, dels vokse opad ved at fæste sig til et underlag, fx træbark, med hæfterødder, og i denne forstand siges at snylte på en anden plante. og vel vel også. Han er Sandheden hentyder til Joh 14,6 (). Samfundet fællesskabet. Hovmod slaaer sin egen Herre spiller på ordsproget 'Fals (falskhed) slår sin egen Herre på hals', optegnet som nr. 551 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 21, sammenblandet med 'Hovmod går for fald', jf. Ordsp 16,18: »Foran Ødelæggelse gaaer Stolthed, og foran Fald Hovmodighed«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 372. Men havde dog ikke Viingaardens Herre Ret ... kaldte til Arbeidet ved forskjellig Time sigter til Jesu lignelse om arbejderne i vingården i Matt 20,1-16. Heri fortælles om en vingårdsejer, der går hen på torvet tidligt om morgenen, igen ved den tredje, den sjette og den niende time og til sidst ved den ellevte time for at leje de ledige arbejdere til sin vingård. Og da det bliver aften, beder han sin forvalter kalde arbejderne sammen og udbetale dem hver en denar, idet han skal begynde med de sidste og ende med de første. Da de, der har arbejdet en hel dag, ser, at de får det samme i løn som dem, der blev lejet sidst og kun har arbejdet én time, giver de ondt af sig over for vingårdsejeren, fordi han har stillet de sidste lige med de første, der har båret dagens byrde og hede. Men vingårdsejeren siger til en af de første, at han ikke gør ham uret, da de jo var blevet enige om en denar, og at han kan tage, hvad der er hans, og gå, for han vil give den sidste det samme som den første. som skeete dem som var der sket dem. for hvem Tids-Forskjellen ikke er til hentyder til 2 Pet 3,8, hvor det hedder, »at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag«. hører jo hver Aften Tilraabet »at vogte Lys og Ild« frit citat fra det københavnske vægtervers, som blev sunget kl. 22: »Om I vil Tiden vide, / Huusbonde, Pige og Dreng, / Da er det paa Tide, / Man føier sig til Seng; / Befaler eder Herren fri: / Vær klog og snild, / Vogter Lys og Ild, / Vor Klokke er slagen Ti«, Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 20. hvo hvem. Liid taalmodigt hentyder formentlig til Jak 5,10: »Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.« Se også 1 Pet 2,20. som Ordsproget siger: een Gang er ingen Gang optegnet som nr. 451 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 17. hver Taare skal være aftørret af det Øie hentyder til Åb 21,4: »Og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig [sorg], ei heller Skriig, ei heller Pine skal være mere; thi det Første er veget bort« (NT-1819). Se også Åb 7,17. Synden er Menneskets Fordærvelse jf. kap. 3, »Om Menneskets Fordærvelse ved Synden«, § 10, i Balles Lærebog (), hvor det hedder: »Ordsp. 14, 34. Synden er Folkets Fordærvelse. 1 Tim. 6, 10. Jak. 4, 1-2«, s. 34. Se også journaloptegnelsen NB4:23 (). uskadt gik Daniel ud af Løvekulen sigter til beretningen i Dan 6 om Daniel i løvekulen. Den persiske konge Dareios udstedte et dekret om, at den, der i de følgende 30 dage bad til andre end kongen, skulle kastes i løvekulen. Da profeten Daniel, skønt udnævnt til at være en af kongens statholdere, stadig bad til sin Gud, lod Dareios sig overtale af sine embedsmænd og befalede, at de skulle kaste ham i løvekulen. Den næste dag besøgte kongen kulen og råbte bekymret på Daniel for at høre, om hans Gud havde reddet ham fra løverne; Daniel svarede tilbage, at Gud havde sendt en engel, som havde lukket løvernes gab. Dareios blev glad og befalede, at Daniel skulle løftes op fra løvekulen; og da Daniel kom op, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen skade, fordi han havde stolet på Gud. uskadte gik de Tre i den gloende Ovn sigter til beretningen i Dan 3 om profeten Daniels tre venner, der bundne og fuldt påklædte blev kastet i »en gloende brændende Ovn« (GT-1740) med flammende ild, fordi de ikke ville tilbede det gudebillede, den babylonske konge Nebukadnesar havde ladet fremstille. Da kongen så, at de gik frit rundt i ilden sammen med en engel uden at have lidt nogen skade, kaldte han dem ud; og da de kom ud af ilden, viste det sig, at de var helt uskadte. Comoediant komediant, skuespiller, undertiden af ringere kvalitet el. rang, også person, som optræder teatralsk el. ynder (let gennemskueligt) at forstille sig i hverdagslivet. Saa lidet som Møl og Rust kan fortære Evighedens Skat hentyder til Matt 6,19-21 (). saa lidet som Tyvehaand kan stjæle den hentyder til Matt 6,19-21 (). som Guld renses i Ild hentyder formentlig til Mal 3,2-3, hvor det om Gud hedder, at »han er som en smeltende Ild«, og at »han skal sidde at smelte, og rense Sølvet, og han skal rense Levi Børn, og lutre dem som Guldet og som Sølvet« (GT-1740). Se også Sir 2,5, hvor det hedder, at »Guld prøves i Ild« (GT-1740). Guld er et grundstof, der findes i naturen indlejret i bjergarter og ofte i forbindelse med andre mineraler (sølv, kobber, jern). det Mærkelige det bemærkelsesværdige, det særegne. hiin eenfoldige Vise i Oldtiden beviser Sjelens Udødelighed ... slaaer Legemet ihjel sigter til Sokrates (), der i Platons Staten, 10. bog, 608d - 611a, argumenterer for, at sjælen ikke som legemet forgår ved sygdom og død, men: »Naar den [sjælen] altsaa ikke bliver ødelagt af noget Onde, hverken af noget, der er særegent for den selv, eller af noget, der svarer til noget andet, saa er det klart, at den altid maa være til; og hvis den altid er til, maa den være udødelig« (Platons Skrifter () bd. 5, s. 208-211). Jf. Platonis opera () bd. 5, 1822, s. 78-85. Affald fra frafald fra, opgivelse af. mellem hiin rige Mand ... og Lazarus ... et svælgende Dyb befæstet henviser til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Her fortælles det, at da den rige mand »slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød«, v. 23. Da den rige mand råbte til Abraham og bad ham sende Lazarus derover for at dyppe sin finger i vand og læske hans tunge, svarede Abraham: »Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstiid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 25-26 (NT-1819). – svælgende: afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft. betræffende angående. i en Kirke ... ved Alteret et Konstværk ... Lidelsens Kalk sigter til alterpartiet i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor en fritsvævende engel rækker et forgyldt bæger ned mod Jesus, der omsluttet af en engel beder i Getsemane Have skærtorsdag aften: »Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din! Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham, og styrkede ham«, Luk 22,42-43 (NT-1819). Barokalteret, der er udført af svenskeren Nicodemus Tessin, som havde modellen færdig i 1695, blev indviet den 29. sept. 1732. Se illustration, nr. 16. Se også journaloptegnelsen NB:145.a (). derhos tilmed. lydigt af Guds Haand hentyder til Luk 22,42 (); se også følgende kommentar. tømt den, Lidelsens Kalk hentyder til Joh 18,11, hvor Jesus under tilfangetagelsen i Getsemane Have siger til Peter: »stik dit Sværd i Balgen [skeden]. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader haver givet mig?« (NT-1819). hvad Han leed det leed Han een Gang hentyder til Hebr 9,25-26 ( og ). vistnok rigtigt nok, sandt nok. underskyder underforstår. minde minde om, påminde. i Fader vor om det daglige Brød idag Matt 6,11 (). komme ud af det med her: klare sig (økonomisk) igennem; i det følgende: komme til rette med. Lidelsens Daglige den daglige lidelse. slog mig dog igjennem her: skaffede mig udkommet omend kummerligt, med besvær; i det følgende: klarede mig dog i tilværelsen. det Daglige de daglige fornødenheder. overstandne overstået, udstået, udholdt. Samfund fællesskab. halvfjerdsindstyve Aar . jo og også. vistnok visselig, sandelig. Herren siger: »naar Menneskene forhaane Eder ... da priser Eder salige!« frit citat fra Matt 5,11-12, hvor Jesus siger til disciplene: »Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld, og lyver det. Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene« (NT-1819). Se også Luk 6,22-23. – allehaande: al slags, alskens. at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab hentyder til Rom 5,3-5, hvor Paulus skriver til romerne: »vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide, at Trængslen virker [udvirker] Standhavtighed, men Standhavtigheden Forfarenhed [ved erfaring erhvervet fasthed, indsigt], men Forfarenheden Haab, men Haabet beskæmmer ikke [gør ikke til skamme]; thi Guds Kierlighed er udøst i vore Hierter ved den Hellig Aand, som er given os« (NT-1819). – Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 42. – forhverver: erhverver, skaffer, tilvejebringer; senere i talen skelner SK mellem 'forhverve' (med betydningen: fremkalde, bevirke) og 'erhverve' (med betydningen: få, besidde). Bod butik. Bestemmelse bestemmelsessted. afspændt afslappet, sløv(et), blaseret. tilsammentagne sammenfattede, taget som helhed. Barneværk en ubetydelighed, en bagatel. være Haabet efter Livet stræbe håbet efter livet, ville håbet til livs. Vidunderligt højst forunderligt, underfuldt. forskaffe hjælper (en) til at opnå, skaffer. det at troe og at haabe og at elske hentyder til kærlighedens højsang i 1 Kor 13 (). dette Udsagn, som han ikke tør troe hentyder til beretningen i Luk 24,36-49 om Jesus, der efter opstandelsen pludselig står midt iblandt disciplene, hilser dem, viser dem sine hænder og fødder, for at de skal tro, det er ham og ikke en ånd. Herefter hedder det: »Men der [da] de for Glæde endnu ikke troede, og forundrede sig, sagde han til dem: have I noget at æde?« (NT-1819). forklaredes forvandledes. fortælles om et Menneske ... han, som vi veed, havde glemt det Vigtigste Om den da. filologiske professor, etatsråd Børge Thorlacius (1775-1829), der var kendt for at være meget distræt, fortælles følgende anekdote. En sommeraften red han en tur ud ad Strandvejen N for København, mens han ivrigt studerede en grønlandsk foliant. Undervejs smed hesten, en lavstammet islænder, ham imidlertid af; men den lærde mand fortsatte dog med at læse, mens han lå i vejgrøften, som om intet var hændt. En bekendt, der kom forbi i en vogn, inviterede etatsråden til at slå følge. »Ellers tak,« svarede den distræte professor, ærgerlig over at blive forstyrret, »De ser jo, at jeg rider.« Anekdoten blev engang fortalt i det københavnske læseselskab Athenæum til alles store morskab. Mens de lo, kom en fremmed ind, som ville vide, hvad denne latter skyldtes. En jøde genfortalte anekdoten; men da han glemte den vigtige pointe, at Thorlacius var faldet af hesten, spurgte den fremmede, hvad latterligt der var i det. »De har ganske ret,« svarede jøden, »det er der intet latterligt i, men i et selskab må man jo le med.« Begge anekdoter fortælles i det anonyme værk [af Ferdinand Johann Wit (1800-1863), kaldet von Dörring] Schilderungen und Begebnisse eines Vielgereisten der ausruht bd. 1-3, Leipzig 1833; bd. 2, s. 89-92. På forskellig vis refererer SK til anekdoterne i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 41,7-10, i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 472,11-13, og i Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 242,14f. den hellige Aands Bedrøvelse i ham spiller på Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). det er saa det forholder sig således. til Indgang til en begyndelse, som indledning (til det følgende). Psalmisten tilraaber sin Sjel, »vaagn op Cither og Harpe« citat fra Sl 57,9: »Vaagn op, min Aand! vaagn op, Cithar og Harpe! Jeg vil være vaagen med Morgenrøden«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 185. Se også Sl 108,3. lad os saa tale om . Indbildningen fantasi, (virkelighedsfjern) forestilling. sandser kun hvad Aandens er spiller på Matt 16,23, hvor Jesus siger til Peter: »viig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er« (NT-1819). Kjød og Blods fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. saa lidet som Guds Røst var i det fremfarende Veir, men i den sagte Luftning hentyder til beretningen i 1 Kong 19,11-12 om profeten Elias på Guds bjerg Horeb, hvor Gud Herren lovede Elias at gå forbi. Forud for Herren kom en voldsom storm (»et stort og stærkt Væir«, GT-1740), derpå et jordskælv efterfulgt af en ild, men Herren var hverken i stormen, i jordskælvet eller i ilden. Endelig lød der en sagte susen (»en stille sagte Lyd«, GT-1740), og Elias trådte frem med tilhyllet ansigt, og Herren talte til ham. hvo hvem. lad Dig (...) sige lad dig overbevise, lad dig tale til rette, kom til besindelse. noksom til fulde, mere end nok. Den, der i otte og tredive Aar havde ligget værkbruden ... en Anden kom først hentyder til beretningen i Joh 5,5-9 om den syge, der lå ved Betesda dam, og som Jesus helbredte. Det fortælles om ham, at han havde været syg i 38 år og allerede længe ligget ved dammen og ventet på at blive helbredt af det oprørte vand; når en engel fór ned i vandet og bragte det i oprør, så ville nemlig den, der først steg ned i det, blive rask. Da Jesus sagde til ham: »Vil du være rask?« svarede han: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig« (v. 7). Så sagde Jesus til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« (v. 8). Og den syge blev straks helbredt. – værkbruden: lam i lemmerne. forhverver (...) erhverver . ret tilgavns virkelig grundigt. ligefrem direkte. frastødende ved at støde bort, vise uvenlighed, afskrække. desto værre desværre. Forsikkring forsikrende, garanterende erklæring. fortvivle om tvivle stærkt om, opgive. saa siger således. skiller sig ved fuldfører, fører til ende. for Smerte af. af al ud fra. Dag fra Dag for. Falskmaals falsk handling, bedrag, falskneri. Ordet, som synes særegent for SK, er dannet efter 'faldsmål', der betyder bødestraf for ikke at møde i retten. en ond Qvinde ... kommer paa Baalet, saa kommer Ordet ud Hvis der er en kilde hertil, har den ikke kunnet identificeres. end mindre endnu. Vandets Straale ... ved et Tryk . Synden er Menneskets Fordærvelse . at jo fattigere ... desto rigere kan Du gjøre Andre spiller på 2 Kor 6,10 () og 8,9 (). Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 42. anprises anbefales, lovprises. vidunderlige forunderlige, underfulde. Fald-Dør faldlem. Frygtagtigheden det at være frygtsom, bange. betrygget gjort tryg, sikret. saa ville vi tale om den, om . Vidunderets Forandring underets forandring, dvs. den forandring, underet bevirker, el. den underfulde, mirakuløse forandring. misundeligt som vækker misundelse, noget, man ikke under andre. misundende som man ikke under andre. Det uretfærdige Mammon se hertil marginaloptegnelsen NB2:101.a, fra aug. 1847. Her skriver SK som en kommentar til lignelsen om den uærlige godsforvalter (Luk 16,1-9 ()): »'Det uretfærdige Mammon' maa ingenlunde forstaaes om det uretfærdigt erhvervede Mammon. Nei 'Penge' er uretfærdig, fordi Penge er ligegyldig mod [ligeglad med] enten Eieren er en Tyv ell. en Redelig«, SKS 20, 181. Udtrykket 'den uretfærdige Mammon' er anvendt i ældre da. bibeloversættelser frem til og med den autoriserede revision af 1740 og i den hus- og rejsebibel, der udkom fra 1699 til 1802 (). – Mammon: . ligeligt lige fordelt, retfærdigt. meddele dele med (andre), give. Meddelelse tildeling; det at give (andre) del i, dele med (andre). miskundelig som ikke regner strengt med en andens brøde; barmhjertig, mild, nådig. Slægten menneskeslægten, menneskeheden. en Art Misundelse en form for det ikke at unde andre. Stigen stigning i grader, skærpelse. Een er Alle, og Alle Een spiller formentlig på vendingen 'Én for alle og alle for én' (som udtryk for fælles ansvar og forpligtelse), anvendt flere gange i Danske Lov (1683), fx i 5. bog, kap. 2, art. 83, jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 18. Ligelighed ligestillethed, ligebyrdighed. Erhverv erhvervelse. mig trætter det ikke at gjentage det Samme fri gengivelse af Fil 3,1, hvor Paulus skriver til filipperne: »At skrive Eder det Samme, er mig ikke til Besvær, men Eder til Bestyrkelse« (NT-1819). Det gr. udtryk 'ἐμοὶ οὐϰ ὀϰνηϱόν' kan også betyde 'keder mig ikke', 'trætter mig ikke'. kostelige kostbare, herlige. Mærke præg, kendetegn. betræffende hvad angår. meddele dem dele dem med andre, dele ud af dem. saa er det forholder sig således. hvo hvem. hævde opretholde, håndhæve. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. Tro, Haab og Kjerlighed hentyder til kærlighedens højsang i 1 Kor 13, hvor Paulus sammenfattende skriver: »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden«, v. 13. Han var fattig, men han gjorde dog vel Andre rige hentyder til 2 Kor 8,9, hvor Paulus skriver til korintherne: »I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.« Hans Liv udtrykker jo aldrig noget Tilfældigt se journaloptegnelsen NB2:37, fra maj el. juni 1847: »Χsti [Kristi] Død er Produktet af to Faktorer, og Jødernes Skyld, item [ligeledes] Verdens Ondskab overhovedet constateret. Da Χstus var Gud-Msket [mennesket] saa kan det at han blev korsfæstet ikke betyde, at Jøderne tilfældigviis den Gang vare demoraliserede, og at Χstus saaledes kom, om jeg saa tør sige, i et uheldigt Øieblik. Nei Χsti Skjebne er et Evigt, angiver Mske-Slægtens Vægtfylde, det vil gaae Χstus til enhver Tid saa [således]. Χstus kan aldrig udtrykke noget Tilfældigt«, SKS 20, 156,7-9. hvad der opkom i Menneskets Hjerte hentyder til 1 Kor 2,9, hvor Paulus med et citat fra Es 64,3 skriver: »men, som skrevet er, hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet [opstået] i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819). Han blev fattig hentyder til 2 Kor 8,9 (). nedsætte forringe (ens anseelse), degradere, fornedre. omgikkes kun Syndere og Toldere Der er i de tre første evangelier adskillige beretninger om, at Jesus omgikkes toldere og syndere, som var foragtede. Apostelen Paulus ... : selv fattige gjøre vi Andre rige henviser til 2 Kor 6,10, hvor Paulus om sig selv og sine medarbejdere skriver: »som fattige, der dog giøre Mange rige; som de, der have Intet, og dog besidde Alt« (NT-1819). – Apostelen Paulus: If. Rom 1,1 forstod Paulus sig som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel«. uden engang at have en Hustru hentyder til 1 Kor 7,7, hvor Paulus skriver i afsnittet om ægteskab og ugift stand: »Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er«, nemlig ugift (NT-1819). naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest ordsprog, optegnet i formen »Naar Nøden er størst, er Hjælpen næst« som nr. 2008 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 76. Synden er Menneskets Fordærvelse . at jo svagere Du bliver, desto stærkere bliver Gud i Dig spiller på 2 Kor 12,9-10, hvor Paulus skriver: »men han [Herren] sagde til mig: min Naade er dig nok, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed [svaghed]. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig. Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig« (NT-1819). udtalt talt ud. end besynderligere endnu mærkværdigere, underligere, mere påfaldende. gudelige angående Gud, opbyggelige. Ægteskabets hellige Baand If. ritualet for brudevielse siger præsten i tiltalen til brudeparret efter tilspørgslen, at de har tilsagt hinanden »at ville leve tilsammen i den hellige Ægteskabs Stat [stand]«, Forordnet Alter-Bog (), s. 258. Det samme udtryk forekommer i »En Leiligheds-Tale« i første afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 229,13f. fordret (...) ud udfordret. Elementernes Strid, som raser udtryk for voldsomme hændelser i naturen, der bringer elementerne i oprør. – Elementernes: de naturkræfter, der tænkes at bo i elementerne, efter datidens inddeling de fire hovedbestanddele i den fysiske verden: ild, luft, vand og jord. bringer (...) paa Omtale bringer (et emne) på tale. Saa lad os da tale om denne Strid, om . hvo hvem. vistnok sandt nok. Feilsyn fejlagtig iagttagelse el. betragtning, fejlskøn. i Forhold til Gud kan et Menneske jo kun ... seire derved, at Gud seirer jf. den fjerde tale, »Den rette Bedende strider i Bønnen og seirer – derved, at Gud seirer«, i Fire opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 361-381. den Almægtige . skaber af Intet . Dog er der een Hindring for Gud ... hans Almagt er i Kjerlighedens Magt se journaloptegnelsen NB:69 fra nov. 1846, hvor SK skriver: »Det hele Spørgsmaal om Guds Almagts og Godheds Forhold til det Onde, kan maaskee (istedenfor den Distinktion at Gud bevirker det Gode og blot tillader det Onde) løses ganske simpelt saaledes. Det Høieste der overhovedet kan gjøres for et Væsen, høiere end Alt hvad En kan gjøre det til er at gjøre det frit. Netop dertil hører Almagt for at kunne gjøre det. Dette synes besynderligt, da netop Almagt maatte gjøre afhængig. Men hvis man vil tænke Almagt vil man see, at netop deri tillige maa ligge den Bestemmelse at kunne tage sig selv saaledes tilbage igjen i Almagtens Yttring at netop derfor det ved Almagten Tilblevne kan være uafhængigt. Derfor er det eet Msk. [menneske] ikke ganske kan gjøre et andet frit, fordi Den der har Magten selv er fangen i at have den, og derfor bestandigt dog faaer et forkeert Forhold til den han vil frigjøre. Dertil kommer at der i al endelig Magt (Begavethed o.s:v:) er en endelig Selvkjærlighed. Kun Almagten kan tage sig selv tilbage medens den giver hen, og dette Forhold er jo netop Modtagerens Uafhængighed. Guds Almagt er derfor hans Godhed. Thi Godhed er at give ganske hen, men saaledes at man ved almægtigt at tage sig selv tilbage gjør Modtageren uafhængig. Al endelig Magt gjør afhængig, kun Almagt kan gjøre uafhængig, af Intet frembringe hvad der faaer Bestaaen i sig selv derved, at Almagten bestandig tager sig selv tilbage. Almagten bliver ikke liggende i et Forhold til Andet, thi der er intet Andet til hvilket den forholder sig, nei den kan give uden dog at opgive det Mindste af sin Magt ɔ: den kan gjøre uafhængig. Dette er det ubegribelige, at Almagt ikke blot formaaer at frembringe det Imposanteste af Alt: Verdens synlige Totalitet, men formaaer at frembringe det Skrøbeligste af alt: et lige overfor Almagten uafhængigt Væsen. At altsaa Almagten, der med sin vældige Haand kan tage saa svært [tungt, hårdt] paa Verden, tillige kan gjøre sig saa let, at det Tilblevne faaer Uafhængighed. – Det er kun en ussel og verdslig Forestilling om Magtens Dialektik, at den er større og større i Forhold til som den kan tvinge og gjøre afhængig. Nei da forstod Socrates det bedre, at Magtens Kunst netop er at gjøre fri. Men i Forholdet mell. Msk. og Msk. lader det sig aldrig gjøre, om det end altid atter og atter kan behøves at indskærpes at dette er det Høieste, kun Almagten formaaer det i Sandhed. Dersom derfor Msket havde den Mindste selvstændige Bestaaen ligeoverfor Gud forud (i Retning af materia [stof] ) saa kunde han ikke gjøre ham fri. Skabelsen af Intet er atter Almagtens Udtryk for at kunne gjøre uafhængig. Den som jeg absolut skylder Alt, medens han dog ligesaa absolut har beholdt Alt, han har netop gjort mig uafhængig. Dersom Gud for at skabe Msk. selv tabte lidt af sin Magt kunde han netop ikke gjøre Msk. uafhængigt«, SKS 20, 57f. vidunderlige forunderlige, underfulde. dem, og også. siger »bliv« hentyder til skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvor Gud på hver af skabelsens seks dage sagde: »vorde« (GT-1740), fx på den første dag: »vorde Lys«, v. 3. I Huus- og Reyse-Bibel ( og ) forekommer formen »bliv«. det er ikke saa det forholder sig ikke således. jo og næsten også. tage (...) forfængelig anvende noget sådan, at det misbruges el. gøres til ingenting. Gud er Kjerlighed hentyder til 1 Joh 4,8 og 4,16 (). ubetydeligere end en Spurv hentyder både til Matt 10,29 () og Luk 12,6 (). ikke (...) krumme et Haar paa Dit Hoved talemåde for det ikke at skade blot det mindste. anderledes, end Gud vil det hentyder til Matt 10,29 (). i Forholdet mellem Menneske og Gud er »Tilbedelsens« Sandhed hentyder til Joh 4,23-24 (). troer det som jo Djævelen ogsaa gjør det – og skjælver hentyder til Jak 2,19: »Du troer, at Gud er een; du giør vel; Diævlene troe det ogsaa, og skielve« (NT-1819). piinligt pinagtigt, smertefuldt. af ganske Hjerte, af al sin Magt og af sit ganske Sind hentyder til kærlighedsbudet i Mark 12,30 (). fortørrede hentørrede. formaaer neppe forud at fatte Beslutning ... uden at tilføie »hvis Gud vil« hentyder til Jak 4,13-15: »Og nu I, som siger: 'I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge' (...). I skulle hellere sige: 'Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.'« trodse paa påberåbe sig, hævde, insistere på. Den sande Gud tilbedes kun i Aand og Sandhed hentyder til beretningen om Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden i Joh 4,7-26, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24. Synden er Menneskets Fordærvelse . vistnok helt sikkert, i sandhed. Een Fugl i Haanden er bedre end ti paa Taget ordsprog, i formen 'Bedre er én fugl i hånden, end ti i skoven' optegnet i Dansk Ordbog () bd. 2, 1802, s. 296, i formen 'Én fugl i hånden er bedre end ti i luften' optegnet som nr. 457 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 76, og i formen 'Bedre én fugl i hånden, end to på taget' optegnet som nr. 1677 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 168. saa synes således. klaret op for En lyst op for en, fået en til at se klart, bragt en til afklaring. Gjennemsigtighedens Fjernhed i Tegningen det at gøre tegningen gennemsigtig el. transparent på en sådan måde (evt. ved hjælp af perspektiv), at man bagved kan ane det fjerne, fx bjergene fjernt i horisonten ol., el. på en sådan måde, at det flygtige og umiddelbart fraværende antydes og anes som nærværende. saa er det er således. En viis Mand har sagt ... Enhver, der frygter Straf, lider Straf jf. journaloptegnelsen NB2:161 fra aug. el. sept. 1847, hvor SK skriver: »Det er godt sagt af Montaigne (3d B. p. 84): 'Enhver, der venter Straffen, lider den; og Enhver, der har fortjent den, venter den'«, SKS 20, 205. Hermed sigtes til Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände. Ins Deutsche übersetzt bd. 1-7, Berlin 1793-99, ktl. 681-687; bd. 3, 1793, s. 84, hvor det i 2. bog, kap. 5, »Vom Gewissen«, hedder: »Jeder Mensch, der eine Strafe erwartet, leidet sie; und ein Jeglicher, der sie verdient hat, erwartet sie.« – Den fr. filosof Michel Eyquem de Montaigne (1533-92) var først juridisk embedsmand ved domstolen i Bordeaux, men fra 1570 trak han sig tilbage til sit herresæde, hvor han tilbragte resten af sine dage og nedskrev sine tanker. idet jeg taler om . forskyldt gjort sig skyld i. at tage Skade paa sin Sjel hentyder til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819). Hjerte har syndet i Sorgen frit citat fra første strofe i salmen »Med Sorgen og Klagen hold Maade, / Guds Ord lad dig trøste og raade, / Lad Hiertet i Sorgen ei synde, / Ved Døden vi Livet begynde«, overs. fra lat. (Aurelius Prudentius Clemens, 4. årh.) af den no. præst og salmedigter C.U. Sundt, optaget i Christelige Psalmer, udg. af W.A. Wexels (1840), herfra overtaget af J.P. Mynster som nr. 610 i det autoriserede »Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog«, Kbh. 1845, ktl. 197, s. 50f. DDS, nr. 529. en haard Tale citat fra Joh 6,60, hvor nogle af Jesu disciple, efter at han i synagogen i Kapernaum havde talt om nødvendigheden af at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod, sagde til hinanden: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« ikke blot Tyveri og Mord ... og Deslige er Synd hentyder formentlig til Gal 5,21, hvor Paulus i en opremsning af kødets gerninger skriver: »Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadserie, og deslige; om hvilket jeg forud siger Eder, ligesom jeg og [også] før haver sagt, at de, som giøre Saadant, skulle [skal] ikke arve Guds Rige« (NT-1819). Om tyveri, se Matt 15,19, hvor Jesus siger: »af Hiertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skiørlevnet [utugt], Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser« (NT-1819). ret enten underforstået: beset, dvs. ret beset, el. netop. den beskikkede Sjelesørger den, der er udnævnt (til at beklæde embedet som) sjælesørger, dvs. den kaldede (og ordinerede) præst. På SKs tid kunne man, hvis der var flere præster ved en kirke, selv vælge, hvem man ønskede at have som sin sjælesørger. Hos vedkommende præst skulle man så gå til skrifte og alters. saa ogsaa således. grovere Synder graverende synder. Se »Bønnen efter Litaniet« i Forordnet Alter-Bog (), s. 231: »O allernaadigste Gud, himmelske Fader! vi elendige Mennesker bekiender hierteligen vore mange grove Synder«. Se også bønnen »Om en alvorlig Poenitentse [bod, som udtryk for anger]« i Forordnet Alter-Bog, s. 232: »vi bekiende vor mangfoldige Utaknemmelighed imod dig, og begræde af Hiertet vor Ondskab og vore grove Synder, med hvilke vi skadelige Børn have fortørnet din guddommelige Godhed, og fortient baade timelig og evig Straf!« vistnok visselig, sandelig. gav (...) hen ofrede. forskrev foreskrev, ordinerede. Tingenes guddommelige Orden se hertil Balles Lærebog (), kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 1, § 4: »Der maae være et høieste Væsen til fra Evighed, som haver skabt Verden, eller givet den sin Oprindelse og Indretning. Dette Væsen kaldes Gud; og denne Gud maae besidde den allerhøieste Viisdom, Magt og Godhed, eftersom der findes saa viis en Orden imellem de mange forskiellige Ting, hvoraf Verden bestaaer, og alle disse Ting tiene til megen Nytte«, s. 6. En for Penge vilde kjøbe den Hellig-Aand hentyder til ApG 8,19 (). nedsætte forringe, fornedre. Hensigten eller Formaalet er altid høiere end Midlet hentyder formentlig til den ty. filosof Immanuel Kants morallære. If. denne lære er det gode et formål i sig selv, hvorfor moral er knyttet til det 'kategoriske imperativ', der påbyder en at handle absolut i overensstemmelse med dette mål. Heroverfor står det 'hypotetiske imperativ', der påbyder en at handle efter et bestemt middel for at opnå et bestemt mål. Det kategoriske imperativ udtrykker den ubetingede, øverste morallov og må følges af pligt el. ren agtelse; det hypotetiske imperativ derimod har ingen moralsk værdi. Derfor er det at handle i overensstemmelse med målet højere og vigtigere end at handle efter midlet. saa er det forholder sig således. løbe forvirret ind med i løbe med og således (sammen)blandes med, på en forvirrende måde. Fortabelse I kladden har SK med blyant indstreget og i renskriften udeladt den følgende passage: »Kun Synden er Mskets [menneskets] Fordærvelse, er Fortabelsen. Men derom tale vi ikke i disse Taler, som henvende sig til Lidende, for at formilde Smerten og om muligt forvandle den til Glæde« (Pap. VIII 2 B 100,3). drage (...) sammen sammendrage, sammenfatte, samle. fange gribe og fastholde. Underfundighed listighed, snedighed. Dit Øies Lyst og Dit Hjertes Begjering hentyder til 1 Joh 2,16: »Thi alt det, som er i Verden, Kiødets Lyst, og Øinenes Lyst, og Livets Hoffærdighed [hovmod], er ikke af Faderen, men af Verden« (NT-1819). Se også Rom 1,24, hvor Paulus bruger udtrykket »Hiertets Begieringer til Ureenhed« (NT-1819). – Begjering: begær, attrå, higen. ømmere på et ømmere sted, mere sårende. en Forklaret en forvandlet. ingen den verdslige Æres Pomp og Pragt intet af den verdslige æres pomp og pragt. i Evigheden tager man ikke til Ægte hentyder til Matt 22,30, hvor Jesus angående syv brødre, der alle har været gift med den samme kvinde, siger: »I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.« uden fordi hvis ikke. forskylde være skyld i. ligge under falde til jorden. Vistnok visselig, sandelig. Kjendet kendetegnet. komme ud af det klare sig (økonomisk) igennem. Allehaande alle mulige ting, alskens ting. dette er saa forholder sig således. vil til er villig til. som Fuglen skynder sig til Snaren frit citat fra Ordsp 7,23: »ligesom en Fugl skynder sig til Snaren, og veed ikke, at det gjelder dens Liv«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 349. Synden er Menneskets Fordærvelse . at naar jeg »vinder Alt«, saa taber jeg jo slet Intet se journaloptegnelsen NB4:11, fra dec. 1847 el. jan. 1848. Under overskriften »Omvendt Dialektik« skriver SK: »Tro, at Du 'vinder Alt', saa taber Du ikke blot Intet (cfr Themaet i Talen VI af Stemninger i Lidelsers Strid) men saa er Tabet selv Vinding, saa det at tabe ikke blot ikke er at tabe Noget, ikke blot er at tabe Intet men er at vinde. Det Alt, Du taber, maa jo være det usande Alt, thi af det Alt, Du vinder, taber Du jo ikke Noget, men det Alt Du vinder, er det sande Alt. Og at tabe det usande Alt er ikke blot ikke at tabe Noget, er ikke blot Intet at tabe ell: at tabe Intet men er at vinde. Tab ganske al det verdslige Menneskes Forstand paa Verden, og hvad Verdens er, tab enhver end den mindste Modtagelighed for ethvert Verdslighedens Sandsebedrag, bliv glemsom i denne Henseende som en svækket Olding, glem det Alt, som Den, der aldrig har vidst det, forandre Dig saaledes som Den, der i et fremmed Land har tabt al mulig Færdighed i sit Modersmaal og taler det meningsløst, tab saaledes Alt: ethvert saadant Tab – hvis Du troer, at Du vinder Alt, er Vinding. Om Du ogsaa tabte al Forstand paa disse kunstige [dygtige, snedige] Slutninger, al Sands for dette dog tvetydige Gode – hvis Du troer, at Du vinder Alt,: ogsaa dette Tab er Vinding. Altsaa at tabe er at vinde; ligefrem er at tabe at tabe, omvendt er at tabe at vinde«, SKS 20, 292f. – »vinder Alt«: . givet ham Texten læst ham teksten, dvs. lært ham, hvad det drejer sig om. Guds Ord forjætter jo den Troende »at vinde Alt« hentyder måske til Fil 3,8, hvor Paulus skriver: »Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus«. bliver som Barn igjen går i barndom. Saa lad os da tale om . vis Aands spiller formentlig på Sl 51,12 i Luthers oversættelse: »Schaffe in mir, Gott, ein reines Herz, und gib mir einen neuen gewissen Geist« (»Skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig en ny vis ånd«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). GT-1740 har »en stadig Aand«. formeentlig påstået, indbildt. Der tales i Verden ... to Veie til Sandheden: Troens og Tvivlens se fx H.L. Martensens karakteristik af de to hovedperioder i filosofiens historie, som han beskriver i sin anmeldelse »Indledningsforedrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole. Af J.L. Heiberg, Lærer i Logik og Æsthetik ved den kgl. militaire Høieskole. 42 S.« i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 515-528. Her påstår Martensen, at tro er princippet for middelalderens filosofi: »Middelalderens Philosophie hvilede i Troen, dens Princip er Anselms bekjendte credam ut intelligam [lat. jeg vil tro, for at jeg kan komme til fortåelse], der ikke er forskjelligt fra det ældgamle Ord: Gudsfrygt er Begyndelse til Viisdom. Troen var i hiin Tid det fælleds Middelpunct, der forenede Aanderne, Sandhedens hellige Overlevering strømmede evig ung og levende gjennem Historien, den religiøs-poetiske Anskuelse kastede sin Glands over hele Livet og gestaltede dets forskjellige Forhold. Anskuelsen gjaldt i sin Umiddelbarhed for evig Sandhed, der var ingen Kamp mellem Forestillingen og Begrebet, thi denne Kamp kan ikke indtræde, saalænge som Troen er Erkjendelsens faste Forudsætning og Holdningspunct. Troen er vis paa, at dens Indhold 'er' Sandheden, at Sandheden ikke er anderledes, end den troes; den slipper ikke Forestillingen, og kan ikke indrømme, at der ud over denne ligger en anden og høiere Sandhed, hvis ufuldkomne Udtryk denne kun er; thi med denne Antagelse af en anden og høiere Sandhed er den uendelige Vished, der er Troens Væsen, forstyrret«, s. 516f. I modsætning hertil er tvivl princippet for den nyere tids protestantiske filosofi; her gælder det, at forskeren »maa have Mod til paa den ene Side at resignere paa sit eget Hjertes Ønsker og Længsler, paa den anden Side at løsrive sig fra alle historiske Fordomme, for ubestukken af alle endelige Hensyn at søge Sandheden for dens egen Skyld, og Valgsproget hedder nu: Tvivl er Begyndelse til Viisdom«, s. 518. en dybsindig-bagvendt verdslig Viisdom ... det er saa let at troe, saa vanskeligt at forstaae hentyder formentlig til den ty. filosof G.W.F. Hegels opfattelse, at tro fungerer i kraft af forestillinger, som er lettere at fatte end begreber. Troen hos den menige kristne opererer på et lavere kognitivt niveau end den begrebsmæsssige tænkning hos filosoffen, som netop kun beskæftiger sig med begreber. I den forstand kan man sige, at det er vanskeligt at forstå sandheden gennem begreberne; det kræver en indgående filosofisk træning og en udpræget evne til at tænke abstrakt. Og at tro derimod er lettere, da troen bygger på forestillinger og religiøse fortællinger; det kræver ikke på samme måde speciel træning. – gjort om: vendt om. en Afdød, afdød i Selvfornegtelse . afdøer Du fra Verden . hiin Konge, der ... sagde »Alt er tabt uden Æren« sigter til Frants I (1494-1547, konge fra 1515) af Frankrig. If. overleveringen skrev han efter slaget ved Pavia, hvor han blev taget til fange, til sin mor: »Tout est perdu fors l'honneur.« – uden: bortset fra, blot ikke. Spøgelser flye ... Trolddommen ophører, naar Ordet udsiges kendte forestillinger og udtryk i folketroen. hver dens Lyst enhver af dens lyster. Medlevende samtidige. hiin konstforstandige Mand ... ved Hjælp af Punktet sigter til den gr. matematiker, fysiker og opfinder Arkimedes (o. 287-212 f.Kr.) fra Syrakus på Sicilien, der tillægges udsagnet: »Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge Jorden.« Jf. Marcellus-biografien, kap. 14,7, i den gr. forfatter Plutarks sammenlignende biografier Vitae parallelae (Parallelle liv): »Imidlertid skrev dog Archimedes til Kong Hiero, sin Beslægtede og Ven, at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid [midlertidigt] kunde have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, 1804, s. 272. – konstforstandige: kyndig i sin kunst, dygtig til sit fag, erhverv. en Forsikkrings-Anstalt, som giver En Skadeserstatning Der var på SKs tid en række forskellige assurancekompagnier, der forsikrede for søskader, for varer og andre effekter, for brand af møbler, bohave, brændsel osv. Synden er Menneskets Fordærvelse . Det Glædelige i: at Modgang er Medgang se journaloptegnelsen NB2:201, fra aug. el. sept. 1847, hvor SK skriver: »Det Glædelige i: / at jo mere Verden gaaer os imod, desto mindre sinkes vi underveis paa vor Vandring til Himlen. / ell. / det Glædelige i: / at christeligt forstaaet er Modgang Medgang. / Alt hvad der hjælper os frem ad den Vei vi skal er dog vel Medgang; men det gjør netop Modgang ergo er den Medgang«, SKS 20, 219f. I marginen hertil (NB2:201.a) har han til det sidste føjet: »Naar Fiskeren skal gjøre en god Fangst maa han dog vel gaae derhen hvor Fisken er – men Fisken gaaer mod Strømmen, altsaa maa han gaae til den Side.« uforsøgte ikke hårdt prøvede. fægter i Luften kæmper nytteløst; udtrykket spiller på 1 Kor 9,26 i Luthers oversættelse, hvor Paulus om sig selv skriver: »ich fechte also, nicht als der in die Luft streichet« (»jeg fægter altså, ikke som den, der slår i luften«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). Løsgjenger subsistensløs, landstryger; person, som ikke vil lade sig binde af el. har gjort sig fri af visse åndelige bånd. Borgen forsikring, garanti. Saa lad os da betragte Forholdet omvendt . saa er det forholder sig således. noksom til fulde, mere end nok. Forsøgte (hårdt) prøvede. ret på rette måde, virkelig. skuffet bedraget. farer fort i fortsætter, vedbliver med. vistnok ganske vist. det er det vil sige. til Synderen siger Lovens Strenghed forfærdende »omvend Dig« hentyder formentlig til Johannes Døbers strenge prædiken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Matt 3,2. hvo hvem. tabte Synet dvs. tabte målet af syne. ligegyldigt herved ligeglad hermed. Hvad vilde hvordan skulle. det var saa det forholdt sig således. friste lokke, virke dragende på, tiltale. gaaer ham med går med ham, ledsager ham. tragter først efter Guds Rige citat fra Matt 6,33 (), jf. Luthers oversættelse: »Trachtet am ersten nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit; so wird euch solches alles zufallen« (»Tragt først efter Guds rige, og efter hans retfærdighed; så vil alt sådant tilfalde jer«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). Evigheden lader sig ikke spotte spiller på Gal 6,7 (). Beleiligheden belejlig tid, velegnet lejlighed, passende anledning. vinkende lokkende, indbydende. tilrede for i stand til, klar til. lystelige som vækker lyst, herlige, dejlige. derhos desuden, tilmed. uheldbredeligt dvs. uhelbredeligt. Styrelsen dvs. Guds styrelse, jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst«, og § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse«, i Balles Lærebog (), s. 23 og s. 24f. ret rigtig, virkelig, for alvor. byde Dig lidt svagere Føde spiller på 1 Kor 3,1-3, hvor Paulus skriver til korintherne: »Og jeg, Brødre, kunde ikke tale med Eder, som med Aandelige, men som med Kiødelige, som med Børn i Christo. Jeg gav Eder Melk at drikke, og ikke haard Mad, thi da kunde I end ikke taale den, ja I kunne [kan] endnu ikke; thi I ere endnu Kiødelige« (NT-1819). den Digter, hvis Sange fryde Menneskeheden ... hvis ikke Modgang ... havde været med til at stemme Sjelen sigter formentlig til den rom. digter Ovid (Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. - 17 e.Kr.)), der skrev nogle af sine digtsamlinger, herunder klagesangene Tristia, i landflygtighed i en afsides egn ved Sortehavet. SK ejede Ovids værker som P. Ovidii Nasonis opera quae exstant, udg. af A. Richter, bd. 1-3, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1265. naar Hjertet sidder meest beklemt, da bliver Frydens Harpe stemt citat fra 6. strofe i H.A. Brorsons julesalme »I denne søde Juletid« (1732 og 1739): »Og blandes end med Frydesang / Med Graad og dybe Sukke, / Saa skal dog Korsets haarde Tvang / Mig aldrig Munden lukke; / Naar Hjertet sidder meest beklemt, / Da bliver Frydens Harpe stemt, / At den kan bedre klinge, / Og knuste Hjerter føle bedst, / Hvad denne store Frydefest / For Glæde har at bringe«, Troens rare Klenodie (), s. 11f.; s. 12. DDS, nr. 109. forfængelige værdiløse, tomme; indbildske. saa længe Du ikke troer derpaa, er det ikke saa for Dig . – ikke saa: således. Nelder plante af slægten Urtica L., hvis fleste arter er forsynet med brændehår, især om Urtica urens L., brændenælde. tag (...) rask til grib hurtigt og hårdt til. »hav Troen hos Dig selv for Gud« (Rom. 14, 22) frit citat fra Rom 14,22, hvor Paulus skriver: »Du haver Tro; hav den hos dig selv for Gud« (NT-1819). udvikles udredes, udfoldes, forklares. det er saa det forholder sig således. Synden er Menneskets Fordærvelse . Tredie Afdeling se journaloptegnelsen NB4:78, formentlig fra feb. 1848: »Uden 3die Afdeling er christelige Taler meget for milde, usande i Forhold til min Charakteer, de ere milde nok endda. Og hvor i al Verden skulde jeg faae en lykkeligere Sammenstilling end den uhyre impetus [lat. bevægelse, bevægelsesdrift] i 3die Afdeling – og saa den skjulteste Inderlighed i 4de, just fordi det er Altergang om Fredagen«, SKS 20, 325,16-21. Se også journaloptegnelsen NB4:105, fra marts 1848, hvor SK skriver: »Modsætningen imell. 3die og 4de Afdeling i christelige Taler er saa stærk som mulig og saa inderlig: Først som en Tempelrenselses-Fest – og saa den stille og inderligste af alle Gudstjenester: en Altergang om Fredagen«, SKS 20, 336. Se endvidere tekstredegørelsen, s. 47-49. Om SKs overvejelser over at medtage »Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse« som tredje afdeling i Christelige Taler, se tekstredegørelsen, s. 50-55. Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse se journaloptegnelsen NB4:5, fra slutningen af dec. 1847 el. begyndelsen af jan. 1848. Her har SK noteret den første idé til denne samling af taler: »Der skal skrives nogle Taler / til Opvækkelse / Tanker, som anfalde [angriber pludseligt, voldsomt] saare bag fra – til Opbyggelse«, SKS 20, 288. I marginen er tilføjet: »'Et Overfald af Tanker'«. Om SKs bemærkninger til de seks taler, der er anført i den efterfølgende disposition, se kommentaren til hver enkelt titel. Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 47f. Christelige Foredrag Om de forskellige versioner af denne undertitel fra »christelige Taler« over »christelige Udviklinger« og »christelige Angreb« til det endelige »Christelige Foredrag«, se tekstredegørelsen, s. 60. Det Christelige behøver intet Forsvar ... er angribende se journaloptegnelsen NB3:75, fra dec. 1847, hvor SK under et »NB« skriver: »Det der behøves er en ny theol. Vaabenlære – nye Greb – ved Hjælp af Dobbelt-Dialektiken. Det er en Ynk at see paa den orthodoxe Theologie i disse Tider, den holder paa Vaabnene (og troer det er Forsvars-Vaaben i stedenfor Angrebs-Vaaben), den holder paa dem, som hvis En holdt en Stok ved Dupskoen [metalbeslaget] og overrakte den til Angriberen – for at han kunde slaae ham med den. Jean Paul gjør etsteds det Forslag at give Borgervæbningen en Stok i Haanden til at forsvare sig med (thi Geværet forstaae de ikke at bruge, det kan kun Fjenden tage fra dem): saaledes med Theologien i vor Tid, den har blot Virtuositet i at lide Nederlag«, SKS 20, 279, og se kommentarerne dertil. underfundige snedige, lumske. Christenheden . Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus . »See, vi have forladt alle Ting ... og hvad skulle vi have? . Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud . De Dødes Opstandelse ... de Retfærdiges – og de Uretfærdiges . Vi ere nu Frelsen nærmere – end da vi bleve Troende . Det er dog saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag . Han er troet i Verden . Forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus citat fra Præd 4,17 i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 426. SK skriver 'Din' for 'din' og 'Du' for 'du'. Se journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »'Forvar Din Fod naar Du gaaer til Herrens Huus' (Prædikeren) / cfr en af de tidligere Journaler. / Denne skal være Indgangen. / I de følgende Taler skal saa Texten vælges saaledes, at det seer ud som et Evangelium, og ogsaa er det, men saa kommer Braaden«, SKS 20, 288. I marginen er tilføjet: »Journalen NB2 p 147-48«, dvs. NB2:142, fra aug. 1847, hvor SK skriver: »Prædikeren 4, 17 'forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus' lod sig ypperlig bruge til en Prædiken som Modsætning til den laxe [løse, slappe] Prædikemaade, der blot har travlt for at faae Folk i Kirke. Tag Dig iagt for at gaae derhen. Det er Ansvar, hvis Du saa ikke gjør efter hvad der prædikes. Og hvis der prædikes ret kunde Du maaskee faae et Indtryk som Du ikke igjen kan forvinde, et Indtryk af hvad Gud fordrer af Dig, Selvfornegtelse o: s: v: tag Dig derfor iagt«, SKS 20, 199. – Forvar din Fod: giv agt på, at din fod ikke gør noget urigtigt. – Herrens Huus: i Prædikerens Bog templet, hos SK kirken (se følgende kommentar). Hvor er i Guds Huus Alt saa stille, saa trygt I marginen til journaloptegnelsen NB4:5 (se foregående kommentar) er tilføjet: »Dto p. 242 n: og 243 ø«, dvs. journalen NB2, s. 242f.: ».... O, der er i Verden udenfor saa meget, der vil drage os bort fra Dig, o Gud, derfor gaae vi ind i Dit Huus, men herinde er der saa igjen stundom en Tryghed, som vil bedrage os, som var her al Fare og Forfærdelse langt borte, her hvor der dog skal tales om den største Fare: Syndens, og om den største Rædsel Χsti [Kristi] Lidelse og Død«, NB2:243, fra okt. 1847, i SKS 20, 231f. – Guds Huus: fast udtryk for kirken (), jf. 1 Tim 3,15, hvor der tales om at »færdes i Guds hus – det er den levende Guds kirke«. Optrin voldsomme tildragelse. deres forsmægtende Forventning forestilling om dem, en forestilling, der gør en nødlidende af frygt for dem. tilforladeligt absolut troværdigt. det hellige Sted Kirkens rum betragtes i den forstand som helligt, at kirken er indviet af biskoppen ved en højtidelig (fest)gudstjeneste under medvirken af provsten samt sognets og de nærliggende sognes præster. Se »Om Kirkers Indvielse«, § 114-117 i J.P. Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark«, s. 79-83, i Udkast til en Alter- og Ritualbog (). If. dette forslag, som afspejlede tidens praksis, hedder det i indledningen af biskoppens indvielsestale: »Saa indvier jeg da paa mit Embeds Vegne denne Kirke i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands. Jeg helliger og afsondrer dette Rum fra Verdens Larm og fra al verdslig Handel, at Guds Navn skal boe deri, at her skal være et Guds Huus, her en Forgaard til Himlene«, s. 81f. erindre om ... disse Fredens Foretagender hentyder formentlig til, at Vor Frue Kirke var blevet genopbygget, efter at den gamle kirke var blevet lagt i ruiner under Københavns bombardement i 1807, og højtideligt indviet pinsedag den 7. juni 1829. den Mand, der har hugget disse Billeder i Steen hentyder til den da. billedhugger Bertel Thorvaldsens nyklassicistiske statuer af Kristus og apostlene samt en række bibelske relieffer og friser, som blev udført til opstilling og opsætning i den nyopførte Vor Frue Kirke i København. Se illustration 17. 17. Thorvaldsens statuer () tegnet af Schmidt og udført hos Rittendorff & Aagaard i Frue-Kirke, som den er, 25 Aar efter Indvielsen, Pintsedag 1829, (efter Branden i Bombardementet 1807), Kbh. 1854 han har dertil brugt lang Tid Thorvaldsens statuer blev modelleret og udført i gibsafstøbninger fra o. 1819 til 1827; dog blev to af apostlene, Andreas og Judas Thaddæus, udført i ny skikkelse i 1841-42. Statuerne blev senere hugget i marmor (i Carrara i Italien); Kristusfiguren var færdig o. 1830 (fuldført af Pietro Bienaimé med afsluttende retouche af Thorvaldsen selv) og apostelfigurerne o. 1834, men blev dog først opstillet i 1839 – de nye udgaver af Andreas og Judas Thaddæus i hhv. 1842 og 1848. Om disse statuer samt de forskellige relieffer, friser og andre figurer, som Thorvaldsen udførte til Vor Frue Kirke, se Danmarks Kirker. København bd. 1, udg. af Nationalmuseet, Kbh. 1945-58, s. 157-220. omfredet egl. omgivet med hegn e.l.; værnet, fredet om. betrygget gjort tryg, sikret. inddyssende bringe hvile og ro (over sindet), især berolige med falske forestillinger. ret tilgavns virkelig til gavn. Bestædelserne situationerne, omstændighederne, (livs-)forholdene. den Paagjeldende den det gælder, vedkommer, den for hvem det er alvor. hvert ethvert af. hiin gudelige Sang, »det var ved Midnatstide vor Frelser han blev født« frit citat fra det københavnske vægtervers, som blev sunget ved midnat: »Det var om Midnats Tide / Vor Frelser han blev fød, / Til Trøst al Verden vide, / Som ellers var forød; / Vor Klokke er slagen Tolv; / Med Tung' og Mund / Af Hiertens Grund / Befal eder Gud i Vold«, i Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 21. det pragtfulde Tempel hentyder formentlig til, at Vor Frue Kirke i København arkitektonisk kan minde om et klassisk tempel. Foredraget dvs. prædikeforedraget, den holdte prædiken. betræffende med hensyn til, om. kalder Tidens Fordringer en i tiden hyppigt benyttet vending i forbindelse med krav om politiske forandringer (de liberale), kirkelige forandringer (fx grundtvigianerne) el. mere almene fordringer til åndslivet (fx J.L. Heiberg, der ud fra sine hegelianske forestillinger om historiens nødvendige fremadskriden, kombineret med ønsket om at bringe det københavnske borgerskabs bevidsthed og smag på niveau med fremskredne europæiske storbyers, ofte talte om tidens el. tidsalderens fordring; jf. fx hans indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 52f.). konstnerisk overensstemmende med fordringerne til kunst. Styrelsen dvs. Guds styrelse (). Fred og ingen Fare frit citat fra 1 Thess 5,3, hvor Paulus skriver: »Thi naar de [folk] sige: Det er Fred, der er ingen Fare, da skal Fordervelsen hasteligen falde over dem, ligesom Pinen [over] en frugtsommelig Qvinde, og de skulle [skal] ikke undflye«, Biblia, det er: den gandske Hellige Skrifts Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802 (forkortet Huus- og Reyse-Bibel). Luther gengiver tilsvarende med: »Denn, wenn sie werden sagen: Es ist Friede, es hat keine Gefahr (...)«, Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). Springfjeder egl. spiralfjeder af form som to mod hinanden vendte kegler, benyttet i bl.a. madrasser; drivfjeder. i Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). takke (...) til endogså el. ydermere takke. Saa lad os ... idet vi tale over disse Ord af Prædikeren . – betræffende: angående. ansvarlig som forbundet med ansvar, ansvarsfuld, forpligtende. gaae op i Herrens Huus hentyder til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14, der indledes med ordene: »To mænd gik op til templet for at bede«, v. 10. Se også Es 2,3: »Kommer, og lader os gaae op til Herrens Huus, at han maa lære os om sine Veie, og at vi maae vandre paa hans Stier«, som i denne version indgår i læsningerne ved kirkeindvielse (). den Din Tanke den af dine tanker. fremstiller træder frem. den Allerhøieste gengivelse af det hebr. 'El Eljon' ('Gud den Højeste el. Allerhøjeste') som betegnelse for Gud, se 1 Mos 14,18-20.22 og Sl 78,35.56. Se også Mark 5,7, hvor den besatte kalder Jesus »den allerhøieste Guds Søn« (NT-1819). love lovsynge, lovprise. Hjertekjenderen jf. Luk 16,15, hvor Jesus siger til farisæerne: »Gud kender jeres hjerte«. Se også ApG 1,24 samt 15,8, hvor Peter taler om »Gud, som kender hjerterne«. Formastelse frækhed, krænkelse, bespottelse. formaster Dig til drister dig til hovmodigt, bespotteligt. Gud den Almægtige . tilrede for rede til, til rådighed for. den Almægtige, og kan Alt hvad han vil se kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 3: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie [besvær]. Men han giør ikkun [kun] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene«, i Balles Lærebog (), s. 13. underfundigt snedigt, svigefuldt. kunne narres med kan drive spøg, gæk, spot med. Et Løfte er en Snare frit citat fra Ordsp 20,25: »Det er Mennesket en Snare at overile sig med det Hellige; og først efter gjort Løfte at undersøge det«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 383. vistnok visselig, sandelig. Ledebaand egl. tømmelignende bånd i et bælte, hvormed et barn ledes for ikke at falde, indtil det selv kan gå, også kaldet gangbånd; her i overført betydning som udtryk for at give sig ind under en andens (her Guds) vejledning, at lade sine handlinger bestemme af en anden (her Gud). omgaaes Gud og Guds Navn letsindigt og forfængeligt se forklaringen til det andet af De ti Bud: »Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren vil ikke holde den uskyldig, som tager hans Navn forfængelig. / Det er: / Vi skulle [skal] frygte og elske Gud: ikke bande ved hans hellige Navn, ikke sværge, ikke gjøre Troldom, ikke lyve, ikke bedrage; men udi al vor Nød og Modgang paakalde Guds hellige Navn, bede, love [lovprise] og takke«, i Dr. Morten Luthers lille Catechismus (). If. 1 Mos 20,1-17 er dette bud det tredje af de ti, men if. Luthers tælling det andet. Prædikerens Ord: »vær ikke snar med Din Mund ... lover og betaler det ikke citat fra Præd 5,1.3-4 i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 426. SK udelader slutningen af v. 1: »derfor skulle [skal] dine Ord være saa.« Han har 'Din', 'Dit' og 'Du' for 'din', 'dit' og 'du', 'Noget' for 'noget' og 'Intet' for 'intet'; desuden skriver han det indledende 'vær' med lille begyndelsesbogstav, sætter komma i stedet for semikolon efter 'Mund' i v. 1 og udelader komma foran 'og' i v. 4. – snar: hurtig. – Velbehag til: i. tag Dig (...) iagt for Ilden, den brænder spiller måske på Ordsp 6,27: »Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, at hans Klæder skulde ikke brændes« (GT-1740). snildt snedigt, listigt. forfordeelt besveget, tilsidesat. er ikke saa forholder sig ikke således. Sky det at være sky, ængstelse, frygt. Tilhold i holden el. støtten sig til. som Adam blandt Træerne hentyder til beretningen i 1 Mos 3, hvor det fortælles om Adam og Eva, at de efter syndefaldet skjulte sig for Gud blandt havens træer, v. 8. en løs Tale spiller på Luk 24,11, hvor apostlene opfatter kvindernes ord om den tomme grav og Jesu opstandelse som »en løs Tale« (NT-1819). derunder på samme tid, samtidig. tækkelig behagelig, tiltalende. ulysteligt som ikke vækker nogen lyst. at afdøe (...) afdøe fra Endeligheden . Idrætter bedrifter, handlinger. Øiets Lyst og det kjødelige Hjertes Begjering hentyder til 1 Joh 2,16 og Rom 1,24 (). afdøe fra Verden . Slægten menneskeslægten, menneskeheden. hvo hvem. himmelraabende egl. som anråber himlen om gengældelse; især om iøjnefaldende uret(færdighed) ol., som i høj grad fortjener straf, afskyvækkende, oprørende. oprørte sig rejste sig i oprør. vistnok ganske vist, helt sikkert. see hvilket Menneske citat fra Joh 19,5, hvor det fortælles, at Pilatus sagde: »see, hvilket Menneske!« (NT-1819), da han førte Jesus med tornekrone og purpurkappe på ud for menneskemængden, efter at han havde ladet ham piske og soldaterne havde hånet ham. himmelraabende Skyld jf. udtrykket 'peccata clamantia' (lat. egl. 'råbende synder') om visse grove synder if. den katolske etik. haarde Trøstetale, hvo kan høre den hentyder til Joh 6,60 (). græde for græde over el. pga. Guds Venskab se Jak 2,23, hvor det siges, at Abraham blev kaldt »Guds ven«, jf. fx 2 Krøn 20,7. Her kan der også være tænkt på forligelsen med Gud i kraft af Jesus Kristus ( og ). skulle vi skal. aflade ophøre med. at Du værdeligen benytter ... tilbydes Dig . Forvisning det at være forvisset om noget, have (indre) vished, overbevisning. skrække (...) bort fra sammenblanding af 'bortskrække', skræmme væk, og 'fraskrække', afskrække (fra). een Dag i Guds Huus bedre end tusinde ellers hentyder til Sl 84,11: »Thi bedre er een Dag i dine Forgaarde [til templet], end ellers tusinde«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 232. derhos desuden, tillige. vinde Menneskene hentyder til 2 Kor 5,11, hvor Paulus skriver til korintherne: »Efterdi vi da kiende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed« (NT-1819). »See, ... hvad skulle vi have?« (Mth. XIX, 28.) – og hvad skulle vi have! citat fra Matt 19,27 (NT-1819). Se i øvrigt journaloptegnelsen NB2:102, fra aug. 1847: »Apostlene sige: 'vi som have opgivet alle Ting for at følge Dig – hvilken Løn skulle [skal] vi have.' Over disse Ord lod der sig ypperligt prædike til Opvækkelse – thi hvor mange Msker [mennesker] leve der vel i disse Tider, om hvem det gjelder, at de have opgivet Alt«, SKS 20, 181. Se endvidere journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK skriver om denne tale: »No 1). 'Hvad skulle vi have, som have forladt Alt'. og Christus svarer: I skulle sidde paa Throner o: s: v: [jf. Matt 19,28] / Det Satiriske for os i dette Spørgsmaal – vi som nok slet ikke have forladt Noget«, SKS 20, 289,1-4. Når SK i titlen fejlagtigt angiver Matt 19,28, skyldes det altså, at han opr. havde tænkt både på v. 27 og v. 28. At denne tale anføres som nr. 1, skyldes, at den foregående tale opr. var tænkt som »Indgang«, dvs. som en indledende tale til tredje afdeling. Se endvidere journaloptegnelsen NB4:102, fra marts 1848: »I Taulers Nachfolgung des armen Lebens Jesu Χsti [Kristi], som jeg i denne Tid læser til Opbyggelse, finder jeg en ypperlig Overeensstemmelse med hvad jeg har udviklet i christelige Taler 3die Afdeling Tale 2. Især er det fortræffeligt: at Kjerlighed heller vil lyde Raad end Bud. Det er altsaa [i marginen: som jeg og [også] har fremstillet det,] et christeligt Raad at forlade Alt, som et Ønske af Χstus, at Du vil gjøre det, men han befaler ikke, han dømmer hell. ikke hver Den, som ikke gjør det, ikke at være en Christen«, SKS 20, 335. Af en tilføjelse i marginen fremgår det, at det sted, SK tænker på, er »2den Afdl. § 33 p. 137« i Johann Taulers Nachfolgung des armen Lebens Christi, Frankfurt am Main 1821, ktl. 282. – vi have forladt alle Ting: jf. beretningen om Jesu kaldelse af de første apostle i Matt 4,18-22. Da Jesus sagde til fiskerne Peter (se følgende kommentar) og hans bror Andreas: »følger efter mig, saa vil jeg giøre Eder til Menneske-Fiskere«, »forlode [de] strax Garnene, og fulgte ham«, v. 19-20 (NT-1819). Og da Jesus lidt efter så to andre brødre, Jakob og Johannes, i et skib sammen med deres far i færd med at bøde garn, kaldte han på dem, og »de forlode strax Skibet og deres Fader, og fulgte ham«, v. 22 (NT-1819). – skulle: skal. Apostelen Peders Matt 19,27 indledes med ordene: »Da svarede Peder, og sagde til ham [Jesus]« (NT-1819). – Peder el. Peter (hans egl. navn er Simon), en af de tolv apostle; om Jesu kaldelse af Peter og hans bror som de første to apostle, se foregående kommentar. Christi Forsikkring om, hvor vanskeligt det er at indgaae i Guds-Rige Jesus har talt med en rig ung mand og sagt til ham, at hvis han vil være fuldkommen, skal han sælge alt og give det til de fattige, og føjet til »kom, følg mig«; men manden gik bedrøvet bort, fordi han var meget velhavende. Derpå siger Jesus til sine disciple: »sandelig siger jeg Eder, at en Riig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igiennem et Naale-Øie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige«, Matt 19,23-24 (NT-1819). Vist nok sikkert og vist. Salig Den hentyder til Jesu saligprisninger i Matt 5,3-10, der alle indledes med ordene: »Salige ere de« (NT-1819). gjøre (...) kortere af fremstille, afhandle kortere. fuldere i større fylde. anprises lovprises. Begjeringer begær, attrå, higen. Engletunge evne til at tale glødende, overbevisende ol. Paulus benytter udtrykket »Engles Tungemaal« i 1 Kor 13,1 (NT-1819). samtykke samtykker i, bifalder. en Job, der siger »Herren tog« citat fra Job 1,21. Job har fået underretning om, at hans okser og æsler er blevet stjålet, nogle af hans karle hugget ned, hans får og andre karle ramt af lyn, hans kameler stjålet og endnu nogle karle hugget ned, hans sønner og døtre dræbt, da en storm væltede det hus, hvor de opholdt sig. Da siger han: »Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg vende did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!« Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 3f. Jobs Fromhed I Job 1,1 hedder det, at Job var en mand, der var »fuldkommen og oprigtig, og som frygtede Gud, og vigede [veg] fra det Onde« (GT-1740). sagde »Herrens Navn være lovet« citat fra Job 1,21 (). samtykkede i indvilligede i. friste Gud udæske, udfordre. anslaaer sig det regner el. anser det for at være. er det (...) saa forholder det sig således. fordrede, prøvende, af Abraham kun udtrykkeligt Isaak henviser til beretningen i 1 Mos 22,1-19, at Gud satte Abraham på prøve ved at fordre af ham, at han skulle ofre sin søn Isak (). Trældoms Aand hentyder til Rom 8,15, hvor Paulus skriver til romerne: »I annammede ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!« (NT-1819). underfundigt snedigt, svigefuldt. hine Herlige fast udtryk for de martyrer, der i kristendommens første århundreder blev forfulgt og henrettet pga. deres kristne tro og bekendelse. deres Forkleinelse formindskelse af deres betydning, forringelse af deres agtelse. til Forargelse til anstød. den saakaldte Christenhed . virke inddyssende virke beroligende (på sindet, især med falske forestillinger). i Forfølgelsernes Tider . piinlige pinefulde, smertefulde. forsagede blev frygtsomme, forknytte, svigtede. snildt snedigt, listigt. sig hendragende sig udstrækkende, vedvarende. Christi Befaling om daglig Fornegtelse se fx Matt 16,24-25, hvor Jesus siger til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.« Hjertekjenderen . den Altidnærværende se kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 6: »Gud er allestedsnærværende, og virker med sin Kraft i alle Ting allevegne. Han er ingensteds borte fra sine Skabninger«, i Balles Lærebog (), s. 14. At Gud som evig hverken er begrænset af rum eller tid og derfor kan siges at være både 'allestedsnærværende' og 'altidnærværende', se § 51-53 i Fr. Schleiermacher Der christliche Glaube nach den Grundsätzen der evangelischen Kirche im Zusammenhange dargestellt bd. 1-2, 3. udg., Berlin 1835-36 [1820-21; 2. udg. 1830], ktl. 258; bd. 1, s. 264-280. vitterlig fuldt bevidst; spiller formentlig på udtrykket 'vitterlig synd', dvs. en synd, man er sig bevidst at begå. Overskuelse af overblik over. derhos desuden. Ordsproget siger »at synde er menneskeligt, men at vedblive i Synden, er djævelsk,« egl. 'At synde er menneskeligt, at blive i synden er djævelsk, men at stå op fra synden er kristeligt', optegnet som nr. 9920 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 392. snildt listigt, snedigt. Tilhold støtte. ret godt virkelig, for alvor. Han forlod sin vante Syssel, et stille borgerligt Liv . – Syssel: beskæftigelse, arbejde (især om det regelmæssige, daglige arbejde, man lever af). – borgerligt Liv: If. Matt 8,14-15 var fiskeren Peter gift, jf. Matt 8,14-15, hvor det fortælles, at Jesus kom ind i Peters hus, og da han så, at Peters svigermor lå syg med feber, helbredte han hende, og hun rejste sig op og sørgede for dem. nøiet fornøjet, tilfreds. hendroges henlevedes, tilbragtes. uforsøgt uprøvet. den Fattigste af Alle og . saasnart Christus kaldte ham, forlod han alt Dette ... Matth. 4, 20 . høimodig storsindet, ædelmodig. tilrede rede, parat. de Medlevende de samtidige. daarligt tåbeligt, naragtigt. ikke selv havde det, hvortil Han kunde hælde sit Hoved hentyder til Matt 8,20 (). ligeligt i lige forhold. Christus lod ikke Disciplene uvisse om, hvad der ventede dem og Ham Flere steder forudsiger Jesus de forfølgelser og lidelser, der venter disciplene, se især Matt 10,16-23 og 24,9, ligesom han flere gange forudsiger sin egen lidelse og død, se Matt 16,21; 17,22-23; 20,18-19. Se også Joh 15,18-21. Jævnlige (stands)fæller, ligemænd. Guds Rige og hans Retfærdighed hentyder til Matt 6,33 (). Christi Ord: at Den, som for Hans Skyld ikke hader ... er Ham ikke værd henviser dels til Luk 14,26, hvor Jesus siger til folkeskaren: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« Dels til Matt 10,37, hvor Jesus siger til disciplene: »Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn og datter mere end mig, er mig ikke værd.« Se også Matt 19,29, hvor Jesus siger til disciplene: »Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.« af sit ganske Hjerte, af al sin Magt, med sin hele Sjel hentyder til Mark 12,30 (). det er det vil sige. ligegyldig mod ligeglad med. er det det mindre formentlig vendt mod de rationalistisk prægede nytestamentlige kommentarer, der udlægger 'hade' i Luk 14,26 som 'elske mindre'. Se fx W.M.L. de Wettes kommentar til dette vers, hvor han med henvisning til Matt 10,37-38 forstår det gr. udtryk »οὐ μισεῖ« (ou miseî) som en hyperbol, et for stærkt udtryk, brugt i stedet for »weniger als mich liebt« (»mindre end han elsker mig«), i Kurze Erklärung der Evangelien Lukas und Markus, bd. 1, 2. del, i Kurzgefasstes exegetisches Handbuch zum Neuen Testament, Leipzig 1836, ktl. 108, s. 77. Se også diskussionen af Luk 14,26 i Frygt og Bæven, i SKS 4, 163-166, og kommentarerne hertil. Guds udvalgte Folk dvs. jøderne som Guds udvalgte folk; if. GT var Israel Guds udvalgte folk, som han sluttede pagt med, jf. fx 2 Mos 19,5-6 og 5 Mos 7,6. at det var forstødt, at der intet udvalgt Folk mere var til se Paulus' indgående diskussion i Rom 9-11 om, hvorvidt Gud har forstødt eller vil frelse sit folk Israel. Manden, der forlader Fader og Moder for at holde fast ved sin Hustru hentyder til 1 Mos 2,24: »Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skal være til eet Kiød« (GT-1740). Se også Matt 19,5 og Ef 5,31. han vendte sig end ikke om for at see tilbage ... begrave de Afdøde hentyder til beretningen om efterfølgelsens vilkår i Luk 9,59-62: »Men han [Jesus] sagde til en Anden: følg mig! Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg først gaaer hen, at begrave min Fader. Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige. Men og [også] en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først, at tage Afskeed fra dem, som ere i mit Huus. Men Jesus sagde til ham: Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige« (NT-1819). til Vitterlighed til bekræftelse, til bevidnelse. skulle vi skal. m. T. min tilhører. tjenligst mest gavnligt el. formålstjenligt, mest passende. underfundigt snedigt, svigefuldt. vel sandt ganske vist er det sandt. forskyldte jeg selv gjorde jeg mig selv skyld i. tilrede til rådighed, i beredskab. Verdens-Regjeringen se kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 3: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [gavnligst]«, i Balles Lærebog (), s. 23. Se også kap. 2, afsnit 2, § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse«, s. 24f. (). formeentligen antaget, påstået, (ud) i egen formening. hidsigt heftigt, (for) ivrigt, ubesindigt. anprise anbefale, lovprise. Stædernes (større) byer. ret oprigtig virkelig, for alvor. nogetsteds det vil formentlig sige: noget sted i NT. forsøgtes hårdt prøvedes. Alle Ting maae tjene os til Gode – naar vi elske Gud hentyder til Rom 8,28, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at alle Ting tiene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte« (NT-1819, ). Se i øvrigt journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »No 2. / Al Ting tjener os til Gode, naar vi elske Gud. / naar vi elske Gud. (Ironien)«, SKS 20, 289,5-7. – naar: enten om tiden, 'når', el. om betingelsen, 'hvis' (), se SKS 10, 201,18f., hvor det hedder: »hvis Du troer, dersom Du troer, naar Du troer, forsaavidt Du troer«. Gud er det høieste, det helligste, det fuldkomneste Væsen se pkt. 2: »Denne [dvs. den skabende, opretholdende og styrende] Gud besidder de allerhøieste Egenskaber, og er den allerfuldkomneste i Magt, Viisdom, Godhed, Hellighed, Retfærdighed«, i »Kort Indbegreb af den evangelisk-christelige Religions Hovedlærdomme« i Balles Lærebog (), s. 116. at elske Gud fordi man trænger til ham jf. den første tale, »At trænge til Gud er Menneskets høieste Fuldkommenhed«, i Fire opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 291-316. ret tilgavns på en sådan måde, at det virkelig svarer til hensigten, helt til bunds, fuldt ud. betrygget gjort tryg, sikret. alle Ting maae tjene dem til Gode, som elske Gud frit citat fra Rom 8,28 (). I Balles Lærebog (), s. 25, citeres Rom 8,28 i denne form: »Vi vide, at alle Ting maae tiene dem til gode, som elske Gud.« det er saa det forholder sig således. hvor ... forskjelligt end Alt viser sig ... alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud se kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse«, i Balles Lærebog (), s. 24f. Her citeres Rom 8,28, og det siges i en anmærkning: »Det sømmer os ikke, at falde til Mistrøstighed i vore Gienvordigheder, eftersom vi dog vide, at Guds Forsyn vaager over os, og at Nøden blot skal være et Middel i Guds Haand til at befordre vort sande Gavn«, s. 25. holde ud med kappes. give sig tabt erklære sig overvundet, erkende at være den underlegne, opgive ævred, give fortabt. bevise Christendommens Sandhed se fx første del, »Det objektive Problem om Christendommens Sandhed«, i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 27-61. i disse Tider ... har saa travlt med at gaae videre 'gå videre' og 'gå ud over' var faste udtryk i den da. hegelianisme om det at gå videre end Descartes' tvivl; herefter anvendtes udtrykkene i bredere betydning om at gå videre end en anden filosof, fx G.W.F. Hegel. for mig I sine skrifter benytter Luther igen og igen formlen 'for mig' (el. 'pro me', som han udtrykte det på lat.) for at fremhæve det personlige i trosforholdet, fx at tro, at kristendommen er sandheden for mig, at Kristus døde 'for mig'. Se fx Luthers forklaring over evangeliet, Matt 21,1-9, til første søndag i advent, hvor det hedder: »Vil du være en Christen, saa maa du mærke paa de Ord: For dig, for dig, og hænge fast derved, og troe uden Tvivl, at dig skeer, som de lyde«, En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af Jørgen Thisted, 1.-2. del, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); 1. del, s. 17, sp. 1. faaet (...) op fået åbnet for. Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). tie stille, eller, luthersk, hold Mund hentyder formentlig til beretningen i Luk 4,31-37 om Jesu helbredelse af en mand, som var besat af »en ureen Diævels Aand«, der med høj røst råbte, om Jesus var kommet for at ødelægge dem. »Og Jesus truede ham, og sagde: tie, og far ud af ham! Og Diævelen kastede ham midt iblandt dem, og giorde ham ingen Skade«, v. 35 (NT-1819). Dette vers gengiver Luther således: »Und Jesus bedrohete ihn, und sprach: Verstumme, und fahre aus von ihm. Und der Teufel warf ihn mitten unter sie, und fuhr von ihm aus, und that ihm keinen Schade«, Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). vistnok visselig, sandelig. Springfjeder . derimod tale om . hiint Folk, der var bekjendt for at udtrykke sig kort sigter til spartanerne el. lakedæmonierne, der var kendt for at udtrykke sig i få el. korte ord, heraf betegnelsen 'lakonisk', kort og fyndigt, meget sigende med få ord. Se følgende kommentar. hiint korte Svar: »naar« ... et kort Svar: »naar« sigter til det korte svar, spartanerne el. lakedæmonierne gav den mægtige kong Filip II af Makedonien (382-336 f.Kr.), da han skrev til dem og truede med at invadere og forjage dem fra deres land. Se Plutarks afhandling »De garrulitate« (»Om snakkesalighed«), 511a, i Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. fra gr. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt a.M. 1783-1800, ktl. 1192-1196; bd. 4, 1789, s. 486, hvor svaret lyder: »Wenn!« (»Når!« el. snarere »Hvis!«). I den gr. tekst bruges ordet: »Αἴϰα« (Aíka), der betyder 'hvis'. Jf. Plutarchi Chaeronensis varia scripta quae Moralia vulgo vocantur, stereotyp udg., bd. 1-6, Leipzig 1829, ktl. 1172-1177; bd. 3, s. 365. Gud er Kjerlighed hentyder til 1 Joh 4,8 og 4,16 (). et fremfarende Veier (...) Guds Røst i en sagte Luftning hentyder til beretningen i 1 Kong 19,11-12 (). rammet ramt. ængsteligt her: ængstende, foruroligende. jeg giver Halvdelen af min Rigdom til de Fattige hentyder til beretningen om Zakæus i Luk 19,1-10. Da Jesus kom som gæst hos tolderen Zakæus, tog Zakæus glad imod ham og sagde til ham: »see, Herre, Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg haver forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igien«, v. 8 (NT-1819). Guds Aand vidner med dette Menneskes Aand, at han elsker Gud spiller på Rom 8,16, hvor Paulus skriver: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.« vidunderligt forunderligt, underfuldt. hvo hvem. forsøges prøves hårdt. med Billighed med god grund, med rimelighed. saa er således. paa Nødens Dag Udtrykket forekommer flere gange i Salmernes Bog i GT, jf. Sl 50,15; 59,17; 77,3; 86,7. har det paa Munden på læberne. Gud er ikke Kjerlighed . Skriften siger »haver Salt i Eder selv« citat fra Mark 9,50, hvor Jesus siger til de tolv apostle: »Saltet er godt, men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igien? Haver Salt i Eder selv og holder Fred med hverandre« (NT-1819). ved noget Dit Smerte-Skrig (...) noget Dit Angest-Skrig ved noget smerteskrig fra dig, noget angstskrig fra dig. grunde gruble, tænke dybt og grundigt. at altsaa Verden maa være den bedste hentyder til den ty. filosof G.W. Leibniz' filosofiske og religiøse 'optimisme', der forudsætter en grundlæggende verdensharmoni, og hvis grundtanke er følgende: Verden svarer kun i den grad til det formål, som Gud havde med den ved skabelsen, som 'tingenes harmoni' og den menneskelige frihed tillader. Vel er den ikke fuldkommen, men den er så fuldkommen, som den overhovedet kan være, givet den menneskelige frihed og tingenes ufuldkommenhed. Den må altså anses for at være den bedste af alle mulige verdener og står ikke i modstrid med Guds almagt, godhed og retfærdighed. Dette bragte Leibniz til udtryk i sine Essais de Théodicée sur la Bonté de Dieu, la liberté de l'Homme et l'Origine du Mal (1710), som SK havde på fr. i God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quae exstant, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2, Berlin 1839-40, ktl. 620, og i ty. oversættelse i Herrn Gottfried Wilhelms, Freyherrn von Leibnitz, Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af J.C. Gottsched, 5. udg., Hannover og Leipzig 1763 [1710], ktl. 619. Udtrykket 'theodicé' (af gr. 'gudsforsvar') stammer fra Leibniz og drejer sig om at retfærdiggøre Guds godhed og forsyn i forhold til menneskets frihed og det onde i verden. Se i øvrigt notesbog 13:23-24, i SKS 19, 390-394, og kommentarerne dertil. udgrundet nået til klarhed over ved at gennemtænke, fundet frem til, udtænkt. et Skrift . omfredet egl. omgivet med hegn e.l.; værnet, fredet om. saadan Tænker på en måde, på sin vis. Tanke-Strid strid i tænkning, diskussion. vistnok visselig. Umenneskeligt ikke-menneskeligt. tilrede til rådighed, i beredskab. Gud er evig se kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme«, i Balles Lærebog (), s. 13. Det Du søger er her ... at Du har fundet det spiller formentlig på Matt 7,7-8 (). den ædle Digter ... den ulykkelige Pige ... »jeg begjerer intet Mere, jeg har levet og jeg har elsket« frit citat i da. gengivelse af 2. strofe i Theklas sang: »Das Herz ist gestorben, die Welt ist leer, / Und weiter gibt sie dem Wunsche nichts mehr. / Du Heilige, rufe dein Kind zurück! / Ich habe genossen das irdische Glück, / Ich habe gelebt und geliebet« (»Hjertet er dødt, verden er tom, / Og den giver ikke længere næring til noget ønske. / Du hellige, kald dit barn tilbage! / Jeg har nydt den jordiske lykke, / Jeg har levet og elsket«), i 3. akt, 7. scene, i »Die Piccolomini« (1799), i første del af Schillers trilogi Wallenstein. Ein dramatisches Gedicht (1791-99, udg. i 1800). Se Schillers sämmtliche Werke bd. 1-12, Stuttgart og Tübingen 1838, ktl. 1804-1815); bd. 4, s. 145. – den ædle Digter: Johann Christoph Friedrich v. Schiller (1759-1805), ty. digter. quod erat demonstrandum lat. 'hvilket var det, der skulle bevises'. Slutningsformlen i et matematisk bevis. kummerligen på en jammerlig, ussel måde. m. T. min tilhører. sagde Ja og Amen til jf. talemåden 'sige ja og amen til (noget)', dvs. give sin fulde tilslutning til (noget). – Amen: hebr. det står fast, sandelig. De Dødes Opstandelse ... de Retfærdiges – og de Uretfærdiges frit citat fra ApG 24,15, hvor Paulus i sin forsvarstale til Felix () siger, at han har det håb til Gud, »at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges« (NT-1819). Se i øvrigt journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »No 3. De Dødes Opstandelse forestaaer baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges. / Glæd Dig, Du skal ikke spørge om de 3 Beviser – det er vist nok, at Du er udødelig – det er ganske vist – thi Du skal for Dommen. Dette er et nyt Argument for Udødeligheden«, SKS 20, 289,8-12. M.T. min tilhører. forskaffet sig eet eller andet Skrift se Poul Martin Møllers afhandling »Tanker over Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Maanedsskrift for Litteratur bd. 17, Kbh. 1837, s. 1-72 og s. 422-453. Jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3, Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576; bd. 2, udg. af Chr. Winther, 1842, s. 158-272. I kap. 3 indlægger Poul Møller en lille fortælling for »at anskueliggjøre den Stemning med Hensyn til Udødeligheden, som her tales om, og den kan med god Grund føre Navn af Digtning og Sandhed«. Den lyder i uddrag: »Fortælleren besøgte for nogen Tid siden en ugift Bogholder af sit Bekjendtskab, som han traf i en høirøstet Samtale med en theologisk Candidat. Strax ved Indtrædelsen modtog Bogholderen ham med følgende Ord: Det er godt du kommer; du skal nu dømme mellem Ferdinand og mig. Han har for et Øieblik siden afhentet et herligt Skrift om Sjælens Udødelighed, som han bringer lige fra Bogbinderen. Nu nægter han mig reent ud at laane mig det et Par Timers Tid.« Og bogholderen fortsætter lidt efter: »Jeg har ikke tænkt synderlig paa Sjælens Udødelighed, siden den Tid, jeg som Pog havde min Lectie derom i Campes Ledetraad (...). Men jeg er i Grunden et religiøst Menneske: jeg erkjender fuldkommen, det er Umagen værdt, at faae den Sag bragt paa det Rene, og jeg har i flere Aar foresat mig engang ved Leilighed at læse et eller andet godt Skrift over denne Materie.« Senere i samtalen siger bogholderen: »Jeg udgiver mig ikke for en stærk Aand: det vilde være saare kjært, om Nogen kunde føre mig et ret haandgribeligt Beviis for Sjælens Udødelighed. Dersom jeg nu ikke en anden Gang faaer Leilighed til at læse et grundigt Skrift derom, har jeg, reentud sagt, ikke noget ret Fast at holde mig til i mørke Timer. Men hvis er da egentlig Skylden, min gode Ferdinand? A propos, siden vi nu eengang have bragt denne Sag paa Bane, kunde du, som er Theolog, gjerne i al Korthed foredrage mig de bedste Beviser for Sjælens Udødelighed, mens jeg stryger min Ragekniv og tager mit Skjæg af; men kom mig ikke for nær: jeg skjærer mig let. – Det vil falde mig meget vanskeligt, sagde Theologen, at meddele dig Tanker, som virkelig vare dig nye og endda kunde tydeliggjøres for dig i et Øieblik.« Efter at teologen har forsøgt sig med forskellige teologiske formuleringer, der bliver afvist af bogholderen som uforståelige, afslutter bogholderen samtalen med ordene: »Nu har du her spildt os Tiden med at gjentage gamle Sætninger af Balles Lærebog, i Stedet for at føre mig et stringent Beviis. Farvel!« bd. 2, s. 177-180. Om den samtidige omfattende diskussion om sjælens udødelighed, . – forskaffet sig: (resolut) skaffet sig. betrygget gjort tryg, sikret. Denne Tale om Udødeligheden i ApG 24,15 (). vistnok ganske sikkert. Ordene ere af Paulus . – Paulus: . Pharisæer medlem af farisæernes parti, en af de vigtige religiøse og politiske grupper el. retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid. De stod ofte i et modsætningsforhold til saddukæerne (se følgende kommentar), de udviste nidkær iver for en nøje overholdelse af Moseloven, lagde stor vægt på renhedsforskrifterne og hævdede troen på de dødes opstandelse (). Sadducæer gr. betegnelse for medlem af saddukæernes parti, en af de vigtige religiøse og politiske grupper el. retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid. De stod ofte i et modsætningsforhold til farisæerne (se foregående kommentar), de afviste den mundtlige overlevering og anerkendte kun, hvad der 'står skrevet', og de afviste troen på sjælens udødelighed (se følgende kommentar). Skriften fortæller ... Sadducæerne ... bleve forbittrede, naar Paulus talte om Udødelighed sigter til beretningen om Paulus for det jødiske Råd i ApG 23,1-10, hvor det fortælles: »Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: 'Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!' Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele«, v. 6-8. Striden blev så voldsom, at den rom. kommandant befalede sit mandskab at redde Paulus ud af forsamlingen. fordrede Tiden . hvo hvem. om man virkeligen vil komme til at kjende hinanden igjen hentyder til forestillingen om slægtninge og venners gensyn og genforening med hinanden efter opstandelsen i evigheden – en forestilling, der ikke blot havde stor folkelig udbredelse, men som også kom til udtryk i prædikener og i den kristne troslære. Se fx nr. 60 om »Legemets Opstandelse« i J.P. Mynsters Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 2, s. 347-358; s. 357: »Og saaledes skulle vi ogsaa hos ham [Kristus] finde de samme, gamle, trofaste Venner, fra hvilke vi her skiltes, dem, som gik forud, og efterhaanden dem, som komme efter.« Se også nr. 61 om »Det tilkommende Liv«, hvor det hedder: »der finder Moderen sit Barn, og Barnet sin Moder, og Mand og Hustru og Ven, som her gik den eensomme Vei mellem Grave, mødes atter (...) foryngede af Udødelighedens Kilder, forklarede i et evigt Liv«, s. 373. i høistegen Person i egen (høje) person. det Venskabelige hentyder formentlig til den københavnske klub »Det Venskabelige Selskab«, oprettet 1783, hvis hovedformål var underholdning. Det afholdt i vintermånederne koncerter og baller; i øvrigt kunne medlemmerne læse aviser og blade i selskabets lokaler og fornøje sig med forskellige former for spil, især billard. Jf. Love for Det Venskabelige Selskab, antagne i Generalforsamlingen den 14 April 1819, Kbh. 1819. indvirkede i Erindringens Tapeter spiller måske på »et Udsagn af Goethes Moder (efter Bettinas Breve): 'Væggene i de himmelske Boliger ville være beklædte med Phantasiens Tapeter'«, som H.L. Martensen anfører i sin anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte (1841) i Fædrelandet, nr. 398-400, den 10.-12. jan. 1841; nr. 398, sp. 3210. Med 'Bettinas Breve' sigtes til en række fiktive breve, som den ty. forfatter Anna Elisabeth (»Bettina«) von Arnim, der havde stået den betragteligt ældre Goethe nær, publicerede under titlen Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde (1835). passere tilbringe, fordrive. i disse Tider, som ... have saa travlt for at bevise Udødeligheden Efter G.W.F. Hegels død (1831) begyndte der blandt hans tilhængere og modstandere en lang og bitter strid i Tyskland om, hvorvidt hans tænkning gav plads for en individuel udødelighed. I sit venstrehegelianske skrift Gedanken über Tod und Unsterblichkeit (1830) nægtede Ludvig Feuerbach den individuelle udødelighed; men striden blussede for alvor op pga. det første bind med titlen Eine wissenschaftliche Kritik aus dem Standpunct der Religion unternommen (1833) i Friedrich Richters tobindsværk Die Lehre von den letzten Dingen. Med dette første bind skabte Richter skandale, fordi han her på hegelianske præmisser argumenterede for, at læren om sjælens udødelighed var en 'aufgehoben' ('ophævet') tro, der ikke længere havde hjemsted i videnskaben, og at den således måtte affærdiges som simpel overtro. Det fremkaldte en skarp kritik af I.H. Fichte i Die Idee der Persönlichkeit und der individuellen Fortdauer (1834, ktl. 505), hvori han fremsatte sin udødelighedslære, og af den højrehegelianske C.F. Göschel i Von den Beweisen für die Unsterblichkeit der menschlichen Seele im Lichte der speculativen Philosophie (1835). På da. grund fremkaldte diskussionen Poul Martin Møllers kritiske afhandling »Tanker over Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« (), og til et længere afsnit »Aand og Udødelighed« i J.L. Heibergs anmeldelse »Recension over Hr. Dr. Rothes Treenigheds- og Forsoningslære« i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 1, Kbh. 1837, ktl. 569, s. 56-74, samt til to afsnit, dels »Bemærkninger ved Prof. Heibergs Bidrag til Læren om Menneskets Udødelighed« og »Grundtræk til en Udødelighedslære«, i F.C. Sibberns anmeldelse »Perseus. Journal for den speculative Idee. Udgiven af Johan Ludvig Heiberg (...). – (Med stadigt Hensyn til Dr. Rothes: Læren om Treenighed og Forsoning. Et speculativt Forsøg i Anledning af Reformationsfesten)« i Maanedsskrift for Litteratur bd. 20, Kbh. 1838, s. 222-244 og s. 296-308. – travlt for: travlt med. skrives der saa mange Bøger, som saadan bevise Sjelens Udødelighed se foregående kommentar. Saa ville vi tale over disse Ord . den evige Adskillelse mellem de Retfærdige og de Uretfærdige . Se også Matt 25,31-46 om verdensdommen, hvor Jesus beretter, hvorledes alle folkeslag skal samles foran Menneskesønnens trone, og han skal skille dem i to grupper. De retfærdige skal han stille ved sin højre side, og de skal arve evigt liv; for alt, hvad de har gjort mod en af hans mindste brødre, har de gjort mod ham: givet ham noget at spise, da han var sulten, og noget at drikke, da han var tørstig, taget imod ham, da han var fremmed, givet ham tøj, da han var nøgen, taget sig af ham, da han var syg, og besøgt ham, da han var i fængsel. De forbandede skal han stille ved sin venstre side, og de skal gå bort til evig straf; for alt, hvad de ikke har gjort mod ham, har de heller ikke gjort mod en af de mindste: ikke givet ham noget at spise, da han var sulten, og noget at drikke, da han var tørstig, ikke taget imod ham, da han var fremmed, ikke givet ham tøj, da han var nøgen, ikke taget sig af ham, da han var syg, og ikke besøgt ham, da han var i fængsel. Pligten er hvad man skal gjøre se »II. A. Du skal elske«, »IV. Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see« og »V. Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre« i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 25-50, 155-174 og 175-203. blev Felix bange for Pauli Tale ... om Dommen hentyder til beretningen i ApG 24,22-26 om Paulus' fangenskab hos Felix, hvor det fortælles, at Felix en dag tilkaldte Paulus for sammen med sin hustru Drusilla at lytte til hans tale om troen på Kristus. »Men da Paulus begyndte at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og afbrød: 'Nu er det nok, du kan gå. Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig'«, v. 25-26. – Felix: rom. statholder i Palæstina 50-62 e.Kr.; skønt han fremstilles som en retfærdig forhørsdommer og som imødekommende i forhold til Paulus, var han kendt for sit vilkårlige og blodige regime. et Fyrværkeri Sommeren igennem kunne københavnerne mod betaling af entre forlyste sig med fyrværkeri i Tivoli, grundlagt uden for Vesterport i 1843. formeentligen efter egen opfattelse, angiveligt. bedraget (...) fra berøvet ved svig, list ol. alskjøns alskens. dets Jordiskhed dets egenskab at være jordisk, dvs. være mangelfuld, ufuldkommen, forgængelig ol. Middelvei hentyder formentlig til 'den gyldne middelvej' (fra lat. 'aurea mediocritas', der stammer fra Horats' Oder, 2. bog, nr. 10, 5); at gå ad 'den gyldne middelvej' betyder: at afholde sig fra yderligheder el. overdrivelse, at foretrække en mellemting mellem to yderligheder som det mest prisværdige, hvilket kan opfattes som udtryk for middelmådighed. den Jordisksindede den, der i sindelag og tænkemåde er bestemt af at være jordisk (). Himmel og Jord skal styrte sammen hentyder formentlig til Matt 24,35, hvor Jesus siger: »Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.« Se også Hebr 1,11-12 (). den Evige (...) forandrer Alt, men aldrig sig . den Forskjel, han i Begyndelsen befæstede mellem Himmel og Jord hentyder til skabelsen af himmelhvælvingen i 1 Mos 1,6-8: »Og Gud sagde: vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. Og Gud giorde den udstrakte Befæstning, og giorde Skilsmis [adskillelse] imellem Vandet, som var neden til i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oven til i den udstrakte Befæstning; og det skede saa [således]. Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel« (GT-1740). sammenruller Himlen liig et Klædebon hentyder til Hebr 1,11-12, hvor det udtrykkes, at jorden og himlene skal gå til grunde, men Gud består, »de skulle [skal] tilhobe ældes, som et Klædebon; ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade [ophøre]« (NT-1819). vistnok visselig. hvor kan det Evige være en Forskjel ... En Væren, der slet ingen Forskjel har i sig ... ufuldkommen Værn If. G.W.F. Hegel indeholder alle begreber 'en forskel i sig', for så vidt som de i sig rummer deres modsætning, sådan som væren fx nødvendigvis indeholder intet. Tilsvarende er, if. Hegels Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821, se ktl. 551, udgave fra 1833), begrebet 'Uret' (§ 82-102) udviklet af begrebet 'kontrakt' (§ 72-80). Begrebet 'Ret' opstår i og med begrebet 'kontrakt'. Det at begrebet 'kontrakt' eksisterer muliggør dens negation, dvs. det at bryde kontrakten, hvilket resulterer i det nye begreb 'Uret'. På den måde kan begrebet 'Ret' siges at indeholde sin negation 'Uret' i sig. – hvor: hvorledes. hvor hvorledes. Tilhold tilholdssted, holdepunkt. betræffende angående. Andre kunne kan. fortvivle om opgive alt håb om. i Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). Operateurs fr. en læge, der udfører operationer, kirurg. Leddemodene leddene (mellem knoglerne). Knoklerne knoglerne. og være saa også forholde sig således. hiin Gamle ... »jeg har tabt min Ungdom paa Jorden, og jeg søger den nu overalt« En kilde har ikke kunnet identificeres. narrer sit Liv hen lever hele sit liv som en nar, spøger el. pjanker sit liv bort. henleflede henlevede sit liv overfladisk, letsindigt. i Frygt og Bæven at forarbeide sin Saligheds Sag hentyder til Fil 2,12-13 (). – forarbeide: arbejde på. de daarlige Brudejomfruers Feil ... de forstandige derimod holdt sig vaagne sigter til Jesu lignelse om de ti brudepiger i Matt 25,1-13: »Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper, og gik Brudgommen imøde. Men de fem af dem vare kloge, og de fem daarlige [tåbelige, uforstandige]. De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. Og der [da] Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov ind. Men ved Midnat skede Anskriig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham imøde! Da bleve Jomfruerne alle opvakte [vækket], og giorde deres Lamper tilrette [rede]. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie, thi vore Lamper udslukkes. Men de kloge svarede og sagde: det maatte ikke blive nok til os og Eder; men gaaer heller hen til Sælgerne, og kiøber for Eder selv. Men der [da] de vare bortgangne at kiøbe, kom Brudgommen; og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad [luk] op for os! Men han svarede, og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kiender Eder ikke. Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer« (NT-1819). Statsraadet egl. Det kgl. Gehejmestatsråd, den enevældige konges 'hemmelige' statsråd, hvor han af sine ministre lod sig forelægge indstillinger og sager fra diverse kollegier og departementer i centraladministrationen. Det kgl. Geheimestatsråds formelle grundlag var givet ved kgl. åbent brev af 29. april 1814; den 21. marts 1848 blev det opløst og dagen efter erstattet af Det kgl. Statsråd under forsæde af Fr. VII, der her optrådte som konstitutionel og ikke enevældig konge. naar man til Den, som saa gjerne vilde troe paa Udødeligheden ... see den beviist se J.L. Heiberg Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (), s. 18: »Man betænke, om der mellem vor Tids ærlige Troende – det vil sige: dem, som kun lyve for sig selv, men ikke for Andre – findes en Eneste, der ikke, ifald man kunde bevise ham Guds Tilværelse og Sjælens Udødelighed saa klart, som man beviser en mathematisk Sætning, vilde med Begjærlighed, ja med Taknemmelighed gribe Beviset, og føle sig uendelig lykkeligere end tilforn? Vilde han ikke tilstaae, at først nu havde han Vished, medens det, som han tilforn kaldte den faste Tro, ikke var Andet end et Haab, og følgelig en Tvivl?« Sviig i Dens Mund spiller på 1 Pet 2,22, hvor det – med et udtryk fra Es 53,9 – om Jesus siges: »Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund«. gjække holde for nar, holde sjov med. Philisterne den fangne Samson sigter til beretningen i Dom 16,21-30 om Samsons tilfangetagelse og død. Da filistrene havde grebet Samson, stak de hans øjne ud og satte ham i fængsel; her voksede hans hår ud, hvorved hans mægtige kræfter vendte tilbage. En dag filistrene holdt offerfest for deres gud Dagon og var kommet i god stemning, lod de Samson hente for at have morskab af ham. Men alt imens de morede sig over ham, stemmede han sine hænder mod de to bærende søjler i rummet og rettede sig ud med sådan en kraft, at huset styrtede sammen over alle dem, der var forsamlede, og de døde sammen med ham. – Philisterne: et ikke-semittisk folk, der boede ved Middelhavets kyst, og som var en af Israels arvefjender. – Samson: en af Israels dommere i tiden før kongedømmets indførelse; han var if. Dom 13-16 udkåret af Gud til at lede landet og som kriger og helt at redde det fra filistrene. Menneske-Slægten menneskeheden. Slægten den samtidige generation. Snildhed listighed, snedighed. underfundigere snedigere, mere svigefuld. naar Udødeligheden bliver et Problem, saa er ... Slægten Gud hentyder formentlig til den efterhånden udbredte indvending mod G.W.F. Hegels filosofi, at han med sin identifikation af 'Geist' ('ånd') med Gud faktisk også kom til at identificere det guddommelige med menneskeheden. Denne indvending tog til i styrke, da hans kritikere påpegede, at han ikke havde nogen egl. teori om den individuelle personlige udødelighed (), men at hans opfattelse af udødelighed derimod synes at ende i en kollektiv udødelighed for den menneskelige 'Geist'. kalder dem »Enkelte« I hvert af forordene til de seks samlinger af opbyggelige taler fra 1843-44 kalder SK sin læser »hiin Enkelte« (se SKS 5, 13, 63, 113, 183, 231 og 289); den samme omtale af sin læser benytter han i forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845, se SKS 5, 389), til hhv. første og anden afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847, se SKS 8, 121 og 257) og til hhv. første og anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847, se SKS 9, 11 og 211). Vi ere nu Frelsen nærmere – end da vi bleve Troende frit citat fra Rom 13,11, hvor Paulus skriver: »vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve Troende« (NT-1819). Se journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »No 5. 'Vi ere nu Frelsen nærmere end da vi bleve Troende.' / Men er Du sikker paa at Du er bleven en Troende«, SKS 20, 289,23-24. I kladden har SK i marginen noteret: »Hos Paulus hedder det: vor Frelse er nu nærmere end da vi bleve troende Rom. 13, 11« (Pap. VIII 2 B 103,4, ). Christenheden . mange Christne, omtrent ... som der er Indvaanere i Landet . hvo hvem. fægte i Luften (). foredrager fremstiller (udførligt, belærende) i tale el. på skrift, docerer. udvikle udrede. derhos desuden, tillige. Regimenter regimer. vi ville vil. Indbildningen fantasien. gjække holde for nar, holde sjov med, drille. Naar hvornår. prøve Dig selv spiller på 2 Kor 13,5, hvor Paulus skriver til korintherne: »Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!« vitterlig bekendt, (fuldt) bevidst. om det var en Middag Kl. 12 og Deslige hentyder til den pietistiske tradition at stadfæste det nøjagtige tidspunkt, da man omvendte sig og blev en personligt troende kristen. en Leeg, som den »Huus forbi« sigter til det populære spil gnav el. vekselspil, hvor brikkernes værdi bestemmes af forskellige figurer (gøg, dragon, kat, hest, hus, potte, ugle og nar) og tal (12-0). Fra en pose trækker spillerne efter tur en brik, som efter bestemte regler kan byttes med sidemandens. Hvis en spiller har brikken med 'huset', men afslår at bytte med den, melder han 'huset forbi' el. 'hus forbi', hvorefter den næste i rækken bliver tilbudt bytning. Se S.A. Jørgensen Nyeste dansk Spillebog, 2. udg., Kbh. 1802, s. 360-364. oplært i den christelige Religion . vistnok helt sikkert, givetvis. opkommet opstået, brudt frem. hiin eenfoldige Vise i Oldtiden, der vidste saa underfundigt at spørge sigter til Sokrates (), der var kendt for sin særegne spørgekunst. Se fx Sokrates' Forsvarstale, 21b - 23b, jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 108-113 (Platons Skrifter bd. 1, s. 270-272). Se også Om Begrebet Ironi (1841), i SKS 1, 93ff., hvor SK diskuterer denne spørgekunst. den catechetiske Konst dvs. at undervise ved brug af spørgsmål og svar. Se fx Jens Hornsyld Præsten Hornsyld og hans Confirmantere, eller Taler og Samtaler over Lærebogen i den evangelisk-christelige Religion, Kbh. 1822, ktl. 267, hvis hele opbygning består af spørgsmål efterfulgt af svar. Catechet dels en lærer, der underviser (især i religion) ved hjælp af spørgsmål og svar, dels en person, undertiden en skolelærer, der (i København og i en række købstæder) på visse dage i ugen skal undervise skolebørnene i katekismus i kirken og bistå sognepræsten med forskellige kirkelige handlinger, ordineret kateket. Der kan også være tale om en præst, der i den forstand var kateket, at han både underviste konfirmanderne i katekismus og holdt katekismusgudstjenester. Mislighed misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed. derhos desuden. snilde listige, snedige. han ... hentede Viisdommen ned fra Himlen ... »den Enkelte« se Cicero (106-43 f.Kr.) Tusculanae Disputationes (Samtaler på Tusculum), 5, 4, 10: »Men Sokrates brød nye baner: han hentede filosofien fra himlen ned på jorden. Han gav den plads i byerne, skaffede den indgang i hus og hjem, og stillede ubønhørligt sine medmennesker over for spørgsmålet om den rette livsførelse og vandel, om godhed og slethed« (Ciceros filosofiske skrifter, ved Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 4, Kbh. 1971, s. 365). Jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, 2. udg., bd. 1-6, Halle 1756-57 [1737-39], ktl. 1224-1229; bd. 4, 1757, s. 425. egent særegent. betræffende angående. mistrøstes tabe fortrøstningen el. tilliden, blive mistrøstig. Du befandtes du viste dig. som den Skibbrudne, der reddede sig paa en Planke ... stirrer efter Land kendt billede fra den kristne opbyggelseslitteratur; en kilde hertil har dog ikke kunnet identificeres. vistnok rigtig nok, sandt nok. Ordet hos Apostelen ... »vor Frelse er nu nærmere end da vi bleve troende« . forraske sig forhaste sig. Det er dog saligt – at lide Forhaanelse for en god Sag hentyder til Matt 5,10-11 (). Se i øvrigt journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »No 4. Det er saligt – at blive forhaanet for en god Sag. (glæder Eder, naar Mskene [menneskene] tale allehaande [alt muligt] Ondt om Eder). / Saa glæd Dig da – men maaskee er her Ingen tilstede hvem denne Tale angaaer. Du, m: T: [min tilhører], glæder Dig maaskee ved at være høit æret og agtet og anseet. Ja, saa er det jo et Maaltid for Dig som Storkens hos Ræven. / det Satiriske. / 'Vee Eder om Alle tale godt om Eder.' Her tilføies ikke 'og lyver' [som i Matt 5,11], det behøves ikke, thi hvis alle tale godt om En, saa maa det være Løgn«, SKS 20, 289,13-22. Se også journaloptegnelsen NB4:92, formentlig fra marts 1848, hvor SK under overskriften »I christelige Taler 3die Afdeling No 6« skriver: »Denne Tale er ganske rigtigt anlagt saaledes at den næsten lige saa godt kunde være en Tale om hvad den ogsaa har indflettet som Comentar: vee Eder, naar Alle tale vel om Eder. Dens polemiske Sigte maa derfor ogsaa være paa den Art Existents: at være med, at være Ingenting, at have ingen Mening o: s: v: Enhver der er stillet noget fremragende maa dog udsætte sig for Noget – men Tallet, det triumpherende Tal, Mængden er i den Vanskelighed at kunde undgaae al Anfægtelse«, SKS 20, 331. en saadan Tale om »Salighed« ... holdt fra et Bjerg ... Salighedernes Bjerg Matt 5,10-12 () er den del af Jesu bjergprædiken (Matt 5-7) og afslutter saligprisningerne (Matt 5,3-10). If. Matt 5,1 holdt Jesus denne tale el. prædiken til sine disciple på et bjerg. Om dette bjerg skriver H. Olshausen i sin kommentar: »Die Tradition nennt einen Hügel bei Saphet (Bethulia) unter dem Namen: 'Hügel der Seligkeiten,' als denjenigen, von dem herab der Herr diese Rede gehalten habe« (»Traditionen nævner en høj ved Zefat (Betul) under navnet: 'Salighedernes Høj', som den, hvorfra Herren skulle have holdt denne tale«), s. 196, note 2, i bd. 1, med titlen Die drei ersten Evangelien bis zur Leidensgeschichte enthaltend, i Biblischer Commentar über sämmtliche Schriften des Neuen Testaments bd. 1-4, 3. udg., Königsberg 1837 [1830], ktl. 96-100. W.M.L. de Wette derimod skriver i sin kommentar: »Die Legende bezeichnet einen Berg bei dem heutigen Saphet, wahrsch. nicht weit von dem alten Kapernaum, als den Berg der sieben Seligkeiten« (»Legenden betegner et bjerg ved det nutidige Zefat, sandsynligvis ikke langt fra det gamle Kapernaum, som De syv saligheders Bjerg«), Kurze Erklärung des Evangeliums Matthäi, bd. 1, 1. del, i Kurzgefasstes exegetisches Handbuch zum Neuen Testament, 2. udg., Leipzig 1838 [1836], ktl. 109, s. 54. Hans Navn, det eneste, hvori der er Salighed hentyder til ApG 4,12, hvor Peter i sin tale for det jødiske Råd siger: »Og der er ikke Salighed i nogen anden [end Jesus], der er og [heller] intet andet Navn givet Menneskene, det vi skulle blive salige udi«, Huus- og Reyse-Bibel (). Luther gengiver således: »Und ist in keinem andern Heil, ist auch kein anderer Namen den Menschen gegeben, darinnen wir sollen selig werden« (»Og der er ikke frelse i nogen anden [end Jesus], der er heller ikke givet menneskene noget andet navn, hvori vi skal blive salige«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). »salige ere De, som lide Forfølgelse ... Propheterne, som vare for Eder« citat fra Matt 5,10-12 (NT-1819). SK udelader komma efter 'Skyld'. – allehaande: alt muligt, alskens. – lyver det: dvs. alt det onde, man siger, er løgn. – saa: således. – for Eder: før. Disse Ord ... til Grund for følgende Tale . ret virkelig, for alvor. til Opbyggelse, om de end, som det hedder, saare bagfra hentyder til titlen på denne afdeling: »Tanker, som saare bagfra – til Opbyggelse« (). tage (...) forfængelig anvende noget sådan, at det misbruges el. gøres til ingenting. til Vitterlighed for at bringe det til kendskab, gøre det helt klart, fuldt bevidst. en unyttig Tjener og har ingen Fortjeneste hentyder til Luk 17,10, hvor Jesus siger til apostlene: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« udkræves til behøves, forlanges til, er en nødvendig forudsætning for. udfordres til fordres, kræves til, er en nødvendig forudsætning for. Hine Herlige . Hvad er det Den spørger om ... om Selskabet se journaloptegnelsen NB:124, fra første halvdel af feb. 1847: »Blot en Mand skal være Præst paa Landet nogle Aar, erkyndiger han sig forud hvilke Familier, der leve paa Egnen, for Selskabets Skyld: skulde det dog ikke være vigtigere at betænke, hvilke Msker [mennesker] man vil komme til at leve med i Evigheden, og betænke forud at sørge for at komme i godt Selskab«, SKS 20, 88. Den mellem Ret og Uret se nr. IV, i SKS 10, 217. han er Vrede og Forbandelse over Den, som gjør Uret hentyder til Rom 2,8, hvor Paulus skriver: »over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.« lader Gud sig aldrig uden Vidnesbyrd hentyder til ApG 14,17, hvor Paulus siger, at Gud »haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, i det han giorde os godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, i det han fyldte os med Føde, og vore Hierter med Glæde« (NT-1819). uforandret den Samme se kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme«, i Balles Lærebog (), s. 13. naar al Skabningen ... mætter Alt hvad som lever med Velsignelse hentyder til Sl 145,15-16, hvor det siges om Gud: »Alles Øine vogte paa dig, og du giver dem deres Spise [føde] i sin Tiid. Du oplader [åbner] din Haand, og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed« (GT-1740). Om den her anvendte version af v. 16, se bordbønnen i Dr. Morten Luthers lille Catechismus (). Samfund fællesskab. Hvo hvem. eier her med bibetydningen: har fællesskab med. »alt Andet er Tab.« frit citat fra Fil 3,8 (). om end kun To eller Tre ere forsamlede ... Han er der tilstede hentyder til Matt 18,20, hvor Jesus siger: »hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.« Hans Lidelsers Samfund og Hans Opstandelses Kraft hentyder til Fil 3,10, hvor Paulus skriver: »at jeg kan kiende ham [Jesus Kristus], og hans Opstandelses Kraft, og hans Lidelsers Samfund, saa jeg bliver dannet til at ligne ham i hans Død« (NT-1819). den Høiestes dvs. Gud (). faaer sit Navn indskrevet i Livsens Bog spiller modsætningsvis på Åb 17,8, hvor der er tale om dem, »hvis Navne ikke ere skrevne i Livsens [livets] Bog« (NT-1819). Se også Åb 20,15. vistnok ganske vist, sandt nok. Maaskee er der i denne høistærede Forsamling slet ingen Forhaanet . hans Plads ham anviist blandt Gravene, skyet af Enhver hentyder til beretningen i Mark 5,1-10 om den besatte i gerasenernes land, der levede alene mellem gravene. end ikke i Comedien I renskriften har SK i marginen noteret og overstreget: »end ikke i Comedien en Fastelavns-Mandag« (Pap. VIII 2 B 124,1). Sandhedens Vidne el. sandhedsvidne, fast udtryk for de kristne, der i kirkens første århundreder vidnede om den kristne sandhed og ofte blev udsat for forfølgelser, undertiden med døden som martyr til følge (). Her kan der dog være tænkt på Luther (). hinkende let haltende, humpende. Hans Navn lever nu æret og priset i tre Aarhundreder ... en 60, 70 Aar Der kan være tænkt på den kirkelige reformator Martin Luther, der levede fra 1483 til 1546. – 70 Aar: . tale i Taaget dvs. tale i tågen; fast talemåde: tale hen i vejret, vrøvle. ved at betragte Historien bagvendt, blot faaer Forvirring ud af den hentyder muligvis til N.F.S. Grundtvigs Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, Kbh. 1817, ktl. 1970, der på titelbladet har det gr. ordsprog: »Hvad Sandhed er, maae Tiden vise«, og som er en hyldest til Martin Luther: »Morten Luthers / velsignede Amindelse [minde, eftermæle] / helliges / som en Skjærv / i Jubel-Aaret / denne Bog / med christelig Ærbødighed / og Tak til Gud / for / Wittenberg«, s. III. Med jødernes historie i GT som forbillede fremstiller Grundtvig her hele verdenshistorien som menneskehedens forløsningshistorie med Luther og reformationen som det afgørende vendepunkt, idet de sidste tre århundreders historie, altså tiden efter Luther, står øverst, hvad angår »Historiens Fuldstændighed og Beviislighed«, s. XXI. I slutningen af bogen skriver Grundtvig: »Velsignet være Morten Luthers Minde, og med hans, alle deres, som have vandret i hans Aand, og ere hensovne i Herren! Deres Been grønnes! Deres Aand opvaagne, og hvile over os og vore Børn! saa vi maae love de herlige Mænd og Fædrene for vores Slægt, indgaae i deres Arv og Arbeide, og høste i Sandheds Aand hvad de have saaet i den!!!« s. 674. ordentligviis sædvanligvis, for det meste. disse mod al Regjeren gjenstridige Tiders Paastand paa ... skulde være Christendom hentyder måske til tidens gudelige (pietistiske) bevægelser, der med kristelige argumenter krævede forskellige særordninger, fx egne lærebøger og skoler, el. til grundtvigianerne, der krævede kirkelige forandringer med større frihed, fx liturgisk frihed for præsterne og valgfrihed i sognetilknytning (sognebåndsløsning) for de enkelte kristne (). – Paastand paa: krav på. afgudisk i afguderi. at tragte først efter Øieblikket spiller på »tragter først efter Guds Rige«, Matt 6,33 (). et fremmed Ord, at være i Velten Talemåden 'at være i velten el. vælten' udtrykker: at have indflydelse, være på mode, populær, toneangivende, feteret. Ordet 'Velt' er delvis knyttet til det ty. 'Welt' ('verden'), jf. fx udtrykket 'Welt haben' ('at have verden') og vendingen: »er hat viel Welt, Lebensart, feine Bildung« (»han har meget verden, levemåde, fin dannelse«), som anføres i artiklen »Welt« i Th. Heinsius Volksthümliches Wörterbuch der Deutschen Sprache bd. 1-4, Hannover 1818-22, ktl. U 64; bd. 4, s. 1588, 2. sp. Se følgende kommentar. at have Verden at have (kendskab til) de omgangsformer, den takt og tone, der præger de højere el. dannede el. mondæne kredse, at have verdenserfaring. Se foregående kommentar. billig rimelig. udvikles udredes, fremstilles. Ordsproget siger, Den, der mister Æren, afhugger sin høire Haand Ordsproget har ikke kunnet verificeres. den seierrige Kirke hentyder til den udbredte opfattelse af de klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans' (lat. 'den stridende kirke') og 'ecclesia triumphans' ('den triumferende kirke'), at den kristne kirke kan blive sejrende her på jorden. I den ældre teologi betegnede 'ecclesia militans' den strid med sine omgivelser, som kirken altid vil være underlagt indtil Kristi genkomst; først da vil kirken sejre og blive 'ecclesia triumphans'. Jf. fx K. Hase Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 [ty. 1828; 4. udg. 1839, ktl. 581] (forkortet Hutterus redivivus), § 124, s. 322. Fuldkommelsen det at alt er blevet fuldkommen, den fuldkomne tilstand, fuldendelse. Hans Gjenkomst svarer jo til Fuldkommelsen SK udtrykker her en klassisk dogmatisk opfattelse. Se § 130 i K. Hase Hutterus redivivus (), s. 343: »Forsoningen vil naae sin Fuldendelse og Guds Riges udvortes Seier blive afgjort ved Xsti [Kristi] Gjenkomst.« Se også § 28 i kap. 2 »Om Udødeligheden« i SKs referat af H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger«, hvor det om opstandelsen og dommen ved Kristi genkomst hedder: »Ved den yderste Dom synes Skriften at antyde Indtrædelsen af en almindelig fuldkomnere Tingenes Orden, uden at den digteriske Beskrivelse beføier os til bestemtere Forestillinger om det andet Livs Beskaffenhed«, notesbog 1:6, i SKS 19, 28,11-15. end fordum, til sine Egne hentyder til Joh 1,11: »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.« en gangbar Mønt egl. en mønt, som kan omsættes efter sin pålydende værdi; billedligt: noget, der anses for rigtigt el. sandt, tages for gode varer. hvis Christus nu kom til Verden igjen ... med mindre Dødsstraffen ... var bleven afskaffet se J.L. Heiberg Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid. Et Indbydelses-Skrift til en Række af philosophiske Forelæsninger, Kbh. 1833 (forkortet Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid), s. 19f.: »Hvis Christus vendte tilbage til de nuværende Christne, vilde han neppe blive synderlig bedre behandlet af dem, end fordum af Jøderne. Korsfæste ham, vilde man vel ikke, siden Torturen er afskaffet; men vore Læger vilde angive ham som Qvaksalver, vore Jurister som Forstyrrer af den borgerlige Orden; og Theologerne, disse hans fødte Forsvarere, hvorledes vilde vel de tage imod ham? De Orthodoxe vilde kalde ham en falsk Lærer, og Rationalisterne en Sværmer.« Dette citerer F.L.B. Zeuthen i sin anmeldelse af Heibergs skrift i Kjøbenhavnsposten, nr. 76 og 77, den 18. og 19. april 1833, s. 301f. og s. 305f. sine Triumpher . Christenhed . det Christelige endnu bestandigt stridende . anprise anbefale, lovprise. Mislighed betænkelighed, tvivlsomhed. Ordene hos Matthæus ...: »salige ere I, ... forfulgt Propheterne for Eder.« med små afvigelser citat fra Matt 5,11-12 (). Det tilsvarende Sted hos Lucas ... »vee Eder ... de falske Propheter.« citat fra Luk 6,26 (NT-1819). SK har komma efter 'om Eder' i stedet for udråbstegn. Her tilføies ikke »og lyver det« ... saa er det Løgn se journaloptegnelsen NB4:5 (). vitterligt (fuldt) bevidst. Blødagtighed det at sky anstrengelser, magelighed, forfinethed. være som et Rør for Vinden hentyder til Matt 11,7, hvor Jesus taler til folkeskaren om Johannes Døber: »hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret?« (NT-1819). Luther gengiver sidste del således: »Wolltet ihr ein Rohr sehen, das der Wind hin und her webet?« (»Ville I se et rør, som vinden bevæger hid og did?«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). henveires blæses omkuld el. bort. var indtil Blodet førte til den blodige død. Evighedens Ansvar ansvaret over for evigheden. der tales til Her havde SK i kladden (se Pap. VIII 2 B 103,6) noteret et stykke i marginen; det blev medtaget i renskriften, men slettet (se Pap. VIII 2 B 124,3) og indført som journaloptegnelse NB4:80, fra feb. el. marts 1848: »Af Tanker som saare bagfra til Opbyggelse / Tale VI / ... Som naar et Barn, der skal have Prygl, Læreren uafvidende faaer anbragt et Klæde under Trøien, saa han ikke mærker Slagene: saaledes er, ak, ja selv en Straffeprædikant – af gode Grunde Menigheden behjælpelig i at underskyde en anden Skikkelse, der nu bliver afstraffet – til Menighedens Opbyggelse, Contentement [tilfredshed] og Fornøielse. Af gode Grunde; thi i hiint Tilfælde med Barnet er der ingen Fare forbunden med at være Læreren, der skal slaae; men i Sandhed at være en Straffeprædikant, ja her slaaer Begrebet om, det betyder ikke saa meget at slaae Andre som selv at blive slaaet. Jo flere Prygl Straffeprædikanten faaer, jo bedre er han. Derfor tør en saakaldet Straffeprædikant ikke slaae virkelig, fordi han meget godt veed og kun altfor godt forstaaer, at det ikke er Børn han har for sig, at de Andre, dem han skal slaae, Øieblikket ell. de ved at tjene Øieblikkets Lidenskaber Ærede og Anseete og Prisede med samt deres Tusinder ere langt langt de Stærkeste, der slaae virkeligen igjen, slaaer ham maaskee ihjel; thi at være den store Straffeprædikant er at blive slaaet. Derfor indskrænker Straffeprædikanten sig til – at slaae i Prædikestolen. Paa den Maade opnaaer han sin latterlige Hensigt, at blive den latterligste af alle Vanskabninger: en Straffeprædikant, som er æret og anseet, hilset med Acclamation!« SKS 20, 327f. (og se kommentarerne dertil). fægter (...) i Luften . den skjønne Regel kun at tale godt om de Afdøde hentyder til den lat. talemåde 'De mortuis nil nisi bene' ('Om de døde skal man kun tale godt'), som skal gå tilbage til den spartanske lovgiver Chilon (o. 500 f.Kr.), en af de syv vise. vistnok visselig, sandelig. hvis eneste Bekymring var ... at »man overalt taler vel om« dem se journaloptegnelsen NB4:111, fra marts 1848: »I 3die Afdeling af christelige Taler 6te Tale. Det Sted i Slutning: hvis eneste Bekymring er at naae hiint Ugudelige, at man overalt taler vel om dem. Dette er ganske rigtigt, just fordi Χstd [kristendommen] lærer, at dette ikke kan hænde En uden ved Ugudelighed. Det er umuligt at Nogen der har en alvorlig Overbeviisning (og det skal Enhver, christeligt, have) kan naae det. Altsaa naaer Nogen det, saa er det eo ipso [netop derved, i sig selv] hans Ugudelighed. Χstd. har ikke en letsindig Forestilling om hvad der hænder et Msk [menneske], at det fE hænder ham, at Alle tale vel om ham. Thi Χstd. siger: Sligt maa ikke hænde Dig, saa lidet som det at stjæle, hore o: s: v: Du skal ikke kunde forsvare Dig med, at Du ikke har eftertragtet det, at Du ikke var Skyld deri – thi Du skal leve saaledes som Χstd. fordrer, og saa er det eo ipso en Umulighed, at det kan hænde Dig. Hænder det Dig saa er det eo ipso et Beviis for, at Du ikke lever, som Χstd. fordrer det«, SKS 20, 338 (og se kommentarerne dertil). Menneskefrygtens Tilbedere og Dyrkere se journaloptegnelsen NB4:113, fra marts 1848, i SKS 20, 338f., især følgende: »Men til Ligheden svarer en Form for Tyrannie: Msk[menneske]-Frygt. Det er den jeg allerede har gjort opmærksom paa i den sidste Tale af Lidelsernes Evangelium [nr. VII i tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), se SKS 9, 413-431]. Det er den jeg igjen i 3die Afdeling af christelige Taler No 6 har gjort opmærksom paa. / Den er af alle Tyrannier den farligste, deels ogsaa fordi der behøves at man bliver opmærksom paa den, da den ikke sees ligefrem«, s. 339,4-9. denne Forsamling ... (ja, som der staaer i Komedien) ... være Christne hentyder formentlig til Ludvig Holbergs komedie Barselstuen (1724), 3. akt, 1. scene, hvor »En Frue« siger til barselkonen: »naar jeg ret eftertænker det, saa er Borgerfolk dog Christne Mennesker, og om de fører et gudeligt Levnet, kan blive salige, ligesaa vel som en af os [rangspersoner]«, Den Danske Skue-Plads () bd. 2. Bindet er uden sidetal. Han er troet i Verden frit citat fra 1 Tim 3,16, se følgende kommentar. Se endvidere journaloptegnelsen NB4:5 (), hvor SK om denne tale skriver: »No 6. Han (Christus) blev troet paa Jorden (1. Tim: 3, 16) / Men det er maaskee blot en historisk Efterretning«, SKS 20, 289,25f. Og uden Modsigelse ... troet i Verden, optagen i Herlighed citat fra 1 Tim 3,16 (NT-1819). M.T. min tilhører. Derom er det vi ville tale . Apostelen Paulus (). det er det vil sige. ret virkelig, for alvor. hvo hvem. naar saa er det forholder sig således. hiin Snilde ... naar det var »Ingen«, der spurgte ham sigter formentlig til samtalen mellem Odysseus og kyklopen Polyfemos i 9. sang, v. 364-370, i Homers Odyssee, hvor Odysseus siger: »Nys du spurgte, Kyklop! om det Navn, hvormed jeg benævnes, / Sige det vil jeg, men giv mig den Gjæsteforæring du loved; / Viid da, mit Navn er Ingen, og Ingen mig kaldte bestandig / Baade min Fader og Moder og samtlige Venner tillige. / Saa talte jeg, men flux han svared mig ubarmhjertig: / Ingen fortærer jeg sidst, saa fuldt som alle hans Venner, / Dog de Øvrige først, see! det er min Gjæsteforæring.« Da Polyfemos vælter døddrukken omkuld på gulvet og falder i søvn, jager Odysseus og hans mænd en gloende stang i hans øje. Pint af smerte udstøder Polyfemos et vræl for at tilkalde andre kykloper; da de kommer til og spørger, hvad der er sket, svarer han: »Ingen, o Venner! mig myrder ved List, men ikke ved Voldsfærd«, v. 408. Og de svarer straks tilbage: »Siden da Ingen dig volder Fortræd, og du sidder alene, / Saa er der ei noget Raad mod en Sot, som Zeus dig har tilsendt. / Beed derfor til din Fader, den mægtige Hersker Poseidon«, v. 410-12. Citeret efter Homers Odyssee, overs. af Chr. Wilster, 1.-2. del, Kbh. 1837; 1. del, s. 125f. Hjerte, hvor Troen boer Om troen i og med hjertet, se fx Rom 10,9-10; Ef 3,17. sig selv betræffende hvad sig selv angår. Hjertekjenderens . Alvidenhed se kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 4: »Gud er alvidende, og kiender paa eengang, hvadsomhelst der er skeet, eller nu skeer, eller skal skee i al Eftertiden. Vore hemmeligste Tanker ere ikke skiulte for ham«, i Balles Lærebog (), s. 13f. Herefter citeres 1 Joh 3,20: »Gud kiender alle Ting.« saa og saa sådan og sådan. have Troen paa anden Haand se kap. 4 »Den samtidige Discipels Forhold« og kap. 5 »Discipelen paa anden Haand« i Philosophiske Smuler (1844), i SKS 4, 258-271, især 270f., og 287-306. tjenligt gavnligt, formålstjenligt. betræffende hvad angår. undgaae ham gå hans opmærksomhed forbi. siden Americas Opdagelse Amerika blev opdaget af den ital. opdagelsesrejsende Christoffer Columbus i 1492. en Sindssvag en karaktersvag, en, som mangler (sund) fornuft, en sindssyg. hiin snaksomme Mand bestandigt at tale om ... sin Smule Reise sigter til Gert Westphaler i Ludvig Holbergs komedie Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer. Gert Westphaler fortæller gang på gang om, hvad han oplevede og gjorde på sin rejse til Kiel, se scene 7, 8, 18 og 24 i den anden version i én akt (fra 1724; den første version i fem akter er fra 1723), jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1. Bindet er uden sidetal. vistnok rigtig nok, sandt nok. staaer eneste står ene, er enestående. hiin Oldtidens ædle, eenfoldige Vise sigter til Sokrates (). hiin Ynglings, naar han samtalede med ham sigter til den unge Alkibiades (o. 450-404 f.Kr.), som i Platons dialog Symposion, 215d-e, holder en lovtale over Sokrates som taler, jf. Platonis opera () bd. 3, 1821, s. 528-531, se C.J. Heise Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, s. 88f., især s. 89: »Naar jeg hører ham, banker mit Hjerte heftiger, end Korybanternes [den frygiske gudinde Rhea Kybeles ekstatiske præsters], og Taarer udstrømmer under hans Tale; og jeg seer, det gaaer mange andre ligesaa.« (Se Platons Skrifter () bd. 3, s. 139.) hans Uvidenhed . ham, der altid sagde det Samme – »og om det Samme« hentyder til Platons dialog Gorgias, 490e, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 372f., hvor Sokrates på Kallikles' indvending om, at han altid siger det samme, svarer: »Ja, Kallikles, det gør jeg. Og mere end det, jeg siger det samme om de samme Ting« (Platons Skrifter () bd. 2, s. 172). i Viisdom blev eenfoldig . fange de Kloge hentyder til 1 Kor 3,19, hvor Paulus skriver: »For denne verdens visdom er dårskab for Gud – der står jo skrevet [Job 5,13]: 'Han fanger de vise i deres snedighed'«. offre sit Liv i Sandhedens Tjeneste sigter til, at Sokrates blev dømte til døden og henrettet (). med Døden for Øine talte om sig selv ... som nogensinde paa Torvet se Faidons gengivelse af Sokrates' samtaler forud for sin død i Platons dialog Faidon, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 472-619, og C.J. Heise Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, s. 1-125 (Platons Skrifter () bd. 3, s. 163-239). – paa Torvet: se den gr. forfatter Diogenes Laertios' filosofihistorie (3. årh. e.Kr.), 2. bog, kap. 5, afsnit 21, hvor det siges om Sokrates: »Da han indsaae, at hiin Granskning i fysiske Ting ikke egentlig er vor Sag, begyndte han at filosofere i Værkstederne og paa Torvet om Sæderne«, Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Rissbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 66. med Giftbægeret i Haanden ... talte ... som nogensinde ved Gjestebudet hentyder til beskrivelsen af Sokrates' samtale, da han omgivet af sine ulykkelige disciple roligt tømmer giftbægeret, i Platons dialog Faidon, 117a-c, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 616f., og C.J. Heise Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 122f.: »Kriton gav derpaa et Vink til den Dreng, som stod nærmest. Denne gik ud, og efterat han havde været nogen Tid borte, kom han tilbage med den Mand, som skulde række ham Giften og som nu bragte den tilberedt i et Bæger. Da Sokrates saae dette Menneske, sagde han: Vel min gode Mand, hvad har man herved at gjøre? Du forstaaer det jo. / Ikke andet, svarede han, end at Du, naar Du har drukket, gaaer omkring, indtil Dine Been blive tunge, og derpaa lægger Dig ned, saa vil det nok virke. Derpaa rakte han Sokrates Bægeret. Denne tog det, og med den største Rolighed, Echekrates, og uden at skjælve eller forandre Farve og Mine, betragte han Manden, som han pleiede, med et fast Blik, og spurgte: Hvad mener Du? Tør man vel af denne Drik udgyde noget til Offer? Er det tilladt, eller ikke? / Vi tilberede kun saameget, Sokrates, som vi troe at være nødvendigt. / Jeg forstaaer Dig; men bede til Guderne tør man dog, og man bør det, at Vandringen herfra didhen maa vorde lykkelig. Herom beder jeg, det skee. / Da han havde sagt dette, satte han Bægeret til Munden og tømte det raskt og ufortrødent.« (Platons Skrifter () bd. 3, s. 238.) – ved Gjestebudet: hentyder til de samtaler, Sokrates fører, og den lovtale over kærligheden, han holder, ved en festlig sammenkomst i anledning af digteren Agathons sejr med en tragedie ved Dionysosfesten, i Platons dialog Symposion, jf. Platonis opera bd. 3, 1821, s. 430-548, og C.J. Heise Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, s. 3-104 (Platons Skrifter bd. 3, s. 89-148). og ikke heller ikke. anstille en Sammenligning mellem ham, den eenfoldige Vise, og Ham, paa hvem jeg troer På forskellig vis foretager og diskuterer SK en sammenstilling af Sokrates og Jesus i Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates (1841), i Philosophiske Smuler (1844) og i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). I Om Begrebet Ironi inddrager SK også F.C. Baur Das Christliche des Platonismus oder Sokrates und Christus, Tübingen 1837, ktl. 422. Han, der har sat sit Liv til ogsaa for mig . uden Ham er det ligegyldigt enten jeg lever eller døer hentyder til Rom 14,7-8, hvor Paulus skriver: »ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.« Han er Livet hentyder til Joh 14,6 (). slippe Sønnens Kjerlighed – af Kjerlighed til Ham hentyder til Luk 14,26 (). elsker min Hustru (...) slipper denne Elskov – af Kjerlighed til Ham hentyder til Luk 14,26 (). Misforstand mangel på forståelse, uoverensstemmelse, uenighed. elsker mine Børn (...) slipper denne Kjerlighed – af Kjerlighed til Ham hentyder til Luk 14,26 (). Mulighedens Spindelvæv spiller muligvis på følgende udsagn i G.E. Lessings teologiske stridsskrift Eine Duplik (1778): »Wann wird man aufhören, an den Faden einer Spinne nichts weniger als die ganze Ewigkeit hängen zu wollen!« (»Hvornår holder man op med at ville hænge intet mindre end hele evigheden i tråden af et spindelvæv!«), Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762; bd. 5, 1825, s. 113. Se nr. 2, »Forventningen om en evig Salighed«, i Tre opbyggelige Taler (1844), i SKS, 5, 262,29f., hvor dette sted hos Lessing citeres på da. derhos desuden, tillige. nogensinde underforstået: ikke nogen sinde, dvs. ingen sinde. Pagten med Ham hentyder formentlig til dåben som en pagt med Gud, se præstens indledende dåbstiltale, hvor det hedder, at dåben er »en god Samvittigheds Pagt med Gud formedelst [i kraft af] Jesu Christi Opstandelse«, Forordnet Alter-Bog (), s. 243. hvert mit Forhold ethvert af mine forhold. Hans Villie, at Sønnen skal elske Faderen ... hvis der ikke er en Troens Forskjel dem imellem hentyder til Matt 10,37 (). Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). vistnok ganske vist, helt sikkert. hele Christenheden . ligegyldige for indifferente over for, ligeglad med, uinteresseret i, uengageret i. dem (...) hvis Levebrød det er dvs. præsterne. betræffende angående. Skuffelse bedrag, illusion. Dykker-Forbindelse sigter formentlig til den livline, der blev fæstet til dykkerens livrem, og som var hans forbindelse til skibet, mens han var under vandet. Livlinen blev dels benyttet til at give signal med, dels brugt til at trække dykkeren op med. Der tænkes måske også på den slange, der førte fra en ventil på dykkerens hjelm op til luftpumpen på skibet. Sinkerier det at trække noget ud el. i langdrag, så det sinkes, forhales på en uheldig måde. Regjeringen sørger for ... Kundskab nok i Christendommen . – ordentligviis: i henhold til forskrifter, anordninger el. sæd og skik. fattes mangles, savnes. vistnok visselig, sandelig. grundende tænke dybt og grundigt, fundere, granske, spekulere. Fjerde Afdeling Om forholdet mellem tredje og fjerde afdeling, se de to journaloptegnelser NB4:78 og NB4:105 (), og se tekstredegørelsen, s. 53. Taler ved Altergang om Fredagen I kladden skriver SK: »Bogen skal dediceres Biskop Mynster« (Pap. VIII 2 B 116). Dedikationen lyder: »Hans Excellence / Høiærværdige Hr. Biskop Dr. Mynster / St. af D. [Storkorsridder af Dannebrog] og DM. [Dannebrogsmand] m: m: / helliges / dette lille Skrift / i dyb Ærefrygt« (Pap. VIII 2 B 118). Dedikationen blev dog ikke anvendt; herom skriver SK i journaloptegnelsen NB3:36, fra nov. 1847: »Fredags-Talerne kan dog ikke dediceres til Mynster. Jeg vilde det saa gjerne, mindende min Fader. Det var ogsaa [heller] ingen almdl. Dedication, men just i det Øieblik, da jeg sætter et Slags Punktum om ikke her saa dog i min Stræben og paa den høitideligste Maade, da at tilegne ham det, det var, som jeg ønskede det, igjen en Concentration af Veneration. Men det lader sig ikke gjøre. Min Gang gjennem Livet er for tvivlsom [præget af tvivl] m: H: t: [med hensyn til] om jeg skal nyde Ære og Anseelse ell. forhaanes og forfølges til at jeg kan dedicere nogen Levende mit Arbeide; og dernæst er der dog alt for betydelige Differentser mellem os. En saadan Dedication kunde baade paa den ene og paa den anden Maade vikle min Sag forkeert ind i Endelighedens Forhold«, SKS 20, 262f. – Altergang om Fredagen: Der blev hver fredag kl. 9 holdt skriftemål og altergang i Vor Frue Kirke i København, hvor der foruden skriftetalen () under skriftemålet også blev holdt en kort prædiken efter skriftemålet inden altergangen. Disse altergangsprædikener blev ofte holdt af den lavest rangerende blandt kirkens gejstlige, den ordinerede kateket (), undertiden af en teologisk kandidat. Lucas XXII, 15 . Matthæus XI, 28 . Johannes X, 27 . 1 Corinthier XI, 23 . 2 Timotheum II, 12-13 . 1 Johannes III, 20 . Lucas XXIV, 51 . Forord se tekstredegørelsen, s. 61-64. mangle et Væsentligt i at være ... ei bleve kaldte Prædikener hentyder til, at SK ikke var ordineret og derfor ikke mente at kunne tale med den indviede præsts myndighed, jf. journaloptegnelsen NB:120, fra jan. 1847, hvor han skriver: »Prædikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi Apostlenes. (...) En Prædiken forudsætter en Præst (Ordinationen); den christelige Tale kan være et almdl. Menneske«, SKS 20, 87. – ei bleve kaldte Prædikener: I kladden til de to altergangsprædikener, som SK holdt i Vor Frue Kirke i København (se følgende kommentar), betegnes de hhv. »Prædiken« (Pap. VIII 2 B 107) og »Fredags-Prædiken« (Pap. VIII 2 108). I øvrigt noterer SK i marginen i kladden til hhv. nr. I og nr. IV: »Fredags-Prædiken« (Pap. VIII 2 B 105, s. 210, og 112, s. 214). de tvende (II og III) holdte i Frue-Kirke Hvad nr. III angår noterer SK i marginen til kladden: »Fredags-Prædiken holden d. 27 Aug. 47 i Frue Kirke« (Pap. VIII 2 B 108, s. 212), dvs. i Vor Frue Kirke i København. Hvad nr. II angår, står der kun i marginen til kladden: »Prædiken holden i Frue Kirke en Fredag« (Pap. VIII 2 B 107), men intet om datoen. Som regel blev det annonceret i Adresseavisen, undertiden også i andre blade, fx Nyt Aftenblad og Flyveposten, som oftest med navns nævnelse, hvem der prædikede ved altergangsgudstjenesten om fredagen i Vor Frue Kirke i København. For fredag den 27. aug. 1847 annoncerer både Adresseavisen og Nyt Aftenblad »en Candidat«, mens Flyveposten anfører »Hr. Thomsen«, dvs. Vor Frue Kirkes ordinerede kateket J.N.T. Thomsen; men Flyveposten synes ikke på dette punkt at være så pålidelig som de to andre blade. If. Adresseavisen var der kun yderligere tre gange i 1847, hvor Thomsen ikke prædikede om fredagen, nemlig den 2. juli, hvor der var ordination, samt den 18. og 25. juni, hvor der er annonceret »en Candidat«. Det må efter al sandsynlighed være på en af de to dage i juni, SK har holdt sin første altergangstale. Da det af kommunionsbogen for Vor Frue Kirke (den protokol, hvori klokkeren indskrev de personer, der dagen i forvejen havde meldt sig til altergang) fremgår, at han var til alters den 25. juni, er det ikke så sandsynligt, at han også prædikede den dag; i al fald gik han ikke til alters den 27. aug. Tilbage står altså kun fredag den 18. juni. Af niecen Henriette Lunds Erindringer fra Hjemmet, Kbh. 1909, s. 146, sammenholdt med de bevarede regninger for SKs køreture, fremgår det, at han torsdag den 17. juni brød uventet og uden forklaringer op fra et tre dages besøg hos sin bror P.C. Kierkegaard i Pedersborg præstegård ved Sorø; formentlig fordi han skulle hjem at prædike næste dag. kjende mærke, fornemme. Febr. 1848 se tekstredegørelsen, s. 41. Luc. XXII, 15 . Se i øvrigt journaloptegnelsen NB2:170, formentlig fra sept. 1847: »Fredags-Prædiken / Text: jeg har inderligt længtes efter at spise dette Paaske-Maaltid med Eder. / Thema: Den sande inderlige Længsel efter at gaae til Alters«, SKS 20, 208. Den, som giver baade at ville og at fuldkomme hentyder dels til Fil 2,13, hvor Paulus skriver: »thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). Dels til Fil 1,6, hvor Paulus skriver: »han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag« (NT-1819), som indgår i ritualet for skriftemål med ordet 'fuldkomme' i stedet for 'fuldføre', se Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 147. Længselen dvs. længslen efter at gå til alters (). Samfundet fællesskabet. Her tænkes formentlig på 1 Kor 10,16, hvor Paulus skriver: »Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? Dette Brød, som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund?« (NT-1819). kjøbe dens beleilige Øieblik henviser til Kol 4,5, hvor Paulus skriver til kolossenserne: »Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor, saa I kiøbe den beleilige Tiid« (NT-1819). – beleilige: velegnede, gunstige. i stille Timer et ofte af sognepræst, fra 1834 biskop J.P. Mynster anvendt udtryk om andagt i såvel lønkammeret som i kirken. Se fx Betragtninger over de christelige Troeslærdomme () bd. 1, s. 240; bd. 2, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306. Se endvidere Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 8 og s. 38; og Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63. hjertelige Længsel . værdeligen ville deeltage i Nadverens hellige Maaltid hentyder til præstens indledende tiltale til nadvergæsterne, hvor det hedder: »Paa det, kiæreste Christi Venner! at I rettelig og værdelig kunne annamme det høiværdige Sacramente, da bør Eder disse to Ting her besynderlig [særlig] at vide, som er, hvad I skulle troe og giøre.« Forordnet Alter-Bog (), s. 252. – værdeligen: på værdig måde, værdigt. sælge Alt for at kjøbe den hentyder til Jesu lignelse om skatten og om perlen i Matt 13,44-46: »Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark. / Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.« Luc. XXII, 15: jeg haver hjerteligen længtes ... førend jeg lider citat fra Luk 22,15 (NT-1819). forelæste oplæste (i andres påhør). vistnok rigtig nok, sandt nok. Nadverens Indstiftelse se følgende kommentar. staae de i Fortællingens nærmeste Sammenhæng med denne Lukasevangeliets version af nadverindstiftelsen står i kap. 22,19-20: »Og han [Jesus] tog Brødet, takkede, og brød det, og gav dem det, og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette giører [gør dette] til min Ihukommelse. Ligesaa tog han og [også] Kalken, efterat de havde holdt Nadvere [aftenmåltid], og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder« (NT-1819). i den Nat, der Han blev forraadt hentyder til indstiftelsesordene i nadverritualet: »Vor HErre Jesus Christus i den Nat, der [da] han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen [tag imod dette], og æder det! Det er mit Legem, som gives for Eder! Dette giøre [gør dette] til min Ihukommelse! / Ligesaa tog han og [også] Kalken efter Aftens-Maaltid, takkede, gav dem, og sagde: Drikker alle deraf! Denne er det ny Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse! Dette giører, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse.« Forordnet Alter-Bog (), s. 253f. Judas var allerede kjøbt ... havde allerede solgt Ham hentyder til Luk 22,3-6: »Men Satanas [gr. Satan] foer i Judas, med Tilnavnet Ischariotes, som var Een af de Tolv. Og han gik hen, og talede med de Ypperste-Præster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem. Og de bleve glade, og lovede at give ham Penge. Og han tilsagde [afgav løfte om] det« (NT-1819). søgte nu blot den »beleilige Tid ... uden Opløb« (Luc. 22, 6) frit citat fra Luk 22,6: »og han søgte beleilig Tiid, til at forraade ham til dem uden Opløb« (NT-1819). – beleilige Tid: passende, velegnet tidspunkt. den Nats Stilhed, i hvilken Christus ... er samlet med sine Apostle Judas forrådte Jesus med et kys natten mellem skærtorsdag og langfredag, mens Jesus var sammen med sine apostle i Getsemane Have, se Luk 22,47-48. Og der Timen kom, satte han sig tilbords ... førend jeg lider citat fra Luk 22,14-15. – I renskriften har SK i marginen skrevet og slettet et stykke (Pap. VIII 2 B 125,7), der oprindelig havde stået i kladden i en lidt anden version (Pap. VIII 2 B 106,1), og i okt. 1847 indført det under overskriften »af Fredags Tale No 1« i journalen NB2: »I den Nat der [da] han blev forraadt. Det er Midnat; Søvnen hviler over Byen, den folkerige Stad er som uddød, Alt saa stille, saa fredeligt i Natten. Kun Forræderiet, der gaaer ud ved Nattetid, sniger sig i Mørket; kun Ondskaben, der gjør Nat til Dag, vaager som var det nu Dag; kun 'Ypperstepræsterne ere glade' (Luc: 22, 5), at Mørket har seiret og maa seire 'uden at der kan blive noget Opløb' (Luc: 22, 6). I 'den store Sal' sidder han for sidste Gang tilbords med Apostlene. / blev ikke brugt – her er ogsaa en Feil, da det er Aften ikke Midnat. / Dog staaer der i Joh: 13, 30, at det var Nat«, NB2:256, i SKS 20, 236. han veed det forud, at det er den sidste Gang hentyder dels til Luk 22,16, hvor Jesus siger til apostlene: »Thi jeg siger Eder, at jeg skal ingenlunde mere æde af det [påskelammet], førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.« Dels til Luk 22,18, hvor han siger til dem: »Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, førend Guds Rige kommer« (NT-1819). nænt nænnet. Han, der ene bar Verdens Synd hentyder til Joh 1,29, hvor Johannes Døber siger om Jesus: »see, det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!« (NT-1819). Han, der ene stred i Gethsemane, ene, fordi Disciplene sov hentyder til Luk 22,39-46, hvor det fortælles, at Jesus brød op fra måltidet og tog disciplene med ud til Oliebjerget, hvor han bad dem vente og bede, mens han selv gik et stenkast væk og i dødsangst bad heftigt til Gud. Da han kom tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg. If. parallelberetningen i Matt 26,30-45 foregår det i Getsemane, der lå på eller ved Oliebjerget. Getsemane, der er aramaisk og betyder 'olieperse', har formentlig været et haveanlæg med oliventræer og en olieperse. Forræderen, der ogsaa er tilstede se Luk 22,21. – Hvad angår Judas' viden om det forræderi mod Jesus, som skal ske senere, se Joh 18,2, og se tekstredegørelsen, s. 57. m. T. min tilhører. den hellige Beretning dvs. evangeliernes beretning om Jesus. Stifteren dvs. Kristus, som indstifter nadveren. gudelige angående Gud, opbyggelige. Saa lad os da benytte de os foreskrevne Øieblikke ... til at tale om . – foreskrevne Øieblikke: Det var en regel fra reformationens første tid, at der skulle prædikes, når der blev holdt nadver ved en hverdagsgudstjeneste, og denne regel blev holdt i hævd i Vor Frue Kirke, landets mønsterkirke. Denne kommunionsprædiken eller altergangsprædiken var – i forhold til prædikenen på søn- og helligdage – ganske kort, af ti til femten minutters varighed, og blev holdt over en frit valgt tekst. Se § 28 i J.P. Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark«, s. 19, og »Bemærkninger ved Forslagene«, s. 39, i Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839 (forkortet Udkast til en Alter- og Ritualbog), som dog aldrig blev autoriseret, men i en vis udstrækning afspejler samtidens praksis. Om en videre diskussion heraf, se C.T. Engelstoft Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark, Kbh. 1840, s. 286f., og især H.N. Clausen Under hvilken Form maa den reviderede Liturgie ønskes indført i vore Menigheder og anvendt i vore Kirker? Kbh. 1841, hvor der argumenteres imod altergangsprædikener: »Ved Alterens Sakrament har det fri, homiletiske Ord sin Plads anviist i den forberedende Skriftetale«, s. 17. den hjertelige Længsel efter Nadverens hellige Maaltid jf. talens tema i journaloptegnelsen NB2:170 (). end mindre endnu. Veiret blæser hvorhen det vil ... hvor det farer hen hentyder til Joh 3,8, hvor Jesus siger til Nikodemus: »Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med Hver [enhver], som er fød af Aanden« (NT-1819). Føde og Klæder ere Guds Gaver hentyder til Matt 6,24-34 (). vistnok givetvis, helt sikkert. Gud, der aldrig lader sig uden Vidnesbyrd hentyder til ApG 14,17 (). er ikke saa således. »der ophøiet fra Jorden vil drage Alle til sig« (Joh. 12, 32) frit citat fra Joh 12,32, hvor Jesus siger: »Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig« (NT-1819). idel Forfængelighed hentyder til Præd 1,2: »Idel Forfængelighed! siger Prædikeren, idel Forfængelighed! Alt er Forfængelighed!« i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 415.'Forfængelighed' er her brugt i betydningen tomhed. Ingen tør komme uden vel forberedt . Omskiftelse pludselig forandring af livsforhold. Forkrænkelighedens skrøbelighed, forgængelighed. med hiin fromme Mand ... til Maanen »Dig bryder jeg mig ikke om, Du er jo nu fordunklet« sigter til Præd 12,1-2: »Tænk derfor paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og Aarene nærme sig, om hvilke du skal sige: jeg haver ikke Lyst til dem; inden Solen og dens Lys, og Maanen og Stjernerne blive mørke; og Skyerne komme tilbage efter Regnen«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 444. det er Alt Forfængelighed hentyder til Præd 12,8: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren; alt er Forfængelighed!« i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 445. bliv Du kun ved at rinde, Du fylder dog aldrig Havet hentyder til Præd 1,7: »Alle Floder løbe i Havet, dog bliver Havet ikke fuldt; til det Sted, hvorhen Floderne løbe, derhen vedblive de stedse at løbe«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 416. blæs Du kun ... Du Ustadighedens Sindbillede hentyder formentlig til Præd 1,6: »Veiret gaaer mod Sønden, og vender sig til Norden; det gaaer hid og did, og efter sine Omgange kommer Veiret tilbage«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 416. Se også Joh 3,8 (). bedaare narre, bedrage. Tilforladelighed ubetingede pålidelighed. at de engang skulle falde ned hentyder til Matt 24,29, hvor Jesus i sin tale om de sidste tider siger: »Men strax efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stiernerne falde af Himmelen, og Himmelens Kræfter røres« (NT-1819). Se også Åb 6,13 og 8,10. – skulle: skal. aldrig har ... Nogen været saa lykkelig, at han jo kunde blive ulykkelig hentyder formentlig til historien om den rige lydiske kong Krøsos, fortalt af Herodot i hans Historiae, 1. bog, kap. 32 og kap. 86. Engang da Krøsos havde indbudt den vise Solon fra Athen og ladet ham forevise alle sine rigdomme, ville han vide, hvordan Solon så på hans lykke. I sit svar sagde Solon bl.a.: »Du er, sådan som jeg ser det, vældig rig og herre over mange folk; men det, du spørger mig om, kan jeg ikke sige dig, da jeg endnu ikke har erfaret, at du har endt dit liv lykkeligt.« Senere, i 546 f.Kr., led Krøsos nederlag til den persiske kong Kyros, som tog ham til fange og besluttede at lade ham brænde; mens Krøsos stod ulykkelig på bålet, kom han i tanker om de ord, Solon havde sagt til ham, at »intet menneske kan være lykkeligt, så længe det endnu er i live«, og han råbte tre gange: Solon. Da Kyros hørte dette, lod han en tolk spørge, hvorfor han råbte det; og da han fik årsagen at vide, befalede han, at bålet skulle slukkes og Krøsos skånes. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811, ktl. 1117; bd. 1, s. 18f. og s. 49f. – jo kunde: ikke. alle mine Ønsker opfyldte, faae dem førte op i een Bygning hentyder måske til det prægtige palads af marmor, som den forunderlige lampes ånd opfører til Aladdin som opfyldelse af hans ønske inden brudenatten med Gulnare, jf. 3. akt i Adam Oehlenschlägers lystspil »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« i Adam Oehlenschlägers Poetiske Skrifter bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 219-239. kummerlig jammerlig, ussel. Levning rest. beskikkede (...) til beredte på. ethvert det næste Øiebliks Uvished uvisheden i ethvert næste øjeblik. det Tjenligere det gavnligere, det mere formålstjenlige. som Skibbruden reddede mig paa en Planke ud af den visse Død . den Vise sigter til Sokrates (), se følgende kommentar. maaskee, maaskee havde det dog været bedre ... at Du var omkommen i Bølgerne hentyder til Platons dialog Gorgias, 511d - 512b, jf. Platonis opera () bd. 1, s. 428-431. I samtale med Kallikles sammenligner Sokrates samtalekunsten med den kunst at navigere og siger om en styrmand, der har reddet forskellige rejsende i havn: »Saa meget kan han nok regne ud, tænker jeg, at det er umuligt at afgøre, hvem han har gavnet af de rejsende ved at frelse dem fra Døden i Bølgerne, og hvem han har skadet; han ved jo, at han ikke har sat dem i Land som bedre Mennesker i nogen Henseende, end da de gik ombord, hverken paa Legeme eller Sjæl. Han ræsonnerer jo som saa: lige saa vist, som den Passager, der slæber paa alvorlige og uhelbredelige Sygdomme, ikke har noget at takke for, om han ikke drukner, da han nærmest er at beklage for, at han ikke er død – endnu mindre betyder det Lykke at kunne leve videre som den Mand, der lider af mange og uhelbredelige Sygdomme paa Sjælen, der jo er langt værdifuldere end Legemet; og selvom jeg redder ham fra Havet eller Domstolen eller ligemeget hvad, vil jeg ikke gøre ham nogen Tjeneste derved« (Platons Skrifter () bd. 2, s. 199). Alens Måleenheden 'alen', der svarer til 0,6277 m, var officielt gældende indtil 1916. Tvinger byrde, lænke, bånd. naar Budskaberne ... Rædselens Budskab ... gjøre mig eensom hentyder til Job 1,13-19, hvor det fortælles, hvorledes Job får bud om, at hans okser og æsler er blevet stjålet, nogle af hans karle hugget ned, hans får og andre karle ramt af lyn, hans kameler stjålet og endnu nogle karle hugget ned, og til sidst, at hans sønner og døtre blev dræbt, da en storm væltede det hus, hvor de opholdt sig. blev hans Ven hentyder formentlig til Jak 2,23, hvor det siges, at Abraham blev kaldt »Guds ven«, jf. fx 2 Krøn 20,7. hvo hvem. forsøgt hårdt prøvet. fuldtro Ven ubetinget trofast ven. Jesus Kristus som 'fuldtro Ven' er et kendt motiv i andagts- og salmelitteraturen, se fx N.F.S. Grundtvigs salme efter eng. forlæg »Mindes vi en fuldtro Ven«, især 4. strofe: »Jesus Kristus! Fuldtro Ven! / Skab da i os Hjerter fromme, / Som, til snart vi sees igien, / Saa Dig altid ihukomme, / Søge Livet i dit Navn, / Finde Glæden i din Favn!«, nr. 372 i hans Sang-Værk til den Danske Kirke bd. 1, Kbh. 1837, ktl. 201, s. 726. DDS, nr. 455. for mig . tro i Døden hentyder til Fil 2,8 (). ingen Ven kan dog gjøre mere end ... frelse en Andens Liv hentyder formentlig til Joh 15,13 (). Synden er ... hvert Menneskes Fordærvelse . Verden ligger i det Onde hentyder til 1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819). Efterstræbelser forfølgelse, (ondt) anslag. saadanne den aandelige Livsfares Afgjørelser sådanne afgørelser, som hører til den åndelige livsfare. ret aabenbart virkelig, for alvor, aldeles. udgydte Blod, der raaber til Himmelen hentyder til 1 Mos 4,10, hvor Gud siger til Kain, der har slået sin bror Abel hjel: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden.« Underfundighed snedighed, lumskhed. vistnok ganske vist. hvilken Modstand han leed af Syndere hentyder til Hebr 12,3: »Betragter den, som haver taalmodeligen liidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage [mister modet] i Eders Siele« (NT-1819). den faldne Slægt den syndige menneskehed efter syndefaldet. see hvilket Menneske citat fra Joh 19,5 (). »Mængden«, som forhaanede Ham og spyttede paa Ham hentyder formentlig til beretningen i Matt 26,57-68 om det forhør, ypperstepræsten Kajfas foretog af Jesus for det jødiske Råd, hvor der også var mange andre jøder til stede. Efter at Kajfas havde erklæret Jesus for en gudsbespotter, og der var opstået enighed om, at Jesus var skyldig til døden, da »spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: 'Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?'« v. 67-68. If. parallelberetningen i Luk sagde de »også mange andre spottende ord til ham«, 22,65. een af Tolv dvs. én af de tolv apostle. ogsaa han er en Gallilæer, en Tilhænger hentyder til beretningen i Luk 22,54-62 om Peters fornægtelse. Under forhøret af Jesus for Rådet sidder Peter ude i ypperstepræstens gård. Efter at en tjenestepige og en anden har påstået, at også Peter havde været sammen med Jesus, og Peter har fornægtet det begge gange, er der en tredje, der bekræfter det: »i Sandhed, denne var og [også] med ham; thi han er og en Galilæer«, v. 59 (NT-1819). i hver Slægt i hver generation. hjalp Røveren paa Korset hentyder til beretningen i Luk 23,39-43 om Jesus og de to røvere på korset. Her fortælles det, at den ene af røverne spottede Jesus, og at den anden satte den spottende i rette, hvorefter han henvendt til Jesus sagde: »Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige.« Og Jesus sagde til ham: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis«, v. 42-43 (NT-1819). Hans Blod komme over mig hentyder til Matt 27,25. Efter at hele folket har råbt, at Jesus skal korsfæstes, og Pilatus har vasket sine hænder og erklæret, at han finder Jesus uskyldig, svarer folket: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« destoværre desværre. øver udøver. Forfængelighed tomhed. den Sorg, som er efter ham den sorgfulde el. bekymrede længsel efter Gud – med den bagved liggende tanke: pga. adskillelsen efter syndefaldet. Også tankegangen i 2 Kor 7,9-10 spiller med; her skriver Paulus til korintherne, at han er glad, »fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os. For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død«. Se endvidere journaloptegnelsen EE:16, dateret den 10. feb. 1839, hvor SK skriver: »Deri viser sig den dybe gjennemgribende Betydning af Arvesynden, at al Χstd. [kristendom] begynder i den Enkelte begynder med Sorg – Sorgen efter Gud«, SKS 18, 11. løse Ord spiller måske på Luk 24,11, hvor apostlene opfatter kvindernes ord om den tomme grav og Jesu opstandelse som »en løs Tale« (NT-1819). gjort Fyldest ogsaa for min Synd hentyder til bortsendelsesordene efter nadver: »Den korsfæstede og atter opstandne Christus Jesus, som nu har bespiset og skienket Eder med sit hellige Legem og Blod, hvormed han har fyldestgiort for Eders Synder, han styrke og opholde Eder derved i en sand Tro til det evige Liv!« Forordnet Alter-Bog (), s. 254. hver den mindste min virkelige Synd enhver af de mindste af mine virkelige synder. vare vel hine Jøder større Forbrydere ... o, nei . til Hans Ihukommelse hentyder til indstiftelsesordene (). Se også 1 Kor 11,24-25. sænket der i Jordens Skjød se Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845), i SKS 5, 451,10, og se kommentaren dertil. vist sikkert, givetvis. ikke mere lever selv, men Christus i Dig hentyder til Gal 2,19-20, hvor Paulus skriver: »Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.« gik værdeligen til Alters Det var en ofte udtrykt anfægtelse hos fromme kristne, især blandt pietister, om de var værdige til at gå til alters. Denne anfægtelse skyldtes især Paulus' advarende ord i 1 Kor 11,27-29: »Derfor, hvo [hver den] som æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen [på en uværdig måde], skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet, og drikke af Kalken. Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Dom, i det han ikke giør Forskiel paa Herrens Legeme« (NT-1819); (). II . Matth. XI, 28 . Menighedens Forbøn ... trøste Alle dem, som syge og sorrigfulde ere hentyder til den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved gudstjenesten om fredagen: »Vor Herres, Jesu Christi, Fred være hos os i Evighed! Gud trøste dem Alle, som sorrigfulde ere, enten de ere fiern eller nær!« Forordnet Alter-Bog (), s. 228. Skønt det fulde udtryk heller ikke forekommer i den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved højmessen på alle søn- og helligdage, se Forordnet Alter-Bog, s. 216-221, synes det at have vundet indpas i praksis; se J.P. Mynsters »Forslag til en: Forordnet Alterbog for Danmark«, s. 51, i Udkast til en Alter- og Ritualbog (), hvor det i begyndelsen af kirkebønnen hedder: »Gud trøste dem alle, som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fiern eller nær!« give dem, som arbeide og ere besværede, Hvile for deres Sjele hentyder dels til Matt 11,28 (), dels til Matt 11,29, hvor Jesus siger: »Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hiertet: så skulle [skal] I finde Hvile for Eders Siele« (NT-1819). hvo hvem. Syndernes Bevidsthed bevidsthed om (sine) synder. Mtth. XI, 28. Kommer hid til mig Alle ... jeg vil give Eder Hvile citat fra Matt 11,28 (NT-1819). i Ansigtets Sved arbeider for det daglige Brød hentyder til 1 Mos 3,17-19, hvor Gud siger til Adam efter syndefaldet: »I dit Ansigtes Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igien«, v. 19 (GT-1740). bærer Dagens Hede og Møie hentyder til slutningen af Jesu lignelse om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16. Da det bliver aften, beder vingårdsejeren sin forvalter kalde arbejderne sammen og udbetale dem hver en denar, idet han skal begynde med de sidste og ende med de første. Da de, der har arbejdet en hel dag, ser, at de får det samme i løn som dem, der blev lejet sidst, giver de ondt af sig over for vingårdsejeren og siger: »Disse sidste have ikkun [kun] arbeidet een Time, og du haver giort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede«, v. 12. Men vingårdsejeren siger til en af dem: »Ven! jeg giør dig ikke Uret; er du ikke bleven eens [enig] med mig om en Penning? Tag Dit, og gak hen [bort]. Men jeg vil give denne Sidste ligesom dig«, v. 13-14 (NT-1819). Den, som ligger i Tvivl jf. udtrykket: »den Tvivlende, som ikke finder Fodfæste paa Tankernes Hav«, SKS 10, 281,35f. Svømmeren siges at arbeide Man taler fx om, at en svømmer arbejder sig i land, ud til en båd ol. den tunge Byrde spiller formentlig på Matt 11,30, hvor Jesus siger: »Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let« (NT-1819). det ene Fornødne hentyder til Luk 10,41-42 (). ere Sunde og ikke have Lægedom behov hentyder til Matt 9,12, hvor Jesus siger: »de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde« (NT-1819). ville vi vil. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. naar saa var hvis det forholdt sig således. Ligelighed ligestillethed, ligebyrdighed. derfor desuagtet, alligevel. blevet som et Ordsprog spiller på 5 Mos 28,37, hvor israelitterne advares om, at de skal »blive til en Forskrækkelse, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle Folkene, der HERREN skal føre dig hen« (GT-1740). Sml. 1 Kong 9,7 og Jer 24,9. – Talemåden 'at blive til et ordsprog' betyder at blive almindelig genstand for nedsættende omtale (spot, dadel, o.l.). tages forfængeligt anvendes sådan, at det misbruges el. gøres til ingenting. en Sorg efter Gud . aabenbare åbenlyst. »jeg vil give Eder Hvile for Sjelen.« frit citat fra Matt 11,29 (). der er gjort Fyldest . a. T. andægtige tilhører. Guds Huus . Bedested dels et sted, hvor man holder hvil under rejse, dels et sted, hvor man holder bøn, det vil her sige skriftestolen, et særligt aflukket rum, placeret enten i kirken el. i sakristiet, hvor skriftemålet fandt sted. De større kirker som Vor Frue Kirke i København, hvor SK altid selv gik til skrifte, havde to skriftestole hver med plads til 30-50 personer. m. T. min tilhører. Han udbreder sine Arme og siger: kommer hid (...) Han aabner sin Favn hentyder til Kristusstatuen i alterpartiet i Vor Frue Kirke i København (), hvor der på fodstykket står: »Kommer til mig / Matth. XI. 28.« Se illustration 18. 18. Thorvaldsens Kristusstatue () tegnet af Schmidt og udført hos Rittendorff & Aagaard i Frue-Kirke, som den er, 25 Aar efter Indvielsen, Pintsedag 1829, (efter Branden i Bombardementet 1807), Kbh. 1854 Om det udtryk, Bertel Thorvaldsen ønskede at få frem i Kristusfiguren, se fx A. Kestner Römische Studien, Berlin 1850, s. 78: »'Simpel muß so eine Figur sein', sagte er [Thorvaldsen], 'denn Christus steht über Jahrtausenden. Dies ist', fuhr er fort, 'die ganz gerade stehende menschliche Figur' – und stellte sich aufrecht, die Arme niederhängend, ohne alle Bewegung und Ausdruck. Jetzt entfernte er, mit gelinder Bewegung, die Arme und beide offenen Hände mit leise gekrümmten Ellenbogen vom Körper. So hielt er inne und sagte: 'kann eine Bewegung simpler sein, als ich jetzt bin? und zugleich drückt es seine Liebe, seine Umarmung der Menschen aus, so wie ich es mir gedacht habe, daß der Haupt-Charakter von Christus ist'« (»'Enkel må sådan en figur være,' sagde han, 'for Kristus står over årtusinder. Dette er, fortsatte han, 'den menneskelige figur, når den står helt lige' – og stillede sig ret op, med armene hængende nedad, uden nogen form for bevægelse og udtryk. Nu fjernede han, med en blød bevægelse, armene og begge åbne hænder fra kroppen med let bøjede albuer. Så holdt han inde og sagde: 'kan en bevægelse være mere enkel, end jeg er nu? og samtidig udtrykker det hans kærlighed, hans omfavnelse af menneskene, sådan som jeg har tænkt mig, at det mest fremtrædende særpræg hos Kristus er'«). Se også J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, 3. del, Kbh. 1854, s. 127f. Johannes laae hans Bryst nærmest hentyder til beretningen i Joh 13,18-30 om Judas' forræderi. Da Jesus under sit sidste måltid med disciplene havde forudsagt, at én af dem ville forråde ham, opstod der usikkerhed blandt dem, og da Johannes var den, der sad nærmest ved Jesus, og som Jesus elskede, gav Peter ham tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Og Johannes »bøiede sig op til Jesu Bryst, og sagde til ham: Herre, hvo [hvem] er det?« v. 25 (NT-1819). fra at have skriftet sigter til, at skriftemålet har fundet sted i skriftestolen ( og ), hvorfra de skriftede nu er vendt tilbage til kirkerummet, dels for at høre altergangsprædikenen, dels for at gå til alters. Om skriftemål bestemmer Kirke-Ritualet () i kap. 4, art. 1: »De som ville bruge det hellige Nadverens Sacramente, skulle enten Dagen tilforn, eller samme Dag for [før] Prædiken, om det for vigtige Aarsager ikke kand skee Dagen tilforn, indstille sig for Præsten i Skriftestolen, bekiende deres Synder for hannem og bede om Afløsning« (s. 143). Hermed var skriftemål gjort til en uomgængelig betingelse for, at man kunne deltage i nadveren. Og skønt der var indført visse liturgiske ændringer ved kgl. forordninger og reskripter og opstået et væld af liturgiske nydannelser ved skik og brug såvel som ved selvtægt, var Kirke-Ritualet stadig gældende på SKs tid. Skulle de skriftede til alters ved en almindelig søndagshøjmesse, fandt skriftemålet som regel sted kl. 8:30; skulle de deltage i altergangen om fredagen, begyndte altergangsgudstjenesten kl. 9 og skriftemålet kl. 8:30. På SKs tid fandt skriftemål altid sted på altergangsdagen og ikke som tidligere dagen forinden. for Gud i Løndom Det private skriftemål med den enkeltes syndsbekendelse over for præsten, som forudsættes i kap. 4, art. 1, i Kirke-Ritualet (), s. 143-147, var for længst gået af brug og efterhånden blevet erstattet af en skriftetale (). Udtrykket at skrifte »for Gud i Løndom« må således sigte til den enkeltes egen stille bekendelse af sine synder over for Gud. Her spilles på Matt 6,6, hvor Jesus siger: »Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare« (NT-1819). han, som selv var forsøgt i Alt, dog uden Synd hentyder til Hebr 4,15, hvor det om Jesus hedder: »Thi vi have ikke en Ypperste-Præst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt [hårdt prøvet] i alle Ting i lige Maade [på samme måde], dog uden Synd« (NT-1819). han, som hungrede i Ørkenen hentyder til beretningen i Matt 4,1-11 om Jesu fristelse i ørkenen, hvor det fortælles, at han fastede 40 dage og 40 nætter og til sidst led sult (). han, som tørstede paa Korset hentyder til korsordet i Joh 19,28, hvor Jesus siger: »Jeg tørster.« han, som ikke havde Det, hvortil han kunde hælde sit Hoved hentyder til Matt 8,20 (). Hans Sjel har været bedrøvet indtil Døden hentyder til Matt 26,38, hvor Jesus i Getsemane Have siger til Peter og de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes: »min Siel er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her, og vaager med mig« (NT-1819). han, som paa det Yderste var forladt af Gud hentyder til Matt 27,46, hvor det fortælles, at Jesus råbte på korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig« (NT-1819). der han da. han bar al Verdens Synd hentyder til Joh 1,29 (). Din Sjelesørger hentyder dels til, at Jesus er den, der sørger for din (syndsbevidste) sjæl og giver »Dig Hvile for Sjelen«, dels til, at præsten som skriftefader kaldes sjælesørger. tilforladelige ubetinget pålidelige. Den som søger, ogsaa maatte finde hentyder til Matt 7,7-8 (). det ene Fornødne hentyder til Luk 10,41-42 (). III . Joh. X, 27 . omskifter ikke i Tidernes Vexlen hentyder til Jak 1,17 (). Du er uforandret, den samme . ny med hver ny Dag . endnu idag hentyder formentlig til Hebr 4,7: »saa bestemmer han [Gud] atter en Dag, i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tiid, (som forhen sagt:) i Dag, naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hierter« (NT-1819); se også Hebr 3,7.13.15. Se endvidere Jesu ord til røveren på korset: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis«, Luk 23,43 (NT-1819). Se endelig H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« (), især 6. strofe: »Endnu er Gunst at faae, / For knuste Hjerters Raaben, / Endnu er Gud at naae, / Endnu er Himlen aaben, / End hører Du hans Ord / Til Kjærligheds Fordrag, / Endnu er Naaden stor. / Nu hedder det: idag«, Troens rare Klenodie (), s. 193f.; s. 194. DDS, nr. 592. betyder (...) ham tilkendegiver over for ham, lader forstå. Din Naade og Barmhjertighed, uforandret at sige hver Dag »endnu idag« hentyder formentlig til Klag 3,22-23: »Det er Naade af Herren, at vi ei ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Enden. Den er hver Morgen ny. Stor er din Trofasthed!« i Rasmus Møllers oversættelse af »Jeremiæ Klagesang« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 2, s. 445. forspilde ... Naadens Tid ... uforandret vilde sige fra Dag til dag »endnu idag« se Brorsons salme »Idag er Naadens Tid«, især 2. strofe: »See! hvor behagelig / Fremskinner Naadens Straale, / Men det, at bedre Dig, / Kan ei Forhaling taale, / Maaskee din Klokke slaaer / Idag sit sidste Slag, / Nu læges Sjælesaar. / Nu hedder det: idag.« Og 3. strofe: »Idag begynd og spar / Det ikke til imorgen, / Hvad Morgendagen har / At vente, er forborgen, / Forhaling ei bør skee / I saadan vigtig Sag, / Nu faaer Du op at see; / Nu hedder det: idag.« Du blues ikke ved at kaldes vor Gud Hebr 11,16, hvor det siges om de gamle trosvidner, at de længtes efter et himmelsk fædreland, »derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han haver beredt dem en Stad« (NT-1819). idag her ere forsamlede dvs. forsamlede i Vor Frue Kirke i København til altergangsgudstjenste fredag den 27. aug. 1847 (). desto inderligere se journaloptegnelsen NB4:105, fra marts 1848 (), hvor SK taler om »den stille og inderligste af alle Gudstjenester: en Altergang om Fredagen«, SKS 20, 336. Syndernes Bekjendelse bekendelse af synderne, nemlig under skriftemålet. hvem Du sendte til Verden I Johannesevangeliet siger Jesus gang på gange, at han er sendt af sin Far; her tænkes måske især på udtrykket i Joh 10,36: »den, hvem Faderen haver helliget og sendt til Verden«, og i Joh 17,18: »du haver sendt mig til Verden« (NT-1819). Se også Joh 3,17. den gode Hyrdes Røst henviser til afsnittet om den gode hyrde i Joh 10,1-31. Her siger Jesus om sig selv: »Jeg er den gode hyrde«, v. 11. I afsnittet forekommer udtrykket 'hans røst' i v. 3 og 4, og udtrykket 'min røst' i v. 16 og 27. Joh. X, 27. »Mine Faar høre min Røst ... og de følge mig.« citat fra Joh 10,27 (NT-1819). de hellige Dage dvs. søn- og helligdagene. Herrens Huus og . budet påbudt. Idag derimod er det ingen Helligdag men en hverdags fredag (). Helligdommen i Bibelen udtryk for templet, her for kirken. gaaer ... til sin Ager, til sit Kjøbmandskab, til sit Arbeide hentyder dels til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup i Matt 22,1-14, hvor det fortælles, at da kongen for anden gang sendte sine tjenere ud for at indkalde de indbudte til bryllupsfesten, tog de sig ikke af det, men gik »den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kiøbmandskab«, v. 5 (NT-1819); dels til Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,16-24, hvor det fortælles, at da den mand, der havde indbudt til et festmåltid, sendte sin tjener ud for at tilkalde de indbudte, undskyldte den ene sig med: »jeg haver kiøbt en Ager, og haver fornøden at gaae ud, og see den«, og den anden med: »jeg haver kiøbt fem Par Øxen [okser], og gaaer hen at prøve dem«, v. 18-19 (NT-1819). gik idag til Herrens Huus . Guds Huus . uden Gud undtagen. den Stilhed, som borgerlig Øvrighed verdsligt kan paabyde Med forordning af 26. marts 1845 (også kaldet helligdagsanordningen) indførtes der nye bestemmelser om »Søn- og Helligdagenes vedbørlige [tilbørlige, retmæssige] Helligholdelse«. Den indskærpede butikkernes lukketid og forbød al støj og larm i dagtimerne, specielt i kirketiden. gudelige angående Gud, opbyggelige. forelæste oplæste (i andres påhør). sammenligner ... de sande Troende med Faarene Billedet af de troende som de får, der hører og kender den gode hyrdes røst og derfor følger ham, er gennemgående i afsnittet om den gode hyrde i Joh 10,1-31. Se modsætningsvis v. 26, hvor Jesus siger til jøderne: »Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.« Idag prædikes der ikke dvs. ikke på den samme måde, som der prædikes ved højmessen på søn- og helligdage (). Skriftetale egl. er det ikke en skriftetale, SK holder, men en altergangsprædiken, liturgisk placeret mellem skriftemålet og nadveren. Skriftetalen derimod blev holdt af den ordinerede præst som en del af skriftemålet i skriftestolen og var af ca. ti minutters varighed. Kun ordinerede præster måtte holde skriftemål, se fx § 71 i J.P. Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark«, s. 51, i Udkast til en Alter- og Ritualbog (). den vil ikke belære ... de gamle bekjendte Lærdomme se de forordnede bestemmelser om indholdet af prædikenen på søn- og helligdage i kap. 1 »Om Guds Tieneste i Kirken«, art. 1 »Om Søndagen og Hellige Dage«, i Kirke-Ritualet (), s. 21-24, især s. 21f.: »Præsterne skulle [skal] blive ved Texten i deres Prædikener, den samme [dvs. teksten] efter GUds Ord og den sande Kirkes Lærdom forklare saaledes retteligen, at de Eenfoldige vel kand forstaa dennem [den], og deraf uddrage Lærdom, Undervisning, Trøst, Formaning, Straf og Revselse«. for Gud i Løndom . for sildigt sigter til, at skriftetalen har fundet sted i skriftestolen. det foreskrevne korte Øieblik . som ellers Gudstjenesten væsentligen forbi If. datidens ritualer var altergangen ikke en del af højmessen på søn- og helligdage, men en selvstændig kirkelig handling i forlængelse af gudstjenesten; ligesom skriftemålet var en kirkelig handling, der fandt sted forud for gudstjenesten. Se § 17, § 71 og § 76 i J.P. Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark«, s. 19, s. 51 og s. 75f., og »Bemærkninger ved Forslagene«, s. 39 og s. 45f., i Udkast til en Alter- og Ritualbog (). den væsentlige underforstået: gudstjeneste. idag samler Gudstjenesten sig ikke ... om Prædikestolen men om Alteret Efter datidens gudstjenesteteologi var søndagshøjmessen centreret om prædikenen, fredagsgudstjenesten om altergangen. ved Alteret ... siges ethvert Ord, som det er overleveret fra Fædrene hentyder til indstiftelsesordene, således som de er overleveret, se 1 Kor 11,23, hvor Paulus skriver til korintherne: »jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer«, hvorefter indstiftelsesordene følger. I øvrigt er de forordnede indstiftelsesord () en harmoniserende sammenfatning af de forskellige beretninger om nadverens indstiftelse i Matt 26,26-28; Mark 14,22-24; Luk 22,19-20; og 1 Kor 11,23-25; denne sammenfatning er overleveret fra den ældre kirkes nadverliturgier. – Herrens Tjener: dvs. præsten. han siger: kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede hentyder til Matt 11,28 (). Han siger: dette er mit Legeme hentyder til nadverindstiftelsesordene (). der er Han selv personligt tilstede Dette kommer til udtryk i præstens indledningsord til nadveren, hvor det hedder: »JEsus Christus er der selv tilstæde med sit Legem og Blod i Sacramentet efter Ordets Lydelse«, Forordnet Alter-Bog (), s. 252. Bagved ligger den lutherske ubikvitetslære, dvs. læren om Kristi allestedsnærværelse, både i hans guddommelige natur i himlen ved Faderens højre hånd og i hans menneskelige natur som legeme og blod i nadverelementerne, her nærværende 'i, med og under' de ydre tegn brød og vin under nydelsen af nadveren, jf. fx det sidste lutherske bekendelsesskrift Formula Concordiae (1577-78, udg. i 1580; da. Konkordieformlen), 2. del, »Solida Declaratio«, art. 7 om nadveren, 35, se Libri symbolici ecclesiae evangelicae sive Concordia, udg. af K.A. Hase, 2. udg., Leipzig 1837 [1827], ktl. 624, s. 735 (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], Göttingen 1992, s. 983). Bagved ligger endvidere læren om 'communicatio idiomatum' (lat. 'egenskabernes meddelelse'), det vil her sige en meddelelse af egenskaber fra den guddommelige til den menneskelige natur i Kristus, jf. »Solida Declaratio«, art. 7, 4, se Libri symbolici, s. 726 (Die Bekenntnisschriften, s. 974). Se også § 123 i K. Hase Hutterus redivivus (), s. 316. der er det frit citat fra Jesus tale om de sidste tider, hvor han i Matt 24,23 siger: »Dersom Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller der, da skulle [skal] I det ikke troe« (NT-1819). Christus er alvidende som Gud er alvidende (). Den, for hvem man har offret sit Liv hentyder formentlig til Joh 10,14-15, hvor Jesus siger: »Jeg er den gode Hyrde, og jeg kiender mine, og kiendes af mine; ligesom Faderen kiender mig, kiender jeg og [også] Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene« (NT-1819). hvo hvem. om Du flygtede til Verdens yderste Grændse (...) om Du skjulte Dig i Afgrunden hentyder til Sl 139,8-10: »Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, da er du der. Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe hos det yderste Hav: Saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast« (GT-1740). den jo ogsaa ikke. den skinner ligeligt overalt hentyder formentlig til Matt 5,45, hvor Jesus siger om Gud, at han »lader sin Soel opgaae over Onde og Gode« (NT-1819). »jeg kjender Eder ikke, jeg kjendte Eder aldrig« ... paastaae, at de kjende Ham! citat dels fra Luk 13,25-27, hvor Jesus siger: »Efterat Huusbonden er staaet op, og haver tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor, og banke paa Døren, og sige: Herre, Herre, lad [luk] op for os! da skal han svare, og sige til Eder: jeg kiender Eder ikke, hveden [hvorfra] I ere. Da skulle [skal] I begynde at sige: vi aade [spiste] og drak for dine Øine, og du lærte [underviste] paa vore Gader. Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kiender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig alle I, som giøre Uret!« (NT-1819). Dels fra Matt 7,22-23, hvor Jesus siger: »Mange skulle [skal] sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og have vi ikke uddrevet Diævle ved dit Navn? og have vi ikke giort mange kraftige Gierninger ved dit Navn? Og da vil jeg bekiende for dem: jeg kiendte Eder aldrig; viger bort fra mig I, som beflitte Eder paa Uret!« (NT-1819). see der er det frit citat fra Matt 24,23 (). vidunderlige forunderlige. Han siger selv »naar Du offrer Din Gave ved Alteret ... offre Din Gave« frit citat fra Matt 5,23-24, hvor Jesus siger: »Derfor, naar du offrer din Gave paa Alteret, og kommer der ihu, at din Broder haver Noget imod dig, saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da, og offre din Gave« (NT-1819). Abel offrede paa Alteret ... til Cains Offer saae Han ikke sigter til beretningen i 1 Mos 4,3-5 om brødrene Kain og Abels ofringer, hvor det hedder: »og HERREN saae til Abel og til hans Mad-Offer. Men til Cain og til hans Mad-Offer saae han ikke« (GT-1740). hverken er paa Moria eller paa Garizim ... men ... der, hvor Han er hentyder til beretningen i Joh 4,7-42 om Jesu samtale med den samaritanske kvinde, hvor Jesus siger: »Qvinde! troe mig, at den Time kommer, da I hverken paa dette Bierg, ei heller i Jerusalem skulle [skal] tilbede Faderen«, v. 21 (NT-1819). Med Moria sigtes der til det bjerg, hvorpå Salomo if. 2 Krøn 3,1 byggede Jerusalems tempel; og med Garizim til samaritanernes hellige bjerg, som de identificerede med Moria, og hvor de havde bygget et tempel, som var blevet ødelagt godt 100 år f.Kr. Samtalen i Joh 4,20-24 afspejler en rivalisering mellem templet i Jerusalem og Garizim. Og det er her Jesus siger: »Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle [skal] tilbede i Aand og Sandhed; thi og [også] Faderen søger Saadanne, som ham saaledes tilbede«, v. 23 (NT-1819). opslaae din Bolig der, aldrig vige derfra hentyder formentlig til de mange steder i de gammeltestamentlige salmer, hvor der er tale om (for altid) at bo i Guds el. Herrens hus, fx Sl 23,6; 27,4; 61,5; 84,5. er ikke saa således. som Skriften siger den gode Gjerning ... fuldkomme til vor Herres Jesu Christi Dag frit citat fra Fil 1,6 (). kun een Dag, der ... kaldes Jesu Christi Dag dvs. den dag, da Kristi genkomst og den kommende dom finder sted. Skrid saa Du Dag, som aldrig meer ... Derpaa min Troe skal bygge I kladden har SK noteret i marginen: »Talen kan ende med et Vers af Kingos sidste Vers af 5te Morgen-Suk« (Pap. VIII 2 B 108, s. 213). Citatet er den sidste strofe af den da. salmedigter Thomas Kingos morgensalme »Farvel Du hvilesøde Nat«, nr. 184 i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, s. 391f.; s. 392. SK har udeladt komma efter 'saa' i første linje. Salmen udkom som »Dend 5. Morgen-suk« i Kingos Aandelige Siunge-Koors Første Part (udg. fra 1684). DDS, nr. 742. IV se journaloptegnelsen NB2:151, formentlig fra aug. 1847: »Text til en Fredags-Prædiken / Vort Borgerskab er i Himlen. / ... især i dag fornemme vi det – thi hver Gang disse Ord gjentages vor Herre J. Χ. [Jesus Kristus] 'i den Nat der [da] han blev forraadt' da slutter endnu bestandigt Menigheden sig nærmere om ham, som nærmede Forræderen sig atter«, SKS 20, 201. I Cor. XI, 23 . Mind, o Jesu, tidt mit Hjerte ... Mind mig om Din Sjelesmerte citat fra den da. teolog, historiker og forfatter Ove Mallings énstrofede salme »Mind, o Jesu! tidt mit Hierte«, der blev optaget i Evangelisk-christelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt (1798) som nr. 147. Gengivet efter en udg. fra 1845 (ktl. 197) lyder den i sin fulde længde: »Mind, o Jesu! tidt mit Hierte / Om din Trængsel, Qval og Nød! / Mind mig om din Sielesmerte, / Om dit Kors, og om din Død! / Da mit Liv skal prise dig, / Da min Død skal prise dig. / Engang du mit Støv opliver, / Og mig Seierskronen giver.« fortrøste os til stole på, sætte vores lid til. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. Den vi ville ihukomme hentyder til nadverindstiftelsesordene (). Forløser . hos Gud er ophøiet over alle Himle hentyder dels til Fil 2,9, hvor Paulus skriver i Kristushymnen: »Derfor haver og [også] Gud høit ophøiet ham« (NT-1819), dels til Hebr 7,26, hvor det hedder om Jesus: »Thi saadan en Ypperste-Præst sømmede [passede til] os, som er hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene« (NT-1819). minde os om Din Lidelse og Død, minde os tidt . Se også præstens indledende tiltale til nadvergæsterne, hvor det hedder: »thi han [Kristus] haver givet os sit Legem og Blod at æde [spise] og drikke til Syndernes Forladelse, og derhos [desuden] ihukomme hans hellige Død og Pine«, Forordnet Alter-Bog (), s. 253. om den Nat, der Du blev forraadt hentyder til nadverindstiftelsesordene ( og ). Samfundet fællesskabet (). 1 Cor. XI, 23 ... den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadt citat fra 1 Kor 11,23 (NT-1819). – der: da. I den Nat der Han blev forraadt I kladden til dette sted har SK i marginen under et dobbelt understreget »NB« noteret: »Skulde denne Tale være holdt, da var hele Indledningen bleven udeladt. Umiddelbart efter Texten var den begyndt. I den Nat der Han blev forraadt. Thi lad ikke Omgivelsen forstyrre Dig, ikke disse Hvælvingers Fasthed, ikke Skjønheden og Pragten, ikke Kunstens Frembringelser, ikke denne ak for Mange dog maaskee lumske Tryghed herinde, – lad det kun blive Nat omkring Dig. I den Nat der Han blev forraadt! Denne Nat er Vendepunktet i hans Liv o: s: v:« (Pap. VIII 2 B 112, s. 215). I, der her ere forsamlede dvs. inde i kirken efter skriftemålet og inden altergangen. – Se i øvrigt journaloptegnelsen NB4:25, fra jan. 1848: »Af en mulig Fredags-Prædiken ... / ... Men I der nu her ere forsamlede, for til vor Herre J. Χsti [Jesu Kristi] Ihukommelse at deeltage i det Maaltid, som blev indstiftet hiin Nat, I have vel selv bedet Ham om, at han vil stille Eder sin Lidelse og Død ret levende for Øie. O, der ere de, som maaskee bede, at det maatte forundes dem at see, hvad Konger og Fyrster forgjeves begjerede at see, een af hans Herligheds Dage: fortryder ikke Eders Valg; thi sandeligen Den valgte dog den bedre Deel, der først og fremmest beder, at det Forfærdelige maatte staae levende for ham«, SKS 20, 299. til vor Herres Jesu Christi Ihukommelse hentyder til nadverindstiftelsesordene (). i det Maaltid, som blev indstiftet hiin Nat If. 1 Kor 11,23 indstiftede Jesus nadveren ved nattetide; if. de tre første evangelier var det ved et festligt påskemåltid om aftenen, se journaloptegnelsen NB2:256 (). bedet Ham, at Han vil stille Eder sin Lidelse og Død ret levende for Øie hentyder måske til Gal 3,1, hvor Paulus skriver til galaterne: »Eder, hvem Jesus Christus var malet for Øine, som korsfæstet iblandt Eder« (NT-1819). – stille Eder (...) ret levende for Øie: lade træde virkelig levende (og forpligtende) frem for jeres øjne. see, hvad Konger og Fyrster forgjeves begjerede at see, een af Hans Herligheds Dage hentyder til Luk 10,24, hvor Jesus siger til disciplene: »Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Se også Joh 8,56, hvor Jesus siger til jøderne: »Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.« valgte dog den bedre Deel hentyder til Luk 10,42 (), hvor Jesus siger til Martha om hendes søster Maria, der sad ved hans fødder og lyttede til ham: »Maria har valgt den bedre Deel, der ei kan fratages hende«, S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 228. NT-1819 har: »den gode Deel«. Han, hvem engang Folket vilde have udraabt til Konge hentyder til Joh 6,15 (). Pga. af det følgende kan der også være tænkt på beretningerne om Jesu indtog i Jerusalem, hvor folkeskaren gik ham i møde med palmegrene og hyldede ham som konge, se især Matt 21,1-11 og Luk 19,28-40. hvem saa senere Ypperstepræsterne ... fordi al Folket hang ved Ham se Matt 21,33-46. Dagen efter indtoget i Jerusalem fortalte Jesus lignelsen om de onde vinbønder; da ypperstepræsterne og farisæerne forstod, at den tog sigte på dem, »søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren; for den anså ham for at være en profet«, v. 46. Se også parallelberetningen i Luk 20,9-19, hvor det hedder: »Så søgte de skriftkloge og ypperstepræsterne at lægge hånd på ham med det samme, men de frygtede for folket«, v. 19. Se endvidere Luk 19,47-48, hvor det i forlængelse af Jesu tempelrensning fortælles: »Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.« ved sine mægtige Gjerninger havde flokket den talrige Skare omkring sig se beretningen i Luk 19,28-40 om Jesu indtog i Jerusalem, hvor det fortælles: »Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.« Se også Joh 6,2, hvor det fortælles: »En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede syge.« I øvrigt fortælles det igen og igen i evangelierne, at store folkeskarer samlede sig om og fulgte efter Jesus. – flokket: samlet (i en flok). Han, for hvis Lære-Myndighed Alle havde bøiet sig se Matt 7,28-29, hvor det efter Jesu bjergprædiken fortælles: »Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« Se også Matt 22,33; Joh 7,46. Pharisæerne trodsigt men tvungne se Joh 12,42, hvor det fortælles, at trods Esajas' profeti om jødernes forhærdelse »kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham [Jesus]. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen.« Se også Joh 7,45-53. – Pharisæerne: . sidder afsides paa et Værelse med de Tolv If. beretningen hos Mark og Luk om Jesu sidste måltid sammen med de tolv apostle finder det sted i »en stor Sal« i et hus i Jerusalem, se Mark 14,12-16 og Luk 22,7-13 (NT-1819). Loddet er kastet hentyder til det bevingede ord ('Jacta est alea', lat. 'Terningen er kastet') om en stor beslutning, som Cæsar skal have udtalt, da han år 49 f.Kr. forlod sin militærregion i provinsen Gallien og i spidsen for en hær overskred grænsefloden Rubicon i Norditalien for at gå mod Rom. Overgangen var et lovbrud og betegnede indledningen til den rom. borgerkrig. Ordene gengives bl.a. i Svetons biografi af Cæsar, kap. 32, i De vita Caesarum. Jf. Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1802-03, ktl. 1281; bd. 1, s. 31, hvor Cæsar siger: »Lader os gaae, (...). Tærningen er kastet«. i Ypperstepræsternes Raad el. i Det store Råd (Matt 5,22), der betegner synedriet i Jerusalem, som på Jesu tid var jødernes højeste styrende og dømmende myndighed i de anliggender, hvori romerne overlod dem selvstyre. Forsamlingen talte 71 medlemmer med den fungerende ypperstepræst som formand. Her hentydes der til forhøret af Jesus for Rådet, hvor han blev dømt skyldig til døden, se Matt 26,57-68. Naar Han reiser sig fra Bordet for at gaae ud i Natten Efter at Jesus havde holdt sit sidste måltid med sine tolv apostle torsdag aften, hvor han indstiftede nadveren, fortælles det i Matt 26,30: »Da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.« If. Joh 13,30 var det nat (). Han skal hilses som Konge, men af Spotten ... bære Purpuret, men forhaanet hentyder dels til beretningen om forhøret for Pilatus, hvor det fortælles, at de rom. soldater klædte Jesus af, iførte ham en purpurkappe, satte en tornekrone på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd, faldt på knæ for ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« hvorefter de spyttede på ham og slog ham i hovedet med kæppen, se Matt 27,27-31. Dels til beretningen i Joh 19,1-7 om Pilatus, der førte Jesus med tornekronen og purpurkappen ud for menneskemængden og sagde: »see, hvilket Menneske!« v. 5 (NT-1819). Se endvidere Matt 27,42. Han skal flokke Folket ... Ypperstepræsterne ... nødsagede til at holde Folkets Haand tilbage hentyder til beretningerne om, hvorledes den store folkemængde, der var forsamlet foran Pilatus' borg under processen mod Jesus, godt tilskyndet af ypperstepræsterne og de ældste flere gange og stadig højere råbte, at Jesus skulle skaffes af vejen og korsfæstes, se fx Matt 27,20-26 og Joh 19,13-16. faae Udseende af, at Han – dømmes fra Livet hentyder formentlig til, at da Pilatus sagde til ypperstepræsterne og tempelvagterne: »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig«, svarede ham: »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn«, Joh 19,6-7. Rettergang Processen mod Jesus havde i den forstand form af en 'rettergang', at han både blev forhørt af ypperstepræsten i Rådet (se Matt 26,57-68), af Pilatus (se Matt 27,11-14; Luk 23,1-5; Joh 18,28-19,16), af Herodes (se Luk 23,8-12) og atter af Pilatus (se Luk 23,13-25). I Joh 19,13 siges det direkte, at Pilatus satte sig på domstolen, da han besluttede at udlevere Jesus til at blive korsfæstet. greben »som man griber en Røver« frit citat fra Matt 26,55 og Luk 22,52, hvor Jesus siger til den skare, der kom fra ypperstepræsterne og de ældste sammen med Judas for at tage ham til fange: »Hvi [hvorfor] ere I udgangne som mod en Røver, med Landser og Sværd, for at gribe mig?« S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 255. »korsfæstet som en Forbryder« hentyder til beretningen i Luk 23,26-38 om Jesu korsfæstelse, hvor det fortælles, at han blev ført ud til Hovedskallen (Golgata) sammen med to andre forbrydere og dér korsfæstet sammen med dem, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Se også beretningen i Luk 23,39-43 om Jesus og de to røvere på korset. verdsligt stiger ... fra Trin til Trin i Ære og Anseelse nemlig if. den verdslige rangforordning (). samtykke samtykker i, bifalder. udmærkes dels mærkes ud, dvs. særstilles, udskilles (og forfølges), dels bliver udmærket, dvs. anerkendes, hædres, berømmes. Han var Sandheden hentyder til Joh 14,6 (). Sandsebedragenes Omklædninger forklædninger, maskeringer. desto Flere faldt der bestandigt ogsaa fra se fx Joh 6,66, hvor det fortælles, at mange af disciplene, der havde hørt Jesu lange tale om sig selv som livets brød, og dertil sagt: »Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?«, 6,60, faldt fra og forlod ham. tilsidst staaer Han ene hentyder til, at Judas forrådte Jesus (se Matt 26,14-16.48), at alle de andre disciple lod ham i stikken og flygtede, da han blev taget til fange (se Matt 26,56), og at Peter fornægtede ham, mens han blev forhørt af ypperstepræsten i Rådet (se Matt 26,69-75). gjennem alle Fornedrelsens Udmærkelser dvs. som udtryk for, vidnesbyrd om, at Jesus udmærkes () gennem alle de fornedrelser, han udsættes for under processen mod ham. er Afgjørelsen hos nærforestående, for hånden. Denne Nat er Grændsen; og saa hvilken Forandring . Landshøvding dvs. Pontius Pilatus, rom. præfekt i Judæa og Samaria (26-36 e.Kr.), der i Matt 27 (NT-1819) med urette benævnes landshøvding i stedet for statholder (som i Joh 18). da man ... vilde udraabe Ham til Konge, da flyede Han hentyder til Joh 6,15. Efter at folket havde set det tegn, Jesus gjorde ved at bespise de fem tusind, sagde de, at han sandelig måtte være den kommende profet. Og da Jesus vidste, at de ville komme og med magt gøre ham til konge, »veeg han atter op paa Bierget, ganske alene« (NT-1819). man kommer bevæbnet ... Han ... siger »hvem søge I« frit citat fra Joh 18,4. Judas kom sammen med vagtstyrken og nogle af tempelvagterne for at pågribe Jesus i Getsemane Have. »Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem, og sagde til dem: hvem lede I efter?« (NT-1819). Spørgsmålet gentages i 18,7. Han negter heller ikke Judas det Kys ... veed han vil forraade Ham hentyder til de tre første evangeliers beretning om tilfangetagelsen af Jesus. Se fx Matt 26,48-49, hvor det fortælles, at Judas, som havde aftalt kysset som tegn med den skare fra ypperstepræsterne og de ældste, der fulgte ham, gik hen til Jesus, hilste ham og kyssede ham som tegn til dem. At Jesus vidste det, se foregående kommentar. m. T. min tilhører. Slægten menneskeheden. den Midnatstime, i hvilken Han blev født hentyder til beretningen i Luk 2,1-20 om Jesu fødsel, hvor det af v. 8 fremgår, at det skete om natten. de Herliges, der lede den uskyldige Død . Lidelsens Kalk end er tømt I samtalen med Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, og deres mor, spørger Jesus dem, om de kan tømme den kalk, han skal tømme (se Matt 20,22-23). Og i Getsemane Have beder Jesus til Gud om, at denne kalk kan gå ham forbi, hvis det er muligt, dog kun hvis det er hans vilje, og lidt efter beder han igen og siger, at hvis det ikke er muligt, så ske Guds vilje (se Matt 26,39.42). Se også Joh 18,11, hvor Jesus siger til Peter, at han skal stikke sit sværd i skeden, og føjer til: »Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader haver givet mig?« (NT-1819). I alle tre tilfælde betegner kalken Jesu lidelse og død. ei heller var det hiin Slægt ... det var »Slægten« se journaloptegnelsen NB2:37 (). – hiin Slægt: jøderne på Jesu tid. ikke vadske vore Hænder ... undtagen som Pilatus kunde det hentyder til Matt 27,24, hvor det fortælles, at da Pilatus så, at han ikke kunne få Jesus frigivet, vaskede han sine hænder i skarens påsyn og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« paa Digterviis dvs. som medlidenheden frembringes af en tragedieforfatter. If. Aristoteles' Poetik, 6. bog (1449b 27f.), vækker tragedien medlidenhed og frygt, jf. Aristoteles graece, udg. af I. Bekker, bd. 1-2, Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 2, s. 1449; og Aristoteles Dichtkunst, overs. af M.C. Curtius, Hannover 1753, ktl. 1094, s. 11f. Se også »'Skyldig?' – 'Ikke'Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 424f. (og kommentarerne dertil). Hans Blod, som kræves ogsaa af os hentyder formentlig til Ez 3,18, hvor Herren siger til Ezekiel: »Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd.« Se også Matt 27,25 () og ApG 5,28. som Overtroen eftertragtede det, bar Hans Vunder paa sit Legeme se journaloptegnelsen NB2:227, fra okt. 1847: ».... Den Conformitet med Christo som Middelalderens Overtro satte saa stor Priis paa at have Christi Vunder paa sit Legeme (Franciscus) det var blot Overdrivelse – men den Conformitet at være forhaanet o: s: v: det er den sande«, SKS 20, 227. Her sigtes til stigmatisation, det fænomen, at Kristi 'vunder' el. sårmærker (af gr. 'stigmata') kan genfremtræde på en persons krop, fx som mærker af tornekronen på hovedet, af naglerne i hænder og fødder, af spydstikket i siden, af tryk fra korset på skuldrene. Inden for Den rom.-katolske Kirke kendes der flere eksempler på personer fra middelalderen, som har været stigmatiserede, hvoraf Fransiscus, dvs. Frans af Assisi (1182-1226, stifter af franciskanerordenen, helgenkåret i 1228) ofte nævnes som den første. Efter at Frans havde rejst rundt som missionær og udarbejdet reglerne for sin munkeorden, trak han sig i 1224 tilbage i ensomhed til Alvernerbjerget; her blev han stigmatiseret med Kristi fem sår, dvs. naglehullerne i hænder og fødder samt såret i siden efter spydstikket. den christelige Rangforordning spiller på den verdslige rangforordning, der var fastlagt ved forordninger af 1746 og 1808 med senere tillæg, og som omfattede ni klasser inddelt i numre. ret er virkelig, for alvor. Vor Herre Jesus Christus ... Han blev forraadt citat fra nadverindstiftelsesordene ( og ). hvis endog alle Andre forlode Ham . Apostelen Peder , og . selv om vi ere af Sandheden hentyder til Joh 18,37, hvor Jesus siger under forhøret hos Pilatus: »Jeg er dertil fød, og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst« (NT-1819). Sandhedens dvs. Kristus (). Judas den Eneste, som gjør det for Penges Skyld hentyder til beretningen i Matt 26,14-16 om Judas, der opsøgte ypperstepræsterne og spurgte dem, hvad de ville betale ham for at forråde Jesus til dem; og de betalte ham 30 sølvpenge. NT-1819 har 'Sølv-Penninge'. Pilatus forraader Ham til Døden af Frygt for Keiseren hentyder til slutningen af beretningen i Joh 18,28-19,16 om Pilatus' forhør af Jesus og hans forskellige forsøg på at overbevise jøderne om Jesu uskyld. Efter det sidste forhør besluttede Pilatus at løslade ham; men jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren«, 19,12. Da blev Pilatus bange og udleverede Jesus til at blive korsfæstet. Disciplene, der flygte i Natten hentyder til, at alle disciplene lod Jesus i stikken og flygtede, da han blev taget til fange, se Matt 26,56 og Mark 14,50-51. Peder, som fornegter Ham i Forgaarden hentyder til apostlen Peters fornægtelse, mens han opholder sig ude i ypperstepræstens gård under Rådets forhør af Jesus, se Matt 26,69-75 og Luk 22,54-62 (). Kjerligheden dvs. Kristus; flere gange taler Paulus om Kristi kærlighed, se Rom 8,35; 2 Kor 5,14; Ef 3,19, hvor det siges, at Kristi kærlighed overgår al forstand; Fil 1,8. Forløseren dvs. Kristus; se fx Ef 1,7, hvor Paulus skriver: »I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.« Se også Kol 1,14 og Hebr 9,12, hvor det hedder, at Jesus som den sande ypperstepræst med sit eget blod som offer én gang for alle vandt evig forløsning. og ikke heller. forsøgtes blev prøvet. frelse mig fra det Onde hentyder til den syvende bøn i Fadervor, Matt 6,13 (). Han holder mig fast hentyder til Sl 139,10 (). skrække (...) bort fra sammenblanding af 'bortskrække', skræmme væk, og 'fraskrække', afskrække (fra). jeg vil ikke ... slutte mig inde med denne Angest for mig selv se kap. 4, § 2 »Angest for det Gode / (Det Dæmoniske)«, i Begrebet Angest (1844), i SKS 4, 420-438, især 424-430. da Han vandrede omkring i Judæa ... sine velgjørende Undergjerninger . – Judæa: If. de evangeliske beretninger vandrede Jesus rundt og gjorde undere både i Judæa og især i Galilæa. Efter Herodes den Stores død i 4 f.Kr. blev Palæstina opdelt i tre provinser; den sydligste kaldtes Judæa (med Jerusalem som hovedstad), og provinsen nord herfor Galilæa. I NT bruges Judæa oftest i denne snævre betydning, hvorimod SK her synes at benytte det i den bredere betydning som betegnelse for hele Palæstina. indstiftede Han Kjerlighedens Maaltid se kap. 7, 4. del »Nadverens Sacramente«, § 2.e: »Ved Erindringen om Jesu ubegribelige Kierlighed, som i Nadveren bliver os forestillet [vist, fremstillet], skal den inderligste Gienkierlighed til ham antændes i vor Siæl, og vi maae derved tillige bevæges, til at elske hverandre indbyrdes, som medforløste Brødre«, i Balles Lærebog (), s. 108. De, der korsfæstede Ham, for dem bad Han hentyder til Jesu korsord i Luk 23,34, hvor han, da han er blevet korsfæstet mellem de to forbrydere, beder: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« beleiligt passende, velegnet. Forligelsens Maaltid se kap. 7, 4. del »Nadverens Sacramente«, § 2.d: »Under Brødets og Vinens Annammelse [modtagelse] komme vi i den nøieste Foreening med Jesu Christo, vor Frelser, som giør os deelagtige i sit allerhelligste Legeme og Blod, og derved besegler vor Indlemmelse i den nye Naadepagt, hvilken han, som vor Megler, har stiftet ved sin Lidelse og Død imellem Gud og os«, i Balles Lærebog (), s. 107f. Han kom ikke til Verden for at modtage Tjenester se Matt 20,28, hvor Jesus siger om sig selv: »Menneskens Søn er ikke kommen, at lade sig tiene, men for at tiene, og at give sit Liv til en Gienløsning [udfrielse] for Mange« (NT-1819). En Qvinde salver Hans Hoved ... erindres hun gjennem alle Aarhundreder hentyder til beretningen i Matt 26,6-13 om en kvinde, der kom hen til Jesus med en alabastkrukke fuld af meget kostbar salve og udøste den over hans hoved, mens han sad til bords i Simon den Spedalskes hus i Betania. Da disciplene blev vrede over det og kaldte det ødsleri, forsvarede Jesus hende med, at hun dermed havde forberedt ham til hans begravelse, og føjede til: »Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Se også beretningen i Luk 7,36-50 om en kvinde, der ligeledes kom med en alabastkrukke fuld af salve; om hende fortælles det, at hun 'salvede' Jesu fødder, v. 38. Forsoningens Offer for Verdens Synd se kap. 4 »Om Jesu Christo vor Frelser«, § 7.c, anmærkning b: »Da Jesus opofrede sig selv til Forsoning for Verdens Synder, viiste han sig som den rette af Gud beskikkede ypperste Præst, og bragte et Offer til Forligelse, hvilket haver allene Gyldighed for alle i al Evighed«, i Balles Lærebog (), s. 45. Se også Joh 1,29 () og 1 Joh 2,2. See, Alt er nu beredt hentyder til Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,15-24. Heri fortælles der om en mand, som ville holde et stort festmåltid; da det skulle tage sin begyndelse, sendte han bud ud til de mange indbudte for at sige til dem: »kommer; thi nu ere alle Ting beredte«, v. 17 (NT-1819). gjører det da til Hans Ihukommelse hentyder til nadverindstiftelsesordene (). 2 Timoth. II, 12-13 . – I marginen i kladden henviser SK til »Journalen NB2 p. 157«, dvs. journaloptegnelsen NB2:153, formentlig fra aug. 1847: »Text til en Fredags-Prædiken / 2 Timoth: 2, 12-13. / 'dersom vi fornegte, skal han og [også] fornegte os; dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke fornegte sig selv' / Forskjell.[en] mell. det at fornegte og det at være utro, hvad Enhver Troende mere ell. mindre er, Svaghed o: s: v:. / Her er altsaa Loven og Evangeliet«, SKS 20, 202. Du som har elsket os først hentyder til 1 Joh 4,19: »Vi elsker, fordi han [Gud] elskede os først.« Du, som indtil det Sidste elskede dem ... elsket fra Begyndelsen hentyder til Joh 13,1, hvor det siges om Jesus, at »han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste«. Din Trofasthed kan ikke fornegte sig selv spiller på 2 Tim 2,12-13 (). naar et Menneske fornegter Dig ... tvinge Dig ... til ogsaa at fornegte ham spiller på 2 Tim 2,12-13 (). efterlod undlod (at gøre, men burde have gjort). vor Svaghed se journaloptegnelsen NB2:153 (). een Gang i den tidlige Ungdom og oftere gjentaget lovede Troskab hentyder formentlig til løftet ved konfirmation, som blev indført i 1736. Jf. forordning om konfirmation af 13. jan. 1736, art. 11, if. hvilken præsten foreholder konfirmanderne, »deres Daabes Pagts Vigtighed, og opvækker dem til vel at betænke, at de nu skal selv igientage deres Fadderes Løfte; Derpaa spørger han enhver især: (...) Om han vil blive i saadan sin Daabes Pagt til sin sidste salige Ende; Saa maae han det med et tydeligt Ja bekræfte, og give ham sin Haand derpaa«. If. forordning af 25. maj 1759 måtte ingen børn antages til konfirmation, før de var fyldt »14 eller 15 Aar« (§ 1), mens de til gengæld skulle være konfirmeret, før de var fyldt 19 år (§ 2). – gjentaget lovede Troskab: se SKS 10, 307,22: »at fornye Eders Troskabsløfte«. Se også kap. 7, »Om Naademidlerne«, afsnit 3, § 5: »Ved Confirmation maae vi selv igientage og paa den høitideligste Maade fornye det hellige Løvte, som i vor Barndom er af andre paa vore Vegne blevet aflagt ved vor Daab, at vi nemlig ville forsage al Ugudelighed, og troe paa Gud Fader, Søn og Hellig Aand, samt bevise vor Troe i gode Gierninger. Men dette Løvte bør stedse ihukommes i al vor Levetid, til en bestandig Paamindelse for os om den Troeskab, vi ere Gud skyldige, at ikke vor Troe og Dyd skal tabes ved kiødelig Letsindighed«, i Balles Lærebog (), s. 105. ere vi end utroe ... Du kan ikke negte Dig selv spiller på 2 Tim 2,12-13 (). 2 Timoth. II, 12-13 ... dersom vi fornægte ... han kan ikke nægte sig selv citat fra 2 Tim 2,12-13 (NT-1819). – og: også. – nægte: fornægte (). forelæste oplæste (i andres påhør). ingen Forskjel være mellem at fornegte ... være Ham utroe se journaloptegnelsen NB2:153 (). Loven og Evangeliet se hertil journaloptegnelsen NB2:153 (). Jf. den paulinsk-lutherske lære om forholdet mellem lov og evangelium, hvor loven dømmer mennesket, se fx Rom 7, og er en tugtemester til Kristus, se Gal 3,23-24, mens evangeliet er det glædelige budskab om, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror«, Rom 10,4. I den forstand kan lov og evangelium siges at være hhv. strenghed og mildhed. og ingen heller. den evige Sandhed ... adskiller dem, i Gode og Onde hentyder til Jesu tale om verdensdommen i Matt 25,31-46, hvor han siger, at Menneskesønnen skal adskille folkeslagene i to grupper og stille de retfærdige ved sin højre og de uretfærdige ved sin venstre side (). de hellige Beretninger dvs. evangeliernes beretninger. først da Pharisæerne var gangne bort ... tale inderligt med Disciplene se Matt 15,1-20, hvor det fortælles, at nogle farisæere og skriftkloge kommer for at stille Jesus det spørgsmål, hvorfor hans disciple ikke vasker deres hænder, inden de spiser. Jesus går i rette med dem og taler om, hvad der er rent, og hvad der er urent. Bagefter kommer hans disciple og fortæller, at farisæerne havde taget anstød af hans tale. På Peters anmodning forklarer Jesus nu, hvad han mente med sin lignelse om rent og urent. – Pharisæerne: . som til den venstre Side . Til dem ved den venstre side skal Menneskesønnen sige: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle«, Matt 25,41. Og de skal gå bort til evig straf, v. 46. som til dem ved den høire Side . Til dem ved den højre side skal Menneskesønnen sige: »Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt«, Matt 25,34. Og de skal bort til evigt liv, v. 46. budet sine Disciple ikke at kaste deres Perler for Sviin hentyder til Matt 7,6, hvor Jesus siger: »Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.« – budet: påbudt. I, som her ere forsamlede for at deeltage i det hellige Maaltid dvs. inde i kirken efter skriftemålet i skriftestolen () og inden altergangen. for at bekjende dvs. for at bekende jeres synder under skriftemålet, der skulle gå forud for altergangen (). bekjende I ham enten: bekender I jer til ham, eller: bekender I ham som Kristus. ikke (...) skulle adskille hvad Gud har sammenføiet i Christo hentyder til beretningen i Matt 19,3-12 om skilsmisse og ugift stand, hvor Jesus siger: »Hvad Gud (...) har sammenføjet, må et menneske ikke adskille«, v. 6. – skulle: skal. ikke føie Noget til men heller ikke taget Noget fra hentyder til Åb 22,18-19: »Thi jeg vidner her for Hver [enhver], som hører denne Bogs Propheties Ord: dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog. Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Propheties Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog, og af den hellige Stad, og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog« (NT-1819). Frelsen Fortabelsen . Saa længe der er Liv er der Haab ordsprog, optegnet som nr. 1022 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 38. Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). uden undtagen. den, med hvilken et Menneske elsker Gud se fx 1 Joh 5,3: »For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.« Se også kærlighedsbudet (). tjenligt formålstjenligt, gavnligt. Han veed, hvad der er til Dit Gavn . naar Du takker altid hentyder formentlig til Ef 5,20, hvor Paulus skriver til efeserne: »sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.« Se også 1 Thess 5,18. Ingen blot menneskelig Kjerlighed ... udjage denne Angest spiller på 1 Joh 4,18, hvor det hedder, at »den fuldkomne Kierlighed driver Frygten ud« (NT-1819). Han bliver Dig tro i Døden hentyder formentlig til Rom 14,7-8 (). som en fuldtro Ven . det er det vil sige. tage (...) forfængeligt anvende noget sådan, at det misbruges el. gøres til ingenting. Du skal ikke tage Herren Din Guds Navn forfængeligt det tredje af De ti Bud, 2 Mos 20,7: »Du skal ikke tage HERRENS din Guds Navn forfængeligen; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen« (GT-1740), . trodser viser trods mod, står imod, modsætter sig (Kristi troskab som tilgivelse). og ingen heller. der rørte end ingen Syg ved Sømmen ... uden at helbredes (Mc. 6, 56) Mark 6,56: »Og hvor han gik ind i Flækker, eller Stæder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene, og bade ham, at de maatte ikkun [blot] røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte« (NT-1819). En den halvfierdsindstivende Gang ... bedet Ham om Tilgivelse spiller på Matt 18,21-22 (). den halvfjersindstivende Gang Gange den syvende Gang spiller på Matt 18,21-22 (). vistnok rigtig nok, sandt nok. ret virkelig. holder paa holde (fast) ved. vide det vel godt, udmærket. A. T. andægtige tilhører. Troskabsløfte . gjennem Skriftemaalet (...) foreskrevet efter hellig Vedtægt . I Vor Frue Kirke i København forløb skriftemålet således: De skriftesøgende samles i kirken, hvor handlingen indledes med en salme og en skriftebøn læst af kirkesangeren fra kordøren. Derefter bliver de af klokkeren lukket ind i skriftestolen (), hvor de tager plads på bænke. Præsten sætter sig i sin stol og holder en kort skriftetale (). Efter denne tale går præsten rundt og tilsiger hver enkelt syndernes forladelse under håndspålæggelse, to ad gangen: »Efterdi I af Hiertet angrer og fortryder eders Synder og i en stadig Tro henflyer til GUds Barmhiertighed i Christo JEsu, lover derhos [desuden] ved GUds Naade at beflitte eder paa et bedre og skikkeligere Liv herefter, da paa GUds og mit Embedes Vegne, efter den Magt og Myndighed GUd selv har givet mig her oven fra til at forlade Synderne paa Jorden, tilsiger jeg eder alle eders Synders Forladelse i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands, Amen!« (Kirke-Ritualet (), s. 146f.). Når præsten har været raden rundt, slutter han med at sige: »GUd som har selv begyndt det gode hos eder, han fuldkomme det fremdeles til vor HErres JEsu Christi Dag, og opholde eder i en fast og levende Tro indtil Enden for JEsu Christi Skyld, Amen!« (Kirke-Ritualet, s. 147). Derefter vender de skriftede tilbage til kirkerummet, og er der flere, end skriftestolen kan rumme på én gang, kan et nyt hold komme ind. Når hele handlingen er færdig, synges en salme. Skriftestolen . hvad Præsten talede i Skriftestolen hentyder til den ordinerede præsts skriftetale ( og ) i skriftestolen. er det jo ikke Præsten, der skal gaae til Alters If. kap. 4 i Kirke-Ritualet (), s. 160, måtte ingen præst »communicere sig selv«, dvs. tage sig selv til alters. Dette gøres stadig gældende i J.P. Mynsters »Bemærkninger ved Forslagene«, § 72, s. 45, i Udkast til en Alter- og Ritualbog (). for Gud i Løndom . jo og også. efter vor Kirkes hellige Vedtægt ... Din Redelighed mod Gud hentyder formentlig til absolutionsordene i ritualet for skriftemål (). Samfund med Din Frelser . hvo hvem. Selvprøvelse hentyder formentlig til 2 Kor 13,5, hvor Paulus skriver: »Randsager Eder selv, om I ere i Troen; prøver Eder selv! Eller kiende I Eder ikke selv, at Jesus Christus er i Eder? med mindre I ere udygtige« (NT-1819). Se også 1 Kor 11,28. »hvo kjender sine Vildfarelser? ... rens Du mig.« (Psl. 19, 13.) frit citat fra Sl 19,13 i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 124. SK skriver 'hvo' og 'fra' med lille begyndelsesbogstav og har 'min' for 'mine'. søg da Hvile for Din Sjel hentyder til Matt 11,29 (). af Kjerlighed gav sig hen for Verden . breder Han sine Arme ud ... sin Favn for Alle . 1 Joh. III, 20 . – Se i øvrigt journaloptegnelsen NB2:152, formentlig fra aug. 1847: »Text til en Fredags-Prædiken / 1 Joh: 3, 20. 'Om end vort Hjerte fordømmer os, saa er Gud større end vort Hjerte'. / Er dette ikke det, der er udtrykt i dag. I Syndernes-Bekjendelse træde vi alle frem idag – altsaa dømme vi os selv – men Gud er større«, SKS 20, 201. Stor er Du, o Gud se fx Sl 77,14: »O Gud! hellige ere dine Veie; hvo [hvem] er saa stor en Gud som vor Gud?« i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 218. Se også Sl 86,10: »Thi du er stor; du er den, som gjør Under; du alene er Gud«, s. 235. som i en mørk Tale og som i et Speil hentyder til 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle [skal] vi see Ansigt til Ansigt; nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og [også] er kiendt« (NT-1819). – mørk Tale: gåde. fuldeligere i større fylde. faderligt bekymrer Dig om Spurven hentyder til Matt 10,29 () og Luk 12,6 (). Se også Matt 6,26 (). Verdens Skaber og Opholder se den første trosartikel med den tilhørende forklaring i Luthers lille Katekismus: »Jeg troer paa Gud Fader, Almægtigste, Himmelens og Jordens Skaber. / Det er: / Jeg troer, at Gud har skabt mig tilligemed alle andre Skabninger (...). Og ikke det aleneste, men jeg troer ogsaa, at han opholder alle Ting, som ellers maatte forgaae«, Dr. Morten Luthers lille Catechismus (). tilgav Verdens Synd og forligte Dig med den faldne Slægt . – den faldne Slægt: den syndige menneskehed efter syndefaldet. dem, som idag ere forsamlede . 1 Joh. III, 20 ... om end vort Hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort Hjerte citat fra 1 Joh 3,20 (NT-1819); dog har SK udeladt sidste led i verset: »og kiender alle Ting«. Da Pharisæerne ... havde bragt en Qvinde ... hun sagde »Herre, Ingen« sigter til beretningen i Joh 8,2-11 om kvinden grebet i ægteskabsbrud: »Og aarle om Morgenen kom han [Jesus] igien i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig, og lærte [underviste] dem. Men de Skriftkloge og Pharisæerne førte en Qvinde til ham, greben i Hoer, og stillede hende frem i Midten. Og de sagde til ham: Mester, denne Qvinde er greben i Hoer paa ferske Gierning. Men Moses bød os i Loven, saadanne skulle [skal] stenes; hvad siger nu du? Men dette sagde de, for at forsøge ham [sætte ham på prøve], at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned, og skrev med Fingeren paa Jorden. Men der [da] de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op, og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende. Og han bukkede sig atter ned, og skrev paa Jorden. Men der de hørte det, og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, Een efter den Anden, fra de Ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene, og Qvinden staaende i Midten. Men da Jesus reiste sig op, og saae ingen uden [undtagen] Qvinden, sagde han til hende: Qvinde, hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig? [v. 10] Men hun sagde: Herre, Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ei heller; gak bort, og synd ikke mere«, (NT-1819). – Pharisæerne: . – de Skriftkloge: på Jesu tid betegnelse for medlemmer af det jødiske samfunds akademiske stand; de var både juridisk og teologisk uddannede og spillede en stor rolle blandt farisæerne. Helligdom . skaffe gøre. forelæstes oplæstes (i andres påhør). Aflad eftergivelse, forladelse. fra Skriftestolens Samling dvs. fra skriftemålet, som netop har fundet sted i skriftestolen (, og ). at være fem hundrede Penninge skyldig og kun halvtredssindstive hentyder til beretningen i Luk 7,36-50 om en prostitueret kvinde, der kom ind i farisæeren Simons hus, stillede sig bag Jesus, mens han sad der til bords, vædede hans fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede dem og salvede dem (). Da Simon undrede sig over, at Jesus som profet ikke vidste, hvad det var for en kvinde, spurgte Jesus ham: »en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den Ene var fem hundrede Penninge skyldig; men den anden halvtrediesindstive [halvtreds]. Men der [da] de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?« v. 41-42. Simon svarede: »jeg holder for, den, som han eftergav meest.« Og Jesus sagde: »du dømte ret«, v. 43 (NT-1819). – Penninge: mønter af ringe værdi. I den gr. tekst er der tale om 'denarer'; én denar var en rom. mønt af ca. 4 g sølv. være mistrøstende for Nogen få nogen til at tabe fortrøstningen el. tilliden, blive mistrøstig. de hellige Steder . derudenfor ... aabenbar, at kjende i sine Gjerninger hentyder til Rom 1,19-20, hvor Paulus skriver: »Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart [åbenlyst], thi Gud har aabenbaret dem det. Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, og forstaaes af hans Gierninger, saa at de have ingen Undskyldning« (NT-1819). – vistnok: rigtig nok, sandt nok. som han har aabenbaret sig selv dvs. i Kristus. Regnbuen hentyder til beretningen i 1 Mos 8-9 om syndflodens afslutning, hvor det fortælles, at Gud satte en bue i skyerne som tegn på den pagt, han stiftede med Noa og hans familie samt deres efterkommere og alle levende væsner på jorden, 9,12-17. dette Tegn er jo Sacramentet det vil her sige nadveren (). Studsen det at studse over noget, forundring. Forargelse anstød. saae han og see »det var Alt saare godt« hentyder til slutningen på skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvor det hedder: »Og Gud saae alt det han havde giort, og see, det var meget godt«, v. 31 (GT-1740). Udtrykket »saare godt« forekommer ikke i nogen af de officielle bibler fra 1550 til 1740 (første gang er i den autoriserede oversættelse af GT fra 1931); derimod blev det anvendt af Hans Tausen i hans oversættelse af De fem Mosebøger fra 1535, ligesom det bruges i sentenserne i Dr. M. Luthers liden Catechismus fra 1693 og senere udgaver (). Herefter er det overtaget af andre, jf. fx gengivelsen af skabelsesberetningen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 2: »Da saae Gud Alt, hvad han havde gjort, og see! det var saare godt.« Jf. endvidere ritual for brudevielse, hvor 1 Mos 1,31 gengives således: »Og Gud saae alt det, som han havde skabt, og see! det var altsammen saare godt«, Forordnet Alter-Bog (), s. 261. hvert hans Værk ethvert af hans værker. salig Den, som ikke forarges hentyder til Matt 11,6, hvor Jesus siger: »salig er den, som ikke forarges paa [tager anstød af] mig« (NT-1819). høimodigt storsindet, ædelmodigt. af ganske Hjerte hentyder til kærlighedsbudet (). tilgiver sin Fjende hentyder til Jesu tale om fjendekærlighed i bjergprædikenen, Matt 5,43-48. Se endvidere Matt 5,23-24 (). fordrager udholder, tåler. Apostelen Paulus (). Det sønderknuste Hjerte hentyder formentlig til Sl 51,19 ( og ). Besmittethed det at være besmittet (af synden). nedsætte forringe, fornedre. et angerfuldt Hjertes Sønderknuselse se »Bønner for [før] og efter Skriftemaal og Alterens Sacramentes Brug« i Evangelisk-christelig Psalmebog (), s. 603-618, hvor der i bønnen »Om sand Bedring og Poenitentse [bod som udtryk for anger]« bedes således: »O hellige, retfærdige og barmhiertige Gud! jeg klager for dig med et angerfuldt, sønderknust og sønderslaget Hierte og forknust Aand mine Overtrædelser og Misgierninger«, s. 603, og videre i samme bøn: »Giv mig en sønderknust Aand, et angerfuldt og sønderslaget Hierte«, s. 605. angergivent egl. hengivet til anger, angerfuldt. halter (...) det gjør Mennesket altid efter at have stridt med Gud hentyder til beretningen i 1 Mos 32,25-32 om Jakobs natlige kamp med Gud for at blive velsignet; det blev han, men under kampen fik han et slag på hofteskålen, så han kom til at halte (). ikke gjøre sig noget Billede af Gud hentyder til billedforbudet i det andet af De ti Bud, 2 Mos 20,4: »Du skal ikke giøre dig udskaaret Billede, eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oven til, eller det paa Jorden, neden til; eller det, som er i Vandet, under Jorden« (GT-1740). forraske sig forivre sig, forhaste sig. enhver Mund skal tilstoppes hentyder til Rom 3,19, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven; saa at hver Mund skal tilstoppes, og al Verden være skyldig for Gud« (NT-1819). Enhver slaae sig for sit Bryst hentyder til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14, hvor det om tolderen fortælles, at han »stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig paa sit Bryst, og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!« v. 13 (NT-1819). stedes for Pharisæers og Skriftkloges Dom hentyder til beretningen i Joh 8,2-11 om kvinden grebet i ægteskabsbrud, som farisæerne og de skriftkloge mener skal dømmes til stening (). ængster (...) sammen presser, trykker sammen, indsnævrer. hvad heller eller. troe uden at see Tegn hentyder formentlig til Joh 6,30, hvor folkeskaren siger til Jesus: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?«. Se også Joh 4,48, hvor Jesus siger: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Se endvidere Joh 2,23; 20,29; og Matt 12,38-39. for Dig . for den Ene, ikke for de Ni og halvfemsindstive hentyder til Jesu lignelse om det vildfarne får i Matt 18,12-14: »Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Han, der døde for Dig da Du var Ham en Fremmed hentyder til Rom 5,10, hvor Paulus skriver: »For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.« skulde Han forlade sine Egne se 1 Kor 6,19-20 (). Se også Joh 13,1 (). Elskede Gud Verden saaledes ... for at Ingen skulde fortabes hentyder til Joh 3,16: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« dem, som bleve Dyrekjøbte hentyder formentlig til 1 Kor 6,19-20, hvor Paulus skriver til korintherne: »Eller vide I ikke, at Eders Legeme er den Hellig Aands Tempel, som er i Eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke ere Eders Egne? Thi I ere dyrekiøbte« (NT-1819). Se også 1 Kor 7,23 og 1 Pet 1,18-19. hilde overvælder, besnærer. veed Gud Alt se slutningen af 1 Joh 3,20 (). Centnervægt svære tyngde; en 'centner' er en vægtenhed på 100 pund. hvad ikke opkom i noget Menneskes Hjerte hentyder til 1 Kor 2,9 (). – opkom: opstod. de gik beskæmmede bort sigter til beretningen i Joh 8,2-11 om kvinden grebet i ægteskabsbrud (), hvor der står, at da farisæerne og de skriftkloge »bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, Een efter den Anden, fra de Ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene, og Qvinden staaende i Midten«, v. 9 (NT-1819). Saa blev Christus ene tilbage med hende se foregående kommentar. daarlige tåbelige, uforstandige. regner paa regner med, kalkulerer med, gør regning på. indbildte antagne, formentlige. ener forener. hiint Mirakel med de fem smaa Brød ... opsamler hver en Levning hentyder til beretningen i Joh 6,1-15 om Jesu bespisning af de fem tusind. En stor skare på omkring fem tusind kom hen til Jesus, mens han var oppe på bjerget sammen med sine disciple. Da Jesus talte med disciplene om, hvor de skulle købe brød til at bespise alle de folk, sagde Andreas, at der var en lille dreng der, som havde fem bygbrød og to små fisk. Så bød Jesus dem at få skaren til at sætte sig i græsset, og han tog brødene og fiskene, takkede og delte dem ud til alle, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde Jesus til disciplene: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde«, v. 12. Det gjorde de og fyldte tolv kurve med stykkerne af de fem brød. Se i øvrigt journaloptegnelsen NB:176, fra marts el. april 1847: »I Bespisningen af de 5000 Mænd (Joh: 6, 1-15) er fremstillet et mærkelig Exempel paa Forening af Riigdom og Sparsommelighed. Efterat ved et Mirakel (og hvilken Overflod er dog at sammenligne hermed) der er skaffet Føde nok til de 5000 Mænd, saa skulde man nu troe, at der vel blev ødslet med Levningerne. Ak, nei, saaledes er Gud aldrig, der blev nøiagtigt samlet alt op cfr Evangeliet. See, det mskelige [menneskelige] er, ikke at kunne gjøre Mirakler og saa dog ødsle med Levninger; det Guddommelige er, at gjøre Miraklet at skaffe Overflod og saa at samle Smulerne op«, SKS 20, 110. I sin genfortælling af det samme bespisningsunder i Matt 14,13-21, skriver S.B. Hersleb i Lærebog i Bibelhistorien (), s. 211: »Alle aade [spiste] og bleve mætte, og man samlede Levningerne, 12 Kurve fulde.« ladet ringe om betragtet som ubetydelige, tillagt ringe værdi. Men lader os heller ikke ... synde endnu mere for at gjøre Tilgivelsen end større hentyder formentlig til Rom 6,1-2, hvor Paulus skriver: »Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke!« Se også Rom 3,7-8. Dit hellige Huus og . forligte Verden med Dig . Se også 2 Kor 5,19, hvor Paulus skriver, at »det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser«. Og Rom 11,15. forkynde Stjernerne Din Majestæt spiller formentlig på Sl 148,3: »lover [lovpris] ham, alle I lysende Stjerner!« og 148,13, hvor det om Gud hedder: »hans Majestæt er over Jorden og Himmelen«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 329f. Ihukommelsens Maaltid dvs. nadveren, jf. nadverindstiftelsesordene (). beredet gjort rede, forberedt. Luc. XXIV, 51 . Se i øvrigt journaloptegnelsen NB2:146, formentlig fra aug. 1847: »Thema til en Fredags-Prædiken. / Luc: 24, 51. 'og det skete, der [da] han velsignede dem, skiltes han fra dem.' / Det er egl. om Himmelfarten; men saaledes skilles Χstus [Kristus] altid fra Mskene [menneskene]«, SKS 20, 200. steg ned fra Himlen hentyder til Joh 3,13, hvor Jesus siger: »Ingen stiger dog op til Himlen, uden [undtagen] den, som steeg ned fra Himlen, Menneskets Søn, der er fra Himlen«, S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 184. Se også Joh 13,31, hvor Johannes Døber siger: »den, der nedsteeg fra Himlen, er over Alle«, s. 185. NT-1819 har i 3,13 »fare op« og »foer ned« og i 13,31 »kommer«. den faldne Slægt . Armod og . Ringhed . forraadt og . Hentyder også til nadverindstiftelsesordene (). forhaanet og . velsignende skiltes fra Dine, der Du atter opfoer til Himmelen hentyder til Luk 24,51: »Og det skede, der [da] han velsignede dem [disciplene], skiltes han fra dem, og foer op til Himmelen« (NT-1819). dem, som her idag ere forsamlede . det hellige Maaltid til Din Ihukommelse dvs. nadveren; hentyder også til nadverindstiftelsesordene (). fattes mangler. det hellige Naade-Maaltid se »Bøn, førend man gaaer til Herrens Nadvere« i Evangelisk-christelig Psalmebog (), s. 614-616: »HErre JEsu Christe (...) du ville giøre mig af Naade værdig til dit Bord og himmelske Maaltid, og din Kierligheds og Naades Kalk oven fuld for mig iskienke«, s. 614. Velsignelsens Maaltid hentyder formentlig til 1 Kor 10,16 (). Se også Luk 24,30 (). Luc. XXIV, 51. »Og det skeete ... skiltes han fra dem.« citat fra Luk 24,51 (). »og foer op til Himmelen« (Luc. 24, 51) . »en Sky tog Ham bort fra deres Øine« (Apost. Gj. 1, 9) citat fra ApG 1,9: »Og der [da] han [Jesus] dette havde sagt, blev han optagen, i det de [apostlene] saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine« (NT-1819). »de stirrede op mod Himlen« (Apost. Gj. 1, 10) citat fra ApG 1,10: »Og som de stirrede op mod Himmelen, der [mens] han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder« (NT-1819). Men saaledes skilles Han jo altid fra Sine se journaloptegnelsen NB2:146 (). hiin det jødiske Folks Stamfader ... sagde »jeg slipper Dig ikke, uden at Du velsigner mig« sigter til beretningen i 1 Mos 32,25-32 () om Jakobs natlige kamp med Gud, hvor Jakob siger: »jeg vil ikke lade dig gaae uden du faaer velsignet mig«, v. 26 (GT-1740). I Huus- og Reyse-Bibel () gengives udtrykket således: »Jeg vil ikke slippe dig, uden du velsigner mig.« I Lærebog i Bibelhistorien (), s. 22, genfortæller S.B. Hersleb det på følgende måde: »men Jacob vilde ei slippe ham, førend han havde velsignet ham«. da ønsker man dem til Velsignelse hentyder til det faste udtryk som hilsen el. ønske til den, der har været til alters: »Til lykke og velsignelse!« A. T. andægtige tilhører. Forgjeves arbeider Bygmesteren, hvis Gud ikke velsigner hentyder til Sl 127,1: »Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbeide Bygningsmændene forgjæves«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 305. grunder tænker dybt og grundigt, funderer, grubler, spekulerer. det er Velsignelsen, der mætter hentyder til Sl 145,16, der anføres således i bordbønnen i Dr. Morten Luthers lille Catechismus (): »du [Gud] oplader din milde Haand og mætter alt det som lever med Velsignelse!« (). værdeligen på en værdig måde (). det ene Fornødne hentyder til Luk 10,41-42 (). Vistnok rigtig nok, sandt nok. gaae op i Herrens Huus . at Gud vil, som det fromt hedder, velsigne hans Indgang hentyder formentlig til dåbsritualet, if. hvilket præsten siger: »Gud bevare din Indgang og Udgang fra nu af og til evig Tid!« Forordnet Alter-Bog (), s. 246. Se også Sl 121,8. ganske Sind og af al din Magt hentyder til kærlighedsbudet i Mark 12,30 (). ved Alteret Tale om Fyldestgjørelse for Skyld og Synd hentyder til bortsendelsesordene efter nadver (). Dig, der er saa uendelig langt borte hentyder til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14 (), hvor det om tolderen fortælles, at han »stod langt borte«, v. 13 (NT-1819). sagt til hiin Ugudelige ... »lad endeligen ikke Gud mærke, at Du er tilstede« sigter til et udsagn, der tillægges Bias, en af Grækenlands syv vise, og som gengives i Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 5, afsnit 86: »Han rejste engang til Søes i Selskab med nogle Gudsforagtere, hvilke anraabde Guderne, da Skibet var bestedt i Fare; Tier stille, sagde han, at Guderne ej skal mærke, I ere her om Borde«, Diogen Laërtses filosofiske Historie (), s. 38. regner paa regner med, stoler på. det spæde Barn forholdt sig til Ham, da Han velsignede det hentyder til beretningen i Mark 10,13-16 om nogle små børn, som blev båret hen til Jesus. Da disciplene ville jage dem væk, blev Jesus vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Hvorpå »han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem«, v. 16. i din Gjerning kan mødes med Gud som Medarbeider Paulus bruger udtrykket 'Guds medarbejdere' i begge sine breve til korintherne, jf. 1 Kor 3,9 og 2 Kor 6,1. fortrøste Dig til Dig selv stole på dig selv, sætte din lid til dig selv. Tanke (...) som saarer bagfra hentyder til tredje afdeling »Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse«. enhver den flygtigste Indbildning enhver af de flygtigste indbildninger. en Anden understøttede Moses da han bad hentyder til beretningen i 2 Mos 17,8-13 om israelitternes kamp mod amalekitterne. Under slaget stod Moses på toppen af en høj med Guds stav udstrakt i sin hånd; derved fik israelitterne overtaget, men så snart Moses lod hånden synke, rykkede amalekitterne frem. Da Moses blev træt, støttede Aron og Hur hans hænder fra hver sin side helt frem til solnedgang (v. 12), hvor amalekitterne var besejret. støtte ved Dig hjælpe med at holde dig oppe. Han velsigner Brødet naar det brydes I beretningerne i NT (i NT-1819) om Jesu indstiftelse af nadveren velsigner han ikke brødet, men takker, inden han bryder det, hvilket er gengivet i nadverindstiftelsesordene (). Her hentydes formentlig til beretningen i Luk 24,13-32 om Jesu vandring sammen med to disciple til Emmaus. Da de nåede frem, og Jesus lod, som om han ville gå videre, bad de ham om at blive, da det snart var aften; og han gik med dem ind og blev hos dem. »Og det skede, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det, og gav dem«, v. 30 (NT-1819). Se også Matt 14,19. det er Hans Velsignelse i Kalken, der rækkes Dig hentyder til 1 Kor 10,16, hvor Paulus skriver: »Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund [fællesskab]? Dette Brød, som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund?« (NT-1819). kun Han kan berede det hentyder formentlig til, at nadvermåltidet if. Mark 14,15 (NT-1819) blev beredt, dvs. forberedt af disciplene. Se også Hebr 10,5. – berede: gøre rede, forberede. udbreder Han sine Arme ... bøier sit Hoved mod Dig .