Niels Jørgen Cappelørn, Flemming Conrad, Per Dahl og Carl Henrik Koch Journalen EE Søren Kierkegaards Skrifter 18 EE Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne, Tonny Aagaard Olesen, Christian Fink Tolstrup og Peter Tudvad Kierkegaard Normalformat vers. 1 (hebraisk logisk ordnet efter UTF std.) Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/ee/kom.xml 20130116 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 les grandes passions ... les rendre a leur empire fr. »De store lidenskaber lever i ensomhed, og at forvise dem til ørkenen, det er at overlade dem til deres eget herredømme«. Citat fra F.R. Chateaubriand Atala, ou les amours de deux sauvages dans le désert, Paris 1801, jf. den første samlede udgave af Atala og René, Paris 1805, s. 81. Atala blev rosende omtalt og bragt i uddrag i Mercure de France nr. 20, Paris 1801, s. 97-107. Atala udkom i flere piratudgaver, bl.a. i Dresden 1801; samme år udkom den også på da. som Atala, eller tvende Vildes Kjerlighed i Ørken, overs. af M. Rahbek, men uden angivelse af Chateaubriand som forfatter. Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 14. Chateubriand fejl for Chateaubriand, François René V. de Chateaubriand (1768-1848), fr. digter, politiker og diplomat. Chateaubriand, der indvarslede den fr. romantik, udgav i 1802 sit store værk Le génie du christianisme, et poetisk forsvar for kristendommen som en følelsernes religion og et fantasiens evangelium, en inspirationskilde til martyrium, opofrelse og håb om evig salighed. som en Syndflod udslette hele det forbigangne Liv spiller på beretningen i 1 Mos 6,5-7,24 om syndfloden, som Gud lod komme for at udslette alt levende på jorden, fordi han havde set, at menneskenes ondskab var stor. et Tegn ... ved en Syndflod hentyder til hændelserne efter syndflodens ophør, hvor Gud indgik den pagt med Noa, at han aldrig mere vil sende en syndflod, og hvor han gjorde regnbuen til tegn på denne pagt, 1 Mos 8,20-9,17. udrive os af Syndens Legeme spiller på Rom 6,6, hvor Paulus skriver, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus, for at »Syndens Legeme skal blive til Intet« (NT-1819). i samme Forhold til Jesus som Barrabas hentyder til Matt 27,15-26, hvor det fortælles, at statholderen plejede at frigive en fange ved påsketid, og at Pilatus på grund af folkestemningen blev tvunget til at frigive den berygtede fange Barabbas, der stod til dødsdom, i stedet for Jesus, som derefter blev dømt til korsfæstelse. han heed: Jesus Barrabas I alle fire evangelier i NT-1819 hedder han kun 'Barrabas', men af en note til Matt 27,16 i det tekstkritiske apparat i Novum Testamentum graece, udg. af G.C. Knapp, 4. udg., bd. 1-2, Halle 1829 [1797], ktl. 16, fremgår det, at navnet Jesus Barabbas forekommer i andre håndskrifter. Jf. også artiklen »Barabbas« i G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 1, s. 160: »Nach vielen Manuscripten Mt. a. a. O. hiess er Jesus [Barabbas], was die meisten für einen Zusatz von späterer Hand halten«. אָבָא‎ בַר hebr. (bar aba), fejl for בַר אָבָּא (bar abba), en faders søn; den gr. form er Barabbâs; det er således imod både den hebr. og den gr. form, når SK med NT-1819 kalder ham Barrabas. filius patris lat. 'en faders søn'. ikke veed Mere om Barrabas . If. Mark 15,7 sad Barabbas fængslet sammen med andre oprørere, fordi de under deres oprør havde begået mord. I Joh 18,40 omtales han som røver, i ApG 3,14 som morder. den evige Jøde el. Ahasverus, kendt fra flere sagn, der blev nedfældet i krøniker i Sydeuropa og England i begyndelsen af det 13. årh., og som har levet videre i folkebøgerne. If. et af sagnene, der muligvis går tilbage til Armenien, skulle 'den evige jøde' have været dørvogter hos Pontius Pilatus og foragteligt have slået Jesus i ryggen med en knytnæve, da Jesus blev slæbt ud fra borgen; han skulle desuden have råbt til Jesus: Gå noget hurtigere! hvorpå Jesus skulle have vendt sig om og sagt: Jeg går, men du skal vente, indtil jeg kommer igen. If. andre sagn skulle 'den evige jøde' have nægtet Jesus at hvile sig på dørtærsklen til sit hus, da Jesus slæbte sit kors ud til Golgata. Nyere sagn vil vide, at han var skomager i Jerusalem, deraf betegnelsen Jerusalems Skomager. Som straf for, hvad han havde gjort, skulle han til evig tid vandre fredløs og fortvivlet omkring på jorden. ubekjendte Guddom hentyder til ApG 17,23, hvor Paulus i sin tale på Areopagos siger til athenerne: »da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer.« Regina lat. dronning; prinsesse; herskerinde. SK har formentlig mødt Regine Olsen første gang i maj 1837; de blev forlovet den 10. sept. 1840. al Erkjenden er Erindring If. Platon er al erkendelse en viden om ideer, der er blevet skuet i en tilstand før fødslen, og som opvækkes ved en ydre foranledning. Temaet kendes især fra Platons dialog Menon. omskibe omsejle, sejle rundt om. polarisk modsætningsvis. transfigureres får en anden skikkelse, omdannes; forklares, herliggøres. her er godt at være hentyder til Matt 17,4, hvor Peter under Jesu forklarelse på bjerget siger: »Herre! her er godt at være« (NT-1819). Elskovs blinde Gud Den gr. kærlighedsgud Eros (lat. Amor) bærer på senklassiske fremstillinger ofte bind for øjnene el. beskrives som blind – som tegn på, at kærligheden når som helst kan ramme hvem som helst. Jf. Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved F.G. Klopfer, bd. 1-2, Leipzig og Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945; bd. 1, s. 169: »Aber die Liebe ist auch blind: deswegen trägt Amor eine Binde vor den Augen«. Du, der seer i Løndom jf. Matt 6,4 og 6,18 (NT-1819). give mig aabenbart give, at det bliver åbenbart for mig, gøre det tydeligt for mig; spiller formentlig på fortsættelsen i Matt. 6,4 og 6,18: han »skal betale dig aabenbare« (NT-1819). Skal jeg finde, hvad jeg søger spiller på Matt 7,7, hvor Jesus siger: »søg, så skal I finde«. vinker lokker, frister, indbyder. forklaret med overjordisk skikkelse og væsen; herliggjort (). Ideen indblæst i Begrebets Legeme spiller på 1 Mos 2,7; da Gud havde formet menneskets legeme af jord, blæste han livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. en chinesisk Muur Den oprindelige kinesiske mur, bygget som en fæstningsmur mod tatarerne, formentlig i det 3. årh. f.Kr., synes at være helt forsvundet; den nuværende mur, bygget til beskyttelse af Kinas nordgrænse, menes at være anlagt i det 14. årh. sætte ... i et Jomfrubuur sigter til den middelalderlige skik, at familiens døtre og ugifte kvinder opholdt sig i et bestemt værelse eller i et særskilt liggende hus. rundt omkring ... og Alteret med dem forvansket citat fra Jens Baggesens digt »Agnete fra Holmegaard« (1808), i Jens Baggesens danske Værker () bd. 2, 1828, s. 357. Digtets strofe 28 lyder: »Agnete, hun traadde / Ad Kirkedøren ind – / Og alle de smaa Billeder, / De vendte sig omkring – / Rundt omkring / I Kirken de smaa Billeder, / De vendte sig omkring«; og strofe 29, v. 4: »Alteret med den – « (idet »den« viser tilbage til »Altertavlen«). Guds Aand aabenbarede sig ... fortæres hentyder til 2 Mos 3,2, hvor det fortælles, at Herrens engel viste sig for Moses i en flammende ild fra en tornebusk, der »brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret« (GT-1740). Transfiguration omdannelse, omskabelse; forklarelse, herliggørelse (). Efterretninger ... siden Cartesius If. G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie er Descartes ved at gøre tanken, dvs. selvbevidstheden, til grundlæggende princip den sande grundlægger af den nyere filosofi; jf. Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, udg. af C.L. Michelet, bd. 1-3, Berlin 1836, ktl. 557-559; bd. 3, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 13-15; bd. 15, s. 331ff. (Jub. bd. 19, s. 331ff.). Dette synspunkt gentages af H.L. Martensen i hans anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835 (forkortet Indlednings-Foredrag), i Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 16, Kbh. 1836, s. 517f., og i hans forelæsninger i vintersemestret 1838-39 over den nyere filosofis historie fra Kant til Hegel (jf. Pap. II C 25, i bd. XII, s. 282). – Cartesius: det lat. navn for René Descartes (1596-1650), fr. filosof, matematiker og naturforsker. Stok vil ikke Hund slaae ... Ko vil ikke hjem gaae etc. sigter til en kæderemse el. fabelremse, som findes i mange forskellige versioner om en ko, en gris el. en ged, som ikke vil gå hjem, en hunde, som ikke vil bide koen, en stok el. kæp, som ikke vil slå hunden, en ild, som ikke vil brænde stokken, vand, som ikke vil slukke ilden osv., jf. fx J.M. Thiele Danske Folkesagn, 1.-4. samling, bd. 1-2, Kbh. 1818-23, ktl. 1591-1592; 4. samling, bd. 4, s. 161f. kun kunne see Ryggen af Jehovah Der sigtes som angivet til 2 Mos 33,20-23, hvor Jahve siger til Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Derfor vil Jahve stille Moses i en klippespalte og dække med hånden for ham, mens hans herlighed går forbi, derefter vil han fjerne hånden, så Moses får ham at se fra ryggen. – Jehovah: Guds navn i GT; her fejl for Jahwæh el. – som det ofte gengives – Jahve. Da jøderne ikke måtte udtale Guds navn, blev de fire konsonanttegn JHWH i den hebr. tekst forsynet med vokaltegnene fra ʼAdonāj (med e i stedet for a), der på hebr. betyder Herren, for at minde læseren om, at der i stedet for Jahwæh skulle læses ʼAdonāj; deraf den fejlagtige læsemåde Jehovah. – I såvel GT-1740 som i GT-1992 gengives Jahve som regel med »Herren«, således også her i 2 Mos 33,21-23. Exod. forkortelse for Exodus, gr. (exodos) udgang, udvandring; betegnelse for Anden Mosebog, der især handler om israelitternes udvandring fra Egypten. Wenn den nun meine Herrlichkeit ... bis ich vorüber gehe Citatet er fra Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Carlsruhe und Leipzig 1836, ktl. 3; fremhævelserne skyldes SK. gjøre den 3die Person til den Form, man gaaer ud fra I hebr. grammatik er 3. person ental grundform i verbalbøjninger. Günther Anton Günther (1783-1863), tjekkisk, østrigsk, katolsk sekularpræst (dvs. hørte ikke til nogen klosterorden), filosof, nyskolastiker, ønskede at nyformulere og nybegrunde den katolske kirkes lære på baggrund af tidens filosofiske strømninger, var især påvirket af J.G. v. Herder, Immanuel Kant, J.G. Fichte og F.W.J. Schelling. Han kritiserede, hvad han oplevede som samtidens panteisme, og argumenterede ud fra Descartes' filosofi for en teistisk opfattelse. SK ejede adskillige af hans værker, jf. ktl. 520-523, 869-70 og 1672. die juste-melieu der Philosophie Die Juste-Milieus in der deutschen Philosophie gegenwärtiger Zeit, Wien 1838, ktl. 522. Titelbladets Aphorisme »Qui diem sapit – Domino sapit« med henvisningen »ad Rom. 14«, dvs. Rom 14,6. Citatet er fra den lat. bibeloversættelse Vulgata og lyder i da. oversættelse: »Den, der lægger vægt på, hvad det er for en dag, gør det for Herren«. Gen: forkortelse for Genesis, gr. frembringelse, tilblivelse; betegnelse for Første Mosebog, der indledes med skabelsesberetningen. Gud skaber altid af Intet Siden det 2. årh. har det været en stadig mere udbredt kristen opfattelse af skabelsesberetningen i 1 Mos 1, at Gud skabte alt af intet, jf. fx § 65 i Hutterus redivivus oder Dogmatik der Evangelisch-Lutherischen Kirche. Ein dogmatisches Repertorium für Studierende, udg. af K.A. Hase, 4. udg., Leipzig 1839 [1829], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus), s. 146f. Jf. i øvrigt 2 Makk 7,28: »Jeg beder dig, mit Barn! at naar du seer op til Himmelen og Jorden, og seer alle de Ting, som ere udi dem, at du skal vide, at Gud haver giort dem af intet, og at den menneskelige Slægt blev saaledes til« (GT-1740). bequem egnet. Sorgen efter Gud SK synes her at bruge ordet sorg i betydningen bedrøvelse, idet han formentlig spiller på 2 Kor 7,10, hvor Paulus skriver: »Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død« (NT-1819). Messias hebr. svarende til det gr. Christos (Kristus), den salvede; bruges som betegnelse for Jesus i NT. απατωϱ ... ζωης τελος εχων gr. »uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv«. Citat fra Hebr 7,3 i Novum Testamentum graece (). Lavater J.C. Lavater (1741-1801), svejtsisk præst og forfatter, grundlægger af fysiognomikken, dvs. læren om, at menneskets ydre, specielt dets ansigtstræk, er udtryk for sjælelige egenskaber. Fysiognomikken blev af samtiden betragtet som en videnskab og vandt stor udbredelse i det 19. årh. taler om den Besmittelse ... viser sig i Ansigtet jf. Lavaters Physiognomische Fragmente zur Beförderung der Menschenkenntnisz und Menschenliebe bd. 1-4, Leipzig og Winterthur 1775-78, ktl. 613-616; bd. 1, »Einleitung. Würde der menschlichen Natur«, s. 3-6, især s. 5f., og det 6. fragment »Von dem Bemerken der Vollkommenheiten und Unvollkommenheiten überhaupt«, s. 38-43. – Guds Billede i det: sigter til 1 Mos 1,27: »Gud skabte mennesket i sit billede.« Klangfigur sigter til det symmetriske mønster, der dannes i tørt sand el. strøet på en vandret glas- el. metalplade, når kanten stryges med en violinbue og sættes i svingninger. Fænomenet blev opdaget i 1787 af den ty. fysiker E.F.F. Chladni og studeret af bl.a. Ørsted, der i 1807 påviste, at en ren tone frembringer en hyperbel i sandet. I 1808 fik Ørsted Videnskabernes Selskabs sølvmedalje for afhandlingen »Forsøg over Klangfigurerne«, udg. i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter for Aar 1807 og 1808, bd. 5, Kbh. 1810, s. 31-64. Mskslægtens store og dybe Fald sigter til beretningen om syndefaldet i 1 Mos 3,1-19. Lavaters Physiognomonik sigter formentlig til J.C. Lavater's Physiognomik. Zur Beförderung der Menschenkenntniß und Menschenliebe. Vervollständigte neue Auflage der verkürzt heraugegebenen physiognomischen Fragmente bd. 1-4, Wien 1829. Jf. bd. 1, s. 3. Herrens Ord: Qvinde græd ... over Dig selv sigter til Luk 23,28, hvor det fortælles, at Jesus sagde til nogle kvinder, der jamrede og græd over ham, da han var på vej ud til Golgata: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!« Philo el. Filon, gr.-jødisk filosof (o. 25 f.Kr. - o. 50 e.Kr.), f. i Alexandria, hvor han tilhørte de ledende kredse inden for den store jødiske menighed. ὁ αϑεος απατωϱ ... εϰ ποϱνης »den, der ingen gud har, er uden far, men den, der har flere guder, er en horeunge«. Formentlig indirekte citat fra Filons De migratione Abrahami (Om Abrahams vandring), kap. 12, 69: »ἄϑεος μὲν γὰϱ ὁ ἄγονος, πολύϑεος δὲ ὁ ἐϰ πόϱνης τυϕλώττων πεϱὶ τὸν ἀληϑῆ πατέϱα ϰαὶ διὰ τοῦτο πολλοὺς ἀνϑ' ἑνὸς γονεῖς ἐπιγϱαϕόμενος« (»For gildningen har ingen gud, men en horeunge har flere guder, fordi han ikke kender sin virkelige far og derfor anfører flere fædre i stedet for én«). Passagen står i en sammenhæng, hvor Filon kommenterer 5 Mos 23,1ff., der bestemmer, at gildinger og horeunger er forment adgang til Herrens forsamling. naar Gud er med os ... imod os jf. Rom 8,31. Skjelnemærke fra ydre mærke eller tegn, hvorved man kan skelne noget fra noget andet. selv haver overvundet Fjenden sigter til, at Kristus med sin død og opstandelse har overvundet døden og det onde, jf. fx 1 Kor 15,54-57. stride en Strid ... Belønningen en Evighed spiller måske på 1 Tim 6,12, hvor Paulus skriver til Timotheus: »Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.« Jf. også 2 Tim 4,7-8, hvor Paulus skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.« en Fred, der har overvundet Verden hentyder til Joh 16,33, hvor Jesus siger til sine disciple: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« den bittre Kalk det pinefulde bæger; det mål af lidelse, man skal igennem. Der spilles dels på Matt 26,39 med Jesu bøn i Getsemane: »min Fader, er det mueligt, da gaae denne Kalk fra mig!« (NT-1819), dels på Matt 20,22 med Jesu ord til Zebedæussønnerne: »Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke (...)?« (NT-1819). bæskere smerteligere. ου γαϱ εχομεν αϱχιεϱεα ... ταις ασϑενειαις ημων gr. »For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder«. Citat fra Hebr 4,15 i Novum Testamentum graece (). Emfindtligheder følerier. At Tænken og Væren ere eet (...) Identitæten af Tænken og Væren Påstanden om enhed af væren og tænken er velkendt fra filosofiens historie og bl.a. forsvaret af Parmenides, R. Descartes, B. Spinoza og F.W.J. Schelling og G.W.F. Hegel. Her refererer SK formentlig til H.L. Martensens jævnlige brug af formuleringen »Identitæt af Tænken og Væren«, fx i dennes gennemgang af Descartes, jf. den femte af Martensens »Forelæsninger over Indledning til speculativ Dogmatik« fra 29. nov. 1837 (Pap. II C 18, s. 328), og hans »Forelæsninger over den nyere Philosophies Historie fra Kant til Hegel« i vintersemestret 1838-39, hvor det hedder: »Om Alt siger altsaa Cartesius [Descartes] kan jeg tvivle fEx om jeg sidder her, men om min Tanke kan jeg ikke tvivle; her er altsaa Identitet af Tænken og Væren« (Pap. II C 25, i bd. XII, s. 282). Jf. også Martensens licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, Kbh. 1837, ktl. 648, § 5, s. 19, og J.A. Bornemanns anmeldelse af denne afhandling i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, udg. af F.C. Petersen, bd. 1, Kbh. 1839, 1. hefte (der udkom i slutningen af januar), s. 7. I sin forståelse af Descartes er Martensen afhængig af Hegels Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie () bd. 3, i Hegel's Werke bd. 15, s. 336 og s. 339 (Jub. bd. 19, s. 336 og s. 339). Helvedstraffenes Evighed forestilling om evig fordømmelse af de ugudelige, som skal straffes med evigt varende pine i Helvede; jf. fx Matt 25,41: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle«; Mark 9,47-48: »(...) at kastes i Helvede, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes«; 2 Thess 1,9-10: »De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.« Jf. fx Hutterus redivivus (), § 132, s. 342ff.; og K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik der evangelisch-lutherische Kirche, 4. udg., bd. 1-2, Leipzig 1838 [1814], ktl. 437-438 (forkortet Handbuch der Dogmatik); § 174, bd. 2, s. 456-472. vorde Engle lige (ikke ... til Ægte) hentyder til Matt 22,30: »I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.« Englenes Fald lærer jo Kfædrene ... er utilbagekaldelig Forestillingen om faldne engle bygger bl.a. på 1 Mos 6,1-2, og tanken om, at deres fald er uigenkaldelig, dels på 2 Pet 2,4, dels på Jud 6, jf. også Matt 25,41. Om kirkefædrenes lære, jf. fx Hutterus redivivus (), § 76-77, s. 181-186; og Bretschneiders Handbuch der Dogmatik, § 106, bd. 1, s. 758ff. Jf. endvidere Anton Günther Vorschule zur speculativen Theologie des positiven Christenthums. In Briefen bd. 1-2, Wien 1828-29, ktl. 869-870; bd. 2, s. 84ff., hvor Augustins lære om englefaldet refereres. – Kfædrene: Kirkefærdrene. den »sande Tids« Form Hvis der er en kilde, har den ikke kunnet identificeres. Acta lat., gængs forkortelse for Acta Apostolorum, Apostlenes Gerninger. det er godt for Eder at jeg gaaer bort jf. Joh 16,7. den hele guddoms Fylde ikke ... rummes i jordisk Skikkelse spiller på Kol 2,9, hvor Paulus siger om Kristus: »i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod«. Phil: 2, 12 Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.« primus motor lat. første bevæger, grund til bevægelsen. Uroen pendulet. orthodoxe Hegelianere Her kan tænkes på J.L. Heibergs »Det logiske System« i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 1-2, Kbh. 1837-38, ktl. 569 (forkortet Perseus); nr. 2, s. 1-45. γενεαλογιαι απεϱαντοι gr. (genealogíai aperántoi) endeløse stamtavler. Paulus fra Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel«, Rom 1,1; forfatter af de 13 første breve i NT. 1 Tim: 1, 4 hvor Paulus erindrer Timotheus om, at han har bedt ham påbyde »visse folk«, at de ikke må »holde sig til myter og endeløse stamtavler, hvad der snarere fremmer spekulationer, end det tjener Guds frelsesplan, hvor det drejer sig om tro«. de skreve (...) fra Høiere til Venstre sigter til, at man på hebr. skriver fra højre mod venstre. Dr. Hartley David Hartley (1705-57), eng. teolog, læge og psykolog, grundlagde associationspsykologien, dvs. læren om, at menneskets hele sjæle- og tankeliv opstår af automatiske forbindelser af de mest enkle forestillinger. Daß wenn sich das Lachen ... Gefühl des Schmerzens citat fra C.F. Flögel Geschichte der komischen Litteratur bd. 1-4, Liegnitz og Leipzig 1784-87, ktl. 1396-1399; bd. 1, s. 50. Citatet er ordret gengivet, men med mindre ortografiske afvigelser. Der er ikke tale om et direkte citat fra Hartley, men Flögel resummerer hans opfattelse af latterens oprindelse, jf. fx bd. 1, s. 129, s. 252 og især s. 437, i Hartleys Observations on Man, his Frame, his Duty, and his Expectations (bd. 1-2, London 1749). Flögel Carl Friedrich Flögel (1729-88), ty. kultur- og litteraturhistoriker, professor i filosofi. det teleologisk Moment det målbestemte el. målrettede aspekt. F. Schleiermacher anvender begrebet 'teleologisk' om den form for fromhed, der forbinder gudsbevidstheden med praktisk handling, jf. § 9,1 i Der christliche Glaube nach den Grundsätzen der evangelischen Kirche im Zusammenhange dargestellt bd. 1-2, 3. udg., Berlin 1835-36 [1821-22], ktl. 258 (forkortet Der christliche Glaube); bd. 1, s. 58f. Jf. også § 11, hvor det siges, at kristendommen er »eine der teleologischen Richtung der Frömmigkeit angehörige monotheistische Glaubensweise«, bd. 1, s. 67. de dannede Classer ... uden Børn for det Høieste Som eksempel kunne nævnes Johanne Luise og Johan Ludvig Heibergs barnløse ægteskab, der var et forbillede for tidens dannede borgerskab. Modsat var der også i det dannede borgerskab en tendens til romantisk sværmeri for børn og etablering af 'kernefamilien'. Jøderne For jøderne spiller slægten og derfor også det at få børn, især sønner, som kan videreføre slægten, en afgørende rolle. Eudaimonisme lyksalighedslære, der betragter menneskets egen lykke og nydelse som dets højeste mål og som den væsentligste bevæggrund for dets opfyldelse af pligterne. Augustinus Aurelius Augustin(us) (354-430), retoriker, filosof og teolog, f. i Nordafrika, siden 383 virksom i Italien, biskop i Hippo fra 395; en af de fire rom.-katolske kirkefædre. p. 27 dvs. s. 27 i journalen EE. Kløftelse svælg; afstand, forskel. hvo som ikke hader ... er mig ikke værdig sammenblanding af Matt 10,37, »Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd«, og Luk 14,26, »Dersom nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader, og Moder (...) han kan ikke være min Discipel« (NT-1819). han skal forlade sin Fader og Moder jf. 1 Mos 2,24. p. 27 dvs. s. 27 i journalen EE. at vandre for dit Aasyn hentyder formentlig til Jakobs velsignelse af Josefs to sønner, Manasse og Efraim, 1 Mos 48,15-16: »Den Gud,31 for hvis ansigt / mine fædre Abraham og Isak vandrede, / den Gud (...) / skal velsigne drengene.« Selve udtrykket at vandre for Guds åsyn el. ansigt forekommer mange gange i GT. Idrætter handlinger, bedrifter. Ansigt skinnede som Moses' ... talet med Herren hentyder til beretningen om Moses, der kommer ned fra Sinajs bjerg med de to lovtavler i hånden, »og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han [Herren] havde talet med ham. Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigtes Huud skinnede: da frygtede de for, at komme nær til ham«, 2 Mos 34,29-30 (GT-1740). skjulte som Moses ... Glandsen forsvandt hentyder til fortsættelsen af 2 Mos 34,29-30, hvor det fortælles, at Moses talte til Aron og alle Israels børn og gav dem besked om alt det, Herren havde sagt til ham; herpå hedder det: »Og Mose lod af [holdt op] med at tale med dem; og han havde lagt et Skiul paa sit Ansigt. Og naar Mose gik ind for HERREN, til at tale med ham, tog han Skiulet af, indtil han gik ud igien (...). Og Israels Børn saae Mose Ansigt, og Mose Ansigtes Huud skinnede; saa lagde Mose igien det Skiul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham«, 2 Mos 34,33-35 (GT-1740). Jf. også 2 Kor 3,7, hvor Paulus skriver, »at Israels Børn ikke kunde betragte Mose Ansigt, formedelst hans Ansigts Herlighed, som dog skulde forsvinde« (NT-1819). langt borte for mig selv som Tolderen fordum hentyder til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen, der gik op til templet for at bede, Luk 18,9-14. Farisæeren stillede sig op og fremførte sine fortræffeligheder i bønnen. Tolderen derimod »stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig paa sit Bryst, og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!« v. 13 (NT-1819). vendte mig om ... Haanden paa Ploven hentyder til Luk 9,61-62, hvor det fortælles, at en sagde til Jesus: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Og Jesus svarede: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.« den Mindste ... hvad der er født af Qvinder sigter til Matt 11,11, hvor Jesus siger: »Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Qvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han« (NT-1819). πϱοϕετεια gr. (propheteía) profeti, profetisk virksomhed, profetisk gave. det høieste i det gl.T. hentyder formentlig til den kirkelige opfattelse, at set fra et kristeligt synspunkt er profetierne det højeste i GT, da de forstås som forudsigelser, der er gået i opfyldelse i en række af de nytestamentlige begivenheder og udsagn, herunder især Guds åbenbaring i Jesus af Nazaret. εν γλωσση λαλειν gr. (en glōssē laleín) tale i tunger. πϱοϕετεια beholder Bevidstheden i sig jf. 1 Kor 14,1-5 og 14,13-14. ikke som i det gl. T. hentyder formentlig til, at der i GT er flere eksempler på, at den, der profeterer, er ude af sig selv, er 'i profetisk henrykkelse', altså ikke beholder bevidstheden under den profetiske virksomhed, jf. fx 1 Sam 10,5ff. samt kap. 18 og 19. Rabbinerne kaldte ... Αμεν οϱϕανον יְתוֹמָה Det hebr. udtryk אָמֵן יְתוֹמָה (ʼāmen jetômāh), 'faderløst amen', er kendt i den rabbinske litteratur, hvor det betegner et amen sagt til en velsignelse af en, der ikke ved, hvad det var for en velsignelse (jf. den jerusalemitiske (palæstinensiske) Talmud, Sukka III 12 (s. 54a, 13-15)). – Αμεν οϱϕανον: egl. Αμην οϱϕανον gr. (amēn orphanón) 'forældreløst amen'. Amen er hebr. (אָמֵן, ʼāmen) og betyder 'står fast', 'sikkert og vist'; det anvendes i GT som bekræftelse på en andens udsagn og liturgisk som folkets svar på lovgivning, bøn og velsignelse. I Septuaginta, den jødiske oversættelse af GT til gr., transskriberes det til gr. (ἀμήν) og går derfra over i NT, hvor det anvendes i liturgisk sprog og brevhilsner samt i indledning til Jesusord i betydningen 'sandelig'. – יְתוֹמָה: hebr. (jetômāh) faderløs. i hele Middelalderen Menighedens Amen et saadant sigter formentlig til, at gudstjenestesproget i middelalderen var latin, hvorfor lægfolket ikke forstod de bønner og andre liturgiske led, hvortil de svarede amen. οϱϕανος gr. (orphanós) forældreløs. den slette Uendeligheds Kategorie 'Den slette uendelighed' er et fast udtryk fra Hegels filosofi. If. Hegels dialektiske forståelse af begreberne skal det endelige forstås i lyset af det uendelige, dvs. delen i lyset af den sig udviklende helhed. Denne forståelse er en spekulativ opfattelse af begreberne, fordi den forudsætter en forening af endeligt og uendeligt; men hvis bevidstheden blot bevæger sig fra én ting til den næste i en uendelig kæde uden at betragte uendelighed i modsætning til endelighed, kommer den således ikke videre. En sådan uendelighed kalder Hegel den 'slette' el. 'negative' uendelighed; 'slet' betyder her den endeløse fortsættelse af en endelighed, der ikke defineres af en bestemt modsætning og således ikke indgår i en dialektisk proces. Jf. fx Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 6, s. 184 (Jub. bd. 8, s. 222), og Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1, i Hegel's Werke bd. 3, s. 150-152 (Jub. bd. 4, s. 160-162). I da. sammenhæng defineres udtrykket især af J.L. Heiberg i artiklen »Et Par Ord om det Uendelige«, i Kjøbenhavns flyvende Post nr. 100, 15. dec. 1828, s. 414, i hans Indlednings-Foredrag (), s. 6 og s. 11, og i hans anmeldelse af W.H. Rothe Læren om Treenighed og Forsoning, Kbh. 1836, i Perseus, udg. af Heiberg, nr. 1, Kbh. 1837 (), s. 21-31; jf. også F.C. Sibberns anmeldelse af Perseus, nr. 1, i Maanedsskrift for Litteratur () bd. 20, Kbh. 1838, s. 109-119 og s. 133-136. de Planter ... det blotte Leed Planter, der henføres til 'blomsterplanterne', 'nåletræerne', 'bregnerne' og nogle få andre grupper, er opbygget af skud, dvs. stængler med blade. Bladenes tilhæftningssteder på stænglen kaldes led. Skuddene kan forgrene sig ved at danne sideskud, der udspringer af stænglen, idet det udgår i et bladhjørne, lige over et blad, dvs. lige over leddet. Hos vedplanter bibeholdes stænglerne gennem mange år, hos nogle træer flere hundrede og i nogle tilfælde flere tusind år. Hos en del urter med vandrette skud, bl.a. underjordiske stængler, dannes der hvert år nye sideskud. De enkelte skuds levetid er ret få år, men da der stadig dannes nye skud, kan 'planten' leve i flere hundrede år, og principielt kan væksten fortsætte. et Blomster, der ... for atter at kløfte sig En sådan plante kendes ikke og er formentlig en metafor dannet af SK selv. Fabriquen tilvirkning; frembringelse (især ved tankevirksomhed). Hopsasa et udbrud, der gengiver en munter danserytme, et valsetrin. Individualitæt Opfattelsen af den nyere digtning som bestemt ved tiltagende individualisering eller originalitet er udbredt i tiden, fx i Fr. Schlegels Über das Studium der griechischen Poesie (1797) i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 1-10, Wien 1822-25, ktl. 1816-25; bd. 5, 1823, s. 71f., el. i J.L. Heibergs »Om den romantiske Tragedie af Hertz: Svend Dyrings Huus. I Forbindelse med en æsthetisk Betragtning af de danske Kæmpeviser«, i Perseus, udg. af Heiberg, nr. 1, 1837 (), s. 175f. voltigerer gør kunstige spring, foretager gymnastiske springøvelser på og over en læderbeklædt træhest. Objektivitæt bestemt af sin genstand, sit emne. At operere med objektivitet som særpræg ved den middelalderlige folkepoesi som modsætning til den moderne kunstpoesis individualitet er ikke almindeligt i tiden. Fr. Schlegel anvender i nogen grad modsætningsparret 'Objektivität'/'Individualität' til karakteristik af hhv. antikkens gr. og den moderne poesi, se hans Über das Studium der griechischen Poesie (1797) i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 5, 1823, s. 186ff. Adam hebr. menneske. Tommelidens i børneeventyr betegnelse for en ganske lille dreng eller mand; navnet forekommer i Adam Oehlenschlägers Ludlams Hule, Kbh. 1814, s. 45-47. Storkens Gjestebud ... og omvendt sigter til Æsops fabel om ræven og storken. Jf. Phædri Æsopiske Fabler, overs. af M.R. Thaarup, Kbh. 1826, 1. bog, nr. 26, s. 14f.: »Til Gjæst, man siger, indbød Ræven Storken først, / Og i en flad Talerken bragte Suppe frem, / Saa at det var umuligt for den sultne Stork / At faae det allermindste smagt. Til Gjengjæld nu / Indbød den Ræven, satte Finker frem i en / Smalhalset Flaske, hvori selv den stak sit Næb / Og mættedes, mens Gjæstens Tarme peb af Sult. / Idet han nu forgæves slikked Flaskens Hals, / Da taled efter Sagnet saa den fremmed Fugl: / Hvad gjort man har mod Andre, bør man lide selv.« Jeg har faaet en Sorg ... den man ei kan naae Udgiverne af Pap. anfører i en note til II A 385, at der er tale om de to første strofer af vise »Nr. 250«, som »Faaes hos P.W. Tribler, Holmensgade 114« (se næste kommentar). Visen har ikke kunnet fremskaffes. en af de simple Boghandlere Foruden P.W. Tribler (se følgende kommentar) var der i København adskillige mindre bog- og papirhandlere, som havde en ganske indbringende handel af gadeviser og folkebøger. Triblers Enkes Forlags-Artikler Triblers Enke var et bogbinderi og en forlagsboghandel, der blev drevet af Elisabeth Margrethe Tribler, enke efter bogbinder J.F. Tribler, og som udgav og solgte folkebøger, gadeviser o.lign. Forretningen lå oprindeligt i Ulkegade 7, som i 1823 blev omdøbt til Holmensgade 107 (se kort 2, C2-3). I 1823 overtog enkefru Tribler ejendommen Holmensgade 114, som hendes søn bogbinder Peter Wilhelm Tribler efter moderens død i 1829 videreførte indtil 1839. her ere klistrede fast jf. tekstredegørelsen, s. 8. den anførte Objektivitæt . en Pigernes Jens folkelig, spøgende betegnelse for en mand, der gør indtryk på pigerne. Goethe Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. digter, dramatiker, essayist, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. »römische Elegien« hentyder til »Elegien I. Römische«, nr. 20, i Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1828-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1828-33, forkortet Goethe's Werke); bd. 1, s. 291f. Her tales om hemmeligholdelse og fortrolig meddelelse af »Eines glücklichen Paars schönes Geheimniß«. daarlig tåbelig. da Χstus havde drukket Edikken ... fuldkomment sigter til beretningen om Jesu død på korset i Joh 19,29-31. han bad ogsaa for sine Fjender sigter til beretningen om Jesu korsfæstelse i Luk 23,26-38; v. 34. lyde paa spiller på udtryk om værdipapirer, der kan 'lyde på' et bestemt 'navn' (person, som da har dispositionsretten) el. på 'ihændehaveren', som da kan disponere. de to Disciple ... da blev han usynlig hentyder til beretningen om vandringen til Emmaus i Luk 24,13-32: Påskedag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, pludselig får de følge af den opstandne Jesus, som de dog ikke kan genkende. Først ved aftensmåltidet, da den fremmede tog brødet, velsignede det og brød det, åbnedes deres øjne, og de genkendte Jesus; men så blev han usynlig for dem. Guds Riigdom (...) Guds Viisdoms Dyb spiller på Rom 11,33 (). Guds Raadslutninger Udtrykket 'Guds hemmelige rådslutninger' el. 'Guds hemmelige råd' (NT-1819) forekommer i Åb 10,7, jf. også Rom 11,25. det er Daarskab spiller på 1 Kor 1,23, hvor Paulus skriver: »vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger«. Jf. også 1 Kor 1,18.20.25.27 og 11,1.17.21. Indbildningskraft her i betydningen fantasi, produktiv forestillingsevne, og ikke reproduktiv forestillingsevne, dvs. evne til at fremkalde tidligere indtryk. end fik al Verdens Skatte ... sat paa Templets Tinde spiller på beretningen om Jesu fristelse i ørkenen, Matt 4,1-11, især v. 5-6 og v. 8-9. en Kjærlighed ... al Forstand spiller på Ef 3,19, hvor Paulus skriver: »at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse«. ikke er den, hvormed Du elsker ... Gud elsker Dig hentyder til 1 Joh 4,10: »Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han [Gud] har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.« Riigdoms-Dyb ... Apostlen P. jf. Rom 11,33, hvor Paulus () skriver: »O Riigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundskab! hvor urandsagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!« (NT-1819). en af de dybsindigste Udviklinger dvs. Paulus' udvikling om Israels fald og frelse i Rom 11,1-32. Guds Aand svævede over Afgrundene hentyder til skabelsesberetningen: »Og Jorden var øde og tom, og der var mørkt oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene«, 1 Mos 1,2 (GT-1740). see det var saare godt hentyder til 1 Mos 1,31: »Og Gud saae alt det han havde giort, og see, det var meget godt« (GT-1740). Udtrykket »saare godt« forekommer ikke i nogen af de officielle bibler fra 1550 til 1740 (første gang er i den autoriserede oversættelse af GT fra 1931); derimod blev det anvendt i sentenserne i Dr. M. Luthers liden Catechismus fra 1693 og senere udgaver (jf. ktl. 189, en udgave fra 1849). Herefter er det overtaget af andre, jf. fx gengivelsen af skabelsesberetningen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 2: »Da saae Gud Alt, hvad han havde gjort, og see! det var saare godt.« Jf. endvidere ritual for brudevielse, hvor 1 Mos 1,31 gengives således: »Og Gud saae alt det, som han havde skabt, og see! det var altsammen saare godt«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 261. Guds salige Hvile fra sin Gjerning hentyder til 1 Mos 2,2: »Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gierning, som han havde giort; og hvilede paa den syvende Dag af al sin Gierning, som han havde giort« (GT-1740). Jf. også Hebr 4,4. »O R. D.« etc. »O Riigdoms Dyb« osv. (). forklaret med overjordisk skikkelse og væsen; herliggjort (). den himmelske Beskuelse Ansigt til Ansigt hentyder til 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.« Recipisse modtagelsesbevis, lånebevis. som Himlens Fugle ... den himmelske Fader dem hentyder til Matt 6,26, hvor Jesus siger: »Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden.« han havde intet høiere ... end sig selv hentyder til Hebr 6,13: »For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved«. ϰϱιτιϰος διαλογιςμων ϰαι εννοιων gr. (kritikós dialogismōn kai ennoiōn) »dommer over overvejelser og meninger«, citat fra Hebr 4,12 i Novum Testamentum graece (), der dog har ἐνϑυμήσεων, tanker, i stedet for διαλογισμῶν; her gengivet uden de gr. accenttegn. Paulus . αϕωϱιςμενος εις ευαγγελιον gr. (aphōrisménos eis euangélion) »udsondret / udset til [at forkynde] Guds evangelium«, citat fra Rom 1,1 i Novum Testamentum graece (); her gengivet uden de gr. accenttegn. Hvad angår betydningen af ἀϕωϱισμένος, jf. K.G. Bretschneider Lexicon manuale graeco-latinum in libros novi Testamenti bd. 1-2, 2. udg., Leipzig 1829 [1824], ktl. 73-74; bd. 1, s. 190, hvor ordet forklares således: »separo, segrego, ich sondere aus«. magister matheseos lat. og gr. 'lærer i lærdom', dvs. lærer i at tage ved lære. εμαϑεν αϕ' ων επαϑε gr. (émathen aph' ōn épathe) »lærte af det, han led«, citat fra Hebr 5,8 i Novum Testamentum graece (), der dog har ἔπαϑεν i stedet for επαϑε; her gengivet uden de gr. accenttegn. Skuebrød ... for Præsterne hentyder til Matt 12,3-4, hvor Jesus siger til farisæerne: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise?« Jf. også 1 Sam 21,7. Prædestinationslæren læren om Guds evige forudbestemmelse af hvert enkelt menneskes frelse el. fortabelse. Montanisternes kristen sekt grundlagt i det 2. årh. i Lilleasien af den karismatiske Montanus, der på baggrund af sine profetier forkyndte, at verdensdommen var nær, at kirken skulle ledes af Ånden, at de kristne skulle have en streng asketisk livsførelse, og at syndere skulle udelukkes fra det kirkelige fællesskab, da de som frafaldne ikke havde mulighed for at omvende sig. Jf. K. Hase Kirkehistorie. Lærebog nærmest for akademiske Forelæsninger, overs. af C. Winther og T. Schorn, Kbh. 1837, ktl. 160-166 (forkortet Kirkehistorie), s. 74, og H.E.F. Guerike Handbuch der Kirchengeschichte, 3. udg., bd. 1-2, Halle 1838 [1833], ktl. 158-159; bd. 1, s. 165-169. Frygt og Bæven . mutters-alene kommer formentlig fra ty. 'muttersallein', 'ganske alene (og forladt)'; den forstærkende brug af adverbiet 'mutters' kan stamme fra udtrykket 'ikke en mors sjæl', dvs. ingen. letsindigt have forspilt vor Førstefødselsret hentyder til beretningen om Esau, der udmattet og nær døden af sult solgte sin førstefødselsret til sin yngre tvillingebror Jakob for en ret linser, 1 Mos 25,29-34. sige som Esau ... fandt Isaak ogsaa en Velsignelse hentyder til beretningen om Jakob, der bedrager Esau for Isaks velsignelse, 1 Mos 27. Da Jakob med svig havde fået den velsignelse, hans far Isak havde tiltænkt sin ældste søn Esau, og Esau kom for at få den velsignelse, hans far havde lovet ham, spurgte Esau: »Har du ikke gemt en velsignelse til mig?« v. 36. Og da Isak svarede, at han i sin velsignelse allerede havde gjort Jakob til hersker og skænket ham korn og vin, brast Esau i gråd og spurgte: »Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig, far!« v. 38. Og Isak sagde til ham, at hans bolig skulle være fjernt fra frugtbarhed og regn, og at han skulle leve ved sit sværd og trælle under sin bror, men at han en dag skulle rive sig løs. Esau fik en ringere ... det bedste han havde . der er større Glæde ... ikke have Omvendelse behov jf. Luk 15,7, hvor der dog er tale om nioghalvfems og ikke ti retfærdige. Nordboen ... af Ymers Hjerne If. nordisk mytologi skabte guderne verden af den dræbte jætte Ymers krop, himlen af hans hoved og skyerne af hans hjerne. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider, Kbh. 1800, ktl. 1947 (forkortet Nordiske Folks Overtroe), s. 479f. sur-tout fr. over det hele; overklædning. Hel-Dunkel af ty. 'Hell-Dunkel', lys-mørke, det åbenlyse-det skjulte, jf. fr. clair-obscur. Traüme ich ... Nacht vom mir citat fra J. v. Eichendorff Dichter und ihre Gesellen. Novelle, Berlin 1834, ktl. 1633, s. 359. SK fejlplacerer umlauttegnene over a i 'Träume' og 'träumt' og skriver 'vom' i stedet for 'von'. v. Eichendorf Joseph Freiherr von Eichendorff (1788-1857), ty. romantisk digter. in pausa (...) Vokal forlænget lat. 'i en pause', ved et ophold; i forventning. Udtrykket benyttes i den hebr. grammatik, hvor det betegner et ords position umiddelbart før et større ophold i teksten. Ved oplæsning forlænger man ofte vokalen i den betonede stavelse i et ord i denne position. Jf. J.C. Lindberg Hebraisk Grammatik, 2. udg., Kbh. 1828 [1822], s. 13, og Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik Tilligemed Conjugations- og Declinations-Tabeller, 2. opl., Kbh. 1835 [1831], ktl. 989 (forkortet Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik), s. 12. Hvile-Bogstav På hebr. havde man oprindelig ingen vokaltegn. For at undgå den flertydighed, der lå i et system bestående udelukkende af konsonanter, indførtes tre standardiserede vokalbogstaver el. hvilebogstaver. Begrænsningen i dette system blev i 6.-9. årh. afhjulpet med indførelsen af en lang række vokaltegn. De gamle vokalbogstaver var da overflødiggjort, men blev fastholdt i skriftsproget. Om de vokalbogstaver, som på den måde er blevet overflødige, siger man, at de 'hviler i' vokaltegnet – deres udtale er bestemt af vokaltegnet. Hvilebogstaverne (lat. litterae quiescibiles) er altså en betegnelse for de overflødiggjorte vokalbogstaver. Jf. J.C. Lindberg Hebraisk Grammatik (), s. 6f. og s. 24-26, og Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik (), s. 9. Endnu i denne Stund siger Herren Kilden har ikke kunnet identificeres. trykkes i dette Aar Udtrykket »Trykt i dette Aar« stod undertiden i stedet for årstal på titelbladet til ældre (folke)bøger og især skillingsviser; køberen forledes et hvilket som helst år til at tro, at bogen eller visen er ny. Luc: 19, 41 fejl for Luk 19,42, hvor Jesus græder over Jerusalem og siger: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.« Caligulas Idee ... paa een Hals hentyder til en udtalelse af den rom. kejser Caligula (12-41 e.Kr., kejser fra 37): »havde dog det romerske Folk ikkun een Nakke!« underforstået, så dets hoved kunne kappes af i ét hug, jf. Svetons biografi »Cajus Cæsar Caligula«, kap. 30, i Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1802-03, ktl. 1281; bd. 1, s. 312. attenteret forsøgt. Selvmord jf. Poul Martin Møllers afhandling »Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Maanedskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 17, Kbh. 1837, s. 1-72 og s. 422-453; s. 51f.: »Selvmorderne ere virkelig ogsaa de meest conseqvente Lærlinge af en saadan Skole [den dogmatiske fornægtelse af udødeligheden]: enhver eftertænksom Tilhænger deraf synes at maatte ønske med Caligula, at Menneskeheden kun havde eet Hoved, for at han med eet Sværdslag kunde befrie den fra sin urimelige Livsdrøm.« standsede Paulus ... forfølger Du mig hentyder til beretningen om Paulus' omvendelse, ApG. 9,1-19. Paulus, også kaldet Saulus, havde deltaget aktivt i de første forsøg på at tilintetgøre den kristne menighed i Jerusalem og truet Jesu disciple med mord. Optændt af raseri gik han til ypperstepræsten og fik fuldmagt til at drage til Damaskus for at pågribe de kristne dér og føre dem til Jerusalem. Som han nærmede sig Damaskus, blev han pludselig omstrålet af et stærkt lys fra himlen, faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« (v. 4). Og da Paulus spurgte, hvem der talte, fik han svaret: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre« (v. 6). haver elsket Dig før Verdens Grundvold blev lagt spiller på Ef 1,4, hvor Paulus skriver: »ligesom han [Gud] udvalgte os i ham [Kristus], før Verdens Grundvold blev lagt, at vi skulle være hellige og ustraffelige for hans Aasyn i Kierlighed« (NT-1819). Som en Fader ... seer sin Søn vandre sine egne Veie hentyder måske til Jesu lignelse om den fortabte søn, der kræver sin arv udbetalt, rejser ud i verden, solder sine penge op og ender som svinehyrde, Luk 15,11-32. hvor ofte har jeg ikke villet samle ... under sine Vinger jf. Matt 23,37. forudskrevet skrevet tidligere. Rom XV, 4 Her skriver Paulus: »Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.« Acessorium accessorium, lat. (tilfældig) tilføjelse. asserta lat. påstande. slet Papir almindeligt papir uden vandmærke. stemplet papir med påtrykt stempel el. med påklistret stempelmærke; stempelpapir; muligvis også papir med vandlinier og vandmærke (skrivepapir). Cornelius Nepos fortæller ... skaffe dem Motion if. beretningen om den makedoniske feltherre Eumenes, en af Alexander den Stores hærførere, i biografien »Eumenes« kap. 5, 4-5, af den rom. historiker Cornelius Nepos (1. årh. f.Kr.); hans biografier om gr. hærførere er bevaret i De excellentibus ducibus exterarum gentium, og om den ældre Cato og Atticus i De latinis historicis. Fluer underlige tanker el. ideer, nykker, griller; at 'se fluer' kan også være udtryk for en sygelig tilstand. Udsigten og Luften i en grøndlandsk Hule (...) Vinterresidents Der er tale om en grønlandsk jordhytte bygget af sten og tørv uden nogen form for vinduer; for at holde på varmen i hulen, var indgangen formet som en lang, lav tunnel, man kravlede igennem. Her boede grønlænderne om vinteren, og da der ikke blev luftet ud i hele vinterperioden, var der en meget tung og uhumsk luft inde i hulen; først i sommerperioden, når man tog på fangst, luftede man ud ved at fjerne taget. kun Missionairer ... i en saadan Hule Fra begyndelsen af det 19. årh. drev Brødremenigheden mission i Grønland; når en missionær skulle aflægge besøg hos en grønlandsk familie, måtte han kravle ind gennem den lave indgang (se foregående kommentar). En af de betydelige missionærer var J.C. Kleinschmidt, som besøgte Brødresocietetet i København i 1823 for at skaffe penge og tilladelse til oprettelse af en missionsstation i Sydgrønland. Kleinschmidt var en god og dramatisk fortæller og har utvivlsomt aflagt malende beretning om sin missionsvirksomhed blandt grønlænderne i Brødresocietetet, hvor SKs far hørte til inderkredsen. Gud (...) er »Kjærligheden« jf. fx 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« If. Fr. Schleiermacher er sætningen 'Gud er kærligheden' det eneste udsagn om Gud, der fuldstændig svarer til Guds væsen, jf. § 167, »Lehrsaz. Gott ist die Liebe. / 1 Joh. 4,16«, i Der christliche Glaube () bd. 2, s. 516-519. Ødelæggelsens Vederstyggelighed Udtrykket forekommer i Jesu tale om Jerusalems ødelæggelse, verdens ende og hans egen genkomst i Matt 24: »Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund (...)«, v. 15. Med 'Ødelæggelsens Vederstyggelighed' sigtes der til et hedensk afgudsalter, der opstillet i templet i Jerusalem gør det kultisk urent og derfor uskikket som helligsted. If. Dan 9,27 og 11,31 indvarsler opstillingen af 'Ødelæggelsens Vederstyggelighed' verdens snarlige ende. disse Dage, behage mig ikke hentyder til Præd 12,1: »Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: 'Dem kan jeg ikke lide!'« min Sorg is mey castle sigter til det bevingede ord »My house is my castle«, der har ældre aner i eng. litteratur, men stammer fra juristen Sir Edward Coke Third Institute of the Laws of England bd. 1-4, London 1628-44, som er grundlæggende for eng. retsvidenskab. bære Flor om Hatten Det var almindeligt på SKs tid at bære sørgeflor, dvs. sørgeslør el. sørgebind, om armen el. hatten som tegn på sorg. min Examen teologisk embedseksamen, som SK afsluttede den 3. juli 1840. Lydighed er ham kjærere end Vedderens Fedme hentyder til 1 Sam 15,22: »Men Samuel sagde: mon HERREN har saa Behagelighed i Brænd-Offere og Slagt-Offere, som i at adlyde HERRENS Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, og at give Agt paa, end Fedmen af Vædre« (GT-1740). Epicuræisme egl. den filosofi, der er udformet af den gr. filosof Epikur (o. 341 - o. 270 f.Kr.), for hvem lykken var livets formål. Her er epikuræisme formentlig forstået i nedsættende betydning som betegnelse for nydelsessyge. Bogstavet ihjelslaaer hentyder til 2 Kor 3,6, hvor Paulus skriver: »bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.« Sadducæerne ... nægtede Sjælens Udødelighed jf. Mark 12,18-27, hvor nogle saddukæere med henvisning til bestemmelser i Moseloven stiller Jesus et spørgsmål om opstandelsen. – Sadducæerne: gr. betegnelse for en af de vigtige sociale og religiøse grupper el. retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid; de stod ofte i et modsætningsforhold til farisæerne (), de afviste den mundtlige overlevering og anerkendte kun, hvad der 'står skrevet', og de afviste troen på sjælens udødelighed. Ideeassociationen tankeforbindelse, dvs. det at den ene idé fremkalder den anden. Omvender Eder hentyder til Johannes Døbers prædiken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Matt 3,2. raabe Hep efter en Jøde 'Hep' var et udbredt spottende tilråb til jøder, siden jødeoptøjerne 1819 også almindeligt anvendt i Danmark; det er uvist, om det er en forkortelse for 'hebræer', en sammenstilling af begyndelsesbogstaverne i 'Hierosolyma est perdita' (lat. 'Jerusalem er ødelagt') el. en forvrængning af jødernes råb i Rom, når de faldbød deres varer. ponerer sig sætter sig igennem, gøre sig gældende. Syndens Legeme spiller formentlig på Rom 6,6, hvor Paulus skriver, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med Kristus, for at »Syndens Legeme skal blive til Intet« (NT-1819). Rom: 7 jf. især Rom 7,14-25. Guds Rige (...) ikke lader sig tage med Vold hentyder til Matt 11,12, hvor Jesus siger: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). Riddere hentyder til ridderne i riddertiden, dvs. den sene middelalder, 12.-13. årh., da der i Europa fandtes et riddervæsen med et kristent farvet ridderideal, hvori ikke kun indgik krigskundskab, men også en særlig 'høvisk' dannelse (høflighed, belevenhed, elegance). Skolastikere hentyder til udøverne af skolastikken, dvs. den katolske teologi, der i den senere middelalder søgte at gennemtænke kirkefædrenes lære med inddragelse af den aristoteliske filosofi for at skabe enhed i den katolske kirkes lære. Skolastikerne var tilknyttet et kloster el. fra det 13. årh. et af de universiteter, der opstod i Europa i denne periode. vælle vælge. naar Ridderen forlangte det ... begravet som Geistlig jf. J.G.G. Büsching Ritterzeit und Ritterwesen bd. 1-2, Leipzig 1823, ktl. 1408; bd. 2, s. 286: »Gemeinhin wurden die Ritter in voller Rüstung beerdigt, vorzüglich aber mit dem Schwerte und den Sporen, angethan mit ihrem Wappenrocke, es sey denn, daß sie selbst gewünscht hatten, auf eine nicht so weltlich, sondern mehr geistliche Art beigesetzt zu werden, daß heißt, angethan mit der Kutte eines Geistlichen, wodurch sie glaubten manche weltliche Sünde abzubüßen.« Busching Johann Gustav Gottlieb Büsching (1783-1829), ty. forfatter, jurist, arkivar og professor i oldtidsvidenskab ved universitetet i Breslau. et indiske Værk ... gjenfødes til et Æsel Kilden har ikke kunnet identificeres. baldre mig boltre mig, vælte mig. en Horatzisk sussuratio i Aftenstunden hentyder til Horats' oder, 1. bog (Carminum liber I), nr. 9,19: »Lenesque sub noctem susurri« (lat. »Og en sagte hvisken i skumringen«), Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 11 (hos Horats tales der om et stævnemøde). – sussuratio: lat. hvisken. vor Herre spadserede i Aftenkjølingen hentyder til 1 Mos 3,8, hvor det fortælles, at Adam og Eva hørte Gud Herren gå rundt i Edens have, »der Dagen var luftig« (GT-1740), dvs. ved aftenstid, når det lufter køligt. Genesis . beraabte sig paa Guds Almagt ... Legemets Opstandelse jf. SKs referat af H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger«, § 30, der behandler legemets opstandelse, hvor det om kirkefærdrene siges, at de »beraabte sig paa a) Guds Almagt« (Pap. I C 19, i bd. XII, s. 76). at Intet var umuligt for Gud jf. Luk 1,37. i nyere Tid ... beraaber sig ... for at bevise Sjælens Udødelighed jf. Poul Martin Møllers afhandling »Tanker om Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Maanedskrift for Litteratur bd. 17 (); især afsnit 9 om udødelighedslæren i I.H. Fichte Die Idee der Persönlichkeit und der individuellen Fortdauer, Elberfeld 1834 (ktl. 505, forkortet Die Idee der Persönlichkeit), s. 431-439, og afsnit 10 om C.F. Göschel Von den Beweisen für die Unsterblichkeit der menschlichen Seele im Lichte der speculativen Philosophie, Berlin 1835, s. 440-551. medieres formidles. enkelte Dogmatikere jf. fx Bretschneiders Handbuch der Dogmatik (), § 8, bd. 1, s. 44ff., og K.A. Hase Hutterus redivivus (), § 50-51, s. 114-119. Jf. også Fr. Schleiermacher Der christliche Glaube (), § 25, bd. 1, s. 138-142. den augsburgske Confession da. betegnelse for det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana fra 1530, affattet på lat. og ty. af Ph. Melanchthon og fremlagt på rigsdagen i Augsburg som udtryk for de lutherske protestanters teologi og tro. formula concordiæ lat. Konkordieformlen, der er betegnelsen for det sidste lutherske bekendelsesskrift. Det blev forfattet af flere fremtrædende reformationsteologer for at hindre en truende splid om den rette lære inden for den unge lutherske kirke efter Luthers død i 1546. Skriftet, der er affattet på tysk, blev i 1577-78 underskrevet af en lang række fyrster, rigsstæder og teologer (o. 8.000) og fik således status som bekendelsesskrift (dog aldrig for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark). Konkordieformlen blev først publiceret i Konkordiebogen 25. juni 1580, og efter adskillige forsøg og mange diskussioner blev den udgivet i en endelig lat. oversættelse i 1598. Modspilleren siger: den Brik kan ikke røres I skakspil opstår den situation, 'at en brik ikke kan røres', når man har fået placeret en brik på en linie el. diagonal, hvor den spærrer for en trussel fra en af modstanderens brikker, som man ikke selv kan slå; man plejer at sige, at der er opstået en 'binding' af brikken. Hvis man ikke respekterer en sådan binding, men vælger at flytte den bundne brik, vil man normalt forringe sin stilling. Er bindingen opstået i forbindelse med ens konge, gælder den særlige regel, at man er tvunget til at lade den bundne brik blive stående, da man ellers ville stille kongen i skak, hvilket er forbudt. Skal man til at trække og kommer til at tage fat på en brik, der er bundet i forbindelse med ens kongestilling, vil modstanderen normalt gøre opmærksom på, at man er ved at foretage et ulovligt træk og fx sige: 'den brik kan ikke røres'. Kfædrenes Beskrivelser af Dæmonerne jf. Bretschneiders Handbuch der Dogmatik (), § 107, bd. 1, s. 764, især noten, hvor der bringes et gr. citat fra Origenes Exhortatio ad martyrium (Opfordring til martyrium) (o. 235), § 45: »For at kunne holde sig i den tætte atmosfære og i luften nær jorden, idet de behøver næring fra offerrøg, giver dæmoner agt på, hvor der er offerlugt og blod og virak. – Dæmoner – kan ikke leve uden offerrøg, som antages at være den passende næring for deres legemer.« I noten henvises i øvrigt til Arnobius, Augustin, Origenes, Athenagoras, Tertullian, Gregor fra Nazianz, Cyprian og Euseb. – Kfædrenes: kirkefædrenes. Virak gummiharpiks, Olibanum, anvendt til røgelse. overfare bevæge sig hurtigt hen over, trænge hærgende ind over. Χstus er kommen i Tidens Fylde hentyder til Gal 4,4-5, hvor Paulus skriver: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.« Hamann 6te D. p. 144 henviser til et brev af 26. juni 1780 fra Hamann til J.G. Herder i Hamann's Schriften, udg. af Fr. Roth og G.A. Wiener, bd. 1-7, Berlin og Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544; bd. 6, s. 143f. Her erklærer Hamann naturlig religion for »ein wahres Unding« og tilføjer: »Dieses Viereck [dvs. Judenthum, Christenthum, Papstthum, Lutherthum] ist mein ältestes und jüngstes Thema und, so Gott will, das Ey zu meinem Schiblemini. Das Motto der erste Vers aus einem Liede von Luther: / Sie ist mir lieb die werthe Magd. / Meine Schürzen von Feigenblättern sind cassirt. Häseli ist der Verfasser der Auflösung im Merkur, und mit Wieland bin ich ausgesöhnt. Starken traue ich nimmermehr ein Buch wie die freymüthigen Betrachtungen zu. Es scheint mir zu stark für ihn, oder wenigstens ist es seine Eigenliebe, hinter dem Schrein zu arbeiten. / Gott gebe Segen und Gedeihen zur Brunnen-Cur! / Die Reihe zu reisen wird auch an mich kommen. Hat keiner mehr göttlichen Beruf dazu, als dieser arme stipes in terra [lat. et træ i jorden, et fjols på jorden]. Asmus hat mir noch nicht zum Podagra Glück gewünscht. Ein recht tief geholter Seufzer thut mir so wohl wie eine Motion. An Kraft zum Athemholen scheint es mir also nicht zu fehlen. Alles was mir gefällt macht meine Augen wässerig. Scheint ein Charakter der finstern Schriftsteller zu seyn und der Fehler mehr aus dem Herzen als dem Verstande zu quillen.« – Hamann: Johann Georg Hamann (1730-88), ty. lærd og filosofisk forfatter, født og opvokset i Königsberg, hvor den ty. filosof Immanuel Kant () var den berømteste af hans talrige venner i samtidens litterære og filosofiske verden. Hans allusionsrige og svært tilgængelige skrifter blev en vigtig filosofisk kilde for det 19. årh.s opgør med oplysningstidens ensidige fornuftsideal. ethvert Dogme ... den almdl. msklige Bevidsthed jf. Fr. Schleiermacher Der christliche Glaube (), § 15, »Christliche Glaubenssäze sind Auffassungen der christlich frommen Gemüthszustände in der Rede dargestellt«, bd. 1, s. 99-101. Jagten har tabt det i vore Tider ... skydes ad aare Da kron- og dåvildt var til skade for det betrængte skovbrug, søgte man at begrænse dets antal til en mindre bestand; på Rentekammerets foranledning lod man i de enkelte distrikter vildtet optælle stykke for stykke, og ved resolution af 9. aug. 1836 blev den fremtidige råvildtbestand i de enkelte distrikter nøjagtigt fastsat, ligesom bortskydningen af det øvrige vildt blev fremmet ved forhøjelse af de såkaldte skydepenge, ansættelse af skytter mv. Hamann . Kold i Fredensborg sigter til skræddermester og senere gæstgiver Ole Johansen Cold (1781-1859), fra 1811 ejer af Store Kro i Fredensborg. Cold var en dygtig og driftig gæstgiver, der udvidede kroens bygninger og gav den en anseelse, som gjorde den til et yndet opholdssted for Københavns bedre borgerskab. Også andre steder, hvor SK omtaler Cold, staver han navnet med K. – Fredensborg: lille by i Nordøstsjælland beliggende ved den sydøstlige bred af Esrom Sø (se kort 3, E3); mest kendt pga. Fredensborg Slot, Slotskroen og Store Kro. Havde i midten af 1830'erne o. 625 indbyggere, heraf mange pensionister og embedsmænd. allicit atque terret lat. 'den tiltrækker og den afskrækker'. en Syndflod ... tilintetgjort den foregaaende Tilvær spiller på beretningen om syndfloden i 1 Mos 6-9. troer Philosophien at Tilværelsens Begyndelse skeer her dvs. i den menneskelige bevidsthed. Der spilles her på Hegels grundtanke i fx Phänomenologie des Geistes (udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1807], ktl. 550, i Hegel's Werke () bd. 2 (Jub. bd. 2)), at der sker en udvikling først fra bevidsthed til selvbevidsthed og derpå til en verdenshistorisk bevidsthed, som hedder ånd, og dernæst til den religiøse bevidsthed, der kulminerer i kristendommen, dvs. den kristelige bevidsthed. If. Hegel forudsætter hvert udviklingstrin den forudgående og begynder hele bevægelsen med den enkelte bevidsthed el. den såkaldte 'natürliches Bewußtsein'. efter Lægers Beretning Hvis der er en kilde, har den ikke kunnet identificeres. Læren om Arvesynden ... i den catholske K. Med Augustin () blev forestillingen om arvesynd gjort til et dogme i Den katolske Kirke, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Da mennesket af synden fastholdes i et afmægtigt slaveri, kan det ikke selv medvirke til sin frelse; den afhænger fuldstændig af Guds forløsende og uforskyldte nåde. Denne nåde opfattede Augustin som en indgydelse af den guddommelige kærlighed, der dels forvandler menneskets timelige begær (concupiscens) til kærlighed til Gud, dels nyskaber menneskets vilje til at følge Guds vilje. Efter en lang teologisk strid antog en synode i Orange i 529 en modificeret augustinsk nådelære. På synoden blev det på den ene side fastslået, at frelsen alene afhænger af Guds nåde på grund af menneskets absolutte syndighed, og på den anden side understreget, at menneskets vilje er befriet af Guds nåde og med hans bistand kan og skal øve de gerninger, der belønnes med evigt liv. Orangesynodens vedtagne opfattelse blev bekræftet af den rom. biskop i 531 og vandt således anerkendelse som Den katolske Kirkes officielle lære. Jf. fx Hutterus redivivus () § 84-85, s. 197-204. Smuds-Titel smudsomslag, et stykke løst papir, der lægges uden om en bog for at beskytte den mod slid og snavs. justitia originalis lat. 'den oprindelige retfærdighed' el. fuldkommenhed, dvs. Adams oprindelige retfærdighed el. fuldkommenhed ved skabelsen. Jf. SKs senere tilføjelser til sine notater fra professor H.N. Clausens forelæsninger over dogmatik i 1833-34, hvor der henvises til Catechismus Romanus (1566): »Gud dannede Sjælen efter sit Billede: tum originalis justitiæ admirabile donum addidit [lat. dengang (dvs. ved skabelsen) føjede han (Gud) den vidunderlige gave til i form af en oprindelig retfærdighed/fuldkommenhed]« (Pap. II C 34 i bd. XIII, s. 134). Jf. også Hutterus redivivus () § 80, »Die ursprüngliche Vollkommenheit«, hvor der i hovedteksten (s. 189) er tale om »justitia originalis«, og hvor der i en note bringes det samme citat fra Catechismus Romanus, 1, 2, 19. den Maade ... Reformatorerne indskjærpe Troen paa jf. fx Confessio Augustana (), art. 4: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at Menneskene ei kunne retfærdiggjøres for Gud ved egne Kræfter, Fortjenester eller Gjerninger, men retfærdiggjøres uforskyldt formedelst Christum ved Troen, naar de nemlig troe, at de annammes til Naade og at Synderne forlades for Christi Skyld, som ved sin Død haver fyldestgjort for vore Synder. Denne tro tilregner Gud til Retfærdighed for sig selv. Rom. 3 og 4«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchton forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den Augsburgske Troesbekjendelse), s. 48. de gode Gjerninger jf. fx Confessio Augustana (), art. 6: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at saadan Troe skal bringe gode Frugter, og at man skal gjøre gode Gjerninger, som ere befalede af Gud, for Guds Villie, men ikke at vi skulle stole paa ved slige Gjerninger at fortjene Retfærdiggjørelsen for Gud. Thi kun ved Troen paa Christum erholde vi Syndernes Forladelse og Retfærdiggjørelse, som han selv vidner, der han siger: 'Naar I have gjort alt dette, da siger: vi ere unyttige Tjenere.' Det samme lære ogsaa de gamle Kirkeskribentere. Thi Ambrosius siger: 'Det er saaledes besluttet hos Gud, at hver den, som troer paa Christum, bliver salig ikke ved Gjerninger, men formedelst Troen alene uforskyldt annammer Syndernes Forladelse'«, Den Augsburgske Troesbekjendelse, s. 49f. Velgjørenhed ... hvad den venstre gjør sigter til Matt 6,3-4, hvor Jesus siger: »Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.« prius lat. før, tidligere. præ lat. før, i forvejen. Alexandrinernes Præexistents ... det Onde Med 'alexandrinerne' sigtes der til den videnskabelige, teologiske retning, som udgik fra den teologiske skole, der efter filosofskolernes forbillede blev grundlagt i Alexandria i det 2. årh.; her udvikledes den første kristelige videnskab under indflydelse af platonsk og gnostisk filosofi. En af de mest indflydelsesrige repræsentanter for den alexandrinske skole er Origenes (185-254). Om alexandrinernes teologi og lære om præeksistensen af lógos, materien, sjælen og det onde, jf. Guerike Handbuch der Kirchengeschichte () bd. 1, s. 186-199, og K. Hase Kirkehistorie (), s. 94-99. – λογος: gr. (lógos) ord. Jf. Joh 1,1-2: »I begyndelsen var Ordet [ὁ λόγος], og Ordet [ὁ λόγος] var hos Gud, og Ordet [ὁ λόγος] var Gud. Han [ὁ λόγος] var i begyndelsen hos Gud.« Og Joh 1,14 om 'ordets' inkarnation i Kristus: »Og Ordet [ὁ λόγος] blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« den Skjorte ... es ist undurchdringlich citat fra sagnfortællingen »Erzsi, die Spinnerin« i Magyarische Sagen und Mæhrchen af Johann Graf Mailáth, Brünn 1825, ktl. 1411, s. 133-156. En ung pige bliver bortført af en grum korsfarer og tvinges i sit fangenskab til at spinde en skjorte af hør, som skulle gøre ham usårlig; »wenn sie ihn unter Thränen spinnt, mit Thränen bleicht, ein Hemde draus unter Thränen näht, schüzt mich dis besser als alles Eisen, es ist undurchdringlich«, s. 152f. Graf Mailath Johann Graf Mailáth von Székhely (1786-1855), ungarsk litterat og forfatter af værker om Ungarns og Østrigs historie. Kirkens til Staten ... et Indgreb i hiin Denne opfattelse af kirkens forhold til staten findes allerede udtrykt hos de oldkirkelige apologeter og blev videreført i den lutherske reformation, jf. fx Confessio Augustana (), art. 16, der direkte henviser til apostlenes regel i ApG 5,29: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker.« Jf. i øvrigt Bretschneiders Handbuch der Dogmatik (), § 208, »Vom Verhältniß der Kirche zum Staate«, bd. 2, s. 784-789. Aladin hovedpersonen i Adam Oehlenschlägers lystspil »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« i Poetiske Skrifter bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436. Opført første gang på Det kgl. Teater 17. april 1839 med 11 opførelser frem til 23. maj 1839. i vore Tider snakkes saa meget om ... Repræsentant Kilden har ikke kunnet identificeres. – Msk. er skabt i Guds Billede: hentyder til 1 Mos 1,27: »Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« Nourredin troldmanden Noureddin, Aladdins onde modpol i Oehlenschlägers ovennævnte lystspil, 4. akt; hans forsigtigt ytrede ønsker ses fx i 4. akt, Poetiske Skrifter bd. 2, s. 274f. kræve sig sige til; tilkendegive behov for at forrette sin nødtørft. med paaholden Pen med ført pen. For at én, der ikke kunne skrive, kunne indgå et juridisk forpligtende forhold, krævede loven, at 'notarius publicus' (lat. 'offentlig skriver') med et el. to vidner attesterede, at kontrahenten havde forstået, hvilken forpligtelse han herved havde indgået; kontrahenten satte enten sit segl el. bomærke på dokumentet, men kunne også 'underskrive' det ved at lade sin hånd føre af en andens, dvs. 'med påholden pen', men 'underskriften' var fremdeles kun gyldig med vidneattest. den dybe Betydning ... »Vidne« har i Χstd. Både som substantiv og verbum forekommer ordet 'vidne' mange gange i NT, især i Joh og ApG, jf. desuden udtrykket 'aflægge el. give vidnesbyrd', som også anvendes en del gange i NT. I oldkirken blev martyrerne ofte kaldt 'blodvidner', jf. fx K. Hase Kirkehistorie (), s. 57. I Eusebs kirkehistorie, 2. bog, kap. 23, kaldes Jakob, Herrens bror, for et »Sandhedens Vidne om Jesus« i skildringen af hans martyrdød, og i 3. bog siges det flere gange om martyrerne, at de 'gav Gud el. Herren vindnesbyrd', jf. Kirkens Historie gjennem de tre første aarhundreder af Eusebius, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1832, ktl. U 37, s. 100 og fx s. 165 og s. 171. Figenblade spiller på syndefaldsberetningen, hvor det fortælles om Adam og Eva, efter at de havde spist af kundskabens træ: »Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet«, 1 Mos 3,7. . At relative Modsætninger ... absolut Modsætninger ... medieres En adskillelse ml. relative og absolutte modsætninger findes ikke hos Hegel, men SK synes hermed at ville indfange Hegels adskillelse ml. 'der absolute Unterschied' og 'Gegensatz', jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,2, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 37-73 (Jub. bd. 4, s. 515-551), og Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563; bd. 1, »Die Logik«, i Hegel's Werke bd. 6, § 116-120, s. 232-243 (Jub. bd. 8, s. 270-281). 'Der absolute Unterschied' hos Hegel svarer til den aristoteliske modsigelse, dvs. A og ikke-A, mens 'Gegensatz' er den bestemte negation af et begreb med dets modsætning. If. Aristoteles' princip om 'det udelukkede tredje' kan der ikke være nogen mediation af og heller ikke et tredje ml. A og ikke-A. 'Gegensatz' derimod er negationen af A med dets modsætning, fx op og ned, syd og nord. Modsætninger af den art synes at give mulighed for mediation, idet fx en breddekreds samtidig kan være både syd og nord, ligesom vertikalitet på én gang kan være både op og ned. SK synes at hævde, at en sådan form for mediation af relative begreber ikke er så påfaldende, men at det aristoteliske princip ('det Gamle') om 'det udelukkede tredje' stadig er gældende, eftersom der ikke gives nogen mediation ml. 'absolutte modsætninger', dvs. modsigelser strengt taget. SKs overvejelser er utvivlsomt inspireret af den samtidige da. debat om kontradiktionsprincippet og udelukkelsesprincippet. Jf. fx F.C. Sibbern »Om den Maade, hvorpaa Contradictionsprincipet behandles i den Hegelske Skole, med Mere, som henhører til de logiske Grundbetragtninger«, som indgår i 2. del af hans anmeldelse af Perseus, udg. af J.L. Heiberg, nr. 1, 1837 (), i Maanedskrift for Litteratur () bd. 19, Kbh. 1838, s. 424-437, genoptrykt i hans Bemærkninger og Undersøgelser (), s. 79-92. Jf. endvidere J.P. Mynster »Rationalisme. Supranaturalisme« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1 (), s. 249-268, især s. 266-268; J.L. Heiberg »En logisk Bemærkning i Anledning af H.H. Hr. Biskop Dr. Mynsters Afhandling om Rationalisme og Supranaturalisme« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1, s. 441-456; og H.L. Martensen »Rationalisme, Supranaturalisme og principium exclusi medii (I Anledning af H.H. Biskop Mynsters Afhandling herom)« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik bd. 1, s. 456-473. incommensurabel kan ikke måles med samme mål, usammenlignelig, uforenelig. Mediationens Assertum Mediation, der ikke forekommer hos Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning'. Jf. fx J.L. Heiberg »Det logiske System« i Perseus, udg. af Heiberg, nr. 2, 1838 (), s. 18, s. 21 og især s. 30. – Assertum: lat. hævdelse, påstand. at være ell. ikke ... er Spørgsmaalet. (Hamlet.) allusion til Hamlets monolog i William Shakespeares Hamlet, Prinds af Danmark, 3. akt, 1. scene (eng. o. 1600), jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1, s. 97. Hvert skuespil er pagineret forfra. for lange som Pharisæernes hentyder til Matt 23,14, hvor Jesus siger: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.« Om farisæerne, . vindigt luftigt; uden substans. den Troskyldighed ... Maisang ... afsynge sigter til den majvise, som bønderne i gamle dage sang, når de red sommer ind på Voldborg dag, jf. Thiele Danske Folkesagn (), 1. samling, bd. 1, s. 145-154. I sangen, der består af 48 strofer, og som har anden og fjerde linie til omkvæd, bedes der meget enkelt om alt muligt lige fra en blid sommer over »Ærter, Rødder, Kaal, Salat« til syndsforladelse. Første strofe lyder: »All Verdens Skaber med god Beskeed, / Hør det som vi bede! / Du haver alting vel bereed, / Vær os alle en naadig GUD – med Glæde!« Som eksempel på troskyldigheden, jf. fx 18. strofe: »Giv Melk og Smør og Osten sød, / Hør det som vi bede! / Velsigne os med Boghvede-Grød, / Vær os alle en naadig GUD med Glæde!« og 46. strofe: »Og frie os fra den onde Trold, / Hør det som vi bede! / Fra Synden slem og hendes Sold, / Vær os alle en naadig Gud med Glæde!« Majsangen findes også med få variationer trykt i Udvalg af Danske Viser fra Midten af det 16de Aarhundrede til henimod Midten af det 18de, med Melodier, udg. af R. Nyerup og P. Rasmussen, bd. 1-2, Kbh. 1821; bd. 1, s. 282-288, og i Samling af danske Sange, udg. af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, samlet og ordnet af H. Hertz, hefte 1-2, Kbh. 1836; hefte 1, s. 36ff., hvor visen kaldes »Mai-Sang«. Veierligt vejrliget. I ældre tid blev 'Veirligt' som her også brugt som bestemt form. Syndens Lov hentyder formentlig til Rom 7,23, hvor Paulus skriver: »Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.« Jf. også Rom 7,25 og 8,2. ταλαιπωϱος εγω ανϑϱωπος ... του ϑανατου τουτου gr. »Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?« Citat fra Rom 7,24 i Novum Testamentum graece (); her gengivet uden de gr. accenttegn. den skjønne Melusinas hele Kjærlighed ... Gemals Nysgjerrighed I den ty. fortælling Die schöne Melusina fortælles om ægteskabet ml. ridder Raimund og havfruen Melusina; deres ægteskab hviler på det højtidelige løfte, at Raimund aldrig kan se sin kone om lørdagen, hvor hun færdes skjult i sin oprindelige havfrueskikkelse. Da Raimund af nysgerrighed efter at vide, hvem Melusina egentlig er, bryder sit løfte, forsvinder hun for bestandigt. Jf. G. Schwab Buch der schönsten Geschichten und Sagen für Alt und Jung wieder erzählt bd. 1-2, Stuttgart 1836-37, ktl. 1429-1430; bd. 2, s. 287-414. (If. en regning hos universitetsboghandler C.A. Reitzel opgjort pr. 31. dec. 1836 (KA D pk. 8 læg. 1) anskaffede SK sig de to bd. hhv. 10. jan. og 17. sept. 1836.); og Ludwig Tieck's sämmtliche Werke bd. 1-2, Paris 1837, ktl. 1848-1849; bd. 2, s. 417-442. saa længe Verden staaer ... Dag og Nat ikke aflade jf. Guds løfte til Noa efter syndfloden, 1 Mos 8,22. – aflade: ophøre. J. Paul Jean Paul, pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), ty. forfatter, der skrev et stort antal romaner og noveller i en springende, snakkesalig, gerne humoristisk eller satirisk stil. Han var hverken romantiker eller klassicist (som Goethe, hans samtidige), men snarere den sidste repræsentant for det 18. årh.s følsomme tid. Sit pseudonym valgte han efter sin åndelige helt, Jean-Jacques Rousseau. Jean Paul blev en af det 19. årh.s mest læste og citerede forfattere. Også som æstetisk teoretiker øvede han indflydelse med Vorschule der Aesthetik fra 1804 (2. udvidede udg., bd. 1-3, Stuttgart og Tübingen 1813, ktl. 1381-1383). SK ejede Jean Paul's sämmtliche Werke bd. 1-60, Berlin 1826-28, ktl. 1777-1799. altid beredte ... skal ophænges paa. (... Simon af Cyrene) hentyder formentlig til »Saustein« i 4. del af Flegeljahren. Eine Biographie (1804-05): »'Armuth, antwortete Walt, ist die Mutter der Hoffnung; gehe mit der schönen Tochter um, so wirst du die häßliche Mutter nicht sehen. Aber ich will gern dein Simon von Cyrene seyn, der dir das Kreuz tragen hilft.' – 'Bis nämlich auf den Berg,' versetzte jener, wo man mich daran schlägt.'« Jean Paul's sämmtliche Werke bd. 29, 1827, s. 170. – Simon af Cyrene: hentyder til beretningen om Simon af Cyrene, der blev tvunget til at bære Jesu kors ud til Golgata, Matt 27,32. Duodez og Sedez-Udgaver små bogformater, hvor arkene foldes i 12, hhv. 16 blade. Det sidste Forsøg ... systeme de la nature alluderer måske til P.H.T. Holbachs flere gange optrykte Système de la nature ou des lois du monde physique et du monde morale, London 1770. – systeme de la nature: fr. naturens system. franske Snørliv stift klædestykke, der snøres stramt om taljen for at give en smuk figur, korset; tidligt indført i Frankrig. Auxiliair-Korps hjælpetropper, som en neutral stat stiller til rådighed for en krigsførende magt. Fragtur fraktur. herculiske Bestræbelser bestræbelser, der kræver stor styrke og udholdenhed. et litteris tradere lat. 'og overføre det til skrift'. Livets-Bog hentyder måske til den bibelske brug af 'livets bog'. I GT optræder flere steder den forestilling, at Gud har en bog med navnene på alle levende, og at han sletter en persons navn, når vedkommende skal dø. Men 'livets bog' kan også være fortegnelsen over dem, der skal have del i det evige liv; således bruges det i Dan 12,1 og flere gange i NT, se Fil 4,3 og Åb 3,5; 13,8; 17,8; 20,12.15; 21,27. de Liberale fra ca. 1835 den uofficielle betegnelse for oppositionen mod enevælden i Danmark. Eventyret: Skrædderen i Himlen hentyder til »Der Schneider im Himmel« i Kinder- und Haus-Märchen, udg. af J.L.K. og W.K. Grimm, 2. udg., bd. 1-3, Berlin 1819-22 [1812], ktl. 1425-1427; bd. 1, s. 177-179. En skrædder sætter sig uretmæssigt på Guds himmelske stol og ser herfra nede på jorden en tyvagtig kvinde, som han tiltager sig ret til at straffe ved at ramme hende med Guds fodskammel. usurperede med vold og magt tilranede. som naar Pigen ved Ægteskab opgiver sit Navn dvs. opgiver sit ungpigenavn og overtager sin mands efternavn. nomen dare alicui lat. '(over)giver sit navn til nogen'; på klassisk lat. betegner udtrykket 'nomen dare' den handling at angive sit navn for at lade sig indrullere til krigstjeneste. Kjærlighed til Næsten ... Kjærligheden til os selv sigter til anden del af det dobbelte kærlighedsbud, »du skal elske din næste som dig selv«, jf. fx Matt 22,37-40, hvor Jesus på spørgsmålet om, hvilket der er det største bud i loven, svarer: »'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Jf. også Matt 19,19. Pharisæerens medlem af farisæernes parti, en af de vigtige religiøse og politiske grupper el. retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid; de stod ofte i et modsætningsforhold til saddukæerne (); de udviste nidkær iver for en nøje overholdelse af Moseloven, lagde stor vægt på renhedsforskrifterne og hævdede troen på opstandelse. H: henseende. jeg takker Dig ... ikke er som andre Msker sigter til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen, hvor farisæeren stiller sig op i templet og beder: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt«, Luk 18,11-12. de Wettes Terminologie sigter til W.M.L. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære og sammes Historie, overs. af C.E. Scharling, Kbh. 1835 [ty. 1833], ktl. 871 (forkortet Lærebog i den christelige Sædelære), § 72 om de kristnes pligter, især pkt. 2: »Til den begrebsmæssige Grundsætning om Menneskeværdigheden (...) svare de tvende Pligter: Retfærdighed og Ære eller Agtelse for Menneskeværdigheden i Andre og os selv. (...) I begge Pligter lader Dydspligten sig adskille for Retspligten: hiin agter Menneskeværdigheden i og for sig, denne Retsforholdet, dog ikke blot efter Bogstaven (Legalitet), men efter Sagens Natur (Billighed)«, s. 43f. – de Wette: Wilhelm Martin Leberecht de Wette (1780-1849), ty. protestantisk teolog, fra 1807 professor i Heidelberg og fra 1810 professor i Berlin, pga. sin teologiske og politiske liberalisme blev han afsat i 1819, fra 1822 professor i Basel. Retspligten kan suspenderes ... Dydspligten realiseres jf. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære, kap. 4, 2 om retfærdighedens pligter, især § 226: »Men disse [retfærdighedens] Retspligter er ikke ubetingede, men af Retsforholdets Tilstand afhængige Pligter, og derfor i Tilfælde, hvor denne endnu er ufuldkommen eller forstyrret, underkastede Standsning. Sanddruhed f. Ex. kan i Krigens Tilstand ikke udøves mod Fjenden. Ubetinget er Retfærdighedens Dydspligt, fra hvilken hine udgaae; som Fredfærdighed gjør den sig gjældende i at gjenoprette Retstilstanden eller gjøre den fuldkommenere (...) i videre Forstand fordrer den ogsaa, at man ved bedre Love skal udrydde alt hvad Raat og Barbarisk der endnu klæber ved de bestaaende Retsforhold og fører til Enkeltes eller hele Slægters Undertrykkelse«, s. 214. Uvette 'Uvette' egl. 'Uvætte', en ond person, en utyske, el. en skadelig åndsretning; de Wette var en meget stridbar person, der involverede sig i en lang række stridigheder, som han sjældent kom heldigt ud af. hemmelighedsfuld ... Offring ved Pagtens Ark sigter til ceremonien på den store forsoningsdag, da kun Aron og senere kun ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste i Åbenbaringsteltet, senere templet, hvor pagtens ark stod, og stænkede offerblod på sonedækket oven på arken, jf. 3 Mos 16 og Hebr 9,1-7. udv: udvortes, udvendige. bød os at forkynde ham for Verden hentyder formentlig til Mark 16,15, hvor Jesus siger til disciplene: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.« Jf. også missionsbefalingen i Matt 28,18-20; jf. endvidere Joh 17,18. Himlens Hære forkynde hans Magt spiller formentlig på Sl 19,2: »Himlen fortæller om Guds herlighed, / hvælvingen beretter om hans hænders værk«. Udtrykket 'himlens hær' forekommer et par gange i GT, jf. fx 1 Mos 2,1. ansaae det ikke for et Rov at være Gud liig jf. v. 6 i Kristushymnen i Fil 2,5-11. ham, som randsager Hjerterne jf. Rom 8,27. Peter: Herre Du veed at jeg elsker Dig hentyder til samtalen mellem Jesus og Peter ved Tiberias Sø, hvor Jesus tre gange spørger Peter, om han elsker ham, og hvor Peter tre gange svarer: »ja, Herre, du veed, at jeg elsker dig«, Joh 21,15-17 (NT-1819). hvis Tab hele Verden ikke ... give Dig Vederlag for spiller på Matt 16,26, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Siel?« (NT-1819). det himmelske Borgerbrev spiller formentlig på Fil 3,20, hvor Paulus skriver: »Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.« – Borgerbrev: skriftligt bevis for at have løst borgerskab el. for at være borger i en stat. Ordets gjennemtrængende tveæggede Sværd ... Ledemod hentyder til Hebr 4,12: »Thi det Guds Ord er levende og kraftigt, og skarpere end noget tveegget Sværd, og trænger igiennem, indtil det adskiller baade Siel og Aand, baade Ledemod [led] og Marve, og dømmer over Hiertets Tanker og Raad« (NT-1819). Abraham sagde ... ikke hans Kone hentyder til beretningen i 1 Mos 12,10-20 om Abraham og Sara i Egypten, hvor Abraham siger til Sara: »Jeg ved, at du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig«, v. 11-13. – Abraham: det israelitiske folks stamfader gennem sin søn Isak og sønnesønnen Jakob; han er den første af disse tre patriarker. Gud indgår en pagt med Abraham, som bl.a. indeholder et løfte om, at hans afkom skal blive talrigt som stjernerne og have Kana'ans land til ejendom, 1 Mos 15 og 17. – Sarah: Abrahams kone. Tertullian Quintus Septimius Florens Tertullian(us) (o. 155 - o. 240), født i Kartago i Nordafrika, en af de rom.-katolske 'kirkelige forfattere'. credo quia absurdum lat. »jeg tror, fordi det er absurd (fornuftsstridigt, forrykt)«. Udsagnet er inspireret af Tertullian, der ofte udtrykker sig i paradokser, og som i kap. 5,4, i De carne Christi siger følgende: »Crucifixus est dei filius; non pudet, quia pudendum est; et mortuus est dei filius; prorsus credibile est, quia ineptum est. Et sepultus resurrexit; certum est, quia impossibile est« (»Guds søn blev korsfæstet; det skammer man sig ikke over, fordi det skal man skamme sig over; og Guds søn døde; det står helt til troende, fordi det er urimeligt. Og han blev begravet, og han er opstanden; det er sikkert, fordi det er umuligt«). en Angivelse ... et Mord. cfr de Wette p. 215 Det anførte udsagn er ikke af Tertullian, men fra den lat. retor og forfatter L.C. Lactantius Firmianus' forsvarsskrift for kristendomen Institutiones divinae (De guddommelige indretninger), 6. bog, 20, 10, som følger lige efter en henvisning til Tertullian De spectaculis (Om skuespillene) kap. 21. Jf. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 215, note a: »Qui hominem, quamvis ob merita damnatum, in conspectu suo jugulare pro voluptate camputat, conscientiam suam polluit, tam scilicet, quam si homicidii, quod fit occulte, spectator et particeps fiat« (lat. »Den, der anser det for en nydelse at se på, når et menneske, der ganske vist er dømt på sine gerninger, får skåret halsen over, han besmitter sin samvittighed på samme måde, som hvis han overværer et snigmord og derved inddrages i det«). Den Kløftelse ... i Middelalderen Denne middelalderens kontrasterende adskillelse af det modsatrettede har SK tidligere understreget i journaloptegnelsen BB:14, jf. også DD:103, og i en række optegnelser på løse blade og lapper fra 1836 (jf. Pap. I A 122, 145, 213, 226 og 284). Nadveren sub una specie lat. under el. i én (nemlig brødets) skikkelse, dvs. at lægfolket kun måtte modtage brødet under nadveren, mens de gejstlige modtog nadveren under begge skikkelser (sub utraque specie), dvs. både brødet og vinen. Fra det 12. årh. blev det mere og mere almindeligt i Den rom.-katolske Kirke, at vinen ikke blev givet til lægfolket, men kun nydt af præsten, jf. Guerike Handbuch der Kirchengeschichte () bd. 1, s. 545f. Denne skik blev fastslået af koncilet i Konstanz i 1415 og stadfæstet af koncilet i Trient i årene 1545-47, 1551-52 og 1562-63 (ofte omtalt som tridentinerkoncilet). Skolastikere . Eenheden i Aand og Sandhed spiller formentlig på Joh 4,23-24, hvor Jesus taler om at tilbede Gud i ånd og sandhed. Genesis . at de skulde være eet Kjød jf. 1 Mos 2,24. Athenagoras kristen apologet, formentlig af gr. herkomst (2. årh.), forfatter af en apologi for de kristne (formentlig fra 177) rettet til kejser Markus Aurelius og af en afhandling om kødets opstandelse. ὁ δευτεϱος γαμος ευπϱεπες εστι μοιχεια gr. »Det andet ægteskab er på anstændig vis ægteskabsbrud«. Citat fra Athenagoras' apologi, citeret i de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 236, note d. Jødedommens teleologiske . et Forhold af Broder og Søster (i Χsto nemlig) hentyder formentlig til 1 Kor 7, hvor Paulus skriver om ægteskab og ugift stand. αδιαϕοϱον gr. (adiáphoron) ligegyldigt (hverken godt eller ondt). hiin Lighed ... om hvilken Χstus taler sigter til Luk 20,35-36, hvor Jesus siger: »Men de, som agtes værdige til, at faae Deel i hiin Verden, og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte, eller bortgiftes. De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige, og ere Guds børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn« (NT-1819). indv: indvortes. udv: udvortes. Augustinus . Ildsomhed nidkær iver. multo citius civitas dei ... terminus seculi lat. »ville Guds stat meget hurtigere blive fuldendt, og verdens ende ville blive fremskyndet«. Citat fra Augustins De bono conjugali (Om det gode ægteskab), kap. 10, § 10, citeret i de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 129, note d. Afvigende ortografi. Mth: 5 o: fl. Matt 5-7. hiin store Bjergprædiken fra Sinai sigter til 2 Mos 20,1-17, hvor Gud taler til Israels folk fra toppen af Sinajs bjerg og giver dem de ti bud. paa Sinai saaes ikke Jehovah hentyder til beretningen om Guds tilsynekomst på Sinajs bjerg i 2 Mos 19,17-22, hvor det fortælles, at bjerget var hyllet i røg, fordi Gud (Herren) steg ned på det i ild, og at Gud bød folket ikke at trænge sig frem for at se ham, for så ville mange af dem miste livet. – Jehovah: . Moses besteeg ... for at tale med ham hentyder til 2 Mos 19,20: »Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop.« sad Χstus ... ved Foden af Bjerget jf. dog Matt 5,1: »Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham.« – i Guds Lighed: Χstus var Lovens Opfyldelse spiller på Rom 10,4, hvor Paulus skriver: »For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.« Jf. også Rom 13,10. repulserende tilbagestødende. duo puncta lat. to punkter (se følgende kommentar). »:« ikke er et større ... end ».«, men et mindre afspejler den almindelige skolelærdom på SKs tid og refererer tilsyneladende ikke til en bestemt kilde; 'duo puncta' kan – formentlig via mellemled – føres tilbage til Erik Pontoppidans Grammatica Danica fra 1668. At SK anvender ordet 'Adskillelsestegn' kan være en efterklang af Jacob Baden, som afslutter sine Forelæsninger over det danske Sprog (2. udg. 1792) med et længere tillæg »Om Talens Adskillelse og Adskillelsestegn«, hvor betegnelsen 'Adskillelsestegn' går igen som klummetitel, skønt Baden i øvrigt bruger ordet 'Skilletegn' i selve fremstillingen. understrøget givet en vis undertone el. baggrund. gjør Enkens Skjærv ... til en stor Gave sigter til beretningen om den fattige enkes skærv, Mark 12,41-44. – Tempelkisten: også kaldet tempelblokken, beregnet til indsamling af frivillige bidrag, antagelig opstillet i »Hedningernes forgård« i templet i Jerusalem. klige kongelige. Vadskiærs udødelige Formælings-Digt sigter til den da. forfatter Christian Frederik Wadskiær (1713-79) Poëtiske Reflexioner / Fra den berømte Philosophiske Gang paa Soröe / (...) / Som allerunderdanigst nedlagdes / For Begge Deres Kongl. Majestrs. Fødder, / da Den / Allerdurchleuchtigste, Stormægtigste og Høybaarne / Fyrste og HERRE, / FRIDERICH den Femte, / (...) / og Den / Allerdurchleuchtigste, Stormægtigste og Høybaarne / Fyrstinde og Frue LOUISE, / (...) / Med Høy-Kongl. Solennitæt til disse Rigers Hierte-Glæde helligholdte / Deres høye og hellige Salvings-Fest / paa FRIDRICHSBORG-Slot d. 4 Sept. 1747, Kbh. 1747. ja, hvis ei Skjørtet ... han kaldes Louise citat efter hukommelsen fra strofe 21 i Wadskiærs formælingsdigt: »Viisdom og Ynde Dem Begge omsoler, / Han klog og yndig, hun yndig og klog: / Alt hvad jeg leder paa mine Reoler, / Finder jeg ikke een eneste Bog, / Som mig beskriver saa liige et Par, / Dersom ey Skiørtet og Kiortelen var, / Distinctionen man vilde forliise, / Hun kaldtes FRIDRICH Han kaldtes LOUISE«, Poëtiske Reflexioner, s. 12. de Orthodoxe og Politikerne sigter formentlig til grundtvigianerne og de liberale politikere ( og ). nymphæa alba lat. navn for nøkkerose af åkandefamilien, i folkemunde kaldet 'åkande' el. 'hvid åkande'. Einsidlei Einsiedelei, eremitbolig. Oltidens skjønne Idee ... af Jorderne hentyder formentlig til Platons utopi i den store dialog Lovene, hvor det i 5. bog fastlægges, at i den ideale stat fordeles jord ligeligt imellem familier. en Disputats om Selvmord SK er måske inspireret hertil ved sin læsning af kap. 7, § 263-265 om selvmord, i de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 244-247. de statistiske Oplysninger jf. Poul Martin Møllers afhandling »Tanker om Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Maanedskrift for Litteratur bd. 17 (), s. 6, hvor han skriver, at »flere europæiske Statistikere« har søgt »en af de væsentligste Forklaringsgrunde til Nutidens talrige Selvmord« i samtidens benægtelse af menneskets udødelighed; og han tilføjer i en note: »I Paris udgjøre de i Maaneden September 1836 forefaldne Selvmord, forsaavidt de ere komne til offentlig Kundskab, 66, siger og skriver sex og tredsindstyve.« pathologiske lidelsesfuld, følelsesmæssig; sygelig. I filosofisk sammenhæng kunne ordet dog også betyde 'sanselig'. I F.C. Sibberns psykologi, Menneskets aandelige Natur og Væsen, bd. 1-2, Kbh. 1819-28, behandlede 2. del, Psychologisk Pathologie, netop drifter, lidenskaber og affekter; i kap. 1, § 1, hedder det: »Læren om disse Tilskyndelser have vi kaldet den psychologiske Pathologie, fordi Individet ved dem underkastes mangen πάϑος [páthos], eller Sjæletilstand, hvori det, ifølge en vis Indvirkning eller Paavirkning, det lider, føler sig sat i en vis indvortes Bevægelse i Sindet, der dreier sig om, eller refererer sig til, dets eget Velbefindende«, bd. 2, s. 3f. Klangfigurer . i en vis Retning Der tænkes formentlig på den eng. digter George Gordon Byron, Lord Byron (1788-1824) og tidens litterære byronisme. Den byronske helt, fx Harold i det store digt »Childe Harold's Pilgrimage« fra 1812, er skildret lig sin forfatter, dvs. som en fornem, splittet og livstræt yngling. Herhjemme var fx både Poul Martin Møller og Frederik Paludan Müller inspireret af Byrons digtning, i Tyskland især Heinrich Heine. Spleen fra eng., tungsind, melankoli og livslede, et modeord i 1830'erne og 1840'erne. Mystikerne ... de matte Øieblikke Udtrykket har ikke kunnet efterspores, jf. dog J. Görres Die christliche Mystik bd. 1-4, Regensburg og Landshut 1836-42, ktl. 528-532; bd. 2, 1837, s. 286: »Dem Zustand der Ecstase vollkommen entgegengesetzt ist jener, den man in diesem Gebiete mit den Namen der Trockenheit, Dürre, Verlassenheit, Trostlosigkeit zu bezeichnen pflegt.« acedia lat. ligegyldighed, sløvhed; tungsind, livslede. αϰηδια gr. (akēdía) sorgløshed, efterladenhed, ligegyldighed, sløvhed. Gregor pave Gregor I el. den Store (o. 540-604, pave fra 590 til sin død). moralia in Job Gregor den Stores kommentar til Jobs Bog, ofte kaldet Moralia in Job el. blot Moralia pga. den deri benyttede moralske fortolkning. virum solitarium ... laudatrix rerum secularium lat. »Sløvhed er eneboerens faste følgesvend ... den giver sig udtryk i åndelig svækkelse, intellektuel udmattelse, forsømmelighed med religiøs udøvelse, uvilje til offentlig bekendelse, lovprisning af det timelige«. If. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 139, note q, citat fra Gregor den Stores Moralia, 13. bog, hvilket ikke har kunnet verificeres (henvisningen til s. 435 gælder Maurinerudgaven (fra det 18. årh.), hvor citatet ikke findes). virum solitarium lat. 'den mand, der er alene', eneboer, eremit. odium professionis lat. 'uvilje til offentlig bekendelse'. de gl. Moralister regne »tristitia« ... septem vitia principalia Der tænkes på den lære, som blev fremsat af bl.a. pave Gregor den Store, biskop Isidor fra Sevilla og biskop Jonas af Orléans (d. 844), at 'tristitia' (bedrøvelse, tungsind) er en af de syv hovedlaster ('septem vitia principalia', dødssynder). Biskop Jonas opregner også 'acedia' (sløvhed, tungsind) og definerer det som: 'otiositas' (lediggang), 'tristitia' og 'cenodoxia' (forfængelighed, indbildskhed). Jf. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 139, note q, hvor der indledningsvis bringes citater af Isidor, Gregor og Jonas. Isidorus Hisp. Isidorus Hispanicus, den spanske Isidor, dvs. biskop Isidor fra Sevilla (o. 560-636, biskop fra 600), regnet for en af sin tids største kirkelige autoriteter. de Wette . Maximus Confessor Maximus Bekender (580-662), gr. ekseget, asket og mystiker, fra 630 abbed for klosteret Krysopolis ved Konstantinopel, en af de betydeligste teologer i det 7. årh. I slutningen af note q, s. 139 i Lærebog i den christelige Sædelære () bringer de Wette et længere citat på gr. af følgende indhold: »Hovedlasterne er lerets udtrykte billede, såsom tankeløshed, fejhed, umådeholdenhed, uretfærdighed. (...) Årsagen til al følelsesmæssig tankevirksomhed er selvkærlighed. Af denne opstår begærets tre vigtigste grundformer: grådighed, pengebegær og forfængelighed. Af grådighed opstår hor, af pengebegær luksus, af forfængelighed foragt. Af hver af de tre følger alle de øvrige: vrede, bekymring, hævngerrighed, ligegyldighed [ἀϰηδία, ], misundelse, bagtalelse osv.« den Kant advarer imod If. Kants erkendelsesteori i Critik der reinen Vernunft (1781, 4. udg., Riga 1794, ktl. 595) er viden kun mulig inden for erfaringens grænser. Den transcendens, som Kant 'advarer imod' i »Die transscendentale Dialectik« i Critik der reinen Vernunft er den, som går ud over el. transcenderer erfaringen. Han kritiserer således ethvert forsøg på at opnå viden især om Gud, frihed og sjælens udødelighed, som ikke er mulige objekter for erfaring og derfor heller ikke objekter for viden; enhver diskussion om sådanne forhold leder til misforståelse og illusion. – Kant: Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, privatdocent 1755-69, fra 1770 professor ved universitetet i Königsberg. Isidorus Hisp. isti ... vivendo transcendunt lat. »disse« (nemlig 'de, som giver afkald på denne verden') »overskrider de almene forskrifter ved at leve mere fuldkomment«. Citat fra Isidors Sententiae, 3. bog, kap. 18, 1, citeret i de Wette Lærebog i den christelige Sædelære (), s. 141, note i. Kant ... Begrebet af det Almeengyldige Med 'det Almeengyldige' hentydes til det ty. begreb 'das Allgemeingültig', som hos Kant betegner det nødvendige karaktertræk ved al sand viden. Kun de begreber og principper, som er universelt gyldige og derfor gældende for alle mennesker, kan tælle som fuldgyldige. At være universelt gyldig betyder, »daß gar keine Ausnahme als möglich verstattet wird«, Critik der reinen Vernunft (), s. 4. Begrebet 'das Allgemeingültig' er synonym med 'objective Gültigkeit', s. 122, og 'strenge Allgemeinheit', s. 4, og et nøglebegreb i Kants teoretiske såvel som praktiske filosofi. Inden for den teoretiske viden anvendes begrebet om forstandskategorierne, fx årsag og virkning, substans og accidens, og inden for den praktiske viden el. handling anvendes det om det kategoriske imperativ. Dvs. at både forstandskategorierne og det kategoriske imperativ har almen gyldighed for alle mennesker. Contemplationen beskuelse, indre betragtning, der ser bort fra den ydre virkelighed; selvfordybelse. den slette Uendeligheds . Parenthesis lat. parentes (begynder). som Sarah: νενεϰϱωμενος hentyder til Hebr 11,12, hvor νενεϰϱωμένος (gr. nenekrōménos, 'afdød', dvs. uden livskraft pga. alderdom) dog ikke anvendes om Sara (), men om Abraham: »Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand [Abraham], der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.« παϱα ϰαιϱον ἡλιϰιας gr. (parà kairòn hēlikías) 'imod den passende alder', dvs. ude over den alder, der er passende for at kunne føde børn. Citat fra Hebr 11,11 i Novum Testamentum graece (), hvor udtrykket anvendes om Sara: »I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham [Gud], der havde givet løftet, for troværdig.« Don Juan hovedpersonen i W.A. Mozarts opera Don Giovanni (Don Juan) fra 1787. Operaen opførstes første gang 5. maj 1807 og o. 70 gange frem til 1837, hvor den gik over scenen 28. maj. Elvira ... Du min Lykkes Morder citat fra 1. akt, 6. scene, i Don Juan. Opera i tvende Akter bearbeidet til Mozarts Musik, overs. af L. Kruse, Kbh. 1807 (forkortet Don Juan), s. 18: »Er du ei Don Juan! min Lykkes Morder«. – Elvira: Donna Elvira el. Donna Elvire, den kvindelige hovedperson i Don Juan. som Elvira ud af Klostrets stille Nat spiller på Elviras replik til Don Juan i 1. akt, 6. scene, i Don Juan, overs. af L. Kruse, s. 18: »Ak! hvad kan du sige! / For Dig, jeg glemte alt, min Stammes Ære, / Min Pagt med Gud, mit Navn, min Dyd, mit Rygte, / Den Agt jeg nød i Klostrets stille Celler, / Alt gav jeg Dig, en Skiænk af Kierlighed!« Inquisit opr. den person, som er anklaget af inkvisitionen, dvs. den domstol, der i den rom.-katolske kirke skulle finde og straffe kættere. I juridisk terminologi på SKs tid en person, hvis skyld i en forbrydelse er genstand for retslig undersøgelse. Inquisitor opr. dommer i tros- og kætterspørgsmål. På SKs tid leder af en retslig undersøgelse i inkvisitionskommissionen, en københavnsk myndighed, oprettet 1686 med det formål at efterforske (men ikke dømme) specielt tyveri- og hælerisager i hovedstaden. I forordning af 30. dec. 1771, hvori det fastsættes, at inkvisitionskommissionen i København skulle føjes til Hof- og Stadsretten, omtales undersøgelsesdommeren udtrykkeligt som »Inqvisitor« i § 9. coinciderer i falder sammen med, stemmer overens med. som Guadalquibir under Jorden Guadalquibir el. Guadalquivir (arabisk Wad-al-kebir, den store flod) er en af Spaniens største og vigtigste floder; med udspring i Sierra de Cazorla i Sydspanien snor den sig gennem landet, opsamler undervejs masser af vand fra en lang række bifloder og munder ud i Atlanterhavet i Cadizbugten, men løber på intet tidspunkt 'under jorden'. SK synes at forveksle Guadalquibir med en anden spansk flod Guadiana (arabisk Wadi-Ana, floden Anas), som også løber ud i Atlanterhavet i Cadizbugten. Om Guadianas løb under jorden fortælles følgende i L. Moréri Le Grand Dictionnaire historique, ou le mélange curieux de l'histoire sacrée et profane bd. 1-6, Basel 1731-32, ktl. 1965-1969; bd. 4, 1732, s. 384: »Lidt efter [Campo de Montiel] og hinsides Calatrava forsvinder den på en strækning af én mil under jorden. Denne omstændighed har givet anledning til fabler, som næsten alle de moderne er gået ind på. Af en af vore berømteste geografer bliver den omtalt således: 'Anas forsvinder på en strækning af ti mil nær Medellín; bagefter viser den sig igen ved Argamasilla. (...). Navnet Anas, som den fik i antikken, og som betyder and, viser, at denne flod ligner en af disse vanddyr, der snart kan ses på jorden, snart skjuler sig under vandet.'« Moréri gør derpå opmærksom på, at der også er en del nyere geografer, der ikke deler denne »folkelige fejltagelse«, at Guadiana på en vis strækning skulle løbe 'under jorden'. Amen . Selveier en, der selv ejer noget, især den ejendom, han bebor, el. den gård, han driver (ofte en fæstebonde, der er blevet selvejer af sin ejendom). om den rige Mand ... nydt Dit Gode sigter til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus, Luk 16,19-31. Da Lazarus var død, blev han af englene båret hen i Abrahams skød, men da den rige mand var død, vågnede han op i dødsriget, hvor han pintes. »Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines«, v. 24-25. elsker Eders Fjender hentyder til Matt 5,43-44, hvor Jesus siger: »I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: 'Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer«. Gud Alt i Alle spiller på Kol 3,11, hvor Paulus skriver: »Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.« Acc. Accusativ. Himlens Sluser aabne sig spiller på beretningen om syndflodens komme, hvor det i 1 Mos 7,11 hedder: »i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden; paa den samme Dag opbraste alle Kilder i den store Afgrund, og Himmelens Sluser blev opladne« (GT-1740). Lazarus ... for at læske vor Tunge . Claudatur Parenthesis lat. slut på parentes. H. Hertz Henrik Hertz (1797 el. 1798-1870), da. forfatter, digter og dramatiker. hans sidste Haandarbeide romanen Stemninger og Tilstande. Scener og Skildringer af et Ophold i Kjøbenhavn, Kbh. 1839. udeladt Translateurens satiriske Indfald ... uden Skade Romanens jeg-fortæller, Thomsen, refererer en af hovedpersonerne, translatøren (muligvis et SK-portræt), og tilføjer: »Det gjør mig ondt, at jeg ikke overalt har kunnet gjengive den Klarhed og gjennemtrængende Skarphed der saa tidt udmærker Translateurens Tale, men til Gjengjæld har jeg borttaget endeel af hans satyriske Udfald der uden at skade Sammenhængen kunde gaae ud«, Stemninger og Tilstande, s. 243. dyspeptiske vanskelig fordøjelige, ufordøjelige. Frembeen forben (især på heste). fortrykket sammenpresset; undertrykt; fortrængt. Scheva vokaltegn bestående af to punkter (:), som på hebr. sættes under konsonanter for at betegne, at de skal udtales enten uden vokal eller med et svagtlydende e (en hjælpevokal); anvendes ofte i det hebr. ord for »og« וְ, der udtales we. Jf. Lindbergs Hebraisk Grammatik (), s. 8f. Hiatus lat. 'gab', 'hul'; mislydende sammenstød ml. to eller flere vokaler, især i forskellige ord, fx Du, o Adam. fra den Spisende Spise kom en del af den gåde, Samson stillede filistrene, efter at han i kadaveret af en løve havde fundet et bibo med honning, som han kunne spise; Dom 14,14. Udtrykket stammer fra S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), s. 69, hvor gåden lyder: »Fra den Spisende Spise kom, / Sødme kom fra den Stærke«. Derivationen afledningen, etymologien. ex radice lat. fra roden (af). bruger Snøreliv går med korset; er konventionel. dura necessitas lat. 'hårde nødvendighed', spiller måske på Horats' oder, 3. bog (Carminum liber III), nr. 24, 6, der har »dira Necessitas« (lat. »den skrækkelige (strenge) nødvendighed«), Q. Horatii Flacci opera (), s. 94. Fichte Immanuel Hermann Fichte (1796-1879), ty. filosof, søn af J.G. Fichte, derfor oftest omtalt som 'den yngre Fichte'; fra 1836 ekstraordinær og fra 1840 ordinær professor i filosofi i Bonn, 1842-63 professor i Tübingen. I sit filosofiske hovedværk Grundzüge zum Systeme der Philosophie, der falder i tre dele (bd. 1, 1833, bd. 2, 1836, og bd. 3, 1846, ktl. 502-503 og 509), anklager Fichte den hegelske filosofi for at være radikal panteistisk og for at forflygtige individets betydning; modsat fremhæver han selv troen på en personlig Gud og det enkelte menneskes værdi som personlighed. bede kan både betyde at anråbe Gud og at holde hvil under en rejse. concentriske Duplicitæt dobbelthed med fælles midtpunkt. at ikke Χstd. kun er et Moment i Verden jf. fx Fichte Die Idee der Persönlichkeit (), s. 120f.: »So ist Gott nicht bloß der Ewige, zeitlich All-erfüllende, sondern zugleich erscheint er in besonderer Zeitlichkeit. Seine Offenbarung ist nicht nur die allgemeine in der Natur und dem Geiste, sondern näher noch concentrirt sie sich in das Specielle göttlicher Erleuchtungen und Fügungen, die sich durch die gesammte geschichtliche Entwicklung hindurchziehen, und die wir sonst schon als das göttliche Element in der Menschengeschichte bezeichneten. Mit Einem Worte: der persönliche Gott wird eine geschichtliche Macht besonderer Offenbarung an den Menschen, und hierin ist die schon angedeutete dritte und höchste Form seines Verhältnisses zur Welt gegeben. Innerhalb dieses eigenthümlichen Offenbarungsverlaufes muß aber auch zeitlich, wie sie es seit Ewigkeit ist, diese Offenbarung vollendet, Gott ganz im Menschen gegenwärtig, irdische Person werden. – Daran ist aber der Geschichte ihre Scheidung und ihr Wendepunkt gegeben: wie alles Vorhergehende vorbereitet auf diese göttliche Urthatsache; so ist alles Nachfolgende nur die immer siegreichere Bewährung jenes ersten Einschlages der göttlichen Menschwerdung, die Fortpflanzung und Ausbreitung der Kindschaft Gottes.« Jf. AA:22. forχstlige førkristlige gjør Fichte ... forklare af Polytheismen I.H. Fichtes afhandling »Aphorismen über die Zukunft der Theologie, in ihrem Verhältnisse zu Spekulation und Mythologie«, i Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie, udg. af Fichte, bd. 3, Bonn 1839, (jf. ktl. 877-911), s. 200-285. Jf. især s. 240, hvor Fichte skarpt afviser, »daß das monotheistische Princip der wahre, verborgene Sinn des polytheistische Kultus gewesen sei«. Aabenbaringsbegrebet Skønt der er en klar tendens i Fichtes afhandling til at fremhæve 'das große Princip der Offenbarung', forhindrer det ikke, at kristendommen for Fichte kun er en fuldendelse af åbenbaringsprincippet, hvorved der sker en relativering af åbenbaringsbegrebet. Jf. især Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie, s. 228ff. Jf. også Fichtes afhandling »Spekulation und Offenbarung«, som indleder hans tidsskrifts 1. bd., 1. hefte, Bonn 1837, s. 1-31. Afhandlingen, der er et opgør med den (efter)hegelske filosofis åbenbaringsbegreb, blev udg. på da. som »Speculation og Aabenbaring« i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, 5. årg., Kbh. 1837, s. 747-777 (SK ejede 4. årg., Kbh. 1836, ktl. U 29, men if. fortegnelsen over subskribenter i 5. årg., s. VII, var »Kjerkegaard, Stud. theol.« blandt disse; der kan ikke være tale om broderen P.C. Kierkegaard, da han var blevet teologisk kandidat i 1826). Pudser narrestreger; listigheder, rænker. aldrig var opkommen i noget Mskes Sind hentyder til 1 Kor 2,9, hvor Paulus skriver: »men, som skrevet er, hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819); jf. Es 64,3. dette gjør da Fichte hell. ei ... stiller Jødedommen I »Aphorismen über die Zukunft der Theologie« stiller Fichte jødedommen ('die mosaische Religion') over for de hedenske religioner ('die ethnische Religionen') og benægter, at man kan bringe dem »in ein dialektisches Verhältniß von auseinander hervorgehenden Stufen«, og dog mener han, at disse religioner forenes i kristendommen som en »höher vermitteltes Einswerden«, Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie, s. 252. Χstd. ist nicht nur ... des heidnischen Polytheismus citat fra »Aphorismen über die Zukunft der Theologie« i Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie, s. 252. p. 252. udtaler Fichte ... ved en dialectisk Proces I »Aphorismen über die Zukunft der Theologie« siger Fichte om forholdet ml. jødedommen ('die mosaische Religion') og de hedenske religioner ('die ethnische Religionen'): »Nur in Eine Reihe, in ein dialektisches Verhältniß von auseinander hervorgehenden Stufen, wie dies versucht worden, lassen beide sich bicht bringen«, Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie, s. 252. vindiceres tilbagekræves; hævdes, gøres krav på. det Sibbern kalder det Collaterale Begrebet 'det collaterale' (det sideordnede) indgår i Sibberns kritik af Hegel for ensidigt at lægge vægt på tænkning og overse andre træk ved den menneskelige konstitution som fx følelserne, der for Sibbern er sideordnet tænkningen og ikke som hos Hegel bør være underordnet denne. Se fx Sibberns anmeldelse af Perseus, udg. af J.L. Heiberg, nr. 1, 1837 (), i Maanedskrift for Litteratur () bd. 19, Kbh. 1838, s. 323 og s. 440, optrykt i Bemærkninger og Undersøgelser, fornemmelig betreffende Hegels Philosophie, betragtet i Forhold til vor Tid (forkortet Bemærkninger og Undersøgelser), Kbh. 1838, ktl. 778, s. 41 og s. 95, hvor han taler om Hegels manglende opmærksomhed på det collaterale. Sibbern anvender også begrebet om det collaterale i sin kritik af den hegelske dialektik, idet han peger på, at Hegel ikke er opmærksom på, at når han taler om, at position og antiposition ved en dialektisk proces forenes i en enhed, er der tale om et collateralt forhold, jf. Maanedskrift for Litteratur bd. 19, s. 561, og Bemærkninger og undersøgelser, s. 131. – Sibbern: Frederik Christian Sibbern (1785-1872), da. filosof, fra 1813-70 professor i filosofi ved Københavns Universitet. Syngemester Basil musiklæreren Basilio i W.A. Mozarts opera Le Nozze di Figaro komponeret i 1786 til tekst af Lorenzo da Ponte og baseret på P.A.C. de Beaumarchais' komedie La folle journée, ou Le mariage de Figaro (1778). Jf. L. da Ponte Figaros Givtermaal eller Den gale Dag. Syngestykke i fire Akter, oversat til Musik af Mozart efter den italienske Omarbeidelse af Beaumarchis' franske Original ved N.T. Bruun, Kbh. 1817, hvor han kaldes 'Syngemester Bazile'. Her hentydes formentlig til 1. akt, 7. scene, hvor Bazile forsøger sig i overtalelseskunst. Operaen blev opført første gang på Det kgl. Teater 9. jan. 1821 og fik mere end 50 opførelser frem til 29. okt. 1838; blev ikke opført i 1839. Pastor Ipsens Peter Diderik Ibsen (1793-1855), da. teolog og præst, ordineret 1825, sognepræst i Kongens Lyngby fra 1833 til sin død, havde et nært forhold til kronprins Christian, senere kong Christian VIII, og prinsesse, senere dronning Caroline Amalie. Prindsens kronprins Christian, fra 3. dec. 1839 kong Christian VIII, der ofte opholdt sig på Sorgenfri Slot, som ligger i Kongens Lyngby sogn; fra juni og resten af sommeren 1839 rejste han rundt på Fyn. den gl. Sirene-Sang sigter til Homers Odyssee, 12. sang, v. 37ff., hvor Odysseus modstår sirenernes forførende sang ved at sejle forbi deres ø, mens han er bundet til masten, og mandskabet har tilstoppede ører. Flag-Captain skibschefen hos den, der har kommandoen for en eskadre. sidste Olie beredelse til døden. I Den rom.-katolske Kirke salves den døende med indviet olie eller salve efter skriftemål og altergang. disciplina arcana egl. disciplina arcani, lat. samling af lærdomme og skikke, hemmeligholdt for uindviede. vor Herre Jesus Χstus ... blev forraadt indledningen i indstiftelsesordene ved nadver, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 253. med Frygt og Bæven . Philosopherne mene ... Mskheden selv producerer hentyder formentlig til de postkantianske filosoffer i den ty. idealisme som fx J.G. Fichte, F.W.J. Schelling og G.W.F. Hegel. De var af den opfattelse, at Kant ikke havde besvaret spørgsmålet om transcendens, fordi han med sin lære om 'das Ding an sich' havde bevaret en vis form for transcendens i sin idealisme. I modsætning hertil forsøgte de at forstå verden som udsprunget af rene menneskelige forestillinger. Når det gælder religion, medfører en sådan immanenstænkning, at der ikke er nogen transcendent gud, men kun menneskets gudsforestillinger el. gudsbevidsthed. Sådanne immanente forestillinger var som alle andre menneskelige forestillinger 'produceret' af menneskets spontane erkendelsesevne. Et skridt videre gik Ludwig Feuerbach i sin religionsfilosofi og betragtede det guddommelige som en projektion af menneskets utilfredsstillede behov og længsler. Gud i Begyndelsen ... Jordens Vande sigter til skabelsen på den anden dag, 1 Mos 1,6-9 (). i en af mine andre Bøger DD:176.a. respiratio spiller på det lat. ords sammensætning af re- og spiro, gen-ånde; trække vejret ind og ud. Jf. Imann. Joh. Gerhard Schellers ausführliches und möglichst vollständiges lateinisch-deutsches Lexicon oder Wörterbuch bd. 1-5, 3. udvidede udg., Leipzig 1804 [1783-84], ktl. 1016-1020; bd. 4, under Respiratio, sp. 9391f.: »1) eigentlich das Zurückathmen oder Ausathmen: hernach das Athemholen (...). 2) Ausdünstung (...). 3) das Ausruhen, die Ablassung«. Erkjendelsen ... stykkeviis spiller på 1 Kor 13,9, hvor Paulus skriver: »Thi vi forstaae i stykkeviis, og prophetere i stykkeviis«, og 13,12: »nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og er kiendt« (NT-1819). Joh: 16, 16 ... skulle I see mig citat fra NT-1819. limiteret begrænset. status constructus lat. 'sammensat tilstand'; i hebr. grammatik om et ords stilling og forandring, når det står i nær forbindelse med det følgende ord, som styrer forholdet, ofte i et genitivsforhold. Jf. Lindbergs Hebraisk Grammatik (), s. 205: »Genitiv betegnes almindeligst ved Status constructus, der egentlig blot tilkjendegiver en meget nær Forbindelse med det følgende Ord«; og samme side, anm. 3: »Da Status const. egentlig blot tilkjendegiver en meget nær Forbindelse med det følgende ord, saa kan det ogsaa bruges i Almindelighed for at tilkjendegive denne, udenfor det egentlige Genitiv-Forhold«, dvs. foran adjektiver, foran præpositioner og foran det relative pronomen. Gen: Genesis (). det Navn ... beholdt det 1 Mos 2,19 (GT-1740) har: »og alt det, som Adam kaldte hver Levendes Siel, det var dens Navn.« Gud kaldte Lyset til at være Dag SKs egen gengivelse af 1 Mos 1,5 (GT-1740 har: »Og Gud kaldte Lyset Dag«). לָאוֹר hebr. (lāʼôr), sammensat af substantivet אוֹר (ʼôr, lys), den bestemte artikel הָ (hā) og præpositionen לְ (le), der styres af det forudgående verbum יִקְרָא (jiqrāʼ le, han kaldte). SK forstår לְ i betydningen 'til' som en præposition, der indfører den person el. sag, der kaldes til noget. Jf. Lindbergs Hebraisk Grammatik (), s. 242: »Med ל (...) construeres mange Verber især i de yngre Skrifter, som i de ældre Bøger have Accusativ hos sig, nemlig: / a) Verber, som bemærke at blive til Noget, gjøre til Noget, construeres med ל.« Appius Pulcher sammenblanding af Appius Claudius Cæsar (censor i Rom fra 312 f.Kr.) og dennes søn Publius Claudius Pulcher (se følgende kommentar). de hellige Høns ... kaster man dem overbord sigter til Publius Claudius Pulcher, som var rom. konsul i 249 f.Kr. og øverstbefalende i den rom. flåde. Da han i slaget ved Drepana under den første puniske krig (264-41 f.Kr.) ville angribe den karthagiske flåde, tog han varsel af de hellige høns; men da de ikke ville gå ud af buret for at æde, hvilket var et ugunstigt varsel, skal han have sagt: »Når de ikke vil æde, skal de drikke.« Derpå lod dem kaste i havet – og led et stort nederlag. Jf. Valerius Maximus Facta et dicta memorabilia, 1. bog, kap. 4, 3, Valerius Maximus Sammlung merkwürdiger Reden und Thaten, overs. af Fr. Hoffmann, Stuttgart 1829 (bestående af bd. 1-5, 1828-29, fortløbende pagineret), ktl. 1296, s. 32. Jf. også Svetons Tiberius-biografi, kap. 2, 2, i Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse () bd. 1, s. 202. Kingo Thomas Kingo (1634-1703), da. biskop og (salme)digter. Græd mit Øie ... i Jesu Skjød citat fra det til »Den XII. Sang« hørende »Hierte-Suck«, »Søde Sjæl hvi vilt du komme«, strofe 57 og 58, i Th. Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part (1681). Her citeret efter nr. 116 i Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, s. 301. Afvigende interpunktion. hiin fattige Enke . Guld og Sølv ... som Petrus sagde sigter til beretningen om Peters helbredelse af den lamme ved Den skønne Port, ApG 3,1-11. Da den lamme mand så Peter og Johannes, som var på vej ind i templet ved bedetimen, bad han dem om en almisse, men Peter sagde til ham: »Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!« v. 6. – Petrus: lat. form for Peter, opr. et gr. tilnavn, som senere blev et egennavn (hans opr. navn var Simeon el. Simon), fisker, en af Jesu tolv apostle, efter Jesu død og opstandelse leder af den kristne menighed i Jerusalem. Konge af Guds Naade sigter til den formular, som den enevældige monark benyttede for at understrege sin myndighed som kun afhængig af Guds og ikke af menneskers nåde, jf. indledningen til Kongeloven (1665), som var det da. monarkis forfatning indtil 1848: »Lex Regia, det er den souveraine Konge-Lov; sat og given af den Stormægtigste Høibaarne Fyrste og Herre, Herr Friderich den Tredie, af Guds Naade Konge til Danmark«. quodlibetarius dannet af 'quodlibet', lat. 'hvad man har lyst til', 'hvad som helst', betegnede i middelalderen en teolog, der skrev en 'quodlibet', dvs. en universitetsdisputats med 'selvvalgt emne', her spøgefuldt anvendt om 'en, der gør lige, hvad han har lyst til'. SK kan have udtrykket fra Johann Gottfried von Herder's sämmtliche Werke. Zur Religion und Theologie, bd. 1-18, Stuttgart og Tübingen 1827-30, ktl. 1676-1684; bd. 18, s. 266, hvor 'quodlibet' (som betegnelse for et fagvidenskabeligt værk) og 'quodlibetarius' (som betegnelse for værkets forfatter) optræder i en redegørelse for de skolastiske teologers skriftlige arbejder om frit valgte emner. Fra den Spisende Spise kom . Sudder suder. Reciperen antagen, det at antage. Man taler ... om Guds Uforanderlighed Forestillingen om Guds uforanderlighed er en fast bestanddel i enhver klassisk dogmatik og kateketisk lærebog under læren om Guds væsen og egenskaber, og i den sammenhæng diskuteres det ofte, hvordan bøn og dens virkning (bønhørelse) forholder sig til Guds uforanderlighed den Velsignelse ... lyser fra det hellige Alter dvs. den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,24-26): »Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred! Amen!« Forordnet Alter-Bog (), s. 242. Regn, som Gud lader falde over ... Uretfærdige hentyder til Matt 5,45, hvor Jesus siger om Gud, at »han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige«. Noget, der især under Altergang ofte hænder hentyder formentlig til besøgende i Vor Frue Kirke i København, der kom for at se Bertel Thorvaldsens statuer af Kristus og apostlene, måske især under altergangsgudstjenesten fredag formiddag. SK var netop til alters i Vor Frue Kirke fredag den 9. aug. 1839; i Vor Frue Kirkes kommunionsbog er indskrevet »Student S.A. Kierkegaard« (Landsarkivet 13. Vor Frue pastorat. B. 3. Kommunionsbogen 9. marts 1838 - 28. nov. 1841). bortvend ikke længere Dit Aasyn fra mig spiller formentlig på Sl 51,13: »Bortkast mig ikke fra dit Ansigt, og tag ikke din Hellig Aand fra mig« (GT-1740). kom til Verden for at frelse det Fortabte hentyder til Matt 18,11, hvor Jesus siger, at »Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte«. forlod de 99 Faar ... det ene forvildede hentyder til Jesu lignelse om det mistede får, Luk 15,4-6, her især v. 4. den gode Hyrde ... lad mig følge den spiller på Jesu tale om sig selv som den gode hyrde, Joh 10,1-18, her især v. 3-4. H: A: Hellig Ånd. med uudsigelige Sukke hentyder til Rom 8,26, hvor Paulus skriver: »Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke«. beed (...) som Abraham for det fordærvede Sodoma sigter til beretningen om Abrahams () forbøn for Sodoma, 1 Mos 18,23-33. Prøvelsens Tid ... for det golde Træ sigter til Jesu lignelse om det ufrugtbare figentræ, Luk 13,6-9. Hell. A: Hellig Ånd. fornye Du ogsaa mig og skab i mig et nyt Hjerte hentyder til Sl 51,12: »Skab et rent hjerte i mig, Gud, / giv mig på ny en fast ånd!« med Moder-Omhue freder om Alt spiller måske på Matt 23,37, hvor Jesus siger til Jerusalem: »Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.« glemme som hine 9 Spedalske ... tilbage til ham sigter til Jesu helbredelse af de ti spedalske, Luk 17,11-19. Idræt handling. hypochritiske hykleriske, sleske. afsier Myggen, nedsluger Kamelen spiller på Jesu kritik af farisæerne og de skriftkloge: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! (...) I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen«, Matt 23,23-24. Posekiggerie toldkontrol; nærgående nysgerrighed over for andres forhold. Scheva . Dagesch lene punkt, som på hebr. sættes midt i de aspirerede konsonanter b, g, d, k, p og t for at angive, at de skal udtales hårdere (uden aspiration), når de ikke følger efter en vokal, fx udtales תּ som et spidst t, mens ת udtales som th. Overses dagesh lene, bliver konsonanterne altså udtalt blødere. Jf. Lindbergs Hebraisk Grammatik (), s. 9f. en Pascha af tre Hestehaler De højeste militære og civile embedsmænd i det gl. Tyrkiet, Det osmanniske Rige, havde titlen pascha, og deres rang blev vist med én, to el. højst tre hestehaler på en stang uden for ejerens telt. I overført betydning betegner 'pascha' en person, der lader sig opvarte af andre. Bevidstheden om deres gode Gjerninger have deres Løn borte hentyder til Matt 6,2.5.16, hvor Jesus siger om dem, der lader blæse i basun, når de giver almisse, for at prises for det, om dem, der beder i synagoger og på gadehjørner for at blive anset for det, og om dem, der ser bedrøvede ud, når de faster, for at man kan se det på dem: »de have deres Løn borte« (NT-1819), dvs. de har ingen løn i vente, da de har taget den på forskud. havde dem borte har ingen ulykker i vente, da de er taget på forskud. iversyg misundelig, skinsyg; ivrig (efter). som Nationalbanken paa sine spiller muligvis på det forhold, at Danmarks Nationalbanks rigsdalersedler i okt. 1838, efter mange års krise, omsider blev noteret i pari. וַיַרְא וְהִנֵּה hebr. (wajarʼ wehinnēh) 'og han så og se'; udtrykket forekommer et utal af gange i GT. Grundtvigs Prædiken Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), da. præst, (salme)digter, historiker, politiker m.m. Grundtvig havde fungeret som ulønnet aftensangsprædikant ved Frederikskirken (nuværende Christianskirken) på Christianshavn fra 1832, men blev 28. maj 1839 kaldet til præst ved Vartov Hospitalskirke i København, et beskedent og overkommeligt embede, der levnede ham tid til studier og forfattervirksomhed; her prædikede han på de fleste søndage, første gang 9. juni 1839, og undertiden også om onsdagen. taler idelig om ... lider et udvortes Tryk ... da vil det vise sig hentyder formentlig til Grundtvigs prædiken i Vartov på 13. søndag efter trinitatis, der i 1839 faldt den 25. aug., især slutningen: »Derfor sige vi frit, til vor Herres Jesu Christi og Hans Evangeliums Ære, at hvad der kaster Skygge paa de Christnes mageløse Kiærlighed er ene og alene den verdslige Tvang, der stræber at giøre de sande Christne ukiendelige ved at paanøde Alle deres Navn og Bekiendelse, og den døde Prædiken, der dreier sig om Christi Død for os, uden at forkynde Hans Liv i os, og naar vi derfor, som Ordets Tjenere, forkynde Evangelium efter Evne med Aands og Krafts klare Beviser, da vil Herren sørge for at den verdslige Tvang, der vanærer Hans Navn og skjuler Hans sande Discipler, holder op, saa det igien kan sees, hvem der i Sandhed hører Ham til, kan atter blive soleklart, at hvo som troer paa Sønnen, haver Livet, og at Guds Kiærlighed er udøst i vore Hjerter med den Helligaand, som Han har givet os – Ja, m.V. [mine Venner] paa deres Frugter skal I kiende dem, det giælder i alle Maader hos Herren, og paa sine Frugter skal derfor og Herrens Ord kiendes, naar Han siger hvad Verden kalder Daarskab, at hvo som troer paa Ham, har et evigt Liv, hvo som troer og bliver døbt skal blive salig, hos dem, der i et frivilligt Christen-Samfund knæle ved Herrens Bord skal Troen og Daaben kiendes paa deres Frugter, saa det sees at Christendommen virkelig er et Træ plantet ved Bække, ja ved de levende Vande, et Træ af Guds Plantelse med liflig Frugt i sin Tid og hvoraf ei et Blad affalder.« N.F.S. Grundtvigs Prædikener 1822-26 og 1832-39, udg. af Chr. Thodberg, bd. 12 (med prædikener fra 1838-39), Kbh. 1986, s. 316. Mynster Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. præst, forfatter, politiker, fra 1834 biskop over Sjællands stift, prædikede hyppigt i de københavnske kirker, især i Vor Frue Kirke og i Slotskirken. bestandig fører Alt tilbage paa Individet Det er karakteristisk for Mynster, at han i sine prædikener ændrer synsvinklen fra det almene til den enkelte og retter sin forkyndelse mod individet; jf. fx hans prædiken over Matt 7,15-21 på 8. søndag efter trinitatis, »Om den Beslutning, at vi ville være i Verden, hvad Gud vil, at vi skulle være.« Efter at have anvist det fornødne i at bruge Jesus ord »et raadent Træ kan ikke bære gode Frugter« og »et godt Træ kan ikke bære onde Frugter« imod dem, der taler om gode gerningerne som noget udvortes, og imod dem, der anser troen for at være sand, skønt den ingen forbedring virker, ændres retningen mod den enkelte: »Denne Gang ville vi dog hellere anvende de hørte Ord Hver paa sig selv, thi de ere ikke sagte blot for at du dermed skal straffe Andre, men for at du skal straffe dig selv dermed, og prøve dig selv derefter. Velan da! saa anvend dem ogsaa paa dig selv, og strax i denne Time. (...) og nu har du hørt ham sige til dig som til Alle: ikke Enhver, som kalder mig Herre, skal indgaae i Himmeriget, men den, som giør min himmelske Faders Villie. Du er gaaet op til Guds Huus for i Andagt og Bøn at hæve dit Sind til Gud, din Fader i Himlene; saa fuldfør da nu din Hensigt! Du veed og erkiender, at der er en Gud over dig som over Alle, at han er nær hos dig, at han hører Ordet paa din Læbe, kiender Tanken i dit Hierte.« Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 2, s. 162. Den rationalistiske Theologie åndsstrømning inden for teologien, fremherskende i oplysningstiden, særlig i perioden fra 1750 til 1800. Rationalismen var kendetegnet ved den opfattelse, at alle religiøse trossætninger skal kunne begrundes fornuftsmæssigt, og ved en afvisning af enhver tro, der overskrider menneskets rationelle fatteevne. De rationalistiske teologer søgte derfor at tolke den kristne åbenbaringslære, de bibelske beretninger og de kirkelige dogmer således, at de ikke kom i modstrid med fornuften og erfaringen. Den rationalistiske teologi og forkyndelse lagde hovedvægten på Gud (Guds væsen og egenskaber og forhold til verden), dyd (religionsudøvelse og livsudfoldelse i etisk fromhed baseret på humane og kristne dyder), udødelighed (sjælens udødelighed modsat det dødelige legeme) samt katekismusundervisning (oplæring i den kristne religions grundsandheder). Endnu på SKs tid var rationalismen ganske udbredt, især hos teologiske lærere og præster, men undertiden i afsvækket betydning som antipietistisk, fornuftsbetonet troslære. han lader sin Sol ... Uretfærdige . den Uforanderlighed Isaaks Velsignelse ... Feiltagelsen . den Sene ... i Striden med Jakob hentyder til beretningen om Jakobs kamp, 1 Mos 32,25-32, hvor det fortælles, at Jakob kom i kamp med en mand, som viste sig at være Gud. »Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led« (v. 26). Og da Jakob ved solopgang forlod stedet, haltede han på grund af hoften (v. 32). – Jakob: søn af Isak, udgør sammen med ham og hans far, Abraham, de tre patriarker i GT. tendo Achillis lat. Achillessene, den meget stærke sene, der går ned gennem benet til hælen. If. et sagn i den gr. mytologi skulle sagnfiguren og helten Achilleus' mor, nereiden Thetis, have badet ham i floden Styx for at få tilintetgjort det dødelige, han havde fra sin far, kong Peleus, men da hun holdt ham i hælen, blev den ikke neddyppet og derfor det eneste sted, han kunne såres. Jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 17. Hedenskabets stærkeste og tappreste Helt I Iliaden bliver Achilleus besunget af Homer som den tapreste og smukkeste helt. Rasmus Nielsens Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof, lic.theol. i 1840, fra 1841 professor i filosofi ved Københavns Universitet. haandfaste og trofaste Moral I Kjøbenhavnsposten, nr. 229, 21. aug. 1839, indbød Rasmus Nielsen til subskription på Grundtræk til en christelig Moral i to dele, som han ville udgive »I Løbet af Vinteren«, »nærmest foranlediget,« hedder det videre, »ved et mundtligt Foredrag, som Undertegnede har havt den Ære at holde for en Deel Studerende i Auditoriet paa Collegium Medicæum [Borchs Kollegium]«, s. 920. Bogen udkom dog aldrig. bede som Rachel ... Modersliv hentyder til beretningen om Jakobs ægteskab med søstrene Lea og Rakel, 1 Mos 29-30; mens Lea fødte flere børn, forblev Rakel barnløs, men fortælles det videre: »Gud glemte ikke Rakel; han bønhørte hende og åbnede hendes moderliv, så hun blev gravid og fødte en søn; hun sagde: 'Gud har fjernet min vanære'«, 30,22-23. – himmelske Mske: spiller måske på 1 Kor 15,47-49, hvor Paulus i sin redegørelse for de dødes opstandelse skriver: »Det første menneske [Adam] var af jord, jordisk, det andet menneske [Kristus] er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.« viscera lat. indvolde; det indre. Muhameds Grav mellem to Magneter sigter til sagnet om Muhameds ligkiste af jern i Medina, der blev holdt svævende i luften ved hjælp af magnetsten, jf. fx »Mahomed« i Holbergs Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter (1739), se Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-21, Kbh. 1804-14; bd. 10, 1807, s. 76. emfindtligt ømfindtligt. Mc. 7, 31-37 Mark 7,31-37: »Og der han gik ud igien af Tyri og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Søe, midt igiennem Decapolis Grændser. 32. Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. 33. Og han tog ham afsides fra Folket, og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede, og rørte ved hans Tunge, 34. og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: ephphata! det er, lad dig op! 35. Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret. 36. Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, destomere kundgiorde de det. 37. Og de forundrede sig overmaade, og sagde: han haver giort alle Ting vel; baade giør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale«, Forordnet Alter-Bog (), s. 138, som bringer de nytestamentlige tekstuddrag fra NT-1819. – Mark 7,31-37 er prædiketekst til 12. søndag efter trinitatis, der i 1839 faldt den 18. aug. han kunde ikke høre (...) og kunde kun besværlig tale se v. 32 i foregående kommentar; den gr. tekst har »ϰωϕόν ϰαὶ μογιλάλον«, »en, der er døv og taler med besvær«. skabt var vel Alt af Gud jf. indledningen til kollekten til 12. søndag efter trinitatis: »Almægtige, evige Gud! du, som alting haver skabt!« Forordnet Alter-Bog (), s. 136. Noget han selv havde udfundet hentyder formentlig til 2 Kor 3,5, hvor Paulus skriver: »Ikke at vi ere dygtige af os selv at udtænke Noget, som af os selv; men vor Dygtighed er af Gud«, Forordnet Alter-Bog (), s. 137. – 2 Kor 3,4-9 er epistel til 12. søndag efter trinitatis. som fordum at sige: der vorde Lys sigter til skabelsesberetningen, her 1 Mos 1,3: »Og Gud sagde: vorde Lys; og der blev Lys« (GT-1740). ephphata transskription af det ord (εϕϕαϑα, ephphatha), der forekommer i den gr. tekst (v. 34, ), og som er en gr. gengivelse af et blandingsord fra aramaisk og hebraisk, der betyder: 'luk dig op'. Χstus ... Ingen skulde sige det til v. 36 (). Pharao ... drømte anden Gang sigter til beretningen om Faraos drøm, 1 Mos 41,1-7: »To år senere havde Farao en drøm: Han stod ved Nilen, og op af Nilen steg syv smukke og velnærede køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op af Nilen, grimme og magre. De stillede sig på Nilens bred ved siden af de første køer. De grimme og magre køer åd de syv smukke og velnærede køer. Så vågnede Farao. Han faldt i søvn igen og drømte: Syv tykke og gode aks voksede frem på ét strå. Efter dem spirede syv aks frem, tynde og afsvedet af østenvinden. De tynde aks slugte de syv tykke og fulde aks. Så vågnede Farao og blev klar over, at det var en drøm.« – Pharao: oversættelse af det egyptiske pr-ʽa, der betyder 'det store hus' som betegnelse for kongepaladset og derpå for kongemagten, fra det 8. årh. f.Kr. brugt som navn og som synonym for konge; det er denne sene brug af betegnelsen, der afspejles i Bibelen, hvor den som regel opfattes som egennavn. Gen. Genesis (). et quod iteratum est ... et accelerat Deus facere eam lat. »og når drømmen gentog sig for Farao to gange, (så skete det), fordi dette er fra Gud, og fordi Gud skynder sig med at gøre det.« Forkortet citat fra Chr. Werliin Liber Geneseos ex textu hebræo latine versus, Kbh. 1838, ktl. 84, s. 115f.: »Et quod iteratum est somnium (pr. super iterari somnium) Pharaoni duabus vicibus, (ideo factum est), quia firma est hæc res a Deo, et accelerat Deus facere eam (ɔ: quia hoc somnium bis vidisti, indicatur, rem certam Deo et deliberatam esse simulque mox eventuram)« (»Og når drømmen gentog sig (egl. drømmen blev gentaget oveni) for Farao to gange, (så skete det), fordi dette er afgjort af Gud, og fordi Gud skynder sig med at gøre det (ɔ: At du har drømt denne drøm to gange, viser, at Gud var sikker i sin sag og havde gennemtænkt det, og samtidig, at det meget snart vil indtræffe)«). Josephs Fortolkning af Pharaos Drøm ... Gen. 41, 30 jf. Josefs tydning af Faraos drøm, 1 Mos 41,29-32: »See, der kommer syv Aar med stor Overflødighed [overflod], iganske Ægypti Land. /30/ Og syv Hungers Aar skal opkomme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægypti Land, og Hungeren skal fortære Landet. /31/ Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet, for den samme Hunger, som kommer herefter; thi den bliver meget svar. /32/ Men at Pharao haver drømt igien, anden Gang, betyder, at det skal visseligen skee af Gud, Gud skal og snarligen giøre dette« (GT-1740). – Joseph: patriarken Jakob og Rakels () første søn. Som baggrund for stedet her, jf. især 1 Mos 37.39.41. – Gen.: Genesis (). Omløbs-Tid spiller på den astronomiske betegnelse for den tid, et himmellegeme bruger for at udføre et omløb om et centrallegeme. din vældige Haand Udtrykket forekommer i 1 Pet 5,6 (NT-1819). griber de Vise i deres Daarskab hentyder til 1 Kor 3,19, hvor Paulus skriver: »For denne verdens visdom er dårskab for Gud – der står jo skrevet: 'Han fanger de vise i deres snedighed'«, jf. Job 5,12-13. Du oplader den din milde Haand ... med Velsignelse hentyder til Sl 145,16: »Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed« (GT-1740). Jf. også J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 1, s. 257, hvor den tilsvarende henvisning har følgende ordlyd: »han oplader sin milde Haand, og mætter Alt, hvad lever, med Velsignelse.« overflødeligere større overflod af. Grækernes Forestilling om ... Legemer i Underverdenen De afdødes kraft- og blodløse legemer i dødsriget (underverdenen) er fx skildret i 11. bog af Homers Odysse. Goethes Faust første del af Faust. Eine Tragödie, som Goethe () gjorde færdig i 1808, og som han i 1828 tilføjede en kort anden del. Halb Kinderspiele, Halb Gott im Herzen citat fra domkirkescenen i første del af Faust, jf. Goethe's Werke () bd. 12, 1828, s. 199. I den indledende replik minder den onde ånd Margarete om, dengang hun fuld af uskyld trådte frem foran alteret og fremsagde sine bønner, »halvt børneleg, halvt Gud i hjertet«, og spørger hende, hvad det er for misgerninger, hun nu har i sit hjerte. de ahnende Øine, Alrunen ... i Nakken ... i Panden sigter til fortællingen »Isabella von Aegypten, Kaiser Karl des Fünften erste Jugendliebe« i Novellen von Ludwig Achim von Arnim, udg. af W. Grimm, bd. 1-6, Berlin 1839-42, ktl. 1612-1617; bd. 1, s. 1-188. Heri fortælles, hvordan sigøjnerprinsessen Bella med magiske midler opfostrer en alrunerod til et menneskeligt væsen. Et par ekstra øjne, som hun anbringer i nakken på 'alrunen', viser sig at kunne ane skjulte ting og se ind i fremtiden; disse »ahnenden Augen des Allrauns« nævnes mange gange i fortællingen, fx s. 41, s. 55, s. 70 og s. 74. – Achim v. Arnim: Ludwig Joachim von Arnim (1781-1831), ty. romantisk forfatter og udgiver. Isabella v. Ægypten ... erste Jugendliebe se foregående kommentar. nil admirari lat. »ikke at beundre noget«, indledningsordene i Horats breve, 1. bog (Epistolarum liber I), brev 6, 1, jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 232, hvor denne tilstand angives som en nødvendig betingelse for menneskelig lykke. I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, udg. og overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 299, gengives udtrykket således: »Intet at beundre«; i en note giver Baden følgende forklaring: »intet at ansee som Stort, intet værd at attraae, eller at frygte for«, s. 304. admirari lat. at beundre, at nære ærefrygt. אֱלוֹהַ egl. אֱּלוֹהַּ, hebr. (ʼælôah) gud (som artsbestemmelse), guddom; undertiden Gud (som egennavn). af en arab: radix admirari af en arabisk rod 'at nære ærefrygt'. Hentyder til, at אֱּלוֹהַּ (ʼælôah) måske har sin rod i אלוֹהּ, som gennem forbindelse til den arabiske rod ʼilāh skulle betyde 'ængstelig at søge tilflugt', at 'gyse', 'være sky'; אֱּלוֹהַּ skulle således være 'frygt' og i videre betydning genstand for 'frygt'. SKs kilde har ikke kunnet verificeres. omsider ... i alle vore Collecter Ordet forekommer ikke i alle, men i slutningen af flere af kollekterne, fx i kollekten til »Christi Fødsels Dag«: »(...) og saa omsider blive evindelig salige formedelst den samme din kiære Søn, vor HErre JEsum Christum, som med dig lever og regierer i Hellig Aands Enighed, een sand Gud, fra Evighed og til Evighed. Amen!« Forordnet Alter-Bog (), s. 12. Idee-association . Caroline særlig mærket bal, der (i billardspillet 'karoline') lægges ud i bordets midtpunkt. Concupiscents begær (), attrå. seer paa enhver Qvinde (...) for at attraae hende spiller på Matt 5,28, hvor Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Qvinde for at begiere hende, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hierte« (NT-1819). Gud gjorde en Befæstning ... Jordens Vande sigter til skabelsen på den anden dag, 1 Mos 1,6-8: »Og Gud sagde: vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. Og Gud giorde den udstrakte Befæstning, og giorde Skilsmis imellem Vandet, som var neden til i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oven til i den udstrakte Befæstning; og det skede saa. Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev Morgen, anden Dag« (GT-1740). Jacob ... som igaar ell. iforgaars jf. 1 Mos 31,2: »Og Jakob saae Labans Ansigt; og see, det var ikke imod ham, som tilforn« (GT-1740). og . den høiere Haand ... den venstre gjør . han der sparede ... prøvede Patriarchens Tro hentyder til beretningen om Isaks ofring, 1 Mos 22,1-19. Gud satte Abraham () på prøve og krævede, at han skulle ofre sin søn Isak på Morija bjerg. Abraham tog Isak med til bjerget, gjorde alt klar til ofringen og bandt Isak til altret, men da han rakte ud efter kniven for at slagte Isak, blev han standset af Herrens engel, der sagde til ham: »leg ikke din Haand paa Drengen, og giør ham intet; thi nu kiender jeg, at du frygter Gud, og haver ikke sparet din Søn, din eeneste for mig« (GT-1740). Og Abraham ofrede i stedet en vædder. sparede ikke sin eenbaarne Søn hentyder til Rom 8,32, hvor Paulus skriver: »Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?« Jf. også Joh 3,16: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« det hebraiske Ord עַד ... Evighed Jf. W. Gesenius Lexicon manuale hebraicum et chaldaicum in veteris testamenti libros, Leipzig 1833, ktl. 72, s. 736, hvor עַד (ʽad) som substantiv forklares således: »pr. transitus, progressus (in spatio), dein perpetuitas (temporis). Inde tempus perpetuum, aeternum i. q. עוֹיָם (...) Gen. 49, 26 montes aeterni, duraturi in perpetuum« (»egl. forbigåen, fremadskriden (i rum), dernæst vedvaren (tidens). Heraf betydningen vedvarende, evig tid, det samme som עוֹיָם [ʽôlām, evighed] (...) Gen. 49, 26 evige bjerge, dvs. som vil blive ved at være«). – transitus: lat. forbigåen, forbidragen. – et denominativ: gram. betegnelse for et ord, der er afledt af et nomen, dvs. et navneord; en afledning. som det gik Agent Bærendt ... en Cambrigdes Dto Anekdoten om agent og stadsmægler i Kbh., Israel J. Behrend (o. 1761-1821), der blev kendt som en original, fortælles fx i L.N. Bjørn Dumriana eller Indfald, Anecdoter og Characteertræk af Claus Dumrians Levnet, Kbh. 1829, s. 19. – en Cambrigdes Dto.: en ditto (tilsvarende) paraply af cambrick/cambric el. kammerdug, dvs. fintvævet lærred af hør el. bomuld. Jehova . παιδαγωγος gr. (paidagōgós) pædagog, 'Tugtemester' (NT-1819), opdrager; udtrykket anvendes af Paulus i Gal 3,24-25 om loven som opdrager, indtil Kristus kom. jeg er den som jeg er ... Israel af Ægypten sigter til beretningen om Gud, der åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk og kalder ham til at føre israelitterne ud af Egypten, 2 Mos 3,1-4,17. Da Moses prøver at undslå sig og spørger, hvad han skal sige, når israelitterne spørger ham, hvad navnet er på deres fædres Gud, svarer Gud: »Jeg er den, jeg er! (...) Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer« (3,14). Jf. Herslebs Lærebog i Bibelhistorien (), s. 33: »Men Jehova sagde: 'Jeg er den, som jeg er! Til de Ældste af dit Folk skal du gaae, og sige dem, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud sender dig, for at føre dem ud af Ægypten«. Potens mulighed; virkende kraft; produkt. primus motor lat. første bevæger, grund til bevægelsen. Kongedømmet som sidste (laveste) Moment hentyder formentlig til den nedadgående linie fra patriarkerne til kongerne, som afspejler sig i GT fra Første Mosebog til Anden Kongebog, idet kongedømmet betragtes som frafald fra Gud (som den egentlige konge). Jf. fx beretningen om kongevalget i Mispa, 1 Sam 10,17-27. Patriarcher, Dommere, Konger hentyder til israelitternes historiske udvikling, som den beskrives i GT: Først var israelitterne ledet af de tre patriarker, Abraham, Isak og Jakob (jf. patriarkhistorierne i 1 Mos 12-50), dernæst, efter Moses og Josva, af store og små dommere (jf. Dommerbogen), fx Debora, Gideon og Samson, og til sidst af konger, fx Saul, David, Salomo og Jeroboam (jf. Samuelsbøgerne og Kongebøgerne). Gjentagelse af Dommerne i Propheterne sigter formentlig til, at dommerne kan ses som forløbere for profeterne i GT. Affald frafald. Ordsprog som det første og høieste Der var i første halvdel af det 19. årh. en stor interesse for den overleverede type af litteratur, som ikke skyldtes nogen enkelt ophavsmand, men hele folkets virksomhed, og som således udtrykte en dybere, kollektiv bevidsthed og moralsk erfaring. begjærer hvad Næstens er spiller på det sidste af de ti bud, 2 Mos 20,17: »Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.« skrider D. Juan ... med sine 1003 Elskerinder sigter til 'listearien' i Mozarts opera Don Juan, hvor Don Juans tjener, Leporello, synger om den liste, han fører over sin herres kvindelige erobringer, herunder 1003 i Spanien, jf. Don Juan, overs. af L. Kruse (), s. 23 (her i 1. akt, 6. scene). har gjort ham til en Nar hentyder formentlig til Jacob von Tyboes vers: »Lucilia min smukke Dukke, / Mit Hiertes Fryd, Trompet og Herpukke, / Din Deylighed giort haver mig til Coujon / Og indtaget med Storm mit Hiertes Bastion, / Dine Øynes Bajonet og Musqvet mig haver saaret / Og mit Sind bedaaret, / Ja, giort mig til Nar«, i 2. akt i Ludvig Holbergs komedie Jacob von Tyboe Eller Den stortalende Soldat (1725), jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 3. Bindene er uden årstal og sidetal. lidende passiv, dvs. en, der sker noget med. ινα ϕανεϱωϑῃ τα εϱγα του ϑεου εν αυτῳ gr. »for at Guds gerninger skal åbenbares på ham«. Citat fra Joh 9,3 i Novum Testamentum graece (); her gengivet uden de gr. accenttegn. ligesom ved den blindfødte hentyder til beretningen om Jesu helbredelse af den blindfødte, Joh 9. Da Jesus på sin vej i Jerusalem ser en mand, der har været blind fra fødslen, spørger hans disciple ham: »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?« (v. 2). Og Jesus svarer dem: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham« (v. 3). Derefter helbreder Jesus den blindfødte. lucida intervalla lat. egl. 'lyse mellemrum', dvs. lyse øjeblikke; udtrykket stammer fra klinisk sprogbrug om klare øjeblikke under sindssyge. en Spadseretour i Aftenkiølingen . a revoir egl. au revoir, fr. 'farvel'. Dr. Exstaticus lat. 'den ekstatiske lærer'; formentlig en efterligning af de kendte middelalderteologers traditionelle tilnavne, fx 'Doctor Angelicus' (den englelige lærer) om Thomas Aquinas. noget Tag saa ringe ... gik ind derunder spiller på beretningen om officeren i Kapernaum, der kommer til Jesus og beder for sin lamme tjener, Matt 8,5-13. Da Jesus svarer ham, at han vil komme og helbrede ham, siger officeren: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt«, v. 8. Og Jesus sagde et ord til ham, og tjeneren blev helbredt. i hans Hjerte vilde opslaae sin Bolig spiller formentlig på Ef 3,17, hvor Paulus bruger vendingen: »at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter«. Udtrykket »opslaae sin Bolig« kan hentyde til Joh 1,14, hvor den gr. tekst anvender et verbum (om ordet, der bliver kød), som egl. betyder 'opslå sit telt el. sin bolig'. i ydmyg Ringhed hentyder formentlig til v. 7-8 i Kristushymnen i Fil 2,5-11, hvor Paulus siger om Kristus, at han »tog en tjeners skikkelse på / og blev mennesker lig; / og da han var trådt frem som et menneske, / ydmygede han sig«. den, i hvis Navn ... i Himlen og paa Jorden hentyder til v. 10 i Kristushymnen i Fil 2,5-11, hvor Paulus siger: »for at i Jesu navn / hvert knæ skal bøje sig, / i himlen og på jorden og under jorden«. Veien og Livet og Sandheden hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« være Din Gud og oprette min Pagt med Dig hentyder til 1 Mos 17,7, hvor Gud siger til Abraham: »Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud.« skal jeg dog ikke glemme Dig spiller formentlig på Luk 12,6-7, hvor Jesus siger: »Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. (...) Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.« kalde paa Dig i den beleilige Stund hentyder måske til Sir 10,4: »Magt i Landet staaer i HErrens Haand, og han opvækker een, som er gavnlig derover, i beleilig Tiid« (GT-1740). Guds Naade overskygge Dig spiller formentlig på beretningen om bebudelsen af Jesu fødsel, hvor englen Gabriel siger til Jomfru Maria: »den Højestes kraft skal overskygge dig«, Luk 1,35. høste paa samme Tid som der saaes spiller måske på ordsproget 'Man må så, før man kan høste', optegnet som nr. 8227 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 205. alt Jordisk er forfængeligt spiller formentlig på Præd 1,2: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed« (GT-1740). – forfængeligt: tomt. rettet paa det Uforkrænkelige spiller formentlig på 1 Kor 15,42, hvor Paulus skriver: »Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed« (NT-1819). det Himmelske, det Evige . gammel som Anna, graahærdet som Simeon hentyder til profetinden Anna og Simeon i beretningen om Jesusbarnet, der af sine forældre blev båret frem for Herren i templet i Jerusalem. Anna talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning, Luk 2,36-38. Om hende fortælles det i Luk 2,36, at »hun var højt oppe i årene«, og i Luk 2,37, at hun var »en enke på fireogfirs«. Simeon var retfærdig og from og ventede Israels trøst; han tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Om ham siges det ikke direkte, at han var gammel, men det plejer man at slutte ud fra Luk 2,26, hvor det fortælles, at Helligånden havde åbenbaret for ham, »at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede«, og ud fra Luk 2,29, indledningen til Simeons lovsang: »Herre, nu lader du din tjener gå bort / med fred efter dit ord.« Jf. også Herslebs Lærebog i Bibelhistorien (), s. 175: »Nu var der paa den Tid i Jerusalem en from Olding ved Navn Simeon«. ulykkelig i Verden som Lazarus hentyder til Jesu lignelse om den rige mand og den fattige Lazarus, Luk 16,19-31. Lazarus »lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår«, v. 20-21. Paulus . 2 Cor. V. se især 2 Kor 5,1-10. den altfor store Ængstelighed ... til Herrens Bord Det var en ofte udtrykt anfægtelse hos fromme kristne, især blandt pietister, om de var værdige til at gå til alters. Denne anfægtelse skyldtes især Paulus' advarende ord i 1 Kor 11,27-29: »Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig (...) imod Herrens legeme og blod. (...) For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til«. høit (...) som Himlen er over Jorden spiller på Sl 103,11: »Så høj som himlen er over jorden, / så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham«. Jorden oplod sig til at sluge mig I forskellige variationer forekommer udtrykket flere gange i GT, jf. fx 4 Mos 16,30: »at Jorden oplader sin Mund, og opsluger dem« (GT-1740), og Sl 106,17: »Jorden lod sig op, og opslugede Dathan« (GT-1740). Himlen aaben til at modtage mig hentyder til beretningen om Stefanus' stening, ApG 7,54-60, hvor den knælende Stefanus siger: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side«, v. 56. hvo vil stige op ... for at hente den ned spiller på Rom 10,6, hvor Paulus skriver: »'Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?' nemlig for at hente Kristus ned«. Værer altid glade jf. 1 Thess 5,16. Glæder Eder ... glæder Eder i Christo hentyder til Fil 4,4, hvor Paulus skriver til filipperne: »Glæder Eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder Eder!« (NT-1819). vinkede lokkede, fristede, indbød. Hiob Job, hovedpersonen i Jobs Bog. bad for sine Børn ... at de ikke maatte glemme Gud hentyder til Job 1,4-5: »Hans [Jobs] sønner holdt gilde hos hinanden efter tur. De indbød også deres tre søstre til at spise og drikke sammen med sig. Når gildedagene var forbi, sendte Job bud efter dem og helligede dem; tidligt næste morgen bragte han brændofre, ét for hver af dem, for han tænkte: 'Mine sønner kunne jo have syndet og forbandet Gud i deres hjerte.' Sådan gjorde Job hver gang.« De, der bleve kaldte ved den ellevte Time hentyder til Jesu lignelse om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16. Heri fortælles om en vingårdsejer, der går hen på torvet tidligt om morgenen, igen ved den tredje, den sjette og den niende time for at leje de ledige arbejdere til sin vingård. »Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård«, v. 6-7. Røveren hentyder til beretningen om de to røvere på korset, Luk 23,39-43. Da den ene af de to røvere, som blev korsfæstet på hver sin side af Jesus, begyndte at spotte Jesus, blev han irettesat af den anden røver. Derpå sagde denne anden røver til Jesus: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis«, v. 42-43. mætte af Dage fast udtryk i GT for et menneske, der dør gammel og 'mæt af dage'; det bruges fx både om Abraham (1 Mos 25,8), om Isak (1 Mos 35,29) og om David (1 Krøn 23,1). bryde Staven over ham talemåde, fordømme ham uigenkaldeligt. skulde have lige Løn ... bare Dagens Møie og Hede ... forarges hentyder til slutningen af Jesu lignelse om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16 (). Da det bliver aften, beder vingårdsejeren sin forvalter kalde arbejderne sammen og udbetale dem hver en denar, idet han skal begynde med de sidste og ende med de første. Da de, der har arbejdet en hel dag, ser, at de får det samme i løn som dem, der blev lejet sidst, giver de ondt af sig over for vingårdsejeren og siger: »De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede«, v. 12. Men vingårdsejeren siger til en af dem: »Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig«, v. 13-14. Discursive Raisonements middelbare, rationelle argumenter. Riset opkaldes ... efter den, der faaer først af det Hvis der findes en kilde, har den ikke kunnet identificeres. Jf. dog følgende oplysning af Vilhelm Bang i Latinskoleliv og Studenterliv, Kbh. 1892, s. 95: »Riset havde i visse danske Skoler sit eget Navn og hed enten 'Thomas' eller 'Tøger'«. Baggesen Jens Immanuel Baggesen (1764-1826), da. forfatter. 7d B. p. 195 bd. 7, 1831, s. 195, i Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 7, 1831, s. 131-223, findes første, anden og tredje del af det polemiske skrift »Asenutidens Abracadabra. Eller Skialdbørnelærdommens, hiin 'lurvedes' 'betydningsfulde' Kiærne i tre Skaller« (1816). Galskabs Eet i Alskabs To citat fra »Abracadabras tredie Deel. Marens Hemmeligheder, eller Steenpære-Skallen«, Jens Baggesens danske Værker bd. 7, s. 195: »(Som Galskabs Eet i Alskabs To)«. Quodlibet lat. 'hvad man har lyst til', 'hvad som helst' (). jo galere jo bedre talemåde med betydningen: jo mere el. jo mangfoldigere jo bedre. Talemåden udgør omkvædet i den afsluttende vaudeville i J.H. Wessels sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772), jf. Samlede Digte af Johan Herman Wessel, udg. af A.E. Boye, Kbh. 1832, s. 71-73. discrete adskilte, usammenhængende. samtlige Indsiddere i Bistrup alle beboere på sindssygeanstalten på Bidstrupgård NV for Roskilde, hvor St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse havde til huse, og hvor der i 1830'erne typisk var henved 400 indlagt. – Indsiddere: beboere. Orthodoxe her formentlig brugt om N.F.S. Grundtvig og hans tilhængere, der kaldte sig selv 'ortodokserne', 'de gammeldags kristne' el. 'de gammel troende', jf. fx Grundtvigs stridsskrifter Om Daabs-Pagten, Kbh. 1832, s. 15ff., og Om Sogne-Baandets Løsning og Hr. Professor Clausen, Kbh. 1834, s. 21. Disse betegnelser blev også flere gange anvendt under stænderforsamlingens behandling af J. Chr. Lindbergs andrangende om præstefrihed og sognebåndsløsning, jf. fx Roskilde Stænder-Tidende. 1838, 2. rk., Kbh. og Roskilde 1839, sp. 1167, sp. 1170 og sp. 1178 (se følgende kommentar). Sognefrihedssagen dvs. »Sagen angaaende Andragenderne om Sognebaandets Løsning«, som blev behandlet på provinsialstændernes møde i Roskilde 8. okt. samt 7. og 11. dec. 1838, jf. Tidende for Forhandlingerne ved Provindsialstænderne for Sjellands, Fyens og Lollands-Falsters Stifter samt for Island og Færøerne. 1838, 1. rk., nr. 17-18, 14.-15. okt. 1838, Kbh. og Roskilde 1839, sp. 255-271, og 2. rk., nr. 72-78, 5.-8. jan. 1839, Kbh. og Roskilde 1839, sp. 1137-1245 (forkortet Roskilde Stænder-Tidende. 1838). Allerede i sine to stridsskrifter Om Daabs-Pagten og Om Sogne-Baandets Løsning og Hr. Professor Clausen (se foregående kommentar) havde Grundtvig fremsat forslag om løsning af sognetvangen el. sognebåndet og om præsters dogmatiske og liturgiske frihed; dette blev udformet til »Bøn og Forslag til almindelig Samvittighedsfrihed for Præster og Menigheder i Danmark« af magister J. Chr. Lindberg og indgivet som andragende til provinsialstænderne for øerne med følgende ordlyd: »1) At Præstestanden i den danske Statskirke alene skulde forpligtes til at forvalte Sacramenterne efter Herrens Indstiftelse og forkynde Ordet overeensstemmende med den hellige Skrift. / 2) At det maatte tilstedes hvert Medlem af den danske Statskirke, kirkeligen at holde sig til hvilkensomhelst lovlig kaldet og ordentlig viet Præst i Statskirken (...)«, Roskilde Stænder-Tidende. 1838, 2. rk., nr. 72, Kbh. og Roskilde 1839, sp. 1137f. Andragendet blev forelagt for provinsialstænderne 8. okt. 1838, hvor der også forelå et andragende om 'sognefrihed' fra ni grundtvigske sognepræster fra Sjælland. Der blev nedsat en komité med biskop J.P. Mynster som referent. Senere indkom endnu tre andragender om sognebåndsløsning samt en skrivelse fra nitten københavnske sognepræster, der ytrede sig imod forslaget. Komiteens betænkning, der var imod præsters dogmatiske og liturgiske frihed, men for en moderat løsning af sognebåndet, blev behandlet og livligt debatteret på stænderforsamlingen 7. dec. 1838, hvor især de læge medlemmer (politikerne) argumenterede imod forslaget, og efter en videre forhandling 11. dec. nedstemt, jf. Roskilde Stænder-Tidende. 1838, 2. rk., nr. 78, Kbh. og Roskilde 1839, sp. 1245. Politikere og Orthodoxe ... indgaaede med hinanden sigter til, at de liberale politikere og de grundtvigske () gjorde fælles sag, da andragendet om præstefrihed og sognebåndsløsning blev drøftet af provinsialstrænderne (). Andragendet, »Bøn og Forslag til almindelig Samvittighedsfrihed for Præster og Menigheder i Danmark«, var udformet af den grundtvigsk sindede magister J. Chr. Lindberg, men indgivet gennem, forelagt og forsvaret af den liberale politiker assessor T. Algreen-Ussing, som var modstander af kirke og kristendom, men tilhænger af tolerance og samvittighedsfrihed. summistisk (måske) ligesom i en 'summa', et teologisk synteseværk. summa summarum lat. 'summernes sum', 'den samlede sum el. mængde', ofte om hovedsummen i et regnskab el. om enhver anden form for endelig sammenfatning. quantum satis lat. tilstrækkelig (passende) mængde. det discursive Raisonement . naar Folk holder Hatten for Øinene for at bede hentyder formentlig til den gl. begravelsesceremoni at 'se i hatten', dvs. holde hatten op for øjnene, når kisten er sænket i jorden, som udtryk for andagt. attrappere opfange. Physiognomoniken tydningen af el. læren om, at menneskets ydre, specielt dets ansigtstræk, er udtryk for sjælelige egenskaber. Fysiognomonikken el. fysiognomikken blev af samtiden betragtet som en videnskab, og den vandt stor udbredelse i det 19. årh. ( og ).