]> S&o-;ren Kierkegaard Enten &streg; Eller. Anden del EE2 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Henrik Blicher, S&o-;ren Bruun, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1843 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Renskrift i sekret&ae;r P.V. Christensens h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Trykmanuskript til B Andettrykket, 1849 Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/ee2/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Enten &streg; Eller Et Livs-Fragment, udgivet af Victor Eremita Anden Deel Enten &streg; Eller Et Livs-Fragment, udgivet af Victor Eremita Anden Deel, indeholdende B.'s Papirer, Breve til A. Les grandes passions sont solitaires, et les transporter au d&eaigu;sert, c'est les rendre à leur empire. Chateaubriand Kj&o-;benhavn 1843 Faaes hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Luno's Bogtrykkeri Indhold Side 1. &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Gyldighed 13. 2. Ligev&ae;gten mellem det &Ae;sthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse 153. 3. Ultimatum 315. &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Gyldighed Min Ven! De Linier, Dit &O-;ie her f&o-;rst falder paa, ere skrevne sidst. Hensigten med dem er endnu engang at gj&o-;re et Fors&o-;g paa at tvinge den udf&o-;rligere Unders&o-;gelse, der herved tilstilles Dig, ind i et Brevs Form. Disse Linier svare da til de sidste Linier og danne tilsammen en Convolut og antyde saaledes paa en udvortes Maade, hvad indvortes Beviser paa mange Maader ville overtyde Dig om, at det er et Brev, Du l&ae;ser. Denne Tanke, at det var et Brev, jeg skrev til Dig, har jeg ikke villet opgive, deels fordi min Tid ikke har tilladt den omhyggeligere Udarbeidelse, en Afhandling kr&ae;ver, deels fordi jeg n&o-;dig vilde gaae Glip af den Leilighed til mere formanende og indtr&ae;ngende at tiltale Dig, som Brevformen medf&o-;rer. Du er altfor dreven i den Kunst, ganske i Almindelighed at kunne tale om Alt uden at lade Dig personligt ber&o-;re deraf, til at jeg skulde friste Dig ved at s&ae;tte Din dialektiske Kraft i Bev&ae;gelse. Du veed nok, hvorledes Propheten Nathan bar sig ad med Kong David, da han vel vilde forstaae Lignelsen, Propheten havde fremsat, men ikke vilde forstaae, at den gjaldt ham. Nathan tilf&o-;iede da for en Forsigtigheds Skyld: Du est Manden, Herre Konge. Saaledes har jeg ogsaa bestandig s&o-;gt at minde Dig om, at det er Dig, der tales om, og Dig der tales til. Jeg tvivler derfor ingenlunde paa, at Du stadigt under L&ae;sningen vil faae det Indtryk, at det er et Brev Du l&ae;ser, om ogsaa den Omst&ae;ndighed skulde forstyrre Dig, at Papirets Format ikke svarer dertil. Som Embedsmand har jeg den Skik at skrive paa hele Ark, maaskee kan det have sin gode Side, hvis det kunde bidrage til, at min Skrivelse i Dine &O-;ine fik en vis Officialitet. Brevet, som Du da herved modtager, er temmelig stort; skulde det pr&o-;ves paa Postv&ae;senets V&ae;gt, vilde det blive et dyrt Brev, paa en fiin Kritiks Guldv&ae;gt vilde det maaskee vise sig saare ubetydeligt. Jeg vil derfor bede Dig ikke at bruge nogen af disse V&ae;gter, Postv&ae;senets ikke, thi Du modtager det ikke til videre Befordring, men som Depositum; Kritikens ikke, da jeg n&o-;dig &o-;nskede at see Dig gj&o-;re Dig skyldig i saa grov og saa usympathetisk en Misforstaaelse. Dersom noget andet Menneske end Du fik denne Unders&o-;gelse at see, saa vilde den vist forekomme ham h&o-;ist besynderlig og overfl&o-;dig; han vilde maaskee, hvis han var en gift Mand, med en vis Familiefader-Gemytlighed udbryde: ja &Ae;gteskabet det er Livets &Ae;sthetik; hvis han var et ungt Menneske vilde han maaskee noget uklart og ureflekteret istemme: ja Kj&ae;rlighed Du er Livets &Ae;sthetik; men begge vilde ikke kunne begribe, hvorledes det kunde falde mig ind at ville redde &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Anseelse. Ja jeg vilde formodentlig istedetfor at gj&o-;re mig fortjent af virkelige og af vordende &Ae;gtem&ae;nd, snarere gj&o-;re mig mist&ae;nkt; thi den, der forsvarer, han anklager. Og det vilde jeg have Dig at takke for; thi jeg har aldrig tvivlet derom, Dig, hvem jeg tiltrods for alle Dine Bizarrerier elsker som en S&o-;n, som en Broder, som en Ven, elsker med en &ae;sthetisk Kj&ae;rlighed, fordi det engang maaskee vil lykkes Dig at finde et Centrum for Dine excentriske Bev&ae;gelser, elsker for Din H&ae;ftigheds Skyld, for Dine Lidenskabers Skyld, for Dine Svagheders Skyld; elsker med en religieus Kj&ae;rligheds Frygt og B&ae;ven, fordi jeg seer Afveiene, og fordi Du er mig noget ganske Andet end et Ph&ae;nomen. Ja naar jeg saaledes seer dig gj&o-;re Sidespring, seer Dig steile som en vild Hest, styrte Dig bagover og atter storme frem, saa, ja saa afholder jeg mig fra alle p&ae;dagogiske Usselheder, men jeg t&ae;nker paa en utilkj&o-;rt Hest, men seer ogsaa den Haand, der holder T&o-;mmen, seer sv&ae;re Skjebners Sv&o-;be l&o-;ftet over Dit Hoved. Og dog naar da endelig denne Unders&o-;gelse kommer Dig tilh&ae;nde, saa vil Du maaskee sige, ja det er unegteligt en uhyre Opgave, han har sat sig, men lad os nu ogsaa see, hvorledes han har l&o-;st den. Maaskee taler jeg for mildt til Dig, maaskee taaler jeg for meget af Dig, jeg burde maaskee mere _{benyttebenyttet}benyttet den Myndighed, jeg tiltrods for Din Stolthed har over Dig, eller jeg burde maaskee slet ikke indlade mig med Dig om denne Materie; thi Du er dog i mange Maader et ford&ae;rveligt Menneske, og jo mere man indlader sig med Dig, jo galere bliver det. Du er saaledes ingen Fiende af &Ae;gteskabet, men Du misbruger Dit ironiske Blik og Din sarkastiske Spydighed til at spotte det. Jeg vil i den Henseende gjerne indr&o-;mme Dig, at Du ikke f&ae;gter i Luften, at Du rammer sikkert, og at Du har megen Observation, men jeg vil tillige sige, at dette maaskee er Din Feil. Dit Liv vil gaae op i lutter Till&o-;b til at leve. Du vil formodentlig svare, at det dog altid er bedre end at fare paa Trivialitetens Jernbane og atomistisk fortabe sig i det sociale Livs Mylder. Man kan som sagt ikke sige, at Du hader &Ae;gteskabet; thi Din Tanke har vist egentlig aldrig endnu naaet det, idetmindste ikke uden for at skandalisere Dig derover; og saa maa Du tilgive mig, saa antager jeg, at Du ikke har gjennemt&ae;nkt Sagen. Det Du holder af er den f&o-;rste Forliebelse. Du veed at neds&ae;nke og skjule Dig i en dr&o-;mmende, elskovsdrukken clairvoyance. Du omspinder Dig selv ligesom heel og holden med det fineste Spindelv&ae;v, og nu sidder Du paa Luur. Men Du er ikke et Barn, ikke en vaagnende Bevidsthed, og Dit Blik har derfor noget Andet at betyde; men dermed er Du tilfreds. Du elsker det Tilf&ae;ldige. Et Smiil af en smuk Pige i en interessant Situation, et attraperet &O-;iekast, det er det, Du jager efter, det er et Motiv for Din &o-;rkesl&o-;se Phantasi. Du, som altid gj&o-;r Dig saa stor af at v&ae;re Observateur, Du maa finde Dig i, at Du selv til Vederlag bliver Gjenstand for Iagttagelse. Jeg vil erindre Dig om et Tilf&ae;lde. En ung smuk Pige, som Du tilf&ae;ldigviis (thi dette maa naturligviis udh&ae;ves, Du kjendte hverken hendes Stand, Navn, Alder o. s. v.) sad ved Siden af ved et Spisebord, var for knibsk til at ville skjenke Dig et &O-;iekast. Du var et &O-;ieblik raadvild, om det var blot Spr&o-;digkeit eller om der ikke blandede sig lidt Forlegenhed deri, der rigtig belyst kunde vise hende i en interessant Situation. Hun sad ligeoverfor et Speil, i hvilket Du kunde see hende. Hun kastede et undseligt Blik derover, uden at ahne, at Dit &O-;ie allerede havde taget Bolig der, hun r&o-;dmede, da Dit &O-;ie m&o-;dte hendes. Sligt opbevarer Du saa n&o-;ie som en Daguerreotyp og saa hurtigt som denne, da man som bekjendt endog i det sletteste Veir kun bruger &br1-2; Minut. Ak! ja Du er et besynderligt V&ae;sen, snart Barn, snart Olding, snart t&ae;nker Du med en uhyre Alvorlighed paa de h&o-;ieste videnskabelige Problemer, hvorledes Du vil offre Dit Liv derfor, snart er Du en forliebt Gj&ae;k. Fra &Ae;gteskabet er Du imidlertid langt borte, og jeg haaber, at Din gode Genius vil afholde Dig fra at komme paa gale Veie; thi stundom synes jeg at m&ae;rke Spor hos Dig af, at Du havde Lyst til at spille en lille Zeus. Du er saa fornem med Din Kj&ae;rlighed, at Du vist indbilder Dig, at enhver Pige maatte prise sig lykkelig ved at v&ae;re Din Kj&ae;reste i otte Dage. Dine forliebte Studier faaer Du nu at forts&ae;tte indtil videre i Forening med Dine &ae;sthetiske, ethiske metaphysiske, kosmopolitiske o. s. v. Vred paa Dig kan man egentlig ikke blive, det Onde har hos Dig, ligesom det havde i Middelalderens Opfattelse deraf, en vis Tils&ae;tning af Godmodighed og Barnagtighed. Med Hensyn til &Ae;gteskabet har Du altid forholdt Dig blot iagttagende. Der ligger noget Forr&ae;derisk i blot at ville v&ae;re Iagttager. Hvor ofte har Du ikke &streg; ja det vil jeg gjerne tilstaae, moret mig, men hvor ofte har Du ikke ogsaa plaget mig med Dine Fort&ae;llinger om, hvorledes Du snart har listet Dig ind i en, snart i en anden &Ae;gtemands Fortrolighed for at see, hvor dybt han stak i det &ae;gteskabelige Livs H&ae;nges&ae;k. Til at snige Dig ind hos Folk, dertil har Du virkelig store Gaver, det vil jeg ikke negte Dig, samt at det er ret forn&o-;ieligt at h&o-;re Dig fort&ae;lle Resultaterne deraf, og at v&ae;re Vidne til Din overgivne Gl&ae;de hver Gang Du er istand til at bringe en rigtig frisk Iagttagelse tiltorvs. Men, oprigtig talt, Din psychologiske Interesse har ikke Alvor og er mere en hypochonder Nysgjerrighed. Dog til Sagen. Det er to Ting, jeg is&ae;r maa ansee for min Opgave, at vise &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Betydning, og at vise, hvorledes det &Ae;sthetiske deri tiltrods for Livets mangfoldige Hindringer lader sig fastholde. For at Du imidlertid med desto st&o-;rre Tryghed kan hengive Dig til den Opbyggelse, L&ae;sningen af denne lille Opsats muligen kan forskaffe Dig, vil jeg bestandig lade et lille polemisk Forspil gaae forud, hvori der skal blive taget beh&o-;rigt Hensyn til Dine sarkastiske Iagttagelser. Men dermed haaber jeg ogsaa at have betalt R&o-;verstaterne den beh&o-;rige Tribut, og kan da vel saa finde mig roligt i mit Kald; thi i mit Kald er jeg dog, jeg der selv &Ae;gtemand k&ae;mper for &Ae;gteskabet &streg; pro aris et focis. Og jeg forsikkrer Dig, at denne Sag ligger mig saa meget paa Sinde, at jeg, der ellers kun f&o-;ler mig lidet fristet til at skrive B&o-;ger, virkelig kunde fristes dertil, hvis jeg turde haabe blot at frelse et eneste &Ae;gteskab ud af det Helvede, hvori det maaskee selv har styrtet sig, eller at gj&o-;re et Par Mennesker dygtigere til at realisere den skj&o-;nneste Opgave, der er sat et Menneske. For en Forsigtigheds Skyld vil jeg leilighedsviis provocere til min Kone og mit Forhold til hende, ikke som om jeg dristede mig til at fremstille vort &Ae;gteskab som Normal-Exemplar, men deels fordi disse poetiske Skildringer grebne ud af Luften i Almindelighed ikke have synderlig overbevisende Kraft, deels fordi det er mig af Vigtighed at vise, at selv i dagligdags Forhold er det muligt at bevare det &Ae;sthetiske. Du kjender mig i mange Aar, Du kjender min Kone i fem. Du finder hende ret smuk, is&ae;r t&ae;kkelig, det gj&o-;r jeg ogsaa; og dog veed jeg meget godt, at hun ikke er saa smuk om Morgenen som om Aftenen, at et vist veemodigt n&ae;sten sygeligt Tr&ae;k f&o-;rst forsvinder op ad Dagen, at det er glemt, naar hun om Aftenen i Sandhed kan gj&o-;re Fordring paa at behage. Jeg veed meget vel, at hendes N&ae;se ikke er en fuldendt Skj&o-;nhed, at den er for lille, men den vender sig dog kj&ae;k ind i Verden, og jeg veed, at denne lille N&ae;se har givet Anledning til saa mange Smaa-Drillerier, at jeg, om det stod til min Raadighed, aldrig vilde &o-;nske hende en skj&o-;nnere. Dette er en langt dybere Betydning af det Tilf&ae;ldige i Livet end den, Du er saa enthusiastisk for. For alt dette Gode takker jeg Gud og glemmer det Svage. Dog dette er mindre vigtigt; men der er een Ting, hvorfor jeg takker Gud af min hele Sj&ae;l, og det er, at hun er den eneste, jeg har elsket, den f&o-;rste; og der er een Ting, jeg beder Gud om af mit ganske Hjerte, at han vil give mig Styrke til aldrig at ville elske nogen Anden. Dette er en Husandagt, hvori ogsaa hun deeltager; thi for mig faaer enhver F&o-;lelse, enhver Stemning en h&o-;iere Betydning derved, at jeg gj&o-;r hende deelagtig deri. Alle endog de h&o-;ieste religieuse F&o-;lelser kunne antage en vis Magelighed, naar man altid er ene om dem; i hendes N&ae;rv&ae;relse er jeg paa eengang Pr&ae;st og Menighed. Og skulde jeg stundom blive ukj&ae;rlig nok til ikke at erindre dette Gode, uskj&o-;nsom nok til ikke at takke derfor, da vil hun erindre mig derom. Seer Du, min unge Ven! dette er ikke Leflerier i Forliebelsens f&o-;rste Dage, ikke Fors&o-;g i den experimenterende Erotik, saaledes som vel n&ae;sten Enhver i Forlovelses-Dagene har forelagt sig og den Elskede det Sp&o-;rgsmaal, om hun ikke har elsket f&o-;r, eller om han selv ikke har elsket Nogen f&o-;r; men det er Livets Alvor, og dog er det ikke koldt, uskj&o-;nt, uerotisk, upoetisk. Og i Sandhed det ligger mig saare meget paa Sinde, at hun virkelig elsker mig, og at jeg virkelig elsker hende, ikke som om vort &Ae;gteskab ikke i Aarenes L&o-;b skulde have opnaaet ligesaa megen Fasthed som de fleste Andres, men det gl&ae;der mig endnu bestandig at forynge vor f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og dette atter saaledes, at det for mig har ligesaa megen religi&o-;s som &ae;sthetisk Betydning; thi Gud er ikke bleven mig saa supramundan, at han ikke skulde bekymre sig om den Pagt, han selv haver stiftet mellem Mand og Qvinde, og jeg er ikke bleven saa aandelig, at ikke ogsaa den verdslige Side af Livet skulde have sin Betydning for mig. Og Alt det Skj&o-;nne, der laae i den hedenske Erotik, har sin Gyldighed i Christendommen, forsaavidt som det lader sig forbinde med &Ae;gteskabet. Denne Foryngen af vor f&o-;rste Kj&ae;rlighed er ikke blot en veemodig Skuentilbage, eller en poetisk Erindren af det Oplevede, hvorved man tilsidst hilder sig selv; alt Sligt udmatter; &streg; den er en Handlen. Det &O-;ieblik kan overhovedet komme tidlig nok, da man maa lade sig n&o-;ie med at erindre; saa l&ae;nge som muligt b&o-;r man holde Livets friske V&ae;ld aabent. Du derimod, Du lever virkelig af Rov. Du lister Dig ubem&ae;rket paa Folk, stj&ae;ler deres lykkelige &O-;ieblik, deres skj&o-;nneste &O-;ieblik fra dem, stikker dette Skyggebillede i Din Lomme, som den lange Mand i Schlemil og tager det frem, naar Du &o-;nsker det. Du siger vel, at de Vedkommende Intet tabe derved, at de ofte maaskee ikke selv vide, hvilket der er deres skj&o-;nneste &O-;ieblik; Du mener, at de tvertimod b&o-;r v&ae;re Dig takskyldige, fordi Du ved Dit Studium af Belysning, ved Dine Trylleformularer har ladet dem vise sig forklarede i overv&ae;ttes &O-;ieblikkes overnaturlige St&o-;rrelse. Maaskee tabe de Intet derved, og det bliver dog et Sp&o-;rgsmaal, om det ikke lod sig t&ae;nke, at de beholdt en Erindring derom, som altid blev dem smertelig; men Du taber, Du taber Din Tid &streg; Din Ro &streg; Din Taalmod til at leve; thi Du veed meget godt selv, hvor utaalmodig Du er, Du der engang skrev mig til, at Taalmodighed til at b&ae;re Livets Byrder maatte dog v&ae;re en overordentlig Dyd, Du f&o-;lte ikke engang Taalmod til at gide leve. Dit Liv opl&o-;ser sig i lutter saadanne interessante Enkeltheder. Og dersom man turde haabe, at den Energi, der i slige &O-;ieblikke gjennemgl&o-;der Dig, kunde vinde Skikkelse i Dig, kunde udbrede sig sammenh&ae;ngende over Dit Liv, ja da vilde der visselig blive noget Stort af Dig; thi Du er selv i slige &O-;ieblikke forklaret. Der er en Uro i Dig, over hvilken dog Bevidstheden sv&ae;ver lys og klar, hele Din Sj&ae;l er samlet paa dette eneste Punkt, Din Forstand udkaster hundrede Planer, Du l&ae;gger Alt til Rette til Angreb; det mislykkes i een Retning; &o-;ieblikkelig er Din n&ae;sten diaboliske Dialektik istand til at forklare det Foregaaende saaledes, at det maa tjene i den ny Operations-Plan. Du sv&ae;ver bestandig over Dig selv, og om ethvert Skridt er nok saa afgj&o-;rende, beholder Du dog i Dig selv en Interpretations-Mulighed, der med et Ord kan forandre Alt. Og nu dertil hele Stemningens Incarnat. Dit &O-;ie funkler, eller rettere, det udstraaler ligesom paa eengang hundrede speidende &O-;ine, en flygtig R&o-;dme iler hen over Dit Ansigt; Du stoler trygt paa Dine Beregninger, og dog venter Du med en forf&ae;rdelig Utaalmodighed &streg; ja min kj&ae;re Ven, jeg troer egentlig til Syvende og Sidst, at Du bedrager Dig selv, at Alt det, Du taler om at attrapere et Menneske i hans lykkelige &O-;ieblik, kun er Din egen overv&ae;ttes Stemning, Du griber. Du er saa potenseret, at Du er skabende. Af den Grund meente jeg, at det ikke var saa skadeligt for Andre; for Dig er det absolut skadeligt. Og ligger der dog ikke noget uhyre Trol&o-;st til Grund derfor. Du siger vel, at Menneskene ikke komme Dig ved, at de tvertimod maae takke Dig for, at Du ved Din Ber&o-;ring ikke som Circe forvandler dem til Sviin, men fra Sviin til Heroer. Du siger, det er en ganske anden Sag, hvis der var et Menneske, der ret egentlig betroede sig til Dig; men et saadant Menneske har Du endnu aldrig truffet. Dit Hjerte bev&ae;ges, Du hensmelter af inderlig R&o-;relse ved Tanken om, at Du vilde offre Alt for ham. Jeg vil heller ei frakjende Dig en vis godmodig Hj&ae;lpsomhed, at f. Ex. den Maade, Du underst&o-;tter Tr&ae;ngende paa, i Sandhed er skj&o-;n, at den Mildhed, Du stundom kan l&ae;gge for Dagen, har noget Nobelt ved sig, men desuagtet troer jeg, at der atter her skjuler sig en vis Fornemhed. Jeg vil ikke erindre om enkelte excentriske Yttringer deraf, det var Synd saaledes at fordunkle aldeles det Gode, der kan v&ae;re hos Dig; derimod vil jeg erindre Dig om en lille Begivenhed i Dit Liv, som det ikke kan v&ae;re skadeligt for Dig at blive mindet om. Du fortalte mig engang, at Du paa en Spadseretour gik bag efter to fattige Koner. Min Skildring af Situationen har maaskee i dette &O-;ieblik ikke den Livlighed, som Din havde, da Du kom styrtende op til mig, ene besk&ae;ftiget med denne _TankerTanke. Det var to Koner fra Ladegaarden. De havde maaskee kjendt bedre Dage; men dette var glemt, og Ladegaarden er just ikke det Sted, hvor man opelsker et Haab. Idet den ene tog og b&o-;d den anden en Priis, sagde hun: hvo der havde 5 Rbd. Hun er maaskee selv bleven overrasket af dette dristige &O-;nske, som ogsaa ub&o-;nh&o-;rt gjenl&o-;d hen over Glacierne. Du traadte til, Du havde allerede taget Din Tegnebog op og en Femrigsdalerseddel frem, f&o-;rend Du gjorde det afgj&o-;rende Skridt, for at Situationen kunde beholde den beh&o-;rige Elasticitet, for at hun ikke for tidlig skulde ahne Noget. Du traadte til med en vis n&ae;sten underdanig H&o-;flighed, som det s&o-;mmer sig for en tjenende Aand; Du gav hende de 5 Rbd. og forsvandt. Du frydede Dig ved Tanken om, hvilket Indtryk det nu vilde gj&o-;re paa hende, om hun deri vilde see en guddommelig Tilskikkelse, eller om hendes Sind, der maaskee allerede ved mange Lidelser havde udviklet en vis Trods, snarere n&ae;sten med Foragt vilde vende sig mod den guddommelige Styrelse, der her ret antog Charakteer af Tilf&ae;ldighed. Du fortalte, at det gav Dig Anledning til at overveie, om ikke den aldeles tilf&ae;ldige Opfyldelse af et saadant tilf&ae;ldigt yttret &O-;nske netop kunde bringe et Menneske til Fortvivlelse, fordi derved Livets Realitet blev negeret i sin dybeste Rod. Det, Du altsaa vilde, var at spille Skjebnen, det Du egentlig frydede Dig ved, var den Mangfoldighed af Reflexioner, der herfra lod sig udspinde. Jeg vil nu gjerne indr&o-;mme Dig, at Du er ret godt skikket til at spille Skjebnen, forsaavidt man med dette Ord forbinder Forestillingen om det Ustadigste og Lunefuldeste af Alt; jeg for mit Vedkommende lader mig gjerne n&o-;ie med en mindre fornem Ans&ae;ttelse i Livet. Forresten kan Du i dette Tilf&ae;lde see et Exempel, der maaskee kan oplyse Dig om, hvorvidt Du ikke virker skadeligt paa Menneskene ved Dine Experimenter. Du synes at have Fordelen paa Din Side; Du har givet en fattig Kone 5 Rbd., opfyldt hendes h&o-;ieste &O-;nske, og dog tilstaaer Du jo selv, at det ligesaa godt kunde virke saaledes paa hende, at hun, som Jobs Hustru raader ham at gj&o-;re, bandede Gud. Du vil vel sige, at disse F&o-;lger ikke stod i Din Magt, og at naar man saaledes vil beregne F&o-;lgerne, kan man slet ikke handle; men jeg vil svare: jo vist kan man handle. Dersom jeg havde havt 5 Rbd., vilde jeg maaskee ogsaa have givet hende dem, men jeg vilde tillige v&ae;re bleven mig bevidst, at jeg ikke forholdt mig experimenterende; jeg vilde holde mig _{overbeviist os}overbeviist om, at det guddommelige Forsyn, som hvis ringe Redskab jeg i hiint &O-;ieblik f&o-;lte mig, vel vilde styre Alt til det Bedste, og selv havde jeg Intet at bebreide mig. Hvor usikkert og sv&ae;vende Dit Liv er, det vil Du ogsaa kunne overbevise Dig om derved, at Du slet ikke er sikker paa, at det engang vil falde Dig tungt paa Sinde, at Din hypochondre Skarpsindighed og Spidsfindighed kan hexe Dig ind i en Kreds af Conseqvenser, som Du forgj&ae;ves vil s&o-;ge at arbeide Dig ud af, at Du vil s&ae;tte Himmel og Jord i Bev&ae;gelse for at finde den fattige Kone igjen, for at iagttage, hvad Indtryk det har gjort paa hende, &anfbeg;samt paa hvilken Maade hun bedst b&o-;r paavirkes&anfslut;; thi Du bliver altid den Samme, aldrig klogere. Med Din Lidenskabelighed var det vel muligt, at Du kunde beslutte Dig til at glemme Dine store Planer, Dine Studier, kort Alt kunde blive Dig ligegyldigt i Sammenligning med den Tanke, at finde hiin fattige Kone, som maaskee var d&o-;d og borte for l&ae;nge siden. Paa den Maade s&o-;ger Du at b&o-;de paa, hvad Du har gjort galt, og saaledes bliver Din Livs-Opgave i sig saa stridig, at man kan sige, at Du paa eengang vil v&ae;re Skj&ae;bnen og vor Herre, en Opgave, som vor Herre _{selv ikkeikke selv}ikke selv kan realisere, thi han er kun det Ene. Den Iver, Du da l&ae;gger for Dagen, kan vel v&ae;re ret roesv&ae;rdig, men seer Du dog ikke, hvorledes det klarere og klarere viser sig, at det Du mangler, aldeles mangler, er Tro. Istedetfor at frelse Din Sj&ae;l ved at betroe Alt i Guds Haand, istedetfor at skyde denne Gjenvei, foretr&ae;kker Du den uendelige Omvei, som maaskee aldrig vil f&o-;re Dig til Maalet. Du vil nu formodentlig sige: ja paa den Maade beh&o-;ver man aldrig at handle; jeg vil svare: jo vist, naar Du veed med Dig selv, at Du har en Plads i Verden, der er Din, paa hvilken Du b&o-;r samle al Din Virksomhed; men at handle saaledes som Du gj&o-;r, det gr&ae;ndser jo til Vanvid. Du vil sige, at om Du end lagde H&ae;nderne i Skj&o-;det og lod Gud s&o-;rge, saa var Konen dermed maaskee ikke hjulpen; jeg vil svare: vel muligt, men Du var hjulpen, og Konen var det ogsaa, dersom hun ligeledes betroede sig til Gud. Og seer Du da ikke, at dersom Du nu virkelig tog Reisest&o-;vlerne paa, og vandrede ud i Verden og spildte Din Tid og Din Kraft, saa gik Du Glip af al anden Virksomhed, Noget der maaskee i en senere Tid atter vilde plage Dig. Men som sagt, denne lunefulde Existens er den ikke Trol&o-;shed? Vel synes det in casu, at Du ved at vandre Verden rundt for at finde den fattige Kone, viste en overordentlig, en uh&o-;rt Grad af Trofasthed; thi der var jo ikke det mindste Egoistiske, der bev&ae;gede Dig; det var jo ikke som naar en Elsker reiser efter den Elskede; nei det var reen Sympathi. Jeg vil svare: Du skulde dog vel vogte Dig for at kalde hiin F&o-;lelse Egoisme, men det er Din s&ae;dvanlige opr&o-;rske Uforskammenhed. Alt hvad der ved guddommelige og menneskelige Love er etableret, det foragter Du, og for at blive fri derfor, griber Du det Tilf&ae;ldige, som her en fattig Dig ubekjendt Kone. Og hvad Din Sympathi angaaer, saa var den maaskee reen Sympathi &streg; for Dit Experiment. Overalt glemmer Du, at Din Existens i Verden dog umuligt kan v&ae;re beregnet blot paa det Tilf&ae;ldige, og at i det &O-;ieblik Du gj&o-;r dette til Hovedsagen, Du aldeles glemmer, hvad Du er Dine N&ae;rmeste skyldig. Jeg veed meget vel, at Du ikke mangler sophistisk Kl&o-;gt til at besmykke eller ironisk Smidighed til at underbyde, Du vil derfor vel svare: jeg er ikke saa storartig, at jeg skulde indbilde mig at v&ae;re den, der kan virke for det Hele, det overlader jeg de Udm&ae;rkede, naar jeg blot kan virke for noget ganske Enkelt, er jeg tilfreds. Men dette er i Grunden en uhyre L&o-;gn; thi Du vil slet ikke virke, Du vil experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med megen Fr&ae;khed; og Virksomhed er altid Gjenstand for Din Spot, som da Du engang yttrede om en Mand, der paa en latterlig Maade var kommen af Dage, Noget der da gottede Dig i mange Dage, at man vidste forresten Intet om hans Livs Betydning for det Hele og det Store, men nu kunde man sige om ham, at han i Sandhed ikke havde levet forgjeves. Som sagt, det Du vil v&ae;re er &streg; Skjebnen. Stands nu et &O-;ieblik. Jeg agter ikke at pr&ae;ke for Dig, men der er en Alvor, som jeg veed Du har endog en ualmindelig dyb Agtelse for, og Enhver, som har Magt nok til at fremkalde den hos Dig, eller Tillid nok til Dig til at lade den fremtr&ae;de hos Dig, vil i Dig, det veed jeg, see en ganske Anden. T&ae;nk Dig, for at tage det H&o-;ieste, t&ae;nk Dig, at Alts alm&ae;gtige Ophav, at Gud i Himmelen saaledes blot vilde s&ae;tte sig som en Gaade for Menneskene, vilde lade hele Menneskesl&ae;gten sv&ae;ve i denne r&ae;dsomme Uvished, vilde der da ikke v&ae;re Noget, der vilde opr&o-;re sig derimod i Dit Inderste, vilde Du noget &O-;ieblik kunne udholde denne Qval, eller vilde Du noget &O-;ieblik kunne bringe Din Tanke til at fastholde denne R&ae;dsel! Og dog maatte han vel n&ae;rmest, om jeg saa t&o-;r sige, bruge dette stolte Ord: hvad vedkommer Mennesket mig. Men derfor er det heller ikke saaledes; og naar jeg udsiger, at Gud er ubegribelig, da opl&o-;fter min Sj&ae;l sig til det H&o-;ieste, det er netop i de saligste &O-;ieblikke, at jeg udsiger det, ubegribelig, fordi hans Kj&ae;rlighed er ubegribelig, ubegribelig, fordi hans Kj&ae;rlighed overgaaer al Forstand. Udsagt om Gud betegner det det H&o-;ieste; naar man n&o-;dsages til at udsige det om et Menneske, betegner det altid en Feil, stundom en Synd. Og Christus ansaae det ikke for et Rov at v&ae;re Gud liig, men ydmygede sig selv, og Du vil ansee de aandelige Gaver, der ere Dig skj&ae;nkede, for at v&ae;re et Rov. Bet&ae;nk dog, Dit Liv gaaer hen, engang vil vel den Tid ogsaa komme for Dig, da Dit Liv ligger afsluttet, da der ikke mere er anviist Dig nogen Udvei til at leve, da Erindringen ene er tilbage, Erindringen, men ikke i den Forstand, hvori Du elsker den saa meget, denne Blanding af Digt og Sandhed, men Samvittighedens alvorlige og trofaste Erindring; vogt Dig for, at den ikke vil rulle en Liste op for Dig, vel ikke af egentlige Forbrydelser, men af fort&ae;rede Muligheder, Skyggebilleder, som det vil v&ae;re Dig en Umulighed at forjage. Endnu er Du ung, den aandelige Smidighed, Du er i Besiddelse af, kl&ae;der Ungdommen godt og forlyster &O-;iet en Stund. Man frapperes ved at see en Clown, hvis Ledemod ere saa bl&o-;de, at al N&o-;dvendighed for Menneskets Gang og Stilling i ham er oph&ae;vet; saaledes er Du i aandelig Forstand, Du kan ligesaa godt staae paa Hovedet som paa Benene, Alt er Dig muligt, og ved denne Mulighed kan Du overraske Andre og Dig selv; men det er usundt, og for Din egen Roligheds Skyld beder jeg Dig see til, at hvad der er et Fortrin hos Dig, ikke ender med at blive en Forbandelse. Ethvert Menneske, der har en Overbeviisning, kan ikke saaledes efter Behag vende op og ned paa sig selv og paa Alt. Jeg advarer Dig derfor ikke for Verden, men for Dig selv og Verden for Dig. Saa meget er vist, dersom jeg havde en Datter i den Alder, at der kunde v&ae;re Tale om, at hun kunde paavirkes af Dig, saa vilde jeg i h&o-;i Grad advare hende, is&ae;r hvis hun tillige skulde v&ae;re aandelig begavet. Og skulde der ikke v&ae;re Grund til at advare mod Dig, da jeg, der dog indbilder mig at turde maale mig med Dig om ikke i Smidighed, saa dog i Fasthed og Holdning, om ikke i det Ustadige og Glimrende, dog vel i det Faste, &streg; da jeg virkelig undertiden med en vis Uvillie f&o-;ler, at Du bestikker mig, at jeg lader mig henrive af Din Overgivenhed, af den tilsyneladende godmodige Vittighed, hvormed Du spotter Alt, lader mig henrive til denne samme &ae;sthetisk-intellectuelle Berusethed, i hvilken Du lever. Jeg f&o-;ler derfor vel, at jeg mod Dig har en vis Grad af Usikkerhed, idet jeg snart er for str&ae;ng, snart for eftergivende. Det er imidlertid ikke saa besynderligt; thi Du er som et Indbegreb af al Mulighed, derfor maa man snart i Dig see Muligheden af Din Ford&ae;rvelse, snart af Din Frelse. Du forf&o-;lger enhver Stemning, enhver Tanke, god eller ond, glad eller s&o-;rgelig, til dens yderste Gr&ae;ndse, dog saaledes, at dette skeer mere in abstracto end in concreto, at denne Forf&o-;lgelse selv mere er en Stemning, hvoraf Intet resulterer Andet end en Viden om den, end ikke saa meget, at det bliver Dig vanskeligere eller lettere n&ae;ste Gang at hengive Dig i den samme Stemning; thi Du beholder bestandig Muligheden dertil. Man kan derfor n&ae;sten bebreide Dig Alt og slet Intet, fordi det er og dog ikke er hos Dig. Du vedkjender Dig eller vedkjender Dig ikke, efter Omst&ae;ndighederne, at have havt en saadan Stemning, men Du er utilg&ae;ngelig for enhver Tilregnelse; det, det kommer Dig an paa, er, at Du har havt Stemningen fuldst&ae;ndig, pathetisk sand. Det var altsaa om &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Betydning jeg vilde handle. Dette kunde synes at v&ae;re en overfl&o-;dig Unders&o-;gelse, at v&ae;re Noget, Enhver vilde indr&o-;mme, da det ofte nok er paaviist; thi har nu ikke gjennem Aarhundreder Riddere og Eventyrere udstaaet utrolig M&o-;ie og Besv&ae;r for endelig at havne i et lykkeligt &Ae;gteskabs stille Fred; har ikke gjennem Aarhundreder Romanskrivere og Romanl&ae;sere arbeidet sig igjennem et Bind efter det andet, for at standse ved et lykkeligt &Ae;gteskab, og har ikke den ene Sl&ae;gt efter den anden atter og atter troligt udholdt 4 Akters Besv&ae;rligheder og Forviklinger, naar der blot var nogenlunde Sandsynlighed for et lykkeligt &Ae;gteskab i 5te. Imidlertid er der ved disse uhyre Anstr&ae;ngelser udrettet saare lidet til &Ae;gteskabets Forherligelse, og jeg tvivler meget om, at der nogensinde har v&ae;ret noget Menneske, der ved L&ae;sning af slige Skrifter har f&o-;lt sig gjort dygtigt til at fuldkomme den Opgave, han har sat sig, eller f&o-;lt sig orienteret i Livet; thi dette er netop det Ford&ae;rvelige, det Usunde ved hine Skrifter, at de ende, hvor de skulde begynde. Efter de mange overstandne Fata synke endelig de Elskende i hinandens Arme, Teppet falder, Bogen ender, men L&ae;seren er lige klog; thi det beh&o-;ves der i Sandhed ikke stor Kunst til, forudsat at Kj&ae;rligheden i sin f&o-;rste Opblussen er tilstede, da at have Mod og Kl&o-;gt _{nok af}nok til af al sin Kraft at k&ae;mpe for Besiddelsen af det Gode, man anseer for det eneste, men derimod vel Besindighed, Viisdom, Taalmod til at beseire den Mathed, der ofte pleier at f&o-;lge oven paa et opfyldt &O-;nske. Det ligger ganske naturligt i Kj&ae;rlighedens f&o-;rste Opblussen, at den ikke synes at kunne lide Besv&ae;rligheder nok for at erhverve Besiddelsen af den elskede Gjenstand, ja at den er tilb&o-;ilig til, forsaavidt der ikke er Farer tilstede, da selv at forskaffe sig saadanne blot for at beseire dem. Dette er denne Retnings hele Opm&ae;rksomhed henvendt paa, og saa snart Farerne ere beseirede, saa veed Maskinmesteren Beskeed. Det er derfor sjeldnere, at man seer en Vielse eller l&ae;ser om den, uden forsaavidt Operaen og Balletten har forbeholdt sig dette Moment, der vel kan give Anledning til et og andet dramatisk Galimathias, til pragtfulde Optog, til en Figurants betydningsfulde Gestikulationer og himmelske &O-;iekast, til Vexling af Ringene &et;c. Det, der er det Sande i denne hele Udvikling, det egentlige &Ae;sthetiske ligger i, at Kj&ae;rligheden bliver sat i Str&ae;ben, at denne F&o-;lelse sees k&ae;mpende sig gjennem en Mods&ae;tning. Det, der er det Forfeilede, er, at denne Kamp, denne Dialektik er aldeles udvortes, og at Kj&ae;rligheden udgaaer ligesaa abstrakt af denne Kamp, som den indgik i den. Naar f&o-;rst Forestillingen om Kj&ae;rlighedens egen Dialektik vaagner, Forestillingen om dens pathologiske Kampe, om dens Forhold til det Ethiske, det Religi&o-;se, da vil man i Sandhed ikke beh&o-;ve haardhjertede F&ae;dre eller Jomfrubure eller fortryllede Prindsesser eller Trolde og Uhyrer for at give Kj&ae;rligheden fuldt op at bestille. I vor Tid tr&ae;ffer man nu sjeldnere paa slige grusomme F&ae;dre, eller slige r&ae;dsomme Uhyrer, og forsaavidt derfor den nyere Literatur har dannet sig i Lighed med en &ae;ldre, saa er egentlig Penge bleven det Mods&ae;tnings-Medium, igjennem hvilket Kj&ae;rligheden bev&ae;ger sig, og man slider sig da atter gjennem 4 Akter, naar der er grundede Udsigter til at en riig Onkel kan d&o-;e i 5te. Det er imidlertid sjeldnere Tilf&ae;lde, at man seer slige Pr&ae;stationer, og i det Hele taget er den nyere Literatur fuldt op besk&ae;ftiget med at gj&o-;re Kj&ae;rligheden i den abstrakte Umiddelbarhed, i hvilken den bestod i den egentlige Roman-Verden, latterlig. Naar man saaledes betragter Scribes Theater-Virksomhed, saa vil man finde det som et af hans Hoved-Themaer, at Kj&ae;rlighed er en Illusion. Dog dette beh&o-;ver jeg blot at erindre Dig om; Du har altfor megen Sympathi med Scribe og hans Polemik, idetmindste troer jeg, at Du vilde gj&o-;re den gj&ae;ldende mod hele Verden, om Du end vilde forbeholde den ridderlige Kj&ae;rlighed for Dig selv; thi Du er saa langt fra at v&ae;re blottet for F&o-;lelse, at Du, hvad F&o-;lelse angaaer, er det mest jaloux Menneske, jeg kjender. Jeg erindrer, Du engang sendte mig en lille Kritik over Scribes &anfbeg;den f&o-;rste Kj&ae;rlighed&anfslut;, der var skreven med en n&ae;sten fortvivlet Enthusiasme. Du paastod deri, at det var det Bedste, Scribe nogensinde havde skrevet, og at dette Stykke rigtigt forstaaet alene var tilstr&ae;kkeligt til at gj&o-;re ham ud&o-;delig. Jeg vilde n&ae;vne et andet Stykke, der, som det synes mig, igjen viser Mangelen ved det, Scribe s&ae;tter istedet. Det er: &anfbeg;for evig&anfslut;. Her ironiserer han over en f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Ved Hj&ae;lp af en kl&o-;gtig Moder, der tillige er en fiin Verdensdame, oprettes en ny Kj&ae;rlighed, som hun anseer for paalidelig, men for den Tilskuer, der ikke vil v&ae;re tilfreds med, at Digteren her ganske vilkaarligt har sat Punctum, viser det sig let, at der ligesaa godt kunde komme en tredie. Overhovedet er det m&ae;rkeligt, i hvor h&o-;i en Grad den nyere Poesi er t&ae;rende, og saaledes har den alt i l&ae;ngere Tid levet af Kj&ae;rlighed. Vor Tid erindrer meget om den gr&ae;ske Stats Opl&o-;sning, Alt bestaaer, og dog er der Ingen, der troer derpaa. Det usynlige aandelige Baand, der giver det Gyldighed, er forsvundet, og saaledes er hele Tiden paa eengang comisk og tragisk; tragisk fordi den gaaer under, comisk fordi den bestaaer, thi det er dog bestandigt det Uforkr&ae;nkelige, der b&ae;rer det Forkr&ae;nkelige, det Aandelige det Legemlige, og dersom det lod sig t&ae;nke, at et afsj&ae;let Legeme kunde en liden Stund endnu fuldkomme de s&ae;dvanlige Funktioner, vilde det paa samme Maade v&ae;re comisk og tragisk. Men lad kun Tiden fort&ae;re, og jo mere den faaer fort&ae;ret af den substantielle Gehalt, der laae i den romantiske Kj&ae;rlighed, med desto st&o-;rre Forf&ae;rdelse vil den ogsaa engang, naar denne Tilintetgj&o-;relse ikke mere behager, blive sig bevidst, hvad den har tabt og med Fortvivlelse f&o-;le sin Ulykke. Vi ville nu see, hvorvidt det er lykkedes den Tid, der har tilintetgjort den romantiske Kj&ae;rlighed, at s&ae;tte noget bedre istedet. F&o-;rst vil jeg dog angive Kjendetegnene paa den romantiske Kj&ae;rlighed. Man kunde med eet Ord sige, den er umiddelbar; at see hende og elske hende var eet, eller uagtet hun kun gjennem en Ridse af det tillukkede Jomfrubuurs Vindue saae ham en eneste Gang, saa elskede hun ham dog fra dette &O-;ieblik, ham ene i hele Verden. Jeg burde nu vel egentlig efter Aftale her give Plads for nogle polemiske Udgydelser, for derved hos Dig at befordre den Secretion af Galde, der er en n&o-;dvendig Betingelse for en sund og gavnlig Tilegnelse af hvad jeg har at sige. Imidlertid kan jeg dog ikke beslutte mig dertil, og det af to Grunde, deels fordi det i vor Tid er temmelig forslidt, og oprigtigt talt er det ubegribeligt, at Du i denne Henseende vil v&ae;re med Str&o-;mmen, da Du ellers altid er imod; deels fordi jeg virkelig har bevaret en vis Tro paa Sandheden deraf, en vis &Ae;rb&o-;dighed derfor, en vis Vemod derved. Jeg n&ae;vner derfor blot L&o-;snet til Din Polemik i denne Retning, Overskriften over en lille Opsats af Dig, empfindsame og ubegribelige Sympathier eller to Hjerters harmonia pr&ae;stabilita. Hvad Goethe med saa megen Kunst i hans Wahlverwandschaften f&o-;rst har ladet os ahne i Naturens Billedsprog for siden at realisere i Aandens Verden, det er det vi her tale om, kun at Goethe har bestr&ae;bt sig for at motivere denne Tiltr&ae;kning gjennem en Succession af Momenter (maaskee for at vise Forskjellen mellem Aandens Liv og Natur-Livet) og ikke udh&ae;vet den Hurtighed, den forelskede Utaalmodighed og Bestemthed, hvormed det Sammenh&o-;rende s&o-;ger sammen. Og er det dog ikke skj&o-;nt saaledes at t&ae;nke sig, at to V&ae;sener ere bestemte for hinanden! Hvor ofte har man dog ikke en Trang til at gaae ud over den historiske Bevidsthed, en L&ae;ngsel, en Hjemvee efter den Urskov, der ligger bag ved os, og faaer denne L&ae;ngsel ikke dobbelt Betydning, naar dertil knytter sig Forestillingen om et andet V&ae;sen, der ogsaa har sit Hjem i hine Egne. Ethvert &Ae;gteskab, endog det, der er indgaaet efter besindigt Overl&ae;g, har derfor en Trang til, idetmindste i enkelte &O-;ieblikke at t&ae;nke sig en slig Forgrund. Og hvor skj&o-;nt er det ikke, at den Gud, der er Aand, tillige elsker den jordiske Kj&ae;rlighed. At der nu blandt &Ae;gtefolk lyves meget i denne Henseende, det vil jeg gjerne indr&o-;mme Dig, og at Dine Observationer i denne Retning ofte have moret mig, men det Sande deri b&o-;r man ikke glemme. Maaskee t&ae;nker En og Anden, at det dog er bedre at have fuldkommen Raadighed i Valget af &anfbeg;sit Livs Ledsagerinde&anfslut;, men en saadan Yttring r&o-;ber en h&o-;i Grad af Bornerethed og taabelig Forstands Vigtighed, og ahner ikke, at den romantiske Kj&ae;rlighed er fri i sin Genialitet, og at netop denne Genialitet er det Store i den. Den romantiske Kj&ae;rlighed viser sig som umiddelbar derved, at den blot hviler i Naturn&o-;dvendighed. Den er baseret paa Skj&o-;nhed, deels paa sandselig Skj&o-;nhed, deels paa den Skj&o-;nhed, der gjennem og i og med det Sandselige lader sig forestille, dog ikke saaledes at det er gjennem en Overveielse den kommer tilsyne; men saaledes som den bestandig staaer paa Springet til at yttre sig, titter frem derigjennem. Uagtet denne Kj&ae;rlighed v&ae;sentlig er baseret paa det Sandselige, er den dog &ae;del ved den Evigheds Bevidsthed, den optager i sig; thi det er det, der adskiller al Kj&ae;rlighed fra Vellyst, at den har et Evighedens Pr&ae;g paa sig. De Elskende ere inderligen overbeviste om, at deres Forhold er et i sig fuldendt Hele, der aldrig vil kunne forandres. Men da denne Forvisning kun er begrundet paa Natur-Bestemmelse, saa er det Evige baseret paa det Timelige og h&ae;ver derved sig selv. Da denne Forvisning ingen Pr&o-;velse har gjennemgaaet, ingen h&o-;iere Begrundelse har fundet, saa viser den sig som en Illusion, og derfor er det saa let at gj&o-;re den latterlig. Imidlertid skulde man ikke v&ae;re saa redebon hertil, og det er i Sandhed v&ae;mmeligt at see i den nyere Comedie disse erfarne, intriguante, bl&o-;dagtige Qvinder, der veed, at Kj&ae;rlighed er en Illusion. Jeg veed intet saa vederstyggeligt V&ae;sen som en saadan Qvinde. Ingen Udsv&ae;velse er mig saa modbydelig, og Intet er mig saa opr&o-;rende som at see en ung elskovsrig Pige i H&ae;nderne paa en saadan. Det er i Sandhed Forf&ae;rdeligere end at t&ae;nke sig hende i H&ae;nderne paa en Klub af Forf&o-;rere. Det er s&o-;rgeligt at see en Mand, der har faaet Bugt med alt det Substantielle i Livet, men at se en Qvinde paa denne Afvei er r&ae;dsomt. Dog, som sagt, den romantiske Kj&ae;rlighed har en Analogi til det S&ae;delige i den formeentlige Evighed, der adler den og frelser den fra den blotte Sandselighed. Det Sandselige er nemlig det Momentane. Det Sandselige s&o-;ger den &o-;ieblikkelige Tilfredsstillelse, og jo mere forfinet det er, desto mere veed det at gj&o-;re Nydelsens &O-;ieblik til en lille Evighed. Den sande Evighed i Kj&ae;rligheden, som er den sande S&ae;delighed, frelser den derfor egentlig f&o-;rst ud af det Sandselige. Men for at frembringe denne sande Evighed udkr&ae;ves en Villiebestemmelse, dog herom mere siden. Svagheden ved den romantiske Kj&ae;rlighed har vor Tid meget godt indseet, dens ironiske Polemik imod den har ogsaa stundom v&ae;ret ret moersom; om den har afhjulpet Br&o-;sten og hvad den har sat istedet ville vi nu see. Man kan sige, at den har slaaet to Veie ind, af hvilke den ene strax ved f&o-;rste &O-;iekast viser sig som en Afvei, det vil sige som us&ae;delig; den anden, der er respektablere, gaaer dog, troer jeg, Glip af det Dybere i Kj&ae;rligheden. Dersom nemlig Kj&ae;rlighed beroer paa det Sandselige, saa indseer Enhver jo let, at denne umiddelbare ridderlige Trofasthed er en Daarskab. Hvad Under da at Qvinden vil emanciperes, et af vor Tids mange uskj&o-;nne Ph&ae;nomener, hvori M&ae;ndene ere Skyld. Det Evige i Kj&ae;rligheden bliver Gjenstand for Spot, det Timelige holdes tilbage, men det Timelige igjen raffineret i en sandselig Evighed, i Omfavnelsens evige &O-;ieblik. Hvad jeg her siger, det har ikke sin Anvendelse blot paa en og anden Forf&o-;rer, der som et Rovdyr lusker om i Verden, nei det passer paa et talrigt Chor af ofte h&o-;ist begavede Mennesker, og det er ikke blot Byron, der erkl&ae;rer Kj&ae;rlighed for Himmerig, &Ae;gteskab for Helvede. Man seer nu tydelig, at her er en Reflexion, Noget den romantiske Kj&ae;rlighed ikke har. Denne kan gjerne tage &Ae;gteskabet med, tager den kirkelige Velsignelse som en skj&o-;n Festlighed mere, uden at denne dog egentlig faaer Betydning for den som saadan. Paa Grund af hiin Reflexion har den omtalte Kj&ae;rlighed med en forf&ae;rdelig Forstandens Urokkelighed og Forh&ae;rdelse udfundet en ny Definition paa, hvad ulykkelig Kj&ae;rlighed er, det nemlig at blive elsket, naar man ikke l&ae;ngere elsker, ikke det at elske uden at finde Gjenkj&ae;rlighed. Og i Sandhed, dersom denne Retning vidste, hvor meget Dybsindigt der ligger i disse faa Ord, da vilde den selv gyse tilbage; thi de indeholde foruden al det Erfarne, Kl&o-;gtige, Raffinerede, tillige en Ahnelse om, at der er en Samvittighed til. Momentet bliver altsaa Hovedsagen, og hvor ofte har man ikke h&o-;rt disse fr&ae;kke Ord af en saadan Elsker til den ulykkelige Pige, som kun kunde elske eengang: jeg forlanger ikke saa meget, jeg n&o-;ies med mindre; det v&ae;re langt fra mig at fordre, at Du skal vedblive at elske mig i al Evighed, naar Du blot elsker mig i det &O-;ieblik, hvori jeg &o-;nsker det. Saadanne Elskere veed nu meget godt, at det Sandselige er forg&ae;ngeligt, de veed tillige, hvilket der er det skj&o-;nneste &O-;ieblik, og dermed ere de tilfredse. Absolut us&ae;delig er naturligviis en saadan Retning, i Tanken indeholder den derimod paa en Maade et Avancement henimod vort Maal, forsaavidt den nedl&ae;gger en formelig Protest mod &Ae;gteskabet. Forsaavidt den samme Retning s&o-;ger at antage et lidt anst&ae;ndigere Udvortes, saa indskr&ae;nker den sig ikke blot til det enkelte &O-;ieblik, men udvider dette til en l&ae;ngere Tid, dog saaledes, at den istedetfor at optage det Evige i sin Bevidsthed, optager det Timelige, eller hilder sig i denne Mods&ae;tning af det Evige med Forestillingen om en mulig Forandring i Tid. Den mener en Tid lang kan man nok holde ud at leve sammen, men den vil holde en Udvei aaben til, hvis der viste sig et lykkeligere Valg, da at turde v&ae;lge. Den gj&o-;r &Ae;gteskabet til en borgerlig Indretning; man beh&o-;ver blot at melde det for vedkommende &O-;vrighed, at nu er dette &Ae;gteskab forbi og et nyt indgaaet, ligesom man melder, at man er flyttet. Om Staten er tjent dermed, skal jeg lade uafgjort; for den Enkelte maa det i Sandhed v&ae;re et besynderligt Forhold. Man seer det derfor vel heller aldrig realiseret i Virkeligheden, men Tiden truer bestandig dermed. Og der vilde dog virkelig ogsaa h&o-;re en h&o-;i Grad af Fr&ae;khed dertil, jeg troer ikke, at dette Ord er for haardt derom, ligesom det og is&ae;r hos den qvindelige Participant i denne Association vilde r&o-;be et til Ford&ae;rvelse gr&ae;ndsende Letsind. Der er imidlertid en ganske anden aandelig Disposition, der let kan faae et lignende Indfald, og det er den, jeg her n&ae;rmest vil behandle, da den er meget charakteristisk for vor Tid. En saadan Plan kan nemlig have sin Grund i egoistisk eller sympathetisk Tungsind. Man har nu talt l&ae;nge nok om Tidens Letsind, jeg troer, det er paa den h&o-;ie Tid at tale lidt om dens Tungsind, og jeg haaber, at Alt skal klare sig bedre. Eller er Tungsind ikke Tidens Br&o-;st, er det ikke den, der gjenlyder endog i dens letsindige Latter, er det ikke Tungsind, der har ber&o-;vet os Mod til at befale, Mod til at lyde, Kraft til at handle, Tillid til at haabe? Og naar nu de gode Philosopher gj&o-;re Alt for at give Virkeligheden Intensitet, blive vi da ikke snart saa fuldstoppede, at vi qv&ae;les deraf. Alt er bortskaaret undtagen det N&ae;rv&ae;rende, hvad Under da, at man i idelig Angst for at miste det, mister det. Nu er det vel sandt, at man ikke b&o-;r forsvinde i et flygtende Haab, og at det ikke er paa den Maade man skal forklares i Skyerne, men for i Sandhed at nyde maa man have Luft, og det er ikke blot i Sorgens &O-;ieblik det gj&ae;lder om at have Himmelen aaben, ogsaa i Gl&ae;dens Tid gj&ae;lder det at have en fri Udsigt og Fl&o-;id&o-;rene paa viid Gab. Vel taber Nydelsen tilsyneladende en vis Grad af den Intensitet, den har ved Hj&ae;lp af en saadan &ae;ngstende Begr&ae;ndsning; men derved turde ikke v&ae;re tabt meget, da den har en Deel tilf&ae;lleds med den intensive Nydelse, der koster de Stra&ss;burger G&ae;s Livet. Dette turde maaskee falde vanskeligere at faae Dig til at indsee, hvorimod jeg vist ikke n&ae;rmere beh&o-;ver at udvikle for Dig Betydningen af den Intensitet, man paa den anden Maade opnaaer. I denne Henseende er Du nemlig Virtuos, Du, cui di dederunt formam, divitias artemque fruendi. Dersom det at nyde var Hovedsagen i Livet, da vilde jeg s&ae;tte mig ved Dine F&o-;dder for at l&ae;re; thi heri er Du Mester. Snart kan Du gj&o-;re Dig til en Olding for at indsuge i langsomme Drag gjennem Erindringens Tragt det Oplevede, snart er Du i den f&o-;rste Ungdom blussende af Haab, snart nyder Du mandligt, snart qvindeligt, snart umiddelbart, snart Reflexionen over Nydelsen, snart Reflexionen over Andres Nydelse, snart Afholdenheden fra Nydelse; snart hengiver Du Dig, Dit Sind er aabent, tilg&ae;ngeligt som en By, der har capituleret, Reflexionen er forstummet og ethvert Skridt af de Fremmede gjenlyder i de tomme Gader, og dog bliver der altid en iagttagende lille Yderpost tilbage; snart lukker Dit Sind sig, Du forskandser Dig utilg&ae;ngelig og steil. Saaledes forholder det sig, og Du vil tillige see, hvor egoistisk Din Nydelse er, og at Du aldrig hengiver Dig, aldrig lader Andre nyde Dig. Forsaavidt kan Du vel have Ret i at spotte over de Mennesker, hvem enhver Nydelse t&ae;rer paa, for at tage et Exempel, de forliebte Mennesker med de lasede Hjerter, da Du derimod ypperligt forstaaer den Kunst at forliebe Dig saaledes, at denne Kj&ae;rlighed bliver Relief for Din egen Personlighed. Du veed nu meget god Beskeed om, at den mest intensive Nydelse ligger i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i n&ae;ste &O-;ieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalen i Don Juan behaget Dig saa meget. Forfulgt af Politiet, af hele Verden, af Levende og D&o-;de, ene i et afsides V&ae;relse samler han endnu engang al sin Sj&ae;ls Kraft, svinger han endnu engang Pokalen, fryder hans Sj&ae;l sig endnu engang ved Musikkens Toner. Dog jeg vender tilbage til mit Foregaaende, at en deels egoistisk, deels sympathetisk Tungsindighed kan foranledige hiin Anskuelse. Den egoistiske frygter naturligviis for sin egen Skyld, og er som al Tungsindighed nydelsessyg. Den har en vis oversp&ae;ndt &Ae;rb&o-;dighed, en hemmelig Gru for en Forbindelse for hele Livet. &anfbeg;Hvad kan man stole paa, Alt kan forandre sig, maaskee kan dette V&ae;sen, jeg nu n&ae;sten tilbeder, forandre sig, maaskee kan senere Skjebner bringe mig i Forbindelse med et andet V&ae;sen, der dog f&o-;rst i Sandhed vil blive det Ideal, jeg har dr&o-;mt mig.&anfslut; Den er som al Tungsindighed trodsig og veed det med sig selv, den t&ae;nker, maaskee netop dette, at jeg knytter mig til Een med et uopl&o-;seligt Baand, vil gj&o-;re, at dette V&ae;sen, jeg ellers vilde elske af min ganske Sj&ae;l, bliver mig utaaleligt, maaskee, maaskee o. s. v. Det sympathetiske Tungsind er smerteligere og ogsaa noget &ae;dlere, det frygter sig selv for den Andens Skyld. Hvo veed sig saa sikker, at man ikke kan forandres, maaskee det, jeg nu anseer for det Gode hos mig, kan forsvinde, maaskee det, hvorved jeg nu f&ae;ngsler den Elskede, og som jeg kun &o-;nsker at beholde for hendes Skyld, kan tages fra mig, og nu staaer hun der, skuffet, bedraget, maaskee viser der sig en glimrende Udsigt for hende, hun fristes, hun bestaaer maaskee ikke i Fristelsen, store Gud, det skulde jeg have paa min Samvittighed; jeg har Intet at bebreide hende, det er mig der er bleven forandret, jeg tilgiver hende Alt, naar hun blot kan tilgive mig, at jeg var saa uforsigtig at tillade hende at gj&o-;re et saa afgj&o-;rende Skridt. Vel veed jeg med mig selv, at jeg saa langt fra at besnakke hende, snarere advarede hende mod mig selv, at det var hendes fri Beslutning, men maaskee har denne Advarsel netop fristet hende, ladet hende i mig see et bedre V&ae;sen end jeg var &et;c. &et;c. Man vil let indsee, at en saadan T&ae;nkemaade ligesaa lidt er tjent med en Forbindelse paa 10 Aar som med en paa 5, ja end ikke med en Forbindelse, som den Saladin sluttede med de Christne paa 10 Aar, 10 Maaneder, 10 Uger, 10 Dage, 10 Minutter; og ligesaa lidet tjent med en saadan Forbindelse som med en for hele Livet. Man seer meget godt, at en saadan T&ae;nkemaade kun altfor dybt f&o-;ler Betydningen af det Ord, at enhver Dag har sin Plage. Den er et Fors&o-;g paa hver Dag at leve, som om denne Dag var den afgj&o-;rende, et Fors&o-;g paa at leve, som om man hver Dag var til Examen. Naar man derfor i vore Dage finder en stor Tilb&o-;ielighed til at neutralisere &Ae;gteskabet, saa er det ikke fordi man som i Middelalderen anseer det ugifte Liv for fuldkomnere, men det har sin Grund i Feighed, i Nydelsessyge. Det vil tillige indlyse, at slige &Ae;gteskaber, indgaaede paa bestemt Tid, nytte til Intet, da de medf&o-;re samme Vanskeligheder som de, der ere indgaaede for hele Livet, og tillige ere saa langtfra at give de Paagj&ae;ldende Styrke til at leve, at de tvertimod enervere det &ae;gteskabelige Livs inderste Kraft, slappe den Villiens Energi og forkleine den Tillidens Velsignelse, som &Ae;gteskabet eier. Det er tillige klart allerede og vil senere endnu mere blive det, at slige Associationer ikke ere &Ae;gteskaber, da de, skj&o-;ndt indtraadte i Reflexionens Sph&ae;re, dog ikke have naaet den Evigheds Bevidsthed, som S&ae;deligheden har, og som f&o-;rst gj&o-;r Forbindelsen til &Ae;gteskab. Det er ogsaa Noget, Du aldeles vil v&ae;re enig med mig i; thi hvor ofte og hvor sikkert har ikke Din Spot og Din Ironi velfortjent rammet slige Stemninger (&anfbeg;de tilf&ae;ldige Forliebelser eller Kj&ae;rlighedens slette Uendelighed&anfslut;), hvor Een med sin Forlovede seer ud af Vinduet, og i det Samme en ung Pige dreier om Hj&o-;rnet ind i en anden Gade, og det da falder ham ind, det er hende, jeg egentlig er forelsket i; men idet han vil forf&o-;lge Sporet bliver han forstyrret o. s. v. Den anden Udvei, den anst&ae;ndige, var Fornuftgiftermaalet. Man h&o-;rer strax paa Ben&ae;vnelsen, at man er indtraadt i Reflexionens Sph&ae;re. En og Anden, og deriblandt ogsaa Du, har altid gjort bet&ae;nkelige Miner ved det Giftermaal, som her tilsigtes mellem den umiddelbare Kj&ae;rlighed og den beregnende Forstand; thi egentlig burde man dog, naar man vil &ae;re Sprogbrug, kalde det Forstandsgiftermaal. Is&ae;r pleier Du altid med megen Tvetydighed at anbefale &anfbeg;Agtelse&anfslut; som en solid Grundvold for en &ae;gteskabelig Forbindelse. Det viser, hvor gjennemreflekteret Tiden er, at den maa hj&ae;lpe sig med en saadan Udvei som et Fornuftgiftermaal. Forsaavidt som en saadan Forbindelse giver Afkald paa den egentlige Kj&ae;rlighed, saa er den i det mindste consequent; men viser tillige derved, at den ikke er en L&o-;sning af Opgaven. Et Forstands-Giftermaal er derfor at ansee som en Art Capitulation, hvilken Livets Forviklinger n&o-;dvendiggj&o-;re. Men hvor s&o-;rgeligt er det dog ikke, at det ligesom er den eneste Tr&o-;st, vor Tids Poesi har tilbage, den eneste Tr&o-;st den at fortvivle; thi det er jo aabenbart Fortvivlelse, der gj&o-;r en saadan Forbindelse antagelig. Den indgaaes derfor ogsaa gjerne mellem Personer, der for l&ae;ngst have traadt deres B&o-;rneskoe, og som tillige have l&ae;rt, at den egentlige Kj&ae;rlighed er en Illusion, og dens Realisation i det H&o-;ieste et pium desiderium. Det, den derfor tr&ae;der i Forhold til, er Livets Prosa, Udkomme, Anseelse i det sociale Liv o. s. v. Forsaavidt den har neutraliseret det Sandselige i &Ae;gteskabet synes den at v&ae;re s&ae;delig; men det bliver dog et Sp&o-;rgsmaal, om ikke denne Neutralisation er ligesaa us&ae;delig som den er u&ae;sthetisk. Eller om det Erotiske end ikke aldeles er neutraliseret, saa er det dog forknyttet ved en n&o-;ktern Forstandsbetragtning over, at man skal v&ae;re forsigtig, ikke altfor rask til at vrage, at Livet dog aldrig giver det Ideale, at det er et ret anst&ae;ndigt Parti o. s. v. Det Evige, der, som allerede ovenfor er viist, h&o-;rer med til ethvert &Ae;gteskab, er altsaa egentlig ikke her tilstede; thi en Forstandsberegning er altid timelig. En saadan Forbindelse er derfor paa eengang us&ae;delig og skr&o-;belig. En skj&o-;nnere Skikkelse kan et saadant Fornuft-&Ae;gteskab antage, naar det Bestemmende er noget H&o-;iere. I saa Fald er det da et selve &Ae;gteskabet fremmed Motiv, der bliver det afgj&o-;rende, som naar f. Ex. en ung Pige af Kj&ae;rlighed til sin Familie &ae;gter en Mand, der er istand til at frelse denne. Men netop denne udvortes Teleologi viser lettelig, at vi ikke her kunne s&o-;ge en L&o-;sning af Opgaven. Paa dette Punkt kunde jeg maaskee passende afhandle de mangfoldige Bev&ae;ggrunde til at indgaae et &Ae;gteskab, hvorom der ofte nok er Tale. Slig Overveien og Raisoneren h&o-;rer netop hjemme i Forstandens Sph&ae;re. Jeg vil dog imidlertid hellere forbeholde mig det til et andet Punkt, hvor jeg tillige om muligt kan stoppe Munden paa den. Det har nu viist sig, hvorledes den romantiske Kj&ae;rlighed var bygget paa en Illusion, og at dens Evighed var bygget paa det Timelige, og at, uagtet Ridderen holdt sig inderlig overbeviist om dens absolute Bestandighed, der dog ingen Vished var herfor, da dens Fors&o-;gelse og Fristelse hidtil havde v&ae;ret i et aldeles udvortes Medium. Den var forsaavidt meget godt istand til med en skj&o-;n Pietet at tage &Ae;gteskabet med, men dette fik dog ingen dybere Betydning. Det har viist sig, hvorledes denne umiddelbare, skj&o-;nne, men og eenfoldige Kj&ae;rlighed, optagen i en reflekterende Tids Bevidsthed, maatte blive Gjenstand for dens Spot og dens Ironi, det har tillige viist sig, hvad en saadan Tidsalder var istand til at s&ae;tte istedenfor. En saadan Tid optog tillige &Ae;gteskabet i sin Bevidsthed og erkl&ae;rede sig nu deels for Kj&ae;rligheden, saaledes at &Ae;gteskabet blev udelukket, deels for &Ae;gteskabet saaledes, at man gav Afkald paa Kj&ae;rligheden. En forstandig lille Sypige gj&o-;r derfor ogsaa den kl&o-;gtige Bem&ae;rkning i et nyere Drama med Hensyn til de fornemme Herrers Kj&ae;rlighed: os elske de, men &ae;gte os ikke; de fornemme Damer elske de ikke, men gifte sig med dem. Hermed er denne lille Unders&o-;gelse (thi jeg n&o-;dsages vel til at kalde, hvad jeg her skriver, saaledes, omendskj&o-;ndt jeg f&o-;rst blot havde t&ae;nkt mig et st&o-;rre Brev) naaet hen til det Punkt, hvorfra &Ae;gteskabet f&o-;rst ret lader sig belyse. At &Ae;gteskabet v&ae;sentlig tilh&o-;rer Christendommen, at de hedenske Nationer ikke have fuldkommet det, tiltrods for Orientens Sandselighed og al Gr&ae;kenlands Skj&o-;nhed, at end ikke J&o-;dedommen har v&ae;ret istand dertil, tiltrods for det i Sandhed Idylliske, der findes i den, det vil Du vel indr&o-;mme mig, uden at jeg beh&o-;ver videre at gaae ind derpaa, og det saa meget mere som det vil v&ae;re tilstr&ae;kkeligt blot at erindre om, at Kj&o-;ns Mods&ae;tningen intetsteds var saa dybt reflekteret, at det andet Kj&o-;n derved var kommet til sin fuldkomne Ret. Men ogsaa indenfor Christendommen maatte Kj&ae;rligheden gjennemgaae mange Fata, inden man naaede hen til at see det Dybe, Skj&o-;nne og Sande, der ligger i &Ae;gteskabet. Da imidlertid en reflekterende Tidsalder er den n&ae;rmest _foregaaedeforegaaende og til en vis Grad den samtidige, saa er det ikke saa let en Sag at vise det, og da jeg i Dig har fundet en saa stor Virtuos i at drage de svage Sider frem, saa er den Opgave, jeg ved Siden af har sat mig, om muligt at overbevise Dig, dobbelt vanskelig. Imidlertid skylder jeg Dig at tilstaae, at jeg er Dig meget forbunden for Din Polemik. Den er, naar jeg t&ae;nker mig de mangfoldige adsplittede Yttringer, i hvilke jeg eier den, samlede i Eet, saa talentfuld og opfindsom, at den bliver en god Veileder for den, der vil forsvare; thi Dine Angreb ere ikke saa overfladiske, at de ikke, naar Du eller en Anden gjennemt&ae;nker dem, skulde indeholde det Sande i sig, om end hverken Du eller den, Du strider med, m&ae;rker det i Kampens &O-;ieblik. Forsaavidt som det nu viste sig som en Mangel ved den romantiske Kj&ae;rlighed, at den ikke var reflekteret, saa kunde det maaskee synes rigtigt, at lade den sande &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed begynde med en Art Tvivlen. Dette kunde synes saa meget mere n&o-;dvendigt som det er ud af en Reflexions-Verden, vi komme hertil. At et &Ae;gteskab lod sig kunstnerisk udf&o-;re efter en saadan Tvivl, det vil jeg ingenlunde negte, men Sp&o-;rgsmaalet bliver, om dog ikke &Ae;gteskabets V&ae;sen derved allerede er altereret, idet der dog er paat&ae;nkt en Skilsmisse mellem Kj&ae;rlighed og &Ae;gteskab. Sp&o-;rgsmaalet er, om det v&ae;sentligt tilh&o-;rer &Ae;gteskabet ved Tvivl om Muligheden af at realisere den f&o-;rste Kj&ae;rlighed at tilintetgj&o-;re denne, for gjennem denne Tilintetgj&o-;relse at mulig- og virkeliggj&o-;re den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed, saa at Adam og Evas &Ae;gteskab egentlig blev det eneste, hvori den umiddelbare Kj&ae;rlighed var bevaret ukr&ae;nket, og det igjen n&ae;rmest af den Grund, som Mus&ae;us meget vittigt udh&ae;ver, at der ikke var Mulighed af at elske nogen Anden. Sp&o-;rgsmaalet bliver, om ikke den umiddelbare, den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ved at v&ae;re optagen i en h&o-;iere concentrisk Umiddelbarhed var sikkret mod denne Skepsis, saa at den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed ikke beh&o-;vede at nedpl&o-;ie den f&o-;rste Kj&ae;rligheds skj&o-;nne Forhaabninger, men den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed var selve den f&o-;rste Kj&ae;rlighed med en Tils&ae;tning af Bestemmelser, der ikke forringede, men for&ae;dlede den. Det er et vanskeligt Problem at vise, og dog er det af uhyre Vigtighed, for at vi ikke i det Ethiske skulle faae en lignende Kl&o-;ft, som i det Intellectuelle mellem Tro og Viden. Og skj&o-;nt, kj&ae;re Ven, det vil Du ikke n&ae;gte mig; (thi ogsaa Dit Hjerte har dog F&o-;lelse for Kj&ae;rlighed, og ogsaa Dit Hoved kjender kun altfor vel Tvivlene) skj&o-;nt vilde det dog v&ae;re, om den Christne turde kalde sin Gud Kj&ae;rlighedens Gud saaledes, at han ogsaa derved t&ae;nkte paa hiin uudsigelige salige F&o-;lelse, hiin evige Magt i Verden &streg; den jordiske Kj&ae;rlighed. Forsaavidt jeg derfor i det Foregaaende har antydet den romantiske Kj&ae;rlighed og den reflekterende som de discursive Standpunkter, saa vil det her ret vise sig, hvorvidt den h&o-;iere Eenhed er en Tilbagevenden til det Umiddelbare, hvorvidt denne, foruden det Mere, den indeholder, tillige indeholder hvad der laae i det F&o-;rste. Det er nu klart nok, at den reflekterende Kj&ae;rlighed bestandig fort&ae;rer sig selv, og at den ganske vilkaarligt snart standser paa eet Punkt, snart paa et andet, det er klart, at den viser ud over sig selv til et H&o-;iere, men Sp&o-;rgsmaalet er, om dette H&o-;iere ikke strax kan tr&ae;de i Forbindelse med den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Dette H&o-;iere er nu det Religi&o-;se, i hvilket Forstands-Reflexionen ender, og som for Gud Intet er umuligt, saaledes er for det religi&o-;se Individ heller Intet umuligt. I det Religi&o-;se finder Kj&ae;rligheden atter den Uendelighed, som den i den reflekterende forgjeves s&o-;gte. Men dersom det Religi&o-;se, saa vist som det er et H&o-;iere end alt Jordisk, tillige ikke er et i Forhold til den umiddelbare Kj&ae;rlighed Excentrisk men med den Concentrisk, saa lod jo Eenheden sig tilveiebringe, uden at den Smerte, som det Religi&o-;se vel kan helbrede, men som dog altid er en dyb Smerte, blev n&o-;dvendig. Det er meget sjeldent, at man seer denne Sag gjort til Gjenstand for Overveielse, fordi de, der have Sands for den romantiske Kj&ae;rlighed, ikke bryde sig stort om &Ae;gteskabet, og desto v&ae;rre paa den anden Side saa mange &Ae;gteskaber indgaaes uden den dybere Erotik, der visselig er det Skj&o-;nneste i den rene menneskelige Existens. Christendommen holder urokkelig paa &Ae;gteskabet. Dersom altsaa den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed ikke kan rumme al den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Erotik i sig, saa er Christendommen ikke Menneskesl&ae;gtens h&o-;ieste Udvikling, og det er visselig en hemmelig Angst for en saadan Uovereensstemmelse, der for en stor Deel er Skyld i den Fortvivlelse, hvoraf den nyere Lyrik gjenlyder baade i Vers og i Prosa. Du seer altsaa, hvad det er for en Opgave jeg har sat mig, at vise, at den romantiske Kj&ae;rlighed kan forenes med og bestaae i &Ae;gteskabet, ja at &Ae;gteskabet er den sande Forklarelse af hiin. Hermed skal nu ingenlunde v&ae;re kastet nogen Skygge over de ud af Reflexionen og dens Skibbrud sig frelsende &Ae;gteskaber, der skal hverken v&ae;re negtet, at der lader sig gj&o-;re meget, ikke heller skal jeg v&ae;re saa udeeltagende, at jeg ikke skulde yde dem min Beundring, ikke heller skal det v&ae;re glemt, at hele Tidens Retning ofte kan gj&o-;re det til en s&o-;rgelig N&o-;dvendighed. Men hvad det Sidste angaaer, maa man dog erindre, at hver Generation og hvert Individ i Generationen til en vis Grad begynder sit Liv forfra, og at der saaledes er en Mulighed for hver is&ae;r at undflye denne Malstr&o-;m, og ikke mindre, at jo den ene Sl&ae;gt skal l&ae;re af den anden, og at der derfor er en Sandsynlighed for, at, efterat Reflexionen har brugt en Sl&ae;gt til dette s&o-;rgelige Skuespil, at da en f&o-;lgende vil v&ae;re lykkeligere. Og hvor mange smertelige Forvirringer Livet endnu kan vise, saa k&ae;mper jeg for to Ting, den uhyre Opgave at vise, at &Ae;gteskabet er den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Forklarelse ikke dens Tilintetgj&o-;relse, er dens Ven ikke dens Fjende, og for den for alle Andre saare ubetydelige men for mig desto vigtigere Opgave, at mit ringe &Ae;gteskab har havt denne Betydning, for at erhverve Styrke og Mod til bestandig at fuldkomme denne Opgave. Og idet jeg nu n&ae;rmer mig til denne Unders&o-;gelse, kan jeg dog ikke andet end gl&ae;de mig over, at det er til Dig, jeg skriver. Ja saa vist som det er, at jeg til intet andet Menneske vilde yttre mig om mit &ae;gteskabelige Forhold, saa vist er det, at jeg for Dig aabner mig med en tillidsfuld Gl&ae;de. Naar stundom Larmen af de stridende og arbeidende Tanker, af det uhyre Maskineri, Du b&ae;rer i Dig, forstummer, da kommer der stille &O-;ieblikke, der vel i det f&o-;rste Nu n&ae;sten &ae;ngste ved deres Stilhed, men som ogsaa snart vise sig som i Sandhed vederqv&ae;gende. I et saadant &O-;ieblik vil jeg haabe, at denne Afhandling tr&ae;ffer Dig; og ligesom man sorgl&o-;s kan betroe Dig Alt, hvad man vil, saa l&ae;nge Maskineriet er i Gang; thi da h&o-;rer Du Intet; saaledes kan man ogsaa uden at prisgive sig selv fort&ae;lle Dig Alt, naar Din Sj&ae;l er stille og h&o-;itidelig. Da vil jeg ogsaa tale om hende, om hvem jeg ellers kun taler til den tause Natur, fordi jeg kun vil h&o-;re mig selv, hende hvem jeg skylder saa Meget, blandt Andet ogsaa, at jeg med Frimodighed t&o-;r tale den f&o-;rste Kj&ae;rligheds og &Ae;gteskabets Sag; thi hvad vilde vel jeg formaae med al min Kj&ae;rlighed og al min Str&ae;ben, hvis hun ikke kom mig til Hj&ae;lp, og hvad vilde jeg vel formaae, hvis hun ikke begeistrede mig til at ville. Og dog veed jeg meget godt, at om jeg sagde dette til hende, saa vilde hun ikke troe mig, ja jeg vilde maaskee handle urigtigt ved at sige det til hende, jeg vilde maaskee forstyrre og bev&ae;ge hendes dybe og rene Sj&ae;l. Det, der nu bliver det F&o-;rste, jeg har at gj&o-;re, er at orientere mig og is&ae;r Dig i Bestemmelserne af, hvad et &Ae;gteskab er. Det egentlig Konstituerende, det Substantielle er aabenbart Kj&ae;rligheden eller, om Du bestemtere vil udh&ae;ve det, Elskoven. Saasnart denne tages bort, er Samlivet enten en blot Tilfredsstillelse af sandselig Lyst, eller det er en Association, et Compagniskab til en eller anden Hensigts Opnaaelse; men Kj&ae;rligheden har netop Evighedens Bestemmelse i sig, hvad enten det er den overtroiske, eventyrlige, ridderlige Kj&ae;rlighed, eller den dybere s&ae;delige med en kraftig og levende Forvisning fyldte religi&o-;se Kj&ae;rlighed. Enhver Stand har sine Forr&ae;dere, ogsaa &Ae;gtestanden har sine. Jeg mener naturligviis ikke Forf&o-;rerne; thi de ere jo ikke indtraadte i den hellige &Ae;gtestand (jeg haaber, at denne Unders&o-;gelse maa tr&ae;ffe Dig i en Stemning, i hvilken Du ikke vil smile ad dette Udtryk); jeg mener ikke de, som ved en Skilsmisse ere traadte ud af den; thi de have dog havt Mod til at v&ae;re aabenbare Opr&o-;rere; nei jeg mener de, der kun ere Opr&o-;rere i Tanken, der end ikke driste sig til at lade det yttre sig i Gjerning, disse usle &Ae;gtem&ae;nd, der sidde og sukke over, at Kj&ae;rligheden forl&ae;ngst er fordunstet af deres &Ae;gteskab, disse &Ae;gtem&ae;nd, der, som Du engang har sagt om dem, sidde liig Vanvittige hver i sit &ae;gteskabelige Aflukke, og slide i Jernst&ae;ngerne og phantasere om Forlovelsens S&o-;dme og om &Ae;gteskabets Bitterhed, disse &Ae;gtem&ae;nd, der efter Din egen rigtige Iagttagelse h&o-;re til dem, der med en vis ondskabsfuld Gl&ae;de lyk&o-;nske Enhver, der bliver forlovet. Jeg kan ikke beskrive Dig, hvor foragtelige de forekomme mig, og hvor meget det gotter mig, naar en saadan &Ae;gtemand faaer Dig til Fortrolig, naar han for Dig ud&o-;ser alle sine Lidelser, opramser alle sine L&o-;gne om den lykkelige f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og Du da med en fiffig Mine siger, ja jeg skal vel vogte mig for at komme paa Glatiis, og det da endnu mere forbittrer ham, at han ikke kan faae Dig reven med ind i et commune naufragium. Det er disse &Ae;gtem&ae;nd, Du saa ofte hentyder paa, naar Du taler om en &o-;m Familiefader med fire velsignede B&o-;rn, som han gjerne saae paa Bloksbjerget. Forsaavidt der nu skulde ligge Noget i hvad de sige, saa maatte det jo v&ae;re en Adskillelse af Elskov og &Ae;gteskab, saaledes at Elskoven blev henlagt til et Tidsmoment, &Ae;gteskabet til et andet, men Elskov og &Ae;gteskab bleve uforenelige. Man udfandt da ogsaa snart, hvilket Tidsmoment det var at Elskoven h&o-;rte hjemme i &streg; det var Forlovelsen, Forlovelsens skj&o-;nne Tid. Med en vis lavkomisk Bev&ae;gelse og R&o-;relse veed de at snakke hist op og her ned, om hvad det er at nyde Forlovelses Dagene. Jeg maa nu tilstaae, at jeg aldrig har havt Stort tilovers for disse Forlovelsens forliebte Slikkerier, og jo mere man vil gj&o-;re af dette Afsnit, desto mere forekommer det mig, at ligne den Tid, mange Mennesker bruge, naar de ville i Vandet, f&o-;rend de springe ud, i hvilken de gaae op og ned ad Flydebroen, jage snart en Haand snart en Fod i Vandet, synes, at det snart er for koldt, snart for varmt. Dersom det nu virkeligt forholdt sig saaledes, at Forlovelsen var den skj&o-;nneste Tid, saa indseer jeg i Sandhed ikke, hvorfor de, og hvis de havde Ret, hvorfor man gifter sig. Imidlertid gifte de sig dog med al mulig spidsborgerlig Pr&ae;cision, naar Tanter og Cousiner, Naboer og Gjenboer finde det passende, Noget, der r&o-;ber den samme D&o-;sighed og Slaphed som den, at ansee Forlovelsen for den skj&o-;nneste Tid. Naar galt skal v&ae;re, saa holder jeg dog mere af disse dumdristige Mennesker, der alene finde Behag i at springe ud. Det er dog altid Noget, om end Bev&ae;gelsen aldrig bliver saa storartet, Bevidsthedens Gysen aldrig saa forfriskende, Villiens Reaction aldrig saa energisk, som naar en kraftig mandig Arm omslutter den Elskede fast og dog &o-;mt, med Magt og dog saaledes, at hun netop f&o-;ler sig fri i dette Favnetag, for for Guds Aasyn at styrte sig ind i Tilv&ae;relsens Hav. Dersom nu en saadan Adskillelse af Elskov og &Ae;gteskab havde nogen Gyldighed, uden i nogle taabelige Mennesker eller rettere Umenneskers tomme Hoveder, der ligesaa lidet vide, hvad Elskov som hvad &Ae;gteskab er, saa saae det galt ud med &Ae;gteskabet og med mit Fors&o-;g paa at vise det &Ae;sthetiske deri eller at &Ae;gteskabet er en &ae;sthetisk Klangfigur. Men hvad skulde da vel Grunden v&ae;re til Rigtigheden af en saadan Adskillelse? Enten maatte det v&ae;re, fordi overhovedet Elskoven ikke lod sig bevare. Vi havde da her den samme Mistillid og Feighed, der saa ofte yttrer sig i vor Tid, hvis S&ae;rkjende er, at den mener, at Udvikling er Tilbagegang og Tilintetgj&o-;relse. Jeg vil nu gjerne indr&o-;mme, at en saadan sp&ae;d og klein, lige umandig og uqvindelig Elskov (hvad Du med s&ae;dvanlig Ub&ae;ndighed vilde kalde for 4 &ss; Elskov) ikke vilde v&ae;re istand til at modstaae et eneste Pust af Livets Storme, men deraf vilde jo Intet f&o-;lge med Hensyn til Elskov og &Ae;gteskab, naar de begge vare i sund og naturlig Tilstand. Eller det maatte v&ae;re, fordi det Ethiske og Religi&o-;se, der ved &Ae;gteskabet tr&ae;der til, viste sig som saa ueensartet med Elskoven, at de af den Grund ikke lod sig forene, saaledes, at Elskoven vel var istand til seirrigt at gjennemk&ae;mpe Livet, naar den fik Lov til alene at hvile i sig selv, og stole paa sig selv. Denne Betragtning vilde nu f&o-;re Sagen tilbage enten paa den umiddelbare Kj&ae;rligheds upr&o-;vede Pathos, eller paa det enkelte Individs Lune og Vilkaar, der i egen Kraft troede sig istand til at fuldende L&o-;bet. Denne sidste Betragtning, at det skulde v&ae;re det Ethiske og Religi&o-;se i &Ae;gteskabet, der virkede forstyrrende, r&o-;ber ved f&o-;rste &O-;iekast en vis Mandighed, som let kan skuffe den flygtige Iagttagelse og har om end forfeilet dog noget ganske andet Sublimt ved sig end hele den f&o-;rste Jammerlighed. Jeg skal senere komme tilbage derpaa, og det saa meget mere som mit inquisitoriske Blik skulde bedrage mig meget, om jeg i Dig ikke netop saae en af denne Vildfarelse til en vis Grad bef&ae;ngt Kj&ae;tter. Det Substantielle i &Ae;gteskabet er Elskoven; men hvilket er det F&o-;rste, er Elskoven det F&o-;rste, eller er &Ae;gteskabet det, saa at Elskoven kommer successivt bag efter. Denne sidste Betragtningsmaade har ikke nydt liden Anseelse blandt indskr&ae;nkede Forstands-Mennesker, er ikke sjelden bleven foredragen af kl&o-;gtige F&ae;dre og endnu kl&o-;gtigere M&o-;dre, der selv mene at have gjort Erfaring og til Skadeserstatning ere uforanderlige i, at deres B&o-;rn ogsaa b&o-;r gj&o-;re Erfaring. Det er den Viisdom, som Duehandlerne ogsaa have, naar de sp&ae;rre to Duer, der ikke have den mindste Sympathi for hinanden, ind i et lille Buur, og mene, at de nok l&ae;re at forliges. Denne hele Betragtningsmaade er saa borneret, at jeg blot for en Slags Fuldst&ae;ndigheds Skyld har antydet den og for tillige at erindre om det Meget, Du i denne Henseende har givet til Priis. Elskoven er altsaa det F&o-;rste. Men Elskoven er igjen, efter hvad der blev antydet i det Foregaaende, af saa zart Natur, skj&o-;ndt Natur saa unaturlig og forkjelet, at den slet ikke kan taale at komme i Ber&o-;ring med Virkeligheden. Her er jeg atter ved det tidligere ber&o-;rte Punkt. Her synes nu Forlovelsen at faae sin Betydning. Den er en Elskov, som ingen Virkelighed har, som blot lever af den s&o-;de Muligheds Sukkerbr&o-;d. Forholdet har ikke Virkelighedens Realitet, dets Bev&ae;gelser ere indholdsl&o-;se, det bliver bestandig ved de samme &anfbeg;intetsigende, forliebte Gestikulationer.&anfslut; Jo mere uvirkelige de Forlovede selv ere, jo mere endogsaa disse blot fingerede Bev&ae;gelser koster dem Anstr&ae;ngelse og udt&o-;mme deres Kraft, desto mere Trang ville de f&o-;le til at flye &Ae;gteskabets alvorlige Skikkelse. Idet nu Forlovelsen saaledes synes at v&ae;re uden en n&o-;dvendig deraf resulterende Virkelighed, saa var det jo en ypperlig Udvei for dem, der ikke have Mod til &Ae;gteskabet. De f&o-;le maaskee, og efter al Sandsynlighed meget oversp&ae;ndt, en Trang til, naar de ville gj&o-;re det afgj&o-;rende Skridt, da at s&o-;ge Hj&ae;lp hos en h&o-;iere Magt, og affinde sig saaledes med sig selv og med det H&o-;iere, med sig selv ved at forlove sig paa eget An- og Tilsvar, med det H&o-;iere ved ikke at unddrage sig Kirkens Velsignelse, som de da med temmelig megen Overtro atter skatte for h&o-;it. Vi have da her igjen i den feigeste, spinkleste, umandigste Skikkelse et Schisma mellem Elskoven og &Ae;gteskabet. Dog en saadan Vanskabning kan ikke lede vild; dens Elskov er ingen Elskov, den mangler det sandselige Moment, der har sit s&ae;delige Udtryk i &Ae;gteskabet, den neutraliserer i den Grad det Erotiske, at en saadan Forlovelse ligesaa godt kunde finde Sted mellem Mandfolk. Saasnart den derimod, uagtet den vil vedligeholde denne Adskillelse, gj&o-;r det Sandselige gjeldende, saa slaaer den &o-;ieblikkelig over i de i det Foregaaende skildrede Retninger. En saadan Forlovelse er nu uskj&o-;n, hvorledes man end seer den; thi ogsaa i religi&o-;s Henseende er den uskj&o-;n, da den er et Fors&o-;g paa at bedrage Gud, at liste sig til Noget, som den mener ikke at beh&o-;ve hans Hj&ae;lp til, og kun at betroe sig til ham, naar den f&o-;ler, at det ikke gaaer godt an anderledes. &Ae;gteskabet skal altsaa ikke fremkalde Elskoven, tvertimod det foruds&ae;tter den, men foruds&ae;tter den ikke som et Forbigangent, men som et N&ae;rv&ae;rende. Men &Ae;gteskabet har et ethisk og religi&o-;st Moment i sig, det har Elskoven ikke; &Ae;gteskabet er af denne Grund baseret paa Resignation, det er Elskoven ikke. Naar man nu ikke vil antage, at ethvert Menneske gjenneml&o-;ber i sit Liv den dobbelte Bev&ae;gelse, f&o-;rst den, om jeg saa maa sige hedenske Bev&ae;gelse, hvor da Elskoven h&o-;rer hjemme, og derpaa den christelige, hvis Udtryk er &Ae;gteskabet, naar man ikke vil sige, at Elskoven maa udelukkes af Christendommen, saa maa det vises, at Elskoven lader sig forene med &Ae;gteskabet. Det falder mig for&o-;vrigt ind, hvis nogen Uvedkommende fik dette Papir at see, saa vilde han formodentlig falde i den dybeste Forundring over, at en slig Sag kunde gj&o-;re mig saa store Bryderier. Naa, jeg skriver jo ogsaa blot for Dig, og Din Udvikling er af den Natur, at Du fuldelig forstaaer &streg; Vanskelighederne. Altsaa f&o-;rst en Unders&o-;gelse om Elskoven. Jeg vil her knytte mig til et Udtryk, som tiltrods for Dine og al Verdens Spotterier, dog altid for mig har havt en skj&o-;n Betydning: den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. (Troe mig, jeg giver ikke efter, Du vil formodentlig heller ikke, forsaavidt bliver det et besynderligt Misforhold i vor Correspondance.) Naar jeg n&ae;vner dette Ord, da t&ae;nker jeg paa noget af det Skj&o-;nneste i Livet, naar Du bruger det, da er det Signalet til, at Dine Observationers hele Vedetkjede skyder. Men som for mig dette Ord slet ikke har noget Latterligt, og som jeg oprigtigt talt, kun taaler Dit Angreb, fordi jeg overseer det, saa har det heller ei for mig det Veemodige, det vel for En og Anden kan have. Dette Veemod beh&o-;ver ikke at v&ae;re sygeligt; thi det Sygelige er altid det Usande og det Till&o-;iede. Det er smukt og sundt, naar et Menneske har havt Uheld med sin f&o-;rste Kj&ae;rlighed, naar han har l&ae;rt den Smerte at kjende, der ligger heri, men dog blev sin Kj&ae;rlighed tro, dog bevarede Troen paa denne f&o-;rste Kj&ae;rlighed, det er smukt, naar han nu i Aarenes L&o-;b stundom ret levende mindes den, og skj&o-;ndt hans Sj&ae;l har havt Sundhed nok til ligesom at tage Afskeed med den Art Liv for at hellige sig noget H&o-;iere, det er smukt, naar han da veemodigt erindrer den som Noget, der vel ikke var det Fuldkomne, men dog saa saare skj&o-;nt. Og langt sundere og skj&o-;nnere og &ae;dlere er dette Veemod end den prosaiske Forstandighed, der for l&ae;ngst er bleven f&ae;rdig med alle slige Barnestreger, denne Syngemester Basils dj&ae;velske Klogskab, der vel bilder sig ind at v&ae;re Sundhed, men som dog er den dybest fort&ae;rende Sygdom; thi hvad hjalp det vel et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sj&ae;l? For mig har dette Ord &anfbeg;den f&o-;rste Kj&ae;rlighed&anfslut; slet intet Veemodigt, eller i ethvert Fald kun en lille Tils&ae;tning af veemodig S&o-;dme, for mig er det et Feltraab og jeg har, skj&o-;ndt &Ae;gtemand i flere Aar, endnu bestandig den &Ae;re at stride under den f&o-;rste Kj&ae;rligheds seirrige Banner. For Dig er derimod den Forestilling: det F&o-;rste, dets Betydning, dets Over- og Undervurderen en gaadefuld B&o-;lgebev&ae;gelse. Snart er Du ene og alene begeistret af det F&o-;rste. Du er saa besvangret af den energiske Concentration, der ligger heri, at det er det Eneste, Du vil. Du er saa gjennemgl&o-;det og opflammet, saa elskovsvarm, saa dr&o-;mmende og frugtbar, saa nedsynkende som en Regnsky, saa mild som en Sommerluftning, kort Du har en levende Forestilling om, hvad det vil sige, at Jupiter i en Sky eller i Regn bes&o-;ger sin Elskede. Det Forbigangne er glemt, enhver Begr&ae;ndsning er oph&ae;vet. Du udvider Dig mere og mere, Du f&o-;ler en Bl&o-;dhed og Elasticitet, ethvert Ledemod bliver smidigt, enhver Knokkel en b&o-;ielig Sene. Som en Gladiator r&ae;kker og str&ae;kker sit Legeme for ganske at have det i sin Magt, Enhver maa troe, at han derved ber&o-;ver sig sin Kraft, og dog er denne vellystige Tortur netop Betingelsen for, at han ret kan anvende sin Styrke. Nu er Du da i den Tilstand, i hvilken Du nyder den fuldkomne Receptivitets rene Vellyst. Den sagteste Ber&o-;ring er nok for at gjennemzittre dette usynlige vidtudstrakte aandelige Legeme. Der er et Dyr, jeg oftere er henfalden i Tanker over, det er en Vandmand. Har Du lagt M&ae;rke til, hvorledes denne geleeagtige Masse kan udvide sig til en Flade og nu langsomt snart synke, snart stige, saa stille og fast, at man skulde troe, man kunde tr&ae;de paa den. Nu m&ae;rker den, at dens Bytte n&ae;rmer sig, da huler den sig ind i sig selv, bliver en Pose og synker med en uhyre Fart ned dybere og dybere, idet den med denne Fart river sit Bytte ind &streg; ikke i sin Pose; thi den har ikke en Pose, men ind i sig selv; thi den er selv Pose og ikke Andet. Den kan nu i den Grad tr&ae;kke sig sammen, at man ikke begriber, hvorledes det var den muligt, at udvide sig. Saaledes omtrent forholder det sig med Dig, og Du maa blot tilgive mig, at jeg ikke har havt noget skj&o-;nnere Dyr at sammenligne Dig med, ligesom og, at Du maaskee ikke ganske kan bare Dig for at smile over Dig selv ved Tanken om, at Du er lutter Pose. I slige &O-;ieblikke er det da &anfbeg;det F&o-;rste&anfslut;, Du jager efter, det alene Du vil, uden at ahne, at det er en Selvmodsigelse at ville, at det F&o-;rste bestandig skal komme igjen, og at Du som en F&o-;lge deraf enten slet ikke maa v&ae;re kommen til det F&o-;rste, eller Du virkelig har havt det F&o-;rste, og at det, Du seer, det, Du nyder, bestandig blot er Afglandsen af det F&o-;rste, hvorved tillige bliver at bem&ae;rke, at Du er i en Vildfarelse, naar Du troer, at det F&o-;rste skulde v&ae;re fuldkomment tilstede i et Andet end i selve det F&o-;rste, naar man blot s&o-;ger rigtigt, og at, forsaavidt Du beraaber Dig paa Din Praxis, dette da atter er en Misforstaaelse, da Du aldrig har praktiseret i den rigtige Retning. Til andre Tider er Du derimod saa kold, saa skarp og bidende som en Foraarsvind, saa sarkastisk som en Riimfrost, saa forstands-gjennemsigtig som Luften pleier at v&ae;re om Foraaret, saa t&o-;r og ufrugtbar, saa egoistisk sammensn&ae;rpet som muligt. H&ae;nder det sig da i en saadan Tilstand, at et Menneske kommer til Skade at tale til Dig om det F&o-;rste, om det Skj&o-;nne, der ligger heri, maaskee endog om sin f&o-;rste Kj&ae;rlighed, saa bliver Du formelig arrig. Nu bliver det F&o-;rste det Latterligste, det Taabeligste af Alt, en af de L&o-;gne, som den ene Generation bestyrker den anden i. Du raser som en Herodes fra et Barnemord til et andet. Du veed da at tale vidt og bredt om, at det saaledes at klamre sig til det F&o-;rste er Feighed og Umandighed, at det Sande ligger i det Erhvervede ikke i det Givne. Jeg erindrer, at Du engang i en saadan Stemning kom op til mig. Du fik som s&ae;dvanligt Din Pibe stoppet, Plads i den bl&o-;deste L&ae;nestol, lagde Benene op paa en anden Stol, rodede i mine Papirer (jeg husker tillige, at jeg tog dem fra Dig) og nu udbr&o-;d Du i en ironisk Lovpriisning over den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og alt det F&o-;rste, selv &anfbeg;de f&o-;rste Prygl jeg i Skolen fik,&anfslut; idet Du i en oplysende Note forklarede, at Du med desto st&o-;rre Eftertryk kunde sige det, da den L&ae;rer, der havde tildeelt Dig dem, var den eneste, Du havde kjendt, der kunde slaae med Eftertryk; derpaa endte Du med at fl&o-;ite denne Vise, sparkede den Stol, Du havde lagt Dine F&o-;dder paa, hen i den anden Ende af Stuen og gik. Hos Dig s&o-;ger man da forgj&ae;ves en Oplysning om, hvad der stikker bag ved det hemmelighedsfulde Ord: det F&o-;rste; et Ord, som har havt og til alle Tider vil have en uhyre Betydning i Verden. Hvilken Betydning dette Ord har for den Enkelte, er egentlig afgj&o-;rende med Hensyn til hele hans aandelige Tilstand, ligesom det, at det slet ingen Betydning har for ham, er tilstr&ae;kkeligt til at vise, at hans Sj&ae;l slet ikke er stemt til at ber&o-;res og gjennemb&ae;ves af det H&o-;iere. For dem derimod, for hvem &anfbeg;det F&o-;rste&anfslut; har faaet Betydning, ligger der to Veie. Enten indeholder det F&o-;rste Forj&ae;ttelsen om det Tilkommende, er det Fremadskyndende, den uendelige Impuls. Dette er de lykkelige Individualiteter, for hvem det F&o-;rste ikke er andet end det N&ae;rv&ae;rende, men det N&ae;rv&ae;rende det sig bestandig udfoldende og foryngende F&o-;rste. Eller det F&o-;rste driver ikke i Individet Individet, den Kraft, der er i det F&o-;rste, bliver ikke den bev&ae;gende Kraft i Individet, men den frast&o-;dende, bliver det, der st&o-;der fra. Dette er de ulykkelige Individualiteter, der bestandig fjerne sig mere og mere fra &anfbeg;det F&o-;rste&anfslut;. Det Sidste kan naturligviis aldrig skee totalt uden Individets egen Skyld. Med dette Ord: &anfbeg;det F&o-;rste&anfslut; forbinde alle de af Ideen ber&o-;rte Mennesker en h&o-;itidelig Forestilling, og det er ogsaa gjerne kun om Ting, der h&o-;re hjemme i en lavere Sph&ae;re, at &anfbeg;det F&o-;rste&anfslut; betyder det Sletteste. I denne Henseende er Du riig nok paa Exempler, den f&o-;rste Correctur, den f&o-;rste Gang man har en ny Kjole paa o. s. v. Jo st&o-;rre Sandsynlighed der nemlig er for, at en Ting kan gjentages, desto mindre Betydning faaer det F&o-;rste, jo mindre Sandsynlighed, desto st&o-;rre Betydning, og paa den anden Side jo betydningsfuldere det er, der i sit F&o-;rste f&o-;rste Gang forkynder sig, desto mindre Sandsynlighed for at det kan gjentages. Er det nu endog noget Evigt, da forsvinder al Sandsynlighed for at det lader sig gjentage. Naar man derfor med en vis veemodig Alvor har talt om den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, som om den aldrig lod sig gjentage, saa er dette ingen Forkleinelse af Kj&ae;rligheden, men den dybsindigste Lovprisning af den som den evige Magt. Saaledes er for at gj&o-;re et lille philosophisk Sving ikke med Pennen men med Tanken, Gud kun engang bleven Kj&o-;d, og det vil v&ae;re forgjeves at vente, at det skal gjentages. I Hedenskabet kunde det skee oftere, men det var netop, fordi det ikke var en sand Incarnation. Saaledes f&o-;des Mennesket kun eengang, og der er ingen Sandsynlighed for en Gjentagelse. En Sj&ae;levandring miskjender F&o-;dselens Betydning. Jeg vil ved et Par Exempler n&ae;rmere udh&ae;ve hvad jeg mener. Det f&o-;rste Gr&o-;nt, den f&o-;rste Svale hilse vi med en vis H&o-;itidelighed. Grunden dertil er imidlertid den Forestilling, der hos os knytter sig dertil; her er altsaa det, der bebuder sig i det F&o-;rste, noget Andet end dette F&o-;rste selv, den enkelte f&o-;rste Svale. Man har et Kobberstykke, der forestiller Cain, som myrder Abel. I Baggrunden seer man Adam og Eva. Om Stykket selv har V&ae;rdi, skal jeg ikke kunne afgj&o-;re; Underskriften har derimod altid interesseret mig: prima c&ae;des, primi parentes, primus luctus. Her har det F&o-;rste atter en dyb Betydning, og her er det det F&o-;rste selv, vi reflektere paa, men det er dog mere med Hensyn til Tid end med Hensyn til Gehalt, da der ikke sees den Continuerlighed, ved hvilken med det F&o-;rste det Hele er sat. (Det Hele maatte naturligviis forstaaes om den i Sl&ae;gten sig forplantende Synd. Den f&o-;rste Synd, naar vi derved t&ae;nkte paa Adams og Evas Syndefald, vilde allerede mere henlede Tanken paa det Continuerlige, men da det er det Ondes V&ae;sen ikke at have Continuerlighed, saa vil Du let indsee, hvorfor jeg ikke bruger dette Exempel). Endnu et Exempel. Som bekjendt have flere str&ae;nge Secter i Christenheden af de Ord, der findes i Brevet til Hebr&ae;erne om Umuligheden af, at de, der eengang ere oplyste, hvis de falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, villet bevise Begr&ae;ndsningen af Guds Naade. Her fik da det F&o-;rste hele sin dybe Betydning. I dette F&o-;rste forkyndte hele det dybe christelige Liv sig, og den, der nu greb Feil heri, han var fortabt. Men her er det Evige altfor meget draget ind i timelige Bestemmelser. Men dette Exempel kan tjene til at oplyse, hvorledes det F&o-;rste er det Hele, det hele Gehalt. Men naar nu det, der i det F&o-;rste antyder sig, beroer paa en Synthese af det Timelige og det Evige, saa synes alt det at beholde sin Gyldighed, jeg i det Foregaaende har udviklet. I det F&o-;rste er det Hele implicite og &g.k;&g.a;&g.t;&g.a; &g.k;&g.r;&g.u;&g.ps;&g.i;&g.n; tilstede. Nu skammer jeg mig atter ikke ved at n&ae;vne Ordet: den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. For de lykkelige Individualiteter er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed tillige den anden, den tredie, den sidste, den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har her Evighedens Bestemmelse; for de ulykkelige Individualiteter er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed Momentet, den faaer Timelighedens Bestemmelse. For Hine er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, idet den er, et N&ae;rv&ae;rende; for Disse er den, idet den er, et Forbigangent. Forsaavidt som der i de lykkelige Individualiteter ogsaa er en Reflexion, saa vil den, idet den retter sig mod det Evige i Kj&ae;rligheden, v&ae;re en Styrkelse for den, forsaavidt den reflekterer paa det Timelige, v&ae;re en Nedbrydelse af den. Den, der saaledes reflekterer timeligt, for ham vil det f&o-;rste Kys f. Ex. v&ae;re et forbigangent (saaledes som Byron har gjort det i et lille Digt), for den, der reflekterer evigt, vil der v&ae;re en evig Mulighed. Dette angaaende det Pr&ae;dikat, vi have givet Kj&ae;rligheden, den f&o-;rste. Jeg gaaer nu over til n&ae;rmere at betragte den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Forinden vil jeg bede Dig erindre den lille Modsigelse, vi vare komne til, den f&o-;rste Kj&ae;rlighed eier den hele Gehalt, forsaavidt synes det det Klogeste at snappe den, og derpaa gaae til en anden f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Men idet man saaledes tager den f&o-;rste forf&ae;ngeligt, forsvinder den, og man faaer heller ei den anden. Men den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er jo dog kun den f&o-;rste, ja, men naar man reflekterer paa Gehalten, kun forsaavidt man bliver i den; naar man da bliver i den, saa bliver det jo dog en anden Kj&ae;rlighed, nei netop fordi man bliver i den, bliver det den f&o-;rste, naar man reflekterer paa Evigheden. At saadanne Philistere, der mene, at de nu omtrent ere indtraadte i det Tids-Afsnit, hvor det var passende at see sig om eller at h&o-;re sig om (maaskee endog i en Avis) efter en Livsledsagerinde, at de engang for alle have udelukket sig fra den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og at en saadan philistr&o-;s Tilstand ikke kan ansees som den forud for den f&o-;rste Kj&ae;rlighed gaaende, det er vel indlysende. Vel var det t&ae;nkeligt, at Eros kunde v&ae;re barmhjertig nok til at spille ogsaa et saadant Menneske det Puds at gj&o-;re ham forliebt, barmhjertig nok; thi det er dog overordentligt barmhjertigt at skj&ae;nke et Menneske det h&o-;ieste jordiske Gode, og det er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed altid, selv om den er ulykkelig; men dette bliver da altid en Undtagelse, og hans foregaaende Tilstand bliver lige lidt oplysende. Vil man troe Musikkens Pr&ae;ster, og disse staae vel i denne Henseende n&ae;rmest til Troende, vil man blandt disse igjen agte paa Mozart, saa maa den Tilstand, der gaaer forud for den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, vel snarest beskrives ved at erindre om, at Kj&ae;rlighed gj&o-;r blind. Individet bliver ligesom blindt, man kan n&ae;sten see det paa ham, han synker ind i sig selv, skuer ind i sig selv sin egen Skuen, og dog er der en bestandig Str&ae;ben efter at see ud i Verden. Verden har bl&ae;ndet ham, og dog stirrer han ud i Verden. Det er denne dr&o-;mmende og dog s&o-;gende Tilstand, som Mozart har beskrevet hos Pagen i Figaro, ligesaa meget sandselig som sj&ae;lelig. I Mods&ae;tning hertil er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed en absolut Vaagnen, en absolut Skuen, og dette maa fastholdes for ikke at gj&o-;re den Uret. Den retter sig mod en eneste bestemt virkelig Gjenstand, der ene existerer for den, alt Andet existerer slet ikke. Denne ene Gjenstand existerer ikke i ubestemte Omrids, men som et bestemt levende V&ae;sen. Denne f&o-;rste Kj&ae;rlighed har i sig et Sandselighedens, et Skj&o-;nhedens Moment, men den er dog ikke blot sandselig. Det Sandselige som saadant fremkommer f&o-;rst ved Reflexion, men den f&o-;rste Kj&ae;rlighed mangler Reflexion og er derfor ikke blot sandselig. Dette er N&o-;dvendigheden i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Den har som alt Evigt den Dobbelthed ved sig, at den foruds&ae;tter sig tilbage ind i al Evighed og fremad ind i al Evighed. Dette er det Sande i hvad Digterne ofte saa skj&o-;nt have besjunget, at det er de Elskende som om de allerede l&ae;nge havde elsket hinanden, saaledes er det dem endog i det f&o-;rste &O-;ieblik, de see hinanden. Dette er det Sande i den ubr&o-;delige ridderlige Trofasthed, der Intet frygter, ikke &ae;ngstes ved Tanken om nogen adskillende Magt. Men som al Kj&ae;rligheds V&ae;sen er Eenhed af Frihed og N&o-;dvendighed, saaledes ogsaa her. Individet f&o-;ler sig netop frit i denne N&o-;dvendighed, f&o-;ler hele sin individuelle Energi deri, f&o-;ler Besiddelsen af Alt, hvad han er, netop heri. Det er derfor, at man umiskjendeligt kan iagttage det paa ethvert Menneske, om han i Sandhed har v&ae;ret forliebt. Der ligger en Forklarelse, en Forgudelse deri, som bevarer sig gjennem hele hans Liv. Der er en Samklang i ham af alt det, som ellers er adsplittet, han er yngre og &ae;ldre end s&ae;dvanlig i eet Moment, han er Mand og dog Yngling ja n&ae;sten Barn, han er st&ae;rk og dog saa svag, han er en Harmoni, der som sagt gjenlyder i hele hans Liv. Vi ville lovprise denne f&o-;rste Kj&ae;rlighed som noget af det Skj&o-;nneste i Verden, men vi ville ikke mangle Mod til at gaae videre til at lade den fors&o-;ge sig. Dog dette er ikke det, vi her n&ae;rmest have at gj&o-;re med. Allerede her lod der sig t&ae;nke en Tvivl af samme Art som den, der senere vil gjentage sig med Hensyn til Forholdet mellem den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og &Ae;gteskabet. Et religi&o-;st udviklet Individ er jo vant til at henf&o-;re Alt til Gud, med _{Guds Tanken}Guds-Tanken at gjennemtr&ae;nge og gjennemsyre ethvert _inderligtendeligt Forhold og derved at hellige og for&ae;dle det. (Denne Yttring er naturligviis her oblique). Forsaavidt synes det altsaa bet&ae;nkeligt at lade slige F&o-;lelser fremkomme i Bevidstheden uden at beraadf&o-;re sig med Gud, men forsaavidt man beraadf&o-;rer sig med Gud er jo Forholdet altereret. Paa dette Sted er Vanskeligheden lettere at fjerne; thi da det h&o-;rer den f&o-;rste Kj&ae;rlighed til netop at overraske og som Overraskelsens Frugt er uvilkaarlig, saa skj&o-;nnes ikke hvorledes en saadan Sig-Beraadf&o-;ren med Gud blev mulig. Det Eneste, der altsaa kunde blive Tale om, var med Hensyn til en Forbliven i denne F&o-;lelse, men dette h&o-;rer jo til en senere Overveielse. Men var det ikke muligt at foregribe denne f&o-;rste Kj&ae;rlighed, forsaavidt denne som saadan intet Forhold kjender til Gud? Jeg kan her med et Par Ord ber&o-;re de &Ae;gteskaber, hvor det, der er det Afgj&o-;rende, bliver lagt i en Anden eller et Andet end Individet, hvor Individet endnu ikke er kommet til Frihedens Bestemmelse. Den s&o-;rgelige Skikkelse heraf m&o-;de vi, hvor Individet ved Troldom eller andre slige Kunster ved Forbindelse med Naturmagter s&o-;ger at fremkalde Gjenstanden for sin Kj&ae;rlighed. Den &ae;dlere Skikkelse har hvad man i str&ae;ngere Forstand maatte kalde det religi&o-;se &Ae;gteskab. (&Ae;gteskabet i sin _{SandhedKj&ae;rlighed}Kj&ae;rlighed mangler naturligvis ikke det Religi&o-;se, men har tillige det erotiske Moment). Naar saaledes Isaak i al Ydmyghed og Tillid henstiller det til Gud, hvem han skal v&ae;lge til Kone, naar han i Fortr&o-;stning til Gud sender sin Tjener, ikke selv seer sig om, fordi hans Skj&ae;bne hviler sikkert i Guds Haand, saa er dette visselig saare skj&o-;nt, men det Erotiske skeer dog egentlig ikke sin Ret. Nu maa man vel erindre, at hvor abstrakt end ellers J&o-;dedommens Gud var, saa var han dog J&o-;defolket og is&ae;r dets Udvalgte saa n&ae;r i alle Livsforhold, og om end Aand, saa dog ikke saa aandelig, at han ikke skulde bekymre sig om det Jordiske. Isaak turde derfor vel til en vis Grad med Sikkerhed regne paa, at Gud nok vilde v&ae;lge ham en Hustru, der var ung og skj&o-;n og anseet i Folket og elskelig i alle Maader, men desuagtet mangle vi det Erotiske, og det selv om det blev Tilf&ae;ldet, at han elskede denne Guds Udvalgte med al ungdommelig Lidenskab. Friheden manglede. I Christendommen seer man undertiden en uklar og dog netop ved denne Uklarhed og Tvetydighed tiltalende Blanding af det Erotiske og det Religi&o-;se, der har ligesaa meget kj&ae;kt Skjelmeri som barnlig Fromhed. Man finder det naturligviis n&ae;rmest i Katholicismen, og hos os renest blandt Almuen. T&ae;nk Dig (og det veed jeg Du gj&o-;r med Forn&o-;ielse; thi det er jo en Situation), en lille Bondepige med et Par &O-;ine _{saa dristigedristigedristigt}dristigt og dog ydmygt skjulende sig bag &O-;ielaaget, sund og frisk blomstrende, og dog er der noget i hendes Teint, som ikke er Sygdom men en h&o-;iere Sundhed, t&ae;nk Dig hende en Julenat; hun er ene paa sit Kammer; Midnat er allerede forbi og dog flygter S&o-;vnen, som ellers saa trolig bes&o-;ger hende, hun f&o-;ler en behagelig s&o-;d Uro, hun lukker Vinduet paa Klem, hun skuer ud i det uendelige Rum ene med de tause Stjerner; et lille Suk gj&o-;r hende saa let, hun lukker Vinduet; med en Alvorlighed, der dog bestandig har en Mulighed af at slaae over til Skjelmeri beder hun: I hellige Konger tre, I mig i Nat vil lade see, Hvis Dug jeg skal brede, Hvis Seng jeg skal rede, Hvis Navn jeg skal b&ae;re, Hvis Brud jeg skal v&ae;re, og sund og glad hopper hun i Seng. Oprigtig talt, Skam skulde de hellige Konger faae, hvis de ikke toge sig af hende, og det hj&ae;lper ikke at sige, man veed jo ikke hvem hun &o-;nsker; det veed man meget godt; idetmindste, hvis ikke alle Julem&ae;rker slaae fejl, veed hun det saa nogenlunde. Vi vende altsaa tilbage til den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Den er Eenheden af Frihed og N&o-;dvendighed. Individet f&o-;ler sig draget med en uimodstaaelig Magt hen til det andet Individ, men f&o-;ler netop heri sin Frihed. Den er en Eenhed af det Almene og det S&ae;regne, den har det Almene som det S&ae;regne, endog til Gr&ae;ndsen af det Tilf&ae;ldige. Men alt Dette har den ikke i Kraft af Reflexion, den har det umiddelbart. Jo bestemtere i denne Henseende den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er, desto sundere, desto st&o-;rre Rimelighed for, at det virkelig er en f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Med en uimodstaaelig Magt drages de til hinanden, og dog nyde de heri hele Friheden. Jeg har nu ingen haardhjertede F&ae;dre ved Haanden, ingen Sphinxer, der f&o-;rst skulle beseires, jeg har Formue nok til at udstyre dem (jeg har jo heller ei sat mig den Opgave, som Romanskrivere og Theaterdigtere, at tr&ae;kke Tiden ud til Plage for hele Verden, for de Elskende, for L&ae;sere og Tilskuere) altsaa i Guds Navn lad dem komme sammen. Du seer jeg giver den &ae;dle Fader, og det er i Sandhed i og for sig en saare skj&o-;n Rolle, naar vi blot ikke selv ofte havde gjort den saa latterlig. Du bem&ae;rkede maaskee, at jeg paa F&ae;dres Viis tilf&o-;iede det lille Ord: i Guds Navn. Det kan Du nu vel tilgive den gamle Mand, der maaskee aldrig har vidst, hvad den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er, eller alt l&ae;nge har glemt det; men naar den yngre Mand, der endnu er begeistret for den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, tillader sig at l&ae;gge V&ae;gt herpaa, saa forundrer det Dig maaskee. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har altsaa hele den umiddelbare, geniale Sikkerhed i sig, den frygter ingen Fare, den trodser hele Verden, og jeg vil blot &o-;nske den, at den altid maa have ligesaa let derved som in casu; thi jeg l&ae;gger den jo ingen Hindringer i Veien. Maaskee gj&o-;r jeg den dermed ingen Tjeneste, og naar man seer sig om, falder jeg vel endog af den Grund i Unaade. Individet er i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed i Besiddelse af en uhyre Magt, og det er derfor det ligesaa ubehageligt ikke at m&o-;de Modstand, som det vilde v&ae;re ubehageligt for den kj&ae;kke Ridder, der havde faaet et Sv&ae;rd, hvormed han kunde hugge Stene, hvis han derpaa saae sig hensat i en sandet Egn, hvor der end ikke var en Qvist han kunde bruge det til. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed den er altsaa sikker nok, den beh&o-;ver ingen St&o-;tte, skulde den beh&o-;ve en St&o-;tte, vil Ridderen sige, saa er det ikke mere den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Det synes nu ogsaa klart nok, men tillige bliver det indlysende, at jeg er kommen ind i en Cirkel. Vi saae vel i det Foregaaende, at det var den romantiske Kj&ae;rligheds Feil, at den blev staaende ved Kj&ae;rligheden som et abstrakt Ansich, og at alle de Farer, den saae og &o-;nskede, vare blot udvortes Kj&ae;rligheden selv aldeles uvedkommende. Vi erindrede tillige om, at naar Farerne kom fra den anden Side, indvendig fra, Sagen da blev vanskeligere. Men hertil vilde Ridderen naturligviis svare: ja naar, men hvorledes skulde det v&ae;re muligt, og dersom det var muligt, saa var det ikke mere den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Du seer, det er ikke saa let en Sag med denne f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Jeg kunde nu erindre om, at det er en Misforstaaelse at antage, at Reflexionen blot skulde tilintetgj&o-;re, at den ligesaa meget frelser. Da imidlertid det jeg n&ae;rmest har sat mig for at vise er, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed kan bestaae med &Ae;gteskabet, saa vil jeg nu n&ae;rmere udh&ae;ve, hvad jeg i det Foregaaende antydede, at den kan optages i en h&o-;iere Concentricitet, og at dertil endnu ikke beh&o-;ves Tvivlen. Senere skal jeg da vise, at det h&o-;rer den f&o-;rste Kj&ae;rlighed v&ae;sentlig til at blive historisk, og at Betingelsen herfor netop er &Ae;gteskabet, samt at den romantiske f&o-;rste Kj&ae;rlighed er uhistorisk, om man end var istand til at fylde Folianter med Ridderens Bedrifter. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er altsaa umiddelbar sikker i sig selv; men Individerne ere tillige religi&o-;st udviklede. Dette har jeg jo Lov at foruds&ae;tte, ja det skal jeg jo foruds&ae;tte, da jeg skal vise, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og &Ae;gteskabet kan bestaae med hinanden. En anden Sag bliver det naturligviis, naar en ulykkelig f&o-;rste Kj&ae;rlighed l&ae;rer Individerne at flye til Gud og i &Ae;gteskabet at s&o-;ge Sikkerhed. Da er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed altereret, om det end bliver muligt at etablere den igjen. De ere altsaa vante til at henf&o-;re Alt til Gud. Men det at henf&o-;re Alt til Gud indeholder naturligviis en Mangfoldighed af forskjellige Maader. Nu er det ikke paa Sorgens Dag de s&o-;ge til Gud, det er heller ikke Frygt og Angst, der driver dem til at bede, deres Hjerte, hele deres V&ae;sen er opfyldt af Gl&ae;de, hvad naturligere da end at de takke ham derfor. De frygte Intet; thi udvortes Farer ville ikke have Magt over dem, og indvortes Farer ja dem kjender jo den f&o-;rste Kj&ae;rlighed slet ikke. Men ved denne Taksigelse er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke forandret, ingen forstyrrende Reflexion er traadt til den, den er optagen i en h&o-;iere Concentricitet. Men en saadan Taksigelse er som al B&o-;n forenet med et Gjernings-Moment, ikke i udvortes men indvortes Forstand, her det at ville holde fast ved denne Kj&ae;rlighed. Den f&o-;rste Kj&ae;rligheds V&ae;sen er ikke herved forandret, der er ingen Reflexion traadt til den, dens faste Sammenf&o-;ining er ikke l&o-;st, den har endnu sin hele velsignede Forvisning i sig selv, den er blot optagen i en h&o-;iere Concentricitet. Den veed i denne h&o-;iere Concentricitet maaskee slet ikke, hvad den har at befrygte, den t&ae;nker sig maaskee slet ingen Farer, og dog er den ved det gode Fors&ae;t, der ogsaa er en Slags f&o-;rste Kj&ae;rlighed, dragen op i det Ethiske. Du vil dog her ikke gj&o-;re mig den Indvending, at jeg ved bestandig at bruge det Ord Concentricitet gj&o-;r mig skyldig i en petitio principii, da jeg jo burde gaae ud fra, at disse Regioner vare excentriske. Dertil maa jeg svare, at hvis jeg gik ud fra Excentriciteten, saa kom jeg vist aldrig til Concentriciteten; men tillige bede Dig at erindre, at jeg, idet jeg gaaer ud fra denne, tillige beviser den. Vi have nu saaledes sat den f&o-;rste Kj&ae;rlighed i Forhold til det Ethiske og det Religi&o-;se, og det har viist sig, at dens V&ae;sen derved ikke beh&o-;vede at blive altereret; men det Ethiske og det Religi&o-;se var netop det, der gjorde Foreningen tilsyneladende vanskelig, og altsaa synes Alt i Orden. Dog jeg kjender Dig for godt til at turde haabe &anfbeg;at spise Dig af med Sligt.&anfslut; Du kjender overhovedet al Verdens Vanskeligheder. Med Dit hurtige gjennemtr&ae;ngende Hoved har Du i en stor Hast t&ae;nkt paa en Mangfoldighed af videnskabelige Opgaver, Livsforhold o. s. v., men overalt er Du bleven staaende ved Vanskelighederne, og jeg troer n&ae;sten ikke, at det vil v&ae;re Dig muligt i nogen eneste Sag at komme l&ae;ngere end til dem. Du ligner i en vis Forstand en Lods, og dog er Du lige Mods&ae;tningen til ham. En Lods kjender Farerne og f&o-;rer Skibet sikkert i Havn. Du kjender Grundene og Du s&ae;tter altid Skibet paa Grund. Det forstaaer sig, Du gj&o-;r det bedste Du kan gj&o-;re, og man maa lade Dig med stor Beredvillighed og Kjendskab. Du har et saadant &o-;vet &O-;ie for Menneskene og Farvandene, at Du strax veed, hvor langt Du skal gaae ud med dem for at s&ae;tte dem paa Grund. Og Du er da heller ikke letsindig, Du glemmer ikke igjen, at han sidder derude; med en barnagtig Ondskabsfuldhed kan Du huske det til n&ae;ste Gang, Du seer ham, og Du er da meget omhyggelig i at sp&o-;rge til hans Befindende, og hvorledes han kom af Grund. Du vilde formodentlig ogsaa her ikke v&ae;re i Forlegenhed for Vanskeligheder. Du vilde vel erindre om, at jeg havde ladet det aldeles ubestemt og sv&ae;vende, hvilken Gud der var Tale om, at det ikke var en hedensk Eros, der saa gjerne vilde v&ae;re Medvider i Elskovs-Hemmeligheder, og hvis Tilv&ae;relse da til syvende og sidst blot var en Reflex af de Elskendes egen Stemning; men at det var de Christnes Gud, Aandens Gud, nidkj&ae;r mod Alt, hvad der ikke er Aand. Du vilde erindre om, at i Christendommen Skj&o-;nheden og Sandseligheden er negeret, Du vilde bil&o-;bigt bem&ae;rke, at det saaledes var den Christne ligegyldigt, om Christus havde v&ae;ret styg eller skj&o-;n; Du vilde bede mig med min Orthodoxi at holde mig borte fra Elskovens hemmelige M&o-;der og is&ae;r at entholde mig fra alle M&ae;glingsfors&o-;g, der ere Dig endnu mere imod end den krasseste Orthodoxi. &anfbeg;Ja det maatte v&ae;re opmuntrende for den unge Pige, det maatte ganske v&ae;re i Samklang med hendes Stemning, at tr&ae;de op for Alteret. Og Menigheden den skulde vel see paa hende som paa et ufuldkomment V&ae;sen, der ikke kunde modstaae den jordiske Lysts Forf&o-;relse, hun skulde staae der som stod hun Skoleret eller aabenbar Skrifte, og saa skulde da Pr&ae;sten f&o-;rst l&ae;se hende Texten og derpaa maaskee b&o-;ie sig ud over R&ae;kv&ae;rket og under Haanden, til en Smule Tr&o-;st, betroe hende, at for&o-;vrigt er &Ae;gteskabet en Gud velbehagelig Stand. Det Eneste, der ved denne Leilighed har nogen V&ae;rdi er Pr&ae;stens Situation, og naar det var en smuk, ung Pige, saa vilde jeg nok v&ae;re Pr&ae;st for at hvidske hende den Hemmelighed i &O-;ret&anfslut;. Min unge Ven! ja i Sandhed er &Ae;gteskabet en Gud velbehagelig Stand; derimod veed jeg ikke, at der nogensteds i Skriften tales om en speciel Velsignelse for Pebersvende, og det bliver dog Enden paa alle Dine mangfoldige Forliebelses Historier. Men naar man har med Dig at gj&o-;re, saa har man vel omtrent sat sig den vanskeligste Opgave; thi Du er capabel at bevise, hvad det skal v&ae;re, og ethvert Ph&ae;nomen bliver under Dine H&ae;nder til hvad det skal v&ae;re. Ja vist er den Christnes Gud Aand og Christendommen Aand, og der er sat Splid mellem Kj&o-;det og Aanden; men Kj&o-;det er ikke det Sandselige, det er det Selviske, i denne Forstand kan selv det Aandelige blive sandseligt, som hvis f. Ex. et Menneske tog sine Aandsgaver forf&ae;ngelige, saa var han kj&o-;delig. Og vel veed jeg, at det ikke er n&o-;dvendigt for den Christne, at Christus skal have v&ae;ret en jordisk Skj&o-;nhed, og det vilde ogsaa af en anden Grund end den, Du anf&o-;rer, v&ae;re meget s&o-;rgeligt; thi hvorledes maatte da ikke den Troende l&ae;nges efter at see ham, dersom Skj&o-;nhed her var noget V&ae;sentligt; men af Alt dette f&o-;lger ingenlunde, at Sandseligheden er tilintetgjort i Christendommen. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har Skj&o-;nhedens Moment i sig, og den Gl&ae;de og Fylde, der ligger i det Sandselige i sin Uskyldighed, kan godt optages i Christendommen. Men lad os vogte os for en Ting, en Afvei, der er farligere end den, Du vil undgaae, lad os ikke blive for aandelige. Det forstaaer sig, man kan da heller ikke henstille til Din Vilkaarlighed, hvorledes Du vil opfatte Christendommen. Dersom Din Opfattelse var rigtig, saa var det jo bedst, at vi snarest muligt begyndte med alle de Selvplagelser og Tilintetgj&o-;relser af det Legemlige, som vi l&ae;re at kjende i de mystiske Udskeielser; Sundhed selv vilde jo blive mist&ae;nkelig. Imidlertid tvivler jeg dog meget paa, at nogen from Christen vil negte, at han godt kan bede Gud at bevare hans Sundhed, den Gud, der gik omkring og helbredede Syge; de Spedalske burde da egentlig have frabedet sig at blive helbredede; thi de vare jo Fuldkommenheden n&ae;rmest. Jo mere eenfoldigt og barnligt et Menneske er, desto mere kan han ogsaa bede om; men da det nu blandt Andet ogsaa h&o-;rer den f&o-;rste Kj&ae;rlighed til at v&ae;re barnlig, saa seer jeg slet ikke, hvorfor den ikke ogsaa turde bede, eller rettere, for at blive ved mit Foregaaende, turde takke Gud, uden at dens V&ae;sen derved blev altereret. Dog Du har maaskee endnu mere paa Din Samvittighed, lad det ligesaa godt f&o-;rst som sidst komme frem; og skulde Du med Hensyn til en og anden Yttring i det F&o-;lgende ville sige, saaledes har jeg aldrig udtalt mig, saa vil jeg svare: det er vel sandt, men min gode Herr Observator maa tilgive en stakkels &Ae;gtemand, at han drister sig til at gj&o-;re ham til Gjenstand for sin Observation. Du gjemmer Noget i Dig, som Du aldrig siger reent ud; deraf kommer det, at Dit Udtryk har saa meget Energisk, saa megen Elasticitet, fordi det tyder hen paa et Mere, Du lader ahne, et endnu forf&ae;rdeligere Udbrud. &streg; Altsaa Du har fundet det hvad Din Sj&ae;l higede efter, hvad den troede at finde i mange misforstaaede Fors&o-;g, Du har fundet en Pige, i hvilken Dit hele V&ae;sen finder Hvile; og om Du end kunde synes lidt for erfaren, saa er det dog Din f&o-;rste Kj&ae;rlighed, derom er Du overbeviist. &anfbeg;Hun er smuk&anfslut; &streg; naturligt; &anfbeg;yndig&anfslut; &streg; ih bevares; &anfbeg;og dog ligger hendes Skj&o-;nhed ikke i det Normale, men i Eenheden af det Mangfoldige, i det Tilf&ae;ldige, i det Selvmodsigende;&anfslut; &anfbeg;hun er sj&ae;lelig&anfslut; &streg; det kan jeg t&ae;nke; &anfbeg;hun kan hengive sig i et Indtryk, saa det n&ae;sten sortner for Eens &O-;ine; hun er let, kan som en Fugl gynge sig paa en Green, hun har Aand, Aand nok til at belyse hendes Skj&o-;nhed, men heller ikke mere.&anfslut; Den Dag er kommen, der skal forsikkre Dig Besiddelsen af Alt, hvad Du eier i Verden; en Besiddelse, Du da for&o-;vrigt er sikker nok paa. Du har udbedet Dig den Gunst at maatte meddele hende den sidste Olie. L&ae;nge har Du allerede ventet i Familiens Spisestue, en vims Kammerpige, 4 à 5 nysgjerrige Cousiner, en &ae;rv&ae;rdig Tante, en Friseur er flere Gange ilet Dig forbi. Du er allerede halv &ae;rgerlig derover. Da aabner D&o-;ren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster et flygtigt Blik derind, det gl&ae;der Dig, at der ikke er en Sj&ae;l, at hun har havt den Takt at fjerne alle Uvedkommende endogsaa af Dagligstuen. Hun er smuk, smukkere end nogensinde, der er Beaandelse over hende, en Harmoni, af hvis Svingninger hun endnu selv er gjennemb&ae;vet. Du forbauses, hun overgaaer selv Dine Dr&o-;mme, ogsaa Du forvandles, men Din fine Reflexion skjuler &o-;ieblikkelig Din Bev&ae;gethed, Din Ro virker endnu mere forf&o-;rerisk paa hende, kaster en Attraa ind i hendes Sj&ae;l, der gj&o-;r hendes Skj&o-;nhed interessant. Du n&ae;rmer Dig til hende; ogsaa hendes Pynt giver Situationen det Ualmindeliges Pr&ae;g. Endnu har Du ikke sagt et Ord, Du seer og dog som om Du ikke saae, Du vil ikke besv&ae;re hende med forliebte T&o-;lperagtigheder, men endog Speilet kommer Dig til Hj&ae;lp. Du bef&ae;ster et Smykke paa hendes Bryst, som Du allerede den f&o-;rste Dag har for&ae;ret hende, den f&o-;rste Gang Du kyssede hende med en Lidenskab, der i dette &O-;ieblik s&o-;ger sin Bekr&ae;ftelse; hun har selv gjemt det, Ingen har vidst det. Du tager en lille Bouquet, der kun indeholder en eneste Art af Blomst, en i og for sig aldeles ubetydelig Blomst. Altid, naar Du har sendt hende Blomster, var der en lille Stilk deraf, men ubem&ae;rkelig, at Ingen ahnede det uden hun alene. Idag skal denne Blomst ogsaa opstaae til &Ae;re og V&ae;rdighed, den alene skal pryde hende; thi hun elskede den. Du r&ae;kker hende den, en Taare b&ae;ver i hendes &O-;ie, hun giver Dig den atter tilbage, Du kysser den og bef&ae;ster den paa hendes Bryst. Et vist Vemod udbreder sig over hende. Du selv er bev&ae;get. Hun tr&ae;der et Skridt tilbage, hun betragter n&ae;sten med Vrede den Pynt, der er hende til Besv&ae;r, hun kaster sig om Din Hals. Hun kan ikke l&o-;srive sig, hun omslutter Dig med en H&ae;ftighed, som om der var en fjendtlig Magt, der vilde rive Dig fra hende. Hendes fine Pynt er knust, hendes Haar er faldet ned, i samme Nu er hun forsvunden. Du er atter overladt til Din Eensomhed, som kun afbrydes af en vims Kammerpige, en 4 à 5 nysgjerrige Cousiner, en &ae;rv&ae;rdig Tante, en Friseur. Da gaaer D&o-;ren til Dagligstuen op, hun tr&ae;der ind, og stille Alvor er l&ae;selig i hver hendes Mine. Du trykker hendes Haand, forlader hende for atter at m&o-;de hende &streg; for Herrens Alter. Det havde Du glemt. Du, der har t&ae;nkt over saa meget, ogsaa over dette ved andre Leiligheder, Du havde i Din Forliebelse forglemt det, Du havde fundet Dig i Forholdene, som de ere for Alle, men dette havde Du ikke overveiet; og dog er Du for udviklet til ikke at see, at en Vielse er lidt mere end en Ceremoni. En Angst griber Dig. &anfbeg;Denne Pige, hvis Sj&ae;l er reen som Dagens Lys, oph&o-;iet som Himlens Hv&ae;lving, uskyldig som Havet, denne Pige, som jeg kunde synke tilbedende ned for, hvis Kj&ae;rlighed jeg f&o-;ler maatte kunne rive mig ud af al Forvirring og f&o-;de mig paa ny, hende skal jeg f&o-;re op til Herrens Alter, hun skal staae der som en Synderinde, det skal siges om hende og til hende, at det var Eva, der forf&o-;rte Adam. Hende, som min stolte Sj&ae;l b&o-;ier sig for, det Eneste, den har b&o-;iet sig for, til hende skal det siges, at jeg skal v&ae;re hendes Herre, og hun skal v&ae;re sin Mand underdanig. &O-;ieblikket er kommet, allerede str&ae;kker Kirken sine Arme ud efter hende, og f&o-;r den giver mig hende tilbage, vil den f&o-;rst trykke et Brudekys paa hendes L&ae;ber, ikke det Brudekys, jeg gav al Verden for; den udstr&ae;kker allerede sine Arme for at favne hende, men dette Favnetag skal bringe al hendes Skj&o-;nhed til at falme, og da vil den kaste hende hen til mig og sige, formerer Eder og vorder frugtbare. Hvad er det for en Magt, der vover at tr&ae;nge sig ind imellem mig og min Brud, den Brud, jeg selv har valgt, og som har valgt mig. Og denne Magt vil befale hende, at v&ae;re mig tro, beh&o-;ver hun da en Befaling, og dersom hun blot blev mig tro, fordi en tredie Mand, som hun da elskede mere end mig, befalede det! og den byder mig at v&ae;re hende tro, beh&o-;ver man at byde mig det, jeg som med hele min Sj&ae;l tilh&o-;rer hende. Og denne Magt bestemmer vort Forhold til hinanden, den siger, at jeg skal byde, og hun skal lyde; men om jeg nu ikke vil byde, om jeg f&o-;ler mig for ringe dertil. Nei hende vil jeg lyde, hendes Vink er for mig en Befaling, men en fremmed Magt vil jeg ikke b&o-;ie mig under. Nei jeg vil flygte langt bort med hende, medens det endnu er Tid, og jeg vil bede Natten at skjule os, og de tause Skyer at fort&ae;lle os Eventyr i dristige Billeder, som det s&o-;mmer sig en Brudenat, og under den uhyre Himmelhv&ae;lving vil jeg beruse mig i hendes Yndigheder, ene med hende, ene i den hele Verden, og jeg vil styrte mig ned i hendes Kj&ae;rligheds Afgrund; og min L&ae;be er stum; thi Skyerne ere mine Tanker, og mine Tanker ere Skyer; og jeg vil raabe og besv&ae;rge alle Magter i Himlen og paa Jorden, at Intet maa forstyrre min Lykke, og jeg vil tage dem i Eed og jeg vil lade dem tilsv&ae;rge mig dette. Ja bort, langt bort, at min Sj&ae;l atter kan blive sund, at mit Bryst atter kan aande, at jeg ikke skal qv&ae;les i denne qvalme Luft &streg; bort&anfslut; &streg; ja bort, det vilde jeg ogsaa sige: procul o procul este profani. Men har Du ogsaa bet&ae;nkt, om hun vil f&o-;lge Dig paa denne Expedition? &anfbeg;Qvinden er svag&anfslut;; Nei hun er ydmyg, hun er Gud langt n&ae;rmere end Manden. Dertil kommer, at Kj&ae;rlighed er for hende Alt, og hun vil vist ikke forsmaae den Velsignelse og den Bekr&ae;ftelse, som Gud vil forunde hende. Overhovedet er det vist aldrig faldet en Qvinde ind at have noget mod &Ae;gteskabet, og det vil i al Evighed ikke falde hende ind, naar M&ae;ndene ikke selv ford&ae;rve hende; thi en emanciperet Qvinde kunde vel nok hitte paa Sligt. Forargelsen udgaaer altid fra M&ae;ndene; thi Manden er stolt, han vil v&ae;re Alt, vil Intet have over sig. At nu den Skildring, jeg har givet, n&ae;sten aldeles passer paa Dig, det vil Du vist ikke negte, og skulde Du ville det, saa vil Du dog vel ikke negte, at den passer paa Ordf&o-;rerne i denne Retning. Jeg har med Flid forandret lidt i Udtrykkene fra det Almindelige for at betegne Din f&o-;rste Kj&ae;rlighed; thi, oprigtigt talt, den der beskrevne Kj&ae;rlighed, hvor lidenskabelig den end er, med hvor megen Pathos den end forkynder sig, den er dog meget for reflekteret, meget for fortrolig med Elskovens Coquetteri, til at man t&o-;r kalde den en f&o-;rste Kj&ae;rlighed. En f&o-;rste Kj&ae;rlighed er ydmyg, og er derfor glad ved, at der er en h&o-;iere Magt end den selv, om end ikke af anden Grund saa dog for at have Een at takke. (Det er derfor at man sjeldnere finder en reen f&o-;rste Kj&ae;rlighed hos M&ae;nd end hos Qvinder.) Analogien hertil fandtes ogsaa hos Dig, thi Du sagde jo, at Du vilde besv&ae;rge alle Magter i Himlen og paa Jorden, og heri viser sig allerede Trangen til at s&o-;ge et h&o-;iere Udgangspunkt for Din Kj&ae;rlighed, kun at det hos Dig bliver en Fetischisme med al mulig Vilkaarlighed. Det F&o-;rste altsaa, Du skandaliserede Dig over, var, at Du skulde h&o-;itidelig inds&ae;ttes til hendes Herre. Ligesom Du ikke var det, og maaskee kun altfor meget, ligesom ikke Dine Ord noksom bare Pr&ae;get heraf, men Du vil ikke give Afkald paa denne Afgudsdyrkelse, dette Coquetteri, at Du vil v&ae;re hendes Slave, skj&o-;ndt Du meget godt f&o-;ler Dig som hendes Herre. Det Andet var, at det opr&o-;rte Din Sj&ae;l, at Din Elskede skulde erkl&ae;res for en Synderinde. Du er &Ae;sthetiker og jeg kunde fristes til at henstille det til Dit &o-;rkesl&o-;se Hoveds Overveielse, om ikke netop dette Moment var istand til at gj&o-;re en Qvinde endnu skj&o-;nnere; der ligger en Hemmelighed heri, som kaster et interessant Lys over hende. Det barnlige Skj&ae;lmeri, som Synden kan have saal&ae;nge vi dog t&o-;r udsige Uskyld om den, forh&o-;ier kun Skj&o-;nheden. Du kan vel begribe, at det ikke er mit Alvor, at fastholde denne Betragtning, da jeg meget godt f&o-;ler og senere skal udvikle, hvad der ligger heri; men, som sagt, dersom det var faldet Dig ind, saa var Du maaskee bleven absolut enthusiastisk for denne &ae;sthetiske Observation. Du vilde da have gjort en Mangfoldighed af &ae;sthetiske Opdagelser, om det var rigtigt &dvs;: mest interessant med en uendelig fjern Antydning ligesom at pirre derved, eller at lade den unge uskyldige Pige ene k&ae;mpe med denne dunkle Magt, eller med en vis gravitetisk Alvor at vippe hende ud derover i Ironien o. s. v., kort Du vilde vist faae nok at bestille i denne Henseende. Du var kommen til at t&ae;nke paa den zittrende Belysning, der selv i Evangeliet udbredes over den Synderinde, hvis mange Synder bleve hende tilgivne, fordi hun elskede meget. Det jeg derimod vilde sige, er, at det atter er Din Vilkaarlighed, der vil, at hun skal staae der som en Synderinde. Eet er nemlig at kjende Synden in abstracto, et Andet at kjende den in concreto. Men Qvinden er ydmyg, og det er vist aldrig faldet en Qvinde ind i Sandhed at forarge sig over, at Kirkens alvorlige Ord l&o-;d til hende; Qvinden er ydmyg og tillidsfuld, og hvo kan ogsaa slaae &O-;iet ned som en Qvinde, men hvo kan ogsaa saaledes l&o-;fte det op. Forsaavidt der altsaa ved Kirkens h&o-;itidelige Forkyndelse af, at Synden er indkommen i Verden, skulde foregaae nogen Forandring med hende, da maatte det v&ae;re den, at hun kun endnu st&ae;rkere holdt fast ved sin Kj&ae;rlighed. Men deraf f&o-;lger ingenlunde, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er altereret, den er kun dragen op i en h&o-;iere Concentricitet. At overhovedet den jordiske Kj&ae;rlighed skulde v&ae;re Synd, det turde v&ae;re saare vanskeligt at overbevise en Qvinde om, da hendes hele Existens derved tilintetgj&o-;res i sin dybeste Rod. Dertil kommer, at hun jo ikke er traadt op for Herrens Alter for at overveie, om hun skal elske den Mand, der staaer ved hendes Side, eller ikke; hun elsker ham, deri har hun sit Liv, og vee den, der v&ae;kker Tvivlen hos hende, der vil l&ae;re hende, at ville opr&o-;re sig mod sin Natur, og ikke ville kn&ae;le for Gud, men staae opreist. Jeg burde maaskee ikke komme Dig im&o-;de; thi da Du nu har sat Dig i Hovedet, at for at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed i Sandhed skal finde Sted maa Synden ikke v&ae;re indkommen i Verden, saa f&o-;ler Du dog vel selv, at Du f&ae;gter i Luften. (Overhovedet viser Du derved, at Du vil abstrahere fra Synden, at Du ligger i Reflexionen.) Men da de Individer, imellem hvilke vi t&ae;nkte os den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, vare religi&o-;se, saa beh&o-;ver jeg jo slet ikke at indlade mig paa alt dette. Det Syndige ligger nemlig ikke i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed som saadan, men i det Selviske i den, men det Selviske tr&ae;der f&o-;rst frem i det &O-;ieblik, den reflekterer, hvorved den da er tilintetgjort. Det opr&o-;rer Dig endelig, at en tredie Magt vil forpligte Dig til Troskab mod hende og hende mod Dig. For en Ordens Skyld maa jeg bede Dig at erindre, at denne tredie Magt ikke paan&o-;der sig; men da de Individer, vi t&ae;nke os, ere religi&o-;st udviklede, saa s&o-;ge de selv hen til den, og det, der kommer i Betragtning, er, om der er Noget i den, der l&ae;gger dem Hindring i Veien for deres f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Det vil Du dog ikke negte, at det er den f&o-;rste Kj&ae;rlighed naturligt, at s&o-;ge en Bestyrkelse ved paa en eller anden Maade at gj&o-;re Kj&ae;rligheden til en Forpligtelse, de Elskende for en h&o-;iere Magts Aasyn paal&ae;gge sig selv. De Elskende tilsv&ae;rge hinanden Troskab ved Maanen, ved Stjernerne, ved deres Faders Aske, ved deres &Ae;re o. s. v. Svarer Du dertil: Ja saadanne Eder ville Intet sige, de ere jo blot en Afglands af de Elskendes egen Stemning; thi hvorledes skulde det ellers falde dem ind at sv&ae;rge ved Maanen; saa vil jeg svare, her har Du selv altereret den f&o-;rste Kj&ae;rligheds V&ae;sen; thi det er netop det Skj&o-;nne i den, at Alt faaer Realitet for den i Kraft af Kj&ae;rligheden, det er f&o-;rst i Reflexionens &O-;ieblik at det viser sig, at det er indholdsl&o-;st at sv&ae;rge ved Maanen, i Edens &O-;ieblik har det Gyldighed. Skulde nu dette Forhold forandres derved, at de sv&ae;rge ved en Magt, der virkelig har Gyldighed? det skj&o-;nnes ikke, da det jo netop er Kj&ae;rligheden af Vigtighed, at Eden har sand Betydning. Naar Du derfor mener, at Du gjerne kunde sv&ae;rge ved Skyer og Stjerner, men det forstyrrer Dig, at Du skal sv&ae;rge ved Gud, saa viser det, at Du ligger i Reflexionen. Din Kj&ae;rlighed maa nemlig ingen Medvider have, undtagen saadanne som ikke ere Medvidere. Nu er det vel sandt, at Kj&ae;rligheden er hemmelighedsfuld, men Din Kj&ae;rlighed er saa fornem, at end ikke Gud i Himlen maa vide Noget derom, og det uagtet Gud, for at bruge et lidt letsindigt Udtryk, er et Vidne, der ikke generer. Men det at Gud ikke maa vide derom, det er det Selviske og det Reflekterende; thi Gud er paa eengang i Bevidstheden og dog maa han ikke v&ae;re der. Alt Sligt kjender den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke til. Denne Trang altsaa til at lade Kj&ae;rligheden forklare sig op i en h&o-;iere Sph&ae;re har Du ikke, eller rettere: thi den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har ikke Trangen, men gj&o-;r det umiddelbart, Du har Trangen, men vil ikke tilfredsstille den. Vilde jeg nu et &O-;ieblik vende tilbage til Din fingerede f&o-;rste Kj&ae;rlighed, saa vilde jeg sige, maaskee lykkedes det Dig at besv&ae;rge alle Magter, og dog voxede der ikke fjernt fra Dig en Mistelteen. Den sk&o-;d op, den viftede Dig K&o-;lighed til, og dog skjulte den en endnu h&o-;iere Varme i sig; og I gl&ae;dede Eder over den; men denne Mistelteen er en Betegnelse af den febersyge Uro, der er Livsprincipet i Din Kj&ae;rlighed, den k&o-;ler og heder, den vexler bestandig, ja Du kunde i samme &O-;ieblik &o-;nske, at I maatte have en Evighed for Eder og at dette Nu var det sidste; og derfor er Din Kj&ae;rligheds D&o-;d vis. Vi saae altsaa, hvorledes den f&o-;rste Kj&ae;rlighed kunde tr&ae;de i Forhold til det Ethiske og det Religi&o-;se, uden at dette skete gjennem en Reflexion, der altererede den, da den blot droges op i en h&o-;iere umiddelbar Concentricitet. I en vis Forstand er der foregaaet en Forandring, og det er den, jeg nu vil betragte, hvad man kunde kalde Elskerens og Elskerindens Metamorphose til Brud og Brudgom. Idet den f&o-;rste Kj&ae;rlighed henf&o-;res til Gud, skeer dette saaledes, at de Elskende takke Gud derfor. Herved foregaaer en for&ae;dlende Forvandling. Den Svaghed, der ligger Manden n&ae;rmest, er at indbilde sig, at han har erobret den Pige, han elsker; han f&o-;ler sin Overlegenhed heri, men dette er ingenlunde &ae;sthetisk. Idet han derimod takker Gud, da ydmyger han sig under sin Kj&ae;rlighed, og det er i Sandhed langt skj&o-;nnere, at tage den Elskede som en Gave af Guds Haand, end at have undertvunget al Verden for at erobre hende. Dertil kommer, at den, der i Sandhed elsker, hans Sj&ae;l vil ikke finde Hvile, f&o-;rend han saaledes har ydmyget sig for Gud; og den Pige, han elsker, er ham i Sandhed for meget til at turde tage hende endog i den skj&o-;nneste og &ae;dleste Forstand som et Bytte. Og skulde det gl&ae;de ham at erobre og erhverve hende, saa vil han vide, at den daglige Erhverven gjennem et heelt Liv er passende, ikke en kort Forliebelses overnaturlige Kraft. Dog dette skeer jo ikke, som om der var gaaet en Tvivl iforveien, men det skeer umiddelbart. Det egentlige Liv i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed bliver altsaa tilbage, men det Fuselagtige, om jeg saa t&o-;r sige, borttages. Det andet Kj&o-;n er det naturligere for at f&o-;le Overv&ae;gten, at ligge under for den, og om hun end f&o-;ler sig glad og lykkelig i det at v&ae;re Intet, saa er det dog let paa Veie til at blive noget Usandt. Naar hun nu takker Gud for den Elskede, da er hendes Sj&ae;l sikker mod at lide; derved at hun kan takke Gud, fjerner hun den, hvem hun elsker, blot saa meget fra sig, at hun ligesom kan tr&ae;kke Veiret. Og dette skeer ikke som F&o-;lge af en &ae;ngstende Tvivl, en saadan kjender hun ikke, men det skeer umiddelbart. Jeg antydede allerede i det Foregaaende, at den om end illusoriske Evighed, der var i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, gjorde den s&ae;delig. Idet nu de Elskende henf&o-;re deres Kj&ae;rlighed til Gud, saa vil denne Tak allerede give den et absolut Evigheds Pr&ae;g, og Fors&ae;ttet og Forpligtelsen ligesaa, og denne Evighed vil da ikke v&ae;re grundet paa dunkle Magter, men paa det Evige selv. Fors&ae;ttet har tillige en anden Betydning. Deri ligger nemlig Muligheden af en Bev&ae;gelse i Kj&ae;rligheden, og altsaa ogsaa Muligheden af at befries fra den Vanskelighed, hvorunder den f&o-;rste Kj&ae;rlighed som saadan lider, at den ikke kan komme af Stedet. Det &Ae;sthetiske ligger i dens Uendelighed, men det U&ae;sthetiske ligger i, at denne Uendelighed ikke kan blive endeliggjort. At det, at det Religi&o-;se tr&ae;der til, ikke kan forstyrre den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, det vil jeg oplyse ved et billedligere Udtryk. Det Religi&o-;se er jo egentlig Udtrykket for den Overbeviisning, at Mennesket ved Guds Hj&ae;lp er lettere end hele Verden, den samme Tro som den, der ligger til Grund for at et Menneske kan sv&o-;mme. Hvis nu der gaves et saadant Sv&o-;mmebelte, som kunde holde Een oppe, saa lod det sig t&ae;nke, at Een, der havde v&ae;ret i Livsfare, altid bar det, men det lod sig ogsaa t&ae;nke, at et Menneske, der aldrig havde v&ae;ret i Livsfare, ligeledes bar det. Dette sidste Tilf&ae;lde passer paa Forholdet mellem den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og det Religi&o-;se. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed omgjorder sig med det Religi&o-;se, uden at nogen smertelig Erfaring eller nogen &ae;ngstende Reflexion er gaaet iforvejen; kun maa jeg bede Dig ikke at urgere dette Udtryk, som om det Religi&o-;se blot stod i et udvortes Forhold til hiin. At dette ikke er Tilf&ae;ldet, er jo viist i det Foregaaende. Og lad os saa een Gang for alle Gange gj&o-;re Regnskabet op. I tale saa meget om det erotiske Favnetag, hvad er det mod det &ae;gteskabelige? Hvilken Rigdom i Modulation i det &ae;gteskabelige &anfbeg;min&anfslut; fremfor i det erotiske; det gjenlyder ikke blot i det forf&o-;riske &O-;iebliks Evighed, ikke blot i Phantasiens og Forestillingens illusoriske Evighed, men i Bevidsthedens Evighed, i Evigheds Evighed. Hvilken Kraft i det &ae;gteskabelige &anfbeg;min&anfslut;; thi Villie, Beslutning, Fors&ae;t er en langt dybere Tone; hvilken Energi og Smidighed; thi hvad er saa haardt som Villie og hvad saa bl&o-;dt som den; hvilken Bev&ae;gelsens Kraft, ikke blot dunkle Tilskyndelsers forvirrede Begeistring; thi &Ae;gteskabet stiftes i Himlen, og Pligten gjennemtr&ae;nger Tilv&ae;relsens hele Legeme til den yderste Spidse og bereder Veien og forvisser om, at i al Evighed ingen Hindring skal v&ae;re istand til at forstyrre Kj&ae;rligheden! Lad saa Don Juan beholde L&o-;vhytten, Ridderen Nattens Himmel og Stjernerne, naar han Intet seer derover. &Ae;gteskabet har sin Himmel endnu h&o-;iere. Saaledes er &Ae;gteskabet, og naar det ikke er saaledes, er det ikke Guds Skyld, ikke Christendommens Skyld, ikke Vielsens, ikke Forbandelsens, ikke Velsignelsens, men alene Menneskenes egen. Og er det ikke Synd og Skam saaledes skriver man B&o-;ger, at man gj&o-;r Menneskene raadvilde om Livet, kjede deraf, f&o-;r de begynde derpaa, istedenfor at l&ae;re dem at leve. Og havde man endda Ret, var det en smertelig Sandhed; men det er L&o-;gn. Man l&ae;rer os at synde, og de, der ikke have Mod hertil, gj&o-;r man paa en anden Maade ligesaa ulykkelige. Jeg er desto v&ae;rre altfor meget selv paavirket af det &Ae;sthetiske til ikke at vide, at det Ord &anfbeg;&Ae;gtemand&anfslut; skurrer i Dit &O-;re. Dog det er mig ligegyldigt. Er det Ord &anfbeg;&Ae;gtemand&anfslut; end kommet i Miscredit, og n&ae;sten blevet til en Latterlighed, saa er det paa den h&o-;ie Tid, at man igjen s&o-;ger at holde det i &Ae;re. Og siger Du: &anfbeg;Sligt seer man aldrig, skj&o-;ndt man ofte nok seer &Ae;gteskaber&anfslut;, saa foruroliger dette mig ikke; thi det, at man hver Dag seer &Ae;gteskaber, gj&o-;r, at man sjeldnere seer det Store deri, is&ae;r da man gj&o-;r Alt for at forkleine det; thi have I ikke bragt det saa vidt, at en Pige, der for Alteret r&ae;kker en Mand sin Haand, ansees for ufuldkomnere end disse Heltinder i Eders Romaner med deres f&o-;rste Kj&ae;rlighed? Efterat jeg nu med al Taalmodighed har h&o-;rt paa Dig og Dine Udbrud, vildere end Du maaskee ret vil vedkjende Dig dem; (men Du skal see, om Du endnu maaskee ikke ganske har forstaaet disse R&o-;relser i Dig selv; naar &Ae;gteskabet tr&ae;der Dig som en Virkelighed im&o-;de, saa vil det rase i Dig, hvorvel Du formodentlig atter ikke vil betroe Dig til noget Menneske) saa maa Du tilgive mig, at jeg rykker frem med mine smaa Observationer. Man elsker kun eengang i sit Liv, Hjertet h&ae;nger ved sin f&o-;rste Kj&ae;rlighed &streg; &Ae;gteskabet. Lyt til og beundrer denne forskjellige Sph&ae;rers harmoniske Samklang. Det er den samme Sag, blot udtrykt &ae;sthetisk, religi&o-;st og ethisk. Man elsker kun eengang. For at realisere dette, tr&ae;der &Ae;gteskabet til, og dersom Folk, der ikke elske _{hinanden faae}hinanden, faae i Sinde at gifte sig, saa kan Kirken jo ikke gj&o-;re derfor. Man elsker kun eengang, dette gjenlyder fra de Forskjelligste, fra de Lykkelige, hvem hver Dag giver en glad Forvisning herom, fra de Ulykkelige. Af disse gives der egentlig kun to Classer: de, der altid hige efter Idealet, og de, der ikke ville fastholde det. Disse Sidste ere de egentlige Forf&o-;rere. Man tr&ae;ffer dem sjeldnere, fordi der altid h&o-;rer noget Ualmindeligt dertil. Jeg har kjendt een, men ogsaa han tilstod, at man kun elsker eengang, men hans vilde Lyster havde Kj&ae;rlighed ikke kunnet t&ae;mme. Ja, sige nu visse Folk, man elsker kun eengang, man gifter sig 2, 3. Her enes Sph&ae;rerne atter; thi &Ae;sthetiken siger Nei, Kirken og den kirkelige Ethik seer mist&ae;nkeligt paa det andet &Ae;gteskab. Dette er for mig af yderste Vigtighed; thi dersom det var sandt, at man elskede flere Gange, saa blev det en bet&ae;nkelig Sag med &Ae;gteskabet, saa kunde det synes, at det Erotiske leed Skade ved det Religi&o-;ses Vilkaarlighed, der i Reglen fordrede, at man kun skulde elske eengang, der altsaa behandlede dette Erotikens Anliggende saa skj&o-;desl&o-;st, som om det vilde sige, Du kan gifte Dig eengang, og lad dermed den Sag v&ae;re f&ae;rdig. Vi have nu seet, hvorledes den f&o-;rste Kj&ae;rlighed traadte i Forhold til &Ae;gteskabet, uden at denne derved blev altereret. Det samme &Ae;sthetiske, der ligger i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, maa altsaa og ligge i &Ae;gteskabet, da hiin er indeholdt i dette; men det &Ae;sthetiske ligger i den Uendelighed, den Aprioritet, den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har, som ovenfor blev udviklet. Det ligger dern&ae;st i den Eenhed af Mods&ae;tninger, som Kj&ae;rlighed er; den er sandselig og dog aandelig; den er Frihed og dog N&o-;dvendighed, den er i Momentet, er i h&o-;i Grad pr&ae;sentisk og dog har den en Evighed i sig. Alt dette har &Ae;gteskabet ogsaa, det er sandseligt og dog aandeligt; men det er mere; thi det Ord &anfbeg;aandelig&anfslut; brugt om den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, siger dog n&ae;rmest, at den er sj&ae;lelig, at den er af Aand gjennemtr&ae;ngt Sandselighed; det er Frihed og N&o-;dvendighed, men tillige mere; thi Frihed brugt om den f&o-;rste Kj&ae;rlighed er dog egentlig mere den sj&ae;lelige Frihed, hvor Individualiteten endnu ikke har udklaret sig af Naturn&o-;dvendigheden. Men jo mere Frihed jo mere Hengivelse, og kun den kan &o-;dsle med sig selv, der eier sig selv. I det Religi&o-;se bleve Individerne frie, han for usand Stolthed, hun for usand Ydmyghed, og det Religi&o-;se tr&ae;ngte ind mellem de _ElskedeElskende, der holdt hinanden saa fast omsluttede, ikke for at adskille, men for at hun kunde hengive sig med en Rigdom, som hun f&o-;r ikke havde ahnet, og han ikke blot modtage, men hengive sig og hun modtage. Det har indre Uendelighed i sig, endnu mere end den f&o-;rste Kj&ae;rlighed; thi &Ae;gteskabets indre Uendelighed er et evigt Liv. Det er Eenhed af Mods&ae;tninger, endnu mere end den f&o-;rste Kj&ae;rlighed; thi det har een Mods&ae;tning mere, det Aandelige og derved det Sandselige i en endnu dybere Mods&ae;tning, men jo l&ae;ngere man er borte fra det Sandselige, desto mere &ae;sthetisk Betydning faaer det; thi ellers blev Dyrenes Instinkt det mest &Ae;sthetiske. Men det Aandelige i &Ae;gteskabet er h&o-;iere end det i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og jo h&o-;iere Himlen er over Brudesengen desto bedre, desto skj&o-;nnere, desto mere &ae;sthetisk; og over &Ae;gteskabet er det ikke denne jordiske Himmel, der hv&ae;lver sig, men Aandens Himmel. Det er i Momentet, sundt og kraftigt, det viser ud over sig, men i en dybere Forstand end den f&o-;rste Kj&ae;rlighed; thi dette er netop Feilen ved denne, at den har en abstrakt Charakteer; men i Fors&ae;ttet, som &Ae;gteskabet har, ligger Bev&ae;gelses-Loven, ligger Muligheden af indre Historie. Fors&ae;ttet er Resignationen i den rigeste Skikkelse, hvor der ikke sees hen til, hvad der skal tabes, men hvad der skal vindes ved at fastholdes. I Fors&ae;ttet er der sat et Andet, og i Fors&ae;ttet er Kj&ae;rligheden sat i Forhold dertil, dog ikke i udvortes Betydning. Men Fors&ae;ttet her er ikke Tvivlens erhvervede Frugt, men Forj&ae;ttelsens Overfl&o-;dighed. Saa skj&o-;nt er &Ae;gteskabet; og det Sandselige ingenlunde fornegtet, men for&ae;dlet. Ja jeg tilstaaer det, maaskee er det urigtigt af mig; ofte naar jeg t&ae;nker paa mit eget &Ae;gteskab, da v&ae;kker den Forestilling et uforklarligt Veemod hos mig, at det skal oph&o-;re, at, saa vis jeg end er paa, at jeg skal leve med hende, hvem mit &Ae;gteskab knyttede mig til, i et andet Liv, dette dog skal give mig hende anderledes, at den Mods&ae;tning, der var en Betingelse med i vor Kj&ae;rlighed, skal oph&ae;ves. Dog dette tr&o-;ster mig, at jeg veed, jeg skal erindre, at jeg med hende har levet i det inderligste, det skj&o-;nneste Samfund, som Jordelivet giver. Dersom jeg nemlig har nogen Forstand paa den hele Sag, saa er Manglen ved den jordiske Kj&ae;rlighed den samme, som det, der er dens Fortrin, at den er Forkj&ae;rlighed. Den aandelige Kj&ae;rlighed har ingen Forkj&ae;rlighed og bev&ae;ger sig i den modsatte Retning, afskyder bestandig alle Relativiteter. Den jordiske Kj&ae;rlighed gaaer i sin Sandhed den modsatte Vei, og er paa sit H&o-;ieste kun Kj&ae;rlighed til et eneste Menneske i den hele Verden. Dette er Sandheden af at elske kun Een og kun eengang. Den jordiske Kj&ae;rlighed begynder med at elske Flere, dette er de forel&o-;bige Anticipationer, og ender med at elske een; den aandelige aabner sig bestandig mere og mere, elsker Flere og Flere, har sin Sandhed i at elske Alle. Saa er da &Ae;gteskabet sandseligt, men tillige aandeligt, frit og tillige n&o-;dvendigt, absolut i sig selv og viser tillige ud over sig selv indenfor sig selv. Idet &Ae;gteskabet saaledes er en indre Harmoni, har det naturligviis sin Teleologi i sig selv; det er, idet det bestandig foruds&ae;tter sig selv, og forsaavidt bliver ethvert Sp&o-;rgsmaal om dets &anfbeg;hvorfor&anfslut; en Misforstaaelse, som meget let lader sig forklare af den prosaiske Forstandighed, der, om den end i Almindelighed lader lidt &ae;rbarere end Syngemester Basil, der mener, at &Ae;gteskabet af alle latterlige Ting er den allerlatterligste, dog let frister ikke blot Dig, men ogsaa mig til at sige: &anfbeg;er &Ae;gteskabet ikke Andet, saa er det virkelig af alle latterlige Ting den allerlatterligste.&anfslut; Lad os imidlertid til Tidsfordriv see lidt n&ae;rmere paa eet og andet heraf. Om der end bliver en stor Forskjel mellem vor Latter, saa kunne vi dog gjerne lee lidt i Compagni. Forskjellen vil omtrent blive den samme som den forskjellige Betoning, med hvilken vi vilde udsige paa det Sp&o-;rgsmaal, hvorfor er &Ae;gteskabet til, det Svar: det maa vor Herre vide. Naar jeg for&o-;vrigt siger, at vi ville lee lidt i F&ae;lledsskab, saa skal det ingenlunde v&ae;re glemt, hvor meget jeg i denne Henseende skylder Dine Observationer, for hvilke jeg som &Ae;gtemand ret takker Dig. Naar Folk nemlig ikke ville realisere den skj&o-;nneste Opgave, naar de ville dandse alle andre Steder end paa det Rhodos, der er anviist dem til Dandseplads, saa lad dem kun blive et Offer for Dig og andre Luxe, der under en Fortroligs Maske veed at have dem til Bedste. Dog et Punkt er der, som jeg vil frelse, et Punkt, jeg aldrig har og aldrig skal tillade mig at smile ad. Du har ofte yttret, at det maatte v&ae;re &anfbeg;ganske fortr&ae;ffeligt&anfslut; at gaae omkring og sp&o-;rge hver is&ae;r, hvorfor han har giftet sig, og man vilde da finde, at det som oftest var en saare ubetydelig Omst&ae;ndighed, der blev det Afgj&o-;rende, og Du s&o-;ger da det Latterlige i, at en saa uhyre Virkning som et &Ae;gteskab med alle dets Consequenser kan fremgaae af en saa lille Aarsag. Jeg skal ikke opholde mig ved det Urigtige, der ligger deri, at Du seer paa den lille Omst&ae;ndighed ganske abstrakt, og at det dog som oftest er kun fordi den lille Omst&ae;ndighed kommer til en Mangfoldighed af Bestemmelser, at der resulterer Noget deraf. Det jeg derimod vil udh&ae;ve er det Skj&o-;nne i de &Ae;gteskaber, der have saa lidt &anfbeg;hvorfor&anfslut; som muligt. Jo mindre &anfbeg;hvorfor&anfslut; jo mere Kj&ae;rlighed, det vil sige, naar man seer det Sande deri. For den Letsindige vil det jo rigtignok bag efter vise sig, at det var et lille &anfbeg;hvorfor&anfslut;; for det alvorlige Menneske vil det til hans Gl&ae;de vise sig, at det var et uhyre &anfbeg;hvorfor&anfslut;. Jo mindre &anfbeg;hvorfor&anfslut;, jo bedre. I de lavere Classer indgaaes &Ae;gteskabet i Almindelighed uden noget stort &anfbeg;hvorfor&anfslut;, men derfor gjenlyde disse &Ae;gteskaber langt sjeldnere af saa mange &anfbeg;hvorledes&anfslut;, hvorledes de skulle komme ud af det, hvorledes de skulle faae deres B&o-;rn fors&o-;rgede o. s. v. Til &Ae;gteskabet h&o-;rer aldrig Andet end &Ae;gteskabets eget &anfbeg;hvorfor&anfslut;, men dette er uendeligt og altsaa i den Forstand, hvori jeg her tager det, intet &anfbeg;hvorfor&anfslut;, Noget Du ogsaa let vil overbevise Dig om; thi dersom man vilde svare en saadan forstandig philistr&o-;s &Ae;gtemand paa hans &anfbeg;hvorfor&anfslut; med dette sande &anfbeg;derfor&anfslut;, saa vilde han formodentlig ligesom Skolemesteren i Alferne sige: &anfbeg;lad os saa faae en ny L&o-;gn&anfslut;. Du vil tillige indsee, hvorfor jeg ikke vil og ikke kan afvinde denne Mangel paa &anfbeg;hvorfor&anfslut; en comisk Side, fordi jeg frygter, at det Sande skal gaae tabt derved. Det sande &anfbeg;hvorfor&anfslut; er kun eet, men har tillige en uendelig Energi og Kraft i sig, der kan qv&ae;le alle &anfbeg;hvorledes&anfslut;. Det endelige &anfbeg;hvorfor&anfslut; er et Indbegreb, en Sv&ae;rm, hvoraf hver tager Sit, Een flere en Anden f&ae;rre, lige daarligt til Hobe; thi om Een endog kunde forene alle endelige &anfbeg;hvorfor&anfslut; i sit &Ae;gteskabs Indgang, saa vilde han netop v&ae;re den usleste af alle &Ae;gtem&ae;nd. Et af de tilsyneladende mest anst&ae;ndige Svar, man giver paa dette &Ae;gteskabets &anfbeg;hvorfor&anfslut; er: &Ae;gteskabet er en Skole for Characteren, man gifter sig for at for&ae;dle og uddanne sin Characteer. Jeg vil knytte mig til et bestemt Faktum, der skyldes Dig. Det var en Embedsmand, &anfbeg;Du havde faaet fat paa&anfslut;, det var Dit eget Udtryk og ligner Dig aldeles; thi naar der er en Gjenstand for Din Iagttagelse, saa skyer Du Intet, saa mener Du, at Du er i Dit Kald. Han var forresten et ganske godt Hoved og havde is&ae;r mange Sprogkundskaber. Familien samledes ved Theebordet. Han r&o-;gede sin Pibe. Hans Kone var ingen Skj&o-;nhed, saae temmelig eenfoldig ud, var i Forhold til ham gammel, og forsaavidt kunde man, som Du bem&ae;rkede, strax falde paa, at der maatte v&ae;re et aparte &anfbeg;hvorfor&anfslut;. Ved Theebordet sad en ung noget bleg nygift Kone, der syntes at kjende et andet &anfbeg;hvorfor&anfslut;; Fruen selv skjenkede Thee, en ung Pige paa 16 Aar, ikke skj&o-;n, men fyldig og livsfrisk, b&o-;d den om; hun syntes endnu ikke at v&ae;re kommen til et &anfbeg;hvorfor&anfslut;. I dette h&ae;derlige Selskab havde Din Uv&ae;rdighed ogsaa fundet en Plads. Du, som var m&o-;dt ex officio, som allerede et Par Gange var gaaet forgjeves, fandt naturligviis Situationen altfor gunstig til at turde lade den ubenyttet. Der var netop i de Dage Tale om en oph&ae;vet Forlovelse. Familien havde endnu ikke h&o-;rt denne vigtige indenlandske Nyhed. Sagen blev plaideret fra alle Sider, det vil sige, Alle vare actores, derpaa blev den optagen til Doms og Synderen excommuniceret. Gemytterne vare bev&ae;gede. Du vovede at insinuere en lille Yttring i Faveur af den D&o-;mte, som naturligviis ikke var beregnet paa den Vedkommendes Fordeel, men paa at faae Stikordet anbragt. Det mislykkedes, da vedblev Du: &anfbeg;maaskee var den hele Forlovelse en Overilelse, maaskee har han ikke gjort sig Rede for det betydningsfulde &anfbeg;hvorfor&anfslut;, man kunde n&ae;sten sige det &anfbeg;aber&anfslut;, der b&o-;r gaae forud for et saa afgj&o-;rende Skridt, enfin hvorfor gifter man sig, hvorfor, hvorfor.&anfslut; Hvert af disse &anfbeg;hvorfor&anfslut; blev udtalt med en forskjellig Modulation, men dog lige dubitativt. Det var for meget. Eet &anfbeg;hvorfor&anfslut; vilde allerede have v&ae;ret tilstr&ae;kkeligt, men et saadant fuldst&ae;ndigt Appell, en Generalmarsch i Fjendens Leir var afgj&o-;rende. &O-;ieblikket var kommet. Med en vis Godmodighed, der dog ogsaa bar Pr&ae;get af overveiende Forstandighed, sagde Verten: jo min gode Mand, det skal jeg sige Dem, man gifter sig fordi &Ae;gteskabet er en Skole for Charakteren. Nu var Alt i Gang, deels ved Opposition, deels ved Approbation fik Du ham til at overbyde sig selv i Barrokhed, til liden Opbyggelse for hans Kone, til Forargelse for den unge Kone, til Forbauselse for den unge Pige. Jeg bebreidede Dig allerede dengang Din Adf&ae;rd, ikke for Vertens Skyld, men for Fruentimmernes, hvem Du var ondskabsfuld nok til at gj&o-;re Scenen saa besv&ae;rlig og langvarig som mulig. De to Fruentimmer beh&o-;ve ikke mit Forsvar, og det var da ogsaa blot Dit s&ae;dvanlige Coquetteri, der har forledet Dig til ikke at tabe dem af Sigte. Men hans Kone, maaskee har hun dog virkelig elsket ham, og maatte det da ikke v&ae;re forf&ae;rdeligt for hende at h&o-;re paa. Dertil kommer, at der laae noget Uanst&ae;ndigt i den hele Situation. Det er nemlig saa langt fra, at en Forstands-Reflexion gj&o-;r &Ae;gteskabet s&ae;deligt, at den egentlig gj&o-;r det us&ae;deligt. Den sandselige Kj&ae;rlighed har kun een Forklarelse, hvori den er lige &ae;sthetisk, religi&o-;s og ethisk, det er Kj&ae;rligheden; den forstandige Beregning gj&o-;r den ligesaa u&ae;sthetisk som irreligi&o-;s, fordi det Sandselige ikke er i sin umiddelbare Ret. Den, der altsaa gifter sig for det og det o. s. v., han gj&o-;r et ligesaa u&ae;sthetisk som irreligi&o-;st Skridt. Hans Hensigts Godhed hj&ae;lper slet ikke; thi Feilen er netop den, at han har en Hensigt. Dersom en Qvinde giftede sig, for, ja slig Galskab har man da h&o-;rt i Verden, en Galskab, der synes at give hendes &Ae;gteskab et uhyre &anfbeg;hvorfor&anfslut;, for at f&o-;de Verden en Frelser, saa var dette &Ae;gteskab ligesaa u&ae;sthetisk som us&ae;deligt og irreligi&o-;st. Det er Noget, man ikke ofte nok kan gj&o-;re sig klart. Der er en vis Classe af Forstands-Mennesker, der med en uhyre Foragt see ned paa det &Ae;sthetiske som Tant og Barnev&ae;rk, og som i deres jammerlige Teleologi troe sig h&o-;it h&ae;vede derover; men det er lige det Modsatte, slige Mennesker ere ved deres Forstandighed ligesaa us&ae;delige som u&ae;sthetiske. Man gj&o-;r derfor altid bedst i at see paa det andet Kj&o-;n, der baade er det mest religi&o-;se og det mest &ae;sthetiske. Vertens Exposition var for&o-;vrigt triviel nok, og jeg beh&o-;ver ikke at fremstille den; derimod vil jeg ende denne Betragtning med at &o-;nske enhver saadan &Ae;gtemand en Xantippe til Kone og saa vanartede B&o-;rn som muligt, saa kan han haabe at v&ae;re i Besiddelse af Betingelsen for hans Hensigts Opnaaelse. At nu &Ae;gteskabet for&o-;vrigt virkelig er en Skole for Charakteren, eller, for ikke at bruge et saa philistr&o-;st Udtryk, er Charakterens Genesis, det vil jeg gjerne indr&o-;mme, medens jeg naturligviis bestandig maa holde paa, at Enhver, der gifter sig af den Grund, snarere maatte henvises til hvilken som helst anden Skole end til Kj&ae;rlighedens. Dertil kommer, at et saadant Menneske aldrig vil have Gavn af denne Skolegang. Han ber&o-;ver sig for det F&o-;rste den Styrkelse, den Consolidation, den Gjennemgysning gjennem alle Tanker og Ledemod, som et &Ae;gteskab er; thi det er dog i Sandhed et Vovestykke; men det skal det v&ae;re, og det er saa langt fra, at det er rigtigt at ville beregne, at en slig Beregning netop er et Fors&o-;g paa at enervere det. For det Andet er han naturligviis derved gaaet Glip af Kj&ae;rlighedens store Driftscapital og af den Ydmygelse, det Religi&o-;se i &Ae;gteskabet giver. Han er naturligvis altfor superklog til ikke at bringe en fix og f&ae;rdig Forestilling med sig om, hvorledes han vil udvikles, denne bliver da Regulativet for hans &Ae;gteskab og for det ulykkelige V&ae;sen, han har v&ae;ret uforskammen nok til at udsee til sin Pr&o-;veklud. Men lad os glemme dette, og saa med Taknemmelighed erindre, hvor sandt det er, at &Ae;gteskabet danner, naar man nemlig ikke vil staae over det, men som altid, hvor det er Tale om Dannelse, underordne sig det, hvoraf man skal dannes. Det modner hele Sj&ae;len, idet det paa eengang giver en F&o-;lelse af Betydning, men tillige V&ae;gten af et Ansvar, man ikke kan bortsophistrere, fordi man elsker. Det adler hele Mennesket ved den Undseelsens R&o-;dme, der tilh&o-;rer Qvinden, men som er Mandens Tugtemester; thi Qvinden er Mandens Samvittighed. Det bringer Melodi i Mandens excentriske Bev&ae;gelse, det giver Qvindens stille Liv Styrke og Betydning, men dog kun forsaavidt hun s&o-;ger denne i Manden, og saaledes bliver denne Styrke ikke en uqvindelig Mandighed. Hans stolte Opblussen d&ae;mpes, idet han bestandig vender tilbage til hende, hendes Svaghed styrkes, idet hun l&ae;ner sig til ham. Og nu alt det Smaalige &Ae;gteskabet f&o-;rer med sig. Ja det vil Du nok give mig Ret i, men tillige bede Gud befrie Dig derfra. Nei der er Intet, der danner saa meget som det Smaalige. Der er det Afsnit i et Menneskes Liv, hvor man b&o-;r fjerne det fra ham; men der er ogsaa det Afsnit, hvor det er godt, og der h&o-;rer en stor Sj&ae;l til at frelse sin Sj&ae;l ud af det Smaalige; men man kan det, naar man vil; thi det at ville er den store Sj&ae;l, og den, der elsker, vil. For Manden kan det is&ae;r falde vanskeligt, og derfor vil i denne Henseende Qvinden have saa stor Betydning for ham. Hun er skabt til at have med det Smaa at gj&o-;re, og veed at give det en Betydning, en V&ae;rdighed, en Skj&o-;nhed, som fortryller. Det frelser fra Vaner, fra Eensidigheders Tyrani, fra Luners Aag, og hvor skulde alt sligt Ondt faae Tid til at vinde Skikkelse i en &ae;gteskabelig Forening, der saa mange Gange og paa saa mange Maader kalder sig til Regnskab; alt Saadant kan ikke trives; &anfbeg;thi Kj&ae;rligheden er langmodig, er velvillig, Kj&ae;rligheden b&ae;rer ikke Nid, Kj&ae;rligheden bruger ikke Fremfusenhed, opbl&ae;ser ikke; den gj&o-;r intet Us&o-;mmeligt, s&o-;ger ikke sit Eget, forbittrer ikke, b&ae;rer ikke Nag, gl&ae;der sig ikke over Uretf&ae;rdighed, men gl&ae;der sig ved Sandhed, fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.&anfslut; T&ae;nk Dig disse skj&o-;nne Ord af en Herrens Apostel, t&ae;nk Dig dem anvendte paa et heelt Liv, saaledes, at der knytter sig Forestillingen dertil om, at man mange Gange med Lethed gjorde det, mange Gange tog Feil, mange Gange glemte det, men dog atter vendte tilbage dertil; t&ae;nk Dig, at et &Ae;gtepar t&o-;r sige disse Ord saaledes til hinanden, at Hovedindtrykket dog bliver gl&ae;deligt; hvilken Salighed ligger dog ikke heri, hvilken Charakterens Forklarelse? I &Ae;gteskabet kommer man ingen Veie med store Lidenskaber; man kan Intet tage op forud, man kan ikke ved at v&ae;re kj&ae;rlig en Maaned efter en stor Maalestok gj&o-;re Fyldest for en anden Tid; her gj&ae;lder det, at hver Dag har sin egen Plage, men ogsaa sin egen Velsignelse. Jeg veed det, at jeg har underlagt min Stolthed og min hypochondre Uro under hendes Kj&ae;rlighed, jeg har underlagt hendes H&ae;ftighed vor Kj&ae;rlighed; men jeg veed ogsaa, at det har kostet mange Dage, jeg veed ogsaa, at der kan forestaae mange Farer; men mit Haab er til Seir. Eller man gifter sig &streg; for at faae B&o-;rn, for at give sit ringe Bidrag til Menneskesl&ae;gtens Forplantelse paa Jorden. T&ae;nk Dig &streg; hvis han ingen B&o-;rn fik, saa blev da hans Bidrag meget ringe. Stater have jo rigtignok tilladt sig at have denne Hensigt med &Ae;gteskabet, at uds&ae;tte Pr&ae;mier for dem, der giftede sig og for dem, der fik flest Drengeb&o-;rn. Christendommen har til visse Tider dannet Mods&ae;tningen hertil ved at uds&ae;tte Pr&ae;mier for dem, der lode v&ae;re at gifte sig. Om dette nu end var en Misforstaaelse, saa viser det dog en dyb Respekt for Personligheden, at man i den Grad ikke vilde gj&o-;re den Enkelte til et blot Moment, men til det Definitive. Jo mere abstrakt Staten opfattes, jo mindre Individualiteten er udk&ae;mpet af denne, desto naturligere er et saadant Bud og en saadan Opmuntring. I Mods&ae;tning hertil har man i vor Tid stundom n&ae;sten anpriist et &Ae;gteskab uden B&o-;rn. Vor Tid har nemlig ondt nok ved at tilveiebringe den Resignation, der h&o-;rer til at indgaae et &Ae;gteskab; har man i den Grad fornegtet sig selv, saa synes man det kan v&ae;re nok, og kan ikke ret finde sig i saadanne Vidtl&o-;ftigheder som en B&o-;rneflok. I Romaner finder man ofte nok om end l&o-;st henkastet, dog anf&o-;rt som en Grund for et bestemt Individ til ikke at gifte sig, at han ikke kan lide B&o-;rn; i Livet seer man det i de mest forfinede Lande udtrykt derved, at B&o-;rnene saa tidlig som muligt fjernes fra det f&ae;drene Huus, s&ae;ttes i Pension o. s. v. Hvor ofte har Du ikke moret Dig over disse tragi-comiske Familief&ae;dre med 4 velsignede B&o-;rn, som de i al Stilhed &o-;nskede langt borte. Hvor ofte har Du ikke gottet Dig over saadanne Familief&ae;dres kr&ae;nkede Fornemhed ved alt det Smaalige, som Livet medf&o-;rer, naar B&o-;rnene skulle have Riis, naar de spilde paa dem, naar de skrige, naar den store Mand &streg; Faderen f&o-;ler sig standset i sin Dristighed ved Tanken om, at hans B&o-;rn binder ham til Jorden? Hvor ofte har Du ikke med velfortjent Grusomhed bragt slige &ae;dle F&ae;dre til den h&o-;ieste Grad af ind&ae;dt Harme, naar Du alene besk&ae;ftiget med hans B&o-;rn lod et Par Ord falde om den Velsignelse det dog er, at have B&o-;rn. At gifte sig for at bidrage til Sl&ae;gtens Propagation kunde nu synes baade en h&o-;ist objektiv og en h&o-;ist naturlig Grund. Det var som satte man sig hen paa Guds Standpunktet og saae fra dette det Skj&o-;nne i Sl&ae;gtens Vedligeholdelse; ja man kunde l&ae;gge en s&ae;rdeles V&ae;gt paa de Ord: &anfbeg;formerer Eder og vorder frugtbare og opfylder Jorden.&anfslut; Og dog er et sligt &Ae;gteskab ligesaa unaturligt som vilkaarligt og blottet for Tilhold i den hellige Skrift. Hvad det Sidste angaaer, saa l&ae;se vi jo, at Gud oprettede &Ae;gteskabet, fordi det ikke var godt for Mennesket at v&ae;re ene, for at give ham Selskab. Om det nu end kunde synes en og anden Religionsspotter lidt bet&ae;nkeligt med det Selskab, der begyndte med at styrte Manden i Ford&ae;rvelse, saa beviser dette Intet, og denne Begivenhed vilde jeg hellere anf&o-;re som et Motto paa alle &Ae;gteskaber; thi da Qvinden havde gjort dette, da blev f&o-;rst det inderligste Samfund bef&ae;stet imellem dem. Dern&ae;st l&ae;se vi ogsaa disse Ord: og Gud velsignede dem. Dette Ord overseer man reent. Og naar Apostelen Paulus etsteds med temmelig megen Str&ae;nghed befaler Qvinden at tage mod L&ae;rdom i Stilhed, med al Underdanighed, og at v&ae;re i Stilhed, og derpaa, efterat have stoppet Munden paa hende, for endmere at ydmyge hende, tilf&o-;ier: hun skal frelses ved at f&o-;de B&o-;rn, saa vilde jeg i Sandhed aldrig have tilgivet Apostelen denne Ringeagt, hvis han ikke havde gjort alt godt igjen, ved at tilf&o-;ie: hvis de (B&o-;rnene) _bleveblive i Tro og Kj&ae;rlighed og Hellighed med Tugt. Det falder mig i denne Anledning ind, at det kunde synes underligt, at jeg, hvis Forretninger kun levne mig liden Tid til Studier, og hvis fattige Studier i Almindelighed ere i en ganske anden Retning, at jeg synes saa bevandret i den hellige Skrift, at jeg kunde melde mig til theologisk Attestats. En gammel Hedning, jeg troer det er Seneca, har sagt, at naar man er kommen til sit 30te Aar, b&o-;r man kjende sin Natur saa godt, at man kan v&ae;re sin egen L&ae;ge; saaledes mener jeg ogsaa, at naar man er kommen til en vis Alder b&o-;r man kunne v&ae;re sin egen Pr&ae;st. Ingenlunde som om jeg forsmaaede Deeltagelsen i den offentlige Gudsdyrkelse og den Anviisning, der her tilbydes, men jeg mener dog, at man b&o-;r have sin Anskuelse paa det Rene om de vigtigste Livsforhold, hvilke man desuden sjeldnere h&o-;rer i str&ae;ngere Forstand pr&ae;dike over. Opbyggelsesskrifter og trykte Pr&ae;dikener har jeg en Idiosynkrasi imod; naar jeg derfor ikke kan tye til Kirken, saa tager jeg min Tilflugt til Skriften. Jeg erkyndiger mig da gjerne hos en eller anden l&ae;rd Theolog, eller i et eller andet l&ae;rdt V&ae;rk, hvor de vigtigste Skriftsteder denne Sag betr&ae;ffende findes, og dem l&ae;ser jeg da igjennem. Saaledes var jeg allerede gift og havde v&ae;ret gift &br1-2; Aars Tid, f&o-;rend det faldt mig ind ret at overveie, hvad det nye Testamente l&ae;rer om &Ae;gteskabet. Jeg havde v&ae;ret tilstede ved adskillige Vielser f&o-;r min egen, jeg kjendte altsaa de hellige Ord, der fremsiges ved denne Leilighed. Imidlertid &o-;nskede jeg dog et lidt fuldst&ae;ndigere Kjendskab og henvendte mig derfor til min Ven Pastor Olufsen, der netop dengang var her i Byen. Efter hans Anviisning fandt jeg nu Hovedstederne og l&ae;ste dem igjennem for min Kone. Jeg erindrer meget godt det Indtryk, hiint Sted gjorde paa hende. For&o-;vrigt var det en egen Sag; jeg kjendte ikke de Steder i den hellige Skrift, jeg vilde l&ae;se for hende, og jeg vilde ikke eftersee dem iforveien; jeg kan ikke lide at v&ae;re forberedt paa, hvad Indtryk jeg vil gj&o-;re paa hende, Sligt har sin Grund i en utidig Mistillid. Dette kunde Du l&ae;gge Dig paa Hjerte; thi vel er Du ikke gift og har saaledes intet Menneske, Du i str&ae;ngest Forstand er forpligtet til Aabenhed mod; men Din Forberedelse gaaer virkelig til det Latterlige. Du kan godt narre Folk, kan godt synes at gj&o-;re Alt saa tilf&ae;ldigt, saa impromptu som muligt, og dog troer jeg ikke, at Du kan sige &anfbeg;Farvel&anfslut; uden at have overveiet, hvorledes Du vil sige det. Dog tilbage til &Ae;gteskabet og de for Sl&ae;gtens Forflerelse utr&ae;ttelige &Ae;gtefolk. Et saadant &Ae;gteskab pleier undertiden at skjule sig i et mere &ae;sthetisk Hylster. Det er en fornem gammel adelig Sl&ae;gt, der er if&ae;rd med at udd&o-;e, der er kun to Repr&ae;sentanter tilbage, en Bedstefader og en S&o-;nnes&o-;n. Det er den &ae;rv&ae;rdige Oldings eneste &O-;nske, at S&o-;nnen dog maa gifte sig, for at Sl&ae;gten ikke skal udslettes. Eller det er et Menneske, paa hvis Liv der ikke ligger saa megen V&ae;gt, men som med en vis Veemod t&ae;nker, om ikke l&ae;ngere tilbage, saa dog paa sine For&ae;ldre, elsker dem saa h&o-;it, at han kunde &o-;nske, at dette Navn ikke maatte udd&o-;e, men bevares i levende Menneskers taknemmelige Erindring. Det foresv&ae;ver ham maaskee, hvor skj&o-;nt det vilde v&ae;re, at kunne fort&ae;lle B&o-;rnene om deres Bedstefader, som forl&ae;ngst er d&o-;d, at styrke deres Liv ved et saadant idealt Billede, der kun tilh&o-;rer en Erindring, at begeistre dem til alt &Ae;delt og Stort ved denne Forestilling; han vil maaskee synes sig selv derved at kunne afbetale Noget af den Gj&ae;ld, han f&o-;ler sig i til sine For&ae;ldre. Dette er nu Altsammen godt og smukt, men det er dog &Ae;gteskabet uvedkommende, og et &Ae;gteskab indgaaet af den Grund alene er ligesaa u&ae;sthetisk som us&ae;deligt. Det kunde synes haardt at sige det, men det er dog saa. &Ae;gteskabet kan kun foretages i een Hensigt, hvorved det bliver i samme Grad ethisk som &ae;sthetisk, men denne Hensigt er immanent; enhver anden Hensigt adskiller hvad der h&o-;rer sammen, og gj&o-;r derved baade det Aandelige og det Sandselige til Endeligheder. Det kan gjerne v&ae;re, at et Individ ved slige Taler, is&ae;r naar de beskrevne F&o-;lelser have nogen Sandhed i ham, kan vinde en Piges Hjerte, men galt er det, og hendes V&ae;sen er egentlig altereret, og det er altid en Forn&ae;rmelse mod en Pige at ville &ae;gte hende af nogen anden Grund end fordi man elsker hende. Er nu end, for at bruge et af Dine Udtryk, ethvert Stutteri-Hensyn som saadant &Ae;gteskabet uvedkommende, saa vil for den, der ikke har forstyrret sig sit Forhold, Sl&ae;gten vise sig som en Velsignelse. Det er dog en skj&o-;n Ting, at et Menneske skylder det andet saa meget som muligt, men det er dog vel det H&o-;ieste, et Menneske kan skylde det andet, &streg; Livet. Og dog kan et Barn skylde en Fader endnu mere; thi det modtager jo dog ikke Livet blankt og bart, men modtager det med et bestemt Indhold, og naar det l&ae;nge nok har hvilet ved Moderens Bryst, da l&ae;gges det til Faderens, og ogsaa han n&ae;rer det af sit Kj&o-;d og Blod, af et bev&ae;get Livs ofte dyrekj&o-;bte Erfaringer. Og hvilken Mulighed ligger der dog ikke i et Barn; jeg vil gjerne give Dig Medhold i, at Du hader al den Afgudsdyrkelse, der drives med B&o-;rn, is&ae;r den hele Familie-Cultus og B&o-;rne-Circulationen ved Middags- og Aftenbordet til Familie-Kys, Familie-Beundring, Familie-Forhaabninger, medens For&ae;ldrene selvbehagelig takke hinanden for overstandne Besv&ae;rligheder og fryde sig over det tilveiebragte Kunstprodukt; ja jeg tilstaaer det, jeg kan n&ae;sten v&ae;re ligesaa sarkastisk mod sligt Uv&ae;sen som Du; men jeg lader mig ikke videre forstyrre deraf. B&o-;rnene tilh&o-;re Familiens inderste, forborgneste Liv, og til denne hell-dunkle Hemmelighedsfuldhed b&o-;r man ogsaa henvise enhver alvorlig eller gudfrygtig Tanke over denne Sag. Men der vil det da ogsaa vise sig, at endnu ethvert Barn har en Helgen-Glorie om sit Hoved, ogsaa der vil enhver Fader f&o-;le, at der i Barnet er mere end hvad det skylder ham, ja han vil med Ydmyghed f&o-;le, at det er betroet Gods, og at han i den skj&o-;nneste Forstand dog kun er Stedfader. Den Fader, der ikke har f&o-;lt det, han har altid taget sin Fader-V&ae;rdighed forf&ae;ngelig. Lad os v&ae;re fri for alle utidige Oph&ae;velser, &anfbeg;al Skraben ud ved Barnef&o-;dsel,&anfslut; men lad mig ogsaa v&ae;re fri for Din Kaadhed, naar Du med Holbergs Henrik vil obligere Dig til det Utrolige. Et Barn er det St&o-;rste og det Betydningsfuldeste i Verden, det Uanseeligste og Ubetydeligste, alt eftersom man tager det til, og man faaer Leilighed til at gj&o-;re et dybt Indblik i et Menneske, naar man erfarer, hvorledes han t&ae;nker i denne Henseende. Et sp&ae;dt Barn kan n&ae;sten virke comisk paa Een, naar man t&ae;nker paa dets Pretention paa at v&ae;re et Menneske; det kan virke tragisk, naar man t&ae;nker paa, at det kommer til Verden med Skrig, at det varer l&ae;nge inden det glemmer at skrige, og at Ingen har forklaret dette Barneskrig. Saaledes kan det virke paa mange Maader; men den religi&o-;se Betragtning, der dog godt kan tr&ae;de i Forhold til de andre, bliver den skj&o-;nneste. Og nu Du, Du elsker jo Mulighed, og dog vil vist Tanken om B&o-;rn ikke virke gl&ae;deligt paa Dig; thi jeg tvivler ikke paa, at Din nysgjerrige og vagabonde Tanke ogsaa har tittet ind i denne Verden. Det kommer naturligviis deraf, at Du vil have Muligheden i Din Magt. Du holder meget af at v&ae;re i den Tilstand, i hvilken B&o-;rn ere, naar de i det m&o-;rke V&ae;relse vente paa Juletr&ae;ets Aabenbarelse; men et Barn er rigtignok en ganske anden Art af Mulighed og saa alvorlig, at Du vel neppe vilde have Taalmod til at b&ae;re den. Og dog ere B&o-;rn en Velsignelse. Det er skj&o-;nt og godt, at et Menneske med dyb Alvor t&ae;nker paa sine B&o-;rns Bedste, men naar han dog ikke stundom mindes, at det ikke blot er en Pligt, der er paalagt ham, et Ansvar; men at de ogsaa ere en Velsignelse, og at Gud i Himlen ikke har glemt, hvad Menneskene ikke engang glemme, at l&ae;gge en Gave paa Vuggen, har han dog ikke udvidet sit Hjerte hverken til &ae;sthetiske eller til religi&o-;se F&o-;lelser. Jo mere et Menneske er istand til at fastholde, at B&o-;rn er en Velsignelse, gjennem jo f&ae;rre Kampe og med jo mindre Tvivl han bevarer dette Klenodie, det eneste Gode, som det sp&ae;de Barn er i Besiddelse af, men ogsaa i lovlig, da Gud selv har indsat det deri; desto skj&o-;nnere, desto mere &ae;sthetisk, desto mere religi&o-;st. Jeg slendrer ogsaa undertiden om paa Gaden, overlader mig til mine egne Tanker og til det Indtryk, den &o-;ieblikkelige Omgivelse fremkalder. Jeg har seet en fattig Kone; hun drev en Smaa-Handel ikke i en Boutique eller et Skuur, men hun stod paa den aabne Plads, hun stod der i Regn og Bl&ae;st med en Lille paa Armen; selv var hun renlig og net, Barnet omhyggeligt indsv&o-;bt. Jeg har seet hende mange Gange. Der kom en fornem Dame forbi, som n&ae;sten irettesatte hende, fordi hun ikke lod Barnet blive hjemme, og det saa meget mere som det jo blot var hende til Hinder. Og der kom en Pr&ae;st den samme Vei forbi, og han n&ae;rmede sig hende, han vilde skaffe Barnet en Plads i et Asyl. Hun takkede ham venligt, men Du skulde have seet det Blik, hvormed hun b&o-;iede sig ned og saae til Barnet. Havde det v&ae;ret indefrosset, dette Blik havde opt&o-;et det; havde det v&ae;ret d&o-;dt og koldt, dette Blik havde kaldet det tillive, havde det v&ae;ret forkommet af Sult og T&o-;rst, dette Bliks Velsignelse havde vederqv&ae;get det. Men Barnet sov, og end ikke dets Smiil kunde l&o-;nne Moderen. See denne Qvinde fornam, at et Barn er en Velsignelse. Dersom jeg var Maler, jeg vilde aldrig male andet end denne Qvinde. Et saadant Syn er en Sjeldenhed, det er som en sjelden Blomst, der h&o-;rer Lykke til at faae at see. Men Aandens Verden er ikke Forf&ae;ngeligheden underlagt, har man fundet Tr&ae;et, saa blomstrer det stadigt; hende har jeg ofte seet. Jeg har viist min Kone hende; jeg har ikke gjort mig vigtig, ikke sendt hende rige Gaver, som om jeg havde en guddommelig Fuldmagt til at bel&o-;nne, jeg har ydmyget mig under hende, hun tr&ae;nger i Sandhed hverken til Guld eller fornemme Damer, eller Asyler og Pr&ae;ster, eller til en stakkels Assessor i Hof- og Stads-Retten og hans Frue. Hun tr&ae;nger overhovedet til Intet, uden at Barnet engang vil elske hende med samme &O-;mhed, og ogsaa dette tr&ae;nger hun ikke til, men det er den L&o-;n, hun har fortjent, en Velsignelse, som Himlen ikke vil lade udeblive. At dette er Smukt, at det r&o-;rer selv Dit h&ae;rdede Hjerte, kan Du ikke negte. Jeg skal derfor ikke for at bibringe Dig den Anerkjendelse, at et Barn er en Velsignelse, gribe til de Skr&ae;kkebilleder, man ofte bruger, naar man vil forf&ae;rde den Ugifte ved Tanken om, hvor ene han engang skal komme til at staae, hvor ulykkelig, ikke omringet af en B&o-;rneflok. Deels vilde Du nemlig formodentlig ikke lade Dig forskr&ae;kke, idetmindste ikke af mig, ja ikke af den hele Verden (naar Du er ene med Dig selv i tungsindige Tankers m&o-;rke V&ae;relse, saa bliver Du vel stundom angst for Dig selv); deels forekommer det altid mig mist&ae;nkeligt, at man for at forvisse sig selv om Besiddelsen af et Gode, maa &ae;ngste Andre ved Tanken om, at de ikke have det. Spot derfor kun, n&ae;vn kun Ordet, der sv&ae;ver paa Dine L&ae;ber, den firstolede Holstensk-Vogn; moer Dig kun over, at Touren ikke er l&ae;ngere end til &anfbeg;Fresberg,&anfslut; faer os kun forbi i Din magelige Wienervogn, men vogt Dig dog for ikke ofte at hengive Dig til Dit Spotteri i denne Henseende, der kunde maaskee i al Stilhed udvikle sig en ideal L&ae;ngsel i Din Sj&ae;l, der dyrt nok vilde straffe Dig. Men ogsaa i en anden Forstand ere B&o-;rn en Velsignelse, fordi man l&ae;rer selv saa ubeskriveligt meget ved dem. Jeg har seet stolte Mennesker, hvem ingen Skjebne hidtil havde ydmyget, der med en saadan Sikkerhed greb den Pige, de elskede, ud af det Familieliv, hun tilh&o-;rte, at det var, som vilde de sige, naar Du har mig, saa turde det v&ae;re nok, jeg er vant til at trodse Storme, hvor meget mere nu, da Tanken om Dig vil begeistre mig, nu, da jeg har meget mere at k&ae;mpe for. Jeg har seet de Samme som F&ae;dre; et lille Uheld, der tilst&o-;dte deres B&o-;rn, har kunnet ydmyge dem, en Sygdom bringe B&o-;nnen over deres stolte L&ae;ber. Jeg har seet Mennesker, der satte en &Ae;re i n&ae;sten at foragte den Gud, der er i Himlene, der pleiede at udsee enhver Bekjender af ham til Skive for deres Spot, jeg har seet dem som F&ae;dre tage de frommeste Mennesker i deres Tjeneste af Omsorg for B&o-;rnene. Jeg har seet Piger, hvis stolte Blik bragte Olympen til at skj&ae;lve, Piger, hvis forf&ae;ngelige Sind kun levede for Pragt og Stads, jeg har seet dem som M&o-;dre b&ae;re enhver Ydmygelse, n&ae;sten tiltrygle dem, hvad de troede kunde v&ae;re til Bedste for B&o-;rnene. Jeg t&ae;nker paa et bestemt Tilf&ae;lde. Det var en meget stolt Dame. Hendes Barn blev sygt. En af Byens L&ae;ger blev kaldet. Han negtede paa Grund af tidligere Forhold at komme. Jeg har seet hende gaae hen til ham, vente i hans Forv&ae;relse for ved B&o-;nner at bev&ae;ge ham til at komme. Dog hvortil slige st&ae;rke Skildringer, der, om de end ere sande, dog ikke have det Opbyggelige ved sig som de mindre bev&ae;gede Exempler, der vise sig hver Dag for den, der har &O-;ie at see med. Dertil kommer, at man ogsaa paa en anden Maade l&ae;rer Meget af B&o-;rn. I ethvert Barn er der noget Oprindeligt, som gj&o-;r, at alle abstrakte Principer og Maximer strande mere eller mindre derpaa. Man maa selv begynde forfra, ofte med megen M&o-;ie og Besv&ae;r. Der er en dyb Betydning i det chinesiske Ordsprog: Opdrag Dine B&o-;rn vel, saa faaer Du at vide, hvad Du skylder Dine For&ae;ldre. Og nu det Ansvar, der er lagt paa en Fader. Man omgaaes andre Mennesker, man s&o-;ger at bibringe dem Forestillingen om det, man anseer for det Rigtige, man gj&o-;r maaskee flere Fors&o-;g; naar det ikke vil hj&ae;lpe, da har man Intet med dem at gj&o-;re, man vadsker sine H&ae;nder. Men naar kommer det &O-;ieblik, da en Fader t&o-;r eller rettere da et Fader-Hjerte kan beslutte sig til at opgive ethvert yderligere Fors&o-;g. Hele Livet opleves igjen i B&o-;rnene, nu f&o-;rst forstaaer man n&ae;sten sit eget Liv. Dog alt dette kan det egentlig ikke hjelpe at tale til Dig om; der er Ting, som man aldrig kan gj&o-;re sig nogen indholdsrig Forestilling om, naar man ikke har oplevet dem, og deriblandt er det at v&ae;re Fader. Og nu endelig den skj&o-;nne Maade, paa hvilken man ved B&o-;rn knytter sig til en Fortid og til en Eftertid. Om man just ikke har 14 Ahner og Bekymring for at tilveiebringe den 15de, man har et langt st&o-;rre Sl&ae;gtskab for sig, og det er i Sandhed frydefuldt at see, hvorledes Sl&ae;gten i Familierne antager ligesom et bestemt M&o-;nster. Saadanne Betragtninger kan nu vel ogsaa den Ugifte anstille, men han vil ikke i den Grad f&o-;le sig opfordret dertil, eller bef&o-;iet, som han jo til en vis Grad selv griber forstyrrende ind deri. Eller man gifter sig for at faae et Hjem. Man har kjedet sig hjemme, man har reist udenlands og kjedet sig, man er atter kommen hjem og kjeder sig. For Selskabs Skyld holder man en udm&ae;rket skj&o-;n Vandhund, en Fuldblodshoppe, men man savner dog Noget. Paa den Restauration, hvor man samles med nogle ligesindede Venner, s&o-;ger man forgjeves i l&ae;ngere Tid en Bekjendt. Man erfarer, at han har giftet sig, man bliver bl&o-;d om Hjertet, sentimental paa sine gamle Dage; man f&o-;ler Alt saa tomt omkring sig, Ingen venter paa Een, naar man bliver borte. Den gamle Husholderske er i Grunden et meget skikkeligt Fruentimmer, men hun veed da heller slet ikke at opmuntre Een, at gj&o-;re det lidt hyggeligt. Man gifter sig; Nabolauget klapper i H&ae;nderne, finder, at man har handlet klogt og fornuftigt, og derpaa gaaer man over til at tale om det Vigtigste i Husholdningen, det st&o-;rste jordiske Gode, en skikkelig og paalidelig Kokkepige, som man kan lade paa egen Haand gaae paa Torvet, en nemfingret Stuepige, som er saa ferm, at man kan bruge hende til alt. Naar nu endda en saadan gammel skaldet Hykler vilde lade sig n&o-;ie med at &ae;gte en Vaagekone; men det er som oftest ikke Tilf&ae;ldet. Det Bedste er ikke godt nok, og endelig lykkes det ham at fange en ung smuk Pige, som da bliver smeddet til en saadan Galeislave. Maaskee har hun aldrig elsket, hvilket r&ae;dsomt Misforhold. Du seer jeg lader Dig komme til Orde. Imidlertid maa Du tilstaae, at man is&ae;r i de simplere Classer finder &Ae;gteskaber, som ere indgaaede i den Hensigt, at faae et Hjem, og som ere ret smukke. Det er Mennesker i en yngre Alder. Ikke synderligt omtumlede i Verden have de erhvervet det forn&o-;dne Udkomme, og t&ae;nke nu paa at gifte sig. Det er smukt, og jeg veed ogsaa, at det aldrig kunde falde Dig ind, at rette Din Spot mod slige &Ae;gteskaber. En vis &ae;del Eenfold giver dem baade et &ae;sthetisk og et religi&o-;st Anstr&o-;g. Der ligger nemlig her slet intet Egoistisk i den Tanke, at ville have et Hjem, tvertimod for dem knytter sig hertil Forestillingen om en Pligt, en Gjerning, der bliver dem paalagt, men som tillige er dem en kj&ae;r Pligt. Man h&o-;rer ogsaa ofte nok &Ae;gtefolk at tr&o-;ste sig selv og &ae;ngste de Ugifte ved at sige: ja vi have dog et Hjem, og naar vi blive &ae;ldre et Tilholdssted; stundom tilf&o-;ie de med et ualmindeligt S&o-;ndags-Sving i den opbyggelige Stiil: vore B&o-;rn og B&o-;rneb&o-;rn skulle engang lukke vore &O-;ine og s&o-;rge over os. Det Modsatte er de Ugiftes Skjebne. Man indr&o-;mmer med en vis Misundelse, at de have det bedre en tidlang i de unge Dage, i al Stilhed &o-;nsker man, at man ikke selv endnu var gift, dog det kommer igjen. Det gaaer de Ugifte, som det gik den rige Mand, de have taget Deres forud. Alle saadanne &Ae;gteskaber lide nu af den Feil, at de gj&o-;re et enkelt Moment i &Ae;gteskabet til Hensigten for &Ae;gteskabet, og derfor f&o-;le da is&ae;r naturligviis de F&o-;rste sig saa ofte skuffede, naar de maae tilstaae, at et &Ae;gteskab dog har lidt mere at betyde end Erhvervelsen af et mageligt, hyggeligt og beqvemt Hjem. Men lad os nu atter abstrahere fra det Forkeerte, for at see det Skj&o-;nne og Sande. Det er ikke ethvert Menneske givet at udstr&ae;kke sin Virksomhed saa saare vidt, og Mange af dem, der bilde sig ind at virke for noget St&o-;rre, gribe sig selv tidlig eller sildig i en Vildfarelse. Hermed er Du ingenlunde meent; thi Du er naturligviis for godt et Hoved til ikke snart at komme under Veir med denne Illusion, og Din Spot har ofte nok rammet den. Du har i denne Henseende en overordentlig Grad af Resignation og har engang for alle viist en total Renonce. Du foretr&ae;kker at more Dig. Du er overalt en velkommen Gjest. Din Vittighed, Din Lethed i Omgang, en vis Godmodighed, item en vis Ondskab gj&o-;r, at man, saasnart man seer Dig, knytter Forestillingen dertil om en behagelig Aften. Du har altid v&ae;ret og skal altid v&ae;re en kj&ae;rkommen Gjest i mit Huus, deels fordi jeg ikke i saa h&o-;i Grad frygter Dig, deels fordi jeg har gode Udsigter inden jeg beh&o-;ver at begynde derpaa; min eneste Datter er kun 3 Aar gammel, og saa tidlig aabner Du vel ikke Dine Telegrapheringer. Du har stundom halvt bebreidet mig, at jeg trak mig mere tilbage fra Verden, engang kan jeg huske paa den Melodie: siig mig Jeanette. Grunden hertil er naturligviis, hvad jeg ogsaa den Gang svarede Dig, jeg har et Hjem. Det er i denne Henseende ligesaa vanskeligt, egentlig at faae Haand i Hanke med Dig som i alle andre, Du har nemlig altid andre Bestemmelser. Vil man rive Folk ud af deres Illusioner for at f&o-;re dem til noget Sandere, saa er Du her som altid &anfbeg;i alle Maader til Tjeneste.&anfslut; Overhovedet er Du utr&ae;ttelig i at opst&o-;ve Illusioner for at slaae dem itu. Du taler saa forstandigt, saa erfarent, at ethvert Menneske, der ikke kjender videre til Dig, maa troe, at Du er en sat Mand. Imidlertid er Du ingenlunde kommen til det Sande. Du er bleven staaende ved at tilintetgj&o-;re Illusionen, og da Du har gjort det i alle mulige t&ae;nkelige Retninger, saa har Du egentlig arbeidet Dig ind i en ny Illusion, den nemlig, at man kan blive staaende herved. Ja, min Ven, Du lever i en Illusion og Du udretter Intet. Her har jeg da n&ae;vnet det Ord, som altid har havt en saa besynderlig Virkning paa Dig. Udrette &streg; &anfbeg;hvo udretter da Noget? det er netop en af de allerfarligste Illusioner; jeg har ingenlunde travlt i Verden, jeg morer mig saa godt jeg kan, is&ae;r over dem, der troe, at de udrette Noget; og er det ikke ogsaa ubeskriveligt comisk, at et Menneske troer dette; jeg skal ikke besv&ae;re Livet med saa store Pretentioner.&anfslut; Hver Gang Du taler derom, virker Du h&o-;ist ubehageligt paa mig. Det opr&o-;rer mig, fordi der er en fr&ae;k Usandhed deri, der, foredragen med Din Virtuositet, altid giver Dig Seiren, idetmindste altid bringer Latteren paa Din Side. Jeg erindrer engang, at Du, efter l&ae;nge at have h&o-;rt paa et Menneske, der var bleven indigneret over Din Tale, uden at svare ham et Ord, men blot &ae;gget ham med Dit sarkastiske Smiil, nu til almindelig Gl&ae;de for de Tilstedev&ae;rende svarede: ja naar De l&ae;gger denne Tale til alt det &O-;vrige, De har udrettet, saa kan man idetmindste ikke fort&ae;nke Dem i den Tro, at De i Sandhed udretter Noget for det Store og for de Enkelte. Naar Du taler saaledes, smerter det mig, fordi jeg f&o-;ler en vis Medlidenhed med Dig. Dersom Du ikke holder igjen, saa gaaer der i Dig et riigt Gemyt under. Derfor er Du farlig, derfor have Dine Udbrud, Din Kulde en Kraft, som jeg ikke har kjendt hos nogen Anden af de Mange, der fuske i det Fag at v&ae;re misforn&o-;iede. Ogsaa disse h&o-;rer Du da ikke til, de ere Gjenstand for Din Satire; thi Du er gaaet langt videre. &anfbeg;Du er glad og forn&o-;iet, Du smiler, Du gaaer med lette Sving paa Hatten, Du forl&o-;fter Dig ikke paa Livets Sorger, Du har endnu ikke ladet Dig indskrive i noget tredobbelt Begr&ae;delsesselskab.&anfslut; Men netop derfor er Dine Yttringer saa farlige for Yngre, fordi de maae frapperes af det Herred&o-;mme, Du har vundet over Alt i Livet. Jeg vil nu ikke sige til Dig: et Menneske skal udrette Noget i Verden; men jeg vil sige, er der dog ikke enkelte Ting i Dit Liv, hvorover Du kaster et uigjennemtr&ae;ngeligt Sl&o-;r, skulde de ikke v&ae;re af den Art, hvor Du &o-;nskede at udrette Noget, om end Dit Tungsind vaander sig i Smerte over, at det er Lidet. Og hvor ganske anderledes seer det ikke ud inden i Dig? Er der dog ikke en dyb Sorg over, at Du Intet kan udrette, jeg kjender idetmindste eet Forhold; Du lod engang falde et Par Ord derom, som ikke bleve upaaagtede. Visselig, Du gav Alt til for at kunne udrette Noget. Om det er Din egen Skyld, at Du ikke kan det, om det er Din Stolthed, der maa kn&ae;kkes for at formaae det, veed jeg ikke, og skal aldrig videre tr&ae;nge ind paa Dig; men hvorfor vil Du dog gj&o-;re Compagni med alt det Slette, som ret fryder sig ved Din Magt, der altid bringer Seir. Som sagt, man f&o-;ler ofte nok, hvor Lidet man udretter i Verden. Jeg siger det ikke i Mismod, jeg har ingen egentlig Bebreidelse at gj&o-;re mig; jeg troer, jeg forvalter mit Embede med Samvittighedsfuldhed og Lyst, og jeg skal aldrig f&o-;le mig fristet til at blande mig i mig uvedkommende Ting i Haab om at udrette mere, men det er dog en saare partiel Virksomhed, og det er egentlig kun i Troen man har Forvisningen om, at man udretter Noget. Men da har jeg ved Siden deraf mit Hjem. Jeg t&ae;nker i denne Henseende ofte paa de skj&o-;nne Ord af Jesu Sirach, som jeg ogsaa vil bede Dig at bet&ae;nke: &anfbeg;Hvo, som haver faaet en Hustru, begynder at faae Eiendom, for han haver faaet en Medhj&ae;lper med sig, og en St&o-;tte at hvile sig paa. Hvor der ikke er Gj&ae;rde, der bortrives Godset, og hvor der ikke er en Hustru, der maa han sukke, og gaae som den, der vanker hid og did. Thi hvo kan troe en bev&ae;bnet R&o-;ver, som farer fra een Stad til en anden? saaledes er det med et Menneske, som ikke haver Rede, og gj&ae;ster ind, hvor det aftnes.&anfslut; Jeg har ikke giftet mig for at have et Hjem, men jeg har et Hjem, og dette er en stor Velsignelse. Jeg er ikke, det troer jeg ei, Du vil vove at kalde mig, en Nar af en &Ae;gtemand, jeg er ikke min Kones Mand i den Betydning, som en Dronning af Engeland har en Mand; min Kone er ikke Tr&ae;lqvinden i Abrahams Huus, som jeg jager bort med Barnet, men hun er heller ei en Gudinde, jeg omkredser i forliebte Entrechats. Jeg har et Hjem, og dette Hjem er mig vel ikke Alt; men det veed jeg, at jeg har v&ae;ret Alt for min Kone, deels fordi hun i al Ydmyghed har troet det, deels fordi jeg veed med mig selv, at jeg har v&ae;ret og skal v&ae;re det, forsaavidt et Menneske kan v&ae;re det for et andet. Her kan jeg oplyse Dig om det Skj&o-;nne i, at et Menneske kan v&ae;re Alt for et andet, uden at nogensomhelst endelig eller enkelt Ting erindrer derom. Jeg kan med desto st&o-;rre Dristighed tale om dette Punkt, fordi hun visselig ikke kommer til at staae i Skyggen. Hun har ikke tr&ae;ngt til mig; det var ikke en fattig Pige, jeg &ae;gtede, mod hvem jeg, som Verden med al mulig Foragt for sig selv siger, gjorde en Velgjerning; det var ikke en forskruet Fjante, som jeg af andre Grunde &ae;gtede, og som jeg nu ved min Viisdom bragte noget Godt ud af. Hun var uafh&ae;ngig og hvad mere er, saa n&o-;isom, at hun ikke beh&o-;vede at lade sig s&ae;lge; hun var sund, sundere end jeg, om end mere h&ae;ftig. Hendes Liv kunde naturligviis aldrig v&ae;re saa bev&ae;get som mit, eller saa reflekteret; jeg kunde maaskee ved min Erfaring frelse hende fra mangen Vildfarelse, men hendes Sundhed gjorde det overfl&o-;digt. Hun skylder mig i Sandhed Intet, og dog er jeg Alt for hende. Hun har ikke tr&ae;ngt til mig, men derfor har jeg dog ikke v&ae;ret ligegyldig; jeg har vaaget over hende og sover endnu som Nehemias bev&ae;bnet, for at gjentage et Udtryk, der ved en lignende Leilighed slap mig af Munden, og for at vise Dig, at jeg ikke har glemt Din sarkastiske Bem&ae;rkning, at det maatte v&ae;re til stor gene for min Kone. Min unge Ven, Sligt bekymrer mig ikke, som Du og kan see deraf, at jeg gjentager det, og det forsikkrer jeg uden Vrede. Saaledes har jeg v&ae;ret slet Intet og dog Alt for hende. Du derimod har v&ae;ret Alt for en M&ae;ngde Mennesker, og i Grunden har Du slet Intet v&ae;ret for dem. Og s&ae;t ogsaa, at Du var istand til i de temporaire Ber&o-;ringer, Du indgaaer med Mennesker, at udstyre En og Anden med en saadan Skat af det Interessante, at v&ae;kke ham til saa megen Produktivitet i sig selv, at han havde nok for sit Liv, Noget, der vel for&o-;vrigt er umuligt, s&ae;t, han virkelig vandt ved Dig &streg; Du selv &streg; Du tabte; thi Du havde jo dog ingen Enkelt fundet, Du kunde &o-;nske at v&ae;re Alt for, og om det end laae i Din Storhed, saa er i Sandhed denne Storhed saa smertelig, at jeg vil bede Gud befrie mig. Det er denne Tanke, man f&o-;rst og fremmest maa knytte til Forestillingen om et Hjem, at det er en Gjerning, for derved at fjerne enhver usand og foragtelig Tanke om Magelighed. Endogsaa i Mandens Nydelse b&o-;r der v&ae;re et Gjerningsmoment, om det end ikke yttrer sig i en enkelt udvortes haandgribelig Gjerning. I denne Henseende kan Manden godt v&ae;re virksom, uagtet han ikke synes det, medens Qvindens huslige Virksomhed er mere tilsyneladende. Men dern&ae;st knytter sig til Forestillingen om et Hjem en saadan Concretion af Smaa-Omst&ae;ndigheder, at det er saare vanskeligt at sige Noget derom i Almindelighed. Hvert Huus har i denne Henseende sin Eiendommelighed, og det maatte v&ae;re ret interessant at kjende en Mangfoldighed af saadanne. Imidlertid gjelder det naturligviis om, at enhver saadan Eiendommelighed er gjennemtr&ae;ngt af en vis Aand, og for mit Vedkommende afskyes alt det separatistiske Uv&ae;sen i Familier, der strax den f&o-;rste Gang l&ae;gger an paa at vise, hvor s&ae;regent Alt er hos dem, der stundom gaaer saavidt, at Familien taler et eget Sprog eller i saa gaadefulde Allusioner, at man ikke veed, hvad man skal gj&o-;re ud deraf. Sagen er, at Familien eier en saadan Eiendommelighed, Kunsten, at den veed at gjemme den. De, der gifte sig for at have et Hjem, raabe altid paa, at der er Ingen, der venter paa dem, Ingen, der tager imod dem o. s. v. Dette viser tilstr&ae;kkeligt, at de egentlig kun have et Hjem, idet de tillige t&ae;nke et Ude. Jeg beh&o-;ver Gud skee Lov ingenlunde at gaae ud, hverken for at huske eller for at glemme, at jeg har et Hjem. F&o-;lelsen deraf har ofte grebet mig allerbedst som jeg sidder. Jeg beh&o-;ver heller ikke at gaae ind i Dagligstuen eller i Spisestuen, for at forvisse mig derom. Ofte kan denne F&o-;lelse gribe mig, naar jeg sidder ganske ene paa mit Arbeids-V&ae;relse. Den kan gribe mig, naar D&o-;ren til mit Cabinet gaaer op, og jeg lidt efter seer et livsglad Ansigt paa Ruden, og Gardinet atter tr&ae;kkes for, og der bankes ganske sagte paa, og derpaa et Hoved kigger saaledes ind ad D&o-;ren, at man skulde troe, at dette Hoved ikke tilh&o-;rte noget Legeme, og hun da i samme Nu staaer ved min Side, og forsvinder igjen; denne F&o-;lelse kan gribe mig, naar jeg langt ud paa Natten sidder der ganske ene, som i gamle Dage paa Collegiet. Jeg kan da t&ae;nde mit Lys, liste mig ganske sagte ind i hendes Sovekammer for at see, om hun virkelig sover. Nu det forstaaer sig, denne F&o-;lelse griber mig ogsaa ofte, idet jeg kommer hjem. Og naar jeg da har ringet paa; hun veed, at det er ved det Klokkeslet, jeg pleier at komme (vi stakkels Embedsm&ae;nd ere ogsaa i den Henseende generede, at vi ikke kunne overraske vore Koner), hun kjender den Maade, paa hvilken jeg pleier at ringe, naar jeg nu indenfor kan h&o-;re en St&o-;ien og Larmen af B&o-;rnene og af hende, og hun selv stiller sig i Spidsen for den lille Skare, selv saa barnlig, at hun synes at rivalisere med B&o-;rnene i at juble &streg; da f&o-;ler jeg, at jeg har et Hjem. Og naar jeg da seer alvorlig ud (Du taler saa meget om at v&ae;re Menneskekjender, hvo er dog Menneskekjender som en Qvinde), hvor forandret er da ikke dette n&ae;sten overgivne Barn; hun bliver ikke fortvivlet, faaer ikke ondt, men der er en Kraft i hende, der ikke er haard, men uendelig b&o-;ielig, som det Sv&ae;rd, der kunde bide Steen, og dog vikles om Livet. Eller naar hun kan see, at jeg nok snarere er gnaven (Herre Gud det h&ae;nder ogsaa), hvor eftergivende kan hun da ikke v&ae;re, og dog hvor megen Overlegenhed ligger der ikke i denne Eftergiven. Hvad jeg for&o-;vrigt kunde have Lyst til at sige Dig i denne Anledning, det vil jeg helst knytte til et bestemt Udtryk, jeg troer man med Rette kan bruge om Dig, et Udtryk Du ogsaa selv ofte bruger: at Du er en Fremmed og Udl&ae;nding i Verden. Yngre Mennesker, der ikke have Forestilling om, hvor dyrt man kj&o-;ber Erfaring, men heller ingen Ahnelse om, hvilken uudsigelig Rigdom den er, kunne let lade sig henrive i den samme Hvirvel, de kunne maaskee f&o-;le sig paavirkede af Din Tale som af en frisk Luftning, der lokker dem ud paa det uendelige Hav, Du viser for dem, selv kan Du blive ungdommelig beruset, n&ae;sten ikke til at styre ved Tanken om denne Uendelighed, der er Dit Element, et Element, der ligesom Havet uforandret skjuler Alt paa sin dybe Bund. Skulde Du, der allerede er en velbefaren Mand paa dette Farvand, ikke vide at fort&ae;lle om Uheld og Havsn&o-;d. Det forstaaer sig, den Ene veed i Almindelighed ikke stort om den Anden paa dette Hav. Man udruster ikke store Fart&o-;ier, som man med M&o-;ie faaer st&o-;dt ud paa Dybet, nei det er meget smaa Baade, Joller kun til een Person; man benytter &O-;ieblikket, man udsp&ae;nder sit Seil, man stryger med urolige Tankers uendelige Hurtighed, ene paa det uendelige Hav, ene under den uendelige Himmel. Dette Liv er farefuldt, men Forestillingen om at tabe det er man fortrolig med; thi det er jo den egentlige Nydelse den at man forsvinder saaledes i det Uendelige, at der kun bliver saa meget tilbage, at man nyder denne Forsvinden. S&o-;farende fort&ae;lle, at man paa det store Verdens-Ocean seer en Art Sn&ae;kke, man kalder den flyvende Holl&ae;nder. Den kan udbrede et lille Seil og nu med uendelig Hast stryge hen over Havets Flade. Saaledes er det omtrent med Din Seilads over Livets Hav. Ene i sin Kajak er man sig selv nok, har intet videre med noget Menneske at gj&o-;re uden i det &O-;ieblik, man selv &o-;nsker. Ene i sin Kajak er man sig selv nok &streg; jeg kan ikke ret forstaae, hvorledes man dog kan udfylde denne Tomhed, men som Du er det eneste Menneske, jeg har kjendt, hos hvem der er noget Sandt deri, saa veed jeg ogsaa, at Du har en Person ombord, der kan hj&ae;lpe til at udfylde Tiden. Du skulde derfor sige: ene i sin Baad, ene med sin Sorg, ene med sin Fortvivlelse, som man er feig nok til heller at ville bevare end at man skulde underkaste sig Helbredelsens Smerte. Lad nu mig fremdrage Skyggesiden af Dit Liv, ikke som om jeg vilde gj&o-;re Dig bange, jeg giver mig ikke af med at v&ae;re Bussemand, og Du er for kl&o-;gtig, til at lade Dig paavirke af Sligt. Men bet&ae;nk dog det Smertefulde, det Veemodige, det Ydmygende, der ligger i at v&ae;re i denne Forstand Fremmed og Udl&ae;nding i Verden. Jeg skal ikke forstyrre det Indtryk, jeg mulig kan gj&o-;re paa Dig, ved at ophidse Dig ved Tanken om det forplumrede Familie-Sammenhold, den Staldluft, Du afskyer; men t&ae;nk Dig Familielivet i sin Skj&o-;nhed, grundet paa et dybt og inderligt Samfund saaledes, at det Alt Forbindende dog er gaadefuldt skjult, det ene Forhold sindrigt slynget i det Andet, saa at man kun ahner Sammenh&ae;nget, t&ae;nk Dig dette Familiens forborgne Liv i sig selv omkl&ae;dt med en saa skj&o-;n, ydre Form, at man intetsteds st&o-;der an paa det Haarde i Sammenf&o-;iningen, og t&ae;nk Dig nu Dit Forhold dertil. En saadan Familie vilde netop behage Dig, og Du vilde maaskee ofte gl&ae;de Dig ved at komme i den, Du vilde ved Din Lethed snart v&ae;re ligesom fortrolig i den. Jeg siger &anfbeg;ligesom&anfslut;; thi at Du ikke blev det, og at Du, da Du altid vil blive en Fremmed og Udl&ae;nding, ikke kan blive det, det er klart. Man vilde ansee Dig for en velkommen Gjest, man vilde maaskee v&ae;re venlig nok til at gj&o-;re Dig Alt saa behageligt som muligt, man vilde v&ae;re forekommende imod Dig, ja man vilde behandle Dig som man behandler et Barn, man holder af. Og Du, Du vilde v&ae;re uudt&o-;mmelig i Opm&ae;rksomhed, opfindsom for paa alle Maader at gl&ae;de Familien. Ikke sandt det var jo meget skj&o-;nt, og Du kunde vel i et enkelt bizart &O-;ieblik fristes til at sige, at Du br&o-;d Dig ikke om at see Familien i Slaabrok, eller Fr&o-;kenen i Sl&ae;ber, eller Fruen uden Kappe, og dog ligger der for Dig, naar Du vil see n&o-;iere til, en uhyre Ydmygelse i Familiens rigtige Adf&ae;rd imod Dig; saaledes maatte enhver Familie b&ae;re sig ad, og Du blev den ydmygede. Eller troer Du da ikke, at Familien gjemmer et ganske andet Liv for sig selv, der er dens Helligdom, troer Du ikke, at enhver Familie endnu har Husguder, om den end ikke s&ae;tter dem i Forv&ae;relset. Og skjuler der sig ikke i Din Yttring en saare forfinet Svaghed; thi jeg troer virkelig ikke, at Du kunde taale at see Din Kone, hvis Du nogensinde blev gift, i _{Nelig&eaigu;e}Neglig&eaigu;e, med mindre denne Dragt var en Pynt beregnet paa at behage Dig. Du mener vel, at Du har gjort meget for Familien for at underholde den, for at udbrede en vis &ae;sthetisk Glands over den, men s&ae;t Familien agtede dette saare lidet i Sammenligning med det indre Liv, den eier. Saaledes vil det gaae Dig i Forhold til enhver Familie, og der ligger en Ydmygelse deri, hvor stolt Du end er. Ingen deler Sorgen med Dig, Ingen fortroer sig til Dig. Du mener vel, at det ofte er Tilf&ae;ldet, Du har jo beriget Dig selv med en Mangfoldighed af psychologiske Iagttagelser; men dette er ofte en Skuffelse; thi Folk ville gjerne tale med Dig for det L&o-;se, og fjernt ber&o-;re eller lade ahne en Bekymring, fordi det Interessante, der derved i Dig kommer i Bev&ae;gelse, dulmer Smerten, og i og for sig allerede har en Behagelighed, som gj&o-;r, at man attraaer denne Medicin, ogsaa uden at beh&o-;ve den. Og naar da netop paa Grund af Din isolerede Stilling; (Du veed Folk ville hellere communicere hos en Tiggermunk end hos deres Skriftefader) En henvendte sig til Dig, det fik dog aldrig den sande Betydning, hverken for Dig eller for ham; for ham ikke, fordi han f&o-;lte det Vilkaarlige, der ligger i at betroe sig til Dig; for Dig ikke, fordi Du ikke ganske kunde see bort fra det Tvetydige, hvorpaa Din Competence beroede. Du er nu unegtelig en god Operateur, Du forstaaer at tr&ae;nge ind i Sorgens og Bekymringens hemmeligste Indelukke, dog saaledes, at Du ikke glemmer Tilbageveien. Vel, jeg antager, at det lykkedes Dig at helbrede Din Patient, nogen sand og dyb Gl&ae;de havde Du ikke deraf; thi det Hele bar dog Vilkaarlighedens Pr&ae;g, og Du havde intet Ansvar. F&o-;rst Ansvaret giver Velsignelse og sand Gl&ae;de, og det om man end ikke kan gj&o-;re det halv saa godt som Du; det giver Velsignelse, ofte naar man slet Intet gj&o-;r. Men naar man har et Hjem, da har man et Ansvar, og dette Ansvar giver Sikkerhed i sig selv og Gl&ae;de. Netop fordi Du ikke vil have Ansvaret, maa Du finde det ganske i sin Orden, hvad Du saa ofte klager over, at Folk ere utaknemlige mod Dig. Imidlertid er det da ogsaa sjeldnere, at Du saaledes giver Dig af med at helbrede Folk, i Almindelighed gaaer, som jeg f&o-;r har sagt Dig, Din Hovedvirksomhed ud paa at tilintetgj&o-;re Illusioner, og leilighedsviis i at arbeide Andre ind i Illusioner. Naar man seer Dig med en eller to Yngre, hvorledes Du ved et Par Bev&ae;gelser allerede har hjulpet dem et godt Stykke ud over alle de barnlige i mange Maader saa frelsende Illusioner, hvorledes de nu blive lettere end Virkeligheden, hvorledes Vingerne skyde sig frem, medens Du selv som en gammel erfaren Fugl giver dem en Forestilling om, hvad et Vingeslag er, hvormed man overflyver hele Tilv&ae;relsen; eller naar Du foretager en lignende &O-;velse med unge Piger, og studerer Forskjellen i Flugt, at man i den mandlige Flugt h&o-;rer Vingeslaget, hvorimod den qvindelige er som en hendr&o-;mmende Roen &streg; naar man seer dette, hvo kan da blive vred paa Dig paa Grund af den Kunst, hvormed det skeer, og hvo burde ikke blive vred paa Dig for den Letsindighed, der ligger deri. Du kan rigtignok sige om Dit Hjerte, som der staaer i den gamle Vise: Mein Herz ist wie ein Taubenhaus Die Eine fliegt herein, die Andre fliegt heraus, kun at man Dig betr&ae;ffende ikke saa meget seer, at de flyve ind, som man bestandig seer nye flyve ud. Men saa skj&o-;nt et Billede et Dueslag end forresten er af et stille husligt Hjem, saa maa det i Sandhed ikke tages paa denne Maade. Og er det ikke smertefuldt og vemodigt saaledes blot at lade Livet gaae sig forbi, uden nogensinde at vinde Fasthed deri; er det ikke vemodigt, min unge Ven, at Livet aldrig faaer Indhold for Dig. Der ligger noget Vemodigt i den F&o-;lelse, at man bliver &ae;ldre, men det er et langt dybere Vemod, der griber Een, naar man ikke kan blive det. Jeg f&o-;ler netop i dette &O-;ieblik, med hvor megen Ret jeg kalder Dig: min unge Ven. En Afstand af 7 Aar er just ingen Evighed, Forstands-Modenhed vil jeg ikke rose mig af fremfor Dig, men vel af Livs-Modenhed. Ja jeg f&o-;ler, at jeg virkelig er bleven &ae;ldre; men Du holder endnu bestandig fast ved Ungdommens f&o-;rste Overraskelse. Og naar jeg stundom, om end sjeldnere, f&o-;ler mig tr&ae;t i Verden, saa er det tillige forbunden med en stille Opl&o-;ftelse, jeg t&ae;nker da paa de skj&o-;nne Ord: Salige ere de, som hvile fra deres Gjerninger. Jeg indbilder mig ikke, at have havt en stor Gjerning i Livet, jeg har ikke vraget den, der blev mig anviist, og om den end var ringe, saa har det jo tillige v&ae;ret min Gjerning, at v&ae;re glad ved den, skj&o-;ndt den var ringe. Du hviler visselig ikke fra Din Gjerning, Hvile er for Dig Forbandelse, kun i Uro kan Du leve. Hvile er Din Mods&ae;tning, Hvile gj&o-;r Dig mere urolig. Du er som en Hungrig, hvem Spisen blot gj&o-;r mere hungrig, en T&o-;rstende, hvem Drikken blot gj&o-;r mere t&o-;rstig. Dog jeg vender tilbage til det Foregaaende, til de endelige Hensigter, i hvilke Menneskene indgaae &Ae;gteskaber. Jeg har kun n&ae;vnet tre, fordi disse dog altid syntes at have Noget for sig, fordi de dog altid reflektere paa et eller andet enkelt Moment i &Ae;gteskabet, uagtet de i deres Eensidighed blive ligesaa latterlige som u&ae;sthetiske og irreligi&o-;se. En Mangfoldighed af aldeles usle endelige Hensyn vil jeg ikke n&ae;vne, fordi man end ikke kan lee derad. Saaledes naar Een gifter sig for Penges Skyld, eller af Jalousi, eller for Udsigternes Skyld &streg; fordi der er Udsigter til, at hun snart skal d&o-;e &streg; eller at hun skal leve l&ae;nge, men blive en velsignet Green der b&ae;rer megen Frugt, saa man ved hende kan stryge en heel R&ae;kke Onkler og Tanters Efterladenskab i Lommen. Alt Sligt gider jeg ikke n&ae;vne. Som Udbytte af denne Unders&o-;gelse kan jeg her udh&ae;ve, at det viste sig, at &Ae;gteskabet for at v&ae;re &ae;sthetisk og religi&o-;st, intet endeligt &anfbeg;Hvorfor&anfslut; maatte have; men dette var netop det &Ae;sthetiske i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og saaledes staaer her atter &Ae;gteskabet au niveau med den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Og dette er det &Ae;sthetiske i &Ae;gteskabet, at det i sig skjuler en Mangfoldighed af hvorfor, som Livet aabenbarer i sin hele Velsignelse. Da imidlertid det, jeg for det F&o-;rste har foresat mig at vise, er &Ae;gteskabets &ae;sthetiske Gyldighed, og da det, hvorved &Ae;gteskabet adskilte sig fra den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, var det Ethiske og det Religi&o-;se, men det Ethiske og Religi&o-;se igjen, forsaavidt det s&o-;ger sit Udtryk i noget Enkelt, n&ae;rmest har det i Vielsen, saa vil jeg, for ikke at synes at tage mig den Sag altfor let, for ikke at gj&o-;re mig skyldig i det Mindste, der kunde give mig Skin af at ford&o-;lge det Schisma mellem den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og &Ae;gteskabet, som Du og mange Andre, om end af forskjellige Grunde, etablere, saa vil jeg dv&ae;le ved denne. Du maa her gjerne have Ret i, at naar en M&ae;ngde Mennesker ikke opholde sig over dette Schisma, det da har sin Grund i, at de mangle Energi og Dannelse til at t&ae;nke over det Ene saa vel som over det Andet. Lad os imidlertid see lidt n&ae;rmere paa Vielsen og dens Formular. Maaskee vil Du ogsaa i det F&o-;lgende finde mig bev&ae;bnet, og det kan jeg forsikkre Dig, uden at det generer min Kone; thi hun seer gjerne, at jeg holder saadanne Fribyttere som Dig og Dine Lige borte. Jeg er desuden af den Mening, at ligesom den Christne altid b&o-;r v&ae;re istand til at gj&o-;re Rede for sin Tro, saaledes b&o-;r en &Ae;gtemand ogsaa altid v&ae;re istand til at kunne gj&o-;re Rede for &Ae;gteskabet, ikke just til Enhver, der behager at forlange det, men til Enhver, han finder v&ae;rdig dertil, eller om end som in casu uv&ae;rdig, dog finder for godt at gj&o-;re det for. Og da Du i den senere Tid, efterat have &o-;delagt en M&ae;ngde andre Landskaber, er begyndt at h&ae;rge &Ae;gteskabets Provinds, saa f&o-;ler jeg mig opfordret til at m&o-;de Dig. At Du kjender Vielse-Formularen, ja at Du har studeret den, det foruds&ae;tter jeg. Du er overhovedet altid vel rustet, og begynder i Almindelighed aldrig at angribe en Ting, f&o-;rend Du veed ligesaa god Beskeed om den, som dens mest pr&o-;vede Forsvarere. Det h&ae;nder Dig derfor undertiden, hvad Du selv klager over, at Dine Angreb ere for gode, at de, der skulle forsvare, ikke vide saa god Beskeed derom som Du, der angriber. Vi faae nu at see. Dog lad os, f&o-;rend vi gaae til det Enkelte, see, om der ikke i Vielsens Akt blot som Akt betragtet ligger noget Forstyrrende. Vielsen er jo ikke Noget, de Elskende selv i et riigt &O-;ieblik finde paa, Noget, de, hvis de underveis skulde faae andre Tanker, igjen uden videre kunne opgive. Det er altsaa en Magt, der her tr&ae;der os im&o-;de. Men beh&o-;ver da Kj&ae;rligheden at anerkjende nogen anden Magt end den selv? At naar f&o-;rst Tvivl og Bekymring har l&ae;rt et Menneske at bede, at han da vilde tage til Takke med at b&o-;ie sig under en saadan Magt, det vil Du maaskee indr&o-;mme, men den f&o-;rste Kj&ae;rlighed tr&ae;nger ikke dertil. Du maa her erindre, at vi have t&ae;nkt os de paagjeldende Individer religi&o-;st udviklede, jeg har derfor ikke med at gj&o-;re, hvorledes det Religi&o-;se kan komme frem i et Menneske, men hvorledes det kan bestaae med den f&o-;rste Kj&ae;rlighed; og saavist som det er, at ulykkelig Kj&ae;rlighed kan gj&o-;re et Menneske religi&o-;st, saa vist er det ogsaa, at religi&o-;se Individer kunne elske. Det Religi&o-;se er ikke saaledes Menneskenaturen fremmed, at der f&o-;rst beh&o-;ves et Brud for at v&ae;kke det. Men ere de paagjeldende Individer religi&o-;se, saa er den Magt, der i Vielsen tr&ae;der dem im&o-;de, ikke fremmed, og som deres Kj&ae;rlighed forener dem i en h&o-;iere Eenhed, saa l&o-;fter det Religi&o-;se dem op i en endnu h&o-;iere. Hvad gj&o-;r da Vielsen? Den giver f&o-;rst en Oversigt over Sl&ae;gtens Tilblivelse, og indf&ae;ster derved det nye &Ae;gteskab i Sl&ae;gtens store Legeme. Den giver derved det Almindelige, det reent Menneskelige, kalder dette frem i Bevidstheden. Dette st&o-;der Dig, Du siger maaskee: det er ubehageligt i det &O-;ieblik, man forener sig saa inderligt med et Menneske, at alt Andet forsvinder for Een, da at erindres om, es ist eine alte Geschichte, Noget der er skeet og skeer og vil skee. Du vil netop gl&ae;de Dig i det, der er det Eiendommelige i Din Kj&ae;rlighed, Du vil lade Kj&ae;rlighedens hele Lidenskab blusse i Dig, og Du &o-;nsker ikke at forstyrres ved Tanken om, at Peer og Povel gj&o-;r det Samme, &anfbeg;det er h&o-;ist prosaisk at erindres om sin numeriske Betydning: Anno 1750 Hr. N. N. og dydzirede Jfr. N. N. Kl. 10, samme Dag Kl. 11 Hr. N. N. Jfr. N. N.&anfslut; Dette klinger nu h&o-;ist forf&ae;rdeligt, imidlertid skjuler sig i Dit Raisonnement en Reflexion, der har forstyrret den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Kj&ae;rlighed er, som ovenfor bem&ae;rket, Eenhed af det Almene og det S&ae;regne, men i den Forstand som Du at ville nyde det S&ae;rlige viser en Reflexion, der har sat det S&ae;rlige udenfor det Almene. Jo mere det Almene og det S&ae;regne gjennemtr&ae;nge hinanden, desto skj&o-;nnere er Kj&ae;rligheden. Det Store er hverken i umiddelbar eller i h&o-;iere Forstand det at v&ae;re det S&ae;regne, men i det S&ae;regne at eie det Almene. Det kan derfor ikke blive den f&o-;rste Kj&ae;rlighed nogen forstyrrende Indledning, at erindres om det Almene. Dertil kommer, at Vielsen ogsaa gj&o-;r mere. For nemlig at vise tilbage paa det Almene, f&o-;rer den de Elskende hen til de f&o-;rste For&ae;ldre. Den bliver altsaa ikke staaende ved det Almene in abstracto, men viser dette udtrykt i Sl&ae;gtens f&o-;rste Par. Dette er et Vink om, hvorledes ethvert &Ae;gteskab er. Ethvert &Ae;gteskab er som ethvert Menneskeliv paa eengang dette Enkelte og dog det Hele, paa eengang Individ og Symbol. Den giver altsaa de elskende det skj&o-;nneste Billede af et Par Mennesker, der ikke ere forstyrrede af Reflexion paa Andre, den siger til de Enkelte, saaledes er ogsaa I et Par, det er den samme Begivenhed, der her gjentager sig med Eder; I staae nu ogsaa her ene i den uendelige Verden, ene for Guds Aasyn. Du seer altsaa, at Vielsen ogsaa giver det, Du forlanger, men at den tillige giver mere, at den giver paa eengang det Almene og det S&ae;regne. &anfbeg;Men Vielsen forkynder, at Synden er kommen ind i Verden, og det er dog vel disharmonisk i det &O-;ieblik, man f&o-;ler sig renest, da at erindres saa st&ae;rk om Synden. Dern&ae;st l&ae;rer den, at Synden kom ind i Verden ved &Ae;gteskabet, og dette synes lidet opmuntrende for de respektive &Ae;gtefolk; det forstaaer sig, Kirken kan vadske sine H&ae;nder, hvis der kommer noget Ulykkeligt ud deraf; thi den har ikke smigret med et forf&ae;ngeligt Haab.&anfslut; At Kirken ikke smigrer med et forf&ae;ngeligt Haab, maatte vel i og for sig ansees for et Gode. Videre: Kirken siger, at Synden kom ind i Verden ved &Ae;gteskabet, og dog tillader den det; den siger, at Synden kom ind ved &Ae;gteskabet; men det kunde dog v&ae;re et stort Sp&o-;rgsmaal, om den l&ae;rer, at det var formedelst &Ae;gteskabet. I ethvert Tilf&ae;lde forkynder den Synden blot som Menneskets almindelige Lod, gj&o-;r ingen bestemt Anvendelse paa den Enkelte, og siger allermindst: I ere nu if&ae;rd med at begaae en Synd. Det er vistnok en saare vanskelig Sag at udvikle, i hvilken Forstand Synden kom ind ved &Ae;gteskabet, det kunde synes, at Synd og Sandselighed her bleve identificerede. Imidlertid kan det dog ikke ganske forholde sig saaledes, da Kirken tillader &Ae;gteskabet. Ja vil Du sige, det er f&o-;rst naar den har taget alt det Skj&o-;nne bort fra den jordiske Kj&ae;rlighed. Ingenlunde, vilde jeg svare, idetmindste findes der intet Ord derom i Vielsen. Kirken forkynder dern&ae;st Syndens Straf, at Qvinden skal f&o-;de B&o-;rn med Smerte og v&ae;re sin Mand underdanig. Men den f&o-;rste af disse F&o-;lger er dog vel af den Natur, at den, om Kirken end ikke forkyndte den, vilde forkynde sig selv. Ja svarer Du; men det Forstyrrende ligger i, at det udsiges, at det er Syndens F&o-;lge. Du finder det &ae;sthetisk skj&o-;nt, at et Barn f&o-;des med Smerte, det er en Agtelse for et Menneske, en billedlig Betegnelse af hvad Betydning det dog har, at et Menneske kommer til Verden, i Mods&ae;tning til Dyrene, der paa jo lavere et Trin de staae, med desto st&o-;rre Lethed bringe deres Unger til Verden. Jeg maa her atter indsk&ae;rpe, at det forkyndes som Menneskets almindelige Lod, og at det, at et Barn f&o-;des i Synd, er det dybeste Udtryk for dets h&o-;ieste V&ae;rdighed, at det netop er en Forklarelse af Menneskelivet, at Alt det betr&ae;ffende henf&o-;res under Bestemmelsen af Synd. Dern&ae;st hedder det, at Qvinden skal v&ae;re Manden underdanig. Du vil maaskee her sige: ja det er skj&o-;nt, og det har altid tiltalt mig, at see en Qvinde, der i sin Mand elskede sin Herre. Men det, at det skal v&ae;re en F&o-;lge af Synden, det opr&o-;rer Dig, og Du f&o-;ler Dig kaldet til at optr&ae;de som Qvindens Ridder. Om Du gj&o-;r hende en Tjeneste dermed, skal jeg lade uafgjort, men jeg troer, at Du ikke har fattet Qvindens V&ae;sen i dets hele Inderlighed, hvortil ogsaa h&o-;rer, at hun paa eengang er fuldkomnere og ufuldkomnere end Manden. Vil man betegne det Reneste og det Fuldkomneste, da siger man en Qvinde, vil man betegne det Svageste, det Skr&o-;beligste, da siger man en Qvinde, vil man give en Forestilling om det over Sandseligheden h&ae;vede Aandelige, da siger man en Qvinde, vil man give en Forestilling om det Sandselige, da siger man en Qvinde. Naar man vil betegne Uskyld i hele sin opl&o-;ftende Storhed, saa siger man en Qvinde, naar man vil betegne den deprimerede F&o-;lelse af Skyld, da siger man en Qvinde. I en vis Forstand er derfor Qvinden fuldkomnere end Manden og det udtrykker Skriften saaledes, at hun har mere Skyld. Naar Du nu igjen erindrer, at Kirken kun forkynder Qvindens almindelige menneskelige Lod, saa skj&o-;nner jeg ikke, at deraf kan fremgaae noget for den f&o-;rste Kj&ae;rlighed Foruroligende, men vel for den Reflexion, der ikke forstaaer at fastholde hende paa denne Mulighed. Desuden gj&o-;r Kirken jo ikke Qvinden blot til Slave, den siger, &anfbeg;og Gud sagde jeg vil gj&o-;re Adam Selskab&anfslut;, et Udtryk, der har ligesaa megen &ae;sthetisk Varme som Sandhed. Derfor l&ae;rer Kirken: &anfbeg;og Manden skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Hustrue.&anfslut; Man skulde n&ae;rmest have ventet, at det skulde hedde: Qvinden skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Mand; thi Qvinden er jo den svagere. I Skriftens Udtryk ligger en Anerkjendelse af Qvindens Betydning, og ingen Ridder kunde v&ae;re mere galant imod hende. Hvad endelig den Forbandelse angaaer, der blev Manden til Deel, da synes jo rigtignok den Omst&ae;ndighed, at han i sit Ansigts Sved skal &ae;de sit Br&o-;d, med et eneste Ord at jage ham ud af den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Hvedebr&o-;ds-Dage. At denne Forbandelse ligesom al guddommelig Forbandelse, hvad man oftere har erindret om, skjuler en Velsignelse i sig, beviser forsaavidt Intet her, som det dog altid maa forbeholdes en senere Tid at erfare det. Det, jeg derimod vil erindre om, er, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke er feig, at den ikke frygter Farer, og at den derfor i denne Forbandelse vil see en Vanskelighed, som ikke kan skr&ae;kke den. Hvad gj&o-;r altsaa Vielsen? &anfbeg;den standser de Elskende&anfslut;, ingenlunde; men den lader det, der allerede var i Bev&ae;gelse, udvortes tr&ae;de frem. Den gj&o-;r det Almene-Menneskelige gj&ae;ldende, og i denne Forstand ogsaa Synden; men al den Angst og Qval, der vil, at Synden ikke maa v&ae;re kommen ind i Verden, har sin Grund i en Reflexion, som den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke kjender. At ville have, at Synden ikke maa v&ae;re kommen ind i Verden, er at f&o-;re Menneskeheden tilbage paa det Ufuldkomnere. Synden er indkommen, men idet Individerne have ydmyget sig herunder, staae de h&o-;iere end de f&o-;r stode. Kirken henvender sig derpaa til den Enkelte og forel&ae;gger ham nogle Sp&o-;rgsmaal. Herved synes atter en Reflexion at fremkaldes. &anfbeg;Hvortil slige Sp&o-;rgsmaal, Kj&ae;rligheden har sin Forvisning i sig selv.&anfslut; Men Kirken sp&o-;rger jo ikke for at gj&o-;re vaklende, men for at gj&o-;re fast, og for at lade det, der allerede er fast, udtale sig. Her m&o-;der nu den Vanskelighed, at Kirken i sit Sp&o-;rgsmaal slet ikke synes at tage Hensyn til det Erotiske. Den sp&o-;rger, har Du beraadf&o-;rt Dig med Gud og Din Samvittighed, dern&ae;st med Venner og Bekjendte. Jeg skal her ikke udh&ae;ve det saare Gavnlige i, at Kirken med dyb Alvor sp&o-;rger saaledes. Kirken er, for at bruge et Udtryk af Dig, ikke en Kirsten-Giftekniv. Kan det da forstyrre de Paagjeldende? De have jo ved Tak henf&o-;rt deres Kj&ae;rlighed til Gud, og saaledes beraadf&o-;rt dem med ham; thi det er dog vel og, om end indirecte, en Beraadf&o-;relse med Gud, naar jeg takker ham. Naar Kirken nu ikke sp&o-;rger dem, om de elske hinanden, saa er det ingenlunde, fordi den vil tilintetgj&o-;re den jordiske Kj&ae;rlighed, men fordi den foruds&ae;tter den. Kirken tager derpaa et L&o-;fte. Vi saae i det Foregaaende, hvorledes Kj&ae;rligheden ypperligt lader sig optage i en saadan h&o-;iere Concentricitet. Fors&ae;ttet gj&o-;r Individet frit, men jo friere, som alt er udviklet, Individet er, desto &ae;sthetisk skj&o-;nnere er &Ae;gteskabet. Saaledes troer jeg, at det har viist sig, at forsaavidt man s&o-;ger det &Ae;sthetiske i den f&o-;rste Kj&ae;rlighed i dens pr&ae;sentiske umiddelbare Uendelighed, &Ae;gteskabet maa betragtes som dennes Forklarelse og er endnu skj&o-;nnere end denne. Dette troer jeg indlyser af det Foregaaende, og i det n&ae;rmest Foregaaende have vi tillige seet, at al den Tale om Kirkens Forkleinelse er greben ud af Luften og kun finder Sted for den, hvem det Religi&o-;se har v&ae;ret til Forargelse. Men forholder dette sig nu saaledes, saa gaaer det &O-;vrige af sig selv. Sp&o-;rgsmaalet bliver nemlig, lader denne Kj&ae;rlighed sig realisere. Du vil maaskee, efterat have indr&o-;mmet alt det Foregaaende, sige: nu bliver det ligesaa vanskeligt at realisere &Ae;gteskabet, som den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Hertil maa jeg svare nei; thi i &Ae;gteskabet ligger Bev&ae;gelses-Loven. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed bliver et uvirkeligt An-sich, som aldrig faaer indre Gehalt, fordi den blot bev&ae;ger sig i et udvortes Medium; i det ethiske og religi&o-;se Fors&ae;t har den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed Muligheden af indre Historie og adskiller sig fra den f&o-;rste Kj&ae;rlighed som den historiske fra den uhistoriske. Denne er st&ae;rk, st&ae;rkere end hele Verden, men i det &O-;ieblik Tvivlen falder ind i den er den tilintetgjort, den er som en S&o-;vng&ae;nger, der med uendelig Sikkerhed kan gaae over de farligste Steder, n&ae;vner man hans Navn, styrter han ned. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed er bev&ae;bnet; thi i Fors&ae;ttet er Opm&ae;rksomheden ikke blot rettet mod Omverdenen, men Villien rettet mod sig selv, mod det Indvortes. Og nu vender jeg Alt om og siger: det &Ae;sthetiske ligger ikke i det Umiddelbare, men i det Erhvervede; men &Ae;gteskabet er netop den Umiddelbarhed, der har Middelbarheden i sig, den Uendelighed, der har Endeligheden i sig, den Evighed, der har Timeligheden i sig. Saaledes viser &Ae;gteskabet sig i dobbelt Forstand som Ideal, baade i antik og romantisk Betydning. Naar jeg siger, at det &Ae;sthetiske ligger i det Erhvervede, saa skal dermed ingenlunde v&ae;re sagt, at det ligger i den blotte Str&ae;ben som saadan. Denne er nemlig negativ, men det blot Negative er aldrig &ae;sthetisk; naar det derimod er en Str&ae;ben, der har Indholdet i sig, en Strid, der har Seiren i sig, saa har jeg i denne Dobbelthed det &Ae;sthetiske. Dette troer jeg at burde erindre med Hensyn til den Fortvivlelsens Begeistring, med hvilken man i vor Tid h&o-;rer det Erhvervede anprise i Mods&ae;tning til det Umiddelbare, som om det var det, det kom an paa, i Bund og Grund at &o-;del&ae;gge Alt for at bygge op fra ny. Det har virkeligt &ae;ngstet mig, at h&o-;re den Jubel, hvormed yngre Mennesker ligesom R&ae;dselsm&ae;ndene i den franske Revolution, raabe: de omnibus dubitandum. Maaskee er det en Borneerthed af mig. Imidlertid troer jeg dog, at man maa skilne mellem en personlig og en videnskabelig Tvivl. Med den personlige Tvivl er det altid en egen Sag, og en saadan Tilintetgj&o-;relsens Begeistring, som man ofte nok h&o-;rer Tale om, f&o-;rer i det H&o-;ieste til, at en M&ae;ngde Mennesker vove sig ud, uden at have Kraft til at tvivle, og gaae under eller komme ind i en Halvhed, der ligeledes er den visse Undergang. Udvikler derimod Tvivlens Brydning hos en Enkelt den Kraft, der igjen overvinder Tvivlen, saa er et saadant Syn opl&o-;ftende, idet det viser, hvad et Menneske er ved sig selv, men det er egentlig ikke skj&o-;nt; thi for at det skulde v&ae;re det, udfordres, at det har Umiddelbarheden i sig. En saadan i h&o-;ieste Grad gjennem Tvivl tilveiebragt Udvikling str&ae;ber hen til, hvad man i Extremet udtrykker saaledes: at gj&o-;re et Menneske til et ganske andet. Skj&o-;nheden ligger derimod i, at det Umiddelbare erhverves i og med Tvivlen. Dette maa jeg udh&ae;ve i Mods&ae;tning til den Abstraktion, i hvilken man har gjort Tvivlen gjeldende, den Forgudelse, man har drevet med den, den Dumdristighed, hvormed man har styrtet sig ind i den, den blinde Tillid, hvormed man har haabet en herlig Udgang af den. Dertil kommer, at jo mere aandeligt det er, der skal vindes, desto mere kan man anprise Tvivlen; men Kj&ae;rligheden tilh&o-;rer bestandig en Region, hvor der ikke saa meget kan v&ae;re Tale om et Erhvervet, som et Givet, og et Givet, som erhverves. Jeg veed overhovedet ikke, af hvad Art denne Tvivl skulde v&ae;re. Skulde det v&ae;re den rette Disposition for en &Ae;gtemand at have gjort s&o-;rgelige Erfaringer, at have l&ae;rt at tvivle, og skulde det v&ae;re det sande skj&o-;nne &Ae;gteskab, der fremgik, naar han nu i Kraft af denne Tvivl med en stor s&ae;delig Alvor giftede sig, og som Mand var tro og bestandig? Vi ville prise ham, men ikke anprise hans &Ae;gteskab uden som et Exempel paa, hvad et Menneske kan formaae. Eller skulde han for at v&ae;re Tvivler tilgavns ogsaa tvivle om hendes Kj&ae;rlighed, om Muligheden af at fastholde det Skj&o-;nne i dette Forhold, og dog have Stoicisme nok til at ville det. Jeg veed det meget vel, I falske L&ae;rere ere meget villige til at anprise Sligt, netop for at Eders falske L&ae;rdom bedre kan finde Indgang; I rose det, naar det tjener Eders Hensigt, og sige, see det er det sande &Ae;gteskab; men I vide meget vel, at denne Roes skjuler en Daddel i sig, og at is&ae;r Qvinden ingenlunde er tjent dermed, og saaledes gj&o-;r I Alt for at friste hende. Derfor adskille I, efter den gamle Regel: divide et impera. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed lovprise I. Den bliver, naar I maae raade, et Moment, der ligger udenfor Tiden, et hemmelighedsfuldt Noget, man kan lyve Alt om. &Ae;gteskabet kan ikke saaledes skjule sig, det bruger Aar og Dage til at udfoldes, hvor let da Leilighed nok til at rive ned eller til at opbygge med saadanne forr&ae;deriske Betragtninger, at der skal en fortvivlet Resignation til at holde det ud. Dette staaer altsaa fast mellem os: som Moment betragtet er den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed ikke blot ligesaa skj&o-;n som den f&o-;rste men endnu skj&o-;nnere, fordi den i sin Umiddelbarhed indeholder en Eenhed i flere Mods&ae;tninger. Det er da ikke saa: &Ae;gteskabet er en h&o-;ist respektabel men kjedelig moralsk Person, Elskoven Poesi; nei &Ae;gteskabet er ret egentlig det Poetiske. Og naar Verden saa ofte med Smerte har seet, at en f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke lod sig gjennemf&o-;re, saa vil jeg gjerne s&o-;rge med, men tillige erindre om, at Feilen ikke saa meget laae i det Senere, som i at man ikke begyndte rigtigt. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed mangler nemlig det andet &ae;sthetiske Ideal, _{det Historiske, det Romantiskedet romantiskedet Romantiskedet Historiske}det romantiske. Den har ikke Bev&ae;gelses-Loven i sig. Dersom jeg tog Troen i det personlige Liv ligesaa umiddelbar, saa vilde til den f&o-;rste Kj&ae;rlighed svare en Tro, som i Kraft af Forj&ae;ttelsen troede sig istand til at flytte Bjerge, og som nu vilde drage om og gj&o-;re Undergjerninger. Maaskee vilde det lykkes den, men denne Tro havde ingen Historie; thi Ramsen paa alle dens Undergjerninger er ikke dens Historie, derimod er Troens Tilegnelse i det personlige Liv Troens Historie. Denne Bev&ae;gelse har den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed; thi i Fors&ae;ttet er Bev&ae;gelsen vendt ind efter. I det Religi&o-;se lader den ligesom Gud s&o-;rge for hele Verden, i Fors&ae;ttet vil den i Forening med Gud stride for sig selv, erhverve sig selv i Taalmodighed. I Syndens Bevidsthed er der optaget en Forestilling om den menneskelige Skr&o-;belighed, men i Fors&ae;ttet er den seet overvundet. Dette kan jeg ikke noksom indsk&ae;rpe med Hensyn til den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har jeg visselig ladet vederfares al Ret, og jeg troer, jeg er en bedre Lovpriser af den end Du, men dens Feil ligger i dens abstrakte Charakteer. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed rummer derfor noget Mere i sig, som Du ogsaa kan see deraf, at den er i Stand til at opgive sig selv. S&ae;t den f&o-;rste Kj&ae;rlighed ikke lod sig realisere, saa ville, hvis det i Sandhed var en &ae;gteskabelig Kj&ae;rlighed, Individerne v&ae;re i Stand til at opgive den, og dog eie dens S&o-;dme, om end i en anden Forstand. Dette kan den f&o-;rste Kj&ae;rlighed aldrig. Men heraf f&o-;lger ingenlunde, at det var en Tvivl, der gav den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed sin Resignation, som om det var en Forkleinelse af den f&o-;rste Kj&ae;rlighed. Var det det, saa var det jo ingen Resignation, og dog veed maaskee Ingen bedre, hvor s&o-;d den er, end den, der resignerer paa den, og dog har Kraften dertil; men denne Kraft er atter ligesaa stor, naar det gj&ae;lder om at fastholde Kj&ae;rligheden, at realisere den i Livet. Det er den samme Kraft, der h&o-;rer til at opgive som til at fastholde, og den sande Fastholden er den Kraft, der var istand til at opgive, yttrende sig i at fastholde, og f&o-;rst heri ligger den sande Frihed i at fastholde, den sande sikkre Sv&ae;ven. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed viser sig som historisk derved, at den er en Assimilationsproces, den fors&o-;ger sig i det, der opleves, og f&o-;rer det Oplevede tilbage til sig; den er altsaa ikke et uinteresseret Vidne til hvad der skeer, men er v&ae;sentlig deeltagende, kort den oplever sin egen Udvikling. Den romantiske Kj&ae;rlighed henf&o-;rer vel ogsaa det Oplevede til sig, saaledes naar Ridderen sender de i Slaget erobrede Faner &et;c. &et;c. til den Elskede; men om end den romantiske Kj&ae;rlighed kunde t&ae;nke en nok saa lang Tid medgaaet til alle slige Erobringer, saa kunde det dog aldrig falde den ind, at Kj&ae;rligheden skulde have havt Historie. Den prosaiske Betragtning gaaer til det modsatte Extrem, den kan godt begribe, at Kj&ae;rligheden faaer Historie, i Almindelighed bliver det en kort Historie, og denne Historie saa tarvelig og pedester, at Kj&ae;rligheden snart kan faae F&o-;dder at gaae paa. Den experimenterende Kj&ae;rlighed faaer vel ogsaa en Art af Historie, men er dog, ligesom den er uden sand Aprioritet, ogsaa uden Continuerlighed, og ligger blot i det experimenterende Individs Vilkaarlighed, der paa eengang er sin egen Verden og selv Skjebnen i denne. Den experimenterende Kj&ae;rlighed er derfor meget tilb&o-;ielig til at erkyndige sig om Kj&ae;rlighedens Tilstand, og har da en dobbelt Gl&ae;de, deels naar Udfaldet svarer til Beregningen, deels naar det viser sig, at der kom noget ganske Andet ud deraf; naar dette skeer, da er den ogsaa tilfreds, idet den finder en Opgave for sine utr&ae;ttelige Combinationer. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed derimod har Aprioritet i sig, men tillige Bestandighed i sig selv, og Kraften i denne Bestandighed er den samme som Loven for Bev&ae;gelsen, det er Fors&ae;ttet. I Fors&ae;ttet er der sat et Andet, men dette tillige sat som det, der er overvundet, i Fors&ae;ttet er det Andet sat som et indvortes Andet, idet selv det Udvortes sees i dets Reflex i det Indvortes. Det Historiske ligger i, at dette Andet kommer frem, faaer sin Gyldighed, men netop i sin Gyldighed sees som det, der ikke skal have Gyldighed, saa at Kj&ae;rligheden pr&o-;vet og luttret udgaaer af denne Bev&ae;gelse, og assimilerer sig det Oplevede. Hvorledes dette Andet kommer frem, staaer ikke i Individets Magt, der ikke forholder sig experimenterende; men Kj&ae;rligheden har dog tillige i sin Aprioritet seiret over det Alt sammen uden at kjende det. Der staaer vistnok etsteds i det nye Testament: al Gave er god naar den modtages med Taknemlighed. De fleste Mennesker ville gjerne v&ae;re taknemlige, naar de modtage en god Gave, men de fordre da tillige, at man skal overlade det til dem at afgj&o-;re, hvilken der er god. Dette viser det Indskr&ae;nkede hos dem; derimod er hiin anden Taknemlighed i Sandhed seirrig og apriorisk, da den indeholder i sig en evig Sundhed, som end ikke en ond Gave kan forstyrre, ikke derved, at man veed at holde denne borte, men ved den Dristighed, det h&o-;ie personlige Mod, der vover at takke for den. Saaledes er det ogsaa med Kj&ae;rligheden. Her nu at reflektere paa alle de Jerimiader, som Du ugelspilagtigt nok altid er ved Haanden med til Opbyggelse for bekymrede &Ae;gtem&ae;nd, det kunde ikke falde mig ind; og jeg haaber, at Du denne Gang vil betvinge Dig selv, da Du har med en &Ae;gtemand at gj&o-;re, der slet ikke kan friste Dig til at have Morskab af at gj&o-;re ham endnu mere forvirret. Men idet jeg saaledes forf&o-;lger Kj&ae;rligheden fra dens kryptogamiske Forborgenhed til dens phanerogame Liv, st&o-;der jeg underveis paa en Vanskelighed, som Du visselig vil sige har ikke lidet at betyde. Posito jeg s&ae;tter, at det lykkedes mig at overbevise Dig om, at det Religi&o-;se og Ethiske, der i den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed tr&ae;der til den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, ingenlunde forkleinede denne, at Du i Dit inderste V&ae;sen ret dybt overbeviste Dig derom, og nu ingenlunde forsmaaede et religi&o-;st Udgangspunkt. Du vilde da ene med hende, Du elskede, ydmyge Dig og Din Kj&ae;rlighed under Gud; Du er virkelig greben og bev&ae;get, pas nu paa, nu n&ae;vner jeg et Ord: Menigheden, og strax, som der staaer i Visen, forsvinder Alt igjen. At komme ud over Inderlighedens Bestemmelse, det troer jeg aldrig vil lykkes Dig. &anfbeg;Menigheden, den velsignede Menighed, der tiltrods for sin Mangfoldighed dog er en moralsk Person; ja havde den endda, som den har alle en moralsk Persons kjedsommelige Egenskaber, tillige den gode, at den kun var eet Hoved paa een Hals . . . jeg veed vel hvad jeg skulde gj&o-;re&anfslut;. Du veed nok, der var en gal Mand, hvis fixe Idee var, at V&ae;relset, hvori han levede, var opfyldt af Fluer, saa han stod Fare for at qv&ae;les af dem. I Fortvivlelsens Angst og med Fortvivlelsens Raseri k&ae;mpede han for sin Existens. Saaledes synes Du ogsaa at k&ae;mpe for Dit Liv mod en lignende indbildt Sv&ae;rm af Fluer, mod hvad Du kalder &anfbeg;Menigheden&anfslut;. Sagen er imidlertid ikke saa farlig; men jeg vil f&o-;rst gjennemgaae de vigtigste Ber&o-;ringspunkter med Menigheden. Forinden vil jeg blot erindre om, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed slet ikke t&o-;r regne sig til Fordeel, at den ikke kjender slige Vanskeligheder; thi det kommer af, at den bliver fastholdt abstrakt, og slet ikke kommer i Ber&o-;ring med Virkeligheden. Du vil meget godt vide at gj&o-;re Forskjel mellem de abstrakte Forhold til en Omverden, hvis Abstraktion h&ae;ver Forholdet. At man skal betale Pr&ae;st og Degn, og en juridisk Embedsmand, det kan Du endda finde Dig i, thi Penge er et ypperligt Middel til at fjerne ethvert Forhold; hvorfor Du ogsaa indviede mig i Din Plan, aldrig at gj&o-;re Noget, og aldrig at modtage Noget, end ikke det Mindste, uden at give eller modtage Penge. Ja, naar man seer sig om, hvis Du engang bliver gift, saa er Du istand til at udbetale Enhver, der kommer for at bevidne sin Gl&ae;de over dette Skridt, en Douceur. I saa Fald maa Du ikke forundre Dig over, at Menigheden tiltager i Antal, eller om det i Virkeligheden skulde hende Dig, hvad Manden med Fluerne frygtede for. Det, Du da frygter for, ere de personlige Forhold, der ved Foresp&o-;rgsel, Gratulationer, Bekomplimenteringer, ja vel endog ved For&ae;ringer gj&o-;r Pretention paa at tr&ae;de i et for Penge incommensurabelt Forhold til Dig, s&o-;ge at l&ae;gge al mulig Deeltagelse for Dagen, skj&o-;ndt Du netop ved denne Leilighed helst &o-;nskede at v&ae;re uden al Deeltagelse baade for Dit og Din Elskedes Vedkommende. &anfbeg;En M&ae;ngde Latterligheder kan man dog ved Hj&ae;lp af Penge blive fri for. Med Penge kan man stoppe Munden paa den Kirkens Trompeter, der ellers skulde bl&ae;se Herredagene ind for Een, ved Penge kan man blive fri for at blive proklameret til &Ae;gtemand, til en retskaffen &Ae;gtemand for den hele Menighed, og det uagtet man in casu vil indskr&ae;nke sig til at v&ae;re det for eet Menneske.&anfslut; Det er ikke min Opfindelse, denne Skildring, det er Din. Kan Du huske, hvorledes Du rasede engang i Anledning af et Kirkebryllup; Du vilde, at ligesom ved Ordinationer den tilstedev&ae;rende Clerus tr&ae;der til for at l&ae;gge Haanden paa Ordinanden, saaledes skulde det hele tilstedev&ae;rende &o-;mt deeltagende Brodersamfund kysse Bruden og Brudgommen med et Menigheds-Kys; ja Du erkl&ae;rede, at det var Dig umuligt at n&ae;vne det Ord: Brud og Brudgom, uden at t&ae;nke paa det betydningsfulde &O-;ieblik, da en kj&ae;rlig Fader eller en mangeaarig Ven reiser sig med sit Glas, for med dyb R&o-;relse at fremsige disse skj&o-;nne Ord: Brud og Brudgom. Som Du nemlig fandt hele den kirkelige Cerimoni ypperlig beregnet paa at kv&ae;le det Erotiske, saa var den derpaa f&o-;lgende Verdslighed i samme Grad uanst&ae;ndig, som den kirkelige H&o-;itidelighed var altfor anst&ae;ndig; &anfbeg;thi uanst&ae;ndigt, latterligt, smagl&o-;st var det dog at anbringe en saadan quasi Mand og Kone ved et Spisebord, og derved henlede en eensidig, og usand og uskj&o-;n Reflexion paa, om det er Kirkens Decret, der gj&o-;r dem til &Ae;gtefolk.&anfslut; Du synes altsaa at holde paa et stille Bryllup. Det skal jeg Intet have imod, men blot oplyse Dig om, at Du ligesaa fuldt her bliver erkl&ae;ret for at v&ae;re en ret &Ae;gtemand. Maaskee kan Du bedre taale det Ord, naar ingen Anden h&o-;rer derpaa. For&o-;vrigt maa jeg erindre Dig om, at der ikke staaer: for den ganske Menighed; men: for Gud og denne Menighed, et Udtryk, der hverken forstyrrer ved sin Begr&ae;ndsning eller mangler Dristighed. Hvad Du for&o-;vrigt har at sige i denne Henseende, det kan jeg bedre tilgive, om det end skeer med vanlig Ub&ae;ndighed, fordi Du dog kun angriber de sociale Forhold. Angaaende disse mener jeg nu, at Enhver kan have sin Mening, og om jeg end er langtfra at billige Din &anfbeg;Spr&o..;digkeit&anfslut;, saa skal jeg dog v&ae;re saa tolerant som mulig. Deri ville vi formodentlig altid blive uenige. Jeg anseer det for det Store, at leve i dem, at bringe noget Skj&o-;nnere ud af dem, hvis man er istand dertil, at underordne og finde sig i dem, naar man ikke formaaer hiint. Jeg seer slet ingen Fare for Eens Kj&ae;rlighed forbunden med at lade lyse fra Pr&ae;dikestolen; heller ikke troer jeg, at en slig Tillysning er skadelig for Tilh&o-;rerne, hvilket Din oversp&ae;ndte Str&ae;nghed engang udfandt, da Du paastod, at Tillysningen burde afskaffes, fordi saa mange Mennesker, is&ae;r Fruentimmer, blot gik i Kirke for at h&o-;re herpaa, saa at Pr&ae;dikenens Indtryk blev tilintetgjort. Der ligger noget _UsandUsandt til Grund for Din &Ae;ngstelighed, som om alle slige Smaating skulde kunne forstyrre en sund og st&ae;rk Kj&ae;rlighed. Det er ingenlunde min Hensigt at tage alt det Uv&ae;sen, der i denne Henseende gaaer i Svang, i Forsvar. Naar jeg holder fast paa Menigheden, saa identificerer jeg ikke denne med et &anfbeg;h&o-;ist&ae;ret Publicum&anfslut;, der for at erindre om en Yttring af Goethe: &anfbeg;er uforskammet nok til at troe, at Alt, hvad man foretager sig, gj&o-;r man for at give det Stof til Samtale.&anfslut; En anden Betragtning, hvoraf jeg ogsaa kan forklare mig Din store Angst for alt Medvideri og alle Oph&ae;velser, er, at Du frygter for at gaae Glip af det erotiske &O-;ieblik. Du veed at holde Din Sj&ae;l saa apathisk og stille, som en Rovfugl staaer stille f&o-;r den slaaer ned; Du veed, at &O-;ieblikket ikke staaer i Eens Magt, og at det Skj&o-;nneste dog ligger i &O-;ieblikket, Du veed derfor at passe paa, &o-;nsker ikke at anticipere Noget ved den Uro, hvori Du venter &O-;ieblikket. Men naar nu en saadan Begivenhed bliver henlagt til en bestemt Tid, som man veed l&ae;nge iforveien, naar man ved Forberedelser idelig _erindrererindres om den, saa l&o-;ber man Fare for &anfbeg;at gaae Glip af Pointet&anfslut;. Man seer deraf, at Du ikke har fattet den &ae;gteskabelige Kj&ae;rligheds V&ae;sen, og at Du n&ae;rer en kj&ae;ttersk Overtro paa det F&o-;rste. Og lad os nu overveie, om det da virkelig er saa farlig en Sag med Menigheden, naar den, vel at m&ae;rke, ikke faaer Lov at antage en saa forskr&ae;kkende Skikkelse, som den i Din syge Hjerne &o-;ieblikkelig gj&o-;r. Dit Liv har dog vel bragt Dig ikke blot i Ber&o-;ring, nei i inderlig Forbindelse med nogle enkelte Mennesker, hvis Erindring ikke &ae;ngster Dig, ikke forstyrrer det Ideale hos Dig, hvis Navn Du n&ae;vner h&o-;it for Dig selv, naar Du vil opmuntre Dig til det Gode, hvis N&ae;rv&ae;relse udvider Din Sj&ae;l, hvis Personlighed er Dig en Aabenbarelse af det &Ae;dle og Oph&o-;iede? Skulde det nu forstyrre Dig at have saadanne Medvidere? Det er n&ae;sten som om et Menneske vilde sige i religi&o-;s Henseende: jeg &o-;nsker af mit inderste Hjerte at vedligeholde mit Samfund med Gud og Christus, men jeg kan ikke taale, at han vil bekjende mig for alle de hellige Engle. Paa den anden Side har Dit Liv, Dine ydre Livsforhold vel bragt Dig i Forbindelse med Andre, hvem Gl&ae;der og skj&o-;nne betydningsfulde Afbrydelser i det daglige Livs eensformige Gang kun sparsomt bleve tilmaalte. T&ae;ller ikke enhver Familie flere saadanne i sit Bekjendtskab, maaskee endog i sin Midte, og er det ikke det Skj&o-;nne, at disse i deres Eensomhed n&ae;sten forladte Mennesker finde et Tilhold i Familien. For dem vilde da et &Ae;gteskab blive en Begivenhed af Betydning, lidt af det poetiske Isl&ae;t i Hverdagslivet, Noget, de l&ae;nge iforveien kunne gl&ae;de sig til, l&ae;nge bag efter mindes. I en Familie, hvor jeg kommer, seer jeg oftere en gammel Jomfru, som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa levende Bryllupsdagen, ak maaskee mere levende end Fruen selv; hvorledes Bruden var pyntet, enhver lille Biomst&ae;ndighed. Vilde Du nu ber&o-;ve alle saadanne Mennesker den Leilighed til at gl&ae;de sig, som Du kunde _{forskaffe den}forskaffe dem? Lad os omgaaes de Skr&o-;belige i Kj&ae;rlighed. Der er saa mangt et &Ae;gteskab, der blev indgaaet saa hemmelighedsfuldt som muligt for ret at nyde Gl&ae;den, og Tiden bragte maaskee Andet med sig, saa Lidet, at man kunde fristes til at sige, ja havde det endda havt den Betydning, at gl&ae;de en M&ae;ngde Mennesker, saa havde det dog v&ae;ret Noget. Jeg hader alle Familie-N&ae;svisheder, det veed Du, ligesaa meget som Du, men jeg forstaaer deels at holde dem fra Livet, deels at s&ae;tte mig ud derover; og Du med Din Bitterhed, Din Polemik, Dit Skydts, skulde Du ikke forstaae at gj&o-;re ryddeligt? Det gj&o-;r Du vel ogsaa, men det forstyrrer Dig ikke destomindre. Jeg vil ikke foreskrive Dig Gr&ae;ndser, kast bort, hvad der forstyrrer Dig, men glem ikke ganske mit Princip, glem ikke, om det er Dig muligt, at realisere det endnu skj&o-;nnere, husk, at Kunsten er, hvis det lader sig gj&o-;re, at frelse saadanne Mennesker, ikke at forsvare sig selv. Jeg kunde indsk&ae;rpe Dig det som en Klogskabsregel, thi Du veed meget godt, at jo mere man isolerer sig, desto mere n&ae;sten paatr&ae;ngende gj&o-;r man alle disse uvirksomme snakkelystne Mennesker, Du, der saa ofte har drevet Dit Spil med dem ved at gj&o-;re dem nysgjerrige og derpaa at lade det Hele opl&o-;se sig i Intet; jeg kunde indsk&ae;rpe det som en Klogskabsregel, men det vil jeg ikke; thi jeg har for megen Agtelse for Sandheden af hvad jeg siger, til at ville nedv&ae;rdige den. Enhver Tilblivelse, netop jo sundere den er, har altid noget Polemisk ved sig, og saaledes har enhver &ae;gteskabelig Forbindelse det ogsaa, og Du veed meget vel, at jeg hader den Familie-Slaphed, den fade communio bonorum, som kan give et &Ae;gteskab Udseende af, at man giftede sig med hele Familien. Er den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed en sand f&o-;rste Kj&ae;rlighed, saa har den ogsaa noget Forborgent ved sig, den &o-;nsker ikke at stille sig til Skue, s&ae;tter ikke sit Liv i at tr&ae;kke paa Vagt i Familierne, drager ikke sin N&ae;ring af Gratulationer og Bekomplimenteringer eller af en Gudsdyrkelse, som den lader sig arrangere i Familien. Det veed Du meget vel, lad kun Din Vittighed spille med alt Sligt. I mange Maader kan jeg godt v&ae;re enig med Dig, og jeg troer, at det ikke vilde v&ae;re til Skade for Dig og den gode Sag, om Du stundom lod mig som den erfarne kj&ae;rlige Forstmand udvise de raadne Tr&ae;er til Hugst, men da ogsaa paa andre Steder s&ae;tte et Kors. Jeg tager nu ingenlunde i Bet&ae;nkning at erkl&ae;re Hemmelighedsfuldhed for den absolute Betingelse for at bevare det &Ae;sthetiske i &Ae;gteskabet, ikke i den Forstand, at man skulde l&ae;gge an derpaa, jage derefter, tage det forf&ae;ngeligt, s&ae;tte den egentlige Nydelse blot i Nydelsen af Hemmelighedsfuldheden. Det er en af den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Yndlings-Ideer, at den vil flygte hen til en ubeboet &O-;. Det er nu ofte gjort latterligt nok, jeg skal ikke deeltage i vor Tids billedstormende Vildhed. Feilen ligger deri, at den f&o-;rste Kj&ae;rlighed troer, at den ikke lader sig realisere paa anden Maade end ved at flygte. Dette er en Misforstand, der har sin Grund i dens uhistoriske Charakteer. Kunsten er at blive i Mangfoldigheden og dog bevare Hemmeligheden. Jeg kunde atter her udh&ae;ve det som en Klogskabsregel, at f&o-;rst ved at blive blandt Folk faaer Hemmelighedsfuldheden sin sande Energi, f&o-;rst ved denne Modstand borer dens Spidse sig dybere og dybere ind. Det vil jeg ikke af samme Grund som f&o-;r, og tillige fordi jeg altid anerkjender et Forhold til andre Mennesker som Noget, der har Realitet. Men derfor h&o-;rer der Kunst dertil, og den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed flyer ikke disse Vanskeligheder, men bevarer og erhverver sig i dem. Desuden har det &ae;gteskabelige Liv saa meget Andet at t&ae;nke paa, at det ikke faaer Tid at l&o-;be sig fast i Polemik mod det Enkelte. Denne Hovedbetingelse lyder ind efter saaledes: Aabenhjertighed, Oprigtighed, Offentlighed efter den st&o-;rst t&ae;nkelige Maalestok; thi dette er Kj&ae;rlighedens Livs-Princip, og Hemmelighedsfuldhed her er dens D&o-;d. Dette er imidlertid ikke saa let gjort som sagt, og der h&o-;rer i Sandhed Mod til at gjennemf&o-;re det consequent; thi Du indseer vel, at jeg herved t&ae;nker paa noget Mere end den pjattede Gavmundethed, der grasserer i de vidtl&o-;ftige Familie-&Ae;gteskaber. Der kan naturligviis kun v&ae;re Tale om Offentlighed, hvor der kan v&ae;re Tale om Hemmelighedsfuldhed; men i samme Grad som der kan v&ae;re Tale om denne, i samme Grad bliver ogsaa hiin vanskeligere. Der h&o-;rer Mod til at ville vise sig som man i Sandhed er, der h&o-;rer Mod til ikke at ville frikj&o-;be sig fra en lille Ydmygelse, naar man kan det ved en vis Hemmelighedsfuldhed; til ikke at ville tilkj&o-;be sig en lille Tilv&ae;xt til sin St&o-;rrelse, naar man kan det ved at v&ae;re indesluttet. Der h&o-;rer Mod til at ville v&ae;re sund, ganske &ae;rlig og oprigtigt at ville det Sande. Dog lad os begynde med det mindre Betydelige. Det var i Anledning af et Par nygifte Folk, der saae sig n&o-;dsagede til &anfbeg;at begr&ae;ndse deres Kj&ae;rlighed indenfor 3 smaa V&ae;relsers sn&ae;vre Gr&ae;ndser&anfslut;, at Du foretog en lille Udflugt i Phantasiens Rige, der da ligger Dit daglige Opholdssted saa n&ae;r, at man kan tvivle, om man skal kalde det en Udflugt. Du hengav Dig nu til paa det Omhyggeligste og Smagfuldeste at decorere en Fremtid, saaledes som Du kunde &o-;nske Dig den. Du veed, jeg deeltager ikke uvillig i et saadant lille Experiment, og er, Gud skee Lov, endnu Barn nok til, naar en fyrstelig Vogn med 4 fnysende Heste farer mig forbi, at kunne indbilde mig, at jeg sad inden i den; uskyldig nok til, naar jeg overbeviser mig om, at dette ikke er Tilf&ae;ldet, at kunne gl&ae;de mig over, at en Anden gj&o-;r det; uford&ae;rvet nok til ikke at ville, at det skal v&ae;re Maximum, at holde een Hest, der baade er Kj&o-;re- og Ride-Hest, fordi mine Omst&ae;ndigheder kun tillade mig dette. Du var da i Tanken gift, lykkelig gift, havde frelst Din Kj&ae;rlighed ukr&ae;nket ud af alle Gjenvordigheder, og overveiede nu, hvorledes Du vilde indrette Alt i Dit Hjem, for at Din Kj&ae;rlighed saa l&ae;nge som muligt kunde bevare sin Duft. Til den Ende beh&o-;vede Du mere end 3 V&ae;relser. Deri gav jeg Dig Ret, da Du som Ugift bruger 5. Det vilde v&ae;re Dig ubehageligt, om Du skulde n&o-;dsages til at overlade Din Kone eet af Dine V&ae;relser; Du vilde i den Henseende foretr&ae;kke at overlade hende de 4 og selv boe i det femte, end at have eet i F&ae;lledsskab. Efterat have overveiet disse Besv&ae;rligheder vedblev Du: jeg gaaer altsaa ud fra de omtalte 3 V&ae;relser, ikke i philosophisk Forstand, thi jeg agter ikke at vende tilbage til dem igjen, men tvertimod at gaae saa langt fra dem, som muligt. Ja Du havde en saadan Afsky for 3 smaa V&ae;relser, at Du, naar Du ikke kunde have flere, vilde foretr&ae;kke som Landstrygeren at leve under aaben Himmel, hvilket da til syvende og sidst var saa poetisk, at der skulde en temmelig Suite af V&ae;relser til for at erstatte det. Jeg s&o-;gte, ved at paaminde Dig om, at dette var et af den uhistoriske f&o-;rste Kj&ae;rligheds s&ae;dvanlige Kj&ae;tterier, at kalde Dig til Orden, og var nu ret glad ved med Dig at gjenneml&o-;be de mange store k&o-;lige, h&o-;ithvelvede Sahle i Dit Luftcastel, de hemmelige halvdunkle Cabinetter, de af en Mangfoldighed af Lys og Lysekroner og Speile endog i den fjerneste Afkrog oplyste Spise-V&ae;relser, den lille Sahl med Fl&o-;id&o-;rene aabne ud til Altanen, hvor Morgen-Solen faldt ind og en Vellugt af Blomster, der kun aandede for Dig og Din Kj&ae;rlighed, str&o-;mmede os im&o-;de. Jeg vil nu ikke videre forf&o-;lge Dine dristige Skridt, naar Du som en Gemse-J&ae;ger springer fra en Spidse til en anden. Kun det Princip, som laae til Grund for Dit Arrangement, skal jeg lidt n&ae;rmere dr&o-;fte. Dit Princip var aabenbart Hemmelighedsfuldhed, Mystification, forfinet Coquetteri, ikke blot V&ae;ggene i Dine Sahle skulde v&ae;re indfattede i Glas, men selv Din Bevidstheds Verden skulde mangfoldiggj&o-;res ved lignende Reflexions-Brydninger, ikke blot overalt i V&ae;relset, men ogsaa i Bevidstheden vilde Du overalt m&o-;de hende og Dig, og Dig og hende. &anfbeg;Men for at det skal lade sig gj&o-;re, er al Verdens Riigdom ikke tilstr&ae;kkelig, der h&o-;rer Aand hertil, et klogt Maadehold, hvormed der disponeres over Aandens Kr&ae;fter. Man maa derfor v&ae;re hinanden saa fremmede, at Fortroligheden bliver interessant, saa fortrolige, at det Fremmede bliver en pirrende Modstand. Det &ae;gteskabelige Liv maa ikke v&ae;re en Slaabrok, man gj&o-;r sig magelig i, men heller ei et Sn&o-;rliv, der generer Bev&ae;gelserne; det maa ikke v&ae;re et Arbeide, der kr&ae;ver anstr&ae;ngende Forberedelse, men heller ikke en dissolut Magelighed; det maa b&ae;re Pr&ae;get af det Tilf&ae;ldige og dog maa man fjernt ahne en Kunst; man skal just ikke stirre sig blind paa ved Dag og Nat at prikke paa et T&ae;ppe, der kan skjule Gulvet i den store Sahl, men derimod maa gjerne den ubetydeligste Opm&ae;rksomhed have et lille hemmelighedsfuldt M&ae;rke i Kanten; man skal just ikke lade sit Navnetr&ae;k, hver Dag man spiser sammen, s&ae;tte paa Kagen, og dog kan der gjerne v&ae;re en lille telegraphisk Hentydning. Det gjelder om at holde det Punkt, da man ahner Bev&ae;gelsens Kredsl&o-;b, det Punkt, da Gjentagelsen begynder, saa fjernt som muligt; og da det dog ikke ganske kan holdes borte, gjelder det at have indrettet sig saaledes, at en Variation bliver mulig. Man har kun et vist Indbegreb af Texter, vil man pr&ae;dike sig op den f&o-;rste S&o-;ndag, saa har man ikke blot ikke Noget til hele det f&o-;lgende Aar, men end ikke Noget til den f&o-;rste S&o-;ndag i n&ae;ste Aar. Saa l&ae;nge som muligt b&o-;r man blive hinanden til en vis Grad gaadefuld, og forsaavidt man successivt aabenbarer sig, maa dette skee med saa megen Benyttelse af de tilf&ae;ldige Omst&ae;ndigheder som muligt, saa at det bliver saa relativt, at det kan sees igjen fra mange andre Sider. Man maa vogte sig for enhver Overm&ae;thed og Eftersmag.&anfslut; Du vilde nu boe i Stueetagen af dette herskabelige Slot, der skulde ligge i en skj&o-;n Egn, dog i N&ae;rheden af Hovedstaden. Din Kone, Din Gemalinde, skulde beboe f&o-;rste Sahls venstre Fl&o-;i. Det var Noget, Du altid havde misundt fyrstelige Personer, at Mand og Kone boede adskilte. Hvad der imidlertid igjen fjernede det &Ae;sthetiske fra et saadant Hofliv, var et Cerimoniel, som gjorde Fordring paa at staae over Kj&ae;rligheden. Man bliver meldt, man venter et &O-;ieblik, man bliver modtagen. Det var Noget, der i og for sig ikke var uskj&o-;nt, men sin sande Skj&o-;nhed fik det dog f&o-;rst, naar det blev et Spil med i Elskovens guddommelige Leeg, naar det blev tillagt Gyldighed saaledes, at man ligesaa godt kunde ber&o-;ve det Gyldighed. Elskoven selv maatte have mange Gr&ae;ndser, men enhver Gr&ae;ndse maatte tillige v&ae;re en vellystig Fristelse til at gaae ud over Gr&ae;ndsen. Du boede altsaa i Stueetagen, hvor Du havde Dit Bibliothek, Billardv&ae;relse, Audientsv&ae;relse, Cabinet, Sovekammer. Din Frue boede paa f&o-;rste Sahl. Her var tillige Eders toral conjugale, et stort V&ae;relse med to Cabinetter, hver til sin Side. Intet maatte erindre Dig eller Din Kone om, at I vare gifte, og dog maatte Alt igjen v&ae;re saaledes, at ingen Ugift kunde have det paa den Maade. Du var uvidende om, hvad Din Kone foretog sig, hun om, hvad der besk&ae;ftigede Dig; men dette ingenlunde for at v&ae;re uvirksom eller for at glemme hinanden, men for at enhver Ber&o-;ring kunde v&ae;re betydningsfuld, for at fjerne det D&o-;ds-&O-;ieblik, da I saae paa hinanden og see I kjedede Eder. I vilde da ikke tradske omkring i &ae;gteskabeligt Optog med hinanden under Armen, Du vilde endnu l&ae;nge med ungdommelig Forelskelse forf&o-;lge hende fra Dit Vindue, naar hun spadserede i Haven, v&ae;bne Dit &O-;ie for at see efter hende, hensynke i Beskuelse af hendes Billede, naar det var forsvundet for Dit Blik. Du vilde liste Dig efter hende, ja hun vilde vel ogsaa stundom hvile sig ved Din Arm; thi noget Skj&o-;nt var der dog altid i hvad der har fundet H&ae;vd iblandt Menneskene som Udtryk for en bestemt F&o-;lelse, Du vilde gaae med hende under Armen, halvt ladende det Skj&o-;nne i denne Skik vederfares Ret, halvt sp&o-;gende over, at I saaledes vandrede som rette &Ae;gtefolk. Dog, hvor skulde jeg kunne ende, naar jeg vilde forf&o-;lge Dit sindrige Hoveds kl&o-;gtige Forfinelser i denne asiatiske Yppighed, der n&ae;sten tr&ae;tter mig og lader mig &o-;nske mig tilbage til de 3 smaa V&ae;relser, Du saa stolt gik forbi. Skulde der nu for&o-;vrigt v&ae;re noget &ae;sthetisk Skj&o-;nt i den hele Anskuelse, saa var det vel deels at s&o-;ge i den erotiske Undseelse, Du lod ahne; deels i ikke noget &O-;ieblik at ville besidde den Elskede som erhvervet, men stedse erhverve hende. Dette Sidste er i og for sig sandt og rigtigt, men Opgaven ingenlunde stillet med erotisk Alvor, og altsaa forsaavidt heller ei l&o-;st. Du klamrede Dig bestandig fast ved en Umiddelbarhed som saadan, ved en Natur-Bestemmelse, og turde ikke lade den forklare sig i en f&ae;lleds Bevidsthed; thi dette er hvad jeg har udtrykt ved Oprigtighed og Aabenhed. Du frygter for, at naar det Gaadefulde er forbi, saa skal Kj&ae;rligheden oph&o-;re; jeg derimod mener, at naar dette er forbi, saa begynder den f&o-;rst. Du frygter for, at man ikke ganske t&o-;r vide, hvad man elsker, Du regner paa det Incommensurable som et absolut vigtigt Ingrediens; jeg holder for, at f&o-;rst naar man veed hvad man elsker, elsker man i Sandhed. Dertil kommer, at Din hele Lykke mangler en Velsignelse; thi den mangler Gjenvordigheder, og som det er en Feil, forsaavidt Du virkelig vilde veilede Nogen ved Din Theori, saa er det ogsaa en Lykke, at det ikke er Sandhed. Lad os altsaa vende os til det virkelige Livsforhold. Jeg mener nu ingenlunde, at det skal tillades Dig, fordi jeg har urgeret, at Gjenvordigheder h&o-;re med, at identificere &Ae;gteskabet med en Suite af Gjenvordigheder. Det ligger derimod allerede i den i Fors&ae;ttet indeholdte Resignation, som ovenfor udviklet, at see Gjenvordigheder med, uden at disse endnu have antaget nogen bestemt Skikkelse eller ere &ae;ngstende, da de tvertimod allerede sees overvundne i Fors&ae;ttet. Dertil kommer, at Gjenvordigheden ikke sees udvortes, men indvortes i dens Reflex i Individet, men denne tilh&o-;rer den &ae;gteskabelige Kj&ae;rligheds f&ae;lleds Historie. Hemmelighedsfuldheden selv, som vi udviklede det i det Foregaaende, bliver en Modsigelse, naar den Intet har at gjemme i sin L&o-;ndom, en Barnagtighed, naar det kun er forliebte Snurrepiberier, der udgj&o-;re dens Depositum. F&o-;rst naar Individets Kj&ae;rlighed i Sandhed har aabnet hans Hjerte, gjort ham veltalende i en langt dybere Forstand end man ellers pleier at sige at Kj&ae;rlighed gj&o-;r det; (thi den Veltalenhed kan endogsaa Forf&o-;reren have), f&o-;rst naar Individet saaledes har deponeret Alt i den f&ae;lleds Bevidsthed, f&o-;rst da faaer Hemmelighedsfuldheden Styrke, Liv og Betydning. Men dertil h&o-;rer et afgj&o-;rende Skridt, og altsaa h&o-;rer der Mod dertil, og dog synker den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed ned til et Intet, naar dette ikke finder Sted; thi f&o-;rst derved viser man, at man ikke elsker sig selv, men en Anden. Og hvorledes skulde man vise det uden derved, at man kun er for den Anden, men hvorledes er man kun for en Anden, uden derved, at man ikke er for sig, men at v&ae;re for sig det er ligesom det almindeligste Udtryk for den Hemmelighedsfuldhed, som det individuelle Liv har, naar det bliver i sig selv. Kj&ae;rlighed er Hengivelse, men Hengivelse er kun mulig derved, at jeg gaaer ud fra mig selv, hvorledes kan det da forenes med den Skjulthed, der netop vil blive i sig? &anfbeg;Men man taber ved saaledes at aabenbare sig&anfslut;; ja det forstaaer sig, den taber altid, der har Gevinst af at v&ae;re hemmelighedsfuld. Men vilde Du v&ae;re consequent, saa maatte Du gjennemf&o-;re det langt mere, saa maatte Du ikke blot fraraade &Ae;gteskabet, men enhver Tiln&ae;rmelse, og see, hvorvidt Dit kl&o-;gtige Hoved kunde drive det i Telegrapheringer. Den interessanteste L&ae;sning er den, hvor L&ae;seren selv til en vis Grad er produktiv, den sande erotiske Kunst vilde v&ae;re paa Afstand at gj&o-;re et Indtryk, der blev i h&o-;i Grad farlig for den Paagjeldende, netop fordi det var det Intet, hvoraf hun selv skabte sin Gjenstand, og nu elskede sin Skabning; men dette er ikke Kj&ae;rlighed, men Forf&o-;relsens Coquetteri. Den, der derimod elsker, han har tabt sig selv i en Anden, men idet han har tabt og glemt sig selv i den Anden, er han den Anden aabenbar, og idet han glemmer sig selv, erindres han i den Anden. Den, der elsker, han vil ikke &o-;nske at blive forvexlet med en Anden, hverken en Bedre eller en Ringere, og den, som ikke har denne &Ae;rb&o-;dighed for sig selv og for den Elskede, han elsker ikke. I Almindelighed har derfor Hemmelighedsfuldhed sin Grund i et Smaahedskr&ae;mmeri, der vil l&ae;gge en Alen til sin V&ae;xt. Den, der ikke har l&ae;rt at forsmaae Sligt, han har aldrig elsket; thi saa havde han f&o-;lt, at, om han end lagde 10 Alen til sin V&ae;xt, var han dog for ringe. Denne Kj&ae;rlighedens Ydmyghed troer man i Almindelighed blot h&o-;rer hjemme i Comedier og Romaner, eller maa henf&o-;res til Conveniens-L&o-;gne i Forlovelses-Dagene. Dette er imidlertid ingenlunde Tilf&ae;ldet; den er en _sundsandsand og gavnlig, stadig Tugtemester, hver Gang man vil udmaale Kj&ae;rlighed med Andet end med Kj&ae;rlighed. Om det end var det ringeste og ubetydeligste Menneske i Verden, der elskede det mest begavede, den Sidste vilde dog, hvis der var Sandhed i ham, f&o-;le, at alle hans Gaver lode et sv&ae;lgende Dyb tilbage, og at den eneste Maade, paa hvilken han kunde tilfredsstille den Fordring, der laae i den Andens Kj&ae;rlighed, var ved at elske igjen. Lad os aldrig glemme, at man ikke kan regne med ueensartede St&o-;rrelser. Den, der derfor i Sandhed har f&o-;lt dette, han har elsket, men han har vist heller ei frygtet for at ber&o-;ve sig Noget, som ingen V&ae;rdi har for ham &streg; som saadant. F&o-;rst den, der er bleven fattig i Verden, har vundet den sande Eiendomssikkerhed, og f&o-;rst den, der har tabt Alt, har vundet Alt. Jeg raaber derfor med Fenelon: &anfbeg;Troer paa Kj&ae;rlighed, den tager Alt, den giver Alt.&anfslut; Og det er i Sandhed en skj&o-;n, en opl&o-;ftende, en ubeskrivelig salig F&o-;lelse saaledes at lade alt det Enkelte forsvinde under sig, lade det blegne og som Taagebilleder flygte bort for Kj&ae;rlighedens uendelige Magt; det er et Regnestykke, der er ligesaa skj&o-;nt i det uendelige Nu, i hvilket det skeer paa eengang, som i den Succession, hvori man fryder sig ved at stikke sin Haand ud og lade det forsvinde Stykke for Stykke; ja, det er den sande Kj&ae;rligheds sande Tilintetgj&o-;relses Begeistring, naar den kunde &o-;nske den hele Verden, ikke for at gj&o-;re Lykke derved, men for at lade den gaae under som en Sp&o-;g i Kj&ae;rlighedens Tidsfordriv. Og i Sandhed, naar man f&o-;rst aabner D&o-;ren for Endelighederne, saa er det lige dumt og lige latterligt, om man vil elskes, fordi man er det bedste Hoved, det st&o-;rste Talent, den genialeste Kunstner i sin Tid, eller fordi man paa sin Hage conserverer det skj&o-;nneste Fipsk&ae;g. Dog disse Yttringer og Stemninger tilh&o-;re naturligviis fuldkommen ligesaa meget den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, og det er kun den forunderlige ustadige Stilling, Du altid antager, der gj&o-;r det n&o-;dvendigt for mig her igjen at ber&o-;re dette. Den f&o-;rste Kj&ae;rlighed kan &o-;nske med overnaturligt Pathos, men denne &O-;nsken bliver let til et indholdsl&o-;st &anfbeg;dersom&anfslut;, og saa paradisisk leve vi ikke, at vor Herre giver ethvert &Ae;gtepar hele Verden til at skalte og valte med. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed veed bedre Beskeed, dens Bev&ae;gelser ere ikke ud efter, men ind efter, og her m&ae;rker den snart, at den har en viid Verden for sig, men tillige, at enhver lille Betvingelse af sig selv har en ganske anden Commensurabilitet for Kj&ae;rlighedens Uendelighed; og om den end f&o-;ler Smerte ved, at der kan v&ae;re saa meget at bek&ae;mpe, saa f&o-;ler den ogsaa Mod til denne Kamp, ja den har Dristighed nok til at overbyde Dig i Paradoxer, naar den n&ae;sten kan gl&ae;de sig ved, at Synden er kommen ind i Verden, men den har ogsaa i en anden Forstand Dristighed til at overbyde Dig i Paradoxer; thi den har Mod til at l&o-;se dem. Thi vel veed den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed, ligesom den f&o-;rste, alle disse Hindringer beseirede i Kj&ae;rlighedens uendelige Moment, men den veed tillige, og det er netop det Historiske ved den, at denne Seir vil erhverves, og at denne Erhvervelse ikke blot er en Leeg, men ogsaa en Strid, men tillige ikke blot en Strid, men ogsaa en Leeg, ligesom Kampen i Valhalla var en Strid paa Liv og D&o-;d og dog en Leeg, fordi K&ae;mperne bestandig stode op igjen, foryngede af D&o-;den; og veed tillige, at denne F&ae;gtning ikke er en vilkaarlig Tvekamp, men en Strid under guddommelige Auspicier, og f&o-;ler ingen Trang til at elske mere end Een, men en Salighed heri, og ingen Trang til at elske mere end eengang, men en Evighed heri. Og mener Du nu, at denne Kj&ae;rlighed, der ingen Hemmeligheder har, skulde gaae Glip af noget Skj&o-;nt? Eller skulde den ikke kunne modstaae Tiden, men maa n&o-;dvendigviis sl&o-;ves ved den daglige Omgang? Eller skulde Kjedsommelighed hurtigere n&ae;rme sig den, ligesom om det &ae;gteskabelige Liv ikke eiede et evigt Gehalt, hvoraf man aldrig bliver kjed, et evigt Gehalt, som det snart under Kys og Sp&o-;g, snart med Angst og B&ae;velse erhverver og bestandigt erhverver? &anfbeg;Men den maa renoncere paa alle disse skj&o-;nne Smaa-Overraskelser.&anfslut; Det seer jeg slet ingen N&o-;dvendighed af; min Mening er slet ikke, at den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed altid skal staae med aaben Mund eller endog snakke i S&o-;vne; tvertimod, alle disse Smaa-Overraskelser faae netop deres Betydning, naar den totale Aabenhjertighed har fundet sin Plads. Denne giver nemlig en Tryghed og en Tillid, i hvilken disse Mellemspil tage sig ud. Troer man derimod, at Kj&ae;rlighedens V&ae;sen og sande Salighed bestaaer i en saadan Kjede af Smaa-Overraskelser, at den usle forfinede Bl&o-;dagtighed, den Uro, hvori man hvert &O-;ieblik er forberedt paa en lille Overraskelse og selv udt&ae;nker en, er noget Skj&o-;nt, saa vil jeg tillade mig at sige, at den er saare uskj&o-;n, og at det er et saare bet&ae;nkeligt Tegn, naar et &Ae;gteskab ikke har ganske andre Troph&ae;er at opvise end en Secretair fuld af bon-bon, Flacons, Kopper, broderede Morgenskoe, Pretiosa o. s. v. Dog man seer ikke sjeldent &Ae;gteskaber, i hvilke Hemmeligheds-Systemet er gjennemf&o-;rt. Jeg har aldrig seet et lykkeligt, hvor det var Tilf&ae;lde. Da dette imidlertid kunde v&ae;re noget aldeles tilf&ae;ldigt, saa skal jeg gjennemgaae, hvad man i Almindelighed finder lagt til Grund derfor. Dette er mig her af Vigtighed; thi et &ae;sthetisk-skj&o-;nt &Ae;gteskab er altid et lykkeligt &Ae;gteskab. Dersom nu et lykkeligt &Ae;gteskab lod sig opf&o-;re paa hiin Basis, saa maatte min Theori forandres. Jeg skal ikke skye nogen Fremtr&ae;delsesform, og med al mulig Retf&ae;rdighed skildre enhver, og is&ae;r dv&ae;le ved en, der i det Huus, hvor jeg har seet den realiseret, blev gjennemf&o-;rt med en Virtuositet, der virkelig var bestikkende. Hemmeligheds-Systemet udgaaer i Almindelighed, det vil Du vel indr&o-;mme mig, fra M&ae;ndene, og uagtet det altid er galt, saa er dette dog mere taaleligt end det Utaalelige, naar det er Konen, der ud&o-;ver et saadant dominium. Den styggeste Form er naturligviis et reent Despoti, hvor Konen er Slavinde, Enepige i de indre Anliggender. Et saadant &Ae;gteskab er aldrig lykkeligt, om end Aarene frembringe en Sl&o-;vhed, der finder sig vel heri. En skj&o-;nnere Form er Extremet hertil, en utidig Omsorg. Qvinden er svag, siger man, hun kan ikke b&ae;re Sorger og Bekymringer, man maa omgaaes de Svage og Skr&o-;belige i Kj&ae;rlighed. Usandhed! Usandhed! Qvinden er ligesaa st&ae;rk som Manden, maaskee st&ae;rkere. Og omgaaes Du hende da virkelig i Kj&ae;rlighed, naar Du saaledes ydmyger hende? Eller hvo gav Dig Lov til at ydmyge hende, eller hvor kan Din Sj&ae;l v&ae;re saa forblindet, at Du anseer Dig for et fuldkomnere V&ae;sen end hende? Betro Du kun hende Alt. Er hun svag, kan hun ikke b&ae;re det, nu vel saa kan hun jo l&ae;ne sig til Dig, Du har jo Kr&ae;fter nok. Seer Du, det kan Du ikke taale, det har Du ikke Kraft til. Altsaa mangler Du Kraft, og ikke hun. Maaskee havde hun mere Kraft end Du, maaskee besk&ae;mmede hun Dig, see det har Du ikke Kraft til at b&ae;re. Eller har Du ikke lovet at ville dele Godt og Ondt med hende? er det da ikke at forfordele hende, naar Du ikke indvier hende i det Onde? Er det ikke at kn&ae;kke det &Ae;dleste i hende? Maaskee er hun svag, maaskee vil hendes Sorg gj&o-;re Alt tungere, eh bien saa deler Du dette Onde med hende. Men dette vil atter frelse hende, og har Du Lov at ber&o-;ve hende en Vei til Frelse, har Du Lov at see at liste hende gjennem Verden? Og hvor har Du Din Kraft fra, er hun ikke Gud ligesaa n&ae;r som Du? Vil Du ber&o-;ve hende Leiligheden til paa den dybeste og inderligste Maade at finde Gud &streg; gjennem Smerte og Lidelse? Og veed Du da saa vist, at hun slet ikke ahner Din Hemmelighedsfuldhed? Veed Du, om hun ikke i Stilhed s&o-;rger og sukker, om hun ikke tager Skade paa sin Sj&ae;l? Maaskee er hendes Svaghed Ydmyghed, maaskee troer hun, at det er hendes Pligt at b&ae;re alt dette. Herved har Du rigtignok v&ae;ret Anledning til at udvikle Kraft hos hende, men det var dog ikke paa den Maade, Du &o-;nskede eller Du havde lovet det. Eller behandler Du hende ikke for at sige det med et st&ae;rkt Ord &streg; som Medhustrue? thi at Du ikke har flere, det hj&ae;lper ikke hende. Og er det ikke dobbelt ydmygende for hende, naar hun m&ae;rker, at Du elsker hende, at det ikke er, fordi Du er en stolt Tyran, men fordi hun er et skr&o-;beligt V&ae;sen? En tidlang kom jeg i et Huus, hvor jeg havde Leilighed til at iagttage en mere kunstnerisk og forfinet Gjennemf&o-;relse af Tausheds-Systemet. Det var en yngre Mand, ualmindelig begavet, et fortrinligt Hoved, en digterisk Natur, for indolent til at gide producere; men derimod med en overordentlig Takt og Sands for at gj&o-;re det daglige Liv poetisk. Hans Kone var ung, ikke uden Aand, men med ualmindelig Charakteer. Dette fristede ham. Det var til at falde i den dybeste Forundring over, saa han vidste paa alle Maader at v&ae;kke og n&ae;re alt ungdommeligt Sv&ae;rmeri hos hende. Hendes hele Tilv&ae;r, det &ae;gteskabelige Samliv blev gjennemflettet af et poetisk Trylleri. Overalt var hans &O-;ie tilstede, naar hun saae sig om, var det borte; overalt var hans Finger med, men ligesaa uegentlig og i endelig Forstand uvirkeligt som Guds Finger er med i Historien. Hendes Tanke maatte b&o-;ie sig hvorhen den vilde, han var allerede forud, havde Alt i Beredskab, han forstod som Potemkin at fremtrylle Egne og netop saadanne, som efter en lille Overraskelse, en lille Modstand maatte behage hende. Hans huuslige Liv var en lille Skabelses-Historie, og som Mennesket i den store Skabning er det, hvortil Alt str&ae;ber, saaledes var hun bleven Centrum i en Tryllekreds, hvori hun dog n&o-;d al sin Frihed; thi Kredsen b&o-;iede sig efter hende, og havde ingen Gr&ae;ndse, hvorom det maatte hedde: hertil og ikke videre; hun maatte styrte sig saa meget hun vilde, i hvilken Retning hun vilde, Kredsen gav efter, men blev der alligevel. Hun gik som i en Gangkurv, men denne var ikke flettet af Vidier, den var sammenslynget af hendes Forhaabninger, Dr&o-;mme, L&ae;ngsler, &O-;nsker, Angster, kort den var dannet af hendes Sj&ae;ls hele Indhold. Han selv bev&ae;gede sig med en h&o-;i Grad af Sikkerhed i denne Dr&o-;mme-Verden, han opgav Intet af sin V&ae;rdighed, pretenderede og h&ae;vdede sin Auctoritet som Mand og Herre. Det vilde have forstyrret hende, om han ikke havde gjort det, det vilde maaskee have vakt en bange Ahnelse hos hende, der havde f&o-;rt hende til Opl&o-;sningen af Hemmeligheden. Han syntes ikke blot ikke for Verden, men end ikke for hende, at v&ae;re saa opm&ae;rksom; og dog vidste han ved sig selv, at hun intet Indtryk havde modtaget af ham uden saaledes som han vilde det, dog vidste han, at det stod i hans Magt med et eneste Ord at h&ae;ve Trylleriet. Alt, hvad der kunde virke ubehageligt paa hende, blev fjernet; m&o-;dte der noget Saadant, saa fik hun i Form af oprigtig Meddelelse, enten efter at have ladet hende udfritte sig, eller ved aabenhjertigt at komme hende im&o-;de, en Fremstilling, han selv havde redigeret, st&ae;rkere eller svagere, eftersom han kunde beregne Indtrykket. Han var stolt, frygtelig consequent, han elskede hende, men han kunde dog ikke opgive den stolte Tanke, i Nattens dybeste Stilhed eller i et &O-;ieblik, der laae udenfor Tiden, at turde sige til sig selv: hun skylder mig dog Alt. &streg; Ikke sandt Du har med Interesse fulgt denne Skildring, hvor ufuldkommen den end er lykkedes mig, fordi den fremkalder for Din Sj&ae;l et Billede, som Du sympathiserer med, som Du maaskee engang vilde str&ae;be efter at udf&o-;re, hvis Du blev &Ae;gtemand. Dette &Ae;gteskab var altsaa et lykkeligt &Ae;gteskab; ja om Du saa vil; imidlertid sv&ae;vede der dog et m&o-;rkt Fatum over denne Lykke. S&ae;t det slog feil for ham, s&ae;t hun pludselig ahnede Noget, jeg troer aldrig hun kunde tilgive ham det; thi at han havde gjort det af Kj&ae;rlighed til hende, det var hendes stolte Sj&ae;l for stolt til at lade sig sige. Man har et gammeldags Udtryk om Forholdet mellem &Ae;gtefolk, hvorom jeg her vil erindre. (Overhovedet gl&ae;der det mig altid at underst&o-;tte den Revolution, eller snarere den hellige Krig, hvorved det legitime &Ae;gteskabs simple og enfoldige, men sande og rige Udtryk str&ae;be at erobre det Rige, hvorfra Romanen har fortr&ae;ngt dem.) Man siger om &Ae;gtefolk, at de skulle leve i god Forstaaelse med hinanden. Oftest h&o-;rer man det negativt udtrykt, et &Ae;gtepar lever ikke i god Forstaaelse, og man t&ae;nker da i Almindelighed paa, at de ikke kunne fordrage hinanden, at de slaaes og bides o. s. v. Tag nu det positive Udtryk. De beskrevne &Ae;gtefolk de leve jo i god Forstaaelse, ja det vilde Verden sige, men Du dog vel ikke, thi hvorledes kunde de leve i god Forstaaelse, naar de ikke forstaae hinanden. Men h&o-;rer det da ikke med til Forstaaelsen, at den Ene veed, hvor omhyggelig og kj&ae;rlig den Anden er mod ham? Eller om han end ikke ber&o-;vede hende Andet, saa ber&o-;vede han hende Leilighed til den Grad af Taknemlighed, hvori f&o-;rst hendes Sj&ae;l vilde have fundet Hvile. Er det ikke et smukt, et skj&o-;nt og simpelt Udtryk: at leve i god Forstaaelse; det foruds&ae;tter, at man forstaaer hinanden klart og tydeligt (seer Du, disse &ae;gteskabelige Termini veed saare god Beskeed, og gj&o-;r ikke Oph&ae;velse over det, som man nu ofte n&o-;iagtigt maa indsk&ae;rpe) og foruds&ae;tter dette som Noget, der f&o-;lger af sig selv, som man seer deraf, at der er lagt et Adjektiv til med s&ae;rlig Eftertryk; thi ellers havde det jo v&ae;ret nok at sige, at de skulle leve i Forstaaelse. &anfbeg;God Forstaaelse&anfslut; hvad vil det sige Andet end at de skulle finde deres Gl&ae;de, Fred, Hvile, deres Liv i denne Forstaaelse. Du seer altsaa, at Hemmeligheds-Systemet paa ingen Maade f&o-;rer til et lykkeligt og altsaa heller ei til et &ae;sthetisk skj&o-;nt &Ae;gteskab. Nei, min Ven, Oprigtighed, Aabenhjertighed, Aabenbarelse, Forstaaelse det er Livs-Principet i &Ae;gteskabet, uden den er det uskj&o-;nt og egentlig us&ae;deligt; thi da adskilles det, som Kj&ae;rligheden forener, det Sandselige og det Aandelige. F&o-;rst da naar det V&ae;sen, jeg lever med i Jordlivets &o-;mmeste Forbindelse, naar det i aandelig Henseende er mig ligesaa n&ae;rt, f&o-;rst da er mit &Ae;gteskab s&ae;deligt og derfor ogsaa &ae;sthetisk skj&o-;nt. Og I stolte M&ae;nd, som maaskee fryde Eder i al Stilhed ved denne seirrige Triumph over Qvinden, I glemme, at det for det F&o-;rste er en daarlig Triumph, naar man triumpherer over den Svagere, og at Manden h&ae;drer sig selv i sin Hustrue, og den, der ikke gj&o-;r det, han foragter sig selv. Forstaaelse det er altsaa Livs-Principet i &Ae;gteskabet. Man h&o-;rer ofte erfarne Folk tale om, i hvilke Tilf&ae;lde man b&o-;r fraraade Een at gifte sig. Lad dem dr&o-;fte disse Omst&ae;ndigheder saa grundigt og saa dr&o-;vtyggende som de ville; hvad de i Almindelighed tale om, har ikke Stort at betyde. Jeg for mit Vedkommende vil kun n&ae;vne et Tilf&ae;lde, det er, naar det individuelle Liv er saaledes indviklet, at det ikke kan aabenbare sig. Eier Din indre Udviklings-Historie et Uudsigeligt, eller har Dit Liv gjort Dig til Medvider i Hemmeligheder, kort sagt har Du paa en eller anden Maade forslugt Dig paa en Hemmelighed, som ikke kan drages ud af Dig uden at koste Dig Livet, saa gift Dig aldrig. Enten vil Du f&o-;le Dig bunden til et V&ae;sen, som ingen Ahnelse har om, hvad der foregaaer i Dig, og Dit &Ae;gteskab bliver da en uskj&o-;n Mesalliance; eller Du knytter Dig til et V&ae;sen, der i bange Angst m&ae;rker det, hvert &O-;ieblik seer disse Skyggebilleder paa V&ae;ggen. Hun vil maaskee beslutte aldrig at udfritte Dig, aldrig at komme Dig for n&ae;r, hun vil forsage den Angstens Nysgjerrighed, der frister hende, men hun vil aldrig blive lykkelig og Du ikke heller. Om der gives saadanne Hemmeligheder, om den Indesluttethed, som end ikke Kj&ae;rlighed kan opdirke, har Sandhed, vil jeg ikke afgj&o-;re, jeg gjennemf&o-;rer blot mit Princip, og hvad mig selv angaaer, da har jeg ingen Hemmeligheder for min Kone. Man skulde troe, at det vel aldrig faldt et saadant Menneske ind, at gifte sig, der foruden, hvad han for&o-;vrigt kunde have at foretage sig, tillige havde den daglige Syslen med sin smertelige Hemmelighed. Imidlertid hender det dog stundom, og et saadant Menneske er maaskee det allerfarligste til at friste en Qvinde. Men idet jeg nu har n&ae;vnet Hemmelighedsfuldhed og Forstaaelse som to Sider af een Sag, men denne ene Sag som Kj&ae;rlighedens Hovedsag, som den absolute Betingelse for at bevare det &Ae;sthetiske i &Ae;gteskabet, saa kan jeg vel befrygte, at Du vil gj&o-;re mig den Indvending, at jeg nu synes at glemme, &anfbeg;hvad jeg ellers holder saa fast paa som paa Omqv&ae;det i en Vise,&anfslut; &Ae;gteskabets historiske Charakteer. Du har dog Haab om, ved Hj&ae;lp af Din Hemmelighedsfuldhed og Din kl&o-;gtigt beregnede relative Meddelelse, at friste Tiden; &anfbeg;men naar &Ae;gtefolkene f&o-;rst saaledes ret tilgavns begynde at fort&ae;lle deres kortere eller l&ae;ngere Historie, saa kommer vel snart det &O-;ieblik, hvor det hedder: Snip, Snap, Snude, nu er Historien ude.&anfslut; Min unge Ven Du bem&ae;rker ikke, at naar Du kan gj&o-;re en saadan Indvending, saa ligger det i, at Du er urigtigt stillet. Ved Hj&ae;lp af Din Hemmelighedsfuldhed har Du en Tids-Bestemmelse i Dig, og det gjelder virkelig om at friste Tiden; ved Aabenbarelse har Kj&ae;rligheden derimod en Evigheds-Bestemmelse i sig, og saaledes bliver al Concurrence umulig. Det er ogsaa kun en vilkaarlig Misforstaaelse, at opfatte denne Aabenbarelse saaledes, som om &Ae;gtefolkene anvendte en halv Snees Dage til at fort&ae;lle deres Levnetsl&o-;b, og der nu derpaa skulde f&o-;lge en D&o-;dsstilhed, der kun en enkelt Gang blev afbrudt af den tilstr&ae;kkelig bekjendte Historie, &anfbeg;som der staaer etsteds om M&o-;llen i et Eventyr, at medens Alt dette skete, gik M&o-;llen Klip Klap, Klip Klap.&anfslut; &Ae;gteskabets historiske Charakteer gj&o-;r netop, at denne Forstaaelse ligesaa meget er paa eengang, som stadigt vorder. Det gaaer hermed som det gaaer med det individuelle Liv. Naar man er kommen til Klarhed over sig selv, naar man har havt Mod til at ville see sig selv, saa f&o-;lger deraf ingenlunde, at nu Historien er forbi; thi nu begynder den, nu faaer den f&o-;rst ret Betydning, idet ethvert enkelt oplevet Moment henf&o-;res til denne Total-Anskuelse. Saaledes ogsaa i &Ae;gteskabet. I denne Aabenbarelse er den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Umiddelbarhed gaaet under, dog ikke tabt, men indoptaget i den &ae;gteskabelige Samviden, og hermed begynder Historien, og til denne Samviden bliver det Enkelte henf&o-;rt, og deri ligger dens Salighed, et Udtryk, hvori atter &Ae;gteskabets historiske Charakteer er bevaret, og som er det Tilsvarende til den Livsgl&ae;de, eller hvad Tydsken kalder &anfbeg;Heiterkeit,&anfslut; som den f&o-;rste Kj&ae;rlighed har. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed h&o-;rer det altsaa v&ae;sentligt til at blive historisk, og idet nu Individerne ere rigtigt stillede, saa er det Bud: i Ansigtets Sved at &ae;de deres Br&o-;d, ikke noget Tordenbudskab, og det Mod og den Kraft, den f&o-;ler i sig, er det Tilsvarende til og det Sande i den ridderlige Kj&ae;rligheds eventyrlige Trang til eventyrlige Bedrifter. Som Ridderen er uden Frygt, saa er den &ae;gteskabelige K&ae;rlighed det ogsaa, uagtet de Fjender, den har at k&ae;mpe mod, ofte ere langt farligere. Her aabner sig en viid Mark for Betragtningen, som det imidlertid ikke er min Agt at betr&ae;de; men har Ridderen Lov til at sige, at den, der ikke byder hele Verden Trods for at frelse sin Elskede, ikke kjender den ridderlige Kj&ae;rlighed, saa har &Ae;gtemanden Lov til at sige det Samme. Kun det maa jeg bestandig erindre om, at enhver saadan Seir, som den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed vinder, er mere &ae;sthetisk skj&o-;n, end den, Ridderen vinder, fordi, idet han vinder denne Seir, vinder han tillige sin Kj&ae;rlighed forherliget i den. Den frygter Intet, end ikke smaa Misviisninger, den frygter ikke smaa Forliebelser, tvertimod ogsaa disse blive kun N&ae;ring for den &ae;gteskabelige Kj&ae;rligheds guddommelige Sundhed. Selv i Goethes Wahlverwandschaften nedpl&o-;ies Ottilia, som en sp&ae;d Mulighed, af den alvorlige &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed, hvor meget mere skulde da ikke et dybt religi&o-;st og ethisk anlagt &Ae;gteskab have Kraft dertil. Ja Goethes Wahlverwandschaften give netop et Beviis paa, hvad Hemmelighedsfuldhed f&o-;rer til. Hiin Kj&ae;rlighed havde ikke faaet den Magt, dersom den ikke havde faaet Lov at voxe i Stilhed. Havde han havt Mod til at aabenbare sig for sin Kone, saa var det forebygget, og den hele Historie bleven et Divertissement i &Ae;gteskabets Drama. Det Skjebnesvangre ligger i, at baade Edvard og hans Kone paa eengang blive forliebte; men dette er atter Taushedens Skyld. Den &Ae;gtemand, der har Mod til at betroe sin Kone, at han elsker en Anden, han er frelst, og ligesaa med Konen. Men naar han ikke har det, saa taber han Tilliden til sig selv, og saa er Glemsel i en Andens Kj&ae;rlighed, det han s&o-;ger, som det vist ofte er ligesaa meget Smerte over, ikke at have gjort Modstand itide, der bringer en Mand til at give efter, som sand Kj&ae;rlighed til den Anden. Han f&o-;ler, han har tabt sig selv, og naar f&o-;rst det er Tilf&ae;ldet, skal der st&ae;rke Opiater til for at d&o-;ve. De Vanskeligheder, den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har at k&ae;mpe med, vil jeg dog ganske i Almindelighed omtale, for at vise, at de ikke ere af den Betydning, at den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har Noget af dem at frygte for Bevarelsen af det &Ae;sthetiske. Indvendingerne hidr&o-;re gjerne fra en Misforstaaelse af det Historiskes &ae;sthetiske Betydning, eller derfra, at Folk i Almindelighed indenfor det Romantiske kun have det classiske Ideal, ikke det romantiske tillige. En M&ae;ngde andre Indvendinger have deres Grund i, at, medens man altid behager at t&ae;nke sig den f&o-;rste Kj&ae;rlighed dandsende paa Roser, finder man en Gl&ae;de i at lade den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed chicaneres paa enhver Maade, k&ae;mpe med de usleste og mest nedtrykkende Vanskeligheder. Hertil kommer, at man i al Stilhed troer, at disse Vanskeligheder ere uovervindelige, og saa er man da snart f&ae;rdig med &Ae;gteskabet. Naar man har med Dig at gj&o-;re, maa man altid v&ae;re lidt forsigtig. Jeg taler ikke om noget enkelt &Ae;gteskab, forsaavidt kan jeg jo fremstille det, som jeg vil; men om jeg nu end ikke &o-;nsker at gj&o-;re mig skyldig i nogen Vilkaarlighed, saa er det ikke sagt, at Du vil forsage denne Lyst. Naar man f. Ex. opstiller som en Vanskelighed, &Ae;gteskabet kan have at k&ae;mpe med: Fattigdom, saa svarer jeg, arbeid, da giver Alt sig. Da det nu er en poetisk Verden, vi bev&ae;ge os i, saa behager det maaskee Dig at gj&o-;re Din digteriske Licents gjeldende, og Svaret lyder: &anfbeg;de kunne ingen Arbeide faae, Handelens og S&o-;fartens Aftagen har gjort en M&ae;ngde Mennesker br&o-;dl&o-;se.&anfslut; Eller Du tillader dem at faae lidt Arbeide, men det er ikke tilstr&ae;kkeligt. Naar jeg nu mener, at de ved klog Sparsommelighed vel ville kunne komme ud af det, saa digter Du, at netop Kornpriserne paa Grund af de bet&ae;nkelige Conjunkturer ere saa h&o-;ie, at det er aldeles umuligt at komme ud af med hvad man ellers vilde have kunnet slaae sig igjennem med. Jeg kjender Dig kun altfor godt. Det er Noget, Du har Din store Gl&ae;de af, at digte det Modsatte, og derpaa, naar dette l&ae;nge nok har moret Dig, at faae den, Du taler med, eller en anden Tilstedev&ae;rende i Anledning af en eller anden Yttring viklet ind i en vidtl&o-;ftig Passiar, der slet ikke vedkommer det, der oprindelig var Tale om. Din Lyst er det pludselig at gj&o-;re en digterisk Vilkaarlighed til en Slags Virkelighed, og nu at udbrede Dig derover. Dersom Du saaledes havde talt med et andet Menneske end mig, (thi mig forskaaner Du dog i Almindelighed), paa den nu beskrevne Maade, saa havde Du formodentlig i Anledning af de h&o-;ie Kornpriser tilf&o-;iet: &anfbeg;en saadan Dyrtid, at et Pund Br&o-;d kostede 8 &ss;. Var der saa heldigviis Een tilstede, der svarede, at det var altfor ut&ae;nkeligt, saa oplyste Du, hvorledes under Oluf Hunger 1 Pund Br&o-;d, og det endda Barkebr&o-;d, kostede 8&br1-2; &ss; i gamle danske Penge, naar man nu overveiede, at dengang var Pengene meget sjeldnere blandt Folk, saa indsaae man let&anfslut; o. s. v. Fik Du nu det Menneske, Du havde henvendt Dig til, paa Gleed, saa var Du ude af Dig selv af Gl&ae;de. Den, der oprindelig havde begyndt Samtalen, s&o-;gte forgj&ae;ves at f&o-;re Dig tilbage til Raison; Alt var da forvirret, og Du havde faaet et Par &Ae;gtefolk i Poesiens Verden gjort ulykkelige. Det er det, der gj&o-;r det saa vanskeligt at indlade sig med Dig. Vilde jeg vove mig ud paa, hvad der vistnok kunde kaldes Glatiis for mig, at fors&o-;ge novellistisk at skildre et &Ae;gteskab, der seirrigt bestod i Kamp med en M&ae;ngde saadanne Gjenvordigheder, saa vilde Du ganske roligt svare: ja det er blot Digt, og i Poesiens Verden kan man sagtens gj&o-;re Folk lykkelige, det er det Mindste, man kan gj&o-;re for dem. Tog jeg Dig under Armen og gik omkring med Dig i Livet, og viiste Dig et &Ae;gteskab, der havde stridt den gode Strid, saa vilde Du, hvis Du var i det Humeur, svare: &anfbeg;ja det er _{god nok}godt nok, det Udvortes i Fristelsen lader sig bevise, det Indvortes ikke, og jeg antager, at Fristelsen ikke har havt den indvortes Magt i dem, thi ellers havde det ikke v&ae;ret til at udholde.&anfslut; Ret som om det var Fristelsens sande Betydning, at Folk skulde gaae under i den. Dog nok herom. Naar Du engang faaer i Sinde at hengive Dig til denne Vilkaarlighedens D&ae;mon, saa er der ingen Ende derpaa, og som Du da optager Alt, hvad Du gj&o-;r, i Din Bevidsthed, saa optager Du ogsaa denne Vilkaarlighed, og gl&ae;der Dig ret over at gj&o-;re alt vaklende. Ganske i Almindelighed kan jeg inddele disse Vanskeligheder i de udvortes og de indvortes, idet jeg bestandig erindrer om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til &Ae;gteskabet, hvor Alt netop er indvortes. F&o-;rst altsaa de udvortes Vanskeligheder. Jeg tager nu her ingenlunde i Bet&ae;nkning eller frygter for at n&ae;vne alle de nedtrykkende, ydmygende, fortredigende, endelige Sorger, kort Alt det, der constituerer et weinerlich Drama. Du og Dine Lige ere som allevegne yderst vilkaarlige. N&o-;dsager et Skuespil af denne Art Eder til at foretage en saadan Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige I, det er u&ae;sthetisk, fl&ae;bende og kjedsommeligt; og deri have I Ret, men hvorfor, fordi det indignerer Eder, at noget Oph&o-;iet og &Ae;delt gaaer under for Sligt. Vender I Eder derimod til den virkelige Verden, m&o-;de I der en Familie, der blot har gjennemgaaet det Halve af de Gjenvordigheder, som en B&o-;ddel af Theater-Digter, i den Tyranner forbeholdne vellystige Nydelse af at pine Andre, udt&ae;nker, saa gyser det i Eder, I t&ae;nke: god Nat al &ae;sthetisk Skj&o-;nhed. I have Medlidenhed, I ere villige til at hj&ae;lpe om ikke for Andet, saa for at slaae de m&o-;rke Tanker bort, men I have allerede forl&ae;ngst despereret paa den ulykkelige Families Vegne. Men er det sandt i Livet, saa har jo Digteren Ret til at fremstille det og Ret i at fremstille det. Naar I sidde i Theatret, berusede i &ae;sthetisk Nydelse, da have I Courage til at fordre af Digteren, at han skal lade det &Ae;sthetiske seire over al Usselhed. Det er den eneste Tr&o-;st, der bliver tilbage, og hvad der er endnu bl&o-;dagtigere, den Tr&o-;st tage I, hvem Livet ikke har givet Anledning til at pr&o-;ve Eders Kr&ae;fter. _{I ere de}I ere da fattige og ulykkelige som Helten eller Heltinden i Stykket, men I have ogsaa Pathos, Mod, en os rotundum, af hvilken Veltalenhed udstr&o-;mmer, en kraftfuld Arm; I seire; I applaudere Skuespilleren, og Skuespilleren er Eder selv, og Parterrets Applaus gjelder Eder; thi I ere jo Helten og Skuespilleren. I Dr&o-;mme, i &Ae;sthetikens Taagerige der er I Helte. Jeg bekymrer mig forholdsviis temmelig lidt om Theatret, og for mig kunne I gj&o-;re Eder saa lystige som I ville; lad kun Theater-Heltene gaae under, eller lad dem seire, synke i Gulvet eller forsvinde i Loftet, det r&o-;rer mig ikke stort; men er det sandt, hvad I jo l&ae;re og foredrage i Livet, at langt f&ae;rre Gjenvordigheder ere istand til at tr&ae;lbinde et Menneske, saa han gaaer ludende med sit Hoved og glemmer, at ogsaa han er skabt i Guds Billede, saa v&ae;re det Eders retf&ae;rdige Straf, Gud give, at alle Theater-Digtere ikke vilde digte Andet end larmoyante Dramaer med al mulig Angst og Forf&ae;rdelse, der ikke vilde tillade Eders Bl&o-;dagtighed at hvile paa Theater-Hynder, og lade Eder parfumere med overnaturlig Kraft, men som maatte forf&ae;rde Eder, indtil I l&ae;rte at troe i Virkeligheden paa det, som I kun ville troe paa i Poesien. Jeg har vel i mit &Ae;gteskab ikke oplevet mange af den Art Gjenvordigheder, det tilstaaer jeg gjerne, jeg kan derfor ikke tale af Erfaring, men dog har jeg en Overbeviisning om, at Intet formaaer at knuse det &Ae;sthetiske i et Menneske, en Overbeviisning saa kraftfuld, saa salig, saa inderlig, at jeg takker Gud for den som for en Naadegave. Og naar vi i den hellige Skrift l&ae;se om mange Naadegaver, saa vilde jeg virkelig regne denne med, den Frimodighed, den Tillid, den Tro paa Virkeligheden, og paa den evige N&o-;dvendighed, hvormed det Skj&o-;nne seirer, og paa den Salighed, der ligger i den Frihed, hvormed Individet kommer Gud til Hj&ae;lp. Og denne Overbeviisning er et Moment med i min hele aandelige Habitus, og jeg lader mig ikke ved kunstige Pirringsmidler bl&o-;dagtigt og vellystigt gjennemgyse deraf i et Theater. Det Eneste, jeg kan gj&o-;re, det er at takke Gud for denne Urokkelighed i min Sj&ae;l, men dermed vil jeg ogsaa haabe at have befriet min Sj&ae;l fra at tage den forf&ae;ngelig. Du veed, jeg hader al Experimenteren, men desuagtet skal det dog ogsaa v&ae;re sandt, at et Menneske kan have oplevet meget i Tanken, som han aldrig kommer til at opleve i Virkeligheden. Der kommer stundom mismodige &O-;ieblikke, og naar man ikke selv fremkalder dem, for vilkaarligt at fors&o-;ge sig selv deri, saa er dette ogsaa en Strid og en h&o-;ist alvorlig Strid, og i denne Strid kan der erhverves en Forvisning, der, om den end ikke har den Realitet, som den i strengere Forstand i Virkelighed erhvervede, dog har sin store Betydning. Der er visse Tilf&ae;lde i Livet, hvor det er Tegn paa noget Stort og noget Godt hos et Menneske, at han er ligesom gal, at han ikke har adskilt Poesiens og Virkelighedens Verden, men seer denne sub specie poeseos. Luther siger etsteds i en af hans Pr&ae;dikener, hvor han taler om Armod og N&o-;d: det har man aldrig h&o-;rt, at et Christen-Menneske er d&o-;d af Sult. Hermed er Luther f&ae;rdig om den Sag, og mener, visselig med Rette, at han har talt med megen Salvelse og til sand Opbyggelse derover. Forsaavidt nu &Ae;gteskabet har med slige udvortes Anf&ae;gtelser at gj&o-;re, saa gj&ae;lder det naturligviis om at gj&o-;re dem til indvortes. Jeg siger &anfbeg;naturligviis&anfslut; og taler temmelig dristig om den hele Sag, men det er jo og kun til Dig, jeg skriver, og vi to have vel omtrent lige stor Erfaring i den Art af Gjenvordigheder. Det gj&ae;lder altsaa om, at forvandle den udvortes Anf&ae;gtelse til en indvortes, naar man vil bevare det &Ae;sthetiske. Eller forstyrrer det Dig, at jeg endnu n&ae;vner det Ord: &Ae;sthetisk, eller t&ae;nker Du, at det n&ae;sten er en Art Barnagtighed af mig, at ville s&o-;ge dette blandt Fattige og Lidende; eller skulde Du have nedv&ae;rdiget Dig selv ved den himmelraabende Inddeling, der giver de Fornemme og M&ae;gtige, de Rige, de Dannede det &Ae;sthetiske, de Fattige i det H&o-;ieste det Religi&o-;se? Nu vel jeg troer ikke, at de Fattige lide ved denne Deling; og seer Du ikke, at de Fattige, saasandt de have det Religi&o-;se, tillige have det &Ae;sthetiske, de Rige, saafremt de ikke have det Religi&o-;se, heller ei have det &Ae;sthetiske? Jeg har desuden her blot n&ae;vnet Extremet, og det er vel ikke sjeldent, at de, som man ikke kan regne til de Fattige, have med N&ae;ringssorger at k&ae;mpe. Dertil kommer, at andre jordiske Sorger ere f&ae;lleds for alle St&ae;nder, Sygdom f. Ex. Det er jeg imidlertid overbeviist om, at den, der har Mod til at forvandle den udvortes Anf&ae;gtelse til en indvortes, han har allerede saa godt som overvundet den; da vil der ved Troen endog i Lidelsens &O-;ieblik foregaae en Transsubstantiation. Den &Ae;gtemand, der har Hukommelse nok for sin Kj&ae;rlighed og Mod til i N&o-;dens &O-;ieblik at sige, der er ikke f&o-;rst og fremmest Sp&o-;rgsmaal om, hvor jeg faaer Penge fra eller til hvor mange Procent, men f&o-;rst og fremmest om min Kj&ae;rlighed, at jeg har bevaret en reen og trofast Kj&ae;rligheds-Pagt med hende, til hvem jeg har knyttet mig; den, der _{gjennem ikke}ikke igjennem altfor mange indre Kampe skal tvinge sig til at gj&o-;re det; den, der enten med sin f&o-;rste Kj&ae;rligheds ungdommelige Sundhed eller med den i Erfaring erhvervede Sikkerhed foretager denne Bev&ae;gelse, han har seiret, han har bevaret det &Ae;sthetiske i sit &Ae;gteskab, om han saa end ikke havde 3 smaa V&ae;relser at boe i. Det skal nu ingenlunde v&ae;re negtet, hvad Dit fiffige Hoved vel ogsaa snart vil opspore, at netop dette saaledes at forandre den udvortes Anf&ae;gtelse til en indvortes, kan gj&o-;re den endnu tungere, men det Store s&ae;lge Guderne heller ei for Intet; og deri ligger netop det Dannende, det Idealiserende i &Ae;gteskabet. Naar man staaer ene i Verden, hedder det ofte, saa kan man lettere b&ae;re alt Sligt. Vel sandt til en vis Grad; men ofte skjuler der sig en stor Usandhed i denne Tale; thi hvorfor kan man da lettere b&ae;re det, fordi man da lettere kan kaste sig selv hen, kan tage Skade paa sin Sj&ae;l, uden at det kommer Nogen ved, kan glemme Gud, kan lade Fortvivlelsens Storme overd&o-;ve Smertens Skrig, kan sl&o-;ves i sig selv, kan n&ae;sten finde sin Gl&ae;de i at leve som et Gjenf&ae;rd mellem Mennesker. Vel burde Enhver, ogsaa om han staaer ene, agte paa sig selv, men f&o-;rst den, der elsker, har dog ret Forestilling om, hvad han er og hvad han formaaer, og f&o-;rst &Ae;gteskabet giver den historiske Troskab, der er nok saa skj&o-;n som den ridderlige. Saaledes kan nemlig en &Ae;gtemand aldrig b&ae;re sig ad, og naar Verden gaaer ham nok saa meget imod, om han end et &O-;ieblik glemmer sig selv, og allerede begynder at f&o-;le sig saa let, fordi Fortvivlelsen vil til at gj&o-;re ham flot, f&o-;le sig saa st&ae;rk, fordi han har nippet til den bed&o-;vende Drik, som Trods og Forsagthed, Feighed og Stolthed blander, saa fri, fordi det Baand, der binder ham til Sandhed og Retf&ae;rdighed, ligesom l&o-;snes, og han nu erfarer den Hurtighed, der er Overgangen fra Godt til Ondt &streg; saa vil han dog snart vende tilbage til de gamle Stier og som &Ae;gtemand vise sig som &ae;gte Mand. Dette maa nu v&ae;re nok om disse udvortes Anf&ae;gtelser. Jeg fatter mig kort om dem, fordi jeg ikke f&o-;ler nogen dybere Myndighed til at tale med derom, og fordi den Maade, Sligt egentligt lod sig gj&o-;re paa, vilde v&ae;re ved en vidtl&o-;ftigere Udf&o-;relse. Dog dette er mit Resultat: kan Kj&ae;rligheden bevares, og det kan den, saasandt hj&ae;lpe mig Gud, saa kan ogsaa det &Ae;sthetiske bevares; thi Kj&ae;rligheden selv er det &Ae;sthetiske. De andre Indvendinger beroe fornemmelig paa en Misforstaaelse af Tidens Betydning, og det Historiskes &ae;sthetiske Gyldighed. De ramme altsaa ethvert &Ae;gteskab, og derfor lader der sig ganske i Almindelighed tale derom. Dette skal jeg nu gj&o-;re, og bestr&ae;be mig for i denne Almindelighed ikke at oversee Pointet i Angrebet og Pointet i Forsvaret. Det F&o-;rste Du vil n&ae;vne er &anfbeg;Vane, den uundgaaelige Vane, denne r&ae;dsomme Monotoni, det evindelige Einerlei i det &ae;gteskabelige Huslivs &ae;ngstende Stilleben. Jeg elsker Natur, men er en Hader af den anden Natur.&anfslut; Du veed, det maa man lade Dig, med forf&o-;rerisk Varme og Veemod at skildre den lykkelige Tid, da man endnu gj&o-;r Opdagelser, med Angst og Forf&ae;rdelse at afmale den Tid, da det er forbi; Du veed til det Latterlige og Modbydelige at udpensle en &ae;gteskabelig Eensformighed, som end ikke Naturen har Mage til; &anfbeg;thi her er dog, som allerede Leibnitz har viist, Intet ganske eens, en saadan Eensformighed er kun forbeholdt de fornuftige Skabninger, enten som Frugt af deres S&o-;vnighed eller af deres Pedanteri.&anfslut; Jeg har nu ingenlunde i Sinde at negte Dig, at det er en skj&o-;n Tid, en evig uforglemmelig Tid, (l&ae;g vel M&ae;rke til, i hvilken Betydning jeg kan sige dette) da Individet i Elskovens Verden forbauses ved og lyksaliggj&o-;res i det, som vel for l&ae;nge siden har v&ae;ret opdaget, som han vel ofte har h&o-;rt og l&ae;st om, men som han dog nu f&o-;rst tilegner sig med Overraskelsens hele Enthusiasme, med Inderlighedens hele Dybde; det er en skj&o-;n Tid lige fra Kj&ae;rlighedens f&o-;rste Ahnelse, det f&o-;rste Syn, den f&o-;rste Forsvinden af den elskede Gjenstand, den f&o-;rste Accord af denne Stemme, det f&o-;rste Blik, det f&o-;rste Haandtryk, det f&o-;rste Kys lige til den f&o-;rste fuldkomne Forvisning om sin Besiddelse; det er en skj&o-;n Tid, den f&o-;rste Uro, den f&o-;rste L&ae;ngsel, den f&o-;rste Smerte, fordi hun udeblev, den f&o-;rste Gl&ae;de, fordi hun kom uventet, men hermed skal ingenlunde v&ae;re sagt, at det Paaf&o-;lgende ikke er ligesaa smukt. Du, der indbilder Dig at have en saa ridderlig T&ae;nkemaade, pr&o-;v Dig selv. Naar Du siger det f&o-;rste Kys er det smukkeste, det s&o-;deste, da forn&ae;rmer Du den Elskede; thi det, der altsaa giver Kysset absolut V&ae;rdi, er Tiden og dens Bestemmelse. For imidlertid ikke at skade den Sag, jeg forsvarer, maa Du f&o-;rst staae mig lidt til Regnskab. Dersom Du nemlig ikke vil gaae ganske vilkaarligt tilv&ae;rks, maa Du angribe den f&o-;rste Kj&ae;rlighed paa samme Maade, som Du angriber &Ae;gteskabet. Skal den nemlig bestaae i Livet, maa den v&ae;re udsat for de samme Fataliteter, og vil langtfra ikke have de Midler til at stride imod med, som den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har i det Ethiske og det Religi&o-;se. Consequent maa Du altsaa hade al Kj&ae;rlighed, der vil v&ae;re en evig Kj&ae;rlighed. Du maa altsaa blive staaende ved den f&o-;rste Kj&ae;rlighed som Moment. For at denne imidlertid skal have sin sande Betydning, maa den have den naive Evighed i sig. Har Du nu engang erfaret, at det var en Illusion, saa er jo Alt tabt for Dig, uden forsaavidt Du vil arbeide paa, at komme ind i den samme Illusion endnu engang, hvilket er en Selvmodsigelse. Eller skulde Dit kl&o-;gtige Hoved i den Grad have sammensvoret sig med Din Lyst, at Du aldeles kunde glemme hvad Du skylder Andre? Skulde Du mene, at om det end aldrig lod sig gjentage som den f&o-;rste Gang, saa var der dog endnu en taalelig Udvei; man foryngede sig ved at opleve Illusionen i Andre, saa at man n&o-;d Uendeligheden og Nyheden i den Oprindelighed, der var i det Individ, hvis Illusions jomfruelige B&ae;lte endnu ikke var l&o-;st? Sligt r&o-;ber jo ligesaa meget Desperation som Ford&ae;rvelse, og da det r&o-;ber Desperation, saa vil det jo v&ae;re umuligt her at finde Oplysning om Livet. Det F&o-;rste, jeg nu skal protestere mod, er Din Berettigelse til at bruge det Ord &anfbeg;Vane&anfslut; om den Tilbagevenden, som ethvert Liv og saaledes ogsaa Kj&ae;rligheden har. Vane bruger man egentlig kun om det Onde, enten saaledes, at man derved betegner en Forbliven i Noget, der i og for sig er Ondt, eller man betegner en Gjentagelse af Noget i og for sig Uskyldigt med en saadan Haardnakkethed, at paa Grund heraf denne Gjentagelse bliver noget Ondt. Vane betegner derfor altid noget Ufrit. Men ligesom man ikke kan det Gode uden Frihed, saaledes kan man heller ei blive deri uden Frihed, og derfor kan man med Hensyn til det Gode aldrig tale om Vane. Dern&ae;st maa jeg ogsaa protestere, naar Du for at skildre den &ae;gteskabelige Eensformighed fort&ae;ller, at Sligt finder man end ikke i Naturen. Det er nemlig meget sandt; men det Eensformige kan netop v&ae;re Udtrykket for noget Skj&o-;nt, og forsaavidt kan Mennesket v&ae;re stolt af at v&ae;re Opfinder deraf, saaledes kan i Musikken den eensformige Takt netop v&ae;re meget skj&o-;n og af stor Virkning. Endelig vilde jeg sige, dersom en saadan Monotoni var uundgaaelig for det &ae;gteskabelige Samliv, saa maatte Du jo, hvis Du var oprigtig, indsee, at Opgaven var at beseire den &dvs;: at bevare Kj&ae;rligheden under den, ikke at fortvivle; thi dette kan aldrig v&ae;re en Opgave, det er en Nemhed, som, det vil jeg gjerne indr&o-;mme, kun de gribe til, der see Opgaven. Men lad os nu lidt n&ae;rmere overveie, hvorledes det forholder sig med den udskregne Eensformighed. Det er som Din Feil saa og Din Ulykke, at Du overalt, og saaledes og hvad Kj&ae;rlighed angaaer, t&ae;nker for abstrakt. Du t&ae;nker et lille Indbegreb af Kj&ae;rlighedens Momenter, Du t&ae;nker, det vilde Du maaskee selv sige, Kj&ae;rlighedens Kategorier. I den Henseende vil jeg gjerne indr&o-;mme Dig en ualmindelig kategorisk Fuldst&ae;ndighed. Du t&ae;nker enhver concret i et Moment, og dette er det Poetiske. Naar Du nu ved Siden deraf t&ae;nker Dig &Ae;gteskabets Langvarighed, saa bliver der for Dig et &ae;ngstende Misforhold. Feilen er den, at Du ikke t&ae;nker historisk. Hvis en Systematiker vilde t&ae;nke Vexel-Virkningens Kategori, og grundigt og dygtigt logisk udfolde den, men han tillige vilde sige: det varer da en Evighed inden Verden kan blive f&ae;rdig med sin evige Vexel-Virken, saa kan Du vel ikke negte, at man havde Ret til at lee ad ham. Det er nu engang Tidens Betydning, og Menneskehedens og Individernes Lod at leve i den. Har Du derfor ikke Andet at sige, end at det ikke er til at holde ud, saa kommer Du til at see Dig om et andet Auditorium. Dette vilde nu v&ae;re et fuldkomment tilstr&ae;kkeligt Svar, men for at Du dog ikke skal faae Leilighed til at sige: &anfbeg;i Grunden er Du dog af samme Mening som jeg, men anseer det for bedst at finde Dig i, hvad ikke kan forandres&anfslut;, saa skal jeg bestr&ae;be mig for at vise, at det ikke blot er bedst at finde sig deri, saavist som det er Pligt; men at det, at finde sig deri, i Sandhed er det Bedste. Men lad os begynde paa et Punkt, der kan ansees for et Ber&o-;rings-Punkt. Den Tid, der gaaer forud for Culminationen, er Du jo ikke saa bange for, tvertimod den elsker Du, og ved en Mangfoldighed af Reflexioner str&ae;ber Du ofte at gj&o-;re Reproduktions &O-;ieblikkene endnu l&ae;ngere end de oprindelige vare, og dersom Een her vilde reducere Dig Livet paa Kategori, saa vilde Du blive h&o-;ist forbittret. I hiin Tid f&o-;r Culminationen er det jo heller ei blot de store afgj&o-;rende Tr&ae;fninger, der have Interesse for Dig, men enhver lille Ubetydelighed, og Du veed da skj&o-;nt nok at tale om den Hemmelighed, der blev skjult for de Vise, at det Mindste er det St&o-;rste. Naar derimod Culminations-Punktet er naaet, ja da har Alt forandret sig, da skrumper Alt sammen til en fattig og uvederqv&ae;gende Abbreviatur. Dette skal nu engang v&ae;re grundet i Din Natur, der blot er erobrende, men Intet kan besidde. Dersom Du nu ikke ganske vilkaarligt og eensidigt vil fastholde dette, at Du engang er saaledes, saa n&o-;dsages Du virkelig til et &O-;ieblik at slutte Vaabenstilstand, at aabne Geledderne, for at jeg kan komme til at see efter, hvorvidt det er sandt, og dersom dette befindes, hvorvidt der er Sandhed deri. Vil Du ikke dette, saa vil jeg uden at bekymre mig om Dig, t&ae;nke mig en Individualitet ganske som Din, og nu i al Rolighed foretage min Vivisection. Men jeg haaber dog, at Du vil have Mod nok til personligt at underkaste Dig Operationen, Mod nok til virkeligt og ikke blot in effigie at lade Dig henrette. Idet Du urgerer, at Du engang er saaledes, saa indr&o-;mmer Du jo derved, at Andre kunne v&ae;re anderledes, mere t&o-;r jeg endnu ikke paastaae, thi det kunde jo v&ae;re muligt, at Du var det normale Menneske, ihvorvel den &Ae;ngstelighed, med hvilken Du fastholder Dig selv som den, Du nu engang er, ikke synes at tyde derpaa. Men hvorledes opfatter Du Andre? Naar Du seer et &Ae;gtepar, hvis Forbindelse, som det synes Dig, hensl&ae;ber sig i den r&ae;dsomste Kjedsommelighed, &anfbeg;i den fadeste Repetition af Elskovens hellige Institutioner og Sacramenter&anfslut;, saa, ja saa raser der en Ildebrand i Dig, en Ildsflamme, som vil fort&ae;re dem. Og det er jo ikke noget Vilkaarligt af Dig, Du har jo Ret, Du er jo bef&o-;iet, naar Du lader Ironiens Lyn ramme dem, lader Vredens Torden forf&ae;rde dem. Du tilintetgj&o-;r dem jo ikke, fordi Du har Lyst dertil, men fordi de have fortjent det. Du d&o-;mmer dem; men hvad vil det sige at &anfbeg;d&o-;mme&anfslut; Andet end at fordre Noget af dem; og kan Du ikke fordre det, og det er jo en Modsigelse at fordre det Umulige, saa er det jo en Modsigelse at d&o-;mme dem. Ikke sandt Du har forl&o-;bet Dig, Du har ladet ahne en Lov, Du ikke vil vedkjende Dig, og som Du dog har gjort gjeldende mod Andre. Dog Du er ikke blottet for Fatning, Du siger: &anfbeg;jeg dadler dem ikke, bebreider dem ikke, d&o-;mmer dem ikke; jeg beklager dem.&anfslut; Men s&ae;t nu, at de Vedkommende slet ikke fandt det kjedsommeligt. Der iler et selvtilfreds Smiil over Dine L&ae;ber, et lykkeligt Indfald har overrasket Dig selv, og skal vel ogsaa kunne overraske den, Du taler med: &anfbeg;som sagt, jeg beklager dem; thi enten f&o-;le de Kjedsommelighedens hele V&ae;gt og da beklager jeg dem, eller de m&ae;rke det ikke, og da beklager jeg dem ogsaa, da ere de nemlig i en saare beklagelig Illusion.&anfslut; Saaledes omtrent vilde Du vel svare mig, og dersom der var Flere tilstede, saa vilde Din sikkre Attitude ikke forfeile sin Virkning. Nu er der imidlertid Ingen, der h&o-;rer paa os, og jeg kan altsaa forts&ae;tte Unders&o-;gelsen. Du beklager dem altsaa i begge Tilf&ae;lde. Nu er der kun et tredie Tilf&ae;lde muligt, det nemlig, at man veed, at det forholder sig saaledes med &Ae;gteskabet, og lykkeligviis ikke er kommen ind deri. Men denne Tilstand er jo aabenbar ligesaa beklagelig for den, der har f&o-;lt Kj&ae;rligheden og nu seer, at den ikke lader sig realisere. Og dens Tilstand endelig, der saa godt som muligt har hjulpet sig ud af dette Skibbrud ved det i det Foregaaende skildrede egoistiske N&o-;dmiddel, er jo ogsaa beklagelig, thi han har jo opkastet sig til en R&o-;ver og Ufredsmand. Det synes altsaa, at ligesom et &Ae;gteskab er blevet et almindeligt Udtryk for en lykkelig Ende paa en Ting, saaledes bliver &Ae;gteskabets egen Udgang kun lidet gl&ae;delig. Vi ere da komne til en almindelig Beklagelse som det sande Resultat af denne hele Unders&o-;gelse; men et saadant Resultat er en Selvmodsigelse, det er det samme som om Een vilde sige, at Resultatet af Livets Udvikling er, at man gaaer tilbage. Du er i Almindelighed ikke bange for at gaae med, og vil maaskee her sige: &anfbeg;ja det h&ae;nder jo ogsaa stundom; naar man har Vinden stik imod i glat F&o-;re saa kan Resultatet af en Fremadgaaen ofte blive en Tilbagegaaen.&anfslut; Dog, jeg vender tilbage til Betragtningen af hele Din aandelige Habitus. Du siger, at Du er en erobrende Natur, der ikke kan besidde. Naar Du siger dette, da mener Du vel ikke at have sagt Noget til Din egen Forringelse, tvertimod, Du f&o-;ler Dig snarere st&o-;rre end Andre. Lad os betragte det lidt n&ae;rmere. Hvad h&o-;rer der st&o-;rst Kraft til, at gaae op ad Bakke eller ned ad Bakke? Naar Bakken er lige steil, h&o-;rer der aabenbart mest Kraft til det Sidste. En Tilb&o-;ielighed til at gaae op ad Bakke er n&ae;sten ethvert Menneske medf&o-;dt, hvorimod de Fleste have en vis Angst for at gaae ned ad Bakke. Saaledes troer jeg ogsaa, at der er langt flere erobrende Naturer end besiddende, og naar Du f&o-;ler Din Overlegenhed ligeoverfor en M&ae;ngde &Ae;gtefolk og &anfbeg;deres dumme dyriske Tilfredshed&anfslut;, saa kan det vel til en vis Grad v&ae;re sandt, men Du skal jo heller ikke l&ae;re af dem, der staae under Dig. Den sande Kunst gaaer i Almindelighed den modsatte Vei af den, Naturen gaaer, uden at den derfor tilintetgj&o-;r denne, og saaledes vil ogsaa den sande Kunst vise sig i at besidde, ikke i at erobre; Besidden er nemlig en bagl&ae;nds Erobren. I disse Udtryk seer Du allerede, hvorvidt Kunst og Natur modstr&ae;be hinanden. Den, der besidder, han har jo ogsaa Noget, der er erobret, ja naar man vil v&ae;re str&ae;ng i sit Udtryk, kan man sige, at f&o-;rst den, der besidder, han erobrer. Nu mener Du vel og at besidde; thi Du har jo Besiddelsens &O-;ieblik, men det er ingen Besiddelse; thi det er ingen dybere Tilegnelse. Naar jeg saaledes vilde t&ae;nke mig en Erobrer, der undertvang Riger og Lande, saa besad han jo ogsaa disse undertrykte Provindser, han havde store Besiddelser, og dog kalder man jo en saadan Fyrste en erobrende og ikke en besiddende. F&o-;rst naar han med Viisdom ledede disse Lande til deres eget Bedste, f&o-;rst da besad han dem. Dette er nu meget sjeldent med en erobrende Natur, i Almindelighed vil han mangle den Ydmyghed, den Religi&o-;sitet, den sande Humanitet, der h&o-;rer til at besidde. Seer Du, derfor var det, at jeg ved Udviklingen af &Ae;gteskabets Forhold til den f&o-;rste Kj&ae;rlighed netop fremh&ae;vede det religi&o-;se Moment, fordi dette vil dethronisere Erobreren og lade Besidderen komme tilsyne; derfor anpriste jeg det, at &Ae;gteskabets Anl&ae;g netop var beregnet paa det H&o-;ieste, paa den varige Besiddelse. Her kan jeg erindre Dig om et Ord, Du ofte nok slaaer om Dig med: &anfbeg;ikke det Oprindelige er det Store, men det Erhvervede&anfslut;; thi det Erobrende i et Menneske, og det, at han gj&o-;r Erobring, det er egentlig det Oprindelige, men det, at han besidder og vil besidde, det er det Erhvervede. Til at erobre h&o-;rer der Stolthed, til at besidde Ydmyghed, til at erobre h&o-;rer der H&ae;ftighed, til at besidde Taalmod, til at erobre &streg; Begj&ae;rlighed; til at besidde &streg; N&o-;isomhed; til at erobre h&o-;rer der Spise og Drikke, til at besidde B&o-;n og Fasten. Men alle de Pr&ae;dikater, jeg her, og dog vel med Rette, har brugt for at charakterisere den erobrende Natur, lade sig alle anvende paa og passe absolut paa det naturlige Menneske; men det naturlige Menneske er ikke det H&o-;ieste. En Besiddelse er nemlig ikke et aandeligt d&o-;dt og ugyldigt om end juridisk kraftigt &anfbeg;Schein&anfslut;, men en stadig Erhvervelse. Her seer Du atter, at den besiddende Natur har den erobrende i sig; han erobrer nemlig som en Landmand, der ikke s&ae;tter sig i Spidsen for sine Karle, og fordriver sin Nabo, men han erobrer ved at grave i Jorden. Det sande Store er altsaa ikke at erobre, men at besidde. Naar Du nu her vil sige: &anfbeg;jeg vil ikke afgj&o-;re, hvad der er det St&o-;rste, men jeg vil gjerne indr&o-;mme, at det er de to store Formationer af Mennesker; Enhver maa nu afgj&o-;re med sig selv, hvilken han tilh&o-;rer, og nu vogte sig for, ikke at lade sig omkalfatre af en eller anden Omvendelsens-Apostel&anfslut;, saa f&o-;ler jeg nok, at Du med det sidste Udtryk saa smaat har mig i Kikkerten. Jeg vil imidlertid svare, det Ene er ikke blot st&o-;rre end det Andet, men det Ene er der Mening i, det er der ikke i det Andet. Det Ene har baade Fors&ae;tning og Efters&ae;tning, det Andet er blot Fors&ae;tning, og istedetfor Efters&ae;tning en bet&ae;nkelig Tankestreg, hvis Betydning jeg en anden Gang skal forklare Dig, hvis Du ikke allerede veed den. Vil Du nu vedblive at sige, at Du engang er en erobrende Natur, saa er det mig ligegyldigt; thi Du maa dog indr&o-;mme mig, at det er st&o-;rre at besidde end at erobre. Naar man erobrer, da glemmer man bestandig sig selv, naar man besidder, da erindrer man sig selv, ikke til forf&ae;ngelig Tidsfordriv, men med al mulig Alvor. Naar man gaaer op ad Bakke, da har man blot det Andet for &O-;ie, naar man gaaer ned ad Bakke, da maa man vaage paa sig selv, over det rigtige Forhold mellem Underst&o-;ttelses- og Tyngde-Punktet. Dog, jeg gaaer videre. Du vil maaskee indr&o-;mme, at det at besidde er vanskeligere end det at erobre, det at besidde st&o-;rre end det at erobre, &anfbeg;naar jeg blot kan faae Lov at erobre, saa skal jeg ikke v&ae;re saa knap, men tvertimod meget rundhaandet med H&o-;fligheder til dem, der have Taalmodighed til at besidde, is&ae;rdeleshed hvis de skulde befindes tilb&o-;ielige til at arbeide Haand i Haand med mig, ved at ville besidde mine Erobringer. St&o-;rre er det, lad gaae, men skj&o-;nnere er det ikke; mere ethisk er det, al &Ae;rb&o-;dighed for Ethiken, men mindre &ae;sthetisk tillige.&anfslut; Lad os over dette Punkt gj&o-;re os lidt mere forstaaelige for hinanden. Der hersker vistnok blandt en stor M&ae;ngde Mennesker en Misforstaaelse, der forvexler hvad der er &ae;sthetisk skj&o-;nt med hvad der &ae;sthetisk skj&o-;nt lader sig fremstille. Dette lader sig meget let forklare deraf, at den &ae;sthetiske Tilfredsstillelse, Sj&ae;len har Trang til, s&o-;ge de Fleste i L&ae;sning, eller ved Betragtning af Konstv&ae;rker o. s. v., hvorimod de forholdsviis ere meget faae, der selv skue det &Ae;sthetiske som det er i Tilv&ae;relsen, selv see Tilv&ae;relsen i &ae;sthetisk Belysning, og ikke blot nyde den digteriske Reproduktion. Men til en &ae;sthetisk Fremstilling h&o-;rer altid en Concentration i Momentet, og jo rigere denne Concentration er, desto st&o-;rre er den &ae;sthetiske Virkning. Herved faaer nu det lykkelige, det ubeskrivelige, det uendeligt indholdsrige Moment, kort Momentet ene Gyldighed. Enten er dette det ligesom pr&ae;destinerede Moment, der gjennemzittrer Bevidstheden, ved at v&ae;kke Forestillingen om Tilv&ae;relsens Guddommelighed, eller Momentet foruds&ae;tter en Historie. I f&o-;rste Tilf&ae;lde griber det derved, at det overrasker, i andet Tilf&ae;lde er der vel en Historie, men den kunstneriske Fremstilling kan ikke dv&ae;le ved denne, kan blot antyde den i det H&o-;ieste, og haster nu til Momentet. Jo mere den kan l&ae;gge ind heri, jo mere kunstnerisk bliver den. Naturen, har en Philosoph sagt, gaaer den korteste Vei, man kunde sige, den gaaer slet ingen Vei, den er med et Slag tilstede paa eengang; og naar jeg vil fortabe mig i Beskuelsen af den hv&ae;lvede Himmel, saa beh&o-;ver jeg ikke at vente, til de utallige Himmellegemer faae dannet sig; thi de ere alle paa eengang. Historiens Vei derimod er ligesom Rettens saare lang og besv&ae;rlig. Nu tr&ae;der Kunsten og Poesien til og forkorter os Veien og fryder os i Fuldbringelsens Moment, den concentrerer det Extensive i det Intensive. Men jo betydningsfuldere det er, der skal frem, desto langsommere er Historiens Gang, men desto betydningsfuldere er ogsaa Gangen selv, desto mere vil det vise sig, at det, der er Maalet, er tillige Veien. Med Hensyn til det individuelle Liv er der to Arter af Historie, udvortes og indvortes. Det er to Arter af Str&o-;mninger, hvis Bev&ae;gelse er modsat. Den f&o-;rste har igjen to Sider i sig. Individet har ikke det, han str&ae;ber efter, og Historien er den Strid, i hvilken han erhverver det. Eller Individet har det, men kan dog ikke komme i Besiddelse deraf, fordi der bestandig er noget Udvortes, der vil forhindre ham heri. Historien er da den Strid, i hvilken han beseirer disse Hindringer. Den anden Art af Historie begynder med Besiddelsen, og Historien er den Udvikling, gjennem hvilken han erhverver Besiddelsen. Da nu i f&o-;rste Tilf&ae;lde Historien er udvortes, og det, hvortil der str&ae;bes, ligger udenfor, saa har Historien ikke sand Realitet, og den digteriske og kunstneriske Fremstilling handler ganske rigtigt i at forkorte denne og haste til det intensive Moment. Lad os, for at blive ved, hvad vi n&ae;rmest have at gj&o-;re med, t&ae;nke os en romantisk Kj&ae;rlighed. T&ae;nk Dig altsaa en Ridder, der har nedlagt 5 Vildsviin, 4 Dv&ae;rge, befriet 3 fortryllede Prindser, Br&o-;dre til den Prindsesse, han tilbeder. Dette har i den romantiske Tankegang sin fuldkomne Realitet. Kunstneren og Digteren er det imidlertid slet ikke af Vigtighed, om der er 5 eller kun 4. Kunstneren er i det Hele mere indskr&ae;nket end Digteren, men selv denne vil det ikke interessere at fort&ae;lle omst&ae;ndeligt, hvorledes det gik til med hvert enkelt Vildsviins Nedl&ae;ggelse. Han haster til Momentet. Han indskr&ae;nker maaskee Antallet, concentrerer Besv&ae;rligheder og Farer i digterisk Intensitet og iler til Momentet, til Besiddelses-Momentet. Den hele historiske Succession er ham af mindre Vigtighed. Hvor der derimod er Tale om indvortes Historie, der er hvert enkelt lille Moment af yderste Vigtighed. Den indvortes Historie er f&o-;rst den sande Historie, men den sande Historie k&ae;mper med det, der er Livs-Principet i Historien &streg; med Tiden, men naar man k&ae;mper med Tiden, saa har derved netop det Timelige og ethvert lille Moment sin store Realitet. Overalt hvor Individualitetens indre Blomstring ikke er begyndt, hvor Individualiteten endnu er lukket, der bliver der Tale om udvortes Historie. Saasnart derimod denne saa at sige springer ud, saa begynder den indre Historie. T&ae;nk nu paa, hvad vi gik ud fra, Forskjellen mellem den erobrende og den besiddende Natur. Den erobrende Natur er bestandig udenfor sig, den besiddende i sig selv, derfor faaer den f&o-;rste udvortes Historie, den anden indvortes. Men da den udvortes Historie netop uden Skade lader sig concentrere, saa er det naturligt, at Kunst og Poesi n&ae;rmest v&ae;lge den, og altsaa igjen v&ae;lge den uaabnede Individualitet og Alt hvad der tilh&o-;rer den til Fremstilling. Nu siger man vel, at Kj&ae;rlighed aabner Individualiteten, men ikke naar Kj&ae;rligheden opfattes saaledes som det skeer i Romantiken, da bringes den blot til det Punkt, at den skal aabne sig, og der ender man, eller den er if&ae;rd med at aabne sig, men bliver afbrudt. Men som den udvortes Historie og den lukkede Individualitet n&ae;rmest vil blive Gjenstand for den kunstneriske og digteriske Fremstilling, saa vil Alt, hvad der udgj&o-;r en saadan Individualitets Indhold ogsaa blive Gjenstand derfor. Men dette er i Grunden Alt, hvad der tilh&o-;rer det naturlige Menneske. Et Par Exempler. Stolthed lader sig ypperligt fremstille; thi det Essentielle i Stolthed er ikke Succession, men Intensitet i Momentet. Ydmyghed lader sig vanskeligt fremstille, fordi den netop er Succession, og medens Betragteren ikke beh&o-;ver mere end at see Stoltheden i sin Culmination, saa fordrer han egentlig i det andet Tilf&ae;lde, det som Poesi og Kunst ikke kunne give, at see den i sin stadige Tilbliven; thi dette h&o-;rer Ydmygheden v&ae;sentlig til, at den stadig bliver; og naar man viser ham den i dens ideale Moment, saa savner han Noget, fordi han f&o-;ler, at dens sande Idealitet bestaaer ikke i at den er ideal i Momentet, men at den er bestandig. Den romantiske Kj&ae;rlighed lader sig ypperlig fremstille i Momentet, den &ae;gteskabelige ikke; thi en idealiseret &Ae;gtemand er ikke en, der engang i sit Liv er det, men som hver Dag er det. Naar jeg vil fremstille en Helt, der erobrer Riger og Lande, da lader det sig ypperligt fremstille i Momentet, men en Korsdrager, der hver Dag tager sit Kors op, lader sig aldrig fremstille hverken i Poesi eller Kunst, fordi Pointet er, at han hver Dag gj&o-;r det. Naar jeg vil t&ae;nke mig en Helt, der s&ae;tter sit Liv til, saa lader det sig ypperlig concentrere i Momentet, derimod ikke det at d&o-;e hver Dag, fordi Hovedsagen er, at det skeer hver Dag. Mod lader sig ypperligt concentrere i Momentet, Taalmod ikke, netop fordi Taalmod strider mod Tiden. Du vil sige, at Kunsten dog har fremstillet Christus som Billede paa Taalmod, som b&ae;rende al Verdens Synd, at religi&o-;se Digtninger have concentreret al Livets Bitterhed i een Kalk og ladet et Individ i eet Moment udt&o-;mme den. Det er sandt; men det er fordi man n&ae;sten rummeligt har concentreret den. Den, der derimod veed lidt Beskeed om Taalmod, veed meget godt, at dens egentlige Mods&ae;tning ikke er Lidelsens Intensitet (thi da n&ae;rmer det sig mere til Mod) men Tiden, og at den sande Taalmod er den, der viser sig stridende mod Tid, eller egentlig er Langmod, men Langmod lader sig ikke kunstnerisk fremstille; thi dets Point er incommensurabelt for Kunst, det lader sig heller ikke digte; thi det fordrer Tidens Langvarighed. Hvad jeg nu her videre vil fremf&o-;re, det kan Du ansee for en stakkels &Ae;gtemands ringe Offer paa &Ae;sthetikens Alter, og om Du og alle &Ae;sthetikens Pr&ae;ster vil forsmaae det, saa skal jeg vel vide at tr&o-;ste mig, og det saa meget mere som det, jeg bringer, ikke er et Skuebr&o-;d, ene spiseligt for Pr&ae;sterne, men et Huusbagerbr&o-;d, der som al Huuskost er simpel og ukrydret, men sund og n&ae;rende. Naar man ligesaa meget dialektisk som historisk forf&o-;lger det &Ae;sthetisk-Skj&o-;nnes Udvikling, vil man finde, at Retningen i denne Bev&ae;gelse er fra Rummets til Tidens Bestemmelser, og at Kunstens Fuldkommengj&o-;relse afh&ae;nger af den successive Mulighed af mere og mere at l&o-;srive sig fra Rummet og bestemme sig hen til Tiden. Heri ligger Overgangen og Betydningen af Overgangen fra Skulptur til Maleri, saaledes som Schelling tidligt har peget hen herpaa. Musikken har Tiden til sit Element, men vinder ingen Bestaaen i den, dens Betydning er den bestandige Forsvinden i Tiden, den toner i Tiden, men fortoner sig tillige og har ingen Bestaaen. Poesien endelig er den fuldkomneste af alle Kunster og derfor ogsaa den, der mest veed at gj&o-;re Tidens Betydning gjeldende. Den beh&o-;ver ikke i den Forstand at indskr&ae;nke sig til Momentet, som Maleriet gj&o-;r det, den forsvinder heller ikke i den Forstand sporl&o-;st som Musikken. Men uagtet dette n&o-;dsages ogsaa denne, som vi have seet, til at concentrere sig i Momentet. Den har derfor sin Gr&ae;ndse, og kan, som ovenfor viist, ikke fremstille det, hvis Sandhed netop er den timelige Succession. Og dog er det, at Tiden bliver gjort gjeldende, ikke nogen Forkleinelse af det &Ae;sthetiske, tvertimod bliver det &ae;sthetiske Ideal rigere og fyldigere, jo mere dette skeer. Det &Ae;sthetiske altsaa, der bliver incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling, hvorledes lader det sig fremstille? Svar: derved at det leves. Det faaer derved en Lighed med Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udf&o-;relsens &O-;ieblik. Derfor gjorde jeg i det Foregaaende opm&ae;rksom paa den ford&ae;rvelige Forvexling af det &Ae;sthetiske og det, som &ae;sthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion. Alt, hvad jeg nemlig her taler om, lader sig visselig &ae;sthetisk fremstille, men ikke i digterisk Reproduktion, men derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det. Saaledes h&ae;ver &Ae;sthetiken sig selv og forsoner sig med Livet; thi som i een Forstand Poesi og Kunst netop er en Forsoning med Livet, saa ere de i en anden Forstand Fjendskab til Livet, fordi de kun forsone een Side af Sj&ae;len. Her er jeg ved det H&o-;ieste i det &Ae;sthetiske. Og i Sandhed, den, der har Ydmyghed og Mod nok til her at lade sig &ae;sthetisk forklare, den, der f&o-;ler sig med som en Person i det Skuespil, Guddommen digter, hvor Digteren og Souffleuren ikke ere forskjellige Personer, hvor Individet, som den &o-;vede Skuespiller, der har levet sig ind i sin Charakteer og sin Replik, ikke forstyrres af Souffleuren, men f&o-;ler, at det, der tilhvidskes ham, er det, han selv vil sige, saa det n&ae;sten bliver tvivlsomt, om han l&ae;gger Souffleuren Ordene i Munden, eller Souffleuren ham, den, der i dybeste Forstand f&o-;ler sig paa eengang digtende og digtet, der i det &O-;ieblik, han f&o-;ler sig digtende, har Replikkens oprindelige Pathos, i det &O-;ieblik, han f&o-;ler sig digtet, det erotiske &O-;re, der opfanger enhver Lyd, han og f&o-;rst han har realiseret det H&o-;ieste i &Ae;sthetiken. Men denne Historie, der viser sig som incommensurabel selv for Poesien, det er den indvortes Historie. Denne har Ideen i sig og netop derfor er den &ae;sthetisk. Den begynder derfor, som jeg udtrykte det, med Besiddelsen, og dens Fortgang er Erhvervelsen af denne Besiddelse. Den er en Evighed, i hvilken det Timelige ikke er forsvunden som et idealt Moment, men i hvilket det som realt Moment bestandig er n&ae;rv&ae;rende. Naar saaledes Taalmod i Taalmod erhverver sig selv, saa er det indvortes Historie. Lad os nu see hen paa Forholdet mellem den romantiske og den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed; thi Forholdet mellem den erobrende og den besiddende Natur vil slet ingen Vanskeligheder formaae at frembyde. Den romantiske Kj&ae;rlighed bliver bestandig abstrakt i sig selv, og naar den ingen udvortes Historie kan faae, saa lurer D&o-;den allerede paa den, fordi dens Evighed er illusorisk. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed begynder med Besiddelsen, og faaer indre Historie. Den er trofast, det er den romantiske Kj&ae;rlighed ogsaa, men see nu Forskjellen. Den trofaste romantiske Elsker han venter f. Ex. i 15 Aar, nu kommer da &O-;ieblikket, der bel&o-;nner ham. Her seer Poesien meget rigtigt, at de 15 Aar ypperligen lade sig concentrere, den haster nu til Momentet. En &Ae;gtemand er trofast i 15 Aar, og dog har han i de 15 Aar havt Besiddelsen, han har altsaa i denne lange Succession bestandig erhvervet den Trofasthed, han besad, da jo den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed i sig har den f&o-;rste Kj&ae;rlighed og derved dennes Trofasthed. Men en saadan ideal &Ae;gtemand lader sig ikke fremstille; thi Pointet er Tiden i sin Extension. Ved Enden af de 15 Aar er han tilsyneladende slet ikke kommen videre end han var i Begyndelsen, og dog har han levet i h&o-;i Grad &ae;sthetisk. Hans Besiddelse har ikke v&ae;ret ham en d&o-;d Eiendom, men han har bestandig erhvervet sin Besiddelse. Han har ikke k&ae;mpet med L&o-;ver og Trolde, men med den farligste Fjende, som er Tiden. Men nu kommer ikke Evigheden bag efter som for Ridderen; men han har havt Evigheden i Tiden, bevaret Evigheden i Tiden. Han f&o-;rst har derfor seiret over Tiden; thi Ridderen kan man sige om, han har dr&ae;bt Tiden, som man jo stedse &o-;nsker at slaae Tiden ihjel, naar den ingen Realitet har for Een; men dette er aldrig den rigtige Seir. &Ae;gtemanden har som en sand Seierherre ikke dr&ae;bt Tiden, men frelst og bevaret den i Evigheden. Den &Ae;gtemand, der gj&o-;r det, han lever i Sandhed poetisk, han l&o-;ser den store Gaade, at leve i Evigheden og dog h&o-;re Stueuhret slaae, saaledes, at dets Slag ikke forkorter, men forl&ae;nger hans Evighed, en Modsigelse, der er ligesaa dyb, men langt herligere end den, der indeholdes i den bekjendte Situation, som skyldes Middelalderen, der fort&ae;ller om en Ulykkelig, at han vaagnede op i Helvede og raabte, hvad er Klokken, hvorpaa Dj&ae;velen svarede en Evighed. Og lader Sligt sig nu end ikke kunstnerisk fremstille, saa v&ae;re det Din Tr&o-;st som det er min, at det H&o-;ieste og Skj&o-;nneste i Livet, det skal man ikke l&ae;se om, ikke h&o-;re om, ikke see, men om man saa vil, leve. Naar jeg derfor gjerne indr&o-;mmer, at den romantiske Kj&ae;rlighed meget bedre egner sig til kunstnerisk Fremstilling end den &ae;gteskabelige, saa skal dermed ingenlunde v&ae;re sagt, at denne er mindre &ae;sthetisk end hiin, tvertimod, den er mere &ae;sthetisk. Der forekommer i en af den romantiske Skoles genialeste Fort&ae;llinger en Person, der ikke har Lyst til, som de Andre, med hvilke han lever, at digte, fordi det er Tidsspilde og ber&o-;ver ham den sande Nydelse; han vil derimod leve. Havde han nu havt en rigtigere Forestilling om, hvad det er at leve, saa havde han v&ae;ret min Mand. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har da sin Fjende i Tiden, sin Seir i Tiden, sin Evighed i Tiden, saa den stedse vilde have sin Opgave, om jeg end t&ae;nkte mig alle saakaldte udvortes og indvortes Anf&ae;gtelser borte. I Almindelighed har den ogsaa disse, men naar man ret vil opfatte dem, maa man passe paa to Ting, at de bestandig ere Bestemmelser ind efter, og at de bestandig have Tidens Bestemmelse i sig. Ogsaa af denne Grund indsees let, at denne Kj&ae;rlighed ikke lader sig fremstille. Den drager sig bestandig ind efter, og hendrager (i god Forstand) sig i Tiden; men hvad der skal fremstilles ved Reproduktion, det maa lade sig fremlokke, og dets Tid maa lade sig forkorte. Det vil Du yderligere overbevise Dig om, ved at overveie de Pr&ae;dikater, man maa bruge om den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed. Den er trofast, bestandig, ydmyg, taalmodig, langmodig, overb&ae;rende, oprigtig, n&o-;isom, aarvaagen, varagtig, villig, glad. Alle disse Dyder have den Egenskab, at de i Individet ere Bestemmelser ind efter. Individet k&ae;mper ikke mod udvortes Fjender, men udk&ae;mper sig selv, sin Kj&ae;rlighed af sig selv; og de have Bestemmelse af Tid; thi deres Sandhed bestaaer ikke i, at de ere engang for alle, men at de bestandig ere. Og ved disse Dyder erhverves ikke noget Andet, kun de selv erhverves. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed er derfor paa eengang, hvad Du spotviis ofte har kaldt den, den dagligdagske, og tillige den guddommelige (i gr&ae;sk Forstand), og er den guddommelige derved, at den er den dagligdags. Den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed kommer ikke med udvortes Tegn, ikke som den rige Fugl med Susen og Brusen, men den er en stille Aands uforkr&ae;nkelige V&ae;sen. Dette Sidste har nu Du og alle erobrende Naturer ingen Forestilling om. I ere aldrig i Eder selv, men bestandig udenfor. Ja saal&ae;nge enhver Nerve zittrer i Dig, hvad enten Du sagte lister Dig omkring, eller Du fremtr&ae;der og Janitscharmusikken i Dit Indre overd&o-;ver Din Bevidsthed, ja saa synes Du, at Du lever. Men naar Slaget er vundet, naar det sidste Ekcho af det sidste Skud er hend&o-;d, naar de snelle Tanker ligesom Ordonants-Officierer ile tilbage til Hovedqvarteret og melde, at Seiren er Din &streg; ja da veed Du Intet mere, da veed Du ikke at begynde; thi nu staaer Du f&o-;rst ved den sande Begyndelse. Det, Du derfor afskyer under Navnet: Vane som uundgaaeligt for &Ae;gteskabet, det er blot det Historiske i det, der i Dit forkeerte &O-;ie faaer et saa forf&ae;rdende Udseende. Men hvad er det, Du pleier at ansee som det, der ved den fra det &ae;gteskabelige Liv uadskillelige Vane bliver ikke blot tilintetgjort, men hvad v&ae;rre er, profaneret? Du t&ae;nker da i Almindelighed paa &anfbeg;Erotikens synlige, hellige Tegn, hvilke, som alle synlige Tegn, vel ikke i og for sig have Betydning, men hvis Betydning beroer paa den Energi, den kunstneriske Bravour og Virtuositet, som dog tillige er den naturlige Genialitet, hvormed de udf&o-;res. Hvor modbydeligt er det ikke at see den Mathed, hvormed alt Sligt fuldkommes i det &ae;gteskabelige Liv, hvor udvortes, hvor dorsk skeer det ikke, n&ae;sten paa Klokkeslet, omtrent som hos den Stamme, Jesuiterne fandt i Paraguay, der var saa dorsk, at Jesuiterne fandt det forn&o-;dent, at lade ringe med en Klokke ved Midnat til behagelig Efterretning for alle &Ae;gtem&ae;nd, for derved at minde dem om deres &ae;gteskabelige Pligter. Saaledes skeer Alt paa tempo, efter Dressur.&anfslut; Lad os nu v&ae;re enige om, at vi i vor Betragtning slet ikke lade os forstyrre af, at der er nok saa meget Latterligt og Forkeert i Tilv&ae;relsen, men blot see, om det er n&o-;dvendigt, og hvis saa er, da l&ae;re Frelsen hos Dig. I denne Henseende t&o-;r jeg vel ikke vente stort hos Dig; thi Du k&ae;mper, om end i en anden Forstand, dog bestandig ligesom hiin spanske Ridder for en svunden Tid. Da Du nemlig k&ae;mper for Momentet mod Tiden, saa k&ae;mper Du egentlig altid for det Forsvundne. Lad os tage en Forestilling, et Udtryk fra Din poetiske Verden, eller fra den f&o-;rste Kj&ae;rligheds virkelige Verden: De Elskende see hinanden. Dette Ord: see, veed Du ypperligt at spatiere og l&ae;gge en uendelig Realitet, en Evighed ind deri. I den Forstand kan nu et Par &Ae;gtefolk, der have levet i 10 Aar sammen, og seet hinanden daglig, ikke see paa hinanden; men _skulleskulde de derfor ikke kunne see kj&ae;rlig paa hinanden? Nu er jeg ved Dit gamle Kj&ae;tteri. Du kommer til at indskr&ae;nke Kj&ae;rligheden til en vis Alder, og Kj&ae;rligheden til Een _{til en saaretil en saa}i en saa kort Tid, og derpaa som alle erobrende Naturer rekrutere, for at gjennemf&o-;re Dit Experiment; men det er jo netop den allerdybeste Profanation af Elskovens evige Magt. Det er jo Fortvivlelse. Hvordan Du vender og dreier Dig deri, maa Du tilstaae, at Opgaven er den, at bevare Kj&ae;rligheden i Tiden. Er dette umuligt, saa er Kj&ae;rlighed en Umulighed. Det, der gj&o-;r Din Ulykke, er, at Du s&ae;tter Kj&ae;rlighedens V&ae;sen ene og alene i disse synlige Tegn. Skal disse nu gjentages atter og atter og vel at m&ae;rke med en sygelig Reflexion over, om de bestandig have den Realitet, som de havde ved det tilf&ae;ldige Accedens, at det var f&o-;rste Gang; saa er det intet Under, at Du &ae;ngstes, og at Du henf&o-;rer disse Tegn og &anfbeg;Gestikulationer&anfslut; til de Ting, om hvilke man ikke t&o-;r sige: decies repetita placebunt; thi naar det, der gav dem V&ae;rdi, var Bestemmelsen af den f&o-;rste Gang, saa er en Gjentagelse jo en Umulighed. Men den _sundesandesande Kj&ae;rlighed har et ganske andet Gehalt, den udarbeider i Tiden, og vil derfor ogsaa v&ae;re i Stand til at forynge sig i disse ydre Tegn, og har, hvad der er mig Hovedsagen, en ganske anden Forestilling om Tid og om Betydningen af Gjentagelse. I det Foregaaende har jeg udviklet, at den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har sin Strid i Tiden, sin Seir i Tiden, sin Velsignelse i Tiden. Jeg betragtede da Tiden blot som simpel Progression, nu skal det vise sig, at den ikke blot er en simpel Progression, hvori det Oprindelige bevares, men en voxende Progression, hvori det Oprindelige tiltager. Du, som har saa megen Observation, vil vist give mig Ret i den almindelige Bem&ae;rkning, at Menneskene dele sig i to store Classer, de, som fremherskende leve i Haabet, og de, som fremherskende leve i Erindringen. Begge dele antyde et urigtigt Forhold til Tiden. Det _sundesandesande Individ lever paa eengang baade i Haabet og i Erindringen, og f&o-;rst derved faaer hans Liv sand, indholdsrig Continuerlighed. Han har altsaa Haabet, og vil derfor ikke, som de Individer, der blot leve af Erindring, tilbage i Tiden. Hvad gj&o-;r altsaa Erindringen for ham; thi nogen Indflydelse maa den dog vel have? Den s&ae;tter et Kors paa &O-;ieblikkets Node, jo l&ae;ngere den gaaer tilbage, jo oftere Gjentagelse, desto flere Kors. Naar han saaledes i det n&ae;rv&ae;rende Aar oplever et erotisk Moment, saa for&o-;ges dette derved, at han erindrer det i det foregaaende Aar o. s. v. Dette har nu ogsaa paa en skj&o-;n Maade fundet sit Udtryk i det &ae;gteskabelige Liv. Jeg veed ikke, hvilken Alder Verden nu befinder sig i, men det veed Du saavel som jeg, at man pleier at sige, at f&o-;rst kom Guld-Alderen, saa S&o-;lv-Alderen, saa Kobber-Alderen, saa Jern-Alderen. I &Ae;gteskabet er det omvendt, der kommer f&o-;rst S&o-;lvbryllup, derpaa Guldbryllup. Eller er ikke Erindringen egentlig Pointet i et saadant Bryllup? og dog erkl&ae;rer den &ae;gteskabelige Terminologi dem for endnu skj&o-;nnere end det f&o-;rste Bryllup. Dette maa nu ikke misforstaaes, som i Fald det skulde behage Dig at sige, &anfbeg;at saa var det bedst at lade sig vie paa Vuggen, for strax at kunne begynde med sit S&o-;lvbryllup, og have Haab om at blive f&o-;rste Opfinder af en splinterny Terminus i det &ae;gteskabelige Livs Ordbog.&anfslut; Du indseer formodentlig selv, hvori det Usande ligger i Din Witz, og jeg skal ikke opholde mig videre ved den. Det, jeg derimod skal erindre om, er, at Individerne jo ikke blot leve i Haabet, de have bestandig Haab og Erindring i hinanden i den n&ae;rv&ae;rende Tid. Ved det f&o-;rste Bryllup gj&o-;r da Haabet samme Virkning, som Erindringen ved det sidste. Haabet oversv&ae;ver det som et Evigheds-Haab, der udfylder Momentet. Rigtigheden heraf vil Du ogsaa indsee, naar Du bet&ae;nker, at hvis man blot giftede sig i Haab om et S&o-;lvbryllup, og altsaa haabede og atter haabede i 25 Aar, saa var man, naar det 25de Aar kom, ubef&o-;iet til at holde S&o-;lvbryllup; thi man havde jo Intet at erindre, da Alt var faldet ud fra hinanden i den idelige Haaben. Det er for&o-;vrigt ofte faldet mig ind, hvoraf det vel kommer, at efter almindelig Sprogbrug og Tankegang, den enlige Stand slet ikke har saadanne Udsigter, at man tvertimod snarere gj&o-;r det latterligt, naar det lykkes en Pebersvend at holde Jubil&ae;um. Grunden er vistnok den, at man i Reglen har antaget, at den enlige Stand aldrig ret kan gribe den sande n&ae;rv&ae;rende Tid, der er Eenhed af Haab og Erindring, og derfor gjerne enten ligger i Haab eller i Erindring. Men dette tyder igjen hen paa det rigtige Forhold til Tid, den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed ogsaa i den almindelige Mening har. Dog, der er ogsaa noget Andet i det &ae;gteskabelige Liv, Du betegner med det Ord: Vane, &anfbeg;dets Eensformighed, dets totale Mangel paa Begivenhed, dets Bestandighed i en Indholdsl&o-;shed, der er D&o-;d og v&ae;rre end D&o-;den.&anfslut; Du veed, der gives nervesvage Mennesker, der kunne forstyrres ved den allermindste Larm, som ikke kunne t&ae;nke, naar Een gaaer sagte over Gulvet. Har Du lagt M&ae;rke til, at der ogsaa gives en anden Art af Nervesvaghed? Der gives Mennesker, der ere saa svage, at de beh&o-;ve dygtig Larm og en adspredende Omgivelse for at kunne arbeide. Hvoraf kommer dette, uden deraf, at de ikke have Herred&o-;mme over sig selv, blot i omvendt Forstand. Naar de ere alene, da forsvinde deres Tanker i det Ubestemte; naar der derimod er Larm og St&o-;i omkring dem, n&o-;der denne dem til at s&ae;tte en Villie imod. See, derfor frygter Du Fred og Stilhed og Hvile. Du er kun i Dig selv, naar der er Modstand, men derfor er Du egentlig aldrig i Dig selv, men bestandig udenfor Dig selv. I det &O-;ieblik nemlig, at Du assimilerer Dig Modstanden, saa er der atter Stilhed. Dette t&o-;r Du derfor ikke; men saaledes staaer altsaa Du og Modstanden ligeoverfor hinanden, og altsaa er Du ikke i Dig selv. Her gjelder naturligviis det Samme som tidligere om Tiden. Du er uden for Dig selv, og derfor kan Du ikke undv&ae;re det Andet som Modstand; Du troer, at en urolig Aand f&o-;rst lever, og alle Erfarne mene, at f&o-;rst en stille Aand i Sandhed lever; for Dig er et opr&o-;rt Hav et Billede paa Liv, for mig er det stille dybe Vand det. Ofte har jeg siddet ved et lille rindende Vand. Det er altid det samme, den samme sagte Melodi, det samme Gr&o-;nt paa Bunden, der b&o-;ier sig under dets rolige B&o-;lge, de samme Smaa-Dyr, der bev&ae;ge sig dernede, en lille Fisk, der smutter ind under Blomsternes Skjul, den breder sin Finne ud mod Str&o-;mmen, den skjuler sig under en Steen. Hvor eensformigt, og dog hvor rigt paa Forandring! Saaledes er det &ae;gteskabelige Husliv, stille, beskedent, nynnende; har ikke mange Changements, og dog er det som hiint Vand rindende, dog har det som hiint Vand Melodi, kj&ae;r for den, der kjender den, kj&ae;r for ham, netop fordi han kjender den; det er uden Pragt, og dog udbreder sig stundom en Glands over det, som dog ikke afbryder dets vanlige Gang, ligesom naar Maanens Straale falder paa hiint Vand og viser det Instrument, paa hvilket det spiller sin Melodi. Saaledes er det &ae;gteskabelige Husliv. Men for at det skal kunne sees saaledes og leves saaledes, foruds&ae;tter det een Egenskab, som jeg nu skal n&ae;vne Dig. Det er et Vers af Oehlenschl&a..;ger, som jeg veed, Du f&o-;r i det Mindste har sat stor Priis paa. For Fuldst&ae;ndighedens Skyld vil jeg afskrive det: Hvor Meget sig i Verden dog forene maa, For Elskoven ret at trylle frem! F&o-;rst: et Par Hjerter, som hinanden vel forstaae, Saa Ynde, der ledsager dem; Saa Maanen med sin Straale ned I Vaaren, gjennem B&o-;gens Grene; Saa at de tr&ae;ffes kan alene, &streg; Saa Kys, &streg; og saa Uskyldighed. Du giver Dig jo ogsaa af med at lovprise Elskoven. Jeg vil da ikke ber&o-;ve Dig, hvad der vel ikke er Din Eiendom, thi det er jo Digterens, men hvad Du dog har tilegnet Dig; men da ogsaa jeg har tilegnet mig det, saa lad os dele, Du faaer det hele Vers, jeg det sidste Ord: og saa Uskyldighed. Endelig er der endnu en Side af det &ae;gteskabelige Liv, som ofte har givet Dig Anledning til Angreb. Du siger, &anfbeg;den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed skjuler noget ganske Andet i sig; den synes saa mild og skj&o-;n, og &o-;m; men naar f&o-;rst D&o-;ren er lukket efter &Ae;gteparret, saa inden man veed et Ord deraf saa kommer Mester Erik frem, saa hedder det, det er Pligt, og nu kan I pynte mig dette Scepter ud saa meget som I vil, gj&o-;re det til et Fastelavns-Riis, det bliver dog en Mester Erik.&anfslut; Denne Indvending behandler jeg her, fordi den ogsaa v&ae;sentlig beroer paa en Misforstaaelse af det Historiske i den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed. Du vil enten lade dunkle Magter eller Lune v&ae;re det Constituerende i Kj&ae;rligheden. Saasnart en Bevidsthed tr&ae;der til, saa forsvinder dette Trylleri; men denne Bevidsthed har den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed. For nu at udtrykke det ret grelt, saa viser Du os, istedenfor den Concertmester-Stav, hvis Bev&ae;gelser angive Takten i den f&o-;rste Kj&ae;rligheds gratieuse Stillinger, Pligtens ubehagelige Corporal-Stok. Det maa Du nu for det F&o-;rste indr&o-;mme mig, at saa l&ae;nge den f&o-;rste Kj&ae;rlighed, hvilken jo, efter hvad vi ere komne overeens om, den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed har i sig, forbliver uforandret, saa l&ae;nge kan der ikke v&ae;re Tale om Pligtens strenge N&o-;dvendighed. Du troer altsaa ikke paa den f&o-;rste Kj&ae;rligheds Evighed. Seer Du, der har vi Dit gamle Kj&ae;tteri, det er Dig, der dog saa ofte opkaster Dig til dens Ridder, og dog troer Du ikke paa den, ja profanerer den. Fordi Du altsaa ikke troer paa den, derfor t&o-;r Du ikke indgaae en Forbindelse, der, naar Du ikke l&ae;nger er volens, kan tvinge Dig til nolens at blive i den. Kj&ae;rligheden er Dig derfor aabenbart ikke det H&o-;ieste; thi ellers vilde Du v&ae;re glad, om der var en Magt, der var istand til at tvinge Dig til at blive i den. Du vil maaskee svare, at dette Middel er intet Middel, men dertil vil jeg bem&ae;rke, at det beroer paa, hvorledes man seer Sagen. Det bliver et af de Punkter, vi bestandig komme tilbage paa, Du, som det synes mod Din Villie, og uden at Du ret er Dig selv klar over, hvordan det gaaer til, jeg med fuldkommen Bevidsthed, det Punkt, at den f&o-;rste eller den romantiske Kj&ae;rligheds illusoriske eller naive Evighed paa en eller anden Maade maa h&ae;ve sig selv. Netop fordi Du nu s&o-;ger at holde den i denne Umiddelbarhed, s&o-;ger at indbilde Dig selv, at den sande Frihed bestaaer i at v&ae;re udenfor sig selv, beruset i Dr&o-;mme, derfor frygter Du Metamorphosen, og derfor viser den sig ikke saaledes, men som noget aldeles Fremmedartet, der indeholder det F&o-;rstes D&o-;d, og derfor Din Afsky for Pligten. Naar denne nemlig ikke allerede har ligget som Spire i det F&o-;rste, saa bliver dens Fremtr&ae;den naturligviis absolut forstyrrende. Men saaledes er det ikke Tilf&ae;ldet med den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed; den har i det Ethiske og Religi&o-;se allerede Pligten i sig, og naar den da viser sig for dem, da er det ikke en Fremmed, en uforskammet Uvedkommende, som dog har en saadan Myndighed, at man ikke, i Kraft af Kj&ae;rlighedens Hemmelighedsfuldhed, t&o-;r jage den paa D&o-;ren; nei, han kommer som en gammel Fortrolig, som en Ven, som en Medvider, de Elskende veed med hinanden i deres Kj&ae;rligheds dybeste Hemmelighed. Og naar han taler, da er det ikke noget Nyt han siger, men noget vel bekjendt, og naar han har talet, da ydmyge Individerne sig derunder, men opl&o-;ftes tillige netop derved, idet de forvisses om, at det, han byder, er det, de selv &o-;nske, og at det, at han byder det, blot er en mere majest&ae;tisk, en mere oph&o-;iet, en guddommelig Maade at udtrykke paa, at deres &O-;nske lader sig realisere. Det vilde ikke v&ae;re dem nok, om han opmuntrende sagde til dem: det kan lade sig gj&o-;re, Kj&ae;rligheden kan lade sig bevare; men idet han siger: den skal bevares, da ligger deri en Myndighed, der svarer til &O-;nskets Inderlighed. Kj&ae;rlighed udjager Frygt; men naar nu Kj&ae;rligheden desuagtet et &O-;ieblik frygter for sig selv, for sin egen Frelse, saa er Pligten netop den guddommelige N&ae;ring, Kj&ae;rligheden beh&o-;ver, thi den siger: frygt ikke, Du skal seire, ikke blot futurisk udtalt; thi saa er det kun et Haab, men imperativisk, og heri ligger en Forvisning, som Intet kan rokke. Du anseer altsaa Pligten for Kj&ae;rlighedens Fjende, jeg anseer den for dens Ven. Denne Forklaring vil Du maaskee v&ae;re tilfreds med, og med Dit s&ae;dvanlige Spotteri gratulere mig til en ligesaa interessant som ualmindelig Ven. Jeg derimod vil ingenlunde n&o-;ies hermed, men tillade mig at f&o-;re Krigen over paa Dit Gebeet. Er Pligten, naar den engang er kommen tilsyne i Bevidstheden, Kj&ae;rlighedens Fjende, saa maa jo Kj&ae;rligheden see at beseire den; thi Du vil dog ikke, at Kj&ae;rligheden skal v&ae;re et saadant afm&ae;gtigt V&ae;sen, der ikke kan beseire enhver Modstand. Dog mener Du paa den anden Side, at naar Pligten kommer tilsyne, saa er det forbi med Kj&ae;rligheden; og mener tillige, at Pligten tidlig eller sildig maa komme tilsyne, ikke blot i den &ae;gteskabelige, men ogsaa i den romantiske Kj&ae;rlighed, og Du frygter egentlig derfor den &ae;gteskabelige Kj&ae;rlighed, fordi den i den Grad har Pligten i sig, at naar den kommer tilsyne, kan Du ikke l&o-;be fra den. Dette mener Du derimod er ganske i sin Orden i den romantiske Kj&ae;rlighed; thi saasnart det &O-;ieblik er kommet, da Pligten n&ae;vnes, saa er Kj&ae;rligheden forbi, og Pligtens Ankomst er Signalet til, at Du med et meget h&o-;fligt Buk anbefaler Dig, eller, som Du engang udtrykte Dig, at Du anseer det for Din Pligt at anbefale Dig. Her seer Du igjen, hvorledes det gaaer med Dine Lovpriisninger over Kj&ae;rligheden. Er Pligten Kj&ae;rlighedens Fjende, og kan Kj&ae;rligheden ikke beseire denne Fjende, saa er Kj&ae;rligheden ikke den sande Triumphator. F&o-;lgen heraf bliver da, at Du maa lade Kj&ae;rligheden i Stikken. Naar Du engang har faaet den fortvivlede Idee, at Pligt er Kj&ae;rlighedens Fjende, saa er Dit Nederlag vist, og Du har da ligesaa meget forkleinet Kj&ae;rligheden og ber&o-;vet den dens Majest&ae;t, som Du har gjort dette ved Pligten, og dog var det kun det Sidste, Du vilde. Du seer, dette er igjen Fortvivlelse, og det hvad enten Du f&o-;ler Smerten, der ligger heri, eller Du i Fortvivlelsen s&o-;ger at glemme den. Naar Du ikke kan bringe det dertil, at Du seer det &Ae;sthetiske, det Ethiske, det Religi&o-;se som de 3 store Allierede, naar Du ikke veed at bevare Eenheden af de forskjellige Udtryk, Alt faaer i disse forskjellige Sph&ae;rer, saa er Livet uden Mening, saa maa man fuldkommen give Dig Ret i Din Yndlingstheori, at man kan sige om Alt: gj&o-;r det eller gj&o-;r det ikke, Du vil fortryde begge Dele. Jeg er nu ikke som Du i den s&o-;rgelige N&o-;dvendighed, at maatte begynde et altid ulykkeligt endende Feldttog mod Pligten. Pligt er for mig ikke eet Clima, Kj&ae;rlighed et andet, men Pligt gj&o-;r mig Kj&ae;rlighed til det sande tempererede Clima, Kj&ae;rligheden gj&o-;r mig Pligten til det sande tempererede Clima, og denne Eenhed er det Fuldkomne. For at imidlertid Din falske L&ae;re ret kan blive Dig aabenbar, saa vil jeg forf&o-;lge dette lidt l&ae;ngere, idet jeg vil bede Dig at overveie den forskjellige Maade, paa hvilken Een kunde f&o-;le, at Pligten er Kj&ae;rlighedens Fjende. T&ae;nk Dig et Menneske, der var bleven &Ae;gtemand uden nogensinde ret at have gjort sig Rede for det Ethiske, der ligger i &Ae;gteskabet. Han elskede med Ungdommens hele Lidenskab, og blev nu pludselig ved en udvortes Anledning ber&o-;rt af den Tvivl, om ikke muligen den, hvem han elskede, men hvem han ogsaa var knyttet til ved Pligtens Baand, kunde troe, at han dog egentlig blot elskede hende, fordi det var hans Pligt. Han var jo i et lignende Tilf&ae;lde, som det ovenfor antydede, ogsaa for ham syntes Pligten at vise sig i et Mods&ae;tnings-Forhold til Kj&ae;rligheden; men han elskede, og hans Kj&ae;rlighed var ham i Sandhed det H&o-;ieste, og altsaa vilde hans Bestr&ae;belse gaae ud paa at overvinde denne Fjende. Han vilde altsaa elske hende, ikke fordi Pligten saa b&o-;d det, ikke efter den fattige Maalestok for et quantum satis, som Pligten kunde afgive, nei, han vilde elske hende af sin hele Sj&ae;l, af al sin Kraft, og af al sin Formue; han vilde elske hende selv i det &O-;ieblik, hvis det skulde v&ae;re muligt, da Pligten tillod ham at lade v&ae;re. Du seer let Forvirringen i hans Tankegang. Hvad gjorde han? Han elskede hende af sin ganske Sj&ae;l, men netop dette byder jo Pligten; thi lad os ikke forvirres af deres Tale, som mene, at Pligten i Forhold til &Ae;gteskabet kun er et Indbegreb af Cerimonibestemmelser; Pligten er kun een, den at elske i Sandhed, i Hjertets inderlige Bev&ae;gelse, og Pligten er ligesaa proteusagtig som Kj&ae;rligheden selv, og erkl&ae;rer Alt helligt og godt, naar det er af Kj&ae;rlighed, og nedtordner Alt, hvor skj&o-;nt og skuffende det end er, naar det ikke er af Kj&ae;rlighed. Du seer altsaa, at ogsaa han havde faaet en urigtig Position; men netop fordi der var Sandhed i ham, saa gj&o-;r han, idet han ikke blot vil gj&o-;re det, Pligten byder, hverken mere eller mindre end det, Pligten byder. Det Mere, han gj&o-;r, det er egentlig det, at han gj&o-;r det; thi det er bestandigt det Mere, jeg kan gj&o-;re, at jeg kan gj&o-;re, hvad den byder. Pligten byder, mere kan den ikke; det Mere, jeg formaaer, det er at gj&o-;re hvad den byder, og i det &O-;ieblik jeg gj&o-;r det, kan jeg i en vis Forstand sige, at jeg gj&o-;r mere; jeg overs&ae;tter Pligten fra det Udvortes til det Indvortes, og derved er jeg ude over Pligten. Du seer heraf, hvilken uendelig Harmoni og Viisdom og Consequens, der er i Aandens Verden. Naar man gaaer ud fra eet bestemt Punkt og ganske rolig forf&o-;lger det med Sandhed og Energi, saa maa det altid v&ae;re en Skuffelse, naar det &O-;vrige synes at v&ae;re i Modsigelse dermed; og naar man troer ret tilgavns at vise Disharmonien, viser man Harmonien. Den &Ae;gtemand, vi have talt om, slap derfor godt derfra, og den eneste Straf, han maatte lide, var egentlig, at Pligten gj&ae;kkede ham lidt for hans Lidettroenhed. Pligten lyder bestandig med i Kj&ae;rligheden. Naar Du skiller dem ad, som han gjorde, og vil gj&o-;re den ene Deel til det Hele, da er Du bestandig i Selvmodsigelse. Det er, som om Een i den Stavelse: be, vil adskille b og e, og nu intet e vil have, men paastaae, at b er det Hele. I det &O-;ieblik han udsiger det, siger han e med. Saaledes er det med den sande Kj&ae;rlighed, den er ikke et stumt, abstrakt Uudsigeligt, men den er heller ei en bl&o-;d, ufastholdelig Ubestemthed. Den er en artikuleret Lyd, en Stavelse. Er Pligten haard, eh bien, saa udtaler Kj&ae;rligheden den, den realiserer den, og gj&o-;r derved mere end Pligten; er Kj&ae;rligheden if&ae;rd med at blive saa bl&o-;d, at den ikke kan fastholdes, saa begr&ae;ndser Pligten den. Dersom det nu forholdt sig saaledes med Din Anskuelse af, at Pligten er Kj&ae;rlighedens Fjende, dersom det var en blot uskyldig Misforstaaelse, ja saa vilde det gaae Dig ligesom ham, vi tale om; men Din Opfattelse er vistnok en Misforstaaelse og tillige en skyldig Misforstaaelse. Deraf kommer det, at Du ikke blot neds&ae;tter Pligten men ogsaa Kj&ae;rligheden, deraf kommer det, at Pligten viser sig som en uovervindelig Fjende, det kommer deraf, at Pligten netop elsker den sande Kj&ae;rlighed, og hader paa Liv og D&o-;d den falske, ja dr&ae;ber den. Naar Individerne ere i Sandhed, ville de i Pligten blot see det evige Udtryk for, at Veien i Evighed er dem beredt, og den Vei, de saa gjerne ville gaae, den er det dem ikke blot tilladt at gaae, nei det er dem befalet; og over denne Vei vaager der et guddommeligt Forsyn, som bestandig viser dem Udsigten, s&ae;tter Afvisere paa alle farlige Steder. Den, som i Sandhed elsker, hvorfor skulde han ikke vilde modtage en guddommelig Autorisation, fordi den udtrykker sig guddommeligt, og siger ikke blot Du maa, men Du skal? I Pligten er Alt gjort ryddeligt for de Elskende, og derfor troer jeg, at det er Tilf&ae;ldet i Sproget, at Pligtens Udtryk er det Futuriske, for derved at antyde det Historiske. Nu er jeg f&ae;rdig med denne lille Udvikling. Den har dog formodentlig gjort et Indtryk paa Dig, Du f&o-;ler, at Alt er vendt om, og Du kan dog ikke ganske forh&ae;rde Dig mod den Consequens, ud af hvilken jeg har talet. Desuagtet vilde det vel v&ae;re Dig vanskeligt, dersom jeg i en Samtale havde yttret Alt dette, at afholde Dig fra den spydige Bem&ae;rkning, at jeg pr&ae;ker. Imidlertid kan Du dog egentlig ikke beskylde min Fremstilling for at lide af denne Feil, eller for at v&ae;re ganske som den maaskee burde, naar man taler til en saa forstokket Synder som Du er; og hvad Dine Foredrag, Din Viisdom angaaer, da synes de ikke sjeldent at erindre om Pr&ae;dikerens Bog, og man skulde virkelig troe, at Du leilighedsviis valgte Dine Texter deraf. Dog jeg vil lade Dig selv give mig Anledning til at belyse Sagen. I Almindelighed lader Du nemlig ikke haant om Ethiken, og man skal egentlig f&o-;rst drive Dig til et vist Punkt, f&o-;rend Du kaster den overbord. Saa l&ae;nge Du nogenlunde kan, beholder Du den altid paa Din Side: &anfbeg;Jeg foragter ingenlunde Pligt,&anfslut; saaledes pleier det mildere Foredrag, det finere Pligtens Snigmord at begynde, &anfbeg;det v&ae;re langt fra mig; men lad os fremfor Alt altid have reent Br&o-;d i Posen, Pligt er Pligt, Kj&ae;rlighed er Kj&ae;rlighed, dermed Punktum, og fremfor Alt ingen Mengeleren. Eller er &Ae;gteskabet ikke det eneste Misfoster af den Natur, med denne hermaphroditiske Tvetydighed? Alt Andet er enten Pligt eller Kj&ae;rlighed. Jeg anerkjender, at det er et Menneskes Pligt at s&o-;ge en bestemt Stilling i Livet, jeg anseer det for hans Pligt, at v&ae;re sit Kald tro, og paa den anden Side, naar han kr&ae;nker sin Pligt, da lide han velfortjent Straf. Her er Pligt. Jeg paatager mig noget Bestemt, jeg kan n&o-;iagtigt angive, hvad det er, jeg lover pligtskyldigst at opfylde; gj&o-;r jeg det ikke, saa har jeg en Magt ligeoverfor mig, der kan tvinge mig. Paa den anden Side slutter jeg mig ved Venskab n&o-;ie til et andet Menneske, saa er Kj&ae;rligheden her Alt, jeg anerkjender ingen Pligt; er Kj&ae;rligheden forbi, saa er Venskabet ude. &Ae;gteskabet er det ene forbeholdt at constituere sig paa en saadan Urimelighed. Hvad vil det dog sige at forpligte sig til at elske? Hvor er Gr&ae;ndsen? Naar har jeg opfyldt min Pligt? Hvori bestaaer min Pligt n&ae;rmere bestemt? Hvilket Collegium kan jeg henvende mig til i Tvivls-Tilf&ae;lde? Og dersom jeg ikke opfylder min Pligt, hvor er da den Magt, der skal tvinge mig? Staten og Kirken have vel sat en vis Gr&ae;ndse, men om jeg end ikke gaaer til den Yderlighed, kan jeg derfor ikke v&ae;re en slet &Ae;gtemand? Hvo vil straffe mig, hvo vil tage hende i Forsvar, som lider derunder?&anfslut; Svar: Du selv. F&o-;rend jeg imidlertid gaaer over til at l&o-;se den Forvirring, hvori Du har besn&ae;ret Dig og mig, maa jeg gj&o-;re en Bem&ae;rkning. Der er i Dine Yttringer ofte en vis Grad af Tvetydighed, der er Dig v&ae;sentlig og eiendommelig. Hvad Du siger kunde ligesaa godt det letsindigste som det tungsindigste Menneske sige. Det veed Du selv meget godt; thi det er et af de Midler, Du bruger til at bedrage Folk med. Du siger det Samme til forskjellige Tider, l&ae;gger Eftertrykket i Tonen paa forskjellige Steder, og see det Hele er et Andet. Indvender man Dig nu, at Du siger noget Andet end den forrige Gang, saa svarer Du med stor Rolighed: er det ikke ordret det Samme. Dog nok herom. Lad os see, hvorledes det forholder sig med Din Inddeling. Der er et Mundheld, som har bevaret sig gjennem Aarhundreder, hvormed man har betegnet Romernes kloge Politik: divide et impera. I en langt dybere Betydning kan man sige dette om Forstands-Udviklingen; thi dens snilde Politik er netop at dele og ved denne Deling at sikkre sig Herred&o-;mmet, idet de Magter, der som allierede vilde v&ae;re uovervindelige, nu som adskilte og fjendtlige h&ae;ve hinanden, og Forstanden beholder Herred&o-;mmet. Du mener altsaa, at det hele &o-;vrige Liv lader sig opfatte under Bestemmelsen af Pligt eller under dens Mods&ae;tning, og at det heller ei er faldet Nogen ind at anl&ae;gge en anden Maalestok; &Ae;gteskabet alene har gjort sig skyldigt i denne Selvmodsigelse. Du anf&o-;rer som Exempel en Kalds-Pligt, og mener, at det er et godt betegnende Exempel paa et reent Pligt-Forhold. Imidlertid er dette ingenlunde Tilf&ae;lde. Dersom nemlig et Menneske blot vilde opfatte sit Kald som en saadan Sum af Bestemmelser, han til bestemte Tider og Steder fuldbyrdede; saa nedv&ae;rdigede han sig selv, sit Kald og sin Pligt. Eller mener Du, at en saadan Anskuelse vilde constituere gode Embedsm&ae;nd? Hvor blev der da Plads for den Begeistring, hvormed Een helliger sig sit Kald, hvor Rum for den Kj&ae;rlighed, hvormed han elsker det? Eller hvilket Forum skulde controllere ham? Eller fordres dette ikke af ham netop som Pligt, og vilde Staten ikke ansee Enhver, der overtog sig en Forvaltning uden dette, for en Leiesvend, hvis Slid og Sl&ae;b den vel kunde bruge og betale for, men som dog i en anden Forstand var en uv&ae;rdig Embedsmand? Om Staten nu end ikke udtrykkeligt siger dette, saa kommer det deraf, at det, den fordrer, er noget Udvortes, noget Haandgribeligt, og naar dette skeer, foruds&ae;tter den det Andet. I &Ae;gteskabet derimod er Hovedsagen det Indvortes, det, der ikke lader sig pege og vise paa; men Udtrykket for dette er netop Kj&ae;rlighed. Jeg seer derfor ingen Modsigelse i, at det fordres som Pligt; thi den Omst&ae;ndighed, at der Ingen er, der kan controllere, gj&o-;r ikke Noget til Sagen, da han jo kan controllere sig selv. Dersom Du nu vedbliver at gj&o-;re denne Fordring, saa er det enten fordi Du ved Hj&ae;lp deraf vil liste Dig fra Pligten; eller fordi Du er saa bange for Dig selv, at Du gjerne vilde lade Dig erkl&ae;re umyndig; men det er jo lige forkeert og lige forkasteligt. Naar Du nu fastholder det, jeg i det Foregaaende har udviklet, saaledes som jeg har udviklet det, saa vil Du let indsee, at jeg, idet jeg fastholder Pligtens Inderlighed i Kj&ae;rligheden, ikke gj&o-;r det med den vilde Angst, hvormed det stundom skeer af Mennesker, hvis prosaiske Forstandighed f&o-;rst har tilintetgjort det Umiddelbare, og som nu paa deres gamle Dage have slaaet sig til Pligten; Mennesker, der i deres Blindhed ikke vide st&ae;rkt nok at haane det reent Naturlige, ikke dumt nok at lovsynge Pligten, som om den paa denne Maade var Andet end hvad Du kalder den. Sligt et Brud kjender jeg, Gud skee Lov, ikke, jeg er ikke flygtet med min Kj&ae;rlighed ud i vildsomme Egne og &O-;rkener, hvor jeg i min Eensomhed foer vild, jeg har just heller ikke spurgt Naboer og Gjenboer til Raads, om hvad jeg skulde gj&o-;re; en saadan Isolation og en saadan Partikularisation er lige gal. Jeg har bestandig havt impressa vestigia for mig i selve det Almeengyldige, hvilket er Pligten. Jeg har ogsaa f&o-;lt, at der er &O-;ieblikke, hvor det er den eneste Frelse, at lade Pligten tale, at det er sundt, at lade den straffe sig, ikke med en Heautontimoroumenos's tungsindige Bl&o-;dagtighed, men med al Alvor og Eftertryk; men Pligten har jeg ikke frygtet, den har ikke viist sig for mig som en Fjende, der vilde forstyrre den Smule Lykke og Gl&ae;de, jeg havde haabet at frelse gjennem Livet, men den har viist sig som en Ven, vor Kj&ae;rligheds f&o-;rste og eneste Fortrolige. Men denne Kraft til bestandig at have Udsigten fri, det er Pligtens Velsignelse, medens den romantiske Kj&ae;rlighed l&o-;ber vild eller gaaer istaa paa Grund af dens uhistoriske Charakteer. Dixi et animam meam liberavi, ikke som om min Sj&ae;l hidtil havde v&ae;ret hildet og nu ved denne vidtl&o-;ftige Expectoration havde skaffet sig Luft, nei det er blot et sundt Aandedrag, hvori den har nydt sin Frihed. Aandedraget hedder paa Latin, som Du erindrer, respiratio, et Ord, der betegner en Tilbagestr&o-;mmen af det, der f&o-;rst er str&o-;mmet ud. I Respirationen nyder Organismen sin Frihed, og saaledes har jeg ogsaa i denne Skrivelse nydt min Frihed, den Frihed, jeg har daglig. Modtag nu velforberedt, hvad der bydes Dig vel pr&o-;vet. Skulde Du finde det altfor Lidet til at tilfredsstille Dig, saa pr&o-;v, om det ikke var Dig muligt, at forberede Dig bedre, om Du ikke har glemt en eller anden Forsigtigheds-Regel. Serberne have et Folkesagn, hvori der beskrives en uhyre K&ae;mpe, der har en ligesaa uhyre Appetit. Han kommer til en fattig Husmand, og vil dele hans Middagsmad. Husmanden s&ae;tter frem efter fattig Leilighed, hvad Huset formaaer. K&ae;mpens forslugne &O-;ine har allerede fort&ae;ret Alt, og med Sikkerhed gjort den Beregning, at han ikke vilde v&ae;re bleven mere m&ae;t, dersom han virkelig havde op&ae;dt det. De s&ae;tte sig tilbords. Det falder aldrig Husmanden ind, at der ikke skulde blive nok til Begge. K&ae;mpen langer til Fadet, Husmanden standser ham med de Ord: det er Skik og Brug hos mig, at man f&o-;rst gj&o-;r en B&o-;n; K&ae;mpen finder sig deri, og see der blev nok til Begge. Dixi et animam meam liberavi; thi ogsaa hende, hvem jeg endnu bestandig elsker med en f&o-;rste Kj&ae;rligheds Ungdom, ogsaa hende har jeg gjort fri, ikke som var hun iforveien bunden, men hun har med mig gl&ae;det sig i vor Frihed. Naar Du nu modtager min kj&ae;rlige Hilsen, saa modtage Du ogsaa, som Du pleier, en Hilsen fra hende, venlig og oprigtig som altid. Det er l&ae;ngesiden jeg har seet Dig hos os. Dette kan jeg sige baade i egentlig og uegentlig Forstand; thi uagtet jeg i de 14 Dage, jeg har anvendt Aftentimerne til dette Brev instar omnium, jo paa en Maade bestandig har seet Dig hos mig, saa er det dog i uegentlig Forstand ikke egentlig jeg har seet Dig hos mig, ikke i mit Huus, i min Stue, men uden for min D&o-;r, hvorfra jeg ved min Feining n&ae;sten har s&o-;gt at jage Dig bort. Ogsaa denne Besk&ae;ftigelse har ikke v&ae;ret mig ukj&ae;r, og jeg veed det, Du vil heller ei tage mig min Adf&ae;rd ilde op. Imidlertid skal det dog bestandig v&ae;re mig endnu kj&ae;rere baade i egentlig og uegentlig Forstand at see Dig hos os; jeg siger dette med al den &Ae;gtemands-Stolthed, der f&o-;ler sig ved at v&ae;re berettiget til at bruge den Formel: hos os; jeg siger det med al den humane Respekt, enhver Individualitet &anfbeg;hos os&anfslut; altid kan v&ae;re sikker paa at m&o-;de. Du modtager derfor til n&ae;stkommende S&o-;ndag ingen Familie-Invitation for evig &dvs;: for en heel Dag; kom naar Du vil &streg; altid velkommen; bliv saa l&ae;nge Du vil &streg; altid en behagelig Gj&ae;st &streg; gaae naar Du vil &streg; altid velanbefalet. Ligev&ae;gten mellem det &Ae;sthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse Min Ven! Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang, eller rettere det tilraaber jeg Dig: enten &streg; eller; aut &streg; aut; thi et enkelt aut, der berigtigende tr&ae;der til, gj&o-;r ikke Sagen klar, da det, hvorom her er Talen, er for betydningsfuldt til, at man kan n&o-;ies med en Deel deraf, i sig selv for sammenh&ae;ngende til, at kunne besiddes partielt. Der gives Livsforhold, paa hvilke det vilde v&ae;re en Latterlighed eller en Art Sindssvaghed at anvende et: enten &streg; eller; men der gives ogsaa Mennesker, hvis Sj&ae;l er for dissolut til at fatte, hvad der ligger i et saadant Dilemma, hvis Personlighed mangler Energi til med Pathos at kunne sige: enten &streg; eller. Paa mig har disse Ord altid gjort et st&ae;rkt Indtryk, og gj&o-;re det endnu, is&ae;r naar jeg saaledes n&ae;vner dem blankt og bart, hvori jo ligger en Mulighed af at s&ae;tte de forf&ae;rdeligste Mods&ae;tninger i Bev&ae;gelse. De virke paa mig som en Besv&ae;rgelses-Formular, og min Sj&ae;l bliver i h&o-;i Grad alvorlig, stundom n&ae;sten rystet. Jeg t&ae;nker paa en tidlig Ungdom, hvor jeg uden ret at fatte, hvad det er at v&ae;lge i Livet, med barnlig Tillid h&o-;rte paa &Ae;ldres Tale, og Valgets &O-;ieblik blev mig h&o-;itideligt og &ae;rv&ae;rdigt, uagtet jeg i at v&ae;lge kun fulgte en Andens Anviisning. Jeg t&ae;nker paa de &O-;ieblikke i et senere Liv, hvor jeg stod paa Skilleveien, hvor min Sj&ae;l modnedes i Afgj&o-;relsens Stund. Jeg t&ae;nker paa de mange mindre vigtige men for mig ikke ligegyldige Tilf&ae;lde i Livet, hvor det gjaldt om at v&ae;lge; thi om der end kun er eet Forhold, hvor dette Ord har sin absolute Betydning, hver Gang der nemlig paa den ene Side viser sig Sandhed, Retf&ae;rdighed og Hellighed; paa den anden Side Lyst og Tilb&o-;ieligheder, og dunkle Lidenskaber og Fortabelse, saa er det dog altid af Vigtighed ogsaa i Ting, hvor det i og for sig er uskyldigt, hvilket man v&ae;lger, at v&ae;lge rigtigt, at pr&o-;ve sig selv, at man ikke engang med Smerte skal begynde et Tilbagetog til det Punkt, man gik ud fra, og takke Gud, om man ikke har mere at bebreide sig end at have spildt sin Tid. I daglig Tale bruger jeg disse Ord som Andre bruge dem, og det vilde jo ogsaa v&ae;re et taabeligt Pedanteri at aflade dermed; men dog kan det stundom h&ae;nde mig, at det falder mig paa, at jeg har brugt dem om aldeles ligegyldige Ting. De aff&o-;re sig da den ringe Dragt, jeg glemmer de ubetydelige Tanker, de adskilte, de tr&ae;de op for mig i al deres V&ae;rdighed, i deres Ornat. Som en &O-;vrigheds-Person til daglig Brug viser sig i civil Dragt og blander sig mellem M&ae;ngden, uden videre Forskjel, saaledes gaaer det hine Ord i den daglige Tale; naar han derimod tr&ae;der op i sin Myndighed da adskiller han sig fra Alle. Som en saadan &O-;vrigheds-Person, jeg kun er vant til at see ved h&o-;itidelige Leiligheder, vise da disse Ord sig, og min Sj&ae;l bliver altid alvorlig. Og skj&o-;ndt nu mit Liv til en vis Grad har sit: enten &streg; eller bag ved sig, saa veed jeg dog meget vel, at der endnu kan m&o-;de mangt et Tilf&ae;lde, hvor det vil have sin fulde Betydning. Jeg haaber imidlertid, at disse Ord skulle finde mig idetmindste v&ae;rdigen stemt, idet de standse mig paa min Vei, og jeg haaber, at det skal lykkes mig at v&ae;lge det Rette; men i ethvert Tilf&ae;lde skal jeg bestr&ae;be mig for at v&ae;lge med uskr&o-;mtet Alvor; jeg t&o-;r da saa idetmindste tr&o-;ste mig til, at jeg snarere vil komme bort fra min Afvei. Og nu Du, Du bruger jo ofte nok dette Ord, ja det er n&ae;sten blevet Dig et Mundheld, hvad Betydning har det for Dig? Slet ingen. For Dig er det, at jeg skal erindre om Dine egne Udtryk: et Blink, en Haandevending, et coup des mains, et Abracadabra. Ved enhver Leilighed veed Du at anbringe det, og det bliver heller ikke uden Virkning; paa Dig virker det nemlig som en st&ae;rk Drik paa en Nervesvag; Du bliver fuldkommen beruset i, hvad Du selv kalder, h&o-;iere Galenskab. &anfbeg;Deri indeholdes al Leveviisdom, men aldrig har endnu noget Menneske foredraget den med saa megen Fynd, som var det en Gud i en _{PopantsPopantsesPopanthes}Popans Skikkelse, der talte til den lidende Menneskehed, som hiin store T&ae;nker og sande Livs-Philosoph, der sagde til en Mand, der havde revet hans Hat paa Gulvet: tager Du den op, faaer Du Prygl, tager Du den ikke op, faaer Du ogsaa Prygl, nu kan Du v&ae;lge.&anfslut; Du har Din store Gl&ae;de af at &anfbeg;tr&o-;ste&anfslut; Folk, naar de henvende sig til Dig i kritiske Tilf&ae;lde; Du h&o-;rer paa deres Udvikling og nu siger Du: ja jeg indseer det nu fuldelig, der er to Tilf&ae;lde mulige, man kan enten gj&o-;re det eller det, min oprigtige Mening og mit venskabelige Raad er som f&o-;lger, gj&o-;r det eller gj&o-;r det ikke, Du vil fortryde begge Dele. Dog den, der spotter Andre, han spotter sig selv, og det er ikke for Intet, men en dyb Spot over Dig, et s&o-;rgeligt Beviis paa, hvor ledel&o-;s Din Sj&ae;l er, at Din Livsanskuelse concentrerer sig i een eneste S&ae;tning &anfbeg;jeg siger bare enten &streg; eller.&anfslut; Dersom det nu virkelig var Din Alvor, saa var der Intet med Dig at udrette, man maatte lade Dig gaae for hvad Du var, og beklage, at Tungsind eller Letsind havde sv&ae;kket Din Aand. Nu derimod, da man vel veed, at det ikke forholder sig saaledes, fristes man ikke til at beklage Dig, men vel til at &o-;nske, at Dit Livs Forhold engang maae skrue Dig ind i sine B&o-;iler, og tvinge Dig til at lade Det komme frem, der boer i Dig, maa begynde den skarpere Examination, der ikke lader sig n&o-;ie med Snak eller med Vittigheder. Livet er en Masquerade, oplyser Du, og dette er Dig et uudt&o-;mmeligt Stof til Moro, og endnu er det ikke lykkedes Nogen at kjende Dig; thi enhver Aabenbarelse er altid et Bedrag, kun paa den Maade kan Du aande, og forhindre, at Folk ikke tr&ae;nge ind paa Dig og besv&ae;re Respirationen. Deri har Du Din Virksomhed, at bevare Dit Skjul, og dette lykkes Dig; thi Din Maske er den gaadefuldeste af alle; Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad Du er, er Du ved dette Forhold. En kjelen Hyrdinde r&ae;kker Du sm&ae;gtende Haanden, og er i samme Nu masqueret i al mulig Sch&a..;fer-Sentimentalitet; en &ae;rv&ae;rdig geistlig Fader bedrager Du med et Broderkys o. s. v. Du selv er Ingenting, en gaadefuld Skikkelse, paa hvis Pande staaer enten eller; &anfbeg;thi dette er mit Valgsprog, og disse Ord ere ikke, som Grammatikerne troe, disjunktive Conjunktioner, nei de h&o-;re uadskilleligt sammen og b&o-;r derfor skrives i eet Ord, da de i Forening danne en Interjection, jeg tilraaber Menneskeheden ligesom man raaber Hep efter en J&o-;de.&anfslut; Uagtet nu enhver Yttring fra Dig af den Art paa mig bliver uden Virkning, eller forsaavidt den virker Noget, i det H&o-;ieste virker til at fremkalde en retf&ae;rdig Indignation, saa vil jeg dog for Din egen Skyld svare Dig: veed Du da ikke, at der kommer en Midnatstime, hvor Enhver skal demasquere sig, troer Du, at Livet altid lader sig sp&o-;ge med, troer Du, at man kan liste bort lidt f&o-;r Midnat for at undgaae det? Eller forf&ae;rdes Du ikke herved? Jeg har seet Mennesker i Livet, der saa l&ae;nge bedrog Andre, at deres sande V&ae;sen derved tilsidst ikke kunde aabenbare sig; jeg har seet Mennesker, der saa l&ae;nge legede Skjul, at tilsidst Vanvid gjennem dem ligesaa modbydeligt paan&o-;dte Andre deres l&o-;nlige Tanker, som de hidtil stolt havde skjult dem. Eller kan Du t&ae;nke Dig noget Forf&ae;rdeligere end at det endte med, at Dit V&ae;sen opl&o-;ste sig i en Mangfoldighed, at Du virkelig blev Flere, blev ligesom hine ulykkelige D&ae;moniske en Legio, og Du saaledes havde tabt det Inderste, Helligste i et Menneske, Personlighedens bindende Magt? Du skulde i Sandhed ikke sp&o-;ge med, hvad der ikke blot er alvorligt, men r&ae;dsomt. I ethvert Menneske er der Noget, der til en vis Grad forhindrer ham i at blive sig selv fuldelig gjennemsigtig; men dette kan i saa h&o-;i Grad v&ae;re Tilf&ae;lde, han kan saa uforklarligt v&ae;re indflettet i Livs-Forhold, der ligge ud over ham selv, at han n&ae;sten ikke kan aabenbare sig; men den, der ikke kan aabenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den Ulykkeligste af Alle. Og Du gj&o-;r i Kaadhed det Samme, Du &o-;ver Dig i den Kunst at blive gaadefuld for Alle. Min unge Ven! s&ae;t der var Ingen, der br&o-;d sig om at gj&ae;tte Din Gaade, hvad Gl&ae;de havde Du da deraf? Men fremfor Alt for Din egen Skyld, for Din Frelses Skyld; thi jeg veed ingen Sj&ae;ls-Tilstand, man bedre kan betegne som Fortabelse; stands denne vilde Flugt, denne Tilintetgj&o-;relsens Lidenskab, der raser i Dig; thi det er det, Du vil, Du vil tilintetgj&o-;re Alt; Du vil m&ae;tte Tvivlens Hunger i Dig paa Tilv&ae;relsen. Dertil danner Du Dig, dertil forh&ae;rder Du Dit Sind; thi det tilstaaer Du gjerne, Du duer til Intet, kun dette forlyster Dig, at gaae 7 Gange omkring Tilv&ae;relsen, og bl&ae;se paa Basunen, og derpaa lade det Hele gaae under, at Din Sj&ae;l kan blive beroliget ja veemodig, at Du kan faae Ekcho kaldet frem; thi Ekcho lyder kun i Tomhed. Dog ad denne Vei kommer jeg vel ikke videre med Dig, desuden er mit Hoved om Du saa vil for svagt, til at kunne udholde, eller som jeg vil, for st&ae;rkt til at finde Behag i, at det bestandig svimler for mit &O-;ie. Jeg vil derfor begynde Sagen fra en anden Side. T&ae;nk Dig et ungt Menneske, i den Alder da Livet ret begynder at faae Betydning for ham; han er sund, reen, glad, aandelig begavet, selv riig paa Haab, Enhvers Haab, der kjender ham, t&ae;nk Dig, ja det er haardt at jeg skal sige det, at han tog Feil af Dig, at han troede, Du var et alvorligt, pr&o-;vet, erfarent Menneske, hos hvem man sikkert kunde s&o-;ge Oplysning om Livets Gaader; t&ae;nk Dig, at han henvendte sig til Dig med den elskelige Tillid, der er Ungdommens Prydelse, med den uafviselige Fordring, der er Ungdommens Ret &streg; hvad vilde Du svare ham? Vilde Du svare: ja jeg siger bare enten &streg; eller; det vilde Du vel neppe? Vilde Du, som Du pleier at udtrykke Dig, naar Du vil betegne Din Modbydelighed for, at Andre besv&ae;re Dig med deres Hjertes-Anliggender, stikke Hovedet ud af Vinduet og sige: Huus forbi; eller vilde Du behandle ham som Andre, der ville beraadf&o-;re sig med Dig, eller s&o-;ge Oplysning hos Dig, hvilke Du afviser ligesom de, der kr&ae;ve Pr&ae;stepenge med de Ord, at Du kun er Logerende i Livet, ikke en bosiddende Mand og Familiefader? Dette vilde Du vel heller ikke. Et ungt Menneske, aandelig begavet, er Noget, Du kun s&ae;tter altfor megen Priis paa. Men Dit Forhold til ham var ikke ganske som Du ellers &o-;nskede det, det var ikke et tilf&ae;ldigt Sammenst&o-;d, der havde bragt Dig i Ber&o-;ring med ham, Din Ironi var ikke fristet. Skj&o-;ndt han var den Yngre, Du den &Ae;ldre, saa havde han dog ved sin &ae;dle Ungdommelighed gjort &O-;ieblikket alvorligt. Ikke sandt, Du vilde selv blive ung, Du vilde f&o-;le, at der ligger noget Skj&o-;nt i at v&ae;re ung, men ogsaa noget saare Alvorligt, at det ingenlunde er en ligegyldig Sag, hvorledes man bruger sin Ungdom, at der ligger et Valg for Een, et virkeligt enten &streg; eller? Du vilde f&o-;le, at det, det dog kommer an paa, ikke saa meget er at danne sin Aand, som at modne sin Personlighed. Din Godmodighed, Din Sympathi var sat i Bev&ae;gelse, ud af den vilde Du tale til ham; Du vilde styrke hans Sj&ae;l, bestyrke ham i den Tillid, han havde til Verden, Du vilde forsikkre ham, at der er en Magt i et Menneske, der kan trodse hele Verden, Du vilde l&ae;gge ham ret st&ae;rkt paa Hjerte at bruge Tiden. Alt dette kan Du gj&o-;re, og naar Du vil kan Du gj&o-;re det smukt. Men agt nu vel paa, hvad jeg vil sige Dig, unge Menneske; thi skj&o-;ndt Du ikke er ung, n&o-;dsages man dog altid til at kalde Dig saa. Hvad gjorde Du nu her? Du anerkjendte, hvad Du ellers ikke vil anerkjende, Betydningen af et enten &streg; eller, og hvorfor, fordi Din Sj&ae;l var bev&ae;get af Kj&ae;rlighed til det unge Menneske; og dog bedrog Du jo ham paa en Maade, thi han vil maaskee tr&ae;ffe sammen med Dig til andre Tider, hvor det ingenlunde er Din Leilighed at anerkjende det. Der seer Du en s&o-;rgelig F&o-;lge af, at et Menneskes V&ae;sen ikke kan harmonisk aabenbare sig. Du troede at gj&o-;re det Bedste, og dog har Du maaskee skadet ham; maaskee han snarere vilde have kunnet holde sig ligeoverfor Din Mistillid til Livet, end finde Hvile i den subjektiv svigagtige Tillid, Du bibragte ham. T&ae;nk Dig, at Du efter nogle Aars Forl&o-;b atter traf sammen med hiint unge Menneske; han var livlig, vittig, aandrig, driftig i sin Tanke, kj&ae;k i sit Udtryk; men Dit fine &O-;re opdagede let Tvivlen i hans Sj&ae;l, Du fattede en Mistanke om, at ogsaa han var kommen til den tvetydige Viisdom: jeg siger bare enten &streg; eller; ikke sandt det vilde gj&o-;re Dig ondt for ham, Du vilde f&o-;le, at han havde tabt Noget, og noget saare V&ae;sentligt. Men over Dig selv vil Du ikke s&o-;rge, Du er tilfreds, ja stolt af Din tvetydige Viisdom, ja saa stolt af den, at Du ikke kan tillade en Anden at dele den, da Du vil v&ae;re ene om den. Og dog finder Du i en anden Henseende det beklageligt, og det er Din oprigtige Mening, at det er beklageligt, at hiint unge Menneske var kommet til samme Viisdom. Hvilken uhyre Modsigelse! Dit hele V&ae;sen modsiger sig selv. Men ud af denne Modsigelse kan Du ikkun komme ved et enten &streg; eller; og jeg, som elsker Dig oprigtigere end Du elskede hiint unge Menneske, jeg, der i mit Liv har erfaret Valgets Betydning, jeg &o-;nsker Dig til Lykke med, at Du endnu er saa ung, at om Du end altid vil gaae Glip af Noget, Du dog, hvis Du har eller rettere Du vil have Energi dertil, kan vinde, hvad der er Hovedsagen i Livet, vinde Dig selv, erhverve Dig selv. Dersom nu et Menneske bestandig kunde holde sig paa Valg-&O-;ieblikkets Spidse, dersom han kunde oph&o-;re at v&ae;re et Menneske, dersom han i sit inderste V&ae;sen kun var en luftig Tanke, dersom Personligheden ikke havde videre at betyde end at v&ae;re en Nisse, der vel deeltog i Bev&ae;gelserne, men dog blev uforandret, dersom det forholdt sig saaledes, saa vilde det v&ae;re en Taabelighed, at det kunde v&ae;re for sildigt for et Menneske at v&ae;lge, da der i dybere Forstand slet ikke kunne v&ae;re Tale om et Valg. Valget selv er afgj&o-;rende for Personlighedens Indhold; ved Valget synker den ned i det Valgte, og naar den ikke v&ae;lger, henvisner den i T&ae;ring. Et &O-;ieblik er det saa, et &O-;ieblik kan det synes saa, at det, der skal v&ae;lges mellem, ligger udenfor den V&ae;lgende; han staaer i intet Forhold dertil, han kan bevare sig i Indifferens ligeover derfor. Dette er Overveielsens &O-;ieblik, men det er ligesom det platoniske egentlig slet ikke, og allermindst i den abstracte Forstand, hvori Du vil fastholde det; og jo l&ae;ngere man stirrer derpaa, jo mindre er det. Det, der skal v&ae;lges, staaer i det dybeste Forhold til den V&ae;lgende, og naar der er Tale om Valg, der angaaer et Livs-Sp&o-;rgsmaal, saa skal Individet jo paa samme Tid leve, og kommer derved, jo l&ae;ngere han skyder Valget ud, let til at alterere det, _uagteruagtet han bestandig overveier og overveier, og derved troer ret at holde Valgets Mods&ae;tninger ude fra hinanden. Naar man betragter Livets Enten-Eller saaledes, da fristes man ikke let til at sp&o-;ge dermed. Man seer da, at Personlighedens indre Drift ikke har Tid til Tanke-Experimenter, at den bestandig iler frem og paa en eller anden Maade ponerer enten det Ene eller det Andet, hvorved da Valget i n&ae;ste &O-;ieblik bliver vanskeligere; thi det, der er poneret, skal tages tilbage. Dersom Du t&ae;nker Dig en Styrmand i hans Skib i det &O-;ieblik, der skal gj&o-;res et Slag, saa vil han maaskee kunne sige, jeg kan enten gj&o-;re det eller det; men dersom han ikke er en maadelig Styrmand, saa vil han tillige blive sig bevidst, at Skibet under alt dette skyder sin s&ae;dvanlige Fart, og at det saaledes kun er et &O-;ieblik, hvor det er ligegyldigt, om han gj&o-;r dette eller dette. Saaledes med et Menneske, glemmer han at beregne denne Fart, saa kommer der tilsidst et &O-;ieblik, hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det v&ae;re, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv. Af det her Udviklede vil Du ogsaa see, hvori min Betragtning af et Valg er v&ae;sentlig forskjellig fra Din, ifald jeg ellers kan tale om denne; thi Din er netop deri forskjellig, at den forhindrer et Valg. Valgets &O-;ieblik er for mig saare alvorligt, ikke saa meget paa Grund af den strenge Gjennemt&ae;nkning af det, der i Valget viser sig adskilt, ikke paa Grund af den Mangfoldighed af Tanker, der knytte sig til det enkelte Led, som fordi der er Fare paa F&ae;rde, at det i n&ae;ste &O-;ieblik ikke saaledes staaer til min Raadighed at v&ae;lge, at der da allerede er levet Noget, som maa leves om igjen; thi naar man troer, at man noget &O-;ieblik kan holde sin Personlighed blank og bar, eller at man i strengere Forstand kan standse og afbryde det personlige Liv, saa er man i en Vildfarelse. Personligheden er allerede, f&o-;r man v&ae;lger, interesseret i Valget, og naar man uds&ae;tter Valget, saa v&ae;lger Personligheden ubevidst eller de dunkle Magter i den. Naar man da endelig faaer valgt, hvis man ikke, hvad jeg f&o-;r bem&ae;rkede, bliver aldeles forflygtiget, saa opdager man, at der er Noget, der maa gj&o-;res om igjen, der maa tages tilbage, og dette er ofte saare vanskeligt. Der tales i Eventyr om Mennesker, som Havfruer eller Havm&ae;nd ved deres d&ae;moniske Musik rev ind i deres Magt. For at l&o-;se Trylleriet, l&ae;rer Eventyret, var det n&o-;dvendigt, at den Fortryllede spillede det samme Stykke bagl&ae;nds, uden at tage Feil en eneste Gang. Dette er saare dybsindigt t&ae;nkt, men saare vanskeligt udf&o-;rt, og dog er det saaledes; det Forfeilede, man har faaet ind i sig, maa man paa den Maade udrydde, og hver Gang man tager Feil, maa man begynde forfra. See derfor er det af Vigtighed at v&ae;lge og at v&ae;lge itide. Du derimod har en anden Methode; thi det veed jeg vel, at den polemiske Side, Du vender ud imod Verden, ikke er Dit sande V&ae;sen. Ja hvis det at overveie var Opgaven for et Menneskeliv, saa var Du Fuldkommenheden n&ae;r. Jeg vil tage et Exempel. Det maa naturligviis v&ae;re dristige Mods&ae;tninger for at det kan passe paa Dig: enten Pr&ae;st &streg; eller Skuespiller. Her er Dilemmaet. Nu vaagner hele Din lidenskabelige Energi; Reflexionen griber med sine hundrede Arme den Tanke at v&ae;re Pr&ae;st. Du finder ingen Hvile, Dag og Nat t&ae;nker Du derover; Du l&ae;ser alle de Skrifter, Du kan faae fat paa, gaaer 3 Gange hver S&o-;ndag i Kirke, stifter Bekjendtskab med Pr&ae;ster, skriver selv Pr&ae;dikener, holder dem for Dig selv, i et halvt Aar er du D&o-;d for hele Verden. Nu er Du f&ae;rdig; Du kan nu tale indsigtsfuldere og tilsyneladende erfarnere om det at v&ae;re Pr&ae;st end Mangen, der har v&ae;ret Pr&ae;st i 20 Aar. Det v&ae;kker Din Forbittrelse, naar Du tr&ae;ffer sammen med Saadanne, at de ikke veed med ganske anderledes Veltalenhed at expectorere sig; er det Begeistring, siger Du, jeg som ikke er Pr&ae;st, som ikke har helliget mig dertil, jeg taler med Engler&o-;st i Sammenligning med dem. Det er nu maaskee ogsaa sandt nok, imidlertid er Du dog ikke bleven Pr&ae;st. Nu b&ae;rer Du Dig ligeledes ad med det andet Problem, og Din Kunst-Begeistring overgaaer n&ae;sten Din geistlige Veltalenhed. Du er da f&ae;rdig til at v&ae;lge. Imidlertid kan man v&ae;re sikker paa, at der i den uhyre Tankebedrift, i hvilken Du har levet, er faldet Meget af, mange Smaabem&ae;rkninger og Iagttagelser. I det &O-;ieblik derfor Du skal til at v&ae;lge, kommer der Liv og R&o-;re i dette Affald, der viser sig et nyt enten &streg; eller: Jurist; Advocat maaskee, det har Noget tilf&ae;lles med begge Dele. Nu er Du tabt. I samme Moment er Du nemlig strax Advokat nok til at kunne bevise det Rigtige i at tage det Tredie med. Saaledes gaaer Dit Liv hen. Efter at have spildt halvandet Aar paa disse Overveielser, efterat have anstrengt al Din Sj&ae;ls Kraft med en beundringsv&ae;rdig Energi, er Du ikke kommen et Skridt videre. Da brister Tankens Traad, Du bliver utaalmodig, lidenskabelig, skjender og br&ae;nder, og nu vedbliver Du: eller Haarsk&ae;rer, eller T&ae;ller i Banken, jeg siger bare enten&streg;eller. Hvad Under da, at dette Ord er bleven Dig en Forargelse og en Daarskab, &anfbeg;at det forekommer Dig at v&ae;re ligesom Armene paa den Jomfru, hvis Favnetag var D&o-;dsstraf.&anfslut; Du overseer Menneskene, Du driver Din Spot med dem, og det, Du er bleven, er det, Du af Alt mest afskyer &streg; Kritiker, en Universal-Kritiker ved alle Faculteter. Stundom kan jeg ikke lade v&ae;re at smile ad Dig, og dog er det s&o-;rgeligt, at Dine i Sandhed udm&ae;rkede Aandsevner saaledes adsplittes. Dog her er atter den samme Modsigelse i Dit V&ae;sen; thi det Latterlige seer Du meget godt, og Gud tr&o-;ste den, der falder i Din Haand, naar det h&ae;nger saaledes sammen med ham, og dog er hele Forskjellen den, at han maaskee bliver nedb&o-;iet og kn&ae;kket, Du derimod bliver let og rank og lystigere end nogensinde, og lyksaliggj&o-;r Dig selv og Andre med det Evangelium: vanitas vanitatum vanitas juchhe! Men dette er intet Valg, det er hvad man siger paa Dansk: lad gaae, eller en Mediation som den at lade fem v&ae;re lige. Nu f&o-;ler Du Dig fri, siger Verden Farvel. So zieh' ich hin in alle Ferne Ueber meiner M&u..;tze nur die Sterne. See dermed har Du valgt, vistnok ikke, det vil Du vel selv tilstaae, den bedre Deel; men Du har egentlig slet ikke valgt, eller Du har valgt i uegentlig Forstand. Dit Valg er et &ae;sthetisk Valg; men et &ae;sthetisk Valg er intet Valg. Overhovedet er det at v&ae;lge et egentligt og stringent Udtryk for det Ethiske. Overalt hvor der i strengere Forstand er Tale om et Enten&streg;Eller, der kan man altid v&ae;re sikker paa, at det Ethiske er med i Spillet. Det eneste absolute Enten&streg;Eller, der gives, er Valget mellem Godt og Ondt, men det er ogsaa absolut ethisk. Det &ae;sthetiske Valg er enten aldeles umiddelbart og forsaavidt intet Valg, eller det fortaber sig i Mangfoldigheden. Naar saaledes en ung Pige f&o-;lger sit Hjertes Valg, saa er dette Valg, hvor skj&o-;nt det end forresten er, i strengere Forstand intet Valg, da det er aldeles umiddelbart. Naar et Menneske &ae;sthetisk overveier en M&ae;ngde Livs-Opgaver, saaledes som Du i det Foregaaende, saa faaer han ikke let et Enten&streg;Eller, men en heel Mangfoldighed, fordi det Selvbestemmende i Valget ikke her bliver ethisk accentueret, og fordi, naar man ikke v&ae;lger absolut, da v&ae;lger man kun for Momentet, og kan desaarsag i n&ae;ste &O-;ieblik v&ae;lge noget Andet. Det ethiske Valg er derfor i en vis Forstand langt lettere, langt simplere, men i en anden Forstand er det uendeligt langt sv&ae;rere. Den, der ethisk vil bestemme sig sin Livs-Opgave, har i Almindelighed ikke et saa betydeligt Udvalg; derimod har Valgets Akt langt mere for ham at betyde. Naar Du da vil forstaae mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at v&ae;lge ikke saa meget kommer an paa at v&ae;lge det Rigtige, som paa den Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man v&ae;lger. Deri forkynder Personligheden sig i sin indre Uendelighed, og derved consolideres igjen Personligheden. Selv derfor om et Menneske valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette. Idet nemlig Valget er foretaget med hele Personlighedens Inderlighed, er hans V&ae;sen luttret, og han selv bragt i et umiddelbart Forhold til den evige Magt, der allestedsn&ae;rv&ae;rende gjennemtr&ae;nger hele Tilv&ae;relsen. Denne Forklarelse, denne h&o-;iere Indvielse opnaaer aldrig den, der blot v&ae;lger &ae;sthetisk. Rhythmen i hans Sj&ae;l er trods al dens Lidenskab dog kun en spiritus lenis. Som en Cato tilraaber jeg Dig da mit Enten&streg;Eller, og dog ikke som en Cato; thi min Sj&ae;l har endnu ikke erhvervet den resignerede Kulde, han var i Besiddelse af. Men jeg veed det, kun denne Besv&ae;rgelse, hvis jeg har den tilstr&ae;kkelige Kraft, vil v&ae;re istand til at v&ae;kke Dig, ikke til en Tankens Virksomhed, thi den mangler Du ikke, men til Aandens Alvor. Maaskee vil det lykkes Dig ogsaa uden den at udrette Meget, maaskee endog at forbause Verden (thi jeg er ikke knap), og dog vil Du gaae Glip af det H&o-;ieste, af det Eneste, der i Sandhed giver Livet Betydning, maaskee vil Du vinde den ganske Verden og tabe Dig selv. Hvad er det da jeg adskiller i mit Enten&streg;Eller? Er det Godt og Ondt? Nei, jeg vil kun bringe Dig paa det Punkt, at dette Valg i Sandhed faaer Betydning for Dig. Derom er det at Alt dreier sig. Naar man f&o-;rst kan faae et Menneske til at staae paa Skilleveien saaledes, at der ingen Udvei er for ham uden ved at v&ae;lge, saa v&ae;lger han det Rette. Skulde det derfor skee, at Du, inden Du fik l&ae;st denne lidt udf&o-;rligere Unders&o-;gelse, der atter tilsendes Dig i et Brevs Form, f&o-;lte, at Valgets &O-;ieblik var der, saa kast det &O-;vrige bort, bryd Dig aldrig om det, Du har Intet tabt; men v&ae;lg, og Du skal see, hvilken Gyldighed der ligger deri, ja ingen ung Pige kan v&ae;re saa lykkelig ved sit Hjertes Valg, som en Mand, der har vidst at v&ae;lge. Enten skal man altsaa leve &ae;sthetisk, eller man skal leve ethisk. Her er, som sagt, endnu ikke i strengere Forstand Tale om et Valg; thi den, som lever &ae;sthetisk, v&ae;lger ikke, og den som, efterat det Ethiske har viist sig for ham, v&ae;lger det &Ae;sthetiske, han lever ikke &ae;sthetisk, thi han synder, og ligger under ethiske Bestemmelser, om hans Liv end maa betegnes som uethisk. See dette er ligesom en character indelebilis ved det Ethiske, at det, uagtet det beskedent stiller sig hen paa lige Trin med det &Ae;sthetiske, dog egentlig er det, der gj&o-;r Valget til et Valg. Og dette er det S&o-;rgelige, naar man betragter Menneskenes Liv, at saa Mange henleve deres Liv i stille Fortabelse; de udleve dem selv, ikke i den Betydning, at Livets Indhold successivt udfolder sig, og nu eies i denne Udfoldelse, men de leve dem ligesom ud af dem selv, forsvinde som _{Skygger deres Skygger, deres}Skygger; deres ud&o-;delige Sj&ae;l henveires, og de &ae;ngstes ikke ved Sp&o-;rgsmaal om dens Ud&o-;delighed; thi de ere jo allerede opl&o-;ste f&o-;r de d&o-;e. De leve ikke &ae;sthetisk, men det Ethiske har heller ei viist sig for dem i sin Heelhed; de have da heller ei egentlig forkastet det, de synde derfor heller ikke, uden forsaavidt det er en Synd, at de hverken er det ene eller det andet; de tvivle da heller ei om deres Ud&o-;delighed; thi den, som dybt og inderligt paa egne Vegne tvivler derom, han finder nok det Rette. Paa egne Vegne, siger jeg, og det er vel paa den h&o-;ie Tid, at man advarer mod den storhjertede, heltemodige Objektivitet, hvormed mange T&ae;nkere t&ae;nke paa Alles Vegne, ikke paa deres egne. Vil man kalde hvad jeg her fordrer Selvkj&ae;rlighed, saa vil jeg svare: det kommer deraf, at man ingen Forestilling har om, hvad dette &anfbeg;Selv&anfslut; er, og at det hjalp et Menneske saare lidet, at han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, samt at det n&o-;dvendigt maa v&ae;re et slet Beviis, der ikke f&o-;rst og fremmest overbeviser den, der frems&ae;tter det. Mit Enten&streg;Eller betegner ikke n&ae;rmest Valget mellem Godt og Ondt, det betegner det Valg, hvorved man v&ae;lger Godt og Ondt eller udelukker dem. Sp&o-;rgsmaalet er her, under hvilke Bestemmelser man vil betragte hele Tilv&ae;relsen og selv leve. At den, der v&ae;lger Godt og Ondt, v&ae;lger det Gode, er vel sandt, men dette viser sig f&o-;rst bag efter; thi det &Ae;sthetiske er ikke det Onde, men Indifferensen, og derfor var det jeg sagde, at det Ethiske constituerer Valget. Der er derfor ikke saa meget Tale om at v&ae;lge mellem at ville det Gode eller det Onde, som om at v&ae;lge det at ville, men hermed er igjen det Gode og det Onde sat. Den, der v&ae;lger det Ethiske, v&ae;lger det Gode, men det Gode er her aldeles abstrakt, dets V&ae;ren er derved blot sat, og deraf f&o-;lger ingenlunde, at den V&ae;lgende ikke igjen kan v&ae;lge det Onde, uagtet han valgte det Gode. Her seer Du igjen, hvor vigtigt det er, at der v&ae;lges, og at det, det kommer an paa, ikke saa meget er Overveielsen som den Villiens Daab, der indoptager denne i det Ethiske. Jo l&ae;ngere Tiden gaaer hen, jo vanskeligere bliver det at v&ae;lge; thi Sj&ae;len er bestandig i den ene af Dilemmaets Dele, og det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at rive sig l&o-;s. Og dog er dette n&o-;dvendigt, hvis der skal v&ae;lges, og altsaa af yderste Vigtighed, hvis et Valg har Noget at betyde, og at dette er Tilf&ae;lde, skal jeg senere vise. Du veed, jeg har aldrig givet mig ud for Philosoph, allermindst naar jeg underholder mig med Dig. Deels for at drille Dig lidt, deels fordi det virkelig er min kj&ae;reste og dyrebareste, og i en vis Forstand betydningsfuldeste Stilling i Livet, pleier jeg at tr&ae;de op som &Ae;gtemand. Jeg har ikke opoffret mit Liv til Kunst og Videnskab, hvad jeg har offret mig for er i Sammenligning hermed Ubetydeligheder; jeg offrer mig for min Gjerning, min Kone, mine B&o-;rn, eller rettere sagt, jeg offrer mig ikke derfor, men jeg finder min Tilfredshed og Gl&ae;de deri. Det er Ubetydeligheder i Sammenligning med hvad Du lever for, og dog, min unge Ven, pas vel paa, at det Store, Du virkelig offrer Dig for, ikke bedrager Dig. Skj&o-;ndt jeg nu ikke er Philosoph, saa n&o-;dsages jeg dog her til at vove mig ind paa en lille philosophisk Overveielse, som jeg vil bede Dig ikke saa meget at kritisere som at tage Dig ad notam. Det polemiske Resultat nemlig, hvoraf alle Dine Seirshymner over Tilv&ae;relsen gjenlyde, har en underlig Lighed med den nyere Philosophies Yndlings-Theori, at Modsigelsens Grunds&ae;tning er h&ae;vet. Vel veed jeg, at det Standpunkt, Du indtager, er Philosophien en Vederstyggelighed, og dog forekommer det mig, at den selv gj&o-;r sig skyldig i den samme Feil, ja at Grunden, hvorfor man ikke strax m&ae;rker det, er den, at den end ikke er stillet saa rigtig som Du. Du ligger paa Gjerningens Gebet, den paa Contemplationens. Saasnart man derfor vil f&o-;re den over paa det Praktiske, maa den komme til samme Resultat som Du, om den end ikke udtrykker sig saaledes. Du medierer Mods&ae;tningerne i en h&o-;iere Galskab, Philosophien i en h&o-;iere Eenhed. Du vender Dig mod den tilkommende Tid, thi Handling er v&ae;sentlig futurisk; Du siger, jeg kan enten gj&o-;re det eller gj&o-;re det, men hvilken af Delene jeg gj&o-;r er det lige galt, ergo gj&o-;r jeg slet Intet. Philosophien vender sig mod den forbigangne Tid, mod hele den oplevede Verdenshistorie, den viser, hvorledes de discursive Momenter gaae sammen i en h&o-;iere Eenhed, den medierer og medierer. Derimod synes den mig slet ikke at svare paa det, hvorom jeg sp&o-;rger; thi jeg sp&o-;rger om den tilkommende Tid. Du svarer dog paa en Maade, om Du end svarer Nonsens. Jeg antager nu, at Philosophien har Ret, at Modsigelsens Grunds&ae;tning virkelig er h&ae;vet, eller at Philosopherne i ethvert &O-;ieblik h&ae;ve den i den h&o-;iere Eenhed, der er for Tanken. Dette kan jo dog ikke gjelde om den tilkommende Tid; thi Mods&ae;tningerne maae jo dog f&o-;rst have v&ae;ret der, f&o-;rend jeg kan mediere dem. Men er Mods&ae;tningen tilstede, saa er der et Enten&streg;Eller. Philosophen siger: saaledes er det gaaet hidtil; jeg sp&o-;rger: hvad har jeg at gj&o-;re, hvis jeg ikke vil v&ae;re Philosoph, thi dersom jeg vil det, saa seer jeg jo nok, at jeg, som de andre Philosopher, kommer til at mediere den forbigangne Tid. Deels er dette intet Svar paa mit Sp&o-;rgsmaal, hvad jeg skal gj&o-;re; thi om jeg saa end var det mest begavede philosophiske Hoved, der nogensinde har levet i Verden, saa maa der v&ae;re en Ting mere jeg har at gj&o-;re, end at sidde og betragte det Forbigangne; deels er jeg &Ae;gtemand, og ingenlunde et philosophisk Hoved, men henvender mig i al &Ae;rb&o-;dighed til denne Videnskabs Dyrkere for at faae at vide, hvad jeg skal gj&o-;re. Jeg faaer imidlertid intet Svar; thi Philosophen medierer det Forbigangne og er i dette, Philosophen haster i den Grad ind i Fortiden, at, som en Digter siger om en Antiqvar, kun hans Kjolesk&o-;der ere blevne tilbage i Nutiden. See her enes Du med Philosopherne. Det, I enes i, er, at Livet gaaer istaa. For Philosophen er Verdenshistorien afsluttet, og han medierer. Derfor h&o-;rer det ulystelige Syn til Dagens Orden i vor Tid, at see unge Mennesker, der kunne mediere Christendom og Hedenskab, der kunne lege med Historiens titaniske Kr&ae;fter, og som ikke kunne sige et eenfoldigt Menneske, hvad han har at gj&o-;re her i Livet, og som heller ikke veed, hvad de selv have at gj&o-;re. Du er saare mangfoldig i Udtryk for Dit Yndlings-Resultat, jeg vil her fremh&ae;ve eet, fordi Du deri har en paafaldende Lighed med Philosophen, om end hans virkelige eller paatagne Alvor vil forbyde ham at deeltage i det obligate Opsving, hvori Du forlyster Dig. Sp&o-;rger man Dig, om Du vil underskrive en Adresse til Kongen, eller om Du &o-;nsker en Constitution, eller Skattebevilgningsret, eller om Du vil forene Dig til dette eller hiint godd&ae;dige &O-;iemed, saa svarer Du: &anfbeg;H&o-;ist&ae;rede Samtidige! I misforstaae mig, jeg er slet ikke med, jeg er ude, jeg er ude som et lille bitte spansk s.&anfslut; Saaledes gaaer det ogsaa Philosophen, han er ude, han er ikke med, han sidder og &ae;ldes ved at h&o-;re paa Fortidens Sange, han lytter til Mediationens Harmonier. Jeg h&ae;drer Videnskaben, jeg &ae;rer dens Dyrkere, men Livet har ogsaa sine Fordringer, og om jeg end, hvis jeg saae et enkelt ualmindeligt begavet Hoved eensidigen fortabe sig i det Forbigangne, vilde v&ae;re raadvild om, hvad jeg skulde d&o-;mme, hvilken Mening jeg skulde have ved Siden af den &Ae;rb&o-;dighed, jeg vilde n&ae;re for hans Aandsdygtighed; i vor Tid bliver jeg ikke raadvild, da jeg seer en Skare af unge Mennesker, der dog umulig alle kunne v&ae;re philosophiske Hoveder, fortabte i Tidens Yndlings-Philosophi, eller som jeg snart fristes til at kalde den, Tidens Ynglings-Philosophi. Jeg har en gyldig Fordring ligeoverfor Philosophien, saaledes som Enhver har den, hvem den ikke t&o-;r afvise paa Grund af total Mangel paa Evne. Jeg er &Ae;gtemand, jeg har B&o-;rn. Hvad om jeg nu i deres Navn spurgte den om, hvad et Menneske har at gj&o-;re i Livet. Du vil maaskee smile, i ethvert Tilf&ae;lde vil den philosophiske Ungdom smile ad en Familiefader, og dog mener jeg, at det i Sandhed er et forf&ae;rdeligt Argument mod den, hvis den Intet har at svare. Er Livets Gang standset, kan maaskee den Generation, der nu er, leve af at betragte, hvad skal den f&o-;lgende leve af? Af at betragte det Samme? Den sidste Generation har jo Intet udrettet, Intet efterladt, der skal medieres. See her kan jeg atter slaae Dig sammen med Philosopherne, og sige til Eder: I gaae dog Glip af det H&o-;ieste. Min Stilling som &Ae;gtemand kommer mig her til Hj&ae;lp, til bedre at kunne oplyse, hvad jeg mener. Hvis en &Ae;gtemand vilde sige, det fuldkomne &Ae;gteskab er det, hvor der ingen B&o-;rn er, saa vilde han gj&o-;re sig skyldig i den samme Misforstaaelse, som Philosopherne. Han gj&o-;r sig selv til det Absolute, og dog vil enhver &Ae;gtemand f&o-;le, at det er usandt og uskj&o-;nt, og at det, at han selv bliver til Moment, som han bliver ved et Barn, er langt sandere. Dog jeg er maaskee allerede gaaet for vidt, jeg har indladt mig paa Unders&o-;gelser, jeg maaskee slet ikke burde, deels fordi jeg ikke er Philosoph, deels fordi det ingenlunde er min Hensigt at underholde mig med Dig om et eller andet Ph&ae;nomen i Tiden, men vel at tiltale Dig, at lade Dig paa enhver Maade f&o-;le, at Du er den Tiltalte. Da jeg imidlertid engang er kommen saa vidt, saa vil jeg dog lidt n&o-;iere overveie, hvorledes det h&ae;nger sammen med den philosophiske Mediation af Mods&ae;tningerne. Skulde det, jeg her har at sige, mangle Stringens, saa har det maaskee lidt mere Alvor, og det er ogsaa alene af den Grund, det her bliver fremsat; thi jeg agter ikke at concurrere til nogen philosophisk V&ae;rdighed, men vel, da jeg engang har faaet Pennen i Haanden, ogsaa med den at forsvare, hvad jeg ellers forsvarer paa andre og bedre Maader. Saasandt der altsaa er en tilkommende Tid, saa sandt er der et enten &streg; eller. Den Tid, i hvilken Philosophen lever, er da ikke den absolute Tid, den er selv et Moment, og det er altid en bet&ae;nkelig Omst&ae;ndighed, naar en Philosophi er ufrugtbar, ja det maa ansees for en Van&ae;re for den, ligesom man i Orienten anseer Ufrugtbarhed for en Skjendsel. Tiden bliver altsaa selv Moment, og Philosophen bliver selv Moment i Tiden. Vor Tid vil da igjen for en senere Tid vise sig som et discursivt Moment, og en senere Tids Philosoph vil igjen mediere vor Tid, og saaledes videre. Forsaavidt er da Philosophien i sin Ret, og det blev at betragte som en tilf&ae;ldig Feil ved vor Tids Philosophi, at den forvexlede vor Tid med den absolute Tid. Imidlertid er det dog let at indsee, at Mediationens Kategori derved har lidt et betydeligt Kn&ae;k, og at den absolute Mediation f&o-;rst bliver mulig, naar Historien bliver f&ae;rdig, med andre Ord, at Systemet er i en bestandig Vorden. Det, som derimod Philosophien har beholdt, er Anerkjendelsen af, at der er en absolut Mediation. Dette er den naturligviis af yderste Vigtighed; thi opgiver man Mediationen, saa opgiver man Speculationen. Paa den anden Side er det en bet&ae;nkelig Sag at indr&o-;mme det; thi indr&o-;mmer man Mediationen, saa er der intet absolut Valg, og er der ikke et saadant, saa er der intet absolut enten &streg; eller. Dette er Vanskeligheden; dog troer jeg, at den for en Deel ligger deri, at man forvexler to Sph&ae;rer med hinanden, T&ae;nkningens og Frihedens. For Tanken bestaaer Mods&ae;tningen ikke, den gaaer over i det Andet og derpaa sammen i en h&o-;iere Eenhed. For Friheden bestaaer Mods&ae;tningen; thi den udelukker den. Jeg forvexler ingenlunde liberum arbitrium med den sande positive Frihed; thi selv denne har i al Evighed det Onde udenfor sig, om end som en afm&ae;gtig Mulighed, og den bliver ikke fuldkommen derved, at den mere og mere optager det Onde, men derved, at den mere og mere udelukker det, men Udelukkelse er netop Mods&ae;tning til Mediation. At jeg herved ikke kommer til at antage et radikalt Onde, skal jeg senere vise. De Sph&ae;rer, som Philosophien egentlig har med at gj&o-;re, de Sph&ae;rer, der egentlig ere for Tanken, er det Logiske, Naturen, Historien. Her hersker N&o-;dvendigheden, og derfor har Mediationen sin Gyldighed. At dette er Tilf&ae;ldet med det Logiske og Naturen vil vel Ingen negte; med Historien har det derimod sin Vanskelighed; thi, siger man, her hersker Friheden. Imidlertid troer jeg, at man betragter Historien urigtigt, og at Vanskeligheden kommer heraf. Historien er nemlig mere end et Produkt af de frie Individers frie Handlinger. Individet handler, men denne Handling gaaer ind i den Tingenes Orden, der b&ae;rer hele Tilv&ae;relsen. Hvad der skal komme ud deraf, veed den Handlende egentlig ikke. Men denne h&o-;iere Tingenes Orden, der saa at sige ford&o-;ier de frie Handlinger, og sammenarbeider dem i sine evige Love, er N&o-;dvendigheden, og denne N&o-;dvendighed er Bev&ae;gelsen i Verdenshistorien, og det er derfor ganske rigtigt, at Philosophien anvender Mediationen, det vil da sige den relative Mediation. Betragter jeg en verdenshistorisk Individualitet, saa kan jeg skjelne mellem de Gjerninger, om hvilke Skriften siger, at de f&o-;lge ham, og de Gjerninger, ved hvilke han tilh&o-;rer Historien. Hvad man kunde kalde den indvortes Gjerning, har Philosophien slet ikke med at gj&o-;re; men den indvortes Gjerning er Frihedens sande Liv. Philosophien betragter den udvortes Gjerning, og denne seer den igjen ikke isoleret, men seer den indoptagen og forvandlet i den verdenshistoriske Proces. Denne Proces er egentlig Philosophiens Gjenstand, og denne betragter den under N&o-;dvendighedens Bestemmelse. Den holder derfor den Reflexion borte, der vil gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at Alt kunde v&ae;re anderledes, den betragter Verdenshistorien saaledes, at der intet Sp&o-;rgsmaal er om et enten &streg; eller. At der i denne dens Betragtning indblander sig megen taabelig og inept Tale, det forekommer idetmindste mig; at is&ae;r de unge Hexemestere, der ville besv&ae;rge Historiens Aander, synes mig latterlige, negter jeg ikke, men jeg b&o-;ier mig ogsaa dybt for de storartede Pr&ae;stationer, som vor Tid har at opvise. Som sagt, Philosophien seer Historien under N&o-;dvendighedens Bestemmelse, ikke under Frihedens; thi om man end kalder den verdenshistoriske Proces fri, saa er det dog i samme Forstand, som man taler om den organiserende Proces i Naturen. For den historiske Proces er der intet Sp&o-;rgsmaal om et enten &streg; eller; men dog kan det vel ikke falde nogen Philosoph ind at negte, at der for det handlende Individ var det. Deraf igjen den Sorgl&o-;shed, den Forsonlighed, hvormed Philosophien betragter Historien og dens Helte; thi den seer dem under N&o-;dvendighedens Bestemmelse. Deraf igjen dens Uformuenhed til at faae et Menneske til at handle; dens Tilb&o-;ielighed til at lade Alt gaae istaa; thi den fordrer egentlig, at man skal handle n&o-;dvendigt, hvilket er en Modsigelse. Selv det ringeste Individ har saaledes en Dobbelt-Existens. Ogsaa han har en Historie, og denne er ikke blot et Produkt af hans egne frie Handlinger. Den indvortes Gjerning derimod tilh&o-;rer ham selv og skal i al Evighed tilh&o-;re ham; den kan Historien eller Verdenshistorien ikke tage fra ham, den f&o-;lger ham enten til Gl&ae;de eller til Bedr&o-;velse. I denne Verden hersker der et absolut enten &streg; eller; men denne Verden har Philosophien ikke med at gj&o-;re. Forestiller jeg mig en &ae;ldre Mand, der skuer tilbage over et bev&ae;get Liv, saa faaer han for Tanken ogsaa en Mediation deraf; thi hans Historie var indflettet i Tidens; men inderst inde faaer han ingen Mediation. Der adskiller endnu bestandigt et enten &streg; eller det, der var adskilt, da han valgte. Skal her v&ae;re Tale om en Mediation, saa kunde man sige, det er Angeren; men Angeren er ingen Mediation, den seer ikke attraaende paa det, der skal medieres, dens Vrede fort&ae;rer det; men dette er ligesom Udelukkelse, Mods&ae;tningen til Mediation. Her viser det sig tillige, at jeg ikke antager et radikalt Onde, da jeg statuerer Angerens Realitet; men Anger er vel et Udtryk for Forsoning; men tillige et absolut uforsonligt Udtryk. Dog alt dette indr&o-;mmer Du mig maaskee; Du, der dog paa saa mange Maader gj&o-;r f&ae;lleds Sag med Philosopherne, undtagen forsaavidt Du for privat Regning paatager Dig at gj&o-;re Nar af dem; Du mener maaskee, at jeg som &Ae;gtemand kan lade mig n&o-;ie dermed, og gj&o-;re Brug deraf i min Husholdning. Oprigtigt talt, jeg forlanger ikke mere; men jeg gad dog vide, hvilket Liv der var det h&o-;ieste, enten Philosophens eller den frie Mands. Dersom Philosophen blot er Philosoph, fortabt heri uden at kjende Frihedens salige Liv, da mangler han et saare vigtigt Punkt, han vinder den ganske Verden, og han taber sig selv; dette kan aldrig h&ae;nde den, der lever for Friheden, om han end tabte nok saa meget. For Friheden k&ae;mper jeg derfor (deels her i dette Brev; deels og fornemlig i mig selv), for den tilkommende Tid, for enten &streg; eller. Det er den Skat, jeg agter at efterlade dem, jeg elsker i Verden. Ja dersom min lille S&o-;n i dette &O-;ieblik var i den Alder, at han ret kunde forstaae mig, og min sidste Time var kommen, da vilde jeg sige til ham: jeg efterlader Dig ikke Formue, ikke Titler og V&ae;rdigheder; men jeg veed, hvor der ligger en Skat begraven, der kan gj&o-;re Dig rigere end hele Verden, og denne Skat tilh&o-;rer Dig, og Du skal end ikke takke mig for den, at Du ikke skal tage Skade paa Din Sj&ae;l ved at skylde et Menneske Alt; denne Skat er nedlagt i Dit eget Indre: der er et enten &streg; eller, der gj&o-;r et Menneske st&o-;rre end Englene. Her vil jeg afbryde denne Betragtning. Den tilfredsstiller Dig maaskee ikke, Dit graadige &O-;ie sluger den uden at Du m&ae;ttes, men det ligger deri, at &O-;iet er det, der sidst m&ae;ttes, is&ae;r naar man som Du ikke hungrer, men blot lider af en &O-;iets Lyst, der ikke kan tilfredsstilles. Det, der da tr&ae;der frem ved mit enten &streg; eller er det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at v&ae;lge. Dette er imidlertid det Afgj&o-;rende, og det er dertil jeg vil str&ae;be at v&ae;kke Dig. Til dette Punkt kan det ene Menneske hj&ae;lpe det andet; naar han er kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev bem&ae;rket, at det at have elsket giver et Menneskes V&ae;sen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at v&ae;lge giver et Menneskes V&ae;sen en H&o-;itidelighed, en stille V&ae;rdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der s&ae;tte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden m&ae;rkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sj&ae;l et idealt Billede, som adler deres V&ae;sen; og dog er selv dette &O-;ieblik, hvor betydningsfuldt det end kan v&ae;re, Intet mod Valgets &O-;ieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring Een, h&o-;itideligt som en stjerneklar Nat, naar Sj&ae;len bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udm&ae;rket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget v&ae;lger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sj&ae;len seet det H&o-;ieste, hvad intet d&o-;deligt &O-;ie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var f&o-;r, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, f&o-;r han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, f&o-;r han har valgt sig selv, og paa den anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at v&ae;re Dette eller Hiint; men at v&ae;re sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det. At der i en vis Forstand ikke er Tale om et Valg af Noget, vil Du see deraf, at det, der viser sig paa den anden Side, er det &Ae;sthetiske, der er Indifferensen. Og dog er her Tale om et Valg, ja et absolut Valg; thi kun ved at v&ae;lge absolut, kan man v&ae;lge det Ethiske. Ved det absolute Valg er altsaa det Ethiske sat; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at det &Ae;sthetiske er udelukket. I det Ethiske er Personligheden centraliseret i sig selv, absolut er altsaa det &Ae;sthetiske udelukket eller det er udelukket som det Absolute, men relativt bliver det bestandigt tilbage. Idet Personligheden v&ae;lger sig selv, v&ae;lger den sig selv ethisk og udelukker absolut det &Ae;sthetiske; men da han dog v&ae;lger sig selv, og ikke ved at v&ae;lge sig selv bliver et andet V&ae;sen, men bliver sig selv, saa vender hele det &Ae;sthetiske tilbage i sin Relativitet. Det enten &streg; eller, jeg har opstillet, er altsaa i en vis Forstand absolut; thi det er det mellem at v&ae;lge og ikke at v&ae;lge. Men da Valget er et absolut Valg, saa er enten &streg; eller absolut, i en anden Forstand indtr&ae;der dog f&o-;rst det absolute enten &streg; eller med Valget; thi nu viser Valget mellem Godt og Ondt sig. Dette i og med det f&o-;rste Valg satte Valg skal ikke besk&ae;ftige mig her, jeg vil blot tvinge Dig hen paa det Punkt, hvor N&o-;dvendigheden af Valget viser sig, og derpaa betragte Tilv&ae;relsen under ethiske Bestemmelser. Jeg er ingen ethisk Rigorist, begeistret for en formel abstrakt Frihed; naar blot Valget er sat, saa vender alt det &Ae;sthetiske tilbage, og Du skal see, at f&o-;rst herved bliver Tilv&ae;relsen skj&o-;n, og at det f&o-;rst ad denne Vei kan lykkes et Menneske at frelse sin Sj&ae;l og vinde den hele Verden, at bruge Verden uden at misbruge den. Men hvad er det at leve &ae;sthetisk, og hvad er det at leve ethisk? Hvad er det &Ae;sthetiske i et Menneske og hvad er det Ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det &Ae;sthetiske i et Menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er det, hvorved han bliver det, han bliver. Den, der lever i og ved og af og for det &Ae;sthetiske i ham, han lever &ae;sthetisk. Det er ikke min Hensigt her n&ae;rmere at gaae ind paa en Betragtning af det Meget, der ligger i den givne Bestemmelse af det &Ae;sthetiske. Det synes ogsaa en overfl&o-;dig Sag at ville oplyse Dig om, hvad det er at leve &ae;sthetisk, Du, som med saa megen Virtuositet har praktiseret deri, at jeg snarere kunde tr&ae;nge til Din Hj&ae;lp. Imidlertid vil jeg dog skizzere nogle Stadier for at arbeide os hen til det Punkt, hvor Dit Liv egentlig h&o-;rer hjemme, hvilket er mig af Vigtighed, at Du ikke for tidlig ved et af Dine meget yndede Sidespring skal slippe fra mig. Desuden tvivler jeg ikke om, at jeg i Meget vil v&ae;re istand til at oplyse Dig om, hvad det er at leve &ae;sthetisk. Medens jeg nemlig vilde henvise Enhver, der &o-;nskede at leve &ae;sthetisk, til Dig som den paalideligste Veileder, saa vilde jeg ikke henvise til Dig, hvis han i h&o-;iere Forstand &o-;nskede at indsee, hvad det er at leve &ae;sthetisk; thi derom vilde Du ikke kunne oplyse ham, netop fordi Du selv er hildet; det kan kun Den forklare ham, der staaer paa et h&o-;iere Trin eller Den, der lever ethisk. Du kunde maaskee et &O-;ieblik fristes til at gj&o-;re mig den Chicane, at saa kunde jeg jo igjen heller ikke give en paalidelig Forklaring om, hvad det er at leve ethisk, da jeg selv er hildet deri. Dette vilde dog kun give mig Anledning til en yderligere Oplysning. Grunden, hvorfor den, der lever &ae;sthetisk, i h&o-;iere Forstand Intet kan oplyse, er fordi han bestandig lever i Momentet, bestandig dog kun er vidende i en vis Relativitet, indenfor en vis Begr&ae;ndsning. Det er ingenlunde min Hensigt at negte, at der til at leve &ae;sthetisk, naar et saadant Liv er paa sit H&o-;ieste, kan udfordres en Mangfoldighed af Aandsgaver, ja at disse endog maae v&ae;re i en ualmindelig Grad intensivt udviklede; men dog ere de tr&ae;lbundne, og Gjennemsigtigheden mangler. Saaledes finder man ofte Dyrearter i Besiddelse af langt skarpere, langt intensivere Sandser end Mennesket, men disse ere bundne i Dyrets Instinkt. Jeg vil gjerne tage Dig selv til Exempel. Jeg har aldrig negtet Dig udm&ae;rkede Aandsgaver, som Du ogsaa vil see deraf, at jeg ofte nok har bebreidet Dig, at Du misbrugte dem. Du er vittig, ironisk, iagttagende, Dialektiker, erfaren i Nydelse, Du veed at beregne &O-;ieblikket, Du er sentimental, hjertel&o-;s, alt efter Omst&ae;ndighederne; men under alt dette er Du bestandig kun i Momentet, og Dit Liv opl&o-;ser sig derfor, og det er Dig umuligt at forklare det. Vil nu Een l&ae;re den Kunst at nyde, saa er det ganske rigtigt at gaae til Dig; men &o-;nsker han at forstaae Dit Liv, saa henvender han sig til den Urette. Hos mig vil han maaskee snarere kunne finde det, han s&o-;ger, og det uagtet jeg ingenlunde er i Besiddelse af Dine Aandsgaver. Du er hildet og har ligesom ikke Tid til at rive Dig l&o-;s, jeg er ikke hildet, hverken i min Dom om det &Ae;sthetiske, ei heller om det Ethiske; thi i det Ethiske er jeg netop h&ae;vet over &O-;ieblikket, er i Friheden; men det er en Modsigelse, at man skulde kunne blive hildet ved at v&ae;re i Friheden. Ethvert Menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor underordnet hans Stilling i Livet end er, har en naturlig Trang til at danne sig en Livs-Anskuelse, en Forestilling om Livets Betydning og dets Formaal. Den, der lever &ae;sthetisk, gj&o-;r det ogsaa, og det almindelige Udtryk, man til alle Tider og fra de forskjellige Stadier har h&o-;rt, er dette: man skal nyde Livet. Det varieres naturligviis saare meget, alt eftersom Forestillingen om Nydelse er forskjellig, men i dette Udtryk, at man skal nyde Livet, enes de Alle. Men den, der siger, han vil nyde Livet, han s&ae;tter altid en Betingelse, som enten ligger udenfor Individet, eller er i Individet saaledes, at den ikke er ved Individet selv. Jeg vil bede Dig, dette sidste Punktum betr&ae;ffende, at holde Udtrykkene lidt fast, da de ere valgte med Flid. Lad os nu ganske kortelig gjenneml&o-;be disse Stadier, for at vinde hen til Dig. Du er maaskee allerede lidt &ae;rgerlig over det almindelige Udtryk for at leve &ae;sthetisk, jeg har fremsat, og dog vil Du vel neppe kunne negte dets Rigtighed. Det er ofte nok, man h&o-;rer Dig spotte over Folk, at de ikke vide at nyde Livet, medens Du selv derimod troer at have studeret det fra Grunden af. Det er vel muligt, at de ikke forstaae det; men i Udtrykket selv ere de dog enige med Dig. Du ahner nu maaske, at Du i denne Overveielse vil komme til at gaae i Spand med Mennesker, som ellers ere Dig en Vederstyggelighed. Du mener maaskee, jeg burde v&ae;re saa galant at behandle Dig som Kunstner, med Taushed at forbigaae Fuskerne, som Du kan have Plage nok af i Livet, og som Du paa ingen Maade &o-;nsker at have noget tilf&ae;lleds med. Jeg kan imidlertid ikke hj&ae;lpe Dig; thi Du har dog Noget tilf&ae;lleds med dem, og det noget saare v&ae;sentligt &streg; Livs-Anskuelse nemlig; og det, hvori Du er forskjellig fra dem, er i mine &O-;ine noget uv&ae;sentligt. Jeg kan ikke lade v&ae;re at lee ad Dig; seer Du, min unge Ven, det er en Forbandelse, der f&o-;lger Dig: de mange Kunstbr&o-;dre Du faaer, som Du ingenlunde agter at vedkjende Dig. Du l&o-;ber Fare for at komme i slet og simpelt Selskab, Du, der er saa fornem. Jeg negter ikke, at det maa v&ae;re ubehageligt at have Livs-Anskuelse tilf&ae;lleds med enhver Svirebroder eller Jagtliebhaber. Ganske er det vel heller ikke Tilf&ae;lde; thi Du ligger til en vis Grad ude over det &ae;sthetiske Gebeet, som jeg senere skal vise. Hvor store nu end Differenserne kunne v&ae;re indenfor det &Ae;sthetiske, alle Stadier have dog den v&ae;sentlige Lighed, at Aanden ikke er bestemmet som Aand, men umiddelbart bestemmet. Differenserne kunne v&ae;re overordentlige, ligefra fuldkommen Aandl&o-;shed til den h&o-;ieste Grad af Aandrighed; men selv paa det Stadium, hvor Aandrigheden viser sig, er Aanden dog ikke bestemmet som Aand, men som Gave. Kun ganske kortelig vil jeg fremh&ae;ve hvert enkelt Stadium og blot dv&ae;le ved, hvad der paa en eller anden Maade kunde passe paa Dig, eller som jeg kunde &o-;nske, Du skulde gj&o-;re Anvendelse af paa Dig selv. Personligheden er umiddelbart bestemt ikke aandeligt, men physisk. Her have vi en Livs-Anskuelse, der l&ae;rer, at Sundhed er det kosteligste Gode, det, hvorom Alt dreier sig. Et mere poetisk Udtryk faaer den samme Anskuelse, naar det hedder: Skj&o-;nhed er det H&o-;ieste. Skj&o-;nhed er nu et saare skr&o-;beligt Gode, og derfor seer man sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemf&o-;rt. Man tr&ae;ffer ofte nok en ung Pige, eller en ung Mand, der en stakket Tid trodser paa sin Skj&o-;nhed, men snart bedrager den dem. Imidlertid erindrer jeg dog engang at have seet den med sjeldent Held gjennemf&o-;rt. I mine Studenterdage kom jeg stundom i Ferierne i et greveligt Huus i en af Provindserne. Greven havde i tidligere Dage havt en diplomatisk Charge, var nu &ae;ldre og levede i landlig Rolighed paa sit Herres&ae;de. Grevinden havde som ung Pige v&ae;ret overordentlig deilig; hun var endnu som aldrende den skj&o-;nneste Dame, jeg har seet. Greven havde i sin Ungdom ved sin mandlige Skj&o-;nhed gjort stor Lykke blandt det smukke Kj&o-;n; ved Hoffet erindrede man endnu den skj&o-;nne Kammerjunker. Alderen havde ikke kn&ae;kket ham, og en &ae;del, &ae;gte fornem V&ae;rdighed gjorde ham endnu skj&o-;nnere. De, der havde kjendt dem i yngre Dage, forsikkrede, at det var det skj&o-;nneste Par, de havde seet, og jeg, som havde den Lykke at l&ae;re dem at kjende paa deres &ae;ldre Dage, fandt det ganske i sin Orden; thi de vare endnu det skj&o-;nneste Par, man kunde see. Saavel Greven som Grevinden havde megen Dannelse, og dog concentrerede Grevindens Livs-Anskuelse sig i den Tanke, at de vare det skj&o-;nneste Par i hele Landet. Jeg mindes endnu ganske levende en Begivenhed, der forvissede mig herom. Det var en S&o-;ndag Formiddag; der var en lille H&o-;itid i den t&ae;t ved Herres&ae;det liggende Kirke. Grevinden havde ikke befundet sig saa vel, at hun vovede at v&ae;re tilstede; Greven derimod begav sig om Morgenen derhen, if&o-;rt al sin Pragt, sin Kammerherre-Uniform, prydet med Ordener. Vinduerne i den store Sal vendte ud mod en Allee, der f&o-;rte op til Kirken. Grevinden stod ved et af dem; hun var kl&ae;dt i en smagfuld Morgendragt og virkelig yndig. Jeg havde erkyndiget mig om hendes Befindende, og fordybet mig med hende i en Samtale om en Lystseilads, der skulde gaae for sig den f&o-;lgende Dag, da viste Greven sig langt nede i Alleen. Hun taug, hun blev skj&o-;nnere, end jeg nogensinde har seet hende, hendes Mine blev n&ae;sten lidt veemodig, Greven var kommen saa n&ae;r, at han kunde see hende fra Vinduet, hun tilkastede ham med Gratie og Anstand et Kys, og nu vendte hun sig til mig og sagde: &anfbeg;lille Wilhelm, ikke sandt, min Ditlev er dog den skj&o-;nneste Mand i det hele Kongerige! Ja, jeg seer nok, at han synker en lille Smule sammen i den ene Side, men det kan Ingen see, naar jeg gaaer hos ham, og naar vi gaae sammen, ere vi dog endnu det skj&o-;nneste Par i hele Landet.&anfslut; Ingen lille Fr&o-;ken paa 16 Aar kunde v&ae;re lyksaligere over hendes Forlovede, den skj&o-;nne Kammerjunker, end Hendes Naade over den allerede bedagede Kammerherre. Begge Livs-Anskuelser enes deri, at man skal nyde Livet, Betingelsen herfor ligger i Individet selv, men saaledes, at den ikke er sat ved Individet selv. Vi gaae videre. Vi tr&ae;ffe Livs-Anskuelser, der l&ae;re, at man skal nyde Livet, men l&ae;gge Betingelsen derfor udenfor Individet. Dette er Tilf&ae;lde med enhver Livs-Anskuelse, hvor Rigdom, H&ae;der, Adel o. s. v. bliver gjort til Livets Opgave og dets Indhold. Her vil jeg ogsaa omtale en vis Art af Forelskelse. Dersom jeg t&ae;nkte mig en ung Pige forelsket af hele sin Sj&ae;l, hvis &O-;ie ingen Lyst kjendte uden at see den Elskede, hvis Sj&ae;l ingen Tanke havde uden ham, hvis Hjerte ingen Begj&ae;r havde uden at tilh&o-;re ham, hvem Intet, Intet, hverken i Himlen eller paa Jorden havde Betydning for, uden han, saa er her atter en &ae;sthetisk Livs-Anskuelse, hvor Betingelsen er lagt udenfor Individet selv. Du finder naturligviis, at det er en Taabelighed at elske saaledes, Du mener, at det er Noget, der kun forekommer i Romaner. Imidlertid lader det sig t&ae;nke, og saa Meget er vist, at i mange Menneskers &O-;ine vilde en saadan Kj&ae;rlighed ansees for noget Overordentligt. Jeg skal senere forklare Dig, hvorfor jeg ikke kan billige den. Vi gaae videre. Vi m&o-;de Livs-Anskuelser, der l&ae;re, at man skal nyde Livet, men Betingelsen derfor ligger i Individet selv, dog saaledes, at den ikke er sat ved ham selv. Personligheden er her i Almindelighed bestemt som Talent. Det er et practisk Talent, et merkantilsk Talent, et mathematisk Talent, et digterisk Talent, et kunstnerisk Talent, et philosophisk _{Talent Tilfredsstillelsen}Talent. Tilfredsstillelsen i Livet, Nydelsen s&o-;ges i dette Talents Udfoldelse. Man bliver maaskee ikke staaende ved Talentet i dets Umiddelbarhed, man uddanner det paa alle Maader, men Betingelsen for Tilfredsstillelsen i Livet er Talentet selv, som er en Betingelse, der ikke er sat ved selve Individet. De Mennesker, hos hvilke man finder denne Livsanskuelse, h&o-;re ofte til dem, der pleie at v&ae;re Gjenstand for Din stadige Spot, paa Grund af deres utr&ae;ttede Virksomhed. Du mener selv at leve &ae;sthetisk og vil ingenlunde indr&o-;mme det om dem. At Du har en anden Anskuelse af at nyde Livet, er unegteligt, men dette er ikke det V&ae;sentlige, det V&ae;sentlige er, at man vil nyde Livet. Dit Liv er langt fornemmere end deres, men deres er ogsaa langt uskyldigere end Dit. Som nu alle disse Livs-Anskuelser have det tilf&ae;lleds, at de ere &ae;sthetiske, saa ligne de hverandre ogsaa deri, at de have en vis Eenhed, et vist Sammenh&ae;ng, det er een bestemt Ting, hvorom Alt dreier sig. Det, hvorpaa de bygge deres Liv, er i sig noget Enkelt, og derfor adsplittes dette ikke saaledes som deres, der bygge deres Liv paa det i sig selv Mangfoldige. Det er Tilf&ae;lde med den Livs-Anskuelse, jeg nu skal dv&ae;le lidt l&ae;ngere ved. Den l&ae;rer: nyd Livet, og forklarer det saaledes: lev for Din Lyst. Lysten er imidlertid i sig selv en Mangfoldighed, og saaledes seer man let, at dette Liv adsplitter sig i en gr&ae;ndsel&o-;s Mangfoldighed, uden forsaavidt i et enkelt Individ Lysten fra Barndommen af er determineret til en enkelt Lyst, hvilket man da snarere maatte kalde en Tilb&o-;ielighed, et Hang, f. Ex. til at fiske, eller jage, eller holde Heste o. s. v. Forsaavidt denne Livs-Anskuelse adsplitter sig i en Mangfoldighed, seer man let, at den ligger i Reflexionens Sph&ae;re; imidlertid er denne Reflexion dog bestandig kun en endelig Reflexion og Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed. I Lysten selv er Individet umiddelbart, og hvor forfinet og raffineret, hvor udspeculeret denne end er, er Individet dog som umiddelbart deri, i Nydelsen er han i Momentet, og hvor mangfoldig han end er i denne Henseende, er han dog bestandigt umiddelbar, fordi han er i Momentet. At leve for at tilfredsstille sin Lyst, er nu en meget fornem Ans&ae;ttelse i Livet, og man seer det, Gud v&ae;re lovet, sjeldent gjennemf&o-;rt, paa Grund af det jordiske Livs Besv&ae;rligheder, der give Mennesket Andet at t&ae;nke paa. Dersom dette ikke var Tilf&ae;ldet, saa tvivler jeg ikke paa, at vi jo ofte nok vilde blive Vidne til dette forf&ae;rdelige Skuespil; thi saa meget er vist, man h&o-;rer ofte nok Folk klage over, at de f&o-;le sig generede af det prosaiske Liv, hvilket desto v&ae;rre ofte ikke vil sige Andet, end at de l&ae;nges efter at slaae sig l&o-;s i al den Vildhed, som Lysten kan henhvirvle et Menneske i. For at denne Anskuelse nemlig skal lade sig gjennemf&o-;re, maa Individet v&ae;re i Besiddelse af en Mangfoldighed af udvortes Betingelser, og denne Lykke eller rettere Ulykke bliver sjeldent et Menneske til Deel, denne Ulykke; thi det er visselig ikke fra de naadige, men fra de vrede Guder, at denne Lykke kommer. Man seer sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemf&o-;rt efter nogen betydelig Maalestok; derimod seer man ikke saa sjeldent Folk, der fuske lidt deri, og naar da Betingelserne h&o-;re op, saa mene de, at naar blot Betingelserne havde v&ae;ret i deres Magt, saa skulde de vel have opnaaet den Lykke og Gl&ae;de, de attraaede i Livet. I Historien tr&ae;ffer man dog eet og andet Exempel, og da jeg troer, det kan v&ae;re gavnligt at indsee, hvortil denne Livs-Anskuelse f&o-;rer, netop naar Alt begunstiger den, saa vil jeg fremstille en saadan Skikkelse, og dertil v&ae;lger jeg hiin alm&ae;gtige Mand, Keiser Nero, hvem en Verden b&o-;iede sig for, der altid fandt sig omringet af en tall&o-;s Skare af Lystens tjenstvillige Sendebud. Du yttrede engang med vanlig Dumdristighed, at man ikke kunde fort&ae;nke Nero i, at han br&ae;ndte Rom af, for at faae en Forestilling om Trojas Ildebrand, men man maatte sp&o-;rge, om han nu virkelig havde Kunst nok til at forstaae at nyde det. Det er nu een af Dine keiserlige Lyster, aldrig at gaae afveien for nogen Tanke, aldrig at forf&ae;rdes af den. Dertil beh&o-;ver man ikke en keiserlig Garde, ikke Guld og S&o-;lv, ikke al Verdens Skatte, det kan man v&ae;re ganske ene om, og afgj&o-;re i al Stilhed, det er derfor klogere, men ikke mindre forf&ae;rdeligt. Din Hensigt var vel ikke at f&o-;re et Forsvar for Nero, og dog ligger der en Art Forsvar deri, at man f&ae;ster sit Blik paa, ikke hvad han gj&o-;r, men paa, hvorledes. Dog veed jeg meget vel, at denne Dumdristighed i Tanker er Noget, man ofte finder hos unge Mennesker, der i saadanne &O-;ieblikke ligesom fors&o-;ge dem paa Verden, og nu lettelig fristes til at exaltere dem selv, is&ae;r naar Andre h&o-;re derpaa. Jeg veed meget vel, at Du saavel som jeg og ethvert Menneske, ja at Nero selv gyser tilbage for en saadan Vildhed, og dog vil jeg aldrig tilraade noget Menneske i strengeste Forstand at tiltroe sig selv Styrke nok til ikke at blive en Nero. Naar jeg nemlig, for at betegne Neros V&ae;sen, n&ae;vner, hvad der efter min Mening constituerede dette, saa vil det maaskee synes Dig altfor mildt et Ord derom, og dog er jeg visselig ingen mild Dommer, om jeg end i en anden Forstand aldrig d&o-;mmer noget Menneske. Men tro Du kun mig, Ordet er ikke for mildt, det er det sande, men det kan tillige vise, hvor n&ae;r en saadan Forvildelse kan ligge et Menneske, ja man kan sige, der kommer i ethvert Menneske, der ikke gaaer hele sit Liv hen som et Barn, et &O-;ieblik, hvor man, om end fjernt, ahner denne Fortabelse. Neros V&ae;sen var Tungsind. I vor Tid er det blevet noget Stort, at v&ae;re tungsindig; forsaavidt kan jeg godt begribe, at Du finder dette Ord for mildt; jeg knytter mig til en &ae;ldre Kirkel&ae;re, der regnede Tungsind blandt Cardinalsynder. Dersom jeg har Ret, bliver det rigtignok en meget ubehagelig Oplysning for Dig, thi det vender op og ned paa hele Din Livsbetragtning. For en Forsigtigheds Skyld vil jeg dog strax her bem&ae;rke, at et Menneske kan have Sorg og Bekymring, ja den kan v&ae;re saa uendelig, at den maaskee f&o-;lger ham hele hans Liv, og dette kan endog v&ae;re skj&o-;nt og sandt, men tungsindig bliver et Menneske kun ved egen Br&o-;de. Jeg t&ae;nker mig da den keiserlige Vellystling. Ikke blot naar han bestiger sin Throne, eller drager til Raadsforsamling, er han omgiven af Lictorer, men ogsaa fornemmelig naar han drog ud for at tilfredsstille sine Lyster, for at de kunde bane Veien for hans R&o-;vertog. Jeg t&ae;nker mig ham noget &ae;ldre, hans Ungdom er forbi, det lette Sind er veget fra ham, og han er allerede fortrolig med enhver t&ae;nkelig Lyst, m&ae;t af den. Men dette Liv, hvor ford&ae;rvet det end kan v&ae;re, har dog modnet hans Sj&ae;l, og dog er han trods al sin Forstand paa Verden, trods al sin Forfarenhed, endnu et Barn, eller et ungt Menneske. Aandens Umiddelbarhed kan ikke gjennembryde, og dog fordrer den et Gjennembrud, den fordrer en h&o-;iere Form af Tilv&ae;relse. Men skal dette skee, da vil der komme et &O-;ieblik, da Thronens Glands, hans Magt og V&ae;lde blegner, og hertil har han ikke Mod. Nu griber han efter Lysten, at Verdens Kl&o-;gt maa udt&ae;nke ham nye Lyster, thi kun i Lystens &O-;ieblik finder han Hvile, og naar den er forbi, da gisper han i Mathed. Aanden vil bestandig bryde gjennem, men den kan ikke komme til Gjennembrud, bestandig bedrages den, og han vil byde den Lystens M&ae;ttelse. Da samler Aanden i ham sig som en m&o-;rk Sky, dens Vrede ruger over hans Sj&ae;l, og den bliver en Angst, som end ikke oph&o-;rer i Nydelsens &O-;ieblik. See, derfor er hans &O-;ie saa m&o-;rkt, at Ingen kan taale at see derpaa, hans Blik saa lynende, at det &ae;ngster, thi bagved &O-;iet ligger Sj&ae;len som et M&o-;rke. Man kalder dette Blik et keiserligt Blik, og hele Verden skj&ae;lver for det, og dog er hans inderste V&ae;sen Angst. Et Barn, der seer paa ham anderledes end han er vant til, et tilf&ae;ldigt &O-;iekast kan forf&ae;rde ham; det er som om dette Menneske eiede ham; thi Aanden vil frem i ham, vil, at han skal have sig selv i sin Bevidsthed, men det kan han ikke, og den knuges tilbage og samler ny Vrede. Han har ikke sig selv; kun naar Verden skj&ae;lver for ham er han beroliget, thi da er der dog Ingen, der vover at gribe ham. Derfor denne Angst for Mennesker, Nero har tilf&ae;lleds med enhver saadan Personlighed. Han er som besat, ufri i sig selv, og derfor er det, som om ethvert Blik vilde binde ham. Han, Roms Keiser, kan frygte et Blik af den usleste Slave. Et saadant Blik m&o-;der ham, hans &O-;ie fort&ae;rer det Menneske, der vover saaledes at see paa ham. En Nidding staaer ved Keiserens Side, forstaaer dette vilde &O-;iekast, og dette Menneske er ikke mere. Men Nero har intet Mord paa sin Samvittighed, men Aanden en ny Angst. Kun i Lystens &O-;ieblik finder han Adspredelse. Det halve Rom br&ae;nder han af, men hans Qval er den samme. Snart forlyster Sligt ham ikke mere. Der gives en endnu h&o-;iere Lyst, han vil &ae;ngste Mennesker. Sig selv er han gaadefuld, og Angst hans V&ae;sen; nu vil han v&ae;re Alle en Gaade og fryde sig over deres Angst. Derfor dette keiserlige Smiil, som Ingen kan fatte. De n&ae;rme sig hans Throne, han smiler venlig til dem, og dog griber en r&ae;dsom Angst dem, maaskee er dette Smiil deres D&o-;dsdom, maaskee aabner Gulvet sig, og de styrte ned i Afgrunden. En Qvinde n&ae;rmer sig hans Throne, han smiler naadig til hende, og dog bliver hun n&ae;sten afm&ae;gtig af Angst, maaskee dette Smiil allerede udseer hende til et Offer for hans Vellyst. Og denne Angst forlyster ham. Han vil ikke imponere, han vil &ae;ngste. Han tr&ae;der ikke stolt op i sin keiserlige V&ae;rdighed, svag, afm&ae;gtig lister han sig frem, thi denne Kraftesl&o-;shed foruroliger endnu mere. Han seer ud som en D&o-;ende, hans Aandedr&ae;t er svagt, og dog er han Roms Keiser og holder Menneskers Liv i sin Haand. Hans Sj&ae;l er mat, kun Vittighed og Tankespil er istand til, et &O-;ieblik at bringe ham i Aande. Men hvad Verden har er udt&o-;mt, og dog kan han ikke aande, hvis det forstummer. Han kunde lade Barnet hugge ned for Moderens &O-;ine, om ikke hendes Fortvivlelse kunde give Lidenskaben et nyt Udtryk, der kunde forlyste ham. Hvis han ikke var Roms Keiser, vilde han maaskee ende sit Liv med et Selvmord; thi det er i Sandhed kun et andet Udtryk for den samme Sag, naar Caligula &o-;nsker, at alle Menneskers Hoveder sad paa een Hals, for med eet Hug at kunne tilintetgj&o-;re den hele Verden, og naar et Menneske afliver sig selv. Om det var Tilf&ae;lde med Nero, veed jeg ikke, men man finder stundom hos saadanne Personligheder en vis Godmodighed, og hvis Nero har havt den, tvivler jeg ikke paa, at Omgivelsen har v&ae;ret redebon til at kalde den Huldsalighed. Det har dermed et besynderligt Sammenh&ae;ng, men afgiver tillige et nyt Beviis for den Umiddelbarhed, der i sin Tilbagetr&ae;ngthed constituerer det egentlige Tungsind. Det h&ae;nder da, at, paa Samme Tid som al Verdens Skatte og Herlighed neppe str&ae;kke til for at forlyste dem, at et enkelt Ord, en lille Curiositet, et Menneskes Udvortes, eller en anden slig i og for sig ubetydelig Ting, kan skaffe dem en overordentlig Gl&ae;de. En Nero kan gl&ae;de sig over Sligt som et Barn. Som et Barn; dette er netop det rette Udtryk derfor, thi det er der hele Barnets Umiddelbarhed, der uforandret, uforklaret viser sig. En gjennemf&o-;rt Personlighed kan ikke gl&ae;de sig saaledes, thi vel har han beholdt Barnligheden i sig, men er dog oph&o-;rt at v&ae;re Barn. Til daglig Brug er derfor Nero en Olding, en enkelt Gang er han et Barn. Her vil jeg afbryde denne lille Skildring, der paa mig idetmindste har gjort et h&o-;ist alvorligt Indtryk. Selv efter sin D&o-;d &ae;ngster Nero; thi hvor ford&ae;rvet han end er, det er dog Kj&o-;d af vort Kj&o-;d og Been af vore Been, og selv i et Umenneske er der dog noget Menneskeligt. Jeg har ikke fremsat det for at besk&ae;ftige Din Phantasi; jeg er ikke en Forfatter, der beiler til en L&ae;sers Gunst, allermindst til Din, og jeg er, som Du veed, overhovedet slet ikke Forfatter og skriver kun for Din Skyld. Ikke heller har jeg fremsat det for at give Dig og mig Anledning til, med hiin Pharis&ae;er at takke Gud for, at jeg er et ganske andet Menneske; hos mig v&ae;kker det andre Tanker; om jeg end takker Gud for, at mit Liv har v&ae;ret saa lidet bev&ae;get, at jeg kun fjernt har ahnet denne R&ae;dsel og nu er en lykkelig &Ae;gtemand; hvad Dig angaaer, da gl&ae;der det mig, at Du er endnu ung nok til at l&ae;re Noget deraf. Hver l&ae;re nu hvad han kan; det kunne vi begge l&ae;re, at et Menneskes Ulykke ligger aldrig deri, at han ikke har de udvortes Betingelser i sin Magt, da dette f&o-;rst vilde gj&o-;re ham fuldkommen ulykkelig. Hvad er da Tungsind? Det er Aandens Hysteri. Der kommer et &O-;ieblik i et Menneskes Liv, hvor Umiddelbarheden ligesom er modnet og hvor Aanden fordrer en h&o-;iere Form, hvor den vil gribe sig selv som Aand. Som umiddelbar Aand h&ae;nger Mennesket sammen med det hele jordiske Liv, og nu vil Aanden ligesom samle sig ud af denne Adspredthed, og forklare sig i sig selv; Personligheden vil blive sig bevidst i sin evige Gyldighed. Skeer dette ikke, standses Bev&ae;gelsen, trykkes den tilbage, saa indtr&ae;der Tungsind. Man kan gj&o-;re Meget for at bringe det til Glemsel, man kan arbeide, man kan gribe uskyldigere Midler end en Nero, Tungsindet bliver der. Der ligger noget Uforklarligt i Tungsind. Den, der har Sorg eller Bekymring, han veed, hvorfor han s&o-;rger eller er bekymret. Sp&o-;rger man en Tungsindig, hvad Grund han har dertil, hvad det er, der tynger paa ham, saa vil han svare, jeg veed det ikke, jeg kan ikke forklare det. Deri ligger Tungsindets Uendelighed. Dette Svar er ganske rigtigt; thi saasnart han veed det, saa er det h&ae;vet, hvorimod Sorgen hos den S&o-;rgende slet ikke er h&ae;vet derved, at han veed, hvorfor han s&o-;rger. Men Tungsind er Synd, er egentlig en Synd instar omnium, thi det er den Synd, ikke at ville dybt og inderligt, og dette er en Moder til alle Synder. Denne Sygdom, eller rettere, denne Synd er _saaresaasaa almindelig i vor Tid, og det er saaledes den, hele det unge Tydskland og Frankrig sukker under. Jeg vil ikke opirre Dig, jeg behandler Dig gjerne saa skaansomt som muligt. Jeg tilstaaer gjerne, at det at v&ae;re tungsindig i en vis Forstand ikke er et ilde Tegn, thi det tr&ae;ffer i Almindelighed kun de mest begavede Naturer. Jeg skal heller ikke plage Dig med at antage, at Enhver, der lider af Indigestion, derfor har Ret til at kalde sig tungsindig, Noget, man ofte nok seer i vor Tid, da det jo n&ae;sten er bleven den V&ae;rdighed, Alle tragte efter, at v&ae;re tungsindig. Men den, der vil v&ae;re fortrinlig begavet, han maa finde sig i, at jeg l&ae;gger det Ansvar paa ham, at han ogsaa kan v&ae;re mere skyldig end andre Mennesker. Naar han vil see dette rigtigt, vil han heri heller ikke see en Forkleinelse af sin Personlighed, om det end vil l&ae;re ham at b&o-;ie sig i sand Ydmyghed under den evige Magt. Saasnart Bev&ae;gelsen er skeet, saa er Tungsindet v&ae;sentlig h&ae;vet, hvorimod det godt kan h&ae;nde det samme Individ, at hans Liv kan bringe ham mange Sorger og Bekymringer, og i denne Henseende veed Du vel, at jeg mindst af Alle foredrager den forstandige Usselhed, at det ikke kan hj&ae;lpe at s&o-;rge, at man skal slaae Sorgerne hen. Jeg vilde skamme mig for mig selv, om jeg med disse Ord vovede at tr&ae;de ligeoverfor et s&o-;rgende Menneske. Men selv det Menneske, i hvis Liv Bev&ae;gelsen skeer roligst og fredeligst og betimeligst, vil dog altid beholde lidt Tungsind, men det h&ae;nger sammen med noget langt dybere, med Arvesynden, og ligger i, at intet Menneske kan blive sig selv gjennemsigtigt. De Mennesker derimod, hvis Sj&ae;l slet ikke kjender Tungsind, ere de, hvis Sj&ae;l ingen Metamorphose ahner. Dem har jeg her ikke med at g&o-;re, thi jeg skriver jo kun om og til Dig; og Dig troer jeg at denne Forklaring vil tilfredsstille; thi Du antager jo dog neppe med mange L&ae;ger, at Tungsind ligger i det Legemlige, og hvad der er besynderligt nok, at L&ae;gerne desuagtet ikke kunne h&ae;ve det; kun Aanden kan h&ae;ve det, thi det ligger i Aanden, og naar den finder sig selv, da forsvinde alle Smaa-Sorger, de Grunde, der hos Nogle, efter deres Mening, fremkalde Tungsind, at man ikke kan finde sig ind i Verden, at man kommer baade for sildig og for tidlig til Verden, at man ikke kan finde sin Plads i Livet; thi den, der eier sig selv evigt, han kommer hverken for tidligt eller for sildigt til Verden, og den, som besidder sig selv i sin evige Gyldighed, han finder vel sin Betydning i dette Liv. Dog, dette var en Episode, som jeg haaber, Du vil tilgive mig, da den v&ae;sentlig blev til for Din Skyld. Jeg vender tilbage til den Livs-Anskuelse, der mener, at man skal leve for at tilfredsstille Lysten. En kl&o-;gtig Forstandighed indseer let, at den ikke lader sig gjennemf&o-;re, og at det derfor ikke er Umagen v&ae;rd at begynde paa den; en forfinet Egoisme indseer, at den gaaer Glip af Pointet i Nydelsen. Her ligger da en Livs-Anskuelse, der l&ae;rer: nyd Livet, og igjen udtrykker det saaledes: nyd Dig selv; i Nydelsen skal Du nyde Dig selv. Dette er en h&o-;iere Reflexion; imidlertid tr&ae;nger den naturligviis ikke ind i selve Personligheden, denne forbliver i sin tilf&ae;ldige Umiddelbarhed. Betingelsen for Nydelsen er dog ogsaa her en udvortes, som ikke staaer i Individets Magt; thi skj&o-;ndt han, som han siger, nyder sig selv, saa nyder han dog kun sig selv i Nydelsen, men Nydelsen selv er knyttet til en udvortes Betingelse. Hele Forskjellen er altsaa, at han nyder reflekteret, ikke umiddelbart. Forsaavidt er selv denne Epicur&ae;isme afh&ae;ngig af en Betingelse, den ikke har i sin Magt. En vis Forstandens Forh&ae;rdelse l&ae;rer nu en Udvei, den l&ae;rer: nyd Dig selv, idet Du bestandig kaster Betingelserne bort. Men det f&o-;lger af sig selv, at den, der i Bortkastelsen af Betingelserne nyder sig selv, er ligesaa afh&ae;ngig af dem, som den, der nyder dem. Hans Reflexion vender bestandig tilbage i ham selv, og da hans Nydelse bestaaer i, at Nydelsen faaer saa lidt Indhold som muligt, saa udhuler han ligesom sig selv, da naturligviis en saadan endelig Reflexion ikke er istand til at aabne Personligheden. Ved disse Betragtninger troer jeg nu kjendeligt nok for Dig idetmindste at have afridset den &ae;sthetiske Livs-Anskuelses Territorium; alle Stadier have det tilf&ae;lleds, at det, hvorfor man lever, er det, hvormed man umiddelbart er det man er; thi Reflexionen griber aldrig saa h&o-;it, at den griber ud over dette. Det er kun en meget flygtig Antydning, jeg har leveret, men jeg &o-;nskede heller ikke at give mere; mig ere ikke de forskjellige Stadier vigtige, men kun den Bev&ae;gelse, som er uundgaaelig n&o-;dvendig, saaledes som jeg nu skal vise, og paa denne er det, jeg vil bede Dig at f&ae;ste Din Opm&ae;rksomhed. Saa antager jeg da, at hiin Mand, der levede for sin Sundhed, var, for at bruge et Udtryk af Dig, ligesaa rask, da han d&o-;de, som nogensinde; at hiint grevelige &Ae;gtepar dandsede paa sin Guldbryllupsdag, og at der gik en Hvidsken igjennem Salen, aldeles som da de dandsede paa deres Bryllupsdag; jeg antager, at den rige Mands Guldminer vare uudt&o-;mmelige, at H&ae;der og V&ae;rdighed betegnede den Lykkeliges Vandring gjennem Livet; jeg antager, at den unge Pige fik den, hun elskede, at det mercantilske Talent besp&ae;ndte alle 5 Verdensdele med sine Forbindelser og holdt alle Verdens B&o-;rser i sin B&o-;rs, at det mechaniske Talent forbandt Himlen og Jorden, &streg; jeg antager, at Nero aldrig gispede, men at i ethvert &O-;ieblik ny Nydelse overraskede ham, at hiin snedige Epicur&ae;er i ethvert &O-;ieblik kunde fryde sig ved sig selv, at Cynikeren bestandig havde Betingelser at kaste fra sig, for at gl&ae;de sig ved sin Lethed &streg; det antager jeg, og saa vare jo alle disse Mennesker lykkelige. Det vil Du vel ikke sige, men Grunden, hvorfor, skal jeg senere forklare; men dette vil Du vel gjerne indr&o-;mme, at mange Mennesker vilde t&ae;nke saaledes, ja, at Een og Anden vilde indbilde sig at have sagt noget saare Kl&o-;gtigt, naar han tilf&o-;iede, at det, der manglede dem, var, at de ikke paaskj&o-;nnede det. Jeg vil nu gj&o-;re den modsatte Bev&ae;gelse. Intet af Alt dette skeer. Hvad saa? saa fortvivle De. Det vil Du vel heller ikke gj&o-;re, Du vil maaskee sige, det er ikke Umagen v&ae;rd. Hvorfor Du nu ikke vil indr&o-;mme Fortvivlelsen, det skal jeg senere forklare; her fordrer jeg blot, at Du skal vedgaae, at vel en stor Deel Mennesker ville finde det i sin Orden at fortvivle. Lad os nu see, hvorfor de fortvivlede; fordi de opdagede, at det, de havde bygget deres Liv paa, var forg&ae;ngeligt, men er det da en Grund til at fortvivle, er der skeet en v&ae;sentlig Forandring ved det, hvorpaa de byggede deres Liv? Er det en v&ae;sentlig Forandring ved det Forg&ae;ngelige, at det viser sig som Forg&ae;ngeligt, eller er det ikke snarere noget Tilf&ae;ldigt og Uv&ae;sentligt ved det, at det ikke viser sig saaledes? Der er da ikke kommet noget Nyt til, som kunde begrunde en Forandring. Naar de da altsaa fortvivle, saa maa det ligge deri, at de vare fortvivlede iforveien. Forskjellen er blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en aldeles tilf&ae;ldig Forskjel. Det viser sig altsaa, at enhver &ae;sthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, og at Enhver, der lever &ae;sthetisk, er fortvivlet, enten han saa veed det eller ikke. Men naar man veed dette, og det veed Du jo, saa er en h&o-;iere Form af Tilv&ae;relsen en uafviselig Fordring. Blot med et Par Ord vil jeg her lidt n&ae;rmere forklare mig angaaende min Dom om den unge Pige og hendes Elskov. Du veed, at jeg i min Qvalitet af &Ae;gtemand har for Skik ved enhver Leilighed baade mundtlig og skriftlig at h&ae;vde Kj&ae;rlighedens Realitet mod Dig, og derfor vil jeg ogsaa her, for at forhindre en Misforstaaelse, udtale mig. Et i endelig Forstand klogt Menneske vilde maaskee blive lidt bet&ae;nkelig ved en saadan Kj&ae;rlighed, han vilde maaskee gjennemskue dens Skr&o-;belighed og udtrykke sin usle Viisdom i Mods&ae;tning hertil saaledes: elsk mig lidt og elsk mig l&ae;nge. Som om hans hele Livsklogskab ikke var endnu skr&o-;beligere og idetmindste langt uslere end hendes Kj&ae;rlighed. Du vil da let indsee, at paa den Maade kunde jeg ikke misbillige den. Jeg har paa Elskovens Gebeet meget ondt ved at anstille Tanke-Experimenter, jeg har kun elsket eengang og er endnu bestandig ubeskrivelig lykkelig i denne Kj&ae;rlighed, og jeg har ondt ved at t&ae;nke mig elsket af en Anden, end den, jeg er knyttet til, anderledes end paa den Maade, ved hvilken hun gj&o-;r mig saa lykkelig, men jeg vil her vove det. Lad mig da, hvorledes det end er gaaet til, v&ae;re bleven Gjenstand for en saadan Kj&ae;rlighed. Den vilde ikke gj&o-;re mig lykkelig, og jeg vilde aldrig modtage den, ikke fordi jeg vilde forsmaae den, ved Gud, jeg vilde hellere have et Mord paa min Samvittighed end at have forsmaaet en Piges Kj&ae;rlighed, men jeg vilde ikke tillade det for hendes egen Skyld. Jeg &o-;nsker at v&ae;re elsket, hvis det stod til mig, af ethvert Menneske, af min Kone &o-;nsker jeg at v&ae;re elsket saa h&o-;it som det ene Menneske kan v&ae;re elsket af det andet, og det vilde smerte mig, om jeg ikke var det, men jeg &o-;nsker heller ikke Mere, jeg vilde ikke tillade, at et Menneske tog Skade paa sin Sj&ae;l for at elske mig; jeg vilde elske hende for h&o-;it til at tillade hende at nedv&ae;rdige sig selv. Der ligger noget Forf&o-;rerisk for det hovmodige Sind i at blive elsket saaledes, og der gives Mennesker, der forstaae den Kunst at bedaare en Pige, saa hun glemmer Alt over dem, lad dem see til, hvorledes de forsvare det. Som oftest bliver en saadan Pige haardt nok straffet derfor, men det Nedrige er, at tillade, at det skeer. Seer Du, derfor sagde jeg og siger endnu, at den unge Pige var lige fortvivlet, enten hun fik den Elskede eller ikke; thi det var jo en tilf&ae;ldig Omst&ae;ndighed, om den, hun elskede, var et saa redeligt Menneske, at han hjalp hende ud af hendes Hjertes Vildfarelse, og om end de Midler, han brugte hertil, vare nok saa haarde, saa vilde jeg dog sige, han handlede redeligt, oprigtigt, trofast, ridderligt mod hende. Det har da viist sig, at enhver &ae;sthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, det kunde derfor synes at v&ae;re det Rigtige at foretage Bev&ae;gelsen, hvorved det Ethiske kommer frem. Imidlertid er der endnu et Stadium, en &ae;sthetisk Livs-Anskuelse, den fineste og fornemste af dem alle, som jeg paa det Omhyggeligste skal dr&o-;fte; thi nu kommer Touren til Dig. I Alt, hvad jeg i det Foregaaende har udviklet, kan Du rolig gaae med, og det er paa en Maade ikke til Dig, jeg har talt, og det vilde ogsaa kun hj&ae;lpe Lidet at tale saaledes til Dig, eller at oplyse Dig om, at Livet er Forf&ae;ngelighed. Det veed Du meget godt og har jo s&o-;gt paa Din Maade at hj&ae;lpe Dig. Grunden, hvorfor jeg har fremsat det, er denne, at jeg vil have Ryggen fri, vil forhindre Dig i, pludselig at springe tilbage. Denne sidste Livs-Anskuelse er Fortvivlelsen selv. Den er en &ae;sthetisk Livs-Anskuelse, thi Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed; den er den sidste &ae;sthetiske Livs-Anskuelse, thi den har til en vis Grad optaget i sig Bevidstheden om en saadan Anskuelses Intethed. Imidlertid er der Forskjel paa Fortvivlelse og Fortvivlelse. T&ae;nker jeg mig en Kunstner, en Maler f. Ex., der bliver blind, saa vil han maaskee, hvis der ikke er noget Dybere i ham, fortvivle. Han fortvivler da over dette Enkelte, og hvis hans Syn gaves ham tilbage igjen, saa vilde Fortvivlelsen oph&o-;re. Dette er ikke Tilf&ae;lde med Dig, Du er meget for aandelig begavet, og Din Sj&ae;l er i en vis Forstand for dyb, til at dette kunde vederfares Dig. I udvortes Henseende er det heller ikke skeet Dig. Du har endnu bestandig alle Momenter til en &ae;sthetisk Livs-Anskuelse i Din Magt, Du har Formue, Uafh&ae;ngighed, Din Helbred er usv&ae;kket, Din Aand endnu frodig, og Du er heller ikke endnu bleven ulykkelig ved, at en Pige ikke vilde elske Dig. Og dog er Du fortvivlet. Det er ingen actuel Fortvivlelse, men en Fortvivlelse i Tanken. Din Tanke er ilet forud, Du har gjennemskuet Alts Forf&ae;ngelighed, men Du er ikke kommen videre. Leilighedsviis dukker Du ned deri, og idet Du i et enkelt Moment hengiver Dig til Nydelse, optager Du tillige i Din Bevidsthed, at det er Forf&ae;ngelighed. Du er saaledes bestandig ude over Dig selv, i Fortvivlelsen nemlig. Det gj&o-;r, at Dit Liv ligger imellem to uhyre Mods&ae;tninger; stundom har Du en umaadelig Energi, stundom en ligesaa stor Indolens. Oftere har jeg bem&ae;rket i Livet, at jo kosteligere det Fluidum er, hvori et Menneske beruser sig, desto vanskeligere bliver hans Helbredelse, Rusen er skj&o-;nnere og F&o-;lgerne tilsyneladende ikke saa ford&ae;rvelige. Den, der beruser sig i Br&ae;ndeviin, han fornemmer snart de ford&ae;rvelige F&o-;lger, og man kan haabe hans Frelse. Den, der bruger Champagne, helbredes vanskeligere. Og Du, Du har valgt det Fineste; thi hvilken Ruus er vel saa skj&o-;n som Fortvivlelse, saa kl&ae;delig, saa t&ae;kkelig, is&ae;r i Pigernes &O-;ine, (derom veed Du ypperlig Beskeed), is&ae;r naar man tillige har den Kunstf&ae;rdighed at kunne holde de vildeste Udbrud tilbage, at lade Fortvivlelsen, som en fjern Ildebrand, ahnes og kun gjenskinne i det Ydre. Den giver et let Sving paa Hatten og paa hele Legemet, den giver et stolt, trodsigt Blik. L&ae;ben smiler overmodigt. Den giver en ubeskrivelig Lethed i Livet, et kongeligt Overblik over det Hele. Og naar nu en saadan Skikkelse n&ae;rmer sig en ung Pige, naar dette stolte Hoved b&o-;ier sig kun for hende, for hende ene i den hele Verden, saa smigrer det, og destov&ae;rre, der kunde vel v&ae;re den, der var uskyldig nok til at troe dette falske Buk. Er det ikke skammeligt, om et Menneske saaledes &streg; dog nei, jeg skal ingen Tordentale holde, det er kun at hidse Dig, jeg har andre kraftigere Midler, jeg har det unge haabefulde Menneske, han er maaskee forelsket, han kommer til Dig, han har taget feil af Dig, han troer, Du er et trofast, redeligt Menneske, han vil raadf&o-;re sig med Dig. Du kan i Virkeligheden lukke Din D&o-;r for ethvert saadant fatalt ungt Menneske, men Dit Hjerte kan Du ikke lukke; om Du ikke &o-;nsker, at han skal v&ae;re Vidne til Din Ydmygelse, den vil derfor ikke udeblive, thi saa ford&ae;rvet er Du ikke, og naar Du er ene med Dig selv, er Din Godmodighed maaskee st&o-;rre end Nogen troer. Her har jeg da Din Livs-Anskuelse, og tro Du mig, Meget i Dit Liv vil blive Dig forklarligt, naar Du med mig betragter den som Tanke-Fortvivlelse. Du er en Hader af Virksomhed i Livet, meget rigtigt; thi for at der skal v&ae;re Mening i denne, maa Livet have Continuitet, og det mangler Dit Liv. Du besk&ae;ftiger Dig med Dine Studier, det er sandt, Du er endogsaa flittig, men det er kun for Din egen Skyld og skeer saa lidet teleologisk som muligt. For&o-;vrigt er Du ledig, Du staaer, ligesom hine Arbeidere i Evangeliet, ledig paa Torvet, Du stikker H&ae;nderne i Lommen og betragter Livet. Nu hviler Du i Fortvivlelsen, Intet besk&ae;ftiger Dig, Du gaaer ikke af Veien for Noget, &anfbeg;om man rev Tagsteen ned, jeg gik dog ikke af Veien.&anfslut; Du er som en D&o-;ende, Du d&o-;er daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning, hvori man ellers tager dette Ord, men Livet har tabt sin Realitet og &anfbeg;Du beregner altid Din Levetid fra den ene Opsigelses-Dag til den anden.&anfslut; Du lader Alt passere Dig forbi, det gj&o-;r intet Indtryk, men nu kommer der pludselig Noget, der griber Dig, en Idee, en Situation, et Smiil af en ung Pige, og nu er Du &anfbeg;med&anfslut;; thi som Du ved visse Leiligheder ikke er &anfbeg;med&anfslut;, saa er Du til andre Tider med og i alle Maader til Tjeneste. Overalt, hvor der er en Begivenhed, der er Du med. Du b&ae;rer Dig ad i Livet, som Du pleier at gj&o-;re i Tr&ae;ngsel, &anfbeg;Du arbeider Dig ind i den t&ae;tteste Klynge, seer, om muligt, at blive trykket op over de Andre, saa Du kommer til at ligge ovenpaa dem, er Du f&o-;rst deroppe, saa gj&o-;r Du Dig det saa beqvemt som muligt, og saaledes lader Du Dig ogsaa b&ae;re igjennem Livet.&anfslut; Men naar Tr&ae;ngselen har oph&o-;rt, naar Begivenheden er forbi, saa staaer Du atter paa Gadehj&o-;rnet og seer paa Verden. En D&o-;ende har, som bekjendt, en overnaturlig Energi, og saaledes er det ogsaa med Dig. Er det en Idee, der skal gjennemt&ae;nkes, et V&ae;rk, der skal gjenneml&ae;ses, en Plan, der skal udf&o-;res, et lille Eventyr, der skal opleves &streg; ja en Hat, der skal kj&o-;bes, saa griber Du Sagen an med en uhyre Kraft. Du arbeider efter Omst&ae;ndighederne ufortr&o-;dent en Dag, en Maaned, Du f&o-;ler en Gl&ae;de i at forvisse Dig om, at Du endnu har den samme Kraftfylde som tidligere, Du raster ikke, &anfbeg;ingen Satan kan holde ud med Dig.&anfslut; Arbeider Du i Forening med Andre, saa arbeider Du dem s&o-;nder og sammen. Men naar da Maaneden, eller, hvad Du altid anseer for Maximum, det halve Aar er gaaet, da bryder Du af, da siger Du, nu er den Historie ude; Du tr&ae;kker Dig tilbage og lader den Anden om det Hele, eller forsaavidt Du har v&ae;ret ene derom, taler Du til intet Menneske om den Ting. Nu bilder Du Dig selv og Andre ind, at Du har tabt Lysten, og smigrer Dig med den forf&ae;ngelige Tanke, at kunne have vedblevet at arbeide med samme Intensitet, hvis Du havde havt Lyst dertil. Men dette er et uhyre Bedrag. Det vilde v&ae;re lykkedes Dig, som de fleste Andre, naar Du taalmodigen havde villet det, da at blive f&ae;rdig, men Du vilde da tillige ogsaa have erfaret, at der h&o-;rer en ganske anden Art af Udholdenhed hertil end den, Du har. Snart har Du da skuffet Dig selv, og Du har Intet l&ae;rt for Dit f&o-;lgende Liv. Jeg kan her tjene Dig med en lille Oplysning. Jeg er ikke uvidende om, hvor svigefuldt Eens eget Hjerte er, hvor let man kan bedrage sig selv, end sige naar man i den Grad som Du er i Besiddelse af Dialektikens l&o-;sende Magt, der ikke blot giver Dispensation for Alt, men opl&o-;ser og udsletter det. Naar der da er m&o-;dt mig Noget i Livet, naar jeg har besluttet Noget, som jeg har befrygtet skulde i Tidens L&o-;b faae et andet Udseende for mig, naar jeg har gjort Noget, som jeg har befrygtet jeg i Tidens L&o-;b skulde give en anden Fortolkning, da har jeg ofte med faa og tydelige Ord opskrevet, hvad det var jeg vilde, eller hvad det var jeg havde gjort og hvorfor. Naar jeg da syntes, jeg f&o-;lte Trang dertil, naar min Beslutning eller min Handling ikke stod levende for mig, da tager jeg min Haandf&ae;stning frem og d&o-;mmer mig selv. Du synes maaskee, det er et Pedanteri, at det er for vidtl&o-;ftigt og ikke Umagen v&ae;rd at gj&o-;re saa mange Oph&ae;velser. Jeg har herpaa intet Andet at svare end dette: f&o-;ler Du ingen Trang dertil, er Din Bevidsthed altid saa usvigelig og Din Hukommelse saa trofast, saa lad det v&ae;re. Dette troer jeg rigtignok ikke, thi den Sj&ae;ls-Evne, Du egentlig mangler, er Hukommelse, det vil sige, ikke for Dette eller Hiint, ikke for Ideer, Vittigheder eller dialektiske Snirkel-Gange, det v&ae;re langt fra mig at paastaae, men Hukommelse for Dit eget Liv, for det Oplevede deri. Dersom Du havde det, da vilde det samme Ph&ae;nomen ikke saa ofte gjentage sig i Dit Liv, da vilde det ikke opvise saa mange af hvad jeg vilde kalde halv-Times Arbeider, thi saaledes kan jeg gjerne kalde dem, om Du end har brugt et halvt Aar dertil, da Du ikke er bleven f&ae;rdig. Men Du holder af at skuffe Dig selv og Andre. Var Du altid saa st&ae;rk som Du er i Lidenskabens &O-;ieblik, da var Du, ja det skal jeg ikke negte, det st&ae;rkeste Menneske, jeg har kjendt. Men det er Du ikke, det veed Du ret godt selv. Derfor tr&ae;kker Du Dig tilbage, skjuler Dig n&ae;sten for Dig selv og udhviler Dig atter i Indolens. I mine &O-;ine, hvis Opm&ae;rksomhed Du ikke altid kan unddrage Dig, bliver Du n&ae;sten latterlig med Din momentane Iver og den Berettigelse, Du s&o-;ger deri til at spotte Andre. Der var engang to Engl&ae;ndere, der reiste til Arabien for at kj&o-;be Heste. De bragte selv nogle engelske V&ae;ddel&o-;bere med, og &o-;nskede nu at fors&o-;ge deres Dygtighed i Sammenligning med Arabernes Heste. De foresloge et Ridt, og Araberne vare villige dertil, og henstillede til Engl&ae;nderne at v&ae;lge hvilken Hest de vilde iblandt deres arabiske Heste. Det vilde de dog ikke strax gj&o-;re, thi de forklarede, at de f&o-;rst brugte 40 Dage til at trainere. Man ventede de 40 Dage, Gevinstens St&o-;rrelse blev bestemt, Hestene sadlede, og nu spurgte Araberne, hvorl&ae;nge de skulde ride? Een Time var Svaret. Dette forundrede Araberen, og han svarede ganske lakonisk: jeg troede, vi skulde ride i 3 Dage. Seer Du, saaledes gaaer det Dig. Vil man ride V&ae;dderidt med Dig i een Time, saa &anfbeg;kan ingen Satan holde ud med Dig&anfslut;; i 3 Dage kommer Du tilkort. Jeg erindrer, at jeg engang fortalte Dig denne Historie, jeg erindrer ogsaa Dit Svar, at det var en bet&ae;nkelig Sag at ride V&ae;dderidt i 3 Dage, man risquerede at komme i en saadan Fart, at man aldrig mere kunde standse, derfor afholdt Du Dig klogelig fra al saadan Voldsomhed, &anfbeg;engang imellem rider jeg en Tour, men jeg &o-;nsker hverken at v&ae;re Cavallerist eller nogen anden utr&ae;ttet Virksomhed i Livet.&anfslut; Dette er nu ogsaa til en vis Grad ganske sandt; thi Du frygter altid Continuiteten, og det fornemmelig af den Grund, at den ber&o-;ver Dig Leilighed til at bedrage Dig selv. Den Kraft, Du har, er Fortvivlelsens Kraft; den er intensivere end almindelig menneskelig Kraft, men den varer ogsaa kortere. Du sv&ae;ver bestandig over Dig selv, men den h&o-;iere &Ae;ther, det finere Sublimat, i hvilket Du er forflygtiget, er Fortvivlelsens Intet, og under Dig seer Du en Mangfoldighed af Kundskaber, Indsigter, Studier, Bem&ae;rkninger, som dog ingen Realitet have for Dig, men som Du ganske lunefuldt benytter og combinerer, hvormed Du saa smagfuldt som muligt udpynter det Palads for Aandens Overdaadighed, i hvilket Du leilighedsviis opholder Dig. Hvad Under da, at Tilv&ae;relsen er Dig et Eventyr, &anfbeg;at Du ofte fristes til at begynde enhver Tale saaledes: der var engang en Konge og en Dronning, der ingen B&o-;rn kunde faae&anfslut;, og at Du derpaa glemmer alt Andet for at gj&o-;re den Bem&ae;rkning, at det, besynderligt nok, i Eventyret altid er en Grund til en Konges og en Dronnings Sorg, hvorimod man i det daglige Liv snarere h&o-;rer Sorg over, at man har B&o-;rn; hvilket Asyler og alle slige Indretninger bevise. Nu har Du da faaet det Indfald, at &anfbeg;Livet er et Eventyr.&anfslut; Du er istand til at anvende en heel Maaned alene paa at l&ae;se Eventyr, Du gj&o-;r et grundigt Studium, Du sammenligner og pr&o-;ver, og Dit Studium er ikke uden Udbytte, og hvortil bruges det? Til at forlyste Din Aand; Du svier det Hele af i et brillant Fyrv&ae;rkeri. Du sv&ae;ver over Dig selv, og det, Du seer under Dig, er en Mangfoldighed af Stemninger og Tilstande, som Du bruger for at finde interessante Ber&o-;ringer med Livet. Du kan v&ae;re sentimental, hjertel&o-;s, ironisk, vittig, man maa i denne Henseende indr&o-;mme Dig, at Du har Skole. Saasnart da Noget er istand til at rive Dig ud af Din Indolens, saa er Du med hele Din Lidenskab i fuld Praxis, og Din Praxis mangler ikke Kunst, som Du da kun alt for meget er udrustet med Vittighed, Smidighed og alle Aandens forf&o-;reriske Gaver. Du er, som Du med saa megen selvbehagelig Pretention udtrykker Dig, aldrig saa ugalant at tr&ae;de op, uden at bringe en lille duftende, frisk afplukket Vittigheds-Bouquet med Dig. Jo mere man kjender Dig, jo mere maa man n&ae;sten frapperes af den beregnende Kl&o-;gt, der gaaer igjennem Alt, hvad Du gj&o-;r, i den korte Tid, da Du er bev&ae;get af Lidenskab; thi Lidenskab forblinder Dig aldrig, men gj&o-;r Dig kun mere seende. Du har da glemt Din Fortvivlelse og Alt, hvad der ellers hviler Dig paa Sj&ae;l og Tanke, den tilf&ae;ldige Ber&o-;ring, Du er kommen i med et Menneske, besk&ae;ftiger Dig absolut. Jeg vil erindre Dig om en lille Begivenhed, der forefaldt i mit eget Huus. Det var da formodentlig de to unge svenske Piger, der vare tilstede, jeg maa takke for det Foredrag, Du gav til Priis. Samtalen havde taget en alvorligere Retning og var kommen hen paa et Punkt, der ikke var Dig behageligt; jeg havde udtalt mig lidt mod den utidige Respect for Aands-Evner, som er saa eiendommelig for vor Tid; jeg havde erindret om, at det var noget ganske Andet, det kom an paa, en Inderlighed i det hele V&ae;sen, som Sproget intet andet Udtryk havde for end Tro. Du var derved maaskee stillet i en mindre heldig Belysning, og da Du nok indsaae, at Du ad den engang indslagne Vei ikke kunde komme videre, saa f&o-;lte Du Dig opfordret til at fors&o-;ge Dig i hvad Du selv kalder h&o-;iere Vanvid, i den sentimentale Toneart: &anfbeg;Jeg skulde ikke troe? Jeg troer, at der inderst inde i Skovens eensomme Stilhed, hvor Tr&ae;erne speile sig i de m&o-;rke Vande, i dens m&o-;rke Hemmelighed, hvor der selv ved Middag er Tusm&o-;rke, der boer et V&ae;sen, en Nymphe, en Pige, jeg troer, hun er skj&o-;nnere end enhver Forestilling, jeg troer, at hun om Morgenen fletter Krandse, om Middagen bader sig i de k&o-;lige Vande, at hun om Aftenen veemodig plukker Bladene af Krandsen, jeg troer, at jeg vilde blive lykkelig, det eneste Menneske, der har fortjent at kaldes saa, hvis jeg kunde fange hende og besidde hende; jeg troer, at der i min Sj&ae;l er en L&ae;ngsel, der randsager Verden, jeg troer, jeg vilde blive lykkelig, hvis den blev tilfredsstillet; jeg troer overhovedet, at der er Mening i Verden, hvis jeg blot kunde finde den &streg; siig nu ikke, at jeg ikke er st&ae;rk i Troen eller br&ae;ndende i Aanden.&anfslut; Maaskee mener Du, at en saadan Tale kunde blive et Receptionsstykke, der kunde gj&o-;re Dig v&ae;rdig til at blive Medlem af et gr&ae;sk Symposion; thi dertil er det jo blandt Andet Du danner Dig, og det vilde Du ansee for det skj&o-;nneste Liv, hver Nat at komme sammen med nogle gr&ae;ske Ynglinge, sidde med Krands i Haaret og holde Lovtaler over Kj&ae;rligheden eller hvad der forresten kunde forefalde, ja Du vil ganske offre Dig for at holde Lovtaler. Mig forekommer denne Tale at v&ae;re noget Galimathias, om den end er nok saa kunstig, og om den end i &O-;ieblikket gj&o-;r et Indtryk, is&ae;r naar Du selv faaer Lov at foredrage den med Din febrile Veltalenhed, og den forekommer mig tillige at v&ae;re et Udtryk for Din forvirrede Aands-Tilstand, thi det er ganske i sin Orden, at hvem der ikke troer paa Noget af Alt det, andre Mennesker troe paa, han troer paa slige gaadefulde V&ae;sner, som det ofte gaaer i Livet, at den, der ikke er bange for Noget, hverken i Himlen eller paa Jorden, han er bange for &Ae;dderkopper. Du smiler, Du mener, at jeg er gaaet i F&ae;lden, at jeg har troet, at Du troede det, som Du var endnu l&ae;ngere fra at troe end noget andet Menneske. Dette er ganske rigtigt, thi Dit Foredrag ender altid i absolut Skepsis, men hvor klog og hvor beregnende Du end er, kan Du slet ikke negte, at Du et &O-;ieblik varmer Dig selv paa den sygelige Hede, der ligger i en saadan Oversp&ae;ndthed. Din Hensigt er maaskee at bedrage Mennesker, og dog er der et &O-;ieblik, hvor Du, om Du end ikke veed deraf, bedrager Dig selv. Hvad der gjaldt om Dine Studier, det gj&ae;lder om enhver af Dine Handlinger, Du er i &O-;ieblikket, og i &O-;ieblikket er Du i overnaturlig St&o-;rrelse, Du s&ae;nker hele Din Sj&ae;l deri, selv med en Villiens Energi, thi for et &O-;ieblik har Du Dit V&ae;sen absolut i Din Magt. Den, der kun seer Dig i et saadant &O-;ieblik, bliver saare let bedraget, hvorimod den, der venter til det n&ae;ste &O-;ieblik, let kan komme til at triumphere over Dig. Du erindrer maaskee det bekjendte Eventyr af Mus&ae;us om Rolands 3 Riddersvende. Een af dem fik af den gamle Hex, de bes&o-;gte i Skoven, en Fingerhat, der gjorde ham usynlig. Ved Hj&ae;lp af denne tr&ae;ngte han ind i den skj&o-;nne Prindsesse Uraccas Gemakker og foredrog sin Kj&ae;rlighed for hende, hvilket gjorde st&ae;rkt Indtryk paa hende, da hun ingen saae og altsaa formodede, at det idetmindste var en Fee-Prinds, der be&ae;rede hende med sin Elskov. Imidlertid fordrer hun en Aabenbarelse. Her laae Vanskeligheden; saasnart han viste sig, maatte Trylleriet forsvinde, og dog havde han jo ingen Gl&ae;de af sin Kj&ae;rlighed, hvis han ikke kunde aabenbare sig. Jeg har netop Mus&ae;us' Eventyr ved Haanden, og vil afskrive en lille Passus deraf, som jeg vil bede Dig at gjenneml&ae;se til Dit sande Gavn. &anfbeg;Er willigte dem Anscheine nach ungern ein, und die Phantasie der Prinzessin schob ihr das Bild des sch&o..;nsten Mannes vor, den sie mit gespannter Erwartung zu erblicken vermeinte. Aber welcher Contrast zwischen Original und Ideal, da nichts als ein allgemeines Alltagsgesicht zum Vorschein kam, einer von den gew&o..;hnlichen Menschen, dessen Physiognomie weder _{Genie, Blick}Genie-Blick noch Sentimental-Geist verrieth!&anfslut; Hvad Du &o-;nsker at opnaae ved disse Ber&o-;ringer med Mennesker, det opnaaer Du ogsaa, thi da Du er adskilligt klogere end hiin Riddersvend, saa indseer Du let, at det ikke kan betale sig at blive aabenbar. Naar Du har foregj&o-;glet et Menneske et idealt Billede, &streg; og her maa man indr&o-;mme Dig, Du kan vise Dig ideal i hvilkensomhelst Retning, &streg; saa tr&ae;kker Du Dig forsigtig tilbage, og har nu havt den Forn&o-;ielse at have gj&ae;kket et Menneske. Hvad Du tillige opnaaer er, at Sammenh&ae;nget i Din Anskuelse er afbrudt, og at Du har faaet et Moment mere, der bringer Dig til at begynde forfra. I theoretisk Henseende er Du f&ae;rdig med Verden, Endeligheden kan ikke bestaae for Din Tanke, i practisk Henseende er Du til en vis Grad ogsaa f&ae;rdig med den, det vil sige, i &ae;sthetisk Forstand. Desuagtet har Du ingen Anskuelse af Livet. Du har Noget, der ligner en Anskuelse, og dette giver Dit Liv en vis Rolighed, som dog ikke maa forvexles med en tryg og vederqv&ae;gende Tillid til Livet. Rolighed har Du kun i Mods&ae;tning til den, der endnu jager efter Nydelsens Gj&o-;glebilleder, per mare pauperiem fugiens, per saxa, per ignes. I Forhold til Nydelsen har Du en absolut fornem Stolthed. Dette er ganske i sin Orden, thi Du er jo f&ae;rdig med den hele Endelighed. Og dog kan Du ikke opgive den. Du er tilfreds i Sammenligning med dem, der jage efter Tilfredsstillelsen, men det, Du er bleven tilfreds i, er den absolute Utilfredshed. At see al Verdens Herligheder bekymrer Dig ikke, thi i Tanken er Du ude over dem, og hvis de tilb&o-;des Dig, vilde Du vel sige som altid: ja, en Dags Tid kunde man vel anvende derpaa. Det bekymrer Dig ikke, at Du ikke er bleven Million&ae;r, og hvis det tilb&o-;des Dig, vilde Du vel svare: ja, det kunde v&ae;re ret interessant at have v&ae;ret det, og man kunde vel spendere en Maaned derpaa. Om man kunde tilbyde Dig den skj&o-;nneste Piges Kj&ae;rlighed, Du vilde dog svare: ja, et halvt Aars Tid var det ret godt. Jeg vil her ikke istemme det Klageskrig, der ofte h&o-;res over Dig, at Du er um&ae;ttelig; jeg vil hellere sige: i en vis Forstand har Du Ret; thi intet Endeligt, ikke den hele Verden kan tilfredsstille et Menneskes Sj&ae;l, der f&o-;ler Trang til det Evige. Kunde man tilbyde Dig H&ae;der og &Ae;re, Beundring af Samtiden, &streg; og det er dog det Punkt, Du er svagest paa &streg; da vilde Du svare: ja, for en kort Tid var det godt nok. Egentlig attraae det gj&o-;r Du ikke, og Du vilde ikke gj&o-;re et Skridt derfor. Du vilde indsee, at for at det skulde have Betydning maatte Du virkelig v&ae;re saa udm&ae;rket begavet, at det var Sandhed; selv i dette Tilf&ae;lde seer Din Tanke endog den h&o-;ieste Grad af aandelig Begavethed som noget Forg&ae;ngeligt. Din Polemik giver Dig derfor et endnu h&o-;iere Udtryk, naar Du i Din indre Forbittrelse mod hele Livet kunde &o-;nske, at Du var det taabeligste af alle Mennesker og dog blev beundret og tilbedet af Din Samtid som den Viseste af Alle, thi det vilde jo v&ae;re en Spot over den hele Tilv&ae;relse, der var langt dybere end om den virkelig Dygtigste blev h&ae;dret som saadan. Du attraaer derfor Intet, &o-;nsker Intet; thi det Eneste, Du kunde &o-;nske, var en &O-;nskeqvist, der kunde give Dig Alt, og den vilde Du da bruge til at kradse Din Pibe ud med. Saaledes er Du f&ae;rdig med Livet, &anfbeg;og beh&o-;ver ikke at gj&o-;re Testamente, thi Du efterlader Dig Intet.&anfslut; Men paa den Spidse kan Du ikke holde Dig, thi vel har Din Tanke frataget Dig Alt, men den har Intet givet Dig isteden. I n&ae;ste &O-;ieblik f&ae;ngsler en lille Ubetydelighed Dig. Vel betragter Du den med al den Fornemhed og Stolthed, som Din overmodige Tanke giver Dig; Du ringeagter den som et usselt Leget&o-;i, Du n&ae;sten allerede er kjed af, f&o-;rend Du tager det i Haanden, men det besk&ae;ftiger Dig dog, og om det end ikke er Tingen selv, der besk&ae;ftiger Dig &streg; og det er aldrig Tilf&ae;lde &streg; saa besk&ae;ftiger det Dig dog, at Du vil nedlade Dig til den. I den Henseende faaer Dit V&ae;sen, saasnart Du indlader Dig med Mennesker, en h&o-;i Grad af Trol&o-;shed, som man dog ikke ethisk kan bebreide Dig; thi Du ligger udenfor ethiske Bestemmelser. Du er heldigviis for Andre meget lidet deeltagende, og man m&ae;rker det derfor ikke. Du kommer ofte i mit Huus, og Du veed, at Du altid er mig velkommen, men Du veed ogsaa, at det aldrig falder mig ind at indbyde Dig til at deeltage i det Mindste. Jeg vilde end ikke tage i Skoven med Dig, ikke fordi Du jo kan v&ae;re meget munter og underholdende, men fordi Din Deeltagelse altid er en Falskhed; thi gl&ae;der Du Dig virkeligt, saa kan man altid v&ae;re sikker paa, at det ikke er over det, der gl&ae;der os Andre, eller over Touren, men over Noget, Du har in mente; og gl&ae;der Du Dig ikke, saa er det ikke fordi der tilst&o-;der Ubehageligheder, der bringe Dig ud af Stemningen, thi det kunde jo ogsaa h&ae;nde os Andre, men fordi Du allerede i det &O-;ieblik, Du stiger i Vognen, har gjennemskuet denne Forn&o-;ielses Intethed. Jeg tilgiver Dig det gjerne, thi Dit Sind er altid for bev&ae;get, og det er et sandt Ord, Du ofte bruger om Dig selv, at Du er som en Barselkone, og naar man er i saadanne Omst&ae;ndigheder, er det intet Under, at man er lidt anderledes end Andre. Dog, Aanden lader sig ikke spotte, den h&ae;vner sig paa Dig, den binder Dig i Tungsinds L&ae;nke. Min unge Ven, her er Veien til at blive en _{Nero, og hvis}Nero, hvis der ikke i Din Sj&ae;l var et oprindeligt Alvor, hvis der ikke var en medf&o-;dt Dybde i Din Tanke, hvis der ikke var en H&o-;imodighed i Din Sj&ae;l &streg; og hvis Du var bleven Keiser i Rom. Dog, Du gaaer en anden Vei. Nu viser der sig en Livs-Anskuelse for Dig, der synes den eneste, som kan tilfredsstille Dig, det er at neds&ae;nke Din Sj&ae;l i Veemod og Sorg. Dog, Din Tanke er for sund, til at denne Livs-Anskuelse kan bestaae sin Pr&o-;ve; thi for en saadan &ae;sthetisk Sorg er Tilv&ae;relsen ligesaa forf&ae;ngelig som for enhver anden &ae;sthetisk Livs-Anskuelse; thi naar et Menneske ikke kan s&o-;rge dybere, saa har det sin Sandhed, naar jeg siger, at Sorgen forgaaer ligesaa godt som Gl&ae;den, thi Alt forgaaer, hvad der kun er endeligt. Og naar Mange finde, at det er en Tr&o-;st, at Sorgen forgaaer, saa forekommer mig denne Tanke ligesaa tr&o-;stesl&o-;s som den, at Gl&ae;den forgaaer. Din Tanke tilintetgj&o-;r da atter denne Livs-Anskuelse, og naar man har tilintetgjort Sorgen, saa beholder man jo Gl&ae;den; istedetfor Sorgen v&ae;lger Du en Gl&ae;de, der er Sorgens Skifting. Denne Gl&ae;de har Du nu valgt, denne Fortvivlelsens Latter. Du vender atter tilbage til Livet, Tilv&ae;relsen faaer under denne Belysning en ny Interesse for Dig. Som Du har en stor Gl&ae;de af at tale med B&o-;rn saaledes, at det, Du siger, ypperligt og let og naturligt forstaaes af dem, og dog for Dig selv betyder noget ganske Andet, saaledes har Du Gl&ae;de af at bedrage Mennesker med Din Latter. Naar Du kan faae Folk til at lee og juble og gl&ae;de sig ved Dig, da triumpherer Du over Verden, da siger Du til Dig selv: dersom I vidste, hvad I loe af! Dog, Aanden lader sig ikke spotte, og Tungsinds M&o-;rke fort&ae;tter sig omkring Dig, og en vanvittig Vittigheds Lyn viser Dig selv det kun endnu st&ae;rkere, endnu forf&ae;rdeligere. Og der er Intet, der adspreder Dig, al Verdens Lyst har ingen Betydning for Dig, og om Du end misunder de Enfoldige den taabelige Gl&ae;de over Livet, Du jager ikke derefter. Lysten frister Dig ikke. Og hvor s&o-;rgelig end Din Tilstand er, det er i Sandhed en Guds Lykke, at den ikke gj&o-;r det. Ikke er det min Mening at prise den Stolthed i Dig, der foragter den, men vel at prise den Naade, der holder Din Tanke fast; thi hvis Lysten fristede Dig, saa var Du fortabt. Men det, at den ikke frister Dig, viser, hvad Vei Du skal, at Du skal frem, ikke tilbage. Der ligger en anden Afvei, ikke mindre forf&ae;rdelig, og jeg stoler atter her ikke paa Din Stolthed, men paa den Naade, der bestandig holder Dig oppe. Vel er det sandt, at Du er stolt, og at det er bedre, at et Menneske er stolt end forf&ae;ngelig, vel er det sandt, at der er en forf&ae;rdelig Lidenskab i Din Tanke, at Du betragter den som en Fordring, Du ikke agter at opgive, &anfbeg;at Du hellere vil betragte Dig selv som en Creditor i Verden, der ikke blev betalt, end at tilintetgj&o-;re Fordringen,&anfslut; og dog er al menneskelig Stolthed kun en skr&o-;belig Sikkerhed. Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er Fortvivlelse. Og dog er dette Liv i en anden Forstand ikke Fortvivlelse. Du er for letsindig til at fortvivle, og Du er for tungsindig til ikke at komme i Ber&o-;ring med Fortvivlelsen. Du er som en F&o-;dende, og dog holder Du bestandig &O-;ieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten. Hvis en Qvinde i sin N&o-;d fik den Idee, om det ikke var et Uhyre, hun skulde f&o-;de, eller vilde overveie med sig selv, hvad hun egentlig skulde f&o-;de, saa vilde hun have en vis Lighed med Dig. Hendes Fors&o-;g paa at standse Naturens Gang vilde v&ae;re frugtesl&o-;st, men Dit er vel muligt; thi det, et Menneske f&o-;der ved i aandelig Forstand, er Villiens nisus formativus, og den staaer i Menneskets egen Magt. Hvad frygter Du da? Du skal jo ikke f&o-;de et andet Menneske, Du skal blot f&o-;de Dig selv. Og dog, jeg veed det vel, der er et Alvor deri, som ryster hele Sj&ae;len; at blive sig bevidst i sin evige Gyldighed er et &O-;ieblik, der er betydningsfuldere end Alt i Verden. Det er som blev Du fangen og besn&ae;ret og kunde nu aldrig mere hverken i Tid eller i Evighed slippe bort, det er som tabte Du Dig selv, som oph&o-;rte Du at v&ae;re, det er som om Du i n&ae;ste &O-;ieblik skulde fortryde det, og dog lod det sig ikke gj&o-;re om. Det er et alvorligt og betydningsfuldt &O-;ieblik, naar man for en Evighed knytter sig til en evig Magt, naar man tager sig selv som den, hvis Minde ingen Tid skal udslette, naar man i evig og usvigelig Forstand bliver sig bevidst som den, man er. Og dog, man kan jo lade det v&ae;re! See her ligger et enten &streg; eller. Lad mig tale til Dig, som jeg aldrig vilde tale til Dig, naar noget andet Menneske h&o-;rte derpaa, fordi jeg i en vis Forstand ikke er berettiget dertil og fordi jeg n&ae;rmest kun taler om den tilkommende Tid. Vil Du ikke dette, vil Du vedblive at forlyste Din Sj&ae;l med Vittigheds Tant og Aandens Forf&ae;ngelighed, saa gj&o-;r det, forlad Dit Hjem, vandre ud, gaae til Paris, offre Dig for Journalistiken, beil til bl&o-;dagtige Qvinders Smiil, sval deres hede Blod med Din Vittigheds K&o-;ling, lad det v&ae;re den stolte Opgave for Dit Livs Virksomhed at forjage en &o-;rkesl&o-;s Qvindes Kjedsommelighed, eller en sv&ae;kket Vellystlings m&o-;rke Tanker; glem, at Du var Barn, at der var Fromhed i Din Sj&ae;l og Uskyld i Din Tanke, d&o-;v enhver h&o-;iere Stemme i Dit Bryst, hend&o-;es Dit Liv i Soireernes glimrende Usselhed, glem, at der er en ud&o-;delig Aand i Dig, piin Din Sj&ae;l til den sidste Hviid, og naar da Vittigheden forstummer, saa er der jo Vand endnu i Seinen og Krudt i Kramboden og Reiseselskab til enhver Tid af Dagen. Men kan Du ikke det, vil Du ikke det &streg; og det hverken kan eller vil Du &streg; saa saml Dig selv, qv&ae;l enhver opr&o-;rsk Tanke, der vil formaste sig til H&o-;iforr&ae;deri mod Dit bedre V&ae;sen, foragt al den Usselhed, der vil misunde Dig Dine Aandsgaver og selv &o-;nske dem, for at gj&o-;re en endnu slettere Brug deraf, foragt den hykkelske Dyd, der uvillig b&ae;rer Livets Byrde og dog vil h&ae;dres, fordi den b&ae;rer den; men foragt derfor ikke Livet, agt enhver h&ae;derlig Str&ae;ben, enhver beskeden Virksomhed, der ydmygt skjuler sig, og hav fremfor Alt lidt mere &Ae;rb&o-;dighed for Qvinden; tro mig, det er dog fra hende Frelsen kommer, saavist som Ford&ae;rvelsen kommer fra Manden. Jeg er &Ae;gtemand og forsaavidt partisk, men det er min Overbeviisning, at har en Qvinde end styrtet Mennesket i Ford&ae;rvelsen, saa har hun ogsaa redeligt og &ae;rligt gjort det godt igjen og gj&o-;r det endnu; thi af 100 M&ae;nd, der forvilde sig i Verden, frelses de 99 af Qvinder, 1 frelses ved en umiddelbar guddommelig Naade. Og da jeg nu tillige mener, at det h&o-;rer en Mand til, enten paa den ene eller paa den anden Maade at fare vild, at dette gjelder med samme Sandhed om Mandens Liv, som det gj&ae;lder om Qvindens, at hun b&o-;r forblive i Umiddelbarhedens rene uskyldige Fred, saa indseer Du let, at efter min Mening Qvinden giver fuldelig Vederlag for den Skade, hun har gjort. Hvad har Du da at gj&o-;re? En Anden vilde maaskee sige: gift Dig, saa faaer Du Andet at t&ae;nke paa; ganske vist, men det bliver et Sp&o-;rgsmaal, om Du er tjent dermed, og hvorledes Du end t&ae;nker om det andet Kj&o-;n, Du t&ae;nker dog for ridderligt til at ville gifte Dig af den Grund, og desuden, kan Du ikke holde Dig selv, Du faaer neppe noget andet Menneske, der er istand dertil. Eller man vilde sige: s&o-;g et Embede, kast Dig ind i Forretningslivet, det adspreder, og Du vil glemme Dit Tungsind, arbeid, det er det Bedste. Maaskee vil det lykkes Dig at bringe Dig dertil, at det synes som glemt, glemt er det ikke, momentviis vil det dog bryde frem, forf&ae;rdeligere end nogensinde, det vil maaskee da v&ae;re istand til, hvad det hidtil ikke har formaaet, at overrumple Dig. Dertil kommer, hvorledes Du end t&ae;nker om Livet og dets Gjerning, Du vil dog t&ae;nke for ridderligt om Dig selv til af den Grund at v&ae;lge et Embede, thi det er jo dog en Art Falskhed, ligesom den at gifte sig af den Grund. Hvad er der da at gj&o-;re? Jeg har kun eet Svar: fortvivl. Jeg er &Ae;gtemand, min Sj&ae;l h&ae;nger visselig fast og urokkeligt ved min Hustru, ved mine B&o-;rn, ved dette Liv, hvis Skj&o-;nhed jeg altid skal prise. Naar jeg da siger, fortvivl, saa er det ingen exalteret Yngling, der vil henhvirvle Dig i Lidenskabernes Malstr&o-;m, ingen spottende D&ae;mon, der tilraaber den Skibbrudne denne Tr&o-;st, men jeg tilraaber Dig det ikke som en Tr&o-;st, ikke som en Tilstand, hvori Du skal forblive, men som en Gjerning, hvortil der h&o-;rer hele Sj&ae;lens Kraft og Alvor og Samling, saa sandt som det er min Overbeviisning, min Seir over Verden, at ethvert Menneske, der ikke har smagt Fortvivlelsens Bitterhed, dog altid har forfeilet Livets Betydning, selv om hans Liv har v&ae;ret nok saa skj&o-;nt, nok saa gl&ae;derigt. Du begaaer intet Bedrag mod den Verden, hvori Du lever, Du er ikke tabt for den, fordi Du har overvundet den, saasandt som jeg tr&o-;ster mig til at v&ae;re en retskaffen &Ae;gtemand, uagtet ogsaa jeg har fortvivlet. Naar jeg da saaledes betragter Dit Liv, da vil jeg prise Dig lykkelig; thi det er i Sandhed af yderste Vigtighed, at et Menneske ikke i Fortvivlelsens &O-;ieblik seer feil paa Livet, det er ligesaa farligt for ham som for den F&o-;dende at forsee sig. Den, som fortvivler over et Enkelt, l&o-;ber Fare for, at hans Fortvivlelse ikke bliver sand og dyb, at det er en Skuffelse, en Sorg over det Enkelte. Saaledes skal Du ikke fortvivle, thi intet Enkelt er ber&o-;vet Dig, Du har det altsammen endnu. Tager den Fortvivlede feil, troer han, at Ulykken ligger i det Mangfoldige udenfor ham, da er hans Fortvivlelse ikke sand, og den vil f&o-;re ham til at hade Verden og ikke til