]> S&o-;ren Kierkegaard En opbyggelig Tale EOT Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Anne Mette Hansen, Elise Iuul og Finn Gredal Jensen F&o-;rstetrykket 1850 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2007 http://sks.dk/eot/txt.xml 20090918 1.4 En opbyggelig Tale Af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno 1850 Mindet om afd&o-;de Michael Pedersen Kierkegaard, min Fader, helliges dette lille Skrift. Forord Jvf. Forordet til to opbyggelige Taler 1843. Den 12te December 1850. &anfbeg;Synderinden&anfslut; Luc. VII. 37 flgg. At en Qvinde fremstilles som L&ae;rer, som Forbillede i Henseende til Fromhed, kan ikke forundre Nogen, der veed, at Fromhed eller Gudelighed efter sit V&ae;sen er Qvindelighed. Skal da end &anfbeg;Qvinden tie i Menigheden&anfslut;, og forsaavidt ikke l&ae;re &streg; nu, netop det at tie for Gud, netop det h&o-;rer jo v&ae;sentligen med til den sande Gudelighed, og det maa Du altsaa kunne l&ae;re af Qvinden. Af en Qvinde l&ae;rer Du derfor ogsaa den ydmyge Tro i Forhold til det Overordentlige, den ydmyge Tro, der ikke vantro, tvivlende sp&o-;rger hvorfor? hvortil? hvorledes er dette muligt? men ydmygt troer som Maria, og siger &anfbeg;see, jeg er Herrens Tjenerinde&anfslut; &streg; hun siger det, men see, at sige det, er ret egentligen at tie. Af en Qvinde l&ae;rer Du den rette Ordets H&o-;relse, af Maria, der, ski&o-;ndt hun &anfbeg;ikke forstod de Ord, der bleve talede&anfslut;, dog &anfbeg;bevarede dem i sit Hjerte&anfslut;, altsaa ikke forlangte f&o-;rst at forstaae, men taus gjemte Ordet paa rette Sted; thi det er jo det rette Sted, naar Ordet, den gode S&ae;d, &anfbeg;bevares i et fromt og smukt Hierte.&anfslut; Af en Qvinde l&ae;rer Du den stille, dybe, gudfrygtige Sorg, der tier for Gud, af Maria; thi vistnok gik der, som forudsagt var, et Sv&ae;rd gjennem hendes Hjerte, men hun fortvivlede ikke, hverken over Forudsigelsen, ei heller da det skeete. Af en Qvinde l&ae;rer Du Bekymring for det ene Forn&o-;dne, af Maria, Lazari S&o-;ster, der taus sad ved Christi F&o-;dder med sit Hjertes Valg: det ene Forn&o-;dne. Saaledes kan Du ogsaa af en Qvinde l&ae;re den rette Sorg over sin Synd, af Synderinden, hun, hvis mange Synder l&ae;ngst, l&ae;ngst ikke bleve men vare glemte, men som selv evigt blev uforglemmelig. Hvorledes skulde det og v&ae;re andet, end at man i denne Henseende maa kunne l&ae;re af en Qvinde! Thi vistnok har Manden, sammenlignet med Qvinden, mange Tanker &streg; dersom dette ellers, is&ae;r i denne Henseende, ubetinget er et Fortrin, da han saa desuden ogsaa har mange halve Tanker; og vistnok er Manden st&ae;rkere end den Svage, Qvinden, har langt flere Udveie, veed langt bedre at hj&ae;lpe sig: men da har Qvinden igjen Eet, Eet &streg; ja, just det, at hendes Element er: Eet. Eet &O-;nske, ikke mange &O-;nsker, nei, kun eet &O-;nske, men saa ogsaa Sjelen heel sat ind; een Tanke, ikke mange Tanker, nei, kun een Tanke, men ved Lidenskabens Magt en uhyre Magt; een Sorg, ikke mange Sorger, nei, een Sorg, men saa dybt i Hiertet, at een Sorg rigtignok er uendelig meget mere end de mange; een Sorg, ja kun een Sorg, men saa ogsaa dybest inde &streg; Sorg over sin Synd, som Synderinden. Og hvad er saa Alvor? Lad Manden i Henseende til Tanke have mere Alvor, i Henseende til F&o-;lelse, Lidenskab, Afgj&o-;relse, i Henseende til ikke at komme sig og Afgj&o-;relsen paa tvert ved Tanker, Fors&ae;tter, Beslutninger, i Henseende til ikke at skuffe sig selv ved at komme Afgj&o-;relsen ganske n&ae;r, uden at det dog blev Afgj&o-;relse, i denne Henseende har Qvinden mere Alvor; men Afgj&o-;relse er jo just (is&ae;r i gudelig Forstand, og atter, is&ae;r i Forhold til Sorg over sin Synd) Alvoren. Saa lader os da agte paa Synderinden og paa, hvad vi af hende kunne l&ae;re. F&o-;rst kunne vi l&ae;re: at blive som hun, ligegyldige for alt Andet, i ubetinget Sorg over vore Synder, dog saaledes, at Eet er os vigtigt og ubetinget vigtigt: at finde Tilgivelse. M. T. Bekymrede Mennesker seer man ofte nok i Livet; bekymrede Mennesker, som snart have det Ene, snart det Andet at bekymres over, stundom paa een Gang allehaande Forskjelligt; og bekymrede Mennesker, som ikke ret selv vide, hvorfor de ere bekymrede: men sjeldent allerede at see En, der kun er bekymret for Eet, og saaledes ubetinget for dette Ene, at alt Andet bliver ham ubetinget ligegyldigt. Dog dette sees, om end ikke almindeligt; jeg har seet &streg; og Du vel ogsaa &streg; seet Den, der blev ulykkelig i Elskov, og hvem saa Alt for stedse eller en Tid lang blev ligegyldigt; men dette var jo ikke Sorg over sin Synd. Den, hvis dristige Planer strandede alle i et Nu paa en uventet Hindring, og hvem saa Alt en Tid lang eller for stedse blev ligegyldigt; men det er ikke Sorg over sin Synd. Den, der kj&ae;mpede med Tidens L&ae;ngde og kj&ae;mpede l&ae;nge, han holdt ud, endnu holdt han ud, endnu igaar, idag udeblev Fornyelsens Liv derinde, han sank sammen, Alt blev ham ligegyldigt; men det er ikke Sorg over sin Synd. Den, hvis V&ae;sen er Tungsind, hvorledes den Tungsindige betragter Alt fremmed og ligegyldig, hvorledes i en vis Forstand, som Luften kan v&ae;re saa let, at man ikke kan aande den, Alt er ham for let, fordi hans Sind er saa tungt; men Sorg over sin Synd er dette ikke. Den, der Aar efter Aar med r&ae;dsom Livslyst dyngede Forbrydelse paa Forbrydelse, hvis meste Tid tilbragtes med at synde &streg; indtil han stod der tilintetgjort, og Alt blev ham ligegyldigt; men sandeligen, Sorg over sin Synd var det ikke &streg; der var Synder nok, Sorg over Synden derimod var der ikke. Der er overhovedet Eet, som er det ganske Almindelige, Du kan finde det hos Alle og hos Hver, hos Dig selv, som jeg finder det hos mig: Synd og Synder; der er Eet, der er sjeldnere: Sorg over sin Synd. Dog jeg har seet &streg; og Du maaskee ogsaa &streg; seet Den, der ubetinget kun s&o-;rgede over Eet, og over sin Synd: den fulgte ham overalt, ja eller den forfulgte ham, om Dagen og i Dr&o-;mme om Natten, under Arbeidet, og naar han forgjeves s&o-;gte Hvile efter Arbeidet, i Eensomheden, og naar han forgjeves s&o-;gte Adspredelse i Selskab med Andre; den saarede ham bagfra, naar han vendte sig mod Fremtiden, og forfra, naar han vendte sig mod Fortiden, l&ae;rte ham at &o-;nske D&o-;den og frygte Livet, og saa om igjen, at frygte D&o-;den og &o-;nske Livet, saa den uden at aflive ham dog ligesom tog Livet af ham, angst for sig selv som for et Gjenf&ae;rd; den gjorde ham Alt, Alt uendelig ligegyldigt &streg; men see, denne Sorg var Fortvivlelse. Der er overhovedet Eet, der er det ganske Almindelige, Du kan finde det hos Alle og hos Hver, hos Dig selv, som jeg finder det hos mig: Synd og Synder; der er Eet, der er saare sjeldent: en sand Sorg over sin Synd, hvorfor det vel gj&o-;res forn&o-;dent, at der hver Helligdag bedes i Kirkeb&o-;nnen til Indgang, &anfbeg;at vi maatte l&ae;re at s&o-;rge over vore Synder.&anfslut; Vel Den, hos hvem den findes denne sande Sorg over sin Synd, saa det, at alt Andet er ham uendelig ligegyldigt, kun er det n&ae;gtende Udtryk for det Bekr&ae;ftende: at Eet er ham ubetinget vigtigt; saa det, at alt Andet er ham ubetinget ligegyldigt, er en D&o-;dssygdom, der dog er saare langtfra at v&ae;re til D&o-;den, men just er til Livet, fordi Livet er i dette, at Eet er ham ubetinget vigtigt: at finde Tilgivelse. Vel ham; han sees saare sjeldent. Thi, m. T., det sees ofte nok i Verden, et Menneske, hvem det Uvigtige er blevet vigtigt, endnu oftere Mennesker, hvem allehaande Forskjelligt er blevet vigtigt; men sjeldent En, hvem kun Eet er vigtigt, og endnu sjeldnere En, om hvem det gj&ae;lder, at det Eneste, der er ham ubetinget vigtigt, ogsaa er i Sandhed det eneste Vigtige. Agt derfor paa Synderinden, at Du af hende maatte l&ae;re. Hende var alt Andet blevet ligegyldigt, hun havde ingen Bekymring uden den over sin Synd, eller enhver anden Bekymring, hun havde, var som var den ikke til, fordi hiin Sorg var hende ubetinget. Dette er, om Du saa vil, Velsignelsen, der er forbundet med kun at have een Sorg, Sorgl&o-;shed i Forhold til alt Andet, og det er Kjendetegnet paa kun at have een Sorg. Saaledes med Synderinden. Men som det vistnok i Almindelighed gaaer til i Livet, hvor anderledes! Naar et Menneske, ikke fri &streg; hvad jo intet Menneske er &streg; for Synd og Skyld, tillige har andre Bekymringer, og han da er bekymret, nedb&o-;iet, da forvexler han det maaskee, vil lade denne Nedtrykthed gj&ae;lde for Bekymring over sin Synd, som var det blot det, der forlangtes, at et Menneske skal v&ae;re bekymret, istedetfor at det der fordres er, at han skal v&ae;re bekymret over sin Synd, og at han skal ikke v&ae;re bekymret over Andet; men han forvexler det, og m&ae;rker ikke, at hvis det var sin Synd han s&o-;rgede over, end sige, hvis han ene s&o-;rgede over den, vilde han mindre eller slet ikke f&o-;le de andre Bekymringer, benyttende Leiligheden til at udtrykke sand Sorg over sin Synd derved, at han bar disse andre Bekymringer lettere. Muligt forstaaer han det ikke saaledes, &o-;nsker derimod, at han maatte fritages for sine andre Bekymringer, at han saa kunde s&o-;rge ene over sin Synd. Ak, neppe forstaaer han ganske hvad han begjerer, at saa vilde vel snarere Sagen blive ham altfor streng. Thi naar Gud i streng Straffedom vil bringe et Menneskes Synd over ham, da b&ae;rer han sig stundom saaledes ad, han siger: jeg vil fritage dette Menneske for enhver anden Bekymring, Alt skal smile om ham, Alt f&o-;ie sig efter ham, Alt lykkes, hvad han r&o-;rer ved &streg; desto mindre skal det lykkes ham at glemme, desto st&ae;rkere skal han fornemme, hvad der nager. Saa den er ikke sand, den Undskyldning, der oftere h&o-;res, at man paa Grund af andre Bekymringer ikke ret kan komme til at s&o-;rge over sin Synd. Nei, &anfbeg;andre Bekymringer&anfslut; er just Beleilighed til at udtrykke sand Sorg over sin Synd, ved at b&ae;re de andre Bekymringer lettere; og &anfbeg;andre Bekymringer&anfslut; er ikke en Skj&ae;rpelse, men snarere en Lindring, idet der intet Raaderum bliver for Tankerne til at forvildes, men der strax er Opgave i Henseende til at udtrykke Sorg over sin Synd, ved at b&ae;re de andre Bekymringer taalmodigere, ydmygere, lettere. Og Synderinden var alt Andet blevet ligegyldigt: alt Timeligt, Jordisk, Verdsligt, H&ae;der, &Ae;re, gode Dage, Fremtiden, Sl&ae;gt, Venner, Menneskenes Domme; og alle Bekymringer, hvilket Navn de end kunne have, hun havde baaret dem let, n&ae;sten som et Intet, thi hende beskjeftigede i Bekymring kun Eet ubetinget: hendes Synd. Den s&o-;rgede hun over og ikke over dens F&o-;lger, Skammen, Van&ae;ren, Ydmygelsen, nei hun forvexlede ikke Sygdommen med L&ae;gemidlet. Ak, hvor sjeldent et Menneske, der, hvis han paa det Vilkaar kunde annamme sine Synders Tilgivelse, var villig til at lide den Straf at blive ganske aabenbar for Menneskene, saa de kunde skue ham ind i hans Sjel, og see hver en l&o-;nlig Skyld! Ak, hvor sjeldent, at En saaledes bliver ubetinget ligegyldig; den samme Synd, for hvilken han selv ford&o-;mmer sig, og for hvilken han beder Gud om Tilgivelse, den samme Synd skjules maaskee med en Gierrigs &ae;ngsteligste Omhyggelighed, at Ingen faaer den at see. Synderinden derimod var Alt blevet ligegyldigt: Omgivelsens Modstand, Gjestebudets Indsigelse, Pharis&ae;ernes kolde Fornemhed eller grusomme Spot &streg; ja Stedet var jo som en uindtagelig F&ae;stning, bef&ae;stet just saaledes, at det maatte gj&o-;re hendes Indtr&ae;ngen umulig, hvis ikke alt Andet havde v&ae;ret hende ligegyldigt. Hvad maaskee ingen anden Qvinde, der ikke var sig bevidst at v&ae;re en Synderinde, altsaa med mindre Fare, havde vovet, det vovede hun, hvem Alt var blevet ligegyldigt. Og dog nei, det er ikke ganske saa, hun vovede det, fordi Eet var hende ubetinget vigtigt: at finde Tilgivelse. Og den var at finde derinde &streg; derfor vovede hun det, det var det, der fik hende af Stedet og drev hende fremad; men det, at alt Andet var blevet hende ligegyldigt, det var det, som gjorde, at hun selv neppe m&ae;rkede Modstanden. &anfbeg;Det er Fortvivlelsens Mod&anfslut;, vil Du sige. Ja, men sandeligen, hun er langt fra at v&ae;re en Fortvivlet, eller var Den en Fortvivlet, hvem Eet er ubetinget vigtigt, naar dette Ene er det ubetinget Vigtige! Hun har Fortvivlelsens Kr&ae;fter. Det er dem, der gj&o-;re hende ligegyldig for Alt og st&ae;rkere end al Omgivelsens Modstand, st&ae;rk, saa hun ikke segner under Skammen, ikke flyer Spotten; men hun, der har disse Kr&ae;fter, hun er ikke fortvivlet, hun er troende. Og saaledes tr&ae;der hun ind ligegyldig for alt Andet. Dog v&ae;kker den ingen Opsigt, ingen Larm denne hendes ubetingede Ligegyldighed, thi hun er en Troende, og derfor saa stille, beskeden, ydmyg, saa ubem&ae;rkelig i sin uendelige Ligegyldighed for Alt, at hun ikke tildrager sig nogen Opm&ae;rksomhed ved sin Indtr&ae;den. Det var jo heller ikke hende end det Mindste vigtigt, at udtrykke sin Ligegyldighed for Alt; men Eet var hende uendelig vigtigt: at finde Tilgivelse. Dog, havde dette Ene ikke i den Grad v&ae;ret hende vigtigt, at alt Andet ubetinget havde v&ae;ret hende ligegyldigt, saa havde hun ikke fundet Veien ind i hiin Pharis&ae;ers Huus &streg; hvor hun saa fandt Tilgivelsen. Dern&ae;st kan Du af Synderinden l&ae;re, hvad hun forstod, at hun i Henseende til at finde Tilgivelse slet Intet formaaer selv at gj&o-;re. Skulle vi betegne hendes hele Adf&ae;rd fra f&o-;rst til sidst, maae vi sige: hun gj&o-;r slet Intet. Hun ventede ikke med at gaae til hiint Huus, hvor hun vilde finde Frelseren og Frelsen, hun ventede ikke, til hun f&o-;lte sig v&ae;rdig. Nei, saa var hun l&ae;nge blevet borte, maaskee aldrig kommet derhen eller derind; hun beslutter at gaae strax, i sin Uv&ae;rdighed, just F&o-;lelsen af Uv&ae;rdighed driver hende, altsaa er Beslutningen at gaae strax &streg; saaledes gj&o-;r hun selv Intet, eller hun forstaaer, at hun selv Intet formaaer at gj&o-;re; kan dette udtrykkes st&ae;rkere, end naar just F&o-;lelsen af Uv&ae;rdighed er det, der bestemmer hende! Saa forbereder hun sig til at gaae &streg; dog ikke paa hvad hun vil sige eller andet Saadant, o nei, hun kj&o-;ber en Alabaster-Krukke med Salve, for at tage med sig. Saaledes efterkommer hun Skriftens Ord: &anfbeg;naar Du faster, da salv Dit Hoved og to Dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle see Dig faste, men Din Fader, som er i L&o-;ndom.&anfslut; Festlig gaaer hun da til Gjestebudet &streg; sandeligen, hvo skulde have gjettet, hvilket hendes &Ae;rinde var, eller hvad hendes Indtr&ae;den i hiint Huus betydede hende! Dog hun forstaaer ganske, at hun selv Intet formaaer at gj&o-;re. Istedetfor maaskee at hengive sig til Selvplagelse, som blev hun derved Gud velbehageligere, og kom hun derved Gud n&ae;rmere, istedetderfor &o-;dsler hun &streg; ja, det var Judas's Mening &streg; hun &o-;dsler letsindigt &streg; ja, det er Selvplagerens Mening &streg; hun &o-;dsler paa, hvad der jordisk forholder sig til Festlighed, hun medtager en Alabaster-Krukke med Salve, festlig svarende til Gjestebudet. Hun tr&ae;der ind. Hun forstaaer ganske, at hun selv Intet formaaer at gj&o-;re. Hun hengiver sig derfor ikke til Selvanklagens Lidenskab i Udtryk, som bragte dette hende Frelsen n&ae;rmere, eller som gjorde dette hende Gud velbehageligere; hun overdriver ikke, sandeligen, det skal Ingen kunne beskylde hende for. Nei, hun gj&o-;r slet Intet, hun tier &streg; hun gr&ae;der. Hun gr&ae;der. Maaskee vil En sige: saa gjorde hun dog Noget. Nu ja, hun kunde ikke holde Taarerne tilbage. Dog var den Tanke faldet hende ind, at disse Taarer skulde v&ae;re selv at gj&o-;re Noget, saa havde hun ogsaa kunnet holde dem tilbage. Altsaa hun gr&ae;der. Hun har sat sig ved Christi F&o-;dder, der sidder hun gr&ae;dende. Dog lad os ikke glemme Festligheden, som hun ikke glemte den, just fordi hun ganske forstod, at hun i Henseende til at finde Tilgivelse selv slet Intet formaaer at gj&o-;re; lad os ikke glemme Festligheden &streg; og Salven, hun har taget med. Hun glemmer det ikke, det forstaaer hun ret egentligen som sin Gjerning: hun salver Christi F&o-;dder med Salve, aft&o-;rrer dem med sit Hovedhaar, gr&ae;der. Kan Du, hvis Du ellers ikke veed det, gjette, hvad dette Billede betyder? Ja, da hun Intet siger, er det jo i en vis Forstand umuligt; og det l&o-;ber jo som i Eet for hende, dette at salve hans F&o-;dder, hvilket svarer til Festligheden, og det at gr&ae;de, hvilket svarer til noget ganske Andet. Dog hvad det betyder, det vedkommer jo heller ikke Andre end hende, som ganske forstaaer, at hun slet Intet selv formaaer i Henseende til at finde Tilgivelse, og ham, om hvem hun ganske forstaaer, at han ubetinget formaaer Alt. Saa h&o-;rer hun ham tale med de ved Gjestebudet Tilstedev&ae;rende. Hun forstaaer heel vel, at han taler om hende, da han taler om, at der er Forskjel paa Skyldnere, at Een er de femhundrede Penninge skyldig, en Anden de halvtredsindstyve, men at det saa ogsaa er billigt, naar begge finde Tilgivelse, at den F&o-;rste elsker mere end den Sidste. Det forstaaer hun nok, hvorledes, ak, det Ene, og hvorledes, Gud v&ae;re lovet, ogsaa det Andet, passer paa hende. Men hun forstaaer tillige ganske, at hun selv Intet formaaer at gj&o-;re. Hun blander sig derfor ikke i Samtalen, hun tier, holder ogsaa &O-;inene hos sig selv eller ved sin Gjerning, som hun passer, hun salver hans F&o-;dder, aft&o-;rrer dem med sit Hovedhaar, gr&ae;der. O, m&ae;gtige og sande Udtryk for: Intet at gj&o-;re, saaledes at v&ae;re som Frav&ae;rende, skj&o-;ndt N&ae;rv&ae;rende, ja skj&o-;ndt den N&ae;rv&ae;rende, om hvem Talen er. Saa h&o-;rer hun ham sige: &anfbeg;hende ere hendes mange Synder forladne&anfslut; ... det h&o-;rer hun; han siger endnu mere, han tilf&o-;ier: &anfbeg;fordi hun elskede meget.&anfslut; Jeg antager, at Dette har hun ikke engang h&o-;rt, det vilde maaskee have forstyrret hende, at der var et &anfbeg;fordi&anfslut;, og som henf&o-;rtes til hende, maaskee vilde det ogsaa have &ae;ngstet Kjerligheden, at den saaledes prisedes. Derfor antager jeg, at hun ikke har h&o-;rt det, eller maaskee har hun h&o-;rt det, men h&o-;rt feil, saa hun har troet, han sagde: fordi han elskede meget, saa altsaa Talen var om hans uendelige Kjerlighed, at fordi den var saa uendelig, derfor bleve hende hendes mange Synder forladne, hvilket hun saa ypperligt kunde forstaae, det var jo, som kunde hun selv sagt det. Saa gaaer hun hjem igjen &streg; en stum Person i dette hele Optrin. Hvo skulde gjette, hvad denne Gang har betydet hende, denne Gang, da hun gik derhen med Synden og Sorgen, og da hun gik derfra med Tilgivelsen og Gl&ae;den. Altsaa hvad gj&o-;r da denne Qvinde, af hvem vi skulle l&ae;re? Svar: Intet, hun gj&o-;r slet Intet; hun &o-;ver den h&o-;ie, sjeldne, yderst vanskelige, &ae;gte qvindelige Kunst: at gj&o-;re slet Intet, eller at forstaae, at man i Henseende til at finde Tilgivelse Intet formaaer at gj&o-;re selv. &anfbeg;Hvor let!&anfslut; ja, hvis ikke just Letheden var Vanskeligheden. Sandeligen, er Den, der overvinder sig selv, st&o-;rre end Den, der indtager en Stad: st&o-;rre end Den, der s&ae;tter Alt i Bev&ae;gelse, for dog selv at gj&o-;re Noget, er i Forholdet til Gud og i Forhold til at annamme sine Synders Tilgivelse, Den, der kan blive ganske stille, for gudfrygtigt at lade Gud gj&o-;re Alt, ganske forstaaende, at han i denne Henseende selv formaaer slet Intet at gj&o-;re, at Alt, Alt, hvad et Menneske selv formaaer at gj&o-;re, og var det end det Herligste, det meest Forbausende, dog i denne Henseende uendelig er Intet, er &streg; hvis det ellers var noget, menneskelig talt, virkelig Godt, og ikke det svigefulde Hjertes s&o-;rgelige Selvbedrag &streg; saa langt fra at bidrage end det Mindste til i fjerneste Maade at erhverve ham Syndernes Forladelse, at det meget mere bringer ham i en ny, en ny Taknemmelighedens Gjeld til den uendelige Naade, der ovenikj&o-;bet lod dette lykkes for ham. Nei &streg; o, s&o-;rgelige Forvildelse, eller frygtelige Formastelse, om et Menneske end i fjerneste Maade kunde falde paa Sligt! &streg; nei, i Henseende til at erhverve Syndernes Tilgivelse, eller, for Gud formaaer et Menneske slet Intet; hvor skulde det ogsaa v&ae;re muligt, da jo et Menneske selv i Forhold til det Mindste, han menneskelig talt formaaer, Intet formaaer, uden ved Gud! Endeligen l&ae;re vi af Synderinden &streg; vel ikke ligefrem af hende, men ved at bet&ae;nke vort Vilkaar, sammenlignet med hendes &streg; at vi have een Tr&o-;st, som hun ikke havde. Maaskee vilde Nogen sige: ja hun havde let ved at troe sine Synders Tilgivelse, hun h&o-;rte det jo af Christi egen Mund; hvad der gjennem de mange Aarhundreder er erfaret af Tusinde og atter Tusinde, hvad der gjennem de mange Sl&ae;gter som Erfaring blev overleveret fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt &anfbeg;at eet Ord af ham helbreder for Evigheder&anfslut; &streg; hvorledes maa hun ikke have fornummet og sandet dette, hun, som h&o-;rte det helbredende Ord af hans egen Mund! Der hersker vistnok paa dette Punkt en almindeligere Misforstaaelse, at man, bedraget af sin Indbildning, ikke ret gj&o-;r sig Sagen n&ae;rv&ae;rende, og derfor glemmer, at just Samtidigheden med Christus i een Forstand gj&o-;r det at troe allervanskeligst. Men det forstaaer sig, Den som saa, trods alle Vanskeligheder og Farer, virkelig troede, for ham var saa ogsaa eet Fortrin fremfor enhver Senere, at h&o-;re Ordet af Christi egen Mund, ikke som vi at l&ae;se det, og l&ae;se i Almindelighed om, at der i Christo er Syndernes Forladelse, men h&o-;re det sagt til sig selv af Christus, saa der da umuligt kan v&ae;re Tvivl om, at det er mig, der er meent, at med mig er det i sin Rigtighed, at jeg har mine Synders naadefulde Forladelse, saalidet som der kan v&ae;re Tvivl om, at det er Christi Ord. Men saa har Sagen igjen en anden Side. Der er en Tr&o-;st, som medens Christus levede, endnu ikke var blevet til, som han altsaa ikke selv kunde tilbyde Nogen: Tr&o-;sten af hans D&o-;d som Forsoningen, som Pantet paa, at Synderne ere forladte. I levende Live er Christus for den med ham Samtidige fortrinsviis Forbilledet, om han end er Frelseren, og om end hans Liv er Lidelse, saa han end i levende Live kan siges at b&ae;re Verdens Synder; men det Fremtr&ae;dende er, han er Forbilledet. Og da Christendommen ikke er saadan en L&ae;re, den samme hvo end Forkynderen er, men er i Forhold til hvo Forkynderen er, i Forhold til hvor sandt Forkynderens Liv udtrykker L&ae;ren: saa viste det sig derfor ogsaa, at naar Christus forkynder Christendom og som Forbilledet, da kan intet Menneske heelt holde ud med ham, de falde fra, selv Apostlene. Men saa d&o-;er han. Og hans D&o-;d forandrer uendelig Alt. Ikke som afskaffede hans D&o-;d Betydningen af, at han tillige er Forbilledet, nei, men hans D&o-;d bliver den uendelige Tr&o-;st, det uendelige Forskud, at den Str&ae;bende kommer til at begynde med, at der uendelig er gjort Fyldest, at den Tvivlende, den Forsagende bydes det h&o-;ieste Pant &streg; umuligt at udfinde noget tilforladeligere! &streg; at Christus er d&o-;d for at frelse ham, at Christi D&o-;d er Forsoningen, er Fyldestgj&o-;relsen. Denne Tr&o-;st havde Synderinden ikke. Hun h&o-;rte det af hans egen Mund, at hendes mange Synder vare hende forladte, det er sandt; men hun havde ikke hans D&o-;d at tr&o-;ste sig ved, som den Senere har det. T&ae;nkte Du Dig Synderinden i et senere &O-;ieblik anf&ae;gtet tvivle, om nu virkelig ogsaa hendes mange Synder vare hende forladte, da vilde hun, forsaavidt hun ikke atter umiddelbart kunde h&o-;re det af Christus selv, finde Hvile i ligesom at h&o-;re Christus sige: tro det dog, Du har jo h&o-;rt det af min egen Mund. Den derimod, som lever mange Aarhundreder efter Christus, naar han anf&ae;gtes af den Tvivl, om hans Synder ogsaa ere ham forladte, han vil jo finde Tr&o-;st i ligesom at h&o-;re Christus sige til ham: tro det dog, jeg har ladet mit Liv for at forhverve Dig Dine Synders Forladelse, saa tro det dog, en st&o-;rre Forvisning er umulig. Til den Medlevende kan Christus kun sige: jeg vil hengive mig selv som et Offer for Verdens Synd, ogsaa for Din. Er dette nu lettere at troe, end naar han har gjort det, har hengivet sig, eller er Tr&o-;sten st&o-;rre af, at han siger, han vil gj&o-;re det, end af, at han har gjort det? Ingen Kjerlighed er st&o-;rre end denne, at En s&ae;tter sit Liv til for en Anden; men naar er det lettest at troe, og naar Tr&o-;sten deraf st&o-;rst, enten naar den Kjerlige siger: jeg vil gj&o-;re det &streg; eller naar han har gjort det? Nei, f&o-;rst naar han har gjort det, f&o-;rst da er Tvivlen gjort saa umulig, saa umulig som det er muligt; og f&o-;rst naar Christus er offret som Forsoningens Offer, f&o-;rst da er den Tr&o-;st blevet til, der gj&o-;r det at tvivle om sine Synders Forladelse saa umuligt &streg; ja, saa umuligt, som det er muligt; thi den er kun for Troen denne Tr&o-;st.