Johnny Kondrup Forord Søren Kierkegaards Skrifter 4 F Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen udgiverne Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2002 http://sks.dk/f/kom.xml 20120823 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.7 Forord Titelordet er flertal. Foruden det forord, der hedder det samme som skriftet selv, rummer dette otte stykker, der hver for sig viser sig at være forord til værker af forskellige genrer eller at omhandle emner, som en forfatter må reflektere over, før han udgiver en bog. I: Forord til en nytårsgave i J.L. Heibergs manér (jf. Pap. IV B 125-139). II: Om litteraturkritikkens usselhed (oprindelig indledning til en planlagt anmeldelse af et værk af Christian Winther). III: Forord til andet oplag af nytårsgaven i Heibergs manér. IV: Forord til en nytårsgave med særligt henblik på Heibergs årbog Urania. V: Forord til et skrift om Totalafholdenhedsselskabet. VI: Forord til et opbyggelsesskrift for dannede, dvs. hegeliansk tænkende mennesker. VII: Forord til en bog, der ikke er skrevet af efter 10 andre, men ud af forfatterens personlighed (oprindelig forord til Begrebet Angest). VIII: Forord til et filosofisk tidsskrift. Om de enkelte stykkers oprindelse henvises til tekstredegørelsen til Forord, s. 541-562. Titlen forkortes herefter F. Morskabslæsning ... efter Tid og Leilighed Ved morskabslæsning forstås her de såkaldte folkebøger, dvs. det 18. og 19. årh.s underholdende almuelitteratur, der ofte var nedsunket kulturgods med rødder i orientalske eventyr, apokryfe bibelfortællinger og middelalderlig heltedigtning. SKs undertitel kan rumme en hentydning til forfatteren, kritikeren og litteraturhistorikeren Knud Lyne Rahbeks udgave af en række folkebøger, Dansk og Norsk Nationalværk, eller Almindelig ældgammel Moerskabslæsning bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 1457-1459. Nicolaus Notabene lat., efternavnet betyder en kritisk anmærkning eller et NB. Forkortet til initialer svarer navnet også til N.N., dvs. betegnelsen for en anonym person, hvemsomhelst ( og ). hensynsløs uoverlagt. for godt Kjøb kjøbe købe billigt eller fordelagtigt; komme let til. Iagttagelsens Beleilighed! lejligheden til at gøre en iagttagelse. Trods det afsluttende udråbstegn må sætningen forstås som et spørgsmål: Og dog, skulle man ikke ved et nøjere studium af forord udnytte en let mulighed for at gøre interessante iagttagelser? Literatus litterat; den lat. form giver ordet en spøgende, let nedsættende klang. Provincialismer sproglige udtryksmåder eller ord, som kun bruges i en enkelt landsdel. blysomme beskedne, undselige. fripostige frække, næsvise. Fordraaber eller førstedråber, det første destillat, der fremkom ved brændevinsbrænding, og som ansås for at besidde særlig styrke og velsmag. forsøges prøves. den græske Naivetet I marginen af kladden til dette sted findes følgende bemærkning, der viser, hvad SK har tænkt på: »Grækerne brugte egl. slet intet Forord, men sagde strax i det første Punktum alt hvad Bogen skulde handle om« (Pap. V B 74,1). Det passer på Homers Iliade og Odyssé samt på historikerne Herodot og Thukydid fra det 5. årh. f.Kr., men ikke på Platon og Aristoteles. Hos de gr. talere er det snarest reglen, at de bruger forord. Apparat hjælpemidler, dvs. opslagsværker og andre bøger til studiebrug. I den nyere Videnskab ... sit Banesaar Der hentydes til tyskeren G.W.F. Hegels (1770-1831) filosofi og mere bestemt til den 'fortale', hvormed Hegel udstyrede sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (1807). I begyndelsen af denne fortale hedder det, at sandhedens sande skikkelse, hvori den alene kan eksistere, må være det videnskabelige system, og at det nu er på tide at hæve filosofien til videnskab. Dette er Hegels ambition, men da han samtidig er bevidst om, at den strider imod tidens (dvs. romantikkens) forestillinger, vil han fremsætte en erklæring i form af et forord, hvad der ellers er en uting i et filosofisk værk. Et sådant værk må være rettet mod sandhedens erkendelse, og i forhold hertil er et forord, der vil forklare værkets formål og stilling til andre værker og andres forestillinger, i almindelighed overflødigt, ja upassende og formålsstridigt. Jf. Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 2, udg. af J. Schulze, 1832, ktl. 550, s. 3-7 (Jub. bd. 2, s. 11-15). Bogen med Sagen og Systemet med Intet Hegel selv og hans disciple betegnede mesterens filosofiske lærebygning som 'systemet'. Hegel kræver i indledningen til Wissenschaft der Logik, at logikken skal begynde med 'sagen selv'. Jf. Hegel's Werke () bd. 3, udg. af L. von Henning, 1833 [1812], ktl. 552, s. 26 (Jub. bd. 4, s. 36). Dette bliver nærmere bestemt til, at logikken skal begynde med 'den rene væren', der imidlertid er identisk med 'intet' (s. 59-74; Jub. s. 69-84). Hegels danske elev, digteren og kritikeren J.L. Heiberg (), gjorde tanken om, at systemet måtte begynde med intet, til noget i retning af et slagord; jf. fx de første otte paragraffer af hans artikel »Det logiske System« i tidsskriftet Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 2, Kbh. aug. 1838, ktl. 569, s. 1-45. Det Incommensurable det, der ikke kan sammenlignes med andet, ikke passer ind i beskrivelsen. Contentement og Fornøielse Udtrykket er en pleonasme ('dobbeltkonfekt'), da det franske og danske ord betyder det samme. Udtrykket stammer fra den da. forfatter Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Barselstuen (1724) 2. akt, 7. scene, hvor det indgår i en lang og opstyltet replik af Else Skolemesters. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 2. Bindene er uden årstal og sidetal. Den nyeste ... komme til et Brud hentydning til den spaltning af Hegels filosofiske skole i et højre og et venstre, som fandt sted i 1830'erne, bl.a. foranlediget af religionskritikerne Ludwig Feuerbach og David Friedrich Strauß (begge venstrehegelianere). At der tænkes på Feuerbach, fremgår af kladden til dette sted, hvori det hedder: »Har end den nyeste videnskabelige Methode først gjort mig opmærksom paa at det maatte komme til et Brud, og bliver det end min Fortjeneste ligesom Feuerbachs at gjøre Alvor af det med Bruddet, saa har jeg dog ogsaa paa andre Maader vidst at gjøre Skjebnen elastisk og overbevise mig om, at det dog tidlig eller sildig maatte komme dertil« (Pap. V B 74,5). bestemmet reent lyrisk hentyder formentlig til J.L. Heibergs () æstetiske system, der efter hegelsk mønster forsøger at bestemme skønlitteraturens genrer efter deres væsen som henholdsvis lyriske, episke eller dramatiske. Ud fra de samme grundbegreber søger Heiberg i sin kritik at bestemme arten eller rækkevidden af den enkelte digters talent og graden af overensstemmelse mellem talentet og de genrer, det har valgt at udtrykke sig i. Heibergs æstetik betegner dog en modifikation af det hegelske forbillede, for hvor Hegel sætter den episke poesi som det første, umiddelbare trin, anbringer Heiberg den lyriske poesi på denne plads. Formuleringen rummer muligvis en mere præcis hentydning til Heibergs artikel »Lyrisk Poesie« i Intelligensblade, udg. af Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; nr. 26-27, 15. april 1843. Her bestemmes Poul Martin Møllers efterladte, fragmentariske novelle »En dansk Students Eventyr« som aldeles lyrisk i sin karakter, skønt den er skrevet i prosa (bd. 3, s. 26f.). efter Tid og Sæd variation over flere almindelige talemåder, hvor tid og sæd (dvs. skik) kædes sammen, fx. 'nye tider, nye sæder' og 'andre tider, andre sæder'. leves sub noctem susurri lat. sagte hvisken, når natten falder på. Citat fra den rom. digter Horats' oder, 1. bog (Carminum liber I) 9,19, hvor der tales om stævnemøder i aftenstunden. Hos Horats står der dog ikke »leves« (= let, mild, sagte), men »lenes(que)« (= blød, sagte). Jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 11. gjække drille. der frister Fortroligheden som udfordrer eller lokker til betroelse; som man føler trang til at fortælle. Schenkel betegner i det hippologiske fagsprog indersiden af rytterens skinneben. Valdbybakke Valby bakke, højdedrag vest for København. Bakkens nordlige og nordøstlige del hedder Frederiksberg Bakke; her ligger Frederiksberg Slot. Dagvognen var en institution, der indførtes 1834 til daglig (eller blot regelmæssig) transport af personer og varer på landet. Også fra København til byerne i omegnen blev der etableret kørsel med dagvogn, som naturligvis var hestetrukken. Echo s gr. lyd, genlyd. Navn på en gr. bjergnymfe, der if. myten blev efterstræbt af Pan. Da hun afviste ham, blev hun sønderrevet af den forsmåede bejler, så kun stemmen blev tilbage. Ovid fortæller en anden historie i sine Forvandlinger (Metamorphoses) 3. sang, v. 356-401: Da Echo havde holdt gudinden Hera hen med snak, mens Zeus lå i med andre nymfer, blev hun straffet ved kun at kunne gentage andres ord. Siden tæredes hun bort af ulykkelig kærlighed til ynglingen Narcissos, så kun stemmen blev tilbage. vinkende lokkende. Gaaden opgiven givet, formuleret. Jasminhytte n et lysthus, hovedsagelig dannet af jasminbuske, der bærer hvide, tungt duftende blomster. en Gjæk i Vinteren og en Nar om Sommeren allusion til talemåden 'vintergæk og sommernar', som ofte bruges i de gækkebreve, der udsendes før påske, og hvis afsender det er modtagerens opgave at gætte. Både vintergæk og sommernar kan betegne den tidlige forårsblomst, som man sender indlagt i gækkebrevet; men vintergækken kan desuden være brevets anonyme afsender, ligesom sommernarren kan være den modtager, som ikke gætter afsenderens identitet. han er god Dag og Farvel talemåde, der beskriver et kortvarigt, uforpligtende samvær; en flygtig eller overfladisk person. Døgenicht af ty. Taugenichts, døgenigt, drivert, en person der ikke duer til noget. Systemet . han afbetaler ikke Statsgjelden Ved den første officielle opgørelse, pr. 1. jan. 1836, var den danske stats gældsætning på 130 millioner rigsdaler, hvilket var ca. 10 millioner mere end i 1816, tre år efter statsbankerotten. Forrentningen af gælden optog i 1836 40% af statens udgiftsbudget. Dette budget vakte forfærdelse i offentligheden, og på det første sammentræde i den rådgivende stænderforsamling for øerne () 1835-36 blev der rejst krav om, at Frederik VI nedsatte en kommission til indførelse af besparelser på statsbudgettet og nedbringelse af gælden. Det skete dog ikke, men gælden blev fra nu af nedbragt, og pr. 1. jan. 1840 kunne den opgøres til 124 millioner rigsdaler. Forfærdelsen gav sig også udslag i private initiativer: I 1835 skrev en birkedommer fra Fanø i Kjøbenhavnsposten en opfordring til avisens læsere om at indsende frivillige bidrag til gældens afbetaling, og selv sendte han 16 rigsdaler til Statsgældsdirektionen. I 1836 forsøgte en regnskabsfører fra Samsø at stifte en forening til gældens frivillige afbetaling, men projektet mødte ikke forståelse og lå i dvale indtil 1840, da Christian VIII besteg tronen. Regnskabsføreren allierede sig med den københavnske teolog Jacob Chr. Lindberg, en af Grundtvigs betydeligste støtter, og gennem halvandet års intense forberedelser lykkedes det at skabe grundlag for »Foreningen i Kjøbenhavn af 11. Juli 1842 til Statsgieldens Afbetaling ved frivillige Bidrag«. SKs broder P.C. Kierkegaard engagerede sig stærkt i sagen. Han var ordfører for den deputation, som i marts 1842 opsøgte kongen og bad om tilladelse til at danne foreningen, ligesom han blev medlem af dens »foreløbige Central-Komité«. P.C. Kierkegaard forfattede endog en 25-siders pjece om projektet: Om Foreningen for Statsgjeldens Formindskelse ved frivillige Bidrag, Kbh. marts 1842. Han udtrådte af komiteen i sept. 1842, da han blev udnævnt til sognepræst i Pedersborg og Kindertofte. Foreningens arbejde blev i øvrigt ingen succes – udgifterne oversteg indtægterne – og i begyndelsen af 1844 opløste den sig selv. det kongelige Bibliothek i København, grundlagt af Frederik III (1609-70, konge fra 1648). Siden 1793 er Det kgl. Bibliotek Danmarks nationalbibliotek og åbent for offentligheden. På SKs tid havde biblioteket til huse i en længe i det nuv. Rigsdagsgården ved Christiansborg Slot, nord for sit senere hjemsted (se kort 2, B4). Excerpter uddrag af bøger, notater fra læsning. holdt (...) Ørene stive holdt sig standhaftig, lod sig ikke anfægte. Recognosceren undersøgelse eller udspejdning af fjendens område. et quidem lat. og dét. til Krøller dvs. som papillotter, der på SKs tid bestod af sammenrullede stykker papir, hvorom hårlokkerne blev rullet for at få dem til at krølle. speciel Censur If. trykkefrihedsforordningen af 27. sept. 1799 var der ikke generel censur i Danmark, men forordningen indeholdt en række strafferetlige bestemmelser mod skribenter, der kritiserede forfatningen, regeringen, kongen, religionen mv. Den, der én gang havde fået dom for at overtræde forordningens grænser, var resten af sit liv forpligtet til at lade sine skrifter censurere af politimesteren. Efter at der 1814 blev indført forhåndscensur af alle skrifter under 24 ark (384 sider i oktavformat), blev denne regel om individuel censur omtalt som særlig eller speciel censur. Særlig censur gjaldt fx for N.F.S. Grundtvig fra 1826, efter udsendelsen af Kirkens Gienmæle (), men han blev løst fra forpligtelsen i 1837. maa trykkes politimesterens officielle påtegning på de skrifter af censurdømte forfattere, som havde passeret den særlige censur. Presseforfølgelse Ordet brugtes tidligere om myndighedernes anslag imod pressens relative frihed. Regres ret til godtgørelse; appelret. Cancelliet Danske Kancelli, der under enevælden var et af de i alt 16 kollegier, hvori statsadministrationen foregik. Kancelliet tog sig groft sagt af de sager, som i dag hører under Justitsministeriet, Indenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Forskningsministeriet, Kulturministeriet og irkeministeriet. (De tilsvarende sager for hertugdømmerne blev varetaget af det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli, tidligere kaldet 'Tyske Kancelli'.) Kancelliet var overordnet instans for den politimyndighed, som forestod forhåndscensuren. Da Frederik VI i 1834-37 ønskede at indskrænke trykkefriheden yderligere, blev det frarådet af Danske Kancelli. Stænderforsamlingen I 1834 indførte Frederik VI de såkaldte rådgivende provinsialstænder: fire regionale, valgte forsamlinger uden besluttende myndighed. Landets fire provinser var Slesvig, Holsten, Jylland og øerne. Valgret og valgbarhed til forsamlingerne var stærkt begrænset, men deres oprettelse var det første skridt på vej mod folkestyret. I 1836 frarådede stænderforsamlingerne for Jylland og øerne Frederik VI at indskrænke trykkefriheden, men forgæves. Disputator deltager i en disputats, dvs. ritualiseret diskussion eller diskussionsøvelse; også med bibetydningen 'ordkløver'. Fra middelalderen til det 19. årh. udgjorde latinske disputatser et vigtigt led i den akademiske dannelse. Der var tre slags: 1) Kollegiedisputatserne, som de studerende selv foranstaltede på deres kollegier. 2) De akademiske disputatser, der foranstaltedes af universitetets professorer som led i undervisningen. 3) Magister- og doktordisputatserne, hvorved en kandidat under officielle former kunne erhverve de højeste akademiske grader. plaidere plædere, forsvare. til Baade til nytte. Syllogisme logisk følgeslutning, hvor konklusionen udledes af to præmisser (forudsætninger). at sige det vil sige. spørges efterspørges; regnes for noget. Rettens Gang ... er saare lang hentydning til et vers af Jens Baggesens digt »Kallundborgs Krønike, eller Censurens Oprindelse« (1786): »Thi saare lang er Rettens Vei«. Jf. Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 1, s. 245. kurz und bündig ty. kort og fyndig. den forlorne Ægtemand den fortabte ægtemand. En parodisk sideform til Bibelens forlorne søn (Luk 15,11-32, NT-1819). liflig saa lang Dagen er variation af talemåden 'så god (eller klog eller kærlig), som dagen er lang', bl.a. brugt i Holbergs komedie Mascarade (1724) 3. akt, 3. scene. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 2: »Han var saa god tilforn, som Dagen var lang, men nu er han verre end en Dievel«. in contento lat. i sit hovedindhold. gaaer i Klubben Siden ca. 1770 havde København haft et borgerligt klubliv, der ganske vist kulminerede o. 1800, men dog fortsatte ind i det 19. årh. Klubberne, der efterhånden fortrængtes af politiske foreninger, var dels oplysende, dels litterære og dramatiske, i visse tilfælde også velgørende, men først og fremmest selskabelige sammenslutninger. Her kunne man tale med ligemænd, ryge, drikke punch eller kaffe, læse aviser og spille kort. Nogle af klubberne tillod, at medlemmerne tog deres koner med en gang om ugen, foruden til baller og maskerader; men normalt var kvinder forment adgang. Nebucadnezar, der læser den usynlige Skrift I Dan kap. 2 og 4 fortælles om kong Nebukadnesar af Babylon og hans to drømme, der tydes af Daniel. Men den usynlige skrift, 'skriften på væggen', omtales i kap. 5, og det er Nebukadnesars søn Belshassar, der ser den. præterea censeo lat. i øvrigt mener jeg. Fortsættelsen lyder: »Carthaginem esse delendam«, dvs. Kartago bør ødelægges. Med denne formular skal den rom. politiker Marcus Porcius Cato d.æ., kaldet Cato Censorius, (234-149 f.Kr.) en tid lang have sluttet alle sine taler i senatet. Jf. Plutark »Marcus Cato« 27 i Parallelle liv (Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af Stephan Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, s. 458). Naturbesværgelse forsøg på at få magt over naturkræfterne ved hjælp af manen eller trylleformularer. Disputats . hos Holberg i komedien Jacob von Tyboe (1725) 3. akt, 4. scene, hvor magister Stygotius klager over den tiltagende uvidenhed blandt akademikere og på sit latin-danske siger: »Jeg hørte en Licentiatum selv publice in Cathedra confundere Ubi Prædicamentale og Ubi Transcendentale«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 3. ubi prædicamentale og ubi transcendentale Ubi er lat. og betyder hvor. Det prædikamentale eller prædikative 'hvor' er en af de ti kategorier, som if. den aristoteliske logik kan bruges om tingene i den skabte (eller i hvert fald den legemlige) verden. Med det transcendentale 'hvor' er begrebet derimod overført på det tomme rum eller på tænkte steder uden for verden. Mens det prædikative 'hvor' er en logisk kategori, er det transcendentale en metafysisk kategori, og licentiaten hos Holberg har altså vist sin mangel på evne til at skelne mellem logik og metafysik. fra Haanden – og til Hjertet kombination af talemåderne 'fra hånden i munden', der betegner en nødtørftig levevis, en fattigdom (her på argumenter), og 'at gå én til hjerte', der betyder at gøre indtryk på én, bevæge. tvertimod hvad Præsten sagde nemlig da de blev gift. I Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830, ktl. 381, foreskrives »ved Brudevielse paa Søgne Dage«, at der prædikes over Matt 19,3-7 (s. 262f.). I prædiketekstens v. 5 hedder det: »derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru; og de To skulle være til eet Kiød«. At fruen i stedet for at referere de sidste ord siger: »og saa ikke videre«, beror på blufærdighed. »besynderlig« Pligt særlig pligt. Der hentydes til Nicolai Edinger Balle og Christian Bastholms vidt udbredte Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler, Kbh. 1824 [1791], ktl. 183. Bogen omtaltes almindeligvis som Balles lærebog. I kap. 6 behandles A) pligterne imod Gud, B) pligterne imod os selv, C) pligterne imod næsten; derefter hedder det under D): »Foruden de almindelige Pligter, som Menneskene have at iagttage, saavidt de ere Mennesker, gives der ogsaa nogle besynderlige Pligter, som paaligge dem i Særdeleshed efter den Stand, og det Kald, i hvilket Gud haver sat dem« (s. 87). Ægteskabet (...) er Mandens Pligt i Særdeleshed I afsnittet om de besynderlige pligter i Balles lærebog handler første underafsnit (I) om »Mand og Hustrue«, og § 2 begynder: »Manden bør i Særdeleshed elske sin Hustrue som sig selv« (s. 87). Men § 3 begynder tilsvarende: »Hustruen bør i Særdeleshed elske sin Mand med inderlig Hengivenhed« (s. 88). encliticon gr. grammatisk udtryk for et kort, tryksvagt ord, der knytter sig så tæt til det foranstående ord, at det mister sin selvstændige betoning. fix af lat. fixus, fast; deraf også udtrykket en fiks (dvs. stædigt eller sygeligt fastholdt) idé, en tvangstanke. Musen I gr. mytologi er en muse en af de ni gudinder for kunst og videnskab; i udvandet betydning (som her) den kvinde, der inspirerer kunstneren, især digteren. forskylde gøre sig skyldig i, forvolde. summa summarum lat. summernes sum; det endelige resultat. naar Alt er hørt citat fra Præd 12,13: »Enden paa Sagen [= »summa summarum«], naar Alting er hørt, er denne: frygt Gud, og hold hans Bud« (GT-1740). omqvæstionerede omdebatterede. in subsidio lat. i reserve. redintegratio amoris lat. kærlighedens fornyelse. Hentydning til den rom. digter Terents' komedie Andria (da. Pigen fra Andros) v. 555, hvor der dog står »amoris integratio(st)«. I Mathias Rathjes fordanskning lyder sætningen: »Elskendes Trætte gjør først Kjærligheden fuldkommen« (Publius Terentius Afer Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil, Kbh. 1797, ktl. 1295, s. 63). Thor Langes oversættelse lyder: »De Kærester, som skændes bedst, de spændes bedst« (Terents Andria, Kbh. 1979 [1912], s. 105). fremkomme for Dig med Taksigelse hentydning til 1 Thess 5,18: »Frembærer Taksigelse i alle Ting« (NT-1819). hostis domesticus lat. hjemlige fjende. Autor ophavsmanden, forfatteren. salva conscientia lat. med samvittigheden i behold. faae sin Krig frem få sin vilje igennem; få ret. Talemåde, bl.a. optegnet i Matthias Moths (1649-1719) håndskrevne ordbog på Det kgl. Bibliotek (forkortet Moths ordbog). tvetydige tvesindede, dvs. spaltede, delt mellem to følelser. vitterlig (...) ved betimelig Tillysning offentlig ved rettidig bekendtgørelse. Formuleringen hentyder til det ritual, hvorved præsten fra prædikestolen lyser til ægteskab, dvs. bekendtgør for menigheden, at et par agter at gifte sig. Lysningen var på SKs tid lovfæstet og skulle ske tre søndage i træk. Goldamme en kvinde, der passer et spædbarn uden at amme det; barnepige. Holophernes ... paa Patrontasken I Holbergs komedie Ulysses von Ithacia (1725) 2. akt, 3. scene, giver hærføreren Holophernes ordre til, at soldaterne under marchen skal slå takten på deres patrontaske. Han tilføjer: »thi, naar det ikke tages i Agt, vil jeg ikke give 4 Skilling for Resten«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 3. en Pibe Tobak fast udtryk for noget, der ikke er meget værd. hvad det er Tiden fordrer en af J.L. Heibergs () hyppigt benyttede vendinger. Heibergs Hegel-inspirerede forestillinger om historiens nødvendige fremadskriden, kombineret med hans ønske om at bringe det københavnske borgerskabs bevidsthed og smag på niveau med fremskredne europæiske storbyers, fik ham hyppigt til at tale om tidens eller tidsalderens fordring. Jf. fx Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, hvor det handler om muligheden af at popularisere filosofien: »saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt« (s. 52f.). Mere bestemt hentydes der til Heibergs astronomiske årbog Urania, hvis første bind for året 1844 udkom i dec. 1843 (ktl. U 57; SK købte årbogen hos boghandler P.G. Philipsen den 15. dec., men havde den ikke i sin bogsamling ved sin død). På et løst ark papir skrev SK ved årsskiftet 1843/44 bl.a.: »I Grunden indseer jeg nu, at Prof. Heiberg og jeg ere enige i, at han har Ret i Hovedsagen, Hovedsagen er nemlig den, at han har tilfredsstillet Tidens Fordring ved sin forgyldte Nytaarsgave. Den eneste Forskjel der er imellem os, er m: H: t: vor Mening om hvad Tidens Fordring er. Prof. H. mener, at det er Astronomie. Dette betvivler jeg. Min Mening er, at Tiden fordrer en særdeles elegant og nitid Bog i forgyldt Bind med saa lidt som mulig paa Siderne, eller for at udtrykke mig bestemtere, Tidens Fordring er: at blive tagen ved Næsen. Saaledes forstaaet, har Prof. H. aldeles tilfredsstillet Tidens Fordring« (Pap. IV B 101). Når SK kan hævde, at tidens fordring efter Heibergs mening er astronomi, hænger det sammen med en passage i artiklen »Det astronomiske Aar« (Urania, s. 77-160), hvori Heiberg diagnosticerer tidens sygdom som tungsind og anbefaler et inderligere samliv med naturen, især stjernehimlen, som lægemiddel (). ligesom Maren Amme flere Røster I Holbergs komedie Barselstuen () 3. akt, 5. scene, har Anne Signekælling og kvaksalveren Mester Bonifacius gemt sig bag skærmbrættet for den indtrædende læge, der skal tilse barselskonen. Da de kommer op at toppes, forklarer barselskonen, at det er ammen, der kan høres bag skærmbrættet. Da lægen siger, at han kan høre to stemmer, svarer barselskonen, at ammen kan gøre sig to røster på én gang. I komedien kaldes ammen dog ikke Maren, men Sire. Derimod omtaler Holberg i Hans Mikkelsens 4re Skiemte-Digte (1722) »et Dyr, som hedder Maren Amme« (4. satire v. 534). nitide fornemme, rigt udstyrede (især om bogbind). J.L. Heibergs bøger var kendt for deres nitide udstyr. Nytaarsgave ofte brugt titel eller undertitel på en samling litterære småting (digte, noveller o.l.), der udkom ved nytårstid. Fx udsendte J.L. Heibergs nærmeste allierede, digteren Henrik Hertz, nytårsgaver for 1832 og 1833. Mere bestemt hentydes der til Heibergs astronomiske årbog Urania for 1844 (). I artiklen »Eftertale til 'Urania'« i Intelligensblade () nr. 44, 45, 46, 1. feb. 1844, betegnede Heiberg selv årbogen som »en Nytaarsgave, bestemt for det æsthetisk dannede Publicum« (bd. 4, s. 231). paa Juletræet selv Skikken med at have et pyntet grantræ i stuen indførtes til Danmark o. 1805 af enkelte familier af tysk oprindelse og blev almindelig efter 1820. Den skik at give gaver er ældre end juletræet; lige siden middelalderen har forældre givet deres børn gaver i anledning af julen, dog især i form af julebag eller frugt. I det 18. årh. blev det almindeligt at give legetøj som gaver, og da træet blev indført, brugte en del familier at hænge de mindre gaver uindpakkede på selve træet (jf. Peter Fabers julesang »Høit fra Træets grønne Top«, 1848). ved Freirs Galt Freir eller Frøj er i nordisk mytologi guden for frugtbarhed og trivsel. Han byder over solen, regnen og jordens afgrøde. Freir er søn af Njord og tilhører vanernes slægt, men omtales ofte sammen med aserne Odin og Thor som en af de tre mægtigste guder. Han rider på en galt (dvs. en kastreret orne), som hedder Gullinbuste eller Gyldenbørste, og som kan løbe hurtigere end nogen hest, både over land og over vand. Freirs dyrkere skulle også ofre en galt, den såkaldte songalt. Jf. Jacob Bærent Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider, Kbh. 1800, ktl. 1947, s. 114-118. Hamlet sværger ved en Ildtang I Shakespeares tragedie Hamlet, Prince of Denmark, 3. akt, 2. scene, sværger Hamlet »by these pickers and stealers«, at han stadig holder af Rosencrantz. I A.W. Schlegels tyske oversættelse (Shakspeare's dramatische Werke bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 6, 1841) bliver det til »bei diesen beiden Diebeszangen«. Både det engelske og det tyske udtryk sigter til de to fingre, som Hamlet holder i vejret, mens han sværger. I Peter Foersoms da. oversættelse (William Shakspeare's Tragiske Værker bd. 1-9, Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1) sværger Hamlet tilsvarende »ved denne Tyvekloe«. Hvordan det i SKs sammenhæng er blevet til en ildtang, vides ikke; men måske har en københavnsk skuespiller ved opførelsen af tragedien holdt en ildtang i vejret og lempet teksten derefter. Jf. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) s. 394f., fodnoten, hvor SK igen hævder, at Hamlet sværger ved en ildtang, og bruger dette som eksempel på det komiske. Jøderne ... paa en uanstændig Maade 1 Mos 24,9 og 47,29 beskriver den skik at sværge ved at lægge hånden under modpartens lænd, dvs. at gribe om hans kønsorgan, mens løftet aflægges. Skikken må forstås som en ed ved slægten. en i 30 Aar paatænkt Plan hentydning til J.L. Heibergs () tidsskrift Perseus, Journal for den speculative Idee, hvis nr. 2 (aug. 1838) begynder med »det første Bidrag til Udførelsen af en længe næret Plan«, nemlig de første 23 paragraffer af Heibergs eget »Det logiske System«. Videre hedder det i fortalen, at forfatterens formål med fremstillingen af det logiske system er »at bane Veien for den Æsthetik, som det længe har været hans Ønske at levere, men som han ikke kan udsende i Verden, uden iforveien at have givet den det logiske Støttepunkt, hvortil den kan holde sig« (s. 3, ktl. 569). endeligen Systemet ff. Efterslægten de kommende slægtled, efterverdenen. især (...) for en lyrisk Forfatter Denne præcisering, der i sammenhængen virker umotiveret, er en rest af en tidligere plan, som SK havde med forord nr. II. Før SK besluttede at indlemme det i F, skulle det have været formet som en mønstergyldig anmeldelse af et værk af lyrikeren og novelleforfatteren Christian Winther (1796-1876). Det skulle dermed levere et positivt modstykke til den overfladiske anmeldelse af Enten – Eller, som J.L. Heiberg havde offentliggjort i Intelligensblade 1843 (). Den bog, der tænktes anmeldt, er sandsynligvis Winthers Fire Noveller, Kbh. 1843. Se i øvrigt tekstredegørelsen til F, s. 545f. qua lat. som, i egenskab af. i Løn i skjul. Et typisk folkeviseudtryk, der ofte bruges i Christian Winthers romancer. hiin Barbeer ... ved Marathon Her sammenblandes to anekdoter. Den ene fortælles af den gr. forfatter Plutark (o. 45-120) i skriftet Om snakkesalighed kap. 13 (i Moralia, 6. bog): En ivrig barber fra Piræus bragte som den første det rygte til Athen, at byens hær havde lidt nederlag ved Sicilien (413 f.Kr.); men da han i skyndingen havde glemt at få navnet på sin kilde, troede folk, at han havde opfundet nyheden selv, og underkastede ham tortur. Han blev dog frigivet, da nyheden bekræftedes. Jf. Plutarch's Werke bd. 20-32 (= 6.-8. afd.), Moralische Schriften bd. 1-13, overs. af J.C.F. Bähr, Stuttgart 1828-38, ktl. 1178-1180; bd. 31 (= 8. afd., bd. 12), 1837, s. 1574f. Den anden anekdote fortælles af den gr. forfatter Lukian (o. 120-180) i skriftet Om en fortalelse i en hilsen, kap. 3. Den handler om langdistanceløberen Philippides (eller Pheidippides), der først havde løbet 240 km fra Athen til Sparta for at opfordre byens indbyggere til kamp mod de indtrængende persere og dernæst til byen Marathon, 42 km fra Athen i modsat retning, hvor han deltog i slaget mod perserne (490 f.Kr.). Endelig løb han tilbage fra Marathon til Athen for at melde nyheden om sejren, og sank død om. Jf. Luciani Opera bd. 1-4, stereotyp udg., Leipzig 1829, ktl. 1131-1134. Forprang forkøb, opkøb af varer uden for torvet eller før torvetid. Forprang var i perioden 1683-1857 ulovligt. det Lige (...) virker paa det Lige variation af sætningen »Similia similibus curantur«, dvs. det lige helbreder det lige. Sætningen skyldes den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843), som grundlagde homøopatien, og blev et motto for denne lægekunst. Meningen var, at et lægemiddel indgivet i små doser helbredte den sygdom, som det hos en rask ville fremkalde symptomer på. Synagogen egentlig jødernes gudstjenestehus. Den københavnske synagoge blev opført 1833 i Krystalgade (se kort 2, B2). Reitzels Boglade københavnsk boghandel, grundlagt 1819 af C.A. Reitzel (1789-1853), der tillige drev forlagsvirksomhed. I perioden 1827-53 havde boghandelen til huse i Store Købmagergade, nuv. nr. 44 (se kort 2, C3) og fungerede som et uofficielt samlingspunkt for tidens skønånder. Efterhånden blev Reitzel også forlægger for tidens førende forfattere, inkl. SK. C.A. Reitzels Boghandel og Forlag har i dag til huse i Nørregade 20. Themata temaer, emner. Flertalsendelsen er gr. tomme Tønder rumle mest ordsprog, som regel dog i formen 'tomme tønder buldrer mest', fx optegnet i Moths ordbog (). Meningen er, at tanketomme personer fører sig stærkest frem. en Tunge og et tomt Hoved Talemåden er hentet fra Irische Elfenmärchen. Uebersetzt von den Brüdern Grimm, Leipzig 1826, ktl. 1423 (en oversættelse af det anonyme engelske værk Fairy legends and traditions of the South of Ireland, London 1825). I indledningen fortælles bl.a. om »[ein] geschwatziges Weib, das eine Zunge hatte und einen leeren Kopf, wie die Glocke im Kirchthurm« (s. 37). Jf. Om Begrebet Ironi (1841), SKS 1, 201, hvor SK anfører talemåden med kildeangivelse. Allarmpladsen samlingspladsen for soldaterne ved alarmering, stedet hvor de får signal til at gribe til våben. distinguere sig skiller sig ud. Recensenterne anmelderne, kritikerne. U-Maadeholdenheds-Selskabet Ordet er dannet som modsætning til mådeholdenheds- (eller mådeholds-)selskab, dvs. en forening til fremme af mådehold mht. berusende drikke. Mere specifikt kan SK have tænkt på »Den Danske Maadeholdsforening«, som blev dannet i okt. 1843; dens medlemmer forpligtede sig til afholdenhed fra brændevin og mådehold i nydelsen af vin (). den synlige og usynlige Kirke en klassisk luthersk skelnen mellem den ydre, reale kirke (med alle dens ufuldkommenheder) og den indre eller ideale kirke, 'Guds rige', som består af de troende. Også brugt om skellet mellem døbte og troende. I denne sammenhæng hentyder udtrykket formentlig også til tredje del af teologen H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Nye Digte (), hvori Martensen fremhæver Heibergs protestantiske lyrik på katolicismens bekostning, bl.a. med disse ord: »I Modsætning til den crasse Sandseliggjørelse af Idealet, hvorved Katholicismen endnu hænger sammen med Hedenskabet, fordyber den protestantiske Naturbetragtning sig udelukkende i det som ikke sees, i den universelle Romantik, der overalt fremvælder af Naturen selv, og mere hørligt end synligt yttrer de dybeste Sympathier med Aanden. Modsætningen mellem den synlige og den usynlige Kirke speiler sig ogsaa i Poesien. Den protestantiske Poesi har ikke saameget sit Væsen i glimrende, blændende Farver, som i en usynlig, men aandelig Duft, ikke saa meget i en udvortes Billedlighed, som i Tankens Inderlighed« (Fædrelandet nr. 400, 12. jan. 1841, sp. 3223). Summa summarum lat. summernes sum; alt i alt. Intet er saa galt, at det jo er godt for Nogen Intet er så slemt, at det ikke er godt for nogen. Variation af ordsproget 'Der er intet så galt, det er jo dog godt for noget', som findes optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879, nr. 3181. Kjeldermand kældermand, dvs. en mand, der boede eller (især) drev forretning i et kælderlokale. I overført betydning også om et ordspil, en brander, der i datidens aviser stod nederst på siderne og fungerede som spaltefyld. Guldvægt en fin vægt til vejning af guld og sølv; i overført betydning om en nøje vurdering. fuldvægtig som vejer, hvad han skal; lødig. forraade røbe, ytre. F. g. m. forkortet form af eden 'Fanden gale mig!' Verbet gale betyder forgøre eller forhekse. Strandstræde Store og Lille Strandstræde løb parallelt fra hhv. Kongens Nytorv og Nyhavn til Sankt Annæ Plads (se kort 2, D4). Glück zu ty. Held og lykke. jo galere jo bedre talemåde, fx optegnet i Moths ordbog (). I Johan Herman Wessels parodiske sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772) bruges talemåden som omkvæd i den afsluttende sang eller »Vaudeville«. en af de syv Vise ... bedømme det De syv vise var if. oldgræsk tradition syv statsmænd fra det 7. og 6. årh. f.Kr., især kendt for en række korte leveregler; men kilderne er ikke enige om deres navne. Den ene, som der her sigtes til (og som fx ikke omtales blandt de syv vise i Platons dialog Protagoras), er den skythisk fødte filosof Anacharsis. Han er omtalt i Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 8, 103. I Børge Riisbrighs oversættelse lyder Anacharsis' replik: »Underligt er det, at hos Grækerne stride kunsterfarne Mænd om Prisen, men uerfarne Mennesker ere Dommere«; Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 47 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie). Kamplegene De fire berømteste, regelmæssigt tilbagevendende fester i oldtidens Grækenland var de isthmiske, de pythiske, de nemæiske og de olympiske lege. Af disse var de olympiske rene sportslege, mens de øvrige var både sportslige og musiske. at bryde Staven over litterært udtryk, hvis oprindelse hidrører fra den skik, at dommeren brækkede sin stav, sit værdighedstegn, over den dømtes hoved som tegn på, at retssagen var endt og bødlen kunne begynde; at fordømme. Indolents uden t formentlig en hentydning til J.L. Heibergs artikel »Ogsaa en Opfordring til Statsgjældens Formindskelse ved frivillige Bidrag« i Intelligensblade () nr. 2, 1. april 1842. Heri gør Heiberg opmærksom på, at han selv længe har stavet en række substantiver uden t, fx »Intelligen(t)s«, »Substan(t)s« og »Residen(t)s«, og opfordrer andre danske skribenter til også at afskaffe denne fæle germanisme (bd. 1, s. 46-52). man maa tvivle om Alt på latin: »De omnibus dubitandum est«; en af filosofihistoriens kendte sætninger, stammer fra René Descartes (). I hans systematiske hovedværk Principia philosophiae (1644, da. Filosofiens principper) indgår sætningen i overskriften for 1. del § 1: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (da. »Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting«). Sætningen udtrykker Descartes' forsøg på gennem metodisk tvivl om alle udsagn at nå ned til et fast fundament for en videnskabelig erkendelse og er således udgangspunktet for hans filosofiske system. Sætningen citeres af Hegel i hans forelæsninger over filosofiens historie, men i nærværende sammenhæng hentyder den til J.L. Heibergs ven og med-hegelianer, teologen H.L. Martensen (1808-84), der flere gange har refereret til Descartes' metodiske tvivl. Da Martensen i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 515-528, anmelder Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole (), skriver han således: »Fordringen 'de omnibus dubitandum est' er ikke saa let opfyldt, som den er udtalt« (s. 519). Descartes' sætning gentages i Martensens latinske licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta, Kbh. 1837, s. 19 (ktl. 648), og i L.V. Petersens danske oversættelse heraf, Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, s. 16 (ktl. 651). SK brugte også sætningen som undertitel på sin ufuldendte fortælling Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, som vistnok var under udarbejdelse i 1842-43 (jf. Pap. IV B 1). Particularist egl. en tilhænger af partikularismen, dvs. den teologiske lære, at Kristus ikke er død for alle mennesker, men kun for nogle enkelte, som er udvalgt til frelse; én, der hævder særinteresser. hine orthodoxe Udraabstegn dvs. de litteraturkritikere, der – uden selv at have læst bogen – blindt tror på, hvad de har hørt af rygter fra 'udråberne' (jf. SKS 4, 479,27), og som i deres kritik stiller sig forstærkende bag disse løse udsagn. krypt skjult, hemmelig. Context med Passiaren forbindelse med den almindelige snak. en Kat, der er bleven slagen af Tønden I forbindelse med fastelavnsfestlighederne op til fasten (bods- og andagtstiden før påske) afviklede man flere slags konkurrencer, bl.a. at slå katten af tønden, en skik, der blev indført fra Holland i det 16. årh. Det var langt op i det 19. årh. voksne mænd, der svang køllerne, og den sorte kat, som man havde puttet i den ophængte tønde, var levende. Morten Fredriksen Morten Johan Frederiksen var en berygtet forbryder med tilnavnet mestertyven. I 1812 blev han efter adskillige vellykkede flugtforsøg indsat i Roskilde arresthus med svære lænker om arme og hals og det ene ben fastlænket til gulvet. Imidlertid undslap han igen den 23. nov. s.å., bl.a. ved at lave sig et falsk ben af halm og klude, som han overtrak med en strømpe og narrede fangevogteren til at lægge lænken om. Jf. Den berygtede Mestertyv og Rasphuusfange Morten Frederiksens sandfærdige Levnetshistorie, Kbh. u.å. [ca. 1820], s. 14f. I juni 1817 deltog Morten Frederiksen i det store fangeoprør i tugt-, rasp- og forbedringshuset på Christianshavn. literair Barselstue satire over den litterære institution. Der hentydes til Holbergs komedie Barselstuen (), en satire over de høflighedsvisitter, som det var skik at aflægge hos en kvinde umiddelbart efter nedkomsten, og som i komedien er hende til større plage end fødslen selv. I øvrigt skrev H.C. Andersen snart efter den litterære barselsstue, som Nicolaus Notabene her efterlyser. Lystspillet Den nye Barselstue blev indleveret anonymt til Det kgl. Teater i jan. 1845 og opført 26. marts s.å. Det blev en af Andersens største teatersuccesser og er altså muligvis inspireret af F. Fruentimmer-Rolle, der udføres af et Mandfolk Ved førsteopførelsen i 1724 spilledes hovedrollen som barselskvinde i Barselstuen af en mand. Der var ingen sceniske eller moralske grunde hertil, kun en praktisk mangel på skuespillerinder; men traditionen blev så rodfæstet, at man helt frem til okt. 1827 fastholdt mandlige skuespillere i hovedrollen. Også andre af komediens kvinderoller blev i det 18. årh. spillet af mænd (Anne Kandstøbers, Ingeborg Blyetækkers, Dorthe Knapmagers, Øllegaard Sværtfegers og Gedske Klokkers). I Den Politiske Kandstøber (1723) er rollerne som Arianke Grovsmids og »En Kielling« fra forfatterens hånd udformet som forklædte mandsroller, hvilket fremgår af regibemærkningerne, 4. akt, 9. scene, og 5. akt, 2. scene. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1. Mundskjænke tjenere, som ved hoffet havde til opgave at skænke for fyrsten og gerne tillige at smage på hans mad og drikke, før han selv rørte den. Geheimeraader egl. rådgivere, der er indviet i hemmeligheder. Titlen var i brug i Danmark fra Christian IV's tid til 1808. Oprindelig betegnede den kongens virkelige, øverste rådgivere, men efterhånden blev den mere honorær. Efter rangforordningen af 1746 gav den rang i 1. klasse (af ni) og ret til betegnelsen excellence. Med rangforordningen af 12. aug. 1808 forsvandt titlen og erstattedes af gehejmekonferensråd (rang i 1. klasse) og gehejmeetatsråd (2. klasse). Spilde-Vands Rende rende til afledning af forurenet vand. På SKs tid fandtes ikke underjordiske kloakker, men et system af rendestene og grøfter, der førte spildevandet ud i havnen. Rendestenene skulle være reglementeret overdækket af brædder, men var ofte åbne. Vandinspecteur vandløbsinspektør; ansvarlig for regulering og vedligeholdelse af vandløb eller – her – spildevandsafløb. Hr. Prof. Heiberg Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. digter, tidsskriftudgiver, litteratur- og teaterkritiker og (fra 1824) hegeliansk filosof. Efter at have været lektor i dansk ved universitetet i Kiel 1822-25 blev Heiberg 1829 udnævnt til titulær professor og fungerede 1830-36 som docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved den nyoprettede, kongelige militære højskole. Fra 1829 blev han tillige ansat som teaterdigter og fast oversætter ved Det kongelige Teater. 1831 blev han gift med skuespillerinden Johanne Luise Pätges (1812-90), og deres hjem på Christianshavn blev et centrum for tidens borgerlige dannelse. Heibergs mangesidede virke fremgår til dels af de følgende kommentarer. desperere fortvivle, opgive alt håb. Læseverdenens forlorne Sønner Der hentydes dels til Bibelens lignelse om den forlorne (dvs. fortabte) søn, Luk 15,11-32 (NT-1819); dels til J.L. Heibergs anmeldelse af SKs Enten – Eller under titlen »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade () nr. 24, 1. marts 1843 (bd. 2, s. 285-292). I denne anmeldelse, der mest havde karakter af en foromtale, havde Heiberg bl.a. udmalet, hvordan den almindelige læser ville stå fortabt over for bogen pga. dennes umådelige omfang og derefter henfalde til distræt bladren og pluklæsen. Heiberg havde efter SKs mening svigtet sin pligt til at bedømme bogen og derigennem vejlede publikum. in republica literaria lat. i den litterære republik. Flyvepostens uforglemmelige Redakteur J.L. Heibergs første tidsskrift var Kjøbenhavns flyvende Post, der udkom regelmæssigt i årene 1827-28 og igen i 1830; dernæst i årene 1834-37 uregelmæssigt i form af Interimsblade. I 'Flyveposten', som tidsskriftet normalt kaldtes, fremlagde Heiberg sit æstetisk-filosofiske system og program, hvormed han afgørende dannede tidens opinion. Tampen brænder navnet på en børneleg, hvor en af deltagerne skal finde et gemt lommetørklæde, hvorpå der er slået en knude ('tampen'). De øvrige deltagere vejleder den søgende med råbet 'tampen brænder' (lidt, meget eller slet ikke) alt efter, om han nærmer sig eller fjerner sig fra gemmestedet. at finde Tampen og at bruge den Den primære betydning af ordet tamp er et stykke reb, der tidligere brugtes som strafferedskab, især blandt søfolk og i skolen. Der sigtes altså til Heibergs virksomhed som kritiker og som opdrager af publikum. Vaudeville-Digter J.L. Heiberg indførte vaudevillen på Det kgl. Teater i 1825, dels inspireret af det parisiske teaterliv, som han kendte fra sit ophold i Paris 1819-22, dels af den tyske vaudeville, der igen var fransk inspireret. Genren er en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Heiberg skrev i alt ni vaudeviller, de fleste i 1825-27, og bl.a. for at overvinde pressens modstand mod de fire første fulgte han dem op med en kritisk redegørelse for den nye genres fortrin: Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads. En dramaturgisk Undersøgelse, Kbh. 1826. Heri definerede han vaudevillen som »et Situationsstykke, med løselig antydede Charakterer, og hvor Sangen træder i Dialogens Sted overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter« (s. 47). Efter at den indledende modstand var overvundet, blev genren umådeligt populær og slog Heibergs navn fast som den førende moderne dramatiker. De vigtigste af Heibergs vaudeviller er Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og Dyret (1826), Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og Nei (1836). Samtidig med vaudevillerne skrev Heiberg en række romantiske skuespil, heriblandt Elverhøi (1828), Alferne (1835) og Syvsoverdag (1840). vorde (...) et andet Menneske blive et nyt menneske. Talemåden bruges især i moralsk sammenhæng, hvor den beskriver en forbedring af den slette menneskenatur. Jf. fx Holbergs komedie Uden Hoved og Hale (1725) 2. akt, 8. scene: »Skiemter han ikke, da er han i et Øyeblik bleven et andet Menneske«. Den Danske Skue-Plads () bd. 3. Intelligensbladene J.L. Heiberg udgav tidsskriftet Intelligensblade, hvori han selv skrev de fleste artikler, fra marts 1842 til marts 1844 (i alt 4 bd.). Imellem Kjøbenhavns flyvende Post og Intelligensblade lå tidsskriftet Perseus, Journal for den speculative Idee (1837-38). Intelligensblade var mindre filosofisk end Perseus; litteraturen og teatret var de erklærede hovedemner, men tidsskriftet beskæftigede sig også med politik, og desuden begyndte Heibergs astronomiske interesser her at manifestere sig. hiin Sky i Hamlet for Polonius's Øine I Shakespeares tragedie Hamlet, Prince of Denmark, 3. akt, 2. scene, peger hovedpersonen på en sky og hævder, at den ligner snart en kamel, snart en væsel, snart en hval. Det sker for at afprøve troværdigheden hos kammerherren Polonius, Ofelias fader; men han taler blot Hamlet efter munden. Recensenten og Dyret vaudeville fra 1826 af J.L. Heiberg. Hovedpersonen Trop, en evighedsstudent og drømmer, har skrevet en tragedie, som er under udgivelse. Indtil berømmelsen når ham, vil han tjene lidt penge på at forevise et mærkeligt dyr, som publikum dog aldrig får at se. I scene 27 er Trop midlertidigt forsvundet, og bogtrykkeren Klatterup må berolige den ventende mængde ved at beskrive dyret, som heller ikke han har set. Han udnytter behændigt de spørgsmål, som en dame og en »Anden Herre« stiller ham, til at udforme sin beskrivelse. Jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 3, 1834, s. 275-285. accommoderer tilpasser, føjer. første Herres hukommelsesfejl for »Damen« og »Anden Herre« i scene 27 af Recensenten og Dyret. Straamanden strå- eller halmdukke af legemsstørrelse, formet som en mand; i overført betydning: en stedfortræder. Ved fastelavnsfester brugtes tidligere også at putte en mand af strå i en tønde og stikke til måls efter ham (). Sludder-Mads snakkesalig person, vrøvlehoved. Stodderkonge Ordet har tre betydninger, hvoraf den første her er mest relevant: 1) en konge uden ære, rigdom eller magt, dvs. en ynkelig fyrste; 2) en stodder (dvs. tigger), som har særlig magt eller myndighed blandt de øvrige stoddere; 3) en kommunal betjent, der holder opsyn med stoddere. tager Anledning formentlig en hentydning til J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania for 1844, s. 77-160 (). I artiklen, der bl.a. handler om gentagelsesfænomenet i naturen, citerer Heiberg nogle steder af SKs Gjentagelsen (1843). Samtidig indvender han dog, at Gjentagelsens forfatter ikke tilstrækkeligt har skelnet mellem gentagelsen i naturens verden, hvor den er på sin plads, og i åndens verden, hvis rette kategori er udvikling. Heiberg mener, at Gjentagelsens forfatter – måske ubevidst – har udstrakt naturkategoriens gyldighed over dens grænser, og fortsætter efter citatet: »Hvad her er sagt, er meget sandt og meget smukt, naar man forstaaer det med den behørige Indskrænkning, og erindrer, at man i Gjentagelsen skal vide at see og finde noget Mere og Høiere end den selv« (s. 100). Heiberg bruger ikke ordene 'tager anledning' i sammenhængen, men nævner, at citaterne af Gjentagelsen »slutte sig til det ovenfor Udviklede og lette Overgangen til det Følgende« (s. 98). Se også SKs utrykte polemik mod Heibergs artikel, »Sendebrev til Hr. Professor Heiberg R af D. fra Constantin Constantius« mv., i Pap. IV B 110-124. Condolencen omverdenens høflige forsikring om deltagelse, især i sorgen over et dødsfald. 1000 Exemplarer Det har ikke kunnet oplyses, hvor stort et oplag Urania udkom i, men 1000 eksemplarer er for datidens seriøse litteratur et stort oplag. De fleste af SKs skrifter udkom i 525 eksemplarer. min Nytaarsgave hentydning til J.L. Heibergs astronomiske årbog Urania (). gribe Tiden hentydning til et af J.L. Heibergs yndlingsudtryk, 'tidens fordring' (). Måske spiller udtrykket også på den lat. sentens »carpe diem«, dvs. grib (eller nyd) dagen, som stammer fra Horats' oder, 1. bog (Carminum liber I) 11,8. Jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 13. arrogere sig tilskrive sig, tilegne sig på uretmæssig eller overmodig vis. haaber jeg, næste Aar ... Intet skal lade tilbage at fordre hentydning til J.L. Heibergs artikel »Eftertale til 'Urania'« i Intelligensblade () nr. 44, 45, 46, 1. feb. 1844, som slutter med ordene: »Da Ovenstaaende er blevet en Eftertale istedenfor en Fortale, saa bør jeg ikke slutte uden at udtrykke min Erkjendtlighed for den gode Optagelse, som er bleven 'Urania' tildeel hos vort læsende Publicum. Den næste Aargang skal, som jeg haaber, ikke staae tilbage for den første, men end mere retfærdiggjøre den Velvillie, hvormed man har modtaget den nærværende« (bd. 4, s. 236). Juletræer . 3 Mk. 3 mark, dvs. 1/2 rigsdaler eller 48 skilling. Rigsdaleren var dansk mønt fra 1713-1875, da den blev afløst af kronen (1 daler = 2 kroner). Der er hos SK tale om Rigsbankdaleren, som gjaldt efter statsbankerotten 1813. En daler underinddeltes i 6 mark og en mark igen i 16 skilling. På 1 rigsdaler gik således 96 skilling. En fuldmægtig ved toldinspektionen i København havde i 1844 en årsløn på 600 rigsdaler, og man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie. En pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Samtidig kostede et par sko 3 rigsdaler. F kostede 56 skilling eller 31/2 mark. en ottende Deel af ... første Oplag Heibergs Urania for 1844 kostede i boghandelen 2 rigsdaler 4 mark 8 skilling; en ottendedel af dette beløb ville kun være 2 mark 1 skilling. Nytaars jav Stavemåden efterligner den dagligdags udtale af jag, dvs. travlhed, også: indholdsløs morskab. nitide . Adresseavisen daglig tale for Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse Contoirs Efterretninger, udgivet 1759-1909 (Navnet undergik mindre forandringer i tidens løb). Avisen var hovedsagelig et annonceblad, men indeholdt også bekendtgørelser, mindedigte og i visse perioder nyhedsstof, litterære bidrag og politiske artikler. Fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1841 var oplaget 7000 eksemplarer. gjort furore fået støjende bifald. æsthetiske Skjønskrivere folk, der skriver i overensstemmelse med en banal eller populær smag, gerne i forskønnende eller falsk idealiserende retning. Du store chinesiske Gud udråb, nu kendt i formen 'Du store kineser!' Brugt af J.L. Heiberg, muligvis for første gang, i vaudevillen Kjøge Huuskors (1831) 19. scene. med om Hesten Der sigtes til hesten midt på Kongens Nytorv, dvs. A.C. Lamoureux' rytterstatue af Christian V. På SKs tid var det en almindelig vinterforlystelse at køre i kane med tændte fakler rundt om statuen. saaledes udstyret Urania. Aarbog for 1844 udsendtes i et papbind overtrukket med hvidt glanspapir og påtrykt en rigt ornamenteret guldramme på både for- og bagperm. Al typografi på omslaget var trykt i guld. Årbogens sider var af svært papir og forsynet med en sort dobbeltramme. Salomon Goldkalb person i J.L. Heibergs første vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825). Han er en jødisk småhandlende fra Hamborg, der er gået fallit og desuden har fået stjålet sit tøj, da han i 13. scene dukker op i Korsør, iført en sølvskinnende karnevalsdragt og nathue. Byens borgere forveksler ham med den stenrige baron Goldkalb fra Frankfurt og giver ham en storstilet modtagelse. i al sin Pragt var saaledes paaklædt allusion til Matt 6,29: »end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem«. Kunstkammeret Det kongelige kunst- og naturaliekammer, der blev oprettet af Frederik III o. 1650, rummede kunstgenstande, mønter og medaljer, oldsager og naturhistoriske rariteter. Det blev opløst i årene efter 1821, og dets indhold blev grundstammen i en række offentlige samlinger i hovedstaden, ikke mindst Nationalmuseet. På SKs tid betragtedes kunstkammeret som et hjemsted for meningsløse snurrepiberier og rester af gamle tiders overtro. Haidukke En hajduk eller hejduk er en lakaj eller drabant klædt i en bestemt, oprindelig ungarsk dragt. I overført betydning bruges ordet om en udmajet person (dog gerne af hunkøn), en pyntedukke, hvilket her er understreget med den sidste stavelse. men derimod men på den anden side. Becomplimenteringer Ordet er vistnok dannet af SK selv som en spøgende form af 'komplimenteringer' eller 'komplimenter', dvs. smigrende ytringer, artigheder. Subscriptions-Vræl nedsættende omskrivning af 1) subskriptionsindbydelser, dvs. opfordringer til at forudbestille en bog, ofte mod at få sit navn nævnt i bogens subskribentliste; 2) subskriptionsplaner, dvs. planer for større værker eller tidsskrifter, der skal udgives bind- eller hæftevis, og som publikum forud forpligter sig til at aftage. Forsikkringer om paa et andet Sted o. s. v. hentyder muligvis til begyndelseslinierne i J.L. Heibergs svar på en anonym anmeldelse af Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (). Heiberg henviser i svaret til »et større Skrift, som jeg har isinde at udarbeide, og som – hvis Udførelsen maatte svare til Hensigten – skulde blive for vor Tid, hvad 'Bastholms Philosophie for Ulærde' har været for en tidligere Generation«. »I Anledning af Recensionen over mit Skrift: 'Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid'« i Dansk Litteratur-Tidende for 1833, red. af Jens Møller, nr. 46, Kbh. 1833, s. 765. Anachoret eneboer, eremit. Udtrykket synes her at referere til J.L. Heiberg, hvilket fremgår af et udkast til dette sted: »Prof.H. er nu bleven en Anachoret« (Pap. V B 90). Apokalypser egl. åbenbaringer om verdens undergang, jf. Johannes' Åbenbaring. I undertitlen på J.L. Heibergs digt »En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie« () bruges ordet dog også om det, der vedrører livet efter døden. Muligvis er det hertil, der hentydes. Telegraphbestyrer leder af en telegrafstation. Baggrunden for udtrykket er formentlig den optiske telegraf, dvs. et gammelkendt system til overførsel af synlige kodetegn (fx lysglimt eller vingesignaler) over lang afstand; men det kan også være den elektromagnetiske telegraf, som blev opfundet af amerikaneren Samuel Morse i 1837. Morse fik patent 1840, men hans telegraferingssystem fik først almindelig betydning efter 1846. Den elektromagnetiske telegraf omtales udtrykkeligt i Sygdommen til Døden (1849, s. 128). Rodemester kommunal embedsmand med forskellige opsynshverv, bl.a. skatteopkrævning. ligesom i sin Tid med Hensyn til »Enten–Eller« hentydning til J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller (). Heiberg havde her skjult sin egen vurdering bag betragtninger over, hvordan 'man' og 'enkelte' kunne tænkes at ville læse bogen. mit Haab og min Længsel allusion til Fil 1,20: »efter min Forlængsel og mit Haab« (NT-1819). hans Senere dvs. det, han senere har foretaget sig. astronomiske, astrologiske ... chronologiske Studier Remsen, der tager udgangspunkt i J.L. Heibergs bekendte interesse for astronomi, er bygget over en replik i Holbergs komedie Den Stundesløse (1731) 2. akt, 10. scene. Skælmen Oldfux udgiver sig for en lærd tysk pedant og opremser sine studier, bl.a. »Chiromanthica, Necromanthica, Logica, Talismannica, Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica, Arithmetica (...) Chronologica, Horoscopica, Metoscopica«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. chiromantiske Kiromanti er kunsten at spå om en persons karakter og skæbne ud fra linierne i hans hånd. nekromantiske Nekromanti eller 'den sorte kunst' består i at fremmane de døde for af dem at få viden om fremtiden eller andet, som er skjult for de levende. horoskopiske Horoskopi er kunsten at spå om et menneskes karakter og skæbne ud fra planeternes stilling på tidspunktet for dets fødsel. metoskopiske Metoskopi er kunsten at udtale sig om et menneskes tanker og sindelag, også i fremtiden, ud fra pandens linier og ansigtstrækkene i øvrigt. chronologiske Kronologi er læren om tidens beregning og inddeling. At netop dette adjektiv anvendes, kan være en hentydning til, at Urania for 1844 indeholdt hele fire bidrag om tiden: foruden en almanak, en »Stjerne-Calender« af J.L. Heiberg, en artikel om »Det astronomiske Aar«, også af Heiberg, og en artikel om »Kirke-Aaret« af H.L. Martensen. Tidens Tungsind hentydning til J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania for 1844, hvor det bl.a. hedder, at den nuværende tidsalder er tungsindig, og hvor »et inderligere Samliv med Naturen«, især stjernehimlen, anbefales som middel mod tungsindet (s. 119-122, ). ikke ubekjendte Justitsraad I en kladde til dette sted står »ikke ubekjendte himmelske Justitsraad« (Pap. V B 85,5). Der sigtes formentlig til justitsråd Rasmus Stiernholm (1790-1856), hvis navn har givet SK associationer til J.L. Heibergs foretrukne studieobjekt, stjernehimlen. Efter sin afsked fra offentlig tjeneste i 1842 var Stiernholm virksom i Københavns filantropiske selskaber. 1. aug. 1843 blev han således bestyrelsesmedlem for »Det forenede Velgjørenhedsselskab«, og hans navn fandtes herefter jævnlig i aviserne under meddelelser fra selskabet. Justitsråd er en nu afskaffet titel, der gav rang i 4. eller 5. klasse af rangforordningens i alt ni. længe paatænkte Planer . fjerne Kloders himmelske Beboere I artiklen »Det astronomiske Aar« i Urania for 1844 diskuterede J.L. Heiberg også, om der fandtes »Stjernebeboere«, dvs. menneskeligt liv på andre kloder (s. 129-153). Han besvarede nærmest spørgsmålet bekræftende. den mageløse Opdagelse måske en hentydning til præsten og digteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872), der i 1825 mente at gøre den opdagelse, at kristendommens kilde ikke er Bibelen, men det levende ord, som gennem århundreder er blevet udtalt i kirken, dvs. Fadervor, den apostolske trosbekendelse og indstiftelsesordene ved nadver. Grundtvig beskrev opdagelsen i skriftet Kirkens Gienmæle, Kbh. 1826, og kaldte den ikke selv mageløs, men således blev den – bl.a. takket være SK – spottende omtalt af sam- og eftertiden. Grundlaget for udtrykket synes at være en forvanskning af følgende passage i Grundtvigs anmeldelse af biskop J.P. Mynsters (f.) bog Om Begrebet af den christelige Dogmatik, Kbh. 1831: »Hvad jeg (...) vil bede saavel ham, som alle christelige Præster og Theologer i Danmark og Norge om, er, at de vil skiænke min Udvikling af Troes-Bekendielsens selvstændige Almeen-Gyldighed den skarpe og velvillige Opmærksomhed, en Opdagelse unægtelig fortjener, som lover Christi Rige paa Jorden Bod for al sin aandelige Vaande, og aabner de lyseste Udsigter ei blot til Seier over alle Fiender, men til en stigende Oplysning og fri Kraft-Udvikling, Verden skal nødes til at kalde mageløs.« Maanedsskrift for Christendom og Historie, udg. af J.C. Lindberg, bd. 1, Kbh. 1831, s. 582-612; s. 609. indtager Jorden en høist respectabel Plads hentydning til J.L. Heibergs formulering i Urania for 1844, s. 147: »Hvorledes det nu end i denne Henseende forholder sig med de forskjellige Planeter i vort System, Saameget er vist, at vor Jord indtager en meget respectabel Stilling imellem dem«. sit apokalyptiske Digt »En Sjæl efter Døden« med undertitlen »En apocalyptisk Comedie« i Nye Digte, Kbh. 1841, ktl. 1562. en tjenstvillig Kritik ... bleven Dante Heibergs ven og med-hegelianer, teologen H.L. Martensen, anmeldte Nye Digte i avisen Fædrelandet nr. 398-400, 10.-12. jan. 1841. I første del af den indgående og indforståede anmeldelse betegnede Martensen »En Sjæl efter Døden« som en miniatureudgave af Dante Alighieris (1265-1321) store digt om sjælens vandring gennem det hinsidige, La Divina Commedia. Martensen tilføjede endog, at hvor katolikken Dante med sin tragisk-bogstavelige holdning blev stående ved åndens konkrete former, hævede protestanten Heiberg sig med sin komiske synsvinkel til en metafysisk betragtning af Helvede, forstået som det udialektiske, trivielle liv (nr. 398, sp. 3207-3212). Jf. også SKs spot over Heiberg som 'Danmarks Dante' i den ufuldendte polemiske artikel »Hvorledes behandler 'man' Enten–Eller?« (Pap. IV B 46). en ny Metamorphose en ny forvandling. Som J.L. Heibergs første metamorfose regnes formentlig hans pludselige 'omvendelse' til den hegelske filosofi, som fandt sted i Hamborg 1824. Heiberg har selv beskrevet det øjeblik af næsten åbenbaringsagtig karakter, hvori han med ét forstod grundtanken i Hegels filosofi; jf. Dansk poetisk Anthologie, udg. af Christian Molbech, bd. 1-3 (1.-2. del samt 4. dels 1. afd.), Kbh. 1830-40; bd. 3 (4. dels 1. afd.), 1840, s. 275. løse Theologiens Gaader Heibergs tidsskrift Perseus, Journal for den speculative Idee nr. 1, Kbh. juni 1837, åbnede med en anmeldelse af teologen W.H. Rothes skrift Læren om Treenighed og Forsoning, Kbh. 1836. Anmeldelsen, som var skrevet af udgiveren, betegnede den hidtil ganske fritænkeriske Heibergs forsøg på at tale sig til rette med teologien. I øvrigt betonede anmelderen teologiens spekulative natur og nødvendigheden af at behandle den filosofisk (s. 10-12, ktl. 569) (). Efter konteksten at dømme synes der dog at være tale om senere 'fænomener', så måske hentydes der til stykkerne i Nye Digte, der alle berører religiøse eller teologiske emner: I »Gudstjeneste« irettesættes en ung, panteistisk sindet digter af en erklæret protestantisk engel, der henviser ham til friheden og frelsen. »De Nygifte« beskæftiger sig med spørgsmålet om skyld og soning under reinkarnationens vinkel; en henrettet morder får mulighed for at leve sit liv igen og gøre sig fri af sin udåd. I »Protestantismen i Naturen« beskrives den religiøse tankes gradvise udvikling fra nødvendighed gennem frihed til frelse. Om »En Sjæl efter Døden«, . Pernille ... i Holbergs Stundesløse I Holbergs komedie Den Stundesløse (1731) spinder tjenestepigen Pernille sin herre Vielgeschrey ind i intrigen ved at sende ham den ene fredsforstyrrer på halsen efter den anden. I den forvirring, som den i forvejen fortravlede og konfuse mand derved hensættes i, sørger Pernille bl.a. for, at de unge elskende får hinanden til trods for Vielgeschreys planer. Jf. hendes replik i 1. akt, 9. scene: »Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om godt Udfald«. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. votum responsum, udtalelse. becomplimentere . Vaudeviller . i sin Tid ... Nytaarsløier Heiberg skrev komedien Julespøg og Nytaarsløier i 1815; den blev udgivet i dec. 1816, men efter tidens skik med 1817 på titelbladet. Komedien rummer en dræbende satire over tidens modedigter B.S. Ingemanns (1789-1862) dramatik og over publikums sentimentale smag. Satiren retter sig specielt mod beskrivelsen af den smægtende, platoniske kærlighed, der hos Ingemann – noget naturstridigt – udfolder sig mellem unge, varmblodige sicilianere. ond Møie jf. Præd 1,13: »saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi« (GT-1740). Total-Afholdenheds-Selskabet var navnet på den ene af de to første danske afholdsforeninger; begge stiftet i 1843. Den anden var »Den Danske Maadeholdsforening«. En vigtig forskel var, som navnene antyder, at Totalafholdenhedsselskabets medlemmer forpligtede sig til fuldstændig at forsage alkoholiske drikke, mens Mådeholdsforeningens medlemmer kun skulle forsage brændevin og kunne nyde vin og øl med måde. – Tonen i hele forord nr. V parodierer en bombastisk artikel i avisen Fædrelandet for 6. jan. 1844: »Et Par Ord om Maadeholdssagens Modstandere. (Aabent Brev til Maadeholds- og Afholdenhedsforeningens Medlemmer.)«. Forfatteren var anonym, men underskrev sig: »Et Medlem af Maadeholdsforeningen«. I artiklen, der også udkom som særtryk, tales om »vort Øjemed ved forenede Kræfter, ved Association, at ville indvirke paa Andre«, om »vor høie Bestræbelse for muligen atter at give Samfundet og Familie[n] en forvildet Ulykkelig, Gud og Dyden en tabt Sjæl tilbage«, og om »den store Kraft, der ligger i Bestræbelser af en til eet Maal virkende Mængde af Individer, hvilken altid vil fattes den Enkelte« (sp. 11763-11767). kold eller varm ... værd at udspytte allusion til Åb 3,16. det skandinaviske Samfund I en kladde til dette sted står »det skandinaviske Selskab« (Pap. V B 93,1). I forlængelse af 'Uppsalatoget' 1843, hvor danske og svenske studenter manifesterede et ønske om en forening af de tre nordiske riger, ville man stifte et »Skandinavisk Samfund« i København. Samfundets erklærede formål var ikke politisk, men kun at fremme sociale og litterære forbindelser mellem de skandinaviske folk. Regeringen valgte dog alligevel at nedlægge forbud, dels fordi den så med mistro på den skandinavistiske studenterbevægelse, dels fordi den russiske legationssekretær i København havde meddelt, at hans regering nærede store betænkeligheder ved det påtænkte samfund. Da samfundets bestyrelse klagede til Christian VIII over forbudet, erklærede Danske Kancelli (), at samfundet vel ikke havde et direkte ulovligt formål, men dog truede den offentlige sikkerhed. Imidlertid tog en samling ældre og ansete mænd allerede i sept. s.å. tanken op og stiftede »Det skandinaviske Selskab«, hvis formål meget lignede det forbudte samfunds. Under hensyn til de stiftende medlemmers borgerlige anseelse og folkestemningen i øvrigt kunne regeringen ikke godt forbyde selskabet, men meddelte dog, at hvis det lagde nogen som helst politisk tendens for dagen, ville det straks blive opløst. Teologen og politikeren H.N. Clausen blev formand for selskabet, men J.L. Heiberg var medindbyder til stiftelsen og blev medlem af bestyrelsen. Selskabets formål var at fremme kendskabet til de øvrige nordiske landes kultur og statsliv, at foranstalte nordiske sammenkomster, at udgive småskrifter og at holde foredrag om nationale emner. Selskabet eksisterede 1843-56, og Heiberg virkede aktivt ved dets arrangementer, bl.a. som foredragsholder, arrangør af teaterforestillinger og forfatter af lejlighedssange. virkede udrettede. herlig er dets Løn måske allusion til Luk 6,35. hvad Løn er vel dette allusion til Matt 5,46 og Luk 6,32-34. da han tvertimod mens, idet. fristes sættes på prøve. den gamle Sætning ... en unyttig Tjener hentydning til Luk 17,10: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« tage det Store med Vold allusion til Matt 11,12: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). Coenobiter egentlig coenobit (ental), klosterbeboer, munk. Sopken dram, snaps. Collision en sammenstød, her også forstået etisk som pligtkollision, dvs. et sammenstød mellem to lige stærke forpligtelser. den Drik, der ... fryder Menneskets Hjerte vinen, jf. Sl 104,15: »Og Viin glæder et Menneskes Hierte« (GT-1740). Romer eller rømer, et ofte pragtfuldt udstyret vinglas; pokal. mere end Bachus rev Digteren hen hentydning til den rom. digter Horats' oder, 3. bog (Carminum liber III) 25,1: »Quo me, Bacche, rapis tui / Plenum? (...)«. I Jacob Badens oversættelse: »Hvorhen, Bacchus, river du mig fyldt af din Guddom?« Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. og udg. af Jacob Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 1, s. 313. Bacchus var romernes navn for vinguden, som grækerne kaldte Dionysos. Et Opbyggelsesskrift for Dannede Tanken om et sådant skrift kan være inspireret af den tyske romantiske teolog Friedrich Schleiermachers værk Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern (1799). SK købte værket i 5. udg., Berlin 1843, den 31. marts 1843, jf. ktl. 271. En mere nærliggende inspirationskilde til forord nr. VI er imidlertid en anmeldelse af Enten – Eller i 1. årgangs 4. hæfte af For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift, udg. af Fyens Stifts literære Selskab (bd. 1, Odense 1843, s. 377-405, under mærket K-H). Anmeldelsen skyldtes teologen, adjunkt H.P. Kofoed-Hansen (1813-93, siden 1840 romanforfatter under pseudonymet Jean-Pierre). I en digression hævdede anmelderen, »at Kirken endnu ei har vidst, at bemægtige sig de mere Dannede (...). Ialfald kan man ikke vente, at nogen Æsthetiker, eller de Mange, der have vandret sig trætte i Reflexionens og Ironiens Regioner, skulle finde sig opbyggede og omvendes i Kirken, eller hente en Trøstens Draabe for et sønderrevet Gemyt, saalænge der fra Prædikestolene endnu høres den gamle Skoflikker-Moral og Hverdagstrivialiteter, man ligesaagodt kan sige sig selv hjemme i sin Sopha, eller de saa ofte gjentagne Forsikkringer, som den trætte Sjæl under Haab, Frygt, Bæven og Fortvivlelse har maattet opgive Tilliden til. De saakaldte Opvakte og Hellige maae derfor sige, hvad de ville, saa nøies dog den nyere Tids Dannede ikke længer med den gammeldags Christendom eller den gamle Tro, men kræve den fremsat i en ny og frisk Form, som ene et philosophisk Bad formaaer at skjænke den« (s. 384f.). Kofoed-Hansens bemærkninger blev imødegået af biskop J.P. Mynster i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade () nr. 41-42, 1. jan. 1844 (bd. 4, s. 97-114, under mærket Kts). Det kan være årsagen til, at netop Mynsters prædikener i forord nr. VI inddrages som folie for de dannedes opbyggelsesskrift. Biskop Mynsters Prædikener J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, Kbh. 1823. SK havde værket i 3. oplag, Kbh. 1837 (ktl. 229-230), købt hos boghandler P.G. Philipsen 27. juli 1843. fremrykket i Aar Jacob Peter Mynster (1775-1854) var 68 år gammel, da F udkom 17. juni 1844. den danske Kirkes Styrer og Leder Mynster, der 1811 var blevet ansat som første residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København, var 1826 blevet udnævnt til hofprædikant, 1828 til kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst, og hans karriere kronedes 1834 med udnævnelsen til biskop over Sjællands stift. Dette embede, der gjorde ham til den danske kirkes primas, beholdt han til sin død 20 år senere. begynder med ... ender med en Prædiken mod Forargelse I Mynsters ovennævnte samling har første prædiken overskriften »Andagtstimernes Bestemmelse og Værd«, mens sidste prædiken (nr. 66) hedder »At vi ikke skulle forarges«. tænkt sig ... fremtog hans Bog paa Helligdagene I fortalen til ovennævnte prædikensamling skriver Mynster bl.a.: »Virkningen kan alene fremkomme, naar Læseren bruger Bogen i sine Andagtstimer, thi for en flygtig Giennemlæsning i ledige Øieblikke er den ikke skreven«. I første prædiken tales der bl.a. om den »Pligt, at vi jævnligen skulle samle Sindet til Andagt« og om »den Drivt, der dog sikkert ofte tilskynded[e] Enhver af os til fra Verdens Larm at søge Ro (...) til stille Betragtning af det Hellige og Evige« (bd. 1, s. 4). oplægge forlægge, udgive. udkommer i dette Aar hentydning til den ofte benyttede datering på folkebøger og skillingsviser: »Trykt i dette Aar«. Herpaa er Fremstillingen ogsaa beregnet I Mynsters ovennævnte prædikensamling anvendes ofte direkte tiltale til læseren: »Altsaa du«, »m.T. [= min Tilhører]«, »Spørg ogsaa din Erfaring, du, som har bedet«, osv. alt det Smaalige ... sig selv jf. Kofoed-Hansens ord () om »den gamle Skoflikker-Moral og Hverdagstrivialiteter, man ligesaagodt kan sige sig selv hjemme i sin Sopha«. Menighedens Liv måske en hentydning til N.F.S. Grundtvigs lære om menighedsfællesskabet som Kristendommens fundament (). Systemet s . den Dannede søger Menigheden hentydning til J.L. Heibergs digt »Gudstjeneste« i Nye Digte (), hvor en erklæret protestantisk engel irettesætter den panteistisk sindede digter og viser ham bort fra naturen med følgende ord: »Slut dig selv til Menigheden, / Og igjennem den til Gud« (s. 14; Nye Digte. 1841, udg. af Klaus P. Mortensen, Danske Klassikere, Kbh. 1990, s. 14). Det, hvortil Christendommen ... frembringe den Dannede måske en hentydning til J.L. Heibergs Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (), hvor det bl.a. hedder: »Den i vore Tider saa udbredte Dannelse, der er bleven saa almindelig, at den næsten synes medfødt, har lidt efter lidt maattet kæmpe sig ud af Aarhundreders Barbarie og Mørke. Ideen af Luthers Reformation har behøvet flere Aarhundreder til at indlemmes i Alles Bevidsthed« (s. 49f.). misundeligen skinsygt, småligt. Paganisme af lat. pagus = landsby, bruges ellers netop til at betegne hedenskabet i modsætning til kristendommen, som først fik fodfæste i byerne. Nicolaus Notabene vender altså tingene på hovedet. forligt med sin overvundne Modsætning dvs. kristendommen. Sætningen travesterer princippet i den hegelske spekulative logik, if. hvilket to modstridende begreber eller positioner ophæves og forenes i et nyt tredje, (). er Sandheden uendeliggjort ... ellers opfatter Sandheden endeligt Der hentydes muligvis til J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835, hvor det bl.a. doceres, at filosofiens eller logikkens genstand er det uendelige, til forskel fra de såkaldte videnskaber, hvis genstande (og sandheder) er endelige. Filosofien »er da ikke en Videnskab, men den er Videnskaben selv, der i sin Uendelighed omfatter alle de endelige Forskjelligheder, som begrunde og adskille de enkelte Videnskaber, idet den tillige ophæver alle hine Forskjelligheder og endelige Tilværelser, ved at lade den i dem alle indeholdte, ene og udelelige Sandhed samles i sit Brændpunkt, og derfra straale tilbage paa dem selv« (s. 12). Alt bevæger sig Sætningen, der også kendes i formen 'alt flyder', tillægges den gr. filosof Heraklit (o. 540-480 f.Kr.). Ethvert Standpunkt ... overvindes af et nyt hentydning til det perspektiviske element i Hegels dialektiske metode. Målet for Hegels spekulative filosofi er at vinde et systematisk overblik over det hele, hvilket sker ved en analyse af de forskellige endelige standpunkter, der hver for sig har en vis gyldighed, men som i sidste ende ophæves (). Det bedste eksempel er Phänomenologie des Geistes (1807), hvori der foregår en begrebslig bevægelse gennem en række stadier, som efterhånden tiltager i kompleksitet og omfang. Hvert endeligt stadium præsenteres til at begynde med som sandt, men i analysens løb viser det sig at lide af indre modsigelser, hvorfor det må negeres og vige for et nyt begreb, som er bredere og mere omfattende. SK ejede Phänomenologie des Geistes som Hegel's Werke () bd. 2, Berlin 1833, ktl. 550. kommen ud derover en ofte brugt vending i den hegelske jargon og dermed i samtidens filosofiske debat. Hegel viste i sin historisk anlagte filosofi, hvorledes de enkelte filosoffer var kommet ud over, dvs. gået videre end deres respektive forgængere. Men efter Hegels død i 1831 opstod en række filosofiske bestræbelser, der også ville gå ud over mesteren, og i Danmark mente både J.L. Heiberg og H.L. Martensen at være kommet videre, (). billige rimelige, retfærdige. Holbergs Raad I komedien Hexerie eller Blind Allarm (1731) 3. akt, 3. scene, giver hovedpersonen Leander, udklædt som troldmand, det råd til en ung mand, som vil være læge, at han blot skal lade sig sy en sort kjole, leje nogle smukke lokaler og over døren til disse lade sætte et skilt: »Her boer den vidtberømte Doctor Jansenius, som curerer alle Slags Sygdomme«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 4. N. N. praktisirender Arzt lat. og ty. N.N. er en forkortelse af det lat. nomen nescio, navnet ved jeg ikke; hvemsomhelst. Den ty. titel betyder praktiserende læge. skreve (...) ud skrev af (efter). Transsubstantiation væsensforvandling, forvandling fra én substans til en anden; særlig brugt om den forvandling, som if. katolsk teologi finder sted i nadverens sakramente, hvor brødet og vinen bliver til Kristi sande legeme og blod. Hexerie (...) blind Allarm hentydning til Holbergs komedie Hexerie eller Blind Allarm (). Mediationen formidlingen, forsoningen. I den danske udformning af Hegels dialektiske filosofi, fx hos Heiberg, er mediationen et nøgleord, der betegner ophævelsen af to modstridende begreber eller positioner i et nyt tredje. Da al virkelighed if. denne filosofi er en tilblivelsesproces, hvor modstridende positioner ophæves, idet de medieres, er mediationen også det nødvendige middel for historiens fremadskriden. Hegel selv bruger ikke ordet mediation, men 'Vermittlung'. ordinaire Stafetter almindelige ridende sendebude eller postbude. tarvelig klog nødtørftigt, elementært. Evangelium et glædeligt budskab (jf. ovenfor om ordinaire Stafetter); især brugt om det kristne budskab i NT. Dyrehavsbakken en bakke i Jægersborg Dyrehave nord for København, hvor der fandtes (og findes) en helligkilde, Kirsten Piils kilde. Omkring kilden voksede der i sommertiden et marked op med boder, gøgl og andre folkelige forlystelser. På SKs tid var Dyrehavsbakken kun åben fra Sankt Hans Dag (24. juni) til Marie-Besøgelsesdag (2. juli). Guckkasten ty. kukkasse eller perspektivkasse; et kasseformet apparat udstyret med en eller flere linser, der enten forstørrer de billeder, man sætter ind i apparatet, eller viser dem tredimensionalt. uskatteerlige uvurderlige. ved Lirens Omdreining Liren er egentlig et strengeinstrument, hvis strenge sættes i svingning af et hjul med håndtag, samtidig med at strengene forkortes ved hjælp af tangenter; her er dog tale om en lirekasse, dvs. et lille, kasseformet orgel, der automatisk frembringer musik, når man drejer dets håndsving. hævet i en høiere Galenskab I journalen EE skrev SK i 1839 et satirisk udkast med titlen »Discursive Raisonements og ubegribelige Apropos betræffende den høiere Galskabs Kategorie« (Pap. II A 808-813). Heri hævder han bl.a., at filosofferne vil have stor nytte af at indføre kategorien den højere galskab, som han har opfundet; det er den konkreteste af alle kategorier, den fyldigste og den, der ligger livet nærmest. Kategorien er særlig velegnet til at sammenfatte to stridende parters respektive tåbeligheder i en højere enhed. Der er tydeligvis tale om en parodisk omskrivning af det heiberg-hegelske begreb om mediationen (). Adresseavisen . Selskabs-Ideen tanken om at slutte sig sammen i foreninger og partier for at øve indflydelse på samfundet. Foreningstanken var i kraftig vækst i enevældens sidste år, da borgerskabet forberedte sig på at overtage det politiske styre, specielt efter at Frederik VI i 1834 havde indført de rådgivende stænderforsamlinger (). bifrontisk tve-ansigtet, efter den rom. gud Janus bifrons, hvis to ansigter vender henholdsvis bagud mod det forgangne og fremad mod det kommende. Noah Noa var det sidste overlevende familieoverhoved af den menneskehed, som udslettedes ved syndfloden, og stamfader til den efterfølgende, jf. 1 Mos 6-10. en Comite et udvalg til drøftelse af et særligt spørgsmål eller varetagelse af særlige opgaver. Muligvis hentydes der til den komité, nedsat af den rådgivende stænderforsamling for øerne (), som i 1838 behandlede et forslag om sognebåndsløsning, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres sognepræst. Komiteen afgav betænkning med såvel flertals- som mindretalsindstilling den 24. nov. 1838, men efter omfattende drøftelser i stænderforsamlingen blev begge indstillinger trukket tilbage, og arbejdet resulterede i intet. Referat af drøftelserne findes trykt i Roeskilde Stænder-Tidende, 2. række nr. 72-78, 5.-8. jan. 1839 (sp. 1137-1245). At SK har tænkt på denne komité, antydes af, at han i sit udkast om den højere galskabs kategori () bemærker: »(Under denne Kategorie vilde jeg afhandle de latterlige Combinationer af to stridige Partiers særskilte (besondre) Taabeligheder i høiere Eenhed. Orthodoxe og Politikere f.E. i Sognefrihedssagen. Philosopher og Theologer etc.)« (Pap. II A 810). I øvrigt var SKs broder P.C. Kierkegaard i 1842 medlem af en »Central-Komité« for statsgældens afbetaling ved frivillige bidrag (). opus operatum lat. udført værk, gjort gerning. I skolastikken betegnedes de hellige sakramenter som opus operatum, idet man mente, at deres blotte udførelse var ensbetydende med deres virkning. her klinkes her repareres ituslået porcelæn. Da verbet er tvetydigt, kan meningen dog også være: her skåles. Høflighed, koster (...) Intet variation af talemåden 'Høflighed koster ingen penge', der bl.a. findes optegnet som nr. 1294 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 49. Liimstangen en stang eller pind, som var besmurt med lim, og som tidligere brugtes til at fange småfugle på. Talemåden 'at løbe med limstangen', der ofte benyttes af Holberg, betyder at løbe omkring med en halv eller forkert besked, at gå galt i byen, at blive til nar. Punschkommercen den lystighed eller spøg, som trives omkring bowlen med punch (en sød, alkoholisk blandingsdrik); vistnok ensbetydende med puncheskålen, dvs. den skål, som udbringes omkring punchebowlen. i Visen gaaer (...) Bordet rundt En drikkevise af Alb. Thura: »En Sang, gjort efter en god Vens Begiæring, til at bruge i et fornøyeligt Selskab ved et Glas Viin«, har følgende omkvæd: »Rund, Rund, Rund! / Saa sædeligt / Og glædeligt / Vi tar vort Glas for Mund«. Adskillige Betænkninger og Indfald. Paa Vers skrevne, og nu samlede og udgivne til at læse af andre for Tidsfordriv, Kbh. 1741, nr. 32. I Holbergs komedie Jacob von Tyboe (1725) 4. akt, 5. scene, synger tjeneren Christoff et lignende omkvæd: »Rund rund rund! saa gladelig, saa gladelig, den Skaal gaaer rund«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 3. Bruuspulver et pulver til fremstilling af en brusende drik, der tidligere anvendtes mod ildebefindende; også brugt om selve drikken. I overført betydning: noget overfladisk eller virkningsløst. Posito lat. sat, antaget (et udtryk hentet fra den formelle logik). Der alluderes muligvis til en i samtiden berømt replik fra den tyske forfatter Jean Pauls () lille roman Das heimliche Klaglied der jetzigen Männer; eine Stadtgeschichte (1801). Den unge Wolfgang, der vender hjem fra krigen med en læderprotese i stedet for sin højre arm, men som forstår sig på landmåling, hvortil højre arm ikke er nødvendig, trøstes med følgende ord af en jovial ingeniør: »Posito, gesetzt Sie werden unser Landmesser, so will der dumme Sturzel gar nichts sagen.« Jf. Jean Paul's sämmtliche Werke bd. 1-60, Berlin 1826-28, ktl. 1777-1799; bd. 31, 1827, s. 35. Hr. A. A. I renskriften har SK oprindelig skrevet »Prof. Heiberg«, men siden anonymiseret (Pap. V B 96,9-10). I Perseus nr. 2 () havde Heiberg givet »det første Bidrag til Udførelsen af en længe næret Plan« (s. 3), nemlig de første 23 paragraffer af »Det logiske System«. Det blev dog aldrig videreført. Hr. B. B. I renskriften har SK oprindelig skrevet »Prof. R. Nielsen« (Pap. V B 96,11). Rasmus Nielsen (1809-84) var siden 1841 Poul Martin Møllers efterfølger som professor i filosofi ved Københavns Universitet. Nielsen begyndte som en begejstret tilhænger af Hegels spekulative metode, men kom o. 1845 under SKs indflydelse og blev frem til 1849 hans nære ven. Endnu optændt af den hegelske inspiration udgav Nielsen 1841-44 Den speculative Logik i dens Grundtræk i fire hæfter. Værket betegnes i forordet som et »Fragment af en philosophisk Methodologi« og forblev da også ufuldendt; det bryder af midt i en sætning. SK ironiserer over Nielsens forehavende i avisartiklen »Aabenbart Skriftemaal« i Fædrelandet nr. 904, 12. juni 1842, sp. 7245-7252: »Det er Systemet, Tidsalderen arbeider hen til. Allerede har Prof. Nielsen udgivet 21 logiske §§, der danne første Deel af en Logik, der igjen danner første Deel af en altomfattende Encyclopædi, saaledes som det er antydet paa Omslaget, uden at dog dens Størrelse videre er angivet, formodenlig for ei at forfærde, da man vel tør slutte, at den bliver uendelig stor« (sp. 7247). Hr. C. C. I renskriften har SK oprindelig skrevet »Hr. Stilling« (Pap. V B 96,12). Filosoffen Peter Michael Stilling (1812-69), der i 1844 disputerede for magistergraden, begyndte som en tilhænger af Hegel og af de højrehegelianske forsøg på at forene filosofi og teologi. I 1840'ernes slutning kom han dog under SKs indflydelse og undsagde 1850 sine tidligere meningsfæller, især professor H.L. Martensen. Endnu i sin hegelske periode udgav Stilling Philosophiske Betragtninger over den speculative Logiks Betydning for Videnskaben, i Anledning af Professor R. Nielsens: »den speculative Logik i dens Grundtræk«, Kbh. 1842. Værket betegnes i sit forord som »veiledende«, »introducerende« og »indledende«. SK ironiserer også over Stillings værk i ovennævnte avisartikel: »Øieblikket nærmer sig; for sidste Gang har Stilling paataget sig at meddele os den sidste Olie, at stille os paa det rette Standpunct, og naar vi blot blive der, saa kommer det, det kommer visselig« (sp. 7249). Schakspeares Timon Shakespeares tragedie Timon of Athens, 5. akt, 1. scene. Vortrefflich! Versprechen ... der es macht ty. »Det er overmåde godt. At love, det er netop tidens løsen; det åbner øjnene på forventningen; at holde, det er det dummeste, man kan gøre; at lade gerning følge på ordet, det er aldeles af mode undtagen hos folk af den simple og elendige slags. At love er hofmæssigt og viser god tone. At holde er en slags sidste vilje, et testamente, der vidner om stor svagelighed i forstanden hos den, der gør det«. Citatet stammer fra A.W. Schlegel og Ludwig Tiecks oversættelse, Shakspeare's dramatische Werke bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 10, 1839, s. 327. Oversættelsen til da. skyldes Edvard Lembcke. Tvedragt og Partier allusion til Gal 5,(19-)20: »Kiødets Gierninger ere aabenbare, saasom: Hoer, Skiørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, Afguds-Dyrkelse, Trolddom, Fiendskaber, Kiv, Nid, Vrede, Trette, Tvedragt, Partier« (NT-1819). udefter reflekteret tilbagekastet eller spejlet udad; bestemt af ydre hensyn. indefter reflekteret tilbagekastet eller spejlet indad; bestemt af indre hensyn. som Træet skyder sin Krone I renskriften står »som Fuglen synger sin Vise, som Træet skyder sin Krone« (jf. den tekstkritiske note til SKS 4, 502,1). Forord nr. VII blev oprindelig skrevet til Begrebet Angest, men siden kasseret og erstattet af et nyt (jf. tekstredegørelsen til F, s. 550-552). I det nye forord til Begrebet Angest bruges den første del af passagen: »da skrive han sin Bog frisk væk som Fuglen synger sin Vise, er der Nogen (...)« etc. (SKS 4, 313,10f.). Muligvis har SK selv under korrekturlæsningen af F slettet første del af passagen her for at undgå en alt for ordret overensstemmelse. assimilerer (...) sig indoptager (som dyrene optager næring af føden). in succum et sanguinem lat. i saften og blodet. Udtryk for dét at indprente sig noget, at tilegne det sig fuldt og helt. Udtrykket stammer fra den rom. politiker og filosof Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) Epistolae ad Atticum (da. Breve til Atticus). Cicero bruger i 4. bogs 18. brev vendingen »succum, ac sanguinem«, men i en anden sammenhæng, nemlig om staten, der har mistet saft og kraft. – NB: På grund af en overleveringsfejl, som først blev udbedret i det 19. årh., befinder passagen sig i ældre udgaver i 4. bogs 16. brev. Således også i SKs udgave, M. Tullii Ciceronis Opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, 2. udg., Halle 1756-57 (ktl. 1224-1229); bd. 3, 1756, s. 601. συμπαϑησαι ταις ασϑενειαις των ανϑϱωπων gr. (sympathēsai tais astheneiais tōn anthrōpōn) have medlidenhed med menneskenes skrøbeligheder. Citat fra Hebr 4,15, hvor der dog står ἡμῶν (»vore«) i stedet for τῶν ἀνϑϱώπων (»menneskenes«). sikkrer (...) for sikrer imod. sige Sandheden ... som Bileams Æsel I 4 Mos 22 fortælles om profeten Bileam, at han drog af sted på sit æsel imod Guds vilje. Tre gange spærrede en engel vejen, og æselet veg tilbage, men Bileam så ikke engelen og piskede dyret fremad. Tredje gang gav Gud æselet mæle, og det spurgte Bileam, hvad det havde gjort for at fortjene en sådan behandling. Efter sammenhængen at dømme sigter SK snarere til Bileam selv, der i kap. 23-24 blot udtaler de ord, som Gud lægger ham i munden, og derved siger sandheden uden at have noget personligt forhold til den. sympathetisk medfølende, deltagende. som en Taarnvægter Det er usikkert, om der sigtes til nogen eller noget bestemt; muligvis dog til den tyske digter Ludwig Achim von Arnims roman Die Kronenwächter, 1. del: Berthold's erstes und zweites Leben, Berlin 1817 (som SK havde i en udg. fra 1840, ktl. 1620). I de første kapitler af denne bog (1. bog, 1.-5. historie) beskrives tårnvægteren som et menneske, der er isoleret fra det daglige liv og kun undtagelsesvis finder tilbage blandt andre mennesker. en Røst fra Skyerne allusion til Mark 9,7. hiin Mand ... paa Torvet Sokrates. Der hentydes til Diogenes Laertios' filosofihistorie, 2. bog, kap. 5, 21, hvor disse ord siges om Sokrates: »Da han indsaae, at hiin Granskning i fysiske Ting ikke egentlig er vor Sag, begyndte han at filosofere i Værkstederne og paa Torvet om Sæderne«. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 66. faveur fr. favør, gunst. Skrædersvenden ... blæse ham ned af Bordet hentyder til en af de historier, der fortælles i folkebogen om Till Uglspil, hvis første udg. kom i det 16. årh. I den udg., som SK ejede: Underlig og selsom Historie, om Tiile Ugelspegel, En Bondes Søn, barnfød udi det Land Brunsvig, Kbh. »Trykt i dette Aar« (formentlig mellem 1812 og 1842), ktl. 1469, lyder overskriften til den 48. historie: »Hvorledes Ugelspegel giorde, at der faldt 3 Skrædersvende ned af et Vindue, og sagde siden til Folket: see Veiret har blæst dem ned« (s. 80). Det pågældende vindue er en førstesals karnap, hvor skræddersvendene sidder med deres arbejde, men historien melder intet om, at de anser deres fald for et vink af styrelsen. ride Sommer i By Denne skik bestod i, at byens eller landsbyens unge ved sommerens begyndelse, en bestemt dag i maj måned, drog til skoven og hentede nyudsprunget bøgeløv eller et helt træ hjem som indledning til majfesten. taget en Ko for en Veirmølle variation af talemåden 'ikke kende en ko fra en vejrmølle (eller en ladedør)', som betyder at være indskrænket eller dum; bl.a. optegnet i Moths ordbog (). at sammenkalde alle Skræddere ... slaae Knude paa Traaden hentydning til folkebogen om Uglspil (). I den udg., som SK ejede (ktl. 1469), beskriver den 49. historie, hvordan Uglspil udsendte et brev til Tysklands skræddere; heri lovede han at lære dem en kunst, der ville blive til nytte for dem og deres børn, og som ville blive husket til evig tid. Da skrædderne spændt samledes i Rostock, fik de blot denne belæring: »naar I have traadet Naalen, saa glemmer ikke, at I jo slaaer en Knude paa den ene Ende, eller giør I mange Sting forgieves« (s. 82f.). Fodposten var en særlig institution til besørgelse af lokalpost i København og nærmeste omegn. Som navnet siger, bestod den af gående bude, der dels indsamlede, dels omdelte breve. Fodposten blev oprettet 1806 og nedlagdes formelt 1876. Reelt ophørte dens betydning dog i 1851, da frimærket (og dermed postkasserne) blev indført, og da man samtidig begyndte at omdele lokalbreve sammen med de udefra kommende breve. ringe Folk fra deres Arbeide Når fodpostens bude skulle indsamle breve, måtte de ikke gå op i husene, men kun ind i porte eller gårde. Her tilkendegav de oprindelig deres tilstedeværelse ved at slå på en gongong, senere ved at blæse i et horn og fra 1814 ved at ringe med en klokke. Subscriptionsplan plan for et værk eller tidsskrift, der skal udkomme bind- eller hæftevis, men som køberne forud forpligter sig til at aftage (). Kjededands kædedans, dvs. en dans, hvori deltagerne enten holder hinanden i hånden eller bevæger sig fremad, idet de skiftevis giver hinanden højre og venstre hånd. Contentement og Fornøielse . vore Systematikere og philosophiske Optimister dvs. de danske hegelianerne, der mente snart at kunne fuldføre det altforklarende logiske system (ff.). trip, trap, Træsko trinvis; let og ubesværet (her som parodi på den triadiske udvikling af begreberne, der finder sted i det hegelske system). Fanden i Vold baade i Trapezunt og i R– frit citat af Holbergs komedie Mester Gert Westphaler (femaktsversionen, 1723) 2. akt, 3. scene. Gunild siger til sin søn Gert, der altid taler om sin rejse fra Haderslev til Kiel: »Anders Christensøn har jo været 3 à 4 Gange i Bordeus og Røven i Frankerig, ja Fanden i Vold hen i Trapezund eller Catesund, men fortæller ikke nær saa meget om sine Reyser«. Trapezunt var et kristent kejserrige ved Sortehavets sydøstkyst; det eksisterede fra det 13. til det 15. årh. Ophævelser om »Intet« . Mediationen . Kramkiste egl. en kiste eller kurv med varer, som den omvandrende kræmmer bar på ryggen; rodebutik. filer en Sav filer tænderne på en sløv sav, hvorved der frembringes en ensformig, pibende eller hvinende lyd. Zantippe ... Diogenes 2,5,36 »Alkibiad, som sagde: Xantippe er utaalelig med den Skælden, svarede han [Sokrates]: jeg er vant dertil, ligesom til ideligen at høre Lyden af Tridser; og Du taaler jo Gæssenes Skrig«. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 72. philosophisk Ramser en person, der opremser, dvs. gentager velkendt filosofisk stof. Der sigtes til J.L. Heiberg og H.L. Martensen, jf. nedenfor. Skolebarnet i Chorsdøren hentydning til ældre tiders overhøring af skolens elever i de kristelige børnelærdomme, dels ved biskoppens visitats i sognet, dels ved konfirmationen. Historien om den nyere Philosophies ... og det philosophiske Eventyr en dobbelt-hentydning til Hegel-disciplene J.L. Heiberg og H.L. Martensen. Hentydningen gælder for det første en ekskurs i Heibergs anmeldelse af W.H. Rothes skrift om treenighedslæren i Perseus nr. 1 (). I ekskursen (s. 35-37) refererer Heiberg elementære hegelianske lærdomme om filosofien, der begynder i det forudsætningsløse, dvs. Intet, som imidlertid er lig med Væren, altså noget givet. Hentydningen gælder for det andet Martensens anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (Kbh. 1836) af Heibergs logiske kursus fra 1835 (– en anmeldelse, som Heiberg henviser til i sin anmeldelse af Rothe, s. 34). Som indledning refererer Martensen de bekendte lærdomme om, at den moderne, rationalistiske filosofi begyndte med Descartes (s. 518f.), og gennemgår derpå filosofiens historie i kort begreb, indtil han når den hegelianske grundbestemmelse Væren lig med Intet (s. 521f.). Descartes som grundlægger af den nyere filosofi omtales også i Martensens licentiatafhandling (). Cartesius latiniseret form af navnet på den franske filosof, matematiker og naturforsker René Descartes (1596-1650). Descartes grundlagde den moderne filosofi ved at gøre erkendelsesteorien til den grundlæggende filosofiske disciplin. Han brød med en lang tradition, der ville redegøre for virkeligheden ud fra metafysiske præmisser, og spurgte i stedet om mulighederne for en sikker menneskelig erkendelse (). Væren og Intet ... Vorden hentydning til den første triade i Hegels system, den grundlæggende udvikling af kategorierne 'Sein', 'Nichts' og 'Werden', hvor de to første bestemmes som identiske og den sidste som enheden af de to første. Jf. Hegels Wissenschaft der Logik 1. del, 1. afdeling, 1. bog, 1. afsnit, 1. kapitel (Hegel's Werke () bd. 3, udg. af L. von Henning, 1833 [1812], ktl. 552, s. 77-79; Jub. bd. 4, s. 87-89). J.L. Heiberg foretager en modifikation af denne triade i »Det logiske System« i Perseus nr. 2 (aug. 1838), hvor han ændrer den til: A) Væren og Intet, B) Vorden, C) Tilværen. Dermed går Heiberg ud over Hegel (). Deficit underskud. amo lat. jeg elsker. Den første hovedtid, 1. person singularis præsens indikativ aktiv, af verbet amare. Dette verbum bruges i latinsk skolegrammatik som det første eksempel på de svage verbers bøjning. af verbum dvs. i de øvrige tre af verbets fire hovedtider: 1. person singularis perfektum indikativ aktiv (amavi, jeg elskede), 1. supinum (amatum, for at elske) og præsens infinitiv aktiv (amare, at elske). den pythagoriske Læresætning en elementær geometrisk sætning, opkaldt efter den gr. filosof og matematiker Pythagoras (o. 570-497 f.Kr.). Sætningen lyder, at i en retvinklet trekant er kvadratet på hypotenusen (den lange side) lig med summen af kvadraterne på de to kateter (de korte sider). Pythagoræernes bevis for sætningen kendes ikke, men i historiens løb er der udfundet mindst 167 geometiske og 58 algebraiske beviser. Med bemærkningen om, at beviset for sætningen er evident, tænker SK muligvis på Platons dialog Menon 82b - 85b, hvor Sokrates ved at udspørge en tilfældig slave dels udfolder et bevis for sætningen, dels demonstrerer, at enhver kan det uden at vide det (jf. Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 2, s. 264-269). Beviset i Menon gælder dog kun for en ligebenet trekant; når det kommer til andre varianter af retvinklede trekanter, bliver sagen mere kompliceret. staaet Konfirmation ved et Universitet taget en studentereksamen, som dengang, efter behørig undervisning i latinskolen eller privat, blev aflagt på universitetet. paaagte agte på, tage hensyn til. Hamann Johann Georg Hamann (1730-88), tysk forfatter og antirationalistisk filosof. Imod oplysningstidens tro på en ren fornuft betonede Hamann den paradoksale forening af modsætninger, fx sanselighed og ånd, historie og fornuft. Et kernepunkt i hans tænkning var overbevisningen om, at Gud ved at blive menneske har anerkendt den konkrete virkelighed. nicht eine bloße ... getrieben. (7,205) ty. »ikke en blot og bar ὁϱμή, men en furor uterinus har drevet mig til de fleste afhandlinger. I stedet for at tage imod penge havde jeg hellere givet penge ud og gjort det modsatte af andre forfattere.« Citatet findes i et brev til J.G. Herder, dateret 6. feb. 1785. Henvisningen gælder Hamann's Schriften, udg. af Friedrich Roth, bd. 1-8, Berlin (og Leipzig) 1821-43, ktl. 536-544; bd. 7, 1825, s. 205. ὁϱμή gr. (hormē) drift. furor uterinus lat. livmoder-raseri, dvs. en rasende trang til at føde. Hvad jeg forudsiger ... Prophetiens Gave oversat citat fra den rom. digter Horats' satirer, 2. bog (Satyrarum liber II) 5,59. Den latinske original lyder: »(...) quidquid dicam, aut erit aut non: / Divinare etenim magnus mihi donat Apollo.« Jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 211. En mere præcis oversættelse ville lyde: »Hvad jeg forkynder, vil ske eller ikke ske; / thi den store Apollon giver mig at profetere«. Tiresias eller Teiresias, blind gr. spåmand, oprindelig i Homers Odysseen, 11. sang, hvor Odysseus fremmaner hans sjæl fra dødsriget for at få sandsagn af ham. Horats' satire fingerer en fortsættelse af denne samtale, men retter sig aktuelt mod de testamentejægere, der huserer i Rom. »hvorledes gik det ikke«? citat fra Holbergs komedie Mester Gert Westphaler (femaktsversionen, 1723) 1. akt, 3. scene. Hovedpersonen Gert siger til en tiggerkælling: »Ja, Mutter! man skal aldrig sætte sig op imod sin Øvrighed; hvorledes gik det ikke Arius, der satte sig op imod sin Bisp?« Hr. Professor Heiberg . Perseus ... kun to Hefter 1. hæfte (eller rettere bind) udkom juni 1837, 2. hæfte aug. 1838. Ktl. 569. et Bidrag ikke blev forsmaaet I Kjøbenhavns flyvende Post skrev SK under eget navn artiklen »Til Hr. Orla Lehmann« i Interimsblad nr. 87, 10. april 1836. Desuden skrev han under mærke »Ogsaa et Forsvar for Qvindens høie Anlæg« i Interimsblad nr. 34, 17. dec. 1834; »Kjøbenhavnspostens Morgenbetragtninger i Nr. 43« i Interimsblad nr. 76, 18. feb. 1836; »Om Fædrelandets Polemik« 1-2 i Interimsblad nr. 82-83, 12.-15. marts 1836; samt formentlig »Fragment af et Brev, (der i Julen har været paa Landet, men er kommet tilbage igien for at aftrykkes i Flyveposten)« i Interimsblad nr. 69, 21. jan. 1836. Flyvepostens uforglemmelige Redakteur . Subscribent-Antal I Perseus nr. 2 findes en liste over subskribenter eller abonnenter; den tæller 133 navne, heriblandt SKs eget. En række af subskribenterne er dog boghandlere, der aftager flere eksemplarer. Confluxen sammenløbet; tilstrømningen. De to bind af Perseus indeholdt i alt seks artikler, heraf fire skrevet af Heiberg selv, én af H.L. Martensen og én af juristen Carl Weis (1808-72). hvo kjender Tiden og Leiligheden? allusion til Matt 24,36 og ApG 1,7. Samtidig en allusion til undertitlen på F. N. N. nomen nescio, lat. navnet ved jeg ikke; hvemsomhelst. I renskriften har SK oprindelig skrevet »Mag. Kierkegaard«, men sidenhen anonymiseret (Pap. V B 96,18). Forkortelsen svarer desuden til initialerne for Nicolaus Notabene, den angivelige forfatter af F (). Exclusion udelukkelse, afsondring; heraf eksklusivitet: udvalgthed, fornemhed. qui nomen philosophiæ dederunt lat. som har givet deres navn til filosofien; som har meldt sig under filosofiens faner. 'At give sit navn' (nomen dare) var en almindelig latinsk talemåde, især i forbindelse med militærtjeneste. εποχη gr. (epochē) tilbageholdenhed; dét at opsætte sin dom. På en løs lap, der rummer et udkast til den ufuldendte fortælling Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, har SK noteret det samme begreb under overskriften »den retirerende Tvivl« og givet følgende henvisning: »(en Passus i Diogenes af Laerte, som jeg har noteret i min Udgave)« (Pap. IV B 13,21). Henvisningen gælder Diogenes Laertios' filosofihistorie, 9. bog, kap. 11, 70 og evt. 11, 76, hvor det betegner de gr. skeptikeres filosofi. Børge Riisbrighs oversættelse taler bl.a. om »den Tilbageholdende« og »den Tvivlende« filosofi. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 432 og 435. at tvivle om Alt . ikke i Systemet, men i Livet hentydning til den latinske sentens 'non scholae, sed vitae discimus', dvs. vi lærer ikke for skolen, men for livet. Sentensen, hvis oprindelse er uvis, er blevet brugt som valgsprog af mange skoler. I omvendt form, som en kritik af det rom. skolesystem, kendes den fra filosoffen Senecas (4 f.Kr. - 65 e.Kr.) moralske epistler (Ad Lucilium epistulae morales) 106,12. misundelig paa sin Viden karrig med, vil beholde for sig selv. alle Mennesker skulle komme til Sandheds Erkjendelse allusion til 1 Tim 2,4: »Gud, vor Frelser, som vil, at alle Mennesker skulle blive salige, og komme til Sandheds Erkiendelse« (NT-1819). Nedladenhed mildhed (uden vor tids betydning af hovmod). en Nødvendighed for Theologen ... Tidens Fordringer Der kan hentydes til formuleringer af både J.L. Heiberg og H.L. Martensen. Heiberg skriver fx i sin anmeldelse af W.H. Rothes værk om treenighedslæren i Perseus nr. 1 (): »En speculativ Theologie er den uundgaaelige Fordring« (s. 11). Martensen skriver i sin licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta (): »Men alle Videnskaber ere Momenter i den ene almindelige Videnskab, Philosophien, hvis Culminationspunct er den speculative Theologie« (citeret efter L.V. Petersens oversættelse, s. 4). Om udtrykket 'tidens fordring' i øvrigt . sensu eminentiori lat. i fremtrædende forstand. distinguere realiter skelne realt, dvs. antage, at to ting faktisk er forskellige og ikke blot den samme ting opfattet på to måder. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn) i fremtrædende forstand (= sensu eminentiori). hiin gamle karrige Gudinde I den gr. mytologi var Athene (hos romerne kaldet Minerva) gudinde for viden og visdom; men bortset fra, at hun var evigt jomfruelig, er det usikkert, hvad her hentydes til. gravitere til stræber eller hælder mod (if. tyngdeloven). Tutti ital. musikudtryk for 'alle', dvs. hele orkesteret eller alle sangere i en opera. Philosophien erkjender jo Tiden ... en fornuftig Fordring hentydning til et berømt og stærkt pointeret udsagn fra fortalen til Hegels Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821): »Was vernünftig ist, das ist wirklich; / und was wirklich ist, das ist vernünftig«. Jf. Hegel's Werke () bd. 8, udg. af Eduard Gans, Berlin 1833, ktl. 551, s. 17 (Jub. bd. 7, s. 33). Hos Hegel er udsagnet fremhævet såvel ved indrykning som ved spatiering. Residuum rest, bundfald. posito forraade røbe, ytre. friste sætte på prøve (ved at bringe i en vanskelig situation, plage eller lignende). som Trællen i Palnatoke Der hentydes til 4. akt af Adam Oehlenschlägers sørgespil Palnatoke (1809), jf. Oehlenschlägers Tragödier bd. 1-10, Kbh. 1841-49, ktl. 1601-1605; bd. 2, 1842, s. 271-273. Hovedpersonerne i tragedien er den korrumperede kristne konge Harald Blåtand og Palnatoke, som er jarl af Fyn m.m. Palnatoke støtter Haralds søn i dennes oprør mod faderen. I 4. akt beslutter Harald at sende sin træl Skofte ud for at snigmyrde Palnatoke, og Skofte indvilliger, men beder om, at han først må se kong Harald iført sin kroningsdragt. som Harald Blaatand i Mørke sammesteds. Harald Blåtand vil opfylde Skoftes ønske og går ind i sit sengekammer, hvor der er mørkt. Han mener at kunne finde sin kroningsdragt uden at medbringe lys; den ligger til højre, mens hans ligklæder ligger til venstre. Da han igen træder ud af sengekammeret, er han imidlertid iført ligklæderne. en fri Kunst en aktivitet uden nytteværdi. I antikken var de syv frie kunster (lat. 'septem artes liberales') de discipliner, som anstod sig for en fri borger, fordi de ikke var forbundet med håndværk eller direkte nytteformål. De omfattede grammatik, dialektik og retorik ('trivium') samt geometri, aritmetik, astronomi og musik ('quadrivium'). Formidlet til de kristne klosterskoler og universiteter blev disse frie kunster grundlaget for det europæiske dannelsessystem. Concession indrømmelse, tilståelse. den triumpherende Menighed 'Den triumferende kirke' betegnede i ældre teologi den fuldkommenhedstilstand, som skulle herske på jorden efter Kristi genkomst; indtil da var kirken stridende, dvs. uensartet med sin omgivelse. I Indøvelse i Christendom (1850) taler SK om den triumferende kirke som den etablerede kirke, der har magt i denne verden og fejlagtigt tror, at alle borgere i et kristent land er kristne. Jean Paul pseudonym for den tyske forfatter Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), der skrev et stort antal romaner og noveller i en springende, snakkesalig, gerne humoristisk eller satirisk stil. Han var hverken romantiker eller klassicist (som Goethe, hans samtidige), men snarere den sidste repræsentant for det 18. årh.s følsomme tid. Sit pseudonym valgte han efter sin åndelige helt, Jean-Jacques Rousseau. Jean Paul blev en af det 19. årh.s mest læste og citerede forfattere; i Danmark fik han især betydning for H.C. Andersen. Også som æstetisk teoretiker øvede han indflydelse med Vorschule der Aesthetik, 1804, 2. udvidede udg. 1813. Menneskene ere altid ... det Kors, til hvilket man skal nagles Kilden er ikke identificeret. SK ejede Jean Paul's sämmtliche Werke i 60 bind, Berlin 1826-28, ktl. 1777-1799, og Vorschule der Aesthetik i 2. udg., Stuttgart og Tübingen 1813, ktl. 1381-1383. Philosophien vil ... forstaaelig for Alle hentydning til J.L. Heibergs virksomhed. I skriftet Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid () skriver Heiberg bl.a., at der for nærværende især må arbejdes på at popularisere filosofien. Med skriftet indbyder han både damer og herrer til en række forelæsninger, der skal give »en for alle Dannede fattelig Indledning til Philosophien« (s. 53). Rubrikken overskriften, betegnelsen. Livet er kort ... Konsten altfor lang allusion til den latinske sentens 'vita brevis, ars longa', dvs. livet er kort, kunsten lang. Sentensen er egentlig første led af en længere aforisme, som skyldes den gr. læge Hippokrates (o. 460 - o. 370 f.Kr.). Aforismen findes oversat af den rom. filosof Seneca (4 f.Kr. - 65 e.Kr.) i De brevitate vitae (da. Om livets korthed) 1. bog, og fortsættelsen lyder: »occasio praeceps, experientia fallax, judicium difficile«, dvs. anledningen er hastigt forsvundet, erfaringen svigefuld, bedømmelsen vanskelig. J.L. Heiberg lader i slutningen af vaudevillen Aprilsnarrene (1826) den kvindelige hovedperson Trine Rar synge, henvendt til publikum: »Livet er kort, og Kunsten lang« (28. scene, »Slutnings-Sang« vers 7). J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 4, 1835, s. 121. jeg veed ... hvad jeg ikke forstaaer allusion til Sokrates' berømte definition af sin egen form for visdom: at vide, hvad han ikke forstod sig på. Jf. fx Platon Sokrates' Forsvarstale 21d i Platonis opera quae exstant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154; bd. 8, 1825, s. 108f. (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 270). Allusionen går utvivlsomt via den tyske forfatter og filosof J.G. Hamann (), der i den anden fortale til skriftet Sokratische Denkwürdigkeiten, 1759, siger: »Sokrates war, meine Herren, kein gemeiner Kunstrichter. Er unterschied in den Schriften des Heraklitus dasjenige, was er nicht verstand, von dem, was er darin verstand, und that eine sehr billige und bescheidene Vermuthung von dem Verständlichen auf das Unverständliche« (Hamann's Schriften bd. 1-8, udg. af Friedrich Roth, Berlin (og Leipzig) 1821-43, ktl. 536-544; bd. 2, 1821, s. 12. Jf. mottoet til Begrebet Angest, SKS 4, 310. à tout prix fr. for enhver pris, dvs. uanset omkostningerne. Philosopher ... komne ud over Hegel endnu en dobbelt-hentydning til H.L. Martensen og J.L. Heiberg. Martensen brugte en stor del af sin anmeldelse af Heibergs logiske kursus ( og ) på at distancere sig fra Hegel. Trods sin udtalte beundring indvender han bl.a., at det rationelle hegelske system er utilstrækkeligt til at omfatte livets hele fylde, og at specielt poesien og religionen rummer en frihed, som kun kan fattes af troen, ikke af begrebet (Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, s. 515-528). Heiberg markerede sin selvstændighed i forhold til Hegel bl.a. i sine 23 paragraffer til et logisk system i Perseus nr. 2 ( og ). I øvrigt fremhæver F.C. Sibbern allerede i en anmeldelse af Perseus nr. 1 (1837), at Heiberg »kan baade bevæge sig nogenlunde frit i de hegelske Anskuelser, saa og begynde at gaae ud over Hegel« (Maanedsskrift for Litteratur bd. 19, Kbh. 1838, s. 283-360 m.fl., s. 291f.). Sibbern synes at være den første, der har brugt udtrykket. telegraphisk Efterretning . hvert Udtryk næsten var af Hegel hentydning til Martensens anmeldelse af Heibergs Nye Digte i Fædrelandet 1841 (). I omtalen af »En Sjæl efter Døden« fremlægger Martensen en teori om, at det komiskes kategori vil bevare sin gyldighed for de afdøde sjæle i himlen (nr. 398, sp. 3210-3212) – en teori, som står i gæld til de sidste paragraffer af Hegels Vorlesungen über die Aesthetik (udg. af H.G. Hotho, Hegel's Werke () bd. 10,3, Berlin 1838, ktl. 1386, s. 534, 559-562, 580; Jub. bd. 14, samme sidetal). SK bemærker – men overdriver – denne afhængighed i en kladde til Begrebet Angest (Pap. V B 60, s. 137) og i en senere udstreget passage i renskriften af samme (Pap. V B 72,33). Slutnings Paragraph ... ud over Hegel J.L. Heibergs afhandling »Det logiske System« i Perseus nr. 2 () slutter med § 23, hvor det hedder: »Excursorisk kan endnu bemærkes (for Dem, som interessere sig derfor), hvorvidt den hidtil givne Fremstilling er forskjellig fra den hegelske« (s. 44). Sammesteds s. 5 tales der om, at den hegelske logik »har sine Ufuldkommenheder i Detaillen, saa at den paa et og andet Punkt kan behøve deels nærmere Udviklinger, deels anderledes modificere[n]de Bestemmelser«. Imidlertid er det kun i detaljen, Heibergs fremstilling adskiller sig fra Hegels logik; i alt væsentligt lægger han sig tæt op ad læremesteren. Opkomst opstigning, fremgang. medieres i en høiere Eenhed . naar det Uendelige ... saa blive begge Endeligheder en sætning, som ofte gentages af Hegel og hegelianerne. Jf. fx J.L. Heibergs Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (): »ved at gjøre det Uendelige til Modsætningen af det Endelige, gjør man det til den samme Bestemthed som dette, altsaa til det Endelige selv« (s. 25f.). Se også Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse 2. del, § 246, tillæg: »Das wahrhaft Unendliche ist die Einheit seiner selbst und des Endlichen; und das ist nun die Kategorie der Philosophie« (Hegel's Werke () bd. 7,1, udg. af C.L. Michelet, Berlin 1842 [1817], ktl. 562, s. 20; Jub. bd. 9, s. 46). veritas est index sui et falsi lat. sandheden er kendetegn for sig selv og det falske. Udtrykket, der var almindeligt brugt i den filosofiske litteratur, stammer fra Baruch de Spinozas (1632-77) Ethica 2. del, propositio XLIII scholion (læresætning 43, anmærkningen): »Sane sicut lux seipsam et tenebras manifestat, sic veritas norma sui, et falsi est«. I oversættelse: »Visselig, ligesom lyset åbenbarer sig selv og mørket, således er sandheden norm for sig selv og for det falske«. Jf. Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af A. Gfrörer, Stuttgart 1830, ktl. 788, s. 331. endeliggjør (...) sig begrænser sig, binder sig til tid og rum. Approximations-Bestemmelse tilnærmelses-bestemmelse; en bestemmelse baseret på gradsforskelle inden for samme kvalitet, altså en kvantitativ bestemmelse. Jf. fx Rasmus Nielsen Den speculative Logik i dens Grundtræk () hæfte 1, s. 48: »Approximation er en fortsat Gradation.« i Continuitet med det Andet i sammenhæng med dét (her filosofien), som noget defineres i modsætning til. Begrebet 'det andet' er lånt fra Hegels filosofi, som SK her bruger parodisk til sine egne formål. Hegels system er monistisk og rummer en ambition om at påvise det uholdbare, dvs. de indre modsigelser, i forskellige former for dualisme, fx legeme - sjæl, menneske - Gud, borger - stat. I hver af dualismerne findes et 'andet', som det ene defineres i modsætning til. Hegel prøver at vise, hvordan dette 'andet' i alle tilfælde er en manifestation af det første, og at de to således er begrebsligt beslægtede. Derved fuldbyrdes forsoningen (). chaotiske Masse, i hvilken de »Dannede ... organiserende Virkning Det er usikkert, hvortil der sigtes. Måske til en passage i J.L. Heibergs Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (). Her opdeler Heiberg først menneskeheden i genierne og den store masse, idet han karakteriserer genierne som menneskehedens egentlige repræsentanter. Dernæst deler han den store masse i to: »de dannede og de udannede, af hvilke hine ligeledes kunne betragtes som Menneskehedens Repræsentanter, men ligesom i et større og folkeligere Kammer, en Art Underhuus, (...) hvorimod de Udannede, indskrænkede til det blot individuelle Liv, ere udelukkede fra al anden Repræsentation, end den af deres egne Personer« (s. 14). Måske hentydes der også til følgende passage i Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole (). Der tales om nødvendigheden af at tilegne sig filosofisk erkendelse: »Saaledes lyder Tidsalderens Opfordring til Alle, men dobbelt til de Udvalgte, hvis Bestemmelse det er at ile forud for Mængden, hver i sin særskilte Virkekreds, og plante Culturens Banner i en hidtil ubetraadt Jordbund« (s. 35). om jeg tiltrods for denne min Dumhed kan blive salig måske en hentydning til J.L. Heibergs digt »En Sjæl efter Døden« i Nye Digte (), hvor den brave, bedsteborgerlige sjæl ender i Helvede, fordi han er uden sans for det ideale i almindelighed og for filosofi i særdeleshed. Jf. Mefistofeles' replik, da han skal forklare sjælen, hvad Helvede er: »Ifald du forstod Philosophie, / Jeg skulde Sagen dig let forklare: / Vort Rige er det Umiddelbare, / Som ingen Evighed kan befrie, / Fordi der er ingen Grund deri, / Fordi, da det intet Prius har, / Det evig kun bliver hvad det var ...« (s. 90; Nye Digte. 1841, udg. af Klaus P. Mortensen, Danske Klassikere, Kbh. 1990, s. 51f.). inter accidentia sola ... plus et minus reperitur lat. »Mellem accidenserne alene, men ikke mellem de substantielle former hos individer af samme art, gives der et mere eller mindre.« En sætning fra den skolastiske logik, der går tilbage til Aristoteles' kategorilære med dennes skelnen mellem substans og accidenser. I en marginalnote i renskriften (Pap. V B 96,19) henviser SK til en græsk formulering af tanken, som han har fra W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 1, s. 327, note 53. Tennemann henviser til den førsokratiske filosof Anaxagoras som ophavsmand til formuleringen og angiver Simplikios' kommentar til Aristoteles' Fysik (33b) som sin kilde. Jf. Hermann Diels Die Fragmente der Vorsokratiker, 17. udg. ved Walther Kranz, bd. 1-3, u.st. 1974 [1903]; bd. 1, s. 39 (slutningen af fragment 12). Formuleringen lyder efter Diels' oversættelse: »Men enhver ånd er af samme art, den større såvel som den mindre«. desto værre desværre. at jeg kan staae op til en fuldkomnere Existents I renskriften har SK tilføjet: »cfr. Perseus. Fortale« (Pap. V B 96,20). Der må derfor sigtes til den afsluttende sætning i »Til Læserne« i Perseus nr. 1 (): »Vel betyder Perseus paa Dansk: Ødelæggeren; men hans Ødelæggen var ikke Tidens og Dødens absolut negative, men den heroiske, hvoraf en ny og ædlere Tilstand fremgaaer« (s. 14). Spidsborger bedsteborger, en snæversynet og åndløs person. Røst (...) fra Skyerne allusion til Mark 9,7. böse ty. vrede, onde. at see Græsset groe variation af talemåden 'at kunne høre græsset gro', der bl.a. betyder at være meget klog, at have usædvanlige evner (jf. Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 2, Kbh. 1802, s. 426). Udtrykket har rod i nordisk mytologi, hvor det om guden Heimdal fortælles, at han kan høre græsset gro på jorden (Snorre Sturlusons edda, 2. del: Gylfaginning 26). adsplittet i Sprogenes Mangfoldighed allusion til fortællingen om Babelstårnet i 1 Mos 11, specielt v. 9: »dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden«. Vrede i hans Næsebor Det hebraiske udtryk (rūah afo), der fx i Job 4,9 gengives med »hans vredes pust«, betyder egentlig 'hans næses ånde' eller 'hans næses fnysen'. det Absolute det ubetingede; et nøglebegreb i tysk idealistisk filosofi efter Immanuel Kant (1724-1804). I F.W.J. Schellings (1775-1854) identitetsfilosofi betegner det absolutte den 'universelle fornuft', den enhed, hvori modsætninger som subjekt og objekt, ånd og natur, frihed og nødvendighed mister deres gyldighed og forenes som identiske. Hos Hegel svarer det absolutte til 'ideen'. Hegel antager, at der gives en absolut erkendelse, som udfolder sig efter den dialektiske metode gennem historien. Derved når man gennem den subjektive og den objektive ånd til 'den absolutte ånd', som er det højeste, mest abstrakte stadium i ideens udvikling, og som indeholder de forrige, endelige stadier. betitlet: philosophiske Overveielser SK udkastede ideen til et skrift med denne titel i sin journal JJ, nov./dec. 1842. Skriftet skulle udgives i hæfter: »Cartesius har for en stor Deel nedlagt sit System i de 6 første meditationes. Man behøver da ikke altid at skrive Systemer. Jeg vil udgive 'philosophiske Overveielser' i Hefter og deri kan jeg rykke ud med mine midlertidige Betænkninger. Det var maaske ikke saa galt at skrive paa Latin« (Pap. IV A 2). På et løst blad, muligvis fra 1844, opstiller han en disposition for skriftets indhold (Pap. V A 100-101). confinium lat. grænseområde. På SKs tid også brugt om grænseområdet mellem 1. og 2. karakter ved visse akademiske eksaminer, inkl. teologisk attestats. Ved sammentælling af karaktererne for de skriftlige prøver kunne den samlede karakter midlertidigt placeres i confinium for derpå at blive hævet eller sænket ved mundtlig eksamen. pium desiderium lat. fromt ønske; bruges ofte i betydningen et umuligt håb. Jeg har ikke tvivlet om Alt . Systemet . et oprindelig dansk System Udtrykket kan hentyde til både J.L. Heibergs og Rasmus Nielsens forsøg på at opbygge et altomfattende logisk system (f.). pereat lat. lad ham omkomme; ned med ham. producerer Een ... en Forklaring af Aristoteles Der sigtes til J.L. Heibergs udtalelse om Gjentagelsen i artiklen »Det astronomiske Aar« i Urania for 1844, s. 97ff. (). Heiberg omtaler ikke udtrykkeligt Aristoteles, men skriver: »At Forfatteren virkelig i den Berømmelse, han tildeler Gjentagelsen, har fornemmelig havt Naturens Categorier for Øie, og, maaskee uden at vide det, har udstrakt Begrebets Gyldighed udenfor dets retmæssige Grændser, synes at indlyse (...) deraf, at han netop har anvendt det paa et naturphilosophisk Begreb, nemlig Bevægelsen, idet han mener, at Begrebet af Gjentagelse vilde kunne tilveiebringe en Forsoning mellem Eleaterne og Heraclit, altsaa mellem de to modsatte philosophiske Skoler, af hvilke den ene nægtede al Bevægelse, den anden derimod saae Alt i Bevægelse« (s. 98). Det var netop denne strid mellem eleaterne og Heraklit, som Aristoteles i sin naturfilosofi forsøgte at slå bro over. At SK opfatter Heibergs ord som en påstand om, at Aristoteles henregnede bevægelsen til naturens sfære, fremgår af den utrykte polemik »Et lille Indlæg af Constantin Constantius Forfatteren af 'Gjentagelsen'« fra årsskiftet 1843/44. Her indvender SK mod Heibergs kritik, at når Aristoteles definerer overgangen fra mulighed til virkelighed som en ϰίνησις (kínēsis), dvs. en bevægelse, så taler han om frihedens eller åndens sfære (Pap. IV B 117, s. 290). SKs egen Aristoteles-fortolkning er altså modsat den, han tillægger Heiberg, og det er baggrunden for, at han i F kan åle Heiberg for at korrekse ham med en forklaring af Aristoteles, som ved nærmere eftersyn går ud på noget, Aristoteles aldrig har sagt. fra Aristoteles eller fra en Tjenestepige måske en hentydning til Holbergs komedie Philosophus udi Egen Indbildning (1754), hvor den kvikke tjenestepige Pernille spiller en central rolle i en intrige, der bibringer filosoffen Cosmoligoreus større selvindsigt. I 4. akt, 2. scene, hvor Pernille har iklædt sig akademisk hat og kappe for at optræde som filosofisk doktor fra Prag, siger hendes medsammensvorne Jeronimus: »Hun seer ud som det kunde være Aristoteles selv«. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 7. captatio benevolentiæ lat. anglen efter velvilje; påkaldelse af modtagerens bevågenhed. Et fast begreb i retorikken, hvor det betegner et af de indledende afsnit i en tale eller en skriftlig fremstilling. Captatio benevolentiae går altid forud for en meddelelse af indholdet. gaaer jeg mit skjæve Skud Talemåden 'at gå sit skud' betyder at fortsætte sin bevægelse, at gå jævnt og roligt fremad; den er her blandet sammen med talemåden, at noget 'går sin skæve (dvs. planløse, tilfældige) gang'. Død for de mange Forhold ... de dagligdags citat fra Jens Baggesens digt »Min Gienganger-Spøg, eller den søde Kniv« (1814). Jf. Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 6, 1829, s. 143. Morskabslæsning . Forord bryder jo ingen Trætte Forord (egl. i betydningen forhåndsaftale) skaber ingen strid. Ordsprog, bl.a. optegnet i Peder Syv Aldmindelige Danske Ordsproge bd. 1-2, Kbh. 1682-88; bd. 2, s. 273 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 2 nr. 14475). Ordsproget er muligvis dannet ved sammenblanding af to: 'Forord bryder al trætte', dvs. en forhåndsaftale hindrer al strid, og 'Forord byder (eller volder) ingen trætte', dvs. en forhåndsaftale skaber ingen strid. Derefter er ordsproget ofte omdannet. Den her brugte form kan i sig selv have to modsatte betydninger: Forord hindrer, hhv. skaber ingen strid. Den, der slaaer igjen, begynder Striden variation af talemåden 'Den, som slår igen, ypper trætte (eller kiv)', bl.a. optegnet i Moths ordbog (). Talemåden er til dels dannet efter Jesu formaning i Matt 5,39: »Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til«.