]> S&o-;ren Kierkegaard Frygt og B&ae;ven FB Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Henrik Blicher, S&o-;ren Bruun og Johnny Kondrup F&o-;rstetrykket, 1843 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/fb/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Frygt og B&ae;ven Dialektisk Lyrik af JOHANNES DE SILENTIO Kj&o-;benhavn Faaes hos C.A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1843 Was Tarquinius Superbus in seinem Garten mit den Mohnk&o..;pfen sprach, verstand der Sohn, aber nicht der Bote. Hamann Forord Ikke blot i Handelens, men ogsaa i Ideernes Verden foranstalter vor Tid ein wirklicher Ausverkauf. Alt faaes for en saadan Spot-Priis, at det bliver et Sp&o-;rgsmaal, om der tilsidst er Nogen, der vil byde. Enhver speculativ Marqueur, der samvittighedsfuldt pointerer den nyere Philosophies betydningsfulde Gang, enhver Privatdocent, Repetent, Student, enhver Udflytter og Indsidder i Philosophien bliver ikke staaende ved at tvivle om Alt, men gaaer videre. Maaskee vilde det v&ae;re utidigt og ubetimeligt at sp&o-;rge dem, hvor de dog egentlig komme hen, men h&o-;fligt og beskedent er det vel at ansee det for afgjort, at de have tvivlet om Alt, da det jo ellers var en besynderlig Tale, at de gik videre. Denne forel&o-;bige Bev&ae;gelse have de da Alle gjort og formodentlig saa let, at de ikke finde det forn&o-;dent at lade et Ord falde om, hvorledes; thi end ikke den, der &ae;ngstelig og bekymret s&o-;gte en lille Oplysning, _{fandt en saadan, end ikke i Hegels Skrifter}fandt en saadan, et veiledende Vink, en lille di&ae;tetisk Forskrift om, hvorledes man forholder sig under denne uhyre Opgave. &anfbeg;Men Cartesius har jo gjort det?&anfslut; Cartesius, en &ae;rv&ae;rdig, ydmyg, redelig T&ae;nker, hvis Skrifter vist Ingen kan l&ae;se uden den dybeste R&o-;relse, han har gjort, hvad han har sagt, og sagt, hvad han har gjort. Ak! Ak! Ak! det er en stor Sjeldenhed i vor Tid! Cartesius har, som han selv ofte nok gjentager, ikke tvivlet i Forhold til Troen. (&anfbeg;Memores tamen, ut jam dictum est, huic lumini naturali tamdiu tantum esse credendum, quamdiu nihil contrarium a Deo ipso revelatur.... Pr&ae;ter c&ae;tera autem, memori&ae; nostr&ae; pro summa regula est infigendum, ea qu&ae; nobis a Deo revelata sunt, ut omnium certissima esse credenda; et quamvis forte lumen rationis, quam maxime clarum et evidens, aliud quid nobis suggerere videretur, soli tamen auctoritati divin&ae; potius quam proprio nostro judicio fidem esse adhibendam. Cfr. Principia philosophi&ae;, pars prima &pgf; 28 og &pgf; 76). Han har ikke raabt Brand og gjort det til Pligt for Alle at tvivle, thi Cartesius var en stille eensom T&ae;nker, ikke en br&o-;lende Gadev&ae;gter; han har beskedent bekjendt, at hans Methode kun havde Betydning for ham selv og havde tildeels sin Grund i hans tidligere forqvaklede Viden. (Ne quis igitur putet, me hîc traditurum aliquam methodum, quam unusquisque sequi debeat ad recte regendam rationem; illam enim tantum, quam ipsemet secutus sum, exponere decrevi ... Sed simul ac illud studiorum curriculum absolvi (sc. juventutis), quo decurso mos est in eruditorum numerum cooptari, plane aliud coepi cogitare. Tot enim me dubiis totque erroribus implicatum esse animadverti, ut omnes discendi conatus nihil aliud mihi profuisse judicarem, quam quod ignorantiam meam magis magisque detexissem. Cfr. Dissertatio de methodo p. 2 og 3). &streg; Hvad hine gamle Gr&ae;kere, der dog ogsaa forstode sig lidt paa Philosophien, antog at v&ae;re en Opgave for hele Livet, fordi den tvivlende F&ae;rdighed ikke erhverves i Dage og Uger, hvad den gamle udtjente Strider opnaaede, der havde bevaret Tvivlens Ligev&ae;gt gjennem alle Besn&ae;relser, uforf&ae;rdet negtet Sandsens Vished og Tankens Vished, ubestikkelig trodset Selvkj&ae;rlighedens Angst og Medf&o-;lelsens Insinuationer &streg; dermed begynder i vor Tid Enhver. I vor Tid bliver Enhver ikke staaende ved Troen, men gaaer videre. Et Sp&o-;rgsmaal om, hvor de komme hen, vilde maaskee v&ae;re en Dumdristighed, derimod er det vel et Tegn paa Belevenhed og Dannelse, at jeg antager, at Enhver har Troen, da det ellers bliver en besynderlig Tale: at gaae videre. I hine gamle Dage var det anderledes, da var Troen en Opgave for hele Livet, fordi man antog, at den troende F&ae;rdighed ikke erhverves hverken i Dage eller Uger. Naar da den pr&o-;vede Olding n&ae;rmede sig sit Endeligt, havde stridt den gode Strid og bevaret Troen, da var hans Hjerte ungt nok til ikke at have glemt hiin Angst og B&ae;velse, der tugtede Ynglingen, som Manden vel beherskede, men som intet Menneske ganske voxer fra &streg; uden forsaavidt det skulde lykkes ved saa tidlig som mulig at gaae videre. Hvor da hine &ae;rv&ae;rdige Skikkelser naaede hen, der begynder i vor Tid Enhver for at gaae videre. N&ae;rv&ae;rende Forfatter er ingenlunde Philosoph, han har ikke forstaaet Systemet, om det er til, om det er f&ae;rdigt, han har allerede nok for sit svage Hoved i den Tanke, hvilket uhyre Hoved Enhver i vor Tid maa have, da Enhver har en saadan uhyre Tanke. Om man end var istand til at oms&ae;tte hele Troens Indhold i Begrebets Form, saa f&o-;lger deraf ikke, at man har begrebet Troen, begrebet, hvorledes man kom ind i den, eller hvorledes den kom ind i Een. N&ae;rv&ae;rende Forfatter er ingenlunde Philosoph, han er, poetice et eleganter, en Extra-Skriver, der hverken skriver Systemet eller L&o-;fter om Systemet, der hverken forskriver sig paa Systemet, eller til Systemet. Han skriver, fordi det er ham en Luxus, der vinder i Behagelighed og Evidents, jo F&ae;rre der kj&o-;be og l&ae;se, hvad han skriver. Han forudseer let sin Skjebne i en Tid, da man har slaaet en Streg over Lidenskaben for at tjene Videnskaben, i en Tid, da en Forfatter, der vil have L&ae;sere, maa passe paa at skrive saaledes, at det beqvemt lader sig gjennemblade under Middagss&o-;vnen, og passe paa at danne sin ydre Optr&ae;den i Lighed med hiin h&o-;flige Gartnersvends i Adresseavisen, der med Hatten i Haanden og gode Recommendationer fra det Sted, hvor han har tjent sidst, anbefaler sig til et h&o-;ist&ae;ret Publikum. Han forudseer sin Skj&ae;bne, at blive aldeles ignoreret, han aner det Forf&ae;rdelige, at den nidkj&ae;re Kritik vil lade ham flere Gange staae Skoleret; han gruer for det endnu Forf&ae;rdeligere, at en eller anden driftig Registrator, en Paragraphsluger, (der, for at frelse Videnskaben, altid er villig til at gj&o-;re ved Andres Skrifter, hvad Trop for &anfbeg;at redde Smagen&anfslut; h&o-;imodigen gjorde ved &anfbeg;Menneskesl&ae;gtens &O-;del&ae;ggelse&anfslut;) &streg; skal sk&ae;re ham over i &pgf;&pgf;, og gj&o-;re det med samme Ub&o-;ielighed som den Mand, der for at tjene Interpunctions-Videnskaben inddeelte sin Tale ved at t&ae;lle Ordene, saa der gik 50 Ord paa et Punktum og 35 paa et Semikolon. &streg; Jeg falder i dybeste Underdanighed ned for enhver systematisk Posekigger: &anfbeg;Det er ikke Systemet, det har ikke det Mindste med Systemet at gj&o-;re. Jeg nedbeder alt Godt over Systemet og over de danske Interessenter i denne Omnibus; thi et Taarn bliver det nok neppe. Jeg &o-;nsker dem alle samtlige og hver is&ae;r til Lykke og Velsignelse.&anfslut; &Ae;rb&o-;digst Johannes de silentio. Stemning Der var engang en Mand, han havde som Barn h&o-;rt hiin skj&o-;nne Fort&ae;lling om, hvorledes Gud fristede Abraham, og hvorledes han bestod i Fristelsen, bevarede Troen og anden Gang fik en S&o-;n mod Forventning. Da han blev &ae;ldre, l&ae;ste han den samme Fort&ae;lling med endnu st&o-;rre Beundring; thi Livet havde adskilt, hvad der var forenet i Barnets fromme Eenfoldighed. Jo &ae;ldre han blev, desto oftere vendte hans Tanke sig til hiin Fort&ae;lling, hans Begeistring blev st&ae;rkere og st&ae;rkere, og dog kunde han mindre og mindre forstaae Fort&ae;llingen. Tilsidst glemte han alt Andet over den; hans Sj&ae;l havde kun eet &O-;nske, at see Abraham, een L&ae;ngsel, at have v&ae;ret Vidne til hiin Begivenhed. Hans Begjering var ikke at see &O-;sterlandets skj&o-;nne Egne, ikke det forj&ae;ttede Lands jordiske Herlighed, ikke hiint gudfrygtige &Ae;gtepar, hvis Alderdom Gud velsignede, ikke den bedagede Patriarchs &ae;rv&ae;rdige Skikkelse, ikke den af Gud skj&ae;nkede Isaaks frodige Ungdom &streg; han havde Intet mod, at det Samme foregik paa en gold Hede. Hans Attraa var at f&o-;lge med de 3 Dages Reise, da Abraham reed med Sorgen foran sig og Isaak ved sin Side. Hans &O-;nske var at v&ae;re tilstede i den Stund, da Abraham opl&o-;ftede sit &O-;ie og saae Morijabjerget i det Fjerne, den Stund han lod &Ae;slerne tilbage, og gik ene med Isaak op til Bjerget; thi det, der besk&ae;ftigede ham, var ikke Phantasiens kunstrige V&ae;ven, men Tankens Gysen. Hiin Mand var ikke T&ae;nker, han f&o-;lte ingen Trang til at komme ud over Troen; det tyktes ham at maatte v&ae;re det Herligste, at ihukommes som dens Fader, et misundelsesv&ae;rdigt Lod, at eie den, om end Ingen vidste det. Hiin Mand var ikke l&ae;rd Exeget, han kunde ikke Hebraisk; havde han kunnet Hebraisk, da havde han maaskee let forstaaet Fort&ae;llingen og Abraham. I &anfbeg;Og Gud fristede Abraham og sagde til ham, tag Isaak, Din eneste S&o-;n, som Du elsker, og gaae hen i det Land Morija og offer ham der til et Br&ae;ndoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.&anfslut; Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op, han lod &Ae;slerne sadle, forlod sit Paulun, og Isaak med ham, men Sara saae ud ad Vinduet efter dem, ned gjennem Dalen, indtil hun ikke saae dem mere. De rede tause i 3 Dage, paa den 4de Dags Morgen sagde Abraham end ikke et Ord, men opl&o-;ftede &O-;iet og saae Morijabjerget i det Fjerne. Han lod Drengene tilbage og gik ene med Isaak ved Haanden op til Bjerget. Men Abraham sagde til sig selv: &anfbeg;jeg vil dog ikke d&o-;lge for Isaak, hvorhen denne Gang f&o-;rer ham.&anfslut; Han stod stille, han lagde sin Haand paa Isaaks Hoved til en Velsignelse, og Isaak b&o-;iede sig for at modtage den. Og Abrahams Aasyn var Faderlighed, hans Blik var mildt, hans Tale formanende. Men Isaak kunde ikke forstaae ham, hans Sj&ae;l kunde ikke opl&o-;ftes; han omfattede Abrahams Kn&ae;e, han b&o-;nfaldt ved hans Fod, han bad for sit unge Liv, for sin skj&o-;nne Forhaabning, han mindede om Gl&ae;den i Abrahams Huus, han mindede om Sorgen og Eensomheden. Da reiste Abraham Drengen op og gik med ham ved sin Haand, og hans Ord vare fulde af Tr&o-;st og Formaning. Men Isaak kunde ikke forstaae ham. Han besteg Morijabjerget, men Isaak forstod ham ikke. Da vendte han sig bort et &O-;ieblik fra ham, men da Isaak anden Gang saae Abrahams Aasyn, da var det forandret, hans Blik var vildt, hans Skikkelse var R&ae;dsel. Han greb Isaak i Brystet, kastede ham til Jorden og sagde: &anfbeg;Dumme Dreng, troer Du jeg er Din Fader? Jeg er en Afgudsdyrker. Troer Du det er Guds Befaling? Nei det er min Lyst.&anfslut; Da skj&ae;lvede Isaak og raabte i sin Angst: &anfbeg;Gud i Himlene forbarm Dig over mig, Abrahams Gud forbarm Dig over mig, har jeg ingen Fader paa Jorden, saa v&ae;r Du min Fader!&anfslut; Men Abraham sagde sagte ved sig selv: &anfbeg;Herre i Himlene, jeg takker Dig; det er dog bedre at han troer, jeg er et Umenneske, end at han skulde tabe Troen paa Dig.&anfslut; Naar Barnet skal v&ae;nnes fra, da sv&ae;rter Moderen sit Bryst, det var jo og Synd, at Brystet skulde see lifligt ud, naar Barnet ikke maa faae det. Saa troer Barnet, at Brystet har forandret sig, men Moderen hun er den samme, hendes Blik er kj&ae;rligt og &o-;mt som altid. Held den, der ikke beh&o-;vede forf&ae;rdeligere Midler for at v&ae;nne Barnet fra! II Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op, han omfavnede Sara, sin Alderdoms Brud, og Sara kyssede Isaak, der tog Skjendselen fra hende, hendes Stolthed, hendes Haab i alle Sl&ae;gter. Saa rede de tause hen ad Veien, og Abrahams Blik var f&ae;stet mod Jorden, til paa den 4de Dag, da opl&o-;ftede han &O-;iet og saae langt borte Morija Bjerget, men hans Blik vendte sig atter mod Jorden. Taus lagde han Br&ae;ndet til Orden, bandt Isaak, taus drog han Kniven; da saae han V&ae;deren, som Gud havde udseet. Den offrede han og drog hjem. &streg; &streg; &streg; Fra den Dag af blev Abraham gammel, han kunde ikke glemme, at Gud havde fordret det af ham. Isaak trivedes som forhen; men Abrahams &O-;ie var fordunklet, han saae ikke Gl&ae;den mere. Naar Barnet er blevet stort og skal v&ae;nnes fra, da skjuler Moderen jomfrueligt sin Barm, saa har Barnet ingen Moder mere. Held det Barn, der ikke anderledes tabte Moderen! III Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op; han kyssede Sara, den unge Moder, og Sara kyssede Isaak, hendes Lyst, hendes Gl&ae;de i alle Tider. Og Abraham reed tankefuld hen ad Veien, han t&ae;nkte paa Hagar og S&o-;nnen, som han jog ud i &O-;rkenen. Han besteg Morijabjerget, han drog Kniven. Det var en stille Aften, da reed Abraham ene ud, og han reed til Morijabjerget; han kastede sig paa sit Aasyn, han bad Gud at tilgive ham hans Synd, at han havde villet offre Isaak, at Faderen havde glemt sin Pligt mod S&o-;nnen. Han reed oftere sin eensomme Vei, men _{han fandt}han havde ikke Ro. Han kunde ikke begribe, at det var en Synd, at han havde villet offre Gud det Bedste, han eiede, det, hvorfor han gjerne selv havde ladet sit Liv mange Gange; og hvis det var en Synd, hvis han ikke havde elsket Isaak saaledes, da kunde han ikke forstaae, at den kunde tilgives; thi hvilken Synd var forf&ae;rdeligere? Naar Barnet skal v&ae;nnes fra, da er ei heller Moderen uden Sorg, at hun og Barnet mere og mere skilles ad; at Barnet, der f&o-;rst laae under hendes Hjerte, senere dog hvilede ved hendes Bryst, ikke skal v&ae;re saa n&ae;r mere. Saa s&o-;rge de sammen den korte Sorg. Held den, der beholdt Barnet saa n&ae;r, og ikke beh&o-;vede at s&o-;rge mere! IV Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage. De rede eendr&ae;gtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skj&ae;lven igjennem hans Legeme &streg; men Abraham drog Kniven. Da vendte de atter hjem, og Sara ilede dem im&o-;de, men Isaak havde tabt Troen. Der er i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det. Naar Barnet skal v&ae;nnes fra, da har Moderen den st&ae;rkere F&o-;de ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den st&ae;rkere F&o-;de ved Haanden! Saaledes og paa mange lignende Maader t&ae;nkte hiin Mand, om hvilken vi tale, over denne Begivenhed. Hver Gang han da efter en Vandring til Morija-Bjerget vendte hjem, da sank han sammen af Tr&ae;thed, han foldede sine H&ae;nder og sagde: &anfbeg;Ingen var dog stor som Abraham, hvo er istand til at forstaae ham?&anfslut; Lovtale over Abraham Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et Menneske, dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gj&ae;rende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt, hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundl&o-;s Tomhed, aldrig m&ae;ttet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet Andet end Fortvivlelse? Dersom det forholdt sig saaledes, dersom der intet helligt Baand var, der sammenknyttede Menneskeheden, dersom den ene Sl&ae;gt stod op efter den anden som L&o-;vet i Skoven, dersom den ene Sl&ae;gt afl&o-;ste den anden som Fuglesangen i Skoven, dersom Sl&ae;gten gik gjennem Verden, som Skibet gaaer gjennem Havet, som Veiret gjennem &O-;rkenen, en tankel&o-;s og ufrugtbar Gjerning, dersom en evig Glemsel altid hungrig lurede paa sit Bytte, og der var ingen Magt st&ae;rk nok til at frarive den det &streg; hvor var da Livet tomt og tr&o-;stesl&o-;st! Men derfor er det ikke saaledes, og som Gud skabte Mand og Qvinde, saa dannede han Helten og Digteren eller Taleren. Denne kan Intet gj&o-;re af hvad hiin gj&o-;r, han kan kun beundre, elske, gl&ae;de sig ved Helten. Dog er ogsaa han lykkelig, ikke mindre end denne; thi Helten er ligesom hans bedre V&ae;sen, i hvilket han er forelsket, glad ved, at det dog ikke er ham selv, at hans Kj&ae;rlighed kan v&ae;re Beundring. Han er Erindringens Genius, kan Intet gj&o-;re uden minde om, hvad der er gjort, Intet gj&o-;re uden beundre, hvad der er gjort; han tager Intet af sit Eget, men er misundelig paa det Betroede. Han f&o-;lger sit Hjertes Valg, men naar han har fundet det S&o-;gte, da vandrer han om for hver Mands D&o-;r med sin Sang og med sin Tale, at Alle maae beundre Helten som han, v&ae;re stolt af Helten, som han er det. Dette er hans Bedrift, hans ydmyge Gjerning, dette er hans tro Tjeneste i Heltens Huus. Bliver han saaledes sin Kj&ae;rlighed tro, strider han Dag og Nat med Glemselens Underfundighed, der vil fraliste ham Helten, da har han fuldkommet sin Gjerning, da samles han med Helten, der har elsket ham ligesaa trofast, thi Digteren er ligesom Heltens bedre V&ae;sen, vel kraftesl&o-;s som et Minde er det, men ogsaa forklaret, som et Minde er det. Derfor skal Ingen v&ae;re glemt, der var stor, og varer det end l&ae;ngere, tager Misforstaaelsens Sky end Helten bort, hans Elsker kommer dog, og jo l&ae;ngere Tiden gik hen, desto trofastere h&ae;nger han ved ham. Nei! Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men Enhver var stor paa sin Viis, og Enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede. Thi den, der elskede sig selv, blev stor ved sig selv, og den, der elskede andre Mennesker, blev stor ved sin Hengivenhed, men den, der elskede Gud, blev st&o-;rre end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver blev stor i Forhold til sin Forventning. Een blev stor ved at forvente det Mulige; en Anden ved at forvente det Evige; men den, der forventede det Umulige, blev st&o-;rre end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver var stor alt i Forhold til dets St&o-;rrelse, han stred med. Thi den, der stred med Verden, blev stor ved at overvinde Verden, og den, der stred med sig selv, blev st&o-;rre ved at overvinde sig selv; men den, der stred med Gud, blev st&o-;rre end Alle. Saaledes blev der stridt i Verden, Mand mod Mand, Een mod Tusinde, men den, der stred med Gud, var st&o-;rre end Alle. Saaledes blev der stridt paa Jorden: der var den, der overvandt Alt ved sin Kraft, og der var den, der overvandt Gud ved sin Afmagt. Der var den, der stolede paa sig selv og vandt Alt, der var den, der tryg ved sin Styrke offrede Alt, men den, der troede Gud, var st&o-;rre end Alle. Der var den, der var stor ved sin Kraft, og den, der var stor ved sin Viisdom, og den, der var stor ved sit Haab, og den, der var stor ved sin Kj&ae;rlighed, men Abraham var st&o-;rre end Alle, stor ved den Kraft, hvis Styrke er Afmagt, stor ved den Viisdom, hvis Hemmelighed er Daarskab, stor ved det Haab, hvis Form er Vanvid, stor ved den Kj&ae;rlighed, der er Had til sig selv. Ved Troen vandrede Abraham ud fra F&ae;drenes Land og blev Fremmed i Forj&ae;ttelsens. Han lod Eet tilbage, tog Eet med sig; han lod sin jordiske Forstand tilbage, og tog Troen med sig; ellers var han vel ikke vandret ud, men havde t&ae;nkt, det er jo urimeligt. Ved Troen var han en Fremmed i Forj&ae;ttelsens Land, og der var Intet, der erindrede ham om det Kj&ae;re, men Alt fristede ved sin Nyhed hans Sj&ae;l til vemodig L&ae;ngsel. Og dog var han Guds Udvalgte, i hvem Herren havde Velbehag! Ja havde han v&ae;ret en Forskudt, forst&o-;dt fra Guds Naade, da kunde han bedre have fattet det, nu var det jo som en Spot over ham og over hans Tro. Der var i Verden ogsaa den, der levede forviist fra det f&ae;drene Land, som han elskede. Han er ikke glemt, ei heller hans Klagesange, naar han i Vemod s&o-;gte og fandt det Tabte. Af Abraham er der ingen Klagesang. Det er menneskeligt at klage, menneskeligt at gr&ae;de med den Gr&ae;dende, men det er st&o-;rre at troe, saligere at betragte den Troende. Ved Troen modtog Abraham Forj&ae;ttelsen, at i hans S&ae;d skulde alle Jordens Sl&ae;gter velsignes. Tiden gik hen, Muligheden var der, Abraham troede; Tiden gik hen, det blev urimeligt, Abraham troede. Der var den i Verden, der ogsaa havde en Forventning. Tiden gik hen, det lakkede mod Aften, han var ikke ussel nok til at have glemt sin Forventning, derfor skal han heller ikke glemmes. Da s&o-;rgede han, og Sorgen bedrog ham ikke, som Livet havde gjort det, den gjorde for ham Alt hvad den kunde, i Sorgens S&o-;dme eiede han sin skuffede Forventning. Det er menneskeligt at s&o-;rge, det er menneskeligt at s&o-;rge med den S&o-;rgende, men det er st&o-;rre at troe, saligere at betragte den Troende. Af Abraham have vi ingen S&o-;rgesang. Han talte ikke vemodig Dagene, medens Tiderne gik, han betragtede ikke Sara med mist&ae;nksomme Blikke, om hun ikke blev gammel, han standsede ikke Solens Gang, at Sara ikke skulde &ae;ldes og med hende hans Forventning, dyssende sang han ikke for Sara sit vemodige Qvad. Abraham blev gammel, Sara til Spot i Landet, og dog var han Guds Udvalgte og Arving til Forj&ae;ttelsen, at i hans S&ae;d skulde alle Jordens Sl&ae;gter velsignes. Saa var det jo bedre, at han ikke var Guds Udvalgte? Hvad er det at v&ae;re Guds Udvalgte? Er det at blive negtet i Ungdommen Ungdommens &O-;nske, for med stor Besv&ae;rlighed at faae det opfyldt i Alderdommen. Men Abraham troede og holdt Forj&ae;ttelsen fast. Hvis Abraham havde vaklet, da havde han opgivet den. Han havde sagt til Gud: &anfbeg;saa er det dog maaskee ikke Din Villie, at det skal skee, saa vil jeg opgive &O-;nsket; det var mit eneste, det var min Salighed. Min Sj&ae;l er oprigtig, jeg skjuler intet hemmeligt Nag, fordi Du negtede det.&anfslut; Han skulde ikke v&ae;re glemt, han skulde have frelst Mange ved sit Exempel, men dog ikke v&ae;re bleven Troens Fader; thi det er stort at opgive sit &O-;nske, men det er st&o-;rre at fastholde det, efter at have opgivet det; det er stort at gribe det Evige, men det er st&o-;rre at fastholde det Timelige, efterat have opgivet det. &streg; Da kom Tidens Fylde. Havde Abraham ikke troet, da var vel Sara d&o-;d af Sorg, og Abraham, sl&o-;vet i Gr&ae;mmelse, havde ikke forstaaet Opfyldelsen, men smilet ad den som ad en Ungdoms Dr&o-;m. Men Abraham troede, derfor var han ung; thi den, der altid haaber det Bedste, han bliver gammel, bedraget af Livet, og den, der altid er forberedt paa det V&ae;rste, han bliver tidlig gammel, men den, der troer, han bevarer en evig Ungdom. Priset derfor hiin Fort&ae;lling! Thi Sara, skj&o-;nt alderstegen, var ung nok til at begjere Moderens Lyst, og Abraham, skj&o-;nt graah&ae;rdet, var ung nok til at &o-;nske at v&ae;re Fader. I udvortes Henseende ligger det Vidunderlige i, at det skete efter deres Forventning, i dybere Forstand ligger Troens Vidunder i, at Abraham og Sara vare unge nok til at &o-;nske, og at Troen havde bevaret deres &O-;nske og dermed deres Ungdom. Han modtog Forj&ae;ttelsens Opfyldelse, han modtog den troende, og det skete efter Forj&ae;ttelsen og efter Troen; thi Moses slog Klippen med sin Stav, men han troede ikke. Da var der Gl&ae;de i Abrahams Huus, da Sara stod Brud paa Guldbryllupsdagen. Dog saaledes skulde det ikke blive; endnu engang skulde Abraham fors&o-;ges. Han havde k&ae;mpet med hiin snilde Magt, der opfinder Alt, med hiin aarvaagne Fjende, der aldrig blunder, med hiin gamle Mand, der overlever Alt, &streg; han havde k&ae;mpet med Tiden og bevaret Troen. Nu blev al Stridens Forf&ae;rdelse samlet i eet &O-;ieblik. &anfbeg;Og Gud fristede Abraham og sagde til ham, tag Isaak Din eneste S&o-;n, som Du elsker, gaa hen i det Land Morija og offer ham der til Br&ae;ndoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise Dig.&anfslut; Saa var da Alt forspildt, forf&ae;rdeligere end om det aldrig var skeet! Saa drev Herren da kun sin Spot med Abraham! Vidunderligt gjorde han det Urimelige virkeligt, nu vilde han atter see det tilintetgjort. Det var jo en Daarskab, men Abraham loe ikke deraf, som Sara, da Forj&ae;ttelsen blev forkyndt. Alt var forspildt! 70 Aars trofaste Forventning, den korte Gl&ae;de ved Troens Opfyldelse. Hvo er da den, der river Staven fra Oldingen, hvo er den, der fordrer, at han selv skal bryde den! Hvo er den, der gj&o-;r et Menneskes graae Haar tr&o-;stesl&o-;se, hvo er den, der fordrer, at han selv skal gj&o-;re det! Er der ingen Medlidenhed med den &ae;rv&ae;rdige Olding, ingen med det uskyldige Barn! Og dog var Abraham Guds Udvalgte, og det var Herren, der paalagde Pr&o-;velsen. Alt skulde nu v&ae;re forspildt! Sl&ae;gtens herlige Ihukommelse, Forj&ae;ttelsen i Abrahams S&ae;d, det var kun et Indfald, en flygtig Tanke, som Herren havde havt, som Abraham nu skulde udslette. Hiin herlige Skat, der var ligesaa gammel som Troen i Abrahams Hjerte, mange mange Aar &ae;ldre end Isaak, Frugten af Abrahams Liv, helliget ved B&o-;nner, modnet i Kampe &streg; Velsignelsen paa Abrahams L&ae;ber, denne Frugt skulde nu rives af i Utide og blive uden Betydning; thi hvad Betydning havde den, naar Isaak skulde offres! Hiin vemodige, men dog salige Time, da Abraham skulde tage Afsked med Alt, hvad ham kj&ae;rt var, da han endnu engang skulde opl&o-;fte sit &ae;rv&ae;rdige Hoved, da hans Aasyn skulde straale som Herrens, da han skulde samle hele sin Sj&ae;l i en Velsignelse, der var m&ae;gtig til at gj&o-;re Isaak velsignet alle Dage &streg; denne Stund skulde ikke komme! Thi Afsked skulde Abraham vel tage med Isaak, men saaledes, at han selv skulde blive tilbage; D&o-;den skulde skille dem ad, men saaledes at Isaak blev dens Bytte. Den gamle Mand skulde ikke glad i D&o-;den l&ae;gge velsignende sin Haand paa Isaak, men tr&ae;t af Livet l&ae;gge voldsom Haand paa Isaak. Og det var Gud, der pr&o-;vede ham. Ja Vee! Vee det Sendebud, der var kommet frem for Abraham med en saadan Tidende! Hvo havde vovet at v&ae;re denne Sorgens Udsending. Men det var Gud, der pr&o-;vede Abraham. Dog Abraham troede og troede for dette Liv. Ja havde hans Tro blot v&ae;ret for et tilkommende, da havde han vel lettere kastet Alt bort, for at haste ud af den Verden, han ikke tilh&o-;rte. Men Abrahams Tro var ikke en saadan, om der gives en saadan; thi egentlig er det ikke Tro, men Troens fjerneste Mulighed, der yderst i Synskredsen ahner sin Gjenstand, dog adskilt fra den ved et sv&ae;lgende Dyb, indenfor hvilket Fortvivlelsen driver sit Spil. Men Abraham troede netop for dette Liv, at han skulde blive gammel i Landet, h&ae;dret i Folket, velsignet i Sl&ae;gten, uforglemmelig i Isaak, hans Kj&ae;reste i Livet, hvem han omfattede med en Kj&ae;rlighed, for hvilken det kun var et fattigt Udtryk, at han troligen opfyldte Faderens Pligt, at elske S&o-;nnen, som det jo og lyder med i Tilsigelsen: den S&o-;n, som Du elsker. Jacob havde 12 S&o-;nner og 1 han elskede, Abraham havde kun een, som han elskede. Men Abraham troede og tvivlede ikke, han troede det Urimelige. Hvis Abraham havde tvivlet &streg; da skulde han have gjort noget Andet, noget Stort og Herligt; thi hvorledes kunde Abraham gj&o-;re Andet end hvad stort og herligt er! Han var dragen ud til Morija Bjerget, han havde kl&o-;vet Br&ae;ndet, ant&ae;ndt Baalet, draget Kniven &streg; han havde raabt til Gud: &anfbeg;forsmaa ikke dette Offer, det er ikke det Bedste, jeg eier, det veed jeg vel; thi hvad er en gammel Mand mod Forj&ae;ttelsens Barn, men det er det Bedste, jeg kan give Dig. Lad Isaak aldrig faae det at vide, at han maa tr&o-;ste sig ved sin Ungdom.&anfslut; Han havde st&o-;dt Kniven i sit eget Bryst. Han var bleven beundret i Verden, og hans Navn skulde ikke v&ae;re glemt; men Eet er, at blive beundret, et Andet, at blive en ledende Stjerne, der frelser den &Ae;ngstede. Men Abraham troede. Han bad ikke for sig, at han maatte bev&ae;ge Herren, det var kun da den retf&ae;rdige Straf udgik over Sodoma og Gomorra, at Abraham traadte frem med sine B&o-;nner. Vi l&ae;se i hine hellige Skrifter: &anfbeg;og Gud fristede Abraham, og sagde: Abraham, Abraham hvor er Du? men Abraham svarede: her er jeg.&anfslut; Du, til hvem min Tale henvender sig, var det saaledes Tilf&ae;lde med Dig? Naar Du langt borte saae de tunge Tilskikkelser n&ae;rme sig, sagde Du da ikke til Bjergene, skjuler mig, til H&o-;iene, falder over mig? Eller var Du st&ae;rkere, flyttede dog ikke Foden sig langsomt hen ad Vejen, l&ae;ngtes den ikke ligesom tilbage efter de gamle Spoer? Naar der blev kaldet ad Dig, svarede Du da, eller svarede Du ikke, maaskee sagte, og hvidskende? Ikke saaledes Abraham, glad, freidig, tillidsfuld, h&o-;it svarede han: her er jeg. Vi l&ae;se videre: &anfbeg;og Abraham stod _{aarle om}aarle op om Morgenen.&anfslut; Som var det til en Fest, saaledes ilede han, og aarle om Morgenen var han paa det aftalte Sted, paa Morija Bjerget. Han talte Intet til Sara, Intet til Elieser, hvo kunde ogsaa forstaae ham, havde Fristelsen ikke ved sit V&ae;sen taget Tausheds L&o-;fte af ham? &anfbeg;Han kl&o-;vede Br&ae;ndet, han bandt Isaak, han ant&ae;ndte Baalet, han drog Kniven.&anfslut; Min Tilh&o-;rer! Der var mangen Fader, der troede i sit Barn at miste, hvad ham var kj&ae;rest i Verden, at ber&o-;ves ethvert Fremtids Haab; men der var jo dog Ingen, der i den Forstand var Forj&ae;ttelsens Barn, som Isaak var det for Abraham. Der var mangen Fader, der mistede sit Barn, men saa var det jo Gud, den Alm&ae;gtiges uforanderlige og urandsagelige Villie, hans Haand tog det. Ikke saaledes med Abraham. Ham var en tungere Pr&o-;ve forbeholdt, og Isaaks Skjebne var med Kniven lagt i Abrahams Haand. Og han stod der, den gamle Mand med sit eneste Haab! Men han tvivlede ikke, han skuede ikke &ae;ngstelig til H&o-;ire eller Venstre, han udfordrede ikke Himlen ved sine B&o-;nner. Han vidste, det var Gud den Alm&ae;gtige, der pr&o-;vede ham, han vidste, det var det tungeste Offer, der kunde fordres af ham; men han vidste ogsaa, at intet Offer var for tungt, naar Gud fordrede det &streg; og han drog Kniven. Hvo styrkede Abrahams Arm, hvo holdt hans H&o-;ire opl&o-;ftet, at den ikke sank afm&ae;gtig ned! Den, der seer derpaa, han bliver lammet. Hvo styrkede Abrahams Sj&ae;l, at det ikke sortnede for hans &O-;ie, saa han hverken saae Isaak eller V&ae;deren! Den, der seer derpaa, han bliver blind. &streg; Og dog sjelden nok er maaskee den, der bliver lam og blind, endnu sjeldnere den, der v&ae;rdigen fort&ae;ller, hvad der skete. Vi vide det Alle &streg; det var kun en Pr&o-;velse. Hvis Abraham, da han stod paa Morija Bjerget, havde tvivlet, hvis han raadvild havde skuet omkring sig, hvis han, inden han drog Kniven, ved et Tilf&ae;lde havde opdaget V&ae;deren, hvis Gud havde tilladt ham at offre den istedenfor Isaak &streg; da var han dragen hjem, Alt var det Samme, han havde Sara, han beholdt Isaak, og dog hvor forandret! Thi hans Tilbagetog var en Flugt, hans Frelse et Tilf&ae;lde, hans L&o-;n Besk&ae;mmelse, hans Fremtid maaskee Fortabelse. Da havde han hverken vidnet om sin Tro eller om Guds Naade, men vidnet om, hvor forf&ae;rdeligt det er, at drage op til Morija Bjerget. Da skulde Abraham ikke v&ae;re glemt, ei heller Morija Bjerget. Dette skulde da n&ae;vnes ikke som Ararat, hvor Arken landede, men n&ae;vnes som en Forf&ae;rdelse, fordi det var her, at Abraham tvivlede. &Ae;rv&ae;rdige Fader Abraham! Da Du drog hjem fra Morija Bjerget, da beh&o-;vede Du ingen Lovtale, der kunde tr&o-;ste Dig for det Tabte; thi Du vandt jo Alt, og beholdt Isaak, var det ikke saaledes? Herren tog ham ikke mere fra Dig, men Du sad glad tilbords med ham i Dit Paulun, som Du hisset gj&o-;r det i alle Evigheder. &Ae;rv&ae;rdige Fader Abraham! Aartusinder ere henrundne siden hine Dage, men Du beh&o-;ver ingen sildig Elsker, der kan udrive Dit Minde af Glemsels Vold; thi ethvert Tungemaal minder Dig &streg; og dog l&o-;nner Du Din Elsker herligere end Nogen, Du gj&o-;r ham hisset salig i Dit Skj&o-;d, Du f&ae;ngsler her hans &O-;ie og hans Hjerte ved Din Gjernings Vidunderlighed. &Ae;rv&ae;rdige Fader Abraham! Sl&ae;gtens anden Fader! Du, der f&o-;rst fornam og vidnede om hiin uhyre Lidenskab, der forsmaaer den forf&ae;rdelige Kamp med Elementers Rasen og Skabningens Kr&ae;fter for at stride med Gud, Du, der f&o-;rst kjendte hiin h&o-;ieste Lidenskab, det hellige, rene, ydmyge Udtryk for det guddommelige Vanvid, der blev beundret af Hedninger &streg; tilgiv den, der vilde tale til Din Priis, om han ikke gjorde det retteligen. Han talede ydmygt, som det var hans Hjertes Begjering, han talede kort, som det s&o-;mmer sig, men han skal aldrig glemme, at Du beh&o-;vede 100 Aar for at faae en Alderdoms S&o-;n mod Forventning, at Du maatte drage Kniven, f&o-;r Du beholdt Isaak, han skal aldrig glemme, at Du i 130 Aar ikke kom videre end til Troen. Problemata Forel&o-;big Expectoration Et gammelt Ord, hentet fra den udvortes og synlige Verden, siger: &anfbeg;kun den, der arbeider, faaer Br&o-;det.&anfslut; Besynderligt nok, Ordet passer ikke paa den Verden, _{hvor den}hvor det n&ae;rmest har hjemme; thi den udvortes Verden er Ufuldkommenhedens Lov underlagt, og her gjentager det sig atter og atter, at ogsaa den, der ikke arbeider, faaer Br&o-;det, at den, der sover, faaer det rigeligere, end den, der arbeider. I den udvortes Verden er Alt Ih&ae;ndehaverens; den tr&ae;ller under Ligegyldighedens Lov, og den, der har Ringen, ham lyder Ringens Aand, enten han er en Noureddin eller en Aladdin, og den, der har Verdens Skatte, han har dem, hvorledes han end fik dem. I Aandens Verden er det anderledes. Her hersker en evig guddommelig Orden, her regner det ikke baade over Retf&ae;rdige og Uretf&ae;rdige, her skinner Solen ikke baade over Gode og Onde, her gj&ae;lder det, at kun den, der arbeider, faaer Br&o-;det, kun den, der var i Angst, finder Hvile, kun den, der stiger ned i Underverdenen, frelser den Elskede, kun den, der drager Kniven, faaer _IsackIsaak. Den, der ikke vil arbeide, han faaer ikke Br&o-;det, men bliver bedragen, som Guderne bedrog Orpheus med en luftig Skikkelse istedenfor den Elskede, bedrog ham, fordi han var kjelen, ikke modig, bedrog ham, fordi han var Citharspiller, ikke Mand. Her hj&ae;lper det ikke at have Abraham til Fader, eller 17 Ahner, den, der ikke vil arbeide, ham passer det paa, hvad der staaer skrevet om Israels Jomfruer, han f&o-;der Vind, men den, der vil arbeide, han f&o-;der sin egen Fader. Der er en Viden, der formastelig vil indf&o-;re i Aandens Verden den samme Ligegyldighedens Lov, som den, under hvilken den udvortes Verden sukker. Den mener, at det er nok at vide det Store, andet Arbeide beh&o-;ves der ikke. Men derfor faaer den ikke Br&o-;det, den omkommer af Hunger, medens Alt forvandler sig til Guld. Og hvad veed den ogsaa? Der var mange Tusinder i den gr&ae;ske Samtid, utallige i de senere Sl&ae;gter, der vidste alle Miltiades's Triumpher, men der var kun Een, der blev s&o-;vnl&o-;s over dem. Der var tall&o-;se Sl&ae;gter, der vidste Ord til andet udenad Fort&ae;llingen om Abraham, hvor Mange gjorde den s&o-;vnl&o-;s? Fort&ae;llingen om Abraham har nu den m&ae;rkelige Egenskab, at den altid bliver herlig, hvor fattigt man end forstaaer den, men dog gjelder det atter her, om man vil arbeide og v&ae;re besv&ae;ret. Men arbeide vil man ikke, og dog vil man forstaae Fort&ae;llingen. Man taler til Abrahams &Ae;re, men hvorledes? Man giver det Hele et ganske almindeligt Udtryk: &anfbeg;det var det Store, at han elskede Gud saaledes, at han vilde offre ham det Bedste.&anfslut; Det er meget sandt; men det &anfbeg;Bedste&anfslut; er et ubestemt Udtryk. Man identificerer i Tankens og Mundens L&o-;b ganske trygt Isaak og det Bedste, og den Mediterende kan godt ryge sin Pibe under Meditationen, og den H&o-;rende kan godt str&ae;kke Benene mageligt ud fra sig. Dersom hiin rige Yngling, hvem Christus m&o-;dte paa sin Vei, havde solgt alt sit Gods og givet det til de Fattige, da skulde vi prise ham, som alt hvad der er Stort, og end ikke forstaae ham uden at arbeide, men han var dog ikke bleven en Abraham, uagtet han offrede det Bedste. Det man udelader af Abrahams Historie er Angesten; thi mod Penge har jeg ingen ethisk Forpligtelse, men mod S&o-;nnen har Faderen den h&o-;ieste og helligste. Dog Angest er en farlig Sag for Bl&o-;dagtige, derfor glemmer man den, og desuagtet vil man tale om Abraham. Man taler da, i Talens L&o-;b vexle de tvende Udtryk: Isaak og det Bedste, Alt gaaer ypperligt. Traf det sig imidlertid saa, at der iblandt Tilh&o-;rerne var en Mand, der leed af S&o-;vnl&o-;shed, da ligger den forf&ae;rdeligste, den dybeste, tragiske og comiske Misforstaaelse meget n&ae;r. Han gik hjem, han vilde gj&o-;re ligesom Abraham; thi S&o-;nnen er jo det Bedste. Hvis hiin Taler fik det at vide, da gik han maaskee til ham, han samlede al sin geistlige V&ae;rdighed og raabte: &anfbeg;afskyelige Menneske, Udskud af Samfundet, hvilken Dj&ae;vel har saaledes besat Dig, at Du vil myrde din S&o-;n.&anfslut; Og Pr&ae;sten, som ikke havde sporet nogen Varme eller Transpiration ved at pr&ae;dike om Abraham, han forbausedes over sig selv, over den Alvorens Vrede, med hvilken han nedtordnede hiint stakkels Menneske; han var glad over sig selv; thi han havde aldrig talet med saadan Fynd og Salvelse; han sagde til sig selv og sin Kone: &anfbeg;Jeg er Taler, det, der har manglet, har v&ae;ret Anledningen, da jeg i S&o-;ndags talte om Abraham, f&o-;lte jeg mig aldeles ikke greben.&anfslut; Dersom samme Taler havde en lille Overfl&o-;dighed af Forstand, der lod sig tabe, saa t&ae;nker jeg han tabte den, hvis Synderen roligt og v&ae;rdigt svarede: det var jo, hvad Du selv pr&ae;dikede om i S&o-;ndags. Hvorledes skulde ogsaa Pr&ae;sten kunne faae Sligt i sit Hoved, og dog var det jo saa, og Feilen kun den, at han ikke havde vidst, hvad han sagde. At der dog ikke er en Digter, der kunde beslutte sig til at foretr&ae;kke saadanne Situationer for det Fias og Tant, hvormed man fylder Comedier og Romaner! Det Komiske og det Tragiske ber&o-;re her hinanden i absolut Uendelighed. Pr&ae;stens Tale var maaskee i og for sig latterlig nok, men blev uendelig latterlig ved sin Virkning, og dog var denne ganske naturlig. Eller hvis Synderen virkelig uden at gj&o-;re nogen Indvending blev omvendt af Pr&ae;stens Straffetale, hvis denne nidkj&ae;re Geistlige gik glad hjem, glad i Bevidstheden om, at han ikke blot virkede fra Pr&ae;dikestolen, men fremfor Alt med uimodstaaelig Magt som Sj&ae;les&o-;rger, idet han om S&o-;ndagen begeistrede Menigheden, medens han om Mandagen som en Cherub med luende Glavind stillede sig for den, der ved sin Gjerning vilde gj&o-;re hiint gamle Ord til Skamme, at det ikke gaaer til i Verden som Pr&ae;sten pr&ae;diker. Hvis Synderen derimod ikke blev overbeviist, saa er hans Situation tragisk nok. Han blev da formodentlig henrettet eller sendt i Daarekisten, kort, han blev ulykkelig i Forhold til den saakaldte Virkelighed, i en anden Forstand t&ae;nker jeg vel, at Abraham gjorde ham lykkelig; thi den, der arbeider, omkommer ikke. Hvoraf forklarer man en saadan Modsigelse som hiin Talers? Er det fordi Abraham har faaet H&ae;vd paa at v&ae;re en stor Mand, saa at hvad han gj&o-;r, er stort, og naar en Anden gj&o-;r det Samme, er det Synd, himmelraabende Synd? I saa Fald da &o-;nsker jeg ikke at deeltage i slig tankel&o-;s Lovprisen. Kan Troen ikke gj&o-;re det til en hellig Handling at ville myrde sin S&o-;n, saa lad den samme Dom gaae over Abraham som over enhver Anden. Mangler man maaskee Mod til at gjennemf&o-;re sin Tanke, at sige, at Abraham var en Morder, da er det vel bedre at erhverve dette Mod, end at spilde Tiden paa ufortjente Lovtaler. Det ethiske Udtryk for hvad Abraham gjorde er, at han vilde myrde Isaak, det religieuse er, at han vilde offre Isaak; men i denne Modsigelse ligger netop Angesten, der vel kan gj&o-;re et Menneske s&o-;vnl&o-;st, og dog er Abraham ikke den, han er, uden denne Angst. Eller gjorde Abraham maaskee slet ikke, hvad der fort&ae;lles, var det maaskee paa Grund af hine Tiders Forhold noget ganske Andet, saa lad os glemme ham; thi hvad er det Umagen v&ae;rd at erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et N&ae;rv&ae;rende. Eller havde maaskee hiin Taler glemt Noget, der svarede til den ethiske Forglemmelse, at Isaak var S&o-;nnen. Naar Troen nemlig ved at blive til Nul og Nichts tages bort, saa bliver kun det raae Factum tilbage, at Abraham vilde myrde Isaak, hvilket er nemt nok at eftergj&o-;re for Enhver, der ikke har Troen, det vil sige den Tro, der gj&o-;r ham det sv&ae;rt. Jeg for mit Vedkommende mangler ikke Mod til at t&ae;nke en Tanke heel; hidtil har jeg ingen frygtet, skulde jeg st&o-;de paa en saadan, da vil jeg haabe, at jeg idetmindste har Oprigtighed til at sige, denne Tanke frygter jeg, den opr&o-;rer noget Andet i mig og derfor vil jeg ikke t&ae;nke den, gj&o-;r jeg Uret dermed, saa vil Straffen vel ikke udeblive. Hvis jeg havde erkjendt det for Sandhedens Dom, at Abraham var en Morder, da veed jeg ikke, om jeg havde kunnet bringe min Pietet for ham til Taushed. Havde jeg imidlertid t&ae;nkt det, saa havde jeg formodentlig tiet dermed; thi i slige Tanker skal man ikke indvie Andre. Men Abraham er intet Blendv&ae;rk, han har ikke sovet sig til sin Navnkundighed, han skylder den ikke en Lune af Skjebnen. Kan man da uforbeholdent tale om Abraham, uden at l&o-;be Fare for, at en Enkelt gaaer hen i Forvildelse og gj&o-;r ligesaa? T&o-;r jeg det ikke, saa vil jeg reent tie om Abraham, og fremfor Alt vil jeg ikke neds&ae;tte ham saaledes, at han netop derved bliver en Snare for de Svage. Gj&o-;r man nemlig Troen til Alt &dvs;: til det, den er, saa t&ae;nker jeg vel, man t&o-;r tale uden Fare derom i vor Tid, der neppe extravagerer i Troen, og det er kun ved Troen man faaer Lighed med Abraham, ikke ved Mordet. Gj&o-;r man Kj&ae;rligheden til en flygtig Stemning, en vellystig R&o-;relse i et Menneske, saa l&ae;gger man kun Snarer for den Svage, naar man vil tale om Kj&ae;rlighedens Bedrifter. En forbigaaende Bev&ae;gelse har vel Enhver, men hvis derfor Enhver vilde gj&o-;re det Forf&ae;rdelige, som Kj&ae;rligheden har helliget som ud&o-;delig Bedrift, da er Alt tabt, baade Bedriften og den Forvildede. Der lod sig da vel tale om Abraham; thi det Store kan aldrig skade, naar det opfattes i sin Storhed; det er som et tve&ae;gget Sv&ae;rd, der dr&ae;ber og frelser. Hvis Loddet faldt paa mig at tale derom, da vilde jeg begynde med at vise, hvilken from og gudfrygtig Mand Abraham var, v&ae;rdig at kaldes Guds Udvalgte. Kun en Saadan paal&ae;gges en saadan Pr&o-;ve; men hvo er en Saadan? Dern&ae;st vilde jeg skildre, hvorledes Abraham elskede Isaak. Til den Ende vilde jeg bede alle gode Aander staae mig bi, at min Tale maatte blive gl&o-;dende som Faderkj&ae;rligheden er det. Jeg haaber da at skulle skildre den saaledes, at der ikke blev mangen Fader i Kongens Riger og Lande, der turde paastaae, at han elskede saaledes. Men elskede han ikke som Abraham, saa var jo enhver Tanke om at offre Isaak en Anf&ae;gtelse. Dette kunde man allerede tale adskillige S&o-;ndage om, man beh&o-;ver jo ikke at forhaste sig. F&o-;lgen vilde da blive, hvis der blev talet retteligen, at en Deel F&ae;dre slet ikke vilde forlange at h&o-;re mere, men indtil videre v&ae;re glade ved, om det virkelig lykkedes dem at elske saaledes, som Abraham elskede. Var der da Een, som, efter at have h&o-;rt det Store, men ogsaa det Forf&ae;rdelige i Abrahams Daad, vovede at gaae frem ad Veien; da vilde jeg sadle min Hest og ride med ham. Paa hver Station, indtil vi kom til Morija-Bjerget, vilde jeg forklare ham, at han endnu kunde vende om, kunde angre den Misforstaaelse, at han var kaldet til at fors&o-;ges i saadan Strid, kunde bekjende, at han manglede Mod, saa Gud selv maatte tage Isaak, hvis han vilde have ham. Det er min Overbevisning, at et saadant Menneske ikke er forskudt, at han kan blive salig med alle Andre, men i Tiden bliver han det ikke. Vilde man, selv i de mest troende Tider, ikke d&o-;mme saaledes om et saadant Menneske? jeg har kjendt et Menneske, der engang kunde have frelst mit Liv, hvis han havde v&ae;ret h&o-;imodig. Han sagde ligefrem: &anfbeg;jeg seer nok, hvad jeg kunde gj&o-;re; men jeg vover det ikke, jeg frygter, at jeg senere skal mangle Kraft, at jeg skal fortryde det.&anfslut; Han var ikke h&o-;imodig, men hvo vilde dog derfor ikke vedblive at elske ham? Naar jeg da saaledes havde talt, havde bev&ae;get Tilh&o-;rerne, saa de dog havde fornummet Troens dialectiske Kampe og dens gigantiske Lidenskab, da vilde jeg ikke forskylde en Vildfarelse fra de Tilh&o-;rendes Side, at de skulde t&ae;nke: &anfbeg;han har nu Troen i saa h&o-;i en Grad, os er det allerede nok, at holde i Skj&o-;derne paa ham.&anfslut; Jeg vilde nemlig tilf&o-;ie: &anfbeg;jeg har ingenlunde Troen. Jeg er af Naturen et kl&o-;gtigt Hoved og ethvert saadant har altid store Vanskeligheder ved at gj&o-;re Troens Bev&ae;gelse, uden at jeg dog i og for sig vil till&ae;gge den Vanskelighed noget V&ae;rd, der bragte det kl&o-;gtige Hoved videre ved at overvinde den, end til det Punkt, hvor det simpleste og enfoldigste Menneske lettere kommer hen.&anfslut; Kj&ae;rligheden har dog i Digterne sine Pr&ae;ster, og stundom h&o-;rer man en R&o-;st, der veed at holde den i H&ae;vd; men om Troen h&o-;res der intet Ord, hvo taler til denne Lidenskabs &Ae;re? Philosophien gaaer videre. Theologien sidder sminket ved Vinduet og beiler til dens Gunst, falbyder sin Deilighed til Philosophien. Det skal v&ae;re vanskeligt at forstaae Hegel, men at forstaae Abraham, det er en smal Sag. At gaae ud over Hegel, det er et Underv&ae;rk, men at komme ud over Abraham, det er det Letteste af Alt. Jeg for mit Vedkommende har anvendt adskillig Tid paa at forstaae den hegelske Philosophi, troer ogsaa nogenlunde at have forstaaet den, er dumdristig nok til at mene, at, naar jeg, trods anvendt Umage, paa enkelte Steder ikke kan forstaae ham, saa har han nok ikke selv v&ae;ret ganske klar. Alt Dette gj&o-;r jeg let, naturligt, mit Hoved lider ikke derved. Naar jeg derimod skal til at t&ae;nke over Abraham, da er jeg som tilintetgjort. Jeg faaer i ethvert Moment &O-;ie paa hiint uhyre Paradox, der er Indholdet af Abrahams Liv, i ethvert Moment bliver jeg st&o-;dt tilbage, og min Tanke kan, trods al sin Lidenskab, ikke tr&ae;nge ind i det, ikke komme et Haarsbred videre. Jeg anstr&ae;nger enhver Muskel for at faae Vuet, i samme &O-;ieblik bliver jeg paralytisk. Jeg er ikke ukjendt med hvad der i Verden er blevet beundret som stort og h&o-;imodigt, min Sj&ae;l f&o-;ler sit Sl&ae;gtskab dermed, den er i al Ydmyghed forvisset om, at det ogsaa var min Sag, Helten stred, i Betragtningens &O-;ieblik tilraaber jeg mig selv: jam tua res agitur. I Helten t&ae;nker jeg mig ind, i Abraham kan jeg ikke t&ae;nke mig ind, naar jeg har naaet H&o-;iden, falder jeg ned, da det, der bydes mig, er et Paradox. Dog derfor mener jeg ingenlunde, at Troen er noget Ringe, men tvertimod, at den er det H&o-;ieste, samt at det er uredeligt af Philosophien at give noget Andet isteden og lade haant om Troen. Philosophien kan og skal ikke give Troen, men den skal forstaae sig selv, og vide hvad den byder og Intet tage og allermindst franarre Menneskene Noget, som var det Intet. Jeg er ikke ukjendt med Livets N&o-;d og Farer, jeg frygter dem ikke, og gaaer dem freidigt im&o-;de. Jeg er ikke ufortrolig med det Forf&ae;rdelige, min Hukommelse er en trofast Viv og min Phantasi er, hvad jeg selv ikke er, en flittig lille Pige, der sidder hele Dagen stille ved sit Arbeide, og om Aftenen veed at snakke saa kj&o-;nt for mig, at jeg maa see derpaa, uagtet det just ikke altid er Landskaber eller Blomster, eller Sch&a..;fer-Historier, hun maler. Jeg har seet det under &O-;inene, jeg flyer det ikke r&ae;d, men jeg veed meget vel, at, om jeg end gaaer det modig im&o-;de, mit Mod dog ikke er Troens Mod og Intet at sammenligne med dette. Jeg kan ikke gj&o-;re Troens Bev&ae;gelse, jeg kan ikke lukke &O-;inene og styrte mig tillidsfuld i det Absurde, det er mig en Umulighed, men jeg roser mig ikke deraf. Jeg er overbevist om, at Gud er Kj&ae;rlighed; denne Tanke har for mig en oprindelig lyrisk Gyldighed. Naar den er mig n&ae;rv&ae;rende, er jeg uudsigelig salig, naar den er frav&ae;rende, l&ae;nges jeg efter den h&ae;ftigere, end den Elskende efter sin Gjenstand; men jeg troer ikke, dette Mod mangler mig. Guds Kj&ae;rlighed er mig, baade i directe og omvendt Forstand, incommensurabel for hele Virkeligheden. Jeg er ikke feig nok til derfor at klynke og klage, men heller ei lumsk nok til at negte, at Troen er noget langt H&o-;iere. Jeg kan godt udholde at leve paa min Viis, jeg er glad og tilfreds, men min Gl&ae;de er ikke Troens og er dog i Sammenligning med denne ulykkelig. Jeg besv&ae;rer ikke Gud med mine Smaa-Sorger, det Enkelte bekymrer mig ikke, jeg stirrer kun paa min Kj&ae;rlighed, og holder dens jomfruelige Flamme reen og klar; Troen er overbevist om, at Gud bekymrer sig om det Mindste. Jeg er forn&o-;iet med i dette Liv at v&ae;re viet til venstre Haand, Troen er ydmyg nok til at forlange den h&o-;ire; thi at det er Ydmyghed, det negter jeg ikke og skal aldrig negte. Mon virkelig Enhver i min Samtid er istand til at gj&o-;re Troens Bev&ae;gelser? Dersom jeg ikke har taget meget feil af den, da er den snarere tilb&o-;ielig til at v&ae;re stolt af at gj&o-;re hvad den vel end ikke troer mig istand til &dvs;: det Ufuldkomne. Det er min Sj&ae;l imod at gj&o-;re, hvad der saa ofte skeer, at tale umenneskeligt om det Store, som var nogle Aartusinder en uhyre Afstand; jeg taler helst menneskelig derom, som var det skeet igaar, og lader kun Storheden selv v&ae;re Afstanden, der enten opl&o-;fter eller d&o-;mmer. Hvis jeg da (i Qualitet af tragisk Helt; thi h&o-;iere kan jeg ikke komme) var bleven tilsagt til en saadan extraordinair Kongereise som den til Morija-Bjerget, jeg veed vel, hvad jeg havde gjort. Jeg havde ikke v&ae;ret feig nok til at blive hjemme, havde heller ikke ligget og drevet paa Landeveien, havde heller ei glemt Kniven, at der kunde blive lidt Sinkeri, jeg er temmelig forvisset om, at jeg havde v&ae;ret paa Klokkeslettet, havt Alt i Orden &streg; maaskee var jeg snarere kommen for tidlig, at det snart kunde v&ae;re overstaaet. Men jeg veed tillige, hvad jeg fremdeles havde gjort. Jeg havde i samme &O-;ieblik, som jeg besteg Hesten, sagt til mig selv: nu er Alt tabt, Gud fordrer Isaak, jeg offrer ham, med ham al min Gl&ae;de &streg; dog er Gud Kj&ae;rlighed og vedbliver at v&ae;re det for mig; thi i Timeligheden kan Gud og jeg ikke tale sammen, vi have intet Sprog tilf&ae;lleds. Maaskee vil En eller Anden i vor Tid v&ae;re taabelig nok, misundelig nok paa det Store, til at ville indbilde sig og mig, at hvis jeg virkelig havde gjort dette, da havde jeg gjort det endnu st&o-;rre, end hvad Abraham gjorde; thi min uhyre Resignation var langt mere ideal og poetisk end Abrahams Smaalighed. Og dog er dette den st&o-;rste Usandhed; thi min uhyre Resignation var Surrogatet for Troen. Jeg kunde da heller ikke gj&o-;re mere end den uendelige Bev&ae;gelse for at finde mig selv og atter hvile i mig selv. Jeg havde da heller ikke elsket Isaak, saaledes som Abraham elskede. At jeg var resolut til at gj&o-;re Bev&ae;gelsen, kunde bevise mit Mod menneskeligt talt, at jeg elskede ham af min ganske Sj&ae;l er Foruds&ae;tningen, uden hvilken det Hele bliver en Misgjerning, men jeg elskede dog ikke som Abraham; thi da havde jeg holdt igjen selv i det sidste Minut, uden at jeg derfor var kommen for silde paa Morija-Bjerget. Jeg havde fremdeles ved min Adf&ae;rd ford&ae;rvet hele Historien; thi hvis jeg havde faaet Isaak igjen, da havde jeg v&ae;ret i Forlegenhed. Det, der faldt Abraham lettest, vilde falde mig sv&ae;rt, det igjen at v&ae;re glad ved Isaak! thi den, der med hele sin Sj&ae;ls Uendelighed, proprio motu et propriis auspiciis, har gjort den uendelige Bev&ae;gelse og ikke kan gj&o-;re mere, han beholder kun Isaak i Smerten. Men hvad gjorde Abraham? Han kom hverken for tidlig eller for sildig. Han besteg &Ae;slet, han reed langsom hen ad Veien. I al den Tid troede han; han troede, at Gud ikke vilde fordre Isaak af ham, medens han dog var villig til at offre ham, naar det forlangtes. Han troede i Kraft af det Absurde; thi menneskelig Beregning kunde der ikke v&ae;re Tale om, og det var jo det Absurde, at Gud, som fordrede det af ham, i n&ae;ste &O-;ieblik skulde tilbagekalde Fordringen. Han besteg Bjerget, endnu i det &O-;ieblik da Kniven blinkede, da troede han &streg; at Gud ikke vilde fordre Isaak. Han blev da vel overrasket ved Udfaldet, men han havde gjennem en Dobbelt-Bev&ae;gelse naaet hen til sin f&o-;rste Tilstand, og derfor modtog han Isaak gladere end den f&o-;rste Gang. Lad os gaae videre. Vi lade Isaak virkelig blive offret. Abraham troede. Han troede ikke, at han engang skulde blive salig hisset, men at han skulde blive lyksalig her i Verden. Gud kunde give ham en ny Isaak, kalde den offrede tillive. Han troede i Kraft af det Absurde; thi al menneskelig Beregning var jo forl&ae;ngst oph&o-;rt. At Sorg kan gj&o-;re et Menneske sindssvagt, det seer man, og det er tungt nok; at der gives en Villie-Kraft, der kan knibe saa yderligt op mod Vinden, at den frelser Forstanden, om end Mennesket bliver lidt underligt, det seer man ogsaa, jeg agter ikke at neds&ae;tte det, men at kunne tabe sin Forstand og dermed hele den Endelighed, hvis Vexel-M&ae;gler den er, og da i Kraft af det Absurde vinde netop den samme Endelighed, det forf&ae;rder min Sj&ae;l, men derfor siger jeg ikke, at det er noget Ringe, da det tvertimod er det eneste Vidunder. Man mener i Almindelighed, at det, Troen frembringer, ikke er Kunstv&ae;rk, at det er grovt og plumpt Arbeide, kun for de mere klodsede Naturer; dog er det langt anderledes. Troens Dialektik er det Fineste og det M&ae;rkv&ae;rdigste af Alt, den har en Elevation, som jeg vel kan gj&o-;re mig en Forestilling om, men heller ikke mere. Jeg kan gj&o-;re det store Tramplin-Spring, hvorved jeg gaaer over i Uendeligheden, min Ryg er som en Liniedandsers, vreden i min Barndom, derfor falder det mig let, jeg kan een, to, tre gaae paa Hovedet i Tilv&ae;relsen, men det n&ae;ste kan jeg ikke; thi det Vidunderlige kan jeg ikke gj&o-;re; men kun forbauses ved. Ja dersom Abraham i det &O-;ieblik, han svingede sit Been over &Ae;selets Ryg, har sagt til sig selv: nu er Isaak tabt, jeg kunde ligesaa gjerne offre ham her hjemme som reise den lange Vei til Morija &streg; saa beh&o-;ver jeg ikke Abraham, medens jeg nu b&o-;ier mig syv Gange for hans Navn og halvfjersindstive Gange for hans Gjerning. Dette har han nemlig ikke gjort, hvad jeg kan bevise deraf, at han blev glad ved at modtage Isaak, ret inderlig glad, at han ingen Forberedelse beh&o-;vede, ingen Tid til at samle sig paa Endeligheden og dens Gl&ae;de. Hvis det ikke stod sig saaledes med Abraham, da havde han maaskee elsket Gud, men ikke troet; thi den, der elsker Gud uden Tro, han reflekterer paa sig selv, den, der elsker Gud troende, han reflekterer paa Gud. Paa denne Spidse staaer Abraham. Det sidste Stadium, han taber af Sigte, er den uendelige Resignation. Han gaaer virkelig videre og kommer til Troen; thi alle disse Vr&ae;ngbilleder af Troen, den jammerlige lunkne Dorskhed, der t&ae;nker: det har vel ingen N&o-;d, det er ikke v&ae;rd at s&o-;rge f&o-;r Tiden; det usle Haab, der siger: man kan ikke vide, hvad der vil skee, det var dog muligt &streg; disse Vr&ae;ngbilleder h&o-;re hjemme i Livets Elendighed, og dem har allerede den uendelige Resignation uendelig foragtet. Abraham kan jeg ikke forstaae, jeg kan i en vis Forstand Intet l&ae;re af ham uden at forbauses. Naar man indbilder sig, at man ved at bet&ae;nke Udfaldet af hiin Historie, skulde lade sig bev&ae;ge til at troe, saa bedrager man sig selv, og vil bedrage Gud for Troens f&o-;rste Bev&ae;gelse; man vil suge Leve-Viisdom ud af Paradoxet. Maaskee lykkes det En og Anden; thi vor Tid bliver ikke staaende ved Troen, ikke ved dens Mirakel, at gj&o-;re Vand til Viin, den gaaer videre, den gj&o-;r Viin til Vand. Var det dog ikke bedst, at blive staaende ved Troen, og er det ikke opr&o-;rende, at Enhver vil gaae videre? Naar man i vor Tid, og det forkyndes jo paa forskjellig Maade, ikke vil blive staaende ved Kj&ae;rligheden, hvor kommer man da hen? Til jordisk Kl&o-;gt, smaalig Beregning, til Usselhed og Elendighed, til alt Det, der kan gj&o-;re Menneskets guddommelige Herkomst tvivlsom. Var det ikke bedst, at man blev staaende ved Troen, og at den, der staaer, saae til, at han ikke faldt; thi Troens Bev&ae;gelse maa bestandig gj&o-;res i Kraft af det Absurde, dog vel at m&ae;rke saaledes, at man ikke taber Endeligheden, men vinder den heel og holden. Jeg for mit Vedkommende kan vel beskrive Troens Bev&ae;gelser, men jeg kan ikke gj&o-;re dem. Naar man vil l&ae;re at gj&o-;re Sv&o-;mmebev&ae;gelserne, da kan man lade sig h&ae;nge i Seler under Loftet, man beskriver vel Bev&ae;gelserne, men man sv&o-;mmer ikke; saaledes kan jeg beskrive Troens Bev&ae;gelser, men naar jeg bliver kastet ud i Vandet, da sv&o-;mmer jeg vel (thi jeg h&o-;rer ikke til Vaderne), men jeg gj&o-;r andre Bev&ae;gelser, jeg gj&o-;r Uendelighedens Bev&ae;gelser, medens Troen gj&o-;r det Modsatte, gj&o-;r, efter at have gjort Uendelighedens Bev&ae;gelser, Endelighedens. Held den, der kan gj&o-;re disse Bev&ae;gelser, han gj&o-;r det Vidunderlige, og jeg skal aldrig blive tr&ae;t af at beundre ham, om det er Abraham eller det er Tr&ae;llen i Abrahams Huus, om det er en Professor i Philosophi eller en stakkels Tjenestepige, er mig absolut ligegyldigt, jeg seer blot paa Bev&ae;gelserne. Men dem seer jeg ogsaa paa, og lader mig ikke narre, hverken af mig selv eller af noget Menneske. Ridderne af den uendelige Resignation kjender man let, deres Gang er sv&ae;vende, dristig. De derimod, der b&ae;re Troens Klenodie, skuffe let, fordi deres Ydre har en paafaldende Lighed med det, som saavel den uendelige Resignation som Troen dybt foragter &streg; med Spidsborgerlighed. Jeg tilstaaer oprigtigt, jeg har i min Praxis ikke fundet noget paalideligt Exemplar, uden at jeg derfor vil negte, at maaskee hvert andet Menneske er et saadant Exemplar. Imidlertid har jeg dog i flere Aar eftersporet det forgjeves. Man reiser i Almindelighed Verden rundt for at see Floder og Bjerge, nye Stjerner, spraglede Fugle, vanskabte Fiske, latterlige Menneskeracer, man hengiver sig til den dyriske Stupor, der gloer paa Tilv&ae;relsen, og man mener at have seet Noget. Dette besk&ae;ftiger mig ikke. Vidste jeg derimod, hvor der levede en saadan Troens Ridder, da vilde jeg paa min Fod vandre til ham; thi dette Vidunder besk&ae;ftiger mig absolut. Jeg vilde intet &O-;ieblik slippe ham, hvert Minut passe paa, hvorledes han bar sig ad med Bev&ae;gelserne; jeg vilde betragte mig selv som fors&o-;rget i Livet, og dele min Tid mellem at see paa ham og selv gj&o-;re &O-;velser, og saaledes anvende al min Tid paa at beundre ham. Som sagt jeg har ikke fundet nogen Saadan, imidlertid kan jeg vel t&ae;nke ham. Her er han. Bekjendtskabet stiftes, jeg bliver forestillet for ham. I det Moment, jeg f&o-;rst tager ham paa mine &O-;ine, kaster jeg ham i samme Nu fra mig, gj&o-;r selv et Spring tilbage, slaaer H&ae;nderne sammen og siger halv h&o-;it: &anfbeg;Herre Gud! er det Mennesket, er det virkeligt ham, han seer jo ud som en Rodemester.&anfslut; Imidlertid er det dog ham. Jeg slutter mig lidt n&ae;rmere til ham, passer paa den mindste Bev&ae;gelse, om der ikke skulde vise sig en lille uensartet Br&o-;ks-Telegraphering fra det Uendelige, et Blik, en Mine, en Gestus, et Vemod, et Smil, der forraadte det Uendelige i sin Uensartethed med det Endelige. Nei! Jeg examinerer hans Skikkelse fra Top til Taa, om der ikke skulde v&ae;re en Revne, igjennem hvilken det Uendelige tittede ud. Nei! Han er heelt igjennem solid. Hans Fodf&ae;ste? er kraftigt, tilh&o-;rer ganske Endeligheden, ingen pyntet Borgermand, der S&o-;ndag-Eftermiddag gaaer ud paa Fresberg, tr&ae;der grundigere paa Jorden, han tilh&o-;rer ganske Verden, ingen Spidsborger kan tilh&o-;re den mere. Intet er at opdage af dette fremmede og fornemme V&ae;sen, hvorpaa man kjender Uendelighedens Ridder. Han gl&ae;der sig ved Alt, deeltager i Alt, og hver Gang man seer ham deeltage i det Enkelte, skeer det med en Vedholdenhed, som betegner det jordiske Menneske, hvis Sj&ae;l h&ae;nger fast ved Sligt. Han passer sin Gjerning. Naar man da seer ham, skulde man troe, han var en Skriverkarl, der havde fortabt sin Sj&ae;l i det italienske Bogholderi, saa punktlig er han. Han ferierer om S&o-;ndagen. Han gaaer i Kirke. Intet himmelsk Blik eller noget Tegn paa det Incommensurable forraader ham; hvis man ikke kjendte ham, var det umuligt, at udsondre ham af den &o-;vrige M&ae;ngde; thi hans sunde kraftige Psalmesang beviser i det H&o-;ieste, at han har et godt Bryst. Om Eftermiddagen gaaer han til Skoven. Han fryder sig over Alt, hvad han seer, over Menneske-Vrimlen, de nye Omnibusser, Sundet, &streg; naar man m&o-;der ham paa Strandveien skulde man troe, han var en Kr&ae;mmersj&ae;l, der slog sig l&o-;s, netop saaledes gl&ae;der han sig; thi han er ikke Digter, og jeg har forgjeves s&o-;gt at aflure ham den poetiske Incommensurabilitet. Henad Aften gaaer han hjem, hans Gang er ufortr&o-;den som et Postbuds. Underveis t&ae;nker han paa, at hans Kone vist har en apparte lille Ret varm Mad til ham, naar han kommer hjem, f. Ex. et stegt Lammehoved med Gr&o-;nt til. Hvis han m&o-;dte en Ligesindet, da kunde han vedblive lige til &O-;sterport at samtale med ham om denne Ret med en Lidenskab, der vilde passe for en Restaurateur. Tilf&ae;ldigvis eier han ikke 4 Sk., og dog troer han fuldt og fast, at hans Kone har hiin l&ae;kkre Ret til ham. Har hun den, da skal det v&ae;re et misundelsesv&ae;rdigt Syn for fornemme Folk, begeistrende for Menigmand at see ham spise; thi hans Appetit er st&ae;rkere end Esaus. Hans Kone har den ikke &streg; besynderligt nok &streg; han er aldeles den Samme. Paa Veien kommer han forbi en Byggeplads, han tr&ae;ffer en anden Mand. De tale et &O-;ieblik sammen, han opf&o-;rer i et Nu en Bygning, han disponerer over alle Kr&ae;fter dertil. Den Fremmede forlader ham med den Tanke, det var vist en Capitalist, medens min beundrede Ridder t&ae;nker: jo kom det derpaa an, kunde jeg sagtens faae det. Han ligger i et aabent Vindue og betragter Pladsen, paa hvilken han boer, Alt hvad der foregaaer, at en Rotte smutter ned under et Rendesteensbr&ae;t, at B&o-;rnene lege, alt besk&ae;ftiger ham med en Ro i Tilv&ae;relsen, som var han en Pige paa 16 Aar. Og dog er han ikke Genie; thi Geniets Incommensurabilitet har jeg forgjeves s&o-;gt at udspionere hos ham. Han ryger sin Pibe i Aftenstunden; naar man seer ham, skulde man sv&ae;rge paa, det var Spekh&o-;keren ligeoverfor, der vegeterer i Skumringen. Han lader 5 v&ae;re lige med en Sorgl&o-;shed, som var han en letsindig D&o-;genigt, og dog kj&o-;ber han hvert &O-;ieblik, han lever, den beleilige Tid til den dyreste Priis; thi han gj&o-;r end ikke det Mindste uden i Kraft af det Absurde. Og dog, dog, ja jeg kunde blive rasende derover, om ikke af anden Grund saa af Misundelse, dog har dette Menneske gjort og gj&o-;r hvert &O-;ieblik Uendelighedens Bev&ae;gelse. Han t&o-;mmer i den uendelige Resignation Tilv&ae;relsens dybe Vemod, han kjender Uendelighedens Salighed, han har fornummet Smerten af at forsage Alt, det Kj&ae;reste, man har i Verden, og dog smager Endeligheden ham fuldt saa godt som den, der aldrig kjendte noget H&o-;iere, thi hans Forbliven i Endeligheden havde intet Spoer af en forknyt be&ae;ngstet Dressur, og dog har han denne Tryghed til at fryde sig ved den, som var den det Visseste af Alt. Og dog, dog er hele den jordiske Skikkelse, han frembringer, en ny Skabning i Kraft af det Absurde. Han resignerede uendeligt paa Alt, og da greb han Alt igjen i Kraft af det Absurde. Han gj&o-;r bestandig Uendelighedens Bev&ae;gelse, men _{han gj&o-;r den}han gj&o-;r det med en saadan Correcthed og Sikkerhed, at han bestandig faaer Endeligheden ud, og der er intet Secund, hvor man ahner noget Andet. Det skal v&ae;re den vanskeligste Opgave for en Dandser, at springe sig ind i en bestemt Stilling, saaledes, at der intet Secund er, da han griber efter Stillingen, men i Springet selv staaer i Stillingen. Maaskee kan ingen Dandser gj&o-;re det &streg; dette gj&o-;r hiin Ridder. M&ae;ngden af Mennesker lever fortabt i verdslig Sorg og Gl&ae;de, disse ere Oversidderne, som ikke komme med i Dandsen. Uendelighedens Riddere ere Dandsere og have Elevation. De gj&o-;re Bev&ae;gelsen op efter og falde ned igjen, og ogsaa dette er en ikke usalig Tidsfordriv og ikke uskj&o-;nt at see paa. Men hver Gang de falde ned, kunne de ikke strax antage Stillingen, de vakle et &O-;ieblik, og denne Vaklen viser, at de dog ere Fremmede i Verden. Den er mere eller mindre paafaldende, eftersom de have Kunst, men selv den kunstigste af disse Riddere kan dog ikke skjule denne Vaklen. Man beh&o-;ver ikke at se dem i Luften, man beh&o-;ver blot at see dem i det &O-;ieblik, de ber&o-;re og have ber&o-;rt Jorden &streg; og man kjender dem. Men at kunne falde saaledes ned, at det i samme Secund seer ud som stod og gik man, at forvandle Springet i Livet til Gang, absolut at udtrykke det Sublime i det Pedestre &streg; det kan kun hiin Ridder, &streg; og dette er det eneste Vidunder. Dog dette Vidunder kan saa let skuffe, jeg vil derfor beskrive Bev&ae;gelserne i et bestemt Tilf&ae;lde, der kan belyse disses Forhold til Virkeligheden; thi derom er det at Alt dreier sig. En Ungersvend forelsker sig i en Prindsesse, og hele hans Livs Indhold ligger i denne Kj&ae;rlighed, og dog er Forholdet et saadant, at den umulig lader sig realisere, umuligt lader sig overs&ae;tte fra Idealiteten til Realiteten. Elendighedens Tr&ae;lle, Fr&o-;erne i Livets Sump, skrige naturligvis: en saadan Kj&ae;rlighed er en Daarskab, og den rige Bryggerenke er et fuldkomment saa godt og solidt Parti. Lad dem uforstyrret qv&ae;kke i Sumpen. Saaledes gj&o-;r Ridderen af den uendelige Resignation ikke, han opgiver ikke Kj&ae;rligheden, ikke for al Verdens Herlighed. Han er ingen Gj&ae;k. Han forvisser sig f&o-;rst om, at den virkelig er ham Livets Indhold, og hans Sj&ae;l er for sund og for stolt til at &o-;dsle det Mindste paa en Ruus. Han er ikke feig, han frygter ikke for at lade den snige sig ind i hans l&o-;nligste, hans mest afsides Tanker, at lade den snoe sig i utallige Slyngninger om ethvert Ligament i hans Bevidsthed &streg; bliver Kj&ae;rligheden ulykkelig, da vil han aldrig kunne rive sig ud af den. Han f&o-;ler en salig Vellyst ved at lade Kj&ae;rligheden gjennemgyse hver hans Nerve, og dog er hans Sj&ae;l h&o-;itidelig som Dens, der har t&o-;mt Giftb&ae;geret og f&o-;ler, hvorledes Saften gjennemtr&ae;nger hver en Blodsdraabe, &streg; thi dette &O-;ieblik er Liv og D&o-;d. Naar han da saaledes har indsuget hele Kj&ae;rligheden i sig og fordybet sig i den, da mangler han ikke Mod til at fors&o-;ge og vove Alt. Han overskuer Livets Forhold, han sammenkalder de hurtige Tanker, der som slagvante Duer lyde hvert hans Vink, han svinger Staven over dem, og de styrte sig i alle Retninger. Men naar de nu alle vende tilbage, alle som Sorgens Bud og forklare ham, at det er en Umulighed, da bliver han stille, han takker dem af, han bliver ene og da foretager han sig Bev&ae;gelsen. Dersom hvad, jeg her siger, skal have nogen Betydning, da gj&ae;lder det om, at Bev&ae;gelsen skeer normalt. Ridderen vil da for det f&o-;rste have Kraft til at concentrere hele Livets Indhold og Virkelighedens Betydning i eet eneste &O-;nske. Mangler et Menneske denne Concentration, denne Sluttethed, er hans Sj&ae;l fra Begyndelsen adsplittet i det Mangfoldige, da kommer han aldrig til at gj&o-;re Bev&ae;gelsen, han vil i Livet handle klogt som de Pengem&ae;nd, der anbringe deres Capital i alle forskjellige Papirer, for at vinde paa det ene, naar de tabe paa det andet &streg; kort, saa er han ikke Ridder. Dern&ae;st vil Ridderen have Kraft til at concentrere hele Tanke-Operationens Resultat i een Bevidstheds-Akt. Mangler han denne Sluttethed, er hans Sj&ae;l fra Begyndelsen adsplittet i det Mangfoldige, da vil han aldrig faae Tid til at gj&o-;re Bev&ae;gelsen, han vil bestandig l&o-;be &Ae;rinder i Livet, aldrig gaae ind i Evigheden; thi selv i det &O-;ieblik, da han er n&ae;rmest derved, vil han pludselig opdage, at han har glemt Noget, hvorfor han maa tilbage. I n&ae;ste &O-;ieblik, vil han t&ae;nke, er det muligt, og det er ogsaa ganske sandt; men ved slige Betragtninger kommer man aldrig til at gj&o-;re Bev&ae;gelsen, men ved Hjelp af dem synker man dybere og dybere i Mudret. Ridderen gj&o-;r da Bev&ae;gelsen, men hvilken? Vil han glemme det Hele; thi ogsaa deri ligger jo en Slags Concentration? Nei! thi Ridderen modsiger ikke sig selv, og det er en Modsigelse at forglemme hele sit Livs Indhold og dog blive den Samme. At blive en Anden, f&o-;ler han ingen Drift til, og anseer det ingenlunde for det Store. Kun de lavere Naturer glemme sig selv og blive noget Nyt. Saaledes har Sommerfuglen aldeles glemt, at den var Kaalorm, maaskee kan den igjen glemme, at den var Sommerfugl saa aldeles, at den kan blive en Fisk. De dybere Naturer glemme aldrig sig selv og blive aldrig til Andet end hvad de vare. Ridderen vil da erindre Alt; men denne Erindren er netop Smerten, og dog er han i den uendelige Resignation forsonet med Tilv&ae;relsen. Kj&ae;rligheden til hiin Prindsesse blev for ham Udtrykket for en evig Kj&ae;rlighed, antog en religi&o-;s Charakteer, forklarede sig i en Kj&ae;rlighed til det evige V&ae;sen, der vel negtede Opfyldelsen, men dog atter forsonede ham i den evige Bevidsthed om dens Gyldighed i en Evigheds-Form, som ingen Virkelighed kan fratage ham. Daarer og unge Mennesker snakke om, at Alt er muligt for et Menneske. Det er imidlertid en stor Vildfarelse. Aandelig talt er Alt muligt, men i Endelighedens Verden er der Meget, der ikke er muligt. Dette Umulige gj&o-;r imidlertid Ridderen muligt derved, at han udtrykker det aandeligt, men aandeligt udtrykker han det derved, at han giver Afkald derpaa. &O-;nsket, der vilde f&o-;re ham ud i Virkeligheden men strandede paa Umuligheden, b&o-;ies nu indefter, men er derfor ikke tabt, heller ikke glemt. Snart er det &O-;nskets dunkle R&o-;relser i ham, der v&ae;kke Erindringen, snart v&ae;kker han den selv; thi han er for stolt til at ville, at det, der var hele hans Livs Indhold, skulde have v&ae;ret et flygtigt Moments Sag. Han holder denne Kj&ae;rlighed ung, og den tiltager med ham i Aar og i Skj&o-;nhed. Derimod beh&o-;ver han ingen Endelighedens Anledning til dens Fremv&ae;xt. Fra det &O-;ieblik, han har gjort Bev&ae;gelsen, er Prindsessen tabt. Han beh&o-;ver ikke disse erotiske Nervezittringer ved at see den Elskede o. s. v., han beh&o-;ver heller ikke i endelig Forstand bestandig at tage Afsked med hende, fordi han i evig Forstand erindrer hende, og han veed meget godt, at de Elskende, der ere saa forhippede paa endnu engang til Afsked at see hinanden for sidste Gang, have Ret i at v&ae;re forhippede, Ret i at mene, at det er sidste Gang; thi de glemme snarest hinanden. Han har fattet den dybe Hemmelighed, at ogsaa i at elske et andet Menneske b&o-;r man v&ae;re sig selv nok. Han tager intet endeligt Hensyn mere til hvad Prindsessen gj&o-;r, og netop dette beviser, at han har gjort Bev&ae;gelsen uendeligt. Her kan man faae Leilighed til at see, om Bev&ae;gelsen hos den Enkelte er sand eller till&o-;iet. Der var den, der ogsaa troede, at han havde gjort Bev&ae;gelsen, men see Tiden gik, Prindsessen gjorde noget Andet, hun giftede sig f. Ex. med en Prinds, da tabte hans Sj&ae;l Resignationens Elasticitet. Han viste derved, at han ikke havde gjort Bev&ae;gelsen rigtigt; thi den, der har resigneret uendeligt, han er sig selv nok. Ridderen h&ae;ver ikke sin Resignation, han bevarer sin Kj&ae;rlighed ligesaa ung, som den var i det f&o-;rste &O-;ieblik, han slipper den aldrig fra sig, netop fordi han har gjort Bev&ae;gelsen uendeligt. Hvad Prindsessen gj&o-;r kan ikke forstyrre ham, det er kun de lavere Naturer, der have Loven for deres Handlinger i et andet Menneske, Pr&ae;misserne til deres Handlinger udenfor sig selv. Er Prindsessen derimod en Ligesindet, da vil det Skj&o-;nne fremkomme. Hun vil da introducere sig selv i den Ridderorden, i hvilken man ikke optages ved Ballotation, men af hvilken Enhver er Medlem, der har Mod til at indf&o-;re sig selv, den Ridderorden, der derved beviser sin Ud&o-;delighed, at den ingen Forskjel gj&o-;r paa Mand og Qvinde. Ogsaa hun vil bevare sin Kj&ae;rlighed ung og sund, ogsaa hun vil have forvundet sin Qvide, om hun end ikke, som der staaer i Visen: hver Nat ligger ved sin Herres Side. Disse Tvende vil da i al Evighed passe for hinanden, med en saadan taktfast harmonia pr&ae;stabilita, at hvis nogensinde &O-;ieblikket kom, et &O-;ieblik, der dog ikke endeligt besk&ae;ftiger dem, thi da &ae;ldes de, hvis nogensinde &O-;ieblikket kom, der tillod at give Kj&ae;rligheden sit Udtryk i Tiden, da vilde de v&ae;re istand til at begynde netop der, hvor de vilde have begyndt, hvis de oprindeligen havde v&ae;ret forenede. Den, der forstaaer dette, hvad enten han er en Mand eller en Qvinde, han kan aldrig blive bedragen, thi det er kun de lavere Naturer, der indbilde sig, at de ere bedragne. Ingen Pige, der ikke er saa stolt, forstaaer egentlig at elske, men er hun saa stolt, da kan Alverdens List og Kl&o-;gt ikke bedrage hende. I den uendelige Resignation er der Fred og Hvile; ethvert Menneske, der vil det, der ikke har fornedret sig selv ved, hvad der er endnu forf&ae;rdeligere end at v&ae;re for stolt &streg; at lade haant om sig selv, kan optugte sig selv til at gj&o-;re denne Bev&ae;gelse, der i sin Smerte forsoner med Tilv&ae;relsen. Den uendelige Resignation er hiin Skjorte, om hvilken der tales i et gammelt Folkesagn. Traaden er spunden under Taarer, bleget ved Taarer, Skjorten syet i Taarer, men da beskytter den ogsaa bedre end Jern og Staal. Det Ufuldkomne i Folkesagnet er, at en Tredie kan forarbeide dette Linned. Hemmeligheden i Livet er, at Enhver maa sye sig den selv, og M&ae;rkeligheden er, at en Mand kan sye den fuldt saa vel som en Qvinde. I den uendelige Resignation er der Fred og Hvile og Tr&o-;st i Smerten, det vil sige naar Bev&ae;gelsen er gjort normalt. Det var mig imidlertid ikke vanskeligt at skrive en heel Bog, naar jeg vilde gjennemgaae de forskjellige Misforstaaelser, de bagvendte Stillinger, de sjuskede Bev&ae;gelser, jeg har st&o-;dt paa blot i min lille Praxis. Man troer meget lidt paa Aand, og dog gjelder det netop om Aand for at gj&o-;re denne Bev&ae;gelse, det gjelder om, at den ikke er et eensidigt Resultat af en dira necessitas, og jo mere denne er tilstede, desto tvivlsommere bliver det altid, om Bev&ae;gelsen er normal. Naar man saaledes vil mene, at den kolde, ufrugtbare N&o-;dvendighed n&o-;dvendigt maa v&ae;re tilstede, saa siger man dermed, at Ingen kan opleve D&o-;den, f&o-;r han virkelig d&o-;er, hvilket forekommer mig en cras Materialisme. Dog i vor Tid bekymrer man sig mindre om at gj&o-;re rene Bev&ae;gelser. Dersom Een, der skulde l&ae;re at dandse, vilde sige: nu har i Aarhundreder den ene Sl&ae;gt efter den anden l&ae;rt Positioner, det er paa den h&o-;ie Tid, at jeg drager mig dette til Fordeel og uden videre begynder paa _FrancaiserFrançaiser, saa vilde man vel lee lidt ad ham; men i Aandens Verden finder man det yderst plausibelt. Hvad er da Dannelse? Jeg troede, det var det Cursus, den Enkelte gjenneml&o-;b for at indhente sig selv; og den, der ikke vil gjennemgaae dette Cursus, ham hj&ae;lper det saare lidet, om han blev f&o-;dt i den mest oplyste Tidsalder. Den uendelige Resignation er det sidste Stadium, der gaaer forud for Troen, saaledes, at Enhver, der ikke har gjort denne Bev&ae;gelse, ikke har Troen; thi f&o-;rst i den uendelige Resignation bliver jeg mig selv klar i min evige Gyldighed, og f&o-;rst da kan der v&ae;re Tale om i Kraft af Troen at gribe Tilv&ae;relsen. Vi ville nu lade Troens Ridder give M&o-;de i det omtalte Tilf&ae;lde. Han gj&o-;r aldeles det samme, som den anden Ridder, han giver uendeligt Afkald paa den Kj&ae;rlighed, der er hans Livs Indhold, han er forsonet i Smerten; men da skeer Vidunderet, han gj&o-;r endnu en Bev&ae;gelse, forunderligere end Alt, thi han siger: jeg troer dog, at jeg faaer hende, i Kraft nemlig af det Absurde, i Kraft af, at for Gud er Alting muligt. Det Absurde h&o-;rer ikke til de Differentser, der ligge indenfor Forstandens eget Omfang. Det er ikke identisk med det Usandsynlige, det Uventede, det Uformodede. I det &O-;ieblik, Ridderen resignerede, da forvissede han sig om Umuligheden, menneskelig talt, dette var Forstandens Resultat, og han havde Energi nok til at t&ae;nke det. I uendelig Forstand var det derimod muligt, det er ved at resignere derpaa, men denne Besidden er jo tillige en Opgiven, men dog er denne Besidden for Forstanden ingen Absurditet; thi Forstanden vedblev at beholde Ret i, at i den _{Endelighedens}Elendighedens Verden, hvor den hersker, var og blev det en Umulighed. Denne Bevidsthed har Troens Ridder ligesaa klar; det Eneste, der altsaa kan frelse ham, er det Absurde, og dette griber han ved Troen. Han erkjender altsaa Umuligheden og i samme &O-;ieblik troer han det Absurde; thi vil han uden med al sin Sj&ae;ls Lidenskab og af sit ganske Hjerte at erkjende Umuligheden, indbilde sig at have Troen, da bedrager han sig selv, og hans Vidnesbyrd har intetsteds hjemme, da han end ikke er kommen til den uendelige Resignation. Troen er derfor ingen &ae;sthetisk R&o-;relse, men noget langt H&o-;iere, netop fordi den har Resignationen forud for sig, den er ikke Hjertets umiddelbare Drift, men Tilv&ae;relsens Paradox. Naar saaledes en ung Pige tiltrods for alle Vanskeligheder dog holder sig forvisset om, at hendes &O-;nske vel bliver opfyldt, saa er denne Forvisning slet ikke Troens, og det uagtet hun er opdragen af christelige For&ae;ldre, og maaskee et heelt Aar har gaaet til Pr&ae;sten. Hun er forvisset i al sin barnlige Naivetet og Uskyldighed, ogsaa denne Forvisning adler hendes V&ae;sen, og giver hende en overnaturlig St&o-;rrelse, saa at hun som en Thaumaturg kan besv&ae;rge Tilv&ae;relsens endelige Kr&ae;fter, og bringe Stene selv til at gr&ae;de, medens hun paa den anden Side i sin Befippethed ligesaa godt kan l&o-;be til Herodes som til Pilatus og r&o-;re al Verden med sine B&o-;nner. Hendes Forvisning er saare elskelig, og man kan l&ae;re Meget af hende, men een Ting l&ae;rer man ikke af hende, man l&ae;rer ikke at gj&o-;re Bev&ae;gelser; thi hendes Forvisning t&o-;r ikke i Resignationens Smerte see Umuligheden under &O-;ine. Indsee kan jeg da, at der h&o-;rer Kraft og Energi og Aandens Frihed til at gj&o-;re Resignationens uendelige Bev&ae;gelse; jeg kan tillige indsee, at den lader sig gj&o-;re. Det N&ae;ste forbauser mig, min Hjerne vender sig i mit Hoved; thi, efter at have gjort Resignationens Bev&ae;gelse, nu i Kraft af det Absurde at faae Alt, faae &O-;nsket, heelt, ubeskaarent, det er over menneskelige Kr&ae;fter, det er et Vidunder. Men det kan jeg indsee, at den unge Piges Forvisning kun er Letsindighed i Sammenligning med Troens Urokkelighed, uagtet den har indseet Umuligheden. Hver Gang jeg vil gj&o-;re denne Bev&ae;gelse, sortner det for mit &O-;ie, i samme &O-;ieblik beundrer jeg det absolut, og i samme &O-;ieblik griber en uhyre Angst min Sj&ae;l, thi hvad er da det at friste Gud? Og dog er denne Bev&ae;gelse Troens, og bliver ved at v&ae;re det, om saa Philosophien end, for at forvirre Begreberne, vil bilde os ind, at den har Troen, om saa Theologien vil s&ae;lge den ud for godt Kj&o-;b. Til at resignere h&o-;rer der ikke Tro, thi det, jeg i Resignation vinder, er min evige Bevidsthed, og dette er en reen philosophisk Bev&ae;gelse, som jeg tr&o-;ster mig til at gj&o-;re, naar forlanges, og som jeg kan tugte mig selv til at gj&o-;re, thi hver Gang nogen Endelighed vil voxe mig overhovedet, da hungrer jeg mig selv ud, indtil jeg gj&o-;r Bev&ae;gelsen; thi min evige Bevidsthed er min Kj&ae;rlighed til Gud, og den er mig h&o-;iere end Alt. Til at resignere h&o-;rer der ikke Tro, men til at faae det allermindste mere end min evige Bevidsthed h&o-;rer der Tro, thi dette er det Paradoxe. Man forvexler ofte Bev&ae;gelserne. Man siger, at man beh&o-;ver Troen for at give Afkald paa Alt, ja man h&o-;rer det endnu Besynderligere, at et Menneske klager over, at han har tabt Troen, og naar man seer efter paa Scalaen, for at see, hvor han er, seer man besynderlig nok, at han kun er kommen til det Punkt, at han skal gj&o-;re Resignationens uendelige Bev&ae;gelse. Ved Resignationen giver jeg Afkald paa Alt, denne Bev&ae;gelse gj&o-;r jeg ved mig selv, og naar jeg ikke gj&o-;r det, da er det fordi jeg er feig og bl&o-;dagtig og uden Begeistring og ikke f&o-;ler Betydningen af den h&o-;ie V&ae;rdighed, ethvert Menneske er anviist, at v&ae;re sin egen Censor, hvilket er meget fornemmere end at v&ae;re General-Censor for hele den romerske Republik. Denne Bev&ae;gelse gj&o-;r jeg ved mig selv, og det, jeg derfor vinder, er mig selv i min evige Bevidsthed, i salig Forstaaelse med min Kj&ae;rlighed til det evige V&ae;sen. Ved Troen giver jeg ikke Afkald paa Noget, tvertimod ved Troen faaer jeg Alt, netop i den Forstand, i hvilken det hedder, at den, som har Tro som et Sennepskorn, kan flytte Bjerge. Der h&o-;rer et reent menneskeligt Mod til at give Afkald paa hele Timeligheden, for at vinde Evigheden, men denne vinder jeg, og kan i al Evighed ikke give Afkald paa, det er en Selvmodsigelse; men der h&o-;rer et paradox og ydmygt Mod til nu at gribe hele Timeligheden i Kraft af det Absurde, og dette Mod er Troens. Ved Troen gav Abraham ikke Afkald paa Isaak, men ved Troen fik Abraham Isaak. I Kraft af Resignationen skulde hiin rige Yngling have bortgivet Alt, men naar han da havde gjort det, da skulde Troens Ridder have sagt til ham: I Kraft af det Absurde skal Du faae hver en Hvid igjen, kan Du troe det. Og denne Tale skal ingenlunde v&ae;re den forhen rige Yngling ligegyldig; thi dersom han bortgav sit Gods, fordi han er kjed deraf, da var det daarligt bevendt med hans Resignation. Timeligheden, Endeligheden er det, hvorom Alt dreier sig. Jeg kan ved egen Kraft resignere paa Alt, og da finde Fred og Hvile i Smerten, jeg kan finde mig i Alt, selv om hiin r&ae;dsomme D&ae;mon, forf&ae;rdeligere end Knokkelmanden, der forskr&ae;kker Menneskene, selv om Vanvidet holdt Narredragten op for mit &O-;ie, og jeg forstod dens Mine, at det var mig, der skulde if&o-;re mig den, jeg kan endnu frelse min Sj&ae;l, dersom det ellers er mig mere om at gj&o-;re, at min Kj&ae;rlighed til Gud seirer i mig, end min jordiske Lykke. Et Menneske kan endnu i dette sidste &O-;ieblik samle hele sin Sj&ae;l i eet eneste Blik mod den Himmel, fra hvilken al god Gave kommer, og dette Blik skal v&ae;re forstaaeligt for ham og for den, hvem det s&o-;ger, at han dog blev sin Kj&ae;rlighed tro. Da skal han rolig if&o-;re sig Dragten. Den, hvis Sj&ae;l ikke har denne Romantik, har solgt sin Sj&ae;l, hvad enten han nu fik et Kongerige for den, eller en ussel S&o-;lvpenge. Men ved egen Kraft kan jeg ikke faae det Mindste af hvad der tilh&o-;rer Endeligheden; thi jeg bruger bestandig min Kraft til at resignere paa Alt. Ved egen Kraft kan jeg opgive Prindsessen, og jeg skal ikke blive nogen Suurmuler, men finde Gl&ae;de og Fred og Hvile i min Smerte, men ved egen Kraft kan jeg ikke faae hende igjen, thi jeg bruger netop min Kraft til at resignere. Men ved Troen, siger hiin vidunderlige Ridder, ved Troen skal Du faae hende i Kraft af det Absurde. See denne Bev&ae;gelse kan jeg ikke gj&o-;re. Saasnart jeg vil begynde derpaa, vender Alt sig om, og jeg flygter tilbage i Resignationens Smerte. Jeg kan sv&o-;mme i Livet, men til denne mystiske Sv&ae;ven er jeg for tung. At existere saaledes, at min Mods&ae;tning til Existentsen i ethvert &O-;ieblik udtrykker sig som den skj&o-;nneste og tryggeste Harmoni med den, det kan jeg ikke. Og dog maa det v&ae;re herligt at faae Prindsessen, det siger jeg ethvert &O-;ieblik, og den Resignationens Ridder, der ikke siger det, han er en Bedrager, han har ikke havt et eneste &O-;nske, og han har ikke holdt &O-;nsket ungt i sin Smerte. Maaskee var der den, der fandt det beqvemt nok, at &O-;nsket ikke mere var levende, at Smertens Piil var sl&o-;vet; men en saadan er ingen Ridder. En fribaaren Sj&ae;l, der greb sig deri, han vilde foragte sig selv, og begynde forfra, og fremfor Alt ikke tillade sin Sj&ae;l at v&ae;re bedragen ved sig selv. Og dog maa det v&ae;re herligt at faae Prindsessen, og dog er Troens Ridder den eneste Lykkelige, Endelighedens Stamherre, medens Resignationens Ridder er en Fremmed og Udl&ae;nding. Saaledes at faae Prindsessen, at leve glad og lykkelig, Dag ud og Dag ind med hende, (thi ogsaa dette lod sig jo t&ae;nke, at Resignationens Ridder kunde faae Prindsessen, men hans Sj&ae;l havde gjennemskuet Umuligheden af deres Fremtids Lykke), saaledes at leve glad og lykkelig hvert &O-;ieblik i Kraft af det Absurde, hvert &O-;ieblik see Sv&ae;rdet sv&ae;ve over den Elskedes Hoved, og dog ikke finde Hvile i Resignationens Smerte, men Gl&ae;de i Kraft af det Absurde &streg; det er Vidunderligt. Den, der gj&o-;r det, han er stor, den eneste Store, Tanken derom bev&ae;ger min Sj&ae;l, der aldrig var karrig i at beundre det Store. Dersom nu virkelig Enhver i min Samtid, der ikke vil blive staaende ved Troen, er en Mand, der har fattet Livets R&ae;dsel, der har forstaaet, hvad Daub mener, naar han siger, at en Soldat, der ene staaer paa Post med skarpladt Gev&ae;hr, ved et Krudttaarn, i en Uveirs-Nat, faaer besynderlige Tanker; dersom nu virkelig Enhver, der ikke vil blive staaende ved Troen, er en Mand, der havde Sj&ae;ls Kraft til at fatte og derpaa gav sig Tid til at blive eensom med den Tanke, at &O-;nsket var en Umulighed; dersom Enhver, der ikke vil blive staaende ved Troen, er en Mand, der i Smerten forsonedes og forsonedes ved Smerten, dersom Enhver, der ikke vil blive staaende ved Troen, er en Mand, der dern&ae;st (og hvis han ikke har gjort alt det Foregaaende, saa skal han ikke uleilige sig, naar der er Tale om Troen) gjorde det Vidunderlige, greb hele Tilv&ae;relsen i Kraft af det Absurde &streg; saa er hvad jeg skriver den h&o-;ieste Lovtale over Samtiden, af den Ringeste i den, der kun kunde gj&o-;re Resignationens Bev&ae;gelse. Men hvorfor vil man da ikke blive staaende ved den, hvorfor h&o-;rer man stundom, at Folk undsee sig ved at bekjende, at de have Troen? Dette kan jeg ikke fatte. Dersom jeg nogensinde driver det til at kunne gj&o-;re denne Bev&ae;gelse, da vil jeg for Fremtiden kj&o-;re med 4 Heste. Er det virkelig saa, er al den Spidsborgerlighed, jeg seer i Livet, som jeg ikke lader mit Ord men min Gjerning d&o-;mme, er den virkelig ikke hvad den synes, er den Vidundret? Det lod sig jo t&ae;nke; thi hiin Troens Helt havde jo en paafaldende Lighed dermed; thi hiin Troens Helt var end ikke Ironiker og Humorist, men noget endnu H&o-;iere. Der tales i vor Tid meget om Ironi og Humor is&ae;r af Folk, som aldrig have formaaet at praktisere deri, men som desuagtet vide at forklare Alt. Jeg er ikke ganske ubekjendt med disse tvende Lidenskaber, jeg veed lidt mere om dem end hvad der staaer i tydske og tydsk-danske Compendier. Jeg veed derfor, at disse tvende Lidenskaber ere v&ae;sentlig forskjellige fra Troens Lidenskab. Ironi og Humor reflektere ogsaa paa sig selv og h&o-;re derfor hjemme i den uendelige Resignations Sph&ae;re, de have deres Elasticitet i, at Individet er incommensurabelt for Virkeligheden. Den sidste Bev&ae;gelse, Troens paradoxe Bev&ae;gelse, kan jeg ikke gj&o-;re, det v&ae;re nu Pligt eller hvad det er, uagtet jeg hellere end gjerne vilde det. Om et Menneske har Lov til at sige dette, det maa overlades til ham; det bliver en Sag mellem ham og det evige V&ae;sen, der er Troens Gjenstand, om han i denne Henseende kan tr&ae;ffe en mindelig Overeenskomst. Hvad ethvert Menneske kan, det er, han kan gj&o-;re den uendelige Resignations Bev&ae;gelse, og jeg for mit Vedkommende vilde ikke tage i Bet&ae;nkning, at erkl&ae;re Enhver den for feig, der vil indbilde sig, at han ikke kan det. Med Troen er det en anden Sag. Men hvad ethvert Menneske ikke har Lov til, det er, at indbilde Andre, at Troen er noget Ringe eller at den er en let Sag, medens den er det St&o-;rste og det Sv&ae;reste. Man opfatter Fort&ae;llingen om Abraham paa en anden Maade. Man lovpriser Guds Naade, at han skj&ae;nkede ham Isaak igjen, det Hele var kun en Pr&o-;velse. En Pr&o-;velse, dette Ord kan sige Meget og Lidet, og dog er det Hele saa hurtigt forbi som det er sagt. Man bestiger en bevinget Hest, i samme Nu er man paa Morijabjerget, i samme Nu seer man V&ae;deren; man glemmer, at Abraham kun reed paa et &Ae;sel, der gaaer langsomt hen ad Veien, at han havde tre Dages Reise, at han beh&o-;vede nogen Tid for at kl&o-;ve Br&ae;ndet, binde Isaak, og for at hv&ae;sse Kniven. Og dog lovpriser man Abraham. Den, der skal tale, han kan godt sove indtil det sidste Qvarteer f&o-;r han skal tale, Tilh&o-;reren kan godt falde i S&o-;vn under Talen; thi Alt gaaer nemt nok, uden Uleilighed fra nogen af Siderne. Hvis der var en Mand tilstede, som leed af S&o-;vnl&o-;shed, da gik han maaskee hjem, satte sig hen i en Krog og t&ae;nkte: det er et &O-;iebliks Sag det Hele, blot Du venter en Minut, saa seer Du V&ae;deren, og Pr&o-;velsen er forbi. Traf Taleren ham i denne Tilstand, da t&ae;nker jeg, han vilde tr&ae;de frem for ham i al sin V&ae;rdighed og sige: &anfbeg;Elendige, at Du kan lade din Sj&ae;l synke i slig Daarskab; der skeer intet Mirakel, og hele Livet er en Pr&o-;velse.&anfslut; Altsom Taleren foer frem i sin Udgydelse, kom han mere og mere i Affect, blev gladere og gladere over sig selv, og medens han ingen Blodcongestion havde bem&ae;rket, da han talede om Abraham, f&o-;lte han nu, hvorledes Aaren svulmede i hans Pande. Maaskee vilde han tabe N&ae;se og Mund, hvis Synderen roligt og v&ae;rdigt svarede: det var jo derom Du pr&ae;dikede sidste S&o-;ndag. Lad os saa enten slaae en Streg over Abraham, eller lad os l&ae;re at forf&ae;rdes ved det uhyre Paradox, der er hans Livs Betydning, at vi maae forstaae, at vor Tid, ligesom enhver Tid, kan v&ae;re glad, om den har Troen. Dersom Abraham ikke er en Nullitet, et Phantom, noget Stads, man bruger til Tidsfordriv, saa kan Feilen aldrig ligge i, at Synderen vilde gj&o-;re ligesaa, men det gj&ae;lder om at see, hvor Stort det var, som Abraham gjorde, for at Manden kan d&o-;mme sig selv, om han har Kald og Mod til at fors&o-;ges i Sligt. Den comiske Modsigelse i Talerens Adf&ae;rd var, at han gjorde Abraham til en Ubetydelighed, og dog vilde formene den Anden at b&ae;re sig ad paa samme Maade. Skulde man da ikke turde tale om Abraham? Det troer jeg dog nok. Hvis jeg skulde tale om ham, da vilde jeg f&o-;rst skildre Pr&o-;velsens Smerte. Til den Ende vilde jeg som en Igle suge al Angst og N&o-;d og Qval ud af en Faders Lidelse, for at jeg kunde beskrive, hvad Abraham leed, medens han dog under alt dette troede. Jeg vilde minde om, at Reisen varede 3 Dage og et godt Stykke op paa den 4de, ja disse halvfjerde Dag skulde blive uendelig meget l&ae;ngere end det Par tusind Aar, der adskiller mig fra Abraham. Da vil jeg minde om, hvad der er min Mening, at ethvert Menneske t&o-;r endnu vende om, inden han begynder paa Sligt, og hvert &O-;ieblik kan angrende vende tilbage. Gj&o-;r man dette, saa frygter jeg ingen Fare, ei heller frygter jeg for, at v&ae;kke Lyst hos Folk til at fors&o-;ges i Lighed med Abraham. Men vil man afh&ae;nde en Godtkj&o-;bs-Udgave af Abraham, og dog formene Enhver at gj&o-;re ligesaa, da er det latterligt. Det er da nu min Agt af Fort&ae;llingen om Abraham i Form af Problemata at uddrage det Dialektiske, der ligger i den, for at see, hvilket uhyre Paradox Troen er, et Paradox, der formaaer at gj&o-;re et Mord til en hellig og gudvelbehagelig Handling, et Paradox, der giver Abraham Isaak igjen, hvilket ingen T&ae;nkning kan bem&ae;gtige sig, fordi Troen netop begynder der, hvor T&ae;nkningen h&o-;rer op. Problema I Gives der en teleologisk Suspension af det Ethiske? Det Ethiske er som saadant det Almene, og som det Almene Det, der er gjeldende for Enhver, hvilket fra en anden Side lader sig udtrykke saaledes, at det er gjeldende i ethvert &O-;ieblik. Det hviler immanent i sig selv, har Intet uden for sig, der er dets &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, men er selv &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; for Alt, hvad det har udenfor sig, og naar det Ethiske har optaget dette i sig, da kommer det ikke videre. Umiddelbar sandselig og sj&ae;lelig bestemmet er den Enkelte den Enkelte, der i det Almene har sit &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, og dette er hans ethiske Opgave, bestandig at udtrykke sig selv i dette, at oph&ae;ve sin Enkelthed for at blive det Almene. Saasnart den Enkelte vil gj&o-;re sig gjeldende i sin Enkelthed ligeoverfor det Almene, da synder han, og kan kun ved at anerkjende dette atter forsone sig med det Almene. Hver Gang den Enkelte, efterat have v&ae;ret traadt ind i det Almene, f&o-;ler en Tilskyndelse til at gj&o-;re sig gjeldende som den Enkelte, da er han i Anf&ae;gtelse, af hvilken han kun arbeider sig ud, ved angrende at opgive sig selv som den Enkelte i det Almene. Er dette det H&o-;ieste, der lader sig sige om Mennesket og om hans Tilv&ae;relse, saa har det Ethiske samme Beskaffenhed som et Menneskes evige Salighed, hvilken i al Evighed og i hvert &O-;ieblik er hans &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, da det vilde v&ae;re en Modsigelse, at den skulde kunne opgives (&dvs;: teleologisk suspenderes) da den, saasnart den suspenderes, forskj&ae;rtses, medens hvad der suspenderes ikke er forskj&ae;rtset, men netop bevaret i det H&o-;iere, der er dets &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;. Forholder det sig saaledes, da har Hegel Ret, naar han lader Mennesket i det Gode og Samvittigheden kun v&ae;re bestemmet som den Enkelte, han har Ret i at betragte denne Bestemmethed som en &anfbeg;moralsk Form af det Onde&anfslut; (cfr. is&ae;r Retsphilosophien) hvilken skal oph&ae;ves i det S&ae;deliges Teleologi, saaledes at den Enkelte, der forbliver i hiint Stadium, enten synder eller ligger i Anf&ae;gtelse. Hvad Hegel derimod ikke har Ret i, er at tale om Troen, Uret i ikke h&o-;it og lydeligt at protestere mod, at Abraham nyder H&ae;der og &Ae;re som en Troens Fader, medens han burde hjemvises og udvises som en Morder. Troen er nemlig dette Paradox, at den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, dog vel at m&ae;rke saaledes, at Bev&ae;gelsen gjentager sig, at han altsaa, efterat have v&ae;ret i det Almene, nu som den Enkelte isolerer sig som h&o-;iere end det Almene. Dersom dette ikke er Troen, saa er Abraham tabt, saa har Troen aldrig v&ae;ret til i Verden, netop fordi den altid har v&ae;ret til. Thi hvis det Ethiske &dvs;: det S&ae;delige er det H&o-;ieste, og der intet Incommensurabelt bliver tilbage i Mennesket paa anden Maade, end at dette Incommensurable er det Onde &dvs;: det Enkelte, der skal udtrykkes i det Almene, saa beh&o-;ver man ikke andre Kategorier end hvad den gr&ae;ske Philosophi havde, eller hvad der ved en consequent T&ae;nkning lader sig uddrage af disse. Dette burde Hegel ikke have lagt Skjul paa; thi han har dog havt gr&ae;ske Studier. Man h&o-;rer ikke sjeldent M&ae;nd, der, i Mangel af at fortabe sig i Studier, fordybe sig i Phraser, fort&ae;lle, at der over den christelige Verden skinner et Lys, medens der ruger et M&o-;rke over Hedenskabet. Denne Tale har altid forekommet mig besynderlig, da endnu enhver grundigere T&ae;nker, enhver alvorligere Kunstner forynger sig ved det gr&ae;ske Folks evige Ungdom. Et saadant Udsagn lader sig forklare af, at man ikke veed hvad man skal sige, men kun, at man skal sige Noget. Det er i sin Orden, at man siger, at Hedenskabet ikke havde Troen, men naar man derved skal have sagt Noget, da maa man v&ae;re lidt mere paa det Rene om, hvad man forstaaer ved Troen, da man ellers synker tilbage i saadanne Phraser. At forklare hele Tilv&ae;relsen, Troen med, uden at have en Forestilling om hvad Troen er, er let, og den calculerer ikke slettest i Livet, der regner paa Beundring, naar han har en saadan Forklaring; thi det er som Boileau siger: un sot trouve toujours un plus sot, qui l'admire. Troen er netop dette Paradox, at den Enkelte som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, er berettiget ligeoverfor dette, ikke subordineret, men overordnet, dog vel at m&ae;rke saaledes, at det er den Enkelte, der efter at have v&ae;ret som den Enkelte det Almene underordnet, nu gjennem det Almene bliver den Enkelte, der som den Enkelte er det overordnet; at den Enkelte som den Enkelte staaer i et absolut Forhold til det Absolute. Dette Standpunkt lader sig ikke mediere; thi al Mediation skeer netop i Kraft af det Almene; det er og bliver i al Evighed et Paradox, utilg&ae;ngeligt for T&ae;nkningen. Og dog er Troen dette Paradox eller ogsaa (dette er de Conseqventser, som jeg vil bede L&ae;seren have in mente paa ethvert Punkt, om det end vilde blive mig for vidtl&o-;ftigt overalt at nedskrive dem) eller ogsaa har der aldrig v&ae;ret Tro til, netop fordi den altid har v&ae;ret, eller ogsaa er Abraham tabt. At dette Paradox for den Enkelte let kan forvexles med en Anf&ae;gtelse, er vel sandt, men derfor b&o-;r man ikke skjule det. At Manges hele Bygning kan v&ae;re saaledes, at det st&o-;der dem fra sig, er vel sandt; men derfor b&o-;r man ikke gj&o-;re Troen til noget Andet, for ogsaa at kunne have den, men hellere tilstaae, at man ikke har den, medens de, der have Troen, burde v&ae;re bet&ae;nkte paa, at opstille nogle Kjendetegn, at man kunde adskille Paradoxet fra en Anf&ae;gtelse. Fort&ae;llingen om Abraham indeholder nu en saadan teleologisk Suspension af det Ethiske. Det har ikke manglet paa skarpsindige Hoveder og grundige Forskere, der have fundet Analogier til den. Deres Viisdom l&o-;ber ud paa den skj&o-;nne S&ae;tning, at i Grunden er Alt det Samme. Naar man vil see lidt n&ae;rmere til, tvivler jeg meget paa, at man i den ganske Verden skal finde en eneste Analogi, undtagen en senere, hvilket Intet beviser, naar det staaer fast, at Abraham repr&ae;senterer Troen, og at den normalt er udtrykt i ham, hvis Liv ikke blot er det mest Paradoxe, der lader sig t&ae;nke, men saa paradox, at det slet ikke lader sig t&ae;nke. Han handler i Kraft af det Absurde; thi det er netop det Absurde, at han som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene. Dette Paradox lader sig ikke mediere; thi saasnart han begynder derpaa, da maa han tilstaae, at han var i en Anf&ae;gtelse, og naar saa er, kommer han aldrig til at offre Isaak, eller hvis han har offret Isaak, da maa han angrende vende tilbage til det Almene. I Kraft af det Absurde faaer han Isaak igjen. Abraham er derfor i intet &O-;ieblik en tragisk Helt, men noget ganske Andet, enten en Morder eller en Troende. Den Mellembestemmelse, der frelser den tragiske Helt, har Abraham ikke. Derfor er det, at jeg kan forstaae en tragisk Helt, men ikke forstaae Abraham, om jeg end i en vis afsindig Forstand beundrer ham mere end alle Andre. Abrahams Forhold til Isaak er ethisk udtrykt ganske simpelt dette, at Faderen skal elske S&o-;nnen h&o-;iere end sig selv. Dog det Ethiske har indenfor sit eget Omfang adskillige Gradationer; vi ville see, om der i denne Fort&ae;lling findes noget saadant h&o-;iere Udtryk for det Ethiske, der ethisk kan forklare hans Adf&ae;rd, ethisk berettige ham til at suspendere den ethiske Forpligtelse mod S&o-;nnen, uden dog derfor at bev&ae;ge sig ud over det Ethiskes Teleologi. Naar et Foretagende, der er et heelt Folks Bekymring, forhindres, naar en saadan Bedrift standses ved Himlens Unaade, naar den vrede Guddom sender et Blikstille, der spotter alle Anstr&ae;ngelser, naar Spaamanden fuldkommer sin tunge Gjerning og forkynder, at Guden fordrer en ung Pige som Offer &streg; da skal Faderen heltemodigen bringe dette Offer. H&o-;imodig skal han d&o-;lge sin Smerte, om han end kunde &o-;nske, han var &anfbeg;den ringe Mand, der t&o-;r gr&ae;de,&anfslut; ikke Kongen, der maa handle kongeligt. Og tr&ae;nger Smerten end eensomt ind i hans Bryst, har han kun 3 Medvidere i Folket, snart skal det hele Folk v&ae;re Medvider i hans Smerte, men ogsaa Medvider i hans Daad, at han for det Heles Vel vilde offre hende, Datteren, den unge deilige Pige. O Barm! o fagre Kinder, lysegule Haar (v. 687.). Og Datteren skal r&o-;re ham ved sine Taarer, og Faderen skal vende sit Ansigt bort, men Helten skal l&o-;fte Kniven. &streg; Naar da Efterretningen derom naaer det f&ae;drene Hjem, da skal Gr&ae;kenlands skj&o-;nne Piger r&o-;dme af Begeistring, og hvis Datteren var Brud, da skal den Trolovede ikke vredes, men v&ae;re stolt af at deeltage i Faderens Daad, fordi Pigen tilh&o-;rte ham &o-;mmere end hun tilh&o-;rte Faderen. Naar den kj&ae;kke Dommer, der frelste Israel i N&o-;dens Stund, i eet Aandedrag binder Gud og sig selv ved det samme L&o-;fte, da skal han heltemodigen forvandle den unge Piges Jubel, den elskede Datters Gl&ae;de til Sorg, og hele Israel skal s&o-;rge med hende over hendes jomfruelige Ungdom; men enhver fribaaren Mand skal forstaae, enhver behjertet Qvinde beundre Jephtah, og enhver Jomfru i Israel skal &o-;nske at handle som hans Datter; thi hvad hjalp det, at Jephtah seirede ved sit L&o-;fte, naar han ikke holdt det, skulde da Seiren ikke atter tages fra Folket? Naar en S&o-;n forglemmer sin Pligt, naar Staten betroer Faderen Dommersv&ae;rdet, naar Lovene kr&ae;ve Straffen af Faderens Haand, da skal Faderen heltemodigen glemme, at den Skyldige er hans S&o-;n, han skal h&o-;imodigen skjule sin Smerte, men der skal ikke v&ae;re en Eneste i Folket, end ikke S&o-;nnen, uden at han beundrer Faderen, og hver Gang Roms Love blive fortolkede, skal det mindes, at Mangen fortolkede dem l&ae;rdere, men Ingen herligere end Brutus. Hvis derimod Agamemnon, medens en gunstig Vind f&o-;rer Flaaden for fulde Segl til sit Maal, vilde have afsendt hiint Bud, der hentede Iphigenia, for at offre hende; hvis Jephtah, uden at v&ae;re bunden ved noget L&o-;fte, der afgjorde Folkets Skjebne, vilde have sagt til Datteren: s&o-;rg nu i to Maaneder over Din korte Ungdom, da vil jeg offre Dig; hvis Brutus havde havt en retf&ae;rdig S&o-;n, og dog vilde have kaldt ad Lictorerne for at henrette ham &streg; hvo skulde da have forstaaet dem? Hvis disse tre M&ae;nd paa det Sp&o-;rgsmaal, hvorfor de gjorde det, havde svaret: det er en Pr&o-;velse, i hvilken vi fors&o-;ges, skulde man da have forstaaet dem bedre? Naar Agamemnon, Jephtah, Brutus i det afgj&o-;rende &O-;ieblik heltemodigen overvinder Smerten, heltemodigen har tabt det Elskede og blot skal fuldkomme Gjerningen i det Ydre, da skal der aldrig v&ae;re en adelig Sj&ae;l i Verden, uden at han har Medlidenhedens Taarer for deres Smerte, Beundringens for deres Daad. Hvis derimod disse tre M&ae;nd i det afgj&o-;rende &O-;ieblik til det Heltemod, med hvilket de bar Smerten, _villevilde f&o-;ie det lille Ord: det skeer dog ikke &streg; hvo skulde da forstaae dem? Hvis de som en Forklaring tilf&o-;iede: det troe vi i Kraft af det Absurde, hvo skulde da bedre forstaae dem, thi hvo skulde ikke let forstaae, at det var absurdt, men hvo skulde forstaae, at man saa kunde troe det? Forskjellen mellem den tragiske Helt og Abraham er let i&o-;inefaldende. Den tragiske Helt bliver endnu indenfor det Ethiske. Han lader et Udtryk af det Ethiske have sit &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; i et h&o-;iere Udtryk af det Ethiske, han neds&ae;tter det ethiske Forhold mellem Fader og S&o-;n eller Datter og Fader til en F&o-;lelse, der har sin Dialektik i sit Forhold til S&ae;delighedens Idee. Der kan da ikke her v&ae;re Tale om en teleologisk Suspension af selve det Ethiske. Med Abraham forholder det sig anderledes. Han overskred ved sin Gjerning hele det Ethiske, og havde et h&o-;iere &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; udenfor, i Forhold til hvilket han suspenderede dette. Thi jeg gad dog nok vide, hvorledes man vil bringe Abrahams Gjerning i Forhold til det Almene, om der lader sig opdage nogensomhelst anden Ber&o-;ring mellem det, Abraham gjorde, og det Almene end den, at Abraham overtraadte det. Det er ikke for at frelse et Folk, ikke for at h&ae;vde Statens Idee, at Abraham gj&o-;r det, ikke for at forsone vrede Guder. Kunde der v&ae;re Tale om, at Guddommen var vred, da var han jo kun vred paa Abraham, og Abrahams hele Gjerning staaer i intet Forhold til det Almene, er et reent privat Foretagende. Medens derfor den tragiske Helt er stor ved sin s&ae;delige Dyd, er Abraham stor ved en reen personlig Dyd. Der er intet h&o-;iere Udtryk for det Ethiske i Abrahams Liv, end dette, at Faderen skal elske S&o-;nnen. Det Ethiske i Betydning af det S&ae;delige kan der slet ikke v&ae;re Tale om. Forsaavidt det Almene var tilstede, var det jo krypt i Isaak, skjult saa at sige i Isaaks L&ae;nd, og maatte da raabe med Isaaks Mund: Gj&o-;r det ikke, Du tilintetgj&o-;r Alt. Hvorfor gj&o-;r Abraham det da? For Guds Skyld og aldeles identisk hermed for sin egen Skyld. For Guds Skyld gj&o-;r han det, fordi Gud fordrer dette Bevis paa hans Tro, for sin egen Skyld gj&o-;r han det, at han kan f&o-;re Beviset. Eenheden heraf er aldeles rigtigt udtrykt i det Ord, hvormed man altid har betegnet dette Forhold: det er en Pr&o-;velse, en Fristelse. En Fristelse; men hvad vil dette sige? Det, der ellers frister et Menneske, er jo det, der vil holde ham tilbage fra at gj&o-;re sin Pligt, men her er Fristelsen selve det Ethiske, der vil holde ham tilbage fra at gj&o-;re Guds Villie. Men hvad er da Pligten? Pligten er jo netop Udtrykket for Guds Villie. Her viser N&o-;dvendigheden sig af en ny Kategori for at forstaae Abraham. Et saadant Forhold til Guddommen kjender Hedenskabet ikke. Den tragiske Helt tr&ae;der ikke i noget privat Forhold til Guddommen, men det Ethiske er det Guddommelige, og derfor lader det Paradoxe deri sig mediere i det Almene. Abraham kan ikke medieres, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes: han kan ikke tale. Saasnart jeg taler, udtrykker jeg det Almene, og naar jeg ikke gj&o-;r det, saa kan Ingen forstaae mig. Saasnart da Abraham vil udtrykke sig i det Almene, saa maa han sige, at hans Situation er en Anf&ae;gtelse, thi han har intet h&o-;iere Udtryk af det Almene, der staaer over det Almene, han overtr&ae;der. Medens derfor Abraham v&ae;kker min Beundring, forf&ae;rder han mig tillige. Den, der fornegter sig selv og opoffrer sig for Pligten, han opgiver det Endelige for at gribe det Uendelige, han er sikker nok; den tragiske Helt opgiver det Visse for det endnu Vissere, og Betragterens &O-;ie hviler trygt paa ham. Men den, der opgiver det Almene for at gribe noget endnu H&o-;iere, der ikke er det Almene, hvad gj&o-;r han? Er det muligt, at dette kan v&ae;re andet end en Anf&ae;gtelse? Og hvis det er muligt, men den Enkelte da greb feil, hvad Frelse er der for ham? Han lider den tragiske Helts hele Smerte, han tilintetgj&o-;r sin Gl&ae;de i Verden, han forsager Alt, og maaskee tilsp&ae;rrer han sig i samme &O-;ieblik den oph&o-;iede Gl&ae;de, der var ham saa dyrebar, at han vilde kj&o-;be den for enhver Priis. Ham kan Betragteren slet ikke forstaae, ei heller trygt lade sit &O-;ie hvile paa ham. Maaskee lader det sig slet ikke gj&o-;re, hvad den Troende intenderer, da det jo er ut&ae;nkeligt. Eller om det lod sig gj&o-;re, hvis den Enkelte havde misforstaaet Guddommen, hvad Frelse var da for ham? Den tragiske Helt han beh&o-;ver Taarer og han fordrer Taarer, og hvor var det misundelige &O-;ie, der var saa ufrugtbart, at det ikke kunde gr&ae;de med Agamemnon, men hvor var den, hvis Sj&ae;l var saa forvildet, at han formastede sig til at gr&ae;de over Abraham. Den tragiske Helt fuldkommer sin Gjerning i et bestemt Tidsmoment, men i Tidernes L&o-;b gj&o-;r han, hvad der ikke er Mindre, han bes&o-;ger den, hvis Sj&ae;l er omsp&ae;ndt af Sorg, hvis Bryst ikke kan faae Luft for qvalte Sukke, hvis Tanker h&ae;nge betyngede over ham, _svangersvangre med Taarer, han viser sig for ham, han h&ae;ver Sorgens Trolddom, han l&o-;sner Sn&o-;relivet, han aflokker Taaren, idet den Lidende glemmer sine Lidelser i hans. Abraham kan man ikke gr&ae;de over. Man n&ae;rmer sig ham med en horror religiosus, som Israel n&ae;rmede sig Sinai-Bjerget. &streg; Hvis da den eensomme Mand, der bestiger Morijabjerget, der med sin Spidse rager himmelh&o-;it over Aulis's Sletter, hvis han ikke er en S&o-;vng&ae;nger, der gaaer trygt over Afgrunden, medens den, der staaer ved Bjergets Fod og seer derpaa, skj&ae;lver af Angst, af &Ae;rb&o-;dighed og Forf&ae;rdelse ikke engang t&o-;r kalde paa ham, hvis han bliver forstyrret i sig selv, hvis han havde taget Feil! &streg; Tak! atter Tak! v&ae;re en Mand, der r&ae;kker den, hvem Livets Sorger overfaldt og lode n&o-;gen tilbage, r&ae;kker ham Udtrykket, Ordets Blad, hvormed han kan skjule sin Elendighed; Tak v&ae;re Dig, store Shakespeare, Du som kan sige Alt, Alt, Alt netop som det er &streg; og dog hvorfor udtalte Du aldrig denne Qval? forbeholdt Du den maaskee for Dig selv? som den Elskede, hvis Navn man end ikke kan taale at Verden n&ae;vner; thi en Digter kj&o-;ber denne Ordets Magt til at udsige alle Andres tunge Hemmeligheder for en lille Hemmelighed, han ikke kan udsige, og en Digter er ikke en Apostel, han uddriver kun Dj&ae;vle ved Dj&ae;velens Magt. Men naar nu det Ethiske saaledes teleologisk er suspenderet, hvorledes existerer da den Enkelte, i hvem det er suspenderet? Han existerer som den Enkelte i Mods&ae;tning til det Almene. Synder han da? thi dette er Syndens Form, seet i Ideen, saaledes, at om Barnet end ikke synder, fordi det ikke er sig sin Existents bevidst som saadan, saa er dets Existents dog seet i Ideen Synd, og det Ethiske kr&ae;ver sig selv af det i ethvert &O-;ieblik. Vil man negte, at denne Form lader sig gjentage saaledes, at den ikke er Synd, saa er Dommen f&ae;ldet over Abraham. Hvorledes existerede da Abraham? Han troede. Dette er det Paradox, ved hvilket han bliver paa Spidsen, hvilket han ikke kan gj&o-;re tydeligt for nogen Anden, thi Paradoxet er, at han som den Enkelte s&ae;tter sig i et absolut Forhold til det Absolute. Er han berettiget? Hans Berettigelse er igjen det Paradoxe; thi dersom han er det, er han det ikke i Kraft af at v&ae;re noget Almeent, men i Kraft af at v&ae;re den Enkelte. Hvorledes forvisser da den Enkelte sig om, at han er berettiget? Det er nemt nok at nivellere hele Tilv&ae;relsen paa Statens Idee eller paa en Samfunds Idee. Gj&o-;r man det, saa kan man ogsaa let nok mediere; thi da kommer man slet ikke til Paradoxet, at den Enkelte som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, hvilket jeg ogsaa betegnende kan udtrykke i en S&ae;tning af Pythagoras, at det ulige Tal er fuldkomnere end det lige Tal. Forsaavidt man leilighedsviis i vor Tid h&o-;rer et Svar i Retning af Paradoxet, da lyder det gjerne saaledes: det bed&o-;mmer man efter Udfaldet. En Helt, der er bleven sin Samtids &g.s;&g.k;&g.a;&g.n;&g.d;&g.a;&g.l;&g.o;&g.n;, i Bevidsthed af, at han er et Paradox, der ikke kan gj&o-;re sig forstaaelig, tilraaber tr&o-;stig Samtiden: Udfaldet skal vel bevise, at jeg var berettiget. I vor Tid h&o-;rer man sj&ae;ldnere dette Raab; thi som den ikke frembringer Helte, hvilket er dens Br&o-;st, saa har den det Gode, at den ogsaa frembringer faa Karrikaturer. Naar man da i vor Tid h&o-;rer disse Ord: det skal bed&o-;mmes efter Udfaldet, saa er man strax klar over, hvem man har den &Ae;re at tale med. De, der tale saaledes, er et talrigt Folkef&ae;rd, som jeg med eet f&ae;lleds Navn vil kalde Docenterne. De leve i deres Tanker betryggede i Tilv&ae;relsen, de have en fast Stilling og sikkre Udsigter i en velorganiseret Stat, de have Aarhundreder, eller vel endog Aartusinder mellem sig og Tilv&ae;relsens Rystelser, de frygte ikke for, at Sligt kan gjentages, hvad vilde ogsaa Politiet og Bladene sige? Deres Gjerning i Livet er at bed&o-;mme de store M&ae;nd, og bed&o-;mme dem efter Udfaldet. En saadan Adf&ae;rd mod det Store r&o-;ber en besynderlig Blanding af Hovmod og Elendighed, Hovmod, fordi man mener sig kaldet til at bed&o-;mme, Elendighed, fordi man ikke f&o-;ler sit Liv end ikke i fjerneste Maade besl&ae;gtet med de Stores. Enhver, der er blot en Smule erectioris ingenii, han er dog ikke bleven et aldeles koldt og klamt Bl&o-;ddyr, og idet han n&ae;rmer sig det Store, da kan det aldrig gaae ham af Sinde, at det siden Verdens Skabelse har v&ae;ret Skik og Brug, at Udfaldet kommer sidst, og at man, naar man i Sandhed skal l&ae;re noget af det Store, netop maa v&ae;re opm&ae;rksom paa Begyndelsen. Dersom den, der skal handle, vil bed&o-;mme sig selv efter Udfaldet, saa kommer han aldrig til at begynde. Om da Udfaldet end kan gl&ae;de hele Verden, Helten kan det ikke hj&ae;lpe; thi Udfaldet fik han f&o-;rst at vide, da det Hele var forbi, og derved blev han ikke Helt, men han var det derved, at han begyndte. Desuden er Udfaldet (forsaavidt det er Endelighedens Svar paa det uendelige Sp&o-;rgsmaal) i sin Dialektik aldeles ueensartet med Heltens Existents. Eller skal det kunne bevise, at Abraham var berettiget til at forholde sig som den Enkelte til det Almene, at han ved et Vidunder fik Isaak? Hvis Abraham virkelig havde offret Isaak, skulde han derfor have v&ae;ret mindre berettiget? Men Udfaldet er man nysgjerrig efter, som efter Udfaldet paa en Bog; Angsten, N&o-;den, Paradoxet vil man ikke vide Noget af. Udfaldet lefler man &ae;sthetisk med; det kommer ligesaa uventet men ogsaa ligesaa let som en Gevinst i Lotteriet; og naar man har h&o-;rt Udfaldet, da har man opbygget sig. Og dog er ingen Tempelraner, der arbeider i Bolt og Jern, saa nedrig en Forbryder, som den, der saaledes plyndrer det Hellige, og dog er Judas, der solgte sin Herre for 30 Secler, ikke foragteligere end den, der saaledes s&ae;lger det Store. Det er min Sj&ae;l imod, at tale umenneskeligt om det Store, at lade det d&ae;mre i en uhyre Afstand i ubestemt Skikkelse, at lade det v&ae;re Stort, uden at dog det Menneskelige deri kommer frem, hvorved det da oph&o-;rer at v&ae;re Stort; thi ikke hvad der h&ae;nder mig, gj&o-;r mig stor, men hvad jeg gj&o-;r, og der er dog vel Ingen, der mener, at en Mand blev stor, fordi han vandt den store Gevinst i Lotteriet. Om et Menneske blev f&o-;dt i ringe Kaar, jeg fordrer dog af ham, at han ikke skal v&ae;re saa umenneskelig mod sig selv, at han ikke skulde kunne t&ae;nke Kongens Borg uden paa Afstand og ubestemt dr&o-;mme om dens Storhed, og paa eengang ville oph&o-;ie den og oph&ae;ve den derved, at han paa en nedrig Maade oph&o-;iede den; jeg fordrer af ham, at han skal v&ae;re _{Menneske til}Menneske nok til tillidsfuld og v&ae;rdig at tr&ae;de frem ogsaa der. Han skal ikke v&ae;re Umenneske nok til uforskammet at ville kr&ae;nke Alt, ved lige fra Gaden at ville storme ind i Kongens Sale, derved taber han mere end Kongen; tvertimod han skal finde en Gl&ae;de i at iagttage ethvert S&o-;mmelighedens Bud med glad og tillidsfuldt Sv&ae;rmeri, som netop vil gj&o-;re ham frimodig. Dette er kun et Billede; thi hiin Forskjel er kun et saare ufuldkomment Udtryk for Aandens Afstand. Jeg fordrer af ethvert Menneske, at han ikke skal t&ae;nke umenneskeligt nok om sig selv, til at han ikke t&o-;r tr&ae;de ind i hine Palladser, hvor ikke blot Mindet om de Udvalgte boer, men hvor de selv boe. Han skal ikke uforskammet tr&ae;nge sig frem og paadutte dem sit Sl&ae;gtskab, han skal v&ae;re salig for hver Gang han b&o-;ier sig for dem, men han skal v&ae;re frimodig og tillidsfuld og altid v&ae;re noget mere end en Gangkone; thi vil han ikke v&ae;re mere, da kommer han aldrig derind. Og det, der skal hj&ae;lpe ham, er netop Angsten og N&o-;den, hvori de Store blive fors&o-;gte, thi ellers vilde disse, hvis han har en Smule Marv i sig, blot v&ae;kke hans retf&ae;rdige Misundelse. Og hvad der kun kan v&ae;re stort paa Afstand, hvad man ved Hj&ae;lp af tomme og udhulede Phraser vil gj&o-;re til noget Stort, det tilintetgj&o-;r man selv. Hvo var stor i Verden som hiin benaadede Qvinde, Guds Moder, Jomfru Maria? Og dog hvorledes taler man derom? At hun var den Benaadede blandt Qvinder gj&o-;r hende ikke stor, og dersom det ikke traf sig saa besynderligt, at de, der h&o-;re, kunne t&ae;nke ligesaa umenneskeligt som de, der tale, saa maatte vel enhver ung Pige sp&o-;rge, hvorfor blev ikke ogsaa jeg den Benaadede? og hvis jeg ikke havde Andet at sige, da skulde jeg slet ikke afvise et saadant Sp&o-;rgsmaal som dumt; thi ligeoverfor en Begunstigelse, abstract seet, er ethvert Menneske lige berettiget. Man udelader N&o-;den, Angsten, Paradoxet. Min Tanke er reen trods Nogens, og den, der kan t&ae;nke Sligt, hans Tanke bliver nok reen, og han har ogsaa det R&ae;dsomme at vente, hvis det ikke er saa; thi den, der engang har faaet disse Billeder frem, han kan ikke blive af med dem igjen, og synder han mod dem, da h&ae;vne de sig forf&ae;rdeligt ved stille Vrede, forf&ae;rdeligere end 10 glubende Recensenters H&o-;ir&o-;stethed. Vel f&o-;dte Maria Barnet vidunderligt, men det gik hende dog paa Qvinders Viis, og denne Tid den er Angstens, N&o-;dens og Paradoxets. Engelen var vel en tjenende Aand, men han var ikke en tjenstvillig Aand, der gik til de andre unge Piger i Israel og sagde: foragter ikke Maria, hende h&ae;ndes det Overordentlige. Men Engelen kom kun til Maria, og Ingen kunde forstaae hende. Hvilken Qvinde blev dog kr&ae;nket som Maria, og er det ikke ogsaa her sandt, at den, hvem Gud velsigner, forbander han i samme Aandedrag? Dette er Aandens Opfattelse af Maria, og hun er ingenlunde, hvad der opr&o-;rer mig at sige, men endnu mere, at man tankel&o-;st og leflende har opfattet hende saaledes, hun er ingenlunde en Dame, der sidder paa Stads og leger med et Gudebarn. Naar hun da desuagtet sagde: see jeg er en Herrens Tjenerinde, saa er hun stor, og jeg t&ae;nker, det skal ikke falde vanskeligt at forklare, hvorfor hun blev Guds Moder. Hun beh&o-;ver ingen verdslig Beundring, ligesaa lidet som Abraham beh&o-;ver Taarer, thi hun var ikke Heltinde, og han ikke Helt, men begge bleve de ingenlunde st&o-;rre end disse, ved at v&ae;re fritagne for N&o-;den og Qvalen og Paradoxet, men bleve det ved disse. Det er stort, naar Digteren, idet han stiller sin tragiske Helt frem for Menneskenes Beundring, at han da t&o-;r sige: Gr&ae;der over ham, thi han fortjener det; thi det er Stort at fortjene deres Taarer, der fortjene at udgyde Taarer; det er Stort, at Digteren t&o-;r holde M&ae;ngden i Ave, t&o-;r tugte Menneskene, at Enhver pr&o-;ver sig selv, om han er v&ae;rdig til at gr&ae;de over Helten, thi Fl&ae;bernes Spildevand er en Nedv&ae;rdigelse af det Hellige. &streg; Dog st&o-;rre end Alt dette er det, at Troens Ridder t&o-;r sige endog til det &ae;dle Menneske, der vil gr&ae;de over ham: gr&ae;d ikke over mig, men gr&ae;d over Dig selv. Man bliver r&o-;rt, man s&o-;ger tilbage i hine skj&o-;nne Tider, s&o-;de kjelne L&ae;ngsler f&o-;re Een til &O-;nskets Maal, at see Christus vandre om i det forj&ae;ttede Land. Man glemmer Angesten, N&o-;den, Paradoxet. Var det saa let en Sag ikke at tage feil? Var det ikke Forf&ae;rdeligt, at dette Menneske, der gik mellem de Andre, at han var Gud, var det ikke forf&ae;rdeligt at sidde tilbords med ham? Var det saa let en Sag at blive en Apostel? Men Udfaldet, 18 Aarhundreder, det hj&ae;lper, det hj&ae;lper til dette lumpne Bedrag, hvormed man bedrager sig selv og Andre. Jeg f&o-;ler ikke Mod til at &o-;nske at v&ae;re Samtidig med saadanne Begivenheder, men derfor d&o-;mmer jeg ikke str&ae;ngt om dem, der toge feil, ikke ringe om dem, der saae det Rette. Dog jeg vender tilbage til Abraham. I den Tid f&o-;r Udfaldet var Abraham enten i hvert Minut en Morder, eller vi staae ved det Paradox, der er h&o-;iere end alle Mediationer. Abrahams Historie indeholder da en teleologisk Suspension af det Ethiske. Han er som den Enkelte bleven h&o-;iere end det Almene. Dette er Paradoxet, som ikke lader sig mediere. Det er ligesaa uforklarligt, hvorledes han kom ind i det, som det er uforklarligt, hvorledes han bliver i det. Forholder det sig ikke saaledes med Abraham, da er han end ikke en tragisk Helt, men en Morder. At ville vedblive at kalde ham Troens Fader, at tale derom til Mennesker, som ikke bekymre sig om Andet end om Ord, er tankel&o-;st. En tragisk Helt kan et Menneske blive ved egne Kr&ae;fter, men Troens Ridder ikke. Naar et Menneske tiltr&ae;der den tragiske Helts i en vis Forstand tunge Vei, da skal Mange kunne raade ham; den, der gaaer Troens trange Vei, ham kan Ingen raade, Ingen forstaae. Troen er et Vidunder, og dog er intet Menneske udelukket derfra; thi det, hvori alt Menneskeliv enes, er i Lidenskab, og Troen er en Lidenskab. Problema II Gives der en absolut Pligt mod Gud? Det Ethiske er det Almene, og som saadant igjen det Guddommelige. Man har derfor Ret i at sige, at enhver Pligt i Grunden er Pligt mod Gud; men kan man ikke sige mere, da siger man tillige, at jeg egentlig ingen Pligt har mod Gud. Pligten bliver Pligt ved at henf&o-;res til Gud, men i Pligten selv tr&ae;der jeg ikke i Forhold til Gud. Det er saaledes Pligt at elske sin N&ae;ste. Det er Pligt derved, at det henf&o-;res til Gud, men i Pligten tr&ae;der jeg ikke i Forhold til Gud, men til den N&ae;ste, jeg elsker. Siger jeg da i denne Forbindelse, at det er min Pligt at elske Gud, da siger jeg egentlig kun en Tautologi, forsaavidt &anfbeg;Gud&anfslut; her tages i en aldeles abstrakt Forstand som det Guddommelige &dvs;: det Almene &dvs;: Pligten. Menneskesl&ae;gtens hele Tilv&ae;relse afrunder sig da fuldkommen kugleformet i sig selv, og det Ethiske er paa eengang det Begr&ae;ndsende og det Udfyldende. Gud bliver et usynligt, forsvindende Punkt, en afm&ae;gtig Tanke, hans Magt er kun i det Ethiske, der udfylder Tilv&ae;relsen. Forsaavidt da Een skulde vilde falde paa at ville elske Gud i nogen anden end den her angivne Betydning, da er han oversp&ae;ndt, han elsker et Phantom, der, hvis det blot havde saa megen Kraft, at det kunde tale, vilde sige til ham: jeg forlanger ikke din Kj&ae;rlighed, bliv kun hvor Du h&o-;rer hjemme. Forsaavidt Een skulde falde paa at ville elske Gud anderledes, da bliver denne Kj&ae;rlighed mist&ae;nkelig ligesom den Kj&ae;rlighed, hvilken Rousseau omtaler, hvormed et Menneske elsker Kafferne istedenfor at elske sin N&ae;ste. Dersom nu det her Udviklede forholder sig rigtigt, dersom der intet Incommensurabelt er i et Menneskeliv, men det Incommensurable der er, kun er det ved et Tilf&ae;lde, af hvilket Intet f&o-;lger, forsaavidt Tilv&ae;relsen betragtes under Ideen, saa har Hegel Ret; men hvad han ikke har Ret i er, at tale om Troen eller at tillade, at Abraham ansees for dens Fader; thi ved det Andet har han afsagt Dommen baade over Abraham og over Troen. I den hegelske Philosophi er das &A..;u&ss;ere (die Ent&a..;u&ss;erung) h&o-;iere end das Innere. Dette oplyses oftere ved et Exempel. Barnet er das Innere, Manden das &A..;u&ss;ere; deraf kommer det, at Barnet netop er bestemmet ved det Ydre, og omvendt Manden som das &A..;u&ss;ere netop er bestemt ved das Innere. Troen derimod er dette Paradox, at Inderligheden er h&o-;iere end Yderligheden, eller for atter at erindre om et Udtryk i det Foregaaende, at det ulige Tal er h&o-;iere end det lige. For den ethiske Betragtning af Livet er det da den Enkeltes Opgave, at aff&o-;re sig selv Inderlighedens Bestemmelse og udtrykke denne i et Ydre. Hver Gang den Enkelte krymper sig derved, hver Gang han vil holde sig tilbage i eller smutte ned igjen i Inderlighedens Bestemmelse af F&o-;lelse, Stemning o. s. v., da forsynder han sig, da ligger han i en Anf&ae;gtelse. Troens Paradox er dette, at der er en Inderlighed, der er _{incommensurabel fra}incommensurabel for det Ydre, en Inderlighed, der vel at m&ae;rke ikke er identisk med hiin f&o-;rste, men en ny Inderlighed. Dette maa ikke oversees. Den nyere Philosophi har tilladt sig uden videre istedenfor &anfbeg;Tro&anfslut; at substituere det Umiddelbare. Naar man gj&o-;r det, da er det en Latterlighed at negte, at Troen har v&ae;ret til til alle Tider. Troen kommer nu paa den Maade i temmelig simpelt Compagni med F&o-;lelse, Stemning, Idiosynkrasi, vapeurs o. s. v. Forsaavidt kan Philosophien have Ret i, at man ikke b&o-;r blive staaende derved. Men der er Intet, der berettiger Philosophien til denne Sprogbrug. Foran for Troen gaaer en Uendelighedens Bev&ae;gelse, f&o-;rst da indtr&ae;der, nec opinate, i Kraft af det Absurde Troen. Dette kan jeg vel forstaae, uden derfor at paastaae, at jeg har Troen. Naar Troen ikke er Andet end hvad Philosophien udgiver den for, saa er allerede Socrates gaaet videre, langt videre, istedenfor at det er omvendt, at han ikke er kommen til den. Han har i intellectuel Henseende gjort Uendelighedens Bev&ae;gelse. Hans Uvidenhed er den uendelige Resignation. Denne Opgave er allerede en passende for menneskelige Kr&ae;fter, om man end i vor Tid forsmaaer den; men f&o-;rst naar den er gjort, f&o-;rst naar den Enkelte har udt&o-;mt sig selv i det Uendelige, f&o-;rst da er det Punkt kommet, da Troen kan bryde frem. Troens Paradox er da dette, at den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, at den Enkelte, for at erindre om en nu sjeldnere dogmatisk Distinction, bestemmer sit Forhold til det Almene ved sit Forhold til det Absolute, ikke sit Forhold til det Absolute ved sit Forhold til det Almene. Paradoxet kan ogsaa udtrykkes saaledes, at der er en absolut Pligt mod Gud; thi i dette Pligtforhold forholder den Enkelte som den Enkelte sig absolut til det Absolute. Naar det da i denne Forbindelse hedder, at det er Pligt at elske Gud, saa siges dermed noget Andet end i det Foregaaende; thi er denne Pligt absolut, saa er det Ethiske nedsat til det Relative. Heraf f&o-;lger dog ikke, at dette skal tilintetgj&o-;res, men det faaer et ganske andet Udtryk, det paradoxe Udtryk, saaledes at f. Ex. Kj&ae;rlighed til Gud kan bringe Troens Ridder til at give sin Kj&ae;rlighed til N&ae;sten det modsatte Udtryk af hvad der ethisk talt er Pligt. Forholder det sig ikke saaledes, da har Troen ikke sin Plads i Tilv&ae;relsen, saa er Troen en Anf&ae;gtelse, og Abraham er tabt, da han gav efter for den. Dette Paradox lader sig ikke mediere; thi det beroer netop paa, at den Enkelte kun er den Enkelte. Saasnart denne Enkelte vil udtrykke sin absolute Pligt i det Almene, blive sig denne bevidst i dette, saa erkjender han sig selv at v&ae;re i Anf&ae;gtelse, og kommer da, hvis han ellers gj&o-;r den Modstand, ikke til at opfylde den saa kaldte absolute Pligt, og hvis han ikke gj&o-;r det, da synder han, om hans Gjerning end realiter bliver det, der var hans absolute Pligt. Hvad skulde saaledes Abraham gj&o-;re? Hvis han vilde sige til et andet Menneske: Isaak elsker jeg h&o-;iere end Alt i Verden, og derfor er det mig saa tungt at offre ham, saa skulde vel den Anden have rystet paa Hovedet og sagt: hvorfor vil Du saa offre ham; eller hvis den Anden havde v&ae;ret et fiffigt Hoved, da skulde han vel endog have gjennemskuet Abraham, at han bar F&o-;lelser til Skue, som stode i en himmelskrigende Modsigelse til hans Gjerning. I Fort&ae;llingen om Abraham finde vi et saadant Paradox. Hans Forhold til Isaak er ethisk udtrykt dette, at Faderen skal elske S&o-;nnen. Dette ethiske Forhold neds&ae;ttes til det Relative i Mods&ae;tning til det absolute Forhold til Gud. Paa Sp&o-;rgsmaalet hvorfor, har Abraham intet andet Svar, end at det er en Pr&o-;velse, en Fristelse, hvilket, som ovenfor bem&ae;rket, er Eenheden af, at det er for Guds Skyld og for hans egen Skyld. Disse to Bestemmelser svare ogsaa til hinanden i Sprogbrug. Naar man saaledes seer et Menneske gj&o-;re Noget, der ikke gaaer op i det Almene, saa siger man, det gjorde han nok neppe for Guds Skyld, og betegner derved, at han gjorde det for sin egen Skyld. Troens Paradox har tabt det Mellemliggende &dvs;: det Almene. Den har paa den ene Side Udtrykket for den h&o-;ieste Egoisme (at gj&o-;re det Forf&ae;rdelige, den gj&o-;r, for sin egen Skyld); paa den anden Side Udtrykket for den absoluteste Hengivenhed, at gj&o-;re det for Guds Skyld. Troen selv kan ikke medieres ind i det Almene; thi derved h&ae;ves den. Troen er dette Paradox, og den Enkelte kan aldeles ikke gj&o-;re sig forstaaelig for Nogen. Man indbilder sig vel, at den Enkelte kan gj&o-;re sig forstaaelig for en anden Enkelt, der er i samme Casus. En saadan Betragtning var ut&ae;nkelig, hvis man ikke paa saa mange Maader i vor Tid s&o-;gte at snige sig lumskelig ind i det Store. Den ene Troens Ridder kan slet ikke hj&ae;lpe den anden. Enten bliver den Enkelte selv en Troens Ridder derved, at han tager Paradoxet paa sig, eller han bliver det aldrig. Compagniskab i disse Regioner er aldeles ut&ae;nkeligt. Enhver n&ae;rmere Explication af hvad der skal forstaaes ved Isaak kan den Enkelte bestandig kun give sig selv. Og hvis man endog nok saa n&o-;ie kunde bestemme, almindeligt talt, hvad der skulde forstaaes ved Isaak (hvilket da for&o-;vrigt vilde v&ae;re den latterligste Selvmodsigelse, at bringe den Enkelte, der netop staaer udenfor det Almene, ind under almindelige Bestemmelser, idet han skal handle netop som den Enkelte, der er udenfor det Almene) saa vil den Enkelte dog aldrig kunne forvisse sig derom ved Andre, end ved sig selv som den Enkelte. Om derfor end et Menneske var feigt og usselt nok til at ville blive en Troens Ridder paa fremmed An- og Tilsvar, han bliver det dog ikke; thi kun den Enkelte bliver det som den Enkelte, og dette er det Store, som jeg vel kan forstaae uden at komme ind deri, da jeg mangler Mod; men dette er ogsaa det Forf&ae;rdelige, hvilket jeg endnu bedre kan fatte. Der foredrages som bekjendt i Luc. XIV, 26 en m&ae;rkelig L&ae;re om den absolute Pligt mod Gud: &anfbeg;dersom Nogen kommer til mig og ikke hader sin egen Fader, og sin Moder, og sin Hustrue, og sine B&o-;rn, og sine Br&o-;dre og sine S&o-;stre, ja endog sin egen Sj&ae;l, han kan ikke v&ae;re min Discipel.&anfslut; Dette er en haard Tale, hvo kan taale at h&o-;re paa den? Den h&o-;res desaarsag ogsaa meget sjeldent. Dog denne Taushed er kun en Udflugt, som Intet hj&ae;lper. Den theologiske Studerende han faaer imidlertid at vide, at disse Ord forekomme i det nye Testamente, og i et eller andet exegetisk Hj&ae;lpemiddel finder han den Oplysning, at &g.m;&g.i;&g.s;&g.e;&g.i;&g.n; paa dette og et Par andre Steder per &g.m;&g.e;&g.i;&g.o-;&g.s;&g.i;&g.n; betyder: minus diligo, posthabeo, non colo, nihili facio. Forbindelsen, hvori disse Ord forekomme, synes dog ikke at bestyrke denne smagfulde Forklaring. I det n&ae;stf&o-;lgende Vers nemlig findes en Fort&ae;lling om, hvorledes Een, der vil opf&o-;re et Taarn, f&o-;rst gj&o-;r Overslag, om han er istand dertil, at man ikke bag efter skal lee ad ham. Denne Fort&ae;llings n&o-;ie Forbindelse med det citerede Vers synes netop at tyde paa, at Ordene skulle tages saa forf&ae;rdelige som muligt, for at Enhver maa pr&o-;ve sig selv, om han kan opf&o-;re Bygningen. Dersom hiin fromme og kjelne Exeget, der ved saaledes at prutte mener at smugle Christendommen ind i Verden, havde Lykke til at overbevise et Menneske om, at dette baade gramaticalsk, linguistisk og &g.k;&g.a;&g.t;&g.apos; &g.a;&g.n;&g.a;&g.l;&g.o;&g.g;&g.i;&g.a;&g.n; var Meningen af hiint Sted, saa vil han, forhaabentlig, ogsaa have Lykke til i samme &O-;ieblik at overbevise det samme Menneske om, at Christendommen er noget af det Erbarmeligste i Verden. Thi den L&ae;re, der i et af sine mest lyriske Udbrud, hvor Bevidstheden om dens evige Gyldighed svulmer st&ae;rkest i den, ikke har andet at sige end et larmende Ord, der Intet betyder, men kun betegner, at man skal v&ae;re mindre velvillig, mindre opm&ae;rksom, mere ligegyldig; den L&ae;re, der i det &O-;ieblik, da den gj&o-;r Mine til at ville sige det Forf&ae;rdelige, ender med at savle istedenfor at forf&ae;rde &streg; den L&ae;re er det vist ikke Umagen v&ae;rd at reise sig for. Ordene ere forf&ae;rdelige, dog troer jeg nok, man kan forstaae dem, uden at dog deraf f&o-;lger, at den, der har forstaaet dem, derfor har Mod til at gj&o-;re det. Saa redelig skal man dog v&ae;re, at man vedgaaer hvad der staaer, at man tilstaaer, at det er det Store, om man end ikke selv har Mod dertil. Den, der b&ae;rer sig saaledes ad, han skal ikke udelukke sig selv fra Deelagtighed i den skj&o-;nne Fort&ae;lling, thi den indeholder jo dog paa en Maade Tr&o-;st for den, der ikke havde Mod til at begynde paa Taarnets Opf&o-;relse. Men &ae;rlig maa han v&ae;re, og ikke forklare denne Mangel paa Mod som Ydmyghed, da den tvertimod er Stolthed, medens Troens Mod er det eneste ydmyge Mod. Man indseer nu let, at hvis der skal v&ae;re Mening i Stedet, maa det forstaaes lige efter Ordene. Gud er den, der fordrer absolut Kj&ae;rlighed. Den, der nu, idet han fordrer et Menneskes Kj&ae;rlighed, vil mene, at denne tillige skal bevise sig derved, at han bliver lunken ved Alt, hvad ham ellers var kj&ae;rt, han er ikke blot en Egoist, men han er tillige dum, og den, der vilde fordre en saadan Kj&ae;rlighed, han underskriver i samme &O-;ieblik sin egen D&o-;dsdom, forsaavidt han havde sit Liv i den attraaede Kj&ae;rlighed. En Mand fordrer saaledes, at hans Hustrue skal forlade Fader og Moder, men hvis han vilde ansee det for et Beviis paa hendes overordentlige Kj&ae;rlighed til ham, at hun for hans Skyld blev en lunken dvask Datter o. s. v., saa er han dummere end den Dummeste. Hvis han havde nogen Forestilling om, hvad Kj&ae;rlighed er, da vilde han &o-;nske at opdage og deri see en Sikkerhed for, at hans Hustrue vilde elske ham som ingen Anden i Riget, hvis han opdagede, at hun som Datter og S&o-;ster var fuldkommen i Kj&ae;rlighed. Hvad man da hos et Menneske vilde ansee for et Tegn paa Egoisme og Dumhed, det skal man ved en Exegets Hj&ae;lp ansee for en v&ae;rdig Forestilling om Guddommen. Men hvorledes da hade dem? Jeg skal her ikke erindre om den menneskelige Distinction enten elske eller hade, ikke fordi jeg har saa meget imod den, thi den er dog lidenskabelig, men fordi den er egoistisk og passer ikke her. Betragter jeg derimod Opgaven som et Paradox, saa forstaaer jeg den &dvs;: jeg forstaaer den saaledes, som man kan forstaae et Paradox. Den absolute Pligt kan da bringe til at gj&o-;re, hvad Ethiken vilde forbyde, men den kan ingenlunde bringe Troens Ridder til at lade v&ae;re at elske. Dette viser Abraham. I det &O-;ieblik, han vil offre Isaak, da er det ethiske Udtryk for hvad han gj&o-;r dette: han hader Isaak. Men dersom han virkelig hader Isaak, saa kan han v&ae;re rolig for, at Gud ikke forlanger det af ham; thi Kain og Abraham ere ikke identiske. Isaak maa han elske af hele sin Sj&ae;l; idet Gud fordrer ham, maa han elske ham, om mulig endnu h&o-;iere, og kun da kan han offre ham; thi denne Kj&ae;rlighed til Isaak er det jo, der ved sin paradoxe Mods&ae;tning til hans Kj&ae;rlighed til Gud gj&o-;r hans Gjerning til et Offer. Men dette er N&o-;den og Angesten i Paradoxet, at han, menneskeligt talt, aldeles ikke kan gj&o-;re sig forstaaelig. Kun i det &O-;ieblik, da hans Gjerning er i absolut Modsigelse med hans F&o-;lelse, kun da offrer han Isaak, men hans Gjernings Realitet er det, hvorved han tilh&o-;rer det Almene, og der er og bliver han en Morder. Stedet hos Lucas maa fremdeles forstaaes saaledes, at man indseer, at Troens Ridder ikke faaer nogetsomhelst h&o-;iere Udtryk af det Almene (som det Ethiske), hvori han kan frelse sig. Naar man saaledes lod Kirken kr&ae;ve dette Offer af et Medlem i den, saa have vi kun en tragisk Helt. Kirkens Idee er nemlig ikke qvalitativ forskjellig fra Statens, saasnart den Enkelte ved en simpel Mediation kan komme ind i den, og saa snart den Enkelte er kommen ind i Paradoxet, kommer han ikke til Kirkens Idee; han kommer ikke ud af Paradoxet, men maa enten finde sin Salighed deri, eller sin Fortabelse. En saadan kirkelig Helt udtrykker i sin Gjerning det Almene, og der skal Ingen v&ae;re i Kirken, end ikke hans Fader og Moder o. s. v. uden at de forstaae ham. Troens Ridder er han derimod ikke, og har ogsaa et andet Svar end Abrahams; han siger ikke, at det er en Pr&o-;velse eller en Fristelse, hvori han fors&o-;ges. Man afholder sig i Almindelighed fra at anf&o-;re saadanne Steder som det i Lucas. Man frygter for at slaae Menneskene l&o-;s, man frygter, at det V&ae;rste skal skee, naar f&o-;rst den Enkelte behager at gerere sig som den Enkelte. Fremdeles mener man, at det at existere som den Enkelte er det Letteste af Alt, og derfor skal man netop tvinge Folk til at blive det Almene. Jeg kan hverken dele hiin Frygt eller denne Mening, og det af samme Grund. Den, som har l&ae;rt, at det at existere som den Enkelte er det Forf&ae;rdeligste af Alt, han skal ikke v&ae;re bange for at sige, at det er det St&o-;rste, men han skal ogsaa sige det saaledes, at hans Ord neppe bliver en Snare for en Forvildet, men snarere hj&ae;lper ham ind i det Almene, om hans Ord end skaffe lidt Plads for det Store. Den, der ikke t&o-;r n&ae;vne slige Steder, han t&o-;r heller ikke n&ae;vne Abraham, og det at mene, at det at existere som den Enkelte er nemt nok, indeholder en meget bet&ae;nkelig indirecte Concession med Hensyn til sig selv; thi den, der virkelig har Agtelse for sig selv og Bekymring for sin Sj&ae;l, han er forvisset om, at den, der lever under sit eget Opsyn ene i den ganske Verden, han lever mere str&ae;ngt og indgetogent end en Pige i sit Jomfrubuur. At der kan v&ae;re dem, der beh&o-;ve Tvang, dem, der hvis de bleve satte paa fri Fod, vilde som ub&ae;ndige Dyr tumle sig i selvisk Lyst, er vel sandt, men man skal netop vise, at man ikke h&o-;rer til dem, derved, at man veed at tale med Angst og B&ae;velse, og tale skal man af &Ae;rb&o-;dighed for det Store, at det ikke glemmes af Frygt for Skaden, der vel vil udeblive, naar der tales saaledes, at man veed, det er det Store, veed dets R&ae;dsler, og uden dette veed man heller ei dets Storhed. Lad os saa lidt n&ae;rmere overveie N&o-;den og Angesten i Troens Paradox. Den tragiske Helt resignerer paa sig selv for at udtrykke det Almene, Troens Ridder resignerer paa det Almene for at blive den Enkelte. Som sagt Alt beroer paa, hvorledes man er stillet. Den, som troer, at det er nemt nok at v&ae;re den Enkelte, han kan altid v&ae;re sikker paa, at han ikke er Troens Ridder; thi l&o-;se Fugle og landstrygende Genier de ere ikke Troens M&ae;nd. Dennes Ridder derimod veed, at det er herligt at tilh&o-;re det Almene. Han veed, at det er skj&o-;nt og velgj&o-;rende, at v&ae;re den Enkelte, der overs&ae;tter sig selv i det Almene, den, der saa at sige selv bes&o-;rger en reen og ziirlig og saavidt mulig feilfri Udgave af sig selv, l&ae;selig for Alle; han veed, at det er vederqv&ae;gende, at blive sig selv forstaaelig i det Almene, saaledes, at han forstaaer dette, og at enhver Enkelt, der forstaaer ham, igjen i ham forstaaer det Almene, og begge gl&ae;de sig ved det Almenes Tryghed. Han veed, det er skj&o-;nt at f&o-;des som den Enkelte, der i det Almene har sit Hjem, sit venlige Blivested, der strax modtager ham med aabne Arme, naar han vil blive i det. Men han veed tillige, at der h&o-;iere end dette snoer sig en eensom Vei, trang og steil; han veed, det er forf&ae;rdeligt, at f&o-;des eensomt ud af det Almene, at gaae uden at m&o-;de en eneste Vandrer. Han veed meget godt, hvor han er, og hvorledes han forholder sig til Menneskene. Menneskeligt talt er han afsindig og kan ikke gj&o-;re sig forstaaelig for Nogen. Og dog er det at v&ae;re afsindig det mildeste Udtryk. Betragtes han ikke saaledes, da er han en Hykler, og jo h&o-;iere han stiger ad Veien, desto r&ae;dsommere en Hykler. Troens Ridder veed, at det er begeistrende at opgive sig selv for det Almene, at der h&o-;rer Mod dertil, men at der ogsaa er en Tryghed deri, netop fordi det er for det Almene; han veed, at det er herligt at blive forstaaet af enhver &Ae;del, og saaledes, at Betragteren selv for&ae;dles derved. Dette veed han, og han f&o-;ler sig ligesom bunden, han kunde &o-;nske, at det var denne Opgave, der var sat ham. Saaledes kunde Abraham vel af og til have &o-;nsket, at Opgaven var at elske Isaak som det sig en Fader h&o-;r og b&o-;r, forstaaelig for Alle, uforglemmelig i Tiderne; han kunde &o-;nske, at det var Opgaven at offre Isaak for det Almene, at han kunde begeistre F&ae;dre til ber&o-;mmelig Daad &streg; og han forf&ae;rdedes n&ae;sten ved Tanken om, at saadanne &O-;nsker for ham kun ere Anf&ae;gtelser, og maae behandles som saadanne; thi han veed, det er en eensom Vei, han betr&ae;der, og at han Intet udretter for det Almene, men selv kun fors&o-;ges og pr&o-;ves. Eller hvad udrettede Abraham for det Almene? Lad mig tale menneskeligt derom, ret menneskeligt! Han bruger 70 Aar for at faae en Alderdoms S&o-;n. Hvad Andre faae hurtigt nok og l&ae;nge have Gl&ae;de af, det bruger han 70 Aar til; og hvorfor? fordi han pr&o-;ves og fristes. Er det ikke Afsindighed! Men Abraham troede, og kun Sara vaklede og fik ham til at tage Hagar til Medhustrue; men derfor maatte han ogsaa jage hende bort. Han faaer Isaak &streg; da skal han atter pr&o-;ves. Han vidste, det er herligt at udtrykke det Almene, herligt at leve med Isaak. Men det er ikke Opgaven. Han vidste, det er kongeligt at offre en saadan S&o-;n for det Almene, han selv skulde have fundet Hvile deri, og Alle skulde have hvilet ber&o-;mmende i hans Daad, som Vokalen hviler i sit Hvilebogstav; men det er ikke Opgaven &streg; han pr&o-;ves. Hiin romerske Feldtherre, der er ber&o-;mt ved sit Tilnavn Cunctator, han standsede Fjenden ved sin N&o-;len &streg; men hvad er dog Abraham ikke for en N&o-;ler i Sammenligning med ham &streg; men han frelser ikke Staten. Dette er Indholdet af 130 Aar. Hvo kan holde det ud, skulde ikke hans Samtid, hvis der kunde v&ae;re Tale om en saadan, sige: &anfbeg;det er en evig N&o-;len med Abraham; endelig fik han en S&o-;n, det varede l&ae;nge nok, saa vil han offre ham &streg; er han ikke sindssvag? Og kunde han endda forklare, hvorfor han vil det, men altid er det en Pr&o-;velse.&anfslut; Mere kunde Abraham heller ikke forklare; thi hans Liv er som en Bog, der er lagt under guddommeligt Beslag, og som ikke bliver publici juris. Dette er det Forf&ae;rdelige. Den, som ikke seer dette, han kan altid v&ae;re sikker paa, at han ikke er nogen Troens Ridder, men den, som seer det, han skal ikke ville negte, at selv den mest fors&o-;gte tragiske Helt han gaaer som i en Dands i Sammenligning med Troens Ridder, der kun kommer langsomt og krybende frem. Og naar han har indseet dette og forvisset sig om, at han ikke har Mod til at forstaae det, da skal han vel ane den vidunderlige Herlighed, som hiin Ridder opnaaer, at han bliver Guds Fortrolige, Herrens Ven, at jeg skal tale ret menneskeligt, at han siger Du til Gud i Himlene, medens selv den tragiske Helt kun tiltaler ham i 3die Person. Den tragiske Helt er snart f&ae;rdig, og har snart udstridt, han gj&o-;r den uendelige Bev&ae;gelse og er nu betrygget i det Almene. Troens Ridder derimod holdes s&o-;vnl&o-;s; thi han pr&o-;ves bestandig, og i ethvert &O-;ieblik er der en Mulighed af at kunne vende angrende tilbage til det Almene, og denne Mulighed kan ligesaa godt v&ae;re en Anf&ae;gtelse som Sandhed. Oplysning derom kan han ikke hente hos noget Menneske; thi saa er han udenfor Paradoxet. Troens Ridder har da f&o-;rst og fremmest Lidenskab til i et eneste Moment at concentrere hele det Ethiske, han bryder, at han kan give sig selv den Forvisning, at han virkelig elsker Isaak af sin ganske Sj&ae;l. Kan han ikke det, saa ligger han i Anf&ae;gtelse. Dern&ae;st har han Lidenskab til i et Nu at tage hele denne Forvisning frem, og det saaledes, at den er ligesaa fuldgyldig som i det f&o-;rste &O-;ieblik. Kan han ikke det, saa kommer han ikke af Stedet; thi saa maa han bestandig begynde forfra. Den tragiske Helt concentrerer ogsaa det Ethiske, han teleologisk gik ud over, i eet Moment, men han har i denne Henseende Tilhold i det Almene. Troens Ridder har kun ene og alene sig selv, og deri ligger det Forf&ae;rdelige. De fleste Mennesker leve i en ethisk Forpligtelse saaledes, at de lade hver Dag have sin Sorg, men de komme da heller aldrig til denne lidenskabelige Concentration, denne energiske Bevidsthed. Til at faae denne kan i en vis Forstand det Almene v&ae;re den tragiske Helt behj&ae;lpeligt, men Troens Ridder er ene om Alt. Den tragiske Helt gj&o-;r det og finder Hvile i det Almene, Troens Ridder holdes bestandig i Sp&ae;nding. Agamemnon opgiver Iphigenia og har derved fundet Hvile i det Almene, skrider nu til at offre hende. Har Agamemnon ikke gjort Bev&ae;gelsen, har hans Sj&ae;l i det afgj&o-;rende &O-;ieblik, istedenfor lidenskabelig Concentration, v&ae;ret fortabt i almindeligt Pjat om, at han havde flere D&o-;ttre, og at der endnu vielleicht kunde skee das Au&ss;erordentliche &streg; saa er han naturligviis ikke Helt, men Hospitalslem. Heltens Concentration har Abraham ogsaa, om den end i ham er langt vanskeligere, da han slet intet Tilhold har i det Almene, men han gj&o-;r endnu en Bev&ae;gelse, hvorved han samler sin Sj&ae;l tilbage paa Vidunderet. Har Abraham ikke gjort det, saa er han kun en Agamemnon, forsaavidt man da ellers kan forklare, hvorledes det lader sig forsvare at ville offre Isaak, naar man dermed ikke gavner det Almene. Om den Enkelte nu virkelig ligger i en Anf&ae;gtelse eller han er Troens Ridder, det kan kun den Enkelte selv afgj&o-;re. Imidlertid lod der sig dog ud af Paradoxet construere nogle Kjendetegn, som ogsaa den kan forstaae, der ikke er deri. Den sande Troens Ridder er altid den absolute Isolation, den u&ae;gte er secterisk. Dette er et Fors&o-;g paa at springe af fra Paradoxets trange Vei og blive en tragisk Helt for godt Kj&o-;b. Den tragiske Helt han udtrykker det Almene og offrer sig for dette. Isteden derfor har den secteriske Mester Jackel et Privattheater, nogle gode Venner og Kammerater, der omtrent repr&ae;sentere det Almene ligesaa godt som Stokkem&ae;ndene i _GulddasenGulddaasen repr&ae;sentere Retf&ae;rdigheden. Troens Ridder derimod han er Paradoxet, han er den Enkelte, absolut kun den Enkelte uden alle Connexioner og Vidtl&o-;ftigheder. Dette er det Forf&ae;rdelige, som den secteriske Skr&ae;lling ikke kan udholde. Istedenfor nemlig deraf at l&ae;re, at han ikke er istand til at gj&o-;re det Store, og da ligefrem at tilstaae dette, Noget jeg naturligviis ikke kan andet end billige, da det er, hvad jeg selv gj&o-;r, mener Stymperen, at han ved at forene sig med nogle andre Stympere skal kunne gj&o-;re det. Men det gaaer aldeles ikke an; i Aandens Verden taales intet Snyderi. Et Dusin Secterikere tage hinanden under Armen, de kjende slet Intet til de eensomme Anf&ae;gtelser, der vente Troens Ridder, og som han ikke t&o-;r flye, netop fordi det var endnu forf&ae;rdeligere, om han formastelig tr&ae;ngte sig frem. Secterikerne overd&o-;ve hinanden ved St&o-;i og Larm, holde Angesten borte ved deres Skrig, og et saadant hujende Dyrehaugsselskab mener at storme Himlen og mener at gaae ad samme Vei som Troens Ridder, der i Universets Eensomhed aldrig h&o-;rer nogen menneskelig R&o-;st, men gaaer ene med sit forf&ae;rdelige Ansvar. Troens Ridder han er alene anviist sig selv, han f&o-;ler Smerten af, at han ikke kan gj&o-;re sig forstaaelig for Andre, men han f&o-;ler ingen forf&ae;ngelig Lyst til at ville veilede Andre. Smerten er ham Forvisningen, den forf&ae;ngelige Lyst kjender han ikke, dertil er hans Sj&ae;l for alvorlig. Den u&ae;gte Ridder forraader sig let ved dette Mesterskab, han i et &O-;ieblik har erhvervet. Han fatter slet ikke, hvorom Talen er, at forsaavidt en anden Enkelt skal gaae den samme Vei, maa han aldeles paa samme Maade blive den Enkelte og tr&ae;nger da ikke til Nogens Veiledning, mindst til Een, der vil paan&o-;de sig. Her springer man atter af, man kan ikke udholde Uforstaaelighedens Martyrium, og istedenfor dette v&ae;lger man da bequemt nok Mesterskabets verdslige Beundring. Den sande Troens Ridder han er Vidne, aldrig L&ae;rer, og deri ligger det dybe Humane, der er noget mere bevendt end denne pjankede Deeltagelse for andre Menneskers Vee og Vel, der h&ae;dres under Navn af Sympathi, medens den dog ikke er andet end Forf&ae;ngelighed. Den der kun vil v&ae;re Vidne, han bekjender derved, at intet Menneske, end ikke det ringeste, beh&o-;ver et andet Menneskes Deeltagelse, eller skal nedv&ae;rdiges derved, for at den Anden kan h&ae;ves. Men som han selv ikke vandt, hvad han vandt, for godt Kj&o-;b, saa s&ae;lger han det heller ikke ud for godt Kj&o-;b, han er ikke ussel nok til at tage Menneskers Beundring og til Vederlag give dem sin tause Foragt, han veed, at hvad der i Sandhed er Stort, det er lige tilg&ae;ngeligt for Alle. Enten er der da en absolut Pligt mod Gud, og er der en saadan, da er den det beskrevne Paradox, at den Enkelte som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene og som den Enkelte staaer i et absolut Forhold til det Absolute &streg; eller ogsaa har der aldrig v&ae;ret Tro til, fordi den altid har v&ae;ret til, eller ogsaa er Abraham tabt, eller ogsaa maa man forklare Stedet i Luc. XIV saaledes som hiin smagfulde Exeget gjorde det, og paa samme Maade forklare de tilsvarende Steder, og de lignende. Problema III Var det ethisk forsvarligt af Abraham, at han fortiede sit Forehavende for Sara, for Elieser, for Isaak? Det Ethiske er som saadant det Almene, som det Almene er det igjen det Aabenbare. Den Enkelte er som umiddelbar sandselig og sj&ae;lelig bestemmet den Skjulte. Hans ethiske Opgave er da den, at vikle sig ud af sin Skjulthed og blive aabenbar i det Almene. Hver Gang han da vil forblive i det Skjulte, da forsynder han sig og ligger i Anf&ae;gtelse, hvoraf han kun kommer ud ved at aabenbare sig. Her staae vi atter ved det samme Punkt. Er der ikke en Skjulthed, som har sin Grund deri, at den Enkelte som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, saa lader Abrahams Adf&ae;rd sig ikke forsvare; thi han oversaae de ethiske Melleminstantser. Er der derimod en saadan Skjulthed, saa staae vi ved Paradoxet, der ikke lader sig mediere, da det netop beroer derpaa, at den Enkelte som den Enkelte er h&o-;iere end det Almene, men det Almene er netop Mediationen. Den hegelske Philosophi antager ingen berettiget Skjulthed, ingen berettiget Incommensurabilitet. Den er da i Conseqvents med sig selv, naar den fordrer Aabenbarelse, men den er ikke paa det Rene, naar den vil ansee Abraham for Troens Fader og tale om Troen. Troen er nemlig ikke den f&o-;rste Umiddelbarhed, men en senere. Den f&o-;rste Umiddelbarhed er det &Ae;sthetiske, og her kan den hegelske Philosophi vel have Ret. Men Troen er ikke det &Ae;sthetiske eller ogsaa har Troen aldrig v&ae;ret til, fordi den altid har v&ae;ret til. Det bliver det Bedste her at betragte hele Sagen reent &ae;sthetisk og til den Ende at gaae ind i en &ae;sthetisk Overveielse, i hvilken jeg vil bede L&ae;seren momentviis ganske at hengive sig, medens jeg, for at bidrage Mit dertil, vil modificere min Fremstilling i Forhold til _GjenstandenGjenstandene. Den Kategori, jeg lidt n&ae;rmere vil betragte, er: det Interessante, en Kategori, der fornemlig i vor Tid, netop fordi Tiden lever in discrimine rerum, har faaet stor Betydning; thi den er egentlig Vendepunktets Kategori. Man skulde derfor ikke, som stundom skeer, efter selv pro virili at have elsket den, lade haant om den, fordi den voxede fra Een, men man skulde heller ikke v&ae;re altfor graadig efter den; thi vist er det, at det, at blive interessant, eller at Eens Liv er interessant, ikke er en Opgave for Kunstflid, men et skjebnesvangert Privilegium, der som ethvert Privilegium i Aandens Verden kun kj&o-;bes i dyb Smerte. Saaledes var Socrates det interessanteste Menneske, der har levet, hans Liv det interessanteste, der er blevet f&o-;rt, men denne Existents var ham anviist af Guden, og forsaavidt han selv maatte erhverve den, da har han ogsaa ikke v&ae;ret ukjendt med M&o-;ie og Smerte. At ville tage en saadan Existents forf&ae;ngelig, s&o-;mmer sig ikke for Nogen, der t&ae;nker alvorligere over Livet, og dog er det ikke sjeldent i vor Tid, at man seer Exempler paa en saadan Str&ae;ben. Det Interessante er for&o-;vrigt en Gr&ae;ndsekategori, et Confinium mellem &Ae;sthetiken og Ethiken. Forsaavidt maa Overveielsen bestandig streife over paa Ethikens Gebeet, medens den for at kunne faae Betydning maa med &ae;sthetisk Inderlighed og Concupiscents gribe Problemet. Sligt indlader i vor Tid Ethiken sig sjeldnere paa. Grunden skal v&ae;re, at der ikke kan blive Plads dertil i Systemet. Saa kunde man jo gj&o-;re det i Monographier, og desuden, vil man ikke gj&o-;re det vidtl&o-;ftigt, saa kan man gj&o-;re det kort, og dog opnaae det Samme, dersom man nemlig har Pr&ae;dikatet i sin Magt; thi eet eller to Pr&ae;dikater kan forraade en heel Verden. Skulde der i Systemet heller ikke v&ae;re Plads til saadanne Smaaord? Aristoteles siger i hans ud&o-;delige Poetik: &g.d;&g.u;&g.o; &g.m;&g.e;&g.n; &g.o;&g.u;&g.n; &g.t;&g.o;&g.u; &g.m;&g.u;&g.th;&g.o;&g.u; &g.m;&g.e;&g.r;&g.e-;, &g.p;&g.e;&g.r;&g.i; &g.t;&g.a;&g.u;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.s;&g.t;&g.i;, &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.p;&g.e;&g.t;&g.e;&g.i;&g.a; &g.k;&g.a;&g.i; &g.a;&g.n;&g.a;&g.g;&g.n;&g.o-;&g.r;&g.i;&g.s;&g.i;&g.sud; (_{cfr cap. 11}cfr. cap. 11). Det er naturligt kun det andet Moment, der her besk&ae;ftiger mig: &g.a;&g.n;&g.a;&g.g;&g.n;&g.o-;&g.r;&g.i;&g.s;&g.i;&g.sud;, Gjenkjendelsen. Overalt hvor der kan v&ae;re Tale om en Gjenkjendelse, der er eo ipso Tale om en foregaaende Skjulthed. Som da Gjenkjendelsen bliver det L&o-;sende, det Relaxerende, saaledes er Skjultheden det Sp&ae;ndende i det dramatiske Liv. Hvad Aristoteles i det Foregaaende af samme Capitel udvikler angaaende Tragediens forskjellige V&ae;rd alt i Forhold til som &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.p;&g.e;&g.t;&g.e;&g.i;&g.a; og &g.a;&g.n;&g.a;&g.g;&g.n;&g.o-;&g.r;&g.i;&g.s;&g.i;&g.sud; carambolere, samt om den enkelte og den dobbelte Gjenkjendelse, kan jeg her ikke tage Hensyn til, om det end frister ved sin Inderlighed og sin stille Fortabelse is&ae;r den, der l&ae;nge nok blev tr&ae;ttet af Oversigtsm&ae;ndenes overfladiske Alvidenhed. En almindeligere Bem&ae;rkning maa her finde sin Plads. I den gr&ae;ske Tragedie er Skjultheden (og som en F&o-;lge deraf Gjenkjendelsen) en episk Rest, der har sin Grund i et Fatum, i hvilket den dramatiske Handling forsvinder, hvorfra denne har sit dunkle gaadefulde Udspring. Deraf kommer det, at den Virkning, en gr&ae;sk Tragedie frembringer, har en Lighed med Indtrykket af en Marmor-Statue, der mangler &O-;iets Magt. Den gr&ae;ske Tragedie er blind. Derfor h&o-;rer der en vis Abstraktion til for ret at lade sig paavirke af den. En S&o-;n myrder sin Fader, men f&o-;rst bag efter faaer han at vide, at det er hans Fader. En S&o-;ster vil offre sin Broder, men i det afgj&o-;rende &O-;ieblik faaer hun det at vide. Dette Tragiske kan mindre besk&ae;ftige vor reflecterende Tid. Det nyere Drama har opgivet Skjebnen, har dramatisk emanciperet sig, er seende, skuer ind i sig selv, optager Skjebnen i sin dramatiske Bevidsthed. Skjultheden og Aabenbarelsen er da Heltens fri Gjerning, for hvilken han er ansvarlig. Ogsaa i det nyere Drama h&o-;rer Gjenkjendelsen og Skjultheden med som et v&ae;sentligt Element. At anf&o-;re Exempler herpaa vilde v&ae;re for vidtl&o-;ftigt. Jeg er h&o-;flig nok til at antage, at Enhver i vor Tid, der er saa &ae;sthetisk vellystig, saa potent og opildnet, at den undfanger lige saa let som Agerh&o-;nen, der efter Aristoteles Udsagn har nok af at h&o-;re Hannens R&o-;st eller dens Flugt over Hovedet paa den; jeg antager, at Enhver, blot han h&o-;rer det Ord &anfbeg;Skjulthed&anfslut;, let vil kunne ryste en halv Snees Romaner og Comedier ud af &Ae;rmet. Jeg kan desaarsag fatte mig kort og saaledes strax blot antyde en almindeligere Bem&ae;rkning. Dersom den, der leger Skjul og derved bringer den dramatiske Gj&ae;ring i Stykket, skjuler noget Nonsens, saa faae vi en Comedie, staaer han derimod i Forhold til Ideen, da kan han n&ae;rme sig til at blive en tragisk Helt. Her blot et Exempel paa det Komiske. En Mand sminker sig og gaaer med Paryk. Samme Mand vil gjerne gj&o-;re Lykke hos det smukke Kj&o-;n, han er sikker nok paa Seiren ved Hj&ae;lp af Sminken og Parykken, der ubetinget gj&o-;r ham uimodstaaelig. Han fanger en Pige og er paa Lykkens Tinde. Nu kommer Humlen; kan han tilstaae det, taber han ikke hele sin bedaarende Magt, naar han viser sig som en slet og ret ja endog en skaldet Mandsperson, taber han ikke derved igjen den Elskede. &streg; Skjultheden er hans fri Handling, for hvilken ogsaa &Ae;sthetiken gj&o-;r ham ansvarlig. Denne Videnskab er ingen Ven af skaldede Hyklere, den prisgiver ham for Latteren. Dette maa v&ae;re nok for blot at antyde hvad jeg mener; det Comiske kan ikke v&ae;re Gjenstand for denne Unders&o-;gelses Interesse. Veien, som jeg har at gaae, er at gjennemf&o-;re Skjultheden dialektisk gjennem &Ae;sthetiken og Ethiken; thi det gjelder om, at den &ae;sthetiske Skjulthed og Paradoxet vise sig i deres absolute Forskjellighed. Et Par Exempler. En Pige er hemmelig forelsket i Een, uden at de dog definitivt have tilstaaet hinanden deres Kj&ae;rlighed. For&ae;ldrene tvinge hende til at &ae;gte en Anden (der kan desuden v&ae;re et Pietets-Hensyn, der bestemmer hende), hun adlyder For&ae;ldrene, hun skjuler sin Kj&ae;rlighed &anfbeg;for ikke at gj&o-;re den Anden ulykkelig, og Ingen skal nogensinde faae at vide, hvad hun lider.&anfslut; &streg; En Ungersvend kan ved et eneste Ord komme i Besiddelse af Gjenstanden for sine L&ae;ngsler og sine urolige Dr&o-;mme. Dette lille Ord vil imidlertid compromittere, ja maaskee (hvo veed det?) &o-;del&ae;gge en heel Familie, han beslutter h&o-;imodigen at blive i sit Skjul &anfbeg;Pigen skal aldrig faae det at vide, at hun maaskee kan blive lykkelig ved en Andens Haand.&anfslut; Skade at dette Par Mennesker, der begge to hver is&ae;r ere skjulte for de respektive Elskede, ogsaa ere skjulte for hinanden, her lod sig ellers tilveiebringe en m&ae;rkv&ae;rdig h&o-;iere Eenhed. &streg; Deres Skjulthed er en fri Gjerning, for hvilken de ogsaa ere &Ae;sthetiken ansvarlige. &Ae;sthetiken er imidlertid en h&o-;flig og f&o-;lsom Videnskab, der veed flere Udveie end nogen Assistentshusforvalter. Hvad gj&o-;r den da? Den gj&o-;r Alt muligt for de Elskende. Ved Hj&ae;lp af et Tilf&ae;lde faae de respektive Makkere i det projecterede &Ae;gteskab et Vink om den anden Parts h&o-;imodige Beslutning, det kommer til en Forklaring, de faae hinanden, og tillige Rang med virkelige Helte; thi uagtet de ikke engang have faaet Tid at sove paa deres heltemodige Beslutning, saa betragter &Ae;sthetiken det dog som om de i mange Aar modigen havde gjennemk&ae;mpet deres Fors&ae;t. &Ae;sthetiken bryder sig nemlig ikke stort om Tiden, hvad enten det er Sp&o-;g eller Alvor, den gaaer lige hurtig for den. Men Ethiken kjender ikke noget hverken til hiint Tilf&ae;lde eller hiin F&o-;lsomhed, ikke heller har den saa hurtigt et Begreb om Tiden. Herved faaer Sagen et andet Udseende. Ethiken er ikke god at disputere med, thi den har rene Kategorier. Den beraaber sig ikke paa Erfaringen, der da ogsaa af alle latterlige Ting saa omtrent er den allerlatterligste, og saa langt fra at gj&o-;re en Mand klog, at den snarere gj&o-;r ham gal, hvis han intet H&o-;iere kjender end den. Ethiken har intet Tilf&ae;lde, altsaa kommer det ikke til en Forklaring, den sp&o-;ger ikke med V&ae;rdigheder, den l&ae;gger et uhyre Ansvar paa de spinkle Heltes Skuldre, den ford&o-;mmer det som noget formasteligt ved sin Gjerning at ville spille Forsynet, men den ford&o-;mmer ogsaa det ved sin Liden at ville gj&o-;re det. Den byder at troe paa Virkeligheden og at have Mod til at k&ae;mpe med alle Virkelighedens Tr&ae;ngsler fremfor med disse blodl&o-;se Lidelser, som man paa eget Ansvar har paataget sig, den advarer mod at troe Forstandens snilde Beregninger, der ere mere trol&o-;se end Oraklerne i Oldtiden. Den advarer mod enhver utidig H&o-;imodighed, lad Virkeligheden tage det, saa er det paa Tide at vise Mod, men saa tilbyder Ethiken selv al mulig Bistand. Var det imidlertid noget Dybere, der r&o-;rte sig i disse Tvende, var der Alvor til at see Opgaven, Alvor til at fange an, saa vil der vel komme noget ud af dem, men Ethiken kan ikke hjelpe dem, den er forn&ae;rmet; thi de have en Hemmelighed for den, en Hemmelighed, som de have faaet paa eget An- og Tilsvar. &Ae;sthetiken fordrede altsaa Skjulthed og bel&o-;nnede den, Ethiken fordrede Aabenbarelse og straffede Skjultheden. Undertiden fordrer imidlertid &Ae;sthetiken selv Aabenbarelse. Naar Helten hildet i den &ae;sthetiske Illusion mener ved sin Taushed at frelse et andet Menneske, da fordrer den Taushed og bel&o-;nner den. Naar derimod Helten ved sin Gjerning griber forstyrrende ind i et andet Menneskes Liv, da fordrer den Aabenbarelse. Jeg staaer her ved den tragiske Helt. Jeg vil et &O-;ieblik betragte Euripides's Iphigenia i Aulis. Agamemnon skal offre Iphigenia. &Ae;sthetiken fordrer nu forsaavidt Taushed af Agamemnon, som det vilde v&ae;re Helten uv&ae;rdigt at s&o-;ge Tr&o-;st hos noget andet Menneske, ligesom han og af Omsorg for Qvinderne b&o-;r skjule det for dem saa l&ae;nge som muligt. Paa den anden Side maa Helten netop for at v&ae;re Helt ogsaa fors&o-;ges i den forf&ae;rdelige Anf&ae;gtelse, som Klytaimnestras og Iphigenias Taarer vil berede ham. Hvad gj&o-;r &Ae;sthetiken? Den har en Udvei, den har en gammel Tjener i Beredskab, som aabenbarer Alt for Klytaimnestra. Nu er Alt i sin Orden. Ethiken har imidlertid intet Tilf&ae;lde og ingen gammel Tjener ved Haanden. Den &ae;sthetiske Idee modsiger sig selv, saasnart den skal udf&o-;res i Virkeligheden. Ethiken fordrer derfor Aabenbarelse. Den tragiske Helt viser netop sit ethiske Mod derved, at han, ikke hildet i nogen &ae;sthetisk Illusion, selv er den, der forkynder Iphigenia sin Skj&ae;bne. Gj&o-;r han dette, da er den tragiske Helt Ethikens elskelige S&o-;n, i hvem den haver Velbehagelighed. Tier han, da kan det v&ae;re fordi han derved troer at gj&o-;re det lettere for Andre, men det kan ogsaa v&ae;re, fordi han derved gj&o-;r det lettere for sig selv. Dog dette veed han sig fri for. Tier han, da paatager han sig som den Enkelte et Ansvar, forsaavidt han overseer et Argument, der kan komme udenfra. Dette kan han som tragisk Helt ikke gj&o-;re; thi netop derfor elsker Ethiken ham, fordi han bestandig udtrykker det Almene. Hans Heltegjerning fordrer Mod, men til dette Mod h&o-;rer ogsaa, at han ikke unddrager sig nogen Argumentation. Nu er det vist, at Taarer er et forf&ae;rdeligt _argumentamargumentum ad hominem, og der var vel den, hvem Intet r&o-;rte, som dog Taarer bev&ae;gede. I Stykket faaer Iphigenia Lov at gr&ae;de, i Virkeligheden b&o-;r der indr&o-;mmes hende som _JepthasJephtahs Datter 2 Maaneder til at gr&ae;de ikke i Eensomhed, men ved Faderens F&o-;dder, og bruge al sin Kunst, &anfbeg;der kun er Taarer,&anfslut; og snoe sig selv istedenfor en Oliegreen omkring hans Kn&ae;e (cfr. v. 1224). &Ae;sthetiken fordrede Aabenbarelse, men hjalp sig med et Tilf&ae;lde, Ethiken fordrede Aabenbarelse, og fandt i den tragiske Helt sin Tilfredsstillelse. Tiltrods for den Strenghed, med hvilken Ethiken fordrer Aabenbarelse, lader det sig dog ikke negte, at Hemmelighed og Taushed egentlig gj&o-;r et Menneske til det Store, netop fordi de ere Inderlighedens Bestemmelser. Da Amor forlader Psyche siger han til hende: Du skal f&o-;de et Barn, der bliver et Gudebarn, hvis Du tier, men et Menneske, hvis Du forraader Hemmeligheden. Den tragiske Helt, der er Ethikens Yndling, han er det rene Menneske, ham kan jeg ogsaa forstaae, og alt hans Foretagende er ogsaa i det Aabenbare. Gaaer jeg videre, da st&o-;der jeg bestandig an paa Paradoxet, det guddommelige og det d&ae;moniske; thi Taushed er begge Dele. Taushed er D&ae;monens Besn&ae;relse; og jo mere der ties, jo forf&ae;rdeligere bliver D&ae;monen, men Taushed er ogsaa Guddommens _SamvidneSamviden med den Enkelte. Inden jeg imidlertid gaaer over til Fort&ae;llingen om Abraham, vil jeg kalde et Par poetiske Individualiteter frem. Ved Dialektikens Magt holder jeg dem paa Spidsen, og idet jeg svinger Fortvivlelsens Disciplin over dem, skal jeg nok forhindre dem i at staae stille, at de om muligen i deres Angst kunne opdage Eet og Andet. Aristoteles fort&ae;ller i hans Politik en Historie om en politisk Urolighed i Delphi, der havde sin Grund i et Giftermaals Anliggende. Brudgommen, hvem Augurerne forudsige en Ulykke, der vil have sin Oprindelse af hans Giftermaal, forandrer pludselig sin Plan i det afgj&o-;rende &O-;ieblik, da han kommer for at hente Bruden &streg; han vil ikke holde _{Bryllup, Mere}Bryllup. Mere beh&o-;ver jeg ikke. I Delphi gik denne Begivenhed neppe af uden Taarer; hvis en Digter vilde adoptere den, da turde han vel nok regne paa Deeltagelse. Er det ikke Forf&ae;rdeligt, at Kj&ae;rligheden, der ofte nok var landflygtig i Livet, nu ogsaa er ber&o-;vet Himlens Bistand? Er det gamle Ord, at &Ae;gteskabet stiftes i Himlen, her ikke til Skamme? Ellers er det alle Endelighedens Tr&ae;ngsler og Vanskeligheder, der som onde Aander ville adskille de Elskende, men Kj&ae;rligheden har Himlen paa sin Side, og derfor beseirer denne hellige Alliance alle Fjender. Her er det Himlen selv, der adskiller hvad Himlen selv jo dog har forenet. Hvo havde ogsaa ahnet dette? mindst vel den unge Brud. Endnu for et &O-;ieblik siden sad hun paa sit V&ae;relse i al sin Skj&o-;nhed, og de elskelige Piger havde samvittighedsfuldt smykket hende, saa de kunde forsvare det for al Verden, saa de ikke blot havde Gl&ae;de deraf men Misundelse, ja Gl&ae;de ved, at det var umuligt for dem at blive mere misundelige, fordi det var umuligt for hende at v&ae;re skj&o-;nnere. Hun sad ene paa sit V&ae;relse og blev forvandlet fra Skj&o-;nhed til Skj&o-;nhed; thi Alt hvad qvindelig Kunst formaaede, det var benyttet til v&ae;rdeligen at smykke den V&ae;rdige, men der manglede dog endnu Noget, som de unge Piger ikke havde dr&o-;mt om: et Sl&o-;r, finere, lettere og dog mere skjulende end det, i hvilket de unge Piger havde indhyllet hende; en Brudekl&ae;dning, som ingen ung Pige vidste Beskeed om, eller kunde v&ae;re hende behj&ae;lpelig med, ja Bruden havde end ikke Forstand til at hj&ae;lpe sig selv. Det var en usynlig, en venlig Magt, der har sin Gl&ae;de af at pynte en Brud, der indhyllede hende i den, uden at hun vidste Noget deraf; thi hun saae blot, hvorledes Brudgommen gik forbi og gik op til Templet. Hun saae D&o-;ren lukke sig efter ham, og hun blev end roligere og saligere; thi hun vidste, at han nu tilh&o-;rte hende mere end nogensinde. Templets D&o-;r gik op, han traadte ud, men hun slog jomfrueligt &O-;iet ned og derfor saae hun ikke, at hans Aasyn var forvirret, men han saae, at Himlen nok var misundelig paa Brudens Deilighed og paa hans Lykke. Templets D&o-;r gik op, de unge Piger saae Brudgommen tr&ae;de ud; men de saae ikke, at hans Aasyn var forvirret; thi de havde travlt med at hente Bruden. Da traadte hun frem i al sin jomfruelige Ydmyghed og dog som en Herskerinde, omgiven af sin Stab af unge Piger, der neiede sig for hende, som den unge Pige altid neier sig for en Brud. Saaledes stod hun i Spidsen af den skj&o-;nne Skare og ventede &streg; det var kun et &O-;ieblik; thi Templet var strax derved &streg; og Brudgommen kom &streg; men han gik hendes D&o-;r forbi. Dog jeg afbryder her; jeg er ikke Digter og gaaer blot dialektisk tilv&ae;rks. For det f&o-;rste er at bem&ae;rke, at det er i det afgj&o-;rende &O-;ieblik, at Helten faaer hiin Oplysning, han er da reen og angerl&o-;s, har ikke letsindig knyttet sig til den Elskede. Dern&ae;st har han et guddommeligt Udsagn for sig eller rettere imod sig, han styres da ikke som hine spinkle Elskere og Elskerinder af Selvkl&o-;gt. Det f&o-;lger fremdeles af sig selv, at hiint Udsagn gj&o-;r ham ligesaa ulykkelig som Bruden, ja lidt til, da han dog er Anledningen. Vel er det nemlig sandt, at Augurerne kun forudsagde ham en Ulykke, men Sp&o-;rgsmaalet er, om denne Ulykke ikke er af den Beskaffenhed, at den ved at ramme ham tillige vil ramme deres &ae;gteskabelige Lykke. Hvad skal han nu gj&o-;re? 1) Skal han tie og holde Bryllup, og t&ae;nke, Ulykken kommer maaskee ikke strax, i ethvert Fald har jeg h&ae;vdet Kj&ae;rligheden og ikke frygtet for at gj&o-;re mig selv ulykkelig; men tie maa jeg, thi ellers er selv det korte &O-;ieblik forspildt. Dette synes plausibelt, men er det ingenlunde; thi i saa Fald har han forn&ae;rmet Pigen. Han har ved sin Taushed paa en Maade gjort Pigen skyldig; thi dersom hun havde vidst det, havde hun vel aldrig givet sit Samtykke til en saadan Forbindelse. Han vil da i N&o-;dens Stund ikke blot have Ulykken at b&ae;re paa, men ogsaa det Ansvar, at han har tiet, hendes retf&ae;rdige Vrede at han har tiet. 2) Skal han tie og lade v&ae;re at holde Bryllup? I saa Fald maa han gaae ind i en Mystification, hvorved han tilintetgj&o-;r sig selv i sit Forhold til hende. Dette vilde maaskee &Ae;sthetiken billige. Katastrophen kunde da dannes i Lighed med den virkelige, kun at det i det sidste &O-;ieblik kom til en Forklaring, der dog var bag efter, da det, &ae;sthetisk t&ae;nkt, bliver en N&o-;dvendighed, at lade ham d&o-;e, med mindre denne Videnskab skulde see sig istand til at h&ae;ve hiin uheldsvangre Propheti. Imidlertid indeholder denne Adf&ae;rd, hvor h&o-;imodig den end er, en Forn&ae;rmelse mod Pigen og Realiteten af hendes Kj&ae;rlighed. 3) Skal han tale? Man maa naturligviis ikke glemme, at vor Helt er lidt for poetisk til at det at give Afkald paa sin Kj&ae;rlighed for ham ikke skulde have anden Betydning end en mislykket Handelsspeculation. Taler han, saa bliver det Hele en ulykkelig Kj&ae;rlighedshistorie i samme Stiil som Axel og Valborg. Det bliver et Par, som Himlen selv adskiller. Dog bliver denne Adskillelse i n&ae;rv&ae;rende Tilf&ae;lde at t&ae;nke noget anderledes, da den tillige resulterer af Individernes frie Gjerning. Det saare Difficile ved det Dialektiske i denne Sag er nemlig, at Ulykken kun skal ramme ham. De faae da ikke som Axel og Valborg et f&ae;lleds Udtryk for deres Lidelse, medens Himlen ligemeget adskiller Axel og Valborg, fordi de ere hinanden lige n&ae;r. Var dette Tilf&ae;lde her, saa lod der sig t&ae;nke en Udvei. Da Himlen nemlig ikke bruger nogen synlig Magt for at adskille dem, men overlader det til dem selv, saa lod det sig jo t&ae;nke, at de besluttede i Forening at trodse Himlen med samt dens Ulykke. Ethiken vil imidlertid fordre af ham, at han skal _tabetale. Hans Heltemod bliver da v&ae;sentlig at s&ae;tte deri, at han opgiver det &ae;sthetiske H&o-;imod, der dog in casu ikke let kunde t&ae;nkes at have nogen Tils&ae;tning af den Forf&ae;ngelighed, der ligger i at v&ae;re skjult, da det jo maa v&ae;re ham klart, at han dog gj&o-;r Pigen ulykkelig. Dette Heltemods Realitet beroer imidlertid paa, at det har havt og h&ae;vet sin Foruds&ae;tning; thi ellers kunde man is&ae;r i vor Tid faae Helte nok, i vor Tid, der har drevet det til en magel&o-;s Virtuositet i det Falskneri, der gj&o-;r det H&o-;ieste derved, at man springer det Mellemliggende over. Men hvortil nu denne Skizze, da jeg dog ikke kommer videre end til den tragiske Helt? Fordi det dog var muligt, at den kunde kaste et Lys over Paradoxet. Alt beroer da paa, i hvilket Forhold han staaer til Augurernes Udsagn, der paa den ene eller anden Maade bliver afgj&o-;rende for hans Liv. Er dette Udsagn publici juris eller er det et Privatissimum? Scenen er i Gr&ae;kenland; en Augurs Udsagn er forstaaeligt for Alle, jeg mener ikke blot, at den Enkelte lexicalsk kan forstaae Indholdet, men den Enkelte kan forstaae, at en Augur forkynder den Enkelte Himlens Beslutning. Augurens Udsagn er da ikke blot forstaaeligt for Helten, men for Alle, og der resulterer intet privat Forhold til Guddommen deraf. Han kan gj&o-;re hvad han vil, hvad der er forudsagt vil skee, og han kommer hverken ved at gj&o-;re eller ved at lade i engere Forhold til Guddommen, bliver hverken Gjenstand for dens Naade eller for dens Vrede. Udfaldet vil enhver Enkelt ligesaa godt kunne forstaae som Helten, og der bliver ingen hemmelig Skrift, som kun er l&ae;selig for Helten. Forsaavidt han da vil tale, kan han ypperlig, thi han kan gj&o-;re sig forstaaelig; forsaavidt han vil tie, er det, fordi han i Kraft af at v&ae;re den Enkelte vil v&ae;re h&o-;iere end det Almene, vil foreg&o-;gle sig selv allehaande phantastiske Forestillinger om, hvorledes hun snart vil glemme denne _SorgSag o. s. v. Dersom derimod Himlens Villie ikke var bleven ham forkyndt ved en Augur, dersom den aldeles privat var kommen ham til Kundskab, dersom den havde sat sig i et aldeles privat Forhold til ham, saa ere vi ved Paradoxet, dersom det ellers er til (thi min Overveielse er dilemmatisk), da kunde han ikke tale, om han end nok saa gjerne vilde. Han n&o-;d da ikke sig selv i Tausheden, men han leed Smerten, men denne var ham netop Forvisningen om, at han var berettiget. Hans Taushed havde da ikke sin Grund i, at han som den Enkelte vilde stille sig i et absolut Forhold til det Almene, men at han som den Enkelte var sat i et absolut Forhold til det Absolute. Han vilde da ogsaa kunne finde Hvile deri, efter hvad jeg kan forestille mig, medens hans h&o-;imodige Taushed bestandig vilde uroliges af det Ethiskes Fordringer. Det var overhovedet at &o-;nske, om &Ae;sthetiken engang vilde fors&o-;ge at begynde, hvor den i saa mange Aar har endt, ved den illusoriske H&o-;imodighed. Saasnart den gjorde dette, vilde den arbeide lige i Haanden paa det Religieuse; thi denne Magt er den eneste, der kan frelse det &Ae;sthetiske ud af sin Kamp med det Ethiske. Dronning Elisabeth offrer Staten sin Kj&ae;rlighed til Essex ved at underskrive hans D&o-;dsdom. Dette var en Heltedaad, om der end var lidt personlig Forn&ae;rmelse med i Spillet, at han ikke havde sendt hende Ringen. Som bekjendt havde han gjort det, men ved en Hofdames Ondskab var den bleven holdt tilbage. Elisabeth modtog, saa fort&ae;lles der ni fallor, Efterretningen derom, derpaa sad hun i 10 Dage med den ene Finger i Munden og beed i den uden at sige eet Ord, og derpaa d&o-;de hun. Dette var en Opgave for en Digter, der forstod at vriste Munden op, ellers er det i det H&o-;ieste brugeligt for en Balletmester, med hvem Digteren i vor Tid ofte nok forvexler sig selv. Nu vil jeg lade en Skizze f&o-;lge i Retning af det D&ae;moniske. Dertil kan jeg bruge Sagnet om Agnete og Havmanden. Havmanden er en Forf&o-;rer, der skyder op fra Afgrundens Skjul, i vild Lyst griber og bryder den uskyldige Blomst, der i al sin Ynde stod ved Strandbreden og tankefuldt b&o-;iede sit Hoved efter Havets Susen. Dette har hidtil v&ae;ret Digternes Mening. Lad os gj&o-;re en Forandring. Havmanden var en Forf&o-;rer. Han har kaldt paa Agnete, han har ved sin sledske Tale lokket det Skjulte frem i hende, hun har i Havmanden fundet, hvad hun s&o-;gte, hvorefter hun stirrede ned paa Havsens Bund. Agnete vil f&o-;lge ham. Havmanden har sat hende paa sin Arm, Agnete slynger sig om hans Hals; hun hengiver sig tillidsfuld af sin ganske Sj&ae;l til den St&ae;rkere; han staaer allerede ved Strandbreden, han b&o-;ier sig ud over Havet for at styrte ned med sit Bytte &streg; da seer Agnete endnu engang paa ham, ikke frygtsom, ikke tvivlende, ikke stolt af sin Lykke, ikke beruset i Lyst; men absolut troende, men absolut ydmygt som den ringe Blomst, hun tyktes sig selv at v&ae;re, absolut tillidsfuldt betroer hun ham med dette Blik hele sin Skjebne. &streg; Og see! Havet bruser ikke mere, dets vilde R&o-;st forstummer, Naturens Lidenskab, der er Havmandens Styrke, lader ham i Stikken, det bliver et Blikstille &streg; og endnu seer Agnete saaledes paa ham. Da synker Havmanden sammen, han kan ikke modstaae Uskyldens Magt, hans Element bliver ham utro, han kan ikke forf&o-;re Agnete. Han f&o-;rer hende hjem igjen, han forklarer hende, at han blot vilde vise hende, hvor skj&o-;nt Havet var, naar det er stille, og Agnete troer ham. &streg; Da vender han ene tilbage, og Havet stormer, men Fortvivlelsen i Havmanden stormer vildere. Han kan forf&o-;re Agnete, han kan forf&o-;re hundrede Agneter, han kan bedaare enhver Pige &streg; men Agnete har seiret, og Havmanden har tabt hende. Kun som Bytte kan hun blive hans; trofast kan han ikke tilh&o-;re nogen Pige; thi han er jo kun en Havmand. Jeg har tilladt mig en lille Forandring med Havmanden, i Grunden har jeg ogsaa forandret Agnete lidt; thi i Sagnet er Agnete ikke aldeles uden Skyld, som det overhovedet er Nonsens og Lefleri og Forn&ae;rmelse mod Qvindekj&o-;nnet at t&ae;nke en Forf&o-;relse, hvor Pigen aldeles ingen, ingen, ingen Skyld har. Agnete er i Sagnet, at jeg skal modernisere mit Udtryk lidt, en Qvinde, der forlanger det Interessante, og enhver saadan kan altid v&ae;re sikker paa, at der er en Havmand i N&ae;rheden; thi sligt opdage Havm&ae;ndene med et halvt &O-;ie og det styre de efter som Haien efter sit Bytte. Det er derfor meget dumt, eller ogsaa er det et Rygte, som en Havmand har ladet udsprede, at den saakaldte Dannelse sikkrer en Pige mod Forf&o-;relse. Nei Tilv&ae;relsen er mere retf&ae;rdig og ligelig, der er kun eet Middel, det er Uskyld. Vi ville nu give Havmanden en menneskelig Bevidsthed, og lade det, at han er en Havmand, betegne en menneskelig Pr&ae;existents, i hvis Conseqvents hans Liv var hildet. Der er Intet til Hinder for, at han kan blive en Helt; thi det Skridt, han nu gj&o-;r, er forsonende. Han er frelst ved Agnete, Forf&o-;reren er knust, han har b&o-;iet sig under Uskyldens Magt, han kan aldrig mere forf&o-;re. Men i samme Nu stride to Magter om ham: Angeren, og Agnete og Angeren. Tager Angeren ham alene, da er han skjult, tager Agnete og Angeren ham, da er han aabenbar. Forsaavidt nu Angeren griber Havmanden og han forbliver skjult, da har han vel gjort Agnete ulykkelig; thi Agnete elskede ham i al sin Uskyld, hun troede, at det var Sandhed, at han i hiint &O-;ieblik, da han forekom endog hende forandret, hvor godt han end skjulte det, blot vilde vise hende Havets skj&o-;nne Stilhed. Imidlertid bliver Havmanden selv i Retning af Lidenskab endnu mere ulykkelig; thi han elskede Agnete med en Mangfoldighed af Lidenskaber og havde desuden en ny Skyld at b&ae;re paa. Det D&ae;moniske i Angeren vil nu vel forklare ham, at dette er netop hans Straf, og jo mere den martrer ham, jo bedre. Hengiver han sig til dette D&ae;moniske, da gj&o-;r han maaskee endnu et Fors&o-;g paa at frelse Agnete, saaledes som man i en vis Forstand kan frelse et Menneske ved Hj&ae;lp af det Onde. Han veed, at Agnete elsker ham. Kunde han fravriste Agnete denne Kj&ae;rlighed, da er hun paa en Maade frelst. Men hvorledes? At regne paa, at en aabenhjertet Tilstaaelse skulde v&ae;kke hendes Afsky, det er Havmanden for forstandig til. Han vil da maaskee see, at hidse alle m&o-;rke Lidenskaber i hende, haane hende, spotte hende, gj&o-;re hendes Kj&ae;rlighed til en Latterlighed, om muligt &ae;gge hendes Stolthed. Han vil ikke skaane sig selv for nogen Qval; thi dette er den dybe Modsigelse i det D&ae;moniske, og der boer i en vis Forstand uendeligt meget mere godt i en D&ae;monisk end i de trivielle Mennesker. Jo mere selvisk Agnete er, desto lettere vil hun blive bedraget; (thi det er kun meget uerfarne Folk, der mene, at det er let at bedrage Uskyldigheden, Tilv&ae;relsen er saare dybsindig, og det er det letteste for den Kloge at narre de Kloge) men desto forf&ae;rdeligere ville Havmandens Lidelser blive. Jo snildere hans Bedrag er anlagt, desto mindre vil Agnete bluf&ae;rdigt skjule sin Lidelse for ham; hun vil bruge ethvert Middel, der da heller ikke vil blive uden Virkning, det vil sige, ikke til at rokke ham, men til at martre ham. Ved Hj&ae;lp af det D&ae;moniske vilde altsaa Havmanden v&ae;re den Enkelte, der som den Enkelte var h&o-;iere end det Almene. Det D&ae;moniske har den samme Egenskab som det Guddommelige, at den Enkelte kan tr&ae;de i et absolut Forhold dertil. Dette er Analogien, Modstykket til hiint Paradox, om hvilket vi tale. Det har derfor en vis Lighed, som kan skuffe. Saaledes har Havmanden tilsyneladende det Beviis for, at hans Taushed er berettiget, at han i den lider hele sin Smerte. Imidlertid er der ingen Tvivl om, at han kan tale. En tragisk Helt kan han da blive, i mine Tanker en grandios tragisk Helt, hvis han taler. Faa ville maaskee kun fatte, hvori det Grandiose ligger. Han vil da have Mod til at fravriste sig selv ethvert Selvbedrag om, at han kan gj&o-;re Agnete lykkelig ved sin Kunst, han vil have Mod til menneskeligt talt at knuse Agnete. For&o-;vrigt vil jeg blot her gj&o-;re en psychologisk Bem&ae;rkning. Jo mere Agnete har v&ae;ret selvisk udviklet, desto mere bl&ae;ndende vil Selvbedraget v&ae;re, ja det er ikke ut&ae;nkeligt, at det kunde forekomme i Virkeligheden, at en Havmand ved sin d&ae;moniske Kl&o-;gt menneskelig talt ikke blot havde frelst, men bragt noget Overordentligt ud af en Agnete; thi en D&ae;mon veed at pine Kr&ae;fter ud af selv det svageste Menneske, og han kan paa sin Viis mene det meget godt med et Menneske. Havmanden staaer paa en dialektisk Spidse. Hvis han frelses ud af det D&ae;moniske i Angeren, da er der to Veie mulige. Han kan holde sig tilbage, blive i det Skjulte, men ikke stole paa sin Kl&o-;gt. Han kommer da som den Enkelte ikke i et absolut Forhold til det D&ae;moniske, men finder Hvile i Modparadoxet, at Guddommen vil frelse Agnete. (Saaledes vilde vel Middelalderen gj&o-;re Bev&ae;gelsen; thi Havmanden er aabenbart if&o-;lge dens Begreb hjemfalden til Klosteret). Eller han kan frelses ved Agnete. Dette maa nu ikke forstaaes saaledes, som om han ved Agnetes Kj&ae;rlighed skulde frelses fra fremtidig at blive en Forf&o-;rer (dette er et &ae;sthetisk Redningsfors&o-;g, som altid gaaer uden om Hovedsagen, nemlig Continuiteten i Havmandens Liv); thi i denne Henseende er han frelst; han frelses forsaavidt han bliver aabenbar. Han &ae;gter da Agnete. Imidlertid maa han tye til Paradoxet. Naar nemlig den Enkelte er ved sin Skyld kommen udenfor det Almene, da kan han kun vende tilbage dertil i Kraft af, som den Enkelte at v&ae;re kommen i et absolut Forhold til det Absolute. Her vil jeg nu gj&o-;re en Bem&ae;rkning, hvorved jeg siger mere end der er sagt paa noget Punkt i det Foregaaende. Synden er ikke den f&o-;rste Umiddelbarhed, Synden er en senere Umiddelbarhed. I Synden er den Enkelte allerede i Retning af det d&ae;moniske Paradox h&o-;iere end det Almene, fordi det er en Modsigelse af det Almene at ville fordre sig selv af den, der mangler conditio sine qua non. Dersom Philosophien blandt Andet ogsaa t&ae;nkte paa, at det kunde falde et Menneske ind at ville handle efter dens L&ae;re, saa vilde man faae en besynderlig Comedie ud deraf. En Ethik, der ignorerer Synden, er en aldeles &o-;rkesl&o-;s Videnskab, men gj&o-;r den Synden gjeldende, saa er den eo ipso ude over sig selv. Philosophien l&ae;rer, at det Umiddelbare skal oph&ae;ves. Dette er sandt nok; men, hvad der ikke er sandt, er, at Synden er uden videre det Umiddelbare, ligesaa lidet som Troen uden videre er det Umiddelbare. Saasnart jeg bev&ae;ger mig i disse Sph&ae;rer, da gaaer Alt let, men hvad her er sagt, forklarer heller ikke Abraham; thi Abraham var ikke ved Synden bleven den Enkelte, han var tvertimod den retf&ae;rdige Mand, der er Guds Udvalgte. Analogien til _{Abraham, vil}Abraham vil da f&o-;rst vise sig, efterat den Enkelte er bragt istand til at kunne gj&o-;re det Almene, og nu Paradoxet gjentager sig. Havmandens Bev&ae;gelser kan jeg derfor forstaae, medens jeg ikke kan forstaae Abraham; thi Havmanden kommer netop ved Paradoxet til at ville realisere det Almene. Forbliver han nemlig skjult og indvier sig til alle Angerens Qvaler, da vorder han en D&ae;mon, og er som saadan tilintetgjort. Forbliver han skjult, men mener ikke kl&o-;gtigt ved selv at martres i Angerens Tr&ae;ldom at kunne arbeide Agnete l&o-;s, saa faaer han vel Fred, men han er tabt for denne Verden. Bliver han aabenbar, lader han sig frelse ved Agnete, da er han det st&o-;rste Menneske, jeg kan forestille mig; thi det er kun &Ae;sthetiken, der letsindig mener at prise Kj&ae;rlighedens Magt ved at lade den Fortabte elskes af en uskyldig Pige og derved frelses; det er kun &Ae;sthetiken, der seer feil, og troer, at Pigen er Heltinden, istedenfor at Havmanden er det. Havmanden kan da ikke tilh&o-;re Agnete uden at han, efterat have gjort Angerens uendelige Bev&ae;gelse, endnu gj&o-;r een Bev&ae;gelse, Bev&ae;gelsen i Kraft af det Absurde. Ved egen Kraft kan han gj&o-;re Angerens Bev&ae;gelse, men han bruger ogsaa absolut hele sin Kraft dertil, og derfor kan han umulig igjen ved egen Kraft komme tilbage og gribe Virkeligheden. Naar man ikke har Lidenskab nok til hverken at gj&o-;re den ene eller den anden Bev&ae;gelse, naar man sjudsker sig gjennem Livet, angrer lidt og mener, saa gaaer nok Resten, da har man engang for alle Gange renonceret paa at leve i Ideen, og saa kan man meget let opnaae og forhj&ae;lpe Andre til det H&o-;ieste &dvs;: bedaare sig selv og Andre i den Forestilling, at i Aandens Verden gaaer det til som i Gnavspil, hvor Alt gaaer paa bedste Beskub. Man kan da forlyste sig selv ved at bet&ae;nke, hvor underligt det dog er, at netop i en Tid, hvor jo Enhver kan gj&o-;re det H&o-;ieste, Tvivlen om Sj&ae;lens Ud&o-;delighed kan v&ae;re saa udbredt; thi den, der virkelig har gjort blot Uendelighedens Bev&ae;gelse, han tvivler neppe. Lidenskabens Slutninger ere de eneste paalidelige &dvs;: de eneste overbevisende. Heldigviis er Tilv&ae;relsen her kj&ae;rligere, trofastere end hvad Viism&ae;nd paastaae, thi den udelukker intet Menneske end ikke det ringeste, den narrer Ingen, thi i Aandens Verden er kun den narret, der narrer sig selv. Det er Alles Mening, og forsaavidt jeg t&o-;r tillade mig at d&o-;mme derom, er det ogsaa min Mening, at det er ikke det H&o-;ieste at gaae i Kloster, men derfor er det ingenlunde min Mening, at i vor Tid, da intet Menneske gaaer i Kloster, Enhver er st&o-;rre end de dybe og alvorlige Sj&ae;le, der fandt Hvile i et Kloster. Hvor Mange har i vor Tid Lidenskab nok til at t&ae;nke det og da at d&o-;mme sig selv oprigtigt. Alene Forestillingen om, saaledes at tage Tiden paa sin Samvittighed, at give den Tid til i sin s&o-;vnl&o-;se Utr&ae;ttelighed at udforske hver en l&o-;nlig Tanke, saaledes, at man, hvis man ikke hvert &O-;ieblik gj&o-;r Bev&ae;gelsen i Kraft af det &Ae;dleste og Helligste i et Menneske, med Angst og Gru kan opdage, og om ikke ved andet, saa ved Angst fremlokke den dunkle R&o-;relse, som dog skjuler sig i ethvert Menneskeliv, medens man, naar man lever i Samfund med Andre, saa let glemmer, saa let slipper fra det, paa saa mange Maader holdes oppe, faaer Leilighed til at begynde paa en frisk &streg; alene denne Forestilling, opfattet med s&o-;mmelig &Ae;rb&o-;dighed, t&ae;nkte jeg kunde tugte mangen Enkelt i vor Tid, der allerede mener, at v&ae;re kommen til det H&o-;ieste. Dog dette bekymrer man sig lidet om i vor Tid, der er kommen til det H&o-;ieste, medens dog ingen Tid som netop den har v&ae;ret hjemfalden til det Comiske. Og ubegribeligt er det, at det ikke allerede er skeet, at Tiden selv ved en generatio &ae;quivoca har aff&o-;dt sin Helt, den D&ae;mon, der skaanselsl&o-;st vil opf&o-;re det forf&ae;rdelige Skuespil, at bringe hele Tiden til at lee og bringe den til at glemme, at den leer ad sig selv. Eller hvad er Tilv&ae;relsen mere v&ae;rd end at lee ad, naar man allerede i sit 20de Aar er kommen til det H&o-;ieste. Og dog hvilken h&o-;iere Bev&ae;gelse har Tiden udfundet siden den Stund, da man opgav at gaae i Kloster? Er det ikke en jammerlig Leveviisdom, Klogskab, Modl&o-;shed, der sidder til H&o-;ibords, der feigt indbilder Menneskene, at de have gjort det H&o-;ieste, og lumskeligen afholder dem fra endog at fors&o-;ge det Mindre? Den, der har gjort Klosterbev&ae;gelsen, han har kun een Bev&ae;gelse tilbage, det er det Absurdes. Hvor Mange forstaae i vor Tid, hvad det Absurde er, hvor Mange leve i vor Tid saaledes, at de have givet Afkald paa Alt, eller have faaet Alt, hvor Mange ere blot saa redelige, at de vide, hvad de kunne og hvad de ikke kunne? Og er det ikke sandt, forsaavidt man finder saadanne, man snarest finder dem blandt de mindre Dannede og tildeels blandt Qvinder? I en Art Clairvoyance aabenbarer Tiden, saaledes som en D&ae;monisk altid aabenbarer sig selv uden at forstaae sig selv, sin Br&o-;st; thi den fordrer atter og atter det Komiske. Skulde det virkelig v&ae;re det, Tiden beh&o-;vede, skulde Theatret maaskee beh&o-;ve et nyt Stykke, hvor det blev gjort latterligt, at Een d&o-;de af Kj&ae;rlighed, eller vilde det ikke snarere v&ae;re Frelsende for Tiden, hvis det skete iblandt os, hvis Tiden blev Vidne til en saadan Begivenhed, for at den engang kunde faae Mod til at troe paa Aandens Magt, Mod til at lade v&ae;re, feigt at qv&ae;le det Bedre i sig selv, misundeligt at qv&ae;le det hos Andre &streg; ved Latteren. Skulde Tiden virkelig beh&o-;ve en latterlig Erscheinung af en Opvakt, for at faae Noget at lee ad, eller skulde den ikke snarere beh&o-;ve, at en saadan begeistret Skikkelse mindede den om, hvad der var glemt? Vilde man have et Anl&ae;g i en lignende Stil, der dog, fordi Angerens Lidenskab ikke blev sat i Bev&ae;gelse, vilde blive mere r&o-;rende, saa kunde man dertil benytte en Fort&ae;lling, der forekommer i Tobi&ae; Bog. Den unge Tobias vil &ae;gte Raguels og Ednas Datter Sara. Med denne Pige har det et s&o-;rgeligt Sammenh&ae;ng. Hun har v&ae;ret given til 7 M&ae;nd, der alle ere omkomne i Brudehuset. Dette er i Retning af mit Anl&ae;g en Fregne ved Fort&ae;llingen; thi den comiske Virkning er n&ae;sten uundgaaelig, naar Tanken v&ae;kkes om en Piges 7 frugtesl&o-;se Fors&o-;g paa at blive gift, skj&o-;nt hun var ganske n&ae;r _{derved ligesaa}derved, ligesaa n&ae;r som en Student, der 7 Gange gik reject til Attestats. I Tobi&ae; Bog ligger Accenten paa et andet Sted, og derfor er det h&o-;ie Tal af Vigtighed og i en vis Forstand endog et tragisk Medvirkende; thi desto st&o-;rre er den unge Tobias's H&o-;imod, deels forsaavidt han er For&ae;ldrenes eneste S&o-;n (6, 15), deels fordi det Afskr&ae;kkende mere paan&o-;der sig. Dette maa altsaa bort. Sara er da en Pige, der aldrig har elsket, der endnu gjemmer en ung Piges Salighed, hendes uhyre Prioritets Obligation i Tilv&ae;relsen, hendes &anfbeg;Vollmachtbrief zum Gl&u..;cke&anfslut; &streg; at elske en Mand af sit ganske Hjerte. Og dog er hun ulykkeligere end Nogen, thi hun veed, at den onde D&ae;mon, der elsker hende, vil dr&ae;be Brudgommen i Bryllupsnatten. Jeg har l&ae;st om megen Sorg, men jeg tvivler om, at der nogensteds findes saa dyb en Sorg som den, der ligger i denne Piges Liv. Naar dog Ulykken kommer udenfra, saa er der dog Tr&o-;st at finde. Om Tilv&ae;relsen ikke bragte et Menneske, hvad der kunde have gjort ham lykkeligt, det er dog en Tr&o-;st, at han kunde have modtaget det. Men den uudgrundelige Sorg, som ingen Tid kan adsprede, ingen Tid l&ae;ge, at vide, at det hjalp Intet, om Tilv&ae;relsen gjorde Alt! En gr&ae;sk Forfatter skjuler i sin simple Naivitet saa uendeligt Meget, naar han siger: &g.p;&g.a..a;&g.n;&g.t;&g.o-;&g.sud; &g.g;&g.a..g;&g.r; &g.o;&g.u.l.;&g.d;&g.e;&g.i;&g.sud; &g..la;&g.E;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.a; &g.e.la;&g.ph;&g.u;&g.g;&g.e;&g.n; &g.e-.la; &g.ph;&g.e;&g.u;&g.x;&g.e;&g.t;&g.a;&g.i;, &g.m;&g.e..a;&g.ch;&g.r;&g.i; &g.a.la;&g.n; &g.k;&g.a..a;&g.l;&g.l;&g.o;&g.sud; &g.e-ilc; &g.k;&g.a;&g.i..g; &g.o.l.;&g.ph;&g.th;&g.a;&g.l;&g.m;&g.o;&g.i; &g.b;&g.l;&g.e..a;&g.p;&g.o-;&g.s;&g.i;&g.n; (cfr. Longi Pastoralia). Der var mangen Pige, der blev ulykkelig i Kj&ae;rlighed, men hun blev det dog, Sara var det, f&o-;r hun blev det. Det er tungt, ikke at finde den, til hvem man kan hengive sig, men det er uudsigeligt tungt ikke at kunne hengive sig. En ung Pige hengiver sig, og da siger man: nu er hun ikke fri mere, men Sara var aldrig fri, og dog havde hun aldrig hengivet sig. Det er tungt, om en Pige hengav sig, og blev bedragen, men Sara var bedragen, f&o-;r hun hengav sig. Hvilken Verdens Sorg ligger der ikke i det F&o-;lgende, da Tobias endelig vil &ae;gte hende? Hvilke Bryllups-Ceremonier, hvilke Forberedelser! Ingen Pige er bleven bedragen som Sara; thi hun blev bedragen for det Saligste af Alt, den absolute Riigdom, som selv den fattigste Pige eier, bedragen for Hengivelsens trygge, ubegr&ae;ndsede, ubundne, t&o-;ilesl&o-;se Fortabelse; thi der skulde jo f&o-;rst ryges, idet Hjertet af Fisken og Leveren blev lagt paa gl&o-;dende Emmer. Og hvorledes maa Moderen ikke tage Afsked med Datteren, der da ligesom hun selv er bedragen for Alt, i Continuitet hermed maa bedrage Moderen for det Skj&o-;nneste. Man l&ae;se blot Fort&ae;llingen. Edna tilberedte Kammeret og hun ledede Sara derind, og gr&ae;d, og hun annammede sin Datters Graad. Og hun sagde til hende: mit Barn v&ae;r frimodig! Himmelens og Jordens Herre give Dig Gl&ae;de for denne Din Sorg! Datter, v&ae;r frimodig. Og nu Bryllups &O-;ieblikket, man l&ae;se, hvis man ellers kan det for Taarer: men da de begge vare indelukte tilhobe, opstod Tobias af Sengen og sagde: Staa op S&o-;ster! og vi vil bede, at Herren maa forbarme sig over os (8, 4). Dersom en Digter l&ae;ste denne Fort&ae;lling, dersom han vilde benytte den, jeg vedder hundrede mod En, han lagde Alt an paa den unge Tobias. Dette Heltemod at ville vove sit Liv i en saa &o-;iensynlig Fare, hvorom Fort&ae;llingen endnu engang minder; thi Raguel siger Morgenen efter Brylluppet til Edna: send en af Pigerne hen og lad hende see, om han lever, men hvis ikke, at jeg kan begrave ham, og Ingen skal vide det (cfr. 8, 13) &streg; dette Heltemod blev Opgaven. Jeg tillader mig at foreslaae en anden. Det er kj&ae;kt, og behjertet og ridderligt handlet af Tobias, men enhver Mand, der ikke har Mod dertil, han er en &Ae;rtekjelling, der hverken veed, hvad Kj&ae;rlighed er, eller hvad det er at v&ae;re Mand, eller hvad det er Umagen v&ae;rd at leve for, han har end ikke fattet det lille Mysterium, at det er bedre at give end at modtage, og har ingen Ahnelse om det store: at det er langt sv&ae;rere at modtage end at give; det vil da sige, naar man har havt Mod til at undv&ae;re og i N&o-;dens Stund ikke blev feig. Nei, Sara hun er Heltinde. Hende vil jeg n&ae;rme mig, som jeg aldrig har n&ae;rmet mig nogen Pige, eller f&o-;lt mig fristet til i Tanken at n&ae;rme mig nogen, jeg har l&ae;st om. Thi hvilken Kj&ae;rlighed til Gud h&o-;rer der dog ikke til, for at ville lade sig helbrede, naar man saaledes fra Begyndelsen af er forqvaklet uden Skyld, fra Begyndelsen af et forulykket Exemplar af et Menneske! Hvilken ethisk Modenhed for at paatage sig det Ansvar, at tillade den Elskede et saadant Vovestykke! Hvilken Ydmyghed ligeoverfor et andet Menneske! Hvilken Tro til Gud, at hun ikke i n&ae;ste &O-;ieblik skulde hade den Mand, hvem hun skyldte Alt! Lad Sara v&ae;re en Mand, og det D&ae;moniske ligger lige ved Haanden. Den stolte, &ae;dle Natur kan taale Alt, men een Ting kan den ikke taale, den kan ikke taale Medlidenhed. Der ligger en Kr&ae;nkelse deri, som kun kan tilf&o-;ies ham af en h&o-;iere Magt; thi ved sig selv kan han aldrig blive Gjenstand derfor. Han har syndet, da kan han b&ae;re Straffen, uden at fortvivle, men det uden Skyld fra Modersliv at v&ae;re udseet til Offer for Medlidenheden, en s&o-;d Lugt i dens N&ae;se, det kan han ikke udholde. Medlidenhed har en besynderlig Dialektik, den fordrer i det ene &O-;ieblik Skyld, i det n&ae;ste vil den ikke have det, og derfor bliver det, at v&ae;re pr&ae;destineret til Medlidenhed, forf&ae;rdeligere og forf&ae;rdeligere, jo mere Individets Ulykke er i Retning af det Aandelige. Men Sara har ingen Skyld, hun er henkastet som et Rov for alle Lidelser og skal dertil endnu martres af Menneskenes Medlidenhed, thi endogsaa jeg, der dog beundrer hende mere end Tobias elskede hende, endogsaa jeg kan ikke n&ae;vne hendes Navn uden at sige: den stakkels Pige. Lad en Mand v&ae;re i Saras Sted, lad ham vide, at dersom han vil elske en Pige, da kommer en Helvedes Aand og myrder den Elskede i Bryllupsnatten, da var det vel muligt, at han valgte det D&ae;moniske; han lukkede sig inde i sig selv, og sagde paa den Maade, som en d&ae;monisk Natur taler i L&o-;ndom: &anfbeg;Tak, jeg er ingen Ven af Ceremonier og Vidtl&o-;ftigheder, jeg forlanger aldeles ikke Kj&ae;rlighedens Lyst, jeg kan jo blive en Blaubart, der har min Fryd af at see Pigerne segne i Bryllupsnatten.&anfslut; Man faaer i Almindelighed meget lidet at vide om det D&ae;moniske, uagtet dette Gebeet netop i vor Tid har et gyldigt Krav paa at opdages, og uagtet Iagttageren, naar han ellers forstaaer at s&ae;tte sig lidt i Rapport til D&ae;monen, n&ae;sten kan bruge ethvert Menneske i det mindste momentviis. Shakespeare er og bliver bestandig i denne Retning en Heros. Hiin r&ae;dsomme D&ae;mon, den mest d&ae;moniske Figur, som Shakespeare har skildret, men ogsaa skildret magesl&o-;s: Gloster (siden Richard den Tredie) hvad gjorde ham til D&ae;mon? Aabenbar det, at han ikke kunde b&ae;re Medlidenhed, som han fra Barn af var priisgiven til. Hans Monolog i 1ste Akt af Richard den Tredie er mere v&ae;rd end hele Moralsystemer, der ingen Ahnelse have om Tilv&ae;relsens R&ae;dsler eller om Forklaringen. ...Ich, roh gepr&a..;gt, und aller _{Reize baar.}Reize baar, Vor leicht sich dreh'nden Nymphen mich zu br&u..;sten; Ich, so verk&u..;rzt um sch&o..;nes Ebenma&ss;, Gesch&a..;ndet von der t&u..;ckischen Natur, Entstellt, verwahrlost, vor der Zeit gesandt In diese Welt des Athmens, halb kaum fertig Gemacht, und zwar so lahm und ungeziemend Da&ss; Hunde bellen, hink' ich wo vorbei. Saadanne Naturer som Glosters kan man ikke frelse ved at mediere dem ind i en Samfunds Idee. Ethiken gj&o-;r egentlig kun Nar ad dem, som det jo vilde v&ae;re en Spot over Sara, hvis den vilde sige til hende, hvorfor udtrykker Du ikke det Almene og gifter Dig. Saadanne Naturer ere fra Grunden af i Paradoxet, og de ere ingenlunde ufuldkomnere end andre Mennesker, kun at de enten fortabes i det d&ae;moniske Paradox eller frelses i det guddommelige. Man har nu Tid ud og Tid ind gl&ae;det sig ved, at Hexe, Nisser, Trolde o. s. v. vare Vanskabninger, og det er unegteligt, at ethvert Menneske har en Tilb&o-;ielighed til, naar han seer en Vanskabning, strax at knytte Forestillingen dertil om en moralsk Depravation. Hvilken uhyre Uretf&ae;rdighed, da Forholdet snarere maa vendes om, at Tilv&ae;relsen selv har ford&ae;rvet dem, saaledes som en Stedmoder gj&o-;r B&o-;rnene vanartede. Det oprindeligt ved Natur eller Historie-Forhold at v&ae;re sat uden for det Almene, det er Begyndelsen til det D&ae;moniske, som Individet dog selv ikke har Skyld i. Cumberlands J&o-;den er saaledes ogsaa en D&ae;mon, om han end gj&o-;r det Gode. Saaledes kan det D&ae;moniske ogsaa yttre sig som Foragt for Mennesker, en Foragt, der dog vel at m&ae;rke ikke bringer den D&ae;moniske selv til at handle foragteligt, tvertimod har han sin Styrke i at vide, at han er bedre end Alle, som d&o-;mme ham. &streg; Angaaende alt Sligt burde _DigterenDigterne n&ae;rmest f&o-;rst gj&o-;re Allarm. Gud veed hvilke Skrifter de nu levende yngre Versemagere l&ae;se! Deres Studium bestaaer nok i at l&ae;re Riim udenad. Gud veed, hvad deres Betydning er i Tilv&ae;relsen! I dette &O-;ieblik veed jeg ikke, de gj&o-;re anden Nytte, end at de f&o-;re et opbyggeligt Bevis for Sj&ae;lens Ud&o-;delighed, idet man tr&o-;stig kan sige om dem til sig selv, hvad Baggesen siger om Byens Digter Kildevalle: blir han ud&o-;delig, saa blive vi det Alle. &streg; Hvad her er sagt i Anledning af Sara n&ae;rmest i Retning af digterisk Frembringelse og derfor med en phantastisk Foruds&ae;tning, har sin fulde Betydning, naar man med psychologisk Interesse vilde fordybe sig i Betydningen af den gamle S&ae;tning: nullum unquam exstitit magnum ingenium sine aliqua dementia. Thi denne Dementia er Geniets Liden i Tilv&ae;relsen, er Udtrykket for, om jeg saa t&o-;r sige, den guddommelige Misundelse, medens det Geniale er Forkj&ae;rlighedens Udtryk. Saaledes er Geniet fra Begyndelsen af desorienteret i Forhold til det Almene, og bragt i Forhold til Paradoxet, hvad enten han i Fortvivlelse over sin Gr&ae;ndse, der i hans &O-;ine forvandler hans Almagt til Afmagt, s&o-;ger en d&ae;monisk Beroligelse, og derfor ikke vil vedgaae det hverken for Gud eller Mennesker, eller han religieus beroliger sig i Kj&ae;rlighed til Guddommen. Her ligge psychologiske Opgaver, som man med Gl&ae;de, synes mig, kunde offre et heelt Liv paa, og dog h&o-;rer man saa sjeldent et Ord derom. I hvilket Forhold staaer Sindssvagheden til Genialiteten, kan man construere den ene ud af den anden; i hvilken Forstand og hvorvidt er Geniet Herre over sin Sindssvaghed; thi det f&o-;lger af sig selv, at han til en vis Grad er Herre over det, da han jo ellers virkelig var sindssvag. Til saadanne Iagttagelser h&o-;rer imidlertid Snildhed i h&o-;i Grad og Kj&ae;rlighed; thi at iagttage den Overlegne er saare vanskeligt. Naar man med Opm&ae;rksomhed herpaa vilde gjenneml&ae;se enkelte af de mest geniale Forfattere, var det dog maaskee muligt, en ganske enkelt Gang om end med megen M&o-;ie at opdage Lidt. Endnu et Tilf&ae;lde vil jeg t&ae;nke mig, at en Enkelt ved at v&ae;re skjult og ved sin Taushed vil frelse det Almene. Dertil kan jeg bruge Sagnet om Faust. Faust er en Tvivler, en Aandens Apostat, der gaaer Kj&o-;dets Gang. Dette er Digternes Mening, og medens det atter og atter gjentages, at hver Tid har sin Faust, gaaer dog _{dens ene}den ene Digter efter den anden ufortr&o-;den hen ad den slagne Landevei. Lad os foretage en lille Forandring. Faust er Tvivleren &g.k;&g.a;&g.t;&g.apos; &g.e;&g.x;&g.o;&g.ch;&g.e-;&g.n;; men han er en sympathetisk Natur. Selv i Goethes Opfattelse af Faust savner jeg et dybere psychologisk Indblik i Tvivlens hemmelige Samtaler med sig selv. I vor Tid, da jo Alle have oplevet Tvivlen, har endnu ingen Digter gjort noget Skridt dertil. Jeg t&ae;nker da ogsaa, at jeg gjerne kunde byde dem kongelige Obligationer at skrive paa, for at skrive alt det Meget, de i denne Henseende have oplevet &streg; de skrev neppe mere end hvad der kunde rummes paa den forreste Margen. Kun naar man saaledes b&o-;ier Faust ind i sig selv, kun da kan Tvivlen tage sig poetisk ud, kun da opdager han egentligt ogsaa selv i Virkeligheden alle dens Lidelser. Han veed da, at det er Aanden, der b&ae;rer Tilv&ae;relsen, men han veed ogsaa, at den Tryghed og Gl&ae;de, i hvilken Menneskene leve, ikke er grundet i Aandens Magt, men let forklarlig som en ureflekteret Lyksalighed. Som Tvivler, som Tvivleren er han h&o-;iere end alt dette, og om Nogen vil bedrage ved at indbilde ham, at han har gjennemgaaet Tvivlen, saa gjennemskuer han det let; thi den, der har gjort en Bev&ae;gelse i Aandens Verden, altsaa en uendelig Bev&ae;gelse, han kan strax gjennemh&o-;re Replikken, om det er en fors&o-;gt Mand, der taler, eller en M&u..;nchhausen. Hvad en Tamerlan formaaer med sine Hunner, det veed Faust han formaaer med sin Tvivl, &streg; at skr&ae;kke Menneskene forf&ae;rdede op, at lade Tilv&ae;relsen vakle under deres F&o-;dder, at splitte Menneskene ad, at bringe Angestens Skrig overalt til at lyde. Og hvis han gj&o-;r det, da er han dog ingen Tamerlan, han er i en vis Forstand bemyndiget og har Tankens Bemyndigelse. Men Faust er en sympathetisk Natur, han elsker Tilv&ae;relsen, hans Sj&ae;l kjender ingen Misundelse, han indseer, han kan ikke standse den Rasen, han vel kan v&ae;kke, han attraaer ingen herostratisk &Ae;re &streg; han tier, han skjuler Tvivlen omhyggeligere i sin Sj&ae;l, end den Pige, der skjuler en syndig Kj&ae;rligheds Frugt under sit Hjerte, han s&o-;ger saa godt som muligt at gaae i Tridt med andre Mennesker, men hvad der foregaaer i ham, det fort&ae;rer han i sig selv, og saaledes bringer han sig selv som et Offer for det Almene. Man kan stundom h&o-;re Menneskene klage, naar et excentrisk Hoved reiser Tvivlens Hvirvel, de sige da: gid han havde tiet. Denne Idee realiserer Faust. Den, der har Forestilling om, hvad det vil sige, at et Menneske lever af Aand, han veed ogsaa, hvad Tvivlens Hunger vil sige, og at Tvivleren hungrer ligesaa meget efter Livets daglige Br&o-;d som efter Aandens N&ae;ring. Uagtet da al den Smerte, Faust lider, kan v&ae;re et ret godt Argument for, at det ikke er Stolthed, der har besat ham, saa skal jeg dog bruge et lille Forsigtigheds Middel, som jeg let opfinder; thi som Gregorius Rimini blev kaldet tortor infantium, fordi han antog de smaa B&o-;rns Ford&o-;mmelse, saaledes kunde jeg fristes til at kalde mig selv: tortor heroum; thi jeg er meget opfindsom, naar det gjelder om at pine Heltene. Faust seer Margrete, ikke efter at han har valgt Lysten; thi min Faust v&ae;lger slet ikke Lysten, han seer Margrete ikke i Mephistopheles's Huulspeil, men i al hendes elskelige Uskyld, og da hans Sj&ae;l har bevaret Kj&ae;rligheden til Mennesker, kan han ogsaa meget godt forelske sig i hende. Men han er Tvivler, hans Tvivl har tilintetgjort ham Virkeligheden; thi saa ideal er min Faust, at han ikke h&o-;rer til disse videnskabelige Tvivlere, der tvivle een Time i hvert Semester paa Kathederet, men for&o-;vrigt kunne gj&o-;re alt Andet, som da ogsaa dette uden Aandens _TilstandBistand eller i Kraft af Aand. Han er Tvivler, og Tvivleren hungrer ligesaa meget efter Gl&ae;dens daglige Br&o-;d, som efter Aandens F&o-;de. Dog bliver han sin Beslutning tro og tier, og taler ikke til noget Menneske om sin Tvivl, og til Margrete heller ikke om sin Kj&ae;rlighed. Det f&o-;lger af sig selv, at Faust er for ideal en Figur til at lade sig n&o-;ie med den Passiar, at naar han talte, saa vilde han foranledige en almindelig Discussion, eller det Hele vilde gaae af uden F&o-;lge, eller maaskee, eller maaskee. (Her slumrer, som enhver Digter let vil see, det Comiske i Anl&ae;gget, ved at bringe Faust i et ironisk Forhold til disse lavcomiske Gj&ae;kke, der i vor Tid l&o-;be efter Tvivlen, f&o-;re et udvortes Argument for, at de virkelig have tvivlet, f. Ex. en Doctor-Attest, eller bande paa, at de have tvivlet om Alt, eller bevise det deraf, at de paa deres Reise traf sammen med en Tvivler, disse Iilbud og Hurtigl&o-;bere i Aandens Verden, der i st&o-;rste Hast hos eet Menneske faaer et lille Nys om Tvivlen, hos en anden om Troen, og nu wirtschafte paa bedste Maade, alt eftersom Menigheden vil have fiint Sand eller grovt Sand). Faust er for ideal en Figur til at gaae i Sl&ae;ber. Den, der ikke har en uendelig Lidenskab, han er ikke ideal, og den, der har en uendelig Lidenskab, han har forl&ae;ngst frelst sin Sj&ae;l ud af saadant Vaas. Han tier for at offre sig selv &streg; eller han taler med Bevidsthed om, at han vil forvirre Alt. Tier han, da d&o-;mmer Ethiken ham; thi den siger: &anfbeg;Du skal anerkjende det Almene, og det anerkjender Du netop ved at tale, og Du t&o-;r ikke have Medlidenhed med det Almene.&anfslut; Denne Betragtning skulde man ikke glemme, naar man stundom bed&o-;mmer en Tvivler str&ae;ngt, fordi han taler. Jeg er ikke tilb&o-;ielig til at bed&o-;mme en saadan Adf&ae;rd mildt; men her som allevegne gjelder det om, at Bev&ae;gelserne skee normalt. Naar galt skal v&ae;re, saa er dog en Tvivler, om han end ved at tale bragte al mulig Ulykke over Verden, langt at foretr&ae;kke for disse elendige Slikmunde, der smage paa Alt, og som ville helbrede Tvivlen uden at kjende den, og som da derfor i Almindelighed ere den n&ae;rmere Anledning til, at Tvivlen bryder vildt og ustyrligt frem. &streg; Taler han, da forvirrer han Alt; thi om det ikke skeer, det faaer han f&o-;rst bag efter at vide, og Udfaldet kan ikke hj&ae;lpe Een, hverken i Handlingens &O-;ieblik eller med Hensyn til Ansvaret. Tier han paa eget An- og Tilsvar, da kan han vel handle h&o-;imodig, men han vil til sin &o-;vrige Smerte f&o-;ie en lille Anf&ae;gtelse; thi det Almene vil bestandig pine ham og sige: Du skulde have talt, hvor vil Du finde Visheden om, at det dog ikke var en krypt Hovmod, der styrede Din Beslutning. Kan Tvivleren derimod blive den Enkelte, der som den Enkelte staaer i et absolut Forhold til det Absolute, saa kan han faae en Bemyndigelse for sin Taushed. I saa Fald maa han gj&o-;re sin Tvivl til Skyld. I saa Fald er han i Paradoxet, men i saa Fald er hans Tvivl helbredet, om han end kan faae en anden Tvivl. Selv det nye Testament vilde anerkjende en saadan Taushed. Der forekommer endog Steder i det nye Testamente, som anprise Ironi, kun at den bruges til at skjule det Bedre. Denne Bev&ae;gelse er imidlertid ligesaavel Ironiens som enhver anden, der har sin Grund i, at Subjectiviteten er h&o-;iere end Virkeligheden. Dette vil man i vor Tid ikke vide Noget af, man vil overhovedet ikke vide mere om Ironi end hvad Hegel har sagt, der besynderlig nok ikke forstod sig stort paa den, og bar et Nag til den, hvilket vor Tid har gode Grunde til ikke at opgive; thi den skal blot vogte sig for Ironien. Det hedder i _{Bjergpr&ae;diken}Bjergpr&ae;dikenen: naar Du faster, da salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle see Dig faste. Dette Sted vidner ligefrem om, at Subjectiviteten er incommensurabel for Virkeligheden, ja at den har Lov at bedrage. Naar blot de Folk, der i vor Tid f&o-;ite om med l&o-;s Tale om Menighedens Idee, vilde l&ae;se det nye Testamente, saa kom de maaskee paa andre Tanker. Men nu Abraham, hvorledes handlede han? thi jeg har ikke glemt, og L&ae;seren vil nu maaskee behage at erindre, at det var for at st&o-;de an derpaa, jeg indlod mig i hele den foregaaende Unders&o-;gelse, _{ikke som}ikke som om Abraham derved blev mere forstaaelig, _{men at}men for at Uforstaaeligheden kunde blive mere desultorisk; thi, som sagt, Abraham kan jeg ikke forstaae, ham kan jeg kun beundre. Det blev ogsaa bem&ae;rket, at intet af de beskrevne Stadier indeholdt en Analogi til Abraham; de bleve kun udviklede, for at de, medens de bleve viste indenfor deres egen Sph&ae;re, i Misvisningens &O-;ieblik kunde ligesom antyde det ubekjendte Lands Gr&ae;ndse. Forsaavidt der skulde v&ae;re Tale om en Analogi, maatte det v&ae;re Syndens Paradox, men dette ligger igjen i en anden Sph&ae;re, og kan ikke forklare Abraham, og er selv langt lettere at forklare end Abraham. Abraham talte altsaa ikke, han talte ikke til Sara, ikke til Elieser, ikke til Isaak, han forbigik de 3 ethiske Instantser; thi det Ethiske havde for Abraham intet h&o-;iere Udtryk end Familie-Livet. &Ae;sthetiken tillod, ja fordrede Taushed af den Enkelte, naar han ved at tie kunde frelse en Anden. Dette allerede viser tilstr&ae;kkelig, at Abraham ikke ligger indenfor &Ae;sthetikens Omfang. Hans Taushed er ingenlunde for at frelse Isaak, som overhovedet hele hans Opgave, at offre Isaak for sin egen og for Guds Skyld, er &Ae;sthetiken en Forargelse; thi den kan vel forstaae, at jeg offrer mig selv, men ikke at jeg offrer en Anden for min egen Skyld. Den &ae;sthetiske Helt var taus. Ethiken d&o-;mte ham imidlertid, fordi han var taus i Kraft af sin tilf&ae;ldige Enkelthed. Hans menneskelige Forudvidenhed var det, der bestemte ham til at tie. Dette kan Ethiken ikke tilgive, enhver saadan menneskelig Viden er kun en Illusion, Ethiken fordrer en uendelig Bev&ae;gelse, den fordrer Aabenbarelse. Den &ae;sthetiske Helt kan da tale, men vil ikke. Den egentlige tragiske Helt offrer sig selv og alt Sit for det Almene; hans Gjerning, enhver R&o-;relse i ham tilh&o-;rer det Almene, han er aabenbar, og i denne Aabenbarelse Ethikens elskelige S&o-;n. Dette passer ikke paa Abraham, han gj&o-;r Intet for det Almene og han er skjult. Nu staae vi da ved Paradoxet. Enten kan den Enkelte som den Enkelte staae i et absolut Forhold til det Absolute, og saa er det Ethiske ikke det H&o-;ieste, eller Abraham er tabt, han er hverken en tragisk Helt eller en &ae;sthetisk Helt. Forsaavidt kan det atter synes her, at Paradoxet er det Letteste og Nemmeste af Alt. Imidlertid maa jeg gjentage, at den, der holder sig overbevist derom, han er ikke Troens Ridder, thi N&o-;den og Angesten er den eneste Berettigelse, der kan t&ae;nkes, om den end ikke kan t&ae;nkes i Almindelighed; thi saa h&ae;ves Paradoxet. Abraham tier &streg; men han kan ikke tale, deri ligger N&o-;den og Angsten. Naar jeg nemlig, idet jeg taler, ikke kan gj&o-;re mig forstaaelig, saa taler jeg ikke, om jeg end talte uafbrudt Nat og Dag. Dette er Abrahams Tilf&ae;lde. Han kan sige Alt; men Eet kan han ikke sige, og dog naar han ikke kan sige det &dvs;: sige det saaledes, at en Anden forstaaer det, saa taler han ikke. Det Lindrende i Talen er, at den overs&ae;tter mig i det Almene. Abraham kan nu sige det Skj&o-;nneste, noget Sprog kan opdrive, om hvorledes han elsker Isaak. Men dette er ikke det, der ligger ham paa Sinde, det er det Dybere, at han vil offre ham, fordi det er en Pr&o-;velse. Dette Sidste kan Ingen forstaae, og saa kan Enhver kun misforstaae det F&o-;rste. Denne N&o-;d kjender den tragiske Helt ikke. Han har for det f&o-;rste den Tr&o-;st, at ethvert Modargument er skeet sin Ret, at han har kunnet give Klytaimnestra, Iphigenia, Achilleus, Choret, ethvert levende V&ae;sen, enhver R&o-;st fra Menneskehedens Hjerte, enhver snild, enhver &ae;ngstende, enhver anklagende, enhver medlidende Tanke Leilighed til at staae op imod sig. Han kan v&ae;re sikker paa, at Alt, hvad der lod sig sige mod ham, er blevet sagt, skaanselsl&o-;st, ubarmhjertigt &streg; og at stride mod den ganske Verden er en Tr&o-;st, at stride med sig selv er forf&ae;rdeligt &streg;; han skal ikke frygte for at have overseet Noget, at han engang bagefter maaskee skal raabe som Kong Edvard d. 4. ved Efterretningen om Clarences Mord: Wer bat f&u..;r ihn? Wer kniet' in meinem Grimm Zu F&u..;&ss;en mir und bat mich &u..;berlegen? Wer sprach von Bruderpflicht? Wer sprach von Liebe. Den tragiske Helt kjender ikke Eensomhedens forf&ae;rdelige Ansvar. Dern&ae;st har han den Tr&o-;st, at han kan gr&ae;de og klage med Klytaimnestra og Iphigenia &streg; og Taarer og Skrig lindre, men uudsigelige Sukke martre. Agamemnon kan hurtig samle sin Sj&ae;l i Vished om, at han vil handle, og da har han endnu Tid at tr&o-;ste og opmuntre. Dette kan Abraham ikke. Naar hans Hjerte er bev&ae;get, naar hans Ord vilde indeholde en salig Tr&o-;st for den ganske Verden, da t&o-;r han ikke tr&o-;ste, thi skulde ikke Sara, skulde ikke Elieser, skulde ikke Isaak sige til ham: &anfbeg;hvorfor vil Du da gj&o-;re det, Du kan jo lade v&ae;re.&anfslut; Og dersom han da i sin N&o-;d vilde give sig Luft, vilde omfavne Alt, hvad der var ham kj&ae;rt, inden han skred til det Sidste, da skulde han maaskee afstedkomme det Forf&ae;rdelige, at Sara, at Elieser, at Isaak forargedes paa ham og troede, han var en Hykler. Tale kan han ikke, han taler intet menneskeligt Sprog. Om han selv forstod alle Jordens Tungemaal, om de Elskede ogsaa forstode dem, han kan dog ikke tale &streg; han taler i et guddommeligt Tungemaal, han taler i Tunger. Denne N&o-;d kan jeg vel forstaae, jeg kan beundre Abraham, jeg frygter ikke for, at Nogen ved denne Fort&ae;lling skulde fristes til letsindigen at ville v&ae;re den Enkelte, men jeg tilstaaer ogsaa, at jeg ikke har Mod dertil, og at jeg med Gl&ae;de renoncerer paa enhver Udsigt til at komme videre, dersom det blot var muligt, at jeg nogensinde, om end nok saa silde, kom saavidt. I ethvert &O-;ieblik kan Abraham bryde af, han kan angre det Hele som en Anf&ae;gtelse, da kan han tale, da kunne alle forstaae ham &streg; men da er han ikke Abraham mere. Abraham kan ikke tale; thi det Alt Forklarende kan han ikke sige, (&dvs;: saa det er forstaaeligt), at det er en Pr&o-;velse, vel at m&ae;rke, en saadan, hvor det Ethiske er Fristelsen. Den, der er stillet saaledes, han er en Emigrant fra det Almenes Sph&ae;re. Men det N&ae;ste kan han endnu mindre sige. Abraham gj&o-;r nemlig, som tidligere tilstr&ae;kkelig udviklet, to Bev&ae;gelser. Han gj&o-;r Resignationens uendelige Bev&ae;gelse, og opgiver Isaak, dette kan Ingen forstaae, fordi det er et privat Foretagende; men dern&ae;st gj&o-;r han i ethvert Moment Troens Bev&ae;gelse. Dette er hans Tr&o-;st. Han siger nemlig: dog vil det ikke skee, eller hvis det skeer, da vil Herren give mig en ny Isaak i Kraft nemlig af det Absurde. Den tragiske Helt han faaer dog Ende paa Historien. Iphigenia b&o-;ier sig under Faderens Beslutning, hun gj&o-;r selv Resignationens uendelige Bev&ae;gelse og de ere nu i Forstaaelse med hinanden. Hun kan forstaae Agamemnon, fordi hans Foretagende udtrykker det Almene. Vilde Agamemnon derimod sige til hende: &anfbeg;uagtet Guden fordrer Dig som Offer, saa var det dog muligt, at han ikke fordrede det, i Kraft nemlig af det Absurde,&anfslut; saa vilde han i samme &O-;ieblik blive uforstaaelig for Iphigenia. Kunde han sige det i Kraft af menneskelig Beregning, saa skulde Iphigenia vel forstaae ham; men saa vilde deraf f&o-;lge, at Agamemnon ikke havde gjort Resignationens uendelige Bev&ae;gelse, og saa er han ikke Helt, saa er Spaamandens Udsagn en Skipperefterretning, og den hele Begivenhed en Vaudeville. Abraham talede da ikke. Kun eet Ord er der opbevaret af ham, den eneste Replik til Isaak, hvilken da ogsaa tilstr&ae;kkelig beviser, at han ikke havde talet iforveien. Isaak gj&o-;r Abraham det Sp&o-;rgsmaal, hvor Lammet er til Br&ae;ndoffer. &anfbeg;Og Abraham sagde: Gud skal see sig om Lammet til Br&ae;ndofferet min S&o-;n!&anfslut; Dette sidste Ord af Abraham skal jeg her lidt n&ae;rmere betragte. Dersom dette Ord ikke var, da vilde den hele Begivenhed mangle Noget, dersom det var anderledes, da vilde Alt maaskee opl&o-;se sig i Forvirring. Det har ofte v&ae;ret Gjenstand for min Overveielse, hvorvidt en tragisk Helt, hvad enten han culminerer i en Liden eller en Handling, b&o-;r have en sidste Replik. Det beroer, efter hvad jeg kan skj&o-;nne, paa, hvilken Livs-Sph&ae;re han tilh&o-;rer, hvorvidt hans Liv har intellectuel Betydning, hvorvidt hans Liden eller Handling staae i Forhold til Aand. Det f&o-;lger af sig selv, at den tragiske Helt i sit Culminations &O-;ieblik, ligesom ethvert andet Menneske, der ikke er M&ae;let ber&o-;vet, kan sige et Par Ord, maaskee et Par passende Ord, men Sp&o-;rgsmaalet er, hvorvidt det er passende for ham at sige dem. Ligger hans Livs-Betydning i en udvortes Gjerning, da har han Intet at sige, da er Alt, hvad han siger, v&ae;sentlig Passiar, hvorved han kun sv&ae;kker Indtrykket af sig selv, hvorimod det tragiske Ceremoniel byder, at han taus fuldkommer sin Opgave, hvad enten denne bestaaer i en Handling eller i en Liden. For ikke at gaae for vidt, vil jeg blot tage hvad der ligger allern&ae;rmest. Hvis Agamemnon selv, ikke Kalchas, skulde have draget Kniven mod Iphigenia, da havde han blot nedv&ae;rdiget sig selv, ved i det sidste &O-;ieblik, at ville sige et Par Ord; thi hans Gjernings Betydning var jo vitterlig for alle, Pietetens, Medlidenhedens, F&o-;lelsens, Taarernes Procedure var fuldendt, og for &o-;vrigt havde hans Liv intet Forhold til Aand &dvs;: han var ikke L&ae;rer eller Aandens Vidne. Er en Helts Livs Betydning derimod i Retning af Aand, da vilde Manglen paa Replik sv&ae;kke Indtrykket af ham. Det, han da har at sige, er ikke et Par passende Ord, et lille Declamations-Stykke, men Betydningen af hans Replik er, at han gjennemf&o-;rer sig selv i det afgj&o-;rende &O-;ieblik. En saadan intellectuel tragisk Helt, han _{b&o-;r have, hvad der ellers ofte nok eftertragtes paa latterlige Maader, han b&o-;r}b&o-;r have og han b&o-;r beholde det sidste Ord. Man fordrer af ham den samme forklarede Holdning, som den, der anstaaer enhver tragisk Helt, men da fordrer man endnu eet Ord. Forsaavidt da en saadan intellectuel tragisk Helt culminerer i en Liden (i D&o-;den), da bliver han i dette sidste Ord ud&o-;delig f&o-;r han d&o-;er, medens derimod den almindelige tragiske Helt f&o-;rst bliver ud&o-;delig efter sin D&o-;d. Socrates kan man bruge som et Exempel. Han var en intellectuel tragisk Helt. Hans D&o-;dsdom bliver ham forkyndt. I det &O-;ieblik d&o-;er han, thi den, som ikke forstaaer, at der fordres Aandens hele Kraft til at d&o-;e, og at Helten altid d&o-;er, f&o-;r han d&o-;er, han skal ikke komme synderligt vidt i sin Betragtning af Livet. Som Helt fordres der nu af Socrates, at han rolig hviler i sig selv, men som intellectuel tragisk Helt fordres der af ham, at han i dette sidste &O-;ieblik har Aandsstyrke nok til at gjennemf&o-;re sig selv. Han kan da ikke som den almindelige tragiske Helt concentrere sig paa at holde sig ligeoverfor D&o-;den, men han maa saa hurtig gj&o-;re denne Bev&ae;gelse, at han i samme &O-;ieblik med sin Bevidsthed er ude over denne Strid og h&ae;vder sig selv. Dersom saaledes Socrates i D&o-;dens Krisis havde forstummet, da havde han sv&ae;kket Virkningen af sit Liv, vakt en Mistanke om, at Ironiens Elasticitet i ham ikke var en Verdenskraft, men et Spil, hvis Sp&ae;nstighed i det afgj&o-;rende &O-;ieblik maatte bruges efter omvendt Maalestok til pathetisk at holde ham oppe. Hvad her kortelig er antydet, kan vel ikke finde sin Anvendelse paa Abraham, forsaavidt man mener ved nogen Analogi at skulle kunne udfinde et passende Ord for Abraham til at ende med, men vel forsaavidt, at man indseer N&o-;dvendigheden af, at Abraham i det sidste &O-;ieblik maa gjennemf&o-;re sig selv, ikke taus maa drage Kniven, men have et Ord at sige, da han som Troens Fader har absolut Betydning i Retning af Aand. Hvad han skal sige, derom kan jeg ingen Forestilling gj&o-;re mig iforveien; efterat han har sagt det, kan jeg vel _forstaaeforstaae det, vel i en vis Forstand forstaae Abraham i det Sagte, uden dog derved at v&ae;re kommen ham n&ae;rmere, end jeg har v&ae;ret ham i det Foregaaende. Dersom der ingen sidste Replik havde existeret af Socrates, da havde jeg kunnet t&ae;nke mig ind i ham og dannet en saadan, havde jeg ikke kunnet gj&o-;re det, saa havde en Digter formaaet det, men Abraham naaer ingen Digter. Inden jeg gaaer over til n&ae;rmere at betragte Abrahams sidste Ord, maa jeg f&o-;rst gj&o-;re opm&ae;rksom paa Vanskeligheden af, at Abraham overhovedet kan komme til at sige Noget. N&o-;den og Angsten i Paradoxet laae, som ovenfor udviklet, netop i Tausheden, Abraham kan ikke tale. Forsaavidt er det da en Selvmodsigelse at fordre, at han skal tale, med mindre man vil have ham ud igjen af Paradoxet, saaledes, at han i det afgj&o-;rende &O-;ieblik suspenderer det, hvorved han da oph&o-;rer at v&ae;re Abraham og annullerer hele det Foregaaende. Dersom saaledes Abraham nu i det afgj&o-;rende &O-;ieblik vilde sige til Isaak: det er Dig, det gjelder, da var dette kun en Svaghed. Thi kunde han overhovedet tale, da maatte han have talt for l&ae;nge siden, og Svagheden vilde da ligge i, at han ikke havde havt Aands Modenhed og Concentration til forud at t&ae;nke hele Smerten, men skubbet Noget af sig, saaledes at den virkelige Smerte var et Mere end den t&ae;nkte. Desuden vilde han ved en saadan Tale falde ud af Paradoxet, og hvis han virkelig vilde tale med Isaak, maatte han forvandle sin Tilstand til en Anf&ae;gtelse; thi ellers kunde han dog Intet sige, og gj&o-;r han dette, da er han end ikke nogen tragisk Helt. Imidlertid er der dog opbevaret et sidste Ord af Abraham, og forsaavidt jeg kan forstaae Paradoxet, kan jeg ogsaa forstaae Abrahams totale Tilstedev&ae;relse i dette Ord. Han siger f&o-;rst og fremmest ikke Noget, og i denne Form siger han hvad han har at sige. Hans Svar til Isaak har Ironiens Form, thi det er altid Ironi, naar jeg siger Noget, og dog ikke siger Noget. Isaak sp&o-;rger Abraham i den Formening, at Abraham er vidende. Vilde Abraham nu have svaret: jeg veed Intet, saa havde han sagt en Usandhed. Sige Noget kan han ikke; thi hvad han veed, kan han ikke sige. Han svarer da: Gud skal see sig om Lammet til Br&ae;ndoffer min S&o-;n! Man seer heraf Dobbeltbev&ae;gelsen i Abrahams Sj&ae;l, saaledes som den er beskreven i det Foregaaende. Havde Abraham blot resigneret paa Isaak og ikke gjort mere, saa har han sagt en Usandhed; thi han veed jo, at Gud fordrer Isaak til Offer, og han veed, at han selv netop i dette &O-;ieblik er redebon til at offre ham. Han har da i ethvert &O-;ieblik, efter at have gjort denne Bev&ae;gelse, gjort den n&ae;ste, gjort Troens Bev&ae;gelse i Kraft af det Absurde. Forsaavidt siger han ingen Usandhed; thi i Kraft af det Absurde er det jo muligt, at Gud kunde gj&o-;re noget ganske Andet. Han siger da ingen Usandhed, men han siger da heller ikke Noget; thi han taler i et fremmed Tungemaal. Dette bliver endnu evidentere, naar vi bet&ae;nke, at det var Abraham selv, der skulde offre Isaak. Havde Opgaven v&ae;ret en anden, havde Herren befalet Abraham at bringe Isaak ud paa Morijabjerget, saa skulde han selv lade sit Lyn ramme Isaak og saaledes tage ham som et Offer, saa kunde Abraham i ligefrem Forstand have Ret i at tale saa &ae;nigmatisk, som han gj&o-;r; thi saa kunde han jo ikke selv vide hvad der vilde skee. Men saaledes som Opgaven er stillet Abraham, skal han jo selv handle, han maa altsaa i det afgj&o-;rende &O-;ieblik vide, hvad han selv vil gj&o-;re, og altsaa maa han vide, at Isaak skal offres. Har han ikke vidst dette med Bestemthed, saa har han ikke gjort Resignationens uendelige Bev&ae;gelse, saa er hans Ord vel ikke Usandhed, men han er tillige meget langt fra at v&ae;re Abraham, han er ubetydeligere end en tragisk Helt, ja han er en uresolveret Mand, der hverken kan beslutte sig til det Ene eller til det Andet, og som paa Grund deraf altid vil komme til at tale i Gaader. Men en saadan H&ae;sitator er lige Parodien paa Troens Ridder. Det viser sig da atter her, at man vel kan forstaae Abraham, men kun forstaae ham saaledes, som man forstaaer Paradoxet. Jeg for mit Vedkommende kan vel forstaae Abraham, men fatter tillige, at jeg ikke har Mod til at tale saaledes, ligesaa lidet som jeg har Mod til at handle som Abraham; men derfor siger jeg ingenlunde, at det er noget Ringe, da det tvertimod er det eneste Vidunderlige. Og hvad d&o-;mte nu Samtiden om den tragiske Helt? at han var stor, og den beundrede ham. Og hiin h&ae;derv&ae;rdige Samling af &Ae;dle, den Jury, som enhver Sl&ae;gt constituerer til at d&o-;mme den forbigangne Sl&ae;gt, den d&o-;mte ligesaa. Men Abraham var der Ingen, der kunde forstaae. Og dog hvad opnaaede han? At han blev sin Kj&ae;rlighed tro. Men den, der elsker Gud, han beh&o-;ver ikke Taarer, ikke Beundring, han glemmer Lidelsen i Kj&ae;rligheden, ja saa aldeles har han glemt den, at der skulde end ikke bag efter v&ae;re den mindste Ahnelse om hans Smerte, hvis Gud selv ikke mindedes den; thi han seer i L&o-;ndom, og kjender N&o-;den og t&ae;ller Taarerne og glemmer Intet. Enten er der da et Paradox til, at den Enkelte som den Enkelte staaer i et absolut Forhold til det Absolute, eller Abraham er tabt. Epilog Da engang i Holland Priserne paa Kryderier bleve noget flaue, da lod Kj&o-;bm&ae;ndene et Par Ladninger s&ae;nke i Havet for at skrue Prisen op. Dette var et tilgiveligt, maaskee et n&o-;dvendigt Bedrag. Er det noget Lignende, vi beh&o-;ve i Aandens Verden, ere vi i den Grad forvissede om, at v&ae;re komne til det H&o-;ieste, at der intet Andet er tilbage end fromt at indbilde os selv, at vi ikke ere komne saavidt, for dog at faae Noget at udfylde Tiden med? Er det et saadant Selvbedrag, den n&ae;rv&ae;rende Sl&ae;gt beh&o-;ver, er det til en Virtuositet heri den skulde dannes, eller er den ikke snarere tilstr&ae;kkeligt perfectioneret i den Konst at bedrage sig selv? Eller er det, den beh&o-;ver, ikke snarere en redelig Alvor, der uforf&ae;rdet og ubestikkelig peger paa Opgaverne, en redelig Alvor, der kj&ae;rligt freder om Opgaverne, der ikke &ae;ngster Menneskene til at ville forraske sig i det H&o-;ieste, men holder Opgaverne unge og skj&o-;nne og deilige at see til og vinkende for Alle og dog derhos vanskelige og begeistrende for de &Ae;dle; thi den &ae;dle Natur begeistres kun ved det Vanskelige? Hvad end den ene Sl&ae;gt l&ae;rer af den anden, det egentlige Humane l&ae;rer ingen Sl&ae;gt af en foregaaende. I Henseende til dette begynder enhver Sl&ae;gt primitivt, har ingen anden Opgave end enhver foregaaende Sl&ae;gt, kommer heller ei videre, forsaavidt den foregaaende ikke sveg Opgaven, og bedrog sig selv. Dette egentlig Humane er Lidenskaben, i hvilken ogsaa den ene Sl&ae;gt fuldkommen forstaaer den anden og forstaaer sig selv. At elske har saaledes ingen Sl&ae;gt l&ae;rt af en anden, ingen Sl&ae;gt kommer til at begynde paa et andet Punkt end ved Begyndelsen, ingen senere Sl&ae;gt har en kortere Opgave end den foregaaende, og hvis man her ikke vil, som de foregaaende Sl&ae;gter, blive staaende ved at elske, men gaae videre, saa er dette kun en &o-;rkesl&o-;s og daarlig Tale. Men den h&o-;ieste Lidenskab i et Menneske er Troen, og ingen Sl&ae;gt begynder her paa et andet Punkt end den foregaaende, enhver Sl&ae;gt begynder forfra, den f&o-;lgende Sl&ae;gt kommer ikke videre end den foregaaende, forsaavidt denne blev sin Opgave tro og ikke lod den i Stikken. At dette skulde v&ae;re tr&ae;ttende, er naturligviis Noget, Sl&ae;gten ikke kan sige, thi Sl&ae;gten har jo Opgaven og har Intet med den Ting at gj&o-;re, at den foregaaende Sl&ae;gt havde samme Opgave, med mindre den enkelte Sl&ae;gt, eller de Enkelte i Sl&ae;gten formastelig ville indtage den Plads, som kun tilkommer den Aand, der styrer Verden og som har Taalmodighed til ikke at blive tr&ae;t. Begynder Sl&ae;gten paa Sligt, da er den forkeert, og hvad Under da, at hele Tilv&ae;relsen synes den forkeert; thi der er vist Ingen, der har fundet Tilv&ae;relsen mere forkeert end den Skr&ae;dder, der efter Eventyret i levende Live kom op i Himlen og fra dette Standpunkt betragtede Verden. Saasnart Sl&ae;gten kun bekymrer sig om sin Opgave, hvilket er det H&o-;ieste, da kan den ikke blive tr&ae;t; thi Opgaven er altid tilstr&ae;kkelig for et Menneskeliv. Naar B&o-;rnene paa en Fridag allerede f&o-;r Klokken er 12 have gjennemleget alle Lege, og nu utaalmodige sige: er der da Ingen, der kan hitte paa en ny Leeg, beviser dette da, at disse B&o-;rn ere mere udviklede og fremmeligere end de B&o-;rn i den samtidige eller en forbigangen Sl&ae;gt, der kunde lade de bekjendte Lege str&ae;kke til for hele Dagen? Eller beviser det ikke snarere, at hine f&o-;rste B&o-;rn mangle, hvad jeg vilde kalde, den elskelige Alvor, der h&o-;rer til at lege? Troen er den h&o-;ieste Lidenskab i et Menneske. Der er maaskee i enhver Sl&ae;gt Mange, der end ikke komme til den, men Ingen kommer videre. Om der ogsaa i vor Tid er Mange, der ikke opdage den, afgj&o-;r jeg ikke; jeg t&o-;r kun beraabe mig paa mig selv, der ikke d&o-;lger, at det har lange Udsigter med ham, uden at han dog derfor &o-;nsker at bedrage sig selv eller det Store ved at gj&o-;re dette til en Ubetydelighed, til en B&o-;rnesygdom, man saa snart som muligt maa &o-;nske overstaaet. Men ogsaa for den, der ikke engang kommer til Troen, har Livet Opgaver nok, og naar han elsker disse redelig, da skal Livet heller ikke v&ae;re spildt, om det end aldrig bliver deres ligt, der fornam og grebe det H&o-;ieste. Men den, der kom til Troen, (han v&ae;re den udm&ae;rket Begavede eller den Eenfoldige, dette gj&o-;r Intet til Sagen) han bliver ikke staaende ved Troen, ja han vilde opr&o-;res, hvis Nogen sagde det til ham, ligesom den Elskende vilde harmes, naar man sagde, han blev staaende ved Kj&ae;rligheden; thi, vilde han svare, jeg bliver ingenlunde staaende, da jeg har mit Liv deri. Dog kommer han heller ikke videre, ikke til noget Andet; thi naar han opdager dette, da har han en anden Forklaring. &anfbeg;Man maa gaae videre; man maa gaae videre.&anfslut; Denne Trang til at gaae videre er gammel i Verden. Den dunkle Heraklit, der nedlagde Tanker i sine Skrifter og sine Skrifter i Dianas Tempel, (thi hans Tanker havde v&ae;ret hans Rustning i Livet, og derfor oph&ae;ngte han den i Gudens Tempel) den dunkle Heraklit har sagt: man kan ikke gaae to Gange gjennem den samme Flod. Den dunkle Heraklit havde en Discipel, han blev ikke staaende herved, han gik videre og tilf&o-;iede: man kan end ikke gj&o-;re det eengang. Stakkels Heraklit at have en saadan Discipel! Den heraklitiske S&ae;tning blev ved denne Forbedring forbedret til en eleatisk S&ae;tning, der negter Bev&ae;gelsen, og dog &o-;nskede hiin Discipel kun at v&ae;re en Discipel af Heraklit, der gik videre, ikke tilbage til det, Heraklit havde forladt. I gamle Dage sagde man: det er s&o-;rgeligt, at det ikke gaaer til i Verden som Pr&ae;sten pr&ae;diker &streg; maaskee kommer den Tid, is&ae;r ved Philosophiens Hjelp, da man kan sige: heldigvis gaaer det ikke saaledes til som Pr&ae;sten pr&ae;diker; thi i Livet er der dog lidt Mening, i hans Pr&ae;ken er der slet ingen. Det f&o-;lger af sig selv, at hvilkensomhelst anden Interesse, i hvilken et Individ har hele Virkelighedens Realitet for sig concentreret, kan, naar den viser sig urealisabel, foranledige Resignationens Bev&ae;gelse. Jeg har imidlertid valgt en Forelskelse til at vise Bev&ae;gelserne paa, fordi denne Interesse _{vil lettere}vel lettere forstaaes, og saaledes fritager mig for alle forel&o-;bige Overveielser, der i dybere Forstand kun kunne besk&ae;ftige ganske Enkelte. Dertil h&o-;rer der Lidenskab. Enhver Uendelighedens Bev&ae;gelse skeer ved Lidenskab, og ingen Reflexion kan tilveiebringe en Bev&ae;gelse. Dette er det idelige Spring i Tilv&ae;relsen, der forklarer Bev&ae;gelsen, medens Mediationen er en Chimaire, som hos Hegel skal forklare Alt, og som tillige er det Eneste, han aldrig har fors&o-;gt at forklare. Selv til at gj&o-;re den bekjendte socratiske Distinction mellem hvad man forstaaer og hvad man ikke forstaaer, h&o-;rer der Lidenskab, end mere naturligvis til at gj&o-;re den egentlige socratiske Bev&ae;gelse, Uvidenhedens. Men det, Tiden mangler, er ikke Reflexion, men Lidenskab. Derfor er Tiden egentlig i en vis Forstand for seiglivet til at d&o-;e; thi det at d&o-;e er et af de m&ae;rkeligste Spring, og et lille Vers af en Digter har altid tiltalt mig meget, fordi han, efter i en 5, 6 foregaaende Linier smukt og eenfoldigt at have &o-;nsket sig gode Ting i Livet, ender saaledes: ein seliger Sprung in die Ewigkeit. Lessing har etsteds yttret noget Lignende fra et reent &ae;sthetisk Standpunkt. Han vil egentlig paa det Sted vise, at Sorgen ogsaa kan give sig et vittigt Udtryk. Han anf&o-;rer til den Ende en Replik i en bestemt Situation af den ulykkelige engelske Konge Edvard den Anden. I Mods&ae;tning dertil anf&o-;rer han, efter Diderot, en Fort&ae;lling om en Bondekone og en Replik af hende. Nu vedbliver han: Auch das war Witz, und noch dazu Witz einer _Ba&u..;erinB&a..;uerin; aber die Umst&a..;nde machten ihn unvermeidlich. Und folglich auch mu&ss; man die Entschuldigung der witzigen Ausdr&u..;cke des Schmerzes und der Betr&u..;bni&ss; nicht darin suchen, da&ss; die Person, welche sie sagt, eine vornehme, wohlerzogene, verst&a..;ndige, und auch sonst witzige Person sey; denn die Leidenschaften machen alle Menschen wieder gleich: sondern darin, da&ss; wahrscheinlicher Weise ein jeder Mensch ohne Unterschied in den n&a..;mlichen Umst&a..;nden das n&a..;mliche sagen w&u..;rde. Den Gedanken der B&a..;uerin h&a..;tte eine K&o..;nigin haben k&o..;nnen und haben m&u..;ssen: so wie das, was dort der K&o..;nig sagt, auch ein Bauer h&a..;tte sagen k&o..;nnen und ohne Zweifel w&u..;rde gesagt haben. Cfr. S&a..;mtlich. W. 30. B. p. 223. Forskjellen mellem Collisionen, saaledes som denne er sat den tragiske Helt og Troens Ridder, vil jeg endnu engang belyse. Den tragiske Helt forvisser sig om, at den ethiske Forpligtelse er totalt tilstede i ham derved, at han forvandler den til et &O-;nske. Agamemnon kan saaledes sige: dette er mig Beviset for, at jeg ikke kr&ae;nker min Faderpligt, at det, der er min Pligt, er mit eneste &O-;nske. Vi have altsaa her &O-;nske og Pligt ligeoverfor _{hinanden Det}hinanden. Det Lykkelige i Livet er, at det falder sammen, at mit &O-;nske er min Pligt og omvendt, og de fleste Menneskers Opgave i Livet er netop at blive i deres Pligt, og at forvandle den ved deres Begeistring til deres &O-;nske. Den tragiske Helt opgiver sit &O-;nske for at fuldkomme sin Pligt. For Troens Ridder er &O-;nske og Pligt ogsaa identiske, men der fordres, at han skal opgive begge Dele. Naar han da vil resignere ved at opgive sit &O-;nske, da finder han ikke Hvile; thi det er jo hans Pligt. Vil han blive i Pligten og i sit &O-;nske, da bliver han ikke Troens Ridder; thi den absolute Pligt fordrede netop, at han skulde opgive den. Den tragiske Helt fik et h&o-;iere Udtryk af Pligt, men ikke en absolut Pligt. Disse Bev&ae;gelser og Stillinger kunne vel endnu blive Gjenstand for &ae;sthetisk Behandling, hvorvidt derimod Troens og hele Troeslivet kan blive det, lader jeg her uafgjort. Kun vil jeg, fordi det altid er mig en Gl&ae;de at takke hvem jeg skylder Noget, takke Lessing for de enkelte Vink om et christeligt Drama, der findes i hans hamburgische Dramaturgie. Han har imidlertid h&ae;ftet Blikket paa den reen guddommelige Side af dette Liv (den fuldendte Seier), derfor har han mistvivlet; maaskee vilde han have d&o-;mt anderledes, hvis han havde v&ae;ret mere opm&ae;rksom paa den reen menneskelige Side. (Theologia viatorum). Det, han siger, er unegtelig meget kort, tildeels undvigende, men da jeg altid er saare glad, naar jeg kan faae Leilighed til at tage Lessing med tager jeg ham strax. Lessing var ikke blot et af de mest omfattende Hoveder, Tydskland har eiet; han var ikke blot i Besiddelse af en ganske sjelden Prompthed i sin Viden, der gj&o-;r, at man trygt kan stole paa ham og hans Autopsi uden at frygte for at blive narret ved l&o-;se Citater, som intetsteds have hjemme, halvforstaaede Phraser, der ere hentede fra upaalidelige Compendier, eller desorienteret ved en dum Udbasunen af Nyheder, som de &Ae;ldre have fremsat langt bedre &streg; men han havde tillige en h&o-;ist ualmindelig Gave til at forklare, hvad han selv har forstaaet. Derved blev han staaende, i vor Tid gaaer man videre, og forklarer mere end man selv har forstaaet. Den historiske Katastrophe var efter Aristoteles f&o-;lgende: for at h&ae;vne sig skaffer Familien et Tempel-Kar ind blandt hans Huusgeraad, og han bliver d&o-;mt som Tempelr&o-;ver. Dette er imidlertid ligegyldigt; thi Sp&o-;rgsmaalet er ikke, om Familien er snild eller dum i at tage H&ae;vn, Familien faaer kun ideal Betydning forsaavidt den drages ind i Heltens Dialektik. For&o-;vrigt er det skj&ae;bnesvangert nok, at han, idet han vil undflye Faren ved ikke at gifte sig, styrter i den, samt at hans Liv paa en dobbelt Maade kommer i Ber&o-;ring med det Guddommelige, f&o-;rst ved Augurens Udsagn, dern&ae;st ved at blive d&o-;mt som Tempelr&o-;ver. For&o-;vrigt kunde man fra dette Punkt komme ind i en anden Retning af dialektiske Bev&ae;gelser. Himlen forudsiger ham en Ulykke af hans &Ae;gteskab, saa kunde han jo lade v&ae;re at holde Bryllup, men derfor ikke opgive Pigen, men leve i en romantisk Forbindelse med hende, der for de Elskende var mere end betryggende. Dette indeholder dog en Forn&ae;rmelse mod Pigen, fordi han i sin Kj&ae;rlighed til hende ikke udtrykker det Almene. Imidlertid var det en Opgave baade for en Digter og for en Ethiker, der vil forsvare &Ae;gteskabet. Overhovedet vilde Poesien, naar den bliver opm&ae;rksom paa det Religieuse og Individualitetens Inderlighed, faae langt betydningsfuldere Opgaver end de, med hvilke den nu sysler. Atter og Atter h&o-;rer man jo i Poesien denne _{Historie. en Mand}Historie: en Mand er bunden til een Pige, som han engang har elsket, eller maaskee aldrig elsket rigtig, thi nu har han seet en anden Pige, som er Idealet. En Mand tager Feil i Livet, Gaden var rigtig, men det var i et forkeert Huus, thi ligeoverfor paa 2den Sal der boer Idealet &streg; det mener man er en Opgave for Poesien. En Elsker har taget Feil, han har seet den Elskede ved Lys og troet hun havde m&o-;rke Haar, men see! ved n&ae;rmere Eftersyn havde hun blonde &streg; men S&o-;steren det er Idealet. Det mener man er en Opgave for Poesien. Min Mening er, at enhver saadan Mand er en Laban, der kan v&ae;re utaalelig nok i Livet, men som &o-;ieblikkelig burde pibes ud, naar han vil gj&o-;re sig vigtig i Poesien. Kun Lidenskab mod Lidenskab giver en poetisk Collision, ikke denne Enkelthedernes Rumsteren indenfor den samme Lidenskab. Naar en Pige f. Ex. i Middelalderen efter at have forelsket sig, forvisser sig om, at jordisk Kj&ae;rlighed er en Synd, og foretr&ae;kker en himmelsk, saa er her en poetisk Collision, og Pigen er poetisk; thi hendes Liv er i Ideen. Ogsaa paa en anden Maade kunde man behandle hiint Sagn. Havmanden vil ikke forf&o-;re Agnete, om han end har forf&o-;rt Mange tidligere. Han er ingen Havmand mere, eller han er, om man saa vil, en stakkels Havmand, der allerede l&ae;nge har siddet nede paa Havsens Bund og s&o-;rget. Dog veed han, som det jo l&ae;res i Sagnet, at han kan frelses ved en uskyldig Piges Kj&ae;rlighed. Men han har en ond Samvittighed med Hensyn til Pigerne, og t&o-;r ikke n&ae;rme sig dem. Da seer han Agnete. Mange Gange har han allerede, skjult i Sivet, seet hende vandre ved Strandbreden. Hendes Skj&o-;nhed, hendes stille Syslen med sig selv f&ae;ngsler ham til hende; men Alt er Veemod i hans Sj&ae;l, ingen vild Lyst r&o-;rer sig i den. Og naar da Havmanden blander sit Suk i Sivets Hvidsken, da vender hun sit &O-;re derhen, da staaer hun stille og synker hen i Dr&o-;mme, deiligere end nogen Qvinde og dog skj&o-;n som en frelsende Engel, der indgyder Havmanden Tillid. Havmanden fatter Mod, han n&ae;rmer sig Agnete, han vinder hendes Kj&ae;rlighed, han haaber sin Frelse. Men Agnete var ingen stille Pige, hun holdt meget af Havets Brusen, og det vemodige Suk ved S&o-;en behagede hende kun, fordi det da brusede st&ae;rkere i hendes Indre. Hun vil afsted, afsted, storme vildt vil hun ud i det Uendelige med Havmanden, som hun elsker &streg; da hidser hun Havmanden. Hun forsmaaede hans Ydmyghed, nu vaagner Stoltheden. Og Havets bruser, og B&o-;lgen fraader, og Havmanden omfavner Agnete og styrter sig i Afgrunden med hende. Aldrig havde han v&ae;ret saa vild, aldrig saa attraaende; thi ved denne Pige havde han haabet sin Frelse. Snart blev han tr&ae;t af Agnete, dog fandt man aldrig hendes Liig; thi hun blev en Havfrue, der fristede M&ae;ndene med sine Sange. &Ae;sthetiken behandler stundom noget Lignende med sin s&ae;dvanlige Leflen. Havmanden bliver frelst ved Agnete, og det Hele ender med et lykkeligt &Ae;gteskab. Et lykkeligt &Ae;gteskab! det er nemt nok. Skal derimod Ethiken holde Talen ved Brudevielsen, saa t&ae;nker jeg, det bliver en anden Ting. &Ae;sthetiken kaster Kj&ae;rlighedens Kaabe over Havmanden, saa er Alt glemt. Den er tillige skj&o-;desl&o-;s nok til at mene, at det gaaer til ved et &Ae;gteskab som paa en Auction, hvor Alt s&ae;lges i den Stand, i hvilken det ved Hammerslaget befindes. Den s&o-;rger blot for, at de Elskende faae hinanden, Resten bryder den sig ikke om. Den skulde bare see, hvad der skeer bag efter; men dertil har den ikke Tid, den er strax i fuld Gang med at klappe et nyt elskende Par sammen. &Ae;sthetiken er den trol&o-;seste af alle Videnskaber. Enhver, der ret har elsket den, bliver i en vis Forstand ulykkelig; men den, der aldrig har elsket den, han er og bliver et pecus. I det Foregaaende har jeg med Flid holdt ethvert Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om Synden og dens Realitet borte. Det Hele er rettet paa Abraham, og ham kan jeg endnu naae i umiddelbare Kategorier, det vil sige, forsaavidt jeg kan forstaae ham. Saasnart Synden kommer frem, da gaaer Ethiken til Grunde, netop paa Angeren; thi Angeren er det h&o-;ieste ethiske Udtryk, men netop som saadant den dybeste ethiske Selvmodsigelse. Dette troer man ikke paa i vor alvorlige Tid, og dog er det m&ae;rkeligt nok, at selv i det, if&o-;lge sit V&ae;sen, mere letsindige og mindre gjennemreflekterede Hedenskab, de to egentlige Repr&ae;sentanter for den gr&ae;ske Anskuelse af Tilv&ae;relsen &g.g;&g.n;&g.o-;&g.th;&g.i; &g.s;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;, hver paa sin Viis have antydet, at man ved at fordybe sig i sig selv f&o-;rst og fremmest opdager Dispositionen til det Onde. At jeg t&ae;nker paa Pythagoras og Socrates, beh&o-;ver jeg vel ikke at sige. Vil man ikke bruge en Tvivler, kunde man v&ae;lge en lignende Figur, en Ironiker f. Ex., hvis skarpe Blik fra Grunden af har opdaget Tilv&ae;relsens Latterlighed, hvem en hemmelig Forstaaelse med Kr&ae;fterne i Livet forvisser om, hvad Patienten &o-;nsker. Han veed, at han har Latterens Magt, hvis han vil bruge den, han er sikker paa sin Seier, ja hvad mere er paa sin Lykke. Han veed, der vil opl&o-;fte sig en enkelt Stemme, der vil holde igjen, men han veed, han er st&ae;rkere, han veed, at man endnu et &O-;ieblik kan bringe M&ae;ndene til at synes alvorlige, men han veed ogsaa, at de i Smug l&ae;nges efter at lee med ham; han veed, at man endnu et &O-;ieblik kan bringe Qvinden til at holde Viften for &O-;inene, naar han taler, men han veed, at hun leer bag ved Viften, han veed, at Viften er ikke absolut ugjennemsigtig, han veed, at man kan skrive en usynlig Skrift paa den, han veed, at naar en Qvinde slaaer efter ham med Viften, da er det fordi hun har forstaaet ham, han veed ubedragelig Besked om, hvorledes Latteren sniger sig ind og boer skjult i et Menneske, og naar den engang har taget Bolig, sidder paa Luur og venter. Lad os t&ae;nke os en saadan Aristophanes, en saadan Voltaire lidt forandret; thi han er tillige en sympathetisk Natur, han elsker Tilv&ae;relsen, han elsker Menneskene og han veed, at om end Latterens Ford&o-;mmelse maaskee vil opdrage en frelst ung Sl&ae;gt, saa vil der i den samtidige gaae en M&ae;ngde Mennesker til Grunde. Han tier da, og glemmer saavidt muligt selv at lee. Men t&o-;r han tie. Maaskee er der Adskillige, der slet ikke forstaae den Vanskelighed, om hvilken jeg taler. De mene nok, at det var en beundringsv&ae;rdig H&o-;imodighed at tie. Dette er slet ikke min Mening, thi jeg mener, at enhver saadan Natur, hvis han ikke har havt H&o-;imod til at tie, er en Forr&ae;der mod Tilv&ae;relsen. Jeg fordrer da altsaa denne H&o-;imodighed af ham; men naar han har den, t&o-;r han saa tie. Ethiken er en farlig Videnskab, og det var vel mueligt, at Aristophanes, bestemmet reen ethisk, har besluttet sig til at lade Latteren d&o-;mme den forvildede Tid. &Ae;sthetisk H&o-;imod kan ikke hj&ae;lpe; thi paa den Conto vover man ikke Sligt. Skal han tie, saa maa han ind i Paradoxet. &streg; Endnu et Anl&ae;g vil jeg antyde, at f. Ex. et Menneske eier en Forklaring af en Heros's Liv, der paa en s&o-;rgelig Maade forklarer dette, og dog hviler en heel Samtid absolut trygt i denne Heros, uden at ahne noget Saadant. Cfr. 2. Akt 1. Scene. Hvilken Replik af Socrates der maa ansees for den afgj&o-;rende, derom kunne Meningerne v&ae;re delte, da Socrates paa saa mange Maader ved Plato er poetisk forflygtiget. Jeg foreslaaer f&o-;lgende: D&o-;dsdommen bliver ham forkyndt, i samme &O-;ieblik d&o-;er han, i samme &O-;ieblik overvinder han D&o-;den og gjennemf&o-;rer sig selv i det ber&o-;mte Tilsvar: at det forundrede ham, at han var bleven d&o-;mt med en Majoritet af 3 Stemmer. Ingen l&o-;s og ledig Tale paa Torvet, ingen taabelig Bem&ae;rkning af en Idiot kunde han have sp&o-;get mere ironisk med, end med den D&o-;dsdom, der d&o-;mmer ham selv fra Livet. Forsaavidt der kan v&ae;re Tale om nogen Analogi, afgiver Pythagoras's D&o-;ds-Situation en saadan, thi den af ham altid h&ae;vdede Taushed maatte han gjennemf&o-;re i sit sidste &O-;ieblik, og derfor sagde han: det er bedre at dr&ae;bes end at tale. Cfr. Diogenes 8de Bog &pgf; 39. &g.K;&g.a;&g.i; &g.p;&g.o;&g.t;&g.a;&g.m;&g.o;&g.u; &g.r;&g.o;&g.e-i..; &g.a;&g.p;&g.e;&g.i;&g.k;&g.a;&g.z;&g.o-;&g.n; &g.t;&g.a; &g.o;&g.n;&g.t;&g.a; &g.l;&g.e;&g.g;&g.e;&g.i; &g.o-.a.;&g.sud; &g.d;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.n; &g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n; &g.p;&g.o;&g.t;&g.a;&g.m;&g.o;&g.n; &g.o;&g.u;&g.k; &g.e;&g.m;&g.b;&g.a;&g.i;&g.e-;&g.sud;. Cfr. Platos Cratyllus &pgf; 402. Ast. 3die B. Pag. 158. Cfr. Tennemann Gesch. d. Philos. 1ster B. Pag. 220.