Tonny Aagaard Olesen, Richard Purkarthofer og Niels Jørgen Cappelørn Indøvelse i Christendom Søren Kierkegaards Skrifter 12 IC Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Niels Jørgen Cappelørn og Tonny Aagaard Olesen sammen med Bjarke Mørkøre Hansen, Klaus Nielsen og Irene Ring Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2008 http://sks.dk/ic/kom.xml 20130130 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Anti-Climacus Dette pseudonym, som SK også anvendte til Sygdommen til Døden (1849), er dannet i kontrast til Johannes Climacus, der er den pseudonyme forfatter til Philosophiske Smuler (1844) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). Det lat. tilnavn 'Climacus' er afledt af gr. 'klimaks', der betyder trappe el. stige. Johannes Climacus er altså den, der går op af en trappe el. klatrer op af en stige, dvs. hans begrebsudvikling, fx teorien om de forskellige eksistenssfærer, bevæger sig fra et mere ufuldkomment til et mere fuldkomment trin. Præfikset 'anti' i forbindelse med 'Anti-Climacus' betyder 'mod' el. 'imod', hvorved betegnes modsætningsforholdet til Johannes Climacus. Ligesom en 'klimaks' tillige betegner den retoriske figur, hvor de enkelte ord, sætninger el. tanker er ordnet således, at virkningen er trinvis stigende, så betegner en 'anti-klimaks' den omvendte figur, fx jo højere på 'stigen', jo større ufuldkommenhed. Se SKs redegørelse for samtidens misforståelse af disse figurer i et brev til Rasmus Nielsen, dateret den 4. aug. 1849 (B&A, nr. 219; bd. 1, s. 243f.). Nr. I. II. III. De tre dele, som Indøvelse i Christendom består af, har oprindeligt været udarbejdet som selvstændige skrifter, jf. tekstredegørelsen, s. 66-93. »Kommer hid alle I som arbeide ... jeg vil give Eder Hvile.« bearbejdet citat fra Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819); citatet indgår i evangelieteksten til 26. søndag efter trinitatis, jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 181. SK havde selv prædiket over Matt 11,28 ved altergangen i Vor Frue Kirke fredag den 18. juni 1847; prædikenen er trykt som anden tale i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 277-283. SK synes også med tekststedet at hentyde til Bertel Thorvaldsens kendte Kristusstatue i alterpartiet i Vor Frue Kirke i København, hvor der på fodstykket står: »Kommer til mig / Matth. XI. 28.« En smuk gengivelse af denne Kristus som indbyderen () findes foran i datidens (uautoriserede) nyoversættelse af Det nye Testamentes Bøger, 2. del af Bibelen eller den hellige Skrift, paany oversat af Grundtexten, udg. af Chr. H. Kalkar, Kbh. 1847, ktl. 8-10; se illustration 11. 11. Bertel Thorvaldsens Kristusstatue i alterpartiet i Vor Frue Kirke i København procul o procul este profani lat., 'bort, bort I uindviede'; ord sagt af Sibyllen, Apollons orakelpræstinde i Cumae, i den rom. digter Vergils Æneide, 6. sang, v. 258, i P. Virgilii Maronis opera, udg. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1778-80; bd. 2, s. 75. Jf. Virgils Æneide, overs. af J.H. Schønheyder, bd. 1-2, Kbh. 1812, hvor udtrykket gengives: »Bort, bort Vanhellige!« bd. 1, s. 263. hidrørende fra Aaret 1848 se tekstredegørelsen, s. 72. sig selv betræffende angående sig selv. henflye til »Naaden« tage sin tilflugt til Guds nåde. Paakaldelse dels i betydningen at påkalde sig en opmærksomhed, dels i betydningen apostrofe, dvs. en højtidelig tiltale til en person, til en personifikation o.l., her til Jesus Kristus. I kladden (ms. 1.1, se tekstredegørelsen, s. 14) havde SK skrevet »Bøn«, idet rubrikken her også svarer til den sædvanlige indgangsbøn. Vel sandt nok. længst for længst. hvis da ellers Troen findes paa Jorden spiller på Luk 18,8, hvor Jesus siger: »når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« som Troende være lige saa samtidig ... som hine Samtidige SK har i Philosophiske Smuler (1844) under pseudonymet Johannes Climacus givet en udførligere fremstilling af troens samtidighed, jf. fx SKS 4, 213-306. har vanskabt Dig har forvrænget billedet af dig. Fornedrelsens (...) Herlighedens hentyder til den dogmatiske lære om Kristi to gudmenneskelige tilstande (fra lat. 'status'): hans fornedrelses stand ('status exinanitionis', jf. Fil 2,7, hvor den lat. oversættelse Vulgata har 'exinanivit', 'fornedrede') som udtryk for hans liv som menneske i verden med lidelse og død, og hans ophøjelses stand ('status exaltationis', jf. Joh 12,32, hvor Vulgata har 'exaltatus', 'ophøjet') som udtryk for hans liv efter opstandelsen og himmelfarten ved Guds højre hånd. Se fx § 103-105 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1829], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus oder Dogmatik), s. 256-264 (Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 (forkortet Hutterus redivivus eller Dogmatik), s. 265-273). Din Gjenkomst i Herlighed jf. Jesu tale om verdensdommen i Matt 25,31-46, der begynder således: »Men naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Throne. Og alle Folkeslag skulle [skal] forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre«, v. 31-33 (NT-1819); sml. Matt 16,27 (). Se fx også Luk 9,26. det ringe Menneske . Slægtens menneskeheden. af Kjerlighed kom til Jorden allusion til Joh 3,16: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« for at søge de Fortabte allusion til Luk 19,10, hvor Jesus siger: »Menneskens Søn er kommet for at søge, og frelse det Fortabte« (NT-1819). Se også Matt 15,24; 18,11. gjøre Tegn og Under hentyder til de mange undere, Jesus if. de evangeliske beretninger gjorde, især ved at helbrede for forskellige lidelser og sygdomme, jf. fx Matt 4,23-24 (). I Johannesevangeliet benyttes især betegnelsen 'tegn' for Jesu underfulde gerninger, jf. fx Joh 2,11; 4,48. salig Den som ikke forarges paa mig citat fra Matt 11,6, hvor Jesus siger til Johannes Døbers bud: »salig er den, som ikke forarges paa [tager anstød af] mig« (NT-1819). Kommer hid til mig ... give Eder Hvile bearbejdet citat fra Matt 11,28 (). raabe det ud dvs. med høj røst bekendtgøre det, proklamere det. Markskriger egl. markedsgøgler el. handlende, der råber op om sine kunster el. faldbyder sine varer for at lokke kunder til; omrejsende kvaksalver. er det (...) saa forholder det sig sådan. det er det vil sige. ædelmodig som viser et ædelt sindelag, storsindet. have Hjælpen behov har brug for hjælpen. det ene Fornødne allusion til beretningen i Luk 10,38-42 om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, v. 41-42. hiin eenfoldige Vise i Oldtiden sigter til den gr. filosof Sokrates (o. 470-399 f.Kr.). Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, Aristofanes, Xenofon og Platon. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for at antage andre guder end de af staten anerkendte og for at forføre og fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. at han hverken gjorde sig eller sin Underviisning kostbar hentyder til den omstændighed, at Sokrates ikke tog betaling for sin undervisning, jf. Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, 19d-e og 31b-c (jf. Platons Skrifter, udg. af C. Høeg og H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 268 og s. 281f.). Se også 2. bog, 27, i Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 68. han, der kalder sig Frelseren . veed sig at være det ved, at han er det. derhos desuden. ikke er end den mindste Forkjerlighed se Kjerlighedens Gjerninger (1847), hvor den sande næstekærlighed bestemmes i modsætning til forkærlighed og (falsk) selvkærlighed, jf. fx første følge, II.B, i SKS 9, 51-67. hvo hvem. grant nøje, tydeligt. som arbeide og ere besværede . man bespiser de Hungrige, klæder de Nøgne formet efter dommedagstalen i Matt 25,35-36: »Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; (...) jeg var nøgen, og I klædte mig« (NT-1819). Med det første udtryk kunne der også hentydes til den bespisningsanstalt, der siden 1829 havde uddelt gratis mad i København til de allermest trængende; i 1846 oprettedes en lignende bespisningsforening for Christianshavn med pastor C.H. Visby som formand. milde Gaver gavmilde, omsorgsfulde. milde Stiftelser fast udtryk for institutioner, der giver pengehjælp, fribolig m.m. for en nærmere fastsat kreds af trængende. selv levende i Overflod jf. fx Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31, hvor det fortælles: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt«, v. 19. er han Ordet hentyder til Joh 1,1-2: »I Begyndelsen var Ordet [Kristus], og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i Begyndelsen hos Gud« (NT-1819). hvor der er Hjerterum, der er jo altid Rum spiller på talemåden: 'Der er rum nok, hvor der er hjerterum' el. 'Hvor der er hjerterum, er også husrum eller sengerum'; findes optegnet som nr. 3779 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 423. Sneverhjertede uforstående, ufølsomme, indskrænkede. Kjerligheden dvs. Kristus. regnede paa regnede med, kalkulerede med. hvi hvorfor. hvi er det ondt, fordi han er god allusion til Jesu lignelse om arbejderne i vingården Matt 20,1-16, hvor vingårdsejeren siger til den forurettede arbejder: »er dit øje ondt, fordi jeg er god?« v. 15. Indbydelsen til Alle aabner Indbyderens Favn hentyder formentlig til Kristusstatuen i Vor Frue Kirke (); sml. en lignende passage i nr. II i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 282,28-30. Om det udtryk, Bertel Thorvaldsen ønskede at få frem i Kristusfiguren, se fx A. Kestner Römische Studien, Berlin 1850, s. 78: »'Simpel muß so eine Figur sein', sagte er [Thorvaldsen], 'denn Christus steht über Jahrtausenden. Dies ist', fuhr er fort, 'die ganz gerade stehende menschliche Figur' – und stellte sich aufrecht, die Arme niederhängend, ohne alle Bewegung und Ausdruck. Jetzt entfernte er, mit gelinder Bewegung, die Arme und beide offenen Hände mit leise gekrümmten Ellenbogen vom Körper. So hielt er inne und sagte: 'kann eine Bewegung simpler sein, als ich jetzt bin? und zugleich drückt es seine Liebe, seine Umarmung der Menschen aus, so wie ich es mir gedacht habe, daß der Haupt-Charakter von Christus ist'« (»'Enkel må sådan en figur være,' sagde han, 'for Kristus står over årtusinder. Dette er,' fortsatte han, 'den menneskelige figur, når den står helt lige' – og stillede sig ret op, med armene hængende nedad, uden nogen form for bevægelse og udtryk. Nu fjernede han, med en blød bevægelse, armene og begge åbne hænder fra kroppen med let bøjede albuer. Så holdt han inde og sagde: 'kan en bevægelse være mere enkel, end jeg er nu? og samtidig udtrykker det hans kærlighed, hans omfavnelse af menneskene, sådan som jeg har tænkt mig, at det mest fremtrædende særpræg hos Kristus er'«). Se illustration 11. et evigt Billede fast udtryk hos SK; se fx journaloptegnelsen NB4:135, fra april el. maj 1848, hvor det hedder: »Det kunde være interessant, engang i Exempler at udvikle hvad der æsthetisk og kunstnerisk forstaaes ved evige Billeder, hvilket Stemningens Grund-Forhold der maa være mell. Billedets enkelte Dele for at høre sammen til et evig Billede«, SKS 20, 351. Se fx også NB12:167, fra sept. 1849, i SKS 22, 244, samt »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« (1849), i SKS 11, 279,12. saa iler der dog som en Skygge af Forandring over ham hentydning til Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse [brat, gennemgribende forandring]« (NT-1819). bliver bliv, forbliv. gaaer saa gå. aflade fra ophøre, holde op med, slippe for. Kommer hid alle I, som arbeide ... jeg vil give Eder Hvile bearbejdet citat fra Matt 11,28 (). et ringe Menneske . særligt særskilt, hver for sig. de alfare Veie de veje, hvor alle færdes, de brede og befolkede veje. Veiskjel det sted, hvor vejene skilles; skillevej. Sml. Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, Matt 22,1-14, hvor Jesus siger til tjenerne: »Gaaer [gå] derfor ud paa Veiskiellene, og byder [indbyd] til Bryllup saa Mange, som I finde«, v. 9 (NT-1819). ikke med ubestemt Lyd spiller formentlig på 1 Kor 14,8: »Og om Basunen giver en utydelig Lyd, hvo [hvem] vil berede sig til Krig?« (NT-1819). hvo hvem. Tilforladelighed ubetinget pålidelighed, sikkerhed. trælsom anstrengende, besværet, trælleagtig. sukker under lider under. I Syge, Halte, Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid hentyder til Jesu lignelse om pladserne ved bordet, Luk 14,7-14, hvor Jesus siger: »naar du giør et Giæstebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde«, v. 13 (NT-1819). forskylder gør sig skyldig i, forvolder. Hjertesyge beklemt el. forpint af sorg, bekymring, længsel o.l. Forfordeelte som er forurettede ved et bedrag, er tilsidesatte, oversete. veed at sige Eder er i stand til at fortælle jer. Underfundighedens snedighed, lumskhed, listighed. hertil og ikke videre talemåde (muligvis efter Job 38,11), jf. også det lat. udtryk 'non plus ultra', 'hertil og ikke længere'. Ham, der evigt gjenforener de Adskilte hentyder til forestillingen om slægtninge og venners gensyn og genforening med hinanden efter opstandelsen i evigheden – en forestilling, der ikke blot havde stor folkelig udbredelse, men som også kom til udtryk i prædikener og i den (især ældre) kristne troslære. Skilsmissen indtraadte adskillelsen indtrådte, nemlig ved den ene ægtefælles død. I, hvis Opholdssted blev Eder anviist mellem Gravene hentydning til Mark 5,2-3, hvor Jesus møder en mand, der lever i gravhulerne: »Og der han [da Jesus] traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand. Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker« (NT-1819). Samfund fællesskab. det er det vil sige. svinger af bryder af, drejer bort. frelst fra det Onde allusion til sidste bøn i Fadervor: »men frels os fra det Onde«; denne version optræder både i dåbsritualet, i ritual for brudevielse og i katekismen i Forordnet Alter-Bog (), s. 246, s. 261 og s. 290. blev aabenbar synlig, tydelig. møisomt møjsommeligt, besværligt. bevinget Fart hurtig (og let), hastig, ilende. Taalmodighedens Gud jf. Rom 15,5, hvor Paulus taler om »Taalmodighedens og Trøstens Gud« (NT-1819). Sml. Rom 2,4. de ville vil. ergo lat., altså. I en syllogisme, dvs. en logisk følgeslutning, betegner ordet overgangen fra de to præmisser til den deraf dragne konklusion. gik til Agters fast udtryk: gik tilbage (især i økonomisk henseende). lige over for i forhold til. ikke knække end mere det bøiede Rør hentyder til Matt 12,20, hvor det med et frit citat fra Es 42,3 hedder: »Det knækkede rør sønderbryder han ikke, / den osende væge slukker han ikke, / til han har ført retten til sejr«. – end: endnu. skal han skjule over Dine Synder hentyder til 1 Pet 4,8: »Men haver for alle Ting en inderlig Kierlighed til hverandre; thi Kierligheden skal skiule Synders Mangfoldighed« (NT-1819). Jf. også Jak 5,20: »hvo [den] som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Siel fra Døden, og skiuler Synders Mangfoldighed« (NT-1819). han er Synderes Ven hentyder formentlig til salmen »Jesus han er Synd'res Ven« (1735), den da. biskop og salmedigter H.A. Brorsons gendigtning af »Jesus nimmt die Sünder an!« (1731) af den ty. pietistiske salmedigter J.H. Schrader; alle 23 strofer indledes og afsluttes med »Jesus han er Synd'res Ven«. Jf. især strofe 10: »Jesus han er Synd'res Ven, / Vil sig nu med Magt forbarme, / Strækker ud mod Synderen / Sine milde Arme. / Haster! løber til ham hen! / Jesus han er Synd'res Ven«; strofe 18: »Jesus han er Synd'res Ven, / Ingen Synder da forsage [taber modet], / Prøv kun ret Omvendelsen, / Jesus lindrer vist din Plage. / Haster! løber til ham hen! / Jesus han er Synd'res Ven«; og strofe 22: »Jesus han er Synd'res Ven, / Ingen meer i Synden dvæle, / Hør, hvor raaber Frelseren: / Hid til mig, I arme Sjæle. / Haster! løber til ham hen! / Jesus han er Synd'res Ven«, Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, udg. af J.A.L. Holm, 2. opl., Kbh. 1838 [1830], ktl. 200, nr. 117, s. 358-364. DDS-2002, nr. 511. Se også Matt 11,19 (). som den forlorne Søns Fader ventede ... han gaaer at søge sigter til Jesu lignelse om den fortabte søn i Luk 15,11-32: »En Mand havde to Sønner. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader, giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede [delte] Godset imellem dem. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit, og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte [bortødslede] der sit Gods i et overdaadigt Levnet. Men der [da] han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar [streng] Hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. Og han gik hen, og holdt sig til een af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Agre, at vogte Sviin. Og han begierede [ønskede kun] at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham noget. Men han gik i sig selv, og sagde: hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød [har ikke brød i overflod]? men jeg omkommer af Hunger. Jeg vil staae op, og gaae til min Fader, og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig, og er ikke længer værd, at kaldes din Søn, giør mig, som een af dine Daglønnere. Og han stod op, og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham, og ynkedes inderligen, og løb til, og faldt om hans Hals, og kyssede ham. Men Sønnen sagde til ham: Fader, jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd, at kaldes din Søn. Men Faderen sagde til sine Tienere: bærer frem det bedste Klædebon [klædedragt], ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand, og Skoe paa Fødderne; og henter den fede Kalv hid, og slagter den, og lader os æde, og være lystige. Thi denne min Søn var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden. Og de begyndte at være lystige. Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom, og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands. Og han kaldte een af Drengene til sig, og udspurgte, hvad det var? Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk [i god behold] igien. Men han blev vred, og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud, og bad ham. Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tiener jeg dig, og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner. Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skiøger, slagtede du den fedte Kalv til ham. Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som er mit, er dit. Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden« (NT-1819). – forlorne: fortabte. som Hyrden det forvildede Faar sigter til Jesu lignelse om det vildfarne el. mistede får i Luk 15,4-6: »Hvilket Menneske af Eder, som haver hundrede Faar, og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstive i Ørken, og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. Og naar han kommer hiem, sammenkalder han Venner og Naboer, og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt« (NT-1819). Se også Matt 18,12-14. Qvinden efter den tabte Penning sigter til Jesu lignelse om den tabte penning i Luk 15,8-10: »Eller hvilken Qvinde, som haver ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys, og feier Huset, og søger med Fliid, indtil hun finder den? Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninder og Naboersker, og siger: glæder Eder med mig; thi jeg haver fundet den Penning, som jeg tabte. Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig« (NT-1819, som anvender betegnelsen 'forloren Penning' i kapitelsummariet). – Penning: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønt af mindre værdi. Kommer hid til mig alle I som arbeide ... jeg vil give Eder Hvile bearbejdet citat fra Matt 11,28 (). hiin enkelte Dæmoniske var besat af en stum Aand sigter til beretningen i Luk 11,14-23 om samtalen mellem Jesus og folkeskaren om beskyldningen mod ham for at uddrive dæmoner ved dæmonernes fyrste Beelzebul: »Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig«, v. 14. løsende forløsende, befriende. gaaet dem i Glemme blevet glemt af dem, dvs. at de har glemt det. kalde ad på. Symbolum lat., symbol, tegn, mærke. Skjelnetegnet kendemærket. med salvet Hoved og toet Ansigt hentyder til Jesu bjergprædiken, hvor det i talen om faste, Matt 6,17-18, hedder: »Men naar du faster, da salv dit Hoved, og toe [vask] dit Ansigt, at ikke Menneskene skulle [skal] see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare« (NT-1819). mødig tynget, udmattet. sukker efter længes efter. Kommer hid til mig alle I som arbeide ... jeg vil give Eder Hvile bearbejdet citat fra Matt 11,28 (). procul o procul este profani . var han ikke Menneske for spillet på udtrykket: 'ikke være menneske for', dvs. ikke være i stand til. den hellige Historie beretningen om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse, især som den fortælles i de fire evangelier (). det er det vil sige. Hvo hvem. den Jesus Christus, som sidder i Herlighed hos Faderens Høire dvs. på sædet ved Guds højre hånd, jf. fx Matt 26,64 (); Mark 16,19; ApG 7,55-56 (NT-1819) og 2. art. i Den apostolske Trosbekendelse, hvor det om Jesus Kristus bekendes: »siddende ved Guds, den almægtige Faders, høire Haand«, Forordnet Alter-Bog (), s. 290. han er idag og igaar den Samme hentyder til Hebr 13,8: »Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.« den Jesus Christus, der fornedrede sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig, og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv«, v. 7-8 (NT-1819). ham, der har sagt, at han vil komme igjen i Herlighed se fx Jesu ord til disciplene, Matt 16,27: »Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle«; se også Matt 24,30; 25,31 (); Mark 13,26; Luk 21,27. i hans Fornedrelses Stand . det er det vil sige. betræffende der angår. naar det behager Gud spiller formentlig på Sl 115,3: »Men vor Gud er i Himlene, han giør alt, hvad ham behager« (GT-1740). et Incognito egl. uden at være kendt; en forklædning. Udtrykket betegner oftest den hemmeligholdelse af identitet, som især fyrstelige personer benytter, når de fx på en rejse ikke vil genkendes. Paradoxet Dette nøglebegreb hos SK findes uddybet i bl.a. Philosophiske Smuler (1844), hvor troens genstand skildres som det absolutte paradoks: at Guden som den evige bliver til i tiden som menneske, jf. SKS 4, 242-271. At et enkelt Menneske er Gud ... siger sig at være Gud se fx Matt 11,2-6, hvor Jesus lader Johannes Døber forstå, at han er Gud. I »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebsbestemmelse«, nr. II i Indøvelse i Christendom, er forargelsen over, at Jesus opfatter sig som Gud, et gennemgående tema, og der tages udgangspunkt i det her anførte bibelsted, jf. fx begyndelsen af kap. B, SKS 12, 103. Se endvidere fx ypperstepræstens forhør i Matt 26,63-64: »jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. Jesus sagde til ham: du haver sagt det« (NT-1819). – det er: det vil sige. – siger sig: hævder, erklærer. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn), i overordentlig grad, 'par excellence'. den hellige Historie og . vist nok sikkert nok. pro eller contra lat., for el. imod. forskylde gøre sig skyldig i. μεταβασις εις αλλο γενος gr. (metábasis eis állo génos), overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære; pludseligt spring i en bevisførelse el. argumentation, hvor man på fejlagtig måde giver sig til at tale om noget andet end det, som sagen drejer sig om. Dette almindeligt benyttede udtryk findes i en lignende form hos den gr. filosof Aristoteles, der i Analytica posteriora, 1. bog, kap. 7 (75a 38) skriver, at beviser i én videnskab ikke umiddelbart kan overføres til en anden, fx kan geometriske sandheder ikke bevises aritmetrisk. det (...) er saa forholder sig således. end mindre endnu. antage feil gøre en fejlagtig antagelse. har Christus ikke selv sagt sig at være Gud . bringe ud få det resultat frem. incommensurabelt for uensartet el. uforeneligt med. sætte en Pind for sætte en stopper for, standse. stadset saa overordentlig med gjort så meget ud af, skiltet så meget med. Seminarist elev på et lærerseminarium el. seminarieuddannet lærer; nedsættende om en halvdannet person, halvstuderet røver. Assertum lat., hævdelse, påstand. tilgavns grundigt, omhyggeligt, fuldt ud. at skaffe at gøre. næstendeels næsten, nærmest. Gjenkomst i Herlighed og . saa smaat i en vis udstrækning, nogenlunde. Han fornedrede sig . blev svøbt i Pjalter hentyder til beretningen om Jesu fødsel i Luk 2,1-7, hvor det fortælles, at Jomfru Maria fødte Jesus i en stald, svøbte ham og lagde ham i en krybbe. At Jesusbarnet skulle være svøbt i pjalter el. klude, skyldes senere tiders gendigtning af den nytestamentlige beretning, jf. fx H.A. Brorsons julesalme »Frisk op! endnu en Gang« (1732), hvor det i 6. strofe hedder: »Jeg har i Stalden funden / Min Skat i Pjalter bunden«, Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 19. DDS-2002, nr. 103 (4. strofe). Omhæng egl. hvad der er hængt omkring noget til dækning el. pynt, især om gardiner o.l., hængt omkring en seng o.l. mageløs (...) mageløst udtrykkene indikerer, at der alluderes til N.F.S. Grundtvig, der anvendte ordet 'mageløs' utallige gange, og dermed formentlig også til grundtvigianerne. mærkeligt bemærkelsesværdigt, påfaldende. Mærkelighed bemærkelsesværdighed, særkende, ejendommelighed. det er det vil sige. hine Herlige fast udtryk for de kristne martyrer, der i kristendommens første århundreder blev henrettet pga. deres kristne tro og bekendelse. aabenbart åbenlyst, tydeligt. hvo hvem. mundus, qvi vult decipi lat., 'verden, som vil bedrages'. Vendingen spiller på den lat. talemåde »mundus vult decipi« ('verden vil bedrages'), der ofte ledsages af et »decipiatur ergo« ('lad den da bedrages'). I sine heltehistorier (1739) fortæller Holberg, at kardinal G.P. Caraffa (den senere pave Paul IV) »udi en Procession uddelte Velsignelse med Haanden, men med Munden paa samme Tid mumlede idelig disse Ord: Mundus vult decipi, decipiatur!« Jf. Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter bd. 1, i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-21, Kbh. 1804-14; bd. 9, 1806, s. 86. Sætningen, der ofte er anvendt, bl.a. af Luther, tillægges gerne kejser Neros hofmand Cajus Arbiter Petronius (1. årh.), el. Sebastian Brant (1457/58-1521; Narrenschiff, 65). urgere lægge (yderligere) vægt på; videreføre, uddybe. erkjendt anerkendt, påskønnet. ihjelslagen som en Forbryder allusion til korsfæstelsen af Jesus sammen med to forbrydere, jf. fx Matt 27. – ihjelslagen: slået ihjel, dræbt. hiin Slægt denne samtids mennesker, jøderne. den hellige Historie og . vistnok rigtignok, sandt nok. formastede sig til (...) at sige hovmodigt indlod sig på at sige. Gud vælger at lade sig føde i Ringhed . han, der holder alle Muligheder i sin Haand hentydning til Matt 19,26, hvor Jesus siger: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« ifører sig den ringe Tjeners Skikkelse hentyder til v. 7 i Kristushymnen i Fil 2,6-11 (). hvad de ville vil. sige, at den Forfølgelse, Christus leed, udtrykker noget Tilfældigt sml. journaloptegnelsen NB2:37, fra maj el. juni 1847: »Χsti [Kristi] Død er Produktet af to Faktorer, og Jødernes Skyld, item [ligeledes] Verdens Ondskab overhovedet constateret. Da Χstus var Gud-Msket [mennesket] saa kan det at han blev korsfæstet ikke betyde, at Jøderne tilfældigviis den Gang vare demoraliserede, og at Χstus saaledes kom, om jeg saa tør sige, i et uheldigt Øieblik. Nei Χsti Skjebne er et Evigt, angiver Mske-Slægtens [menneskehedens] Vægtfylde, det vil gaae Χstus til enhver Tid saa [således]. Χstus kan aldrig udtrykke noget Tilfældigt.« SKS 20, 156,7-9. Slægten menneskeheden. den Slægt generation af mennesker. »Sandheden« hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus siger om sig selv: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Paradoxet . tog (...) hen bemægtigede sig. vendte og skrabte fast udtryk, jf. fx St. St. Blichers digt »Avertissement«, hvor det hedder: »Ved gamle Tanker at vende og skrabe paany – Skal ingen poetisk Skrædder skabe sig Ry«, optrykt i Nye Digte bd. 1-2, udg. af P.L. Møller, Kbh. 1847; bd. 2, s. 206. betryggede garanterede. som Fod i Hose talemåde, bl.a. optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 233. naturligt naturligvis. Søndags-Vævlen ævlen el. vrøvlen. uskatteerlige uvurderlige. Godmand egl. hovedpersonen i K.T. Thiemes børnebog Godmand eller den danske Børneven [ty. 1789, da. 1798 og flere gange senere]; en overdreven brav, hjertelig og tåbelig mand. ergo lat., altså. I en syllogisme, dvs. en logisk følgeslutning, betegner ordet overgangen fra de to præmisser til den deraf dragne konklusion. som det blev sagt om en Oversætter ... »for samvittighedsfuld« Kilden er ikke identificeret. blødagtig blød, magelig, forvænt. hine Indbydelsens Ord . fra Herligheden . taget forfængelig misbrugt på en letfærdig måde, vanhelliget. er saa forholder sig sådan. kommer hid kom herhen (). som var det saa ganske ligefrem til dvs. som var det uden videre muligt. at der løb en Mængde til dvs. at en mængde stimlede sammen. Se fx Mark 9,25: »Folket løb til« (NT-1819). løbe blot med Liimstangen hentyder til talemåden 'at løbe med limstangen' i betydningen: løbe med en forkert besked, gå galt i byen, holdes for nat. Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 665. hvo hvem. det ringe Menneske . født af en foragtet Jomfru hentyder formentlig til, at jomfru Maria var foragtet, fordi hun var blevet med barn uden at være gift (). hans Fader en Tømmermand se Matt 13,55, hvor Jesu far, Josef, kaldes en 'Tømmermand' (NT-1819), dvs. tømrer. Se også fx S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), hvor det fortælles, at Guds engel sendtes til »Maria af Davids Huus, der var trolovet med Tømmermanden Joseph ogsaa af Davids Æt«, s. 174. derhos desuden, ydermere. Olie i Ilden fast udtryk om at bringe lidenskaber til at blusse voldsomt op. sagde sig at være Gud . Samfund fællesskab, omgang. salig Den, som ikke forarges paa mig citat fra Matt 11,6 (). tage (...) hen bemægtige sig, tage. phantastisk som beror på fantasteri. med tolv stakkels Disciple af den simpleste Classe i Folket If. evangelierne var adskillige af de tolv disciple (apostle) fiskere, jf. Matt 4,18-22, mens fx Matthæus var tolder, jf. Matt 9,9. en Tid lang fast udtryk: et længere stykke tid, nogen tid. senere kun i Selskab med Syndere, Toldere, Spedalske, Afsindige sigter til adskillige beretninger i de tre første evangelier om, at Jesus omgikkes mennesker, der var udstødt og foragtet af samfundet. Således nævnes Simon den Spedalske, som Jesus besøgte, da han var i Betania, jf. Matt 26,6. I Luk 17,11-19 berettes om helbredelsen af ti spedalske. Der er i NT talrige eksempler på, at Jesus helbreder folk, hvis sygdomme tænkes forårsaget af dæmoner, dvs. onde ånder (jf. fx Matt 9,32-34); selve udtrykket 'afsindig' benyttes ikke i NT. Toldere var i alm. omdømme foragtet () og omtales i NT ofte sammen med syndere (jf. fx Matt 9,10-11; 11,19 og Luk 5,30; 15,1), med skøger (jf. Matt 21,31-32), med røvere, uretfærdige og horkarle (jf. Luk 18,11). I Matt 11,19 refererer Jesus, at folk om ham siger, at han er »ven med toldere og syndere«. Ære, Liv og Gods alm. juridisk formulering, der også kendes fra Martin Luthers salme »Vor Gud han er så fast en borg« (1529; da. 1533), optaget i J.P. Mynsters oversættelse som den sidste salme uden nummer i hans Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845, bag i Evangelisk-christelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845 [1798], ktl. 197, s. 58, hvor 4. strofe slutter således: »Og tage de vort Liv, / Gods, Ære, Barn og Viv, / Lad fare i Herrens Navn! / Dem bringer det ei Gavn, / Guds Rige vi beholde.« DDS-2002, nr. 336. blive udelukket af Synagogen hentyder til Joh 9,22, hvor jøderne har besluttet, »at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen.« I Joh 9,1-7 findes beretningen om, hvordan Jesus helbreder et menneske, der er født blind, og i Joh 9,8-34 berettes, hvordan den helbredte blev udstødt af synagogen, da han ikke ville undsige Jesus. I et eksemplar af Vor Herres og Frelsers Jesu Christi Nye Testamente, Kbh. 1820, indbundet i tolv tynde, fortløbende paginerede hefter, ktl. 21-32, har SK knyttet følgende bemærkning til Joh 9: »v. 21. og fl. Her seer man atter et Exempel paa, hvor farligt det var i Samtidighed at blive hjulpet af Χstus [Kristus], at det næsten var større Fare end at beholde sin legemlige Lidelse«, s. 274 (Pap. VIII 2 C 3,53). Frygten for således at blive udstødt findes også udtrykt i Joh 12,42: »Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen.« Se endelig Joh 16,2 (). var døv og blind og halt og spedalsk o. s. v. o. s. v. hentyder til Jesu mange helbredelser, jf. fx Matt 11,5, hvor Jesus beder disciplene sige til Johannes Døber, hvad de ser: »Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige« (NT-1819). Samfundet omgangen, fællesskabet. en pyntelig Mand i Silke dvs. en præst, især en biskop, hvis ornat er af silkestof, broderet af silke o.l. (). yndelig (spøgende) yndigt, nydeligt. flyer undgår, holder sig borte fra, skyr. lader mig med Fred dvs. lad mig være i fred. Den, der ... ikke har det Det, hvortil han kan helde sit Hoved hentyder til Matt 8,20, hvor Jesus til en, der forsikrer at ville følge ham overalt, siger: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). »see hvilket Menneske« citat fra Joh 19,5, hvor det fortælles, at Pilatus sagde: »see, hvilket Menneske!« (NT1819), da han førte Jesus med tornekrone og purpurkappe på ud for menneskemængden, efter at han havde ladet ham piske og soldaterne havde hånet ham. Prøv Dig (...) selv allusion til 1 Kor 13,5, hvor Paulus skriver til korintherne: »Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!« Se også 1 Kor 11,28. han sagde sig selv at være Gud . »han bespotter Gud.« sigter til Matt 9,3, hvor Jesus har helbredt en lam og tilgivet denne sine synder: »Og see, Nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud« (NT-1819). Der kan også sigtes til Joh 10,34-36, hvor jøderne vil stene Jesus, fordi han har gjort sig selv til Gud: »Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg haver sagt: I ere Guder? Dersom han kalder dem Guder, til hvilke Guds Ord skede: (og Skriften kan ikke rokkes,) sige I da til den, hvem Faderen haver helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?« (NT-1819). tage (...) hen tage imod. bespottet, som Skriften tilføier, bespyttet hentyder til Luk 18,32, hvor Jesus forudsiger sin lidelse og død med ordene: »Thi han skal overantvordes [overgives til] Hedningerne, og bespottes, forhaanes, og bespyttes« (NT-1819). Endvidere til, at de mænd, der holdt Jesus bevogtet inden forhøret i Rådet, 'bespottede' ham, se Luk 22,63.65 (NT-1819); at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29.31 (NT-1819); at de, der gik forbi den korsfæstede Jesus, 'bespottede' ham, se Matt 27,39; at ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og de ældste 'bespottede' ham, mens han hang på korset, se Matt 27,41; og at den ene af de to røvere 'bespottede' ham, se Luk 23,39. Og endelig til, at nogle begyndte at 'bespytte' Jesus under forhøret af ypperstepræsterne i Rådet, se Mark 14,65 (NT-1819); og at Jesus blev 'bespyttet' af den rom. statholders soldater, se Mark 15,19 (NT-1819). de Samtidige sml. kap. IV (»Den samtidige Discipels Forhold«) i Philosophiske Smuler (1844), i SKS 4, 258-271. gjør videre Ophævelse over gør noget postyr ud af. virkelig modsat titulær; hentydning til den borgerlige rangforordning, hvor der skelnes ml. fx en (titulær) kammerråd og en virkelig kammerråd. Kræmmersvend person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod). I overført betydning betegner 'kram' noget ubetydeligt, dårligt, værdiløst. er ikke en suur Sild værd talemåde med betydningen: er ingenting værd. den fornedrede Jesus Christus . et ringe Menneske . født af en foragtet Jomfru . hans Fader en Tømmermand . Guds udvalgte Folk ... for Land og Folk If. GT var Israel Guds udvalgte folk, som han sluttede pagt med, jf. fx 2 Mos 19,5-6 og 5 Mos 7,6. I GT, især hos profeterne, findes der forskellige forestillinger om et kommende messiansk fredsrige, se fx Es 11 og 65,17-25. Der kan også være tænkt på, at jøderne på Jesu tid tolkede de gammeltestamentlige profetier om den ventede Messias (hebr., den salvede) som en jordisk konge, der skulle befri dem fra den rom. besættelsesmagt, se fx Joh 6,15 og 18,33ff. Derimod svarer den mere til gamle Spaadomme hentyder til de såkaldte messianske steder i GT, fx Es 52-53 med profetien om Herrens lidende tjener. en Forgænger har henledt Opmærksomheden paa ham hentyder til Johannes Døber, jf. fx beskrivelsen af Johannes Døber i ørkenen, Matt 3,1-12; Mark 1,1-8; Luk 3,1-20; og Joh 1,19-28. afgjort i højeste grad. ved Under og Tegn, om hvilke der bliver Tale i hele Landet (...) omgiven af en talløs Menneske-Vrimmel se fx beretningen i Matt 4,23-25: »Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.« Se også Mark 1,28. – Under og Tegn: . Alt hvad der kan gaae, ja endog hvad der kun kan krybe spiller på det faste udtryk: 'alt hvad der kan krybe og gå', dvs. alle mennesker. gjøre Opbud overgive sig, erklære sig fallit. rivende overvældende stor. krydsende mangfoldige, modsatrettede, indviklede. Undergjøreren den, der gør undere, mirakler. hvortil han kan helde sit Hoved . trække til tiltrække. opvarme det serverer det (ligesom opvarmet mad), gentager det på en triviel måde. naar han bliver Konge . Se også beretningen i Joh 6,14-15, hvor det fortælles, at de fem tusind, som Jesus havde bespist i ørkenen, ville tvinge ham med sig for at gøre ham til konge. Antaget og også, tillige. holde ham til Gode bære over med. det at være Alles Tjener hentyder til Matt 20,28, hvor Jesus siger, at »Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« røber et saa dybt Indblik i det menneskelige Hjerte hentyder til Jesus (el. Gud) som 'hjertekenderen', jf. fx Luk 16,15, hvor Jesus siger til farisæerne: »Gud kender jeres hjerte«, eller ApG 15,8, hvor Peter taler om »Gud, som kender hjerterne«. Slægten menneskeheden. kosteligste mest kostbare. at holde det Mindste paa sig selv at hævde sig selv det mindste. thi han indbyder jo kun dem, som ... ere besværede . simplement fr., simpelt, ligefremt. at han anseer sig selv for at være Gud . Men han er allerede over 30 Aar På SKs tid var det en udbredt kirkelig opfattelse, at Jesus var 30 år gammel, da han blev døbt af Johannes Døber, og at hans offentlige virke strakte sig over tre år. Jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Candidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71 (forkortet Biblisches Realwörterbuch); bd. 1, s. 654-667, hvor der gøres rede for, at Jesu offentlige virksomhed if. de tre første evangelier kun strakte sig over et års tid, men if. Johannesevangeliet over ca. tre år. det usikkreste Parti, man overhovedet kan tage dvs. den mest usikre afgørelse, som man overhovedet kan træffe. mauvais sujet fr., slet menneske. rørlig Eiendom el. 'rørlig gods', dvs. ejendom el. ejendele, der kan bevæges, flyttes, løsøre (juridisk udtryk). betræffende angående, med hensyn til. Styrelsen dvs. Guds styrelse. kaste sine Perler for Sviin hentyder til Matt 7,6, hvor Jesus i sin bjergprædiken siger: »Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.« hans udelukkende Eiendom hans ejendom ene og alene, kun hans ejendom. Kunde man liste sig til ham om Natten hentyder til beretningen om Nikodemus, der – formentlig af frygt for de ledende jøder – opsøgte Jesus om natten, Joh 3,2. und zwar ty., og vel at mærke. det lover jeg for det garanterer jeg. hvo hvem. am Ende ty., til sidst, i sidste ende. narre ham det fra franarre ham det. tjenligt formålstjenligt, gavnligt. ret tilgavns rigtig grundigt, fuldt ud. Tilsætning tilføjelse. saa dum, at man kan løbe Døre op med ham talemåde, egl. så tykpandet, at ens hovedskal kan holde til, at man støder en dør op med den. Talemåden findes optegnet i »Grundtvigs Samling af Danske Ordsprog og Mundheld, anmeldt og forøget« af J.F. Fenger i For Literatur og Kritik bd. 6, Odense 1848, s. 274-308; s. 282; sml. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 142. være paa Pinde talemåde med betydningen: være til disposition, være parat til at hjælpe. 4 ß 4 skilling; fast udtryk om småpenge. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsdaler (egl. rigsbankdaler), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på en mark; på 1 rigsdaler gik således 96 skilling. beregnet paa bestemt til. Farniente jf. det ital. udtryk 'dolce far niente', egl. 'blidt gøren ingenting', dvs. uvirksomhed, dagdriveri. tjener Penge som Græs talemåde med betydningen: tjener penge i stor mængde. at blive udleet, bespottet o. s. v. . kagstrøgen dvs. pisket ('strøget') med ris, mens man (den dømte) står bundet til en pæl kaldet 'kagen'; på SKs tid anvendtes kagstrygning stadigvæk som afstraffelsesmiddel. lad det være saa forholde sig således. betræffende hvad angår. han siger sig at være Gud . det er det vil sige. Den Myndighed, med hvilken han siges at lære hentyder til Matt 7,28-29, der danner afslutningen på Jesu bjergprædiken: »Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« fixe Idee overdreven, falsk forestilling; tvangstanke. Slægt generation, tid. Ilingen regn- el. haglbygen med kraftig vind osv.; uvejret. forskylder gør sig skyldig i. Verdens-Regjeringen se kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 3: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [gavnligst]«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, gerne omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 23. Se også kap. 2, afsnit 2, § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse«, s. 24f. tumultuarisk el. tumultarisk, tumultagtigt. Verdens-Udviklingen er ikke ... men evolutionair hentyder formentlig til det politiske røre i 1848, hvor der bl.a. lød tale om en socialistisk/kommunistisk revolution; Fr. Engels og K. Marx' Det kommunistiske Manifest udkom fx i feb. 1848. erkjende anerkende. sit Creditiv sin fuldmagt. Ballotationen afstemningen (egl. en sådan, hvor valget gennemføres med (hvide og sorte) kugler i stedet for stemmesedler). Dupplicitet dobbelthed, tvetydighed. hvortil hvorfor, til hvilken gavn. Fiskere og Professionister sigter til Jesu disciple (apostle) (). – Professionister: håndværkere. han er et uægte Barn hentyder formentlig til, at Jesu mor, Maria, var blevet med barn, inden hun havde været sammen med sin forlovede, Josef. Og da han var en retsindig mand, der ikke ville bringe vanry over hende, besluttede han at skille sig fra hende i stilhed. Mens han overvejede det, viste en engel sig for ham i en drøm og forklarede, at Maria skulle føde et barn, som var undfanget ved Helligånden, og at han skulle give det navnet Jesus. Da han vågnede gjorde han, som englen havde befalet ham, og han tog Maria til sig som sin hustru. Se Matt 1,18-24. ikke at sætte en ny Lap paa et gammelt Klædebon hentyder til Matt 9,16: »Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon [klædedragt], thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver værre« (NT-1819). Luther gengiver verset således: »Niemand flickt ein altes Kleid mit einem Lappen von neuem Tuch; denn der Lappe reißt doch wieder vom Kleide, und der Riß wird ärger«, jf. Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers). Katastrophe omvending, omslag; i forbindelse med dramatik den afgørende vending i handlingen, hvorved knuden løses. løse og ledige som ikke har fast arbejde, frie og ubundne. intet mindre end alt andet end. bliver aabenbar synlig, tydelig. hans Forgænger sigter til Johannes Døber (). han var kun Eet: Dommeren hentyder til Johannes Døbers domsforkyndelse, jf. Matt 3,7-12. Philosophen Af terminologien i den følgende passage, som SK har tilføjet sit oprindelige manuskript (se tekstredegørelsen, s. 68), fremgår, at der er tale om en hegeliansk filosof. en til den Yderlighed dreven Form ... at repetere eller variere Denne tale af en fingeret hegelianer synes at hentyde til H.L. Martensens famøse forord til Den christelige Dogmatik, Kbh. 1849, ktl. 653 (averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 167, den 19. juli 1849), hvor Martensen – med oplagt reference til SK, som dog ikke nævnes ved navn – skriver, at »de, som ikke føle Drift til sammenhængende Tænkning, men kunne [kan] tilfredsstille sig selv ved at tænke i Strøtanker og Aphorismer, Indfald og Glimt, kunne ogsaa være i deres Ret, naar de for deres eget Vedkommende betragte sammenhængende Erkjendelse som ufornøden. Men naar det i den senere Tid begynder at udpræges til et Slags Dogma, at den Troende aldeles ikke kan have nogen Interesse for at søge en sammenhængende Erkjendelse af Det, som er ham det Høieste; at den Troende ikke kan ville indlade sig paa nogen Speculation over de christelige Sandheder, fordi al Speculation kun er kosmisk, det vil sige: verdslig og hedensk; at den Troende maa betragte Begrebet om Troesvidenskab som en Selvmodsigelse, der ophæver den ægte Christendom o. s. v.: da tilstaaer jeg, at saadanne Sætninger, selv naar jeg har hørt eller seet dem fremsatte med det Aandriges Paradoxie, for mig have havt saa lidet Overbevisende, at jeg deri kun kan see en stor Misforstaaelse og en ny, eller rettere sagt, en gammel Misviisning. Saa Meget har jeg deraf kunnet lære: at ligesom der var en Tid, da vi havde ikke Faa iblandt os, som altfor tidligt vare blevne absolute i Viden, saaledes fattes det nu igjen ikke paa Saadanne, som altfor tidligt ere blevne absolute i Troen. Saavidt jeg nemlig formaaer at skjønne, er der kun Een, som fuldkomment svarer til Begrebet om den Troende, nemlig hele den almindelige Kirke. Enhver af os Enkelte besidder kun Troen i et vist begrændset Maal og maae vel vogte os for, at vi ikke gjøre vort eget individuelle, maaskee noget eensidige, maaskee endogsaa noget sygelige Troesliv til Regel for alle de Troende«, s. III. gjør Tegn og Under og . Belærelse el. belæring. H.L. Martensen benytter også dette udtryk i sit skrift mod Rasmus Nielsen, der med SKs skrifter var gået til angreb på ham, jf. Dogmatiske Oplysninger. Et Leilighedsskrift, Kbh. 1850, ktl. 654 (averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 136, den 13. juni 1850), hvor Martensen skriver, s. 13: »mit Kjendskab til denne vidtløftige Litteratur er, som sagt, kun saare ringe og fragmentarisk, hvad blandt Andet er grundet deri, at jeg baade ifølge mine Studiers Gang og min individuelle Aandsretning er mindre modtagelig for en experimenterende Fremstilling af de høieste Sandheder, og fornemmelig søger min Belærelse angaaende disse Sandheder hos saadanne Forfattere, der anvende den ligefremme Meddelelse.« fatalt ubehageligt, uheldigt. philosophice lat., på filosofisk vis, filosofisk. gaae til Grunde efter ty. 'zu Grunde gehen', hegeliansk term, der spiller på den dobbelte betydning, dels at noget tilintetgøres, dels at det fuldendes ved at føres tilbage til sit fundament el. sin grund. mærkelig mærkbar, bemærkelsesværdig. repeterer Miraklet med de fem smaae Brød hentyder formentlig til, at Jesus dels bespiste fem tusind ved at forvandle fem brød og to fisk, så alle blev mætte og der kunne samles tolv kurve fulde med tiloversblevne rester, se Matt 14,13-21; Mark 6,30-44; Luk 9,10-17; og Joh 6,1-15; dels bespiste fire tusind ved at forvandle syv brød og nogle småfisk, så alle blev mætte og der kunne samles syv kurve fulde med tiloversblevne rester, se Matt 15,32-39. oversee se bort fra. Slægten, det Universelle ... ikke noget enkelt Individ hentyder til hegelianismen i almindelighed, eller måske især til den lære om gudmennesket som den hele menneskeslægt, der især blev fremsat af David Friedrich Strauß i Das Leben Jesu (1835-36; da. 1842-43) og senere i hans dogmatik, hvor det bl.a. hedder: »Naar man tilskriver Ideen om den guddommelige og menneskelige Naturs Eenhed Realitet, (...) saa vil dette ikke sige, at den maa være blevet virkelig engang i eet Individ, som aldrig før eller senere. Det er slet ikke den Maade, paa hvilken Ideen pleier at virkeliggjøre sig, at udgyde hele sin Fylde i eet Exemplar og at være karrig mod alle andre, at afpræge sig fuldstændigt i hiin Ene, i alle øvrige derimod bestandig blot ufuldstændigt; men den vil udfolde sin Rigdom i en Mangfoldighed af Exemplarer, der gjensidig supplere hverandre, i Afvexlingen af Individer, der sættes og ophæves. Som Gudmennesket opstilledes da Menneskeheden, og det erklæredes for Nøglen til den hele Christologie, at der som Subject for de Prædicater, hvilke Kirken tillægger Christus, istedetfor et Individuum sættes en Idee, i Betydningen af et realt Slægtbegreb [jf. Das Leben Jesu bd. 2, § 151]«, Fremstilling af den christelige Troeslære i dens historiske Udvikling og i dens Kamp med den moderne Videnskab, overs. af H. Brøchner, bd. 1-2, Kbh. 1842-43 [ty. 1840-41], ktl. 803-804; bd. 2, s. 174. Det er Strauß selv, der henviser til sin tidligere, uddybende fremstilling i Das Leben Jesu, § 151; se Jesu Levnet. Kritisk bearbeidet af Dr. David Friedrich Strauß, overs. af Fr. Schaldemose, bd. 1-2, Kbh. 1842-43; bd. 2, s. 424-427. Bestialitet dyriskhed, ufornuft, afskyelighed. Liebhaberi (efter ty. Liebhaberei), liebhaveri, lidenskabelig dyrkelse af en særinteresse, udsøgt forkærlighed. bringes i Anslag tages (med) i betragtning, medregnes. Katastrophen . han gjør ingen Ende fast dvs. han fæster ingen ende (som man fæster trådenden efter syning). Er det for Nationaliteten ... eller et Kongerige ... vil han stride med alle Partier Der hentydes til de aktuelle politiske forhold, hvor modsætningerne var blevet skærpet i revolutionsåret 1848. I den periode, hvor SK arbejdede på Indøvelse i Christendom, var Danmark forvandlet fra et enevælde til et konstitutionelt monarki; landet, som også havde indledt den slesvigske krig, fik en grundlovgivende rigsforsamling og et gryende partivæsen. Selv om republikanske synspunkter, der ønskede kongedømmet afskaffet, ofte havde været udtrykt op gennem 1840'erne, så var der mest tale om et principielt synspunkt. Kommunismen, der i samme periode også blev introduceret i Danmark, og som i 1848 fik vind i sejlene pga. begivenhederne i Frankrig og Tyskland, fik mest skræmt borgerskabet med den internationalt orienterede tematisering af arbejderklassens rettigheder. Forsigtighedsregler forholdsregler. jeg veed kender. satte Borgermand beherskede, karakterfaste. lad os være Mennesker dvs. lad os være fornuftige; alm. talemåde, som SK i øvrigt har benyttet flere gange. I H.C. Andersens eventyr »Lykkens Kalosker«, som SK muligvis har kendt, er det den eneste menneskelige tale, Poppedrengen behersker og derfor altid gentager, jf. Tre Digtninger, Kbh. 1838, s. 42-44. til Maade er Alt godt dvs. 'alt med måde'; ordsproget er optegnet som nr. 1762 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 67: »Til Maade er Alting godt«; se også nr. 6222 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 1. for Lidt og for Meget fordærver Alt ordsprog kendt i forskellige versioner, optegnet i formen »Formeget og forlidt fordærver Alting« som nr. 666 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, s. 25; se også nr. 6387 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 18. et fransk Ordsprog (...) enhver Kraft, der overdrives, styrtes Et ordsprog med denne form er ikke identificeret. taget min Søn for kaldt min søn til mig for at tale (alvorligt) med ham. Gadestrygere lediggængere, der strejfer om på gaderne. Landløbere landstrygere, vagabonder. efter hvem jeg altid stiller mit Uhr talemåde med betydningen: efter hvem jeg altid lytter og indretter mig. Etatsraad Jeppesen fiktiv person. – Etatsraad: titel, der i den borgerlige rangforordning var placeret i 3. klasse (af i alt ni) som nr. 3, jf. forordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808) og »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56. Conferentsraad Marcus fiktiv person. – Conferenceraad: el. konferensråd, titel, der i den borgerlige rangforordning var placeret i 2. klasse som nr. 12. Agent Christophersen fiktiv person. – Agent: titel, der i rangforordningen blev tildelt større købmænd. see vi nu til vender vi nu opmærksomheden mod, betragter vi nu. betakker dem dvs. betakker sig, siger pænt: nej tak. Pastor Grønvald fiktiv person. tager en Ende med Forfærdelse ender på en forfærdelig måde. Under undere, mirakler. komme i Kast med ham kommer i lag med ham, begynder at lære ham at kende og at omgås ham. betræffende hvad angår. af Dynen i Halmen talemåde med betydningen: fra en dårlig stilling til en endnu værre, 'fra asken i ilden'. Opr. var underlaget i sengene halm, og kun velhavende folk havde en dyne oven på halmen at hvile på. Talemådener optegnet i C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 308. derhos desuden, tillige. var faldet paa havde fundet på. ikke var opkommet i noget Menneskes Hjerte hentyder til 1 Kor 2,9 om Guds skjulte visdom: »hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819). Qvod erat demonstrandum lat., 'hvad der skulle bevises'. Alm. slutningsformel i et matematisk el. logisk bevis. I Mørke ere alle Katte graae ordsprog, optegnet som nr. 1759 i C. Molbech Danske Ordsprog (), s. 116; sml. nr. 6729 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 55. saa vist sandelig. Modsigelsen, hvori det Komiske altid ligger se bestemmelsen af det komiske som en smerteløs modsigelse i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), jf. især SKS 7, 464-477. Fattig-Directeuren direktøren over det offentlige fattigvæsen; siden 1843 havde det i København været kaptajn H.H. Herforth (1793-1883). dette General-Avancement denne totale forfremmelse. Menneske-Slægten menneskeheden. Han, Indbyderen, fordrer af Dig, at Du skal opgive Alt, slippe Alt hentyder formentlig til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige, unge mand, der opsøgte Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede, at han skulle holde budene; men da den unge mand forsikrede, at dem havde han allerede holdt, sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, for han var meget rig. Endvidere kan der være tænkt på Matt 8,21-22, hvor det fortælles, at da en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far«, svarede Jesus: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.« Se dog også Matt 19,29 og Matt 10,37-38. medlevende samtidige. falde over kaste sig over. ret virkelig, for alvor. der var kun Een, kun Een ... om Natten hentyder til Nikodemus (). gaaer man paa de forbudne Veie fast udtryk om at gøre noget, der er forbudt. han har hjulpet Andre, lad ham nu hjælpe sig selv sigter til Luk 23,35, hvor rådsherrerne siger om den korsfæstede Jesus: »han haver frelst andre, han frelse sig selv, dersom han er den Christus, den Guds Udvalgte« (NT-1819). at hans Time endnu ikke var kommet se beretningen om brylluppet i Kana, Joh 2,4, hvor Jesus siger til sin mor, der fortæller ham, at selskabet ikke har mere vin: »Qvinde! hvad vil du mig? Min Time er ikke endnu kommen« (NT-1819). Se også Joh 7,30, hvor man ville gribe Jesus på tempelpladsen: »dog lagde ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen« (NT-1819), og Joh 8,20: »dog greeb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen« (NT-1919). Hans time kommer først op til påskehøjtiden, jf. Joh 13,1. disse Tegn og Under og . maatte have bragt selv et Sodoma og Gomorrha til Omvendelse allusion til veråbene over Galilæas byer, hvor det i Matt 11,23 hedder: »Og du, Capernaum, som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gierninger havde været giorte i Sodoma, som ere giort i dig, var den bleven indtil denne Dag« (NT-1819). Se også 1 Mos 19,24-28. Hvo hvem. Degradation degradering, forringelse. man bedømmer et Menneske efter hvad Selskab han søger jf. ordsproget 'Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er', optegnet som nr. 7103 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 95. Jf. også ordsproget 'Sig mig, hvem han holder venskab med, så skal jeg sige dig, hvad mand han er', optegnet som nr. 11395, bd. 2, s. 542. hans Selskab er ... Syndere og Toldere og . flyer undgår, holder sig borte fra, skyr. hans Selskab er fremdeles Spedalske . Syge og Elendige . lader Noget indflyde indføjer, indfletter noget. kjendelig tydeligt. der var sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham ... »Udelukkelse af Synagogen« . den Enkelte, hvad Du nok veed ... en latterlig Særhed Der hentydes formentlig med denne passage, der er en senere tilføjelse (se tekstredegørelsen, s. 68), til H.L. Martensen (). hans Apostle er nogle Fiskere . saa hedder det således. gaae ud i al Verden, og omskabe Verdens Skikkelse Da Jesus åbenbaredes for apostlene, Mark 16,15, sagde han til dem: »gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen« (NT-1819). Se også Matt 28,18-20. ham, der siger sig at være Gud . velbestaltede som er lovligt indsatte i deres embede, modsat selvbestaltede. forulykket Genie havareret, mislykket. han selv ledsaget af nogle Toldere (...) og Spedalske . Fiskere Flere af Jesu disciple var fiskere (). oplægge Planer for at styrte ham se fx Matt 26,3-5, hvor det fortælles: »Da samledes de Ypperste-Præster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperste-Præstes Pallads; han hedde Caiphas. Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesum med List, og ihielslaae ham. Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket« (NT-1819). Se også Matt 27,1 og Joh 11,47-53. – oplægge: lægger. kun i et enkelt Øieblik blusser Forestillingen om ham atter op nemlig ved indtoget i Jerusalem, se fx beretningen i Luk 19,28-40, hvor det fortælles, at folkeskaren hyldede Jesus som den kommende konge. vistnok rigtignok, sandt nok. spændte Snaren for ham lokkede ham i en fælde. Intet mindre end alt andet end, slet ikke. vender Folket ... sit Had, sin Forbittrelse mod ham hentyder til beretningerne om domfældelsen af Jesus. Da han et par dage efter indtoget i Jerusalem () stod anklaget af det jødiske råd for gudsbespottelse, men Pilatus ikke fandt ham skyldig og derfor ønskede at løslade ham, råbte folkeskaren: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« Luk 23,21. som jo allerede en Hedning ... som den Misundelige sigter til den gr. filosof og historiker Plutark (o. 50-125), der i 7. kap. af afhandlingen »De invidia et odio« [lat., Om misundelse og had] lader en sofist sige som anført. I SKs umiddelbare kilde, »Ueber Neid und Haß«, i Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt 1783-1800, ktl. 1192-1196; bd. 4, 1789, s. 596 hedder det: »Sehr gegründet ist die Bemerkung, die einer unserer Sophisten gemacht hat, daß Niemand lieber Mitleiden äußert, als der Neidische« (»Vel begrundet er den bemærkning, som en af vore sofister har gjort, at ingen giver hellere udtryk for medlidenhed end den misundelige«). trække omkring vandre, drage omkring. at han saa ynkelig skal komme af Sted at han skal have så ynkelig en skæbne. den hellige Historie, som Apostlene og Disciplene ... have optegnet den . det er det vil sige. Indbyderen sagde sig selv at være Gud . det var jo just »Alle«, der vare indbudne . enes om, at gjøre Indbyderen Modstand, at slaae ham ihjel . om at sætte Straf for at lade sig hjælpe af ham . Slægten menneskeheden. vel vist helt sikkert. hiin Slægt denne samtids mennesker, jøderne. betyder dog vel ikke, at hiin Slægt var værre end andre . Hvo hvem. derhos desuden, tilmed. det er det vil sige. Arbeidsmænd ufaglærte, der tager sig af det grovere arbejde. Haandlangere arbejdsmænd, der hjælper en håndværker ved at bringe ham de fornødne materialer, værktøj osv. Kalkslagere arbejdere, der knuser kalken og rører den sammen med sand (ler) og vand til mørtel. De ville vil. alle Præster, de være nu i Fløiel, i Silke, i Klæde, i Bombasin jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragter m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid: »Bispen over Siellands Stift og Kongens Confessionarius maae bære sorte Fløiels Vinge-Kiorteler, Fløiels-Huer og Bonetter [doktorhatte el. præstehatte]; de andre Bisper sorte Silke-Kiorteler med Fløiels Vinger, saa og sorte Fløiels Huer og Bonetter; promoti Doctores in Theologia [promoverede doktorer i teologi] Fløiels Bonetter og Vinger paa deres Kiorteler af Fløiel, saa og Silke-Simarrer [lange silkekåber]; Og maae ingen, uden Kiøbsted-Præster, Capellaner i Khavn, Provster og Præster paa Landet, som ere promoti Magistri [promoverede magistre], bære Bonetter.« – Bombasin: fr. stof af uld el. af uld og silke til underfor. en Medlevende dels en, der udviser interesse og deltagelse, dels en samtidig. at jeg skal citere ... »som bleve miskjendte o. s. v.« Det er uvist, om SK sigter til en samtidig prædiken. – Prædikeforedraget: på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. – hine Herlige: . fixe Punkt faste. Spekhøkerne el. høkerne, de småhandlende, der havde næringsbrev på salg af mindre partier levneds- og husholdningsmidler såsom flæsk, æg og smør, salt, tran og svovlstikker. Ladegaardslemmerne fattiglemmerne, egl. beboerne på ladegården i København, som lå uden for byens volde, og som opr. var avlsgård til Københavns Slot. Den blev 1711 indrettet som fattighus for militæret, men 1822 solgt til Københavns kommune og brugt som arbejdsanstalt for fattige og husvilde indtil 1908. Øltapperne ølhandlerne el. kroværterne, der tapper el. udskænker øl. de Journalister, der leve af ... forfægte deres Rettigheder Det er usikkert, om der sigtes til nogen bestemt, men i så fald kunne det være journalisterne omkring Almuevennen (1842-53). Kjøbenhavnsposten (1827-59), der fra 1845 under J.P. Grünes redaktion om nogen forfægtede arbejderklassens rettigheder, var dog ikke som sådan henvendt til den fattige klasse. – paatale: kræve anerkendt, hævde. en stille Søndags-Time spiller på udtrykket 'stille Time', som hyppigt anvendes af J.P. Mynster om andagt såvel i lønkammeret som i kirken. Se fx hans Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 1, s. 240; bd. 2, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306. Se endvidere Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191 (forkortet Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage); bd. 1, s. 8, s. 38, s. 215 og s. 384; bd. 2, s. 127; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63; og Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232, s. 10, s. 11 og s. 14. Amagertorv stærkt befærdet torv i København imellem Vimmelskaftet og Østergade. søgne profane, hverdagsagtige. Menneskene ville vil. for godt Kjøb billigt, alt for let. flye til den flygte hen til den, ty el. gribe til den. derpaa var han betænkt dette havde han i sinde. Draaber medicin. er til Forargelse vækker anstød. tilsige dem Syndernes Forladelse hentyder til beretningen om Jesu helbredelse af den lamme i Kapernaum, hvor Jesus giver syndsforladelse (). Lad os være Mennesker . Geist ånd el. spøgelse, modsat et menneske af kød og blod. jeg tilsiger Dig Dine Synders naadefulde Forladelse hentyder til absolutionen, dvs. syndsforladelsen under håndspålæggelse i skriftemålet, hvor præsten siger til hver enkelt: »Efterdi I af Hiertet angrer og fortryder eders Synder og i en stadig Tro henflyer til GUds Barmhiertighed i Christo JEsu, lover derhos [desuden] ved GUds Naade at beflitte eder paa et bedre og skikkeligere Liv herefter, da paa GUds og mit Embedes Vegne, efter den Magt og Myndighed GUd selv har givet mig her oven fra til at forlade Synderne paa Jorden, tilsiger jeg eder alle eders Synders Forladelse i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, Amen!« Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 146f., der stadig var gældende på SKs tid. – naadefulde: barmhjertige, nådige. vi ville vil. Synden er Menneskets Fordærvelse se kap. 3, »Om Menneskets Fordærvelse ved Synden«, § 10, i Balles Lærebog (), hvor det hedder: »Ordsp. 14, 34. Synden er Folkets Fordærvelse. 1 Tim. 6, 10. Jak. 4, 1-2«, s. 34. Temaet, der er taget op i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), jf. SKS 8, 145, er stærkt fremhævet i »Stemninger i Lidelsers Strid« i Christelige Taler (1848), hvor talerne gerne afrundes med sætningen, jf. SKS 10, 113, 114, 124, 134, 143, 152, 157 og 166. Sml. også journaloptegnelsen NB3:69, fra dec. 1847: »Og om Søndagen siger Biskop Mynster: hvor saare sjeldent Den, som ret forstaaer, at Synden er Menneskets Fordærvelse – og om Mandagen lader han som var Alt i sin Orden med at hele Landet er christent.« SKS 20, 278,7-11. »procul, o procul este profani« . »kommer hid« . Underfundighed svigefuldhed, listighed, lumskhed. jeg helbreder for alle Sygdomme se Matt 4,23; 8,16; 10,1; 14,35, hvor det fortælles, at Jesus helbredte alle, der kom til ham, eller at han helbredte for al sygdom. jeg erkjender nemlig kun, at der er een Sygdom til, Synden Der kunne sigtes til beretningen om helbredelsen af den lamme i Kapernaum, Mark 2,1-12, hvor Jesus til alles overraskelse fremhæver tilgivelsen af den lammes synder frem for den blotte helbredelse. – erkjender: anerkender. brukket brækket. »som arbeide og ere besværede« . Trøstegrunde grunde, argumenter, der fremføres for at bringe trøst, i videre betydning: trøstende ord, ytringer. Det er af Kjerlighed Gud saa vil . – saa vil: vil det således. vide af at sige vide af, høre om, tåle. betræffende hvad angår. overspændte overdrevne. hvad der er opkommet i Menneskenes Hjerte allusion til 1 Kor 2,9 (). matte (...) Øieblikke Udtrykket 'matte øjeblikke' har SK tidligere tilskrevet mystikerne, jf. journaloptegnelsen EE:117, dateret den 20. juli 1839, i SKS 18, 44,13, samt anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 231,18. commensurabel for sammenlignelig, ligeartet el. forenelig med. den Forstandige ... (cfr. II. A.) dømmende siger om Christus: »han er bogstaveligen Ingenting« citat fra »Standsningen«, II »Indbyderen«, A »Hans Livs første Afsnit«, i SKS 12, 56,22, hvor »den Kloge og Forstandige« siger som anført. idelig og idelig igen og igen, bestandigt. svælgende Forskjel afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft. Udtrykket spiller på Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Da den rige mand vågner op i dødsriget og pines i luerne, beder han Abraham sende Lazarus for at læske hans tunge med vand. Abraham afslår og siger, at der »er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville [vil] fare herfra ned til Eder, kunne [kan] ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). Medlevendes samtidige. Synd mod det andet Bud i Loven hentyder til det andet af de ti bud: »Du skal ikke tage din Guds Navn forfængeligen«, dvs. ikke misbruge på en letfærdig måde, ikke vanhellige Guds navn. Jf. fx »Catechismus« i Forordnet Alter-Bog (), s. 289. Synd mod den Hellig-Aand betegnelse for den (evigt utilgivelige) synd at tale imod el. spotte Helligånden, jf. Matt 12,32 og Mark 3,29. gjøre heller ikke aabenbart tydeliggør, afslører heller ikke. hvo hvem. Paradoxet . Forskjellen mellem Poesi og Historie ... det Tænkte, det Digtede klassisk distinktion, der går tilbage til Aristoteles' Poetik (kap. 9), hvori det hævdes, at historien beskæftiger sig med det, der er sket, mens digtningen fortæller om det, der kunne tænkes at ske. – vistnok: helt sikkert. for Dig se journaloptegnelsen NB3:61, fra dec. 1847, hvor det hedder: »Forunderligt. Den Kategorie: 'for Dig' (Subjektiviteten, Inderligheden), hvormed Enten-Eller sluttede (kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig) er just Luthers. Jeg har aldrig egl. læst Noget af Luther. Men nu jeg slaaer hans Postil op, – strax i Evangeliet paa 1ste Søndag i Advent er det han siger 'for Dig', det er derpaa det kommer an. (cfr 2det Blad 1ste Spalte, og 1ste Blad 4de Spalte)«, SKS 20, 274f.; se kommentaren dertil, hvor der citeres fra Martin Luthers En christelig Postille () bd. 1, s. 17, sp. 1, og s. 16, sp. 2. den hellige Historie og . om det saa således. at skaffe at gøre. Slægten menneskeheden. hver Slægt især hver eneste generation. Tilhold tilholdssted; holdepunkt. enhver Generation (af Troende) er jo samtidig sml. kap. V »Discipelen paa anden Haand« i Philosophiske Smuler (1844), i SKS 4, 287-306. liig »Bremsens« Stik hentyder til Sokrates' Forsvarstale, 30e, hvor Sokrates () advarer medlemmerne af Athens nævningedomstol mod at dømme ham til døden: »For hvis I gør det, vil I ikke nemt kunne finde en anden af samme Slags som mig, en der – hvis jeg maa bruge et Udtryk, der maaske klinger lidt pudsigt – er blevet sat af Gud paa jeres By ligesom en Bremse paa en stor, ædel Hest, der paa Grund af sin store Krop er noget tung i det og maa holdes i Aande med Stik eller Slag. Det tror jeg virkelig har været Guds Tanke med mig: jeg bruger jo hele min Dag til at holde jer i Aande, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en Bremse, der flyver fra det ene Sted af Kroppen til det andet« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 281). Frygt og Bæven allusion til Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.« Jf. også 1 Kor 2,3. henflye til Naaden . tager (...) forfængelig misbruger på en letfærdig måde, vanhelliger. »salige de Øine, som saae, hvad I saae« frit citat fra Luk 10,23, hvor det om Jesus hedder: »Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed, og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see« (NT-1819). Der er tale om evangelieteksten til 13. søndag efter trinitatis, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 141f. Sml. journaloptegnelsen NB8:65, fra dec. 1848, i SKS 21, 172, hvor SK angriber præsterne for at misbruge dette tekststed. afstikkende afvigende fra det almindelige. ret som lige. Christus fornedrede sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa hentyder til v. 7 i Kristushymnen i Fil 2,6-11 (). »Intet for Øiet hos ham ... Lyst til ham« (Es. 53,2.) citat fra Es 53,2 i Rasmus Møllers oversættelse af »Propheten Esaias« i Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91; bd. 2, s. 161, hvor det om Herrens lidende tjener hedder: »Han skjød op som en Qvist for hans [Guds] Ansigt, som et Rodskud af en tør Jord. Der var Intet for Øiet hos ham, ingen Glands, at vi skulde kunne see ham [note: nemlig med Velbehag]; ingen Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.« I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) hedder det med henvisning til Es 53,2-4, at ingen af det ydre kunne se, at Jesus Kristus var Gud, jf. SKS 7, 544,15ff. I kladden til denne passage havde SK skrevet: »om hvem selv Propheten forud sagde, der var Intet for Øiet hos ham, saa foragtet, at vi ansaae ham for Intet, ja at vi ansaae ham for straffet for slaaet og nedtrykt af Gud. (Es. 53,2.3.4.)« (Pap. VI B 74,8). ved Tegn og Under og . ved at sige sig at være Gud . hiin smægtende Medlidenhed ... have opfundet spiller på 1 Kor 2,9 (). Enhver især hver enkelt (for sig). værdeligen på en værdig måde, værdigt. Lovens forfærdelige Sprog (...) Kjerlighedens Sprog Distinktionen udtrykker den paulinsk-lutherske lære om forholdet mellem lov og evangelium, hvor loven dømmer mennesket, se fx Rom 7, og er en tugtemester til Kristus, se Gal 3,23-24, mens evangeliet er det glædelige budskab om, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror«, Rom 10,4. skulle disse skal. en Narrestreg en nars påfund; et spøgefuldt, tåbeligt, absurdt påfund el. foretagende. falde paa finde på. Syndens Bevidsthed dvs. bevidstheden om synden, syndsbevidstheden. Majestæts-Forbrydelse egl. forbrydelse rettet mod kongen; den takseredes if. Chr. V's Danske Lov (1683), som stadig var gældende, med den højeste straf (jf. 6. bog, kap. 4, § 1). Videnskaben dvs. dogmatikken; der sigtes formentlig især til den spekulative dogmatik. Til Vederlag gengæld. det Høie og Dybe formentlig allusion til N.F.S. Grundtvig, der både i sine skrifter, artikler, prædikener og salmer yndede at omtale kristendommen med lignende adjektiver (). hvilket Luther Alt vilde kalde Sludder se journaloptegnelsen NB11:29, fra maj 1849, hvor SK skriver: »Ogsaa dette er en af Luthers udødelige Fortjenester, og det sikkreste Vidnedsbyrd om, hvor forsøgt [(hårdt) prøvet] i Anfægtelse han var, at han har opfundet denne Kategorie: Sludder, som det eneste Svar, man skal give Tvivlen, med mindre man da vil foretrække med Hamann at sige: bæ! Dog foretrækker jeg det Lutherske, der ganske anderledes udtrykker en Stræbens Fart, der i Frygt og Bæven ingen – Sludder vil høre. Hamanns er mere humoristisk, men ogsaa mere sorgløst, forsaavidt mindre Alvor. Thi man troer maaskee, at det er Spøg, at man siger: Sludder til Tvivlen – o, i Sandhed, Den der har maatte værge sig med dette Svar, han veed, hvad Alvor er. At indlade sig med Tvivlen det er Spøg; dog at høre lidt paa den, er ogsaa Spøg: men ikke at sige Andet end Sludder, det viser, at Sagen er En alvorlig, og at man tager den alvorlig.« SKS 22, 24,20-32. – Det er ikke opklaret, hvor Luther udtaler sig som anført. – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Biblen til tysk (). Respect I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) anføres, hvordan 'respekt' (egl. hensyn) forstås som afledt af lat. 'respicere', dvs. se hen til, se tilbage. Jf. SKS 7, 369. baade gavne, hjælpe. Intet mindre end alt andet end, lige det modsatte af. videnskabelig Propædeutik, Apologetik o. s. v. teologiens alm. indledningsdiscipliner med propædeutik el. prolegomena, der forbereder dogmatikken, mens apologetikken tilrettelægger det relevante til forsvaret af den kristne religions specifikke væsen. en sønderknuset Samvittigheds Qvaler SK har formentlig forbundet udtrykket med Martin Luthers tale om en 'besværet (tynget) samvittighed' (efter Matt 11,28) el. den 'ængstede samvittigheds kamp'. Jf. journaloptegnelsen NB:79, fra dec. 1846: »Det er Ypperligt, det ene Fornødne og det ene Forklarende hvad Luther siger: at hele denne Lære (om Forsoningen, og i Grunden hele Χstd. [kristendommen]) maa henføres til den ængstede Samvittigheds Kamp.« SKS 20, 69,1-4; se kommentaren hertil. ad den snevre Vei hentyder til Matt 7,13-14, hvor Jesus siger: »Gaaer ind ad den snevre Port! thi den Port er viid, og den Vei er breed, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igiennem den; thi den Port er snever, og den Vei er Trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den« (NT-1819). »Salig Den, som ikke forarges paa mig.« frit citat fra Matt 11,6, hvor Jesus til Johannes Døbers disciple siger: »salig er den, som ikke forarges paa [tager anstød af] mig« (NT-1819). Anti-Climacus . Jvnf. Forordet til Nr. I. jf. SKS 12, 15. sagde sig hævdede, erklærede. det ringe Menneske . Faderens Eenbaarne hentyder til Joh 3,16, hvor det hedder: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Se også Joh 1,14.18 og 1 Joh 4,9. Se endvidere kap. 4, § 2, i Balles Lærebog (), s. 36: »Forløseren er Jesus Christus, den himmelske Faders eenbaarne Søn, som var af Evighed med sin Fader foreenet i det eeneste sande guddommelige Væsen, men kom til Verden paa den Tid, hvilken Gud havde bestemt i sine forhen givne Forjættelser.« Den, som ingen Anden veed at gaae til hentyder til Joh 6,68, hvor det fortælles, at apostlen Peter på Jesu spørgsmål, om de tolv disciple også ville forlade ham, svarede: »Herre, til hvem skulle [skal] vi gaae hen? du haver det evige Livs Ord« (NT-1819). Han bespiste ... og to smaa Fiske sigter til Matt 14,13-21, hvor Jesus bespiste fem tusind mennesker med »fem Brød og to Fiske«, v. 17 (NT-1819). Han bød Vandene og det blev blikstille hentyder til beretningen i Matt 8,23-27 om stormen på søen. Engang Jesus og disciplene var om bord i en båd, blev der et voldsomt uvejr; disciplene vækkede Jesus, der lå og sov, og sagde: »Herre frels os! Vi går under!« (v. 25). Men Jesus sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Så rejste han sig og »truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille« (v. 26). Petrus sank ene og alene fordi han ikke troede fuldt og fast hentyder til beretningen i Matt 14,22-33 om Jesu vandring på søen. Engang disciplene var om bord i en båd og kæmpede med bølgerne, fordi vinden var imod, kom Jesus gående på vandet ud til dem. Apostlen Peter bad nu Jesus befale ham at komme ud til sig. Og da Jesus bad ham komme, trådte han ud af båden og gik på vandet hen mod Jesus; men den stærke storm gjorde ham bange, og han begyndte at synke og råbte til Jesus: »Herre, frels mig!« (v. 30). Jesus greb straks fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« (v. 31). – Petrus: lat. form for Peter. Hans egl. navn er Simon, mens Peter er et tilnavn (det gr. ord 'pétros', der betyder 'sten', er ikke et alm. gr. navn, men en oversættelse af det aramaiske Kefas, jf. Joh 1,42). Han sagde til den Værkbrudne ... »tag Din Seng, stat op og gaa« hentyder til beretningen i Matt 9,1-8 om Jesu helbredelse af den lamme (»den Værkbrudne«, NT-1819) i Kapernaum. Da nogle kom med en lam til Jesus, sagde han til ham, v. 2: »Søn! vær frimodig, dine Synder ere dig forladte.« Nogle skriftkloge tænkte, at han derved bespottede Gud, men Jesus sagde til dem, v. 4-6: »hvi [hvorfor] tænke I saa ondt i Eders Hierter? Thi hvilket er lettere? at sige: dine Synder ere dig forladte? eller at sige: staae op, og vandre? Men at I skulle [skal] vide, at Menneskens Søn haver magt paa Jorden at forlade Synder, da siger han til den Værkbrudne: staae op, og tag din Seng op, og gak [gå] til dit Huus« (NT-1819). Da rejste den lamme sig og gik hjem. – forladne: forladte, jf. Luk 7,47 (NT-1819). – stat: arkaiserende imperativ af 'stå'. troer Syndernes Forladelse hentyder til 3. trosartikel i Den apostolske Trosbekendelse: »Jeg troer paa den hellige Aand, en hellig christelig Kirke; de Helliges Samfund; Syndernes Forladelse; Legemets Opstandelse, og et evigt Liv«, jf. »Catechismus« i Forordnet Alter-Bog (), s. 290. liig hine Samtidige ... »Pigen er ikke død, hun sover« sigter til beretningen i Matt 9,18-26 om Jesu opvækkelse af synagogeforstanderen Jarius' datter, hvor det fortælles, v. 23-24: »Og der [da] Jesus kom i den Øverstes [synagogeforstanderens] Huus, og saae Piberne [fløjtespillerne], og Folket, som buldrede, sagde han til dem: Viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham« (NT-1819). for Troens Skyld udlees, forfølges, ihjelslaaes formentlig allusion til Matt 5,11, hvor Jesus siger: »Salige er I, nå man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.« Se også Joh 16,2, hvor Jesus siger til disciplene: »De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.« den Fornedrede, det ringe, foragtede Menneske og . »see hvilket Menneske« Pilatus' ord om Jesus, da denne var blevet pisket og derpå med tornekrone og purpurkappe fremstilledes for mængden, Joh 19,5: »see, hvilket Menneske!« (NT-1819). Seiervinding sejr. fordærve det udvortes Menneske spiller på 2 Kor 4,16, hvor Paulus skriver: »Derfor blive vi ikke trætte, men hvis endog vort udvortes [ydre] Menneske fordærves, fornyes dog det indvortes [indre] Dag fra Dag« (NT-1819). frygter ikke dem, som kunne ihjelslaae Legemet hentyder til Matt 10,28, hvor Jesus siger: »Og frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihiel, men kunne [kan] ikke slaae Sielen ihiel; men frygter heller for den, som kan fordærve baade Siel og Legeme i Helvede« (NT-1819). vistnok rigtignok, sandt nok. Frygt og bæv allusion til den faste vending 'i frygt og bæven' el. 'med frygt og bæven' i 1 Kor 2,3; 2 Kor 7,15; Ef 6,5 og Fil 2,12. Troen bæres i et skrøbeligt Leerkar allusion til 2 Kor 4,7, hvor Paulus skriver om den oplysning og kundskab om Guds herlighed, som Gud har ladet skinne i vore hjerter: »Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.« fra Himlens Herlighed, at han, der steeg langt, langt ned formentlig allusion til Joh 3,13, hvor Jesus siger: »Og ingen farer op til Himmelen uden [undtagen] den, som foer ned af Himmelen, Menneskes Søn, som er i Himmelen« (NT-1819). Se også Ef 4,9, hvor Paulus skriver: »Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og [også] først nedfoer til Jordens lave Egne« (NT-1819) (). I forbindelse med Guds åbenbaring på Sinaj Bjerg hedder det, at Herren skal »nedstige for alt Folkets Øine, paa Sinai Bierg«, 2 Mos 19,11 (GT-1740). arve Saligheden allusion til Hebr 1,14: »Ere de ikke alle tienende Aander, udsendte til Hielp for dem som skulle [skal] arve Salighed?« (NT-1819). han der kommer til Verden for at frelse Alle spiller på Joh 3,16 () og 3,17: »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.« Se også Joh 12,47, hvor Jesus siger: »Og om nogen hører mine Ord, og troer ikke, ham dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen, for at dømme Verden, men for at frelse Verden« (NT-1819). Se i øvrigt 1 Tim 2,4; Tit 2,11. undgaaet Dig selv undgået din opmærksomhed. Med Faderen veed han fra Evighed hentyder til læren om Kristi præeksistens, jf. Joh 1,1-2 og 1 Joh 1,1-3. Se kap. 4, § 2, i Balles Lærebog (), s. 36: »Forløseren er Jesus Christus, den himmelske Faders eenbaarne Søn, som var af Evighed med sin Fader foreenet i det eeneste sande guddommelige Væsen, men kom til Verden paa den Tid, hvilken Gud havde bestemt i sine forhen givne Forjættelser.« Menneskenes Slægt menneskeheden. intet Menneske kan begribe (...) hvad der i ham er forenet: Gud og Menneske sml. kap. 4, § 3, i Balles Lærebog (), s. 37f.: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge Naturer.« for intet Menneske er der Frelse uden ved ham allusion til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »jeg er Veien, og Sandheden, og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden [undtagen] ved mig« (NT-1819). hvo hvem. Saa er det altid sådan. Gud-Mennesket dvs. Kristus. If. dogmet om Kristi to naturer er han på én gang sand Gud og sandt menneske ( og ). at bespotte, hudstryge, mishandle ham hentyder til, at de mænd, der holdt Jesus bevogtet inden forhøret i Rådet, 'bespottede' ham, se Luk 22,63.65 (NT-1819), og at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29.31 (NT-1819). If. Matt 27,26 lod Pilatus Jesus piske (NT-1819: 'hudstryge') og derefter korsfæste. Og if. Matt 27,29-30 satte Pilatus' soldater en tornekrone på Jesu hoved og slog ham i hovedet med en kæp. Sandheden og Livet hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. ikke paa Besøgelsens Dag vide, hvad der tjener til deres Fred hentyder til beretningen i Luk 19,41-44 om Jesus, der græder over Jerusalem og forudsiger dens ødelæggelse. Se især v. 42: »Vidste du dog, ja end paa denne Dag, hvad der tiener til din Fred! Men nu er det skiult for dine Øine«; og v. 44: »Og de [Jerusalems fjender] skulle [skal] lægge dig slet [helt] øde og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig; fordi du ikke kiendte din Besøgelses Tid« (NT-1819). da han prisede Peder salig: »salig est Du Simon Peder« sigter til Matt 16,13-17: »Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: 'Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?' De svarede: 'Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.' Så spurgte han dem: 'Men I, hvem siger I, at jeg er?' Simon Peter svarede: 'Du er Kristus, den levende Guds søn.' Og Jesus sagde til ham: 'Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.'« – Simon Peder: . at han tre Gange spurgte Peder: elsker Du mig sigter til Joh 21,15-17, hvor det hedder: »Efterat de da havde giort Maaltiid, siger Jesus til Simon Peder: Simon, Jonas Søn, elsker du mig mere end disse? Han siger til ham: ja, Herre, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. Han siger tredie Gang til ham: Simon, Jonas Søn, elsker du mig? Peder blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre, du veed alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar« (NT-1819). i et kort Indbegreb i en sammenfatning, i sammentrængt form. Udtrykket 'kort indbegreb' anvendtes ofte i titlen på filosofiske, religiøse el. litterære småskrifter el. dele af dem, jf. fx »Kort Indbegreb af den evangelisk-christelige Religions Hovedlærdomme« i Balles Lærebog (), s. 116-120. I Skrifter af nogle Pseudonymer ... tale om Fortvivlelse sigter først og fremmest til assessor Wilhelms brev, »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse«, i anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 153-314, især s. 203f. – den nyere Philosophi: sigter til traditionen fra René Descartes (1596-1650), der gjorde tvivlen til et omdrejningspunkt for filosofien. SK følger det i datidens da. filosofihistorieskrivning gængse skel mellem den ældre (= græske) og den nyere (= moderne) filosofi; den sidstes udvikling både på ty. og da. grund fra og med Hegel () omtaler SK oftest som 'den nyeste Philosophi'. vinket lokket, fristet. Menneskene kunne kan. det rene Skin spiller på den hegelske term 'den rene væren', der betegner en fuldstændig abstraktion fra alt. Med denne kategori begynder den spekulative logik. Speculationen har naturligviis meent at kunne »begribe« Gud-Mennesket sigter til den spekulative teologis forståelse af Jesus Kristus som Guds inkarnation i mennesket, dels således at dette er sket med historisk og logisk nødvendighed som hos fx Hegel (), dels at Gud ikke inkarnerede sig i et enkelt menneske, men i hele menneskeheden, som hos D.F. Strauß (). H.L. Martensen introducerede i vintersemesteret 1837-38 i en forelæsningsrække »Prolegomena ad dogmaticam speculativam« (»Indledning til spekulativ dogmatik«) den spekulative teologi ved Københavns Universitet, hvor han 1840 blev udnævnt til ekstraordinær professor. feteret gjort væsen af, forherliget. At Menneskenes Slægt ... skal være i Slægtskab med Gud, er gammelt Hedenskab spiller på talen på Areopagos, hvor Paulus if. ApG 17,28 siger til athenerne: »som og [også] nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og [også] hans Slægt«. Der er tale om en allusion til det meget udbredte læredigt Phainomena af den gr. forfatter Aratos fra Soloi i Kilikien (o. 325-240 f.Kr.). I dens indledende påkaldelse af Zeus hedder det: »Lad os begynde med Zeus, hvem vi mennesker aldrig lader uomtalt. Opfyldt af Zeus er alle gader og alle menneskenes torve, opfyldt er havet og havnene, overalt behøver vi alle Zeus. Thi vi er også hans slægt« (v. 1-5), Aratos Phénomènes bd. 1-2, Paris 1998, bd. 1, s. [1]; for lignende formuleringer af v. 5 hos Kleanthes, Epimenides og Euripides se bd. 2, s. 145f. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn) i strengeste forstand, 'par excellence'. Dette afhandles under B sigter til afsnittet »B. Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Høiheden, at et enkelt Menneske taler eller handler som var han Gud, siger sig selv at være Gud, altsaa i Retning af Bestemmelsen Gud i Sammensætningen Gud-Mennesket«, i SKS 12, 103-110. Dette afhandles under C sigter til afsnittet »C. Den væsentlige Forargelses Mulighed i Retning af Ringheden, at Den der udgiver sig for at være Gud, viser sig at være det ringe, fattige, lidende, tilsidst afmægtige Menneske«, i SKS 12, 111-127. Herom maa jeg henvise til ... Standsningen se afsnittet »Standsningen« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom, i SKS 12, 35-80. Paradoxet, absolut Paradoxet se bl.a. Philosophiske Smuler (1844), hvor troens genstand skildres som det absolutte paradoks: at Guden som den evige bliver til i tiden som konkret menneske, jf. SKS 4, 242-271. støde an paa tage anstød af. i den hellige Skrift ... hvor Christus selv advarer mod Forargelsen hentyder foruden til Matt 11,6 () formentlig til Matt 18,6-7, hvor Jesus siger: »Men hvo [den] som forarger Een af disse smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var sænket i Havets Dybhed. Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!« (NT-1819); og til Matt 26,31-34 (); samt til 6,61-62 (, og ) og til Joh 16,1-2 (). blive forbliver. saa længe til Troen afskaffes jf. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor det hedder: »Den, som troer, at der er en Gud til og et Forsyn, har lettere derved at bevare Troen, lettere ved bestemt at faae Troen (og ikke en Indbildning) i en ufuldkommen Verden, hvor Lidenskaben holdes vaagen, end i en absolut fuldkommen Verden. I den er nemlig Tro utænkelig. Derfor læres ogsaa, at Troen afskaffes i Evigheden«, SKS 7, 36. – til: indtil. Dette afhandles under A sigter til afsnittet »A. Den Forargelses Mulighed, der ikke forholder sig til Christus som Christus (Gud-Mennesket) men til ham som et slet og ret enkelt Menneske, der colliderer med et Bestaaende«, i SKS 12, 94-102. Qvantiteren omformning til el. operation med kvantitative størrelser i modsætning til kvaliteter. Matth. XV, 1-12 ... der de hørte denne Tale? citat fra Matt 15,1-12 (NT-1819), med afvigende ortografi og tegnsætning samt »bander Fader eller Moder« i stedet for »bander Fader og Moder« (v. 4). – Hvi: hvorfor. – toe: vasker. – og I: også. – haver budet: befalet. – hvo som: den. – Øienskalke: hyklere. – hører til: lyt opmærksomt, hør efter. – Pharisæerne: udgjorde en af de mest indflydelsesrige bevægelser i den antikke jødedom i hellenistisk-rom. tid, dvs. fra o. 100 f.Kr. til Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. De lagde vægt på en nøje overholdelse af Moseloven, herunder også det kompleks af renhedsforskrifter, der angik præsteskabet; ud fra Moseloven skabte de en omfattende mundtlig tradition for udlægning af dens bud, kaldet 'fædrenes' el. 'de gamles overlevering'. De troede desuden på de dødes opstandelse til dom og på mellemvæsner, engle. Deres antal på Jesu tid skal have været o. 6.000. driver paa skynder på, tvinger hen mod. Pietismens Collision med det Bestaaende Den pietistiske bevægelse opstod egl. i sidste halvdel af det 17. årh. inden for den lutherske kirke, men lagde i modsætning til ortodoksien hovedvægten ikke så meget på den kirkelige institutionalisering, sakramenternes rette forvaltning og troens renhed som på troens inderliggørelse, på omvendelse og genfødelse og på et fromt levned. Som fornyelsesbevægelse inden for den lutherske kirke stødte pietismen på modstand, men polemiserede også selv mod ortodoksien og senere desuden mod rationalismen. trodsede (...) paa pukkede på, påberåbte sig på en trodsig måde. protesterer dette (...) sigter det allusion til vekselretten. Jf. Chr. V's Danske Lov (1683), 5. bog, art. 14, § 23, hvor det hedder: »En, som efter Vexelbrev, naar det er ikke antaget, eller antaget og dog, ej betalt og derpaa er protesteret, haver at fordre, bør strax sin Sag at forfølge i det seeniste [seneste] inden sex Maaneders Forløb, med mindre hand sin Vexelret vil have forbrut.« Bestemmelsen blev forandret i forordning af 18. maj 1825, hvor det § 73 hedder: »En Vexelfordring bør i det seneste paatales inden 5 Aar fra den Tid af, at Vexlen er blevet protesteret. Efter denne Tids Forløb skal Fordringen være uden al Kraft og Gyldighed.« Veksler fik især betydning fra 1840'erne, hvor erhvervslivets kreditbehov blev større. opkaster fremsætter. Spatium lat., afstand. betræffende hvad angår. vistnok rigtignok, sandt nok. næstendeels næsten. undgaaer dem undgår deres opmærksomhed. sensu strictissimo lat., i strengeste forstand. Forretning gøremål, virksomhed. primitivt ukunstlet, uforkvaklet, oprigtigt. dette er saa forholder sig således. den nyeste Philosophi . Hegel gjort Samvittigheden ... i den Enkelte til »en Form af det Onde« (jvf. Rechts-Philosophie) sigter til Hegels bestemmelse af samvittighedens forhold til det onde i Grundlinien der Philosophie des Rechts oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, udg. af E. Gans, Berlin 1833, ktl. 551, hvis anden del (om moraliteten) er opdelt i tre afsnit, hvoraf det sidste omhandler »det Gode og Samvittigheden« (§ 129-141). I § 139 udvikles bestemmelsen af samvittigheden som udgangspunkt for det onde over for forskellige former af romantiske opfattelser af subjektiviteten som grundlaget for moralitet: »Das Gewissen ist als formelle Subjektivität schlechthin dieß, auf dem Sprunge zu seyn, ins Böse umzuschlagen; an der für sich seyenden, für sich wissenden und beschließenden Gewißheit seiner selbst haben beide, die Moralität und das Böse, ihre gemeinschaftliche Wurzel« (»Som formel subjektivitet er samvittighed slet og ret det at være på nippet til at slå om til [dvs. at blive] det onde; moraliteten såvel som det onde har deres fælles rod i den for sig selv værende, for sig selv vidende og for sig selv afgørende vished«). Jf. Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45; bd. 8, s. 184 (Jub. bd. 7, s. 200). – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-05 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. opsætter sig viser opsætsighed, modsætter sig trodsigt. er det da vist nok sikkert nok, uomtvisteligt. venererer udviser ærefrygt for, ærer. akustisk Bedrag sml. Philosophiske Smuler (1844), kap. III, Tillæg »Forargelsen paa Paradoxet (Et akustisk Bedrag)«, i SKS 4, 253-257. siger sig hævder, erklærer. Falsum lat., bedrageri, falskneri. vita ante acta lat., sit tidligere liv, sin fortid. have en lille Smule Haand i Hanke med spiller på talemåden 'at have hånd i hanke med nogen el. noget', jf. nr. 3381 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 379f.: »At have (holde) Haand i Hanke med En (ɔ: staa i et saadant Forhold til en Anden, at man kan passe paa ham eller tvinge ham, saa at han ikke kan gjøre, hvad han vil).« Slægten menneskeheden. Fred og Tryghed spiller på 1 Thess 5,1-11 om Herrens dag, der skal komme som en tyv om natten, men »naar de [folk] sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle [skal] ingenlunde undflye«, v. 3 (NT-1819). en Peer Næsviis (forholdsvis mildt) skældsord; som folkelig form af navnet Peter betegner 'Per' 'hvem som helst' og indgår i talrige vendinger og sammensatte udtryk. den »Bremse« ... for ikke at falde i Søvn hentyder til Sokrates' Forsvarstale, 30d - 31a, hvor Sokrates () siger: »Min Stræben gaar ud paa at faa jer [medlemmerne af Athens nævningedomstol] fra at forgribe jer paa det, Gud har skænket jer, ved at dømme mig fra Livet. For hvis I gør det, vil I ikke nemt kunne finde en anden af samme Slags som mig, en der – hvis jeg maa bruge et Udtryk, der maaske klinger lidt pudsigt – er blevet sat af Gud paa jeres By ligesom en Bremse paa en stor, ædel Hest, der paa Grund af sin store Krop er noget tung i det og maa holdes i Aande med Stik eller Slag. Det tror jeg virkelig har været Guds Tanke med mig: jeg bruger jo hele min Dag til at holde jer i Aande, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en Bremse, der flyver fra det ene Sted af Kroppen til det andet. Saadan en Bremse vil I ikke nemt faa igen, og derfor raader jeg jer til ikke at tage mit Liv. Men det kunde maaske nok ske, at I er saa ærgerlige over mig, at I, uden at tænke videre over det, følger Anytos' Raad og slaar mig ihjel, saadan som Folk gør med en Bremse, der vækker dem, hvergang de er ved at falde i Søvn; saa vil Følgen blot blive, at I vil fortsætte jeres søde Slummer hele Resten af Livet, med mindre Gud af Omsorg for jer sender en anden een af samme Slags« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 281). i Frygt og Bæven . ogsaa intet heller intet. Commensurabilitet det at noget kan måles eller udtrykkes med samme mål, er ensartet med. gaaet ud forsvundet. den stridende Sandhed spiller på det klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans', lat., 'den stridende kirke', som i ældre teologi betegnede en kirke, der er i strid med verden. Den strid ville kirken være underlagt indtil Kristi genkomst; først da ville den blive til 'ecclesia triumphans', lat., 'den triumferende el. sejrende kirke' (). Examina lat., prøver. commensurabelt . som sagt i SKS 12, 96,35 - 97,4. aspirere aspirere til. Menneske-Frygt sml. journaloptegnelsen NB4:113, fra marts 1848, i SKS 20, 338f., især følgende: »Men til Ligheden svarer en Form for Tyrannie: Msk-Frygt. Det er den jeg allerede har gjort opmærksom paa i den sidste Tale af Lidelsernes Evangelium [nr. VII i tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 413-431]. Det er den jeg nu igjen i 3die Afdeling af christelige Taler No 6 [i SKS 10, 230-240] har gjort opmærksom paa. / Den er af alle Tyrannier den farligste, deels ogsaa fordi der behøves at man bliver opmærksom paa den, da den ikke sees ligefrem«, s. 339,4-9. cujonere den Enkelte ind i et Musehul spiller på talemåden 'at jage nogen (ned) i et musehul', dvs. at indjage (især den kujonagtige) stor skræk, jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 48. pirre (...) ud vække. blødagtigt forvænt, mageligt. smerter sig føler smerte, måske også: plager sig. Tilforladeligheder ubetinget pålidelighed, sikkerhed. Sandheden (...) Veien og Livet allusion til Joh 14,6 (). Skriver person, der varetager skrivearbejde (for andre), sekretær. Justitsraaden titel tillagt personer i forskellige embeder, indplaceret i 5. rangklasse (titulær justitsråd) el. i 4. rangklasse ('virkelig', dvs. virkende justitsråd). Jf. forordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808) og »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog () bd. 1, s. 49-56. Ne quid nimis lat., 'intet for meget', dvs. 'alt med måde'. Talemådens lat. form er en oversættelse af en gr. inskription på templet i Delfi og kendt fra den rom. digter Terents' komedie Andria (Pigen fra Andros), v. 61, hvor den frigivne slave Sosia bemærker: »nam id arbitror / apprime in vita esse utile, ut ne quid nimis« (»for jeg mener, at det her i livet er meget vigtigt, at intet er for meget [dvs. at der er måde med alting]«). Jf. P. Terentii Afri comoediae sex, udg. af B.F. og F. Schmieder, 2. udg., Halle 1819 [1794], ktl. 1291, s. 11. Det Bestaaende er det Fornuftige allusion til Hegels kendte udtalelse: »Was vernünftig ist, das ist wirklich; und was wirklich ist, das ist vernünftig« (»Hvad der er fornuftigt, er virkeligt, og hvad der er virkeligt, er fornuftigt«) i fortalen til Grundlinien der Philosophie des Rechts i Hegel's Werke () bd. 8, 1833, s. 17 (Jub. bd. 7, s. 33). Da udtalelsen ofte blev forstået i karikeret form, gentages og forklares den i Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563; bd. 1, »Die Logik«, § 6, i Hegel's Werke bd. 6, s. 10 (Jub. bd. 8, s. 48). Collegierne et af de rådgivende, delvis forvaltende og dømmende forsamlinger, der under enevælden afgjorde en række mindre vigtige sager og gjorde indstillinger til kongen; kollegierne blev ved Grundloven af 5. juni 1849 afløst af ministerier. Consistorium kollegialt råd af professorer, som styrer universitetet under rektors ledelse. Forsendinger forsendelser. siger sig hævder, erklærer. forskylder er årsag til. kjendelig paa som kan kendes på. hvorfor hans Disciple overtraadte de Gamles Vedtægt henviser til Matt 15,2-3, hvor det fortælles, at skriftkloge og farisæere henvendte sig til Jesus med spørgsmålet: »Hvi [hvorfor] overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe [vasker] ikke deres Hænder, i det de æde Brød. Men han svarede, og sagde til dem: hvi overtræde og [også] I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld?« (NT-1819). svarer Christus og også. hvi overtræde I Guds Bud for Eders Vedtægters Skyld . forarges paa ham tager anstød af ham. Matth. XVII, 24-27. citat fra Matt 17,24-27 (NT-1819); med afvigende ortografi og tegnsætning. – der: da. – oppebar: indkasserede, opkrævede. – Penninge: (). – forekom (...) ham: kom ham i forkøbet. – tykkes Dig: synes du. – paa det: for at. – vi (...) skulle: vi skal. – gak: gå. – Stater: En statér er en gr. sølvmønt svarende til fire drakmer; en drakme er en gr. sølvmønt på ca. 4½ g. Den årlige tempelskat pr. person androg en didrakme, dvs. en dobbeltdrakme. i det 15de Capitel i Matt 15 (). frækt vilde være overdrevent selvtillidsfuldt, anmassende. det Mærkelige bemærkelsesværdige, påfaldende. Dagenes Ende jf. fx Dan 12,13. Forargelsens Tegn og Troens Genstand sml. journaloptegnelsen NB5:54, fra juni 1848, hvor det om Jesus Kristus hedder: »Han er Paradoxet, Ringheden hører ham absolut væsentlig til, han er netop denne paradoxe Sammensætning af Gud – og et ringe Msk. [menneske]. / Men saaledes gjør man ikke. Man betragter Jesus Χstus [Kristus] som en stor Mand, der har levet miskjendt saa længe han levede, men efter sin Død blev noget Stort og dette ansees han nu for. / Aha! See derfor er hele Χstd. [kristendommen] Vrøvl. Al Faren ved Χstd. er taget bort, det er Leflerie og piattet Trøst o: D. / Nei Jesus Χstus er Forargelsens Tegn og Troens Gjenstand. Først i Evigheden er han i sin Herlighed. Her paa Jorden maa han aldrig fremstilles anderledes end i sin Ringhed, at Enhver kan forarges ell. troe.« SKS 20, 394,26-37. Sml. også NB5:56, i SKS 20, 395f. siger sig hævder, erklærer. Matth. XI., 6. Matt 11,6 (). Parallelstedet Luc. VII. 23. henviser til parallelberetningen i Luk 7,18-23, hvor det i v. 23 hedder: »og salig er den, som ikke forarges paa mig« (NT-1819). Johannes den Døber ... vente en Anden gengiver Matt 11,2-3: »Men der [da] Johannes hørte i Fængselet Christi Gierninger, sendte han to af sine Disciple, og lod ham sige: Er du den, som kommer, alle skulle [skal] vi vente en Anden?« (NT-1819). – Johannes den Døber: ældre, fast betegnelse for Johannes Døber. (V. 4). Og Jesus svarede ... (6) og salig er den, som ikke forarges paa mig ordret citat fra Matt 11,4-6 (NT-1819), hvor der dog er komma efter 'gaaer hen'. Fremhævelsen er SKs. hvo hvem. Prædike-Foredraget på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. in contento lat., i sit hovedindhold. Beviset af Spaadommene Til de traditionelle beviser for åbenbaringens sandhed hørte, at profetierne om den kommende Messias i GT var gået i opfyldelse i Jesu liv, el. at begivenheder i Jesu liv allerede var forudsagt i GT. den sidste Prophet sigter formentlig til, at evangelierne beskriver Johannes Døber mht. kaldelse, optræden og forkyndelse i lighed med profeterne i GT og som forløber for Jesus. i (...) Rapport til i forhold til, i forbindelse med. hentyder paa viser hen til, sigter til. Undergjerningerne den mest anvendte betegnelse i de tre første evangelier for Jesu undere el. mirakler. saa let som Fod i Hose talemåde i betydningen: så let som ingenting; bl.a. optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 233. paa (...) trodser beråber sig på, insisterer på, stoler overmodigt, stolt på. det er det vil sige. gjør (...) aabenbart tydeligt, klart. i Maximum i det højeste. kunne tjene kan. pro et contra lat., for og imod, navnlig grunde for og imod en sag. at gjøre Hjerternes Tanker aabenbare hentyder til Luk 2,34-35, hvor Simeon siger om Jesus: »see, denne er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges, (...) at mange Hierters Tanker skulle [skal] aabenbares« (NT-1819). snakke i Taaget talemåde i betydningen: tale hen i vejret, vrøvle. gaae hjem og lægge sig talemåde i betydningen: give op. et ringe Menneske . Troens Stifter og Fuldender spiller på Hebr 12,2, hvor der siges om Jesus, at han er »Troens Begyndere og Fuldkommere« (NT-1819); Luther gengiver dette udtryk med »Anfänger und Vollender des Glaubens«, se Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). Jf. udtrykket »Saliggiørelses Stifter«, som i Hebr 2,10 (NT-1819) bruges om Jesus. han der af Kjerlighed kom til Jorden allusion til Joh 3,16 (). Joh. VI. 61. Joh 6,61: »Men der [da] Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder?« (NT-1819). Christus siger om sig selv ... han skal leve« (51) tillempet citat fra Joh 6,51, hvor Jesus siger: »Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om nogen æder af dette Brød han skal leve til evig Tiid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kiød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv« (NT-1819). Da kivedes Jøderne ... have I ikke Livet i Eder (53) citat fra Joh 6,52-53 (NT-1819), med afvigende ortografi og tegnsætning samt 'Menneskenes Søn' i stedet for »Menneskens Søn'« (v. 53). 54. 55. 56. 57. henviser til Joh 6,54-57, hvor Jesus siger: »Hvo [den] som æder mit Kiød, og drikker mit Blod, haver et evigt Liv; og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. 55. Thi mit Kiød er sandelig Mad, og mit Blod er sandelig Drikke. 56. Hvo som æder mit Kiød, og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 57. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever ved Faderen; ligesaa skal og [også] den, som mig æder, leve ved mig« (NT-1819). mange af hans Disciple ... høre ham? (60) citat fra Joh 6,60 (NT-1819), med udeladelse af det indledende 'Hvorfor'. – der de: da. der han vidste ved sig selv ... forarger dette Eder? (61) tillempet citat fra Joh 6,61, hvor det hedder: »Men der [da] Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder?« (NT-1819). 62. henviser til Joh 6,62, hvor Jesus siger: »Hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før?« (NT-1819). V. 66 (...) fra den Tid ... ikke mere med ham citat fra Joh 6,66 (NT-1819), med afvigende ortografi og tegnsætning. passeret (...) forbi lagt bag sig. man har udviklet en Lære om Christi Legemes Ubiqvitet sigter til den lutherske ubikvitetslære, dvs. læren om Kristi allestedsnærværelse, if. hvilken Kristus er virkelig til stede både ved Faderens højre hånd i himlen og som legeme og blod i nadverelementerne. Denne lære blev udviklet for at imødegå el. præcisere den rom.-kat. kirkes, U. Zwinglis og J. Calvins opfattelse af Jesu Kristi nærværelse i nadveren. Se fx § 123 i Karl Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 306 (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 316: »Luther fastholdt et realt Samfund og overeensstemmende med den H. S.s [Hellige Skrifts] Ord en virkl. [virkelig] Væren af Brødet og Legemet: 'Brød og Viin bliver, men Χtus [Kristus], der ifølge comm. idiom. [communicatio idiomatum, lat., meddelelse af egenskaber fra den guddommelige til den menneskelige natur i Kristus] efter sin mskl. [menneskelige] Natur er tilstede overalt, hvor han vil være, meddeler sit sande Legeme og Blod i, med og under de ydre Tegn (altsaa ikke blot signa [lat., tegn], men vehicula et media collativa [lat., aktive bærere og formidlere, nemlig af Kristi legeme og blod]) til de Nydende, ifølge Indstiftelsen, til Troende og Ikke-Troende'. F. C. VII.«). Jf, også s. 311 (i den da. overs., s. 321). Med 'F. C.' henvises til det sidste lutherske bekendelsesskrift Formula Concordiae (1577-78, udg. i 1580; da. Konkordieformlen), art. 7 om nadveren, især 2. del, »Solida Declaratio«, art. 7, 35, og 7, 4, se Libri symbolici ecclesiae evangelicae sive Concordia, udg. af K.A. Hase, 2. udg., Leipzig 1837 [1827], ktl. 624, s. 735 og s. 726 (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], Göttingen 1992, s. 983 og s. 974). Se endvidere SKs notater til § 47 i H.N. Clausens forelæsninger over den kristelige dogmatik i årene 1833-34 i Not1:7, i SKS 19, 44f. ved det man derved, at man. at see til tilsyneladende. mange af Disciplene med endda, tilmed mange af disciplene. Christus siger til de Tolv ... ville gaae bort? (67) tillempet citat fra Joh 6,67, hvor det hedder: »Derfor sagde Jesus til de tolv: monne og [mon også] I ville [vil] gaae bort?« (NT-1819). – de Tolv: if. Joh 6,70 de tolv disciple, som Jesus selv havde udvalgt. som kom han som om han kom. at staae med aabne Arme og sige »kommer hid!« hentyder til Matt 11,28 og formentlig til Bertel Thorvaldsens Kristusstatue i alterpartiet i Vor Frue Kirke i København, hvor Kristus er fremstillet med åbne arme, og hvor der på fodstykket står: »Kommer til mig / Matth. XI. 28« ( og ). Sml. en lignende passage i nr. II i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 282,28-30. Se illustration 11. Verdens Frelser Betegnelsen anvendes i Joh 4,42 om Jesus; men se også Joh 3,17 (). det Glædens Ord til Peder: salig est Du, Simon, Jonas's Søn . ville vil. Allestedsnærværelse . det er hans Kjød og Blod hentyder til Joh 6,51 (). kun Den, der æder ... opreise paa den yderste Dag henviser til Joh 6,54 (). det Brød, som kommer ned fra Himlen henviser til Joh 6,51 (). »hvad om I da faae ... hvor han var før« citat fra Joh 6,62 (). falde paa få det indfald, finde på. Disse tvende ... udtrykkelig nævnes Matt 11,6 () og Joh 6,61 (). Matth. IX. 4 (Fortællingen om den Værkbrudne) . »hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter« citat fra Matt 9,4 (NT-1819). Således spørger Jesus de skriftkloge, efter at han har tilgivet en lam (NT-1819: 'en Værkbruden') dennes synder, hvilket de skriftkloge opfatter som gudsbespottelse. – hvi: hvorfor. gaaet (...) forbi kommet på den anden side af. Matth. XII. 24 ... Djævelenes Øverste« refererer til Matt 12,22-23 og citerer fra Matt 12,24 (NT-1819) med afvigende ortografi. – uden: undtagen. – Beelzebul: af gr. (beelseboúl), undertiden opfattet som en forvanskning af Beelzebub, der identificeres med Ba'al-Zebub, som if. 2 Kong 1,2.3.6.16 var filisterbyen Ekrons gud; i NT er denne gamle gud blevet til dæmonernes fyrste, dvs. Satan. »Jesus, som vidste deres Tanker« tillempet citat fra begyndelsen af Matt 12,25, hvor det hedder: »Men saasom [eftersom] Jesus vidste [kendte] deres Tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er spliidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er spliidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae« (NT-1819). Matth. XXVI. 64. 65 ... hørt hans Bespottelse« referat med citater fra Matt 26,64-65, hvor Jesus under forhøret for Rådet siger: »nu herefter skulle [skal] I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand, og komme i Himmelens Skyer. 65. Da sønderrev den Ypperste-Præst sine Klæder, og sagde: han har bespottet Gud; hvad have vi længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse« (NT-1819). Joh. VIII., 48. 52. 53 se Joh 8,48-53, hvor det fortælles: »Da svarede Jøderne, og sagde til ham: sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan, og haver Diævelen? 49. Jesus svarede: jeg haver ikke Diævelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. 50. Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den, og dømmer. 51. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen. 52. Da sagde Jøderne til ham: nu kiende [ved] vi, at du haver Diævelen; Abraham er død, og Propheterne; og du siger: dersom nogen holder mit Ord, han skal ikke smage Døden evindeligen. 53. Mon du er større, end vor Fader Abraham, hvilken er død? og Propheterne ere døde; hvem giør du dig selv til?« (NT-1819). Hele Fortællingen om den Blindfødte henviser til beretningen i Joh 9,1-41 om Jesu helbredelse af en blindfødt mand. Joh. X., 20. 30. 31. 33 se Joh 10,20-33. Efter at Jesus havde sagt, at han havde magt til både at sætte sit liv til og at få det tilbage, og at hans fader havde påbudt ham at gøre det, opstod der uenighed blandt jøderne. Mange af dem sagde: »han haver Diævelen, og raser; hvi [hvorfor] høre I ham?« v. 20 (NT-1819). Senere sagde Jesus: »Jeg og Faderen vi ere eet«, v. 30 (NT-1819). Derefter hedder det: »31. Da toge Jøderne atter Stene op, for at stene ham. 32. Jesus svarede dem: mange gode Gierninger viiste jeg Eder fra min Fader; for hvilken af disse Gierninger stene I mig? 33. Jøderne svarede ham, og sagde: for en god Gierning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, giør dig selv til Gud.« Men i Christenheden ... praktiseret ud af Verden Hele denne passage blev først tilføjet i korrekturfasen, se førstekorrekturen ms. 9, i tekstredegørelsen, s. 66, og illustration 6, s. 98. det Christeliges Værge ... Forargelsens Mulighed sml. tillægget til 2. afsnit, A, kap. 1, i Sygdommen til Døden (1849), hvor der tales om »det Christeliges afgjørende Criterium: det Absurde, Paradoxet, Forargelsens Mulighed. Og at dette paavises ved enhver Bestemmelse af det Christelige, er af yderste Vigtighed, da Forargelsen er det Christeliges Værge mod al Speculation«, SKS 11, 196f. – »spekulative Begriben«: hentyder formentlig til § 33 i H.L. Martensen Den christelige Dogmatik (), hvor han skriver, s. 79: »Det er altsaa Dogmatikens Opgave, at fremstille den christelige Anskuelse som et i sig sammenhængende Lærebegreb. Den dogmatiske Begriben er nærmest en explicativ Begriben, en Udfoldelse af det i Anskuelsen Givne, en Udvikling af dets indre Sammenhæng i sig. Men den explicative Begriben indeholder i sig selv Driften til den speculative Begriben, der ikke blot bliver staaende ved at fremstille Sammenhængen i det Givne, men ogsaa spørger om Mulighed og Grund; ikke blot siger Ita [lat., således], men ogsaa Quare [lat., ved hvilket middel, af hvilken grund]. Den grundige Explication vil ikke kunne Andet end udvikle saadanne Tanke-Modsætninger, saadanne Antinomier, der kræve en Mediation i Begrebet; thi som det hedder i Sirachs Viisdom (33, 17): 'den Høiestes Gjerninger ere stedse To, een imod den anden'; og det Speculative beroer netop paa at fatte Modsætningerne i Ideens Eenhed.« vistnok ganske vist, helt sikkert. betræffende angående. d'Hrr. de herrer. praktiseret ud ekspederet, lempet ud. det ringe (...) Menneske . »see hvilket Menneske!« citat fra Joh 19,5 (). Matth. XIII, 55. Mc. VI, 3 ... forargedes paa ham.« citat fra Matt 13,55-57a (NT-1819), hvor nogle af Jesu tilhørere siges at spørge således; fremhævelsen er SKs. Der henvises til parallelstedet Mark 6,3, hvor det hedder: »Er denne ikke den Tømmermand, Mariæ Søn, Jakobs og Jose og Judæ og Simons Broder? ere ikke og [også] hans Søstre her hos os? og de forargedes paa ham« (NT-1819). – Tømmermands: Josef (). – Hveden: hvorfra. urgerer tager det nøje med, lægger meget vægt på. Joh. VII, 27 og 48 se Joh 7,25-27, hvor det fortælles, at nogle farisæere, efter at Jesus var trådt frem som lærer i templet, spurgte: »er det ikke ham, som de søge at slaae ihiel? 26. Og see han taler frit, og de sige intet til ham; mon ikke de Øverste i Sandhed have kiendt [erkendt], at denne er i Sandhed den Christus? 27. Dog vi vide, hvorfra denne er; men naar Christus kommer, veed ingen, hvorfra han er« (NT-1819). Se videre Joh 7,48, hvor det fortælles, at farisæerne spurgte mht. Jesus: »Mon nogen af de Øverste haver troet paa ham, eller af Pharisæerne?« (NT-1819). Matth. XXVI, 31. 33. Mc. XIV, 27. 29 se Matt 26,31.33; efter at det i de foregående vers er fortalt, at Jesus og hans disciple efter det sidste påskemåltid var gået ud til Oliebjerget, hedder det i v. 31: »Da siger Jesus til dem: i denne Nat skulle [skal] I alle forarges paa mig; thi der er skrevet [Zak 13,7]: jeg skal slaae Hyrden, og Hiordens Faar skulle adspredes« (NT-1819); og videre i v. 33: »Men Peder svarede, og sagde til ham: dersom de og [også] alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges« (NT-1819). Se også parallelstedet Mark 14,27: »Og Jesus sagde til dem: i denne Nat skulle I Alle forarges paa mig; thi der er skrevet [Zak 13,7]: jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes« (NT-1819); og 14,29: »Men Peder sagde til ham: dersom de endog Alle forargedes, vil jeg dog ikke forarges« (NT-1819). Faderens Eenbaarne . Peders Fornægtelse sigter til Peters fornægtelse af Jesus under processen mod ham i ypperstepræstens gård, jf. Matt 26,69-75. Jesus havde forudsagt denne fornægtelse med ordene: »sandelig siger jeg dig, at i denne Nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange«, Matt 26,34 (NT-1819). Og Peter havde svaret: »dersom jeg skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig«, Matt 26,35 (NT-1819). forskylde gøre sig skyldig i, forårsage. Anticlimax af gr. klimaks, trappe, stige; inden for retorikken den figur at lade beslægtede led således følge efter hinanden, at begrebet udtrykkes svagere og svagere, og inden for dramaturgien det forhold, at en opbygget spænding opløser sig uden at kulminere. Taleren siger ... bringer Peder til at fornægte sml. journaloptegnelsen NB2:246, fra okt. 1847, i SKS 20, 232f., som indeholder et udkast til denne passage. – apoplektisk Slag: slagtilfælde; pludselig hårdt el. lammende slag. gjort Tegn og Under hentyder til de mange undere, Jesus if. de evangeliske beretninger gjorde, især ved at helbrede for forskellige lidelser og sygdomme, jf. fx Matt 4,23-24. I Johannesevangeliet benyttes især betegnelsen 'tegn' for Jesu underfulde gerninger, jf. fx Joh 2,11; 4,48. »I denne Nat skulle ... aldrig forarges paa Dig.« citat fra Matt 26,31.33 (). den hellige Fortælling el. den hellige historie, nemlig beretningen om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse, især som den fortælles i de fire evangelier. i den Nat, der han blev forraadt citat fra 1 Kor 11,23 (NT-1819), der indgår i nadverindstiftelsesordene, se Forordnet Alter-Bog (), s. 253. – der: da. da han blev haanet hentyder til, at Jesus blev 'forhånet' og 'bespottet' af kong Herodes og hans soldater, se Luk 23,11 (NT-1819). bespottet hentyder til, at de mænd, der holdt Jesus bevogtet inden forhøret i Rådet, 'bespottede' ham, se Luk 22,63.65 (NT-1819), og at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29.31 (NT-1819). bespyttet hentyder til, at nogle begyndte at 'bespytte' Jesus under forhøret af ypperstepræsterne i Rådet, se Mark 14,65 (NT-1819), og at Jesus blev 'bespyttet' af den rom. statholders soldater, se Mark 15,19 (NT-1819). hudflettet pisket; hentyder til, at Pilatus lod Jesus 'hudstryge', se Matt 27,26 (NT-1819). naglet til Korset som en Forbryder hentyder til beretningerne om Jesu korsfæstelse sammen med to røvere el. forbrydere, se især Luk 23,32-33. som sagt blev i første Afsnit se SKS 12, 44-102. Troens Værge eller Forsvarsvaaben . Lidelseshistorien hentyder formentlig til sammenskrivningen af de fire evangeliers forskellige beretninger om Jesu lidelseshistorie, der dækker tiden, fra Jesus har spist det sidste påskemåltid med sine apostle, til hans lig er blevet gravlagt og graven forseglet, jf. »Vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog (), s. 263-288. Discipelen ikke er over Mesteren hentyder til Matt 10,24, hvor Jesus siger til de tolv disciple: »Discipelen er ikke over Mesteren, ei heller Tieneren over sin Herre« (NT-1819). siger sig hævder, erklærer. hedensk ne qvid nimis . profiterer er nyttig for, gavner, bringer indtægt til. saa megen Lighed ... et Menneskes Liv kan have sml. Johann Tauler (o. 1300-61) Nachfolgung des armen Lebens Christi, på ny udg. af N. Casseder, Frankfurt a.M. 1821 [1621], ktl. 282, som SK if. journaloptegnelsen NB4:102, fra marts 1848, »i denne Tid læser til Opbyggelse« (SKS 20, 335). Her hedder det i første afdeling, § 62, s. 67f.: »Zu dieser Vereinigung mit Gott tragt vorzüglich die Nachfolge des Lebens Jesu Christi bei. Christus ist im wahren Sinne Eins mit Gott. Willst du nun ein Geist werden mit Gott, dann strebe zuerst, Christo gleichförmig und ein Geist mit Ihm zu werden, was dir aber nur dann möglich ist, wenn du daran bist, nach Kräften, und so ferne es der Mensch fähig ist, Ihm in Seinem Wirken als Mensch ähnlich zu werden (...) Sprichst du: wie vermag ich das? Er war Gott und Mensch, und ich bin ein bloßer Mensch, wie ist mir gleiches Wirken mit dem Gottmenschen möglich? Merke: zweierlei Werke finden wir an Christus; göttliches und menschliches Wirken. Wunder und Zeichen thuen, ist göttliche Kraft, die dir nicht zugehöret, und worin du Ihm nicht nachfolgen kannst. Aber Sein Wirken und Leben als Mensch ist deine Pflicht; ich zähle dir dergleichen vor: arm, verschmähet und verachtet, eines demüthigen Herzens seyn, hungern und dursten, Pein und Schmerzen leiden und dulden, sterben aus Liebe für alle, siehe, das war das Leben Jesu des Menschen, dem du darin gleichförmig werden sollest, wenn du Eins mit Ihm werden willst« (»Til denne forening med Gud bidrager først og fremmest efterfølgelsen af Jesu Kristi liv. Kristus er i sand forstand ét med Gud. Hvis nu du vil blive til én ånd med Gud, så bestræb dig først på at få lighed med Kristus og at blive til én ånd med Ham. Det er dog kun muligt for dig, idet du efter bedste kræfter, for så vidt det er muligt for et menneske, kommer til at ligne Ham i hans virke som menneske (...) Siger du: hvordan formår jeg det? Han var Gud og menneske, og jeg er blot et menneske, hvordan er det muligt for mig at være virksom på samme måde som Gudmennesket? Mærk vel: to slags gerninger finder vi hos Kristus, guddommeligt og menneskeligt virke. At gøre tegn og under, det er en guddommelig kraft, som ikke hører dig til, og hvori du ikke kan følge Ham efter. Men Hans liv og virke som menneske er din pligt; jeg nævner noget sådant for dig: at være fattig, forhånet og foragtet, at være af et ydmygt hjerte, at sulte og tørste, at tåle og udholde pinsel og smerter, at dø af kjerlighed til alle, se, det var mennesket Jesu liv, som du skal få lighed med, hvis du vil blive ét med Ham«). enervere afkræfte, svække. Læren om Gud-Mennesket . profitere profitere af, nyde fordel af. at Christenheden er Christus spiller måske på den opfattelse, at Gud inkarnerede sig i hele menneskeheden, som blev fremsat fx af D.F. Strauß (). saa triumpheres der spiller formentlig på det dogmatiske udtryk 'ecclesia triumphans', lat., 'den sejrende kirke' ( og ). at ride Herredage ind fast udtryk om det festlige optog af herolder og ridende gardere, der fra gammel tid havde kundgjort mødet mellem kongen og rigsrådet, og som i årene 1661 til 1848 markerede åbningen af Højesteret første torsdag i marts måned. hvis En paastod, at domus declineres efter Paradigmet mensa 'domus' (et hus) og 'mensa' (et bord) er to lat. substantiver, der bøjes helt forskelligt. I Jacob Badens latinske Skolegrammatik, 7. udg., Kbh. 1830, ktl. 996, bruges som »Paradigma eller Exempel« for den første deklination ordet 'mensa', og for en blandingsform af 2. og 4. deklination ordet 'domus', se § 40, s. 14f., hhv. § 43, s. 43. En anden gængs lat. grammatik i datiden, J.N. Madvigs Latinsk Sproglære til Skolebrug, Kbh. 1841, bruger samme eksempler, s. 61, hhv. s. 26f. Pointet pointen, det afgørende punkt. betræffende angående. Lidelse »for Ordets Skyld, for Retfærdigheds Skyld o. s. v.« hentyder dels til Matt 13,18-23, hvor Jesus udlægger sin lignelse om sædemanden (Matt 13,1-9) og forstår sædekornet som ordet om Guds rige, der sås i menneskets hjerte. Om det korn, der blev sået på sten- el. klippegrund, siger han, at det er det menneske, der straks tager imod ordet med glæde, men da han ikke har rod i sig, holder han kun ud en tid, så »naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax«, v. 21 (NT-1819), (). Dels til Matt 5,10, hvor Jesus siger: »Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres« (NT-1819). tage (...) forfængeligt misbruge på en letfærdig måde. Saa prædiker Præsten Skønt der if. kap. 9, »Om Liig og Begravelse«, i Kirke-Ritualet () ikke blev holdt nogen tale ved graven, var det på SKs tid blevet skik og brug, at sådanne gravtaler el. ligtaler blev holdt ude på kirkegården. Jf. kancelliskrivelse af 31. marts 1829, hvor det fastslås, at »der intet kan være imod, at Tale holdes enten i Liighuset eller paa Kirkegaarden«. Se Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, som vedkommer Geistligheden, udg. af J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, bd. 1-3, Kbh. 1838-40 (forkortet Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden); bd. 1, s. 356f. Abraham, der offrer Isaak hentyder til 1 Mos 22,1-19, hvor det fortælles, at Gud befalede Abraham at begive sig til Moria bjerg for der at ofre sin søn. Abraham forberedte ofringen, og på den tredje dag nåede de frem, mens Isak stadig var uvidende om, hvad der forestod. Da Abraham havde bygget et alter, bundet Isak og grebet kniven for at slagte ham, bliver han standset af en engels råb fra Himlen. Nu ved Gud, at Abraham af frygt for ham end ikke vil spare sin søn, og derfor velsigner han ham og byder ham i stedet at ofre en vædder, der pludselig viser sig nærved. hans Velærværdigheds dvs. præsten. Til de enkelte rangklasser i rangforordningen () var knyttet særlige tiltaleformer, if. hvilke 'Deres Velærværdighed' el. i omtale 'hans Velærværdighed' blev benyttet ved titulering af gejstlige personer af laveste rang el. slet ikke omfattet af forordningen. Rangforordningen blev (og bliver stadig) publiceret i den regelmæssigt udgivne Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender, hvori alle rangspersoner var anført. et Pendant en pendant. han giver med Fornøielse 10 Rbd. derfor If. kap. 9, »Om Liig og Begravelse«, i Kirke-Ritualet () var det ikke tilladt præsterne i Danmark at kræve vederlag el. betaling for gravtaler el. ligtaler; dog måtte de modtage betaling, hvis de fik det tilbudt. Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden bd. 1, s. 356f. – 10 Rbd.: rigsbankdaler (). I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn; en håndværkersvend tjente 5 rigsdaler om ugen. Indøvelse i Christendom kostede 1 rigsdaler 5 mark og 4 skilling, se tekstredegørelsen, s. 7. upaaseet ubeset. deriverede afledte. Der læses om Apostlene ... for at følge Christum efter hentyder til Mark 10,28, hvor disciplen Peter siger til Jesus: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig.« en Trøstetale . ridiculisere latterliggøre, gøre nar af. qvid nimis lat., noget for meget (). Betragtning et af J.P. Mynster yndet udtryk (). en Prædiken udgiven efter Opfordring af Flere spiller på en især i ældre litteratur hyppigt brugt, indledende beskedenhedsformular, som benyttes af fx J.P. Mynster. Jf. hans Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage (), hvor han i sin »Fortale« i bd. 1 skriver: »Mine Læseres og Tilhøreres Velvillie har saa ofte opfordret mig til at udgive flere Prædikener, at jeg har maattet ansee det næsten som en Deel af min Embedspligt at opfylde denne Begiering« (upagineret). Se også »Forerindring« i hans Taler ved Præste-Vielse, 1.-3. samling, Kbh. 1840-51, ktl. 235-236; 1. samling, 1840, hvor han skriver, at han næppe ville have udgivet ordinationstalerne, »dersom jeg ikke ofte var bleven opfordret dertil« (upagineret). Samt »Forerindring«, dateret »i November 1847«, i hans Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47 (), hvor han skriver: »Velvillige Tilhørere og Læsere vide, at det ikke har fattedes paa Opfordringer til mig om at udgive, saavel enkelte Prædikener, som en heel ny Samling« (upagineret). som ogsaa Christus selv fremsætter det hentyder formentlig til punkt 1) () og 2) (), som i det oprindelige manuskript dannede den umiddelbare fortsættelse af denne passage. At dette er saaledes ... Ringhed og Fornedrelse se »Manuskriptbeskrivelse«, 2.5.1, i tekstredegørelsen, s. 27. Matth. XVIII. 8. 9 se følgende kommentar. »Men dersom din Haand ... Helvedes Ild.« citat fra Matt 18,8-9 (NT-1819), med mindre afvigelser i tegnsætning. paa andet Sted dvs. i anden omgang. Det naturlige Menneske det blot jordiske, dvs. sanselige og fornuftige, men ikke åndelige menneske. Sml. 1 Kor 2,14, hvor Paulus skriver: »Men det naturlige Menneske forstaaer intet af Guds Aand, det er ham en Daarlighed [tåbelighed], og han kan det ikke kiende, thi det skal dømmes aandeligen«, Biblia, det er: den gandske Hellige Skriftes Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802. Denne oversættelse følger Luthers, som gengiver udtrykket tilsvarende med »der natürliche Mensch«, se Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (), hvorimod NT-1819 har »det sandselige Menneske«. Det, det naturlige Menneske kalder Kjerlighed, christeligt er Selvkjerlighed sml. fx kap. II. B »Du skal elske Næsten«, i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 51-67, især s. 59f., og Sygdommen til Døden (1849), i SKS 11, 160,16. lad Dig gilde for Himmeriges Skyld (Matth. XIX. 12) se Matt 19,12, hvor Jesus siger til disciplene: »Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Menneskene; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det!« (NT-1819). faaet sin Krig frem talemåde i betydningen: sat el. tvunget sin vilje igennem; optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 566. Potentsation opløftning til en højere potens el. grad. i Frygt og Bæven . uden for den evig Fortabelse hentyder formentlig til 2 Thess 1,9, hvor det hedder om dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod Jesu Kristi evangelium, at de skal »lide Straf, en evig Fortabelse, fra Herrens Ansigt, og fra hans Magtes Herlighed« (NT-1819). Intet mindre end alt andet end. det er det vil sige. at afhugge Haanden, at udrive Øiet, at gilde sig selv og . Matth. XIII, 21. Mc. IV, 17 ... forarges han strax.« forkortet citat fra Matt 13,20-21, der indgår i Matt 13,18-23, hvor Jesus udlægger sin lignelse om sædemanden (Matt 13,1-9; ), hvis sædekorn falder dels på gold sten- el. klippegrund, dels blandt kvælende torne, og dels i frugtbar jord. I sin udlægning siger Jesus, v. 20-21: »Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. 21. Men han haver ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tiid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax« (NT-1819). En lignende formulering findes i parallelstedet Mark 4,16-17. Prædikeforedraget på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. gjennem mange Trængsler maa indgaae i Himmeriges Rige spiller på ApG 14,22, hvor det om Paulus og Barnabas hedder, at de »bestyrkede Disciplenes Siele, og paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler« (NT-1819). Bekymring for næste Aar ... »hvad man spiste ... endnu ikke har betalt« allusion til og løst citat fra et brev, dateret den 11. maj 1848, fra pastor F.L.B. Zeuthen til SK. Her skriver Zeuthen efter at have læst den første tale med titlen »Armodens Bekymring« i Christelige Taler, der udkom 25. april 1848: »Angaaende Armodens Bekymring for den Dag 'imorgen' kan vel Ingen skrive opbyggeligere end De, men der er ogsaa en Armodens Bekymring for den Dag 'igaar', der er en Bekymring ikke for hvad man skal spise, men for det man har spiist og – ikke betalt. Denne Bekymring over Gjæld, som man ikke kan betale, ikke blot til dem, som kræve, men især til dem, som tie, men dog selv trænge, denne Armodens Bekymring er den af sværeste Slags og jeg vil ønske, at De engang vil skrive noget ret Opbyggeligt ogsaa derom. Der kan være for meget Sandt og Ædelt i denne Bekymring til at den ligefrem kan regnes til Hedningernes Bekymringer, men en Christen kan dog, om ikke saameget ved nogen paa Sorgen selv directe henvendt Tanke (ja denne maa ofte gjøre Bekymringen større), saa i Bønnen overvinde ogsaa denne Bekymring«, B&A, nr. 174, bd. 1, s. 192. I et udateret brev svarer SK: »Tak for Bemærkningen om den Dag igaar. Lad mig takke Dem for den idag, jeg skal nok huske den imorgen. See, saaledes har De skaffet mig en Bekymring for den Dag imorgen!«, B&A, nr. 175, bd. 1, s. 193. I marginaloptegnelsen NB4:154.b, dateret 17. maj 1848, i SKS 20, 358, overvejer SK at bruge Zeuthens bemærkning i »Nye Taler om Lilierne og Fuglen« og gør det så i Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, som udkom den 14. maj 1849, SKS 11, 43,21-23. Zeuthen omtaler hændelsen i Et Par Aar af mit Liv, Kbh. 1869, s. 22f. Fataliteter skæbner; vanskæbner, uheld. Derom prædiker man christeligt ... i Forbindelse med Gethsemane sml. J.P. Mynsters prædiken over første del af lidelseshistorien den 13. marts 1848 (jf. Adresseavisen, nr. 60, den 11. marts 1848). Prædikenen blev senere trykt med titlen »Gethsemane. Paa første Mandag i Fasten« i J.P. Mynster Prædikener holdte i Aaret 1848 (), s. 14-25. Her hedder det s. 16: »Jeg erindrer engang ved Betragtningen af dette Afsnit af den hellige Historie at have sagt, at ethvert Menneske har sit Gethsemane, og forsaavidt er dette sandt, som ethvert Menneske har sine Lidelser at taale i Verden, som der vel for Enhver, der ikke har tabt al Følelse, har været eller er eller kommer det Sted, hvor han begynder at skielve og svarligen at ængstes, hvor han maa sige: Min Siel er bedrøvet indtil Døden; men er dette Sted derfor et Gethsemane? er det derfor et Sted, hvor den Lidende har stridt den gode Striid, trængt maaskee paa alle Maader, men ikke forsagende, tvivlende, men ikke fortvivlende, forfulgt, men ikke forladt, nedslagen, men ikke forloren? er det et Sted, hvor han, som hans Frelser, har ganske, ganske hengivet sig i den himmelske Faders Villie, og ret af Hiertet har sagt: Skee ikke min Villie, men din? Dersom vi ikke have lært saaledes at forvandle vore Lidelsers Sted til et Gethsemane, da have vi endnu ikke lært, hvad denne hellige Fortælling skal lære os.« Jf. journaloptegnelsen NB4:142, fra begyndelsen af april 1848, i SKS 20, 353. – Gethsemane: sigter til Jesu sorg og angst i Getsemane Have før pågribelsen if. Matt 26,36-46. siger han jo i samme Parabel ... qvæler den gode Sæd henviser til Mark 4,18-19, der indgår i Mark 4,10-20, hvor Jesus udlægger sin lignelse om sædemanden (Mark 4,1-9; og ) og siger, v. 18-19: »Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet; og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begierligheder efter de andre Ting trænge ind, og qvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt« (NT-1819). flyer til tager sin tilflugt til. det (...) trækker sammen det trækker op til genvordigheder. piinlig Cuur pinefuld, smertelig kur. aber af ty., men. tager Christendommen an antager, går over til. ligner han ogsaa Forbilledet ... et Menneske muligt at ligne det . at straffes fordi man gjør det Gode . Joh. XVI. 1 . Matth. XVI, 23 se Matt 16,23, hvor det hedder om Jesus: »Men han vendte sig, og sagde til Peder: viig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er« (NT-1819). »Dette haver jeg talet til Eder ... Gud en Dyrkelse« citat fra Joh 16,1-2 (NT-1819), med en mindre afvigelse i ortografi; fremhævelsen er SKs. en Udsending fra Faderens Eenbaarne spiller på ordets etymologi, idet ordet 'apostel' kommer af det gr. 'apóstolos', der betyder 'udsending' el. 'sendebud'. – Faderens Eenbaarne: dvs. Jesus (). blive forfulgt, udstødt af Samfundet, tilsidst ihjelslagen se fx Matt 10,17-20; 24,9; Luk 21,12-17; Mark 13,9-13; Joh 16,1-4. – ihjelslagen: slået ihjel. udvise udpege, anvise. er (...) Forstanden til Forargelse spiller formentlig på 1 Kor 1,22-23 (). odium totius generis humani lat., 'had til hele menneskeslægten'. Kilden til dette er muligvis kirkefaderen Tertullian Apologeticus adversus gentes pro christianis (lat., Forsvar for de kristne mod hedningene), 37,8: »Sed hostes maluistis vocare generis humani« (lat., »Men I har foretrukket at kalde dem [de kristne] fjender af menneskeheden«), jf. Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera, udg. af E.F. Leopold, bd. 1-4, Leipzig 1839-41, ktl. 147-150 (i Bibliotheca patrum ecclesiasticorum latinorum selecta, udg. af E.G. Gersdorf, bd. 4-7); bd. 1, s. 109. Se også den rom. historieskriver Tacitus' Annales (lat., Årbøger), 15. bog, kap. 44, 4, jf. C. Cornelii Taciti opera ex recensione Ernestiana, udg. af I. Bekker, Berlin 1825, ktl. 1282, s. 347. Her fortælles det, at de kristne, som var mistænkt for at have forårsaget Roms brand under kejser Nero, ikke så meget blev dømt for brandstiftelse som pga. 'odio humani generis'. I sin oversættelse gengiver J. Baden udtrykket med »Had til det menneskelige Kiøn«, Cajus Cornelius Tacitus bd. 1-3, Kbh. 1773-97, ktl. 1286-1288; bd. 2, 1775, s. 282. det naturlige Menneske . fruentimmeragtigt kvindagtigt, se følgende kommentar. det Qvindagtige det, som har kvindelige egenskaber, med bibetydning af: det umandige, svage, forfinede, magelige. Christendommen har en Mistanke til Ægteskabet hentyder formentlig til 1 Kor 7, hvor Paulus skriver om ægteskab og ugift stand. Se fx v. 1-2: »Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.« Se endvidere v. 7, hvor Paulus skriver: »Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg«, nemlig ugift. Se endelig v. 32-34: »En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet.« ordentligviis almindeligvis, sædvanligvis. »hvad vil Du udsætte Dig ... hitte paa.« indvending fra en fiktiv samtalepartner. – hvad: hvorfor. Ægteskabet er jo, som Præsten siger, en Gud velbehagelig Stand spiller på ritualet for brudevielse, hvor det hedder: »Da er det Eders Trøst, at I vide og troe, at Eders Stat [dvs. den ægteskabelige stand] er Gud tækkelig og af ham velsignet. (...) Derfor siger og [også] Salomo: Hvo [den] som faaer en Hustru, han faaer en god Ting, og annammer af HErren en Velbehagelighed [Ordsp 18,22]«, Forordnet Alter-Bog (), s. 260f. Guds Velbehag se foregående kommentar. endogsaa anden Gang Paulus ikke blot tillod (jf. fx Rom 7,2), men anbefalede (1 Tim 5,14) et andet ægteskab, hvis den ene ægtefælle var død. som Præsten sagde det i Søndags, denne milde Lære ... afhjælper alle Tryk Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. falde paa få det indfald. det er det vil sige. udleet, forfulgt og tilsidst ihjelslagen . Peder . Matth. XVI, 21 o.flg. »Da Christus ... skee Dig ingenlunde.« tillempet citat fra Matt 16,21-22, hvor det hedder: »Fra den Tiid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkiende, at ham burde at gaae til Jerusalem, og lide Meget af de Ældste og Ypperste-Præster og Skriftkloge, og ihielslaaes, og opstaae tredie Dag. 22. Og Peder tog ham tilside, begyndte at straffe [irettesætte] ham, og sagde: Herre, spar [skån] dig selv; dette skee dig ingenlunde!« (NT-1819); (). – o.flg.: og følgende. holdende sig til Gud spiller måske på Jak 4,8: »Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer«. uskatteerligt uvurderligt. tog saa strengt paa (begyndte at) ytre sig så strengt el. stærkt. viig fra mig, Satan ... men hvad Menneskens er frit citat fra Matt 16,23 (). mærkelig bemærkelsesværdig. udvise udpege, anvise. det sandselige, det naturlige Menneske . Troen er et nyt Liv spiller måske på Rom 6,4, hvor Paulus skriver: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv [(NT-1819): »vandre i et nyt Levnet«].« Se også 2 Kor 5,17. det var saa forholdt sig således. et Udskud i Verden allusion til 1 Kor 4,13, hvor Paulus skriver med henblik på sig selv og andre apostle: »vi ere blevne som Udskud i Verden« (NT-1819). som sagt, ikke dette phantastisk Speculative ... men et enkelt Menneske, der er Gud se »Denne Fremstillings Indhold i et kort Indbegreb«, i SKS 12, 92,1-20, med kommentarer. Frastød det, som støder fra. Gud-Mennesket . Ebionitisme o. d. sigter til den oldkirkelige, jøde-kristne sekt ebionitternes lære, der benægter Jesu guddommelige natur og anser ham for en profet; se følgende kommentar. – o. d.: og deslige. Gnosticisme fællesbetegnelse for en lang række eklektiske, ofte dualistiske kristne og jøde-kristne sekter i de første årh. e.Kr. Se fx § 94 i Karl Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 222f. (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 231: »Den guddl. [guddommelige] Natur [i Kristus] blev mere eller mindre benegtet af Ebioniterne, der holdt fast ved de jød. Mess.-Forventninger [jødiske Messias-forventninger]; den mskl. [menneskelige] Natur af Gnostikerne, der alle af Modbydelighed for Materien vare Doketer i større eller mindre Grad«). Den oldkirkelige sekt doketerne benægtede Kristi menneskelige natur og anså hans menneskelegeme for et skinlegeme. Se også SKs notater til § 46 i H.N. Clausens forelæsninger over den kristelige dogmatik i årene 1833-34 i Not1:7, i SKS 19, 43,10-28. Man har docerende ... hiin speculative Eenhed af Gud og Menneske . sub specie æterni lat., egl. 'sub specie aeternitatis', 'under evighedens synsvinkel'. Udtrykket stammer fra den holl., jødiske filosof Baruch de Spinozas filosofi, jf. fx hans hovedværk Ethica (1677), 5. bog, læresætning 29. SK benytter ofte udtrykket om den spekulative idealisme. apparent af lat. 'parere', 'vise sig'; visende sig, fremtrådt, åbenbar. Jf. SKs referat af de første 23 paragraffer af H.L. Martensens forelæsninger over »Speculativ Dogmatik«, fra sommersemestret 1838; især i § 15 bruges udtrykket »Apparents« mht. til Guds fremtræden el. åbenbaring i Kristus: »Den chr: [kristne] Idee om Guds Apparents er indeholdt i Incarnationens Dogma eller Læren om Guds reelle historiske Menneskevordelse i Χsto [Kristus]. I denne Mskvordelse er Dualismen mellem Gud og Skabningen faktisk ophævet, da den gudd: [guddommelige] Natur saaledes har forenet sig med den msklige [menneskelige], at Gud ikke blot er aabenbaret formedelst ell. i men som denne historiske Personlighed«, journalen KK:11, i SKS 18, 382,26-32. i den rene Værens . taget (...) hen bemægtiget sig, misbrugt. Dictata lat., hvad der er dikteret, el. hvad der nedskrives efter diktat. forglemt ganske glemt. Redupplikation dvs. reduplikation, egl. 'gen-fordobling'; gentagelse, fordoblelse. Udtrykket benyttes ofte af SK om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt el. indholdet af noget gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens. Christus er en Person . Som jeg i et andet Skrift ... alle Følgerne af hans Liv nemlig i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom, der opr. var udarbejdet som et selvstændigt skrift (), jf. tekstredegørelsen, s. 66-93. den nægtede Umiddelbarhed . vistnok rigtignok, sandt nok. det ikke er saa forholder sig således. »Modsigelsens Tegn« se følgende kommentar. i Skriften ... Gud-Mennesket et Modsigelsens-Tegn hentyder formentlig til Luk 2,34, hvor Simeon siger om Jesus: »see, denne er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges« (NT-1819). den speculative Eenhed af Gud og Menneske . et ringe, uanseeligt Menneske . svarer Skriften ... gjøre Hjerternes Tanker aabenbare henviser til Luk 2,35 (). som Fod i Hose talemåde i betydningen: så let som ingenting; bl.a. optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 233. sub specie æterni . Intet mindre end alt andet end. Ramsere personer, der opremser el. anvender remser (fx af velkendt filosofisk stof). dicterer Paragrapher . Hurtigskrivere stenografer. d'Hrr. (...) vogte sig vel de herrer tager sig rigtig i agt. Tanker, der skulle skal. end sige endsige, for slet ikke at tale om. lade (...) ude udelade, se bort fra. Tjenerens Skikkelse hentyder til v. 7 i Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus om Jesus Kristus skriver: »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). paadigtet opdigtet og tillagt. betræffende angående. vistnok givetvis, helt sikkert. ikke Kjød og Blod ... indgav Peder at kjende ham sigter til Matt 16,17 (). Christi frie Beslutning fra Evighed af . executivt udøvende, i praksis. det Socratiske: for i Sandhed at ville det Gode ... undgaae Skinnet af at gjøre det hentyder til Glaukons replik i samtalen med Sokrates () i 2. bog af Platons Staten (361b), hvor det hedder: »De [der priser uretfærdigheden på retfærdighedens bekostning] vil nemlig sige, at naar det forholder sig saaledes med den retfærdige, saa vil han blive pisket, mishandlet, spærret inde, faa Øjnene brændt ud og tilsidst, naar han har døjet alt muligt ondt, vil han blive korsfæstet, og saa vil han forstaa, at han ikke skal ønske at være retfærdig, men at se ud, som om han var det« (Platons Skrifter () bd. 4, s. 70). Jf. journaloptegnelsen NB:13, fra marts 1846, i SKS 20, 24 med kommentarer. faaer i Sinde kommer i tanke om. ikke saa sådan. det er saa således. det er det vil sige. mystificere vildlede, føre bag lyset, drille. maieutisk af gr. ('maieúesthai'), at forløse (en fødende). Hentyder til Sokrates' () jordemoderkunst, som består i ved samtale at forløse en anden, der i forvejen er svanger med en viden, som han blot har glemt og nu må hjælpes til at generindre. Jf. fx Platons dialog Theaitetos, 148e-151d. Tilsyneladelse noget blot tilsyneladende, skin og bedrag. han blev sandt Menneske jf. fx Confessio Augustana, art. 3: »Guds Søn haver antaget den menneskelige Natur i den rene Jomfrues Mariæ Liv, at de tvende Naturer, den guddommelige og den menneskelige, saaledes i een Person uadskillelig tilsammenføiede, ere een Christus, sand Gud og sandt Menneske, som er født af Jomfrue Maria«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchthon forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den Augsburgske Troesbekjendelse), s. 47. Lidelsens Yderste at føle sig forladt af Gud hentyder til Matt 27,46, hvor det fortælles, at Jesus råbte på korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?« (NT-1819). i sit Første til at begynde med. indirecte Meddelelse jf. indledningen til en i april-maj 1847 påtænkt forelæsningsrække med titlen »Den ethiske og den ethisk-religieuse Meddelelses Dialektik« (Pap. VIII 2 B 79-89), hvor SK bl.a. udvikler, at en indirekte meddelelse gøres fornødent, hvis en meddelelses form modsiges af dens indhold. Jf. også anden del, 1. afsnit, kap. 2, »1. Den subjektive existerende Tænker er opmærksom paa Meddelelsens Dialektik«, i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 73-80. hvad nogle Pseudonymer pleie at kalde Meddelelsens Dobbelt-Reflexion sigter især til pseudonymen Johannes Climacus' Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), især 2. del, første afsnit, kap. 2, »1. Den subjektive existerende Tænker er opmærksom paa Meddelelsens Dialektik«, i SKS 7, 73-80. Jf. også SKS 7, 71f. og 227. Fritænkeren if. C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 319, sp. 2: »den, som tænker frit (især om den, der i Religionssager ikke antager Kirkens Lærdomme).« hvo hvem. Redupplikationen dvs. reduplikationen (). jeg er Gud, Faderen og Jeg ere Eet hentyder til Joh 10,30, hvor Jesus siger: »Jeg og Faderen vi ere eet« (NT-1819). Prædikeforedraget på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. Suffisance fr., selvtilstrækkelighed, selvtilfredshed. Faderens Eenbaarne . perhorrescerer forkaster, afskyr; udtrykket stammer fra juridisk sprogbrug, hvor det betyder 'at forkaste (et vidne el. en dommer)'. Jf. lat. 'perhorreo', 'at gyse for', 'at skælve for'. Forfængelighed tomhed. Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab henviser til 1 Kor 1,22-23, hvor det hedder: »For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.« Mysteriet ved hvem Alt blev aabenbart, men i Mysteriet jf. Kol 1,26-27, hvor Paulus skriver: »den hemmelighed [gr. μυστήϱιον (mystērion)], som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed [μυστήϱιον] er: Kristus i jer, herlighedens håb.« Og Kol 2,2-3, hvor Paulus taler om at »nå til erkendelse af Guds hemmelighed [μυστήϱιον], Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult«. Sml. journaloptegnelsen DD:6, fra juni 1837, i SKS 17, 216 med kommentarer. publik offentlig, officiel. Frygt og Bæven . sagt sig hævdet, erklæret. Ja vist har Christus sagt: troer paa mig sigter til Joh 14,1, hvor Jesus siger: »troer paa Gud, og troer paa mig« (NT-1819). Man gjør Christus til den speculative Eenhed af Gud og Menneske . for bare Alvor af. Aand er Nægtelse af den ligefremme Umiddelbarhed jf. fx G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af Ph. Marheineke, bd. 1-2, Berlin 1840, ktl. 564-565; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 11, s. 74 (Jub. bd. 15, s. 90), hvor det hedder: »Der Geist ist überhaupt nicht unmittelbar, unmittelbar sind die natürlichen Dinge und bleiben bei diesem Seyn, das Seyn des Geistes ist nicht so unmittelbar, sondern nur als sich selbst producirend, sich für sich machend durch Negation als Subject, sonst ist er nur Substanz, und dieß Zusichkommen des Geistes ist Bewegung, Thätigkeit und Vermittlung seiner selbst mit sich« (»Umiddelbar er ånden slet ikke, umiddelbar er de naturlige ting, og disse forbliver ved denne væren, åndens væren er ikke på denne måde umiddelbar, men den er kun ved at frembringe sig selv, ved at gøre sig for sig selv gennem at negere sig som subjekt, ellers var ånden blot en substans. Og denne åndens kommen-til-sig-selv er bevægelse, gerning og formidling af sig selv med sig selv«). Er Christus sand Gud . for (...) saa godt Kjøb til en så billig pris, på en så let måde. han blev bespottet, hudstrøgen, korsfæstet . Sjels-Lidelse Om Kristi 'sjælslidelser', se beretningen i Matt 26,36-46 om Jesus i Getsemane Have, hvor det fortælles, at han »blev grebet af sorg og angst« og sagde til Peter og de to Zebbedæussønner, som han havde taget med sig: »Min sjæl er fortvivlet til døden«, v. 37-38. Jf. også parallelberetningen i Luk 22,39-46, hvor det yderligere fortælles om Jesus: »I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden«, v. 44. hans Liv i Ukjendeligheden ... indtil det Sidste allusion til v. 6-8 i Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus om Jesus Kristus skriver, at »han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.« Braad brod. af Kjerlighed bliver han Menneske allusion til Joh 3,16 (). Han er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, dels til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« det natlige Forræderi sigter til natten mellem skærtorsdag og langfredag, hvor Jesus if. Matt 26,45-50 blev forrådt af Judas Iskariot, se følgende kommentar. at forraades af en Ven hentyder til disciplen Judas Iskariot, om hvem der fortælles i Matt 26,48-50: »Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem [en stor skare fra ypperstepræsterne og folkets ældste] og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et 'Rabbi!' og kyssede ham. Jesus sagde til ham: 'Min ven, nu har du gjort dit.' Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.« udleet, bespottet, bespyttet . med Tornekronen paa, og purpurklædt hentyder til Joh 19,5, hvor det hedder: »Da gik Jesus ud, og bar Tornekronen og Purpurklædet« (NT-1819). Forinden er det i v. 1-3 fortalt, at Pilatus havde ladet Jesus piske, og at hans soldater havde flettet en krone af torne, sat den på Jesu hoved, kastet et purpurklæde om ham, hånet ham og slået ham i ansigtet. Se også Matt 27,28-31. see hvilket Menneske citat fra Joh 19,5 (). forladt af alle sine Venner hentyder til beretningen i Matt 26,47-56 om tilfangetagelsen af Jesus i Getsemane Have, hvor det hedder: »Da forlode alle Disciplene ham, og flyede«, v. 56 (NT-1819). Lidelsens Kalk spiller på Jesu bøn i Getsemane Have skærtorsdag aften: »Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din!« Luk 22,42 (NT-1819). Vistnok rigtignok, sandt nok. Formastelse dumdristighed, hovmodighed, bespottelse. forraader røber, ytrer, afslører. falde paa få det indfald, finde på. som naturligt af natur. vistnok givetvis. befæstende (...) det svælgende Dyb allusion til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Da den rige mand vågner op i dødsriget og pines i luerne, beder han Abraham sende Lazarus for at læske hans tunge med vand. Abraham afslår og siger, at der »er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville [vil] fare herfra ned til Eder, kunne [kan] ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). – svælgende: afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft. sandseligt fysisk, empirisk. Loven er det i Forhold til Evangeliet, Strengheden sigter til den paulinsk-lutherske lære om forholdet mellem lov og evangelium, hvor loven dømmer mennesket, se fx Rom 7, og er en tugtemester til Kristus, se Gal 3,23-24, mens evangeliet er det glædelige budskab om, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror«, Rom 10,4. I den forstand kan lov og evangelium siges at være hhv. strenghed og mildhed. uformærkeligt uden at mærke el. bemærke det. den moderne Philosophi (...) at Tro er en umiddelbar Bestemmelse sml. »Problema II« i Frygt og Bæven (1843), hvor pseudonymen Johannes de silentio skriver: »Den nyere Philosophi har tilladt sig uden videre istedenfor 'Tro' at substituere det Umiddelbare. Naar man gjør det, da er det en Latterlighed at negte, at Troen har været til til alle Tider. Troen kommer nu paa den Maade i temmelig simpelt Compagni med Følelse, Stemning, Idiosynkrasi, vapeurs o. s. v. Forsaavidt kan Philosophien have Ret i, at man ikke bør blive staaende derved. Men der er Intet, der berettiger Philosophien til denne Sprogbrug. Foran for Troen gaaer en Uendelighedens Bevægelse«, SKS 4, 161,21-28. – den moderne Philosophi: . en Mening spiller formentlig på det gr. udtryk 'dóxa' (mening, formening), som bruges hyppigt i modsætning til gr. 'pístis' (overbevisning, tro) el. gr. 'epistēmē' (sand erkendelse). det er saa forholder sig således. i prægnant Forstand taget i en særlig fremtrædende, (indholdsmæssig) vægtig betydning. i eminenteste Forstand taget i den højeste, strengeste betydning. skuffende bedragerisk, illusorisk. Maieutiker en, der udøver majeutik, dvs. jordemoderkunst (). Understøttelse støtte, hjælp. potentserede som er hævet til et højere niveau; intensiverede. kan det ikke anderledes spiller formentlig på de ord, hvormed Martin Luther () if. traditionen afsluttede sin erklæring, da han på Rigsdagen i Worms 1521 nægtede at tilbagekalde sin af kirken fordømte lære med henvisning til Guds ord og sin samvittighed: »ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« (»jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig! Amen!«); her citeret efter C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123, sp. 2. Approximation tilnærmelse. betræffende angående. Kjende kendetegn. den ligefremme Kjendelighed er Hedenskab sml. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), »Slutning«, i SKS 7, 544f. Speculationen . Prædikeforedrag på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. tillyver (løgnagtigt) tillægger. Det er dog vistnok heller ikke saa forholder sig dog helt sikkert heller ikke således. det afgjørende Point det afgørende punkt, den afgørende pointe. fra Slægt til Slægt fra generation til generation. Bedaarelse vildfarelse, bedrag. hiin Hedning brændte Bibliothekerne sigter til de biblioteker, et større i slottet og et mindre ved Serapis-templet, der under Gajus Julius Cæsars (o. 101-44 f.Kr.) kampe i Alexandria 47 f.Kr. brændte ved et uheld. Jf. L.A. Seneca De tranquillitate animi (lat., Om sindsro), kap. 9,4f. Indøvelse i Christendom I trykmanuskriptet slettede SK undertitlen »Et Bidrag til Christendommens Indførelse i Christenheden« på deltitelbladet, se ms. 6.1 i tekstredegørelsen, s. 43f., og i øvrigt s. 73f. og s. 84. Fra Høiheden vil han drage Alle til sig allusion til Joh 12,32 (). Christelige Udviklinger Dengang SK i journaloptegnelsen NB7:4, fra sidste del af aug. 1848, udkastede ideen til »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«, anførte han som undertitel på samlingen »7 Taler ved Altergangen / om Fredagen«, SKS 21, 77, jf. tekstredegørelsen, s. 70. Denne undertitel blev ikke senere anvendt; i kladden benyttes »7 Taler«, ændret til »Christelige Taler«, se manuskript ms. 3.3 i tekstredegørelsen, s. 31. Se i øvrigt marginaloptegnelsen NB7:4.a, hvor SK skriver: »Disse Taler udvikle overhovedet Forholdet mellem hans [Kristi] Ringhed og Høihed. Χstenhedens [kristenhedens] Kjætterier med blot at ville have Høiheden, dog saa mildt som muligt, altid i den bedende, den rørende Toneart fE: naar Du seer Χstus [Kristus] saaledes lidende, føler Du da slet ingen Trang til at lide med, men vil blot seire. Misforstaae ikke dette, det befales Dig ikke, o, nei, langt, langtfra, det er en Æressag.« SKS 21, 77m. – Udviklinger: udredninger, klargørelser. Anti-Climacus . Om de ændringer, SK foretog dels i manuskript ms. 8.38, dels i korrekturen som en følge af beslutningen om at gøre »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« pseudonymt, se tekstredegørelsen, s. 65f. og s. 78f. Jvf. Forordet til Nr. II jf. SKS 12, 85. Idrætter bedrifter, handlinger. skrække (...) tilbage skræmme, kyse. en Syndens Angst sml. kap. IV »Syndens Angest eller Angest som Syndens Følge i den Enkelte« i Begrebet Angest (1844), i SKS 4, 413-453. flyer undgår, holder sig borte fra, skyr. den Helliges Reenhed dvs. Jesu Kristi renhed. I 1 Joh 2,20 kaldes Jesus 'den Hellige'. Se også Mark 1,24 og Joh 6,69, hvor han kaldes 'Guds Hellige'; sml. endvidere ApG 2,27 og 13,35. Med 'renhed' sigtes formentlig til Jesu syndfrihed, jf. Hebr 4,15, hvor det om Jesus som ypperstepræst hedder: »For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.« Og Hebr 7,26: »For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene«. Jf. endvidere 1 Pet 2,22 og 1 Joh 3,3. Vi kalde Dig vor Frelser og Forløser sml. det udkast til bøn, SK skrev i marginaloptegnelsen NB2:247.a, fra okt. 1847, da han fik ideen til at skrive en tale ved altergangen om fredagen () over Joh 12,32: »Vi kalde Dig vor Forløser, fordi Du kom til Verden at løse alle Baand, de uværdige Bekymringers, som vi selv paalægge os, at bryde Syndens tunge Lænker. Vi kalde Dig Frelser, at Du saaledes vil frelse os forløste ud af alt dette. Thi dette var jo Guds Villie, som Du fuldkommede [fuldbyrdede] og gjorde mulig, vor Helliggjørelse. Derfor steeg Du ned til Jordens lave Egne [se Ef 4,9], og derfor steeg Du atter op i Høiheden for derfra at drage os til Dig.« SKS 20, 233m,7-19. Din Gjerning, som Du har fuldkommet hentyder til Joh 17,4, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger til Gud: »Jeg haver herliggiort dig paa Jorden; jeg haver fuldkommet den Gierning, som du haver givet mig at giøre« (NT-1819). Se også Joh 4,34 og 19,30. – fuldkommet: udført til fuldkommenhed, fuldbyrdet. som Du selv har sagt det ... vil Du drage Alle til Dig se følgende kommentar. Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. Denne Tale er af Mag. Kierkegaard holdt ... d. 1. Sept. 1848 sml. kladden ms. 3.1, hvor SK i marginen har noteret: »Fredags-Prædiken / holdt d. 1ste Sept. 48«, se tekstredegørelsen, s. 30. Sml. også journaloptegnelsen NB7:16, fra 1. sept. 1848, i SKS 21, 84, jf. tekstredegørelsen, s. 71, og Adresseavisen, nr. 209, den 1. sept. 1848, hvor det under »Særskilte Bekjendtgjørelser« annonceres: »Prædikanterne idag, Fredag. / Frue Kirke, Hr. Mag. Kierkegaard, Kl. 9.« Der er altså tale om en prædiken, holdt ved fredagsaltergangen i Vor Frue Kirke i København. På SKs tid blev der hver fredag kl. 9 holdt altergang med forudgående skriftemål () i Vor Frue Kirke, hvor der foruden skriftetalen under skriftemålet også blev holdt en kort prædiken mellem skriftemålet og altergangen. SK havde to gange tidligere prædiket ved disse altergangsgudstjenester om fredagen, den 18. juni 1847 og den 27. aug. 1847, og ligeledes udgivet de to taler, nemlig som nr. II og nr. III i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 277-292. Hvad hele noten angår, sml. følgende optegnelse, skrevet på et udateret løst blad indlagt ved journaloptegnelsen NB11:123: »Naar 'Fra Høiheden vil han drage Alle til sig' bliver pseudonym, saa maa jo den første Tale gaae ud, da den er faktisk holdt af mig i Frue Kirke. Eller ogsaa en Anmærkning saa [således] lydende: lige saa godt strax og uforbeholdent tilstaae Sandheden. Denne Tale er et Art Plagiat. Det er en Tale, som Mag. Kierkegaard har holdt i Frue Kirke. Jeg troer, den er nogenlunde nøiagtigt gjengivet, og jeg beder Magisteren om Tilgivelse, at jeg har udgivet den; men denne Tale har væsentligen bestemt hele Skriftet – saa den paa en Maade hører med. Hr. Mag. der saa tidt har maattet finde sig i at blive benyttet, vil vel sagtens ogsaa finde sig i dette. – Saa kunde jeg svare, at derimod havde jeg egl. Intet, kun var Talen ved at komme i den Forbindelse, dog egl. blevet en anden. / Dog maaskee gaaer den bedre ud, en saadan Spøg kunde let misforstaaes.« NB11:124, i SKS 22, 74. – Mag. Kierkegaard: Magister; SK forsvarede sin disputats Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates (i SKS 1, 59-357) for den filosofiske magistergrad den 29. sept. 1841. Nr. 7 se SKS 12, 250-253. min Characteer sml. ms. 8.37, hvor SK om Anti-Climacus skriver, at han »jo udgiver sig for i strengere Forstand ja næsten i overordl. [overordentlig] Grad at være Christen«, se tekstredegørelsen, s. 65. Sml. også journaloptegnelsen NB14:34, fra nov. 1849, hvor SK om Anti-Climacus som den pseudonyme forfatter af Indøvelse i Christendom skriver: »Pseudonymen er Strengheden; han dømmer – hvem? mig, Udgiveren. Dog dette vedgaaer jeg selv i Forordet.« SKS 22, 363,31-33. A. T. andægtige tilhørere. Dyrets, der aldrig opløfter sit Hoved hentyder formentlig til den antikke etymologiske forklaring af det gr. ord for menneske, ἄνϑϱωπος (ánthrēpos), som »den, der skuer opad«, der i så fald skulle komme af ἄνω ἀϑϱεῖν (ánē athreîn, at skue opad) el. af ἀναϑϱεῖν ἃ ὄπωπε (anathreîn ha ópēpe, nærmere betragte, hvad han ser), og som tillægges Platon. Jf. P. Arnesens Græsk-Dansk Ordbog, Kbh. 1830, ktl. 993, s. 101; jf. også Platons dialog Kratylos, 399c. Tanken var udbredt i antikken og kommer klart til udtryk i Ciceros skrift De legibus (lat., Om lovene), 1. kap., 26: »Thi mens naturen har bøjet de øvrige levende væsener nedad imod jorden, for at de kan tage føde til sig, er mennesket det eneste væsen, den har gjort opret, og den har rejst det op, for at det skulle skue mod himlen som mod sit fædreland og oprindelige hjemsted«, Ciceros filosofiske skrifter, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1969-72; bd. 1, overs. af Per Krarup, s. 339f. Se også 2. bog, kap. 56, 140, i Cicero De natura deorum (lat., Om gudernes væsen), i Ciceros filosofiske skrifter bd. 3, 1970, overs. af F. Blatt, s. 209. henlefles henleves overfladisk, letsindigt. Forfængelighed tomhed. vistnok rigtignok, sandt nok. hendøses sløvt drives bort. Omskiftelse eller Forandring allusion til Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse [brat, gennemgribende forandring]« (NT-1819). forklaret afklaret; forvandlet til en anden (og herligere) skikkelse, transfigureret. en Afdøds forklarede Liv sml. »En Leiligheds-Tale«, første afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), hvor SK om en afdød som en 'forklaret' skriver: »forandres kan han ikke, ikke det Mindste, uden at det strax mærkes, og uden at Alt er tabt, og han forsvunden. Den Forklarede er kun til som Forklaret; forandres kan han ikke til noget Bedre – han er jo den Forklarede; forandres kan han ikke – han er jo en Afdød: han bliver sig selv tro, den Ene og Samme, den Forklarede!« SKS 8, 165,22-26. blandt alle Levende kun er eet Navn nævnet, den Herre Jesu Christi allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus i v. 9-11 skriver: »Derfor haver og [også] Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn; at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekiende, at Jesus Christus er en Herre til Gud Faders Ære« (NT-1819). Se også Ef 1,21. retteligen anlagt anlagt på rette måde. rettet mod hvad der er oven til allusion til Kol 3,1-2, hvor Paulus skriver til kolossenserne: »Ere I altsaa opreiste med Christo, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand. Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden« (NT-1819). m. T. min tilhører. til Hans Ihukommelse hentyder til indstiftelsesordene i nadverritualet: »Vor HErre Jesus Christus i den Nat, der [da] han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen [tag imod dette], og æder [spis] det! Det er mit Legem, som gives for Eder! Dette giøre [gør dette] til min Ihukommelse! / Ligesaa tog han og [også] Kalken efter Aftens-Maaltid, takkede, gav dem, og sagde: Drikker alle deraf! Denne er det ny Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse! Dette giører, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse.« Forordnet Alter-Bog (), s. 253f. afdøes fra . ret har virkelig, for alvor. knækket bristet. en Syndens Angst . Fristelsens Angester ængstelser for (at falde for) fristelse. æder af Brødet og drikker af Vinen hentyder til nadverens indstiftelsesord (). i Tjenerens ringe Skikkelse allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus i v. 7 skriver, at Kristus »forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). Anstødsstenen sml. udtrykket »en Anstøds-Steen og en Forargelses Klippe« i Rom 9,33 (NT-1819) og 1 Pet 2,7 (NT-1819; i nyere bibeloversættelser v. 8). stillet mellem Hans Fornedrelse ... og Høiheden sml. marginaloptegnelsen NB2:247.c (), hvor SK skriver: »Du er stillet mell. hans Lidelse og hans Høihed, saaledes drager han Dig, fra Høiheden, medens Lidelsen skyder til. Og Ham kunde Du jo ikke, som Du ønsker en Afdød maaskee, ønske tilbage – tilbage til Lidelse og Korsfæstelse; thi saaledes maatte det gjentages, hvis han atter kom her i Timeligheden.« SKS 20, 234m,1-9. – Fornedrelse (...) Høiheden: . tager (...) forfængelig misbruger på en letfærdig måde, vanhelliger. Christus var og er jo Sandheden allusion til Joh 14,6, hvor Jesus om sig selv siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« Magten og Æren og Herligheden allusion til den lovprisning, der afslutter Fadervor: »Thi Dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen«, Matt 6,13 (NT-1819). Både i dåbsritualet, i nadverritualet og i ritual for brudevielse i Forordnet Alter-Bog () benyttes formen: »Thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed! Amen!« s. 246, s. 253 og s. 261, se også s. 290. Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab hentyder til 1 Kor 1,23, hvor Paulus skriver: »vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed [dårskab, tåbelighed]« (NT-1819). forhaanet, bespottet, som Skriften siger bespyttet hentyder formentlig til Luk 18,32, hvor Jesus forudsiger, at han »skal overantvordes [overgives til] Hedningerne, og bespottes, forhaanes, og bespyttes« (NT-1819). Men også til, at Jesus blev 'forhånet' og 'bespottet' af kong Herodes og hans soldater, se Luk 23,11 (NT-1819); og at de to røvere, der blev korsfæstet på hver sin side af Jesus, 'forhånede' ham, se Mark 15,32 (NT-1819). Endvidere til, at de mænd, der holdt Jesus bevogtet inden forhøret i Rådet, 'bespottede' ham, se Luk 22,63.65 (NT-1819); at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29.31 (NT-1819); at den ene af de to røvere 'bespottede' ham, se Luk 23,39 (NT-1819); at de, der gik forbi den korsfæstede Jesus, 'bespottede' ham, se Matt 27,39 (NT-1819); og at ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og de ældste 'bespottede' ham, mens han hang på korset, se Matt 27,41 (NT-1819). Og endelig til, at nogle begyndte at 'bespytte' Jesus under forhøret af ypperstepræsterne i Rådet, se Mark 14,65 (NT-1819); og at Jesus blev 'bespyttet' af den rom. statholders soldater, se Mark 15,19 (NT-1819). Forvendthed det at have givet (noget) en anden (forkert) retning, form og betydning, fordrejning. have begge lige meget Omvendelse behov allusion til Luk 15,7, hvor Jesus afslutter sin lignelse om det mistede får med ordene: »Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstive Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov« (NT-1819). Men netop idag mindes Du jo ... Hans Lidelse og Død hentyder til nadverens indstiftelsesord (). opfoer til Høiheden Om Kristi himmelfart, se beretningen i Luk 24,50-51 og i ApG 1,9-12. Solen gaaer op ... Vinden omskifter efter sine Omgange hentyder til Præd 1,5-6: »Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og higer til sin Sted, der som [dér hvor] den gaaer op igien. Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Væiret [vinden] gaaer stedse om og om, og farer frem, og Væiret kommer tilbage efter sine Omgange [sin faren rundt omkring]« (GT-1740). spørges der rygtes der, tales der om. ikke hvilende formentlig allusion til Hebr 4,9-10: »Altså venter der Guds folk en sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans [Guds] hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.« Se også 1 Mos 2,3. Han arbeider formentlig allusion til Joh 5,17, hvor Jesus siger: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Guds Almagt jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 3, i Balles Lærebog (), s. 13: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie [besvær]. Men han giør ikkun [kun] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene.« lige fuldt desuagtet, alligevel. usynlig i Høiheden, dog overalt tilstede jf. den lutherske ubikvitetslære, dvs. læren om Kristi allestedsnærværelse (). kunne vi kan. en usædvanlig kort Tid er foreskrevet for Talen Det var en regel fra reformationens første tid, at der skulle prædikes, når der blev holdt nadver ved en hverdagsgudstjeneste, og denne regel blev holdt i hævd i Vor Frue Kirke, landets mønsterkirke. Denne kommunionsprædiken eller altergangsprædiken var – i forhold til prædikenen på søn- og helligdage – ganske kort, af ti til femten minutters varighed, og blev holdt over en frit valgt tekst. Se § 28 i J.P. Mynsters »Forslag til et: Kirke-Ritual for Danmark«, s. 19, og »Bemærkninger ved Forslagene«, s. 39, i Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839 (forkortet Udkast til Alter- og Ritualbog), som dog aldrig blev autoriseret, men i en vis udstrækning afspejler samtidens praksis. Om en videre diskussion heraf, se C.T. Engelstoft Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark, Kbh. 1840, s. 286f., og især H.N. Clausen Under hvilken Form maa den reviderede Liturgie ønskes indført i vore Menigheder og anvendt i vore Kirker? Kbh. 1841, hvor der argumenteres imod altergangsprædikener: »Ved Alterens Sakrament har det fri, homiletiske Ord sin Plads anviist i den forberedende Skriftetale«, s. 17. den hellige Handling sigter til nadveren el. altergangen. Altergangen Gudstjenesten Efter datidens gudstjenesteteologi var søndagshøjmessen centreret om prædikenen, fredagsgudstjenesten om altergangen. Sml. følgende passage i nr. III i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (), hvor det hedder: »Hvad vi her tale i det foreskrevne korte Øieblik er atter ingen Prædiken; og naar vi have sagt Amen, da er ikke som ellers Gudstjenesten væsentligen forbi, men da begynder den væsentlige [gudstjeneste]. Vor Tale vil derfor blot et Øieblik standse Dig paa Veien til Alteret; thi idag samler Gudstjenesten sig ikke som ellers om Prædikestolen men om Alteret.« SKS 10, 289,30-35; se kommentarerne dertil. Syndens Bevidsthed syndsbevidstheden. »Veien« hentyder til Joh 14,6 (). den Angergivne egl. den, der er hengivet til anger, den angerfulde. Du gik jo idag først til Skrifte sigter til, at skriftemålet om fredagen fandt sted en halv time forud for altergangsgudstjenesten, dvs. kl. 8:30 (). Om skriftemål bestemmer Kirke-Ritualet (), i kap. 4, art. 1: »De som ville [vil] bruge det hellige Nadverens Sacramente, skulle [skal] enten Dagen tilforn, eller samme Dag for [før] Prædiken, om det for vigtige Aarsager ikke kand skee Dagen tilforn, indstille sig for Præsten i Skriftestolen, bekiende deres Synder for hannem og bede om Afløsning« (s. 143). Hermed var skriftemål gjort til en uomgængelig betingelse for, at man kunne deltage i nadveren. Og skønt der var indført visse liturgiske ændringer ved kgl. forordninger og reskripter og opstået et væld af liturgiske nydannelser ved skik og brug såvel som ved selvtægt, var Kirke-Ritualet stadig gældende på SKs tid, hvor skriftemålet altid fandt sted på altergangsdagen og ikke som tidligere dagen forinden. Skriftemålet foregik i skriftestolen, et særligt aflukket rum, placeret enten i kirken el. i sakristiet; de større kirker som Vor Frue Kirke i København, hvor SK altid selv gik til skrifte, havde to skriftestole, hver med plads til 30-50 personer. inden Du nu gaaer op til Alteret sigter til, at prædikenen blev holdt inde i kirken efter skriftemålet i skriftestolen og inden nadveren oppe ved alteret. Han er tilstede ved Alteret sml. præstens indledningsord til nadveren, hvor Kristi tilstedeværelse (ofte kaldt hans realpræsens) kommer således til udtryk: »JEsus Christus er der selv tilstæde med sit Legem og Blod i Sacramentet efter Ordets Lydelse«, Forordnet Alter-Bog (), s. 252. Bagved ligger den lutherske ubikvitetslære, dvs. læren om Kristi allestedsnærværelse, if. hvilken Kristus er virkelig til stede både ved Faderens højre hånd i himlen og som legeme og blod i nadverelementerne, her nærværende 'i, med og under' de ydre tegn brød og vin under nydelsen af nadveren (). Herre, forøg mig Troen hentyder til Luk 17,5, hvor det fortælles, at apostlene sagde til Jesus: »forøg os Troen« (NT-1819). denne Bøn »Herre, drag mig ganske til Dig« sml. journaloptegnelsen NB2:247 (), hvor SK anfører som et led i dispositionen til denne tale: »Ja, drag Du os ganske til Dig«, og noterer, at »det er af en gl Psalme«, SKS 20, 234,9-10. Af journaloptegnelsen NB9:53, fra jan. 1849, i SKS 21, 230f., fremgår det, at den gamle salme er »Saa kom, o Jesu, stærke Helt« (1739), som er den da. biskop og salmedigter H.A. Brorsons gendigtning af »So komm, o Liebste«, og hvori slutningen af strofe 9 lyder: »Ja, naar al Verdens Trøst er død, / Saa vær mig desto mere sød, / O Jesu, arme Synd'res Ven, / O drag mig ganske til Dig hen.« Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson (), nr. 104, s. 319-323; s. 322. retteligen på rette måde. noksom til fulde, (mere end) tilstrækkeligt. hvo hvem. vistnok rigtignok, sandt nok. II sml. journaloptegnelsen NB7:4 (), hvor SK om »No 2« skriver: »Det at drage er et sammensat Begreb (to Faktorer) især da naar det gjælder om at drage et frit Væsen (der jo selv skal vælge). / Saaledes er her: Ringhed og Høihed, ikke Ringheden alene ei heller Høiheden.« SKS 21, 77,6-11. daarlige tåbelige. bedaarende bedragende, illusoriske. forfængelige unyttige, tomme. Du, som er Sandheden allusion til Joh 14,6, hvor Jesus om sig selv siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« vor Frelser og Forløser . at Du vil drage Alle til Dig hentyder til Joh 12,32 (). Saa give da Gud måtte Gud da så bevirke. Joh. XII, 32. Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. A. T. andægtige tilhørere. forelæste oplæste (i andres påhør). kort for Hovedet fast udtryk for: at være afvisende, ikke indladende. iilsomt hurtigt. flyer undgår, holder sig borte fra, skyr. det Forbudne forbudte. han giver det ikke een Finger, at det ikke skal tage hele Haanden spiller på talemåden 'Byder man en finger frem, så vil han have den hele hånd', optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 220. Jf. også ordsproget 'Giver du Fanden en finger/en lillefinger, tager han hele hånden', optegnet som nr. 617 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 23. lefler taler letfærdigt, koketterer. Intet mindre end alt andet end, på ingen måde. jo tydeligere ... lidenskabelig Forstaaelsen ... desto mere letter den til Handling ... til det at flyve sml. journaloptegnelsen NB7:104, fra nov. 1848: »Den nøiagtige, den tydelige, den afgjørende, den lidenskabelige Forstaaelse er af stor Vigtighed; thi den letter til Handling. Men der er i denne Henseende en stor Forskjel paa Msk. [menneskene] omtrent som paa Fuglene i Forhold til det at tage Flugtens Fart. Nogle slippe let og i Secundet afgjørende Grenen, paa hvilken de sidde, og stige stolt, dristigt, himmelsk i Flugten. Andre (de tungere og dorskere fE. Kragerne) er der et heelt Vrøvl med, naar de skal til at flyve: de slippe med den ene Fod, men saa gribe de dog strax tilbage igjen, og der bliver ingen Flugt af; saa arbeide de med Vingerne, medens de blive ved at holde fast med Fødderne; saaledes slippe de ikke saa meget Grenen, som de snarere blive liig en Klump hængende paa den – indtil det da endelig lykkes, at faae saa megen Fart, at de komme i en Slags Flugt. / Saaledes paa saa saare mange Maader med Mskene, i Henseende til det fra Forstaaelsen at faae Fart til Handling.« SKS 21, 132,25-39. – letter den: gør den det lettere, hjælpe den, hos SK også: gør den villig. Sml. journaloptegnelsen NB19:4, fra juni 1850, i SKS 23, 332. det Sandselige det, der vedrører den sanselige verden, det verdslige. i sidste Grund i sidste instans, til syvende og sidst. det er det vil sige. vistnok rigtignok, sandt nok. hvad er nu det at være et Selv? ... en Fordoblelse sml. den antropologiske indledning i første afsnit af Sygdommen til Døden (1849), i SKS 11, 129f. sætte et Valg . i Ringheden og Høiheden jf. den dogmatiske lære om Kristi to gudmenneskelige tilstande (). i Fornedrelsen drog han kun Tolv til sig Med 'fornedrelsen' hentydes der til den dogmatiske lære om Kristi to gudmenneskelige tilstande (fra lat. 'status'): hans fornedrelses stand ('status exinanitionis', jf. Fil 2,7, hvor den lat. oversættelse Vulgata har 'exinanivit', 'fornedrede') som udtryk for hans liv som menneske i verden med lidelse og død, og hans ophøjelses stand ('status exaltationis', jf. Joh 12,32, hvor Vulgata har 'exaltatus', 'ophøjet') som udtryk for hans liv efter opstandelsen og himmelfarten ved Guds højre hånd. Se fx § 103-105 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 256-264 (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 265-273). Med 'tolv' sigtes til de tolv apostle, jf. fx Mark 3,13-19, hvor det fortælles, at Jesus kaldte sine disciple op til sig på et bjerg og af dem udvalgte tolv, som han også kaldte apostle. af disse Tolv forraadte den Ene ham sigter til Judas Iskariot, der forrådte Jesus, se Matt 26,14-16.48-50. de Andre fornægtede ham hentyder formentlig til beretningen i Matt 26,47-56 om tilfangetagelsen af Jesus i Getsemane Have, hvor det til slut fortælles om de tolv apostle, at da »lod alle disciplene ham i stikken og flygtede«. Om Peters fornægtelse, se Matt 26,69-75. sæt antag, hvis. kom (...) fordum til sine Egne hentyder til Joh 1,11, hvor det om Kristus som det sande lys hedder: »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.« hvo hvem. skulle nu Ordene skal. Omvexling det at veksle el. ændre sig fra noget til noget andet. Fornedrelse – Ophøielse . betræffende angående. hans Himmelfart . for ret rigtigt, virkeligt. ville Alle vil. Mærkelige bemærkelsesværdige, påfaldende. Bestedelse omstændighed, (livs)forhold, situation. det er det vil sige. forelæste oplæste (i andres påhør). var den Foragtede, Forhaanede, Bespottede, Bespyttede ; med 'foragtede' tænkes der formentlig på Mark 9,12, hvor Jesus siger, at det skal ske, som der står skrevet om Menneskesønnen, »at han skal lide meget og foragtes« (NT-1819), hvormed han henviser til Es 53,3, hvor det om Herrens lidende tjener hedder, at han var foragtet, som en, man skjuler ansigtet for, agtet for intet. vistnok ganske vist, helt sikkert. udviklet udredt, klargjort, fremstillet. forsøgt (hårdt) prøvet. Omskiftelser bratte, gennemgribende forandringer. Braad brod. komme (...) paa Spor efter kommer på sporet af. bedaaret betaget, fortryllet; bedraget, narret. »hvor længe skal jeg taale denne Slægt« frit citat fra Matt 17,17, hvor Jesus siger: »o du vantroe og forvendte Slægt [fordrejede, forvildede generation]! hvor længe skal jeg være hos Eder? hvor længe skal jeg taale Eder?« (NT-1819). han var Kjerligheden måske allusion til Joh 15,9-10, hvor Jesus siger til sine disciple: »Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.« Måske også allusion til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, og til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« skulle alle skal. de 1800 Aar er som en Dag allusion til 2 Pet 3,8, hvor det siges, »at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag«. forskylde gøre dig skyldig i. III sml. journaloptegnelsen NB7:4 (), hvor SK om »No 3« skriver: »At Du først maa føle Dig dragen til ham i hans Ringhed – ellers er det Blendværk med Høiheden.« SKS 21, 77,12-13. flye undgår, holder sig borte fra, skyr. vor Frelser og Forløser . Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. Hvo hvem. Guds eenbaarne Søn ... var hos Gud, var Gud ... sidder hos Faderens Høire sml. 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse: »Og paa JEsus Christus, hans eneste Søn, vor HErre, som er undfangen af den hellige Aand; født af Jomfru Maria; piint under Pontius Pilatus; korsfæstet, død og begraven; nedfaren til Helvede; paa tredie Dag igien opstanden fra de Døde; opfaren til Himmelen; siddende ved Guds, den almægtige Faders, høire Haand; derfra han skal komme at dømme Levende og Døde.« Forordnet Alter-Bog (), s. 290. – Guds eenbaarne Søn: sml. Joh 1,14.18; 3,16. – fra Evighed var hos Gud, var Gud: allusion til Joh 1,1-2: »I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i Begyndelsen hos Gud« (NT-1819). – kom til Verden: allusion til Joh 1,9: »Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden« (NT-1819). – opfoer til Himmels: . den Herlighed, han havde før Verden var hentyder til Joh 17,5, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger: »Herliggiør du mig og [også] nu, Fader, hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var« (NT-1819). Den, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden hentyder til Matt 28,18, hvor Jesus begynder sin missionsbefaling med ordene: »mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden« (NT-1819). Den, i hvis Navn alle Knæe skulle bøie sig ... paa Jorden og under Jorden hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus i v. 10 skriver: »at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden« (NT-1819). – skulle: skal. Den, som vil komme igjen i Skyen hentyder til Mark 13,26, hvor Jesus siger: »da skulle [skal] de see Menneskens Søn komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed« (NT-1819). Se også Matt 24,30; 26,64; og Åb 1,7. omgiven af alle sine hellige Engle, for at dømme Verden hentyder til Matt 25,31, hvor Jesus i sin tale om verdensdommen siger: »naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Throne« (NT-1819). for at frelse dem ... forventet hans herlige Aabenbarelse hentyder til 1 Kor 1,6-8, hvor Paulus skriver til korintherne: »det Vidnesbyrd om Christo er bleven befæstet hos Eder; saa at Eder ikke fattes paa nogen Naadegave, i det I forvente vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse, som og [også] skal stadfæste Eder indtil Enden, ustraffelige paa vor Herres Jesu Christi Dag« (NT-1819). Han fødtes som uægte Barn; og havde Faderen ... ikke offentlig forskudt ... Jomfru, der var Moderen hentyder til Matt 1,18-19, hvor det fortælles: »Jesu Christi Fødsel gik saa [således] til. Der [da] Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun [viste hun sig], førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand. Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig, og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende« (NT-1819). Sml. 4 Mos 5,12-31. Stedfaderens Sind forandredes, han blev ... en virkelig Fader se Matt 1,20-24, hvor det fortælles: »Men i det han tænkte derpaa [se foregående kommentar], see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i Drøm, og sagde: Joseph, Davids Søn, frygt ikke at annamme din Hustru Maria, thi det, som er avlet i hende, er af den Hellig Aand. Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus, thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder. (...) Men der [da] Joseph vaagnede op af Søvnen, giorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru« (NT-1819). Slægten menneskeheden Slægt art. det er det vil sige. vidtløftigere udførligere , mere omstændeligt, mere langtrukkent. man har kaldet den sidste Deel: Lidelsens Historie sigter formentlig til sammenskrivningen af de fire evangeliers forskellige beretninger om Kristi lidelseshistorie, der dækker tiden, fra Jesus har spist det sidste påskemåltid med sine apostle, til hans lig er blevet gravlagt og graven forseglet, jf. »Vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog (), s. 263-288. et Afsnit, hvor det jo næsten saae ud som Herlighed sml. »Standsningen«, II »Indbyderen«, A »Hans Livs første Afsnit«, i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom, i SKS 12, 53-65. betrygget sikret. er i Forstaaelse med indforstået med. da hiin Qvinde salvede ham med kostelig Salve (...) han siger ... »til min Begravelses-Dag ... bevaret den« sigter til beretningen i Joh 12,1-8 om Jesus til middag kort før påske hos Lazarus og hans to søstre, Martha og Maria. Her fortælles det: »Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig [kostbar] Nardus-Salve, og salvede Jesu Fødder, og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham []: Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge, og givet til Fattige? Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv, og havde Pungen, og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: lad hende med Fred; til min Begravelses-Dag haver hun bevaret den. Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid« (NT-1819). Herefter følger beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, Joh 12,12-19. Man vilde udraabe ham til Konge hentyder til Joh 6,15. Efter at folket havde set det tegn, Jesus gjorde ved at bespise de fem tusind, sagde de, at han sandelig måtte være den kommende profet. Og da Jesus vidste, at de ville komme og med magt gøre ham til konge, trak han sig helt alene tilbage til bjerget. leger Fremmed el. 'komme fremmede', børneleg, hvor en af deltagerne skal forestille (forklæde sig som) en person og de andre skal gætte, hvem det er. er og også. Det lille Folk ... kaldte sig stolt Guds udvalgte Folk dvs. jøderne kaldte sig Guds udvalgte folk; if. GT var Israel Guds udvalgte folk, som han sluttede pagt med, jf. fx 2 Mos 19,5-6 og 5 Mos 7,6. dette Folk var under fremmed Herredømme Palæstina, der var blevet erobret af Pompejus i 63 f.Kr., var stadig på Jesu tid besat af rom. styrker, der bl.a. holdt til i borgen Antonia i Jerusalem. På grund af uro i den jødiske befolkning blev Judæa-Samaria i 6 e.Kr. gjort til et rom. prokuratur, hvor rom. ret og mønt- og toldvæsen var gældende (). Jf. fx G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 396-399. da man saa viser ham Skattens Mynt ... »saa giver ... Gud hvad Guds er« hentyder til beretningen i Matt 22,15-22, hvor det fortælles, at farisæerne lod nogle af deres disciple sammen med herodianere opsøge Jesus for at spørge, om han mente, det var tilladt at give kejseren skat. Men Jesus gennemskuede deres list og sagde: »Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning. Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrivt er dette? De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er«, v. 19-21 (NT-1819). – besnærende: fangende, jf. Matt 15,15: »Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord« (NT-1819). Om Keiseren hedder Herodes eller Salmanassar Med Herodes tænkes der formentlig på Herodes Antipas (født o. 20 f.Kr.), tetrark (landsfyrste) over Galilæa og Peræa fra 4 f.Kr. til 39 e.Kr.; kaldes flere steder i NT (fx Matt 14,9 og Mark 6,14) med urette for konge. Under processen mod Jesus blev Jesus også fremstillet for Herodes, jf. Luk 23,6-12. Der kan også være tænkt på Herodes den Store (født o. 73 f.Kr.), fra o. 40/37 til sin død i 4 f.Kr. konge over Judæa, Galilæa, Peræa og Idumæa. Med Salmanassar, der er et assyrisk kongenavn, tænkes der på en af kongerne over det assyriske rige, fx på Salmanassar III, konge 858-824 f.Kr., der førte krige mod de israelske konger Akab, Hazael og Jehu, og på Salmanassar V, konge 726-722, der søgte at erobre Samaria. uendelig svælgende Forskjel, som han befæster allusion til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Da den rige mand vågner op i dødsriget og pines i luerne, beder han Abraham sende Lazarus for at læske sin tunge med vand. Abraham afslår og siger, at der »er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville [vil] fare herfra ned til Eder, kunne [kan] ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). – svælgende: afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft. sminke sig op til besmykke sig til at være; give sig (tiltrækkende) udseende af at være, hvad man efter sit indhold ikke er. Gudelighed det, der vedrører forholdet til Gud, religiøsitet, fromhed. skaffe gøre. det er det vil sige. taget (...) forfængelig misbrugt på en letfærdig måde, vanhelliget. martrende tilføjende stærk sjælelig smerte. hans Omgang med Syndere og Toldere Der er i de tre første evangelier adskillige beretninger om, at Jesus omgikkes toldere og syndere. I alm. omdømme var toldere foragtet og hadet og fordømt ude af det religiøse og nationale fællesskab. Palæstina var på Jesu tid behersket af den rom. besættelsesmagt (), som udliciterede toldopkrævningen af ind- og delvis også udførte varer til dem, der bød højest; til gengæld udnyttede tolderne deres privilegier til at sikre sig ekstra indtægter ved højere beregning af toldsatserne end foreskrevet (jf. Luk 3,13 og 19,8). I NT omtales tolderne således ofte sammen med syndere (jf. fx Matt 9,10-11; 11,19 og Luk 5,30; 15,1), med skøger (jf. Matt 21,31-32), med røvere, uretfærdige, horkarle (se Luk 18,11), og med hedninger (jf. Matt 5,46-48; 18,17). Se fx G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 854-856. forargedes tog anstød. hans Forudsigelse af sin Lidelse ... misforstod man og forargedes De tre første evangelier meddeler samstemmende tre sådanne forudsigelser, jf. Matt 16,21-23; 17,22-23 og 20,17-19; Mark 8,31-33; 9,30-32 og 10,32-34; Luk 9,21-22; 9,43b-45 og 18,31-34. I Luk 9,45 fortælles det om disciplene, at de ikke forstod, hvad Jesus sagde, »det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord«; sml. Mark 9,32 og Luk 18,34. I Matt 16,22-23 fortælles det, at apostlen Peter protesterede mod forudsigelsen, hvilket fik Jesus til at irettesætte ham og sige til ham: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« hiin Qvinde (...) forstod ikke ... Hensyn til hans Død . vistnok ganske vist. see hvilket Menneske citat fra Joh 19,5, hvor det fortælles, at Pilatus sagde: »see, hvilket Menneske!« (NT-1819), da han førte Jesus med tornekrone og purpurkappe på ud for menneskemængden, efter at han havde ladet ham piske og soldaterne havde hånet ham. paa ethvert Vilkaar betingelsesløst. forlade den himmelske Herlighed allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus i v. 6-7 skriver, at Jesus Kristus, »der [da] han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). steg han ned til Jorden allusion til Ef 4,9, hvor Paulus om Kristus skriver: »dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og [også] først nedfoer til Jordens lave Egne« (NT-1819). Se også Joh 3,13. ved bedaarende at tale om Christi Lidelse ... ved hans Kors – som Betragter ... Menneskeheden hentyder formentlig til biskop J.P. Mynsters prædiken på palmesøndag over Fil 2,5-11 (Kristushymen), nr. VI »Hvad vil du ved Jesu Kors?« i Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47 (), s. 63-74. Se især s. 65-68, hvor Mynster giver sit første svar på det stillede spørgsmål: »Jeg gaaer til min Herres Kors, fordi det er det trøsteligste, glædeligste Tegn, jeg har seet paa Jorden, Jordens skiønneste Smykke. / Forunderligt nok! der var en Tiid, da Korset var Menneskene det Forsmædeligste, fra hvis Syn, fra hvis blotte Navn Enhver vendte sig bort med Afsky. Det var Hans dybeste Fornedrelse, som skulde give sig hen, for at han kunde samle de adspredte Guds Børn til een Hob [note: Joh. 11, 52], forene alle Slægter til eet Legeme, under eet Hoved [note: Eph. 1, 10], det var hans dybeste Fornedrelse, at han maatte blive lydig indtil Korsets Død; og vi kunde betragte Korset som et Vidne imod Jordens Slægter, thi han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke [note: Joh. 1, 11], han kom, den ene Retfærdige blandt de Uretfærdige, og de korsfæstede ham med ugudelige Hænder [note: Ap. G. 2, 23]. Men saaledes vilde han selv ikke, at vi skulde betragte det; han har bedet: forlad dem, thi de vide ikke hvad de giøre [note: Luk. 23, 34], han har sonet ogsaa deres Synd, idet han blev lydig indtil Korsets Død. Ikke som et Vidne mod Verden vilde han, at vi skulde betragte Korset, men som et Vidne om Guds Naade, thi ligesom Gud derefter – som det hedder i vor Text – har høit ophøiet ham, og givet ham et Navn, som er over alle Navne, saaledes har Han ogsaa ophøiet sit Kors, og givet det en Hæder, som er over enhver Hæder, saa at, dersom vi tænke os det bort, Jorden vilde være øde og tom. Vi have ofte forestillet, hvor sørgelig et Lands Udseende vilde være, om der end var Agrenes Fylde og Boligernes Beqvemmelighed og Pragt, men Øiet ingensteds kunde hvile paa en Helligdom, Kirkerne ikke hævede deres Taarne fra de stille Marker og over de vrimlende Stæder. Men atter, hvor tom vilde en Kirke synes os, dersom der i den Intet var, som ogsaa synligen mindede om den Korsfæstede! Vi pryde vore Kirker med mange Afbildninger, som fremstille Herren i hans Livs forskiellige Optrin, og vi giøre vel, thi al Konst, som alt Vidskab [videnskab], skal træde i det Helliges Tieneste, og enhver af disse Afbildninger kan vække fromme Tanker, og hver paa sin Maade føre vort Sind hen til det Ene, hvori alle Tanker skulle [skal] samles. Men i disse Dage i det Mindste er ingen Kirkens Prydelse [ingen af kirkens prydelser] mig saa kier, som det Kors, der her [note: i Christiansborg Slotskirke] staaer over vort Alter; og paa enhver Dag er ingen Jordens Prydelse mig saa dyrebar, som det Kors, der bar Verdens Frelser. Ja, Andægtige Tilhørere, hvor øde og tom vilde den hele Jord være, dersom det Kors paa Golgatha ikke var! Herren har selv, ved at tale om sin Fuldendelse, ledet vor Tanke hen til den Ørk, hvorigiennem Moses førte sit gienstridige Folk, og til de Plager, der ramte dem som Himmelens Straffe. Forestille vi os da hiin Ørk, og deri det talløse Folk, og mellem det de giftige Slanger, som søge deres Bytte, og alle dem, hvilke Biddet saarede, i hvis Aarer Giften brændte, som vaandede sig i den rædselsfulde Døds Smerter: da have vi et Billede, fra hvilket Øie og Tanke vende sig bort med Forfærdelse. Men see vi da derimellem Guds store Prophet, efter Guds Befaling og Forjættelse opreisende Kobberslangen, at hver Den, som saae derhen, skulde helbredes og leve [note: 4 Mose B. 21, 6 ff.], da forvandler Billedet sig til et mildt og velgiørende, fordi vi mellem Rædslerne see Guds Naades Tegn, forsonende, lægende, stærkere end alle Slangers Gift. Saaledes, naar jeg i den stille Time seer ud over Jorden, ak! hvor skulde jeg finde Ord til at beskrive al Menneskenes Synd og Jammer? Men fra alt det, som jeg vilde, at mit Øie ikke havde seet, mit Øre ikke hørt, vender jeg mit Blik hen til det Kors, paa hvilket den store Menneskens Søn blev ophøiet, paa det [for at] hver Den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv [note: Joh. 3, 14. 15]; og dette Naadens og Forsoningens Tegn, ikke som hisset for et enkelt Folk og en enkelt Tiid, men for alle Slægter til alle Tider, hvor er det dyrebart fremfor alle Jordens Skatte, alle dens Herligheder, al dens Viisdom og Konst! Alt hvad jeg ellers fandt og vandt i Verden, er dog skrøbeligt, beheftet med Forkrænkeligheden, endog det Ædleste var ikke ædelt, havde intet sandt Værd, dersom det ikke var sammenheftet med ham, som var og er og bliver, var forklaret ved hans Korses Glands. Derfor siger Apostelen: Det være langt fra mig at rose mig uden [undtagen] af vor Herres Jesu Christi Kors, formedelst [ved] hvem Verden er mig korsfæstet og jeg Verden [note: Gal. 6, 14].« – bedaarende: bedragende, narrende. Bestedelse omstændighed, (livs)forhold, situation. anstille Betragtninger . jeg kan det ikke anderledes . ret Elskende virkelig, for alvor. længst for længe siden. om saa var således. gaaer til Agters går tilbage (især økonomisk). lige saa fuldt i lige så høj grad. forsøgte (hårdt) prøvede. at bære sin Byrde taalmodigt måske allusion til Jak 5,10: »Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.« han var Sandheden allusion til Joh 14,6 (). unødigt (kun) nødtvungent, meget nødig, ugerne. ulysteligt blottet for (evne til at vække) lyst. uden dette Ene med undtagelse af, undtagen. helligende helliggørende. Fortjenstligt fortjenstfuldt, prisværdigt; i den lutherske dogmatik udtryk for den fejlagtige opfattelse, at man kan gøre sig fortjent over for Gud (til retfærdighed og frelse) i kraft af sine egne handlinger og præstationer, se fx art. 4, art. 6 og art. 20 i det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (lat., Den augsburgske Bekendelse) fra 1530. hine ... for Børn saa værdifulde Billeder ... kjøber i Kramboden Der er formentlig tale om ark med udklipsbilleder til børn. – Kramboden: bod el. butik, hvor der sælges kram, dvs. varer. Keiseren, den eneste frem for alle, 'par excellence'. Napoleon Napoleon Bonaparte (1769-1821), som kom til magten i Frankrig ved et statskup i 1799, fra 1804-14 og i 1815 kejser Napoleon I. Wilhelm Tell schweizisk sagnhelt, der skal have levet i kanton Uri i slutningen af det 13. og første halvdel af det 14. årh.; han nød stor anseelse som jæger og bueskytte, og det fortælles, at han gav anledning til det schweiziske oprør mod habsburgerne, se følgende kommentar. med det samme Blik ... Øie for Æblet paa Barnets Hoved, at han træffer sml. Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbejdet af J.G. Woltmann, overs. og forøget af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 5, 1823, s. 244f. Efter at have berettet om en sammensværgelse mellem 30 mænd om at gøre oprør mod de østrigske grever af Habsburg fortælles det: »Blandt disse Sammensvorne befandt sig ogsaa Vilhelm Tell, en Urner [fra Uri], som ved at dræbe [den tyranniske rigsfoged Hermann] Geßler ydede dette Forbund sin første Kraft. Han havde nægtet at vise sin Ærbødighed for en Hat, hvilken Geßler havde opreist som et billedligt Tegn paa Hertugens Ære, ved Hjelp af hvilken Geßler, der var bleven underrettet om de hemmelige Bevægelser, haabede at lære at kiende de Gienstridige. Ved sin Vægring viiste Tell sig som en saadan, og bestyrkede ved sine kiække Yttringer Fogdens Mening om ham. Af Kaadhed og Overmod begik Geßler det Tyranni at lade Vilhelm Tell skyde et Æble af sin Søns Hoved. Efterat han lykkeligen havde udført dette, spurgte Geßler ham, hvad han vilde have brugt den Piil til, som han stak til sig førend Skuddet, og Tell svarede med Kiækhed, at den havde været Fogden bestemt, hvis han havde været saa ulykkelig at dræbe sit Barn.« Se også 1. akt, 3. scene, og 3. akt, 3. scene, i Friedrich Schillers skuespil Wilhelm Tell (1805), i Schillers sämmtliche Werke bd. 1-12, Stuttgart og Tübingen 1838, ktl. 1804-1815; bd. 6, s. 25f. og s. 96-109. Stykket blev ikke opført på Det kgl. Teater. piinligste mest pinefulde, smertefulde. derhos desuden, tilmed. hvor hvordan. Jøderne til Trods ... »Jødernes Konge« hentyder til beretningen i Joh 19,17-24 om Jesu korsfæstelse, hvor det fortælles, at »Pilatus havde og [også] skrevet en Overskrivt, og sat den paa Korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaræus [fra Nazaret], den Jødernes Konge. Denne Overskrivt læste da mange af Jøderne, thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nærved Staden [Jerusalem]; og den var skrevet paa Hebraisk, Græsk og Latin. Da sagde Jødernes Ypperste-Præster til Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; men: han sagde: jeg er Jødernes Konge. Pilatus svarede: hvad jeg skrev, det skrev jeg«, v. 19-22 (NT-1819). bestandigt udkommer iaar spiller formentlig på udtrykket »Trykt i dette Aar«, der undertiden stod i stedet for årstal på titelbladet til ældre (folke)bøger og især skillingsviser; køberen forledes et hvilket som helst år til at tro, at bogen el. visen er ny. Slægten menneskeheden. denne Slægt generation. de andre Billeder ... skulle ... som der staaer i Visen, vende sig omkring sigter til 15. strofe: »Og Havmanden ind ad Kirkedøren tren, / Alle de smaa Billeder vendte sig omkring«, i visen »Agnete og Havmanden«, nr. 50 i Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen, udg. af W. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbek, bd. 1-5, Kbh. 1812-14, ktl. 1477-1481; bd. 1, s. 313-315; s. 315. – skulle: skal. i Handel og Vandel fast udtryk med betydningen: i al almindelighed, også: i levevis, livsførelse, og: i handels- og næringslivet. Geschichte tildragelse; beretning (især mundtlig og i anekdoteform) om en vis begivenhed, især opdigtet fortælling, skrøne. gesvindt hurtigt, let. han var Kjerlighed . han kom til Verden af Kjerlighed allusion til Joh 3,16: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« iførte sig en ringe Tjeners Skikkelse hentyder til v. 7 i Kristushymnen i Fil 2,6-11 (). syge og sorrigfulde allusion til den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved gudstjenesten om fredagen: »Vor Herres, Jesu Christi, Fred være hos os i Evighed! Gud trøste dem Alle, som sorrigfulde ere, enten de ere fiern eller nær!« Forordnet Alter-Bog (), s. 228. Skønt det fulde udtryk heller ikke forekommer i den forordnede kirkebøn efter prædikenen ved højmessen på søn- og helligdage, se Forordnet Alter-Bog, s. 216-221, synes det at have vundet indpas i praksis, se J.P. Mynsters »Forslag til en: Forordnet Alterbog for Danmark«, s. 51, i Udkast til Alter- og Ritualbog (), hvor det i begyndelsen af kirkebønnen hedder: »Gud trøste dem alle, som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fiern eller nær!« – sorrigfulde: som er fulde af sorg. En af de Faa ... forraadte ham . de faa Andre fornægtede ham . alle Andre forhaanede og bespottede ham . begjerende, at hans Blod ... over dem og deres Børn hentyder til Matt 27,25 (). han bad (...) at den himmelske Fader vilde tilgive dem denne Skyld hentyder til beretningen i Luk 23,26-30 om korsfæstelsen af Jesus; her fortælles det, at den korsfæstede Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«, v. 34. ret levende virkelig. at der samtidigen ... en berygtet Røver ... leve Barrabas; men over den Kjerlige ... »korsfæst, korsfæst« hentyder til beretningen i Matt 27,15-26 om Jesus for Pilatus, hvor det fortælles, at »paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde. Men de havde da en mærkelig [berømt, berygtet] Fange, som hedde Barrabas. Derfor, der [da] de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville [vil] I, at jeg skal give Eder løs? Barrabam? eller Jesum, som kaldes Christus? (...) de Ypperste-Præster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begiere Barrabam, men omkomme [henrette] Jesum. Men Landshøvdingen svarede, og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabam. Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da giøre med Jesu, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes! Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt haver han da giort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vand, og toede [vaskede] Hænderne for Folket, og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil. Og det ganske Folk svarede, og sagde: hans Blod komme over os, og over vore Børn! Da gav han dem Barrabam løs; men Jesum lod han hudstryge [piske], og overantvordede [overdrog] ham, at han skulde korsfæstes« (NT-1819). If. Luk 23,19 var Barrabas el. Barabbas kastet i fængsel for oprør og mord, men if. Joh 18,39-40 var han en røver. at han derpaa ... opstod ... indgaae til Herligheden hos Faderen i Himlene sml. 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse (). – indgaae til Herligheden: allusion til Luk 24,26, hvor Jesus siger til de to disciple, han slog følge med på vejen til Emmaus: »Burde det ikke Christum at lide dette, og at indgaae til sin Herlighed?« (NT-1819). letfærdig letsindigt, overfladisk, ualvorligt. lod Ild regne ned fra Himlen allusion til beretningen i 1 Mos 18,16-19,28 om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra; her fortælles det i 19,23-24: »Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen.« Se også Luk 17,29. Jorden aabnede sig for at opsluge de Ugudelige allusion til beretningen i 4 Mos 16,1-35 om Kora og hans mænd, der gjorde oprør mod Moses og dermed også mod Gud; her fortælles det i v. 32: »Og Jorden aabnede sin Mund, og opslugede dem, og deres Huse, og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset« (GT-1740). i sin Magt at bede ... Faderen sendt ham Englenes Legioner ... det Forfærdelige hentyder til beretningen i Matt 26,47-56 om tilfangetagelsen af Jesus i Getsemane Have; her fortælles det, at da en af disciplene havde grebet til sværd og Jesus budt ham at stikke den i skeden, sagde Jesus til ham, v. 53: »Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?« – Legioner: rom. hærafdelinger af 4500-6000 soldater; store, ubestemte skarer. spyttede paa den Hellige . der ikke slog, end ikke igjen, da han blev slagen hentyder til beretningen i Joh 18,19-24 om ypperstepræstens forhør af Jesus; her fortælles det i v. 22-23, at en af tempelvagterne, som stod ved siden af Jesus, slog ham i ansigtet og sagde til ham: »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?« Jesus svarede ham: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?« Se også Matt 26,67. den Verden, hvilken Philosopherne altid have kaldt den bedste hentyder til den ty. filosof G.W. Leibniz' filosofiske og religiøse 'optimisme', der forudsætter en grundlæggende verdensharmoni, og hvis grundtanke er følgende: Verden svarer kun i den grad til det formål, Gud havde med den ved skabelsen, som 'tingenes harmoni' og den menneskelige frihed tillader. Vel er den ikke fuldkommen, men den er så fuldkommen, som den overhovedet kan være, givet den menneskelige frihed og tingenes ufuldkommenhed. Den må altså anses for at være den bedste af alle mulige verdener og står ikke i modstrid med Guds almagt, godhed og retfærdighed. Dette bragte Leibniz til udtryk i sine Essais de Théodicée sur la Bonté de Dieu, la liberté de l'Homme et l'Origine du Mal (1710), som SK havde på fr. i God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quae exstant, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2, Berlin 1839-40, ktl. 620; bd. 2, s. 468-629, og i ty. oversættelse i Herrn Gottfried Wilhelms, Freyherrn von Leibnitz, Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af J.C. Gottsched, 5. udg., Hannover og Leipzig 1763 [1710], ktl. 619. Udtrykket 'theodicé' (af gr., 'gudsforsvar') stammer fra Leibniz og drejer sig om at retfærdiggøre Guds godhed og forsyn i forhold til menneskets frihed og det onde i verden. Se i øvrigt Not13:23-24, i SKS 19, 390-394, med kommentarer. være saa forholde sig således. Eet er sandt i Philosophien, som ikke er det i Theologien sigter til den skolastiske lære om den dobbelte sandhed, se fx W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 8,2, 1811, s. 456ff., hvor der redegøres for striden mellem det teologiske og det filosofiske fakultet ved universitetet i Paris om forholdet mellem teologi og den aristoteliske filosofi og for den koalition, der blev opnået med kompromiset: »daß Manches in der Philosophie wahr und in der Theologie falsch seyn könne, und es also eine doppelte Wahrheit gebe« (»at mangt og meget kunne være sandt i filosofien og falsk i teologien, og at der altså kunne gives en dobbelt sandhed«), s. 460. Denne teori om den dobbelte sandhed – af de konservative teologer tilskrevet Averroës (12. årh.) og hans tilhængere, averroisterne, især Siger af Brabant og Boëtius af Dacia (13. årh.), de ledende tænkere ved Paris' filosofiske fakultet – blev forkastet i prologen til den kætterfordømmelse af den radikale aristotelisme, som Paris' biskop Stefan II (Étienne Tempier) udstedte i 1277 (i 219 teser), men fik dog stor succes i skolastikkens sidste periode. Jf. Geschichte der Philosophie bd. 9, 1814, s. 298, hvor det om den ital. munk og filosof Thomas (el. Tommaso) Campanella (død 1639) hedder: »Er hat unstreitig Recht, wenn er behauptet, es sey eine durchaus falsche Behauptung, daß, was in der Philosophie wahr ist, es darum nicht in der Theologie sey, als wenn eine zweifache widerstreitende Wahrheit denkbar wäre; er hat auch das Wesen und Unwesen der Scholastik mit scharfen Blicken durchschaut« (»Han har ubestrideligt ret, når han påstår, det turde være en helt igennem falsk påstand, at hvad der er sandt i filosofien, at det derfor ikke kunne være det i teologien, som var en dobbelt modstridende sandhed tænkelig; med et skarpt blik har han også gennemskuet skolastikkens væsen og uvæsen«). SK kan også have kendt påstanden fra A. Günther Der letzte Symboliker. (...) in Briefen, Wien 1834, ktl. 521, s. 315, hvor der erindres om »die scholastische Behauptung von einer doppelten Wahrheit« (»den skolastiske påstand om en dobbelt sandhed«), if. hvilken: »Etwas philosophisch wahr und zugleich theologisch falsch, und vice versa theologisch wahr und philosophisch falsch seyn konnte« (»Noget kunne være filosofisk sandt og samtidig teologisk falsk, og vice versa teologisk sandt og filosofisk falsk«). Verden og også. Intet vilde vide uden Christum og ham korsfæstet hentyder til 1 Kor 2,2, hvor apostlen Paulus skriver til korintherne: »jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden [undtagen] Jesum Christum, og ham korsfæstet« (NT-1819). formasteligt dumdristigt, hovmodigt, bespotteligt. de Herlige ... dens Fædre og Lærere jf. det faste udtryk 'de el. hine Herlige' for de kristne vidner i kristendommens første århundreder, især om de af dem, der blev henrettet pga. af deres kristne tro og bekendelse og således blev martyrer (). kun Den, der elsker ham, forstaaer, at han var Kjerlighed . Naar saa er det forholder sig således. IV sml. journaloptegnelsen NB7:4 (), hvor SK om »No 4« skriver: »Brug dette som Maalestok for hvad Χstd [kristendom] der er i Dig, om Du meest føler Dig dragen til ham ved Ringheden ell. ved Høiheden.« SKS 21, 77,14-16. Du som rigtignok ikke kom for at dømme allusion til Joh 3,17: »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.« komme igjen for at dømme sml. 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse (). Sml. desuden Matt 25,31ff. (). Dit Liv ... Dommen, med hvilken vi skulle dømmes allusion til Joh 3,18-19: »Den, der tror på ham [Guds søn], dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.« – skulle: skal. det er det vil sige. ligger under bukker under. Du som fra Høiheden vil drage Alle til Dig hentyder til Joh 12,32; se følgende kommentar. Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. Mange ere kaldede, Faa ere udvalgte hentyder til Matt 22,14, hvor Jesus afslutter sin lignelse om kongesønnens bryllup med ordene: »Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte« (NT-1819). kaldte dem ... alle De som arbeidede og vare besværede hentyder til Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819). han gik til Dem som syge og sorrigfulde vare I evangelierne er der mange beretninger om, at Jesus helbredte syge, se fx Matt 4,23-24. – syge og sorrigfulde: . det at være Sandheden hentyder til Joh 14,6 (). som sandt Menneske jf. læren om Kristi to naturer, at han er både sand Gud og sandt menneske, se fx Confessio Augustana (), art. 3: »Guds Søn haver antaget den menneskelige Natur i den rene Jomfrues Mariæ Liv, at de tvende Naturer, den guddommelige og den menneskelige, saaledes i een Person uadskillelig tilsammenføiede, ere een Christus, sand Gud og sandt Menneske, som er født af Jomfrue Maria«, Den Augsburgske Troesbekjendelse, overs. af A.G. Rudelbach (), s. 47. Se også § 94-98 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 222-241 (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 230-249). Og . fuldkomme udføre til fuldkommenhed, fuldbyrde. han lærte selv af hvad han leed, Lydighed hentyder til Hebr 5,8, hvor det siges om Jesus, at han, skønt »han var Søn, lærte dog Lydighed af det, han leed« (NT-1819). lydig indtil Døden, indtil Døden paa Korset hentyder til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus i v. 8 skriver om Jesus Kristus: »og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død« (NT-1819). I Balles Lærebog () lyder sidste del af v. 8 således: »blev lydig indtil Døden, ja indtil Døden paa Korset«, s. 44. da optoges han i Høiheden formentlig allusion til Mark 16,19: »Da blev Herren (...) optagen til Himmelen, og satte sig hos Guds høire Haand« (NT-1819). fuldkommet sit Løb allusion til 2 Tim 4,7, hvor Paulus skriver: »Jeg haver stridt den gode Striid, fuldkommet [fuldført] Løbet, bevaret Troen« (NT-1819). hans Gjerning var fuldbragt hentyder til Jesu ord på korset if. Joh 19,30: »Det er fuldbragt.« skulle vi skal. kunne vi kan. opfoer saa til Høiheden hentyder til Kristi himmelfart (). kun i en Stald fandt man Plads for den Spæde hentyder til beretningen i Luk 2,1-7 om Jesu fødsel, hvor det i v. 7 fortælles, at Maria fødte sin førstefødte søn og »svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget«. Sml. S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 174f., hvor det fortælles: »Joseph og Maria begave sig (...) derfor fra Nazareth i Galilæa, hvor de boede, til Davids Fødestad Bethlehem i Judæa nærved Jerusalem; og da Staden var liden, maatte de tage Leie i en Stald. Her var det da, (...) at Verdens Frelser blev født om Natten, og svøbt i Klude, lagt udi en Krybbe.« forsmædelige som volder skam, foragtelige, vanærende. korsfæstet som en Forbryder hentyder til beretningerne om Jesu korsfæstelse sammen med to røvere el. forbrydere, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side, se især Luk 23,31-33. Historien er Dommen sml. andet afsnit, kap. 1, i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor pseudonymen Johannes Climacus omtaler udtrykket »die Weltgeschichte ist das Weltgericht« (»verdenshistorien er verdensdommen«), SKS 7, 131,22; udtrykket, der har fået karakter af et bevinget ord, stammer fra næstsidste strofe i Friedrich Schillers digt »Resignation«: »Wer dieser Blumen eine brach, begehre / Die andre Schwester nicht. / Genieße, wer nicht glauben kann. Die Lehre / Ist ewig, wie die Welt. Wer glauben kann, entbehre! / Die Weltgeschichte ist das Weltgericht«, Schillers sämmtliche Werke, Stuttgart og Tübingen 1838, bd. 1-12, ktl. 1804-1815; bd. 1, s. 98. Forsynet se fx kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 23: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst].« Og § 3.c, s. 24: »Om det end undertiden synes, at de Ugudelige have alting efter Ønske, og at de Gudfrygtige lide Nød, bliver Gud dog lige viis og retfærdig i sin Bestyrelse; thi han veed bedst, hvad der tiener til Nytte, saavel for enkelte Mennesker, som for hele Verden i Almindelighed, og i et andet Liv vil han engang uddele til enhver sin tilbørlige Straf eller Belønning.« hver dets Daad enhver af dets handlinger. betyde ham Andet betyde andet for ham. derfor ophøiede Gud ham ogsaa høit hentyder til v. 9 i Kristushymnen i Fil 2,6-11 (). Skuffelsen bedraget, indbildningen. Mange ere kaldede, Faa ere udvalgte hentyder til Matt 22,14 (). Slægt generation. forfængeliggjøre gøre værdiløs, til ingenting. tager (...) forfængelig misbruger på en letfærdig måde, vanhelliger. ret christelig omdannes virkelig, for alvor. det er det vil sige. tager dem ikke ud af den Verden, hvori de leve allusion til Joh 17,15, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger: »Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« Selv Apostlene ... sagde han ikke strax forud Alt, hvad de vilde komme til at lide hentyder til Joh 16,1-4, hvor Jesus siger til sine disciple: »Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra [NT-1819: 'forarges']. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« end ikke strax Alt, hvad han selv vilde komme til at lide . havde han endnu Meget at sige dem hentyder til Joh 16,12, hvor Jesus siger til sine disciple: »Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.« Gud-Mennesket dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig (). Jf. kap. 4, § 3, i Balles Lærebog (), s. 37f.: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge sine Naturer.« kunne vide Alt forud, sin Lidelse og Undergangs Vished . ret tydeligt virkelig. en Evne (...) Indbildningskraften (...) Villien sml. den såkaldte 'evnelære', der blev alm. i psykologien som filosofisk disciplin i kølvandet på den ty. filosof I. Kants Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (1798), således fx i F.C. Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie (bd. 1, 1819), i J.P. Mynsters Grundrids af den almindelige Psychologie (1830) og i K. Rosenkranz' Psychologie oder die Wissenschaft vom subjectiven Geist (1837, ktl. 744). Bevidsthedslivet inddeltes i tre evner: Erkendelse (forestillingsevne), vilje (begæreevne) og følelse (føleevne), mens fantasien oftest blev behandlet under erkendelsen, undertiden – fx hos Sibbern (§ 72) – som en mere overordnet evne, der forholder sig til de øvrige. – Indbildningskraften] kraften el. evnen til at forestille sig noget, som ikke er nærværende el. foreliggende, evnen til at skabe sig billeder af det fraværende, fantasien. hiin Yngling ... beundrede Billede gjorde ham søvnløs sigter til den gr. feltherre og politiker Themistokles (o. 525 - o. 460 f.Kr.), om hvem den gr. filosof og historiker Plutark i sin biografi »Themistokles«, 3, 3-4, fortæller følgende: »Themistokles skal med en rasende Heftighed have tragtet efter Ære, og denne hans Ærgjærrighed skal have opvakt hos ham en umaadelig Attraa efter at udføre store Bedrifter. Efterat Grækerne havde leveret Perserne Slaget ved Marathon, og man overalt ophøiede Miltiades for hans kloge Anførsel, fandt man Themistokles, skjønt endnu ganske ung, meget grandskende, fordybet hos sig selv, ja vaagende hele Nætter igjennem; og da han nu endog unddrog sig fra de sædvanlige Sammenkomster, og nogle spurgte ham om Aarsagen hertil og yttrede deres Forundring over denne med ham foregaaede Forandring, svarede han: Miltiades's Trofee tillader mig ikke at sove. Alle troede, at Persernes Nederlag ved Marathon nu maatte gjøre Ende paa Krigen, men Themistokles, hvis Blik trængte dybt ind i Fremtiden, ansaae snarere dette Nederlag kun som en Begyndelse til haardere Kampe, hvortil han og [også], til Held for Staten, bevæbnede sig selv og beredede hele Grækenland.« Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 2, 1803, s. 7f. Jf. Plutarchi vitae parallelae, udg. af G.H. Schäfer, bd. 1-9, stereotyp udgave, Leipzig 1829, ktl. 1181-1189; bd. 2, s. 4-5. Fortredigelser det at blive udsat for fortræd, plager. forsøgt (hårdt) prøvet. Ordentligviis sædvanligvis, normalt, for det meste. vistnok rigtignok, sandt nok. var saa (...) være saa således. Fuldkommenhedens Gjengivelse gengivelse af fuldkommenheden. Skuepladsens teatret. til Trods el. til trods for, trodsende. Styrelsen Guds styrelse (). hvortil til hvad gavn, til hvilken nytte. forudoptage foregribe, anticipere. 70 Aar allusion til den traditionelle opfattelse, at et menneskes alm. levetid er 70 år, en opfattelse, der går tilbage til Sl 90,10: »Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til.« afpræger eller udpræger sig i afspejler sig el. sætter sit (sær)præg i (noget). overspændt sværmerisk, eksalteret, sær. Christus fandt Velbehag i hiin rige Yngling henviser til beretningen i Mark 10,17-22 om den ringe mand, der faldt på knæ for Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at arve det evige liv; om ham fortælles det i v. 21, at »Jesus saae paa ham, og fattede Kierlighed til ham« (NT-1819). I parallelberetningen i Matt 19,16-22 er der tale om en rig ung mand (). svingede af drejede af fra, forlod en tidl. retning. vel Dig (som udtryk for, at en prises lykkelig) held dig, lykkelige du. Daglighed det at noget forekommer, gentages daglig, ensformighed. Intet mindre end alt andet end, lige det modsatte af. den er Kjerlighed allusion til 1 Joh 4,8 og 4,16 (). hvor mange Huller (...) den vil skrue ham hvor meget den vil sammenpresse (klemmen) om ham. liig Guldet (...) prøves hentyder til, at man kan undersøge ('prøve'), om guld er ægte ved at opvarme det, da guld ikke iltes ved opvarmning. Heraf udtrykket 'prøvet guld', dvs. ægte guld; sml. fx Sir 2,5, hvor det hedder, at »Guld prøves i Ild« (GT-1740), og 1 Pet 1,7: »Guld, hvilket (...) prøves ved Ilden« (NT-1819). Guld er et grundstof, der findes i naturen indlejret i bjergarter og ofte i forbindelse med andre mineraler (sølv, kobber, jern). har han endnu langtfra ikke overskuet er han endnu langtfra at have overskuet. frister aldrig over Formue hentyder til 1 Kor 10,13, hvor Paulus skriver til korintherne: »Eder er ingen Fristelse paakommen, uden [undtagen] menneskelig; men Gud er trofast, som skal ikke lade Eder friste over Eders Formue [evne], men skal giøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at I det kunne [kan] taale« (NT-1819). hvo hvem. regner uden Vert el. 'gør regning uden vært' (om en gæst, der forlader stedet uden at afregne med værten), talemåde i betydningen: glemmer, ser bort fra et vigtigt forhold, regner galt, tager fejl. Sml. ordsproget 'Hvem der gør regning uden vært, må regne to gange', optegnet som nr. 2144 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 82. end een Gang endnu, yderligere. skruet ham saa stærkt lagt så stærkt el. hårdt et pres på ham (). Fristeren I beretningen om Jesu fristelse i ørkenen kaldes Djævelen også 'fristeren', jf. Matt 4,3. jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig hentyder til de ord, hvormed Martin Luther () if. traditionen afsluttede sin erklæring, da han på Rigsdagen i Worms 1521 nægtede at tilbagekalde sin af kirken fordømte lære med henvisning til Guds ord og sin samvittighed: »ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« (»jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig! Amen!«); her citeret efter C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken (), s. 123, sp. 2. det Fuldkommenhedens Billede det billede af fuldkommenheden. For at indgaae i Himmeriges Rige ... blive Barn igjen hentyder til Matt 18,3, hvor Jesus siger til sine disciple: »sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige« (NT-1819). at vandre den lange Vei til det hellige Land foretage pilgrimsvandring (både som fromheds- og som bodsøvelse) til 'det hellige land' (fast betegnelse for Palæstina som det land, hvor Jesus levede og virkede, døde og opstod). bestedt anbragt, situeret, stedt. faaer Overskuelsen når til at kunne overskue, får skaffet sig overblik. en Afsky for Alle en, der vækker afsky hos alle, en modbydelighed for alle. regnet paa med. »jeg kender ham ikke« citat fra beretningen i Luk 22,54-62 om Peters fornægtelse; her fortælles det, at da en pige påstod, at Peter også havde været sammen med Jesus, svarede han hende: »Qvinde! jeg kiender ham ikke«, v. 57 (NT-1819). jeg kjender ikke dette Menneske hentyder til beretningen i Matt 26,69-75 om Peters fornægtelse, hvor det fortælles, at Peter to gange svarede: »jeg kiender ikke det Menneske«, v. 72 og v. 74 (NT-1819); sml. foregående kommentar. har Sit paa det Tørre spiller på talemåden 'Det er godt at have sit på det tørre' (i betydningen: det er godt at være i sikkerhed, i trygge forhold, (især økonomisk) i gode kår), optegnet som nr. 2787 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 106. vistnok givetvis, helt sikkert. i det bittreste Øieblik at være forladt af den Sidste – af Gud hentyder til Jesu ord på korset if. Matt 27,46: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« tilrede parat, til rådighed. ikkun kun, ikke andet end. »om en liden Stund« citat fra Joh 16,16, hvor Jesus siger til sine disciple: »Om en liden Stund skulle [skal] I ikke see mig; og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen« (NT-1819). »omsider« ... omsider maatte blive salig hentyder til kollekterne, hvor et lignende udtryk forekommer i forskellige variationer i Forordnet Alter-Bog (): til 1. juledag i formen: »saa omsider blive evindelig salige«, s. 12, og til bededag i formen: »indtil vi omsider af din Naade maae blive evindelig salige«, s. 84. – »omsider«: se journaloptegnelsen EE:180, dateret den 11. sept. 1839, hvor SK skriver: »Det Ord: [']omsider', som forekommer i alle vore Collecter er det meest episk-skjebnesvangre og meest lyrisk-utaalmodige, det sande chr: [kristne] Løsen.« SKS 18, 61. ikke, at han vil tage den Christne ud af Verden allusion til Joh 17,15 (). er ikke saa således. daarligt tåbeligt. betræffende angående. Frygt og Bæven allusion til Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.« Summen og Brummen udtryk brugt dels om tonende støj af samklingende (uforståelig) tale (af mange personer), dels om forvirret lyd af mange stemmers (højrøstede) tale (fra flere sider). den Deel af Præsteskabet ... i Medfør af Levebrødet ... den Kjerlige er Den, til hvem der offres . formeentligen efter egen formening, angiveligt. Gud-Mennesket, som var Sandheden allusion til Joh 14,6 (). Om Gud-Mennesket, . ikke formaaede at løfte sit Hoved opreist . falde paa finde på, få det indfald. Hvis saa var det forholdt sig således. ret Alvor virkelig. vistnok rigtignok, sandt nok. fra Høiheden Du drager et Menneske til Dig hentyder til Joh 12,32 (). Du store Seierherre sml. den da. biskop og salmedigter Thomas Kingos påskesalme »Som den gyldne Soel frembryder« (1689), 2. strofe: »Tak, o store Seier-Herre, / Tak, o Livsens Himmel-Helt, / Som ei Døden kund' indspærre / I det helvedmørke Telt! / Tak, fordi at op Du stod, / Og fik Døden under Fod! / Ingen Tunge kan den Glæde / Med tilbørlig Lov udqvæde.« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, nr. 64, s. 184-187; s. 185. bevare (...) fra vogt, beskyt mod. saa ogsaa således. en allerede her i Verden triumpherende Kirke sigter til den opfattelse af de klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans' (lat., 'den stridende kirke') og 'ecclesia triumphans' (lat., 'den triumferende el. sejrende kirke'), at den kristne kirke kan blive sejrende allerede her på jorden. I den ældre teologi betegnede 'ecclesia militans' en kirke, der er i strid med verden (jf. Ef 6,12), og som altid vil være underlagt en sådan strid indtil Kristi genkomst; først da vil kirken sejre og blive 'ecclesia triumphans' (jf. Hebr 12,23). Se fx § 124 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 312f. (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 322). Dit Rige var jo ikke og er jo ikke af denne Verden hentyder til Joh 18,36 (). forskyldt været årsag til, været skyld i. stridende Kirke . Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. Sinkerier det at trække noget ud el. i langdrag, så det sinkes, forhales på en uheldig måde. Slægten menneskeheden. Gud-Mennesket . sandt Menneske . Nærgaaenhed det at gå ind på livet af nogen, at trænge sig på. gaae paa Parti med slutte sig sammen med, stille sig på lige fod med. Læren om hans Gjenkomst sigter til den dogmatiske lære om, at ved Kristi genkomst, hvor forsoningen når sin fuldendelse og Guds riges sejr afgøres, skal de døde opstå, hvorpå Kristus skal holde dom over hele verden, jf. især Matt 25,31-46 () og Joh 5,28-30; se fx § 130 »Christi reditus. Resurrectio. Judicum« (lat., »Kristi genkomst. Opstandelse. Dom«) i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 334-339 (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 343-349; ). kunde komme igjen for at gjøre Regnskabet op ... fordre Sit ... dømme os allusion til Jesu lignelse om de betroede talenter i Matt 25,14-30: En mand, der skal rejse udenlands, tilkalder sine tjenere for at betro dem sit gods, mens han er borte; én giver han fem talenter, en anden to og en tredje én. Så rejser han. De to første tjenere handler med de betroede talenter og tjener på dem, den ene fem og den anden to; den tredje graver den ene talent, han har fået, ned i jorden. Da manden efter lang tid kommer hjem, gør han regnskab med sine tjenere. De to første roses for, hvad de har gjort, og manden siger til hver af dem: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!« Men den tredje kalder han en dårlig og doven tjener og bebrejder ham, at han ikke har betroet hans penge til vekselererne, så han nu kunne få dem tilbage med renter. Og manden siger, at den uduelige tjener skal fratages den ene talent, som skal gives til ham, der nu har ti, og at han skal kastes ud i mørket, hvor der skal være gråd og tænderskæren. Derpaa indgaaer han til Høiheden sigter til Kristi himmelfart (), se også Luk 24,26 () og 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse (). de skulle skal. med Christi Opfart ... begynder ... med hans Gjenkomst sluttes den sml. beretningen om Kristi himmelfart i ApG 1,9-11. Her fortælles det, at da apostlene stod og stirrede op mod himlen, mens Kristus fór bort, kom to mænd i hvide klæder og sagde til dem: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.« tage sig (...) til Indtægt tager (noget) til sig som sit eget. Prøven (...) Examens Tiden sml. nr. IV, i SKS 12, 182f. ville vi vil. det er det vil sige. forsøges (hårdt) prøves. sove eller drømme sig til Sandheden komme sovende til sandheden el. erhverve sandheden ved at drømme. fra Slægt til Slægt fra generation til generation. Forkortning afkortning. hvad er Sandhed hentyder til beretningen i Joh 18,33-38 om Pilatus' forhør af Jesus, hvor Pilatus ved slutningen af forhøret siger til Jesus, v. 38: »Hvad er sandhed?« Pilatus Pontius Pilatus, rom. præfekt i Judæa og Samaria (26-36 e.Kr.); i Joh 18 kaldes han statholder, mens han i Matt 27 (NT-1819) med urette benævnes landshøvding. Under processen mod Jesus blev Jesus flere gange forhørt af Pilatus, der endte med at dømme ham til korsfæstelse, jf. fx Matt 27,11-26. Christus var jo Sandheden allusion til Joh 14,6 (). falde paa finde på, få det indfald. mit Rige er ikke af denne Verden ... ikke ... overantvordet til Jøderne forkortet, frit citat fra Joh 18,36 (), hvor Jesus på Pilatus' spørgsmål om, hvad han har gjort, svarer: »mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tienere stredet [stridt] derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet [overgivet til] Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf« (NT-1819). jeg er dertil fød ... at jeg skal vidne om Sandhed forkortet, frit citat fra Joh 18,37 (), hvor Jesus på Pilatus' spørgsmål, om han dog ikke er en konge, svarer: »du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil fød, og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst« (NT-1819). Pilati genitivform af Pilatus. angiver (...) sig selv afslører sig selv. gjør (...) det aabenbart giver det klart til kende. hvor skulde hvorledes. lærvillig dvs. lærevillig. overseer ser ned på, ringeagter. indlade sig (...) med give sig i samtale, meningsudveksling med. »see, hvilket Menneske« citat fra Joh 19,5 (). betræffende angående. vistnok rigtignok, sandt nok. betryggende sikrende. den nyeste Philosophi hentyder til filosofien fra og med den ty. filosof G.W.F. Hegel ( og ); her især til den hegelske filosofis opfattelse af religion som en form for viden (). er af Sandheden allusion til Joh 18,37 (). Se også 1 Joh 3,18-19: »Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gierning og Sandhed. Og paa dette kiende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne [kan] vi stille vore Hierter tilfreds for hans Aasyn« (NT-1819). i andet Fald i modsat fald. det er det vil sige. »det er det evige Liv at kjende ... Den, hvem han udsendte« frit citat fra Joh 17,3, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger: »Men dette er det evige Liv, at de kiende dig, den eeneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesum Christum« (NT-1819). sammenligner Christus Sandheden med Spise ... med det at spise hentyder til Joh 6,32-33, hvor Jesus siger: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« Og til Joh 6,48-51, hvor Jesus siger: »Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen [jf. 2 Mos 16,4.15], og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Endvidere til Joh 6,54-57, hvor Jesus siger: »Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.« – Spise: mad, føde; sml. Luthers oversættelse af Joh 6,55: »Denn mein Fleisch ist die rechte Speise, und mein Blut ist der rechte Trank« (»Thi mit kød er den rette spise, og mit blod er den rette drik«), jf. Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). I øvrigt anvendes ordet 'spise' som substantiv hyppigt i GT-1740, se fx 1 Mos 9,3, hvor Gud siger til Noa: »Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise; ligesom grønne Urter haver jeg givet eder alt dette.« Opholdende opretholdende. nu alle Udtryk ere ... at Sandheden er Erkjendelse, Viden hentyder til den hegelske filosofi, der organiserer forskellige sfærer som vidensformer. If. Hegels system er religion en form for viden, der opererer med forestillinger, i modsætning til filosofisk viden, som kender sandheden ved hjælp af begreber. Og da disse forestillinger if. deres natur er tilfældige, kan de kun forstås korrekt, hvis de begribes ved hjælp af begreber, som er nødvendige. Religionens sandhed ligger således ikke i en forestillende tænkning, men i en filosofisk erkendelse el. viden. SKs indvending er rettet mod denne opfattelse af religion som en form for viden på linje med andre vidensformer, fx filosofi og naturvidenskab. man taler nu bestandigt om at begribe, speculere, betragte hentyder til nøglebegreber i Hegels filosofi. At 'begribe' betyder her at forstå noget ved hjælp af begreber, dvs. at erkende el. vide noget filosofisk. At 'spekulere' betyder at følge den spekulative filosofis metode, som indebærer at forstå en enkelt ting ved at påvise dens nødvendige organiske forhold til andre ting i en større helhed. At 'betragte' refererer især til Hegels historiefilosofi, if. hvilken en filosof må betragte de historiske begivenheder ved at trænge igennem dem ved hjælp af filosofisk tænkning for at se begrebet el. den højere idé bag dem. gjøres Adskillelse mellem skelnes mellem. »Vei« refererer til Joh 14,6 (). slippe langt lettere til det opnå det på en langt lettere måde. jeg er Sandheden og Veien og Livet fri gengivelse af Joh 14,6, hvor Jesus om sig selv siger: »jeg er Veien, og Sandheden, og Livet« (NT-1819). eenstydig ensbetydende. En opfinder (...) Krudtet På SKs tid var det en udbredt opfattelse, at krudtet, en blanding af salpeter, svovl og kul, var blevet opfundet af kineserne, mens man fandt det ubegrundet, at opfinderen skulle have været den ty. fransiskanermunk Berthold Schwarz (13. årh.), jf. artiklen »Schießpulver« i Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie für die gebildeten Stände. (Conversations-Lexikon), udg. af F.A. Brockhaus, 8. udg., bd. 1-12, Leipzig 1833-37, ktl. 1299-1310 (forkortet Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie); bd. 12, 1836, s. 747f. Rendesteensbræt bræt, som blev lagt over en rendesten, så den på et vist stykke blev lukket, især ud for porte og gadedøre. På SKs tid fandtes ikke underjordiske kloakker, men et system af rendestene og grøfter, der skulle føre spildevand og affald ud i havnen; der var reglementer for, hvor rendestenene skulle være overdækket; kun i Østergade var de helt overdækket. den Hund, der opdagede Purpuret jf. fx artiklen »Purpur« i Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie () bd. 8, 1835, s. 938, hvor det oplyses: »Als Erfinder der Purpurfarbe nennen die Alten einstimmig die Phönizier, und allgemein ist die Sage von dem Schäferhunde, der sich die Schnauze von dem Safte zerbissener Purpurschnecken roth färbte und dadurch Veranlassung zur nähern Untersuchung dieser Thiere ward« (»Som opfinder af purpurfarven nævner de gamle enstemmigt fønikierne, og almen er sagnet om den schæferhund, der fik farvet sin snude rød af saften fra itubidte purpursnegle og derved blev foranledning til nærmere undersøgelse af disse dyr«). If. Julius Pollux' (2. årh.) leksikon Onomasticon, I, 45ff. (i I. Bekkers udgave af den gr. tekst, Berlin 1846, s. 12) skulle det have været Herakles' (lat. Herkules') hund, der fik sin snude farvet af en havsnegl og gav anledning til opdagelsen. SK henviser også til dette sagn i kap. 1, § 2.a, i den uudgivne fortælling Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est (fra 1842-43) (se Pap. IV B 1, s. 119,21f.), og i nr. V i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 281,15. – Purpur fremstilles af udpresset saft fra forskellige havsnegle, især af arterne Murex og Purpura. bringe (...) for Dagen gøre alm. bekendt. Discipelen er (...) bestandigt over Mesteren hentyder modsætningsvis til Matt 10,24 (). Stymper fusker (i sit fag). da han foer til Himmels . en triumpherende Kirke i denne Verden (...) en stridende Kirke . taget (...) forfængelig misbrugt på en letfærdig måde, vanhelliget. Udviklings . Christi Optagelse i Høiheden formentlig allusion til Mark 16,19 (). kommet paa kommet i tanker om, fundet på. det Tiloversblivende det, som bliver el. lades tilbage. Bogtrykkerkunstens Opfindelse Opfindelsen af bogtrykker- el. bogtrykkunsten, der først og fremmest omfatter støbningen af løse typer, fandt sted o. 1450 og tillægges normalt den ty. mekaniker og metalarbejder Johann Guttenberg (død 1468). Erobringer landvindinger. Compagniet selskabet, forsamlingen, flokken. udgrundet fundet frem til, udtænkt. saa (...) kunde således. det allernyeste 'System' refererer til SKs tidligere polemik, ikke kun specifikt mod det 'nyeste ' filosofiske system (), som Hegel () selv udfolder bl.a. i Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften, men også mere generelt mod hegelianismen, herunder især den da., bl.a. J.L. Heibergs og Rasmus Nielsens søgen efter at opbygge et altomfattende logisk system (se fx Begrebet Angest, i SKS 4, 356,26-33, og Forord, i SKS 4, 478,18-23, og 525,19-21, med tilhørende kommentarer). Med 'Systemet' synes SK altså mere generelt at hentyde til det filosofiske forsøg på at forstå og forklare verden i dens enhed ved hjælp af abstrakte logiske kategorier el. diskursiv tænkning; undertiden synes det nærmest at stå som synonym for objektiv viden. Den mest omfattende polemik mod 'Systemet' fremsætter SK i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, se fx SKS 7, 22-26 og 103-120. opkommet fremkommet, opstået. i Vorden under tilblivelse. Timeligheden ... er Stridens, Prøvens Tid, Evigheden Seierens sml. fx 1 Tim 1,18, hvor Paulus skriver formanende til Timotheus, at han »skal stride den gode strid«, jf. 1 Tim 6,12; se også 2 Tim 4,7, hvor Paulus om sig selv skriver: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« Se endvidere ApG 14,22, hvor det fortælles, at Paulus og Barnabas »styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: 'Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.'« Og 2 Kor 4,17-18, hvor Paulus skriver, at »vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt«. Se endelig Rom 8,35-37, hvor Paulus skriver: »Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: / På grund af dig dræbes vi dagen lang, / vi regnes for slagtefår. / Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.« Samt Jak 1,12: »Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.« eenstydigt ensbetydende, af samme betydning, sammenfaldende. foredraget her formentlig i betydningen: mundtligt fremført i prædiken. vinker lokker, frister, drager. Udmærkelse berømmelse, anseelse, begunstigelse. sine Fordringer til Selvfornægtelse: fornægt Dig selv hentyder formentlig til Matt 16,24, hvor Jesus siger til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.« sætter sig sammen for trykker sig sammen for; gør sig parat til. blødagtig forfinet, forvænt, magelig. med Udmærkelse spiller formentlig på udtrykket: at have bestået en eksamen 'med udmærkelse', dvs. med den højeste karakter ug (udmærket godt). skjulte Inderlighed sml. fx journaloptegnelsen NB20:74, formentlig fra aug. 1850, hvor SK skriver: »Efterhaanden som Bekymringen for virkelig at være Χsten [kristen], og Begeistringen ved virkelig at være det tog af, medens man da paa den anden Side dog hell. ikke ganske vilde bryde med Χstd. [kristendommen] saa opkom den skjulte Inderlighed. Den skjulte Inderlighed fritager fra den egl. Forsagelse, og den fritog En fra hele Besværet med Lidelse for Χstd.s Sag. Det gik man da ind paa, og paa det Vilkaar vedblev man at være Christen, det convenerede [behagede]«, SKS 23, 435,3-9. Og: »Det blev da forklaret som beundret[,] som Dannelse, at man saaledes i skjult Inderlighed kunde være Χsten, uden at Satan selv skulde opdage, at den var derinde«, s. 435,28-30. Og videre: »Forresten tilstaaer jeg, at jeg selv baade som Ironiker og som Tungsindig har været en Elsker af den skjulte Inderlighed, og vist er det baade, at jeg har haft en Inderlighed, og at jeg har anvendt store Kræfter for at skjule den. Og der er ogsaa noget Sandt i den Undseelse, der skjuler sin Inderlighed. Men hvad mig angaaer, saa har jeg derimod stræbt at indrette mine Handlinger i Stræben efter det Christelige. Jeg har ikke forsikkret, at jeg i skjult Inderlighed var Christen, og saa forresten af alle Livsens Kræfter arrangeret mig verdsligt. Tvertimod, jeg har lagt et Skjul over min Inderlighed, seet ud som Egoisten, den Letsindige o: s: v: – og saa dog handlet saaledes, at jeg er kommet til at opleve de christelige Collisioner«, s. 435f. SK slutter optegnelsen således: »den skjulte Inderlighed var det just der skulde pirres ved, hvilket kun kan gjøres indirecte«, s. 436,30f. en vis Stand hentyder formentlig til præstestanden, gejstligheden. Forretning gøremål, gerning. afgav fungerede el. tjente som. Choret i det antikke drama den samling personer, der gennem sang kommenterer og fortolker handlingens gang i dramaet, og som indgår i en dialog med skuespillerne. Mens tragediens helt er et fremragende individ, repræsenterer koret almindelige borgere; det er typisk gennem koret, tilskueren aner den skæbne, der rammer helten. I det moderne drama, i opera og skuespil, repræsenterer koret hyppigt en menneskemængde og er således 'folkets stemme'. gik det an var det i orden, forsvarligt. ligegyldigt derved ligeglad dermed, indifferent el. uinteresseret i forhold dertil. Borgermand mand af borgerstanden. den meste Deel den største del, det meste. Haandtering erhverv, håndværk. kongelige Arvehuus arvede kongehus (det da. kongedømme arvedes if. bestemmelserne om tronfølge i Kongeloven af 14. nov. 1665, som også var gældende efter indførelsen af konstitutionelt monarki i 1848). Udtrykket »det ganske Kongelige Arve-Huus« indgik i den forordnede kirkebøn, se Forordnet Alter-Bog (), s. 219. Qvit fritagelse for gensidige fordringer el. krav, skyldfrihed. det er qvit uden fordringer, gratis. er ikke maalbar derfor kan ikke måles i forhold til (den udvortes verden). den nyeste Philosophi . Tidens Fordringer hentyder til en især af J.L. Heiberg yndet vending som udtryk for tidens el. tidsalderens fordringer om en hegeliansk (spekulativ) filosofi og teologi, se fx hans indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 52f.: »Og ligesom det er denne Bestræbelse [at popularisere filosofien], hvorpaa det hidindtil har skortet i Philosophiens Fremstillinger, tildeels af den Grund, at Philosophien maatte hos selve Philosopherne uddanne sig til en større Klarhed, førend de kunde gjøre den klar for Andre, maatte ligesom modnes, inden Verden kunde nyde dens Frugt, saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt.« Og hans anmeldelse af W.H. Rothes værk om treenighedslæren i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 1-2, Kbh. 1837-38, ktl. 569; nr. 1, s. 11: »En speculativ Theologie er den uundgaaelige Fordring«. Se også H.L. Martensens selvbiografi Af mit Levnet bd. 1-3, Kbh. 1882-83; bd. 1, s. 62, hvor han oplyser, at prof. F.C. Sibbern erkendte, »at det (...) var en Tidens Fordring, at for ikke Faa maatte Christendommen ogsaa prædikes speculativt, og i denne Fordring støttedes han af mægtige Strømninger i Tiden«. hensattes i blev anbragt i, flyttet til. Drag af Din Sko, thi det Sted, Du staaer paa, er helligt hentyder til beretningen i 2 Mos 3,1-4,17 om Guds åbenbaring for Moses i den brændende tornebusk, hvor Gud if. 3,5 siger til Moses: »kom ikke nær her hid, drag dine Skoe af dine Fødder; thi det Sted, som du staaer paa, den er en hellig Jord« (GT-1740). Lad Gud beholde Evigheden spiller formentlig på udsagnet: 'Lad Gud kun beholde Himmerige, hvis jeg må beholde Gurre', som folkelige sagn har tillagt kong Valdemar Atterdag om Gurre Slot i Nordsjælland. Jf. fx J.M. Thiele Danske Folkesagn, 1.-4. samling, bd. 1-2, Kbh. 1819-23, ktl. 1591-1592; 1. samling, bd. 1, s. 90; og J.L. Heibergs romantiske komedie Syvsoverdag, 3. akt, 5. scene, hvor Valdemar Atterdag siger: »For mig kan Gud beholde Paradiis, / Blot han vil lade mig beholde Gurre!« J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 7, s. 268. holde (...) til Gode tilregne (noget) som et gode, en fordel, som en formildende omstændighed. »holder saadan Tale« citat fra 2. akt, 3. scene, i Ludvig Holbergs komedie Ulysses von Ithaca, Eller En Tydsk Comoedie (1725), hvor det i den første regibemærkning hedder: »Holophernes (holder saadan Tale.)« Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 3. Bindene er uden årstal og sidetal. Forglemmelse uagtsomhed, mangel på omtanke. Slagsværd stort, tungt sværd, der brugtes i kamp, krig. Gasbelysningen gadebelysning ved lygter med gasindlæg. Balgen skeden. længst for længst, for længe siden. Skuffelse bedrag, indbildning. formaste Dig til drister dig til hovmodigt, bespotteligt. Hjertekjenderen allusion til Luk 16,15, hvor Jesus siger til farisæerne: »Gud kender jeres hjerte«. Se også ApG 1,24, hvor det i en bøn hedder: »Herre, du som kender alles hjerter«, samt 15,8, hvor Peter taler om »Gud, som kender hjerterne«. som dømmer Menneskenes Inderste formentlig allusion til Hebr 4,12: »Thi det Guds Ord er levende og kraftigt, og skarpere end noget tveegget Sværd, og trænger igiennem, indtil det adskiller baade Siel og Aand, baade Ledemod [led] og Marve, og dømmer over Hiertets Tanker og Raad« (NT-1819). Kredsen rundt hele raden rundt, alle og enhver. Enhver er døbt som Barn Ved forordning af 30. maj 1828 blev den pligt, der »baade efter Religionens og Statens Love« påhvilede alle forældre, »der bekiende sig til den christelige Religion«, at lade deres børn døbe fastholdt (kun jøder var undtaget fra dåbstvang), mens fristen for at foretage dåben blev noget forlænget. Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden () bd. 1, s. 165f. Tvangsdåb blev ophævet ved lov af 4. marts 1857. Passeer-Seddel el. passérseddel, seddel, der giver fri passage for person (specielt om udgangstegn for soldat) el. for varer (der har ret til at passere videre fra toldsted o.l.). Øvrighedens Paatale Ved forordning af 13. jan. 1736 blev »Børnenes Confirmation og Indvielse, saavelsom offentlig Examen og Prøvelse« gjort til »en almindelig Regel og skyldig Pligt, som alle Børn udi Menigheden, ingen undtagen, af hvad Stand og Condition de end maatte være, skal nødvendig være bunden til«. Og ved forordning af 25. maj 1759 blev det fastsat, at ingen børn måtte antages til konfirmation, før de var fyldt »14 eller 15 Aar« (§ 1), og at de, under borgerligt straffeansvar, skulle være konfirmeret, »førend de fyldte deres 19de Aar«. Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden () bd. 1, s. 176. Og ved kgl. resolution af 2. dec. 1812 blev kancelliet bemyndiget til at lade personer, der unddrog sig forberedende undervisning og konfirmation, »indsætte til Tvangsunderviisning og Confirmation i Forbedringshuset«. Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden bd. 1, s. 178. Tabelværket sigter til Statistisk Tabelværk, udg. af Tabelkommissionen indtil dens nedlæggelse i 1848, derpå af Statens statistiske Bureau. Det var pålagt sognepræsterne og provsterne at indberette både om kirkelige og ikke-kirkelige forhold, herunder om antal døbte og konfirmerede. If. Statistisk Tabelværk, 10. hefte, Kbh. 1846, s. XIV, havde kongeriget Danmark ved folketællingen 1. feb. 1845 en folkemængde på 1.350.327, hvoraf alle undtagen 3.670 jøder bekendte sig til kristendommen. formeentligen antageligt, tilsyneladende. jvfr. jævnfør. Embedsmænd Præsterne var statslige embedsmænd. lukket i Baglaas lukket på en sådan måde, at den er gået i baglås. saa siges der således. om det Skjulte dømmer man ikke hentyder til udtrykket 'de occultis non judicat ecclesia' (lat., 'kirken dømmer ikke om det skjulte', dvs. om de skjulte synder); en berømt læresætning i den kanoniske retspraksis, der går tilbage til pave Innocens III, som o. 1213 i et dekret (optaget som kap. 33 i Decretalium Gregorii IX, bog 5, 3. titel) i anledning af en sag om simoni henviser til kirken, »quæ non iudicat de occultis« (»som ikke dømmer om det skjulte«). Jf. Corpus juris canonici Gregorii XIII Pontif. Max. auctoritate post emendationem absolutam editum, udg. af J.H. Boehmer, bd. 1-2, Halle 1747; bd. 2 (med deltitlen Decretales iussu Gregorii IX. Collectas cum libro sexto Clementinis et extravagantibus tum Joannis XXII tum communibus continens), sp. 726. gjort (...) aabenbart gjort åbent, synligt. forskylde gøre sig skyldig i. ville Mange vil. blive aabenbare give sig til kende, afsløre sig. Indrømmelse jf. »Udgiverens Forord«, hvor SK skriver: »der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende [angående]«, SKS 12, 15,4-6. vistnok ganske vist, givetvis. Spilfægteri noget, der er på skrømt, et kneb (for at føre andre bag lyset). angiver afslører. vilde mange Hjerters Tanker blive aabenbare hentyder til Luk 2,34-35, hvor Simeon siger om Jesus: »see, denne er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges, (...) at mange Hierters Tanker skulle [skal] aabenbares« (NT-1819). Alle kunne kan. slagne ihjel slået. hvo hvem. forfulgte, bespottede, forhaanede . den idelige Betragten af Verdenshistorien . Slægtens menneskeheden. den idelige Tale om verdenshistorisk Betragtning ... at Christendommen bliver en Udvikling indenfor ... Menneske-Slægten se fx H.L. Martensens afhandling »Rationalisme, Supranaturalisme og principium exclusi medii (I Anledning af H. H. Biskop Mynsters Afhandling herom i dette Tidsskrifts forrige Hefte)« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, udg. af F.C. Petersen, bd. 1, Kbh. 1839. Her skriver Martensen, s. 462f., om den spekulative teologis opfattelse, »at den nye Skabelse ikke blot er indtraadt for at gjenoprette et forstyrret [ødelagt] Forhold, eller for at bøde paa en Skade (...) men at tvertimod den hele Verdensudvikling kun er lagt an paa den anden Skabelse, der er Negationen af den første; og at altsaa Christi Aabenbarelse og det ved ham stiftede Samfundsliv indtræder som noget absolut Nødvendigt, som Noget der ikke blot ikke kunde udeblive, men er Universets Middelpunkt, og Formaal for den hele teleologiske [formålsbestemte] Verdensudvikling, hvortil alt Andet kun forholder sig som Middel- og Gjennemgangspunct. Den kan ogsaa udtrykkes paa denne Maade, at Creationen [skabelsen] kun er til for Incarnationens Skyld«. Og videre s. 463f.: »Men den Synskreds, der ved de her antydede bekjendte Betragtninger aabner sig – og det er netop denne Synskreds der i vor Tid er bleven videre, end nogensinde tilforn – fører til at see Christendommen som immanent Bestemmelse i Guds Væsen og den guddommelige Verdensorden. Det maa indrømmes og det maa høiligt urgeres [fremhæves, betones], at Christus ikke fremtræder 'efter Naturens Løb, at den nye Skabelse i Christus er det første Led i en ny Række, en ny umiddelbar Indgydelse af det guddommelige Liv i det menneskelige' [se nedenfor]. Christus er ikke Menneskeslægtens Product, hans Indtrædelse i Historien er ikke Resultatet af Slægtens Udviklingsproces, skjøndt vel medieret ved denne. Men uagtet han saaledes vel kan siges at være nedstegen fra Himlen, og derved faaer en supranaturalistisk Characteer, maa man dog ligesaa meget fastholde, at Christus er den anden Adam, eller som Schleiermacher udtrykker det, at han er den nu først fuldendte Skabelse af den menneskelige Natur. Men herved sees han tillige at fremtræde af Menneskeverdenens egen Midte. Han erkjendes da paa eengang som den hellige Rod, der usynligt bærer den hele Menneskeslægt, der uden ham vilde gaae tilgrunde i sit creaturlige Intet, og tillige som Menneskeslægtens reneste og ædleste Blomst. Ligesaavel som man paa den ene Side maa fastholde Incarnationens Factum, ligesaavel maa man erindre, at dette Factum har til sin Forudsætning den oprindeligt værende, evige Eenhed af den guddommelige og menneskelige Natur. Ligesaavel som man maa lære den historiske Christus, ligesaavel maa man fastholde Tanken om det ideale, universelle Gudmenneske, der i den historiske Christus har concentreret sig til punctuel Existents.« Den ny-rationalistiske og spekulative forståelse af Gud-Mennesket, fx repræsenteret af den ty. lutherske teolog D.F. Strauß, havde J.P. Mynster kritiseret i artiklen »Rationalisme. Supranaturalisme« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, nr. 1, Kbh. 1839, s. 249-268. Her refererer Mynster Strauß's forståelse, s. 253-255, og skriver s. 261f.: »dersom Christus, den absolut Syndfrie, Hellige og Salige, kunde fremtræde efter Naturens Løb, ved Menneskehedens naturlige Udviklings-Proces, da er Menneskenaturen ikke fordærvet, men da er den endnu, hvad den oprindeligen var, en reen Emanation eller Manifestation af Guddommen (...). Men hvis ikke, da er vor Frelse ikke ved nogen Menneskehedens Act, (...) og ligesom den første Skabelse ikke kunde ligge i nogen forhenværende Række, ikke kunde have hvad vi kalde Natursammenhæng – hvorvel vistnok [rigtignok] Sammenhæng med den guddommelige Natur – saaledes er ogsaa den nye Skabelse i Christus, skiøndt forberedet ved guddommelige Foranstaltninger, det første Led i en ny Række, en ny umiddelbar Indgydelse af det guddommelige Liv i det menneskelige.« item lat., fremdeles, ligeledes. den hellige Historie beretningen om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse, især som den fortælles i de fire evangelier. Gud-Menneskets . skulle leve skal. Prøvens Tid . vistnok rigtignok, sandt nok. Hvis saa var det forholdt sig på den måde. i Guds Raad hentyder til forestillingen om, at Gud har et råd el. en rådsforsamling, jf. fx Job 1,6; 2,1; Sl 82 og Es 14,13. fra Evighed blev besluttet, at Christus skulde komme til Verden sml. § 41 i SKs referat af prof. H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger«, hvor det hedder: »Den i den menneskelige Natur dybtgrundede for Jordens forskjellige Folkeslag fælleds Længsel efter høiere Bistand, for at udfries af det Ondes Magt, var hos det jødiske Folk efterhaanden bleven udviklet til Forventningen om en gudd: [guddommelig] Messias. Forventningen opfyldtes, da Jesus Chr: [Kristus] sendtes i Tidens Fylde til Verden efter Guds evige Raadslutning, grundet i den evige Kjærlighed til Menneskeslægtens [menneskehedens] Frelse. / I det N. T. omtales en evig Raadslutning grundet i Guds uforanderlige kjærlige Villie som den egl. Grund til Chr: Sendelse.« Herpå anføres en række citater på gr. fra NT, der her bringes i da. oversættelse: Det hedder, at Kristus er sendt »efter hans [Guds] gode vilje«, Ef 1,5, »ud fra den gode beslutning, han [Gud] forud havde fattet«, Ef 1,9, »efter en beslutning fra evige tider«, Ef 3,11. Herefter hedder det: »ligeledes siges Chr: udseet til dette Embede fra Evighed, og at han i Tidens Fylde er sendt: Eph: 1, 11. 3, 11. 2 Tim: 1, 9. 1 Pet: 1, 20. Gal: 4, 4.« Not1:7, i SKS 19, 38,6-21. Styrelsens Guds styrelse (). Forudvidenhed det at vide noget forud, evne til at kunne forudse noget. Sml. kap. 1, tredje afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 4, i Balles Lærebog (), s. 13f.: »Gud er alvidende, og kiender [ved] paa eengang, hvadsomhelst der er skeet, eller nu skeer, eller skal skee i al Eftertiden. Vore hemmeligste Tanker ere ikke skiulte for ham.« Mag. Kierkegaard har (i ... »Kjerlighedens Gjerninger«) viist ... christelig Selvfornægtelse ... den afgjørende Bestemmelse henviser til nr. V »Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre« i første følge af Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form, Kbh. 1847, i SKS 9, 175-203; 193-203. – Mag. Kierkegaard: . – Dobbelt-Fare: se fx s. 191f.: »den sande christelige Strid [er altid] Dobbelt-Farens, fordi der er Strid paa to Steder: først i Menneskets Indre, hvor han skal stride med sig selv, og saa, naar han gjør Fremgang i denne Strid, udenfor Mennesket med Verden.« Og s. 193: »Hvad Christendommen kalder Selvfornegtelse er just og væsentligen indeholdende en Dobbelt-Fare, ellers er Selvfornegtelsen ikke christelig Selvfornegtelse.« – den anden Fare: se fx s. 194: »den anden Fare, eller Faren paa andet Sted er netop Sikkerheden for, at det er i sin Rigtighed med Guds-Forholdet, at det er et reent Guds-Forhold.« Og s. 195: »Det er christelig Selvfornegtelse: uden Frygt for sig selv og uden Hensyn til sig selv at vove sig i den Fare, om hvilken de Medlevende [samtidige], hildede og forblindede og medskyldige, ingen Forestilling have eller ville [vil] have, at der er Ære at vinde, saa det altsaa ikke blot er farefuldt at vove sig i Faren, men dobbelt farefuldt, fordi Tilskuernes Forhaanelse venter den Modige, ligegyldigt enten han seirer eller han taber.« lægge (...) an anvende, anbringe, bringe i stilling. kluddre (...) ind i forkludre ved at vikle ind i. giver sig frembyder, viser sig, fremtræder. »Menighed« se journaloptegnelsen NB15:37, fra jan. 1850, hvor SK skriver: »Angaaende en Yttring af Anti-Climacus etsteds i Indøvelse i Christendom No 3. / Det er en 'Opvækkelsens' Skærpelse, at han etablerer, at der i den stridende Kirke kun er Enkelte, altsaa ikke erkjender [anerkender, godkender] Menighed.« SKS 23, 28. hvormed man ogsaa i disse Tider har havt saa travlt hentyder formentlig til N.F.S. Grundtvig. Allerede i skriftet Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, Kbh. 1826, havde han plæderet for fuld religionsfrihed inden for statskirken. Det udvidede han i årene efter til at omfatte frihed for dem, der som han selv ville fastholde en kristendom baseret på »de symbolske Bøger« (især Den apostolske Trosbekendelse og Den augsburgske Bekendelse), til at kunne forlade statskirken med ret til at danne frimenigheder uden for statskirken, jf. »Om Religions-Frihed« i Theologisk Maanedsskrift, udg. af N.F.S. Grundtvig og A.G. Rudelbach, bd. 1-13, Kbh. 1825-28, ktl. 346-351; bd. 8, 1827, s. 28-59 og s. 136-171; jf. også Om den Clausenske Injurie-Sag, Kbh. 1831, især s. 8 og s. 15. I 1832 og 1834 forskød vægten i hans argumentation sig til at gælde 'samvittighedsfrihed' inden for statskirken, og han fremsatte da sit forslag om løsning af sognebåndet, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst, især vedrørende dåb, nadver og konfirmation, end deres sognepræst, jf. Om Daabs-Pagten, Kbh. 1832, og Om Sogne-Baandets Løsning og Hr. Professor Clausen, Kbh. 1834. Senere i 1834 opgav han helt tanken om dannelse af frimenigheder og knyttede forslaget om alm. sognebåndsløsning sammen med kravet om præsters dogmatiske og liturgiske frihed inden for den danske statskirke, jf. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, Kbh. 1834. I 1838 truede Grundtvig dog igen med, at han og »de gammeldags Christne« måtte udtræde af statskirken og danne egne menigheder, hvis ikke indførelse af sognebåndets løsning og præsters lærefrihed gjorde det muligt for dem at blive, se hans artikel »Om Samvittigheds-Frihed i Danmark« i Nordisk Kirke-Tidende, udg. af J.C. Lindberg, bd. 1-8 [bd. 1-2 under titlen Den Nordiske Kirke-Tidende], Kbh. 1833-1840; bd. 6, 1838, nr. 40, sp. 623-631. Året efter fremførte han atter og med fornyet styrke kravet om den gensidige samvittighedsfrihed for lægfolket og for gejstligheden: sognebåndsløsning for lægfolket og dogmatisk og liturgisk frihed for præsterne, jf. hhv. Tale til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed savnet, Kbh. 1839, og Frisprog imod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog, Kbh. 1839. Synspunktet viderefø-res i artikelrækken »Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne«, nr. I »Den hellige, almindelige Kirke«, i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af Th. W. Oldenburg og P.C. Kierkegaard, bd. 1, Kbh. 1840, s. 1-48; nr. II »Daaben efter Christi Indstiftelse« i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi bd. 2, Kbh. 1840, s. 171-207; og nr. III »Det Christelige Liv som et Christus-Liv« i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af P.C. Kierkegaard, bd. 4, Kbh. 1842, s. 13-42, hvor Grundtvig skriver, s. 38: »Uagtet det nemlig kun er i Fællesskab med hele Menigheden, vi kan annamme og besidde Christen-Livet, og uagtet det, for at naae sin Modenhed og Glands, ogsaa kræver et virkeligt og kindeligt udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker, saa har dog Erfaringen lært os og vil herefter stedte klarere vise, at hvor kun Herrens Anordninger bevares og træde ved Troen i Kraft, der kan hver Enkelt, som alvorlig vil, midt i vort statskirkelige Vilderede, komme endnu langt videre end Nogen af os er.« I de kommende år fastholdt Grundtvig, dels at det var forkert at skille sig ud fra statskirken og forene sig i 'gudelige forsamlinger', dels at det som en sidste udvej kunne blive nødvendigt for 'alvorlige kristne' at forlade statskirken og danne egne menigheder, hvis ikke den fornødne frihed var bevilget, se fx hans artikel »De Helliges Samfund« i Dansk Kirketidende, udg. af R.Th. Fenger og C.J. Brandt (bd. 1-8, 1845-53, ktl. 321-325), nr. 110, den 7. nov. 1847, bd. 3, 1848, sp. 81-96; især sp. 95f. Den samme opfattelse, fuld bekendelsesfrihed og frihed mellem 'menighed og sjælesørger' med ret til uden videre at udtræde af statskirken, blev udtrykt af grundtvigianere, især af den grundtvigske pastor F.E. Boisen på Roskilde præstekonvents møde den 12. okt. 1848, se Dansk Kirketidende, nr. 169, den 24. dec. 1848, bd. 4, 1849, sp. 222f., sp. 226f., og nr. 170, den 31. dec. 1848, bd. 4, sp. 239 og sp. 241-243, hvoraf det fremgår, at SKs ældre bror P.C. Kierkegaard sagde: »Bortskaffelsen af alle udvortes Hindringer for fri Indgang og fri Udgang, i Kirken og af Kirken, er nu en af de allerførste og nærmeste Conseqventser og kan ikke undgaaes« (sp. 241). Under forhandlingerne i Den grundlovgivende Rigsforsamling, som Grundtvig var medlem af, argumenterede han fortsat for sognebåndsløsning med frihed for den enkelte borger til at slutte sig til den præst og dermed til den menighed, der var i overensstemmelse med hans kristne overbevisning, se referat af »Forhandlinger paa Rigsdagen d. 11 og 12 April 1849« i Dansk Kirketidende, nr. 189, den 13. maj 1849, bd. 4, sp. 543f. sandselig som angår den sanselige verden, verdslig. levere Feltslag indlade sig i kamp i åben mark (ml. to krigshære). gjøre Regnskab paa Dommens Dag hentyder til forestillingen om, at menneskene på dommens dag skal aflægge regnskab for Gud og Gud gøre regnskabet op; en forestilling, der findes udtrykt flere steder i NT, fx i Matt 12,36; Rom 9,28; 1 Pet 4,5. Se også Matt 25,31-46 om verdensdommen. i Evigheden, hvor den er, i Ro formentlig allusion til Hebr 4,9-10 (). Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke ... Magt over den hentyder til beretningen i Matt 16,13-20 om Peters bekendelse, hvor Jesus siger til ham: »Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus; og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulle [skal] ikke faae Overhaand over den«, v. 18 (NT-1819). 'Petrus' er lat. form for Peter. Hans egl. navn er Simon, mens Peter er et tilnavn (det gr. ord 'pétros', der betyder 'sten', er ikke et alm. gr. navn, men en oversættelse af det aramaiske Kefas, jf. Joh 1,42). udmærket bemærkelsesværdigt, fortrinligt, berømmeligt. Alts Fuldendelse sml. følgende klassisk dogmatiske opfattelse, kort udtrykt i § 130 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 334 (Hutterus redivivus eller Dogmatik, s. 343: »Forsoningen vil naae sin Fuldendelse og Guds Riges udvortes Seier blive afgjort ved Xsti [Kristi] Gjenkomst«). Se også § 28 i kap. 2 »Om Udødeligheden« i SKs referat af H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger«, hvor det om opstandelsen og dommen ved Kristi genkomst hedder: »Ved den yderste Dom synes Skriften at antyde Indtrædelsen af en almindelig fuldkomnere Tingenes Orden, uden at den digteriske Beskrivelse beføier os til bestemtere Forestillinger om det andet Livs Beskaffenhed«, Not1:6, i SKS 19, 28,11-15. er Veien til Livet ikke mere trang ... Veien bred og Porten vidt aabnet hentyder til Matt 7,13-14, hvor Jesus siger: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Nærgaaenhed det at gå ind på livet af nogen, at trænge sig på. Kjerlighed til Gud er Had til Verden ... Christendommen og Verden blive Venner ... Christendommen afskaffet formentlig allusion til Jak 4,4: »I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.« Se også Matt 6,24, hvor Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Se endvidere Rom 8,7-8, hvor Paulus skriver: »For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.« Se endelig Luk 14,26. Christus skal komme igjen og dømme sml. 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse (). Sml. også Matt 25,31 (). iilsindet uligevægtigt, hidsigt, opfarende. at Discipelen ikke er over Mesteren hentyder til Jesu udsendelsestale til de tolv apostle i Matt 10,5-42, hvor han siger: »Discipelen er ikke over Mesteren, ei heller Tieneren over sin Herre«, v. 24 (NT-1819). sit Første sin første indvending. Alle kunne kan. Alle skulle skal. Forbilledet Kristus. Avisskrivers journalist el. blot en, der skriver meget i avisen. blive Præst, og lønnes af Staten . Om præsternes løn, se følgende kommentar. Gagen og Avancementet I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, kaldet 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især af deres korn, kaldet 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, kaldet 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Dertil kom i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra de dem tillagte jorder og gårde. Alt taget i betragtning havde de københavnske præster en større indtjening end præsterne i provinsen; men generelt set varierede indtægterne meget i størrelse fra embede til embede, ligesom de jorder, der hørte til præstegårdene, varierede i omfang og bonitet fra sogn til sogn; dette gav rig anledning til ønske om 'avancement'. En komplet oversigt findes i Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, Kbh. 1851, ktl. 379. indtil det Yderste indtil den højeste grad af formåen. Men naar hvornår. de Medlevende de samtidige. Frækhed overdreven selvtillid, uforskammet dristighed, skamløshed. skrække skræmme, forfærde. miskjender nægter at anerkende, forkaster, vrager. den Sorrigfulde den, som er fuld af sorg (). en Ydmygelsens Indrømmelse en indrømmelse pga. ydmyghed (). den christelige Rangforordning spiller på den verdslige el. borgerlige rangforordning, der var fastlagt ved forordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808), og som omfattede ni klasser inddelt i numre. Formand den, der er valgt til formand for folkeforsamlingen el. parlamentet og præsiderer ved forhandlingerne. man maa gaae videre ... ikke kan blive staaende ved Christendommen, ved Troen At 'gå videre' var et fast udtryk i den da. hegelianisme; det blev anvendt i forskellige variationer og sammenhænge, fx om at gå videre end en anden filosof. Her henvises til Hegels opfattelse, at religion er 'ophævet' i filosofien, der repræsenterer en højere vidensform end religion (); derfor skulle man 'gå videre' end religion, herunder også end kristendommen og den kristne tro, for at nå til filosofisk viden. desto værre desværre. krympede sig våndede, ømmede, kviede sig. Myndighed autoritet. Majestæts-Forbrydelse egl. forbrydelse rettet mod kongen; den takseredes if. Chr. V's Danske Lov (1683), som stadig var gældende, med den højeste straf (jf. 6. bog, kap. 4, § 1). hjemfaldt blev prisgivet. jeg kan det ikke anderledes . Frygt og Bæven allusion til Fil 2,12 (). Tilsætning tilføjelse. det Indyndende dels det at gøre (kristendommen) yndet, skaffe (den) bifald, dels det at indynde sig, gøre sig populær (hos tilhørerne). »blive en Nar i Verden« hentyder til 1 Kor 3,18, hvor Paulus skriver: »Ingen bedrage sig selv! Dersom Nogen lader sig tykkes [bilder sig ind, mener] at være viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis« (NT-1819). omfrede egl. omgive med hegn e.l.; værne, frede om. seirede Romerne altid i Slaget ... frygte det som var værre end Døden En kilde til dette udsagn har ikke kunnet identificeres; men der tænkes formentlig på, at for romerne betød nederlag vanære, og at de overvundne kom i fjendens vold. guddommelig Myndighed måske allusion til Matt 7,28-29, hvor det efter Jesu bjergprædiken fortælles: »Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« Se også Matt 22,33; Joh 7,46. Børneværk el. barneværk, en ubetydelighed, en bagatel. halvtimes Narrestreg ubetydeligt påfund. i Slægtskab med Guddommen allusion til ApG 17,28-29, hvor Paulus siger til athenerne: »som og [også] nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt. Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle [skal] vi ikke mene, at Guddommen er liig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund« (NT-1819). uden at give undtagen, bortset fra. Troens Helte den forønskte Leilighed ... Martyriets ukrænkelige Glands hentyder til dem, der i de første århundreder e.Kr. blev forfulgte pga. deres kristne tro og bekendelse, og som længtes efter martyriet. Der findes flere beretninger om en sådan længsel efter at lide martyriet. Fx om biskop Ignatius fra Antiokia, der led martyrdøden ved at blive kastet for vilde dyr, fortælles det i 3. bog, kap. 36, i Kirkens Historie gjennem de tre første Aarhundreder af Eusebius, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1832, ktl. U 37, s. 169f., at han skrev »til den Romerske Menighed med den Bøn, at de ikke maatte udvirke nogen Eftergivelse for ham og derved berøve ham Haabet om Martyrkronen, som han med Længsel saae imøde«; og videre: »maa jeg nu bare have rigtig Godt af Dyrene, som man har i Beredskab for mig! Jeg længes ret [virkelig] efter dem.« Og endelig skriver han: »Ild og Kors og glubende Dyr! Lad komme hvad komme vil! Om saa mine Been skulde splittes ad og mine Lemmer sønderhakkes, ja, om mit ganske Legeme skulde males smaat, – om alle Djævelens Plager skulde kommer over mig: Ligemeget! naar jeg faaer Deel i Jesus Christus.« Om Germanikus, der led martyrdøden ved at blive kastet for et vildt dyr, fortælles det i kap. 3 i »Den Smyrnensiske Menigheds Beretning om Biskop Polykarps Martyrdød«, som hører til skriftgruppen De apostolske Fædre, at »han tirrede det glubende Dyr og begyndte selv Angrebet, af Længsel efter, jo før jo hellere, at slippe ud af disse uretfærdige og ryggesløse Menneskers Selskab«. Og om biskop Polykarp, der led martyrdøden bundet på et bål, fortælles det i kap. 14, at han på bålet bad til Gud: »O, maatte jeg idag blive optagen iblandt dem [dine vidners skare] og komme til dig, kjerkommen, som et Offer, der er i god Stand!« Og videre i kap. 17 fortælles det, hvorledes de kristnes »arge, lumske Modstander« nu så ham »med Udødelighedskrandsen om sin Tinding i Besiddelse af den Seiersløn, Ingen kunde gjøre ham stridig«. Se Aposteldiscipelen den Smyrnensiske Biskop Polykarps Brev til Philippenserne samt Beretningen om hans Martyrdød, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1836, ktl. 141, s. 21, s. 28 og s. 29. – forønskte: længselsfuldt ventede, attråede. den christelige Herlighed er et indvortes Menneske måske allusion til Ef 3,16-17, hvor Paulus skriver, at han beder for efeserne til Gud, »at han vil give Eder efter sin Herligheds Riigdom mægtigen at bekræftes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Christus maa boe formedelst [ved] Troen i Eders Hierter« (NT-1819). maa holdes for Lyset, hvis den ret skal vise sig måske allusion til Joh 3,20-21, hvor Jesus siger: »Thi hver, som giør ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gierninger ikke skulle [skal] overbevises ham. Men hvo [den] som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gierninger maae blive aabenbarede; thi de ere giorte i Gud« (NT-1819). Se også 1 Kor 4,5, hvor Paulus skriver, at Herren, dvs. Jesus Kristus, »skal føre til Lyset det, som er skiult i Mørket, og aabenbare Hierternes Raad« (NT-1819). Tilvæxt forøgelse, vækst i antal. en Vattersottig en, der lider af 'vandsyge', en sygelig tilstand karakteriseret ved væskeophobning i vævene el. i legemets hulheder. Her vare gode Raad dyre spiller på talemåden: 'her er gode råd dyre', i betydningen: det er en meget vanskelig situation, så at man ikke (rigtig) ved, hvad man skal gøre for at komme ud af den. vide ikke hvad de gjøre allusion til Jesu korsord: »Fader, forlad [tilgiv] dem! thi de vide ikke, hvad de giøre«, Luk 23,34 (NT-1819). de ville vil. fare fort (...) i fortsætte, vedblive med. falder (...) paa finder på, får det indfald. Trøstegrunde grunde, argumenter, der fremføres for at bringe trøst, i videre betydning: trøstende ord, ytringer. skjenkede (...) Gehør hørte forstående på. kildrede (...) Øre behagede, smigrede. balloteres egl. vælges el. træffes afgørelse ved brug af (sorte og hvide) kugler (i stedet for stemmesedler), typisk de hvide for 'ja', de sorte for 'nej'; herefter blot foretages el. holdes afstemning, stemmes. blødagtig forfinet, forvænt, magelig. Slægt generation. forarges tager anstød. vederfores vederfaredes. afgive Prøven tjene, fungere som. hændes overgå, tilstøde, vederfares. at lade Dig tjene hentyder til Mark 10,45, hvor Jesus siger til disciplene: »For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Selv var Du Veien og Livet hentyder til Joh 14,6 (). Du har kun forlangt »Efterfølgere« hentyder til Jesu udsendelsestale til de tolv apostle i Matt 10,5-42, hvor han siger: »hvo [den] som ikke tager sit Kors, og følger efter mig, er mig ikke værd«, v. 38 (NT-1819). Se også Matt 16,24. Se endvidere Matt 4,19; 8,21-22; 9,9; 19,21; Mark 2,14. Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. Mislighed misforhold, betænkelighed, fejltagelse. »Betragtning«: lader os i denne Time betragte ... Betragtningens Gjenstand er o. s. v. hentyder til udtryk og vendinger, som J.P. Mynster (biskop over Sjællands stift fra 1834) hyppigt anvendte i sine prædikener, ofte i forbindelse med introduktionen af prædikenens tema, se Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage () bd. 1, s. 4, s. 33 (»den Agtelse, vi bør skienke Menneskenes Domme. / Det er et vigtigt Æmne, vi dermed tage under Betragtning«), s. 68, s. 83 (»de Betragtninger / over Tidens Gang, / hvortil jeg nu indbyder mine Tilhørere«), s. 93 (»de Betragtninger, hvortil denne Time opfordrer os«), s. 105, s. 119, s. 132 (»denne Gang ville [vil] vi med hinanden ret betragte / den christelige Taalmodighed«), s. 154-167 (»Betragtninger over Jesu Undergierninger«), s. 158 (»jeg haaber [på] mine Tilhøreres andægtige Opmærksomhed, i det jeg indbyder dem til / Betragtninger over de Under, hvilke Jesus giorde«), s. 170 (»naar vi nu giøre disse / Menneskenes Forventninger / til Gienstand for vor Betragtning«), s. 192, s. 207 (»Jeg tør derfor haabe [på] m. T. [mine tilhøreres] Opmærksomhed, i det jeg indbyder dem til Betragtninger herover [hvad det betyder at være kristen, hvortil det forpligter, og i hvilken tro vi skal leve], i det jeg denne Gang taler / om vor Daabs Pagt«), s. 246 (»Lader os altsaa nærmere betragte den / Kierlighed til Sandheden, / som bør findes hos os«), s. 269 (»vi ville henvende vor Betragtning til / Christi Rige, / og vil ville derhos [desuden] paaminde os selv om, / hvad ogsaa vi kunne [kan] og skulle [skal] giøre for at udbrede og befæste det«), s. 284, s. 298 (»Til Betragtninger herover er jo denne Time bestemt, derfor ville vi og [også] anvende den til at forestille os / Nadverens Helligholdelse som en Fornyelse af vort christne Forbund«), s. 318, s. 350, s. 374 (»Lader os hellige denne Stund til disse Betragtninger«) og s. 398; bd. 2, s. 4 (»dog er der / en Forbindelse mellem Himmel og Jord, / og denne Forbindelse (...) ville vi nu giøre til Gienstand for vor andægtige Betragtning«), s. 43, s. 120 (»Lader os derfor nytte [benytte] vor Text til at betragte / Gudsfrygts Forjætttelse paa det Liv, som nu er«), s. 150, s. 174 (»en meget vigtig Betragtning, hvortil jeg i Dag ønsker at henvende mine Tilhøreres Opmærksomhed, nemlig: / om Lasternes indbyrdes Sammenhæng«), s. 199 (»I saadan Hensigt, m. T., ville vi da denne Gang henvende vor Betragtning til / Apostelen Pauli Levnet«), s. 211-224 (»Betragtning af deres Skiebne, hvis Legeme mangler de sædvanlige Evner«), s. 228, s. 241, s. 264, s. 301 og s. 405 (»Denne / Christendommens Forstaaelighed for Alle / er det, jeg i denne Stund vil giøre til Gienstand for vore Betragtninger«); Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47 (), s. 40 og s. 129 (»Saa lader os da i denne Stund samle al vor Tanke og Betragtning til / den levende Guds Priis«); og Prædikener holdte i Aaret 1848 (), s. 6 (»just dette skal (...) være den særdeles Gienstand for vor Betragtning«), s. 10, s. 11, s. 14, s. 15, s. 16 (»Alle vore Betragtninger i denne Time skulle [skal] derfor knytte sig til det ene Ord / Gethsemane«), s. 19, s. 56, s. 72 (»Opfordring til med samvittighedsfuld Overveielse at henvende Betragtningen til: / vort Samfund i Christi Kirke«), s. 140 (»at vort hele Liv paa Jorden skulle vi føre med den Bevidsthed, at vort Borgerskab er i Himlene. / Dertil ville vi i denne Stund henvende vor gudelige Betragtning«), s. 152, og s. 154. I øvrigt benyttede Mynster begrebet 'betragtning' i titlen på sin udbredte andagtsbog, Betragtninger over de christelige Troeslærdomme (). i Handel og Vandel fast udtryk med betydningen: i al almindelighed, også: i levevis, livsførelse, og: i handels- og næringslivet. Prædikeforedraget på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. afskaffet ... i Prædikeforedraget, det Personlige sml. journaloptegnelsen NB15:63: »To Lapper som laae ved 'Fra Høiheden vil han drage Alle til sig'. / Dette Skrift kan ikke gjøres pseudonymt fordi det ivrer mod, at man har gjort Prædikeforedraget til Betragtning, ɔ: upersonligt – og en Pseudonym er jo ogsaa et Upersonligt. / NB Denne Indvending er besvaret paa et hosliggende Papir, og Bogen gjort pseudonym / d. 9 Oct 49. / Dette Papir er af følgende Indhold: / Der bliver paa en Maade et dialektisk Kjætterie etsted i denne Bog; der nemlig, hvor der vises, at Prædikeforedraget er blevet upersonligt, at det meddeles af En, som Ingen er. Inconseqventsen er, at det saa gjøres af en Pseudonym, som jo altsaa selv Ingen er. Dog her er min Grændse: jeg kan gjøre opmærksom – ikke mere. Og paa den anden Side, jeg er dog med som Udgiver, og vil jo bære Ansvaret, og Alt vil jo dog blive forstaaet som om jeg selv sagde det. Altsaa er der dog et meget væsentligt Fremskridt: baade ved at faae det sagt, og ved at man faktisk vil henføre det til mig. Det Mere her er, er egl. dette: at medens vistnok [rigtignok, sandt nok] den Talende er Ingen, en Pseudonym, er Udgiveren en virkelig Person, og som erkjender, at han dømmes ved denne Tale af en Pseudonym.« SKS 23, 43 (se også Pap. X 5 B 99-101, s. 284f.). gjenstandsviis som genstand. overhører påhører, lytter til. det hellige Sted prædikestolen. ikke har Myndighed sml. ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Kirke-Ritualet (), hvor det bestemmes, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«, s. 370f. vistnok helt sikkert. paa Skuepladsen i teatret, på scenen. en Alvidendes . Guds Huus fast udtryk for kirken, jf. 1 Tim 3,15, hvor der tales om at »færdes i Guds hus – det er den levende Guds kirke«. det er der vil sige. trække sit Øie ind i sig selv formentlig dannet dels efter vendingen 'trække øjnene til sig' som udtryk for at holde op med at se på nogen el. noget, dels efter vendingen 'trække følehornene ind' og med den overførte betydning: optræde mere forsigtigt el. tilbageholdende. hans Blik drager sig ind i Øiet han bliver fjern i blikket. hine i Steen udhugne Skikkelser, der ikke have Øine sml. kap. III i Begrebet Angest (1844), hvor det i en note hedder: »Det er mærkeligt [bemærkelsesværdigt], at den græske Kunst culminerer i Plastik, der netop mangler Blikket.« SKS 4, 391, note 1. I den antikke gr. billedhuggerkunst manglede statuerne dog ikke blikket, som man troede i det 19. årh.; grækerne indlagde figurernes øjne med funklende, kostbare materialer, der ikke er bevaret. befæster han et svælgende Dyb hentyder til Luk 16,26 (). »anvender ... til at anstille Betragtninger.« . tilforladeligt sikkert, bestemt. i det Høieste når man regner med det højest tænkelige, i bedste fald. den triumpherende Kirke . ordentligviis sædvanligvis, normalt, for det meste. i Høiheden (...) i Ringhed . at Christus bestandigt bruger det Udtryk: Efterfølgere . Disciple ... derved forstaaes Efterfølgere hentyder formentlig til Jesu tale om prisen for efterfølgelse i Luk 14,25-35, hvor han siger: »Dersom nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. Og hvo [den] som ikke bærer sit Kors, og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel«, v. 26-27 (NT-1819). Se endvidere Joh 13,34-35, hvor Jesus siger: »Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle [skal] elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og [også] skulle elske hverandre. Derpaa skulle Alle kiende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kierlighed« (NT-1819). Og Joh 15,8, hvor Jesus siger: »Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple« (NT-1819). Formastelse dumdristighed, hovmodighed, bespottelse. fuldeligt fuldt ud, til fulde. sagde sig selv at være: Sandheden nemlig, og Veien og Livet henviser til Joh 14,6 (). – sagde sig: hævdede, erklærede. lode fem være lige variation af talemåden at 'lade fem være lige', i betydningen: ikke tage det så nøje. Christus kom til Verden ... for at frelse Verden hentyder til Joh 3,16-17 ( og ). »Forbilledet«, at villle efterlade et Fodspor ... slutte sig til ham hentyder til 1 Pet 2,21: »Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor.« lod han sig føde i Ringhed hentyder formentlig til, at Jesus blev født i en stald, svøbt i klude og lagt i en krybbe (). fattig se fx Matt 8,20 (). forladt hentyder til, at Judas forrådte Jesus (se Matt 26,14-16.48 ()), at alle de andre disciple lod ham i stikken og flygtede, da han blev taget til fange i Getsemane Have (se Matt 26,56 ()), og at Peter fornægtede ham, mens han blev forhørt af ypperstepræsten i Rådet (se Matt 26,69-75 ()). foragtet . fornedret og . »Forbilledet« (...) maa i een Forstand ... ligge bagved Menneskene sml. journaloptegnelsen NB5:97, fra juni el. juli 1848, hvor SK skriver: »Derfor er Χst. [Kristus] i Sandhed Forbilledet, men derfor er han ogsaa det evig Anstrengende i Det at være Msk [menneske], fordi han blot udtrykker: at han var et Msk som andre. Han gjør det Gudd. [guddommelige] commensurabelt for [måleligt med] det at være et ganske almindl. Msk., han tillader intet Aflad [ingen unddragelse, fritagelse] for Nogen, han stiller sig ikke selv udenfora, men bagved, for at tvinge Mskene ud.« SKS 20, 413. I marginen, NB5:97.a, har SK tilføjet: »som Gjenstand for en dorsk og ufrugtbar Begloen og Beundren.« vinkende lokkende, dragende. betrygger sikrer. tages forfængeligt misbruges på en letfærdig måde, vanhelliges. nedtrykt ydmyget. byde under underbyde, give et bud, der ligger lavere. dukke under nedbøje sig dybere. Menneske-Slægten menneskeheden. Underfundighed snedighed, listighed, udspekulerethed. gjøre forkeert omkring egl. gøre omkring til venstre, vende sig om i den forkerte retning. kunne vi kan. slagen ihjel slået. Blødagtighed forfinethed, forvænthed, magelighed. Bestedelse omstændighed, (livs)forhold, situation. det Yderste døden. byde Den tilbyde. foragtet, forhaanet, bespottet , , . flyede undgik, holdt sig borte fra, skyede. som Skriften siger: du skal ikke begjere henviser til Rom 7,7, hvor Paulus skriver: »jeg kiendte ikke Synden uden [undtagen] ved Loven; thi end Begierligheden kiendte jeg ikke, dersom Loven ei havde sagt: Du skal ikke begiere« (NT-1819). Paulus henviser her til det sidste af de ti bud, 2 Mos 20,17: »Du skal ikke begiere din Næstes Huus; Du skal ikke begiere din Næstes Hustru, eller hans Svend, eller hans Pige, eller hans Oxe, eller hans Asen [æsel], eller noget, som hør [hører] din Næste til« (GT-1740). Se også 5 Mos 5,21. uden den undtagen, bortset fra. det er det vil sige. det Sædelige det moralske el. etiske (i adfærd og livsførelse). Høimodighed storsind, ædelmodighed, opofrelse. noget Fortjenstligt . glemmer (...) ham over mig selv el. glemmer ham for mig selv, dvs. fordi jeg udelukkende har opmærksomheden henledt på mig selv. desto værre desværre. Braad brod, dels hvad der virker angribende, smertende, sårende ved noget, dels hvad der virker æggende, ansporende. skynder mig frem ansporer mig, driver mig frem. visseligen helt sikkert. med Flid dels med iver, omhu, ihærdighed, dels med overlæg, velberåd hu. naar saa er det forholder sig således. en Deel, der ikke kunne kan. de ville vil. lægge (...) Dølgsmaal paa dølger, søger (forsætligt) at skjule. hertil og ikke videre talemåde (muligvis efter Job 38,11), jf. også det lat. udtryk 'non plus ultra', 'hertil og ikke længere'. komme i Kast med komme i lag med (især med noget besværligt el. vanskeligt). »ei blot til Lyst« hentyder til indskriften, »Ei blot til Lyst«, over prosceniet i Det kgl. Teater i København. Indskriften, hvis ordlyd skyldes højesteretsassessor C.F. Jacobi (medlem af teatrets direktion fra 1773, død 1810), blev opsat i 1774, udskiftet med en anden i 1798, men genopsat i 1817. Indbildningskraften . Skuespilhuset teatret. anslaae sig det selv regner el. anser det selv for at være. burde være saa således. blive aabenbar give sig til kende, blive afsløret. Fremdeles endvidere, yderligere. holde ud med holde ud at være sammen med, være udholdende sammen med. gjort det aabenbart synligt, tydeligt. et Blikstille en fuldstændig stille og rolig tilstand el. situation. begunstigende for visende særlig gunst el. yndest for, til fordel for. Hvo hvem. Judas var en Beundrer af Christus sml. journaloptegnelsen NB8:99, fra dec. 1848, hvor SK skriver: »Det er ikke utænkeligt, at Christus i tidligere Samtaler – just for at vise Disciplene, at Hans Rige ikke var af denne Verden [Joh 18,36 ()], og just for at vise dem, hvor nær Forvexlingen kunde ligge – har viist dem, at Han med eet eneste Greb kunde gjøre det Hele til et jordisk Rige og sig selv til en jordisk Messias. Han har saa deraf vel taget Anledning til at advare dem i H: t: [henseende til] den Maade, de forkyndte hans Lære paa; thi det egl. Afgjørende ligger bestandigt i den anden Gang, i Maaden hvorpaa det Sande siges, i Reduplicationen [gentagelsen, fordoblelsen] i at existere og handle. En kan fE forkynde et Rige, som ikke er af denne Verden, og ikke tage sig iagt for, at den hele Sag bliver Verdslighed ved Maaden, paa hvilken han forkynder det. / Dog, som sagt, dette har Christus maaskee i tidligere Samtaler viist Disciplene, hvor nær det Ene ligger det Andet, at der blot behøves et lille Tryk, for at verdsliggjøre det Hele. Og dette er det maaskee, der har bevæget Judas til at forraade Ham [], for at forcere [tvinge] ham til ved dette lille Tryk at give Sagen en anden Vending. / Eller en anden Fortolkning. Judas var en Skeptiker, der mistroisk ikke kunde troe ganske paa Χsti [Kristi] Hellighed, men havde en verdensklog Mistanke om, at der dog maatte stikke nogen Ærgjerrighed under. Saa vover han Experimentet, for at gjøre den formente Ærgjerrighed aabenbar, tænker i ethvert Tilfælde ikke paa, at Katastrophen skulde blive saa frygtelig. Deraf hans Ord: jeg forraadte uskyldig Blod [Matt 27,4]. Der ligger nemlig i disse Ord Noget, som var han nu først ret blevet forvisset om, at Χstus var den Rene, og hvorledes det? jo, thi nu havde Χstus bestaaet i Prøven, og blev sig selv tro. / I det Hele maa Judas føres langt længere ind end som en blot Skurk. Ogsaa om ham gjælder det jo at Χstus siger: jeg har selv valgt dem [Joh 6,70]. Og det hele Forhold maa langt mere virkeliggjøres, frem for Anskuelsen.« SKS 21, 185f. spænde sit Garn udspænde sit garn som en snare (i egl. betydning for at fange vilde dyr el. fugle), lægge sin fælde. en Plante med indre Nødvendighed udfolder sig sml. følgende passus i indledningen til Begrebet Angest (1844): »en Vorden med Nødvendighed er en Tilstand, som f. Ex. Plantens hele Historie er en Tilstand«, SKS 4, 329,12-14. tolv Efterfølgere hentyder til de tolv apostle. som han almindeligviis kaldes, Forræderen sml. beretningen i Luk 6,12-16 om Jesu udvælgelse af de tolv apostle, hvor det i v. 16 hedder: »og Judas Iskariot, som blev forrædder.« I øvrigt omtales Judas i NT ofte med tilføjelsen: 'som forrådte Jesus' el. 'som skulle forråde Jesus', se Matt 10,4; 26,25.48; 27,3; Mark 3,19; Joh 6,71; 12,4; 13,2; 18,2.5. »vilde sin egen Undergang« Hvis der er tale om et citat, er kilden ikke identificeret. sandselig Elskovs ... kan forandres til lige det Modsatte, til Had, Iversyge sml. kap. II. A »Du skal elske« i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 25-50; 41-43, hvor SK beskriver, hvorledes 'den umiddelbare kærlighed' kan forandre sig til sit modsatte, til had og til 'iversyge'. – Iversyge: dels det at være syg af iver efter noget, overdrevet optaget af noget; dels skinsyge, misundelse, jalousi. hellige Historie . Nicodemus el. Nikodemus, farisæer (), medlem af det jødiske råd, Synedriet, lærer; kom til Jesus om natten for at tale med ham, se Joh 3,1-21 (se følgende kommentar); forsvarede Jesus over for farisæernes angreb, se Joh 7,50-52; og sørgede sammen med Josef af Aritmatæa for Jesu gravlæggelse, se Joh 19,38-42. I den bestaaende Christenhed prædikes ... hvert Aar om Nicodemus Joh 3,1-15 (se foregående kommentar) er den evangelietekst, der skal prædikes over på trinitatis søndag, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 104-106: »Men der var en Mand af Pharisæerne, han hedde Nicodemus, en Øverste iblandt Jøderne. 2. Han kom til Jesum om Natten, og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer kommen fra Gud; thi Ingen kan giøre de Tegn, som du giør, uden Gud er med ham. 3. JEsus svarede, og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver fød paa ny, kan han ikke see Guds Rige. 4. Nicodemus siger til ham: hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv, og fødes? 5. JEsus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver fød af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige. 6. Hvad som fød er af Kiødet, er Kiød; og hvad som fød er af Aanden, er Aand. 7. Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: det bør Eder at fødes paa ny. 8. Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med Hver, som er fød af Aanden. 9 Nicodemus svarede, og sagde til ham: hvorledes kan dette skee? 10. JEsus svarede og sagde til ham: er du en Israels Lærer, og veed ikke dette? 11. Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd. 12. Dersom jeg siger Eder de jordiske Ting, og I ikke troe; hvorledes skulde I troe, om jeg sagde Eder de himmelske? 13. Og Ingen farer op til Himmelen uden den, som foer ned af Himmelen, Menneskens Søn, som er i Himmelen. 14. Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies: 15. paa det [for] at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.« – Om fastlæggelsen af den række af evangelier og epistler til hver af årets søn- og helligdage, som man på SKs tid mente daterede sig tilbage til det 4. årh., og som blev videreført efter reformationen, se fx W. Rothe Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, en Haandbog for Prædikanter og Kirkegjængere, 2. udg., Kbh. 1843 [1836], ktl. 747, s. 39-44 og s. 224-228. Præsten siger: »i Grunden var dog Nicodemus en svag Mand ... listende til ham om Natten.« se fx J.P. Mynsters prædiken på trinitatis søndag »Christus vil, at vi ganske skulle [skal] høre ham til«, nr. XXXVIII i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage () bd. 2, s. 51-64, især s. 53, hvor det siges om Nikodemus: »da Jesu Gierninger, vel ogsaa hans Lærdom, havde overbeviist ham om, at han var en Lærer kommen fra Gud, saa foregik han ikke Andre med det Exempel offentligen at bekiende sig til ham; han gik til ham om Natten, han skiulte sin Overbeviisning for de Andres Mistanke, han vilde ligesom stiele Omgangen med denne guddommelige Lærer, og hvad han vandt derved vilde han giemme hemmeligt som et Rov. Vi ville [vil] ingenlunde dømme ham (...). Men hvor langt værdigere havde dog hans Forhold været, og hvor langt roligere sikkert hans Siel, dersom han havde vovet at bekiende sin Tro for Verden, dersom han heel havde villet hengive sig til Den, af hvem han følte sig tiltrukket. Hvor mærkværdige [bemærkelsesværdige] ere de Formaninger, Herren giver ham i den natlige Sammenkomst! Det nytter dig kun lidet, at du veed det Sande og Gode, naar du ikke vil optage det i dit Inderste, der, hvor Spiren er til alle dine Tanker og Ord og Gierninger, at det der maa frembringe en fuldstændig Forvandling, et nyt Liv – uden Nogen bliver fød paa ny, kan han ikke see Guds Rige. Det hielper dig kun lidet, ar du her, skiult, og ligesom skamfuld over det, du foretager, hilser mig som en Lærer kommen fra Gud; undsee dig ikke ved mig, slut dig offentligen til mig og mine Bekiendere, skam dig ikke ved aabenbare [synligt] for Gud og Mennesker i Daaben at indgaae Pagt med mig, da skal Aanden giennemtrænge dig, forvandle dig til et nyt, et bedre, et saligere Menneske – uden Nogen bliver fød af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.« ere ganske anderledes Folk end Nicodemus – de bekjende jo Christum aabenbart uden at frygte Mennesker sml. slutningen på Mynsters prædiken, Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage (se foregående kommentar), s. 63f., hvor han siger: »Herre, du min og Alles Frelser! jeg vil komme til dig – ja vel vil jeg ogsaa komme om Natten, og useet af Andre end af dig vil jeg tale med dig i Løndom, og aabne mit Inderste for dig; i Eensomhed og Stilhed vil jeg lytte efter dit Ord, og anvende det paa mig, og fornemme dets Kraft og dets Salighed. Men jeg vil ogsaa komme til dig om Dagen, aabenbart for Alles Øine; jeg vil ikke skamme mig ved dig eller dit Evangelium; jeg vil bekiende aabenbar for Alle, at jeg ingen Anden veed, til hvem jeg kunde gaae, at du har lædsket den i Verdens Viisdom trættede, vansmægtende Siel af det evige Livs Kilder, bekiende det som Maalet for min Stræben og min Begiering, at jeg ganske maa høre dig til.« et Ord af Luther i een af hans Prædikener (...) »Lynilden« ... »hyppigt slaaer ned i Kirker« henviser til Luthers epistelprædiken over ApG 6,8-14 og 7,54-59 (om Stefanus for det jødiske råd, Synedriet, og om steningen af ham) til 2. juledag i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283; bd. 2, s. 64-70; s. 67: »Her seer du, hvorfor Torden ialmindelighed slaaer ned i Kirker fremfor i alle andre Huse: Gud hader dem mere, end noget andet Huus, og det fordi der ikke skeer, ejheller kan skee, saadan Synd, saadan Guds-Bespottelse, saadant Sjele-Mord, saadan Kirke-Forstyrrelse, i nogen Røver-Kule, eller i noget Hore-Huus, som der skeer i disse Huse. Thi hvor Evangeliet ikke prædikes uforfalsket: hvad gjør Præsten der? Hvo [hvem] river med sine Prædikener de nyskabte Hjerter udaf Daabens Naade: han skjænder det unge Christen-Folk, de bløde Sjele, som ere idel Jomfruer og Christi Brødre. Men fordi det skeer aandeligen, ikke legemligen, tager Ingen sig det til Hjerte.« Forhaanelse, Bespottelse, Udstødelse af Samfundet allusion til Matt 5,11, hvor Jesus siger: »Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande [alskens] Ondt imod Eder for min Skyld, og lyver det [dvs. alt det onde, man siger, er løgn]« (NT-1819). Og til parallellen i Luk 6,22, hvor Jesus siger: »Salige ere I, naar Menneskene hade Eder, og naar de udstøde Eder, og bespotte Eder, og forskyde Eders Navn, som ondt, for Menneskens Søns Skyld« (NT-1819). Se også Joh 16,2, hvor Jesus sig til disciplene: »De [jøderne] skulle [skal] udelukke Eder af Synagogerne; ja den Tiid skal komme, at hver den, som ihielslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse« (NT-1819). Se endelig Matt 24,9 og Joh 12,42. hver Slægt generation. vistnok givetvis, helt sikkert. angivet ham afsløret ham. forhaanes og forfølges og . han bød kun over ethvert Oprør, saa det blev Blikstille hentyder til beretningen om stormen på søen i Matt 8,23-27, hvor det fortælles, at Jesus truede ad stormen og søen, så det blev helt blikstille. – Blikstille: . jeg kjender ikke dette Menneske hentyder til Matt 26,72.74 (). gjøre det ret aabenbart gøre det virkelig, for alvor tydeligt, synligt. vistnok sandt nok, rigtignok. Stigen stigning i grader, skærpelse. derhos desuden, tilmed. ved Alt hvad Høit og Helligt er fast udtryk ved forsikring, løfte, edsaflæggelse osv. hiin rige Yngling, der dog ikke vilde ... følge efter sigter til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige, unge mand, der opsøgte Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede, at han skulle holde budene; men da den unge mand forsikrede, at dem havde han allerede holdt, sagde Jesus til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, for han var meget rig. hiin Mand (...) der blot forlangte ... at begrave sin afdøde Fader sigter til Matt 8,21-22, hvor det fortælles, at da en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far«, svarede Jesus: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.« Kong Agrippa, der »kun fattedes Lidet i« at blive overbeviist sigter til beretningen i ApG 26,1-32 om Paulus' forsvarstale til kong Agrippa (28 - o. 100 e.Kr., fra 48 til sin død konge over vekslende dele af Palæstina) og den rom. statholder Porkius Festus. Her siger Agrippa til Paulus: »der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen«, v. 28 (NT-1819). Skuffende bedrag, illusion. den stridende Kirke . det lille Jødeland Palæstina. Gud-Mennesket . kan hverken historisk bevises eller modbevises sml. »Standsningen«, I.c »Kan man af Historien bevise, at Christus var Gud?« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom, i SKS 12, 40-45. det er det vil sige. det ikke er saa forholder sig således. sige sig erklærer, hævder. dersom Alle faldt fra, jeg vil dog blive tro formentlig allusion til J.P. Mynsters prædiken over Jak 1,17-21 (epistelteksten) til 4. søndag efter påske, nr. XXXII »Om Menneskenes Ustadighed« i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage () bd. 1, s. 395-408. Her siger Mynster bl.a.: »Jeg vil love dig, min Gud! at jeg Intet vil antage, som jeg vel tilforn antog det, efter Andres Sigende, men først forelægge mig det i min Samvittighed, der, hvor den bestandige Dom boer, thi den har endnu aldrig ført mig vild, men hvad jeg der fuldt og fast og dybt har erkiendt, det har jeg siden ikke havt nødig at angre; hvorledes skulde og [også] det Lys, som er fra dig, kunne bedrage? fra dig kommer kun god og fuldkommen Gave. Hvad jeg saaledes erkiendte, det vil jeg holde fast ved; og om end Alle omkring mig skifte deres Mening, derfor skal min ikke vakle, og om jeg end skulde gaae alene, vil jeg dog blive paa den Vei, du har anviist mig. Men hvad der maaskee endnu blev tilbage i Tanken, som jeg ikke saaledes har prøvet i mit Hierte (...), dette vil jeg jo gierne forlade, naar du vil værdige mig at kiende det Bedre«, s. 406. Hines, som opbyggede Propheternes Grave og sagde: dersom henviser til Jesu veråb over de skriftkloge og farisæerne i Matt 23,1-36, hvor han siger: »Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke [øjentjenere, hyklere]! at I bygge Propheternes Grave, og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige: Havde vi været i vore Fædres Tiid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod. Saa [således] bære I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihielslaget [ihjelslået] Propheterne. Saa fylder og [også] I Eders Fædres Maal! I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne [kan] I undflye Helvedes Dom?« v. 29-33 (NT-1819). den Samme som talte med i den foregaaende Udvikling sigter til den fiktive person, der kommer med indvendinger i nr. V, se fx SKS 12, 214, 216, 219, og 221. – Udvikling: . besynderligt mærkværdigt, underligt, påfaldende. overspændt fantastisk, eksalteret, sært. sindssvag karaktersvag, uden (sund) fornuft, sindssyg. Gjøgleværk blændværk. uomgaaeligt uomgængeligt. den christelige Sæde- og Pligtlære den kristelige moral- og pligtlære, dvs. læren om den kristnes moralsk-religiøse adfærd, livsførelse og pligter. afdøe fra Verden Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle [skal] vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det [for at] vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Jf. endvidere Kol 2,20, hvor Paulus skriver: »Dersom I da ere afdøde med Christo fra Verdens Børne-Lærdom, hvi [hvorfor] besværes I da med Anordninger, som de, der leve i Verden?« (NT-1819). Disse tanker blev inden for dele af mystikken og pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra lysterne og fra verden i selvfornægtelse og fuldstændig løsgørelse fra alt, hvad der har med det timelige, endelige og verdslige el. jordiske at gøre. Herved blev vægten forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. mærkeligt mærkværdigt, bemærkelsesværdigt. Beundrerne ville vil. fornægte sig selv . forsage det Verdslige . den skjulte Inderlighed . mærkeligt mærkbart, kendeligt. forsage Verden og hvad Verdens er allusion til 1 Joh 2,15-16: »Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.« Kakkelovns-Studenter (nedsættende) om studenter, der ikke havde underkastet sig den adgangsgivende 'examen artium' (svarende til senere tiders studentereksamen), men som blev indskrevet ved universitetet alene på grundlag af et modenhedsbevis, udstedt af en mand med en akademisk grad. Ordningen blev ophævet ved forordning af 22. maj 1805. »Betragtninger« . Mislighed misforhold, fejltagelse. Forfremmelse (...) en Classe af Christne . Fritænkere if. C. Molbech Dansk Ordbog () bd. 1, s. 319, sp. 2: »den, som tænker frit (især om den, der i Religionssager ikke antager Kirkens Lærdomme).« vistnok givetvis, helt sikkert. Spændkraft spændstighed, elasticitet; styrke. sigtes sorteres, lutres, renses. Judas de tredive Secler hentyder til Matt 27,5, hvor det fortælles, at Judas »kastede (...) sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig«. – Secler: flertal af 'secel' el. 'sekel', en hebr. vægtenhed (8,5, 11,4 el. 13,6 g af hhv. guld, sølv el. kobber), derefter møntenhed af tilsvarende værdi. levede i Armod ... uden at have det, hvortil han kunde hælde sit Hoved hentyder til Matt 8,20, hvor Jesus til en, der forsikrer at ville følge ham overalt, siger: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). i Kraft af en evig Beslutning hentyder til den nytestamentlige forestilling om den beslutning, Gud fra evighed af har truffet om sin frelsesplan ved sin Søn, Jesus Kristus, se fx Ef 1,5; 1,9f. og 3,9 (). Ligelighed det at stille lige. Tyrannen fik Velklangens Nydelse ud af de Martredes Skrig ... at betyde noget ganske Andet sigter til tyrannen Falaris (565/70-549/54 f.Kr.) i Agrigent på Sicilien og det torturinstrument i form af en kobbertyr, som han anvendte, når han skulle stege sine fanger. Kobbertyren havde fløjter i næseborene, så fangernes skrig blev forvandlet til musik. Jf. den gr. satiriker Lukians skrift Phalaris, 1, 11f., i Luciani Samosatensis opera, stereotyp udg., bd. 1-4, Leipzig 1829, ktl. 1131-1134; bd. 2, s. 256f., og i Lucians Schriften bd. 1-4, Zürich 1769-73, ktl. 1135-1138; bd. 4, s. 234-239. Se også »Diapsalmata« i første del af Enten – Eller (1843), i SKS 2, 27,4-6. Vellystens Gudinde Afrodite, i den gr. (Venus i den rom.) mytologi kærlighedens og skønhedens gudinde; undertiden skelnes der mellem Afrodite Urania som gudinde for den åndelige el. himmelske kærlighed og Afrodite Pandemos som gudinde for den sanselige kærlighed el. vellysten, jf. Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved Fr. G. Klopfer, bd. 1-2, Leipzig og Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945; bd. 2, s. 614, hvor der henvises til Platons dialog Symposion (se 180d - 181d). tilvender sig skaffer sig, vinder. hellig Brøde el. helligbrøde, krænkelse af, hvad der er helligt. sige mig erklære, hævde. Affølge følge, konsekvens. lunkne, hverken kolde eller varme hentyder til brevet til menigheden i Laodikea i Åb 3,14-22, hvor det hedder, v. 15-16: »Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.« i det Høieste når man regner med det højest tænkelige, i bedste fald. ved Siden af samtidig. at Christendommen er dybsindig, og atter dybsindig Dette o.l. udtryk tilskriver SK ofte N.F.S. Grundtvig og grundtvigianerne, sml. fx journaloptegnelserne NB3:34, fra nov. 1847, og NB4:48, fra jan. el. feb. 1848, i SKS 20, 262 og 309; samt »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), i SKS 11, 107f. hvis og selvom også. anstilles »Betragtninger« . VII sml. journaloptegnelsen NB7:4 (), hvor SK om »No 7« skriver: »Den Bøn: drag mig til Dig []; den forskjellige Maade, paa hvilken det kan siges af de Forskjellige. / Forældrene paa det spæde Barns Vegne. / Det unge Msk. [menneske] ved Livets Begyndelse. / Synderen idet han betræder Omvendelsens Vei. / Den Lidende i sit sidste Øieblik / ('Af mine mange / Med Taarer, Ak og Vee, / Opfyldte Gange, / Jeg kan den sidste see o: s: v: / Oldingen – som en Olding, der glad i Gud skilles fra Verden. / Og saaledes vilde vi ønske Enhver det.« SKS 21, 77,19-31. Det indlagte citat er fra H.A. Brorsons salme om døden »Nu! jeg har vunden«, 2. strofe, som lyder: »Af mine mange / Med Taarer, Ak og Vee / Opfyldte Gange / Jeg kan den Sidste see, / Har jeg maat' rende, / Hvor Man kan neppe gaae, / Men Foden brænde, / Om Man vil stille staae; / Nu har det Ende, / Nu kan jeg Kronen naae«, Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson (), s. 782. Joh. XII, 32: Og jeg ... ophøiet ... vil jeg drage Alle til mig citat fra NT-1819. drag os ganske til Dig . forelæste oplæste (i andres påhør). ville vi vil. guddommelige Myndighed Om apostlens guddommelige myndighed, se »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), i SKS 11, 97-111. Apostelen Johannes en af Jesu tolv apostle; om hans kaldelse, se Matt 4,21. På SKs tid var det en udbredt antagelse, at apostlen Johannes var forfatter til Johannesevangeliet og de tre Johannesbreve; se fx M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal- Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon bd. 1-2 (med fortsat paginering), 6. udg., forøget og forbedret ved H.L. Heubner, Halle 1840 [1740], ktl. 79, s. 796. Vers, 33: men han (Christus) ... betegne, hvad Død han skulde døe citat fra NT-1819. Ophøielsen ... forklarer Apostelen om Fornedrelsen ... Korsfæstelsen foruden Joh 12,32, se Joh 3,14 () og Joh 8,28, hvor Jesus siger til jøderne: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.« indgik Christus til Høiheden sigter til Kristi himmelfart (), se også Luk 24,26 () og 2. artikel i Den apostolske Trosbekendelse (). at sand Ophøielse er Fornedrelse ... sand Ophøielse allusion til Matt 23,12, hvor Jesus siger til skaren og sine disciple: »hvo [den] sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies« (NT-1819). vi skulle skal. forsøges (hårdt) prøves. »søge Ære i at leve stille« (1 Thess. 4, 11) citat fra NT-1819. Du ... kaldte Dig »Veien« sigter til Joh 14,6 (). der have fornyet den Pagt med Dig ... Alle have indgaaet ... fornyet deres Daabs-Pagt sigter til den pagt, der indgås i dåben, jf. præstens indledende dåbstiltale, hvor det hedder, at dåben er »en god Samvittigheds Pagt med Gud formedelst [ved] Jesu Christi Opstandelse«, Forordnet Alter-Bog (), s. 243, og som fornys og bekræftes ved det løfte, der aflægges ved konfirmationen. Jf. forordning om konfirmation af 13. jan. 1736, art. 11, if. hvilken præsten foreholder konfirmanderne, »hvor vigtig deres Daabs Pagt er, giver dennem [dem] tilkiende, at de nu selv skal igientage det, som Fadderne ved deres Daab forhen have tilsagt og giort Gud Løfte om paa deres Vegne, og sligt opvækker han dem til, vel at betænke: derpaa tilspørger han Enhver i Særdeleshed, om han af ganske Hierte forsager Dievelen og alt hans Væsen og alle hans Gierninger (...), dernæst om han af ganske Hierte troer paa Gud Fader, Søn og Hellig Aand (...), for det tredie, om han vil blive udi saadan sin Daabs Pagt indtil sin sidste salige Ende; saa maae han saadant med et tydeligt Ja stadfæste og bekræfte, og give hannem [ham] sin Haand derpaa«. Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden () bd. 1, s. 195. If. forordning af 25. maj 1759 måtte ingen børn antages til konfirmation, før de var fyldt »14 eller 15 Aar« (art. 1), mens de til gengæld skulle være konfirmeret, før de var fyldt 19 år (art. 2). Se Samling af Forordninger, som vedkommer Geistligheden bd. 1, s. 176 og s. 177. Se endvidere kap. 7, »Om Naademidlerne«, afsnit 3, § 5, i Balles Lærebog (), s. 105: »Ved Confirmation maae vi selv igientage og paa den høitideligste Maade fornye det hellige Løvte, som i vor Barndom er af andre paa vore Vegne blevet aflagt ved vor Daab, at vi nemlig ville [vil] forsage al Ugudelighed, og troe paa Gud Fader, Søn og Hellig Aand, samt bevise vor Troe i gode Gierninger. Men dette Løvte bør stedse ihukommes i al vor Levetid, til en bestandig Paamindelse for os om den Troeskab, vi ere Gud skyldige, at ikke vor Troe og Dyd skal tabes ved kiødelig Letsindighed.« – de Fleste af os ogsaa atter brudt: sml. journaloptegnelsen NB10:31, fra feb. 1849, hvor SK skriver: »Visby begyndte idag (Fastelavns-Søndag) omtrent saaledes: 'Vi skulle [skal] tale idag om den Pagt som vi Alle have indgaaet, de Fleste af os ogsaa fornyet' – ubegribeligt, at det ikke faldt ham ind at føie til: og Alle ogsaa brudt – og derpaa at lægge hele Talen om som en Bodsprædiken med Thema: / Vor Daabspagt.« SKS 21, 272. Carl Holger Visby, fra 1844 sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, prædikede fastelavnssøndag, der i 1849 faldt på den 18. feb., ved højmessen kl. 10 i Vor Frelsers Kirke (bekendtgjort i Adresseavisen, nr. 44, den 17. feb. 1849). »Løftet« se foregående kommentar. de kunne kan. bringe ham Dig i Glemme bringe dig i glemme for ham, få ham til at glemme dig. »Samling« fatning, koncentration, evt. i betydningen: samhørighed. ikke at vide nogen Anden at gaae til hentyder til Joh 6,68, hvor det fortælles, at apostlen Peter på Jesu spørgsmål, om de tolv disciple også ville forlade ham, svarede: »Herre, til hvem skulle [skal] vi gaae hen? du haver det evige Livs Ord« (NT-1819). have Omvendelse behov allusion til Luk 15,7 (). Fortabelsens Vei allusion til Matt 7,13 (). fundet Veien allusion til Matt 7,14 (). Fremgang bevægelse fremad. »kan feiles paa tre Maader ... ved at svinge af fra Veien« Hvis der er tale om et citat, er kilden ikke identificeret. – feiles: tages fejl af. hvo hvem. Ordets Tjenere fast betegnelse for præster (jf. Luk 1,2 og ApG 6,4).