Søren Kierkegaard
Journalen JJ
Søren Kierkegaards Skrifter
18
JJ
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup
Jette Knudsen, Kim Ravn og Steen Tullberg
KA, A pk. 4
H.P. Barfods fortegnelse 368
Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-1843
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave 1968-78
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2000
http://sks.dk/jj/txt.xml
20120126
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.6
1842.
Mai.
Et ganske fuldendt Exempel paa Romantik finder jeg i det Gamle Testamente, i Judiths Bog, Cap. 10, V. 11:
»Og Judith gik ud, hun, og hendes Pige med hende; men de Mænd af Staden saae efter hende, indtil hun kom ned af Bjerget, indtil hun kom igjennem Dalen, og de ikke kunde see hende mere. Og de gik ret frem i Dalen.«
Hvori ligger det Komiske i følgende Begivenhed. I Dag kom et Ladegaardslem til mig ude i Grønningen og overrakte mig en Skrivelse, som han bad mig at gjennemlæse. Den begyndte saaledes: Jeg kaster mig i dybeste Underdanighed paa Knæ for Dem o. s. v.; – uvilkaarligt saae jeg ud over Papiret for at see, om han gjorde det; han gjorde det imidlertid ikke. Vilde det have været mere komisk, om han havde gjort det? Ligger det Komiske i denne Modsætning mellem en Talemaade og Virkeligheden?
Det kunde være et Motiv til en Tragedie at lade en Helt have udført en ægte stor Bedrift, men i Handlingens Øieblik opdagede han ikke Collisionen, først bag efter og dermed begyndte Stykket; han blev raadvild over sig selv, om det var forsvarligt, om man tør krænke de almindelige Love o. s. v. Saaledes f. Ex. at lade Dronning Elisabeth fortryde, at hun havde haft Mod nok til at lade Essex henrette, ikke fulgt Hjertets Dom men Statsforholdenes Bud. Eller Brutus fortryde, at han lod Sønnen henrette.
En spansk Vise. (Lessing. 17d B. p. 281.)
Gestern let liebt ich,
Heute leid' ich,
Morgen sterb' ich,
Dennoch denk' ich,
Heut' und morgen,
Gern an gestern.
Der var en Kone idag, der sagde i Anledning af Regnens Udebliver
Udebliven, vor Herre veed nok naar det er bedst tjenligt, og saa kommer den nok med Guds Hjælp.
Det gjælder dog bestandig om, ikke at lade sig forstyrre af det Udvortes. Naar man saaledes for at modbevise den Sætning, at der er noget absolut moralsk til, har beraabt sig paa det Modsigende i Skik og Brug, har anført saa himmelraabende Exempler som det, at de Vilde slaae deres Forældre ihjel, saa har man forseet sig paa det Udvortes. Dersom man nemlig kunde bevise, at de Vilde paastaae, at man skal hade sine Forældre, saa var det en anden Sag; men det mene de ikke, de mene at man skal elske dem, og Feilen er blot den Maade, paa hvilken det yttrer sig; men det er jo klart, at de Vilde mene ikke at skade deres Forældre, men at gavne dem.
»Schreibe« sprach jene Stimme und der Prophet antwortete »für wen?«
– Die Stimme sprach: für die Todten, für die, die Du in der Vorwelt lieb hast«. –
»Werden sie mich [
1
]. Saaledes lærte Pythagoras ogsaa, at det lige Tal er ufuldkomment, det ulige [
a
]. Jeg tænker først har Abraham seet med al sin Faderkjærlighed paa ham, hans ærværdige Aasyn hans sønderknuste Hjerte har gjort hans Tale mere indtrængende, han har formanet Isaak at bære sin Skjebne med Taalmodighed, han har ladet ham dunkelt forstaae, at han som Fader leed endnu mere derved. – Dog det hjalp ikke. Da tænker jeg, at Abraham har et Øieblik vendt sig bort fra ham, og da han atter vendte sig til ham, da var han ukjendelig for ham, hans Øie var vildt, hans Mine isnende, de ærværdige Lokker havde reist sig som Furier over hans Hoved. Han greb Isaak i Brystet, han drog Kniven, han sagde: »Du troede, at det var for Guds Skyld, at jeg vilde gjøre det, Du tog feil, jeg er en Afgudsdyrker, denne Lyst er igjen vaagnet i min Sjæl, jeg vil myrde Dig, det er min Lyst, jeg er værre end nogen Menneskeæder, fortvivl Du taabelige Dreng, der indbildte Dig, at jeg var din Fader; jeg er din Morder, og det er min Lyst«. Og Isaak faldt paa Knæ og raabte til Himlen: Forbarmende Gud, forbarm Dig over mig. Men da sagde Abraham ganske sagte ved sig selv: »Saaledes skal det være; thi det er dog bedre, at han troer, at jeg er et Umenneske, at han forbander mig, at jeg var hans Fader, og endnu dog beder til Gud, end at han skulde vide, at det var Gud, der paalagde Fristelsen, thi da vilde han tabe sin Forstand og maaskee forbande Gud«.
– Men hvor er vel den Digter i Samtiden, der ahner saadanne Collisioner? Og dog var Abrahams Adfærd ægte poetisk, høimodig, høimodigere end Alt, hvad jeg har læst om i Tragedier. –
Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst, men hendes Øie hviler ligesaa kjærligt paa Barnet. Dette troer, at det er Brystet, der har forandret sig, men Moderen er uforandret. Og hvorfor sværter hun Brystet, fordi hun siger, at det var Synd, at det skulde see lifligt ud, naar Barnet ikke maa faae det. – Denne Collision er let løst; thi Brystet er kun en Deel af Moderen selv. Held den, der ikke oplevede rædsommere Collisioner, der ikke behøvede at sværte sig selv, der ikke behøvede at fare til Helvede for at faae at vide, hvorledes en Djævel seer ud, at han kunde tegne sig selv saaledes, og om mulig paa den Maade frelse et andet Menneske idetmindste i dets Guds-Forhold. Det vilde være Abrahams-Collisionen.
– Den, der har forklaret denne Gaade, han har forklaret mit Liv.
Dog hvo var der i minSamtid der forstod denne?
a
Man kunde tillige lade Abrahams tidligere Liv ikke have været uden Skyld, og nu lade ham i sit stille Sind gumle paa den Tanke, at det var Guds Straf, maaskee endog lade ham faae den tungsindige Idee, at han maatte komme Gud til Hjælp i at gjøre Straffen saa tung som mulig.
Idag stod der i Adresseavisen: formedelst anden Bestemmelse sælges 16 Alen svært sort Silketøi.« Gud veed, hvilken den første Bestemmelse har været. Det kunde blive en god Replik, om man lod en Pige, der i de afgjørende Dage før Brylluppet blev bedraget, avertere, at 16 Alen svært sort Silketøi o: s: v:, der var bestemte til en Brudekjole.
Mit Kjærligheds-Forhold er af en egen Natur. Det er en almdl. Taktik theolog: Candidater bruge, at de begynde med at være Lærere ja saa smaat Sjælesørgere for deres Udvalgte og ende med at blive Elskere og Ægtemænd Jeg begyndte med at være Elsker og ender med at være Sjælesørger. Naar galt skal være saa er dog min Adfærd langt bedre, jeg har ikke nedværdiget det Hellige i min Kjærligheds Tjeneste, jeg bøier ligesaa meget mig selv som jeg søger at bøie en Anden under det Religieuse
Det Opbyggelige er det eneste, der i Sandhed forener Spøg og Alvor. Det er saaledes en Spøg, der er kosteligere end hele Verden, at Gud i Himlene er den eneste Store, til hvem man frisk væk siger Du, om man er nok saa lille, men denne Spøg er tillige den dybeste Alvor, netop fordi ethvert Msk. gjør det. Det er derimod en saare ufuldkommen, daarlig, msklig Spøg, at en enkelt Yndling tiltaler den jordiske Majestæt med det fortrolige Du, derfor er der hell. ingen Alvor i denne Spøg.
Der er et Sted herude i Gribs-Skov som hedder Otteveiskrogen. Det Navn behager mig særdeles meget.
Jo mere et Msk. formaaer at glemme, desto flere Metamorphoser kan hans Liv faae, saa jo mere han formaaer at erindre, desto guddommeligere bliver hans Liv.
Det er curieust nok. Hiint lille Forord til de »to Prædikener« havde jeg besluttet at forandre, fordi det forekom mig at skjule en vis aandelig Erotik i sig, og fordi det falder mig saa overordentlig besværligt at hengive mig saa fredeligt, at den polemiske Modsætning ikke er tydelig tilstæde. Jeg iler op i Bogtrykkeriet. Hvad skeer! Sætteren beder for dette Forord. Han be Jeg loe rigtignok lidt af ham, i mit stille Sind derimod tænkte jeg: saa kan han jo være den »Enkelte«. Af Glæde herover havde jeg først besluttet kun at lade trykke 2 Exemplarer og forære Sætteren det ene. Der var virkelig noget skjønt i at see hans Bevægelse. En Sætter, som man skulde troe maatte blive nok saa kjed af et Manuscript som en Forfatter!
Dersom nogensinde efter min Død
Efter min Død skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig, og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det.
Paa følgende Maade frelser man i vor Tid det Religieuse. Man qvitterer Virkeligheden til Takke med Humor (thi Endeligheden er vel Synd men ikke den, der skal sørges over) og paa den Maade kan man bevare det sundt. Man gaaer ikke i Kloster, men man bliver en Nar i Verden; man mindes Christi Ord: naar Du faster (hvad vil dette sige andet end: naar Du sørger, thi Fasten var jo blot Sorgens udvortes Tegn) saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt, at Du ikke maa synes fastende for Mennesker. Ved disse Ord er al Sludder og Sladder om Menighed og Leven for Menighedens Idee ophævet. Det Første, det Religieuse gjør, er at det lukker sin Dør og taler i Løndom.
Overhovedet er Inderligheden langt mere incommensurabel for Yderligheden, og intet Menneske, ikke det aabenhjertigste, formaaer at sige Alt og at begrunde alle Modsætnings-Udtrykkene.
Min Bestemmelse synes at være, at jeg skal foredrage Sandheden, saavidt jeg opdager den, saaledes, at det skeer ved samtidig at tilintetgjøre al mulig Myndighed. Idet jeg da bliver umyndig, i høieste Grad upaalidelig i Menneskers Øine, siger jeg det Sande og bringer dem derved i den Modsigelse, hvoraf de kun kan hjælpes ud ved selv at tilegne sig Sandheden. Først dens Personlighed er modnet, der tilegner sig det Sande, ligegodt enten det er Bileams Æsel der taler, eller en Grinebidder med sin Skoggerlatter, eller en Apostel og en Engel.
Det at være Forfatter er da efterhaanden bleven det usleste af Alt. I Almindelighed skal man træde frem ligesom hiin Gartnersvend paa en Vignet i Adresseavisen, med Hatten i Haanden, bukkende og krybende, anbefalende sig ved gode Recommendationer. Hvor dumt: den, der skriver, skal forstaae det hvorom han skriver bedre end den, der læser, ellers skal han ikke skrive. –
Eller man maa see at blive en snu Lommeprokurator, der veed at dreie Publikum en Næse. – Det vil jeg ei, det vil jeg ei, det vil jeg ei, nei, nei, F– i Vold med det Hele. Jeg skriver som jeg vil og her skal Skabet staae, saa kan de Andre jo gjøre hvad de vil, lade være at kjøbe, at læse, at anmelde o. s. v. –
Det
er
er saa besynderligt, saa strængt jeg i en vis Forstand bliver opdraget. Af og til bliver jeg sat ned i det mørke Hul, der kryber jeg omkring i Qval og Smerte, seer Intet, ingen Udvei. Da vaagner pludselig en Tanke i min Sjæl saa levende som om jeg aldrig havde havt den før, om den end ikke er mig ubekjendt, men jeg har før kun ligesom været viet til den ved venstre Haand, nu vies jeg til den ved høire. Naar denne nu har sat sig fast i mig, da bliver der kjælet lidt for mig, jeg bliver taget paa Armene, og jeg, der var skrumpet sammen som en Græshoppe, jeg voxer nu op igjen, sund, trivelig, glad, blodvarm, smidig som en Nyfødt. Derpaa maa jeg ligesom give mit Ord paa, at jeg vil forfølge denne Tanke til det Yderste, jeg sætter mit Liv i Pant, og nu er jeg spændt i Selerne. Standse kan jeg ikke, og Kræfterne holde ud. Da bliver jeg færdig, og nu begynder Alt forfra.
Naar jeg har Guds Mishag, da er jeg elendigere end en Spæde-Kalv; naar han tilnikker mig Bifald, da er jeg stoltere end hele Verden.
Jeg veed meget godt, at jeg i dette Øieblik er det meest begavede Hoved blandt alle Yngre, men jeg veed ogsaa, at dette kan tages fra mig imorgen, ja inden jeg faaer endt denne Periode. Naar en Anden opdager, at han er et godt Hoved, saa mener han derved at være forsørget for hele sit Liv, det mener jeg ikke; i den Forstand at bygge paa Endeligheden kan jeg ikke.
Man skal være saa æsthetisk udviklet, at man kan gribe de ethiske Problemer æsthetisk, ellers er det SkidtSk–t med det Ethiske. Hvor Mange formaae det? Daub siger etsteds, at naar en Soldat staaer ene paa Post i en stormfuld Uveirs-Nat med ladt Gevær ved et Krudttaarn i Lynild og Torden, saa faaer han Tanker som Andre ikke faae. Vel muligt, hvis han er æsthetisk nok udviklet; vel muligt, hvis han er æsthetisk nok udviklet til ikke at glemme. Hvor mange Mennesker kunde man ikke fortælle om hiin Asket, der levede i Eensomhed og kun drak Dug og Regn, og som et Øieblik forlod sin Eensomhed, fik Viin at smage og faldt til Drik – hvor Mange kan man ikke fortælle dette, uden at det for dem bliver Andet end et Curiosum? Hvor Mange føle den Angst og Bævelse, der fatter det ethiske Problem?
Jeg sidder og lytter til Tonerne i mit Indre, Musikkens glade Vink og Orgelets dybe Alvor; at sammenarbeide dem, det er en Opgave ikke for en Componist, men for et Menneske, der i Mangel af større Fordringer til Livet indskrænker sig til den simple, at ville forstaae sig selv.
– At mediere er ingen Kunst, naar man ingen Momenter har i sig.
Det er en Fortjeneste, som Bournonville har i sin Fremstilling af Mephistopheles, det Spring, med hvilket han altid træder frem og springer sig ind i en plastisk Stilling. Dette Spring er et Moment, som bør paaagtes i Opfattelsen af det Dæmoniske. Det Dæmoniske er nemlig det Pludselige.
–
En anden Side af det Dæmoniske er det Kjedsommelige, saaledes som lille Winsløv saa ypperligt opfattede det, hvorved det gaaer over i det Komiske (den Maade paa hvilken han sagde: »Taalmodighed« i Carl den Store som Pipin – jfr. hans Klister i de Uadskillelige).
I Petrarchs Digt: Amors Triumph findes mange Smaatræk, der i erotisk Henseende kunde gjøres til Noget; thi det var Synd at beskylde Petrarch for i denne Henseende at være en Mester. For ham er det noget Historisk, noget Udvortes han fornemmer, ikke Ideens Hjertebanken deri, og idet han betragter det har han ikke Ideens Concupiscents, ingen vellystig salig Gysen i Undfangelsens Øieblik.
Det er utroligt, hvilken Naivitet man kan finde endog hos en saa udviklet Forfatter som Heiberg, hvilken letsindig Galimathias i Henseende til Tidens Kategorie, hvilken dramatisk-conventionel Snak, f. Ex. i de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene. Majoren fortæller i Korthed sit Levnetsløb. Han ender med, at man i Kjøbhv. vil gjøre store Øine, naar man seer ham, hvem man stedse har behaget at kalde Pebersvend, vende tilbage med en Kone og en Datter paa 17 Aar.« Han har altsaa været gift i 18 Aar, intet Msk. har ahnet det, han har intet ængstet Øieblik af Øieblik, ingen Lidelser, ingen bange Ahnelser o: s: v:, ell. har han
han har havt dette, men Ingen har formaaet at gjennemtrænge ham,
ham. Det er virkelig Synd for den Mand, at han ikke er bleven mere end Major, og det for ganske kort siden, han burde idetmindste være Oberstlieutenant. Min gode Hr. Major min gode Hr. Prof. at faae Lidt at vide om dette Kunststykke, det gad jeg nok, og til Gjengjeld skjænker jeg Dem hele Vaudevillen; blot et Par Blade; thi den der beskjæftiger sig med det Vigtige, behøver ikke saa mange Scener. Om jeg kunde faae 100rd, om jeg kunde blive erklæret for et Genie, jeg vilde ikke have skrevet en saadan Sludder for Alvor.[
a
] Majoren vrøvler (efter Heibergs Ordre) ganske alvorlig aldeles som kunde det være Holbergs Ulisses, der ogsaa er Karl for Tiden.
a
at skrive saaledes, det er, hvad jeg kalder, at lade Pennen løbe med Snak paa Papiret.
Første Paaskedag til Aftensang i Frue-Kirke (i Mynsters Prædiken)
nikkede hun til mig, jeg veed ikke om det var bedende ell tilgivende, men i ethvert Fald saa hengivende. Jeg havde sat mig paa et afsides Sted, men hun opdagede mig. Gud give hun ikke havde gjort det. Nu er halvanden Aars Lidelser forspildte, alle mine uhyre Anstrængelser, hun troer dog ikke, at jeg var en Bedrager hun troer mig. Hvilket
Hvilke Prøvelser forestaaer der ikke nu hende. Det næste bliver, at jeg er en Hykler. Jo høiere vi komme op, jo rædsommere. At et Msk. med min Inderlighed, min Religieusitet, kunde bære sig saaledes ad! Og dog kan jeg nu ikke længere leve alene for hende, ikke udsætte mig for Mskenes Foragt, for at tabe min Ære, det har jeg jo gjort. Vil jeg ikke i Vanvid gaae hen og blive en Skurk blot for at faae hende til at troe det – og hvad hjalp det. Hun vil dog mene, at jeg ikke forud var det.
Hver Mandag mell. 9-10 Formiddag har hun mødt mig. Jeg har intet Skridt gjort derfor. Hun veed, hvilken Vei jeg pleier at gaae, jeg veed, hvad Vei hun
jeg faar dog gjort Alt saaledes, at hun ikke ahner, at hun dog maaskee selv har lidt Skyld. En ung Pige skulde jo have Stilhed og Ydmyghed, i det Sted var det hende der var stolt, mig der maatte lære hende Ydmyghed ved selv at ydmyge mig. Da tog hun mit Tungsind forfængelig, hun troede, at det var fordi hun var en saa mageløs Pige, at jeg var saa ydmyg. Da bød hun mig Spidsen, Gud tilgive det, hun vakte min Stolthed, det er min Synd. Jeg løb hende paa Grund. Det havde hun fortjent, det er min oprigtige Mening men ikke det Senere. Da var det, at mit Tungsind vaagnede, jo mere hun nu i lidenskabelig Heftighed klamrede sig om mig, desto mere følte jeg Ansvaret, saa tungt var det aldrig bleven, havde denne Strid ikke været. Da brast Baandet.
Den anden Prædiken kunde ogsaa være anlagt anderledens. Den kunde begyndt med de Ord: vide I da som ere onde at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skulde da Gud ikke vide det.[
1
] Den skulde[
a
] saa skal hun, om muligt blive min Kone. Herre Gud det var jo mit eneste Ønske, og dog maatte jeg nægte mig det. Og deri havde jeg msklig talt fuldkommen Ret og har handlet i høi Grad nobelt mod hende ved ikke at lade hende ahne min Smerte. Jeg har reent æsthetisk talt været et stort Msk; jeg tør give mig selv den Lov, at jeg har gjort hvad Faae i mit Sted vilde gjøre; thi havde jeg ikke tænkt saa meget paa hendes Vel, da skulde
kunde jeg jo have taget hende, da hun selv bad derom (hvilket hun visselig aldrig burde have gjort, det var et falsk Vaaben), da Faderen bad derom, gjort en Velgjerning mod hende og faaet mit Ønske opfyldt, og var hun da engang bleven træt, da kunde jeg jo have tugtet hende med den Forklaring, at hun selv havde forlangt det. Det har jeg ikke gjort. Gud er mit Vidne, at det var mit eneste Ønske, Gud er mit Vidne, hvorledes jeg har vaaget over mig selv, at ingen Glemsel skulde udslette Mindet af hende, jeg har ikke talt, troer jeg, til nogen ung Pige siden den Tid; jeg har tænkt, at enhver Slyngel af en Forloved saae i mig et ufuldkommen Væsen, en Skurk, jeg har tjent min Samtid; thi i Sandhed det var vistnok en temmelig fuld-
var det vist skeet. Men m:H:t: et Ægteskab gjelder det ikke, at Alt sælges i den Tilstand, i hvilken det ved Hammerslaget befindes, her gjelder det om lidt Redelighed for den tidligere Tid. Her er igjen min Ridderlighed klar. Havde jeg ikke hædret hende høiere end mig selv som min tilkommende Ægteviv, havde jeg ikke været stoltere af hendes Ære end af min, saa havde jeg tiet og opfyldt hendes og mit Ønske, ladet mig vie til hende – der er saa mangt et Ægteskab, der skjuler Smaa-Historier. Det vilde jeg ikke, saa blev hun min Medhustrue, saa vil jeg hellere myrde hende. – Men skulde jeg forklaret mig, da maatte jeg indvie hende i forfærdelige Ting, mit Forhold til Fader, hans Tungsind, den evige Nat, der ruger inderst inde, min Forvildelse, Lyster, Udskeielser, som dog maaskee i Guds Øine ikke ere saa himmelraabende, thi det var dog Angst der bragte mig til at fare vild, og hvor skulde jeg søge Tilhold, da jeg vidste ell. ahnede, at den eneste Mand, jeg havde beundret for sin Styrke og Kraft, vaklede.
–
a
hvor skulde En ogsaa have ahnet, at en saadan ung Pige kunde gaae og gjemme saadanne Ideer. Det var da ogsaa en meget umoden og kun en forfængelig Idee, som Eftertiden viste; thi hvis der virkelig havde været Elementer, da vilde den Maade, paa hvilken jeg hævede Forlovelsen, have været absolut afgjørende. Sligt maatte netop give den Art af Elasticitet. Men saaledes var ·· Pige, først knibsk og ellevild af Stolthed og Overmod, saa feig.
Troen haaber derfor ogsaa for dette Liv, men ikke vel at mærke i Kraft af det Absurde, ikke i Kraft af msklig Forstand, ellers er det kun Leve-Viisdom, ikke Tro.
Troen er derfor hvad Grækerne kaldte den guddl. Vanvid. Dette er ikke blot en aandrig Bemærkning, men Noget, der ligefrem lader sig gjennemføre.
[
1
]. Syndsbevidstheden er og bliver conditio sine qua non for al Χstd. og kunde noget bare fritages fra den, da kunde han heller ei blive Χsten. Og dette er netop Beviset for, at Christendommen er den høieste Religion, at ingen har givet et saa dybt og saa høit Udtryk for Menneskets Betydning som det, at han er Synder. Denne Bevidsthed er det, at Hedenskabet mangler.
1
Imidlertid har man egentlig villet naturalisere Christendommen. Dertil sigter, maaskee ubevidst, Martensens berømmelige Daabs-Theorie.
Det er vistnok sandt, at man lærer ved at undervise Andre, men man har ogsaa stundom Skade deraf. Naar saaledes en ung theologisk Candidat for tidlig kommer til at prædike for Andre, da hevner det sig let bag efter. Han bliver vant til at skildre Troens Herlighed fE saa glødende, phantasiefuldt, som nu han formaaer. Hans Handlen staaer imidlertid ikke i Forhold dertil og har hidtil ikke havt Leilighed fordi han kun er lidet forsøgt. Naar det nu viser sig, at han ikke strax just bliver en Apostel o: s: v:, da ender det let med at han aldeles forsager.
NB Berusede i Løfters usunde Bedunstelse.
Allerede Plato (og hvor besynderligt er ikke dette for Folk[
a
] hysterisk Fruentimmers fixe Idee.
a
(Politivennen skriver dette Ord: hylsterisk)
Jeg vil nu skrive Leilighedstaler, istedenfor opbyggelige Taler. Brudetaler og Skriftetaler, ell. Gravtaler.
Det er et skjønt Ord, som den menige Mand bruger om at døe: at Gud eller vor Herre klarer op for ham.
ham, Altsaa medens det netop bliver mørkest, thi hvor er saa mørkt som i Graven, klarer Gud op.
Det andet Ægteskab er kun et maadeligt Eftertryk., en maadelig anden Udgave.
Man sysler med det Hellige, gaaer flittig i Kirke, beder, læser opbyggelige Skrifter, ak man gjør dog forsaavidt mere end mange Andre; men sæt nu Gud slet ikke brød sig derom, sæt han med Uendelighedens Overlegenhed sagde: hvad vedkommer Du mig. Var der Nogen der kunde udholde denne Tanke; thi at lade være at tænke den, er ikke saaledes vanskeligt.
Den unge Moder, (smuk, rank, et Fløiels-Schavl, rask gaaende) med sin lille Søn. Hun lod sig aldeles ikke forstyrre af Drengens smaa Spilopper, men holdt sin Kirkebøn, læste Alt med i Psalmebogen under Mesningen. Hun udfandt den Forsigtighedsregel, at anvise Drengen en lille Plads af Stolen, hvor han skjøttede sig selv, medens hun var aldeles fordybet i det Guddommelige. Ak! ellers har Forældrene gjerne saa travlt med at faae Børnene til at sidde stille, som var det deres Forretning i Kirken. Hvor skjønt at see hende vælge det ene Fornødne, og hvor skjønt løste hun ikke Collisionen. Jeg takkede, reent æsthetisk alle gode Genier, at alt gik stille af, og skal ikke saa let glemme dette skjønne Billede.
At omskifte det Timelige med det Evige (det siges i Almdl. om Døden) lod sig bruge med megen Virkning i det Opbyggelige.
NB.
At Identitets-Principet i en vis Forstand er høiere end, er det til Grundliggende for Contradictionsprincipet er ikke vanskeligt at indsee. Men Identitets-principet er blot Grændsen for den msklige Tænkning, den er som de blaae Bjerge, som den Linie, Tegneren kalder Grunden
– Tegningen er Hovedsagen. Saa længe jeg lever i Tiden er Identitets-Princ. kun en Abstraktion. Intet er derfor lettere end at bilde sig selv og Andre ind, at man tænker Identiteten af Alt, ved at lade Forskjelligheden fare. Man maatte dog spørge et saadant Msk. hvorledes han bærer sig ad med at leve, thi i Identiteten er jeg uden for Tiden. Et Selvmord er derfor den eneste ethiske Consequents af Identitets-Principet fastholdt i Tiden. Forvirringen opkommer derfor blot ved at man lever i andre Categorier end dem man skriver Bøger i – o! elendige Bogskriven.
Saa længe jeg lever, lever jeg i Modsigelsen, til thi Livet selv er Modsigelse. Paa den ene Side har jeg den evige Sandhed, paa den anden Side den mangfoldige Tilværelse, som Msk. som saadan ikke kan gjennemtrænge, thi saa maatte han være alvidende.
Forbindelsesleddet er derfor Troen.
Identiteten kan aldrig blive terminus a quo, men er terminus ad quem, man kommer bestandigt kun til den, ved Abstraktion nemlig.
Begyndelsens Dialektik er fortærsket nok, dog har man glemt en Side, at Begyndelsen maa være en Afbrydelse og altsaa forudsætte en heel Tankerække, for at kome til at begynde. Saaledes gives der ingen forudsætningsløs Begynden; thi om der ikke forudsættes Andet forudsættes den Akt, hvorved jeg abstraherer fra Alt. Men dette kan jeg i intet Øieblik gjøre; thi saa kan jeg slet ikke kome til at begynde, da jeg bruger min Kraft for at abstrahere fra Alt.
I denne Tid lider jeg meget af Tankernes stumme Qvalmen. Der er en Angest over mig, jeg kan end ikke sige hvad det er jeg ikke kan forstaae. Ligesom Nebucadnezar maa jeg bede ikke blot om Forklaringen af Drømmen, men at man vil sige mig, hvad det var jeg drømte.
En Begyndelse er altid en Beslutning, men en Beslutning er egl. evig, (thi ellers er det kun Narrestreger og hvad der for en senere Betragtning vil vise sig som Skepsis). Naar jeg saaledes vil beslutte mig til at studere Logik. Saa sætter jeg hele Livet ind. Ellers duer det ikke, og jeg studerer kun som til anden Examen. I samme Øieblik møder den Betænkelighed, om det kan være Livets Bestemmelse, ell. forsvarligt at anvende hele Livet derpaa. Har jeg ikke denne Reflexion ell en lignende, saa begynder jeg ikke i Kraft af Beslutning, men i Kraft af Talent (ell. Taabelighed – Mode – o: s: v: for at være med) og begynder altsaa umiddelbart, hvilket slet Intet forklarer.
Hvorfor dog den nyere Videnskab er bleven saa svigefuld, og fortier hvorledes den Enkelte bar sig ad. Derfor kan man ikke forstaae dem, fordi de ikke veed, hvorledes de selv gjorde. Selv betydningsfulde Skrifter skjuler saaledes ofte en Usandhed, fordi Forfatteren ikke har forstaaet sig selv, men vel en vis Videnskab, hvilket Sidste er meget lettere end det første Første.
Dersom Hegel havde skrevet hele sin Logik og i Forordet skrevet, at den kun var et Tankeexperimentet, i hvilket han endogsaa paa mange Steder havde skulket sig fra Noget, saa var han vel den største Tænker, der havde levet. Nu er han comisk
[
a
], saa er der ingen Udødelighed. Gud veed, hvorledes det skal lykkes den Slags Folk der i Livet allerede forandres utroligt mange Gange. (Det er ret godt, hvad der findes hos Plutarch i en lille Opsats om det Ord: ει i Delphi § 18.).
a
efter Døden.
De feige Hunde, som ikke bide, gøe strax, naar de see den Fremmede; naar han er forbi, tie de – de farlige Hunde tie ganske stille, idet man gaaer dem forbi, de følge et Par Skridt efter, derpaa gøe de engang ell. to, saa bide de: saaledes med Mskene i H: t: Indtrykket, som Livets Begivenheder gjøre paa dem, de lavere Naturer gjøe strax – de Alvorligere gaae langsomt bag efter og gjemme Alt.
Den lille Troup af Begeistrede, der ere dannede paa Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue
Det er sært, at Corsaren aldrig er faldet paa, at fremstille Folk i antik Maneer, nøgne med et Figenblad.
En Tegning fE af Herkules ell. saadan i den Stiil, og saa underneden: Pastor Grundtvig.
[
1
] Saa Forfatteren selv har antydet, hvor det er muligt og hvor det ikke er muligt.
1
»at kun Røvere og Zigeunere sige, hvor man eengang har været, skal man aldrig komme igjen.«
»Stadierne« faae ikke saa mange Læsere som Enten – Eller, vække saa godt som ingen Opsigt. Det er ypperligt, paa den Maade bliver jeg af med den gabende Pøbel, der skal være med naar den troer der er Opløb. Jeg har jo ogsaa selv forudsagt, at dette vilde skee, i Efterskriften til Skyldig? – Ikke-Skyldig?
Det er en besynderlig psychologisk Modsigelse, der ligger i Følgende:
Som bekjendt er Lidelse og Smerte en Best Betingelse for mangen Art Udmærkethed, i Forhold til Digtere, Kunstnere, religieuse Individualiteter o: s: v: Uden disse Lidelser ville de ikke være blevne det Store; tag Lidelserne bort, giv dem gode Dage, giv dem deres Ønske – og det Store er forbi. Fik de da Ønsket opfyldt og Lidelsen borttagen, saa havde de jo tabt endnu mere: ergo bør de jo være glade ved Lidelsen, saa glade, at de ikke
ønske den bort. Men saa ere de jo igjen ude over Lidelsen. Mon en Individualitet, der var saaledes stillet, virkeligen kunde forstaae dette. – Man kunde holde et Individ lige paa Spidsen, hvor han bestandigt snapper efter det Høieste, for at man kunde faae at see, hvorvidt det lod sig gjøre.
Skriften siger at man skal elske Gud af al sin Formue; er der i denne Henseende ogsaa Forskjel paa Formuesomstændigheder. –
Der er Noget der støder mig i at være Lærer
– det var rigtigst om Præsten læste en anden Præsts Prædiken op, for at han ret selv kunde blive Tilhører ved Formaningen.
Man troer det er saa let, ja man angriber det som en Feil ved min Fremstilling, at den bevarer sig i den Dobbelthed – de skulde selv forsøge det. Den vrælende forsikkrende ligefremme Meddelelse er uendeligt lettere.
Anmældelsen af mine »Smuler« i det tydske Tidsskrift har den væsentlige Feil, at den lader Indholdet træde docerende frem, istedenfor, at Piecen ved Formens Modsætning er experimenterende, hvori netop Ironiens Elasticitet ligger. At lade som var Christendommen en Invention af Joh. Climacus er netop en bidende Satire over Philosophiens Uforskammenhed mod den. Og saa igjen at faae de orthodoxe Former frem i Experimentet »saa vor Tid, der blot medierer o: s: v., neppe vil kunne kjende dem igjen« og[
a
] troe det er noget Nyt – det er Ironien. Men Alvoren ligger netop i det Samme, paa denne Maade at ville lade Christend. vederfares Ret – inden man medierer.
a
(disse ere Anmelderens Ord)
Et muligt Slugtningsord Slutningsord til
alle de pseudonyme Skrifter
af
Nicolaus Notabene.
Jeg skal nemlig fortælle et høistæret Publikum, hvorledes det gik til, at jeg blev Forfatter. Historien er ganske simpel, thi det er meget langtfra at jeg har et Syn, en Drøm, en Geniuss Indskydelse eller andet saadant
Saadant at beraabe mig paa. Jeg havde tilbragt nogle Aar af mit Studenterliv i en Slags Lediggang, vel læst og tænkt en Deel men min Indolents havde været aldeles overveiende; da sidder jeg nu for 4 Aar siden en Søndag-Eftermiddag ude hos Conditoren i Fredriksberg-Hauge og ryger min Cigar og seer paa Tjenestepigerne, og see pludselig griber den Tanke mig: Du gaaer nu og spilder Din Tid uden at gjøre Gavn; i alle Retninger træder et dyrebart Genie frem efter det andet og gjør Livet og Tilværelsen og den verdenshistoriske Færsel og Communicationen med den evige Salighed lettere og lettere –
hvad gjør Du? Skulde Du dog ikke kunde hitte paa Noget, hvorved Du ogsaa kunde tjene Tiden. Da faldt det mig ind,: hvad om jeg satte mig ned og gjorde Alt vanskeligt. Saaledes maa man søge at være i alle Maader til Tjeneste. Selv om Tiden ikke skulde behøve lidt Baglast, saa maa jeg dog være elsket af alle dem, som gjøre Alt let, thi er der slet Ingen der vil gjøre det svært, saa bliver det altfor let – at gjøre det let. Fra det Øieblik har jeg fundet min Underholdning ved dette Arbeide, jeg mener Arbeidet har været underholdende, thi i anden Forstand har jeg ikke fundet Underholdning derved, men sat Penge til. Man kan jo heller ikke forlange, at Folk skal give Penge forat faae Alt gjort svært, det er jo at gjøre det endnu sværere. Nei egl. skulde de, der gjøre det let, underholde mig, thi de have Gavn deraf. De have ogsaa redelig benyttet mig, og ligefrem antaget, at jeg gjorde det for deres Skyld, blot for at de kunde have Noget at gjøre let.
Det kunde blive en brugelig dramatisk Modsætning, at fremstille en Spaamand samtidig med Socrates, der varslede om en Helt, der skulde komme. Helten var Socrates og han var til, men det vidste Spaamanden af, og Socrates var den af Alle der mindst syntes at være beregnet derpaa. Hvilken Fortjeneste kunde man nu tillægge en saadan So
Spaamands Forudsigelse – og dog havde han jo Ret.
Det kunde være en ret snurrig Plan til en Vaudeville, at lade en svensk Familie, der i Bladene havde læst alt det, om den mageløse danske Gjestfrihed (, at Barberene toge Skjæget gratis af, de offentlige Fruentimmer gratis betjente En (cfr. Enten – Eller) o: s: v:) tage ned til Kiøbenhavn en 14 Dages Tid derefter, i den faste Overbeviisning, at det var altid saaledes i Kiøbhv. og nu lade dette udvikle sig i Situationer. Som Vederlag for Misforstaaelsen kunde man lade det ende med en lykkelig Forelskelse, hvis første Spire man kunde lade være Sympathie med Misforstaaelsens Situation.
..... inderlig som den Fortabtes sidste Længsel efter sin Sjels Salighed, naar han gaaer under. – piinlig som Drankerens første dæmrende Bevidsthed, naar han vaagner.
Lovtale over Efteraaret.
poetice....
og naar saa Efteraaret kommer med sin friske styrkende Kjølighed, naar den opbevarede Sommervarme i Atmosphæren er som en Mulighed, en moderlig Omsorg, at den Nydende ikke forkiøles, naar man saaledes bestandig har ligesom et let Overtøi ved Haanden, medens Efteraars-Vinden styrker – og naar saa Efteraaret kommer, og Livets Flygtighed kalder paa Begjeringen, naar Skoven ikke staaer tryg som skulde den staae saaledes til evig Tid, men skifter Farve blot man seer paa · den, saa thi Vexel opflammer Lysten, [
a
] Genié, der troer mig kaldet til at omskabe hele Verden, saa taler jeg vrælende i den Forvisning, at jeg skal nok faae Folk til at indsee, at det er det uendeligt Vigtige. Men har jeg lidt Forstand, og Reflexion saa antager jeg ikke noget Saadant om mig selv, udtrykker derfor Misforholdet ved at sætte det Comiske imellem os, og i det Comiskes Form at tale derom. Derved undgaaer jeg ogsaa hvad det vrælende Genie altid ender med, at blive comisk, netop fordi jeg selv har fattet det.
a
vrælende
I Grunden er ethvert Msk. født til at herske. Det seer man bedst paa Børn. Idag saae jeg en lille Pige, der sad paa en Ammes Arm. De mødte nogle Bekjendtere af Barnets Slægt. Ammen holdt en Blomst i sin Haand, og nu maatte alle samtlige allerunderdanigst lugte til Blomsten og sige: pst! ·· Det blev gjentaget flere Gange, vilde Ammen springe Nogen over, blev hun strax opmærksom og betydede hende, at hun havde at gjøre Alt nøiagtigt. Men Den, som gjorde det rigtigt godt med at nyse, tilsmilede den lille Herskerinde en et allerhøieste Velbehag.
Saa vilde Ammen, at hun skulde gaae, men hun bøiede sig lidt ud fra Armen, derpaa hang hun Hovedet lidt ned og lønnede Ammen med et Kys fra neden – og det med en Prætension og dog med en Barnlighed.
Den stadselig paaklædte Dame, der seilede alene i en af Eskildsens Baade, Søndag-Eftermiddag, omkring i Kanalen.
Replik af en humoristisk Individualitet:
»Som det er behageligt
det behageligste at støvle ukjendt gjennem Verden uden at være kjendt hverken af H. Majestæt Kongen, Hds. Majestæt Dronningen, Hendes Majestæt Enkedronningen, hans kolg. kogl. Høihed Kronprindsen – saaledes synes det mig ogsaa at det at være kjendt af Gud gjør Livet saa uendeligt byrdefuldt. [
b
] – saa hedder det, ja man maa lære at mindske Seilene.[
c
] Hvad[
a
]; som den seierrende General i det Hesten bliver skudt under ham, raaber: en ny Hest – o, at jeg s
saaledes min Aands seierrige Sundhed turde raabe: en ny Hest, et nyt Legeme[
b
]; som den der i Livsfare paa Søen, naar en Anden Druknende vil gribe i hans Been, støder ham fra sig med al Anstrængelse, saaledes holder mit Legeme som en tyngende Vægt fast i min Aand, saa det bliver Dødens Undergang; som et Dampskib hvor Maskineriet er for stort i Forhold til Skibets Bygning: saaledes lider jeg.
a
dette gjennemsvedte lumre OmslagGrød-Omslag, som er Legemet og Legemets Mathed
b
thi kun Legemet er udtjent
Noget om Køernes Bissen.[
b
] det forstod den vel, men dens Lidelser taltes der aldrig om.[
c
]
a
en Hest, som glad kom løbende hver Gang de flokkedes om Aftenen i Overdrevet, haabende ved at høre nøie efter at faae Noget at vide – indtil den bekymret vendte om igjen og søgte sit eensomme Tilholdssted.
b
eller ved Vrinsken sammenkalde hinanden til fælles Betragtning,
c
ell. naar de den duggede Sommermorgen staae og slaae med Hovederne, medens Engen seer saa indbydende ud,
Det var vel ikke utænkeligt, at et Msk. kunde leve hele Livet altid bekymret for at han ikke havde Troen, og om hvem der maatte siges og til hvem der vilde siges: Kjære Du havde Troen, og Din Bekymring var blot Inderlighedens Smerte.
Naar man læser i Luther faaer man jo rigtignok Indtrykket af en vis en sikker Aand, der taler med en Afgjorthed som er »gewaltig« (er predigte gewaltig – εξουσια Mth: Ev. 7.). Og dog synes mig denne Sikkerhed at have noget Tumultuarisk ved sig, som netop er Usikkerhed. Det er bekjendt nok, at den modsatte Sjelstilstand ofte søger sit Skjul hos sin Modsætning. Man opmander sig selv ved det stærke Ord, og Ordet bliver næsten endnu stærkere blot fordi man selv er vaklende. Det er ikke noget Bedrag, det er et fromt Forsøg. Angestens Usikkerhed vil man end ikke give Ord, man tø vil (ell. tør) end ikke rigtigt udnævne den, og man tvinger netop Modsætningen frem i Tillid til at det skal hjælpe. Luther bruger saaledes fremherskende, hvad der med saa megen Maadehold bruges i det N.T., Synd mod den Hellig Aand. For at forcere sig selv og den Troende frem, bruger han strax og drakontisk dette Ord om Alt. Naar saa er, saa bliver der tilsidst ikke et Msk. uden at han ikke blot een men mange Gange har syndet mod den hellig Hellig Aand. Og naar der nu staaer i det N.T., at denne Synd kan ikke tilgives, hvad saa? – Jeg veed det meget godt, at de Fleste ville korse sig, naar jeg sammenlignede Luthers Sikkerhed med fE Socratess. Men kommer dette dog ikke af, at de fleste Msker have mere Sands og Tilbøielighed for det Tumultuariske. Luther blev, som bekjendt, saa rystet ved et Lyn, der dræbte hans Ven ved hans Side, men saaledes er hans Yttringer bestandigt, ligesom Lynet i eetvæk slog ned bag ved ham.
Et Beviis for Chrstdommens
Sandhed.
Dette Beviis er, at det mange Gange har hændt sig, at dens ivrigste Fjende er bleven dens ivrigste Forsvarer. Det Modsatte hændes ofte Philosophier og andet Saadant, at den varmeste Tilhænger bliver en Fjende, og falder fra. Dobbelt-Forholdet ved Chrstd. viser netop dens absolute Sandhed, at den hidser lige saa stærkt som den tiltrækker. Ellers er Tilhængerens første Forhold bestemt ligefrem ikke som Fjende men som Ven, han bliver indtaget (ved Χstd. bliver han frastødt) og saa bliver han f kjed af det. Med Chrstd. omvendt, saa betydningsfuld er den, at den først støder fra og saa trækker til, og Modsætningens Frastød er Inderlighedens Kraftmaaler.
Replik.
Som der i en stor Forsending af Sild er en yderste Række, der er fortrykket og forkommen, som ved Frugts Indpakning ere de Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede: saaledes er der ogsaa i hver Generation nogle Msker, som ligge yderst og lide ved Indpakningen, der kun værner om dem, som ligge i Midten
Den barmhjertige Samaritan kunde belyses ved at sammenligne ham med de to engelske Lorder, der da de saae en Ulykkelig komme paa en vild Hest i strakt Cariere hen ad Landeveien, hvert Øieblik ifærd med at styrte af, raabende om Bistand, ganske roligt saae det an og i samme Nu sagde den Ene: 100 ℔ han falder af, og den Anden svarede: top antaget; hvorpaa de gav deres Veddeløbere Sporen, ilede forud for at faae Ledene underveis lukkede op og betale ved Bommene for at Intet skulde standse den ulykkelige Rytter. Leviten og Præsten gik dog blot forbi, men at gjøre Veddemaal istedenfor at hjælpe!
Bevægelse; Gjentagelse; Afgjørelse
en Trilogie.
Den ethiske Besindelse i Livet er det afgjørende. Den er Autorisationen og den menneskelige Existentsens
Existentses Maal. Saa kan Differentsen forøvrigt være som den være vil: om en Grosserer udmaaler Millioner Alen og en fattig Enke kun nogle faae hundrede om Aaret, denne Forskjel er ligegyldig, men de maale begge med den autoriserede Alen.
Perlen
Den ægte Perle dannes som bekjendt i Muslingen ved at indsuge Duggen. Men ifølge Ammianus Marcelinus skal det gjøre en Forskjel, om det er Morgen- eller Aftenduggen den indsuger. – Saaledes ogsaa med Mskene: Haabets ell. Erindringens ædle Individualiteter.
Det er mærkeligt nok, at det abstrakte Udtryk i det rhetoriske Foredrag stundom frembringer mere Virkning end det den concrete Skildring. fE naar en Præst vil sige: »jeg kjender ikke Dit Liv m: T, jeg veed ikke hvad der nærmest ligger Dig paa Sinde, hvilken Din skjulte Sorg er« saa skal han maaskee aflokke den Taarer, der vilde sidde ubevæget hvis han virkelig skildrede hans bestemte Sorg. Ligesom Middelalderens Lyrik ofte ligger i Universalismen, at den Lidende fE istedenfor at tale om sig selv taler om et Msk. i Almdl. (denne lyriske Objektiveren) saaledes har Abstraktionen ogsaa noget bestikkende, ligesom en Luftning af det Almene der gaaer over Tilhørerens Hoved, og berører ham netop fordi der ikke bestemt tales om ham.
Det er mærkeligt nok: en lille Ubetydelighed frister naturligviis et høist foragtet Liv og er overseet af alle Kloge; til Gjengjeld revancerer den lille Ubetydelighed sig stundom, thi naar en Mand bliver gal er det næsten altid over en lille Ubetydelighed.
Opgave til et Drama:
En Skuespiller i hans personlige Existents er maaske i vor Tid den eneste brugbare Figur, som ikke er benyttet. Existents-Modsigelsen, og Vanskeligheden er af dramatisk Virkning. Et saadant Stykke som fE Kean releverer saa godt og den gl. Souffleur er am Ende maaskee den bedste Figur deri.
Naar Erasmus i P beviser at Nille er en Steen, saa seer man comisk hvor afmægtig Syllogismen er; naar Md.
Nielsen (i Pigen af Lyon) med hele en eenfoldig Moders trofaste Tilforladelighed, siger om hendes Søn, at der har faaet en overordlig Dame til Ægte, at det var dog ikke saa underligt: thi er min Søn end ikke en Prinds, saa burde han være en Prinds, og det er dog næsten lige saa godt – saa viser hun hvilken Magt Pathos har. De selv samme Ord fremsagte med en anden Stemme frembringe den samme V en comisk Virkning, fordi det Udsagte i Retning af Forstand er Galimathias men i den ydmyge Moderkjerlighedens fromme Bedrag uhyre Pathetisk.
Heldigviis er jeg ikke af Lykkens Udkaarne ell. af de meget Beundrede, thi saa lidet villig jeg er til at glæde mig med hine og yde hine disse min Tribut saa lidet ønskede jeg selv at være en saadan, da en saadan Existents er splidagtig i Forhold til det Almene, trøstesløs i Forhold til de Ulykkelige. –
Jeg Der er en Fugl som kaldes Regnspaaer og saaledes er jeg, naar i Generationen Uveiret begynder at trække sammen saa viser der sig af den Art Individualiteter som jeg er.
af al Udsvævelse er dog denne [
a
] og længere henne: dette være nu et glædeligt ell. sørgeligt Tegn,« et glædeligt nemlig, at der Ingen er, fordi den, der ligefrem vil være det er en Daare, og endeligen: »langtfra mig være den tomme og forfængelige Tanke at være en saadan Læremester.« (forfængelig er her i bibelsk Forstand.. – I Forhold til at existere gives der kun Lærende, thi Den, der indbilder sig at han er saaledes færdig, at han kan lære Andre og derover glemme selv at existere og lære: han er en Daare. I Forhold til at existere er der for alle Existerende een Læremester: Existentsen selv.
a
derpaa: saa skal der sku nok komme Noget ud af det. Meningen er enten Nogen kunde lære Noget ved at være Vidne, thi det at være Vidne er ikke nogen ligefrem Meddelelse, ell. at det blev klart, at der ingen Læremester er.
I Skriftet »Afsluttende Efterskrift« har jeg etsteds citeret nogle Ord af Luther (afom det babyloniske Fangenskab). Der staaer »in diesen Sacramenten,« og det er unægtelig at Luther dermed har meent de 5 katholske. Nu styrter der da en Mand frem og gjør Indsigelse, o: s: v:. Ja vær velkommen. Det var netop det jeg vilde. I Bogen vilde jeg ikke aabne en lærd Undersøgelse hell. ikke bruge mine bedste Vaaben. Nu frister en lille Fordeel en Æret: og saa kan jeg komme til at citere det langt Vigtigere i samme Skrift, som jeg har bemærket i mit Exemplar (Gerlachs Udgave).
Idag hørte jeg en Droskekudsk sige om en fuld Kudsk der kjørte forbi i et temmeligt stærkt Trav: »han har faaet Noget af den Retning som ledsager Een til Rendestenen.«
Afsluttende Efterskrift.
Det hele Manuscript var indleveret i Bogtrykkeriet, Rub og Stub medio Dec. ell. saa 1845. »En første og sidste Forklaring var henkastet paa et Stykke Papiir i det oprindelige Manuscript, men lagt til Side, for ikke at ligge og f
for at udarbeides og blev først afleveret saa sildigt som muligt, for ikke at ligge og flyve i et Bogtrykkerie.[
a
] En Note til et Sted om de pseudonyme Skrifter har jeg ikke villet lade trykke med, blot fordi den var skrevet under Trykningen. Den Løgn og Bysnak og Pøbelagtighed man er omgiven af gjør Ens Stilling stundom vanskelig nok, gjør mig maaskee altfor overspændt ængstelig for at have denne Sandhed Sandheden paa min Side indtil det den mindste Trævl, hvad hjælper det?
a
Jeg har et Øieblik været raadvild, om jeg ikke af H: t: Omstændighederne (Corsar-Vrøvlet og Bysnakken) skulde lade Vedgaaelsen af mit Forfatterskab ude, om jeg ikke skulde i det Trykte bemærke ved Datoernes Angivelse, at det Hele var Ældre, end alt dette Vrøvl. Men, Nei! Jeg skylder Sandheden netop intet Hensyn at tage til alt Sligt, og gjøre Alt som det har været bestemt, henstillende til Gud, hvad han vil der skal komme ud der af, modtagende Alt af hans Haand som en god og en fuldkommen Gave forsmaaende, at handle klogt, fortrøstende mig til, at han vil give mig en sikker og vis Aand.
Min Idee er det nu at uddanne mig til at blive Præst Jeg har i flere Maaneder bedet Gud om at hjælpe videre, thi for mig har det nu længere staaet tydeligt, at jeg ikke bør være Forfatter mere, hvilket jeg nemlig enten kun vil være ganske ell. slet ikke. Af den Grund har jeg heller ikke samtidigen med Correkturen begyndt paa noget Nyt, men kun paa den lille Anmældelse af de to Tidsaldere, der atter er afsluttende.
d. 7 Febr. 1846.
Det Forfærdelige med den Mand, der engang som lille Dreng, da han gik og vogtede Faar paa den jydske Hede, leed meget ondt, sultede og var forkommen, paa en Høi stod op og forbandede Gud – og den Mand var ikke istand til at glemme det, da han var 82 Aar gl.
[
a
] som han ikke regner med til de tre Affecter, hvoraf han deducerer Alt (cupiditas, lætitia, tristia tristitia).[
1
] – Subsidialiter kunde her tages et Hensyn til det at begynde med Tvivl.
Man
Det, der bevæger til at begynde er Forundring, Det, der begyndes med er en Beslutning.
1
Anm. Det græske Begreb ϰινησις bruger han aabenbart i transitio, som han udsiger om lætitia og tristitia, at det er transitio in perfectionem ikke perfectio selv. p. 368.
a
cfr. p. 369.
Jeg har nu læst Spinozas Ethik igjennem. Besynderligt er det dog, at construere en Ethik paa et, vel rigtigt, men saa ubestemt Princip som det: suum esse conservare, og fastholde det i en saadan Tvetydighed, at det lige saa godt betyder det legemlige, Egoistiske, som den høieste Resignation i den intellectuelle Kjerlighed.
Men en Modsigelse er det dog vel, at afhandle, hvorledes, ved hvilke Midler man naaer Fuldkommenheden,
Fuldkommenheden i at herske over Affekterne, Veien til denne Fuldkommenhed (cfr. p. 430 Slutning), og saa udgive det for en Immanents-Theorie; thi Vei er jo netop Teleologiens Dialektik. Jeg gaaer den og den Vei, gjør Det og Det –
for at, men dette for at,
at adskiller jo Veien og Maalet.
Idag bekjendtgjordes der i Adresseavisen, at en lille Dreng paa 8 Aar var død og Avertissementet endte saaledes:
»dette bekjendtgjøres sørgeligst for hans Smaa-Venner«. bravo Drenge antages at læse Aviser og see om en af deres Smaa-Venner ere døde.
Efterhaanden vil Blad-Critiken komme til at udbrede sig over Gjenstande som man mindst tænker paa. Forleden stod der i en af Provindss-Aviserne, at en Mand var bleven henrettet af Skarpretter N. N., der gjorde det med megen Accuratesse; ogsaa Skarpretter F F. der var tilstæde for at kagstryge En gjorde det fyldestgjørende.
At jage efter Øieblikkets Bifald er ligesom at jage efter sin egen Skygge. Den, som jager efter den, ham undflyer den. Jeg tænker paa et Billede i et Opbyggelses-Skrift: et Barn der løber efter sin egen Skygge, og Skyggen løber jo netop med ham.
Spinoza i Præfatio tractatus theologico-politicus.
p. 88.
... reliquis autem hunc tractatum commendare non studeo, nam nihil est quod sperem, eundem iis placere aliqua ratione posse; novi enim quam pertinaciter ea præjudicia in mente inhærent, quæ pietatis specie amplexus est animus; novi deinde æque impossibile esse vulgo superstitionem adimere ac metum; novi denique constantiam vulgi contumaciam esse, nec ratione regi, sed impetu rapi ad laudandum vel vituperandum. Vulgus ergo et omnes, qui iisdem cum vulgo affectibus conflictantur, ad hæc legenda non invito, quin potius vellem, ut hunc librum prorsus negligant, quam eundem perverse, ut omnia solent, interpretando molesti sint, et dum sibi nihil prosunt, aliis obsint
Det sidste Punktum indeholder en Afbigt forud.
Ude paa Kirkegaarden har en Enke sat følgende Vers over sin Afdøde:
Mand! Du har nu stridt
Men Mand saaledes emphatisk betyder en Helt, det betyder ikke en Ægtemand (thi kun i lavere Stiil siges det saaledes: Mand, min Mand, hendes Mand) endnu mindre en Bedemand. Ak og den Afdøde var netop Bedemand.
... Der Neidige ist ein Martyrer, aber des Teufels.
cfr Abraham a S. Clara
samtl. Skr. X B.
p. 392.
Hebræer Brevet:
X, 39: Men vi ere ikke af dem,
som unddrage sig til deres
Fordærvelse.
I et gl. Opbyggelses-Skrift (Arndt sande Christd) commenteres der saa skjønt over det Bibelord: »at Gud skal aftørre vore Taarer«
– han tilføier nemlig det ypperlige cathechetiske Spørgsmaal: men hvorledes skal Gud kunde aftørre dem, naar Du slet ikke har grædt? – Hvilken Sandhed i denne Eenfold; hvilken rørende Veltalenhed.
Anaxagoras skal have sagt: indskrænket er Sandsen, svag er Aanden, kort er Livet.
Det staaer nok hos Cicero i quæstiones academicæ 1, 12.
I Samvittigheden, der har Gud Magten. Lad saa et Msk. end have al-Verdens Magt, derinde er Gud dog den Mægtige. Og saaledes taler jo den Mægtige, der veed han har Magten, til den Afmægtige: gjør Du kun hvad Du vil, lad det kun synes at Du er den Mægtige, hvorledes det hænger sammen det bliver en Hemmelighed mell. Dig og mig.
Af en Leilighedstale
... Skoven vil ikke indlade sig med den Eensomme, derfor giver den ham Ordet tilbage uden Forandring uden Deltagelse, dens Gjenlyd er som et Nei, selv om den lyder flere Gange dener dog kun et gjentagent Nei; vilde Skoven tale med ham, da svarede den vel; havde Skoven Deeltagelse med ham, da vilde den jo beholde Ordet, gjemme det uforandret. –
Empedocles antog at der var 2 Arter af Afsindighed: den ene havde sin Grund i Legemets Sygdom, den anden i Sjelens Renselse.
cfr. Ritter 1ste B. p. 571
han citerer i en Note: Coel: Aurel: de morbis chron: 1,5: Empedoclem sequentes alium (sc. furorem) dicunt ex animi purgamento fieri, alium alienatione mentis ex corporis causa sive iniquitate.
Det er en meget god Bemærkning af Ritter i (Indl. til