Niels Jørgen Cappelørn og Carl Henrik Koch Journalen KK Søren Kierkegaards Skrifter 18 KK Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne og Christian Fink Tolstrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 (hebraisk logisk ordnet efter UTF std.) Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/kk/kom.xml 20130116 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Ueber die Præexistents ... p. 348 o. fl. »Ueber die Präexistenz Christi, oder die Voraussetzung der menschlichen Persönlichkeit. Von Pfarrer K. Conradi« i Zeitschrift für spekulative Theologie in Gemeinschaft mit einem Verein von Gelehrten, udg. af B. Bauer, bd. 1-3, Berlin 1836-38, ktl. 354-357; bd. 3, 2. hefte, 1838, s. 348-403. – Conradi: Kasimir Conradi, ty. præst i Dexheim; årstal har ikke kunnet tilvejebringes. – Baurs: Bruno Bauer (). Der historische Christus ... Leipzig 1838 Der historische Christus und die Philosophie. Kritik der Grundidee des Werks das Leben Jesu von Dr. D. F. Strauss. Von Julius Schaller. Dr. d. Philos. u. Privatdocent an der Universität Halle. Leipzig, Verlag von Otto Wigand. 1838. Ktl. 759 (forkortet Der historische Christus). Bogen består af en fortale og otte kapitler. I de følgende kommentarer henvises der til side og linie i Der historische Christus, uden at titlen hver gang anføres. – Strauss: David Friedrich Strauß (1808-74), ty. teolog, udgav 1835-36 Das Leben Jesu kritisch bearbeitet (2. udg. 1836, 3. udg. 1838), som straks udløste en voldsom diskussion og kritik i den teologiske verden; umiddelbart efter udgivelsen af første bind blev Strauß afskediget fra sin stilling ved det evangelisk-teologiske seminarium i Tübingen. I Das Leben Jesu forsøger Strauß at vise, at NTs beretninger om Jesus må betragtes som myter, dvs. beretninger om historiske hændelser, der af samtiden blev forstået ud fra de gammeltestamentlige forventninger om en kommende Messias. At der er tale om myter, fremgår bl.a. af, mener Strauß, at beretningerne om Jesu liv, død og opstandelse strider imod fysikkens love. De nytestamentlige fortællinger om Jesu liv skal derfor ikke forstås som beretninger, der rummer en historisk sandhed, men på hegeliansk vis som en tidsafhængig iklædning af en filosofisk sandhed, nemlig af den forening (forsoning) mellem den menneskelige og den guddommelige natur, som er den historiske udviklings endemål, og som kommer til udtryk i den absolutte erkendelse. – Schaller: Julius Schaller (1807-68), ty. teolog, fra 1838 prof. i filosofi i Halle, fremstod i samtidens diskussioner imellem højre- og venstrehegelianere som en formidlende skikkelse. Som andre af tidens teologer vendte også Schaller sig mod Strauß, men i modsætning til mange af kritikerne mødte han ikke Strauß med forargelse, men med saglighed, og i forordet til Der historische Christus bevidnede han Strauß sin respekt. Han afviser ikke Strauß' (og dermed Hegels) spekulative filosofiske forståelse af kristendommen som den absolutte religion, men forsøger at vise, at en spekulativ forståelse af den kristne religion ud fra den hegelske filosofi ikke indebærer, at NTs beretninger skal forstås udelukkende som myter; Strauß' forståelse af NTs beretninger om Jesus som myter er efter hans opfattelse for ensidig. 1. Die mythische Auffassung ... zum Glauben overskrift for kap. 1, s. 3-17. Ortografisk afvigelse. p. 4. »Troen er ... egen Inderlighed.« da. gengivelse af s. 4,4-8. »Vi maae derfor betegne ... uvedkommende Element da. gengivelse af s. 4,13-17. Tertullian: »Credo quia absurdum« excerpt af s. 4,19-20. – Tertullian: Quintus Septimius Florens Tertullian(us) (o. 155 - o. 240), født i Kartago i Nordafrika, en af de rom.-katolske 'kirkelige forfattere'. – Credo quia absurdum: lat. 'jeg tror, fordi det er absurd'. Se EE:103. p. 5. »Aabenbaringens Sandhed ... naturlige Subjektivitæt da. gengivelse af s. 5,6-9. SK skriver 'Entaußerung' for 'Entäußerung'. Vil man nu sætte ... troende i sig excerpt af s. 5,16-25. Bayle sagde ... ikke begribe og dog troe.« da. gengivelse af s. 5,25-31. – Bayle: Pierre Bayle (1647-1706), fr. filosof og forfatter, udgav i 1695-97 sit hovedværk Dictionnaire historique et critique, som kom i flere forøgede udgaver frem til 1740. I dette indflydelsesrige værk udviklede Bayle en såvel historisk som filosofisk funderet skepticisme, der bl.a. var rettet imod den traditionelle overbevisning, at tro og fornuft kan forenes. Ligesom nu allerede ... adskillende Modsætning da. gengivelse af s. 6,14-19. p. 6. Men til den christ. Læres ... og Levnet.« da. gengivelse af s. 6,28-29. p. 7. »Den sandselige enkelte ... med Begrebet.« da. gengivelse af s. 7,3-8. »Faktummet er ... min Selvbevidsthed.« da. gengivelse af s. 7,39 - 8,2. p. 9 »Den blot historiske Viden ... forholdsløse Atomer« excerpt af s. 9,1-10. Alle Fakta ... lige vigtige excerpt af s. 9,10-12. p. 10 »Christi Person ... Selvbevidstheden.« da. gengivelse af s. 10,19-27. Christi Lære ... tillige at være Jøde.« da. gengivelse af s. 10,33 - 11,1. p. 16 »Skulde derfor ... den historiske Tvivl.« da. gengivelse af s. 16,37 - 17,2. SK skriver 'den historiske Tvivl' for 'den religiösen Zweifel'. 2. Durchführung ... wesentliche Momenten overskrift for kap. 2, s. 17-32. Grammatiske afvigelser. Den mythiske Opfattelse ... Udgangspunkt da. gengivelse af s. 17,9-15. Fremhævelserne skyldes Schaller. De to Hovedmomenter ... i sig selv da. gengivelse af s. 18,31-35. Den sidste Side ... »Forløseren excerpt af s. 19,5 - 20,25. – Str.: Strauß. »Saaledes er det ... forenes i eet Individ.« da. gengivelse af s. 21,9-17. p. 24. »Men deri ... for Selvbevidstheden da. gengivelse af s. 24,1-8. Skulde det derfor ... fuldbragte Under da. gengivelse af s. 24,10-21. Men med Beviset ... det Mythiske i samme da. gengivelse af s. 26,12-14. At forklare Mythen ... religieuse Selvbevidsthed da. gengivelse af s. 26,32-37. Skulde nu den mythiske ... det christelige Indhold da. gengivelse af s. 29,18-36. p. 31 »Men der er ... den chr. Bevidsthed glemt da. gengivelse af s. 30,35 - 31,10. – det Straussiske Værk: . – Gl. T.: Det gamle Testamente. Skal den chr. Mythus ... det egentlige Indhold da. gengivelse af s. 32,2-19. 3. Die Entzweiung ... der Versöhnung overskrift for kap. 3, s. 32-57. Det som man ... med af Indholdet selv da. gengivelse af s. 32,26-35. Fremhævelsen skyldes Schaller. p. 35 »Denne Falden ... tillige Person da. gengivelse af s. 35,28 - 36,4. Selvbevidstheden er ... uopløselig Eenhed da. gengivelse af s. 36,21-26. SK skriver 'Mediation' for 'Vermittelung'. – Mediation: Mediation, der ikke forekommer hos Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning'. Jf. fx J.L. Heiberg »Det logiske System« i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 1-2, Kbh. 1837-38, ktl. 569; nr. 2, s. 18, s. 21 og især s. 30. Opfatte vi nu Msk. ... historisk Continuerlighed excerpt af s. 36,27 - 37,16. Fatte vi derimod ... ikke efter sin Virkelighed da. gengivelse af s. 37,17 - 38,10. – Almdlh: Almindelighed. Hegel bestemmer ... ikke christelig excerpt af s. 39,28-31. Fremhævelsen af 'een' skyldes Schaller; de øvrige fremhævelser skyldes SK. – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. Den Adskillelse af Subjekt ... Substants excerpt af s. 40,8-19. Guds aabenbarede Villie ... til Gjerningen da. gengivelse af s. 41,36 - 42,4. Det fremgår af sammenhængen, at der er tale om jødedommen. Man kan nu ikke sige ... Bevidstheden derom excerpt af s. 43,22-33. Egl. bestaaer ... i sin Endelighed da. gengivelse af s. 44,3-7. Fremhævelsen skyldes Schaller. Bevidsthed og Selvbevidsthed ... aldeles tilintetgjort da. gengivelse af s. 46,2-10. Bevidstheden om ... omfattende Gud excerpt af s. 46,37 - 47,32. – Gud gjør Forskjel mellem Ægypten og Israel: sigter til, at Israel er Guds udvalgte folk, som han har forkærlighed for; han hører dets skrig under trældommen i Egypten, fører det ud af Egypten og lader den egyptiske hær gå til grunde, da den forfølger israelitterne, jf. 2 Mos 1-15. Men hvorledes staaer ... Forskjellighedens Negation? excerpt af s. 52,18 - 53,9. Paa den anden Side ... endelige Vished da. gengivelse af s. 53,19-22. SK skriver 'medieret' for 'vermittelt'. – medieret: . afseet nu fra ... sin »Fursichseins« Form da. gengivelse af s. 54,34 - 55,15. Fremhævelsen skyldes Schaller. – den dialektiske Nødvendighed: i Hegels logik den form for nødvendighed, hvorved et givet begreb el. en given kategori slår over i sin modsætning, fx væren / intet, nord / syd. Her på stedet er 'den dialektiske nødvendighed' forstået som den ensidige opfattelse, »at Gud er det, hvad Msk. tænker ham at være«, som må benægtes af dens modsætning, fx at Gud er, hvad han er, uafhængig af menneskets forestilling om ham. 4. Kritik der Straußischen Christologie overskrift for kap. 4, s. 57-66. Dens Hovedfeil er dens Ubestemthed excerpt af s. 57,16-17. Schaller har fremhævet 'Unbestimmtheit'. p. 65: Det bliver ... Gud-Msklighed overhovedet da. gengivelse af s. 65,26-32. Saasnart vi ... den historiske Fremtræden.) da. gengivelse af s. 65,38 - 66,7. Gud-Msklighedens Idee ... Mskslægtens Art da. gengivelse af s. 57,34-36. SK har tilføjet 'efter Strauß'. Fremhævelsen skyldes Schaller. At nu alle Msker ... til det Almindelige? excerpt af s. 58,4-32. – christelig Lære: Schaller har »kirchliche Lehre«, dvs. katolsk lære. – Luther: () Schaller skriver: »So war die Idee der Reformation zuerst in Luther allein da, und damit fand, wollen wir dies Verhältniß so nennen, allerdings ein Geiz der Idee gegen Andere statt.« Men hvad skal det sige ... er opstaaet ell. ikke? da. gengivelse af s. 61,32 - 62,3. lærer Strauss at Mskheden er usyndig excerpt af s. 62,30-33. SK tilføjer 'lærer Strauss'. den vaklende Anvendelsen ... Hovedmomentet excerpt af s. 64,13-15. Ingen Enkelt skal ... Uendelighed gaae under da. gengivelse af s. 64,18 - 65,4. 5. Die Idee der Versöhnung overskrift for kap. 5, s. 66-85. Denne Forsoning indtræder ... Indsigt i Synden excerpt af s. 66,9 - 68,13. – Prius: lat. 'første'. Den ny Erkjendelse virker ... sit eget Gebeet excerpt af s. 69,5-25. Fremhævelsen skyldes Schaller, der dog kun fremhæver 'Leben'. Her bliver nu Forsonings Ideen ... Viden om sig selv excerpt af s. 71,16-35. Fremhævelsen skyldes Schaller. – Levenhed: SKs gengivelse af 'Lebendigheit'. – fortrinligt: Schaller har 'zwar'. Den Kantiske Philosophie ... til Bevidsthed excerpt af s. 72,30-34. – Den Kantiske Philosophie: Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, prof. i Königsberg 1770-1796. Hos Kant, hvis kritiske idealisme gav filosofien et nyt udgangspunkt, undersøges mulighedsbetingelsen for den menneskelige erkendelse, erfaring og fornuft. Som følge af denne erkendelsesteori opstår en kløft mellem den subjektive bevidsthed og tingen i sig selv, som den senere ty. idealisme begyndende med J.G. Fichte forsøgte at overvinde. Reflexionens fuldkomne Modsætning ... praktisk Færdighed da. gengivelse af s. 73,8-31. Fremhævelsen skyldes Schaller. – causa sui: lat. 'årsag til sig selv'. – Færdighed: Schaller har 'Freiheit'. Men ogsaa denne ... aldrig skal fuldende sig excerpt af s. 74,11-16. Subjektet er altsaa ... uovervindelige Endelighed da. gengivelse af s. 75,26-35. Ogsaa Spinoza tilstaaer ... opløftende Magt da. gengivelse af s. 76,18-31. Schaller fremhæver 'Spinoza' og 'theoretische' foran 'Freiheit'. – Spinoza: Baruch Spinoza (1632-77), hollandsk-jødisk filosof. Hos Spinoza, hvis rationalistiske panteisme var en stor inspirationskilde for den ty. idealisme efter Kant, bliver forholdet ml. det tilgrundliggende væsen og enkeltvæsenerne el. enkelttingene betegnet som forholdet ml. substansen og dens modi, dvs. fremtrædelsesmåder. For Spinoza er det højeste trin af erkendelse en umiddelbar anskuen, der ser det enkelte som led i helheden; enkeltfænomenerne ses da 'sub specie æterni', lat. 'ud fra det eviges synspunkt'. – Eenfoldheed: Schaller har 'Einfachheit'. Substantsen er ... hidledes og begribes da. gengivelse af s. 77,16-26. – hidledes: Schaller har 'hergeleitet'. conditio sine qua non lat. 'betingelse uden hvilken ikke'; ufravigelig el. nødvendig betingelse. Først Guds personlige Immanens ... tilintetgjort da. gengivelse af s. 80,29 - 81,7. Gud refererer sig ... Mediation med sig selv da. gengivelse af s. 81,7-13. SK skriver 'Mediation' for Schallers 'Vermittelung' (). 6. Die Personlichkeit Christi overskrift for kap. 6, s. 85-106. Ortografisk afvigelse. Den almindelige Idee af Forsoning ... absolut Aand da. gengivelse af s. 85,8-16. Schaller har følgende fremhævelser: 'Das Wesen Gottes', 'Gottmensch' og 'absoluter Geist'. – Guds og Mskets Eenhed: Schaller har 'der geistige Einheit Gottes und des Menschen'. Hvorledes hænger det ... medieret ved den jødiske excerpt af s. 87,16 - 88,4. SK skriver 'medieret' for 'vermittelt' (). Fremhævelsen af den første sætning skyldes Schaller, af den anden SK. Schaller fremhæver også 'bedingt' og 'vermittelt'. Snarere kunde man sige ... tilbage i Begyndelsen excerpt af s. 88,27 - 89,11. Schaller fremhæver 'als Mittel'. – Χstd.: Schaller har 'die christliche Religion'. – teleologiske: formålsbestemte, som har et telos (endemål). p. 96. »Men naar ... Individualitætens Energie da. gengivelse af s. 96,12-23. Paa et enkelt Punkt ... Folke-Individualitæter excerpt af s. 97,16 - 98,9. Schaller har følgende udhævelser: 'an einem Punkte', 'ausgesprochen' og 'der geistigen Wirklichkeit des Bewußtseins'. – Tilvær: SKs gengivelse af 'Dasein'. Kirken udhæver ... det Gudd i Χsto excerpt af s. 99,18-19. det Msklige jf. s. 102,13-14. forkaster Sammenblandelsen ... Eenhed af Gud og Msk da. gengivelse af s. 103,12-14. Schaller har følgende fremhævelser: 'Vermischung' og 'die persönliche Einheit'. At een Person ... nyder sig selv excerpt af s. 104,8-14. Enhver Sammenligning ... dybere til at fremtræde excerpt af s. 105,28-38. Schaller har følgende fremhævelser: 'der Glaube' og 'christliche Leben'. – den blotte Erindring ... Nadveren: hentyder til den calvinske forståelse af nadveren som et måltid til erindring om Kristus modsat den lutherske opfattelse til ihukommelse af Kristus. 7. Die Geschichte Christi overskrift for kap. 7, s. 106-124. Vi have her at undersøge ... forkaste – Miraklerne excerpt af s. 108,8-20. Schaller fremhæver 'Wunder'. Underet er Foranledning til Tro excerpt af s. 109,28-29. Schaller fremhæver kun 'Veranlassung'. men ogsaa Foranledning til Tvivl jf. s. 110,31-33. Underet er et naturligt Moment ... i Sandhed chr: Tro excerpt af s. 108,21- 109,23. SK skriver 'Mediation' for 'Vermittelung' (). Altsaa den sig selv negerende ... det naturlige Livs Gang excerpt af s. 114,18-34. SK skriver 'umedieret' for 'unvermittelte' (). Fremhævelsen af 'enkelt' skyldes Schaller, som også fremhæver 'für sich'. Underet viser sig ... til Aabenbaring excerpt af s. 117,24 - 118,21. – Først efter Χsti Død ... den Hellig-Aand: hentyder til Joh 21,19-23, hvor det berettes, at Jesus efter sin opstandelse blæste ånde i disciplene og sagde: »Modtag Helligånden!« (v. 22). – aabnedes deres Øine: hentyder til Luk 24,13-32, hvor det berettes, at Jesus efter sin opstandelse slog følge med to disciple, der var på vej fra Jerusalem til Emmaus, og at han forblev en fremmed for dem, indtil han velsignede og brød brødet, da »åbnedes deres øjne, og de genkendte ham« (v. 31). Das Auchandersseinkönnen ... sinnlichen Geschehens citat fra Der historische Christus, s. 124,19-20. Med hensyn til muligheden for at adskille det faktiske, det uhistoriske og det mytiske i evangeliernes beretning om Jesus skriver Schaller: »Jedoch liegt es in der Natur der Sache, daß diese Untersuchung nur bis zu einem bestimmten Grade der Wahrscheinlichkeit geführt werden kann; denn das sinnliche Geschehen bleibt im Einzelnen – und auf dies Einzelne kommt es hier allein an – der Täuschung und eben darum auch dem Zweifel unterworfen, und kann sich als Aeußerlichkeit und endliche Bedingtheit auf verschiedene Weise gestalten; das Auchandersseinkönnen liegt geradezu im Begriffe des sinnlichen Geschehens«, s. 124,13-20. I ethvert Tilfælde ... bliver beviist da. gengivelse af s. 119,6-9. 8. Der Glaube ... und die Philosophie overskrift for kap. 8, s. 125-137. Vistnok har den Erkjendelses-Udvikling ... det aandelige Liv da. gengivelse af s. 135,23-35. Schaller har følgende fremhævelser: 'untergeordnet' (første gang ordet forekommer) og 'als solches'. Christliche Polemik ... 1838 Christliche Polemik. Von Dr. Karl Heinrich Sack, ordentlichem Professor der Theologie an der Universität zu Bonn, Mitgliede der historisch-theologischen Gesellschaft zu Leipzig. / Hamburg, bei Friedrich Perthes. 1838. Ktl. 756 (forkortet Christliche Polemik). Sack (1789-1875) hørte som tilhænger af F. Schleiermacher til den spekulative teologis kritikere. Selve titlen Christliche Polemik er også hentet fra Schleiermacher, som fx i sin Kurze Darstellung des Theologischen Studiums (1. udg., Berlin 1811, 2. udg., Berlin 1830) opdelte dogmatikken eller den filosofiske teologi i en apologetik og en polemik, hvor den sidste var en tilbagevisning af fejlagtige opfattelser af kristendommens væsen; Sack udgav da også en bog med titlen Christliche Apologetik (Hamborg 1829, ktl. 755). Christliche Polemik består af en fortale, en indledning og to dele; første del, 'Allgemeine Polemik' (s. 1-65), er inddelt i to kapitler, anden del, 'Besondere Polemik' (s. 65-364), er inddelt i fem afsnit, der hver består af to kapitler. Den er opbygget som mange af tidens lærebøger: Hver paragraf indledes med nogle linier, hvori paragraffens principielle tese angives; derefter følger en kortere eller længere begrundelse for den givne tese. På to passager nær er SKs excerpter en næsten ordret oversættelse til da. af samtlige paragrafteser i anden del af bogen om den specielle polemik, hvori de enkelte fejlopfattelser diskuteres og gendrives. I de følgende kommentarer henvises der til afsnit, kapitel og paragraf, undertiden også til side og linie i Christliche Polemik, uden at titlen hver gang anføres. Bogens indholdsfortegnelse bringes i . visse Skoleinddelinger se foregående kommentar. Indledningen s. 1-34. den Undersøgelse ... om Indifferentismus 'Vom Indifferentismus', s. 65-110, er 1. afsnit i 2. del, 'Besondere Polemik' (). Indifferentismens ... Mythologismus den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, § 3, s. 73. Naturalismus »Vom Naturalismus«, overskrift for kap. 1 i 2. dels 1. afsnit, s. 74. Den chrst: N: ... med det Naturlige den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 1, § 1, s. 74. – N: Naturalisme. – naturalistiske: Sack har 'antichristlichen'. N: begriber Χstd. ... Religion og Natur den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 1, § 2, s. 76. N: er indifferent ... som han udsendte den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 1, § 3, s. 81. – hans Anseelse som han udsendte: Sack har 'des Ansehns seiner Gesandten'. N: er indifferent ... Lære og Stiftelser den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 1, § 4, s. 89. Mythologismus »Vom Mythologismus«, overskrift for kap. 2 i 2. dels 1. afsnit, s. 100. M. er den Form ... det Guddommelige i Xstd. den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 2, § 1, s. 100. – M.: Mythologisme. Da i M. Guds Aabenbaring ... rigtigt erkjendes den indledende tese i 2. dels 1. afsnit, kap. 2, § 2, s. 106. Litteralismus »Vom Literalismus«, overskrift for 2. dels 2. afsnit, s. 111. L. er den Vildfarelse ... have denne selv den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, § 1, s. 111. – L.: Literalisme. Den historiske Udvikling ... ere forhaanden den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, § 2, s. 113. – ved en for ... gaaende Lunkenhed: Sack har 'durch eine demselben vorhergegangene Lauheit'. De to Hovedformer ... Orthodoxismus den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, § 3, s. 116. Ergismus »Vom Ergismus«, overskrift for kap. 1 i 2. dels 2. afsnit, s. 116. Es Væsen ... Middel til Salighed den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 1, § 1, s. 117. – Es: Ergismen. Troen er i E. ... Middel den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 1, § 2, s. 119. E. frembringer ... ikke fremgaae af Troen den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 1, § 3, s. 125. Orthodoxismus »Vom Orthodoxismus«, overskrift for kap. 2 i 2. dels 2. afsnit, s. 134. O. er den Form ... Evangeliets Hensigt den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 2, § 1, s. 134. – O.: Orthodoxisme. O. lader sig ... en ubeføiet Anseelse den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 2, § 2, s. 136. O. udvikler sig ... det Relative absolut den indledende tese i 2. dels 2. afsnit, kap. 2, § 3, s. 141. »Udtrykket ... med Verden forsonende excerpt af s. 145,25-30. umuligt kan det ansees ... hiint Udtryk excerpt af første del af note 2, s. 145f. – den evangelische Kirkenzeitung: Evangelische Kirchen-Zeitung, udg. af E.W. Hengstenberg, bd. 20, nr. 1-103, Berlin 1837; Sack henviser til nr. 20, dvs. artiklen »Geschichtliches aus der Versöhnungs- und Genugthuungslehre«, jf. især sp. 156. Spiritualismus »Vom Spiritualismus«, overskrift for 3. afsnit i 2. del, s. 162. S. er den Vildfarelse ... det guddommelige Ord den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, § 1, s. 162. – S.: Spiritualisme. Den historiske Fremtræden ... af Aanden den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, § 2, s. 165. Begge Hovedformer ... og Gnosticisme den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, § 3, s. 167. Rationalisme »Vom Razionalismus«, overskrift for kap. 1 i 2. dels 3. afsnit, s. 168. R. bestaaer i ... den chr: Religion den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 1, § 1, s. 168. – R.: Rationalisme. R. tager ikke ... egentlige Guds Ord den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 1, § 2, s. 178. – Guds Ord: (første forekomst) Sack har 'das Wort Christi'. Ved at nægte ... mellem Gud og Mskene den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 1, § 3, s. 199. R. berøver ... et moralsk Forbillede den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 1, § 4, s. 211. Forsoningens Objektivitæt ... for Sædeligheden excerpt af s. 228,2-9. R. undergraber ... det kirkelige Samfund den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 1, § 5, s. 244. Gnosticisme »Vom Gnostizismus«, overskrift for kap. 2 i 2. dels 3. afsnit, s. 249. G. er den Form ... Forening med Gud den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 2, § 1, s. 249. – G.: Gnosticisme. – Sigselvopløften: SKs gengivelse af 'Selbstüberhebung'. G. opstiller falskelig ... den speculative Viden den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 2, § 2, s. 258. Til Gnosticisme hører ... Livets Standpunkt excerpt af 2. dels 3. afsnit, kap. 2, § 2, s. 258-274. Fordi G. ikke erkjender ... Verdens Selvudvikling den indledende tese i 2. dels 3. afsnit, kap. 2, § 3, s. 275. Den Bemærkning Sack ... om Gnosticisme sigter formentlig til bemærkningen: »die Versöhnung im Gnostizismus kann lediglich Symbol sein, und zwar nicht derjenigen Absterbung, die jeder Gläubige an Christus in sich erfahren muß (dies Symbol ist vorhanden in der realen Versöhnung), sondern derjenigen, die jeder Mensch, insofern er Menschheit ist, wirklich durch den nothwendigen Prozeß der Geistesentwickelung in sich erfährt, wobei denn die logische und die psychologische und physiologische Seite der menschlichen Entwickelung an die Stelle jenes göttlichen Werks der Gnade vermittelst des Glaubens an den für uns gestorbenen sündlosen Mittler Jesus Christus gesetzt wird«, s. 278,6-16. Og videre lin. 19-25: »Denn die Machtthan dessen, der sich in seiner historischen Persönlichkeit als mit dem Vater Eins darstellt und ausspricht, sind dem Gnostizismus theils zuwider, theils erscheinen sie ihm unnütz für die religiöse Auffassung Christi, denn er haßt es, die konkrete Wirklichkeit des Wesens der Gottheit anzuerkennen nur in dieser Person, er will sie im Wesentlichen gleich für die ganze Menschheit haben.« denne Bog journalen KK. i Anledning af Schaller dvs. i anledning af Schallers bog Der historische Christus (), jf. SKs bemærkninger i KK:2, SKS 18, 330f. Separatisme »Vom Separatismus«, overskrift for 4. afsnit i 2. del, s. 282. S. bestaaer i ... levende Tro den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, § 1, s. 282. – S.: Separatisme. De to Hovedformer ... og Pietisme den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, § 2, s. 286. Mysticisme »Vom Mystizismus«, overskrift for kap. 1 i 2. dels 4. afsnit, s. 288. M. er Følelsen ... i Kirken den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 1, § 1, s. 288. – M.: Mysticisme. M. stiller ... ikke kan bestaae dermed den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 1, § 2, s. 292. M. har i sin ukirkelige ... det reent Msklige den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 1, § 3, s. 300. Pietisme »Vom Pietismus«, overskrift for kap. 2 i 2. dels 4. afsnit, s. 304. P. er Følelsen ... den chr. Kirke den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 2, § 1, s. 304. – P.: Pietisme. – medierede: SK skriver 'medierede' for 'vermittelten' (). P. anseer et bestemt Trin ... som Troen selv den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 2, § 2, s. 307. P. befordrer ... Aandsgaver i Kirken den indledende tese i 2. dels 4. afsnit, kap. 2, § 3, s. 312. – Aandsgaver: nådegaver, jf. fx 1 Kor 12, hvor Paulus skriver om åndens gaver. Theocratismus »Vom Theocratismus«, overskrift for 5. afsnit i 2. del, s. 317. T. er den Vildfarelse ... Aandslivet i Kirken den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, § 1, s. 317. – T.: Teokratisme. – Tilstædeværelse: SKs gengivelse af 'Dasein'. – Th.: Teokratisme. De to Hovedformer ... og Cæsareopapisme den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, § 2, s. 320. Hierarchismus »Vom Hierarchismus«, overskrift for kap. 1 i 2. dels 5. afsnit, s. 320. H. er den Opfattelse ... indskrænkende Lov den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 1, § 1, s. 320. – H.: Hierarkisme. H. lærer Gjentagelsen ... Offer paa Korset den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 1, § 2, s. 333. H. sammenblander gud. ... enkelte Gjerninger den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 1, § 3, s. 337. – gud.: guddommelige. – Skuffelse: bedrag, illusion; Sack har 'Wahn'. Cæsareopapisme »Vom Cäsareopapismus«, overskrift for kap. 2 i 2. dels 5. afsnit, s. 345. C. er den Vildfarelse ... foruroligende Maade den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 2, § 1, s. 345. – C.: Cæsareopapisme. C. undertrykker ... Kirkeforfatningen den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 2, § 2, s. 355. – det presbyterianske Element: lægfolkets el. menighedens deltagelse i styrelsen og ledelsen af kirkelige anliggender. C. lammer ... Cultus og Disciplin den indledende tese i 2. dels 5. afsnit, kap. 2, § 3, s. 360. Encyklopaedie der theologischen Wissenschaften ... Halle. 1831 Encyklopädie der theologischen Wissenschaften. Von Dr. Karl Rosenkranz, außerordentlichem Professor der Philosophie an der Universität Halle. / Halle, bei C. A. Schwetschke und Sohn. 1831. Ktl. 35 (forkortet Encyklopädie). Johann Karl Friedrich Rosenkranz (1805-79), ty. filosof, teolog og litterat, fra 1833 prof. i filosofi i Königsberg, havde studeret under Hegel i Berlin. Han regnes blandt højrehegelianerne og blev i samtiden især af venstrehegelianerne kritiseret for sin meget dogmatiske hegelianisme; men også højrehegelianerne kritiserede ham for afhængighed af Kants kritiske filosofi. I sin meget læste lærebog, Encyklopädie, begrunder han ud fra Hegel teologien som en spekulativ videnskab. Bogen består af tre hoveddele: 1. del om den spekulative teologi; her fremstilles den protestantiske kristendom som den absolutte, dvs. endelige religion, hvis indhold udvikles uafhængigt af den religiøse bevidstheds historiske udvikling. 2. del om den historiske teologi; her fremstilles de enkelte momenter i den religiøse bevidstheds udvikling frem til og med kristendommen. Og 3. del om den praktiske teologi; her vises, hvorledes kristendommen fremtræder som absolut religion. SKs excerpter består næsten udelukkende af oversættelser af udvalgte passager i Rosenkranz' bog og af nogle af dens del- og kapiteloverskrifter. I de følgende kommentarer henvises der til paragraf, side og linie i Encyklopädie, uden at titlen hver gang anføres. Bogens indholdsfortegnelse, der afspejler dens sindrige opbygning, bringes i . I Beviserne ... Tænken og Væren excerpt af § 5, s. 6-10. – det historiske: Som det historiske argument nævner Rosenkranz beviset 'e consensu gentium', dvs. bevis for Guds eksistens ud fra alle folkeslags enighed om, at der eksisterer en Gud. – a contingentia mundi: lat. 'ud fra verdens tilfældighed', dvs. bevis for Guds eksistens ud fra det eksisterendes tilfældighed; når det tilfældige eksisterer, må der være en grund til det, og denne grund må selv eksistere med nødvendighed. – det physikotheologiske: det samme som det teleologiske. – det teleologiske: dvs. det bevis for Guds eksistens, hvor der argumenteres ud fra naturprocessernes tilsyneladende planmæssige orden og formålsrettethed til eksistensen af en gud, der har indrettet verden således. – det praktiske: jf. det moralske gudsbevis hos Immanuel Kant, hvor der af praktiske grunde argumenteres ud fra moralitet og pligtfølelse til eksistensen af en gud, der lægger verden således til rette, at det moralske og pligtopfyldende menneske opnår udødelighed og lyksalighed. – det onthologiske: dvs. bevis for Guds eksistens ud fra begrebet om Gud som det mest fuldkomne væsen. Hvis Gud ikke eksisterer, ville der kunne tænkes et mere fuldkomment væsen, som udover de egenskaber, der tillægges Gud, også har egenskaben at eksistere. Men dette er selvmodsigende, da begrebet om Gud er begrebet om det mest fuldkomne væsen. Da det altså medfører en selvmodsigelse at hævde, at Gud ikke eksisterer, må han eksistere. § 7. Substants s. 12f. Guds Væren ... Væren er Substants excerpt af § 7, s. 12,28 - 13,1. p. 66. fl. Vi have seet ... det Onde excerpt af § 41, s. 66,13-23. Enten antager man ... ell. Modsætning excerpt af § 41, s. 66,31 - 67,11. Drift er et Væsens Bestemmelse ... tilbage til sig selv excerpt af § 42, s. 69,29-33. Begjær forholder sig ... det i og for sig Almindelige da. gengivelse af § 42, s. 70,15-23. SK skriver 'medieret' for 'vermittelt' (). Fremhævelsen skyldes Rosenkranz. Men Ligheden ... Subjekt er Lidenskab excerpt af § 42, s. 71,21-32. Rosenkranz fremhæver 'ausschließende Bestimmung'. – det opfyllende Individ: dvs. subjektet, når det er fyldt af eller rettet imod sit objekt; Rosenkranz har: »Für sich ist sich das Subject dann Nichts, sondern nur in seiner Einheit mit dem es erfüllenden Object.« Det Onde viser sig ... Salighed da. gengivelse af § 46, s. 76,25-28. – Tilværelse: SKs gengivelse af 'Dasein'. Det Ondes Tilintetgjørelsesproces ... Helliggjørelsen excerpt af § 47, s. 82,2-7. – Dogmatiken: Rosenkranz henviser her til § 30, som omhandler 'die Berufung,', 'die Bekehrung' og 'die Heiligung'. 2d Afdeling historisk Theologie »Zweiter Theil. Die historische Theologie«, deltitelblad for anden del af Encyklopädie, s. 101-325, som er inddelt i »Die biblische Theologie«, s. 103-175, og »Die historische Theologie«, s. 176-325. Ligesom den speculative Theologie ... Forandring af samme excerpt af § 55, s. 103,12-18. – i den anden: Rosenkranz har 'in ihrem zweiten oder ethischen'. Kanonik »Die Kanonik«, overskrift for 1. afsnit i 2. dels 1. afdeling (§ 57-60), s. 104. Kanonik er læren om den bibelske kanon. Kritik »Die Kritik«, overskrift for 2. afsnit i 2. dels 2. afdeling, § 61, s. 119. Kritik er læren om, hvordan man finder tilbage til de kanoniske skrifters oprindelige skikkelse, kildekritik. examinativ ... vindicativ lat. 'undersøgende' – 'fordømmende' – 'retfærdiggørende'. I § 61, s. 119-122, tillægges kritikken tre opgaver: 1. Den skal sammenholde tekster og finde varianter, dvs. være examinativ; 2. på baggrund af undersøgelsen af teksterne skal den udskille de uægte, dvs. være damnativ; og 3. påvise, hvilke tekster der er ægte, og som derfor med rette indgår i den bibelske kanon, dvs. være vindicativ. Exegetik »Die Exegetik«, overskrift for 3. afsnit i 2. dels 1. afdeling (§ 62-76), s. 122. Læren om eksegese el. fortolkning. Hermeneutik »Die Hermeneutik«, overskrift for § 63, der indgår i afsnittet »Die Exegetik«, s. 124. har at tage Hensyn til ... Forfatternes Individualitæt excerpt af § 63, s. 125,26-32, dog er parentesen, som er SKs, inspireret af Rosenkranz' bemærkninger s. 128-129. – Kilde for vor religieuse Kundskab: Rosenkranz har 'Zeugnisse der wahren Religion'. Overgangen fra Kritik ... Springet til denne bemærkning til § 62, s. 122,31 - 123,8. Exegese »Die Exegese«, overskrift for § 64, der indgår i afsnittet »Die Exegetik«, s. 131. Hermeneutiken kan ... 3) Commentar excerpt af § 64, s. 131,3-5; hele § 64, s. 131f., omhandler de tre punkter: 'die Uebersetzung', 'die Umschreibung' og 'der Commentar'. den bibelske Dogmatik »Die biblische Dogmatik«, overskrift for § 64, der indgår i afsnittet »Die Exegetik«, s. 132. Overgangen dannes ... aldeles forskjellig excerpt af § 65, s. 132,32 - 133,10. Den bibelske Dogmatik ... dogmatiske Bestemmelser »Die biblische Dogmatik«, s. 132-175, er opdelt i tre kapitler, kap. 1 (§ 66), »Die Dogmatik des Alten Testamentes«, s. 136-142, kap. 2 (§ 67), »Die Dogmatik der Apokryphen«, s. 142f., og kap. 3 (§ 68-76), »Die Dogmatik des Neuen Testamentes«, s. 143-175. Det gl. T.s Dogmatik se foregående kommentar. Gud fastholdes ... aabenbarer sig i Naturen referat af § 66, s. 137,4-6. Men denne Viden ... det Historiske referat af § 66, s. 138,19-23. i Apokrypherne ... med Godt referat af § 67, s. 142,14-24. d. N. T. . i Χsti Liv ... hans Livs-Concentration excerpt af § 70, »Die Geschichte Christi«, s. 150,29-35. Χsti Læreform ... den guddommelige Sandhed excerpt af § 72, »Christi Lehre und Wunder«, s. 154,13-26. – den paraboliske: i lignelser (parabler). Χsti Død har en tredobbelt ... som forsonende referat af § 73, »Christi Tod«, s. 165,16-25. den tilintetgjør ... over vort Væsen excerpt af § 73, »Christi Tod«, s. 167,17-25. SK skriver 'vicarierende' for 'stellvertretender' og 'medieret' for 'vermittelt' (). Rosenkranz fremhæver 'insofern' og 'einzig' (anden forekomst). – uden al Synd: jf. Hebr 4,15: »For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd«. Kirkehistorisk Theologie »Die kirchenhistorische Theologie«, overskrift for 2. afdeling af 2. del, »Die historische Theologie«, s. 176. I den chr. Religions Vorden ... og Videnskab referat af § 77, s. 176,11-15. Kirkens politiske Historie ... end viser sig referat af § 78, der indgår i afsnittet »Die politische Geschichte der Kirche«, s. 178,36 - 179,24. – Karl d. St.: Karl den Store, frankisk konge og rom. kejser (768-814, kejser fra 800). – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, reformator. Den græsk-østerlandske K. »Die Geschichte der Griechisch-Morgenländischen Kirche«, overskrift for »Erste Epoche« (§ 79-81), s. 179. 1) Først kjæmper den ... den romerske Stat »a) Kampf der Christlichen Kirche um ihre Anerkennung vom Römischen Staat«, overskrift for § 79, s. 179. 2) Deler den sig ... og Heterodoxie »b) Entzweiung der Kirche in sich selbst durch den Gegensatz der Orthodoxie und Heterodoxie«, overskrift for § 80, s. 181. 3) Identitæten af ... og det Politiske »c) Identität des Politischen und Kirchlichen«, overskrift for § 81, s. 183. Justinian Justinianus I, byzantinsk kejser (482-565, kejser fra 527); jf. s. 185. Den latinske Kirke »Die Geschichte der Römisch-Abendländischen Kirche«, overskrift for »Zweite Epoche« (§ 82-91), s. 186. 1) Kamp om Hegemoniet i Kirken »a) Kampf der Römischen Kirche um die Hegemonie in der Kirche«, overskrift for § 83, s. 187. 2) Kamp med det tydske Rige »b) Die Entzweiung der Römischen Kirche mit den Germanischen Staaten«, overskrift for § 84, s. 194. 3) Strid i Hierarchiet selv »c) Die Entzweiung der Hierarchie mit sich selbst«, overskrift for § 88, s. 202. Den romerske K: skildres ... den apostoliske SKs bemærkninger til § 83, s. 187-194. Beskrivelsen er i overensstemmelse med Rosenkranz. – Carl d. Sts Gave: jf. s. 191, hvor Rosenkranz om kirkens »Erwerbung eines eigenthümlichen Grundbesitzes« skriver følgende: »Dieser wurde ihm durch die Fränkischen Könige zu Theil, denen es sich auf vielfache Weise gefällig gezeigt hatte. Die Krönung Karls des Großen machte den Schluß dieses Verhältnisses aus, indem sie den Römischen Bischof wirklich als Papst, d.h. als derjenigen Bischof setzte, der der alleinige Statthalter Christi auf Erden sei und durch dessen Weihe die Fürsten als die Advocaten der Kirche ihre höchste Berechtigung erhielten.« Om Karl den Store, . – ikke blot den ene ... og hellige: jf. tredje led i Den apostolske Trosbekendelse: »Vi tror på (...) én hellig, almindelig kirke«. 2.) Kampen med det tydske Rige . a) det abstrakte ... den canoniske Ret hentyder til § 85, »α) Das Kanonische Recht«, s. 194-197. b) Investiturstriden »β) Der Kampf um die Investitur«, overskrift for § 86, s. 197. Investiturstriden betegner striden (1075-1123) mellem kirken og den verdslige myndighed om retten til at udnævne biskopper. c) Korstogene som Hierarchiets Triumph »γ) Das Uebergewicht der Hierarchie über den Staat«, overskrift for § 87, s. 200-202. – Korstogene: europæiske ridderhæres forsøg i det 11.-14. årh. på med magt at erobre Det hellige Land, ikke mindst Jerusalem, fra muhamedanerne. b.) Investiturstriden ... utilladelig Simonie ; referat af § 86, s. 197-200. – Gregorius VII: el. Gregor VII, pave (1073-85). – Simonie: køb og salg af kirkelige embeder el. verdslig indblanding i besættelse af gejstlige embeder; betegnelsen er afledt af Simon, navn på en troldmand, der forsøgte at tilkøbe sig apostlenes kraft til at helbrede ved håndspålæggelse, jf ApG 8,9-25. 3) Hierarchiet i Strid med sig selv »c. Die Entzweiung der Hierarchie mit sich selbst«, overskrift for § 88, s. 202. a) Tiggermunkene »α) Die Bettelmönche«, overskrift for § 89, s. 203. b) Schismaet »β) Das Schisma«, overskrift for § 90, s. 206. Schismaet betegner perioden o. 1300 med paver og modpaver. c) Synodernes Overvægt »γ) Auflösung der unbedingten päpstlichen Autorität durch die allgemeinen Kirchenversammlungen«, overskrift for § 91, s. 207. a) Tiggermunkene ... ved Flugt og Død ; excerpt af § 89, s. 203,18 - 204,4. sætter det Endelige ... til Moment excerpt af § 89, »Die Bettelmönche«, s. 203,28 - 204,4. Den protestantiske Kirke »Die Geschichte der Protestantischen Kirche«, overskrift for »Dritte Epoche« (§ 92-95), s. 209. De nærmere Bestemmelser ... uenige Elementer excerpt af § 92, s. 211,32 - 212,3. Efter 30aarskrigen ... fordum til den catholske excerpt af § 94, s. 216,3-5. – 30aarskrigen: europæisk storkrig, som især udkæmpedes i Tyskland og Østrig 1618-48. hvad R. bemærker ... Reenhed excerpt af § 95, s. 220,16-23. – R.: Rosenkranz. – Qvækere: el. The Society of Friends, kristent, asketisk trossamfund, stiftet o. 1650 i England. – Methodister: kristent trossamfund, stiftet 1729 som en pietistisk vækkelsesbevægelse inden for den anglikanske statskirke. – Hernhutere: egl. Herrnhutere, kristent trossamfund, stiftet i 1727 som en pietistisk vækkelsesbevægelse i Tyskland, kendt i Danmark som Brødremenigheden. Kirkelig Archæologie »Die kirchliche Archäologie«, overskrift for 2. afsnit i 2. afdeling af 2. del, »Die historische Theologie«, s. 221. I den græske Kirke ... og sidste Form da. gengivelse af § 96, s. 223,13-21. Rosenkranz tilføjer: »diese ist das Element des Protestantismus«. siger R. ... Skjønhedens Idee excerpt af § 101, s. 231,4-9. Den parentetiske tilføjelse skyldes SK. – R.: Rosenkranz. Saaledes var den hele Cultus ... og inderlig da. gengivelse af § 102, s. 234,24-27. 3die Epoke den ideelle Objektivitæt »III. Die Epoche der ideellen Objectivität«, overskrift for § 105-108, s. 240. De foregående to epoker var »I. Die Epoche des substantiellen Gefühls«, s. 223, og »II. Die Epoche der reinen Objectivität«, s. 230. Den græske K. ... er ikke Visheden da. gengivelse af § 105, s. 240,21-33. – reen Objektivitæt: Rosenkranz har 'reinen Objectivität der Kunst'. – K.: Kirke. – Χ.: Kristus. – Jfr. Maria: Jomfru Maria. Kirkens dogmatiske Historie »Die dogmatische Geschichte der Kirche«, overskrift for 3. afsnit i 2. afdeling af 2. del, »Die historische Theologie«, s. 246. Den analytiske ... systematiske Erkjenden jf. § 109, s. 249f., hvor Rosenkranz bestemmer den gr. dogmatik som analytisk, den rom. som syntetisk og den protestantiske som systematisk erkendelse. Analysen mangler ... Begrebets Subjektivitæt da. gengivelse af § 109, s. 250,1-4. A. Den analytiske Erkiendelses Periode »Erstes Capitel. Die Periode der analytischen Erkenntniß«, overskrift for § 110-121, s. 250. a) Overvindelsen ... Verdens-Anskuelse »a) Die Ueberwindung der Orientalischen Weltanschauung«, overskrift for § 111, der hører til underafsnittet »Die Trinität«, s. 251. Den usande Abstraktion ... skabt Aand excerpt af § 111, s. 252,22-36. SK skriver 'Mediation' for 'Vermittelung' (). – ebionitiske og doketiske opfattelser af Xstd.: Ebioniterne var en oldkirkelig jøde-kristen sekt, der benægtede Kristi guddommelige natur og anså ham for en profet. Doketerne var ligeledes en oldkirkelig sekt, der benægtede Kristi menneskelige natur og anså hans menneskelegeme for et skinlegeme. – Gnosticismen: fællesbetegnelse for en lang række eklektiske, ofte dualistiske kristne og jøde-kristne sekter i de første årh. e.Kr. Gnostikerne lagde vægt på religiøse oplevelser, der afslørede den skjulte viden (gnosis), som kunne frelse mennesket. Allerede i det 2. årh. e.Kr. stemplede Irenæus og Tertullian gnostikerne som kættere. At Manichæismen ... concret Bestemmethed excerpt af § 111, s. 258,16-26. – Manichæismen: synkretistisk sekt, der er stiftet af perseren Mani (o. 216-76), og som har optaget i sig elementer fra de gamle persiske og babyloniske religioner, fra kristendommen og buddhismen samt fra gnosticismen. Manikæismen, der er stærkt dualistisk i sit syn på verden og mennesket samt asketisk i sin etik, bredte sig hurtigt, så der o. 300 fandtes manikæere fra Indien til Middelhavslandene. 1. Trinitæt »I. Die Trinität«, overskrift for første underafsnit (§ 111-113) af »Die Periode der analytischen Erkenntniß«, s. 251. b.) Overvindelse ... Verdens-Anskuelse »b) Die Ueberwindung der Hellenischen Weltanschauung«, overskrift for § 112, der hører til underafsnittet »Die Trinität«, s. 258. c). Det nicænske Symbolum »c) Das Nicänische Symbolum«, overskrift for § 113, s. 263. Den nikænske Trosbekendelse blev vedtaget på synoden i Nikæa i 325. a) Nestorianisme »a) Der Nestorianismus«, overskrift for § 115, der hører til underafsnittet »Das Verhältniß der göttlichen und menschlichen Natur«, s. 268. Nestorianerne var en gr. kristen sekt, som antog, at Kristus både besidder en menneskelig og en guddommelig natur, men kun én vilje. b.) Monophysitisme »b. Der Monophysitismus«, overskrift for § 116, der hører til underafsnittet »Das Verhältniß der göttlichen und menschlichen Natur«, s. 269. Monofysitterne var en gr. kristen sekt, som kun tilskrev Kristus én natur, den guddommelige. c) Synoden til Chalcedon »c) Die Synode von Chalcedon«, overskrift for § 117, der hører til underafsnittet »Das Verhältniß der göttlichen und menschlichen Natur«, s. 269. Synoden i Kalkedon i 451 fordømte både nestorianismen og monofysitismen. a) Augustinus »a. Augustinus«, overskrift for § 119, der hører under afsnittet »Die Freiheit Gottes und die des Menschen«, s. 273. Aurelius Augustin(us) (354-430), retoriker, filosof og teolog, f. i Nordafrika, siden 383 virksom i Italien, biskop i Hippo i Nordafrika fra 395; en af de fire romersk-katolske kirkefædre. Med Augustin blev forestillingen om arvesynd gjort til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Fra 411 og til sin død gjorde Augustin alt for at bekæmpe den pelagianske lære (se følgende kommentar). b) Pelagius »b) Pelagius«, overskrift for § 120, der hører til underafsnittet »Die Freiheit Gottes und die des Menschen«, s. 275. Pelagius, af britisk herkomst, virkede o. 400 som asketisk vækkelsesprædikant i Rom, hvorfra han o. 410 drog til Afrika, men snart derefter til Palæstina, hvor han i 418 forsvandt ud af historien. Pelagius benægtede læren om arvesynden og hævdede viljens frihed til at leve et syndfrit liv efter Guds vilje, og han opfattede synd som en handling og ikke som en tilstand; ethvert menneske fødes lige så godt og ufordærvet som det menneske, Gud oprindeligt skabte. Pelagius' lære blev fordømt af to nordafrikanske synoder i 416 og 418 på Augustins foranledning og endeligt af synoden i Efesos i 431. c) Semipelagianisme »c) Der Semipelagianismus«, overskrift for § 121, der hører til underafsnittet »Die Freiheit Gottes und die des Menschen«, s. 275. Semipelagianismen, som især skyldtes munken Johannes Cassianus (død o. 435), hævdede, at Gud tilbød alle mennesker sin frelsende nåde, men at de i kraft af deres frie vilje havde mulighed for at afvise den. B. Den synthetiske Erkjendelses Periode »Zweites Capitel. Die Periode der synthetischen Erkenntniß«, overskrift for § 122-131, s. 277. Striden om Tillæget ... Substantialitæt som saadan excerpt af § 123, der hører til underafsnittet »Der Begriff der theologischen Wissenschaft«, s. 279,6-24. – filioque: lat. 'og fra sønnen'. I Den nikænske Trosbekendelse siges det, at helligånden »udgår fra Faderen og Sønnen« (»ex patre filioque«). Den gr. kirke afviste denne senere tilføjelse. a) Vesterlandets Offertheorie »a) Die Opfertheorie des Abendmahles«, overskrift for § 124, der hører til underafsnittet »Der Begriff der theologischen Wissenschaft«, s. 280. b) Tro og Viden »b) Glauben und Wissen«, overskrift for § 125, der hører til underafsnittet »Der Begriff der theologischen Wissenschaft«, s. 282. En Munk Gaunilo ... dens egen Virksomhed excerpt af § 125, s. 285,3-14. Rosenkranz fremhæver 'nur gedachtes'. – Gaunilo fra Marmoutier: fr. benediktinermunk (11. årh.) fra klostret i Marmoutier nær Tours. Gaunilo kritiserede Anselm fra Canterburys (1033-1109) ontologiske gudsbevis umiddelbart efter, at Anselm havde fremsat det. c) Begrebet »c) Der Begriff«, overskrift for § 126, der hører til underafsnittet »Der Begriff der theologischen Wissenschaft«, s. 286. Nominalister og Realister jf. § 126, s. 286,11-12. Nominalisterne hævdede, at almene ord som fx 'menneske' kun er navn for fælles træk ved en række enkeltgenstande, hvorimod realisterne hævdede, at almene ord står for almenbegreber, som eksisterer uafhængigt såvel af bevidstheden som af eksistensen af enkeltgenstande. a) Magister Sententiarum »a) Der Magister Sententiarum«, overskrift for § 128, der hører til underafsnittet »Die kirchliche Dogmatik«, s. 288. Lat. 'Sentensernes Læremester', tilnavn til Petrus Lombardus, Peter fra (Novara i) Lombardiet (o. 1100 - o. 1160), hvis hovedværk er Libri IV sententiarum. b) Islam og den aristoteliske Philosophie »b. Der Islam und die Aristotelische Philosophie«, overskrift for § 129, der hører til underafsnittet »Die kirchliche Dogmatik«, s. 289. c) Thomister og Scotister »c) Die Schulen der Thomisten und Scotisten«, overskrift for § 130, der hører til underafsnittet »Die kirchliche Dogmatik«, s. 290. Tilhængere af Thomas Aquinas (1225-74) hhv. Johannes Duns Scotus (o. 1270-1308). Netop de skarpe metaphysiske ... og Responsioner excerpt af § 129, s. 290,7-20. – quod libet: lat. 'hvad man har lyst til', 'hvad som helst', betegnede i middelalderen en universitetsdisputats med 'selvvalgt emne'. – Qvæstioner: spørgsmål. – Responsioner: svar. 2. Forholdet mellem ... msklige Natur »II. Das Verhältniß der göttlichen und menschlichen Natur«, overskrift for andet underafsnit (§ 114-117) af »Die Periode der analytischen Erkenntniß«, s. 266. 3. Guds og Mskets Frihed »III. Die Freiheit Gottes und die des Menschen«, overskrift for tredje underafsnit (§ 118-121) af »Die Periode der analytischen Erkenntniß«, s. 270. 1. Begrebet af en theologisk Videnskab »I. Der Begriff der theologischen Wissenschaft«, overskrift for første underafsnit (§ 123-126) af »Die Periode der syntetischen Erkenntniß«, s. 278. 2. Kirkelig Dogmatik »II. Die kirchliche Dogmatik«, overskrift for andet underafsnit (§ 127-129) af »Die Periode der syntetischen Erkenntniß«, s. 288. C. Den systematiske Erkiendelses Periode »Drittes Capitel. Die Periode der systematischen Erkenntniß«, overskrift for § 132-137, s. 296. Den Gang, som Theologien ... fra Philosophiens Side excerpt af § 132, s. 296,24 - 297,7. Rosenkranz fremhæver 'positiver Bestimmtheit', 'negative Richtung' og 'Versöhnung'. – de symbolske Bøger: bekendelsesskrifterne. a) Katholicismen »a) Der Katholicismus«, overskrift for § 133, der hører til underafsnittet »Das Princip der symbolischen Orthodoxie«, s. 297. b) Protestantismens symbolske Bøger »b) Die symbolischen Bücher des Protestantismus«, overskrift for § 134, der hører til underafsnittet »Das Princip der symbolischen Orthodoxie«, s. 301. c) Supranaturalisme »c) Der Supranaturalismus«, overskrift for § 135, der hører til underafsnittet »Das Princip der symbolischen Orthodoxie«, s. 302. Supranaturalismen betragter troen på åbenbaringen som religionens kilde. Den protestantiske Theologie ... den formelle Logik da. gengivelse af § 135, s. 303,2-5. Rosenkranz fremhæver 'kleiner Controversen'. Den praktiske Theologie »Dritter Theil. Die praktische Theologie«, deltitelblad for tredje del af Encyklopädie, s. 327-370, som er inddelt i »Der Kirchendienst« (§ 139-142), s. 330-354, og »Der Kirchenregiment« (§ 143-146), s. 355-370. Den speculative Theol. ... virkeliggjøre sig i Phænomenet da. gengivelse af § 139, s. 330,7-13. Rosenkranz fremhæver 'der Idee' (anden forekomst) og 'in der Erscheinung'. – hist: Th: historiske teologi. 3. De kirkelige Dogmers Strid med sig selv »III. Die Entzweiung der kirchlichen Dogmatik mit sich selbst«, overskrift for tredje underafsnit (§ 131) af »Die Periode der syntetischen Erkenntniß«, s. 292. 1. Den symbolske Orthodoxie »I. Das Princip der symbolischen Orthodoxie«, overskrift for første underafsnit (§ 133-135) af »Die Periode der systematischen Erkenntniß«, s. 297. 2. Den subjektive Tro og Vantros Princip »II. Das Princip des subjectiven Glaubens und Unglaubens«, overskrift for andet underafsnit (§ 136) af »Die Periode der systematischen Erkenntniß«, s. 304. 3. Den speculative Theologies Idee »III. Die Idee der speculativen Theologie«, overskrift for tredje underafsnit (§ 137) af »Die Periode der systematischen Erkenntniß«, s. 322. Kirketjeneste . a) Katechetik »Die Katechetik«, overskrift for § 140, første afsnit af »Der Kirchendienst«, s. 331. Kateketik er læren om katekismusundervisning ved spørgsmål og svar. b) Liturgik »Die Liturgik«, overskrift for § 141, andet afsnit af »Der Kirchendienst«, s. 336. Liturgik er læren om gudstjenestens forløb og indretning. c) Homiletik »Die Homiletik«, overskrift for § 142, tredje afsnit af »Der Kirchendienst«, s. 343. Homiletik er læren om at prædike. Kirkeregimente . Kirketjenesten er ... det aandelige Liv for Dagen da. gengivelse af § 143, s. 355,5-12. a) symbolsk Theologie »Die symbolische Theologie«, overskrift for § 144, første afsnit af »Das Kirchenregiment«, s. 357. Læren om kirkens trosbekendelser og bekendelsesskrifter. b) Kirkeret »Das Kirchenrecht«, overskrift for § 145, andet afsnit af »Das Kirchenregiment«, s. 359. c) Theologie »Die Theologie«, overskrift for § 146, tredje afsnit af »Das Kirchenregiment«, s. 364. Athanasius ... Mainz 1827 Athanasius der Grosse und die Kirche seiner Zeit, besonders im Kampfe mit dem Arianismus. In sechs Büchern. Von Joh. Adam Möhler, ausserordentlichem Professor der kath. theolog. Facultät an der Universität zu Tübingen. / Mainz, 1827. Ktl. 635-636 (forkortet Athanasius der Grosse). Johann Adam Möhler (1796-1838), ty. katolsk teolog, fra 1826 prof. ved det katolske, teologiske fakultet i Tübingen, fra 1835 teologisk prof. i München og fra 1838 domdekan i Würzburg, var en af det 19. årh.s mest fremtrædende ty., katolske teologer, og hans bog om Athanasius, som blev studeret både af katolske og af protestantiske teologer, er et af det 19. årh.s væsentligste dogmehistoriske bidrag til kristologien. Værket består af to dele, hver indeholdende tre bøger, som hverken er inddelt i kapitler eller paragraffer; hver del er fortløbende pagineret for sig. Værket indledes med en indholdsoversigt, hvori hver bogs indhold er angivet med et antal stikord; denne indholdsoversigt bringes i . I de følgende kommentarer bliver der henvist til del, bog og side, uden at titlen Athanasius der Grosse hver gang anføres. Til grund for kommenteringen er lagt SKs eget eksemplar af værket, der findes på Sorø Akademis bibliotek, og som har en række blyantsmarkeringer i marginen, især lodrette streger. – Athanasius der grosse: Athanasius el. Athanasios den Store (o. 297-373), gr. biskop og kirkefader, ofte kaldt 'ortodoksiens fader'. I sin tids mange kristologiske diskussioner om forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden hævdede Athanasios med stor styrke, at Sønnen er af samme væsen (ὁμοούσιος, homooúsios) som Faderen. – Arianismus: Arianerne var tilhængere af Arius el. Arios (død 336), som i 312 blev valgt til menighedsforstander (presbyter) ved en af hovedkirkerne i Alexandria. I den teologiske diskussion om forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden hævdede Arios, at kun Faderen er evig, og at Faderen før tidens begyndelse havde skabt Sønnen af intet; Sønnen har derfor ikke del i Faderens væsen (ὑπόστασις, hypóstasis). Forinden han gaaer ... d. Hellig-Aand jf. 1. del, 1. bog, »Der Glaube der Kirche der drei ersten Jahrhunderte in Betreff der Trinität, der Person des Erlösers, und der Erlösung«, s. 1-56. opstiller derpaa som constant Lære ... gudd. Person da. gengivelse af 1. del, 1. bog, s. 56,8-17. – i Tidens Fylde: jf. Gal 4,4: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven«. Men han bemærker ... disse Ideer excerpt af 1. del, 1. bog, s. 56,18-24. Derpaa afhandler han ... endelige Fornuft referat af 1. del, 1. bog, s. 58,21 - 69,19, især s. 58,21 - 59,22. I SKs eksemplar af Athanasius der Grosse er der et krydslignende mærke i marginen ud for s. 58,21-22. – en fornuftig Sjæl: Möhler har 'eine sinnliche Seele (ψυχην)'. – Clemens: el. Klemens, Roms biskop o. 100. Möhler refererer til Første Klemensbrev (til Korintherne), som hører til skriftgruppen De apostolske Fædre. – λογος: gr. (lógos) ord, begreb, princip; brugt om Kristus i Joh 1,1-14. – siger til Peter ... ikke aabenbaret Dig: sigter til Matt 16,17. – Din egen endelige Fornuft: Möhler bruger ikke udtrykket, men taler om 'die geistigen Kräfte des Menschen', når det er overladt til sig selv uden hjælp fra åbenbaringen. Vranglærernes Anskuelse ... Eenhed i Væsen referat af 1. del, 1. bog, s. 69,20 - 84,3. – Χ.: Kristus. – ebionitisk: svarende til ebioniternes anskuelser (). – Gnostikerne: . – Demiurg: verdensskaber el. verdensordner; inden for flere gnostiske retninger var verdenskaberen et væsen underordnet guddommen. – Sabellianismen ... Hyperkatholicisme: citat fra 1. del, 1. bog, s. 71,3-4. Sabellianerne var tilhængere af menighedsforstanderen Sabellius (3. årh.) fra Pentapolis, der hævdede, at Faderen, Sønnen og Helligånden betegner tre fremtrædelsesformer for en og samme person. Når Möhler betegner denne opfattelse som hyperkatolicisme, skyldes det, at den if. hans opfattelse er en for ekstrem tolkning af læren om treenigheden. – Tertullian: . Tertullian førte en indgående kamp mod gnostikerne. – Praxeas: kristen martyr (o. 200), som lærte, at det var Faderen selv, der blev født som Kristus og led døden på korset. I et skrift mod ham tilbageviste Tertullian hans lære. – Klæren: Kirkelæren (dogmatikken). – Lys af Lys: jf. 2. led i Den nikænske Trosbekendelse, hvor det om Kristus hedder, at han er »Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud«. Udtrykket ποιημα ... hans Orthodoxie excerpt 1. del, 1. bog, s. 107,14-32. SK har markeret lin. 14-19 med en lodret streg i marginen. – ποιημα: gr. (poíēma) 'det skabte'. – Dionysius Alex: Dionysius Alexandrinus, dvs. Dionysios fra Alexandria (død o. 265), elev af Origenes, fulgte denne som leder af kateketskolen i Alexandria i 232 el. 233, fra 247 el. 248 biskop i Alexandria. Ved at betegne Kristus som 'skabt' synes han at have benægtet Sønnens væsensenhed med Faderen, jf. 1. del, 1. bog, s. 109,5-9, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. – Dionys. Romanus: Dionysius Romanus, biskop i Rom 259-68. En meget vidtløftig Udvikling ... Continuerlighed bemærkning til Athanasius, 1. del, 3. bog, »Das Concilium von Nicäa. Vertheidigung desselben durch Athanasius«, s. 246-297. p. 297. begynder Udviklingen ... bekjendte Afhandling Udviklingen af læren om Helligånden påbegyndes 1. del, 3. bog, s. 297,30, og strækker sig til s. 322; SK har markeret s. 297,30-33 med en lodret streg i marginen. Schleiermachers afhandling introduceres s. 305. – Sabellius: . – Schleiermachers bekjendte Afhandling: F. Schleiermacher Ueber den Gegensatz zwischen der Sabellianischen und der Athanasianischen Vorstellung von der Trinität i Theologische Zeitschrift, udg. af F. Schleiermacher, W.M.L. de Wette og Fr. Lücke, 3. hefte, Berlin 1822, s. 295-408. – Schleiermacher: Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher (1768-1834), ty. teolog, religionsfilosof og klassisk filolog, blev 1796 præst i Berlin, fra 1804 ekstraordinær prof. i Halle og fra 1810 prof. i teologi i Berlin. Schl. mener ... den kirkelige Theorie er transcendent referat af 1. del, 3. bog, s. 305,29 - 307,4. SK har markeret s. 306,27 - 307,4, med en lodret streg i marginen. – Alex: Alexandria, dvs. den alexandrinske skole, hvis hovedskikkelse var Origenes (185-254). – den kirkelige Theori: den kirkelige lære om treenigheden. Forholdet mell. Arianisme ... Forhold til Verden da. gengivelse af 1. del, 3. bog, s. 313,11-16. – Arianisme: . – Sabellianisme: . Sabell. kan ikke ... Guddommen i Kirken da. gengivelse af 1. del, 3. bog, s. 313,22-29, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. Möhler fremhæver 'nur'. – Sabell.: Sabellianismen (). Sabellius antager ... dens Aabenbarelse forskjellig da. gengivelse af 1. del, 3. bog, s. 315,20-36, som SK har markeret med en lodret klamme i marginen. Möhler fremhæver 'Johannes sagt: derselbe', 'offenbarende Gottheit' og 'die Offenbarung'. – Sab: Sabellius (). – Logos: . – Johannes siger: hentyder til Joh 1,3 og fx Joh 3,16ff. Sønnen og den Hellig-Aand ... aandelige Kraft« referat af 1. del, 3. bog, s. 316,1 - 319,22. – den mindste ... større end dem: hentyder til Matt 11,11, hvor Jesus siger: »Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.« – Specificum: særegenhed. – Aanden virksom ... Χsti Daab: hentyder til beretningen om Jesu dåb, Matt 11,11, hvor det fortælles, at Jesus steg op af vandet, da han var døbt, »og se, himlen åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig«. – Kfædrene: Kirkefædrene. – siger Schl.: Schleiermacher citeres s. 318,12-14, for at skrive i den tidligere omtalte afhandling, s. 381: »nur im Ganzen ist der Geist, denn da der Geist eben die Gottheit ist, so müßte jeder Christ ein Christus wäre«. Der er dog ikke tale om et citat fra Schleiermachers afhandling, men snarere om et excerpt. Nederst side 381 skriver Schleiermacher: »Daß der h. Geist nur in den Gläubigen wirksam sei, gab die andere Seite der Theologen auch zu; aber Sabellius konnte sich den Geist nicht in den Einzelnen als solchen denken, sonst hätte er sich ihn vielfältig denken müssen, und da die Gottheit dieselben war in allen Gliedern der Dreiheit, so wäre dann jeder Einzelnen ein Christus gewesen.« Men saaledes fremtræder jo ... bliver da Kirken referat af 1. del, 3. bog, s. 320,20 - 322,4. – Sab: Sabellius (). Men afseet fra disse Evoloutioner ... ikke som Monas excerpt af 1. del, 3. bog, s. 322,4-17, som SK har mærket med en lodret klamme i marginen. Parentesen er SKs bemærkninger til stedet. – Monas: enhed. – Gregorius Nanzia: Gregorius Nazianzus, dvs. Gregor af Nazianz, gr. kirkefader (død o. 394). – αϑεια: gr. (atheía) 'ateisme', gudløshed. – πολυϑεια: gr. (polytheía) 'polyteisme', flerguderi. 2det Bind »II. Theil. IV-VI. Buch«, svarende til bd. 2 i SKs eget eksemplar. Man seer heraf ... Eusebius til Arius referat af 2. del, 4. bog, s. 22-44. – Marcellus af Ancyras: Marcellus (4. årh.), biskop i Ankyra. – Eusebius af Cæsarea: Eusebios (o. 270-340), biskop i Cæsarea. Eusebios' kendteste værk er hans kirkehistorie i 10 bind; det er heri, han angriber Marcellus. – p. 44: 2. del, 4. bog, s. 44,15-17, som SK har understreget med blyant. Möhler har fremhævet 'wie er vor dem Falle war'. – Biskop Potamon ... Tyrus: excerpt af s. 36,27-30. Potam(m)on (død 341 el. 345), biskop i Herakleia i Egypten, deltog i synoden i Tyros som en ivrig forsvarer for Athanasios. Synoden i Tyros fandt sted o. 335 og spillede en vigtig rolle i den arianske strid; her blev Athanasios dømt til sin første landflygtighed. – Eus: Eusebius. – Logos (...) λογος: . Jf. s. 27f. – Sabell: Sabellianisme (). – en Frygt ... laae Hedningerne kun altfor nær: excerpt af s. 34,15-19. – ariansk (...) Arius: . – Hypostaser: jf. s. 30ff. 'Hypostase' el. 'hypostasis' benyttes her i betydningen 'væsen' (οὐσία, ousía), jf. s. 32. Den orientalske treenighedslære hævdede tre selvstændige 'hypostaser' i treenigheden, dvs. tre personer med hver sit væsen, således at Sønnen er underordnet Faderen; dette benægtede Arios, for hvem der kun er tale om én 'hypostase', nemlig Faderens (). – υἱοπατωϱ: gr. (hyiopátōr) 'enhed af søn og fader', jf. s. 30, hvor Möhler gengiver udtrykket med 'Sohnvater'. Fra p. 165 af ... Trinitæten i 12 Bøger jf. 2. del, 5. bog, s. 165-202. – Hilarius: Hilarius (o. 300-67), biskop i Poitiers, en af vestkirkens betydelige skikkelser; hans hovedværk er De trinitate (Om treenigheden). Sammen med Athanasios spillede han en forsonende rolle ved afslutningen af den arianske strid og en formidlende rolle mellem øst- og vestkirken. hvad Kong Pyrrhus sagde ... Lapidar-Tanker If. den gr. historiker Plutarks biografi »Pyrrhus«, kap. 19, skal kong Pyrrhus' gesandt Kineas have aflagt følgende beretning: »det romerske Senat var forekommet ham som en talrig Forsamling af lutter Konger«, jf. Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 4, s. 95. – Lapidar-Tanker: korte, afbrudte og fyndigt formulerede tanker. Point de Vüe-Maaler ... Dogmatik dvs. Point de Vue-Maaler, målestok for, ud fra hvilket synspunkt en spekulativ dogmatik er udformet. p. 262 fl. den apollinaristiske ... Luthers Ubiquitæts Lære referat og excerpter af 2. del, 6. bog, s. 262-271. – den apollinaristiske Strid: Apollinaris (død o. 390), biskop i Laodikæa i Syrien, hævdede Kristi væsensenhed med Faderen og afviste, at Kristus skulle have en menneskelig sjæl, dvs. Kristus havde kun forbundet sig med dele af den normale menneskenatur (med 'kødet'). Opfattelsen blev forkastet som kættersk på kirkemødet i Konstantinopel 381. – Julian: (331-63), rom. kejser 361-63, forlod kristendommen og stillede sig mere og mere fjendsk over for den, søgte med lov at holde kristne lærere borte fra retorskolerne. – Arianisme: . – Χ.: Kristus. – En dobbelt Anskuelse ... et Legeme med fra Himlen: excerpt af s. 264,27 - 265,1, som SK har understreget med blyant. – De beraabte dem ... den msklige Sjæl: excerpt af s. 266,26 - 267,14, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. – Joh. 14,30: NT-1819 har: »Verdens Fyrste kommer, og haver slet intet i mig«. – For at retfærdiggjøre ... Synderne vare løste: excerpt af s. 267,15-20, hvor Möhler bringer følgende citat: »die bloße Ankunft Gottes habe die Sünde gelös't«. – imputativ Retfærdiggjørelse: tilregnet retfærdiggørelse, jf. s. 267,22-23. – De mente altsaa ... Arvesynden som Substants: excerpt af s. 267,35 - 269,4, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. – Luthers om Mskets totale Syndighed: jf. fx det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Trosbekendelse), art. 2. Om Luther, . – Mathias Flaccius Illyricus: Matthias Flacius fra Illyrien el. Matthias Vlacich fra Istrien (1520-75), luthersk teolog, fra 1544 prof. i hebr. i Wittenberg, 1557-61 prof. i Jena, hævdede, at arvesynden ikke er et træk ved mennesket, men udgør selve dets substans, og at mennesket følgelig ved syndefaldet er blevet totalt fordærvet, dets gudsbillede er blevet til Djævlens billede. – Denne Χsti Efterlignelse ... ikke til Salighed: excerpt af s. 269,5 - 270,5, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. – Fremdeles sagde ... om λογος selv: excerpt af s. 270,6-12. Om λογος, . – Derfor betjente de sig ... een Natur – uskabt: excerpt af s. 271,1-7, som SK har markeret med en lodret streg i marginen. – Hermed sammenstiller ... Luthers Ubiquitætslæren: excerpt af s. 271,12-17. Ubikvitetslæren er læren om Kristi allestedsnærværelse, især om tilstedeværelsen af hans menneskelige natur (kød og blod) i nadveren. δια τουτο ϑεολογειται ... ανϑϱωπος gr. »Derfor hører Logos [Kristus] til det guddommelige, men som menneske hører han til slægten«. Citat af Athanasios, s. 278,14-15, som SK har markeret med en klamme i marginen. Om λογος, . Die christliche Lehre ... Tübingen 1838 Die christliche Lehre von der Versöhnung in ihrer geschichtlichen Entwicklung von der ältesten Zeit bis auf die neueste. Von D. Ferdinand Christian Baur, ordentlichem Professor der evang. Theologie an der Universität zu Tübingen. / Tübingen, 1838. Ktl. 423 (forkortet Die christliche Lehre). Ferdinand Christian Baur (1792-1860), ty. teolog, fra 1826 prof. i Tübingen, grundlægger af 'Tübingerskolen'. SK excerperer kun de første sider (s. 118-120) af Baurs redegørelse for Johannes Scotus Erigenas forsoningslære (s. 118-141) og en note s. 136-138 om hans historiske placering. p. 118. Johannes Scotus Erigena overskrift for kap. 3, s. 118-141. – Johannes Scotus Erigena: (o. 800 - o. 877), irsk, kristen teolog og filosof, som i sin tænkning sammensmeltede den nyplatoniske tradition fra Pseudo-Dionysius med den augustinske teologi. Hans hovedværk er De divisone naturae (Inddelingen af naturen), fuldført o. 867. Jo mere Forsoningsbegrebet ... Χstd. berøre hinanden excerpt af s. 118,21 - 120,13. Baur mener ... in intellectu negatione pollet excerpt på dansk af Die christliche Lehre, note 1, s. 136-137. – Staudenmayer: ty. teolog, prof. i dogmatik ved det katolske fakultet i Gießen fra 1830, Franz Anton Staudenmaier (1800-56) Johannes Scotus Erigena und die Wissenschaft seiner Zeit bd. 1, Frankfurt am Main 1834; bd. 2 udkom aldrig. Baur henviser til s. 298 og s. 447f. hos Staudenmaier. – P. Hiorth: da. filosof, sprogmand og forfatter, fra 1822 lektor i ty. ved Sorø Akademi, Peder Hjort (1793-1871) Johan Scotus Erigena, oder von dem Ursprung einer christlichen Philosophie und ihrem heiligen Beruf, Kbh. 1823. Baur henviser til s. 90 hos Hjort. – spec.: spekulative. – Forklaring ... nyere philosophiske Problemer: Baur skriver, at på trods af, at Erigena afslutter en epoke, bør man ikke underkende hans berøringspunkter med den nyere filosofi, dvs. med hegelianismen. – Coincidents: sammenfald. – Element: Baur bruger udtrykket 'Moment'. – Essentia est, ... negatione pollet: lat. »Han er væsen, [her foreligger en] bekræftelse, han er ikke væsen, [her foreligger en] fraskrivning [dvs. benægtelse], han er overvæsentlig, [her foreligger en] bekræftelse og benægtelse på én gang; på overfladen mangler [udsagnet] nemlig en benægtelse, men meningsmæssigt har det benægtelsens kraft«. SK skriver 'superesentialis' for 'superessentialis'. Baur refererer til Joannis Scoti Eriginae De divisione naturae, libri quinque, diu desiderati. Accedit Appendix ex Ambiguis S. Maximi græce et latine, udg. af Thomas Gale, Oxford 1681, s. 12 (1. bog, kap. 14 (Migne Patrologia Latina 122, sp. 462C)). Det citerede sted stammer fra Erigenas redegørelse for den negative teologi ud fra Pseudo-Dionysius' redegørelse for beskrivelsen af Gud, dvs. for Guds navne, hvor negationen, dvs. den negative bestemmelse af Gud, netop er en bestemmelse af Guds væsen. Epistola ad Romanos lat. 'Brevet til Romerne'. Eksegese til kap. 9-16, delvis på baggrund af F.A.G. Tholuck Auslegung des Briefes Pauli an die Römer nebst fortlaufenden Auszügen aus den exegetischen Schriften der Kirchenväter und Reformatoren, 3. opl., Berlin 1831 [1824], ktl. 102 (forkortet Tholuck), og med inddragelse af K.G. Bretschneider Lexicon manuale graeco-latinum in libros novi Testamenti, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1829 [1824], ktl. 73-74 (forkortet Bretschneider). – Friedrich August Gotttreu Tholuck (1799-1877), ty. teolog, fra 1823 professor i Berlin og fra 1826 i Halle; hans nytestamentlige kommentarer (til Romerbrevet, Johannesevangeliet, Bjergprædikenen og Hebræerbrevet), som lagde mindre vægt på det filologiske end på det religiøse indhold, øvede stor indflydelse på de yngre teologers bibelstudium. SK havde også hans Das alte Testament im neuen Testament, Hamborg 1836, ktl. 832. – Der henvises til følgende tekstudgaver: Biblia hebraica. Secundum editiones, udg. af A. Hahn, stereotyp udg., bd. 1-2, Leipzig 1839, ktl. 1 (forkortet Biblia hebraica); Vetus Testamentum graecum iuxta Septuaginta interpretes ex sixti qvinti pontificis maximi editum, udg. af L. van Ess, stereotyp udg., Leipzig 1824, ktl. 12 (forkortet Septuaginta); og Novum Testamentum graece, udg. af C.G. Knapp, bd. 1-2, Halle 1829, ktl. 14-15. – Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 304 og s. 307f. αναϑεμα = חֶרֶם gr. (anáthema) 'forbandelse', '(genstand for) bandlysning' = hebr. (ḥæræm) 'band'. Jf. Tholuck, s. 352,23-25. חֶרֶמִי‎ אִש ... ανηϱ οληϑϱιος hebr. (ʼiš ḥæræmî), egl. ִַיש חֶרְמִי: (ʼiš ḥærmî) 'en mand, der er lagt band på', 1 Kong 20,42 i Biblia hebraica. – Reg: forkortelse for Liber Regum, den lat. betegnelse for Kongebog. – ανηϱ οληϑϱιος: egl. ανηϱ ολεϑϱιος, gr. (anēr oléthrios), 'en ulykkelig / dårlig / uværdig mand', der er gengivelsen af udtrykket i Septuaginta, jf. Tholuck, s. 337,36-38. De senere Rabb. ... stedse forbunden excerpt af s. 354,4-16, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,3. – נִדוּי: egl. נִדּוּי (niddûj). – seclusio: 'udelukkelse', 'afsondring'. – חֶרֶם: (ḥæræm) 'band'. – שַמַתָא: egl. שַׁמַּתָּא (šammattāʼ). R. Salomo siger ... kommer aldrig igjen overs. citat fra s. 354,16-18, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,3. – R. Salomo: Rabbi Salomo; har ikke kunnet identificeres. δοξα כָבוֹד (dóxa) 'herlighed', Rom 9,4 i Novum Testamentum graece, og den hebr. ækvivalent (כָּבוֹד, kābôd). Jf. Tholuck, s. 359,13-15. arca foederis dicitur: כְבוֹד מִייִשְרַאֵל lat. 'pagtens ark kaldes': כְבוֹד מִייִסְּרַאֵל. – כְבוֹד מִייִסְּרַאֵל: hebr. (kebôd mijjiśrāʼel), sammenblanding af כָּבוֹד מִיִּסְּרָאֵל (kābôd mijjiśrāʼél) 'herligheden fra Israel', jf. 1 Sam 4, 21.22 i Biblia hebraica, og כְּבוֹד יִסְּרָאֵל (kebôd jiśrāʼel) 'Israels herlighed', som anføres i Tholuck, s. 359,13-15, med henvisning til 1 Sam 4,21.22. שְכִנָה s: שְכִנְתָה (šekināh) el. (šekintāh), 'boen', 'det at bo', 'være til stede'. Ordet 'šekināh' anvendes i rabbinsk litteratur som betegnelse for Guds nærvær i tid og rum, når nærværet skal fremhæves. Tholuck anfører, at Targum (den aramaiske oversættelse af skrifter fra GT) bruger 'שְׁכִנְתָה יהוה' ('Jahves boen') som omskrivning for Gud, Tholuck, s. 360,6-7. – s: seu (sive), lat. 'eller'. διαϑηϰαι Eph. 2, 12 (diathēkai) 'pagter', Rom 9,4 i Novum Testamentum graece, jf. Ef 2,12, hvor ordet også forekommer i flertal i udtrykket 'forjættelsens pagter'. Jf. Tholuck, s. 360,30-31. λατϱεια = עֲבוֹדָה (latreía) 'tempeltjeneste', 'gudstjeneste', Rom 9,4 i Novum Testamentum graece, og den hebr. ækvivalent (ʽabôdāh). Jf. Tholuck, s. 361,3-5, hvor der henvises til 2 Mos 35,24 og 30,17. εϰπιπτειν = נָפַל (ekpíptein) 'falde ud', 'falde om', her i betydningen 'slå fejl', 'blive til skamme', Rom 9,6 i Novum Testamentum graece, og den hebr. ækvivalent (nāpal). Jf. Tholuck, s. 368,18-20, hvor det anføres, at Septuaginta gengiver נָפַל med ἐϰπίπτειν i Jos 21,45; 1 Kong 8,56 og 2 Kong 10,10 »von fehlschlagenden Versprechungen«. Af hvad P. her udvikler ... i Guds Viisdom excerpt af s. 370,19-34, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,7. – Esau og Jacob: Isaks og Rebekkas tvillingesønner, hvoraf Esau () var den førstefødte, jf. Rom 9,10-13. – Calvinisten: hentyder til, at calvinisterne tror på Guds absolutte, forudbestemte udvælgelse, jf. læren om prædestination (). – P.: Paulus. – indv: indvortes. – dec: absolutum: decretum absolutum, lat. 'den absolutte beslutning'. det gl. T: theokratiske Indretning hentyder til det teokrati, der gør sig gældende i GT, dvs. den forfatnings- el. statsform, hvor al magt og myndighed ligger hos Gud. en Præfiguration et forudgående billede, forbillede. Nova sectio ab initio cap: 9 ... oblatam accepturi lat. 'Der er et nyt afsnit fra begyndelsen af kap. 9 og frem til kap. 10 og 11. Efter at frelsens vej, som blev erhvervet i kraft af Jesus, var blevet vist, manglede der nogle ting vedrørende de afgivne løfter til jøderne, hvorved de kunne håbe på sikker besiddelse af den guddommelige nåde. Her er følgende af betydning: 1) Disse løfter gælder ikke alle fødte jøder, men beror på ren og skær guddommelig nåde. 2) Denne guddommelige nåde gælder hedningerne, ja meget mere, den vil tilfalde dem lettere end jøderne pga. jødernes vantro. 3) Han tilføjer en gladere forhåbning, opfordrer til at nære håb om, at jøderne engang vil komme til en rigtigere forståelse og vende tilbage, så de kan modtage den frelse, de tilbydes'. Jf. Tholuck, s. 346f. i Pharaos Exempel i Rom 9,17. forsaavidt nemlig Adgang ... foreløbig Competence excerpt af s. 371,4-22, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,7. – Theokratie: . Okeanos i gr. mytologi verdenshavets gud og hersker; her i betydningen 'ocean', 'hav'. overskibet sejlet over. Hvad Billedet hentet fra Isaak ... kræver Modtagelsen hentyder til Rom 9,7. Delvis excerpt fra Tholuck, s. 374, 25-35. – Isaak: Isak, søn af Abraham, det israelitiske folks stamfader. – Forjættelse kaldte ham tillive: hentyder til beretningen i 1 Mos 18,1-15 om Guds besøg hos Abraham i Mamre og hans løfte om, at Sara skal føde Abraham en søn. istedetfor ϰατα ... εις ωϱας excerpt af s. 374,19-21, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,9. – ϰατα τον ϰαιϱον τουτον: 'ved denne tid', Rom 9,9 i Novum Testamentum graece. – כָעֵת חַיָה: egl. כָעֵת חַיָּה, hebr. (kāʽet ḥajjāh) 'ved den levende tid', 1 Mos 18,10.14 i Biblia hebraica. – LXX: de 70, dvs. Septuaginta (). – ϰατα τ. ϰ. τουτον εις ωϱας: dvs. ϰατα τον ϰαιϱον τουτον εις ωϱας, 'ved denne tid næste år', 1 Mos 18,10.14 i Septuaginta. rimeligst er at חיה ... redeunte excerpt af s. 374,21-23, i Tholuck. – חיה: hebr. (ḥajjāh) 'levende'. – foem: gen: foeminei generis, lat. 'i hunkøn'. – hoc tempore ... redeunte: lat. 'den levende dvs. tilbagevendende tid'. ϰοιτη ... מִסְּכַב gr. (koítē) 'seng', 'samleje', Rom 9,10 i Novum Testamentum graece, og de hebr. ækvivalenter (šekābāh og miškāb), jf. artiklen »ϰοίτη«, pkt. 2 og 3, i Bretschneider bd. 1, s. 680, som har שְׁכָבָּה (šekābbāh) og מִשְׁכָב (miškāb). μενῃ = עָמַד (ménē) 'skulle forblive', 'skulle stå fast', Rom 9,11 i Novum Testamentum graece, og den hebr. ækvivalent (עָמַד, ʽāmad). Jf. Tholuck, s. 378,13-14, som anfører betydningen »Bestand haben« for begge verber. Mal: 1, 3 jf. Tholuck, s. 380,7, hvor henvisningen anføres i udlægningen af det gr. udtryk 'ϰατʼ ἐϰλογήν' (kat' eklogēn), 'om udvælgelse', i Rom 9,11 i Novum Testamentum graece. SKs udlægning af Mal 1,3 dækker 1,2-5 om Guds had til Edom (se næste kommentar) og kærlighed til Israel; i v. 3 siger Gud gennem profeten Malakias: »[jeg] hader Esau. / Hans bjergland gør jeg til ødemark, / jeg giver hans arvelod til ørkenens sjakaler.« Edomiterne ... fra samme Stamfader Esau, Jakobs ældre tvillingebror, søn af Isak () er if. 1 Mos 36,9.43 stamfader til edomitterne, befolkningen i Edom, et land, der strækker sig fra sydenden af Det døde Hav til nordenden af Akababugten. Edom omtales hyppigt i GT som Juda riges allierede, konkurrent og fjende. Jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71 (forkortet Biblisches Realwörterbuch); bd. 1, s. 345ff. μισειν ... »at hade« excerpt af s. 384,22-25, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,13. – μισειν: gr. (miseín) 'hade'. – positive: lat. 'i positiv betydning', dvs. med oprindelig betydning, grundbetydning. – privative: lat. 'i privativ betydning', med afsvækket betydning; μισειν betegner således her if. Tholuck »ein Minderlieben«. Ex: 33, 19 2 Mos 33,19, hvorfra Paulus citerer i Rom 9,15. – Ex: forkortelse for Exodus, gr. (éxodos) 'udgang', 'udvandring'; betegnelse for Anden Mosebog, der især handler om israelitternes udvandring fra Egypten. Moses sibi expetit ... illa verba dicens lat. 'Moses udbeder sig hans herlige tilsynekomst, og Jehova tilsiger ham den, mens han udtaler disse ord'. Excerpt af s. 386,36 - 387,1, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,15; 'apparitionem solennem' er SKs gengivelse af 'außerordentliche Erscheinung' hos Tholuck. Der hentydes til 2 Mos 33,18, hvor Moses siger til Gud: »Lad mig dog se din herlighed!« – Jehova: Guds navn i GT; egl. Jahwæh eller – som det ofte gengives – Jahve. Da jøderne ikke måtte udtale Guds navn, blev de fire konsonanttegn JHWH i den hebr. tekst forsynet med vokaltegnene fra ʼAdonāj (med e i stedet for a), der på hebr. betyder Herren, for at minde læseren om, at der i stedet for Jahwæh skulle læses ʼAdonāj; deraf læsemåden Jehova. Pharao Farao, egyptisk konge, jf. Rom 9,17. Apostlen vil anføre ... Synoden i Dortrecht.) excerpt af s. 389,23 - 390,8, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,17. – 6 Plager: sigter til beretningen om de første seks af de ti plager, som Gud lod ramme Egypten, fordi Farao ikke ville lade israelitterne forlade landet: vand, der blev til blod, frøer, myg, fluer, kvægpest og bylder, 2 Mos 7,14-9,12. – v. 22: Rom 9,22; henvisningen skyldes Tholuck. – Synoden i Dortrecht: Dordrechter Synoden, første og eneste generalsynode for alle de calvinske og reformerte kirker, afholdt i Dordrecht i Holland fra nov. 1618 til maj 1619 for at få bilagt striden om prædestination, dvs. læren om Guds evige forudbestemmelse af hvert enkelt menneskes frelse el. fortabelse, og for at få den rene calvinske lære fastlagt. Tholuck henviser til akterne fra synoden, som blev udg. i 1620. Det er for øvrigt ... ikke lade det vandre excerpt af s. 391,37 - 392,3, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,17. Man maa ogsaa huske paa ... tilbage til Aarsagen excerpt af s. 396,32-38, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,17. – forhærdede sig selv: jf. 2 Mos 8,15.28; 9,34. – hans Hjerte blev forhærdet: jf. 2 Mos 7,13.22; 8,15; 9,7. Origenes Udvikling ... Torne paa den anden.« excerpt af s. 397,20 - 398,9, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,18. SK gengiver dog kun en del af Origenescitatet, s. 397,29-36, som Tholuck briger på ty. fra De principiis (lat. Om grundlærdommene) 3. bog, kap. 1, Origenes' dogmatik. – Origenes: (o. 185 - o. 255), kirkefader, leder af Alexandriaskolen 202-31, afsat pga. anklage for kætteri; han er den første, der har arbejdet tekstkritisk med GT, han udarbejdede kommentarer til flere af de bibelske skrifter, herunder til Romerbrevet, og han er den første, der har skrevet en dogmatik. σϰληϱυνει gr. (sklērýnei) 'forhærder', Rom 9,18 i Novum Testamentum graece, jf. Tholuck, s. 398,32-37. det foregaaende μισειν . הֶעֱמַדְתִךָ ... διετηϱησα excerpt af s. 392,14-15, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,17. – הֶעֱמַדְתִךָ: hebr. (hæʽæmadtikā) 'jeg har ladet dig bestå', 2 Mos 9,16, hvorfra Paulus citerer i Rom 9,17. – διετηϱησα: gr. (dietērēsa) 'jeg har ladet [dig] bestå'. – LXX habent: lat. 'Septuaginta har'; om LXX, . Septuaginta har dog ikke διετήϱησα, som anført af SK, men διετηϱήϑης (dietērēthēs, 'du er blevet bevaret'), som oplyst af Tholuck. οπως ενδειξωμαι gr. (hópōs endeíxōmai) 'for at jeg ville vise', Rom 9,17 i Novum Testamentum graece, jf. Tholuck, s. 393f. הַרְאֹתֶךָ אֶת־כֹחִי hebr. (harʼotækā ʼæt-koḥî) 'vise dig min magt', 2 Mos 9,16 i Biblia hebraica. Paulus citerer fra 2 Mos 9,16 i Rom 9,17. ut faciam te videntem ... potestas mea lat. 'for at jeg kan få dig til at se min magt, dvs. for at jeg kan lade dig erfare min magt, for at min magt kan blive åbenbar ud fra dit tilfælde'. בְכָל־הָאָרֶץ ... וּלְמַעַן hebr. 'og for at forkynde mit navn over hele jorden', 2 Mos 9,16 i Biblia hebraica. Paulus citerer fra 2 Mos 9,16 i Rom 9,17. הִקְשָה hebr. (hiqšāh) 'forhærder', ækvivalent til det gr. σϰληϱυνει (), jf. Tholuck, s. 398,34, i kommentaren til Rom 9,18. Orientalerne opfattede Gud ... αϕοϱμητιϰως excerpt af s. 395,7-21, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,18. – συγχωϱητιϰως: gr. (synchōrētikōs) 'koncessivt', 'indrømmende'. – αϕοϱμητιϰως: gr. (aphormētikōs) 'kausalt', 'begrundende'. ὁ ϑεος ... τον λαον gr. 'Gud har blindet og forstenet folket'; synes at være SKs egen gr. parafrase af Es 6,10, formentlig på grundlag af Joh 12,40 i Novum Testamentum graece: »Τετύϕλωϰεν αὐτῶν τοὺς ὀϕϑαλμοὺς ϰαὶ πεπώϱωϰεν αὐτῶν τὴν ϰαϱδίαν« (»Han [Gud] har blindet deres [folkets] øjne og forstenet deres hjerte«), der er angivet som et citat fra Esajas. I Tholuck, s. 397,17, i kommentaren til Rom 9,18, henvises der til Joh 12,40 i forbindelse med Es 6,10. Såvel Biblia hebraica som Septuaginta har en anden version af samme indhold. P. Paulus. ελεειν gr. (eleeín), 'føle medlidenhed', Rom 9,15 i Novum Testamentum graece. ελεος gr. (éleos) 'medlidenhed'. σϰληϱυνειν . μισειν . πλαςμα יֶצֶר gr. (plásma) 'det, der er formet', Rom 9,20 i Novum Testamentum graece, og Es 29,16 i Septuaginta, hvorfra Paulus citerer i Rom 9,20; hebr. (jæṣær) 'det, der er formet', Es 29,16 i Biblia hebraica. יוֹצֵר hebr. (jôṣer) 'den, der formede', 'pottemageren', Es 29,16 (se foregående kommentar) i Biblia hebraica. πηλος חֹמֶר gr. (pēlós) 'ler', Rom 9,21 i Novum Testamentum graece, og Es 45,9 i Septuaginta, som Paulus spiller på i Rom 9,21; hebr. (ḥomær) 'ler', Es 45,9 i Biblia hebraica. ϰατηϱτιςμενα gr. (katērtisména) 'dannet', Rom 9,22 i Novum Testamentum graece. Jf. Tholuck, s. 406ff. Nogle ... reent medialt ... »fertige, egnede til« excerpt af s. 407,2 - 408,2, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,22. – medialt: refererer til den verbale diatese el. hovedform 'medium' i gr. gram., der ofte skal angive en (overvejende) refleksiv betydning, dvs. at den handling, der udgår fra subjektet, virker ind på det el. ligger inden for dets interessesfære. – τελιϰως: gr. (telikōs) 'finalt'. – εϰβατιϰως: gr. (ekbatikōs) 'resultativt'. – Act: Acta, lat. titel for Apostlenes Gerninger. – ὁσοι ησαν τεταγμενοι: gr. (hósoi ēsan tetagménoi) 'alle, som var bestemt', nemlig til evigt liv, ApG 13,48 i Novum Testamentum graece. – ὑλιϰως: gr. (hylikōs) 'materialt'. – διαταϰτιϰως: gr. (diataktikōs) 'jussivt' (befalende). – οἱ πϱογεγϱαμμενοι ... το ϰϱιμα: gr. 'de, som det på forhånd var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom', Jud 4 i Novum Testamentum graece. – »fertige, egnede til«: Tholuck har »fertig, geeignet«, s. 408,2. At in illo loco Hoseæ ... populum meum vocabo lat. 'Men på dette sted hos Hoseas er talen ikke om hedningerne, men om det israelitiske folk. Hoseas giver løfte om Guds nåde: I, som engang har været troløse, dyrket afguder og derfor blevet afskyet af Jehova, I vil engang vende tilbage til dyrkelsen af Jehova. Så snart I vender tilbage, vil I også komme tilbage under Jehovas nåde. Men ordene er ikke skrevet klart: Jeg vil forbarme mig over det, som jeg ikke tidligere har vist barmhjertighed, det folk, som ikke er mit folk, vil jeg dog kalde mit folk'. Den første sætning er excerpt af s. 410,20-22, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,25. Stedet hos Hoseas er 2,25 (if. tællingen i Biblia hebraica el. 2,23 if. tællingen i Septuaginta), som Paulus citerer fra i Rom 9,25. Hoseas var profet i det israelitiske nordrige i midten af det 8. årh. f.Kr. og regnes til de tolv små profeter i GT. Om Jehova, . ηγαπημενην ... at forbarme sig over excerpt af s. 410,11-17, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,25. – ηγαπημενην: gr. (ēgapēménēn) 'den elskede', Rom 9,25 i Novum Testamentum graece, og Hos 2,23 (se foregående kommentar) i Septuaginta. – exstat in textu heb: lat. 'der står i den hebr. tekst'. – רֻחָמָה: hebr. (ruḥāmāh) 'fundet barmhjertighed', Hos 2,1.25 i Biblia hebraica. – ελεημενην: gr. (eleēménēn) 'den, som finder barmhjertighed', 1 Pet 2,10 i Novum Testamentum graece. – רִחַם: hebr. (riḥam) 'elske' og 'forbarme sig'. det Naadevalg, hvorved Jøderne vare blevne til det, de vare henviser til Guds udvælgelse af og pagtslutning med Abraham, jødernes stamfader, og til pagtslutningen ved Sinaj, hvor Gud binder sig til Israel som dets Gud og binder folket til sig som sit udvalgte folk, jf. 2 Mos 19 og 24; if. 2 Mos 33,12-19 skyldes det Guds frie nåde, at han begunstiger Israels folk frem for alle andre folk på jorden. Jf. også Rom 4 og Tholucks indledning hertil: »Der Ap. [Apostel, dvs. Paulus] weiset zur mehreren Bekräftigung der christlichen Rechtfertigungslehre in den Augen der Juden nach, daß der Grund der Gnaden-Erweise Gottes im A. [Alten] B. [Bunde] nicht weniger als im Neuen B. von Seiner Seite freie Gnade, von Seiten der Menschen Glaube war«, Tholuck, s. 108. Stedet refererer sig ... den messianske Herlighed excerpt af s. 410,31 - 411,1, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,26. – Stedet: Hos 1,10 if. tællingen i Septuaginta (således anført i Tholuck) el. Hos 2,1 if. tællingen i Biblia hebraica, hvorfra Paulus citerer i Rom 9,26. ϰαλεισϑαι er ofte = at være נִקְרָא excerpt af s. 411,5-6, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,26. – ϰαλεισϑαι: gr. (kaleísthai) 'kaldes', Rom 9,26 i Novum Testamentum graece, i citatet fra Hos 1,10 el. 2,1 (se foregående kommentar). – נִקְרָא: hebr. (nikrāʼ) 'råbes', 'udråbes', 'kaldes'. Non loquitur propheta ... in ϰαταλειμα lat. 'Profeten taler ikke om den messianske tid, men om det politiske nederlag, og han udtaler, at kun ganske få skal slippe uskadte som følge af Jehovas meget store nåde; hvad det er for en ulykke, kommer han ikke nærmere ind på. Eftertrykket skal søges i ordet ϰαταλειμα'. – ϰαταλειμα: gr. (katáleima) egl. ϰαταλειμμα (katáleimma) 'en rest', Rom 9,27 i Novum Testamentum graece og Es 10,22 i Septuaginta, hvorfra Paulus citerer. hebr: exstant ... λογον decretum lat. 'I den hebr. tekst står der: Tilintetgørelsen blev besluttet, den fór hærgende frem, bragte retfærdighed, thi Jehova vil gennemføre tilintetgørelsen, domfældelsen, på jorden. Men Paulus har ikke fulgt teksten, men οἱ οʹ. Der står i den hebr. tekst כִלַיוֹן tilintetgørelse [som kommer] af כלה [der betyder] 1) blev fuldendt 2) blev tilintetgjort. Piel fuldførte sagen, tilintetgjorde noget; derfor er tilintetgørelse den oprindelige betydning, men Septuaginta antog den anden betydning af ordet og gengav det med λογον'. SKs egen eksegese til Rom 9,28, hvor Paulus citerer fra Es 10,22; jf. Tholucks ty. gengivelse af Es 10,22: »Die Zerstörung ist beschlossen, sie strömt daher Gerechtigkeit bringend (...), denn der Herr übt Vertilgung und Strafgericht im ganzen Lande«, s. 412,8-11. – Jehova: . – P.: Paulus. – οἱ οʹ: gr. (hoi o, dvs. hoi hebdomēkonta, idet taltegnet o' betegner 70), 'de 70', dvs. Septuaginta, den gr. oversættelse af GT. If. Aristeasbrevet skulle oversættelsen være foretaget af 72 jødiske lovkyndige i løbet af 72 dage i Alexandria (o. 250 f.Kr.); senere blev tallet afrundet til 70. – כִלַיוֹן: egl. כִלָּיוֹן, hebr. (killājôn) 'tilintetgørelse', Es 10,22 i Biblia hebraica; jf. Tholuck, s. 412,13-16: »Das hebr. כִלָּיוֹן nahmen die LXX. wahrscheinlich in der Bedeutung 'Beschluß, Festsetzung.' In dieser Bedeutung steht das Subst. [Substantiv] כָּלָה‎ 1 Sam. 20, 33., das Verbum 1 Sam. 20, 7. 9. Esth. 7, 7.« – כלה: hebr. (kālāh, her som verbum); hvad de anførte betydninger angår, jf. artiklen »כָּלָה« i W. Gesenius Lexicon manuale hebraicum et chaldaicum in Veteris Testamenti libros, Leipzig 1833, ktl. 72 (forkortet Lexicon manuale hebraicum et chaldaicum), s. 483. – Piel: bøjningsform i hebr. gram., der tillægger et verbum intensiv el. kausativ betydning. – λογον: gr. (lógon) 'ord'; jf. Tholuck, s. 399, hvor ordet gengives med 'Beschluß'. συντεμνω חָרַץ ... beslutte excerpt af s. 412,24-30, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,28. – συντεμνω: gr. (syntémnō) 'beskærer, forkorter', 'afslutter', 'beslutter', Rom 9,28 i Novum Testamentum graece og Es 10,22 i Septuaginta, hvorfra Paulus citerer. – חָרַץ: hebr. (ḥāraṣ) 'beslutte', 'skynde sig med'. Sermo est ... quodnam incertum est lat. 'I den hebr. tekst tales der om en eller anden krig, men det er uvist hvilken'. Der sigtes til Es 1,9, som Paulus citerer i Rom 9,29. Dog staaer dette Sted af Es. ... opleve Frelsen excerpt fra s. 413,24-28, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,29. – dette Sted af Es.: Es 1,9 (se den foregående kommentar). יהֹוָה צְבָאוֹת hebr. (jehowāh ṣebāʼôt) 'Hærskarers Jehova', dvs. 'Hærskarers Jahve' el. – som det gengives i da. oversættelser – 'Hærskarers Herre', Es 1,9 i Biblia hebraica; om 'Jehova', . Jf. Tholuck, s. 413,33-34, hvor udtrykket gengives med »Gott der Heerschaaren«. hæc verba ... quod deum cognoscebant lat. 'Disse ord kan man ikke læse noget sted i Det Gamle Testamente; stedet er sammensat af to bibelsteder: 28,16: i Zion lagde jeg (Jehova) en grundsten, en prøvet sten, en hjørnesten, kostbar og velformet, og den, der tror på den, skal ikke flygte. 8,14: Jehova skal være et tilflugtssted, ligeledes en anstødssten og en klippe, som hver af de to riger skal støde mod. Det første sted har et historisk indhold, det vedrører en krigerisk tid, hvor jøderne trues af krig med Assyrien. Profeten misbilliger det politiske parti, som i modstrid med loven ville indgå en pagt med Egypten mod Assyrien, han forbyder flugt til Egypten, men råder til at nære tillid til kong Hizkija, en konge, som har givet beviser på sin fromhed og tapperhed; det er derfor godt, at denne sten blev lagt. – Det andet sted. Der tales om Jehova, men på hvilken måde en anstødssten? Fordi jøderne ofte vendte sig fra Jehova og som følge deraf måtte lide straf, og den var så meget desto strengere, som de jo kendte Gud'. – V. T: Vetus Testamentum, lat. Det Gamle Testamente. – 28, 16: Es 28,16, hvorfra Paulus citerer i Rom 9,33; jf. Tholucks ty. overs.: »Siehe, ich habe in Zion einen Grundstein gelegt, einen bewährten, einen Eckstein, kostbar und fest gegründet; wer ihm traut, darf nicht fliehen«, Tholuck, s. 402. – Zione: bruges i GT dels som navn på et sted i Jerusalem, dels som betegnelse for selve byen Jerusalem. – 8, 14: Es 8,14, hvorfra Paulus også citerer i Rom 9,33; jf. Tholucks ty. overs.: »Er (...) wird seyn zum Zufluchtsort, aber auch zum Stein des Anstoßes, ein Felsenstück zum Straucheln für die beiden Reiche«, Tholuck, s. 403. – Jehova: . – Judæis cum Assyria bellum imminebat: sigter til, at Juda, det israelitiske sydrige, if. GT under kong Hizkija (o. 726-697 f.Kr.) med støtte fra Egypten deltog i et oprør mod Assyrien o. 705 f.Kr.; Hizkijas far, kong Akaz (o. 741-726 f.Kr.), havde for at undgå krig med assyrerne pantsat landet til Tiglat-Pileser III. Profeten Esajas () var en voldsom modstander af denne alliance med Egypten. Da assyrerkongen Sankerib nu rykker frem mod Juda og belejrer Jerusalem i 701 f.Kr., overgiver Hizkija sig ikke, men sætter sin lid til Gud, som derfor frelser Jerusalem på mirakuløs vis og lader den assyriske hær gå til grunde; Hizkija må dog betale en stor tribut til Sankerib for sin frihed. Herefter fjerner Hizkija alle de offerhøje og udrydder al den afgudsdyrkelse, som hans far havde ladet indføre som en følge af pantsætningen til Tiglat-Pileser, og han reformerer kulten ved templet i Jerusalem. Han blev i eftertiden betragtet som en frelserskikkelse. – Alter locus: dvs. Es 8,14. Den historiske baggrund er her den krig med assyrerne, der truer Juda under kong Akaz, hvor Akaz ikke vil sætte sin lid til Gud for at vinde krigen, men i stedet søge at undgå krig ved at indgå aftale med Tiglat-Pileser III (se ovenfor). צוּר מִכְשוֹל . אֶבֶן נֶגֶף hebr. 'anstødssten. klippe til fald', Es 8,14 i Biblia hebraica; Paulus citerer fra Es 8,14 i Rom 9,33. Jf. Tholuck, s. 415. λιϑος πϱοςϰομματος. πετϱα σϰανδαλου gr. 'anstødssten. klippe til fald', Rom 9,33 i Novum Testamentum graece (se foregående kommentar). αισχυνϑησεται ... ex בוּש delvis excerpt af s. 417,30 - 418,4, i Tholuck, i kommentaren til Rom 9,33. – αισχυνϑησεται: gr. (aischynthēsetai) 'skal blive til skamme', i Novum Testamentum graece har Rom 9,33 ϰαταισχυνϑήσεται (kataischynthēsetai), der har samme mening som αἰσχυνϑήσεται. – in textu heb: ... fugam capere: lat. 'I den hebr. tekst står der: den, der tror på den הוּא לֹא יָחִיש‎ 1) at skælve 2) at undslippe, at tage flugten'. – לֹא‎ הוּא יָחִיש: hebr. (hû loʼ jāḥîš) 'han skal ikke være urolig', Es 28,16 i Biblia hebraica, som dog har הַמַּאֲמִין (hammaʼamîn, 'den, der tror') i stedet for הוּא (hû, 'han'). Paulus citerer fra Es 28,16 i Rom 9,33. – Sed LXX legisse ... ex בוּש: lat. 'Men Septuaginta har tilsyneladende læst יָבִישׁ af בּוּשׁ'. – יָבִיש: hebr. (jābîš) 'skal blive til skamme'. – בוּש: hebr. (bûš) el. בּוֹשׁ (bôš) 'blive til skamme'. Lev: 18, 5. αυτα ... h: l: de æterna lat. '3 Mos 18,5. αυτα ɔ: πϱοςταγματα, for i den hebr. tekst står der מִסְּפָטַי. Moses talte om et langt liv, det er dette sted om et evigt liv'. Paulus citerer fra 3 Mos 18,5 i Rom 10,5. – Lev: gængs forkortelse for Leviticus, lat. betegnelse for Tredje Mosebog. – αυτα ɔ: πϱοςταγματα: gr. (autá) 'dem' dvs. (prostágmata) 'bud, forordninger'; Rom 10,5 har αὐτά i Novum Testamentum graece i citatet fra 3 Mos 18,5, som i Septuaginta har πϱοςτάγματα. – מִסְּפָטַי: hebr. (mišpāṭaj) 'mine bud, mine forordninger', 3 Mos 18,5 i Biblia hebraica. – h: l: hoc loco. Deut: 30, 12. ultima Mosis oratio ... תְהוֹם lat. 'Det er Moses' sidste tale, i hvilken han forestiller for israelitterne 1) lovens fordele 2) han anbefaler loven og føjer løfter og trusler til for at afskrække fra ulydighed, og herefter siger han: Den lov, som jeg i dag har foreskrevet jer, er hverken vanskelig for jer eller langt væk, den er ikke i himlen, så en kan sige: Hvem vil stige op i himlen for at hente den ned, for at vi kan høre den og adlyde den? Den er heller ikke anbragt på den anden side af havet, så en skal sige: Hvem vil drage over havet for at føre den hen til os, for at vi kan høre den og rette os efter den? Se, budene er ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så at enhver kan rette sig efter dem. Paulus har ikke fulgt teksten nøjagtigt, heller ikke Septuaginta. Ordene μη ειπης εν τη ϰαϱδια σου er tilføjet af Paulus. Heller ikke ordene ϰαταβησεται εις αβυσσον er nøjagtigt gengivet. Septuaginta: τίς διαπεϱασει εις το πεϱαν της ϑαλασσης מֵעֵבֶר חַיָם, men i de poetiske bøger hedder יָם ofte תְהוֹם'. Paulus citerer fra 5 Mos 30,12 i Rom 10,6. – Deut: gængs forkortelse for Deuteronomium (af gr. 'deuteronómion', den anden lovgivning), lat. betegnelse for Femte Mosebog. – comendat: dvs. commendat. – μη ειπης εν τη ϰαϱδια σου: gr. 'sig ikke i dit hjerte', Rom 10,6 i Novum Testamentum graece; jf. Tholuck, s. 415. – ϰαταβησεται εις αβυσσον: gr. 'vil fare ned i afgrunden', Rom 10,7 i Novum Testamentum graece, som har den bestemte artikel τήν foran ἄβυσσον. – τίς διαπεϱασει εις το πεϱαν της ϑαλασσης: gr. 'hvem vil drage over til den anden side af havet', 5 Mos 30,13 i Septuaginta, der dog har ἡμῖν ('for os') efter verbet. Paulus citerer fra 5 Mos 30,13 i Rom 10,7; jf. Tholuck, s. 426. – מֵעֵבֶר הַיָם: egl. מֵעֵבֶר הַיָּם, hebr. (meʽebær hajjām) 'fra den anden side af havet', 5 Mos 30,13 i Biblia hebraica; jf. Tholuck, s. 426. – libris poeticis: dvs. 'de poetiske bøger' i GT; med denne betegnelse sigtes til Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen. – יָם: hebr. (jām) 'hav'. – תְהוֹם: (tehôm) 'afgrund, urdyb', der ækvivalerer med det gr. ἄβυσσος. Vant til den heb: Paralellismus ... paralelistiske excerpt fra s. 429,4-6, i Tholuck, i kommentaren til Rom 10,10. – Paralellismus: hentyder til 'leddenes parallellisme' (ofte kaldt 'parallellismus membrorum'), der er det vigtigste stiltræk i hebr. poesi og viser sig i en gentagelse af identiske el. analoge udsagn og/el. grammatiske strukturer i to el. flere på hinanden følgende verslinier. – disse to Leed: dvs. de to udsagn i Rom 10,10. thi ihvorvel med den sande Tro ... det andet excerpt fra s. 429,10-14, i Tholuck, i kommentaren til Rom 10,10. Joel 3, 5 ... Messiæ Ankomst excerpt fra s. 430,28-29, i Tholuck, i kommentaren til Rom 10,13. Paulus citerer her fra Joel 3,5. Jøderne kunde ... var dem ikke forkyndt excerpt fra s. 430,34-35, i Tholuck, i kommentaren til Rom 10,14. i en zirlig Sorites Tholuck har »in einem begeisterten Sorites«, s. 431,12-13. En 'sorites' er den sofisme (spidsfindighed), der stiller spørgsmålet, hvor mange korn der skal til at danne en dynge, og i logikken en kædeslutning. Es. 52, 7. alius sensus ... doctoris christiani lat. 'Es 52,7. Meningen [er] en anden. Dér er der tale om elendigheden i det babyloniske eksil, og derefter oprejses folket gennem trøst, og der gives løfter om hjælp og om tilbagevenden til fædrelandet, en tilbagevenden, der skildres som nutidig, og der kundgøres profeter, som forkynder tilbagevenden. I nærværende bibelsted er disse profeter den kristne lærers apostle'. Paulus citerer fra Es 52,7 i Rom 10,15. – exilii babylonici: sigter til den babyloniske konge Nebukadnesars deportation i 598 og 587 f.Kr. af indbyggere i Juda til Babylon; eksilet i Babylon skildres i Es 40-55 som et fangenskab med fornedrelse og lidelser under babylonisk tyranni. – n. l.: nostro loco, lat. 'på vort sted'. Es. 53, 1. Esaias conqueritur ... prophetarum attendere lat. 'Es 53,1. Esajas klager over israelitternes vantro, de ville nemlig ikke give agt på Guds lære og apostlenes, dvs. profeternes trusler'. Paulus citerer fra Es 53,1 i Rom 10,16. – Esaias: Esajas, profet i Juda, det israelitiske sydrige, virkede fra o. 745 - o. 701 (), tilskrives Esajas' Bog og regnes som den største af profeterne i GT. הֱאֶמִין‎ מִי לִשְמֻעַתֵנוּ ... etiam Joh: 12, 38 הֱאֶמִין‎ מִי לִסְּמֻעַתֵנוּ af סְּמוּעַ dette sted citeres også i Joh 12,38. – הֱאֶמִין‎ מִי לִסְּמֻעַתֵנוּ: hebr. (mî hæʼæmîn lišmuātenû) 'hvem troede det, vi hørte', Es 53,1 i Biblia hebraica (se foregående kommentar); הֱאֶמִין er fejlvokaliseret for הֶאֱּמִין. – סְּמוּעַ: fejl for שְׁמוּעָה, hebr. (šemûʽāh) 'det hørte, budskab', jf. Tholuck, s. 423. – Joh: 12, 38: her citeres der også fra Es 53,1; jf. Tholuck, s. 433,13-14. ψ 19, 5. est hymnus ... per totam terram exit 'Sl 19,5. Det er en hymne, som beretter om Guds herlighed, således som den kommer til syne i de fysiske ting. 'Dag bringer budskab til dag, og nat videregiver viden til nat. Skønt de hverken har ord eller tale, og deres røst heller ikke høres, så vil deres røst dog gå ud til hele jorden.' – ψ: gr. 'psi', gængs forkortelse for Salme (i datidens retskrivning Psalme). Paulus citerer fra Sl 19,5 i Rom 10,18. εις πασαν γην hyperbolice gr. (eis pásan gēn) 'over hele jorden/hele verden', Rom 10,18 i Novum Testamentum graece, som dog har den bestemte artikel τήν foran γῆν, og Sl 19,5 (se foregående kommentar), dvs. 18,5 i Septuaginta. – hyperbolice: lat. hyperbolisk, overdrevent, alt for stærkt udtrykt, som fx her 'over hele verden' i stedet for 'til mange mennesker'. ita et Philo de lege: ... της οιϰουμενης εϕϑασε excerpt på lat. af s. 425,15-19, i Tholuck, i kommentaren til Rom 10,18. – ita Philo de lege: lat. 'Således siger også Filon om loven'. – Philo: el. Filon, gr.-jødisk filosof (o. 25 f.Kr. - o. 50 e.Kr.), f. i Alexandria, hvor han tilhørte de ledende kredse inden for den store jødiske menighed. – αχϱι των τεϱματων ... εϕϑασε: gr. »den kom først til jordens/verdens ende«, citat fra 2. bog i Filons De vita Mosis; SK forkorter og ændrer citatet, der i Tholuck lyder: »τ. νόμων τὸ ϰλέος, οὓς ἀπολέλοιπε, διὰ πάσης τ. οἰϰουμένης πεϕοιτηϰός, ἄχϱι ϰαὶ τῶν τῆς γῆς τεϱμάτων ἔϕϑαϰεν« (»Ryet om lovene, han [Moses] gav, har bevæget sig hele jorden rundt og er kommet først til verdens ende«). εγνω gr. (égnō) 'forstod/har forstået', Rom 10,19 i Novum Testamentum graece. tager Tholuck det intransitiv ... underrettet.«? Tholuck, s. 436,2-4: »Am gerathensten möchte es seyn, das ἔγνω intransitiv zu nehmen 'war Israel nicht unterrichtet?' Dann wäre es einigermaßen dem μη οὐϰ ἠϰουσαν ['har de da ikke hørt?', v. 18] entsprechend.« Deut. 32, 21. Moses ... ideo alio sensu lat. '5 Mos 32,21. I sin sidste tale føjer Moses trusler til løfterne og siger: De har ægget min ζηλοτυπιαν ved at knytte sig til en gud, som ikke er en gud, dvs. afguder, derfor vil jeg ægge jeres ζηλοτυπιαν ved at støtte et folk, som ikke er mit folk, men et fremmed folk, dvs. ved at tildele det sejr over israelitterne. Han taler ikke om det messianske rige og om optagelsen af hedninger i det, men om sejre, og det står derfor i en anden betydning'. Paulus citerer fra 5 Mos 32,21 i Rom 10,19; jf. Tholuck, s. 436. – Deut.: . – ζηλοτυπιαν: gr. (zēlotypían) 'skinsyge', 'nidkærhed'; ordet forekommer i verbalformen παϱαζηλόω (parazēlóō, 'vække skinsyge', 'gøre nidkær') i Rom 10,19 i Novum Testamentum graece og i 5 Mos 32,21 i Septuaginta. – sc: scilicet, lat. 'dvs.' אַקְנִיאֵם בְלֹא־עָם ex קִנֵא ... provocavit אַקְנִיאֵם בְלֹא־עָם af קִנֵא 'jeg vil ægge' piel 'udfordrede til vrede'. – אַקְנִיאֵם בְלֹא־עָם: hebr. (ʼaqnîʼem beloʼ-ʽām) 'jeg vil ægge deres vrede med et ikke-folk', 5 Mos 32,21 (se foregående kommentar) i Biblia hebraica. Jf. Tholuck, s. 436,23. – קִנֵא: egl. קִנֵּא (piel perfektum), hebr. (qinneʼ) 'være skinsyg', 'ægge (en andens) vrede'. – piel: . ευϱεϑην נִדְרַשְתִי gr. (heuréthēn) 'jeg blev fundet', 'jeg var at finde', Rom 10,20 i Novum Testamentun graece og i Es 65,1 i Septuaginta; hebr. (nidraštî) 'jeg blev opsøgt', Es 65,1 i Biblia hebraica, jf. Tholuck, s. 437,12-15. Paulus citerer fra Es 65,1 i Rom 10,20. נִמְצֵאתִי pro Hitpoel: inveniendum præbui me נִמְצֵאתִי i stedet for hitpoel: 'jeg lod mig finde'. – נִמְצֵאתִי: hebr. (nimṣeʼtî) 'jeg blev fundet', Es 65,1 (se foregående kommentar) i Biblia hebraica, jf. Tholuck, s. 437. – Hitpoel: bøjningsform i hebr. gram., der tillægger et verbum refleksiv betydning. ζητειν, επεϱοταω = שָאַל בִקֵש gr. (zēteín) 'søge', (eperotáō) egl. επεϱωταω (eperōtáō) 'spørge (efter)', ækvivalenter til de to hebr. ord בִּקֵשׁ (biqqeš) og שָאַל (šāʼal), Rom 10,20 i Novum Testamentum graece og Es 65,1 () i hhv. Septuaginta og Biblia hebraica. Jf. Tholuck, s. 437,29-32. יָדִי‎ פֵרַשְתַי כָל־הַיוֹם סוֹרֵר‎ אֶל־עַם hebr. 'jeg rakte mine hænder ud hele dagen mod et genstridigt folk', Es 65,2 i Biblia hebraica. Paulus citerer fra Es 65,2 i Rom 10,21. פֵרַסְּתַי er fejlvokaliseret for פֵרַסְּתִי og יָדִי for יָדַי. αντιλεγειν ... מוֹרֶה v. סוֹרֵר αντιλεγειν 'om det genstridige folk' מוֹרֶה el. סוֹרֵר. – αντιλεγειν: gr. (antilégein) 'tale imod, modsige', 'være genstridig', Rom 10,21 i Novum Testamentum graece og Es 65,2 (se foregående kommentar) i Septuaginta. Og de to hebraiske ækvivalenter (moræh) og (sôrer) i betydningen 'være genstridig'; סוֹרֵר forekommer i Es 65,2 i Biblia hebraica. – v.: vel, lat. 'eller'. μη ουϰ ηϰουσαν? gr. (mē ouk ēkousan) »har de da ikke hørt?« Rom 10,18 i Novum Testamentum graece. Jf. Tholuck, s. 434,34. P. verba Esaiæ ... eos ego ad me vocavi lat. 'Paulus udlægger Esaias' første ord til at gælde hedningerne. Alt, hvad Esajas sagde, drejede sig imidlertid om jøderne, og det skulle forstås således: Jeg har været meget velvillig stemt over for israelitterne, for mens de vendte sig til andre guder, kaldte jeg dem til mig'. Jf. Tholuck, s. 437,4ff. – verba Esaiæ priora: Es 65,1, som Paulus citerer fra i Rom 10,20. – Esaiæ: . 1 Reg: 19, 10. Ibi sermo est ... וַיְבַקְשוּ אֶת־נַפְשִי '1 Kong 19,10. Dér er der tale om Jezabel, Akabs hustrus forfølgelse; Esajas var flygtet bort til en hule ved Hebron, og han råbte til Gud og sagde: וַיְבַקְשוּ אֶת־נַפְשִי'. Paulus citerer fra 1 Kong 19,10 i Rom 11,3. – Reg: . – Jesabelis: el. Jezabel, datter af den fønikiske konge Etba'al, kong Akabs dronning, en ivrig dyrker af den kana'anæiske gud Ba'al (se følgende kommentar) og en forførende skikkelse, der forledte kongen til afgudsdyrkelse. – Achabi: el. Akab, konge af det israelitiske nordrige (874-51 f.Kr.), i GT betragtet som en forbryderisk og ugudelig konge, fordi han pga. sin dronning indførte dyrkelsen af Ba'al i Israel. – Esaias: forvekslet med Elias, profet i det israelitiske nordrige i det 9. årh. f.Kr., tog under kong Akab kampen op mod dyrkelsen af Ba'al og for Jahve () som den eneste Gud. – Hebronem: Hebron er en by o. 30 km syd for Jerusalem, her forvekslet med Horeb; 1 Kong 19 handler om Elias' flugt til Horeb, hvor han overnatter i en hule, og om Guds åbenbaring for Elias på Horebs bjerg, det samme som Sinajs bjerg i Sinajs ørken. – וַיְבַקְשוּ אֶת־נַפְשִי: hebr. (wajebaqešû ʼæt-napšî) 'og de søgte min sjæl' el. 'og de stræbte mig efter livet', 1 Kong 19,10 i Biblia hebraica. Baal ɔ: dominus ... conceptivam esse conjunctam lat. 'Baal, dvs. herre, var en fønikisk gud, som babylonierne også kalder βασιλευς ουϱανου = Molok מֶלֶךְ. Bel omtales af Daniel. Af romerne og grækerne kaldtes han Hercules Tyrius. Gennem denne gud blev solens magt, dvs. dens livgivende kraft, klargjort, for de gamle mødtes for at dyrke solen, der var fremstillet som skaberen. Til denne gud i hankøn føjede fønikerne gudinden Baaltis dvs. Astarte-Aphrodite, der er billedet på månen eller jorden, dvs. den undfangende kraft, for månen får sit lys fra solen og kræfterne i jorden kaldes frem af solens varme. Hvad er meningen med at bruge femininum? Nogle underforstår ειϰων, hvad der forekommer vilkårligt, andre mener, at dette køn er brugt for at vanære guden og angive, at det er en uægte gud. Paulus tænkte snarere på gudinden Baaltis, for i oldtiden var det ofte almindeligt at lade en gud og gudinde forene sig, af denne pardannelse opstår der så en ny gud, som er ανδϱογυνος, hvilket viser, at evnen til at avle og undfange er forbundet med hinanden'. Delvis excerpt af s. 443,27 - 445,17, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,4. – Baal: el. Ba'al, 'herre', kana'anæisk (vestsemitisk) regn-, torden- og frugtbarhedsgud. – deus Phoenicum: jf. Tholuck, s. 443,26-27, hvor det oplyses, at Ba'al »war der Name, welchen die Phöniker der Sonne gaben, die sie als männlichen Gottheit verehrten«. – βασιλευς ουϱανου: gr. (basileús ouranoú) 'himlens konge'; kilden har ikke kunnet identificeres, jf. dog Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 1, s. 138, hvor det oplyses, at fønikierne kaldte solen »μόνον οὐϱανοῦ ϰύϱιος« (»himlens ene herre«). – Molok: gr. form for hebr. Molæk, en hånlig forvanskning af Mælæk (se nedenfor); den gud, israelitterne ofrede børn til i Tofet i Hinnoms dal syd for Jerusalem, undertiden identificeret med Ba'al, jf. Tholuck, s. 443,27-28: »Sie [fønikierne] nannten sie auch 'Moloch' oder 'König'.« – מֶלֶךְ: hebr. (mælæk) konge. – Bel: betegnelse for den babyloniske gud Marduk og den akkadiske form for Ba'al, jf. »Bel og Dragen«, den sidste af de tre tilføjelser til Daniels Bog, et af de gammeltestamentlige apokryfe skrifter, der er polemisk vendt mod dyrkelsen af Bel. Jf. også Winer Biblisches Realwörterbuch bd. 1, s. 138. – Hercules Tyrius: Herkules (gr. Herakles), gr.-rom. hero og skytsgud, om hvem der fortælles en lang række kæmpesagn; Herkules (el. Herakles) fra Tyrus er omtalt i 2 Makk 4,19-20, jf. Winer Biblisches Realwörterbuch bd. 1, s. 564. Om identifikationen af Herkules af Tyrus med Ba'al, jf. Winer Biblisches Realwörterbuch bd. 1, s. 138, og Gesenius Lexicon manuale hebraicum et chaldaicum (), s. 162. – gen: masc: generis masculini. – vis solis: jf. Winer Biblisches Realwörterbuch bd. 1, s. 138: »Gewöhnlich hält man ihn [Baal] für die Sonne, als Princip der befruchtenden Naturkraft«. – Astarten: gudinde, der er knyttet til den kana'anæiske gud Ba'al. I GT optræder hun oftest i flertalsform og kun få gange i entalsform som Astarte. Jf. Tholuck, s. 445. – αϕϱοδιτη: gr. (aphrodítē) 'elskov, ynde' el. Afrodite, gr. kærlighedsgudinde (rom. Venus); Astarte er undertiden blevet identificeret med Afrodite og Venus, jf. Winer Biblisches Realwörterbuch bd. 1, s. 125. – ειϰων: gr. (eikōn) 'billede', 'gudebillede'; hentyder måske til, at Ba'al blev fremstillet som en billedstøtte, der blev tilbedt, jf Tholuck, s. 444,7ff. Pointen er den, at εἰϰών er fem., så når Ba'al optræder med den bestemte artikel i fem., skal dette forklares som en ellipse. – ανδϱογυνος: gr. (andrógynos) 'tvekønnet'; henviser til, at Ba'al muligvis var en androgyn guddom (se følgende kommentar). Jf. Tholuck, s. 444,38. Sæpe LXX η Βααλ pro ὁ Βααλ ... Zeph: 1, 4 lat. 'Septuaginta har ofte ἡ Βααλ i stedet for ὁ Βααλ'. Excerpt af s. 443,28-32, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,4, som bringer henvisningerne til Hos 2,8; Jer 2,8; 19,5 og Sef 1,4. – η Βααλ pro ὁ Βααλ: gr. (hē Baal) for (ho Baal); ἡ og ὁ er de gr. bestemte artikler i hhv. fem. og mask., hvilket viser, at Ba'al kan optræde både som en kvindelig og som en mandlig guddom (se foregående kommentar). Es. 29, 10. in textu ... specialius verbum: πεποτιϰεν lat. 'I teksten står der ikke εδωϰεν, men det mere specielle verbum πεποτιϰεν'. Excerpt af s. 447,5-8, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,8. – εδωϰεν: gr. (édōken) 'gav', 'har givet', Rom 11,8 i Novum Testamentum graece, i citatet fra Es 29,10. – πεποτιϰεν: gr. (pepótiken) 'har givet at drikke', 'udgydt', Es 29,10 i Septuaginta. ϰατανυξις ex ϰατανυσσω ... secutus est LXX lat. 'ϰατανυξις kommer af ϰατανυσσω gennemborer, heraf kommer gennemboring, men Paulus afleder det af ϰατανυσταζω jeg nikker med hovedet, heraf kommer søvn = רוּחַ תַרְדֵמָה. Han fulgte Septuaginta'. – ϰατανυξις: gr. (katányxis) egl. 'gennemstikken', dvs. 'kval, smerte', i Rom 11,8 i betydningen 'søvn'. Jf. Tholuck, s. 447,8-11. – ϰατανυσσω: gr. (katanýssō) 'gennemborer'. – ϰατανυσταζω: gr. (katanystázō) 'døser, falder i søvn'. – רוּחַ תַרְדֵמָה: hebr. (rûaḥ tardemāh) 'søvnens ånd', Es 29,10 (se foregående kommentar) i Biblia hebraica. Jf. til hele kommentaren artiklen »ϰατάνυξις« i Bretschneider bd. 1, s. 644. Deut. 29, 3 exstant verba: ... quæ audiunt lat. 'I 5 Mos 29,3 står ordene: Gud gav ikke israelitterne øjne til at se eller ører til at høre'. Paulus citerer fra 5 Mos 29,3 i Rom 11,8. – Deut.: . Da nu i den heb: Text ... vare af Deut: excerpt af s. 447,13-17, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,8. – εως της ημεϱας ταυτης: gr. 'indtil denne dag', 5 Mos 29,4 i Septuaginta, svarende til 29,3 i Biblia hebraica (se foregående kommentar); citatet fra Septuaginta skyldes SK. Novum Testamentum graece har: »ἕως τῆς σήμεϱον ἡμέϱας«, »indtil den dag i dag«. ψ 69, 23.24. David ønsker Ondt over sine Fjender excerpt af s. 447,23-24, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,9. Paulus citerer fra Sl 69,23-24 i Rom 11,9-10. – ψ: . Han betragter Theokraties Fjender ... af Theokratiet overs. citat fra s. 447,25-28, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,9. – Theokratiets: . – Oekonomie] sigter til Guds οἰϰονομία (gr. oikonomía), husholdning, orden, verdensorden, frelsesplan. ϑηϱα forekommer hverken i Texten ell. i LXX excerpt af s. 448,12-13, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,9. – ϑηϱα: gr. (thēra) snare; ordet forekommer hverken i den hebr. tekst eller i Septuaginta. »Deres Bord skulde blive en Slynge.« ... mindst ventede det overs. citat fra s. 448,13-15, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,9. saaledes Tholuck jf. Tholuck, s. 445,7-8: »Es scheint daher am gerathensten, anzunehmen, daß das Fem. verächtlich stehe.« I det andet Hemistich ... סְּלוּמִים Gjengjeldelse excerpt af s. 448,19-21, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,9. – סְּלוּמִים: (šelûmîm), Tholuck har rigtigt: שִׁלּוּמִים (šillûmîm). – Hemistich: af gr. 'halvvers'. af שִלוּם Gjengjeldelse SKs tilføjelse. – שִלוּם: egl. שִׁלּוּם, hebr. (šillûm) (se foregående kommentar). רֵאשית בְכוּרִים og רֵאשִית תְרוּמוֹת (reʼšît bekûrîm) og (reʼšît terûmôt), hebr. ækvivalenter til de to gr. ord, ἀπαϱχή (aparchē) 'førstegrøde', og ϕύϱαμα (phýrama) 'dej', som forekommer i Rom 11,16 i Novum Testamentum graece. Sammenstillingen skyldes Tholuck, jf. s. 457f. εϰϰλαω defringo, abscindo v. exscindo gr. / lat. 'εϰϰλαω afbrækker, afriver el. afflår'. Citat fra artiklen »ἐϰϰλάω« i Bretschneider bd. 1, s. 377. לְצִיוֹן‎ וּבָא גוֹאֵל hebr. »En løskøber skal komme til Zion«, Es. 59,20, første halvvers, i Biblia hebraica; stedet citeres efter Septuaginta i Rom 11,26. Om Zion, . αποστϱεψει etc: ... וּלְשָבֵי »ἀποστϱέψει ἀσεβείας ʼΙαϰώβ« (gr. »han skal afvende ugudelighed fra Jakob«), Rom 11,26, andet halvvers, i Novum Testamentum graece, citat fra Es. 59,20, andet halvvers, efter Septuaginta. – פֶשַע‎ וּלְשָבֵי בְיַעֲקֹב: hebr. »og til dem, der vender om fra synd i Jakob«, Es. 59,20, andet halvvers, efter Biblia hebraica. Jf. Tholuck, s. 468,16, hvor den hebr. tekst citeres. Veniet Zioni vindex ... εϰ pro ενεϰα lat. 'Der skal til Zion komme en løskøber og til dem blandt jakobiterne, som har vendt sig bort fra synden. Paulus fulgte Septuaginta, som læste: וַיַשִיב han lod dem vende tilbage dvs. han fjernede dem. I Septuaginta læses der ενεϰα Zion, til Zions frelse. Paulus siger fra Zion. Men ενεϰα giver en langt mere passende mening i sammenhængen. Vi ser ret ofte, at Paulus behandler tekststeder i Det Gamle Testamente temmelig frit, når det tjener hans formål, men det gør det ikke dette sted. Man kan derfor have sine tvivl om læsemåden. Måske forkortede Paulus ενεϰα som εϰ'; jf. Tholuck, s. 468,11-13. – Zion: . – Jacobitos: Jakobitter, dvs. patriarken Jakobs efterkommere; her svarende til indbyggerne i det israelitiske sydrige Juda. – וַיַשִיב: egl. וְיָשִׁיב, hebr. (wejāšîb) 'han får til at vende om'; Septuagintas formodede forlæg for Es. 59,20, andet halvvers, i stedet for וּלְשָׁבֵי (se foregående kommentar), jf. Tholuck, s. 468,17-18: »Es scheinen die LXX., der Chald. und Arab. anstatt לְשָׁבֵי gelesen zu haben: וְיָשִׁיב.« – ενεϰα: gr. (héneka) 'på grund af', 'for ... skyld'. – h. l.: . – εϰ: gr. (ek) 'fra'. συγϰλειω = הִסְגִיר בְיַד ell. לְ ell: אֶל excerpt af s. 471,34-35, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,32. – συγϰλειω: gr. (synkleíō) 'indeslutter', Rom 11,32 i Novum Testamentum graece. – הִסְגִיר בְיַד ell. לְ ell: אֶל: hebr. (hisgîr bejad) 'overgiver i hånden' el. (le) 'på' el. (ʼæl) 'til'. i Sohar forekommer ... Viisdoms Dybde excerpt af s. 474,36 - 475,1, i Tholuck, i kommentaren til Rom 11,33. – עוּמְקָא דְחָכְמְתָא: hebr. (ʽûmeqāʼ deḥåkmetāʼ). – Sohar: Sohars Bog, Sefer ha-Zohar ('Bogen om (den himmelske) Stråleglans'), et omfattende pseudepigraft skrift fra 1280'erne af rabbi Moses fra Leon i Nordspanien; heri fik den jødiske, mystiske lære kabbala sit klassiske udtryk. Hiob 41, 3 Job 41,3, som Paulus citerer fra i Rom 11,35 efter den hebr. tekst, jf. Tholuck, s. 475,35. מָקוֹם‎ נָתַן לְחֵמָה hebr. (nātan māqôm leḥemāh) 'give plads for vrede', svarende til det gr. udtryk 'δότε τόπον τῇ ὀϱγῇ' ('giv plads til (Guds) vrede') i Rom 12,19 i Novum Testamentum graece. Jf. Tholuck, s. 490,30. in textu hebr: sunt ... נָקָם‎ לִי וְשִלֵם lat. 'I den hebr. tekst er der to substantiver: לִי וְשִלֵם‎ נָקָם'. – נָקָם‎ לִי וְשִלֵם: egl. לִי נָקָם וְשִׁלֵּם, hebr. (lî nāqām wešillem) 'hævnen og gengældelsen tilhører mig', 5 Mos 32,35 i Biblia hebraica, citeret på gr. i Rom 12,19, hvor der er ét substantiv ἐϰδιϰησις (ekdíkēsis), 'hævn', og ét verbum ἀνταποδωσω (antapodōsō) 'jeg vil gengælde'. cfr Prov: 25, 21-22 jf. Ordsp 25,21-22, som citeres i Rom 12,20 efter Septuaginta, jf. Tholuck, s. 491,15-16. – Prov: gængs forkortelse for Proverbia, den lat. betegnelse for Ordsprogenes Bog. לֹא תִנְאָף ... חָמַד hebr. »Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke begå drab, stjæle, begære«, 2 Mos 20,13-15.17 og 5 Mos 5,17.19.21 i Biblia Hebraica, som citeres på gr. i Rom 13,9 efter Septuaginta. עָמַד‎ נָפַל hebr. (ʽāmad) 'stå' og (nāpal) 'falde', svarende til de gr. ord στήϰει (stēkei, 'står') og πίπτει (píptei, 'falder') i Rom 14,4 i Novum Testamentum graece. Jf. Tholuck, s. 503,20-27. πληϱοϕοϱεισϑω gr. (plērophoreísthō) 'skal opfyldes, fuldstændiggøres, få vished', her i betydningen 'skal holde fast ved' el. 'skal stå fast ved', Rom 14,5 i Novum Testamentum graece. לֵב‎ מָלֵא hebr. (māleʼ leb) 'fylde hjertet'; udtrykket anføres under 'πληϱοϕοϱέω' i Bretschneider bd. 2, s. 295. Es. 45, 23. nec consentit auctor ... ut omnes me adorent lat. 'Es 45,23. Forfatteren er hverken i overensstemmelse med Septuaginta eller med den hebr. tekst, men der citeres efter hukommelsen. I stedet for ζω εγω læses der בִי נִסְּבַעְתִי ϰατ' εμου ομνυμι. Meningen er den samme. Jehova fremstilles som talende og som sværgende dels ved sig selv, dels ved sit liv: Så sandt som jeg er Gud, så skal det sandelig ske, at alle vil tilbede mig'. Paulus citerer fra Es 45,23 i Rom 14,11. – ζω εγω: gr. (zō egō) 'jeg lever', her i betydningen: 'så sandt jeg lever', Rom 14,11 i Novum Testamentum graece og Es 49,18 i Septuaginta, svarende til udtrykket i Biblia hebraica. Paulus citerer dette udtryk fra Es 49,18 i Rom 14,11 i stedet for det følgende udtryk fra Es 45,23. – בִי נִסְּבַעְתִי: hebr. (bî nišbaʽtî) 'jeg sværger ved mig selv', Es 45,23 i Biblia hebraica. – ϰατ' εμου ομνυμι: 'jeg sværger ved mig selv'. SKs gengivelse på gr. af den hebr. passus; Septuaginta har: »ϰατ' ἐμαυτοῦ ὀμνύω« (»jeg sværger ved mig selv«). πλησιον er et Adverb: ... proximus, proximi Sammensat citat fra artiklen »πλησίον« i Bretschneider bd. 2, s. 298f. – πλησιον: gr. (plēsíon) 'nær ved', jf. Rom 15,2 i Novum Testamentum graece. – prope, juxta: lat. 'nær ved', 'tæt ved'. – ὁ, ἡ, το ... οἱ αι, τα πλησιον: de mulige substantiveringer af adverbiet πλησίον med de gr. bestemte artikler i mask., fem. og neutr. hhv. sing. og plur. med betydningen 'den nærmeste' og 'de nærmeste', normalet gengivet med 'næste' (medmenneske). – proximus, proximi: lat. 'den nærmeste', 'de nærmeste'. ψ. 69, 10. חֶרְפוֹת נָפְלוּ‎ חוֹרְפֶיךָ עָל hebr. 'Dine spotteres spot har ramt [mig]', Sl 69,10 i Biblia hebraica; Paulus citerer stedet i Rom 15,3 efter Septuaginta, hvor salmen har nr. 68. – ψ.: . Queritur psalmista ... in Jehovam fidem lat. 'Salmisten klager over fjendens plager og siger, at han for Jehovas skyld vil udholde dem, at han skønt uskyldig vil tåle dem på grund af sin fromme tro på Jehova'. – Jehovam: . ψ 18, 50. Commotus est auctor voce: ... qui sic erupit lat. 'Sl. 18,50. Forfatteren er bevæget over udtrykket: εν εϑνεσιν, men på salmestedet er der ikke tale om folkenes fremtidige lykke, men om selve Davids befrielse, han, som fremsagde disse ord'. – εν εϑνεσιν: gr. (en éthnesin) 'blandt folk/folkeslag' el. 'blandt hedninger', Rom 15,9 i Novum Testamentum graece og Sl 18,50 i Septuaginta, hvor salmen har nr. 17. Paulus citerer fra denne salme i Rom 15,9. – Davidis: Israels anden konge (regerede o. 1000-960 f.Kr.), anføres som forfatter til salmen i v. 1. Deut 32, 43. Hebraice sensus alius: ... inde hæc versio lat. '5 Mos 32,43. På hebraisk er meningen en anden: חַרְנִינוּ גוֹים עַמוֹ Lovpris, I folkeslag! hans folk dvs. israelitterne. Det angives, at frelsen kun vedrører jøderne, og at hedningerne bliver tvunget til at lovprise denne jødernes frelse. Foran עַמוֹ skrev Septuaginta אֶת, hvilket er mærket for akkusativ, og præpositionen μετα, derfor denne oversættelse'. Paulus citerer fra 5 Mos 32,43 i Rom 15,10 efter Septuaginta. – Deut: . – גוֹים‎ הַרְנִינוּ עַמוֹ: hebr. (harnînû gôjîm ʽamô) 'jubl, I folkeslag, over hans folk', 5 Mos 32,43 i Biblia hebraica. – LXX: . – עַמוֹ: egl. עַמּוֹ, hebr. (ʽammô) 'hans folk'. – אֶת: hebr. (ʼæt) 'sammen med'. – μετα: gr. (metá) 'sammen med'. ψ 117, 1 Sensus communis ... ad deum celebrandum lat. 'Sl 117,1. Der gives adskillige steder udtryk for det fornuftige synspunkt, at alle jordens indbyggere burde træde sammen for at lovprise Gud'. Paulus citerer fra Sl 117,1 i Rom 15,11. Es: 11, 10. ϱιζα Ιησσαι ... quam verba expresserunt lat. 'Es 11,10. ϱιζα Ιησσαι. שוֹרֶש יִשַי rod, men på dette sted, hvad der opstår af en rod, afkom, skud, hvilket fremgår af Es 11,1: Der vil fremvokse et skud fra Isajs stub, og en kvist af hans rødder skal bære frugt. Indholdet af dette sted er: der loves israelitterne fremtidig frelse, således 1) Det hedder, at denne frelse vedrører de kommende tider. 2) En himmelkonge skal være denne verdens leder. 3) Over ham skal hvile Guds, visdoms, råds, styrkes ånd. 4) Hans magt skal udstrækkes over alle folk. 5) Han skal dømme folkene med meget stor retfærdighed. Der skal også stiftes indbyrdes fred mellem alle vilde dyr og kreaturer og mennesker uden forskel, og de vil komme til kundskab om Gud. Derfor beskrives det som en guldalder. Nogen har forstået det om Hiskia, som gav jødernes statsmagt æresoprejsning, andre igen om Zerubbabel, genopretteren af den israelitiske stat. Men det må indrømmes, at det snarere drejer sig om den messianske tid, og at det derfor må henføres til de messianske steder, for 1) der gives en beskrivelse af den kommende verdens tid 2) af guldalderen 3) som grundlægger af dette rige indsættes han som himmelens konge, udstyret med alle fortræffelige egenskaber. Disse kendemærker gør det til et messiansk sted. Teksten er ikke nøjagtigt anført, på hebraisk står der: Han vil stå som et tegn for folkene, dvs. således at alle folkeslag retter deres opmærksomhed mod ham. Alexandrinerne har udtrykt meningen snarere end ordene'. Paulus citerer fra Es 11,10 i Rom 15,12 efter Septuaginta. – ϱιζα Ιησσαι: gr. (rhíza Iēssai) »Isajs rod«, Rom 15,12 i Novum Testamentum graece og Es 11,10 i Septuanginta. Ιησσαι er fejl for Ιεσσαι. Isaj er if. 1 Sam 16,11-13 og 17,12 far til David (). – שוֹרֶש יִשַי: hebr. (šôræš jišaj) »Isajs rod«, Es 11,10 i Biblia hebraica. – h. l.: . – seculum aureum: jf. SKs referat af H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger«, § 48, hvor Es 11,6 og 60,17 omtales som »mere poetiske Steder, der skildre den messianske Periode som en Guldalder« (Pap. I C 19, i bd. XII, s. 96). – Hiskia: el Hizkija (). – Zerubabele: el. Zerubbabel, af Davids slægt, fremtrædende person ved genoprettelsen af den jødiske menighed ved slutningen af det 6. årh. f.Kr. og ved genopbygningen af templet i Jerusalem o. 520 f.Kr. Blev i eftertiden betragtet som en Messiasskikkelse. – Alexandrini: Alexandrinerne, dvs. de jødiske lovkyndige i Alexandria, der oversatte Septuaginta (). Es: 52, 15. ex interpretatione Pauli ... a genuino loci sensu lat. 'Es 52,15. Efter Paulus' fortolkning er πεϱι αυτου = πεϱι Χϱιστου, men på det anførte sted er kontekstens mening en anden. Talen er om at vende tilbage fra Babylon til Palæstina: De fjerneste folk vil komme til at høre om israelitternes æresoprejsning, derfor skal der med αυτου forstås λαος, og derfor er [Paulus'] henvisning [til Kristus] helt fremmed for stedets oprindelige mening'. Paulus citerer fra Es 52,15 i Rom 15,21 efter Septuaginta. – πεϱι αυτου = πεϱι Χϱιστου: gr. (perí autoú) 'om ham' = (perí Christoú) 'om Kristus'. – a Babylone: dvs. fra eksilet i Babylon (). – λαος: gr. (laós) 'folk', dvs. Israels folk. Φοιβη modo h: l: nominatur lat. 'Φοιβη nævnes kun på dette sted'. – Φοιβη: gr. (Phoíbē) Føbe, anbefales her i Rom 16,1 af Paulus som »vor søster« og »menighedstjener i Kenkreæ«; omtales i øvrigt ikke i NT. – h: l: hoc loco. respicitur Gen: 3, 15: ... (יְשוּפְךָ רֹאש) lat. 'Der sigtes til 1 Mos 3,15: Du [slangen] skal bide i dennes [kvindens sæds] hæl, og denne skal søndertræde dit hoved (יְשׁוּפְךָ רֹאשׁ)'. Jf. Tholuck, s. 520,26. – Gen: gængs forkortelse for Genesis, gr. 'frembringelse', 'tilblivelse'; betegnelse for Første Mosebog. – יְשוּפְךָ רֹאש: hebr. (ješûpekā rôʼš) »den/han skal knuse dit hoved«, 1 Mos 3,15 i Biblia hebraica. Timotheus et Sosipatrus ... Achaiam facto lat. 'Timotheus og Sosipater, jf. ApG 20,4 på den samme rejse gennem Makedonien og Akaja'. – Timotheus: Paulus' mest betroede medarbejder, ledsager på sidste del af hans anden missionsrejse, medafsender af de fleste af hans breve (2 Kor, Fil, Kol, 1 og 2 Thess, Filem) og modtager af to breve fra ham, ordineret og indsat af ham som leder af menigheden i Efesos. – Sosipatrus: en kristen jøde, nævnes kun her i NT, Rom 16,21. – Act.: . SK synes her at forveksle Sosipatrus med Sopatrus i ApG 20,4. – Macedoniam: Makedonien, landskab N for det egl. Grækenland, omfattende dele af det nuværende Grækenland og den sydlige del af Bulgarien (Thrakien) samt det nuværende Makedonien og Albanien (Illyrien). – Achaiam: Achaia el. Akaja, fra 27 e.Kr. det officielle navn for en rom. provins, der med Korinth som hovedstad omfattede den mellemste og sydlige del af Grækenland. If. ApG kom Paulus på sin anden missionsrejse gennem Makedonien og Akaja. Die Urgeschichte ... p. 125 o: fl. afhandling i Zeitschrift für spekulative Theologie () bd. 3, 1. hefte, 1837, s. 125-210. – B. Bauer: Bruno Bauer (1809-82), ty. teolog, elev af G.F.W. Hegel (1770-1831), først højre-, senere venstrehegelianer, privatdocent i Berlin, 1839-42 prof. i Bonn, blev i 1843 på grund af sine religiøse anskuelser frakendt retten til at fungere som præst. Bauers afhandling indeholder et forord og tre afsnit opdelt i 24 paragraffer. 1. afsnit (§ 1-11): beretningen om skabelsen og om syndefaldet, bestående af to afdelinger, 1. afdeling (§ 1-5): beretningen om skabelsen, 2. afdeling (§ 6-11): beretningen om syndefaldet; 2. afsnit (§ 12-18): begyndelsen af menneskehedens historiske udvikling; og 3. afsnit (§ 19-24): syndfloden og opdelingen i folk og sprog. Bauer konkluderer sin analyse med, at det bibelske bidrag til menneskets forhistorie ('Urgeschichte') er mytisk stof set i den senere åbenbarings lys. SK refererer kun fra § 1, s. 131-134. I de følgende kommentarer bliver der henvist til afsnit, paragraf og side, uden at titlen »Die Urgeschichte« hver gang anføres. 1 Efterretningen om Skabelsen Gen. I. II. »I. Der Bericht von der Schöpfung. Gen I. II.« overskrift for 1. afdeling i 1. afsnit, s. 131. – Gen. I. II.: 1 Mos 1 og 2, der indeholder GT's to skabelsesberetninger. Om 'Gen.', . § 1 Den bogstavelige Opfattelse »§. 1. Die wörtliche Auffassung des Berichts«, overskrift for § 1, s. 131. Den vanskeliggjøres ved ... var forhaanden referat af § 1, s. 131,9-22. – II, 5-7: 1 Mos 2,5-7. Skabelsen af Dyrene ... Tilbageskridt referat af § 1, s. 132,5-15. – II, 19: 1 Mos 2,19. Fremdeles Vanskeligheden ... adskilte forinden referat af § 1, s. 133,16-25. – 4de Dag: jf. 1 Mos 1,14-19, især v. 14-15, hvor Gud siger: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Dichtungen v. Ulrich v. Hutten ... Stuttgart. 1838 Ulrich von Hutten's Jugend-Dichtungen, didaktisch-biographischen und satyrisch-epigrammatischen Inhalts. Zum Erstenmal vollständig übersetzt und erlaütert herausgegeben von Ernst Münch. / Stuttgart. 1838. – Ulrich v. Hutten: Ulrich von Hutten (1488-1523), ty. adelsmand og humanist. Ulrich v. Hutten blev 11 år gammel optaget i klosteret i Fulda, men ked af klosterlivet flygtede han derfra i 1505. I årene efter studerede han ved forskellige ty. og ital. universiteter samtidig med, at han i stigende grad forholdt sig kritisk til pavedømmet og ud fra humanistiske synspunkter vendte sig imod skolastikken. Han skrev en række satiriske digte på lat. især vendt imod paven, hvilket gjorde ham kendt i Tyskland. I 1515 trådte han i forbindelse med tidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, men sluttede sig senere til Luther. 1517 blev han af kejser Maximilian kronet til ty. digterkonge i Augsburg. I SKs forfatterskab og papirer er Ulrich v. Hutten kun nævnt denne ene gang. – E. Münch: Ernst Hermann Joseph Münch (1798-1841), schweizisk jurist, historiker og udgiver, prof. i Freiburg og Lüttich. De impostura religionum ... Leipzig 1833 lat. Kort Begreb af religionernes bedrag eller bogen om de tre bedragere. – Genthe: Friedrich Wilhelm Genthe (1805-66), ty. historiker, gymnasielærer og udgiver. Man seer af den historiske Indledning ... ondt Øie paa Udgaven indledes med en udførlig indledning af udgiveren, »Litterarischer Versuch über die Schriften de Tribus Impostoribus« (s. 1-26), fulgt af et 'Anhang', »Reponse à la Dissertation de Mr. de la Monnoye sur le Traité: De Tribus Impostoribus. / A la Haye chez Henry Scheurler. / 1716« (s. 27-40). Herpå følger selve afhandlingen (s. 41-62). Dette berygtede skrift, ofte blot kaldt De Tribus Impostoribus (lat. Om de tre bedragere), dvs. om de tre bedragere Moses, Jesus og Muhammed, er ofte omtalt i det 18. årh., men kun set af få, og mange betvivlede dets eksistens. Det er formentlig skrevet i sidste halvdel af det 17. årh. og tilskrevet en lang række personer, der alle ud fra ortodokse synspunkter blev anset for at være kættere eller ateister. Allerede før skriftet dukkede op i 1716 i et privatbibliotek, gik der rygter om det. Herefter blev det afskrevet adskillige gange og første gang trykt i 1753 med det angivne trykår 1598. I skriftet angribes de tre store åbenbaringsreligioner, jødedommen, kristendommen og muhammedanismen, dels fordi de er modstridende, dels fordi deres krav på sandhed udelukkende beror på stifternes og de første tilhængeres vidnesbyrd, der igen kan føres tilbage til de tre religionsstiftere, som har ført tilhængerne bag lyset. Kritikken af åbenbaringsreligionerne munder dog ikke ud i ateisme, idet muligheden af en erkendelse af det guddommelige uafhængig af en åbenbaring holdes åben. cfr. Listen p. 10 og 11 I indledningen, s. 10-11, opregner Genthe 27 personer, som bogen er blevet tilskrevet: »Kaiser Friedrich I., Rothbart † 1190. / Averrhoës † 1217/25 / Kaiser Friedrich II. † 1250. / Petrus a Vineis, sein Kanzler † 1249. / Alphons X. König von Castilia † 1284. / Boccacio geb. 1313; † 1375. / Poccio geb. 1380; † 1459. / Leonard Aretin. / Pomponazzio geb. 1462; † 1525/30. / Herman Ryswick. / Machiavelli geb. 1469; † 1527. / Erasmus geb. 1467; † 1536. / Pietro Aretino geb. 1492; † 1566. / Ochinus. / Doletus, verbr. 1546. / Merula der Muhamedaner. / Francesco Pucci. / Servetus. / Rabelais geb. 1483; † 1553. / Gruetus. / Barnaud. / Postel † 1581. / Muret geb. 1526; † 1585. / Nachtigall † 1535. / Giordano Bruno † 1600. / Campanella geb. 1566; † 1639. / Milton geb. 1608; d. 13/11 1674.« Deum esse, eum ... Deum, intelligant lat. »Mange fremsætter den påstand, at Gud eksisterer, og at han bør dyrkes, uden at de forinden har gjort sig klart, hvad man forstår ved Gud, og hvad det vil sige at eksistere, for så vidt som dette er fælles for legemer og ånder, hvilket er i overensstemmelse med deres begrebsadskillelse, og hvad det vil sige at dyrke Gud«. Ordret citat fra § 1, s. 43, hvor 'Deum' og 'Deus' er fremhævet. Speculativ ... Marthensen referat af H.L. Martensens forelæsninger over Den speculative Dogmatik (se tekstredegørelsen, s. 478f.). – Marthensen: Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog, forelæste ved Københavns Universitet i 1837-38, inden han blev lektor i 1838 og i 1840 ekstraordinær prof. i teologi. D. Dogmatik. indlyse være tydelig, indlysende. Auctoritæt for Msk: ... for Tankens Prøve Dette er den måde, hvorpå Martensen også andre steder beskriver den moderne filosofis princip i modsætning til middelalderens påståede naive tro; jf. hans anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835 (forkortet Indlednings-Foredrag), i Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 16, Kbh. 1836, s. 518: »thi Videnskaben vilde nu erkjende Sandheden ud af sig selv, og kun hvad der ved Tankens indre tvingende Nødvendighed kunde godtgjøre sig som uomstødelig Sandhed, maatte for Mennesket gjælde som saadan.« Dette indførte et Brud ... Dannelse jf. J.L. Heibergs indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 13f., hvor der skelnes mellem 'de Dannede', som kan erkende det sande i 'den nærværende Tid', og 'den udannede Mængde', der ikke kan. At religion ikke længere er noget for 'de Dannede', betragter Heiberg som et symptom på det, han opfatter som 'den nærværende Tids' krise: »Kaste vi da et Blik paa den nærværende Tid, saa finde vi for det Første, at visse Bestræbelser, som hos de Udannede have Nærværelsens Liv og Øieblikkets Interesse, betragtes af de Dannede som et sluttet Stof, henhørende til det Forbigangne. Det mærkeligste Exempel herpaa er vore hyppige theologiske Stridigheder, som udelukkende føres til Opbyggelse for de Udannede, medens de Dannede, som ere komne over dette Standpunct, næsten ikke afficeres deraf, men have deres Himmel og deres Helvede i den politiske Gjæring«, s. 14f. Og videre s. 16: »Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden; vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid for det Meste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører det til det Forbigangne, til det Tilbagelagte.« Nogle bleve Vantroe sigter formentlig til 'det unge Tyskland', en ty. politisk og litterær bevægelse ca. 1830-50, med frisindede, moral- og kirkekritiske meninger. Andre vilde fremmane Luthers Skygge sigter formentlig til den lutherske el. gammelprotestantiske ortodoksi, en dogmatisk, kirkelig retning, som opstod i begyndelsen af det 17. årh. Ortodoksiens teologer opbyggede store teologiske systemer og søgte at udarbejde en systematisk fremstilling af Luthers teologi, bl.a. for at afgrænse den protestantiske lære i forhold til andre konfessioner, især calvinismen. – Luther: . de apostoliske Fædres Tid tiden efter aposteltiden; if. en tradition fra oldkirken var 'De apostolske Fædre' disciple af kendte apostle. Betegnelsen 'De apostolske Fædre', som normalt betegner en gruppe af skrifter, går tilbage til slutningen af det 17. årh., da disse skrifter første gang blev udgivet samlet. I dag er man af den opfattelse, at de ældste af disse skrifter stammer fra det 1. årh., mens hovedparten er fra første halvdel af det 2. årh. Vidskb. Videnskaben. Dogma af gr., dogme, trossætning, læresætning. umidd: umiddelbart. Symbolik den teologiske videnskab, der undersøger og forklarer de kristne kirkers troslære, trosbekendelser og bekendelsesskrifter. at erkjende Dogmet ... absolute Sandhed ... som Idee Martensen betjener sig af den hegelske opfattelse, at den absolutte el. evige sandhed ligger i 'ideen', som er kommet til konkret udtryk i forskellige historiske former. Jf. G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af Ph. Marheineke, bd. 1-2, Berlin 1832 (ktl. 564-565); bd. 1, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke) bd. 11, s. 24 (Jub. bd. 15, s. 40). spec: speculativ. D: Dogmatik. den chr: Religions-Philos: ... historiske Former jf. Hegels opfattelse af kristendommen som 'die absolute Religion', der for ham udgør kulminationen af de forskellige religiøse formers historiske udvikling (). Jf. tredje del af hans Vorlesungen über die Philosophie der Religion bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 191-356 (Jub. bd. 16, s. 191-356). – Philos: Philosophie. mediere sig dialektisk optage i sig. forchristelige førkristelige. hist: historiske. Religionens Væsen ... den absolute Idee If. Hegel består 'der absolute Geist' af kunst, religion og filosofi, jf. Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563; bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 7,2, § 440-577, s. 440-469 (Jub. bd. 10, s. 446-476). 'Die absolute Idee' () er til stede i hver af disse sfærer og bringes til udtryk af dem på forskellige måder svarende til deres respektive indhold. Martensen gør gældende, at for at forstå, hvad der er det særegne ved religion i dens repræsentation af sandheden, må man først se den i dens forskellighed fra kunst og filosofi; det leder til den påfølgende diskussion. Den absolute Idee ... Philosophiens væsenlige Indhold Da kunst, filosofi og religion if. Hegel alle er dele af 'der absolute Geist' (), har de alle grundlæggende det samme indhold, som de bringer til udtryk i forskellige former. Jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 2, i Hegel's Werke bd. 5, s. 328 (Jub. bd. 5, s. 328): »die Philosophie hat mit Kunst und Religion denselben Inhalt und denselben Zweck; aber sie ist die höchste Weise, die absolute Idee zu erfassen, weil ihre Weise die höchste, der Begriff, ist.« På den måde korresponderer ideen om Gud, som er objektet for religionen, med den abstrakte idé i logikken, der er objektet for filosofien; jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 230-233 (Jub. bd. 16, s. 230-233). Treheden kunst, religion og filosofi er et centralt motiv i J.L. Heibergs Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (), s. 11. Kunsten kan være ... reelle Existents i Msk: Skønt kunst og religion if. Hegel har samme indhold (se foregående kommentar), bringer de det til udtryk på forskellige måder. I kunsten bringes det guddommelige til udtryk i det ydre el. i 'den uendelige objektivitets' verden, så som skulpturer, malerier og digte. Religionen derimod tager dette indhold og overfører det til den indre sfære, til den subjektive inderlighed. Jf. Vorlesungen über die Aesthetik, udg. af H.G. Hotho, bd. 1-3, Berlin 1835-38; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 10,1, s. 135f. (Jub. bd. 12, s. 151f.). ideelt dvs. erkendelsesmæssigt. et gjenem et uendeligt ... og Friheds Forhold Martensen opsummerer kort Hegels beskrivelse af de to basale relationer til det guddommelige og af det dialektiske forhold mellem dem; jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 11, s. 24-27 (Jub. bd. 15, s. 24-27). deri ligger at Msk. reale Eenhed ... aabenbarer sig for ham Martensen følger her Hegel i sin påstand om, at de forskellige religionsformer kulminerer i kristendommen el. 'die offenbare Religion', som forener modsætningerne og udvirker den sande forening af mennesket med Gud gennem en fuldstændig åbenbaring. Jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 1-2, i Hegel's Werke bd. 11, s. 99-100, og bd. 12, s. 191ff. (Jub. bd. 15, s. 99-100, og bd. 16, s. 191ff.). som det uendelig frie Subjekt ... realt Forskjellige Martensen følger Hegels analyse af Gud som et frit subjekt i modsætning til verden; jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 247ff. (Jub. bd. 16, s. 247ff.). affirmerende bekræftende. Aabenbs Aabenbarings. en uendelig Mediation ... den hist: Udviklings Love Martensen følger Hegels tese i Phänomenologie des Geistes, at de dialektiske love for bevidsthedens og historiens udvikling er de samme love, som bestemmer de forskellige religionsformers udvikling; jf. Phänomenologie des Geistes, udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1817], ktl. 550, i Hegel's Werke () bd. 2, s. 509-517 (Jub. bd. 2, s. 517-525). – Mediation: . i Tidens Fylde jf. Gal 4,4: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven«. Anm: anmærkning. Accomodation religiøse udsagns og forestillingers tilpasning til menneskets fatteevne. συγϰαταβασις gr. (synkatábasis) 'sætten sig på samme niveau'; 'tilpasning'. Anthropomorphismer forestillinger om det guddommelige som udstyret med menneskelige egenskaber el. i menneskelig fremtrædelsesform. rel: religiøse. Apparents tilsynekomst, fremtræden. Jøded: jødedommen. disse Systemer ... Personlighedens virkelige System Martensen følger Hegels religionsfilosofi i påstanden om, at alle de forskellige historiske religioner hver især indeholder individuelle momenter af den sande idé om det guddommelige; men disse momenter er abstrakte, dvs. isolerede fra deres systematiske enhed med hinanden. Alene kristendommen indeholder alle ideens momenter og er derfor kulminationen af religionsformerne (). Hedenskabet er med Rette ... Folkeaandens Skranker Det, Martensen her og i de følgende paragraffer kalder 'Hedenskabet', svarer til Hegels beskrivelse af 'die Naturreligionen', jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 1, i Hegel's Werke bd. 11, s. 279-472 (Jub. bd. 15, s. 279-472). Begrebet 'Naturreligion' dækker alle former for religiøs bevidsthed, der tænker på det guddommelige som et naturobjekt, fx en flod, ild, en ko. Disse former for religiøs bevidsthed er kendetegnet ved en umiddelbar enhed med naturen. Jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion bd. 1, i Hegel's Werke bd. 11, s. 274 (Jub. bd. 15, s. 274): »Die natürliche Religion, sie ist Einheit des Geistigen und Natürlichen und in dieser noch natürlichen Einheit ist hier Gott gefaßt.« Derfor kan Gud kun aabenbare sig ... Personlighed If. Hegels religionsfilosofi er det guddommelige i 'Naturreligion' tænkt som et naturobjekt (se foregående kommentar). Modsat forholder det sig i den næste gruppe af religioner, som diskuteres under overskriften »Die Religion der geistigen Individualität« (jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 3-188 (Jub. bd. 16, s. 3-188), her tænkes det guddommelige som et subjekt i antropomorfe former, som det fx er tilfældet med de gr. guder). Da nu ethvert Folk ... i den folkelige Individualitæt Martensen følger Hegels religionsfilosofi, der forstår de forskellige historiske former for religion som en del af én enkelt 'idé' om det guddommelige, der udvikler sig gennem disse former. . – Gudd: guddommen. ethniske folkelige, hedenske. Theophanier guddommens fremtræden, tilsynekomst el. åbenbaring. Ktisiomorphismer forestilling om det guddommelige som noget skabt, dvs. som natur. I ingen af disse Theophanier ... overfladiske Personificationer . Først i den helleniske ... Guddommens Apparents . Den redegørelse for de gr. guder, som Martensen her påbegynder, følger Hegels fremstilling, under overskriften »Die Religion der Schönheit«, i Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 95-156 (Jub. bd. 16, s. 95-156). De græske Guder ... levende Individualitæter Martensen følger Hegels beskrivelse af de gr. guder; jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 95-156, især s. 104ff. (Jub. bd. 16, s. 95-156, især s. 104ff.), og Phänomenologie des Geistes (), i Hegel's Werke bd. 2, s. 547-550 (Jub. bd. 2, s. 555-558). Kunstreligionens Anthropomorphisme I Vorlesungen über die Philosophie der Religion omtaler Hegel den gr. religion som »Die Religion der Schönheit« () og i Phänomenologie des Geistes (), i Hegel's Werke () bd. 2, s. 527-561 (Jub. bd. 2, s. 535-569), som »Die Kunst-Religion«. relig: religiøse. Da den sidste Grund ... en dunkel Skjæbne Martensen benytter sig her af Hegels analyse af 'Nothwendigkeit' og 'Schicksal' i den gr. religion, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 109-116 (Jub. bd. 16, s. 109-116); jf. også Phänomenologie des Geistes (), i Hegel's Werke bd. 2, s. 545-561, især s. 549 og s. 551f. (Jub. bd. 2, s. 553-569, især s. 557 og s. 559f.). I Jødedommen ... Gud aabenbares ... som Gud Her og i § 12 og 13 trækker Martensen på Hegels beskrivelse af jødedommen el., som Hegel kalder den, »Die Religion der Erhabenheit«, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 46f. (Jub. bd. 16, s. 46f.). denne Aabenbaring ... particulair ikke absolut If. Hegels religionsfilosofi er det et særpræg ved den jødiske forståelse af Gud, at han er verdens skaber; men som guddommelig står han i et modsætningsforhold til skabelsen, der er et abstrakt andet. I kristendommen derimod finder man den sande åbenbaring, da åbenbaringen i Kristus er åbenbaringen af noget partikulært og ikke af noget universelt, dvs. som verden; ja, mere end det, Kristus er ikke i modsætning til Gud, som Gud er i modsætning til verden, han er en del af Gud. Jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 46 og s. 51 (Jub. bd. 16, s. 46 og s. 51). Da den jødiske Gudsidee ... sig aldrig tilsyne If. Hegels religionsfilosofi griber den jødiske Gud ind i naturens orden ved tegn og undere, men sådanne isolerede tilfælde kan ikke betragtes som en fuldstændig el. fuldendt åbenbaring af det guddommelige. Den sande åbenbaring er åbenbaringen af menneskets ånd, dvs. åbenbaringen i Kristus. Jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 60 (Jub. bd. 16, s. 60). – creaturlige: skabte (og dermed endelige). – Loven: dvs. Moseloven. Da Creaturligheden staaer ... Herrens Frygt Martensen henholder sig her til Hegels beskrivelse af den jødiske gudsdyrkelse, 'Cultus', jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 79 (Jub. bd. 16, s. 79), hvor han siger, at »die reine Freiheit des Selbstbewußtseyns [verkehrt sich] in absolute Unfreiheit oder das Selbstbewußtseyn ist das des Knechts zum Herrn. Die Furcht des Herrn ist die Grundbestimmung des Verhältnisses.« theokratiske . medierer sig her formentlig i betydningen 'tilegner sig'. Legalitæt legalitet, overensstemmelse med lovene. Legalitet betegner her det forhold, at handlinger er motiveret af kravet om at handle i overensstemmelse med lovene og ikke udspringer af et moralsk sindelag. Explication forklaring, udfoldelse. Treenighedens Dogma dogmet om Guds treenighed af Fader, Søn og Helligånd. Genesis . Akosmismen verden opfattet som et skin el. som en fremtrædelsesform for en bagvedliggende virkelighed. medierer sig med sig selv dvs. 'formidler sig med sig selv', jf. at Gud står i »en uendelig Relation til sig selv«, nemlig som Fader, Søn og Helligånd; måske fejl for: 'medierer den (verden) med sig selv', dvs. 'formidler sig selv med den' el. 'optager den i sig selv', jf. at Gud »har gjort sig til Skabelsens substantielle Grund«, og at i Guds »Mskevordelse er Dualismen mellem Gud og Skabning faktisk ophævet« (). den jødiske Betragtning opfattelsen af Kristus som Messias, dvs. som jødernes konge og genopretter af Davids rige. i Tidens Fylde . Χsti Komme ... Bevidsthed vare udtømte jf. HH:2. da Χstus ikke ... som Mskslægtens Produkt jf. Martensens afhandling »Rationalisme, Supranaturalisme og principium exclusi medii (I Anledning af H. H. Biskop Mynsters Afhandling herom i dette Tidsskrifts forrige Hefte)« i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, udg. F.C. Petersen, bd. 1, Kbh. 1839, s. 463: »Det maa indrømmes og det maa høiligt urgeres, at Christus ikke fremtræder 'efter Naturens Løb, at den nye Skabelse i Christus er det første Led i en ny Række, en ny umiddelbar Indgydelse af det guddommelige Liv i det menneskelige.' Christus er ikke Menneskeslægtens Product, hans Indtrædelse i Historien er ikke Resultatet af Slægtens Udviklingsproces, skiøndt vel medieret ved denne.« Cultus gudstjeneste. en almindelig Kirke jf. tredje led i Den apostolske Trosbekendelse: »Vi tror på Helligånden, én hellig, almindelig kirke«. medieres 'formidles', 'tilegnes'. hell: hellige. Symb: apost: Symbolum apostolicum, Den apostolske Trosbekendelse. Dettes Indhold er ... til de hæretiske Systemer de oldkirkelige bekendelser, heriblandt Symbolum Apostolicum (se foregående kommentar), blev udformet og tolket på kirkemøder i et forsøg på at bestemme det sande kristne trosindhold i overensstemmelse med de bibelske skrifters vidnesbyrd og i modsætning til trosopfattelser, der blev fordømt som kætterske. mediere sig 'optage i sig', 'tilegne sig'. conciliere forene. Protest: protestantismen. Cath: og Prot: katolicismen og protestantismen. Mediationen . ydre phænomene Objektivitæt dvs. ydre, objektive fremtrædelsesform. det cath: Dogma ... og Pavernes Ufeilbarhed sigter til den katolsk dogmatiske opfattelse, at de dogmer, der er fastsat på koncilier og udtalt af paven 'ex cathedra' (dvs. fra (Peters) lærestol) er ufejlbarlige. satte den hellige Skrift som Norm for Erkjendelsen sigter til det lutherske skriftprincip, at den kristne troslære kun kan grundes på den hellige skrift, Bibelen; dette princip om 'sola scriptura' (lat. skriften alene) betyder, at skriften er den sidste og afgørende autoritet for al dogmatisk tænkning. Den kirkelige tradition kan ikke være en norm for tro og tænkning ved siden af skriften; såvel koncilierne som paven har fejlet i trosanliggender. medieres 'formidles'. den pelagianske Hæresis . den gnostiske Hæresis . hverken supranaturalistisk ell. rationalistisk Supranaturalisme (). Rationalisme (). symbolsk konfessionel, bekendelsesbestemt. Conjunktion forbindelse, forening. Mediation formidling (). ' mediere sig 'optage i sig', 'tilegne sig'. a priori lat. 'ved sig selv', af fornuftsgrunde uden hensyn til erfaringen. infallibelt ufejlbarligt. Χ kristendommen el. Kristus. Dogmet om dennes Inspiration Dogmet om Den hellige Skrifts, Bibelens guddommelige inspiration bygger på 2 Tim 3,16: »Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse«. protest: protestantiske. Kirkens Bekjendelsesskrifter Til den protestantiske kirkes bekendelsesskrifter hører især Confessio Augustana (Den augsburgske Trosbekendelse) samt Luthers Den lille Katekismus og Den store Katekismus, hertil kommer Apologia Confessionis Augustanae (Forsvarsskrift for Den augsburgske Trosbekendelse) og som det sidste Formula Concordiae (da. Konkordieformlen). apost: Symbolum . norma normata lat. 'den normfastsatte norm'. norma normans lat. 'den normfastsættende norm'. spec: spekulative. Gjenfødelsen jf. Joh 3,5-7, hvor Jesus siger til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.« Og Tit 3,4-7, hvor Paulus skriver: »Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv«. credam ut intelligam lat. 'jeg vil tro for at kunne forstå'. Den ofte anførte sentens stammer fra Anselm of Canterbury (1033-1109) Proslogion, kap. 1 (Migne Patrologia Latina 158, sp. 227C): »Neque enim quaero intelligere, ut credam, sed credo, ut intelligam. Nam et hoc credo, quia nisi credidero, non intelligam« (»For jeg søger ikke at forstå for at kunne tro, men jeg tror for at kunne forstå. Jeg tror nemlig også, at hvis ikke jeg tror, så forstår jeg ikke«), her citeret efter W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 8,1, 1810, s. 120, note 71. Jf. også H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16 (), s. 516f.: »Den [hegelske filosofi] er Conseqventsen og Resultatet af Aarhundreders Arbeide, men for at forstaae dette kommer det an paa at fatte det Princip, der ligger til Grund for den philosophiske Retning, der kan kaldes den herskende i hele den nyere Tid, i sin Modsætning til Middelalderens christelige Philosophie. Middelalderens Philosophie hvilede i Troen, dens Princip er Anselms bekjendte credam ut intelligam [lat. jeg vil tro for at kunne forstå], der ikke er forskjelligt fra det ældgamle Ord: Gudsfrygt er Begyndelse til Viisdom.« Martensen gentager den lat. sentens nederst s. 516 og omtalte den også i Ueber Lenau's Faust, Stuttgart 1836, s. 11f., og i sin licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ [lat. Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie], Kbh. 1837, ktl. 648, s. 6.