]> S&o-;ren Kierkegaard En literair Anmeldelse LA Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff og Johnny Kondrup Finn Gredal Jensen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1846 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Samlede V&ae;rker, 2. udg., 1920-36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2004 http://sks.dk/la/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 En literair Anmeldelse To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til &anfbeg;en Hverdagshistorie&anfslut;, udgiven af J. L. Heiberg. Kbhv. Reitzel. 1845, anmeldt af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1846 Den Navnl&o-;se &streg; og dog saa Navnkundige, Forfatteren af &anfbeg;en Hverdags-Historie&anfslut; helliges dette lille Skrift. Forord Denne Anmeldelse var, f&o-;rend den paabegyndtes, bestemt for nordisk Literaturtidende. Dens Uforholdsm&ae;ssighed i Forhold til hiint Blads ringe Omfang, da endog dets halve Deel omfatter svensk og norsk Literatur, blev mig snart indlysende, item min Uduelighed til at skrive i Blade. Intet &ae;sthetisk Tidsskrift existerer: nu vel, saa lad dette ogsaa v&ae;re, hvad der oftere i Anmeldelsen bliver Tale om, Eenheden af Omgivelsens Reflex og den psychologiske Consequents, Eenheden af, at jeg er Forfatteren og Anmeldelsen derfor uforholdsm&ae;ssig stor, og af, at en udf&o-;rligere Anmeldelse nuomstunder maa udgives som en Bog for sig selv. Man vil for&o-;vrigt let see, at Anmeldelsen ikke er for &ae;sthetiske og critiske Avisl&ae;sere, men for fornuftige Skabninger, der give sig Tid og Taalmodighed til at kunne l&ae;se en lille Bog, uden at deraf f&o-;lger, at de just ville l&ae;se denne. At Bogen er skreven for dem, betyder jo ingenlunde, at den forpligter dem til at l&ae;se, det betyder i det H&o-;ieste blot, at den fritager de ved Avis-L&ae;sning &ae;sthetisk og critisk Dannede fra at l&ae;se. S. K. Indledning Ofte nok f&o-;res der i Verden mellem Mand og Mand Klage over Utroskab og Trol&o-;shed, og ofte nok ligger det Komiske kun altfor n&ae;rt: at Forholdet ikke er Forskjellighedens, men et destov&ae;rre tro Gjenbillede af den gjensidige Lighed, at det er tvende Forandrede, der i ny Misforstaaelse vedblive at forholde sig til hinanden den ene som den andens Anklager, istedenfor afsides at anklage sig selv og finde Forstaaelsen. Hvor Meget nemlig end eet Menneske og med hvor megen Ret forekaster et andet Menneske Utroskab, Foranderlighed, Ustadighed: han vogte sig dog for at forklare sin egen Ustadighed deraf; thi dermed angiver han jo sig selv som Den, der har Loven for sin Existents uden for sig selv; men hvad er Foranderlighed Andet? Er det sandt, at Tiden forandrer Alt &streg; det Foranderlige, saa er det ogsaa sandt, at Tiden aabenbarer, hvo det var, der ikke forandrede sig. Istedenfor Klage og Anklage og Mellemv&ae;rende og Dom i Sagen har da ethvert trofast og sluttet Menneske den Opreisning i Vente, at det andet Eftersyn i Tiden vil vise, om han var utro og om Anklagen for Utroskab havde Magt til at forandre ham eller ikke. Det er ironisk nok, at stundom Den, der &o-;ieblikkeligt anklagede en Anden, i Eftersynets &O-;ieblik n&ae;sten kunde &o-;nske, at Anklagens Hidsighed havde havt den modsatte Virkning af hvad man dengang &o-;nskede, fordi det nu viser sig, at den Anklagende var Den, der forandrede sig, og nu maaskee i ny Hidsighed ligner sig selv ved at anklage denne Uforanderlighed. Saa lidet som Smerten og Lidelsen og Livsfaren altid er, hvor Skriget er: saa lidet er Troskaben mod sig selv altid der, hvor Anklagen over en Anden er h&o-;ir&o-;stet. Dette Samme gjentager sig ogsaa ikke sjeldent i de literaire Forhold: at en Forfatter anklager Tidens Utroskab og Tiden Forfatterens, det v&ae;re nu hans Evners formeentlige Aftagen eller at han maaskee kun altfor urolig og travl for at fyldestgj&o-;re Tidens Fordringer selv hitter paa Noget, som dog ikke tilfredsstiller Tiden. Maaskee er der Feil paa begge Sider, men atter her vil det andet Eftersyn afgj&o-;re, om det er en Forfatter, der v&ae;sentligen bliver sig selv tro, medens Verden forandres, eller en ustadig Aand, &anfbeg;en vildfarende Stjerne&anfslut;, der ved Foranderlighed vil fange det Foranderlige, medens Nemesis fanger ham i hans egen Snare. Forholdet er saaledes her det samme som hiint paaviste mellem Mand og Mand, men da er det i Literaturen tillige paa en anden Maade indviklet og gjort dialektisk; thi de tvende Enkelte blive dog i en vis faktisk Forstand de Samme, men en Tid, en L&ae;severden er anderledes dialektisk. Den blot lidt &ae;ldre Forfatter seer sig snart, hvad enten han er forladt eller anerkjendt, omgiven af en ny Tid, en herskende Tid, denne v&ae;re nu mere udviklet berettiget i sin Fordring eller vildledt som hiin ny Pharao, der ikke tilstr&ae;kkeligen kjendte Joseph og hans Fortjenester. Den forandrede Tid udtrykker da stundom Forandringen ved at anklage Forfatteren for Utroskab mod sin Tid, hvilket er misligt, is&ae;r naar det ikke tydeliggj&o-;res hvad der skal forstaaes ved sin Tid eller Tiden; thi saa er det eo ipso umuligt Andet, end at enhver Forfatter maa ende med at blive sin Tid utro, netop ved at blive sin Tid tro, da Tiden sophistisk bestandigt er den ny Afl&o-;sning, Forfatteren det enkelte Menneske, der bliver &ae;ldre med hvert Aar, kun kan fornyes i sig selv, men ikke blive Tid efter anden et nyt Menneske. Skal det tilsyneladende metaphysisk Dybsindige om Tidens Fordring ikke opl&o-;se sig i Forvirring, maa atter her ethisk det andet Eftersyn antages at kunne d&o-;mme ved at afgj&o-;re, om det var en Forfatter, der blev sig selv tro trods Tidens Fordring, eller en, der sveeg sig selv og vitterligt af ham selv overtagne Forpligtelser og saaledes misliggjorde en berettiget Fordrings Opfyldelse eller endeligen en Tusindkunstner, der endte med at tage sig selv ved N&ae;sen. Dersom nemlig det Ethiske ikke indr&o-;mmes en afgj&o-;rende Overv&ae;gt mod alt det Overilede om Tidens Fordring, saa forskylder ikke blot vor, men enhver Tid en uretf&ae;rdig og uskj&o-;nsom og meningsl&o-;s Adf&ae;rd mod alle &ae;ldre Forfattere. Selv hvis en herskesyg &ae;ldre Generation vil sikkre sig ved et bethlehemitisk Barnemord: derfor bliver et litterairt Fadermord lige afskyeligt. Man h&o-;rer ikke sjeldent i vor Tid Ynglinge tale vise Ord; naar man h&o-;rer n&ae;rmere til, h&o-;rer man jo rigtignok, at det er Ynglinge; thi hvad der ikke undgaaer den Vise, at Alt, hvad han siger, angaaer ham selv (saa egoistisk er han!), det undgaaer Ynglingen (saa begeistret er han!). Hvad den Vise gj&o-;r, at han forstaaer Alt om sig selv og bestandigt forstaaer sig selv under, det gj&o-;r Ynglingen ikke, han gj&o-;r Fordringen og underforstaaer ikke sig selv, neppe noget Menneske &streg; saadanne Fordringer gj&o-;r han. Man skulde troe, det var en beruset Guddom der talte, saaledes rutter han med Mennesker, saaledes svimler han i en phantastisk Forestilling om en Den, der skulde formaae at tilegne sig det Uhyre, der pr&ae;steredes ved Generationernes umenneskeligt forcerede Anstr&ae;ngelse; mindst af Alt skulde man troe, det var et enkelt Menneske, der talte. Det forstaaer sig han taler rigtignok i Tidens Navn om Tidens Fordring; men det er jo netop Modsigelsen, der burde standse Ynglingens eventyrlige Grusomhed, thi saa grusom har da aldrig Nogen v&ae;ret, ingen R&o-;ver-Capitain i Romanen, som Tidens Fordring er det i en Ynglings Mund; saa grusom var end ikke Heliogabal &streg; mod Strudsene, thi han lod dog ikke dr&ae;be flere end han kunde spise. Knappere og knappere tilmaales Di&ae;terne for de Udm&ae;rkede, hurtigere og hurtigere v&ae;kkes der Mistanke om Utroskab mod Tidens Fordring, nye og nye Kr&ae;fter fordrer Tiden i Ynglingens Mund. Og Den, der formodentligen ganske uopfordret gj&o-;r Fordringen, Den, der altsaa paa en eller anden Maade ved Utroskab mod sig selv og mod det at v&ae;re Menneske, har tilegnet sig Fordringen, som fordrer Troskab, han denne uhyre Creditor, der slet ikke kan forklare, hvorledes han selv er kommen i Besiddelse af Fordringen, men blot gj&o-;r den gjeldende: han dr&o-;mmer ikke om, at med den Dom, han d&o-;mmer, ja med en str&ae;ngere Dom og et knappere Maal vil han blive d&o-;mt. Inderlighed til at ville l&ae;re af Livet finder man sjeldnere, men desto hyppigere Lyst og Tilb&o-;ielighed og gjensidig Fremskynden til at blive bedragen af Livet. Uforf&ae;rdet synes man ikke socratisk at frygte for at blive bedragen; thi Gudens Stemme er altid en Hvidsken og Tidens Fordring i et tusindtunget Rygtes Form er ikke et alm&ae;gtigt Bliv der skaber store M&ae;nd, men et R&o-;re i Affaldet, der skaber Forvirrede, et Abracadabra, der frembringer, som al Frembringelse er det, i Lighed med sig selv. Endnu mindre synes man socratisk at frygte meest for at blive bedragen af sig selv, og allermindst synes man opm&ae;rksom paa, at hvis af alle Bedragne de ere de Ulykkeligste, der bedrage sig selv, saa er blandt disse de igjen de Ulykkeligste, der i Mods&ae;tning til de fromt Bedragne ere formasteligen bedragne af sig selv. Langsom til at h&o-;re, hurtig til at d&o-;mme, efterkommer man kun halvt det Socratiske: at slutte beskedent fra det Lidet, man forstaaer; thi man slutter overmodigt &streg; fra det Lidet, man forstaaer. Det &O-;ieblikkelige, en glimrende Begyndelse og en ny Tidsregnings Dateren fra denne er det Lidet man forstaaer &streg; dersom det da ellers er muligt at forstaae det &O-;ieblikkelige og forstaae Begyndelsen, da jo det &O-;ieblikkelige mangler det Evige, og Begyndelsen mangler Slutningen f&o-;rend Meningen er ude, og det burde man dog oppebie, ikke saa meget for Meningens som for Forstaaelsens Skyld. Det N&ae;ste altsaa; nu det beh&o-;ves ikke, naar man taler i Tidens Navn, thi Tiden, saaledes abstrakt forstaaet, er en h&o-;ist ligegyldig Magt, den kommer saa vist nok godt fra det, selv om ingen Yngling er bekymret paa dens Vegne. Men de enkelte Mennesker, der jo hver skulle have sin Tid? For de enkelte Mennesker kommer der jo et N&ae;ste, Efters&ae;tningen efter den glimrende Fors&ae;tning &streg; Ungdommens lykkelige Dage, da man selv var Tidens Fordring. Altsaa dette N&ae;ste; og jo knappere Tiden tilmaales de &Ae;ldre, desto hurtigere kommer jo dette N&ae;ste over En, og desto l&ae;ngere bliver Efters&ae;tningen, og desto kortere bliver den smule Fors&ae;tning, som man har forstaaet, hvis den ikke bliver til slet Intet, da det bliver umuligt at forstaae den sammen med Efters&ae;tningen. I Sandhed en glimrende Begyndelse med den nye Tidsregning! Det kan man kalde ikke at begynde med Intet men hellere at Begyndelsen endte med at blive til Intet. Ikke Pandoras &Ae;ske kunde indeholde saa mange Ulykker og saa megen Elendighed, som der er skjult i det lille Ord: Tidens Fordring. Hver Den, der har leflet med dette Ord, han tage Skade for Hjemgjeld; han kan jo ikke klage over Tidens Fordring, naar han selv har udfordret den! Og dog vil man ikke forstaae det N&ae;ste. Bekymret for sig selv at lade sig veilede, i Inderlighed og med Beundring at gl&ae;des ved den &Ae;ldre, naar han bliver sig selv tro, at opbygges ved de 50 Aars trofaste Tjeneste, at forstaae langsomt, at l&ae;re af den H&o-;i&ae;rv&ae;rdige, af hvem man l&ae;rer noget Andet end af &O-;ieblikkets Eminentser: til saaledes at l&ae;re det Menneskelige og at forsage det Umenneskelige, dertil synes man ikke at have Taalmodighed. Men skulde det ogsaa kunne v&ae;re Tidens Fordring? Ja, er det ikke Tidens Fordring, saa er det dog den Magts, der er h&o-;iere end Tidens, thi det er Evighedens; er det ikke Menneskenes, saa er det Gudens; er det ikke Ynglingens, saa er det den Gamle af Dages! Og er det vel Troskab kun umenneskeligt at fordre Troskab; og er det vel Troskab at love meget Mere end noget Menneske kan holde; og ligger det Comiske ikke stundom n&ae;r nok, naar Striden er mellem Tvende, af hvilke den Ene kun umenneskeligt fordrede Troskab uden at forpligte sig selv og derved l&ae;re hvad menneskelig Troskab er, den Anden forpligtede sig selv saaledes, at Troskab blev umulig, og Utroskab er de Stridendes f&ae;lles Lighed i Forandringen! Men forholder dette i det Hele sig nu saaledes, og kun lidet lysteligt: hvor vederqv&ae;gende da at samle sin Opm&ae;rksomhed paa et Ph&ae;nomen, hvor det &O-;nskelige er samlet i gjensidig Enighed, at lade sin egen, maaskee en L&ae;sers, Tanke dv&ae;le ved det Tilforladelige, at minde sig selv, maaskee en L&ae;ser, om, hvad vi vel Alle veed mere eller mindre tydeligt. Thi idet jeg n&ae;vner &anfbeg;Hverdags-Historien&anfslut; er her heldigviis ingen mig forhadt Anledning for en Recensents travle Vigtighed med at henlede Opm&ae;rksomhed, at s&ae;tte paa Standpunktet, med at vise N&o-;dvendigheden i Udvikling, at Forfatteren netop nu maatte blive Dramatiker, nu Naturforsker o. s. v.; men en mig kj&ae;r Anledning til at minde om en skj&o-;n Erindrings lykkelige Gjentagelse. Forfatteren er jo bleven den samme, &anfbeg;een i Alle&anfslut;; L&ae;severdenen beh&o-;ver jo ikke at oplyses, beh&o-;ver end ikke at paamindes, men kunde maaskee dog finde en Gl&ae;de i at mindes om hvad den veed. Herre Gud, den faaer jo saa meget Nyt at vide, at dette n&ae;sten bliver en Afvexling at l&ae;se. Idet jeg n&ae;vner &anfbeg;Hverdags-Historien&anfslut; venter Ingen, end ikke den hidsigste Yngling, at v&ae;re Vidne til en Standret i Tidens Navn over et udlevet Firma, men enhver fordrer billigen, at Anmeldelsen bliver en h&o-;itidelig Handling; hvad jeg &o-;nsker og haaber skal skee, og forud erkl&ae;rer, at hvis det ikke skeer, er Skylden min. Er det altid, efter min Overbeviisning, en Recensents Pligt at v&ae;re en tjenende Aand, selv om han er i det sjeldnere Tilf&ae;lde at v&ae;re Det langt overlegen, han anmelder: her er det ikke let for Nogen at falde i Fristelse, mig er det en Umulighed. Ikke egentligen samtidig med denne Forfatters Begynden er jeg snarere opvoxet under ham, og nu samtidig er jeg ikke voxet fra Indtrykket. I snart tyve Aar har der bestaaet et lykkeligt Forhold og som man siger om &Ae;gteskaber, en god Forstaaelse mellem denne Forfatter og en L&ae;severden. Det er gl&ae;deligt at t&ae;nke derpaa, det er velgj&o-;rende for En selv at tale derom, om end Talen kunde v&ae;re forskjellig og atter i sin Forskjellighed netop udvise Forskjellen mellem denne Forfatters Livs-Anskuelse og en mere m&ae;rket religieus Anskuelse. En st&ae;rkt religieust Begeistret vilde ene samle sin Opm&ae;rksomhed paa Forfatterens Troskab mod sig selv, og, beundrende, Intet h&o-;re om en L&ae;severdens Forhold, Intet om Verden, hverken om dens Bifald eller dens Mishag; han vilde udbryde: &anfbeg;herligt; her er Noget at l&ae;re, ja ethvert Menneske, hvad enten han er Forfatter eller ikke, kan l&ae;re heraf; thi af det Almene &streg; Paradigmatiske kan ethvert Menneske l&ae;re, og Troskab mod sig selv er det Almene-Paradigmatiske!&anfslut; Han vilde ikke sige: kun tyve Aar, men: i tyve Aar! Men da vilde vel hine Fort&ae;llingers Forfatter, hvis jeg t&o-;r tillade mig at gj&o-;re ham til Censor, medens jeg underkaster mig den Examen at vise, hvorledes og hvad jeg har l&ae;rt af ham, han vilde formane den Begeistrede ikke at overspringe Livets M&o-;isommelighed, ikke at lade haant om Lykkens Opmuntringer til Fortjenesten; han vilde vel minde om, hvad der maaskee lader sig betegne ved et tidligere brugt Udtryk, at &anfbeg;Veien gaaer over Sukkenes Bro, og da atter lade sin &anfbeg;Sagtmodighed vorde vitterlig&anfslut; i Resignationens stille Gl&ae;de over Livet, der jo netop her paa en saa skj&o-;n Maade viser, at det er, som vi l&ae;re det i Fort&ae;llingerne, ja at det endog er bedre, at ikke blot Alt nok efterhaanden bliver godt igjen, men at det var og blev godt. Og dog skulde maaskee hiin begeistrede Religieuse, hvor villigt han end underkastede sig Veiledningen og tog mod Bel&ae;relsen, atter vende tilbage til sin Betragtning, der jo ikke overseer Lidelser, ikke letsindigt haaber paa Verden, men religieust vil, at Lykke og Ulykke skal betyde lige meget &dvs;: lige Lidt, og det Religieuse ikke have Betydning ved og med noget Andet, men absolut Betydning i sig selv. Tro har Forfatteren v&ae;ret mod sig selv; vilde Nogen daarligen sige, at han har v&ae;ret tro over Lidet, fordi han ikke har havt travlt med at forandre Opgaven, fordi han ikke har vanket om i alle Regioner, fordi han ikke har g&o-;glet med en prunkende Mangfoldighed: da vilde jeg til denne vistnok fingerede Indvending svare: deri ligger netop Forfatterens store Rigdom. Livs-Anskuelsen, der skaberisk b&ae;rer disse Fort&ae;llinger, er den samme, medens en sindrig Opfindsomhed, en riig Erfarings erhvervede Forraad, en frugtbar Stemnings vegetative Frodighed tjenende frembringe Forandringen indenfor den skaberiske Gjentagelse. Uroen er v&ae;sentligen den samme, Beroligelsen v&ae;sentligen den samme, der kommes i dem alle v&ae;sentligen fra det Samme til det Samme; Spliden, der s&ae;ttes, er i Sp&ae;ndstighed v&ae;sentligen den samme, Freden og Hvilen igjen den samme &dvs;: Livs-Anskuelsen er den samme. Vil man tage en af disse Fort&ae;llinger i sin Totalitet som given, og nu betragte de andre, og vil man, som man jo gj&o-;r, kalde Digterens Frembringelse en Skabelse: saa vilde jeg helst sammenligne denne hele R&ae;kke af Frembringelser i Forhold til hiin ene med: Opholdelsen. Men er Gud, med hvem Digteren sammenlignes naar han kaldes skabende, er han mindre beundringsv&ae;rdig i Opholdelsen end i Skabelsen? Og saaledes ogsaa med hiin Forfatters fortsatte Skabelse. Ja dersom det ikke var saaledes med denne Forfatter, vilde hans egne Frembringelser indeholde en Modsigelse mod sig selv. Livs-Anskuelsen, der er indeholdt i Fort&ae;llingen, maa atter indeholdes i Frembringelsen, ellers viser dette Misforhold netop, at en Forfatter ingen Livs-Anskuelse har, trods al sin formeentlige Skaben; hvorimod denne Forfatter i Inderlighedens Troskab reproducerer sin egen Oprindelighed i Gjentagelsen. Vilde man med en psychologisk Gradestok ligesom gradere Kraften, saa vil man finde denne v&ae;sentligen at v&ae;re den samme i alle; vilde man psychologisk ligesom lokke Lidenskabens Fart, vil man finde denne v&ae;sentligen at v&ae;re den samme i alle. I alle Fort&ae;llinger den samme N&ae;rhed ved det daglige Livs Virkelighed, og den samme Fjernhed i Opl&o-;ftelse; den samme N&ae;rhed ved Striden, den samme Fjernhed i Forstaaelsen. Saaledes er denne Forfatter bestandig Virkeligheden lige n&ae;r og lige fjern, han er den i Opfattelsen n&ae;rmere end en Digter og i den forklarede Gjengivelse mindre fjern end en Digter; thi Forfatterens Livs-Anskuelse ligger i Confiniet mellem det &Ae;sthetiske hen til det Religieuse. Der, hvor Poesien v&ae;sentligen h&o-;rer op, begynder denne Forfatter. Thi Poesien forsoner ikke v&ae;sentligen med Virkeligheden, den forsoner gjennem Phantasien med Phantasiens Idealitet, men denne Forsoning er netop i det virkelige Individ den nye Splid med Virkeligheden. Et Kjendskab til Virkelighedens Smerte, som det ikke kan komme frem i Poesien, (fordi den mindre intensiv end Fortvivlelsen har Tidens og Virkelighedens Dialektik) finder sin Forsoning i en Beroligelse, som Poesien (stricte sic dicta) ikke kan tilegne sig, netop fordi det er en Forsoning med Virkelighed. Men i Fort&ae;llingerne opgiver Forfatteren sig aldrig selv en saadan Virkelighedens Smerte, at den kun kunde finde sin Beroligelse i afgjort religieuse Bestemmelser og i det Religieuses Idealitet. Enhver Livs-Anskuelse veed Udveien, og er kjendelig paa, hvilken Udvei den veed. Digteren veed Phantasiens Udvei; denne Forfatter veed Virkelighedens; den Religieuse veed det Religieuses. Livs-Anskuelsen er Udveien, og Fort&ae;llingen er Veien. Paa Kategoriernes Forhold seer man let, at Ingen kan saaledes forsone med Virkeligheden som denne Forfatter, netop fordi hans Udvei er Virkeligheden. Frembringelsens Mesterskab ligger i, at dette intetsteds l&ae;res, men bestandigt skeer, bliver til, at der i Begivenheds og Personligheds Gjennemsigtighed vindes den Ro, i hvilken Fort&ae;llingen ender. &streg; At for&o-;vrigt denne Forfatter maatte udm&ae;rke sig ved Troskab mod sig selv, er ikke psychologisk vanskeligt at forklare, uden at dog denne oph&o-;iede Lethed gj&o-;r Troskaben mindre beundringsv&ae;rdig. Hverdags-Historien (eller Hverdags-Historierne) viser sig let som en anden Modenheds Frugt, og netop derfor kan der ikke v&ae;re Tale om de Kriser og afgj&o-;rende Forandringer, hvilke en Forfatter, der begynder med en f&o-;rste Modenhed, maa opleve. Den Livs-Anskuelse, der b&ae;rer Hverdags-Historien (hiin f&o-;rste som har givet dem alle Navn), maa v&ae;re modnet i Forfatteren f&o-;rend Frembringelsen. Hans Frembringelse er ikke Moment i hans egen Udvikling, men idet denne er modnet, afs&ae;tter den som sin Frugt en Frembringelse i Inderlighed. Det er ikke det Geniale, ikke det Talentfulde, ikke Virtuositeten, der constituerer Frembringelsen, saa Produktiviteten v&ae;sentligen vilde forsvinde med Dettes Forsvinden, nei Frembringelsen selv, Muligheden af at kunne frembringe noget Saadant er snarere L&o-;nnen, som Guden skjenkede Forfatteren, da han anden Gang modnet vandt i en Livs-Anskuelse et Evigt. Derfor kan han v&ae;re veiledende, fordi han ikke er en Forfatter, der s&o-;ger sig selv, men En, der har fundet sig selv, f&o-;rend han blev Forfatter. Og hvad enten man nu kan finde Hvile i den samme Livs-Anskuelse eller ikke: her er dog Fred, og en stille Aands Uforkr&ae;nkelighed; saa lidet som her er et S&o-;nderrivelsens s&o-;rgelige Budskab (og Gud veed hvor Nogen kan mene, at dette skal forkyndes!) saa lidet er her nogen Vigtighed, der sp&ae;nder en nysgjerrig Forventning efter, hvad det nu er, der skal tilfredsstille Tidens Fordring, hvad den urolige Forfatter nu behageligst antager at v&ae;re det Lyksaliggj&o-;rende. Nei, Hverdags-Historien er ikke blot en fuldendt Fort&ae;lling, men er Fuldendelsens Noveller. Glad gaaer man til L&ae;sningen, man veed forud, at der er en Livs-Anskuelses Tilforladelighed, man er ikke uroliget af en vildfarende Stjernes Omtumlinger, men under Beskyttelse af en ledende Stjerne. Forud kjender man Livs-Anskuelsen, frydes nu ved, at den atter bliver til, forandret, men i Gjentagelsen, en Forandring, der ikke nysgjerrigt er for Andre ved Maskerade-Dragternes Foranledning til at nappe Nyt, men er for Inderligheden. Snart i tyve Aar er dette skeet saaledes, medens det udvortes V&ae;sen ogsaa er det samme; den samme n&ae;sten qvindelige Resignation, der dog indgyder &Ae;rb&o-;dighed, den samme Beskedenhed i Fremtr&ae;den, den samme Afsideshed fra Allarmen og Tidens Fordringer, den samme Hjemlighed og trofaste Vedh&ae;ngen ved en dansk L&ae;severden; thi ogsaa dette er saa skj&o-;nt, at Hverdags-Historien saa godt som ikke er oversat i noget fremmed Sprog: en N&o-;isomhedens og Selvbevidsthedens Gl&ae;de over det lille Danmark! &streg; O, skj&o-;nt saaledes at v&ae;re Forfatter, skj&o-;nt at v&ae;re den Navnkundige, der som Udgiver har lagt sit ber&o-;mte Navn til; som Fort&ae;llingerne ere det, saa er ogsaa dette Forhold en Forening i Troskab. Udgiveren er ikke bleven ber&o-;mt ved dem, thi han var det, men Fort&ae;llingerne, der selv have erhvervet sig et Navn, n&ae;st Udgiverens et af de betydningsfuldeste, vedblive dog i Navnl&o-;shedens Hengivelse at s&o-;ge Tilhold hos den Navnkundige. Og L&ae;severdenen har v&ae;ret Forfatteren tro. Han er altid bleven modtagen som en Kj&ae;rkommen; og skj&o-;ndt han aldrig har sp&ae;ndt Forventningen, mindst af Alt over hvad Ret er, har han altid v&ae;ret forventet. Saa var det i Begyndelsen, da Prof. Heiberg &ae;sthetisk overtog Commandoen i dansk Literatur og i &anfbeg;Flyvepostens&anfslut; overgivne, vittige, opl&o-;ftende, bel&ae;rende Underholdning episodisk indslyngede disse Fort&ae;llinger saaledes, at det skuffede Blikket, og man ikke kunde blive klog paa, om det var Digt eller Virkelighed. Den Yngre har ved ofte at l&ae;se Flyveposten og disse Fort&ae;llinger ind i det undvigende Sammenh&ae;ng s&o-;gt at leve sig ind i den Fortryllelse, det maa have v&ae;ret for de Samtidige. Som Modtagelsen var i Begyndelsen, saa var den den samme uforandrede, da Fort&ae;llingerne senere Aar efter Aar paa en saa smuk Maade udkom ved Juletid. Thi hvad der end kan indvendes imod, at gj&o-;re en saa tilf&ae;ldig Tid til Messe-Tid og fornemlig af en saa tilf&ae;ldig Grund som den, at man beh&o-;ver Pr&ae;senter, som var dansk Literatur slet ikke andet end Pr&ae;sent-Literatur: Hverdags-Historien er aldrig paa den Maade kommen ved Juletid, dens egen Betydningsfuldhed maatte forhindre en forn&ae;rmelig Misforstaaelse, hvis ikke allerede dens tarvelige beskedne Udseende forhindrede enhver endog det f&o-;rste &O-;iekasts Misforstaaelse. Er det end tungt, at den danske L&ae;severden er saa lille: saa kan dette dog ogsaa have sin smukke Side, og gj&o-;re det muligt, at en Forfatter paa en gemytlig og velvillig Maade netop ved at holde sin Person ude, n&ae;sten kan tr&ae;de i personligt Forhold til sin L&ae;severden. Saaledes kom Hverdags-Historien ved Juletid. Det faldt Ingen ind, at det var en Bog man kj&o-;bte, snarere var Penge-Udgiften som en Douceur, man giver Overbringeren af et kj&ae;rt Budskab, Bogen var virkelig en Gave, man modtog; man indbildte sig, man smigrede sig hver is&ae;r med den Forestilling, at det var en Deeltagelse af Forfatteren, at Bogen netop kom ved Juletid. Overrasket greb L&ae;severdenen efter Hverdags-Historien i Flyveposten skuffet ved Belysningens Tvetydighed, gj&ae;kket ved at faae lidt og lidt ad Gangen; som en kj&ae;rkommen Gave modtoges den ved Juletid: at vente den var i sig selv kj&ae;rt, at modtage den forventede, ikke mindre kj&ae;rt. Paa samme Maade modtoges den ved enhver anden Aarets Tid, som nu den sidste, der kom i November Maaned. Med Modtagelsen har det da siden Begyndelsen havt sin skj&o-;nne Forbliven. Og hvor var der vel en egentlig L&ae;ser af dansk Literatur, der ikke paa forskjellig Maade gjemmer een eller anden af disse Noveller indflettet i sit eget _{Livs-Erindren}Livs Erindren, det v&ae;re nu Novellens Betydning for ham, eller dens Betydning for ham i en kj&ae;r Situation. Den Yngre har l&ae;st den h&o-;it, og maaskee ogsaa for Den og Den; de Elskende have forud aftalt, at denne Bog skulde v&ae;re Nytaarsgaven; en Hustru har betinget sig foruden en ny Silkekjole hver Aar tillige den Fort&ae;lling af Hverdags-Historien, som maatte udkomme i dette Aar; et elskende Pars Misforstaaelse er bleven h&ae;vet, en &ae;gteskabelig Sp&ae;nding formildet ved L&ae;sningen af en saadan Novelle. Thi ogsaa denne Tilforladelighed har bidraget til, at der er skeet saa mangen Oms&ae;tning og Udvexling mellem Menneskene ved Hj&ae;lp af disse Noveller: at man forud var sikker paa, ikke at finde noget Virkelighedens Forhold, ikke Venskabets, ikke Elskovens, ikke &Ae;gteskabets, ikke Familiens, ikke Livs-Stillingens, fremstillet i en vildledende Belysning, men tvertimod at finde det tydeliggjort og elskeliggjort. Men hvilken er da denne Forfatters Magt, hvormed han udretter Dette, naar der ikke er Sp&o-;rgsmaal om det Enkelte i den enkelte Novelle, ikke om hans Fortrinlighed som Novellist, men om ham som Repr&ae;sentant for en bestemt Livs-Anskuelse, og dette er netop det Mere, han v&ae;sentligen har fremfor Novellister i Almindelighed, og et andet Fortrin end det, han indenfor Bestemmelsen Novellist comparativt maa h&ae;vdes. Ofte nok h&ae;nder det nemlig En, at man efterat have stiftet Bekjendtskab med en Novelles 17 Personer, h&o-;rt dem tale, l&ae;st Breve af dem, efterat v&ae;re f&o-;rt mangesteds omkring, vundet Local-Kundskaber og profiteret af herlige Udsigter, ender lige saa klog som man var, fordi Novellen selv, totalt betragtet, ender i Vildsomhed, da der mangler Livs-Anskuelse, og Kjendskabet til de mange Personer dog ikke beriger En v&ae;sentligen mere, end om man havde l&ae;rt 17 Personer at kjende i et Selskab. Bekjendtskabet kan maaskee v&ae;re ret interessant, men det forklarer ikke Tilv&ae;relsen, man finder bekr&ae;ftet hvad man saadan veed om Menneskene, eller man finder maaskee en ny Individualitet, som man ikke ganske finder den i Virkeligheden; men en Forklaring i Totalitetens Forstand mangler. Vil man sige om Digteren (og her er ikke Tale om comparative Bestemmelser mellem de enkelte Digtere, men om Qvalitets-Pr&ae;dikatet for det v&ae;sentligen at v&ae;re Digter), at han river hen, at han begeistrer, fordi han v&ae;sentligen virker ved Phantasien, saa vilde jeg sige om Hverdags-Historiens Forfatter: han overtaler; thi at han f&ae;ngsler ved L&ae;sningen, underholder under L&ae;sningen, er ikke saa charakteristiske Bestemmelser, da det Samme jo kan passe paa Digteren og paa mangen anden Novellist. Han overtaler, og ogsaa dette er en vanskelig, men tillige en velgj&o-;rende Kunst. Vil man sige, at Digteren (stricte sic dictus) kun har de h&o-;ie eller de dybe Toner, og derfor egentligen ikke kan tale med Folk, saadanne som disse ere i Virkeligheden: da gjelder det om Hverdags-Historien, at hans Livs-Anskuelse netop har Overtalelsens Mellemtone, og Livs-Anskuelsens Udtalelse netop sin Fuldendthed heri. Det er ikke st&ae;rke, begeistrede og ophidsede Tilraab til at stride, til at nyde, til at trodse Livets Modstand, eller Fortvivlelsens Skrig, som her h&o-;res, eller saadanne Optrin, som her skildres, eller i saadan Afgj&o-;relse, her endes. Det er det hyggelige Kabinets indbydende Fortrolighed, der her aabner sin Helligdom for En, men fra hvilken igjen Lidenskabens Heftighed og Afgj&o-;relsens Livsfare og Anstr&ae;ngelsens Yderste er udelukket, fordi Sligt hverken kan rummes eller kan taales der. At ville lade sig sige er Betingelsen for at tilegne sig Overtalelsens Veiledning; denne nedsp&ae;ndte Eftergivenhed Betingelsen for, at Overtalelsen atter kan aflokke Forstemtheden ny Velklang. Det bliver Alt nok godt igjen. Ved hvilke Midler? Ja sp&o-;rg s&o-;mmeligen; thi om Du end sp&o-;rger rigtigt, vil Du, hvis Du sp&o-;rger heftigt have gjort Dig det umuligt at tilegne Dig Besvarelsen. Ved hvilke Midler? Ved Forstandighed til at afvinde Lidelsen en mildere Side, ved Taalmodighed, der venter et Smiil af Lykken igjen, ved venlig Deeltagelse af kj&ae;rlige Mennesker, ved Resignationen, der giver Afkald ikke paa Alt, men paa det H&o-;ieste, og ved N&o-;isomhed forvandler det N&ae;ste derefter til n&ae;sten lige saa godt som det H&o-;ieste. Og Alt dette foredrages ikke, det skeer: netop derfor er Overtalelsen saa stor, naar man hengiver sig i den. Ingen Taler kan overtale saaledes, netop fordi han har Hensigten, og Betragtningen altid f&o-;der Tvivlen. Overtalelsen her derimod er ikke et Mellemv&ae;rende mellem tvende Personer, men er Veien i Livs-Anskuelsen, og Novellen f&o-;rer En ind i den Verden, som Anskuelsen skaberisk b&ae;rer. Men see, denne Verden er igjen netop Virkeligheden; Anskuelsen har derfor ikke bedraget En, men netop overtalt En til at blive, hvor man er. Thi hvad er det at overtale, naar man philosophisk skulde bestemme dette Begreb og h&ae;vde det sin &ae;dle Betydning, agtende paa, at her jo ikke er Tale om Forholdet mellem tvende enkelte Mennesker, men om en Livs-Anskuelses Forhold til den Modtagende. Overtalelsen foruds&ae;tter, at der er en Vanskelighed, en Hindring, en Modstand; hermed begyndes der, og nu skaffer Overtalelsen dette bort. Overtalelse er netop en Bev&ae;gelse paa Stedet, men den Bev&ae;gelse, der forandrer Stedet. &Ae;sthetisk f&o-;res Individet bort fra Virkeligheden og overs&ae;ttes i Phantasie-Mediet; religieust f&o-;res Individet bort og overs&ae;ttes i det Religieuses Evighed: i begge Tilf&ae;lde bliver Individet fremmed for Virkeligheden. &Ae;sthetisk bliver Individet fremmed for Virkeligheden ved at v&ae;re borte fra den; religieust bliver Individet en Fremmed og Udl&ae;nding i Virkeligheden. En Vanskelighed foruds&ae;ttes der altsaa, eller at Lykkens og Umiddelbarhedens umiddelbare Sammenh&ae;ng i sig selv er brudt; men Afbrydelsen kommer hverken til meningsl&o-;st at ende i Fortvivlelse, ei heller bliver den et qualitativt nyt Livs Begyndelse. Som Blomsten, naar den er kn&ae;kket, ved Blomsterstokkens Underst&o-;ttelse reises op igjen, indtil den atter vinder sin Styrke, om den dog b&ae;rer M&ae;rket af at v&ae;re brudt: saaledes er denne Livs-Anskuelse den St&o-;tte, der underst&o-;tter den Kn&ae;kkede, indtil den atter reiser sig. Men dette er netop Overtalelse. Umiddelbarheden veed ikke, hvad Overtalelse er, fordi den ikke har L&ae;gedom behov; men det Religieuse kan ikke overtale, netop fordi det foruds&ae;tter en ny Begyndelse. Hverdags-Historien overtaler, og heri er atter betegnet dens Gr&ae;ndse, som den ikke vil overskride. Vilde man s&ae;tte en Str&ae;ben sammen med den, som s&o-;ger ud i Ideens yderste Afgj&o-;relse: da er den atter Overtalelse, men som en venlig Magt, der holder igjen, medens selv den meest Uregjerlige dog ikke vil unddrage sig det Ansvar at undgaae denne Instants. Mange have vel fundet deres Tilhold i denne Livs-Anskuelse, f&ae;ngslede ved Overtalelsen, og selv om Andre fordre mere afgj&o-;rende Kategorier: Hverdags-Historien er dog et Hvilested, eller om man saa vil et Bedested; thi et vist religieust Anstr&o-;g er umiskjendeligt, netop fordi Livs-Anskuelsen ikke er Forstandighed alene, men denne formildet og for&ae;dlet ved F&o-;lelse og Phantasie i Overtalelse. Dog hvad siger jeg: om Nogen fordrer mere afgj&o-;rende Kategorier; er dette ikke Tidens Fordring, jeg taler om; er ikke jeg istedenfor at v&ae;re et eenligt Menneske, der som ethvert saadant ikke kan forvexles med Tiden, med Kritiken o. s. v. og derfor let vil l&ae;re &Ae;rb&o-;dighed ligeoverfor et saadant Ph&ae;nomen som Hverdags-Historien, er jeg ikke bleven et uroligt Partihoved i Spidsen for et Opl&o-;b, som tramper paa Parterret, og raaber paa Tidens Fordring? Heldigviis ikke; og heldigviis er der dog _RogetNoget, som netop, naar det gj&o-;res til Tidens Fordring, eo ipso er Nonsens. Thi hvad kan man ikke hitte paa at kalde Tidens Fordring, og hvad kan ikke faae en vis Anseelse ved at v&ae;re Tidens Fordring; men at afgj&o-;rende religieuse Bestemmelser blive Tidens Fordring, er eo ipso en Modsigelse. Istedenfor man ellers, dersom man da bekymrer sig om Sligt eller foranlediges dertil, kan have ondt nok ved at afgj&o-;re, om Dette eller Dette virkelig er Tidens Fordring: saa er her Unders&o-;gelsen kortere og ingenlunde en faktisk af, om dette nu virkelig er Tilf&ae;lde, thi det er en Umulighed, at dette kan v&ae;re Tidens Fordring, saa selv hvis det virkelig var Fordringen, var det dog ikke Fordringen, dersom der ellers til en Fordring fordres Forstaaelsen med sig selv af hvad man fordrer. Tiden er for abstrakt en Bestemmelse som Fordrer til at kunne fordre de afgj&o-;rende religieuse Bestemmelser, der netop ere Individualitetens og Enkelthedens; en masse, i F&ae;lledsskab og med Larmen at ville fordre hvad der kun kan blive den Enkelte til Deel i Enkeltheden, i Eensomheden, i Stilheden, lader sig ikke gj&o-;re. Det at fordre har dog vel ogsaa sin Dialektik i sig selv, for at Tidens Fordring ikke skal blive identisk med Ufornuftens Skrig og Larmen og blot v&ae;re kjendelig paa Menneskestimlen. Ingen Tidens Fordring kan derfor fortr&ae;nge Hverdags-Historien, det kan man see paa Individualitets-Kategorierne, der ligge til Grund for Alt, og paa den Brug af disse, der er gjort i Fort&ae;llingerne. Den Enkelte eller De, der ved at blive Enkelte, s&o-;ge Religieusitetens afgj&o-;rende Bestemmelse, ville neppe fristes til at fortr&ae;nge Overtalelsen, som de tvertimod ville vide baade at &ae;re og gl&ae;des ved. I Forhold til enhver Individualitetens Rystelse, der dog i sit Sidste kun er sjelelig: er Hverdags-Historiens Livs-Anskuelse eo ipso Tr&o-;sten og Helbredelsen. Og er denne i disse Fort&ae;llinger foredragen af en saadan Mester, udstyret med saa megen Inderlighed og konstnerisk Dygtighed, at den har sin Fuldendelse. En Individualitetens aandelige Rystelse er eo ipso Tegnet paa de afgj&o-;rende religieuse Bestemmelser; og Aand maa derfor ikke forstaaes identisk med Talent og Genie, ingenlunde, men identisk med Bestemmelse i Lidenskab. Et eenfoldigt Menneske kan f&o-;le Trang til det afgj&o-;rende Religieuse, og selv om det var en fortrinligere Begavet, der f&o-;lte denne Trang, var det dog en stor Taabelighed at sige, at han derfor var en saadan Kunstner som hine Fort&ae;llingers Forfatter. Saasnart Religieusiteten tillader sig dette Ordspil med &anfbeg;Aand&anfslut;, er den eo ipso oph&o-;rt at v&ae;re Religieusitet og er bleven anmassende. I snart 20 Aar har Hverdags-Historien saaledes bestaaet, v&ae;ret en Livets Forklaring for &Ae;ldre eller en Bestyrkelse i Forstaaelsen, v&ae;ret en Veiledning for Yngre, som ere opvoxede under den: hvor n&ae;r ligger nu ikke Titlen paa den nye Novelle To Tidsaldere. Men hvor n&ae;r ligger ogsaa en Indvending, som jeg helst vil aff&ae;rdige her, at det ikke paa nogen Maade skal faae Udseende af, at det kunde falde mig ind at svare paa en saadan Indvending, &streg; hvis den virkeligen er gjort, &streg; efter at have l&ae;st og anmeldt Bogen. Der gives Indvendinger, som rette sig mod en Bog, og dog egentligen aldrig ere komne videre end til Bindet og Titelbladet, og som derfor bedst besvares eller rettere aff&ae;rdiges udenfor. Opgaven erfares af Titelbladet; i en Fart omskrives Opgavens Vanskelighed til en Indvending mod Bogen, og som J&o-;derne ved Hj&ae;lp af Obligationer trak Penge ud af Landet, saaledes tr&ae;kker Overfladiskheden Fynd og Betydning ud af Literaturen ved saadanne vr&ae;ngende Conversioner. Det er en vanskelig Opgave. Ja. Ergo er den ikke l&o-;st. Nei. Om den er l&o-;st eller ikke sees f&o-;rst af Bogen og ved et langt n&ae;rmere Eftersyn. Vanskeligheden ligger i, at en &Ae;ldre paatager sig at opfatte en nyere Tid. Det er en Umulighed, siger Indvendingen i Forbigaaende og ryster bet&ae;nkeligt paa Hovedet, thi saadanne Indvendinger blive kun altfor let populaire, da enhver snaksom Barbeer, om han ikke er Faderen, med Gl&ae;de _staaestaaer Fadder til den. Det er en Umulighed, siger Indvendingen; thi en &Ae;ldre er altid partisk for sin Tid, og kan ikke fatte vor Tid. Saaledes kan man ogsaa vende det om og sige: det er en Yngre, der vil opfatte en &ae;ldre Tid &streg; ergo er Opfattelsen mislykket, thi en Yngre er eo ipso partisk for sin Tid. Hvad vil dette sige? det vil oversat i fornuftig Tale sige: det er en vanskelig Opgave. Og derfor lod jeg denne Indvending fremtr&ae;de her, for, hvis noget hurtigt Hoved iilsomt skulde have havt travlt med at befordre den cito citissime, at anvise den sin Plads, forvandlet rigtignok, som den jo selv er den forvandlede Titel, forvandlet til en s&o-;mmelig og &ae;rb&o-;dig Erkjendelse af Opgavens Vanskelighed. Saa gj&o-;r en saadan Indvending, om end i fremmed Tjeneste, dog nogen Gavn, ender tillige paa en passende Maade Indledningen, dersom ellers Nogen skulde finde det Upassende, hvad jeg her tilf&o-;ier. Det F&o-;rste jeg har skrevet indeholdt blandt Andet nogle anmeldende Ord eller rettere en Udgydelse betr&ae;ffende disse Noveller. Siden den Tid har jeg aldrig fors&o-;gt mig som Anmelder. Efter 7 Aars Forl&o-;b er det da mit &O-;nske anden Gang, afsluttende, at gj&o-;re Fors&o-;get og atter med en Hverdags-Historie. Jeg har, hvad dog S&o-;mmeligheden tillader i Forhold til en Anonym, en gjettende Formodning om Muligheden af, at den &ae;rede ubekjendte Forfatter i sin Tid l&ae;ste den lille Piece; dersom han da nu igjen vil gj&o-;re mig den &Ae;re at l&ae;se disse Linier: jeg haaber han skal finde mig uforandret eller om muligen forandret i Gjentagelsen: lidt mere Klarhed i Fremstilling, lidt mere Lethed i en flydende Stiil, lidt mere Langsomhed i Kjendskab til Opgaven, lidt mere Inderlighed i Skj&o-;nsomheden: altsaa forandret i Gjentagelsen. I Udsigt over Indholdet i begge Dele 1ste Deel: Revolutionstiden. I en kj&o-;benhavnsk Grosserer Wallers Huus var det Epochegj&o-;rende, at den franske Legation ankom til Byen, og at disse Afsendinge tillige med andre Franskm&ae;nd fik Adgang der i Familien. Grosserer W. er Republikaner, hans Broder Justitsraad W., &anfbeg;hvem Tidens Vanskelighed har gjort vanskelig f&o-;r Tiden,&anfslut; er Royalist; dennes S&o-;n Ferdinand W. er Republikaner; og for H&o-;iesterets Advokat Dalund, en daglig Gjest i Huset, er det ikke muligt at bevare sin neutrale Stilling som Iagttager af de verdenshistoriske Begivenheder, fordi hver af de hidsigt stridende Parter forstaae hans enkelte Yttringer i Lidenskab, og misforstaaende forvandler ham til en Advocat hver for sin Sag. Men medens saaledes Opm&ae;rksomheden er henvendt paa de store Begivenheder, og medens det Wallerske Huus ofte nok er Vidne til politiske _DesputerDisputer: skjuler dette over en hemmelig Forstaaelse mellem Madame W. og Advokat Dalund, thi hvad L&o-;vhytten og landlig Stilhed er for uskyldig, eller dog for tilgiveligt feilende Elskovs Tilbliven: det er store Begivenheders Bortleden af Opm&ae;rksomheden for den forbudne Elskovs Vedbliven. Endeligen er der endnu i det W.ske Huus paa Bes&o-;g en ung Pige: Claudine, Grossererens S&o-;sterdatter. Og iblandt _{Franskm&ae;nde}Franskm&ae;ndene er der een: Charles Lusard, i hvem den unge, af sin Tante Malfred n&ae;sten fortrykt opdragne, Pige snart finder en Gjenstand for sin nu fritaandende Beundring. Et Gjestebud hos Grossereren danner Culminationen for Politikens Triumpher i det Wallerske Huus og Begyndelsen for en anet Forstaaelse mellem Claudine og Lusard. Skj&o-;ndt f&o-;rste Deel af Novellen kaldes Revolutionstiden, samler dog Opm&ae;rksomheden sig nu afgj&o-;rende om Claudine, saa Hoved-Motivet synes glemt, hvis det ikke erindres, at C. netop falder som et Offer for sin Tids Idee (p. 79), men tillige opreises som Den, der trods Nogen blev Ideen tro (p. 159.). Saaledes fremkommer den interessante og dog saa beskedent valgte Opgave: &anfbeg;Revolutions-Tidens Liv reflekteret i det huslige Liv&anfslut; (cfr. Forordet) ja Revolutionstidens Liv reflekteret i en stakkels forladt Qvindes skjulte Afsideshed paa Landet. Lusard faaer en Duel; saaret bliver han paa en Fiskerbaad bragt til Grossererens Landsted, hvor Claudine i den piinligste Sp&ae;nding har gjennemlevet og gjennemlever alle en skjult Elskendes Forf&ae;rdelser, men ogsaa modnes i den egne Forelskelses Inderlighed. L. forbliver paa Grossererens Landsted, hvor han helbredes, men hvor ogsaa i landlig Stilhed Forstaaelsen mellem ham og Cl. naaer sit H&o-;ieste, begunstiget af Leiligheden, og veiledet ligesom af Ferdinand W.s Efterretning om et utilladeligt Forhold mellem Madam W. og Dalund, samt ved hans Udvikling af Tidens frivole Anskuelser om &Ae;gteskabet. Lusard gaaer til Armeen og lader Cl. tilbage med den af Ferdinand W. prophetisk forudsagte Opgave: &anfbeg;at Erindringen herom maatte v&ae;re nok til at udfylde Livet for et Fruentimmer, der forstod at elske og paaskj&o-;nne det Herlige&anfslut; (p. 20) en Prophetie, der i sin Almindelighed om enhver Pige kan blive usand, og kun blive sand om den Ualmindelige. Isoleret allerede ved sin eensomme Viden om sit Forhold til L. bliver Cl. det mere og mere. Ferdinand W. skriver en lille Digte-Samling (Primula veris), indeholdende revolutionaire Ideer, bedr&o-;ver og &ae;ngster sin Fader derved og reiser saa udenlands. Grosserer W. gaaer til Amsterdam i Handels-Anliggender, hans Kone f&o-;lger ham. Foretagendet lykkes, men Grossereren kommer til Skade, og Tilbagereisen forsinkes. Cl.s Stilling bliver mere og mere fortvivlet. Hun har Ingen at betroe sig til i sin Elendighed, beslutter endeligen at skrive til Madame Waller og aabenbare hende Alt. Brevet afgaaer, men maa komme for sildigt, thi Efterretningen indl&o-;ber nu om, at Madame W. er d&o-;d. Dalund beslutter af Sorg at reise udenlands; underretter Cl. derom i en Billet og henkaster et fortvivlet Ord om Selvmord. Cl. bragt til det Yderste beslutter fortvivlet at ende sit Liv; frelses ved den gamle Husholderske Susanne, og finder ved hendes Hj&ae;lp en Tr&o-;stens-Bolig hos en gammel Skipper-Enke. Uden andet Tilhold i Verden tilh&o-;rer nu Cl. den Sp&ae;de ganske med en saadan i stille Indvielse helliget &ae;gte Moderlighed, at det maa lykkes &anfbeg;Moderen ved Troskab at forsone, hvad Jomfruen letsindigt har feilet&anfslut; (p. 99), at Indvielsens Inderlighed faaer ligesom tilbagevirkende Kraft til &ae;gteskabeligt at omforklare Feiltrinnet. Grosserer W. har rigtigt modtaget Cls. Billet til hans afd&o-;de Kone, aabnet den og erfaret Alt; fordrer, at Cl. skal forlade hans Huus. Et &Ae;gteskabstilbud gj&o-;res fra Tydskland gjennem Tanten; afslaaes. Under Skin af at reise til Tydskland forlader hun ene Byen med den Sp&ae;de, og tager ud paa Landet til sit nye Skjulested, hvor hun under Navnet Madame Johansen lever ukjendt, glemmende Verden og glemt. H&o-;rer aldrig Noget fra Lusard, hvad saa vel Mystifikationen som tilf&ae;ldige Omst&ae;ndigheder forhindre, da der dog indl&o-;be nogle Efterretninger til Grosserer W. F&ae;ngslet ved Troskaben mod sig selv og sit Barn til Mindet om Lusard, han v&ae;re nu d&o-;d eller trol&o-;s, lever Claudine 9 Aar i en idyllisk omfredet Erindren, kun uroliget og bragt i r&o-;rende Forlegenhed, hver Gang hun foranlediges til at skulle forklare, hvorledes det dog egentligen er gaaet til, at hun i saa ung en Alder er bleven Enke, det v&ae;re nu en simpel Bondekone, der gj&o-;r det i al Troskyldighed, eller en Baron i erotisk Interesserethed, eller den lille Charles i barnlig Naivetet. Thi en Baron, hvis tidligere Letsindighed b&o-;ier sig under Elskovens Magt, frier til hende, aabner hende Udsigten til en glimrende Fremtid, der tillige kan skjule over et Feiltrin. Han &ae;ngster hende med sin Lidenskabelighed, men faaer dog Afslag; og Claudine v&ae;lger, skj&o-;ndt van&ae;ret, at blive &anfbeg;sin Husbond og sin &Ae;re tro&anfslut;. Claudine bliver kjendt af en Uvedkommende, der er i Bes&o-;g hos Baronen; bliver atter kjendt af en kj&ae;rkommen: Ferdinand W., der, imidlertid gift og Medinteressent i et stort Etablissement i Schweiz, er vendt tilbage, og af Susanne har erfaret hendes Opholdssted. Han bringer Efterretningen om, at Lusard lever som Duc de Montalbert paa et Gods i Jylland, hvilket han har arvet efter Onkelen, en ivrig Royalist, med hvem han i sin Tid i Faveur af Claudine forgjeves s&o-;gte at udsone sig: Ferdinand W. bringer igjen Underretningen til Lusard, som mener Cl. utro og gift i Tydskland. F. indleder Efterretningen saa delicat som muligt, at Gjenforeningen ikke maa blive en fattig og treven Concession, men en begeistret Gjentagelse, at det dog maa vise sig, at det er ikke som der staaer i den franske Sang om Foraaret: &anfbeg;qui ne revient plus pour les amans, comme il revient pour la nature.&anfslut; Lusard og Claudine forenes 2den Deel: Nutiden. Som Claudines fuldtro Udholdenhed havde v&ae;ret Troskabens seierrige Vei til den endelige Forening med Lusard: saa gjentager denne Troskab sig i en Erindringens Udholdenhed, der &ae;del dannet veemodigen s&o-;ger tilbage til den Forening, til hvilken Claudine s&o-;gte hen. S&o-;nnen Charles Lusard de Montalbert nu 50 Aar gammel lever paa den pr&ae;gtige gamle Borg (&anfbeg;hvor de to store Kastanietr&ae;er ved Kirkemuren allerede i ti Somre str&o-;e deres Blomster over Graven&anfslut;) &streg; selv en Erindring om de Afd&o-;de. Efterat have reist meget, saa vel i den nye som i den gamle Verden, efterat have ladet Elskovens Tid gaae forbi, efterat have svinget af der hvor Fremtiden v&ae;sentligen begynder for et Menneske: har han skj&o-;nt indrettet sig i Erindringen og valgt Fortiden, kun &o-;nskende at forskaffe sig selv en Erindring ved at gj&o-;re Een af sin Familie lykkelig. Lusard kommer til Kj&o-;benhavn, bes&o-;ger Commerceraad Waller, der beboer det gamle Wallerske Huus, og ved ham indf&o-;res vi nu i Commerceraadens &ae;gteskabelige Vr&o-;vlerie, og paa den Skueplads, hvor Nutiden aabenbarer sig i sine forskjellige Repr&ae;sentationer. Nutiden har intet Fremmed at f&ae;ngsle ved, ikke en Legation af Franskm&ae;nd, der n&ae;sten lade En glemme, at Scenen er i Kj&o-;benhavn, ikke en verdenshistorisk Katastrophes m&ae;gtige Opsving. Livet i Nutiden er ikke uroliget i energisk Lidenskab, der netop i sin Energie, ja selv i sin Heftighed har sin Form, skjuler ikke over en forbuden hemmelig Lidenskabs Styrke. Tvertimod det Hele er aabenbart Ubestemmethed derved Trivialitet, Forml&o-;shed, Halvstudeerthed, Leflerie, og er aabenbart at v&ae;re det. Her er ingen m&ae;gtig Aabenbarelse og ingen dyb Skjulthed, men desto mere Overfladiskhed. Kun een Blomst voxer i Skjul, fortrykt af alt dette udvortes V&ae;sen: Fr&o-;ken Mariane, en Datter af Commerceraad W's f&o-;rste &Ae;gteskab, stedmoderligen i det andet &Ae;gteskab, endog af Tjenestefolkene, ben&ae;vnet: Maren. Kr&ae;nket og overseet af Stedmoderen, forgjeves en Gjenstand for Faderens afm&ae;gtige Beskyttelse, forn&ae;rmet n&ae;sten af unge Lapse, hvilke Stedmoderens Coquetteri begunstiger, bekymret for sin yngre S&o-;ster Colettes Institut-Letsindighed: er hun l&o-;nligen elskende og elsket af Ferdinand Bergland, en Datters&o-;n af Ferdinand Waller (Forfatteren af primula veris), et noget excentrisk Hoved, men stolt og &ae;del. Lusard opdager snart denne Piges Elskelighed, bestyrkes i sin Dom af den gamle Etatsraad Dalund, der kommer som engang i Grossererens nu i Commerceraadens Huus, en Olding, der ikke kan siges at have valgt Erindringen, men bevarer den, Erindringen om Madam Waller, en Olding, der, som han eengang forgjeves s&o-;gte at bevare sin neutrale Stilling som Iagttager, nu forgjeves med sin blide men dog lidt sarcastiske Opfattelse tr&ae;der i Skranken som &anfbeg;Advocat for en svunden Tid &streg; eller mod en n&ae;rv&ae;rende.&anfslut; Ferdinand Bergland veed man ikke at finde; efter et Brud og en Misforstaaelse med Commerceraaden er han reist, nok til Genf. Mariane bliver nu den designerede Gjenstand for Lusards Opm&ae;rksomhed (hvad endog af Nogle misforstaaes som var han selv Frieren), hendes Elsker udsees til Lusards Arving. Mismodig troer L. at opdage, at Mariane elsker Arnold, en juridisk Student, hvis tomme V&ae;sen er ham modbydeligt; Dalund benegter dog Muligheden heraf. Ved et Tilf&ae;lde bliver L. Vidne til en Samtale mellem Mariane og den Elskede (det er Ferdinand Bergland, som er vendt hjem for at tage Afsked), hvem han ikke kan see, da han i L&o-;vhytten er skjult af Tr&ae;erne, men hvis Stemme og en Signetring L. bliver opm&ae;rksom paa. Af Samtalen erfarer L., at denne Forelskelse stunder mod sin Opl&o-;sning, at den Elskede af Frygt for N&ae;ringssorger ikke vil vove sig ud i et &Ae;gteskab, men forlade Pigen, haabende, at L. frier til hende. Men hvo er nu dette Menneske? Paa en Bog-Auction kj&o-;ber L. hiin lille primula veris for 25 Rbd., og bliver nysgjerrig efter at vide, hvem Den kan v&ae;re, der var den n&ae;ste om dette uforholdsm&ae;ssige Bud. Paa Stemmen og Signetringen gjenkjendes Elskeren fra L&o-;vhytten &streg; og see, denne er Ferdinand Bergland, den S&o-;gte. Just da som en lignende Adskillelse skal indtr&ae;de som den i f&o-;rste Deel: da en trofast qvindelig Sjel (ligesom Claudine) skal forlades af den Elskede, der ikke vil i Krigen (som Lusard) men tr&o-;stesl&o-;st ikke vil vove sig ud i et &Ae;gteskab af Frygt for N&ae;ringssorger; just som Horoscopet vel maatte stilles saaledes, at Mariane ligesom Claudine vilde blive sig selv tro i Aarene, men, mindre begeistret opflammet, vilde lide mere i stille Inderlighed: da tr&ae;der L. til &streg; Erindringen fra f&o-;rste Deel virker endnu engang forklarende. Hvad s&o-;nlig Pietet veemodig erindrer, det seer den &Ae;dle nu om sig i forynget Gjentagelse. Mariane forenes med F. Berglands; de leve paa den gamle Borg: den eenlige Lusards B&o-;rn og Arvinger. 1) I L&o-;vhytten ere Lysene t&ae;ndte, medens Elskovs-Stjernen tindrer i Dobbelt-Lyset. Claudine sidder hos Lusard og Ferdinand Waller l&ae;ser et Digt h&o-;it af primula veris. &streg; 2) I L&o-;vhytten ere Lysene t&ae;ndte, &streg; Ferdinand W. sidder hos den lille Madam Johansen og mindes det aldrig Glemte. &streg; 3) I L&o-;vhytten ere Lamperne t&ae;ndte, og Stjernerne titte med zittrende Bev&ae;gelse ind gjennem L&o-;vet. Ferdinand Bergland l&ae;ser h&o-;it for sin Hustrue, og Lusard h&o-;rer til &streg; han l&ae;ser i primula veris. Hvorfor er dog Efteraaret den skj&o-;nneste Tid at forelske sig, hvorfor &anfbeg;burde September kaldes Elskovsmaaneden?&anfslut; (cfr. 1ste Deel Pag. 55.) Fordi den strax er i Pagt med Erindringen! Ferdinand har endt Opl&ae;sningen, vakt Mindet om Erindringer, der personligt knyttede sig til hiint lille Skrift, og om Tiden, hvis Ideer det var paavirket af. De tvende Tidsaldre ber&o-;re hinanden endnu engang til Slutning. Ferdinand B. siger: &anfbeg;jeg gl&ae;der mig over at leve i en Tidsalder, der, tiltrods for sine Mangler, gj&o-;r saa m&ae;gtige Fremskridt i saa mangen Retning. Jeg bekjender mig til den Tro, at Menneskesl&ae;gten vel gjennem Oscillationer, men dog med stadig Gang n&ae;rmer sig det Fuldkommenheds-Maal, som er t&ae;nkeligt for en jordisk Tilv&ae;relse.&anfslut; Og Lusard siger: &anfbeg;Amen, ja vi ville haabe det.&anfslut; Revolutionstidens Reflex i det huslige Liv er erindret; Nutidens Reflex i det huslige Liv er gjengivet, men ikke d&o-;mt, og derfor heller ikke Haabet den negtet. II En &ae;sthetisk Opfattelse af Novellen og dens Enkeltheder I Gjengivelsen af Indholdet har jeg s&o-;gt at udh&ae;ve de fremtr&ae;dende Momenter i Fort&ae;llingens Gang, men tillige at gjennemvirke Referatet med Novellens v&ae;sentlige Stemning, og ved det enkelte indflettede Pr&ae;dikat at minde om, hvad der i Samtalen forhandles mellem de enkelte Personer; endeligen har jeg i Lighed med Fort&ae;llingen bestandigt s&o-;gt at understryge ved Hj&ae;lp af Tidsalderens Totalitet. Thi deri er jo denne Novelle forskjellig fra andre, at den har en substantiellere Grund: hver Deel sin Tidsalder i dens specifike Forskjellighed. En Novelle i Almindelighed har jo kun den maleriske Grund, ligesom den Streg, Tegneren henkaster, over hvilken han tegner Figuren: Tegningen selv er Frembringelsen, medens Grunden blot forhindrer, at det ikke for &O-;iet seer ud som sv&ae;vede det Tegnede i Luften. Her derimod grunder Novellen universellere i et Noget, der er v&ae;sentligere end selve Frembringelsen, medens Frembringelsen dog kun vil give Gjenskinnet. Som Foruds&ae;tning har Novellen Tidsalderens s&ae;rlige Totalitet, og Fremstillingen er dennes Reflex i det huslige Liv; efter Fremstillingen vender Tanken igjen tilbage til Tidsalderens Totalitet, som nu aabenbaret ogsaa i denne Reflex. Men Tidsalderen selv har Forfatteren (if&o-;lge Forordet) ikke villet fremstille; hans Novelle ligger i Midten mellem Tidsalderens forudsatte Eiendommelighed, og den nu ved Fremstillingen i Reflexen belyste. Loven for den &ae;sthetiske Kritik vil derfor ikke v&ae;re den: om nu en saadan Pige som Claudine, en Mand som Lusard, Dalund o. s. v. ikke kunde forekomme i vor Tid. Hvilken Urimelighed; det Forskjelligste kan jo forekomme i enhver Tid; der kan jo f. Ex. i vor Tid leve en Mand, om hvem man maa sige, at han egentligen h&o-;rer hjemme i Middelalderen, eller i Gr&ae;kenland. Nei Kritikens Sp&o-;rgsmaal er: maa en saadan Pige som Claudine v&ae;sentligen forekomme netop i den Tidsalder. &streg; Saaledes ogsaa med Hensyn til anden Deel. Sp&o-;rgsmaalet er ikke, om en saadan Pige som Mariane kunde have levet i Revolutionstiden, t&ae;nkt og f&o-;lt og handlet som hun gj&o-;r; men Sp&o-;rgsmaalet er: maa en saadan qvindelig Figur v&ae;sentligen forekomme i Nutiden. &Ae;sthetisk betragtet udvikler Forfatteren vistnok netop i anden Deel sit Mesterskab i Fremstilling og Skildring, sin Iagttagelses-Evne, sin ved Ligev&ae;gt oph&o-;iede Troskab i Gjengivelse af Virkelighed, der han veed at conservere selv det Skr&o-;beligste og Ubetydeligste saaledes, at det netop bliver hvad det er, selv Trivialitet og Raahed, med en saadan Sandhed, at det netop derved faaer en Interesse. Selv den ubetydeligste Biperson i anden Deel, hvor der da overhovedet ingen betydelig Personlighed er, staaer saa levende for En, bliver saa gjennemsigtig i de faa Replikker, at det Enkelte og Ensemblet ved Naturtroskab og Livlighed frembringer en skuffende Virkning. Kun denne Forfatters Ligelighed, hans Interesse for de virkelige Mennesker i Livs-Anskuelsens og Deeltagelsens Medf&o-;r gj&o-;r det forklarligt, hvad man maa forbauses over, at han har kunnet fremstille alle disse Figurer saaledes, at man intet &O-;ieblik kommer egentlig til at lee ad dem, medens dog de fleste v&ae;sentligen ere saadanne, at de i en reen &ae;sthetisk Idee-Belysning maatte blive comiske, og i en reen ethisk Idee-Belysning maatte blive, hvis jeg saa t&o-;r sige, at cassere som falske Udgaver af Mennesker. Vil man da, hvad is&ae;r en travl Critik hurtigt faaer sat i Circulation som en Indvending, tale om Forfatterens mulige Forkjerlighed for den ene Tidsalder fremfor den anden: da vil man ved det n&ae;rmere Eftersyn tvertimod finde et v&ae;sentligt Udtryk for Ligeligheden. Thi til Forfatterens mulige Forkj&ae;rlighed for Revolutionstidens mere begeistrede Liv svarer den virkelige Forkjerlighed, han har viist for Nutiden, ved Fremstillingens st&o-;rre Kunst. I f&o-;rste Deel er Constructionen saa simpel som muligt; efter nogle faa Optrin i Grosserer Ws. Huus vandrer Fort&ae;llingen ligesom ud med Claudine og fortaber sig med hende i det Idylliske; skrider langsomt episk fort&ae;llende frem, indtil Gjenforeningen med Lusard. Episoden med Baronen er endog i Retning af componerende Opfindsomhed saa langt fra at v&ae;re overraskende, at den snarere falder lidt fattigt, da den er af den Art Collisioner, i hvilke selv en Begynder pleier at friste sine Heltinder. I anden Deel derimod er det dramatiske Moment meget mere fremtr&ae;dende. Her er st&o-;rre Vexel og Mangfoldighed i de mere sammensatte Situationer, Forviklingens Sp&ae;nding vedligeholdt indtil det Sidste, skuffende sinket ved Lusards misforstaaede Opfattelse af Forholdet mellem Arnold og Mariane, sindrigt bragt sin Opl&o-;sning im&o-;de ved et Tilf&ae;lde, der indvier Lusard i de Elskendes Hemmelighed, og endeligen paa en skj&o-;n Maade l&o-;st ved at indslynge en Situation, der benytter Noget, som L&ae;seren kjender fra f&o-;rste Deel; medens Lusard ikke som en deus ex machina tr&ae;der til med sin rige Brudegave, da det tvertimod jo er hans &O-;nske fra Begyndelsen. Det er da ikke som ellers en Penge-Hj&ae;lp, der novellistisk skaffes tilveie, en rig Onkel, der bliver slaaet ihjel, eller h&o-;ist beleiligt omskifter Tiden med Evigheden, eller en Ditto, der i st&o-;rste Hast hentes hjem fra Ostindien o. s. v. tvertimod, man kan her lige saa godt vende Forholdet om og sige Opgaven er: en &ae;del Riigmand, hvis Sindsstemning hele f&o-;rste Deel psychologisk motiverer, der s&o-;ger en Gjenstand, og hvem Styrelsen i Fort&ae;llingen nu hj&ae;lper til at finde de tvende Rette. Der bliver intet Uforklarligt tilbage, som v&ae;kker Tvivlen, intet Resterende, der digterisk kun kan d&ae;kkes ved Poesiens Forskud fra Phantasiens uhyre Hj&ae;lpe-Fond; tvertimod bliver Stemningen i Forhold til Opl&o-;sningen Enheden af det Udbrud, der lyrisk forundrer sig over Styrelsens Gang og af det Forstandens Samtykke, der siger: det kunde ikke v&ae;re anderledes. Et v&ae;sentligt Udtryk for Ligeligheden er igjen, at Personerne i anden Deel tr&ae;de langt tydeligere frem, h&o-;rlige i Replikkens Stikord, synlige i Skikkelsens Omrids, let gjenkjendelige i Livet; medens Personerne i f&o-;rste Deel mere ere skjulte i en universellere Lidenskabs Inderlighed. Dette har dog en dybere Grund, men Forfatterens Mesterskab ligger netop i at kunne gj&o-;re Skjel ved at gj&o-;re Forskjel, og ved at kunne gj&o-;re den og igjen at kunne skjule det i Fremstillingen, saa han intetsteds ligefrem siger, hvad han vil, men selv vel veed hvad han har gjort, hvilket Critiken kan udsige ligefremt. Forskjellen udtrykker egentligen Forholdet mellem Inderlighed og Repr&ae;sentations-Syge, for hvilken sidste netop Nutiden jo ofte sigtes. Det er en psychologisk S&ae;tning, som vist enhver Erfaren vil give mig Ret i, at naar en v&ae;sentlig Lidenskab er tilstede, yttrende sig i Ord eller Handling, da f&ae;ngsler Yttringen Ens Opm&ae;rksomhed, saa man derved glemmer det Ydre; samt at naar En v&ae;sentligen er i Lidenskab, glemmer han det Ydre hos den, der er Gjenstanden. Det styggeste Menneske kan ganske bringe En til at glemme hans Ydre, idet han fortryller ved Yttringens Inderlighed. Det var denne Modsigelse, der ironisk tilfredsstillede Socrates i saa h&o-;i Grad. Naar han talte, naar Tilh&o-;reren, Alcibiades's &anfbeg;Hjerte bankede h&ae;ftigt derved, h&ae;ftigere end Korybanternes, medens Taarer str&o-;mmede ud af hans &O-;ine&anfslut;, da var det glemt, for evigt glemt, at Den, der talede, var den styggeste Mand i Gr&ae;kenland &streg; indtil han saa taug, og den styggeste Mand i Gr&ae;kenland n&o-;d Ironiens Tilfredsstillelse. Dersom man ret har h&o-;rt en Pr&ae;diken, der har havt Inderlighedens hele Fylde: selv om man uafbrudt har seet paa Pr&ae;sten, vil det dog v&ae;re En umuligt at sige, hvordan Pr&ae;sten saae ud. Lad en Pige have en Hjertesorg og s&o-;ge Ens Fortrolighed, lad hende have Sorgens Inderlighed i den evige Erindren: idet man forlader hende er det umuligt at sige, hvorledes hun saae ud, thi Inderligheden lader En glemme for at erindre det V&ae;sentlige; Udvortesheden derimod paan&o-;der sig saa man ikke kan glemme den, fordi der Intet er at erindre. En v&ae;sentlig Forelsket lever maaskee l&ae;ngere Tid uden med Bestemthed at kunne tydeliggj&o-;re, hvorledes den Elskede seer ud, den lidenskabelige Inderligheds Overmagt gj&o-;r, at han, naar han ikke seer hende, har glemt, hvorledes hun seer ud, netop fordi han erindrer sin Forelskelse; og paa samme Tid kan han med Lethed fremkalde Billedet af alle dem, der h&o-;re til den Elskedes Familie og Omgivelse. Saaledes med Personerne i denne Novelles f&o-;rste Deel: de ere n&ae;sten Alle i Lidenskab, netop derfor tr&ae;de de maaskee mindre tydeligt frem. Den, der maaskee staaer tydeligst for En i Udvorteshed, er Justitsraad Waller, netop fordi han er den ubetydeligste. De andre ere mindre tydelige i Forhold til som de v&ae;sentligen have Idealitetens Lidenskab, ere indoptagne i en verdenshistorisk Begivenheds universellere Liv, eller skjulte i den autopathiske Lidenskabs inderlige Aabenbarelse. I anden Deel derimod ere n&ae;sten alle Personerne kjendelige i en Udvorteshed, der tilbyder sig for Hukommelsens Phantasie. De faa Str&o-;g, med hvilke de ere henkastede, stille dem saa tydeligt for En, at man ikke kan glemme dem, at man tr&o-;stigt turde paatage sig at kjende dem igjen paa Gaden, fordi de ere sande Typer paa Udvorteshedens Statister, der slet Intet have hvad der lader En erindrende glemme, hvorledes de see ud. Der er en Pr&ae;st, hvis Ydre jeg aldrig skal glemme, ikke just fordi han unegteligen var en smuk Mand, men fordi han i den Grad v&ae;vede, at der slet Intet var, der bortledte Opm&ae;rksomheden fra, hvorledes han saae ud. Er dette ikke saaledes? Lad en stadselig Dame have anvendt en sjelden Omhu paa sit S&o-;rge-Toilet: man vil v&ae;re istand til at huske hver en Fryndse hver en udpyntet Mine i hendes condolerede Ansigt &streg; men den unge Pige, der virkeligen havde Sorgens Inderlighed, hendes Ydre kunde man ikke huske. Man tage Commerceraad W.. Han sidder i det samme Contor, paa den samme Plads, hvor tilforn hans Fader har siddet, paa en bev&ae;gelig Contorstol og &anfbeg;seer ud som En, der paa en heed Sommerdag plages af en Sv&ae;rm Fluer&anfslut;: har Forfatteren blot viist ham engang, man glemmer ham aldrig, thi hans M&ae;rkelighed er v&ae;sentlig Udvorteshed. Man tage Frue Commerceraadinden i hendes Leflen, eller hvor hun tr&ae;der op, udmaiet med et Echarpe i glimrende Farver, indvirket med Guld: man glemmer ikke, hvorledes hun saae ud. Man sammenligne hermed Festligheden i Grosserer Ws. Huus, hvor Claudine viser sig b&ae;rende det trefarvede Skj&ae;rf og uagtet dette Moment oftere bringes i Erindring, man glemmer igjen, hvorledes hun saae ud, man lader &O-;iet flygtigt glide hen over Pynten forvisset om, at hun har v&ae;ret skj&o-;n, og man glemmer, fordi Opm&ae;rksomheden v&ae;sentligen hviler paa Pigens ungdomsglade sv&ae;rmeriske Begeistring. Hvo husker ogsaa Guldkapselens Udseende, naar der er en indre M&ae;rkelighed ved dets Construction, som den omfatter! En Pr&ae;senteerbakke, et Skildt har derimod den Egenskab, at hvis man glemmer Udseendet, har man ganske glemt Gjenstanden. Saaledes ogsaa her. Madame W. med det lille trefarvede M&ae;rke omhyggeligt skjult, den lyksalige Claudine festligen b&ae;rende Revolutionens Ordensbaand: ere v&ae;sentligen pyntede. Frue Commerceraadinden med sit gyldne Belte, eller sit guldindvirkede Kanet&ae;ppe er derimod ikke pyntet. Og dog vil Ironien det saaledes, at man glemmer, hvorledes de tvende F&o-;rste saae ud, medens man vedbliver at erindre dem, men man glemmer aldrig Frue Commerceraadinden med Beltet &streg; dersom man da ikke ganske glemmer hende. &streg; Man tage Arnold og Scenen (p. 262) hvor han med sin formeentlig ironiske N&ae;sviished forn&ae;rmer Commerceraaden i dennes egen Stue; man sammenligne hermed Stridsscenen i f&o-;rste Deel, hvor Justitsraad W. endog siger: &anfbeg;det er infame Ord du bruger&anfslut;. Man glemmer hvorledes de Stridende see ud over Gjenstandens Betydning, man tilgiver den lidenskabelige Mand hans heftige Udbrud. Men Arnold springer saa tydeligt frem, at man ikke kan blive af med ham, der er Intet der kan hj&ae;lpe En til at glemme, det Hele dreier sig om Intet, og Arnold pr&ae;senterer sig som Tomhedens og Indbildskhedens selvbehagelige Repr&ae;sentant, hvis Ironie beundres og vurderes af Commerceraadinden. Man tage af f&o-;rste Deel Scenen i L&o-;vhytten, hvor Ferdinand W. i Claudines og Lusards N&ae;rv&ae;relse frisk v&ae;k taler om Forholdet mellem Madame W og Dalund; man finde det us&o-;mmeligt, men man glemmer det ogsaa, n&ae;sten &o-;ieblikkeligt, netop fordi der er noget at erindre. Ferdinand er i Lidenskab, vildtledt af Tidens Ideer rives han hen; Claudine er ikke nysgjerrig, men i Forelskelsens Lidenskab gaaer der paa engang et &ae;ngstende og et fristende Lys op for hende. Man sammenligne dermed Scenen i anden Deel, hvor Arnold kommer at indbyde Fruen, og hvor hendes Forhold til Hofjunkeren kommer paa leflende Omtale. Ja det maa saa v&ae;re: den hele Situation maa paatr&ae;nge sig Hukommelsen. Men hvis er _{Fortjenestens}Fortjenesten? Ja den er Forfatterens, der baade veed, hvad der skal gj&o-;res og veed at gj&o-;re det. Thi Scenen i f&o-;rste Deel er endogsaa saaledes, at en Begynder vilde v&ae;re istand til at fremstille den. Der samtales ikke, det er Ferdinand W. der begeistret expectorerer sig. I anden Deel derimod: dette Mesterskab i at gjengive Ubetydelighed, disse korte Replikker, den idelige Indfletten af Situationen i Replikken, denne N&o-;iagtighed i den tilf&ae;ldigste Gestus, denne Livlighed, dette Farvespil, skj&o-;ndt det Hele ganske rigtigt er holdt i Trivialitetens intetsigende Farvetone. &streg; Man tage Colette, Arnold, Hofjunkeren, alle Nutidens Repr&ae;sentanter, de pr&ae;sentere sig alle saa tydeligt og saa uforglemmeligen. Hvor der er v&ae;sentlig Lidenskab tilstede i Inderlighed, der glemmes Omgivelsen. I anden Deel derimod er Forfatterens Omhyggelighed (netop ved Forkjerlighed for Opgaven) stor i med &o-;vet Haand at tegne det s&o-;gne Livs dagligdagse Omst&ae;ndigheder. Her hastes ikke hen til det festlige Optrins Betydningsfuldhed, her lukker man sig ikke idyllisk inde med en forladt Qvindes stille Inderlighed, nei her er Alt saa omtrent lige vigtigt, og derfor Gjengivelsen vanskelig, ligesom at male uden Lys og Skygge og dog at frembringe Virkning og et Kunstv&ae;rk. Vi f&o-;res derfor ikke udenvidere ved et afgj&o-;rende Spring ind i Selskabssalen, hvor Talens begeistrede og Samtalens livlige Sving og den dannede Omgangs gode Tone gl&ae;der, nei Forfatteren kjender sin Opgave. Udenfor h&o-;re vi Kj&ae;vleriet i Stuen indenfor, vi vente udenfor medens Fruen musicerer, n&ae;sten paa Trappegangen begynder Commerceraadinden allerede at skjende paa Hofjunkeren; Tjenestepigen spiller med og smaa B&o-;rn og en Skole-Pige &streg; netop fordi intet decorum fjerner og adskiller, ingen Oph&o-;iethed h&ae;ver og udm&ae;rker, ingen Begivenhed v&ae;kker og for&ae;dler, ingen Idee ordner Masserne i malerisk Samdr&ae;gtighed, eller h&o-;iner den Enkelte i heroisk Fremtr&ae;den, men Alt er et Mellemhverandre. Kort, Forfatterens Ligelighed i Forhold til de tvende Dele kan maaskee udtrykkes saaledes: f&ae;ngsler den f&o-;rste Deel mere ved de store Lidenskabers Tilforladelighed, saa er den anden Deel mere underholdende, is&ae;r jo mere man l&ae;ser den. Dette angaaende Ligeligheden; et andet Sp&o-;rgsmaal er, hvorvidt egentligen denne Novelle vedkjender sig samme Opfattelse af Tilv&ae;relsen, som er v&ae;sentlig for Hverdags-Historien. Dennes Anskuelse ligger, som sagt, i en Midte mellem det &Ae;sthetiske og det Religieuse. Lad os saa betragte Hoved-Personernes Existents-Forhold i foreliggende Novelle. I f&o-;rste Deel dannes Katastrophen i Forholdet mellem Claudine og Lusard romantisk ved Udholdenhed; hun holder ud, saa faaer hun Lusard. Og hendes Udholdenhed er v&ae;sentligen Natur-Bestemmelsens, Umiddelbarhedens, Elskovens romantiske, thi det Ethiske bliver ikke afgjort medvirkende, det Ethiske, at det jo dog er alene paa den Maade Claudine kan redde sin &Ae;re &streg; ved at &ae;re sig selv; og at derfor enhver ny Forbindelse, enhver Mislighed med Hensyn til Inderlighedens Aftagen er Dommen over hende selv. Hendes Romantik er ligefrem Romantik, ikke forvandlet og helliggjort ved det Ethiske. Adskillelsen fra Lusard s&ae;tter hende i Bero, i denne Stilling bliver hun staaende med den romantiske Front og Retning hen til Lusard, men hun bliver ikke ved ethisk Fordybelse i sig selv h&o-;iere end Forholdet til Lusard, dog bevarende det romantiske &O-;nskes Retning hen til Gjenforeningen med ham. &streg; I anden Deel dannes Katastrophen i Forholdet mellem Mariane og Ferdinand Bergland romantisk ved Hj&ae;lp af Skj&ae;bne: Lusard tr&ae;der til med Penge-Hj&ae;lpen. Sp&o-;rgsmaalet er kun, hvorvidt det ikke havde v&ae;ret mere i den &ae;ldre Hverdags-Histories Aand at tegne Baronen (i 1ste Deel) noget anderledes og saa lade ham forenes med Claudine; at lade Mariane lide Adskillelsens Smerte, og saa skaffe hende en ny Tr&o-;st. Imidlertid kan man paa denne Bem&ae;rkning, selv om man indr&o-;mmede mig dens Rigtighed, ingenlunde begrunde en Indvending, netop fordi Forfatteren v&ae;sentligen er gjengivende de tvende Tidsaldere. Endnu mindre kan man indvende mod Forfatteren, at der i 1ste Deel i Forholdet mellem Madame W. og Dalund er gjort et Fors&o-;g paa, at give Natur-Forholdet Overmagten over det Ethiske, som skulde Troskab i et utilladeligt Forhold kunde gj&o-;re dette tilladeligt; ei heller kan man indvende mod Forfatteren, at Forholdet endog fremstilles som ud&o-;vende en for&ae;dlende Indflydelse paa Madame W. i hendes &ae;gteskabelige Samliv med sin Husbond; thi dette er jo Gjengivelse af Tidsalderens Eiendommelighed. Ligeledes naar der i anden Deel gj&o-;res Mine til, at give det, at oph&ae;ve en Forlovelse af Frygt for N&ae;ringssorger, Udseende af en berettiget Lidenskabs Yttring. Ethisk maatte det F&o-;rste v&ae;re at opfatte som ford&o-;mmeligt, For&ae;dlingen som et Sandsebedrag, fordi der ingen H&ae;vd i noget Forhold kan erhverves paa det Forbudne, og Br&o-;dens &Ae;lde kun er dens Gjentagelse, og fordi For&ae;dling ved Depravation er ligesom den &Ae;delhed, en Mand viser, der ikke kan undv&ae;re Penge, skaffer sig Rigdom paa ulovlig Maade, og derpaa gj&o-;r meget Godt med sin Formue; det Sidste maatte &ae;sthetisk v&ae;re at opfatte comisk. I anden Deel d&o-;mmer jo ogsaa Nutiden Forholdet mellem Madame W. og Dalund, medens Forfatteren ved Opgavens Beskaffenhed er forhindret i at lade sin Anskuelse blive aabenbar. Havde der v&ae;ret een Tidsalder endnu, er det ikke ut&ae;nkeligt, at Gjengivelsen af den havde viist, at den opfattede Berglands intenderede Flugt fra &Ae;gteskabet som comisk. Jeg skal nu, str&ae;bende at gjengive Forfatterens ypperlige Skildring, psychologisk forf&o-;lge Udviklingen i de enkelte Hoved-Personer, visende, hvorledes og hvorvidt det Afgj&o-;rende resulterer som Conclusion af Individualitets Pr&ae;misser, og kun tilladende mig et Sideblik til Tidsalderens Reflex. Det n&ae;ste Afsnit maa det v&ae;re forbeholdt overveiende at accentuere Tidsalderens Eiendommelighed. Critiken maa indtage samme Duplicitet som den, ved hvilken Fort&ae;llingen har gjort sig selv Opgaven saa vanskelig. Af Tidsalderen t&o-;r Forfatteren ikke uden videre lade resultere Noget i Individerne, thi saa er han uden for sin novellistiske Opgave, saa skildrer han Tidsalderen og belyser den ved Exempler, istedetfor at opfatte Reflexen i det huslige Liv og gjennem den belyse Tidsalderen. Oms&ae;tningen maa bestandigt gj&o-;res gjennem Individualitetens psychologiske Mellembestemmelse. Dersom Forfatteren saaledes ligefrem vilde sige: i Revolutions-Tiden tillod man en Kone, naar hun i&o-;vrigt iagttog Decorum, at have et utilladeligt Forhold til en Mand &streg; dette har jeg fremstillet i Forholdet mellem Madame W. og Dalund: saa er dette urigtigt. Forholdet mellem Madame W. og Dalund maa psychologisk motiveres, og f&o-;rst naar dette er gjort, da kan der v&ae;re Tale om, at Tidsalderens Eiendommelighed influerer paa at give det dette Udtryk, og at Tidsalderens Eiendommelighed kan finde det tilladeligt. I enhver Tidsalder kan det forekomme, at en ung Pige er forelsket i en Mand, som hun ikke h&o-;rer Noget til i lang Tid, saa hun troer ham tabt, og derpaa gifter sig, indtil Gjenstanden for hendes f&o-;rste Kj&ae;rlighed atter kommer tilsyne, dobbelt farlig, fordi hun ikke f&o-;ler sig lykkelig. Naar dette er givet, naar Personerne i&o-;vrigt ere psychologisk skildrede: saa kan Tidsalderens Eiendommelighed gj&o-;re Udslaget for hvad Udtryk denne Collision faaer, om den i en anden Tidsalder f. Ex. ikke kunde have faaet det Udtryk, at &Ae;gteskabet gik overstyr, for at hun kunde faae den Elskede, eller at de ulykkeligt Elskende i Underkastelse under &Ae;gteskabets Hellighed besluttede aldrig at see hinanden o. s. v. &streg; Forfatteren maa ikke sige: i Revolutionstiden levede der romantiske Piger &streg; dette har jeg fremstillet i Claudine. Nei, Forfatteren maa psychologisk motivere det Romantiske i Claudine, og nu kan det v&ae;re Tidsalderen, der afgj&o-;r, hvilken bestemt Retning det tager. En psychologisk paa en lignende Maade motiveret romantisk Pige i Middelalderen var gaaet i Kloster, i en prosaisk Tid havde hun udaandet og giftet sig, i Ludvig den XIV's Periode var hun maaskee bleven en tvetydig Grevinde o. s. v. Claudine. Indknebent opdragen af Tante Malfred, og derved, aandelig forstaaet, paa eengang ligesom standset og for st&ae;rk fremskyndet i V&ae;xten, n&ae;rved at bedrages for et Livs-Indtryk: har hun nu, omplantet i Grosserer W.'s Huus, fundet Jordbunden og de beleilige Tider for sin Udvikling. Hvad der psychologisk maatte v&ae;re endt enten med Forknyttelse eller med at hun paa en fortvivlet Maade havde spr&ae;ngt den sneverhjertede Tantes indknibende Dagligstue, har nu lykkeligt forklaret sig til Ungdommelighedens livsglade Udspring under saa gunstige Vilkaar som muligt, om disse endog maae kaldes farlige. Friheden, hun nyder i W.'s Huus, Gl&ae;den, som tilbyder sig rigeligen, Deeltagelsens Omhyggelighed, n&ae;sten Forkjerlighed for den unge Pige, ford&ae;rver hende ikke, fordi hun har l&ae;rt Skj&o-;nsomhed, men for&ae;dler hende i den barnlige Taknemlighed &anfbeg;for alt det Gode, hun nyder i dette kj&ae;re Huus.&anfslut; Og da nu Fl&o-;id&o-;rene aabnes med den vide Udsigt til en verdenshistorisk Begivenhed, da den franske Legation, Udsendingerne fra hiin fortryllede Skueplads, vise sig i det Wallerske Huus og med en Idee magisk ber&o-;re Claudines ungdommelige Sind: da staaer hun paa sit H&o-;ieste. Det Romantiske ligger atter i denne Ber&o-;ring, der lokker Phantasien. Var Grosserer W. og Kone reist til Paris, havde de taget Claudine med: det vilde ikke have virket n&ae;r saa st&ae;rkt paa hende som det Tangerende, der ikke overv&ae;lder med Enkeltheder, men kun opflammer Phantasien totalt. Naar derfor Lusard, skjult for alle Tilstedev&ae;rende, kun forstaaet af Claudine, b&o-;ier Kn&ae;et og kysser Fligen af hendes Kjole, en Fremmed, der kun ved denne symbolske Handling og ved Claudine tilh&o-;rer det lille Danmark: da er dette et af Forfatteren sindrigt opfundet Udtryk for det Romantiske i hele Claudines Forhold. Om Lusard havde f&o-;rt hende hjem med sig til Frankrig som sin Brud, det havde ikke saaledes udviklet hende som Ber&o-;ringens romantiske &O-;ieblik, der tillige er Afskedens. Et Dobbelt kan en Pige fordre i Elskov, naar hun fordrer Alt: at Han er den Elskelige, og at han har en Idee at give hende med i Kj&o-;bet &streg; saa er Elskovens Ligning absolut og fuldendt. I Forhold til al Lidenskab gjelder det ligesom ved at seile, at Vinden afgj&o-;rende faaer Magt til med eet Pust _uneuno tenore at sp&ae;nde Seilet, at der ikke skal gj&o-;res for mange Slag og Krydsninger inden man naaer Dybet, ikke tr&ae;ffes for mange Forberedelser eller holdes for mange Skibsraad forinden: det gjelder, at Lidenskaben faaer Magt og Raadighed til at gribe den Uforberedte med sin Almagt. Saaledes staaer Claudine ene, med en Verden i sin Sjel: da udgaaer Vinket til hende fra Lusard. Dette er det Romantiske i de af Forfatteren ypperligt anlagte Forhold. Forelskelsens Magt er som hiin bevingede Gangers Flugt, det er den i sig selv. Men til daglig Brug! Saa kommer Forkundskaberne, og Omst&ae;ndighederne og Hensyn og Sl&ae;gt og Venner, Meublementet, og Gratulanterne &streg; saa forvandles Dumdristighedens seierrige Bedrift til en borgerlig Expedition: en Fragtvogn med hine mange Passagerer, der alle raabe hyp, og Elskoven er det taalige Dyr, der skal sl&ae;be alt dette afsted. For Claudine anderledes. Blottet for Forkundskaber, derved v&ae;rdig til Indvielsen, dr&o-;mmer hun om intet Hensyn; hos hende er Lusard den Elskede, og ved ham er hun ber&o-;rt af en Idee: dette er Indvielsens h&o-;ieste Pagt romantisk forstaaet. Saaledes er Begyndelsen lagt an, men da gjelder det fremdeles om, at Omgivelsen og Forholdene atter begunstige og psychologisk underst&o-;tte det Romantiske. Naar de tvende haandfaste Karle f&o-;re den fnysende Ganger frem, der skal l&o-;be: hvad have de saa at gj&o-;re? De have at slippe &streg; Ikke Andet, det er jo let nok. Nei, det er en Kunst; de maae vide at slippe med Lidenskab; den mindste Usikkerhed i deres Stilling og Forholdsvinkel, saa sinkes Gangeren altid Noget; ved at slippe skal de netop vide at give Gangeren Fart. Naar man st&o-;der en Baad fra Land, da gjelder det, at man, b&o-;iet forover for at give St&o-;det Kraft, i samme &O-;ieblik kaster sig bag over for at profitere af St&o-;det i Farten. I Forhold til al Lidenskab gjelder det, at det H&o-;ieste, Omgivelsen kan gj&o-;re for En, er at slippe med Lidenskab. Men saaledes ere Forholdene netop lagte til Rette for Claudine i W.'s Huus, og Forfatterens Sindrighed kan med F&o-;ie fordre, hvad der maaskee er endnu sjeldnere end en glad Giver og en glad Arbeider, en glad Critiker &dvs;: en, der har Gl&ae;de af at see, hvad Forfatteren har gjort. Grosserer W. er fordybet i Politik. Den stille grundende Madame W.'s noget hemmelighedsfulde V&ae;sen er saa langt fra at besv&ae;re Claudine med Nysgjerrighed og Deeltagelse, at det snarere fristende underst&o-;tter den unge Piges skjulte Forelskelse. Dalund er til daglig Brug fordybet i Studiet af det sj&ae;lelige Udtryk i Madame W.'s Mine, (hans som Olding fortsatte Studium ved Beskuelsen af hendes Billede), men intet mindre end tilb&o-;ielig til at spore efter Andres Forelskelse, han, som snarere synes at frygte Franskm&ae;ndene for sit eget Forholds Skyld. Claudine er ene og fritstaaende uden den Deeltagelse, der gratulerer, ligesom man gratulerer En, der har fundet Noget ved at raabe: halvt, og som ofte nok gj&o-;r Forelskelse til noget Halvt. Ferdinand W., den eneste der aner Forelskelsen, er en begeistret Troubadour for Franskm&ae;ndene og Lusard. Saaledes er Forelskelsens Fremgang, Forfatteren har vidst at l&ae;gge Forholdene an til at skaffe det Romantiske Raadighed. Saa h&o-;rer der endnu efter den store Digters Ord til det Meget, der beh&o-;ves forenet for at lokke Elskoven frem: at de tr&ae;ffes kan alene. Og negtes der end Noget: &anfbeg;Maanen med sin Straale ned i Vaaren gjennem B&o-;gens Grene,&anfslut; saa er jo Forfatteren af den Mening, at September Maaned egentligen burde kaldes Elskovs-Maaneden. Og naar man st&o-;der en Baad fra Land, da gjelder det, at man b&o-;iet forover for at give St&o-;det Kraft, i samme &O-;ieblik kaster sig bag over for at profitere af St&o-;det i Farten &streg; og naar en hemmelig Forelsket, i st&o-;rre Livsfare end den Elskede, allerede troer ham dr&ae;bt i Duellen, saa er denne D&o-;dstankes Tilbagest&o-;d Elskovens st&ae;rkeste Fart. Den saarede Lusard bringes til Grosserer W.s Landsted, og Leiligheden tilbydes for de Elskende. Uden en eneste Foruds&ae;tning, uden en eneste Veiledning anden end Elskovens og Tidsalderens Excentricitet, uden en eneste Fortrolig anden end Elskoven bliver hun et Offer for sin Kjerlighed. De psychologiske Pr&ae;misser motivere fyldestgj&o-;rende hendes Feiltrin, ligesom de igjen motivere hendes Udholdenhed, thi hendes Feil og hendes Dyd er v&ae;sentligen den samme Romantik. Et andet Sp&o-;rgsmaal er det, om hvorvidt ikke netop Tidsalderens Ideer maatte have gjort Claudine tydeligere over sit Skridt, end hun senere findes at v&ae;re. Hendes senere temmelig naive Uvidenhed om F&o-;lgen af Forholdet til Lusard, synes i Tegning at v&ae;re laant fra en anden Art Romantik, den sch&a..;fer-idylliske. Det Charakteristiske i Forhold til Revolutionstiden vilde jo v&ae;re, at Claudine ret blev sig bevidst, at hendes Forhold til Lusard var hvad man ellers kalder et &Ae;gteskab, kun at i det Natur-Forholdet var emanciperet fra det ethisk Tvingende, der betragtedes som det Antiquerede ved &Ae;gteskabet. Den sm&ae;gtende Romantiks altfor uskyldige Uvidenhed passer mindst i Revolutionstiden, og staaer som noget Tilf&ae;ldigt i Forhold til Gjengivelsen af Revolutionstidens Reflex. Lusard forstaaer Tingen rigtigere, og kalder hende derfor i en af sine Replikker: min lille Hustrue. Claudine derimod er mere en i Almindelighed ved sin Forelskelse vildledt Pige, end at der i hendes Vildledelse sees Tidsalderens Ideer som et Medvirkende. Thi at Ferdinand W. foredrager disse og underretter hende om Forholdet mellem Madame W. og Dalund h&o-;res jo nok, men derimod spores det ikke, hvad Virkning det har gjort paa Claudine, hvorledes hun har forstaaet sig selv deri, tvertimod befindes hun senere v&ae;sentligen ikke anderledes end hvad man saadan kalder en i romantisk Forelskelse feilende Pige. Lusard er den fyrige, i enhver Stemning selv Veemodets let opblussende insinuante og dannede Franskmand, der i enhver Henseende netop er construeret for et saadant Forhold som det til Claudine; kun staaer hans Udholdenhed ikke i noget v&ae;sentligt Forhold til hans lette Bev&ae;gelighed, det vil sige, det er ikke umuligt, at en saadan Individualitet ogsaa kan handle som Lusard, men det er ogsaa forklarligt, om han handlede anderledes. Medens man er psychologisk berettiget til at forundre sig, hvis Claudine ikke blev sig selv tro, vilde endog hun have fundet det tilgiveligt af Lusard at blive hende utro, og dog vilde hun vedblevet at elske ham. Madame Waller har fra ganske ung v&ae;ret Gjenstanden for Dalunds Kjerlighed; hun har misforstaaet hans Taushed, og giftet sig i hans Frav&ae;relse. Hendes &Ae;gteskab har ikke v&ae;ret til hendes For&ae;dling; savnende den indre Tilfredshed &anfbeg;l&o-;b hun blot efter tomme Forlystelser, satte sin h&o-;ieste Lyksalighed i at blive courtiseret og ansaae sin Pynt for det vigtigste Anliggende&anfslut; (cfr. p. 37) &streg; indtil endeligen Forholdet til Dalund for&ae;dler hende, hvilket Forhold D. mener at have Ret til at fordre som en skyldig Erstatning for saa mange Aars Troskab og for en Kjerlighed som hans. Dog kan Madame W. ikke ganske beseire en indre Stemme, der minder hende om, at hun gaaer paa forbudne Veie, en Stemme, der efter hendes eget Udsagn bliver st&ae;rkere netop fordi hendes For&ae;dling lader et Lys opgaae for hende, som hendes fors&o-;mte Ungdom ikke havde viist hende. Dalund k&ae;mper imidlertid endog indtil Gr&ae;ndsen af Jalousie (f. Ex. mod Franskm&ae;ndene) for Forholdet saavel ved den dannende og absolute Indflydelse, han ud&o-;ver, der er hans mandlige og personlige Overmagt, som ved Tidsalderens Ideer. Atter her bliver en Vanskelighed, thi Forholdet mellem Madame W. og D. udtrykker jo ikke saaledes Tidsalderens Idee, at det sees fremgaaet eller baaret af denne, men Dalund k&ae;mper i Forholdet for Tidsalderens Idee, altsaa et allerede givet Forhold vil han ved at f&o-;re det ind under Tids-Ideens Samtykke give en ny Bestyrkelse. Forholdet selv synes reent personligt at v&ae;re bragt istand og bestaae som den Maade, paa hvilken disse Tvende have l&o-;st en Livs-Collision. Vanskeligheden er altsaa, at der synes at mangle Noget i Forhold til den gjensidige Gjennemsigtighed, som den novellistiske Opgaves Dobbelthed kr&ae;ver. Tidsalderens Bestemmelse kr&ae;ver Individualitetens Mellembestemmelse, Individualitetens Bestemmelse kr&ae;ver Tidsalderens Mellembestemmelse, i denne Gjennemsigtighed ligger den Opgave novellistisk at fremstille en Tidsalders Reflex i det huslige Liv. Eller vil man sige, at Forfatteren kun vil fremstille, hvorledes man i Revolutionstiden d&o-;mte om et saadant Forhold, saa maa dertil svares, at denne Opgave er af en egen Art, da Dommen jo netop bestod i, at man ignorerede det, dern&ae;st, at Ferdinand W. er den eneste, der taler om det, og at man Intet erfarer betr&ae;ffende, hvorvidt de Andre ere vidende derom, og endeligen, at Forholdet selv jo fremstilles. Misligheden ligger vistnok her deri, at Forfatteren ved et Forord endnu har syntes at s&ae;tte sig en tredie Opgave: en Sammenligning mellem de tvende Tidsaldere. Men saa ypperligt som Novellens tvende Dele ere lagte til Rette for Sammenligningen: saa lidet burde vistnok Forfatteren have ymtet derom. De &o-;vrige Personer ere mindre betydelige og kunne ikke blive Gjenstand for s&ae;rlig Omtale. Jeg skal heller ikke fordriste mig til at n&ae;vne eller anf&o-;re Exempler paa de mange i Fort&ae;llingens Fremgang indflettede fortr&ae;ffelige Enkeltheder: at de ere der, foruds&ae;tter man udenvidere hos Hverdags-Historiens Forfatter; man gl&ae;der sig ved at l&ae;se, man gj&o-;r sig ikke critisk vigtig ved smaaligt at censurere en saadan Novelle som var den et Begynder-Arbeide, hvor der var Tale om, som det hedder, at anerkjende dog Noget. Skulde jeg derimod i denne f&o-;rste Deel fremh&ae;ve et Enkelt, der idetmindste forekommer mig mindre heldigt, da vilde jeg n&ae;vne Baronen, og is&ae;r hans Fors&o-;g i det D&ae;moniske, om der ogsaa, dette fraseet, kunde oplyses et andet Sp&o-;rgsmaal, hvorvidt han ikke er saa almindelig holdt, at Tidsalderens Reflex ikke just er kjendelig. En fjantet og dertil halvfuld Baron, der i Qvinde-Arrigskab hitter paa at ville dr&ae;be den lille Charles, v&ae;kker hverken R&ae;dsel eller Interesse &dvs;: den modstr&ae;bende Interesse, der netop er det Charakteristiske for det D&ae;moniskes Tvetydighed. R&ae;dsel v&ae;kker han ikke; thi i Forhold til en fuld Mand t&ae;nker man strax paa, at det nok gaaer over, naar han faaer sovet ud, og Interesse v&ae;kker han ikke, deels fordi han er fuld og deels fordi hans Fjantethed er intet Mindre end mandig. Det maa da heller ikke faae Udseende af, som forf&ae;rdede han Claudine, thi Sligt kan gj&o-;re hende modbydelig og &ae;kel, men forf&ae;rdende er det ikke. Og hvorvidt er dog dette besynderlige Optrin egentligen psychologisk motiveret? Selv om man antager, at Baronen, da Muligheden af et Forhold til Claudine brister, vender tilbage til sit gamle V&ae;sen, som kun hun havde havt Magt til at tvinge i Elskovens Lydighed: f&o-;lger dog deraf, at han kan geb&ae;rde sig saaledes? Han var jo dog oprindeligen godmodig, han var i Besiddelse af ydre Dannelse, og Claudines Indflydelse paa ham maatte psychologisk, selv i et saadant &O-;ieblik, ud&o-;ve sin Magt. Situationen forekommer mig uskj&o-;n, og v&ae;sentligen heller ikke sand. 2den Deel. Mariane. Stedmoderligen skr&ae;kket op l&ae;nge f&o-;r Tiden af Ungdommens Illusion og jaget ind i en pinagtig Virkeligheds travle Husgjerning, fortr&ae;diget ved daglige Kr&ae;nkelser, l&o-;ser hun ydmygt den bittre Opgave: saa omtrent at tjene som Husjomfru i sine For&ae;ldres Huus. Al den fornemme Overseen og paa den anden Side den lapsede Ugenerethed, som et saadant Tjeneste-Menneske kan v&ae;re udsat for, er hendes Liv ikke ukjendt med, og Bitterheden for&o-;ges ved, at hun ikke blot er v&ae;rgel&o-;s, men priisgiven &streg; fordi hun er Datteren. Men paa den anden Side v&ae;nnes hun ogsaa tidligen til at ind&o-;ve en stille Inderligheds uforkr&ae;nkelige V&ae;sen, hun dannes fortrinsviis til at bevare en hemmelig Forstaaelse, da hele Virkelighedens Omgivelse kun er fortr&ae;digende Meningsl&o-;shed, da hun endog med Faderen i Faderens eget Huus qua Datter kun vedligeholder en hemmelig Forstaaelse, der han kun i Entreen, eller i Forbigaaende, eller naar Ingen seer derpaa, t&o-;r tale faderligen til hende: saaledes lister jo et elskende Par sig til at see hinanden, naar de ikke have For&ae;ldrenes Samtykke, til at tale med hinanden i Entreen, naar For&ae;ldrene i Dagligstuen officielt s&ae;tte sig mod Forbindelsen. Dersom Mariane er forelsket, hun er da n&o-;dsaget til at gj&o-;re en Hemmelighed deraf, ellers blev det vel Signalet til ny Mishandling: at Fr&o-;ken Maren var elsket, at Nogen vilde have en &anfbeg;saadan lille Gravso&anfslut;, som Stedmoderen kalder hende; hun var istand til at miste sin Condition hos Frue Commerceraadinden, for at man kunde blive det Kj&ae;reste-Commerce quit. Og Mariane er forelsket. Vi ville nu forf&o-;lge Motiverne i de af Forfatteren ypperligt construerede Forhold for psychologisk at forklare hende. Skadelige kunne Forholdene ikke kaldes i Henseende til en snaksom Deeltagelse, men begunstigende ere de heller ikke; de slippe ikke med Lidenskab, de sinke ei heller ved misforstaaet Velvillie og Deeltagelse, men de holde fortr&ae;digende igjen. Vel er det nu saa, at Inderligheden er Forelskelsens Liv, og at Inderligheden ved sig selv er hvad den er, at derfor f. Ex. Inderligheden kan v&ae;re den samme, hvad enten En tr&ae;der ud paa Altanen og skuer den stjerneklare Nat, eller det er en Livsfange, der gjennem en Spr&ae;kke lister sig til at skue den enkelte _{Stjerne den}Stjerne &streg; den Sidstes Inderlighed er maaskee endog den st&o-;rste; men dog gjelder det for Forelskelse ligesom for et Menneskes F&o-;dsel, at Vilkaarets Forhold, at Omgivelsen med den psychologiske Disposition har en stor Indflydelse paa hvad der f&o-;des. Mariane vilde med samme Inderlighed som Claudine blive sig selv tro, og dog vilde hendes Forelskelse i al Evighed v&ae;re v&ae;sentligen forskjellig fra Claudines. Forelskelse er Culminationen i et Menneskes reent humane Existents, der er en Dobbelt-Existents, og netop derfor er Forelskelsen paa eengang ligesaa meget Inderlighed som den er Forholdet ud efter til Virkelighed. Forholdets Ligelighed er den lykkelige Elskov. Mindre Inderlighed og overveiende Forhold til Virkelighed er mindre skj&o-;n Elskov; overveiende Inderlighed og mindre Forhold til Virkelighed er i Retning af ulykkelig Elskov. Saaledes Mariane; hun har l&ae;rt for meget Virkelighedens Elendighed at kjende, og Omgivelsen indsk&ae;rper hende det fortr&ae;digende Dag fra Dag. Istedenfor Forelskelsens seierrige erobrende Mod, der t&o-;r, i Forhold til Forelskelsen, fordre Alt af Virkeligheden, i begeistret Uvidenhed fuldt forvisset om, at Virkeligheden er den Verden, hvor Elskoven har hjemme: i Stedet derfor har hun noget af Forelskelsens inderlige Veemod. Inderligheden kan ganske v&ae;re den samme, som jo et Tilbagetog kan v&ae;re ligesaa stor en Bedrift som den meest glimrende Seir; men Forskjellen er v&ae;sentlig. Istedenfor at fornemme Forelskelsen som et Kald fra en Verden, der vil f&o-;ie den i Alt, er hun i Inderlighed vant til at f&o-;ie sig i at gj&o-;re Afkald, hendes Forelskelse er i samme Nu i hemmelig Forstaaelse med, at dog ogsaa den bliver en tilbagetr&ae;ngt Inderlighed, et skjult Liv, som andre Mennesker ikke kjende, og som paa eengang er en h&o-;iere Sundhed og dog menneskelig talt en Sygelighed. Inderligheden kan ganske v&ae;re den samme, som jo det at d&o-;e er ligesaa vanskelig en Opgave som det at leve. Inderligheden er den &ae;gte Perle; den dannes, som bekjendt, i Muslingen ved at indsuge Duggen. Men if&o-;lge en gammel Forfatter skal det gj&o-;re en Forskjel, om det er Morgen- eller Aften-Duggen: saaledes gj&o-;r det ogsaa en Forskjel, om Forelskelsens &ae;gte Individualitet dannedes ved Haabet eller ved Erindringen. Som det gjelder om al Lidenskab, saa gjelder det om Elskov, at Den, der modtager Indvielsen, i Forelskelsens indviede &O-;ieblik staaer frit, frit paa Illusionens dumdristige H&o-;idepunkt, frit og uendeligt overskuende al Verden; der maa ingen pianket Deeltagelse v&ae;re, men heller intet drillende Sl&ae;ng, som besv&ae;rer den Letbev&ae;bnede fra at bestige den svimlende H&o-;ide, og som i &O-;ieblikket forhindrer den Fritstaaende i at faae Synet. Det maa, hvis Alt skal blive saa saare godt, v&ae;re forundt dette omfredede &O-;ieblik, hvor Tilv&ae;relsens Alt fortryllet lystrer hvert et Vink, hvor Intet, Intet mindsker Elskovens gr&ae;ndsel&o-;se Hengivelse i Illusion, hvilken skeer privatissime, og er noget Andet end alle de Elskendes Kj&ae;rtegn, da den er Foruds&ae;tningen, det Fremskyndende, Uendelighedens Forskud, hvoraf der skal leves de mange eller de faa Aar, som forene de Elskende. &streg; Dette mangler Mariane. Dette har Forfatteren ypperligt fremstillet, og det er af Vigtighed for Forholdet mellem Mariane og Bergland, idet det ogsaa fra hendes Side psychologisk motiverer Adskillelsens Mulighed i Forhold til en saadan Grund, som Frygt for N&ae;ringssorg. Mod Berglands Mismod har Mariane ikke Elskovens triumpherende Begeistring at s&ae;tte, hun har ikke Elskovens seierrige Mod til qvindeligt at s&ae;tte sig i Spidsen for &Ae;gteskabets hellige Expedition, naar den Elskede taber Fatningen. Det vilde psychologisk ikke v&ae;re uden Interesse at t&ae;nke sig Forholdet saaledes, skj&o-;ndt det naturligviis vilde v&ae;re i Novellen at forfeile Opgaven, der tillige har Tidsalderen i Sigte. Dette har Forfatteren ypperligt forstaaet. Mariane kan ikke danne nogen Modstand, hun er selv ber&o-;rt af en bekymret Reflexion, i hendes Replikker lyder der med et veemodigt Kjendskab til Virkeligheden, en Resignation i Henseende til, at selv Elskov skulde v&ae;re den algyldige Fordring. Men Inderligheden er der dog evig og livsvarig, som i den meest begeistrede Forelskelse, v&ae;sentligen den samme i Styrke, men v&ae;sentligen forskjellig i Yttring. Om hun end vil opgive Bergland, vil hun dog ikke modtage sin Ring tilbage, fordi hun ikke vil opgive Forelskelsen. &anfbeg;Heller ikke giver jeg Dig Din tilbage. Skjult som min Kj&ae;rlighed har jeg baaret den i tre Aar, den skal ikke forlade mig i dem, jeg har tilbage.&anfslut; Her er hun paa sit H&o-;ieste, men Forelskelsen er ikke et Vink, men en Tilbagekaldelse i Inderlighed. Forelskelsens Inderlighed er den &anfbeg;ved de stille Dyder&anfslut; udm&ae;rkede Piges, der indvier sig til Lidelsen. Meget havde hun lidt af Virkeligheden, men dette St&o-;d synes at blive afgj&o-;rende. Saaledes holdt C&ae;sar sig opreist, da de Sammensvorne st&o-;dte deres Dolk i ham, men da han saae, at Brutus var med, indhyllede han sig i sin Kappe, viede sig til D&o-;den med disse Ord: ogsaa Du, min S&o-;n Brutus! Den h&o-;ieste Modstand, hun, selv ber&o-;rt af Reflexionen, kunde danne mod Berglands Lidenskabelighed i Utaalmodighedens lidenskabelige Sp&ae;nding, er den midlertidige, &anfbeg;at hun vil taalmodig vente&anfslut; (cfr. p. 269); men selv denne Modstand er i Pagt med Reflexionen. Hvor er Alt her i sin Orden! Den psychologiske Tegning og Reflexen af Tidsalderen. I en h&o-;ir&o-;stet tusindkunstlet Overfladiskheds Velmagts-Dage maa det Gode leve fortrykt og l&o-;nligt i en _ecclessiaecclesia pressa, som Mariane gj&o-;r det. Men paa den anden Side, selv denne dybe Inderlighed maa i en reflekteret Tid ikke ganske v&ae;re uber&o-;rt af Reflexion, endog i Forhold til sit Eneste, en Forelskelse. En umiddelbar begeistret Elskerinde vilde i Marianes Sted ansee Bergland for gal, hun vilde, om det saa gjaldt hendes Liv, ikke kunne forstaae det Mindste af det om N&ae;ringssorgerne, men heller ikke af Marianes Resignation. Et saadant Forhold vilde kun kunne blive humoristisk, og Bergland v&ae;sentligen at fremstille komisk, da han repr&ae;senterer en temmelig n&o-;ktern Anskuelse. Ferdinand Bergland er et excentrisk Hoved, der er l&o-;ben vild i Mulighedens dristige Fors&ae;tning til at leve, der i Planernes og Studiernes Mangfoldighed ogsaa har taget en Forelskelse ind med, og nu er ved at strande paa Efters&ae;tningen. Et &Ae;gteskab, der skulde v&ae;re ham Bindetegnet, viser sig for ham i en forf&ae;rdende Skikkelse, og han bliver sky &streg; en desperat Beslutnings Eengangforalle maa tr&ae;de istedenfor Handling og en v&ae;sentlig Lidenskabs Continuerlighed. Den tilsyneladende Kraft, der h&o-;rer til at fatte Beslutningen, er egentligen kun Udtrykket for Afmagten, og Grunden, han angiver, derfor en v&ae;sentlig tilf&ae;ldig. Han kunde lige saa godt have n&ae;vnet hvilkensomhelst anden, fordi Grunden egentligen er Misforholdet mellem Mulighed og Virkelighed, der nu kaster sig paa dette Enkelte, som var det Grunden. Hans desperate Beslutning og Handling i Kraft af den er derfor intetsigende, og en Beslutning samt en Handling, ved hvilken han, hvis det gik som han vilde, v&ae;sentligen maatte blive til Ingenting. At beslutte sig til ikke at ville gj&o-;re Det og Det, hverken mere eller mindre end ikke at ville, er egentligen at beslutte sig til at blive til Ingenting. Dersom den Besluttende ikke, netop i det &O-;ieblik, han beslutter ikke at ville, f&ae;ster sig i en h&o-;iere Idees Tjeneste, saa er hans Beslutning og Handling Tomhed. Det er Dette, der gj&o-;r Udslaget i Livets Collisioner og afgj&o-;r, om Lidenskaben er berettiget eller ikke. Ferdinand er ved sin Beslutning ikke bleven sig selv v&ae;sentligen klarere end han var f&o-;r, han har blot hovedkulds trukket sig tilbage i Dunkelhed over sig selv; referre pedem er blot det, han gj&o-;r, og der er i Tilbageskridtet intet Fremskridt i Forhold til hans egen Personligheds Idealitet. Det om N&ae;ringssorger er i den Form ingen v&ae;sentlig Betragtning af Tilv&ae;relsen, og Den, der vil paatage sig at gribe styrende, idetmindste forstyrrende ind i et andet Menneskes Liv efter den Maalestok som Ferdinand, selv om hans Indgreb alligevel, ethisk seet, altid bliver et Misgreb, han maa idetmindste have forstaaet sig selv i en v&ae;sentligere Betragtning af Tilv&ae;relsen, i en Idee, som hans Liv kan tilh&o-;re, netop naar han bryder med Mariane. Hvor er nu her igjen Alt i sin Orden: den psychologiske Tegning, og Reflexen af Tidsalderen. I en anden Tidsalder vilde det dog maaskee have endt med, at Marianes Taalmodighed havde skaffet idetmindste eet Interim tilveie &streg; indtil Ferdinand fik Bekymringen forjaget. Men vor Tid er jo netop, trods alle Planer og Anticipationer og Bebudelser og Fors&ae;tninger, i Inderlighedens og i romantisk Forstand v&ae;sentligen lidenskabsl&o-;s. Netop derfor fremkommer igjen som Alternationen en pludselig Yttring af Fortvivlelse i en desperat Handling eller Beslutning, hvilket er den lovl&o-;se Lov for Extremerne i en saadan Existeren. Fru Commerceraadinde Waller. Dersom man, som man gj&o-;r Forskjel mellem &ae;gte og u&ae;gte Metal, og da igjen har Noget derimellem, som kaldes Plet, en Composition der kan skuffe; dersom man saaledes turde tale om Compositions Mennesker: saa vilde Fruen passende betegnes som et saadant. Hun har en vis pletteret Virtuositet i at v&ae;re hvilketsomhelst: indtagende et &O-;ieblik og dog igjen n&ae;sten modbydelig, elskv&ae;rdig og dog igjen byrdefuld ved sin travle Vigtighed, pyntet og dog igjen n&ae;sten prostitueret i sin guldindvirkede Paakl&ae;dning, dydig og coquet, dannet og dog igjen smerteligt ber&o-;rende for den v&ae;sentligen Dannede, kl&o-;gtig paa Livet og dog n&ae;sten aandl&o-;s, leflende f&o-;rst og sidst. Hendes Charakteer-Opfattelse kan ikke blive anden end denne blandede Bekjendtgj&o-;relse, fordi hun ingen V&ae;sentlighed har, og hendes Udvorteshed derfor maa beskrives ved at opt&ae;lle nogle Egenskaber. Den braverende Virtuositet fuldender sig selv og vender tilbage i sig selv i den Selvtilfredshedens Indbildning, at hun er som en Kone af Verden b&o-;r v&ae;re, hvorfor hun stolt og rolig t&o-;r vove Noget i Tillid til sit Rygte. Og dog er hendes V&ae;sen netop i dybere Forstand Tvetydighed, thi som en Apostel (Jacob) omtrent siger det: Hjertets Reenhed er at ville Eet. Selv Madame W. i f&o-;rste Deel er i en vis Forstand mindre tvetydig. Beundringsv&ae;rdigt er det Mesterskab, hvormed Forfatteren veed at haandtere en saadan glimrende og g&o-;glende Skr&o-;belighed, saa man bestandigt faaer Indtrykket af en digterisk-virkelig Skikkelse; fremdeles den Lethed, med hvilken de combinerede Situationer ere opfundne, den Naturlighed, med hvilken Continuerlighedens Traad drager sig derigjennem, bestandigt belysende Fruens Charakteerl&o-;shed i den forbigaaende Reflexions-Gjengivelse, i Flygtighed, thi der er jo Intet at dv&ae;le ved, ja der maa ikke dv&ae;les, saa bliver Frue Waller en Anden. Kunsten er, at selve Fremstillingen indeholder Gjentagelsen af den psychologiske Opfattelse, og som Lefleriet er den ustadige Indholdsl&o-;shed, saaledes er Fruen ogsaa hele Novellen igjennem i ustadig Travlhed, gjengiven i dette transitoriske Forhold til &ae;ldre og yngre Herrer, til sine egne B&o-;rn, til sin Mand, til Mariane, til Tjenestepigen. Is&ae;r ere Proportionerne i de fem qvindelige Figurers Forhold ypperlige. _FruenFruenFruens Repr&ae;sentations-Moderlighed i Forhold til de tvende Glutter, der allerede ere &o-;vede i &anfbeg;Persons-Anseelse&anfslut;, det Parodiske i at Colette copierer Moderen, hvilket maaskee har bidraget til at gj&o-;re Moderen kjed af hende, og endeligen den dybe Satire over Fruen, som Marianes stille V&ae;sen indeholder. Dersom man for at betegne et v&ae;sentligt Menneskes V&ae;sen vil erindre om de bekjendte Ord af Plinius: omnia ad conscientiam, nil ad ostentationem, saa beh&o-;ver man blot at vende Ordene om, (omnia ad ostentationem, nil ad conscientiam), saa betegner man Fruens V&ae;sen, der er at v&ae;re Vrangen eller en Vr&ae;ngen. Men for endnu engang at erindre derom, som det s&o-;mmer sig en Kritiker at v&ae;re tro over Forfatterens Riigdom: der h&o-;rer langt mere Kunst til at fremstille en saadan Skikkelse, end til at skildre et v&ae;sentligt Menneske. Maaskee vil endogsaa Een og Anden finde hvad jeg har sagt om denne Figur ret betegnende, ja det var i vor Tid ikke ut&ae;nkeligt, at En kunde v&ae;re daarlig nok til at finde min Fremstilling i sin Korthed mere udt&o-;mmende end Forfatterens. Ak, det er en stor Misforstaaelse, som man kun i vor docerende Tid har opfundet, og hvormed man foruretter enhver Kunst-Pr&ae;station; thi fra denne Korthed er der et uendeligt Spring til det Kunststykke, at kunne fremstille en saadan Skikkelse. Det gaaer Kritiken i vor Tid, som det gaaer saa mange Mennesker, de lade sig bestandigt narre af den abstrakte Mulighed og det forkortede Perspektiv, der ere Intet mindre end skaberiske, af de store Planer og de summariske Oversigter, der ere Intet mindre end frugtbringende. Nei, hvilken Mening man end vil have om at repr&ae;sentere vor Tid ved en saadan qvindelig Figur: Et staaer fast, at Figuren er et Mesterstykke i Ubetydelighedens Tegning, et Mesterstykke lige indtil det Ubetydeligste ved den, ja indtil Spidsen af den rosenr&o-;de Tunge, hun viser sin Mand, &streg; et hurtigt og hemmeligt Svar paa en stum Tiltale. (p. 216.) Etatsraad Dalund. En &ae;rv&ae;rdig Olding er i sig selv et gl&ae;deligt Syn, men Dalund har tillige den Interesse for L&ae;seren, at man kjender ham fra Ungdommens Dage. Det forstaaer sig, den samme Virkning kan i en vis Forstand enhver Biographie frembringe, men det er da ogsaa kun i en vis Forstand, thi den frembringer ingen Illusion, som Novellen gj&o-;r det, der ikke ligefrem lader os blive samtidig med Dalund ung og gammel, men i tvende Tidsaldere lader os blive samtidig med ham. &streg; Er han nu psychologisk consequent holdt? Upaatvivleligt. Men hvorfra kommer det Satiriske, som man dog egentligen ikke m&ae;rkede Noget til i hans Ungdom, og som Forfatteren heller ikke har ladet fremtr&ae;de? Han er i f&o-;rste Deel v&ae;sentligen den unge forstandige Mand med det kloge Ansigt, den talentfulde Advocat, der ikke vil lade sig henrive af Partier, og det uagtet en verdenshistorisk Begivenhed er den Adskillelsens Magt, der betydningsfuldt fjerner Menneskene fra hinanden i pathetisk Partie-Lidenskab. Han bevarer sin Ligev&ae;gt, v&ae;sentligen forstandig, og kun sv&ae;rmerisk i sit Forhold til Madame Waller. Forstandighed, Neutralitet og Advocat-Skarpsindighed er nu v&ae;sentlige Momenter i en Satiriker, men deraf f&o-;lger dog ikke, at overalt, hvor disse Momenter ere tilstede, er der en Satiriker. Men Tiden har forandret sig og har saaledes ogsaa forandret ham lidet. Og ved denne Forandring maatte han psychologisk-consequent blive satirisk. Neutralitet lader sig v&ae;sentligen kun t&ae;nke, naar Partierne ere v&ae;sentligen betydningsfulde, naar det i Sandhed er en Idee, der adskiller de Tvende. Bliver Tiden derimod ubetydelig, Partie-Differentsen et Slags dramatisk Sp&o-;g med virkelig at lege Revolution: saa vil Den, der i Katastrophernes Tid var neutral, blive Satiriker. Neutralitet ligger positivt i Anerkjendelsen af Partiernes respektive Gyldighed valore intrinseco, tages denne Neutralitets-Forholdets Foruds&ae;tning bort, saa er eo ipso Neutraliteten negativt bestemmet som Satire, thi at v&ae;re neutral i Forhold til et chimairisk Enten-Eller, er enten at v&ae;re en Nar, idet Neutraliteten bliver ligesaa naragtig som de Ubetydeligheder, fra hvilke den bestemmer sig negativt, hvad derfor ogsaa kun kan lykkes en Ubetydelig, eller er, ved selv v&ae;sentligen at v&ae;re Noget, eo ipso at v&ae;re satirisk. Manden er da v&ae;sentligen den samme, Forandringen er blot en Reflex af Tidens Forandring. &streg; Dalund er tillige bleven mildere. Ogsaa dette er saa ganske i sin Orden, ikke blot fordi det v&ae;sentligen bliver det dygtige Menneskes L&o-;n i Alderdommen, medens kun det ubetydeligere Menneske bliver vranten som Olding. Men er det tillige en Reflex af Tidens Forandring? Han f&o-;ler sig ene staaende, han, den bedagede Olding, men han har tilh&o-;rt en betydningsfuldere Tid, og tilh&o-;rer den v&ae;sentligen, netop dette er det Formildende, det faste Hold i ham, som i Erindringens l&o-;nlige Communication med det Forgangne gj&o-;r ham blid. Som Olding tilh&o-;rer han jo med Aarene to Tidsaldere; saaledes er han bifrontisk: mild naar han skuer tilbage, og lidt satirisk naar han vender sig mod Nutiden &streg; til daglig Brug den elskelige Olding. Han er ikke sl&o-;vet, og maaskee ogsaa fordi han endnu har Noget at k&ae;mpe for, thi Forelskelsen lever endnu i hans Sjel, k&ae;mper endnu mod Fjenden &streg; den ulovlige Besiddelses Uvished; strider endnu mod _TvilenTvivlen: om dog Troskaben er Skyldens Forsoning; uroliges endnu: om Troskaben skal kunne erobre ham Gjensynet efter &O-;nske, thi som Madame Wallers lovlige &Ae;gteherre engang var Modstanden, saa kan Evigheden nu synes at v&ae;re det. Charles Lusard. Novellen er tvende Tidsaldere. De tvende Dele staae ude fra hinanden, og dog er der ogsaa et forbindende Leed, en Overgangs-Formation, der paa en sindrig Maade slutter imellem dem. Denne Figur er Charles Lusard. Han tilh&o-;rer ikke Fortiden, dertil er han for ung, han er heller ikke ganske uber&o-;rt af Nutidens Reflexion. Han er en Personlighed, der er bleven staaende, og atter heri er Eenheden af den psychologiske Opfattelse og Tidsalderens Reflex. Barndoms-Alderens Indtryk og senere den forunderlige H&o-;itidelighed, der omsv&ae;vede For&ae;ldrenes huslige Liv, maatte naturligen v&ae;kke et vist veemodigt Sv&ae;rmeri i hans Sjel, som ganske consequent udt&o-;mte hvad Ungdommens Higen der kunde v&ae;re i hans Sjel, i Udenlands-Reiser og en erkjendende Str&ae;ben, der ikke bragte ham i personligt Forhold til Nogen, netop fordi det Veemodige i ham var det Isolerende. Saaledes kl&o-;fter en sv&ae;rmerisk Indesluttethed en Ynglings Sj&ae;l. Ungdommelighedens Trang til F&ae;llesskab f&o-;les ikke, fordi han allerede er Erindrende, selv Elskovens Tid finder ikke sin Beleilighed, fordi han jo allerede er Trolovet i Inderlighed, men den Eensommes ungdommelige Str&ae;ben ud efter retter sig mod Foretagender ud efter, der kunne udfylde ham, uden v&ae;sentligen at indlade sig med Nogen, uden at savne Nogen, netop fordi han erindrende savner Nogen. Saaledes har han reist baade i den gamle og den nye Verden, er derpaa vendt tilbage til sit Gods. Altsaa han er en Individualitet, der er bleven staaende, men dette fordrer ogsaa et Moment af Reflexion og af Reflexion i sig, og paa den anden Side er det atter en Reflex af Tidsalderen, der selv uden Afgj&o-;relser ikke har ud&o-;vet den Magt over ham at kunne rive ham hen. V&ae;sentligen tilh&o-;rer han derfor ingen af Tidsaldrene. Den Idee, han repr&ae;senterer: efter at have givet Afkald paa sit eget Liv, at gj&o-;re et Par Mennesker lykkelige, tilh&o-;rer v&ae;sentligen ingen af Tidsaldrene. Charles Lusard er saaledes Overgangen netop derved, at han er bleven staaende. I Revolutionstiden vilde en saadan Individualitet vel v&ae;re bleven Partig&ae;nger, i Nutiden vilde han maaskee ikke have vundet den harmoniske absolut dannede Ligev&ae;gt, der udm&ae;rker hans &ae;dle og fribaarne Holdning, om dog Sjelen tankefuld h&ae;nger lidt efter en Erindring. Af en ulykkelig Individualitet at v&ae;re (og saaledes maa man dog kalde En, som ingen Samtid og intet Livsforhold forl&ae;nds ud&o-;ver nogen afgj&o-;rende Magt over) er han lykkelig, men dog ingen lykkelig Individualitet. Det Forunderlige ved Novellen er, at Alt slaaer saa n&o-;ie til paa Kategorien, medens det, naar man saadan l&ae;ser det, seer saa beskedent ud, at den flygtige L&ae;ser af Novellen, hvis han tilf&ae;ldigviis seer denne Anmeldelse, maaskee vil studse, vil mene, at jeg bringer Noget ud af den, som ikke er i den o. s. v. Ak, nei denne L&ae;serens H&o-;flighed kan jeg ikke acceptere, men maa transportere den til den rette Vedkommende: Forfatteren, der, selv om jeg havde forstaaet Alt, jo f&o-;rst er Opfinderen, dern&ae;st Den, der ved sin Kunst har vidst at skjule det igjen, og endeligen maaskee med Novellen samvidende om Meget, som jeg ikke har v&ae;ret istand til at opdage. Saa er der endnu i Novellens anden Deel en Figur: Johannes Milner, Godsinspecteur, en jovial Mand, der efter en fortvivlet Livs-Stillings Crise uden Levebr&o-;d og mist&ae;nkt som et uroligt Hoved hos Lusard fandt en Livsstilling, der gjorde ham til en lykkelig Mand. I Godsherrens Frav&ae;relse har han forvaltet Godset med den viseste Omsorg, og er nu i sin trivelige Gl&ae;de over Tilv&ae;relsen beskj&ae;ftiget leilighedsviis med det &O-;nske, at see L. fors&o-;rget ved et &Ae;gteskab. At nu Johannes Milner paa Godset har v&ae;ret en meget virksom Mand er aabenbart, i Novellen synes han derimod en temmelig ledig Person. Imidlertid er et saadant Venskabs-Forhold som det mellem Milner og Lusard, ikke uden Betydning, for at belyse Lusard. Netop et saadant Venskabs-Forhold belyser Lusard som eensom Figur. Det er ikke tvende Ligesindedes Samdr&ae;gtighed, ikke Hengivelsens Trang til Fortrolighed. Den personligt og hyggeligt og &ae;gteskabeligt i Tilv&ae;relsen saa beroligede og tilfredsstillede Milner finder endog noget Udd&o-;d, noget Ruineret, Noget som man kunde blive melancholsk af at see paa i den lange Reise, Lusard &anfbeg;alene&anfslut; har gjort i de fjerne Lande. Dertil kommer, at Lusard er Milners Velgj&o-;rer, og hvor omhyggeligt end den &Ae;dle og Dannede veed at fortone enhver disharmonisk Gjenlyd fra dette Forhold: saa er det der dog, og underst&o-;tter atter fjernende den Eensommes Overlegenhed. At anf&o-;re Exempler paa Enkeltheder i denne anden Deel kunde ikke falde mig ind, netop fordi Enkelthederne alle her ere af total Betydning. Kun en eneste Replik af Lusard har st&o-;dt idetmindste mig, fordi jeg synes den ikke passer i Lusards Mund, sagt til en Dame. Udsagnet selv kan v&ae;re aldeles sandt, men Misligheden ligger i dens Forhold til den Talende og i den Talendes Forhold. III Udbytte for Iagttagelsen af de tvende Tidsaldere Saa staaer jeg da ved det sidste Afsnit og ved den Vanskelighed, Forfatteren har lagt en Kritiker, idet han selv har gjort Mine til at levere en Kritik. Gid Forfatteren ikke havde gjort det. Jeg siger det visseligen ikke for min Skyld, thi jeg staaer mig i en anden Henseende godt ved at tage mod de Vink, der bydes; jeg skal heller ikke afcopiere dem og give dem ud for min egen Kritik. Men jeg troer, Bogen har havt Skade af dette Forord, netop fordi det kan hj&ae;lpe hurtige Hoveder og let l&o-;bende Tunger til strax at kunne sige: &anfbeg;er Det det Hele;&anfslut; &anfbeg;det Hele kan jo siges paa een Pagina.&anfslut; Nu er det vel saa, at det er aldeles ligegyldigt, hvad et snaksomt Menneske siger, eller et n&ae;sviist og uartigt Barn, men dog er der, naar Forholdet er til en Bog af et ved &Ae;rv&ae;rdighed og Oph&o-;iethed distingueret Firma i Literaturen, aabenbart eet endnu &O-;nskeligere, som man, maaskee altfor vant til Ondt, n&ae;sten glemmer, at det snaksomme Menneske eller det uartige Barn reent havde tiet. Hvad der i Forhold til Andre viser sig som en Ubetydelighed, viser sig som et betydeligt Misforhold, naar det h&ae;nder den Oph&o-;iede, og hvad der findes taaleligt, naar det angaaer En selv, kan ber&o-;re En smerteligt, naar det angaaer den Udm&ae;rkede. Naar en Mand selv har trukket Vadest&o-;vlerne paa i Betragtning af det s&o-;lede F&o-;re, saa lader han tr&o-;stig staae til &streg; men naar han i det Samme seer en ung Pige, f. Ex. der har l&o-;st den vanskelige Opgave at gaae den ikke korte Vei fra sit Hjem uden et eneste St&ae;nk, og derved saa lykkeligt beviist sin sv&ae;vende Gangs Lethed &streg; og der da kommer en T&o-;lper, der i Forbigaaende overst&ae;nker hende, da ber&o-;rer det ham smerteligt, det er ham som en Uretf&ae;rdighed af Tilv&ae;relsen, at hobe det Ueensartede sammen i Samtidighed, han f&o-;ler det Uhyggelige i, at Gaden skal v&ae;re f&ae;lles for Alle, istedenfor at Alle skulle gaae af Veien for den unge Pige &streg; og i dansk Literatur er der i dette &O-;ieblik ingen Fortougsret, og slet intet Politie, der idetmindste kunde holde Sjouerne og Dragerne og T&o-;lperne ude af Fortouget. &anfbeg;Revolutions-Tiden&anfslut; Sp&o-;rgsmaalet er her ikke om en ethisk-philosophisk Vurdering af dens Berettigelse, men om Reflexions-Consequentserne af dens Bestemmethed, og Opgaven, at antyde dem kun i den Almindelighed, der svarer til Forfatterens novellistiske Frembringelses Enkeltheder. Revolutions-Tiden er v&ae;sentlig lidenskabelig, derfor har den v&ae;sentligen Form. Selv den h&ae;ftigste Yttring af en v&ae;sentlig Lidenskab har eo ipso Form; thi denne er Yttringen selv, og har derfor atter i sin Form en Undskyldning, et Forsonende. Kun for en aldeles udvortes og ligegyldig Dialektik er Formen ikke Indholdets eget Andet og derved Indholdet selv, men noget uvedkommende Tredie. Ethvert Brev f. Ex. der b&ae;rer Inderlighedens Pr&ae;g i Udtrykket af en v&ae;sentlig F&o-;lelse, Lidenskab, har eo ipso Form. Om Brevet derimod er sammenlagt paa en uformelig Maade, vilde kun kunne besk&ae;ftige den aldeles udvortes Dialektik med Vigtighedens Skin af at v&ae;re et Form-Sp&o-;rgsmaal. Revolutions-Tiden er v&ae;sentligen lidenskabelig, derfor har den v&ae;sentligen Dannelse. Inderlighedens Sp&ae;ndkraft er nemlig den v&ae;sentlige Dannelses Grad. En v&ae;sentligen forelsket Tjeneste-Pige er v&ae;sentligen dannet; en i kraftig Beslutning v&ae;sentligen begeistret Almues-Mand er v&ae;sentligen dannet. Den udvortes stykkevise Dressur i Forhold til et tomt Indre, det kneisende Ukrudts Farve-Pragt i Mods&ae;tning til det velsignede Korns ydmyge B&o-;iethed, den till&ae;rte T&ae;llen af Takten i Forhold til den manglende Dandsens Festlighed, den omhyggelige Udpynten af Indbindingen i Forhold til Bogens Deficit er, som blot Form, Affectation. &streg; Naar Novellen fremh&ae;ver det Dannede i den f&o-;rste Tidsalder, da virker den rigtignok ogsaa ved et tilf&ae;ldigt Mere, forsaavidt Revolutions-Tiden i Kj&o-;benhavn repr&ae;senteres af en udm&ae;rket lille Skare af udm&ae;rket dannede Franskm&ae;nd. Revolutions-Tiden er v&ae;sentligen lidenskabelig, derfor maa den kunne v&ae;re voldsom t&o-;ilesl&o-;s, vild, hensynsl&o-;s mod alt Andet end sin Idee, men Raahed vilde den mindre kunne sigtes for, netop fordi den dog har eet Hensyn. Den, der, hvor meget end hans Str&ae;ben er vendt ud efter, dog v&ae;sentligen er indadvendt, fordi han er i en v&ae;sentlig Lidenskab, der forholder sig til en Idee, han er aldrig raa. En Orkan, et Jordskj&ae;lv, Elementernes Rasen er ikke hvad man kalder raa Luft; skulde man definere denne, da maatte man vel sige: den er den uhyggelige Charakteerl&o-;shed. Saaledes ogsaa i Individernes Verden, tages den v&ae;sentlige Lidenskab bort, det ene Hensyn, og Alt bliver en ubetydelig Udvorteshed uden Charakteer, saa er Idealitetens rindende V&ae;ld standset, Samlivet bliver stillestaaende Vand, og dette er Raahed. Reent dialektisk ere Forholdene disse, og lad os dialektisk gjennemt&ae;nke dem uden Hensyn til nogen bestemt Tid. Naar Individerne (hver is&ae;r) v&ae;sentligen i Lidenskab forholde sig til en Idee, og derpaa i Forening v&ae;sentligen forholde sig til den samme Idee: saa er Forholdet det fuldendte og normale. Forholdet er individuelt udsondrende (hver har sig selv for sig selv) og ideelt forenende. I den v&ae;sentlige Indadvendthed er den bluf&ae;rdige Undseelse mellem Mand og Mand, der forhindrer raa N&ae;rgaaenhed; i Samdr&ae;gtighedens Forhold til Ideen er den Oph&o-;iethed, der atter glemmer de Enkeltes Tilf&ae;ldighed over det Hele. Saaledes komme Individerne aldrig hinanden for n&ae;r i bestialsk Forstand, netop fordi de ere forenede paa ideel Fjernhed. Udsondringens Samdr&ae;gtighed er den vel instrumenterede fulde Musik. Derimod, skal Individerne blot en masse (altsaa uden den individuelle, indadvendte Udsondring) forholde sig til en Idee: saa faae vi Voldsomhed, Ustyrlighed, T&o-;ilesl&o-;shed; men er der ingen Idee for Individerne en masse, og heller ingen individuelt udsondrende v&ae;sentlig Indadvendthed: saa har vi Raahed. Den sph&ae;riske Harmonie er Eenheden af, at hver Klode forholder sig til sig selv og til det Hele. Tages et af Forholdene bort, saa har vi Chaos. Men i Individernes Verden er Forholdet ikke alene det Constituerende, og derfor gives der to Former. Tages Forholdet til sig selv bort, saa har vi Massens tumultuariske Sig-Forholden til en Idee; men tages ogsaa dette Forhold bort, saa har vi Raahed. Saa trykke og skubbe og gnide Individerne sig op ad hinanden i &o-;rkesl&o-;s Udvorteshed; thi der er ingen Inderlighedens Bluf&ae;rdighed, der s&o-;mmeligt fjerner den Ene fra den Anden; saa er der R&o-;re og R&o-;re, der bliver til Ingenting. Ingen har hver for sig Noget og i Forening eie de heller ikke Noget: saa blive de fortredne og skjendes. Da er det end ikke det glade Gjestebuds muntre Sange, der forener Vennerne; da er det ikke Opr&o-;rets dithyrambiske Sange, der flokker Masserne; da er det ikke den religieuse Begeistrings h&o-;ie Rhythme, der under guddommeligt Opsyn til Revue for de himmelske H&ae;rskarer m&o-;nstrer Sl&ae;gtens Utallige. Nei, da bliver Bysnak og Rygte og chimairisk Betydningsfuldhed og apathisk Misundelse et Surrogat baade for det Ene og det Andet. Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdr&ae;gtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistr&o-;stig n&ae;rgaaende nivellerende Gjensidighed. Idee-Passagen er sp&ae;rret, Individerne ere komne sig selv og hinanden indbyrdes paa tv&ae;rs, den selviske og den gjensidige Reflexions-Modstand er som en H&ae;nges&ae;k &streg; og man sidder nu i det. Istedenfor Gl&ae;de tr&ae;der en vis _tvinendetvivlende fornem Misforn&o-;ielse, istedenfor Sorgen en vis seiglivet, tv&ae;r Udholdenhed, istedenfor Begeistring en snaksom Erfarings Forstandighed. Men eet er som i Tusind og Een-Nat, at frelse sit Liv ved Fort&ae;llingens Tryllerie, et Andet at udelukke sig selv fra Idee-Begeistringens Fortryllelse og Lidenskabens Gjenf&o-;delse &streg; ved Snaksomhed. S&ae;t en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communications-Midler, utallige Udveie til at disponere over forenede Pengekr&ae;fter: hvor ironisk, at Befordrings-V&ae;senets Hurtighed og Communicationens Hastv&ae;rk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendr&ae;gtighed. Klogskabens Fornemhed, der bryster sig af ikke at lade sig rive hen, (hvilket dog ellers kan v&ae;re ganske godt, naar man sidder i en H&ae;nges&ae;k) er en temmelig plebeiisk Opfindelse. Revolutions-Tiden er v&ae;sentligen lidenskabelig, derfor har den ogsaa et Begreb om Decorum. Det kan godt v&ae;re, den har et feilt Begreb om Decorum, men den mangler ikke dette Begreb. Man skulde troe, at Decorum var en Forstands-Bestemmelse, og dog er det Intet mindre. Det er hermed som med Forskjellen mellem bunden og ubunden Stiil; man skulde troe, at Lyriken maatte da v&ae;re ret ugeneret, og dog er det netop den, der er bunden Tale; og Verset selv er ikke en Opfindelse af en indknibende Forstand, men tvertimod Lyrikens egen lykkelige Opfindelse. Saaledes ogsaa med Decorum; det er F&o-;lelsens og Lidenskabens egen Opfindelse; og som Prosa er ubunden Tale, saa er Prosaisme Ugenerethed, der ikke kjender et Decorum, den er ikke T&o-;ilesl&o-;shed, der afstedkommer det Forf&ae;rdelige, men uhyggelig Charakteerl&o-;shed. Den v&ae;sentlige Lidenskab er selv i sidste Grund Garantien for, at der er et Helligt, og dette afgiver Bestemmelsen: Decorum. Selv Afguderiet er, naar Lidenskaben v&ae;sentligen er tilstede i Hedningen, dog ikke uden Gudsfrygt; den har et Begreb, om at man skal frygte Gud, skj&o-;ndt den har et feilt Begreb. Men Prosaisme mangler Begrebet. Naar saaledes Revolutions-Tiden tolererer et Forhold til en gift Kone, saa har den, trods dette falske Begreb, dog et Begreb om Decorum. Forholdets Tilladelighed, reflekteret i dets Utilladelighed, udtrykkes derfor ved, at Decorum fordrer det skjult. Denne Skjulthed er igjen Tegnet paa, at Forholdet selv v&ae;sentligen i Lidenskab under Taushedens Segl tilfredsstiller de Tvende. Tag Lidenskaben bort, saa forsvinder ogsaa Decorum, saa kommer Forholdet formodentligen ikke istand, men saa snakker man derom. Om Revolutionstiden derfor end vilde h&ae;ve &Ae;gteskabets Form, saa h&ae;vede den ikke Forelskelsens Gehalt, og netop fordi der saaledes er v&ae;sentlig Lidenskab, bliver der ogsaa et Decorum. Revolutions-Tiden er v&ae;sentligen lidenskabelig, og har forsaavidt Umiddelbarhed, dog er dens Umiddelbarhed ingen f&o-;rste Umiddelbarhed, den er heller ingen i h&o-;ieste Forstand sidste Umiddelbarhed, den er en Reactions-Umiddelbarhed og forsaavidt er den midlertidig. Dette er Afgj&o-;rende med Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om denne Lidenskabs Udholdenhed. I Livet kan det godt v&ae;re, at Mangfoldige blive sig selv troe i den indtil det Sidste; men i Ideen seet maa det ende med, at den Enkelte bliver sig selv utro, fordi det er en midlertidig Idee. Kun i den h&o-;ieste Idee, som er den religieuse, kan et Menneske, i Ideen seet, finde definitiv Hvile, derimod kan det gjerne v&ae;re, at Mange forblive hele deres Liv sig selv troe i det Midlertidige. Revolutions-Tidens Umiddelbarhed er en Gjeninds&ae;ttelse af Natur-Forholdene i Mods&ae;tning til en forstenet Formalisme, der ved at have tabt det Ethiskes Oprindelighed var bleven en vissen Br&o-;stf&ae;ldighed, en sneverhjertet Skik og Brug. Netop som Reaction kan en eneste Misviisning forvandle den til Usandhed, der paa en tilf&ae;ldig Maade accentuerer det Polemiske, som hvis det kom saavidt, at Elskov kun var Elskov, naar den er &Ae;gteskabsbrud. Revolutions-Tidens reactionaire Umiddelbarhed er i Novellen opfattet i det huslige Livs Reflex. Den reflekterer sig i Forholdet mellem Madam Waller og Dalund, i Forholdet mellem Fader og S&o-;n (Justitsraad W. og Ferdinand W.), den reflekterer sig i den politiske Anskuelse, som Samtalen og Conversationen gjenlyder af. I Forholdet mellem Fader og S&o-;n vil den reactionairt have Pietetens Uforklarlige afskaffet, og Naturforholdet blot bestemmende Forholdet, saa Afh&ae;ngigheden afskaffes med Modenhedens Aar, da For&ae;ldre og B&o-;rn skulle v&ae;re Ligem&ae;nd og Venner. Ogsaa denne Idee, ja selv Friheds og Ligheds Ideen er ikke Forml&o-;shed, saa l&ae;nge Ideen selv har den v&ae;sentligen begeistrende Sandhed i de Begeistrede; thi Inderligheden afskaffes ikke. Naar den religieuse Idee begeistrer en Br&o-;dre-Menighed, saa den udtrykker Ligheden ved det at v&ae;re Br&o-;dre og S&o-;stre: saa er dette slet ikke Forml&o-;shed, thi Eensformigheden er den v&ae;sentlige Form; den er heller ingen tom Abstraktion saal&ae;nge Inderligheden boer i den. Forml&o-;shed er kun Indholdsl&o-;shed. Dersom saaledes en Qvinde i et Anfald af Keedsomhed kunde faae det Indfald at pynte sig og gj&o-;re et pragtfuldt Toilet: saa vilde dette v&ae;re Forml&o-;shed, netop fordi Ideen manglede. Den n&o-;gne Archimedes er pyntet i Gl&ae;den over sin Opdagelse og derfor egentligen paakl&ae;dt. Dette maa man erindre netop i vor Tid, da f. Ex. en formel F&ae;rdighed er if&ae;rd med at udvikle sig til Forml&o-;shed, netop fordi Intet har v&ae;sentlig Betydning, Alt saadan lidt Betydning. Revolutions-Tiden er v&ae;sentlig lidenskabelig, derfor er den v&ae;senlig Aabenbarelse, Aabenbarelse af en Energiens Yttring, der uomtvistelig er noget Bestemt og ikke svigefuldt undergaaer Forvandlinger ved Hjelp af en Conjectural-Critik om hvad det egentligen er Tiden vil. Revolutions-Tiden er v&ae;sentligen lidenskabelig, derfor har den ikke h&ae;vet Modsigelsens-Grunds&ae;tning, og kan enten blive god eller ond, og hvilken Vei der end v&ae;lges, saa er Lidenskabens impetus en saadan, at det maa blive kjendeligt, at Gjerningens Spor maa m&ae;rke dens Fremskridt eller dens Afvei. Det maa komme til Afgj&o-;relse; men atter Dette er det Frelsende, thi Afgj&o-;relse er det lille Trylle-Ord, som Tilv&ae;relsen respekterer. Naar Individet derimod ikke vil handle, saa kan Tilv&ae;relsen ikke hj&ae;lpe. At v&ae;re som hiin Kong Agrippa, ikke langt fra at troe, eller fra at handle, er det meest Udmattende, der lader sig t&ae;nke, naar man l&ae;nge bliver deri. Claudine farer vild, Lidenskabens impetus m&ae;rker Afgj&o-;relsen, men den underst&o-;tter hende igjen. Hendes &g.p;&g.l;&g.e-;&g.r;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.r;&g.i;&g.a; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.p;&g.a;&g.th;&g.o;&g.sud; styrter hende, men styrker hende ogsaa. En Tidsalder, der er meget reflecteret, kan man derfor ikke uden videre og ligefrem sigte for Kraftesl&o-;shed, thi der er maaskee megen Kraft, men den gaaer til Spilde i Reflexionens Ufrugtbarhed. Underst&o-;ttet af nogen Illusion beh&o-;ves der ikke n&ae;r saa stor Anstrengelse for at udrette dog Noget, som naar enhver Illusion er tabt. Og ligesom Skj&o-;rbug helbredes ved Gr&o-;n-Spise, saaledes beh&o-;ver en i Reflexion Udmattet maaskee ikke saa meget Styrke som lidt Illusion. Det er ikke sjeldent, at man h&o-;rer et Menneske, der er bleven raadvild om hvad han skal gj&o-;re i et enkelt Tilf&ae;lde, klage over Tilf&ae;ldets s&ae;rlige Beskaffenhed og mene, at da kan man sagtens handle, naar det er saadant et Tilf&ae;lde ved en stor Begivenhed, hvor der kun er et Enten&streg;Eller. Dette er en Misforstaaelse og et Forstandens Sandsebedrag. Et saadant Tilf&ae;lde existerer ikke. At det afgj&o-;rende Enten&streg;Eller er der, ligger i Individets egen lidenskabelige Concupiscents i Retning af at handle afgj&o-;rende, i dets Dygtighed i sig selv; og en dygtig Mand eftertragter derfor i ethvert Tilf&ae;lde et Enten&streg;Eller, fordi han ikke vil have Mere. Saasnart derimod Individet ikke har en v&ae;sentlig Begeistring i Lidenskab, men er forv&ae;nt ved at lade Forstanden komme paa tv&ae;rt hver Gang han skal handle: saa kommer han aldrig i sit Liv til at opdage Disjunctionen. Og selv om hans Forstand i udgrundende Opfindsomhed kunde v&ae;re fyldestgj&o-;rende for en heel Huusholdning, saa har han dog ikke forstaaet sit Liv forud eller i Handlingens &O-;ieblik, og det lader sig heller ikke forstaae bag efter, fordi Handlingen v&ae;sentligen udeblev, og hans Livs Sammenh&ae;ng blev en snaksom Forts&ae;ttelse eller en fortsat Snaksomhed, en participiel eller infinitivisk S&ae;tning, hvor Subjectet maa underforstaaes, eller rettere slet ikke er at finde, fordi det ingenlunde, som Grammatikerne sige, er tydeligt af Meningen, thi det er netop den, der mangler. Det Hele bliver et Flydende, dannet af lidt Beslutning og lidt Tilf&ae;lde, lidt Klogskab og lidt Mod, lidt Sandsynlighed og lidt Tro, lidt Handling og lidt Begivenhed. Enhver, der har gjort det bedrageriske Bytte at vinde abnorm Forstandighed ved at tabe Evne til at ville og Lidenskab til at handle, har derfor en stor Tilb&o-;ielighed til at stive sin Holdningsl&o-;shed af med diverse Betragtninger forud, der f&o-;le sig for, og adskillige Betragtninger bag efter, der omforklare det Skete. En Handling er noget kort Noget i Sammenligning hermed, og tilsyneladende noget fattigt Noget, dog er den i Sandhed noget Bestemt. Det andet er Pragtfuldere, men en glimrende Elendighed. Naar en romersk Keiser sidder tilbords med Drabanter om sig: saa seer det jo pragtfuldt ud, men naar det er af Frygt: da blegner Herligheden. Og saaledes ogsaa naar Individet ikke ordknap t&o-;r staae ved sit Bud, ikke staae frit og freidigt paa den selvbevidste Handlings Postament, men er omgivet af en Skare Betragtninger for og bag, der gj&o-;r, at man slet ikke kan faae &O-;ie paa Handlingen. Som den Bedagede underst&o-;ttende l&ae;gger Haanden under sin L&ae;nd og st&o-;tter sig ved en Stav, saaledes underst&o-;tter den abnorme Forstandighed sig ved Reflexion forud og kommer sig selv til Hj&ae;lp bag efter ved omforklarende Reflexion &streg; og hvorfor? Netop fordi der ikke blev handlet. Istedenfor den tause ordknappe Afgj&o-;relses Gudebarn f&o-;der Generationen en Forstandens Skifting, der kan sine Ting paa Fingrene. &anfbeg;Nutiden&anfslut; Opgaven er atter her, efter hvad jeg har forstaaet, i en almindeligere Betragtning, der er i Novellens critiske Tjeneste, at avancere netop de Momenter, som Forfatteren med novellistisk Kunst har gjengivet. Nutiden er v&ae;sentligen den forstandige, den reflecterende, den lidenskabsl&o-;se, den flygtigt i Begeistring opblussende og kl&o-;gtigt i Indolents udhvilende. Dersom man, ligesom man har det i Forhold til Forbrugen af Br&ae;ndeviin o. s. v., havde Tabeller over Forbrugen af Forstand fra Generation til Generation: saa vilde man forbauses ved at see, hvilken uhyre Qvantitet der nuomstunder forbruges, hvilket Qvantum af Bet&ae;nkninger og Overveielser og Hensyn selv en privatiserende lille Familie bruger, om den dog har sit rigelige Udkomme, hvilket Qvantum endog B&o-;rn og Ungdommen bruger, thi som B&o-;rne-Korstoget ligner Middelalderen, saa ligner B&o-;rne-Klogskaben Nutiden. Mon der er et Menneske mere, der blot eengang gj&o-;r en gevaltig Dummestreg? Neppe en Selvmorder nuomstunder gj&o-;r det af med sig selv i Desperation, men han overveier dette Skridt saa l&ae;nge og saa forstandigt, at han qv&ae;les af Forstandighed, saa det endog kunde gj&o-;res tvivlsomt, om han virkelig maatte kaldes en Selvmorder, forsaavidt det dog is&ae;r var Overveielsen, der tog Livet af ham. En Selvmorder med Overl&ae;g var han ikke, snarere en Selvmorder ved Overl&ae;g. Det vilde derfor blive den vanskeligste af alle Opgaver, at skulle v&ae;re Aktor mod en saadan Tid, thi hele Generationen er prokurator-dygtig, og dens Konst, dens Forstandighed, dens Virtuositet bestaaer i aldrig handlende at ville lade Sagen gaae til Doms og til Afgj&o-;relse. Maa man sige om Revolutions-Tiden, at den farer vild, saa maa man sige om Nutiden, at den farer ilde. Individet og Generationen kommer bestandigt sig selv og hinanden paa tv&ae;rt; og derfor vilde det v&ae;re umuligt for en Aktor at faae noget Faktum constateret, fordi der intet er. Af Indicier i Overflod maatte man slutte, at der enten var skeet eller snarest muligt vilde skee noget Overordentligt. Og dog vilde man netop slutte feil, thi Indicierne er just Nutidens eneste Fors&o-;g i Kraft-Pr&ae;station, og dens Opfindsomhed og Virtuositet i at entreprenere fortryllende Blendv&ae;rk, den opblussende Begeistrings Overilelse ved Hj&ae;lp af en projekteret Form-Forandrings skuffende Gjenvei er i Retning af Klogskab og negativ Anvendelse af Kraft lige saa h&o-;it at anslaae som Revolutionens Pr&ae;station i Retning af energisk og omskabende Lidenskab. Tr&ae;ttet af den chimairiske Anstrengelse udhviler saa Tidsalderen sig momentviis i fuldkommen Indolents. Dens Tilstand er som den henimod Morgenen Indslumredes: store Dr&o-;mme, saa Dvaskhed, saa et vittigt eller kl&o-;gtigt Indfald til Undskyldning for at man bliver liggende. Det enkelte Individ (selv hvor velmenende Mange af disse kunne v&ae;re, selv hvor megen Kraft de muligen kunne have, hvis de kunde komme til at bruge den) har ikke sluttet Lidenskab nok i sig selv til at rive sig ud af Reflexionens Garn og Reflexionens forf&o-;reriske Uvisse; og Omgivelsen, Samtiden har ikke Begivenhed eller forenet Lidenskab, men danner i negativ Forening en Reflexions-Modstand, der f&o-;rst et &O-;ieblik g&o-;gler med skuffende Udsigt, og saa bedrager ved at styrke med glimrende Udflugt: at man dog har gjort det Klogeste ved at lade v&ae;re at handle. Vis inerti&ae; er det Tilgrundliggende for Tidens Tergiversation, og enhver Lidenskabsl&o-;s gratulerer sig selv som f&o-;rste Opfinder &streg; og bliver endnu kl&o-;gtigere. Blev der i Revolutions-Tiden frit udleveret Vaaben, blev der i Korstogenes Tid offentlig uddeelt Bedriftens Insignie: saa bev&ae;rtes der i Nutiden overalt frit med Klogskabsregler, Hensyns-Beregninger o. s. v. Dersom det kunde antages, at en heel Generation havde den diplomatiske Opgave at holde Tiden hen, saa det bestandigt blev forhindret at der skete Noget, og dog bestandigt saae ud som skete der Noget: saa kan man ikke frakjende vor Tid at den pr&ae;sterer noget lige saa Vidunderligt som Revolutions-Tiden. Hvis En vilde anstille det Experiment med sig selv, at glemme Alt hvad han vidste om Tiden og om den ved Vanen opskruede faktiske Relativitet, og nu komme ligesom fra en ganske anden Verden, hvis han saa vilde l&ae;se en eller anden Bog, en Artikel i et Blad, eller vel endog blot tale med en Forbigaaende: han vilde faae det Indtryk: D&o-;d og Pine endnu i Aften maa der skee Noget &streg; eller der maa v&ae;re skeet Noget i forgaars Aftes. I Mods&ae;tning til Revolutions-Tiden som handlende er Nutiden Avertissements-Tiden, de blandede Bekjendtgj&o-;relsers Tid: der skeer ikke Noget, derimod skeer der strax Bekjendtgj&o-;relse. Et Opr&o-;r vilde i Nutiden v&ae;re det Ut&ae;nkeligste af Alt; en saadan Kraft-Yttring vilde forekomme Tidens beregnende Forstandighed latterlig. Derimod vilde maaskee en politisk Virtuos v&ae;re istand til en ganske anderledes forbausende Konst-Pr&ae;station. Han vilde v&ae;re istand til at skrive en Indbydelse, som foreslog en General-Forsamlings Afholdelse for at beslutte en Revolution, saa forsigtigt, at selv Censor maatte lade den passere; og derpaa vilde han om Aftenen v&ae;re istand til at frembringe paa Forsamlingen et saa skuffende Indtryk, at det var den, som havde de gjort Opr&o-;r; hvorpaa de ganske roligen vilde skilles ad &streg; efterat have passeret en h&o-;ist behagelig Aften. En enorm grundig L&ae;rdoms Erhvervelse vilde n&ae;sten v&ae;re ut&ae;nkelig blandt Yngre i vor Tid, man vilde finde det latterligt. Derimod vilde en videnskabelig Virtuos v&ae;re istand til at pr&ae;stere et ganske anderledes Konststykke. Han vilde i en Subscriptions-Plan v&ae;re istand til at henkaste nogle Lineamenter til et altomfattende System, og gj&o-;re det saaledes, at det paa L&ae;seren (af Subscriptions-Planen) frembragte det Indtryk, at han allerede havde l&ae;st Systemet. Thi Encyclop&ae;disternes Tid er forbi, deres nemlig som med Jern-Flid skrev Folianter, nu er Touren kommen til de let bev&ae;bnede Encyclop&ae;dister, der en passant gj&o-;r det af med hele Tilv&ae;relsen og alle Videnskaber. En dyb religieus Forsagelse af Verden og hvad Verdens er, fastholdt i daglig Fornegtelse, vilde v&ae;re ut&ae;nkelig blandt Yngre i vor Tid: derimod vilde hver anden theologisk Candidat have Virtuositet nok til at gj&o-;re noget langt Vidunderligere. Han vilde v&ae;re istand til at projektere et Selskabs Stiftelse, hvis Hensigt ikke var mindre end at frelse alle Fortabte. De store og gode Handlingers Tid er forbi, Nutiden er Anticipationernes. Ingen vil n&o-;ies med at gj&o-;re noget Bestemt, Enhver vil smigres af Reflexionen med den Indbildning, at han idetmindste maa opdage en ny Verdens-Deel. Vor Tid er Anticipationens, selv Anerkjendelsen optages forud. Som et ungt Menneske, der beslutter sig til fra 1ste September af ret for Alvor at l&ae;se til sin Embedsexamen, for at styrke sig hertil beslutter midlertidigt at feriere i August Maaned: saaledes synes, hvad der dog er betydeligt vanskeligere at forstaae, den nuv&ae;rende Generation at have fattet den alvorlige Beslutning, at den n&ae;ste Generation skal for Alvor tage fat paa Arbeidet, og for at der slet ikke skal v&ae;re noget Forstyrrende eller Sinkende for den, saa tager den n&ae;rv&ae;rende sig &streg; af Festmaaltiderne. Kun er Forskjellen den, at det unge Menneske ungdommeligt forstaaer sig selv i Letsindigheden, Nutiden bliver endog alvorlig &streg; ved Festmaaltiderne. Handling og Afgj&o-;relse er der i Nutiden lige saa lidt, som der er Sv&o-;mningens farefulde Lyst for dem, der sv&o-;mme paa Lavden. Men som den Voxne, der selv forlystes ved at tumle sig i B&o-;lgerne, raaber til den Yngre: kom herud, spring kun rask til &streg; saaledes ligger Afgj&o-;relsen ligesom i Tilv&ae;relsen (skj&o-;ndt den naturligviis er i Individet) og tilraaber den Yngre, der endnu ikke er afmattet ved Reflexionens Formeget og overl&ae;sset med Reflexionens Indbildninger: kom herud, spring freidigt til; selv om det endog var et letsindigt Spring, naar det blot er afgj&o-;rende &streg; dersom Du er dygtig til at v&ae;re Mand, saa skal Faren og Tilv&ae;relsens strenge Dom over Din Letsindighed hj&ae;lpe Dig til at blive det. Dersom Klenodiet, som er Alles Lyst, laae langt ude paa den ganske tynde Iisskorpe, saa Livsfaren altsaa holdt Vagt ved det, vaagende over, at det blev et livsfarligt Vovestykke at gaae saa langt ud, thi (lad os antage dette Besynderlige, som dog kun er besynderligt i Billedet) noget n&ae;rmere inde var Isen ganske sikker og bundfrossen: saa vilde i en lidenskabelig Tid M&ae;ngden tiljuble den Modige Bifald, naar han vovede sig derud; den vilde gyse for ham og med ham i Afgj&o-;relsens Livsfare; den vilde s&o-;rge over ham i Undergangen; den vilde forgude ham hvis han vandt Klenodiet. I en lidenskabsl&o-;s reflekteret Tid vilde Sagen blive en ganske anden. Man vilde forstandigen i gjensidig Anerkjendelse af gjensidig Klogskab Alle blive enige om, at det nok ikke var Umagen v&ae;rd at vove sig saa langt ud, ja at det vilde v&ae;re uforstandigt og latterligt; og derpaa vilde man forvandle Begeistringens Vovestykke til en Konst-Pr&ae;station &streg; for dog at gj&o-;re Noget, &anfbeg;thi Noget maa der gj&o-;res.&anfslut; Man vilde da tage derud, man vilde paa det Trygge med Kjendermine vurdere de kunstf&ae;rdige Sk&o-;itel&o-;bere, der kunde l&o-;be n&ae;stendeels lige til den yderste Gr&ae;ndse (&dvs;: saa langt at Isen endnu var sikker, og Faren endnu ikke begyndt) og saa svinge af. Blandt Sk&o-;itel&o-;berne vilde der nu v&ae;re en og anden s&ae;rdeles Perfectioneret; han vilde endog kunne gj&o-;re det Konststykke, lige ved Gr&ae;ndsens Yderste at tage endnu et skuffende _{farevardslende}farevarslende Till&o-;b, saa Tilskuerne raabte: &anfbeg;I Guder, han er gal, han s&ae;tter Livet til.&anfslut; Men see, han var saa udm&ae;rket perfectioneret, at han ganske rigtigt kunde svinge af ved Gr&ae;ndsens Aller-Yderste &dvs;: hvor Isen endnu var ganske sikker og Livsfaren endnu ikke begyndt. Aldeles som i et Theater vilde M&ae;ngden raabe Bravo og hilse med Acclamation, drage hjem med den store Helte-Konstner i deres Midte, og h&ae;dre ham med et velsmagende Festmaaltid. Forstandigheden havde i den Grad taget Overhaand, at den havde forvandlet selve Opgaven til en uvirkelig Konst-Opgave, og Virkeligheden til et Theater. Ved Festmaaltidet om Aftenen vilde Beundringen lyde h&o-;it. Og medens ellers Beundringens sande Forhold ere disse, at den Beundrende opl&o-;ftes ved Tanken om at v&ae;re Menneske, ligesom den Udm&ae;rkede, ydmyges ved Forestillingen om ikke selv at have kunnet udf&o-;re det Store, ethisk opmuntres ved Forbilledet til efter Evne at f&o-;lge den Udm&ae;rkedes Exempel: saa vilde Forstandigheden atter have forvandlet Beundringens Forhold. Den ved Festmaaltidet beundrende Klinkende vilde endog i Fanfarens og de 9 Hurras overstadige &O-;ieblik have en Forstandighedens kl&o-;gtige Forestilling om, at det dog nok egentligen ikke var synderligt bevendt med den Beundredes Bedrift, at det i Grunden var tilf&ae;ldigt, at Selskabet gjordes for ham, da enhver af Deeltagerne ved nogen &O-;velse i skuffende Vendinger omtrent vilde kunne pr&ae;stere det Samme. Kort, istedenfor at hente Styrkelse i Skj&o-;nsomhed og Opmuntring til det Gode fra Beundringens Festlighed, vilde den Klinkende snarere gaae hjem med en yderligere Disposition til den farligste af alle Sygdomme, men ogsaa den fornemste, den paa Commerce ligesom at beundre hvad man selv anseer for ubetydeligt, fordi det Hele var bleven en dramatisk Sp&o-;g, og Beundringens stimulerede Kling-Klang i hemmelig Forstaaelse med, at man n&ae;stendeels lige saa godt kunde beundre sig selv. Eller dersom en Mand endeligen stillede sig i Spidsen for et begeistret Foretagende, og der da, hvad let nok opnaaes, (thi opblussende Begeistring og kl&o-;gtig Apathie svare altid til hinanden) l&o-;b en Deel Mennesker sammen om ham, dersom han nu i Spidsen for denne Skare drog ud &streg; under Seiers-Sange, indtil han n&ae;rmede sig Afgj&o-;relsen og Faren &streg; naar han da vendte sig om for at tale et begeistrende Ord til Skaren: da vilde hele Scenen v&ae;re forandret. Deeltagerne havde kl&o-;gtigt forvandlet sig selv til en Flok Tilskuere, der nu med Kl&o-;gtighedens store Selvtilfredshed gav sig Mine af, at det var dem, der listigen og ironisk havde faaet ham narret ud til at v&ae;re begeistret, og nu vare gaaet med for at see paa ham og lee ad ham. Og denne ualmindelige Kl&o-;gtighed vilde i gjensidig Anerkjendelse tilfredsstille dem uendeligt i Sammenligning med nogen Bedrift; det var i Kl&o-;gtighedens Forstand brillant derfra. Der vilde ikke h&o-;res et eneste Ord om Ustadighed, Feighed, nei man vilde bryste sig ved Kl&o-;gtighedens glimrende Indbildning, og man vilde atter have gjort sig sin Helbredelse vanskeligere. Saa vilde Anf&o-;reren maaskee ogsaa tabe Modet, og det Hele blive saa ford&ae;rveligt derfra som muligt, fordi det blev en fingeret Bev&ae;gelse og et Incitament for feig Indbildskhed. At en Mand staaer eller falder paa sin Gjerning, gaaer af Brug, derimod sidde Alle og slaae sig brillant igjennem ved Hj&ae;lp af nogen Reflexion, og saa ved Hj&ae;lp af: at de meget godt veed, hvad der skal gj&o-;res. Men see, hvad To og To i Samtale, hvad de Enkelte som L&ae;sere, som Demonstrerende paa en Generalforsamling ypperligt forstaae i Reflexionens og Betragtningens Form: det vilde de aldeles ikke kunne forstaae i Handlingens Form. Hvis En gik omkring og h&o-;rte hvad det var man sagde der skulde gj&o-;res, og nu, i Ironiens Interesse, mir nichts und Dir nichts gjorde Noget deraf: saa vilde Alle studse, de vilde finde det overilet; og saasnart de betragtende samtalede, vilde de forstaae, at det var det, der skulde gj&o-;res. Nutiden, i dens opblussende Begeistring, og saa igjen i den apathiske Indolents, der i det H&o-;ieste gider spadse, ligger det Comiske meget n&ae;r; men Den, der forstaaer det Comiske, seer let, at det Comiske ligger paa et ganske andet Sted, end Nutiden indbilder sig, og at Satiren i vor Tid, hvis det skal v&ae;re muligt at den kan gj&o-;re lidt Gavn og den ikke skal afstedkomme ubodelig Skade, maa have til Borgen en consequent og vel begrundet ethisk Livs-Anskuelse, en opoffrende Uegennyttighed, en h&o-;ibaaren Fornemhed, der forsager &O-;ieblikket; ellers bliver Medicinen uden Sammenligning uendeligt langt farligere end Sygdommen. Det Comiske ligger netop i, at en saadan Tid endnu vil v&ae;re vittig og slaae stort paa i det Comiske; thi dette er ganske rigtigt den sidste og meest g&o-;glende Udflugt. Hvad har vel en udreflekteret Tid at trodse paa i Henseende til det Comiske? Som lidenskabsl&o-;s har den intet F&o-;lelsens Valuta i det Erotiske, intet Begeistringens og Inderlighedens Valuta i det Politiske og Religieuse, intet Huslighedens, _{Pietetens Beundringens}Pietetens, Beundringens Valuta i det Daglige og Omgangs-Livet. Men den Vittighed, der intet Valuta eier, den spotter Tilv&ae;relsen over, selv om Hoben leer skingrende. At ville v&ae;re vittig, naar man ikke eier Inderlighedens Rigdom, er at ville &o-;dsle paa Luxus og undv&ae;re Livs-Forn&o-;denhederne, er, som Ordsproget siger, at s&ae;lge sine Buxer og kj&o-;be en Paryk. Men en lidenskabsl&o-;s Tid eier intet Valuta; Alt bliver en Oms&ae;tning i Repr&ae;sentativer. Det er saadan visse Talemaader og Betragtninger, tildeels sande og forstandige, men afsjelede, der cursere mellem Folk; men ingen Helt, ingen Elsker, ingen T&ae;nker, ingen Troens Ridder, ingen H&o-;imodig, ingen Fortvivlet indestaaer ved primitivt at have oplevet Det for Fuldgyldigheden. Og som man fra Seddel-Pengenes Hvisken i Oms&ae;tningen mellem Mand og Mand kan l&ae;nges efter at h&o-;re Myntens Klangfuldhed: saaledes kan man i Nutiden l&ae;nges efter lidt Primitivitet. Men hvad er mere primitivt end Vittighed, mere primitivt, idetmindste mere overraskende selv end Foraarets f&o-;rste Knop, og det f&o-;rste Gr&o-;nts sk&o-;re Stengel. Ja selv om Foraaret kom efter Aftale, det vilde dog v&ae;re Foraaret, men en Vittighed efter Aftale vilde v&ae;re en Modbydelighed. S&ae;t saa, det til Afl&o-;sning fra en opblussende Begeistrings Febricitet kom saa vidt, at Vittighed, hiin guddommelige Accidentse &streg; naar den kommer, hiin Tilgift paa Gudens Vink fra det Uforklarliges gaadefulde Oprindelse, saa end ikke den Vittigste, der har levet, t&o-;r sige: imorgen, men tilbedende siger: hvis det behager Guden &streg; s&ae;t at Vittigheden blev forvandlet til sin meest luvslidte Mods&ae;tning, en triviel Livs-Forn&o-;denhed, saa det blev en profitabel Marchandiser-N&ae;ringsvei, at fabrikere og lave og omsye og opkj&o-;be gamle og nye Vittigheder: hvilket frygteligt Epigram over den vittige Tid! Saa bliver Penge tilsidst det Attraaede, det er jo ogsaa et Repr&ae;sentativ og en Abstraktion. Selv en Yngling i Nutiden vilde neppe misunde En hans Evner, eller hans Konst, eller den skj&o-;nne Piges Elskov, eller hans Ber&o-;mthed, nei, men hans Penge vilde han misunde ham. Giv mig dem, vil Ynglingen sige, saa er jeg hjulpen. Og denne Yngling, han vilde ikke fare vild i Letsindighed, han vil ikke forskylde, hvad Angeren gjengjelder, han vil ikke have Noget at bebreide sig, men han vil d&o-;e i den Indbildning, at havde han havt Penge, da skulde han have levet, da skulde han maaskee ogsaa have drevet det til noget Stort. Lad os t&ae;nke paa Novellen. En forelsket ung Mand, Ferdinand Bergland, er forelsket, men hans Forstand og hans Reflexion kommer ham paa tv&ae;rt &streg; og Afgj&o-;relsen er negativ. End ikke Elskovens Umiddelbarhed i Nutiden er sorgl&o-;s som Markens Lilie, og i de Elskendes &O-;ine herligere end Salomons Pragt. En erotisk Critik og en mismodig Forstandighed b&o-;ier Sorgl&o-;sheden og forfalsker V&ae;rdien &streg; og Religieusitetens himmelske Herlighed kan ikke komme til at hj&ae;lpe &streg; til det H&o-;ieste. En Elsker forlader den Forlovede af Frygt for N&ae;ringssorger. Hvor anderledes i Revolutions-Tiden, hvor Lusard letsindigen n&ae;sten sorgl&o-;s forlader den van&ae;rede Pige, overladende hende alle Sorgerne; thi at Claudine realiserer Opgaven, lever saa godt som af Intet, ikke t&ae;nker paa N&ae;ringssorgerne, men kun paa Lusard: det bliver jo hendes Fortjeneste. Men Afgj&o-;relse kom det dog til; og Afgj&o-;relsens Trang er det netop Reflexionen fordriver eller vil fordrive, og under F&o-;lgerne deraf lider Individet i den dyspeptiske abnorme Forstandighed. Forgjeves fanger Afgj&o-;relsen i Livet efter Individet, forgjeves venter Velsignelsen paa Afgj&o-;relsens &O-;ieblik: man veed klogt og dog bedragen at unddrage sig; og varer dette l&ae;nge ved, og de da endeligen fanges, da ere de ligesom Piger, der for l&ae;nge have v&ae;ret forlovede, hvilke sjeldent ere ret skikkede til &Ae;gteskabet. Efter disse paapegende Bem&ae;rkninger er det vel i sin Orden, som det er i Novellens interessel&o-;se Tjeneste, fra Sammenligningen med Revolutions-Tiden at f&o-;re Nutiden tilbage paa dialektiske Kategorie-Bestemmelser og paa disses Consequentser, disse v&ae;re nu netop i det givne &O-;ieblik ganske faktiske eller ikke. For&o-;vrigt er der, saa lidet som i den digterisk frembringende, og at jeg saa skal sige foreskrivende Novelle, ligesaa lidet i den efterskrivende og som Tjenende sig underordnende Critik Sp&o-;rgsmaal eller Tale om, hvilken Tidsalder der er den bedste, den betydningsfuldeste. Der er kun Sp&o-;rgsmaal om Tidsalderens Hvorledes, og dette Hvorledes vindes ved en universellere Anskuelse, hvis Slutnings-Consequentser naaes ved en Slutning ab posse ad esse, og verificeres ved en iagttagende Erfarings ab esse ad posse. Hvad Betydningsfuldheden angaaer, da er det jo muligt, at den Nutiden foresatte Reflexions-Opgave vil forklare sig i en h&o-;iere Existents-Form; og hvad Godheden angaaer, da er det jo vist, at den i Reflexionen Hildede kan v&ae;re lige saa velmenende, som den lidenskabeligt Snarraadige, ligesom omvendt, at der kan v&ae;re lige saa Meget, der taler til Undskyldning for Den, der i Lidenskaben farer vild, som for Den, der selv har en underfundig Viden om, at han lader sig bedrage af sin Reflexion, medens hans Feil aldrig bliver vitterlig. Ogsaa dette er Reflexionens farefulde Mislighed, at man ikke kan see, om det er en gjennem Overveielse vunden Beslutning, der frelser fra det Onde, eller det er Overveielsens Udmattelse, der sv&ae;kkende forhindrer fra det Onde. Men vist er det, at som al for&o-;get Kundskab for&o-;ger Gr&ae;mmelsen, saa for&o-;ger Reflexionen den ogsaa; og fremfor Alt er det vist, at som for det enkelte Individ saa for en heel Generation, er ingen Opgave og Anstr&ae;ngelse vanskeligere, end at arbeide sig ud af Reflexionens Fristelser, netop fordi disse ere saa dialektiske, fordi en eneste kl&o-;gtig Opfindelse er istand til pludseligen at give Sagen en ny Vending, fordi Reflexionen er istand til hvert &O-;ieblik at omforklare og lade En slippe nogenlunde, fordi det selv i den sidste Reflexions-Afgj&o-;relses &O-;ieblik er muligt at gj&o-;re Alt om &streg; efter at man altsaa har udholdt langt flere Anstr&ae;ngelser end nogen Snarraadig beh&o-;ver til at v&ae;re midt i det. Men alt dette er dog kun igjen Reflexions-Undskyldning, og Stillingen i Reflexionen uforandret, fordi den kun er forandret i Reflexion. Selv det, at Nutiden ved at sammenstilles med en afsluttet Tidsalder paa en Maade skeer Uret, forsaavidt Nutiden jo netop ligger i Vordens Vanskelighed, er dog kun en Reflexions-Bestemmelse, thi derfor har den jo ogsaa Haabets Uvisse. En lidenskabelig tumultuarisk Tid vil kaste Alt overende, omst&o-;de Alt; en revolutionair men lidenskabsl&o-;s og reflekterende forvandler Kraftyttringen til et dialektisk Konststykke: at lade Alt bestaae, men underfundigt fraliste det Betydning; istedenfor i et Opr&o-;r culminerer den i at afmatte Forholdenes inderlige Virkelighed i en Reflexions Sp&ae;nding, der dog lader Alt bestaae og har forvandlet hele Tilv&ae;relsen til en Tvetydighed, der i sin Facticitet er, medens dialektisk Sviig privatissime underskyder en hemmelig L&ae;semaade &streg; at den ikke er. S&ae;delighed er Charakteer, Charakteer er det Indgravede (&g.ch;&g.a;&g.r;&g.a;&g.s;&g.s;&g.o-;), men Havet har ingen Charakteer og Sandet heller ikke og abstrakt Forstandighed heller ikke, thi Charakteren er netop Inderligheden. Us&ae;delighed er som Energie ogsaa Charakteer. Tvetydighed er det derimod, naar man hverken er det Ene eller det Andet; og Tvetydighed i Tilv&ae;relsen er det, naar Qvaliteternes qvalitative Disjunktion sv&ae;kkes ved en gnavende Reflexion. Lidenskabens Opr&o-;r er elementarisk, Tvetydighedens Opl&o-;sning er en stilf&ae;rdig men Dag og Nat travl Sorites. Adskillelsen mellem Godt og Ondt enerveres ved et letf&ae;rdigt, fornemt, theoretisk Kjendskab til det Onde, ved en hoff&ae;rdig Klogskab, der veed, at det Gode ikke paaskj&o-;nnes eller l&o-;nner sig i Verden &streg; saa det n&ae;sten bliver Dumhed. Ingen henrives af det Gode i stor Bedrift, Ingen overiles af det Onde i himmelraabende Synd, den Ene skal forsaavidt ikke lade den Anden h&o-;re Noget, og dog bliver der af den Grund netop desto mere at snakke om, thi Tvetydigheden er et pirrende Incitament, og ganske anderledes ordriig end Gl&ae;den over det Gode og Afskyen for det Onde. Livs-Forholdenes Springfj&ae;dre, der kun i den qvalitativt adskillende Lidenskab ere hvad de ere, taber Elasticiteten; det Forskjelliges Fjernhed fra sit Forskjellige i Qvalitets-Udtrykket er ikke Loven for Inderlighedens Forhold til hinanden i Forholdet. Inderligheden mangler, og Forholdet er forsaavidt ikke til, eller Forholdet er en dvask Coh&ae;sion. Den negative Lov er nemlig: ikke at kunne undv&ae;re hinanden og ikke at kunne holde sammen, den positive: at kunne undv&ae;re hinanden og at kunne holde sammen, eller dog positivt: ikke at kunne undv&ae;re hinanden paa Grund af Sammenholdet. Istedenfor Inderlighedens Forhold indtr&ae;der et andet Forhold: det Forskjellige forholder sig ikke til sit Forskjellige, men de staae ligesom og passe paa hinanden med &O-;inene, og denne Sp&ae;nding er egentligen Forholdets Oph&o-;ren. Det er ikke Beundringen, der glad og freidig, prompt i Paaskj&o-;nnelsens Udtryk tager Hatten af for Udm&ae;rkelsen, og nu opr&o-;res ved dennes Stolthed og Anmasselse, ei heller er Forholdet det omvendte, ingenlunde, Beundring og Udm&ae;rkelse blive n&ae;stendeels et Par galante Ligem&ae;nd, der passe paa hinanden med &O-;inene. Det er ikke Borgeren, der med undersaatlig Hylding frimodigt &ae;rer Kongen og nu forbittres over hans Herskesyge, ingenlunde, det at v&ae;re Borger bliver noget Andet, bliver det at v&ae;re Trediemand; Borgeren forholder sig ikke i Forholdet, men han er Tilskuer ved Udregningen af den Opgave: Forholdet mellem en Konge og Undersaat; thi det gaaer en Tidlang med at neds&ae;tte Comiteer og Comiteer, saa l&ae;nge der dog endnu bestandigt er en M&ae;ngde, der med fuld Lidenskab vil, hver is&ae;r, v&ae;re dette Bestemte, han skal v&ae;re; men tilsidst ender det med, at hele Tidsalderen bliver en Comitee. Det er ikke Faderen, der i Harme samler sin faderlige Myndighed i en eneste Forbandelse, ikke S&o-;nnen, der trodser, en Adskillelse der dog maaskee kunde ende i Forsoningens Inderlighed, nei Forholdet er saadan upaaklageligt, thi det er snarere if&ae;rd med at oph&o-;re, fordi de ikke v&ae;sentligen forholde sig til hinanden i Forholdet, men Forholdet er blevet et Problem, hvor Parterne ligesom i et Spil passe paa hinanden, istedenfor at forholde sig til hinanden, t&ae;ller, som man siger, hinanden Forholds-Yttringen i Munden, istedenfor Forholdets resolute Hengivelse; thi det gaaer en Tidlang med at Flere og Flere maae renoncere paa det stillere Livs beskedne, men dog saa fyldige og gudvelbehagelige Opgaver, for at realisere noget H&o-;iere, for i et h&o-;iere Forhold at t&ae;nke over Forholdene, men tilsidst bliver hele Generationen en Repr&ae;sentation &streg; der repr&ae;senterer ... ja det er ikke godt at sige hvem; der t&ae;nker over Forholdene ... ja det er ikke godt at sige for hvis Skyld. Det er ikke en ops&ae;tsig Ungdom, der dog skjelver og b&ae;ver for Skolemesteren, nei snarere er Forholdet en vis Ligelighed i gjensidig Udvexling mellem L&ae;rer og Discipel om, hvorledes en god Skole b&o-;r indrettes. Det at gaae i Skole betyder ikke at skj&ae;lve og b&ae;ve, betyder ei heller ene og alene at l&ae;re, men betyder tillige n&ae;stendeels at v&ae;re interesseret i det Problem om Skole-Underviisningen. Adskillelsens Forhold mellem Mand og Qvinde brydes ikke i formastelig T&o-;ilesl&o-;shed, ingenlunde, S&o-;mmeligheden iagttages saaledes, at der bestandigt om den leflende &anfbeg;uskyldige&anfslut; Gr&ae;ndsestrids enkelte Yttring maa siges, at den er en Ubetydelighed. Hvad maatte man nu kalde et saadant Forhold? Jeg t&ae;nker en Sp&ae;nding, men vel at m&ae;rke ikke en Sp&ae;nding, der strammer Kraften til en Katastrophe, men en Sp&ae;nding, hvori Tilv&ae;relsen afmattes; Fyrigheden, Begeistringen, Inderligheden tabes, der gj&o-;r Afh&ae;ngighedens L&ae;nke og Herred&o-;mmets Krone let, der gj&o-;r Barnets Lydighed og Faderens Myndighed glad, der gj&o-;r Beundringens Underkastelse og Udm&ae;rkelsens Oph&o-;iethed frimodig, der giver L&ae;reren enegyldig Betydning og Discipelen saaledes Leilighed til at l&ae;re, der ener Qvindens Svaghed og Mandens Kraft i Hengivenhedens lige Styrke. Forholdet bestaaer vel, men det mangler Sp&ae;ndkraft til at samle sig i Inderlighed for at forenes i Samdr&ae;gtighed. Forholdene yttre sig vel som tilv&ae;rende, og dog som frav&ae;rende, ikke fyldigt, snarere i en vis sl&ae;bende halvvaagen Uafbrudthed. Man tillade mig med et ganske simpelt Billede at oplyse hvad jeg mener. Jeg kom engang i en Familie, der havde et Stueuhr, hvis V&ae;rk paa en eller anden Maade var kommen i Uorden. Men Uordenen yttrede sig ikke ved, at Spiralen paa eengang snurrede ud, og Kjeden sprang, ei heller ved at det oph&o-;rte at slaae; tvertimod det vedblev at slaae, men paa en besynderlig abstrakt-normal og dog forvirrende Maade. Det slog ikke tolv Slag naar Kl. var 12, og saa eet Slag, naar Kl. var 1, men det slog eet Slag ad Gangen med et bestemt Mellemrum. Paa den Maade slog det hele Dagen igjennem, og angav dog aldrig Klokkeslettet. Og saaledes er det i en afmattende Sp&ae;nding: Forholdene bestaae; med en abstrakt Uafbrudthed, som forhindrer Bruddet, yttrer der sig Noget, som man maa kalde Forholdets Yttringer, og dog angives Forholdene ikke blot ikke pr&ae;cise men n&ae;sten meningsl&o-;se. Det Dyssende er Forholdenes Bestaaen, deres Facticitet; det Farlige er, at netop dette begunstiger Reflexionens underfundige Gnaven. Thi mod Opr&o-;r kan man bruge Magt, for vitterligt Falskmaal er Straffen i Vente, men dialektisk Hemmelighedsfuldhed er vanskelig at udrydde; der skal allerede et forholdsviis finere &O-;re til for at spore Reflexionens lydl&o-;se Listen ad Tvetydighedens Snigveie. Det Bestaaende bestaaer, men Reflexionens Lidenskabsl&o-;shed finder sin Beroligelse i, at det er en Tvetydighed. Man vil ikke have Konge-Magten afskaffet, ingenlunde, men hvis man lidt efter lidt kunde faae den forvandlet til en Indbildning, saa vilde man med Forn&o-;ielse raabe Hurra for Kongen. Man vil ikke have Udm&ae;rkelsen styrtet, ingenlunde, men hvis man paa samme Tid kunde avancere en Viden om, at den er en Indbildning &streg; saa vilde man beundre. Man vil lade hele den christelige Terminologie bestaae, men underhaanden v&ae;re vidende om, at der ikke skal t&ae;nkes noget Afgj&o-;rende derved. Og man vil v&ae;re angerl&o-;s, thi man nedriver jo Intet. Man vilde ligesaa lidet have en v&ae;ldig Konge som en energisk Friheds-Helt, eller en religieus Befuldm&ae;gtiget, nei man vil aldeles uskyldigt lade det Bestaaende bestaae, men i en reflekteret Viden v&ae;re mere eller mindre vidende om dets Ikke-Bestaaen. Og saa vilde man v&ae;re stolt i den Indbildning, at dette er Ironie, ret som var den sande Ironiker ikke netop den skjult Begeistrede i en negativ Tid (ligesom Helten er den aabenbart Begeistrede i en positiv Tid), ret som var den sande Ironiker ikke Offrende, da jo dog hin Stormesteren endte med at blive straffet paa Livet. Reflexions-Sp&ae;ndingen constituerer sig tilsidst til Princip, og som i en lidenskabelig Tid Begeistring er det enende Princip, saaledes bliver i en lidenskabsl&o-;s og meget reflekterende Tid Misundelse det negativt-enende Princip. Dette maa dog ikke strax forstaaes i ethisk Betydning som en Sigtelse, nei, Reflexionens Idee, hvis man kan tale saa, er Misundelse, og Misundelsen er derfor en dobbelt, er den selviske i Individet og da atter Omgivelsens mod ham. Reflexionens Misundelse i Individet forhindrer den pathetiske Afgj&o-;relse i ham; og er det da n&ae;sten som vilde det lykkes ham, saa standser Omgivelsens Reflexions-Modstand ham. Reflexionens Misundelse holder Villien og Kraften ligesom i Fangenskab. F&o-;rst maa da Individet gjennembryde F&ae;ngslet, hvori den egne Reflexion holder ham, og naar saa det er lykkedes, staaer han endnu ikke i det Frie, men i den store F&ae;ngsels-Bygning, som Omgivelsens Reflexion danner, og har ved Reflexions-Forholdet i sig atter et Forhold til denne, som kun religieus Inderlighed kan frigj&o-;re ham fra, selv hvormeget han end gjennemskuer Forholdets Usandhed. Men at det er et F&ae;ngsel, hvori Reflexionen holder Individet og Tiden, at det er Reflexionen, der gj&o-;r det, og ikke Tyranner og hemmeligt Politie, ikke Pr&ae;ster og Aristokrater, denne Forstaaelse forhindrer Reflexionen af al Magt og vedligeholder den smigrende Indbildning, at Reflexions-Muligheden er noget ganske anderledes Stort end den fattige Afgj&o-;relse. Den selviske Misundelse fordrer i &O-;nskets Form for meget af Individet selv, og forhindrer ham derved, den forkjeler ham ligesom en svag Moders Forkj&ae;rlighed, thi Misundelsen paa sig selv forhindrer Individet i at give sig hen. Omgivelsens Misundelse, hvori jo Individet atter selv deeltager mod Andre, er i negativ-critisk Forstand misundelig. Men jo l&ae;ngere dette gaaer hen, desto mere vil Reflexionens Misundelse constituere sig til ethisk Misundelse. Indesp&ae;rret Luft udvikler altid Gift, og saaledes udvikler Reflexions-Indesp&ae;rretheden, naar ingen Handling, ingen Begivenhed lufter ud, den ford&o-;mmelige Misundelse. Medens de bedre Kr&ae;fter holde hinanden Stangen i en Reflexions-Sp&ae;nding, kommer Usselheden op, dens Fr&ae;khed imponerer som en Slags Yttring af Kraft, og dens Foragtelighed vil blive dens beskyttende Privilegium, netop fordi den derved unddrager sig Misundelsens Opm&ae;rksomhed. For&o-;vrigt ligger det dybt grundet i den menneskelige Natur, at den ikke i eet v&ae;k kan holde sig paa H&o-;iden og vedblive at beundre, den fordrer en Afvexling. Selv den meest begeistrede Tid fordrer derfor en Misundelsens Sp&o-;g med det Udm&ae;rkede. Dette er aldeles i sin Orden, og kan skee i sin Orden, naar den, der efter Fastelavnsl&o-;ierne med det Udm&ae;rkede, idet han atter f&ae;ster Beundringens Blik derpaa, er istand til at finde det uforandret; thi ellers har han ved Sp&o-;gen tabt meget Mere, end Sp&o-;gen var v&ae;rd. Saaledes kan Misundelsen finde sit Raaderum selv i en begeistret Tid. Ja om end Tiden er mindre begeistret, naar den dog endnu har Kraft til at give Misundelsen Charakteer, og er enig med sig selv om, hvad dens Udtryk betyder, kan den have sin, om end farefulde Betydning. Saaledes var f. Ex. Ostracismen i Gr&ae;kenland et Udtryk for Misundelsen, et Slags Ligev&ae;gtens N&o-;dv&ae;rge mod det Udm&ae;rkede. Man ud&o-;vede den da, men man var enig med sig selv om, hvad der da dialektisk ligger i Forholdet, at Ostracismen var en Udm&ae;rkelse. Det kunde derfor i Forhold til Gjengivelsen af en noget tidligere Tid i Gr&ae;kenland v&ae;re ironisk i Aristophanes's Aand, at lade en aldeles ubetydelig Mand blive viist i Landflygtighed ved Ostracismen. Dette Ironiske vilde v&ae;re en endnu h&o-;iere Comik end den, der f. Ex., lader en saadan Ubetydelig ironisk blive Hersker, netop fordi Landflygtighed ved Ostracisme allerede er det negative Udtryk for Udm&ae;rkelsen; hvorfor det igjen vilde blive en h&o-;iere ironisk Comik, at lade det ende med, at Folket kaldte den Forviste tilbage, fordi det ikke kunde undv&ae;re ham, der da maatte blive en reen Gaade for de Mennesker, mellem hvilke han levede i sit Exil, da de naturligviis slet intet Udm&ae;rket kunde opdage hos ham. I &anfbeg;Ridderne&anfslut; gjengiver Aristophanes den fuldkomne Forraadnelses-Tilstand, hvor P&o-;belagtigheden ender med, ligesom man dyrker Dalei Lamas Excrementer, at tilbede eller tilbedende at anskue sig selv i den f&o-;rste den bedste af Udskuddet, et Forhold, der i Opl&o-;sthed svarer indenfor Folkeregjeringens Bestemmelse til det, at s&ae;tte Keiserv&ae;rdigheden til Auction. Men naar Misundelsen endnu har Charakteer, er Ostracismen en negativ Udm&ae;rkelse. Den Mand, der sagde til Aristides, at han stemmede for hans Landflygtighed, &anfbeg;fordi han ikke kunde lide, at Aristides kaldtes den eneste Retf&ae;rdige,&anfslut; han negtede egentligen ikke Aristides Udm&ae;rkelsen, men han tilstod Noget om sig selv, at han istedenfor i Beundringens lykkelige, i Misundelsens ulykkelige Forelskelse forholdt sig til det Udm&ae;rkede, men han forkleinede det ikke. Jo mere derimod Reflexionen faaer Overhaand til at udvikle Indolents, desto farligere bliver Misundelsen, fordi den ikke har Charakteer til at blive sig selv sin egen Betydning bevidst, men charakteerl&o-;st i Ustadighedens og Feighedens luskende Forhold til Omst&ae;ndighederne omforklarer den samme Yttring paa den forskjelligste Maade, vil at den skal v&ae;re Sp&o-;g, og hvis den seer det mislykket, at den skal v&ae;re Forn&ae;rmelse, og hvis det mislykkes, at den skal v&ae;re Ingenting, vil at den skal v&ae;re Vittighed, og hvis det ikke slaaer til, forklarer, at den heller ikke var saaledes meent, at den var ethisk Satire, som man jo skal bryde sig om, og hvis dette mislykkes, forklarer, at den var Ingenting, som Ingen skal bryde sig om. Misundelsen constituerer sig som Charakteerl&o-;shedens Princip, der fra Usselhed vil snige sig op til at v&ae;re Noget, bestandigt d&ae;kkende sig ved den Concession, at den er Ingenting. Charakteerl&o-;shedens Misundelse forstaaer ikke, at det Udm&ae;rkede er det Udm&ae;rkede, den forstaaer sig ikke i, selv negativt at anerkjende det, men den vil have det ned, have det Udm&ae;rkede forkleinet, saa det virkeligen ikke mere er det Udm&ae;rkede; og Misundelsen retter sig mod det Udm&ae;rkede, som er, og mod det, som vil komme. Den sig etablerende Misundelse er Nivelleringen, og medens en lidenskabelig Tid fremskynder, h&ae;ver og styrter, oph&o-;ier og nedtrykker, gj&o-;r en reflekteret lidenskabsl&o-;s Tid det Modsatte, den qv&ae;ler og forhindrer, den nivellerer. At nivellere er en stille mathematisk abstrakt Beskj&ae;ftigelse, der undgaaer al Oph&ae;velse. Medens den opblussende flygtige Begeistring mismodigt kunde &o-;nske om det saa var en Ulykke, blot for at fornemme Tilv&ae;relsens Kr&ae;fter, er dens Afl&o-;sning Apathien ikke tjent med nogen Forstyrrelse, saa lidet som den nivellerende Ingenieur er det. Er et Opr&o-;r i sit Maximum som en Vulkans Udbrud, saa man ikke kan h&o-;re &O-;renlyd: saa er Nivellementet i sit Maximum som en D&o-;ds-Stilhed, hvor man kan h&o-;re sit eget Aandedrag, en D&o-;ds-Stilhed, hvorover Intet kan h&ae;ve sig, men Alt synker afm&ae;gtigt ned i den. I Spidsen for et Opr&o-;r kan der staae en enkelt Mand, men i Spidsen for Nivelleringen kan ingen enkelt Mand staae, thi saa vilde han jo blive Herskeren, og v&ae;re undgaaet Nivelleringen. Det enkelte Individ kan i sin lille Kreds v&ae;re medvirksomt i Nivelleringen, men denne er en abstrakt Magt, og Nivelleringen er Abstraktionens Seier over Individerne. Nivelleringen er i den moderne Tid Reflexionens Tilsvarende til Skjebnen i Oldtiden. Oldtiden er dialektisk i Retning af Fremragenhed (den enkelte Store &streg; og saa M&ae;ngden, een Fri &streg; og saa Tr&ae;lle); Christendommen er indtil videre dialektisk i Retning af Repr&ae;sentation (Fleertallet anskuer sig selv i den Repr&ae;senterende, frigj&o-;res ved Bevidstheden om at det er dem, han repr&ae;senterer, i en Art Selvbevidsthed); Nutiden er dialektisk i Retning af Ligeligheden, og dennes, i Forfeilethed, meest consequente Gjennemf&o-;relse er Nivellementet, som den negative Eenhed af Individernes negative Gjensidighed. Enhver vil let see, at Nivelleringen har sin dybe Betydning i Generationskategoriens Overmagt over Individualitetskategorien. Medens i Oldtiden Individernes M&ae;ngde ligesom var til for at bestemme Prisen paa, hvor meget det udm&ae;rkede Individ var v&ae;rd, saa er Myntfoden nu saaledes forandret, at der ligeligt gaaer omtrent saa og saa mange Mennesker paa eet Individ, saa det blot gjelder om at sikkre sig det beh&o-;rige Antal &streg; saa har man Betydning. Den Enkelte i M&ae;ngden betydede i Oldtiden slet Intet, den Udm&ae;rkede betydede alle disse; Nutiden tenderer til den mathematiske Ligelighed, at der saa omtrent ligeligt gjennem alle St&ae;nder gaaer saa og saa Mange paa eet Individ. Den Udm&ae;rkede turde tillade sig Alt, de Enkelte i M&ae;ngden slet Intet; nu forstaaer man, at der gaaer saa og saa mange paa eet Individ, og ganske consequent t&ae;ller man sig sammen (man kalder det jo rigtignok at forene sig, men det er et Galanteri) i Forhold til det Ubetydeligste. Blot om at realisere et Indfald t&ae;ller man sig nogle Stykker sammen, og saa gj&o-;r man det &dvs;: saa t&o-;r man gj&o-;re det. Deraf kommer det tilsidst, at selv en fortrinligere Begavet dog ikke kan frigi&o-;re sig fra Reflexionen, fordi han snart i det Ubetydeligste bliver sig bevidst som en Br&o-;ks-Deel, og gaaer Glip af Religieusitetens uendelige Frigj&o-;relse. Selv om en Forening af Flere havde Mod til at gaae D&o-;den im&o-;de: det vilde i vor Tid derfor ikke v&ae;re sagt, at hver Enkelt havde Mod dertil, thi Det, den Enkelte frygtede mere end D&o-;den, var Reflexionens Dom over ham, Reflexionens Indsigelse mod ham, at han som Enkelt vilde vove Noget. Den Enkelte tilh&o-;rer ikke Gud, ikke sig selv, ikke den Elskede, ikke sin Kunst, ikke sin Videnskab, nei, som en Vorned tilh&o-;rer et Gods, saaledes bliver den Enkelte sig bevidst i eet og alt at tilh&o-;re en Abstraktion, som Reflexionen ordner ham ind under. Om en Forening af Flere i vor Tid kunde beslutte sig til, hver is&ae;r, at give hele sin Formue til et eller andet velgj&o-;rende &O-;iemed: deraf fulgte ikke, at den Enkelte kunde beslutte sig dertil, og atter ikke fordi han var tvivlraadig med Hensyn til Afkaldet paa sin Formue, men fordi han frygtede Reflexions-Dommen meget mere end Armoden. Om Ti kunde blive enige om at vedstaae Elskovs fulde ubeskaarne Gyldighed, eller Begeistringens ved ingen lammende Hensyn _{uindskr&ae;nkedeindskr&ae;nkede}uindskr&ae;nkede Berettigelse, deraf fulgte ikke, at hver af de Ti var istand dertil, thi h&o-;iere endnu end Elskovens Salighed og end Begeistringens Vidnen med deres Aand vilde de dog tvetydigt elske Reflexions-Dommen &streg; derfor maatte de v&ae;re Ti om det, som det er en Modsigelse at v&ae;re mere end Een om. Socialitetens forgudede positive Princip i vor Tid er netop det Fort&ae;rende, det Demoraliserende, der i en Reflexions Tr&ae;ldom gj&o-;r selv Dyderne til vitia splendida. Og hvoraf kan dette komme, uden deraf, at den religieuse Individualitets Udsondring for Gud i Evighedens Ansvar forbigaaes. Naar Forf&ae;rdelsen her begynder, s&o-;ger man Tr&o-;st i Compagnie, og saa fanger Reflexionen Individet for hele Livet. Og De, der end ikke fornam Begyndelsen af denne Crise, de gaae uden videre ind under Reflexions-Forholdet. Nivellementet er ikke en Enkelts Handling, men et Reflexions-Spil i en abstrakt Magts Haand. Ligesom man beregner Diagonalen i Kr&ae;fternes Parallellogram, saaledes kan man beregne Loven for Nivellementet. Thi den Enkelte, der nivellerer Nogle, tages selv igien med, og saa fremdeles. Medens derfor den Enkelte egoistisk synes at vide, hvad han gj&o-;r, maa man sige om dem Alle, de vide ikke hvad de gj&o-;re, thi ligesom der i Begeistringens Samdr&ae;gtighed kommer et Mere ud, som ikke er de Enkeltes, saa kommer ogsaa her et Mere ud. Man maner en D&ae;mon op, som ingen Enkelt kan magte; og medens den Enkelte i Nivellerings-Lystens korte &O-;ieblik selvisk nyder Abstraktionen, saa underskriver han tillige sin egen Undergang. Den Begeistredes Fremtr&ae;ngen kan ende med Undergang, men den Nivellerendes Seier er eo ipso hans Undergang. Nivelleringens Skepsis kan ingen Tid standse, Tiden, Nutiden altsaa heller ikke, thi i det &O-;ieblik, den vil standse den, vil den atter udvikle Loven. Den kan kun standses ved, at Individet i individuel Udsondring vinder Religieusitetens Uforf&ae;rdethed. Jeg saae engang et Slagsmaal, hvor tre Mennesker paa en skammelig Maade mishandlede en fjerde. Hoben stod og betragtede det med Harme; Uvilliens mumlende Udtryk begynder at give Fart til Handling: da samler et Par Stykker af M&ae;ngden sig, tager fat paa den ene af Angriberne, og kaster ham til Jorden o. s. v. Altsaa H&ae;vnerne udviklede den samme Lov som Angriberne. Hvis det t&o-;r tillades mig at anbringe min ringe Person med, saa skal jeg fort&ae;lle Historien ud. Jeg traadte til og s&o-;gte dialektisk at forklare en af H&ae;vnerne det Inconsequente i deres Adf&ae;rd, men det lod til at v&ae;re ham aldeles umuligt at indlade sig paa Sligt, han sagde blot gjentagende: &anfbeg;Det har han &ae;rligt fortjent, at en saadan Slyngel skal v&ae;re Tre om Een.&anfslut; Det Comiske ligger n&ae;r nok is&ae;r for Den, der ikke havde seet Begyndelsen og altsaa h&o-;rte en Mand sige om en anden: at han (den eenlige) var Tre om Een, og h&o-;rte det netop i det &O-;ieblik da det Modsatte var Tilf&ae;ldet: at de vare Tre om ham. Det F&o-;rste vilde v&ae;re comisk ved Modsigelsen i samme Forstand som &anfbeg;da V&ae;gteren sagde til en eenlig Person: vil De v&ae;re saa god at gaae fra hinanden;&anfslut; det Andet vilde v&ae;re comisk ved Selvmodsigelsen. Hvad jeg derimod forstod var, at det nok var bedst at opgive Haabet om at ende denne Skepsis, at den ikke skulde forts&ae;ttes mod mig. Ingen enkelt Mand (den Udm&ae;rkede i Retning af Fremragenhed og Skjebnens Dialektik) vil kunne standse Nivelleringens Abstraktion, thi den er et negativt H&o-;iere, og Heltenes Tid er forbi. Ingen Congregation vilde v&ae;re istand til at standse Nivelleringens Abstraktion, fordi Congregationen selv er gjennem Reflexionens Sammenh&ae;ng i Nivelleringens Tjeneste. End ikke Nationaliteternes Individualitet vil kunne standse den, thi Nivelleringens Abstraktion reflekterer paa en h&o-;iere Negativitet: den rene Menneskehed. Nivelleringens Abstraktion, denne Menneske-Sl&ae;gtens Selvant&ae;ndelse, foranlediget ved den Friktion, der opstaaer, naar den individuelle Inderligheds Udsondring i Religieusitet udebliver, vil blive staaende som man siger det om en Passat, som fort&ae;rer Alt, men ved hvilken Individerne, hver is&ae;r, igjen kan opdrages religieust, i h&o-;ieste Forstand kan hj&ae;lpes til, i Nivelleringens examen rigorosum at vinde Religieusitetens V&ae;sentlighed i sig selv. For den Yngre, der, hvor fast han end for sit Vedkommende h&ae;nger ved hvad han beundrer som Udm&ae;rket, fra Begyndelsen fatter, at Nivelleringen er hvad den selviske Enkelte og den selviske Sl&ae;gt t&ae;nkte til det Onde, men ogsaa hvad for den Enkelte, hver is&ae;r, hvis han saa vil det i Oprigtighed med Gud, kan blive Udgangspunktet for det h&o-;ieste Liv &streg; for ham vil det v&ae;re i Sandhed dannende at leve i Nivelleringens Tid. Samtidigheden vil for ham v&ae;re i h&o-;ieste Forstand religieust udviklende og tillige &ae;sthetisk og intellectuelt uddannende, idet det Comiske vil gj&o-;re sig absolut gjeldende. Thi det h&o-;ieste Comiske er netop, at det enkelte Individ skal uden nogen Mellembestemmelse henf&o-;res under den uendelige Abstraktion af den rene Menneskehed, idet alle Organisationens Individualitets-Concretioner, der ved Relativiteten temperere det Comiske og styrke ved relativ Pathos, ere fort&ae;rede. Men dette er atter Udtrykket for, at Frelsen kun er ved Religieusitetens V&ae;sentlighed i det enkelte Individ. Og begeistrende for ham vil det v&ae;re, at fatte, at netop Vildfarelsen aabner den Enkelte, hver is&ae;r, hvis han h&o-;imodigt vil det, Adgang til det H&o-;ieste. Men Nivelleringen maa blive staaende, den maa til, ligesom Forargelsen maa indkomme i Verden, men vee den, ved hvem den kommer ind. Det er ofte nok sagt, at en Reformation skal begynde med, at Enhver reformerer sig selv; men det er ikke saaledes skeet, thi Reformationens Idee har aff&o-;dt en Helt, der maaskee dyrt nok af Guden har kj&o-;bt sin Bestalling som Helt. Ved da ligefremt at slutte sig til ham faae Individerne for bedre, ja for godt Kj&o-;b det Dyrekj&o-;bte, men de faae heller ikke det H&o-;ieste. Nivelleringens Abstraktion derimod er et Princip, ligesom &O-;stens skarpe Vind, der ikke indlader sig med det enkelte Individ i noget intimere Forhold, men kun i Abstraktions-Forholdet, der er ligeligt for Alle. Ingen Helt lider da for Andre og hj&ae;lper Andre, Nivelleringen bliver selv den skarpe Tugtemester, der tager sig af Opdragelsen. Og Den, der l&ae;rer Maximum af Opdragelsen og bliver Maximum, han bliver ikke den Udm&ae;rkede, Helt, den Fremragende, dette forhindrer Nivelleringen, der er consequent indtil sit Yderste, og han forhindrer det selv, fordi han har fattet Nivelleringens Betydning, nei han bliver kun et v&ae;sentligt Menneske i den fyldige Ligeligheds Forstand. Dette er Religieusitetens Idee. Men Opdragelsen er str&ae;ng, og Udbyttet tilsyneladende meget lille; tilsyneladende, thi dersom Individet ikke vil l&ae;re i Religieusitetens V&ae;sentlighed for Gud at n&o-;ies med sig selv, n&o-;ies med, istedetfor at herske over Verden, at herske over sig selv, n&o-;ies med som Pr&ae;st at v&ae;re sin egen Tilh&o-;rer, som Forfatter sin egen L&ae;ser o. s. v., dersom han ikke vil l&ae;re at begeistres ved dette som det H&o-;ieste, fordi det udtrykker Ligheden for Gud og Ligheden med Alle: saa slipper han ikke ud af Reflexionen, saa oplever han maaskee i Forhold til sin Begavethed, et skuffende &O-;ieblik, hvor han troer det er ham, der nivellerer, indtil han selv segner under Nivelleringen. Det hj&ae;lper ikke at bebude og varsle en Holger Danske eller en Morten Luther, deres Tid er forbi, og det er dog i Grunden Individernes Magelighed, der &o-;nsker en saadan, Endelighedens Utaalmodighed, der vil have billigt paa anden Haand istedenfor det H&o-;ieste, der kj&o-;bes dyrt paa f&o-;rste Haand. Det hj&ae;lper ikke at stifte Selskab paa Selskab, thi negativt er der sat noget H&o-;iere ind, om den kortsynede Selskabsmand end ikke kan see det. Individualitets-Principet i sin umiddelbare og skj&o-;nne Formation pr&ae;figurerer Generationen ved den Udm&ae;rkede, den Fremragende, og lader de underordnede Individualiteter slutte sig grupperende om Repr&ae;sentanten. Individualitets-Principet i sin evige Sandhed bruger Generationens Abstraktion og Ligelighed som Nivellerende og udvikler derved Individet i dets egen Medvirken religieust til et v&ae;sentligt Menneske. Thi saa afm&ae;gtig som Nivelleringen er mod det Evige, saa overm&ae;gtig er den mod enhver Midlertidighed. Reflexionen er en Slynge, hvori man fanges, men ved Religieusitetens begeistrede Spring bliver Forholdet et andet, saa bliver den Slyngen, som kaster En i det Eviges Favn. Og Reflexionen er og bliver den meest haardnakkede Creditor i Tilv&ae;relsen; listigen har den hidtil kj&o-;bt alle mulige Livs-Anskuelser op, men den v&ae;sentlige Religieusitets evige Livs-Anskuelse kan den ikke kj&o-;be, derimod kan den friste med glimrende Blendv&ae;rk fra alt det Andet, mistr&o-;ste med Reminiscentser fra alt det Andet. Men ved Springet paa Dybet l&ae;rer man at hj&ae;lpe sig selv, l&ae;rer at elske alle Andre lige saa h&o-;it som sig selv, hvad enten man saa anklages for Anmasselse og Stolthed &streg; at man ikke vil lade sig hj&ae;lpe, eller for Selviskhed &streg; at man ikke underfundigen vil bedrage Andre ved at hj&ae;lpe dem, &dvs;: ved at hj&ae;lpe dem til at gaae Glip af det H&o-;ieste. &streg; Vil Nogen sige, at hvad jeg her har fremsat, veed Enhver og kan Enhver sige, da er dette mit Svar: saa meget desto bedre, jeg &o-;nsker ingen Fremragenhed, jeg har Intet mod, at Enhver veed det, med mindre det, at Enhver veed det og Enhver kan sige det, skulde betyde, at det skal fratages mig og deponeres i det negative F&ae;llesskab. Faaer jeg blot Lov at beholde det, saa taber det for mig ikke i V&ae;rd derved, at Enhver veed det. I Grunden har den moderne Tid l&ae;nge tenderet til Nivelleringen gjennem mange Omv&ae;ltninger, hvilke dog alle ikke vare Nivelleringen, fordi de alle ikke vare abstrakte nok, men havde en Virkelighedens Concretion. Tiln&ae;rmelsesviis kan der nivelleres ved, at det Fremragende styrer mod det Fremragende, saa begge sv&ae;kkes; tiln&ae;rmelsesviis kan der nivelleres derved, at et Fremragende holdes neutraliseret af et andet Fremragende; ved, at Foreningen af det i sig Svagere bliver st&ae;rkere end det enkelte Fremragende; tiln&ae;rmelsesviis kan der nivelleres ved en enkelt Stand, f. Ex. Geistlighed, Borgerstand, Bondestand, ved Folket selv: men alt dette er dog kun Abstraktionens R&o-;relser indenfor Individualitets Concretioner. For at Nivelleringen egentligen skal komme istand, maa der f&o-;rst bringes et Phantom tilveie, dens Aand, en uhyre Abstraktion, et altomfattende Noget som er Intet, et Luftsyn &streg; dette Phantom er Publikum. Kun i en lidenskabsl&o-;s, men reflekteret Tid kan dette Phantom udvikle sig ved Hj&ae;lp af Pressen, naar denne selv bliver en Abstraktion. I begeistrede Tider, i lidenskabelige tumultuariske Tider, selv naar et Folk vil realisere den ufrugtbare &O-;rkens Idee at &o-;del&ae;gge og sl&o-;ife Alt: der er dog intet Publikum. Der er Partier og der er Concretion. Pressen vil i saadanne Tider antage Concretionens Charakteer i Forhold til Adsplittelsen. Men som stillesiddende Professionister is&ae;r ere udsatte for at udvikle phantastiske Sandsebedrag, saaledes vil en lidenskabsl&o-;s, stillesiddende, reflekteret Tid, naar Pressen skal v&ae;re det eneste, der selv svagt skal holde et Slags Liv i denne D&o-;sighed, udvikle dette Phantom. Publikum er den egentlige Nivellerings-Mester, thi naar der nivelleres tiln&ae;rmelsesviis, nivelleres der ved Noget, men Publikum er et uhyre Intet. Publikum er et Begreb, som slet ikke kan forekomme i Oldtiden, fordi Folket selv en masse in corpore maatte tr&ae;de op i Handlingens Situation, maatte b&ae;re Ansvaret for hvad den Enkelte af deres Midte afstedkom, medens igjen den Enkelte personligen som denne Bestemte maatte v&ae;re tilstede, maatte underkaste sig &O-;ieblikkets Standret i Bifald eller Misbilligelse. F&o-;rst naar intet kraftigt Samliv giver Concretionen Fylde, vil Pressen danne dette Abstraktum Publikum, der bestaaer af uvirkelige Enkelte, som aldrig forenes eller kunne forenes i nogen Situationens eller Organisationens Samtidighed, og som dog fastholdes som et Hele. Publikum er et Corps, talrigere end alle Folk tilsammen, men dette Corps kan aldrig blive m&o-;nstret, ja det kan end ikke saa meget som have en eneste Repr&ae;sentant, fordi det selv er en Abstraktion. Og desuagtet bliver Publikum, naar Tiden er lidenskabsl&o-;s og reflekteret og udviskende Alt det Concrete, det Hele, som skal omfatte Alle. Men dette Forhold er atter netop Udtrykket for, at den Enkelte er anviist sig selv. I det virkelige &O-;iebliks og den virkelige Situations Samtidighed med de Virkelige, der hver ere Noget, er der for den Enkelte det Underst&o-;ttende. Men Publikums Tilv&ae;relse danner ingen Situation og ingen Forsamling. Den Enkelte, der l&ae;ser, er jo ikke Publikum, og saa l&ae;ser lidt efter lidt mange Enkelte, maaskee alle Enkelte, men der er ingen Samtidighed. Publikum kan bruge Aar og Dag for ligesom at blive samlet, og naar det saa er samlet, er det dog ikke til. Abstraktionen, som Individerne paralogistisk danne, st&o-;der ganske rigtigt Individerne fra sig istedenfor at hj&ae;lpe dem. Den, der i det virkelige &O-;iebliks og den virkelige Situations Samtidighed med de Virkelige, selv ingen Mening har, antager samme Mening som Majoriteten, eller er han mere stridbar, som Minoriteten. Men Majoriteten og Minoriteten er vel at m&ae;rke virkelige Mennesker, og deri ligger det Underst&o-;ttende i Tilholdet til disse. Publikum derimod er en Abstraktion. At antage samme Mening som disse og disse bestemte Mennesker betyder, at man veed, at disse ville v&ae;re underkastede samme Farer som En selv, at de ville fare vild med En, hvis Meningen er vildfarende o. s. v. Men at antage samme Mening som Publikum er en svigefuld Tr&o-;st, thi Publikum er kun til in abstracto. Medens derfor ingen Majoritet nogensinde har v&ae;ret saa sikker paa at beholde Retten og Seiren som Publikum er det, saa er dette kun lidet tr&o-;steligt for den Enkelte, thi Publikum er et Phantom, som ikke tillader nogen personlig Tiln&ae;rmelse. Dersom En idag antager Publikums Mening og imorgen bliver udpeben, saa bliver han udpeben af Publikum. En Generation, et Folk, en Folkeforsamling, et Samfund, en Mand har dog et Ansvar ved at v&ae;re Noget, kan skamme sig ved Ustadighed og Trol&o-;shed, men Publikum bliver Publikum. Et Folk, en Forsamling, et Menneske kan forandre sig saaledes, at man maa sige: han er ikke mere den Samme; men Publikum kan blive lige det Modsatte og er dog det Samme &streg; er Publikum. Men netop ved denne Abstraktion og denne abstrakte Optugtelse dannes Individet (forsaavidt det ikke allerede ved sin egen Inderlighed er dannet) dersom det ikke gaaer under, til i Religieusitetens h&o-;ieste Forstand at n&o-;ies med sig selv og sit Guds-Forhold, til istedenfor Enigheden med Publikum, der fort&ae;rer alle de relative Individualitets-Concretioner, at substituere det at v&ae;re enig med sig selv, til istedenfor at t&ae;lle og t&ae;lle, at finde Hvilen i sig selv for Gud. Og Dette vil v&ae;re det Modernes absolute Forskjel fra Oldtiden: at det Totale ikke er Concretionen, der underst&o-;tter, der danner den Enkelte, uden dog at udvikle ham absolut, men er en Abstraktion, der i sin abstrakte Ligelighed frast&o-;dende hj&ae;lper ham til at dannes absolut &streg; hvis han ikke omkommer. Det Tr&o-;stesl&o-;se i Oldtiden var, at den Udm&ae;rkede var, hvad de Andre ikke kunde v&ae;re, det Begeistrende vil blive, at Den, der religieust vandt sig selv, kun er hvad Alle kunne v&ae;re. Publikum er ikke et Folk, ikke en Generation, ikke en Samtid, ikke en Menighed, ikke et Selskab, ikke disse bestemte Mennesker, thi alt Sligt er kun ved Concretionen det som det er; ja ikke en eneste af dem, der h&o-;re til Publikum, har noget v&ae;sentligt Engagement; i nogle Timer af Dagen h&o-;rer han maaskee med til Publikum, nemlig i de Timer, i hvilke han Ingenting er, thi i de Timer, i hvilke han er det Bestemte han er, h&o-;rer han ikke til Publikum. Dannet af saadanne Enere, af de Enkelte i de _&O-;ieblik&O-;ieblikke, hvor de Ingenting ere, er Publikum noget uhyre Noget, det abstrakte &O-;de og Tomme, som er Alle og Ingen. Men af den samme Grund kan Enhver anmasse sig at have et Publikum, og ligesom den romerske Kirke chimairisk udvidede sig ved at udn&ae;vne Biskopper in partibus infidelium: saaledes er Publikum Noget, som Enhver, selv en fuld Matros, der foreviser &anfbeg;en Perspektivkasse&anfslut;, kan tilegne sig, og den fulde Matros har dialektisk consequent absolut samme Ret dertil som den meest Udm&ae;rkede, absolut Ret til at s&ae;tte alle disse mange, mange Nuller foran sit Eettal. Publikum er Alt og Intet, er den farligste af alle Magter og den meest intetsigende; man kan tale til en heel Nation i Publikums Navn, og dog er Publikum mindre end et eneste nok saa ringe virkeligt Menneske. Bestemmelsen Publikum er det Reflexionens Blendv&ae;rk, der g&o-;glende har gjort Individerne indbildske, fordi Enhver kan anmasse sig dette Uhyre, i Sammenligning med hvilket Virkelighedens Concretioner synes fattige, Publikum er Forstands-Tidens Eventyr, der gj&o-;r de Enkelte phantastisk til mere end at v&ae;re Konge over et Folk; men Publikum er atter den grusomme Abstraktion, ved hvilken Individerne skal religieust opdrages &streg; eller gaae under. Pressens Abstraktion (thi et Blad, en Avis er ingen statsborgerlig Concretion og kun i abstrakt Forstand et Individuum) i Forening med Tidens Lidenskabsl&o-;shed og Reflekterethed aff&o-;der Abstraktionens Phantom: Publikum, der er den egentlig Nivellerende. Ogsaa dette kan, fraseet dets negative Betydning for Religieusiteten, have sin Betydning. Men jo mindre Idee der er i en Tid, jo mere den afmattet ved en opblussende Begeistring udhviler sig i Indolents, hvis vi endog vilde t&ae;nke os, at Pressen blev svagere og svagere, fordi ingen Begivenhed, ingen Idee griber Tiden: desto lettere vil Nivelleringen blive en ford&ae;rvelig Lyst, en Sandsepirring, som et &O-;ieblik kildrer og kun gj&o-;r det Onde v&ae;rre, og Frelsens Vilkaar tungere og Undergangens Sandsynlighed st&o-;rre. Og har man ofte skildret Eneherred&o-;mmets Demoralisation, revolutionaire Tiders Forfald, saa er en lidenskabsl&o-;s Tidsalders Forfald noget ligesaa ford&ae;rveligt, om end formedelst Tvetydigheden mindre paafaldende. Og at t&ae;nke det, kan derfor vel have sin Interesse og sin Betydning. Flere og flere Enkelte ville da i Indolentsens Bl&o-;dagtighed aspirere til at blive Ingenting &streg; for at blive Publikum, dette abstrakte Hele, der er dannet paa den latterlige Maade, at Participanten er Trediemand. Denne dvaske M&ae;ngde, som Intet selv forstaaer og Intet selv vil gj&o-;re, dette Gallerie-Publikum s&o-;ger nu Tidsfordriv, og hengiver sig da til den Indbildning, at Alt hvad Nogen gj&o-;r, skeer, for at det kan faae noget at snakke om. Dvaskheden sidder fornemt med Benene overkors, og Enhver, der vil arbeide, Kongen og Embedsmanden og Folkets L&ae;rer og den dygtigere Journalist og Digteren og Kunstneren, Alle blive ligesom sp&ae;ndte for, for at sl&ae;be denne Dvaskhed frem, der fornemt troer, at de andre ere Hestene. Vilde jeg t&ae;nke mig dette Publikum som en Person (thi om end og enkelte Bedre momentviis h&o-;re til Publikum, de have dog i sig selv en organiserende Concretion, der holder dem fast, selv om de ikke vinde Religieusitetens H&o-;ieste) saa vilde jeg n&ae;rmest t&ae;nke paa en eller anden romersk Keiser, en stor veln&ae;ret Figur, der lider af Keedsomhed, og derfor blot &o-;nsker Latterens Sandsepirring, thi Vittighedens guddommelige Gave er ikke jordisk nok. Saa slendrer da til Afvexling denne Person omkring, mere dvask end ond, men negativ herskesyg. Enhver, der har l&ae;st Oldtidens Forfattere, veed, hvor mange Ting en Keiser kunde hitte paa, for at forkorte Tiden. Saa holder da Publikum sig en Hund for Morskabs Skyld. Denne Hund er den literaire Foragtelighed. Viser der sig nu en bedre, maaskee endog en Udm&ae;rket, saa hidses Hunden paa, og Morskaben begynder. Den bidske Hund river ham i Kjoleskj&o-;derne, tillader sig alle uvorne Kaadheder &streg; indtil Publikum bliver keed deraf og siger: nu kan det v&ae;re nok. Da har Publikum nivelleret. Den Bedre, den St&ae;rkere er mishandlet, &streg; og Hunden, ja den bliver ved at v&ae;re en Hund, som Publikum selv foragter. Der nivelleredes altsaa ved et Tredie, Intethedens Publikum nivellerede ved et Tredie, som ved sin Foragtelighed allerede var mere end nivelleret og mindre end Intet. Og Publikum er angerl&o-;st, thi det er jo ikke Publikum &streg; det var jo Hunden; ligesom man siger til B&o-;rn: det var Katten. Og Publikum er angerl&o-;st, thi det var jo ingen v&ae;sentlig Forkleinelse &streg; det var blot lidt Moerskab. Dersom nemlig Nivelleringens Redskab havde v&ae;ret en udm&ae;rket Dygtighed, saa havde det indolente Publikum v&ae;ret narret, thi saa var jo Redskabet igjen blevet et Forstyrrende, men naar man _havdeholder det Bedre nede ved Foragteligheden og Foragteligheden nede ved den selv: saa er dette Intethedens Quit. Og Publikum vil v&ae;re angerl&o-;st, thi det er jo egentligen ikke dem, som holde Hunden, de subskribere blot; de hidse den heller ikke directe paa, de fl&o-;ite heller ikke ligefrem af den; i Tilf&ae;lde af S&o-;gsmaal vilde Publikum sige: Hunden er ikke min, det er en herrel&o-;s Hund; og i Tilf&ae;lde af, at Hunden blev optagen og sendt ud paa Veterinairskolen for at slaaes ihjel, kunde Publikum endnu sige: det var virkeligen godt, at den slemme Hund blev dr&ae;bt, det har vi alle &o-;nsket &streg; endogsaa Subskribenterne. Maaskee er Nogen, som t&ae;nkende s&ae;tter sig ind i et saadant Forhold, tilb&o-;ielig til at f&ae;ste sin Opm&ae;rksomhed paa den Bedre, der leed Mishandlingen, og mene, at der vederfores ham en stor Ulykke. Denne Betragtning kan jeg aldeles ikke billige, thi den, der vil hj&ae;lpes til det H&o-;ieste, han har netop godt af at gjennemgaae Sligt og maatte snarere &o-;nske det, om man end paa hans Vegne kan opr&o-;res. Nei det Forf&ae;rdelige er noget Andet, det er Tanken om de mange Menneskeliv, der gaae spildte, eller let gj&o-;re det. Jeg vil end ikke tale om de Fortabte, eller dog indtil Fortabelse Vildledte, der for Penge spille Hundens Rolle, men de mange Ubef&ae;stede, Letsindige, Sandselige, der i fornem Indolents ikke faae noget dybere Indtryk af Tilv&ae;relsen end dette meningsl&o-;st grinende, alle de Daarlige, der f&o-;res i ny Fristelse, idet de i deres Indskr&ae;nkethed endog blive sig selv vigtige ved at have Medlidenhed med de Angrebne, uden at fatte, at ved et saadant Forhold ere de Angrebne altid de St&ae;rkeste, uden at fatte, at her gjelder det med et forf&ae;rdeligt og dog ironisk Eftertryk: gr&ae;der ikke over ham, men gr&ae;der over Eder selv. Dette Forhold er Nivelleringens laveste, thi den svarer altid til, hvad Divisor er, for hvem alle gj&o-;res lige: saaledes er det evige Liv ogsaa en Art Nivellering, og dog er det ikke saa, fordi Divisor er det: at v&ae;re et i religieus Forstand v&ae;sentligt Menneske. Fra disse dialektiske Kategorie-Bestemmelser og sammes Consequentser, disse v&ae;re nu i det givne &O-;ieblik faktiske eller ikke, fra det dialektiske Sigte paa Nutiden gaaer jeg nu over til dialektisk at naae de concretere Pr&ae;dikater, i hvilke den novellistiske Gjengivelse af Nutiden viser sig i sin Reflex i det Huslige og Omgangs-Livet. Det er Skyggesiden, her kommer til at vise sig, og om end dennes Facticitet ikke lader sig negte, saa er det dog ogsaa vist, at saalidet som Reflexionen selv er det Onde, saa vist maa ogsaa en meget reflekteret Tid have sin Lys-Side, netop fordi megen Reflekterethed betinger en h&o-;iere Betydningsfuldhed end umiddelbar Lidenskab; betinger den &streg; naar Begeistringen tr&ae;der til og f&o-;rer Reflexions-Kr&ae;fterne ind i Afgj&o-;relsen; og fordi megen Reflekterethed giver en st&o-;rre Gjennemsnits-Dygtighed i Foruds&ae;tningerne til at handle &streg; naar Religieusiteten tr&ae;der til i Individet og overtager Foruds&ae;tningerne. Reflexionen er ikke det Onde, men Tilstanden i Reflexionen og Stilstanden i Reflexionen er Misligheden og Ford&ae;rvelsen, der ved at forvandle Foruds&ae;tningerne til Udflugter foranlediger Tilbagegang. Nutiden er v&ae;sentligen den forstandige, den lidenskabsl&o-;se, derfor har den h&ae;vet Modsigelsens-Grunds&ae;tning. Af denne Betragtning lader den Mangfoldighed af Tr&ae;k sig deducere, som Novellens Forfatter med sin fine Kunst, med sin oph&o-;iede Ligev&ae;gt saa interessel&o-;st har gjengivet. Thi Forfatterens Mening erfarer man naturligviis intetsteds, han gjengiver blot Reflexen. Overhovedet kan man om en lidenskabsl&o-;s men reflekteret Tid i Sammenligning med en lidenskabelig sige: den vinder i Extensitet, hvad den taber i Intensitet. Men denne Extensitet kan atter blive Betingelsen for en h&o-;iere Form, naar en tilsvarende Intensitet igjen indtager, hvad der extensivt er disponeret over. At h&ae;ve Modsigelsens Grunds&ae;tning, er i Existents Udtrykket for at v&ae;re i Modsigelse med sig selv. Det skaberiske Alm&ae;gtige, der ligger i den absolute Disjunktions-Lidenskab, som bringer Individet i den sluttede Enighed med sig selv, forvandles til Forstands-Reflexionens Extensitet: ved at vide og v&ae;re alt Muligt, at v&ae;re i Modsigelse med sig selv &dvs;: slet Intet at v&ae;re. Modsigelsens Grunds&ae;tning styrker Individet i Troskab med sig selv, saa han, ligesom hiint standhaftige Tretal, Socrates saa skj&o-;nt taler om, hellere vil udholde Alt end blive til et Fiirtal eller vel endog til et meget stort rundt Tal, saa han hellere vil v&ae;re Lidet i Troskab med sig selv end Allehaande i Modsigelse med sig selv. Hvad er det at snakke? Det er Oph&ae;velsen af den lidenskabelige Disjunktion mellem at tie og tale. Kun Den, der v&ae;sentligen kan tie, kan v&ae;sentligen tale, kun Den, der v&ae;sentligen kan tie, kan v&ae;sentligen handle. Tausheden er Inderligheden. Snakken anticiperer den v&ae;sentlige Talen, og Reflexionens Yttring sv&ae;kker ved Forprang Handlingen. Men Den, der v&ae;sentligen kan tale, fordi han kan tie, han vil ikke have det Mangfoldige at tale om, men det Ene, og han vil finde Tid til at tale og til at tie. Snaksomheden vinder extensivt: den faaer alt Muligt at snakke om, og bliver ved i eet v&ae;k. Naar i en Tid Individerne ikke i stille N&o-;isomhed, i gemytlig Tilfredshed, i religieus Inderlighed ere vendte ind ad, men i Reflexions-Forholdet s&o-;ge ud efter og s&o-;ge hinanden; naar ingen stor Begivenhed knytter Traad-Enderne i en Katastrophes Samdr&ae;gtighed: saa indtr&ae;der Snakken. Den store Begivenhed giver den lidenskabelige Tid (thi det Ene svarer da til det Andet) Noget at tale om; alle ville tale om det samme Ene, Digterne kun synge derom, Samtalerne kun gjenlyde deraf, de Forbigaaendes Hilsener indeholde Hentydninger til dette Ene. Det er Eet og det Samme. Snakken derimod har ganske anderledes Meget at snakke om. Og naar saa den store Begivenhed var forbi, naar Tausheden indtraadte, saa var der dog Noget at erindre, Noget at t&ae;nke paa, medens man tier, medens en ny Sl&ae;gt taler om ganske andre Ting. Men Snakken gruer for Taushedens &O-;ieblik, der vilde gj&o-;re Tomheden aabenbar. Hvad der viser sig som Loven i Forhold til digterisk Frembringelse, det Samme er ogsaa, i det mindre Forhold, Loven for ethvert Menneskes Liv i Omgang og Dannelse. Enhver, der primitivt oplever Noget, oplever tillige ved Idealiteten Mulighederne af det Samme og Muligheden af det Modsatte. Disse Muligheder er hans digteriske lovlige Eiendom. Hans egen private personlige Virkelighed derimod ikke. Hans Tale, hans Produceren er saaledes netop baaren af Tausheden. Hans Tales, hans Producerens ideale Fuldendthed vil correspondere med Tausheden, og Taushedens absolute Udtryk vil v&ae;re, at Idealiteten indeholder den qualitative modsatte Mulighed. Saasnart den Producerende maa priisgive sin egen Virkelighed, dens Facticitet, saa er han ikke v&ae;sentligen productiv; hans Begyndelse vil v&ae;re hans Ende, og det f&o-;rste Ord allerede v&ae;re en Forsyndelse mod Idealitetens hellige Undseelse. En saadan digterisk Frembringelse er derfor ogsaa, &ae;sthetisk vurderet, en Art privat Snaksomhed, og er let kjendelig paa, at den ikke har sin Mods&ae;tning hos sig i Ligelighed. Thi Idealiteten er Ligelighed mod det Modsatte. Den, der f. Ex. ved at blive ulykkelig blev productiv, hvis han virkelig indviedes ved Idealiteten, han vil med samme Forkjerlighed producere det Lykkelige som det Ulykkelige. Men Tausheden, hvormed han slutter af mod sin egen personlige Virkelighed, er netop Betingelsen for at vinde Idealiteten, ellers vil han, trods alle Forsigtigheds-Midler med at forl&ae;gge Scenen til Africa o. s. v., dog v&ae;re privat kjendelig i sin eensidige Forkjerlighed. Thi en Forfatter maa jo have sin private Personlighed som enhver Anden, men denne skal v&ae;re hans &g.a;&g.d;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;; og som man sp&ae;rrer Indgangen i et Huus ved at stille to Soldater med korslagte Gev&ae;rer: saaledes danner Idealitetens Ligelighed ved de qvalitative Mods&ae;tningers dialektiske Kors den Sp&ae;rring, der gj&o-;r enhver Adgang umulig. Men hvad der saaledes gjelder i de store Forhold, og der vel viser sig tydeligst, hvorfor det blev fremdraget: det Samme gjelder efter den mindre Maalestok i det Mindre, Taushed er atter her Betingelsen for den dannede Omgang i Samtalen mellem Mand og Mand. Jo mere et Menneske i Tausheden har Idealitet og Idee, desto mere vil han selv i daglig Omgang v&ae;re istand til at gjenf&o-;de det daglige Liv og de daglige Menneskers Liv saaledes, at det er, som talede han kun paa Afstand selv om dette og dette bestemte Faktum. Jo mindre Idealitet, jo mere Udvorteshed, desto mere vil Samtalen blive en ubetydelig Opramsen og Refereren af Navne paa Personer, af &anfbeg;ganske tilforladelige&anfslut; Privat-Efterretninger om hvad Den og Den med Navns N&ae;vnelse har sagt o. s. v., en snaksom Fortrolighed betr&ae;ffende hvad man selv vil og ikke vil, hvad man nu agter at pr&ae;stere, hvad man vilde have sagt ved hiin Leilighed, hvilken Pige man gj&o-;r Cour til, hvorfor man dog ikke vil gifte sig o. s. v. Taushedens Indadvendthed er Betingelsen for den dannede Tale i Omgang, Inderlighedens vr&ae;ngende Udadvendthed er at snakke, er Udannethed. I Novellen vil man finde ypperlige Exempler paa en saadan Snakken; det er trivielle Ubetydeligheder, men det er altid om bestemte navngivne Personer, hvis trivielle Livsforhold interessere det Lige paa Grund af Navnet. Ligesom Klokker Link troer, han har talet med Sophie, skj&o-;ndt hun ikke har sagt Andet end Nei: saaledes h&o-;res der mangen lang Samtale, der seer ud som blev der sagt Noget, ja Meget, fordi der n&ae;vnes Navne. Den, der snakker, snakker vel om Noget, som jo &O-;nsket er at faae Noget at snakke om, men dette Noget er ikke i Idealitetens Forstand, thi saa taler man, det er i Trivialitetens faktiske Forstand et Noget, at Hr. Madsen er bleven forlovet og har for&ae;ret sin Kj&ae;reste et persisk Schavl, at Digteren Petersen vil skrive en ny Digtsamling, at Skuespiller Marcussen kom til at udtale et Ord forkeert igaaraftes. S&ae;t Loven kunde overholdes, vi kan jo antage det, s&ae;t altsaa, der kom en Lov ud, som ikke forb&o-;d Menneskene at tale, men blot befalede, at Alt hvad der taltes om, skulde der tales om, som var det skeet for 50 Aar siden: saa var det ude med alle Snakkerne, de vilde fortvivle; og derimod vilde det ikke v&ae;sentligen kunne forstyrre dem, der v&ae;sentligen kunne tale. At en Skuespiller har udtalt et Ord feil, kan v&ae;sentligen kun interessere, hvis der i Fortalelsen selv er noget m&ae;rkeligt, og saa er det ligegyldigt om det er 50 Aar siden &streg; men Fr&o-;ken Gusta f. Ex. vilde fortvivle, hun som netop selv den Aften var i Theateret, i Loge med Kommerceraadinde Waller, og det var netop hende, der laae M&ae;rke til det, og til at endog en af Chor-Personalet kom til at lee deraf o. s. v. Det vilde jo rigtignok v&ae;re Synd og en Grusomhed mod alle disse snaksomme Mennesker, der jo dog ogsaa skal leve, men derfor er Loven jo kun et Posito. Ved denne Snakken h&ae;ves nu Distinktionen mellem det Private og Offentlige i en privat-offenlig Snaksomhed, der omtrent svarer til hvad Publikum er. Thi Publikum er det Offentlige, der interesserer sig for det allermeest Private. Hvad Ingen vilde vove at foredrage en Forsamling, hvad Ingen kunde tale om, hvad neppe de Snakkende ret ville vedgaae, at de have snakket om, det kan godt skrives for Publikum og vides i Qvalitet af Publikum. Hvad er Forml&o-;shed? Det er den oph&ae;vede lidenskabelige Distinktion mellem Form og Indhold, der derfor vel, til Forskjel fra Galskab og Dumhed, kan have Sandhed til Indhold, men det Sande, den indeholder, kan aldrig v&ae;re v&ae;sentligt sandt. Extensivt vil den kunne udbrede sig altomfattende eller altantastende, i Mods&ae;tning til det v&ae;sentlige Indhold, der intensivt i Selvfordybelsen har sin Bestemmethedens, om man saa vil, fattige Begr&ae;ndsning. Forml&o-;shedens Almindelighed i en lidenskabsl&o-;s men reflekteret Tid udtrykker sig for&o-;vrigt, foruden ved den leflende Omgang mellem det Forskjelligste med det Forskjelligste, ved sin Mods&ae;tning: en overveiende Hang og Lyst til at handle &anfbeg;for Principets Skyld.&anfslut; Principium er, som Ordet siger, det F&o-;rste &dvs;: det Substantielle, Ideen i F&o-;lelsens, Begeistringens uaabnede Form, der ved sin indre Drift fremskynder Individet. Dette mangler den Lidenskabsl&o-;se; for ham bliver Principet et Udvortes, for hvis Skyld han gj&o-;r baade det Ene og det Andet og det Modsatte. Den Lidenskabsl&o-;ses Liv er ikke et sig aabenbarende og udfoldende Princip, tvertimod er hans indre Liv et gesvindt Noget, der ideligen er paa Farten og jager efter at gj&o-;re Noget &anfbeg;for Principets Skyld&anfslut;. Principet i denne Forstand bliver et uhyre Noget, et Abstraktum ligesom Publikum. Og medens Publikum er saadan noget uhyre Noget, at selv alle Nationer opstillede paa eengang og selv alle Sjele i Evigheden ikke ere saa talrige som Publikum, og dog enhver selv den fulde Matros har Publikum, saa er det ogsaa saaledes med Principet. Det er noget uhyre Noget, som selv det ubetydeligste Menneske &o-;ger til den ubetydeligste Handling, og bliver sig selv uendelig vigtig. Et skikkeligt, ubetydeligt Menneske bliver pludseligen en Heros for &anfbeg;Principets Skyld&anfslut;, og Forholdet frembringer i Grunden en lige saa latterlig Virkning, som hvis en Mand, eller hvis det blev Mode, Enhver gik med en Kaskjet, hvis Skygge var 30 Alen lang. Dersom en Mand &anfbeg;for Principets Skyld&anfslut; vilde lade sye en lille Knap for Brystlommen i sin Frakke: saa vilde denne ubetydelige og ret hensigtsm&ae;ssige Forsigtighedsregel pludseligen faae en uhyre Betydning &streg; det var ikke usandsynligt, at der blev stiftet et Selskab i den Anledning. Netop Dette: &anfbeg;for Principets Skyld&anfslut; h&ae;ver igjen et Decorums lidenskabelige Disjunktion; thi Decorum ligger, som viist blev, i Umiddelbarheden (den f&o-;rste eller den vundne), i F&o-;lelsen, i Begeistringens indre Drift og indre Consequents med sig selv. For Principets Skyld kan man gj&o-;re Alt og det bliver i Grunden ligegyldigt, ligesom Ens Existents bliver ubetydelig, selv om man for Principets Skyld underst&o-;tter Alt, hvad der kaldes Tidens Fordring, selv om man derved, ved at v&ae;re Statist, bliver lige saa bekjendt i denne Qvalitet af Tr&a..;ger der &o..;ffentlichen Meinung, som hine Personer i Lirekassen, der komme frem og bukke med Tallerkenen. For Principets Skyld kan man gj&o-;re Alt, deeltage i Alt og selv v&ae;re et umenneskeligt Ubestemt. En Mand kan for Principets Skyld interessere sig i, at et Bordel anl&ae;gges (der er jo anstillet mange statsborgerlige Betragtninger af Sundheds-Politiet desangaaende); og den samme Mand kan for Principets Skyld interessere sig for en ny Psalmebog, der skal v&ae;re Tidens Fordring. Og saa uretf&ae;rdigt som det vilde v&ae;re af det F&o-;rste at slutte, at Manden var udsv&ae;vende, saa overilet vilde det maaskee v&ae;re af det Sidste at slutte, at han vilde l&ae;se eller synge i Psalmebogen. Paa den Maade bliver Alt tilladeligt for Principets Skyld, og ligesom Politiet &anfbeg;paa Embeds-Vegne&anfslut; kommer mange Steder, hvor ingen Anden kommer, og ligesom man med Hensyn til Politi-Embedsm&ae;ndenes Person Intet er berettiget til at slutte af deres Tilstedev&ae;relse, saaledes kan man gj&o-;re Alt for Principets Skyld, og undgaae ethvert personligt Ansvar. Man nedriver det, man selv beundrer, &anfbeg;for Principets Skyld&anfslut;, hvilket er Nonsens; thi det F&o-;dende, det Skabende er altid latent polemisk, fordi det skal have Plads, men det Nedrivende er jo Intet, og et Nedrivnings-Princip er Tomhed, hvad skal det saa med Plads? Undseelsen eller Fortrydelsen eller Ansvaret kan imidlertid vanskeligere faae fat paa en saadan Adf&ae;rd; thi det var jo for Principets Skyld. Hvad er Overfladiskhed, og dennes Lyst: &anfbeg;Repr&ae;sentations-Lysten&anfslut;? Overfladiskhed er den oph&ae;vede lidenskabelige Distinktion mellem Skjulthed og Aabenbarelse, den er en Aabenbarelse af Tomhed, der dog extensivt vinder G&o-;gleriets skuffende Fordeel over den v&ae;sentlige Aabenbarelse, der har Fordybelsens eensartede V&ae;sentlighed, medens Overfladiskhed har det mangehaande eller allehaande Skin. Og Repr&ae;sentations-Lysten er Reflexions-Indbildningens Selvforgabelse. Inderlighedens Skjulthed faaer ikke Tid til at s&ae;tte et V&ae;sentligt af, der kan vorde en Aabenbarelse, men plumres l&ae;nge f&o-;r Tiden, og til Vederlag tr&ae;kker den selviske Reflexion Alles &O-;ine om muligt hen paa dette mangfoldige Skin, som Frue Commerceraadinde Waller gj&o-;r det. Hvad er Leflerie? Det er den oph&ae;vede Lidenskabelige Distinction mellem v&ae;sentligen at elske, og v&ae;sentligen at v&ae;re udsv&ae;vende. Hverken den v&ae;sentlige Elsker eller den v&ae;sentlige Udsv&ae;vende forskylder Lefleriet, der gantes med Muligheden. Lefleriet er derfor en Indulgents i at turde tangere det Onde, og et Aflad fra at realisere det Gode. Det at handle for Principets Skyld er saaledes ogsaa Leflerie, fordi det forvansker den s&ae;delige Handlen til en Abstraktion. Men extensivt har Lefleriet Fordelen, thi der kan lefles med alt Muligt, og v&ae;sentligen kan kun een Pige elskes, og erotisk rigtigt forstaaet (selv om Lysten i Forvildelsens Tid forblinder den Flygtige), er al Adderen en Subtraheren, jo Flere En f&o-;ier til jo mere tr&ae;kker han fra. Hvad er det at raisonere? Det er den oph&ae;vede lidenskabelige Disjunktion mellem Subjektivitet og Objektivitet. Som abstrakt T&ae;nkning er Raisonnementet ikke dialektisk dybt nok, som Mening og Overbeviisning er det uden Individualitets Fuldblodighed. Men extensivt gaaer den Raisonnerende af med Skin-Fordelen; thi en T&ae;nker kan omfatte sin Videnskab, en Mand kan have en Mening om hvad der h&o-;rer til et bestemt Fag, kan have en Overbeviisning i Kraft af en bestemt Livs-Anskuelse, men den Raisonnerende raisonnerer om alt Muligt. Anonymitet har i vor Tid en langt pr&ae;gnantere Betydning end man maaskee t&ae;nker paa, den har n&ae;sten epigrammatisk Betydning. Man ikke blot skriver anonymt, men _{man skrider}man skriver anonymt med Navn under, ja man taler anonymt. Som en Forfatter concentrerer hele sin Sjel i Stilen, saaledes concentrerer et Menneske v&ae;sentligen sin Personlighed i Talen, dog maa dette forstaaes med den indskr&ae;nkende Undtagelse, som Claudius i et lignende Forhold minder om, idet han siger, at naar man besv&ae;rger en Bog, saa kommer Aanden ud &streg; med mindre der ingen Aand er. Nuomstunder kan man virkeligen tale med Mennesker, og man maa sige, at deres Yttringer ere overmaade forstandige, medens Samtalen dog gj&o-;r det Indtryk, som talte man med en Anonym. Det samme Menneske kan sige det meest Modsatte, kan roligt yttre, hvad der i hans Mund er den bittreste Satire over hans egen Existents, Yttringen selv er meget forstandig, lod sig godt h&o-;re paa en Generalforsamling, for at komme med i en Discussion, ved hvilken der fabrikeres Noget, ligesom der paa Fabrikken bliver Papiir af Klude. Men alle disse mange Yttringer udgj&o-;re dog ikke tilsammen en personlig-menneskelig Tale, saaledes som denne kan f&o-;res selv af den Eenfoldigste, der kun kan tale om meget Lidt, men dog taler. Frue Commerceraadinde Wallers Yttring om det D&ae;moniske er meget sand, og dog gj&o-;r hun i Yttringens &O-;ieblik netop det Indtryk paa En, som var hun en Anonym, et Positiv, en Spilledaase. Yttringerne blive saa objektive, Yttringernes Omfang saa Alt omfattende, at det tilsidst bliver aldeles tilf&ae;ldigt, hvem der siger det, et Forhold, der i Henseende til det at tale menneskeligt aldeles svarer til at handle for Principets Skyld. Og ligesom Publikum er en reen Abstraktion, saa bliver tilsidst den menneskelige Tale det ogsaa, der bliver Ingen mere som taler, men en objektiv Reflexion afs&ae;tter efterhaanden et atmosph&ae;risk Noget, en Abstraktions-Lyden, der vil gj&o-;re den menneskelige Tale overfl&o-;dig, ligesom Maskinerne gj&o-;re Arbeiderne overfl&o-;dige. I Tydskland har man endog Haandb&o-;ger for Elskende, saa ender det vel med, at et elskende Par kan sidde og tale anonymt med hinanden. I Alt har man Haandb&o-;ger, og Dannelsen i Almindelighed bestaaer snart i at v&ae;re perfectioneret i et st&o-;rre eller mindre Indbegreb af saadanne Haandb&o-;gers Betragtninger, og man excellerer i Forhold til sin F&ae;rdighed i at tage det Enkelte frem, ligesom S&ae;tteren tager Lettere frem. Saaledes er Nutiden v&ae;sentlig forstandig, den er maaskee i Gjennemsnit vidende som ingen Generation f&o-;r har v&ae;ret det, men den er lidenskabsl&o-;s. Enhver veed Meget, vi vide Alle, hvilken Vei der skal gaaes og de mange Veie der kan gaaes, men Ingen vil gaae. Overvandt endeligen En Reflexionen i sig selv og kom til at handle, saa vilde i samme &O-;ieblik tusinde Reflexioner udenfra danne ham en Modstand, thi kun Forslag til yderligere Overveielse modtages med opblussende Begeistring, Handling med Indolents. Nogle vilde i fornem Selvtilfredshed finde de Handlendes Begeistring latterlig, Andre vilde blive misundelige, fordi det var ham, der gjorde Begyndelsen, da de jo dog lige saa godt som han vidste, hvad der skulde gj&o-;res &streg; men dog ikke havde gjort det. Andre vilde benytte den Omst&ae;ndighed, at der dog var En, der havde handlet, til at faae afsat en M&ae;ngde critiske Betragtninger, afh&ae;ndet et Lager af Raisonnements om, hvor langt forstandigere der kunde v&ae;re handlet; Andre vilde faae travlt med at gjette Udfaldet, og med om muligt at influere lidt paa Foretagendet i Retning af deres Hypothese. Man fort&ae;ller om to engelske Lords, der kom ridende, at de m&o-;dte en forulykket Rytter, som var if&ae;rd med at falde af Hesten, der styrtede afsted i Spring, medens Rytteren skreeg om Hj&ae;lp. Den ene Lord kastede et Blik til den anden og sagde: &anfbeg;Hundrede Guineer, han falder af;&anfslut; &anfbeg;antaget,&anfslut; svarede den anden. Derpaa satte de deres V&ae;ddel&o-;bere i Carriere og ilede forud for at faae Bommene oplukkede og alle Hindringer ryddede af Veien. Saaledes vilde Nutidens Forstandighed kun med mindre Millionair-Spleen-Heroisme v&ae;re en Personifikation, der nysgjerrig, critisk og verdensklog i Maximum vilde have Lidenskab til at indgaae et V&ae;ddemaal. Livets existentielle Opgaver have tabt Virkelighedens Interesse, ingen Illusion omfreder Inderlighedens guddommelige V&ae;xt, der modner til Afgj&o-;relser; den Ene er nysgjerrig efter den Anden, alle vente ubesluttede og forfarne i Udflugter paa, at der skal komme En, der vil Noget &streg; for saa at parere paa hans Haand. Og da der nu i vor Tid, hvor der gj&o-;res saa lidt, gj&o-;res saa overordentligt Meget i Prophetier, Apokalypser, Fingerpeeg, Indblik i Fremtiden: saa gaaer det vel ikke an Andet end at v&ae;re med, om jeg dog har den Ugenerethedens Fordeel fremfor de Manges byrdefulde Ansvar med at prophetere og varsle, at jeg kan v&ae;re sikker paa, at Ingen faaer det Indfald at troe det. Min Fordring er det derfor heller ikke, at Nogen skulde endog blot s&ae;tte et Kryds i Almanaken, eller uleilige sig med at l&ae;gge M&ae;rke til, om det gaaer i Opfyldelse; thi gaaer det i Opfyldelse, saa vil han faae Andet at t&ae;nke paa end min Tilf&ae;ldighed, og skeer det ikke, nu ja, saa bliver jeg dog en Prophet i moderne Forstand, thi en Prophet i moderne Forstand er En, der forudsiger Noget, videre ikke. Og det forstaaer sig, mere kan en Prophet i en vis Forstand heller ikke gj&o-;re. Styrelsen var det jo, der f&o-;iede Opfyldelsen til de &ae;ldre Propheters Udsagn, vi moderne Propheter kunde maaskee i Mangel af Styrelsens Tilf&o-;iende med Thales tilf&o-;ie: hvad vi forudsige, det vil enten skee eller det vil ikke skee, thi ogsaa os har Guden forundt Prophetiens Gave. Det er da saa langt som muligt fra, at Socialitetens, Menighedens Idee vil blive Tidens Frelse, at den tvertimod er den Skepsis, der maa til, for at Individualitets-Udviklingen ret kan gaae for sig, idet hvert Individ enten fortabes eller, optugtet ved Abstraktionen, religieust vinder sig selv. Associations-Principet (der i det H&o-;ieste kan have sin Gyldighed i Forhold til de materielle Interesser) er i vor Tid ikke affirmativt men negativt, er en Udflugt, en Adspredelse, et Sandsebedrag, hvis Dialektik er: idet det styrker Individerne enerverer det dem, det styrker ved det Numeriske ved Sammenholdet, men dette er, ethisk, en Sv&ae;kkelse. F&o-;rst naar det enkelte Individ i sig selv har vundet ethisk Holdning trods hele Verden, f&o-;rst da kan der v&ae;re Tale om i Sandhed at forene sig, ellers bliver Foreningen af de, hver i sig, Svage noget lige saa uskj&o-;nt og ford&ae;rveligt, som at B&o-;rn gifte sig. Fordum havde Herskeren, den Udm&ae;rkede, de Fremragende hver en Mening, de Andre havde den Sluttethed og Afgjorthed, at de ikke turde eller ikke kunde have en Mening; nu kan Enhver have en Mening, men de maae slaae sig numerisk sammen om at have den. 25 Underskrifter paa det Taabeligste er en Mening; det eminenteste Hoveds grundigst gjennemt&ae;nkte Mening er et Paradox. Den offentlige Mening er et uorganisk Noget, en Abstraktion. Men naar Contexten er bleven meningsl&o-;s, saa hj&ae;lper det ikke med store Overskuelser, saa gj&o-;r man bedst i at tage Talens enkelte Dele frem; naar Munden slaaer Sladder, saa hj&ae;lper det ikke at ville holde et sammenh&ae;ngende Foredrag, men man gj&o-;r bedst i at tage hvert Ord for sig &streg; og saaledes ogsaa med Individernes Forhold. Omforandringen vil da ogsaa v&ae;re denne. Medens i de &ae;ldre Formationer (af Forholdet mellem Generation og Individ) Underofficiererne, Officiererne, Compagnicheferne, Generalerne, Helten (&dvs;: de Udm&ae;rkede, de Fremragende efter deres forskjellige Grad, Lederne) vare kjendelige, og hver (i Forhold til sin Myndighed) med sit lille Detachement malerisk og organisk ordnede sig ind under det Hele, selv underst&o-;ttet af og underst&o-;ttende det Hele: saa vil nu de Udm&ae;rkede, Lederne (efter deres respective Grad) v&ae;re uden Myndighed, netop fordi de guddommeligen have forstaaet Nivelleringens diaboliske Princip, de ville v&ae;re ukjendelige, som Politiet er civilt, og b&ae;re deres respektive Distinktion skjult, og kun underst&o-;tte negativt &dvs;: frast&o-;dende, medens Abstraktionens uendelige Ligelighed d&o-;mmer hvert Individ, examinerer det i dets Isolation. Denne Formation er lige den dialektiske Mods&ae;tning til Propheter og Dommere; og som disses Fare var, ikke at blive respekteret i Forhold til deres respektive Myndighed, saa er de Ukjendeliges Fare, at blive kjendte, at blive forlokkede til at faae Anseelse og Betydning som Auctoritet, hvorved de vilde standse den h&o-;ieste Udvikling. De ere nemlig ukjendelige, eller ligesom geheime Agenter ikke i F&o-;lge af en privat Instrux fra Guddommen, thi dette er jo netop Propheternes, Dommernes Forhold, men de ere ukjendelige (uden Myndighed) i F&o-;lge af selv at have fattet det Almene i Ligeligheden for Gud, og i F&o-;lge af at de hvert &O-;ieblik fatte dette i Ansvaret, hvilket forhindrer dem fra i Distraction at forskylde Form-Realisationens Inconsequents i Forhold til Anskuelsens Consequents. Denne Formation er den dialektiske Mods&ae;tning til den organiserende, der gj&o-;r _{Generationen pr&ae;formeret}Generationen, pr&ae;formeret i de Udm&ae;rkede, til Underst&o-;ttende for Individerne, da den nu som en Abstraktion, underst&o-;ttet negativt af de Ukjendelige, vender sig polemisk mod Individerne &streg; for at frelse Hver is&ae;r religieust. Og naar saa Generationen, der jo selv har villet nivellere, har villet emanciperes, og revoltere, har villet sl&o-;ife Myndigheden og derved selv, i Associationens Skepsis, har afstedkommet Abstraktionens tr&o-;stesl&o-;se Skovbrand, naar Generationen ved Nivelleringen gjennem Associationens Skepsis har faaet Individualiteterne bort og alle de organiske Concretioner, faaet Menneskeheden isteden og Talforholdenes Ligelighed mellem Mand og Mand; naar Generationen saa et &O-;ieblik har forlystet sig ved den abstrakte Uendeligheds vide Udsigt, som ingen Fremragenhed, end ikke den mindste, begr&ae;ndsende forstyrrer, men der kun er &anfbeg;idel Luft og Hav&anfslut;: saa begynder Arbeidet, da Individerne skulle hj&ae;lpe sig selv, hver is&ae;r. Thi det skal ikke v&ae;re som fordum, at Individerne, naar det begyndte at svimle lidt for deres &O-;ine, saae hen til den n&ae;rmest staaende Udm&ae;rkede, for at orientere sig. Det er nu forbi; de skulle enten fortabes i den abstrakte Uendeligheds Svimmel, eller frelses uendeligt i Religieusitetens V&ae;sentlighed. Mange Mange ville maaskee skrige i Fortvivlelsen, men det skal ikke hj&ae;lpe, nu er det for sildig. Er Myndigheden og Magten fordum bleven misbrugt i Verden, og har den bragt en Revolutions-Nemesis over sig, saa var det jo Afmagten og Svagheden, der selv vilde staae paa egne Been, og derfor nu bragte denne Nemesis over sig. Og ingen af de Ukjendelige t&o-;r understaae sig at hj&ae;lpe ligefrem, at yttre sig ligefrem, at l&ae;re ligefrem, i Spidsen for M&ae;ngden at gaae i Afgj&o-;relsen (istedenfor negativt underst&o-;ttende at hj&ae;lpe Individet ud i Afgj&o-;relsen, hvor han selv er); dette vilde v&ae;re hans Afsked, fordi han vilde fuske i menneskelig Medlidenheds kortsynede Opfindsomhed istedenfor at lystre Guddommens Ordre, den vrede, men dog saa naaderige Guddom, thi Udviklingen er dog et Fremskridt, fordi alle de Individer, som frelses, vinde Religieusitetens specifike V&ae;gtfylde, vinde dens V&ae;sentlighed paa f&o-;rste Haand fra Gud. Da vil det hedde: &anfbeg;see Alt er beredt, see Abstraktionens Grusomhed gj&o-;r Endeligheden aabenbar i sin Skuffelse som saadan, see det Uendeliges Afgrund aabner sig, see Nivelleringens skarpe Lee lader Alle, hver is&ae;r, springe over Klingen &streg; see Guden venter! Saa spring da til i Guddommens Favn.&anfslut; Men om det var den meest Betroede af de Ukjendelige og om det var den Qvinde, der havde baaret ham under sit Hjerte, og om det var den Pige, han glad offrede Livet for, han skal ikke turde og ikke kunne hj&ae;lpe dem, de maae selv gj&o-;re Springet, og Guddommens uendelige Kjerlighed skal ikke blive dem et Forhold paa anden Haand. Og dog skulle de Ukjendelige (i Forhold til deres respektive Grad) have dobbelt Arbeide i Sammenligning med de Udm&ae;rkede (af samme Grad) i en &ae;ldre Formation; thi de Ukjendelige maae bestandigt arbeide &streg; og tillige arbeide for at skjule det. Men Nivelleringens tr&o-;stesl&o-;se Abstraktion vil bestandigt forts&ae;ttes ved sine Tjenere, for at forhindre, at det dog ikke skal ende med, at en &ae;ldre Formation kommer frem igjen. Disse Nivelleringens Tjenere ere den onde Magts Tjenere, thi Nivelleringen selv er ikke af Guddommen, og ethvert godt Menneske vil have &O-;ieblikke, hvor han kunde gr&ae;de over dens Tr&o-;stesl&o-;shed, men Guddommen tillader det, og vil med Individerne &dvs;: med Hver is&ae;r bringe det H&o-;ieste ud. Nivelleringens Tjenere ere kjendte af de Ukjendelige, men Magt eller Myndighed mod dem t&o-;r de Ukjendelige ikke bruge, thi da gaaer Udviklingen tilbage, fordi det i samme &O-;ieblik vilde v&ae;re aabenbart for en Trediemand, at den Ukjendelige var en Auctoritet, og saa var jo denne Trediemand forhindret i det H&o-;ieste. Kun ved en lidende Handling vil den Ukjendelige turde fremhj&ae;lpe Nivelleringen, og ved den samme lidende Handling d&o-;mme Redskabet. Han t&o-;r ikke overvinde Nivelleringen ligefrem, dette vilde v&ae;re hans Afskeed, da det var at handle i Retning af Auctoritet, men han vil overvinde den lidende, og derved atter udtrykke Loven for sin Existents, som ikke er at herske, styre, lede, men lidende at tjene, at hj&ae;lpe indirecte. De, der ikke have gjort Springet, ville forstaae den Ukjendeliges lidende Handling som hans Nederlag, og de, der have gjort Springet, ville have en Forestilling om, at det var hans Seier, men de ville ingen Vished have, thi Visheden kunde de kun faae ved ham, og giver han et eneste Menneske den ligefrem: saa betyder det hans Afskeed, fordi han blev Guddommen utro og vilde spille Auctoritet, fordi han ikke lystrende Guddommen l&ae;rte at elske Menneskene uendeligt ved at tvinge sig selv, ikke svigefuldt ved herskende at tvinge dem, selv om de bade derom. Dog jeg afbryder. Dette kan naturligviis kun interessere som en Narrestreg, thi er det saa, at ethvert Menneske skal arbeide paa sin egen Frelse: saa vil det at prophetere om Verdens Fremtid i det H&o-;ieste v&ae;re taaleligt og tilladeligt som et Recreations-Middel, en Sp&o-;g, ligesom det at spille Kegler, eller at slaae Katten af T&o-;nden. Min Tanke, som intet &O-;ieblik har glemt Novellen, vender slutteligen med Tak tilbage til den. Den leverede Kritik er hvad jeg har l&ae;rt af Forfatterens Novelle, saaledes forstaaet, at hvis der i min Fremstilling er noget Umodent og Usandt, Daarligt, da er dette min egen Opfindelse. Enhver derfor, der finder det Usande, han holde sig til mig, men Enhver, der finder Sandhed i det Fremsatte, finder sin Anskuelse bestyrket eller berigtiget derved, han henvises til L&ae;reren &streg; Forfatteren af Novellen. Der har saa lidet i Kritiken som i Novellen _v&ae;rev&ae;ret Tale om at d&o-;mme eller bed&o-;mme Tidsalderne, men kun om at gjengive. Forordet til Novellen minder udtrykkeligt om, at begge kunne v&ae;re lige berettigede, og Novellen ender jo med Haabet for Nutiden udtalt af Nutiden, der, som sagt, vistnok i Gjennemsnit er langt mere forstandig og vidende og reflexions-udviklet end Revolutions-Tiden, og som, naar Kraften kommer, ogsaa vil handle langt intensivere i Forhold til den disponible Extensitet. Thi extensivt vil vel Nutiden have Fortrinnet, men ikke intensivt, hvorfor det jo ogsaa i Nutiden forholder sig som i Novellen, at de udm&ae;rkede M&ae;nd, vi have, tilh&o-;re en &ae;ldre Sl&ae;gt, medens der blandt de Yngre viser sig en almindeligere Dygtighed, men ingen Fremragenhed. Naar Kraften og Begeistringen bem&ae;gtiger sig Individerne, vil det maaskee ogsaa vise sig, at Nutiden egentligen staaer eller har staaet sig selv i Lyset. Ligesom nemlig en Qvinde ved at tage altfor megen Stads paa, ikke opnaaer at v&ae;re pyntet, da dertil fordres den smagfulde Proportion: saaledes synes Nutiden at have ligesom maiet sig for meget ud med Reflexionens Mangfoldige, til at den harmoniske Ligev&ae;gt kan indtr&ae;de. Men bestandigt maa det dog erindres, at Reflexionen ikke selv eller i sig selv er noget Ford&ae;rveligt, at tvertimod dens Gjennemarbeidelse er Betingelsen for at handle intensivere. Den begeistrede Handlings Forhold ere jo disse: f&o-;rst kommer den umiddelbare Begeistring, saa f&o-;lger Klogskabens Tid, der, fordi den umiddelbare Begeistring Intet beregner, ved Beregningens Sindrighed antager Skin af at v&ae;re et H&o-;iere; og saa f&o-;lger endeligen den h&o-;ieste og den intensiveste Begeistring, der er efter Klogskaben, og som derfor indseer hvad det Klogeste er, men foragter at gj&o-;re det og netop derved vinder Intensiteten i Uendelighedens Begeistring. Denne intensiveste Begeistring vil indtil videre blive aldeles misforstaaet, og Sp&o-;rgsmaalet er, om den nogensinde kan blive populair &dvs;: om Klogskaben i den Grad vil v&ae;re at foruds&ae;tte blandt Gjennemsnittet af Mennesker, at den i disses &O-;ine har tabt Forf&o-;relsens Tryllerie, saa de altsaa ikke blot kunde magte den, men i den h&o-;ieste Begeistring ligesom &o-;dsle med den, n&o-;iet med den uendelige Begeistrings Tilfredsstillelse, thi netop fordi det er mod Klogskab, vil en saadan Begeistrings Handling aldrig blive i&o-;inefaldende. Socrates var saaledes ingen umiddelbar begeistret, han var tvertimod klog nok til at indsee, hvad han skulde gj&o-;re for at blive frifunden, men han forsmaaede at handle derefter, ligesom han forsmaaede den tilbudne Tale. Netop derfor har hans Helted&o-;d intet i&o-;inefaldende, selv i D&o-;den forts&ae;tter han sin Ironie ved at stille den Opgave for alle Kl&o-;gtige: om han dog virkeligen skulde have havt den Klogskab, siden han gjorde det Modsatte. Det er paa dette Punkt, Klogskaben bliver h&ae;ngende i den egne og en Omverdens Reflexions-Dom, den frygter, at Handlingen mod Klogskab skal forvexles med Handlingen uden Klogskab. Den umiddelbare Begeistring kjender ikke denne Fare, derfor maa der den h&o-;ieste Begeistrings impetus til for at tr&ae;nge igjennem. Og denne h&o-;ieste Begeistring er ikke rhetorisk Snik Snak om en h&o-;iere og endnu h&o-;iere og een allerh&o-;ieste, den er kjendelig paa sin Kategorie: at den handler mod Forstanden. Den umiddelbare Godmodighed kjender saaledes heller ikke til den Reflexionens Fare, at Godmodighed kunde forvexles med Svaghed, netop derfor maa der, efter Reflexionen, en religieus impetus til for at gj&o-;re Godmodigheden flot. Da jeg f&o-;rste Gang l&ae;ste Novellen igjennem var jeg af den Formening, at det dog maaskee havde v&ae;ret rigtigere af Forfatteren at give den en anden Titel mere i Hverdagshistoriens Aand, fordi Tidsalderens Reflex i Fremstillingen ikke ret vilde blive mig tydelig. Senere har jeg forvisset mig om det Modsatte, og havt en baade rigelig og mig saa kj&ae;r Leilighed til at beundre Forfatterens Sindrighed. Min Stilling kan da ikke blive en travl Critikers, der efter i en Hast at have bladet lidt i en Bog i et Anfald af Godmodighed griber Pennen for at henlede Andres _{Opm&ae;rksomheden}Opm&ae;rksomhed paa Bogen. Jeg har tvertimod oftere selv l&ae;st den igjennem, og &o-;nsker, at den &ae;rede ubekjendte Forfatter vilde betragte denne maaskee uforholdsm&ae;ssige Anmeldelse som et Tegn paa min Erkjendtlighed for Nydelsen, jeg har havt ved at l&ae;se, og fundet i Overeensstemmelse med Mindet om saa mangen tidligere Nydelse, jeg skylder dette Firma. For mig idetmindste, og jeg troer dog virkeligen, at det maa v&ae;re saa for Enhver, der har l&ae;rt at betragte Tilv&ae;relsen menneskeligt, er Firmaets 20 Aar ikke Noget, der forstyrrer eller l&o-;nligen pirrer den nysgjerrige Utaalmodighed efter Nyt og Nyt, men Noget, der for&o-;ger Gl&ae;den. I tyve Aar fordobler som bekjendt en Capital sig, og skulde da den menneskelige Skj&o-;nsomhed ikke v&ae;re ligesaa redelig en Jordbund; saa burde jo nu Gl&ae;den over Hverdags-Historien og Skj&o-;nsomheden mod dens Forfatter have fordobblet sig. Og saaledes vil det ogsaa v&ae;re med et Menneskes Skj&o-;nsomhed, fordi han ikke umenneskeligt forvexler sig selv med noget abstrakt Noget, med Tiden, vor Tid o. s. v., men ved selv ret at fatte hvad det dog er at v&ae;re et Menneske, finder Gl&ae;den over det Udm&ae;rkede for&o-;get med hvert Aar det bestaaer, og derved selv igjen finder Opbyggelsen til at leve ved Skj&o-;nsomheden mod de &Ae;ldre. At henlede Nogens Opm&ae;rksomhed paa Novellen er ikke min Sag, vilde forekomme mig selv som en us&o-;mmelig Vigtighed; spurgte derimod Nogen mig om mit Raad, da vilde jeg raade ham at l&ae;se den, og har han l&ae;st den, at l&ae;se den om igjen. Dette kan jeg maaskee allerbedst sige, da jeg selv er en Yngre, men tillige Gud skee Lov aldrig har havt Noget med Tidens Fordring at gj&o-;re ved at v&ae;re forpligtet til dens Krigstjeneste. Det er gaaet mig med Tidens Fordring som det i sin Tid gik mig med Militair-Tjenesten: jeg fik strax min Afsked, og begge Gange var det, hvad jeg &o-;nskede. Men naar man begynder med Afskeden har man altid den Fordeel, at man ikke kommer for langt ind i det. Cfr. Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet af S. Kierkegaard. Kj&o-;benhavn 1838. Kun eet eneste Sted er endog en saadan Figur som Frue _WalterWaller opfattet comisk, men ogsaa fortr&ae;ffeligt, idet hun ret viser sig repr&ae;senterende Overfladiskhedens tro Gjengivelse af alt Muligt, uden Hensyn til enten det passer for _dendet eller ikke. Etatsraad Dalund har beskyldt vor Tid for Leflerie og sagt, at dette er noget D&ae;monisk. Hvad skeer? Fruen overrasker en Dag en Hofjunker (en Huusven, med hvem hun selv coquetterer), if&ae;rd med at omfavne og kysse Tjenestepigen. Pigen faaer Afskeed og en Tordentale holdes til Hofjunkeren og parodierende nok indflyder heri hiin Passus om Lefleriet, og at det er noget D&ae;monisk. Hvad der gj&o-;r den comiske Opfattelse endnu fortr&ae;ffeligere er, at Scenen ikke fremstilles, men at den lille Colette refererer den og i Talen igjen hiin Passus af den gamle Dalund. Situationen indeholder en ypperlig Ironi over de yderst uheldigt anvendte Ord; thi naar galt skal v&ae;re, vilde maaskee Dalund have fundet det hele Optrin med Tjenestepigen mere tilgiveligt, under Foruds&ae;tning af det blev skjult, derimod ligger netop Lefleriet i Scenen mellem Fruen og Hofjunkeren: den dydige Frue der skjender paa den Hofjunker, med hvem hun selv coquetterer. I Forhold til et pianket Fruentimmers Eftersnakken af en gammel Mands alvorlige Ord er Satiren ypperlig, ligesom ogsaa til at belyse Fru Ws. Perfektibilitet. Kun nogle enkelte Exempler vil jeg anf&o-;re, for ikke at blive for vidtl&o-;ftig; derimod kan jeg ikke tilbageholde den Yttring, at netop jo mere man l&ae;ser denne Novelle, desto mere vil man forundre sig over den Sindrighed, med hvilken Forfatteren har vidst at danne Situationerne saaledes, at de frembyde en ypperlig Leilighed til at anstille Sammenligning, og den kunstneriske Naturlighed, med hvilken Forfatteren har vidst at skjule det derved, at Situationen i Sammenh&ae;nget i sin Deel er saa ganske paa rette Sted, at den mindst af Alt synes at kunne have noget &O-;iemeed. Forskjellen er fremdeles denne: medens det i f&o-;rste Deel er Grosserer W., der &o-;nsker, at hans Kone og Niece skal pynte sig med de nationalt-betydningsfulde For&ae;ringer, som Franskm&ae;ndene have tilstillet ham, for hvilken Frihed de selv paa den festlige Aften med chevaleresk Galanterie gj&o-;re Damerne en Undskyldning: er det _harher Frue Commerceraadinden, der saadan har faaet en For&ae;ring af en Laps, som har kj&o-;bt den i Forlegenhed for at kj&o-;be noget, og for&ae;ret Fruen den, for at blive af med den, og det er mod Commerceraadens Villie at hun b&ae;rer det, medens Mariane med Smerte seer den lille Colette efterligne Moderen og modtage For&ae;ringer af en Mandsperson paa Gaden. Man bliver ved denne Skildring n&ae;sten lidt raadvild om, i hvilken Tidsalder Scenen er. Naar denne Collision kunde f&o-;res til sit Yderste vilde den ikke v&ae;re uden psychologisk Interesse: ved et utilladeligt Forhold for&ae;dles hun, ved denne For&ae;dling bliver hun istand til ret at indsee det Utilladelige i Forholdet: s&ae;t nu at den For&ae;dling havde seiret i den bedre Indsigts Triumph, saa hun af den Grund opgav Forholdet! At for&o-;vrigt Madame W. er i en Selvmodsigelse, er klart nok, og det er jo netop Forfatterens psychologiske Skarpsindighed, der har vidst at fremh&ae;ve den. Man skal ei heller smile ad Selvmodsigelsen eller hurtigt mene den h&ae;vet, fordi den er indseet, endnu mindre overilet ford&o-;mme den. Ja naar en Mand forklarer os, at han selv kan indsee det Ford&o-;mmelige i sin Handling, og dog gj&o-;r det: saa lad det Ethiske d&o-;mme ham og det &Ae;sthetiske finde ham comisk. Noget anderledes med en Qvinde, is&ae;r i det Forhold, hvor hendes Styrke er kjendelig netop som Hengivelsens Svaghed. Ved Dalund kan hun indsee det utilladelige i Forholdet, men hun kan ikke undv&ae;re Dalund og saa see det. Naar hun qvindeligt er betrygget ved Forholdet, der udfylder hendes hele Sj&ae;l, kan hun indsee, at det er utilladeligt, men h&ae;ves Forholdet, vil Qvindelighedens Trang i hende erotisk fortvivlet lade hende glemme, at det var utilladeligt. Saaledes for blot at anf&o-;re et Exempel: Scenen i Commerceraadens Huus, da Lusard tr&ae;t af at h&o-;re paa Fruens Bravour-Musik tr&ae;kker sig tilbage i Cabinettet for at tale med Etatsraad Dalund. Den veemodige Hyggelighed, der nu hviler over de tvende Erindrende, der samtale om Fortiden &streg; indtil Arnold, da Musikken er forbi, henimod Slutningen af Samtalen uden at ane Noget s&ae;tter sig bag den aabent staaende D&o-;r og bliver Vidne til Samtalen, hvorpaa Fruen og Hofjunkeren komme til &streg; og Nutidens Conversation begynder. Hvilken Virkelighedens Illusion, thi jeg troer ikke, at selv den vanskeligste Kritiker her skulde kunne finde en Vanskelighed, en Indvending, at der var Noget, der ikke saaledes foregik for Ens &O-;ine, at det er som havde man selv seet det. Og dog hvilken Sindrighed i Planen: paa den Maade at bringe de tvende Tidsaldere sammen! I Cabinettets Fortrolighed lever Fortiden og gjenleves i Erindring; og uden om, i Salen, som er den omgivende Indfatning, er Nutiden h&o-;ir&o-;stet, ja endog if&ae;rd med at offentliggj&o-;re Cabinettets Hemmelighed i sin prostituerende Ugenerethed. Som det siges om den fuldendte Rytter, at han styrer den fnysende Ganger paa en Sytraad, saa det for &O-;iet seer skuffende ud som havde Hestens uhyre Kraft Overmagten, medens denne Tilsyneladelse ikke blot er en Tilsyneladelse men netop Udtrykket for, at Rytteren absolut har Magten: saaledes styrer Forfatteren Situationens Fremadskriden saa naturligt, at det seer ud som var der ingen Plan, medens dog denne Tilsyneladelse netop er Udtrykket for den overalt tilstedev&ae;rende Hensigt, der kun aabenbarer sig ved at skjule sig. Det V&ae;sentlige og det Sande kan nemlig eies af flere paa eengang, men det Affecterede er altid herskesygt og misundeligt. Dette viser ogsaa, at det Satiriske hos ham ikke er at forvexle med nogen Alderdommens Bitterhed. Hverdags-Historiens Forfatter har med sin &ae;dle Humanitet ofte nok v&ae;ret opm&ae;rksom herpaa, og har atter i denne Novelle i Skipper-Enken Madam Lyng med faa Tr&ae;k antydet en saadan Figur. &anfbeg;Hun havde gaaet meget igjennem i Livet, og var et af de aldrig noksom paaskj&o-;nnede Mennesker, hos hvem Hjertets Godhed og Bl&o-;dhed tr&ae;der istedenfor Opdragelse og Dannelse, og hvem Erindringen om de egne udstandne Lidelser og Forurettelser l&ae;rer Fiinhed i Omgang, tiltrods for enhver udvortes Stilling i Livet.&anfslut; (p. 87). Lusard bliver sig selv tro i Ideen, men dog saaledes modificeret, at han er begeistret for Napoleon, vil endog k&ae;mpe for ham. Ferdinand Waller modificeres personligt, og vedgaaer for Claudine, at hun i Grunden var den, der blev Ideen tro. Heldigvis har jeg som Forfatter aldrig s&o-;gt eller havt noget Publikum, men glad v&ae;ret n&o-;iet med &anfbeg;hiin Enkelte&anfslut;, hvorfor jeg paa Grund af denne Indskr&ae;nkethed n&ae;sten er bleven til et Ordsprog. Dette Exempel omtales netop i Novellen, hvor den ene af de Samtalende kalder en saadan Adf&ae;rd: Falsk i Mit og Dit. Selv Arnold f. Ex. er saaledes langt fra at v&ae;re indskr&ae;nket: han er tvertimod forstandig, men som en &O-;rkesl&o-;s kan v&ae;re det, der Intet har, som besk&ae;ftiger ham absolut, og derfor af Keedsomhed vittig, og uforskammet i Fortvivlelse over ikke at kunne v&ae;re vittig, og selvtilfreds i Fortvivlelse over ikke at kunne imponere ved Uforskammethed. Maaskee tillades _desdet mig i en Note at hentyde til en tidligere Yttring om den &ae;ldre Generation: &anfbeg;at den endnu staaer umiskjendelig betegnet i en Samling af ikke saa betydningsfulde h&o-;i&ae;rv&ae;rdige Individualiteter&anfslut; cfr. &anfbeg;af en endnu Levendes Papirer&anfslut;. S. 12.