]> S&o-;ren Kierkegaard Af en endnu Levendes Papirer LP Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Johnny Kondrup og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1838 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/lp/txt.xml 20100225 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Af en endnu Levendes Papirer Udgivet mod hans Villie af S. KJERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos C.A. Reitzel. Trykt hos Bianco Luno 1838 Forord Forord bryder ingen Tr&ae;tte, pleier man at sige; n&ae;rv&ae;rende afbryder idetmindste en Tr&ae;tte, jeg i l&ae;ngere Tid har havt med den egentlige Forfatter af denne Afhandling. Skj&o-;ndt jeg nemlig elsker ham &anfbeg;med Tung og Mund og af Hjertens Grund&anfslut; og i Sandhed anseer ham for min oprigtige Ven, mit alter ego, er det dog langtfra, at jeg for at betegne vort Forhold kan substituere et andet, som det maaskee kunde synes dermed identisk Udtryk: alter idem. Vort Forhold er nemlig ikke noget venskabeligt idem per idem; tvertimod ere vi n&ae;sten altid af forskjellig Mening og idelig i Strid med hinanden, medens vi dog derunder ere knyttede sammen ved de dybeste, helligste, uopl&o-;seligste Baand; ja vi ere, skj&o-;ndt ofte magnetagtigt divergerende, dog i strengeste Forstand uadskillelige, om end vore f&ae;lleds Bekjendtere kun sjeldent, maaskee aldrig har seet os sammen, ihvorvel En og Anden af dem maaskee undertiden har forundret sig over, at, ligesom han har forladt den ene af os, han n&ae;sten i samme Nu har truffet den anden. Det er derfor saa langtfra, at vi som Venner kunne gl&ae;de os ved den Eenhed, som Digtere og Talere i deres gjentagne Forevigelser kun have havt et eneste Udtryk for, at det var som om een Sj&ae;l boede i to Legemer, at det, os betr&ae;ffende, snarere maatte synes, som om to Sj&ae;le boede i eet Legeme. Hvilke Bryderier vi nu kunne have med hinanden, hvilke huslige Scener, der stundom forefalde, derom vil Du, kj&ae;re L&ae;ser, bedst kunne gj&o-;re Dig en Forestilling, naar Du vil tillade mig at fort&ae;lle, hvorledes det er gaaet til med n&ae;rv&ae;rende lille Afhandling, og Du vil da lettelig fra denne Ubetydelighed kunne slutte Dig til Resten. Min Ven lider nemlig i en temmelig h&o-;i Grad af Utilfredsstillethed i Verden, som ofte har gjort mig ret bekymret for ham, og som ofte har ladet mig befrygte, at det, hvis mit gode Humeur ikke skulde kunne raade Bod derpaa og v&ae;re istand til at fordrive Sauls onde Lune, skulde see galt ud med min Ven, med mig og med vort Venskab. Som bekjendt beh&o-;ver den menneskelige Sj&ae;l just ikke saa lang Tid som vor Klode for at dreie sig om sin Axe. Dog ikke blot denne Bev&ae;gelse er langt hurtigere, men Sj&ae;len passerer ogsaa langt oftere de forskjellige Himmeltegn, ligesom naturligviis ogsaa af samme Grund Opholdsmomentet i hvert enkelt bliver betydeligt kortere i Forhold til Oml&o-;bs-Hurtigheden. Naar nu Sj&ae;len indtr&ae;der i Haabets og L&ae;ngselens Tegn, da vaagner der hos ham, efter hvad jeg kan forstaae, under de forskjellige Constellationers Attraction dunkle Anelser, der ligesom i Vexelsang svare og m&o-;des med de fjerne Toner, der lyde over til os fra vort vel kjendte, men ogsaa ofte glemte sande Hjem. I slige &O-;ieblikke indeslutter han sig da taus og hemmelighedsfuld i sit &g.a;&g.d;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;, saa at han endog synes at unddrage sig mig, til hvem han dog ellers pleier ganske at betroe sig, for hvem han dog ellers ikke pleier at have Hemmeligheder, og det er kun ligesom i en forsvindende Afglands af hvad der bev&ae;ger sig i hans Sj&ae;l, at jeg paa en forunderlig sympathetisk Maade (ene forklarlig ved en ubegribelig communicatio idiomatum) f&o-;ler, hvad der r&o-;rer sig i hans Indre. Og naar han nu atter vender tilbage til mig, halv undseelig over, om jeg skulde have m&ae;rket Noget, og da efter en lille Pause vemodig udbryder: Es blies ein J&a..;ger wohl in sein Horn, Wohl in sein Horn, Und alles was er blies das war verlorn &streg; saa er han virkelig n&ae;r ved at forstemme mig. Og lykkes det ham end nu og da at gribe en og anden af de flygtende Ideer, saa maa han ogsaa, som han siger k&ae;mpe og stride med den. Og glemmer han end i Velsignelsens &O-;ieblik, at han halter, saa f&o-;ler han det kun desto st&ae;rkere, naar denne viger fra ham. Men times det ham da at fastholde og f&ae;ngsle den enkelte Idee i et fyldigere Moment (thi det har vist ogsaa Du, kj&ae;re L&ae;ser, erfaret, at det ikke blot er for vor Herre at een Dag er som tusinde Aar, men ogsaa om end kun en sparsom Gang for os Mennesker), saa frygter han dog ofte for, at han maaskee ikke i Tide har ladet Tanken christne, og at Nisser og Trolde saaledes have faaet Magt til at l&ae;gge en Skifting istedet. Efter deslige mange Vanskeligheder var nu ogsaa n&ae;rv&ae;rende lille Afhandling bleven f&ae;rdig, og allerede havde jeg, som det Medium, igjennem hvilket han telegrapherer med Verden, bem&ae;gtiget mig den, for at bes&o-;rge det Forn&o-;dne til Opnaaelsen af dens udvortes Bestemmelse &streg; at blive trykt. Men _{hvad skeer, Herimod}hvad skeer? Herimod havde han meget at indvende. Du veed jo, sagde han, at jeg anseer det at skrive B&o-;ger for at v&ae;re det Latterligste, et Menneske kan foretage sig. Man overgiver sig jo aldeles til Skjebnens og Omst&ae;ndighedernes Vold, og hvorledes skal man kunne undgaae alle de Fordomme, som Folk f&o-;re med sig til L&ae;sningen af en Bog, og som virke ikke mindre forstyrrende end de forudfattede Forestillinger, hvilke de Fleste f&o-;re med sig, naar de skulle gj&o-;re et Bekjendtskab, og som ere Skyld i, at saa faa Mennesker virkelig vide, hvorledes Andre see ud? Hvilket Haab kan man vel n&ae;re om aldeles ex improviso at falde i L&ae;sernes H&ae;nder? Desuden f&o-;ler jeg mig bunden ved den fixerede Form, Afhandlingen nu engang har faaet, og for igjen at f&o-;le mig fri, vil jeg atter tage den tilbage i Modersliv, lade den endnu engang synke hen i den D&ae;mring, den udgik af, hvor Ideen &anfbeg;viser sig og smiler, og undviger Som Pynten af et &o-;nsket N&ae;s i Taage&anfslut; &streg; maaskee kan den da fremgaae i en gjenf&o-;dt Skikkelse. Og desuden veed jeg meget godt, hvad det er, der forblinder Dig. Forfatterforf&ae;ngelighed, Kj&ae;re! &anfbeg;&anfbeg;Stakkels Hjerte kan Du dog ikke opgive det forf&ae;ngelige Haab, at v&ae;re Forfatter af fire Ark&anfslut;&anfslut; Amen! &g..aa;&g.O-;&g.sud; &g.e;&g.ph;&g.a;&g.t;&g.apos;. &g.a;&g.u.l.;&g.t;&g.a..a;&g.r; &g.e.l.;&g.g;&g.o-..a; &g.m;&g.i;&g.n; &g.a.l.;&g.m;&g.e;&g.i;&g.b;&g.o..a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.p;&g.r;&g.o;&g.sud;&g.e..a;&g.e;&g.i;&g.p;&g.o;&g.n;: Slidder Sladder. Alt hvad Du der har sagt har Intet at betyde og intetsteds hjemme, og da, som Du veed, den Snak altid er lang nok, som intetsteds har hjemme, saa vil jeg ikke h&o-;re et Ord mere. Afhandlingen er nu i min Magt, jeg har Commandoen. Altsaa: Lige ud, Marche. Parolen er: hvad jeg skrev, det skrev jeg. Udgiveren. verte Efterskrift for de L&ae;sere, der muligen kunne have Skade af at l&ae;se Forordet: de kunne jo springe det over, og sprang de saa langt, at de sprang over Afhandlingen med, saa kan det ogsaa v&ae;re det samme. Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste V&ae;rk: &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut; Der ligger i den hele nyere Udvikling en stor Tilb&o-;ielighed til &streg; langtfra med Taknemmelighed at erindre sig de Kampe og Besv&ae;rligheder, Verden har udstaaet for at blive til det, den er &streg; om muligt endog at forglemme de Resultater, den i sit Ansigts Sved har erhvervet, for paany at begynde forfra, og i &ae;ngstende Forudf&o-;lelse af, med hvor fuld Ret Efterverdenen vilde kunne behandle den paa samme Maade, deels at overbevise sig selv om sin Virksomhed og sin Betydning, deels at paan&o-;de Efterverdenen denne Anerkjendelse ved at gj&o-;re sig til det egentlige Udgangspunkt for Verdenshistorien, ved, hvis det lod sig gj&o-;re, med sig at begynde den positive Tidsregning og lade den foregaaende Tilv&ae;relse, om man endnu er saa fornuftig at antage en saadan, v&ae;re et Livs-Hoveri, paa hvilket Subtractions-Stykke man kun maa beklage, at det har v&ae;ret n&o-;dvendigt at anvende en saa lang Tid. M&o-;de vi dette Ph&ae;nomen i sin respectableste Skikkelse, saaledes som det tr&ae;der frem i Hegels store Fors&o-;g paa at begynde med Intet, saa maa det saavel imponere os som gl&ae;de os; imponere os i Betragtning af den moralske Kraft, hvormed Ideen er undfanget, den intelligente Energie og Virtuosit&ae;t, hvormed den er gjennemf&o-;rt; gl&ae;de os, fordi den hele N&ae;gten dog kun er en Bev&ae;gelse indenfor Systemets egne Gr&ae;ndser, foretaget netop i Interesse af Gjenvindelsen af Tilv&ae;relsens &anfbeg;gediegne Fylde&anfslut;. See vi det samme Ph&ae;nomen, fremkaldt ved en &ae;gte original Personligheds naturlige Opposition mod den hele moderne Phraseologie, see vi en saadan, ved Geniets egen dybe, artesiske Kraft h&o-;it over M&ae;ngden h&ae;vet, staae som en imponerende Statue, ganske indhyllet i sin hjemmegjorte terminologiske Kappes yppige Drapperier; men dog saa egoistisk afsluttet i sig selv, at der ikke er den mindste Pjalt, den &anfbeg;gaffende P&o-;bel&anfslut; kan gribe fat i; saa maae vi vel takke Gud for, at en saadan Simon Stylita erindrer os om, hvad Selvst&ae;ndighed er, men dog ogsaa beklage, at Tidens Forkeerthed fordrede et saadant Offer. Hvad imidlertid disse to Fremtr&ae;delsesformer af den betegnede Lyst til at begynde forfra angaaer, da maa man bem&ae;rke, at de ere opstillede for at vise den relative Sandhed, der kan ligge i denne Tilb&o-;ielighed, idet jo, hvad den f&o-;rste Fremtr&ae;delsesform angaaer, det v&ae;sentligt paaligger Philosophien som System bestandig paany at optage sine egne Pr&ae;misser, og denne forsaavidt kun ved en Misforstaaelse tillige har rettet sig mod Tilv&ae;relsen selv; og see vi hen til den anden, da er den jo deels fremtvungen ved den almindeligere, hele Stater omsp&ae;ndende, med den kun langt ude besl&ae;gtede Forvirring, og deels reformatorisk blot rettet mod Misbrug, der have indsneget sig i den givne Positivit&ae;t, uden derfor at ville udrydde end ikke et eneste oprindelig i Sproget givet Ord. Hvorvidt nu den overordentlige Beredvillighed og Redebonhed, den n&ae;sten forekommende Tjenstvillighed, hvormed i vore Tider stedse Tusinder staae parate til, saasnart der bliver _{sagt er}sagt et fornuftigt Ord, at misforstaae det, ogsaa her har v&ae;ret i utr&ae;ttelig Virksomhed, det vil Enhver let overbevise sig om, der har bem&ae;rket, at den hele yngre Literatur deels er saa fuldt op beskj&ae;ftiget med at indlede og skrive Indledninger, idet den har forglemt, at den Begynden fra Intet, som Hegel taler om, af ham selv blev magtet i Systemet og ingenlunde var en Miskjendelse af den store Rigdom, Virkeligheden har, deels er saa h&o-;ilig hjems&o-;gt af disse hysteriske Tilf&ae;lde af Aandrighed. En s&o-;rgeligere Skikkelse af den samme Vildfarelse, og som egentlig er den, vi oprindeligen sigtede til, viser sig i Tidsalderens Hovedretning i det Politiske. Misforstaaende den dybere Betydning af en historisk Evolution, klamrende sig, besynderligt nok, ligesom i Kamp for sin Existents fast til den Phrase, at Verden altid bliver klogere, opfattet, vel at m&ae;rke, i en for dette &O-;ieblik gunstig, for&o-;vrigt parodisk Conseqvents, tr&ae;der den frem enten som ungdommeligt Overmod i for stor Tillid til i Livet ikke pr&o-;vede Kr&ae;fter (og dette er da dens bedste Skikkelse) ihvorvel i samme Grad som det &ae;gte Ungdommelige, der var det integrerende Moment af Sandhed deri, tager af, i samme Grad Ph&ae;nomenet neds&ae;tter sig selv til Kaadhed, om end Samtiden skulde v&ae;re forblindet nok til med sin Tak at henvende sig til en slig klein Zaches genannt Zinnober &streg; eller som Mangel paa Taalmodighed til at kunne finde sig _indind i Livsforholdene, som Afmagt til, udfyldende en bestemt Stilling i Staten, at b&ae;re med paa Historiens for den Fornuftige lette og velsignelsesrige Byrde. Men under begge Former gj&o-;r denne Tendents sig skyldig i et Attentat paa den givne Virkelighed; dens L&o-;sen er: glem det Virkelige (og allerede dette er et Attentat), og forsaavidt de gjennem Aarhundreder grandieust udviklede Statsformer ikke lade sig ignorere, saa maae de vige, ligesom Urskovene fordum for Culturens Plov i Oplysningens Morgenr&o-;de, for at der nu paa de ryddeliggjorte Sletter ikke kan v&ae;re det mindste poetiske Smuthul; men de faa rene Exemplarer af normale Mennesker, kunne, uden at uds&ae;ttes for den mindste profane Ber&o-;ring eller for at forsee sig paa nogetsomhelst Broget, Sp&ae;ttet eller Stribet, i en r&ae;dsom Monotonie avle en heel Yngel af eligerede, abstracte Cosmopolit-Gesichter. Som Hegel begynder den ikke Systemet, men Tilv&ae;relsen med Intet, og det negative Moment, igjennem hvilket og i Kraft af hvilket alle Bev&ae;gelserne skee, (Hegels Begrebets immanente Negativit&ae;t) er Mistillid, der un&ae;gtelig har en saa negativ Kraft, at det &streg; og det er da det Gode ved Sagen &streg; maa ende med at slaae den selv ihjel, Noget, som da ogsaa vil skee; thi saasnart den juste milieu, det eneste Medium, igjennem hvilket de h&ae;nge fast ved Staten, blot et &O-;ieblik skulde med Molboen faae isinde at sige: t&o-;v lidt, mens a spytter i N&ae;verne, saa styrte de redningsl&o-;st ned. Efter disse almindeligere Betragtninger, hvis inderligere organiske Forhold til vort Forehavende paa sit Sted vil, saa haabe vi, vorde L&ae;serne klart, ville vi gj&o-;re et Fors&o-;g paa at orientere os en Smule i vor Roman- og Novelle-Literatur, erindrende om, at ogsaa her er skeet, ja realiseret et saadant Fors&o-;g paa at begynde forfra og fra Intet; thi anderledes vide vi ikke at betegne den Cyclus af Noveller, der begyndte med en Hverdagshistorie (med Intet), kun at dette, i Kraft netop af det Sande i Retningen, i sin Negativit&ae;t var rettet mod et Uv&ae;sen, der havde indsneget sig i denne Green af Literaturen, og som al ond Vane havde faaet en besynderlig lang Hale, og, idet hver Generation f&o-;iede Sit til, var voxet i Analogie med det bekjendte: &anfbeg;Sip-Sip-Sipsippernip-Sipsippernip-Sippernip-Sipsip,&anfslut; deels i sin Positivit&ae;t udfoldede en saa stor Rigdom indefter og afgav et saa gl&ae;deligt Vidnesbyrd om Tilv&ae;relsens poetiske V&ae;gtfylde, at det n&o-;dvendigt maa opmuntre enhver f&o-;lgende Novellist eller Roman-Digter at have en saadan Begyndelse. Idet vi nu med saa faa Ord som muligt ville henlede L&ae;sernes Opm&ae;rksomhed paa den Cyclus af Noveller, der skyldes Hverdagshistoriens Forfatter, maae vi erindre om, at dette hverken skeer, for, efter at have betalt dem en vis Anerkjendelsens-Tribut, nu med moderne philosophisk Travlhed at sl&o-;ife dette H&o-;idepunkt og forvandle det til et i Tilv&ae;relsen forsvindende Moment, over hvilket maaskee allerede adskillige homines novi (&anfbeg;nyf&o-;dte Jarler, nattegamle Svende&anfslut;) ere komne ud, eller for at fixere dem i en absolut Catholicit&ae;t, uden for hvilken ingen Salighed er; men i Betragtning af den i disse indeholdte Livs-Anskuelse, der ligesaa vist har havt sit corresponderende Element i Tilv&ae;relsen til sin Foruds&ae;tning, som ogsaa har et vakt til sin Virkning, en Betragtning, der ingenlunde er uden Vigtighed for vort Forehavende, og kun gjennemf&o-;res, forsaavidt den har Betydning for samme. Imidlertid maae vi forinden bede den &ae;rede Ubekjendte undskylde, at han &streg; i Lighed med hine ud&o-;delige classiske Skribenter, til hvis Fortolkning til Plage for disse gjennem Aarhundreder den ene Generation efter den anden har afgivet sit destov&ae;rre ofte altfor talrige Contingent af smagl&o-;se Fortolkere og derved bidraget til at formere det Opl&o-;b, der ikke sjeldent har tr&ae;ngt sig mellem Forfatterne og de L&ae;sere, der vare disse kj&ae;rest &streg; atter her seer sig forfulgt af en Recensent, der dog netop i F&o-;lelsen heraf kun i Tillid til sin gode Genius' Bistand vil bestr&ae;be sig for &anfbeg;favere lingua.&anfslut; Det Sublimat nemlig af Gl&ae;de over Livet, den som Livs-Udbytte resulterende gjennemk&ae;mpede Tillid til Verden, at i den endogsaa i dens mest underordnede Skikkelser ikke Livspoesiens Kilde er udt&o-;rret, den Tillid til Mennesker, at der ogsaa i disses mest trivielle Fremtr&ae;delsesformer, naar man blot vil s&o-;ge rigtigt, findes en Fylde, en Guddomsgnist, der, omhyggeligt pleiet, kan gjennemgl&o-;de hele Livet, kort sagt den verificerede Congruens af Ungdommens Fordringer og Bebudelser med Livets Pr&ae;stationer, der her ikke bevises ex mathematica pura, men anskueliggj&o-;res de profundis, af et rigt Gemyts hele indre Uendelighed, og foredrages med ungdommelig Alvor &streg; give disse Fort&ae;llinger et evangelistisk Anstr&o-;g, der n&o-;dvendigviis maa sikkre dem stor Betydning for Enhver, der endnu ikke har forskrevet sig til Fanden for at storme Himlen, eller praktisk-grundigt fordybet sig i St&o-;vlerne, for der at finde Tilv&ae;relsens egentlige Reale, og gj&o-;re deres L&ae;sning til et i Sandhed opbyggende Studium. Og f&o-;le vi end, at den Vei, der f&o-;rer til denne Gl&ae;de, vistnok gaaer over Sukkenes Bro, og synes man end at h&o-;re et ganske enkelt Suk, der dog ikke aldeles har fundet sin L&ae;gedom, og tr&ae;der derfor end paa et enkelt Sted istedenfor den &ae;gte religieuse, aprioriske Genialit&ae;t en vis Befinden sig vel inden elskelige huslige Forholds hyggelige V&ae;gge, saa er dog den igjennem dem gaaende Aand i Forening med den ved konstnerisk Virtuosit&ae;t betingede objektive Holdning, saa gl&ae;delig, at om end deres Forfatter, idet han overskuer den hele Samling, stundom fristes til at kalde den en &anfbeg;Benoni&anfslut;, L&ae;serne n&o-;dvendigviis maae kalde den en &anfbeg;Benjamin&anfslut;. Synes end derfor en og anden Yngre mismodig, at ogsaa her f&o-;res Beviset for, at det dog kun er vort Livs Josua og ikke dets Moses, der kommer ind i det forj&ae;ttede Land, og vender end et og andet yngre Blik sig vemodigt mod hiin m&ae;gtige, l&ae;ngst forsvundne Fortid, og lytter end mangen Yngres &O-;re efter Hiint: Det donner under Ros, de danske K&ae;mper naar de Dysten ride, som lod den sig endnu engang opleve, som var det umuligt Andet, end at den paa al ungdommelig Poesies retm&ae;ssige Fordringers m&ae;gtige Manelser maatte, ligesom F&ae;drene i dens Fort&ae;llinger, reise sig i sin Grav for at udlevere sine S&o-;nner det Sv&ae;rd, med hvilket den selv bek&ae;mpede Nisser og Trolde, saa vil ogsaa den Deel af den yngre Generation istemme, naar disse Novellers Forfatter reiser sig, som Palmer, forklaret og udbringer en Skaal, der er v&ae;rd at drikke: Leve Genie, Skj&o-;nhed, Kunst og hele denne herlige Jord! Leve hvad vi elske og hvad vi have elsket! det leve her eller hisset et forklaret Liv, som det lever i vor Erindring. Medens nu disse Noveller maae s&o-;ge deres sande sympathetiske L&ae;sere i den &ae;ldre Generation, hvis Livs-Anskuelse er Foruds&ae;tningen for deres Tilblivelse, der endnu staaer umiskjendeligt betegnet i en Samling af ikke faa betydningsfulde, h&o-;i&ae;rv&ae;rdige Individualit&ae;ter, saaledes vil deres Forhold til Politikerne ikke v&ae;re v&ae;rd at omtale af den simple Grund, at det dog kun bestandigt er den, der har &O-;ren at h&o-;re med, Evangeliet kan pr&ae;dikes for, og en Resignation, som ikke er en F&o-;lge af et udvortes Tryk (og slige fladtrykte Personer ere ikke saa sjeldne Ph&ae;nomener) men en Udvikling af en indvortes Elasticit&ae;t af den Gl&ae;de, der har seiret over Verden, synes altfor ubegribelig for politiske Haandgribeligheder &streg; det vil ikke v&ae;re v&ae;rd at omtale, siger jeg, uden forsaavidt det afgiver et Beviis paa disse Novellers poetiske V&ae;gtfylde, uden forsaavidt det giver os Anledning til at gl&ae;de os over, at en saadan Livsfylde har vidst at holde sig i Politikens &anfbeg;_{Candidat Prosa}Candidat-Prosa&anfslut;. Hvad derimod den yngre Generation angaaer, der endnu staaer og besinder sig paa Verden, da ville disse Noveller ogsaa der finde opm&ae;rksomme og taknemmelige om end for en Deel misforstaaende L&ae;sere, hvad enten nu denne Misforstaaelse har sin Grund i, at de i ungdommelig Undulation snart ville, naar de see, hvor mange Offre Livs-Labyrinthens Minotaurus fordrer, beundre, ja n&ae;sten fortvivle om at opnaae et saadant Livs-Udbytte, eller de, skj&o-;ndt de maae tilstaae sig selv, at det er en stolt Gravsang, denne Livs-Anskuelse bereder sig, dog ville finde, at den ikke ganske gaaer paa den Melodie, de i slige &O-;ieblikke tydelig kunne besinde sig paa blev sjunget over deres Vugge &streg; eller den viser sig deri, at denne Generation, uden endnu at have udviklet den beh&o-;rige F&ae;rdighed i Livet, nu mere condenserer et vist Indbegreb af S&ae;tninger, der skulde indeholde en Garantie for den forn&o-;dne B&o-;ielighed i Livet, kort sagt, kommer til at s&ae;tte det som Opgave og formeget at dv&ae;le ved Betragtningen deraf som saadant, hvad hiin Forfatter har i Kraft af at have gjennemlevet det. At nu disse Noveller i den yngre Generation, der saavidt som muligt har holdt sig udenfor Ber&o-;ring med det Politiske, har fundet opm&ae;rksomme, ja endog talentfulde L&ae;sere, derfor f&o-;re de saa kaldte Bernhardske Noveller et ligesaa tilstr&ae;kkeligt som gl&ae;deligt Beviis. At disse, som hjemmeh&o-;rende blandt den yngre Generation, da de overhovedet ikke havde den Vinkel som hine, fik istedenfor hines religieuse Characteer et moralsk Tilsnit, at de istedenfor hines klarede Besindighed udviklede stundom en vis Tilb&o-;ielighed til at snakke gammelt synes idetmindste ikke at modbevise vor Paastand, og vi ville derfor blot erindre om, at den anden Art af Misforstaaelse ikke saa let kan komme til at gestalte sig i en lignende Manifestation, da den, som et Moment med i en Assimilations-Proces, b&o-;r saa meget som muligt holdes fri for Selv-Reflexion, og som henh&o-;rende til et ungdommeligt Livs indvortes hemmeligste Historie ikkun i abnorme Tilstande kan forraade sig uden i almindeligere lyriske Udbrud. Vende vi os nu fra disse Noveller og deres Tumleplads til hiin R&o-;st i &O-;rkenen St. St. Blicher, der dog, og det er netop det m&ae;rkelige, omskabte den til et venligt Tilflugtsted for den i Livet landflygtige Phantasie, saa m&o-;de vi vel ikke her en saadan Verdens-Anskuelse, paa hvilken der er gjort Pr&o-;ve i saa mangfoldige Livs-Tilf&ae;lde, ikke heller den Livs-Gymnastik, der er hine Noveller saa eiendommelig; men dog finder ogsaa her en vis Begynden forfra Sted, foretaget, medens den negative Side er aldeles latent, i Kraft af at en heel Positivit&ae;t saa at sige vaagner op og kommer til Orde og ungdommelig frisk fornyer og gjenf&o-;der sig med autochthonisk Originalit&ae;t. Istedetfor den i Hverdagshistoriens Forfatters Noveller indeholdte Livs-Anskuelse, der er Individets, som har fuldendt L&o-;bet og bevaret Troen, fremtr&ae;der her som Eenheden af en for Sj&ae;lens indre &O-;re gjenlydende individuel-folkelig poetisk Grundtone, og et for Phantasien udslagen folkelig-idyllisk af m&ae;gtige Kornmod gjennemlynet Billede &streg; en dyb poetisk Stemning, indhyllet i Umiddelbarhedens Taagesl&o-;r. Istedetfor vi i hine Noveller maae beundre den mesterlige Teknik, frapperes vi her mere af enkelte dramatisk-svangre Repliker, som ikke saa meget foruds&ae;tte en Cuiviers Skarpsindighed for af dem at construere en Totalit&ae;t, som n&ae;sten Naturens Dybsindighed som Tilblivelsesgrund. I ethvert Tilf&ae;lde er ogsaa her en Eenhed, der i sin Umiddelbarhed betydningsfuldt peger ind i Fremtiden, og som n&o-;dvendigviis maa gribe Samtiden meget mere, end den har gjort, og derved maaskee komme til at virke heldbringende for den prosaiske Maade, paa hvilken Politiken hidtil er bleven behandlet. Efter saaledes at have givet vor Kikkert de beh&o-;rige Udtr&ae;k, maae vi bede de &ae;rede L&ae;sere at lade &O-;iet f&o-;lge med, naar vi rette den hen paa vor egentlige Gjenstand: den af en temmelig betydelig literair Virksomhed ikke ufordeelagtigt bekjendte Digter Hr. H. C. Andersen, idet vi derved haabe os sikkrede mod den illusoriske Opfattelse og de Sandsebedrag, som det blotte &O-;ie ofte er udsat for. Til at iagttage hans f&o-;rste Ungdoms enkelte virkelig skj&o-;nne lyriske Frembringelser, dertil tr&ae;kker vor Kikkert ikke nok, hvorimod vi haabe, at L&ae;serne ville give os Ret i den almindeligere Observation, at han i sin Lyrik ikke staaer betegnet som en ved et dybt Gemyt bemyndiget Choragus for en st&o-;rre Totalit&ae;t, eller som et fuldtonigt Organ for en Folke-Bevidsthed, eller endelig som en af Naturen skarpt udpr&ae;get Personlighed, der ikke har anden Ret til sine besynderlige Udbrud og sine besynderlige Fordringer til Verden end det Naturens imprimatur, som Historien saa ofte ikke accepterer &streg; men snarere som en gjennem en elegisk Duodez-Scala af ligesaa let vakte som igjen d&ae;mpede og uden synderlig Efterklang hend&o-;ende Toner sig bev&ae;gende og i et saadant V&ae;v af tilf&ae;ldige Stemninger hildet Mulighed af en Personlighed, der for at blive en saadan beh&o-;ver en st&ae;rk Livs-Udvikling. Idet vi nu henvende vor Betragtning paa denne Andersens Historie, finde vi saa godt som aldeles ingen Antydning af det Stadium, han ordenligviis n&ae;rmest efter det lyriske maatte gjenneml&o-;be &streg; det episke. Vi ville her blot beraabe os paa den &streg; under en saa hyppig Produktivit&ae;t som den Andersenske &streg; ellers uforklarlige Mangel af nogen poetisk Frembringelse, der b&ae;rer den episke Charakteer, for at hjemle vor Paastand, som senere Betragtninger endmere ville bestyrke, at Andersen har oversprunget sit Epos. Og uagtet det kunde synes besynderligt, at en saadan Overspringen af det Episke netop skulde indtr&ae;ffe i vor paa episk Stof ellers saa rige Tid (hvor med en Tarvelighed, der erindrer om den sceniske Konsts f&o-;rste Udviklings oeconomiske Forening af Digter og Skuespiller i een Person, jo Enhver har sit Epos og sin episke Digter i sig selv), saa er dog Ph&ae;nomenet un&ae;gteligt og ikke uinteressant, ja ligesaa meget interessantere som Andersens lyriske Selvfortabelse er gl&ae;deligere end den moderne politisk-episke Selvforgabelse. Uden nu at indlade os paa en vidtl&o-;ftigere Dr&o-;ftelse af Betydninger af en egentlig episk Udvikling, ville vi blot bem&ae;rke, at derved ikke maa forstaaes en h&o-;ir&o-;stet h&ae;s Begeistring over en eller anden ephemer Gjerningsmand, eller en sm&ae;gtende Henstirren paa en eller anden tilf&ae;ldig Individualit&ae;t, eller en literair Becomplimenteren, men en dyb og alvorsfuld Omfavnen af en given Virkelighed, paa hvilken Maade man end fortaber sig i den, en for Livet styrkende Udhvilen deri og Beundring deraf, uden at denne derfor nogensinde beh&o-;ves at komme til Orde som saadan, men som aldrig kan Andet end have den h&o-;ieste Betydning for den Enkelte; om det Hele end gik saa um&ae;rket af, at Stemningen selv syntes f&o-;dt i D&o-;lgsmaal og begravet i Stilhed. Ville vi nu n&ae;rmere betragte, hvorledes for et Gemyt som det Andersenske Overgangen maatte v&ae;re realiseret fra det Lyriske til det Episke (hvilket vi her forstaae om den poetiske Stemning, der fortjener dette _RavnNavn, og som er en n&o-;dvendig Betingelse for det derpaa f&o-;lgende og i corresponderende Forhold dertil staaende Gjernings-Epos) &streg; saa maatte dette enten v&ae;re skeet derved, at han med pythagor&ae;isk Taushed havde helliget et Tidsafsnit af sit Liv til et alvorligt Studium, og dette laa allerede Andersen fjernere; eller derved at Samtiden saa poetisk-malerisk grupperede sig om en enkelt Heros; eller den ved en colossal Forening af en M&ae;ngde hver for sig betydningsfulde Kr&ae;fter, midt i disses mest brogede Mangfoldighed, saa aldeles uden al Misviisning pegede hen paa et eneste Maal, og med en saadan Energie arbeidede derhen, at en saadan Str&ae;ben en Tid lang maatte gribe ham og afgive det for ham n&o-;dvendige Livs-Supplement. En saadan Begunstigelse af Tidsomst&ae;ndigheder faldt imidlertid ikke i Andersens Lod; thi hans egentlige Livs-Udvikling falder i den saa kaldte politiske Periode, og naar vi blot et &O-;ieblik ville h&o-;re efter, hvad Politikerne selv sige om den, ville vi vistnok overbevises om, hvorlidet styrkende den kan v&ae;re for _{en saadant}et saadant Gemyt. Det er en Gj&ae;rings-Periode, sige Politikerne, idetmindste er det ingen Gjernings-Periode; det er en Overgangs-Periode &streg; meget rigtigt! idetmindste er Granit-Formationen allerede l&ae;nge forbi, Fl&o-;se-Formationen overstaaet, og vi har formodentlig en god Stund fordybet os i T&o-;rve-Formationen. Eller var det vor Tids Generalforsamlinger, disse det politiske Livs Omnibusser, disse brasilianske Myretuer, hvilke, efter en Naturforskers Beretning, ved en Samling af flere Millioner, frembyde en frappant Lighed med Fortidens Mindesm&ae;rker over en Mand &streg; en K&ae;mpeh&o-;i? Eller hvorledes skulde han befinde sig vel i den hele politiske Flok af selskabelige Grinder, der trykkes og st&o-;des for vexelviis at komme til at opsn&o-;fle en Monolog? Eller hvad skulde der vel v&ae;re for Poesien at gj&o-;re i en Tid, da den Yngre, der str&ae;ber efter noget H&o-;iere, maa f&o-;le i aandelig Forstand de samme Symptomer, som Franskm&ae;ndene paa deres Marche over de russiske Stepper, hvor &O-;iet forgjeves s&o-;ger et Punkt, det kan hvile sig paa, da de &ae;ldre M&ae;nd, der endnu vide, hvad de ville, maae med Smerte see Individerne som t&o-;rt Sand smuldre hen mellem Fingrene? I vor Tid, da vi hver Dag opleve de latterligste Combinationer af de ligesom Glasstumper i en Kaleidoskop sammenrystede Individer; i vor Tid, hvis Princip (sit venia verbo) ikke er andet end Protestantismens dybe og inderlige nu zum Gebrauch f&u..;r Jedermann in absurdum reducerede Livs-Anskuelse. Lade vi nu denne Udvikling som l&ae;sende tr&ae;de i Forhold til Andersen, da maatte den i sin &ae;sthetiske abstrakte Impotens med sin grandieuse Horizont, der ligesom den jydske Hedes fornemmelig udm&ae;rker sig derved, at ikke en eneste Qvist forstyrrer Udsigten &streg; ved sin Dom, der i h&o-;i Grad egner sig for disse Mulighedernes Crystallisationsformer, og &anfbeg;som grundigt parodierer det skaberiske Bliv&anfslut; (det er et Punkt, der kunde komme noget Interessant ud af, det var et ypperligt Stof eller vice versa i det Uendelige) &streg; n&o-;dvendigviis kun virke lidet opmuntrende paa vor Digter. Var derfor Andersen tidlig hildet i sig selv, saa f&o-;lte han sig ogsaa tidlig, som en overfl&o-;dig Kornblomst blandt det nyttige Korn, viist tilbage til sig selv, og paa Grund af, at han saaledes idelig blev nedst&o-;dt i sin egen Personligheds Tragt, maatte, idet hans oprindelige elegiske Stemning ved en slig Art Reflection modificerede sig til en vis Forstemthed og Bitterhed mod Verden, hans poetiske Kr&ae;fter i deres selvfort&ae;rende og derigjennem producerende Virksomhed, snarere vise sig som en sagte Flamme, der atter og atter blusser op &streg; end, hvilket vilde v&ae;re Tilf&ae;ldet med en betydningsfuldere Personlighed, som en underjordisk Ild, der ved sine Udbrud forf&ae;rder Verden; thi en Heine kunde Andersen aldrig blive, dertil mangler han saavel dennes Genie som hans Forargelse over Christendommen. Hvad hans Forhold til den philosophiske Udvikling angaaer, da maatte denne enten i sin betydningsfuldere Skikkelse have henviist ham til et alvorligere Studium, eller den kunde have optaget ham med i den uendelige R&ae;kke af Haandlangere, der fra Hegel kaste philosophiske Muursteen fra Haand til Haand, og ved hans Udtr&ae;den af denne Virksomhed bel&o-;nnet ham med et Hastv&ae;rks-Resultat, der for Afvexlings Skyld kunde i kort Tid blive et ret pikant Krydderi i _{end noksom}den noksom ennuyante selskabelige Conversation. Med denne Udvikling er han, enten det nu er til Skade eller til Gavn for ham, aldeles ikke kommen i Ber&o-;ring. Naar vi nu gaae videre og ville forf&o-;lge Andersen i hans Forhold til vor nyere af os tidligere omtalte Novelle-Literatur, da ville vi dog forel&o-;big i Almindelighed bem&ae;rke, at Grunden, hvorfor Andersen ikke har faaet saa megen Gavn af denne, som han kunde, vel fortrinlig maa s&o-;ges deri, at han ikke for sit eget individuelle Livs Skyld, eller af nogen almindeligere &ae;sthetisk Interesse som L&ae;ser traadte i Forhold til denne, men i et ved en vordende Novelle-Produktivit&ae;t determineret Hensyn &streg; hvad hans Forhold til Hverdagshistorien angaaer, vel med Rette kunne regne ham blandt de tidligere omtalte misforstaaende L&ae;sere, der blandt Andet ogsaa ved disse Noveller ere bragte til en vis Grad af Reflexion; men som i ingen Maade er gjennemf&o-;rt til nogen betydelig Grad &streg; og hvad hans Forhold til Blicher angaaer, vel med ligesaa megen Ret paastaae, at den i hine Noveller indeholdte umiddelbare Folkepoesie vel tillige med Andet mere har henledet Andersens Opm&ae;rksomhed paa det Folkelige, uden at dette derfor i poetisk Fylde er gjenvundet hos Andersen; men at han snarere paa en reen udvortes Maade har benyttet det. F&o-;ie vi nu hertil den Fristelse til at producere, istedetfor at udvikle sig selv, til at skjule en indre Tomhed under brogede Billeder, til uden al Reproduction at gaae op i Generation, som L&ae;sning af W. Scott og saadanne Romandigtere n&o-;dvendigviis maatte v&ae;re for et saa svagt udviklet Gemyt som det Andersenske, saa vil det vist ikke forundre os, at han, istedetfor at gjennemf&o-;re sin Reflexion, tvertimod afslutter sig i et ganske lille Spatium deraf, det vil ikke undre os, at der, naar vi gjennemdeklinere Andersen i disse Livets forskjellige Casibus, fremkommer et Ph&ae;nomen, som vil afgive et ret heldigt Paradigma for en Cyklus af Ph&ae;nomener. Idet vi nu gaae over til n&ae;rmere at betegne Andersen som Romandigter, ville vi &streg; opfordrede ved det vistnok un&ae;gtelige Faktum, at enhver opm&ae;rksom L&ae;ser af Andersens Noveller vil paa en underlig Maade f&o-;le sig forstyrret ved den dobbelte Belysning (Zwielicht), der, ligesom i Sommer-Forestillingerne paa vort Theater, hersker i alle Andersens Romaner &streg; anstille nogle n&ae;rmere Betragtninger over, hvorledes man maa t&ae;nke sig disse Romaner i poetisk Henseende at v&ae;re blevne til. En M&ae;ngde vistnok poetiske &O-;nsker, L&ae;ngsler o. s. v. s&o-;ger nemlig, efter i lang Tid at v&ae;re blevne tilbagetr&ae;ngte i Andersens eget Indre af den prosaiske Verden, at udvandre til hiin for det poetiske Gemyt ene tilg&ae;ngelige Lille-Verden, hvor den sande Digter festligholder midt i Livets Tr&ae;ngsler sin Sabbath. Men neppe ere disse overskibede i hiin Verden og der incorporerede i nye Individer, f&o-;r Nissen allerede h&o-;it forkynder sin Ankomst dersteds, med andre Ord, f&o-;rend det hele Sl&ae;ng af deprimerende Livs-Betragtninger, enten i Form af et blindt Fatum, eller i Form af det Onde i Verden (den virkelige, nemlig), der qv&ae;ler det Gode, opvoxer, medens Andersen sover, med en Frodighed som Tidslerne i Evangeliet. Forgj&ae;ves arbeider Andersen imod, dog snart opgiver han disse Bestr&ae;belser, snart vender han sig til den modsatte Side, og forstemt og misforn&o-;iet som han er med den virkelige Verden, s&o-;ger han i sine egne poetiske Skabningers Forknyttelse at have ligesom en Satisfaction for sin egen. Som Lafontaine sidder han derfor og gr&ae;der over sine ulykkelige Helte, der maae gaae under, og hvorfor? fordi Andersen er den som han er. Den samme gl&ae;del&o-;se Kamp, som Andersen selv k&ae;mper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie. Men netop fordi Andersen saaledes ikke kan udskille det Poetiske fra sig selv, fordi han, saa at sige, ikke kan blive af dermed, men saasnart en poetisk Stemning har faaet Spillerum, denne da uden eller med hans Villie strax overv&ae;ldes af det Prosaiske, netop derfor er det umuligt at faae et heelt Indtryk af Andersens Noveller; netop derfor er det muligt, at L&ae;serne s&ae;ttes i den besynderligste og fra den af Andersen intenderede h&o-;ist forskjellige Stemning, idet hans Digt trykker som Virkelighed, da den hele Samling af Enkeltheder vel, fortalte som Virkelighed, kunne have deres Interesse, da man i det fort&ae;llende Individ jo maatte foruds&ae;tte den gjennem alle disse gaaende, Alt forklarende, i den Fort&ae;llendes egen Bevidsthed givne Grundtanke, men denne er det jo fortrinligt at Digteren skal levendegj&o-;re &streg; og hans egen Virkelighed, hans egen Person forflygtiger sig til Digt, saa at man virkelig i enkelte &O-;ieblikke fristes til at troe, at Andersen er en Figur, der er l&o-;ben bort fra en af en Digter componeret, endnu ikke f&ae;rdig Gruppe; og un&ae;gteligt er det vistnok, at Andersen kunde blive en meget poetisk Person i et Digt, hvorved da netop hele hans Digten vilde blive opfattet i sin fragmentariske Sandhed. Indtrykket gjentager sig naturligviis, om man lader en Reflexion tr&ae;de til som et bestandigt Memento om, at det er omvendt, og gaaer med en urokkelig Haardnakkenhed som cartesianske Dukker seierrig ud af enhver saadan Kamp med Reflexionen. Ligesom nu det her af os Udviklede vil afgive det forn&o-;dne indre Beviis-Supplement for Rigtigheden af vor Yttring saavel om Andersens Misforhold til en episk Udvikling, som ogsaa om hans ved Misforholdet betingede, men ogsaa fra en anden Side dette i sin Grundethed eftervisende Indeclinabilit&ae;t i Livet, saaledes vil det, naar man med det, som et forel&o-;bigt abstrakt Resultat in mente, gjenneml&ae;ser en eller flere af Andersens Romaner, spalte sig i en saadan M&ae;ngde af enkelte Bem&ae;rkninger med dertilh&o-;rende dicta probantia, at vi saa meget som muligt skulle arbeide imod ved ikke at lade disse som saadanne flagre omkring, men, erindrende os Latinerens betydningsfulde: revocare ad leges artis, lade dem rykke mere sluttede frem, saa at L&ae;seren endog da, naar de enkelte Bem&ae;rkninger mest splitte sig ad, dog stundom maa synes ligesom at h&o-;re det &anfbeg;Apell til Midten,&anfslut; der kalder dem tilbage. Naar vi nu sige, at Andersen aldeles mangler Livs-Anskuelse, saa begrundes denne Yttring ligesaa meget i det Foregaaende, som den selv, efterviist i sin Sandhed, begrunder dette. En Livs-Anskuelse er nemlig mere end et Indbegreb eller en Sum af S&ae;tninger, fastholdt i sin abstrakte Hverkenhed; den er mere end Erfaringen, der som saadan altid er atomistisk, den er nemlig Erfaringens Transsubstantiation, den er en tilk&ae;mpet af al Empirie urokkelig Sikkerhed i sig selv, hvad enten den saa blot har orienteret sig i alle verdenslige Forhold (et blot humant Standpunkt, Stoicisme f. Ex.), der derved holder sig uden for Ber&o-;ring med en dybere Empirie &streg; eller den har i sin Retning mod Himlen (det Religieuse) deri fundet det Centrale, saavel for sin himmelske som sin jordiske Existents, har vundet den sande christelige Forvisning: &anfbeg;at hverken D&o-;d, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstend&o-;mmer, ei heller Magter, ei heller det N&ae;rv&ae;rende, ei heller det Tilkommende, ei heller det H&o-;ie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kj&ae;rlighed i Christo Jesu vor Herre.&anfslut; See vi nu hen til, hvorledes det i denne Henseende staaer sig med Andersen, da finde vi Forholdet ganske som vi havde ventet det: paa den ene Side stikke enkelte S&ae;tninger frem som Hieroglypher, der stundom ere Gjenstand for en from Veneration; paa den anden Side dv&ae;ler han ved sin egen Erfarings enkelte Ph&ae;nomener, som nu snart igjen potenseres til S&ae;tninger, og ere da at subsumere under den foregaaende Classe, snart mere afvindes den Side at v&ae;re oplevede, uden at man derfor med Rette kan, saal&ae;nge disse forblive i deres Pebersvende-Stand, deraf drage nogen videre F&o-;lge. Vil man nu maaskee sige, at den af os skildrede Livs-Anskuelse er et Standpunkt, man kun efterhaanden kan n&ae;rme sig til, og at det er ubilligt at gj&o-;re saa store Fordringer til en saa ung Mand som Andersen, saa ville vi, hvad det Sidste angaaer, medens vi gjerne indr&o-;mme, at Andersen er en ung Mand, dog erindre om, at vi kun have med Andersen som Roman-Digter at gj&o-;re, og anticipando tilf&o-;ie, at en saadan Livs-Anskuelse er for en Roman-Digter af den Classe, til hvilken Andersen h&o-;rer, conditio sine qua non; og, hvad det F&o-;rste angaaer, gjerne indr&o-;mme en vis Aproximation i sin fulde Betydning, men dog ogsaa i Tide sige Stop, inden vi faae den hele vor Betragtning annullerende Consequents paa Halsen, at den egentlige Livs-Anskuelse indtr&ae;der f&o-;rst (demum) i Ens D&o-;dsstund, eller vel endog paa en af Planeterne. Sp&o-;rge vi nu, hvorledes en saadan Livs-Anskuelse kommer istand, da svare vi, at for den, der ikke tillader sit Liv altfor meget at futte ud, men saavidt som muligt s&o-;ger at f&o-;re dets enkelte Yttringer tilbage i sig selv igjen, maa der n&o-;dvendigviis indtr&ae;de et &O-;ieblik, i hvilket der udbreder sig et besynderligt Lys over Livet, uden at man derfor i fjerneste Maade beh&o-;ver at have forstaaet alle mulige Enkeltheder, til hvis successive Forstaaelse man imidlertid nu har N&o-;glen, maa, siger jeg, indtr&ae;de det &O-;ieblik, da, som Daub bem&ae;rker, Livet forstaaes bagl&ae;nds gjennem Ideen. Har man nu ikke bragt det hertil, ja mangler man endog aldeles Forstand paa, hvad dette vil sige, saa kommer man til parodisk at stille sig en Livs-Opgave, enten derved, at denne allerede er l&o-;st, om man saa vil, skj&o-;ndt den i en anden Forstand aldrig har v&ae;ret knyttet, eller derved, at den aldrig bliver at l&o-;se. Begge Dele finde vi nu til yderligere Bestyrkelse hos Andersen, idet begge Anskuelser saavel foredrages som Laanes&ae;tninger, som ogsaa anskueliggj&o-;res til en vis Grad i enkelte poetiske Personligheder. Paa den ene Side l&ae;res nemlig, at der er skrevet paa ethvert Menneske et mene mene etc.; i Analogie hermed optr&ae;de Individer, hvis egentlige Opgave ligger bagved dem, uden at dette derfor hj&ae;lper dem til at komme i den for Livets Betragtning rigtige Stilling &anfbeg;bagl&ae;nds&anfslut;, da denne Opgave snarere som en Pukkel er anbragt paa deres egen Ryg, og som de derfor ret egentlig aldrig faae at see, eller i aandelig Forstand umulig nogensinde kunne blive sig bevidste, med mindre Andersen til Afvexling l&ae;gger en den hele Opfattelse forstyrrende Bevidsthed ind i dem, Individer, der som andre Himmellegemer gaae deres engang anviste Vei med en ufravigelig N&o-;iagtighed, eller han taber sig i ikke saa meget h&o-;ittravende, som langttravende Betragtninger, hvis Helt er en storartet Peripatetiker, der, da han ingen n&o-;dvendig Grund har til nogetsteds at standse, men Tilv&ae;relsen derimod altid er en Cirkel, kommer til at gaae i Cirkel, om end Andersen og Andre, der i mange Aar have boet paa Bjerget, troe at han gaaer lige ud, da Jorden er saa flad som en Pandekage. Imellem, det vil sige i Eenheden af disse Standpunkter, ligger den sande Midte; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at der jo ved en ny Inconsequents, der, vel at m&ae;rke, ikke h&ae;ver den foregaaende (thi det var det heldigste) kan opstaae nye Ph&ae;nomener, idet f. Ex. Andersen pludselig afbryder deres ufortr&o-;dne Vandring, id&o-;mmer dem en _abitrairarbitrair Straf, skj&ae;rer N&ae;se og &O-;ren af dem, sender dem til Siberien, og saa maa vor Herre, eller hvo der ellers vil, tage sig af dem. &streg; Men er da en saadan Livs-Anskuelse absolut n&o-;dvendig for en Roman-Digter, eller gives der ikke en vis poetisk Stemning, der som saadan kan i Forening med en livlig Skildring udrette det Samme? Vort Svar herpaa ligger for st&o-;rste Delen i det af os tidligere med Hensyn til Blicher Udviklede, hvor vi jo netop have s&o-;gt at paavise Betydningen af en saadan af Stemning udgaaet og af L&ae;serne gjennem en Succession af Modificationer i et heelt Billede opfattet Eenhed, og for&o-;vrigt ville vi, forsaavidt man vil gj&o-;re en lignende Betragtning gj&ae;ldende ved en Utallighed af i Reflexionen givne Standpunkter, hvorved man da maa erindre, at alle disse Standpunkter som saadanne med Hensyn til Produktivit&ae;t s&ae;tte v&ae;sentlig af og meer og mere lader den oprindelige Stemning fordampe, blot tilf&o-;ie, at der paa alle disse vel lader sig producere, men at man dog, naar man er en Smule kr&ae;sen med sine Titler, hellere maatte kalde dem Studier til Noveller etc. end Noveller, som det jo ogsaa paa dette Trin vil mislykkes i samme Grad, som man egentlig s&ae;tter sig en novellistisk eller Roman-Opgave. Maaskee vil man gaae videre, og idet man beraaber sig paa, at der jo dog er een Idee, der idelig forekommer i Andersens Romaner, derved vindicere Andersen en _{Livs Anskuelse}Livs-Anskuelse, og forekaste mig, der jo selv indr&o-;mmer dette, min Inconseqvents. Hertil maa jeg svare, at jeg aldrig har paastaaet, at en Idee som saadan (allermindst en fix Idee) er at ansee for en Livs-Anskuelse, og dern&ae;st, at jeg, for at indlade mig paa denne Unders&o-;gelse, maa vide lidt n&ae;rmere om denne Idees Indhold. Gaaer den nu ud paa, at Livet ikke er en Udviklings-Proces, men en Undergangs-Proces af det Store og Udm&ae;rkede, der vilde spire frem, saa troer jeg dog vel med Rette at turde protestere mod Pr&ae;dikatet Livs-Anskuelses Anvendelse herpaa, forsaavidt man ellers vil give mig Ret i, at Skepsis som saadan ikke er en Erkjendelsens-Theorie, eller for at blive i mit Forehavende, at en saadan Mistillid til Livet vel indeholder en Sandhed, forsaavidt den leder til at finde en Tillid (f. Ex. naar Salomo siger, at Alt er forf&ae;ngeligt), men derimod i samme Moment, som den determinerer sig til en endelig Afgj&o-;relse af Livets Sp&o-;rgsmaal, indeholder en Usandhed. Men vi gaae videre. Vi ville for et &O-;ieblik antage, at man kunde have Ret i at kalde en saadan i Reflexion vilkaarligt standset og nu til endelig Sandhed potenseret Betragtning en Livs-Anskuelse; vi ville t&ae;nke os et Individ, der, st&ae;rkt omtumlet af en h&ae;ftig bev&ae;get Samtid, endelig afslutter sig paa et saadant Standpunkt; vi ville lade ham producere Noveller. Et Moderm&ae;rke ville de alle faae; men i samme Grad, han havde oplevet _{Meget i}Meget, i samme Grad han ret havde deeltaget i Livets Svingninger, i samme Grad vilde han ogsaa v&ae;re istand til i sine Noveller at udfolde en stor Suite af r&ae;dsomme Conseqventser, der alle sigtede til hans Helts endelige Undergang; i samme Grad vilde man en lang Tid f&o-;le sig fristet til at troe paa hans Livs-Opfattelses Sandhed. Men er dette Tilf&ae;ldet hos Andersen? det vil vist Ingen paastaae. Tvertimod springer Andersen den egentlige Udvikling over, l&ae;gger et beh&o-;rigt Tidsrum imellem, lader f&o-;rst see, saa godt han kan, de store Kr&ae;fter og Anl&ae;g, og derpaa disses Fortabelse. Her vil man dog vel give os Ret i, at det ingen Livs-Anskuelse er. Til yderligere Opklarelse af vor Mening ville vi blot tilf&o-;ie, at en saadan Fortabelsens-Theorie kan udgaae deels fra et alvorligt foretaget, men dog mislykket Fors&o-;g paa at forstaae Verden, derved, at Individet, deprimeret af Verden, skj&o-;ndt l&ae;nge arbeidende imod, tilsidst ligger under; eller den kan fremkaldes derved, at man ved den allerf&o-;rste Vaagnen af Reflexionen nu ikke kaster Blikket ud efter, men &o-;ieblikkelig ind i sig selv og i sin saa kaldte Betragtning af Verden blot n&o-;iagtigt gjennemf&o-;rer sin egen Liden. Det f&o-;rste er en mislykket Activit&ae;t, det andet en oprindelig Passivit&ae;t, det f&o-;rste er kn&ae;kket Mandighed, det andet gjennemf&o-;rt Qvindelighed. Vi vende tilbage til vort Forehavende: gjennem en kort Antydning af en Livs-Anskuelses N&o-;dvendighed for Roman- og Novelle-Digteren, at udvikle, hvorledes det i denne Henseende staaer sig med Andersen. En Livs-Anskuelse er egentlig Forsynet i Romanen, den er dens dybere Eenhed, der giver denne at have Tyngdepunktet i sig; den befrier denne fra at blive vilkaarlig eller hensigtsl&o-;s, idet Hensigten overalt er immanent tilstede i Konstv&ae;rket. Naar derimod en saadan Livs-Anskuelse mangler, da s&o-;ger Romanen enten paa Poesiens Bekostning at insinuere en eller anden Theorie (dogmatiske, doctrinaire Noveller), eller den tr&ae;der i endeligt og tilf&ae;ldigt Forhold til Forfatterens Kj&o-;d og Blod. Dette Sidste kan imidlertid gaae for sig igjennem en stor Mangfoldighed af Modificationer, lige fra en uvilkaarlig Overstr&o-;mmen af det Dygtigere i Personligheden, lige indtil det Punkt, hvor Forfatteren maler sig selv med, ligesom Landskabsmalerne undertiden ynde det, ja endog glemme, at dette kun havde Betydning, forsaavidt man opfattede det som Situation, og derfor gaae over til, aldeles forglemmende Landskabet, at udpensle sig selv i sin egen forf&ae;ngelige salomoniske Pragt-Herlighed, der kl&ae;der Blomsterne, men ikke Menneskene. (Naar jeg i denne Henseende danner en Mods&ae;tning mellem de doctrinaire og de subjektive Romaner, saa seer jeg meget godt, at det dog kun er gjennem en Subdivision, at disse blive hinanden coordinerede; thi ogsaa de doctrinaire Romaner staae i et tilf&ae;ldigt Forhold til Personligheden, da deres Forfattere gjennem en tilf&ae;ldig Villiesbestemmelse acquiescere i S&ae;tninger, som de endnu ikke tilstr&ae;kkelig have gjennemlevet.) Medens imidlertid begge Classer af Romaner staae i et endeligt og forkeert Forhold til Personligheden, saa mener jeg ingenlunde, at Romanen, i en vis prosaisk Forstand skal abstrahere fra Personligheden, eller at man fra et andet Standpunkt kunde med Rette gj&o-;re Fordringer til den, som til str&ae;ng Speculation; men at Digteren f&o-;rst og fremmest maa selv tilk&ae;mpe sig en dygtig Personlighed, og at det kun er denne saaledes d&o-;de og forklarede Personlighed, der b&o-;r og kan producere, ikke den mangekantede, jordiske, palpable. Hvor vanskeligt det er at tilk&ae;mpe sig en saadan Personlighed, kan man ogsaa see deraf, at der i mange ellers dygtige Romaner, findes ligesom et Residuum af Forfatterens endelige Charakteer, der som en n&ae;sviis tredie Person, som et uopdragent Barn ofte snakker med paa upassende Steder. Anvende vi nu dette paa Andersen, saa troe vi med Rette, ikke saa meget argumenterende af som apostropherende til den temmelig g&ae;ngse Conversations-Dom, &anfbeg;det er altid Andersen, han er altid sig selv etc.&anfslut;, at turde regne ham til den Classe af Roman-Digtere, der give en upoetisk Tilgift af deres egen blot ph&ae;nomenologiske Personlighed, uden at vi derfor ville till&ae;gge ham en saa st&ae;rk Villies-Determination i denne Henseende, at den forhindrede ham i ogsaa at streife over paa de doctrinaire Novellers Gebeet, dog ikke saaledes, at han skulde have en eller anden st&o-;rre Theorie, han vilde gj&o-;re gj&ae;ldende, men snarere, som ovenfor viist, som en Forkj&ae;rlighed for og Overvurderen af visse enkelte S&ae;tninger, der i et saa str&ae;ngt Coelibat, som Forfatteren holder dem i, ikke have stort at sige. I hvor st&ae;rk Forstand Andersens Romaner saaledes staae i et forkeert Forhold til hans Person, vil man bedst overbevise sig om ved at reproducere det Total-Indtryk, hans Romaner efterlade sig. Vi mene ingenlunde, at det er forkeert, at det enkelte Individ gaaer under i Romanen; men dette maa blot v&ae;re en poetisk Sandhed, ikke, som hos nogle Digtere, en Opdragelsens pia fraus, eller som hos Andersen en sidste Villie; vi fordre ingenlunde i nogen st&o-;rre Betydning Forstandighed og Klarhed over Livet i ethvert enkelt af hans poetisk skabte Individer, tvertimod ville vi indr&o-;mme ham fuld Magt til at lade dem, om galt skulde v&ae;re, blive afsindige; kun maa det ikke skee saaledes, at en Galskab i 3die Person afl&o-;ses af en i f&o-;rste, at Forfatteren selv overtager den Gales Partes. Der maa i Romanen v&ae;re en ud&o-;delig Aand, der overlever det Hele. Hos Andersen derimod er der aldeles intet Hold: naar Helten d&o-;er, d&o-;er Andersen med og afn&o-;der i det H&o-;ieste L&ae;seren som sidste Indtryk et Suk over dem begge. &streg; Idet vi saaledes her flere Gange har omtalt Andersens Person og Personlighed, vil jeg &streg; til Svar paa en dog kun ved Misforstaaelse og Mistydning mulig Indvending, som om jeg her overtraadte Gr&ae;ndsen for min &ae;sthetiske Jurisdiction og den indenfor denne indr&o-;mmede Competence ved at omtale Andersen som Menneske &streg; vil jeg, uden at beraabe mig paa den Omst&ae;ndighed, at jeg saa godt som ikke kjender Andersen personlig, alene bem&ae;rke, at da den egentlige poetiske Frembringelse, is&ae;r paa Novellens og Romanens Gebeet, ikke er andet end en fyldig, i en friere Verden sig indskabende og i denne sig r&o-;rende, reproducerende 2den Potens af det i f&o-;rste Potens allerede paa mangfoldig Maade poetisk Oplevede, og da man desuden i Andersens Romaner deels savner den constituerende Total-Overskuelse (en Livs-Anskuelse), deels st&o-;der atter og atter paa Situationer, Bem&ae;rkninger &et;c., hvilke man vel ikke kan n&ae;gte at v&ae;re poetiske, men som dog hos Andersen staae som uford&o-;iede og som i poetisk Forstand (ikke saaledes i mercantilsk) ubenyttede, utilegnede, uaffiltrerede, saa kunde man med Rette gj&o-;re den Slutning tilbage, at Andersen selv ikke har i f&o-;rste Potens levet poetisk-klart, da det Poetiske i anden Potens ikke har vundet st&o-;rre Consolidation i det Hele, og ikke er mere udvadsket i det Enkelte; man kunde gj&o-;re denne Slutning, siger jeg, uden at jeg derfor har gjort den eller vil gj&o-;re den, men jeg vil blot gj&o-;re Andersen opm&ae;rksom paa, at dersom han paa en eller anden Maade skulde f&o-;le sig personligt (som bosiddende Mand i Kj&o-;benhavn) afficeret, Grunden da ikke ligger hos mig, men hos Andersen, hvis Romaner staae i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee for en Produktion som for en Amputation af ham selv; og det veed man jo nok, at om det saaledes Amputerede end er langt borte, f&o-;ler man stundom uvilkaarligt en reen physisk Smerte deri. Ville vi nu forf&o-;lge den af os paapegede Grundfeil hos Andersen igjennem de Consequentser, som frembyde sig, naar vi ikke saa meget see paa Hovedanl&ae;gget af Romanen, saaledes som vi n&ae;rmest have gjort det i det Foregaaende, men mere f&ae;ste Blikket paa Behandlingen af det Enkelte, Tekniken i det Hele, og ville vi bestr&ae;be os for, saa godt som muligt at holde Middelveien i Eenheden af Consequentsen som saadan, der s&o-;ger sit Beviis i Enkeltheder, og Enkeltheder, der optagne i Consequentsen derved forklares, saa ville vi for det f&o-;rste bem&ae;rke: Andersen opfatter ved sin Mods&ae;tning eller ved et Andet. Som en st&o-;rre Manifestation af den samme Feil ville vi erindre om den hos Politikerne saa hyppigt forekommende Forkj&ae;rlighed for Garantier, der, som Afl&o-;sning af en tidligere formeentlig Udt&o-;mmen af Gjenstanden ved et eneste stirrende Blik, og de der af flydende i L&ae;ngden temmelig langweilige apokalyptiske Dr&o-;mmerier, maaskee har noget Fristende, og som betinget ved Deeltagelse (uden imidlertid at fuldende L&o-;bet) i en af en nyere Udvikling medf&o-;rt livligere Anskuelse, netop i denne Deeltagelse har sin Gyldighed som relativ Sandhed, sin fuldkomne Ugyldighed som absolut. Idet nemlig disse see Gjenstanden, opfatte de den egentlig kun i sin Misbrug, sin Mods&ae;tning og fordre derfor en betryggende Garantie og acquiescere deri, uden at have gjennemf&o-;rt den i dette Begreb liggende Dialektik. Dette Ph&ae;nomen vil nu vise sig overalt ogsaa i det Mindre, hvor enten en Tanker&ae;kke eller en Livs-Udvikling ikke er gjennemf&o-;rt heelt. Ligesom nu evig Ungdom, forstaaet, ikke saaledes som en taabelig &Ae;ngstelighed for Udviklingen har dr&o-;mt sig det, som den af Barndom, Manddom og Alderdom begr&ae;ndsede Ungdoms-Alder fixeret som saadan, men som den ud over alle Aldere, altsaa ogsaa ud over Ungdommen som saadan liggende livsfriske Sikkerhed i sig selv, vilde v&ae;re det &O-;nskeligste med Hensyn til Novelle- og Roman-Digtningens Intensit&ae;t, saaledes er det dertil svarende og i egentlig store Individualit&ae;ter momentant anskuelige Standpunkt, som det fyldige Pr&ae;sens af Barndom, Ungdom og Manddom, det eneste qualificerede til at frembringe Digtninger, hvori en heel Udvikling foregaaer. Staaer man ikke paa dette Standpunkt, saa kommer man paa en eller anden Maade til at l&ae;gge en bestemt Alder til Grund som Maalestok (hvilket naturligviis er urigtigt, da ingen Alder som saadan er den absolute, end ikke den man pleier at kalde Eens bedste Aar) og er saaledes ikke istand til at give hver Alder Sit. Dette er nu ogsaa Tilf&ae;lde med Andersen. Vi ville tage et speciellere Exempel. Skal han skildre Barndommen, da tr&ae;der der os ikke Repliquer im&o-;de, der ligesom ere grebne ud af en heel barnlig Bevidsthed og beregnede efter det af os skildrede H&o-;idepunkts Meridian; men det bliver ofte enten Barnagtigheder, uford&o-;iede Reminiscentser fra en enkelt concret Barnealder, eller, hvad vi her n&ae;rmest have for &O-;ie, man taler som en &Ae;ldre om Livs-Indtrykket, og f&o-;ier derpaa til i beh&o-;rige Mellemrum, at man maa huske paa Barndommen, paa Barnephantasiens store skabende Kraft, kort sagt man stiller en udvortes Garantie for Opfattelsens Rigtighed, man s&ae;tter en Sopran-N&o-;gle foran et Tenor-Partie. &streg; Eller Andersen opfatter ved et Andet. Vi ville i denne Henseende dedicere Efterstaaende til den almindelige Yttring, &anfbeg;at Andersen altid skal anstille Sammenligninger&anfslut;. En Sammenligning har naturligviis kun sin Betydning, forsaavidt som den f&o-;rer tilbage til en dybere Forstaaen af det, for hvis Skyld den traadte frem. Paa anden Maade ender den med at overfylde vor Hukommelse og at efterlade et totalt Deficit for Anskuelsen; thi hvad enten jeg siger, at en By f. Ex. her er ligesom en By i Italien, som jeg ikke kjender; eller at en By i Italien er som en By i Danmark, uden n&ae;rmere at betegne dem, saa er jeg derved slet ikke bleven klogere, undtagen forsaavidt jeg, anlediget ved at _ForfatterneForfatteren n&ae;vner dem, nu maaskee paa Grund af mit Kjendskab til dem og ved Hj&ae;lp af mit eget Digter-Talent seer mig istand til at overtage Digterens Partes og poetisk at udmale for mig et Billede af deres Eiendommeligheder. At anf&o-;re Exempel herpaa anseer jeg for unyttigt, &streg; det er en Nemhed, som tidligere har yttret sig i Literaturen ved f. Ex. at betegne samtidige Digtere og Skribenter med Navne fra den classiske Oldtid i den Tanke derved at have betegnet dem i deres Eiendommelighed. Kun det vil jeg tilf&o-;ie, at Grunden er den, at Andersen, da han oversprang sit Epos, ogsaa oversprang den til al Skildring absolut n&o-;dvendige Contemplation. Indtr&ae;delsen af denne sig enten hurtigt i en ligesaa forkeert Stagnation fortabende, eller i Retning af ethvert realt Indhold som fingeret, som blot Marcheren paa Stedet sig yttrende Bev&ae;gelighed, er imidlertid saa langt fra at forhindre Tilbagefald, at den _tverimodtvertimod necessiterer disse med Recidivers s&ae;dvanlige Forv&ae;rrelse, med andre Ord en urokkelig Stirren paa en enkelt Gjenstand, som laa al Verden deri &streg; et Ph&ae;nomen, som vi helst ville betegne som Andersens: Overtro som Surrogat for &ae;gte Poesie. Vi ville her ikke tale om denne Overtro, saaledes som den viser sig i det Store hos Andersen, da vi have skildret den fra en anden Side i det Foregaaende, idet vi, ved at vise, at Andersen manglede Livs-Anskuelse, jo egentlig maatte s&o-;ge Grunden til, at hans Individer bleve til Intet i Verden, i hans Vantro til Verden; dog dette seet fra den anden Side er netop Overtro paa Individerne, Overtro paa hans poetiske Heltes Genie og Dygtighed; men kun, hvad vi bem&ae;rkede i det Foregaaende, forsaavidt den viser sig i Behandlingen, i Arrangementet af det Enkelte. Denne Overtro viser sig nu saavel i den V&ae;gt, han l&ae;gger paa en eller anden deprimerende Omst&ae;ndighed, en enkelt lille Ydmygelse endogsaa da, naar Omgivelserne tilsmile En mest, den Kraft, han till&ae;gger disse til at kunne undertrykke endogsaa det sande Genie, hvad jo, for at blive ved &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut;, Christian virkelig er, hvilket indeholder en Miskjendelse af Geniets Magt og dets Forhold til ugunstige Omst&ae;ndigheder (thi Geniet er ikke en Praas, der gaaer ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot ud&ae;sker,) og har sin Grund i at Andersen ikke fremstiller et Genie i dets Kamp, men snarere et Fl&ae;b, om hvilket der forsikkres, at det er et Genie, og som kun har det tilf&ae;lleds med et Genie, at det lider en Smule Gjenvordigheder, som det vel at m&ae;rke endog ligger under for &streg; som ogsaa i at till&ae;gge en enkelt tilf&ae;ldig Begivenhed en paa Anelse svanger Betydning for hele Livet, Noget som vel kan h&ae;nde dette eller hiint virkelig begavede Individ i sin Udvikling, idet det med en sygelig Irritabilit&ae;t og uden Overskuelse af sin Gang, fristes til at till&ae;gge en tilf&ae;ldig Begivenhed for meget; Noget, som derfor ogsaa kan have sin Betydning i den poetiske Frembringelse, og som i Conjunctiv vel kan v&ae;re sandt, men bliver usandt i Indicativ, idet det da ikke lader sig bringe i Harmonie med den egentlig poetisk-rectificerede Anelse, der, netop i Sikkerheden af at have det Hele, aldrig kan komme til at forsee sig paa det Enkelte. Inden jeg imidlertid gaaer over til den speciellere Omtale af &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut;, maa jeg udbede mig L&ae;sernes Opm&ae;rksomhed for en Rubrik endnu, den jeg helst vilde overskrive: &anfbeg;Andersens Tilf&ae;ldigheder&anfslut;, ikke som om jo ogsaa de to foregaaende Afveie, fra et almindeligere &ae;sthetisk Standpunkt iagttagne, maae vise sig som Tilf&ae;ldigheder, men fordi disse staae i et saa v&ae;sentligt Forhold til hele Andersens Stade, at de bedst lade sig opfatte i dette Forhold, og derved ogsaa afgive den beh&o-;rige Relativit&ae;t, indenfor hvilken jeg vel med Rette som Tilf&ae;ldigheder vil kunne beskrive den hele Underskov af forstyrrende Bem&ae;rkninger, der for den blot nogenlunde opm&ae;rksomme L&ae;ser af Andersens Romaner gj&o-;r Veien i dem ufremkommelig, siger og skriver ufremkommelig; idet det gaaer med Andersens Romaner som med andre Fabrik-Produkter, at de for de mikroskopiske Iagttagelser ikke vinde, men bestandig tabe. Jeg sigter ikke herved til, hvad man strikte kunde kalde Episoder; thi dette Punkt har v&ae;ret Gjenstand for Andres Dr&o-;ftelse og beh&o-;ver altsaa ikke videre at omtales, og er paa sit Sted i det Foregaaende bleven ber&o-;rt; jeg sigter ikke herved til, hvad man og kunde henregne til Episoder, en Opstilling af en eller anden Enkelthed, blot for at forhale Tiden, som det synes, da denne ligesaa lidet tr&ae;der i nogetsomhelst dybere organisk Forhold til Hoved-Personen, som den ogsaa er blottet for al elastisk Kraft til, ligesom i et Nu ved et Tryk paa den skjulte Fi&ae;der, at staae for os, og desaarsag blot har det Ubehagelige, at man uvilkaarlig kommer til at t&ae;nke paa en hemmelig Protokol af D&o-;gn-Iagttagelser; &streg; men til den &streg; ved Digteren Andersens Misforhold til sin Person og til det for en Roman-Digter n&o-;dvendige Fond af Kundskaber &streg; betingede Usikkerhed, betingede Rysten paa Haanden, som gj&o-;r, at hans Pen ikke blot slaaer Klatter, men ogsaa slaaer Sladder, og som udm&ae;rker hans Stiil i den Grad, at den derved bliver vanskelig at eftergj&o-;re. Og uagtet jeg nu, idet jeg overskuer den sig frembydende Masse, f&o-;ler mig paa en besynderlig ironisk Maade paa eengang saa riig og saa fattig, &streg; saa fattig siger jeg, fordi jeg n&ae;sten ikke veed, hvor jeg skal begynde eller hvor jeg skal ende &streg;, &o-;iner jeg dog en Udvei i den tidligere gjorte Bem&ae;rkning, at det Hele har sin Grund i hans Misforhold til sig selv og til det forn&o-;dne Fond af Kundskaber. Denne Inddeling vil jeg f&o-;lge og bestr&ae;be mig for i Valget at tage det, som dog er nogenlunde underholdende og i Documentationen at v&ae;re saa kort som mulig. Idet jeg nu vil betegne det f&o-;rste Misforhold som tilf&ae;ldig Stemning, vil det ogsaa v&ae;re temmelig let if&o-;lge vort Kjendskab til Andersens Anskuelse, at udfinde, hvorledes denne tilf&ae;ldige Stemning er beskaffen med Hensyn til sit Indhold, da den n&o-;dvendigviis maa have et Pr&ae;g af Andersens Grund-Anskuelse: Misforn&o-;ielse med Verden; og jeg vil derfor blot, f&o-;rend jeg gaaer over til at d&o-;be den med sit rette Navn, erindre om, at Grunden hvorfor jeg kalder den tilf&ae;ldig, ingenlunde er, fordi den er v&ae;sentlig forskjellig fra hans &o-;vrige Anskuelse, men fordi jeg n&ae;rmest her har med de Yttringer af den at gj&o-;re, der gribe forstyrrende ind i Fremstillingen af det Enkelte, og som vel derfor ogsaa gjerne havde kunnet v&ae;ret undgaaede, om man end nok saa meget deelte Andersens Misforn&o-;ielse, ja som formodentlig Andersen selv vil erkjende for tilf&ae;ldige. For at betegne hans Misforn&o-;ielse med Verden i disse dens tilf&ae;ldige Yttringer veed jeg ikke andet Udtryk end: underl&o-;ben Harme. Langtfra nemlig, som den egentlig talentfulde Roman-Digter formaaer det, midt i Fort&ae;llingens L&o-;b ved en eneste oblique Yttring ligesom at erindre L&ae;seren saa st&ae;rk om en eller anden Person i Romanen, at denne nu pludselig staaer paany lyslevende for ham og maaskee tydeligere end nogensinde f&o-;r, kort sagt, af et eneste Ribbeen at skabe os hele Individet, kan Andersen ikke sikkre sig for, at endog da, naar han selv indf&o-;rer en Anden talende, hvor det da gjaldt om v&ae;sentligt at holde sig inde i denne Andens Charakteer, at denne hans underl&o-;bne Harme mod Verden pludselig understryger den enkelte Yttring og giver den et Anstr&o-;g af hans den poetiske Person aldeles uvedkommende Misforn&o-;ielse med Verden. Dog denne Art af tilf&ae;ldig Stemning h&ae;nger n&ae;rmere sammen med hans hele &o-;vrige Anskuelse end den, vi nu skulle gaae over til at beskrive, og som, saa synes det mig, er saa curieus, at jeg blot vilde &o-;nske, at det maa lykkes mig at fremstille den saa heel og holden, at den fra min Haand kunde ligge f&ae;rdig til Optagelse i et eller andet psychologisk Kunstcabinet. Det h&ae;nder nemlig ikke een, men mange Gange, at Andersen i Fort&ae;llingens L&o-;b taber sin poetiske Ligev&ae;gt, og derved taber sine poetiske Figurer ud af sin digteriske Skaberhaand, saaledes at disse endog contraponere sig ligeover for ham i en real Existents, ligesaa fuldgyldig som hans egen. Derved fremkommer nu et besynderligt Forhold. Disse Individer, som saaledes i ethvert saadant &O-;ieblik oph&o-;re at v&ae;re blot digteriske Figurer, tr&ae;der han nu i Rapport til som til andre V&ae;sener paa denne vor Jord. Deels nemlig fatter han en aldeles jordisk Kj&ae;rlighed til et eller andet Individ, hvilket vel i de fleste Tilf&ae;lde er hans Helt, men som han nu snarere behandler som en Client, han interesserer sig for og ved enhver Leilighed s&o-;ger at faae pousseret i Verden &streg; ligesom ogsaa enhver, som det synes Andersen, Mangel paa pligtskyldig Opm&ae;rksomhed, endog i Tilf&ae;lde, hvor Opm&ae;rksomheden er saa langt fra at v&ae;re pligtskyldig, at den endog vilde v&ae;re urimelig, gaaer paa Grund af den Andersen som Digter betroede Magtfuldkommenhed (til at gj&o-;re hvad han vil) ikke ustraffet hen &streg; deels bliver han i h&o-;i Grad opbragt paa andre Personer, der forekomme i hans Romaner, taler saa dj&ae;rvt imod dem, at man skulde troe, at det var ham om at gj&o-;re at tilintetgj&o-;re deres borgerlige Velv&ae;re i den Verden, hvor Andersen selv h&o-;rer hjemme, men hvor de slet Intet have at bestille. Inden jeg gaaer over til at beskrive det andet Misforhold, som jeg vil betegne som tilf&ae;ldig Viden, vil jeg gj&o-;re opm&ae;rksom paa, at der gives et Stadium af Tilf&ae;ldigheder, som maaskee passende kunde danne Overgangen fra det Foregaaende, det er: tilf&ae;ldige Idee-Associationer, idet disse saavel kunne opfattes fra Personlighedens Side, idet denne sees som den, der ikke har Magt over sine Tanker, deels fra Tanke-Gjenstandens Side, idet denne sees som den, der paa en opr&o-;rsk Maade behersker Personen. Herfra kunne vi nu gaae over til at omtale hans tilf&ae;ldige Viden. Den Masse af Kundskaber nemlig, som Andersen efterhaanden har erhvervet sig, har lidt efter lidt sammenrottet sig mod ham og begyndt paa en Revolution, hvilket har givet Anledning til, at Andersen har maattet istedenfor fra sit Digterstade at bestemme, hvad der skal med eller ikke, indr&o-;mme denne en raadgivende Stemme, hvilket denne naturligviis blot har anseet som Initiativet til at constituere sig selv som den souveraine Magt og gj&o-;re Andersen til sin Befuldm&ae;gtigede, som efter Ordre anbringer dens enkelte Bestanddele paa Prent. Som bekjendt deler Andersen gjerne sine Romaner i Capitler, og ethvert saadant har gjerne et Motto. Vil man nu end ikke dele min Anskuelse, at et Motto enten ved sin musicalske Magt, hvilket det til en vis Grad godt kan have uden at v&ae;re Vers, b&o-;r ligesom pr&ae;ludere og derved s&ae;tte L&ae;serne i en bestemt Stemning, i den Rhythmus, hvori Afsnittet er skrevet (dette er da, forsaavidt Mottoet er et Vers, det Vaudevilleagtige derved); eller det b&o-;r paa en pikant Maade tr&ae;de i Forhold til hele Afsnittet og ikke danne en Ord-Vittighed med et enkelt i hele Capitlet forekommende Udtryk, eller et fadt almindeligt Udsagn om det, som Capitlet indeholder, &streg; saa vil man dog vist indr&o-;mme mig, at der h&o-;rer temmelig megen Smag, en h&o-;i Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i Stemningens Temperatur til at v&ae;lge et Motto, der bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en Figur, som den L&ae;gerne pleie at skrive over deres Recepter. Disse Egenskaber er nu Andersen ikke i Besiddelse af. Ved lang Syslen med Digteriet staaer naturligviis en stor M&ae;ngde af loci communes, af Smaa-Vers &et;c. til hans Disposition, som han nu, ledet af en ganske l&o-;s og udvortes Ideeassociation, anvender paa bedste Maade, og den eneste Lov, jeg har kunnet spore, er den, at tage beh&o-;rigt Hensyn til Digtere af Anden-, Tredie- og Saavidere-Rang. Efter Mottoet begynder Fort&ae;llingen; men den gode gamle Skik, som dog efterhaanden ved det mundtlige Foredrag er gaaet af Brug, at begynde ethvert Afsnit med at r&o-;mme sig, den har Andersen som Skribent optaget. Capitlet eller Afsnittet begynder nemlig gjerne med en eller anden aandrig Phrase. Grunden er imidlertid vistnok ikke den, at Andersen troer, at de egentlig sige stort; men ved lang Omgang med sig selv har en saadan Phrase i Stilhed udviklet en saa stor Kj&ae;rlighed til sig selv, at den bestandig s&o-;ger at opfylde sin Bestemmelse, at blive anbragt, og Grunden, hvorfor den ikke bliver anvendt endnu hyppigere, er ikke Andersens Magt over den, men den Omst&ae;ndighed, at der er en Mangfoldighed af Phraser, der paa et Haar ligne den i Sind og Skind. Dog dette betr&ae;ffer mere den tilf&ae;ldige Aandrighed, der imidlertid som al underordnet Aandrighed er en Videns-Gjenstand; og vi ville til Slutning blot henlede L&ae;serens Opm&ae;rksomhed paa Andersens tilf&ae;ldige Grundighed. De enkelte historiske, geographiske, statistiske Data, de enkelte Fragmenter af grundig Viden faae naturligviis, naar de ikke holdes i Ave og opdrages i Herrens Frygt, saa store Tanker om sig selv, at de ikke l&ae;ngere ville lade sig bruge, men v&ae;re Selbstzweck, og desaarsag uden Hensyn til, om de passe i Sammenh&ae;nget eller ikke, tr&ae;de op med Fordring paa absolut Gyldighed, tr&ae;de op som Sandheder, man aldrig kan sige for tidt og derfor aldrig kan sige paa urette Sted. Vi kunne nu som et Annex til det Udviklede f&o-;ie en speciel Omtale af &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut;, der naturligviis v&ae;senlig vil holde sig indenfor det ved det Foregaaende affurede Territorium, og indenfor det, ikke ved en arbitrair-pavelig, men ved den i Begrebet selv givne vel usynlige, men derfor desto virkeligere Demarcations-Linie begr&ae;ndsede Sp&o-;rgsmaal om det Poetisk-Sande; og det er kun for et Syns Skyld, at vi ville anl&ae;gge et lille Udenv&ae;rk til at holde &O-;ie med et Detachement af Fjender, som dog egentlig ikke ere Fjender, da de i slet Intet ere enige med os, men som snarere maae ansees for nogle intetstedshjemmehavende Snakkere, der formodentlig ikke ville undlade at bem&ae;rke, at det vel gjerne kan v&ae;re sandt, hvad jeg siger, men at deraf ingenlunde f&o-;lger, at det Andersenske er usandt, og som vist endnu h&o-;iere ville gjentage den samme Paastand, naar Sp&o-;rgsmaalet bliver om Forholdet mellem det Poetisk-Sande og det Historisk-Sande, og bringe Andersen i den Forlegenhed enten at maatte paastaae, at det er en historisk-virkelig Begivenhed, han fort&ae;ller, hvorved det hele Standpunkt blev forrykket, eller s&o-;ge at vindicere Fort&ae;llingen sin Betydning som poetisk Sandhed ligeover for den Anskuelse, at den er poetisk usand. Sp&o-;rgsmaalet bliver da n&ae;rmest her, om Hoved-Personen af Forfatteren virkelig er fremstillet som et Genie, og dern&ae;st, om der da er opdrevet tilstr&ae;kkelige Momenter til at bevirke dets Fortabelse, og om nu endog det sidste Punkt var oplyst, saa kommer dog det Sp&o-;rgsmaal igjen, om da det paagj&ae;ldende Individ virkelig var et Genie; thi man kan jo dog ikke n&ae;gte, at den Forestilling, at Geniet maa seire, er ligesom et Arvegods fra en foregaaende bedre Tilv&ae;relse, som, frar&o-;vet Menneskesl&ae;gten, n&o-;dvendigviis maa nedstyrte denne i Modl&o-;shed. Da nu den egentlige Hovedperson ligger for os i hele sin Udvikling, saa var det &o-;nskeligt, om der et eller andet Sted skulde findes et Hvilepunkt, et Bedested, hvor vi kunde samle os og skue tilbage. Men i den Henseende er hans Udviklings-Vei ingenlunde perspektivisk. Deels standser Andersen undertiden selv ved en eller anden ubetydelig Begivenhed, som om vi nu vare ved et Vendepunkt (en Omst&ae;ndighed, vi ikke maae lade os forlede af), deels er Veien fuld af Lygtem&ae;nd, som snart foregj&o-;gle En, at nu er Geniet vaagnet, snart at det er modnet, og som snart igjen afl&o-;ses af Begivenheder, der synes at vidne om det Modsatte, indtil vi atter h&o-;re Forsikkringer om, at nu er Geniet modnet &et;c. &et;c. Dog, da der er et Punkt, hvor Andersen med besynderlig Emphasis opstiller Christians Livs-Dilemma, ville vi standse ved dette, for, idet vi overskue det Foregaaende, at see, om det virkelig med Rette lader sig opstille, eller Andersen vil narre os, eller sig selv og os. Dette Sted findes 1 D. Pag. 60 og kan ansees i temmelig Korthed at indeholde hele Andersens Passivit&ae;ts-Theorie, hele hans Anskuelse af et Genie &et;c., og af den Grund lade vi det aftrykke. &anfbeg;Man har den Folketro, at Berberissens Blomsterst&o-;v er en Gift for Kornet, det tunge Ax beplettes med den &ae;dende Rust. Den &ae;dleste, den mest bl&ae;ndende hvide Papaver forandrer efter Aar sin Farve, naar den staaer mellem de brogede. Omgivelser hedder den usynlige Haand, som omformer Grundstoffet i dets Udvikling. &anfbeg;Medens Billedhuggeren former det bl&o-;de Leer, fatte vi ikke strax, hvilket V&ae;rk der vil skabes. Det kr&ae;ver Tid og Arbeide, f&o-;r Gipsafst&o-;bningen fremstaaer, og efter denne ved Meiselens Slag Marmoret lever op! hvormeget vanskeligere da at slutte sig fra Mennesket som Barn til dets Udvikling og Skj&ae;bne som Mand. Vi see her den fattige Dreng i Svendborg; Instinktet i ham og Indvirkningen udenfra pege som Magnetnaalen kun i to Retninger, hinanden aldeles modsatte. Han maa enten blive en sjelden Kunstner eller et usselt, forvirret V&ae;sen. Omgivningens Blomsterst&o-;v indvirker allerede med Duft og Farve. &anfbeg;Tonernes Gud kyssede ham alt paa Vuggen, mon vel Tidsgudindernes Sang bringe Begeistring eller Vanvid? Mellem Begge er Gr&ae;ndsen kun en tynd V&ae;g. Skal han maaskee v&ae;kke Tusinders Beundring, eller maaskee i den usle Kro, med Violinen under Armen, som gammel Mand spille for den vilde, raae Ungdom, spottes som en halv Taabelig med sine Dr&o-;mme, han hvis Sj&ae;l usynligt fik Tonernes Daab. &anfbeg;Om Hertugen af Reichstadt veed man, at han var d&o-;df&o-;dt; forgj&ae;ves anvendte man alle Midler for at faae ham til Live; da tordnede de hundrede Kanonskud, han aabnede &O-;inene, Pulsen slog. Det var den store Keisers S&o-;n, derfor fik Verden dette at h&o-;re; Ingen veed derimod det besl&ae;gtede med Armodens Barn; ogsaa han var et Liig, et nyf&o-;dt Liig, alt lagt hen paa Bordet ved den s&o-;nderslagne Rude; da klang Fl&o-;iter og Violiner udenfor, hvor omvandrende Musikanter spillede; en Qvindestemme l&o-;d veemodigt st&ae;rkt, og den Lille slog &O-;inene op, r&o-;rte den lille Haand. Mon det var Tonerne, som drev Sj&ae;len tilbage for at virke her paa Jorden, eller kun Tilf&ae;ldet, dette Fornuftmenneskets salomoniske Sv&ae;rd? &anfbeg;En sjelden Kunstner maatte han blive, eller et s&o-;lle Skrog, en Spurv med Bogguld paa Vingerne, hvem de andre Spurve derfor hugge til Blods. Og om han nu blev det? Hvad Tr&o-;st er der for ham? Hvad Tr&o-;st for en Menneskehed med Stolthed i Hjertet? Den udslettes og glemmes som Sneeflokken, der falder i den rivende Str&o-;m, kun en Enkelts V&ae;rk og Navn gaaer over i nye Aarhundreder. Misundelsesv&ae;rdige Lod! men larmende Gl&ae;der kunne vente os i vor nye Tilv&ae;relse, hvor hans Ber&o-;mmelses Lykke da staaer langt borte i en Verden, han ikke kan fremtr&ae;de i, ikke tage Deel i. Hvad gj&o-;r det, hvor h&o-;it vi staae, kun at vi staae godt! det er Verdens Tryllesang, det er den store Menneskeb&o-;lges d&o-;nende Selvtr&o-;st, idet den v&ae;lter frem mod Evighedskysten. &anfbeg;Man kan paa Granstammens Knuder see, i hvor mange Aar Tr&ae;et har voxet, et Menneskeliv har ogsaa sine synlige Led. Et vigtigt _{Overgangspunkt et}Overgangspunkt, et Slags Hovedmoment i Christians Barndom dannede denne Sommer ved Bekjendtskabet med Naomi, Musikunderviisningen og Bes&o-;get paa Thorseng.&anfslut; Vi ville nu for et &O-;ieblik overskue det Foregaaende. F&o-;dt i trange Kaar af fattige For&ae;ldre havde Christian &streg; i sin Fader en Mand, saaledes som han oftere findes blandt Almuen, med en Deel naturlig Poesie, som imidlertid blot havde fundet nogenlunde Tilfredsstillelse ved en i tidligere Tid foretagen Reise i fremmede Lande, og sikkret sig en Smule Husvalelse ved Erindringen derom, indtil denne igjen overv&ae;ldede ham og rev ham paany paa Reiser &streg; en Mand, efter Andersens Fremstilling, med saa dybe uforklarlige, poetiske L&ae;ngsler, at han til Skildringen af ham beh&o-;ver i Erindringen at opfriske Sagnet om Venusbjerget &streg; og i sin Gudfader et saa magel&o-;st musicalsk Genie, at Andersen for at beskrive ham, maa tage sin Tilflugt til at erindre om Paganini, om &anfbeg;Nordens Amphion, Ole Bull,&anfslut; om &anfbeg;disse to Mestere i Jubals Kunst,&anfslut; et Genie, der vel ikke var i Besiddelse af &anfbeg;denne Fuldendthed, som disse to vor Tids Mestere i Jubals Kunst besidde,&anfslut; men maaskee derfor i endnu dybere Forstand istand til at beaande og levendegj&o-;re det i Christian Slumrende &streg; kort sagt hans Barndom er under Forhold, som netop maatte v&ae;re istand til at befrugte ham for hele hans Liv. See vi nu til det n&ae;rmere Forhold, han i sin Barndom traadte i til det Musicalske, da beskrives dette ved at fort&ae;lle, hvorledes Gudfaderens Musik gjorde dybt Indtryk paa Drengen, hvilket det jo, da det var saa udm&ae;rket som Andersen beskriver det, n&o-;dvendigviis maatte gj&o-;re paa n&ae;sten enhver Dreng; tilmed da hans Musik havde den vistnok pikante, for Verden skjulte Synders hemmelighedsfulde Resonantsbund, som den barnlige Uskyld har en ligesaa instinktagtig Takt som Gru for. Forsaavidt er der endnu ikke indtraadt Noget, som r&o-;ber et blot nogenlunde Anl&ae;g for Musik. I Selskab med Gudfaderen foretager han imidlertid en lille Reise, paa hvilken han rigtignok paa en besynderlig Maade kommer i et s&ae;regent Misforhold til det Musicalske, ved at see sig anbragt i et Klokketaarn i Nichen ved Lydhullet. Dog denne Begivenhed, der maaskee kunde synes En og Anden at indeholde et ret betydningsfuldt Vink for hele hans Fremtid, opfatter Andersen med Hensyn til den skadelige Indflydelse paa hans Helbred, den havde, og her ere vi da ved et af Hovedhjulene: &anfbeg;de ulyksalige Krampetilf&ae;lde,&anfslut; der dog tillige till&ae;gges den Fortjeneste, at &anfbeg;gj&o-;re hans &O-;re mere aabent for Tonernes Sprog.&anfslut; F&o-;ie vi nu anticipando det egentlige Hovedmoment i Christians Charakteer til: en ubeskrivelig Forf&ae;ngelighed, saa vil dog vist Enhver tilstaae mig, at ulyksalige Krampetilf&ae;lde, og hvad jeg vilde kalde en ligesaa ulyksalig Forf&ae;ngelighed endnu ikke er nok til at constituere det Dilemma, at han enten maatte blive en stor Kunstner eller et s&o-;lle Skrog, eller til at s&ae;tte saa langtfra hentede og saa h&o-;ittravende Betragtninger i Bev&ae;gelse, som de, der findes 2 D. p. 20 i Anledning af Grevens Yttring om at Geniet maa bane sig selv Vei, idet han til Opmuntring giver ham en Rigsbankdaler: &anfbeg;Det var de Icarus-Vinger, han bandt paa Geniets Skuldre, dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare jo dog et gammelt Thema, som fra Sl&ae;gt til Sl&ae;gt tonede for Kunstnerens &O-;re og vil med Variationer klinge i Aartusinder, saa l&ae;nge Verden er den samme, som da den gav Socrates Gift og Christus en Tornekrone.&anfslut; Andersen skulde dog have sat et sans comparaison til for at undgaae at blive blasphemisk. Et &anfbeg;s&o-;lle Skrog&anfslut; maatte han blive, fordi han var det. Udtrykket selv forekommer os meget betegnende, idet vi ved Skrog n&ae;rmest t&ae;nke paa &anfbeg;de ulykkelige Krampetilf&ae;lde,&anfslut; og ved &anfbeg;s&o-;lle&anfslut; n&ae;rmest paa hans ubeskrivelige Forf&ae;ngelighed. Noget af det, der mest pleier at udm&ae;rke Geniet og give det sin Overv&ae;gt over Verden, er Stolthed, som pleier at blive st&ae;rkere i Modgang, som derfor ogsaa ofte formaaer at holde Individet opreist. Hos Christian er derimod Alt Forf&ae;ngelighed. Det, det kommer ham an paa, er at henlede Opm&ae;rksomheden paa sig, at blive beundret, ja han tager endog til Takke med en Hyldest, som han dog i Grunden veed skjuler Spot i sig, naar han blot kan nyde den et &O-;ieblik. Hans Forf&ae;ngelighed viser sig ogsaa i hans Forhold til Luzie og Naomi. Imod den f&o-;rste, denne tilbageholdne, beskedne Pige, behager han sig i at lade al sin Forf&ae;ngelighed udtale sig i stortalende Dr&o-;mmerier, udt&o-;mmer sig i Beundring over sig selv som Joseph i dennes skj&o-;nne Forhold til sine Br&o-;dre &streg; mod Naomi, denne stolte, men un&ae;gtelig poetiske Pige, som er den egentlige Gjenstand for hans Kj&ae;rlighed, som han oftere kommer i Ber&o-;ring med, teer han sig saa &ae;ngstelig (saa forf&ae;ngelig i modsat Retning), ikke fordi hun er ham aandelig overlegen, nei, fordi hun er den fornemme Dame, som omgives af Livr&eaigu;-Tjenere; han ryster, naar han n&ae;rmer sig hende, som et &Ae;spel&o-;v. Og see vi ham endelig i det betydningsfulde &O-;ieblik, da Naomi har gjort Alt for at bev&ae;ge ham til et afgj&o-;rende Skridt, da hele Livets Landskab bag ved ham er afbr&ae;ndt ligefra J&o-;dens Huus til hans Stedfaders, da Naomi selv tager forkl&ae;dt til Hest ud for at tage Afsked med ham &streg; see vi ham da som et &anfbeg;s&o-;lle Skrog&anfslut; blive hjemme, saa forundres vi vist over, at der nogensinde har v&ae;ret Tale om Andet. Dog endnu et Afsnit af hans Liv har Digteren forbeholdt sig for tredie Bind, og de faa Sider, der beskj&ae;ftige sig hermed, ere da ogsaa saa Noget n&ae;r det Eneste i det hele Bind, der egentlig har med Romanen at gi&o-;re; thi det &O-;vrige, som omtrent ikke indeholder Andet end L&o-;st og Fast af Andersens Erindringer, indsmuglede i Naomis Dagbog, lod sig bedst udgive s&ae;rskilt, og dersom Hr. Andersen saa synes, saa vilde vi give den lille Bog til Motto: Andersen: Kun en Spillemand 1 D. p. 70. &anfbeg;Ved hvert Pr&ae;g af en &ae;ldre Tid kom Skr&ae;dderen altid til at t&ae;nke paa, hvad Lignende han havde seet, og han gjorde da Sammenligninger. .... Hvad Hjertet t&ae;nkte, maatte Munden sladdre om, enten det saa morede de Andre eller ei.&anfslut; 12 Aar nemlig efter at vi sidste Gang have h&o-;rt Noget om Christian, lader nu Forfatteren ham tr&ae;de op for os som en stakkels Spillemand, der om S&o-;ndagen spiser hos Luzie og hendes Mand, Skolel&ae;reren dersteds, som endnu t&ae;nker paa Naomi og samler Penge for engang at hj&ae;lpe hende, hvis hendes Flugt med Ladislaus skulde have styrtet hende i Ulykke, kort sagt vi finde et Menneske, som s&o-;ger, saa godt han kan, at tr&o-;ste sig over Skuffelsen af utidige Forventninger; men vistnok er det, at der aldeles ikke er Noget i ham, som tyder hen paa et fordums Genie; man erfarer ikke engang Noget om hans Spil; vist nok er det, betr&ae;ffende hans H&ae;ndelsers hele Skare, at hverken nogen enkelt eller alle tilhobe vilde have v&ae;ret istand til at kn&ae;kke et blot nogenlunde Genie. Vi erfare, at han h&o-;rer til de Hellige. At gj&o-;re ham til Een af dem er ingen Kunst, dertil beh&o-;ver Andersen blot Papir og Pen, og det er jo n&ae;sten blevet til et Sprichwort at blive &anfbeg;hellig,&anfslut; naar man ikke kan tage sig i Verden. At anskueliggj&o-;re, hvorledes han kunde blive det, og det Symptom, som laa ham n&ae;rmest, har Andersen fritaget sig for, han er overhovedet bedre skikket til at fare afsted i en Diligence og besee Europa, end til at skue ind i Hjerternes Historie. F&o-;ie vi nu hertil, at Andersen lader det gaae Faderen omtrent som S&o-;nnen, idet han, modificerende et gammelt Kneb, naar man ikke kan paa en skikkelig Maade blive af med en eller anden Person, da at putte ham i et Kloster paa en ret besynderlig Maade, lader ham gaae i Kloster, dog ikke for der at finde Tr&o-;st for feilslagne Forhaabninger, Hvile for sin Sj&ae;l, saaledes som Middelalderens Dybsind forestillede sig det, og det er saa vist, som jeg skriver dette, at det er Sagnet om Venusbjerget, der altid har Klostret i Baggrunden, der har forledet Andersen &streg; men af Frygt for ellers at komme til at sulte ihjel (3, 65) et nyt og meget poetisk Motiv til at blive Catholik; f&o-;ie vi hertil at Gudfaderen h&ae;nger sig, saa kan vi med temmelig Ret sige, at den hele Familie kommer paa en unaturlig Maade af Dage. Forfatteren af disse Linier er derimod saa heldig, saa troer han, her paa en naturlig Maade at kunne ende sin Omtale af &anfbeg;Kun en Spillemand,&anfslut; forsaavidt den skulde skee, og forsaavidt den kun kunde skee fra det i det Foregaaende givne Standpunkt. &streg; Hvad jeg til Slutning har at sige, foranlediget ved det vistnok i det Hele taget som factisk indr&o-;mmede Misforhold mellem en l&ae;sende og en critiserende Verdens Dom over Andersen, forsaavidt dette ogsaa har gjentaget sig i min Bevidsthed, da vilde jeg &o-;nske, at det maa lykkes mig herom at tale ligesaa personligt, som jeg har s&o-;gt at holde det Foregaaende frit for ethvert obliquet Forhold til min Personlighed. Idet jeg nemlig reproducerer det f&o-;rste Stadium, levendegj&o-;res Erindringen om en Mangfoldighed af poetiske Stemninger, som ethvert digterisk Liv, endogsaa det mest uklare, og i en vis Forstand dette maaskee mest, maa v&ae;re gjennemflettet med, og idet jeg endnu en Gang s&o-;ger at fastholde hver enkelt, fortr&ae;nger den ene den anden saa st&ae;rkt, at Totalit&ae;ten af dem samler sig ligesom til Afsked i en eneste Concentration, i et N&ae;rv&ae;rende, der dog i samme &O-;ieblik f&o-;ler i sig N&o-;dvendigheden af at blive et Forbigangent, og derved fremkalder et vist veemodigt Smiil hos mig, idet jeg betragter dem, en Taknemlighedsf&o-;lelse, idet jeg erindrer mig den Mand, hvem jeg skylder det Hele, en F&o-;lelse, som jeg hellere &o-;nskede at hvidske Andersen i &O-;ret end betroe til Papiret, ikke som om det noget &O-;ieblik har v&ae;ret Andet for mig end en Gl&ae;de at kunne yde ham, hvad han har Ret til, og som fornemmelig i vor Tid Enhver, der endnu f&o-;ler lidt for Poesien i den ecclesia pressa, i hvilken vi leve, n&ae;sten maa fristes til at yde varmere, end Sandheden maaskee kunde fordre det; ei heller som om en saadan Yttring ikke lod sig bringe i Samklang med min hele tidligere udtalte Anskuelse af Andersen, da jeg altid for mit Vedkommende har gjort mere af Poesie trods al dens Liggen under end af den mest seierrige Prosa, eller for at blive ved Andersen, da jeg, _trostrods al hans Omtumlen, al hans B&o-;ien for enhver poetisk Luftning, dog altid gl&ae;der mig over, at han endnu ikke er kommen ind under Politikens altomfattende fandenivoldske Passat &streg; men fordi en saadan Yttring i det Hele taget er meget udsat for Misforstaaelse, Noget jeg imidlertid haaber, at jeg skal kunne finde mig i, naar blot Andersen for at undgaae den, vil holde, hvad jeg med sympathetisk Bl&ae;k har skrevet, for det Lys, der ene gj&o-;r Skriften l&ae;selig og Meningen tydelig. Imidlertid skal man ikke saa ganske troe Hegelianerne paa Ordet, naar de omtale deres Forhold til Virkeligheden; thi naar de i denne Henseende beraabe sig paa deres Mesters ud&o-;delige V&ae;rk (hans Logik), da forekommer det mig, at det gaaer til som i Rangforordningen, hvor man, begyndende med Secretairer (Seyn, den rene V&ae;ren), nu igjennem &anfbeg;andre Secretairer&anfslut; (das Andre, das Besondre, Nichts |M[det er ogsaa derfor, at man siger, at andre Secretairer sind so viel wie Nichts|M]) lader Bestemmelsen &anfbeg;virkelige Secretairer etc.&anfslut; fremgaae, uden at man derfor er berettiget til at slutte, at der i Virkeligheden er en eneste &anfbeg;virkelig Secretair.&anfslut; Vernunft wird Unsinn, Wohlthat Plage Weh Dir, da&ss; Du ein Enkel bist. Jo l&ae;ngere man nemlig er borte fra det egentlig Centrale i Udviklingen, desto besynderligere maa denne naturligviis forekomme, og jeg tvivler ikke paa, at en Rana paradoxa f. Ex. vilde i en eneste S&ae;tning kunne fremkomme med langt bet&ae;nkeligere Tvivl om Tilv&ae;relsen end summa summarum af alle Skeptikere og Frit&ae;nkere indtil Dato; thi som J. Paul siger: &anfbeg;Solchen Sekanten, Kosekanten, Tangenten, _KotagentenKotangenten kommt alles excentrisch vor, besonders das Centrum.&anfslut; Vi paa Forf&ae;dres Skuldre staae, Vi tykkes store &streg; ere smaa ... Cfr. Hoffmanns Schriften neunter Band p. 45: &anfbeg;Seltsam war die Gruppe, die beide zusammenstehend bildeten. Gegen den herrlich gestalteten Gregor (dette er den historisk udviklede Stat) stach gar wunderlich das winzige M&a..;nnlein ab, das mit hoch empor gereckter Nase sich kaum auf den d&u..;nnen (uhistoriske) Beinchen zu erhalten vermochte. Cfr. &Ae;gtestand p. 198: &anfbeg;Min elskv&ae;rdige unge L&ae;serinde! Du, som maaskee har taget denne Bog i Haanden for at adsprede Dig fra Tanker, som Du neppe t&o-;r tilstaae Dig selv: Dig is&ae;r v&ae;re denne simple Fort&ae;lling helliget med en ukjendt Vens varme &O-;nsker for din Seir! &streg; Nutidens Surrogat: Tramp i Gulvet med lange Bene Forslaaer kun lidt. Cfr. Extremerne. Skj&o-;ndt nu Montanus den Yngre afgiver et m&ae;rkeligt Beviis paa det Alvor og den Kj&ae;rlighed, hvormed denne Forfatter omfatter ethvert Ph&ae;nomen i Virkeligheden, og skj&o-;ndt den realistisk-politiske Udvikling maa i h&o-;i Grad v&ae;re ham forbunden for, at han har foretrukket at opstille en saadan Repr&ae;sentant, og ligesom ikke har villet agte paa alle de Opfordringer, Udviklingen selv gav ham til at opfatte dens comiske Side, saa kan jeg dog, uagtet alle dens Fortjenester, ikke n&ae;gte, at det forekommer mig, at den i Afrundethed staaer tilbage for de &o-;vrige, da Montanus mere bliver kn&ae;kket, end igjennem Udvikling forklaret. &streg; Skulde jeg anf&o-;re et Exempel herpaa, vilde jeg n&ae;vne: B&o-;rneballet. Stille og m&o-;rkladen er vel min Hede; Dog under Lyngtoppen Blomsteret staaer. L&ae;rken bag Gravh&o-;ie bygger sit Rede Og sine Triller i &O-;rkenen slaaer. Af Jorden est Du kommen! Naar jeg siger oversprunget, da er det paa dette Sted paa en Maade en Anticipation, da jeg endnu ikke har omtalt hans senere Virksomhed og der altsaa var en Mulighed af, at han endnu ikke var kommen dertil. Man taler derfor ikke engang saa meget paa det Sted, Talen har hjemme, som man mere besynger og besnakker (Dichtung und Wahrheit) hvad man ved en foregaaende Leilighed har sagt eller vilde have sagt. Det er ogsaa ret m&ae;rkeligt, at den nyere Udvikling i saa mange Henseender har distingueret sig som Formet&o-;rvs-Perioden. Sed nimis arta premunt olidae convivia caprae. &anfbeg;Grinden holdt sig bestandig i en t&ae;tsluttet Flok; thi den er som visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, f&o-;rst med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store Vandstraaler i Veiret, som i nogen Afstand bedre kunde h&o-;res end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skj&o-;nne, temmelig rolige og _svage.svage.&anfslut; Cfr. Tidsskrift for Naturvidenskaberne, udgivet af &O-;rsted, Hornemann og Reinhardt No. 11 p. 209. Det er overhovedet s&o-;rgeligt at see den ved aandelig Fattigdom betingede T&ae;ren paa Poesiens Activer (Sagn etc.), den idelige Repeteren af disse, uden Tanke om at gjennemf&o-;le det dybere Poetiske deri, som er saa herskende i den nyere Literatur. &streg; Dette Standpunkt er meget g&ae;ngs, og man kan som oftest kjende de derhen h&o-;rende Species paa en Tilb&o-;ielighed til, endogsaa naar Talen er om den ubetydeligste Gjenstand, at gaae ud fra en &anfbeg;Grunds&ae;tning.&anfslut; f. Ex. O. T. Was ich nicht wei&ss;, macht mich nicht hei&ss;, so denkt der Ochse, wenn er vor dem Kopf ein Brett hat. Cfr. Grabbe. For at holde Sp&o-;rgsmaalet saa reent som muligt, maa jeg erindre om, at jeg ikke s&o-;ger at gj&o-;re een Livs-Anskuelse gj&ae;ldende, Andersen en anden; men at jeg s&o-;ger, uinteresseret for nogensomhelst bestemt Livs-Anskuelse, blot at bekj&ae;mpe dette negative Standpunkt og dets Ret til at udgive sig for en Livs-Anskuelse. Hvorvidt denne endelige Undergang er poetisk sand, derom kan et saadant Individ ordenligviis ikke d&o-;mme, da han jo mangler den egentlige Overskuelse. Man kunde n&ae;sten fristes til at opfordre ham til at bevise Identit&ae;ten af Personen. En saadan oprindelig Passivit&ae;t synes Andersen virkelig ogsaa at ansee for medhenh&o-;rende til Geniet, cfr. &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut; 1, 161: &anfbeg;Geniet er et &Ae;g, der tr&ae;nger til Varme, til Lykkens Befrugtigelse, ellers bliver det et Vind&ae;g.&anfslut; 1, 160: _{Han anede}&anfbeg;Han anede Perlen i sin Sj&ae;l, Kunstens herlige Perle, han vidste ikke, at den som Perlen i Havet maa vente paa Dykkeren, som h&ae;ver den til Lyset, eller kl&ae;be sig fast ved Musling og &O-;sters, det h&o-;ie Patronatskab, for saaledes at komme til Skue.&anfslut; Det er en ganske egen Sort Genie, selv i den antike Verdens Classicit&ae;t sprang de i fuld Rustning ud af Jupiters Hoved. Altsaa Geniet tr&ae;nger til Varme! Geniet skal gaae Skj&o-;rteveien! Lad os ikke blive utaknemmelige mod de Genier, vi have; og lad os ikke gj&o-;re Hovedet kruset paa de Yngre! Saaledes som det er gaaet med Ordet &anfbeg;Upartiskhed&anfslut;, der i vor lunkne Tid omtrent betegner det, som en Mand allerede forl&ae;ngst har angivet som sit Standpunkt: hverken at v&ae;re partisk eller upartisk. Denne Note, som jeg her maa udbede mig en og anden L&ae;sers Opm&ae;rksomhed for, er det mig en sand Forn&o-;ielse at udarbeide, da den indeholder Svar paa et Sp&o-;rgsmaal, som ikkun nogenlunde opm&ae;rksomme L&ae;sere kunne gj&o-;re. Det kunde nemlig synes, at naar jeg her ikke i st&ae;rkere Udtryk omtaler Andersens f&o-;rste Potens, at jeg da kommer i Strid med min tidligere Yttring, at Andersen selv kunde blive en meget poetisk Person, naar han optoges i et Digt; men hertil maa jeg svare, at Grunden, hvorfor jeg ikke udtalte mig og umuligt kunde udtale mig n&ae;rmere om Andersens f&o-;rste Potens, var, fordi jeg kom til den fra hans anden; hvorimod saasnart jeg begynder med Andersen som Lyriker, jeg dog i mange Maader maa sige, at han kunde blive en meget god Figur i en Roman, idet Digteren da med sit &O-;ie vilde skue det i hans Somnambule-Tilstand givne ham i mange Maader ubevidste Poetiske. Andersens f&o-;rste Potens maa snarere sammenlignes med de Blomster, hvor Han og Hun sidde paa een Stengel, hvilket som Gjennemgangsstadium er yderst n&o-;dvendigt, men ikke egner sig til Productioner i Roman- og Novelle-Faget, der kr&ae;ve en dybere Eenhed og f&o-;lgelig ogsaa foruds&ae;tte en st&ae;rkere Kl&o-;ftelse. Ligesom der nemlig gives Folk, der som Steen voxe ved udvortes Tils&ae;tning, saaledes gives der Folk, der producere ved en udvortes Udstykken af det oprindelig Givne, saa at de enkelte Tanker efterhaanden tabes ligesom T&ae;nder, blot efterladende et Hul, og der efter en Tids Forl&o-;b ikke bliver andet tilbage end en Gumlen paa Stumperne, en Tyggendr&o-;v paa det Gamle, istedetfor en sand digterisk Production burde gj&o-;re Digteren indefter friere, rigere, sikkrere. &streg; Omnia ad ostentationem, nihil ad conscientiam. Denne Tilb&o-;ielighed til Garantier i en lignende triviel Forstand, viser sig ogsaa i det Intellectuelle, og Enhver, der blot har en Smule Praxis, har vist ofte st&o-;dt paa Individer, der legitimere deres Ret til at v&ae;re komne til de dybeste Resultater i Philosophien ved den Forsikkring, at de i 3 N&ae;tter ikke have kunnet sove for at t&ae;nke over den Ting, og denne Betragtning er da Indledningen til et Resultat, som det ikke er vanskeligt at faae fat paa i en eller anden speculativ Journal. Sagen er den: som Skoledrenge snyde de sig et Facit til og skjule nu deres Tyveri ved en saadan Garantie. Cfr. de 6 f&o-;rste Capitler af Kun en Spillemand. Det er dog et Sp&o-;rgsmaal, om man i den Forstand skal oph&o-;re at v&ae;re Barn, at man ikke l&ae;nger kan gl&ae;de sig ved det Smaa, fordi man har seet det St&o-;rre, hvilket sidste har en ubegr&ae;ndset Relativit&ae;t. Jeg smiler ad Barnet, fordi jeg har seet Alperne, men skulde da Mohammed ikke med samme Ret smile ad et voxent Menneske, der gl&ae;der sig over Alperne, da han havde v&ae;ret i den 7de Himmel. Eller udvikles ikke ved den Anskuelse en reen Materialisme? En anden Sag er det med det Spidsborgerlige; Feilen ligger ikke deri, at det som Barnet gl&ae;der sig ved det Smaa, men at det, uagtet en Mods&ae;tning er givet i Bevidstheden, nu holder fast ved det Smaa og paastaaer, at det er ligesaa godt som det Store, holder fast ved denne S&ae;tning og glemmer derfor at nyde det Smaa: og denne sidste Side er netop Feilen. 1,156. (Jeg vil eengang for alle bem&ae;rke, at jeg tager mine Exempler af &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut;, da jeg har den ved Haanden. &streg;) Cfr. 1,146, 1,141; man skulde troe, at de paagj&ae;ldende Individers aandelige Habit var bestilt hos en eller anden poetisk Lappeskr&ae;dder. &anfbeg;Kun en Spillemand&anfslut; 1,150, hvor Christian f&o-;rste Gang kommer paa Dandseboden; det hedder: &anfbeg;med Hatten i Haanden hilsede han h&o-;fligt til alle Sider. Ingen lagde M&ae;rke dertil&anfslut;. Det er endda ikke saa underligt (naar en Skibsdreng kommer ind blandt Matroser paa en Dandsebod, er han maaskee snarere udsat for at blive kastet paa D&o-;ren og for saavidt kan den lille Christian v&ae;re glad over, at man ei bem&ae;rkede ham); langt underligere er det, at L&ae;seren bliver gjort opm&ae;rksom derpaa, og det endda ikke gjennem Christians Mund, det lod sig endda h&o-;re, thi han er nu engang et forf&ae;ngeligt Skrog; men det er Andersen, der selv gj&o-;r Bem&ae;rkningen, og som formodentlig &o-;nskede, at Folkene paa Dandseboden strax skulde &o-;inet det store Genie. &streg; 1,156. Han bes&o-;ger Steffen-Karreet, og idet han skal gaae bort &anfbeg;traadte et Par andre Jomfruer ind fra Sidev&ae;relset, de vare let kl&ae;dte, som hun, og de h&o-;rte Historien og loe, og saae med dumme &O-;ine paa Drengen.&anfslut; Jeg vil ikke tale om, at jeg er bange for, at vi alle komme til at see med ligesaa dumme &O-;ine paa Christian, naar hele Historien er forbi, saafremt man ved dumme &O-;ine forstaaer &O-;ine, som ikke kan see, at Christian var et stort Genie, men jeg vilde blot sp&o-;rge: hvo gj&o-;r den Bem&ae;rkning? Christian kan det umuligt v&ae;re; thi saa uartig en Dreng troer jeg dog ikke, Christian var, at han i et Huus, hvor han havde nydt Opm&ae;rksomhed (cfr. 1,151), hvor jo ogsaa Steffen-Karreet havde leet af ham og gjort det godt igjen, hvor han i det h&o-;ieste kunde blive vred, fordi de loe, skulde komme til den Betragtning, at de saae paa ham &anfbeg;med dumme &O-;ine&anfslut;. Det er igjen Andersen, der er bleven vred. Jeg f&o-;ler meget vel, hvor lidet bevisende ethvert saadant enkelt Sted er, og jeg maa derfor i det Hele t&ae;nke mig L&ae;sere, der ere velbevandrede i Andersen. Saaledes den stakkels Niels, som Andersen flere Gange synes at blive ret arrig paa, og jeg ventede virkelig, at han engang ret i sin Vrede, ligesom mangen bekymret Familiefader, skulde udbrudt: &anfbeg;det er en Satans Dreng, man skal tr&ae;kkes med, den Niels, han kan heller aldrig lade Christian i Fred.&anfslut; Saaledes er den Maade, hvorpaa han behandler Hs. Vel&ae;rv&ae;rdighed Pastor Patermann, mildest talt meget upassende. Ogsaa Naomi bliver, til Erstatning for at Christian i Digtet, if&o-;lge Andersens Idee, maa gaae under ligeover for den saa begunstigede Pige, ikke skaanet i enkelte Udbrud og Yttringer mod hende, hvor han ligesom synes at blive utaalmodig over den ubegribelige Lykke, der er falden i hendes Lod. F. Ex. 2,113 &anfbeg;Hendes (Naomis) fine Fingre vendte Bladene i en Bog .... Var det Balles L&ae;rebog eller Psalmebogen, den nye, forbedrede Udgave, hvoraf prosaiske H&ae;nder har plukket Poesiens duftende Blade?&anfslut; denne sidste Bem&ae;rkning er jo Situationen aldeles uvedkommende, og fremkaldt derved, at Andersen, idet han n&ae;vner Psalmebogen, derved kommer til at t&ae;nke paa den Mangfoldighed af Sp&o-;rgsmaale, der i den Anledning har v&ae;ret i Bev&ae;gelse her hjemme. Cfr. 3,16. &anfbeg;Men for Naomi klang det som Suk og Spot, det var den kolde Luftning fra Spiegelbergs fugtige F&ae;ngsler, det var den trykkende Hede fra Venedigs Blykamre&anfslut;. Her gaaer Ideeassociationen ikke igjennem Situationen, men motiveres ved den Omst&ae;ndighed, at Andersen Paginaet iforveien har n&ae;vnet Silvio Pellico: le mie Prigioni. &et;c. &et;c. 1,118 &anfbeg;&Ae;selet tr&ae;der tidt paa den bedste Blomst, Mennesket paa sin Broders Hjerte&anfslut;. &streg; 2,150. &anfbeg;Aaret 1820 havde for Danmark en stor Deel Begivenheder. Statsgj&ae;lden fik en L&ae;k; Dr. Dampe med nogle urolige Hoveder vilde give Statsskibet en L&ae;k; Meningsstridigheder udviklede sig i Religionssamfundet, og hvert af disse Partier fandt en L&ae;k hos sin Modpart; under saa mange og saa store L&ae;k t&o-;r vi ikke tale om den, som Ladislaus gjorde paa mangt et qvindeligt Hjerte&anfslut;. &et;c. Cfr. 1,114. &anfbeg;dernede sv&o-;mmede Skyernes Billede, dernede fl&o-;i Fuglen med udbredte Vinger, netop saa dybt, som den sv&ae;vede over Vandspeilet&anfslut;. Det er Christian, der vogter Gj&ae;s og sidder og phantaserer, og midt i Drengens Phantasie kommer nu den S&ae;tning: netop saa dybt &et;c. Hermed kan sammenlignes hele hans Unders&o-;gelse om Naomis religieuse Tilstand. 2,119. &anfbeg;Hos hende begyndte den straussiske Fordunstning, som opl&o-;ser Alt Historisk i Myther. Der udviklede sig hos hende en Anskuelse i Religionssager, som den, der i vor Tid begynder at udtale sig hos Enkelte i Tydskland, en Art Frit&ae;nkeri ...&anfslut; 2,129 &anfbeg;i religieus Henseende var hendes Anskuelse hverken ascetisk eller hellenistisk, snarere var hun en forudflyvende Partieg&ae;ngerske for det unge Tydskland&anfslut;; denne hele Unders&o-;gelse erindrer om en Retssag, hvor der blev Sp&o-;rgsmaal om, hvorledes det i religieus Henseende stod sig med Inquisiten, i hvilken Anledning nogle tilkaldte Landsbypr&ae;ster udt&o-;mte med stor Grundighed deres hele Skole-Viisdom om: Deisme, Theisme Atheisme, Pantheisme. &streg; cfr. 3,86 om Frankrigs religieuse Tilstand: &anfbeg;Paris har for &O-;ieblikket ingen Religion, de have glemt Madonna, ja n&ae;sten Faderen og S&o-;nnen, Aanden er den ene herskende. Ingen Munk seer Du paa Gaden, ingen Procession; fra Scenen selv pr&ae;dike Digterne Protestantisme (?). &streg; Cfr. hele Naomis Reise. &et;c. Jeg maa bede Andersen at undskylde, at jeg ved at lade et saa stort Stykke aftrykke n&ae;sten har gjort mig skyldig i et Plagiat, og jeg kan alene sige til mit Forsvar, at det jeg har plagieret, ikke er det, jeg anseer for det bedste. &streg;