]> S&o-;ren Kierkegaard Journalen NB NB Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup Niels W. Bruun og Steen Tullberg KA, A pk. 5, A pk. 48, B pk. 33 l&ae;g 1 og C pk. 8 l&ae;g 2 Af S&o-;ren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-43 Af S&o-;ren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1844-1846 S&o-;ren Kierkegaards Papirer, 2. for&o-;gede udgave, 1968-78 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2003 http://sks.dk/nb/txt.xml 20091007 Karsten Kynde 1.4 NB Journalen NB. L&o-;se blade indkl&ae;bet forrest i journalen (NB:2 og NB:4-6)F&o-;rst efter Udgivelsen af den sidste store Bog &anfbeg;afsluttende Efterskrift,&anfslut; har jeg turdet give mig Tid til at see mig om, og bekymre mig om min udv. Existents. Mine Finantzer tillade mig ikke mere at v&ae;re Forfatter. Almdl. Bem&ae;rkning om lit: Forhold i Danmark. Jeg henvender mig til Staten; thi saa stolt og roligt jeg med Guds Hj&ae;lp skal forblive at forholde mig ironisk mod saadanne chim&ae;riske St&o-;rrelser som Publikum, mod Dagbladenes tryglende Tyrannie o.s:v: &streg; lige saa s&o-;mmelig skal jeg med Guds Hj&ae;lp forblive hvad jeg altid har v&ae;ret underdanig. &streg; Jeg kunde maaskee ved at accommodere mig blive yndet af Publikum, men det vil jeg ikke: saa vil jeg slet ikke v&ae;re Forfatter. anbefalende Momenter. 1) min Str&ae;ben som Forfatter maa v&ae;re i Overensstemmelse med Statens Interesser. 2) jeg har viist, at jeg kan benytte otium 3) jeg er ung og lever klosterligt strengt for at arbeide. 4) jeg er ugift og har Intet Andet der besk&ae;ftiger mig. Det er ikke som naar Staten ellers underst&o-;tter en Mand qua Forfatter, der tillige er mange andre Ting, ell. har Familie. Og saa meget mere haaber jeg at komme i Betragtning som andre Forfattere dog tjene lidt Honorar ved deres B&o-;ger (om dette end altid kan v&ae;re lille nok), medens jeg formelig giver Penge ud, saa min Correcteur bogstaveligt har tjent mere end jeg. Rapport. I hele den ubevidste Verden er Omverdenens Tryk og det Enkeltes Modtryk identiske. Det f&o-;rste Spor af Spontaneitet ligger i at dette _MoTryk og Modtryk medieres gjennem et Tredje: Almeenf&o-;lelse, F&o-;lelse, Selvf&o-;lelse. Bevidstl&o-;shed. &streg; Saa maa der dannes en impressionabel Substants (Nervesystem); dern&ae;st maa der v&ae;re en Omverden, &streg; Verdensbevidsthed; &streg; saa en Opsamling en Opbevaring af Indtryk (Innerung &streg; ell. i h&o-;iere Sph&ae;re Erinnerung); og denne Opbevaring maa have naaet et vist Maal: Selvbevidsthed. &streg; Guds Bevidsthed. Dyrene: Naturdrift; Kunstdrift; Vandredrift. Barnet Forstand; Phantasie med Puberteten; Fornuft. Og som i den menneskelige Organisme den udvikler sig ved en eensformig Gjentagelse, gjentaget S&ae;tten af _PubUrzellen, saaledes Hukommelsen, der jo er en Gjentagelse. Og som der paa samme Tid i Organismen er en Str&ae;ben til Totalitet: saaledes Phantasien der er Totalitet. &streg; Phantasien completerer Msket. Journalen NB. L&o-;st blad indkl&ae;bet p&aa; forsiden af andet blad (NB:5)No 1. Den offentlige Mening. No 2. Hvad man l&ae;rer af Lilierne paa Marken og Himmelens Fugle. No 3. At v&ae;re den gode Tilh&o-;rer. No 4. Latterens Misbrug. No 5. Udm&ae;rkelsens vanskelige Forhold i et lille Land. No 6. Aandsbesk&ae;ftigelses Gyldighed i sig selv. No 7. Hvorfor Socr. _ksammenlignede sig med en Bremse. a No 8. Eensomhed og Taushed som v&ae;sentligt Medhenh&o-;rende i den personlige Leven. b No 9. Om B&o-;rneopdragelse. c No 10. Det Ford&ae;rvelige og Vildledende i den nu saa almdl. Brug af det Statistiske ogsaa paa Aandens Gebeeter. Ikke som den forrige Redakteur, hvem det lykkedes at s&ae;tte sig i Forhold til Samtalen i &O-;ieblikket &streg; og derfor at v&ae;re kj&ae;rkommen. hell. vil jeg str&ae;be at s&ae;tte mig i Forhold til Tausheden Man har for mange Blade at rode i, ligesom de Studerende for mange B&o-;ger, derfor l&ae;ser man ikke godt. Indholdet skal v&ae;re hvad man kunde kalde aandeligt forstaaet det daglige Br&o-;d. Anskueliggj&o-;re Samdr&ae;gtigheden, det Almene, det F&ae;lles for Alle (det religieuse Anstr&o-;g). Snart vil jeg v&ae;lge en lidt vanskeligere Tanke &streg; og da er det som naar den Ringe indbydes til Gjestebud hos den Fornemme &streg; snart en ganske eenfoldig Tanke: som naar den Fornemme gaaer til Gjestebud hos den Ringe. At L&ae;seren om muligt vil l&ae;se h&o-;it. a Politik i s&ae;rlig Forstand skal absolut udelukkes. Martz. 1846. d. 9. &anfbeg;Afsluttende Efterskrift&anfslut; er ude; Pseudonymiteten overtagen; een af Dagene vil Trykningen af den &anfbeg;literaire _Anm&ae;nAnm&ae;ldelse&anfslut; begynde. Alt er i sin Orden; jeg har nu blot at forholde mig rolig, taus, stolende paa at Corsaren nok vil underst&o-;tte det hele Foretagende negativt netop som jeg &o-;nsker det. Jeg er i dette _{&O-;ieblik saa cor}&O-;ieblik, i Ideen seet, saa correct situeret i Literaturen som muligt, og tillige saaledes at _jegdet bliver en Gjerning at v&ae;re Forfatter. Det var i sig selv den lykkeligste Idee, netop i det &O-;ieblik jeg var f&ae;rdig med mit Forfatterskab og ved at overtage alle Pseudonymerne netop l&o-;b den Risico at blive en Slags Auctoritet, at jeg da br&o-;d med Corsaren for at forhindre enhver ligefrem Tiln&ae;rmelse. Dertil kommer, at i det &O-;ieblik jeg rykker ret polemisk frem mod Tiden, skylder jeg Ideen og det Ironiske at forhindre enhver Forvexling med det ironiske Finkel som Corsaren bev&ae;rter med paa Foragtelighedens Dandsebod. For&o-;vrigt er det gaaet mig her som saa ofte, at trods al min Reflexion er der dog et Mere, som kommer ud, hvilket ikke skyldes mig, men Styrelsen. Det viser sig bestandigt saaledes, at hvad jeg gj&o-;r efter den st&o-;rst mulige Overveielse, forstaaer jeg dog altid bag efter langt bedre, baade dets ideelle Betydning, og at det netop var, hvad jeg skulde gj&o-;re. Anstr&ae;ngende er imidlertid denne Existents; jeg er forvisset om, at ikke et eneste Menneske forstaaer mig. I det H&o-;ieste vilde Nogen, selv en Beundrende, indr&o-;mme, at jeg med en vis Holdning b&ae;rer alt dette Vr&o-;vl, men at jeg &o-;nsker den, ja derom vilde naturligviis Ingen dr&o-;mme. Paa den anden Side vilde det igjen v&ae;re den hurtige menneskelige Tankel&o-;shed, der, hvis den _forestodforstod hvorfor jeg i Kraft af Dobbelt-Reflexionens Idee maa &o-;nske det, da vilde slutte ergo lider han slet Intet, fornemmer Intet til alle disse Yttringer af Raahed og fr&ae;k L&o-;gn. Ret som kunde man ikke med frie Beslutning overtage alle Gjenvordigheder naar Ideen byder det. Artiklen mod P.L. M&o-;ller var skrevet i megen Frygt og B&ae;ven, jeg brugte Helligdagene dertil, og fors&o-;mte hverken at gaae i Kirke eller at l&ae;se min Pr&ae;diken for at danne den regulerende Modstand. Ligesaa Artiklen mod Corsaren. Paa den anden Side vare de rigtigt skrevne, thi havde jeg yttret Lidenskab saa havde dog Nogle ad den Vei fundet Leilighed til et ligefremt Forhold til mig. Moersomt var det og psychologisk ypperligt var det, at see den Hurtighed med hvilken P.L. M&o-;ller forstod det givne Vink om at aftr&ae;de i Corsaren. Han kom frem og bukkede &ae;rb&o-;digst og saa afsted derhen, hvor han h&o-;rer hjemme. Hvad der ber&o-;rer mig smerteligt er for&o-;vrigt ikke P&o-;belagtigheden, men de Bedres skjulte Deeltagelse med den. &O-;nske det kunde jeg dog ogsaa at gj&o-;re mig forstaaelig for et enkelt Menneske, for min L&ae;ser. Men det t&o-;r jeg ikke saa besviger jeg Ideen. Netop naar jeg har seiret, idet Raaheden spiller fr&ae;kkest op, t&o-;r jeg ikke sige det. Endeligen er det mig et Ansvar, om jeg dog ikke bidrager til at _mangeAdskillige reent forvildes, netop ved min consequente Urokkelighed. Det faaer saa at v&ae;re. Jeg har at tie. For min Iagttagelse har de _tsidste tvende Maaneder v&ae;ret meget rige. Det er dog saa sandt hvad der staaer i min Disputats, at Ironie gj&o-;r Ph&ae;nomenerne aabenbart. Mit ironiske Spring ind i Corsaren bidrager f&o-;rst til at gj&o-;re det aldeles tydeligt, at Corsaren ingen Idee har. I Ideen seet er den d&o-;d, selv om den fik endnu et Par Tusind Subscribenter. Den vil v&ae;re ironisk og forstaaer end ikke Ironie. I det Hele vilde det have v&ae;ret Epigram over min Existents, om det engang maatte siges, samtidig med ham bestod et fuskeragtigt ironisk Blad, af hvilket han blev roest; nei holdt, &streg; han blev udskjeldt, og han forlangte det selv. &streg; Mit ironiske Spring i Corsaren gj&o-;r dern&ae;st _enOmverdenen aabenbar i sin Selvmodsigelse. Alle have nu gaaet og sagt: det er Ingenting, hvem bryder sig om Corsaren o: s: v:. Hvad skeer, idet En saa gj&o-;r det, da bliver han d&o-;mt for Letsindighed, man siger han har fortjent alt Dette (nu er det altsaa alt Dette), fordi han selv foranledigede det; de t&o-;r neppe gaae med mig paa Gaden &streg; af Frygt for ogsaa at komme i Corsaren. For&o-;vrigt har Selvmodsigelsen en dybere Grund; de &o-;nske nemlig saa smaat i christelig Misundelse at Bladet maa bestaae, hver is&ae;r haabende paa, at han ikke bliver angreben. Om Bladet sige de nu, at det er foragteligt og Ingenting; den enkelte Angrebne imponere _detde til ikke at turde blive vred eller tage til Gjenm&ae;le ergo maa Bladet florere. Og Publikum har f&o-;rst Misundelsens Pirring, og saa den fr&ae;kke Forn&o-;ielse at passe paa den Angrebne &streg; om det nu afficerer ham. Og dette Ph&ae;nomen i et saa lille Land som Danmark; dette Ph&ae;nomen som det eneste herskende: det skulde v&ae;re Ingenting! Hvor dog Feighed og Foragtelighed passe for hinanden i Usselhedens Forbindelse. Og naar saa det Hele en Gang brister, saa skal det da gaae ud over Goldschmidt; og det er ganske det samme Publikum, &streg; og saa er Verden blevet en rar Verden! Fremdeles bekr&ae;fter min Iagttagelse mig indtil Overflod, at det er saa: naar et Menneske consequent udtrykker en Idee, saa vil enhver Indvending mod ham indeholde en Selvangivelse af den Talendec. Man siger det er mig, som bryder mig om Corsaren. Hvad skeer? Den &anfbeg;afsluttende Efterskrift&anfslut; var heel og holden indleveret til Luno f&o-;rend jeg skrev mod P.L. M&o-;ller. Nu fandtes der is&ae;r i Forordet til den (som for&o-;vrigt er skrevet i Maj 45.) noget der kunde synes at tyde hen paa noget af det Sidste. (Dette viser blandt Andet, hvor l&ae;nge iforveien jeg har v&ae;ret opm&ae;rksom). _JegHvis jeg nu havde bekymret mig om Corsaren, saa havde jeg forandret Lidt deri, netop _faaerfor at undgaae Skinnet. Jeg veed, hvad jeg k&ae;mpede i mig selv, om jeg dog ikke skulde gj&o-;re det, fordi det smertede mig at t&ae;nke fE Biskop Mynster sige: at Kierkegaard endogsaa i en Bog vil tage Hensyn til Sligt. Dog blev jeg mig selv tro i ikke at bryde mig om Corsaren &streg; og hvad skeer? Ja som det lod sig vente, i Alt hvad jeg skriver seer man Hentydninger til Corsaren. Her er Selvangivelsen, thi saa maa det jo v&ae;re &anfbeg;man&anfslut; der selv har Corsaren in mente, siden den endog finder den i hvad der er skrevet f&o-;r den Tid. Mig besk&ae;ftiger is&ae;r to Ting 1) at jeg intellectuelt i gr&ae;sk Forstand bliver min Existents-Idee tro, hvad det end koster. 2) at det i religieus Forstand bliver saa for&ae;dlende for mig som muligt. Dette Sidste beder jeg Gud om. Eensom har jeg altid v&ae;ret, nu faaer jeg ret igjen Leilighed til at &o-;ve mig. Og see min eensomme Hemmelighed er ikke min Gr&ae;mmelse, men netop at jeg har Magten, at jeg forvandler det Fjendtlige som tjenende min Idee, uden at det selv aner det. Ja vist er dette Liv tilfredsstillende, men det er ogsaa forf&ae;rdeligt anstr&ae;ngende. Og fra hvilken s&o-;rgelig Side man dog l&ae;rer Menneskene at kjende, og hvor veemodigt, at hvad der paa Afstand vil tage sig godt ud, altid skal misforstaaes af Samtiden! Men Religieusiteten er atter det Frelsende, i den er der Sympathie med Alle, ikke i snaksom Sympathie med Partie-Venner og Tilh&ae;ngere, men uendelig Sympathie med Enhver &streg; i Taushed. Men Dannende er det un&ae;gteligt at staae saaledes _{stillet, at}stillet i en saa lille Bye som Kj&o-;benhavn, som jeg er det. At arbeide af yderste Evne n&ae;sten til Fortvivlelse, med dybe Sj&ae;ls-Qvaler og mange Lidelser i mit indre Liv, at s&ae;tte Penge til for at udgive B&o-;ger &streg; og saa, bogstaveligen ikke have 10 Mennesker, som ordentligen l&ae;se dem igjennem, medens det derimod falder Studerende og andre Forfattere bequemt n&ae;sten at gj&o-;re det latterligt at skrive en stor Bog. Og saa have et Blad som _alleAlle l&ae;ser, der nu eengang har Foragtelighedens Privilegium paa at turde sige Alt, de l&o-;gnagtigste Fordreielser &streg; og det er Ingenting, men Alle l&ae;se det; og saa den hele Stok af Misundere der hj&ae;lpe til ved at sige lige det Modsatte, for paa den Maade at forkleine. Idelig og idelig at v&ae;re Gjenstand for alle Menneskers Samtale og Opm&ae;rksomhed, og saa Oms&ae;tningen er at forsvare mig mod et Angreb, hvis man gj&o-;r det, for selv at angribe mig endnu v&ae;rre. Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til n&ae;sten at forn&ae;rme mig if&o-;lge Corsarens Ordre; de unge Studenter grine og fnise og ere glade over at en Fremragende tr&ae;des ned; Professorerne ere misundelige, og sympathisere hemmeligt med _AngrebneAngrebene, udbrede dem rigtignok med Tilf&o-;iende at det er en Skam. Det Mindste jeg foretager mig blot jeg bes&o-;ger en Mand bliver det l&o-;gnagtigt fordreiet fortalt alle Steder; faaer Corsaren det at vide, trykker den det og det l&ae;ses af hele Befolkningen. Den Mand jeg har bes&o-;gt bringes derved i Forlegenhed, han bliver n&ae;sten vred paa mig, og man kan ikke fort&ae;nke ham. Tilsidst maa jeg tr&ae;kke mig tilbage og kun omgaaes dem, jeg ikke kan lide, thi de Andre er det jo n&ae;sten Synd imod. Og saaledes gaaer det hen, og naar jeg saa engang er d&o-;d, saa faaer man &O-;inene op, saa bliver det beundret hvad jeg har villet, og samtidigen b&ae;rer man sig igjen ad paa samme Maade mod en Samtidig, der formodentligen netop er den Eneste, der forstaaer mig. Gud i Himlene, dersom der dog ikke var et Inderste i et Menneske, hvor alt Dette kan v&ae;re glemt, o ganske glemt i Samfundet med Dig: hvo kunde holde det ud. Men min Forfattervirksomhed er nu Gud v&ae;re lovet forbi. Det er forundt mig, hvad jeg n&ae;st efter at have udgivet Enten &streg; Eller takker Gud for, det selv at slutte _af.af, selv at forstaae, naar det b&o-;r sig at holde op. At dette atter igjen ikke saaledes vil vise sig for Menneskene, at jeg med to Ord faktisk kunde bevise, at det var saa: det veed jeg nok og finder i sin Orden. Det har smertet mig, den Anerkjendelse syntes jeg dog at kunne have attraaet: lad saa v&ae;re. Blot jeg kan drive det i mig selv til at blive Pr&ae;st. Derude i den stille Virksomhed, i Fritimerne indr&o-;mmende mig en lille Produktion, der vil jeg dog aande mildere, hvormeget end det nu v&ae;rende Liv har tilfredsstillet mig. Men skrives maa der ikke, ikke eet Ord; jeg t&o-;r det ikke. Det der skrives vilde dog give L&ae;seren et Vink og forsaavidt forstyrre. Det maa ikke v&ae;re saa at han underhaanden dog faaer Noget at vide. Jeg har kastet Adskilligt hen i denne Tid, som ikke er uheldigt skrevet, men som kun lader sig bruge i en ganske anden Forbindelse. Den sidste Form jeg har t&ae;nkt mig vilde v&ae;re denne: Kort og Godt. En Udgiver er i mine Tanker literair ansvarlig, naar der ingen Forfatter er. Ved Corsaren er Hr Student Goldschmidt Udgiver, et opvakt Hoved, uden Idee, uden Studium, uden Anskuelse, uden Selvbeherskelse, men ikke uden et vist Talent og &ae;sthetisk fortvivlet Kraft. I et critisk &O-;ieblik af sit Liv har han henvendt sig til mig; jeg har indirecte s&o-;gt at underst&o-;tte ham negativt; jeg roser ham for Sikkerhed i at gj&o-;re sin Stilling. Hvad han _{&o-;nskede er,}&o-;nskede, troer jeg, er lykkedes ham. Jeg havde haabet, han havde valgt &Ae;rens Vei til at erhverve et Navn; i Oprigtighed talt det smerter mig, at han, som Udgiver af Corsaren, vedbliver at v&ae;lge Foragtelighedens Vei til at tjene Penge. Mit &O-;nske var om muligt at rive et dog begavet Menneske fra at v&ae;re P&o-;belagtighedens Redskab; men sandeligen det var ikke mit &O-;nske at l&o-;nnes skammeligen ved at blive ud&o-;deliggjort af Foragtelighedens Blad, som aldrig burde existere, og af hvilket jeg kun kan ville udskjeldes. Min Forfatter-Existents convenerer det at blive udskjeldt, derfor har jeg &o-;nsket det, og forlangt det strax da jeg var f&ae;rdig, thi da Frater Taciturnus skrev var Johannes Climacus allerede nogle Dage afleveret i Bogtrykkeriet. Jeg havde tillige haabet at gavne Andre ved dette Skridt; de ville det ikke, nu _vilvel, jeg vedbliver at forlange mig udskjeldt, fordi det convenerer min Idee, og _fordifor dog at have nogen Gavn af at et saadant Blad er til. S&o-;rgeligt er det at see den M&ae;ngde Daarer og Uforstandige, der lee, og som dog i denne Sag idetmindste ikke veed hvad de lee af. Kun Gud veed om jeg ikke spiller for h&o-;it i Forhold til mine Samtidige; min Idee fordrer det; dens Consequents tilfredsstiller mig ubeskriveligt &streg; jeg kan det ikke anderledes. De Bedre, der ikke ere dialektiske eller have Foruds&ae;tninger nok til at forstaae, at jeg maa handle saaledes, beder jeg om Tilgivelse; og saa fremad: _{maa jeg}gid jeg saa maa blive udskjeldt. Hvor betydelig eller hvor ubetydelig min Forfatter-Existents end er, saa meget er vist, jeg er den eneste danske Forfatter, der ved mit dialektiske Forhold netop er stillet saaledes, at det kan convenere Ideen, at al mulig L&o-;gn og Fordreielse og Galimathias og Bagvaskelse kommer ud for at forstyrre L&ae;seren og derved hj&ae;lpe ham til Selvvirksomheden og forhindre det ligefremme Forhold. Enhver anden dansk Forfatter kan umuligt v&ae;re tjent med, at, naar han henvender sig til 100, L&o-;gn og Fordreielse har 1000 L&ae;sere.d Mig derimod tjener han, hver Gang han betjener mig med Udskjeldning, og det vil han nok gj&o-;re; han kan ikke undv&ae;re mig, og Manglen paa Kraft til at f&o-;lge det Gode udtrykker sig i en ulykkelig Forelskelses Trods og en Sig-Overd&o-;ven ved Skjeldsord, hvilket vel forsaavidt maa gj&o-;re mig ondt, som jeg har meent ham det vel. Hans Udskjelden vedkommer derimod ikke mig; jeg kan godt v&ae;re frav&ae;rende. Vil Hr Goldschmidt i et anst&ae;ndigt Blad med Navn under replicere, skal jeg l&ae;se det; Corsaren l&ae;ser jeg ikke mere; jeg vilde end ikke befale min Tjener at l&ae;se den, thi jeg troer ikke det ligger i en Herres Myndighed at kunne befale sin Tjener at gaae paa et uanst&ae;ndigt Sted. S.K. a og f&o-;r den Tid kunde der Intet gj&o-;res, min Arbeiden for _mitmin Idee fordrede al min Tid hvert Minut, og om muligt saa uforstyrret som muligt. Det er virkelig ypperligt, at netop naar Nogen troer og maaskee endog ondskabsfuldt gl&ae;der sig _&u;&u;over, at jeg gj&o-;r et overilet Skridt &streg; da er jeg netop allermeest beregnende og besindig. Men den bedste Underst&o-;ttelse i Henseende til al Handlen er &streg; at bede, det er egl. den sande _Genialitet.Genialitet, saa kommer man aldrig tilkort. b og have nu her Leilighed til at lyve om ham: at han afficeres; at han kan skjule det, men alligevel afficeres. Den sidste Formel er is&ae;r den beqvemmeste for Bagvaskelsen. c der saaledes ikke taler om ham, men om sig selv. d Ingen anden dansk Mand kan v&ae;re tjent med, at P&o-;belagtighed har et absolut udbredt Organ, i hvis Vold han er, naar det behager saaledes en literair Lazaron. Et Menneske, der har megen Forstand vil altid blive anseet af Massen som uforstandig. Indvendingen de vil gj&o-;re ham, ved hvilken deres Forstand formentligen overseer ham, vil ganske rigtigt hverken v&ae;re mere eller mindre end et af de Momenter, han selv har gjennemt&ae;nkt. Det der egl. ber&o-;rer mig smerteligt ved det Hele er at see den Masse af Indbildske, der ville lege Intellectualitetens h&o-;ieste Leeg og saa er jeg nok noget n&ae;r den Eneste, der netop har Gr&ae;citetens og Uafh&ae;ngighedens Dannelse dertil, og saa er jeg nok netop Den, der &o-;nskede at arbeide hen til noget Saadant, _dsom staaer i n&o-;ie Forhold til min hele Gjerning. Det _mer m&ae;rkeligt nok, hvorledes Mennesker, som jeg ellers anseer for skikkelige, og som ellers just ikke ere mine _VennerUvenner, naar de ret komme i Lidenskab, hvorledes de da kunne lyve himmelraabende, og knap v&ae;re sig det selv bevidste. Lidenskaben har dog en underlig Magt; og hvor taabeligt derfor al det Moderne om Systemer og Systemer, som var Hj&ae;lpen deri; nei Lidenskaben skal renses. I denne Tid erfarer jeg leilighedsviis Yttringer deraf. H&o-;r nu lille Corsar! V&ae;r nu dog engang Mand! Det er qvindagtigt at plage en Mand med sin Forelskelse; det er qvindagtigt, _atmed den forsmaaede Elskovs Udtryk at vedblive at l&o-;be efter En for at udskjelde; v&ae;r Mand tie stille. Kun Qvinden som det svagere Kj&o-;n kan det tilgives, at hun forraader sin Afmagt f&o-;rst ved paatr&ae;ngende Elskovs Hengivelse og _{saa ved}saa, refuseret, ved uartig Arrigskabs Hengivelse, en Mand maa kunde v&ae;re sig selv, maa kunne tie, naar han seer at det er Afmagtens Indr&o-;mmelse at vedblive at skjelde, aldeles som naar et Fruentimmer render efter en Mand, eller en tryglende Tigger forf&o-;lger En Gade op og Gade ned. d. 16 Martz. Saaledes som Verdens-Forholdene nu ere, burde det at v&ae;re Forfatter v&ae;re den extraordinaire Ans&ae;ttelse i Livet, en Ans&ae;ttelse der unddrager sig det Almenes Dialektik (Embedsstilling og hvad dertil h&o-;rer; Levebr&o-;d og hvad dertil h&o-;rer). Forfatter-Frembringelsen b&o-;r derfor ikke blot b&ae;re Ideens Vidnedsbyrd, men Forfatterens Existents b&o-;r correspondere med Ideeen. Ak, af alle Kategorier er Virkelighedens den maadeligste. Det at v&ae;re Forfatter er et Laug, og Forholdet lige saa bel&ae;mret med Endelighed som ethvert andet. Man skal gj&o-;re Noget for hinanden indbyrdes, criticere hinandens Skrifter, snakke om hvad man nu vil o:s:v:. Is&ae;r skal ens N&ae;rmeste have den Profit af Forholdet, at de have en ell. anden lille Nyhed at rende med, &anfbeg;at de selv har seet Manuscriptet, h&o-;rt Noget af det, talt med Forfatteren o:s:v:&anfslut;. Dette har jeg absolut afholdt mig fra, benyttende Fordelen af min Pseudonymitet. I endelig Forstand har jeg derved skadet mig selv ubodeligt, forn&ae;rmet Msk., unddraget mig Passiarens hj&ae;lpende Tradition, og givet hele min Str&ae;ben Skin af Tilf&ae;ldighed og Indfald; og selv om jeg nu vilde vise, hvorledes Alt h&ae;nger sammen, hvilket uhyre anstr&ae;ngende Regulativ, der har ligget til Grund, vilde Ingen troe det &streg; thi det var da ut&ae;nkeligt, at En skulde have en saadan Plan, og kunde tie. O, I Daarer, kun Den, der kan tie, har en saadan Plan. Da jeg saa var f&ae;rdig, s&o-;gte jeg at gj&o-;re lidt for Andre. Jeg skrev de to Artikler mod P.L.M. og Corsaren. Derpaa gl&ae;dede jeg mig til at anm&ae;lde Hverdags-Historien. Nu er jeg sikker paa at det ender med, at man bilder Folk ind, at jeg gj&o-;r det for at vinde Gunst. Ak, hvis jeg vilde have Magt og Anseelse i dansk Literatur som jeg let kunde have skulde jeg gj&o-;re lige det Modsatte. Jeg skulde ikke have brudt saa eftertrykkeligt med Corsaren, thi dens idelige Vr&o-;vlen influerer dog paa Manges Dom, og det at roses af den, var dog en pirrende Ingredients. Jeg skulde i en Fart have stillet mig i Spidsen som den Forventede, gjort _Eneen og anden Yngre en anerkjendende Concession, indtaget en negativ tvivlsom Stilling til de &Ae;ldre: saa var der bleven almdl. Avancement i dansk Literatur, og det er det de Yngre ville have, og det er _atvist, at _denDen, der vil have Magten skal altid holde paa de Yngre. I dets Sted gj&o-;r jeg lige det Modsatte &streg; netop fordi jeg ikke vil og er for tungsindig til at gide have verdslig &Ae;re og Anerkjendelse. Jeg kommer de Yngre paa tv&ae;rt; thi Ingen af de Yngre staaer saa h&o-;it, at han kan slippe mig forbi, og hvad gj&o-;r jeg: jeg b&o-;ier mig for de &Ae;ldre. Min Gl&ae;de er det netop, i det &O-;ieblik jeg bryder af, at lade Alt uforandret i dansk Literatur, at faae Prof. H. holdt i &Ae;re som fordum, Biskop Mynster saa absolut venereret som muligt, saa Alt igjen er i Orden. Og saa anklages jeg for forf&ae;ngelig Higen. At dog _denDen, der anklager vilde f&o-;rst t&ae;nke et lille &O-;ieblik. Corsaren fE indbilder sig dog jo vistnok selv, at den har stor Magt, hvorledes kan da Den, eftertragte Magten, der netop bryder med den? Hvor grund-polemisk en Natur jeg er, kan jeg ogsaa bedst see deraf, at den eneste Vei Menneskenes Angreb kan naae mig fra, er, naar jeg bliver veemodig paa deres Vegne. Saa l&ae;nge jeg strider, er jeg urokkelig, men naar jeg har Magten, da bliver jeg veemodig ved at see Menneskenes Daarlighed ja deres Foragtelighed. Sandeligen min Forfatter-Existents er reen som nyfalden Snee, fjern fra al jordisk Begjerlighed, i en Idees Tjeneste: saa kunde da i Grunden hellere ogsaa den store Hob, der egl. ikke forstaaer mig, dog have et gl&ae;deligt Indtryk deraf. Men det skal ikke saa v&ae;re. Nu vel, lad dem lyve, lad dem bagtale og fordreie. Men vist er det, at enhver &ae;ldre Generation af Forfattere, forsaavidt disse have det uskyldige og tilladelige &O-;nske at nyde Anerkjendelse, altid maatte &o-;nske en saadan Efterf&o-;lger som jeg er det, der qvindeligt Intet selv &o-;nsker, men kun &o-;nsker at udh&ae;ve de &Ae;ldre. Mod mig har imidlertid allehaande Angreb en sjelden Frispas. Man profiterer paa en underlig Maade af min formeentlige Klogskab. Man siger hvad man lyster, og modbevises det ved Fakta, saa siger man: ja det kan man ikke regne, thi han er saa listig og underfundig og klog. Man paastaaer at jeg gj&o-;r _detDet og Det af Forf&ae;ngelighed; Fakta modbevise det, saa siger man: ja han er saa klog &streg; &dvs;: han er saa klog at gj&o-;re det Modsatte, men han er alligevel forf&ae;ngelig. En underlig Argumenteren! Dersom jeg gj&o-;r det Modsatte af hvad Forf&ae;ngelighed byder: saa maa jeg jo enten v&ae;re dum, ell. hvis jeg er klog maa jeg ikke v&ae;re forf&ae;ngelig. Nu indr&o-;mmes jeg er klog &streg; ergo er jeg ikke forf&ae;ngelig. Men see, man kommer til det modsatte Resultat. Til syvende og sidst ligger det vel i, at Menneskene ikke kunde begribe, hvorledes en Klog ikke skulde v&ae;re begjerlig efter &Ae;re og Magt. Dette antager man for givet (thi det Gode og Dumhed er identisk) og altsaa slutter man: han maa v&ae;re forf&ae;ngelig selv om vi ikke kan bevise det, fordi han er saa klog &streg; saa klog at gj&o-;re det Modsatte af hvad Forf&ae;ngelighed byder. Men Foruds&ae;tningen fra hvilken man gaaer ud, indeholder netop Selvangivelsen. Men hvor mange Menneskers Liv gaaer dog ikke spildt i denne usalige Snaksomhed om Andre. I Maximum vil vel selv de meest Velmenende finde min megen Gaaen paa Gaden o:s:v: tilgivelig som en S&ae;rhed; de Fleste ville forklare det som Forf&ae;ngelighed! Herre Gud, altsaa saa dum skulde jeg v&ae;re, at jeg ikke vidste, at megen Sig-Visen o:s:v: netop sv&ae;kker Ens Betydning, at Msk elske Sandsebedraget, med at man holder sig skjult &streg; for saa er man vist Noget. Saa daarligt skulde jeg have studeret min Shakspeare, at jeg ikke havde forstaaet og havde glemt hiin Replik af den gl. Konge til Henrich d.V som Prinds, hvor han irettes&ae;tter ham, og anbefaler en Anden, der kun sjeldent lader sig see &streg; hiin Replik, der netop bestandigt har foresv&ae;vet mig, da jeg i Ideens Tjeneste besluttede at gj&o-;re det Modsatte af det Kloge, foragtende Skinnet af at v&ae;re Noget, hvad Socr. i Statena saa skj&o-;nt udvikler, at man b&o-;r undgaae, Skinnet af at v&ae;re god. Men at Alt Dette er i Ideens Tjeneste, er min h&o-;ieste Interesse, min Kunst-Anstr&ae;ngelse, for at underst&o-;tte min Produktivitet, Noget jeg kun ganske svagt endog turde indvie Spang i, at dette er min egl. Legitimation, at jeg har handlet _medmod Forstand; at jeg uden det dog havde v&ae;ret en producerende Squadroneur, som Forfattere nu omstunder ere det, hvem det aldrig falder ind, at realisere en T&o-;ddel af hvad de skrive: ak, ja, hvo t&ae;nker derpaa, hvo vil ikke sige det er Galskab, ell. L&o-;gn! Lad gaae, desto st&o-;rre er min Kunst. Thi at gj&o-;re det, og da underhaanden lade Folk forstaae det &streg; det var atter Fuskerie. Min Frembringelse har v&ae;ret maieutisk, min Existents har v&ae;ret underst&o-;ttende ved at v&ae;re Anst&o-;dsstenen. &streg; Der er dog Een, der veed det, og selv om Tankerne stundom n&ae;sten l&o-;be vild for mig i den uhyre Anstr&ae;ngelse, han husker det dog, han minder mig snart igjen derom: Gud i Himlene! a (Stedet er m&ae;rket i mit Exemplar af Schleiermachers Overs&ae;ttelse 2d Bog.) Det var mig om at gj&o-;re at fremstille Existentsens forskjellige Stadier om muligt i eet V&ae;rk &streg; og saaledes betragter jeg den hele pseudonyme Produktivitet. Til den Ende gjaldt det om at bevare sig selv uforandret i Ligelighed, at ikke fE det Religieuse f&o-;rst skulde komme frem, naar jeg var bleven saa meget &ae;ldre, at Stilen havde tabt Noget af den Phantasiens Svulmen som det &Ae;sthetiske har. Meningen er ikke at det Religieuse skulde have denne Svulmen, men den Frembringende skulde aldeles samtidigen v&ae;re istand til at producere det, for at det kunde blive tydeligt, at det ikke var af en tilf&ae;ldig Grund det Religieuse manglede det &streg; den nemlig at Forfatteren ikke havde Ungdommelighed nok. Forsaavidt en anden Forfatter vilde v&ae;re istand til at pr&ae;stere det samme _{Arbeide, deraf}Arbeide: hvis han ikke var istand til at gj&o-;re det i L&o-;bet af en 5 a 6 Aar vilde han dog ikke v&ae;re istand dertil. Det hele Foretagende staaer derfor temmelig isoleret ikke blot ved sig selv men ogsaa ved sin Lykke. Ogsaa af en anden Grund har jeg maattet ile, om jeg end med den str&ae;ngeste Tugt har forhindret mig selv i at negligere det mindste Comma, &streg; min Formues Omst&ae;ndigheder tillader mig ikke at blive l&ae;nge ved efter den Maalestok at kunne tjene den d&o-;mmende-majeutiske Idee, jeg har tjent. D&o-;mmende har den v&ae;ret ikke i _indirligefrem Forstand ved at tordne o:s:v: &streg; nei indirecte ved at handle, og derved _{epigramatiserer}epigramatisere over Tiden. Det, hvorved jeg egl. har lagt mig selv Anst&o-;det er min Consequents. Havde jeg v&ae;ret kun halvt saa consequent: saa var jeg allerede i dette &O-;ieblik meget forstaaet. Men Lydighed er Gud kj&ae;rere end V&ae;derens Fedme: og Consequents er Ideen kj&ae;rere end verdslig Anerkjendelse i Slidder Sladder. Man mener, at jeg jadsker. Ja tag det der. Jeg er fuldt forvisset om, at der ikke existerer nogen dansk Forfatter, der i den Grad som jeg behandler det mindste Ord med den yderste Omhyggelighed. 2 Skrifter egenh&ae;ndigt af Alt, af _fstore Partier 3 til 4 Skrifter, og saa hvad man slet ingen Forestilling har om min Meditation medens jeg gaaer; Det, at jeg har sagt Alt h&o-;it for mig selv mange Gange f&o-;rend jeg skriver det &streg; see det kalder man Jadsk! Og hvorfor? Fordi man ingen Forestilling har derom; fordi en Forfatter er En, der i det h&o-;ieste visse Timer om Dagen sidder paa V&ae;relset og skriver, og saa forresten Intet har med sine Ideer at gj&o-;re. En saadan Forfatter bruger derfor, naar han kommer hjem, Tid for at komme i Aande igjen &streg; istedenfor, at jeg kommer hjem med det heelt Gjennemt&ae;nkte, som jeg endog kan udenad i stilistisk Form. &streg; Naar derfor Folk l&ae;se et Par Pagina af mig, saa forbauses de n&ae;sten altid over min Stiil &streg; men en stor Bog &streg; ja hvor skulde det v&ae;re muligt &streg; ergo: det maa v&ae;re Jadsk. Nei naar man kun vil Eet, vil Eet med enhver Opoffrelse og enhver Anstr&ae;ngelse: saa er det muligt. Paa en Maade kan jeg blive v&ae;mmelig ved Tilv&ae;relsen, thi jeg som kun elsker een Tanke: hvad dog et Msk. kan v&ae;re naar han vil det &streg; jeg _skrealiserer et Epigram over Mskene, thi deres Dom over mig, det at de virkeligen ikke kan forstaae min Consequents, er et s&o-;rgeligt Beviis for i hvilke Kategorier i hvilken Middelmaadighed de have deres Liv. &streg; Og dog tilfredsstillede det min Sjel og min ironiske Iagttagelse saa overordentligt saaledes at rende om paa Gaderne og v&ae;re Ingenting, medens Tanker og Ideer arbeidede i mig; saaledes at v&ae;re en Dagdriver medens jeg ubetinget var den Flittigste af alle Yngre; saaledes at v&ae;re letsindig og &anfbeg;uden Alvor&anfslut; medens de Andres Alvor dog let kunde blive en Sp&o-;g ved Siden af min inderlige Bekymring. Det er nu forstyrret; man _hisserhidser P&o-;belen, L&ae;redrenge, Slagtersvende, Skoledisciple og alt Saadant. Men for et saadant Publikum vil jeg ikke spille, med det har jeg Intet at gj&o-;re, det har ikke Foruds&ae;tningen, ved hvilken min Ironie kan tage sig ud ell. have Idee-Betydning. Det var ligeoverfor Msker, som jeg dog til en vis Grad ved deres Dannelse maatte sige om, at de vare istand til at fatte det Dybere _{hos paa}hos mig, ell. dog til at have en Forestilling derom &streg; det var ligeoverfor Saadanne at det tilfredsstillede Ironien at stille dem det gaadefulde Problem, Vreden i mig fandt Tilfredshed i at see, hvorledes de d&o-;mte ufordeelagtigt om mig. Men den aldeles udannede Classe, Skoledrenge og Slagtersvende have naturligviis ingen Foruds&ae;tninger, dette Terrain er ubrugeligt, Ironien lader sig ikke anbringe. &streg; Det er s&o-;rgeligt at see, at der virkeligen skrives Blade for Skoledrenge, at disse allerede i den tidligste Alder bringes ind i Tvetydighedens Forvirring. Blot en Situation vil jeg anf&o-;re den var dog charakteristisk. Det var med Lieutenant og Adjutant Bardt af Husarerne. Han kom med sin lille S&o-;n. Faderen hilste med sin s&ae;dvanlige n&ae;sten altfor store Opm&ae;rksomhed, han gik til Side for at indr&o-;mme mig Fliserne, &streg; dersom Drengen ikke vidste hvem jeg var, maatte han faae en Forestilling om, at jeg var noget Overordentligt &streg; men Drengen kjendte mig aabenbart, han var en L&ae;ser af Corsaren. Hvilken Sammens&ae;tning! Og maa ikke ethvert Barn have stor Skade af i det ene &O-;ieblik paa Prent at l&ae;se et Msk. saaledes behandlet, at det n&ae;sten seer ud som en Invitation til samtlige Skoledrenge til at pibe efter ham paa Gaden &streg; og saa i n&ae;ste &O-;ieblik see ham saaledes behandlet af Faderen, ell. l&ae;se Brudstykker af ham i Skolens danske L&ae;sebog. &streg; Og naar jeg saa har omdannet mit Ydre, er mere tilbageholdende, holder mere paa mig selv, seer betydningsfuldere ud: saa vil man paa visse Steder igjen synes at jeg har forandret mig til det Bedre. Ak, og dog tjener de netop ikke min Idee saaledes som i hiin Tid. Men nu er jo ogsaa min Produktivitet forbi. Angaaende hende kan jeg Intet beslutte mig til at optegne. Jeg er mistroisk mod Papiret, at det dog kunde komme i en Uvedkommendes Haand og forstyrre hende, nu da Alt forsaavidt er godt. Hvad mig selv angaaer, da haaber jeg, at Gud vil huske Alt, og huske mig derpaa; der er ikke gaaet en eneste Dag siden hiin Dag, uden at jeg Morgen og Aften har bet&ae;nkt den _DagSag. Hendes sidste B&o-;n til mig var, at jeg engang imellem vilde t&ae;nke paa hende &streg; det beh&o-;vede hun saa vist ikke at bede mig om. Det farlige Sp&o-;rgsmaal af hende: &anfbeg;om jeg havde i Sinde nogensinde at gifte mig,&anfslut; blev heldigviis besvaret med Commerce. Det var forf&ae;rdeligt; jeg kunde her have givet hende lidt Tr&o-;st, og Gud veed det hvor gjerne jeg vilde, og Gud veed, hvor meget jeg selv tr&ae;ngte til at formilde mig Sagen lidt. Men Godt var det, at min Consequents seirede. Mit Svar l&o-;d saaledes: &anfbeg;jah!, om en 10 Aar, naar jeg rigtigt har raset ud, og er tr&ae;t, saa maa jeg have mig en lille ung Pige igjen for at forynges.&anfslut; Det var grusomt, &streg; ja vist var det grusomt, det var ogsaa grusomt haardt at maatte gj&o-;re det. Og havde jeg ikke gjort det, og alt Andet: havde hun saa nu v&ae;ret forlovet? Nei. Havde jeg med H&o-;itidelighed sagt min Hjertens Mening: nei jeg gifter mig aldrig, uden med Dig &streg; saa havde hun holdt sig til det. Var der da proponeret hende en ny Forlovelse var hun kun bleven raadvild, og havde hun givet efter, havde hun gjort det med deelt Sjel &streg; nu derimod med samlet Sjel, fordi jeg har st&o-;dt fra. Den Idee, som jeg existerende udtrykte, for at underst&o-;tte den pseudonyme Produktivitet, var denne Produktivitet i yderste Consequents. Havde jeg, med en saa enorm Produktivitet, levet tilbagetrukken, skjult, sjeldent viist mig, og da med et dybsindigt Fj&ae;s, som det s&o-;mmer sig en T&ae;nker, et Professor-Ansigt: D&o-;d og Pine saa havde Creti og Pleti af piattede Fr&o-;kener og unge Studenter o: s: v: fundet, at jeg var dybsindig. Det vilde have v&ae;ret en uhyre Inconsequents i Forhold til Produktiviteten; men hvad bryder Daarer sig om Consequents &streg; og hvor mange Vise findes der i hver Generation. &streg; At det var meget anstr&ae;ngende n&ae;gter jeg ikke, ethvert Msk. kan have svage &O-;ieblik hvor han griber efter Endelighedens n&ae;rmere Tr&o-;st; men Consequentsen er dog Saligheden. Ved at v&ae;re inconsequent vinder man &Ae;re, Anseelse, Penge o: s: v: &streg; men i D&o-;den da fortryder man at man var inconsequent. Anderledes med Consequentsen. Ligesom R&ae;ven narrede Ut&o-;iet ud i den yderste Ende af Halen og da kastede det fra sig; saaledes b&ae;rer Consequentsen sig ad med de dumme Msker, der istedenfor at ville l&ae;re Noget af Een eller l&ae;re Een Noget &streg; ikke have Andet end Penge, Anseelse, Hurra'er at byde. Det seer i Begyndelsen ud som kunde de nok v&ae;re med; men da gaaer Consequentsen l&ae;ngere og l&ae;ngere ud paa Dybet: og saa dumper de af. Om det var mit sidste Ord, jeg veed det er Sandhed i mig: Enhver, der i Sandhed vil Noget, han skal i mig altid finde en Beundrer, eller er det saaledes: en Bistand; &streg; men disse Daarer, denne M&ae;ngde, hele dette Sammensurium af M&ae;nd og Koner, der kun ville spilde deres eget Liv og hj&ae;lpe Andre at spilde deres: ja de skal i mig finde deres Mand. See lille Goldschmidt, han hyklede for sig selv med den Indbildning, at han var af Gud kaldet til at v&ae;re en Sv&o-;be over os Stakler &streg; saa b&o-;des det Vilkaar ham at udskjelde, hvad han selv havde ud&o-;deliggjort! Han gjorde det. Altsaa var der ingen Sandhed i ham, det var Hykleri med hans guddommelige Vrede, thi ellers havde han v&ae;ret Sandheden tro og forfulgt det Slette, men ikke hvad han selv beundrer &streg; fordi det ikke vil beundre ham. Sludder og Sladder og Vr&o-;vl istedenfor Handling er det dog Menneskene ville have, saa finde de det interessant. Goethe fort&ae;ller i aus meinem Leben, at Werthers Leiden vakte saa stor Sensation, og fra den Tid, siger han, fik han aldrig mere den Ro og Fortabelse, som han f&o-;r havde haft, fordi han nu blev revet ind i allehaande Forbindelser og Bekjendtskaber. Hvor det at sluddre dog er interessant og r&o-;rende! Intet havde v&ae;ret lettere end at forhindre det, hvis Goethe i Sandhed havde haft Mod, hvis han i Sandhed havde elsket Ideen h&o-;iere end Bekjendtskaber; Den, der har Kr&ae;fter som Goethe kan sagtens st&o-;de Folk fra sig. Men see, bl&o-;dagtig og kjelen vil han ikke &streg; men saa vil han fort&ae;lle det som en Begivenhed. Men dette gider Mskene h&o-;re, fordi det er Aflad fra at handle. Hvis En vilde pr&ae;ke saaledes: engang i min tidlige Ungdom havde jeg virkeligen Troen i stille Fred; men saa fik jeg saa travlt i Verden, de mange Bekjendtskaber, og jeg blev Justitsraad, og siden den Tid har jeg egl. ikke faaet Tid ell. Samling &streg; saa vilde Mskene finde denne Tale r&o-;rende, og de vilde gjerne h&o-;re den. Hemmeligheden i Livet, naar man vil staae sig godt, er: dygtig Sludder om hvad man vil og hvorledes man forhindres &streg; og saa ingen Handling. En Dag var Etatsraad Molbech hos mig. Han priste min S&ae;rhed, og min s&ae;re Levemaade, fordi den begunstigede min Arbeiden. &anfbeg;Det vil jeg ogsaa gj&o-;re&anfslut; sagde han._{gj&o-;re sagde han.&anfslut;} Derpaa fortalte han, at han samme Dag skulde i Middags-Selskab, og &anfbeg;der maa jeg drikke Viin, og det kan jeg ikke taale; men man kan ikke blive fri, thi saa begynder det strax: aah, jo et lille Glas, Hr Etatsraad, har De godt af&anfslut;. Jeg svarede: Intet er lettere end at forhindre dette. De taler ikke et Ord om at De ikke kan taale Vinen, thi saa &ae;gger De selv den sluddervorne Deeltagelse. De s&ae;tter Dem tilbords; naar der saa bliver skjenket Viin, saa lugter De til den og siger ell. udtrykker med en Mine at Vinen ikke er god. Saa bliver Verten vred, og n&o-;der Dem ikke.&anfslut; Dertil svarede Molbech: &anfbeg;Nei det kan jeg ikke gj&o-;re, hvorfor skal jeg l&ae;gge mig ud med Folk?&anfslut; Jeg svarede: &anfbeg;for at drive Deres Villie igjennem; er det ikke Grund nok?&anfslut; Men saaledes er det: f&o-;rst at sluddre en Time derom for mig og gj&o-;re Nar af mig med saadan Vind; saa gaae tilbords og _sluddredesluddre derom &streg; og drikke; saa gaae hjem og have ondt deraf &streg; og sluddre igjen derom hele Natten med sin Kone: det er at leve og at v&ae;re interessant. Ligesaa ubehageligt som det er at have et afsindigt Msk. til daglig Omgang, langt v&ae;mmeligere er det, at v&ae;re samtidig med et Msk, der engang for alle har solgt sig til Foragtelighed. Dette aldeles Uberegnelige, dette v&ae;mmelige Gr&ae;ndsel&o-;se, da han dog engang har foragtet sig selv og slet Intet at tabe. Det var et gr&ae;sk Princip jeg existerende udtrykte, det er nu forstyrret. Og hvad har forstyrret det? At man skal bruge Pressen efter den Maalestok. Pressen er egl. det der tilintetgj&o-;r al Personlighed; at en feig Usling kan sidde skjult og skrive og trykke for Tusinder. Al personlig Optr&ae;den og al personlig Magt maa strande herpaa. Det kunde interessere mig ubeskriveligt at tale med Socrates om den Sag. I den n&ae;stsidste Scene i Hamlet, da Hamlet d&o-;er, er dette hans Sorg, n&ae;sten til Fortvivlelse, at Ingen skal l&ae;re hans Liv at kjende. Og ganske vist, Den der kun har haft en eneste Idee, men skjult den i Bedragets Form med en fortvivlet Anstr&ae;ngelse, han fornemmer netop i D&o-;dens &O-;ieblik denne Modsigelse, thi nu i D&o-;den t&o-;r han tale, og nu kom D&o-;den saa pludselig. Der er ogsaa noget S&o-;rgeligt, noget i Sandhed Tragisk i, at et saadant Msk, der i Livet har baaret hele Misforstaaelsens Centner-V&ae;gt, at han efter sin D&o-;d skal f&o-;re det samme Liv, at formdl. en ell. anden Kluddermads, der dog er bleven opm&ae;rksom paa, at han var Noget, vil stille hans Billede frem &streg; ak, og det ligner ikke mere end hiin Kluddermads ligner den Afd&o-;de. Den der imidlertid har villet udholde et saadant Martyrium for at tjene Sandhedens Idee, han b&o-;r aldrig blive inconsequent, han maa aldrig underhaanden skaffe Folk en Oplysning. Jo mere consequent han er i denne Henseende, desto troere er han sin Idee, som vil l&o-;nne ham i indre Salighed. Som han i Livet har givet Afkald paa Verdens &Ae;re, saa b&o-;r han ogsaa gj&o-;re det i D&o-;den, og efter sin D&o-;d vedblive at v&ae;re en Gaade, som han var det i Livet; thi netop deri er den epigrammatisk-d&o-;mmende Nerve i hans _{Sjel, og}Existents, og netop deri hans Troskab mod Ideen. Men eet kan man i Sandhed sige, at Msk. ikke have Forestilling om i disse Tider: det at handle og t&ae;nke og t&ae;nkende at handle consequent indtil det Yderste. Selv en tilsyneladende consequent Begyndelse ender altid i Sludder. Som sagt det Eneste der dog egl. smerter mig er, at det kan falde Nogen ind at s&ae;tte min Oph&o-;ren af at v&ae;re Forfatter i Forbindelse med dette sidste Vr&o-;vlerie. Det var, medens jeg adl&o-;d min Idee, mig en Gl&ae;de, at jeg saaledes havde holdt ud at arbeide uden at tr&ae;de i personligt Forhold til noget Msk, uden at bryde mig om noget jordisk Hensyn, blot tjenende Ideen. Og da var det mig saa kj&ae;rt, at det Sidste skulde v&ae;re som det F&o-;rste, at jeg vidste at holde op og forsage hele den Art af Virksomhed. Det er ubetinget lykkedes mig. _{Men atter dette Skin er}Maaskee havde det dog v&ae;ret skadeligt, om Folk ret havde forstaaet dette, saa lad dem da bilde sig ind, at noget smaaligt Hensyn kunde bestemme mig. Det er den Profit som Samtiden tager af enhver mere Udm&ae;rket, at ved det han jo ogsaa er et Msk, og omtrent seer ud som andre, og maaskee mangler nogle F&ae;rdigheder, som Andre har, saa kan de ganske synes Ligem&ae;nd; en pyntet Kr&ae;mmersvend og et Genie er i Samtidighed Ligem&ae;nd. En Udm&ae;rket faaer i det Hele blot saa meget forud for enhver Anden, at det bliver de Samtidige pirrende at lugte til ham, snakke om ham, forjadske ham hans hele Aands-Existents, gj&o-;re ham om muligt v&ae;mmelig ved sit Navn blot fordi det skal v&ae;re i enhver Dosmers Mund. Saal&ae;nge jeg lever vil jeg aldrig og kan jeg aldrig blive anerkjendt, netop fordi jeg _hanvender halvdelen af min Kraft paa at forhindre det. I samme &O-;ieblik jeg i levende Live begynder at blive anerkjendt i samme &O-;ieblik begynder jeg at n&ae;rme mig til at blive Autoritet, og i samme &O-;ieblik er min Mission forbi, ja ikke blot dette men min tidligere Mission er maaskee aldeles ford&ae;rvet. Min Resignation forstaaer upaatvivlelig Ingen; nogle fordi de ikke have Tid og Leilighed ell Lyst til at t&ae;nke over Sligt; Andre fordi de end ikke kunde forstaae det, om de ogsaa vilde. Hvorvel jeg formelig lider Uret her hjemme, fordi min hele Produktivitet ikke egl. kan tage sig ud paa saa lille Theater, medens en taabelig og nysgjerrig og misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mene at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Gr&ae;ndser: saa har dog Landets lille St&o-;rrelse det Gode, at hele det dramatiske i _dmin Forfatter-Virksomhed i de 4&br1-4; Aar tager sig ganske anderledes ud; i Tydskland lod dette sig ikke frembringe, dertil var Landet for stort; der kan Ingen t&ae;nke paa at v&ae;re Enepige. Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle r&o-;dme af Begeistring, naar en Digter vil fort&ae;lle hele mit Existents-Anl&ae;g. Samtiden faaer slet intet Syn paa min Produktivitet. Enten &streg; Eller deelt i 4 Dele ell. i 6 Dele hver for sig udgivne, saa det havde varet 6 Aar: det var passende. Men nu at hver Afhandling i Enten &streg; Eller kun er Deel i et Hele, og saa Enten &streg; Eller heel en Deel i et Hele: det er jo til at blive tosset over mener den samtidige Spidsborgerlighed. Dersom jeg levede i en reen Kj&o-;bstad, saa blev det da endnu galere. I Grunden er Forholdet det, at de Fleste have en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de t&ae;nke som saa, naar vi alle blive enige om at drille ham, saa maa han dog give Kj&o-;b. En saadan negativ Conspiration er kun t&ae;nkelig i et lille Land. I et lille Land er der ogsaa en egen Art Misundelse; den er grundet i at Alle kjende hinanden, og n&ae;sten uvilkaarlig t&ae;nke sig i Forhold til hinanden. Man vil ikke ber&o-;ve mig Alt, men Lidt &streg; ret som havde man Lov til med Urette at ber&o-;ve et Msk. endog det Mindste. Det var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud i personlig Ydmygelse over hvad jeg personligen forbr&o-;d, dog var for mit Folk &anfbeg;en Gave af Guden;&anfslut; Gud veed, de have behandlet mig maadeligt nok, ja mishandlet mig, som B&o-;rn mishandle en kostbar For&ae;ring. Kunsten ved min hele underst&o-;ttende Existents var ikke blot den ikke at tale om hvad der saa uendeligt besk&ae;ftigede mig, ell. at tale om de B&o-;ger, i hvilke jeg efterhaanden nedlagde min Str&ae;ben; men den var is&ae;r det at jeg var altid til Tjeneste med at tale om alt muligt andet, Spas, Commerce o:s:v: netop som En der i Lediggang har uendelig god Tid. Journalliteraturens Tyranie er det ussleste det ringeste af alle Tyrannier; det er det tryglende Tyrannie &streg; ligesom en Tigger, hvem man siger nei ved at blive ved at rende efter En Gade op og ned tilsidst aftvinger En Noget. Hvis man vilde t&ae;nke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som endnu aldrig har existeret, og s&ae;tte ham ligeoverfor en Journal: han maa tabe, med mindre han selv igjen vil udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt, forsaavidt han fra at v&ae;re Forfatter er sjunken ned til at blive Journalist (hvilket er ligesom fra Philosoph at blive Sophist.). Altsaa Striden begynder: _Jourhiin eminente Polemiker slaaer nu til, og det undgaaer ikke Journalisten selv, at Slaget er dr&ae;bende og afgj&o-;rende. Journalistens Smule Tilsvar viser hvilken Uendelighedens sv&ae;lgende Afstand der er imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg, han raisonerer saaledes: &anfbeg;en Forfatter kan ikke v&ae;re bekjendt idelig at vende tilbage til den samme Sag, og saa holder han altsaa op &streg; saa begynder jeg. Jeg bliver nu ved hver Aften, ell. hver 8de Dags Aften, det skal nok s&ae;tte sig fast. Jo l&ae;ngere Tiden gaaer hen, desto mere forvr&o-;vlet er Sagen, og Publikum har efterhaanden reent glemt hiin Forfatterens Artikel; saa har jeg vundet Spil. Nu pludselig kan Forfatteren ikke v&ae;re bekjendt at komme med en ny Artikel om den samme Sag, og jeg har ham altsaa i min Magt.&anfslut; Derved er det de holde sig alle disse Stympere, afskedigede Fahneposter og Rokkerdreiere og halvstuderede Studenter. Det Moersomme er i Grunden, at hver Journalist for sig i sit Blad altid taler med stor Vigtighed; men blive de indbyrdes uenige saa levne de hinanden ikke &Ae;re ell. Dygtighed for 4 &sk; &streg; og hvorfor? Naturligviis fordi Journalisterne allerbedst selv indbyrdes _vedveed, hvilke Capaciteter der skjule sig bag Publikums den offentlige Menings o:s:v: &anfbeg;brede Rumpe&anfslut;. At det at v&ae;re Forfatter er en Handling, synes aldeles glemt. Deraf kommer det at Ingen t&o-;r gaae langsomt frem_fremt, fordi enhver Forfatter betragter sig selv som En der er oppe til en Examen; han frygter, at Nogen skulde tro om ham, at han ikke veed det N&ae;ste. Da Tilv&ae;relsen selv er dialektisk gjelder det om at ethvert Moment bliver sat saaledes, at det kommer til at gj&o-;re sit Indtryk. For at fatte Synds-Forladelsen maa jeg f&o-;rst og fremmest have Indtrykket af Synds-Bevidstheden i Synds-Bekjendelse. Nu gjelder det om at gj&o-;re dette ret indtr&ae;ngende gjeldende, og saa ikke et Ord mere denne Gang. Men Taleren ell. T&ae;nkeren er bange er undseelig for at Nogen skulde tro, at han ikke vidste det N&ae;ste, og derfor maa han strax sige det med. Herved sv&ae;kkes alle Indtryk. Det Uretf&ae;rdige ved Danmarks Smaa-Forhold er den Paatr&ae;ngenhed og Ligemandskab som derved udvikles. Et lille Land som Danmark kan naturligviis kun i hver enkelt Retning have een v&ae;sentlig Udm&ae;rket; men denne Udm&ae;rkede lever nu i idelig Ber&o-;ring og Omgang, item _iti ideligt literair Sammenst&o-;d mellem deres Navne, med adskillige ubetydelige &streg; som ogsaa ere noget Lignende. Chr. Winther er lyrisk Digter, Holst er ogsaa, Barfoed er ogsaa; de skrev maaskee alle Tre hver sin Vise til en Festlighed: ergo er de alle Tre Digtere. Den der taber ved disse Forhold og lider Uret er Chr. Winther. Danmark er saa lille et Land, at det at v&ae;re den St&o-;rste i en enkelt Retning i dette Land ikke kan v&ae;re _enet v&ae;sentlig Udtryk for den v&ae;sentlige Udm&ae;rkede. Chr. W. vilde ogsaa i Tydskland v&ae;re fremragende, medens de andre vilde forsvinde. At v&ae;re den st&o-;rste Philosoph i Danmark staaer lige paa Gr&ae;ndsen til Satire &streg; omtrent som at v&ae;re den st&o-;rste &streg; ja t&ae;nk engang, &streg; den st&o-;rste blandt alle de omreisende Skuespiller-Selskaber man har seet &streg; i Odense; ell. ligesom hvad P.L. M&o-;ller roste _{mig f}min Polemik mod Heiberg for: &anfbeg;at den var det vittigste af Alt, hvad der var skrevet mod Heiberg&anfslut; &streg; ak, maa jeg ikke bede om Heiberg som Maalestok, thi at bruge dem som Maalestok, der har skrevet mod ham, det er rigtignok at gj&o-;re Nar af mig. Saaledes bel&ae;rte engang den Frisindede (Hr Rosenhaab) mig om, at jeg burde v&ae;re lige saa populair som en saadan dybsindig Philosoph nemlig H:C. &O-;rsted. Pro dii immortales, det kan kun v&ae;re muligt &anfbeg;paa Berget&anfslut; at man kan for Alvor mene noget Saadant. Kj&o-;benhavn er den behageligste By man kan t&ae;nke sig at leve i for Enhver, der er Ingenting ell. endnu mindre; thi da vi Alle ere ligemeget, og der dog ere nogle St&o-;rrelser, saa er der Avancement. Da jeg var et ungt Msk, og var Ingenting, da n&o-;d jeg min Frihed, da turde jeg leve som jeg lystede, kj&o-;re alene i min Vogn, lade Vinduer lukke paa offentlige Steder: der var Ingen der faldt paa at l&ae;gge M&ae;rke dertil. Men nu, nu vogter Misundelsen paa ethvert mit Skridt, for at sige: det er Hovmod, det er Stolthed, det er Forf&ae;ngelighed. Det latterlige er, at jeg tvivler paa, at der i noget Land vil findes noget Msk., der lever saa uforandret som jeg har levet siden jeg blev Student: saa Forandringen da altsaa ikke ligger i mig, som gjorde jeg nu noget af Pr&ae;tension &streg; nei jeg gj&o-;r uforandret det Samme, men nu har Misundelsen faaet &O-;ie paa mig. Hvorfor skal han have Lov at kj&o-;re alene, siger en pyntet Kr&ae;mmersvend, jeg kunde jo ypperligt kj&o-;re med ham; men det er Stolthed. Hvorfor jeg lever som jeg lever, falder det naturligviis Ingen ind at t&ae;nke over; nei fr&ae;kt og uforskamment og paatr&ae;ngende vil man om muligt tvinge mig til: at tage Kr&ae;mmersvenden med. Saaledes har jeg forstaaet mig selv i hele min Forfatter-Virksomhed. Jeg er en i dybeste Forstand ulykkelig Individualitet, der fra min tidligste Tid har v&ae;ret naglet fast til en ell. anden indtil Afsindighed gr&ae;ndsende Lidelse, der maa have sin dybere Grund i et Misforhold mell. min Sj&ae;l og mit Legeme; thi (og dette er det m&ae;rkelige samt min uendelige Opmuntring) den staaer i intet Forhold til _detmin Aand, der tvertimod maaskee ved det sp&ae;ndte Forhold mell. Sjel og Legeme har faaet en Sp&ae;ndkraft som sjelden er. En gl. Mand, der selv var uhyre tungsindig (hvorledes vil jeg ikke nedskrive) faaer en Alderdommens S&o-;n, paa hvem hele dette Tungsind gaaer i Arv &streg; men som tillige har en Aandens Elasticitet at han kan skjule det, medens ogsaa netop fordi hans Aand er v&ae;sentlig og i eminent Forstand sund, hans Tungsind ikke kan faae Magt over ham, men hell. ei formaaer Aanden at h&ae;ve det, den formaaer maxime at b&ae;re det. En ung Pige, (der med pigeligt Overmod forraader uhyre Kr&ae;fter, og lader mig ane en Udvei af hvad ved et s&o-;rgeligt Misgreb var begyndt, en Udvei, at h&ae;ve en Forlovelse, thi hun lod f&o-;rst Kr&ae;fter ane som br&o-;d hun sig ikke det mindste derom) l&ae;gger _eti det h&o-;itideligste &O-;ieblik et Mord paa min Samvittighed, en bekymret Fader gjentager h&o-;itideligen Forsikkringen om, at det vil blive Pigens D&o-;d. Om hun har piattet, vedkommer ikke mig. Fra det &O-;ieblik helligede jeg mit Liv efter ringe men af yderste Evne til at tjene en Idee. Skj&o-;ndt ingen Ven af Medvidere, skj&o-;ndt absolut utilb&o-;ielig til at tale med Andre om mit Inderste; _menmener jeg dog og har jeg meent, at det er et Mskes Pligt ikke at overspringe den Instants som det er at beraadf&o-;re sig med et andet Msk; kun at dette ikke bliver en pianket Fortrolighed, men alvorlig og officiel Meddelelse. Jeg har derfor talt med min L&ae;ge, om han meente at hiint Misforhold i min Bygning mell. det Legemlige og det Psychiske lod sig h&ae;ve, saa jeg kunde realisere det Almene. Det har han betvivlet; jeg har spurgt ham, om han meente, at Aand var istand ved Villien at omskabe ell. omdanne et saadant Grund-Misforhold, han betvivlede; han vilde end ikke tilraade mig at s&ae;tte hele min Villies-Kraft i Bev&ae;gelse, om hvilken han har en Forestilling, da jeg kunde spr&ae;nge det Hele. Fra det &O-;ieblik har jeg valgt. Hiint s&o-;rgelige Misforhold, med samt dets Lidelser (der upaatvivligt vilde have gjort de Fleste til Selvmordere af dem som havde igjen Aand nok til at fatte Qvalens hele Elendighed) har jeg anseet for min P&ae;l i Kj&o-;det, min Gr&ae;ndse, mit Kors; jeg har meent, at dette var det dyre Kj&o-;b hvorfor Gud i Himlene har solgt mig en Aands-Kraft, der blandt Medlevende s&o-;ger sin Lige. Dette opbl&ae;ser mig ikke, thi jeg er dog knuset, mit &O-;nske er dog bleven mig den daglig bittre Smerte og Ydmygelse. Uden at turde beraabe mig paa Aabenbaringer ell. noget Saadant, har jeg forstaaet mig selv i at ville i en forqvaklet og demoraliseret Tid h&ae;vde det Almene og gj&o-;re det elskeligt og tilg&ae;ngeligt for alle Andre, der formaae at realisere det, men af Tiden vildledes til at jage efter det Ualmindelige, det Extraordinaire. Som Den, der selv blev ulykkelig, hvis han elsker Mskene, netop &o-;nsker at hj&ae;lpe Andre som formaae at blive lykkelig, saaledes har jeg forstaaet min Opgave. Men da min Opgave tillige var mig et i al Ydmyghed fromt Fors&o-;g paa at gj&o-;re noget Godt til Vederlag for hvad jeg har forbrudt: har jeg is&ae;r vaaget over, at min Str&ae;ben ikke blev i Forf&ae;ngelighedens Tjeneste, at jeg fremfor Alt ikke tjente Ideen og Sandheden saaledes, at jeg fik jordisk og timelig Fordeel deraf. Derfor er jeg mig bevidst, at jeg med sand Resignation har arbeidet. Under min Arbeiden har jeg ogsaa bestandig troet bedre og bedre at forstaae Guds Villie med mig: at jeg b&ae;rer Qvalen, i hvilken Gud har lagt T&o-;mmen paa mig, og saa pr&ae;sterer maaskee det Overordentlige. Dersom jeg udf&o-;rligere skulde beskrive mit Livs indre Forstaaelse af det Enkelte vilde dette blive en heel Foliant, som kun meget Faae vilde have Evne og Alvor til at forstaae. Men til at nedskrive noget Saadant har jeg heller ei Tid. Med Sandhed kan jeg sige, at jeg har min Kraft i Skr&o-;belighed og i Svaghed. Det kunde aldrig falde mig ind, at en Pige fE ikke vilde have mig, naar jeg blot var sikker i mig selv om, at jeg turde gj&o-;re Alt for at vinde hende; det kunde aldrig falde mig ind at jeg ikke skulde formaae det meest Forbausende, naar jeg blot var sikker paa mig selv at jeg turde det. Paa dette sidste Sted ligger min Elendighed paa f&o-;rste Sted min n&ae;sten overnaturlige Kraftf&o-;lelse. De fleste Msker ere omvendt situerede, de frygte Modstanden uden fra, og kjende ikke den indre Modstandens r&ae;dsomme Lidelse. Men jeg kjender ingen Frygt for nogen udvortes Modstand, men der er en indre Modstand, naar Gud vil lade mig fornemme P&ae;len som nager &streg; dette er min Lidelse. a Min Fortjeneste af Literatur bliver altid at have fremsat hele det _{existentielles}existentielle Omfangs afgj&o-;rende Bestemmelser saa dialektisk skarpt og saa primitivt som i det mindste jeg ikke veed er gjort i nogen Literatur, og jeg har hell ei haft Skrifter at raadf&o-;re mig med. Dern&ae;st min Kunst-Meddelelse, dens Form dens consequente Gjennemf&o-;relse; men for det f&o-;rste er der _{ingen Tid}Ingen som har Tid til at l&ae;se alvorligt og studere; forsaavidt er indtil videre min Produktivitet spilt som naar man s&ae;tter fine Retter for B&o-;nder. Den Skjebne synes at v&ae;re forbeholdt mig i Forhold til de afgj&o-;rende Momenter af mit Liv aldrig at kunne blive forstaaet af Andre. Det der netop er det Bestemmende for mig, vilde Ingen anden falde paa. I en vis Forstand er der en Qval i den totale Misforstaaelse, naar man lever saa anstr&ae;nget som jeg. Da jeg forlod hende &streg; hvilken var Grunden. Ja Ingen vilde blot ane den. Naar jeg nu h&o-;rer op med at v&ae;re Forfatter, saa vil Alle vide ypperlig Beskeed om at forklare, at det er fordi jeg er bleven bange og kjed af alle disse Vr&o-;vlerier. Ja tag det der. Da jeg, i sin Tid, f&o-;r al Vr&o-;vlet begyndte, besluttede at ende med: afsluttende Efterskrift, _vilde(hvad jeg maatte beslutte af mange, tildeels ogsaa af pecuniaire Grunde) vilde jeg have den Satisfaction: at v&ae;re en Forfatter, der kunde arbeide efter en uhyre Maalestok, og saa igjen holde op, uden nogensinde at have vexlet ti Ord med noget Msk. om hvad jeg vilde. Da saa alt Vr&o-;vlet begyndte, forstod jeg strax, at man vilde s&ae;tte dette i Forbindelse med min Oph&o-;ren. Dette har kr&ae;nket mig, ja det er sandt. Turde jeg raade mig selv, blev jeg ubetinget ved i nogen Tid at skrive. Men see netop fordi dette er saaledes, netop derfor t&o-;r jeg ikke opgive min Beslutning; thi saa var jeg feig. Men hvilket eneste Msk. til foruden jeg forstaaer dette. Og hvor det dog er s&o-;rgeligt, at have det Mindste med al dette Rak af Msker (der ell. kunne v&ae;re baade gode og skikkelige og elskv&ae;rdige, kun ikke naar de ville d&o-;mme Tanker og en T&ae;nker) der ikke kan t&ae;nke to Tanker sammen, og kun kunne forstaae alt hvad der er lavt og usselt. d. 7 Sept. 46. Rapport.␣␣␣␣Resultat 1 Det der egl. er det P&o-;belagtige ved den literaire Foragtelighed, som denne findes hos os, er ikke saa meget hvad den skriver, som det ligger i for hvem der skrives. Dersom et saadant Blad som Corsaren kunde sikkre os, at det kun blev l&ae;st af de meest intellectuelle Par hundrede Msker i Landet: saa gj&o-;r det slet ingen Skade. Og dog fordres der jo for at ironisere det Udm&ae;rkede, at Den der gj&o-;r det tillige og hovedsagligen er intellectuel dannet til at vurdere og pathetisk nok til at kunne begeistres: da f&o-;rst er det Ironie at sp&o-;ge med Ens Tilf&ae;ldigheder, med Forfatterens Figur o:s:v:. Men naar noget Saadant skrives for den laveste Classe, for Svende og Drenge, og Tjenestepiger og piankede Fruentimmer o:s:v: saa er det eo ipso Raahed og Slave-Opstand. hos den Classe af Msk. kan der ikke v&ae;re Tale om endog blot den fjerneste Anelse af en Forestilling om at vurdere ell. forstaae, for dem existerer en Forfatter ligesom ethvert andet Msk. kun qua Dyre-Msk, og det er deres Vurdering af et Msk. om han er st&ae;rk og kan slaaes o:s:v: Ja selv naar man skriver noget _saadantSaadant for den i sig selv agtv&ae;rdige og brave men eenfoldigere og ikke v&ae;sentlig dannede Classe af Samfundet: bliver det dog Raahed. Det Eenfoldige ligger netop i (og dette er det Skj&o-;nne i en vis Forstand) ikke at kunne t&ae;nke en dialektisk Dobbelthed. Hvad der er Udm&ae;rket t&ae;nker Eenfoldigheden det er Udm&ae;rket, det maa der slet ikke siges noget Ondt om. Er en Mand en udm&ae;rket Philosoph saa maa man ikke forhaane ham. Da den Eenfoldige nu ikke selv kan bed&o-;mme om en Mand er en udm&ae;rket Philosoph, saa forledes ganske rigtigt den Eenfoldige, naar der skrives saaledes for ham, til den Slutning: ergo er den Mand ingen stor Philosoph. Men det Nederdr&ae;gtige i Forhold til den literaire Foragtelighed ligger i, naar det er Forfattere, som kunne til en vis Grad v&ae;re anst&ae;ndige Forfattere, om de end fik en underordnet Plads, der for at h&ae;vne og skade og forvirre og besudle, r&o-;rer P&o-;belen op. 2 Det var ironisk rigtigt af _{mig at}mig, medens jeg skrev Pseudonymerne, at leve saa meget paa Gader og Str&ae;der. Det Ironiske laae ganske rigtigt i, at jeg, der qua Forfatter _stilh&o-;rte en ganske anden Sph&ae;re, opholdt mig paa Gader og Torve. Det var Ironien mod de intellectuelle forskruede hegelianske Magter vi har her hjemme, ell. havde. Saasnart derimod, man fra en anden Kant fra den literaire P&o-;belagtighed gj&o-;r et Fors&o-;g paa, at give det Udseende af, at jeg virkelig h&o-;rer hjemme paa Gaden: saa er ganske rigtigt Ironien _opborte saa exciperer jeg forum. &streg; Havde Goldschmidt endda selv indseet det, og af sig selv spillet mig Pudset: ja saa havde han dog v&ae;ret Noget. Men jeg maatte selv opfordre ham &streg; og gjorde det ganske rigtigt derfor f&o-;rst da jeg var f&ae;rdig. Var P.L. M&o-;llers Artikel kommen en Maaned f&o-;r, havde han intet Svar faaet. Jeg kunde da hverken endnu have undv&ae;ret Situationen, ei heller turde jeg, saa l&ae;nge jeg skulde holdes v&ae;sentlig produktiv, uds&ae;tte mig for, hvilke mulige Forstyrrelser der dog kunde f&o-;lge af Vr&o-;vleriet. Det der gj&o-;r mit Liv anstr&ae;nget, men ogsaa righoldigt n&ae;sten i dets ubetydeligste Yttring, er at jeg overalt maa have Idee, og at derimod andre Msker slet ikke synes at have endog blot den mindste Trang dertil. Men saa har jeg dog igjen den Fordeel, at midt i al Vr&o-;vl bliver jeg dog aldrig egl. Part, fordi min Iagttagelses Lyst stadigt bevarer mig for en Deel som Trediemand. 3. _DetDen hele Geschichte i det sidste Halvaarstid har yderligere bekr&ae;ftet mig den S&ae;tning: mundus vult decipi. Dersom man vilde sp&o-;rge Tilh&ae;ngerne af den literaire P&o-;belagtighed: men hvorfor angribes dog Kierkegaard; saa vilde de svare, som en af dem (han var rigtignok en Rangsperson for&o-;vrigt) svarede mig: _vi&anfbeg;der skal ingen Auctoritet v&ae;re.&anfslut; Lad os nu see. En Forfatter, der v&ae;sentligen dannet ved Socrates og Gr&ae;kerne, har fattet det Ironiske begynder en enorm Forfatter-Virksomhed; han vil netop ikke v&ae;re Autoritet, og til den Ende seer han ganske rigtigt, at han ved idelig at gaae paa Gaden n&o-;dvendigviis maa sv&ae;kke Indtrykket af sig selv. Og ganske rigtigt, i alle de fornemme Kredse, hvor Autoriteterne dog vel ere at s&o-;ge, der d&o-;mmes han ogsaa fra al mulig Autoritet. Hvad skeer, nu v&ae;lter P&o-;belagtigheden sig ind paa ham, og n&o-;dsager ham i Ideens Medf&o-;r at gj&o-;re hvad han ell. ogsaa vilde, tr&ae;kke sig en Smule tilbage. Lad ham nu blot i et halvt Aar have levet saaledes tilbagetrukken, saa er han Autoritet. Hans Anseelse er dog alligevel saa stor, at han selv netop var den Eneste, der egl. kunde sv&ae;kke Indtrykket af sig. Og hvem er det saa, der har v&ae;ret behj&ae;lpelig til at gj&o-;re ham til Auctoritet? Netop dem, der begyndte deres Tale og deres Handlen i Kraft der af saaledes: &anfbeg;der maa ingen Autoritet v&ae;re.&anfslut; 4. Hvori har saa det Ubehagelige, det Fortr&ae;digende for mig ligget? Naturligviis ikke i hvad der er bleven sagt, (thi det har jeg ofte nok selv sagt sp&o-;gende om mig selv) men i til hvem, at man har skaffet mig et Gadeopl&o-;b paa Halsen af P&o-;bel, med hvem jeg intet F&ae;llesskab har ell. kan have. I Forening med J&o-;de-Commier Kr&ae;mmersvende, offentlige Fruentimmer, Skoledrenge, Slagtersvende o:s:v: kan jeg virkeligen ikke lee af, hvad jeg i Forening fE med Carl Weis ypperligt kan lee af. Naar jeg nemlig i Forening med ham leer af mine tynde Been, saa statuerer jeg dermed, at vi have Basis tilf&ae;lles i v&ae;sentlig intellectuel Dannelse. Naar jeg i Forening med P&o-;belen leer der af, saa vilde deri ligge, at jeg indr&o-;mmer at have Basis tilf&ae;lles med dem. &streg; Netop fordi dette er saaledes, er ogsaa det Besynderlige fremkommet, at den Eneste her hjemme, der egl med Ironie vittigt formaaer at behandle saadanne dialektiske Problemer som det at ironisere en Dygtighed, at han netop ikke kan forsvare at gj&o-;re det &streg; og denne Eneste er mig selv. Jeg forpligter mig rigtignok til, at skrive ganske anderledes vittige Artikler om mig selv og mine Been end Goldschmidt kan: men saa vil igjen P&o-;belen ikke kunne forstaae dem. Verden bliver da i Grunden altid lige _dklog &dvs;: lige dum. Naar saa en Mand, misforstaaet, forhaanet, forfulgt, bespottet, ringeagtet af sin Samtid har k&ae;mpet for en Sandhed, saa opdager den n&ae;ste Generation, at han var stor, &streg; og beundrer ham. Og dersom der saa i den n&ae;ste Generation er en Begeistret der virkelig forstaaer hiin Afd&o-;de forstaaer ham saaledes, at han gaaer hen og gj&o-;r lige saa: saa bliver denne Begeistrede igjen forfulgt, bespottet, ringeagtet o:s:v:. Altsaa f&o-;rst bliver den Udm&ae;rkede ringeagtet af hans Samtid, og derpaa bliver den Udm&ae;rkedes sande Beundrer foragtet af sin Samtid, hvilken er den anden Generation, der dog som det hedder, beundrer den Afd&o-;de. Mundus vult decipi, og Verden er altid til Nar, is&ae;r naar den beundrer, thi for at den skal beundre maa den tage det Bedste bort &streg; og saa beundrer den, men ringeagter Den, der i Sandhed beundrer det Bedste hos den afd&o-;de Udm&ae;rkede. Den sande H&o-;imodighed kan aldrig blive bel&o-;nnet i Verden; ganske simpelt, fordi dersom det saa kaldte h&o-;imodige Skridt er et saadant, at Samtiden strax kan forstaae, at det er h&o-;imodigt, saa er det ikke i Sandhed i stor Forstand h&o-;imodigt, saa har det jo sin L&o-;n. _DetDen sande H&o-;imodighed maa ogsaa indeholde dette: at blive misforstaaet, og dog at gj&o-;re det Rette, det H&o-;imodige. Menneskenes &Ae;re og Beundring er jo lige saa fuldt en L&o-;n som Penge og anseelig Stilling. Af den Bog om Adler. ..... Hvad Frater Taciturnus formodentligen &ae;sthetisk og kunstnerisk maa vide Beskeed om, siden han, _udenselv benyttende en ganske anden Art Stiil, lader Experimentets Quidam yttre sig i denne Stileart: det finder man i vild Skikkelse Exempler paa hos Adler. At construere rhetorisk paa Fors&ae;tningerne, og lade Efters&ae;tningen v&ae;re et Intet, en Afgrund, fra hvilken L&ae;seren ligesom endnu engang gyser tilbage i Fors&ae;tningerne; at storme frem i et Till&o-;b, som vilde denne Rigdom aldrig udt&o-;mmes, og netop i samme Secund _afbryde;afbryde, hvilket er ligesom det Kunststykke at parere i strakt Carrieres Fart (de fleste Ryttere falde af, &streg; i Almdl. slaaer man f&o-;rst over i Gallop, og saa i Trav); i Spidsen for et Cavallerie af Pr&ae;dikater, det ene kj&ae;kkere og raskere end det andet, at hugge ind, og da svinge af; Springet i Modulationen; Begrebets Omslaaen i eet eneste Ord; det Uventedes Standsning o:s:v:. Som alle sydligere Nationer (is&ae;r fE J&o-;der), alle lidenskabelige _NationernesNationers Organ er saaledes, at Stemmen idelig slaaer over, som enhver Lidenskabelig taler saaledes: saa er det ogsaa muligt stilistisk at frembringe denne Virkning. Dog dette vilde f&o-;re mig meget for vidt, og hvor mange Mennesker er der vel, som endog blot har en Forestilling om, hvorledes Prosa kan benyttes lyrisk, og om, hvad jeg forpligter mig til, i Prosa at frembringe en st&ae;rkere lyrisk Virkning end i Vers, naar Folk f&o-;rst l&ae;re at l&ae;se og at fordre Tanke i hvert Ord, medens Vers altid beholde lidt Fylde-Kalk. Jeg afbryder; dette vilde desuden kun vedkomme Forfattere. I denne Henseende beholde samtlige Pseudonymer ubetinget et sprogligt V&ae;rd, i at have opdyrket Prosaen lyrisk. Adler har ogsaa l&ae;rt Noget af dem, det m&ae;rker man tydeligt; thi det er ikke sandt, hvad hans smigrende Recensent fort&ae;ller i Kirketidenden, at han er begyndt omtrent samtidig med Pseudonymerne, men han er begyndt efter dem; og Stilen i hans fire sidste Skrifter er m&ae;rkelig fra den i hans Pr&ae;dikener, hvor han endnu ikke har v&ae;ret saa st&ae;rkt paavirket. Derimod er det sandt, hvad hiin Recensent siger, at der stundom findes Steder i A (4 sidste B&o-;ger) som aldeles erindre om Pseudonymerne, men deri seer jeg ikke noget Fortjenstligt, hverken i at copiere en Anden, ell. i at glemme, at man selv ved at have haft en Aabenbaring, har ganske andre Ting at t&ae;nke paa end Sprog-&O-;velser. Pascal siger: derfor er det saa vanskeligt at tro, fordi det er saa vanskeligt at lyde. I Grunden ansee dog de fleste Msker ogsaa her i Byen (ligesom en Nordamerikaner fort&ae;ller det ganske naivt om samtlige Nordamerikanere cfr theol: Maanedsskrift af Grundtvig og Rudelbach Bind XII, p. 7 o: fl)a det at philosophere, at t&ae;nke over Tilv&ae;relsen, Videnskabelighed for en Art Galskab og Tidsspilde. Grunden hvorfor man ikke betragter fE Sibbern saaledes, er mere den, at han har et Levebr&o-;d som Professor i Philosophien, &dvs;: naar det er Ens Levebr&o-;d saa kan man philosophere ligesom Andre fE feie Skorsstene, men dersom man er privat, og altsaa virkelig philosopherer for at philosophere (hvad Sibbern jo vist gj&o-;r, men hvad Folk ikke blive tilgavns opm&ae;rksomme paa) saa vilde man ansee det for lige saa afsindigt som hvis en uafh&ae;ngig Mand vilde _fei&u;forfeie Skorstene. Det er, at feie Skorstene for at feie Skorsstene er absurd: ergo er ogsaa det at philosophere for at philosophere absurd. Overhovedet spiller Levebr&o-;ds-Betragtning dog den afgj&o-;rende Rolle i Verden; overalt hvor denne Mellembestemmelse svigter, blive de raadvilde. De titulaire Christne, der egl. slet ikke have noget Indtryk af det Christelige, opholde sig slet ikke over at en Pr&ae;st foredrager den orthodoxe L&ae;re, og hvorfor ikke? Fordi det er hans Levebr&o-;d. De opholde sig slet ikke over, at hiin Pr&ae;st i Pr&ae;dikenen gj&o-;r strenge Fordringer til Livet og hvorfor ikke? Det h&o-;rer med til hans N&ae;ringsvei, ligesom at en Officeer seer barsk ud og en Politie-Officiant slaaer. &streg; Naar derimod en _Prprivat Mand i str&ae;ngere Forstand er religieus og yttrer sin Religieusitet: saa ansees han for gal, og hvorfor? Fordi N&ae;ringsveiens Mellembestemmelse mangler. Naar man ansees for og lever uafh&ae;ngig, saa have Folk en stor Lyst til at sige til En: dersom jeg var i Deres Sted, saa veed jeg nok, hvorledes jeg skulde indrette mit Liv.&anfslut; og derpaa rykker de ud med Sproget, og man seer da, at de saa godt som intet _evigtIndtryk have af Noget, medens de for at leve, blive Urtekr&ae;mmere, Skorsteensfeiere, Kunstnere, Pr&ae;ster o: s: v:. a Der fort&ae;lles tillige, at i de nordamerikanske Skoler og Gymnasier bruges Compendier, af hvilke stundom 1 indeholder 20 Videnskaber &streg; i al Korthed. Af den Bog om Adler Det er overhovedet utroligt, hvilken Confusion den hegelske Philosophie har frembragt i det personlige Liv &streg; s&o-;rgelige F&o-;lge af, at en Philosoph er Heros og reent personligt en Philister og Nittengryn. Eet er bestandigt undgaaet Hegel hvad det var at leve, han veed kun at gjengive Livet, og hvis han er Mester heri, saa er det ogsaa vist, at han er den meest sk&ae;rende Contrast til en Maieutiker. Man finder hos Philosopher efter Hegel, som have tilegnet sig den hegelske Methode, forbausende Exempler. En saadan Philosoph skriver en ny Bog, og den bliver han sig bevidst som Moment indenfor den Str&ae;ben, der begyndte med hans f&o-;rste Bog; men dette er ikke nok, _hanthi sin hele Str&ae;ben (som endnu ikke er til) bliver han sig bevidst som Moment i den hele philosophiske Str&ae;ben efter Hegel, og den igjen som Moment i Hegel, og Hegel som Moment i den verdenshistoriske Proces fra Oldtiden gjennem China, Persien, Gr&ae;kenland, J&o-;dedom, Christendom, Middelalder. Skulde det ogsaa v&ae;re muligt. Skulde det ikke v&ae;re rigtigt, at en saadan Privat-Docent, naar han saae vi bleve altfor forbausede, sagde som Pr&ae;sten, der saae at hans Tilh&o-;rere bleve altfor r&o-;rte: Gr&ae;der ikke B&o-;rn, det turde v&ae;re L&o-;gn altsammen. Men denne usalige Lyst til at opfatte som Moment er bleven en fix Idee. Ethikens Anskuelse: at str&ae;be, og Metaphysikens at opfatte som Moment stride paa Liv og D&o-;d med hinanden. Enhver Levende, som ikke er aldeles tankel&o-;s og distrait, maa v&ae;lge, men v&ae;lger han det Metaphysiske, saa begaaer han egl., aandelig forstaaet et Selvmord. Den menneskelige Misundelse vil tilsidst afskaffe enhver v&ae;sentlig Bestemmelse og s&ae;tte sin herskesyge Vilkaarlighed isteden. Dersom En ydmyg for Gud men med &ae;del Stolthed hverken vil v&ae;re mere ell. mindre end han er, men ogsaa vil v&ae;re det: saa falder Misundelsen over ham. Dersom derimod En begynder med den Concession: jeg er et foragteligt Subjekt, saa synes man, at man nok kan anerkjende hans Talent, da man dog kan holde ham nede. Det er derfor hell. ikke ut&ae;nkeligt, at Adler pludseligt kunde gj&o-;re Lykke, thi da han egl. begynder med den Concession: jeg er halvgal &streg; saa kan man nok anerkjende lidt Talent; han kan aldrig blive farlig, thi han er jo halvgal. Paa den Maade opelskes, al dette usle Luskerie. Man skriver en Comedie for Studenter, man benytter sig af den kammeratlige Frihed til at bringe virkelige Personer frem. Nu ja, det vilde jo v&ae;re ukammeratligt, om Nogen sagde Noget derimod. Men derpaa, lusker Stykket om i Provindserne &streg; hvor der dog vel ikke spilles for Studenter, og endeligen opf&o-;res det paa det kongl. Theater. Det er denne luskende halv Officialitet der gj&o-;r at Folk synes om det. Hvad der tr&ae;der_op med Fordring paa og Bevidsthed af at v&ae;re noget Bestemt: det v&ae;kker Misundelse, men dette halvt private og halvt offentlige det smigrer Publikum. En saadan Pialt af en Digter bliver afholdt, fordi det synes Publikum allerkj&ae;reste, at det er saadan noget Privat mell. ham og dem, han er ikke rigtig Digter, men saadan en famille. Ja vist er jeg Aristokrat &streg; og det er og har da Enhver v&ae;ret, der i Sandhed er sig bevidst at ville det Gode, thi af dem er der altid faae) &streg; men jeg vil staae nede paa Gaden, midt imell. Mskene, hvor Faren er og Modstanden. Jeg vil ikke (a la Martensen Heiberg o: s: v:) feigt og bl&o-;dagtigt leve paa Fornemhedens Afstand i enkelte Kredse, _ikkegarderet af Sandsebedrag (at M&ae;ngden sjeldent seer dem og derfor indbilder sig at de ere Noget.) Det er vel saa at Verden vil bedrages, at naar den sjeldent seer en Mand saa troer den han er Noget &streg; men jeg vil ikke bedrage, og jeg vil ikke tr&ae;nge til et Sandsebedrag. Det har hell. aldrig Nogen af hine &Ae;dle gjort, der i Sandhed vilde Mskenes Vel, de levede aldrig fornemt tilbagetrukken et bl&o-;dagtigt Liv i aristokratiske Kredse. Saaledes har jeg forstaaet mig selv. Saal&ae;nge jeg var pseudonym kr&ae;vede baade Frembringelsens Idee og Illusionen, at jeg indrettede min ydre Optr&ae;den som jeg har gjort det; det var mig absolut vigtigt at gj&o-;re Alt for at underst&o-;tte Illusionen med at jeg ikke var Forfatter. At Folk alligevel ansaae mig derfor, vedkommer ikke mig; saaledes ere Msk. de have ingen Sands for Ideer men blot for at forstyrre Ideer; men min Idee er blandt Andet at dette ikke b&o-;r forstyrre. &streg; Fra det &O-;ieblik jeg derimod har overtaget Forfatterskabet kr&ae;ver S&o-;mmelighed, at jeg viser mig mindre. Det er forsaavidt godt, at alt dette Vr&o-;vl hj&ae;lper mig til at handle saaledes. Den hele pseudonyme Frembringelse og min Existents i Forhold _tdertil, var i gr&ae;sk Toneart. Nu maa jeg udfinde den charakteristiske christelige Existents-Form. Maaskee mener Een og Anden, at _derdet er Afh&ae;ngighed at jeg viser mig mindre end f&o-;r, at jeg er kjed af det ell. ikke vil uds&ae;tte mig for Forhaanelser. Men hvad er da Uafh&ae;ngighed. Dersom jeg af Frygt for at blive anseet for afh&ae;ngig _{viser mig sjeldnere} ved at vise mig sjeldnere, viser mig hyppigere, saa er jeg jo netop afh&ae;ngig, saa ud&o-;ver Omgivelsen jo en Magt over mig. Dette vil der naturligviis v&ae;re mange som ikke forstaae, dertil ere de ikke dialektiske nok. En Anm&ae;rkning til Bogen om Adler, som ikke blev brugt. Joh. Climacus er, som jeg seer, blevet anmeldt i et Hefte af Scharlings og Engelstofts Tidsskrift. Det er en af disse s&ae;dvanlige Skillings-Anmeldelser, der skrives &anfbeg;i et meget godt Sprog med _{Komma og Punktum}Punktum og Komma paa rette Sted. Saadan en theologisk Candidat, eller saadan en gradueret Person, der for&o-;vrigt aldeles ingen Competence har til at tale med, afcopierer Indholdet saa nogenlunde, og derpaa tilf&o-;ier han _enCensuren, som her er omtrent denne, at J.C: vel er berettiget i den Maade, paa hvilken han gj&o-;r det Dialektiske gjeldende, men (ja, nu kommer Viisdommen) paa den anden Side maa man ikke glemme Mediationen. J.C: er historisk saaledes _{situeret, at}situeret: han er begyndt efter Hegelianismen. _{Hegel var jo}J.C: veed upaatvivleligt om Mediationen nok saa god Beskeed som saadan en theol. Candidat. For om muligt at tr&ae;nge ud af Mediationens Forhexelse, bestandigt k&ae;mpende mod denne, bragte J.C: ved den qvalitative Dialektiks Anstr&ae;ngelse Problemet afgj&o-;rende paa Spidse (hvilket ingenlunde saadan enhver theol. Candidat, gradueret Person og Skillings-Anm&ae;lder kan) &streg; og saa bliver Bogen anm&ae;ldt saaledes &dvs;: Bogen bliver ved Hj&ae;lp af en anerkjendende Anm&ae;lders Klodderagtighed tilintetgjort, tilbagekaldt, casseret. Og Anm&ae;lderen bliver sig endog selv vigtig; det seer n&ae;sten fornemt ud, at Anm&ae;lderen saaledes staaer h&o-;it over Forfatteren &streg; ved Hj&ae;lp af en elendig Specimens-Phrase. Anm&ae;lderen er saa ubetydelig, at han neppe vilde v&ae;re istand til at skrive en Anm&ae;ldelse, hvis man tog Bogen fra ham, thi han copierer med en mist&ae;nkelig &Ae;ngstelighed; og en saadan Anm&ae;lder bliver saa vigtig til Slutningen. Men paa den Maade maa en Forfatter; han maa anvende Tid, Flid, han maa anstr&ae;nge sig for at s&ae;tte Problemet paa Spidsen: og saa kommer en anerkjendende Anm&ae;lder og hj&ae;lper Sagen og Bogen tilbage i den gamle Suppedage. Og Forfatteren l&ae;ses ikke, men Anm&ae;lderen henleder Opm&ae;rksomhed paa ham, og Anm&ae;ldelsen l&ae;ses, og L&ae;seren maa uvilkaarligt tro Anm&ae;ldelsen fordi den er anerkjendende, den Anm&ae;ldelse, der ved Hj&ae;lp af Anerkjendelsen har tilintetgjort Bogen. Mundus vult decipi. Men dette er F&o-;lgen af, at det at v&ae;re virkelig Forfatter er bleven en opoffrende Existents, og F&o-;lgen af, at der har dannet sig en Mellemstab af Spillem&ae;nd (Skillings-Anm&ae;lderne), hvis N&ae;ringsvei florerer. Og da man er vant til den raaeste, t&o-;lperagtigste Gade-Drenge-Tone i Blade, saa mener formodentligen en Anm&ae;lder, at naar han ovenikj&o-;bet er saa artig at anerkjende Bogen &streg; saa kan han godt gj&o-;re den til Sladder. Johannes Cl. vilde formodentligen sige: nei Tak, maa jeg saa hellere bede at blive udskjeldt; at udskjeldes gj&o-;r Bogen ingen v&ae;sentlig Skade, men at anerkjendes paa den Maade er at tilintetgj&o-;res, saavidt det er Anmelderen muligt, den godmodige og rare men noget dumme Anmelder. En Forfatter, der virkelig forstaaer sig selv, er bedre tjent med slet ikke at l&ae;ses, _endell. med at have 5 virkelige L&ae;sere, end med ved Hj&ae;lp af en godmodig Anm&ae;lders Anerkjendelse at faae den kun altfor udbredte Forvirring med Mediationen udbredt ved Hj&ae;lp af sin egen Bog, der netop var skrevet for at k&ae;mpe mod Mediationen. Men det Begreb: Forfatter er i vor Tid paa en h&o-;ist us&ae;delig Maade bleven forvansket. Er det Smaalighed i Forhold til Pr&ae;stationer ubi plurima nitent, at opdage og fremh&ae;ve en enkelt lille Feil; saa er det i Grunden ogsaa Smaalighed i Forhold til en total Smagl&o-;shed at opsanke og udh&ae;ve en enkelt lykkelig Tanke. Al Critik b&o-;r v&ae;re idealiserende enten ved at oversee Smaa-Feilene i Sammenligning med Fortrinligheden, ell. ved at oversee de Par enkelte lykkelige Steder i Sammenligning med den totale _UfuldtUfuldkommenhed. Under den Titel: Lidelsernes _Evangelium.Evangelium, kunde jeg have Lyst at udarbeide en Samling af Pr&ae;dikener. Texterne skulde v&ae;re deels af Christi Lidelseshistorie, deels saadanne kraftige Ord som da Apostlene, efter at _detde vare blevne hudflettede gik glade bort og takkede Gud, at det var dem forundt at lide Noget, ell. naar Paulus kalder sine L&ae;nker en &Ae;res-Sag, ell. naar han siger til Herodes Agrippa: jeg vilde &o-;nske at Enhver af Eder var som og jeg er, undtagen disse L&ae;nker. Eller de flere Steder i Corinthier-Brevene, hvor der findes den ene Oxymoron efter den anden: selv fattige gj&o-;re vi alle rige; ell. gl&ae;der _eEder og atter siger jeg gl&ae;der Eder. Item det Sted af Jacobs Brev, at vi skulle v&ae;re glade, naar vi fors&o-;ges i allehaande Lidelser. Ved Siden deraf skulde saa f&o-;lge, 3 korte men nydelige Taler: Hvad vi saa l&ae;re af Lilierne paa Marken og af Fuglene under Himlen. Hertil findes en Lap i det gl. Foderal til min Bibel. Julen er dog vel egl. ret B&o-;rnefesten, og hele den leflende Forestilling om Barnealderens Fortrin i H. t. til at blive Christen har sit Tilhold i denne Fest, alt det u&ae;gte R&o-;rende og Sentimentale. Man behage nu, at l&ae;gge M&ae;rke til at Julefesten f&o-;rst indf&o-;rtes i det 4d christelige Aarhundrede, at det slet ikke faldt de gl. Christne ind at gj&o-;re det, hvis Livs Betragtning culminerede i at D&o-;den var F&o-;dsel til Livet. Angaaende det Historiske herom cfr. Liscos Kirkenjahr 1ste D. p. 9. &pgf; 17 og 18. Men som jeg har udtrykt det i afsluttende Efterskrift: man har forrykket hele det Christelige ved denne orthodoxe Sentimentalitet. a Man kan sige at Forandringen er denne: at _{Christendommen}Christenheden istedenfor at blive sig sin _StribStridbarhed bevidst, gj&o-;r sig beqvem, indretter sig beqvemt og hyggeligt i Tilv&ae;relsen. Naar saa er bliver Julen den &anfbeg;skj&o-;nneste Fest.&anfslut; I vor Tid er egl. n&ae;sten kun den listende Form af Aristokratiet tilbage. Aristokraten lister sig gjennem Gaderne, vil ikke v&ae;re til for andre Msker end for sin Clique og saa ved _detde enkelte store Leiligheder for den beundrende M&ae;ngde. Men dette er egl. at tage sin Udm&ae;rkelse forf&ae;ngelig. Man skal v&ae;re til for alle Msk., ikke kasteagtigt-egoistisk s&o-;ge sin _Fordeel.Fordeel; selv om man forhaanes af M&ae;ngden, man er den dog netop et Memento. Det listende Aristokratie indeholder egl. en stiltiende Overeenskomst om at Msks st&o-;rste Deel er Jux er fortabt. Det listende Aristokratie &ae;gger end ikke M&ae;ngden som hine gl. Aristokrater, der stolt viste sig for M&ae;ngden, nei de begaae i al Stilhed et Forr&ae;derie. Gud veed, hvorledes de ville forsvare det i Evigheden. Som oftere sagt: det havde jeg &o-;nsket som min Friheds og Selvbeherskelses Tilfredsstillelse, at jeg, idet jeg opgav at v&ae;re Forfatter, maatte bibringe Andre Indtrykket af en _ExistentsForf:-Existents, der ganske fulgte sine egne Love. Saaledes var det i Sandhed ogsaa, men Ulykken er, at alt dette sidste Vr&o-;vl har faaet fat i mine Forhold i Folkesnakken. Hvad jeg havde gl&ae;det mig til saa overordentlig: det selv at vide at bryde af, min Friheds Triumph, _oghvad jeg har naaet &streg; det er nu ved Livets lumpne Forhold forvansket, forjadsket. Og paa den anden Side hvad der vilde have begeistret mig at gj&o-;re, som det er, som min Friheds Resolution efter h&o-;iere Ordre: det fristes jeg til ikke at ville gj&o-;re, naar, ikke een og anden Usling, men hele dette usle Liv i en Kj&o-;bstad forvansker det. Det som egl. ansees for Alvor er en vis Dressur, den dresserede F&ae;rdighed i at v&ae;re Mand, Embedsmand o:s:v:. Om En anvendte sin Tid i den h&o-;ieste Idees _{Tjeneste, ell.}Tjeneste med enorm Flid og med enhver Opoffrelse, ell. En tilbragte sine Dage paa Dandseboder og Kneiper og &o-;delagde sin Formue: begge ansees lige af disse petrificerede Embedsm&ae;nd. At v&ae;re Copiist det er Alvor, og naar man ikke er Copiist saa er det aldeles ligegyldigt, aldeles ligegyldigt, hvem man er. Af en lille Bog: F&u..;rst Wladimir und dessen Tafelrunde, alt-russische Heldenlieder. Leipzig hos Brockhaus 1819 fortjener is&ae;r No 4 Dobr&u..;na p. 49 o: fl. samt No 8 Swetlana og _MstislavMstislaw p 91 at paaagtes og l&ae;ses n&o-;ie igjen. _DenneDen lille Samling har et skj&o-;nt Motto: Tief ist die Fluth _inim Dnieperflu&ss; Breit ist die Woge des blauen Meers, Weit das Gefilde die Welt entlang &streg; Aber die Vorzeit ist reich an That! Heterodoxt maa man sige: Omvendelse gaaer forud og betinger Synds-Tilgivelse; orthodoxt maa man sige: Synds-Tilgivelse gaaer forud og styrker Msk til i Sandhed at omvende sig. Hvad hj&ae;lper det dog egl. at have megen Aand, naar man kun har et svagt Legeme. Hvad bryder vel Mskene sig om Aand. De fleste Msker er og bliver dog ubetinget Dyre-Skabninger, de have egl. kun Respekt for en rigtig storslaaet Karl, der kan slaaes og bande og skjende. Den Art Undseelse og Undseelighed som altid er forbunden med Aand, ansee _detde for Narrestreger. De have i Grunden en dunkel Forestilling om, at den meget aandelig Begavede er finere bygget, &streg; og derfor have de n&ae;sten en Gl&ae;de af at blive sig deres raa Kraft bevidst lige overfor denne Svaghed. d 5te Nov. 46. Maaskee &streg; mere siger jeg ikke, thi jeg veed godt hvor vanskeligt det er at d&o-;mme in abstracto om sig selv, naar man skal d&o-;mme sandt &streg; havde det dog lykkedes mig nu at afbryde min Produktivitet og samle mig paa at gaae ind i en Embeds-Stilling, hvis Alt havde v&ae;ret saaledes som det burde _v&ae;rev&ae;ret, saa det var klart, at det var min Frihed, der gjorde Udslaget. Nu lader det sig ikke gj&o-;re. Der er en stor Vanskelighed for mig m: H: t: at blive Pr&ae;st, paatog jeg mig det l&o-;b jeg vistnok Fare for, at st&o-;de an som eengang ved Forlovelsen. Paa den anden Side at leve i aldeles tilbagetrukken Stilhed paa Landet fE, er nu gjort mig vanskeligt, fordi mit Sind dog er noget forbittret, saa jeg beh&o-;ver Produktivitetens Tryllerie for at glemme alle Livets lumpne Smaaligheder. Det bliver mig klarere og klarere, at jeg er saaledes construeret, at det netop ikke lykkes mig at realisere mine Idealer, medens jeg i en anden Forstand netop bliver mskligt talt meget mere end mine Idealer. De fleste Mskers Idealer ere gjerne det Store, det Overordl. som de aldrig naae. Jeg er altfor tungsindig til at have saadanne Idealer. Mine Idealer vilde andre Msk. smile af. Det er ganske vist, at mit Ideal netop var at blive &Ae;gtemand og ganske leve blot for at v&ae;re gift. Og see, idet jeg fortvivler _bom at naae det, bliver jeg Forfatter, og det endda maaskee en Forfatter af Rang. Mit n&ae;ste Ideal er at blive Landsbypr&ae;st, at boe i det stille Landskab, ret at v&ae;re indlevet i den lille Kreds, som skulde omgive mig &streg; og see, idet jeg fortvivler _{derom er}derover er det vel muligt, at jeg igjen realiserer Noget, der synes langt St&o-;rre. Naar Biskop Mynster raader mig til at blive Landsby-Pr&ae;st, forstaaer han mig aabenbart ikke. Det er ganske vist, at jeg &o-;nsker det, men vore Pr&ae;misser ere aldeles uenige. Han antager dog, at jeg paa een ell. anden Maade vil videre frem ad den Vei, at jeg dog vil v&ae;re Noget, og deri stikker det netop, jeg vilde v&ae;re saa Lidt som mulig, det er netop mit Tungsinds Idee. Netop derfor har det tilfredsstillet mig at ansees for halvgal, men dette var dog kun en negativ Form for at v&ae;re noget ualmindeligt. Og det er nok muligt, at dette dog egl. bliver min Existents-Form, saa jeg aldrig naaer den skj&o-;nne stille beroligede Existents, at v&ae;re ganske Lidt. Hvad jeg altid har vidst med mig selv, og hvorfor jeg aldrig har talt med noget Msk. om mine egl. Anliggender, det har jeg atter sandet ved at tale med Biskop Mynster: det f&o-;rer til Intet, thi da jeg ikke kan og ikke t&o-;r tale om hvad der totalt og v&ae;sentligt og inderst constituerer min Existents, saa bliver Samtalen n&ae;sten et Bedrag fra min Side. I Forhold til en Mand som Mynster f&o-;ler jeg ret det smertefulde heri, fordi jeg &ae;rer ham saa h&o-;it. Enhver der skal existere med et andet Perspektiv end &O-;ieblikkets, maa fremfor Alt passe paa at holde sig uden for n&ae;rmere Forhold til &O-;ieblikket. Saa l&ae;nge en saadan lever sammen med Statisterne og Choristerne, hvilke alle vel at m&ae;rke ere glemte saasnart de d&o-;e, seer det jo Skuffende nok ud. Men paa Afstand staaer han den Udm&ae;rkede ene, og Chorus er borte. Har han nu indladt sig med Chorus saa staaer han i en fatal Stilling. Som naar en Dands der skal dandses af To dandses af Een: saaledes staaer han; hans Ord hans Udsagn angaaer Chorus men Chorus er ved D&o-;den afgaaet. Det der paa Afstand tager sig bedst ud er naar Alt er lagt saaledes til Rette, at det viser sig at Samtiden har v&ae;ret til Nar. Mennesket. Romeren tog ham af Jord (homo) men Gr&ae;keren reiste ham op (&g.a;&g.n;&g.th;&g.r;&g.o-;&g.p;&g.o;&g.sud;) Ethvert Msk skulde dog v&ae;re uendeligt st&ae;rkt, dersom han ikke beh&o-;vede at anvende &br2-3; af sine Kr&ae;fter paa at finde sin Opgave. Derfor har Barnet saa mange Kr&ae;fter, fordi Faderen s&ae;tter det Opgaven, og det blot skal lystre. Det Dialektiske ved Opgaven er egl. det Mattende. Det seer jo i enhver Samtid saa tilforladeligt ud med alle disse virkelige Msker (Justitsraader og Degne, og Kr&ae;mmere o: s: v:). Men de virkelige Msker ere svigefulde. Disse virkelige Msker liste sig nemlig derfra, tr&ae;de af i _GravenesGravene &streg; og saa, saa er der Ingen der veed at de have v&ae;ret til. Dersom da den Udm&ae;rkede har lempet sig efter dem, da har han blot narret sig selv, thi nu, nu da alle disse virkelige Msker ere traadte af: nu staaer han. Det er dog opl&o-;ftende og opbyggende at bet&ae;nke, hvor afm&ae;gtig Samtiden er, ja hvorledes den egl. arbeider sig selv imod. Den _vilforf&o-;lger, bespotter den Udm&ae;rkede; men jo mere den gj&o-;r det, desto sikkrere bliver den Udm&ae;rkede ud&o-;delig. Det at v&ae;re forfulgt er allerede en M&ae;rkv&ae;rdighed, og et ganske ubetydeligt Msk. kunde blive ud&o-;deligt blot en Samtid ret lumpent havde forfulgt ham. Det vilde derfor v&ae;re en lige ironisk og pathetisk Replik af en forfulgt Udm&ae;rket _ogom han sagde til sin Samtid: det skal I have Tak for, ved Hj&ae;lp af disse Forhaanelser vil mit Navn blive een Generation l&ae;ngere ud&o-;delig end ellers; dersom I derfor ville have den Godhed at slaae mig ihjel: saa er mit Navn absolut ud&o-;deligt. Man har sagt at nu omstunder kunde man end ikke blive forfulgt; men det er usandt. Grunden er, at de Fremragende ikke forstaae at _hissehidse. Lide de Uret, saa beklage de sig, de dadle Mskene; men det er netop at bestemme sig concentrisk med dem, _{det ir}man irrettes&ae;tter den, man ikke har opgivet. Nei man tale i Ideens Hofsprog og med dettes Elegance: saa kommer Forf&o-;lgelsen nok. Naar man bliver forhaanet, da skjender man ikke, da siger man: jeg har den &Ae;re at blive forhaanet, det vil sige: I ere i Bund og Grund casserede, og det er derfor netop en &Ae;re at forhaanes af Eder. Man har den &Ae;re at blive hudflettet, den &Ae;re at blive henrettet: alle Lidenskabens Declamationer indeholde Intet i Sammenligning med dette elegante Ideens Hofsprog. Til den Dedication: &anfbeg;Hiin Enkelte&anfslut; i Leiligheds-Talen, skulde egl. have v&ae;ret f&o-;iet f&o-;lgende Skrivelse. Kj&ae;re! Modtag denne Tilegnelse; den gives hen ligesom iblinde, men derfor ogsaa uforstyrret af noget Hensyn, i Oprigtighed! Hvo Du er veed jeg ikke; hvor Du er, veed jeg ikke; hvilket Dit Navn er, veed jeg ikke &streg; jeg veed end ikke, om Du er til, eller om Du maaskee _harvar til, men ikke mere er det, eller _{om dog muligt}hvorvidt muligen Din Tid engang vil komme. _{Og dog}Dog er Du mit Haab, min Gl&ae;de, min Stolthed, i Uvisheden min _{&Ae;re: thi}&Ae;re; i Uvisheden, thi kjendte jeg Dig personligen med jordisk Vished, da var dette min Skam, min Br&o-;de &streg; og min &Ae;re tabt. Det tr&o-;ster mig, at Beleiligheden er der for Dig, _{Kj&ae;re, Beleiligheden, for hvilken jeg veed jeg redeligen har arbeidet.} hvad jeg under min Arbeiden og ved min Arbeiden redeligen har tilsigtet og eftertragtet. Thi ikke, _hvisdersom dette var muligt, ikke hvis det blev Skik og Brug at l&ae;se hvad jeg skriver, eller dog at udgive sig for at have l&ae;st, i Haab om at vinde Noget i Verden, ikke da var Beleiligheden for min L&ae;ser, _thida havde tvertimod Misforstaaelsen seiret _&streg;ja den havde tillige bedaaret mig til Uredelighed, hvis jeg ikke af yderste Evne havde forhindret, at noget Saadant skete &streg; hvorimod jeg ved at have gjort Alt for at hindre det havde handlet redeligt. Nei, naar det bliver et tvivlsomt Gode at l&ae;se hvad jeg skriver (_&streg;og dersom jeg efter hvad Evne mig er forundt bidrager her til, da handler jeg redeligen); eller endnu bedre, naar det bliver en Daarskab og en Latterlighed; eller endnu bedre naar det bliver en foragtet Sag, saa Ingen t&o-;r v&ae;re det bekjendt: da er Beleiligheden for min _{L&ae;ser; da}L&ae;ser. Da s&o-;ger han Stilhed, da l&ae;ser han, ikke for min Skyld, ikke for _{Verdens Skyld &streg;}Verdens Skyld, men for sin egen Skyld, da l&ae;ser han saaledes, at han ikke s&o-;ger mit Bekjendtskab men undgaaer det &streg; og da er han min L&ae;ser. Ofte har jeg t&ae;nkt mig i en Pr&ae;sts Sted; hvis da M&ae;ngden stormer til for at h&o-;re, hvis Kirkens Hv&ae;lving ikke kan rumme den store Skare, der endnu udenfor staaer _lyttende:lyttende &streg; ja, &Ae;re og og Priis v&ae;re Den, der er saaledes begavet, at han da kan gribes i Stemning, at han da ret kan tale begeistret, begeistret ved Synet af M&ae;ngden, _fordii Forvisning om at hvor den er maa Sandheden v&ae;re, begeistret ved Tanken om, at der dog maa blive Lidt til Nogle, _fordida der er Mange, og Mange der har lidt af Sandheden er jo Sandheden: mig var det en Umulighed! Men dersom det var en S&o-;ndag Eftermiddag, dersom Veiret var uhyggeligt og forstemmende, dersom Vinterstormen gjorde Gaderne tomme, og Enhver, der havde den varme Stue lod Gud vente i Kirken til det blev smukkere _Veir;Veir &streg; dersom der da i den tomme Kirke sad et Par fattige Koner, der ingen Varme havde i Stuen, og altsaa lige saa gjerne som hjemme kunde fryse i Kirken: sandeligen jeg skulde tale baade dem og mig varme! &streg; Jeg har ofte t&ae;nkt mig ved en Grav; hvis da alt Udm&ae;rket og Herligt var samlet i F&o-;lget, hvis Festligheden var udbredt over den talrige Skare &streg; ja &Ae;re og Priis v&ae;re Den, der var saaledes begavet at han da kunde for&o-;ge Festligheden ved bev&ae;get at v&ae;re de Manges Tolk, v&ae;re Udtrykket for Sorgens Sandhed: jeg formaaede det ikke! Men dersom det var den fattige Liigvogn, og Ingen fulgte, _hvisdersom kun en fattig Kone gik ved Siden, den D&o-;des efterladte Hustrue, hvem det nu f&o-;rste Gang h&ae;ndte, at Manden tog ud uden at tage hende med &streg; hvis hun bad mig derom: ved min &Ae;re jeg skulde holde Liigtale trods Nogen. &streg; Ofte har jeg t&ae;nkt mig i D&o-;dens Afgj&o-;relse; hvis der da _varblev Allarm i Leiren, og megen L&o-;ben for at sp&o-;rge til _{mig &streg;}mig: jeg troer ikke jeg kunde d&o-;e, jeg troer min gl. Stridbarhed vilde endnu engang vaagne, saa jeg endnu engang maatte ud og stride med Menneskene. Men hvis jeg laae afsides og ene: jeg haaber til Gud, at jeg skulde d&o-;e roligt og saligt. Der er een Anskuelse af Livet, som mener, at der hvor M&ae;ngden er, er ogsaa Sandheden, at det er en Trang i Sandheden selv, at den maa have M&ae;ngden for sig. Der er en anden Anskuelse af Livet; den mener, at overalt hvor M&ae;ngde er er Usandheden, saaa hvis end alle Enkelte, hver for sig i Stilhed havde Sandheden, _{saa vilde}vilde dog, _hvisdersom de kom sammen i M&ae;ngde (saaledes dog, at M&ae;ngden fik nogensomhelst afgj&o-;rende, stemmende, larmende, lydelig Betydning) Usandheden strax v&ae;re tilst&ae;deb. Men Den, som vedkjender sig denne (sidste) Anskuelse, (der da sjeldent foredrages, thi dette forekommer oftere, at en Mand troer, at M&ae;ngden er i Usandheden, men naar denc blot vil antage hans Mening saa er alt rigtigt), han tilstaaer jo selv, at han er den Svage og Afm&ae;gtige; hvorledes skulde ogsaa en Enkelt kunne staae mod de Mange, der have Magten! Og dette kunde han da ikke &o-;nske, at have M&ae;ngden paa sin Sided: det var jo at spotte sig selv.e Men er saaledes denne _{(sidste)sidste}Anskuelse fra F&o-;rste af Svaghedens og Afmagtens Indr&o-;mmelse, og synes den maaskee derfor saa lidet indbydendef: saa har den det Gode, at den er ligelig, at den Ingen forn&ae;rmer, ikke een Eneste, at den ingen Forskjel gj&o-;r, ikke paa _eneen Eneste. M&ae;ngden dannes jo af Enkelte; _mendet maa altsaa staae i Enhvers Magt at blive hvad han er: en Enkelt; fra at v&ae;re en Enkelt er Ingen, Ingen, Ingen udelukket, uden den som udelukker sig selv &streg; ved at blive Mange. At blive M&ae;ngde, at samle M&ae;ngde om sig er derimod Livets Forskjellighed; selv den meest Velmenende der taler derom kan let forn&ae;rme en Enkelt. Men saa har M&ae;ngden igjen Magt, Indflydelse, Anseelse og Herred&o-;mme &streg; det er ogsaa Livets Forskjellighed, der _herskerherskende overseer den Enkelte som den Svage og _{Afm&ae;gtige.}Afm&ae;gtige, timeligt-verdsligt overseer den evige Sandhed: den Enkelte. a (for et &O-;ieblik at f&o-;re Sagen ud paa sin yderste Spidse) b cfr Hoslagte c &streg; M&ae;ngden &streg; d for at drive sin Anskuelse igjennem, at M&ae;ngden er Usandheden e Altsaa tilstaaer han jo han maa ligge under. f og h&o-;res den maaskee derfor saa sjeldent At troe er netop at gj&o-;re sig let ved Hj&ae;lp af en betydelig Tyngde, som man paatager sig, at blive objektiv er at _kagj&o-;re sig let ved at kaste Byrderne bort. At troe er ligesom det at flyve, men man flyver netop ved Hj&ae;lp af en omvendt virkende Tyngde, der h&o-;rer en betydelig Tyngde til for at blive saa let at man kan flyve. Naar jeg vil l&o-;fte Noget i Veiret: saa l&o-;fter jeg det ved Hj&ae;lp af en V&ae;gt, altsaa jeg l&o-;fter det ved Tyngden. Derfor sv&ae;ver Himmelkloderne, fordi de have en uhyre Tyngde, de sv&ae;ve ved Hj&ae;lp af Tyngden. Dette er ligesom i Forhold til det Elastiske: H&o-;iden vindes ved Trykket. Og derfor kan man _sigessige Troens Lethed er en uendelig Tyngde, og dens H&o-;ide ved et uendeligt Tryk. De fleste Msker troe, at det er Alvor at faae et Embede, at v&ae;re opm&ae;rksom paa, at der nu bliver snart et h&o-;iere Embede ledig, som de kan s&o-;ge, og hvorledes de saa vil flytte, og hvad de saa vil gj&o-;re for at indrette dem. De troe det er Alvor at gaae i de fornemme Selskaber; de forberede sig til et Middagsselskab hos Hs Excellence mere end til en Altergang, og naar man seer dem underveis da see de saa alvorlige ud at det er Gru. See alt dette kan jeg godt forstaae, det eneste jeg ikke kan forstaae er at, dersom dette er i Sandhed Alvor, saa maa Evigheden blive lutter Commerce. Thi i Evigheden er der hverken Avancement ell. Befordring, ei heller er der Flyttedag, og Middagsselskab hos Excellencer. Det er ikke blot saa, at Mskene selv slaae alle Ideer og h&o-;iere Tanker af Hovedet; men da dette ikke ganske kan lykkes, saa blive de endog ondskabsfulde mod Den, som vil f&o-;lge det H&o-;iere. Saa l&ae;nge han lever kan de ikke d&o-;ie ham, fordi han som Medlevende udtrykker: det Samme skulde I ogsaa gj&o-;re. Naar han er d&o-;d, forgude de ham &streg; og blive bestandigt lige dumme. Deri ligger dog det paa eengang saa Ydmygende for den Enkelte og dog saa uendeligt Opl&o-;ftende, at Gud bekymrer sig lige saa meget, absolut lige saa meget om den Mindste som om den St&o-;rste. Men vi Msker vil saa gjerne leve i Sandsebedrag. Ak, derfor er netop jordisk Storhed og Anseelse en saa farlig Snare, (farlig ligesom Rigdom i Retning af at tabe Troen paa at Forsynet fors&o-;rger En), fordi det at v&ae;re Gjenstand for Manges Opm&ae;rksomhed, at have Manges Skjebner i sin Haand saa let kan forlede til den _{feil-Slutning}Feil-Slutning, at man ogsaa er Gud vigtigere. Det hele Sp&o-;rgsmaal om Guds Almagts og Godheds Forhold til det Onde, kan maaskee (istedenfor den Distinktion at Gud bevirker det Gode og blot tillader det Onde) l&o-;ses ganske simpelt saaledes. Det H&o-;ieste der overhovedet kan gj&o-;res for et V&ae;sen, h&o-;iere end Alt hvad En kan gj&o-;re det til er at gj&o-;re det frit. Netop dertil h&o-;rer Almagt for at kunne gj&o-;re det. Dette synes besynderligt, da netop Almagt maatte gj&o-;re afh&ae;ngig. Men hvis man vil t&ae;nke Almagt vil man see, at netop deri tillige maa ligge den Bestemmelse at kunne tage sig selv saaledes tilbage igjen i Almagtens Yttring at netop derfor det ved Almagten Tilblevne kan v&ae;re uafh&ae;ngigt. Derfor er det eet Msk. ikke ganske kan gj&o-;re et andet frit, fordi Den der har Magten selv er fangen i at have den, og derfor bestandigt dog faaer et forkeert Forhold til den han vil frigj&o-;re. Dertil kommer at der i al endelig Magt _{er en}(Begavethed o.s:v:) er en endelig Selvkj&ae;rlighed. Kun Almagten kan tage sig selv tilbage medens den giver hen, og dette Forhold er jo netop Modtagerens Uafh&ae;ngighed. Guds Almagt er derfor hans Godhed. Thi Godhed er at give ganske hen, men saaledes at man ved alm&ae;gtigt at tage sig selv tilbage gj&o-;r Modtageren uafh&ae;ngig. Al endelig Magt gj&o-;r afh&ae;ngig, kun Almagt kan gj&o-;re uafh&ae;ngig, af Intet frembringe hvad der faaer Bestaaen i sig _selv,selv derved, at Almagten bestandig tager sig selv tilbage. Almagten bliver ikke liggende i et Forhold til Andet, thi der er intet Andet til hvilket den forholder sig, nei den kan give uden dog at opgive det Mindste af sin Magt &dvs;: den kan gj&o-;re uafh&ae;ngig. Dette er det ubegribelige, at Almagt ikke blot formaaer at frembringe det Imposanteste af Alt: Verdens synlige Totalitet, men formaaer at frembringe det Skr&o-;beligste af alt: et lige overfor Almagten uafh&ae;ngigt V&ae;sen. At altsaa Almagten, der med sin v&ae;ldige Haand kan tage saa sv&ae;rt paa Verden, tillige kan gj&o-;re sig saa let, at det Tilblevne faaer Uafh&ae;ngighed. &streg; Det er kun en ussel og verdslig Forestilling om Magtens Dialektik, at den er st&o-;rre og st&o-;rre i Forhold til som den kan tvinge og gj&o-;re afh&ae;ngig. Nei da forstod Socrates det bedre, at Magtens Kunst netop er_der at gj&o-;re fri. Men i Forholdet mell. Msk. og Msk. lader det sig aldrig gj&o-;re, om det end altid atter og atter kan beh&o-;ves at indsk&ae;rpes at dette er det H&o-;ieste, kun Almagten formaaer det i Sandhed. Dersom derfor _SkMsket havde den Mindste selvst&ae;ndige Bestaaen ligeoverfor Gud forud (i Retning af materia) saa kunde han ikke gj&o-;re ham fri. Skabelsen af Intet er atter Almagtens Udtryk for at kunne gj&o-;re uafh&ae;ngig. Den som jeg absolut skylder Alt, medens han dog ligesaa absolut har beholdt Alt, han har netop gjort mig uafh&ae;ngig. Dersom Gud for at skabe Msk. selv tabte lidt af sin Magt kunde han netop ikke gj&o-;re Msk. uafh&ae;ngigt. Umiddelbarhedens ell. F&o-;lelsens Dialektik i h&o-;ieste Potents, &streg; i Forhold til Videnskaben. Dersom jeg t&ae;nkte mig en ret dybt forelsket Pige, og der da var en Mand som vilde anvende al sin Forstand og Kundskab for at spotte denne Lidenskab: ja da kunde der vel n&ae;ppe v&ae;re Tale om at den forelskede Pige skulde v&ae;lge: mellem at beholde sin Rigdom og faae Spotten isteden. Nei, men dersom det var en uhyre kold og rolig Mand, der sagde med al sin Rolighed til den unge Pige: jeg skal forklare Dig hvad Elskov er; og den unge Pige tilstod, at det var ganske rigtigt alt hvad han forklarede: mon hun dog skulde vilde v&ae;lge hans fattige Forstandighed istedenfor sin Riigdom? Eller mon ikke den unge Pige skulde sige til ham: &anfbeg;det er ganske rigtigt hvad Du siger, jeg kan ogsaa meget godt forstaae Det, og dog er der Eet jeg ikke kan forstaae, jeg kan ikke forstaae, hvorledes Du kan tale saa koldt og saa roligt derom., om det som griber mig saa dybt. Det maa dog nok ikke v&ae;re ganske det Samme, _nsiden det fremkalder saa forskjellig Virkning.&anfslut; Og &Ae;re v&ae;re den unge Pige for denne rigtige, i hendes Mund saa r&o-;rende, i en Viiss Mund saa ironiske Replik mod Forstaaelsen og Forstaaelsens Forhold til Begeistring. At man naar den saa kaldte Forstaaelse (Oplysning, Spekulation o: s: v:) s&ae;tter noget Formasteligt istedenfor Troen og Umiddelbarheden, at man da absolut har tabt ved at v&ae;lge Forstaaelsen: er let at indsee. Men selv naar Forstaaelsen synes at vilde give det Samme men dog forandrer Formen er det et stort Tab. Her gj&ae;lder et Valg, man kan v&ae;lge ikke at ville lade sig afk&o-;le ved Forstaaelsen, v&ae;lge at holde sig i Begeistringen, i Troen, i Tilliden. Vel kunde her synes at m&o-;de en Vanskelighed forsaavidt Videnskaben, Iveren for at forstaae har begeistret sine Dyrkere, og Tilh&ae;ngere, og forsaavidt synes Forstaaelse og Begeistring ikke saaledes at stride mod hinanden. Imidlertid maa bem&ae;rkes, at en Spekulant fE, en Naturforsker o: s: v: der ret egl er begeistret for at begribe og forstaae, han m&ae;rker ikke at han selv bestandigt s&ae;tter det han vil oph&ae;ve. Han er begeistret for at forstaae alt Andet, men det at han selv er begeistret kommer han ikke til at forstaae &dvs;: han kommer ikke til at begribe sin egen Begeistring, medens han i den er begeistret for at begribe alt Andet. Eet af to maa v&ae;re Tilf&ae;lde: enten er den Begribende bleven kold; men saa er al hans Begriben et Tab i Sammenligning med Begeistringen, selv om han begriber det Rette; eller han maa v&ae;re begeistret i sin Str&ae;ben for at begribe, men saa ponerer han jo selv Begeistring som et sidste Uforklarligt der b&ae;rer ham. I vor Tid er det is&ae;r Naturvidenskaberne der ere farlige. Physiologien_Psysiologien vil tilsidst gribe saaledes om sig, at den tager Ethiken med. Der er jo allerede Spoer nok til en ny Str&ae;ben: at behandle Ethiken som Physik, hvorved da hele det Ethiske bliver Illusion, og det Ethiske i Sl&ae;gten at behandle statistisk paa Gjennemsnits-tal, ell. at beregne som man beregner Oscillationer i Naturlove. En Physiolog paatager sig at forklare hele Msket. Det gj&ae;lder nu her f&o-;rst og fremmest: principiis obsta: hvad skal jeg med det. Hvad beh&o-;ver jeg at vide om den centrifugale og centripetale Nervecirculation, om Blodets Str&o-;mning, om Mskt.s Tilstand _mikroskoskmikroskopisk i Modersliv. Ethiken har Opgaver nok for mig. Eller beh&o-;ver jeg at vide, hvorledes Ford&o-;ielsen foregaaer for at kunne spise, ell. beh&o-;ver jeg at vide hvorledes Bev&ae;gelsen foregaaer i Nervesystemet &streg; for at troe paa Gud og elske Msker. Og om man nu vil sige: ja derfor beh&o-;ver man det rigtignok ikke: saa vil jeg igjen sp&o-;rge: men mon det dog ikke sv&ae;kker hele min ethiske Lidenskab, at jeg bliver en Naturbetragter. Og mon jeg ikke ved den hele mangfoldige Viden om Analogier, om Abnormiteter, om Dit og Dat taber mere og mere det Indtryk af det Ethiske: Du skal, det er Dig, Du har ikke med et eneste andet Msk. at gj&o-;re, om saa Himmel og Jord faldt sammen Du skal. Mon det ikke er at forsyne mig med en Masse luskende Udflugter, og Undskyldninger? Mon det ikke er at vende mig Blikket bort fra det Vigtige, istedenfor at skj&ae;nke mig hele Physiologien og sige: begynd &streg; saa at lade mig begynde paa Physiologien. Jeg vil t&ae;nke mig en aandfuld Physiolog, (thi disse rene Slagtersvende der mene ved Hj&ae;lp af Kniven at kunne forklare Alt &streg; og saa ved Hj&ae;lp af Mikroskopen ere mig en Vederstyggelighed) hvad gj&o-;r nu han? Han tilstaaer nu f&o-;rst og fremmest, at enhver Overgang er et Spring, at han ikke kan forklare, hvorledes en Bevidsthed bliver til, ell. hvorledes en Bevidsthed om Omverden bliver til Selvbevidsthed, til Gudsbevidsthed, han tilstaaer hvor meget han end forklarer om Nervesystemet, at det egl. Constituerende: Ideen kan han ikke forklare. En aandrig Physiolog tilstaaer, at der ingen Analogie er mell. Dyr og Msk., han tilstaaer kort den qvalitative Dialektik. Han tilstaaer altsaa definitivt at han egl. ikke kan forklare Noget. Men hvad er det da han gj&o-;r? Han skeleterer, han dissecerer, han tr&ae;nger med Kniven ind saa l&ae;nge han kan &streg; for at vise _{os, at}os, &streg; at han ikke kan! Dersom En vidste, at uagtet han afplukkede alle _BlomstBlade af Blomstret, og trevlede Stilken op, og saae hver Deel under Mikroskopet: kunde han dog ikke forklare det Constituerende i Planten: hvorfor gj&o-;r han det saa? Eller holder han ikke den L&ae;rende i en reen forkeert Art Selvmodsigelse? Istedenfor kort og godt at sige: det kan jeg ikke forklare, bel&ae;mrer han den L&ae;rende med en Masse af Detail, og yderst fortryllende og f&ae;ngslende Viden, der dog rigtignok bestandigt ender med at alligevel kan han ikke forklare det Sidste. Men netop dette at man saaledes holdes hen med den megen Viden, gj&o-;r at man taber det rene ethiske Udtryk. Istedenfor hungrigt at begynde at spise, istedenfor let bev&ae;bnet og uden at generes af nogen Viden om Nervesystemet og Ganglie Systemet og Blodcirculationen o: s: v:, _atbegeistret at begynde paa det Ethiske: bliver man besv&ae;ret af Viden om Ford&o-;ielsen, og denne quasi Viden om _detat man uagtet alt dette dog til syvende og sidst ikke kan forklare det Sidste. Lad os tage Problemer som Frihed og N&o-;dvendighed. Lad saa Physiologen begynde at forklare alt det om hvorledes Blodets Str&o-;mning paa en bestemt Maade influerer saa og saa, og Trykket paa Nerverne saa og saa, o: s: v: o: s: v: &streg; tilsidst kan han dog ikke forklare, at Friheden er en Indbildning. Han maa, naar han har skrevet sine 4 Folio Bind fulde af Tal og M&ae;rkeligheder, sige: men ved det Sidste standser Forundringen. Hvortil saa al denne Viden? Er det ikke ret egl. at narres med et Msk., og er det ikke lidt efter lidt dog at franarre ham Begeistringen, og holde ham hen i den Indbildning, at det dog engang skulde lykkes ved Hj&ae;lp af endnu st&o-;rre Mikroskoper at opdage at Friheden var en Illusion, at det Hele er Naturfunktion? Al Viden har noget F&ae;ngslende ved sig, men paa den anden Side forandrer det ogsaa den Videndes hele Sj&ae;lstilstand_{Sj&ae;lsstilstand}. Den Objektivitet, den Interessel&o-;shed med hvilken en Physiolog t&ae;ller Pulsslagene, og studerer Nerverne staaer i intet Forhold til ethisk Begeistring.a Og naar saa _denPhysiologen har skrevet de m&ae;rkelige de yderst m&ae;rkelige 4 Folio Bind fulde af de meest forbausende Iagttagelser: saa tilstaaer han dog selv, hvis han i Sandhed er &ae;rlig og aandfuld, at han ikke har forklaret det _Sidste:Sidste, det Sidste, som er Ethikens F&o-;rste og Sidste. Og naar saa L&ae;seren har l&ae;st de 4 Folio Bind igjennem og beundret Physiologen, saa er dog hans Stemning lidt efter lidt forandret. Man sige derfor ikke at det Ethiske er _lyskylyssky, obscurantisk o: s: v: &streg; nei men det Ethiske er en Fjende af en Viden, som efter at have taget en Mand hele Livet til syvende og sidst ender med &streg; at han dog ikke kan forklare det Vigtigste. Lad os t&ae;nke os den st&o-;rste Forbryder, som nogensinde har levet, og saa at Physiologien til den Tid havde faaet et Par endnu herligere Briller paa N&ae;sen end hidtil saa den kunde forklare Forbryderen: at det Hele var Naturn&o-;dvendighed, at hans Hjerne havde v&ae;ret for lille o: s: v: &streg; hvilken R&ae;dsel ved denne Frikjendelse for videre Tiltale i Sammenligning med &g.Ch;std.s Dom over ham, at han vilde fare til Helvede hvis han ikke omvendte sig. a Videnskabelig Beundring af Naturens Sindrighed i Mskelivets Physiologie er aldeles heterogen ja er Kj&ae;tterie i Forhold til det Ethiske, der Intet har med Beundring at gj&o-;re men blot med dette: Du skal. Jeg bildte mig jo rigtignok ind, at jeg forstod mig lidt paa Mskene; men jo mere jeg lever desto mere indseer jeg, at vi absolut ikke forstaaer hinanden. Naar jeg vilde skade dem, da vilde de give mig &Ae;re og Anseelse og takke mig: og det eneste jeg vilde var at gavne dem. Her er en Yngling, han er ubetinget villig til at b&o-;ie sig for mig, _athan vil, som min Tilh&ae;nger gaae ud i Verden, og forkynde min &Ae;re &streg; og det Eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vilde sige til ham, og det Eneste jeg vil sige er: gak hjem luk Din D&o-;r og beed til Gud, saa har Du mere uendeligt mere end _enden Smule Du kan faae paa anden Haand fra mig. Her er en ung Pige. Hun &o-;nsker kun Eet at ligge tilbedende for mine F&o-;dder &streg; og det eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vil kun sige til hende: gaae ind i Dit V&ae;relse, luk D&o-;ren, beed til Gud, og Du har uendeligt meget mere end den lumpne Smule at beundre mig. &streg; See, derfor kaldes jeg Egoist. Dersom en Tjenestepige spurgte en Astronom, hvad _KlokkeenKlokken er, saa vilde han svare fE. Klokken er 12; dersom en Forretningsmand spurgte ham derom, saa vilde han sige: netop _idagigaar da jeg heisede Flaget stillede jeg mit eget Uhr, saa jeg veed Kl. er 12 pr&ae;cise; men dersom en Astronom for en Iagttagelses Skyld spurgte ham derom, da vilde han sige: Kl. er 12, 1 Minut 37 Secunder og nogle Decimaler. Han vilde i alle 3 Tilf&ae;lde sige Sandhed; det var paa ingen Maade usandt, hvad han sagde til Tjenestepigen. Saaledes forholder det sig med det Eenfoldige og det Videnskabelige. Naar der eenfoldigt siges: skulde Den som plantede &O-;ret ikke h&o-;re, da er dette aldeles det Samme som naar man paa den teleologiske Betragtning af Verden og Verdens Formaal og Formaalet ved en Slutning reconstruerer Guds Ideen. Det Meste af hvad der nuomstunder florerer allerst&ae;rkest under Navn af Videnskab (is&ae;r Naturvidenskaberne) er slet ikke Videnskab, men Nysgjerrighed. &streg; Al Ford&ae;rvelse vil tilsidst komme fra Naturvidenskaberne. &streg; Mangen Beundrende (un sot trouve toujours un autre sot qui l'admire) troer, at naar Unders&o-;gelserne anstilles mikroskopisk saa er det videnskabelig Alvor. Taabelige Overtroe paa Mikroskopet, nei ved Hj&ae;lp af den mikroskopiske Iagttagelse bliver Nysgjerrigheden kun mere comisk. At en Mand baade eenfoldigt og dybsindigt siger: jeg kan ikke see, hvorledes en Bevidsthed bliver til, med mine blotte &O-;ine &streg; er ganske i sin Orden. Men at en _&u;Mand faaer Mikroskopet for &O-;iet og saa _s&o-;gerseer og seer og seer &streg; og dog ikke kan see det: det er comisk; og is&ae;r er det latterligt, at det skal v&ae;re Alvor. Naar man betragter Mikroskopets Opdagelse som lidt Morskab, lidt Tidsfordriv, kan det v&ae;re godt nok, men som Alvor er det uendeligt dumt. Allerede Bogtrykkerkunsten er en n&ae;sten satirisk Opfindelse, thi Herre Gud har det da vel viist sig, at der just er saa Mange, som egl. have Noget at meddele. Altsaa denne uhyre Opdagelse har hjulpet til at faae al den Sludder udbredt som ell. d&o-;de i F&o-;dselen. &streg; Dersom Gud gik om med en Stok i Haanden, saa vilde det is&ae;r gaae ud over disse alvorlige Iagttagere ved Hj&ae;lp af Mikroskopet. Gud vilde med sin Stok banke al Hyklerie ud af dem og af Naturforskerne. Hykleriet er nemlig dette, at Naturvidenskaben siges at f&o-;re til Gud. Ja vist f&o-;rer den &streg; paa den fornemme Maade til Gud, men dette er netop N&ae;sviished. At Naturforskeren saaledes er hykkelsk, kan man let overbevise sig om. Thi hvis man vilde sige til ham, at ethvert Msk. dog har nok i Samvittigheden og Luthers lille Cathecismus: saa rynker Naturforskeren paa N&ae;sen. Han vil fornemt gj&o-;re Gud til en knibsk Skj&o-;nhed, til en Satans Kunstner, som ikke Enhver kan forstaae &streg; holdt, det Gudelige og Eenfoldige er: at Ingen, slet Ingen kan forstaae ham, at den Viseste skal holde sig ydmygt til det Samme som den Eenfoldige. &streg; Her ligger _dendet Dybsindige i den socratiske Uvidenhed, ret af fuld Lidenskab at forsage al nysgjerrig Viden, for eenfoldigt at v&ae;re uvidende mod Gud; at forsage dette Skin, som dog er Noget mell. Msk og Msk, at man anstiller Iagttagelser ved Hj&ae;lp af Mikroskop. &streg; Derimod Goethe som ingen religieus Aand var, han klamrede sig _tilfeigt til denne Differents-Viden. Men is&ae;r bliver al saadan Videnskabelighed farlig og ford&ae;rvelig, naar den ogsaa vil ind paa Aandens Gebeter. Lad dem behandle Planter og Dyr og Stjerner paa den Maade: men at behandle Mskaanden paa den Maade er Blasphemie, som kun sv&ae;kker det Ethiskes og det Religieuses Lidenskab. Allerede det at spise er langt fornuftigere end at speculere mikroskopisk over Ford&o-;ielsen. Og nu det at tilbede Gud, det er da vel ikke som det at spise noget Lavere end Observationerne, men absolut det H&o-;ieste. Saa erfarer man da af Physiologien, hvorledes det Bevidstl&o-;se er det f&o-;rste og saa det Bevidste, men hvorledes saa tilsidst endog Forholdet vendes om og det Bevidste ud&o-;ver en partiel omdannende Indflydelse paa det Bevidstl&o-;se. Og nu bliver Physiologen &ae;sthetisk-sentimental: taler om det &ae;dle Udtryk af en dannet Personlighed, Skikkelsen, Holdningen o: s: v:. Herre Gud, hvad er alt dette? Lidt Lumperie, og i Maximum lidt Hedenskab. (das Innere ist das Aussere, das Aussere das Innere). Paulus taler ikke om at blive skj&o-;n ved at bede og pr&ae;dike o: s: v:. Lad kun det udvortes Msk. ford&ae;rves, det indvortes tiltager i Herlighed. Den materialistiske Physiologie er comisk (at man ved at slaae ihjel troer at finde Aanden som _l&u;levendegj&o-;r); den moderne mere aandfulde Physiologie er sophistisk. Den indr&o-;mmer selv, at den ikke kan forklare Underet, og dog vil den v&ae;re til; den bliver volumineusere og volumineusere, og alle disse _Volumina,Volumina handle om _detDet, om Det Meget og saare M&ae;rkv&ae;rdige &streg; som dog ikke kan forklare Underet. Saa siger den sophistiske Physiologie, det er et Under, at der bliver en Bevidsthed til, et Under at Ideen bliver Sj&ae;l, at Sj&ae;len bliver Aand (kort de qvalitative Overgange). Dersom dette skal tages for ramme Alvor absolut, saa h&o-;rer denne hele Videnskab op &streg; denne Videnskab der altsaa kun bestaaer for Sp&o-;g. Dens egl. Opgave er Underet, men det kan den ikke forklare; hvad hj&ae;lper saa alt det Andet den forklarer? For nu at faae Leilighed til det Sophistiske, ell. rettere for at kunne blive til som bindst&ae;rk Videnskab, b&ae;rer _PhysiololPhysiologien sig saaledes ad. Den siger vel er Overgangen (fra Bevidstl&o-;shed til Bevidsthed o: s: v:) et Under, men den skeer dog alm&a..;hlig &dvs;: lidt efter lidt. Dialektisk er det let at indsee det Sophistiske. Man sp&o-;rger jo ikke, om det varer l&ae;nge ell. kort inden Noget indtr&ae;der, men om det, naar det indtr&ae;der, indtr&ae;der som Vidunderet. Her er Sophismet, hele Videnskaben er en Parenthes. Det er hverken mere ell. mindre Vidunderet, fordi det har varet l&ae;nge, ell. kun kort, inden det indtraadte. Man seer hvor ganske det derfor var i Overeenstemmelse med denne Videnskab, at en L&ae;ge der skrev om Trepaneringens Historie, delte Historien i to Dele f&o-;rste Deel handlede om den Tid, da man ikke havde kjendt den. Hele Physiologien handler egl. om det qvalitativt Uvedkommende. Men at kalde det en Videnskab er et Sophisme. &streg; Dette &anfbeg;Alm&a..;hlige&anfslut; kan nu betyde i Forhold til de forskjellige Steder det Forskjellige, det kan betyde Planteriget, Dyreriget; det kan betyde Verdens 6000 Aar; det kan betyde _StatistiskStatistik over Procreationen, og Gud veed Alt hvad det kan betyde. Men totalt, qvalitativt betyder det slet Intet, absolut slet Intet, naar det skal staae fast, at Underet kan man dog alligevel ikke forklare. Det hele er Approximeren: n&ae;stendeels, n&ae;stendeels og saa godt som, det er n&ae;stendeels ligesom at man n&ae;stendeels o: s: v: &streg; og det er dette der afhandles i mange Bind, hvortil Mikroskopet bruges. Saa faaer man af den sophistiske Physiologie at vide, at &anfbeg;N&o-;glen til Erkjendelsen af _dendet bevidste Sj&ae;le-Liv ligger i det Ubevidste&anfslut; (Carus). Men naar man ikke kan forklare Overgangen fra Bevidstl&o-;shed til Bevidsthed: hvad vil saa det sige med N&o-;glen. Overgangen er jo netop et Spring (dertil svarer Forundring), som ingen N&o-;gle kan lukke op. &streg; Saa erfarer man, at is&ae;r &anfbeg;das Gesetz des Geheimnisses&anfslut; skal hj&ae;lpe &streg; til at forklare. Men denne Lov kan dog vel ikke gj&o-;re Andet end netop statuere Underet &streg; hvad forklarer den saa? Dogmatisk lader dette sig forstaae, at man forklarer at Underet er Underet og _detat det ikke kan forstaaes; men en exakt Videnskab kan jo ikke b&ae;re sig saaledes ad. Den vil altsaa fremkogle et Skin, at det dog er som kunde den n&ae;stendeels og saa godt som, ligesom, for det meste, ganske n&ae;r efter &streg; forklare Underet. Saa udbreder Physiologien sig over Planteriget_Planteriet og _DyrerieDyreriget, viser Analogier, og Analogier, som dog ikke skal v&ae;re Analogier, forsaavidt Msklivet fra f&o-;rst af fra f&o-;rste Spire af er qvalitativt forskjelligt fra Plante-Riget og Dyreriget. Men hvad skal saa alle Analogierne til, og is&ae;r alle Analogiernes enorme Detail ved Hj&ae;lp af mikroskopiske Iagttagelser? O, r&ae;dsomme _SophistiskSophistik, der breder sig mikroskopisk og teleskopisk i Folianter, og dog til syvende og sidst, qvalitativt forstaaet, Intet, Intet leverer, men vel _narrerfranarrer Mskene den eenfoldige dybe lidenskabelige Beundring og Forundring, der giver Fart til det Ethiske. Det eneste Visse er det Ethiske-Religieuse. Det siger: tro &streg; Du skal tro. Og vilde Nogen sp&o-;rge mig, om jeg da ved Hj&ae;lp deraf havde altid _dannetdandset paa Roser: da vilde jeg svare: nei, men dog, dog er det den ubeskrivelige salige Vished, at alt er Godt og Gud er Kj&ae;rlighed; enten maa jeg have Skylden, at det gaaer galt &streg; og saa er dog Gud Kj&ae;rlighed; ell. det vil nok blive godt og det Onde vise sig at have haft sin Betydning &streg; men saa er Gud jo ogsaa Kj&ae;rlighed. &streg; Lad os kun spottende sige til en hysterisk Sentimentalitet: skulde det Hele ikke dreie sig om, at Du ikke har haft Aabning; men lad os ogsaa vide at sp&o-;ge med det mikroskopiske, intetsigende Alvor. Og naar det saa kommer til Stykket, i Virkelighedens i Vordens Medium, hvad veed saa Physiologen og hvad veed L&ae;gen egl? Det er nemt nok betragtende (altsaa i Phantasie-Mediet, hvor Alt er i Ro), at forklare, at Sj&ae;l og Legeme ikke ere Mods&ae;tninger, men een sig udviklende Idee, og Forholdet derfor et In-einander. Men i Virkelighedens Situation, hvor skal saa Begyndelsen gj&o-;res. Skal den Lidende f&o-;rst tage Draaberne, ell. skal han f&o-;rst tro. O, Du ofte nok _gegjentagne mesterlige Satire over en L&ae;ge, naar han saa dog ikke veed, hvilket der er hvilket. Men Ethikeren siger: tro, Du skal tro. Kun Ethikeren t&o-;r tale begeistret, L&ae;gen troer hverken paa Medicamenterne &streg; ell. paa Troen. Begeistret siger Ethikeren: i en vis Forstand er hele L&ae;gevidenskaben en Sp&o-;g. Den Spas at redde et Menneskes Liv i nogle Aar er kun Spas: Alvoren er at d&o-;e saligt! a Man modsiger sig derfor ogsaa ofte. cfr Carus &anfbeg;Psyche&anfslut; cfr p. 156 og 159 noteret i mit Exemplar. Det er nemt nok saaledes at forklare Alt &streg; ved at l&o-;be fra Alt, som fE yngre Fichte nu gj&o-;r det. _HeHan forklarer hele &g.Ch;std. men tilstaaer selv, at han ikke kan forklare, hvorledes den er kommen ind i Verden. cfr. hans nu udkomne spekulative Theologie p. 178 Lin 14 fra neden. Dersom det var notorisk, at et Himmelbrev var faldet ned fra Himlen og ledsaget af Engle, og nu En exegetisk forklarede Himmelbrevets Indhold, havde han saa forklaret Himmelbrevet? Det Vanskeligste var jo netop udeladt. Det har derfor for mig noget V&ae;mmeligt, naar en Naturforsker efter at have paaviist een ell. anden Sindrighed i Natur-Tilv&ae;relsen, siger med Vigtighed, at dette minder om det store Ord: at Gud har talt alle Hovedhaar. O, den Nar med sin Videnskab, han har aldrig vidst hvad Tro er. Troen troer det, uden al hans Videnskab, og den vilde blot blive &ae;kel ved sig selv ved at l&ae;se alle hans Folianter, dersom disse vel at m&ae;rke skulde f&o-;re til Troen, bestyrke Troen o:s:v: Af alle Videnskaber er Naturvidenskaben den allerfadeste, og det har for mig en Moerskab at bet&ae;nke, hvorledes Aar efter Aar det bliver Trivielt som engang vakte Forbauselse, thi det er altid de Opdagelsers Skjebne som ligge i den slette Uendelighed. Hvilken Opsigt vakte det ikke: at stetoscopere. Og nu vil det snart komme saavidt, at enhver Barbeer gj&o-;r det, saa han, naar han har taget Eens Skj&ae;g af sp&o-;rger: &o-;nsker De maaskee ogsaa at blive stetoscoperet. Saa vil da En igjen opdage et Instrument til at h&o-;re Hjernen banke. Det vil v&ae;kke uhyre Opsigt, indtil om 50 Aar enhver Barbeer kan gj&o-;re det. Naar man da paa en Barbeerstue har faaet sit Haar klippet, sit Skj&ae;g aftaget, og er stetoscoperet (thi det vil til den Tid v&ae;re ganske almdl.) saa sp&o-;rger Barberen: &o-;nsker De maaskee ogsaa at jeg skal h&o-;re Deres Hjerne banke. Det er eenfoldigt og skj&o-;nt og r&o-;rende at den _ElskedeElskende seer forelsket paa den Elskede, men det er fornemt: at lorgnetere hende. Og saaledes bruger Naturforskeren Mikroskopet ligesom Lapse bruge Lorgnetten, kun bruges Mikroskopet mod Gud. Dersom der ad Naturforskningens Vei var _deNoget at naae betr&ae;ffende Bestemmelsen: Aand, da skulde jeg v&ae;re den F&o-;rste til at faae et Mikroskop fat, og jeg haaber jeg skulde holde ud trods Nogen. Men da jeg let ved qvalitativ Dialektik indseer, at, qvalitativt forstaaet, vil Verden om 100,000 Aar absolut ikke v&ae;re kommen eet eneste Skridt videre: saa vil jeg netop omvendt bevare min Sj&ae;l og ikke spilde eet eneste Secund af mit Liv paa Nysgjerrighed. Naar jeg saa engang ligger paa mit Yderste, da vil jeg netop tr&o-;ste mig ved at sige: jeg har saa vist ikke forstaaet det Mindste af den Art, ikke forstaaet det Mindste mere end min Anders ell. en Tjenestepige, kun har jeg maaskee oftere forundret og tilbedende priset Gud. Jeg kan jo vel forstaae at det er Gud der har givet Msket den Art af Skarpsindighed, hvorved han gj&o-;r Opdagelser af Instrumenter og andet Saadant, men da det ogsaa er Gud der har givet Msket den Fornuft ved hvilken han i den _qvalitativtqvalitative Dialektik maatte indsee det Selvmodsigende heri, i dette qvantiterende, approximerende N&ae;stendeels: saa burde Msket fromt og ydmygt forsage Nysgjerrigheden, forsage den Art Sindsro som er forn&o-;den til mikroskopiske Iagttagelser for heller at tilbede Gud, og kun gjennem det Ethiske forholde sig til ham. Det er Ypperligt, det ene Forn&o-;dne og det ene Forklarende hvad Luther siger: at hele denne L&ae;re (om Forsoningen, og i Grunden hele &g.Ch;std.) maa henf&o-;res til den &ae;ngstede Samvittigheds Kamp. Tag den &ae;ngstede Samvittighed bort, saa kan Du ogsaa lukke Kirkerne og gj&o-;re dem til Dandsepladse. Den &ae;ngstede Samvittighed forstaaer &g.Ch;std. Saaledes forstaaer et Dyr naar Du l&ae;gger en Steen og et Br&o-;d for det, og Dyret er sulten: saa forstaaer Dyret at det ene er til at spise det andet ikke. Saaledes forstaaer den &ae;ngstede Samvittighed &g.Ch;std. Skal man f&o-;rst bevise N&o-;dvendigheden af at v&ae;re sulten, f&o-;rend man spiser: ja saa bliver det Kr&ae;serie. Men siger Du: &anfbeg;jeg kan dog ikke begribe Forsoningen.&anfslut; Her maatte jeg _besp&o-;rge i hvilken Forstand, er det i den _&ae;ngstedes&ae;ngstede Samvittigheds Forstand, ell. i den ligegyldige og objektive Spekulations Forstand? Dersom En vil sidde rolig, objektiv paa sit Studerekammer og speculere: hvorledes skulde han kunde forstaae en Forsonings N&o-;dvendighed; da jo en Forsoning kun er n&o-;dvendig i den &ae;ngstede Samvittigheds Forstand. Dersom det stod i et Mskes Magt at leve hen uden at beh&o-;ve Spise: hvorledes skulde han saa forstaae N&o-;dvendigheden af Spise, som den Sultne saa let forstaaer? Og saaledes er _det.det aandeligt. Et Msk. kan erhverve den Ligegyldighed som gj&o-;r Forsoningen overfl&o-;dig, ja det naturlige Msk. er egl i denne Tilstand: men hvorledes skulde man i denne Tilstand kunde forstaae Forsoningen. Det er derfor saa consequent af Luther, at han l&ae;rer, at Msket maa bel&ae;res ved en Aabenbaring om hvor dybt han ligger i Synd; at den &ae;ngstede Samvittighed ikke er noget der saaledes f&o-;lger af Naturen som det at v&ae;re sulten. At v&ae;re i en Vildfarelse frygtede Socrates meest af Alt; hvis der nu fra Physiologien og Naturvidenskaben var nogen Oplysning at vente om Begrebet: Aand &streg; hvor turde jeg da lade v&ae;re at studere den. Men den eenfoldige Socr. vilde ogsaa ganske rigtigt ansee denne hele Videnskab for en Vildfarelse (en Skin-Videnskab) og af Frygt for at v&ae;re i en Vildfarelse lade v&ae;re at begynde derpaa, ja forsage den, at man ikke skulde komme til at leve et heelt, spildt Liv hen i en indbildsk og travl Approximeren Dersom Naturvidenskaberne havde v&ae;ret udviklet paa Socratess Tid som de nu ere det: saa vare alle Sophister blevne Naturforskere. _DensDen ene havde haft et Mikroskop h&ae;ngende uden for sin Boutique for at lokke Kunder, en Anden et Skildt, hvorpaa der stod: her seer man ved Hj&ae;lp af et K&ae;mpe-Mikroskop hvorledes et Msk. t&ae;nkera; her hvorledes Gr&ae;sset groer. &streg; Ypperlige Motiver for en Aristophanes, is&ae;r naar man saa lod Socrates v&ae;re med og kigge i et Mikroskop. a og saa vilde Socrates, idet han l&ae;ste Bekjendtgj&o-;relsen have sagt: af Avertissementet seer man hvorledes et Msk. b&ae;rer sig ad, der ikke t&ae;nker. Hele Naturvidenskaben, som hele den moderne Tids Videnskab er Sophistik. Man gj&o-;re Pr&o-;ven ved Hj&ae;lp af Socratess simple Sp&o-;rgsmaal: &anfbeg;om Naturvidenskaben veed Noget eller den ikke veed Noget?&anfslut; Den kan hverken svare: ja eller nei, thi dens hele Hemmelighed er, at det er n&ae;stendeels og saa godt som og ikke meget langtfra n&ae;stendeels, ligesom den vidste Noget. Som Naturen er sophistisk (al dens Storhed og Deilighed f&ae;ngsler som var dette Forklaringen, istedenfor dog Forklaringen af denne Storhed og Deilighed er det Usynlige, som ikke kan sees, men kun troes) saaledes er Naturvidenskaben ogsaa sophistisk. Dens Forklaring ligger ene og alene i at statuere Underets qvalitative Usynlighed, men _{idet dets}i dets Sted (istedenfor at styrte sammen at h&o-;re op som Sphinx for Ordet) bedrager den som var dette uhyre Videns Apparat Forklaringen. Som Proteus forvandlede sig for at forhindre En i at holde ham fast, saaledes gj&o-;r Naturvidenskaben det ogsaa, den f&ae;ngsler, interesserer, opl&o-;fter, fortryller, bel&ae;rer, beriger, lokker, overtaler o:s:v: nu ved Viden om Stjernerne, nu om en m&ae;rkelig lille Fugl, nu om en Sindrighed, nu om en gaadefuld Dybsindighed o: s: v:. Ved alle disse Tryllemidler forhindrer den Msket i at t&ae;nke den dialektisk igjennem. Og da der i hver Generation er meget faae Dialektikere og vil blive f&ae;rre: saa vil Naturvidenskaben besp&ae;nde hele Mskheden. Fra Naturvidenskaberne vil udbrede sig den s&o-;rgeligste Differents mell. _{Eenfoldige og}Eenfoldige, som troe eenfoldeligen, og L&ae;rde og Halvstuderede &streg; som have seet gjennem Mikroskopet. Man t&o-;r da ikke mere som i gl. Dage frimodigt henvende sin Tale _{til alle}om det eenfoldige H&o-;ieste til alle, alle, alle Msker ligegyldigt enten de ere sorte ell. gr&o-;nne enten de have store Hoveder ell. smaa: man maa f&o-;rst see, om de have Hjerne nok &streg; til at troe paa Gud. Havde &g.Ch;stus vidst det om Mikroskopet, saa havde han f&o-;rst unders&o-;gt Apostlene. Jeg vil med Forn&o-;ielse indr&o-;mme, at Caruss Bog (Psyche) er fortrinlig; og dersom han vil qvalitativt gj&o-;re Ret og Skjel, da vil jeg med Taknemlighed tage enkelte gode psychologiske Bem&ae;rkninger af ham. Han gj&o-;re paa alle afgj&o-;rende Punkter absolut Plads &streg; for Underet, for Guds Skaber-Magt, for Tilbedelsens absolute _{Udtryk &streg;}Udtryk, og sige: dette kan Ingen, Ingen faae fat paa, ingen Videnskab hverken nu ell. nogensinde; derpaa meddele han det Interessante som han veed. Men mell. disse tvende Bestemmelser maa der ingen N&ae;rhed v&ae;re, de maa for Alt ikke bringes i den farefulde N&ae;rhed til hinanden der er sophistisk. Paa det Vilkaar vil jeg ikke l&ae;se ell. kj&o-;be een eneste af hans psychologiske Bem&ae;rkninger, det er for dyrt. I det Hele lod Naturvidenskabernes Extravagance sig ypperligt bruge i en _Comedie,Comedie. _detDet var en Torvedag for Sophisterne; paa en saadan kom hver is&ae;r og slog sin Bod op; en M&ae;ngde nysgjerrige str&o-;mmede til. Man h&o-;rer 3 Trompetst&o-;d; derpaa f&o-;lger en Udraaber som gaaer foran en Slags Triumphvogn, paa hvilken den store Videnskabsmand stod. Udraaberen raaber: her hos os vises med N&o-;dvendighed hvorledes der om 1000 Aar vil leve en spansk Astronom som med N&o-;dvendighed vil forudsige at om 1000 Aar vil en ny Stjerne vise sig. At den er til, lader sig spekulativt bevise, men den er saa langt borte at det vil vare saa l&ae;nge. Denne m&ae;rkv&ae;rdige Fremstilling, m: Herrer og Damer, er ogsaa m&ae;rkw&u..;rdig derved, at Hs Majest&ae;t Kongen af Frankrig har ladet sig overbevise og erkl&ae;ret den for det m&ae;rkwurdigste han har h&o-;rt &streg; ogsaa Paven. Stykket kunde ende med en Opstand af en Deel Haandv&ae;rkere som rev alle Boderne om og slog Alt istykker. Sagen var denne. En Mand havde opfundet et K&ae;mpe-Mikroskop, som skulde overgaae Alt hvad hidtil var seet af M&ae;rkw&u..;rdigheder, hvad enten man betragtede Mikroskopet selv ell. man saae igjennem det. Men dertil var et uhyre stort Apparat forn&o-;dent; og dette var der arbeidet paa i 6 Maaneder, og Arbeidet havde kostet store Summer. Der skulde arbeides endnu i 3 Maaneder. Men hvad skeer just den Dag indl&o-;ber der Efterretning om at man samme Dag i China (thi Communicationen er ved flere m&ae;rkw&u..;rdige Opdagelser bragt til en forbausende Hurtighed) havde opdaget et endnu mere forst&o-;rrende Mikroskop, som lod sig ganske let indrette. Heraf var F&o-;lgen at K&ae;mpe-Mikroskopet havde tabt alt V&ae;rd (f&o-;rend det var bleven f&ae;rdigt) Entrepreneuren var ruineret, og Arbeiderne br&o-;dl&o-;se. Denne afsindige Hurtighed hvormed den ene Opdagelse afl&o-;ser den anden. Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hj&ae;lpe at indlade sig. Man staaer der v&ae;rgel&o-;s og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i R&o-;ven &streg; efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud! Dog Sp&o-;g tilside og lad os tale Alvor. Det Forvirrede ligger i, at det aldrig bliver dialektisk klart hvilket der er hvilket, hvorledes Philosophien har at bruge Naturvidenskaben. Er det Hele et sindrigt Billedsprog (saa man altsaa lige saa godt kan v&ae;re uvidende derom) er det Exempel, Analogie; ell. er det af den Vigtighed at Theorien skal dannes om i Forhold dertil? For en T&ae;nker kan der ikke gives nogen r&ae;dsommere Qval end at _skulleskulde leve hen i den Sp&ae;nding at medens man opdynger Detail, det bestandig seer ud som kom nu Tanken _n&ae;stenn&ae;ste Gang, Conclusionen. F&o-;ler Naturforskeren ikke denne Qval saa maa han ikke v&ae;re T&ae;nker. Dette det Intellectuelles r&ae;dsomme Tantalisme! En T&ae;nker er som i Helvede saa l&ae;nge han ikke har fundet Aandens Vished: hic Rhodus, hic salta, Troens Sph&ae;re, hvor det gj&ae;lder om saa al Verden brast og Elementerne vilde smelte saa skal Du tro. Her skal ikke ventes hverken paa officiele Postnyheder ell. Skipperefterretninger. Denne Aandens Vished, den ydmygste af alle, den meest kr&ae;nkende for det forf&ae;ngelige Sind (thi det er saa fornemt at kigge med Mikroskop o:s:v:) er den eneste Vished. Hoved-Indvendingen, den totale Indvending mod Naturvidenskaberne lader sig formelt udtrykke simpelt saaledes, maa absolut betegne: Det lader sig ikke t&ae;nke, at et Msk, der uendeligt har besindet sig paa sig selv som Aand, nu kunde falde paa at v&ae;lge _sNaturvidenskaberne (med empirisk Stof) til Opgave for sin Str&ae;ben. En iagttagende Naturforsker maa enten v&ae;re et Talent- og Instinkt Msk. (thi det Charakteristiske ved Talent og Instinkt er netop ikke at v&ae;re dialektisk i sin dybeste Grund; kun at kunne snuse op, v&ae;re sindrig &streg; men ikke forstaae sig selva); ell. det_de maa v&ae;re et Msk., der fra en tidligere Ungdom halv ubevidst er kommen til at blive Naturforsker, og nu ved Vane bliver fortrolig med at leve paa den Maade &streg; den r&ae;dsomste Maade at leve paa: at fortrylle og forbause hele Verden ved sine Opdagelser og Sindrighed og saa ikke forstaae sig selv. At en saadan Naturforsker har Bevidsthed f&o-;lger af sig selv, han har Bevidsthed indenfor sit Talents Omfang, en maaskee forbausende Skarpsindighed, Combinationsgave, en n&ae;sten besv&ae;rgende Idee-Association o:s:v:. Men Forholdet vil i sit H&o-;ieste v&ae;re dette: et saadant eminent Talent et ganske eneste ved sin Begavethed forklarer hele Naturen &streg; men forstaaer ikke sig selv. Han bliver ikke sig selv gjennemsigtig i Aandens Bestemmelse, i den ethiske Overtagelse af Talentet o:s:v:. Men dette Forhold er netop Skepsis, som let _{sees, thi}sees (thi Skepsis er: at et ubekjendt, et x kan forklare Alt. Naar nemlig Alt er forklaret ved et x som ikke er forklaret, saa er totalt seet slet Intet forklaret.) Er dette ikke Skepsis saa er det Overtro. &streg; a og at kunne leve lyksaligt hen paa den Maade uden at f&o-;le nogen Mislighed, fordi Iagttagelsens og Opdagelsens skuffende Mangfoldighed bestandigt skjuler over den totale Uklarhed. Netop fordi Gud ikke kan v&ae;re Objekt for Msk, da Gud er Subjektet, netop derfor viser ogsaa Omvendtheden sig absolut: naar En n&ae;gter Gud, &streg; da gj&o-;r han Gud ingen Skade, men tilintetgj&o-;r sig selv; naar En spotter Gud &streg; da spotter han sig selv. Jo renere et Msk. er desto mere n&ae;rmer han sig ogsaa til i Forhold til andre Msker ikke at kunne v&ae;re dem _Objekt;Objekt. Dog bliver her naturligviis altid en uendelig qvalitativ Forskjel. Hvad jeg ofte har f&o-;lt, det f&o-;ler jeg igjen i denne Tid: hvor vanskeligt det er mig at forstaae Andre. Med en rasende Lidenskab kaster jeg mig over en Bog, og naar jeg saa l&ae;ser: synes jeg at jeg kun finder lutter bekjendte _Ting,Ting; og naar jeg har lukket den, synes jeg igjen at jeg dog vist maa have overseet Noget. Paa den anden Side synes jeg igjen at finde Tanker, som jeg aldrig har haft, men dem kan jeg ikke fastholde ell. huske. Saasnart jeg derimod selv vil t&ae;nke over Dette ell. Hiint, saa er jeg sikker paa at jeg udgrunder det enten jeg har l&ae;st det ell. ikke. Hvorledes Andre b&ae;re sig ad, forstaaer jeg ikke. Formdl. maa Trangen i dem til Selvt&ae;nkning ikke v&ae;re saa stor, derfor kan de lettere l&ae;re uden ad. Dertil komer, at jeg nu er saa meget udviklet som Digter, at selve Frembringelsen indeholder den rigeste Nydelse for mig. Hvor gjerne vilde jeg ikke l&ae;se og l&ae;se; det er mig, som vilde det v&ae;re en Gjenvei. Og dog troer jeg, at jeg kommer videre _adved Taalmodighed &streg; ad Selvt&ae;nkningens lange Vei. Tro forholder sig altid til Det, som ikke sees; i Natur-Forholdet (sandseligt modsat) til det Usynlige; i Aands-Forholdet (aandeligt) til det Usandsynlige. ... Wenn die Freiheit in diesem Alles wollen best&u..;nde, dann w&a..;re an keine _PsPflicht, an kein Recht, an keine Verbindlichkeit zu denken. Ist das die Meinung der Liberalen unserer Tage, dann pa&ss;t die Definition, da&ss; sie die seien, welche lieber Alles wollen, auf sie, _w&a..;rw&a..;hrend die Servilen doch nur sehr vieles wunschen. cfr Daubs theologiske Moral. Samtl. Skr. 4d B. p. 197. m:. Man kan godt spise Salat, f&o-;rend den har sat Hjerte; men dog er Hjertets fine Sk&o-;rhed og dets yndige Krusning noget langt Andet end Bladene. Saaledes gaaer det ogsaa i Aandens Verden. Travlheden gj&o-;r, at saa _sjyderst sjeldent en Individualitet faaer Lov til at s&ae;tte Hjerte; og paa den anden Side, den T&ae;nker, den Digter, den Religieuse der egl. har sat Hjerte han bliver aldrig populair, ikke fordi han er vanskelig, men fordi der h&o-;rer stille og langvarig Syslen og Fortrolighed med sig selv og Afsideshed dertil. Selv om jeg med opl&o-;ftet Stemme kunde sige Noget som alle ville synes godt om, vilde jeg, hvis det var af religieus Art ikke sige det, fordi det allerede er en Art religieus Uanst&ae;ndighed at det skal dreie sig om at skrige h&o-;it, istedenfor Religieusiteten netop dreier sig om den ganske sagte Talen med sig selv. Ak, saa omvendt er det: istedenfor at Religieusitet dreier sig om, at hver Enkelt gaaer eensomt ell. ind i L&o-;nkamret for sagte at tale med sig selv: troer man at det dreier sig om, at En taler meget h&o-;it. &anfbeg;Frygter ikke for dem som kun kunne slaae Legemet ihjel.&anfslut; Sandseligt gj&ae;lder det nemlig, at et Msk. kan falde for en Andens Haand; aandeligt gj&ae;lder det, at et Msk. kun kan falde for sin egen Haand &streg; Ingen kan ford&ae;rve ham uden han selv. det Onde ford&ae;rver ikke Sj&ae;len i den Forstand som Sygdom Legemet, hvilket tilsidst h&o-;rer op, d&o-;er af Sygdommen. Men Sj&ae;len bliver ved at v&ae;re. Det var herpaa som bekjendt at Socrates begrundede et Beviis for Sj&ae;lens Ud&o-;delighed. Troen er vor Seier over Verden, &streg; &anfbeg;ja vi mere end seire&anfslut; som Apostelen siger. Naar nemlig den Strid i hvilken den Stridende gaaer har hele Virkelighedens Gyldighed for ham, saa han virkelig strider i den: saa kan han, hvor glimrende end hans Seier er, dog ikke mere end seire. Men naar Striden ikke for ham har Virkelighedens hele Gyldighed saa det at stride i denne Strid er ham det H&o-;ieste: saa kan han mere end seire &dvs;: Stridens discrimen er ham et underordnet, en Sp&o-;g i Forhold til en langt h&o-;iere Strid. Og saaledes er det Troens Alvor, dens virkelige Strid at stride med Gud &streg; men Striden med Verden, dens Sorger og Gl&ae;de er som en Sp&o-;g. Derfor er Troen _derden Seier der overvinder Verden, ja mere end seirer &dvs;: den neds&ae;tter denne hele Striden til noget Ringe. Verdens-Msket kjender intet H&o-;iere end Verdens Strid og derfor kan en Saadan aldrig mere end seire; kun den Troende kan mere end seire. Dersom jeg anseer en Modpart for min ebenb&u..;rdige Fjende, da kan jeg ikke mere end seire, men dersom han er mig saaledes et Lidet, at Striden ingen _Fret Fare har for mig, da kan jeg mere end _stridseire. I Naturens Verden er det Eftergjorte det Ringeste: de eftergjorte _BrillantersBrillanter have intet V&ae;rd. I Aandens Verden er det omvendte. Der er et oprindeligt Haab, _{Ungdommens Haab}Ungdommelighedens Haab: det er ikke det H&o-;ieste, men Troens Haab er det H&o-;ieste. Og hele Aandens v&ae;sentlige Verden er netop det Eftergjortes Verden, og dog langt _fuldkherligere. Luther siger etsteds, at naar man vil v&ae;re Christen, maa man ogsaa b&ae;re Hofdragten (Korset.). findes citeret i min Concordants under Artiklen Kreuz &pgf;. 7. Det ikke at ville give efter, forandre sig i Smaa-Ting er langt fra at vise Uafh&ae;ngighed, det viser tvertimod Afh&ae;ngighed. Gjenstanden er ligegyldig, Forandringen altsaa ogsaa ligegyldig, altsaa maa Grunden hvorfor man ikke vil forandre _lsig ligge i at det maa v&ae;re En meget _paamagtpaaliggende at vise de Andre ell. en Anden, at man ikke vil forandre sig; men dette: at det er en meget magtpaaliggende at vise sin Uafh&ae;ngighed er just Afh&ae;ngighed Da jeg var ung, naar jeg da saae et Angreb paa en Mand, og jeg tillige saae at Mange ilede til for at afv&ae;rge det, saa t&ae;nkte jeg (den Gang da jeg var ung): D&o-;d og Pine, det maa vist v&ae;re et farligt Angreb. Nu er jeg bleven lidt &Ae;ldre, naar jeg nu seer et Angreb paa en Mand, og jeg tillige seer Mange ile til for at afv&ae;rge det, saa t&ae;nker jeg: aah, det Angreb er nok ikke farligt siden der er saa Mange til at afv&ae;rge det. &streg; Naar jeg i min Ungdom h&o-;rte en angreben Mand sige om Angrebet: det er et nederdr&ae;gtigt, lumpent Stykke, saa t&ae;nkte jeg (i min Ungdom) blot Manden holder Angrebet ud; men naar jeg h&o-;rte den Angrebne sige om Angrebet: det er Ingenting, saa t&ae;nkte jeg (det var i min Ungdom) saa kan den Angrebne sagtens. Nu t&ae;nker jeg lige omvendt. Kun naar en Mand veed sig sikker vedgaaer han Angrebets St&o-;rrelse, men netop naar han er meest bange n&ae;gter han Angrebet, naar han er sikker paa at han er den st&ae;rkeste saa siger han: det er et lumpent Angreb; naar han f&o-;ler sig svag siger han: det er Ingenting, &dvs;: han skulker. Det er godt nok, at man ved kun at leve i visse fornemme Kredse, lever saa betrygget, fjernt fra M&ae;ngden o: s: v: &streg; Men har man Lov til at leve saaledes? Levede &g.Ch;stus saaledes? Har nogen egl. &ae;del Mand levet saaledes? Eller er det Andet end r&ae;dsom Selvkj&ae;rlighed, ikke at ville vedgaae at man er Msk. ligesom alle de andre. Al denne Talen om at takke Gud for, at man ikke bringes ud i Tr&ae;ngsler, at man har saadan _Ogode Dage o: s: v:, kan dog saare let v&ae;re svigefuld. Egl. forvandler denne Tale Gud til en Kr&ae;mmer, der gj&o-;r Forskjel paa sine Kunder, ell. ikke har bestemte Priser men s&ae;lger til Nogle for godt Kj&o-;b og billigt underhaanden. Paa den anden Side bedrager man sig let selv, idet man lever i den Indbildning, at man har det H&o-;ieste uagtet man er fritagen for Byrderne. En saadan Bedende er aabenbart ikke ganske enig med sig selv om, hvorvidt dog det H&o-;ieste er saa godt, at det til enhver Priis er det H&o-;ieste. Januar 1847. Det hvad jeg misbilliger i H. t: hele det Vr&o-;vl med den literaire Foragtelighed er naturligviis ikke dens Angreb og Forhaanelse, (det har jeg jo selv forlangt) ei heller deres Adf&ae;rd, som nu engang ynde denne Foragtelighed; nei, det er deres Lumperie, _{som &streg;}som, fordi de ikke forstaae at opfatte et Forhold, have villet v&ae;re kl&o-;gtige og bed&o-;mme mig, at det var _enet overilet Skridt o: s: v:. Dog den Tid kommer nok, da alle disse Cujoner mene ikke mere at beh&o-;ve at lyve. Saasnart Faren er forbi, saa t&o-;r de nok sige, at jeg havde Ret. Hvilken Usselhed leve vi dog ikke i! Det er saa charakteristisk, at netop nu, da Goldschmidt er reist bort, og P.L. M&o-;ller aabenbart forknyttet: saa begynde de at paaskj&o-;nne min Handling. Og det er disse modige Journalister, der naar det gj&ae;lder om at paatale at en Stakkels Politiebetjent har forl&o-;bet sig, f&o-;re Frimodighedens Sprog: vee over Hykklere! Og det er disse Regjeringens trofaste St&o-;tter disse dj&ae;rve Journalister, der angribe de Liberale for enhver Ubetydelighed &streg; hvor der ingen Fare er! Men der hvor der er en Smule _Fare.Fare (omtrent ligesom Brandfolket i Fredstider er det eneste der fors&o-;ges i Farer) der har ikke een eneste ymtet et Ord. Men netop _detdette gj&o-;r at De, der skulde have holdt Pathos oppe i Forhold til det Skridt af mig, at de i Grunden ere i Forlegenhed med mig. Nu ville de maaskee endda gjerne sige, hvad de ikke f&o-;r turde sige, nu da Faren er forbi; men de have en ond Samvittighed i Forhold til mig, de f&o-;le godt, at jeg gjennemskuer dem ganske, og de n&ae;sten frygte for, at jeg med ny Hensynsl&o-;shed, og sandeligen med god Grund, skulde naar Leiligheden gaves, lade dem undgj&ae;lde for dette Lumperie. Derfor kaldes en Overbeviisning en Overbeviisning, fordi den er over Beviisningen. For en mathematisk S&ae;tning gives der et Beviis, men saaledes at intet Modbeviis kan t&ae;nkes. Netop derfor kan man ikke have en Overbeviisning i Forhold til det Mathematiske. Men i Forhold til enhver existentiel S&ae;tning har ethvert Beviis ogsaa et Noget, som er et Modbeviis, der er et pro og et Contra. Dette er den Overbeviste ikke uvidende om, han veed meget godt hvad Tvivlen kan have at sige: contra; men desuagtet ell. rettere netop derfor er han Overbeviist, fordi han besluttet og villende svinger sig h&o-;iere end Bevisningernes Dialektik og er overbeviist. At Poul M&o-;ller dog har v&ae;ret fors&o-;gt i alskens Tvivl seer man stundom af en ganske tilf&ae;ldig lille Yttring. I en Aphorisme taler han saaledes om fanatiske Pr&ae;ster, der tale gl&o-;dende og ikke m&ae;rke, at deres hele Religieusitet er en potenseret Blod-Circulation. Ak, ja her stikker netop Knuden. Hvor mange Msker leve vel saaledes gjennemsigtigt, at de egl. vide hvilket der er hvilket: de t&ae;nke i en ganske anden Art Kategorier end dem de leve i, de tale i Religieusitetens Kategorier, og leve i Sandselighedens, den umiddelbare Velv&ae;res Kategorier. a Naar saaledes det skal vise sig, at en Lidende har Troen, saa maa Troen vise sig samtidigt med Lidelsen. Men hvad skeer, efterhaanden som saa Smerten, Ulykken, Gjenvordigheden tages bort, saa begynder hans Liv, verdsligt forstaaet, at blive sundere og gladere &streg; og det mener han er ved Hj&ae;lp af Troen, da det dog tvertimod er ved Hj&ae;lp af Umiddelbarhedens restaurerede _WVitalitet Det kan ansees baade som et Epigram og som et Beviis for, at man nuomstunder ikke mere skriver B&o-;ger for Evigheden: Papiret selv, hvorpaa de trykkes er saa skr&o-;beligt, at det vil hensmuldre i L&o-;bet af 50 Aar. Dersom der levede en Maler i en Kj&o-;bstad, et virkeligt Genie &streg; og lad os antage, thi ellers passer Billedet ikke, da jo B&o-;ger i et lille Land ere begr&ae;ndsede ved Sprogets Gr&ae;ndse, at det var forbuden at udf&o-;re Malerier. Han _levarbeidede flittigt Dag og Nat og fik _eteet ja to store Historie-Malerier f&ae;rdige. Men see, det syntes Indvaanerne ikke om; de vilde at han skulde male Skildter. Da han nu ikke vilde det, saa sloge de sig sammen om at forhaane ham. Der vare ogsaa et Par enkelte Msker, som i Grunden dog havde Indsigt nok til at vurdere hans Evner og hans Frembringelser; men _detde vare misundelige og holdt derfor sammen med de Andre. &streg; See saaledes vil snart Forholdene blive i Danmark for enhver Dygtighed, der ikke vil gj&o-;re Cotterie. Dette Thema maa jeg engang bruge 1 Thess. _{2, 12.}2, 11 &anfbeg;s&o-;ge &Ae;re i at leve stille&anfslut;. d. 20 Januar 1847. Det har bestandigt tiltalt mig og ligget i Baggrunden af min Sj&ae;l det &O-;nske at engang at blive Pr&ae;st ude paa Landet. Baade tiltalte det mig som et idyllisk &O-;nske i Forhold til en anstr&ae;nget Existents, og da ogsaa _{som en}religieust som en Poenitentse, for at finde Tid og Ro til ret at s&o-;rge over hvad jeg personligen kan have forbrudt. Jeg stod da i den Formening, at jeg som Forfatter var if&ae;rd med at gj&o-;re Lykke, og derfor meente jeg, at det var rigtigt at ende paa den Maade. Imidlertid synes det dog tydeligt nok, at Forholdene blive mere og mere forvirrede her hjemme. Sp&o-;rgsmaalet er nu, forsaavidt der er _Tale,Tale om, hvilket jeg t&o-;r fortr&o-;ste mig til at soutenere for Guds Domstol, at de litteraire og sociale _{og extraordinaire}og politiske Forhold beh&o-;ve en Extraordinair, om der da er nogen i Kongeriget der er skikket dertil uden jeg. Jeg har med hende opgivet ethvert &O-;nske om gode Dage i Livet; jeg har ved hvad jeg personligt har forskyldt, qvalificeret mig til at finde mig i Alt. _{Det er}Saaledes er her en ethisk Foruds&ae;tning. Dern&ae;st ved at indtr&ae;de i et bestemt Embede i Staten som Religionsl&ae;rer forpligter jeg mig egl. til at v&ae;re noget Andet end jeg er. En Skyld jeg b&ae;rer gj&o-;r at jeg hvert &O-;ieblik maa v&ae;re forberedt paa at angribes i den Retning. Naar jeg da er Geistlig, saa vil Forvirringen blive s&o-;rgelig, fordi jeg har fortiet Noget inden jeg traadte ind i denne Stand. Som Forfatter er Stillingen anderledes. Jeg contraherer intet personligt Forhold til noget Msk, som _{var de}kan gj&o-;re Fordring paa mit Exempel, ell. paa mit Livs _{Antecendentser}Antecedentser, jeg staaer saa l&o-;s i Omgivelsen, at hvad &O-;ieblik_{&O-;ieblikket} det saa behager Gud, kan jeg styrtes uden deraf f&o-;lger det Mindste for noget andet Menneske. Det er den anden ethiske Foruds&ae;tning, den endnu vigtigere. Hvad det Intellectuelle, Gaver, Kundskaber, Aandsbygning angaaer, da kan derom ingen Tvivl v&ae;re, at jeg absolut er construeret rigtigt, og jeg vil komme til at b&ae;re et stort Ansvar hvis jeg vrager en Opgave af den Art. Thi vel er det sandt, det synes ydmygere at tr&ae;kke mig tilbage og blive Pr&ae;st, men naar jeg gj&o-;r det kan der ogsaa ligge noget forf&ae;ngeligt og stolt deri, at jeg stolt vrager det Glimrende. Og paa den anden Side fra nu af maa jeg betragte det at v&ae;re Forfatter for identisk med at priisgives til Haan og Spot. Men at vedblive ad denne Vei, er ikke noget Selvgjort, thi det var mit Kald min hele Habitus beregnet paa Sligt. At jeg som Forfatter ved str&ae;ng s&ae;delig Selvtugt i en Tid som vor vil kunne gj&o-;re stor Gavn, derom er ingen Tvivl. Det f&o-;lger naturligviis ingenlunde at jeg skal seire, snarere vil det betyde, at jeg er beredt til at ligge under. _DetDe Opgaver der stilles mig som Landsbypr&ae;st ligge slet ikke for mig v&ae;sentligen. Jeg har bestandigt ogsaa derfor meent blot at udtrykke det Almene, og at den ethiske Betydning skulde ligges i at jeg foretrak dette for det Glimrende. Men nu og fra nu af er min Forfatter-Carriere sandeligen ikke glimrende. Det er tydeligt nok, at jeg bliver Offeret. Aristokraterne vil vedblive feigt og misundeligt at forholde sig stille, lade mig rykke frem, og derpaa lade mig falde som et Offer for P&o-;belagtigheden, og saa endeligen profitere af det Hele. Det vil sige min Gjerning vil blive menneskeligt talt uden L&o-;n. Men _andetAndet forlanger jeg heller ikke. At der i &O-;ieblik kan vaagne en Utaalmodighed i min Sj&ae;l beviser Intet, thi i ethvert godt &O-;ieblik er jeg dog villig til at offre Alt, og haaber paa at Gud vil give mig Styrke til at b&ae;re Alt. Dersom jeg ikke a la Mynster (og her ligger Mynsters Kj&ae;tterie) vil forgude det Bestaaende, og i Iver for det S&ae;delige tilsidst forvexle det med Spidsborgerlighed, dersom jeg ikke aldeles vil afskaffe Kategorien den Extraordinaire, og igjen a la Mynster kun forstaae, at Saadanne have v&ae;ret til, kun forstaae dem bag efter: saa kan jeg ikke selv vrage hvad der saa tydeligt er lagt mig til Opgave. Skj&o-;ndt Mynster har en vis Velvillie for mig, og i sit stille Sind maaskee endog st&o-;rre end han vedgaaer, er det aabenbart, han anseer mig for en mist&ae;nkelig og dog farlig Person. Derfor vil han have mig ud paa Landet. Han mener endnu er det gaaet godt, men et Charakteer-Msk. kan man frygte Alt af, is&ae;r i Forhold til det hele Traad-System, hvori han vil holde Tilv&ae;relsen fangen. Hans Raad er derfor yderst consequent af ham, er, fra hans Synspunkt ogsaa mig velmeent, forsaavidt han ikke tager det saa n&o-;ie med om et Mskes inderste Bygning dog lider en lille Skade, naar han blot gavner, som han mener, i Verden. Mynster har aldrig v&ae;ret paa de 70,000 Favne Vand, og l&ae;rt derude han har altid holdt sig fast ved det Bestaaende, og er nu ganske sammenvoxet med det. Dette er det Herlige hos ham, jeg skal aldrig glemme ham, altid &ae;re ham, altid t&ae;nke paa min Fader, naar jeg t&ae;nker paa ham, og mere beh&o-;ves ikke. Men Mynster forstaaer mig ikke; da Mynster var 36 Aar gl. vilde han ikke have forstaaet mig, ja han vilde have forh&ae;rdet sig mod at forstaae mig, for ikke at forfeile sin Carriere i Livet; og nu kan han ikke forstaae mig. Men Gud formaaer Alt. Menneskeligt talt maa jeg fra nu af siges ikke blot at l&o-;be paa det Uvisse, men at gaae den visse Undergang im&o-;de &streg; _{i Gud}i Tillid til Gud er dette netop Seieren. Saaledes har jeg forstaaet Tilv&ae;relsen da jeg var 10 Aar gl., deraf den uhyre Polemik i min Sj&ae;l; saaledes forstod jeg den, da jeg var 25 Aar gl; saaledes nu da jeg er 34 Aar gl. Derfor kaldte Poul M&o-;ller mig det meest gjennempolemiserede Msk. Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig. Blot jeg _enet _hPar _laderDage lader det v&ae;re, bliver jeg strax syg, overv&ae;ldet, besv&ae;ret, mit Hoved tungt og betynget. En saadan Trang, saa rigelig saa uudt&o-;mmelig, der efter nu at have holdt ud Dag efter Dag i 5 a 6 Aar endnu str&o-;mmer lige saa riigt, en saadan Trang er jo dog vel ogsaa et Guds Kald. Skal dette, den hele Rigdom af Tanker, der endnu ligger i min Sj&ae;l, trykkes tilbage, det bliver en Qval, en Marter, og jeg totalt uduelig. Og hvorfor skulde det trykkes tilbage? Fordi jeg har faaet den Idee, at vilde martre mig selv med poeniterende at tvinge mig ind i, hvad jeg, saasandt jeg forstaaer mig selv, dog i sidste Grund ikke er skikket til! Nei, Gud forbyde det; og Gud vil vel ikke lade sig uden Vidnedsbyrd ogsaa i det Udvortes. Det er tungt og det er deprimerende, at s&ae;tte sine Penge til for at faae Lov at arbeide flittigere og mere anstr&ae;nget end nogen Mand i Kongeriget! Det er tungt og det er deprimerende med al denne Arbeiden at naae at blive _aefterstr&ae;bt af Aristokraternes feige Misundelse og P&o-;belens Forhaanelser! Det er tungt og det er deprimerende at Udsigterne ere disse: hvis jeg arbeider endnu mere anstr&ae;nget da bliver det endnu galere! Men alt Dette vil jeg jo glad og taaligt finde mig i, naar blot det maa lykkes mig ret at vinde Sikkerheden i mit Indre, at det ikke skulde v&ae;re min Pligt at tvinge mig ind i en selvvalgt Marter ved at gaae ind i en Stilling, som jeg vel i en vis Forstand kunde &o-;nske, og som jeg dog hverken ret kunde udfylde ell. ret finde mig lykkelig i. Det derimod at blive Forfatter er ikke selvvalgt, det er tvertimod i hele min Individualitets og dennes dybeste Trangs Medf&o-;r. Give Gud mig saa Lykke og Bistand, og fremfor Alt en vis Aand, en vis Aand mod de Anf&ae;gtelser der komme fra mit Indre, thi Verden kan man da nok stride med. Det vil gaae mig denne Gang, ligesom i sin Tid med min Forlovelse. Kun, Gud v&ae;re lovet, er Forskjellen: jeg gj&o-;r da _intetikke Uret mod noget Msk, jeg bryder intet givet L&o-;fte; men Ligheden er at jeg atter maa styre i rum S&o-;e, leve paa Naade og Unaade ganske i Guds Vold. Det er jo mere betrygget at have en fast Stilling i Livet, et Embede, det er ikke n&ae;r saa Anstr&ae;ngende &streg; men i Guds Navn, det Andet er dog ogsaa ved Gud endnu _trykkeretryggere. Dog beh&o-;ves dertil i ethvert &O-;ieblik Troen. Dette er Forskjellen. De fleste Msker leve altfor trygt i Livet, og l&ae;re derfor Gud saa lidt at kjende. De have faste Embeder, de anstr&ae;nge sig aldrig til det Yderste, de ere beroligede ved _KonerKone og B&o-;rn, &streg; jeg skal aldrig tale ringe om denne Lykke; men jeg troer at det er min Opgave at undv&ae;re alt Dette. Hvorfor skulde det dog ikke v&ae;re tilladt, hvad man l&ae;ser atter og atter i det N.T. Men Ulykken er, at Msk. aldeles ikke veed hvad det Christelige er, og derfor lades jeg uden Sympathie, derfor forstaaes jeg slet ikke. Jeg maa nu til at gjennemarbeide Syndsforladelsens _Idee.Idee, i rhetorisk Form. Af Forordet til &anfbeg;Lidelsernes Evangelium&anfslut; udgik f&o-;lgende Passus: Det er christelige Taler, thi Talens Livs-Yttring er, efter hvad jeg forstaaer, den v&ae;sentlige og v&ae;sentligt tilsvarende Form for det Christelige, der er Troens og Overbeviisningens Sag: det Christelige vistnok en Kjendsgjerning men netop en saadan Kjendsgjerning, at den kun kan troes, hvorom der som en F&o-;lge deraf kun kan tales eller pr&ae;dikes &streg; det er vidnes, ikke at det er sandt (thi dette er verdslig Viisdoms Forhold til sine forskjellige Gjenstande) men vidnes om, at man troer, at det er sandt. Kj&ae;rligheden er Lovens Fylde. a) Loven er Beenraden, Knokkelbygningen, det T&o-;rre, Kj&ae;rligheden er Fylden. b) Kj&ae;rligheden er ikke en Skulken fra at opfylde Loven &streg; Forkj&ae;rlighed &streg; Kj&ae;lenskab &streg; nei den opfylder den i Sandhed og mere til. a Loven er en _svagtsv&ae;rt Talende (&g.m;&g.o;&g.g;&g.i;&g.sud; &g.l;&g.a;&g.l;&g.o-;&g.n;) (den D&ae;moniske der var stum) men Kjerlighed taler Ordet ud. &anfbeg;Vi str&ae;be at vinde Mennesker&anfslut; men for Gud ere vi aabenbare. hvorvidt det er tilladt Det Ord til H&o-;vedsmanden fra Capernaum: Dig skee, som Du troede er vel et tr&o-;stende, et gl&ae;deligt Ord, men indeholder tillige Dommen: har Du virkeligen Troen. Derfor kunde der tales saaledes over dette Ord: det D&o-;mmende og det Gl&ae;delige i at det altid skeer et Msk. som han troer. 24 Jan: Gud v&ae;re lovet, at alle P&o-;belagtighedens Angreb kom over mig. Jeg har nu ret faaet Tid til at l&ae;re ind efter, og forvisse mig om, at det dog var en tungsindig Idee med det at ville leve ude paa en Pr&ae;stegaard, for i Afsideshed og Glemthed at gj&o-;re Poenitentse. Nu staaer jeg ganske anderledes besluttet paa Pletten end jeg nogensinde har gjort. Og havde denne Overhaling af Forhaanelse ikke kommet over mig: saa havde hiin _Ideetungsindige Idee bestandigt forfulgt _mig;mig, thi en vis Art Medgang opelsker netop tungsindige Ideer; havde jeg fE ikke haft Formue, havde jeg, med al min Disposition til Tungsind, dog aldrig naaet en saadan Grad, som jeg stundom har gjort. Anl&ae;get i de tre Taler om Lilierne og om Fuglene er saaledes, at den f&o-;rste er &ae;sthetisk, den anden ethisk, den tredie religieus. Det er godt nok med det at skrive fyndige Ordsprog, men det vanskelige er for Den, der skal realisere dem. Det enkelte Ordsprog er bestandigt ikke blot eensidigt men n&ae;sten epigrammatisk eensidigt, men Den, der skal leve derefter, han skal tillige tage de andre Ordsprog under Overveielse. Som Exempel vil jeg anf&o-;re Jesu Sirach 4, 29: strid ikke mod Str&o-;mmen og 4, 31: forf&ae;gt Sandheden indtil D&o-;den, saa skal den Herre Gud stride for Dig. At man ogsaa kan bekjende Christum ved at tie og at dette har v&ae;ret Meningen i den &ae;ldste Kirke sees fE af Ignatii Epistola ad Ephesios Cap. XV. Tiltrods for _altAlt hvad Menneskene burde have l&ae;rt om min _meimaieutiske Forsigtighed, med at gaae langsomt frem, og bestandigt lade som veed jeg ikke mere, ikke det N&ae;ste &streg; vil man nu formdl. i Anledning af mine nye Opbyggelige Taler vr&ae;le om at jeg ikke veed det N&ae;ste, ikke veed Noget om Socialiteten. De Daarer! Men paa den anden Side skylder jeg mig selv for Gud at tilstaae, at der i en vis Forstand er noget Sandt deri, kun ikke som Mskene forstaae det, at nemlig det bestandigt, f&o-;rst naar jeg ret tydeligt og skarpt har draget den ene Side frem: saa gj&o-;r den anden sig desto st&ae;rkere gj&ae;ldende. Nu har jeg mit Thema til den n&ae;ste Bog. Den skal hedde: Kj&ae;rlighedens Gjerninger. .... Og Du, der, selv om man ikke menneskeligt talt t&o-;r beskylde Dig for at misbruge _DitDin Gave, Du der dog er i Besiddelse af det lykkelige Fortrin, og vel ogsaa stundom med en vis Tilfredsstillelse f&o-;ler hvor lykkeligt det er at kunne vinde Menneskene for Dig, Du der derfor maaskee sjeldent fandt Den, som det ikke skulde lykkes Dig at indtage for Dig, Du der altsaa ligesom er fra f&o-;rste af udseet _attil at blive en Gjenstand for Forkj&ae;rlighed &streg; har Du med ret dyb Alvor _detfornummet: at Gud er uforanderlig &streg; at al Din Kl&o-;gt, al Din Gave, al Din Snildhed ikke blot er spildt, men er lige saa ubem&ae;rket og overseet som et lille Insekt der kryber paa Jorden. Forskjellen mell. den christelige Tale og Pr&ae;dikenen. Den christelige Tale indlader sig til en vis Grad med Tvivlen &streg; Pr&ae;dikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi Apostlenes. Det er derfor absolut Kj&ae;tterie i en Pr&ae;diken at indlade sig med Tvivlene, selv om man forstod nok saa godt at haandtere dem. Derfor staaer der i Forordet til mine christelige Taler: hvis _Nogenen Lidende, der tillige er l&o-;ben vild i mange Tanker. En Pr&ae;diken foruds&ae;tter en Pr&ae;st (Ordinationen); den christelige Tale kan v&ae;re et almdl. Menneske. Man vil indbilde os, at Indvendingerne mod &g.Ch;std. komme af Tvivlen. Dette er aldeles en Misforstaaelse. Indvendingerne mod &g.Ch;std komme af Insubordination, Ulyst til at lyde, Opr&o-;r mod al Auctoritet. Derfor har man hidtil kj&ae;mpet i Luften med Indvendingerne, fordi man har kj&ae;mpet intellectuelt med Tvivlen, istedenfor at der skal kj&ae;mpes ethisk med Opr&o-;ret. Man beskylder mig for at jeg foranlediger unge Msk. til at slaae sig til Ro paa deres Subjektivitet. Maaskee, et &O-;ieblik. Men hvorledes skulde det v&ae;re muligt at faae alle disse Objektivitetens Blendv&ae;rker bort som Publikum o: s: v:, uden ved at faae Enkelthedens Kategorie frem. Man har under Skin af Objektivitet villet aldeles offre Individualiteterne. Derom dreier Sagen sig. Hele Verdens Udviklingen tenderer til den absolute Betydning af Enkelthedens Kategorie, der just er Christds Princip. Men endnu ere vi ikke komne synderligt vidt i Concretion, thi in abstracto anerkjendes det. Deraf forklares det, at det endnu gj&o-;r Indtryk paa Folk som en stolt og hovmodig Anmasselse naar man taler om den Enkelte, istedenfor at _detdette just er den absolute Humanitet nemlig at _enhverEnhver er en Enkelt. Fromt udtrykker man stundom Misforstaaelsen. Naar saaledes afd&o-;de Biskop M&o-;ller paa Lolland siger (i Indl. til hans Veiledning), at det dog var tungt om Sandheden (in specie &g.Ch;std) kun var tilg&ae;ngelig for nogle Enkelte ikke for Alle: saa siger han vistnok noget Sandt, men tillige noget falsk, thi &g.Ch;std. er vistnok tilg&ae;ngelig for Alle men vel at m&ae;rke derved og ene derved at hver is&ae;r bliver en Enkelt, bliver den Enkelte. Men hverken haves endnu dette ethiske ell. det religieuse Mod. De Fleste blive ganske bange, naar de skulde til hver is&ae;r at v&ae;re den Enkelte. Saaledes vender og dreier Sagen sig. I det ene &O-;ieblik skal det v&ae;re Hovmod at foredrage denne Anskuelse om den Enkelte, og naar saa den Enkelte skal til at fors&o-;ge saa finder han at denne Tanke snarere er ham meget for stor, for overv&ae;ldende. Blot en Mand skal v&ae;re Pr&ae;st paa Landet nogle Aar, erkyndiger han sig forud hvilke Familier, der leve paa Egnen, for Selskabets Skyld: skulde det dog ikke v&ae;re vigtigere at bet&ae;nke, hvilke Msker man vil komme til at leve med i Evigheden, og bet&ae;nke forud at s&o-;rge for at komme i godt Selskab. Kants Theorie om det radicale Onde har blot een Feil, at han ikke gj&o-;r det ret bestemt fast, at det Uforklarlige er en Categorie, at Paradoxet er en Categorie. Derom dreier egl. Alt sig. Man har nu bestandigt talt saaledes: det at sige at man ikke kan _forstaae,forstaae det ell. det, tilfredsstiller ikke Videnskaben, som vil begribe. Her ligger Feilen; man maa lige omvendt sige, naar menneskelig Videnskab ikke vil erkjende at der er Noget den ikke kan forstaae, ell. endnu n&o-;iagtigere: Noget hvorom den med Klarhed kan forstaae, at den ikke kan forstaae det: saa er Alt forvirret. Det er nemlig en Opgave for den msklige Erkjenden at forstaae at der er, og hvilket det er, den ikke kan forstaae. Den menneskelige Erkjenden har gemenligen travlt med at forstaae og forstaae, men hvis den vil tillige gj&o-;re sig Umage for at forstaae sig selv: maa den ligefrem etablere Paradoxet. Paradoxet er ikke en Concession, men en Kategorie, en ontologisk Bestemmelse, der udtrykker Forholdet mellem en _erkexisterende, erkjendende Aand og den evige Sandhed. Naar man ret vil forstaae det, saa har egl. ethvert Msk, der i Sandhed vil forholde sig til Gud og omgaaes med ham, han har kun een Opgave, den: altid at v&ae;re glad. Selv det bedste Msk, til hvem man ganske _kundeturde betroe sig og ganske stole paa, han kan jo dog fE beh&o-;ve et Raad, ell. beh&o-;ve at vi erindrer ham om det og det, jeg kan virkeligen v&ae;re klogere end han, virkeligen have Ret o: s: v:. Men alt Sligt beh&o-;ves ikke i Forhold til _Gud.Gud, og at begynde _bpaa Sligt er netop ugudelig Travlhed, eller dog en vis Barnagtighed. Forholdet bliver snart ironisk rigtigt igjen. Ligeoverfor den dumme politiske Alvor, og Speculanternes gyselige Festlighed reiste jeg Ironiens Sp&o-;g: i en forandret Omgivelse, som den nuv&ae;rende, hvor n&ae;sten Alle ere blevne ironiske, bliver jeg, ironisk rigtigt, den meest Alvorlige. Forholdet mell. Schelling og Hegel er egl. dette. Schelling fik afskaffet das Ding an sich ved Hj&ae;lp af det Absolute, idet hiint Schattenspiel paa _{den anden}hiin Side afskaffedes, og alt kom til at vise sig _&u;paa denne Side. Men Schelling standsede ved det Absolute, ved Indifferents, ved Nul-Punktet, fra hvilket han egl. ikke gik ud, men som blot betegnede at bag ved det Absolute var der Intet. Hegel meente imidlertid at komme saa meget bag ved det Absolute paa hiin Side, at han fik Farten. Schellings Philosophie er i Ro; den hegelske Philosophie er formentligen i Fart, i Methodens Fart. Forholdet mellem de tre Afdelinger i &anfbeg;opbyggelige Taler i forskjellig Aand.&anfslut; 1). 1ste Afdeling. Anl&ae;get er v&ae;sentlig ethisk-ironisk, og derfra opbyggelig, socratisk. Den meest ironiske Kategorie som vel at m&ae;rke tillige er den absolut s&ae;delige er: Enkeltheden, hiin Enkelte. Den Enkelte kan nemlig betyde faktisk ethvert Msk., og eminent Enhver der s&ae;deligt idealt vil v&ae;re det H&o-;ieste. Forholdet er ikke saaledes, at Nogen ved Differents er udelukket fra eminent at v&ae;re den Enkelte og dog er det vistnok faktisk saa, at den Enkelte slet ikke lever. Dette er paa eengang det lige saa s&ae;delige og ethiske som ironiske Forhold mellem Facticitet og Idealitet. For&o-;vrigt har jeg for majeutisk at underst&o-;tte, bestandigt i Pseudonymerne brugt: hiin Enkelte i Differentsens Forstand, thi der h&o-;rer naturligviis Differents-Foruds&ae;tninger til for at f&o-;lge absolut dialektiske Udviklinger. I de opbyggelige Taler har derimod Kategorien: den Enkelte v&ae;ret brugt i s&ae;delig og Ligelighedens Forstand absolut. Categorien den Enkelte er ligesaa ironisk som den er s&ae;delig og absolut begge Dele, og da igjen absolut opbyggelig (i Immanentsens Religieusitet) idet den nemlig absolut afskaffer Differentserne som Sandsebedrag, og etablerer Evighedens v&ae;sentlige Ligelighed. Anm. I Fremstilling er Talens Colorit stundom lige til Gr&ae;ndsen af det Comiske, dog i ironisk Pathos. Dersom nogen vil fors&o-;ge det, skal han see, at overalt hvor han i denne Skriftetale kommer til at lee, kommer han til at lee ironisk. Saaledes fE naar der etsteds staaer: en M&ae;ngde af det Godes Venner eller af gode Venner slutte sig om ham &streg; det er sandt de troede tillige at slutte sig om det Gode, men det maa dog nok v&ae;re en Misforstaaelse, da han selv gik uden om. Eller: de opf&o-;rte en Bygning; det var Bindingsv&ae;rk (de vare jo ogsaa Mange om den) og saaledes flere Steder. Denne comiske Colorit er absolut medhenh&o-;rende. 2) 2den Afdeling er humoristisk. Dialektiken i det Begreb: at l&ae;re er denne at den L&ae;rende forholder sig til L&ae;reren som til sit idealere genus proximum. Saasnart L&ae;reren _endogblot indenfor samme genus indtager en lavere Plads staaer under den L&ae;rende: saa bliver Forholdet humoristisk. Saaledes det at l&ae;re af et Barn, ell. af et dumt Msk, thi Barnet ell. den Dumme kan kun humoristisk kaldes L&ae;reren. Men endnu mere humoristisk bliver Forholdet, naar L&ae;reren og den L&ae;rende end ikke have genus tilf&ae;lles, men i qvalitativ Heterogenitet forholde sig omvendt til hinanden. _DetDette er det absolute humoristiske Forhold. Lilierne og Fuglene. Fremstillingen er opbyggelig, _formilletformildet i det Humoristiskes r&o-;rende Sp&o-;g og sp&o-;gende Alvor. L&ae;seren vil flere Steder komme til at smile, aldrig til at lee, aldrig til at lee ironisk. Eventyret om den bekymrede Lilie, der dog tillige er en Parabel, er absolut humoristisk. Saaledes den hele Diatribe om det at v&ae;re paakl&ae;dt. Overhovedet er det Humoristiske tilst&ae;de paa ethvert Punkt, fordi Anl&ae;get selv er humoristisk. De 3 Taler forholde sig igjen &ae;sthetisk, ethisk, _humoreligieust til hinanden. cfr. p. _173.175. 3) 3de Afdeling. cfr. denne Bog p. 179. Om de tre Taler 1847. Det er ikke tilf&ae;ldigt, at Eventyret er bleven brugt i den f&o-;rste; thi Jordlivet er saaledes, og ved Vanen is&ae;r bleven saaledes, _atsaa langt fra det Ideale, at den ideale Fordring maa lyde som et Eventyr. &streg; Tillige undgaaes derved al Sammenligning. Nogle ville vel finde, at _dedisse Taler mangle Alvor. De mene nemlig, at Alvor i disse Forhold er at subscribere Pengebidrag, inventere offentligt Arbeide, aabne en Subscription o: s: v:, hvilket altsammen vistnok kan v&ae;re meget priseligt men i str&ae;ngeste Forstand ikke er Alvor. Saa prosaisk er imidlertid Verden bleven, at den eneste Sorg, man indr&o-;mmer Realitet er N&ae;ringssorg, og da igjen i den fortr&ae;delige Forstand, hvori Agitatorer, der tjene de Fattiges Penge, fremstille det for at hidse. Elskov, Anger, o: s: v: ansees for Chimairer, men Penge, Penge, Penge. Jeg forpligter mig til engang i Evigheden, at l&ae;se disse 3 Taler h&o-;it, og jeg er forvisset om, at de ville blive h&o-;rte med Velbehag, ogsaa af dem, som her protestere og maaskee forhaane mig. Sorgen er nemlig her saaledes barnligt og fromt formildet, som en salig Aand vil mindes den. Om et Msk. nu, i Timeligheden, formaaer at handle saaledes, vil jeg ikke afgj&o-;re; men dersom han er saa fortr&ae;den, at han trodsigt og forhaanende vender sig bort fra den rene evangeliske Mildhed: saa er han ingenlunde alvorlig, men opr&o-;rsk. Selv den Lidende b&o-;r kunne velvilligt h&o-;re en n&ae;sten barnlig, men r&o-;rende Opfattelse. Den hellige Skrift taler for&o-;vrigt langt str&ae;ngere. Luc 21, 34: besmitter Eder ikke med Fraaserie, Drukkenskab, ell. Sorg for N&ae;ring. Naar Apostlene sige til den V&ae;rkbrudne: Guld og S&o-;lv har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg _digDig: stat op og gaae &streg; saa er dette egl. fornemt talt, thi et Mirakel er dog vel mere end Guld og S&o-;lv. Men hvis de havde sagt: vi have blot en Tanke, en evig, en salig Tanke at byde Dig: havde det ikke v&ae;ret rigtigt talet! Og saaledes har jeg hell. ei S&o-;lv ell. Guld, men en formildende, r&o-;rende, i Sandhed opbyggelig Betragtning. Man vil _see,see i den f&o-;rste Tale, hvorledes egl. de rige Fugle ford&ae;rve de fattige. Der falder et n&ae;sten comisk Lys over de rige Duer, som &anfbeg;kroe sig&anfslut;; og tillige en ethisk Accent paa dem: at just de have N&ae;ringssorg. Der ligger noget saare dybsindigt i hvad der fort&ae;lles om Venusbjerget, at Den, der gik derind, ikke kunde finde Veien tilbage. Det Vanskelige er altid at finde Veien tilbage fra Lysten. &streg; Noget Lignende er det, naar der fort&ae;lles i Sagnene, at den Fortryllede maatte spille det samme Stykke bagl&ae;nds igjennem, og, for hver Gang han tog den mindste Feil, _begyybegynde forfra paa dette Arbeide bagfra. Der er dog ingen moderne Philosoph, af hvem jeg har haft den Gavn, som af Trendlenburg. Da jeg i sin Tid skrev Gjentagelsen havde jeg endnu ikke l&ae;st noget af ham &streg; og nu da jeg har l&ae;st ham, hvor langt klarere og tydeligere bliver ikke Alt mig. Paa en underlig Maade staaer jeg i Forhold til ham. Noget af det der l&ae;ngst tilbage har besk&ae;ftiget mig er den hele L&ae;re om Categorierne, (Problemerne i denne Henseende findes i mine &ae;ldre Optegnelser, paa ₄Qvart-Papstykker). Og nu har Trendlenburg skrevet 2 Afhandlinger om Kategorie-L&ae;ren, hvilke jeg l&ae;ser med den yderste Interesse. Og da jeg f&o-;rste Gang kom til Berlin, da var Trendlenburg netop den Eneste jeg ikke br&o-;d mig om at h&o-;re &streg; han var jo, saa sagdes der, Kantianer. Og den unge Svenske, med hvem jeg reiste, der ene skulde studere under Trendlenburg, ham oversaae jeg n&ae;sten. O, taabelige Opinion, som jeg da ogsaa har tr&ae;llet under. Om Forholdet mellem de gode Gjerninger og Troen. De gode Gjerninger i Betydning af Fortjenstfuldhed er naturligviis Gud en Vederstyggelighed. Dog fordres Gjerningerne af et Msk. Men de skulle v&ae;re og dog ikke v&ae;re; de skulle v&ae;re og han dog ydmygt v&ae;re uvidende om, at de ere, ell. at de skulde betyde Noget. Det er ligesom naar en Ret kun er _bdenne bestemte ved Maaden paa hvilken den serveres: saaledes skulde de gode Gjerninger serveres i Ydmyghed, i Troen. Eller det er, som naar et Barn gj&o-;r For&ae;ldrene en Pr&ae;sent men med hvad det selv har faaet af For&ae;ldrene til Gaven: al det Fordringsfulde, som ell. ligger i at gj&o-;re en For&ae;ring, forsvinder da Barnet af For&ae;ldrene har faaet den Gave, som det for&ae;rer For&ae;ldrene. Det Christelige og Pointen i den 5te af de christelige Taler er netop at Bibelens Myndighed gj&o-;res gj&ae;ldende, at det ikke er Noget man har udt&ae;nkt, men noget befalet, noget med Myndighed befalet at Tr&ae;ngselen er Opgaven. Derfor bruges bestandigt Analogien med Barnet, hvem For&ae;ldrene befale Noget: saaledes er Bibelen, Guds Ord befalende i Forhold til den &Ae;ldre. I en opbyggelig Tale kunde jeg ikke urgere saa st&ae;rkt paa, at Bibelen siger det. Det Christelige, Pointen i _detden VI Tale er netop det, at der ikke gaaes ind i en Udvikling af, at Evighed og Timelighed naar de s&ae;ttes sammen maa give Begrebet: Lidelse, men at der argumenteres absolut fra det apostoliske Ord. Saaledes kunde aldrig en opbyggelig Tale anl&ae;gges, der opererer ved Hj&ae;lp af T&ae;nkning. Sirach 2, 12 &anfbeg;Vee de frygtagtige Hjerter og de efterladne H&ae;nder, og en Synder som gaaer paa to Veie.&anfslut; &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; er egl. Det, jeg har taget mit polemiske Sigte paa; og det har jeg l&ae;rt af Socrates. Jeg vil gj&o-;re Mskene opm&ae;rksomme, at de ikke _&o-;d&o-;dsle og spilde deres Liv. Aristokraterne antage, at der bestandigt er en heel Masse Msker som gaae tilspilds. Men dette fortie de, de leve tilbagetrukken, de lade som vare disse mange, mange Msker slet ikke til. Dette er det ugudelige i Aristokraternes Fornemhed, at de, for selv at have det godt, end ikke gj&o-;re Mskene opm&ae;rksomme. Saaledes vil jeg ikke. Jeg vil gj&o-;re M&ae;ngden opm&ae;rksom paa deres egen Ruin. Og vil de ikke med det Gode, saa vil jeg tvinge dem med det Onde. Man forstaae mig, eller, man misforstaae mig ikke. Det er ikke min Mening at jeg vil slaae dem (ak Een kan dog ikke slaae M&ae;ngden) nei jeg vil tvinge dem til at slaae mig. Saa tvinger jeg dem dog med det Onde. Thi slaae de mig f&o-;rst &streg; saa blive de nok opm&ae;rksomme; og slaae de mig ihjel &streg; saa blive de ubetinget opm&ae;rksomme, og jeg har absolut seiret. I den Henseende er jeg sammensat af lutter Dialektik. Der er allerede nu Mangen, som siger &anfbeg;hvad bryder man sig om Mag Kierkegaard, det skal jeg vise ham&anfslut;. Ak, men det at vise mig at man ikke bryder sig om mig, eller det at bryde sig om, at jeg faaer at vide, at man ikke bryder sig om mig, det er dog Afh&ae;ngighed. Det slaaer ganske rigtigt til, naar man blot har Ataraxie nok. Man viser mig Respekt netop derved, at man viser _sinmig, at man ikke respekterer mig. Saa ford&ae;rvede ere Mskene ikke, at de egentligen ville _nodet Onde, men de ere forblindede og vide egl ikke hvad de gj&o-;re. Alt dreier sig om at faae dem lokket ud i det Afgj&o-;rende. Et Barn kan l&ae;nge v&ae;re saa smaat ops&ae;tsig mod sin Fader; men kan Faderen blot faae det _til,til at gj&o-;re et rigtigt Attentat, saa er Barnet Frelsen langt n&ae;rmere. Derved er det, at &anfbeg;M&ae;ngdens&anfslut; Opr&o-;r seirer, at man gaaer afveien for det, saa den aldrig faaer at m&ae;rke, hvad den gj&o-;r. _DM&ae;ngden har ingen v&ae;sentlig Betragtning, naar den derfor kommer til at slaae en Mand ihjel, saa er den eo ipso standset, den bliver opm&ae;rksom, og den besinder sig. Den, der, som det hedder, reformatorisk strider mod en M&ae;gtig (en Pave, en Keiser kort en enkelt Mand) han maa see, at faae den M&ae;gtige til at falde; men Den, der rigtigere har taget front mod &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut;, fra hvilken al Ford&ae;rvelse udgaaer, han maa selv see at falde. Det, som jeg mindre kan forstaae i den orthodoxe christelige Anskuelse, er _at,at der i den Enkeltes Guds-Forhold bliver en Comparation med Andre, saaledes, at han i det han forholder sig til Gud bliver sig bevidst, hvorledes Andre forholde sig til Gud, om de blive salige eller ikke, om de gj&o-;re hvad Gud fordrer af _dem.dem o: s: v:. Saaledes t&ae;nker jeg mig det. Naar et Msk. (den Enkelte) forholder sig til Gud, da maa han let fatte, at Gud absolut ja gr&ae;ndsel&o-;st absolut har Ret til at fordre Alt af ham; men paa den anden Side, at ogsaa Guds-Forholdet selv absolut, ja gr&ae;ndsel&o-;st absolut er et Saligheds Dyb. Men er Forholdet dette, saa er jo eo ipso Hensynet til og Sammenligningen med ethvert andet Msk. glemt. Dette er aabenbart Meningen af Parabelen om Arbeiderne i Viingaarden. Men er dette Meningen, saa er det ogsaa ugudeligt at sammenligne sig med Andre. Naar saaledes En vil sige _:&anfbeg;jeg udholder glad alt Ondt, alle Eders Forf&o-;lgelser, for Guds _Skyld:Skyld,&anfslut; og da tilf&o-;ier &anfbeg;men I, mine Forf&o-;lgere, I ville ogsaa komme til at lide hisset&anfslut;: saa er denne sidste Deel af Talen Verdslighed. Forholdet til Gud er aabenbart et saadant Gode, en saadan uhyre V&ae;gt af Salighed, at naar jeg blot faaer det, saa er min Salighed i absoluteste Forstand absolut, og den bliver tvertimod mindre ved denne verdslige Sammenligning, at mine Fjender skulle blive udelukkede. Om Guds Kj&ae;rlighed. &anfbeg;Men&anfslut; siger _&anfbeg;den Bekymrede &anfbeg;jeg seer jo dog ikke Gud, saa jeg deraf kunde vide, at han er Kj&ae;rlighed; jeg h&o-;rer ham heller ikke sige til mig, at han er Kj&ae;rlighed. Og imidlertid h&ae;nder det mig, som jeg mindst af Alt kan begribe at det skulde v&ae;re mig godt og mig gavnligt: hvor skal jeg saa _trotroe, at han er Kj&ae;rlighed?&anfslut; Her viser det sig ret, at det egentligen absolut kommer an _paa,paa en religieus Opdragelse, paa den Apriorit&ae;t, som derved vindes, at det er En fra tidligste Tid absolut afgjort, at Gud er Kj&ae;rlighed. Dette et uforklarligt Indtryks Beviis for at Gud er Kj&ae;rlighed, et Indtryk som er voxet sammen med Ens hele V&ae;sen fra tidligste Tid: det er egl. Hovedsagen. Meningen af Miraklet om de 5 Br&o-;d og de _to2 Fiske er ikke, at et Msk. skal vente noget Saadant; ei heller er den dette Pr&ae;ste-Sludder om, hvorledes dog ofte Lidt har viist sig at v&ae;re tilstr&ae;kkeligt &streg; dette er nemlig et Fors&o-;g paa at forklare et Mirakel ved Hj&ae;lp af et Non-Mirakel, ved at substituere Noget, som ikke er Mirakel &streg;; men Meningen er, at den Bekymrede skal lade sig formilde, skal opbygges ved Tanken om Almagtens Magt, opbygges og formildes ved den _{Friggj&o-;relse}Frigj&o-;relse som ligger i Miraklet. Miraklet har &ae;sthetisk Betydning. Det er som et Skuespil, kun skal det troes; men det skal virke rensende og formildende paa Lidenskaben i den Bekymrede, at han ikke bliver aldeles sneverhjertet og prosaisk. Mit Tungsind har gjennem mange Aar gjort, at jeg ikke kunde komme til at sige i dybeste Forstand Du til mig selv. Imellem mit Tungsind og mit Du laae en heel Phantasie Verden. Det er den, som jeg tildeels har udt&o-;mt i Pseudonymerne. Som Den, der ikke har et lykkeligt Hjem, f&ae;rdes ude saa meget som muligt, og helst vilde v&ae;re af med sit Hjem: saaledes har _jegmit Tungsind holdt mig ude fra mig selv medens jeg opdagende og digterisk oplevende har gjennemreist en heel Phantasie-Verden. Som Den, der _{ikke kan blive}har overtaget et stort Jordegods, ikke kan blive f&ae;rdig med at gj&o-;re sig bekjendt dermed &streg; saaledes har jeg ved Tungsind forholdt mig til Muligheden. Hvor forandret siden den Tid da Propheten raabte: s&o-;nderriver _Hjerterne,Hjerterne ikke Kl&ae;derne &streg; nu da de Fleste have s&o-;nderrevne _Kl&ae;dHjerter og p&ae;ne Kl&ae;der (den elegante og pyntelige Fortvivlelse), uden dog i bibelsk Forstand at have et s&o-;nderrevet Hjerte. Ja og Nei eller de to Br&o-;dre. Hvilken af hine to _Br&o-;dreS&o-;nner var den forlorne, den der sagde Nei &streg; og gjorde Faderens Villie, eller den der sagde Ja &streg; men ikke gjorde Faderens Villie, og maaskee endog roste sig af, at han havde v&ae;ret villig nok &streg; til at sige: Ja. I Hedenskabet meente man, at Gud var den Ubekjendte. Senere har man fr&ae;kt nok villet ladet det v&ae;re en smal Sag at kjende Gud. Dog har Gud, skj&o-;ndt han er bleven aabenbar, bedre sikkret sig; thi man kan kun kjende ham i Forhold til som man er kjendt, &dvs;: i Forhold til som man erkjender, at man er kjendt. Dette skal nok holde igjen mod al N&ae;sviished. aNB Der ligger noget saare opbyggeligt i den Tanke, at det gj&ae;lder om al Lidelse, hvad der staaer om Christi: hvad han leed, det leed han eengang. Man lider kun eengang: Seiren er evig. (Verdsligt h&o-;rer man ofte nok denne Tale: nyd _dLivet &streg; man lever kun eengang.) a NB Man lider kun een Gang &streg; man seirer evigt. Forsaavidt seirer man jo ogsaa kun een Gang. Forskjellen er dog, at Lidelsens ene Gang er &O-;ieblikket (selv om &O-;ieblikket var 70 Aar) &streg; men Seirens ene Gang er Evigheden. Lidelsens ene Gang (selv om den varede 70 Aar) kan derfor ikke afbildes eller fremstilles i Kunst. Der er ved Alteret i Frelserens Kirke en Opsats som forestiller Engelen, der r&ae;kker Christus Lidelsens Kalk. Feilen er at det varer for l&ae;nge, et Billede varer jo altid en Evighed; det seer for langvarigt ud; man seer ikke, at Lidelsen, fordi al Lidelse i sit Begreb ell. i Seirens Idee er det, er &O-;ieblikket. Seiren derimod er evig; _&u;&u;den kan (forsaavidt den ikke var aandelig) fremstilles thi den varer. Det f&o-;rste Indtryk af det Opbyggelige er imidlertid forf&ae;rdende, naar da Mskene give sig Tid til at forstaae det ret, thi at lide eengang vil her v&ae;re ligesom at v&ae;re syg eengang &dvs;: hele Livet igjennem. Men jordisk Kl&o-;gt og Utaalmodighed maa hell. ikke forlange at man skulde kunne tale den Tr&o-;st til &streg; naar man da skal tale om det Christelige; thi det Christeliges Tr&o-;st begynder f&o-;rst der, hvor den mskelige Utaalmodighed reent vilde fortvivle. Saa dybt ligger det Christelige: f&o-;rst maa man see n&o-;ie til for at finde det Forf&ae;rdende, og saa igjen n&o-;ie til, saa finder man det Opbyggelige. Ak i Almdl. seer man hverken n&o-;ie til i f&o-;rste Forhold ei hell. i andet. Noget om min Interpunktion. Hvad Bogstavering angaaer, b&o-;ier jeg mig ubetinget under Auctoritet (Molbech); det falder mig aldrig ind at ville berigtige, fordi jeg veed jeg i denne Henseende mangler Kundskaber, hvorfor jeg villigt indr&o-;mmer, at vistnok enhver nogenlunde dansk Forfatter i denne Henseende maaskee er omhyggeligere end jeg. Med Interpunktionen er det noget Andet; her b&o-;ier jeg mig ubetinget ikke for Nogen, og jeg tvivler h&o-;iligen paa, at der er nogen dansk Forfatter, der i denne H. kan tage det op med mig. Min hele Bygning som Dialektiker med us&ae;dvanlig Sands for det Rhetoriske, den hele stille Samtalens Omgang med min Tanke, min &O-;velse i at l&ae;se h&o-;it: maa n&o-;dvendig gj&o-;re mig til en Fortrinlig i d. H. Jeg gj&o-;r da Forskjel i min Interpunktion. Jeg interpungerer anderledes i et videnskabeligt end i et rhetorisk Skrift. Dette vil vel allerede v&ae;re de Fleste nok, der kun kjende een Gramatik. Det f&o-;lger forsaavidt af sig selv, at jeg, netop i H. til Interpunktion, ingenlunde t&o-;r freml&ae;gge mine Skrifter ligefrem til Forskrifter for Skoledrenge ell. ganske unge Msker. Saaledes pleier en god Latinl&ae;rer hell. ikke at l&ae;re Disciplene Sprogets finere N&u..;ancer, Conjunktivs mangfoldige yndige Smaa-Hemmeligheder; men selv skriver han saaledes. Men desto v&ae;rre kjender jeg egl. ingen dansk Forfatter, der egl i Idealitetens Forstand er opm&ae;rksom paa Interpunktionen, de f&o-;lge blot det _{gramiticalskegrammiticalske}gramaticalske Normativ. Is&ae;r i det Rhetoriske er min Interpunktion afvigende fordi den er udviklet. Det der is&ae;r besk&ae;ftiger mig er det architektoniske-dialektiske, at der paa eengang for &O-;iet viser sig den S&ae;tningernes Proportion, som igjen for Stemmen, naar man l&ae;ser h&o-;it, er Rythmen &streg; og jeg t&ae;nker mig bestandigt en L&ae;ser der l&ae;ser h&o-;it. &streg; Deraf kommer det igjen at jeg stundom sparer meget paa Brugen af Comma. Hvor jeg saaledes vil have en Subdivision under et Semicomma, da inddeler jeg ikke saadanne S&ae;tninger. fE &anfbeg;hvad man skylder en Anden eller hvad man skylder sig selv&anfslut;. I denne Henseende lever jeg i en stadig Strid med S&ae;tterne, der velmenende s&ae;tte Comma overalt og derved forstyrre mig Rythmiken. De fleste danske Stilister bruge Punktum i mine Tanker paa en aldeles urigtig Maade. De opl&o-;se al deres Tale i lutter smaae Punktumer; men deraf f&o-;lger, at det Logiske ingenlunde kommer til at nyde beh&o-;rig Respekt, at S&ae;tninger, der ere hinanden logisk underordnede komme til at blive hinanden coordinerede ved hver is&ae;r at v&ae;re Punktum. For Alt maa jeg gjentage, at jeg t&ae;nker mig L&ae;sere, som l&ae;se h&o-;it og som da baade ere &o-;vede i at f&o-;lge hver en Tankes Svingning i det Mindste og igjen i at kunne eftergj&o-;re det med Stemmen. Jeg vil ganske roligt underkaste mig den Pr&o-;ve, at en Skuespiller eller en Taler, der er vant til at modulere l&ae;ser til et Fors&o-;g et lille Stykke af mine Taler: og jeg er overbeviist om, at han skal tilstaae, at Meget, som han ellers selv maa bestemme, Meget, som ellers oplyses ved instruerende Vink af Forf:, vil han her finde givet ved Hj&ae;lp af Interpunktionen. Den abstrakte grammaticalske Interpunktion str&ae;kker slet ikke til i Forhold til det Rhetoriske, is&ae;r med Tils&ae;tning af det Ironiske, det Epigrammatiske, det Underfundige, det i Ideens Forstand Ondskabsfulde o:s:v:. a Netop i disse Dage seer jeg, at gl. Fichte i hans, nu af S&o-;nnen udgivne, Brevvexel med Schiller, klager i Forhold til sin Stiil over, at Folk ikke kan declamere. I Almdl. misbruges Sp&o-;rgsmaalstegnet paa en taabelig Maade, ved abstrakt at bruges _hverved enhver Sp&o-;rges&ae;tning. Jeg bruger ofte Semicolon og saa et f&ae;lles Sp&o-;rgsmaalstegn. Dette er ogsaa rhetorisk rigtigt, man kan ikke holde ud at _ladel&ae;se de mange Sp&o-;rgsmaal h&o-;it og hver Gang give det Sp&o-;rgsmaal form, man tager derfor blot gjennem hele denne R&ae;kke Sp&o-;rgsmaalets stadige Fart. Det _ber da ogsaa en almdl. Skik at bruge Tankestreg, i Betydning af Skillestreg, til at begynde en mindre Afdeling, hvor en ny Udgang blev for meget. Den ethiske Accent, Begrebs-Pr&ae;gnantsen, Anthitesen, Anskueligheden i et Billedes tvende Leed paa een Linie, det Rhetoriske-Emphatiske o:s:v: &streg; til alt Dette bruger jeg Colon og Tankestreeg; denne is&ae;r til det Ironiske, for at gj&o-;re det aabenbart. &streg; Overhovedet bruger jeg Colon parlerende. Min fremtidige Interpunktion Overalt hvor Noget citeres vil jeg ikke som f&o-;r bruge Colon og Citation, men blot Citation. I adskillige Tilf&ae;lde hvor den logiske Accent falder paa det enkelte Ord bruges ikke Colon men at spatiere ell Citation. fE istedenfor Begrebet: N&ae;sten skrives nu Begrebet &anfbeg;N&ae;sten&anfslut;. Colon vil derfor blive at bruge til at danne Efters&ae;tningen og overalt hvor det skal udtrykkes, at to S&ae;tninger _staaei et Total-Forhold til hinanden indenfor dette s&ae;ttes paa lige Linie med hinanden. Dette gj&o-;r Colon, som endog gj&o-;r det anskueligt for &O-;iet &streg; : &streg; Colon s&ae;tter i S&ae;tningen Reflex Perspektivet Gjennemskueligheden, saaledes fE, at i det Efters&ae;tningen s&ae;ttes igjennem Fors&ae;tningen og omvendt. Fors&ae;tning og Efters&ae;tning staae ikke ved Siden af hinanden men staae, i et Grund Forhold til hinanden, paa lige Linie. Saaledes med Forholdet mell. to S&ae;tninger; men det _sammeSamme er i Grunden Tilf&ae;ldet med Forholdet mell. to Tanker i een S&ae;tning (fE. Anthitesen), derfor maa jeg ogsaa der bruge Colon. Naar saaledes den ene lille S&ae;tning er Replik den anden Contra-Replik og dette netop skal udtrykkes, saa der altsaa ikke skal udtrykkes to Tanker efter hinanden men deres zugleich i Forholdet som Replik og Contra-Replik saa bruger jeg Colon. Overhovedet maa Colon bruges meget mere end det gj&o-;r; saaledes i Forhold til Begrebsbestemmelser; Eet er at construere en S&ae;tning som simpelt Objekt, et andet at dermed tillige skal udtrykkes at det er Begrebet. Saaledes er det fE Eet at sige: Tvesindethed frygter det at lide Straf; et Andet at sige: Tvesindethed frygter det: at lide Straf. Denne Interpunktion udtrykker at det at frygte Straf er det Constituerende i Tvesindetheden, er Begrebs-Kjendet paa Tvesindetheden, just fordi der deri er indeholdt en Selvmodsigelse en Vaklen, en Tvehed, som er eiendl. for Tvesindethed. Jairi Datter. Skulle vi sige: Sligt er et Mirakel, det skeer ikke mere? Eller skulle vi sige: det lykkes dog stundom L&ae;gevidenskaben paa overordl. Maade o: s: v:, stundom h&ae;ndes et saadant m&ae;rkeligt Tilf&ae;lde &dvs;: skulle vi sige Jairi Datters Opv&ae;kkelse _oger et Mirakel og for at forklare dette beraabe os paa hvad der ikke er et Mirakel? Nei; men lader os hellere tale saaledes. Hvis Gl&ae;de er egl. skj&o-;nnest og Gud velbehageligst, enten _DenDens, som ved Miraklet fik sit &O-;nske opfyldt (som nu Jairus) eller _DenDens, som i stille Smerte bar det negtede &O-;nskes Smerte, men mildt bev&ae;get og r&o-;rt gl&ae;dede sig med Den, i hvis Lod den overordentlige Gl&ae;de var falden. Hvis Gl&ae;de er egl. saligst enten Dens som ved Fort&ae;llingen faaer at vide at hans &O-;nske er opfyldt, ell. Dens, som endnu engang ved Fort&ae;llingen mindes om sin Smerte, men da ogsaa skj&o-;ndt veemodigt dog fromt _opbyggesombygges ved Forestillingen om den fuldkomnere Tilv&ae;relse, i hvilken Miraklet h&o-;rer hjemme. Hvo lytter v&ae;rdigst til Digterens Sange enten Den, som er i Besiddelse af hvad Digteren besynger ell Den, _somhvem dette er negtet men hvem det sandeligen ikke er negtet &streg; at begeistres af Digterens Sange? Det er en frygtelig Satire og et Epigram over _Nuden nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gj&o-;re af Eensomheden er en Straf, er F&ae;ngslet. Hvilken Forskjel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har v&ae;ret, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa &ae;rede Eensomheden som det H&o-;ieste som det Eviges Bestemmelse &streg; og nu da man afskyer _detden som en Forbandelse, saa den kun bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring. Det var i en tidligere Tid en from Skik i Husene at der holdtes B&o-;n f&o-;r Maaltidet. Det er nu forandret, man veed nu at tale n&ae;sten kunstforstandigt om den Smagfuldhed og udvortes Dannelse, der h&o-;rer til for at et Maaltid kan v&ae;re et menneskeligt Maaltid, ikke en dyrisk Foring. Men al denne Dannelse er den et Fremskridt i Sammenligning med hiin fromme Vedt&ae;gt? Er det da et Fremskridt at anl&ae;gge Dyret som Maalestok og at ville udm&ae;rke sig i denne Henseende, er det et Fremskridt i Sammenligning med at forholde sig til Gud? Medens man i hine Tider samledes til et Maaltid med de Ord: husk paa Gud, saa samles man nu med de Ord: husk paa, at I ikke ere Dyr, eller i det H&o-;ieste husk paa at v&ae;re Mennesker. Man kan nu gj&o-;re ved mig hvad man vil, forhaane mig, misunde mig, lade v&ae;re at l&ae;se mig, slaae mig i Hatten, slaae mig ihjel: det kan man i al Evighed ikke negte, hvad der var min Idee og mit Liv, at det var en af de originaleste Tanker i mange Tider, og den originaleste Tanke i det danske Sprog: at Christendommen beh&o-;vede en Maieutiker og jeg forstod at v&ae;re det &streg; medens Ingen forstod at paaskj&o-;nne det. Den Categorie at forkynde Christendommen at bekjende Christum passer ikke i Christenheden &streg; her passer just det Maieutiske, der gaaer ud fra at Mskene have det H&o-;ieste men vil hj&ae;lpe dem til at blive opm&ae;rksomme paa hvad de have. Sagen er den, det vor Tid beh&o-;ver er Opdragelse. Til _Endenden Ende skete F&o-;lgende, Gud greb En ud, som ogsaa beh&o-;vede Opdragelse, og opdrog nu ham privatissime, for at han kunde_kun l&ae;re fra sig igjen. See, Andersen han kan fort&ae;lle Eventyret om Lykkens Galoscher &streg; men jeg kan fort&ae;lle Eventyret om Skoen som trykker, ell. rettere det kunde jeg fort&ae;lle men _jegjust fordi jeg ikke vil fort&ae;lle det, men gjemme det i dyb Taushed, derfor kan jeg fort&ae;lle adskilligt Andet. Nogle Iagttagelser betr&ae;ffende V&ae;gternes Sang. Det Tilf&ae;ldige, det Individuelle i den enkelte V&ae;gter, i hans Stemme, i den Maade han begynder, hans Intonation, hvorledes han begynder, naar han lige ved den Tid staaer og taler med Andre, og nu skal begynde. Dette &anfbeg;Hau&anfslut;. Som bekjendt raabes dette ogsaa til Stude, og jeg erindrer derfor engang paa Vesterbroe at have seet en Drift Stude, som aabenbart troede det var dem angaaende, at der raabtes &anfbeg;Hau&anfslut; &streg; men see det var V&ae;gteren og det n&ae;ste l&o-;d saaledes: hau V&ae;gter. &streg; Om V&ae;gteren synger og optr&ae;der med Selvf&o-;lelse. Varianterne fE &anfbeg;Piger og Dreng&anfslut; istedenfor Pige og Dreng. o: s: v: &streg; Det virkelig Romantiske i den V&ae;gter som raaber ude ved sorte Hest. at raabe ud i Natten; Landeveiens Situation, den natlige Stilhed Pastor Lind, der forbedrer i Forbedringshuset er en fortr&ae;ffelig Mand, og ingen kan vist mere gl&ae;de sig end jeg ved at han har v&ae;ret saa heldig at faae hvad han ogsaa upaatvivleligt selv anseer for den eneste _PlaAns&ae;ttelse hvor han er absolut paa sin Plads. Han har fra tidligere Tid haft en Tilb&o-;ielighed og et Hang til at betragte den ham omgivende Verden under Categorien &anfbeg;Forbedringshuset&anfslut;, og med Forkjerlighed dv&ae;let ved den Opfattelse af de Enkelte, at ville forbedre dem. Denne Tilb&o-;ielighed kunde let have udviklet sig til noget Don Quixotisk, medens den nu ved at faae en saa naturlig og betydningsfuld Afledning vist vil gj&o-;re ham til noget i Ualmindelighed, og hans Virksomhed ualmindeligt betydningsfuld i Forbedringshuset. Saa l&ae;nge man har mange Br&o-;nde at tage Vand af, saa opdager man slet ingen &ae;ngstelige Bekymringer m: H: t: Vandets mulige Udebliven. Men naar man kun har een eneste! Og saaledes ogsaa naar Christendommen f&o-;rst er bleven _enEn den eneste Br&o-;nd, saa begynder ogsaa f&o-;rst Anf&ae;gtelserne. Anf&ae;gtelse er Udtrykket for en Concentration paa det Christelige som den eneste Gjenstand. Derfor have de Fleste ikke Anf&ae;gtelser. a I Billede paa Anf&ae;gtelse: er en beleiret By, der kun har een Br&o-;nd. Det F&o-;rste maa med. Det vil Mskene udelade, man vil have gode Dage og saa troe det Christelige, troe Christi Forsoning. Men at troe Forsoningen er forbilledligt fremstillet af J&o-;derne, der de plagedes af Slanger i &O-;rkenen og han opreiste Korsets-Tegn. At troe Forsoningen det er: bidt af Slanger, medens Bidet smerter og frister Msk. til blot at t&ae;nke derpaa ell paa om _dogdet dog ikke var muligt at faae Slangerne dr&ae;bte: saa at troe. _&u;Ikke enhver der bides af Slanger kan beslutte sig ell. finde Naade til at troe Forsoningen. Formodl. vil det nu af de kloge H&o-;ns, som veed &streg; at ramse Alt, blive en Indvending mod mine christelige Taler, at de ikke indeholde Forsoningen. Altsaa efter i 5 Aar at kunne have l&ae;rt af mig, hvor maieutisk jeg gaaer frem, er man accurat bleven lige klog, &streg; og vil formdl. forblive det. F&o-;rst det F&o-;rste og saa det N&ae;ste. Men disse usalige Msker vr&o-;vle Alt sammen i een Tale, hvad jeg Stykke for Stykke udvikler i store B&o-;ger, bestandigt ladende en Braad tilbage i den enkelte Bog, hvilket er dens Forhold til den n&ae;ste. Men Spekulanternes og tildeels Pr&ae;sternes Fadhed er utrolig. Den hellige Skrift er Veiviseren, Christus er Veien. Elskov vier de Tvende til Forening, men D&o-;den vier dem til Skilsmisse. Man har et _{Stykke af}Stykke, som forestiller Rosseau og en ung Pige. Neden under staaer: Rosseaus f&o-;rste Kjerlighed. Ved Siden af h&ae;nger et andet Stykke, hvor paa der staaer &anfbeg;Rosseaus sidste Kjerlighed&anfslut;. Hvor epigrammatisk! Hvad _dom der kun havde v&ae;ret eet Stykke, hvor under stod Rosseaus eneste Kjerlighed. Den utaknemligste Existents er og bliver at v&ae;re en Forfatter, der skriver for Forfattere. Man kan dele Forfattere i to Classer, dem som skrive for L&ae;sere, og de egl. Forfattere dem som skrive for Forfattere. Disse sidste kan L&ae;severdenen ikke forstaae, den anseer dem for gale, n&ae;sten forhaaner dem &streg; og imidlertid plyndrer Forfatterne af 2den Grad deres Skrifter og gj&o-;r stor furore med det Stjaalne og det _{Forvanskede. &streg;}Forvanskede. Disse Forfattere af 2den Grad blive saa gjerne hine f&o-;rste Forfatteres v&ae;rste Fjender &streg; det er dem nemlig af Vigtighed, at Ingen faaer at vide, hvorledes det sande Forhold er. Hver Gang Verdenshistorien skal gj&o-;re et v&ae;sentlig Skridt frem og gjennem en vanskelig Passage, saa kommer ogsaa strax en Formation af de rigtige Forspandsheste: de ugifte, de eenlige Msker, der kun leve for en Idee. Joh. v. M&u..;ller siger jo at der er to Magter som styre Verden: die Ideen und die Frauen &streg; men skal det rigtigt gaae l&o-;s maa Ideerne alene styre. B&o-;n Fader i Himlene! I Forhold til et Msk. h&ae;nder det vel stundom at vi sige Eet medens han er tilstede, og desto v&ae;rre, naar han er gaaet bort noget Andet, _atvi tale anderledes om ham i hans N&ae;rv&ae;relse end i hans Frav&ae;relse. O, men Du vor Gud, hvorledes skulle vi _talekunne tale om Dig i Din Frav&ae;relse &streg; Du som er allestedsn&ae;rv&ae;rende, hvorledes skulde vi kunne tale anderledes om Dig, Du som altid bliver den samme! Saa give Du o Gud, at vi beflitte os paa at _hengivemodarbeide den Aands-frav&ae;relse som vil indbilde _Digos, at Du er frav&ae;rende, for at vi til Sindets Samling og til dets Opbyggelse, til Sindets Tugt og til dets Luttrelse maa _t&ae;nkebet&ae;nke, at Du er altid n&ae;rv&ae;rende. Evangeliet 2d Paaskedag. Frelsen gaaer usynlig med de S&o-;rgende paa Veien. Det er i Grunden altid Tilf&ae;ldet. Det H&o-;ieste er et Msk. allern&ae;rmest &streg; men hans _{&O-;ie er}&O-;ine ere lukkede. Saaledes f&o-;lger det H&o-;ieste og Evigheden med et Msk. gjennem Livets _forskjellighforskjellige Aldere, han bliver ikke ret opm&ae;rksom derpaa, han seer ikke n&ae;r nok men &o-;nsker, higer, har travlt. Ligesom man kan bestemme Klokkesletten ved at bestemme Legemets Forhold til Skyggen, saaledes kan man bestemme et Mskes Modenhed ved denne Proportion hvor n&ae;r han mener at det h&o-;ieste er ham. Saaledes gaaer Ungdom og Manddom hen; men f&o-;rst naar det begynder at aftnes og Dagen at h&ae;lde, da kommer Forstaaelsen at det H&o-;ieste ligger et Msk. allern&ae;rmest, har gaaet ved Siden af ham hele Livet igjennem, men han ikke paaskj&o-;nnet det &streg; give Gud, at det saa ogsaa maa &anfbeg;blive hos ham.&anfslut; T&ae;nk Dig en ulykkeligt forelsket Pige tale til en Klippe om sin Smerte: lige saa urokkeligt h&o-;rer Gud paa Din Klage, naar Du vil indbilde Dig at Du skulde v&ae;re Gjenstand for hans Forkjerlighed. Kong Lears Skjebne lader sig motivere som Nemesis. Hans Br&o-;de er den Afsindighed, med hvilken Stykket begynder, at opfordre sine B&o-;rn, saadan udenvidere, til at sige, hvor _megh&o-;it de elskede ham. B&o-;rns Kjerlighed til For&ae;ldre er et uudt&o-;mmeligt Mysterium, grundet tillige i et Naturforhold. En Begivenhed kan derfor foranledige den til at _{vise sig}vise, hvor dyb den er, men det er us&o-;mmeligt og Impietet og Skyld nysgjerrigt og selvisk, for egen Forn&o-;ielses Skyld, at ville ligesom vivisecere den. Sligt taales i erotiske Forhold (at den Elskende sp&o-;rger den Elskede, hvor h&o-;it hun elsker ham) skj&o-;ndt det dog let er Leflerie. Det er dog et s&o-;rgeligt Misgreb af Servantes at ende D. Quixote saaledes, at han bliver fornuftig &streg; og d&o-;er. Og Servantes der selv har faaet den ypperlige Idee at lade ham blive Sch&a..;fer! Her burde den ende. Det vil sige, D. Q. maa ikke ende, han maa fremstilles i Farten, saaledes at han aabner Udsigten til en uendelig R&ae;kke af nye fixe Ideer. D. Q. er uendelig perfectibel i Galskab, men det eneste han ikke kan blive (ellers kan han blive Alt) er netop at blive fornuftig. At danne denne romantiske Ende (at der ingen Ende er) synes Servantes ikke at have v&ae;ret Dialektiker nok til. I Verdsligheden er Kongen ubetinget den Eneste, som er bunden ved Samvittigheds-Forholdet, det er hans Fortrin, at han, han alene kun er Gud ansvarlig og sin Samvittighed. &streg; Men gudeligt, hvor ganske anderledes. Paulus siger: I Tjenere v&ae;rer Eders Herrer underdanige og ikke blot for Frygtens Skyld men ogsaa for Samvittighedens.&anfslut; Det er altsaa et Samvittigheds-Forhold. En fattig Lugekone, der ligger i den Riges Have ved sit ringe Arbeide, hun kan sige: jeg gj&o-;r dette Arbeide for 1 &mk; om Dagen, men at jeg gj&o-;r det saa omhyggeligt, det er for Samvittighedens Skyld.&anfslut; I Sandhed kongelige Ord. Men Sligt maa man huske paa at man maa have for sig selv &streg; med Gud. Det er netop det Herlige. Derfor er det saa taabeligt, naar man vil gj&o-;re den ringere Classe utaalmodig ved sit Vilkaar. Thi den smule verdslige Forandring der var at opnaae, er dog som Intet; men dette Ord og denne Tanke: for _{Samvittigheds}Samvittighedens Skyld er en Sprogforandring, er det archimediske Punkt uden for Verden og hiin Lugekone kan _sige:sige, at hun ved det, naar det er i Tavshed i hende med Gud, bev&ae;ger Himmel og Jord. Det indvortes Menneskes uforkr&ae;nkelige V&ae;sen. en christelig Overveielse. Forskjellen i al Underviisning er egl. _blot,blot: i hvilket Medium Underviisningen meddeles. Barnet og Ynglingen undervises i Phantasie-Mediets Idealitet. Hvad der siges er det Sande. Og dog kan dette Sande netop blive en Snare i Virkelighedens Medium. Der l&ae;res at det Gode skal man elske. Da vi nu alle l&ae;re dette, dersom vi saa alle gjorde derefter: saa vil Virkelighedens Medium v&ae;re lige saa idealt som Phantasie-Mediet. Men nu er dette ikke Tilf&ae;ldet. Saa kommer den sidste Underviisning; den l&ae;rer ganske det Samme som der l&ae;res Ynglingen, men l&ae;rer da tillige, hvorledes dette tager sig ud i Virkelighedens Medium: at det Gode forf&o-;lges, straffes som var det det Onde. At naar en Fr&ae;k har Held med sig i sin Fr&ae;khed, saa er _dettedet ikke denne Fr&ae;kke Mskene ere bange for at v&ae;re i _Selskab,Selskab med, men det er den Gode, hvem den Fr&ae;kke forf&o-;lger. At elske Gud er den eneste lykkelige Kjerlighed; men paa den anden Side er det ogsaa forf&ae;rdeligt. Msk. er lige overfor Gud uden Maalestok, uden al Sammenligning; han kan ikke sammenligne sig med Gud, her bliver han til Intet, og han t&o-;r ikke lige overfor Gud i Guds N&ae;rv&ae;relse sammenligne sig med Menneskene, thi det er Adspredelse. Der er derfor vistnok i ethvert Msk. en klog Frygt for _ategl. at indlade sig med Gud, fordi han ved at indlade sig med Gud bliver til Intet. Og selv om Msk. end, mskligt talt, redeligt arbeider paa at ville det Gud vil: lige overfor Gud er det dog som kom han aldrig _afstedet.afstedet, hans smule Fremskridt forsvinder som et Intet for Guds Hellighed. Der er derfor vistnok i ethvert Msk. en klog Frygt for egl. at indlade sig med Gud; de &o-;nske dette Forhold paa Afstand, og anvende derfor egl. deres Liv i Timelighedens Adspredelse; thi al den Travlhed i Livet er dog egl. Adspredelse. F&o-;rst synder et Msk. maaskee af _{Svaghed un}Svaghed, ligger under for Svagheden (ak thi Din Svaghed er jo netop Lystens og Tilb&o-;ielighedens og Lidenskabens og Syndens Styrke); men da bliver han saa fortvivlet derover, at han maaskee synder _igjen,igjen og synder af Fortvivlelse. I Bespisningen af de 5000 M&ae;nd (Joh: 6, 1-15) er _{en &u;}fremstillet et m&ae;rkelig Exempel paa Forening af Riigdom og Sparsommelighed. Efterat ved et _{Mirakel det}Mirakel (og hvilken Overflod er dog at sammenligne hermed) der er skaffet F&o-;de nok til de 5000 M&ae;nd, saa skulde man nu troe, at der vel blev &o-;dslet med Levningerne. Ak, nei, saaledes er Gud aldrig, der blev n&o-;iagtigt samlet alt op cfr Evangeliet. See, det mskelige er, ikke at kunne gj&o-;re Mirakler og saa dog at &o-;dsle med Levninger; det Guddommelige er, at gj&o-;re Miraklet at skaffe Overflod og saa at samle Smulerne op. Den ene af hine Tjenere, som hver modtog sit Pund, da Herren reiste bort, gik strax hen og grov det ned. Her strax Feilen, at han frembragte en Tilsyneladelse et Sandsebedrag. Den, der nemlig vil arbeide _metmed sit Pund, han vover det i samme &O-;ieblik, f&o-;rst i et n&ae;ste &O-;ieblik viser det sig, om han vandt Noget ell han endog tabte sit Pund. Den der graver det ned, han synes strax at have gjort Noget, at have udrettet Noget, har han ikke sikkret sig? Og naar man strax allerede har gjort Noget, saa har man jo god Tid. Ak, det er just Snaren &streg; og hiin Tjener blev af Herren udkastet i det yderste _M&o-;r&u;M&o-;rke Det, at et Gev&ae;r klikker betyder ikke _detblot, at det ikke gaaer af, (det Negative) men betyder tillige, at med hver saadan Klikken taber Fjederen mere og mere sin Sp&ae;ndkraft (det _NegativPositive i det Negative) Job. 17, 1-2. &anfbeg;Min Aand er fort&ae;ret; mine Dage ere udslukte; Gravene ere for mig; Ingen uden Spottere er hos mig.&anfslut; &streg; Saaledes skal man anordne det, og saa udelade den _paaf&u;paaf&o-;lgende lille S&ae;tning; saa er det rhetorisk fortr&ae;ffeligt. I Bibelen staaer der Punktum foran &anfbeg;Ingen&anfslut;. Moritz _CariCarriere &anfbeg;Die philosophische Weltanschauung der Reformationszeit&anfslut; Stuttgart und T&u..;bingen 1847 anf&o-;rer pag. 181 et Sted af den tydske Theologie &anfbeg;Und in dem Paradies ist Alles erlaubt _vaswas darinnen ist ohne ein Baum und seine Frucht, _da&ss;das hei&ss;t von Allem ist nichts verboten und Gott zuwider, denn Eines allein, eigner Wille&anfslut;. Det vil sige det forbudne Tr&ae; kunde ogsaa have et andet Navn end Kundskabens Tr&ae;, det er ligegyldigt hvilket det er, kun dette staaer fast, at til Paradiset h&o-;rer eet Tr&ae;, som er det forbudne Tr&ae;. I samme Bog af Moritz Carriere anf&o-;res f&o-;lgende Ord af Sebastian Franck p. 199: Als ein Philosoph gefragt wurde, wann er angefangen ein Philosoph zu werden, antwortete er: da ich mir selbst anfing ein Freund zu werden. Wenn man einen Christen fragte, wann er ein Christ geworden, w&u..;rde er antworten: da ich anfing mir _selbstselbst ein Feind zu werden.&anfslut; I samme Bog af Carriere, anf&o-;res p. 214 et m&ae;rkeligt Ord: der Mensch steht h&o..;her, wenn er auf sein _GluUngl&u..;ck tritt. og p. 215 et Ord af Boccaz.: &anfbeg;lieber thun und bereuen als nicht thun und bereuen.&anfslut; &anfbeg;Den gode Hyrde s&ae;tter Livet til for Faarene&anfslut;. Dette seer saa fredeligt ud som Alt paa Afstand. Man t&ae;nker sig Faarene omringe Hyrden, og nu kommer Ulven. Ak, men s&ae;t, at det var Faarene selv der vare taabelige nok til at holde med Ulven om at slaae Hyrden ihjel. F&o-;rst da er et Msk paa Dybet, naar Evigheden er hans eneste Medhold. Der er ofte et Msk, som vil v&ae;re h&o-;imodig men indenfor den samme Timelighed over hvilken han h&o-;imodigt vil h&ae;ve sig. Dette er et Sandsebedrag. Man vil bringe det Gode Offer, men man vil at Msk. skulle forstaae En. Det er netop ikke at bringe det _godeGode Offer. a Men det frister saa &o-;ieblikkeligt at vinde Medholdet i Verden. Lad os t&ae;nke En der med Talent og Dygtighed angriber en Tids Feil, saa vil hans Venner og Velyndere saa gjerne sige om _hanham, at Alle anerkjende hans &ae;dle Charakteer o:s:v: &streg; men saa er Polemiken jo Nonsens, thi saa er Tiden jo god. Tiden er ikke blot det Forf&ae;rdelige for et Msk, men er ogsaa det Formildende, ikke blot hvad der gj&o-;r hans Liv saa anstr&ae;nget (thi hvilken Anstr&ae;ngelse er at sammenligne med den: for en evig Aand at leve i Aar, i Uger, i Timer) men ogsaa hvad der lindrer. Dersom Du har nogensinde overtraadt Guds Bud, da turde Du vistnok ikke i samme &O-;ieblik t&ae;nke paa Gud, ikke engang angrende. Men naar der dog var gaaet lidt Tid, i hvilken Du ikke havde syndet igjen, da fik Du _ligesomMod, det var som var din Skyld dog bleven noget mindre, fordi det var noget l&ae;ngere siden, og Du i den Tid ikke havde syndet oftere. For en evig Aand er denne Tilsyneladelse ikke til. I det Evangelium om den uforsonlige Tjener _l&ae;sesom ikke vilde tilgive sin Medtjener, l&ae;se vi: &anfbeg;da han kom udenfor&anfslut; Altsaa Det mell. Herren og ham det foregik indenfor. Ak, saaledes er det jo med os Alle, der indenfor der foregaaer Det mell. Gud og os, men naar vi saa komme udenfor! Istedenfor al denne Pr&ae;diken om h&o-;ie Dyder, Troe, Haab og Kjerlighed, om at elske Gud o:s:v:, (&streg; thi hvor Mange ere vel De, som egl. bekymre sig derom, da det jo ansees for noget Stort, at en Mand een Gang om Ugen gaaer i Kirke) burde man hellere engang sige saaledes: Indlad Dig aldrig med Gud, og frem for Alt aldrig i nogen egl. Fortrolighed. Indlad Dig med Msk. og bild Dig saa ind i Forening med dem at I indlader Eder med Gud, fordi I n&ae;vne Guds Navn paa en lige saa intetsigende Maade som det Zirat skrives, hvilket L&ae;gerne skrive over Recepter. Indlad Dig aldrig _fi Eensomhed med Gud, at Du ikke skulde vove Dig for langt ud, men s&o-;rg for at Dit Guds-Forhold er saadan som de Andres, at Du strax kan have Nogen til Hj&ae;lp &streg; hvis Gud skulde lade Dig i Stikken. Saa vil Du kunde leve mageligt og beqvemt, troe paa Gud og de h&o-;ie Dyder, og i Forbigaaende nu og da sysle med det Indfald, om der virkelig er en Gud til &streg; mere generende er Dit Guds Forhold ikke. Indlad Dig aldrig saa langt med Gud, at Anf&ae;gtelsen egl. kan begynde, naar Du nemlig saadan hver 8d Dag engang t&ae;nker paa Gud og bukker for ham saadan som de Andre saa indestaaer jeg Dig for, Du skal aldrig blive fors&o-;gt i nogen _AnvendAnf&ae;gtelse. Men &streg; for Gud i Himmelens Skyld indlad Dig ikke saaledes med Gud, at han bliver Din eneste Fortrolige, den Eneste Du Dag og Nat s&o-;ger at indlade Dig med, den Eneste Du ret er bet&ae;nkt paa at gj&o-;re Dig forstaaet for, medens Du maaskee glemmer at snakke Forstaaelse med Mskene &streg; t&ae;nk Dig, at han saa lod Dig i Stikken, naar Du havde forstaaet om ham, at han i Sandhed er den eneste Hj&ae;lper og derfor ikke brydt Dig om andre Hj&ae;lpere, t&ae;nk Dig, han lod Dig i Stikken, t&ae;nk Dig &streg; at han ikke var til! Nei, hold Dig til Virkeligheden, gaae ikke for meget i Kirke, gaae hell. aldrig ene ind til Gud, thi det er farligt, han kunde gj&o-;re for st&ae;rkt et Indtryk, og det er hell ei juridisk rigtigt, thi i Forhold til Gud maa man bestandig see at have Noget at holde sig til at han ikke ganske gj&o-;r En til Intet. Beed aldrig til Gud i Eensomhed, aldrig som Dit Hjerte vilde tilskynde Dig i gr&ae;ndsel&o-;s Tillid, nei l&ae;r visse Formularer udenad, hvorom Du med Sikkerhed veed, at _DAndre har med Held benyttet dem. .... Saaledes skulde man tale, og man talte maaskee endda langt sandere baade i Forhold til _derde fleste Tilh&o-;reres Tilstand og deres Trang end ved Hj&ae;lp af alt dette H&o-;ittravende. ... Og saa luk Dit &O-;ie for&o-;vrigt, og lad Dig ikke forstyrre af Msk. Der opmuntres saa meget til Fortrolighed men denne Tale er igjen af disse svigefulde Opfindelser. I jordisk Forstand gj&o-;r nemlig megen Fortrolighed Livet lettere &dvs;: mere piattet og pianket. Men har jeg Lov til at forjadske mit Liv paa den Maade. Ved kun at have Gud til Fortrolig bliver Livet r&ae;dsomt anstrenget &streg; men skal jeg ikke netop Det. Men overalt er der Forvirring. At stj&ae;le kan maaskee gj&o-;re den Fattige Livet langt beqvemmere, har han derfor Lov til det. Og saaledes ogsaa: det er meget tvivlsomt, hvorvidt Fortrolighed mell. Msk og Msk. betr&ae;ffende det H&o-;ieste og Inderligste er tilladeligt; thi vist er det, det taber ved denne Fortrolighed. Hvad Gud kan fordre af mig, det t&o-;r ingen Ven fordre af mig; og hvad jeg ved kun at have Gud til Fortrolig n&o-;dsages til at gj&o-;re, det kan Vennen strax hj&ae;lpe mig til at slaae af paa. Vore Liberale ere de st&o-;rste Cujoner og veed blot at snakke. De skrive angaaende Regjerings-Handlinger; naar man saa foreholder dem, at de ikke handle, saa svare _de:de, at de jo ikke ere Regjeringen. Naar man saa siger til dem hvorfor de da ikke engang vende deres Vaaben mod Publikums Demoralisation, hvori de som Journalister ere saa h&o-;iligt indviklede, saa svare de: ja, det kan vi ikke have med at gj&o-;re at Publikum demoraliserer. Summa summarum det er altsammen Ubetydelighed, ikke een eneste Charakteer. Man klager stundom over, at man ikke finder Venner. Men dette er dog _ikkesom oftest usandt og Ens egen Skyld. Det beroer paa hvad et Msk. vil i Verden; vil han blot endelige Formaal, ligegyldigt hvilket, saa findes der dog altid _nogleNogle som maae blive enige med ham. Men vil et Msk. det H&o-;ieste, med enhver Opoffrelse saa finder han ingen Ven; thi her er ingen f&ae;lles Interesse der kan forene dem, da der ingen Interesse er men lige det _modsatteModsatte idel Opoffrelse. I Forhold hertil vil derfor en Ven som oftest kun v&ae;re sinkende, og derfor skal man v&ae;re forsigtig. ..... Og naar jeg da seer idel Forvirring og idel Misforstaaelse, da er der dog een Alierede jeg endnu kalder mig til Hj&ae;lp. Vel veed jeg at Din Skikkelse er R&ae;dsel, at Du ikke er givet _osMskene til Tr&o-;st, men dog vover jeg at tr&o-;ste mig ved Dig, thi bag Dig er jeg sikkret, da forhindrer Ingen mig mere i at ville str&ae;be efter det Rigtige. Salig Den, der hvor meget Mskenes Misundelse end arbeidede ham imod medens han levede, dog levede saaledes, at Enhver, saasnart han er d&o-;d, vil misunde ham at have levet saaledes; levede saaledes, at Enhver i sin D&o-;dsstund vilde sige at det var det Rigtige. Thi hvad msklig Misundelse og Ford&ae;rvethed bruger som Indvending mod en Medlevende &streg; det Samme er Lovprisningen over ham naar han er d&o-;d. Jeg kunde nu have Lyst at holde _enet lille Cursus af 12 Forel&ae;sninger: om Meddelelsens Dialektik. Dern&ae;st Tolv Forel&ae;sninger: om Elskov, Venskab og Kjerlighed. Naar jeg betragter &g.Ch;sti D&o-;d da er dette Syn (som Forbillede betragtet) lidet opbyggeligt. 1) er det lidet opbyggeligt at see, at _deden Hellige og Uskyldige skal lide saaledes, altsaa at Verden er saa ford&ae;rvet. 2) hvad opbyggeligt er der for mig (den Skyldige) i at den Uskyldige lider saaledes. Men da er det Forsoningen. Altsaa paa samme Tid som han st&o-;der fra sig, som sagde han: hvad F&ae;llesskab er der mell. Dig og mig &streg; paa samme Tid drager han ved Forsoningen til sig. Forstaaet bliver det Dialektiske egl. ikke af Mskene, allermindst Omvendthedens Dialektik. Det gaaer Mskene med denne Art Dialektik ligesom Hundene med at l&ae;re at gaae paa To: det lykkes et &O-;ieblik, men strax vender man tilbage til at gaae paa 4. Omvendthedens Dialektik kan _mande saaledes forstaae i det &O-;ieblik den _{siges dem ell.}foredrages dem, men saasnart Foredraget er forbi, saa forstaae de det ind igjen i Umiddelbarhedens Dialektik. &streg; At have kun een L&ae;ser ell. meget _forstaaesfaae, forstaaes saaledes meget let ind i Umiddelbarhedens Dialektik: at det er en Ulykke for Forfatteren o:s:v:, men at det er smukt og godt af ham, at han finder sig deri o: s: v:. &streg; Men i Omvendthedens Dialektik er Forfatteren selv frit virkende for at frembringe det, &o-;nsker kun een ell. faae L&ae;sere: see dette bliver aldrig populairt. &streg; At Enten &streg; Eller er udsolgt skriver _MollMolbeck mig til (i en Billet af 29d April 47) igaar er &anfbeg;et Ph&ae;nomen i vor Tids Literatur-Historie, som kan _beh&o-;vesbeh&o-;ve at studeres&anfslut; &streg; og hvorfor? Etatsraaden veed ikke, at den er udsolgt for l&ae;ngere siden, han veed ikke, at Joh. Climacus i afsluttende Efterskrift allerede for eet Aar siden har forklaret sig desangaaende, han veed ikke, at Reitzel allerede for to Aar siden har talt om et nyt Oplag, at det er mig, der forhindrer det; han dr&o-;mmer ikke om, hvorledes jeg i Omvendthedens dialektiske og i Sandhedens om muligt lidt rensende Tjeneste modarbeider mig selv. Om jeg nu i dette &O-;ieblik vilde formaae at skaffe en Bog af mig udsolgt veed jeg ikke, men visseligen, f&o-;rend jeg begyndte at forbittre Gemytterne lidt, formaaede jeg det. Et Par smigrende Ord til Den og Den, blot halv Delen ell. &br1-10; Deel af det som ellers en Forfatter gj&o-;r for at faae sine B&o-;ger _s&o-;gtesolgte: saa havde de v&ae;ret udsolgte. Og selv nu, da jeg i den Grad har forbittret Mskene, selv nu, naar jeg blot mindsker en lille Smule, blot gj&o-;r Produktiviteten lidt mindre (thi det der egl. forbittrer dem meest er den Maalestok min Produktivitet indeholder) skriver en lille Bog ell. dog en mindre Bog og kun een (opbyggelige Taler i forskjellig Aand) saa begynder det igjen. &streg; At nu atter her fra min Side var List med i Spillet, at jeg havde en meget stor Bog liggende fix og f&ae;rdig, at jeg for Vitterlighedens Skyld havde viist Gi&o-;dwad den samme Dag vi begyndte Correcturen af Talerne, for at have et Vidne at beraabe mig paa, og at jeg saa havde regnet paa at P.L. M&o-;ller ell. _eenen _oganden Bandit skulde gaae i F&ae;lden og skrive en Lovtale over de opbyggelige Taler og sige: &anfbeg;naar Mag. Kierkegaard vil give sig Tid saa kan han pr&ae;stere noget Stort o: s: v:, det seer man her, denne Bog er der anvendt en ganske anden Flid paa end ellers, og har derfor ogsaa taget ham langt l&ae;ngere Tid o: s: v:.&anfslut; Lutter L&o-;gn, som dog vilde blive troet og anseet _sfor saare fornuftigt item at jeg jadskede i de store B&o-;ger. Ak, at v&ae;re bestemt til at v&ae;re noget Overordentligt i en Kj&o-;bstad! See, saa var det, at jeg skulde have rykket frem med den store Bog, med Gi&o-;dwads Attest for at den var f&ae;rdig samtidigt o: s: v:. Og hvad saa? Saa var hine Kj&o-;bstadsfolk jeg lever med igjen blevet vrede, og hvorfor? Fordi de ikke kan taale Maalestokken. At kunne arbeide efter den Maalestok og at gj&o-;re det med den Flid forstaaer man ikke: ergo jadsker den Forfatter. Hvad Under saa, at jeg v&ae;mmes mangen Gang ved dette Sl&ae;ng af Msker man skal leve med, hvad Under at jeg kun ved at lukke mit &O-;ie kan holde ud at arbeide. Thi naar jeg lukker mit &O-;ie da er jeg for Gud, og da er Alt i Orden, da bliver jeg mig ikke selv noget Stort, hvilket jeg mskligt talt og sammenlignelsesviis er, forsaavidt jeg er anviist at leve i en Fl&ae;kke og med Ubetydeligheder. At tr&o-;ste Andre, ja hvo vilde ikke gjerne det. Men see, hvis saa den sande Tr&o-;st er saaledes dialektisk, at dersom Mskene skulde fatte Forf&ae;rdelsen den s&ae;tter &streg; for saa at tr&o-;ste, saa vilde de med Rette hell. foretr&ae;kke al deres tidligere Ulykke end at tr&o-;stes paa den Maade. Hvor begynder egl. Christendommen? Den begynder der hvor Hedenskabet ender. Tr&o-;st for jordiske Lidelser o: s: v: har Christendommen ikke, den antager, at den Christne i denne Henseende Intet frygter, og nu s&ae;tter den Syndens Forf&ae;rdelse og begynder at tr&o-;ste. At vr&o-;vle Alt mellem hinanden og at tr&o-;ste og tr&o-;ste: det lader sig godt gj&o-;re. Men her er atter Vanskeligheden, har jeg Lov dertil. Tungere end selv at misforstaae det Sande er det at blive misforstaaet af den Elskede. Mod al Sygdom mod al Legemets Lidelse og det deri grundede s&o-;rgelige Misforhold mell. _Sje&u;Sjel og Legeme er dog den Tr&o-;st: at D&o-;den er _{ende al&u;&u;}den Sygdom, der gj&o-;r Ende paa alle de andre. Egl. ligger al Kunst i en dialektisk Selvmodsigelse. Det sande Evige kan hverken males ell. tegnes ell. hugges i Steen; thi det er Aand. Men det Timelige kan egl. hell. ikke males, tegnes, hugges i Steen, thi naar det saaledes fremstilles, fremstilles det evigt, ethvert Billede udtrykker jo en Fixeren af dette &O-;ieblik. Naar jeg maler en Mand der f&o-;rer en Skee til Munden ell. snyder sin N&ae;se, saa er det strax eviggjort: Manden bliver ved at snyde sin N&ae;se denne ene Gang, saa l&ae;nge dette Stykke bestaaer. Af Gud skulle vi l&ae;re hvad Kjerlighed er; han er jo Den der har elsket os f&o-;rst &streg; og saaledes vor f&o-;rste L&ae;rer, der ved at elske os l&ae;rte Kjerlighed fra sig at vi kunne elske ham. Og naar saa tilsidst D&o-;dens Leie er redet for Dig, og Du er gaaet til Sengs for aldrig mere at staae op, naar Stilheden voxer omkring Dig, naar efterhaanden _{Stilheden voxer for}de N&ae;rmere gaae bort og Stilheden voxer fordi kun de N&ae;rmeste blive tilbage, og naar saa de N&ae;rmeste gaae sagte bort og Stilheden voxer, fordi kun de Allern&ae;rmeste blive tilbage; og naar saa den Sidste har fjernet sig &streg; saa bliver der dog endnu Een tilbage ved D&o-;dsleiet han der var den f&o-;rste &streg; Gud. Det fremstilles da ofte nok: en forvildet Opdragelse og Ungdom &streg; men dette f&o-;rer jo dog paa saa mange Maader til &g.Ch;std, idetmindste er her ikke de egl. Vanskeligheder. Men en forfeilet christelig Opdragelse, ved Christend. selv at v&ae;re st&o-;dt fra &g.Ch;std.: ja det t&ae;nker man ikke paa. Og dog her begynder f&o-;rst Vanskelighederne. Man t&ae;nker da i det H&o-;ieste paa en Form af Hyklerie, at v&ae;re opdraget af en Hykler. Men dette at have faaet ved Opdragelsen det Indtryk af Christend. at den aldrig gjorde _denDen glad, som dog oprigtigt og af al sin Iver tungsindigt Dag og Nat klamrede sig til den: det er en Collision. Der har vistnok levet mangen skarpsindigere og genialere _ForfattereForfatter end jeg, men jeg gad nok see Den, der mere skarpsindigt end jeg har i den anden Potens af Dialektik _{repuppliceret}reduppliceret selve sin T&ae;nkning. Eet er at v&ae;re skarpsindig i B&o-;ger, et andet er dialektisk at fordoble det T&ae;nkte i Existentsen. Den f&o-;rste Form af det Dialektiske er ligesom _detde Spil, der spilles om Intet blot for Spillets Skyld, Reduplicationen er som _Sdet Spil, hvor Spillets Nydelse potenseres ved at der spilles om store Gjenstande. Den Dialektik i B&o-;ger er blot T&ae;nkningens, men Redupplicationen af denne T&ae;nkning er Handling i Livet. Men enhver T&ae;nker, som ikke redupplicerer sin T&ae;nknings Dialektik han udvikler i eet v&ae;k et Sandsebedrag. Hans T&ae;nkning faaer aldrig Handlingens afgj&o-;rende Udtryk. I eet nyt Skrift s&o-;ger han at berigtige Misforstaaelser o: s: v:, det hj&ae;lper ikke, thi han bliver i Meddelelsens Sandsebedrag. Kun den ethiske T&ae;nker kan sikkre sig, ved at handle, mod Sandsebedrag i Meddelelsen. Det som vor Tid beh&o-;ver er Pathos (ligesom Sk&o-;rbug beh&o-;ver Gr&o-;nt); men sandeligen ikke kan Arbeidet med en artesisk _{Br&o-;ndboren,}Br&o-;ndboren v&ae;re mere kunstigt end hele min dialektiske Beregning af det Comiske og Lidenskaber og det Pathetiske for om muligt at skaffe en velgj&o-;rende pathetisk Luftning tilveie. Tidens Ulykke er Forstand og Reflexion. Ingen umidd. Begeistret vil mere kunne hj&ae;lpe os, thi ham &ae;der Tidens Reflexion. See derfor maatte der et Msk. til, der kunde reflektere alle Reflexionerne renonce; et Forstands Msk, der netop i Forstandigheden og Hjertesl&o-;sheden og Spottens og Vittighedens Incognito skjulte en Begeistring af f&o-;rste Qvalitet. For i vor Tid at forf&ae;gte &Ae;gteskabet maa man kunne fortrylle Tidens udsv&ae;vende Lyst ved en Forf&o-;rers Dagbog, og saaledes over Alt. &streg; d. 5 Mai 47. Forskjellen mell. Synd og Anf&ae;gtelse (thi Tilstanden i begge kan v&ae;re skuffende _{liig er)}liig) er at Syndens Fristelse er med Lyst, Anf&ae;gtelsens mod Lyst. Den modsatte Taktik er derfor at anvende. Den hvem Synden frister ved Lyst han gj&o-;r vel i at undgaae Faren, men i Forhold til Anf&ae;gtelse er det netop det Farlige, thi hver Gang han ved at undgaae Faren mener at frelse sig bliver Faren st&o-;rre til n&ae;ste Gang. Den Vellystige gj&o-;r vel i, at flye _FarenSynet ell. Tillokkelsen, men den hvem Lysten ingenlunde er det Fristende, men _derimodtv&ae;rtimod en Angest for at komme i Ber&o-;ring _{dermed, han}dermed (han ligger i Anf&ae;gtelse) han gj&o-;r vel i ikke at undgaae Synet ell. Tillokkelsen; thi det Anf&ae;gtelsen _evil er netop idelig at jage ham _len Skr&ae;k i Livet og holde ham i Angest. Og alt gaaer sin travle Gang, Hver passer Sit, Vinden bl&ae;ser, Floden l&o-;ber, &streg; det er som var Gud saa uendeligt langt borte &streg; ak, og det er 1800 Aar siden at Christus levede! Hvilken Forskjel: for en begeistret Luftnings m&ae;gtige Pust at styre ud ved Begyndelsen &streg; og saa den stadige Vind, der ligeligt fylder Seilet, saa Du dog stadigt fremad for fulde Seil! En Christens Pligt &anfbeg;at vogte sig for Menneskene&anfslut; Enhver &ae;dlere Str&ae;ben m&o-;der altid _MisfoModstand, Misforstaaelsens ell. Misundelsen. Men lad Dig ikke forstyrre. Verden er besynderlig. Saa l&ae;nge Du lever vil den gj&o-;re Alt for at hindre Dig og for at faae Dig forandret. Hvis Du da giver efter, vil den, naar Du er d&o-;d sige: det var dog Svaghed af ham at give efter. Men hvis Du ikke giver efter da vil den v&ae;re forbittret paa Dig saa l&ae;nge Du lever, men naar Du er d&o-;d, vil den sige: det var dog netop rigtigt af ham. Indvendingen _{over &u;}mod den Levende bliver Lovtalen over den D&o-;de &streg; og Verden den samme. At Du har Ret kan Verden ikke indr&o-;mme Dig, saa l&ae;nge Du h&o-;rer derpaa (den strider jo med Dig), men naar Du saa ved D&o-;den, som Verden mener, er forhindret i at h&o-;re det, saa kommer Indr&o-;mmelsen. I en vis Forstand kan den saa ikke gavne Dig, og _ogdog kan _detAngrebet hell. ikke skade Dig medens Du lever, hvis Du blot ikke lader det faae Magt over Dig til at forandre Dig. Naar Du blot holder Dig til Gud, saa vil netop Angrebet og Forkleinelsen og Stormens Modstand hj&ae;lpe Dig til at opdage Ting, Du ellers aldrig havde opdaget, den vil fuldst&ae;ndiggj&o-;re Strengene i Din Lyrik. &streg; Ethvert Msk er som et Instrument, det er vistnok, at Verdens Usselhed og Raahed kan forstyrre og ford&ae;rve &streg; men hvis Du holder Dig til Gud, kan den kun hj&ae;lpe Dig til ny og ny Velklang. Den vor jordiske Tilv&ae;r er vel Smerte, men en Gl&ae;dens Mulighed slumrer i den &streg; Barnet gr&ae;der naar det bliver f&o-;dt men smiler i S&o-;vne, denne Bem&ae;rkning skyldes Cardanus. De fleste Msker komme da egl. slet ikke i Ber&o-;ring med det Religieuse; de forblive hele deres Liv i en phantastisk Forestilling om Guds rare Godhed og Kjerlighed, og at de, hvis de engang kunde beslutte sig til at gaae hen i hans Huus saa vil da _Tderes Tr&o-;st og Tillid blive overordl. O, I Daarer &streg; item I Pr&ae;ster, som ikke veed idetmindste engang imellem at pr&ae;dike Mskene op. En Pr&ae;st skulde sige: hvad vil I egl. i Kirke, har I vel bet&ae;nkt hvad I der vil faae at vide, hvilke R&ae;dsler her skal v&ae;re Tale om, som Verden ikke kjender; at her skal tales om, at det ikke er onde Msk. der forf&o-;lge og martre den Gode, men at det er Gud selv, der pr&o-;ver i lange, lange Aar; har I nogen Anelse om hvad Anf&ae;gtelsens R&ae;dsler er? Bliv derfor hell. hjemme, see at skulke gjennem Verden, men tager Jer iagt for Gud. &streg; Hvad kan det overhovedet hj&ae;lpe at disse saglende Pr&ae;ster forvandle Gud til Slikkerie og Maaneskin og kalde al denne Sentimentalitet og Galimathias &g.Ch;std. &streg; Men i den Henseende udgaaer Ulykken fra Pr&ae;sterne, og fra hele dette usalige Levebr&o-;dsv&ae;sen. At lade sig tr&ae;de ihjel af Gj&ae;s er en seen D&o-;d, og at lade sig slide ihjel af Misundelse er ogsaa en langsom D&o-;dsmaade. Medens P&o-;belagtigheden forhaaner mig, (thi hvad der engang staaer i et Blad betyder da ikke stort, dersom det ikke var Ordre for alle de P&o-;belagtige til nu Dag efter Dag at forhaane, udskjelde En paa offentlig Gade, Skole-Drenge, kaade Studenter, Handels-Comier og alt det Rak som den p&o-;belagtige Literatur muddrer op) seer den fornemme Misundelse til med Bifald, den under mig det. Og under saadanne Forhold vil man leve ell. gider man leve. Nei, saa er jeg dog glad, at jeg veed, jeg har handlet. For&o-;vrigt er saadant gnavende Mishandling noget af det piinagtigste. Alt Andet faaer dog Ende, men dette oph&o-;rer ikke. At sidde i en Kirke, og at saa et Par L&o-;mler har Fr&ae;khed nok til at s&ae;tte sig ved Siden af En, for i eet v&ae;k at begloe Ens Buxer og forhaane En ved Samtale, som f&o-;res saa h&o-;it at man kan h&o-;re hvert Ord. Dog Sligt er jeg saa vant til. Den Omst&ae;ndighed at Fr&ae;kheden har Tilhold i et Blad gj&o-;r at de Fr&ae;kke mene aldeles at v&ae;re i Retten, ja at v&ae;re Ud&o-;vere af den offentlige Mening. Og det forstaaer sig, jeg har dog i en vis Forstand taget feil af Danmark, jeg troede dog ikke, at P&o-;belagtighed var den egl. offentlige Mening i Danmark, men jeg skal med _{Forn&o-;ielse,}Forn&o-;ielse bevidne, hvad der faktisk let lader sig bevise, at det er Tilf&ae;ldet. Dersom jeg nu d&o-;er, saa vil Verden troe, at jeg er d&o-;d af &Ae;rgrelse over Forf&o-;lgelsen; og det kan Verden have godt af, og i en vis Forstand kan man da sige, at det ikke har bidraget til at forl&ae;nge mit Liv. Men for&o-;vrigt har mit Liv et ganske andet Sammenh&ae;ng. Da jeg forlod hende, da valgte jeg D&o-;den &streg; netop derfor har jeg kunnet arbeide saa enormt. At hun parodierende skreg: jeg d&o-;er, medens jeg lod som begyndte nu f&o-;rst mit Livs Lystighed, er ganske i sin Orden: hun er et Fruentimmer og jeg en Ironiker. Og dog ligger Grunden endnu dybere. Det der nemlig bev&ae;gede mig til at forlade hende, hiin min dybeste Ulykke, den fik naturligviis nu en ganske anden Betydning for mig, fordi jeg i Kraft af den maatte gj&o-;re hende ulykkelig og tage et Mord paa min Samvittighed. Fra det &O-;ieblik seirede derfor min Elendighed over mig, anderledes kunde det ikke v&ae;re. For at forsvare min Adf&ae;rd mod hende, maa jeg bestandigt mindes min Grund-Ulykke. Saaledes er Forholdet. Forunderligt, at jeg er fyldt 34 Aar. Det er mig aldeles ubegribeligt; jeg var saa sikker paa at d&o-;e inden den Geburtsdag ell paa den, at jeg virkelig kunde fristes til at antage, at min Geburtsdag er feil angivet, saa jeg dog d&o-;er paa den 34de. Hvilket v&ae;mmeligt Raahedens og P&o-;belagtighedens Tyrannie her hersker i Ki&o-;bh., hvilken &ae;kel Opl&o-;sthed, det m&ae;rker man ikke, netop fordi hver Enkelt _afkun giver sin lille Br&o-;ksdeel til. Men naar saa de enkelte Bedre bestandigt, usselt klogt paa den egne Fordeel, gaae af Veien, skjule sig under Mutters Skj&o-;rter og i Familiens Skj&o-;d, liste sig ved Hj&ae;lp af nogle fornemme Kredses Skjulested fra det: saa opdages det aldrig. Derfor vil jeg staae fast, og veed vel, hvad jeg gj&o-;r, medens kloge H&o-;ns ansee mig for gal. Mskene ere ikke onde men forvildede, det gj&ae;lder at de blive opm&ae;rksomme. Den Dag da P&o-;belen her i Byen slaaer mig i Hatten (og den Dag er maaskee ikke langt borte) den Dag har jeg seiret. Da vil man see, hvilke Afskyeligheder det udarter, og tillige indsee, hvilken min Br&o-;de er, den: at v&ae;re den Eneste, der har havt Mod til at gj&o-;re mig fortjent af den gode Sag. De Danske ere de feigeste Krystere, maaskee endda ikke saa meget i Krigen, som naar det gjelder om Generethed. Det danske Folk er snart ingen Nation mere, men en Flok ligesom J&o-;der, Ki&o-;bh. ingen stor Stad men en &ae;gte Ki&o-;bstad. Jeg veed det nok angaaende det geistlige Ornat, at nogle Pr&ae;ster bruge Kl&ae;de, andre Silke, Fl&o-;iel, Bombassin o: s: v:; men mon det ogsaa er det egl. Ornat, mon ikke det christelige Ornat er at v&ae;re forhaanet for en god Sag bespottet og bespyttet og dette skulde v&ae;re Rangforordningen. See, Christus _{kom jo ikke til Verden}er jo dog vel ingen Selvmorder, det f&o-;lger da altsaa af sig selv, at det var Verdens Skyld der blev aabenbar ved at korsf&ae;ste ham. Og hvor meget er Verden egl. bleven bedre. Men saa i Silke og Stads, under Tr&ae;ngsel af Nysgjerrige at pr&ae;dike derom! V&ae;mmeligt! Enhver der skal virke paa Msk. maa v&ae;re kjendt med to Farer: 1) at Mskene ere lunkne og dvaske, vanskelige at faae i Bev&ae;gelse 2) at de, naar de f&o-;rst ere komne i Bev&ae;gelse, Intet ere saa tilb&o-;ielige til som til at efterabe. &streg; Denne sidste Fare er ubetinget lige saa stor som den f&o-;rste; men det glemmer Dhr. Reformatorerne, hvorfor man saa sjeldent seer en saadan i Sandhed. Sagen er den: i evig Forstand er der slet Intet at haste efter, og dog skal jeg v&ae;re saa flittig som den Flittigste. Jeg skal v&ae;re saa flittig som den Flittigste, saa n&o-;ieregnende med Tiden som en Tigger med en Skilling, og da skal hver en lille T&o-;ddel besk&ae;ftige mig i den st&o-;rste og den roligste Omhyggelighed. Men _mai Almdl. husker man ikke paa, at der er en Gud til og en Evighed, dersom man derfor er flittig saa er man tillige gjerne travl; thi Gud bevares, &anfbeg;det er det Verden venter paa&anfslut;, ell. &anfbeg;det gaaer jo ikke saa n&o-;ie til med en lille Mislighed naar man virker i det Store.&anfslut; &streg; a Et ypperligt Ord af Jacob Boehme Wem Zeit ist wie Ewigkeit, Und Ewigkeit wie Zeit, Der ist befreit Von allem Streit. b Goethe: Nicht Kunst und Wissenschaft allein, Geduld will bei dem Werke sein; Ein stiller Geist ist Jahre lang gesch&a..;ftig, Die Zeit nur macht die feine G&a..;hrung kr&a..;ftig. Journalen NB. Tre l&o-;se blade indlagt mellem s. 96 og 97 (NB:215) Thi &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; er (ikke den ell. hiin, den nulevende ell. en afd&o-;d men i Begrebet forstaaet) _{det Onde}Usandheden, idet _denM&ae;ngde enten ganske giver Angerl&o-;shed og Ansvarsl&o-;shed, ell. dog sv&ae;kker Ansvaret for den Enkelte ved at gj&o-;re det til en Br&o-;kbestemmelse. See, der var ingen enkelt Soldat, der turde l&ae;gge Haand paa Cajus Mariusa; men blot en 3 a 4 Fruentimmer med Bevidsthed om ell. Forestilling om at v&ae;re &anfbeg;M&ae;ngde&anfslut;, med dog et Slags Haab om Muligheden af, at Ingen _{med Bestemthed}bestemt kunde sige, hvo _derdet varb der begyndte: de havde haft Mod dertil.c Tag det H&o-;ieste, _Digt&ae;nk &g.Ch;stus &streg; og hele Msksl&ae;gten, _{men lad og}alle de Msker, der ere f&o-;dte og nogensinde blive f&o-;dte, men Situationen er Enkelthedens: som Enkelt, i _{et eensomt V&ae;relse}eensom Omgivelse _{o: D:, men}ene med ham som Enkelt at tr&ae;de hen til ham &streg; og spytte paa ham: det Msk er aldrig f&o-;dt og bliver det aldrig, som havde Mod ell. Fr&ae;khed dertil.d Men da de blev M&ae;ngde, _{da gik det lysteligt.}da havde de Mod dertil &streg; frygtelige Usandhed! _Thi&anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; er Usandheden _{Og derfor er der}Der er derfor i Grunden Ingen, der har mere Foragt for det at v&ae;re Msk, end _Ende, der staae i Spidsen for M&ae;ngden. Lad En komme til _hamen Saadan, et enkelt ringe maaskee fattigt Msk &streg; jo vist; hvad bryder han sig derom; det er meget for lidte; _detneider maa idetmindste v&ae;re 100. Og naar der er 1000, saa b&o-;ier han sig for M&ae;ngden, bukker og skraber. Feige, ugudelige _UslingUmenneske.f Nei, naar et _stakkenkelt Msk. kommer til En, maaskee, som man grusomt siger, et stakkels fattigt Msk, saa skal man indbyde ham i sin bedste Stue, og hvis man har flere Stemmer, bruge den kjerligste og venligste.g Naar det derimod var en Forsamling af 1000 ell. flereh, ida skal manj stolt knappe sin Overfrakke saa h&o-;it op i Halsen som muligt; og er man saa uheldig, at der raabes Bravo, da skal man (hvis man ikke foretr&ae;kker dette der er det Rigtigste i al Stilhed at bede _etden B&o-;n af Fadervor: frels os fra det Onde) om muligt samle al Spydighed_{og Satire} i sin _Skikkelse.Skikkelse, og ikke sige som hiin til en vis Grad Vise: skulde jeg have sagt en Dumhed, men endnu bestemtere: jeg maa have sagt en Dumhed. Dette er Sandheden. _{Thi derfor}M&ae;ngden er Usandheden. Derfor blev &g.Ch;stus korsf&ae;stet, fordi han ikke vilde have med M&ae;ngden at gj&o-;re, (om han end henvendte sig til alle),k fordi han ikke vil stifte Partie, ikke tillade Ballotation men v&ae;re, hvad han var, Sandheden, der forholder sig til den Enkelte. &streg; Og derfor er _{et hvert}Enhver, der i Sandhed vil tjene Sandheden eo ipso Martyr; _ogvar det muligt, at et Msk. i Modersliv kunde fatte _denneden Beslutning i Sandhed at ville tjene Sandheden er han ogsaa endnu i Modersliv eo ipso Martyr. Thi at vinde _M&ae;ngdenen M&ae;ngde er ingen Kunst, dertil beh&o-;ves blot Usandhed,_Galimathias, og lidt Kjendskab til de msklige Lidenskaber. Men intet Sandheds-Vidne t&o-;r indlade sig med M&ae;ngden; hans Gjerning er det at indlade sig om muligt med Alle, men bestandigt enkeltviis, tale med hver is&ae;r paa Gader og Str&ae;der &streg; for at splitte adl. _Men&anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; derimod is&ae;r _somnaar den behandles som Instants i Forhold til Sandheden, dens Bravo, Hys, _{Ballotationeren}Ballotation som Dommer, M&ae;ngden afskyer han mere end den unge s&ae;delige Pige at gaae paa en _{Dandsebod i Holmensgade; og}Dandsebod. Og dem, der tale til M&ae;ngden, _eftertrgeftertragtende dens Bifald, dem der &ae;rb&o-;digst bukke og skrabe for den, (medens de dog enten maa forstaae det de tale om og saa skal de netop ikke bukke og skrabe, ell. ikke forstaae det og saa skal de ikke tale) dem anseer han _{v&ae;rre end offentlige Fruentimmer.}for Usandhedens Redskaber. _{See derfor l&ae;rer jeg at}M&ae;ngden er _{det Onde,}Usandheden. _ogOg jeg kunde gr&ae;de ja &o-;nske mig _D&o-;dend&o-;d, naar jeg t&ae;nker paam, at Dag-Pressen og Anonymitet gj&o-;r det endnu _galereafsindigere ved Hj&ae;lp af &anfbeg;Publikum&anfslut;. At en Anonym ved Hj&ae;lp af Pressen Dag ud og Dag ind kan faae sagt hvad han vil, hvad han maaskee ikke i fjerneste Maade havde Mod til personligt at sige det Mindste af i Enkelthedens _{Situation &streg; og}Situation, kan faae 10,000 &gange; 10,000der til at sige det efter &streg; og Ingen har Ansvaret; at end ikke som i Oldtiden den relative angerl&o-;se M&ae;ngde er det Alm&ae;gtige, men det absolut Angerl&o-;se: Ingen. Gud i Himlene hvad er saa det i Grunden for en Narrestreg, at Staterne holde et Politie, som opfanger nogle enkelte Tyve og R&o-;vere: naar _Statendet offentlige Liv selv og &streg; Sandheds-Meddelelsen er som en _{Grund-Demoralisation}Grund-Usandhed. Man sige ikke: at saa kan jo Sandheden igjenn indhente L&o-;gnen og _{Vildfarelsen: det er umuligt;}Vildfarelsen. Umuligt! Sandheden er ikke saa hurtig til Beens, den kan for det f&o-;rste ikke virke ved det Phantastiske (hvilket er det Usande) dens Meddeler er kun en Enkelt, og dens Meddelelse forholder sig dern&ae;st igjen til den _Enkelte;Enkelte &streg; thi denne Betragtning af Livet (den Enkelte) er netop Sandheden.o Jeg for mit Vedkommende erp villig til i Forhold til hvert enkelt Msk, der lever i Landet med mig, ubetinget ethvert enkelt Msk., hvis jeg kunde overkomme det, qat ydmyge mig baade mundtligt og skriftligt saa dybt for ham som muligt, som en B&o-;nfaldende at bede ham om, at bet&ae;nke sit _{Guds-Forhold &streg;; men om}Guds-Forhold.r Om det derfor var en Forsamling af 10,000s og om det var et Publikum af 100,000t: jeg beder til Gud (og haaber han vil gj&o-;re det) at give mig den Svageste af Alle Fynd til at udtrykke al min Afskye; thi &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; er _{det Onde.}Usandheden. Men Den, som vedkjender sig denne Anskuelse (der da sjeldent foredrages o: s: v: i Journalen NB p. 97 lin 4 fr. neden. a &streg; dette var Sandheden b eller hvo det var, c hvilken Usandhed!a a Usandheden er f&o-;rst den, det er &anfbeg;_{en M&ae;ngde}M&ae;ngden&anfslut;, der gj&o-;r_{at de ere Flere, Mange, at de er en M&ae;ngde om at gj&o-;re} hvad enten kun een Enkelt i M&ae;ngden gj&o-;r ell. i ethvert Tilf&ae;lde hver Enkelt _{gj&o-;r; thi}gj&o-;r. Thi en M&ae;ngde _{har ingen H&ae;nder}er et Abstractum, der ikke har H&ae;nder, hver Enkelt derimod har ordentligviis to H&ae;nder; og naar han, en Enkelt, l&ae;gger sine to H&ae;nder paa C.M, saa er _dettedet denne Enkeltes to H&ae;nder, dog vel ikke hans Naboes _{hell. ikke}endnu mindre &streg; M&ae;ngdens, der ingen H&ae;nder har. Dern&ae;st er Usandheden den, at M&ae;ngden havde &anfbeg;Mod&anfslut; dertil, _{thi aldrig var nogensinde selv den Feigeste} da aldrig nogensinde selv den Feigeste var saa feig som &anfbeg;M&ae;ngden&anfslut; altid _{er; thi}er. Thi hver Enkelt, _somder flygter ind i M&ae;ngden, og altsaa feigt flyer det at v&ae;re den Enkelte (_dersom enten har Mod til _{at gj&o-;re det}at l&ae;gge Haand paa C.M., ell. dog Mod til at tilstaae, at han ikke har Mod dertil) han bidrager sin Deel af Feighed til &anfbeg;Feigheden&anfslut;, som er M&ae;ngden. &streg; d ; dette er Sandheden e stolt afviser han ham; f hvilken Usandhed! g ; dette er Sandheden. h hvor Sandheden vil blive Gjenstand for Ballotation i da skal man give dem en god Dag og bl&ae;se dem et Stykke j , gudfrygtigt, k fordi han ikke paa nogen Maade vilde have en M&ae;ngde til Hj&ae;lp, fordi han i denne Henseende st&o-;dte ubetinget fra l eller dog tale til M&ae;ngden ikke for at danne M&ae;ngde men for at splitte ad, at dog een og anden Enkelt maa gaae hjem fra Forsamlingen og blive den Enkelte. m vor Tids Elendighed, endog blot sammenlignet med Oldtidens st&o-;rste, n ved Hj&ae;lp af Pressen o Sandheden kan hverken meddeles eller modtages udena ved Guds Hj&ae;lp, uden at Gud er med, er Mellembestemmelsen, som han er Sandheden, derfor kun meddeles af og modtages af &anfbeg;den Enkelte&anfslut;, der for den Sags Skyld _gokunde v&ae;re hvert eneste Msk. der lever. Bestemmelsen er blot Sandhedens i Mods&ae;tning til det abstrakte og Phantastiske Upersonlige _{M&ae;ngden &streg;}M&ae;ngden, Publikum, der udelukker Gud som Mell.bestemmelseb dermed ogsaa Sandheden, thi Gud er Sandheden og dens Mellembestemmelse. a ligesom for Guds &O-;ine b (thi den personlige Gud kan ikke v&ae;re Mell.bestemmelse i et upersonligt Forhold) p tjenende min Sag q i Guds Navn r thi at &ae;re hvert enkelt Msk, det er at frygte Gud, medens enhver Forsamling bevidst ell. ubevidst har et Hang til at ville gj&o-;re sig til Gud for En, at man skulde frygte den mere end Gud. s med Fordring paa at v&ae;re Instantsen i Forhold til Sandheden t med Fordring paa at v&ae;re Instantsen i Forhold til Sandheden