Peter Tudvad Journalen NB11 Søren Kierkegaards Skrifter 22 NB11 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup Niels Jørgen Cappelørn og Irene Ring Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2005 http://sks.dk/nb11/kom.xml 20130218 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 p. 126 se NB11:122. p. 217. og fl. se NB11:192. p. 235 se NB11:202. p. 236 se NB11:203. p. 240 o: fl. se NB11:204. p. 251 o: fl. se NB11:211. Luthers Prædiken over Evangeliet paa Helligtrekongers Dag (...) første Deel sigter til Luthers prædiken over evangeliet på helligtrekonger, Matt 2,1-12 (de vise mænd), i En christelig Postille sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); bd. 1, s. 132-141. I begyndelsen af sin prædiken forklarer Luther, hvorledes de tre vise mænd fra Østen først drager til Jerusalem for at finde den nyfødte konge i jødernes hovedstad, men i stedet finder ham i den lille by Bethlehem; trods deres forventning om at finde ham i pragt og herlighed forarges de ikke, men tilbeder ham enfoldigt og troende i hans ringe kår, jf. s. 132-135, som bringes i . – Luthers: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer samt en ty. oversættelse af Biblen. »Wer ist, der sich ... Fenelon 2det Bind p. 66 ordret citat fra Fenelon's Werke religiösen Inhalts, overs. af Mathias Claudius, bd. 1-3, »Neue Auflage«, Hamborg 1823 [1800-11], ktl. 1914; bd. 2, s. 66. – Hiob. 9, 4: Jobs Bog kap. 9, v. 4: »hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?« (GT-1992). – Fenelon: François de Salignac de la Mothe-Fénelon (1651-1715), fr. ærkebiskop og forfatter, der særligt udmærkede sig som opdrager for den vordende konge, Ludvig XIV's sønnesøn, Hertugen af Bourgogne. jeg der ikke engang endnu er blevet ordentlig anmeldt i dansk Literatur Flere af SKs skrifter blev slet ikke anmeldt, fx Begrebet Angest (1844), En literair Anmeldelse (1846) og Christelige Taler (1848), men de fleste fik dog en anmeldende omtale i aviser el. tidsskrifter, enkelte fik sågar længere anmeldelser, fx Enten – Eller (1843), Frygt og Bæven (1843), Gjentagelsen (1843) og Kjerlighedens Gjerninger (1847), omend disse anmeldelser typisk var refererende. Pøbelens Bytte sigter formentlig til det satiriske ugeblad Corsarens angreb på SK () og følgerne af dette, nemlig at SK blev chikaneret på gaden. saa plyndrer imidlertid Digtere o: A: mig Det har ikke ladet sig afgøre, hvem SK sigter til. Kjøbstad by i provinsen, i modsætning til en hoved- og residensstad. jeg kan aldrig nok som ... end jeg havde ventet sml. »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor SK vedkender sig det pseudonyme forfatterskab og takker Guds styrelse for at have »forundt mig meget Mere end hvad jeg nogensinde havde ventet«, SKS 7, 572,5. En lignende taknemmelighed udtrykkes hyppigt i journalerne NB2-12 samt i manuskripterne til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, s. 51 (SV2 13,597), og Om min Forfatter-Virksomhed, s. 13 (SV2 13, 534). Skulde der siges Noget om Forfatter-Virksomheden I løbet af sommeren og efteråret 1848 udarbejdede SK manuskriptet til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed / En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, som først blev udgivet posthumt af P.C. Kierkegaard, Kbh. 1859. Selv udgav SK i 1851 et mindre skrift Om min Forfatter-Virksomhed, som er dateret »Kbhavn i Marts 1849«, s. 5 (SV2 13, 527). Ord af Salomo ... forladt af Gud citat fra Sl 37,25, enten fra GT-1740: »Jeg har været ung, og er bleven gammel; men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt«; el. fra Jens Møllers overs. af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter, overs. af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88; bd. 1, s. 153: »Jeg haver været ung, og er bleven gammel; men jeg haver ikke seet den Retfærdige forladt«. – Den israelitiske kong David anses traditionelt for at være forfatteren af Salmernes Bog (), mens hans søn, Salomo, der var konge af Israel o. 965-926 f.Kr., tillægges forfatterskabet af andre gammeltestamentlige skrifter, bl.a. Ordsprogenes Bog. Χstus, der siger ... forladt mig Jesu ord på korset umiddelbart inden han udåndede: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?« Matt 27,46 (NT-1819); jf. Sl 22,2. – hvi: hvorfor. Jeg skulde betrygge mig min Fremtid, og saa sidde i Fjernhed og – digte sigter formentlig til SKs planer om bl.a. af hensyn til sin økonomi at søge et kald som præst på landet, hvor han så kunne fortsætte sin forfattervirksomhed ( og ). pfui fy, føj (lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt). Gud sørger nok dvs. Gud skal nok drage omsorg. at tragte først efter Guds Rige citat fra Matt 6,33 (), jf. Luthers oversættelse: »Trachtet am ersten nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit; so wird euch solches alles zufallen«, Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. et Levebrød, en Stilling nemlig som præst (). al denne hypocondre Sludder ... sat mig selv for høit se fx journaloptegnelserne NB9:74 og NB10:69, i SKS 21, 245,23-38 og 293,33-294,5, hvor SK udtrykker bekymring for at have sat sig selv for højt i skrifterne om sin forfattervirksomhed ( og ). hvortil denne Reisen SK var i løbet af 1840'erne på fire udenlandsrejser, hver gang til Berlin, sidste gang i maj 1846. Den 3. aug. 1847 skrev han i journalen NB2:136, »at jeg muligen til Efteraarets Slutning kunde tiltræde en ordl. Udenlandsreise for længere Tid. Men dette maa slet ikke bære Præget af det Lidenskabelige ell. det Lidenskabeliges Concentration som en saadan lille Udflugt til Berlin«, SKS 20, 195,7. I nov. 1848 erindrede SK i journalen NB7:114, at han efter at have solgt sin ejendom på Nytorv 2 den 24. dec. 1847 havde tænkt på at »reise 2 Aar udenlands«, SKS 21, 138,10. I foråret 1848 nærede han fortsat planer om at rejse, men forhindredes af den netop udbrudte krig, jf. journalen NB4:158, i SKS 20, 361,4-6. gaae over gå forbi. Nu udgaaer de to Afhandlinger ... men anonymt »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« (if. forordet skrevet i slutningen af 1847) og »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« (if. titelbladet skrevet 1847) i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, hhv. s. 7-59 og s. 61-85 (SV2 11, 67-107 og 109-127), blev udgivet under pseudonymet H.H. og annonceret som »udkommen« den 19. maj 1849, jf. Adresseavisen, nr. 116. Afhandlingerne var oprindeligt placeret som 3. og 6. afhandling i En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger (). Idag d. 5te Mai bleve de sendte til Gjødvad Jens Finsteen Giødwad (1811-91), da. jurist og journalist, siden 1841 medredaktør og -udgiver af Fædrelandet, SKs nære ven, som bl.a. hjalp med korrekturlæsning og indgåelse af aftaler med trykkeriet. Således har SK åbenbart den 5. maj 1849 – hans 36-års fødselsdag – sendt trykmanuskriptet til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger til Giødwad, som derefter har leveret dem til bogtrykkeren Louis Klein. spillet slemt op med mig taget hårdt fat på mig. især piner det Oeconomiske mig sigter formentlig til, at SK ikke længere kunne tære på en solid formue () og ikke fandt sine indtægter fra forfatterskabet tilstrækkelige (). Point afgørende punkt; pointe. anden Udgave af »Enten – Eller« Trykmanuskriptet til 2. udg. af Enten – Eller blev indleveret til bogtrykkeren den 19. jan. 1849, jf. Erindringsbog for Bianco Luno. 1849 (Aller Press, arkiv for Bianco Lunos Bogtrykkeri). Den 14. maj 1849 blev 2. udgaven annonceret som »udkommet« sammen med Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (), jf. Adresseavisen, nr. 111. 1. udgaven af Enten – Eller udkom den 20. feb. 1843. 5te Mosebog 33, 9 »som sagde ... sine Sønner.« frit citat fra 5 Mos 33,9 (GT-1740): »Den, som siger til sin Fader og til sin Moder: jeg saae ham ikke, og han kiendte ikke sine Brødre, og vidste ikke af sine Sønner; thi de have holdet din Tale, og skal bevare din Pagt.« at hade Fader og Moder for Χsti Skyld sigter til Jesu ord, Luk 14,26: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« i Luthers Prædiken over Evangeliet om Brylluppet i Cana sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 2. søndag efter helligtrekonger, Joh 2,1-11 (brylluppet i Kana), i En christelig Postille () bd. 1, s. 151-159; s. 156, hvor det med henvisning til Jesu ord til sin mor – »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet« (Joh 2,4) – hedder: »Mærk herved, at Han, idet Han er saa barsk mod sin egen Moder, ikke blot fremstiller et Troens Forbilled for os, men ogsaa stadfæster, hvad Moses siger, 5 Mos. 33, 9: Hvo som siger til sin Fader og Moder: Jeg kjender dem ikke, han holder dine Skikke, Israel.« »Troen gjør os ... 3die Søndag efter Helligtrekonger SK skriver »Kjerligheden« for »Kjærligheden«, men citerer i øvrigt ordret fra Luthers prædiken over evangeliet på 3. søndag efter helligtrekonger, Matt 8,1-13 (helbredelsen af en spedalsk; officeren i Kapernaum), i En christelig Postille () bd. 1, s. 159-167; s. 161, sp. 2. I samme Evangelium ... dem til et Vidnedsbyrd ufuldstændigt citat fra Jesu ord til den spedalske, som han netop har helbredt, Matt 8,4 (NT-1819): »see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for Præsten, og offre den Gave, som Moses haver befalet, dem til et Vidnesbyrd.« – betee: fremstil. – Vidnedsbyrd: dvs. vidnesbyrd. I dette sidste Ord ... selv burde troe paa Χstus resumé af En christelig Postille bd. 1, s. 164, sp. 2: »Derfor siger Herren: Offre den Gave, som Moses haver befalet, dem til et Vidnesbyrd. Som vilde Han sige: De maae nødes til at bekjende, at du er reen og rettelig hjulpen; men at de endda ikke troe paa mig, endda ikke ville erkjende mig for Messias, det er en forstokket Frækhed, som nok skal finde sin Straf. Imidlertid skal dog dette Vidnesbyrd opvække Andre til at antage mig og troe paa mig.« »har et Msk. Lov ... for Sandheden?« . et Msk. har Lov til ... der benegtes han at have Lov dertil sammendrag af Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 54-56 (SV2 11, 103f.). har et Msk Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? (...) H. Hs sidste Tilføiende sigter til pseudonymen H.H.'s efterskrift i »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 59 (SV2 11, 107): »Dette er som sagt 'denne Mands mange Tanker i et kort Indbegreb'. Da det Hele er Digt, 'digterisk Forsøg', men vel at mærke, af en Tænker, vil vel den tænksomme Læser finde det i sin Orden, at jeg Intet siger om denne Mands Person; thi just fordi det er Digt, kan jeg jo lige saa godt sige det Ene som det Andet, sige lige hvad jeg vil. Ogsaa i en anden Henseende kan jeg jo, da det Hele er Digt, sige lige hvad jeg vil, betræffende hans Liv, om hvorledes det gik ham, hvad han blev i Verden o.s.v. o.s.v. Men just fordi jeg saaledes qua Digter har Digter-Magtfuldkommenhed til at sige lige hvad jeg vil: saa vil jeg i alle disse Henseender Intet sige, for ikke, ved at tale om det Novellistiske, maaskee at bidrage til at bortlede Læserens Opmærksomhed fra det Væsentlige: Tanke-Indholdet.« Slutnings-Sving af H. H: i den Afhandling (har et Msk Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?) . – Slutnings-Sving: omsving, vending. Pseudonymen H.H. (). de gl. Pseudonymer dvs. de angivelige forfattere og udgivere af SKs pseudonyme forfatterskab fra Enten – Eller (1843) til »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (1848). Her tænkes især på pseudonymen Johannes Climacus, der i sit afsluttende »Tillæg« til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) humoristisk erklærer, at hans bog er overflødig, og »at Alt skal forstaaes saaledes, at det er tilbagekaldt; at Bogen ikke blot har en Slutning, men ovenikjøbet en Tilbagekaldelse«, SKS 7, 562,15-17. pathetisk følelsesfuldt, højstemt; alvorligt. Pfui fy, føj (lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt). Marter lidelse, pine. Gud har overøst mig ... mere end jeg havde ventet . den Rigdom som er mig forundt i det sidst forløbne Aar Det forløbne år, dvs. siden udgivelsen af Christelige Taler () den 25. april 1848, havde SK bl.a. skrevet størstedelen af manuskripterne til Sygdommen til Døden (), Indøvelse i Christendom (), Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), Om min Forfatter-Virksomhed () og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen (). I samme periode udgav han desuden føljetonen »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« i dagbladet Fædrelandet og Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), som begge var skrevet forinden. den religieuse Produktivitet dvs. de seks samlinger af opbyggelige Taler (1843-44), Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845), Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847) Kjerlighedens Gjerninger (1847), Christelige Taler (1848) og Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849) samt manuskripterne til de endnu ikke udgivne værker Sygdommen til Døden (1849), Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen (1849) og Indøvelse i Christendom (1850). hele Produktiviteten efter Enten – Eller hvilket foruden de i foregående kommentar nævnte værker vil sige de øvrige efter 1. udg. af Enten – Eller () udgivne værker, nemlig Gjentagelsen (1843), Frygt og Bæven (1843), Philosophiske Smuler (1844), Begrebet Angest (1844), Forord (1844), Stadier paa Livets Vei (1845), Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) og En literair Anmeldelse (1846) samt diverse avisartikler og -føljetoner, nemlig »Hvo er Forfatteren af Enten – eller« (1843), »En lille Forklaring« (1843), »En Erklæring og Lidt til« (1845), »En flygtig Bemærkning betræffende en Enkelthed i Don Juan« (1845), »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« (1845), »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (1846) og »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (1848). glippe ikke udføre en virksomhed på den rette måde; fejle. Frygt for Udkommet . Denne min Geburtsdag dvs. SKs fødselsdag den 5. maj 1849, da han fyldte 36 år. I en lille Afhandling ... nemlig: Brødremenigheden gengivelse af den da. teolog Jens Møllers (1779-1833) artikel »Om Menneskenes Tilbøielighed til at agte paa Varsler af Forsynet og især om den religiøse Brug af Lodkastning hos Jordens berømteste Folkeslag« i Nyt theologisk Bibliothek, udg. af Jens Møller, bd. 1-20, Kbh. 1821-32, ktl. 336-345; bd. 6, 1824, s. 118-171; s. 121: »een af de mærkeligste [skikke], nemlig at adspørge Gud ved Lodkastning, er endog bleven sanctioneret i en evangelisk Menighed, som knytter sig fast til vor lutherske Kirke, nemlig Brødremenigheden«. – Brødremenigheden: Det evangeliske Brødreunitet af den Augsburgske Bekendelse, også kaldet 'Brødremenigheden', blev grundlagt af grev Zinzendorf i Herrnhut i Sachsen i 1722; i 1773 stiftede menigheden en koloni i Christiansfeld i Sønderjylland og i 1783 et societet i København, hvor SKs far var medlem fra 1815 (eller tidligere) til sin død i 1838. Aber ty. men. Giftermaal afgjøres saaledes ved Lodkastning Herom skriver Jens Møller: »Da Grev Zinzendorf gav Brødre-Menigheden en ny Forfatning, beholdt han Lodkastningen; og [også] bruges den, som bekjendt, endnu ved flere Leiligheder, navnligen ved christelige Embeders og Missionariaters [missionsembeders] Besættelse, samt ved Giftermaal imellem Menighedens Lemmer [medlemmer] indbyrdes; dog staaer det Enhver frit for, om han (eller hun) vil gifte sig ved Lodkastning, eller ikke«, Nyt theologisk Bibliothek bd. 6, s. 158. Goldschmidt Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, bl.a. forfatter til den berømmede En Jøde. Novelle af Adolph Meyer. Udgiven og forlagt af M. Goldschmidt, Kbh. 1845, ktl. 1547; grundlagde Corsaren (se følgende kommentar) i okt. 1840 og var bladets egentlige redaktør til okt. 1846, da han afhændede det og drog ud på en ét-årig udlandsrejse; udgav og skrev fra dec. 1847 månedsskriftet Nord og Syd. Skulde der have været ... han har selv forlangt det sigter til det satiriske ugeskrift Corsaren, grundlagt okt. 1840 af M.A. Goldschmidt, som indtil okt. 1846 var det republikanske blads egentlige redaktør. Bladet hævdede at stå uden for politisk partidannelse, men kan i kraft af sin kritik af såvel enevoldskongen og hans regering som den liberale opposition betegnes som republikansk (en position, som dog blev svækket efter enevældens fald i 1848). Regeringskritikken ledte hyppigt til bladets beslaglæggelse af censor, ligesom Goldschmidt i 1843 blev dømt for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen (). Bladets satiriske artikler blev suppleret med tegninger af Peter Klæstrup, som bidrog til at give det et stort publikum. I midten af 1840'erne udkom bladet i et oplag på o. 3.000, dobbelt så mange som det førende liberale dagblad Fædrelandet kunne præstere og kun nogle hundrede færre end den halvofficielle statsavis Berlingske Tidende. Foruden regering og opposition spottede bladet også det litterære parnas, men SK forblev i lang tid en undtagelse, og så sent som 14. nov. 1845 blev hans første pseudonym, udgiveren af Enten – Eller, udødeliggjort i bladets spalter på bekostning af den liberale oppositionsleder, »da Lehmann vil døe og blive glemt, men Victor Eremita aldrig døer«, nr. 269, sp. 14. Imidlertid udgav en af bladets medarbejdere, forfatteren P.L. Møller, den 22. dec. en kras kritik af SKs forfatterskab i sin æstetiske årbog Gæa for 1846 (s. 172-180). SK identificerede P.L. Møller med Corsaren og bad nu om 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet, jf. artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet Frater Taciturnus i Fædrelandet den 29. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658). Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK, første gang den 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til 17. juli 1846 (nr. 304); efter Goldschmidts afgang som redaktør fortsatte drillerierne, sidst den 16. feb. 1849 (nr. 439). Efter den anden Corsar-artikel den 9. jan. 1846 (nr. 277) svarede SK, igen alias Frater Taciturnus, i Fædrelandet den 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68) med »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (jf. SV2 13, 468-471). G. Goldschmidt. Man kunde ogsaa billigt fordre ... veldædige Øiemeed allusion til de bøder, som delinkventer blev dømt til at betale til godgørende formål, især byens fattigkasse. If. Goldschmidts egne oplysninger indbragte Corsaren i hans sidste år som udgiver 4000 rigsdaler (), mens han ved afhændelsen af bladet modtog 1500 rigsdaler, jf. M.A. Goldschmidt Livs Erindringer og Resultater bd. 1-2, Kbh. 1877; bd. 1, s. 429f. – billigt: med god grund, med stor rimelighed. – Blod-penge: penge erhvervet ved blodig gerning, fx de tredive sølvpenge, som Judas Iskariot (se næste kommentar) modtog for at forråde Jesus til ypperstepræsterne og de ældste, men siden gav tilbage, jf. Matt 27,6: »Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: 'Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.'« – fortjent: tjent. Judas (...) gav Pengene igjen Judas Iskariot, en af Jesu tolv disciple; forrådte Jesus med et kys, jf. Matt 26,47-50 og Luk 22,47-48. Da Judas fortrød sin gerning, gav han ypperstepræsterne og de ældste de tredive sølvpenge tilbage, som han havde modtaget i løn, jf. Matt 27,3-5. behandler dem som Børn. Egl. er det det Heiberg gjør Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, redaktør og kritiker, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., 1830-36 docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer. Her sigtes formentlig til Heibergs formynderiske forhold til publikum (). et Par Msker, som jeg holdt af Det har ikke ladet sig afgøre, hvem SK sigter til. omhyggelig for dem opmærksom på dem, omsorgsfuld over for dem. I den Prædiken af Luther ... Beviis for Gudsfrygt sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 4. søndag efter helligtrekonger, Matt 8,23-27 (stormen på søen), i En christelig Postille () bd. 1, s. 168-175. Her betoner Luther, at Jesus selv siger, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd (Matt 10,34): »Alt dette opfordrer dig til, at betænke dig vel forud, om du vil være en Christen eller ikke. Thi vil du være en Christen, saa belav dig paa Stormvejr og Ufred: der vorder intet Andet af«, s. 169, sp. 1; »jo mere Evangeliet og Guds Ord forfølges, desto videre kommer det, desto stærkere vorder det, desto mere vinder Troen i Fasthed. Det gaaer altsaa hermed heel anderledes, end med alle verdslige Goder, thi disse aftage ved Ulykke og Modgang, tiltage derimod ved Lykke og Fred. Christi Rige tager til ved Trængsel, men ved Fred og gode Dage tage det af«, s. 175, sp. 1. – Χstus gaaer i Skibet: I Almanak for det Aar efter Christi Fødsel 1849 (Kbh. uden år og uden paginering) betegnes evangeliet på 4. søndag efter helligtrekonger: »Jesus traadte i Skibet«, jf. Matt 8,23: »Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham« (NT-1819). Biskop Mynsters Styrelse Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. præst, forfatter og politiker, fra 1811 residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i Kbh., fra 1826 hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over Sjællands stift. Som biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver; i årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i Roskilde, hvor han i høj grad gjorde sin magt og indflydelse gældende, og i 1848-49 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling ( og ); han havde sæde i en lang række styrende organer og var primus motor i udarbejdelsen af den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente af 1819, af Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839, og af et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (). Alt Det om, at jeg skulde løbe den Fare at blive slaaet ihjel sigter måske til SKs frygt for reaktionen på udgivelsen af hans Christelige Taler i kølvandet på det nationale røre i marts 1848 (), jf. journalen NB4:118, SKS 20, 346, og se kommentarerne dertil. mit Lod dvs. min lod. daglig Pøbelens Forhaanelse sigter formentlig til det satiriske ugeblad Corsarens angreb på SK () og følgerne af dette, nemlig at SK blev chikaneret på gaden. forulykket Subjekt mislykket. enes forenes, sammenknyttes. forfaldne Personer som er forfaldne til især skændige el. umoralske lyster. idet jeg igjen skal til at trykke sigter til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, som kort forinden var blevet sendt til trykning ( og ). jeg tog Vægten af Pøbelagtighedens Forhaanelse paa mig sigter til Corsarens angreb på SK, som han selv havde udbedt sig i en artikel den 29. dec. 1845 (). Bekymring for Udkommet . Det, som nu skal frem det vil formentlig sige Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger el. måske snarere et el. flere af manuskripterne til de endnu ikke udgivne værker Sygdommen til Døden (1849), Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen (1849) og Indøvelse i Christendom (1850). Tanken om at standse sigter til, at SK allerede efter udgivelsen af Enten – Eller (1843), igen efter udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) og derefter gang på gang overvejede at holde op som forfatter og søge præsteembede på landet. Se fx journaloptegnelserne JJ:415 (SKS 18, 278) samt NB:7, NB:57 og NB2:136 (SKS 20, 19, 51 og 194). Se også kap. 3, »Styrelsens Part i mit Forfatterskab«, i anden del af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), s. 66 (SV2 13, 611). Saa gjerne havde jeg jo ønsket mig et stille Liv nemlig som præst på landet, jf. foregående kommentar. Således skriver SK den 9. marts 1846 i journalen NB:7: »Blot jeg kan drive det i mig selv til at blive Præst. Derude i den stille Virksomhed, i Fritimerne indrømmende mig en lille Produktion, der vil jeg dog aande mildere, hvormeget end det nu værende Liv har tilfredsstillet mig«, SKS 20, 19,12-15. for Alt frem for alt. bedrøve Aanden hentyder til Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). i stille Betryggethed paa Landet i et Embed dvs. i et embede som præst på landet ( og ). – Embed: dvs. embede (). vilde blevet egl. ville være blevet. lader Gud sig ikke spotte hentyder til Gal 6,7: »Gud lader sig ikke spotte.« det Skridt, jeg nu gjør qua Forf sigter formentlig til udgivelsen af Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, som kort forinden var blevet sendt til trykning ( og ). jeg som just kæmper for, at indsætte igjen »Apostelen« i sin Ret nemlig i »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), hvor det om apostlen hedder, at han til forskel fra ethvert andet menneske har sin myndig fra Gud, sådan at hans myndighed ikke lader sig forstå, men kun tro. Embedsmand dvs. præst (embede i den danske statskirke) el. lærer (embede på universitetet el. pastoralseminaret). En Gang havde jeg tænkt ... andet Oplag af Enten – Eller Manuskriptet til »Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile« var udarbejdet i 1848 og blev senere udgivet som nr. I i Indøvelse i Christendom (Kbh. 1850). 2. udg. af Enten – Eller udkom den 14. maj 1849 sammen med Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (). – Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede: citat fra Matt 11,28 (NT-1819), hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile.« det »Forord« (...) som nu staaer i »Tre gudelige Taler.« Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler blev annonceret som »udkommet« sammen med 2. udg. af Enten – Eller den 14. maj 1849 (). Manuskriptet blev indleveret til bogtrykkeren den 17. april 1849, jf. Erindringsbog for Bianco Luno. 1849 (Aller Press, arkiv for Bianco Lunos Bogtrykkeri). Forordet er dateret 5. maj 1849 og lyder: »Denne lille Bog (der i Henseende til Omstændigheden, hvorunder den fremtræder, erindrer mig om mit Første og ganske særligen om mit Første til mit Første, Forordet til de to opbyggelige Taler 1843, hvilke udkom strax efter 'Enten – Eller') vil, saa [således] haaber jeg, om det Samme erindre 'hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser': 'den begjerer at forblive i det Skjulte, som den blev til i Dølgsmaal – en lille Blomst i Skjul af den store Skov'. Derom vil den ved Omstændigheden erindre ham; og atter, haaber jeg, vil den erindre ham, som den erindrer mig, om Forordet til to opbyggelige Taler 1844: 'den bydes med høire Haand' – i Modsætning til Pseudonymen, der raktes og rækkes med Venstre«, s. 3 (SV2 11, 9). Kun var der tilføiet ... det Opbyggeliges anden Gang.« Det oprindelige forord synes ikke at være bevaret. – det Opbyggeliges: sigter her til SKs 'opbyggelige' forfatterskab, som blev indledt med To opbyggelige Taler (1843), der udkom kort tid efter 1. udg. af Enten – Eller; herefter fulgte flere samlinger af opbyggelige taler (1843-44) foruden en række værker, der også lader sig kategorisere som opbyggelige, nemlig Tre taler ved tænkte Leiligheder (1845), Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), Kjerlighedens Gjerninger (1847), Christelige Taler (1848) og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen (1849). »en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger« ... deeltes i mindre Dele En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, som var tilrettelagt i sommeren 1848, men skrevet i 1846-47, bestod af seks afhandlinger: nr. 1 »Noget om hvad man kunde kalde 'Præmisse-Forfatter'« (fra indledningen til Bogen om Adler (), jf. Pap. VII 2 B 235, s. 5-16,31, lettere bearbejdet, se Pap. IX B 1, s. 297); nr. 2 »De dialektiske Forhold: det Almene, den Enkelte, den særlige Enkelte« (fra kap. I i Bogen om Adler, jf. Pap. VII 2 B 235, s. 33,19 - 53,34, lettere bearbejdet, se Pap. VIII 2 B 9,13-15, s. 50f., samt IX B 2, s. 298f., og 7-8, s. 305-307); nr. 3 »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?« (fra 1847, jf. Pap. VIII 2 B 136, s. 236, og 138-139, s. 238f.; udgivet separat 1849, ); nr. 4 »En Aabenbaring i Nutidens Situation« (fra kap. II i Bogen om Adler, jf. Pap. VII 2 B 235, s. 74-90,28, lettere bearbejdet, se Pap. IX B 4, s. 300); nr. 5 »Psychologisk Opfattelse af Mag. Adler som Phænomen og som Satire over den hegelske Philosophie og Nutiden« (fra kap. IV i Bogen om Adler, jf. Pap. VII 2 B 235, s. 176-230, lettere bearbejdet, se Pap. VIII 2 B 7,12-18, s. 32-43, 8,1, s. 44, og 9,12, s. 49, samt IX B 5, s. 301-305); og nr. 6 »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« (fra kap. III, § 2, i Bogen om Adler, jf. Pap. VII 2 B 235, s. 136,29 - 150,31, lettere bearbejdet og udvidet, se Pap. VIII 2 B 7,8-9, s. 28f. og 9,16-18, s. 51f., samt IX B 6, s. 305; udgivet separat, ). Ligegyldighed for al Tid dvs. lige gyldighed til enhver tid. det mærkværdige Aar, 48 ... anbragte ved Discussionen 1848 blev allerede i samtiden alm. omtalt som 'det mærkelige [mærkværdige] år', da året både i Danmark og mange andre europæiske lande var præget af revolutioner og krige, der vendte op og ned på de bestående forhold (jf. fx titel og tidsangivelse på C. Hostrup Familietvist eller Det mærkelige Aar, Sangspil, Kbh. 1856, s. 4: »Tiden: Aar 1848 ved Efteraarets Begyndelse«). I Danmark gav Chr. VIII's død den 20. jan., efterretningerne om Februarrevolutionen i Paris og rygterne om oprør i de ty. hertugdømmer Slesvig og Holsten (som hørte under den da. krone) anledning til enevældens fald i marts og straks efter udbruddet af en borgerkrig ml. monarkiets da. og ty. dele (Treårskrigen el. Den første Slesvigske Krig). I oktober trådte en grundlovgivende rigsforsamling sammen for at skrive en fri forfatning, hvilket resulterede i Danmarks Riges Grundlov, som blev underskrevet af Fr. VII den 5. juni 1849 (). – Landstormen: total mobilisering af et lands el. en landsdels indbyggere; altomfattende hær. I forbindelse med krigsudbruddet i april 1848 blev den da. hær mobiliseret. for Tid (ligegyldighed) over for tid. »Verden vil bedrages« A.E. Scribe Verden vil bedrages, lystspil i fem akter, overs. af N.C.L. Abrahams efter den fr. original, Le Puff ou mensonge et vérité (1848), i Det kongelige Theaters Repertoire, nr. 167, Kbh. 1849, ktl. U 101 (købt hos Schubothe den 7. april 1849). I lystspillet sejrer løgnen bestandigt over sandheden; kun officeren Albert d'Angremont forarges over løgnens sejrsgang, men trods sin kamp mod den ender han selv med at forsmå sandheden, da han kun således kan vinde sin elskede og skaffe en enke en fortjent pension. På Det kgl. Teater blev lystspillet opført fem gange fra præmieren den 27. marts 1849 til den 23. april. Tilværelse eksistens. Selvangivelse selvanmeldelse, selvafsløring. eh bien fr. nuvel! Χstdenheden kristenheden, dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1. det er vel som alt det Andet en Løgn (som Scribe siger) gengivelse af den afsluttende replik i Scribes lystspil Verden vil bedrages (), s. 38, sp. 2. Efter en løgnagtig påstand, som Antonie har erklæret for »den rene Sandhed«, siger Desgaudets, der lystspillet igennem har afsløret løgnen og ikke sandheden som tidens løsen: »Ligesom alt det Øvrige.« – Scribe: (). Præsterne have et Levebrød I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især korn, 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst et såkaldt 'offer', dvs. en frivillig pengegave. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Dertil kom i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra de dem tillagte jorde og gårde. Alt taget i betragtning havde de københavnske præster en større indtjening end præsterne i provinsen, jf. en anonym »Bemærkning om de kjøbenhavnske Præsters Forhold til Menigheden« i Politievennen, nr. 1313, den 27. feb. 1841, s. 130: »En stor Deel af de kjøbenhavnske Præster have i Sammenligning med Landets øvrige Geistlige rundelige Indtægter og leve paa en brillant Fod.« anmasse mig tiltage mig; gøre (uberettiget) krav på. Redningsfolk dvs. brandmænd. Blive mishandlet kan jeg jo, yderligere mishandlet . kom paa første Pleie hos Nederdrægtigheden blev indlagt på første forplejningsklasse som på en sindssygeanstalt; 'kom i Corsaren' (). I Corsaren var SK ved sit pseudonym Frater Taciturnus blevet identificeret med 'gale Nathanson', en hestehandler, som havde været indlagt på den kommunale sindssygeanstalt Bidstrupgård og efterfølgende åbenbaret sit vanvid i bladet Corvetten Politivennen, jf. Corsaren, nr. 278, den 16. jan. 1846, især sp. 14, hvor Taciturnus selv placeres på Bidstrupgård; jf. også Corsaren, nr. 280, den 30. jan., sp. 9-11, og nr. 285, den 6. marts, sp. 8. Biskop Mynster . Han er nu 72 Aar Mynster var på dette tidspunkt 73 år. fremkogle fremtrylle. Hans Prædikener SK hørte if. eget senere udsagn altid Mynster, når han prædikede i København, jf. journalen NB28, Pap. XI 1 A 1, s. 6. Desuden ejede han flere prædikensamlinger af ham: Prædikener bd. 1, 3. opl., Kbh. 1826 [1810], bd. 2, 2. opl., Kbh. 1832 [1815], ktl. 228; Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231; og Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232. en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. Verdens-Msker mennesker, som er vant til at færdes og begå sig i fornemme kredse. lægge ham al mulig Modstand lægge ham al mulig modstand i vejen. Scribes Augustin Eugène Scribe (1791-1861), fr. dramatiker, beherskede det parisiske teaterliv gennem 40 år med sine henved 350 operatekster, vaudeviller og komedier, hvor 'gode' mennesker ofte afsløres som forstilte. Mellem 1824 og 1874 var Scribe den mest spillede dramatiker på Det kgl. Teater, hvor han ved J.L. Heibergs () mellemkomst fik opført o. 100 stykker. Det Interessante æstetisk kategori, der med udgangspunkt i den ty. kunstteori (tidligst Fr. Schlegel), blev et modeord i den da. debat, specielt i begyndelsen af 1840'erne; fællesbetegnelse for de stimulerende kunstneriske virkemidler, der blev betragtet som ikke-skønne, men fascinerende. 'Interessant' kan således være udtryk for spænding, tendens, disharmoni, det individuelt problematiske, det pirrende, det opsigtsvækkende, men tillige den raffinerede el. reflekterede stil og den æggende nyhed i stof og arrangement. I da. sammenhæng blev 'det Interessante' aktualiseret af J.L. Heiberg i hans anmeldelse af Adam Oehlenschlägers tragedie Dina, jf. Intelligensblade, nr. 16-17, 15. nov. 1842, bd. 2, s. 73-106. Udtrykkets almene udbredelse belyses endvidere i Politievennen, nr. 1478-1479, 26. april - 3. maj 1844, s. 267-271 og s. 279-283. Se endelig Frygt og Bæven, i SKS 4, 173. at være qua Forf. den Interessante sigter måske til, at SK vakte interesse for sin egen person ved at skjule sig bag en lang række pseudonymer, herunder ikke mindst Johannes Forføreren, den pseudonyme forfatter af »Forførerens Dagbog« i første del af Enten – Eller. Fortjenstligt fortjenstfuldt. Pæl i Kiødet Udtrykket skyldes 2 Kor 12,7, hvor Paulus skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819; tidligere bibeloversættelser har »en Pæl i Kiødet« for »en Torn i Kiødet«). en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. en Bog betitlet: Χsti Liv Med oplysningstiden i det 18. årh. blev teologiens arbejde med de bibelske tekster mødt med kravet fra den almene historieforskning om også i bibelforskningen at anvende en historisk-kritisk metode, dvs. kritisk at søge i teksterne efter historiske årsager og sikre kildeudsagn, herunder om den historiske Jesus, jf. fx Karl Hase Das Leben Jesu. Lehrbuch zunächst für akademische Vorlesungen, 2. forbedrede udg., Leipzig 1835 [1829], ktl. U 51; D.F. Strauß Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet bd. 1-2, Tübingen 1835-36 (hyppigt diskuteret i de følgende årgange af Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, ); og J. Schaller Der historische Christus und die Philosophie. Kritik der Grundidee des Werks das Leben Jesu von Dr. D. F. Strauss, Leipzig, 1838, ktl. 759. SK kan have haft disse titler i tankerne, men måske især Rasmus Nielsen Evangelietroen og den moderne Bevidsthed, som han netop havde modtaget fra forfatteren (). Joh: de cruce Johannes de Cruce (lat. 'af korset') el. Johannes af Yepes (1542-91), sp. mystiker, teolog og digter. Luther taler om ... behager ham særdeles sigter til Luthers prædiken over Luk 18,31-43 (Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse; helbredelsen af den blinde ved Jeriko), i En christelig Postille () bd. 1, s. 194-201; s. 199f. Her hedder det med henvisning til den blinde, der bønfaldt Jesus om at blive helbredt (v. 35-43): »Ved denne Lejlighed lærer Evangelisten os en meget god Tigger-Kunst, at Man nemlig skal overhænge [ideligt plage] Gud tilgavns, og ikke frygte for, ikke blues ved, at trygle, ej heller trættes, men holde ved. Thi hvo som er bange og undseelig, han lader sig snart afvise, og duer ikke til at betle. Her maa Man sætte al Skam tilside, og tænke: Vor Herre vil, at vi skulle [skal] overhænge ham med vort Tryglerie. Thi det er Hans Lyst og Ære, at give Meget, og det behager Ham vel, at Man venter og begjerer meget Godt af Ham (...). Derfor er det, som sagt, det Bedste, at Man sætter al Skam tilside (...) Vor Herre derimod kan godt lide saadanne Tryglere, som trøstigen holde ved, og ikke ville [vil] lade sig afvise«, s. 199, sp. 1. »Hvo der saaledes betler, og hænger ved, udenat skamme sig, han gjør ret, og vor Herre seer det gjerne, thi Han er ikke saa kort for Hovedet, som vi Mennesker (...). Saadan Bøn, som holder ved, og ikke lader sig kyse fra Guds Paakaldelse, behager Ham vel«, s. 199, sp. 2. »Den Blinde skammer sig ej heller, hverken lader han sig afskrække ved sin egen Uværdighed, heller [ikke] ved de Andres Trusler (...). Det kalder jeg, at bede med Uforskammenhed (...). Saa uforskammet lære du at bede, og tvivl ikke, at jo Gud, for Christi Skyld, vil give dig, hvad du behøver«, s. 200, sp. 1. Endelig hedder det med henvisning til Luk 18,1-8 (lignelsen om enken og den uretfærdige dommer): »Dette Exempel lærer os da, at vorde uforskammede Betlere for vor Herre«, s. 200, sp. 2. Sludder ... som det eneste Svar, man skal give Tvivlen En kilde til dette har ikke kunnet identificeres. – Vidnedsbyrd: dvs. vidnesbyrd. – forsøgt: prøvet. med Hamann at sige: bæ Den ty. forfatter og filosof Johann Georg Hamann (1730-88) skriver i et brev af 22. jan. 1785 til F.H. Jacobi om den tvivl, der kan opstå i ens hjerte: »Es giebt Zweifel, die mit keinen Gründen noch Antworten, sondern schlechterdings mit einem Bah! abgewiesen werden müssen, – so wie es Sorgen giebt, die durch Gelächter am Besten gehoben werden können«, Friedrich Heinrich Jacobi's Werke, udg. af F. Roth, bd. 1-6 (i 8 bd.), Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728 (forkortet Jacobi's Werke); bd. 4,3, 1819, s. 34. Frygt og Bæven allusion til Paulus' ord, Fil 2,12: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819). etsteds en Aphorisme af mig sigter til journaloptegnelsen CC:16 fra o. 1836-37: »Lykkeligt er det dog, at Sproget har en Deel Udtryk for Vaas og Passiar. Hvis ikke, blev jeg afsindig, thi hvad andet var det et Beviis paa, end at alt, hvad man sagde, var Vaas. Lykkeligt er det, at Sproget er saa uddannet i saa Henseende, thi saa kan man dog haabe stundom at høre fornuftig Tale«, SKS 17, 206. »Men Sligt ... Χsti Fristelses Historie SK skriver »skrevet« for »skreven«, men citerer i øvrigt ordret fra Luthers prædiken over evangeliet på 1. søndag i fasten, Matt 4,1-11 (Jesu fristelse i ørkenen), i En christelig Postille () bd. 1, s. 201-207; s. 207. si ita dicere licet lat. 'hvis man kan udtrykke det på den måde'. Det Docerende i Forhold til Χsti Liv sigter måske til Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv (). – Χsti Liv: . at inddele Christi Liv i Paragrapher sådan som fx Karl Hase i Das Leben Jesu. Lehrbuch zunächst für akademische Vorlesungen og D.F. Strauß i Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet gør det (). det Systematiske hentyder formentlig til den spekulative teologi, der i kraft af den hegelske filosofi mente at kunne begribe kristendommen systematisk. Gud-Msk sigter til Jesus som sand Gud og sandt menneske. den lille Afhandlings . i denne lille Afhandling ... sympathetiske Collision sigter til den tvivl, som afhandlingens hypotetiske forfatter tager sit afsæt i, jf. Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 15 (SV2 11, 74): »dette kan jeg vel begribe, at Han, den Kjerlige, af Kjerlighed kunde ville offre sit Liv; men dette kan jeg ikke begribe, at Han, den Kjerlige, kunde lade Menneskene blive skyldige i at slaae Ham ihjel, kunde tillade, at dette skete, mig synes, at Han af Kjerlighed maatte have forhindret dem deri.« – sympathetiske: egl. med-lidende; medfølende, deltagende. »Ansvaret« dvs. »Ansvaret for at lade Andre blive skyldige i hans Død«, som det hedder s. 34 (SV2 11, 87), jf. også s. 31-33, s. 37, s. 40f. og s. 44 (SV2 11, 85-87, 89, 92 og 94f.). »Offeret« dvs. det af egen vilje at blive »offret for Sandheden«, som det hedder s. 33 (SV2 11, 87), jf. også s. 35, s. 48f. og s. 58 (SV2 11, 88, 98f. og 106). releverede fremhævet. protestere protestere mod. slagen ihjel slået. Kun Gud-Msk. ... blev ihjelslagen Et sådant udsagn findes ikke i afhandlingen, men if. NT er Jesus vidende om sin død på korset, jf. fx Matt 16,21; Mark 8,31; Luk 9,22. – til Hinder i: til hinder for. enet forenet. i denne Afhandling var en Hentydning til min Forfatter-Existents Her kan fx tænkes på følgende hentydninger til SKs eget liv: Fra Jesu offentlige fremtræden til hans korsfæstelse går der if. traditionen tre år, hvilket afhandlingen betoner som et kort og komprimeret forløb, jf. s. 22 (SV2 11, 79); dette kan sammenlignes med SKs omfattende litterære produktion i de tre år fra udgivelsen af Enten – Eller som det første pseudonyme skrift i 1843 til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift som det (foreløbigt) sidste i 1846. Jesus kender sin samtid og ved derfor, hvorledes han kan vinde dens beundring, men afviser den og pådrager sig i stedet samtidens forbitrelse, jf. s. 48 (SV2 11, 98); tilsvarende mente SK især med Enten – Eller at have vundet sin samtids beundring, men efterfølgende at have afvist denne, da han nægtede at lade sig udødeliggøre af Corsaren, hvorfor han i stedet blev latterliggjort (). Hvis en kristen, der vil ofre sig for sandheden, ikke mener at kunne forsvare at lade sig slå i hjel for sandheden, kan han i stedet lade sig udle, bespotte og forhåne, jf. s. 55 (SV2 11, 104); således blev SK offer for latter, spot og hån, da Corsaren angreb ham. 10rd 10 rigsdaler. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd'), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på 1 mark; på 1 rigsdaler gik således 96 skilling. – 10 rigsdaler svarede til en snedkersvends løn for to ugers arbejde. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 rigsdaler og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn, mens man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie; en pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling. komme i komme i med, dvs. indlade sig med. H. H. i Forordet ... interessere Theologer gengivelse af pseudonymen H.H.'s »Forord« til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 3 (SV2 11, 63): »Disse to Smaa-Afhandlinger ville [vil] væsentligen vistnok kun kunne interessere Theologer.« en Anmærkning ... er »uden Myndighed« sigter til en fodnote i »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 73 (SV2 11, 118): »Maaskee gaaer det een og anden Læser her, som det gaaer mig, at jeg i Anledning af dette om 'Myndighed', kommer til at tænke paa Mag. Kierkegaards 'opbyggelige Taler', hvor det saa stærkt accentueres og fremhæves, ved ordret og hver eneste Gang i Forordet at blive gjentaget: 'det er ikke Prædikener, fordi Forf. ikke har Myndighed til at prædike'. Myndighed er enten en apostolisk Kaldelses eller Ordinationens specifike Qvalitet. At prædike er just at bruge Myndighed; og at dette er det at prædike, er just aldeles glemt i vor Tid.« – I forordet til sin første samling af opbyggelige taler, To opbyggelige Taler (1843), bemærker SK, at han »ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,3. Dette gentages uforandret i forordet til de følgende samlinger (1843-44) og i varieret form i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845), Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), Kjerlighedens Gjerninger (1847), jf. især sidstnævnte værk, hvor SK skriver, at »vi [dvs. SK] ere vel underviste og oplærte i Christendom fra Barn af, og ogsaa i den modnere Alder have indviet vore Dages Tid og vore bedste Kræfter til denne Tjeneste, om vi end altid gjentage, at vor Tale er 'uden Myndighed'«, SKS 9, 54,31-35. det humoristiske Sving tilsidst . – Sving: omsving, vending. Accommodation tilpasning, lempelse. den første Afhandling i »tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger.« dvs. »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). man bør give lidt efter, slaae lidt af refererer til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 23 (SV2 11, 80): »hvor kunde den Kjerlige nænne at lade Menneskene blive saaledes skyldige, at de fik Hans Mord paa deres Samvittighed; maatte Han ikke, som den Kjerlige, paa enhver Maade have forhindret det, og saa hellere givet lidt efter, Han som havde det let nok, hvert Øieblik han vilde, at vinde dem for sig?« Og s. 30 (SV2 11, 85): »Er min Pligt mod Sandheden saaledes, eller byder min Pligt mod mine Medmennesker mig ikke heller at give lidt efter?« Desuden s. 51 (SV2 11, 100f.): »Altsaa: enten give lidt efter, eller lade Andre blive skyldige i et Mord. Hvilken Skyld er størst? I det ene Tilfælde bliver Skylden, at et Menneske ved at give lidt efter, noget modificerer eller accomoderer det Sande, han har forstaaet.« Samt s. 33 (SV2 11, 86): »Han, den Ihjelslagne, er den Lidende, ikke den i ethvert Øieblik frit Lidende, der, fra Begyndelsen af og saa Skridt for Skridt frit samtykker i at ville lide, uagtet han hvert Øieblik har det i sin Magt at forhindre det, har det i sin Magt, ved at slaae lidt af paa Sandheden, endog at blive den Beundrede.« at borttage ... det oprindelige Manuscript ... tilsidst igjen borttaget sigter til afhandlingens efterskrift (). Det 'oprindelige manuskript' til dette efterskrift er ikke kendt, men derimod trykmanuskriptet (Pap. VIII 2 B 139,5) og korrekturen (Pap. X 5 B 10,14-18). – I trykmanuskriptet lyder efterskriftet: »Dette er som sagt 'denne Mands mange Tanker i et kort Indbegreb.' Da det hele er Digt, vil vel Læseren finde det i sin Orden, at jeg Intet siger om denne, thi just fordi det er Digt, kan jeg jo lige saa godt sige det Ene som det Andet, sige lige hvad jeg vil, lige saa godt sige at han gik med Kaskjet som at han gik med Hat, lige saa godt at han var høi af Væxt, middel af Bygning, havde brune Øine sort Haar som noget hvilketsomhelst Andet af den Art der i Virkelighedens Forhold interesserer en Passkriver [embedsmand, der har til opgave at udstede rejsepas]. Ogsaa i en anden Henseende kan jeg jo, da det Hele er Digt, sige lige hvad jeg vil, betræffende [angående] hans Liv, om hvorledes det gik ham, hvad han blev i Verden o:s:v: o:s:v:. Men just fordi jeg saaledes qua Digteren har Digter-Magtfuldkommenheden til at sige lige hvad jeg vil: saa vil jeg i alle disse Henseender Intet sige, for ikke at gjøre Nar af Læseren. Dog det er sandt nær havde jeg glemt hvad jeg selv hedder: han er jo død – der staaer jo paa Titelbladet hans 'Efterladenskab'; om han er begravet, vides ikke, men jeg antager det for rimeligt. Og han efterlod sig ingen Familie, der staaer jo paa Titelbladet: et eenligt Menneske.« – I korrekturen har SK overstreget følgende passage, som derfor må være identisk med 'det dobbeltreflekteret humoristiske', jf. Pap. X 5 B 10,17: »lige saa godt sige, at han gik med Kaskjet, som at han gik med Hat, lige saa godt, at han var høi af Væxt, middel af Bygning, sortbrune Øine, sort Haar, som noget hvilketsomhelst Andet af den Art, der i Virkelighedens Forhold interesserer en Passkriver«. ene ligefrem religieus Meddelelse fra Afsl. Efterskrift af sigter til de religiøse værker, SK efter udgivelsen af den pseudonyme Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) udgav i eget navn, nemlig Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), Kjerlighedens Gjerninger (1847), Christelige Taler (1848), Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler () og Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). Efter Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift havde han desuden udgivet et kritisk værk, En literair Anmeldelse (1846), og en æstetisk avisartikel, »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (1848). – Afsl. Efterskrift: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de Philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, existentielt Indlæg, udg. under pseudonymet Johannes Climacus (Kbh. 1846). Christus siger til Paulus ... lide for min Skyld gengivelse af Jesu ord til Ananias om Paulus, ApG 9,16: »jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« – Paulus: den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. Født i Tarsus i Lilleasien; hellenistisk jøde; uddannet farisæer; deltog i forfølgelser af de jødiske landsmænd, der var kommet til tro på Jesus som Kristus. Oplevede o. 40 e.Kr. en kaldelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham; forkyndte fra da af evangeliet om Kristus, især for ikke-jøder, og synes her at have været grundlæggeren af en mission, hvor der ikke samtidig fordredes overgang til jødedommen. Blev formentlig henrettet o. 65 under den rom. kejser Neros forfølgelser af de kristne efter Roms brand. Paulus er kendt på første hånd fra en række breve, skrevet i årene 51-55 og optaget i NT. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, der er det ældste skrift i NT, samt Romerbrevet, de to Korintherbreve og Galaterbrevet. I de fire sidstnævnte breve fremtræder Paulus som en apostel, der hævder at have sit kald og dermed sin autoritet umiddelbart fra den opstandne Kristus. Apostlenes Gerninger, som er den anden store kilde til viden om Paulus, afspejler efter nutidens opfattelse en senere tids billede af hedningeapostlen. ret for alvor, i sandhed. det Paradox-Forskjellige fra ethvert Msk., at han er Apostel hentydning til »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), hvor det om apostlen hedder, at han til forskel fra ethvert andet menneske har sin myndig fra Gud, s. 67 (SV2 11, 114): »Ved dette paradoxe Faktum er Apostelen i al Evighed gjort paradox forskjellig fra alle andre Mennesker.« Afhandlingen No 1 i »tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger.« dvs. »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. Fuldk. fuldkommenhed. alle de ligefremme Meddelelser betræffende min Forf: Virksomhed, der ligge færdige dvs. manuskriptet til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (); Om min Forfatter-Virksomhed (); »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); og »Det Hele med eet Ord« (jf. Pap. X 5 B 144). to Smaa-Afhandlinger af H. H. dvs. »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« og »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« udgivet under pseudonymet H.H. i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). det hedder i den anden Afhandling: en specifik Qvalitets-Forskjel løst citat fra »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 74 (SV2 11, 119), hvor det hedder, at der ml. Gud og menneske er »en evig væsentlig qvalitativ Forskjel«. Slutningen af den første Afhandling af de to Smaa Afhandlinger sigter til pseudonymen H.H.'s efterskrift i »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). det Humoristiske er borttaget . Havde han levet i 48 ... det vilde Oprør sml. korrekturen, hvor en stort set enslydende passage er tilføjet i hånden (Pap. X 5 B 10,18). – 48: 1848 (). – »Opvækkelse«: Her hentydes til pseudonymen H.H.'s betragtninger over 'opvækkelse' i »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 52f. (SV2 11, 102): »Dorskere og dorskere bliver jo Menneskeheden, fordi den bliver mere og mere forstandig; travlere og travlere bliver den, fordi den bliver mere og mere verdslig; det Absolute gaaer mere og mere af Brug; Opvækkelse vil mere og mere blive fornøden. Men hvor skal Opvækkelsen komme fra, naar man ikke tør bruge det eneste sande Opvækkelsesmiddel, at lade sig slaae ihjel for Sandheden, ikke blindt stormende frem, men med roligere Besindighed, end nogen Pengemand beregner Conjuncturerne, beregnende dette Skridt. O, og er det dog ikke en absolut Forskjel, den mellem Dorskhed, Aandløshed – og Iver, Begeistring!« Gud-Msk. sigter til Jesus som sand Gud og sandt menneske. Dog det er sandt ... »digterisk Forsøg.« sml. efterskriftets afsluttende ordlyd i trykmanuskriptet (): »Dog det er sandt nær havde jeg glemt hvad jeg selv hedder: han er jo død – der staaer jo paa Titelbladet hans 'Efterladenskab'; om han er begravet, vides ikke, men jeg antager det for rimeligt. Og han efterlod sig ingen Familie, der staaer jo paa Titelbladet: et eenligt Menneske.« – paa Titelbladet hans »Efterladenskab (...) »digterisk Forsøg.«: jf. titelbladet til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 7. Trykfeil (...) I den anden ... istedetfor: den Gave at kunne gjøre Mirakler: den Gene sigter til »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 70 (SV2 11, 116): »Selv Miraklet, hvis Apostelen har denne Gave, giver ingen sandselig Vished; thi Miraklet er Troens Gjenstand.« I korrekturen ses »Gave« at være rettet fra »Gene« (Pap. X 5 B 10,20). Postscriptum til Afhandlingen No 1. (i to ethisk-religieuse Smaa-Afh.) dvs. efterskriftet til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). »et digterisk Forsøg« . bag efter at sige ... jeg er væsentlig en Tænker sigter til den afsluttende passage i det førnævnte efterskrift (): »Men just fordi jeg saaledes qua Digter har Digter-Magtfuldkommenhed til at sige lige hvad jeg vil: saa vil jeg i alle disse Henseender Intet sige, for ikke, ved at tale om det Novellistiske, maaskee at bidrage til at bortlede Læserens Opmærksomhed fra det Væsentlige: Tanke-Indholdet.« paa Titelbladet ... eenligt Mskes Efterladenskab . Den første Afhandling (af de to Smaa-Afhandlinger) dvs. »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). platonisk Dialog Næsten alle Platons værker () er skrevet som dialoger, hvor Sokrates typisk er den ene samtalepartner. Det Novellistiske ved ham ... accentuerer Tanke-Indholdet hentydning til den afsluttende passage i pseudonymen H.H.'s efterskrift til afhandlingen (): »Men just fordi jeg saaledes qua Digter har Digter-Magtfuldkommenhed til at sige lige hvad jeg vil: saa vil jeg i alle disse Henseender Intet sige, for ikke, ved at tale om det Novellistiske, maaskee at bidrage til at bortlede Læserens Opmærksomhed fra det Væsentlige: Tanke-Indholdet.« – ved ham: dvs. ved 'det enlige menneske', hvis 'efterladenskab' afhandlingen præsenteres som på titelbladet (), jf. også H.H.'s »Introduction« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, s. 11-14 (SV2 11, 71-73). – Tanke-Gehalt: ty. indhold; værdi. en Bedemand Rådstueplakat af 26. juni 1818 forordnede, »at det, i ethvert Tilfælde, hvor der bruges anden Liigvogn end den ringeste, bør være ufravigelig Pligt at bruge Bedemand«; dette betød, at alle andre end fattige, som fik en tarvelig og omkostningsfri begravelse, havde pligt til at lade en af stadsbedemændene arrangere begravelsen. Bedemændene blev på SKs tid stærkt kritiseret for at benytte sig af dette privilegium til at tage ublu priser for de mange ydelser ved begravelser. samtræffer med træffer sammen med. Pøbelagtighedens Redskaber sigter til skribenterne på Corsaren (), især Goldschmidt () og Møller (). contra naturam lat. 'imod naturen'. Pøbelagtighedens Redskab (...) tjener disse Mskers Penge sigter formentlig til udgiveren af Corsaren, indtil okt. 1846 M.A. Goldschmidt, herefter xylografen A.C.F. Flinch. Staterne demoralisere demoraliseres. Dommere og Propheter som if. GT blev sendt af Gud til at lede og frelse Israel fra afgudsdyrkelse og fjender. Sædeligheden moraliteten. Saa fortvivlede Kirken over Verdsligheden – og nu blev »Bladene« – og Publikum Sædelighedens Instantser sigter formentlig til reformationen, som gjorde op med den katolske kirkes verdslige regimente, og som flittigt benyttede den relativt nyopdagede bogtrykkerkunst til distribution af flyveblade om religiøse og moralske emner for at appellere til 'publikums' egen dom. den dybest sjunkne Deel af Dag-Pressen ... under Navn af Satire sigter til Corsaren (), der dog kun udkom ugentligt og ikke dagligt. Rufferie bordel. jeg har haft Penge . R. Nielsens Bog er udkommet Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof; cand.theol. 1837, lic.theol. 1840; i vintersemesteret 1840-41 privatdocent, fra 1841 ekstraordinær prof. i moralfilosofi og fra 1850 ordinær prof. ved Københavns Universitet. Han docerede især den spekulative, hegelianske filosofi, men kom i midten af 1840'erne under indflydelse af SK, med hvem han sluttede venskab i 1848 (se journaloptegnelserne NB7:6 og NB10:32, i SKS 21, 78f. og 273). SK synes at have overvejet at gøre Rasmus Nielsen fortrolig med sine tanker om forfatterskabet, jf. et udkast til en artikel »Angaaende mit Forhold til Hr. Prof. R. Nielsen« fra o. 1849-50: »I Midten af Aaret 1848 blev det mig ved forskjellige Overveielser, alle førende til det samme Punkt, tydeligt, at jeg burde[,] at det var min Pligt, idetmindste at gjøre et Forsøg paa ved personligt Forhold at sætte en Anden ind i mine Anskuelser, saa meget mere som jeg meente at skulle høre op at være Forfatter. / Jeg valgte Prof. Nielsen, der iforveien allerede havde søgt en Tilnærmelse. / Siden den Tid har jeg i Regelen talt med ham een Gang hver Uge« (Pap. X 6 B 124, s. 164). – Der sigtes her til R. Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv, første del, Kbh. 1849, ktl. 700 (forkortet Evangelietroen og den moderne Bevidsthed), som blev annonceret som »udkommen« i Adresseavisen, nr. 116, den 19. maj 1849. If. forordet blev de forelæsninger, der ligger til grund for bogen, »holdt i Universitetsbygningen, i Vinteren 1848, for et hæderligt Antal Tilhørere af begge Kjøn«, s. VIf. SK har måske været bekendt med forelæsningerne, inden de blev udgivet, da han i journalen NB10:13 synes at hentyde til dem, jf. SKS 21, 262,2-5. R. Nielsen gav SK sin bog i et gulddekoreret helbind af safian og med dedikation dateret »Søndagen d. 13. Mai 1849« (bogen findes i privat eje). har han dog ... meent, at det kunde lade sig gjøre, naar han sikkrede sig mig sigter muligvis til SKs mistanke om, at R. Nielsen »aabenbart benytter hvad han faaer hos mig i sin Productivitet«, som det med en formentlig hentydning til R. Nielsens forelæsninger hedder i journalen NB10:13 i feb. 1849, SKS 21, 262,3f. Skrifterne ere plyndrede ... aldrig citerer Evangelietroen og den moderne Bevidsthed er præget af inspiration fra SKs forfatterskab, især dets vægt på kristendommens paradoksale karakter i de pseudonyme skrifter fra 1843-46 – ikke mindst Frygt og Bæven (1843) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) – men Nielsen henviser kun til de værker, som SK havde udgivet i eget navn, nemlig på s. 189 til To opbyggelige Taler (1844) og på s. 384 til Kjerlighedens Gjerninger (1847). Desuden henviser Nielsen uden specifik reference til enkelte værker til SK på s. 411: »Uden at kunne citere noget bestemt Sted, vil Forf. blot i Almindelighed minde om de mange herhen hørende dialektiske Bestemmelser, der findes i Mag. Kierkegaards Skrifter.« Og på s. 441: »Om Gudsforholdets eiendommelige Dialektik, jfr. de kierkegaardske Skrifter.« Miraklet om de 5 Brød og de 2 smaa Fiske sigter til beretningen om Jesu bespisning af de fem tusind med fem brød og to fisk, Joh 6,1-15, jf. v. 9, hvor der tales om »fem Bygbrød, og to smaa Fiske« (NT-1819). kommer (...) til for kort kommer til kort. lad 5 være lige imperativ af talemåden at 'lade fem være lige', dvs. ikke tage det så nøje. trods Nogen så godt som nogen el. frem for nogen anden. Sandheds-Vidne en, der vidner om kristendommens sandhed, undertiden en martyr, som i kristendommens første århundreder blev forfulgt og henrettet på grund af sin kristne tro og bekendelse. »Digter« sml. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), s. 57 (SV2 13, 603): »Opgaven, som er at sætte for de Fleste i Christenheden, er: fra 'Digteren', eller fra at forholde sig til, at have sit Liv i det, Digteren foredrager, (...) at blive Christen.« Se også Kjerlighedens Gjerninger (1847), første følge, II. B, i SKS 9, 51-67, og Sygdommen til Døden (), andet afsnit, A (indledningen), s. 77-79 (SV2 11, 213-215). Christus forbyder ... desto mere gjorde de det gengivelse af Mark 7,36, hvor Jesus netop har helbredt en døv: »Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, destomere kundgiorde de det« (NT-1819). Bram pral. de 9 af de Spedalske sigter til Luk 17,11-19, hvor Jesus møder ti spedalske mænd og på deres bøn om at blive helbredt befaler dem at gå hen og blive undersøgt af præsterne; de adlyder og bliver renset for sygdommen, mens de går derhen, men kun én af de ti vender tilbage og takker Jesus for, hvad han har gjort; da spørger Jesus, v. 17-18: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« R. Nielsens Bog Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed (). commandere paa Strømmen dvs. kommandere (et skib) i rum sø el. i et farvand med stærk strøm. end med eet eneste Ord end ikke. R N. Rasmus Nielsen. at stille Tvivlen og Troen ... og saa debattere sigter til Rasmus Nielsens »Fortale« (separat pagineret) til Evangelietroen og den moderne Bevidsthed, hvor han stiller »Evangelietroen« og »den moderne Bevidsthed« op over for hinanden i skikkelse af henholdsvis »den Troende« og »den frie Tænker, Fritænkeren« (samt »Middelveislæren« i skikkelse af »Skolens Theologer«, dvs. tilhængerne af den spekulative teologi) for »at lade Ordførerne for de her betegnede Anskuelser forene sig om at gjennemgaae de fire Evangelier sammen og udtale sig hver i sin Charakteer«, s. VI. sku dvs. sgu. sædelige moralske. I Begrebet seet principielt. flankerer løber til højre og venstre, strejfer om. tage det op med tage kampen op med. Ikke mere end Mag. Adler havde opgivet Hegel Adolph Peter Adler (1812-69), da. teolog, erhvervede i 1840 magistergraden på afhandlingen Den isolerede Subjectivitet i dens vigtigste Skikkelser, fra 1841 sognepræst i Hasle og Rutsker på Bornholm, udgav i 1842 Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (ktl. 383), blev suspenderet i 1844 og afskediget i 1845, da hans påstand i forordet til Nogle Prædikener, Kbh. 1843 (ktl. U 9), om i dec. 1842 at have haft en åbenbaring blev opfattet som udtryk for begyndende sindssyge. Af forordet fremgik det, at Adler havde færdiggjort et hegeliansk skrift, »som jeg vilde have kaldet populaire Foredrag over den subjective Logik«, men nu opgivet at udgive. Senere udgav han Forsøg til en kort systematisk Fremstilling af Christendommen i dens Logik, Kbh. 1846 (ktl. U 13), som SK formentlig har forstået som et udtryk for, at han ikke væsentligt havde opgivet Hegel. – SK skrev fra midten af juni til slutningen af sept. 1846 den første version af en bog om Adler (Pap. VII 2 B 235, s. 5-230); i 1847 foretog han både en anden (Pap. VIII 2 B 7-8, s. 20-45) og en tredje (Pap. VIII 2 B 9-27, s. 46-79) nyordning og tilrettelæggelse af bogen (almindeligvis omtalt som Bogen om Adler). – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, fra 1818 til sin død prof. i Berlin. SK havde i sit bibliotek en række separatudgaver af Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); i kommentarerne henvises som standard desuden til Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Sämtliche Werke. Jubiläumsausgabe bd. 1-20, Stuttgart 1958 (forkortet Jub.). ikke mere har væsentligen R. N. sluppet det Gamle dvs. den spekulative filosofi (). Falsationen (skrift)forfalskningen. »kommer De næste Gang ... gjør det strax« muligvis et udsagn, som kan tilskrives Michael Nielsen, rektor på Københavns Borgerdydsskole, hvor SK var elev 1821-30. Da en anden elev, den senere liberale oppositionsleder Orla Lehmann, engang i en time hos Nielsen »tog anledning til at holde en lille Tale, der tydede hen paa, hvad han en Gang vilde blive, hørte Nielsen paa ham, til han var færdig, gik saa ned fra Kathederet, stillede sig foran Lehmann og sagde: 'Kommer du saaledes en Gang endnu, saa hugger jeg dig under Øret, – og jeg tror, jeg vil gøre det strax,' gav ham derpaa en Vinge [ørefigen] og vendte tilbage til Kathederet uden videre Forklaring«, H. Lund Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn 1787-1887, Kbh. 1887, s. 156 f. – falde (...) i Flanken: rette et angreb mod en (hærførers) flanke; rette angreb mod et punkt, hvor han ikke er rede til at afværge det. dvælende Fart langsomme, nølende, tøvende. Hele Productiviteten med Tilføiende af de to Afhandlinger af H. H. dvs. hele forfatterskabet til og med den aktuelle udgivelse den 19. maj 1849, Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (). een Note betræffende min Forf. V dvs. »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed«, som senere under titlen »Regnskabet« kom til at udgøre første del af Om min Forfatter-Virksomhed (), s. 3-14 (SV2 13, 525-535). tre Noter betræffende min Forf. V dvs. »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« bestående af: nr. 1 »Til Dedicationen: 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1846 (jf. Pap. IX B 63,4-5, s. 350-357); nr. 2 »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,6-13, s. 357-374); nr. 3 »Forord til 'Fredags-Talerne'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,14, s. 375-377). Da SK i 1848 besluttede at føje de tre noter som bilag til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), gav han dem titlen »Tre venskabelige 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed«, men slettede igen ordet 'venskabelige' (se Pap. IX B 58); senere blev nr. 3 i stedet benyttet som forord til To Taler ved Altergangen om Fredagen (1851), mens nr. 1 og nr. 2 posthumt blev trykt under titlen »'Den Enkelte' / Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, s. 83-112 (SV2 13, 627-653). Synspunktet for min Forf. V. dvs. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (). Taler ved Altergangen om Fredagen dvs. prædikener ved altergangen, som på SKs tid bl.a. fandt sted om fredagen i Vor Frue Kirke (). Her sigtes til »Taler ved Altergang om Fredagen / Christelige Taler«, dvs. fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), SKS 10, 257-325. 3 gudelige Taler ... andet Oplag af Enten – Eller sigter til Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler af S. Kierkegaard (), som er skrevet i marts og april 1849, og som den 14. maj 1849 blev udgivet sammen med 2. oplag af Enten – Eller (). hvad der bydes med Venstre og hvad der bydes med Høire nemlig henholdsvis de pseudonyme skrifter og de opbyggelige taler, jf. forordet til To opbyggelige Taler (1844), hvor SK betegner sin læser som den, der »med høire Haand modtager hvad der bydes med den høire«, SKS 5, 183,14f. Se også Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, hvor SK med reference til den næsten samtidige udgivelse af henholdsvis det første pseudonyme skrift og den første samling opbyggelige taler skriver: »Med venstre Haand rakte jeg 'Enten-Eller' ud i Verden, med Høire 'to opbyggelige Taler'; men Alle grebe de eller saa godt som Alle med deres Høire efter den venstre Haand«, s. 13 (SV2 13, 562). Jf. journaloptegnelsen JJ:86 fra 1843, hvor SK skriver, at den gr. filosof Theodoros fra Kyrene (4. årh. f.Kr.) har sagt, at »han gav sin Lære med den høire Haand, men hans Tilhørere modtoge den med den venstre« (SKS 18, 166,23-25). SK anfører som sin kilde W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 2, 1799, s. 124, note 39. tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger . Moment punkt el. trin (i en udvikling). Point de vüe fr. synspunkt, synsvinkel. apparente tilsyneladende. en Apostel – og et Genie (...) en Martyr sigter til henholdsvis »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« og »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger. Allehaande alt muligt, hvadsomhelst. for Alt før alt andet; frem for alt. Sandheds-Vidnet . Vers, med hvilket ... Laß mich sterben, Herr! mit Dir ordret citat af den strofe, der afslutter de første 11 af i alt 14 'stationer' i »Kreuzweg-Andacht« i Vollständiges Betrachtungs- und Gebetbuch von dem heiligen Alphons von Liguori. Neu aus dem Italienischen übersetzt von einem Priester aus der Versammlung des allerheiligsten Erlösers, Aachen 1840, ktl. 264 (forkortet Vollständiges Betrachtungs- und Gebetbuch von Liguori), s. 651-680; s. 654, s. 656, s. 658, s. 660, s. 662, s. 664 (hvor 1. linie har »Heiland« i stedet for »Jesus«), s. 666, s. 668, s. 670, s. 672 og s. 674. I SKs private eksemplar er verset på s. 654 markeret med en lodret streg i margin ud for 2. til 4. linie (KA, E 66). – A. Liguori: Alfonso Maria de Liguori (1696-1787), ital. biskop, stiftede 1732 redemptoristkongregationen, helgenkåret i 1839. fra 12te Station af ... Ach laß sterben mich mit Dir ordret citat af den strofe, der afslutter de tre sidste af de 14 'stationer' i »Kreuzweg-Andacht« i Vollständiges Betrachtungs- und Gebetbuch von Liguori, s. 676, s. 678 og s. 680. prædikes om Næringssorg (...) Evangeliets Tale sigter til den forordnede prædiketekst til 15. søndag efter trinitatis, Matt 6,24-34: »Ingen kan tiene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tiene Gud og Mammon. 25. Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders Legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet Mere end Maden, og Legemet Mere end Klæderne? 26. Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de? 27. Men hvo iblandt Eder kan lægge en Alen til sin Væxt, endog han bekymrer sig derfor? 28. Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke. 29. Men jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var saa klædt, som een af dem. 30. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende! 31. Derfor skulle I ikke bekymre Eder, og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? 32. efter alt saadant søge Hedningene; thi Eders himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. 33. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder. 34. Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen, thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 147f. – vistnok: ganske sikkert. for haard en Tale allusion til Joh 6,60, hvor nogle af Jesu disciple, efter at han i synagogen i Kapernaum havde talt om nødvendigheden af at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod, sagde til hinanden: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« ret i sandhed. Lilien og Fuglens Sorgløshed sigter til Matt 6, v. 28 og v. 26 (). Χstus blev svøbt i Klude lagt i en Krybbe hentyder til v. 7 i beretningen i Luk 2,1-20 om Jesu fødsel; i Biblia, det er: den gandske Hellige Skrifts Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802, er v. 7 gengivet således: »Og hun fødde sin første Søn, og svøbte ham i Klude, og lagde ham i en Krybbe; thi de havde intet Rum i Gieste-Herberget.« begravet blev han dog i en ny Grav Josef fra Arimatæa fik if. Matt 27,60 udleveret Jesu lig »og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.« Se også Mark 15,46: »Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.« Og Joh 19,39-40: »Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.« Og i en Grav, som tilhørte ... at Χstus er død for os sigter til Luthers prædiken over evangeliet på langfredag, Matt 27,57-66 (gravlæggelsen; gravvagten), i En christelig Postille () bd. 1, s. 249-256; s. 255, sp. 1: »Og Graven var ej Hans Egen, men Joseph's. Thi ligesom Christus er vorden Menneske og ihjelslagen paa Korset, ikke for sin, men for vor Skyld: saaledes ligger Han ogsaa for vor Skyld i Graven, og Hans Grav er vor Grav.« havde brændt Χsti Legeme – da han jo var en Forbryder I det bibelske Israel var det skik, at ligene af de afdøde blev vasket og salvet og derpå begravet, mens ligbrænding if. GT kun blev foreskrevet som straf, jf. 3 Mos 20,14 og 21,9. at Χstus ikke afviste Nicodemus, saa han dog altsaa taalte ham I Joh 3,1-15, evangeliet på trinitatis søndag, som i 1849 faldt den 3. juni, fortælles, at Nikodemus kom til Jesus om natten og talte med ham. Nikodemus var farisæer, medlem af det jødiske råd, Synedriet, og lærer. If. Joh 7,50-52 forsvarede han Jesus over for farisæernes angreb. Sammen med Josef af Arimatæa sørgede han for Jesu gravlæggelse, Joh 19,38-42 (). Johannes kalder ham: en hemmelig Discipel Nikodemus forveksles med Josef af Aritmatæa, se Joh 19,38-39: »Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund.« anført hos Luther i Evangeliet-Prædikenen paa Langfredag sigter til Luthers prædiken over evangeliet på langfredag () i En christelig Postille () bd. 1, s. 252, sp. 1: »Nicodemus kom kun om Natten til Jesus; derfor kalder Johannes ham ogsaa en hemmelig Discipel.« Lærerne de personer, der spreder oplysning el. belærer, retleder, vejleder. Conflikten med Regjeringen ... kunde dømme Pressen sigter til oppositionelle, der i 1830'erne og 1840'erne hyppigt blev sigtet af myndighederne for overtrædelse af den forkætrede 'trykkefrihedsforordning' af 27. sept. 1799 (som bl.a. forbød kritik af forfatningen og regeringen), indtil alle verserende sager blev opgivet ved en generel amnesti i reskript af 24. jan. 1848. Blandt de sigtede og dømte var Corsarens redaktør M.A. Goldschmidt (), der 7. juni 1843 i Højesteret blev idømt livsvarig censur, en bøde på 200 rigsdaler og fængsel i 6 gange 4 dage på vand og brød. gaaet af Minde glemt. Biskop Mynster ... i Forhold til et Phænomen Biskop J.P. Mynster () omtalte under mærket »Kts.« Frygt og Bæven og SKs tre samlinger af opbyggelige taler fra 1843 i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade, nr. 41-42, den 1. jan. 1844 (bd. 4, s. 97-114). Efterfølgende havde han ikke omtalt SKs forfatterskab offentligt. – side: sidde. pointeret dvs. have pointeret. rive (...) hen rive med. en beundrende Efterligner hentyder formentlig til Rasmus Nielsen (), jf. NB11:46 og kommentarerne dertil. Mynsters Prædiken dvs. biskop J.P. Mynsters prædikener ( og ). Idag fE ... for hver som vil høre o:s:v: Den 20. maj 1849, 6. søndag efter påske, prædikede Mynster over Joh 15,26-16,4 i Christiansborg Slotskirke (jf. Adresseavisen, nr. 116, 19. maj 1849). I sin prædiken, der er trykt som »Fred og Glæde hos vor Herre og Frelser. Paa siette Søndag efter Paaske« i J.P. Mynster Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, Kbh. 1851, ktl. 233, s. 41-53, byder han med henvisning til de hårde tider menigheden at »søge Tilflugt derfra hos – ja derude paa Gader og Stræder, i denne Verdens Samfund, kunde det ikke nytte at sige det, men her paa det hellige Sted, i en Forsamling af hans Bekiendere, her tør og ville [vil] vi sige det – hos vor Herre og Frelser«, s. 44. Fripostighed frimodighed; frækhed. Sandheds Vidner . at forkynde det paa Gaden sml. Luk 10,10, hvor Jesus byder disciplene at forkynde Guds rige på gader, og Luk 13,26, hvor Jesus taler om at have lært på gaderne. i Χstheden, hvor vi jo Alle ere Χstne og . det stille Sted SKs gengivelse af en vending, som Mynster hyppigt benyttede i sine prædikener som betegnelse for kirken. Umiddelbarheden lader sig ... uden et Brud hentyder til den af G.W.F. Hegel grundlagte spekulative filosofi, hvis kernepunkt var tanken om, at det centrale i tilværelsen (det absolutte) er ånd, og at det absolutte er af dialektisk art, dvs. er i en stadig fremadskridende udvikling. Med dette udgangspunkt var det hensigten ved en særlig metode at samle de filosofiske synspunkter i et stort 'system', omfattende såvel den materielle som den åndelige verden. – I åndens dialektiske selvudvikling negeres el. ophæves det første moment, umiddelbarheden, i det andet moment, refleksionen, men formidles i det tredje moment, syntesen, som en ny umiddelbarhed. Udviklingen er således immanent og uden noget 'brud'. – vistnok: ganske sikkert. det meest intellectuelle Folks meest udviklede Periode sigter til det gr. folk i antikken, især den attiske storhedstid i det 5. og 4. årh. f.Kr. Socrates Uvidenhed Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon () og Aristoteles () den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. I sine samtaler i Platons dialoger påberåber Sokrates sig ofte sin uvidenhed, således i Sokrates' Forsvarstale (21a-23b), hvor han forklarer, at oraklet i Delphi netop har nægtet, at nogen er visere end han, da han ved, at han intet ved, modsat de mange, der bilder sig ind at vide noget, jf. Platons Skrifter, udg. af C. Høeg og H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 265-293, s. 269-272. fra Første af fra begyndelsen. det Første er just, at jeg og Enhver har tabt Uskyldigheden hentydning til den dogmatiske forestilling om arvesynden. I Prædiken over Evangeliet ... har Du ikke Lov dertil gengivelse af Luthers prædiken over evangeliet på 2. påskedag, Luk 24,13-35 (vandringen til Emmaus), i En christelig Postille () bd. 1, s. 264-273; s. 273, sp. 2: »Hvor Talen er om Bibelen, der have de kløgtige og trættekjære Mestre ikke et Ord at sige. Gud har givet andre Kunster – her være du klog, her disputere du kun muntert, her forske og spørge du, hvad ret og uret er. Hvor derimod Talen er om den hellige Skrift, der give du al Spørgen og Trætten Løbepas med den Erklæring: Gud har sagt det, derfor troer jeg det! Her gjælder det ej at disputere: hvad eller hvorledes?« – Udgang: afslutning; her formentlig i betydningen: afsnit. Eet er sandt i Philosophien som ikke er det i Theologien sigter til den skolastiske lære om den dobbelte sandhed, som blev resultatet af en strid ml. det teologiske og det filosofiske fakultet ved universitetet i Paris i den sene middelalder. Man indså, at der var stor uoverensstemmelse ml. en sandhed, som beror på grundsætninger, og en sandhed, som støtter sig til en autoritet, men da man hverken kunne forkaste den ene eller den anden, vedtog man, at meget kunne være sandt i filosofien, som var falsk i teologien. Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie () bd. 8,2, 1811, s. 460. Denne teori om den dobbelte sandhed blev af de konservative teologer tilskrevet Averroës (12. årh.) og hans tilhængere, averroisterne, især Siger af Brabant og Boëtius af Dacia (13. årh.), som var de ledende tænkere ved Paris' filosofiske fakultet. Teorien blev forkastet i prologen til den kætterfordømmelse af den radikale aristotelisme, som Paris' biskop Stefan II (Étienne Tempier) udstedte i 1277 (i 219 teser), men fik dog stor succes i skolastikkens sidste periode. Bibelen og den hellige Skrift er jo den samme Bog Se fx titlen på den bibel-udg., hvorfra der citeres i disse kommentarer, Biblia, det er: den ganske hellige Skrifts Bøger, med Flid efterseete og rettede efter Grundtexten, saa og med mange Parallelsteder og udførlige Indholdsfortegnelser fornyede, 18. opl., Kbh. 1830, ktl. 7. det qvalitative Spring i modsætning til en gradueret el. kvantitativ forandring. Udtrykket benyttes fx af A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), § 21, hvor det hedder: »enhver Aabenbaring staaer som et qualitativt Spring i den menneskelige Udviklingsproces«, s. 98. I en optegnelse fra 1844 (Pap. V C 8) undrer SK sig over, hvordan en hegelianer som H.T. Rötscher kan benytte kategorien: »qualitativer Sprung«. Hos Hegel benyttes termen 'Sprung' i diskussionen af overgangen fra kvantitet til kvalitet. Ting kan kun kvantitativt tiltage på en gradvis måde indtil et vist punkt, hvor der sker et 'spring' og en ændring i kvalitet; fx vil den gradvise, kvantitative tiltagen el. aftagen i vands temperatur på et vist punkt resultere i en kvalitativ ændring enten til damp el. til is. Jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 448-450 (Jub. bd. 4, s. 458-460). μεταβασις εις αλλο γενος gr. (metábasis eis állo génos) overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære; pludseligt spring i en bevisførelse el. argumentation, hvor man på fejlagtig måde giver sig til at tale om noget andet end det, sagen drejer sig om. Dette almindeligt benyttede udtryk findes i en lignende form hos Aristoteles (), der i Analytica posteriora 1. bog, kap. 7 (75a 38) skriver, at beviser i én videnskab ikke umiddelbart kan overføres til en anden, fx kan geometriske sandheder ikke bevises aritmetrisk. αλλο γενος gr. (állo génos) en anden art el. (begrebs-)sfære (se foregående kommentar). Den lille Bog af H. H. dvs. Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af pseudonymen H.H. (). Invite fr. invitation; et lavt kort, som i whist spilles ud for at opfordre makkeren til at sætte et højt kort i, for derved at dække et andet el. flere høje kort i samme farve, som udspilleren ønsker at gøre stik på. marqueret markeret. som det skete nemlig med H.H. angivet som forfatter og uden SKs eget navn på. Lessings hele Skrift »om Fabelen« maa atter læses (...) i Samtl. W. 18de B. sigter til »Abhandlungen über die Äsopische Fabel« i Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften, bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 18, 1827, s. 160-263. – Lessings: Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. bibliotekar, lærd, digter og filosof. p. 204, 205 o: fl. findes Noget angaaende Aristoteles Lære om Virkelighed og Mulighed, og Lessings Lære desangaaende sigter til Lessings diskussion af Aristoteles' Retorik, 2. bog, kap. 20, jf. Lessing's sämmtliche Schriften bd. 18, 1827, s. 203-207: »Aristoteles scheint diese Kraft des Wirklichen zwar gekannt zu haben; weil er sie aber aus einer unrechten Quelle herleitet, so konnte es nicht fehlen, er mußte eine falsche Anwendung davon machen. Es wird nicht undienlich seyn, seine ganze Lehre von dem Exempel (πεϱι παϱαδειγματος [gr. 'om eksemplet' (1393a 25f.)]) hier zu [/ s. 204 /] übersehen.*) [*) Artistotelis Rhetor. lib. II. cap. 20.] Erst von seiner Eintheilung des Exempels: »Παϱαδειγματων δ᾿ εἰδη δυο ἐστιν [gr. 'Der er to slags eksempler'], sagt er; ἑν μεν γαϱ ἐστι παϱαδειγματος εἰδος, το λεγειν πϱαγματα πϱογεγενημενα, ἑν δε, το αὐτα ποιειν. Τουτου δ᾿ ἑν μεν παϱαβολη· ἑν δε λογοι· οἱον οἱ αἰσωπειοι ϰαι λιβυϰοι [gr. 'den ene slags eksempel er at omtale ting, der har fundet sted, den anden at finde på dem selv. Sidstnævnte kan enten være i form af en sammenligning eller i form af fabler, såsom de æsopiske eller de libyske' (1393a 27-30)]. Die Eintheilung überhaupt ist richtig; von einem Commentator aber würde ich verlangen, daß er uns den Grund von der Unterabtheilung der erdichteten Exempel beibrächte, und uns lehrte, warum es deren nur zweierlei Arten gebe, und mehrere nicht geben könne. Er würde diesen Grund, wie ich es oben gethan habe, leicht aus den Beispielen selbst abstrahieren können, die Aristoteles davon giebt. Die Parabel nämlich führt er durch ein ὡσπεϱ εἰ τις [gr. 'som hvis nogen' (1393b 5)] ein; und die Fabeln erzählt er als etwas wirklich Geschehenes. Der Commentator müßte also diese Stelle so umschreiben: Die Exempel werden entweder aus der Geschichte genommen, oder in Ermangelung derselben erdichtet. Bei jedem geschehenen Dinge läßt sich die innere Möglichkeit von seiner Wirklichkeit unterscheiden, obgleich nicht trennen, wenn es ein geschehenes Ding bleiben soll. Die Kraft, die es als ein Exempel haben soll, liegt also entweder in seiner bloßen Möglichkeit, oder zugleich in seiner Wirklichkeit. Soll sie bloß in jener liegen, so brauchen wir in seiner Ermangelung auch nur ein bloß mög-[/ s. 205 /]liches Ding zu erdichten; soll sie aber in dieser liegen, so müssen wir unsere Erdichtung auch von der Möglichkeit zur Wirklichkeit erheben. In dem ersten Falle erdichten wir eine Parabel, und in dem andern eine Fabel. (...) / Und so weit ist wider die Lehre des Griechen eigentlich nichts zu erinnern. Aber nunmehr kommt er auf den Werth dieser verschiedenen Arten von Exempel, und sagt: »Εἰσι δ᾿ οἱ λογοι δημηγοϱιϰοι· ϰαι ἐχουσιν ἀγαϑον τουτο, ὁτι πϱαγματα μεν εὑϱειν ὁμοια γεγενημενα, χαλεπον, λογους δε ῥᾳον. Ποιησαι γαϱ δει ὡσπεϱ ϰαι παϱαβολας, ἀν τις δυνηται το ὁμοιον ὁϱᾳν, ὁπεϱ ῥᾳον ἐστιν ἐϰ ϕιλοσοϕιας. Ρᾳω μεν οὐν ποϱισασϑαι τα δια των λογων· χϱησιμοτεϱα δε πϱος το βουλευσασϑαι, τα δια των πϱαγματων· ὁμοια γαϱ, ὡς ἐπι το πολυ, τα μελλοντα τοις γεγονοσι [gr. 'Fabler er velegnede i taler til folket, og de har den fordel, at mens det kan være vanskeligt at finde lignende, virkelige begivenheder, er det lettere med fabler. Dem skal man nemlig selv finde på, ligesom sammenligninger, hvis man er god til at se ligheder, hvilket er lettere med baggrund i filosofien. Derfor er det lettere at skaffe eksempler i form af fabler; men eksempler fra virkeligheden er nyttigere i en overvejelse; fremtiden ligner jo for det meste fortiden' (1394a 2-9)]. Ich will mich jetzt nur an den letzten Ausspruch dieser Stelle halten. Aristoteles sagt, die historischen Exempel hätten deßwegen eine größere Kraft zu überzeugen, als die Fabeln, weil das Vergangene gemeiniglich dem Zukünftigen ähnlich sey. Und hierin, glaube ich, hat sich Aristoteles geirrt. Von der Wirklichkeit eines Falles, den ich nicht selbst erfahren habe, kann ich nicht anders, als aus Gründen der Wahrscheinlichkeit überzeugt werden. Ich glaube bloß deßwegen, daß ein Ding geschehen, und daß es so und so ge-[/ s. 206 /]schehen ist, weil es höchst wahrscheinlich ist, und höchst unwahrscheinlich seyn würde, wenn es nicht, oder wenn es anders geschehen wäre. Da also einzig und allein die innere Wahrscheinlichkeit mich die ehemalige Wirklichkeit eines Falles glauben macht, und diese innere Wahrscheinlichkeit sich eben so wohl in einem erdichteten Falle finden kann: was kann die Wirklichkeit des erstern für eine größere Kraft auf meine Überzeugung haben, als die Wirklichkeit des andern? Ja, noch mehr. Da das historische Wahre nicht immer auch wahrscheinlich ist; da Aristoteles selbst die Sentenz des Agatho billigt: / Ταχ᾿ ἀν τις εἰϰος αὐτο τουτ᾿ εἰναι λεγοι· / Βϱοτοισι πολλα τυγχανειν οὐϰ εἰϰοτα· [gr. 'Måske man kan sige, at selve dette er sandsynligt: at der vederfares de dødelige mange usandsynlige ting' (1402a 10f.)] / da er hier selbst sagt, daß das Vergangene nur gemeiniglich (ἐτι το πολυ [gr. 'for det meste' (1394a 8)]) dem Zukünftigen ähnlich sey; der Dichter aber die freie Gewalt hat, hierin von der Natur abzugehen, und alles, was er für wahr ausgiebt, auch wahrscheinlich zu machen: so sollte ich meinen, wäre es wohl klar, daß den Fabeln, überhaupt zu reden, in Ansehung der Überzeugungskraft, der Vorzug vor den historischen Exempeln gebühre zc. / Und nunmehr glaube ich, meine Meinung von dem Wesen der Fabel genugsam vorbereitet zu haben. Ich fasse daher alles zusammen und sage: Wenn wir einen allgemeinen moralischen Satz auf einen besondern Fall zurückführen, diesem besondern Falle die Wirklichkeit ertheilen, [/ s. 207 /] und eine Geschichte daraus dichten, in welcher man den allgemeinen Satz anschauend erkennt: so heißt diese Erdichtung eine Fabel. / Das ist meine Erklärung, und ich hoffe, daß man sie bei der Anwendung eben so richtig, als fruchtbar finden wird.« – Aristoteles: Aristoteles fra Stageira (384- 322 f.Kr), gr. filosof, logiker og naturforsker, elev af Platon; grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion, blev senere lærer for Alexander den Store (342-335 f.Kr.). Det stemmer saa ganske med hvad jeg i flere Pseudonymer har udviklet således fx Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei, hvor han i anledning af sit psykologiske eksperiment (se næste kommentar) skriver, SKS 6, 406f.: »For at fatte Idealiteten maa jeg kunne løse det Historiske op i Idealiteten, eller gjøre, hvad man med et fromt Udtryk siger om Gud i Forhold til en Døende: klare op for det. Omvendt kommer jeg ikke ind i Idealiteten ved at gjentage den historiske Ramse. Den, som derfor ikke i Forhold til det Samme fatter ligesaa godt Slutningen ab posse ad esse som ab esse ad posse [lat. hhv. 'fra mulighed til virkelighed' og 'fra virkelighed til mulighed'], han fatter ikke Idealiteten i dette Samme. Han opfostres kun ved Indbildninger. Idealiteten som det besjelende Princip bliver ikke uden videre historisk. Det, der kan overleveres mig, er en Mangfoldighed af Data, som ikke er Idealiteten, og saaledes er det Historiske altid raat Materiale, som nu Den, der tilegner sig det, veed at opløse i et posse [lat. '(noget) muligt'] og assimilere sig som et esse [lat. '(noget) virkeligt']. Der er derfor intet Taabeligere paa det religieuse Gebeet end at høre det forstandige Spørgsmaal, der spørger, naar der læres Noget: er det nu ogsaa virkeligt saaledes gaaet til, for saa vil man troe det. Det, om det virkeligt saaledes er gaaet til, det er saa idealt som det fremstilles, kan kun controleres ved Idealiteten, men den kan man ikke faae historisk afproppet. / Dette har jeg bragt mig til Bevidsthed ved at danne den Lidelseshistorie, jeg har udført som et Experiment. Ak! hvis jeg var en navnkundig Forfatter, saa vilde en Læseverden, der er virksom i Troen, utrættelig virksom, være i Vaande, thi den vilde bekymre sig om Bogen, og spørge: men er det nu ogsaa virkeligt – for saa vil vi nok troe det. Hvad er det den vil troe? At det er virkeligt. Ja ad den Vei kommer man ikke længere. Dersom en Taler ikke agter paa dette, saa skal han vel kunne gjøre dybt Indtryk paa sine Tilhørere, men ogsaa gjøre det til en satirisk Sandhed over sig selv, hvad Socrates sagde om Veltalenheden, at den er en bedragersk Kunst. Jo mere det udhæves, at det er historisk og derfor o.s.v., desto mere bedrager han; og er det et lille Levebrød han har, saa det ikke er værd at tale om Pengene, han faaer, saa er det lige vist, at han giver Snak, maaskee megen Snak – ak! for en ringe Betaling. En saadan historiserende Taler gjør blot Sit til, at de Lærende blive aandløse. Det er nemlig Aand at spørge om to Ting: 1) er det, der siges, muligt; 2) kan jeg gjøre det. Men aandløst at spørge om to Ting: 1) er det virkeligt, 2) har min Nabo, Christophersen, gjort det, har han virkeligen gjort det. Og Troen er den Idealitet, der opløser et esse i sit posse og nu gjør Slutningen omvendt i Lidenskab. Hvis Troens Gjenstand er det Absurde, saa er det dog ikke det Historiske, der troes, men Troen er den Idealitet, der opløser et esse i et non posse og nu vil troe det.« jeg har foretrukket »Experimentet« for det Historisk-Virkelige således fx i Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius, i SKS 4, 7-96, og »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment« af Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 173-454. forekaste bebrejde. at sætte et Msk som Judas ... til Kassemester Om Judas Iskariot () hedder det i Joh 12,6, at »han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.« – Kassemester: en, der står for kassen; kasserer. Ofte har jeg sagt ... mildnes ogsaa Ens Lidelse se fx journaloptegnelserne NB3:64 (SKS 20, 276) og NB7:55 (SKS 21, 102,1-7). – fortræden: fortrædelig. den dumme Gottlieb (...) gjør pligtskyldigst ... skulde gjøre sigter til Ludwig Tiecks eventyrdrama »Der gestiefelte Kater« (1797), hvor den enfoldige Gottlieb lyder ethvert bud, hans talende kat giver ham, selvom han ikke forstår idéen med det, jf. Ludwig Tieck's sämmtliche Werke bd. 1-2, Paris 1837, ktl. 1848-1849; bd. 1, s. 466-489. Se også »Den bestøvlede Kat« i Digtninger af Ludwig Tieck, overs. af A. Oehlenschläger, bd. 1-2, Kbh. 1838-39; bd. 1, s. 3-48. Maieutik jordemoderkunst; af gr. ('maieúesthai') at forløse (en fødende). Hentyder til Sokrates' () jordemoderkunst, som bestod i, at Sokrates ved samtale kunne forløse en anden, der i forvejen var svanger med en viden, som han blot havde glemt og nu måtte hjælpes til at generindre. Jf. fx Platons dialog Theaitetos, 148e - 151d (Platons Skrifter () bd. 6, s. 102-106). Tanke Kamp med Tvivlen ... Systemet sigter til hegelianske filosoffer, der ikke blot gjorde tvivlen til metodisk udgangspunkt, men også ville overvinde den ('gå ud over' el. 'gå videre'), jf. forordet til Frygt og Bæven (1843): »Enhver speculativ Marqueur, der samvittighedsfuldt pointerer den nyere Philosophies betydningsfulde Gang, enhver Privatdocent, Repetent, Student, enhver Udflytter og Indsidder i Philosophien bliver ikke staaende ved at tvivle om Alt, men gaaer videre«, SKS 4, 101,4. – Systemet: . Obscurantisme den opfattelse, at folk må holdes i mørke og uvidenhed; had til oplysning og tankefrihed. frygte (...) Gud Fordringen om at frygte Gud har mange belæg i Biblen og findes udførligt udformet i »Den indvortes Gudsdyrkelse«, § 2, a-c, i afsnittet »Om Pligterne imod Gud« i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 59f. det Ord: at Qvinden blev givet Manden til Selskab sigter til beretningen om kvindens skabelse, 1 Mos 2,18: »Og Gud HERREN sagde: det er ikke godt, at Mennesket er for sig allene, jeg vil giøre ham en Hielp, som skal være hos ham« (GT-1740). Her skyldes ordene formentlig S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 3: »Derpaa sagde Jehova: Det er ikke godt, at Mennesket er alene. Jeg vil danne ham Selskab.« vistnok ganske sikkert. i Ideen som idé betragtet, principielt. Correctivet til dels det korrigerende alternativ til, dels sandhedsprøven for. i en Tabel at udregne og opstille de mulige Combinationer måske en allusion til Kongelig Dansk Lotto-Calender, der udkom årligt, og som bl.a. indeholdt tabeller med beregninger af gevinsten ved et væld af kombinationer; kalenderen rummede desuden tallotteriets lovgrundlag, kalender for årets trækninger, oversigt over de foregående ti års trækninger, statistikker over de udtrukne tals hyppighed samt gevinst- og progressionstabeller. Luther i Prædiken ... kjender ham som sin sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 2. søndag efter påske, Joh 10,11-16 (den gode hyrde), i En christelig Postille () bd. 1, s. 294-302; s. 300f.: »Christus Selv skjuler sig stundom for sin Kirke, og stiller sig, som om Han havde forgjættet [glemt], ja, plat forladt og forkastet den. Thi han lader den sukke under Korset, under al Verdens Grumhed, han lader dens Fjender trodse, juble og triumphere (...). Og derhos [desuden, samtidig] plages Hans Christne indvortes i deres Hjerte med Frygt for deres Synd og for Guds Vrede. De maae lide al Ulykke, de maae smage Helvedes Bitterhed, ej at tale om den Forargelse, det volder dem, at de maae føle og see saamegen Skrøbelighed i Tro og Vandel, hos sig selv saavelsom hos Andre. / Hvo kjender nu Faarene? Hvo agter dem for Christi Hjord? De ere jo saa bedækkede med Marter [lidelse, pine], Haan, Forsmædelse, Død, Forargelse zc., at de endogsaa ere skjulte for sig selv! Ingen, Ingen, uden Christus. Han giver dem hermed den Trøst, at han, trods Alt, hvad der forarger Verden og vort eget Kjød og Blod, endda kjender sine Faar, og ikke, som det synes, har forladt eller forgjættet dem.« – »Jeg er den gode Hyrde«: ordret citat fra Joh 10,11 (NT-1819), citeret i En christelig Postille bd. 1, s. 294, sp. 1. Hvad der i samme Prædiken findes om »Leiesvenden« fortjente at aftrykkes Der sigtes til Joh 10,12-13, hvor det om »Leiesvenden« (NT-1819) fortælles, at han – i modsætning til Jesus som den gode hyrde – flygter fra fåreflokken, når ulven nærmer sig. Herom skriver Luther bl.a., s. 297f.: »Det er sandeligen et nærgaaende Sprog [udsagn]. Ogsaa de, som prædike Evangeliet ret, som styrke og helbrede Faarene, ogsaa de lade sig dog omsider henrive og løbe deres Vej, naar Hjorden trænger haardest til deres Varetægt. Saalænge ikke Ulven er der, ere de flittige og føde Faarene vel; men naar de see Ulven komme, lade de Hjorden i Stikken. Have de da født [fødet] den vel, saa Faarene ere stærke, sunde og fede, da ere de Ulven desto kjærere; til ham have de født dem. / Hvorledes gaaer det til? Christi Mening er denne: I mit Rige, som kun har sin Kraft i, at styrke de Svage, helbrede de Syge, trøste de Forsagte, og saa fremdeles, udebliver aldrig det hellige Kors. Thi naar Man prædiker, at Christus, Christus alene, maa styrke, helbrede og hjælpe os, at vi ej mægte, med egne Kræfter og egne Gjerninger, at hjælpe os selv, at altsaa al egen Fortjeneste og hvad Verden ellers bygger sin Gudstjeneste paa, aldeles maa bortfalde: saa lider Verden ikke denne Prædiken. Det er altsaa Evangeliets naturlige Egenskab, at det medbringer det hellige Kors. Hvo som vil bekjende det for Verden, maa have det kjærere end sin Hals! / Her er altsaa Skilleveien, her gaaer Hyrden og Lejesvenden hver sin Vei. Lejesvenden prædiker Evangeliet saalænge Man siger om ham, han er en lærd, from og hellig Mand; men naar Man angriber ham, naar Man begynder at udskjælde ham for en Skurk og en Kætter, saa tilbagekalder han sit Vidnesbyrd, eller løber sin Vei, og lader de arme Faar sidde tilbage i deres Elendighed – det vorder altsaa værre, end før. Hvad hjælper det dem nu, at de fødtes vel tilforn? Var det rette Hyrder, saa bleve de hos Hjorden til det Yderste, og rakte gjerne Halsen frem for Evangeliets Skyld. Derfor er det aldrig rette Hyrder, som prædike saaledes, at de kunne høste Ære og Fordeel deraf. Lejesvende er det, thi de søge deres Eget, selv naar de forkynde Guds Ord og den rene Lære. Derfor blive de ikke længer, end deres Roes og Fordeel bliver. Kommer Ulven, saa træde de tilbage, og fornægte Ordet, eller flye, og forlade Faarene, som hungre efter Næring, og trænge til en Vogter mod Ulven, og søge deres Hyrde, men Ingen finde, og see sig forladte, naar de mest behøve at beskyttes. / Saaledes vil det ogsaa gaae i vor Tid, naar Man ret begynder at tage fat paa os og forfølge os. Da ville Præsterne stikke Piben ind og flye, da ville Faarene ynkeligen adspredes, og løbe, Eet hid, et Andet did. Give det Gud, at dog Nogle maae blive staaende, som vove deres Liv for Faarenes Frelse!« de la Motte om Æsops Fabler ... Stl. W. 18de B. p. 242 overs. citat fra »Abhandlungen über die Äsopische Fabel« i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 18, s. 242. – de la Motte: Antoine Houdart de La Motte (1672-1731), fr. digter, som sammen med sine Fables nouvelles (1719) udgav »un discours sur la fable«, hvorfra Lessing citerer. – Æsops Fabler: Den mytiske gr. fabeldigter Æsop (gr. Aisopos, o. 5. årh. f.Kr.) tillægges traditionelt forfatterskabet af den mængde af fabler, især dyrefabler, der kendes som Æsops Fabler. frugter nytter. endelige Hensyn og Straffe timelige. Udødeligheden – og dette har man gjort til et Problem, til et Noget, som skal bevises Der sigtes til spekulative filosoffer og teologer, som fra 1829 diskuterede, om Hegel i sit system fornægtede troen på den individuelle udødelighed. Blandt indlæggene i diskussionen kan nævnes C.H. Weißes Die philosophische Geheimlehre von der Unsterblichkeit des menschlichen Individuums, Dresden 1834, C.F. Göschels Von den Beweisen für die Unsterblichkeit der menschlichen Seele im Lichte der spekulativen Philosophie, Berlin 1835 (forkortet Beweisen für die Unsterblichkeit), og C.L. Michelet Vorlesungen über die Persönlichkeit Gottes und Unsterblichkeit der Seele oder die ewige Persönlichkeit des Geistes, Berlin 1841, ktl. 680. En del af de ty. indlæg blev bragt i uddrag og oversættelse i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, som SK abonnerede på fra 1833 (if. de subskribentlister, der blev bragt af udgiverne indtil 1840). Spørgsmålet blev også drøftet af da. tænkere, herunder bl.a. af Poul Martin Møller i afhandlingen »Tanker om Mueligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste herhen hørende Literatur« i Maanedsskrift for Litteratur bd. 17, Kbh. 1837, s. 1-72 og s. 422-453, jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3, Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576 (forkortet Efterladte Skrifter); bd. 2, 1842, s. 158-272. En oversigt over samtidens diskussion om udødelighed findes i David Friedrich Strauß Fremstilling af den christelige Troeslære i dens historiske Udvikling og i dens Kamp med den moderne Videnskab, overs. af H. Brøchner, bd. 1-2, Kbh. 1842-43 [ty. 1840-41], ktl. 803-804; bd. 2, s. 582-601. af 3 Grunde at bevise sigter måske til de tre beviser for den individuelle sjæls udødelighed, som den ty. hegelianer Carl Friedrich Göschel leverer i kap. 3, »Von der Triplicität der Beweise für die Unsterblichkeit der Seele im Lichte der Spekulation«, i Beweisen für die Unsterblichkeit (), s. 153-230. Poul Martin Møller diskuterer disse beviser i »Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed, med Hensyn til den nyeste derhen hørende Literatur« i Maanedsskrift for Litteratur bd. 17, Kbh. 1837, s. 440-451, jf. Efterladte Skrifter () bd. 2, 1842, s. 257-269. Prædikeforedraget alm. betegnelse for den holdte prædiken på SKs tid. Lessing . at anvende al sin Skarpsindighed ... ergo er det ikke et Under sigter formentlig til Lessings anerkendelse af Reimarus' bevis for åbenbaringens umulighed i »Gegensätze des Herausgebers« i Zur Geschichte und Litteratur (), 4. bidrag, s. 505f.: »Der Beweis, daß eine Offenbarung, die alle Menschen auf eine gegründete Art glauben könnten, unmöglich sey, sey mit aller Strenge geführt. Und es ist es wirklich. / Führt er [Reimarus] aber seine Beantwortung nicht gleich mit sich? Wenn eine solche Offenbarung unmöglich ist, – nun freylich: so hat sie auch Gott nicht möglich machen können.« Reimarus' bevis for åbenbaringens umulighed findes i »Ein Mehreres aus den Papieren des Ungenannten, die Offenbarung betreffend«, 2. fragment med deltitlen »Unmöglichkeit einer Offenbarung, die alle Menschen auf eine gegründete Art glauben könnten«, i Zur Geschichte und Litteratur, 4. bidrag, s. 288-365. Speculationens Viisdom ... at begribe Underet hentydning til den spekulative teologi og dens begrebsliggørelse af underet, jf. fx G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion. Nebst einer Schrift über die Beweise vom Daseyn Gottes, udg. af Ph. Marheineke, 2. udg., bd. 1-2, Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 11, s. 212-214 (Jub. bd. 15, s. 228-230), og bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 60f., s. 200f. og s. 323-326 (Jub. bd. 16, s. 60f., s. 200f. og s. 323-326). Speculanter spekulative (hegelianske) teologer. Χsthed . Missions-Væsenet i hele den nyere Tid ... i de »wolfenbuttelshe Fragmenter« gengivelse af Reimarus' beskrivelse af kristendommens forfald, som gør det umuligt for missionærerne at overbevise hedningene om dens sandhed, i »Ein Mehreres aus den Papieren des Ungenannten, die Offenbarung betreffend«, 2. fragment, i Zur Geschichte und Litteratur, 4. bidrag, s. 317-323. Jf. især s. 323: »Mit einem Worte, alle große Mühe und Kosten sind an Missionen verlohren: das Christenthum lässet sich heutiges Tages bey den Heyden nicht weiter ausbreiten.« – wolfenbuttelshe: dvs. wolfenbüttelske. det vil da sige, ved at udgive de wolfenbuttelske Fragmenter I sin egenskab af bibliotekar på det hertugelige bibliotek i Wolfenbüttel i Braunschweig udgav Lessing Zur Geschichte und Litteratur / Aus den Schätzen der Herzoglichen Bibliothek zu Wolfenbüttel (forkortet Zur Geschichte und Litteratur), 1.-6. bidrag (i 3 bind), Brauschweig 1773-81. Heri offentliggjorde han de bibelkritiske fragmenter »Von Duldung der Deisten: Fragment eines Ungenannten« i 3. bidrag, 1774, s. 195-226, og »Ein Mehreres aus den Papieren des Ungenannten, die Offenbarung betreffend« i 4. bidrag, 1777, s. 261-494. Senere udgav Lessing desuden Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger. Noch ein Fragment des Wolfenbüttelschen Ungenannten, Brauschweig 1778 (forkortet Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger). Lessing foregav at have fundet disse fragmenter i biblioteket, men havde i virkeligheden afskrevet dem fra et utrykt manuskript af den afdøde ty. teolog Hermann Samuel Reimarus (1694-1768). – wolfenbuttelske: dvs. wolfenbüttelske. en Olding nemlig SKs far, Michael Pedersen Kierkegaard (). en ung Pige nemlig Regine Olsen (1822-1904), SKs forlovede fra 10. sept. 1840 til 12. okt. 1841. SK havde allerede 11. aug. 1841 sendt sin forlovelsesring retur til Regine, men da hun angiveligt besværgede ham ved mindet om hans far og Jesus Kristus, opsatte han sin beslutning. Regine blev senere forlovet og gift med J.F. Schlegel (). Saaledes fandt min Fader al Opbyggelse i Mynster SKs far, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), løste i 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, opnåede otte år senere tilladelse til at importere kolonialvarer og videresælge dem en gros, trak sig i en alder af 40 år tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter forøgede ved investeringer i fast ejendom og obligationer. Efter sin første kones død giftede han sig 26. april 1797 med Ane Sørensdatter Lund, med hvem han fik syv børn, hvoraf SK var den yngste. Efter hans død 9. aug. 1838 arvede SK og Peter Christian Kierkegaard som de eneste endnu levende børn hans formue (). Mynster () var fra 1820 til 1828, da han blev slotspræst, skriftefader for M.P. Kierkegaard, for hvem han fik stor betydning. Således hedder det epigrammatisk i Kierkegaards journal i 1848, at »der har levet mangen eenfoldig Borgermand (exempli gratia [lat. for eksempel] min Fader) der ved eenfoldig at holde sig bogstavelig til Søndags-Talen, blev Christen: ak, det er næsten en Satire over Biskoppen!« Journalen NB5:80, SKS 20, 406,6-9. min Fader var en ubetydelig Borgermand sigter til Mynsters omtale af SKs far i »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade, 1. jan. 1844, nr. 41-42, bd. 4, s. 112: »han var en slet og ret Borger, gik fordringsfri sin stille Gang giennem Livet«. de Stille i Folket svarer til det faste udtryk 'de stille i landet' (jf. Sl 35,20) om de personer, der lever et stilfærdigt, tilbagetrukket liv. levende ukjendt måske en allusion til det ordsprogsagtige udtryk »bene qui latuit, bene vixit« (»den, der skjuler sig vel (lever ubemærket), lever vel«) fra den rom. digter Ovids Tristia, 3. bog, kap. 4, 25, jf. P. Ovidii Nasonis quae supersunt, udg. af A. Richter, bd. 1-3, stereotypudg., Leipzig 1828, ktl. 1265; bd. 3, s. 207. Mynster som er blevet noget Stort . leve bemærket og ikke ubemærket (). i Prædikeforedraget dette ... stundom forfølges han Hvis SK sigter til samtidige prædikener, har disse ikke ladet sig identificere. – Prædikeforedraget: alm. betegnelse for den holdte prædiken på SKs tid. Slutningen af Luthers Prædiken over Evangeliet »Jeg er den gode Hyrde« fortjente at aftrykkes sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 2. søndag efter påske () i En christelig Postille () bd. 1, s. 294-302; s. 302: »Saaledes er der nu een Kirke eller Menighed, een Tro, eet Haab, een Kjærlighed, een Daab. Og det skal der vedblive at være indtil den yderste Dag. Ikke maae I forstaae det saaledes, som om hele Verden og alle Mennesker skulde vorde troende. Men det er Meningen: Altid maae vi have det hellige Kors, altid vil den største Part forfølge den Flok, som troer, derfor maa det hellige Evangelium prædikes allenstund [altid], at Man immer kan faae nogle Sjele christnede, thi Guds Rige skal komme, det er ej fuldkommet.« – »Jeg er den gode Hyrde«: . Χstd. ophøre at stride hentyder til udtrykket 'ecclesia militans' (lat. 'den stridende kirke'), som i den ældre teologi betegnede den modstrid med sine omgivelser, som kirken ville være underlagt indtil Kristi genkomst; først ved denne ville kirken triumfere, 'ecclesia triumphans' (lat. 'den triumferende kirke'). »Søstrene paa Kinekullen« dvs. J.C. Hauch Søstrene paa Kinnekullen, et dramatisk Eventyr i tre Akter, Kbh. 1849; eventyret blev udg. anonymt og annonceret som »udkommet« i Adresseavisen, nr. 111, 14. maj 1849, men havde allerede 26. april 1849 haft præmiere på Det kgl. Teater, hvor det frem til 25. maj blev opført i alt syv gange. Forf. siger i Forordet, at Ideen ... ikke er hans egen sigter til det separat paginerede efterskrift (s. I-II), s. II: »Grundtanken i det hele Digt er aldeles ikke hentet fra noget Folkesagn, hvorvel det kunde synes saa; dog vil Forf. heller ikke paastaae, at den i sin Begyndelse er undfanget af ham selv.« Forfatteren er, som nævnt, J.C. Hauch, fra hvem SK o. samtidigt modtog et brev dateret 17. maj 1849 med tak for tilsendelse af 2. udgaven af Enten – Eller (); jf. især følgende passus, som SK – hvis han vidste, at Hauch var forfatteren – kan have opfattet som en tilståelse af, at idéen til Søstrene paa Kinnekullen hidrører fra læsning af netop Enten – Eller: »Jeg beder Dem ikke at tage det for nogen sædvanlig Compliment, men for en ligefrem Sandhed, naar jeg siger Dem, at jeg ikke blot med Interesse har fulgt Dem paa Deres literaire Bane, men at jeg virkelig har fundet mange Vink og Hentydninger i Deres Skrifter, der have været befordrende for min egen aandelige Udvikling«, B&A bd. 1, s. 228. En Pige bliver ... den anden Søsters Sølvbryllup Søstrene er den 17-årige Johanna og den otte år ældre Ulrikka, døtre af en fattig bonde ved Vänarn i Sverige. Mens Johanna affinder sig med sine kår og kun ønsker at gifte sig med sin forlovede hurtigst muligt, sidder Ulrikka på tiende år og spinder på sit brudeudstyr. Hendes ærgerrighed driver hende i fjeldkongens magt, der tilbyder hende at sidde i det mørke bjerg og spinde det pureste guld til sin egen ejendom. Således sidder den forblindede Ulrikka i 25 år, som hun ikke tror at have varet mere end en måned eller to, da hun af tonerne fra en salme endelig beder fjeldkongen om at få sin afsked og sin løn. Rædselsslagen møder hun sin søster, der netop fejrer sit sølvbryllup, og angerfuldt lover hun sit guld til kirker og faderløse børn. derpaa forklarer Bjergmanden ... spilder sit Liv gengivelse af Bjergmandens replik, s. 91: »I troe nu vel, hun er den Eneste, / Der saadan spunden har sin Ungdom bort, / Og der sit Liv har offret hen for Guld; / Men jeg, som veed det bedre, jeg Jer siger: / Der gives mangen Qvinde, mangen Mand, / Som I beundret har og agtet høit, / Der gives Tusinde, som mindst det troe, / Der sadde Nat og Dag som hun i Bjerget / Og spildte Livet paa den samme Viis.« Ideen er altsaa ... som blot er at tabe Livet sigter til efterskriftet (), s. I: »Enhver tænkende Læser vil uden Tvivl let gjennemskue den Hovedidee, der ligger til Grund for dette lille Eventyr; ikke blot om Pengebegjerlighed og Havesyge er her Spørgsmaal, men om enhver blot udvortes og eensidig Stræben, under hvilken den egentlige aandelige Opgave, som ethvert Menneske har at løse, forglemmes og forsømmes, og under hvilken Mennesket, hvormeget han ogsaa i den udvortes Verden kan virke, dog i sit Inderste staaer stille, medens Tiden uigjenkaldelig svinder hen. Enhver saadan Stræben finder, hvis Forfatteren ikke ganske har forfeilet sit Maal, i Dramaets Hovedperson sin Repræsentant; og enten man sidder i et Bjerg, eller foran en Skriverpult, eller slumrer paa en Sopha i et Pallads, naar dog den indre Udvikling forsømmes, derpaa kommer det naturligviis aldeles ikke an.« derpaa udvider han ... i hine Bjergmandens Ord sigter til efterskriftet, s. I (se foregående kommentar). vistnok sandelig. Pseudonymerne dvs. de pseudonymt affattede skrifter fra 1843-46, se følgende kommentarer. a) den æsthetiske Excentricitet – b) og Ethikeren sigter nærmest til de pseudonyme forfattere af henholdsvis første og anden del af Enten – Eller, æstetikeren A og etikeren Assessor Wilhelm (SKS 2 og 3), samt de fem æstetikere og Assessor Wilhelm i henholdsvis 1. og 2. del af Stadier paa Livets Vei (SKS 6). dog saaledes, at han igjen udviser det Religieuse I Enten – Eller efterfølges Assessor Wilhelms to breve til A af et religiøst »Ultimatum«, nemlig en prædiken af en præst i Jylland om »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret« (SKS 3, 315-332); og i Stadier paa Livets Vei efterfølges hans etiske afhandling af en separat tredje del, hvor det religiøse fremhæves, nemlig »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« (SKS 6, 173-454). – udviser: udpeger. gjøre Lykke som Dybsindig formentlig en hentydning til den anerkendelse, som forfatteren af Søstrene paa Kinnekullen vandt efter dets første opførelse, jf. især anmeldelserne den 28. april 1849 i Berlingske Tidende (nr. 101), Fædrelandet (nr. 98, s. 389-391) og Flyve-Posten (nr. 98). det Sted i Enten – Eller ... Betingelsen for at leve sigter til en aforisme af æstetikeren A i første del af Enten – Eller, jf. SKS 2, 40,1-9: »Hvad er overhovedet Betydningen af dette Liv? Deler man Menneskene i to store Classer, saa kan man sige, den ene arbeider for at leve, den anden har ikke dette behov. Men det at arbeide for at leve kan jo ikke være Livets Betydning, da det jo er en Modsigelse, at det, bestandig at tilveiebringe Betingelserne, skal være Svaret paa Spørgsmaalet om dets Betydning, der ved Hjælp heraf skal betinges. De Øvriges Liv har i Almindelighed heller ingen Betydning uden den at fortære Betingelserne. Vil man sige, at Livets Betydning er at døe, saa synes dette atter en Modsigelse.« At afrunde Livet paa Ægteskabet ... i Enten – Eller I anden del af Enten – Eller argumenterer den etiske pseudonym, ægtemanden Assessor Wilhelm, for ægteskabet, jf. især det første af hans to breve til A med titlen »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed« (SKS 3, 13-151). »Maria« dvs. Maria, om hvem det i Luk 10,38-41 berettes, at hun i stedet for at hjælpe sin travle søster, Martha, sætter sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord; da Martha beder Jesus om at byde Maria at hjælpe hende, svarer han, v. 41-42: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« vitterlig Synd dvs. en synd, man er sig bevidst at begå. »Anna« (Taalmod i Forventning) dvs. profetinden Anna, der if. Luk 2,36-37 som ung havde levet syv år med sin mand, men nu var en enke på 84, der aldrig forlod templet, hvor hun dag og nat tjente Gud med faste og bøn. Herom har SK skrevet »Taalmod i Forventning« i To opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 206-224. det psychologiske Experiments Quidam ... »Ønsket« skal bevares i Lidelse sigter til »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment« af Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei (1845), hvor pseudonymen Quidam bevarer ønsket om at gifte sig med sin tidl. forlovede, skønt han selv har brudt med hende, jf. SKS 6, 173-454. – Quidam: lat. (ubestemt stedord, hankøn; om en person, hvor det ikke kommer an på den nøjere angivelse) en el. anden mand. Gud-Msk sigter til Jesus som sand Gud og sandt menneske. Kjød og Blod fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Mynster . Orthodox rettroende. Heterodox afvigende fra den herskende troslære. paa deres Gjerninger skulle I kjende dem sigter til Jesu ord om de falske profeter, Matt 7,16: »På deres frugter kan I kende dem.« i de wolfbl. Fragmenter etsteds. von dem Zwecke der Lehre Jesu §. 6. Slutning jf. 1. del, § 6, i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 16-18: »Das Kennzeichen, was er auch von falschen Propheten giebt, ist nicht, ob sie diese oder jene irrige Meynung hegen, ob sie ein fremdes Lehrgebäude haben, ob sie Heterdoxe, Ketzer, und Irrgläubige sind, oder andere dazu machen; sondern an den Werken sollt ihr sie erkennen«, s. 18. – wolfbl.: wolfenbüttelske (). i Visdommens Bog, en Tale som de Ugudelige føre om den Retfærdige overhovedet oversat citat fra Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 29: »Im Buche der Weisheit sprechen die Gottlosen von dem Gerechten überhaupt«. Der sigtes til kap. 2 i det apokryfe skrift Visdommens Bog, v. 10, v. 12-13, v. 17-18 og v. 20. Lasset uns ... von dem Zwecke der Lehre Jesu § Slutning SK skriver »uberwältigen« for »überwältigen« og »schandlichen« for »schändlichen«, men citerer i øvrigt ordret fra 1. del, § 10, i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger, s. 27-30; s. 29f. – verdrieslich: dvs. verdrießlich. den Hellige selv dvs. Jesus. han tør ikke blive vred, ikke skjende, ikke hævne sig, ikke gjengjelde Lige med Lige måske en hentydning til Ef 4,31-32: »Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.« give (...) en god Dag talemåde: være ligeglad med. blæse (...) et Stykke talemåde: være ligeglad med. Straffe-Anstalt fængsel. gjengjelder dem alt det Onde ... med alt det Gode han kan optænke alluderer formentlig til Bjergprædikenen, hvor Jesus byder at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én (Matt 5,44). – optænke: tænke sig, forestille sig, finde på. idel Actuositet ene og alene handlende (af 'actuosus', lat. fuld af handling, virksom). i Paulus dvs. i de NT-skrifter, som angives at være forfattet af Paulus (). som Χstus selv siger ... at den ikke har troet sigter til Jesu ord om Talsmanden, som skal komme efter ham, Joh 16,8-9: »8. Og naar han kommer, skal han overbevise Verden om Synd, og om Retfærdighed, og om Dom. 9. Om Synd, fordi de troe ikke paa mig«, Forordnet Alter-Bog (), s. 88. Versene indgår i Joh 16,5-15, som er evangeliet på 4. søndag efter påske, i 1849 den 6. maj. Synd er ikke at troe ... i Sygdommen til Døden sigter til Sygdommen til Døden (), s. 83 (SV2 11, 219): »Men dette er ofte nok blevet overseet, at Modsætningen til Synd ingenlunde er Dyd. Dette er en tildeels hedensk Betragtning, som nøies med en blot menneskelig Maalestok, som netop ikke veed, hvad Synd er, at al Synd er for Gud. Nei, Modsætningen til Synd er Tro, som det derfor hedder Rom. 14, 23: Alt hvad der ikke er af Tro er Synd [(]. Og dette er en af de for hele Christendommen meest afgjørende Bestemmelser, at Modsætningen til Synd ikke er Dyd, men Tro.« Se også s. 107 (SV2 11, 243). Mynster ... 1ste Pintsedag til Aftensang ... at give Riget Biskop Mynster () prædikede på 1. pinsedag den 27. maj 1849 til aftensang i Vor Frue Kirke, jf. Adresseavisen, nr. 122, 26. maj 1849. Hans prædiken blev siden trykt under titlen »Hvor Gud udsender sin Aand, skabes der. Paa første Pintsedag« i J.P. Mynster Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850 (), s. 54-67, hvor det s. 66 – med citat af Luk 12,32 (NT-1819) – hedder: »Frygt ikke, du liden Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.« – trods Nogen: så godt som nogen el. frem for nogen anden. da Heiberg, Publikums Opklækker ... kom i Strid med Publikum sigter til J.L. Heibergs () hyppige kritik af 'publikum' i sit tidsskrift Intelligensblade, som han allerede annoncerede i programartiklen »Til Læseren« i nr. 1, den 15. marts 1842, hvor han forklarer, »at de litterære, og fremfor Alt de æsthetiske Interesser kunne behøve, om just ikke en ny Vækker (thi ganske kunne de vel ikke slumre, hvor de engang ere vakte), saa dog en ny Regulator, for at Publicum, som altfor længe har gaaet paa egen Haand, maa ledes tilbage fra de Afveie, som det let betræder, naar det er overladt til sin egen Førelse« (bd. 1, s. 1f.). Anledningen til Heibergs utilfredshed var – foruden publikums ugunstige domme over stykker på Det kgl. Teater – især en række kritiske artikler i Georg Carstensens tidsskrifter Portefeuillen (1839-41) og Figaro. Journal for Literatur, Kunst og Musik (1842-43). Blandt Heibergs artikler mod publikum i Intelligensblade kan nævnes »Folk og Publicum« i nr. 6, den 1. juni 1842 (bd. 1, s. 133-155), »Tak-Adresse til Publicum« i nr. 8, den 1. juli 1842 (bd. 1, s. 198-202) og »Skuespilleren, Publicum og Critiken« i nr. 13, den 15. sept. 1842 (bd. 2, s. 1-15). – Opklækker: opdrætter, opdrager. i den samme Prædiken ... paa Rigsdagen (...) selv tiende og i Selskab med de største Navne Rigsdagen, dvs. den grundlovgivende rigsforsamling, trådte sammen 23. okt. 1848 og holdt løbende møder indtil 5. juni 1849, da kongen underskrev Danmarks Riges Grundlov. Mynster var kongevalgt medlem af forsamlingen. Det færdige grundlovsforslag blev vedtaget den 25. maj 1849 med 119 stemmer mod 4, mens 10 undlod at stemme, nemlig – foruden Mynster – gehejmekonferensråd A.S. Ørsted, etatsråd, generalprokurør Tage Algreen-Ussing, overinspektør, prof., dr.phil. C.N. David, kammerherre, major von Lüttichau, etatsråd Carl de Neergaard, gehejmearkivar, dr.phil. C.F. Wegener, kammerherre P.B. Scavenius, underretsprokurator P.H. Tvede og kammerherre, baron C.F. Zeuthen, jf. fx Berlingske Tidende, nr. 124, den 26. maj 1849. I sin prædiken to dage efter taler Mynster om ikke at bøje knæ for 'dagens afguder' og polemiserer imod en ukristelig forveksling af 'folkets røst' og 'Guds røst', jf. Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, s. 65 og s. 57f. Mynster har dog aldrig anet hvad christelig Polemik er alluderer måske til Mynsters artikel »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade (). – christelig Polemik: I teologien var 'polemik' den disciplin, der modsat den forsvarende apologetik havde til opgave at gendrive kætterske meninger og skrifter. Jf. fx K.H. Sack Christliche Polemik, Hamburg 1838, ktl. 756 (delvist overs. som »Christelig Polemik« i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur (), 6. årg., Kbh. 1838, s. 189-274). pathetisk lidenskabelig, følelsesfuld, højstemt. Plato og Socrates havde Ret: ud af Staten med Digterne I 2. og 3. bog (376d - 398b) af Platons Staten diskuteres den gode opdragelse, og digtekunsten angribes for manglende moral (Platons Skrifter () bd. 4, s. 89-118). Kritikken af digtekunsten tages atter op i 10. bog (595a - 608b), hvor resultatet bliver, at digterne ikke er velkomne i den ideale stat, da de dels ikke fremstiller den sande virkelighed, dels mere appellerer til følelser end til fornuft (Platons Skrifter bd. 5, s. 189-207). – Plato: Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af Sokrates, som desuden er den gennemgående hovedperson i Platons dialoger, der hyppigt polemiserer mod sofisterne. Platon grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i Athen; blandt hans elever var Aristoteles. det græske Begreb af en Philosoph dvs. 'philósophos', gr. filosof, egl. 'som elsker visdom'. Her tænkes formentlig på Diogenes Laertios' filosofihistorie, hvor det fortælles, at den gr. matematiker og filosof Pythagoras (o. 570-497 f.Kr.) var den første, der »gav Filosofien dette Navn og kaldte sig selv Filosof, fordi intet Menneske, kun Gud allene, er viis. Tilforn kaldtes den Viisdom, og hvo som bekiendte sig dertil, Viis, som da maatte være en med Sjæls Anstrængelse skarpt eftergrandskende Mand. Men Filosof den, som elsker Viisdom«, Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 5. en Executor en, der eksekverer en dom el. andre lovmæssige tvangsforanstaltninger. Mynster . en Privatiserende en, der (som SK) lever el. virker som privatmand. det Bestaaende dvs. den danske statskirke. Embede nemlig som præst. øverste Styrer kirkens primas. græde sig ud el. græde ud, dvs. græde, så længe man føler trang til at græde; komme til en ende med sin gråd (og sorg). Pathetiske lidenskabelige, højstemte, højtidsfulde. Peer Degn ... det sidste Ord var: Amen sigter til Peer Degns replik i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731), 1. akt, 4. scene: »Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staae paa een Fod, og læse det hele Litanie paa Græsk. Jeg kan endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen«, Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. Alt hvad der ikke er af Tro er Synd, siger Paulus sigter til Rom 14,23, hvor Paulus () skriver: »Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.« Synd mod den Hellig-Aand alm. betegnelse for den (evigt utilgivelige) synd at tale imod el. spotte Helligånden, jf. Matt 12,32 og Mark 3,29. Synd socratisk Uvidenhed . Synd er (...) Uvidenhed Der sigtes til den sokratiske sætning, at 'dyd er viden', som findes tematiseret i flere af Platons dialoger (). I Protagoras (351e-357e) udfolder Sokrates den påstand, at det menneske, der har den sande erkendelse, ikke kan lade denne tilsidesætte af lidenskaber o.l., og at den, der ved en handling vælger det forkerte, herved kun udtrykker sin uvidenhed (jf. Platons skrifter () bd. 1, s. 71-78). Aristoteles () giver i Den nikomacheiske Etik, 7. bog, 2.-3. kap. (1145b 20 - 1147b 20), en kort fremstilling af Sokrates' anskuelse, formentlig med henblik på Protagoras, for da at tilbagevise den. Spatiet lat. rummet, udstrækningen, mellemrummet. Aladdin hovedpersonen i Adam Oehlenschlägers lystspil »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« i Poetiske Skrifter bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436. Stykket blev (i en bearbejdet version) opført 23 gange på Det kgl. Teater fra 17. april 1839 til 25. nov. 1842. Ringen sigter til den ring, som den onde Noureddin giver Aladdin på fingeren til beskyttelse, da han sender ham ned i en underjordisk hule for at hente den forunderlige lampe, jf. Poetiske Skrifter bd. 2, s. 121. Ved sin tilbagekomst vil Aladdin ikke give lampen til Noureddin, som derfor lader ham spærre inde i hulen, men i sin fortvivlelse kommer Aladdin til at støde ringen mod klippen, hvorefter Ringens Ånd straks viser sig og tilbyder ham sin tjeneste, jf. s. 133. Senere forklarer Ringens Ånd Aladdin, hvori dens særlige magt består: »Jeg bringer dig, min Ven! hvorhen du vil, / Jeg siger dig hvad du vil vide«, s. 320. Mod til at ønske Af Ringens Ånd ønsker Aladdin først at blive hjulpet ud af hulen og bragt hjem til sin mor, senere at blive bragt til sit slot, da dette på Noureddins bud af Lampens Ånd er flyttet til Afrika, og endelig at kende sin fremtid, jf. Poetiske Skrifter bd. 2, s. 134, s. 319-321 og s. 337-340. Formentlig sigter SK desuden til de ønsker, Aladdin ytrer over for Lampens Ånd, bl.a. om at bringe ham mad, sultanens datter, slaver, pragtfulde klæder og et væld af kostbarheder samt at bygge ham et palads, der er større og smukkere end sultanens, jf. s. 139, s. 189f., s. 216-220, s. 351 og s. 403-407. underskyder (...) sig tilsættes, tilføjes. Pillegrim dvs. pilgrim. Gud siger til Moses: hvorfor raaber Du saa stærkt – og Moses taug sigter til beretningen om, hvorledes Moses skiller vandene i 2 Mos 14: Da Israelliterne under deres flugt fra Egypten er ved at blive indhentet af Faraos hær, råber de til Gud og anklager Moses for at have ført dem i døden. Moses svarer dem, at de skal tie, da Gud vil frelse dem. Gud siger da til Moses, v. 15: »Hvorfor råber du til mig?« Herefter løfter Moses på Guds bud sin stav og rækker (uden et ord) sin hånd ud over havet for at kløve det, så israelliterne ad den vej kan undfly deres forfølgere. i Luthers Prædiken ... efter Paaske sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 5. søndag efter påske, Joh 16,23-40 (Jesu bortgang), i En christelig Postille () bd. 1, s. 318-325; s. 322, sp. 2: »Moses raabte, saa Gud sagde til ham: Hvi [hvorfor] raaber du til mig? skjøndt han taug stille med Munden.« – hidtil have I ikke bedt i mit Navn: frit citat fra Joh 16,24 (NT-1819), citeret i En christelig Postille bd. 1, s. 318, sp. 1: »Hidtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn«. Naar Fjendernes Antal ... fordærve og tabe Sagen formentlig en hentydning til Treårskrigen (). Da den da. regering den 26. feb. 1849 havde opsagt våbenhvilen (indgået den 2. juli 1848 og den 26. aug. 1848 forlænget fra tre til seks måneders varighed), brød krigen atter ud den 3. april (en ny våbenstilstand blev indgået den 10. juli 1849). Store dele af Slesvig og Nørrejylland blev besat af ty. og slesvigholstenske styrker, der tilsammen talte o. 65.000 mand mod de da. styrkers o. 41.000 mand. Fredericia blev belejret og bombarderet af en slesvigholstensk styrke, der med 14.000 mand var dobbelt så stor som den da. styrke inden for fæstningsbyens volde. Den 13. maj 1849 gjorde den da. styrke et udfald, som blev slået tilbage, men gav vigtige informationer om fjendens stilling. Jf. fx Avis-Salonens Nyhedsblad, nr. 100, 14. maj 1849, og nr. 102, 15. maj 1849, samt Berlingske Tidende, nr. 114, den 15. maj. redupliceret egl. gen-fordoblet, gentaget, fordoblet (i grammatikken er reduplikation en fordobling el. gentagelse af stavelser el. bogstaver). Af SK ofte benyttet om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens. luk Din Dør, tal med Gud, beed allusion til Matt 6,6: »Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.« Χstd.s Historie – »man maa ... kalde Historiens Erfaring til Hjælp« måske en sammentrængt gengivelse af indledningen til M. Mørk Hansen Populær Fremstilling af Kirkens Historie for tænkende Christne, Kbh. 1848, ktl. 167 (forkortet Populær Fremstilling af Kirkens Historie), s. 1f. flaut flovt. lapse sig vigte sig. Gud-Msk sigter til Jesus som sand Gud og sandt menneske. Conf. H: C: Ørsted Konferensråd H.C. Ørsted (1777-1851), prof. i fysik og direktør for Polyteknisk Læreanstalt. If. rangforordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808) var konferensråder placeret i 2. klasse (af i alt ni) som nr. 12. Rangforordningen blev årligt publiceret i Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender og Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere, hvori alle rangspersoner var anført med deres behørige tiltaleformularer (se også »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56). naar en Lærke vil fjerte som en Elephant, maa den revne Nogen anden kilde til dette angivelige ordsprog har ikke ladet sig identificere. Se dog ordsproget: 'Mus fjærter ej som hest, uden røven revner', bl.a. optegnet som nr. 6653 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 46. søge først Guds Rige hentydning til Matt 6,33 (). komme paatvært med komme på tværs af. Man siger, da Χstd. ... nu behøves der ikke Mirakler måske en hentydning til G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion. Nebst einer Schrift über die Beweise vom Daseyn Gottes () bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 323 (Jub. bd. s. 323): »Sollen die Wunder die unmittelbare Bewährung enthalten, so sind sie an und für sich eine nur relative Bewährung oder eine Beglaubigung von untergeordneter Art. (...) Das Relative konnte nur für die Interesse haben, die draußen standen, so zu sagen zur Belehrung der Juden und Heiden. Aber die Gemeinde, die formiert ist, bedarf desselben nicht mehr; sie hat den Geist in sich, der in alle Wahrheit leitet und der durch seine Wahrheit als Geist die wahrhafte Gewalt über den Geist ist, d. h. eine Macht, worin dem Geiste seine ganze Freiheit gelassen wird. Das Wunder ist nur eine Gewalt über natürliche Zusammenhänge und damit nur eine Gewalt über den Geist, der in das Bewußtseyn dieser beschränkten Zusammenhänge beschränkt ist. Wie könnte durch die Vorstellung einer solchen Gewalt die ewige Idee selbst zum Bewußtseyn kommen?« – noget nær Alle ere Χstne: Ved folketællingen 1. feb. 1845 fandtes i kongeriget Danmark 1.350.327 indbyggere, blandt hvilke kun 5.371 bekendte sig til andre trosretninger end den evangelisk-lutherske kirkes, mens endnu færre slet ikke bekendte sig til kristendommen, nemlig 3.670 jøder. Jf. Statistisk Tabelværk, 1. række, 10. hefte, Kbh. 1846, s. III og s. XIV. Jo, jeg takker ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak! Χstd. er en stridende Lære hentyder til udtrykket 'ecclesia militans' (). Fjendskab mell. Gud og Verden en tanke, der hyppigt udtrykkes i NT, jf. fx Joh 15,19; Jak 4,4; og 1 Joh 2,15. vender (...) frem vender (noget) om. lader den – en polemisk Anskuelse – seire hentyder til udtrykket 'ecclesia triumphans' (). raisonere ræsonnere. Thomas a Kempis ... en Andens Villie end Din egen.« stort set ordret citat fra 3. bog, kap. 23, »Fire nødvendige Betingelser for at erholde den sande Fred«, i Thomas a Kempis, om Christi Efterfølgelse, fire Bøger, overs. og på ny udg. af J.A.L. Holm (med en indledning og en beskrivelse af Thomas a Kempis' levnedsløb af A.G. Rudelbach), 3. udg., Kbh. 1848 [1826], ktl. 273, s. 110. – Thomas a Kempis: Thomas Hemerken fra Kempen (o. 1380-1471), ty. munk, mystiker og opbyggelig forfatter, præsteviet i 1414. Det er omstridt, hvorvidt Thomas a Kempis er forfatter af de fire bøger De imitatione Christi (Om Kristi Efterfølgelse), der betragtes som et af de mest læste værker i verdenslitteraturen. det Bestaaende dvs. den danske statskirke. Embed embede, nemlig som præst. Titel dvs. rang (). staae under Tøflen være under tøflen. Apostelen Paulus . examineret i Theologie af en Professor i Theologien Ved den teologiske embedseksamen på Københavns Universitet blev eksaminanderne eksamineret af Det teologiske Fakultets professorer. gaaer (...) reject dumper. wolfenb: Fragmenter ... zu antworten wissen SK skriver »bekennt« for »bekennet«, »Dreieinigkeit« for »Dreyeinigkeit« og »anderen« for »andern«, men citerer i øvrigt ordret fra 1. del, § 24, i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 92-97; s. 96. Anvendelsen paa Daaben er det Usande formentlig i den forstand, at apostlene og de første kristne ville kunne besvare de nævnte spørgsmål, som præsten if. dåbsritualet retter til forældrene på barnets vegne, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 246f. Digterne her hjemme fik hver et Exemplar af Enten – Eller nemlig af 2. udg. af Enten – Eller, som udkom den 14. maj 1849 (), jf. takkebreve fra digterne Fr. Paludan-Müller af 15. maj 1849, H.C. Andersen af 15. maj 1849 og Carsten Hauch af 17. maj 1849 (B&A bd. 1, s. 227f.) samt dedikationer fra SK til digterne Chr. Winther og Henrik Hertz (B&A bd. 1, s. 340). Cotterie egl. coteri, klub, sluttet selskab (ofte fjendtligt vendt mod udenforstående), klike; intrige. Crisis krise (nemlig ved udgivelsen af 1. udg. af Enten – Eller i 1843). Victor Eremita lat. den sejrende eneboer, den der sejrer i ensomhed; den pseudonyme udgiver af Enten – Eller, jf. titelbladet, SKS 2, 9,5, og . Øehlenschläger Adam Oehlenschläger (1779-1850), digter, fra 1810 ekstraordinær prof. i æstetik ved Københavns Universitet. Winther Christian Winther (1796-1876), da. lyriker, oversætter og udgiver. Dedikationen fra SK i Winthers eksemplar af Enten – Eller lød: »Til Digteren Chr. Winther / med skjønsom [påskønnende, taknemmelig] Høiagtelse og Beundring« (B&A bd. 1, s. 340). Hertz Henrik Hertz (1797 el. 1798-1870), da. forfatter, digter og dramatiker; han og SK traf hinanden første gang i Studenterforeningen i 1836, hvorefter de hyppigt talte sammen, jf. Søren Kierkegaard truffet, Et liv set af hans samtidige, udg. af Bruce H. Kirmmse, Kbh. 1996 (forkortet Søren Kierkegaard truffet), s. 299. Dedikationen fra SK i Hertz' eksemplar af Enten – Eller lød: »Til / Den danske Digter / Henrik Hertz / med skjønsom Hengivenhed / fra / Victor Eremita« (B&A bd. 1, s. 340). en Prædiken af Luther fx i En christelig Postille (), hvori SK læste Luthers prædikener 'efter tur'. Clerus kleresiet. to eedsvorne Medvidere hvilke var fornødne for at give vidnesbyrdet juridisk gyldighed, jf. Christian V's Danske Lov (1683), 1. bog, kap. 13, art. 1: »Vidne er ey mindre end to Personer, overensstemmende, og udi een Ting«, Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af J.H. Bærens, Kbh. 1797, sp. 103. falde ud til et Plagiat ende (med at blive dømt) som. de færdige Bøger Der sigtes til manuskripterne til Sygdommen til Døden (), Indøvelse i Christendom () og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed med diverse tillæg ( og ). min oeconomiske Bekymring . at jeg skulde stille mig selv for høit sml. NB11:8, s. 12,11f., og . at faae en Embeds Ansættelse nemlig som præst (embede i den danske statskirke) el. lærer (embede på universitetet el. pastoralseminaret). Når et gejstligt embede var bekendtgjort som ledigt i Departementstidenden, skulle ansøgningen inden seks uger indgives til biskoppen i det pågældende stift (i SKs tilfælde biskop Mynster, ), som derefter indsendte den med sin udtalelse til kultusministeren (dvs. ministeren for kirke- og skolevæsen, J.N. Madvig, ); endelig indstillede kultusministeren til kongen, hvem embedet burde gives til. vistnok rigtig nok, sandt nok. Χsti Lidelse, at Han fra Begyndelsen ikke turde sige ... bespyttet, korsfæstet De synoptiske evangelier (Matt, Mark og Luk) meddeler samstemmende tre lidelsesforudsigelser, alle tilsyneladende relativt kort før Jesus fulgt af sine disciple drager til Jerusalem, hvor han skal dø, jf. Matt 16,21-23; 17,22-23 og 20,17-19; Mark 8,31-33; 9,30-32 og 10,32-34; Luk 9,21-22; 9,43b-45 og 18,31-34. – gik løs paa: gjaldt om. – bespottet, bespyttet: gengivelse af Jesu ord til disciplene om, at »han skal overantvordes [overgives til] Hedningerne, og bespottes, forhaanes, og bespyttes«, Luk 18,32 (NT-1819). Se også Mark 10,34. at være »Sandheden« sådan som Jesus siger sig at være, Joh 14,6: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. hjælpe efter bøde på el. udbedre (noget). Reticents fortielse; sigter nærmest til Jesu gådefulde ord til disciplene om sin snarlige bortgang (døden på korset), Joh 16,12: »Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.« Tilhold holdepunkt, støtte. paa det Lav lag. at komme fra Regnen i Tagdryppen dvs. at slippe én ubehagelighed og få en anden. Talemåden er bl.a. optegnet i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, bd. 1-5, Kbh. 1793-1829; bd. 5, s. 66, sp. 2. – Tagdryppen: dryppen fra et tag (uden tagrende). Lidelses-Historie hentyder til sammenskrivningen af de fire evangeliers forskellige beretninger om Kristi lidelseshistorie, jf. »Vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog (), s. 263-288. de misforstaae Ham absolut måske en henvisning til Jesu ord om, at Guds vilje er, at han skal dø, hvilket Simon Peter () går i rette med, jf. Matt 16,21-23. ikke at ville have een eneste Tilhænger sml. NB11:52 og 60. Χstus, som var Sandheden henviser til Jesu ord, Joh 14,6: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Accommodation tillempelse el. føjelighed efter omstændighederne. en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. at Alle saadan ere Χstne . Det »Bestaaende« dvs. den danske statskirke. det Bestaaende bryste sig i Sammenligning med »Sekterne« sigter formentlig især til biskop Mynster (), der både som prædikant og som kirkens primas tugtede sekterne, dvs. de religiøse el. 'gudelige' vækkelser, der fremstod i Danmark i begyndelsen af det 19. årh., og som talte fx baptisterne, de gammellutheranske, De stærke Jyder, Haugianerne og andre lægmandsbevægelser. da Χstd. selv var »en Sekt« (saaledes kaldtes den jo den Gang) se fx K. Hase Kirchengeschichte. Lehrbuch zunächst für academische Vorlesungen, 2. forbedrede udg., Leipzig 1836 [1834], ktl. U 52, s. 37, hvor det om de første kristne – da kaldet galilæere el. nazaræere – hedder, at de fik »die Stellung einer vielen verhaßten Secte«. det forud for det fortrin frem for. Christus (...) at indskærpe ... den Største er den Tjenende sigter til Jesu ord til disciplene, Matt 23,11: »Men den største blandt jer skal være jeres tjener.« Se også Mark 9,34-35 og Luk 22,24-27. Slump ubestemt mængde. desto værre desværre. Ledebaand tømmelignende bånd i et bælte, hvormed et barn ledes for ikke at falde, indtil det selv kan gå. Halvmænd feje, blødagtige mænd. Bemærkning i wolfb. Fragmenter ... om et jordisk Rige sammentrængt gengivelse af 1. del, § 30, i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 112-117, især s. 112f.: »Wenn Johannes, wenn Jesus, wenn seine Bothen oder Apostel allerwärts verkündigten das Himmelreich ist nahe herbey kommen, glaubet an das Evangelium: so wußten sie, daß ihnen die angenehme Bothschaft von der baldigen Zukunft des erwarteten Messias gebracht würde. Allein wir lesen auch nirgend, daß Johannes, oder Jesus, oder die Jünger, bey dieser Verkündigung irgend was weiteres gesagt, worin das Reich Gottes bestehen, und von welcher Art und Beschaffenheit es seyn sollte. Daher die Juden mit solchen Worten von dem nahen Himmelreich nothwendig den unter ihnen herrschenden Begriff verknüpfen mußten. Der herrschende Begriff aber von dem Messias und dessen Reiche war, daß er ein weltlicher großer König seyn, und ein mächtiges Reich zu Jerusalem errichten würde; dadurch er sie von aller Knechtschaft errettete, und vielmehr zu Herren über andre Völker machte. Dies war unstreitig die allgemeine Meynung der Juden von dem Messias, und folglich auch die Vorstellung welche sie sich machen mußten, wenn ihnen von der Zukunft des Messias und seines Reiches gesaget ward. Demnach wo die Juden diesem Evangelio glaubten, da ihnen die Zukunft des Himmelreiches ohne weitere Erklärung verkündiget ward: so mußten sie auch nach ihren Begriffen einen weltlichen Messias und ein zeitlich Reich erwarten.« i den første af de to Afhandlinger af H. H. ... han forstod Sagen aandeligt sigter til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H. (), s. 17-22 (SV2 11, 75-79), hvor SK alias pseudonymen H.H. forklarer, hvordan konflikten ml. henholdsvis 'øjeblikkets' og 'evighedens' opfattelse af Jesus som jødernes forventede konge får jøderne til at slå ham ihjel, jf. især s. 18 (SV2 11, 76): »Man kunde for at oplyse dette Historiske vise, hvorledes det, at Han først syntes at ville have Kongemagten, netop hørte med, for at Han kunde blive korsfæstet. Thi skal der i Livets Forhold ret komme Lidenskab, og i Lidenskaben Flamme, maa der Træk til. Men Træk er Dobbeltbevægelse, Krydsningen af to Luftstrøg. Netop det, at Jøderne havde fæstet hele deres Opmærksomhed paa Ham, saa de vilde gjøre Ham til Konge, netop det, at Han selv i Begyndelsen et Øieblik, som det syntes, slog ind paa denne Retning: netop det blev Braadden i Forbittrelsen, blev i Hadets Rasen det Blodtørstige, da Han saa dog ikke vilde.« Lessing etsteds ... ikke kan beundre det Heroiske Lessings brevveksling med den ty. filosof og forfatter Moses Mendelssohn (1729-86) er optrykt som »Gotth. Ephr. Lessing's Briefwechsel mit Moses Mendelssohn. 1755-1780« i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 26, 1827, s. 3-272. I brev af 28. nov. 1756 skriver Lessing, at det heroiske ikke vækker beundring, men blot forbavselse, da det heroiske ved at overstige det almenmenneskelige ikke lader sig efterligne, hvilket er betingelsen for, at noget lader sig beundre, s. 71-79. insinuerer sig indynder sig, indsmigrer sig. det Lidende dvs. det passive. Gjenstand for Pøbelagtighedens Angreb (...) jeg selv forlangte det sigter til Corsarens angreb på SK efter hans egen bøn om at 'komme i bladet' (). Billighed rimelighed. i Confiniet til på grænsen til. hvorvidt det Christelige har det Heroiske ... i Lidelsernes Evangelium No VII se Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), tredje afdeling med deltitlen »Lidelsernes Evangelium. Christelige Taler«, 7. tale med titlen »Det Glædelige i, at Frimodigheden formaaer lidende at tage Magten fra Verden og har Magten at forvandle Forhaanelse til Ære, Undergang til Seier«, i SKS 8, 413-431 (hvor forholdet ml. 'det kristelige' og 'det heroiske' dog ikke omtales med netop disse ord). Vistnok rigtig nok, sandt nok. i sidste Grund i sidste instans, til syvende og sidst. Frygt og Bæven . Det pecuniaire Offer bliver mig tungere og tungere . at jeg ikke kan anderledes alluderer til Martin Luthers afsluttende ord, da han på Rigsdagen i Worms 1521 nægtede at tilbagekalde sin af kirken fordømte lære med henvisning til Guds ord og sin samvittighed: »ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123. NB11:114.a (X 1 A 413) en Tanke, der rigtignok meget tidligt var i mig og har fulgt mig . R. Nielsen Rasmus Nielsen (). Han opfører en Slags stor Bygning ... fortier ganske det andet Forhold sigter til Evangelietroen og den moderne Bevidsthed (), hvori Rasmus Nielsen hverken citerer el. krediterer SK (). Held Den Hvilket held for den! at Χstd mere og mere har seiret fra Aarhundrede til Aarhundrede hentyder til udtrykket 'ecclesia triumphans' (). Χsthed . i Samtidigheden nemlig med Jesus. det var hans egen Skyld måske en replik, som SK har hørt, da Corsaren angreb ham, efter at han selv havde bedt om 'at komme i Corsaren' (). Sml. journalen NB4:45, SKS 20, 308,14. han har villet nedrive Templet ... sagt om sig selv sigter til beretningen om de falske vidner, som ypperstepræsterne og rådet fører mod Jesus efter hans tilfangetagelse, Matt 26,60-61: »Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem, og sagde: Denne har sagt: jeg kan nedbryde Guds Tempel, og bygge det i tre Dage« (NT-1819). Jf. Joh 2,19-22, hvor Jesus taler med jøderne i templet: »Jesus svarede dem: 'Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.' Da sagde jøderne: 'Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?' Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.« Jødedommens Undergang identificeres i alm. med jødernes fordrivelse fra Israel efter Jerusalems fald og templets ødelæggelse år 70 e.Kr. hans Opstandelse ... paa den som paa Grundvolden hviler den christelige Tempel-Bygning måske en reminiscens af M. Mørk Hansen Populær Fremstilling af Kirkens Historie (), s. 4, hvor det først hedder om pinseunderet, at dermed »var Kirkens offentlige Grundvold lagt«, dernæst om den kristne kirke, at »den paa den ene Side forbandt sig med Jødernes Religion og Stat, og reiste sin Bygning paa denne Grundvold som paa sin historiske Forudsætning, men paa den anden Side stillede sig i Modsætning dertil som en Forkyndelse af dens Undergang«. Hvad var det dog egl. ... forsagte og modløse Apostle ... ligge et Under imellem måske en reminiscens af M. Mørk Hansen Populær Fremstilling af Kirkens Historie (), s. 3f.: »Derfor stode de forsagte og modløse omkring hans Kors, og Haabet om Trøsteren fra Faderen, som han havde forjættet dem i Afskedsstunden, var ikke stærkt nok til at samle dem i en Menighed og give dem Kraft til Kampen mod Evangeliets Fjender. Men Smerten over Mesterens Bortgang havde luttret dem, og Glæden over, at de saae ham opstaae af Graven og gaae ind til Faderens Herlighed, gav Haabet nyt Liv. / Da skete det paa hin store Pintsedag (Ap. Gj. Kap. 2), medens de vare eendrægtigen tilsammen, at de under vidunderlige Tegn fra Himlen bleve Alle opfyldte med den Hellig Aand og begyndte at tale med fremmede Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale. Da erkjendte Apostlene, at de ikke vare forladte og faderløse, men at Herren var hos dem med sin hellige Kraft.« de jordiske Forventninger nemlig til Jesus som en verdslig konge, der skulle besejre den rom. besættelsesmagt og genoprette den jødiske stats selvstændighed, jf. fx M. Mørk Hansen Populær Fremstilling af Kirkens Historie, s. 5f. Χstus siger – at han maatte gaae bort, for at Aanden kunde komme sigter til Jesu ord om Talsmanden (dvs. Helligånden), som skal komme efter ham, Joh 16,7: »Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.« Χsti høitideligste Forsikkringer om sin Lidelse og Død . staaer (...) hos står ved siden af for at hjælpe; bistår. ret for alvor, i sandhed. den Indvending ... wolfl. Fragm.: I, § 32 og 33 ... en jordisk Messias sammenfatning af 1. del, § 32f., i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 120-127. Jf. især s. 127: »So viel sich demnach aus der Jünger Jesu, und besonders aus der Evangelisten ihrem zwiefachen und ganz geänderten Betragen, von der wahren Absicht, die Jesus in seinen Reden und Verrichtungen gehabt, schliessen lässet: so können wir nicht anders denken, als daß ihr erstes Systema von einer vorgehabten weltlichen Erlösung Israels gegründet und wahr gewesen; und daß sie nur wegen fehlgeschlagener Hoffnung nach seinem Tode ein ander Systema seiner Absichten, nemlich ein leidender geistlicher Erlöser der Menschen zu werden, ersonnen, und darnach die Erzehlung seiner Reden und Verrichtungen abgefasset haben, folglich diese Erzehlung und Systema soferne ungegründet und falsch sey.« – Messias: gr. transskription af hebr. Mashijách og aramaisk Meshichá, svarende til gr. Kristos, den salvede, heraf lat. Kristus. men de kunde ikke forstaae det sigter til disciplenes reaktion på Jesu lidelsesforudsigelse, Mark 9,32: »Men de forstod ikke, hvad han sagde«. Se også Luk 9,45; 18,34. underskyder sig tilsættes, tilføjes. slutter (...) sig sammen samler sig. vom Zwecke Jesu und seiner Jünger . besluttet Mand mand, der har besluttet sig; beslutsom mand. i et enkelt Øieblik lider – hvad der endog var Tilfældet med Χstus nemlig i Getsemane Have, hvor Jesus forud for sin tilfangetagelse gribes af angst og beder Gud om, så vidt det måtte være hans vilje, at slippe for den forestående lidelse, jf. Matt 26,36-46. Søndags-Sluddren dvs. prædikener. han fattede den store Beslutning og udførte den – Amen Hvis der er tale om et virkeligt og ikke blot tænkt citat fra en prædiken, har dette ikke ladet sig identificere. 48 Minutter If. reskript af 23. maj 1760, § 4, måtte prædikener ikke vare længere end én time. Luther siger ... at Ingen er udelukket sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 2. pinsedag, Joh 3,16-21 (Jesus og Nikodemus), i En christelig Postille () bd. 1, s. 354-364. Jf. s. 354, sp. 1, hvor Joh 3,16 (NT-1819) citeres: »Saa haver Gud elsket Verden, at Han haver givet sin Søn den Eenbaarne, at hver Den, som troer paa Ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.« Herom skriver Luther, s. 358, sp. 1: »Thi Ordet / 'Verden' / har en skjændig Klang i Guds Øren, og det rimer sig underligen, at sige: / 'Gud elsker Verden' – / thi her sammenføjes to aldeles modsatte Ting.« Og s. 361, sp. 1: »Betragt dog, hvorledes og om hvem Han taler: / Saa har Gud elsket Verden – / Desligest [ligeledes]: / Paa det at Alle, som troe paa Ham. / Nu indbefatter Verden lidt Mere, tænker jeg, end St. Petrus og St. Paulus. Derved forstaaes jo hele det menneskelige Kjøn [slægt], Alle i en Hob, saa slet Ingen er udelukket.« en egen Sprogbrug af Luther ... 2 Thess. 3, 2 gengivelse af Luthers prædiken over evangeliet på pinsedag i En christelig Postille () bd. 1, s. 349, sp. 1: »Derfor er det ikke Hvermands Sag, at være en Christen (2 Thessal. 3, 2)«. Se også Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3: »Denn der Glaube ist nicht jedermanns Ding.« Den da. bibelovers. har: »Troen er ikke Alles« (NT-1819) og »det er ikke alle, der har troen« (NT-1992). – egen: underlig, besynderlig, aparte. Schelling i hans Forelæsninger ... Troen er en Genialitet og citerede Luther Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854), ty. filosof; i 1841 kaldet til universitetet i Berlin, hvor han fra 15. nov. til 18. marts 1842 holdt forelæsninger over åbenbaringens filosofi. SK fulgte forelæsningerne og tog referater fra dem frem til 3. feb. 1842, jf. notesbog 11, SKS 19, 303-367. Den nævnte bestemmelse af troen med reference til Luther indgik imidlertid ikke i Schellings forelæsninger, hvorfor den heller ikke findes i SKs referat. Formentlig sigtes der i stedet til et udsagn af den ty. filosof Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819) i Jacobi's Werke (); bd. 4,1, 1819, s. XLIV: »Der Glaube ist nicht, wie die Wissenschaft, Jedermanns Ding, das heißt, nicht Jedwedem, der sich nur gehörig anstrengen will, mittheilbar.« I SKs private eksemplar er denne passus markeret med en lodret streg og et spørgsmålstegn i margin samt understregning frem til tredje komma; på foden af siden har SK tilføjet: »Saa bliver Troen igjen kun en Genialitet, der er forbeholdt Enkelte, ligesom Schellings Genialitet i at handle. Saaledes gaaer det saa ofte man er ifærd med at danne en Total-Anskuelse, og da lader man en saadan Yttring løbe ind« (KA, E 65, jf. Pap. V C 13,4). cfr denne Journal p. 217 o: fl. jf. NB11:192-194, s. 115-120. da jeg var begunstiget ved at have Formue Da SKs far døde i 1838, efterlod han sig en formue på o. 125.000 rigsdaler, hvoraf SK og hans ældre bror Peter Christian i 1839 hver fik udlagt en fjerdedel i arvelod, dvs. o. 31.000 rigsdaler (jf. F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 67). Af sine arvede aktier solgte SK den sidste o. 2. marts 1847, mens den sidste kongelige obligation blev afhændet o. 14. dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 69-71). Herefter havde SK ingen renteindtægter af aktier og obligationer og måtte i de kommende år yderligere udhule formuen. Den 24. dec. 1847 så han sig nødsaget til også at sælge sin ejendom på Nytorv; købesummen var 22.000 rigsdaler. P.C. Kierkegaard lod sin første prioritet på 7.000 rigsdaler blive stående i ejendommen; SK fik en anden prioritet på 5.000 rigsdaler og modtog i jan. 1848 10.000 rigsdaler kontant (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 83-85). For en del af indtægterne fra hussalget købte SK kgl. obligationer, som han i 1848 mente at have tabt o. 700 rigsdaler på grundet faldende obligationskurser; for resten købte han aktier, som han derimod ikke mente at have tabt på (se journalen NB7:114, SKS 21, 138, og Søren Kierkegaard og pengene, s. 86-90). sikkre mig ved en Embedstilling (...) hvad jeg altid har tænkt mig . friste Gud bibelsk udtryk, udfordre Gud, (selvrådig) sætte Guds magt på prøve. Jf. fx Matt 4,7, hvor Jesus siger: »der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud« (NT-1819). Alt hvad jeg har fremsat i Journalen NB10 om mig selv jf. journalen NB10, trykt i SKS 21, 255-374, optegnelserne NB10:5, 16, 19, 38, 39, 42, 48, 78, 82, 83, 84, 89, 97, 166, 169, 185, 186, 191, 192, 194, 199, 200 og 203 (SKS 21, 260, 264, 265, 275-278, 279, 282, 298, 299f., 302f., 306, 337f., 340f., 351-354, 356-359, 361, 363f., 367f. og 369). Journalen NB10 blev taget i brug 9. feb. 1849 og afsluttet senest 2. maj 1849, da SK tog journalen NB11 i brug, jf. s. 7,2. idel Reflexion ɔ: lutter Baglænds sml. journaloptegnelsen JJ:167 fra 1843, hvor det hedder: »Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds«, SKS 18, 194. bære Sorg for sørge for, have bekymring for. Som den Flod Guadalquibir ... atter kommer frem Guadalquibir el. Guadalquivir (arabisk Wad-al-kebir, den store flod) er en af Spaniens største og vigtigste floder; med udspring i Sierra de Cazorla i Sydspanien snor den sig gennem landet, opsamler undervejs masser af vand fra en lang række bifloder og munder ud i Atlanterhavet i Cadizbugten, men løber på intet tidspunkt 'under jorden'. SK synes at forveksle Guadalquibir med en anden spansk flod Guadiana (arabisk Wadi-Ana, floden Anas), som også løber ud i Atlanterhavet i Cadizbugten. Begge floder omtales i afsnittet »Om Floderne i Spanien« i J. Hübner Fuldstændige Geographie, overs. fra ty., bd. 1-3, Kbh. 1743-49 [bd. 3, 1745], ktl. 2042-2044; bd. 1, s. 43f.: »3. Den Flod Anas, paa deres Sprog Guadiana (...). Man har vildet bilde Folk ind, at denne Flod ikke langt fra sit Udspring løb under Jorden, og lod sig derpaa ikke see, førend 10 Miile derfra; hvorfor den og var bleven kaldet Anas, det er en And, som dukker under: (...) Men da de Reysende nøyere have erkyndiget sig derom, er det befunden, at denne Strøm løber her imellem høye Klipper, saa at man ikke kand see den. (...) / 4. Den Flod Bætis, paa Spansk Guadalquivir, det er paa Arabisk saa meget som den store Strøm. (...) Man har ellers giort saadan en Sammenligning imellem disse Floder: (...) Gudalquivir fører den største Rigdom; men Guadiana har intet saadant at rose sig af, hvorfor den af Blufærdighed har puttet Hovedet, som meldt er, under Jorden.« Se også L. Moréri Le Grand Dictionnaire historique, ou le mélange curieux de l'histoire sacrée et profane bd. 1-6, Basel 1731-32, ktl. 1965-1969; bd. 4, 1732, s. 384. saaledes maa jeg nu styrte mig i Pseudonymitet og . Embedssøgen . Reisen dvs. at rejse, hvilket SK allerede i begyndelsen af 1849 synes at have tænkt sig at gøre i løbet af foråret, jf. journaloptegnelsen NB10:60: »Reise maa jeg til Foraaret«, SKS 21, 290,31. Se også journaloptegnelserne NB10:69, 185, 186 og 192 (SKS 21, 294,20, 354,21, 354,32 og 359,28). De tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger blive anonyme; det var allerede Bestemmelse Her sigtes til En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger (), nr. 1, 2 og 4 (dvs. med udeladelse af nr. 3 og 6, der allerede var udgivet som Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H. (), og nr. 5, som SK allerede i journaloptegnelsen NB10:38 havde besluttet at udelade af en evt. publikation, jf. SKS 21, 275,31-34 og se kommentaren dertil i SKS K21). Det er ikke klart, hvornår SK har bestemt sig for en anonym udgivelse; oprindeligt synes han at have villet udgive dem i eget navn, da han i et påtænkt forord til dem henviser til sit øvrige forfatterskab i eget navn, jf. Pap. IX B 10, s. 311,30-34, og Pap. IX B 12, s. 313,4. »Sygdommen til Døden« bliver pseudonym ... mit Navn ikke staaer deri Sygdommen til Døden blev udgivet under pseudonymet Anti-Climacus og med SK som udgiver (). De tre Skrifter ... Indøvelse i Christendom. Forsøg af De tre manuskripter »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse« (), »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse« og »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, hvoraf de to første er skrevet i 1848 og den tredje formentlig i 1849, blev senere udgivet under ét som Indøvelse i Christendom. Af Anti-Climacus. Nr. I. II. III. Udgivet af S. Kierkegaard, Kbh. 1850 (SV2 12, 13-286). – Forsøg af: I manuskripterne til nr. I og nr. II blev disse oprindeligt betegnet 'Forsøg af Anti-Climacus', jf. Pap. IX B 45,1, og Pap. IX B 51,1. at min Person ... Tilfældet i det tredie af dem dvs. i nr. III, »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« (SV2 12, 167-286), tale nr. I, som i en fodnote oplyses at være en tale »af Mag. Kierkegaard holdt i Frue Kirke Fredagen d. 1. Sept. 1848«, Indøvelse i Christendom, s. 163 (SV2 12, 173). Synspunktet for min Forf-Virksomhed dvs. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (). en Note dvs. »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (). tre Noter dvs. »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« (). den bevæbnede Neutralitet Manuskriptet til »Den bevæbnede Neutralitet« er skrevet i 1848 og opr. tænkt som et tidsskrift, hvis program if. journalen NB6:61 skulle være »at give Samtiden et bestemt og ikke-redupliceret Indtryk af hvad jeg siger mig selv at være, hvad jeg vil o: s: v:« (SKS 21, 44,2-4). Senere, da SK i stedet ville benytte det som tillæg til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), blev titlen ændret til »Den bevæbnede Neutralitet eller Min Position som christelig Forfatter i Christenheden« (jf. Pap. X 5 B 106-109, s. 287-302). der begynder jeg saa selv med Navn i simpel opbyggelig Tale Det er ikke klart, om SK sigter til konkrete planer om udgivelse af et opbyggeligt skrift i et eget navn; hvis idéen til 'Ypperstepræsten' – 'Tolderen' – 'Synderinden', Tre Taler ved Altergangen om Fredagen, som SK udgav i eget navn den 14. nov. 1849, allerede er undfanget på dette tidspunkt, kan der sigtes til denne. Reitzel, som sagde at han ikke turde tage noget Nyt paa Forlag Carl Andreas Reitzel (1789-1853), da. forlagsboghandler, grundlagde i 1819 egen boglade og eget forlag, som fra 1827 var beliggende i Købmagergade, nuværende nr. 44 (se kort 2, C2). Fra 1847 fungerede Reitzel som SKs foretrukne forlægger, ligesom han tidligere – mens SK fungerede som sin egen forlægger – havde haft en stor del af SKs værker i kommission. Overhovedet har det Msk plaget mig forskrækkeligt med sin Misere sml. journalen NB2:113, hvor SK den 3. aug. 1847 i forbindelse med sine forhandlinger med Reitzel skriver, at »jeg veed, hvor skjødesløs han er« (SKS 20, 185,34). Senere, i journaloptegnelsen NB12:143 fra sept. 1849, beklager SK sig over »ikke engang at have en Forlægger føielig, men at qvæles af hans Angest og Betænkeligheder«, s. 232,31-33. – Misere: fr. jammer, elendighed, smålighed. gav det ud med Navn dvs. udgav det i eget navn. bliver mig selv forbliver. tjene mig til Gode være mig til gavn; hentyder til Rom 8,28, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at alle Ting tiene dem til Gode, som elske Gud« (NT-1819). svinge dreje af fra en tidl. retning. Embede nemlig som præst. i Journalen NB10 . i denne Journal se især NB11:6, 8, 14, 20, 21, 25, 45, 53, 105, 107, 115 og 122. et løst Stykke Papir er der fulgt med, hvad jeg ikke har villet indføre i Journalen se NB11:125. Det 'løse stykke papirs' proveniens er i øvrigt ikke kendt. cfr Hoslagte jf. vedlagte (se NB11:125). cfr denne Journal p. 157 jf. NB11:150. Journalen NB11 p. 127 dvs. NB11:123. »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« (...) den første Tale (...) er faktisk holdt af mig i Frue Kirke »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«, nr. I (), blev holdt som altergangstale den 1. sept. 1848, jf. Adresseavisen samme dag, nr. 209: »Prædikanterne idag, Fredag. / Frue Kirke, Hr. Mag. Kierkegaard, Kl. 9.« – »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«: sigter til Jesu ord, Joh 12,32 (NT-1819): »Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.« – Frue Kirke: dvs. Vor Frue Kirke (se kort 2, B1). Mag. Kierkegaard Magister; mag.art. SK tog den 29. sept. 1841 den filosofiske magistergrad med afhandlingen Om Begrebet Ironi. Hr Mag. der saa tidt har maattet finde sig i at blive benyttet , , og . ved at komme i den Forbindelse dvs. ved at blive trykt i Indøvelse i Christendom (). paa tvert på tverts; på tværs (det vil dog her sige 'på langs ad siden'). Dersom jeg havde Formue . ikke for at blive slaaet ihjel, (dette er jo syndigt) hentydning til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H. (). Sving omsving, vending. den Art Forfølgelse (...) jeg har lidt (...) man lee af mig og ansee mig for lidt gal sigter formentlig til Corsarens satiriske angreb på SK (), hvorunder han bl.a. blev erklæret for gal (). Oprindelige oprindelse, herkomst, natur. at søge Embede . ifior, da jeg havde solgt Huset ... og reise Der sigtes til den ejendom, som SK sammen med sin bror Peter Christian Kierkegaard havde arvet efter deres far i 1838. Ejendommen lå på Nytorv, Vester kvarter, matrikel nr. 2, i dag Frederiksberggade 1 (se kort 2, B2-3). I 1843 blev SK eneejer af ejendommen, hvor han havde haft sit barndomshjem i årene 1813-37, og hvor han igen boede i årene 1844-48. Imidlertid så SK sig i dec. 1847 nødsaget til at sælge den, hvilket i jan. 1848 indbragte ham 10.000 rigsdaler kontant samt en 2. prioritet i ejendommen på 5.000 rigsdaler (). Herom skriver han i journalen NB7:114 (i nov. 1848): »Jeg havde tænkt paa, da jeg solgte Huset at ophøre med Productiviteten, reise 2 Aar udenlands, og saa komme hjem og blive Præst. Jeg havde nemlig tjent c. 2200 rd paa Stedet« (SKS 21, 138,9-12). Den 28. jan. 1848 indgik SK en lejekontrakt med garvermester J.J. Gram (KA, D pk. 8 læg 21). Lejemålet lå på 1. sal i Grams ejendom på hjørnet af Rosenborg (gadenr. 9) og Tornebuskegade, Klædebo kvarter, matrikel nr. 156 B (se kort 2, C1). If. kontrakten skulle indflytningen ske til april flyttedag, dvs. 27. april 1848. Fredags-Talerne har bestandigt tiltalt mig som der at ende sigter til »Taler ved Altergang om Fredagen / Christelige Taler« (SKS 10, 257-325), dvs. 4. afdeling af Christelige Taler, der udkom 25. april 1848. Efter Christelige Taler udgav SK ikke noget før 14. maj 1849 (). – Fredags-Talerne: dvs. prædikener ved altergangen, som på SKs tid bl.a. fandt sted om fredagen i Vor Frue Kirke i København. friste Gud . at have havt Formue . at søge Ansættelse . Aands-Differentser egenskaber, ved hvilke en person adskiller sig fra alle andre. det i denne Journal (NB11) p. 129 omtalte løse Stykke Papir se NB11:123, SKS 22, 71,2-4, og . Motto om min Stræben ... at Du vilde døe for mig løst citat fra journalen NB10:170, hvor mottoet angives at skulle knyttes til de tre skrifter, der siden samles under titlen Indøvelse i Christendom (): »Endnu føler jeg mig ikke stærk nok til at døe for Χstd; jeg nøies med det Mindre, med hvad jeg lige fuldt vilde behøve, at takke Gud for, at Χstus er død for mig«, SKS 21, 341,12-15. de tre Skrifter: Indøvelse i Christendom . Evangeliet om den rige Mand Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) er evangelieteksten til 1. søndag efter trinitatis. han har fuldkommet følt sig forvisset ... den rige og fattige Mand sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 1. søndag efter trinitatis i En christelig Postille () bd. 1, s. 382-390. Her skriver Luther med reference til den rige mand, som ender i helvede, s. 389, sp. 2: »han har anseet sig selv for from, og from har han jo ogsaa været, at sige, udvortes, for Verdens Øjne. Derfor har han vel tænkt: Var jeg ikke saa from, da gav Gud mig ikke saamegen Lykke og Velsignelse.« – fuldkommet: fuldkomment. Indifferente ligegyldige, uvæsentlige. saa døer han, og farer til Helvede sådan som den rige mand i evangeliet, Luk 16,22-23. Χsthed . trods Nogen så godt som nogen el. frem for nogen anden. sætte (...) Skrue paa lægge tvang på. Text til en Fredags-Prædiken dvs. bibelsk tekst til en prædiken ved altergangen, som på SKs tid bl.a. fandt sted om fredagen i Vor Frue Kirke i København. Foruden sin prædiken fredag 1. sept. 1848 over Joh 12,32 () havde SK to gange tidl. prædiket ved altergangen i Vor Frue Kirke, nemlig fredag 18. juni 1847 over Matt 11,28 og fredag 27. aug. 1847 over Joh 10,27 (trykt i Christelige Taler (), 4. afdeling, 2. og 3. tale (SKS 10, 277-292). Evangeliet om Tolderen og Pharisæeren Luk 18,9-14, som er evangelieteksten til 11. søndag efter trinitatis. men Tolderen stod ... mig Synder naadig frit citat fra Luk 18,13: »Og Tolderen stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig paa sit Bryst og sagde: Gud! vær mig Synder naadig«, Forordnet Alter-Bog (), s. 136. Jf. Luk 18,11, hvor det ikke om tolderen, men om farisæeren hedder, at han stod »for sig selv«, s. 135. I gaae jo nu op til Alteret Ved altergangen om fredagen gik altergæsterne først til et fælles skriftemål hos deres skriftefader, hvorefter der blev holdt en altergangstale, inden de gik til alters for at modtage nadveren. »Han gik retfærdiggjort hjem.« frit citat fra Luk 18,14: »denne gik retfærdiggiort hiem«, Forordnet Alter-Bog, s. 136. Braad brod. jeg har plaget mig selv med, om at det ikke var tilladt at være en Digter se i denne journal optegnelserne NB11:8, 14, 21, 25, 49, 53 og 122. Jeg har havt den Begunstigelse at have Formue . selv erkjendt at jeg ikke var noget Sandhedsvidne se således NB11:53, s. 37,3f. jeg er en Betjent nemlig i den funktion at bevogte dét absolutte skel ml. Gud og menneske, som andre har forsøgt at relativere, jf. journaloptegnelsen NB3:15 dateret 20. nov. 1847: »See ved denne Grændse, hvor saavel Smuglernes som Oprørernes Trafik foregaaer har jeg, om man saa vil faaet min Plads som en ringe Betjent, der paa enhver Maade, ved List ved Magt (Aandens nemlig) maa confiskere alle Sandsebedrag, og opbringe hine formastelige Indbildninger grundede i en Nærgaaenhed mod Gud, som hverken Hedenskab ell. Jødedom har kjendt Mage til, da det er et uhyre Falsum, en Forfalskning af Læren om Gud-Mennesket« (SKS 20, 250,33-251,5). Se også Stadier paa Livets Vei, hvor pseudonymen Frater Taciturnus sammenligner sig med en »Opsigtsbetjent« (SKS 6, 421,17 og 433,15), hvilket SK i 1848 med tilslutning referer til i manuskriptet til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (), s. 57f. (SV2 13, 603). søger Embede som præst (). gjør den færdig liggende Productivitet pseudonym jf. NB11:123, s. 70,5-13, og se kommentarerne dertil (, , , , og ). i Journalen NB10 . Lilien og Fuglen sigter til Matt 6, v. 28 og v. 26 (). I en af mine allerældste Dagbøger ... Χstus er en Tangent SK bestod den teologiske kandidateksamen 3. juli 1840, men udsagnet har ikke ladet sig identificere i journalerne fra før denne tid (jf. SKS 17-18). Derimod findes et lignende udsagn i journalen NB9:49 fra begyndelsen af 1849: »Christus forholder sig egl. som Tangent til Jorden (anderledes kan det Gudd. heller ikke forholde sig): Han havde ikke det, hvortil Han kunde hælde sit Hoved. Tangent er jo en ret Linie, der berører Cirklen i eet eneste Punkt«, SKS 21, 229. overmægtig overlegen i magt el. styrke. Visby slumpede ... Evangeliet om Nicodemus Carl Holger Visby (1801-71), da. teolog, præst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 1830-54, først som residerende kapellan og fra 1844 som sognepræst. Evangeliet om farisæeren Nikodemus, der kommer til Jesus om natten (Joh 3,1-15), er evangeliet til trinitatis søndag, der i 1849 faldt den 3. juni. På denne dag prædikede Visby til højmesse, jf. Adresseavisen, nr. 127, den 2. juni 1849. Veiret blæser ... fornemmer dets Susen frit citat fra Joh 3,8: »Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen« (NT-1819). Visby (...) som den Præst, man stadigt skal høre If. en erindring om SK, skal han på spørgsmålet om, hvilken af Københavns præster han helst hørte, have svaret: »Visby, og jeg skal sige Dig hvorfor. Naar en af de andre Præster har beregnet deres Tale paa Solskin, saa tale de om Solskin, selv om det skylregner; men naar Visby præker, og der falder en Solstraale ind i Kirken, saa griber han denne Solstraale og taler saa længe og saa smukt og opbyggeligt om den, at man selv gaaer bort med en Solstraale i Hjertet. Han er den eneste Improvisator af dem Alle«, Søren Kierkegaard truffet (), s. 31. vi kunne kan. Evangeliet om den store Nadvere ... i Himmeriges Rige Evangelieteksten til 2. søndag efter trinitatis er Luk 14,16-24, dvs. lignelsen »Om den store Nadvere« (jf. kapiteloverskriften i NT-1819). Forud for lignelsen siger en af gæsterne ved et måltid i en farisæers hus, jf. Luk 14,15 (NT-1819), som citeres i En christelig Postille (se næste kommentar) bd. 1, s. 391, sp. 1: »Salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige!« Jesus fortæller da om, hvordan de indbudte til et festmåltid undskylder sig, hvorfor værten i stedet indbyder fattige, vanføre, blinde og lamme, jf. Luk 14,24 (NT-1819), som citeres i En christelig Postille bd. 1, s. 391, sp. 2: »Thi jeg siger Eder, at Ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.« Luther selv ... opmærksom paa det Uhøflige sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 2. søndag efter trinitatis i En christelig Postille () bd. 1, s. 391-400. Luther kalder det ikke 'uhøfligt', men bemærker om lignelsen, s. 392, sp. 2: »Det er en Lektion for Gjæsterne, som sidde tilbords med Christus, især for den unyttige Ordgyder, som vil mestre Christus over Borde, og prise den salige, som kommer tilbords i Guds Rige.« I samme Evangelium ... som en Undskyldning sigter til den undskyldning, som en af de indbudte giver for ikke at tage imod invitationen, Luk 14,20 (NT-1819), som citeres i En christelig Postille bd. 1, s. 391, sp. 2: »Jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.« at søge Guds Rige hentydning til Matt 6,33 (). I sin Prædiken over dette Evangelium ... vor Spise lever resumé af En christelig Postille bd. 1, s. 396f., jf. s. 396, sp. 1: »Aandeligen er vor kjære Herre, Jesus Christus, Nadveren Selv. (...) Christus er Spisen.« Og s. 396, sp. 2: »Hvad giver nu denne Spise? Hvorledes smager den? Naar jeg troer Evangeliet, saa nyder jeg Christus, saa fødes og styrkes min Sjel, saa smager jeg Syndsforladelse, evigt Liv og Salighed.« Samt især s. 397, sp. 1: »See, det er ret at foredrage, nyde og smage denne Spise. Og hvo som saaledes nyder den i Troen, skal leve evindeligen. / Denne Spise forløser fra Døden. Hvo som smager den, hvo som troer paa Christus, ham loves det og ham holdes det, at han ikke skal døe, men, ved Troen paa Christus, være en Arving til det evige Liv, som den, der i Christo har overvundet Døden. Skjøndt Døden endnu banker i hans Blod, skjøndt han maa lukke sine Øjne engang, saa skal det dog ikke skade ham; naar hans Legeme er begraven og vorden Ormenes Bytte, skal han igjen opstaae fra de Døde, og komme synlig frem paa den yderste Dag. Thi hans Spise lever, Christus nemlig, i Hvem han er indlemmet ved Troen. Han er opvakt fra de Døde, og døer ikke mere. Døden skal ikke herske over ham ydermere (Rom. 6.), Han skal gjøre Alle levende.« Middelalderen foer vild ... om en Præst giftede sig sigter til det foreskrevne cølibat for gejstlige i den katolske kirke, i Danmark indført 1129 og afskaffet ved reformationens indførelse i 1536, jf. fx artiklen »Cölibat der (katholischen) Geistlichen« i Handwörterbuch der christlichen Religions- und Kirchengeschichte, udg. af W.D. Fuhrmann, bd. 1-3, Halle 1826-29, ktl. 75-77; bd. 1, s. 515-520. Saa kom Luther – og giftede sig Luther () indtrådte 1505 i augustinerordenens kloster i Erfurt, men lagde i 1521 munkekutten for i december 1524 definitivt at forlade klosteret; året efter giftede han sig med nonnen Katharina von Bora, der sammen med otte andre nonner var flygtet fra klostret i Nimbschen til Wittenberg, hvor de med Luthers billigelse tog ophold. Man kan dog ikke godt være Præst, naar man ikke er gift På daværende tidspunkt var samtlige københavnske præster og kapellaner enten gift el. enkemænd. i Begrebet principielt. den første Afhandling af H. H. ... han blev aldrig yngre frit citat fra »Introduction« til »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), s. 11: »skjøndt et Barn, var han allerede gammel som en Olding. Dette Billede [af den korsfæstede Jesus] fulgte ham saa Livet igjennem; han blev aldrig yngre« (SV2 11, 71). Som jeg saa tidt har sagt ... ved at producere således i journalen NB8:36: »Hvor sandt er derfor ikke det Ord, jeg saa ofte har sagt om mig selv, at som Schehersade frelser Livet ved at fortælle Eventyr, saaledes frelser jeg Livet ell. holder mig i Livet ved at producere«, SKS 21, 160,15-18. – Der sigtes til Scheherezade i den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat. I værkets rammefortælling berettes det om kong Schahriar, at han hver nat lod sin vesir, dvs. øverste embedsmand, føre en jomfru til sig for at forlyste sig med hende, og at han om morgenen befalede vesiren at dræbe hende. Da vesirens egen datter, Scheherezade, stod for tur, tryllebandt hun kongen i tusind og én nat med sine eventyr. Da hun morgenen efter den sidste nat trådte frem for ham med de børn, hun i al hemmelighed havde avlet med ham, giftede han sig med hende. Jf. Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen, overs. af G. Weil, bd. 1, udg. af A. Lewald, Stuttgart 1838, bd. 2-4, Pforzheim 1839-41, ktl. 1414- 1417; bd. 1, s. 12, og bd. 4, s. 952, hvor vesirens datter hedder Schehersad og kongen Scheherban. sympathetisk egl. med-lidende; medfølende, deltagende. Art betydning, virkning, kraft. Toldere og Syndere ... dog bebreides Χstus derfor hentydning til Matt 9,10-11 og Luk 15,1-2, hvor farisæerne og de skriftkloge stødes over, at Jesus omgås toldere og syndere. At elske dem, som kunne gjøre Gjengjeld allusion til Jesu ord i Matt 5,46: »Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.« 1 Timoth: 5, 11 (...) 14. I første Sted staaer ... unge Enker skulle giftes delvis citater fra Paulus' () første brev til Timotheus, v. 11: »Men undslaae dig for unge Enker, thi naar de af Kaadhed opsætte sig imod Christum, ville de giftes«; og v. 14: »Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes« (NT-1819). Mynster pludseligt ... protegere Goldschmidt sigter til J.P. Mynsters () omtale af Goldschmidt () som »den talentfulde Udgiver af 'Nord og Syd'« (). han har angrebet visse Folk, som Mynster ikke ynder Det er ikke klart, hvem SK sigter til. Sibbern Frederik Christian Sibbern (1785-1872), da. forfatter og filosof, prof. i filosofi ved Københavns Universitet 1813-70, hvor SK i 1830'erne var blandt hans elever. Mynster har nævnt hans Navn og Egenskab: Jøde i Rigsdagen Rigsdagen, dvs. den grundlovgivende rigsforsamling, trådte sammen den 23. okt. 1848 og holdt løbende møder indtil den 5. juni 1849, da kongen underskrev Danmarks Riges Grundlov. Mynster var kongevalgt medlem af forsamlingen. Da grundlovsudkastets § 64 om lige adgang til borgerlige og politiske rettigheder uden hensyn til trosbekendelse blev behandlet på mødet den 12. april 1849, udtalte Mynster bl.a.: »Hvad det mosaiske Troessamfund angaaer, kan jeg ikke ansee det for at være af synderlig praktisk Vigtighed, om der med Hensyn til dette skete en Udvidelse eller en Indskrænkning. Jeg kan frit tale herom, da endog et Medlem af dette Samfund den talentfulde Udgiver af 'Nord og Syd', nylig har spurgt: 'kan en Jøde beklæde alle Embeder?' og han frit taler om 'sit Folk,' hvorved dog tilkjendegives, at Jøderne udgjøre et folk for sig, og at de ikke aldeles ere sammensmeltede med de Folk, blandt hvilke de bygge og boe«, Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, nr. 322, 1849, sp. 2544. Goldschmidt (...) bliver kisteglad blot fordi hans »Eminents« har nævnet ham sigter til Goldschmidts kritiske kommentar til Mynster i Nord og Syd. Et Maanedskrift, red. og udg. af M. Goldschmidt, bd. 6, kbh. 1849, s. 192-196: »Ved Forhandlingerne over § 64, om lige Adgang for Alle til borgerlige og politiske Rettigheder uden Hensyn til Troesbekjendelse, har man beviist os den Ære at citere vore Ord, dog saaledes, at vi ikke ganske kunne vedkjende os den Mening, man har fundet deri. Hs. Em. [Hans Eminence] Biskop Mynster har nemlig lagt Mærke til, at Udgiveren af dette Skrift ved adskillige Leiligheder har sagt 'mit Folk' (Jøderne)«, s. 192. Bd. 6 blev annonceret som 'udkommet' i Adresseavisen, nr. 122, den 26. maj 1849. – »Eminents«: dvs. eminence. If. rangforordningen () var Sjællands biskop placeret som nr. 13 i 1. klasse og skulle (som den eneste) tituleres 'Hans Eminence'. G. har ogsaa faaet det sagt: at Mynster er en saa eminent Stilist En kilde til dette har ikke ladet sig identificere. hans Prædikener dvs. Mynsters trykte prædikener, hvoraf der udkom adskillige samlinger (). G., der hidsede Pøbelen ... Firmaet Kts ... Frygt og Bæven I »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift () beder SK om, at læseren vil glemme ham over bøgerne, »da jeg forøvrigt forbindtligst takker Enhver, der har tiet, med dyb Ærefrygt Firmaet Kts – at det har talet« (SKS 7, 572,25-27). Under sit vanlige mærke »Kts.« havde Mynster rost Frygt og Bæven (1843) i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade, nr. 41-42, den 1. jan. 1844 (bd. 4, s. 97-114). I anledning af udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift skrev Corsaren () den 6. marts 1846 (nr. 285) en artikel om »Den store Philosoph«, hvori det bl.a. hedder, at SK »'takker Enhver, der har tiet'; men Biskop Mynster takker han, fordi – han har rost ham. Altsaa Daddel vil han paa ingen Maade have, og Biskop Mynster har Monopol paa at rose ham, og Enhver, der griber ind i Privilegiet, vil blive stævnet og mulcteret [idømt en bøde] paa det groveste. Følgelig skulle Alle vi Andre holde Mund. / Det er underligt nok, at man ikke har Raadighed over den Bog, man kjøber og betaler med 3 Rbd. 64 ß [3 rigsbankdaler og 64 skilling ()]. Hvis Magister Kierkegaard inviterer en Mand hjem til sig og giver ham en Kop Kaffe og siger til ham: Her skal De smage den deiligste Kaffe, De i Deres Liv har smagt. Men De skal være aldeles stum af Henrykkelse, De maa ikke rose den – den Eneste, der har Lov at rose min Kaffe, er Biskop Mynster«, sp. 8f. – Firmaet: det mærke (signatur, pseudonym e.l.), hvorunder en skribent skrev. Χsti Gjenkomst forudsiges som nærforestaaende, og dog endnu ikke er indtraadt måske en reminiscens af § 38 i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 183-188, hvor Reimarus gør opmærksom på, at Jesus forudsagde sin genkomst (se næste kommentar) som så nært forestående, at: »Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker« (Matt 24,34), og: »Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige« (Matt 16,28). Reimarus konstaterer i den følgende diskussion af disse ord, at profetien – som han betragter som afgørende for kristendommens troværdighed – trods diverse omtolkninger ikke blev opfyldt, jf. § 39-45, s. 188-210. ikke blot Χstus sige, og dernæst ... Apostlene Jesu genkomst forudsiges af ham selv i Matt 16,27-28 og 24, Mark 8,38-9,1 og 13 samt Luk 9,26-27; 17,20-37 og 21,5-33, dernæst – efter hans død og genopstandelse – bl.a. af apostlen Paulus i 1 Kor 15,23, 1 Thess 4,13-18 og 5,23, 2 Thess 2,1-2 samt Hebr 9,28 og apostlen Jakob i Jak 5,7-9. engang i Tiden engang i fremtiden. »Næring« er beslægtet med nær Substantivet næring er beslægtet med verbet nære, ikke med adjektivet nær. hvad kommer saa den hele Sag Dig ved måske en hentydning til Jesu ord til Simon Peter om Johannes, Joh 21,22 (citeres i § 45 i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger, s. 205): »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?« Fenelon etsteds ... er det christelige Under gengivelse af Fenelon's Werke religiösen Inhalts () bd. 3, s. 322f. (i »Anhang von Etwas aus den sogenannten Gedanken des Pascal«, afsnittet »Beweise der christlichen Religion«): »Eben so scheint es mir auch offenbar, daß es nur deßwegen so viele falsche Wunder, so viele falsche Offenbarungen, Zaubereyen u. s. w. gegeben hat, weil es dergleichen giebt, die wahr sind, und eben so nur deswegen so viele falsche Religionen, weil es Eine giebt, die wahr ist. Denn wenn es niemals etwas der Art gegeben hätte, so wäre es fast wie gesagt unmöglich, daß die Menschen es auf die Bahn gebracht und daran geglaubt hätten. Aber nun hat das Factum solcher Dinge und der Beyfall der großen Männer einen solchen Eindruck gemacht, daß so zu sagen die ganze Welt geneigt und gestimmt worden ist, auch die Falschen zu glauben. Und folglich anstatt zu schließen, daß es keine wahre Wunder gebe, weil es so viele falsche giebt, muß man umgekehrt sagen, daß es wahre gebe, weil es so viele falsche giebt; daß es keine falsche gebe, als weil es wahre giebt; und daß es eben so keine falsche Religionen gebe, als weil es eine wahre giebt. Nämlich der Geist des Menschen, der durch die Wahrheit in diesem Stück einmal eine Richtung bekommen hat, wird dadurch nur alles Falschen empfänglich.« ni fallor lat. om jeg ikke tager fejl. Frantz Baader, af alle Hedenskabets Incarnationer sluttet: ergo er den christelige Incarnation sand En kilde til dette har ikke ladet sig identificere. – Frantz Baader: Franz Xaver von Baader (1765-1841), ty. katolsk filosof og teolog, prof. i München fra 1826. SK ejede en lang række af Baaders værker (jf. ktl. 391-418). nisus lat. stræben, trang. et andet Sted ... Vrøvl, Sludder, Vaas ... der er Mening se NB11:30 og . de wolfb. Fragmenter ... ved hans venstre Side overs. af § 54 i Von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger (), s. 235-241; s. 235f.: »ihre zwölf Stühle, darauf sie sitzen und richten wollten in Jesu Reiche, waren mit einmal umgestossen, und sie verlangten nunmehr weder zu seiner Rech-[/ s. 236 / ]ten noch zu seiner Linken zu seyn.« – Petri Fornegtelse: sigter til apostlen Simon Peter (), der tre gange fornægtede Jesus, efter at denne var taget til fange, jf. Matt 26,69-75. denne § og det Følgende af en Spotter Reimarus forklarer i § 54, at apostlene inden Jesu død omkostningsfrit kunne love at følge ham, da de nød anseelse og materiel støtte af hans tilhængere; da Jesus blev taget til fange og henrettet, veg de fejt tilbage for at følge i hans fodspor og indrettede sig i stedet som folkets religiøse lærere, i hvilken funktion de forventede magt og ære, jf. især s. 240f.: »Wenn wir zum voraus einen Blick in der Apostel nachmaliges Betragen thun dürfen, so weiset der Verfolg, daß die Apostel wirklich in alle diese Wege zum hohen Ansehen getreten sind, und sich so viel Macht über die Gemeinen als immer möglich herausgenommen; sie schreiben ihnen sowohl in ihrem Concilio sämtlich, als jeder besonders im Nahmen des heiligen Geistes vor, nicht allein was sie glauben, sondern auch was sie thun und lassen, essen und trinken sollen: sie keiffen, sie drohen, als aus Macht, sie thun in den Bann, und übergeben die Leute dem Satan, sie setzen ihnen Bischöfe, Vorsteher, Aeltesten, sie nöthigen die Leute alle ihre Haabe zu verkaufen, und das Geld zu ihren (der Apostel) Füssen zu legen, und dann theilen sie dieselbe wieder nach Gefallen aus, daß auch die, so vorhin die Güter besessen, nunmehro ihrer Gnade leben mußten; geschweige daß andre so nichts gehabt, nunmehro allein auf der Apostel mildreiche Hände sehen: und wo sie dergleichen Gemeinschaft der Güter nicht einführen konnten, da wußten sie die Beysteuren so triftig anzudringen, daß es noch als ein geringes angesehen ward, daß sie denen, wodurch sie der geistlichen und himmlischen Güter theilhaftig worden waren, etwas von ihren leiblichen Gütern mittheileten.« I fortsættelse af dette hedder det i § 55, s. 241f.: »Die Apostel hatten demnach nicht allein aus der vorigen Erfahrung Vorschmacks genug, daß sich bey dem Lehramt und bey der Verkündigung vom Reiche des Messias, ausser zureichlichen Unterhalt, Ehre, Hoheit und Macht erwerben lasse; sondern sie besaßen auch, (wie ihre nachmalige Aufführung zeiget) Verstand genug, sich alle diese Vortheile aufs beste zu Nutze zu machen. Kein Wunder also, daß sie nach ihrer einmal fehlgeschlagenen Hoffnung auf die Hoheit und Vortheile im Reich des Messias den Muth nicht alsofort sinken lassen, sondern sich durch eine kühne Erfindung einen neuen Weg dazu bahnen.« – en Spotter: dvs. Hermann Samuel Reimarus (). »bevæbnede Neutralitet« . naar de tre Skrifter blive udgivet som eet (Indøvelse i Christendom. et Forsøg) . samme Pseudonym nemlig Anti-Climacus (). marquere markere. Point afgørende punkt, pointe. Hvor langt lettere ... den stridende Lære hentyder til kirken som henholdsvis 'stridende' og 'triumferende' (). Pastoralbrevene, hvor Paulus ... Forhold til Medchristne Timotheusbrevene og Titusbrevet betegnes under ét pastoralbrevene og tillægges traditionelt Paulus (). Brevene er stilet til lederne af lokale menigheder for at formane dem til at holde fast i den rette lære og instruere dem om, hvorledes menigheden bør styres, og hvorledes de kristne skal leve med hinanden. Plantning koloni; menighed. en geistlig-verdslig Øvrighed vaager over, at Enhver døbes som Barn If. forordning af 30 maj 1828, § 5, skulle præsten føre tilsyn med, at alle børn af forældre, der bekendte sig til kristendommen, blev døbt; hvis forældrene nægtede at lade deres barn døbe – hvilket en del baptister gjorde i 1840'erne – skulle han indberette forsømmelsen til øvrigheden (i København magistraten, andre steder amtmanden), som da gennemtvang dåben. »den bestaaende Χsthed« . Pusilanimitet pusillanimitet; egl. forsagthed, ængstelighed. Selvplager én, der plager sig selv (som bodsøvelse). Derivationsmiddel adspredelsesmiddel. gaaer (...) løs paa Idealiteten dvs. drejer sig om idealiteten. blive (...) hængende i bliver hængende ved (uden at komme derfra). vistnok rigtig nok, sandt nok. det Priselige det, som fortjener lovprisning, berømmelse. de Ord af Peder ... jeg er et syndigt Msk. citat fra Simon Peters ord til Jesus, da denne har ladet hans fiskenet blive fyldte, Luk 5,8: »gak ud [gå bort] fra mig, thi jeg er en syndig Mand« (NT-1819). Jesus beroliger Simon Peter og lover ham, at han herefter i stedet skal fange mennesker. – Peder: en af de tolv apostle. Hans egl. navn er Simon, mens Peter (NT-1819 bruger formen Peder) er et tilnavn (det gr. ord 'pétros', der betyder 'sten', er ikke et alm. gr. navn, men en oversættelse af det aramaiske Kefas, jf. Joh 1,42), se fx Matt 16,13-20. en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. naar jeg skal drage Strengheden frem ved at udgive (nogle af) de færdige manuskripter, hvor 'strengheden' fremdrages, især Indøvelse i Christendom (), s. 241-247 (SV2 12, 249-255). Selvplager én, der plager sig selv (som bodsøvelse). Frygt og Bæven . Kjød og Blod fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Tilbøilighed til at lade dem ligge hen til efter min Død hentydning til de manuskripter, SK havde liggende færdig, jf. NB11:123, s. 70,5-12, og se kommentarerne dertil (, , , , og ). en vis Mand ikke identificeret. Mynster . skuffende illusorisk. bestukket bedåret, forlokket, blændet. at han af alle Regjeringsmænd er gaaet meest uskadt gjennem Aar 48 sigter til den enevældige konges regering, som for så vidt angik hans statsråd, Det kgl. Gehejmestatsråd, faldt den 21. marts 1848. Blandt Gehejmestatsrådets seks medlemmer, de såkaldte gehejmestatsministre, opnåede kun to at blive ministre i Det kgl. Statsråd, som erstattede det tidl. statsråd dagen efter. I den øvrige centraladministration skete der også forandringer, som kostede embedsmænd magt og indflydelse, mens Mynster som biskop bevarede sin position (). – 48: 1848 (). höchstens ty. højst, i det højeste. Og dog holder jeg saa fast ved denne Mand; Pietet mod min Fader er vel det Afgjørende Sml. journaloptegnelsen NB5:81 fra 1848, hvor SK tilsvarende skriver om sin fars veneration for biskop Mynster som afgørende for hans eget forhold til ham: »Og dog elsker jeg B. M., det er mit eneste Ønske, at gjøre Alt for at bestyrke hans Anseelse; thi jeg har beundret ham, og, msklig talt, beundrer jeg ham; og hver Gang jeg kan gjøre Noget til hans Fordeel, saa tænker jeg paa min Fader, hvem jeg troer, det glæder« (SKS 20, 406). – Pietet: ærbødighed, her over for forældre. – min Fader: . Bøiler træ- eller jernbøjler, som blev spændt om en forbryders arme, ben eller hals og fastgjort til en lænke. derhos desuden, samtidig. Alle blive vi saadan retfærdige retfærdiggjort, tilgivet, frelst. Christenheden . Jacob siger: som Legemet ... uden Gjerninger frit citat fra apostlen Jakobs ord, Jak 2,26: »Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er og [også] Troen død uden Gierninger« (NT-1819). Medlevende samtidige. jeg har ikke Embeder at bortgive sådan som fx en biskop havde gejstlige embeder at 'bortgive' (). Renomee dvs. renommé. vistnok helt sikkert. Torvepriis-Maalestokken den pris, en vare kan opnå på torvet, el. som af øvrigheden er fastsat ved torvehandel. den Fjernhed fra Livet der forundes hende en Tidlang nemlig under hendes barsel. Ruinen ødelæggelsen. god Nat talemåde som opgivende, afvisende udtryk for, at det er forbi med (de gode udsigter for), er ude med noget. Mskslægten menneskeheden. Qvindens Emancipation Siden den fr. revolution 1789 havde der sporadisk været rejst krav om kvindens ligeberettigelse, således fx af Olympe des Gouges i Frankrig og Mary Wollstonecraft i England. Under den fr. restaurationsperiode kæmpede forfatterinden George Sand kvindernes sag, ligesom den socialistiske greve Saint-Simon atter satte kvindernes ligestilling på programmet. SK henviser til Saint-Simonisternes programpunkt i sin anonyme artikel »Ogsaa et Forsvar for Qvindens høie Anlæg« i Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg, Interimsblad, nr. 34, 17. dec. 1834, sp. 4-6 (jf. ktl. 1607). Kvindens emancipation blev i 1830'erne også et slagord for 'det unge Tyskland' (fx. Heinrich Heine, Ludwig Börne og Karl Gutzkow). I Danmark tog kvindefrigørelsen først for alvor fat o. 1848, og som dens første programskrift regnes Mathilde Fibigers pseudonyme værk Clara Raphael. Tolv Breve, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1851, ktl. 1531. Χstheden . vor Tid, hvor ... Indifferentisme æres under Navn af Tolerance Religionsfriheden blev kodificeret i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, § 81: »Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.« I årene forinden havde især grundtvigianerne plæderet for tolerance inden for den danske statskirke, dels i form af præsternes dogmatiske og liturgiske frihed, dels i form af en almindelig sognebåndsløsning, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres sognepræst. – Indifferentisme: ligegyldighed (især i religiøse spørgsmål). naadige Herres spøgende el. ironisk titulatur til personer af høj rang. Parabelen om Arbeiderne ... »thi saa er Viingaarden vor.« sigter til Jesu lignelse om de onde vinbønder, Mark 12,1-9. En mand plantede en vingård, forsynede den med en vinperse og bevogtede den med et gærde og et vagttårn; så forpagtede han den til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsten var omme, sendte han en af sine folk for at få sin del af høsten; men vinbønderne pryglede ham og lod ham gå tomhændet bort. Og manden sendte den ene efter den anden af sine folk for at få sin andel, men nogle af dem blev pryglet af vinbønderne, andre blev slået ihjel. Da besluttede manden, at han ville sende sin elskede søn som den sidste; for han tænkte, at de ville undse sig for at dræbe ham. »Men hine Viingaardsmænd sagde til hverandre: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores«, v. 7 (NT-1819). først at tragte efter Guds Rige hentydning til Matt 6,33 (). lægger Dølgsmaal paa dølger, skjuler. udraabes (...) for bringes i vanry som. odium totius christianitatis lat. 'had til hele kristenheden'. ad modum lat. ligesom. odium generis humani lat. 'had til menneskeheden'. Kilden til dette er muligvis kirkefaderen Tertullian () Apologeticus adversus gentes pro christianis (lat. Forsvar for de kristne mod hedningene), 37,8: »Sed hostes maluistis vocare generis humani« (lat. 'Men I har foretrukket at kalde dem [de kristne] fjender af menneskeheden'), jf. Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera, udg. af E.F. Leopold, bd. 1-4, Leipzig 1839-41, ktl. 147-150 (i Bibliotheca patrum ecclesiasticorum latinorum selecta, udg. af E.G. Gersdorf, bd. 4-7); bd. 1, s. 109. Se også den rom. historieskriver Tacitus' Annales (lat. Årbøger), 15. bog, kap. 44, 4, jf. C. Cornelii Taciti opera ex recensione Ernestiana, udg. af I. Bekker, Berlin 1825, ktl. 1282, s. 347. Her fortælles det, at de kristne, som var mistænkt for at have forårsaget Roms brand under kejser Nero, ikke så meget blev dømt for brandstiftelse som pga. 'odio humani generis'. I sin oversættelse gengiver J. Baden udtrykket med »Had til det menneskelige Kiøn«, Cajus Cornelius Tacitus bd. 1-3, Kbh. 1773-97, ktl. 1286-1288; bd. 2, 1775, s. 282. »lader os dræbe ham, saa er Viingaarden vor.« frit citat fra Mark 12,7 (). Dette er Χstd, det er denne »milde Sandhedslære« i »stille Øieblikke« »paa de hellige Steder« SKs gengivelse af vendinger, som biskop Mynster () hyppigt benyttede i sine prædikener. Plutarch i en lille Afhandling om den gudd. Strafs Langsomhed sigter til den gr. filosof og historiker Plutarchs (o. 50-125 e.Kr.) skrift De sera numinis vindicta (lat. Om de ting, som guddommen straffer langsomt), jf. »Ueber den Verzug der göttlichen Strafen« i Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt am Main 1783-1800, ktl. 1192-96; bd. 5, 1793, s. 1-81. Her argumenteres for, at tiden ml. synden og den faktiske straf må henregnes til straffen selv, da synderen i denne tid hjemsøges af samvittighedskvaler og angst, s. 27-29. Desuden redegøres for, hvordan den udødelige sjæl, selvom den i livet er undsluppet den faktiske straf, efter døden smertes ved at se sine efterkommere lide for hans synders skyld, s. 56. Plutarch omtaler imidlertid også Guds tøven med at straffe som et udtryk for Guds 'langmodighed og barmhjertighed' og hans ønske om at give synderen mulighed for at 'omvende og forbedre sig', s. 12-15. virkelig Transubstantiation transsubstantiation; dvs. væsensforvandling, omskabelse, forvandling fra én substans til en anden; betegner i katolsk teologi forvandlingen af brød og vin i nadverens sakramente til Jesu virkelige legeme og blod. Det var »den onde Aand«, der førte Χstus ud i Eensomheden for at friste ham sigter til Jesu fristelse i ørkenen, jf. Matt 4,1-11. Her er det dog Ånden, der fører ham ud i ørkenen for dér at lade ham friste af Djævelen, jf. således Matt 4,1: »Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.« Selskabet fællesskabet. en af vore Psalmer i den authoriserede Psalmebog ... Saligheden der upræcist citat fra 4. strofe, v. 5-8, i salme nr. 306 (»O Gud! du og ved Smerte«) i Evangelisk-christelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845, ktl. 197, s. 238f.: »Da skal jeg Dig velsigne / For Tidens Lidelser; / Ei ere de at ligne / Mod Herligheden der«, s. 239. Evangelisk-kristelig Psalmebog blev autoriseret ved kgl. resolution af 13. april 1798, mens et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog blev autoriseret ved kgl. resolution af 20. feb. 1845. Lessing og Fragmenterne . han gjorde Angrebet anonymt nemlig ved ikke at angive forfatteren til fragmenterne, den kort forinden afdøde teolog Hermann Samuel Reimarus (). i denne Henseende blev Toneangiver for det Moderne If. forordning af 27. sept. 1799 var anonymitet forbudt og enhver forfatter af noget trykt skrift påbudt at nævne sig ved navn; alligevel var det på SKs tid alm. at skrive anonymt. Ved kancelliplakat af 24. jan. 1848 blev alle verserende sager vedr. overtrædelse af forordningen stillet i bero, og endelig ved kancelliplakat af 24. marts 1848 blev forordningens bestemmelser for presseforholdene ophævet; enhver forfatter måtte dog fortsat stå til ansvar over for lovene. lad mig faae Dig at see, Du som taler saaledes allusion til talemåden 'tal, for at jeg kan se dig' (lat. 'loquere, ut videam te'). If. Erasmus af Rotterdam skal Sokrates have sagt dette til en ung mand, da hans slave introducerede ham til Sokrates og fortalte, at den unge mands velhavende far havde sendt ham for at iagttage hans klogskab, jf. Apophthegmata 3, 70, Opera bd. 1-8, Basel 1540; bd. 4, s. 148. træd lige over for mig træd frem. Pathologiske lidenskabelige. om Χstus er Den han siger sig sigter nærmest til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. apathisk uden lidenskab. en Herredsfoged ... fra sin Amtmand Som øverste myndighed i et amt førte amtmanden tilsyn med herredsfogederne, der fungerede som lokal øvrighed i amtets forskellige herreder. en Productivitet dvs. et (litterært) produkt. en udmærket Χsten en, der i højeste grad er kristen. pathologiske lidenskabelige. den besværede Samvittighed sigter til et alm. forekommende tema hos Luther (), jf. journalen NB:79: »Det er Ypperligt, det ene Fornødne og det ene Forklarende hvad Luther siger: at hele denne Lære (om Forsoningen, og i Grunden hele Χstd.) maa henføres til den ængstede Samvittigheds Kamp«, SKS 20, 69,1-4. Se fx Luthers prædiken over evangeliet til første søndag i advent i En christelig Postille () bd. 1, s. 15-30 (især s. 18, s. 20f., og s. 27f.); og artiklen »Gewissen« i Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz, udg. af F.W. Lomler, G.F. Lucius, J. Rust, L. Sackreuter og E. Zimmermann, bd. 1-4, Darmstadt 1828-31, ktl. 317-320; bd. 2, 1829, s. 327-346. – besværede: tyngede, bekymrede, plagede. forkeert Barndoms-Indtryk forstyrret, unormalt, forrykt. Mskslægten menneskeheden. »tre gudelige Taler« ... »kaster al Eders Sorg paa Gud« sigter til Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (): »Der er et Ord af Apostelen Paulus (...) 'Kaster al Eders Sorg paa Gud'«, s. 47 (SV2 11, 53). Jf. 1 Pet 5,7: »Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for Eder« (NT-1819). – Paulus: . – Peter: Simon Peter (). Det var den almindelige opfattelse på SKs tid, at Simon Peter var forfatter til Første og Andet Petersbrev, jf. fx § 3 i artiklen »Petrus« i M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon, 6. udg., forøget og udg. af H.L. Heubner, bd. 1-2 med fortsat paginering, Halle 1840 [1740], ktl. 79; bd. 2, 1837, s. 1002. lige Tak og Glæde samme. Χstus standsede Paulus sigter til Paulus' omvendelse, da han undervejs til Damaskus for at forfølge kristne ser Kristus i et syn, blændes og slås til jorden (). Saul, Saul, hvi forfølger Du mig ordret citat fra ApG 9,4; 22,7 og 26,14 (NT-1819). – Saul: Paulus' jødiske navn. – hvi: hvorfor. Katastrophe i den gr. betydning af ordet som 'vendepunkt' (den afgørende vending i et drama, hvorigennem intrigen løses, 'omslaget'). Saul, Saul, hvi flyer Du mig, hvi er Du bange for mig, jeg er jo just Din Frelser fiktivt citat. – flyer: undgår. de Ord Engelen siger til Maria Magdalene ved Graven: frygt ikke – Du søger Jesum af Nazareth gengivelse af englens ord til Maria Magdalene og en anden kvinde, da de finder Jesu grav tom, Matt 28,5: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.« Se også Mark 16,6: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede.« – Maria Magdalene: el. Maria Magdalena, dvs. fra Magdala. If. Luk 8,2 blev hun en discipel af Jesus, efter at han havde helbredt hende for dæmonbesættelse. Hun var til stede ved Jesu korsfæstelse (Matt 27,56) og begravelse (Matt 27,61) og nævnes blandt de kvinder, der dagen efter kom ud til graven for at salve Jesu lig, men af en engel fik at vide, at han var opstået fra de døde (Matt 28,1-7); if. Joh 20,1-18 gik hun alene ud til graven og var den første, der mødte Jesus efter opstandelsen. Traditionen har desuden villet identificere hende med den syndige kvinde i farisæerens hus (Luk 7,36-50), hvorfor Maria Magdalene har fået betydningen 'den faldne kvinde'. I Luthers Prædiken ... vise ham Guds Salighed.« SK indsætter komma efter »Hvo«, men citerer i øvrigt ordret fra Luthers prædiken over evangeliet på 11. søndag efter trinitatis, Luk 18,9-14 (lignelsen om farisæeren og tolderen), i En christelig Postille () bd. 1, s. 467-482; s. 475, sp. 1. – Davids Psalmer: Der er en lang jødisk og kristen tradition for at opfatte den israelitiske kong David (o. 1000-960 f.Kr.) som forfatter af de 150 salmer i Salmernes Bog i GT, skønt hans navn kun optræder i overskriften til 73 af dem. Betegnelsen 'Davids Salmer' for Salmernes Bog blev indført af Luther i hans bibeloversættelse; herfra blev den overtaget af reformationstidens da. bibler, blev videreført af de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802, og vandt således indpas i den kirkelige og folkelige tradition. det Gud velbehagelige »Offer« hentyder til Rom 12,1, hvor Paulus skriver til romerne: »Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre, ved Guds Barmhiertighed, at I fremstille Eders Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse« (NT-1819). Goldschmidt . P. L. Møller Peder Ludvig Møller (1814-65), da. æstetiker, forfatter og kritiker, redigerede 1843 et polemisk blad, Arena, og udgav 1845-47 en æstetisk årbog, Gæa, bidrog desuden med artikler i forskellige blade, således »i 'Corsaren' (Adskillige satiriske Kritiker og Digte)«, T.H. Erslew Almindeligt Forfatter-Lexicon bd. 1-3, Kbh. 1843-53, ktl. 954-969; bd. 2, 1847, s. 406. I Gæa for 1846 skrev han i eget navn en ram kritik af SK (), mens han senere under mærket »Prosper naturalis de molinasky« nedsablede Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i Kjøbenhavnsposten, nr. 73 og nr. 74, den 27. og 28. marts 1846. insultere håne, spotte, ringeagte. Selv P. L. M. ... hans Replik til mig i Fædrelandet sigter til P.L. Møllers artikel »Til Hr. Frater Taciturnus, Høvidsmand for 3die Afdeling af 'Stadier paa Livets Vei.'« i Fædrelandet, nr. 2079, 29. dec. 1845, sp. 16.665, signeret »Deres ærbødigste / P. L. Møller.« Svaret var en replik til SKs pseudonyme artikel »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« i Fædrelandet dagen før (). – »Fædrelandet«: grundlagt 1834, oprindeligt ugeblad, men fra dec. 1839 dagblad, frem til systemskiftet i marts 1848 den liberale oppositions vigtigste organ; havde i 1848 o. 1.000 postabonnenter (udenbysabonnenter), men næppe under det dobbelte antal abonnenter i alt; fra maj 1841 bestod bladets redaktion af J.F. Giødwad () og Carl P. Ploug (1813-94). Alle SKs avisartikler blev bragt i Fædrelandet. Men anonymt, og paa Foragtelighedens priviligerede Tumleplads sigter til Corsaren (), som SK bl.a. i kladden til en artikel mod bladet beskriver som »denne Litteraturens Foragtelighed«, og som en »litterair Frembringelse der paa Skjøgeviis vil tjene Penge«, Pap. VII 1 B 1, s. 167. I den færdige artikel omtaler han ligeledes »Bladets Foragtelighed« (), jf. Fædrelandet, nr. 9, 10. jan. 1846, sp. 66 (SV2 13, 470). – anonymt: . – priviligerede: formentlig en allusion til Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (almindeligvis omtalt som Adresseavisen), der sammen med Berlingske Tidende nød det privilegium blandt de københavnske aviser at måtte indrykke avertissementer for betaling. den simple Mand den jævne mand. nedsætte dem forringe deres anseelse. Saa læser da Tusinder og Tusinder Bladet Med Goldschmidt som udgiver og redaktør nåede Corsaren op på o. 3.000 abonnenter, jf. Livs Erindringer og Resultater () bd. 1, s. 264. Selv hævdede bladet den 21. nov. 1845, at antallet af abonnenter næsten havde nået 5.000 (nr. 270, sp. 14). Antallet af læsere har været flere gange højere end antallet af abonnenter. enhver Kræmmersvend ... at insultere mig sigter til følgerne af Corsarens angreb på SK, nemlig at han blev chikaneret på gaden. – Kræmmersvend: person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod). G. Goldschmidt. sædelige moralske. ethisk Accent Udtrykket er formentlig præget af afsnittet »Der ethische Accent« i H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung. In ihrem organischen Zusammenhange wissenschaftlich entwickelt, Berlin 1841, ktl. 1391, s. 394-405. Se journaloptegnelsen JJ:279, SKS 18, 228. skrive en Presse-Lov til afløsning for de bestemmelser for presseforholdene, som havde været gældende fra forordning af 27. sept. 1799, men var blevet ophævet ved provisorisk forordning af 24. marts 1848, men endnu ikke erstatet af en ny presselov (). at straffe det mindst Mulige endog en Sjouer, som ikke var Forf. dvs. at straffe en af de stråmænd, som Corsaren benyttede som ansvarshavende redaktører, hvorfor disse normalt blev dømt for bladets overtrædelser af presselovgivningen og straffet med censur, bøder og fængsel på vand og brød; imidlertid blev M.A. Goldschmidt selv i 1843 dømt som bladets virkelige redaktør og udgiver og som sådan straffet med livsvarig censur, en bøde på 200 rigsdaler og 24 dages fængsel på vand og brød (). Stråmændende glimrede ikke ved deres dannelse, hvorfor de bl.a. i artiklen »'Corsarens' Præsident, som dresserer et ungt Redactions-Medlem« i Figaros Supplementblade for Literatur, Kunst og Musik-Nyheder, nr. 10 og nr. 11, den 19. sept. 1841, blev kaldt »Sjouere«, dvs. daglejere, der levede af løst arbejde og i almindelighed blev anset for at være rå og uden moral. Corsaren svarede på denne kritik i »Charivari« i nr. 27, den 7. maj 1841, hvor det bemærkes, at »Folk lægge os det tillast, at vi have antaget Arbeidsmænd og Sjouere til ansvarshavende Redacteurer.« Se også »Charivari« i nr. 47, den 24. sept. 1841, og nr. 90, den 10. juni 1842, sp. 8. anonym ell. falsk Subscription Op til o. 1840 var det almindeligt især i tidsskrifter at oplyse navn og titel på subskribenterne, der således ikke var anonyme, jf. fx blandt 'andre subskribenter i København' i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, 8. årg., Kbh. 1840, s. V: »Kjerkegaard, S., Cand. theol.« – falsk Subscription: det vil formentlig sige fiktiv subskription (angivelse af fiktive subskribenter for at puste listernes antal op). under store Mulcter under trussel om. Peer Madsen fiktivt navn. Lovgivningen i Forhold til Pressen . spændt en Toneart høiere dvs. stemt. jeg maatte tænke over Ægteskabet se således den pseudonyme ægtemand Assessor Wilhelms to breve i 2. del af Enten – Eller, især »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed« (SKS 3, 13-151), og samme pseudonyms afhandling i Stadier paa Livets Vei, »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand« (SKS 6, 85-171). hvilket Embede de skulle søge . Vistnok ganske vist, helt sikkert. den endelige Teleologie dvs. det endeligt formålsbestemte, det, hvis formål el. mål er bestemt af det endelige. – Teleologie: af gr. télos, formålsbestemthed. ikke tjener Penge Indtil 1847 havde SK været sin egen forlægger, hvilket ville sige, at han selv forestod og finansierede produktionen af sine bøger, der blev solgt i kommission. Men efter udgivelsen af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der udkom den 13. marts 1847, indgik han i august en aftale med forlagsboghandler Reitzel () om, at denne dels overtog udgifterne ved trykning af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand og betalte SK et engangshonorar på 225 rigdaler herfor, dels for 1200 rigsdaler købte restoplaget af Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest, Forord, Stadier paa Livets Vei, Tre Taler ved tænkte Leiligheder, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse, som Reitzel alle havde haft i kommission; Enten – Eller var på det tidspunkt udsolgt. Jf. Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c 1835-[1858], s. 27 (i arkiv hos C.A. Reitzels Boghandel og Forlag, København). For Kjerlighedens Gjerninger (1847) modtog SK fra Reitzel et engangshonorar på 270 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K9, 95, og for Christelige Taler (1848) et engangshonorar på 220 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K10, 75f. For 2. udg. af Enten – Eller modtog han et engangshonorar på 550 rigsdaler og for Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler et engangshonorar på 31 rigsdaler, 5 mark og 4 skilling. Jf. Reitzels Regnskabsprotokol for 1848-59, som synes at være gået tabt, men for så vidt angår disse oplysninger findes indirekte overleveret i Søren Kierkegaard og pengene (), s. 35. ikke faaer et Embede SK søgte aldrig et embede som præst. Ridder af Dannebrog (en orden, som en del gejstlige blev dekorereret med). forhaanet sigter formentlig til det satiriske ugeblad Corsarens angreb på SK () og følgerne af dette, nemlig at SK blev chikaneret på gaden. Kjød og Blod fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. mishandles . flyer undflyer. søge til Χstus og der finde Hvile hentydning til Matt 11,28: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.« saa ganske lige sådan uden videre. bestaae i holde stand, klare sig. Msklig talt havde Jobs Hustrue i en vis Forstand Ret sigter til ordskiftet ml. Job og hans hustru, da han trods sin retsindighed og retskaffenhed er blevet ramt af et væld af ulykker, Job 2,9-10: »Hans kone sagde til ham: 'Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!' Men han sagde til hende: 'Du taler som en kvinde uden forstand! Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.'« Gud (...) er Kjerlighed hentyder til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.« Og 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« forsøges prøves. Korsfæstelse af sin Forstand Alm. teologisk udtryk dannet på baggrund af Gal 5,24, hvor Paulus siger: »De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.« at blive som en Spurv ell. endnu Mindre formentlig en hentydning til Matt 10,29-31: »Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« uforstyrrede Enighed upåvirkelige, fredelige, rolige. Lectie lektion. samstemmer stemmer overens, er enig. for en ringe for Spot-Priis dvs. for en ringe pris, for spotpris. have kjøbt (...) for godt Kjøb have købt billigt; være kommet let til. vistnok rigtig nok, sandt nok. Lessings Mening med ... den bestandige Stræben sigter til Lessings afhandling »Eine Duplik« (1778) i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 5, 1825, s. 95-212; s. 100: »Wenn Gott in seiner Rechten alle Wahrheit, und in seiner Linken den einzigen immer regen Trieb nach Wahrheit, obschon mit dem Zusatze, mich immer und ewig zu irren, verschlossen hielte, und spräche zu mir: wähle! Ich fiele ihm mit Demuth in seine Linke, und sagte: Vater gieb! die reine Wahrheit ist ja doch nur für dich allein!« Afvei urigtig vej, vildspor. vistnok ganske vist, rigtignok. Χstheden . Terstegen (...) at hidtil ... ganske anderledes gengivelse af den ty. mystiker, digter og prædikant Gerhard Tersteegens (1697-1769) tale »An Pfingsten 1754« i Auswahl aus Gerhard Tersteegen's Schriften, nebst dem Leben desselben, udg. af G. Rapp, Essen 1841, ktl. 729 (forkortet Tersteegen's Schriften), s. 290: »Wir werden erfahren, daß alles außer Gott nichts, Gott aber alles in allem sei; daß er der verborgene Schatz im Acker sei, um welches willen jener alles verkaufte, und daß die Ursache, warum es uns bisher so schwer gefallen, es ihm hierin nachzuthun, und um dieses Schatzes willen die geringfügigen Dinge dieser Sterblichkeit dahin zu geben, einzig und allein diese sei, weil er uns noch ein verborgener und unbekannter Gott gewesen, wiewohl wir uns betrüglicher Weise eingebildet, ihn schon gefunden und erkannt zu haben.« 1 Joh: 2, 21 . Χsthed . jeg skrev ikke til Eder, fordi I ikke vide Sandheden (...) men fordi I vide den med ubetydelig ortografisk variation ordret citat fra 1 Joh 2,21 (NT-1819). Æsthetikeren i Enten – Eller (...) i eet af Diapsalmata ... det Uhyre gengivelse af æstetikeren, pseudonymen A's ord i »Διαψαλματα« (gr. (Diapsálmata), mellemspil, pauser, omkvæd) i første del af Enten – Eller (1843), i SKS 2, 25-52; 42,3-6: »En Grund er overhovedet en besynderlig Ting, seer jeg paa den med hele min Lidenskab, saa voxer den op til en uhyre Nødvendighed, der kan sætte Himmel og Jord i Bevægelse; er jeg uden Lidenskab, da seer jeg haanlig ned paa den.« høchstens höchstens, ty. højst, i det højeste. Vindæg ubefrugtede æg. etsteds i nogle Problemer ... dialektisk Overgang sigter til en papplade, kantet med lysegrønt, blankt papir og på begge sider beklædt med papir (B-fort. 463, Pap. IV C 87-96). Øverst på den ene side, vinkelret på pladens korte led, har SK skrevet: »En pathetisk Overgang – en dialektisk Overgang« (Pap. IV C 94). Se også notesbog 12:4 og notesbog 13:8.a, i SKS 19, 375 og 386. – pathetisk: lidenskabelig; i kraft af lidenskab. Mættelsens Positiv mætningens el. mæthedens bestemthed. den moderne Objektivitet formentlig en hentydning til den spekulative teologi. Nu er han ved Positiv det positive, bestemte. det indre Beviis, argumentum spiritus sancti sigter til læren om 'testimonium Spiritus Sancti internum', lat. 'Helligåndens indre vidnesbyrd', jf. fx K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1828], ktl. 581, s. 85: »Weil er [der Friede Gottes] nicht ausgehn konnte von der Vft.[Vernunft], denn diese hatte nichts als den Zorn Gottes zu verkündigen, so bezeugt sich dieser Friede in uns als ein von Gott bewirkter, das ist: fides divina, testimonium Spiritus S.[ancti] internum [lat. 'den guddommelige vished, Helligåndens indre vidnesbyrd', dvs. Helligåndens vidnesbyrd i menneskets indre]«. – argumentum spiritus sancti: lat. Helligåndens bevis. I 1 Joh: 5, 9 ... Vidnedsbyrd i sig selv.« citater fra epistlen på 1. søndag efter påske, 1 Joh 5,4-12: »Thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og vor Tro er den Seier, som haver overvundet Verden. 5. Hvo er den, som overvinder Verden, uden den, som troer at Jesus er Guds Søn? 6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod; og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed. 7. Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere Eet. 8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden:] Aanden, og Vandet, og Blodet: og disse tre foreene sig til Eet. 9. Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han haver vidnet om sin Søn. 10. Hvo som troer paa Guds Søn, haver dette vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, haver giort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud haver vidnet om sin Søn. 11. Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud haver givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn. 12. Hvo som haver Sønnen, haver Livet; hvo som ikke haver Guds Søn, haver ikke Livet«, Forordnet Alter-Bog (), s. 75f. – Vidnedsbyrd: vidnesbyrd. Prailiminert dvs. præliminært. salige de Øine og Øren ... cfr. Luc: 10, 23 jf. Luk 10,23 (NT-1819): »Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed, og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see.« Se også Matt 13,16 (NT-1819): »Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre.« – sagde: sagt. – Det er hvad jeg altid har forfægtet: se fx slutningen af kap. 4, »Den samtidige Discipels Forhold«, i Philosophiske Smuler (1844), i SKS 4, 267-271. hvad der er sagt til Disciplene ... om at lide Forhaanelse o: s: v: sigter til Jesu bjergprædiken, Matt 5-7, som holdes for skarerne, jf. indledningen, 5,1-2: »Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem«. Og slutningen, 7,28-29: »Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« – Forsagelse af Verden: formentlig en hentydning til 6,33, hvor Jesus befaler først at søge Guds rige (). – at lide Forhaanelse: se 5,11: »Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.« religieus Taler sigter til SK som forfatter af seks samlinger af opbyggelige taler (1843-44), Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845), Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847) og Kjerlighedens Gjerninger (1847). Saa blev jeg selv Taler nemlig ved udgivelsen af To opbyggelige Taler den 16. maj 1843. vistnok sandelig. Tanke af Tersteegen ... at bede for sine Fjender sigter til Tersteegens tale »Am Charfreitage« (over Jesu ord til røveren på korset, Luk 23,43: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis«) i Tersteegen's Schriften (), s. 143-174; s. 145: »So ging es dem Schächer, der hörte das erste Wort Christi, der hörte, daß der, welcher, gleichwie er, zwischen Himmel und Erde am Kreuze hieng, und zwar in höchster Schmach und Verspottung, daß der, sage ich, noch für diejenigen, die ihn auslachten und verspotteten seines Königreichs wegen, ja, für seine bittersten Feinde, so herzlich und so angelegentlich bat: Vater, vergib ihnen, denn sie wissen nicht was sie thun. Nun, da hörte er auf, Gott zu widerstreben. Da wird er gedacht haben: was ist das wohl für Einer, der für seine Feinde noch so bitten kann; das muß kein gemeiner Mensch sein, der muß mehr als ein Mensch sein; bittet der für seine Feinde, daß Gott ihnen alles vergeben möge, ach so willst du es auch wagen, du willst dich auch zu ihm kehren: Ach Herr, gedenkest du so an deine Feinde, so gedenke doch auch an mich, wenn du in dein Reich kommst! Und darauf erhielt er diese große und tröstliche Antwort und Versicherung: Wahrlich, ich sage dir, heute wirst du mit mir im Paradiese sein.« – Fader forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre: Jesu ord på korset, Luk 23,34. – omvendt Røveren: sigter til den ene af de to røvere, som blev korsfæstet sammen med Jesus, jf. Luk 23,39-43: »Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: 'Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!' Men den anden satte ham i rette og sagde: 'Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.' Og han sagde: 'Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.' Og Jesus sagde til ham: 'Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.'« i samme Prædiken ... hvi haver Du forladt mig resumé af Tersteegen's Schriften, s. 169: »Es scheinet nicht, daß der Schächer immer in einer süßen Empfindung des Paradieses geblieben sei. Er starb noch sogleich nicht, sondern lebte noch länger am Kreuz als Christus selber gelebet hat; ihm mußten noch die Beine gebrochen werden. Es entstand eine dreistündige dicke Finsterniß, und nach der Finsterniß rief Christus das unbegreiflich große Wort aus: Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen? Und hernach sprach er: Mich dürstet; ferner rief er abermal aus: Es ist vollbracht! Vater, in deine Hände befehl ich meinen Geist! Siehe, das waren sehr große Proben. Der Schächer hätte mit seiner Vernunft können denken: Ja, derjenige, der zu mir gesagt hat, heute wirst du mit mir im Paradiese sein, der klaget nun selber, daß ihn Gott verlassen habe; der mir die Erquickungen des Paradieses versprochen, der sagt: mich dürstet, der leidet noch Durst; der mir gesagt hat, ich sollte es so gut haben, der ist nun verschieden; wo soll ich nun hin? was wird nun draus werden?« – min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig: citat fra Jesu ord på korset, Matt 27,46: »Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: 'Elí, Elí! lemá sabaktáni?' – det betyder: 'Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?'« – hvi: hvorfor. Og rigtigt bemærkes ... ikke før hørt et Ord om Χstus. resumé af Tersteegen's Schriften, s. 171: »Aber, aber, laßt uns doch nicht denken: Ja, ist es eine so leichte Sache, kann man so bald ins Paradies kommen, so will ich meine Buße versparen bis auf mein Todtbette; ist Jesus so bereitwillig die Sünder anzunehmen, so will ich noch ein wenig warten, dann will ich auch kommen. O liebe Seele, ich fürchte fürwahr, die göttliche Gnade, die man so lange verspottet hat, wird dann schwerlich ob uns schweben. Es wird dann nicht so leicht fallen, als man sichs wohl einbilden möchte, weil wirs bei Zeit gehöret haben. Dieser Schächer hatte vielleicht in seinem ganzen Leben nicht viel gutes gehört; sobald er aber das gute Wort Christi am Kreuz hörte, da gab er sich, da bekehrte er sich von ganzem Herzen.« Middelalderen sigter til tiden før reformation (i Danmark indført 1536). particulairt særskilt, særligt; som enkelt. Ikke at gifte sig (...) at opstille det som Regel . gjøre det Almene dvs. gifte sig. Primitiviteten oprindeligheden, umiddelbarheden. Fortjenstligt fortjenstfuldt. spurgte min Forlovede mig tilsidst: siig mig blot een Ting, vil Du aldrig gifte Dig SK var forlovet med Regine Olsen fra 11. sept. 1840 til 12. okt. 1841 (). I notesbog 15:4 fra 1849 skriver SK, at han dagen efter bruddet talte med Regine, som spurgte ham: »vil Du aldrig gifte Dig«, SKS 19, 436,12f. Agitation bevægelse, uro; heftig sindsbevægelse. Jeg svarede derfor med en Spøg If. notesbog 15:4 besvarede SK Regines spørgsmål (): »jo om ti Aar, naar jeg faaer raset ud, saa maa jeg have en ungblods Frøken til at forynges«, SKS 19, 436,13-15. hun giftede sig Den 3. nov. 1847 blev Regine gift med J.F. Schlegel, som hun havde været forlovet med siden 28. aug. 1843. hvilket jeg saa ganske har billiget og takket Gud for Kort efter bruddet med Regine skriver SK i notesbog 8:13: »Og kunde jeg endda see hende lykkelig med en Anden, hvor meget Smerteligt der end laae for den msklige Stolthed deri, jeg skulde dog være glad« (SKS 19, 228,19-22, jf. notesbog 8:26, SKS 19, 233,18f.). SKs første reaktion på Regines ægteskab følger i journalen NB3:44 i begyndelsen af dec. 1849: »Den Pige har gjort mig Bryderie nok. Nu er hun da – ikke død – men lykkelig og vel gift. Det sagde jeg samme Dag for 6 Aar siden – og blev erklæret for den nedrigste af alle nedrige Skurke. Besynderligt!« (SKS 20, 268). O. 1. sept. 1848 skriver SK i journalen NB7:20: »Jeg garanterer egl. hendes Ægteskab, Gud veed det er frygtelig anstrengende« (SKS 21, 86,31f.). Senere henviser SK ofte til, at det var hans eget ønske, at Regine skulle gifte sig med Schlegel, se fx et koncept fra efteråret 1849 til et brev til Regine, hvori han skriver: »Da Du ikke kunde blive min, var det mit eneste Ønske, at Du skulde gifte Dig og med Schlegel. Det har Du gjort: tak, o tak derfor« (B&A bd. 1, s. 261, lin. 16f.). Næst det Bortset fra, næst efter. deriveret afledt. Tersteegen . »Die Gelehrten sind meist Schuld daran (...), die doch ... i min Udgave p. 474 med SKs fremhævelse et ordret citat fra Tersteegens betragtning »Von dem Glauben und der Rechtfertigung« i Tersteegen's Schriften (), s. 474-493; s. 474. Distinktion af Luther ... aldeles paa rette Sted sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 15. søndag efter trinitatis, Matt 6,24-34 (om bekymringer; ), i En christelig Postille () bd. 1, s. 514-524. Med henvisning til evangeliets advarsel mod at bekymre sig skriver Luther, s. 519f.: »Vilde Nogen sige: St. Paulus lærer dog, at vi skulle være flittige med Bekymring. Saaledes skriver han til Romerne, 12, 8: Er Nogen en Forstander, da være han det med Bekymring – og kort efter: Værer ikke lunkne i Eders Iver. Om Timotheus skriver han, Phil. 2, 20: Jeg haver ingen Ligesindet med mig, der saa oprigtig vil bære Omsorg for hvad Eder angaaer. Og selv roser han sig, 2 Cor. 11, 28, af sin Bekymring for alle Menigheder. Der see I, at vi dog ogsaa skulle være bekymrede! Svar: Et christeligt Væsen bestaaer i to Stykker, i Tro og i Kjærlighed. Det Første seer paa Gud, det Andet paa Næsten. Det Første seer man ikke, det er Troen, den seer Gud alene; det Andet seer Man, det er Kjærligheden, som vi skulle vise vor Næste. Den Bekymring, som udspringer af Kjærligheden, den er befalet; den derimod, som stiller sig ved Siden af Troen, den er forbuden. (...) / Naar jeg derimod farer til, og vil sørge selv, da er det altid mod Troen. Derfor forbyder han ogsaa denne Sorg [bekymring]. Kjærligheds-Bekymring derimod formener han os ikke. Han vil meget mere, at vi skulle [skal] nære den, at vi skulle sørge for Andre, idet vi meddele dem vore Goder og Gaver. (...) Gud sørger for Alle, og det er den Sorg, som angaaer Troen. Men vi skulle ogsaa sørge for hverandre, og det er Kjærlighedens Bekymring.« det Deriverende afledende; oprindelige. Igaar læste jeg følgende Retssag ... skaffe Livet i ham igjen gengivelse af dagbladet Fædrelandet, nr. 142, 22. juni 1849, s. 565: » – Af de i Criminal- og Politiretten den 19de Juni paadømte Sager meddele vi følgende: / En Haandværkssvends Kone tiltaltes under en Justitssag for Overtrædelse af Frdg. [forordning] 4de August 1819. Tiltaltes Forklaring angaaende det Forhold fra hendes Side, der havde fremkaldt Sagen, gik i det Væsentlige ud paa, at hun, som den 10de Februar sidstleden [dvs. i år] om Morgenen omtrent Kl. 8½ havde forladt sin og hendes Mands Bopæl i Dronningens Tvergade, ved sin Hjemkomst om Formiddagen Kl. mellem 10 og 11 fandt sin Mand hængende livløs i deres Værelse i en ved et Søm i Væggen fastgjort Snor, som ved Hjælp af en Løkke var anbragt om hans Hals, saaledes at han for en Del hvilede paa en i Værelset staaende Sopha. Hun løftede da Snoren af Sømmet og trak Liget ned i Sophaen, saa at det kom i en liggende Stilling, men lod Snoren forblive om Halsen, uden at løsne eller undersøge den videre. Hun bragte derpaa sit Spæde Barn, som hun, da hun kom hjem, fandt liggende skrigende i Vuggen, hen til en i samme Gade boende Kone, hvem hun underrettede om, at hendes Mand var død, uden at omtale Dødsmaaden, da hun ikke ønskede at denne skulde blive bekjendt, hvorved Familien vilde faae endnu større Sorg, og hun desuden var bange for, at der maaskee ikke vilde gives hende Hjælp fra Ligkasseselskabet, naar det erfaredes, at Manden selv havde aflivet sig. Derefter var hun gaaet ud for at faae en Læge tilstede, men da hun ikke havde kunnet træffe nogen af tvende i store Kongensgade boende Læger, begav hun sig tilbage til den ovenmeldte Kone, efter hvis Raad hun gik paa Frederiks Hospital for at faae en Læge, og da hun, efter hvad hun har anbragt [fremført], ikke her kunde faae nogen saadan i Tale, henvendte hun sig paa Almindelig Hospital, hvor hun, der ikke omtalte, hvorledes hendes Mand var kommen af Dage, men blot forlangte en Læge for at syne hendes Mand, der var død hurtigt, ikke heller kunde faae nogen Læge med sig. Efter et forgjæves Forsøg paa at træffe vedkommende Districtslæge, gik hun paany hjem til den ovenfor omtalte Kone, og derfra til en anden Kone, fra hvem hun begav sig til sin Bopæl, og da – ved Middagstid – hentede hun en Barber, der anvendte Aareladning, men, da der ikke kom Blod, erklærede den Paagjældende for død. Retten kunde imidlertid ikke med Actor være enig i, at det skulde lægges Tiltalte til Last, at hun ikke, da ingen Læge strax kunde bringes tilstede, øieblikkeligt tilkaldte en Barber for at faae de fornødne Oplivningsforsøg anstillede, da hun, efter hvad hun havde forklaret angaaende sine Bestræbelser for at erholde Lægehjælp, ikke skjønnedes i den ommeldte Retning at have udvist nogen Forsømmelse, der kunde paadrage hende Strafansvar, hvorimod det fandtes, at Tiltalte havde gjort sig skyldig til Straf efter den ovennævnte Forordning derved, at hun ikke strax havde aftaget eller løsnet Snoren om den Paagjældendes Hals, eller føiet nogen Foranstaltning til at dette uopholdeligen var skeet. Den Tiltalte idømte Straf skjønnedes, i Henhold til titnævnte Frdgn. § 4, at burde fastsættes til en Mulct af 10 Rbd., som tilfaldt Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.« – Justitssag: en sag, der anlægges af det offentlige. dømt i idømt. 10rd 10 rigsdaler (). Derivations-Middel afledningsmiddel. Deri har Luther ... kjendes paa Kjerligheden sigter til Luthers prædiken over evangeliet på 15. søndag efter trinitatis () i En christelig Postille () bd. 1, s. 520, sp. 1, hvor han om tro og kærlighed skriver: »Det Første seer man ikke, det er Troen, den seer Gud alene«. – Troen skal kjendes paa Kjerligheden: allusion til Luk 6,44: »For ethvert træ kendes på sin frugt.« Bemærkning af Tersteegen ... uden al Sammenligning bedste Deel sigter til Tersteegens tale »Nach der Beerdigung einer Freundin« (over Luk 10,42: »Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«) i Tersteegen's Schriften (), s. 378: »Maria hat das gute Theil erwählet. Es stehet hier zwar nur das gute Theil, aber weil es verglichen wird bei dem, was Martha erwählet hatte, so wird es hier eigentlich und mit Vorzug genannt das gute Theil, das auf eine besondere Weise gut und also besser sei, als was Martha erwählet hatte; da es dann von selbst spricht: daß es das beste sei. Maria hat das beste Theil erwählet.« Det er Noget jeg ogsaa ... i Elskoven er en uerotisk Sammenligning se fx Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »En ret Elsker kjender man strax derpaa, at han ikke besmitter Forelskelsens Møde, som søger Eensomhed, ved at bringe et Opløb med sig, en Stimmel af Vidner, som jo ere tilstede, saasnart han forstaaer, at han elsker mere end Andre, nei, hans redelige og oprigtige Dom er kort: jeg elsker« (SKS 5, 410,5-9). Og Kjerlighedens Gjerninger (1847): »Og hvorledes er nu hiin eenfoldige Kjerlighed sikkret mod Iversygen? Mon ikke derved, at den ikke elsker sammenlignelsesviis? Den begynder ikke med umiddelbart at elske fortrinsviis, den elsker; derfor kan den heller aldrig komme til sygeligt at elske sammenlignelsesviis, den elsker« (SKS 9, 43,16-20). etsteds i denne Journal ... saa er min Tro mindre se NB11:179. 1ste Bind af Skrifter ... en Sværmers Hjerte.« oversat citat fra Thomasine Gyllembourg »Mesalliance« (1833) i Skrifter af Forfatteren til 'En Hverdags-Historie,' samlede og udgivne af Johan Ludvig Heiberg bd. 1-12, Kbh. 1849-51; bd. 1, s. 144f.: »Greven sagde: 'De er en Mand som kjender Verden.' Gustav sagde: 'De har et blødt Hjerte, der er reent som Guld.' – 'Nu,' sagde Volmand: 'Siden De tillægge mig saa skjøn en Forening som den, Schiller kalder ''des Weltmanns Auge mit des Schwärmers Herz,'' saa maa jeg, af Taknemmelighed for saa smigrende en Mening, vel være forbunden til at meddele Dem hvad en aldrende Mand kan have erfaret ved Hjelp af hine Organer.'« Bd. 1 blev annonceret som 'udkommet' i Adresseavisen, nr. 145, den 23. juni 1849. – Forfatteren til en Hverdags-Historie: dvs. Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd (1773-1856), el. blot Thomasine Gyllembourg, da. forfatter; fra 1827-45 fik hun udgivet en lang række populære noveller, herunder »En Hverdags-Historie« i 1828, hvorefter hun skrev under mærket »Forfatteren til 'En Hverdags-Historie'«. – Schiller: Friedrich Schiller (1759-1805), ty. digter og filosof. Prædiken af Tersteegen ... 2, 1-12. (i min Udgave p. 117 o: fl.) dvs. Tersteegens tale »Am Erscheinungsfeste 1755« (over evangeliet om de vise mænd, Matt 2,1-12) i Tersteegen's Schriften (), s. 117-142. det andet Moment sigter til 2. del af den nævnte tale, s. 127-136, som bringes i . Mens 1. del handler om begyndelsen og 3. del om enden af den vej, der leder til at finde Jesus i sit hjerte, handler 2. del om fremgangen ad denne vej, herunder især hvad der kan aflede fra den. Senecas Skrift de ira ... sættes mod hinanden overs. citat fra De ira (lat. Om vrede) af den rom. forfatter Seneca (4 f.Kr. - 65 e.Kr.), 1. bog, kap. 5: »Der Mensch ist zu gegenseitiger Hülfeleistungen geschaffen, bei'm Zorn geht's auf's Verderben los«, jf. »drei Bücher über den Zorn« i Lucius Annäus Seneca des Philosophen Werke, overs. af J.M. Moser, G.H. Moser og A. Pauly, bd. 1-15 med fortsat paginering (i Römische Prosaiker in neuen Übersetzungen bd. 19-20, bd. 25, bd. 33, bd. 41, bd. 45-46, bd. 50, bd. 53-55, bd. 67, bd. 73, bd. 111 og bd. 115), Stuttgart 1828-35, ktl. 1280-1280c; bd. 1, s. 31. Pfui fy, føj (lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt). først skulde sikkre mig en Stilling, og saa udgive Skrifterne pseudonymt sml. NB11:123, s. 70,1-13, og se kommentarerne dertil. først at søge Guds Rige hentydning til Matt 6,33 (). Embedet ... negte mig et Embede . vistnok rigtig nok, sandt nok. forsatte med blandet sammen med. Søndag den 24. juni 1849, 3. søndag efter trinitatis. et Ord ... det afgjørende Øieblik Ordet findes i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (), i SKS 7, 209,25-28: »Men Den, der hverken er kold eller varm, han er en Modbydelighed, og saa lidet som Skytten er tjent med et Gevær der i Afgjørelsens Øieblik klikker istedenfor at give Ild, saa lidet er Gud tjent med klikkende Individualiteter.« læst i Fenelon ... en yderligere Afgjørelse.« gengivelse af Fenelon's Werke religiösen Inhalts () bd. 1, s. 223: »Wehe den Seelen, von welchen Gott alles erwartete, und die ihre Gnade nicht erfüllen!« Fenelon 2den Deel p. 26. (det er Claudius Oversættelse) Fenelon's Werke religiösen Inhalts bd. 2, s. 25f. (i afsnittet »Von der Entäußerung seiner selbst«): »Man sieht in sich gute Gesinnungen, die gegründet und wahr sind; aber man würde erschrecken, wenn man sehen könnte, an wie viele Dinge man noch hängt, Diese Anhänglichkeit hat man wohl nicht mit entschiedenem Willen und mit Vorsatz; man sagt nicht in sich selbst, ich habe sie und will sie haben: aber am Ende hat man sie doch, und bisweilen fürchtet man wohl gar zu tief zu suchen und sie zu finden. Man fühlt seine Schwäche, und hat das Herz nicht weiter nachzuforschen. Zu einer andern Zeit wieder möchte man alles finden, um alles aufzuopfern; das aber ist ein unbesonnener und verwegner Eifer, wie der beym Pe-[/ s. 26 /]trus; er sagte 'ich bin bereit zu sterben,' und eine Magd jagte ihn in Furcht. Man sucht alle seine Schwächen zu entdecken, und Gott schonet unser bey diesem Suchen. Er versagt uns ein für unsern Zustand zu helle leuchtendes Licht; er gibt nicht zu, daß wir in unserm herzen sehen, was noch eine zeitlang wachsen muß, ehe es ausgereutet werden kann. Es ist eine bewundernswürdige Schonung der Güte Gottes, daß er uns niemals innerlich treibt, ihm eine Sache, die wir bis dahin geliebt und besessen haben, aufzuopfern, ohne uns die Einsicht davon, und daß er uns niemals die Einsicht dieser Aufopferung gibt, ohne uns dazu die Kraft zu geben. Bis dahin sind wir, in Hinsicht dieser Aufopferung, in dem Zustande, darin die Apostel über das waren, was Jesus ihnen über seinen Todt vorhersagte; sie verstanden nicht was er sagte, und ihre Augen wurden gehalten. Auch die geradesten und über ihre Fehler wachsamsten Menschen sind noch in diesem Zustande der Dunkelheit über gewisse Entäußerungen, die Gott für einen höhern Stand des Glaubens und der Abgestorbenheit aufbewahrt. Man muß der für sie bestimmten Zeit nicht vorlaufen wollen, und man darf nur ruhig und unbekümmert bleiben, vorausgesetzt, daß man in dem treu sey, was man einsieht. Wenn mehr eingesehen werden soll, wird Gott es uns entdecken.« – Claudius: Mathias Claudius (1740-1815), ty. forfatter og oversætter. Tersteegen i Juleprædikenen p. 141. »de Vise gik en anden Vei.«, thi vi skulle altid være rede til at følge Guds Førelse henholdsvis overs. citat fra og gengivelse af Tersteegens tale »Am Erscheinungsfeste 1755« () i Tersteegen's Schriften (), s. 141: »Wir sollen Gott und seiner Führung allezeit gelassen stehen und folgen. Die Weisen gingen nun einen andern Weg«. Der sigtes til Matt 2,12, hvor det om de vise mænd fortælles, at de i drømme fik en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes og røbe for ham, hvor de havde set den nyfødte Jesus, hvorfor »de vendte hjem til deres land ad en anden vej.« Sving omsving, vending. Da jeg forlod hende nemlig Regine Olsen den 12. okt. 1841 (). en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. protesterer Vielsen gør indsigelse mod (på samme måde, som man protesterer en veksel el. gældsfordring, dvs. får en officiel bekræftelse på, at den ikke er blevet betalt til tiden). bringe mine Synder over mig dvs. gøre mig ansvarlig for mine synder. tænkte mig at være Forf. uden oeconomiske Bekymringer ... et Præstekald og . deri stikker (...) Knuden fast udtryk med oprindelse i det klassiske 'hic nodus', lat. her er knuden, dvs. her er vanskeligheden. τελος gr. (télos) mål; formål, endemål. krymper mig kvier mig. Løverdag lørdag den 23. juni 1849. Madvig Johan Nicolai Madvig (1804-86), da. filolog, prof. ved Københavns Universitet, medlem af den grundlovgivende rigsdag () og fra 16. nov. 1848 kultusminister, i hvilken funktion han afgjorde besættelsen af gejstlige embeder (). Privat boede Madvig i Klædebo kvarter, matrikelnr. 169 (Nørre Voldgade 78), jf. Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere, for Aaret 1849, Kbh. uden år, s. 437 og s. 782 (se kort 2, C1). Kultusministeriet lå i Lerches Gaard, også kaldet Det württembergske Palæ, Børsgraven 78, identisk med vore dages Slotsholmsgade 10 (se kort 2, B3). Mynster Biskop Mynster (), hos hvem ansøgninger om gejstlige embeder skulle afleveres (), boede i bispegården over for Vor Frue Kirke, Nørre kvarter 30 (Nørregade 11), jf. Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere, for Aaret 1849, Kbh. uden år, s. 474 og s. 770 (se kort 2, B1). unødig dvs. nødig. R. Nielsens Bog og den lille anonyme henholdsvis Rasmus Nielsens bog Evangelietroen og den moderne Bevidsthed () og SKs pseudonyme bog Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), der begge udkom 19. maj 1849. som han vist har læst If. auktionsprotokollen over den bogsamling, Mynster efterlod sig ved sin død i 1854, havde han bl.a. Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, jf. Bibliotheca Mynsteriana, sive Catalogus Librorum, quos reliquit Jacobus Petrus Mynster, Kbh. 1854, nr. 5235, s. 187. For en tre Uger siden dvs. o. 4. juni 1849. i Fredags den 22. juni 1849. scrupuløs skruppelløs; uden skrupler. skulde falde mig ængsteligt paa skulle falde mig ind som noget ængstende. I Fredags var han til Alters Fredag den 22. juni 1849, kl. 8.45, var »Biskop Mynster, Frue og Datter« indskrevet til skriftemål og altergang hos provst Münter i Holmens Kirke (jf. Landsarkivet for Sjælland 21. Holmens pastorat. B. 3. Kommunionbog 1843-51, s. 350). Løverdags lørdag den 23. juni 1849. saa skulde han prædike om Søndagen Søndag den 24. juni 1849 prædikede Mynster til højmesse kl. 10 i Christiansborg Slotskirke, jf. Adresseavisen, nr. 145, 23. juni 1849. Hans prædiken over Luk 15,1-10 (lignelsen om det mistede får og om den tabte mønt) er trykt som »Denne annammer Syndere. Paa tredie Søndag efter Trinitatis« i J.P. Mynster Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850 (), s. 68-81. Idag Mandag den 25. juni 1849. komme (...) ind med komme i berøring el. forbindelse med. denne Uge dvs. søndag 24. juni til lørdag 30. juni 1849. han saa reiser paa Visitats Under Mynsters årlige visitatsrejse i Sjællands stift i sommeren 1849 er hans tidligste noterede visitats i Toksværd den 6. juli 1849, jf. J. P. Mynsters Visitatsdagbøger 1835-1853, udg. af Bjørn Kornerup, bd. 1-2, Kbh. 1937; bd. 2, s. 196. en Stilling dvs. et embede som præst (). da jeg gjorde Alvor ... sagt det Modsatte sigter formentlig til den 11. aug. 1841, da SK forgæves søgte at hæve forlovelsen med Regine Olsen, men kan også sigte til den 12. okt. 1841, da hun endelig accepterede at bryde forlovelsen (). vistnok helt sikkert. det Selvplagerske det at plage sig selv (som bodsøvelse). forlokke friste, forføre. Da den Ulykke hændte med Strube ... grublet for meget Frederik Christian Strube (1811-67), isl. snedkersvend, som med hustru og to døtre logerede hos SK 1848-52. Strube var indlagt på Frederiks Hospital i København fra 1. til 9. dec. 1848, medicinsk afdeling A, fællesstue MM (RA. 257, Frederiks Hospital. 1757-1850 Sygejournaler, 1848 mm., 683, blad 356). If. journalen led han af »Monomania«, dvs. partiel sindssyge, hvortil årsagen angives som: »Rimeligvis grublen over tidens opgaver i forbindelse med ærgrelser over formentlig chikane« (RA. 257, Frederiks Hospital. »Medicinske Journaler. December 1848.« Medicinsk Afdeling, 1757-1851 Journaler, 1848 September - December, 1849). i Forhold til Udgivelsen ... haabet paa, at Døden skulde hjælpe mig fra det se følgende journaloptegnelser fra 1848-49: NB6:27, 27.a, 61, 64, 67 (SKS 21, 23,31-36, 26m,1-8, 45,4-17, 47,25-36); NB7:9 (SKS 21, 80), NB9:78 (SKS 21, 249,27-34 og 251,1-5), NB10:39, 60, 102, 169, 185, 200 (SKS 21, 277,18-20, 289,28-34, 309,9-12, 340,16-18, 354,5-8, 367,23-29), NB11:154 (s. 91,31-33). pfui fy, føj (lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt). beskubbe føre bag lyset, bedrage, narre. afdøe fra Verden bortvende og løsgøre sig fuldstændig fra alt, hvad der har med det verdslige at gøre. Dette og lignende udtryk er ofte anvendt i mystikken og i den pietistiske teologi og litteratur. Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Denne tanke blev i pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra timeligheden, fra endeligheden og fra verden i selvfornægtelse, hvorved vægten blev forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. Jf. fx 1. bog, 12. betragtning, »En Christen maa afdøe fra sit Hjertes Lyster og fra Verden, og leve i Christo«, og 13. betragtning, »Af Kjærlighed til Christum, og for den evige Herligheds Skyld, hvortil vi ere skabte og forløste, maae vi afdøe fra os selv og Verden«, i Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Kristiania [Oslo] 1829 [ty. o. 1610], ktl. 277, s. 45-53. gaae (...) hen henleve. besværet Samvittighed . en Qvinde, der har fordrevet sit Foster Fosterfordrivelse straffedes med lovens strengeste straf, jf. Chr. V's Danske Lov (1683), 6. bog, kap. 6, art. 7: »Letfærdige Qvindfolk, som deres Foster ombringe, skulle miste deres Hals, og deres Hoved sættes paa en Stage«, Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af J.H. Bærens, Kbh. 1797, s. 889. På SKs tid blev sådanne kvinder som hovedregel benådet og i stedet idømt lang- el. livsvarig fængselsstraf. Sagerne blev fyldigt refereret under rubrikken »Justitssag« i Departementstidenden. indulgeret føjet, givet efter for; hengivet mig til. De »tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger« ... naturligviis anonymt . Deri er saa Det om Mynster sigter til en hædrende om-tale af biskop Mynster () i En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger (), nr. 2 (se Pap. VII 2 B 235, s. 43,1-45,10). Dersom Positionen ikke tages indtages. søge ind paa Embedsveien dvs. søge et kald som præst (). udgive det Øvrige ... pseudonymt se NB11:123 og kommentarerne dertil (, , , , og ). beskuppe beskubbe (). besvige bedrage, narre. den ene Dag hellere end den anden hellere i dag end i morgen. hele Forfatter-Virksomhedens voxende Fart Siden udgivelsen af Enten – Eller i 1843 havde SK med korte mellemrum udgivet nye værker, i det forløbne år dog med en lidt lavere frekvens: »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« som føljeton i Fædrelandet 24. til 27. juli 1848, Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler den 14. maj 1849 () og Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger den 19. maj 1849 (). sveget svigtet, forrådt. vinkede lokkede, fristede. »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed« . det vil jo vare en god Stund inden jeg naaer dertil i Trykningen Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed forelå som manuskript, men var ikke på daværende tidspunkt afleveret til trykning og blev det slet ikke i SKs levetid. Derimod var manuskriptet til Sygdommen til Døden netop afleveret til trykkeriet den 29. juni 1849 (). at jeg en Tidlang haabede paa, at Døden skulde fritage mig . Tertullians Bog om Taalmodighed ... saa lang tilbage henholdsvis ordret citat fra og resumé af »Tertullianus om Taalmodighed«, overs. af lic.theol. Johannes Ferdinand Fenger (1805-61) i Nyt theologisk Bibliothek, udg. af Jens Møller (), bd. 16, 1830, s. 63-102; s. 64-66: »Jeg bekjender for Gud Herren, at jeg paa en temmelig letsindigmaaskee endog uforskammet Maade har dristet mig til at skrive om Taalmodighed, i hvis Udøvelse jeg dog, som en syndig Mand, staaer saa ganske og aldeles tilbage; da det dog hør og bør sig, at de, der begynde at bevise og anbefale en Ting, selv først maa befindes at udøve den og at understøtte deres idelige Paamindelser ved deres egen Handlemaade, at ikke [/ s. 65 /] Ordene skulle blive til Skamme, naar tilsvarende Handlinger mangle. Dog, gid denne Skam maa medbringe Lægedom, saa at Undseelse over ikke at udøve det, som vi ville meddele Andre, maa lære os at udøve det; kun at vi dog betænke, at nogle gode, ligesom ogsaa nogle onde Tings Storhed er saa umaadelig, at ene den guddommelige indblæsende Naade virker, at vi fatte og udøve dem. Thi det som i høieste Grad er godt, det er ogsaa i høieste Grad hos Gud, og Ingen uddeler det efter Behag til Enhver uden den der besidder det. Derfor skal det være mig som en Slags Trøst at tale om det, som ikke er mig givet at besidde, ligesom de Syge, der mangle Sundhed, dog uophørligt tale om dens Goder. Saaledes maa jeg Stakkel, der altid er syg af Utaalmodighedens Feber, nødvendigviis sukke, paakalde og bede om hiin Taalmodighedens Sundhed, som jeg ikke har, naar jeg erindrer og i Betragtning af min Svaghed overveier, [/ s. 66 /] at kristelig Troe og christelig Vandel neppe i sin rette, sunde Skikkelse fremstaaer hos Nogen, uden Taalmodighed findes hos ham.« – Tertullians Bog om Taalmodighed: dvs. kirkefaderen Tertullian (o. 160 - o. 225) De patientia (lat. Om tålmodighed); stedet findes i kap. 1, jf. fx Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera () bd. 2, 1839, s. 16f. her er hvad der er uendelig mere end Forsikkring formentlig en allusion til evangeliet om Jonastegnet, Matt 12,38-42, hvor Jesus ikke vil give de skriftkloge og farisæerne andre tegn end profeten Jonas' tegn, nemlig ved – som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter – at være i jordens skød i tre dage og tre nætter (ml. korsfæstelsen og opstandelsen), jf. v. 41, hvor Jesus siger: »her er mere end Jonas.« Hedningerne dvs. grækerne og romerne i antikken. Goldschmidt . at jeg jo selv gav ham Lov til at udskjelde mig nemlig ved selv at bede om 'at komme i Corsaren' (). E. M. G. måske fejl for M.A.G., dvs. Meïr Aron Goldschmidt. den frygtelige Redacteur af Corsaren ironisk omtale af Goldschmidt som redaktør af Corsaren (). vistnok helt sikkert. han siger (...), at han selv har forstaaet hele Sagen saaledes hentyder måske til et tilfældigt møde ml. SK og Goldschmidt, hvor denne kan have ytret sig således. Goldschmidt beretter i sine erindringer om et møde med SK kort efter sin første artikel mod ham i Corsaren, dog uden at referere en lignende ytring, jf. Livs Erindringer og Resultater () bd. 1, s. 426. insultere håne, spotte, ringeagte. da jeg skrev det dvs. da SK i marts el. april 1849 skrev den straks herefter citerede passage i manuskriptet til Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (). »Fuldendelsens Skrifter« SK udkastede allerede o. 1. dec. 1848 idéen til en samling af skrifter – nemlig Sygdommen til Døden (), Indøvelse i Christendom () og »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden« () – i ét bind under titlen »Fuldendelsens samtlige Værker« (jf. journalen NB8:15, SKS 21, 151). I løbet af 1849 reviderede han planen, sådan at samlingen nu skulle bestå af tre bind under titlen »Fuldendelsens samtlige Skrifter, Frugten af Aaret 1848« med følgende indhold (jf. Pap. X 5 B 143): Bd. 1: Sygdommen til Døden. Bd. 2: Indøvelse i Christendom og »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden«. Bd. 3: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (); »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); og »Det Hele med eet Ord« (jf. Pap. X 5 B 144). disse Ord af ... at nu er Øieblikket der.« frit, sammensat citat fra Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (), s. 32f. (SV2 11, 38f.): »Om det for Lilien træffer sig saa uheldigt som muligt, at just det Øieblik, da den skal til at springe ud, er saa ugunstigt, at den, efter hvad den forud med næsten Vished kan skjønne, i samme Øieblik vil være knækket, saa dens Tilblivelse bliver dens Undergang, ja saa det synes, at den blot blev til og blev deilig for at gaae under: den lydige Lilie finder sig lydig deri, den veed, det er saaledes Guds Villie, og den springer ud – hvis Du saae den i det Øieblik: det var ikke end det mindste til at kjende paa den, at denne Udfoldelse tillige var dens Undergang, saa fuld udviklet, saa riig og skjøn sprang den ud, saa rig og skjøn gik den – thi det Hele var jo et Øieblik – gik den ubetinget lydig sin Undergang imøde.« – I manuskriptet til »Fuldendelsens samtlige Skrifter, Frugten af Aaret 1848« har SK som motto tilføjet: »Om det for Lilien, naar Øieblikket er der, da den skal til at springe ud, seer ret saa uheldigt ud som muligt – den lydige Lilie forstaaer eenfoldigt kun Eet: at nu er Øieblikket der. / cfr. tre gudelige Taler af S.K. 1849« (Pap. X 5 B 142). at ville bygge sin Salighed ... at foragte Χsti Forsoning hentydning til Confessio Augustana, art. 20, hvor det læres, »at vore Gjerninger ikke kunne forsone Gud eller fortjene Syndsforladelse og Naade og Retfærdiggjørelse; men at vi den alene erholde formedelst Troen, naar vi nemlig troe, at vi formedelst [ved, i kraft af] Christum annammes til Naade, hvilken alene er sat til Midler og Forsoner, ved hvilken Faderen forliges med os. Derfore hvo som forlader sig paa, at han ved Gjerninger kan fortjene Naaden, han foragter Christi Fortjeneste og søger uden Christo med menneskelige Kræfter Veien til Gud«, Den evangelisk-christelige Religion efter den Augsburgske Troesbekjendelse. / En Lærebog til Brug ved høiere Underviisning og for tænkende Christne, af Lic. theol. Chr. Gad, Præst. / Som Anhang: den uforandrede Augsburgske Troesbekjendelses første Afdeling, Kbh. 1849, ktl. 184 (if. boghandlerregning fra C.A. Reitzel købt den 11. juli 1849, jf. Fund og Forskning bd. 8, Kbh. 1961, s. 121), s. 281 (oversættelsen følger Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386, s. 63f.). er det (...) det Samme kan det være det samme; er det uden betydning. »Synspunctet« dvs. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (). de andre Afhandlinger dvs. de andre afhandlinger, som også omhandler forfatterskabet, nemlig »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« (); »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden« () og »Det Hele med eet Ord« (jf. Pap. X 5 B 144). vælte mig i hengive mig til. vistnok helt sikkert. Gud har løbet mig træt sml. »Pælen i Kjødet« i Fire opbyggelige Taler 1844, hvor SK skriver: »Et gammelt ærværdigt og trofast Opbyggelsesskrift siger, at Gud bærer sig ad med et Menneske som Jægeren med Vildtet: han jager det træt, da giver han det et lille Pusterum til at samle nye Kræfter og da begynder Jagten igjen«, SKS 5, 332,10-14. Hermed henvises til 3. bog. kap. 23, i Johann Arndt Vier Bücher vom wahren Christenthum, Magdeburg 1605-10. Jf. Sämtliche geistreiche Bücher Vom Wahren Christenthum, Welche handeln Von heilsamer Buße / herzlicher Reue und Leid über die Sünde / wahrem Glauben / auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., Tübingen 1737 [1733], ktl. 276, s. 768. Sygdommen til Døden er nu afleveret til Bogtrykkeriet Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse, af Anti-Climacus og udg. af S. Kierkegaard, blev skrevet i 1848 og indleveret til trykkeriet den 29. juni 1849 (Aller Press, arkiv for Bianco Lunos Bogtrykkeri. Erindringsbog for Bianco Luno, 1849, »Bestillinger«, bl. 39). Den 30. juli 1849 blev den annonceret som »udkommet« i Adresseavisen, nr. 176). Gud (...) er Kjerlighed . at udgive Skrifterne nemlig dem om forfattervirksomheden, se NB11:202 og kommentarerne dertil ( og ). Fortjenstligt fortjenstfuldt Christenhed . Alt det om min Forfatter-Person dvs. SKs skrifter om sit forhold til sin forfattervirksomhed, se NB11:202 og kommentarerne dertil ( og ). fordybes (...) i bringes i (en beklagelig el. foragtelig tilstand). det Interessante . at faae en Embedsstilling som præst (). i denne Journal findes Forsøg paa at exaltere mig selv Her kan fx sigtes til NB11:14, 92 og 174. – exaltere: ophøje. »Indøvelse i Christendom« . Skriftet og Skrifterne ere jo engang til Her sigtes foruden Indøvelse i Christendom til skrifterne om forfattervirksomheden, se NB11:202 og kommentarerne dertil ( og ). Nu udgaaer »Sygdommen til Døden« ... »til Opbyggelse« . Som den Flod Guadalquibir ... under Jorden jf. optegnelsen NB11:123, s. 70,1-3, og . det opbyggelige, der har mit Navn SK udgav sit 'opbyggelige' forfatterskab () i eget navn. Jeg var egl. blevet lidt stødt paa Mynster måske i anledning af at være gået forgæves til Mynster, jf. NB11:193, s. 116,18-25. hvad jeg tidligere har været saa nær ved nemlig at udgive skrifterne om forfattervirksomheden. selvplagersk som plager sig selv. jeg gik feil baade af Madvig og Mynster se NB11:193. – Madvig: . Noget, som er lavere (det Æstetiske) det er pseudonymt sigter især til de værker, som SK udgav pseudonymt 1843-46, nemlig Enten – Eller (1843), Frygt og Bæven (1843), Gjentagelsen (1843), Philosophiske Smuler (1844), Begrebet Angest (1844), Forord (1844), Stadier paa Livets Vei (1845) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). noget som er høiere, det er ogsaa pseudonymt nemlig Sygdommen til Døden under pseudonymet Anti-Climacus og Indøvelse i Christendom, som SK planlagde at udgive under samme pseudonym (). Her kan desuden tænkes på Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, der blev udgivet under pseudonymet H.H. (). Johannes Anticlimacus dvs. Anti-Climacus, den pseudonyme forfatter af Sygdommen til Døden og siden af Indøvelse i Christendom (fornavnet Johannes optræder hverken i manuskripter og forarbejder til el. i den trykte udgave af Sygdommen til Døden). Pseudonymet Anti-Climacus er med præfikset anti- dannet som en modstilling til pseudonymet Johannes Climacus (se næste kommentar). Climacus der sagde sig ikke at være Christen sigter til pseudonymen Johannes Climacus, forfatter til Philosophiske Smuler og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. I det sidstnævnte skrift skriver Climacus: »Undertegnede, Johannes Climacus, der har skrevet denne Bog, udgiver sig ikke for at være en Christen« (SKS 7, 560,3f.). – Pseudonymet hentyder formentlig til den gr. teolog og munk Johannes Klimax el. på lat. Climacus (o. 525-616), der levede 40 år som eneboer ved foden af Sinajbjerget og var forfatter til værket Κλίμαξ τοῦ παϱαδείσου (gr. (Klímax toû paradeísou), på lat. Scala paradisi, Paradisstigen), heraf hans tilnavn. Se i øvrigt den fyldigere kommentar i SKS K4, 197. jeg skal ... være mere oeconomisk hentyder til SKs økonomiske trængsler (). Afvei urigtig vej, vildspor. urolige Hoveder fast udtryk for oprørske personer, brushoveder. de skulle skal. i sin Tid ved Forlovelsen, da jeg maatte hæve den . det befales i Loven (...) at man skal elske Gud sigter til Moselovens bud i GT, 5 Mos 6,5: »Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.« Rothes om Kirkeaaret sigter til dr.theol. Wilhelm Rothe (1800-78) Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, en Haandbog for Prædikanter og Kirkegjængere, 2. udg., Kbh. 1843 [1836], ktl. 747 (forkortet Det danske Kirkeaar og dets Pericoper). If. boghandlerregning fra Reitzel har SK købt bogen 4. juli 1849 (jf. Fund og Forskning bd. 8, Kbh. 1961, s. 121). Her hedder det ... til den store Høitid resumé af afsnittet »3die og 4de Søndag i Advent« i Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, s. 90-92. De forordende tekster til 3. og 4. søndag i advent er henholdsvis Matt 11,2-10 og Joh 1,19-28, som begge omhandler Johannes Døber. Rothe anbefaler, at præsten over disse tekster prædiker omvendelse og bod som forberedelse til julen, jf. især s. 90f.: »Ligeledes maa Omvendelsen være foregaaet hos et Menneske, førend den aandelige Gjenfødelse til Livet i Gud kan skee ved Christus; derfor gaaer Adventens Bodstid foran Juleglæden, og i den maa Johannes Prædiken om Omvendelse lyde til ethvert Hjerte, inden Christus kan fødes deri.« – Joh. d. Døber: Johannes den Døber: Johannes, der var Jesu forløber og forkyndte hans komme, fik tilnavnet Døber, fordi han prædikede »omvendelsesdåb til syndernes forladelse« og døbte alle dem, der bekendte deres synder, i Jordanfloden, jf. Mark 1,4-5. I NT-1819 kaldes han 'Johannes den Døber', jf. fx Mark 6,14.24.25. en Dandsemesters Forskrifter ... og saa Kjede sigter til en balletmesters koreografiske noter. – figurerer: danser. Man er bodfærdig 4de Søndag i Advent, juleglad første Juledag hentydning til Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, hvor det om forholdet ml. advent og juledag hedder, at »derfor gaaer Adventens Bodstid foran Juleglæden«, s. 91; og: »Idet nemlig Beredelsestiden gaaer ud, begynder allerede Juleglæden at fødes i vore Hjerter«, s. 92. »Fleske-Søndag ell. fede Tirsdag« sigter til fastelavns søndag og 'hvide tirsdag', dagen før askeonsdag, som indledte fasten, jf. Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, s. 119f.: »Derimod hørte, som allerede Navnet viser, Fastelavns-Mandag og Hvide-Tirsdag ikke med til Fasten. Hvoraf den sidste har sit Navn skal jeg ikke kunne sige, naar det ikke er deraf, at man paa den gjorde sig tilgode med Melkemad, førend samme i Fasten forbødes. Navnet er forresten eiendommeligt for os, da den ellers paa de fleste Steder hedder 'fede Tirsdag'. Af samme Grund kaldes i en gammel bestandigvarende Calender, som findes foran i Psalmebogen af 1553, Fastelavns-Søndag Bld. 1 for Fleske-Søndag, fordi man gjorde sig tilgode med det Fede, førend den magre Faste indtraadte. Disse Dage vare tvertimod bestemte til, at man paa dem skulde 'lave sig til Fasten', hvorfor man ogsaa nød dem med den meest udsvævende Lystighed og gjorde sig tilgode med Spise og Drikke for at have Kræfter til at udholde Fasten.« Joh. Climacus . Anti-Climacus . J: C: sætter sig selv saa lavt, at han endog siger sig selv at ikke være en Χsten . Dæmoner, dette Ord dog ikke taget i Retning af Intellectualitet dvs. ikke i den gr. forståelse af dæmoner som lavere guddomme, ånder ml. guder og mennesker, budbringere og skytsånder (men snarere i stil med NT, hvor en dæmon er en ond ånd, der besætter mennesker, og som fx forårsager sydomme, stumhed, blindhed). Sml. Sygdommen til Døden (), hvor Anti-Climacus henviser til »den 'dæmoniske' Idealitet, dette Ord taget i reen græsk Forstand«, s. 71 (SV2 11, 207). Jeg bestemte mig høiere end J: C., lavere end Anti-C. se NB11:204, s. 128,3-5. cfr p. 260 jf. NB11:222. cfr. p. 267 jf. NB11:228. Den hele Tanke ... at udgive det Hele i eet Bind, med Det om mit Forfatterskab sigter til »Fuldendelsens samtlige Værker«, som SK oprindeligt havde tænkt sig at udgive i ét bind, men siden ville dele i tre bind, hvor det tredje skulle indeholde 'det om mit forfatterskab' (). Point pointe; afgørende punkt. Skriftet kaldes »til Opbyggelse« dvs. Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse (). i Forordet tales der om at det er opbyggeligt sigter til det upaginerede »Forord« til Sygdommen til Døden (SV2 11, 133f.). Egl. burde det vel hedde: til Opvækkelse Således er »og Opvækkelse« i undertitlen en senere tilføjelse. det Fremskridt der gjøres i Productiviteten nemlig fra det opbyggelige til 'opbyggelse og opvækkelse', jf. NB11:204, s. 127,29f., og NB11:221, s. 135. Indøvelse i Christendom . Sygdommen til Døden . cfr. p. 259 i denne Journal jf. NB11:221. fortroe betro. Paulus havde en Pæl i Kjødet hentyder til 2 Kor 12,7, hvor Paulus () skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819; tidligere bibeloversættelser har »en Pæl i Kiødet« for »en Torn i Kiødet«). primitivt oprindeligt, umiddelbart. Det hele offentlige Liv ... hvor stort Subscribent-Antallet er formentlig en hentydning til den politiske situation i de sidste to årtier før enevældens fald (), som var domineret af to 'partier', nemlig de konservative, der støttede det bestående system, og de liberale, som kritiserede det; de liberale ytrede sig især i det udbredte oppositionsblad Fædrelandet (), hvorfor de hyppigt blev tiltalt og dømt for overtrædelse af 'trykkefrihedsforordningen' (). Fenelon ... aldrig vare et Øieblik sikker sigter til Fenelon's Werke religiösen Inhalts () bd. 2, henholdsvis afsnittet »In der Fast- Buß und Bet-Zeit«, s. 208-211, og afsnittet »Am Allerheiligen-Tage«, s. 215-218. I det første afsnit hedder det bl.a.: »Ich will handeln mit Vertrauen, wie ein Kind, das zwischen den Armen seiner Mutter spielt; (...) Es heißt dich beleidigen, wenn man vor dir nicht einfältig wie ein Kind wandelt; eine solche Strenge ist deines barmherzigen Herzens unwürdig«, s. 209f. I det andet afsnit hedder det bl.a.: »Ach, wie freut es mich, die Heiligen schwach zu sehen, wie ich; immer mit sich selbst im Handgemenge, nimmer einen Augenblick sicher!«, s. 216. »Veltalenhed« dvs. gejstlig veltalenhed. Ordsprog 28, 1 ... som forfølger dem ordret citat fra Ordsp 28,1 (GT-1740). 5te Mosebog 28, 65.66 ... sikker paa Dit Liv frit citat fra 5 Mos 28,65-66 (GT-1740): »Og du skal ingen Rolighed have iblandt de samme Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bevendes Hierte, og at Øinene skal fortæres, og Sielen bedrøves. Og dit Liv skal være dig hængende for dig, og du skal ræddes Nat og Dag, og ikke være sikker paa dit Liv.« Efterskrift af Udgiveren sigter til SKs udkast til »Udgiverens Anmærkning« til Sygdommen til Døden (), jf. Pap. X 5 B 15-23. det om den religieuse Digter se Sygdommen til Døden, 2. afsnit, A (indledningen), s. 77-79 (SV2 11, 213-215). i et andet Skrift ... om det at anstille Betragtninger istedetfor at prædike sigter til den 6. udvikling i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger« i Indøvelse i Christendom (), s. 248-273 (SV2 12, 257-282). min Pult På auktionen over SKs bohave efter hans død solgtes bl.a. en skrivepult af mahogni, jf. Alt blev godt betalt. Auktionen over Søren Kierkegaards indbo, udg. af Flemming Chr. Nielsen, Lyngby 2000, s. 26f. og s. 56f. Sygdommen til Døden . am Ende ty. til sidst, i sidste ende. Luther i Prædiken ... udtrykte Billede sigter til Luthers prædiken over epistlen på juledag, Hebr 1,1-12 (Guds søn; Guds søn og Guds engle), i En christelig Postille () bd. 2, s. 56-64. – »Christus er hans Herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede: SK skriver »Christus« for »han«, men citerer i øvrigt ordret fra Hebr 1,3 (NT-1819), som citeres i En christelig Postille bd. 2, s. 56, sp. 1. »Disse Ord ... eller Tunge.« (...) »De ere ... vorde de.« ordret citat fra En christelig Postille bd. 2, s. 59, sp. 1. Slutningen af samme Prædiken ... staae paa halv« med ubetydelig variation i ortografi og interpunktion ordret citat fra En christelig Postille bd. 2, s. 63f. – Lucas 24, 32 ... forstode Skrifterne: jf. de to disciples ord til hinanden, da de forstod, at det var Jesus, de havde talt med undervejs til Emmaus, Luk 24,32: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Se desuden Luk 24,45: »Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne«. Prædikeren 3, 27: Den ... omkommer i Fare overs. citat fra Fenelon's Werke religiösen Inhalts () bd. 2, s. 226: »Wer sich, sagt der heilige Geist, gerne in Gefahr begibt, kommt darin um.« Fodnoten samme side henviser til Præd 3,27, men faktisk er stedet Sir 3,25 (GT-1740, i nyere oversættelser 3,26): »den, som elsker Fare, skal falde derudi.« det Sted: at det at forsvare Χstd i Χstheden er en Judas No 2 sigter til Sygdommen til Døden (), s. 88 (SV2 11, 223f.): »Derfor er det vist og sandt, at den, der først opfandt, i Christenheden at forsvare Christendommen, de facto er en Judas No. 2; ogsaa han forraader med et Kys, kun at hans Forræderi er Dumhedens.« – Χstheden: . – Judas: Judas Iskariot (). En Anmærkning ... hvilken ikke blev trykt Således findes anmærkningen ikke i den trykte udg. af Sygdommen til Døden, hvorimod den har været vedlagt 1. korrekturen, hvor følgende bemærkning er overstreget med rødkridt: »(NB. hertil en Anmkn. paa vedliggende Blad)«, Pap. X 5 B 24,6. Det kom til at hedde: til Opbyggelse og Opvækkelse sigter til Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse ( og ). Dette til Opvækkelse ... Pseudonym dertil sml. SKs overvejelser over betydningen af den nye pseudonym, Anti-Climacus, i NB11:209 og 212. – 48: 1848 (). Jeg bruger blot Digter-Prædikatet: »opbyggelig« sigter til SKs 'opbyggelige' forfatterskab, som han udgav i eget navn (). Titlen paa Skriftet: Sygdommen til Døden se hovedoptegnelsen og kommentarerne dertil. cfr p. 253 i denne Journal jf. NB11:212. den Udgang: men at Indklædningen er den den er sigter til en passus hen mod slutningen af det upaginerede forord til Sygdommen til Døden (): »Men at Afhandlingens Indklædning er den den er, er idetmindste vel betænkt, og dog vistnok [helt sikkert] ogsaa psychologisk rigtigt« (SV2 11, 134). – Udgang: afslutning. en digtet Figur dvs. Anti-Climacus, den pseudonyme forfatter til Sygdommen til Døden. Dobbeltslag dobbelt forslag (et kort el. langt anslag af en tone til forsiring foran en hovedtone). Anti-Climacus . Climacus ... negter sig selv at være Christen . I Climacus drukner Alt i Humor, derfor tilbagekalder han selv sin Bog sigter til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor Johannes Climacus i »Tillæg / Forstaaelsen med Læseren« erklærer at være humorist og dernæst skriver: »Som man i catholske Bøger især fra en ældre Tid finder en Anmærkning bagerst i Bogen, der underretter Læseren om, at Alt skal forstaaes i Overeensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Lære: saaledes indeholder hvad jeg skriver tillige en Efterretning om, at Alt skal forstaaes saaledes, at det er tilbagekaldt; at Bogen ikke blot har en Slutning, men ovenikjøbet en Tilbagekaldelse« (SKS 7, 562,11-17). thetisk fremsættende dogmatiske udsagn. Et Sted i Fortalen til Skriftet: Sygdommen til Døden se hovedoptegnelsen og kommentarerne dertil. cfr p. 249 jf. NB11:209. Pseydonymernes sigter til SKs pseudonyme forfatterskab fra Enten – Eller i 1843 (under pseudonymet Victor Eremita) til Sygdommen til Døden i 1849 (under pseudonymet Anti-Climacus). Professoren kalder sig Speculationen sigter nærmest til Hans Lassen Martensen (1808-84), som i vintersemesteret 1837-38 introducerede den spekulative teologi ved Københavns Universitet, hvor han 1840 blev udnævnt til ekstraordinær prof. Præsten er Betragtning sigter nærmest til biskop Mynster, som var kendt for sine Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, Kbh. 1833, som udkom i 2. opl. 1837 (jf. ktl. 254-255) og 3. opl. 1846. Se også NB11:217 og . vistnok helt sikkert. Mynster . hans hele Styren . Sandheden dvs. Jesus, jf. Joh 14,6, hvor Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. de Herlige fast udtryk for de kristne martyrer, der i kristendommens første århundreder blev henrettet pga. af deres kristne bekendelse. store Indkomster, høi Rang og Anseelse Ved kgl. resolution af 7. feb. 1833 blev Sjællands biskop tillagt en gage på 4.800 rigsdaler (). If. rangforordningen () var Sjællands biskop placeret som nr. 13 i 1. klasse og skulle (som den eneste) tituleres 'Hans Eminence'. Angrebet paa Χstheden ... lige saa mange Χstne som Msker sigter til Sygdommen til Døden (), s. 103-106 (SV2 11, 239-242): »Men siges maa det, og saa uforbeholdent som muligt, at den saakaldte Christenhed (i hvilken saadan Alle millionviis ere saadan uden videre Christne, saa der er lige saa mange, netop lige saa mange Christne som der er Mennesker) ikke blot er en elendig Udgave af det Christelige, fuld af meningsforstyrrende Trykfeil og tankelöse Udeladelser og Tilsætninger, men at den er en Misbrug af det, den at have taget Christendommen forfængelig«, s. 103 (SV2 11, 239f.). – Χstheden: . Præste-Præk snak, sludder, vrøvl. Landet er christent, vi ere alle Χstne Chr. V's Danske Lov (1683), 2. bog, kap. 2, tillod som eneste religion den evangelisk-lutherske, men i praksis blev andre trossamfund tålt (); religionsfriheden blev kodificeret i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, § 81 (). »Publikum« se En literair Anmeldelse (1846) for SKs egen analyse af 'publikum' som begreb, jf. SKS 8, 86,21-91,3. Det kan F: F: med Sandhed sige ... Mag: Adler sigter til Tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (), som SK planlagde at udgive under pseudonymet F.F. (jf. Pap. X 6 B 39, s. 47; 57,1; 57,2; 59; 60, s. 63). – Mag: Adler: . Denne Lovtale . »Statskirke« betegnelse for en kirke, som staten retsgyldigt hævder som sin kirke, og hvis tro og lære staten erklærer som sin officielle religion; staten giver således vedkommende kirke en (ofte monopoliseret) særstilling, men fordrer samtidig (en mere el. mindre udviklet) bestemmelsesret over den. I Danmark var den evangelisk-lutherske kirke statskirke med kongen som overhoved og biskopper, provster og præster som kongeligt udnævnte statsembedsmænd. Såvel kongen som i princippet alle da. indbyggere var trosmæssigt forpligtet af det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Bekendelse). »den bestaaende Christenhed« . Biskop Mynster . billigt rimeligt. Lovtalen af F: F: over Biskop Mynster Af en senere afskrift af NB11:227 fremgår, at der sigtes til »de tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af F:F: / cfr. Journalen NB. 11 p. 266. / Lovtalen over Biskop Mynster, som findes i No 2« (Pap. X 6 B 60, s. 63). Således er 'lovtalen' identisk med den hædrende omtale af Mynster i En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, nr. 2 (), der siden indgik i Tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, nr. 2 (), som SK påtænkte at udgive under pseudonymet F.F. (). Har jeg fremstillet En saa lavt, at han endog negtede sig selv at være Χsten, saa bør ogsaa Modsætningen stilles sigter til henholdsvis Climacus () og Anti-Climacus (). Χstheden . Anti-Climacus . cfr p. 249 jf. NB11:209. Det der i vor Tid skal reformeres er ikke Kirkebestyrelsen Efter enevældens fald i marts 1848 udsendte kultusministeren (dvs. ministeren for kirke- og skolevæsen) den 9. maj samme år et cirkulære, som forudskikkede, »at de stedfundne politiske Forandringer ville komme til at udøve en gjennemgribende Indflydelse paa den danske Folke-Kirke, og at det navnlig maa blive Regjeringens Opgave, i Kirken at gjennemføre de samme Grundsætninger, der ere i Begreb med at gjøre sig gjældende i Staten«, jf. fx Dansk Kirketidende (jf. ktl. 321-325), nr. 141, 21. maj 1848, bd. 3, sp. 585. If. et løfte i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 skulle »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov« (§ 80), men i øvrigt fik det sit forblivende ved de hidtil gældende forhold. Christenhed . sammenkalder man en Synode sigter til kultusministerens cirkulære af 9. maj 1848 (), hvor det hedder, »at der bør sammenkaldes en Kirken repræsenterende, Forsamling, for hvilken Forslagene til den fundamentale Ordning af Kirkens Anliggender kunne forelægges, inden derom tages nogen endelig Beslutning«, jf. fx Dansk Kirketidende (jf. ktl. 321-325), nr. 141, 21. maj 1848, bd. 3, sp. 586. Forslaget om en sådan »Synode« blev gentaget i et nyt cirkulære fra kultusministeren af 7. okt. 1848, jf. fx Dansk Kirketidende, nr. 167, 10. dec. 1848, sp. 177f., og nr. 169, 24. dec. 1848, sp. 230-232. Imidlertid bestemte den grundlovgivende rigsforsamling på et møde i begyndelsen af maj 1849, at der ikke nødvendigvis skulle indkaldes til »et Kirkemøde før Folkekirkens Forfatning ved Lov blev ordnet«, jf. fx Dansk Kirketidende, nr. 190, 20. maj 1849, bd. 4, sp. 562f. som da Forældrene kom med i Skole-Underviisningen: der bliver Spørgsmaal om: Trækruder i Kirkerne for at ventilere Luften Der hentydes formentlig til Efterretninger om Borgerdydskolen i Kjöbenhavn før og nu (...). Program ved Overtagelsen af Skolen, udg. af skolens forstandere Chr. Bartholin og J. Stilling, Kbh. 1844, om hvilket SK i journalen NB2:143 skriver, at det »netop var beregnet paa at tilfredsstille Tidens Fordringer ved Hjælp af Trækruder« (SKS 20, 199,12f.), og »at Forældre og Lærere istedenfor at arbeide for Alvor forsikkre hinanden, hvor alvorlig den Sag er, og hvad de gjøre – for at faae en ny Trækrude« (SKS 20, 199,24-26). Imidlertid skrev Bartholin og Stilling ikke noget om trækruder, hvorimod skolens tidligere rektor Michael Nielsen havde været bekymret for indeklimaet, »idet nemlig Erfaring har lært mig, at i varme og vindstille Sommerdage Luften i Værelserne ikke lader sig rense saaledes i Middagsstunden i 10 Minutter eller et Qvarteer, om endog Vinduer og Dørre fra modsatte Sider staae aabne«, jf. Michael Nielsen »Efterretninger om Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, for Skoleaaret 1840-41« i C.V. Rimestad Marco Polos Beskrivelse af det østlige asiatiske Høiland, Kbh. 1841, s. 66. afskaffe Tavlens Ombæren Under prædikenen bar kirkebetjentene de såkaldte tavler (skuffeformede træplader på et skaft) rundt i kirken for at samle penge ind, som dels gik til de fattige, dels til præsten og kirkens betjente. Denne ombæren gav hyppigt anledning til klager over betjentenes støjende fodtrin og over klirren fra mønter, der blev lagt i tavlerne. han er jo Aand hentyder til Joh 4,24, hvor Jesus siger til den samaritanske kvinde: »Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Gud, at blive Msk sigter til, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. uskatteerlige uvurderlige. Levebrød . Man priser Miraklet ... nu skeer der ikke Mirakler mere sml. NB11:100. sneverhjertet ufølsom, uforstående. Lilien og Fuglen sigter til Matt 6, v. 28 og v. 26 (), som SK havde skrevet flere taler over, jf. »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre Taler«, 2. afd. af Opbyggelige Taler i Forskjellig Aand (SKS 8, 251-307), og Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (). dithyrambiske begejstrede, lidenskabelige. Udaanden given udtryk for noget gennem tale, sang el. lign. Prokurator-Forhold befuldmægtiget, sagfører. Jf. definitionen i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog, 2 dele, Kbh. 1844, ktl. 933; 2. del, s. 209: »Befuldmægtiget; især En, som af Regjeringen er bemyndiget til at gaae i Retten for Andre, Sagfører«. De se ipso lat. 'Om sig selv'. Da jeg begyndte som Forf. af Enten – Eller SK skrev manuskriptet til Enten – Eller () fra o. okt. 1841 til o. sept. 1842, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, 54-58. vistnok helt sikkert. Frygt og Bæven . Afsluttende Efterskrift dvs. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (). christelig Stat . i 48 i 1848 (). Nederdrægtigheden sigter formentlig til Corsaren (). og erfarede erfarede også. desto værre desværre. Forretning gerning. Χsthed . Stats-Kirke . Embedsmænd dvs. præster, som var ansat som embedsmænd i den da. statskirke. Levebrød . en Poeniterende en, der angrer el. gør bod. jeg er Pseudonym sigter formentlig eksklusivt til pseudonymen Anti-Climacus (). Allerede nu i nogle Aar er jeg saaledes vant til at bære ... Pøbelens Forhaanelse nemlig siden Corsarens første angreb på SK i jan. 1846 (). Den Fløiels Frakke og Storkorset kan Biskop Mynster beholde Som Sjællands biskop og kgl. konfessionarius måtte Mynster () som den eneste gejstlige »bære sorte Fløiels Vinge-Kiorteler«, jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragter m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid; og som gejstlig ridder af ordenen Storkors af Dannebrog måtte han bære et guldkors i et bånd om halsen og et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne, fæstnet på venstre bryst.