Søren Kierkegaard
Journalen NB11
Søren Kierkegaards Skrifter
22
NB11
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup
Finn Gredal Jensen og Kim Ravn
KA, A pk. 15
Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1849
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2005
http://sks.dk/nb11/txt.xml
20120525
Karsten Kynde
1.7
NB11
d. 2 Mai 1849.
Det afgjørende Sted i denne Journal er p. 126.
Nei p. 217. og fl.
Nei p. 235.
Nei p. 236.
det Afgjørende p. 240 o: fl.
Videre p. 251 o: fl.
Luthers Prædiken over Evangeliet paa Helligtrekongers Dag fortjener atter og atter at læses, især sammes første Deel.
»Wer ist, der sich wieder wider den Herrn gesetzt hat, und der Ruhe hat haben können?«
Hiob 9, 4. citeret efter FeneolonFenelon 2det Bind p. 66.
Og medens Forholdene ere saa afsindige smaae, at jeg der ikke engang endnu er blevet ordentlig anmeldt i dansk Literatur, er Pøbelens Bytte: saa plyndrer imidlertid Digtere o: A: mig; de gjøre Lykke dermed, men mig nævne de ikke, nei, saa smaat fryde de dem over Pøbel-Forfølgelsen.
I Sandhed det er msklig talt den største Straf Gud kunde udtænke over et Msk: at gjøre ham til det Overordentlige – i en Kjøbstad.
Mig tilfredsstiller Sagen religieust, jeg kan aldrig nok som takke Gud,Gud for det ubeskrivelig Gode, han har gjort imod mig, saa langt mere end jeg havde ventet.
Skulde der siges Noget om Forfatter-Virksomheden, kunde det ogsaa gjøres saaledes, at der dannedes en tredie Person, Forfatteren, der var Eenheden af mig selv og Pseudonymen, og han talte ligefrem derom. Der behøvedes saa blot en Introduction, hvori denne Forf. introduceredes og saa kunde han sige Alt i første Person. I Introductionen blev at vise, at det hele Forfatterskab var en Eenhed; men jeg var ikke Pseudonymen og Pseudonymen ikke mig; derfor var denne, »Forfatteren« Eenheden af Pseudonymen og mig.
Al msklig, ogsaa jødisk, Religieusitet culminerer i de Ord af Salomo (ell. David): jeg har været ung og er blevet gl., men aldrig har jeg seet den Retfærdige forladt af Gud.
Forbarmende Gud – og saa er det Χstus, der siger: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig; og saa er det Χstd. der gjør hele denne jordiske Tilværelse til Lidelse, Korsfæstelse.
See, saa hvor I faae den milde Sædelære ud af Χstd!
d. 4. Mai.
NB.
Det derDer har dog været skrækkelig meget Tungsind i alle de mange Tanker angaaende min Forfatter-Virksomhed, hvormed jeg har plaget mig i den senere Tid.
Men Tingen er, jeg har villet være saa skrækkelig klog – istedetfor at troe og at bede. Jeg skulde betrygge mig min Fremtid, og saa sidde i Fjernhed og – digte. O, pfui! Nei Gud sørger nok. Og en »Digter« mere er det sandeligen ikke Tiden behøver. Og paa den Maade vilde jeg glemme: at tragte først efter Guds Rige: først et Levebrød, en Stilling, somStilling (som jeg maaskee slet ikke duer til) – og saa digte.
Derfor har jeg lidt saa forskrækkeligt. Det er min Straf. Jeg har ogsaa lidt, fordi jeg ikke har villet binde mig, men holde mig løs, og gyse tilbage for det Afgjørende.
Deraf saa al denne hypocondre Sludder, om at jeg skulde i noget Skrift have sat mig selv for høit, Noget som er min Sjel saa fremmed.
Og hvortil denne Reisen? Mit Liv er dog engang mærket saaledes, at et ForøgForsøg paa at blive glemt, er frugtesløst.frugtesløst; og naar jeg var kommet til Udlandet, vilde jeg vel plages af den Tanke, at min Reise var en Flugt, en Feighed.
Nu er just Øieblikket – jeg kan lade det gaae over; men saa er der en Evighed til at angre, at jeg lod det gaae over; og saa bliver jeg saaledes svækket, at jeg ikke bliver Menneske mere.
Nu udgaaer de to Afhandlinger: har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? og om Forskiellen mellem et Genie og en Apostel.Apostel, men anonymt. Idag d. 5te Mai bleve de sendte til Gjødvad.
Før har jeg dog været lettere; men denne Gang har Klogskaben spillet slemt op med mig. Det forstaaer sig, minmit Livs Gang bliver ogsaa sværere og sværere – især piner det Oeconomiske mig.
Lader jeg dette »Øieblik« gaae forbi, saa er hele Productivitetens Point og Stilling tabt;tabt, saa overvælder anden Udgave af »Enten – Eller« det Hele.
Men jeg har villet spille Herren, selv styre, ved hypochondre Udflugter retfærdiggjøre mig for Gud, og saa tage det mig Forundte næsten som en blot Nydelse.
5te Mosebog 33, 9 »som sagde til sin Fader og sin Moder: jeg saae ham ei, og ei vedkjendte sig sine Brødre, og ei kjendte sine Sønner.« Her omtales jo dog en Religieusitet, der svarer til den christelige: at hade Fader og Moder for Χsti Skyld.
Stedet selv er jeg blevet opmærksom paa i Luthers Prædiken over Evangeliet om Brylluppet i Cana.
»Troen gjør os til Herrer, Kjerligheden til Tjenere.« siger Luther i Prædikenen over Evangeliet paa 3die Søndag efter Helligtrekonger.
I samme Evangelium (det om den Spedalske) staaer, at Χstus siger til den Spedalske: gak tilhen, betee Dig for Præsterne, dem til et Vidnedsbyrd; iVidnedsbyrd. I dette sidste Ord ligger hvvirkelig et Dobbelt, hvad Luther ogsaa slaaer paa. »Dem til et Vidnedsbyrd« ɔ: at de maae bevidne det; men ogsaa, at det maa blive til et Vidnedsbyrd mod dem, at de selv burde troe paa Χstus.
[a] for al Tid. Thi enten har den nogetNoget deraf, og saa er det jo ligegyldigt, at den er skrevet før 48, eller den har ikke Noget deraf, og saa var det jo dog ligegyldigt, om den var skrevet før 48, med mindre Aar 48 i den Grad, og umenneskeligt, skulde have forandret Aalle Forhold, at hvad der hidtil var Viisdom, nu blev Passiar, og derimod selv den dummeste Passiar blev Viisdom, naar den er sagt i eller efter det mærkværdige Aar, 48, der i sit »store Hurlumhei« har faaet Løst og Fast, hele Landstormen, forklædt som »Tænkere«, anbragte ved Discussionen, og forundt »Tænkerne« nogen Leilighed til at feriere.
a
ogfor Tid og
Christeligt er det ligefrem Pligt, at søge Lidelse, i samme Forstand som det, blot mskligt, er Pligt at søge Nydelse.
Saadant et Stykke som »Verden vil bedrages« ell. dets Tilværelse er dog en rædsom Dom ell. Selvangivelse af Tidens Fordærvethed. Fordærvede Tider, har man seet før, og enhver Tid er det da mere ell. mindre. Men saa var der dog Een og Anden, som dybt saa Tidens Fordærvelse – og han frigjorde sig derfra, stemmede sig derimod, blev maaskee Offeret, eh bien, men tillige Udtrykket for, at der dog er nogen Sandhed endnu tilbage.
Men at den skarpsindige, sande aldeles naturtro Opfattelse af Tidens Fordærvethed, at den bliver – ikke en Bodsprædiken, men enet vittigt Theaterstykke, hvis Grundtanke er den, saadan er Verden nu engang, saadan er vi Alle, den Ene skal ikke lade den Anden noget høre, qvit, lad os more os derover: retfærdige Gud, hvilken Rædsel!
Og at saa et saadant Samfund skal have Lov til at kalde sig Χstdenheden. Dog det forstaaer sig, det er vel som alt det Andet en Løgn (som Scribe siger) hvilken Enhver benytter og Ingen bedrages ved, da Enhver veed, at det er en Løgn – det er en Løgn, det eneste Sande er at Præsterne have et Levebrød.
O, og at jeg saa kunde blive saa tungsindig, at jeg af Frygt for Gud, af Frygt for at jeg skulde anmasse mig Noget, vilde være – en Digter. En Digter! I Sandhed nu en Digter mere, det er da lige saa afsindigt, som om En vilde benytte just det Øieblik til at gifte sig, just det Øieblik, da en Ildebrand rasede i det Huus, hvor han boede. Nu, en Digter! Nu, da der behøves om muligt i tusindviis Martyrer, de egl. Redningsfolk. Dog, jeg har frygtet for, at ville noget for Høit, og saa bag efter at skulle skade, ved ikke at kunne. Men det er Tungsind. Blive mishandlet kan jeg jo, yderligere mishandlet – men Andet forlanger jeg hell. ikke.
Og hvor let, at dog ogsaa jeg havde tosset mit Liv hen i den usle Slendrian, med blot at sørge for sig selv; atselv, at leve i hæderlig Ubemærkethed – sandeligen en hæderlig Ubemærkethed, naar man uhæderligt ved Ubemærketheden unddrager sig Farerne. Derfor, hvad det end skal koste, jeg takker og takker min Gud, at jeg blev opmærksom, at jeg kom paa første Pleie ihos Nederdrægtigheden, at jeg da ikke skulde engang ankomme i Evigheden og saa forstaae – hvorledes jeg i min hæderlige Ubemærkethed havde tosset Livet hen.
Stundom kan jeg næsten blive angest og bange paa Mandens Vegne, naar jeg tænker paa Biskop Mynster. Han er nu 72 Aar. Snart gaaer han ind til – Dommen. Og hvad har han dog ikke skadet Χstd, m: H: t: at fremkogle et løgnagtigt Skin – for at han kunde sidde og herske. Hans Prædikener ere meget ordentlige – men i Evigheden skal han ikke prædike, der skal han – dømmes.
Kun Eet tænker jeg bestandigt paa, at jeg da aldrig maa faae saa travlt, at jeg glemmer at sørge over mine Synder og betænke hvad jeg personligt forbrød. O, det er for en Poeniterende, saa vanskeligt, at træde afgjørende frem, thi han føler sig bestandigt lammet i Tanken om, at han er en Poeniterende.
At Verden ikke forstaaer sig paa det Gode, kan man egl. ikke sige; just Verdens-Msker have oftest en meget udviklet Iagttagelse for hvad der virkelig er Ædelmod, Uegennyttighed o: s: v:. Saasnart de da bemærke et Msk, hos hvem de maae tilstaae, at denne Stræben er, saa anspænder Misundelsen al deres IagtelIagttagelse, for at bedømme ham saa strengt som muligt, ja de søge at lægge ham al mulig Modstand, at han maatte snuble og blive egennyttig o: s: v: –; thi sige dede: hvorfor skal han være bedre end vi. De hade saaledes egl. ikke det Gode, men misundeligen ville de ikke at Nogen maa være det, de selv ikke ere det[da] de selv ikke ere detde selv ikke erede selv ikke ere.
Dette er omtrent Scribes Sindstilstand: han hader ikke det Gode, tvertimod, han formeentligen holder det holdthøit i Ære, endog med et vist abstrakt Sværmerie, men han vil, at Ingen maa være god, Sligt vil hans Misundelse ikke, da han ikke selv er i det Gode.
Naar Englene bemærke et Msk, der dog ærligen vil det Gode om end i Svaghed, da ile de til for at hjælpe ham frem ad. Gud hjælpe det Msk, om hvem Verden opdager, at han virkelig vil det Gode.Gode, ell. dog stræber.
NB.
Verdens-Bevægelsen, om man saa vil, Conflikten mellem de to Forestillinger er i mForhold til mit Forfatterskab: Det Interessante – det Eenfoldige. Tiden var, er løbet vild i det Interessante; Bevægelsen skulde gjøres til det Eenfoldige.
Derfor var jeg eminent i Besiddelse af det Interessante (det var Det, Tiden forlangte). Der er vanskeligt nogen Forf., ubetinget ingen i Danmark der paa nogen Maade kan gjøre mig den Rang stridig, i Betydning af væsentlig eneste i den SArt: at være qua Forf. den Interessante.
Ved at forfalske min Opgave var jeg blevet Øieblikkets Helt og Afgud; i saa Fald havde jeg nemlig opgivet Bevægelsen hen til det Eenfoldige, og converteret al min Kraft ind i det Interessante og ind i Øieblikket. Jeg blev, evig forstaaet, min Opgave tro, og blev Øieblikkets Martyr, og just dette beviser, at jeg blev Opgaven tro.
Gud være lovet, ham skyldes dog Alt.
Noget Fortjenstligt er der fra min Side ikke i det Hele; jeg har deels været et Genie, der ofte først forstod sig selv bag efter i at have gjort det Rigtige; og deels har jeg været bunden som i en høiere Magts Tjeneste, saavel ved et oprindeligt Tungsind og en qvalfuld Pæl i Kiødet, som ved at være mig personligt en Poeniterende.
Det var maaskee rigtigst engang at skrive en Bog betitlet:
Χsti Liv
fremstillet
af S. Kierkegaard
Joh: de cruce, Et Øienvidne.
En Pseudonym lod sig her maaskee ikke engang saa godt bruge.
Netop naar det Religieuse er allersandest, er det paa en Maade næsten saaledes, at Forstanden maa smile deraf – og lade være at troe. Hvor velgjørende og styrkende er ikke hvad Luther taler om, at man skal være uforskammet i at bede, rigtig trygle og plage Gud – det kan han godt lide, det behager ham særdeles. Forstanden maatte her sige: ja, det er nu godt nok, men saa er det jo farligt at bede paa den Maade, hvis det overhovedet er mit Ønske at faae Noget; thi da det behager Gud selv, saa kunde han jo lade være at give mig hvad jeg beder om, blot for at jeg kunde blive ham mere og mere til Behag, forsaavidt min Tryglen blev inderligere og inderligere.
Hertil maa svares: Sludder. Ogsaa dette er en af Luthers udødelige Fortjenester, og det sikkreste Vidnedsbyrd om, hvor forsøgt i Anfægtelse han var, at han har opfundet denne Kategorie: Sludder, som det eneste Svar, man skal give Tvivlen, med mindre man da mvil foretrække med Hamann at sige: bæ! Dog foretrækker jeg det Lutherske, der ganske anderledes udtrykker en Stræbens Fart, der i Frygt og Bæven ingen – Sludder vil høre. Hamanns er mere humoristisk, men ogsaa mere sorgløst, forsaavidt mindre Alvor. Thi man troer maaskee, at det er Spøg, at man siger: Sludder til Tvivlen – o, i Sandhed, Den der har maatte værge sig med dette Svar, han veed, hvad Alvor er. At indlade sig med Tvivlen det er Spøg; dog at høre lidt paa den, er ogsaa Spøg: men ikke at sige Andet end Sludder, det viser, at Sagen er En alvorlig, og at man tager den alvorlig.
Der existerer vistnok etsteds en Aphorisme af mig omtrent saa lydende:
Det at der i Sproget er saa mange Ord som Vrøvl, Vaas, Passiar, Snik-Snak, Sladder, Sludder o: s: v: er dog en Slags Trøst; thi var der i Sproget slet intet saadant Ord, saa maatte man jo befrygte, at Alt var Sladder. Det Betænkelige er ikke, at der er mange Ord i Sproget til at betegne Sligt; det Betænkelige vilde være, atom der ikke var eet eneste Ord derfor.
»Men Sligt er skrevet os til Trøst, at vi skulle vide: athvor een Djævel frister os, skulle manglemange Engle tjene os.«
Luther i Prædiken over Evangeliet Χsti Fristelses Historie.
Det Jordiske ved de jordiske Goder, hvad derfor beviser, at de ikke ere Goder i og for sig, er justat de ikkekun ere Goder ved Andres ForestillingeForestilling om, at de ere Goder. Det første Kjende paa Aandens Goder, er justhvorpaa igjen kjendes, at disse ere Goder i og for sig, er: at det er ligegyldigt, om Andre ansee dem for et Gode ell. ikke. Tag Penge, tag hvilket som helst jordisk Gode, lever Du i et Land, hvor det ikke ansees for et Gode, var der slet intet Sted, Du kunde reise hen, hvor de ansaaes for et Gode: saa er Penge hell. intet Gode. Og saaledes med alle jordiske Goder. Lever da En i Besiddelse af et, si ita dicere licet, jordisk Gode paa et Sted, hvor Ingen anseer det for et Gode, saa ansees han for gal, og egl. er han ogsaa gal. Anderledes med Den, der besidder et Aandens Gode, som Ingen anseer for et Gode: det er alligevel og fuldt saa vel et Gode; han ansees vel for gal, men han er just den Vise.
Det[b] skulde dømme ganske ugeneret om Χsti Liv og Apostlernes, maatte de egl. dømme, at de vare Phantaster.
Det gjælder altsaa for Alt om, at gjøre dog Noget for at gjøre Χsti Liv nærværende. DenDette mener jeg er den lille Afhandlings Fortjeneste. Ved Hjælp af en msklig Analogie og digterisk bringes der Mulighed istedetfor Facticitet; men Mulighed er just det Opvækkende.
Fremdeles er i denne lille Afhandling opdaget og belyst: den sympathetiske Collision, uden hvilken Χstus er forfængelig og mskliggjort.
Af Begreber ere: »Ansvaret«, »Offeret« og flere andre releverede.
Endelig er der i denne lille Afhandling ført et indirecte Beviis for, at Χstus er Gud. Eminent Reflexion og dertil svarende eminent Bevidsthed i et Menneske gjør at han maa protestere det at blive slagen ihjel. Kun Gud-Msk. har kunnet bære Bevidstheden fra første Øieblik af, uden at denne blev ham til Hinder i at det blev Enden, at han blev ihjelslagen. Det at blive ihjelslagen er i en vis Forstand af den Sort Ting, som maa gjøres strax. De fleste Msker, der ere blevne ihjelslagne, have derfor ogsaa manglet denne uendelige Bevidsthed. Kun i Gud-Msk. er den uendelige Bevidsthed enet i absolut Vished og absolut Beslutning.
I Almdl. vil man vel antage, at deDe, der bleve ihjelslagne, dog, forsaavidt Msker kunne det, meest lignede Χstus. Derved maa dog erindres, at saaledes er det umidd. Men i Reflexionen, er dette just Udtrykket for den størst mulige menneskelige Lighed med Gud-Msk, at tilstaae, at intet Msk har Lov til at lade sig slaae ihjel.
Der er i denne Afhandling afgjørende nye Tanker; det hele Problem er vendt paa en aldeles original Maade.
Skulde Nogen vilde mene, at der i denne Afhandling var en Hentydning til min Forfatter-Existents: saa maa dertil svares. 1) Digterisk har jeg dog vel Lov til at fremstille Sligt; og dersom det ell. er saa, at mit eget Liv har nogen Lighed dermed, saa er det dog vel neppenetop Beskedenhed, istedetfor at gjøre Paastand paa virkelig at være det, at fremstille noget Saadant digterisk. Det Ubeskedne er, at et Msk. digter sig at være mere end han er; det Beskedne er just, at han fremstiller Det, han dog maaskee virkelig er, som Digt. Naar jeg har givet 10rd til de Fattige, saa er det ubeskedent, at digte En, (hvis nogen Forvexling kunde blive mulig) der gav 1000rd. Men hvis man selv virkelig har givet 1000rd, saa er det beskedent, at digte det, istedetfor at sige: det har jeg virkelig gjort.
Forøvrigt er dAlt Dette ligegyldigt; thi jeg er fuldkommen i min Ret med at digte, og det er Dumhed af Læseren at komme i det Vrøvl, hvo nu Forf. er, og om han mener sig selv.
Desuden har jegH. H. i Forordet sagt: denne Bog vil væsentlig kun kunne interessere Theologer. Og Theologer; og Theologer. saa altsaa Accenten er lagt paa det theologiske Udbytte. Og endeligen indeholder en Anmærkning i den anden afhandlingAfhandling det meest Afgjørende for at vise, at jeg bestandigt har holdt mig udenfor Prætension paa at være saaledes det Overordentlige. Jeg er »uden Myndighed«, jeg er et Genie – ikke en Apostel, end mindre da vanvittigt hvad der er uendeligt høiere end en Apostel.
Men Sligt maa fremstilles. Jeg har gjort alle mulige Anstrengelser for at undgaae dette Endelighedens Vrøvl; men Mskene kunne jo alligevel vrøvle sig ind deri.
Jeg[a] »Opvækkelse« erikke just[a]) at anvende al sin Skarpsindighed paa at vise det Urimelige i et Under, og saa deraf (af at det er urimeligt) slutte ergo er det ikke et Under – men hvar det da et Under, hvis det var rimeligt. Eller at(og det er Speculationens Viisdom) at anvende al sin Dybsind og Skarpsind paa at begribe Underet, paa at gjøre det begribeligt, og saa sluttes ergo er det et Under, og hvorfor, fordi det er begribeligt – men saa er det jo ikke noget Under.
Nei, lad Underet blive hvad det er Troens Gjenstand.
Men hele Ulykken er, at Χstd. i al Magelighed er blevenblevet en Tanke-Opgave for kløgtige Hoveder og Speculanter – hvilke aldeles Intet have væsentligen med Χstd. at gjøre – istedetfor at den er Trøst for den Lidelse, for hvilken ingen msklig Viisdom har Trøst, Trøst for Syndsbevidsthedens Qval og Smerte, og i ethvert Tilfælde kun er til for – Lidende.
Hvad vilde man vel dømme om et Medicaments Skjebne, hvis det, ved en besynderlig Feiltagelse, istedetfor at blive brugt af en Syg, for hvem det var bestemt, blev Gjenstand for en Chemikers Analyse, der saa udfandt at det intet Lægemiddel var – og blot tog forsaavidt feil, at han skulde sige: jeg er ikke syg.
Det er det dybe Syndefald at man har tilladt sig at betragte og behandle Χstd. saaledes, og at Troen egl. er længst uddøed, Troen som paa Liv og Død ogvilde værge sig. Men hvad er vel denne hele nuværende afsjelede Χsthed. Og hvor mærkeligt er det ikke ogsaa, at derfor Missions-Væsenet i hele den nyere[a] – b) og Ethikeren, dog saaledes, dat han igjen udviser det Religieuse.
Dette er Processen i hele Pseudonymernes Stræben.
Men det forstaaer sig en saa storartet Stræben det er formodentlig ogsaa en Abstrakt-Leven – saa er dendet mere concret, categorisk-sluddervorrent at gribe en enkelt Tanke, at gjøre det Hele forkeert, forvirre alle Sphærer, ogSphærer, – og saa i »Øieblikket« gjøre Lykke som Dybsindig.
Vil jeg dtage et enkelt Exempel af Pseudonymerne, saa kunde jeg tage det Sted,Sted i Enten – Eller, hvor Æsthetikeren delerdeler Msk. i to Classer dem som arbeide for at leve, og dem som ikke behøve det, og nu viser, at det vilde være en Selvmodsigelse: at det skulde være Livets Bestemmelse at arbeide for at leve, da Bestemmelsen af det at leve jo ikke kan fremvære at frembringe Betingelsen for at leve.
Her lod Digtet sig opføre. Men saa maatte Digtet tillige udvise det Religieuse. At afrunde Livet paa Ægteskabet sÆgteskabet, gjorde Ethikeren i Enten – Eller, men det hele Værk er ogsaa kun Moment i Stræben.[a] I Christus er det Religieuse absolut præsentisk; i Paulus er det allerede ifærd med at blive en Lære.
Man tænke sig! Og med den Retning væsentligen at blive Lære begynder den fuldkomne Vildfarelse fra det Religieuse – og den Retning har man nu fulgt i Gud veed, hvor mange Aarhundreder.
a
Anm
der Der bliver saa mere og mere Sinkerie, inden jeg kan komme til at gjøre det; og tilsidst (naar det Religieuse absolut er blevet Lære) bliver det Hele absolut Sinkerie.
Der er den christelige Definition paa Synd:Synd, som Χstus selv siger: den Hellig-Aand skal overbevise Verden om Synd, at den ikke har troet. Synd er ikke at troe. Saaledes er det ogsaa fremstillet i Sygdommen til Døden.
Der er noget Bedrøveligt i at høre Mynster (som nu idag 1ste Pintsedag til Aftensang) der trods Nogen har holdt sammen med Verdsligheden – nu at begynde paa den Text om den lille Hjord, som det behager min Fader at give Riget o: s: v: Væsentligen er det ikke Andet end da Heiberg, Publikums Opklækker, blev polemisk, fordi han kom i Strid med Publikum.
Ogsaa var der i den samme Prædiken som en Grund-Stemning af, at han har været dog consequent nok til at gaae i Minoriteten paa Rigsdagen. Men Herre Gud, er det da Noget at gjøre Allarm over; selv tiende og i Selskab med de største Navne. Nei, Mynster har dog aldrig anet hvad christelig Polemik er, han er forkjelet, og væsentlig forkjelet ved at være Taler. Der er maaskee Intet der saaledes forkjeler og fordærver et Msk. Det strax at blive pathetisk paa en Prædikestol – istedetfor at handle i Virkeligheden – og saa at det næsten er En selv og Tilhørerne som havde den Mand handlet! Ja, Plato og Socrates havde Ret: ud af Staten med Digterne og lige saa med Talerne.
Overhovedet svarer da det græske Begreb af en Philosoph (ɔ: vil sige en Tænker i ethisk Charakteer) meget mere til Meddelelsen af det Christelige, end dette ynkelige Begreb: en Taler, en Declamator – istedetfor en Executor.
Endog blot saaledes er jeg Mynster et ukjert Phænomen. At en Privatiserende ell. enskulde kunne præstere i Alvor noget Overordl: nei det maa ikke taales. Der maa udtrykkes, at det at være en Privatiserende er Phantasterie, paa Grændsen til at forfalde. Kun at slutte sig til det Bestaaende er Alvor, at have en fast Ansættelse, et Embede – ellers er det jo hell. ikke Noget at være øverste Styrer. Den Høitstaaendes Egoisme qua Høitstaaende kræver naturligviis, at kun det at slutte sig til det Bestaaende er Alvor.
Verden hader ikke ddet Overordentlige; o, nei, men dendens Misundelse er med hver Den, der samtidigt vil være den Overordentlige.
At bede sig ud som man siger at græde sig ud.
Og naar Du da ganske har bedet Dig ud, da bliver der kun Eet tilbage: Amen.
Thema til en opbyggeligeopbyggelig Tale.[a] i Forhold til ham kun have med sit Guds-Forhold at gjøre, og saa bliver han den Tjenende. Jo mindre den Anden er, jo mere bliver den Overlegne den Tjenende. Derfor kan en ydmyg Qvinde (just ved sin Ydmyghed) gjøre den hende langt overlegne Mand til den Tjenende, medens han i Forhold fE til en anden, en stærkere Mand er Herre; thi her kommer Guds Forholdet ikke reentret frem. Havde Χstus ikke været Gud, saa var han hell. ikke absolut blevet den Tjenende.
a
(den absolut Overlegne)
Det Fordærvelige og Demoraliserende i Dag-Presse-Meddelelse,Dag-Presse-Meddelelse ligger maaskee endda ikke saa meget i, at den meddeler noget Falsk, som i den fordærvelige Garantie den angiverafgiver, at der sagtens er en Slump der sige og dømme det Samme; thi Det at det staaer i et Blad er jo Garantie nok derfor. Og det Msk. frygte er desto værre ikke Det, om de sige noget sandt ell. noget usandt, men om det skulde hænde at komme til at staae ene med en Mening. Hiin Garantie er derfor et demoraliserende Ledebaand der gjør Msk. uslere og uslere; og denne Ulykke er langt større end den, at Pressen meddeler Usandhed. Dag-Presse er som al Presse mere ell. mindre upersonlig Meddelelse og just beregnet paa at afgive Garantien: at der er Mange der ere af samme Mening. Dette behøver nemlig ikke at staae i Bladet, thi det at Meddelelsen er i et Blad er Garantien.
Den »bekymrede Sandhed«
er den Sandhed, der evig vis med sig selv at være Sandheden, væsentligen er beskæftiget med at meddele Andre den, bekymret for at de til Deres eget Bedste maa antage den, uagtet Sandheden sandeligen ikke trænger til dem.
Her er det Dialektiske. Fuskere og Halvmænd, dede trænge til at meddele for selv at blive visse. Den reent intellectuelle Stræben er ene alene beskæftiget med at udfinde Sandheden. Den bekymrede Sandhed, er sikker nok i at være Sandheden, men er bekymret for at meddele[a]. Dette er Χstd.
Det følger af sig selv, at saa længe et Msk. kæmper for selv at finde Sandheden, kan hans Liv ikke udtrykke den bekymrede Sandhed, thi hans Bekymring er ene og alene at finde Sandheden.
Dette gjælder om min Stræben, der for en stor Deel ogsaa er reen intellectuel, men ikke har kunnet bekymre sig om at meddele Andre, fordi jeg selv var Stræbende og let indsaae, hvad der kun er altfor sandt, at faae de Andre med er blot Sinkerie. At ville have de Andre med for at finde Sandhed, det røber et Vrøvlehoved. I Χstd. er Forholdet et ganske andet: af Bekymring for de Andre at ville udholde den Lidelse og Pinsel at meddele dem Sandheden.
a
fordi den veed, hvorledes de Andre trænge til Sandheden.
Det er en rigtig Bemærkning i volfb.wolfb. Fragmenter (vom Zwecke Jesu und seiner Jünger fE Sl.§ 30) at Christus brugte det Ord: Himmeriges Rige, som Jøderne forstode om et jordisk Rige. Der er altsaa som en Art Tvetydighed deri, da Χstus forbandt et ganske andet Begreb dermed. Hvorledes dette harer at forstaae har jeg viist i den første af de to Afhandlinger af H. H., at dette hører med til Begrebet af »Offer«.»Offer«, denne Dobbelthed, der just hidser Lidenskaben mod ham.ham, da dedet viste sig, at han forstod Sagen aandeligt.
Der er egl. noget meget sandt i hvad Lessing etsteds (i Brevene til Mendelsohn) udvikler, at man egentligen ikke kan beundre det Heroiske – man føler sig fremmed derved. Det er ganske sandt. Det, hvori Beundringen insinuerer sig, hvor den saa at sige seer sit Snit, er det Lidende ved det Store; men det Heroiske har jo netop ikke det Lidende. Beundringen bliver derfor paa en Maade til Nar. Den menneskelige Beundring er Selvkjerlighed: naar det Store – lider, saa kommer Beundringen ret frem. Men det Heroiske sees ikke at lide, det er stærkere end Lidelse – derfor udebliver Beundringen; Msk. blive næsten kolde derved, naar det er samtidigt, og fremmede derved, naar det er et forbigangent.
(Mit eget Liv kan til en vis Grad oplyse dette. Var jeg, lidende, blevet eten Gjenstand for Pøbelagtighedens AngebAngreb: hvad vilde Beundringen for mig ikke have tiltaget. Men det, at jeg selv forlangte det, det stødte Mskene, de følte sig fremmede ved noget Saadant, det gik over deres Begreb. Hvad jeg med Billighed kunde forlangt, at man skulde paaskjønne det Noble, det Uegennyttige, det Opoffrende deri – nu det var dog maaskee ubilligt forlangt; thi det Hele ligger over deres Begreb, ligger for dem i Confiniet til Galskab.)
Et andet Spørgsmaal er, hvorvidt det Christelige har det Heroiske. Det benegter jeg.jeg, og har andetsteds paaviist (fE i en Tale i Lidelsernes Evangelium)Evangelium No VII). Vistnok har nemlig den lidende Christen Heroisme, ell. sees saaledes ikke at lide; men hans Guds-Forhold gjør, at han dog bliver seet lidende. Han strider i sidste Grund med Gud – Ansvaret – og der er han lidende, lidende i Frygt og Bæven. Var Guds-Forholdet der ikke, saa var det Christelige det Heroiske. Dog saaledes er det Christelige ikke under det Heroiske men over det.det, er først det Heroiske og saa dog igjen lidende. Men dette Dialektiske maa der passes paa, ellers vrøvler man det sammen, som Præsterne gjerne gjøre, der gjør Χstd. til Klynkerie og Tuden.
Den Tanke, at naae sit Høieste – og saa, saa bryde absolut af, som nu for at blive ved Mit, at naae mit Høieste qua Forf. og saa absolut bryde af og aldrig sætte Pen mere til Papiret,[a] denne Tanke (selv om jeg kunde realisere den,den) er ingenlunde en religieus Tanke, men veen verdslig-stolt Tanke. Religieust er Opgaven: lidende at holde ud. At meddele Sandhed er religieust, atfordi man anseer det for Pligt at udsætte sig for den Lidelse, som er forbunden med at forkynde det Sande. O, at tænke det er min Lyst, at producere er mig Livets Ophold; men at give detdet fra mig, ja det erpiner mig. Jeg seer meget godt,godt (om end mit Tungsind maaskee gjør Alt sortere) at jeg mere og mere udsætter mig for Modstand. Det pecuniaire Offer bliver mig tungere og tungere; at meddele, for selv at lære Noget, kan der ikke være Tale om, dertil er jeg selv for meget udviklet. Desto tydeligere maa Trangen i mig, og Pligten gjøre Udslaget: at jeg ikke kan anderledes.
a
en Tanke, der rigtignok meget tidligt var i mig og har fulgt mig,
Min Ulykke i Danmark qua Forf. var, at jeg er altfor uhyre uproportioneret. Dette gjentog R. Nielsen for mig atter og atter at han havde forstaaet. Nu skulde han da være behændig. Hvad gjør han saa? Han opfører en Slags stor Bygning ved Siden af, hvortil han benytter hele min Productivitet foruden hvad han har faaet i Overflod ved Samtaler – han næsten fortier det første Forhold og fortier ganske det andet Forhold: og nu er Sagen om muligt endnu stærkere gaaet i Baglaas.
Noget Bedrag troer jeg dog ikke finder Sted fra hans Side, at han selv skulde egl. forstaae, hvor bedragerisk denne Adfærd kunne være. Men han synes ikke at være istand til at fatte et vüe.
Held Den, der kan mene og altsaa begeistres ved den Mening:Mening, at Χstd mere og mere har seiret fra Aarhundrede til Aarhundrede, ogHeld Den der kan begeistres saaledes, uden engang at forstyrres af den Indvending om da den nuværende Χsthed er Udtrykket for, hvor langt mere Χstd. har seiret end i Begyndelsen! Ak, jeg kan kun forstaae, at Χstd. var sandest i første Slægt, i Samtidigheden, blev usandere med hver Slægt. Overhovedet kan jeg ikke forstaae Andet end at enhver Tanke (hvor Sandhed bestemmes som Inderlighed) er sandest i den, i hvem den først opkom, og derpaa ved den fortsatte Meddelelse bestandigt bliver mere og mere usand.
At et Msk. frivilligt skulde udsætte sig for en Fare med den Tanke at han vil komme til at lide, kan Mskene da ikke begribe. De mene, at naar en udsætter sig for en Fare, da er det i den Tanke, at han skal seire. Naar da han, hvis Tanke var at han vilde komme til at lide, virkeligt kommer til,til at lide, saa endefaae Mskene travlt med at sige: det var hans egen Skyld, hans Overmod o: s: v:.
Ogsaa denne Lidelse udviser Χsti Liv. Den Maade det blev sagt paa,paa: han har svillet nedrive Templet i 3og opbygge det i 3 Dage – det er erindrende om det Store han har sagt om migsig selv. Men de toge dog feil – thi han nedrev virkelig Templet, hans Død paa Korset var Jødedommens Undergang, han nedrev altsaa Templet just i det samme Øieblik; og ohan opbyggede det ogsaa igjen i tre Dage, thi hans Opstandelse (tredie Dagen) var jo Χstd.s Begyndelse, ell. paa den som paa Grundvolden hviler detden christelige Tempel-Bygning.
Hvad var det dog egl., der forklarer den Forandring, at de faae Dage iforveien forsagte og modløse Apostle, nu pludseligen fik Tro og Mod og Behjertethed til at vove Liv og Alt for Χsti Skyld? Man svarer: den Hellig-Aands-Meddelelse paa Pintsefesten, og vil netop af denne Forandring bevise, at der maa ligge et Under imellem.
Imidlertid maa dog ogsaa en anden Side af Sagen fremdrages. Saa længe Χstus var hos dem, kunde de ikke ret opgive de jordiske Forventninger.Forventninger (som Χstus siger – at han maatte gaae bort, for at Aanden kunde komme). Da Han saa døde Korsets-Død og blev begravet: da blev det Alvor for dem; ethvert jordisk Haab var nu tabt – og her ligger deres Gjenfødelse. Χsti høitideligste Forsikkringer om sin Lidelse og Død, det hjælper ikke, det, at det er ham der siger det, at han staaer personligt hos, just det, gjør at de ikke ret vilkan troe det. Det maa blive Alvor. Her seer man Forskjellen mell. directe og indirecte Meddelelse; da han virkelig var død, da var det indirecte Meddelelse.
Man seer deraf, hvor urimelig den Indvending er,er (som findes ogsaa i de wolfl. Fragm:[a] (II, § 32 og 33) at Apostlene havde forandret deres Anskuelse, og først efter hans Død gjort ham til en Verdens-Forløser, istedetfor at han var dem først en jordisk Messias. Dette er nemlig ganske sandt, men Skylden er ikke Χsti; han havde tydeligt nok sagt dem det, men detde kunde ikke forstaae det.
Det vil sige: Aand kan kun meddeles indirecte. Saalænge han var personlig hos dem, hvor tydeligt han end sagde det, de misforstode det dog – først da han var død, da blev de selv Aand og forstod ham. Situationen maa til.
Og saaledes gaaer det ethvert Msk. Det er Forskjellen mell. at forstaae i Mulighed (en Forstaaelse der altid er Misforstaaelse) og at forstaae i Virkelighed. Om et Msk. har fattet en nok saa opoffrende Plan, saa længe det ikke er blevet Virkelighedens Alvor, kan hanhan ikke sikkre sig mod, at der underskyder sig et jordisk Haab, som kunde han dog maaskee seire i denne Verden. Han er endnu ikke blevet Aand. I »Mulighed« er det umuligt at blive Aand. Først naar det bliver Virkelighed, og virkeligt ethvert jordisk Haab er tabt: saa gjenfødes han til ganske sandt at forstaae, hvad han vel fra Begyndelsen havde ligesom forstaaet dog saaledes, at en Misforstaaelse slumrede deri.
Saa slutter Aanden sig sammen som Aand, og har nu de rene Aands-Kræfter. Det saae maaskee lettere ud i Muligheden, men virkeligen er det blevet lettere i Virkeligheden, fordi Aanden nu er i væsentlig reen Enighed med sig selv.
a
vom Zwecke Jesu und seiner Jünger
Ogsaa det hører med til Vrøvlet som en besluttet Mand maa lide, at hvis han blot lader sig mærke med, at han en Smule ømmer sig: saa forkorter man ham strax det Hele rhetorisk og siger: at naar det er hans Beslutning, saa maa han jo have den indre Tilfredsstillelse. Som var det saa let i ethvert Øieblik at være Aand; og som var det dog ikke et ganske sandt: totalt betragtet at have og fastholde sin Beslutning, om man end i et enkelt Øieblik lider – hvad der endog var Tilfældet med Χstus.
Det er derfor væsentligen Misundelsen der hitter paa den Art Indvending. Indvending, hvilken rigtignok Mskene ogsaa forvænnes til ved Søndags-Sluddren, hvor Alt er afgjort: han fattede den store Beslutning og udførte den – Amen. Det skeer i Løbet af 48 Minutter.
Det er rigtigt som Luther siger (i Prædikenen over dette Evangelium) det er et stærkt Ord af Gud: saa elskede Gud Verden – thi »Verden« er jo Guds Afskye; men det er netop for at vise, at Ingen er udelukket, uden Den, som udelukker sig selv.
Derimod er den en egen Sprogbrug af Luther Luther: at Troens Troener ikke EnhversEnhvers Sag, hvilket er hans Oversættelse af 2 Thess. 3, 2. Derved bestemmes letteligen Troen som en Art Genialitet. Saaledes erindrer jeg ogsaa, at Schelling i hans Forelæsninger sagde det i Betydning af, at Troen er en Genialitet og citerede Luther.
a
cfr denne Journal
p. 217 o: fl.
NB.[a] blive pseudonyme. Enten alle tre i eet Bind under fælleds Titel: Indøvelse i Christendom. Forsøg af –; ell. hver for sig. De blive at gjennemsee, at min Person ell. mit Navn ell. Deslige ikke er med, hvilket er Tilfældet i det tredie af dem. 4) Alt hvad der hedder: Synspunktet for min Forf-Virksomhed, en Note, tre Noter,[b] den bevæbnede Neutralitet kan der ikke være Tanke om at udgive.
Denne Productivitet bliver rigtigt pseudonym. Den er nemlig det dialektisk Spændende og Strammende i Forhold til Læren om Synden og Forløsningen; og der begynder jeg saa selv med Navn i simpel opbyggelig Tale. Men Eet er det naar et saadant Dialektisk bliver pseudonym, et andet naar det bliver med mit Navn, i Charakteer, som Finale for en heel Stræben.
Det har forsaavidt ingen Hast med at udgive. Skulde det nemlig være i Charakteer og som Finale maatte det skee saa snart som muligt, Noget der har piint mig frygteligt, og Noget som nu næsten faktisk 2. Journalen NB11, s. 128-129, med et indlagt løst ark på blåt papir, NB11:125. Øverst står: »Skal skrives paa tvert i Journalen«; Det skete ikke, hvilket SK noterer sig i det sidste afsnit i optegnelsen NB11:123. Arket har været foldet som indstiksmærke
er bleven en Umulighed; thi idag d. 4 Juni talte jeg med Reitzel, som sagde at han ikke turde tage noget Nyt paa Forlag. Overhovedet har det Msk plaget mig forskrækkeligt med sin Misere, som formdl. dog er Overdrivelse.
Det er et Idee-Slag her har staaet. I Virkelighedens Forhold vilvilde det Hele maaskee være en Bagatel hvad enten jeg gav det ud med Navn ell. ikke. Men i min Idealitet er det et uhyre anstrengende Problem, at jeg da for Alt, hverken usandt holder mig tilbage ell. usandt gaaer forvidt, men i Sandhed forstaaer mig selv og bliver mig selv.
Frygteligt har jeg stridt og lidt. Dog Den, der saaledes som jeg fægter for dette »Du skal«, han maa ogsaa lide paa dette Punkt. Men vist er det dog, at jeg stundom ikke har været langt fra at forcere dette Du skal paa en næsten tungsindigt-afsindig Maade. Men nu forstaaer jeg mig. Du skal, det er evigt sandt; men detdette er ikke mindre sandt erog er ogsaa et Du skal, Du skal forstaae med Gud Din Grændse, og ud over den skal Du netop ikke gaae, ell. skal Du lade være at ville gaae.
Men forbarmende Gud, hvad jeg har lidt og hvad jeg har stridt. Dog er det min Trøst, at Kjerlighedens Gud ogsaa vil lade dette tjene mig til Gode; og i en vis Forstand trøster det mig, at jeg har holdt ud at lide dette, thi just i denne Lidelse er jeg blevet forvisset om, hvorledes jeg skal svinge.
Ulykken for mig har bestandigt været, at det for mig er saa vanskeligt at paatage mig et Embede; mit Tungsind, som næsten er en stille Sindssvaghed er mig bestandigt til Hinder; min Syndsbevidsthed ligesaa. Dette har bestandigt hjulpet mig til at vove, thi det har forvisset mig om, at det dog ikke var Forfængelighed o: Deslige, der bestemte mig. Men i Guds Navn jeg maa nu svinge i den Retning.
Forunderligt nok forresten. Saa meget har jeg nu i Journalen NB10 og i denne Journal optegnet; men paa et løst Stykke Papir er der fulgt med, hvad jeg ikke har villet indføre i Journalen, detDet, som jeg dog egl. ansaae for det meest Afgjørende og som ogsaa er blandt det Tidligste: og det just er Det, hvorved jeg nu ender.
a
cfr Hoslagte
b
NB. cfr denne Journal p. 157.
ad Journalen NB11 p. 127.
Naar »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« bliver pseudonym, saa maa jo den første Tale gaae ud, da den er faktisk holdt af mig i Frue Kirke. Eller ogsaa en Anmærkning saa lydende: lige saa godt strax og uforbeholdent tilstaae Sandheden. Denne Tale er et Art Plagiat. Det er en Tale, som Mag. Kierkegaard har holdt i Frue Kirke. Jeg troer, den er nogenlunde nøiagtigt gjengivet, og jeg beder Mag.Magisteren om Tilgivelse, at jeg har udgivet den; men denne Tale har væsentligen bestemt hele Skriftet – saa den paa en Maade hører med. Hr Mag. der saa tidt har maattet finde sig i at blive benyttet, vil vel sagtens ogsaa finde sig i dette. – Saa kunde jeg svare, at derimod havde jeg egl. Intet, kun var Talen ved at komme i den Forbindelse, dog egl. blevet en anden.
Dog maaskee gaaer den bedre ud, en saadan Spøg kunde let misforstaaes.
Skal skrives paa tvert i Journalen.
Dersom jeg havde Formue, vilde jeg vove mig videre ud, vel ikke for at blive slaaet ihjel, (dette er jo syndigt) men dog med den Mulighed for Øie.Øie, menende, at Tiden maatte medføre at mit Liv tog et høiere Sving endnu.
Nu kan jeg det ikke, og kan ikke forsvare at vove i den Stiil, der vilde give migmit Liv et Sving, hvori jeg egl. ikke gjenkjender mig selv, medens jeg ganske gjenkjender mig selv i den Art Forfølgelse, om man saa vil, jeg har lidt; ja fra min tidligste BardBarndom har dettdenne Anelse været i min Sjel, at det vilde gaae mig saaledes, at jeg vilde i en vis Forstand blive betragtet endog med en vis Høitidelighed som noget Overordl, og dog vilde man lee af mig og ansee mig for lidt gal.
Nu kan jeg ikke. Nu stiller alt mit Oprindelige sig imod mig: det blot at være Forf. i nogle Aar, det saa at søge Embede, det at øve den Kunst at kunne bryde af.af, saa meget mere som det, aldrig saa bestemt, som ifior, da jeg havde solgt Huset og tjent Lidt derpaa, var min Agt, nu at gjøre Alvor af at bryde af (jeg leiede ikke engang Værelser – det gjorde jeg først langt henne) og reise; og Fredags-Talerne har bestandigt tiltalt mig som der at lende. Maaskee skulde jeg have gjort det; jeg har lidt meget i 48, men jeg har ogsaa lært meget, og havde i saa Fald neppe lært at forstaae mig selv saaledes.
Nu kan jeg ikke. Dette pludselig maaskee som jeg var ifærd med at gjøre det meest afgjørende Skridt, at skulde faae meget følelige Pengetab – og saa maaskee ikke engang at blive slaaet ihjel, og saa at have forkvakletforqvaklet den hele Sag og mig selv: nei det kan jeg ikke. I mine Tanker er det at friste Gud, naar jeg, med min Forvænthed ved at have havt Formue, nu med denne nye Fare vilde vove efter en Maalestok som ikke hidtil.
Dertil kommer jeg har en Mistanke til mig selv nu, som jeg ikke vilde have, hvis jeg havde Formue: om ikke denne næsten Martyr Utaalmodighed skulde hænge sammen med en anden Art Utaalmodighed, den at jeg mere ømmer mig ved det ydmygende Arbeide at gjøre Skridt for at søge Ansættelse, og det Ydmygende i alt Sligt og den hele Leveviis. Fremdeles har jeg maaskee lidt Livslede. Maaskee er det ogsaa en Overdrivelse i Retning af at udtrykke, at jeg har lidt Uret, saa jeg kunde ville, at de skulde slaae mig ihjel.
Endeligen er det et stort Spørgsmaal, om jeg, just med mine Aands-Differentser ikke netop er beregnet paa at skulle leve; thi jo mere videnskabelighedVidenskabelighed og alt Sligt desto mindre svarer dertil at virke paa den Maade.
Endeligen hører dog ogsaa det med til et Menneske, ikke ganske at blive det Høieste, han havde anet – Taalmodighed og Ydmyghed i denne Henseende. Men saares skal han paa dette Høieste, og det er jeg blevet, ved i Tanken at have været det saa nær.
Altsaa gjør jeg [ikke] det mindsteikke det mindsteidetmindste Skridt i den Retning.[a]. Det skal være Sagen selv. Hvilken Sag? Sagen er jo med ell. mod hvad der har udgivet sig for en Autoritet og altsaa vil virke pathologisk. Naar man tager Det bort, tager man in casu ogsaa Sagen bort. Hvad vilde man dømme,dømme om en Herredsfoged, der læste en Ordre fra sin Amtmand ikke som en Ordre men som en Productivitet, han critisk vurderede og prøvede, og meente, at det var det han skulde gjøre, og vel endog indsendte denne sin »velskrevne« Critik til Amtmanden: mon han ikke vilde blive afsat som Sindssvag.
Naar der er Spørgsmaal om en[a] standse og faae et Kiætterie, og bedrage Gud, han som saa faderligt og saa lempeligt har ført mig mere og mere ud i Afgjørelser, som jeg ikke vilde kunne have udholdt, hvis jeg strax havde forstaaet Alt. O, pfui over mig. Og fordi jeg har nølet saa længe, er Alt blevet sværere.
a
Senere Bemærkning
NB Men her er dog aabenbart Noget forbigaaet, at jeg jo dog ogsaa den Gang tænkte mig at være Forf. uden oeconomiske Bekymringer, og i ethvert Fald at kunne faae hvad Øieblik jeg vilde et LevebrPræstekald.[a]
a
Senere Bemærkning
Ja, og dette er meget afgjørende, thi just deri stikker jo egl. Knuden. Men der er, som saa ofte, i hvad jeg saaledes skriver, tillige en vis Redaktion, det vil sige, Opfattelsen har en τελος, som her at forcere mig til at handle.
Historisk Anmærkning. For dog at forvisse mig om, at det ikke er fordi jeg krymper mig ved at gjøre Skridt i modsat Retning, var jeg iforgaars (Løverdag)[a] hos Madvig, men traf ham ikke. Det var nu heldigt nok. Thi dette tør jeg dog sige til mit Forsvar, at jeg denne Gang, som jeg pleier, tænkte at gjøre disse Skridt men bestandig med den Mulighed, just saa at faae Fart til at handle i modsat Retning; dette er nemlig Noget som ligger i mit Væsen, fordi hvad der frister mig som Mulighed, naar det viser sig, at kunne blive Virkelighed, bliver mig noget Andet[b]. Altsaa Madvig traf jeg ikke. Nu stod Mynster tilbage. Hvor unødig jeg end gaaer til ham, thi jeg har vel bemærket, hvor angest i Grunden han er for mig, især siden R. Nielsens Bog og den lille anonyme, som han vist har læst. For en tre Uger siden var jeg hos ham – jeg saae strax, hvor vi vare, vexlede blot to Ord med ham, og gaaende op og ned af Gulvet, aldeles mod Sædvane. Derimod repeterede han atter og atter: kjære Ven, kjære Ven – men indlade sig vil han ikke. Nødigt beqvemmede jeg mig derfor til at gaae til ham. Imidlertid gik jeg i Fredags, det ansaae jeg dog, scrupuløs som jeg er, for min Pligt, ikke at spare mig, for at det ikke bag efter skulde falde mig ængsteligt paa. I Fredags var han til Alters. I Løverdags vilde jeg saa gaae til ham; men saa skulde han prædike om Søndagen, og saa veed jeg, han Ingen gjerne taler med. Idag Mandag var jeg da hos ham.
Ganske rigtigt: god Dag kjære Ven, og kjære Ven – og derpaa sagde han: han havde ingen Tid at tale med mig »jeg siger det saadan ligefrem«. Jeg forstod ham. Imidlertid forstod jeg migjeg dog saa meat tage mig i det, og takkede ham derfor, fordi jegdet jo røbede Tillid til mig. Og derpaa repeterede han dette kjære Ven vist 6 a 7 Gange, klappede mig paa Skuldrene og kjertegnede mig – det vil sige, han er bange for at tale med mig thi han er bange for at komme for langt ind med mig. Han sagde rigtignok: kom igjen en anden Gang; men da han vel kan begribe, at det ikke bliver i denne Uge, og han saa reiser paa Visitats, saa er det jo let at forstaae. Naa Gud skee Lov at jeg har gjort det.det, og ikke sparet mig. Men Gud skee Lov, at jeg ikke kom til at tale med ham. Thi om jeg end egl. blot vilervilde sondere, om muligt lægge en Stilling til rette for mig, for saa først, at tage den definitive Afgjørelse: hvo veed, det kunde være blevet farligt for mig. Imidlertid har dog rigtignok mit foregaaende Liv lært mig eetdet Modsatte. Thi just den Dag, da jeg gjorde Alvor af det med at ophæve Forlovelsen om Eftermiddagen, just den Dags Formiddag,Formiddag havde jeg sagt det Modsatte – og havde jeg ikke gjort det, havde jeg ikke havt Kraft til at gjøre det Modsatte om Eftermiddagen. Det ligger i, at jeg er som lutter Reflexion. Imidlertid er det dog vistnok det bedste for mig, at det skete som det skete. Det der nemlig kunde hjælpe mig, var Forekommenhed med Hensyn til at gaae ind paa min Idee. Skete det, saa havde jeg nok faaet Kraft til at lade den fare, for at handle i modsat Retning. Men viste der sig Modstand mod at gaae ind paa min Idee om en Embedsstilling, saa kunde et saadant Forhold let vækkvirke skadeligt paa mig, og forlokke mig til at sætte flere Kræfter ind paa det Punkt for at naae dets Mulighed – thi dets Virkelighed vilde altid blive forbeholdt en ganske sidste Overveielse. Og et mislykket Forsøg i hiin Retning kunde maaskee bidrage til at give mig Afsmag for, hvad der egl. beskæftiger mig.
a
(efterat jeg om Fredagen ikke havde truffet Mynster)
b
Ja, det er sandt. Gud give man havde tilbudt mig en Embedsstilling, saa vilde det vistnok blive mig langt lettere at forstaae, at jeg ikke kunde paatage mig den. Men her kommer det Selvplagerske i mig igjen; naar den ikke tilbydes mig, saa frygter jeg, at det er for at skaane mig selv, at jeg ikke gjør de fornødne Skridt.
a
Heri er der noget Usandt, og Noget af en Digter-Stemning. Da den Ulykke hændte med Strube, at han blev lidt confus, fordi han havde grublet for meget, faldt det mig paa, at mig vilde det nok blive farligt farligt for migmig for at lade være at producere[a]. Derimod har jeg hai Forhold til Udgivelsen af Bøgerne, bestandigten tidlang haabet paa, at Døden skulde hjælpe mig fra det.
a
saa jeg netop i de Dage det stod paa, arbeidede meget pedantisk nøiagtigt mit sædvanlige Qvantum.
O, pfui, pfui over mig! Alt det Overordentlige har Gud i ubegribelig Kierlighed, Taalmod, Naade gjort mod mig og for mig: og saa skulde jeg i det afgjørende Øieblik svigte eller beskuppebeskuffebeskubbe Sagen.
Og hvad har det hidtil hjulpet mig? Har jeg havt Fred?[a] Nei, inderst inde i mit Inderste, hvor jeg forstaaerforstod, at jeg skulde, der lurede en Angest, at Gud dog, hvis jeg ikke vilde med det Gode, tilsidst skulde tvinge mig, fE ved at lade mig gaae fra Forstanden ell. paa anden Maade, indtil jeg lærte at afdøe fra Verden og at lystre. Eller en Angest, at jeg skulde komme til at gaae hele mit Liv hen med en i denne Henseende besværet Samvittighed, som en Qvinde, der har fordrevet sit Foster. Det Første (Angesten for at Gud skulde bruge Magt) er det ikke langtfra, at jeg næsten har saa smaat indulgeret, haabende paa, paa den Maade at faae Knuden løst, og Ansvaret skubbet af mig. Thi jeg har været saa angest for at sige for meget om mig selv. – Pfui, pfui! Istedetfor at gjøre hvad jeg skulde – og saa ogsaa hvad jeg skulde, lade Gud raade i Øvrigt for Alt! behøver jeg Ro og Hvile, han skaffer mig den vel.
De »tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger« blive saa at udgive, men naturligennaturligviis anonymt. Deri er saa detDet om Mynster. Mere kan jeg ikke gjøre; jeg kan lade det blive sagt, men ikke personligt sige det. Hvor har atter her Styrelsen hjulpet mig.mig, ved at holde mig dette tilbage indtil nu, at jeg ikke havde bundet mig selv ved tidligere og personligt at sige det.
Dersom Positionen ikke tages nu i dette Øieblik, eller dog nu snarest muligt er Total-Virkningen af Forfatter-Virksomheden tabt; endsige da, naar jeg nu først skulde lade nogen Tid gaae hen, (og hvo veed hvorlænge) søge ind paa Embedsveien, og saa udgive det Øvrige lidt efter lidt og pseudonymt. Det Definitive er saa aldeles tabt: en Forfatter-Virksomhed, der forholder sig til sig selv, religieust understøttet. Det Definitive er saa aldeles tabt, Samtidigheden, og det Hele gjort ubetydeligere – for at skaffe mig et Embede, og for at undgaae personlige Vanskeligheder.
Kort og godt; jeg forstaaer, og saa klart som muligt, at det er at besvige Sandheden, at beskuppe Gud, (paa en Maade da ogsaa at besvige dStaten, hvis jeg fortier Noget, ɔ:, at jeg har Noget liggende færdigt – for at faae et Embede) om jeg nu ikke gjør Alvor deraf og den ene Dag hellere end den anden. Men det er mig, som er det over mine Kræfter. Men naar jeg kan gjøre det, naar jeg har Alt færdigt, naar det er Sandhed: saa skal jeg. Resten bliver saa Guds Sag. Først naar jeg har gjort det, faaer jeg Fred. Saa har jeg en god Samvittighed, saa kan jeg senere modtage, hvis der skulde bydes Noget, thi jeg bedrager ikke veedved at fortie.
O, Gud – hvor tungt det end trykker paa mig – takke maa jeg Dig, at dog Øieblikket endnu er der, at det lader sig gjøre. Skeer det ikke med hele Forfatter-Virksomhedens voxende Fart – har der været standset: saa har jeg sveget min Opgave: og saa, ja det lod sig aldrig inhenteindhente, det Usande,Usande var engang kommet ind, at hvad der hørte sammen som Eet, at det SenereSidste deraf er et Senere, ikke et Samtidigt. O, og Alt hvad Du har gjort for mig o Gud, det var saa forringet – og jeg havde gjort det for at spare mig selv.
Stundom strider et Menneske vel saaledes, at han fristes til usandt at udsige Mere om sig selv end sandt er, i den Tanke, at jodette Mere, dersom mhan var det ell. dog ansees derfor, vil gjøre stor Lykke i Verden. Jeg har stridt paa en anden Maade: at ville gjøre mig selv til Mindre,Mindre end hvad der i Sandhed er mig forundt, fordi jeg meget godt forstaaer, at kun paa den Maade bliver jeg Menneskene taalelig, og kommer godt fra det. Det Andet kan blive, menneskeligt talt, min Ruin især i et saadant Land som Danmark. Jeg stod mig bedst ved at fortie hvad mig er forundt – men det er at bedrage Gud. Ja vinkede Hæder og Ære det Overordentlige: oh, ja, da var det Selvfornegtelse at tie; men lige det Modsatte er Tilfældet, og derfor er det at bedrage Gud at tie.
Altsaa i Guds Navn! Det der ængster mig meest er »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed«. Det kan endnu lettelig holdes tilbage, det vil jo vare en god Stund inden jeg naaer dertil,dertil i Trykningen; men til den Tid finder jeg vel Kraft til at lade det gaae med.
Denne Gang lærer jeg, hvad det vil sige, at jeg gjerne vilde bede, at jeg maatte være fri for at gjøre dette Skridt – o, og derfor er det, at jeg en Tidlang haabede paa, at Døden skulde fritage mig. Og jeg lærer hvad det er at sukke: gid dog denne Ild var antændt.
Forøvrigt ingen Reflexioner! Nu ville de blot matte og forvirre mig. Jeg saaholder saa ordknap som muligt fast ved dette: i Guds Navn.
Det har slaaet mig det Sted lige i Begyndelsen af FTertullians Bog om Taalmodighed (oversat af Ferd. Fenger)Fenger i nyt theol. Bibliothek af J. Møller. 16de Bind 1830 p. 64 o: fl): jeg bekjender for Gud Herren, at jeg paa en temmelig letsindig maaskee endog uforskammet Maade har dristet mig til at skrive om Taalmodighed – jeg som selv staaer saa langt tilbage.
Det erindrer mig om min Collision, hvorvidt man ikke skulde turde fremstille Idealet af en Christen, uagtet man selv er langt tilbage. Eet er nemlig en Digter-Existents, som aldeles ikke i Stræben forholder sig til Idealet, men blot fremstiller det; et Andet er, væsentligen selv at stræbe, men saa dog digterisk at fremstille Idealet, hvilket man selv er langt fra at være.
Det er som sagde Χstus til Sjelen: hvor kan Du nu være angest for mig og blive mere angest i min Nærværelse; jeg er jo just Din Frelser. Tro mig jeg er det. Det er ikke en Forsikkring, her er hvad der er uendelig mere end Forsikkring, jeg lod mig korsfæste for Dig; kan det ikke overbevise Dig, saa er det umuligt.
Hedningerne havde dog meget mere Takt for sømmelig Religieusitet i det daglige Liv end især vi Protestanter. Man tænke blot paa, hvorledes de ved deres Maaltider, Festligheder og næsten saaledes overalt, først mindedes Guderne.
Skulde Goldschmidt vilde forsvare sig med, at jeg jo selv gav ham Lov til at udskjelde mig, da vilde jeg svare. »Med den Forklaring er jeg aldeles tilfredstillet. I Sandhed, at Hr G.s Opførsel var drengeagtig, det vidste jeg nok; men at han i den Grad selv vilde vedgaae, at han i Forhold til mig kun var en Dreng eller rettere en Pog: det havde jeg ikke ventet. Jeg gav ham selv Lov! Ganske rigtigt! Et Barn vover naturligviis ikke at slaae Faderen. Men naar Faderen selv en Dag for Spøg siger til Barnet: Du maa gjerne slaae mig, saa slaaer Barnet Faderen – hvor urimeligt i og inconsequent, om Faderen vilde straffe Barnet eller vredes paa det, han gav det jo selv Lov. Saaledes, ikke med Hr G., nei saaledes med den lille G. Jeg gav ham selv Lov, det er, han betragtede sig selv i Forhold til mig som en Dreng, en Pog; thi en Mand handler altid paa eget Ansvar, og hanen Mand kan man ikke saaledes give Lov, allermindst som in casu, hvor jeg altsaa skulde overtage,overtage Ansvaret for alle de Drengestreger, han for det hele Publikum, vilde tillade sig mod mig, saa jeg paa een Gang var Gjenstanden for Angrebet og Ansvaret. Altsaa jeg gav ham Lov – og saa udskjeldte han mig. Godt! Ikke eet Ord mere derom! Saaledes forstaaet: ja, jeg tilgiver Dig ganske min lille Dreng, M. A. G.E. M. G. – Dette er den frygtelige Redacteur af Corsaren.
Forøvrigt er det vistnok sandt i ham, som han siger det, at han selv har forstaaet hele Sagen saaledes. Skulde han maaskee ogsaa i denne Henseende være Repræsentant for hele sit Publikum, skulde det fhell. ikke være faldet en Eneste af dem ind, at det lod sig gjøre at insultere mig – men da jeg jo selv gav dem Lov dertil! Godt, saaledes forstaaet: nu ja, jeg tilgiver Eder Alle, lille Børn.
Det tiltalte mig strax da jeg skrev det saaledes; og det tiltaler mig endnu som et Motto til »Fuldendelsens Skrifter«, et Motto der da skulde staae paa selve Titelbladet, disse Ord af »tre gudelige Taler 1849«: om det for Lilien, naar Øieblikket er der til at springe ud, seer ret saa uheldigt ud som muligt – den lydige Lilie forstaaer eenfoldigt kun Eet: at nu er Øieblikket der.«
Ja, i Sandhed det forstaaer jeg ypperligt: at ville bygge sin Salighed paa nogen som helst Gjerning, at vove at komme frem for Gud med Sligt – det er den afskyeligste Synd, thi det er at foragte Χsti Forsoning.
Χsti Forsoning er Alt, ubetinget forsaavidt er det i Grunden det Samme, hvad et Msk. gjør. Men nu gjælder det dog, at denne Forsoningens Uendelighed ikke enten gjør Msk. aldeles dvask, ell. dog qvæler det Barnlige, der barnligt og eenfoldigt vil gjøre hvad man kan saa godt som muligt, altid med Guds Tilladelse vel at mærke, ikke paa egen Haand, altid takkende, og altid betragtende det som et Intet, naar Talen er om Forsoningens Uendelige.
Nei, det lader sig ikke gjøre!
Jeg kan det ikke, det er mig for høit! »DSynspunctet« kan dog ikke udgives – og saa er det jo det Ligegyldige ell. mindre vigtige, naar de andre Afhandlinger udgives, der jo dog engang existere.
Der er ogsaa Noget, som bestandigt ængster mig, at der er noget usandt deri, paa samme Tid som jeg har ganske anden Bekymring, saa at vælte mig i saadanne Afgjørelser.
Ogsaa dette ver usandt og var Stemning.
Men jeg har gaaet for længe hen og viklet mig ind i Reflexion. Med den Art Dumdristighed som jeg tidligere har handlet, dog ogsaa maaskee for meget i Tillid til hvad min egen Klogskab kunde beregne, kan jeg nu ikke.ikke, deels fordi det har været saa forviklet i Reflexion og deels fordi jeg har een Tyngde mere end sædvanligt.
Troende kan jeg derimod gjøre for det Første Noget, og maaskee kommer der saa Kraft til mere.
Ja sandeligen denne Gang behøver jeg Gud, som jeg faldrig har fornummet det. Den min Dristigheds Tilfredstillelse som jeg før har fornummet ved at vove (hvilket maaskee endda ikke var saa priselig, i ethvert Fald var ungdommelig) er megetveget for Pligtfølelse. Jeg vilde dog vistnok denne Gang helst være fri, jeg vilde gjerne gjøre den ydmyge Tilstaaelse, at jeg ikke kan, at Gud har løbet mig træt, og ladet mig forløfte mig paa en Opgave, til min Ydmygelse. Men hvor gavnlig end denne Ydmygelse kan være mig, deraf følger ikke, at jeg ikke skal handle, thi denne Ydmygheds Følelse kunde ogsaa være et Paafund for at blive fri.
Nu vil Gud nok hjælpe mig.
Sygdommen til Døden er nu afleveret til Bogtrykkeriet.
Og som jeg aldrig har fornummet det, saa har jeg i den senere Tid fornummet, den Trøst, at Christus er en Frelser. Fortvivlet i Tungsind men stille og om jeg saa tør sige gudfrygtigtgudfrygtig har jeg altid været. Det vil sige, jeg har aldrig vovet at haabe at blive det qvit, men jeg har stille sukket under det, væsentligen trøstet ved, at Gud alligevel er Kjerlighed, og ved Evighedens Haab. Nu er det gaaet op for mig, at derfor er jo Christus en Frelser, fordi han vil frelse En ud af Elendigheden.
Dog har dette mit Haab intet Forhold til, om jeg nu handler ved at udgive Skrifterne eller ikke, som var det paa nogen Maade noget Fortjenstligt af mig. O, nei. det er jo dog ogsaa i Sandhed omvendt, at hvis det lader sig gjøre og jeg formaaer at holde det ud, saa er jeg Den, der maa takke Gud, at han forunder mig Dette.
Den hele Sag er saa eenfoldig som mulig. Jeg anseer det for min Pligt at handle, for min Pligt at sørge for, at Gud kan komme til at faae fat i mig – og saa sørger han nok for Resten.
O, Klogskab er en farlig Ven; det seer saa bestikkende ud, at lade være at handle, at spare sig – saa er man jo sikker. Ak, og langt om længe, naar det er bag efter, saa opdager man maaskee, at dette just var i høiere Forstand uklogt.
Det Andet er maaskee dumdristigere, maaskee dristigere, maaskee et større Vovestykke; men derfor er det ikke sandere i mig,mig – og at være sand er dog det Første.
Betragter jeg mit eget personlige Liv, er jeg da saaledes en Christen, eller er denne min personlige Existents ikke en reen Digter-Existents, endog med Tilsætning af noget Dæmonisk. Meningen skulde da være at vove efter en saa uhyre Maalestok, for derved at gjøre mig selv saa ulykkelig, at jeg nu fik Situation til ret at blive Christen. Men har je djeg derfor Lov til at gjøre det Ddramatisk, saa et heelt Lands Christenhed kommer til at spille med. Er der ikke noget Fortvivlet i dette Hele, saaledes som ved et Forræderie at sætte Ild paa, for saa selv at kaste sig i Guds Arme – maaskee, thi maaskee viste det siig, at jeg ikke blev Christen.
Alt det om min Forfatter-Person lader sig nu slet ikke bruge, thi det er aabenbart, at jeg blot fordybes derved i det Interessante, istedetfor at komme ud deraf, og saaledes vil det ogsaa virke paa Samtiden. Den eenfoldige Overgang er ganske simpelt: at tie, og saa see at faae en Embedsstilling.
At jeg nu vilde høre op at være Forf. er ganske vist; men jeg vilde dog have det med af det Interessante: selv at have sat Punctum og officielt i Characteer. Det eenfoldige er, ganske stiltiende at gaae over i det Nye, og det er en yderst farlig Sag med denne høitidelige Villen-Sætte Punctum; det simple er at der factisk bliver Punctum.
Jeg maa beklage og anklage mig selv for, at der virkelig i adskilligt af det Foregaaende som er optegnet i denne Journal findes Forsøg paa at exaltere mig selv[a], hvilket Gud vilde tilgive mig.
Jeg er hidtil en Digter, ubetinget ikke mere, og det er en fortvivlet Kamp for at ville gaae ud over min Grændse.
Skriftet »Indøvelse i Christendom« har for mig personligt stor Betydning – følger deraf, at jeg strax skal bekjendtgjøre det, maaskee er jeg een af de Faae, der behøve saa stærke Midler – og jeg, jeg skulde saa, istedetfor at have Gavn deraf atog begynde selv ret for Alvor at blive en Christen, jeg skulde først bekjendtgjøre det. Phantasterie.
Skriftet og Skrifterne ere jegjo engang til, den Tid kan maaskee komme da det egner sig, og jeg har Kræfter til at gjøre det, og det er Sandhed i mig.
Sandt i mange Maader, at den hele Productivitet er min Opdragelse – godt, betyder saa det, at jeg nu istedetfor at gjøre Alvor af at blive sand Christen, bliver et Phænomen i Verden.
Altsaa Nu udgaaer »Sygdommen til Døden« men pseudonymt med mig som Udgiver. Det hedder »til Opbyggelse« det er mere end min Kategorie, Digter Kategorien: opbyggelig.
Som den Flod Guadalquibir (dette er tidligere faldet mig paa, og staaer etsteds i Journalen) etsteds styrter sig under Jorden: saaledes er der en Strækning: det opbyggelige, der har mit Navn. Der er Noget, som er lavere (det Æstetiske) det er pseudonymt, og noget som er høiere, det er ogsaa pseudonymt, fordi min Personlighed ikke svarer dertil.
Pseudonymen hedder: Johannes Anticlimacus i Modsætning til Climacus der sagde sig ikke at være Christen, Anticlimacus er den modsatte Yderlighed: at være en Christen i overordentlig Grad – blot jeg selv driver det til at være ganske eenfoldigt en Christen.
Paa samme Maade kan »Indøvelse i Christendom« udgives, men det haster ikke.
Men Intet af det om min Forfatter-Person, det er den Usandhed i levende Live at ville anticipere, hvilket blot er at convertere sig ind i det Interessante.
Overhovedet er det i ganske andre Retninger jeg nu skal vove. Jeg skal vove at troe, at jeg ved Christus kan frelses fra det Tungsinds Vold, hvori jeg har levet; og jeg skal vove at forsøge at være mere oeconomisk.
a
Anm. Jeg var egl. blevet lidt stødt paa Mynster, og dette Stød var strax nok for at vippe mig ud i hvad jeg tidligere har været saa nær ved.[a]
a
NB Her er da en selvplagersk Overdrivelse; thi det der virkede paa mig var da saa langt som muligt fra at være noget Personligt med Mynster, men den Omstændighed, at det at jeg gik feil baade af Madvig og Mynster blev af mig forstaaet som vilde Styrelsen betyde mig, at den Vei var forkeert, og at jeg havde at handle i modsat Retning.
Den Afvei ligger dog kun altfor nær, at ville reformere, opvække hele Verden – istedetfor sig selv, og er ret en Afvei for urolige Hoveder med megen Phantasie.
Det har jeg ogsaa havt en Tilbøilighed til næsten dæmonisk at ville tvinge mig selv til at være stærkere end jeg er. Som der af Msker,sanguinske Msker fordres, at de skulle elhade sig selv, saa fordres det maaskee just af mig, at jeg skal elske mig selv, og forsage, hvad der jo tungsindigt dog kan være næsten en Lyst, det tungsindige Had til mig selv.
Denne Feil har jeg ogsaa, at jeg bestandigt digtende ledsager mig selv, og nu fordrer næsten fortvivlet af mig selv, at jeg skal handle saaledes som det vilde være i Charakteren. Just Ydmygelse paa det Punct behøver jeg derfor. Jeg blev ydmyget i sin Tid ved Forlovelsen, da jeg maatte hæve den.den, hvilket oprørte min Stolthed.
Stundom kunde jeg næsten blive angest og bange, naar jeg tænker paa, at det befales i Loven, dette der synes mig i saadanne Øieblikke som en altfor frygtelig Dumdristighed: at man skal elske Gud. Det synes mig i saadanne Øieblikke, hvorledes kan et Msk. det, Maximum er jo snarere, om et Msk. kan fastholde den salige Tanke, at Gud elsker ham. Hvilken uhyre Dristighed af et Msk. i Forhold til Gud at vove at sige om nogen eneste Gjerning af sit Liv, end sige om noget Afsnit af sit Liv, ell. om hele Livet: det har jeg gjort for Guds Skyld. Selv naar jeg offrer meest for en god Sag, stoler jeg djo dog Gudpaa, at Gud vil styrke mig til at bære det.det, saa har jeg jo dog ikke gjort det for Guds Skyld, men i det Høieste i Tillid til Gud, med ham i Baghaanden.
Hvor dødt, udvortes, formelt Alt i det Christelige er blevet, seer man ogsaa afkun tilfældigviis, naar man slaaer saadan en Bog op som fE Rothes om Kirkeaaret, uden at jeg dog derfor vil dadle ham. Her hedder det, i Advent er Evangelierne tagne af Fortællingen om Joh. d. Døber; thi kun ved sand Bod bereder man sig værdig til den store Høitid. Og saaledes overalt. Man læser Sligt, som man vilde læse en Dandsemesters Forskrifter om hvorledes en Dands dandses: derpaa figurerer et Par ud og saa Kjede o: s: v: o: s: v:.
Man er bodfærdig 4de Søndag i Advent, juleglad første Juledag, og hohvorledes er man paa »Fleske-Søndag ell. fede Tirsdag« som disse Dage i ældre Tid heed?
Der omstrides: om Gud vil Alles FrelserFrelse, eller blot Nogles – man næsten glemmer det langt vigtigere Thema: Du o Gud vil min Frelse, at jeg da ogsaa selv maatte ville den.
[a], feigt skjulte sig, medens Nederdrægtigheden frækt raser; og erfaredeog jeg erfaredejeg og erfarede, hvorledes en i Sandhed uegennyttig og i Sandhed gudfrygtig Stræben (og det var min Forfatter-Stræben) lønnes – i den christelige Stat.
Hermed er min Skjebne afgjort. Det beroer nu paa Samtiden selv, hvorledes den vil have Prisen paa det at være Χsten noteret, hvor forfærdelig. Mig vil der – nær havde jeg sagt – desto værre nok undes Kræfter dertil. Sandeligen jeg siger det ikke stolt. Jeg baade har været og er villig nok til at bede Gud at fritage mig for den forfærdelige Forretning; og desuden jeg er selv Msk, elsker ogsaa det, msklig talt, at leve lykkeligt her paa Jorden. Men naar det skal være Χsthed, en christelig Stat, Det man nu seer Europa rundt: saa agter jeg at gjøre Begyndelsen her i Danmark, at notere Prisen paa det at være Χsten saaledes at hele Begrebet: Stats-Kirke, Embedsmænd, Levebrød – springer.
Jeg tør det ikke anderledes, thi jeg er en Poeniterende, af hvem Gud kan fordre Alt. Men at jeg er Pseudonym er ogsaa, fordi jeg er en Poeniterende. Forfølgelsen vil dog komme til at gaae ud over mig, kun hvad Ære og Anseelse, der fra en anden Side kunde blive mig til Deel, dette er jeg sikkret mod.
Allerede nu i nogle Aar er jeg saaledes vant til at bære et lille Lands Forræderie,Forræderie og Utaknemlighed, de Anseetes Misundelse og Pøbelens Forhaanelse, at jeg dog maaskee – i Mangel af en Bedre – egner mig til at forkynde Χstd. Den Fløiels Frakke og Storkorset kan Biskop Mynster beholde.
a
baade i Kirke og Stat