Søren Kierkegaard
Journalen NB13
Søren Kierkegaards Skrifter
22
NB13
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup
Kim Ravn og Steen Tullberg
KA, A pk. 17
H.P. Barfods fortegnelse 370
Af Søren Kierkegaards Papirer. 1833-1843
Af Søren Kierkegaards Papirer. 1849
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2005
http://sks.dk/nb13/txt.xml
20120322
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.7
NB13
d. 28 Sept. 49.
Om den færdig liggende Produktivitet og mig selv p. 28.
Om hiin Enkelte, min Forfatter-Virksomhed, min Existeren p. 34.
Med Hensyn til mit Forfatter-Livs Tanke p. 36.
([a]Ogsaa en Side af mit offentlige Forhold p. 45.)
Angaaende Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed p. 50.
Om mig selv qua Forfatter p. 56.
Om min Stilling qua Forfatter p. 69.
Replik om mig selv p. 86 o: s: v:
Om de tre Fredags-Taler. (Ypperstepræsten o: s: v:) p. 91.
Om mit Forfatterskab p. 93.
Svinget i mit Forfatterskab, hvor den nye Pseudonym (Anti-Cl.) udvistes p: 124.
Om de tre Taler ved Altergangen (Ypperstepræsten, Tolderen, Synderinden) p. 128.
Om mit Forfatterskab totalt p. 133 n.
a
Om mig selv cfr ..... p. 39
I Journalen p. 91. NB12 findes en Deel Texter til Fredags-Prædikener, deres Pagina findes paa første Pagina i hiin Journal.
Texter til Fredags-Prædikener p. 2.
Text til en Fredags-Prædiken p. 91.
Dedicationen til
[...... ........]Regine Schlegel
,
hvis der i mit levende Live kan være Tale om en saadan, kunde vel finde Plads foran en lille Samling Fredags-Taler, men hører dog væsentligen til Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed. Idet jeg træder saaledes afgjørende i Charakteren af det Religieuse som det, jeg har villet fra Begyndelsen, i det Øieblik er hun den eneste Vigtige, da jeg til hende har et Guds-Forhold.
Dedicationen kunde lyde:
[..]R. S. helliges med dette Skrift en Forfatter-Virksomhed, som til en vis Grad tilhører hende, af den, som tilhører hende ganske.
Eller med en Samling Fredags-Taler:
[..]R. S. helliges dette lille Skrift.
Det er ikke med Forholdet til Gud som med Forholdet til et Msk, at jo mlængere de leve sammen og jo nøiere de lære hinanden,hinanden at kjende, desto nærmere komme de ogsaa hinanden: o, omvendt i Forhold til Gud; jo længere man lever med ham desto uendeligere bliver han – og desto mindre bliver man selv. Ak, som Barn syntes man dog at Gud og Msk. de kunne godt lege sammen. Ak, som Yngling drømte man dog om, at naar man ret ubetinget vilde anstrenge sig rasende som en Forelsket,Forelsket om end tilbedende: saa lod Forholdet sig dog nok bringe istand. Ak, som Mand opdager man hvor uendelig Gud er, og den uendelige Afstand. Dette er Opdragelsen, har Noget tilfælles med den socratiske Uvidenhed, med hvilken der ikke begyndtes, men endtes – at det endte med Uvidenhed!
Texter til Fredags Prædiken.
Dertil kunde bruges adskillige af de Ord, som spottende bleve sagte om ham, da han var korsfæstet, kun at de faae en anden Betydning.
No 1.
Mtth: 27, 40. »Du som nedbryder Templet og bygger det i 3 Dage, frels Dig selv«
De sige lige det Modsatte, havde[a] Det Forkeerte er saa igjen, at naar jeg ikke selv gjør det, saa er der Ingen, som kan fremstille det tdet, thi Ingen veed det saaledes som jeg.[b]
Dog dette er min Grændse, jeg er Pseudonym. Glødende, Flaflammende skal jeg fremstille Idealet, og naar da Tilhøreren ell. Læseren bevæges til Taarer, da har jeg den Opgave endnu at sige: jeg er det ikke, mit Liv er ikke saaledes.
Sandt nok: jeg synes at kunne ···virke stærkere, om der i dette Øieblik fremtraadte En, som talte i egeneget Navn og gesticulerede med sin Existents: men saaledes synes det maaskee ikke Styrelsen – jeg skal i Sandhed lære, at der er et Høiere som jeg vel kan tænke, men ikke tør vove.
»Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.« skal gjøres pseudonym.[c]
b
Ingen kan som jeg belyse Structuren af det Hele.
c
Paa eenen dette Manuscript vedlagt Lap graat Papir findes bemærket, at dette Skrift saa paa en Maade indeholder enet dialektisk Kjætterie. Der udvikles nemlig i een af UdviklerUdviklingerne (No 5 ell. 6) at Prædikeforedraget i vor Tid er blevet upersonligt – og det gjøres af en Pseydonym! Men deels er dette min Grændse: jeg kan gkun gjøre opmærksom, og deels er jeg jo ansvarlig Udgiver, og faktisk vil man kundansee det for at være sagt af mig. Det Mere der er er egl: at medens vistnok den Talende er en Ingen, en Pseydonym, saa er Udgiveren en virkelig, og erkjender at han bliver dømt ved denne Tale af den PseydonymePseudonyme.
Det er dog let at see, at Mskene maatte være saaremeget aandelige (og vel egl. saa aandelige, at de ingen Lærer behøve) for, med Penge og Ære Anseelse o: s: v: i Sat lønne den, der i Sandhed lærer dem Selvfornægtelse – en saadan Antagelse er lige saa besynderlig som naar En selv ikke kan tie men tænker, at den Anden, hvem han beder om Taushed, skal kunne det.
Paa den anden Side, naar En i Sandhed skulde være Lærer i Selvfornegtelse, hvad skulde han saa med Penge o: D:
Derfor har ogsaa Geistligheden saa ivrigt ønsket at blive gagerede af Staten, ell. at Staten bliver Mellembestemmelse i deres Lønning; thi ellers kommer Fordringen til dem om selv at være det Paradigmatiske, let for nær.
Ja, dersom ikke min Liden, min Svaghed var Betingelsen for hele min Aands-Virksomhed: ja saa vilde jeg naturligviis endnu gjøre et Forsøg paa at gribe Sagen ganske simpelt medicinsk an. Det ligner jo ikke at lide som jeg lider, og saa slet Intet at gjøre, naar Ens Liv dog alligevel slet ingen Betydning har. Men her kommer Hemmeligheden, mit Livs Betydning corresponderer just med min Liden.
Hvor sandt hvad Thomas a Kempis siger (i Χsti Efterfølgelse 1ste Bog p2det Capitel): ophøi Dig derfor ei af nogen Kunst ogeller Videnskab; men frygt hellere for denneden Erkjendelse, som er Dig given. Thi jo mere Du veed og jo bedre Du forstaaer det, desto strengere skal Du dømmes, hvis Du ei har levet desto helligere.«
See, det var en anden Tale. Man tragter efter Erkjenden, man anstrenger al sin Tanke, man erhverver den – og see man har fanget sig selv. Imidlertid maa dog erindres, at dette da kun gjælder om ethisk og ethisk-religieus Erkjenden.
Det var dog vistnok rigtigst, at jeg engang gjorde en ligefrem Tilstaaelse om, hvorledes jeg betragter det digteriske Moment jeg har i mig skjøndt religieus Forf., at det nemlig, religieust forstaaet, er min Ufuldkommenhed, men at jeg endnu ikke kan undvære det, og de fleste Medlevende vistnok hell. ikke.
Det er ogsaa deteenaf det Underfundige i Prædikeforedraget, at man, hvor man advarer mod det »Fortjenstlige«, ganske lumskelig confunderer hele den middelalderske phantastiske Askese (at hudflette sig selv o: D:) med den sig Udsætten for Fare og Anstrengelse og Lidelse, som er forbunden med det ati afgjørende Forstand at skulle bekjende Χstum, hvad dog vel er fordret af den Christne; i afgjørende Forstand det vil sige uden allehaande Sandsebedrag med at være Embedsmand o: D:, atsaa det er qua Embedsmand og Næringsdrivende at man forkynder Χstd. og bekjender Christum.
Om »hiin Enkelte« min Forfatter-Virksomhed, min Existeren.
Bevægelsen, som hele Forfatterskabet beskriver er: fra Publikum til den Enkelte. I Forordet til to opbyggelige Taler forekommer den første Gang – og anden Gang, ell. i anden Potens, i det meest afgjørende Øieblik, i Dedicationen til opbyggelige Taler i forskjellig Aand. (cfr angaaende dette den lille Opsats, som ligger færdig »Regnskabet«, findes blandt det »om min Forfatter-Virksomhed)
DetSelJeg er som æstetetiskæsthetisk Forfatter ligesom gaaet ud for at faae fat i Publikum – og det Samme udtrykte ogsaa min personlige Existeren med at leve paa Gader og Stræder – saaledes beskrives Bevægelsen: fra Publikum til den Enkelte, og ender saaledes consequent i at jeg, selv den Enkelte, lever i landlig Eensomhed paa en Præstegaard.
Ja, det slaaer til. Selv om jeg ikke af udvortes Grunde var nødt til det, det vilde dog være det Rigtigste. O, men altid hjælper Styrelsen paa mig – det seer jeg bestandigt – ved at see tilbage.
Over den Text af Paulus:
Da jeg var Barn, tænkte og talte jeg som et Barn, nu jeg er blevet Ældre har jeg aflagt det Barnagtige:
kunde tales over dette Thema:
hvad dømmer Du om Din Barndom og Ungdom
dømmer Du, at det var Taabelighed og Phantasterie?
eller dømmer Du, at just den Gang var Du det Høieste nærmest?
Siig mig blot, hvorledes Du dømmer om Din Barndom og Ungdom, og jeg skal sige Dig, hvo Du er – og siig Dig det selv, hvorledes Du dømmer, at Du maatte komme til Viisdom; thi Viisdom er just, at dømme rigtigt om Barndom og Ungdom, samt at Ens Liv udtrykker, at man dømmer rigtigt.
Med Hensyn til mit Forfatterlivs Tanke.
Ogsaa dette var min Tanke, alt i Tidens Fremgang. Gjenstand for Medlidenhed maa Sandheden aldrig blive; tjen den saa længe Du kan, saasaavidt Du formaaer ubetinget hensynsløst; ødsle Alt i den Tjeneste – og saa kan Du jo bryde af. Sandeligen et Menneske gavner mere ved, om det saa var, kun i eet Aar at tjene Sandheden i Sandhed hensynsløst, end ved at mengelere og mediere dette: Hensynet til sig selv og til Sandheden, og lægge et heelt Liv an paa denne Melange. Nei, klart skal det være:være, hvor det er jeg tjener Sandheden, og hvor det er jeg tjener mig selv.
Naturligviis har jeg aldeles Intet at sige mod, at en Mand arbeider for Udkommet o: D:, jeg agter selv at gjøre det, og udgiver mig ingenlunde for en reen Aand; men klart skal det være, at det ikke er for at tjene Sandheden. Sandheden behøver det slet ikke, at jeg bliver en høi fornemme Mand o: D:, den er det aldeles ligegyldigt om jeg lever af tørt Brød, altsaa for Sandhedens Skyld kan det ikke være. At det skulde være for, som det hedder, at udrette mere ved Hjælp af sin Stilling, da er dette at spotte Χstus og alle Sandheds-Vidner, der dog ene have viist, hvorledes man udretter meest for Sandheden. Vil jeg alligevel have det fornemme Embede: vel – men saa een Indrømmelse, at det er for min egen Skyld.
O, allerede det kan være vanskeligt nok,nok:nok – naar to Kammerherrer rive Fløidøren op for En,En og sige: »Kongen« – da ved sin Fremtræden at udtrykke, at man ogsaa virkelig er Kongen: men naar man staaer blodig efter at være blivetblevet hudflettet, bespyttet, medens Dommerne ere klædte i Purpur og udtrykke at de ere Herskerne – da at udtrykke: jeg er dog en Konge. Ja hvad Under, at han blev ihjelslagen. Sligt er utaaleligt; men naar »man« saa er saa mægtig at »man« let forstaaer, at det er en gal Mand, der anvises Plads i Daarekisten, saa gjør man ikke videre. O, men naar den gale Mand almægtigt truer med at forvandle hele Verden og Slægten til en Daarekiste, hvor han er den eneste Kloge, han »Kongen« – ja saa er det om man saa vil Nødværge, han maa ihjelslaaes, alle Begreber ere sprængte i dybeste Grund, alt, alt tabt hvis det gaaer igjennem, at dette ikke er Gudsbespottelse, at han siger sig at være en Konge, der er kommet til Verden for at vidne om Sandhed.
[a] I Grunden veed jeg, at der ikke er eet eneste Msk, uden at han vilde gyse og uden at han vilde bevæges til den dybeste Medlidenhed, hvis han ret fik at vide, ganske bogstavelig, hvorledes jeg leed. Just dette var imidlertid det der pinforøgede Pinen, at jeg vidste, jeg var et sikkert Offer for Medlidenhed – derfor gjorde jeg Alt, hvad jeg formaaede, og det forundtes mig, at kunne skjule det ganske.
Lidelsen var frygtelig; tungsindig som jeg var, forstod jeg det som min egen potenseretpotenserede Elendighed, at faae al min Elendighed forøget ved at have gjort hende ulykkelig – og da, da brød pludselig en Rigdom frem i min Sjel, som jeg nu gyser for, naar jeg seer tilbage derpaa.
Heri ligger egl. min Magt; min Lidelse er min Overlegenhed; noget Forfærdeligt er det ogsaa at tænke sig, at der bag ved mig og mit Forhold til en Samtidig, ligger en saa stik modsat Forstaaelse af mig selv for Gud.
Det vil vel gaae mig, som det er gaaet Andre før mig: nu, eller snart, ved Hjælp af Resultatet saa vil man mene at forstaae mig. O, men da jeg stod ene i min Elendighed, saa elendig, at jeg ikke kanengang kan faae Pennen til at skrive det, uagtet jeg kun altfor godt veed og husker hvad jeg mener: da jeg saaledes stod ene – og saa ikke som en Lidende, o, nei med en Piges Anklage mod mig, at jegdet blev hendes Død, en Faders Sorg, som var hun allerede død, en Families Forbandelse, hdet msklige Sprog og Alt mod mig! Dersom jeg den Gang ikke kunde have gaaet omkring og talt med nu en Sælgekone, nu en Vognmandskarl o: s: v: – jeg kunde ikke have udholdt det. Det har slaaet mig, hvad jeg har læst om Napoleon, at da han gik over Alperne, hvar han adspredt, som en Drømmende, og talte helst med sin Fører, med hvem han underholdt sig om hansdennes huslige Anliggender. Det forstaaer sig, Napoleon bar jo ogsaa en Verdensplan; jeg bar kun et saa dybt Tungsind, som vel noget nær er muligt.
a
just der, hvor jeg i modsat Fald vilde sige: nu har jeg tabt, der siger jeg nu: nu har jeg seiret.
Om mig selv qua Forfatter.
Saaledes er jeg da atter kommet hen paa det Punct, hvor jeg var ifior Sommer, den intensiv-rigeste Tid, jeg har levet, hvor jeg forstod mig at være, hvad jeg maatte kalde, det Religieuses Digter, ikke dog som skulde mit eget Liv udtrykke det Modsatte, nei jeg er i Stræben, men at jeg er »Digter« er Udtrykket for, at jeg ikke forvexler mig selv med Idealiteten.
Min Opgave var at sætte det Christelige ind i Reflexion, og digterisk atikke at idelidealisere (thi det Christelige er jo selv det Ideale) men digterisk glødende at fremstille hele Idealiteten efter den meest ideale Maalestok – og saa bestandigt ende med: jeg er det ikke, men jeg stræber. StSlaaer dette sidste ikke til, og er det ikke sandt i mig, saa er alt lagt ind i det Intellectuelle.Intellectuelle, og forfeilet.
I den Fart som min Productivitet havde ifior, naaede jeg da ogsaa at faaeopfatte hele Forfatterskabet og mig selv. Jeg forstod mig selv saaledes i at være denne det Christeliges digteriske Reflecteur, der formaaer at sætte alle de christelige existentielle Bestemmelser frem i deres hele Idealitet; forstod, hvorledes jeg paa underlige Maader fra tidligste Tid er blevet ført dertil; jeg forstod, hvad jeg Gud skee Lov saa uforandret forstaaer, at jeg aldrig noksom kan takke Gud for hvad Godt han har gjort mod mig, saa ubeskriveligt meget mere end jeg havde ventet. Alt Dette forstod jeg, og hele Structuren af Forfatterskabet, og det blev nedlagt i Skriftet: om min Forfatter-Virksomhed.
Da misforstod jeg et Øieblik mig selv, skiøndt dog ikke længe. Jeg vilde give dette Skrift ud[a], glemmende, at det var at overskride min Grændse. Forklarer jeg, at jeg er denne digteriske Reflecteur og Stræbende, saa gjør jeg mig til mere end det jeg forklarer mig selv at være, jeg kommer paa een eller anden Maade til selv at være det Idealere.Idealere, at gjøre Fordring paa at være det; det Hele vilde saa blive indenfor det Interessante, de Samtidige gjorte til Medvidere i min Intrigue – ja men det har jeg ikke ganske Lov at kalde den, thi den er tillige min Udvikling.
Forhindret er jeg paa de besynderligste Maader blevet i at komme til at udgive. Og nu er Vendingen gjort, den nye Pseudonym sat. Min Fortjeneste er Nul, thi det er atter som en Styrelse, der har hjulpet mig til Rette.
Ofte nok tog jeg Tilløbet til at vilde udgive Skrifterne om mig selv; men nei. Med samme Ro som jeg pleier at arbeide, har jeg kunnet skrive dem; men i samme Øieblik jeg tog dem frem med den Tanke at udgive dem, følte jeg en Uro, en Overanstrengelse, som jeg aldrig før har fornummet.
Det var min Grændse. Jeg havde aftesafstedkommet en stor Forvirring ved at udgive dem. Det havde ikke – trods alle i Skrifterne indeholdte Protester – været mig muligt at forhindre at jeg var blevet anseet for den overordentlige Christen, istedetfor at jeg dog kun er et Genie; tilsidst havde jeg maaskee selv taget feil, og anseet mig for den overordentlige Christen. Det Sande er derimod, hvad jeg nu just ved Hjælp af Skrifterne har lært, at jeg dog er saare langt fra at være den overordentlige Christen, at der dog er i mig et Digterisk, der chichristeligt er et Minus. Udgivelsen vilde have været en forvirrende Digter-Forvexling. Forstaaelsen som jeg naaede, eleverede mig i een Forstand, nemlig i Henseende til at forstaae, hvad oOverordentligt der har været mig forstaaetforundt, og hvor uendelig kjerligt en Styrelse har ført mig fra førsteFørste af; men den samme Forstaaelse ydmygede mig i en anden Forstand, ved at lade mig forstaae, hvor langt jeg endnu var fra i strengere Forstand at være Christen. Men just denne Forstaaelse erverhvervedes ved Lidelsen med at ville udgive og ikke kunne gjøre det. Var jeg ikke blevet forhindret deri, havde jeg faaet Lov at storme paa med at udgive, var der vel indtraadt en forvirret Dunkelhed i min Sjel.
Skulde Forholdene vende sig saaledes, at en Samtid affordrede mig en Forklaring, da kunde jeg vel give den, dog efter først at have forlangt Tilladelse til at tale aldeles hensynsløst. Det bliver noget Andet, at jeg saaledes opfordret, forklarer, hvad der jo i saa Fald ligger i Sagen selv, hvorledes jeg nu forstaaer mig, end, hvad dog Enden var blevet trods alle mine Exceptioner: at trykke med min egen Livs Udvikling forvandlet til min Hensigt.
a
Forstaaelsen af min Forfatter-Existents og mig selv var, om jeg saa tør sige, en Styrelsens Foræring til mig, hvilken tillige skulde være mig et hjælpende Point de vüe i at gaae videre i sandere at blive Christen – og Misforstaaelsen var, at jeg vilde udgive det.
Retfærdigheden hævner sig selv – Kjerligheden er hævnet.
Underligt er det jo dog, at man i Spørgsmaalet om hvorvidt Χstd. kunde meddeles Hedninger ell. blot var for Jøder, ikke kom til at tænke paa, at Fortællingenpaa Fortællingen om den cananæiske Qvinde, hvor Christus jo selv, skjøndt han siger det Modsatte »at han kun var kommen for at søge det Fortabte i Israel, dog giver efter.
I Evangeliet om hiin Qvinde er det forresten rørende den Forvexling hvorved hun etsteds ganske sætter sig i SDatterens Sted, for hvem hun beder og siger: Herre hjælp mig.
Exempel paa Rædsel.
i Situation
Paa det oprørte, fraadende Hav, ligger en Baad, hvori kun een Mand, en Lods ell. hvad man nu vil tænke sig. Rolig sidder han i Enden af Baaden, med Haanden paa Roret, medens Baaden farer frem i den stolteste Flugt. Den hæves nu op paa Spidsen af en svimlende Bølge – beundrende gyser manTilskuerne paa Strandbredden; han selv rolig, synes næsten at nyde dtdet Gysendes Lyst – Dda mærker han pludselig et lille Stød i Haanden: det betyder ham, enten er i DinDin Haand blevet lam ell. Baaden lystrer ikke Roret. Det var umuligt at see selv om man havde siddet ved Siden af ham som den roligste Iagttager – og uforandertuforandret i sin rolige Stilling styrer han i Afgrunden.
Det Rædselsfulde ligger i at Rædselen punctuelt er concentreret i eet eneste, næsten ubemærkeligt Punkt, at Rædselen egl. slet intet Udtryk faaer, at han bliver siddende ganske uforandret i den samme dristige, rolige Stilling og dog lammet saa han styrer i Undergangen. Just Rædselen er, at Rædselen aldeles ikke finder noget Udtryk, ikke saa meget som i en Armbevægelse.
Hvad der fra een Side seet kan være beskedentubeskedent, fra en anden Side kan det Modsatte være ubeskedent.
Dersom det tillodes et Msk. at ønske, og han da ønskede et Kongerige, saa vilde man maaskee sige, det var ubeskedent. Men dersom det tillodes et Msk. at ønske, og han da sagde: ja jeg veed egl. ikke andet at ønske, end at jeg idag havde taget tynde Støvler paa i fistedetfor Korkstøvler: da er dette just ubeskedent; thi egl. vilde det betyde at man har det meget godt (hvis man da ikke er afsindig og sindssvag). Men naar man har det meget godt, og blot mangler det at have taget tynde Støvler paa istedetfor Korkstøvler – hvis saa en Aand kom til En og tillod enEn at ønske, da skulde man vende sig fbort fra denne Aand, vende sig om til Gud og sige: nei, jeg vil saamænd ikke ønske, men jeg vil takke Dig min Gud for alt det Gode, Du har gjort mod mig.
. . . . Og naar jeg saa lidt efter lidt, langsomt fortæret af den idelige Gnaven, var faldet eller segnet aldeles upathetisk – da skulde det hedde: han var selv Skyld deri. At Skridtet, jeg gjorde, var en maaskee eminent Klogskabs og Besindigheds, i nøiagtigste Kjendskab til Forholdene, derhos en sand, i christelig Forstand, Kjerlighedens Gjerning: derom skulde ikke tales eet Ord. – Det skulde hedde: han var gal at udsætte sig for Sligt, selv altsaa Skyld i at han faldt – at Skylden, forsaavidt Skridtet mislykkedes ell. i Forhold til som det mislykkedes, laae paa et andet Sted, just laae i,laae ikke i hiint Blads Angreb men i, at de Samtidige forraadte mig ved at udvikle den Opinion at jeg var gal at udsætte mig for Sligt, at de samtidige ogFornemme og Anseete, der delte min Anskuelse af hiint Blads Nederdrægtighed, at Skylden justforraadte mig, at Skylden just laae i, at en heel Samtid forvandler sig til Tilskuere ved, hvorledes den samme Samtid i Egenskab af Publikum mishandler og forraader et Msk, at der ikke var een, ikke een Eneste, der havde et Ord offentligen at sige – paa een Gang en frygtelig Feighed, og en indirecte Compliment til mig: dette skulde der ikke tales eet Ord om; thi hvo skulde være Aktor, naar Alle paa forskjellig Maade ere Medskyldige.
Og derfor er jeg dog, midt i alle mine Lidelser, saa ubeskrivelig lykkelig og glad. Thi jeg hamin Phantasie næsten segner under Forestillingen om de Millioner Muligheder som Gud har i ethvert Øieblik. Saa gjør djeg da noget galt. I samme Øieblik mærker jeg det. Hvad er nu at gjøre? Min tungsindige Phantasie aner strax Muligheden af, at dette lille Feilgreb kan fordærve Alt. Men see, saa, i samme Øieblik, saa siger jeg til Gud: bitte, bitte; det er nu galt, om en nu end end jeg er en Plageaand, en fræk Plageaand, gjør Du Go Gud just dette Gale til noget Rigtigt. Og saa, Gudsaa (Gud som i ethvert Øieblik har Millioner Muligheder, saaMuligheder) saa combinerercombineres Forholdene lidt anderledes, og ganske rigtigt just dette Forkeerte viser sig saa at være det Rigtige Og saa, saa tilbeder jeg Gud. Og saa, saa har jeg mere Glæde af dette Forkeerte, end af det Rigtigste jeg selv har gjort.
Om min Stilling qua Forf.
At det, at jeg brugte næsten Halvdelen af min Kraft til at støde fra, at modarbeide mig selv, at jeg ingen Tilhængere vilde have o: s:have (hvorved jeg i Øieblikkets Forstand har skadet og sinket min Sag) at det var en Idealitetens Bestemmelse, et Idealere: det forstod dog visse fornemme Folk ganske godt. Og saa, saa ikke blot ikke at yttre et Ord i den Retning, nei at tie, ja ikke blot at tie, men at udsprede den Opinion, der benytter Forvexlingen af dette Idealere med lige det Modsatte, at jeg var et uklart, forvirret Hoved, en Særling og derfor havde jeg ingen Tilhængere o: s: v: – Pfui! Altsaa man vilde, at jeg bestandigt reent idealt skulde anvende min halve Kraft til at modarbeide mig selv i endelig Forstand, for at saa deDe kunde profitere deraf i endelig Forstand, og profitereprofitere – mod mig.
Christi eget Liv udviser jo ogsaa denne Forskjel mell. Mulighed og Virkelighed, at man i »Mulighed« kan forstaae, hvad man saa i »Virkelighed« ikke kan gjenkjende. Havde ikke Propheterne forudsagt, at Χstus skulde lide – og saa kommer der En, der er en Lidende og selv siger sig at være Messias – men see, de kunne ikke kjende ham, ham paa hvem jo Propheternes Udsagn jo just passer; og dog kunne de forstaae Propheternes Udsagn.
Saaledes er det altid. Dersom jeg vil indbyde miget Msk. at komme hjem til mig, og nu forklare ham, at der var eet ell. andet høimodigt Skridt jeg agtede at gjøre, men et Skridt, der vil medføre Tab og Lidelse for mig: saa vil han ganske forstaae mig, han vil synes det er herligt, han vil beundre mig, gaae opflammet og begeistret fra mig – og dersom jeg saa gjør Alvor af Skridtet, og der blot er nogetnogen Tid gaaet hen i hvilken jeg har været en virkelig Lidende, saa kan han ikke kjende mig igjen.
Phantasien vil bestandig forkorte, og underskyde et andet Billede, det Billede hvor man seer denne høimodige Lidende beundret af Alle; men i Virkeligheden gaaer Sligt ikke saa hurtigt til, Virkeligheden skiller det ad maaskee ved en Afstand af 50 Aar.
At modtage Indtrykket af »Virkelighed« formaaer kun meget Faae. De Fleste maa nøies med at bedrages ved kun at faae Indtrykket enten af det Første (det høimodige Øieblik som gaaer forud, naar Lidelsens Virkelighed endnu ikke er begyndt) ell. af det Sidste, naar Resultatet er der, og han har seiret.
Det kunde blive enet godt Thema til en Prædiken, de Ord som staae etsteds i anden Deel af Enten – Eller:
Det Forfærdelige er ikke, at jeg skal lide Straf, naar jeg har handlet ilde; det Forfærdelige er, atom jeg kunde handle ilde – og der var ingen Straf.
»Indvielse« er i sit Første (Formbestemmelsen«(Formbestemmelsen), Individets Fortættelse i sig selv. Naar et Individ begynder en Stræben med den Bevidsthed ell. sig bevidst, at denne Stræben istedetfor at føre til Opnaaelsen af endelige Formaal, just vil forhindre ham deri – saa bliver han indadvendt i – en Selvfordoblelse. Dette er det blot Humane; det Religieuse beroer nu paa, hvorvidt Individet saa henfører Alt til Gud.
Begrebet Forargelse ell. som det hedder: Skandale er Sandheden nok saa ofte udsat for som Usandheden. Naar saaledes Usandheden har sat sig fast i »et Bestaaende« og beqvemt indrettet sig: og saa Sandheden rører sig, saa bliver den erklæret for Skandalen. Da i sin Tid den literaire Nederdrægtighed havde faaet Hævd paa at være til, da man fandt Sligt i sin Orden, istedetfor at det var en Skandale hver Dag den var til forefter en saa uproportioneret Maalestok: da vovede ganske rigtigt Ingen at sige et Ord, fordi de vare bange for at vække Scandale. Jo jeg takker. Og da saa jeg gjorde det, da tænkte og sagde Mange: det er ScandalenScandale, en Scandale, han burde have undgaaet. Tag et høiere Exempel. Hvor mange Tusinder have ikke fundet det var en Scandale, da Luther begyndte at røre ved Paven.
Saaledes ogsaa i andre Forhold. Naar man har behageligt indrettet sig i et Bestaaende, hvoraf man har al mulig Profit, naar Sandheden saadan er blevet en Slags Luxus, og det at sluddre alle mulige Standpunkter sammen i et Virvar bliver høieste Viisdom: saa er det Scandalen at reise Sandheden.
Og er det saa en Professor mod Professor: jo jeg takker saa er det en frygtelig Scandale. Men at det var en Scandale, den hele løgnagtige Fred og Enighed, at det just var Scandalen, det maa der ikke tales om.
Saa tvetydigt har jeg været stillet her i Literaturen, hvad jeg meget godt har forstaaet. Til mig har det saadan hedt, at jeg var noget saa Overdl., at Ingen kunde paatage sig at anmelde mig; og imidlertid maatte jeg bære alle Byrderne af at være snoget saa OverordenlOverordentligt, uden nogensinde at faae dette udtrykt. – Og saa pludselig buser Martensen ud paa Prent med hvad han længe nok har søgt at reise Opinion for, at mit Hele er Ingenting.
O, I Kortsynede! At jeg meget godt har seet, hvorledes jeg blev forraadt, tvivler ikke derpaa; at det er paa en Maade med fritmit fri Samtykke, at jeg ogsaa har understøttet det, det er vist. Men nu hvorfor? Ja, her kommer just min Magt – jeg har forstaaet mig selv i at være en Poeniterende, jeg maatte ingen Løn faae. See, denne bagerste Tanke er i een Forstand en frygtelig Magt. Derfor har jeg kunnet tie og faaet Kræfter ved at tie, fordi jeg»Guds Fortrolighed har boet hos mig«; og jo længere jeg saaledes har tiet, desto dybere har jeg skaaret ned i Tilværelsen, og efter en desto større Maalestok kan jeg gjøre de Andre aabenbare.
Det er dog vist nok, at Martensen lidt efter lidt er blevet forvænt medved, at han saaledes upaatalt fik Lov til at squadronere i »Kredsene«, han har tilsidttilsidst indbildt sig, at det var som han sagde, tilsidst vel anseet min Taushed for en Art ideal Sindssvaghed – og saa plumper han ud paa Prent. Maaskee kan den Sag, dette eneste Ord blive ham meget farligt, ligesom hine lapsede Ord af Heiberg om Enten – Eller.
Thi i en anden Forstand er det dog ogsaa vist, at jeg i mangesManges inderlige Forestilling er noget Overordentligt; men de ere lidt misundelige. Dog Den skal tage sig iagt, Den, der, naar han selv vil være noget Stort, vil nedsætte mig. Det gaaer ikke. For Goldschmidt lod det sig gjøre; thi han var selv den Foragtelige. Men er det En, der selv vil være det Store, saa vender Misundelsen sig, og bliver ikke utilbøilig til at give mig min Distinction.
Saa forunderligt gaaer det til ati Livet, og en saadan Magt er gudfrygtig Taushed.
[a] DFor 3 Aar siden udkom afsl. Efterskrift. Den er Slutstenen til en storartet tidligere Forfatter-Stræben; selv er den Frugten af 1 ell. 1 ½ Aars Flid og Flid som jeg kalder Flid; den kostede mig mell. 5 og 600rd at udgive. Der blev af denne Bog solgt 60 Exemplarer. Den blev ikke nævnt eet eneste Sted. Derimod blev jeg til Pøbelens Jubel aftegnet og forhaanet i Corsaren; i Kjøbhavnsposten udøste P. L. M. Forhaanelser over den og mig; i Flyve-Posten skrev enman om mine Beenklæder at de nu vare blevne for lange tildet skrev man for at hidse Pøbelens Grinen paa mig.
Og saa vil man klage over, at jeg er streng – men den Strenghed, der vises mod mig, den skal der ikke tales om.
a
Blot eet Exempel.
Verdsligt stiges der saaledes: naar et Msk. har naaet eet Trin, da ønsker og higer han høiere. Naar derimod et Msk. saaledes har indladt sig med Gud, at Gud i Sandhed har faaet fat i ham og bruger ham, da stiges der saaledes: for hvert høiere Trin han skal op paa, beder han for sig,sig som et Barn, at han maa fritages; thi han forstaaer meget godt, hvorledes, msklig talt, Lidelsen og Elendigheden stiger i samme Grad, og Anfægtelsen i samme Forhold. Hvor ofte har ikke en Apostel saaledes bedet for sig.
Om de 3 Fredags-Taler (Ypperstepræsten, Tolderen, Synderinden)
de forholde sig til den sidste Pseudonym Anti-Climacus.
Text til en Fredags-Tale
cfr. Journalen NB12 p. 226 og 227. Den der under No 3 anførte Text blev ikke benyttet.
Omvendthedens Lidelse
Ellers lides der ved ikke at være blevet Det, det Store, man ønskede o: s: v:
Men det Omvendte: at vide, saa man Intet veed vissere, at vide, det Overordentlige der er En betroet, og saa deels ikke at turde tale til denen Eneste, for ikke at fornærme den høieste Magt, der ikke vil have saadan Snaksomhed, deels, selv om man vilde tale, at være vis paa, atikke i fjerneste Maade at blive forstaaet!
Ogsaa saaledes benytter man paa en høist lurvet Maade det Religieuse til at smigre Msk.
Ethvert Msk. vil gjerne smigres med den Indbildning, at han har lidtlidt det Overordentlige. Nu hjælper Præsterne; blot en Mand lider det mindste saa analogiserer de strax hans Lidelser med de religieuse Paradigmers, med AbramAbraham, som offrer Isaak, med Paulus og Pælen i Kjødet o: s: v:Kjødet, enhver Lidelse med hiint Ord, at det bør os gjennem Trængsler at gaae ind i Himlen.
Om mit Forfatterskab.
Heterogeniteten maa endelig fastholdes, at der her er en Forfatter, at det ikke er objektivt en Sag, men at det er en Sag, som en Enkelt har staaet ene med, lidt for o: s: v:. Men Somsom man ikke har forstaaet, hvorfor Afsl. Efterskrift er lagt comisk an, at det just er Alvor – og som man saa mener at forbedre Sagen ved at tage enkelte Theses og sætte over i det Docerende: saaledes ender det vel ogsaa med, at man til ny Confusion behandler mig som en Sag, og sætter Alt over i det Objektive, gjør det til det Ny herat her er en ny Lære, istedetfor, at det nyeNye er, at her er Personlighed.
Som en Poeniterende, og tillige menende at dette paa en Maade svarede til min oprindelige Bygning, har jeg ikke selv vildetvillet stille mig frem. Min hele Forfatter-Virksomhed og min hele Forfatter-Tilværelse er som en Fordring,Fordring; jeg har bespændt Terainnet, overalt æggende og speidende, om hiin Enkelte ikke skulde opstaae – og saa havde jeg øieblikkeligt indtaget Stillingen som hans Cerimonimester, udvisende den Formation, som Pseydonymerne altid udvise: at den Ældre er tjenende i Forhold til den Yngre, der udviser det Høiere, medens den Ældre dog er Maieutikeren.
Dette er ikke skeet. Havde R. Nielsen umidd., uden nogen personlig Hjælp af mig, kunnet tage en Position, saa vilde jeg i ethvert Fald have været meget opmærksom paa ham, om det end blev tvivlsomt, hvorvidt han kunde være den Enkelte. Men nu har han selv afgjort sinsit Forhold ved at søge personligt Tilhold. I Ideen seet er han nu, om man saa vil, Discipel.
Forskiellen mell. Umiddelbarhed og Reflexion i Forhold til religieus Lidelse.
Den Umiddelbare har ogsaa havt sin Lidelses Tid, maaskee frygtelig – da forklarer pludselig Alt sig for ham til Salighed (det er umidd Opvækkelse). Over denne Salighed glemmer han nu selv al sin Lidelse; dette kan være ganske rigtigt. Men han bekybegynder nu at prædike for Andre, og dem kommer han paa en Maade til at bedrage; thi han glemmer ganske det om Lidelsen, og foranlediger derved dem til, enten at tage hele Sagen forfængelig, ell. i et senere Øieblik næsten at vredes paa ham, naar de nu selv komme til at opleve Lidelserne, vredes paa ham, at han ikke har forudsagt dette.
Reflexionen glemmer ikke, den husker baglænds; og Reflexionen sætter Lidelsen sammen med Saligheden.
Umiddelbarheden frembringer i Øieblikket langt større vVirkning; Reflexionen virker langsomt men grundigt.
Hvad har det dog ikke skadet Χstd, at man har taget Mildheden alene, og dermed narret Mskene ind i den Indbildning, at de vare Χstne, og afmandet Χstd., istedetfor at tage Strengheden strax med, og faae færre men virkelige Tilhængere.
Overalt har man i Χstheden afskaffet det dialektiske Moment. Man rykker Læren om »Naaden« et heelt Stadium for høit op. Χstd. har fordret den virkelige Opgivelse af det Verdslige, fordret det Frivillige – og saa at man desuagtet skal erkjende, at man iIntet er, at Alt er Naade. Χstheden tager hele det Første bort – og lader saa Naaden rykke op, den, om man saa vil, indpoder »Naaden« umidd. paa det verdslige Sind.
Efter hvilken MalMaalestok Χstd. egl. er tabt sees bedst paa de streng Orthodoxes Tolerance. Deres Løsen er: naar vi blot maa beholde vor Tro for os, saa lad Verden skjøtte sig selv. Forbarmende Gud, og det skal være Χstd: Det er den Magt, der alengang brød ind i Verden og ved Villighed til at lide paatvang Verden Χstd, paatvang den mægtigere end alle Tyranner.
De Orthodoxe ane ikke, at denne deres Tolerance er en Paavirkning af de reent Verdslige, er fordi de dog egl. ikke have Forstand paa ell. Respekt for ell. Mod til Martyriet ell. ret Tro paa Evigheden, men ønskede dog vel helst at have det godt i denne Verden.
Og nu, hvad der gjør Forholdet endnu forfærdeligere, at denne »Tolerance« er villig til at lade det uhyre Falsum bestaae, at hele Verden kalder sig Χsten – naar dog de Orthodoxes inderste Mening er, at Verden er Hedenskab.
Hvor dybt er dog ikke Χstd. sjunken, hvilken afmægtig Stakkel er den ikke blevet! Forstanden er det, der har seiret; Forstanden der har tyranniseret Begeistring o: D: ned til det Latterlige. Derfor tør man ikke være begeistret, ikke vedstaae, at MarrMartyriet er en Herlighed uden al Sammenligning, man frygter for at blive udleet istedetfor at blive ihjelslagen – og saa gaaer man paa Accord; man indsvøber sig i sit Æselsskind, man forlanger saa blot Lov til selv at turde være Χsten, kalder dette Tolerance, og blærer sig dog af at være de sande Χstne.
Der var noget Sandt i et Ord af Peter, som han engang sagde, at der religieust var den Forskjel mell. ham og mig: at han betragtede Guds-Forholdet som det at blive elsket, jeg som det at elske. Denne Bemærkning var mig just ikke ny, den har oftere beskæftiget mig, om Gud ikke var altfor uendelig ophøiet til at et Msk. turde elske ham – men der staaer jo dog: Du skal elske Herren Din Gud. Fremdeles har jeg jo ogsaa selv altid udtrykt, at det er Gud, der gjør Alt for mig.
Men Forskjellen mellem os To er dog alligevel ikke ganske uheldigt betegnet derved. Sagen er, Peter har aldrig været ung i aandelig Forstand; han har faaet et sygeligt Indtryk af det rReligieuse, han er blevet saa angest og bange for Gud, at han i denne PsPusilanimitet sidder – og Gud veed, om han endogbliver ret opflammet ved at turde troe at være elsket af Gud. Jeg har i legemlig Forstand aldrig været ung. Men aandelig har jeg været en Yngling.Yngling og i god Forstand. Overvældet af Gud, tilintetgjort til hvad der er mindre end at være en Spurv for ham, har jeg dog faaet en vis Frimodighed til ungdommeligt at turde indlade mig med ham; jeg har barnligt kunnet faae detdet i mit Hoved, at Guds Uendelighed just var at han kunde bekymre sig om det Mindste, barnligt gaae ind i den min fromme Indbildning, at han ikke tog det unaadigt op, naar jeg sagde i Forhold til en redeligere Stræben: bitte, bitte, bforsmaae mig ikke, o, Du Uendelige, Du for hvem jeg dog i ethvert Secund i en anden Forstand er mindre end Intet.
Dette er Ungdommelighed, det er Barnlighed; men det har hørt mit Væsen sandt til. Dette har været mig en Salighed, at det har været mig saa naturligt og gelaufigtgeläufigt at forstaae, at jeg har kunnet det paa mine Fingre: at jo Uendeligere En deer – desto mindre kan han bekymre sig om Smaating, o, nei, saa forstandig har jeg aldrig været!, nei jo uendeligere EnsEn er, desto mere kan og vil han bekymre sig om Smaating, jeg har troet det var bogstaveligen, at han bekymrede sig om hver en Spurv – bogstaveligen, ja naturligviis, det var mig af yderste Vigtighed, da det for mig i en anden Forstand bestandigt har været saa, at jeg var en Spurv, ell. mindre.
Kald det Galskab, nu vel jeg vil bede Gud i smit sidste Øieblik at maatte faae Lov til endnu en Gang at takke ham, at han gjorde mig saaledes gal. I Sandhed Den, hvem Gud ikke saaledes kan gjøre gal, det er et stort Spørgsmaal, om han nogensinde ret har havt Indtrykket af at være til for Gud.
Forøvrigt er jeg jo villig til at erindre om, hvad jeg oftere har erindret om, at i Forholdet til Gud er Udviklingen i een Forstand den: at jo længere man lever med ham, jo fjernere føler man sig paa en Maade fra ham; thi jo uendeligere er han ophøiet. Som Barn lever man frisk væk sammen med ham; Som Yngling mener man, at naar man rigtigt stræber, saa lader det sig dog nok gjøre: ak, og som Ældre, saa mærker man, at han dog er En altfor uendelig; imidlertid er det en ikke ringe Forskjel om man har været Barn og Yngling, ell. strax er kommet til at begynde med det Gammel-Mandsagtige.
Begrebet »Christenhed« er det der skal reformeres; det der skal gjøres er det dialektisk Modsatte af at indføre Χstd, og dog i en anden Forstand noget lignende: at indføre Χstd. – i Χstheden.
Sandsebedraget med at Alle ere Χstne er bragt paa sit Høieste – nu vel, saa kan der jo ikke være Tale om at indføre Χstd – saa maa der examineres i Χstd, ved at opstille Χstd. maa der prøves, hvad dette dog vil sige med at alle ere Χstne. Her ligger en Analogie til den socratiske Spørgen. Som han begyndte med Sophisterne, der sagde sig at være Χstne og nu spurgte dem læns, saaledes begyndes her med de Vedkommendes Udsagn om at være Χsten. Og som han var den Uvidende, saa maa den Examinerende her være En, der siger sig selv ikke at være Christen. Og som Frugten af den socratiske Spørgen var en intensivere Bestemmelse af Viden, saaledes er her Frugten en intensivere Bestemmelse af det at være Christen.
Selv et Msk. kan dog ogsaa tilnærmelsesviis forstaae dette, at et Msk. lever ikke af Brød alene men af hvert Ord der udgaaer af Guds Mund – hvorvel dette Ord og den Forbindelse i hvilken det anvendes (nemlig i Fristelsens Historie, hvor Modsætningen er mell. bogstaveligat have fastet i 40 Dage og Nætter), er det Overmenneskelige, thi saa reen Aand er jo detdog et Msk. ikke, at han bogstaveligen kan leve af Guds Ord istedetfor af Mad.Mad og Drikke.
O, men hvorledes kan ikke et Msk. lang, lang Tid, Aar efter Aar leve hen, lidende under og maaskee plagende sig selv under en bestemt Opfattelse af noget enkelt Christeligt – og saa pludselig kan der gaae et Lys op for ham, han kan komme til at see den samme Sag fra en anden Side, og nu føle en Lindring formelig som den, naar en Sulten faaer Mad, ell. en Afmægtig en Lindring.
Lad En, der ret er sig bevidst at være en Synder, have martret sig selv, ved bestandigt kun at kunne tænkeforestille sig Χstus som den Hellige, saa han altsaa kun gyser for ham, og dog vedbliver at holde sig til ham – hvilken Forvandling, naar det ret bliver ham tydeligt, at Christus er Frelseren, er som en Læge, hvilken man jo just kalder paa i sine svageste Øieblikke, medens man jo lige omvendt kun turde vende sig til den Hellige i sine bedste Øieblikke.
Selv om en Digter lider virkelig Forfølgelse af en Samtid, han reproducerer og forvandler selv denne sin virkelige Lidelse til et Digterværk, og giver Samtiden Leilighed til en ny – Nydelse. En Ethiker gjør Alvor deraf, gjør det til Virkelighed, siger: det er Eder, I Samtidige, om hvem jeg taler; jeghan forlægger ikke Scenen, holder ikke Sagen digterisk paa Afstand.
Digteren har i en vis Forstand mere Resignation, han fordrer ikke virkelig at faae Ret, han frafalder sin Sag med de virkelige Msker, og lægger hele Scenen over i Phantasien.Phantasie-Mediet. Men Digteren mangler Mod; hans Phantasie forskrækker ham, saa han ikke tør gaae lige løs paa Virkeligheden, han destillerer et Digterisk ud deraf, og holder sig tilbage.
Det vilde maaskee være en af de interessanteste Opgaver: at fremstille en Digter, der var i den Grad udviklet, og kommet saa langt ud, at han egl. maatteselv begyndte at forstaae, at han skulde danne μεταβασις εις αλλο γενος, nemlig gaae over i det Ethiske, det Heroiske – men dog ikke kunde overvinde sig selv dertil, og nu blev dialektisk paa dette Punkt.
Digterisk Motiv.
Et Pendant til en Forfører:Forfører, kun at det er et Mandfolk, der forføres: at forføre en Mand til at blive Sværmer.
Skal det holdes i det Interessante, maatte det netop være en ældre Mand, der forførtes, thi en Yngling vilde være altfor let.
Replik af en saadan Forfører. »Ofte har jeg overveiet, om det var lettere at forføre, naar man har den Fordeel, at være anseet for en redelig MaPerson, eller naar man har den Vanskelighed at være anseet for en listig Karl, mod hvem man er paa sin Post. Jeg anseer det Sidste for det Letteste. Just det at man er, som det hedder, paa sin Post, gjør det lettere at bedrage. Der skal en eminent Snildhed til for ikke at bedrages – naar man vil være snild. Det regner jeg paa. Ved at være paa sin Post, som det hedder, bliver man let indbildsk, og bliver man letindbildsk, bliver man let tryg. Man düperer ham altsaa, bestyrker ham i, at han er snild, at det er umuligt at bedrage ham. Man fortæller ham, hvorledes man har og hvorledes man kan bedrage Andre; han seer selv, at paa den Maade kan man ikke bedrage ham; under alt Dette studerer man hans svage Sider, og hvordan han skal bedrages. Nu düperer man ham end stærkere, at det er umuligt, at fange ham – og saa er han fangen.«
Forsaavidt man mod Beraabelsen paa det N.T. til Forsvar for det Polemiske i Χstd, vil sige: ja, det var den Gang, men nu i – Χstheden: nu, saa lad os tage Luther, som jo levede i Χstheden; læs hans Prædiken fE over Evangeliet: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig.
Nei, Sagen er i Χstheden uendelig værre og farligere end da Χstd. forholdt sig til Hedenskab, just for det løgnagtige Sandsebedrag med Χstheden; derfor bør det Polemiske være om muligt end stærkere.
O, hvor langt ere dog vi Msker fra den Aandelighed, der i Sandhed ene sørger over sin Synd, og ene i Forholdet til Gud: hvor sjeldent endog blot et Msk, der havde Mod til ligeoverfor et andet Msk. at blive ganske aabenbar i Forhold til hver en lønlig Skyld.
Christendommens Forhold i Mulighed – og i Virkelighed.
Saasnart jeg tager Χstd. som en Lære, og saa anvender min Skarpsindighed, ell. min Dybsindighed, ell. min Veltalenhed, min Phantasie paa at fremstille den: saa synes Mskene godt om det; jeg bliver anseet for en alvorlig Χsten, elsket o: s: v:
Saasnart jeg existentielt vil udtrykke det jeg siger, altsaa sætte det Christelige ind i Virkelighed: saa sprænger jeg ligesom Tilværelsen, Forargelsen er der strax.
[b] vil blive anseet for en alvorlig Χsten, elsket. Dersom jeg selv derimod, mig bevidst at være en Synder, pludselig vil gjøre Alvor af at fremtræde frem med en offentlig Syndsbekjendelse: saa reiser Forargelsen sig strax, man vil finde det er Forfængelighed og Latterliglatterlig Overdrivelse. – Prædike om det, at den sande Χsten i Alt raadfører sig med Gud: det rører[c] – dersom et Msk. i Virkeligheden træder frem og beraaber sig paa at have raadført sig med Gud: saa bliver det udskreget som Anmasselse, Stolthed, Overdrivelse, Galskab. – Skildre hine stille Sjele, der i Afsideshed fra Livet, ene fyldte deres Sjele med Tanken om Gud: det vil røre til Taarer.[d] Lad En realisere det, og han bliver en redicul Gjenstand, som man anseer det næsten for sin Pligt at forhaane og udlee.
a
Dog glem ikke Eet, det at prædike maa være Dit Levebrød og Næringsvei; Levebrødet og Næringsveien det er det egl. Populaire, selv den abstruseste Philosophie bliver næsten populair, naar Folk blot veed, at det er Ens Næringsvei.
b
NB. dersom det at prædike da tillige er min Næringsvei, thi ell. vil Sagen dog forekomme Msk. som en Overdrivelse.
c
, naturligviis dersom det er dinDin Næringsvei at prædike, thi ellers bliver det forstyrrende.
d
naturligviis maa dog det at prædike være Din Næringsvei, ell. gaaer det ikke rigtigt i Folk, Du bliver dem selv en Overdrivelse.
Det ethiske Udtryk for den Distinction som en Kunstner, en Tænker, en Sædelærer fordrer, er: at han selv opgiver det Pecuniaire; i samme Grad som det Pecuniaire gjøres gjældende, i samme Grad veed jeg ikke hvad det er for et Snerperie med denne store Forskjel mell. en Saadan og enhver anden Næringsdrivende. Dog Kunst og Videnskab er jo Differentser, forsaavidt kan der jo indrømmes en Forskjel mell. dem og andre Næringsdrivende, en Analogie til at en Profession fE er pænere end en anden. Men en Sædelærer er jo ikke i Retning af Differents; jo mere her det Pecuniaire kommer frem, desto mere bliver han endog mindre end en slet og ret Næringsdrivende.
O, en Martyr, der gesticulerer med sin daglige Existents, han kan ikke saaledes concentrere i Øieblikket, som disse delicate Talere, der kiæles for hele Ugen igjennem indtil de om Søndagen stadse og svære i een Time; o, en Martyr, der gesticulerer med sin daglige Existents, han kan ikke saaledes vellystig drage den æsthetiske Opmærksomhed paa sin Stemmes Velklang og sine mægtige Gestus, thi da al hans Gesticuleren væsentlig er: at omsætte i Handlen, saa unddrager den sig hiin flygtige Opmærksomhed i Øieblikket.
O, og blot for at forstaae dette hører der Taalmod. Men Bedragerne, der holde sammen med det Sandselige i Msk, de have naturligviis uendelig Overmagten.
Alene denne Forskjel: hvad jeg har at sige kræver næsten en Stilhed som Enkelthedens i Skriftestolen – hvad de Andre sige tager sig bedre ud,ud i samme Grad som der er flere Tusinder, der høre.
I Sandhed en Skuespiller er en redelig Mand, han bekjendtgjør det forud om Aftenen paa Plakaten: at han mell. 7 og 10 spiller den ædle Fader, Overførsteren; det lidende Sandheds-Vidne; den ophøiede Helt o: s: v:; han er redelig, han foranlediger Ingen til den usalige Forvexling, at han selv er det Fremstillede.
Man har opholdt sig over, at Theateret blev henlagt under Cultus-Ministeren: mig synes det var bedre, at Cultus-Ministeren beholdt det ham Underlagte: Theater og Kirke men antog Titel af Theater-Directeur.
Jeg skjønner egl. ikke hvad der fra Χstds Standpunkt er at indvende mod Theatret i Retning af Sandhed, det Sande er just, at Skuespilleren vedgaaer, at han er en Skuespiller.
Der er Intet, som kan oprøre mig saaledes som en Mand, hvis Liv udtrykker lige det Modsatte, naar han misbruger sin Phantasie og sin Veltalenhed, skildrer den lidende Sandhed,Sandhed – og selv løgnagtigt bliver Gjenstand for den Beundring, den Kjerlighed, den Medlidenhed istedetfor hvilken det virkelige Sandheds-Vidne lider Forhaanelse og Mishandling.
O, hvad er saa en virkelig Forfører mod en saadan Forfører. Han bedaarer en Pige, han hidser hendes Lyst, nu vel, men han forvirrer dog egl. ikke i dybeste Grund hendes Begreber, som hiin anden Forfører, der ved sit Falsum just bidrager til at gjøre os mere haardhjertede mod det sande Sandheds-Vidne, fordi hans Tilværelse kun bliver endnu mere afstikkende i Sammenligning med hiint gøglende Billede.
Klogskaben bruger strax Øieblikkets Middel; det Gode forsager at bruge det. Naar saa det Gode alligevel har seiret, saa vil man stundom ved Hjælp af Resultatet forklare det Gode som en Art Klogskab, man siger: det var dog det Klogeste. Her seer man nu Forskjellen. Det maa sees sammen i »Begyndelsen.« Thi naar Resultatet er der, saa springer Mman det at »vove« over, det at der virkelig var vovet ved at opgive Øieblikkets Middel. Var Klogskab og det at ville det Gode Eet, saa maatte de jo ogsaa i »Begyndelsen« see,see Sagen eens. »Begyndelsen« er det Dømmende, det Afgjørende.
Derved er det, at man har afskaffet Χstd, at man overalt har trykket Personligheden tilbage. Man synes at frygte at et Jeg skulde være et Slags Tyrannie, og derfor skal ethvert Jeg nivelleret trykkes tilbage bag en Objektivitet. Jeg skal ikke have Lov til at sige: jeg troer der er en Gud – jeg skal sige: dette er Χstds Lære: jeg troer, men saa er dette jeg et universellere, ikke mit personlige. Overalt Lære, Objektivitet, og overalt forhindres det, at man skulde faae Indtrykket af, at et Msk. umidd. forholder sig til Gud. – Bruger en Præst stundom sit Jeg paa Prædikestolen, saa tilgives det, fordi hans Jeg paa Prædikestolen dog ikke antages at være i strengeste Forstand hans personlige Jeg, men et Slags dramatisk jeg, ell. et jeg qua Embedsmand.
Som de lærde Commentarer saa ofte lægge sig forstyrrende mell. en Forfatter og de Læsere, han helst ønskede; som Dag-Pressen har lagt sig forstyrrende mell. den egl. Literatur og Læseren: saaledes har man skudt overalt Objektiviteten forstyrrende mell. Gud og Virkeligheden, praktiseret Gud langt, langt bort. Istedetfor at Læren skal være det Objektive, og saa skal mit jeg personligt tilegne sig den og jeg altsaa tale i første Person i Virkeligheden, vil man at jeg skal skaffe mit Jeg bort og tale objektivt. Thi det der skal være Sdet Regjerende i Verden, skal ikke være Gud, som virker paa Jeget, men skal være et Objektivt, et Abstraktum, til hvilket de enkelte Jeg'er forholde sig som Blade paa et Træ, som Dyr under en Art.
Hvad der gjælder i Forhold til Skuespillere, Kunstnere, Digtere, det gjælder ogsaa æsthetisk i Forhold til »Talere«: Modsætningen er gjerne Betingelsen for ell. svarende til Præstationen, den personlige Existents gjerne det Modsatte af hvad Præstationen udtrykker; thi just denne Længsel som Modsætningen udvikler frembringer en Gløden i Phantasien, hvoraf Præstationen fremgaaer.
Man seer heraf, hvor desperat det er, at lade Χstd. ene og alene repræsentere ved »Talere«. Een eneste Asket, der gaaer om midt iblandt os, – han prædiker ganske anderledes end 20 saadanne Talere.
Overhovedet er dette ogsaa det bedste Beviis paa, at man reent har sat Χstd. over fra at være en Existents-Meddelelse til at være en Lære: at man har substitueret Talere Docenter o: D: istedetfor Asketer.
Det er nu saa nemt at afvise dette, ved strax at diske op med det om Flagellanter o: D:. Men sandeligen dermed er Sagen ikke afviist, og ved at tale saaledes, viser man blot, at man helst vil jo før jo hellere være den Sag qvit.
Lad Fattigvæsenet bestemme hvor meget et Msk. behøver at leve af – og det være saa Gagen. I Begrebet af Asket ligger slet ikke det Extravagerende. Χstus var ogsaa en Asket. See saa ofte erefter i det N. T., hvor meget han behøvede at leve af. Paulus lige saa. Det sande Begreb af Asket er at nedsætte Livs-Fornødenheder til et Minimum, og saa forresten naturligviis hverken at mishandle sig selv ved Hudflettelser ell. Deslige. O, dette er meget let at forstaae; og Grunden hvorfor man er saa tungnem til at forstaae det, er ogsaa meget let at forstaae.
Forstaae det kan jeg ogsaa, men jeg vil ikke fremsætte det, thi saa langt gaaer min Existents ikke ud; jeg er kun forsøgt i Retning af Mishandling af en Samtid.
Svinget i Forfatterskabet, hvor den nye Pseudonym (Anti-Cl.) udvistes.
Min Tanke var det, at udgive alle de færdige Manuscripter i eet Bind, alle med mit Navn, – og saa at springe reent fra.
Denne Tanke var en Overdrivelse, men jeg leed ubeskriveligt ved bestandig dog at ville holde den fast; jeg gik og penslede saa paa eet lille Sted.Sted (især i de Skrifter om Forf. Virksomheden) og saa paa et andet Sted, medens jeg tillige bestandigt forløftede mig paa det Hele, og især med den Tilsætning, at jeg skulde gjøre et saadant existentielt Sving, og dog paa en Maade dække at der var noget Usandt i, at jeg efter den Maalestok traadte i Characteer, dække det – ved at unddrage mig ganske.
Saa blev det mig endelig klart, at jeg maatte tage et bestemt Hensyn til min Fremtid og at det var over mine Kræfter at ville løfte begge Dele paa een Gang, at sætte en saadan Productivitet ind og saa at have Næringsorg. Saa besluttede jeg, at henlægge hele Productiviteten, der laae fix og færdig, til bedre Tider – og saa ikke producere mere og saa gjøre Skridt i modsatRetning af Embedstilling.
Saa tilstødte dervaagnede dog igjen Tanken hos mig, om det ikkerikke var uforsvarligt af mig, at lade denne Productivitet ligge hen, ogsaa blev jeg lidt utaalmodig ved at tænke paa hvor vanskeligt det dog er for mig at blive Embedsmand, selv om minman vilde gjøre Alt, og ogsaa blev jeg baade ·············· Mynsaa gaaer jeg forgjeves baade til Madvig og til Mynster: jeg greb da Sagen igjen an – sender første Stykke af Manuscriptet i Bogtrykkeriet, under mit Navn, saa altsaa det var muligt nu at sætte det Hele ind. Min Tanke var nu at lade Virkeligheden trykke paa mig, og faae Sagen at see nærved, og jeg befalede mig i Guds Vold, at han vilde hjælpe mig.
Imidlertid var saa Etatsraad Olsen død, der stødte en Mængde Vanskeligheder til – jeg forstod tillige, at det var ubesindigt og Overdrivelse, at reise et saadant coup – og Frugten heraf blev, at Sygdommen til Døden blev pseudonym.
Der Derved vandt jeg at forstaae mig selv, og min Grændse; jeg vandt en Sindrighed i Structuren af Forfatterskabet, hvilken atter ikke er min oprindelige; jeg forstod, at det var næsten en Desperation af mig, at ville vove saa langt ud i Retning af en Slags Apostel, og paa en saa besynderlig Maade, at jeg tillige med det Samme skulde bryde af, og ved det samme Skridt om muligt tilintetgjort mig min Fremtid.
Var dette ikke skeet, havde jeg ladet hiin hele Productivitet ligge hen, saa var jeg vel hver ottende Dag kommet tilbage paa den Tanke, dog at ville realisere hiin dumdristige Tanke, og jeg havde vel oprevet mig selv; thi realiseret var den dog ikke blevet.
Nu blev der slaaet Hul paa Productiviteten, Pseydonymiteten sat, jeg fik Luft og Lindring, frigjortes fra dette Overspændthedens Phantom.
Om de tre Taler (Ypperstepræsten, Tolderen, Synderinden)
De ere nu afleverede i Bogtrykkeriet.
1) Et Hvilepunkt maa jeg have; men en Pseudonym kan jeg ikke hvile paa; og de svare til Anti-Climacus; og Situationen: Taler ved Altergangen om Fredagen er engang for alle udseet til Forfatterskabets Hvilepunkt.
2) Da man nu i denne Tid er ifærd med at trække min Pseudonym (Climacus) frem, er det vigtigt, at der pointeres i Retning af Opbyggelse.
Atter, hvor kjerligt af Styrelsen, at hvad jeg behøver og skal bruge altid ligger færdigt.
3) »Forordet erindrer om to opbl. Taler 1843; thi det er mig af Vigtighed at indskærpe, at jeg strax er begyndt som religieus Forfatter; det er af Vigtighed for Repetitionen.
SelveSelv Prædikeforedragets Situation, det at prædike, i den Forstand som det nu tages, er som beregnet paa at,paa, ethisk seet, at bedrage Taler og Tilhører.
I en pragtfuld Bygning, hvor Kunst og Smag har frembragt det æsthetiske Begreb af Høitidelighed; naar saa Orgelets mægtige Røst har fyldt Hvælvingerne – ogog den sidste Tone hendøer – da træder der en Taler frem, som nu sætter alt i Bevægelse for i Øieblikket at virke; han selv opildnes ved at fornemme, hvorledes han virker; han potenseres o: s: v: o: s: v:
Afdøde Spang sagde engang at han havde havt nogle af sine herligste Øieblikke paa Prædikestolen. Ja, ach ja en saadan Stemnings og Phantasie-Potensation det er jo ogsaa, æsthetisk, Noget. Men mon ikke en Skuespiller taler paa samme Maade om det at frembringe en Stilhed i Theateret saa man kan høre en Knappenaal falde – og saa i næste Øieblik høre Jubelen o: s: v:; mon ikke ogsaa en Skuespiller siger, at han har haft nogle af sine herligste Øieblikke paa Scenen –Scenen, ved den Potensation som det er at electrisere og electriseres. Og Præsten vil endnu mere, han som jo selv er det Jeg, der taler qua autor.
Og saa taler man rørende om, at en Præst føler Trang til at prædike; naar han i en Maaned ell. to ikke har prædiket, saa føler han en Tomhed, et Savn o: s: v: – jo jeg takker, hvad Under vel at Den der er forvænt ved saadanne ugentlige æsthetiske Potensationer, hvor han i begeistret Stemning exalteret rører og selv røres ved at skildre Tro, Haab, Kjerlighed, høie Dyder, Saligheden i det at lide o: s: v: – hvad Under vel at man føler et Savn; naar man er Forfalden er det ikke saa let at undvære Spiritus.
Men hvor bliver nu i alt Dette Plads for den fattige ethiske Existeren og Handlen.
Det er Mynster lige saa umuligt som at staae paa Hovedet, ligeoverfor en blot nogenlunde Dialektiker at vise Forskjellen mell. en Prædikant i hans Stiil og en Skuespiller. Thi Forskjellen mell. en Præst og en Skuespiller er just det Existentielle, at Præsten er fattig – naar han prædiker om Fattigdom, er forhaanet, naar han prædiker om at lide Forhaanelse o: s: v: o: s: v:; medens PSkuespilleren just har den Opgave at bedrage ved aldeles at skaffe dsit Existentielle bort – har Præsten just den Opgave i dybeste Forstand at prædike med sit Liv. Ja lidt paradox kunde man sige: at prædike er noget nær at holde sin Mund men existentielt at udtrykke, i Gjerning, med sit Liv at udtrykke Det, som ellers bruges Ord til. Det klangfulde Organ, de herlige Armbevægelser o: s: v: behøves egl. ikke: en Stum kan prædike, og en Krøbling, der ingen Arme har kan ogsaa prædike.[b] (Det Fordærvelige i, at man tillader unge Msker sligt, hvorved alle Forhold vendes om.
I Spidsen for Kirken staaerstod som dens Overhoved den Mand, der endnu staaer uforandret, Sjellands beundrede Biskop, derhvem man ved en besynderlig Misforstaaelse stundom lægger det til Last, der er hans Ære; thi at En, der er kaldet og beskikket til at regjere, at han vil regjere: det er just at prise.
Mynster skulde nu svækkes ved Opinionen (»han er blevet staaende paa Jacobi).[c]
I Opinionen taber M. ogsaa Slaget paa Contradictions-Principet[d], men udøver en desto større Magt ved sin personlige Overlegenhed.
Nu begynder en litterair Virksomhed: Pseudonymerne. Allerede Victor Eremita marquerer ethisk med Sigte paa »Systemet.« Johannes de silentio ganske bestemt – og Mynster signaliserer fra oven. Pseudonym følger paa Pseudonym bestandigt mod Systemet til Joh. Climacus. Det kommer paa ingen Maade til noget Slag men Terainnet bespændes.
Imidlertid har ogsaa Forholdene forandret sig noget i Tydskland.[e] Ved Universitetet staaer Martensen ikke slet saa sikkert som før, det synes dog at maatte trække sammen til en Afgjørelse.
Da skeer der noget Nyt – Prof. M. bliver Hofprædikant. Han gjør glDette var en adspredende μεταβασις εις αλλο γενος. Han gjør atter glimrende fortüne i Slotskirken. Selv synes han næsten bedaaret. At der er mangt et Sandsebedrag med undgaaer ham: 1) det Sandsebedrag, at Rygtet om den hegelske Philosophie nu var kommet ned til de dannede Classer, Fruentimmer ogo: s: v: som mente naar han prædikede for dem, da at faae en Berøring en Mundsmag deraf; 2) at Mynster protegerede 3) at M. ikke blev rigtig Præst »ikke en ordinair Klædespræst til hver Søndag« men en Hofprædikant til hver 6te Søndag. Det glemme de ganske, at der ved Universitetet var et lille NB.
Endeligen komme vi tilbage til Videnskaben, og nu udkommer den christelige Dogmatik.[f] Det er de Forelæsninger, der hed »speculativ Dogmatik«, men dette Prædikat er dog taget bort.bort (en Forskjel omtrent som den Peer Degn gjør m: H: t: Indbindingen i Vælskbind og i Skindbind af den samme Bog). Man benytter sig af den tidligere Tradition om det Speculative, og imidlertid sætter man en ny Opinion i Bevægelse, at den, vidunderligt, er blevet saa populair, at enhver almdl. Dannet kan læse og fatte den. Mod Magnus Eiriksonhedder, en theol. Candidat og Manuducteur, hedder det: det er altfor høit mfor ham – og tillige hedder det om den samme Bog, at Enhver med blot almdl. Dannelse kan læse og fatte den.
For at der dog ikke skal manglemangle en Forløber i Forhold til den christelige Dogmatik paatager[g] en Romanforfatterske sig dette hæderlige Hverv: Frøken Frederikke Bremer. Hun har – ih Gud bevares, hun er jo ogsaa en Instants! – hun har, med Forfatterens Samtykke, forud gjort sig bekjendt med den christelige Dogmatik, hun bebuder forud, hvad hun naturligviis baade forud og bagefter kan og vil indestaae for, at den vil gjenføde Videnskaben i Norden – reiseNorden, hun antyder, at Martensen er Χstus – og reiser derpaa[h] til Nordamerica, formdl. for at berede ham Sted og Vei. – FSom Forløberen saa den hele øvrige Betjening. »Flyve-Posten« paatager sig Functionen som Cerimoniemester, der gjør Plads for »den speculative Genius Prof. M«, der – og detSligt forstaaer da Fl: P. sig paa – er blevet sin første Kjerlighed tro; tillige fører den et alle Næringsdrivende aldeles tilfredsstillende Beviis ex consensu gentium for, at M. er Sandheden: han har næsten lige saa mange Tilhørere som Fl: P. har Subscribenter: ergo ..... . Den berlingske Tidende Gross. N: træder tjenende i Charakteer af en Sværgende, han sværger, ell. han er dog villig til at sværge paa, at man »i hver en Linie af den chr. Dogmatik sporer en Overbeviisning.« Dette Beviis er aldeles fyldestgjørende for hele Borgerclassen og de Næringsdrivende.
Hiin høitflyvende Speculation er nu den christelige Dogmatik for hvilken der argumenteres af – Udbredelsen. Det mangler blot, at Prof. M., der dog idetmindste indulgerer denne Beviisførelse, selv argumenterer saaledes: saa har han ubetinget seiret. I samme Øieblik han selv vil beraabe sig paa Udbredelsen, indestaaer jeg ham for, at han øieblikkeligt har endnu et Par hundrede Kjøbere.
At Sligt lod sig gjøre, at det vilde gaae upaatalt hen, lod sig formode. Den, der nærmest skulde tage Positionen mod den christelige Dogmatik, var vel mig. Men dette veed Hans Høiærværdighed Hr Prof. Hofprædikant og Ridder Martensen med de mange Kjøbere, det veed han, at Sandsebedrag vil jeg for ingen Priis bruge; og der var vel endog Sandsynlighed for, at jeg vilde forholde mig ganske taus. Men selv om jeg talede – naar han vil bruge Sandsebedragene, ell. dog det indulgere at de bruges i hans faveur, saa maa jeg eo ipso trække det korteste Straa.
Denne hele Adfærd, der først brouter speculativt høitflyvende og saa forqforfalsker Sagen ved at forrykke forum er uværdig. DerfFor at da min Taushed ikke skal kunde lægges mig til Last, har jeg skrevet dette.
a
Prof. Martensens Status.
b
Anm cfr. Forordet til philosophiske Smuler.
c
Anm cfr et lille Skrift »Forord« No
d
Anm cfr Maanedsskrift for Literatur.
e
Literaturen er blevet noget flau, og Martensen som tydsk Correspondent selvfølgeligt ligesaa.
f
hvor Biskop Mynster er blevet den egl. DogmatikereDogmatiker, han som i sin Tid skulde entlediges.
g
– quod felix faustumque sit! –
h
– absit risus atque scurrilitas! –
Collision
Et Msk. kan jo paa mangfoldig Maade have syndet, uden at han derfor, selv om hans Skyld blev vitterlig, er hjemfalden til borgerlig Straf: men har Gud da ikke Ret at fordre af et Msk. at han selv skal udsætte sig for den Straf , deraf en anden Art, der kunde følge hvis hans Skyld blev aabenbar.
Jeg har tænkt ubeskrivelig meget derover (ogderover; og Collisionen er paa en Maade lagt an i eet af de tidligere Forsøg i den første Journal, Journalen JJ, den i Octav, under Titlen: de occultis non judicat ecclesia).ecclesia.
Paa den ene Side kunde det synes en Analogie til det at friste Gud, naar Ens Skyld ikke er aabenbar, ikke udsat for borgerlig Straf, saa selv at ville offentliggjøre den. Paa den anden Side kan det være en sand Religieusitet. Sæt et Msk. af den Grund besluttede sig til msklig talt at forspilde hele sit Livs Lykke.
O, at jeg levede i en anden Tid, hvor der dog var en lille Smule Sympathie for disse mine Collisioner, der i Sandhed ere christelige. Men midt i Χstheden lever jeg med saadanne Tanker saa fremmedgjort, saa forladt af Sympathie og Forestilling, at jeg ligefrem næsten bliver behandlet som gal, hvis jeg for Alvor ville fremstille slige Collisioner.
En ny Betragtning af Forholdet: Præst, – Digter paa det religieuse Gebeet.
Χstd. har naturligviis godt vidst hvad den vilde. Den vil have sig forkyndt ved Vidner ɔ: ved Msker, der forkynde Læren og tillige existentielt udtrykke den.
Det moderne Begreb af en Præst er en reen Misforstaaelse, som det nu er. Da Præsterne formentligen ogsaa skulle udtrykke det Christelige, saa have de ganske rigtigt opfundet at slaae af paa Fordringen, afskaffe Idealet.
Hvad er nu at gjøre? Ja nu maa vi anlægge en anden taktisk Fremrykken.
Først et Detaschement Digtere; segnende næsten under Idealitetens Fordringer, med en vis ulykkelig Kjerligheds Gløden stille de Idealiteten frem. Saa kan de nuværende Præster gaae i andet Geled.
Disse religieuse Digtere maa netop have den Art Fremstillings Magt der hjælper ud paa Strømmen.
Naar saa det er gjort, naar der er voxet en Generation op, som fra Barn af har faaet det pathetiske Indtryk af existentielt at udtrykke Idealiteten, saa kommer baade Klosteret igjen og de egl. Sandheds-Vidner.
Saa langt tilbage er Χstds Sag i vor Tid.
Det der først og fremmest maatte gjøres er at skaffe Pathos, med Intellectualitetens, Phantasiens, Skarpsindighedens, Vittighedens Overlegenhed at skaffe garantere Pathos for det existentielle, hvilket »Forstanden« har nedsat til en Latterlighed.
Her ligger min Opgave. Et ungt Msk., en ganske Eenfoldig kan bruges til det Høieste Existentielle, dertil fordres det Ethiske ene og alene. Men naar »Forstanden« og Forstandens Magt har seiret i Verden og gjort næsten det sande Existentielle latterligt, saa kan hverken en Yngling eller en Eenfoldig trænge igjennem. Saa maa der først en Maieutiker til, en Olding i en vis Forstand, eminent i Besiddelse af alle Aandens Gaver – og disse anvender han til at skaffe Pathos for det Pathetiske.
Enhver ung Pige kan blive i Sandhed forelsket. Men dersom jeg tænkte mig en Tid, som var sjunket saa dybt i Forstandighed, at alle gode Hoveder o: s: v: anvendte deres Gaver til at gjøre Elskov latterlig: saa kan ingen ung Pige strax trænge igjennem. Saa maa der først en Olding til, som kan knuse denne PathosForstandighed og skaffe Pathos – og saa, hil være Dig, Du Yngling, hvo Du end er – saa er der Plads for Ungdommens i en Forstand langt ringere Kræfter. Og dog er i een Forstand Forholdet dette, som altid i Pseudonymerne, at det unge Msk. staaer høiere end dennedenne Ældre.
Ak, mit eget Liv udviser dette. Først nu seer jeg, hvor der skal svinges – nu efter i 7 Aar at have næsten overanstrenget mig, nu, da jeg skal begynde paa bat bære en ny Art af Byrde, Hensyn til Udkommet. O, hvorfor var der ingen Ældre, der forholdt sig til mig, som jeg til Ynglingen.
Selv tilhører jeg dog endnu til en vis Grad det Gamle, men jeg garanterer Pathos.
Feilen hos Mynster er ikke den Klogskab o: s: v: han har brugt. Nei, Feilen er, at han bedaaret ved denne Klogskabs Virkninger i Timeligheden, bedaaret ved sin Magt og Indflydelse, egl. har ladet Idealet gaae ud. Var der i Mynsters Prædiken eet endnu: en stadig, dyb Sorg, over ikke selv at have været aandelig nok til at blive Martyr: saa vilde jeg have billiget ham; jeg vilde saa have sagt om ham, hvad jeg siger om mig selv: han blev ikke Martyr, men han kan føde Martyrer.
Ingen kan tage, hvad ham ikke blev givet: saaledes heller ikke jeg. Ogsaa jeg er mærket af at være født i Χstheden, forkjelet opdraget o: s: v:. Var jeg ikke opdraget i Χstd., stod jeg uden for Χstd, saa havde den maaskee Magt 10. Journalen NB13, s. [156], optegnelsen NB13:88 med tilføjet tekst i marginalspalten og nederst i hovedspalten til at svinge mig et Stadium høiere, naar da vel at mærke Χstd. selv var repræsenteret,repræsenteret som i dens første Tider, hvor der i Overflod var Pathos.
Men Ingen kan tage, hvad ham ikke blev givet.
Hvor sandt er det mig nu, at hele den sidste Produktivitet egl. er blevet mig selv Opdragelsen, Ydmygelsen. Ungdommeligt har jeg vovet: da forundtes det mig, at reise en Idealitetens Fordring i eminent Forstand[a] – og ganske rigtigt, jeg er Den, der segner ydmyget under den og lærer i endnu dybere Forstand at henflye til Naaden. Det er som Dette, som jeg nu igjen end yderligere personligt selv har oplevet, er forøvrigt allerede bragt til Bevidsthed i SkrifteterneSkrifterne selv, thi Anti-Climacus siger i Moralen til »Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede«: Forbilledet skal fremstilles saa eminentidealt, at Du just derved ydmyget lærer at flye til Forbilledet men i en ganske anden Forstand nemlig som til den Forbarmende.
Men til Idealet skal Alle forholde sig; og om end hvor langt nede fra, og hvor uendelig end min Afstand, der skal dog være i mit Blik og i mit Suk en Retning, som tyder paa, at ogsaa jeg forholder mig til Idealet – kun saaledes er jeg en Stræbende.
Og saa som Anti-Cl. siger: saa ingen Hidsighed, der forrasker sig.
Dog hvilken Forskjel, at begynde som en Yngling kan komme til at begynde, og saa atmed sin bedste Tid dog at have tilhørt det Gamle.
Eet bliver der imidlertid tilbage, at vi frelses jo dog Alle af Naade.
a
Anm: At denne Fremstilling lykkedes mig, hænger – fraseet naturligviis hvad jegder altid er første Prioritet Styrelsens Omsorg, der gjør, at jeg bestandig forstaaer bedst baglænds – sammen med 1) den Uret og Mishandling jeg har lidt qua Forf, Noget, der paa min polemiske Natur maatte virke desto stærkere 2) mit Tungsind, 3) mine religieuse Forudsætninger og indre Lidelser 4) den Forestilling jeg dog ogsaa har, at jeg som en Poeniterende just derfor maa vove hvad Andre ikke vove. Dog er dette Sidste et Punkt, hvor jeg maa være yderst forsigtig; thi det er saa uhyre vanskeligt her at kjende sig selv, ikke at forvexle noget Dumdristigtdet Dristige med det at ville virkelig komme til atlide.