Søren Kierkegaard
Journalen NB14
Søren Kierkegaards Skrifter
22
NB14
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup
Finn Gredal Jensen og Steen Tullberg
KA, A pk. 18
Af Søren Kierkegaards Papirer. 1849
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2005
http://sks.dk/nb14/txt.xml
20120322
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.7
NB14.
d. 9 Novbr. 49.
Om Udgivelsen af Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed p. 10p.
41
Hele Forfatterskabets Betydning
p. 14.
Den nye Pseudonym. Anti-Climacus
p. 16.
Den nye Pseudonym Anti-Climacus
p. 27. n:
Om mig selv
p. 43.
Kategorien for min Virksomhed
p. 47.
Angaaende Forordet til Indøvelse i Χstdom
p. 50.
Luthers Lære om Troen, eller Luther som point de vüe og min Forstaaelse af mig selv
p. 57.57.
I Anledning af H: H:
p. 157.
Om H: H:
p. 166.
Χstdommens Forkyndelse
p. 198.
»Den forlorne Søn« – »Faderen« –
»Broderen«, lagt an til Taler ell. til gudelig Underholdning til Opbyggelse
p. 219 o: fl.
Texter til Fredags-Taler findes i NB13. Paa det rene Blad foran er angivet hvor, samt henviist til hvor de hidtil ikke afbenyttede Texter til Fredags Taler findes i Journalen NB12, hvor igjen paa det rene Blad foran disses Pagina er angivet.
Et Ord af Thomas a Kempis som maaskee engang kunde bruges til et Motto:Motto, han siger om Paulus: derfor overgav han Alt til Gud, som kjender Alt, og forsvarede sig kun ved Taalmod og Ydmyghed ..... Han forsvarede sig undertiden, at ei de Svage skulde forarges formedelst hans Taushed.
3die Bog 36 Capitel § 2 ell. i min lille Udgave p. 131.
Et Indfald.
Digterisk Forsøg for at vise Geniets Almagt.
Et Par Elskende er ulykkeligt blevet skilt saaledes ad, at Collisionen er religieus, og vel at mærke kun til for og kun forstaaet af Elskeren.Elskeren, der, forstaaer det som Guds Straf over sig, at han skal opgive denne Elskov. Selv næsten lidende til Fortvivlelse og til Vanvid, indseer han, at Pigen ubetinget vil gaae fra Forstanden hvis dette skal meddeles hende saaledes: at han, der ved at forlade hende, jo handler som en Skurk, dog er et godt Menneske, ja at det Hele er religieust – altsaa for at lindre hende Sagen forvandler han sig virkelig til en Skurk, det er en nedrig Skurkestreg af ham. – Af alle erotiske Collisioner er denne som man let vil see noget nær den muligst qvalfuldeste.
Men hvad skeer. Efter en Deel Aars Forløb forklarer Forholdet sig saaledes, at han nu virkelig turde tilhøre hende – og hun er imidlertid blevet ham tro trods al hans Bedrag.
Forstaaelsens Øieblik er kommet. Dialektisk sees let, at dette Forstaaelses Øieblik noget nær er det mærkeligste der overhovedet lader sig tænke, just fordi der er en religieus Collision med, saa detder aldeles ikke er Tale om Anger eller Deslige.
Pigen er ude af sig selv for Salighed.
Da siger han »er der nu Noget, Du ønsker, siig blot frem, hvad Du vil, ubetinget Du skal have det, jeg føler mig mægtig som en Gud.« hun svarer »o, nei, Intet ønsker jeg, Intet; naar jeg blot maa see Dig er jeg ubeskrivelig lyksalig.«
»Ja det var en god Snak; nei, saaledes skal denne Høitidsdag ikke gaae ubemærket hen; siig Noget, siig hvad Du vil, noget Desperat Noget – hør, jeg har det, hvad synes Dig, vil Du, det, kunde det glæde Dig og bidrage til at forskiønne denne vor Høitidsdag, saa vil jeg gaae ud og slaae Kongen en paa Øret«
»O, men Kiere, Du er jo gaaet fra Forstanden, hvor kan Du nu falde paa Sligt.«
Imidlertid som sagt saa gjort. Han er forøvrigt kjendt af Kongen, endogsaa yndet af Kongen. Han iler ud til Slottet, forlanger en Audients; faaer den; træder ind; bukker allerunderdanigst, og idet Majestæten med huldsalig Mine nærmer sig – slaaer han ham en ordentlig en under Øret. MajestætetenMajestæten troer han er gaaet fra Forstanden, kalder paa Kamerherren, og befalder befaler at skaffe ham bort. Han siger: blot eet Ord Deres Majestæt. Kongen:Kongen (utaalmodigt og opbragt) nei, nei bring det Menneske bort, han er afsindig. Han: blot eet Ord Deres Majestæt, hør mig tale, o hør blot. De har det i Deres Magt at gjøre mig ulykkelig, det er det Mindste af det. Men hvis De ikke hører mig nu, vil de gaae Glip af en vittig og interessant Situation – og da Deres Majestæt er Kiender, .... ikke sandt, o, ikke sandt.« Kongen er formildet: »nu saa tal da; men ved vor kongelige Ære vee Dem, hvis deDe ikke tilfredstiller mig.« Han udbeder sig nu, at Kamerherren maa fjernes. Det skeer. Han træder derpaa dristig Kongen ind paa Livet. Uvilkaarligt viger Kongen eet Skridt tilbage, i Erindring om Ørefigenet. Han »Deres Majestæt behøver ikke at frygte; saa fast besluttet det var, at Deres Majestæt skulde have Enen under Øret, saa sikker kan De nu være.« Denne Repliks sikkre Bagvendthed bringer næsten Kongen til at smile, og nu begynder han at tale til MajestætetenMajestæten. Han fortæller hvorledes han har elsket denne Pige, han skildrer hendes Lidelser, sine næsten VanviddetsVanvidets Qvaler – han rører Kongen til Taarer; han skildrer Forstaaelsens Salighed – og Kongen bliver saa bevæget, at han med Taarer omfavner ham.[
a
]
»Om jeg tilgiver Dem, o, min Ven, ganske, ganske; jeg takker Dem, De har bibragt mig eet af de meest ophøiede Aands-Indtryk jeg har oplevet.«
»Nu vel da, saa endnu eenen Bøn.«. »Den er forud bevilget, forlang hvad DevDe vil, er De afsindig, saa har De ogsaa gjort mig afsindig.«
»Vel; saa beder jeg Deres Majestæt øieblikkeligt at lade spænde for; jeg iler nu hen til hende og forbereder hende. Derpaa kommer Deres Majestæt selv og bevidner Sandheden, – og er Vidne til vor Salighed.«
»Antaget.«.
Sligt er ikke umuligt. Spørg ingen Spidsborger derom, nei spørg Aladdin.
Forøvrigt kunde jeg have Lyst til at fremstille dette, for, fra et æsthetisk Standpunct, at belyse, hvor uendelig dumt det er, at recensere Christi Mirakler ene ved Tanken om den velgjørende Hensigt.Hensigt, ret ligesom, Uendelighedens Magt der bryder alle Love og Skranker ikke var en – si placet
– fornuftig Grund til Miraklet. Saaledes det Mirakel, der forvandler Vand til Viin ved et Bryllup.
a
Han fortæller hvorledes han, atter næsten afsindig for Salighed, kun fandt dette eneste Udtryk for sin Glæde: til hendes Ære og Priis at slaae Kongen en paa Øret.
Hvis en Araber i Ørkenen pludselig opdagede i sit Telt en Kilde, saa han altsaa bestandigt havde Kildevand i Overflod: hvor lykkelig vilde han ikke prise sig – saaledes ogsaa naar et Msk., der qua sandselig Væsen bestandigt er vendt ud ad, formenende at hans Lyksalighed ligger uden for ham, endelig bliver indadvendt, og opdager, at Kilden ligger i ham; endsige naar han opdager den Kilde, som er Guds-Forholdet.
Hvad der staaer i Galaterne 2: ved Loven er jeg død fra Loven, svarer ganske til den Fremstilling, jeg pleier at give af »Forbilledets«
Forhold –Forhold;
»Forbilledet« skal fremstilles som Fordringen, og saa knuser det Dig. Da forvandler »Forbilledet« som jo er Χstus sig til noget Andet, til Naaden og Forbarmelsen, og just han
Han griber efter Dig for at understøtte Dig. Men saaledes er Du jo ved Forbilledet afdøddød fra Forbilledet
a
cfr p. 41.
[
b
], der paa et hængende Haar havde svinget forkeert ind i VirVirkeligheden. Men blot at tænke paa denne Conflicts dialektiske Vanskeligheder: mig synes man kan næsten blive en Olding blot ved at betænke, at et Hoved har kunnet udholde det.
b
Anm Fornemlig ogsaamed Hensyn til at jeg har haft Formue, og altsaa været uforsøgt i den Art Virkelighed, samt levet ødselt hvilket dog igjen hænger sammen med min Productivitet og dens digteriske Impetus; der har nok været Mening og Tanke i denne Ødselhed men meest digterisk.
Det er en smuk Distinction af Luther, naar han siger: der staaer ikke i Evangeliet »Din Haand skal ikke ihjelslaae« men »Du skal ikke ihjelslaae« og deraf viser, at Tanken, Sindet er det afgjørendeAfgjørende.
Hele Forfatterskabets Betydning
er en Gjøren-opmærksom paa det Christelige.
Det er ikke paa mig der skal gjøres opmærksom; og dog er det Personlighed der skal gjøres opmærksom paa, ell. paa Personligheds Betydning som afgjørende for det Christelige. Min Personlighed er derfor vel ogsaa benyttet, men bestandigt for ati det afgjørende Øieblik at vise ud over mig: jeg er det ikke.
IdDet at gjøre opmærksom det er at sætte det Christelige i et Muligheds Forhold til Menneskene, for at vise dem, hvor langt vi alle ere fra at være Christne.
[
b
], Medlidenhed en høiere Art Strenghed og saa dog igjen Medlidenhed men at her er en saadan dialektisk Mellembestemmelse, da ell. det Christelige erog det ligefrem Msklige løber ud paa Eet: just fordi dette er saaledes, saa er Anfægtelsens Rædsel den, at idet Msk. føler sig svag, kommer han selv omvendt tilbage i det blot Msklige, og det bliver ikke langtfra, at det er ham som maatte han angre just det i afgjørende Forstand mere christelige.Christelige, som var det Grusomhed slet og ret, Strenghed slet og ret, Stolthed slet og ret o: s: v:.
Saaledes har Gud den Χstne i sin Magt. Anfægtelsens Skole er en frygtelig Skole. Anfægtelsen kan joogsaa yttre sig saaledes, at det er som manskulde man angre liig en Synd, at hanman overhovedet har vovet sig saa langt ud, at man overhovedet kom i Berøring med Anfægtelse. Thi denDen, der ikke i afgjørende Forstand indlader sig med Gud er eo jipso fri for Anfægtelse. I det svage Øieblik er det da, som var det at vove sig saa langt ud som var det Stolthed. Og Stolthed skal man jo angre. Og dog er det just Χstd, at man afgjørende skal indlade sig med Gud.
Frygtelig er AnfægtelsenAnfægtelse. Dog skylder jeg Sandheden at bevidne, at der dog bestandigt ulmer i den en Anelse om en høiere og saligere Forstaaelse. Det er næsten som den Lidelse at have et Ord paa Munden som man ikke kan faae udsagt. Man aner Saligheden – men indtilvidere udtrykker den sig kun i den rædsomste Qval.
a
Om Anfægtelse.
b
og saa dog igjen Kjerlighed
I Grunden vil Mskene hellere have en Sværmer, der siger sig selv at være Idealet (ham kan man da enten stadse med eller snart skille sigskille sig af med ham, sigende, og med Rette: han vil jo være Χstus) end en redelig Stræbende, der ydmyg ikke siger sig selv at være mere end en Digter, og tilstaaer, hvor uendelig langt han selv er tilbage. Ham kan Samtiden ikke saa strax eller ikke saa snart blive færdigfærdig med; han kan blive Samtidens stadige Uro.
Den nye Pseudonym (Anti-Cl.)
At der er en PseydonymPseudonym er det qvalitative Udtryk for, at det er Digter-Meddelelse, at det ikke er mig, der taler, men en Anden, at der lige saa godt kantales til mig som til Andre; det er som en Aand der taler, medens jeg jo faaer Uleiligheden af at være Udgiver. Det som han har at sige er nogetNoget, som vi Msker helst vil have slaaet i Glemme. Men nuhøres maa det dog. Ikke som om nu Enhver skulde gjøre det, eller Saligheden gjøres afhængig deraf, om jeg gjør det, o, nei. Jeg erkjender jo, at mit Liv hell. ikke udtrykker dette; men jeg ydmyger mig derunder. derunder, jeg betragter det som en Indulgents, og mit Liv har Uroen.
I Forhold til ethisk-religieus Meddelelse (altsaa i Retning af at fremstille Idealitetens Fordring – hvilket er forskjellig fra Naaden og hvad dertil hører, forskjelligt derfra ɔ: just ved Strengheden strammende til at man føler Trangen til Naaden, uden dog at faae Lov at tage den forfængelig) har jeg ikke Lov til at meddele mere endsaaledes at jeg er den Talende altsaa i mit eget Navnmin egen faktiske første Person, ikke mere end saa langt som mit Liv existentielt dog nogenlunde svarer dertil. Stiller jeg Fordringen høiere, skal jeg udtrykke, at denne Fremstilling er et Digterisk. At jeg saa fremstiller det, er ganske rigtigt; thi maaskee kan det bevæge en Anden til at stræbe videre, og selv skal jeg bestemme mig som en Stræbende i Forhold dertil, deri forskjellig fra en Digter i Almdl., der jo aldeles ikke falder paa
selv at stræbe i Forhold til den Idealitet, han fremstiller.
Det der forøvrigt her er saa rædsomt, er, at Idealitetens Fordringer fremstilles af Mennesker, hvem det ikke i fjerneste Maade falder paa eller ind, om deres Liv udtrykker det,det, eller at deres Liv slet ikke udtrykker det. At jeg her har været opmærksom, viser, at jeg kalder det et Digterisk – om jeg end stræber.
At Meddelelsen er digterisk kan enten udtrykkes saaledes, at den Talende i egen Person siger: dette er DigteriskDigter-Meddelelse, det vil sige, Det, jeg siger, er ikke Digterisk, thi Det, jeg siger, er just Sandheden; men det, at jeg siger deddet, er det Digteriske; eller
qua Forf. kan han gjøre det ved Hjælp af Pseudonymer, som jeg nu første Gang har gjort det.det, for at gjøre Sagen ret klar.
Men Forskjellen mellem en saadan Taler ogTaler, Forf:
– og en Digter i Almdl, er at Taleren og Forf. selv bestemmer sig Stræbende i Forhold til det Meddeelte.
Og denne hele Distinction med det om Digter-Meddelelse forholder sig atter igjen til det Christeliges Grund-Categorie, at Χstd er Existents-Meddelelse, og ikke som man meningsløst og uchristeligt har gjort Χstd til Lære, saa Spørgsmaalet blot er som i Forhold til en Lære er min Fremstilling af Læren sand, den sande, ell. ikke. som fE af Platos Philosophie. Nei Spørgsmaalet er: udtrykker mit eget Liv det Meddeelte ell. ikke. Saa langt mit Liv udtrykker det Meddelte er jeg Lærer; hvor detdette ikke er Tilfældet har jeg at tilføie: det, jeg siger, er vel sandt, men det er Digterisk, at jeg siger det, altsaa det er Digter-Meddelelse, hvilken dog har sin Betydning baade for at holde mig selv vaagen og stræbende, og for om muligt at fremskynde Andre.
I Skriftet No 1 (»Kommer hid Alle I, som arbeide og ere besværede) er den qvalitative Strenghed den i een Forstand, christeligt, usande (fordi den næsten ene er metaphysisk) Sætning: at Χstus kom til Verden fordi han var det Absolute, ikke af menneskelig Medlidenhed ell. noget andet hvorfor; til hvilken Sætning svarer det absolute: Du skal. Christeligt gjælder det imidlertid fra den anden Side: Χstus kom til Verden: for at frelse Verden, af Kjerlighed; det at Han ligesom maatte sprænge Verden, det at det, msklig talt, blev, msklig talt, en uhyre Lidelse at slutte sig til Ham, er rigtignok fordi Han var det Absolute; men Glæden over at det var for at frelse Han kom, maa ganske overvinde al denne Lidelse. – Disse to Sætninger (Han kom fordi Han var det Absolute; og Han kom af Kjerlighed for at frelse Verden) er Differentsen mellem, om Χstd. forkyndes i »Loven« eller i »Naaden.«
I Skriftet No 2 (»Salig Den, som ikke forarges) er den qvalitative Strenghed: den Nødvendighed,
medhvori Forargelse bliver sat sammen med alt det Christelige.
I Skriftet No 3 (Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig) er den qvalitative Strenghed: den Nødvendighed, hvori Fornedrelse bliver sat til det at være Χsten, at enhver sand Χsten ubetinget er fornedret i denne Verden.
Samtiden var streng mod mig. Jeg var imidlertid vant til at søge og finde min Trøst i det Christelige. Jo mere man saaledes forbittrede mig mit Liv, desto mindre kunde det naturligviis hjælpe sig dved det almdl. Præstepræk. Jeg maatte søge dybere – og fandt ogsaa, Gud være lovet, Saligheden dybere og dybere. Men herved blev ogsaa min Fremstilling af det Christelige strengere og strengere; thi jo dybere Trøst, jo større Strenghed. Har jeg nu været for streng – hvis er saa Skylden? sandeligen ikke min. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle blive saa streng, jeg der var Medlidenhed og Sympathie. Men ved Strengheden lærte man mig at fordybe mig mere i det Christelige – og nu slog Strengheden tilbage paa de Medlevende.
Tillige har jeg oprindeligen gjemt i mig en dyb Tvivl, saa dyb, som neppe nogen Samtidig her. Det var min Tanke, at skjule den, i al Stilhed at see selv at komme paa det Rene derom, men aldrig at meddele, hvad jeg maatte indsee, kun vilde forstyrre, ængste, urolige.urolige. Hvad skete? Ved den Mishandling, jeg har lidt, er ogsaa paa enkelte Punkter denne min Tvivl kommet frem. Sandeligen aldrig meddeelt som TvivTvivl, nei, forsaavidt den er meddeelt, er altid kun saa meget meddeelt, som jeg har overvundet ved en seierrig Tro. Men alligevel er Spørgsmaalet, om det Hele alligevel ikke er blevet for høit. Hvis det er skeet, saa seer man atter her Frugten af en dum Samtids Mishandling mod Den, der i Egenskab af Forf., i Sandhed var en Velgjører. Det er saa rask at spille op med et Msk
– og saa skrige ak og vee, naar pludselig Sagen er blevet dem for streng.
Imidlertid haaber jeg til Gud, at det ikke er skeet; der er jo bestandigt en høiere Magt, der har vaaget over mig, og al min egen Styren er dog kun en Spøg
Vi alle tænke os i Grunden Gud for mild, som en gammel Mand, man snakker sig til Rette med. Sandeligen kom lidt længere ud, der hvor Saligheden vistnok er uendelig større – men hvor ogsaa Strengheden er en anden. Tænk Dig en af hine Østens almægtige Herskere – og see en af Tjenerne, den fornemste, nærme sig ham: hvilket Udtryk for Underkastelse! Og dog er dette kun et Billede. Men, som sagt, der længere ude – naar man saa med Forfærdelse, maaskee endog først bagefter, mener paa et Punkt at have paadraget sig hans Unaade; akUnaade (ak selv om det maaskee blot er Angestens Misforstaaelse, at msaa man netop ikke har grebet feil): da er det En, som vilde Gud ikke mere seesee til En i 70,000 Aar. 70,000 Aar! O, for ham er det dog kun 7 Dage; men det stakkels uselige
Msk, der forsmægter i Frygt og Bæven! Og dog dog, at saa dog denne frygtelige Hersker, at han er min Fader, ja min Fader; at jeg, naar jeg forundret gaaer i den lyse Nat og betragter Stjernerne, at jeg saa tør sige: alt Det er min Faders!
Man har gjort Χstd. for meget om til en Trøst, glemt, at den er en Fordring. Vee, de slappe Talere! Følgen deraf er, at det kommer desto frygteligere til at gaae ud over Den,Den, der igjen skal forkynde Χstd.
I Forhold til Idealitetens Fordring kan det være rigtigt at fremstille den høiere end Ensman selv existentielt er, naar man da vel at mærke gjør Tilstaaelsen sig selv betræffende; her kan det være rigtigt; thi man skal jo udtrykke: Stræben. Men i Forhold til »Naaden« vilde det være Nonsens, om En forkyndte Naaden for Andre, og negtede, at den var for ham. Thi Naaden forholder sig til en Modtagen, forholder sig ikke til min Værdighed, men til min Uværdighed; jeg kan ganske ugeneret tale om Naaden, thi derved taler jeg tillige indirecte om min egen Uværdighed.
At Jesus Christus døde for mine Synder, udtrykker vistnok, hvor stor Naaden er, men tillige, hvorhvor store mine Synder ere.ere, hvor uendelig langt jeg er fra Gud, at han kun paa det Vilkaar vil indlade sig med mig. Man kan derfor sige: dette er Majestæts-[
a
]Udtrykket for Guds Majestæt.
Majestæt, at for at jeg skal turde henvende mig til ham, saa han vil indlade sig med mig, krævedes et saadant Offer, en saadan Mellembestemmelse. Forsoningen i denne dybeste Forstand kunde derfor »Mennesket« ikke opfinde; thi intet Msk kunde ved sig selv tænke saa ophøiet om Guds Ophøiethed. Kun Gud selv veed, hvor uendelig ophøiet han er. Og da er det det Mærkelige, at just som Gud vil udtrykke sin Nedladenhed, udtrykker han tillige indirecte sin uendelige Ophøiethed. Jeg er villig til at lade mig forlige med Mskene siger han (hvilken Nedladenhed!) paa det Vilkaar, at min Søn lader sig offre for Eder – hvilken uendelig Ophøiethedens Afstand, naar det er det eneste Vilkaar!
a
eller Respekts-
I Almindelighed tale »Præsterne« sjeldent om »MatyrerneMartyrerne«; men skulde de tale, maatte de, consequent med deres øvrige Præk, engang imellem til Advarsel fremstille Exempler paa Saadanne, som »ved at læse i den farlige Bog, det N: T: endte med at gjøre sig selv ulykkelige« ɔ: de bleve Martyrer. Og menneskelig talt maa man jo ogsaa sige, at Ingen gjør sig selv saa ulykkelig som en Martyr for Sandheden.
Saa meget er vist, den Præstetale, der smægtende ønsker at være samtidig med Χstus, den skal vel faae en Ende. Min Formel bliver her: redelig vil jeg være; jeg vil tilstaae, havde jeg været samtidig med Dig, saa havde jeg vel ogsaa forraadt Dig. Dette er forresten allerede udtrykt i en af Fredags-Talerne i første Samling.
a
cfr. p. 10.
[
a
]
Saaledes i Forhold til os almindelige Msker.Anderledes med »Apostelen« han tvinges.
Overhovedet forstaaer jeg atter her, hvorfor det er saa vigtigt at jeg holder mig tilbage, og af al Magt forhindrer min Forvexling med noget a la en Apostel: just fordi jeg kan afgive et Punkt hvorfra man dog nogenlunde kan øine en Apostels Qvalification. Men hvilken Forvirring hvis jeg selv forskyldte Forvexlingen.
Charakteristisk er det dog ogsaa for mig, at Socrates har gjort saa dybt et Indtryk paa mig.
Noget Socratisk har jeg, det kan man sige.
Indirecte Meddelelse var min Naturbestemmelse. Just ved hvad jeg har oplevet, hvad jeg gjennemgik og gjennemtænkte ifior Sommer, har jegSommer angaaende ligefrem Meddelelse, har jeg afsat en ligefrem Meddelelse (det om min Forfatter-Virksomhed, med Kategorien: det Hele er min Opdragelse) og tillige vundet en dybere Forstaaelse af indirecte Meddelelse, den nye PseudonyminitetPseudonymitet.
Der er noget mig saa uforklarligtuforklarlig Lykkeligt i den Modsætning Climacus: Anti-Cl., jeg gjenkjender saa ganske mig selv deri.og mit Væsen deri, saa hvis en Anden havde opfundet det vilde jeg troe, han havde beluret mit Væsen. – Fortjenesten er ikke min; thi jeg har oikke oprindelig tænkt derpaa.
a
Deraf følger naturligviis ikke, at man ikke kan være en Lidende. Tværtimod man kan endogsaa være en i dybeste Forstand ubeskriveligt Lidende, have ogsaa sin Pæl i Kjødet, men desuagtet kan man, antagende, at denne Lidelse nu engang ikke kan borttages, finde Glæden i at faae Lov til saaledes at virke at leve for en Idee.
Categorien for min Virksomhed er: at gjøre Mskene opmærksomme paa det Christelige; men derfor hedder det bestandig: jeg er det ikke, thi ellers er Forvirringen der. Min Opgave er, at faae Msk. i Sandhedens Forstand bedragne ind under det Religieuses Forpligtelse, hvilken de have afkastet; men Myndighed har jeg ikke; istedetfor Myndighed bruger jeg lige det Modsatte, jeg siger: det Hele er min Opdragelse. Dette er igjen en ægte socratisk Opfindelse. Som han var den Uvidende, saa er det: istedetfor at være Læreren at være selv Den, der bliver opdragen.
Religieust at naae »Virkelighed« er: ikke dækket af en Læres Objektivitet om den Troende i Almdl. hvad han gjør, ikke dækket ved en Embedsstillings Objektivitet udenvidere at sætte sit personlige Guds-Forhold lige lukt ind i Virkeligheden, ikke at tale noget om hvorledes den Troende henfører Alt til Gud, men sige: jeg har i denne Sag beraadført mig med Gud og handler i Tillid til Gud; ikke at sige: jegden Troende troer det og det, men jeg troer det og det, og i Kraft af denne min Tro handler jeg i dette ganske concrete Tilfælde.
Saa er Virkeligheden naaet, saa kan Gud komme til, saa er Forhexelsen løst, saa er detSandsebedragene sprængte, Gud kan komme til at communicere med Virkeligheden.
[
b
][
e
] Desuden kan den hele Sag let komme op igjen, naar engang jeg qua Forf. skal til at repetere. Min Collision var en religieus. Bedraget med en Skurk var i faveur af [
a
] d. 21 Novbr.
a
kun opfyldende hendes sidste Bøn: »stundom at mindes hende«, og saaledes bevarende hende Historien og Evigheden imøde.
At forkynde Loven er forfærdeligt; thi gjøres det tilgavns og i Sandhed gaaer det altid værst ud over En selv, Den, som staaer nærmest, rammes altid meesteftertrykkeligst, og man maa være strengest mod sig selv. At forkynde Naaden er glædeligt.
Det er en god Distinction af Luther (i Prædiken om Enkens Søn fra Nain): Evangeliet lærer os ikke hvad vi skal gjøre, men hvorfra vi skulle tage Kraften til at gjøre, hvad vi skal gjøre.
Imidlertid kommer saa jo dog Læren om Forbilledet igjen. Der slaaes jo ikke af fE paa Selvfornegtelsen, nei, men af Evangeliet lærer jeg at troe, at Gud og Χstus hjælper mig til Selvfornegtelsen.
Egl. er »Naaden« forholdende sig til Sammensætningen af Timelighed og Evighed, som Msket er. Naar et Legeme dreies altfor hurtigt omkring, saa kan der fremkomme Selvantændelse. Saaledes ogsaa naar Evigheden og Idealitetens Fordring i et Nu styrter ind paa et Msk. og kræver sig af ham: saa maa han fortvivle gaae fra Forstanden o: s: v: I en saadan Tilstand maatte han raabe til Gud: giv Tid, giv Tid.
Og dette er Naaden – Naadens Tid, hedder Timeligheden jo derfor.
I Evigheden kan der egl. ikke være Tale om Naade. Men Timelighed er jo just i een Forstand Qvalen – og dog gudeligt er den Naadens Tid.
Troen, som forholder sig til og griber Naaden, gaaer frelsende imellem. I Troen er Hvilen.
Troen, forholder sig til Naaden, og see nu indtræder lige det Modsatte: nu er der i een Forstand slet Intet at haste efter – det er jo Alt gjort. Her ligger Forsoningen, Fyldestgjørelsen.
Kun saaledes kan et stakkels Msk. holdes i Stræben. For at faae Mod til at stræbe, maa han hvile i den salige Forvisning, at Alt allerede er afgjort.afgjort, at han har seiret – i Troen og ved Troen.
Saa begynder han at stræbe; men bestandigt er Troen, forholdende sig til Naaden, flux til Rede med at styrkestyrke ham til taalmodigt at stræbe, bestandigt givende Tid, Naadens Tid.
O, men har en msklig Fader ell. Moder allerede Møie nok for at lempe sig efter sit Barn, – hvilket Taalmodighedens Underværk, for Gud i Himlene eller naar man er Gud i Himlen at have Taalmodighed med et Mskes – Stræben!
Det er dog saare anstrengende, at staae paa denne discrimen,discrimen: at forstaae og fornemme at noget Overordentligt er [
b
]Kjød og Blods Blindhed og Forstokkelse vældigt strider mod dette om, at Χstus som en Brudgom elsker mig og Dig«, jeg læser disse Ord[
c
]: .... Verden indrømmer vel ogsaa tildeelstilnøds, at Χstus er en smuk, ædel, from og trofast Brudgom, og hans Kirke
en herlig, salig Brud. Men naar Enhver for sig skal troe, at han ogsaa hører Χstus til, samt at Χstus bærer saadan hjertelig Kjerlighed til ham – da gaaer Alting istaae.«
Gud skee Lov for Luther! Det er dog immer en god Hjælp mod den næsten afsindigt opblæste dogmatiske og objektive Indbildskhed, der ved at gaae videre, afskaffer Χstd.
a
Det Christeliges Vanskelighed, og vor Tids Underfundighed.
b
den gamle Adam
c
p. 564. anden Spalte
Dette er dog det næsten overmmenneskeligtovermenneskeligt anstrængende, det i Sandhed at indlade sig med Gud, og at have med ham at gjøre. – Nu fornemmer man hele Saligheden af hans Kjerlighed, Alt hvad man hidtil har syndet og feilet er glemt – og saa skal man da til at begynde, styrket ved dette Ubeskrivelige. Og see, blot den næste Time, saa er Ens Stræben dog saa mangelfuld; og Gud kan med fuldeste Ret atter sige: nu er Du jo igjen selv Skyld i, at Alt forspildes. – O, i een Forstand frygtelige AnstrængelseAnstrengelse; men dog uendelig ulige større Taalmodighedens Opgave: at være Gud!
Ogsaa paa den Maade er den sande Christne priisgiven i Verden. Verden veed meget god Beskeed om, hvad den christelige Fordring er, hvilken Selvfornegtelse, hvilken Taalmodighed, Eftergivenhed o: s: v:. Men for sit eget Vedkommende siger Verden som saa: nei, tak, jeg vilde dog nok helst være fri.fri, uagtet Verden kalder sig Χstheden. Saa er der da En, for hvem det at være Χsten er Alvor: bravo, raaber Verden ell. Christenheden, bravo, det bliver Commerce, ham kan vi gjøre med Alt, hvad vi ville, og vi have saa tillige den Moerskab, at see, om han nu kan tage det christeligt, det er en bedre Comedie end den i Theateret. Lad os slaae ham paa hans høire Kind – og nu skal vi see, om han vender den venstre til. Gjør han det, saa faaer han en med paa den venstre, det var Synd Andet, og tillige bliver han udgrinetder Noget at grine af. Gjør han det ikke, saa er han jo en Hykler, han som siger sig at være en Christen, og saa skal vi forfølge ham af den Grund.
Det er categorisk uundgaaeligt, at en sand Χsten (hvortil dog vel hører det at vedstaae at han er Χsten, ikke at sidde og fise i en luun Præstegaard eller være luunt en af de Stille) er eo ipso »et Skuespil for Verden«.
Og da nu Christenheden er blevet saa overordentligeoverordentlig tolerant mod Jøder, Græker, Muhamedaner, Lamadyrkere o: s: v: o: s: v: (formodl. fordi det ikke falder Χstheden ind at gjøre Paastand paa selv at være Jøde, ell. Lamadyrker) saaog da lidt Religionsforfølgelse dog altid maa til som Kryderie i Livet: saa vil Χstheden vel ogsaa, hvad den stadigt har været, være betænkt paa, at forfølge den sande Χstne.
Naar Verden – der jo netop ingen væsentlig Forestilling har om Religieusitet – skal dømme: saa er eo ipso en sand religieus Handling Stolthed, Overmod o: D. En sand religieus Handling er nemlig incommensurabel for og uforklarlig af de endelige Formaal: ergo er den Galskab, ell. Stolthed – ja eller den er Religieusitet.
Hvor let faldt det ikke i sin Tid Samtiden at dømme, at det, at jeg udsatte mig for Pøbelagtigheden, at det var Stolthed, Overmod. Var der vel en Eneste, der tænkte paa, at jeg just i det Øieblik ene det ene Øieblik ene raadførte mig med et Opbyggelsesskrift. At min Handling derfor for Gud skulde have nogen Fuldkommenhed, er langt fra mig at paastaae.
Det er nu godt nok, at det er »Sproget« hvorved Msket udmærker sig for Dyret: vist er det, at just fordi al Underviisning strax skeer i Sproget, vildledes ogsaa Msket let. Sproget er nemlig et Abstrakt, giver overalt det Abstrakte istedetfor det Concrete.
Man tage nu Sagen naturvidenskabeligt æsthetisk o: s: v: hvor let foranlediges et Msk. ikke til den Indbildning, at han virkelig kjender det, hvorfor han har Ordet. Det er den concrete Intuition som her saa let gaaer tabt.
Og nu ethisk! Hvor let forvilderforvildes ikke Msket til at komme til at tænke paa Msket (det Abstrakte) istedetfor paa sig selv, dette uhyre concreteConcrete. Deri laae ogsaa det Sande i den pythagoriskepythagoræiske Underviisning at begynde med Taushed. Det var CBesindelse paa Concretionen.
Ogsaa saaledes faaer den sande Trøst Skikkelse af Grusomhed mod andre Mennesker, og kommer til at lide istedetfor at takkes.
Jo dybere Trøsten er og jo dybere Medlidenheden, desto mere bliver den ikke staaende ved saadan Dit og Dat af Lidelse og Uleilighed, men opsøger de i dybeste Forstand Lidende, som Χstus opsøgte de Dæmoniske, og søgte Toldere og vitterlige Syndere.
Men see nu bliver Samtiden forbittret. Thi Slægten som saadan har en anden Taktik, den er i den Grad angest for Dæmoniske og saadanne de dybeste Lidelser, at den ingenlunde engang vil høre at der er Trøst for atog Helbredelse for dem – af Frygt for at blive mindet om, at saadanne Lidende ere til. En saadan »Trøster« forstyrrer altsaa det glade Selskab i Livets forskjellige Kredse – det er jo som en Grusomhed mod dem – at han, for at helbrede dem, opsøger Dæmoniske o: s: v: – istedetfor som Publikum, Χstheden, de fornemme Kredse Goethe og Mynster paa enhver Maade at sikkre sig at blive uvidende om, at saadan Elendighed er til.
Saaledes ogsaa med Syndens Elendighed. Ved at ville frelse fra Synden, og lægge Evighedens Eftertryk derpaa, bringer jo saa Frelseren Bevidstheden om Synd i Erindring efter en Maalestok, som uleiliger Publikum, Selskabet o: s: v: Ergo er det Grusomhed af denne Trøster og Frelser, ergo hade vi ham og forfølge ham med Rette.
Og som det gik Χstus, saa gaaer det i det Mindre Enhver, der nogenlunde dybt sympathetisk opfatter Lidelse, og har en sand christelig Forestilling om Synd: hans, si placet, glædelige Tale om at der er Trøst og Frelse bliver en Plage for Selskabet, ved at erindre om, efter hvilken frygtelig Maalestok, der lides i Verden, og Syndens Rædsel.
Nei en Trøster og Frelser, der skal gjøre Lykke i Verden, han maa ikke gribe for dybt, blot give sig af med at curere almdl. Omgangssyger og Svide Raad for Smaa-Fataliteter, og i Forhold til Synden, tage Naaden forfængelig.
Protest mod Biskop Mynsters TMynster
En saadansaadan Existents,Existents i Hæder Ære Anseelse, Overflod, Nydelse, Fornemhed, som den Biskop M. har ført lader sig, christelig, kun retfærdiggjøre under een Forudsætning: trøster Biskop M. sig til at paastaae, at denden lille Verden, i hvilken han har levet, at Danmark, ell. hans Stift Sjelland, eller blot Kiøbh. har i den Gradværet sandbestaaende af sande Χstne
ell. at negte at dog langt, langt det overveiende Tal ere Ikke-Christne; tør han negte, at Skriftens Ord har passet ogsaa paa denne lille Verden: at den ligger i det Onde. Hvis saa, saa er Biskop Mynsters Liv, christeligt, en Løgn.
Og da jeg nu af Hans Høiærværdigheds Prædikener kan bevise, at han lærer, at Verden slet ikke er bedre nu end før – saa er jo hans Liv en Løgn.
Løgnen ligger i, at han feigt har unddraget sig fra Virkeligheden, arrangeret et Slags Privatissimum af fornemme Kredse – hvor da forresten, som han selv veed, Χstligheden just ikke har været det Fremherskende – og levet der.
Hvor ofte har hans Høiærværdighed ikke rørt forsikkret, at dersom det fordredes af ham, saa var han villig til at offre Liv, Blod, Alt. Dersom! Men saa maa det jo have været en rar Verden han har levet i, siden han med sit begeistrede dersom ikke blot ingen Anledning fandt til at lide men idelidel Anledning til at stige i verdslig Hæder og Anseelse, feteret i Kredsene, dyrket af Qvinderne, beundret af Skuespillere, Hofmænd og Diplomater. Han fandt ingen Anledning til at lide, han med sit dersom[
a
] – end ikke da det gjaldt om, han
saa langt han formaaede at holde Forargelsen borte fra Kirken, ved at negte at vie Biskop Monrad.[
b
]
Er dette »christelig Viisdom« hvad er saa verdslig Kløgt; er dette Χstd., hvad er saa Verdslighed; er dette Sandhed, hvad er saa Usandhed; er dette at tjene Gud, hvad er saa det at tjene sig selv; er dette at offre sig, hvad er saa det, at see paa sit Eget; er dette at veilede, hvad er saa egentligen det at vildlede!
a
han som dog »lærer«, at Verden endnu ligger i det Onde! Han fandt ingen Anledning til at lide, han med sit dersom – gjennem dette lange Liv, der har været samtidig med Verdens-Omveltninger fandt han ingen Leilighed til at lide, han med sit dersom, han fandt den ikke lige indtil det Sidste
b
Ja saa længe det gjaldt om, selv i Besiddelse af Magten, da med »biskoppelig Bekymring« at forhindre en enkelt stakkels theologisk Candidats Ansættelse: ja da var Biskop M. tilrede.tilrede, da var han Hersker, ja eller herskesyg. Men da Øieblikket kom, da der var Leilighed til at vise, at man er Hersker – og det viser man, christeligt, bedst, just naar man ligger under – da var Biskop M. føielig som en Avisskriver, til Tjeneste som En, der udleier Klæder.
Præsterne ere ikke mere Sjelesørgere, det er Lægerne blevne; istedetfor at blive et andet Menneske ved Omvendelse – bliver man det nu ved Vandcure ogo: D: – men Χstne ere vi Alle!
»Naaden« og »Loven«
Man har skudt »Naaden« ind paa et reent forkeert Sted, man bruger Naaden til at slaae af paa Lovens Fordring. Meningsløst og uchristeligt!
Nei! Fordringen er og bliver den samme uforandret, maaskee snarere skærpet under Naaden. Forskjellen er kun den: at under Loven er min Salighed knyttet til betinget af Opfyldelsen af Lovens Fordring. Under Naaden er jeg fritagen for denne Bekymring, der i sit Maximum maatte bringe mig til Fortvivlelse og ganske uduelig til at opfylde end det mindste af Lovens Fordring – men Fordringen er den samme.
Lovens Fordring er det Strammende; og vistnok giver det at stramme, som naar man strammer en BuestrengBuestræng, det giver Fart, men man kan ogsaa stramme en Buestræng saa den bristerbrister. Just det gjør Loven som saadan. Ikke Lovens Fordring er dog det Sprængende, nei, men det Tilføiede: Din Salighed afhænger af, at Du opfylder Fordringen. Dette kan intet Msk. udholde; just jo alvorligere han er, desto vissere er hans Fortvivlelse i samme Øieblik, og det bliver ham aldeles umuligt endog blot at begynde paa at opfylde Loven.
Saa kommer »Naaden«. Den veed naturligviis godt Beskeed om, hvor Ulykken stikker. Den tager hiin Bekymring bort, hiint Paalæg til Opfyldelsen af Loven, som just gjorde Opfyldelsen umulig. Denne Bekymring borttager »Naaden«, og siger: troe blot – saa er Saligheden Dig vis. Men saa ikke videre, saa ikke det mindste Afslag i H: t: LovensLovens Fordring, nu skal Du netop til at begynde at realisere den; men der skal være Ro og Fred i Din Sjel, thi Din Salighed er Dig vis, naar Du blot troer.
Men som man i Alt har forkluddret Χstd. ved at kluddre den ind i msklig Medlidenhed, saa ogsaa i Henseende til »Naaden«. Det er dette rigtige Sludder-Mads-Begreb om »Naade«, at vor Herre nu skulde være blevet et gammelt SkrogSkrog, der ikke tager det saa nøie. Nei, var vor Herre nogensinde at ligne ved en gammel Mand: snarest var han det i Jødedommen; thi selv forstod han meget godt Umuligheden af at faae Loven opfyldt. Men i Χstd. blev han som den unge Læremester, der tager det meget nøie: nu vil jeg sandeligen have at det skal være Alvor, nu da jeg har givet Naadens Forskud. I Jødedommen sad Gud ligesom oppe i Himlene ogsaae, at Loven ikke blev opfyldt, skjendte og straffede, men lod dog saadan Sagen gaae hen. Da blevkom Χstd, og Gud blev ligesom ung; han gik ind midsteeg ned paa Jorden, blev selv Msk, gik ind midt imellem Mskene og sagde: Loven vil jeg have opfyldt – her er Naaden, men nu skal det ogsaa være Alvor. Dersom jeg turde sitale saaledes, kunde jeg fristes til at sige: det er som naar der i en Skole kommer en ny Lærer, en ny Lærer, der i een Henseende er uendelig mildere og dog i en anden Henseende ubøieligere med Hensyn til at drive Opgaven igjennem. Den gamle Lærer skjendte og straffede, var maaskee ogsaa for streng; men hvordan det nu var ell. det ikke var, Opgaven løstes ikke. Da kom den nye Lærer. Hurtigt gjør han en uendelig Mildhedens Indrømmelse, saa hele Skolen bliver som gjenfødt og forynget – og saa, saa siger han, see nu skal vi til at begynde, og Fordringen, Opgaven – ja den er den gamle.
Jeg kunde fristes til at fremstille det i et Billede, som naturligviis Intet oplyser, men dog maaskee kan vække. Tag en Classe af voxne Disciple. Den gamle Lærer har i ældre Stiil behandlet dem som Drenge; han skjender og straffer, men det gaaer ikke fremad med Underviisningen. Da kommer den nye Lærer. Han gjør dem frie, han siger: mine Herrer, mine Venner o: s: v:
– men Fordringen til Underviisningen, nei, den slaaer han ikke af paa, de maae trække i Selerne ganske anderledes end under den gamle.
Det hele Begreb om en »christelig« Stat er egentligen en Selvmodsigelse, et Spilfægterie.[
a
] Jeg har vel Lov: til at lade mig lønne for at være Lærer i Χstd (en Arbeider er sin Løn værd), men saa skal det være nogle virkelige Χstne, saaledes, at jeg ved at tage Løn tillige indestaaer for, at de ere Χstne, at jeg qua Χsten og Lærer tør modtage denne Løn. Men jeg skal ikke oppebære min Løn
per et Tredie, der i Nødsfald bruger verdslig Magt for at skaffe mig mit Tilgodehavende, et Tredie, der i dybere Forstand giver det at være Χsten en god Dag, og blot holderopretholder et Skin, at alle ere Χstne.Χstne, saa Præsten, beskikket af Stats-Kirken, ankommer til en Menighed med Anviisning paa Gage, og nu er det ligegyldigt, om der maaskee i hele Menigheden ikke er en eneste SΧsten, om Ingen gaaer i Kirke o: s: v: – Præsten prædiker sin Tour og Staten sørger for at han faaer sine Indtægter.
Stat forholder sig til Categorien: Slægt; Χstd. til Kategorien: den Enkelte, alene derpaa kan man see, at de ere ueensartede.
I Forhold til alt Verdsligt, item Kunst, Videnskab o: s: v:, der har jeg rigtigt med Staten at gjøre.
Man seer nu, hvor misforstaaet den Bestræbelse er af Geistligheden endog ligefrem at ville lønnes af Staten. Naar man ikke kan bibringe Mskene saa megen Forestilling om Χstds Vigtighed, at de villigen betale, saa skulde man hell. ikke tage deres Penge. Χstd. er for høibaaren til at protegeres af Staten. Om Individerne i en Stat sank saa dybt, at de ingen Sands havde for Kunst og Videnskab, og Staten saa sagde: ja, det kan ikke hjælpe I skal betale dertil alligevel – vel, det er i sin Orden, og priseligt. Men Χstd. er uendelig ophøiet over Staten; forsmaaer Msk. Χstd. saa skal Straffen være, at de ikke faae Χstd. at høre.
Man forsøge engang at gjøre Alvor deraf, jeg troer det vilde lykkes. Naar det bvirkelig blev til Alvor, at Χstds Forkyndelse forstummede, saa kom dens Tid nok igjen, istedetfor der nu opretholdes et Skin ved den ynkelige Paaprakken af Χstd.
a
Forsaavidt er det igjen en Misforstaaelse at den beskikker og lønner »Lærere« i Χstd.
Da Gud jo dog selv har skabt og opholder denne Verden, skal man vel vogte sig for den asketiske FataFanatisme, der udenvidere hader og tilintetgjør den.
Nei, mildest christeligt kunde jeg fremstille Forholdet saaledes. Denne Verden er som Leeg og Legetøi for Barnet. Faderen kan finde endog Leegen skjøn og barnligt gaae ind i den; men dog fordrer han, at Barnet successive skal vænnes af derfra.
Saaledes med Opdragelsen til Guds Rige ell: i Χstd. Gud er ingen utaalmodig ell. grusom Mand, der vil ved at forraske Msket, netop skade ham. Nei, Gud er Taalmodighedens Gud.
Dog vil Gud, at Msk. skal forstaae, at han skal bryde med dette Jordiske een Gang for alle saa dybt, at for Alvor Aanden bliver til. Og saa vil han fremdeles, at man saa smaat skal vænne sig fra.
Men ingen kjødelig Fanatisme, ak thi der er just en Fanatisme som er kjødelig.
Du skal troe om Gud, at han er faderlig nok til barnligt at ville glæde sig med Dig, hvor Du i Din msklige Forestilling er glad. Men Du skal huske paa, at der skal stræbes, at der skal stræbes, for at Sindet kan omdannes fra det Jordiske.
Saaledes forstaaer jeg det; men jeg forstaaer tillige, at det hele Χstheden og jeg behøver, dog er, at Den traadte frem, der ret tilgavns ved at være streng mod sig selv, vovede at være streng mod os, for at vi baade kunde tilskyndes til at stræbe, og til at paaskjønne Indulgentsen.
Men mild er Gud. Det har jeg altid forstaaet. Mit eget Liv viser mig det; thi aldrig er det faldet mig ind, at tage i Betænkning, naar jeg engang imellem ønsker at fornøie mig, da ligefrem at bede Gud, at han nu ogsaa vil hjælpe mig til og skjænke mig, at jeg ret maa fornøie mig – hvilket vilde være Nonsens, dersom Gud var en fanatisk Popants. Dog det forstaaer sig, jeg har rigtignok ogsaa trods Nogen, denen ovorordentligoverordentlig Forestilling om, hvilke Baand Gud i ethvert Secund har paa mig. De Fleste vilde maaskee aldeles tabe Livslysten dersom de endog blot efter den Maalestok, som jeg gjør det, skulde forstaae, hvorledes Gud hver Secund kunde sætte En over i en strengere Afdeling; og jegmig vilde det maaskee igjen gaae ligesom disse Fleste, naar jeg efter en endnu større Maalestok skulde forstaae det og efter en endnu større Maalestok bestandigt have det nærværende.
Det Udtryk »Forfatternes Forfatter« som jeg selv engang kom til at bruge fordi det var uundgaaeligt, og som senere af nogleNogle blev adopteret: dette Udtryk er egl. betegnende for det Mere jeg har end sædvanligt. Jeg er egl. Forfatter for Forfattere; jeg forholder mig ikke ligefrem til et Publikum, nei, jeg gjør qua Forfatter andre produktive. Just deri stikker derfor igjen min Lidelse, saa længe dette ikke er forstaaet, thi saa længe bliver det Mere end AlmdAlmindelige hos mig blivermig et Minus istedetfor et Plus.
Latterligt er det forresten med Martensen. Tilsidst bliver det vel ved Hjælp af Middelmaadigheden saa: at han bliver classisk – jeg kunstlet. Tak! See, saaSee saa engang efter, om hans Fremstilling i fjerneste Maade forholder sig til at gjøre Andre productive!
At det med et blankt og bart liberum arbitrium er en Chimaire sees allerbedst paa detden Vanskelighed, den længe længe fortsatte Stræben, der er fornødentfornøden for blot at aflægge en Vane, selv om man nok saa alvorligt har fattet Beslutningen; eller det sees, naar man betænker Anfægtelse, hvor Msk. kæmper mod det Uvilkaarlige, i Dødsens Angest kæmper derimod, og først en tidlang snarere fremkalder det end fjerner det just formedelst Angesten, indtil det saa først lidt efter lidt i en længe, længe fortsat Kamp lykkes ham at seire.
Luthers Lære er dog ikke blot en Tilbagevenden til den oprindelige Χstd, men en Modification af det Χstlige. Han trækker eensidigt Paulus frem, og benytter mindre Evangelierne.
Og bedst modbeviser han da selv sin Bibeltheorie –Bibeltheorie, han der forkaster Jacobs Brev hvorfor? fordi det ikke hører til Canon? nei, det negter han ikke; men af en dogmatisk Grund, saa han altsaa selv har et høiere Udgangspunkt end Bibelen, hvilket vistnok ogsaa har været hans Mening, idet han kun for Striden med Paven ponerede Skriften, for at have et fast Punkt, og med den Indrømmelse, at ville lade sig overbevise, hvis de kunde overbevise ham af Skriften. Og det var rigtigt nok; thi det han vilde have bort, var just Traditionens Galimathias, som de vel skulde lade være at finde i Bibelen.
Curieust, at Luther saa idelig prædiker om, at man skal give Penge til Præster og Skolelærere. Saaledes endog i Prædiken over Evangeliet paa 26 Søndag efter Trinitatis Mth: 25, Dommensdag, da Χstus skal adskille Faarene fra Bukkene.
»Lad Dig nøies med min SNaade, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.«
1) Det er jo næsten som et Valg: kunde Du ønske at være »stærk og fri«, og saa udsat for den Fare, at glemme mig. Og dertil maatte man da vel svare: nei. Selv om jeg lidende Smerten ønsker og beder, at Tornen maa tages bort: o:o, dersom det skulde betyde at jeg saa skulde glemme Gud – nei, lad den saa blive! Vilde jeg ved at Tornen borttages, komme til mindre levende at fornemme mit Samfund med Gud: lad den saa blive. Og derfor, idet jeg beder, at den maa borttages, saa er da dette min Mening, at saa Taknemligheden og Glæden maatte binde mig end stærkere til Gud. Men det veed Gud dog elegl. alene, hvad der binder bedst.
2) Betænk, at just denne Svaghed altsaa forøger Din Styrke, thi naar »Guds Kraft«
»fuldkommes« i Skrøbelighed, saa er Du jo dog vel saaledes stærkere end i al egen Kraft, saasandt Guds Kraft er den stærkere.
»Hvad I ikke have gjort mod den mindste af disse mine Brødre, have I heller ikke gjort mod mig.« Der kunde maaskee ogsaa staae: havde I heller ikke gjort mod mig. Χstus er den lidende Mskhed, om han end tillige nærmere bestemmet er den just for sin Gudsfrygt lidende Mskhed.
Her er Maalestokken. Dersom vi havde været samtidige,samtidige med Χstus, sige Mskene, saa o: s: v:. Χstus svarer, hvad han vil svare paa Dommens Dag, have I da ikke været samtidige med Syge, Fattige, Forurettede, Lidende o: s: v:; og mod Dem have I Intet gjort, hvilket dog var adskilligt lettere end at vise Kjerlighedsgjerninger mod mig, da jeg levede, jeg som udsatte Enhver for Fare, der vovede at ville tilhøre mig ell. vedkjende sig mig.
Talleyrand kunde (da Mirabeau beskrev, hvilke Egenskaber en Deputeret burde have, og meente sig selv) maaskee endnu mere ironisk end som han sagde: »De glemmer een, han bør være koparret«, han kunde have sagt: De glemmer een, men det forstaaer sig, den følger da af sig selv, han bør være koparret. Det havde været mere socratisk.
Mens Luften er endnu saa fuld
Af Vintersneens Gysekuld
(Brorson)
Naar det en Dag ret er et hundsk Vinterveier, saa vil man ikke gjerne gaae ud – og nu naar et heelt saadant Liv ligger for En, og Spørgsmaalet er om at gaae ud deri!
Den Sætning, at Frygt for større Fare giver Mod til at vove sig i den mindre, ligger ogsaa til Grund for Anvendelsen af legemlig Straf. En Hest bliver sky – Kudsken slaaer nu til, og tvinger den fremad; den større Fare ligger bagved, derfor gaaer denHesten fremad – i Faren, som den blev sky for.
Opgjørelse med Hensyn til mit Skridt mod Corsaren.
A. Følgerne for ForfForholdene.
1) Det gjaldt om at splitte P. L. Møller og Goldschmidt ad; og at faae G. bort fra Corsaren
– det er dog lykkedes.
2) Det lindrede dog for Mange af de Angrebne den forandrede Stilling det Hele fik,fik derved, at jeg sprang deri.deri,[
a
]
3) Der er i Henseende til Fremstillingen af det Religieuse, som skal frem, lagt til Rette ved at vække Opmærksomheden, og skal man have den menige Mand med sig, er det altid det sikkreste, først at faaelade ham komme til at gjøre Uret, saa han bag efter selv kan see, at han har gjort Uret, thi den menige Mand er altid godmodig, og vindes sikkrest, naar han er fortrydende; man skal ikke stride med ham om Magten, men give ham Magten og saa faae ham til at misbruge den; det tilfredsstiller ham, at han dog fik Magten, og desto svagere er han, destovilligere er han til at fortryde Misbruget.
B. Følgerne for mig.
1) Den Tilfredsstillelse, at jeg blev mig selv og min Idee tro i ikke at gyse tilbage for nogen Consequents, men [
b
] Saa havde han paataget sig at holde et Foredrag i Conventet. Men hvad skeer det paatænkte Foredrag lod sig ikke bruge – da falder det ham ind AftenenenAftenen iforveien Du kunde tale Noget om Martensen og Søren og R. Nielsen.
Saa holdes det Foredrag – og derpaa trykkes det. Vilde man saa vise ham, at det er uden egl. Kjendskab, saa svares: ja, Herre Gud det var jo blot til et Foredrag paa Conventet. Men hvorfor skal det saa trykkes? Og ikke blot dette, men just fordi det først er holdt og saa trykt tillyver det sig endog et Slags større Betydning.
Hvor veemodigt! I et saa lille Land, hvor jeg endnu slet ikke er anmældt, der benytter Enhver sig af mine Skrifter til at faae Leilighed til at sige Noget. Min Sag gaaer derved tilbage istedetfor fremad. Den hele finere Concretion, jeg har givet Problemet, bliver der naturligviis »ikke Tid og Sted« til at gaae ind paa. Man almindeliggjør mig til et sluddervorrent Almindeligt – saa jeg omtrent lige saa gjerne kunde have ladet være at skrive.
Og nu det sørgelige Sandsebedrag, at det er min Broder »der jo maa vide ganske nøie Beskeed.«
a
Om Peter.
b
NB Dette er hans egen Efterretning.
Christi Indtog i Jerusalem christeligt betragtet.
Som han sagde om hiin Qvinde, der salvede ham: hun gjorde dette til min Begravelse (thi Døden havde han altid for Øie, han var jo kommet til Verden for at døe, hans hele Liv sigtende til det at døe) saaledes hører ogsaa Indtoget med for at fremskynde Katastrophen. Men ligesom de Tilstedeværende vistnok forstode hiin Qvinde anderledes, og da mindst tænkte paa Begravelse – saaledes forstode Disciplene og Folket endnu mindre Χstus ved Indtoget. De tænkte: nu kommer det – Han vidste: nu er min Undergang beredet.
Denne Eensomhed hører væsentlig med til Χsti Lidelse, som Sjelslidelse, denne eensomme Viden, der forstaaer alle Tegn paa en modsat Maade. Forgjeves taler han til Disciplene, siger dem det forud, det hjælper ikke. Om han forud havde sagt dem, at just Indtoget hørte med til at fremskynde Undergangen: ja, de havde maaskee forstaaet ham, saa længe han talte. Men naar han saa satte det over i Handling – og de nu hørte Folkets Jubel: saa vilde det strax vende sig om for dem, og de vilde mene: nu seirer han. Kun Χstus forstaaer Jubelen som Undergangs Tegnet.
Men hvad kan det hjælpe at forklare Sligt for den Slægt, jeg lever med. Maaskee lærer man at ramse det – og forstaaer det dog ikke. For at forstaae det, maa man være dybt Indviet i Lidelser og en stille Mand, stille[
a
] ved længst at have forstaaet, at Piat og Daarskab og Travlhed uendelig har Overmagten.
a
ak, ja stille
Man maa dog have levet paa en langt eenfoldigere Maade, den Gang man paatroede, at Gud i Drømme viste En densin Villie. Selv i diætetisk Henseende maa man have levet langt eenfoldigere. Et idyllisk Hyrdeliv, og tildeels levende af Planteføde – saa bliver det en Mulighed. Man tænke sig Livet i de store StederStæder og Levemaade: hvad Under saa, at man tilskriver Djævelen eller Dæmoner Drømmene. – Forøvrigt hænger vor Tids ringe Forestilling om Drømme ogsaa sammen med den Spiritualisme, der bestandigt trænger paa Bevidsthed, medens hiin eenfoldigere Tid fromt troede, at det ubevidste Liv i Msket var baade det Overveiende og det Dybeste.
»En polemisk Komedie«, som nu er udkommet, er vistnok af Heiberg. Just Polemikens Quasi-Styrke er Beviset derfor. Heiberg har altid leflet med Publikum; han lader som han slaaer og slaaer ikke endda; han tordner mod Publikum og viser at det er slet
– og naar saa Publikum siger: bravo, saa er han glad. Dette Forhold er meget demoraliserende; idet han skal til at slaae, coquetterer han egl. med Publikum, om det nu synes om, at der bliver slaaet saaledes. Heiberg har ikke blot demoraliseret Publikum ved at smigre det (baade Vaudevillerne, og den Theorie han udviklede i Bogen om Vaudevillen, at Publikum er Instantsen) men endnu værre demoraliseret det just derved, at han har villet reformere det, uden dog at have ethisk Kraft til at kunne undvære det, hvilket er conditio sine qua non, for i Sandhed at slaae til. Deraf er Følgen blevet at just det at reformere er blevet en Leeg, et Leflerie. Men dette er det Allerfarligste, det er ligesom naar en Bodsprædikant er en Comoediant, der gjør styrtende furore og bravour hos det Publikum – han afstraffer.
Ogsaa det er da Følgen af at leve i et lille Land, at Ens Navn kan blive saa bekjendt, at blot det bruges forstaaer Enhver det ell. Mange det, som en Hentydning til En. Saaledes mit Navn: Søren. Ja Ens Titel, ell. hvad man nu vil kalde det, kan blive lige saa bekjendt. I sin Tid holdt Berlingske Tidende ud et halvt Aar eller et Fjerdingaar igjennem at levere en Feuilleton efter Svensk, hvor Personen bestandforekom under Navn af den gale Magister eller den gale Præst. Og hvor Mangen var det ikke Tilfældet med, at Idee-Associationen ledtes hen paa mig. (Det var »en Nat ved BalBullar-Søen).
[
c
] holde Trængslen ude, der nu skal til at dømme om mig.
Vistnok har jeg holdt meget ud med ham i Retning af Taalmodighed, og just fordi jeg har havt ham i mit Guds-Forhold; men mig har det ogsaa udviklet yderligere religieust. Paa den anden Side, har han kløgtigt villet bedrage mig, selv om han endikke har været sig dette tydeligt bevidst: han har egl. bedraget sig selv. Thi han tog sig ikke iagt for, at Omgivelsen naturligviis vilde faae travlt med at tvinge ham ind i Charakteer af Discipel, og i saa Fald hselv har han bragt sig i den Forlegenhed, at det maa see ud som havde han villet skgaae udenom og spille Selvstændig. Havde han gjort Skridtet eenfoldigt, havde han staaet langt sikkrere og renere.
[
d
]
a
Om Peter.
b
cfr p. 158 i denne Journal n:.
c
Hans Ord ere høist besynderlige: han vil ikke mediere mellem to syndige Msker, i almdl. msklig Sprog vilde det hedde: jeg, et syndigt Msk, vil ikke paatage mig at mediere mellem to Msker.
d
At Alt dette har været Peter tydeligt mener jeg ikke, men en Deel deraf burde have været ham tydeligt, vilde ogsaa have været ham tydeligt, hvis han ikke ved disse Landsbypræster og Conventer var forvænt til Selvbehagelighed og saaledes forvænt, at han maaskee endogsaa i en Slags dum GemutlighedGemütlighed partielt har meent at gjøre mig en Behagelighed, uagtet han dog burde forstaae, at for at gjøre det, maa han anlægge en Maalestok og virkelig belyse min Forfatter-Virksomhed, og allermindst connivere med den numeriske Bestemmelse af Msker og Sandsebedragene.
Nu har man da faaet skrækkeligt travlt med, at jeg vil danne en Skole. Det skal saa være en Indvending mod mig. Men hvorledes behandlede man mig tidligere. At det var en næsten overmenneskelig Idealitet tog man forfængeligt, regnede paa, at faae mig forvexlet med Særhed, som aldeles stod udenfor, medens man saa profiterede ved at laane af mig.
Det er hvad jeg stedse har sagt: kun en død Mand kan regjere Forholdene i Danmark. Tøilesløsheden og Misundelsen og Piat og Middelmaadighed er aldeles det Overmægtige. Dersom jeg døde nu, vilde Virkningen af mit Liv blive overordentlig; Meget af Det, som jeg endog blot løst har henkastet,henkastet i Journalerne, vilde blive af stor Betydning og Indflydelse; thi nu havde man forsonet sig med mig, og kunde indrømme mig hvad der var og er min Ret.
Dersom jeg blot nu havde legemlige Kræfter, blot en lille Smule: saa kunde der gjøres Adskilligt. Det er tungt og veemodigt, at Meget, som udenvidere bliver forklaret som Stolthed o: D:, ganske simpelt er Mangel paa legemlige Kræfter. Jeg er saa svag, at jeg selv næsten i Forhold til det Ubetydeligste, maa bruge Aands-Kræfter.
[
b
]. Hans Liv er lagt ham saaledes an, at han kan blive en religieus Existents af ualmindeligere Art. Men Alt beroer paa, hvor dybt han er saaret ved Tabet af hans Kone, og hvor dybt han ethisk overtager Saaret. Er dette ikke i sin Orden, saa vilde en saadan Replik blot blive et Incitament, der frister Phantasien; og er Det ikkTilfældet, behøves intet Incitament. Men han interesserer mig, fordi jeg veed at vurdere hans Existents-Forhold.
a
Mag. Stilling.
b
i Anledning af det Exemplar han har sendt mig af den lille Bog mod Martensen.
.... Eller naar Hans Eminentse med en malerisk Armbevægelse lægger Haanden paa Brystet, paa det Sted, hvor Ordensstjernen funkler – dog maaskee er det just for at skjule denne sin Blussel
– og rørt forsikkrer »om end Alle forlode Χstum, om Χstdommen forsvandt af Verden, jeg vilde dog ...«: ja, hvad enten det nu er for at argumentere fra Ordensstjernen eller det er for at skjule den han lægger Haanden paa Brystet, mig overbeviser han ikke; thi Det, et Øieblik med Haanden at skjule Stjernen, det er dog for lidt, jeg maatte fordre at see lige den modsatte Virkelighed, Forhaanelsens Mærker, for blot nogenlunde at fidere paa en saadan Forsikkring af en Taler.
Det er ogsaa en Form under hvilken Mskene ofte bedrage sig selv: i privat Samtale og Omgang sige de om Den og Den, det er et slet Msk, ell. hans Liv er skadeligt for det Godes, for Χstds. Sag – men offentligen yttre de Intet, og nu beregne de sig det paa en Maade som en Mildhed af dem.dem, en Skaansomhed. Jo jeg takker; at gjøre det offentligt det vilde være besværligt, Uleilighed, maaskee Fare. Hvilken dobbelt Sviig.
Jeg har gjort mig det til Princip: ikke at spilde min Tid paa privat at gaae at tale om at En er en Slyngel o: D:. Anseer jeg ham derfor og Sagen at være vigtig, saa gjør jeg det offentligt. Men at gaae saadan og vrøvle privat er mig for Lidt.Lidt og er mig modbydeligt.
Da jeg stod ene, og anvendte mere end min halve Kraft for at staae ene, da benyttede man sig fræk deraf, og skjøndt man saa smaat dog anede at det just var Idealitet, gjorde man det til den populaire Indvending: ja det er ikke Noget, det er blot en Enkelt. Nu vender man Forholdet om, og gjør det Første gjeldende mod mig.mig, nu hedder det, jeg skal have faaet Tilhængere o: D. Og dog gjør man en egen indirecte Tilstaaelse sig betræffende; thi man tilstaaer i Grunden, at nu nødsages man til at tage mig med, nu kan man ikke evitere Trykket, som den Gang man frækt forvandlede min Idealitet til Særhed, hvad man nu paastaaer var det Høieste, medens man dog gjorde Alt for at ignorere mig.
Men var det det Høieste, burde man jo have berømmet det o: s: v: istedetfor at ignorere det.
Det er ganske vist, at jo mere Noget gjøres kostbart, desto mere vurderes det af Mskene; hvis det kostede Penge at gaae i Kirke, saa gik Flere i Kirke o: s: v:. Saa kunde en Forstandighed mene at tjene Χstd. ved at udføre eller indføre dette. Men her er en anden VirkelighedVanskelighed: saaledes vil det Guddommelige ikke understøttes. Det er just det Guddommeliges uendelige Fornemhed, at det vil ødsles, uden at understøttes af Sandsebedrag – dog naturligviis uendeligt vidende, at det er det Guddommelige, og veemodigt vidende, hvor lidet det just derfor agtes; men aldrig var det muligt, at det Guddommelige vilde hjælpes ved et Sandsebedrag.
Nu er det saa nemt at snakke med, nu er Sagen omtrent afgjort, saa kommer Peter ogsaa og siger om Martensen: det har jeg sagt fra Begyndelsen, at han ikke var Tænker – men hvorfor sagde han det da ikke offentligen ved Begyndelsen, men først ved Enden. Til den Replik: det har jeg sagt fra Begyndelsen kan kun svares: nei virkelig! –
Det er dog skjønt og det Eviges Magt i dette ene Ord af Luther over Epistelen af Philip. 2.: Χstus fornedrede sig selv – ikke: han blev fornedret. O, uendelige Ophøiethed, om hvilken det med kategorisk Nødvendighed gjælder: der var i Himlen, paa Jorden, i Afgrunde, underIngen, som kunde fornedre ham – Han fornedrede sig selv.
Deri ligger da Χsti uendelig qualitative Forskjel fra ethvert Msk: at han ved enhver Fornedrelse, han lider, ubetinget selv maa give Samtykket, approbere, at han vil underkaste sig denne Fornedrelse. Dette er den uendelige Ophøiethed over Lidelsen, men tillige den qualitativt uendelig intensivere Lidelse.
Ogsaa saaledes vil det vise sig at man ved blot nogenlunde at tage det Ord efter Ordet »søger først Guds Rige« i et Øieblik er practiseret ligesom udenfor Virkeligheden. De Andre gribe til i denne uhyre Krydsen og bruge om ikke urene saa dog melerede Midler, og nu gaaer det i en Fart – imidlertid staaer et saadant stakkels Msk. og tør kun bruge det reneste, Evighedens! Hvor let kunde jeg ikke skyde en uhyre Fart blot ved nogle smaa Avis-Artikler, hvilke Ingen kan skrive som jeg; men jeg tør det ikke. Og saaledes i alle Forhold.
[
b
]Goldschmidt [
1
], at være en Seer.
1
(thi Sligt lader sig repetere i det Uendelige, og selv den Kommens-Kringle, Niels Klim tabte i Faldet, selv den antog jo strax en Repentents Repetents Stilling i Forhold til N. K.)
Som en Bassist stundom kan tage Tonen saa dybt, at man slet Intet faaer at høre, men kun, hvis man staaer ham meget nær, ved at bemærke nogle convulsiviske Bevægelser ved Munden og Halsen, har Sikkerhed for, at det var Noget: saaledes seer Grundtvig stundom saa dybt i Historien, at man Intet faaer at see; men dybt er det!
De Andre, der, saaledes som jeg, have været Gjenstand for en Pøbel-Forfølgelse, de have dog Noget, der holder igjen: høi Embedsstilling, store Indtægter, Titler og Værdigheder – det er Noget, som »Mængden« alligevel respekterer, i ethvert Fald forhindrer det den i at falde paa at ansee de Vedkommende for Halvgale. Jeg har Intet, er Intet; har kun min Sags sjeldne Reenhed, min Uegennyttighed, mine Opoffrelser: jo, jeg takker, alene det var Nnok til at blive anseet for Halvgal i denne usle Verden.
Og denne usalige Graadighed efter Tanker, dristige Udtryk o: D:! Tale med Nogen i dybere Forstand kan jeg egl. ikke. Thi for dog nogenledes at skulle kunne forstaae mig, maa han være adskilligt udviklet. Og naar saa er, saa kan han ikke modstaae den Fristelse, at pblive productiv ved Hjælp af mine Yttringer; saa benytter En det i Skrifter, en Anden i Prædikener, en Tredie i videre Talen med Andre o: s: v:.
Min Ulykke er og bliver det dog at jeg er for uproportioneret udviklet i Forhold til vore Smaa-Forhold. Og Ingen forstaaer, hvorledes man kan lide derunder; det kan Ingen forstaae, det kan de kun misunde.
Naturligviis i Forhold til Gud kan jeg ikke Andet end takke for det ubeskrivelig Gode, han har gjort imod mig, saa langt mere end jeg havde ventet.
Christendommens Forkyndelse.
Det er den Vanskelighed jeg er stødt paa: naar Χstd. skal forkyndes i sin Sandhed som den er i det N. T., saa er den et Gude-Sprog, og der maa egl. mere end et Msk. til at forkynde den. Den Aandens Omvendthed i Forhold til det Almene-Msklige (at naar Verden gaaer mig imod, saa skal jeg just glæde mig, at det er egl. det Lykkelige o: s: v: o: s: v:) – ja selv om det var saa, at jeg ved den yderste Anstrengelse kunde nogenlunde holde mig selv paa den Spidse,Spidse: det er dog en Grusomhed at tale saaledes til andre Msker.
Dette forstaaer jeg. Som Følge
Men hvad er skeet? Ja den egl. Forkyndelse af Χstd. er forsvundet af Verden. Det Χstd der forkyndes er Intet mindre end Χstd.
Saa er det jeg har tænkt, at der maa et Digterisk til. I et Digterisk fremstilles Χstd. i sin sande overmenneskelige Høide – og det maa nu overlades til Enhver, hvor langt han kan komme ud.
Men vanskeligere bliver dog Sagen derved; thi naar Den, der har gudd. Myndighed, naar han er commanderende med, saa hjælper just hans resolverede Comando til at vove.
Hvilken Smertens Selvmodsigelse i Χsti Forhold til Disciplene. Han, Mesteren, Han, der kundefordrede Tilbedelse – Han seer jo dog, at Disciplene, msklig talt, lide ved at være hansHans Disciple, saa det jo, msklig talt, næsten var som var det Ham, der skulde takke dem, at de bleve ham troe.
Og hvilken egen Art Værdigheds Dialektik, at vide sig at være Gud, og saa at være saa langt fra at kunne sikkre sine troe Disciple en Smule Anseelse, at tvertimod de maae lide Fornedrelse just for Forholdet til ham
– og saa dog at opretholde den uendelige Værdigheds Forestilling.
Er det dog ikke som allevegne, det Christelige lader sig kun analogt belyse ved Afsindighed. En Afsindig han kan blive ved at fastholde den Indbildning, at han er Konge, tiltrods for hele Verdens Protest: o, men naar man ikke er afsindig, saa at fastholde den Tanke, at man dog er den uendelig Ophøiede naar Alt udtrykker Foragt, Forhaanelse, at opretholde den lige over for Disciplene, der jo, msklig talt, istedetfor tilbedende at takke for at turde være Disciple, snarere dog vel, msklig talt, havde Ret til at lade ham føle at det var ham, der skulde takke dem:dem, han som jo dog i en vis Forstand ikke engang kan undvære dem, thi et Par Msker skal han have og bruge: see, det er overmenneskeligt!
Luther.
Der seer man Følgen af ikke at være dialektisk. I en Prædiken ivrer Luther paa det Heftigste mod den Tro, der holder sig til Personen istedetfor at holde sig til Ordet; den sande Tro holder sig til Ordet, ligegyldig hvo Personen er.
Ja, godt nok, i Forholdet mellem Msk. og Msk. Men ellers er da Χstd. afskaffet ved denne Theorie. Vi faaer saa i almindeligealmindelig Forstand en Lære, hvor Læren er mere end Læreren, istedetfor at det Christelige er det Paradoxe, at det vigtige er: Personen. Hvorfor mon Paulus saa ivrig indskærper, at han er Apostel ουϰ
απ' ανδϱωπων ανδϱοπων ανϑϱωπων ουδ' ουδε
δ'ιδι'
ανϑϱωπου uden for at vise Ueensartetheden, hvilken igjen er Myndigheden. Paulus kan i en anden Forbindelse ganske consequent skaffe denne sin Forskjel bort, naar det gjælder om at sætte Χsti Person, som naar han ivrer mod at Nogle kalde sig Petri, Andre Apollos, Andre Pauli o: s: v: istedetfor at Alle ere Χsti.
Overhovedet er dette atter Χstds paradoxe Heterogenitet fra al Lære,Lære i videnskabelig Forstand, at den sætter: Myndighed. En Philosoph med Myndighed er Nonsens. Thi en Philosoph strækker ikke videre end hans Lære strækker, kan jeg bevise, at hans Lære er selvmodsigende, urigtig o: s: v: saa har han Intet at sige. Det Paradoxe er at Personligheden er Høiere end Læren. Det er derfor ogsaa Nonsens af en Philosoph at fordre Tro.
Det er dog Charakteristisk: det eviReligieusiteten (saaledes finder man det altid fremstillet i de strengere Opbyggelsesskrifter) anseer det for Fromhed: at længes efter Døden. Og i vore Tider der dadler man det, vil næsten gjøre det latterligt, bryster sig af at hænge fast ved dette Liv.
Atter her er som overalt næsten den absolute Omvendthed naaet af Religieusitet medens man dog vedbliver at lege Religieusitet. Sagen er ganske simpel: i Grunden troer man ikke paa noget evigt Liv, og man frygter Døden, derfor gaaer Alt ud paa at holde Livslysten oppe og gjensidigen at bestyrke hinanden deri.
Som man nu med Afsky og Gysen tænker paa det at være Jesuit o: D: (fordi man ved det Navn Jesuit strax tænker paa den afskyelige Udartning) saaledes vil man engang tænke paa det at være Journalist.
Der kan blandt Slagtere findes brave Mænd men en vis Raahed er uadskillelig fra det at være Slagter, det hører med til Professionen. Værre med det at være Journalist: en vis Grad af Uredelighed er uadskillelig fra det atselv den redeligste Journalist.
Slægtens dybeste Affald fra Gud er betegnet ved »Journalisten«. Det er det ugudelige Forsøg paa at gjøre et Abstractum til den absolute Magt; og Anonymiteten det var Fuldendelsen i Løgnens Triumph.
Dersom jeg var Fader, og jeg havde en Datter, der blev forført: hende vilde jeg ikke fortvivle over; jeg vilde haabe paa Frelse. Men dersom jeg havde en Søn, der blev Journalist og vedblev at være det i 5 Aar, ham vilde jeg opgive. Muligt at jeg i det givne Tilfælde feilede, at just Datteren blev den Fortabte, og Sønnen den Gjenvundne. Gjenvundne; men i Ideen seet er min Bemærkning rigtig: at tjene Politik ved Hjælp af Dagpresse: det er for meget for et Msk. Hvo turde vel sige sig fri for, at han ikke engang maaskee mange Gange har brugt eten lille Løgn: men at bruge den lille Løgn daglig – og paa Tryk, saa man altsaa henvender sig til Tusinder og Tusinder – det er frygteligt. Man gyser for den Raahed, med hvilken en Slagter bruger Kniven et Dyrbehandler et Dyrbruger Kniven: o, men hvad er dette dog et uendeligt Intet mod den rædsomme Letsindighed og Forhærdelse med hvilken en Journalist[
a
] bruger Usandheden.
a
henvendende sig, om muligt, til det hele Land,
For at holde en saadan Aands-Anstrengelse ud som min, behøvede jeg Adspredelse, Adspredelse ved tilfældige Berøringer paa Gader og Streder – thi at omgaaes nogenogle enkelte Fornemme er ingen egl. Adspredelse: dette er nu gjort mig umuligt; thi kjendt af Alle, der bestandigt næsten vanvittigt kun minde mig om Eet, er Adspredelsen umulig.
Saa var det min Trøst tidligere, at jeg, hvilket Øieblik jeg vilde, kunde trække mig ud paa Landet, leve i idyllisk Stilhed, fjernende Folk lidt ved den Anseelse, jeg havde fra Hovedstaden, og saa glædende mig ved den mig forundte Lethed til at samtale med ethvert Msk. Ogsaa dette er mig negtet. Saaledes marqueret som jeg er det, kan man kun leve i en større Stad, hvor der dog ere Andre, der have Begreb om, hvad Sligt betyder; allerede Borgerclassen i Byen kan man egl. ikke omgaaes, da Sligt for dem betyder noget ganske Andet, men Folk paa Landet veed da hverken ud ell. ind.
Og alt Det er Følgen af at leve i et Land, som intet Land er, men en Kjøbstad.
Det forfængelige lille danske Folk, der er saa indbildsk af sin Navnkundighed, skulde dog have saa megen Forstand at indsee, at naar Enhver i Generationen vil stræbe at blive elsket og agtet og lønnet ved strax at anbringe sin Smule Evne i Øieblikkets øieblikkelige Tjeneste: saa bliver der et Deficit for den Generation i Historien: Bladskrivere, Pralere paa Conventer og Rigsdage o: s: v: deres Navne ville sandeligen ikke bidrage til at forherlige Nationen. – Og dog er det dette der tenderes til. I den yngre Slægt høiner Intet sig.
Christus som Forbilledet udtrykker absolut det, som naturligviis intet Msk. formaaer: absolut at holde sig til Gud i Alt. Som Følge deraf maatte med ubetinget Nødvendighed hans Liv absolut collidere med Verden, med Mskene, og han blev den meest Forladte og Forhadte og Elendigste. Da lyder saa Spottens Ord: »Han holdt sig til Gud – lad os nu see om Gud har Lyst til ham.« Og Skadefryden i denne Spot er ikke noget særligt for hine Jøder, den er i ethvert Msk. Thi der er en Strid mell. Gud og Msk, og der maa vælges mellem hvem man vil holde med.
I en mindre Grad kan et Msk. opleve det Lignende. Blot nogenlunde at gjøre Alvor af at holde sig til Gud er den visse Vei til at gaae glip af atalt det Timelige og Jordiske; thi jo mere man holder sig til Gud, desto mere bestræber man sig fblot for at Ens Sag er reen og uegennyttig og Ens Stræben opoffrende – Alt Noget, som bliver Ens Ulykke; da Den, der holder sig til Mskene, veed, at Kunsten bestaaer i at sikkre sig jordiske Fordele som man kan dele med Andre.
Saa mærke Mskene nok, at et saadant Mskes Liv dog alligevel er en Magt, og de ynde ham ikke, de hade ham næsten. Og naar saa endeligen en Slags Analogie til Χsti Lidelse kommer: at forlades af Gud, saa jubler Spotten; den tilbeder Nemesis i hvad ham hænder. Da hedder det: han skulde have holdt sig til os; og tidligere heed det: slut Dig til os, det er just Kjerlighed til Gud at elske os, at holde sammen med os i at profitere af Livet.
Enhver, der blot nogenlunde gjør Alvor af at holde sig til Gud, er i een Forstand eo ipso
ødslet, om dette end for Troen er det Saligste af Alt; han gaaer Glip af Alt i dette TLiv, og bliver saa hadet derfor; skeer dette Sidste er han foruden at være ødslet tillige offret.
Saaledes er det; dog dette maa ikke engang høres; blot En siger dette, vil hans Skjebne blive conform med en saadan Ødslet og Offrets. Det maa ikke høres; thi det forstyrrer Mskenes selvkjerlige Lære om, at holde sammen, at det er at elske Gud.
Stigende Former af Religieusitet.
A.) Individet forholder sig til Gud, at det maa gaae ham vel her paa Jorden a– altsaa ligefrem for i jordisk Forstand at have Fordeel af Guds-Forholdet.
B). Individet forholder sig til Gud for at frelses fra Synd, for at seire over sine Tilbøieligheder, for i ham at finde en naadig Dommer – altsaa dog saaledes, at det bliver aldeles udialektisk, at Individet ene og alene har Gavn af dette Forhold.
C). Der fordres, at Individet skal bekjende, i Ord og i Handling (Selvfornegtelse, Forsagen af endelige Formaal oFormaal) sin Tro, i hvilken for ham Frelsen er; men Bekjendelsen vil have til Følge, at Individet kommer til at lide, msklig talt, gjør sig selv ulykkelig. Her bliver det Dialektisk med det at have Gavn af Guds Forholdet; i ethvert svagt Øieblik maa det forekomme ham som var det Ulykke og Skade, han havde af Guds-Forholdet, da han jo msklig talt, vilde være meget lykkeligeremegen Lidelse qvit ved at lade Bekjendelsen fare, saa vel Bekjendelsens Ord som Bekjendelsens Handling. Men dersom det i noget Øieblik stiller sig saa forkeert for denIndividet, at det overveiende Indtryk bliver næsten som var det ham, der gjorde Gud en Tjeneste, somTjeneste (som havde Gud ikke baade uendeligtUendeligt at fordre og som gjorde han ikke uendeligt uden al Sammenligning for Individet, hvad der Intet er mod denne Lidelse) saa er Individet i ethvert saadant Øieblik utaknemlig og staaer Fare for at blive formastelig. Jeg vilde under en saadan Forvirring tilraade:tilraade, hellere at unddrage sig et Øieblik for Faren og tilstaae sin Utaknemlighed, end at det Frygtelige skulde skee, at blive formastelig ved at vove, at vove i den Indbildning at kunne gjøre Gud en Tjeneste.
Anm. Man sige ikke, at Bekjendelsens Fare kun fandt Sted i Χstds første Tider; ak, det Samme vil endnu vederfares enhver redelig Bekjendelse; men Sagen er, vi ere listige og unddrage os ved allehaande Sandsebedrag den afgjørende Bekjendelse i Ord og Handling.
Naar Χstus sammenlignes med Brudgommen, den Troende med Bruden, saa maa erindres, at dette Billedes Første da ikke passer; thi vistnok er det ikke Bruden der vælger Brudgommen, men Brudgommen, der vælger Bruden ved at frie; men han beiler, han er just i det Øieblik inferior: saaledes er det ikke med Χstus. Imidlertid kan dog ogsaa her blive en svag Analogie; thi ligesom det just er Mandens bevidste Overlegenhed, der gjør, at han udtrykker det høfligt mod det svagere Kjøn ved at bøie sig (og derfor er det just, at det vilde være uskjønt, at Pigen, som i Sandhed er den Svagere, beilede, da det vilde blive en reen Tiggen, just fordi dhun ikke er styrket ved Sandheden bag ved, at hun er i Sandhed den Stærkere) saaledes er det just ogsaa den uendelige Overlegenheds Kjende i et Første næsten at stille sig selv som Den, der anholder om den Andens Hengivelse; dette er Overlegenhedens Skaansomhed; og Grunden, hvorfor den uendelige Overlegenhed kan gjøre det, er just, fordi den er den uendelige Overlegenhed.
Søndagen mellem Juul og Nytaar, Epistel: Gal: 4, 1-7.
Thema:
Guds Opdragelse eller vor Opdragelse af Gud.
1) først ere vi Trælle under Loven 2) saa blive vi Børn 3) saa Børn der raabe Abba Fader, og Χsti Medarvinger.
Det er altsaa stigende Frimodighed i Forhold til Gud. Men det er ikke som i Forholdet mellem Forældre og Børn, hvor Frimodigheden kommer eftersom Barnet bliver voxen, her omvendt, man begynder ikke med at være Barn, men som Træl, og Frimodigheden tiltager i Forhold til som man mere og mere bliver Barn.
Det er som jeg i en anden Journal har bemærket: Guds-Forholdets Stigen i Inderlighed betegnes ved, at det gaaer tilbage for En, man kommer ikke Gud ligefrem nærmere, tvertimod man opdager dybere og dybere den uendelige Afstand. Derfor begynder man ikke med at være Barn, og bliver saa ligefrem fortroligere alt som man bliver ældre; nei, man bliver mere og mere Barn.
Det er en skjøn Paralel af Lavater: at som Paulus maatte have en Pæl i Kjødet, saa Maria et Sværd gjennem Hjertet; Forskjellen mellem det Mandlige og det Qvindelige er saa betegnende.
Det er da en af disse taabelige Bemærkninger, paa hvilke man ogsaa strax kjender en Ikke-Psycholog: »at der gives visse Ting, som man nok kan begribe, at en Mand kan blive gal over«over – men andre ikke«; det er et taabeligt Forsøg paa at forklare in casu Galskab som var det saa ikke Galskab.Galskab, siden man saa godt kan »begribe«, at han blev gal.
Nei, Sagen er: i Forhold til det Vigtigere, det Ualmindeligere, det Interessantere o: s: v: beskæftiger og interesserer det at dvæle ved at Manden blev gal, det har en Slags novellistisk Interesse, og Ens Deeltagelse er ganske rigtigt Egoisme. I Forhold til det at blive gal over en Ubetydelighed, som det hedder, anderledes; og dog glemmer man her, hvad en Psycholog da strax vilde betænke, at just det har vel som en Reflexion hørt med til at constituere Galskaben, saa Manden gik fra Forstanden, blev rasende over »at en saadan Ubetydelighed skulde have den Magt over ham, at Andre skulde troe, at en saadan Ubetydelighed havde den Magt over ham«
o: D:
Men i Forhold til hele denne Side af Psychiatrien gjælder det saa dybt: det at være Lægen er selv at ville lide; Den, som ikke har denne ydmyge Hengivelse, Taalmod, Kjerlighed til at ville udholde den Lidelse:Lidelse, tjenende (som Tjener, som den Ringere, i Tjeners Skikkelse) at sætte sig ind i den , villig til at lide mere end hanAnden: han helbreder Ingen og er Lægen villig til paa den Maade at ville lide mere end den Syge, saa helbreder hanshan Mange.
Stemning.
(Digterisk).
O, een Gang lykkeligere Tid, da »Jesu Navn« havde heel Pathos, da det endnu ikke var misbrugt af Skinhellighed og Tankeløshed, end mindre ved den idelige Misbrug forjadsket til at være slet Ingenting; da var det saligt at bekjende, at man ganske tilhørte dette Navn. Men nu, nu da i SandhedensSandhed Inderlighedens Pathos næsten vilde være at fortie det, at indrette sit Liv saa nøiagtigt som muligt efterefter Χstds Forskrift, lide om muligt, hvad en Χsten leed, og dog aldrig nævne Χsti Navn, bevarende det som sit Hjertes Hemmelighed. Saaledes er det næsten som havde ogsaa her Alt vendt sig om, saa den sande Χsten maatte føle sig forpligtet til at fortie dette væmmeligt misbrugte Navn.Navn, dette ham dyrebareste Navn, for da at leve i Inderlighedens Samfund med Ham.
O een Gang lykkeligere Tid, da Fjenderne dog ikke forlangte at være ΧsteneΧstne, medens nu den sande Χsten afsindigt vilde blive ihjelslagen – af Χstne, og fordi – han ikke varer Χsten. O, trøsteligt for hine Martyrer at endnu i Dødens Øieblik, dem til salig Trøst og Beroligelse, forkyndtes dem deres Skyld: at de[
a
] vare Χstne
– hvad Saligere kunde de ønske at høre; men Afsindighed og afsindig Frygt og Bæven, at Dommen over den christelige Martyr skal lyde som den eneste ham ængstende Anklage: Du ihjelslaaes, fordi Du ikke er Χsten!
a
bleve ihjelslagne, fordi de
Man misforstaaer Differentsen i den nyeste Philosophie (naar Trendlenburg rigtigt gjør opmærksom paa at man bør begynde med ϰινησις) som var Spørgsmaalet blot om man skulde begynde med Væren eller med Vorden. Nei, Spørgsmaalet om Vorden, om Bevægelsen, kommer igjen paa ethvert Punkt; saasnart man ikke begynder med at forudsætte ϰινησις, kommer man ikke af etStedet med Seyn; og tillyver man sig saa alligevel Bevægelsen, saa kan man igjen paa ethvert Punkt standse den.den, fordi der allerede til at komme bort fra det første Sted hørte ϰινησις.
13. Journalen NB14, s. 219, NB14:147 med tilføjelser, bl.a. NB14:147.c nederst på siden
»Den forlorne Søn« og– »Faderen« –
»Broderen«.
3 Taler.
Eller maaskee kunde der vælges en ganske ny Form: gudelig Underholdning [
b
] »Faderens Huus bliver ham for trangt«. Saaledes er det selv for Pigebarnet; naar hun sidder vedtitter ud af Vinduet paa Faderens Huus Faderens et[
c
], saa synes hun at opdage, at Det, hun søger, er i det Fjerne[
d
]; men derved bliver det da gjerne, hun sbliver dog stille i Faderens Huus, og Længselen kun en stille Inderlighed, en Rigdom for hele hendes Liv.
Men Sønnen maa ud, afsted.
[
e
]nu gjennemgaaes Fortællingen.
HVar han blevet i Faderens Nærhed, havde han vel ikke sat saa meget overstyr. Saaledes var det hans Ulykke, at han reiste saa langt bort – men dog maaskee igjen hans Frelse, thi Faderen var ham ikke saa nær, at det ikke ret kunde blive Alvor med Skolen, han havde at gjennemgaae.
I Almdl. forstaae Fædre ikke det, og havde ikke Høimod nok til at sende Sønnen afsted, ell. til at forstaae, han skal afsted: og saa bliver det hverken til det Ene ell. til det Andet.
Den forlorne Søns Selskab var fra førstFørst til Sidst slet – han satte sine Penge til paa Skjøger – og han endte med at vogte Sviin: Selskabet er saa omtrent eens.
Det er en Misforstaaelse først at ansee ham for den forlorne Søn, da han havde sat Pengene overstyr, han var det nok saa meget, da han ødslede paa Skjøger.
»Han gik i sig selv« see nu er Udenlandsreisen forbi, den ender egl. ikke dermed, at han kommer hjem, men dermed, at han gaaer i sig selv. Og fra nu af ville vi begynde at tale i en anden Tone om den forlorne Søn.
2
Faderen
I Almdl. pleier man ganske at fæste Opmærksomheden paa den forlorne Søn, og næsten at glemme Faderen.
Men det er ubilligt; thi denne Fader det var sandelig en meget mærkelig Mand.
IVil Du nøiagtigt vide, hvori det mærkelige er, saa skal jeg sige Dig det:det, og læg saa vel Mærke dertil. Det Mærkelige er: at just da han fik en forloren Søn – da blev han ret for Alvor Fader. De andre Fædre de ville msknok være Fader, naar det er et velartet Barn – men naar det er den forlorne Søn, saa siger Faderen: jeg vil ikke være hans Fader længere, lad ham seile i sin Søe. Til den forlorne Søn vil man ikke være Fader – men denne Fader, denne mærkelige Mand, han vilde just være Fader til den forlorne Søn, det er næsten som brød han sig ikke saa meget om at være Fader til den forlorne Søns Broder, det velartede Barn. Var det ikke mærkeligt? O, dersom nogensinde en Fortæller af Eventyr, har haft Lov til at ende sin Fortælling saaledes: var det ikke mærkeligt, saa har jeg Ret i at ende denne Udgang saaledes. Den forlorne Søn forekommer ofte i Virkeligheden; men Gud veed, hvor mange Gange der i Virkeligheden forekommer en saadan Fader, om han ikke egl. hører hjemme i Eventyret og i – Evangeliet? Og hvorfor i Evangeliet? Fordi den Fader, der tales om, egl. er Gud i Himlene.
Dog lad os begynde forfra, for at agte paa denne kjerlige Fader og lære ham at kjende.
Sønnen vil ud i Verden, finder Faderens Huus for trangt. I en vis Forstand var det dog maaskee utaknemligt mod Faderen; men der høres ikke eet Ord. Tværtimod Faderen har vel kjerligt saa ganske sat sig ind i Sønnen, at han har aldeles ikke tænkt paa sig selv.
Saa fordrer Sønnen at Faderen skal dele Godset med ham. Hvor uretfærdigt, Sønnen har jo ikke det Mindste at fordre! Hvor utaknemligt, det er jo næsten at sige til Faderen: i Grunden vilvilde jeg ønske at Du var død. Og dersom det kunde glæde Sønnen og i Sandhed være til Gavn for ham, saa vilde den kjerlige Fader gjerne ogsaa have ønsket sig død.
Saa deler han Godset med ham. Sjeldent vel allerede, om en Fader var saaledes villig; men hvis saa, saa var vel Afskeden blevet derefter. Men denne Fader han kan finde sig i Alt og dog vedblive at være Fader; Faderligheden hænger ikke løst om ham som en Titel: Sønnen vil bort – han er Faderen; Sønnen vil, at han skal dele Godset med ham: han er Faderen; Sønnen reiser – han er Faderen; Alt er tabt, Sønnen forloret
– han er Faderen. Ja dersom Du for at Noget skal fængsle Dig fordrer Afvexling – saa lad os lige saa godt strax bryde af; thi saa er denne Fader det kjedsommeligste Msk. paa Jorden, og kan jeg blot sige til Din Trøst, en saadan Fader forekommer yderst sjeldent i Virkeligheden.
Nu gjennemgaaes Alt Stykke for Stykke.
3
»Broderen.«
Man pleier udenvidere at fremstille denne som den Haardhjertede, at gyse tilbage for hans Haardhjertethed, føle sig selv bedre. See det skal man dog være forsigtig med, hvis man ell. vil selv have Gavn af Evangeliet; og man skal især være forsigtig med at gjøre det udevudenvidere.
Han har, msklig talt, Ret.Ret, derom er ikke eet Ord at sige; der er ingen Overdrivelse i hans Misfornøielse, den holder sig inden sømmelige Grændser; og Ret har han, msklig talt. Lad os derfor blot ikke om Søndagen benytte Evangeliet til at bilde os ind, at vi ere ganske anderledes Folk end denne Broder. Ja, der er jo een Grund til hans Misfornøielse, som man ikke strax seer; thi han var jo dog en god Søn, har vel ogsaa elsket sin Fader og har meent at fortjene at elskes mere af sin Fader; saa det endda ikke er fordi han er vred paa Broderen, men fordi Broderen, og en saadan Broder, paa hans Bekostning skal foretrækkes, da jo Faderens Glæde næsten naaer en saadan Høide, som havde han kun een Søn, den forlorne, som var den Anden den Forskudte, som sagde Faderen, (omvendt af andre Fædre, der ikke ville være den forlorne Søns Fader) jeg vil ikke være den retfærdige Søns Fader. Og Eet vil jeg her erindre, at man ofte seer baade i det mindre og i det Større Exempler paa: at det uartige Barn bliver begunstiget, at man strax takker til, naar det uartige Barn engang er en lille Smule artig, saa det Fordeelagtigste baade i Familielivet og i det større Liv i Staten næsten er at være det uartige Barn.[
f
]
Min Indvending mod denne Broder er egl. denne: da han nu seer, at det glæder Faderen saa ubeskriveligt, saa skulde han af KjerlighedenKjerlighed til Faderen gaaet ind i hans Idee.
Forøvrigt seer man nu her et Exempel paa Forskjel mell: Fader-Kjerlighed og Broderkjerlighed. Udføres.
Derpaa gjennemgaaes Alt, hvad der er opbevaret om denne Broder.
Saa benyttes maaskee den Parabel om de to Brødre, af hvilke den ene sagde: ja, og gjorde det ikke, den Anden sagde: nei, og gjorde Faderens Villie.
a
Det er ingen Roman; der talesdetFortællingen er meget kort, og der er ikke eet Ord om Elskov.Elskov, ingen qvindelig Person er der, nei slige Forhold kunde da aldrig en Romanforfatter falde paa at bruge: en Fader og to Sønner, hverken mere ell. mindre; det er en ganske simpel Fortælling.
b
der kommer et Øieblik da
c
(thi Pigebarnet maa jo nøies med engang imellem at faae Lov til at see ud af Vinduet, hun faaer ikke Lov til at komme saaledes ud som Drengen,Drengen)
d
og derfra jo, hvad der væsentligen tilhører den unge Pige »Sukket«, midt i al hendes Lykke: Sukket
e
Efterat atEfterat have modtaget – ja, det var vel muligt at gjøre ham hans Ret stridende, men derom kunde vi tale et andet Sted, og da Faderen, som dog var den Nærmeste dertil, ingen Indsigelse gjør, saa ville vi heller ikke – altsaa efterat have modtaget
»sin« Andeel af – Faderens Gods reiser han udenlands. Hvis han forulykkes i Verden, han skal i ethvert Fald ikke kunne sige, at det var fordi Faderen karrigt og strengt stod hans Udvikling i Veien, og negtede ham Penge til en Udenlandsreise.
Altsaa han reiser. Det er ingen Roman, det mærker man strax, Fortællingen haster altfor stærkt til KaphKatastrophen. Jeg bruger dette fremmede Ord her vistnok paa rette Sted; thi Omvæltelse er her virkelig i den Fortælling. Han reiser – og i samme Øieblik ankommer ikke blot han og Fortællingen til hiint fremmede Land, nei i samme Øieblik er vi ved Enden af Historien, idetmindste sammes første Deel. Man kunde let vise, at denne næsten paafaldende Korthed, kan have en dybere Betydning; thi i jo kortere Tid en Ødeland bliver færdig med Alt, hvad han eier, desto større Ødeland er han jo, og forsaavidt er det en Selvmodsigelse at udstrække Fortællingen om den største Ødelands Ødselheder gjennem flere Bind. Dog vi ville i Forhold til saadanne Bemærkninger ogsaa beflitte os paa Korthed.
f
Det man maa see paa hos den forlorne Søn er at det er en virkelig Omvendelse.
[
a
]
a
Begreb existentia der. Den leibnitziske Sætning: naar Gud er mulig er han nødvendig, er ganske rigtig. Der kommer Intet til et Begreb enten det har Existents ell. ikke; det er aldeles ligegyldigt derved; det har jo Existents ɔ: Begrebs-Existents, ideal Existents.
Men Existents svarer til det Enkelte, den Enkelte, hvad jo allerede Aristoteles lærer, ligger udenfor ell. dog ikke gaaer op i Begrebet. For et enkelt Dyr, en enkelt Plante, et enkelt Msk er Existents (at være – ell. ikke være) noget meget Afgjørende; et enkelt Msk. har jo dog vel ikke Begrebs-Existents. Just den Maade, paa hvilken den nyere Philosophie taler om Existens, viser, at den ikke troer paa den Enkeltes Udødelighed; den troer overhovedet ikke, den begriber blot »Begrebernes« Evighed.