Richard Purkarthofer Journalen NB18 Søren Kierkegaards Skrifter 23 NB18 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2007 http://sks.dk/nb18/kom.xml 20130116 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Texter til Fredags-Prædikener dvs. bibelske tekster til prædikener ved altergangen om fredagen. På SKs tid blev der hver fredag kl. 9 holdt skriftemål og altergang i Vor Frue Kirke i København, hvor der foruden skriftetalen under skriftemålet også blev holdt en kort prædiken mellem skriftemålet og altergangen. SK havde selv tre gange prædiket ved fredagsaltergangen i Vor Frue Kirke, første gang den 18. juni 1847 over Matt 11,28, anden gang den 27. aug. 1847 over Joh 10,27, tredje gang den 1. sept. 1848 over Joh 12,32. Prædikenerne er trykt dels som anden og tredje tale i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 277-292, dels som nr. I i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger« af Anti-Climacus, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), s. 163-169 (SV2 12, 173-179). cfr det rene Blad foran i Journalen NB14 se NB14:3 i SKS 22, 343. Fredags-Tale . Journalen NB17 p. 30 se NB17:24 i SKS 23, 180. Indulgentsen overbærenhed, skånsomhed, fritagelse for straf. Udtrykket bruges i den katolske kirke om aflad. p. 33 se NB18:28, s. 268f. Evangeliet d. store Nadvere sigter til evangeliet på 2. søndag efter trinitatis, der også kaldes »Den store Nadvere«, jf. fx Almanak for det Aar efter Christi Fødsel 1850, Kbh. [1849]. If. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 111, er prædikenteksten til denne søndag, som i 1850 faldt på den 9. juni, Luk 14,16-24. p. 86 se NB18:60 og NB18:61, s. 292f. o: fl. og følgende. »Standsning« det at standse, holde inde. Udtrykket bruges flere gange af SK i modsætning til 'at gå videre' (end fx troen el. kristendommen), som var et fast udtryk i den da. hegelianisme; jf. NB12:62, i SKS 22, 177,12, og kommentar dertil. Således hedder det i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kbh. 1847: »Thi Standsningen er ikke en dorsk Ro, Standsningen er ogsaa Bevægelse: den er Hjertets inderlige Bevægelse, den er Selvfordybelsen i Inderlighed; men det, blot at gaae videre, er Retningen fremad i Overfladen. Ad den Vei kommer man ikke til at ville Eet«, SKS 8, 249. Jf. også hovedafsnittet i Indøvelse i Christendom, Kbh. 1850, nr. III, der bærer titlen »Standsningen«, s. 25-77 (SV2 12, 37-89). Qvantiteren omformning til el. operation med kvantitative størrelser i modsætning til kvaliteter. det naturlige Msk. det blot jordiske, dvs. sanselige og fornuftige, men ikke åndelige menneske. Udtrykket hentyder til 1 Kor 2,14, hvor Paulus skriver: »Men det naturlige Menneske [gr. ἄνϑϱωπος ψυχιϰ|$$|Aa|goς] forstaaer intet af Guds Aand, det er ham en Daarlighed [tåbelighed], og han kan det ikke kiende, thi det skal dømmes aandeligen [gr. πνευματιϰῶς]«, Biblia, det er: den gandske Hellige Skriftes Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802 (forkortet Huus- og Reyse-Bibel). Denne oversættelse følger Luthers, som gengiver udtrykket tilsvarende med »der natürliche Mensch«, hvorimod NT-1819 bruger »det sandselige Menneske«, Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers). vel godt. løbe ind med i blandes med, indoptages i. Fortællingen om Røveren paa Korset hentyder til beretningen om de to røvere på korset i Luk 23,39-43, hvor det fortælles, at den ene spottede Jesus og sagde: »er du den Christus, da frels dig selv og os«. Men den anden satte den spottende i rette med ordene: »frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom. Og vi vel med Rette; thi vi faae det, vore Gierninger have forskyldt; men denne [Jesus] handlede intet uskikkeligt.« Hvorefter han henvendt til Jesus sagde: »Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige«, v. 40-43 (NT-1819). ere de faldne fra, selv Apostelen har fornegtet Χstus hentyder til, at alle disciple forlod Jesus og flygtede, da han blev taget til fange (se Matt 26,56), og at apostlen Peter fornægtede ham, mens han blev forhørt af ypperstepræsten (se Matt 26,69-75). være saa sådan. budet budt. holdes (...) paa sin (...) Spidse sættes på spidsen, fastholdes i sit yderste. dog bare, blot. Affectation kunstlethed, unatur. I journaloptegnelsen JJ:497 skriver SK: »Affectation oversættes bedst paa Dansk ved: Tillyvelse; den Affecterede lyver ikke, men han tillyver sig Noget, enten ligefrem ell. ved at gjøre det Modsatte, ell. ved at lade Noget være.« SKS 18, 305. Cf. også Poul Martin Møller »Forberedelser til en Afhandling om Affectation« i Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3 (bd. 1 udg. af Chr. Winther, bd. 2-3 udg. af F.C. Olsen), Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576; bd. 3, s. 291-302, hvor det hedder, at affektation er en blanding af falskhed og selvbedrag, s. 294 og s. 301. længst for længe siden. lege (...) efter efterligne på en legende måde. Χsthed kristenheden, dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1. de Spedalske ... Toldere og aabenbare Syndere hentyder til adskillige beretninger i de tre første evangelier om, at Jesus omgikkes mennesker, der var udstødt og foragtet af samfundet. Således nævnes Simon den Spedalske, som Jesus besøgte, da han var i Betania, jf. Matt 26,6. I Luk 17,11-19 berettes om helbredelsen af ti spedalske. Der er i NT talrige eksempler på, at Jesus helbreder folk, hvis sygdomme tænkes forårsaget af dæmoner, dvs. onde ånder (jf. fx Matt 9,32-33). Toldere var i alm. omdømme foragtet og omtales i NT ofte sammen med syndere (jf. fx Matt 9,10-11; 11,19 og Luk 5,30; 15,1), med skøger (jf. Matt 21,31-32), med røvere, uretfærdige og horkarle (jf. Luk 18,11). I Matt 11,19 siger Jesus om sig selv, at han er »ven med toldere og syndere«. Seneca fortæller ... han var væmmelig SK refererer en fortælling af den rom. politiker og filsosofiske forfatter Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.) i De ira (Om vrede), 3. bog, kap. 17. Fortællingen handler om Telesphoros, der af Lysimachos (o. 355-281 f.Kr., konge af Thrakien siden 305, af Makedonien siden 286 f.Kr.) blev mishandlet på den angivne måde. Fortællingen lyder i sin helhed: »War aber denn etwa dieser Lysimachus, der durch ein besonderes Glück den Zähnen des Löwen [som Aleksander den Store siges at have kastet Lysimachos for] entging, deßwegen milder, da er selbst regierte? Ja, den Telesphorus aus Rhodus, seinen Freund, ließ er überall verstümmeln, und nachdem er ihm Ohren und Nase abgeschnitten, fütterte er ihn lange in einem Käfiche, wie ein nie gesehenes und ungewöhnliches Thier, denn durch das Abstutzen und Verstümmeln des Angesichtes war er so häßlich geworden, daß er nicht mehr das Aussehen eines Menschen hatte. Dazu kam noch der Hunger, der Schmutz und die Unreinlichkeit des Körpers, den man in seinem Unflathe ließ, und überdieß waren die Kniee und Hände, die er wegen der Enge des Raums als Füße gebrauchen mußte, voll Schwielen, die Seiten aber durch's Anstoßen mit Geschwüren bedeckt, und seine Gestalt eben so häßlich als grausenhaft anzuschauen; und weil er durch seine Strafe zu einem Ungeheuer geworden war, so verlor sich endlich auch das Mitleiden gegen ihn.«, »Ueber den Zorn. An Novatus« i Lucius Annaeus Seneca des Philosophen Werke, overs. af J.M. Moser, G.H. Moser og A. Pauly, bd. 1-15, med fortløbende paginering (i Römische Prosaiker in neuen Übersetzungen bd. 19-20, bd. 25, bd. 33, bd. 41, bd. 45-46, bd. 50, bd. 53-55, bd. 67, bd. 73, bd. 111 og bd. 115), Stuttgart 1828-36, ktl. 1280-1280c; bd. 2, 1828, s. 145 (if. boghandlerregning fra A.G. Salomon købte SK værket i april 1850, jf. Fund og Forskning bd. 8, Kbh. 1961, s. 123). drage ... for en Dag fremdrage, bringe frem for dagslyset. dog er Du Kjerlighed spiller på 1 Joh 4,16: »Gud er Kierlighed, og hvo [den] som bliver i Kierlighed, bliver i Gud, og Gud i ham« (NT-1819), jf. også 1 Joh 4,8. man regner paa kalkulerer med. daglige Forhaanelser sigter til den såkaldte Corsar-affære og dens følger for SK. Som svar på P.L. Møllers () kritik af Stadier paa Livets Vei (1845) i artiklen »Et Besøg i Sorø« i årbogen Gæa for 1846 skrev SK en avisartikel, hvori han identificerede P.L. Møller med det satiriske ugeskrift Corsaren (). Samtidig bad han om selv 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet, se artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet Frater Taciturnus i Fædrelandet 27. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658 (SV2 13, 459-467)). Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK (se SKS K20, 41-44), første gang 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til 17. juli 1846 (nr. 304). Efter M.A. Goldschmidts () afgang som redaktør i okt. 1846 fortsatte drillerierne, således 8. jan. 1848 (nr. 381-a), 11. feb. 1848 (nr. 386), 30. juni 1848 (nr. 406) og sidst 16. feb. 1849 (nr. 439). Som følge af Corsar-affæren følte SK sig chikaneret på gaden, jf. fx NB:7, dateret 9. marts 1846, hvor han skriver: »Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til næsten at fornærme mig ifølge Corsarens Ordre; de unge Studenter grine og fnise og ere glade over at en Fremragende trædes ned«, SKS 20, 18,28-30. Jf. også NB8:110, fra dec. 1848, hvor det hedder: »dette Aar efter Aar Dag ud og Dag ind at mindes om Eet og det Samme, om mine Been [dvs. de forskellig lange bukseben, der blev til SKs særkende i Corsarens karikaturer], og om at det er dem, man skriver om. Den dyriske Sundhed med hvilken en Skomagerdreng, en Slagtersvend o: s: v: grinende bemægtiger sig min Skikkelse: det er væmmeligt. Og at holde det ud hver evige Dag!«, SKS 21, 191,17-22. paa ingen Maade har nogen Løn derfor hentyder formentlig til, at SK bad om 'at komme i Corsaren' (se foregående kommentar) og tog polemikken mod bladet op »for Andres Skyld«, som det hedder i »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (SV2 13, 468-471; s. 468), der udkom under navnet Frater Taciturnus i Fædrelandet () 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68). SK nævner flere gange, at han på trods af denne indsats ikke har fået anerkendelse endsige støtte i kampen mod Corsaren, jf. fx NB10:166 og 181, i SKS 21, 338 og 350, og NB12:110, i SKS 22, 205. at jeg mere og mere synes Mængden en Særling ell. en Afsindig sigter formentlig til Corsar-affærens følger for SK () og til fremstillingen af SK som en særling el. endog som en gal mand i Corsaren (), hvor hans Frater Taciturnus blev identificeret med 'gale Nathanson', en hestehandler, der havde været indlagt på den kommunale sindssygeanstalt Bidstrupgård. Jf. Corsaren, nr. 278, 16. jan. 1846, især sp. 14, hvor Taciturnus selv placeres på Bidstrupgård; jf. også Corsaren, nr. 280, 30. jan. 1846, sp. 9-11. Jf. desuden optegnelserne NB10:166, i SKS 21, 338,1-2 med kommentar, og NB12:138.c, i SKS 22, 229. det veed idetmindste Mynster At SK synes at kunne forudsætte biskop J.P. Mynsters kendskab til sin økonomiske situation, står formentlig i sammenhæng med, at han i marts 1849 opsøgte bispen »og lod et Ord falde i Retning af Ansættelse« ved pastoralseminaret, jf. NB10:89, i SKS 21, 303. – Mynster: Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. præst, forfatter, politiker, sognepræst i Spjellerup og Smerup fra 1802, indtil han i 1811 blev residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København; fra 1826 hofprædikant og Dannebrogsmand, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke, og fra 1834 biskop over Sjællands stift; i 1836 tildeltes han Storkors af Dannebrog. Han prædikede hyppigt i de københavnske kirker, især i Vor Frue Kirke og i Slotskirken. de pecuniaire Offere blive mig tungere og tungere, at jeg, selv pecuniairt, er forhindret i at holde ud længe sigter formentlig til, at SK ikke længere kunne leve af en solid formue og ikke fandt sine indtægter fra forfatterskabet tilstrækkelige (). Jf. NB11:114 fra maj 1849, hvor SK skriver med hensyn til sin egen litterære virksomhed: »Det pecuniaire Offer bliver mig tungere og tungere«, SKS 22, 64. ergo lat., altså. I en logisk følgeslutning betegner ordet overgangen fra en eller flere præmisser til konklusionen. Forræderiet som er begaaet mod mig SK betragter flere steder Corsar-affæren og dens følger som en konspiration mod ham, idet han følte sig udsat for forhånelse fra den lavere samfundsklasse, mens 'de mere dannede klasser' undlod at støtte ham (). Således hedder det i journaloptegnelsen NB11:233 fra midt i juli 1849: »Allerede nu i nogle Aar er jeg saaledes vant til at bære et lille Lands Forræderie og Utaknemlighed, de Anseetes Misundelse og Pøbelens Forhaanelse«, SKS 22, 142,5-7. Jf. NB18:44 og NB18:44.a med kommentar. hvad jeg saa ofte har sagt: en Kjøbstads Conspiration jf. NB17:76. En lignende formulering findes allerede i NB:27, formentlig fra aug. el. begyndelsen af sept. 1846, hvor SK med hensyn til den såkaldte Corsar-affære skriver: »Dersom jeg levede i en reen Kjøbstad, saa blev det da endnu galere. I Grunden er Forholdet det, at de Fleste have en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de tænke som saa, naar vi alle blive enige om at drille ham, saa maa han dog give Kjøb. En saadan negativ Conspiration er kun tænkelig i et lille Land.« SKS 20, 32. Jf. også NB2:67 fra begyndelsen af juni 1847, i SKS 20, 169,17-19. Argus-Øine hentyder til heroen Argos fra gr. mytologi (lat. Argus); han blev kaldt 'Panoptes' (altseer), fordi altid mindst ét øje var vågent blandt de hundrede, der var fordelt over hans krop. Han omtales i sagnet om elskovsforholdet mellem Zeus og flodguden Inachos' datter Io. Da Hera havde opdaget forholdet, satte hun Argos til at vogte Io. Jf. Ovids gendigtning i Metamorphoses (Forvandlinger) 1. sang, v. 625ff. Hamann (3die Bind Brevet No 67): »at Argus var et Msk, som Intet havde at bestille, hvad hans Navn viser.« frit oversat citat af et brev fra den ty. lærde og filosofiske forfatter J.G. Hamann (1730-88) til hans bror i Riga, hvor det hedder: »Der hundertäugige Argus war ein Mensch ohne Geschäfte, wie sein Name ausweist«, brev nr. 67 fra 1760 i Hamann's Schriften, udg. af F. Roth, bd. 1-7, Berlin 1821-25, og bd. 8,1-2, udg. af G.A. Wiener, Berlin 1842-43, ktl. 536-544 (forkortet Hamann's Schriften); bd. 3, 1822, s. 10. – hvad hans Navn viser: ordspil på Argos (gr. |n$Aϱγος) og gr. ἀϱγός (argós), 'som ikke arbejder, ørkesløs'. primitivt selvstændigt og oprigtigt. Hamann (3die Bind p. 68): das höchste Decorum besteht öfters in Beleidigung des subordinirten, und Convenance bricht öfters die feyerlichsten Conventions.« citat fra J.G. Hamanns brev til J.G. Lindner, dateret 21. marts 1761, nr. 86 i Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 68. Salomos Dom sigter til beretningen om kong Salomos dom i 1 Kong 3,16-27: To skøger, der boede i samme hus, kom til Salomo og søgte hans dom; de havde begge født et barn, men det ene døde, og nu gjorde de begge krav på det andet. Salomo beordrede et sværd hentet for at hugge det levende barn i to stykker, så de to skøger hver kunne få en halvdel. Den ene kvinde bad for barnets liv og var rede til at give det fra sig. Da fældede Salomo den dom, at hun var barnets mor og skulle have det. blev aabenbart blev tydeligt, åbenlyst. Kirken, den sande Moder det lat. udtryk vera mater ecclesia (kirken, den sande moder) bruges som betegnelse for den jordiske kirke af nogle kirkefædre, jf. fx Tertullian De anima (Om sjælen), 43, i Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera, udg. af E.F. Leopold, bd. 1-4, Leipzig 1839-41, ktl. 147-150 (i Bibliotheca patrum ecclesiasticorum latinorum selecta, udg. af E.G. Gersdorf, bd. 4-7); bd. 4, s. 228, hvor han omtaler kirken som »vera mater viventium ecclesia« (de levendes sande moder). Senere er det især Augustin, som bruger udtrykket, og forestillingen om kirken som moder finder indgang i middelalderens kunst. Hamann (3die B. p. 72): mit einem getheilten Kinde ist einer wahren Mutter nicht gedient citat fra J.G. Hamanns brev til J.G. Lindner, dateret 21. marts 1761, nr. 86 i Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 72. »Christenheden« . commensurabel for som kan måles eller udtrykkes med samme mål, ensartet med. Prof. Martensen Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; cand.theol. i 1832. Efter en udenlandsrejse i 1834-36 var Martensen privatdocent og manuduktør for bl.a. SK. Han blev lic.theol. i 1838, fra samme år lektor, i 1840 udnævnt til dr.theol. fra det Teologiske Fakultet i Kiel, fra 1840 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet. Fra 1845 blev Martensen efter biskop Mynsters indstilling tillige hofprædikant. Sæt saa Antag dernæst. Biskop Mynster . Genius ånd. SK sigter til omtalen af H.L. Martensens 'genius' el. ham som 'genius' mange gange i samtiden, jf. anmeldelsen af H.L. Martensens Den christelige Dogmatik, Kbh. 1849 (), i Flyve-Posten, nr. 174, den 28. juli 1849; se NB13:86, i SKS 22, 327,27 med kommentar. Jf. også »Den Danske Kirke, betragtet af en Engelskmand«, i det grundtvigianske ugeskrift Dansk Kirketidende (udg. af R. Th. Fenger og C.J. Brandt, bd. 1-8, Kbh. 1845-53, ktl. 321-325), bd. 4, Kbh. 1849, nr. 46, 19. aug., sp. 753-768, og nr. 47, 26. aug., sp. 772-784, hvor den anonyme forfatter skriver sp. 783, at H.L. Martensens Grundrids til Moralphilosophiens System, Kbh. 1841, »bærer Præget af hans Genius«. I Liv i Norden af Frederikke Bremer, Forfatterinde til de svenske Hverdagshistorier, Kbh. 1849, annonceret som udkommet den 12. sept. 1849, omtaler Fr. Bremer () H.L. Martensen som »denne rigt begavede Tænker«, der kan »fremstille de dybeste spekulative Læresætninger« og tilføjer, at »det Interessante, det Genialske i hans Fremstillingsmåde gjør ham til en populair Skribent«, s. 37. Dertil synes også Rasmus Nielsen at sigte, når han kalder H.L. Martensen »organisk Genius« og »dogmatisk Genius« i Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik.« En undersøgende Anmeldelse, Kbh. 1849, ktl. 701, s. 45 og s. 65. jo jeg takker! ironisk-forarget udbrud: Jo tak! Han blev Hofprædikant, tog Gage derfor, og prædikede saa – hver 6te Søndag H.L. Martensen blev den 16. maj 1845 udnævnt til hofprædikant (jf. Ny Collegial-Tidende, nr. 22, den 24. maj 1845, s. 464) og prædikede som regel hver sjette uge i Christiansborg Slotskirke (se kort 2, B2); jf. SKS 21, 271,28 og SKS 22, 326,38 med kommentarer. Der blev declameret om den dybe Religieusitet i Martensen, der følte Trang til ogsaa fra Prædikestolen at forkynde Χstd Der kan ikke påvises nogen kilde. Idag, første Pintsedag, prædikede Mynster mod Klostere og Eneboere If. Adresseavisen fra 18. maj, nr. 115, prædikede biskop Mynster () til højmesse kl. 10 i Christiansborg Slotskirke. Hans prædiken er trykt under titlen »Herrens Forjættelse til sine Troende, at de skulle faae den Hellige Aands Gave. Paa første Pintsedag« i J.P. Mynster Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, Kbh. 1851, ktl. 233, s. 215-230. SK sigter til følgende passage, s. 220f.: »Men naar Eneboerne i deres Hytter, Munkene i deres Aflukker, hvis de end ikke sank i Dorskhed, eller blot droge Omsorg for Legemets Pleie, tværtimod fortærede Legeme og Siel i selvvalgte Plager, da var det ikke Guds Aand, der drev dem til at frasige sig Samfundets Glæder og Sorger, til at flygte fra Livets Striid, til at ombytte de Pligter, Gud havde paalagt dem, med saadanne, som de selv vilkaarligen foreskreve sig; det er ikke Guds Aand, der lærer os at lægge Hænderne i Skiødet og sukke over Verdens Fordærvelse, naar vi ikke selv ville bidrage Vort til, at det kan vorde bedre, at Guds Rige kan komme.« Jfr. Maria dvs. Jomfru Maria. udviist udpeget. Maria siger: alle Slægter skulle prise mig salig henviser til Luk 1,48 (NT-1819), hvor Maria med henblik på, at hun skulle føde Guds søn, siger: »Thi han haver seet til sin Tienerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig.« et Sværd skulde gaae gjennem hendes Hjerte henviser til Luk 2,34-35, hvor den gamle Simeon siger til Jesu mor, da Jesus frembæres i templet i Jerusalem: »se, denne [Jesus] er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges, (ogsaa din egen Siel skal et Sværd giennemtrænge!)« (NT-1819). Nu declamerer Præsten ... i Marias Ord hentyder formentlig til J.P. Mynsters prædiken »Hvorledes kunne vi udbrede og befæste Christi Rige? Paa Mariæ Bebudelses Dag«, over Luk 1,26-38, hvor det hedder: »Vi ville denne Gang ikke dvæle ved det, der maatte foregaae i Marias Sind ved denne Forkyndelse, som vel bebudede hende svare Lidelser, men ogsaa, at alle Slægter skulde prise hende salig, ikke ved den Forening af Ydmyghed og Tillid, hvormed hun sagde: see jeg er Herrens Tienerinde; mig skee, som du har sagt!« Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 (forkortet Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage); bd. 1, s. 267f. – i Marias Ord: hentyder til Luk 1,38 og til første halvvers i Luk 1,48 (). jo jeg takker ironisk-forarget udbrud: Jo tak! tilgavns grundigt, fuldt ud. slaaer (...) paa fremhæver, lægger vægt på. hedt heddet sig. lefler (...) med omgås letsindigt med, flirter med. Mediationen Udtrykket 'mediation' anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung' el. 'Versöhnung', formidling el. forsoning. I Hegels filosofi er udtrykket knyttet til hans kritik af princippet om det udelukkede tredje (modsigelsens grundsætning). Således er det også blevet diskuteret i da. spekulativ filosofi og teologi af bl.a. J.L. Heiberg, H.L. Martensen og A.P. Adler, som hævdede, at gensidigt modsigende positioner kunne ophæves i en højere enhed, mens bl.a. J.P. Mynster benægtede det. den Bemærkning af Luther ... den evige Salighed sigter til Martin Luthers evangelieprædiken til Mariæ Bebudelsesdag over Luk 1,26-38 i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); bd. 1, s. 229-238; s. 236f.: »Men de have ikke Troen, som hænge ved denne Verdens Goder og skrabe dem til sig med begge Hænder, deres Næste til Skade. Thi havde de Troen, da havde de vel idetmindste den Fortrøstning til Gud, at Han vilde ernære dem i dette timelige Liv. Men da de ikke troe Ham i det Jordiske, hvorledes skulle de da troe Ham i det Himmelske?« – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, professor i Wittenberg, kirkereformator. – mistvivle: opgiver håb og tillid. Prædikeforedraget alm. betegnelse for prædikenen på SKs tid. Der strides om: hvilket Foredrag der er det rette Det teoretiske grundlag for prædikenen såvel som overvejelser om dens fremførelse blev drøftet fx af J.P. Mynster i »Bemærkninger om den Konst at prædike« i Videnskabelige Forhandlinger ved Sjællands Stifts Landemode, 1810, bd. 1, s. 420-69, (genoptrykt flere gange) og af Claus Harms i Pastoraltheologie. I Foredrag for theologiske Studenter bd. 1, Prædikanten, overs. af Hans Egede Glahn, Kbh. 1844, ktl. 547 [ty. 2. opl. 1836]. at frygte for at man frister Gud (...) og at det staaer i Guds Ord At man ikke behøver at frygte for at friste Gud (), dvs. udæske, udfordre Gud, hentyder til Jak 1,13: »Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen« (NT-1819). at Bibelen er Guds Ord jf. Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 7, § 6: »Det er vist, at Guds Villie, som angaaer Menneskene, indeholdes i Bibelen, hvilken og [også] derfor kaldes Guds Ord«. paa tvært med dvs. på tværs af, i uoverensstemmelse med. en stille Time et af J.P. Mynster () yndet udtryk om andagt såvel i ensomhed som i kirken. Se fx Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 1, s. 240; bd. 2, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306, og Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63. Sidst synes Mynster at have brugt udtrykket i en prædiken fra 19. maj 1850, udgivet i Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, Kbh. 1851, ktl. 233, s. 215-230; s. 216; (). Politie-officiant politibetjent. slippe fra slippe væk. En Bemærkning af Kofoed-Hansen i en Prædiken paa 2d Pintsedag slog mig idag Hans Peter Kofoed-Hansen (1813-93), da. teolog, adjunkt og præst; cand.theol. 1837, fra samme år adjunkt ved Odense Katedralskole; siden 1840 romanforfatter under pseudonymet Jean-Pierre. Han blev 24. juni 1849 udnævnt til residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og 9. sept. samme år indsat sammesteds. Han holdt sin afskedsprædiken 3. nov. 1850, hvorefter han blev hovedpræst ved Frue Kirke i Haderslev. If. Adresseavisen, 18. maj 1850, nr. 115, prædikede Kofoed-Hansen 2. pinsedag til højmessen i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn (se kort 2, C4). If. Forordnet Alter-Bog (), s. 101, er lektien til denne dag, som i 1850 faldt på mandag den 20. maj, ApG 10,42-48. Man kunde spørge, hvorfor Gud, der forstyrrede Babel (altsaa vilde Adsplittelsen) hvorfor han saa vilde »Kirken« (altsaa Eenheden) H.P. Kofoed-Hansens prædiken blev ikke udgivet. Ordene om Babel sigter til 1 Mos 11,1-9, hvor der fortælles om babelstårnets bygning, og hvorledes Herren forhindrede det ved at forvirre menneskenes fælles sprog og ved at sprede dem ud over hele jorden. Kjendet kendetegnet. Ad Skriftet: Kommer hid alle I som arbeide o: s: v: sigter til det første af de tre skrifter »Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile«, »Salig Den, som ikke forarges paa mig« og Fra Høiheden vil han drage Alle til sig, der er skrevet i 1848 og senere udgivet samlet som Indøvelse i Christendom (1850) med Anti-Climacus som forfatter og SK som udgiver. – Kommer hid ... o: s: v: løst citat fra Matt 11,28 (NT-1819). – Optegnelsen NB18:21 og første halvdel af NB18:21.a findes næsten ordret på det udaterede blad Pap. X 5 B 85 og 86. Det Sted, hvor der findes en Hentydning til Χsti Indtog gaaer dog maaskee bedst ud I »Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile« hentydes to gange til Jesu indtog i Jerusalem (begge gange omtalt som »Optog«), nemlig i »B. Hans Livs andet Afsnit« (andet afsnit af »II. Indbyderen«). Første gang med sætningen: »Og hvo [hvem] er saa han, han, der i dette Optog dog endnu er Gjenstand for de Mægtiges Efterstræbelser?« Indøvelse i Christendom af Anti-Climacus, Kbh. 1850, s. 60f. (SV2 12, 72). Anden gang med sætningerne: »Er han, Indbyderen, er han en afsindig Sværmer: Optoget svarer dertil (...). En Lærer, en Viis, eller hvad man saadan vil kalde ham, et Slags forulykket Genie, der siger sig selv at være Gud – omgiven af en Skare Pøbel, som jubler, han selv ledsaget af nogle Toldere, dømte Personer og Spedalske; nærmest om ham hans udvalgte Kreds, Apostlene«, s. 61 (SV2 12, 73). At disse hentydninger har voldt SK vanskeligheder, fremgår af, at han under den videre bearbejdelse af manuskriptet senere i 1849 flere gange vender tilbage til dem (se Pap. X 5 B 74, 76, 77 og 80). Indtoget paa Palmesøndag sigter til evangeliernes beretning om Jesu indtog i Jerusalem inden hans korsfæstelse, se Matt 21,1-11; Mark 11,1-11; Luk 19,28-40 og Joh 12,12-19. at Indtoget dog alligevel ikke kan have været et absolut Triumphtog ... Disciplene først forstaae det Hele bag efter (Joh: XII, 16.) sigter til Joh 11,57 (NT-1819), hvor det hedder: »Men baade de Ypperste-Præster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at, dersom nogen vidste, hvor han [Jesus] var, skulde han give det tilkiende, at de kunde gribe ham.« Og til Joh 12,12-16 (NT-1819), hvor det hedder: »Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de Palmegrene, og gik ud imod ham, og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels Konge! (...) Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggiort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde giort dette for ham.« Pharisæerne selv sige (Joh: XII, 19) I udrette slet Intet, see al Verden gaaer efter ham citat fra Joh 12,19 (NT-1819). Lazari Opvækkelse gaaer lige forud Beretningen om Jesu opvækkelse af Lazarus, som der henvises til i Joh 12,17-18, fortælles i kap. 11,1-44. If. Joh 12,1 lå der kun få dage mellem opvækkelsen og påsken. »Optog« . hypochondre melankolske, tungsindige. længst (allerede) for længe siden. vistnok rimeligvis, formentlig. cfr. Journalen NB10 p. 116 se NB10:85 fra begyndelsen af 1849, i SKS 21, 300f., der bærer overskriften »En Bemærkning betræffende det Skrift 'Kommer hid Alle I o: s: v:'«. SK skriver her: »Der er intet bestemt hensyn taget til Christi Indtog i Jerusalem; men saaledes er der da ingenlunde taget hensyn til ell. Alt Historisk taget med.« unødig daglig tale for 'nødig', ugerne. Det Fortjenstlige det fortjenstfulde, det prisværdige; i den lutherske dogmatik udtryk for den fejlagtige opfattelse, at man kan gøre sig fortjent over for Gud (til retfærdighed og frelse) i kraft af sine egne handlinger og præstationer. Se fx artikel 4 og 6 i Confessio Augustana (da. Den augsburgske Bekendelse) i Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchton forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386, s. 48 og 49f. R. Nielsen Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof; cand.theol. 1837, lic.theol. 1840; i vintersemesteret 1840-41 privatdocent, fra 1841 ekstraordinær og fra 1850 ordinær prof. i moralfilosofi ved Københavns Universitet. Han docerede især den spekulative, hegelianske filosofi, men kom i midten af 1840'erne under indflydelse af SK, med hvem han sluttede venskab i 1848 (se journaloptegnelserne NB7:6 og NB10:32, i SKS 21, 78f. og 273). SK synes at have overvejet at gøre Rasmus Nielsen fortrolig med sine tanker om forfatterskabet, jf. et udkast til en artikel »Angaaende mit Forhold til Hr. Prof. R. Nielsen« fra o. 1849-50: »I Midten af Aaret 1848 blev det mig ved forskjellige Overveielser, alle førende til det samme Punkt, tydeligt, at jeg burde[,] at det var min Pligt, idetmindste at gjøre et Forsøg paa ved personligt Forhold at sætte en Anden ind i mine Anskuelser, saa meget mere som jeg meente at skulle høre op at være Forfatter. / Jeg valgte Prof. Nielsen, der iforveien allerede havde søgt en Tilnærmelse. / Siden den Tid har jeg i Regelen talt med ham een Gang hver Uge« (Pap. X 6 B 124, s. 164). Saa kom N; han skulde forbedre. Han gaaer hen og forvandler det til Discussion sigter til Rasmus Nielsen Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv, Første Deel, Kbh. 1849, ktl. 700 (forkortet Evangelietroen og den moderne Bevidsthed), der blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 116, 19. maj 1849. Bogen bygger på »Forelæsninger over Jesu Liv, Forfatteren holdt i Universitetsbygningen, i Vinteren 1848«. I fortalen gør Nielsen rede for bogens metode, der består i at bringe tre mulige holdninger til evangelierne, som repræsenteres hhv. af »den Troende«, »Fritænkeren« og »Skolens Theologer«, i diskussion med hinanden for »at gjennemgaae de fire Evangelier sammen og udtale sig hver i sin Charakteer«, s. VI. If. forfatteren er det for ingen af parterne i denne »Slags philosophisk[e] Tanke-Experiment« muligt at gendrive den anden; jf. s. VIII. enten med Myndighed, eller uden Myndighed dvs. med eller uden autoritet el. fuldmagt i ligefrem tale. mir nichts und Dir nichts ty. talemåde: uden videre. Ugelspil fandt aldrig det Træ ... til selv at ville vælge Træet Der sigtes til et motiv i den ty. folkebog om den spøgefulde og drillende anti-helt Till Uglspil (første kendte tryk 1515), som støtter sig på skriftlige og mundtlige kilder fra det 14. årh. Efter at have udført en af sine narrestreger i Lybæk dømmes han til døden. Da borgerne er ved at hænge ham, udbeder Uglspil sig et sidste ønske, som også indrømmes ham. Da det imidlertid består i selv at kunne vælge det træ, der skal bruges som galge, og da han i lang tid ikke finder et tilfredsstillende træ, bliver borgerne trætte og slipper ham fri. Motivet er kendt som K558 i Stith Thompson Motif-Index of Folk-Literature, Bloomington og London 1966 [1955-58]. SK ejede Underlig og selsom Historie om, Tiile Ugelspegel, overs. fra ty., Kbh. [titelbladet har »Trykt i dette Aar«, formentlig mellem 1842 og 1848], ktl. 1469. I denne udgaves historie nr. 57, s. 94f., er motivet om helten, der unddrager sig henrettelsen ved et snedigt sidste ønske, dog forandret. SKs kilde har ikke kunnet identificeres. hildes fanges, besnæres. at blive mig selv fortjenstlig at regne mig noget til fortjeneste, (). Erasmus slutter et Brev til Zwingli med disse Ord (citerede hos Hamann 3die B. p. 145) gengivelse af J.G. Hamanns indledende ord »Erasmus beschloß einen Brief an Zwingli mit den Worten:« til efterfølgende citat i et brev til J.G. Lindner, dateret 16. april 1762, nr. 104 i Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 145. – Erasmus: Desiderius Erasmus af Rotterdam (1466 el. 1469-1536), holl. renæssancehumanist og teolog. – Zwingli: Ulrich el. Huldrych Zwingli (1484-1531), schw. reformator. videor mihi ... ænigmatibus et paradoxis.« lat., 'Det forekommer mig, at den lære, jeg har fremsat, er omtrent den samme, som Luther fremsætter (nu), undtagen at jeg ikke har gjort det på en så grum måde, og at jeg har afholdt mig fra visse gåder og paradokser.' Citat fra Hamanns anførte brev. Scharling mener ogsaa, at Martensen ligesaa stærkt har urgeret ... som jeg Carl Emil Scharling (1803-77), da. teolog og udgiver, cand.theol. 1825, efter studieophold i Paris, Tübingen og Basel lektor ved Sorø Akademi 1830-34, prof. i teologi ved Københavns Universitet fra 1834, dr. teol. 1836. Scharling var sammen med C.T. Engelstoft udgiver af Theologisk Tidsskrift. Ny Række 1847-49 og Nyt Theologisk Tidsskrift fra 1850. SK sigter til Scharlings anmeldelse »Den christelige Dogmatik. Fremstillet af Dr. H. Martensen« i Nyt Theologisk Tidsskrift, udg. af C.E. Scharling og C.T. Engelstoft, bd. 1, 1850, s. 348-375, hvor han skriver: »Vel er det bekjendt, hvorledes i Danmark Prof. Martensens Navn i Almindelighed knyttedes til Begrebet om speculativ Theologie i Hegelsk Forstand; og ikke sjelden blev der hørt, at den Opposition, der f. Ex. ved. Mag. Kierkegaard var reist mod den Hegelske Philosophie, skulde i sin Anvendelse blandt Andet træffe Dr. Martensens Bestræbelser i Theologiens dogmatiske Gebeet. Men hvor afvigende og hvor modsat i nogle af de allervigtigste Punkter Martensens Anskuelse er fra Hegels, sees nu tydeligt af det foreliggende Værk; og hvad Forholdet til Kierkegaard angaaer, da findes den Bestemmelse, der af denne Forfatters Venner ofte tilegnes ham som en ny Opdagelse, at Religion er et Existentialforhold, fremhævet hos Martensen med ikke mindre Eftertryk end hos saa mange ældre Theologer og Dogmatikere. Ikke mindre charakteristisk for begge de nævnte Forfatteres Afvigelse fra den Hegelske philosophiske Anskuelse er den Vægt, der af dem begge tillægges det ethiske Moment, som i Martensens klare, sammentrængte og alvorlige Fremstilling maaskee fremtræder med endnu større Energie, end hos Kierkegaard, der ofte ved altformeget at give efter for sin Humor forstyrrer den tilsigtede Virkning og ikke sjelden ved sine mange kunstige dialektiske Vendinger efterlader en Følelse, som om hans Fremstilling ikke ret var Alvor, men kun et Forsøg i den høiere Aandsgymnastik«, s. 357f. tam atrociter lat., på en så grum måde. Sandeligen, sandeligen hyppig retorisk figur i Johannesevangeliet som indledning til Jesu taler, jf. Huus- og Reyse-Bibel (). saae og kan opfattes både som »saae, og kun altfor tydeligt« og som »saae og[så] kun altfor tydeligt«. tage sig det ad notam lægge mærke til. forraske mig bedrage mig selv, tage fejl. tage Tonen for høit anslå tonen for højt; tale for højtideligt. Commerce dvs. kommers, morskab, sjov. ignorerede mig SK klager ofte – med en vis ret – over, at hans skrifter ikke rigtig anmeldes (se fx SKS 22, 392,15). I oversigten over årets homiletiske litteratur i Theologisk Tidsskrift bd. 12, 1849, hedder det fx i forbindelse med et værk af SK: »Blandt den store Mængde opbyggelige Taler, hvorpaa vor Literatur i den nyeste Tid er saa rig, indtager Mag. Kierkegaards baade ved deres Antal og deres Indhold en saa mærkelig og eiendommelig Plads, at vi længe have ønsket at meddele en udførligere Anmeldelse af dem; men da vi helst ønskede os denne fra 'den Enkelte' hvem Forfatteren anseer for sin egentlige Læser (se hans Fortaler), er det hidtil blevet udsat at giøre dette interessante literaire Phænomen til Gjenstand for en nærmere Betragtning i dette Tidsskrift«, s. 180. I C.E. Scharlings samtidige anmeldelse af Martensens dogmatik hedder det videre mht. SK: »Det er besynderligt, at endnu Ingen har gjort denne Forfatters Skrifter til Gjenstand for en udførligere Analyse, som de baade i sig selv fortjene, og hvortil der ved det Bifald, som de have vundet hos Læsere af høist forskiellige Dannelsestrin, synes at være særlig Opfordring«, Nyt Theologisk Tidsskrift bd. 1, 1850, s. 355. Se også indledningen til det senere anonyme skrift af Martensen-eleven Ludvig Gude: Om Magister S. Kierkegaards Forfattervirksomhed. Iagttagelser af en Landsbypræst, Kbh. 1851. I øvrigt taltes dog en hel del om nogle af SKs værker, idet netop de blev benyttet mod Martensen og den spekulative teologi i den aktuelle debat om forholdet ml. tro og viden, især af R. Nielsen () og P.M. Stilling (). et Spektakel en seværdighed, et skræmsel. billigste rimeligste, letteste. evitere undvige, unddrage sig. De dvs. J.P. Mynster (). Det, som, ogsaa af Pietet for Dem gjorde sig saa let som muligt I en stor del af SKs forfatterskab fremsættes tanker på en eksperimenterende måde ved hjælp af pseudonymer. En anden del af forfatterskabet består af opbyggelige taler, som hævder at være skrevet »uden myndighed« (). Om SKs pietet, dvs. ærbødighed over for J.P. Mynster, jf. journaloptegnelsen NB6:55, hvor det hedder: »min Pietet for Mynster var mig Noget givet, Noget jeg skulde vise«, SKS 21, 40. det var første Gang jeg talte med Dem, altsaa efter Udgivelsen af Afsluttende-Efterskrift Denne samtale fandt formentlig sted, da SK bragte et eksemplar af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som udkom 27. feb. 1846, til biskop J.P. Mynster (jf. Pap. XI 2 A 419, dateret 29. juni 1855). Hvornår SK første gang efter M.P. Kierkegaards død i 1838 talte med J.P. Mynster, vides ikke. Men if. NB:57, dateret 5. nov. 1846, havde han på det tidspunkt allerede talt med Mynster. der nu skal hedde at være en Misvisning hentyder til forordet til Den christelige Dogmatik. Fremstillet af H. Martensen, Kbh. 1849, ktl. 653 (forkortet: Den christelige Dogmatik), der blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 167, den 19. juli 1849, og som SK if. boghandlerregning havde købt hos C.A. Reitzel den 18. juli. Med sigte på SK hedder det her, at de troende som »ikke føle Drift til sammenhængende Tænkning, men kunne tilfredsstille sig selv ved at tænke i Strøtanker og Aphorismer, Indfald og Glimt, kunne ogsaa være i deres Ret, naar de for deres eget Vedkommende betragte sammenhængende Erkjendelse som ufornøden«. Men hvis det bliver en slags dogme, at den troende ikke kan have nogen interesse i en sammenhængende erkendelse af det højeste, at »al Speculation kun er kosmisk, det vil sige: verdslig og hedensk; at den Troende maa betragte Begrebet om Troesvidenskab som en Selvmodsigelse, der ophæver den ægte Christendom o.s.v.: da tilstaaer jeg, at saadanne Sætninger, selv naar jeg har hørt eller seet dem fremsatte med det Aandriges Paradoxie, for mig have havt saa lidet Overbevisende, at jeg deri kun kan see en stor Misforstaaelse og en ny, eller rettere sagt, en gammel Misviisning«, s. III. at vi vare »Complementer til hinanden« jf. NB2:210 fra 1847, hvor SK ligeledes omtaler J.P. Mynsters udtalelse: »Strax den første Gang jeg talte med ham og senere gjentagent har jeg, og saa høitideligt som muligt, sagt Biskop Mynster at jeg udtrykte det Modsatte af ham, og at det just var derfor (foruden min Pietet) at han var mig af Vigtighed. Og han har med fuld Opmærksomhed svaret derpaa, saa han høitideligt har vedgaaet i Samtalen, at han forstod mig. Han sagde engang at vi vare Complementer til hinanden, hvilket jeg dog ikke indgik paa, fordi det var mere høfligt end jeg kunde forlange, men gjentog blot paa det Bestemteste min Forskjellighed.« SKS 20, 222. privat vilde De sige (da R. N.s Evangelietro udkom) »vi erkjende jo Alle, Mag. K., at vi ere paavirkede af Dem« jf. journaloptegnelsen NB12:165.a fra midten af sept. 1849, hvor SK skriver: »Nu sagde Biskop Mynster sidst jeg talte med ham: 'saaledes at opgive sig selv, at copiere en Anden er dog alt for galt, at styrte fra den ene Yderlighed (Hegelianer absolut) til den anden. Paavirkede af Dem og Deres Skrifter, er vi jo Alle, det erkjende vi Alle.'«, SKS 22, 244m,29-37. Da Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed () blev annonceret som udkommet den 19. maj 1849, må samtalen mellem SK og Mynster have fundet sted derefter (se kommentar til SKS 22, 244m,4). Jf. journaloptegnelsen NB11:193, dateret 25. juni 1849, i SKS 22, 116, hvor SK omtaler flere møder med biskop Mynster i juni måned; samtalerne synes dog ikke at have drejet sig om R. Nielsens bog. – Mag. K: . offentligen skulde Martensen drages frem, selv efter hans lapsede Forord sigter til forordet til 1. udg. af Den christelige Dogmatik, hvor H.L. Martensen uden navns nævnelse og i forbigående polemiserer mod SK og de pseudonyme skrifter (). At Mynster offentligt skulle have fremhævet H.L. Martensen sigter måske til J.P. Mynster »Bemærkninger ved 'Aanden i Naturen. Almeenfattelige Bidrag til at belyse Naturens aandelige Indhold af H.C. Ørsted. Kjøbenhavn 1850,' af Biskop Dr. Mynster« i Nyt Theologisk Tidsskrift, udg. af C.E. Scharling og C.T. Engelstoft, bd. 1, 1850, s. 291-315. Her henviser Mynster s. 304 til Den christelige Dogmatik () s. 29 (§ 17) for at støtte en af sine egne indvendinger mod H.C. Ørsteds fremstilling af forholdet mellem naturlovene og Guds forsyn. – lapsede: næsvise, kåde. Pøbelen hver Dag have Lov til at tære paa mit Navn sigter formentlig til den såkaldte Corsar-affære (), der medførte, at SK følte sig chikaneret på gaden. At SKs navn blev slidt og misbrugt, fremgår fx af Georg Brandes' erindring om, »at naar jeg som Barn ikke trak mine Benklæder omhyggeligt og ligeligt ned over de dengang brugelige lange Støvleskafter, sagde Barnepigen advarende til mig: Søren Kierkegaard«, Søren Kierkegaard truffet, Et liv set af hans samtidige, samlet og udg. af Bruce H. Kirmmse, Kbh. 1996, s. 142f. Jf. også optegnelsen NB3:55 fra 6. dec. 1847, hvor SK skriver: »Hr Hostrup skriver en Studenter-Comedie, naturligvis med al mulig Hensynsløshed, benyttende al mulig Licents (...) Godt. Men maa det saa ikke ogsaa vedblive at være en Studenter-Comedie dvs. for Studenter. Men hvad skeer Stykket reiser hele Landet rundt, opføres endeligen paa det kgl. Theater – og nu, som jeg seer idag i Flyve-Posten, i Norge, hvor man i Rigs-Tidenden udenvidere kalder den Person, som skal være mig: Søren Kierkegaard. Jeg betvivler ikke, at man for at gjøre Stykket mere interessant allerede paa Plakaten ligefrem har sat mit Navn«, SKS 20, 272 (se kommentarer dertil). er i Retten er i sin gode ret, har retten på sin side. alle De tie, der skulde vidne for mig SK klager ofte i journalerne over, at ingen (især ikke de 'dannede') støttede ham, da han tog kampen op mod Corsaren (), jf. fx NB10:166 og 181, i SKS 21, 338 hhv. 350 med kommentarer, og NB12:110 og NB13:33, i SKS 22, 205 hhv. 294, samt NB17:64. falde paa finde på, komme på. regnende paa kalkulerende med. endogsaa tillige. jeg pecuniairt har saa daarligt Raad dertil . og selv også. Frygt og Bæven spiller på Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819). Medlevende samtidige. Din Moder blev Du et Sværd gjennem Hjertet . slog ... af dvs. slog af på strengheden. Tvingen op af Opgaven forøgelse af opgavens vanskelighed. skrække mig tilbage afskrække, få til at opgive. Indulgentsen . Contentement og Opbyggelse allusion til Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Barselstuen (1724), 2. akt, 7. scene, hvor Else Skolemesters i sit affekterede sprog bl.a. bruger vendingen »Contentement og Fornøyelse«. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 2. Bindene er uden årstal og sidetal. – Contentement: fr., fornøjelse. Indulgentsen, hvilken dog er een af Guds Herligheds-Rettigheder . »Herligheds-Rettighed« er et middelalderligt juridisk udtryk (lat. jus regale), der betegner en rettighed, som alene kongen råder over. særligen for sig selv, særskilt. taget Indulgentsen forfængelig misbrugt indulgensen på en letfærdig måde. ene dvs. eneste. Dispensator lat. forvalter; den der fritager for en pligt. tugtet op strengt opdraget. Naadens Regale majestætsrettighed (lat. jus regale), (). give (...) falsk ud udgive, bringe i omløb i forfalsket form. Ordspil på lat. dispensator () og lat. dispensare 'fordele, uddele'. vistnok ganske vist, sandt nok. nu skulde jeg puffes udenfor, ignoreres, behandles som gal og . desto værre desværre. »Corsaren« egl. var den offentlige Mening I okt. 1840 grundlagde M. A. Goldschmidt () det satiriske ugeskrift Corsaren og var indtil okt. 1846 bladets egl. redaktør. Bladets satiriske artikler blev suppleret med tegninger af Peter Klæstrup, som bidrog til at give det et stort publikum. I midten af 1840'erne udkom bladet i et oplag på o. 3.000, dobbelt så mange som det førende liberale dagblad Fædrelandet kunne præstere og kun nogle hundreder færre end den halvofficielle statsavis Berlingske Tidende. heri stikker dette er grunden til. Jeg gjorde ubetinget en Velgjerning nemlig ved at udfordre Corsaren og bede om at blive skældt ud i bladet som andre hæderlige folk (). længst (allerede) for længe siden. Prof. Martensens Forord til 2det Oplag af Dogmatik dvs. »Forord til andet Oplag«, dateret 1. maj 1850, i H.L. Martensen Den christelige Dogmatik, 2. opl., Kbh. 1850 [1849], s. VI. Forordet lyder i sin helhed: »Da et nyt Oplag af dette Skrift saa snart er blevet fornødent, vil det neppe undre Nogen, at jeg i dette korte Tidsrum ikke har kunnet finde mig foranlediget til at foretage Omarbeidelser og Forandringer. Jeg udsender det derfor i uforandret Skikkelse, med det Ønske og Haab, at det fremdeles maa finde velvillige Læsere. Angaaende den Modsigelse, det allerede har fremkaldt fra flere Sider, agter jeg at udtale mig i et lidet Skrift, hvilket jeg, hvis Tid og Leilighed forundes, haaber at kunne udgive endnu i Løbet af denne Sommer.« Bogen er annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 117, 22. maj 1850, og igen i nr. 136, 13. juni 1850, denne gang sammen med H.L. Martensen Dogmatiske Oplysninger. Et Leilighedsskrift, Kbh. 1850. Hele hans Taktik i den seneste Tid jf. H.L. Martensens brev til L. Gude, dateret 1. april 1850, hvor han skriver: »Med Trykningen af min Dogmatik gaaer det nu rask fremad. Over Halvdelen er allerede trykt. Hvad nu angaaer det mellem os saa meget afhandlede Spørgsmaal, da tilstaaer jeg, at jeg – hvormeget der end taler for den mellem os aftalte Plan – dog mere og mere er kommen tilbage til min oprindelige Tanke om en Brochure [dvs. Dogmatiske Oplysninger, se foregående kommentar]. Jeg føler Drift til Udtalelse og har ogsaa fra flere Sider hørt Forventningen at udtales. Det faaer nu at gaae, som det vil. Forholdet til K. skal holdes saa neutralt som muligt. Om et Angreb paa ham fra min Side skal der ikke kunne være Tale. Vil han saa alligevel see sig angreben i N. [dvs. Rasmus Nielsen] og soutenere [støtte] N., da staaer dette ham naturligviis frit, og han vil selv have at betænke: respice finem [betænk, hvordan det vil ende!]. Jeg har foreholdt mig dette: respice finem og kan ikke see, at jeg af denne Sags endelige Udfald kan have Noget at befrygte. Jeg vil nu i al Ro og uden alt Hastværk atter i disse Fridage tage fat paa min Brochure.«, Biskop H. Martensens Breve. Breve til L. Gude bd. 1-3, udg. af Bjørn Kornerup, Kbh. 1955-57; bd. 1, 1955, s. 8f. Det er 3 Fjerdingaar siden næsten at Nielsens Anmeldelse og Stilling og Paludan-Müller udkom Rasmus Nielsens () udførlige anmeldelse af Martensens Den christelige Dogmatik () under titlen Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«. En undersøgende Anmeldelse, Kbh. 1849, ktl. 701, blev i Adresseavisen anonceret som udkommet den 15. okt. 1849. Filosoffen Peter Michael Stilling (1812-69) disputerede for magistergraden med afhandlingen Den moderne Atheisme eller den saakaldte Neohegelianismes Conseqvenser af den hegelske Philosophie, Kbh. 1844, ktl. 801. Han havde i begyndelsen af 1840'erne gjort sig til talsmand for hegelianismen, som han i slutningen af årtiet under påvirkning af SK tog afstand fra. Bl.a. udgav han det skrift, som SK her sigter til, Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden med særligt Hensyn til Prof. Martensens »christelige Dogmatik«. Kritisk-polemisk Afhandling, Kbh. 1850, ktl. 802, der blev averteret som udkommet i Berlingske Tidende, nr. 303, 22. dec. 1849. Jens Paludan-Müller (1813-99), da. teolog og præst, cand.theol. 1837, fra 1840 adjunkt ved Sorø Akademis skole, blev 1847 residerende kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg samt hospitalspræst sammesteds. SK sigter her til Paludan-Müllers første større arbejde Om Dr. Martensens christelige Dogmatik, Kbh. 1850, ktl. 709, der blev averteret som udkommet i Berlingske Tidende, nr. 17, 21 jan. 1850. If. boghandlerregning fra C.A. Reitzel, dateret 31. dec. 1850, har SK købt dette skrift 14. jan. 1850 (KA, D pk. 7 læg 8). Det hedder nu ... et lille Skrift færdigt . at der tilføies: hvis Tid og Leilighed forundes . in parenthesi lat., i parentes. Mynster . Martensen lige overfor Nielsen R. Nielsen stod oprindeligt i et fortroligt forhold til H.L. Martensen. Påvirket af SK, hvem han sluttede venskab med i sommeren 1848, distancerede han sig dog fra ham og kritiserede Den christelige Dogmatik skarpt i sin anmeldelse (). Polemikken mellem Martensen og Nielsen fortsatte, da Martensen forsvarede sig mod kritikken af sin dogmatik med Dogmatiske Oplysninger. Et Leilighedsskrift, Kbh. 1850, ktl. 654 (). Mynster lige overfor Lindberg sigter til den langvarige polemik mellem J.P. Mynster og Jacob Christian Lindberg (1797-1857), da. teolog, numismatiker og bibeloversætter. Lindberg underviste fra 1822 i hebraisk som adjunkt ved Metropolitanskolen. Da han i flere skrifter beskyldte den da. teolog Henrik Nicolai Clausen (1793-1877) for at udbrede falske lærdomme, blev han involveret i en injuriesag, som førte til hans suspension 1828, hvorefter Lindberg søgte om afskedigelse i 1830. I 1828 skrev Lindberg magisterafhandling. Han var udgiver af Nordisk Kirke-Tidende 1833-1840 og blev udnævnt til præst i Tingsted på Falster 1844. I en periode kunne han næsten betragtes som samlingspunkt for de folkelige vækkelser, af hvilke han knyttede en del til den grundtvigske bevægelse. J.C. Lindberg indledte, efter at J.P. Mynster i 1834 var blevet biskop, et angreb på den form, trosbekendelsen havde haft i Mynsters vajsenhuskatekismus fra 1814, og som den fik i den nye alterbog, dvs. Forordnet Alter-Bog for Danmark, 1830 (). Striden drejede sig hovedsagelig om formuleringen af den tredje trosartikel. Ved at bruge »den hellige Aand« i stedet for det traditionelle »den Helligaand« havde man efter Lindbergs mening fornægtet troen på Helligånden som person. I artiklen »Om den christne Troes-Bekjendelses Form i den sidste Udgave af den danske Alterbog« i Nordisk Kirke-Tidende, 1834, nr. 49-50, sp. 815-832 og sp. 844-848, rettede Lindberg sin kritik mod alterbogen, og samme sted, nr. 1, 1835, sp. 1-10, blev Mynsters katekismus angrebet. Mynster forsvarede sin oversættelse i skriftet Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus, Kbh. 1835, s. 43-47, men Lindberg gendrev straks efter Mynsters argumenter i Frimodig Gjendrivelse af Hans Høiærværdighed Hr. Biskop Dr. J.P. Mynsters Forsvar for den privilegerede Vaisenhuus-Catechismus, Kbh. 1836. Polemikken fik efterhånden flere deltagere og fortsatte frem til 1840. Amagertorv stærkt befærdet torv imellem Vimmelskaftet og Østergade (se kort 2, C2). lade (...) fare afstå fra, give afkald på. sæt antag. svare med Luther: tie stille kjere Msk. hentyder til Martin Luthers evangelieprædiken til nytårsdag over Luk 2,21 i En christelig Postille () bd. 1, s. 118-126, hvor det s. 119 hedder: »Naar Han [dvs. Gud] befaler, siger eller gjør Noget, saa skal du holde din Mund, og falde paa dine Knæe, og hverken sørge heller spørge videre, men gjøre, hvad Han byder dig, høre, hvad Han siger dig, og prise Ham for hvad Han fuldbringer.« Jf. Christelige Taler (1848), hvor SK skriver: »Thi christelig forstaaet er det eneste Vaaben mod Tvivlen: tie stille, eller, luthersk, hold Mund! Tvivlen derimod siger 'indlad Dig med mig, bekjæmp mig – med mine egne Vaaben.'« SKS 10, 200,9-11. om Du saa vil således. krympet kviet, våndet. Χstus ved Gjestebudet ... da Qvinden salvede ham sigter til beretningen om Maria, der ved middagen i Betania salver Jesu fødder med en kostbar nardusolie, Joh 12,3-8. Efter at en af disciplene har spurgt, hvorfor denne olie ikke i stedet er blevet solgt for 300 denarer og pengene givet til de fattige, siger Jesus: »lad hende med Fred; til min Begravelses-Dag haver hun bevaret den«, v. 7 (NT-1819). umiddelbart efter Indtoget ... bedrøvet indtil Døden sigter formentlig til Jesu ord nogle dage efter indtoget i Jerusalem og umiddelbart inden pågribelsen i Getsemane Have, Matt 26,38: »min Siel er bedrøvet indtil Døden; bliver her, og vaager med mig« (NT-1819). Jf. Joh 12,27, hvor Jesus umiddelbart efter indtoget i Jerusalem siger: »Nu er min Siel bedrøvet, og hvad skal jeg sige? Fader, hielp mig af denne Time, men jeg er derfor kommen i denne Time.« Huus- og Reyse-Bibel (). sættes ind sættes igennem. Tilhold holdepunkt, støtte. i Ungdommens Dage allusion til Præd 11,9: »Glæd dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.« Hjertet bankede heftigt måske allusion til Platons Symposion, 215d,6 - e4, hvor Alkibiades holder en lovtale over Sokrates: »Ifald jeg ikke maatte befrygte, at I vilde ansee mig for aldeles beruset, vilde jeg fortælle Eder, bekræftende det ved Eed, hvilket Indtryk denne Mands Taler have gjort og endnu gjøre paa mig. Naar jeg hører ham, banker mit Hjerte heftigere, end Korybanternes, og Taarer udstrømme under hans Tale«, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1831-59; bd. 1-3, 1830-1838, ktl. 1164-1166 (forkortet Udvalgte Dialoger af Platon); bd. 2, 1831, s. 88f. (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 3, s. 139. Uden Myndighed det var min Categorie I »Regnskabet«, dateret marts 1849, der udgør første del af Om min Forfatter-Virksomhed (1851), skriver SK: »'Uden Myndighed' at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet. At jeg var 'uden Myndighed', har jeg fra første Øieblik indskærpet og stereotyp gjentaget; jeg betragter mig selv helst som en Læser af Bøgerne, ikke som Forfatter«, s. 14 (SV2 13, 535). I forordet til sin første samling af opbyggelige taler, To opbyggelige Taler (1843), bemærker SK, at han »ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,3. Dette gentages uforandret i forordene til de følgende samlinger af opbyggelige taler (1843-44, se SKS 5, 63, 113, 183, 231 og 289) og i varieret form i forordene til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845, se SKS 5, 389) og til de to første afdelinger af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847, se SKS 8, 121 og 257). I forordet til Kjerlighedens Gjerninger (1847) skriver SK, at »vi [dvs. SK] ere vel underviste og oplærte i Christendom fra Barn af, og ogsaa i den modnere Alder have indviet vore Dages Tid og vore bedste Kræfter til denne Tjeneste, om vi end altid gjentage, at vor Tale er 'uden Myndighed'«, SKS 9, 54,31-35. saaledes som Χstd. fremstiller det (...) at Kjerlighed til Gud er Had til Verden og omvendt spiller på Jak 4,4, formentlig i SKs egen oversættelse: »I Hoerkarle og Hoerqvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab? Derfor, hvo [hvem] som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fiende« (NT-1819). Da den gr. tekst bruger ordene ϕιλία (philía, kærlighed, venskab) og ἔχϑϱα (échtra, had), kan den pågældende passage gengives med: »at kærlighed til verden er had til Gud«. Sml. også Luk 14,26 og Joh 12,25. i mit Første fra begyndelsen, i bund og grund. gjøre ligefrem Indhug paa angribe direkte; missionere. dog saa således. desto værre desværre. Poeniterende en, der angrer el. gør bod. særligere mere specifik; strengere. Forretning gerning. Fader SKs fader, Michael Pedersen Kierkegaard – døbt Michel – blev født 12. dec. 1756 i Sædding. Som 11-årig blev han i 1768 sendt til København, hvor han kom i lære hos sin morbror, hosekræmmer Niels Andersen. Udlært i faget løste han i dec. 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, og otte år senere opnåede han tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med Kirstine Røyen, som døde barnløs i marts 1796. Godt et år efter giftede han sig, 26. april 1797, med Ane Lund; med hende fik han syv børn, hvoraf SK var den yngste. I 1803 flyttede M.P. Kierkegaard med familie til Hillerød, men vendte i 1805 tilbage til København og bosatte sig i Østergade 9 (se kort 2, C2), indtil han i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, B1-2). Her døde han 81 år gammel efter kort tids sygdom 9. aug. 1838. skjende skænde, skælde ud. jeg var en forloren Søn hentyder til Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. min Søster Nicoline Nicoline Christine Kierkegaard (25. okt. 1799 - 10. sept. 1832) boede i SKs barndomshjem på Nytorv 2 (se kort 2, B1-2), indtil hun 24. sept. 1824 blev gift med silke- og klædehandler Johan Christian Lund (1799-1875), hvorefter hun flyttede til Nyegade, Vester kvarter, matrikel nr. 95, gadenr. 4 (se kort 2, B2). Courmethode dvs. kurmetode, til behandling af sygdomme. de gamle Opbyggelsesskrifter Opbyggelig litteratur, dvs. skrifter til privat andagt og åndelig vejledning, udgjorde en betydelig del af den religiøse litteratur i slutningen af det 17. og langt op i det 18. årh., men var fortsat udbredt på SKs tid. Som »gammelt Opbyggelsesskrift« omtaler SK flere gange Johann Arndt Vom wahren Christentum (), der udkom første gang 1605-09 og, ofte udvidet, vandt stor udbredelse i forskellige konfessioner (jf. fx SKS 5, 332,10; SKS 8, 206,10; journaloptegnelserne JJ:451, i SKS 18, 291, og NB18:39, i SKS 23, 274). Johann Arndts værk gør i 1. og 3. bog meget brug af skrifter fra Johannes Tauler og Thomas a Kempis, i 2. bog af Angela di Foligni og i 4. bog af Raimundus fra Sabunde. Endvidere omtaler SK i SKS 5, 103,18 Die Deutsche Theologie (ktl. 634) som »gammelt opbyggelsesskrift«. det cureres nu ved Bade-reiser Terapi med vand havde fundet stor udbredelse på SKs tid. Da der ikke fandtes naturlige mineralske kilder i Danmark, måtte mineralsk vand importeres eller fremstilles kunstigt, som man gjorde fra 1834 ved Rosenborg Sundhedsbrønde. Ellers måtte man rejse til de kendte badesteder, fx i Tyskland el. Tjekkiet. En lang række udenlandske kursteder, deres vandes beskaffenhed og anvendelse omtales i E.A. Nørgaard Mineralvandenes Nytte og Anvendelse, med nærmest Hensyn paa Rosenborg-Sundhedsbrønde, efter de nyeste og bedste Hjælpekilder, Kbh. 1833. Bogen indledes med en fortale af SKs læge Oluf Lundt Bang (1788-1877), der var en stor fortaler for både indvortes og udvortes behandling med vand. Igler, Aareladninger o: s: v: sigter til behandling med lægeigler (Hirudo medicinalis) og åreladning. Disse behandlingsformer udførtes hovedsagelig af barberer, som havde en kirurgisk eksamen fra Det kirurgiske Akademi. gratis har tjent Idee hentyder til, at SK ikke har haft ansættelse (som præst ved kirken). eh bien fr., nuvel! »Det hænder i denne Verden ... de Uretfærdiges Viis« dette »stundom« Der alluderes til Matt 5,45, hvor det hedder, at Gud »lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige«. I journaloptegnelsen NB11:77, i SKS 22, 46, skriver SK formentlig med sigte til J.P. Mynster, at det »er derfor en Sviig i Prædikeforedraget dette: stundom bliver den Χstne noget Stort i Verden, nyder Ære og Anseelse, stundom forfølges han«. Derfor hentydes formentlig også her til en prædiken af Mynster; kilden er dog ikke identificeret. vel iagt godt. Da var der et nederdrægtigt Phænomen her hjemme hentyder til Corsaren (). notere optegne; skriftligt erklære. disse Forbrydere hentyder til bagmændene for Corsaren (). saa forraadte man mig hentyder formentlig til Fædrelandets () rolle i den såkaldte Corsar-affære. Sml. en optegnelse fra 1854 el. 1855 med titlen »'Fædrelandets' Forhold til min Forf. Virksomhed«, hvor SK skriver: »Altsaa, jeg handlede. Hvad gjorde saa 'Fædrelandet'? Da det saae, at Sagen blev farlig, taug det, ubetinget – og det Hele kom til at staae som Galskab af mig. Det 'Fædrelandet' var sig selv pligtigt at gjøre var at levere en Interpretation, at min handling ikke var Galskab men uegennyttigt Opoffrelse. Jeg forlangte Intet af 'Fædrelandet', langtfra jeg bestyrkede endog i Intet at gjøre – men hvad 'Fædrelandet' skyldte sig selv og hvad jeg tænkte i mit stille Sind er noget Andet. / Dette var det første Forræderie mod mig.« Pap. XI 3 B 12. I et gl. Opbyggelsesskrift (Arndt) ... blot det rører sig henviser til den ty. lutherske præst og opbyggelsesforfatter Johann Arndts (1555-1621) Sämtliche geistreiche Bücher Vom wahren Christentum, Welche handeln Von heilsamer Buße / herzlicher Reue und Leid über die Sünde / wahrem Glauben / auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., Tübingen 1737 [1733], ktl. 276 (forkortet Vom wahren Christentum), 5. bog, kap. 5, pkt. 4, s. 959: »Und das ist, was GOtt der HErr spricht, Jer. 31:25. Ich will die müde Seelen erquiken, und die bekümmerte Seelen sättigen, darum bin ich aufgewachet, und habe so sanft geschlafen. d.i. gleichwie man bey einem saugenden Kinde, welches Tag und Nacht Speise bedarf, sanft schlafen muß; item bey einem Kranken: Also schlafet GOtt leise, (wiewol er nicht schlafet, sondern ist nur ein Gleichniß) und unsere hungerige Seele weket ihn bald auf.« I en af Morgen- eller Aften-Bønnerne (...) »medens vi sove, da vaager Du o, Gud« frit citat fra de indledende ord til »Morgen-Bøn om Tirsdagen« i »Daglige Morgen- og Aften-Bønner« i Evangelisk-christelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845 [1798], ktl. 197 (forkortet Evangelisk-christelig Psalmebog), s. 622f.: »Almægtige Gud (...). Du vaager over os, naar vi sove, og naar vi vaage, er det din Magt, som bevarer os, og dit Øie, der giver Raad for os.« Denne Bemærkning findes vistnok i en tidligere Journal nemlig i journaloptegnelsen NB12:90 fra begyndelsen af aug. 1849, i SKS 22, 192, hvor det hedder: »Fader i Himlene! Naar vi om Aftenen beskikke os til at sove, da er det vor Trøst, at Du er Den, som vaager – og naar vi saa vaagne om Morgenen, og naar vi saa ere vaagne Dagen igjennem – ak, hvis Du dog alligevel ikke var Den, som vaagede: hvor trøstesløst. Det er derfor kun som en Spøg den Forskjel, vi gjøre mellem at sove og vaage – som behøvede vi kun, at Du vaagede, saa længe vi sove, ikke naar vi selv ere vaagne.« er faldet mig paa er faldet mig ind, har slået mig. Katechese af gr. ϰατήχησις (katēchēsis), religiøs undervisning i den kristne børnelærdom ved spørgsmål og svar; formidling af grundlæggende viden ved hjælp af spørgsmål og svar. Var da »Corsaren« den offentlige Mening i Danmark . ret aabenbar rigtig tydelig. min Handling sigter til, at SK tog polemikken op, idet han bad om 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet; (). dog fortsættes ... at have villet gjøre mig til mere end Mske Der kan ikke påvises nogen kilde. andraget pådraget. der klarere overskuede Forholdene ... men taug . – taug: dvs. tav. Vidnedsbyrd dvs. vidnesbyrd. intet mindre end alt andet end. da jeg saae Tidens forvirrede Opstand fra neden sigter til de politiske forandringer i 1840'erne, som bl.a. fandt udtryk i omvæltninger efter kong Christian VIII's død i jan. 1848, der førte til enevældens fald og til den demokratiske grundlov af 5. juni 1849. dømme mig som en Phantast, en Særling, der med Rette er et Offer for Pøbelen . med mig dvs. samtidig med mig. jo kunde ikke. Pøbelagtighedens Tyrannie, der despotiserede Alle, mig den Forgudede undtagen sigter til det satiriske ugeskrift Corsaren (). Indtil den såkaldte Corsar-affæres begyndelse () fik SKs skrifter en rosende omtale. Da således SK i 1841 udsendte Om Begrebet Ironi, der blev anmeldt af en af Corsarens løse medarbejdere, mente M.A. Goldschmidt (), at anmelderen var gået for let hen over afhandlingens indhold og tilføjede følgende efterskrift: »Naar vi nu herefter indrømme, at Hr. Kierkegaards Afhandling uagtet dette forbausende Sprog er interessant for dem, som have Taalmodighed til at gjennemlæse den, saa bevise vi formeentlig ved denne Tilstaaelse – vel at mærke, naar den er sat i Forbindelse med Ovenstaaende, Hr. K. al den Retfærdighed, der bør vederfares ham«, Corsaren, nr. 51, sp. 8. Goldschmidt anmeldte sammesteds 10. marts 1843 Enten – Eller (1843) med følgende ord: »Denne Forfatter er en mægtig Aand, han er en Aandsaristocrat, han spotter over den hele Menneskeslægt, viser dens Jammerlighed; men han har en Berettigelse dertil, han er en usædvanlig Aand«, Corsaren, nr. 129, sp. 1. Endelig blev SK omtalt positivt den 14. nov. 1845, hvor hans pseudonym Victor Eremita fremhævedes på Orla Lehmanns bekostning: »Lehmann vil døe og blive glemt, men Victor Eremita døer aldrig«, Corsaren, nr. 269, sp. 14. vis comica lat., komisk kraft, evne til at fremkalde el. fremstille det komiske. Nu mente Prof. Martensen at kunne benytte Øieblikket sigter formentlig til H.L. Martensens forord til Den christelige Dogmatik () og (). Styrelsens dvs. Guds styrelse. Pathos (alvorlig) lidenskab. »Fædrelandet« blev grundlagt som ugeblad i 1834, men udkom fra dec. 1839 som dagblad. Bladet var især af betydning som den liberale oppositions vigtigste talerør frem til enevældens fald i marts 1848. Indtil 1864 var bladet landets vigtigste opinionsdannende avis. I 1848 havde bladet o. 1.000 postabonnenter (udenbys abonnenter), men næppe under det dobbelte antal abonnenter i alt, jf. Jette D. Søllinge og Niels Thomsen De danske aviser 1634-1989 bd. 1, 1989, s. 109. hvorledes »Fædrelandet« ømmede sig under Pøbelagtighedens Presse . tog Luven fra det stillede det i skyggen. Talemåden findes optegnet under nr. 10,022 b i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879 (forkortet Dansk Ordsprogs-Skat); bd. 2, s. 404. Gjødvad stod utaalmodigt ved min Side og ventede paa den Artikel, hvor jeg forlangte at blive udskjeldt Jens Finsteen Giødwad (1811-91), da. jurist og journalist, redaktør af Kjøbenhavnsposten 1837-39 og fra dec. 1839 medudgiver af Fædrelandet. Giødvad var SKs nære ven, som bl.a. hjalp med korrekturlæsning og indgåelse af aftaler med trykkeriet og forlagsboghandler C.A. Reitzel. Den artikel, her sigtes til, er »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet Frater Taciturnus i Fædrelandet 27. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658 (SV2 13, 459-467)), hvor det hedder: »Gid jeg nu blot snart maatte komme i 'Corsaren'. Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (...) er den eneste, som ikke udskjeldes der«, s. 467. Giødvads rolle ved tilblivelsen af artiklen nævnes også i en optegnelse på et løst blad fra 1854 el. 1855 med titlen »'Fædrelandets' Forhold til min Forf. Virksomhed«, hvor SK skriver: »Da jeg kastede mig mod 'Corsaren' stod Sagen omtrent saaledes. Den Viisdom havde Enhver – jeg da vel ogsaa – at slige Blade som 'Corsaren' ignorerer man. Godt. Men, men, Alt maa forstaaes cum grano salis. 'Corsaren' havde naaet en saa enorm, for Landet uproportioneret Udbredelse, at Alle vaandede sig under dette Tyrannie. Og paa 'Fædrelandets' Contoir var det længst Dommen: der maa gjøres Noget; ikke som var der nogen Aftale mellem 'Fædrelandet' og mig, langtfra ikke. – Da handlede jeg; det var den største Tjeneste, der i det Øieblik kunde gjøres 'Fædrelandet', Giødvad kom ilende op til mig for at faae Artiklen og stod hos mig mens jeg skrev det Sidste« (Pap. XI 3 B 12, s. 27). noterende . Langt om længe sagde de Corsaren af Om el. hvornår Fædrelandets redaktion har sagt abonnementet på Corsaren op, kan ikke oplyses. Goldschmidt Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, bl.a. forfatter til En Jøde. Novelle af Adolph Meyer. Udgiven og forlagt af M. Goldschmidt, Kbh. 1845, ktl. 1547, og Fortællinger af Adolph Meyer. Udgivne af M. Goldschmidt, Kbh. 1846, ktl. U 43. Han grundlagde i 1840 Corsaren () og var bladets egentlige redaktør til okt. 1846, dvs. i den tid, hvor den såkaldte Corsar-affære fandt sted. Selv om Goldschmidt afhændede bladet i 1846 og tiltrådte en ét-årig udenlandsrejse, fortsatte bladet med at karikere SK, således 8. jan. 1848 (nr. 381-a), 11. feb. 1848 (nr. 386), 30. juni 1848 (nr. 406) og sidst 16. feb. 1849 (nr. 439). at mine Præstationer ere saa overordentlige ... at anmelde dem . SKs disputats Om Begrebet Ironi (1841) blev dog anmeldt af Andreas Frederik Beck i Fædrelandet, nr. 890, 29. maj, og nr. 897, 5. juni 1842; Enten – Eller (1843) blev anonymt omtalt i nr. 1155, 20. feb. 1843, og også anmeldt af J.F. Hagen i nr. 1227-1228, nr. 1234 og nr. 1241, 7. - 21. maj 1843 (jf. ktl. U 39). Et udtog af Forord (1844) blev trykt i Fædrelandet, nr. 1604, 1844, s. 5. convenere behage, være belejligt for. Heiberg Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. forfatter, redaktør, teater- og litteraturkritiker; fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. I perioden ca. 1825-50 var Heiberg den øverste litterære smagsdommer i Danmark. Mynster . de ikke have vidnet i min faveur . Gjødvad kalder jeg personligt min Ven . længst for længe siden. Corsaren tiltog i Subscribent-Antal I Corsaren, nr. 9, 1. jan. 1841, sp. 1, omtales på en spøgefuld måde »alle vore 939 Abonnenter«. Derimod hedder det i en annonce i Corsaren, nr. 270, 21. nov. 1845, sp. 14: »Det er os en altfor stor Fornøielse, at i 'Corsarens' sjette Aargang Oplaget bliver udsolgt, til at vi ikke høitidelig skulde proclamere det. Nu behøver der kun at komme et Par hundrede Abonnenter til for at fylde det runde Tal 5000.« Selv skriver M.A. Goldschmidt () i Livs Erindringer og Resultater bd. 1-2, Kbh. 1877; bd. 1, s. 264f.: »Efterhaanden fik 'Corsaren', tildels vistnok formedelst den Opsigt, som Beslaglæggelser og Aktioner vakte, en Mængde Abonnenter (skjøndt aldrig over 3000, den blev aldrig et Almueblad); men i Førstningen gik det smaat med Abonnementet, og jeg kunde næppe holdt Bladet gående, hvis ikke Boghandler Steen havde staaet i Forskud for Trykningen og Reitzel for Papiret.« de andre Blade aftoge Fædrelandet havde i 1835 en vækst fra 535 til 800 abonnenter og gennem 1840'erne o. 1.500. I 1848 havde bladet o. 1.000 postabonnenter (udenbys abonnenter), men næppe under det dobbelte antal abonnenter i alt, jf. Jette D. Søllinge og Niels Thomsen De danske aviser 1634-1989 bd. 1, 1989, s. 109. Berlingske Tidende havde 1846 o. 4.000 abonnenter, men antallet af læsere var betydeligt større. Almuevennen havde 1845 o. 600 og 1846 o. 800 abonnenter. Nyt Aftenblad havde 1843 o. 7-800 og i 1845 343 abonnenter. At jeg ene 10 Gange havde polemiske Kræfter nok dvs. at jeg alene havde 10 gange flere polemiske kræfter, end der krævedes. gjort Skridt for gjort skridt til; begyndt på. noteret . og det var Landets største yngre Renomèe Inden Corsar-affæren blev SK ikke bare rost i Corsaren (), men også af den anonyme anmelder [Andreas Frederik Beck (1816-61)] i Neues Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik, udg. af H.Th. Bruns, bd. 2, hæfte 1, Berlin 1845, s. 44-48, omtalt som en af de »produktivsten Schriftsteller Dänemarks«, s. 44. Som forfatter til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845) og som formodet forfatter til Stadier paa Livets Vei (1845) blev SK i Berlingske Tidende, nr. 108, 6. maj 1845, under mærket » – n.« rost for »en Dybsindighed i Tænkningen, der forfølger sin Gjenstand til dens mindste Traade, og derhos udfolder en sjelden Skjønhed og Elegance i Sproget, men især en Volubilitet i det, saa at ingen nulevende dansk Skribent deri kan maale sig med Forfatteren.« – Renomèe: dvs. renommé. umiddelbart efter at den første Artikel var kommet, altsaa førend han endnu havde begyndt Angrebet sigter til SKs artikel »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet Frater Taciturnus i Fædrelandet 27. dec. 1845. Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK, første gang 2. jan. 1846, nr. 276 (). Ploug Carl Parmo Ploug (1813-94), da. forfatter, journalist og politiker. Ploug var en førerskikkelse i datidens studenterliv og den drivende kraft i den skandinavistiske bevægelse. Han var fra 12. maj 1841 redaktør og fra 4. juli 1842 tillige udgiver af den nationalliberale avis Fædrelandet (), hvori SK publicerede sine artikler. »har De læst den Artikel, den er aldeles tilintetgjørende for P. L. Møller.« Peder Ludvig Møller (1814-65), da. æstetiker, forfatter og kritiker, redigerede 1843 et polemisk blad, Arena, og udgav 1845-47 en æstetisk årbog, Gæa. I artiklen »Et Besøg i Sorø« i Gæa for 1846 fremsatte P.L. Møller sin kritik af Stadier paa Livets Vei (1845). Her sigtes til SKs svar »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet«, hvori han identificerede P.L. Møller med det satiriske ugeskrift Corsaren. Med sin årbog Gæa havde P.L. Møller håbet at forbedre sine muligheder for at overtage professoratet i æstetik efter Adam Oehlenschläger. I denne sammenhæng skriver Goldschmidt: »S. Kierkegaard slog ned i ham med en saadan Voldsomhed, brugte saa særegne Ord, gjorde eller syntes at gjøre en saadan Virkning paa Publikum, at Professoratet, istedenfor ved 'Gæa' at bringes nær, blev uoverskuelig langt fjernet, og under selve Striden paakom der Møller den Længsel efter at fjerne sig fra Danmark, som han lidt senere tilfredsstillede«, Livs Erindringer og Resultater bd. 1-2, Kbh. 1877; bd. 1, s. 414. tage det op med måle mig med, hamle op med. Hamann 3die B. p. 400: Die Furcht des größten Kunstrichters, der Herzen und Nieren prüft, ist die wahre Muse citat fra J.G. Hamanns brev til J.G. Herder, dateret 9. april 1769, nr. 184 i Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 400, hvori der alluderes til Sl 111,10 og til udtrykket, at Gud ransager menneskenes hjerter og nyrer, der forekommer flere gange i GT, fx Sl 7,10 og Jer 11,20. at jeg i den senere Tid har maattet af pecuniaire Grunde standse Productiviteten . foredrage fremføre, give. overforceret overanstrengt. rasende afsindig. Kjøbstaden her nedsættende brugt om forholdene i hoved- og residensstaden København, der i 1850 talte ca. 130.000 indbyggere. Sandhedsvidnet martyren. i Χstheden . Conformiteten ensartetheden. exseqverer dvs. eksekverer, fuldbyrder. ordentlig kan både betyde 'rigtigt' og 'reglementeret' dvs. sædvanligt. Luther . siden jo ogsaa Cultus-Ministeren tillige er Theater-Minister Indtil enevældens fald hørte Det kgl. Teater under majestæten. Ved kgl. resolution af 25. juni 1849 blev det underlagt staten og kom til at høre under kultusministerens (dvs. minister for kirke- og undervisningsvæsens) ressort. Fra 16. nov. 1848 til 7. dec. 1851 beklædte filologen Johan Nicolai Madvig (1804-86) denne post. I det Huus, hvor jeg nu boer paa Nørregade April flyttedag, som i 1850 var den 16., flyttede SK fra Rosenborggade matrikel nr. 156 A () til Nørregade, Nørre kvarter, matrikel nr. 43, nuværende gadenr. 35 (se kort 2, B1). Mens SK boede på 2. sal (), logerede formentlig Kristoffer Sehested eller Sophus Pretzmann på 3. sal. Biskop Mynster . havde ikke i nogen Maade nogen Løn . Tilhold holdepunkt, støtte. som spillede jeg aldeles udenfor dvs. som om jeg var ganske uden for spillet. saa skal nu Martensen ... til en Ubetydelighed hentyder til forordet til Den christelige Dogmatik, hvor H.L. Martensen () med indirekte sigte til SK omtaler nogle af hans opfattelser som misforståelser og »Misviisning« () og videre skriver: »Enhver af os Enkelte besidder kun Troen i et vist begrændset Maal og maae vel vogte os for, at vi ikke gjøre vort eget individuelle, maaskee noget eensidige, maaske endogsaa noget sygelige Troesliv til Regel for alle de Troende (...) For ingen Priis vilde jeg være uenig med den Troende [dvs. hele den almindelige kirke], og villigt skal jeg opgive enhver af mine Sætninger, naar der eftervises mig, at de virkelig medføre en saadan [troens og erkendelsens] Uenighed, dersom man kun ikke omgaaes med dette Ord som med en Categorie, der uforsvarligt anvendes til at stemple som Almeengyldigt hvad kun er Individuelt, kun er en Egenhed for nogle Troende, hos hvilke den maaskee kan have psychologisk Gyldighed«, s. IIIf. Mag. K. Magister Kierkegaard. SK forsvarede sin disputats Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates for den filosofiske magistergrad 29. sept. 1841. diætetisk Uforsigtighed uforsigtighed, hvad angår levemåden, især mht. kosten; umådeholden adfærd. Feiler forbier. det sande Sammenhæng med R. Nielsen ... søgte han privat Tilnærmelse SK nævner flere steder, at Rasmus Nielsen () havde søgt en tilnærmelse, inden SK selv indledte et nærmere bekendtskab i 1848. Jf. en optegnelse på et løst papir fra o. 1849-50, hvor SK skriver, at han anså det for sin »Pligt idetmindste at gjøre Forsøg paa at sætte et andet Menneske ind i min Sag. Jeg valgte Prof. Nielsen, der selv søgte Tilnærmelsen og med afgjort Imødekommen tog mod Tilbudet. Saa har jeg da i Løbet af 1¾ eller 1½ Aar anvendt megen Tid og mange Samtaler for at sætte ham ind i min hele Tanke-Gang« (Pap. X 6 B 121, s. 160). I en senere optegnelse, atter på et løst papir, refererer SK samtaler med R. Nielsen, hvori denne tilstod: »at han vilde frem, men at han indsaae, at det var umuligt at komme saaledes, at man slap mig forbi; han har tilstaaet mig, at han selv forstod, at det han havde haft at gjøre, var, uden at have noget Forhold til mig, selv at styre ud med den Risico, at jeg faldt ham i Flanken (...), men at han ikke følte Kraft dertil, og derfor søgte personlig Tilnærmelse« (Pap. X 6 B 99, s. 111). »Christenheden« . det er det vil sige. NB notabene; et kritisk, advarende mærke. Neben af ty., 'bi-', 'side-'. lide indtil Døden allusion til Fil 2,7-8, hvor det om Kristus hedder, at »da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors«. tager Apostelen forfængelig misbruger på en letfærdig måde. mislig betænkelig, tvivlsom. Blødagtighed magelighed, forvænthed. Efterbetydning senere og sekundære betydning. Ordet synes dannet af SK. ihjelslagen slået ihjel. Excellence if. rangforordningen af 1746 brugtes titulaturen »Excellence« over for rangspersoner af 1. klasse (ud af ni), fx landets biskopper. et Udskud i Verden allusion til 1 Kor 4,13, hvor Paulus skriver med henblik på sig selv og andre apostle: »vi ere blevne som Udskud i Verden« (NT-1819). profitere skaffe sig fordel ved. stadselige prægtige. kunde nøies med Fiskere blandt apostlene var if. Matt 4,18-22 og Mark 1,16-20 Simon Peter, Andreas og Zebedæussønnerne Jakob og Johannes fiskere. ieetvæk dvs. i ét væk, ustandseligt. simpel enkel og enfoldig. Differents forskel i begavelse, evner o.l. vistnok ganske vist, sandt nok. Havde jeg slet ingen Formue Efter M.P. Kierkegaards () død i 1838 blev formuen den 20. marts 1839 opgjort til o. 125.000 rigsdaler (), hvoraf SK arvede 31.335 rdl., til dels i fast ejendom, aktier og obligationer. Værdipapirerne solgtes stykkevis i årene 1839-47 (jf. F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 67-71); se efterfølgende kommentar. da jeg jo dog har Penge endnu Efter salget af den sidste arvede aktie i marts 1847 og den sidste obligation i dec. 1847 (se foregående kommentar) solgte SK ejendommen på Nytorv 2 (se kort 2, B2-3) 24. dec. 1847. Salgsprisen var 22.000 rdl. P.C. Kierkegaard lod sin førsteprioritet på 7.000 rdl. blive stående i ejendommen, hvorimod SK fik en andenprioritet på 5.000 rdl. med 4% i rente, en bankhæftelse på 753 rdl. (solgt i dec. 1849 for 757 rdl.) og 10.000 rdl. i kontanter. Disse blev i det mindste delvis investeret i aktier, men også i obligationer, som forrentedes med 4%. Prioriteten blev først solgt 25. aug. 1854, aktierne fra martstil dec. 1852, obligationerne formentlig inden marts 1852. Derudover havde SK fra 1847 indtægter fra sine skrifter i form af honorarer, som for 1849 beløb sig til 693 rdl. (jf. F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 86-92 hhv. s. 35). at bedrøve Aanden spiller på Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). at friste Gud bibelsk udtryk for at udæske, udfordre Gud. Jf. fx artiklen »Versuchen«, § 3, i M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal- Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon bd. 1-2 (med fortsat paginering), 6. udg. ved H.L. Heubner, Halle 1837-1840 [1740], ktl. 79; bd. 2, 1837, s. 1356f. Her hedder det, at menneskene frister Gud, »wenn diese aus Mißtrauen und Reizungen des Fleisches GOttes Wort, seine Verheißungen, Befehle, Drohungen, Güte, Allmacht und Allwissenheit in Zweifel ziehen, und freventlich Beweis davon verlangen; ja ihm deshalb mit Murren Zeit, Art und Weise vorzuschreiben sich unterstehen. Es geschieht 1) durch freches Sündigen, wo man es darauf ankommen läßt, ob GOtt strafen werde. 2) Durch tollkühnes, ehrgeiziges, sich in Gefahren wagen ohne Beruf, wo man auf GOttes Schutz hofft.« Penge-Criserne i 1848 bragte mig dette Anliggende lidt pludseligt paa Halsen sigter formentlig til, at SK efter salget af barndomshjemmet på Nytorv 2 () i dec. 1847 anbragte kontanter i aktier og obligationer, hvilket viste sig uheldigt, da obligationskurserne snart efter faldt på grund af Den første slesvigske Krig, der brød ud i april 1848. Om dette skriver SK i nov. 1848 i journaloptegnelsen NB7:114, »at jeg for contanter, som jeg ellers havde besluttet at lade ligge, kjøbte kgl. Obligationer – det Dummeste jeg har gjort, og som jeg vel maa betragte som en Art Lection; thi jeg har dog nu tabt en c. 700rd paa dem«, SKS 21, 138,30. Jf. også NB4:158, fra begyndelsen af maj 1848, i SKS 20, 360,34 med kommentar. nu forestaaer jo snarest muligt en Formues-Skat I sammenhæng med Den første slesvigske Krig, der brød ud i april 1848, indførtes 15. maj 1850 en krigsskat. Diskussionen om en ny form for beskatning fortsatte, som det frem-går af artiklen »Om en Formues- og Indkomstskats Indførelse i Danmark«, under mærket »49.« [Viggo Rothe] i Fædrelandet, nr. 231 og nr. 232, 4. og 5. okt. 1850, s. 921f. og s. 925f. I Danmark blev en formueskat dog først indført i 1903. har været ødsel If. en meget skønsmæssig beregning i F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 154f., havde SK fra sin fars død i 1838 til sin egen død i 1855 et samlet forbrug på ca. 45.000 rigsdaler (), svarende til ca. 2.600 om året i gennemsnit. jeg her som over alt for ham har Uret At mennesket altid har uret over for Gud, udvikles første gang i »Ultimatum«, en prædiken med temaet »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«, i anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 315-332. Senere sker det mere udførligt i »Det Glædelige i, at et Menneske i Forhold til Gud altid lider skyldig«, nr. IV i »Lidelsernes Evangelium«, tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 361-383, især s. 369. han der dog evigt er og bliver Kjerlighed spiller på 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« vist dvs. vished for. grebet feil taget fejl, begået en fejltagelse. Futurum lat., fremtid (grammatisk). hvo hvem. jeg har engang været budet 100rd for Arket af Carstensen, da han havde Figaro ell. Portefeuillen, for en Artikel mod Heiberg Georg Johan Bernhard Carstensen (1812-57), da. officer, bladudgiver, stifter af Tivoli og andre forlystelsessteder. Han udgav fra jan. 1839 til juni 1841 ugebladet Portefeuillen samt en tilhørende kvartalsbog. Bladet fortsattes fra juli 1841 til juni 1842 af ugebladet Figaro. Journal for Literatur, Kunst og Musik, som ledsagedes af Figaros Supplementsblade for Literatur-, Kunst- og Musiknyheder og 4 kvartalsbind indeholdende skønlitteratur. Desuden blev Figaro fra 3. april til 25. dec. 1842 suppleret med Nye Intelligensblade, som udkom i kvartformat. Her polemiseredes mod J.L. Heiberg () og dennes tidsskrift Intelligensblade, der udkom fra 15. marts 1842 til 1. marts 1844. Figaro erstattedes af Ny Portefeuille med Carstensen som udgiver og J.C. Schythe som redaktør. Ny Portefeuille udkom fra begyndelsen af 1843 til sidst i 1844 som kvartalsbøger og indeholdt, ved siden af skønlitteratur, bidrag om teater og kunst. Fra juli 1843 til dec. 1844 blev bøgerne suppleret med 4-sidede ugentlige nyhedshefter af samme indhold. – 100rd: . – Arket: Efter trykningen foldes papirarket til 8 tryksider, hvis der er tale om kvartformat. jeg har givet meget Betydeligt til for eet eller andet stort Værks Udgivelse At SK har brugt el. ydet mange penge på at skrive og udgive sine egne værker, må rimeligvis fortolkes i forhold til de samlede udgifter, som hans forfattervirksomhed medførte (). Reduplicationens egl. 'gen-fordobling'; gentagelse, fordoblelse; af SK ofte benyttet om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens. item lat., ligeledes. holdes mindre paa Spidsen fastholdes i sit yderste. Formel for »Apostelen«: han begynder med at forfølge den hentyder til Paulus, den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. If. ApG 7,58 - 8,3 var Paulus, dengang kaldet Saulus, til stede ved Stefanus' henrettelse i Jerusalem. Dér deltog han også aktivt i forfølgelsen af den kristne menighed. If. ApG 9,1-22 fik han fra ypperstepræsten fuldmagt til at tage til Damaskus for at føre de kristne der som fanger til Jerusalem. På vejen til Damaskus blev han pludselig omstrålet af et lys fra himlen, faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« (v. 4). Paulus spurgte, hvem der talte, og fik svaret (v. 6): »Jeg er Jesus, som du forfølger.« Efter denne oplevelse opholdt Paulus sig en tid i Damaskus og vendte derpå tilbage til Jerusalem, lærte den kristne menighed at kende og bidrog til dens udbredelse. Han blev formentlig henrettet o. 65 i Rom. Christenheden . Prædikeforedraget alm. betegnelse for prædikenen på SKs tid. Opløftelser det at hæve el. hæves op i en højere sfære. en stille Time . I Prædikenen »Apostelen Pauli Levnet« ... bespottede formane vi sigter til J.P. Mynsters () prædiken »Om Apostelen Pauli Levnet. Paa ellevte Søndag efter Trinitatis« over 1 Kor 15,1-10, hvor det hedder om Paulus: »Hvo [hvem] kan andet, end elske den Mand, der af sit Hiertes Fylde skriver til en af de Menigheder, der letsindigen havde glemt, hvad de skyldte ham: 'overskieldte velsigne vi, forfulgte taale vi, bespottede formane vi. (...)' [1 Kor 4,12-13]«, nr. 49 i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage () bd. 2, s. 196-210; s. 208f. vistnok ganske vist, sandt nok. Sviig dvs. svig, bedrag. Differents-Opgave en opgave, der stiller krav om noget, hvori mennesker er forskellige, fx dannelse, viden, evner. profiterer foregiver el. benytter sig af lejligheden. Jo jeg takker ironisk-forarget udbrud: Jo tak! Budene dvs. De ti Bud, jf. 2 Mos 20. Du skal lade være at stjæle hentydning til det syvende bud, jf. 2 Mos 20,25; Luk 18,20 og Rom 13,9. Kjød og Blod fast udtryk, der bruges seks gange i NT, nærmest som betegnelse for det forgængelige menneske, jf. fx 1 Kor 15,50; Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Differents forskel i begavelse, evner o.l. »det Bestaaende« dvs. den etablerede kirke- og samfundsorden. at Prof. Martensen med to Linier ... mener at kunne affærdige hele min Forfatter-Virksomhed . den det Inddirectes Afleder dvs. den afleder i form af det indirekte (fx pseudonymiteten). »Professoren« ell »Hof-Prædikanten« H.L. Martensen blev 1840 ekstraordinær, i sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet. Fra 1845 blev han efter biskop Mynsters indstilling tillige hofprædikant. N. T., der kun taler om »Vidner« Udtrykket »vidner« (gr. μάϱτυϱες) bruges fx i Luk 24,48 for at betegne apostlene. I ApG og Joh, hvor udtrykket bruges hyppigt, betegner det vidnerne til Jesu opstandelse, men også dem, der underkastes lidelser for deres forkyndelses skyld. Jf. udtrykket 'aflægge el. give vidnesbyrd', som også anvendes en del gange i NT. Vidnedsbyrdet dvs. vidnesbyrdet. Berlingske Tidende forsikkrer, at det er Martensens Overbeviisning sigter til den anonyme anmeldelse af H.L. Martensen Den christelige Dogmatik () i Berlingske Tidende, nr. 205, 30. aug. 1849. Anmelderen omtaler »den dybe, inderlige Overbeviisning, der paa hvert Blad af Bogen udtaler sig«. hvad ogsaa Frøken Bremer og Flyve-Posten forsikkrer sigter til den finskfødte sv. forfatterinde Fredrika Bremer (1801-65), som opholdt sig i København fra efteråret 1848 til juni 1849. Sine indtryk fra dansk kulturliv samlede hun i artikelserien »Lif i Norden« (se SKS K22, 272), der blev overs. til da. og udgivet samlet som Liv i Norden af Frederikke Bremer, Forfatterinde til de svenske Hverdagshistorier, Kbh. 1849. I dette lille skrift, der blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 214, 12. sept. 1849, hedder det om H.L. Martensen: »En Sædemand i høieste Betydning er H. Martensen, ung endnu og i sin bedste Kraft, spreder han igjennem sit levende Ord og ved sine philosophiske Skrifter (høit agtede i Sverige som i Danmark), Frø til en ny Udvikling af det religiøse Liv i Kirken og Videnskaben ved en dybere Opfattelse af deres Væsen, ved Troeslivets Forklarelse i Fornuftlivet ved den dybe Følelses Formæling med den logiske Tanke. I hans Dogmatik [()], som snart ventes trykt, imødeseer man en fuldkommen gjennemført Fremstilling af hans Anskuelser. Og hvad man har seet af disse i hans allerede udgivne Skrifter vækker Haab om en Gjenfødelse af det kirkelige Liv i det Store og det Smaa, i Staten og i det enkelte Hjerte. Den usædvanlige Klarhed og Bestemthed, med hvilken denne rigt begavede Tænker kan i Sproget fremstille de dybeste spekulative Læresætninger, det Interessante, det Genialske i hans Fremstillingsmaade gjør ham til en populair Skribent. Og vi vente i hans Dogmatik et Hovedværk, ikke blot for de Lærde«, s. 36f. Jf. også den anonyme anmeldelse af Magnús Eiríkssons (1806-81) Speculativ Rettroenhed, fremstillet efter Dr. Martensens »christelige Dogmatik« og geistlig Retfærdighed, belyst ved en Biskops Deeltagelse i en Generalfiskal-Sag, Kbh. 1849, i Flyve-Posten, nr. 249, 24. okt. 1849. Anmelderen forsvarer her H.L. Martensen mod M. Eiríkssons kritik og skriver: »Saafremt M[artensen] var, hvad Eiriksson paastaaer, en Hykler, som vilde 'sætte Folk Blaar i Øinene', da skulde det dog være underligt, om E. var den Eneste, som saae og antog dette, og endnu underligere og urimeligere, at M. fremdeles skulde kunne drage Tilhørere til sig: nei, dette kan kun være begrundet deri, at der virkelig boer et religiøst Liv i ham, boer en Aand i ham, som staaer i Sandhedens og Christi Tjeneste. Hermed er altsaa ikke udelukket, at M. i flere af sine theologiske Meninger kan være feilende; det er muligt, at E. her i enkelte Puncter ikke har saa ganske Uret, skjøndt han i andre og de fleste, efter vor bedste Overbeviisning, ikke har Ret.« Evangeliet: den store Nadvere . Mediationen . »først« at søge det Evige allusion til Matt 6,33, hvor Jesus siger: »Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.« Guds Huus fast betegnelse for kirken, jf. 1 Tim 3,15. en stille Time . Intet mindre end alt andet end. er saa sådan. med Flid med forsæt, med overlæg. Det Mærkelige påfaldende, bemærkelsesværdige. det var til et Bryllup De vare indbudne, og dog undskyldte de sig med, at de skulde til Bryllup sammenblanding af lignelsen om kongesønnens bryllup i Matt 22,2-14 og lignelsen om det store festmåltid i Luk 14,16-24. I Luk 14,20 er begrundelsen for, at en af de indbudte ikke kunne komme, at han lige havde giftet sig. Jeg havde tænkt at ville prædike over dette Evangelium og satte mig derfor lidt ind i det If. gældende kirkeret kunne man kun prædike i Den danske Statskirke, hvis man var teologisk kandidat, ordineret og indsat i et præsteembede og i øvrigt opfyldte de nødvendige betingelser, jf. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge Grundrids af den danske Kirkeret, Kbh. 1838, s. 66-86. Se dog reskript af 13. feb. 1801, som stadfæstede den lange tradition, der var for, at teologiske kandidater og studerende havde lov til at prædike. SK havde selv tre gange prædiket ved fredagsaltergangen i Vor Frue Kirke (). cfr p. 177 se NB18:103, i SKS 23, 324. Du som tidligst modtog vort Løfte, hvem vi i Daaben lovede Tro sigter til dåbspagten, om hvilken det hedder i Balles Lærebog (), 7. kap. »Om Naademidlerne«, III, § 2a, s. 103f.: »Ved Daaben indlemmes et Menneske i Christi Kirke, for at deelagtiggiøres ved den Hellig Aands medvirkende Naade i de herlige Velgierninger, hvilke Christus haver forhvervet os.« I forlængelse heraf hedder det om fornyelsen af det i dåben givne løfte: »Ved Confirmation maae vi selv igientage og paa den høitideligste Maade fornye det hellige Løvte, som i vor Barndom er af andre paa vore Vegne blevet aflagt ved vor Daab, at vi nemlig ville forsage al Ugudelighed, og troe paa Gud Fader, Søn og Hellig Aand, samt bevise vor Troe i gode Gierninger. Men dette Løvte bør stedse ihukommes i al vor Levetid«, § 5, s. 105. Trolovede forlovede. Ordspil på, at »vi i Daaben lovede Tro«. som hine i Dagens Evangelium undskylde (...) for at modtage Indbydelse sigter til Luk 14,18-20: »Men de [indbudte] gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.« Majestæts-Ret . i Evangeliet om Kongen som gjorde sin Søns Bryllup ... den Ene gik til sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab sigter til lignelsen om kongesønnens bryllup i Matt 22,2-14, hvor det hedder om de indbudte (NT-1819): »Men de foragtede det [dvs. indbydelsen til brylluppet], og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kiøbmandsskab [sin forretning].« det gjør da ikke videre underforstået: forskel. Evangeliet den store Nadvere . som Hine i Evangeliet at undskylde sig for at modtage Indbydelsen . ja (i Daaben) og lovet at komme . jeg en saare sjelden Gang har været tilstede paa Studenterforeningens eller Assurance-Compagniets Studenterforeningen blev o. 1820 dannet i studentermiljøet på kollegiet Regensen i København og skabte i lejede lokaler rammen om forskellige aktiviteter, herunder et bibliotek, som medlemmerne kunne låne bøger fra. SK var fra nov. 1833 til jan. 1839 medlem af Studenterforeningen; hvorvidt han deltog i møderne er uvist. Efter M.P. Kierkegaards () død arvede SK bl.a. 6 aktier fra »Det Kongelige Octroierede Kjøbenhavnske Brandassurance Compagnie« og 15 aktier fra »Det Kongelige Octroierede Almindelige Brandassurance Compagnie«. Desuden købte han i jan. 1848 flere aktier (). Som ejer af aktier havde han altså bl.a. stemmeret på de respektive aktionærmøder. Præsident leder, ordstyrer. Det var den anden Studentergeneralforsamling umiddelbart efter Christian VIIIs Thronbestigelse Kong Frederik VI døde den 3. dec. 1839, og samme aften indkaldte den nationationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-70) et studentermøde i konditor Knirschs lokale på Hotel d'Angleterre. Lehmann udarbejdede et adresseudkast til den nye konge, Christian VIII, hvori der krævedes en fri forfatning. Denne adresse fik o. 250 underskrifter og blev læst op af Lehmann på Amalienborg den 4. dec. Det fik andre studenter til at mødes samme dag i Studenterforeningens lokale i Boldhusgade, hvor en langt mindre kritisk og entydigt loyal adresse blev foreslået. SK sigter til denne anden forsamling den 4. dec. 1839. en Levin ikke identificeret. ikke Israel Israel Salomon Levin (1810-83), litterat og filolog, udgiver af bl.a. Ludvig Holberg og J.H. Wessel. I årene o. 1844-50 hjalp han SK bl.a. med korrekturlæsning af Stadier paa Livets Vei (1845) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). M: H: Mine Herrer. Petition af lat. petitio; bønskrift, adresse. Cathederet talerstolen. franske Bierring kan sigte til Vilhelm Jakob Bjerring (1805-79) el. hans bror Niels Christian Bjerring (1804-71), som i Studenterforeningen blev kaldt »citoyen Bjerring«. N.Chr. Bjerring studerede flere år teologi, men opgav studiet for at rejse til Frankrig 1829. Han kom tilbage 1833 og levede som sproglærer i København. V.J. Bjerring rejste 1836 bl.a. til Paris og var fra 1837-40 fransklærer ved Den kgl. militaire Høiskole; senere blev han nationalliberal politiker. min Broder hen til mig og forlangte den Adresse tilbage, som var Det, der egl. skulde have været discuteret paa Generalforsamlingen SKs ældre bror, Peter Christian Kierkegaard (1805-88), da. teolog og præst. P.C. Kierkegaard blev cand.theol. i 1826, dr.phil. i Göttingen i dec. 1829 og lic.theol. ved Københavns Universitet i jan. 1836. Han manuducerede til teologisk embedseksamen frem til 1842, da han blev kaldet til sognepræst for Pedersborg og Kindertofte ved Sorø. Da P.C. Kierkegaard og flere andre ikke var tilfredse med Lehmanns adresse (), krævede han ved forsamlingen den 4. dec. en ny. Adressen vilde blive fremlagt i hans Bolig til Underskrift På dette tidspunkt boede P.C. Kierkegaard i barndomshjemmet på Nytorv 2 (), hvor den nye, loyale adresse lå til underskrift. I sin dagbog for 1828-50 (NKS 2656, 4o, I) skriver han herom under dec. 1839: »den 3 døde Fredrik 6, samme Aften Mødet forat indgive en Studenter-Addresse hos [Konditor] Knirsch, næste Dag vore Møder, der endte med Retiraden hjem til mig og Undertegning der, fortsat den 5. Indleveret den 7 og trykt i de tre Hovedblade samme Dag«, s. 111. Adressen fik 426 underskrifter og oplæstes af P.C. Kierkegaard den 8. dec. på Amalienborg. Den udkom på prent bl.a. i Fædrelandet. Extrablad, nr. 2, den 8. dec. 1839, s. 87-88. lod man sig gefalde var man tilfreds med (germanisme). da jeg anden Gang talede med Christian VIII ... om denne Generalforsamling SKs første audiens hos kong Christian VIII (1786-1848, konge fra dec. 1839) fandt sted lørdag den 13. marts 1847. Hans anden audiens på Sorgenfri Slot synes at have fundet sted den 18. juli 1847. Jf. journaloptegnelsen NB9:42, fra jan. 1849, i SKS 21, 224,27-32, hvor SK dog skriver, at denne samtale fandt sted ved hans tredje audiens den 3. okt. 1847: »Jeg havde sagt, at en Deel af disse Bemærkninger [angående en konges funktion og optræden] havde jeg allerede havt Leilighed til at gjøre strax den første Dag, han besteeg Thronen. Derpaa sagde han: ja, ikke sandt, det var den Gang, at der blev holdt en Generalforsamling, hvor De var Præsident. – Hukommelse havde han.« vistnok ganske vist, sandt nok. at Skilsmisse er mulig Skilsmisse var mulig bl.a. ved frivillig overenskomst. If. Chr. V's Danske Lov (1683), som stadig var gældende, udgjorde utroskab sammen med bortrømning og ufrugtbarhed de andre årsager, hvorfor ægtefolk måtte skilles, jf. 3. bog, kap. 16, § 15. Duekræmmeren en, der handler med duer. Som han maatte vandre ud fra sine Fædres Land til et fremmed hentyder til 1 Mos 12,1: »Og HERREN havde sagt til Abram: Gak ud af dit Fædrene-Land, og fra din Slægt, og af din Faders Huus, til et Land, som jeg vil vise dig.« Huus- og Reyse-Bibel (). Medlevende dvs. samtidige. være Fremmed, i Udlændighed i GT tales der flere gange om at være fremmed og som en udlænding el. at være i udlændighed, fx. i Job 19,15, hvor Job siger: »Mine trælkvinder regner mig for en fremmed, i deres øjne er jeg en udlænding.« Her hentydes formentlig til Hebr 11,13, hvor Paulus skriver : »Med troen i behold døde alle disse [Abel, Enok, Noa, Abraham og Sara] uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden.« Jf. Ef 2,19 og 1 Pet 2,11. kan gjøre Alt med dvs. kan deltage i alt. affecteret . forekastes foreholdes, bebrejdes. hvad der skal leve udødeligt i Sangen maa døe gengivelse af sidste strofes sidste vers i Johann Christoph Friedrich v. Schillers (1759-1805) digt »Die Götter Griechenlands« (1788), hvor det om de græske guders tilbagetog fra verden hedder: »Aus der Zeitfluth weggerissen, / schweben Sie gerettet auf des Pindus Höhn; / Was unsterblich im Gesang soll leben, / Muß im Leben untergehn.« Schillers sämmtliche Werke bd. 1-12, Stuttgart og Tübingen 1838, ktl. 1804-1815; bd. 1, s. 98-104; s. 104. Mærker af tegn på. ganske vist sikkert og vist. kjende spore; se. Piinagtighed pinsel. Slægten menneskeslægten, menneskeheden. Aflad formildelse, eftergivenhed. een, som dog alligevel uendeligt Intet formaar hentyder måske til Luk 12,26, hvor Jesus siger: »Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige?« tages en Position militært: indtages el. besættes en stilling. strakt Carriere hestens galop med lange spring. fuld Carriere hestens galop med korte spring. skuffende illuderende, vellignende. blind Allarm vending, der betegner et stort postyr for ingenting, især kendt fra titlen på Ludvig Holbergs komedie Hexeri eller Blind Allarm (trykt 1731). Englenes Hærskarer formentlig allusion til Sl 103,20-21: »Lover HERREN, I, som ere hans Engle, I stærke Kiæmper, som udrette hans Befalning, at man kan høre hans Ords Røst. Lover HERREN, alle hans Hærskare! hans Tienere, I som giøre hans Villie.« Huus- og Reyse-Bibel (). Ergo lat., altså. I en logisk følgeslutning betegner ordet overgangen fra en eller flere præmisser til konklusionen. vistnok ganske vist, sandt nok. den Maade, paa hvilken Speculationen taler om Gud-Msk hentyder til den spekulative teologis og filosofis forklaringer af inkarnationen. Dels opfattes det, at Guds Søn bliver menneske i Jesus, som logisk og/el. historisk nødvendighed, fx hos G.W.F. Hegel. Dels betragtes hele menneskeslægten som inkarnation, fx hos David Friedrich Strauß. Sml. Indøvelse i Christendom (1850), hvor det hedder: »Speculationen har naturligviis meent at kunne 'begribe' Gud-Mennesket – det kan man godt begribe; thi Speculationen tager Timelighedens, Samtidighedens, Virkelighedens Bestemmelse bort fra Gud-Mennesket. (...) Nei, Situationen hører med til Gud-Mennesket, Situationen at et enkelt Menneske, som staaer ved Siden af Dig, er Gud-Mennesket. Gud-Mennesket er ikke Eenheden af Gud og Menneske; saadan Terminologi er dybsindig Øienforblindelse«, s. 91 (SV2 12, 103). bestædt anbragt, stillet. i Χstheden . forhindre, at man (...) ikke faaer dvs. forhindre, at man får. Leietjenerne person, som ansættes i midlertidig tjeneste, også person, der hyres som guide og foreviser et steds seværdigheder for tilrejsende. Her: præst. for saa godt Kjøb til en så billig pris. tilgavns grundigt, fuldt ud. vide ham Tak for være ham taknemmelig for. 1000 Levebrød If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, Kbh. [afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget Danmark (dvs. uden hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster; hertil kommer o. 120 personlige kapellaner. det naturlige Msk. . 100rd Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler, mark og skilling; der gik således 6 mark på en rigsdaler, 16 skilling på 1 mark og 96 skilling på 1 rigsdaler. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn. En håndværkersvend tjente 5 rbd. om ugen, en tjenestepige o. 30 rbd. om året foruden kost og logi. Forskjellen fra en »Apostel« bliver alligevel, at han har gudd. Myndighed jf. »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel«, der påbegyndtes i sommeren 1846 og indgik som den anden afhandling i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), i SKS 11, 95-111; især s. 98 og 100. – han: dvs. apostlen. Ordinationen se ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685], der var gældende på SKs tid. Heri bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«. hardt hårdt. »stille, alvorsfulde Time.« . et tidligere Sted i denne Journal ... Indbrud paa Amagertorv se NB18:30, SKS 23, 270,24-25. holdes (...) over værnes om. de Naadegaver, som meddeles dem ved Ordinationen Det var et omdebatteret spørgsmål, hvorvidt den, der ordineres, tilføres en særlig nådegave og indfældes i den ubrudte række af indehavere af det embede, som nedstammer direkte fra apostlene. Således forstås præstevielsen i den katolske kirke, hvor ordination er et sakramente; dette er ikke tilfældet i de protestantiske kirker. føres der saa samtidigt en theologisk lærd Strid: om Ordinationens Væsen og Betydning fra et speculativt Standpunkt hentyder måske til H.L. Martensens behandling af ordinationen i Den christelige Dogmatik (), hvor det i § 272 hedder: »Naar nu i den lutherske Kirke Præsterne indvies paa apostolisk Viis ved Haandpaalæggelse af Brødrene – et Sindbillede paa Overførelsen af en aandelig Gave – saa kunne vi vistnok ikke stille Præstevielsen paa samme Trin som de egentlige Sacramenter, ei heller tør vi antage, at overordentlige Naadegaver knytte sig dertil, som i den apostoliske Tid; men ligesaalidt kunne vi antage, at den er en blot Ceremonie, ved hvilken Intet meddeles. Thi det ligger i Begrebet om det af Herren indstiftede Embede, at det indeslutter en Magt og en Myndighed, fra Herren selv og i et vist Maal maa være ledsaget af de Forjættelser, der paa overordentlig Maade opfyldtes paa Apostlene og de Disciple, som Herren selv udsendte«, s. 533f. Genius . Vertshuusholder beværter el. gæstgiver. Oberhofprædikant overhofprædikant, dannet efter titler (i rangforordningen af 14. okt. 1746) som oberhofmester. Skønt der var flere af kongen udnævnte hofpræster (især til at prædike for hoffet i Christiansborg Slotskirke), fx J.P. Mynster, sigtes her formentlig til H.L. Martensen (), der i 1845 blev udnævnt til hofprædikant. N. N. forkortelse af lat. nomen nescio (jeg ved ikke navnet), som bruges til at betegne en person, hvis navn man ikke kender el. ikke vil afsløre. Jav egl. jag; sjov, kommers. SKs stavemåde gengiver den sædvanlige udtale. ad libitum lat., efter behag, efter forgodtbefindende. Skudder-Mudder forvirring, virvar. gudelige Forsamlinger private sammenkomster af kristne lægfolk med religiøst formål. Indtil religionsfrihedens indførelse ved Grundloven i 1849 var de underlagt juridiske restriktioner. 10rd 10 rigsdaler (), svarende til en snedkersvends løn for to ugers arbejde. givende (...) en god Dag fast udtryk: være ligeglad med, blæse et stykke. bivaane være til stede ved. ubilligt urimeligt. at Petrus og Paulus bleve kagstrøgne Petrus er den lat. form for Peter. Apostlens egl. navn er Simon, mens Peter er et tilnavn. Her sigtes til ApG 5,40-41, hvor Peter og andre apostle er blevet fængslet af Rådet i Jerusalem. Apostlene blev forhørt, pisket og løsladt. Der sigtes også til 2 Kor 11,24-25, hvor Paulus () blandt sine lidelser opregner, at han har »fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang«. Jf. ApG 16,22. – kagstrøgne: Kagstrygning var en straf, hvor den dømte person blev bundet til en pæl (kaldet »kagen«) og derefter pisket med ris. ordentlig (...) overordentlig ordinær, hhv. ekstraordinær. lede dvs. led. Apostlene kagstrøgne . Golgatha stedet uden for Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet. sat sig ned slået sig ned, etableret sig (som erhvervsdrivende). kommet op opstået. curieust af fr. curieux, nysgerrigt, besynderligt; interessant. Saa bliver Petrus og Jacobus stillede for Raadet, og derpaa kagstrøgne sigter til ApG 5,40-41, hvor det fortælles, at Rådet i Jerusalem kaldte apostlene ind og »lod dem piske«. Kun Peter nævnes her ved navn. Hvilken Jakob SK her sigter til kan ikke afgøres; jf. dog ApG 12,2-3. – kagstrøgne: . Raadet forbyder derpaa Apostlene at forkynde Χstus sigter til ApG 5,40. . thi man maa frygte Gud mere end Msker allusion til ApG 5,29: »Peter og apostlene svarede: 'Man bør adlyde Gud mere end mennesker.'« Jf. også Dr. Morten Luthers liden Catechismus. Nøiagtig oversat efter Grund-Texten, Kbh. 1849, ktl. 189 (forkortet Dr. Morten Luthers liden Catechismus), s. 3-8, hvor forklaringen af det første af De ti Bud lyder: »Vi skulle over alle Ting frygte, elske og forlade os paa Gud«, s. 3. Stik-Ordet mottoet, slagordet. Apostlernes Gjerninger betyder her både den bibelske bog Apostlenes Gerninger og de deri omtalte begivenheder. Apostelen blev korsfæstet hentyder til apostelen Peters martyrdød, som antydes i Joh 21,18-19. Her siger Jesus til ham: »'Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.' Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.« Apokryfe skrifter, fx Peters Martyrium, vil vide, at Peter blev korsfæstet i Rom. point de vüe fr., synspunkt; orienteringspunkt, målestok. Χstheden . egl. siger vel Evangeliet, at de Fattige, Ulykkelige o: s: v: ere nærmere til Evangeliet ... end de Lykkelige o: s: v: formentlig allusion til Matt 11,5, hvor Jesus siger: »Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.« Jf. Luk 7,22. ligelig ens. desto værre desværre. Reduplicationens . gesvindt hurtigt. Luther siger til et christeligt Liv hører ... Tro og Kjerlighed sigter til Luthers evangelieprædiken til 14. søndag efter trinitatis over Luk 17,11-19 (om Jesu helbredelse af ti spedalske) i En christelig Postille () bd. 1, s. 501-514. Her hedder det s. 513, sp. 2: »dette Evangelium afmaler det hele Christen-Liv med alle dets Tilfælde og Lidelser. Thi dets Hoved-Stykker ere Troen og Kjærligheden. Troen annammer det Gode, Kjærligheden meddeler det [deler det med andre]. Troen gjør os til Guds Ejendom, Kjærligheden til Næstens. Naar da sligt et Liv har taget sin Begyndelse, saa kommer Gud, og forbedrer det ved Prøver og Anfægtninger, hvorved Mennesket voxer, jo længer jo mere, i Tro og Kjærlighed, indtil han ved egen Erfaring, faaer Gud saa kjær, at han Intet frygter mere.« Tidligere i prædikenen taler Luther om, at kærligheden lærer den kristne, hvorledes »han skal øve gode Gjerninger«, og bruger udtrykket »Christi Kjærligheds-Gjerninger«, s. 506, sp. 2, ligesom han siger til sin tilhører: »lad dig af dette [Kristi] Exempel opmuntre til at øve gode Gjerninger, ei alene mod dine Venner og mod de Fromme, men ogsaa mod dem, som give dig Utak og Had til Løn! Saa gaaer du i din Herres Christi rette Spor. Men inden du kommer saa vidt, skal du ikke agte dig for en fuldkommen Christen«, s. 507, sp. 2. Stedet er bemærket i mit Exemplar af hans Prædiken SKs eget eksemplar af Luthers En christelig Postille er ikke identificeret. – bemærket: betegnet ved et mærke. et andet Sted (...) hvor Forfølgelse ikke er, der er Feil i Forkyndelsen sigter til Luthers evangelieprædiken til 4. søndag efter helligtrekongersdag over Matt 8,23-27 (om stormen på søen) i En christelig Postille () bd. 1, s. 168-175. Her hedder det s. 174, sp. 1: »Thi dersom de [dvs. alle kristne, især prædikanterne] prædike Christum ret, da maae de belave sig paa at lide Forfølgelse, der er ingen Snak for. Og det er et sikkert Tegn, at en Prædiken er ægte-christelig, naar den forfølges, især af de store Helgene, af de Lærde og Vise.« befale sig Gud i Vold overgive sig i Guds varetægt; allusion til det københavnske vægtervers ved midnat: »Det var om Midnats Tide / Vor Frelser han blev fød, / Til Trøst al Verden vide, / Som ellers var forød; / Vor Klokke er slagen Tolv; / Med Tung' og Mund / Af Hiertens Grund / Befal eder Gud i Vold.« Se afsnittet »Vægternes Natte-Sang udi Kjøbenhavn« i Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 21. Χstheden . at leve ubemærket formentlig allusion til det ordsprogsagtige udtryk »bene qui latuit, bene vixit« (»den, der skjuler sig vel, lever vel«) fra den rom. digter Ovids Tristia, 3. bog, kap. 4, 25, jf. P. Ovidii Nasonis opera quae supersunt, udg. af A. Richter, bd. 1-3, stereotypudg., Leipzig 1828, ktl. 1265; bd. 3, s. 207. »at sætte sin Ære i at leve stille« (Thessalonicenserne) frit citat fra 1 Thess 4,11, hvor Paulus formaner til »at søge Ære i at leve stille« (NT-1819). i en Prædiken ... declamerer Mynster ... foretrak at leve skjult sigter til J.P. Mynsters () prædiken »Hvad Christi Vidner have udrettet. Paa anden Juledag« over ApG 6,8-15 og 7,54-60, hvor det hedder: »Thi i det vi fornye disses [dvs. martyrernes] Ihukommelse, da ville vi ikke tilstede den dorske Forestilling Indgang, som om de dog havde handlet klogere, dersom de ikke vare traadte saa vældeligen frem, dersom de havde virket i Stilhed, søgt paa enhver Maade at bevare Freden, og da – lader os sige det rette Ord – da ladet Verden gaae, som den vilde. Beqvemmere er det vistnok at leve sine Dage i Ro, og at træde tilbage, naar Modstanden vorder for stærk, at indklæde, hvad man holder for Sandhed, i halvsande Ord, som kunne modtage enhver Betydning, og bag hvis Skiul man kan tildække sin rette Mening, naar denne er til Anstød; men, m[ine] T[ilhørere], saaledes ville I dog vel ikke, at Christi Vidner skulde have talet. Hvis der endog ere de Tider og Omstændigheder, hvori Herren kun opfordrer sine Tienere til en stillere Virksomhed, da ere der ogsaa de Tider, hvori han fordrer, at de ikke skulle vige tilbage for det Oprør, de vække, hvori de skulle vise, om de ville være troe indtil Døden.« Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 68-80; s. 71. Jeg erhvervede mig først et berømt Navn som Forfatter Ud over nogle mindre bladartikler, Af en endnu Levendes Papirer (1838), disputatsen Om Begrebet Ironi (1841) og En literair Anmeldelse (1846) omfattede SKs forfatterskab indtil den såkaldte Corsar-affæres begyndelse følgende pseudonyme værker: Enten – Eller (1843), Frygt og Bæven (1843), Gjentagelsen (1843), Philosophiske Smuler (1844), Begrebet Angest (1844), Forord (1844), Stadier paa Livets Vei (1845) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). Sideløbende dermed udgav SK under eget navn fra 1843-44 i alt 18 opbyggelige taler og Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845). SK blev af den anonyme anmelder [Andreas Frederik Beck (1816-61)] i Neues Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik, udg. af H.Th. Bruns, bd. 2, hæfte 1, Berlin 1845, s. 44-48, omtalt som en af de »produktivsten Schriftsteller Dänemarks«, s. 44. saa brød jeg med hele Verdsligheden sigter formentlig til, at SK udfordrede Corsaren med en polemisk artikel under pseudonymet Frater Taciturnus i Fædrelandet 27. dec. 1845 (). begyndte nu for Alvor som religieus Forfatter Efter Corsar-affæren havde SK under eget navn udgivet bl.a. Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), Kjerlighedens Gjerninger (1847), Christelige Taler (1848) og »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« (1849). Derudover udkom Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849) under pseudonymet H.H. og Sygdommen til Døden (1849) af Anti-Climacus med SK som udgiver. point de vue fr., synspunkt; målestok. Luthers Postil dvs. En christelig Postille (). en heel Deel Sætninger ... noterede i mit Exemplar . Prædike-Foredrag alm. betegnelse for prædikenen på SKs tid. Jeg er opdragen ved Mynsters Prædiken J.P. Mynster, der hyppigt prædikede i de københavnske kirker, var 1820-28 skriftefader for SKs fader, M.P. Kierkegaard (). Det var også Mynster, der konfirmerede SK den 20. april 1828 i Trinitatis Kirke. Det er formentlig i denne periode, at SK som barn har hørt Mynster prædike. Hvad trykte prædikener angår, må der sigtes til Mynsters prædikener fra tiden i Spjellerup, Prædikener bd. 1, 3. opl., Kbh. 1826 [1810], bd. 2, 2. opl., Kbh. 1832 [1815], ktl. 228 og ktl. 2192, el. til Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage (). aber af ty., men. søgne Dage søgnedage, dvs. hverdage. vistnok ganske vist, sandt nok. forskylde gøre mig skyldig i. ein zwei, drei ty. »eins, zwei, drei«, som bruges i trylleformler el. børneremser for at fremkalde el. markere en pludselig forandring. Exceptionelle ekstraordinære. tager (...) op med tager også op, noterer også. det naturlige Msk. . til Forargelse til anstød. afsides liggende Steder, hvor vi jage dem hen sigter formentlig til, at sindssyge ikke måtte indlægges på Frederiks Hospital i Bredgade i København (jf. hospitalets fundats af 6. aug. 1756, § 3), men blev anbragt ude på de kommunale sindssygeanstalter Skt. Hans Hospital ved Roskilde eller Bidstrupgård NV for Roskilde, o. 35 km fra København. Jf. journaloptegnelsen NB12:159, i SKS 22, 240. stadselige prægtige, pyntelige. I der beundres og vel beundre Eder selv for Eders Slægtskab med en Goethes Classicitet sigter måske til fremstillingen af J.P. Mynster i 15. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, Kbh. 1844, hvor den anonyme forf. [P.L. Møller] skriver, at man hos Mynster erindres »uvilkaarlig om GÖTHE, selv om ikke denne store Aands Indflydelse paa Mynster havde viist sig umiskjendelig i det ovennævnte Fragment af en Tragedie [»Isabella af Aragon« (1824)], der i Dictionens Elegants kan maale sig med det Skjønneste i vor Litteratur«, uden sidetal, [s. 2]. – Goethes: Den ty. digter, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) dyrkelse af dannelse, som frem for alt skulle tjene livet, prægede det danske åndsliv dybt. han som vidste at fjerne sml. »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand« i Stadier paa Livets Vei (1845), hvor Assessor Wilhelm kritiserer Goethe: »I denne Distance-Theori er hiin Digter i aus meinem Leben en Mester. (...) Altsaa hver Gang et Livsforhold vil overvælde ham, saa maa han fjerne det fra sig ved at digte det.« SKS 6, 144f. Jf. journaloptegnelsen NB5:37, fra maj el. juni 1848, hvor SK skriver om J.P. Mynster: »Det Store hos ham er personlig Virtuositet a la Goethe. (...) fordi han personligt vil sikkre sit eget Liv, og fjerne fra sig«, SKS 20, 384. Grade-Antal tal, der angiver graden på et måleinstrument (); intensitet. gradere grade, måle en væskes vægtfylde ved hjælp af et aræometer (en flydevægt). Flydevægten består almindeligvis af et glasrør, hvis kugleformede nederste del er fyldt med hagl, og hvis øverste del er forsynet med gradetal. Den benyttes bl.a. til at teste brændevins indhold af ren alkohol. det Spirituøse noget, der indeholder spiritus. Her spiller SK på, at spiritus både kan betyde ånd og alkohol. Prædike-Foredrag alm. betegnelse for prædikenen på SKs tid. een Grad, naar man antager at det N. T. holder 14 hentyder formentlig til Spendrups gradestok, en flydevægt, som fra 1809 til 1892 brugtes til at fastslå fx brændevins indhold af alkohol (spiritus). Denne gradestok havde en inddeling fra 0 til 18½ grader. cum grano salis lat., egl. 'med et gran salt'; ikke bogstaveligt, men med forstand og eftertanke. Talemåden synes at stamme fra den rom. embedsmand og forfatter Plinius den ældre (23-79), der i Historia naturalis, 23. bog, kap. 77 (149), omtaler en recept på modgift. Recepten, som blev fundet hos den lilleasiatiske konge Mithridates VI ved hans død i år 63 f.Kr., foreskrev, at man skulle støde to tørrede valnødder, to figner og 20 blade af planten rude med tilsætning af et korn salt (»addito salis grano«). Denne modgift ville efter sigende gøre én immun over for al gift i dagens løb. det naturlige Msk. . »have Verden« nok at have tilstrækkeligt kendskab til de omgangsformer, der præger de højere el. dannede kredse, have tilstrækkelig verdenserfaring. vistnok ganske vist, sikkert. cfr. Talen »Ypperste-Præsten« i Fredags-Talerne sigter til den første af de tre taler i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, Kbh. 1849, hvor SK bl.a. skriver: »Den er ubetinget den meest Lidende, om hvem det – derved at han gjør det – i Sandhed er sandt, at han ubetinget ingen anden Trøst har end den: at trøste Andre; thi dette og kun dette er Sandhedens Udtryk for, at i Sandhed Ingen kan sætte sig i hans Sted, samt at det er Sandhed i ham. Og saaledes med Ham, den Herre Jesus Christus; Han var ikke en Lidende, der søgte Trøst hos Andre, endnu mindre, at Han fandt den hos Andre, endnu mindre, at Han klagede over ikke at finde den hos Andre, nei Han var den Lidende, hvis eneste, ubetinget hvis eneste Trøst var at trøste Andre.« SKS 11, 255,5-14. foredrager fremfører (på en æstetisk måde). at elske Næsten sigter til anden del af kærlighedsbuddet i Matt 22,39; Luk 10,27; Rom 13,9; Gal 5,14 og Jak 2,8. R. Nielsen . qua lat., som, i egenskab af. vistnok rigtignok, bestemt. at jeg for Gud havde besluttet at gjøre Forsøget med ham sigter formentlig til, at SK overvejede at gøre R. Nielsen fortrolig med sine tanker om forfatterskabet. I en planlagt artikel »Angaaende mit Forhold til Hr. Prof. R. Nielsen«, fra o. 1849-50, hedder det: »I Midten af Aaret 1848 blev det mig ved forskjellige Overveielser, alle førende til det samme Punkt, tydeligt, at jeg burde[,] at det var min Pligt, idetmindste at gjøre et Forsøg paa ved personligt Forhold at sætte en Anden ind i mine Anskuelser, saa meget mere som jeg meente at skulle høre op at være Forfatter. / Jeg valgte Prof. Nielsen, der iforveien allerede havde søgt en Tilnærmelse. / Siden den Tid har jeg i Regelen talt med ham een Gang hver Uge« (Pap. X 6 B 124, s. 164). SK ønskede også en person til at udgive sine litterære efterladenskaber (se fx journaloptegnelserne NB6:74, fra aug. 1848, i SKS 21, 56f., og NB14:90, fra dec. 1849, i SKS 22, 397-399). det Exceptionelle det ekstraordinære. at han, ligesom hiin Pige, anseer mig for den listigste Bedrager sigter til Regine Olsen (1822-1904), datter af Regina Frederikke og Terkild Olsen. SK var forlovet med Regine i godt et år, fra 10. sept. 1840 til det endelige brud 12. okt. 1841. Hun blev 28. aug. 1843 forlovet med J.F. Schlegel og gift med ham 3. nov. 1847 i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Sit forhold til Regine Olsen har SK tilbageskuende beskrevet i »Mit Forhold til 'hende'. / d. 24 Aug 49. / noget Digterisk«, svarende til notesbog 15 i SKS 19, 431-445. I journaloptegnelsen NB8:33 fra 1848 skriver SK med henblik på bruddet med Regine: »jeg havde dog Styrke nok til, for at lindre Sagen for hende, at udtrykke at jeg var en Skurk, en Bedrager.« SKS 21, 159. vistnok rigtignok, bestemt. hans store Bog sigter til R. Nielsen Evangelietroen og den moderne Bevidsthed, 1849 (). Thi Omverdenen paatog sig (...) mine Partes At der var andre, der overtog SKs part el. rolle, sigter til reaktionerne på R. Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed (). Nielsen, der i denne bog kun sjældent nævner SK, blev fra flere sider kritiseret for at have overtaget hans ideer og stil. Anmelderen, formentlig H.Fr. Helveg, i Dansk Kirketidende (), nr. 199, 22. juli 1849, bd. 4, nr. 43, sp. 714-718, skriver: »Prof. Nielsen, der tidligere var bekjendt som talentfuld Ordfører for den speculative Theologie af Hegel's Skole, dog saaledes at man altid hos ham baade som Philosoph og Theolog sporede en dybere religiøs Alvor og Varme, har nu fuldstændig brudt med den nyere Videnskabelighed og i dette Skrift, hvori han første Gang bestemt udtaler Bruddet, forsøgt sig i Mag. Kierkegaards Maneer, uden at han just i denne er saa ganske heldig. (...) Vil det ikke længer gaae med Mediationen, der lader alle de modsatte Standpunkter komme til deres Ret men for at lade dem gaae op i den spekulative Eenhed – nu vel, saa opgive man den, lade Modsætningerne træde frem uforsonede! Men hvordan? derved bliver man jo netop et simpelt Menneske igjen, naar man kommer ind i Modsætningernes stridige Virvar? O nei! det er Mag. Kierkegaards udødelige Fortjeneste her at have viist den Vei, Prof. Nielsen er fulgt, nemlig at gjøre sig selv til det Dialektiske«, sp. 714. I P.C. Kierkegaards () foredrag den 30. okt. 1849 på Roskilde præstekonvent kritiseredes Nielsen for på utallige punkter at tage tråde op fra SKs værker. Desuden klandredes Nielsen for i udtryksmåde og forkærlighed for dialektiske kunststykker at slutte sig tæt til SKs stil, uden dog at nå forbilledets ægte lidenskabelige præg. Foredraget blev trykt i Dansk Kirketidende (), nr. 219, 16. dec. 1849, bd. 5, 1850, sp. 171-193; sp. 191. at vedgaae, at han egl. kun er Anmelder Mens Nielsen i Evangelietroen og den moderne Bevidsthed () næppe omtaler SK, tilkendegiver han sin gæld til ham i Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«. En undersøgende Anmeldelse (). Anmeldelsen består, s. 11-42, næsten udelukkende af citater fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), og forfatteren indrømmer med hentydning til SK: »Jeg har i den vigtige Sag, hvorom vi her handle [dvs. diskussionen om principperne i dogmatikken], jo desuden heller ikke opfundet Noget (er der Nogen, der her har seet og fundet Noget, da er det nok en Anden og ikke mig)«, s. 130. Videre skriver Nielsen, at »jeg jo ikke her oprindelig tager af mit Eget, men blot tilegner mig, hvad jeg mener at have lært af en Anden«, s. 131. qua lat., som, i egenskab af. Den Prædiken af Mynster »Betragtning ... Evner ere negtede« sigter til J.P. Mynsters () prædiken »Betragtning af deres Skiebne, hvis Legeme mangler de sædvanlige Evner. Paa tolvte Søndag efter Trinitatis« over Mark 12,31-37, i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 2, nr. 50, s. 211-224. Underfundigt listigt. saadanne Lidende, om hvilke Evangeliet saa ofte taler Jf. fx Luk 14,21 og Matt 15,29-31, hvor det hedder: »Jesus gik videre derfra og kom til Galilæas Sø, og han gik op på bjerget og satte sig dér. Og store folkeskarer kom hen til ham med lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre. De lagde dem for hans fødder, og han helbredte dem, så skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde kunne se.« man har Exempler (...) at Tunghøre have været dybsindige Tænkere refererer Mynsters prædiken (), hvor det s. 222 hedder: »Allerede hernede kiendes det jo ikke sielden, at der ere de, hvilke det var gavnligt at mangle de Evner, hvis Tab de dog vist selv, og Andre med dem, have beklaget, at de, i det det legemlige Lys var slukt for dem, skuede desto klarere med Sielens Øie, at de, i det de ikke fornam Verdens Tummel omkring dem, bevægede des alvorligere, des større Tanker i deres Inderste.« – fE Homer: gr. digter (o. 750 f.Kr.), som traditionelt ansås for at være ophavsmand til bl.a. Iliaden og Odysseen. If. en gammel tradition, der går tilbage til 7. årh. f.Kr., antoges han at have været blind. a la Goethe og . Mynster har jo ogsaa dannet sig efter ham . Ham, Medlidenheden ... satte sig ganske i deres Sted sigter til den første af de tre taler i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, Kbh. 1849, hvor SK om Kristus skriver: »Du Lidende, hvad fordrer Du? Du fordrer, at den Medlidende skal ganske sætte sig i Dit Sted: og Han, Medlidenheden, Han satte sig ikke blot ganske i Dit Sted, Han kom til at lide uendelig meget mere end Du!« SKS 11, 253. Foredrag dvs. den kunstnerisk fremførte prædiken. »den christelige Stat« Chr. V's Danske Lov (1683), 2. bog, kap. 2, tillod som eneste religion den evangelisk-lutherske. Dens bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Bekendelse) var i princippet trosmæssigt forpligtende for alle da. indbyggere indtil kodificeringen af religionsfriheden i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, § 81. I Grundloven fastsættes det, at den evangelisk-lutherske kirke er 'den danske Folkekirke', der som sådan understøttes af staten. han maa være Ridder omtrent af de samme Ordener dvs. ligeledes være Ridder af Dannebrog () og tilhøre en af dens dengang 3 klasser. endogsaa endog, tilmed. Jeg har hørt en Præst (...) men heller ikke mere Den pågældende er ikke identificeret. paa Mark og Skilling . Jeg har hørt en Præst ivre mod at Geistligheden udpyntedes med Stjerner og Baand Den pågældende er ikke identificeret. Dannebrogsordenen stiftedes 12. okt. 1671 af kong Christian V. Kort efter kong Frederik VI's tronbestigelse indledtes med forordning af 28. juni 1808 en demokratisering af ordenen, der for fremtiden ikke skulle være forbeholdt adelige alene. På SKs tid var der tre klasser: Storkors, Kommandør og Ridder af Dannebrog. Dens ordenstegn skulle være et »udvortes Tegn paa erkendt Borgerværd«, uden hensyn til stand og alder. Dermed åbnedes for, at gejstlige og professorer blev dekoreret med ordener. Her sigtes til dens dengang højeste klasse, nemlig storkorsridderne, der, hvis der var tale om gejstlige, måtte bære et guldkors i bånd om halsen og et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne. Ridder af Dannebroge sigter til medlemmerne af den laveste klasse af Dannebrogsordenen (). Mens dens højere klasser bar ordenens guldkors i et bånd fra højre skulder el. om halsen, skulle Riddere af Dannebrog bære den i kjolens knaphul på venstre bryst. Alt dvs. alt; allerede. at praktisere (...) ud ved hjælp af kneb el. list komme af med noget. 1000 Geistlige . Udkommet, nogle af dem et meget rigeligt Udkomme I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især korn, 'tiende'. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer (ofte ved indsamling i kirken) betale deres præst en frivillig pengegave, et 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Se C.C. Boisen Om Kirken og præstens Forhold til samme, Kbh. 1834, s. 61-70. en Mellemstab den del af en militær stab, der ikke direkte er involveret i kamphandlinger, som læger, dyrlæger, regimentsmusikere og intendanter; et følge. Spillemænd militærmusikere. Hoboister dvs. oboister. Skolelæreren underviser jo Barnet i Χstd If. forordning af 20. marts 1844 ang. »Borger- og Almueskolevæsenet« i København måtte udelukkende teologiske kandidater og pastoralseminarets dimittender undervise i religion i offentlige skoler. Skolernes opgave var »at sikkre den opvoxende Ungdoms tilbørlige Oplærelse saavel i Christendommens Sandheder, som i de Kundskaber og Færdigheder, som for det borgerlige Liv ere fornødne«. Provinserne havde forskellige reglementer. Hvis religionsundervisningen foretoges af almindelige lærere, havde sognepræsten tilsynspligt. Undervisningen støttede sig oftest til Dr. Morten Luthers liden Catechismus () og til Balles Lærebog (), der første gang udkom 1791 og blev autoriseret til indførelse i alle skoler 1794. Den var indtil 1856 den officielle lærebog i religionsundervisningen. naar vi ere blevne 25 Aar gamle Den juridiske myndighedsalder var på SKs tid 25 år. vistnok ganske vist, sandt nok. Saa gaaer der en Deel Forventningens Aar hen, i hvilke Candidaten venter til hans Tour kommer, at han kan begynde at søge hentyder til Hans Peter Kofoed-Hansen (), der blev cand.theol. 1837. Fra begyndelsen af 1840'erne søgte han uden resultat flere embeder som præst. Endelig blev han 24. juni 1849 udnævnt til residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og 9. sept. samme år indsat sammesteds. hvis saa hvis det (sidste) er tilfældet. En Arbeider er sin Løn værd citat fra Luk 10,7, jf. også 1 Tim 5,18. ganske vist helt sikkert. med Tak til med tak endda, oven i købet med tak. Staten har nu engang arrangeret det med disse 1000 Levebrød . Staden fE arrangerer det med 50 Bagergaarde Ved reskript af 28. april 1739, V, § 2, blev bestemt, at »Bagerne [i København] skal til et vist Tal, nemlig 50, fastsættes, og Bager-Rettigheden bør følge et lige Antal af Bagergaarde«. Denne anordning var stadigvæk gældende på SKs tid. Bagerlavet førte især i 1840'erne en hårdnakket kamp for dette monopol. Ved Rigsdagens første samling den 30. jan. 1850 forelagdes et lovudkast, der sigtede på at opbløde monopolet og afskaffe det helt med virkning fra 1. jan. 1860. Jf. Departementstidenden, udg. af J. Liebe, nr. 26-27, 25. febr. 1850, s. 341-352. Den Gud i Himlene, der sørger for Spurvene spiller på Luk 12,6-7 (NT-1819): »Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. Ja, [end]og Haarene paa Eders Hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange spurve.« Jf. også Matt 10,29 og Matt 6,26. om fornødent gjøres om nødvendigt, hvis omstændighederne kræver det. Luther . I een og samme Prædiken ... Forbandelse over Land og Folk sigter til Luthers evangelieprædiken til pinsedag over Joh 14,23-31 (om stormen på søen) i En christelig Postille () bd. 1, s. 341-354. Her hedder det s. 348, sp. 2: »Ja, en Christen er et mildt, sagtmodigt, taalmodigt Menneske, som tjener Enhver, med Lærdom, Raad, Trøst og Gave, et Menneske, for hvis Skyld Gud sparer Land og Folk, med eet ord, en saadan Mand, ved hvem Gud taler, lever og virker, hvad han taler, lever og fuldbringer.« Få sætninger længere nede tilføjes, s. 348, sp. 2: »Men for Verden er han [den kristne] forborgen og ubekjendt. Den er ej heller værd, at den skulde kjende slige Guds Mænd, men maa holde dem for Uskud, for Alles Skovisk, som St. Paulus siger, I Cor. 4,13. Ja, den maa betragte dem som Ulykkes-Fugle, der bringe Fordærvelse og Forbandelse over Land og Folk, og derfor, jo før jo hellere, bør gjøres et Hoved kortere, Gud til Ære og Verden til Renselse.« Og saaledes taler Luther ... bliver det strax Uveir sigter til Luthers evangelieprædiken til 4. søndag efter helligtrekongersdag over Matt 8,23-27 (om stormen på søen) i En christelig Postille () bd. 1, s. 168-175. S. 168, sp. 1f., hedder det: »Den Herre Jesus gaaer i Skibet med sine Disciple. Endnu er der et mildt og behageligt Vejr paa Himlen; ogsaa Havet er stille og roligt. (...) Men aldrig saasnart sidder Christus med sine Disciple i Skibet, aldrig saasnart støde de fra Land og komme ud paa Søen, før der rejser sig saa stærk en Storm, at Skibet faaer een Overhaling efter en Anden (...) Saaledes gaaer det, kommer Christus i Skibet, saa er det snart forbi med det stille Vejr, saa bryder snart et Uvejr løs!« Jf. også s. 169, sp. 2: »Kjære, har du aldrig læst i Evangeliet, at der flux rejser sig et Stormvejr, saasnart Christus kommer i Skibet og ud paa havet?« Jf. journaloptegnelsen NB9:22, i SKS 21, 210,3, hvor SK også hentyder til dette sted. der levede i Fred og Ro (...) hedder i en Prædiken af Luther Kilden er ikke identificeret. taget forfængelig misbrugt på en letfærdig måde. tilgavns grundigt, fuldt ud. Medlevende samtidige. Vistnok ganske vist, sandt nok. at driste at turde, at være modig. ligeligt på lige fod. i Ungdommens Dage . opfange tage til fange. Styrelsen dvs. Guds styrelse. feriere holde fri, hvile ud. gjør det med det Gode spiller på talemåden »Hvem der ikke vil med det Gode [dvs. med fri vilje], han skal med det Onde [dvs. med tvang].« Den findes optegnet som nr. 3178 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 352. jeg bestandigt taler om, at jeg er uden Myndighed ; se også NB8:15 i SKS 21, 151f.; NB9:56, i SKS 21, 233,2; NB10:19, i SKS 21, 265, og NB15:46, i SKS 23, 32. Er det saa forholder det sig således. »flaut« flovt. Betydningen var ny på SKs tid; ordet betød dengang primært kraftløs el. åndløs. ridicult af fr. ridicule, latterligt. Underfundighed list, ofte med det formål at unddrage sig forpligtelser. øvet udøvet, praktiseret. døer hver Dag allusion 1 Kor 15,31, hvor Paulus skriver: »Ja, brødre, så sandt I er min stolthed i Kristus Jesus, vor Herre: Hver dag dør jeg.« ængstet ... Samvittighed I journaloptegnelsen NB:79, i SKS 20, 69, henføres udtrykket »den ængstede samvittighed« til Martin Luther, som betegner mennesket i anfægtelsernes vold ved udtrykkene »blödes, verzagtes, erschrockenes, furchtsames, schuldiges, geängstetes Gewissen«. Jf. fx hans evangelieprædiken til første søndag i advent i En christelig Postille () bd. 1, s. 15-30, især s. 18, s. 20f. og s. 27f. som naar i Eventyret den grusomme Stedmoder ... for at plage Stedbarnet hentyder til et bredt overleveret eventyrmotiv, der er kendt som H913.1.3 (jf. også S31) i Stith Thompson Motif-Index of Folk-Literature, Bloomington og London 1966 [1955-58]. Motivet findes fx i »Die drei Männlein im Walde« (nr. 13), »Aschenputtel« (nr. 21) og »Frau Holle« (nr. 24) i Kinder- und Haus-Märchen, udg. af J.L.K. og W.K. Grimm, bd. 1-3, 2. udg., Berlin 1819-22 [1812], ktl. 1425-1427. Kjerlighedens Gud hentyder til 1 Joh 4,7-8 (NT-1819): »I Elskelige! lader os elske hverandre; thi Kierligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er fød af Gud, og kiender Gud. Hvo [den] som ikke elsker kiender ikke Gud; thi Gud er Kierlighed.« betræffende angående. Intet mindre end alt andet end. at elske »Næsten« sigter til anden del af kærlighedsbuddet i Matt 22,39; Luk 10,27; Rom 13,9; Gal 5,14 og Jak 2,8. den menige Mand medlemmerne af de udannede, jævne samfundsklasser. Første Gang man køber Spinat ... næsten altfor meget for 2 ß Sommerspinat (Spinacia oleracea inermis Moench) bruges som grøntsag og kan høstes fra midt i marts indtil maj. – 2 ß: alm. benyttet tegn for skilling, en møntenhed, især i tidsrummet 1813-75, hvor der gik 96 skilling på en rigsdaler (). På SKs tid kostede et halvt kilo rugbrød 2-4 skilling. er det saa forholder det sig således. Hos Garveren leed jeg forrige Sommer af Stank usigeligt SK havde den 28. sept. 1848 indgået en kontrakt med garvermester Johan Julius Gram (KA, D pk. 8 læg 21) om leje af lejligheden på 1. sal i Grams ejendom i Rosenborggade, Klædebo kvarter, matrikel nr. 156 A, gadenr. 7 (se kort 2, C1). If. kontrakten skulle indflytningen ske til oktober flyttedag, der i 1848 var den 17. I sommeren 1849 boede SK således i garvermester Grams ejendom, og husværten synes at have garvet skind både i gården og på gaden. Den ilde lugt, som dette medførte, omtaler SK i journaloptegnelsen NB12:143 med titlen »Den forløbne Sommer« fra sept. 1849, i SKS 22, 232f., hvor det hedder: »Saa har Garveren hos hvem jeg boer Sommeren igjennem plaget mig med Stank.« det Hele var mig ogsaa for dyrt If. lejekontrakt med garvermester J.J. Gram fra 28. sept. 1848 måtte SK betale 200 rigsdaler () for det halve år, han benyttede den 196 m2 store lejlighed. Den omfattede bl.a. 6 værelser, pigekammer, køkken og et kvistkammer (KA, D pk. 8 læg 21). Hvor jeg nu boer Efter at have boet fra 17. okt. 1848 i Rosenborggade matrikel nr. 156 A (gadenr. 7) flyttede SK april flyttedag, som i 1850 var den 16., til Nørregade 43 (se kort 2, B1). I lejekontrakten med murermester Frantz Ludvig Wahl fra 27. febr. 1850 hedder det: »Til Magister art: S.A. Kierkegaard bortleier Undertegnede fra førstkommende April Flyttedag 1850, 2den Salsetage i Forhuset i Gaarden No 43 paa Nørregade bestaaende af 5 Værelser Kiøkken Pigekammer og Corridor, et Pulterkammer i 2 Afdelinger og en Brændekielder, fælleds Tørreloft og Vaskehuus, alt for den halvaarlige Leie 140 Rbd. skriver Eet Hundrede og Fyrgetyve Rigsbanktaler i rede Sølv, alle nuværende Skatter iberegnede« (KA, D pk. 8 læg 22). den Bekymring med Strube Frederik Christian Strube (1811-67), isl. snedkersvend, som med hustru og to døtre logerede hos SK 1848-52. Strube var fra 1. til 9. dec. 1848 indlagt på Frederiks Hospital i København, medicinsk afdeling A, fællesstue MM (RA. 257, Frederiks Hospital. 1757-1850 Sygejournaler, 1848 mm., 683, blad 356); jf. Peter Tudvad Kierkegaards København, Kbh. 2004, s. 348-354. det Msk. jeg havde arvet efter Fader, kjendt i 20 Aar Fr. Chr. Strube kom 1824 fra Island til København og gik i lære som snedker. SKs bekendtskab med ham skyldes formentlig, at Strube i juni 1837 blev gift med Elisabeth Sørum (1807-86), der var Michael Pedersen Kierkegaards () tjenestepige. Jf. også et brev til Hans Peter Barfod (1834-92), dateret 12. sept. 1869, hvori Andreas Ferdinand Schiødte (1816-87) nævner, at SK »havde associeret sig med en Snedkersvend, som hørte til hans Barndomsbekjendtskab, hvis Familie nok holdt Huus for ham og hans Tjener« (Søren Kierkegaard truffet, Et liv set af hans samtidige, samlet og udg. af Bruce H. Kirmmse, Kbh. 1996, s. 272; jf. s. 287). bliver exalteret, maa paa Hospitalet, vil reformere hele Verden If. hospitalets journal led Fr. Chr. Strube af »Monomania«, dvs. partiel sindssyge. Årsagen angives som: »Rimeligvis grublen over tidens opgaver i forbindelse med ærgrelser over formentlig chikane.« Videre hedder det, at patienten »skal kun i omtrent 14 dage have vist tegn på sindsforvirring. Denne tilskrives for en del ærgrelser og muligen chikaner, som han har været udsat for som medlem af en nedsat kommission til at bedømme laugsvæsnet; overhovedet synes hans tanker at være meget sysselsatte med de politiske og sociale problemer« (RA. 257, Frederiks Hospital. »Medicinske Journaler. December 1848.« Medicinsk Afdeling, 1757-1851 Journaler, 1848 September - December, 1849). al den Omsorg for ham SK synes at have sørget for, at Fr. Chr. Strube kunne indlægges på Frederiks Hospital. Jf. SKs udaterede koncept til et takkebrev til prof. Seligmann Meyer Trier (1800-63), overmedicus (medicinsk overlæge) ved Frederiks Hospital: »Lad mig endnu engang takke Dem for min Snedkersvend; han er atter, hvad han i 25 Aar har havt Ære af at være, en Arbeider med Liv og Sjel, en Arbeider, som vel tænker ved sit Arbeide, men ikke tager feil og vil gjøre det at tænke til sit Arbeide. See derfor haaber jeg igjen ikke at tage feil, naar jeg tænker, at han nu væsentligen er helbredet, hvorfor jeg ogsaa har ladet ham blive boende hos mig, da jeg nok mærkede, at det vilde bedrøve ham meget at komme nu til at flytte. Saaledes er Alt i Orden; men ikke sandt, hvad De selv, da jeg sidst havde den Fornøielse at tale med Dem, yttrede, hvad jeg paaskjønnede og paaskjønner som et yderligere Beviis paa Deres Velvillie for mig – ikke sandt, det vil De ogsaa til sin Tid erindre, om den skulde komme: dersom han skulde faae et Tilbagefald, saa lader jeg Dem det øieblikkelig vide, og saa bliver han saa hurtigt som muligt modtaget paa Hospitalet«, nr. 192 i B&A bd. 1, s. 217. nogenledes nogenlunde. regulere bringe i orden; helbrede. ecclatant opsigtsvækkende. i min Pult og i min ene Kasse den af Mahogni På auktionen 2.-3. april 1856 over SKs bohave solgtes bl.a. en skrivepult (125,5 cm x 116 cm x 78,8 cm) og en kasse af mahogni; jf. Alt blev godt betalt. Auktionen over Søren Kierkegaards indbo, udg. af Flemming Chr. Nielsen, Viborg 2000, s. 26f., 29 og 56. I en optegnelse, formentlig fra dec. 1849, nævner SK en maghonikasse til opbevaring af manuskripter: »Det paa Titelbladet af de tvende Noter omtalte Forord ligger i en lille Pakke for sig selv 'løse Blade til Regnskabet og tre Noter', hvilken Pakke igjen ligger i den større Pakke: Om min Forfatter-Virksomhed, hvilken ligger i denne (den Mahogni-) Kasse«, Pap. X 5 B 164. troeste mest trofaste. Anders Anders Christensen Westergaard (1818-67), værnepligtig bondesøn og SKs tjener siden maj 1844. Jf. NB4:158, i SKS 20, 360,35 med kommentar. at jeg ikke mere har Raad til at producere . qua lat., som, i egenskab af. Undseelse tilbageholdenhed, skyhed. Poeniterende en, der angrer el. gør bod. eo ipso lat., netop derved. Sviig dvs. svig, bedrag. R. Nielsen . vistnok ganske vist, sandt nok. Socrates Den gr. filosof Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter, virke og lære er hovedsagelig blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for ikke at anerkende statens guder og for at fordærve ungdommen; dommen fuldbyrdedes ved, at han drak et bæger skarntydesaft. Plato Den gr. filosof Platon (427-347 f.Kr.) var elev af Sokrates, som han mødte som 20-årig, og til hvem han var nært knyttet i de sidste år inden Sokrates' henrettelse. Hvorvidt han i sin fremstilling af Sokrates i dialogerne trak på hans lære eller tillagde ham sine egne tanker, er et stadig omdiskuteret spørgsmål. sit Analoge dvs. sit analogon, sit tilsvarende. betænkte sig ikke paa tøvede ikke, havde ingen betænkeligheder ved. fordulgte hvorfra skjulte, hvor de kom fra. endelig angav han da sin Kilde, men fordulgte efter hvilken Maalestok han havde det derfra, item at jeg privat havde anvendt overordentlig paa at sætte ham ind i min Sag sigter til SKs samtaler med Rasmus Nielsen på deres spadsereture (). Da Nielsen udgav Evangelietroen og den moderne Bevidsthed (), skrev SK i maj 1849 i journaloptegnelsen NB11:46, i SKS 22, 32: »R. Nielsens Bog er udkommet«, og fortsatte: »Skrifterne ere plyndrede paa mangfoldig Maade; just Pseudonymerne meest, hvilke han derfor aldrig citerer, maaskee, ganske snildt beregnet, som de mindst læste. Og nu mine Samtaler!« Først i Nielsens anmeldelse af H.L. Martensens Den christelige Dogmatik () under titlen Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«. En undersøgende Anmeldelse, Kbh. 1849, ktl. 701, citerer han meget udførligt fra SKs pseudonyme skrifter. – item: lat., ligeledes. Styrelsens dvs. Guds styrelse. Dyrehaugsbakken et marked med boder, gøgl og andre folkelige forlystelser ved Kirsten Piils kilde i Jægersborg Dyrehave nord for København. På SKs tid holdt markedet åbent fra Skt. Hans dag (24. juni) til Mariæ besøgelsesdag (2. juli). Udskrigerens en, der med høje råb reklamerer for gøgl el. forlystelser, fx på en markedsplads. en Nymphe i gr. mytologi en naturguddom, siden alm. brugt om et sart kvindeligt væsen. længst for længe siden. at friste Gud . det Fortjenstlige . hvor der er Fare, der skal jeg sandeligen ikke gaae hen spiller på H.A. Brorsons salme »Jeg gaaer i Fare, hvor jeg gaaer« (1734). Salmen blev optaget i hans Troens rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Tilliid paa Gud«, jf. Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 279. DDS-2002, nr. 45. dandse paa Roser spiller på ordsproget »Man kan ikke altid dandse paa Roser«, optegnet som nr. 2184 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 83. sædelig moralsk. taget (...) forfængelig misbrugt på en letfærdig måde. lide om saa var indtil Døden . glad skal jeg være, altid glad – »i Gud« allusion til Fil 4,4, hvor Paulus skriver til filipperne: »Glæd jer i Herren! Jeg siger atter! Glæd jer!« Jf. Fil 3,1. lidende Sandhedsvidne martyr. Kjød og Blod fast udtryk, der bruges seks gange i NT, nærmest som betegnelse for det forgængelige menneske, jf. fx 1 Kor 15,50; Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Hvad har Peter ikke udholdt i de 3 Dage (...) efter at have fornegtet ham hentyder til beretningen om Peter (), der inden Jesu korsfæstelse fornægtede ham tre gange, jf. Matt 26,69-75. ikke forskudt, men taget til Naade og blev hvad han var Apostel dvs. ikke udstødt, men tilgivet; efter Jesu død og opstandelse blev Peter leder af den kristne menighed i Jerusalem. I ApG 15,7 siger Peter, at han blev udsendt som missionær: »Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.« Jehovas Guds navn i GT. Da jøderne ikke måtte udtale Guds navn, blev de fire konsonanttegn JHWH i den hebr. tekst forsynet med vokaltegnene for »o« og »a« fra ʼAdonāj, som på hebr. betyder Herren, for at minde læseren om, at der i stedet for Jahwéh – el. som det ofte gengives Jahve – skulle læses ʼAdonāj; deraf den fejlagtige læsemåde Jehova, som var alm. på SKs tid. Moses den centrale figur i 2-5 Mos. Han fører på Guds befaling israelitterne ud af Egypten og formidler på Sinaj Guds lov til folket. der ikke kom ind i det forjættede Land blot fordi han tvivlede hentyder til 4 Mos 20,12, hvor Herren siger til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.« If. 5 Mos 34,4 fik Moses inden sin død lov at se ind i det forjættede land, Israel, men kom ikke ind i det. at den ikke bedaarer mig dvs. gid den ikke bedårer (vildleder, fortryller) mig. tog den forfængelig skulle misbruge den på en letfærdig måde. at nu Χstd. ikke mere er stridende spiller på det lat. dogmatiske udtryk 'ecclesia militans', dvs. 'den stridende kirke', som i ældre teologi betegnede en kirke, der er uens el. i strid med sin omgivelse. Den strid ville kirken være underlagt indtil Kristi genkomst; først da ville den blive til 'ecclesia triumphans', dvs. den sejrende kirke. Se fx Karl Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1828], ktl. 581, § 124, s. 312f., hvor det hedder: »Die lebendige Gemeinsch., durch welche Xstus allezeit die Menschh. aufnimt in die Versöhnung, u. erhält in der Gnade, ist die Kirche, als das von Xto gestiftete, mit der Welt streitende (Ecc. militans, Eph. 6, 12.), einst siegende (triumphans, Hebr. 12, 23.) Reich Gottes auf Erden.« var saa forholdt sig således. Og dog siges jo ... at det vilde gaae ham saa således fx i J.L. Heiberg () Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid. Et Indbydelses-Skrift til en Række af philosophiske Forelæsninger, Kbh. 1833, ktl. 568: »Hvis Christus vendte tilbage til de nuværende Christne, vilde han neppe blive synderlig bedre behandlet af dem, end fordum af Jøderne.« Heiberg tilføjer dog: »Korsfæste ham, vilde man vel ikke, siden Torturen er afskaffet; men vore Læger vilde angive ham som Qvaksalver, vore Jurister som Forstyrrer af den borgerlige Orden, og Theologerne, disse hans fødte Forsvarere, hvorledes vilde vel de tage imod ham? De Orthodoxe vilde kalde ham en falsk Lærer, og Rationalisterne en Sværmer«, s. 19f. Plato . Psalme 595 i evangeliske Psalmebog sigter til Bernhard Severin Ingemanns salme »Til Naadens store Aandefest«, af J.P. Mynster optaget som nr. 595 i »Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog. Ved Kongelig Resolution af 20de Febr. 1845 autoriseret til Brug i de Menigheder, som maatte ønske at afbenytte det« i Evangelisk-christelig Psalmebog (). Salmen lyder i sin helhed: »Til Naadens store Aandefest / Mig kalder Herrens Stemme: / Far hen, hvad her mig glæded meest, / Har det hos Gud ei hiemme! / Far hen, hvad ei mig følge kan! / Ei Guld, ei Gods, ei Agerland / Skal Herrens Giest nedtvinge. // 2. Brist, brist, hvert Baand, mig holder fast, / Og fra min Gud bortdrager! / Om Hiertet med de Baand end brast, / Om saaret Siel end klager; / O, Herre, giv mig Kraft og Mod! / Hvis ei for dig jeg Alt forlod, / Med dig mit Alt jeg tabte«, s. 37f. Foredrag (æstetisk) fremførelse. paa tvært på tværs. Standsningen . bringes an fremsættes, fremføres. Luther . gesvindt hurtigt, let. sig selv betræffende hvad ham selv angår. vistnok ganske vist, helt sikkert. gift og dog ikke som gift, i Verdsligheden og dog som fremmed, skjøndt deeltagende i Alt, o: s: v: hentyder til 1 Kor 7,29-31, hvor Paulus skriver: »Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.« Jf. Luthers epistelprædiken til 3. søndag efter påske over 1 Pet 2,11-20 i En christelig Postille () bd. 2, s. 240-248. Her citerer han, s. 245, sp. 2, Paulus fra 1 Kor 7,29-31, hvorefter han fortsætter: »Hvorledes rimer det sig sammen? (...) En Christen lever i dette jordiske Liv; han bygger, kjøber, handler og vandler med Andre, og gjør Alting med, hvad der hører til dette Liv, dog ej anderledes, end som en Gjæst, der gjør hvad Verten fordrer af ham, hvad der er Landets, Stadens eller Herbergets Ret og Skik, men ikke gjør sin Regning paa at blive der.« Sviig dvs. svig, bedrag. forsøgt prøvet, erfaren. den uhyre Forargelse ... da han giftede sig Luther, der 1505-24 var augustinermunk, forlovede sig 13. juni 1525 og giftede sig 27. juni samme år med den forhenværende nonne Katharina von Bora (1499-1552). Som reaktion herpå omtaler fx C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 303, de »vielen Lästerungen und Verunglimpfungen, welche über Luther wegen seines Eintritts in den Ehestand gehäuft wurden«. Jf. N.M. Petersen Dr. Martin Luthers Levnet, Kbh. 1840, hvor det hedder: »I Verden opvakte dette Giftermaal Forargelse, og gav Anledning til allehaande Spot, saameget mere som Munk og Nonne, af hvilke efter et gammelt Sagn Antichristen skulde avles, her vare blevne forenede«, s. 109. Den store Nadvere . med hvad Ret lader ... ihjelslaae, fordi de ikke kom sigter til lignelsen om kongesønnens bryllup i Matt 22,1-14, hvor det fortælles, at de indbudte mishandler og til sidst dræber kongens udsendte tjenere, hvorefter kongen bliver vred »og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by«, v. 7; (). Os betræffende med hensyn til os. vi have jo i Daaben lovet at komme . cfr p. 86.87 se NB18:60, i SKS 23, 292f. Man beskylder Middelalderen for overspændt Aandelighed sigter formentlig til J.P. Mynsters () prædiken på første pinsedag, 19. maj 1850, i Christiansborg Slotskirke (se kort 2, B2), hvor han kritiserede eneboere og munke; (). i Fløiel med Stjerne og Baand Her kan være tænkt på J.P. Mynster, der som Sjællands biskop og kgl. konfessionarius måtte »bære sorte Fløiels Vinge-Kiorteler« (dvs. ornat i fuldt fløjl), jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragter m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid. Som gejstlig medlem af ordenen Storkors af Dannebrog () måtte Mynster også bære et guldkors i bånd om halsen, så det hang under præstekraven, og et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne, fæstnet på venstre bryst på sit fløjlsornat. og han bliver 70 Aar J.P. Mynster fejrede sin 70-årsdag i 1845. Her sigtes dog nærmest til den traditionelle angivelse af et menneskeliv til at være 70 år, der går tilbage til Sl 90,10, og som her altså betyder 'hele sit liv'.