Niels Jørgen Cappelørn og Christian Fink Tolstrup Journalen NB2 Søren Kierkegaards Skrifter 20 NB2 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen Peter Tudvad Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2003 http://sks.dk/nb2/kom.xml 20130116 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 A: T:! Andægtige tilhører(e)! – Det følgende fremtræder som udkast til en tale ved altergang om fredagen. Der blev hver fredag kl. 9 holdt skriftemål og altergang i Vor Frue Kirke i København, hvor der foruden skriftetalen under skriftemålet også blev holdt en kort prædiken efter skriftemålet inden altergangen. Stilhed til hellige Betragtninger udtryk for personlig andagt. Lignende udtryk anvendes ofte af biskop J.P. Mynster, jf. fx hans prædiken på 1. søndag i advent, »Andagtstimernes Bestemmelse og Værd«, hvor han taler om »at søge Ro til stille Betragtning af det Hellige og Evige« og om, »hvad Andagtens Timer kunne virke til at fremkalde klarere, høiere, bedre Tanker, til at fylde og at hellige Hiertet«, Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. oplag, bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191; bd. 1, s. 4. den ene Festdag ... een Gang om Aaret sigter til langfredag. Fredagsaltergangen var netop henlagt til om fredagen som en form for bods- og bededag for at erindre om langfredag. Regjering Kongemagt. er egl. Repræsentation ... (Monarchiet) sml. »De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske« i første del af Enten – Eller, hvor det hedder: »I det repræsentative Forhold er hele Kraften samlet i et enkelt Individ, og de enkelte Individer participere deri, forsaavidt de participere i dettes enkelte Bevægelser.« Og videre: »Repræsentationens Idee er ved Christendommen bragt ind i Verden.« SKS 2, 70,18-21, og 2, 71,6-7. Der sigtes formentlig også til, at den da. konge if. Kongeloven (1665, først offentliggjort i 1709) og Chr. V's Danske Lov (1683) er konge af Guds nåde, og at han kun står Gud til regnskab. Se også Rasmus Nielsens artikel »Konge og Constitution« i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, nr. 11, 15. aug. 1842 (bd. 1, s. 253-278, især s. 266-268 og s. 271f., jf. ktl. U 56). Categorien »den Enkelte,« ... saa knyttet til mit Navn (...) »hiin Enkelte« hentyder formentlig til, at SK anvendte formuleringen: »hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser«, i forordet til hver af sine tre samlinger af opbyggelige taler fra hhv. 1843 og 1844, i forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder fra 1845 og i forordet til »En Leiligheds-Tale«, første afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der udkom den 13. marts 1847. Brød-Urolighederne i Aar, som gaae Europa rundt jf. Fædrelandet, nr. 96, den 24. april 1847, hvor der rapporteres om »alvorlige Optøier paa Gaderne« i Berlin, »foranlediget af de høie Priser paa Livets første Fornødenheder, i Særdeleshed Kartofler. (...) Politiets Magt har ikke været tilstrækkelig til at gøre Ende paa Urolighederne, hvorfor en betydelig militair Styrke har maattet anvendes (...). Forøvrigt har Bevægelsen i det mindste endnu ingen politisk Charakter«, sp. 766. I nr. 99, den 28. april 1847, fortælles om papirer, der fløj rundt i gaderne i Paris, med »Opfordringer til Mord og Plyndring og Opgivelse af Tid og Sted, hvor Anvisning til Livets Opholdelse skulde gives dem, der savnede det Nødvendige«, sp. 788. Nr. 101, den 1. maj 1847, sp. 801-805, og nr. 103, den 4. maj 1847, sp. 817-822, indeholder en længere artikel »Om Dyrtiden«, der beretter om de høje priser på »de vigtigste Livsfornødenheder, navnlig paa Brødet«, i hele Danmark, og om dyrtid, misvækst og »Brødtrangen« i det vestlige og centrale Europa, om årsagen til krisen og om midlerne til at afhjælpe den. I nr. 102, den 3. maj 1847, kan der fortælles om »tumultuariske Optrin, Demonstrationer mod derværende Handelshuse« i Odense pga. af de høje kornpriser og om en lignende opstand i Århus, hvor »en Mængde af Byens Folk« fik gennemtrumfet, at en ladning kartofler til et brænderi blev solgt »fra Skibet til Alle og Enhver«, sp. 812. I nr. 106, den 7. maj 1847, fortælles om uroligheder i Kalundborg pga. af en udskibning af kartofler, sp. 844. I nr. 109, den 11. maj 1847, oplyses det, at »Brødurolighederne vedblive at udbrede sig over stedse flere tydske Byer«, især i Stuttgart, hvor militæret blev sat ind, og én blev skudt og mange sårede, sp. 870. I nr. 113, den 17. maj 1847, er der tale om uroligheder i Flensborg, sp. 900, og i nr. 121, den 27. maj 1847, om »alvorlige Brøduroligheder« i Gent med plyndringer af bagerbutikker, men uden blodsudgydelser, sp. 967. secessio in montem sacrum lat. 'udvandring til det hellige bjerg'. I årene 494 og 449 f.Kr. forlod plebejerne () Rom og trak sig tilbage til et højdedrag uden for byen, det såkaldte hellige bjerg. På den måde søgte de at tvinge patricierne til at gå ind på deres politiske krav. Oppositionen ... mod Kongen, Regjeringen . »Maria har valgt den bedre Deel« citat fra beretningen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, Luk 10,41-42. – den bedre Deel: er SKs egen gengivelse; ældre da. oversættelser har enten »den gode Part« el. »den gode Deel« (NT-1819). At have ligget værkbruden i 30 Aar ... en Anden først sigter til den syge, der lå ved Betesda dam, og som Jesus helbredte, Joh 5,2-9. Det fortælles om ham, at han havde været syg i 38 år og allerede ligget længe ved dammen og ventet på at blive helbredt af vandet, når det kom i oprør, fordi en Herrens engel fór ned i det. Da Jesus sagde til ham: »Vil du være rask?« svarede han: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Det christelige Lige for Lige: se de følgende kommentarer. Øie for Øie og Tand for Tand jf. 2 Mos 21,23-25: »Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.« som Du forholder Dig ... saa forholder Gud sig til Dig spiller på Matt 6,14-15, hvor Jesus siger: »Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders himmelske Fader og [også] forlade Eder; men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser« (NT-1819). Jf. også Matt 18,35, hvor Jesus siger: »Saa skal og min himmelske Fader giøre mod Eder, om I ikke forlade af Eders Hierter, Hver sin Broder hans Brøst« (NT-1819). tilgiver saa skal og Eder tilgives jf. Luk 6,37, hvor Jesus siger: »forlader, saa skal Eder forlades« (NT-1819). tilgiv os vor Skyld som vi tilgive jf. den femte bøn i Fadervor, Matt 6,12: »Og forlad os vor Skyld, som og [også] vi forlade vore Skyldnere!« (NT-1819). Det at dømme en Anden er at dømme sig selv spiller på Matt 7,1-2, hvor Jesus siger: »Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes« (NT-1819). Naar Du i Livet ... Gud Din Gave sigter til Matt 5,23-24, hvor Jesus siger: »Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.« gak først hen og forliig Dig, og kom saa at offre Din Gave se foregående kommentar. Naar Gud ligesom har fjernet sig ... Ingens Fortrolighed spiller formentlig på udtrykket, »da Guds Fortrolighed var over mit Paulun«, i Job 29,4, jf. Jens Møllers oversættelser af Jobs Bog, i Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91 (forkortet Det Gamle Testamentes poetiske og profetiske Skrifter); bd. 1, s. 63. Poenitentse pønitense, bod (som udtryk for anger). poenitere gøre bod, angre. Lønnen ... Utak, Miskjendelse, Forhaanelse spiller på Matt 5,11-12, hvor Jesus siger: »Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Tauler Johann Tauler (o. 1300-61), ty. dominikanerpræst, mystiker. SK ejede Taulers Nachfolgung des armen Lebens Christi, på ny udg. af N. Casseder, Frankfurt a.M. 1821 [1621], ktl. 282, og Johann Tauler's Predigten auf alle Sonn- und Festtagen in Jahr, udg. af Ed. Kuntze og J.H.R. Biesenthal, bd. 1-3, Berlin 1841-42, ktl. 245-246 (jf. også ktl. 247). »Wem Leid ist wie Freud ... Gott für solche Gleichheit« ordret citat af Tauler fra afsnittet om Jakob Böhme i Moriz Carrieres Die philosophische Weltanschauung der Reformationszeit in ihren Beziehungen zur Gegenwart, Stuttgart og Tübingen 1847, ktl. 458 (forkortet Weltanschauung der Reformationszeit), s. 621. Kursiveringen af 'solche' skyldes SK; hos Carriere står 'Gleichheit' i tredje linie. Udtryk af Jordano Bruno ... Christus holdt sit Indtog I det omfattende afsnit om Giordano Bruno refererer Carriere til Brunos første udgivelse, komedien Il Candelajo (Lysbringeren), hvori det hedder: »Der Aberglaube welcher zum Schwanz des Esels betet auf dem Christus in Jerusalem einzog, die liederliche Gemeinheit welche sich selber preisgibt und Alles für feil hält, die heuchlerische Frömmingkeit welche die Hörner der gestohlnen Kuh der Kirche weiht, die alchemistische Geheimnißkrämerei, die geschmacklose Stubengelehrsamkeit die überall Lateinische Redensarten nöthig hat, all dies wird in bunter Reihe vorgeführt und verlacht, indem der alte lüsterne Bonifazio, der Goldmacher Bartolomeo und der Pedant Manfurio von luftigen Weibern, Seemännern und aus dem Stegreif lebenden Abenteurern tüchtig gefoppt und geprellt werden«, Weltanschauung der Reformationszeit (), s. 368. – Jordano Bruno: Giordano Bruno (1548-1600), it. filosof, munk og præst. Allerede i 1576 modtog Bruno en officiel anklage for kætteri; i 1591 blev han stævnet for inkvisitionsdomstolen i Venedig og senere dømt til bålet i Rom, hvor han blev brændt den 17. febr. 1600. – Christus holdt sit Indtog: hentyder til beretningen om Jesu indtog i Jerusalem på et æsel, Matt 21,1-11. Poenitentsens . Paradoxets Dialektik har jeg ofte nok udviklet se fx notesbog 13:23 (1842-43), i SKS 19, 390f.; Philosophiske Smuler (1844), i SKS 4, 242-257; og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 187-213 og 510-518. Pælen i Kjødet jf. 2 Kor 12,7, hvor Paulus skriver: »Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig«. NT-1819 har ligeledes »en Torn i Kiødet«, hvorimod den foregående Chr. VI's bibel fra 1740 har »en Pæl i Kiødet«, og sådan havde det heddet siden Chr. III's reformationsbibel fra 1550, også i den hus- og rejsebibel, der greb tilbage til Chr. IV's bibel fra 1633, og som udkom første gang i 1699, sidste gang i 1802 og fik en meget stor udbredelse i hjemmene. Journalen NB. p. 251 se NB:192. i disse Dage dvs. i slutningen af april el. begyndelsen af maj 1847. nogle Forelæsninger: om den ethiske ... Meddelelses Dialektik Udarbejdelsen af forelæsningerne er trykt i Pap. VIII 2 B 79-89, s. 143-190. vegetative voksende. et lille Cursus dvs. et offentligt kursus, hvor de omtalte forelæsninger skulle holdes. Da SK havde erhvervet sig magistergraden i filosofi (), havde han ret til at forelæse ved Det filosofiske Fakultet. Indgang bifald, fremgang, optagelse. vurdere Snittet paa mine Beenklæder sigter især til Peter Klæstrups tegninger af SK i Corsaren (), hvor man den 9. jan. 1846 (nr. 277, sp. 4), den 23. jan. (nr. 279, sp. 1 og 2) og den 6. marts (nr. 285, sp. 9) ser SKs lapsede påklædning og bukseben af forskellig længde, mens man den 16. jan. (nr. 278, sp. 5) præsenteres for hans tynde ben i et par alt for store støvler (se illustration 4, 11, 12, 14 og 6). Jf. også »Den nye Planet« i Corsaren, den 9. jan. (nr. 277, sp. 1-4), der former sig som en fiktiv diskussion ml. J.L. Heiberg (), astronomen C.F.R. Olufsen og SK, hvor Olufsen med henvisning til sin skrædder forsikrer SK, at »det ene Buxelaar er s'gu altid lige saa langt som det andet, naar jeg ikke udtrykkeligt forlanger det anderledes, for at see genialsk ud« (sp. 2f.). Forelæsningerne (...) Det om ... maa blive en Bog . (hvis første Afdeling ... ): Kjerlighedens Gjerninger sigter til »Første Følge« af Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form, som blev påbegyndt i slutningen af jan. el. begyndelsen af feb. 1847. Bogen udkom den 29. sept. 1847. det combinerede Amen, som Skolebørnene synge i Frelserens Kirke SKs beskrivelse af 'det combinerede Amen' henleder tanken på genren Amen-fuga, en imiterende sats, der både i den klassiske vokalpolyfonis storhedstid o. 1450-1600 og i baroktidens kirkemusik dannede afslutning på fx messens Credo og Gloria. Et berømt eksempel herpå er Palestrinas afsluttende Amen på Credosatsen i »Marcellusmessen« (1567), der kunne passe på beskrivelsen, men som dog næppe har været sunget af skolebørnene i Vor Frelsers Kirke på den tid. Der er næppe heller tale om, at det pågældende Amen har været komponeret af den lokale organist Fr. Chr. Grüner, der beklædte embedet ved Vor Frelsers Kirke fra 1822-48, og som havde ansvaret for sang- og musikundervisningen på Christianshavns Døtreskole og på Det kgl. Vajsenhus. Tanken falder snarere på den meget produktive kirkekomponist A.P. Berggreen (organist ved Trinitatis Kirke 1838-80), af hvem der kendes flere værker i denne liturgiske genre, bl.a. et firstemmigt, ret kort Amen, som afslutter hans komposition over »Fader Vor« (1830), og hvor stemmerne netop sætter ind med det samme tema efter tur i sopran, alt, tenor og bas for at samles i fuldtonende klange. Der kan også være tale om, at skolebørnene har sunget Amen som kanon, der ligeledes ville svare til beskrivelsen af 'det combinerede Amen'. – Skolebørnene synge: If. forordning af 17. jan. 1829, kap. 18, § 26, var skolebørnene forpligtet til at synge under gudstjenesten: »Forældrene kunne selv tage de mindre Børn med sig i Kirken; men de, som høre til den øverste Klasse i Skolen, og ere over 12 Aar gamle, skulle om Søn- og Hellig-Dagene møde Skolelæreren ved Kirken og følge ind med ham, samt forblive der, saalænge Gudstienesten varer. (...) Iøvrigt skal Skolelæreren anvise saa mange af Børnene plads i Choret, som, foruden Confirmanderne, der kunne rummes; og bør han dertil især vælge dem, som have de bedste Stemmer, og kunne bedst holde Tonen i Sangen. Til Brug for Skolebørnene bør Choret forsynes med de fornødne Bænke, hvor samme ei allerede maatte forefindes.« – Frelserens Kirke: Vor Frelsers Kirke på Christianshavn (se kort 2, C4). allerede maa være optegnet Stedet har ikke kunnet identificeres. Ak, Du lieber Augustin hentyder til en østrigsk vise, der på dansk kendes i formen »Ach, Du lieber Augustin / Alles ist væk, væk, væk!«; i den form bruges den fx i H.C. Andersens eventyr »Svinedrengen« (1842). Visen tillægges gadesangeren Marx Augustin (d. 1705); melodien kendes fra Carl v. Dittersdorfs (d. 1799) orkesterkomposition »Kehraus«. Oppositionen her hjemme Oppositionen mod det oldenburgske monarkis enevoldsregime bestod i 1847 først og fremmest af liberale, der samlede sig om dagbladet Fædrelandet () som deres vigtigste organ, mens en mindre gruppe republikanere skrev i dagbladet Kjøbenhavnsposten og det satiriske ugeblad Corsaren (); hertil kom fra 1846 det demokratisk sindede Bondevennernes Selskab. Naar en Politiebetjent ... straffet af Foresatte Hvis der sigtes til en konkret episode, er denne ikke identificeret. I øvrigt var det ikke usædvanligt, at københavnske politibetjente modtog disciplinære eller retlige straffe, når de misbrugte deres myndighed, ligesom oppositionspressen til stadighed vogtede på dem. Publikum, Mængden, Pøbelen ... Misbrug af Magten hentyder formentlig til følgerne af angrebene på SK i Corsaren (). Generalkrigscomissair jf. G.L. Baden Dansk-Juridisk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1822; bd. 1, s. 193: »Generalkrigskommissar er den Embedsmand, som forestaaer Alt til den Værnepligtiges Udskrivning ved Land- og Søe-Defensionen henhørende. Hans Embedsmyndighed bestemmer R.[eskript] 26 Januar 1808.« Dhr. Reformatorers dvs. de oppositionelle, der ønskede kongemagten bundet til en fri konstitution og regeringsmagten til en folkevalgt rigsdag. judicium lat. ret; dom, kendelse; dømmekraft, skøn. Plebeier – Patricier I oldtidens Rom var der et stærkt modsætningsforhold mellem patricierne (de rige adelsborgere, blandt hvem senatorerne blev valgt) og plebejerne (de almindelige borgere, som ikke hørte til senatorernes klasse). En lang magtkamp mellem patriciere og plebejere endte med, at patriciernes magt o. 300 f.Kr. blev overtaget af nobiliteten, den nye embedsadel, som bestod af både patriciere og plebejere. Har nu ikke Philosophien ... indtraadt i Reflexionen I G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte () argumenterer han for, at mens største delen af den antikke verden (den græske fx) var bundet af umiddelbarhed el. positivitet i form af etablerede skikke og traditioner, så er princippet om subjektiv frihed el. refleksion karakteristisk for den moderne verden, hvilket resulterer i en generel frigørelse fra alle etablerede skikke og institutioner såvel som fra religion. Jf. hertil H.L. Martensens vurdering i hans anmeldelse af J.L. Heibergs Indledningsforedrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1834, i Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 16, Kbh. 1836, s. 525: »Og dog kan det vel ikke blive os forborgent, at det der egentlig udgjør Tidsalderens Brøst, det der er Grunden til den nærværende Menneskeslægts af Reflexionen sønderrevne Bevidsthed, er Mangelen paa en fast Tro, det religiøse Middelpunkt, der kunde samle og forene Kræfterne.« Socrates Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon og Aristoteles den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, Aristofanes, Xenofon og Platon. item lat. ligeledes. Tilhængere. Saadanne har jeg ogsaa nogle af Hvem der tænkes på, vides ikke. Fitteriet egl. fedteri, uærlig, upålidelig optræden, luskeri; slesk, indsmigrende optræden, snobberi. i (...) Rapport til i forhold til, i forbindelse med. Man har travlt med at forhaane mig og udlee mig sigter formentlig især til angrebene i Corsaren ( og ). Bordet fanger fast udtryk, som stammer fra kortspil, og som betegner, at et udspillet kort, der ligger på bordet, ikke kan byttes til et andet; i overført betydning om, hvad der ikke kan gøres om. Gluck zu! dvs. 'Glück zu!', ty. 'Alt godt!', 'Lykke til!' gaaet i sin Moder igjen jf. talemåden 'gå i sin mo(de)r igen' om en plan el. et forehavende, som opgives, bliver til intet. Misligheder betænkeligheder, tvivl; urigtigheder, fejltagelser. dem, der forsvare Bibel (...) dem der angribe Med dem, der forsvarer Bibelen, tænkes der formentlig på de ortodokse teologer, og med dem, der angriber den, på de teologer, der betjente sig af den historisk-kritiske metode (). I øvrigt blev N.F.S. Grundtvig anklaget for at ville tilsidesætte Bibelen til fordel for kirken, jf. hans forsvar i artiklen »Kirken og Skriften« i Dansk Kirketidende (), nr. 26, den 8. marts 1846, bd. 1, Kbh. 1846, sp. 425-429. Se også referatet af A.G. Rudelbachs tale ved årsmødet i Bibelselskabet for Danmark om »Skriften som Guds Ord« i nr. 45, den 19. juli 1846, bd. 1, sp. 740-742, hvor han modgår en del af de angreb, der af nogle rettes mod Bibelen. Cholera blev staaende hentyder formentlig til, at skønt der i første halvdel af det 19. årh. opstod en række vandreepidemier af kolera, som bredte sig fra Indien, lykkedes det ikke at finde et effektivt lægemiddel mod denne dødelige infektionssygdom, der 'blev stående' som uhelbredelig. Under den anden epidemi (1826-38) blev Rusland og Europa hjemsøgt; sygdommen ramte i 1830'ernes begyndelse Tyskland, Sverige og Norge, ligesom den brød ud i Holsten; men det egentlige Danmark gik fri. Den tredje epidemi (1846-61) ramte samtlige lande i Europa samt Nord- og Sydamerika; i Danmark hærgede koleraen 1853-57. Sygdommen smitter ikke gennem luften, men via afføring fra sygdomsramte personer, som er ynglested for kolerabakterien (først opdaget 1883). Luftpompe redskab til at udpumpe luften af en beholder el. til at sammentrykke luften. Det Homøopathiske sigter til særkendet ved homøopatien (opfundet af den ty. læge S.F.C. Hahnemann i begyndelsen af det 19. årh.), dvs. den terapeutiske metode, som består i at behandle en sygdom med ganske små doser af sådanne medikamenter, der anvendt på en rask person el. i store doser ville fremkalde de samme symptomer som den sygdom – det onde (gr. homoíos) – behandlingen søger at kurere. Alle hine Herlige, som have vovet deres Liv for det Gode jf. det faste udtryk 'de el. hine Herlige' for de kristne martyrer, der i kristendommens første århundreder blev henrettet pga. af deres kristne bekendelse. Goethe Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. digter, dramatiker, essayist, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. Lavden lavt vand, ringe dybde. Priis-Courant priskurant, prisliste. Strengelegen musikinstrument med strenge til at spille på. Christus vandt just saaledes Peder ... i det sidste Øieblik hentyder til beretningen i Luk 22,54-62 om Peters fornægtelse, mens han opholdt sig i ypperstepræstens gård under forhøret af Jesus. Da Peter havde fornægtet Jesus tredje gang, galede hanen. Og Jesus »vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: 'Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.' Og han gik udenfor og græd bitterligt« (v. 61-62). hiint Kjerlighedens Blik, der indhentede Peder se foregående kommentar. en Kiøbstad by i provinsen, i modsætning til en hoved- og residensstad. Ved folketællingen den 1. feb. 1845 havde Danmarks største købstad, Helsingør, 7.995 indbyggere, og den mindste, Sandvig, 300 indbyggere. raisonere Nonsens fælde meningsløse, forvrøvlede domme. Et lille Folk, der bilder ... Nationalitetens Vegne sigter til 'det slesvigske spørgsmål', dvs. spørgsmålet om hertugdømmet Slesvigs tilhørsforhold til Danmark. Den liberale opposition vandt fra 1842 større opbakning til sit krav om en fri forfatning ved at knytte denne til en rent da. stat, dvs. et 'Danmark til Ejderen', der inkluderede Slesvig, men ikke hertugdømmet Holsten, der på én gang hørte under den da. krone og var medlem af Det ty. Forbund. Imidlertid var Holsten og Slesvig formelt lovet evig samhørighed, hvorfor 'de nationale' i Danmark i stedet støttede deres fordring på Slesvig ved henvisning til stormagternes garanti for Danmarks krav på Slesvig. eet Folk, som intet Folk er, Jøderne hentyder formentlig til, at jøderne på SKs tid nok var et folk i etnisk forstand, men ikke nationalt set, da de intet land havde, men levede adspredt i forskellige lande. en Journal et tidsskrift, et uge- el. dagblad, en avis. Her hentydes der formentlig til Corsaren, der var et satirisk og politisk ugeskrift, grundlagt og redigeret af M.A. Goldschmidt (), som var redaktør og medskribent indtil 1846. Da Corsaren søsattes torsdag den 8. okt. 1840, rummede det to programartikler. I den første, »En Toast, der kan gjælde som Program«, bliver det fastslået, at Corsaren ønsker at være i opposition til såvel de konservative som de liberale og udgøre et midtpunkt herimellem. I den anden programartikel, »Det egentlige Program«, gør Goldschmidt gældende, at Corsaren ikke vil virke i snæver, politisk henseende, men skal være et organ for »Folkemeningen« og derved have »Interesse for alle Klasser af Læsere«. Om redaktionen får man at vide, at »Størstedelen af os er Studenter, som have gjort sig bekjendte med dansk og udenlandsk Videnskabelighed«, hvorfor man anser det som en naturlig opgave »efter bedste Evne at opfylde en Pligt, som nærmest paaligger den academiske Borger: at hævde og værne om Literaturens Reenhed og Værdighed«. Sluttelig følger nogle ord om bladets navn: »thi der kunde maaskee være dem, som vilde raisonnere som saa: 'En Corsar er et Røverskib eller dog ikke stort bedre, følgelig vil dette Blad vel heller ikke blive stort bedre end et Røverblad, og vil det ikke plyndre Folk, saa vil det vel flaae dem'«. Til almindelig beroligelse kan redaktionen forsikre, at bladet har anderledes ædle visioner: »Vi tænkte os et Skib, der besat med unge modige Mænd midt under en Kamp for fulde Seil styrede ud i Havet, besluttet paa at kjæmpe under sit eget Flag for Ret, Troskab og Ære« (Corsaren, nr. 1, sp. 5-6). Disse programerklæringer til trods bragte Corsaren sig i konstant konflikt med censuren. Under den såkaldte »store Corsarsag« i 1842 fik Goldschmidt 24 dages fængsel, en bøde på 200 rigsdaler samt livsvarig censur. I løbet af sit første halve år havde Corsaren da også hele seks skinredaktører, mens Goldschmidts navn glimrer ved sit fravær i de første tre årgange og først viser sig fra og med nr. 161, hvor han, anført nederst på bagsiden, figurerer som bladets forlægger. den Kjøbstad dvs. København (). Man aftegner Manden med Hagesmække paa Hvis der hentydes til en konkret tegning, har den ikke kunnet identificeres. Fæiskhed den laveste grad af at optræde dyrisk. non plus ultra lat. egl. 'ikke længere', det, der ikke kan overgås, yderpunkt, maksimum. Journal-Pressen . Sophisme opr. en klog handling, senere og her i betydningen: en udspekuleret og snu handling. I Oldtiden smigrede ... Brød og Circenses hentyder til det lat. udtryk 'panis et circenses', lat.' brød og skuespil'. If. den rom. satiriker Juvenals Satires 10, 80f., var det gået således tilbage for romerfolket, at det nu kun ønskede brød og skuespil. Jf. Decimi Junii Juvenalis Satiræ / Die Satiren des Decimus Junius Juvenalis in einer erklärenden Übersetzung [af F.G. Findeisen], Berlin og Leipzig 1777, ktl. 1249-1250, s. 374. Mellemclassen den mellemste befolkningsklasse (mellem over- og underklassen), borgerskabet. pythagorisk Taushed sigter formentlig til den praksis, der tillægges Pythagoras, at hans disciple skulle tilegne sig hans visdom i tavshed, jf. 8. bog, kap. 1, 10, i Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 368: »For at prøves, vare de i fem Aar tause, blot opmærksomme Tilhørere af hans filosofiske Lærdomme, og saae ikke Pythagor«. Afholdenheds-Selskaber (...) ikke at drikke Brændeviin sigter til Total-Afholdenheds-Selskabet og Den Danske Maadeholdsforening, som begge blev stiftet i 1843. En vigtig forskel var, som navnene antyder, at Totalafholdenhedsselskabets medlemmer forpligtede sig til fuldstændig at forsage alkoholiske drikke, mens Mådeholdsforeningens medlemmer kun skulle forsage brændevin, men kunne nyde vin og øl med måde. »Fædrelandet« Fædrelandet var det yngste af de to førende liberale blade (det andet var Kjøbenhavnsposten), grundlagt 1834 af professor C.N. David og overlærer J. Hage. Fra slutningen af 1839 ændredes Fædrelandet fra at være et ugeblad til at udkomme som dagblad og fra 1841 med juristen og journalisten J.F. Giødwad som udgiver og forfatteren, journalisten og politikeren C. Ploug som ansvarshavende redaktør, men da de flere gange dømtes til censur, optrådte to typografer som udgivere i 1846-48. Foruden at kæmpe for frihed og for folkets deltagelse i statslivet søgte det også at fremme de nationale forhold, Slesvigs danskhed og Nordens enhed. item lat. ligeledes. klatfingrede ubehændige, skødesløse. svinepolidske listig, lumsk; ærkesnedig. rejicerede dumpede til en prøve (eksamen); forkastede, vragede. Pro dii immortales! fast lat. formular 'Ved de udødelige guder!' Raaber et rør, man råber el. taler i for at forstærke stemmen; megafon. Koksmaten underkokken på et skib. kan forbyde at have Skydegevær Et sådant forbud har ikke kunnet verificeres. Styrelsen dvs. Guds styrelse. eo ipso lat. 'ved selve dette', i sig selv, netop derved. Journal . Styrelsen . I Evangeliet paa første Pintsedag ... I ikke skulde forfærdes sigter til v. 25: »Dette haver jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder«, v. 27: »Fred lader [efterlader] jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hierte forfærdes ikke, og forsage [giver op] ikke!« og v. 29: »Og nu haver jeg sagt Eder det, før det skeer; at naar det er skeet, I da skulle troe«, i Joh 14,23-30, der er evangeliet til første pinsedag, jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 99f. – Første pinsedag faldt i 1847 på søndag den 23. maj. Fælleden sigter til græsningsarealerne Nørre Fælled, Blegdams Fælled og Østre Fælled (nuv. Fælledparken) NØ for Sortedam Sø, hvor både militæret og »Kjøbenhavns Borgervæbning« holdt parader og øvelser. Vibenshuus kro, beliggende N for Fælleden ved nuv. Vibenshus Runddel; opr. et vogterhus ved kongevejen til Lyngby, opført i 1629 og indtil 1649 beboet af Hans Andersen Vive, deraf navnet Vibenshus, som kendes fra o. 1670. Kroen, der o. 1700 fik en aflægger i Lille Vibenshus, brændte i 1925. sætte et lige saa martialsk Ansigt op, som Daniel Rantzau hentyder måske til Chr.F.C. Holms maleri »Daniel Rantzau bemægtiger sig Tursby Bro«, som han udførte under en rejse til Rom i 1838-39, og som blev købt af Malerisamlingen, i dag Statens Museum for Kunst (se illustration 20 20. Den martialske Daniel Rantzau, »Daniel Rantzau bemægtiger sig Tursby Bro«, maleri af Chr. Holm. SMK Foto, Statens Museum for Kunst ). – Daniel Rantzau: (1529-69), fra 1565 øverstbefalende over den da. hær under syvårskrigen med Sverige 1563-70, berømt for sine militærtaktiske evner og for sin personlige tapperhed, faldt under angrebet på Varberg i efteråret 1569, ramt af en kanonkugle. – martialsk: krigerisk, drabelig, kamplysten, stridbar. tvang Jøderne til at slaae ham ihjel If. de evangeliske beretninger om domfældelsen af Jesus var det jøderne, der krævede ham dømt til døden, jf. fx Matt 27,1.20-26. Narrestreg en nars påfund; naragtigt, tåbeligt, absurd påfund el. foretagende. tertium non datur lat. 'et tredje gives ikke'. Udtrykket betegner i den klassiske logik grundprincippet om 'det udelukkede tredje', der blev formuleret af den gr. filosof, logiker og naturforsker Aristoteles, og som udtrykker, at der ikke gives noget 'tredje' ml. kontradiktoriske modsigelser. Lotterie-Spillere Tallotteriet blev oprettet af privatmanden G.D.F. Koes i 1771, men på grund af den gode forrentning blev det overtaget af staten i 1773. Lotteriet fortsattes for statens regning til og med 1851, da det blev ophævet ved lov, bl.a. efter krav fra stænderforsamlingen i Roskilde. Tallotteriet var overordentlig populært, især blandt de lavere samfundsklasser. Det blev trukket hver uge i både København og Altona, efter 1773 desuden i Vandsbek; men da mange var utilfredse med spillet, idet de fattige kun blev fattigere, indskrænkedes trækningsdagene fra 1. juli 1844 til hver anden uge, og trækningstidspunktet blev flyttet til lørdag kl. 12, da de mange arbejdere først fik udbetalt deres løn lørdag eftermiddag. item lat. ligeledes. hvorledes Jøderne kunne blive saa opbragte jf. fx beretningen om ypperstepræstens forhør af Jesus i det jødiske råd, Matt 26,57-68, og jødernes krav om hans korsfæstelse (). hvad der beskæftigede Oldtiden ... Præexistents jf. fx den grundlæggende tankerække hos Sokrates (): Erkendelse er sjælens erindring fra en tidligere tilværelse, og netop fordi det er muligt for sjælen at erkende, må den nødvendigvis have haft en eksistens, før den blev forenet med legemet ved fødslen (præeksistens). Tanken fremføres bl.a. i Faidon, hvor Sokrates før sin henrettelse taler med sine venner om det fordelagtige i, at sjælen nu befries fra legemet til en fortsat sjælelig tilværelse, og hvor Kebes siger (Faidon, 72e): »Ja men, kære Sokrates, det passer jo ogsaa med den Tanke, som du ofte har plejet at fremsætte, hvis den er rigtig – jeg mener den Tanke, at naar vi lærer noget, er det egentlig blot, at det genopvækkes i vor Erindring; da maa vi jo i en tidligere Tidsperiode have lært det, som nu dukker op igen i vor Erindring; og det vilde være umuligt, hvis ikke vor Sjæl havde levet et eller andet Sted, førend den indtraadte i den menneskelige Skikkelse, den nu har. Ogsaa under dette Synspunkt synes Sjælen at være et udødeligt Væsen« (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 3, s. 182). i Χstd. bleven Postexistents dvs. kristendommens lære om et liv efter livet, altså et fremtidigt liv, det evige liv (). recurrerede egl. 'løbe tilbage til', tage sin tilflugt til. fortreffeligt Ord af Jordano Bruno ... ingen Cithar har jf. afsnittet om Giordano Bruno () i Moriz Carrieres Weltanschauung der Reformationszeit (), s. 467: »Gott, sagt er [Bruno], gleicht nicht einem Manne der die Laute schlagen kann aber keine Laute hat, sondern seine unendliche Macht ist unendliche Wirksamkeit.« ved et Gjestebud (Symposiet), at Talen var om Kjerlighed hentyder til Platons dialog Symposion, hvor der optræder syv talere, som alle taler om kærlighed: Faidros (178a - 180b), Pausanias (180c - 185c), Eryximachos (185e - 188e), Aristofanes (189c - 193d), Agathon (194e - 197e), Sokrates (199c - 212c) og endelig den berusede Alkibiades, som senere støder til og holder en lovtale over Sokrates (214e - 222b). Jf. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1831-59; bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-1166; bd. 2, s. 3-104. ved et Gjestebud, at Maria Magdalena kom til Χstus hentyder til beretningen i Luk 7,36-50 om synderinden, der kom ind og vædede Jesu fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede dem og salvede dem med olie, mens han var til middag hos farisæeren Simon. Efter en længere ordveksling med Simon sagde Jesus til ham om kvinden: »Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt«, v. 47. – Skønt det ikke siges direkte, er synderinden if. traditionen blevet identificeret med Maria Magdalena el. Magdalene, dvs. fra Magdala, men pga. af identifikationen med synderinden har Magdalena fået betydningen 'den faldne kvinde'. If. Luk 8,2 blev hun en discipel af Jesus, efter at han havde helbredt hende for dæmonbesættelse. Hun var til stede ved Jesu korsfæstelse (Matt 27,56) og begravelse (Matt 27,61) og nævnes blandt de kvinder, der dagen efter kom ud til graven for at salve Jesu lig, men af en engel fik at vide, at han var opstået fra de døde (Luk 24,1-12); if. Joh 20,1-18 gik hun alene ud til graven og var den første, der mødte Jesus efter opstandelsen. beleer ler ad, gør til genstand for latter. Nittengrynerie smålighed, pedanteri, ubetydelighed, svaghed. en Mand var: Philosoph og Tyran i Corinth sigter til Periander el. Periandros, gr. filosof, der af flere regnes blandt Grækenlands syv vise, tyran i Korinth (o. 625-585 f.Kr.). Jf. »Fortalen«, 13, og 1. bog, kap. 7, »Periander«, 94-100, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 5 og s. 42-45; jf. også »V. Lebens-Beschreibung. / Periander« i Herrn von Fenelon weiland Erzbischofs und Herzogs zu Cambray Kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weisen, in das Teutsche übersetzt und mit Anmerckungen und Zusätzen vermehret af J.M. von Loen, Frankfurt og Leipzig 1748 [fr. 1697], ktl. 486, s. 78-91. nedlægge Dictaturet i Kiøbh: dvs. Corsaren (). »en Brems« (Socrates) jf. Platons Sokrates' Forsvarstale, 31a, hvor Sokrates () advarer sine dommere mod at dømme ham til døden: »For hvis I gør det, vil I ikke nemt kunne finde en anden af samme Slags som mig, en der – hvis jeg maa bruge et Udtryk, der maaske klinger lidt pudsigt – er blevet sat af Gud paa jeres By ligesom en Bremse paa en stor, ædel Hest, der paa Grund af sin store Krop er noget tung i det og maa holdes i Aande med Stik eller Slag. Det tror jeg virkelig har været Guds Tanke med mig: jeg bruger jo hele min Dag til at holde jer i Aande, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en Bremse, der flyver fra det ene Sted af Kroppen til det andet« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 281). for Arne og Alter spiller på det lat. udtryk 'pro aris et focis' (jf. Cicero De natura deorum (Om gudernes væsen), 3. bog, kap. 40, 94) til angivelse af noget helligt og dyrebart; 'ara' betegner templets alter, mens 'focus' er hjemmets arne, hvor man ofrede til husguderne. for Sopha og Sengested formentlig udtryk for småborgerlighed, filisteri. en Torn i Kjødet . den maleriske Grund det underste el. første farvelag, som skal give dybden i et maleri. flakt fladt. troer Du da ikke at der er en evig Fordømmelse se den følgende kommentar; jf. også 2 Thess 1,9, hvor Paulus siger om de ugudelige, at de »skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt« (NT-1819). Se også § 17 i Confessio Augustana, jf. Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386, s. 57f.: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at den Herre Christus paa den yderste Dag skal komme og opvække alle Døde, give de Gudfrygtige og Udvalgte evigt Liv og evindelig Glæde, men fordømme de ugudelige Mennesker og Djevlene til at pines uden Ende.« at Christus jo siger det jf. fx Matt 7,13, hvor Jesus siger: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.« Se også Jesu tale om verdensdommen i Matt 25,31-46, hvor Menneskesønnen skal samle alle folkeslag foran sin trone og skille dem i to grupper og stille den ene gruppe ved sin højre side og den anden ved sin venstre. Til dem ved sin højre side skal han sige: »Kom, I som er min faderes velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt«, v. 34. Og til dem ved sin venstre side: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle«, v. 41. Talen slutter med at fastslå, at de sidste »skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv«, v. 46. ved Hjælp af Critiken faaet Bibelen bort Med oplysningstiden i det 18. årh. blev teologiens arbejde med de bibelske tekster mødt med kravet fra den almene historieforskning om også i bibelforskningen at anvende en historisk-kritisk metode, dvs. kritisk at søge i teksterne efter historiske årsager og sikre kildeudsagn og bevise de enkelte skrifters ægthed. Denne metode blev undertiden angrebet for at nedbryde Bibelens autoritet. »Jeg kan det ikke anderledes« alluderer til Luthers svar, da han på Rigsdagen i Worms 1521 blev bedt om med klare ord at erklære, om han ville tilbagekalde sin af kirken fordømte lære: »weil (...) mein Gewissen in Gottes Wort gefangen ist, so kann und will ich nichts widerrufen, weil weder sicher, noch gerathen ist, etwas wider das Gewissen zu thun. Hier stehe ich; ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123. Hvad er dog et Msk, at Du kommer ham ihu jf. Sl 8,5: »hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?« (GT-1740). convenerer stemmer overens med, behager. en Gloster ... hævner sig paa det Almene-Msklige sigter til den eng. kong Richard III (1452-85), der var hertug af Gloster (Gloucester), før han kronedes i 1483, i William Shakespeares tragedie Kong Richard den Tredie, jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 6, 1818. Richard III var vanskabt og dermed fra fødslen udskilt og dømt til medlidenhed, hvilket han ikke kunne bære og derfor hævnede sig ved vold. Jf. omtalen i Frygt og Bæven af Richard III som »den mest dæmoniske Figur, som Shakespear har skildret«, i SKS 4, 194. den Pinsel at blive stegt ved en langsom Ild jf. omtalen af »de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild« i »Diapsalmata«, i første del af Enten – Eller, i SKS 2, 27. Med 'Phalaris's Oxe' sigtes der til det torturinstrument i form af en kobbertyr, som tyrannen Falaris (570/65 - 554/49 f.Kr.) i Agrigent på Sicilien anvendte, når han skulle stege sine fanger. Jf. den gr. satiriker Lukians skrift Phalaris, 1, 11f., i Luciani Samosatensis opera, stereotyp udg., bd. 1-4, Leipzig 1829, ktl. 1131-1134; bd. 2, s. 256f., og i Lucians Schriften bd. 1-4, Zürich 1769-73, ktl. 1135-1138; bd. 4, s. 234-239. det er jo Pressen der har beordret det og . mine Penge SKs far døde i 1838 og efterlod sig en formue, der i 1839 blev opgjort til o. 125.000 rigsdaler, som SK og hans ældre bror Peter Christian arvede (jf. F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 67). SK investerede en del af sin arv i aktier og kgl. obligationer. Om hans bekymring for sit udkomme, . I 5 paa 6te Aar har jeg nu arbeidet som Forfatter SK påbegyndte udarbejdelsen af Enten – Eller i oktober 1841, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, i SKS 3, 38-58. Der er litterairt ... ikke sagt eet eneste Ord om mig Af SKs udgivelser blev alene i 1843 følgende anmeldt el. omtalt: Enten – Eller anonymt i Fædrelandet, nr. 1155, den 20. feb.; anonymt i Dagen, nr. 52, den 22. feb.; anonymt (formentlig af C. Rosenhoff) i en længere note til »Episode af 'Forførerens Dagbog'« i Den Frisindede, nr. 23, den 23. feb. (ktl. U 34); af J.L. Heiberg i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade, nr. 24, den 1. marts (bd. 2, s. 285-292, jf. ktl. U 56); af M.A. Goldschmidt i Corsaren (), nr. 129, den 10. marts (sp. 1-3); af en anonym (formentlig redaktionssekretær J.P. Grüne) i »Fragmenter af en Brevvexling« i Forposten, nr. 11-15, den 12. marts til 9. april; af J.F. Hagen i Fædrelandet, nr. 1227f., nr. 1234 og nr. 1241, den 7. til 21. maj (jf. ktl. U 39); og af H.P. Kofoed-Hansen, under mærket »K.-H.«, i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift, den 16. okt. (bd. 1, s. 377-405). To opbyggelige Taler (1843) af en anonym (formentlig en af udgiverne, C.E. Scharling og C.T. Engelstoft) i »Oversigt over den theologiske Literatur i Danmark i Halvaaret Januar til Juli 1843« i Theologisk Tidsskrift (bd. 7 [Ny Række, bd. 1], s. 378f., som i Adresseavisen, nr. 194, den 19. aug., annonceres at have »forladt Pressen«); Gjentagelsen og Frygt og Bæven formentlig af C. Rosenhoff i Den Frisindede, nr. 129, den 2. nov.; og Gjentagelsen af J.L. Heiberg i »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844, den 19. dec. (s. 97-102; ktl. U 57). I 1844-46 blev følgende udgivelser omtalt el. anmeldt: Frygt og Bæven og SKs opbyggelige taler fra 1843 af J.P. Mynster, under mærket »Kts.«, i »Kirkelig Polemik«, den 1. jan. 1844, i Intelligensblade, nr. 41-42 (bd. 4, s. 97-114); Philosophiske Smuler af Fr. Beck, den 30. april 1845, i Neues Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik (bd. 2, hefte 1), og af J.F. Hagen, under mærket »80«, i Theologisk Tidsskrift. Ny Række bd. 4, hefte 1 (dvs. bd. 10, Kbh. 1846; Hagen angiver at have skrevet sin anmeldelse i okt. 1845, mens hefte 1 er averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 107, den 7. maj 1846); Forord af en pseudonym, mærket »3-7«, i Ny Portefeuille (udg. af G. Carstensen, red. af J.C. Schythe), nr. 13, den. 30. juni 1844 (bd. 2, sp. 305-312); Stadier paa Livets Vei anmeldt i Berlingske Tidende, nr. 108, den 6. maj 1845, omtalt af P.L. Møller i hans Gæa, æsthetisk Aarbog, Kbh. 1846 (den 20. dec., s. 172-180); Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift anmeldt af »Prosper naturalis de molinasky« (dvs. P.L. Møller) i Kjøbenhavnsposten, nr. 73 og nr. 74, den 27. og 28. marts 1846, af P.W. Christensen i »Troen og Dialektiken. Imod S. Kierkegaard« i Dansk Kirketidende, nr. 29, den 29. marts 1846 (bd. 1, sp. 475-482), gendrevet af samme P.W. Christensen i »Troens Dialektik« i Dansk Kirketidende, nr. 52, den 20. sept. 1846 (bd. 1, sp. 841-856), og omtalt i de anonyme artikler »Kjøbenhavnspostens Anmeldelse af 'afsluttende uvidenskabelig Efterskrivt« og »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrivt« i Nyt Aftenblad (udg. og red. af H. Trojel), nr. 75 og nr. 76, den 30. og 31. marts 1846. Jf. også artiklen »S. Kjerkegaard og hans Recensenter« i Den Frisindede (udg. og red. af C. Rosenhoff), nr. 58, den 19. maj 1846. otium lat. fritid, lediggang; især brugt i forbindelse med aldersbetinget afgang. Pøbel-literaturens Forfatter dvs. journalist; måske sigtes der også til M.A. Goldschmidt (). Kjøbstaden Kiøbh: . hvad jeg høimodigt har gjort ... en Ende paa Pøbelagtighedens Tyrannie sigter til SKs angreb på M.A. Goldschmidt og Corsaren (). Sæt jeg havde giftet mig med Regine Olsen (1822-1904), som SK var forlovet med fra den 10. sept. 1840 til den 11. okt. 1841. unydelig som ikke kan nydes. reiser 5 Miil ned til min kjære Skov-Egn En mil var siden 1683 fastsat som 12.000 alen, svarende til ca. 7,5 km, dvs. SK har rejst ca. 37 km. Dette svarer til afstanden til den sydlige del af Grib Skov i Nordsjælland, formentlig med udgangspunkt i Store Kro i Fredensborg. Heiberg Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, redaktør og kritiker, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., fra 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer. Berlin SK rejste første gang til Berlin den 25. okt. 1841 og vendte tilbage den 6. marts 1842, anden gang den 8. maj 1843 for at vende tilbage den 30. samme måned, tredje gang den 13. maj 1845 med tilbagekomst den 24. samme måned og fjerde gang den 2. el. 3. maj 1846 med hjemkomst den 16. samme måned. Mine opbyggelige Taler i forskjellig Aand Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der består af tre separat paginerede afdelinger, »En Leiligheds-Tale«, »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre Taler« samt »Lidelsernes Evangelium. Christelige Taler«, udkom den 13. marts 1847. de Sidste ... de ere smaae »Lidelsernes Evangelium. Christelige Taler« består af syv taler, hvoraf den korteste er på små 14 sider og den længste på næsten 26 sider. det Hele i Sammenligning ... er Lidt Opbyggelige Taler i forskjellig Aand består i alt af 359 sider plus hovedtitelblad og indholdsfortegnelse. Skillings-Literatur små, billige bøger. En skilling var datidens mindste mønt; der gik 16 skilling på 1 mark og 96 på en rigsdaler. Ved møntreformen i 1875 blev skillingen afløst af ører (1 skilling = 2 ører). Den store Bog om Adler har jeg holdt tilbage SK skrev den første version af Bogen om Adler fra midten af juni til slutningen af sept. 1846 (Pap. VII 2 B 235, s. 5-230). I 1847 foretog han både en anden (Pap. VIII 2 B 7-8, s. 20-45) og en tredje (Pap. VIII 2 B 9-27, s. 46-79) nyordning og tilrettelæggelse af bogen. – Adler: Adolph Peter Adler (1812-69), da. teolog, erhvervede i 1840 magistergraden på afhandlingen Den isolerede Subjectivitet i dens vigtigste Skikkelser, fra 1841 sognepræst i Hasle og Rutsker på Bornholm, udgav i 1842 Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (ktl. 383), blev suspenderet i 1844 og afskediget i 1845 i nåde og med ventepenge, da hans påstand i forordet til Nogle Prædikener, Kbh. 1843 (ktl. U 9), om at have haft en åbenbaring blev, ikke mindst af biskop J.P. Mynster, opfattet som udtryk for begyndende sindssyge. Efter afskedigelsen udgav Adler Skrivelser min Suspension og Entledigelse vedkommende, Kbh. 1845 (ktl. U 10). Herefter fulgte: Nogle Digte, Kbh. 1846 (ktl. 1502); Studier og Exempler, Kbh. 1846 (ktl. U 11); Forsøg til en kort systematisk Fremstilling af Christendommen i dens Logik, Kbh. 1846 (ktl. U 13); og Theologiske Studier, Kbh. 1846 (ktl. U 12). Vingestrækning rummet, som en fugls vinger indtager, el. længden fra den ene vingespids til den anden, når vingerne er strakt helt ud. Heiberg ... han selv er Skillings-Forfatter J.L. Heiberg () havde i årenes løb udgivet en lang række mindre skrifter især med vaudeviller og lystspil, men også fx småskrifterne Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid fra 1833 (54 sider) og Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole fra 1835 (42 sider). – Skillings-Forfatter: forfatter af 'Skillings-Literatur' (). hvad Campanella siger ... und des Hasses. Carriere p. 567 citat fra kap. 10 om Campanella i Moriz Carrieres Weltanschauung der Reformationszeit (), s. 567. SK har 'Nichtseyn' for 'Nichtsein' og 'Onmacht' for 'Ohnmacht'. – Campanella: Tomasso Campanella (1568-1659), it. filosof, dominikanermunk, sad en lang periode fængslet af inkvisitionen bl.a. beskyldt for at modvirke det sp. kejserdømme, for kritik af en autoritetstro læsning af Aristoteles, som han søgte at erstatte med en erfaringsfilosofi, og for i et skrift at støtte Galileis påstand om, at naturvidenskaben ikke er i modstrid med kristendommen. Einsam und nicht allein ... ich immer bin verstanden. Campanella citat fra Moriz Carrieres Weltanschauung der Reformationszeit (), s. 522, hvor digtet står som motto for kap. 10 om Campanella (). Napoleon levede, at han altid gik med Gift hos sig Der sigtes til Napoleon Bonaparte (1769-1821), som kom til magten i Frankrig ved et statskup i 1799, fra 1804-14 og i 1815 kejser Napoleon I; han regnes for det 19. årh.'s mest betydningsfulde hærfører og blev dyrket som helt og myte. Udsagnet om, at han gik med gift på sig, har ikke kunnet verificeres. Udsigt til Bekymring for mit Udkomme SKs formueforhold () i 1847 lader sig kun fastlægge omtrentligt; men de aktier og kgl. obligationer, som han investerede en del af sin arv i, omsatte han løbende til kontanter; den sidste aktie solgte han o. 2. marts 1847, mens den sidste kgl. obligation blev afhændet o. 14. dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og Pengene (), s. 69-71). Herefter har SK ingen renteindtægter af aktier og obligationer og må i de kommende år yderligere udhule formuen. I dec. 1847 så han sig nødsaget til også at sælge sin ejendom Nytorv 2 (). Om hans salg af restoplag til og modtagelse af honorar fra C.A. Reitzel, . Det var engang mit eneste Ønske at blive Politie-Embedsmand sml. journalen AA:12, i SKS 17, 25,7-14, og journalen JJ:163, i SKS 18, 192f. 4 ß 4 skilling (ß er gængs forkortelse for skilling); fast udtryk for noget, der næsten er værdiløst. En skilling var den laveste møntenhed; der gik 16 skilling på en mark og 96 på en rigsdaler. vaudevilleagtigt komisk undertiden med satiriske træk, farceagtigt. Som genre betegner vaudevillen en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Inspireret af tysk og navnlig parisisk teaterliv indførte J.L. Heiberg i 1825 vaudevillen på Det kgl. Teater. Dyrtiden og Brød-Urolighederne . Af et Forord til Kjerlighedens Gjerninger et stykke af forordet til Kjerlighedens Gjerninger (), som ikke blev anvendt, og som i kladdematerialet findes i lidt forskellige variationer (jf. Pap. VIII 2 B 44 og 46-48, s. 103 og s. 103f.). Jf. dog slutningen af det endelige forord, hvor den samme grundtanke kommer til udtryk: »Det er 'Kjerlighedens Gjerninger', ikke som var nu hermed dens Gjerninger optalte og beskrevne, o langfra; ikke som var selv den enkelte beskrevne nu eengang for alle beskreven, Gud være lovet langtfra! Hvad der i sin hele Rigdom er væsentligen uudtømmeligt, det er ogsaa i sin den mindste Gjerning væsentligen ubeskriveligt, just fordi det væsentligen er heelt tilstede overalt, og væsentligen ikke til at beskrive«, s. 3 (SV2 9, 11). Hiin mægtige Keiser i Østen ... fuldstændig og nøiagtig sigter formentlig til den persiske konge Xerxes (518-465, konge fra 486 f.Kr.). Om ham fortæller den gr. historiker Herodot i Historiae, 7. bog, kap. 100, jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Breslau 1824, ktl. 1117; bd. 2, s. 183f., at da den mægtige persiske hær og flåde var samlet inden slaget mod Grækenland, kørte han rundt i en vogn fra afdeling til afdeling for selv at tage alt i øjesyn, både fodfolket og rytterne, og han lod skriverne nedskrive det hele. Derpå gik han om bord i et sidonisk skib, sejlede rundt blandt krigsskibene, undersøgt dem på samme måde som landstyrkerne og lod det nedskrive. Landbo-Aristokratie (som Sverrig fE) sigter til, at den sv. (land)adel både formelt og, hvad privilegier angik, var stærkere end den da. Den sv. adel var fx særskilt repræsenteret på Stænderrigsdagen og spillede en ledende rolle i både politik og samfundsliv. I Danmark var adelen i første halvdel af det 19. årh. blevet skubbet i baggrunden af det spirende bureaukrati. (ligesom Daaren i Davids Psalme): Ingen seer mig sigter til Sl 94,7: »De sige: Herren ser det ikke«, hvor det dog handler om de ugudelige, mens der i v. 8 er tale om tåber og dårer. Jf. også Sl 10,11, hvor det ligeledes handler om den ugudelige. At selv min Skrædder ... tabte sine Kunder I en satirisk artikel i Corsaren, den 9. jan. 1846 (nr. 277, sp. 2) blev skræddermester Peter M. Ipsen, St. Købmagergade 65 (nuv. Købmagergade 11 (se kort 2, C2)), angivet som SK's skrædder og dermed som ansvarlig for, at hans bukseben angiveligt ikke var lige lange (). Commerce fr. samkvem; kommers, sjov. rangerende Personer personer med rang efter rangfølgen, der var fastlagt ved forordninger af 1746 og 1808 med senere tillæg, og som omfattede 9 klasser inddelt i numre. I rangfølgen indgik både embedsmænd og adelige; de sidste alene i kraft af deres fødsel. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. været i Rapport (...) til været i forbindelse med, stået i forhold til. Heiberg . Stads-Digter digter, som er til pynt, ikke til daglig brug; el. en digter, som gør stads el. væsen af sig selv for at blive beundret og feteret. Formue og . min Fader Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838); løste i 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, opnåede otte år senere tilladelse til at importere kolonialvarer og videresælge dem en gros, trak sig i en alder af 40 år tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter forøgede, formentlig som rentier og investor. Efter sin første kones død giftede han sig den 26. april 1797 med Ane Lund, med hvem han fik syv børn, hvoraf SK var den yngste. Bosatte sig i 1805 i Østergade 9 (se kort 2, C2), indtil han i 1809 købte huset på Nytorv 2 (se kort 2, B2), hvor han boede til sin død. Olding Michael Pedersen Kierkegaard var 56 år gammel, da SK blev født. Lidelsernes Evangelium No 2. idé til »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, som blev til anden separat paginerede afdeling af Christelige Taler, der udkom den 26. april 1848. If. kladden til titlen på denne afdeling hed den først »Stemninger i Striden«, ændret til »Stemninger i Lidelsens Strid«, endelig ændret til »Stemninger i Lidelsers Strid« (Pap. VIII 2 B 98). Når »Lidelsernes Evangelium« her kaldes »No. 2«, skyldes det, at tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand () også har titlen »Lidelsernes Evangelium« med undertitlen »Christelige Taler«. 1. Det Glædelige i ... men seirer evigt idé til den førte tale, »Det Glædelige i: at man lider kun een Gang, men seirer evigt«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 7-17 (SV2 10, s. 117-128). cfr Journalen NB. p. 206 dvs. NB:145 og NB:146. 2. Det Glædelige i ... forhverver Haab idé til den anden tale, »Det Glædelige i: at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 18-26 (SV2 10, s. 129-137). cfr denne Bog p. 238 dvs. NB2:237 og NB2:238. 3. Det Glædelige i ... rigere kan man gjøre Andre idé til den tredje tale, »Det Glædelige i: at jo fattigere Du bliver, desto rigere kan Du gjøre Andre«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 27-37 (SV2 10, s. 138-148). thi al verdslig Besiddelse ... som min voxer idé til et stykke, som omarbejdet indgik i den tredje tale i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 29 (SV2 10, s. 140). 4. Det Glædelige i: ... stærkere bliver Gud i mig idé til den fjerde tale, »Det Glædelige i: at jo svagere Du bliver, desto stærkere bliver Gud i Dig«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 38-47 (SV2 10, s. 149-159). – jo svagere jeg bliver desto stærkere bliver Gud i mig: spiller på 2 Kor 12,10, hvor Paulus skriver: »Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.« 5. Det Glædelige i: ... det vinder jeg evigt idé til den femte tale, »Det Glædelige i: at hvad Du taber timeligt, det vinder Du evigt«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, s. 48-57 (SV2 10, s. 160-170). 6. Det Glædelige i: ... formaaer Troens Anker at holde den Troende idé til den sjette tale i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, som ikke blev anvendt. – Troens Anker: hentyder formentlig til Hebr 6,19: »Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget«. cfr p. 190 og 191 p. 210 i denne Bog dvs. NB2:181, 181.a og 181.b samt NB2:201, 201.a og 201.b. Som sagt se NB2:70. holde (...) paa Pompen svarer enten til 'på pumperne', dvs. udtryk for at holde et skib flydende ved pumpning, el. 'holde sig på pumperne', dvs. udtryk for med nød og næppe at klare sig (især økonomisk), holde det gående. Pæl i Kjødet . udvortes begunstiget sigter til, at SK var økonomisk begunstiget, havde formue (). min Læge Enten Oluf Lundt Bang (1788-1877), da. læge, dr.med., fra 1818 ekstraordinær og fra 1821 ordinær prof., fra 1825-41 desuden overlæge ved Frederiks Hospital i København, hvorefter han ved siden af sit professorat passede sin private praksis som en af byens mest søgte læger. Eller D.A. v. Nutzhorn (). Paulus taler om at være en αϕοϱισμενος jf. Rom 1,1-2, hvor Paulus () omtaler sig selv som »ἀϕωϱισμένος εἰς εὐαγγέλιον ϑεοῦ« (gr. »afsondret/udskilt el. udset til at forkynde Guds evangelium«). αϕοϱισμενος (aphorisménos) er fejl for αϕωϱισμενος (aphōrisménos). Jf. i øvrigt C.G. Bretschneider Lexicon manuale graeco-latinum in libros Novi Testamenti bd. 1-2, 2. udg., Leipzig 1829 [1824], ktl. 73-74; bd. 1, s. 190, hvor ordet i sin grundform, ἀϕωϱίζω (aphōrízō), forklares således: »separo, segrego, ich sondere aus«, hvor 'separo' betyder 'jeg afsondrer, adskiller' og 'segrego' 'jeg afsondrer, udskiller'. hiin Lord hvem den fattige ... ingen Been havde har ikke kunnet identificeres. 10rd 10 rigsdaler. Rigsdaleren var dansk mønt fra 1713-1875, da den blev afløst af kronen (1 daler = 2 kroner). Der er hos SK tale om Rigsbankdaleren, som gjaldt efter statsbankerotten i 1813. En daler underinddeltes i 6 mark og en mark igen i 16 skilling. Man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie. En pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Samtidig kostede et par sko 3 rigsdaler. Evangeliet 2d Søndag i Trinitatis Luk 14,16-24: »Men han [Jesus] sagde til ham [en farisær]: der var et Menneske, som giorde en stor Nadver og bød Mange. 17. Og han udsendte sin Tiener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: kommer! thi nu ere alle Ting beredte. 18. Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg haver kiøbt en Ager, og haver fornøden at gaae ud, og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19. Og en Anden sagde: jeg haver kiøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20. Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21. Og den Tiener kom, og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred, og sagde til sin Tiener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige, og Krøblinger, og Halte og Blinde. 22. Og Tieneren sagde: Herre, det er giort, som du befoel [befalede], og der er endnu Rum. 12. Og Herren sagde til Tieneren: gak ud paa Veiene og ved Gierderne, og nød dem at gaae ind, paa det [for at] mit Huus kan vorde fuldt. 24. Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.« Forordnet Alter-Bog (), s. 111f. – Anden søndag efter trinitatis faldt i 1847 på den 13. juni. Skakkerjøde egl. sjakkerjøde, nedsættende betegnelse for en jøde, der lever af at handle (sjakre). Socrates taler om at elske den Stygge sigter til samtalen mellem Sokrates () og hans elev Kritobulos i Xenofon's (430-355 f.Kr.) Memorabilia, 2. bog, kap. 6, 32: »S[okrates]. Vil Du og love mig, aldrig at lade din Mund berøre en fremmed Mund? K[ritobulos]. Frygt kun ikke: min Mund skal ikke kysse nogen, med mindre det er en Skiønhed. S. Nu talede Du, min Kritobul, atter det, som strider mod din Fordeel: de Skiønne taale aldrig saadanne Karesser [kærtegn]; men de Grimme tage med Fornøielse derimod, fordi disse da troe, man er forelsket i deres Siels Skiønhed«, Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, Kbh. 1792, s. 181f., jf. Xenophontis opera graece et latine, udg. af C.A. Thieme, bd. 1-4, Leipzig 1801-04, ktl. 1207-1210; bd. 4, s. 111. den christelige Lære om at elske Næsten jf. Matt 22,37-40, hvor Jesus siger til en lovkyndig: »'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Se også Luk 10,27; Rom 13,9; Gal 5,14, hvor Paulus skriver, at »hele loven er opfyldt i det ene ord: 'Du skal elske din næste som dig selv'«; og Jak 2,8, hvor budet kaldes »den kongelige lov«. Coroboration egl. corroboration, styrkelse, stadfæstelse. Trediemand en tredje person, som er sagen uvedkommende, en udenforstående. Mag. Ussing kalder ... Tiden »det løbende Spøgelse« jf. J.L. Ussing Reisebilleder fra Syden, Kbh. 1847, ktl. U 107, s. 173, hvor Ussing beretter om sit besøg i et kloster i Grækenland: »Gjerne havde jeg dvælet lidt længere i denne romantiske Bjergegn; men det løbende Spøgelse, man kalder Tiden, bød mig at skynde mig«. – Mag. Ussing: Johan Louis Ussing (1820-1905), da. filolog og arkæolog, blev i 1844 magister på en arkæologisk afhandling og drog kort efter på en udenlandsrejse til bl.a. Grækenland og Tyrkiet, som han har skildret i Reisebilleder fra Syden, hvoraf især skildringen af Thessalien i Nordgrækenland er værdifuld. Efter hjemkomsten i efteråret 1846 forelæste han som privatdocent ved Københavns Universitet og blev i 1847 lektor i gr. og rom. filologi og arkæologi. – 2det Hefte: som indeholder anden (s. 71-154) og tredje del (s. 155-309) om rejsen i hhv. Tyrkiet og Thessalien, blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 136, den 12. juni 1847 (første hefte var udkommet i november 1846). Mynster (i den ell. saa deilige ... hvorledes skal det da gaae med det visne! jf. J.P. Mynsters prædiken på langfredag, »Formedelst Christus er Verden mig korsfæstet, og jeg Verden«, over Luk 23,26-46, i Prædikener bd. 1, 3. opl., Kbh. 1826 [1810], bd. 2, 2. opl., Kbh. 1832 [1815], ktl. 228 og ktl. 2192; bd. 1, s. 192: »Kom du, som begierer Verdens Herlighed, see den [Jesus Christus], der her blev given hen i Døden! Er han dig end ikke kier fremfor Andre, har du end ikke erkiendt ham for din Herre: siig, var han ikke god og uskyldig og kierlig? Dog er dette skeet med ham; er du bedre, end han, at du maatte undflye disse Ting? giør man dette med et grønt Træ, hvad vil da blive med det tørre? Fremtiden er skiult for dig, maaskee komme engang Forfærdelserne ogsaa til dig, maaskee komme Modgang og Forfølgelse, og berøver dig det Eneste, du havde, det Eneste, du begierede: hvorledes vil du bestaae i den onde Tiid?« – Hvad angår billedet med det grønne og det tørre træ, jf. Luk 23,31, hvor Jesus siger til de kvinder, der græder over ham: »Thi giør man dette med det grønne Træ, hvad vil da skee med det tørre?« (NT-1819). – Mynster: Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. præst, forfatter, politiker, sognepræst i Spjellerup fra 1802, indtil han i 1811 blev residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København; fra 1826 hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke, og fra 1834 biskop over Sjællands stift; prædikede hyppigt i de københavnske kirker, især i Vor Frue Kirke og i Slotskirken. Syllogismen logisk følgeslutning, hvor konklusionen udledes af to præmisser (forudsætninger). Χstds Opfordring er: stræb ... Du bliver forfulgt sigter til Jesu formaning i Bjergprædikenen: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen«, Matt 5,48. Og til slutningen af Jesu saligprisninger: »Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på«, Matt 5,11. Christi egne Ord jf. Luk 23,31 (). viist i en af de »christelige Overveielser.« sigter til nr. 5 i første følge af Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form (), s. 214ff. (SV2 9, s. 221ff.). Elskov og Venskab maa jeg dog endnu engang have fat paa Elskov og venskab har SK behandlet i Kjerlighedens Gjerninger (), især i første følge, hvor de som tilbøjelighedens og driftens kærlighed angiver den almindelige menneskelige forståelse af, hvad kærlighed er, sat over for den kristne forståelse af kærlighed som næstekærlighed. Scribe har nu afskaffet Elskov Augustin Eugène Scribe (1791-1861), fr. dramatiker, beherskede det parisiske teaterliv gennem 40 år med sine henved 350 operatekster, vaudeviller og komedier, hvor elskoven ofte afsløres som en flygtig illusion. Mellem 1824 og 1874 var Scribe den mest spillede dramatiker på Det kgl. Teater, hvor han ved J.L. Heibergs mellemkomst fik opført o. 100 stykker. nu vover man ... (som denne Emilie Carlèn) ... som Phantasterie sigter til Emilie Carlèns roman En Nat ved Bullar-Søen, overs. af L. Moltke, bragt som føljeton i Berlingske Tidende, nr. 43, den 20. feb. 1847, - nr. 206, den 4. sept. 1847, derpå udgivet i bogform i tre bd. i 1847 [sv. 1847]. Hovedpersonen, Justus, bliver i løbet af en omskiftelig studietid fanget i en sværmerisk gudsdyrkelse af en kapellan Greve, der ved sit hykleri formår at føre den begavede Justus bag lyset. Justus giver afkald på muligheden af et giftermål, fordi han vil til Afrika som missionær, og ser drømmende sig selv lide martyriet. Før afrejsen til Afrika, som aldrig bliver til noget, virker han som prædikant og vækker især unge kvinder ved sin stærke udstråling. Forfatteren fremstiller de religiøst vakte som hyklere, sværmere og bedragere, mens de mere rationalistisk prægede bliver skildret som de sande troende. Bogens titel hentyder til den sidste nat, hvor Justus forårsager sin brors død, hvorefter dennes hustru, Konstance, i fortvivlelse kaster sig selv og Evelyn (se følgende kommentar) i døden fra en skrænt ved søen, som ligger i det vestlige Sverige, tæt ved den no. grænse. Justus ender som en gal mand, der resten af sine dage vandrer langs søens bredder. – Emilie Carlèn: Emilie Flygare Carlèn, f. Smith (1807-1892), sv. forfatter, der fra 1838 udgav en lang række romaner, som hører til de mest læste i Sverige. at hun godhedsfuldt ... faae en lille Jomfrue til Ægte Justus forelsker sig i Konstance, som han ikke mener at kunne ægte af hensyn til missionærkaldet, ligesom han afviser et ægteskabstilbud fra Evelyn, datter af den rige konsul på godset Ørnvik. I stedet gifter Konstance sig med Justus' bror Leonard, og de slår sig ned på et lille landsted ved Bullarsøen. Justus lider store sjælekvaler pga. sin ulykkelige kærlighed til Konstance. Efter forskellige forsøg på at blive denne smerte kvit ønsker Justus at gifte sig med Evelyn, der nu er enke efter baron Max; han vil opgive sit missionærkald, aflægge sin præstekjole og som ægtemand leve et lykkeligt liv som godsejer. Apostelen Paulus Paulus fra Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«, Rom 1,1-2. Jf. også Gal 1,1-2. gifte hende gifte sig med hende. Nemesis den straffende retfærdighed, der retter sig mod en ufortjent lykke og misbrug af lykken samt for overmod. I gr. mytologi tillige navnet på gudinden for balance i tingene, derfor også for hævn og straf. En Dag saae han hende skjenke Thee ... og han fortvivlede sigter til Justus' besøg hos Evelyn og Max på Ørnvik, hvor han kommer ind i stuen til te og ser, at Evelyn er gravid; »da gjennembævedes han af en Rystelse og en Røst i hans Indre raabte: 'Bort, bort herfra! Nu er hun for hellig for Dit Blik; Englene have udbredt sine Vinger over hende – – bort, bort! Din Vei gaaer ned ad; her tør Du ikke tøve!'« Berlingske Tidende, nr. 140, den 21. juni 1847 (bd. 2, s. 463f.). Evelyn var endnu ikke blevet enke, det blev hun først kort tid efter. fremstiller et Individ ... at han handlede rigtigt hentyder til Justus, der i forlængelse af det foregående tænker: »Alt dette havde kunnet være Dit; Du havde kunnet være den lykkelige, den tilbedede Egtefælle, Du havde kunnet være Herre her og raadet over saa Mange, hvis Velsignelser vilde være faldne paa Dit Hoved; dette milde, rene, himmelske Væsen havde kunnet være Dit; i hendes Favn vilde Du have glemt alle Dine afsindige Drømme; Du vilde have ladet Dig nøies med det Middelmaadige og undgaaet de hærgende Storme, de fortærende Lidenskaber, der siden have behersket Dig; men Du forskjød hende, Du rev Saligheden bort fra denne Engel, efterat Du først havde lært hende at ahne, at der gives en Salighed. Gud har straffet Dig! O, Evelyn, Evelyn, Du er bleven grusomt hevnet!« Berlingske Tidende, nr. 140, den 21. juni 1847 (bd. 2, s. 465). Diogenes skal have sagt ... gjort et andet Msk. vred sigter til Plutarks afhandling De virtute morali (Om den moralske dyd), 452d, hvor Diogenes citeres for at sige til nogle mennesker, som lovpriste Platon: »Was ist denn eben großes an ihm? Er hat schon solange Philosophie studiert, und doch noch keinen betrübt«, jf. Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-9, Frankfurt 1783-1800, ktl. 1192-1196; bd. 4, 1789, s. 240. – Diogenes: Diogenes fra Sinope (o. 400-325 f.Kr.), gr. filosof, grundlagde den kyniske skole. til Grund for en Brudevielse dvs. til grund for en bryllupstale, jf. bestemmelsen herom i kap. 9, »Om Ægteskab«, i Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 318: »Naar Vielsen skal skee, triner Præsten frem og staaendes lige for Brudefolkene holder en liden Tale til dennem om Egteskab, hvor til han kand bruge et Sprog af Bibelen kortelig at forklare, saa vidt den Act kand vedkomme, og siden slutter med en kort Ynske.« Oldtidens Pastoralia hyrdedigte el. hyrderomaner fra oldtiden, dvs. fortællinger om forelskede og forviklede hyrder og hyrdinder, der udfolder sig i en konventionel, idealiseret landskabstype med bløde græstæpper, fuglekvidren, rislen af bække, lette luftninger osv.; hyrdedigtningen begyndte som højlitterær genre i antikken. Måske tænkes der især på den oldgræske hyrderoman Daphnis og Chloë af Longos (o. 2. årh. e.Kr.); romanen handler om den vågnende kærlighed mellem to børn, som vokser op blandt hyrder ude på landet, men det er den voksne kvinde Lykainion, der lærer den purunge hyrde Daphnis elskovskunsten. Jf. Longi Pastoralia graece et latine, udg. af E.E. Seiler, Leipzig 1843, ktl. 1128. Skriftens Lære om Ægteskabet If. ritual for brudevielse skulle præsten læse følgende stykker fra Bibelen: 1 Mos 2,18.21-24; Ef 5,25-29.22-24; 1 Mos 3,16-19; 1 Mos 1,27-28.31a; og Ordsp 18,22. Jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 258-261. Måske tænkes der især på 1 Kor 7 om ægteskab og ugift stand. man stikker jo Fingeren i Jorden ... i hvad Land man er spiller på talemåden 'Stik fingeren i jorden og lugt, hvad land du er i', optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 221. da Jøderne raabte korsfæst hentyder til beretningen om domfældelsen af Jesus, Luk 23,13-25, hvor det fortælles, at da Pilatus tilbød jøderne at få løsladt Barabbas el. Jesus, råbte de: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!«, og da han forsøgte at overtale dem til at vælge Jesus, råbte de: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« »Den, som for min Skyld ... er mig ikke værd.« jf. Luk 14,26-27, hvor Jesus siger: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.« Jf. også Matt 10,37-38, hvor Jesus siger: »Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.« siger Præsten Hverken Luk 14,26-27 el. Matt 10,37-38 indgik i kirkeårets prædiketekster på SKs tid. Gud siges derfor ogsaa at opdrage sine Udvalgte hentyder måske til ApG 9,15-16, hvor Herren i et syn befaler Ananias at gå hen og lægge sin hænder på Paulus, der var blevet blind efter oplevelsen uden for Damaskus: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels Børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Jf. også Hebr 12,4-11. Gregor VIII siger: Bod ... begaae de begrædte jf. den 2. lektion, »von der Buße«, stk. 2, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau og Lindau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 15-16 [fortsat paginerede], Lindau 1845, s. 53: »Worinnen aber die wahre Buße bestehe, dieses lehret uns der gemeldte Papst Gregorius, dieses Namens der achte, wie Folget: Buße thun ist die begangenen Sünden beweinen, und die also beweinte nicht mehr begehen.« – Gregor VIII: augustinerkorherre, kardinal Albertus fra Morra, pave okt. - dec. 1187 som Gregor(rius) VIII. En Geistlig ... vilde have skulde see mig.« ... p. 54. 55 I den 2. lektion, »von der Buße«, stk. 3, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 54f. lyder historien således: »Es befand sich in einer Stadt ein gewisses sündiges Weibsbild, zu deren der hl. [heilige] Abt Paphnutius mit weltlichen Kleidern angethan, sich verfüget. Da er nun zu selbiger kommen, hat er sich angestellt, als wäre er in ihre Schönheit verliebt, und derowegen kommen, damit er derselben genießen, und seinen Begierden willfahren möchte; hat ihr auch annebens ein ansehnliches Geld dessenthalben geben, und gebeten, sie wolle ihn doch an ein heimliches Ort führen, damit er von niemand gesehen würde, und also ohne Scheu die Sünde begehen könnte. Da diese nun den gemeldten hl. Abt an unterschiedliche geheime Oerter geführet, und er sich immer beklaget, daß er fürchte gesehen zu werden, hat sie ihn endlich an einen sehr dunkeln Ort geleitet, und gesagt, daß ihn daselbst niemand sehen könnte, als Gott allein und der Teufel. Aus dieser gegebenen Versicherung hat der fromme Diener Gottes Gelegenheit geschöpft, das Weib zur gewünschten Besserung zu bringen; und hat sie alsobald mit großem Ernst erinnert, daß man vor dem Angesichte Gottes zu sündigen, immer und allezeit einen billigen Schrecken empfinden müsse, und also hat er das unkeusche Weib zur Bußfertigkeit zu bereiten den Anfang gemacht.« I sit eget eksemplar af værket, som befinder sig i KA på Det Kgl. Bibliotek, har SK udhævet denne historie med en lodret blyantsstreg i margin. – Abraham af S. Clara: Abraham a St. Clara er klosternavnet for Johann Ulrich Megerle (1644-1709) fra Baden, augustinermunk, præst i Taxa ved Augsburg fra 1668 og i Wien fra 1672 til sin død; med sine henved 60 skrifter, der udkom i o. 350 udgaver frem til 1785, en af de mest succesfulde forfattere i baroktiden. Den her anførte udgave af hans samlede værker indeholder foruden prædikener og opbyggelige betragtninger også helgenbiografier, eventyrlige beretninger og satire. Paulus . det Stykke som forestiller ... Velstand og naturlig Død sigter til et litografi af P.N. Sølling efter tegning af Christian Hornemann (se illustration 21 21. Litografi af kommandør P.N. Sølling efter tegning af Chr. Hornemann, »Armod og voldsom Død« til venstre, »Velstand og naturlig Død« til højre. SMK Foto, Statens Museum for Kunst ). Peter Norden Sølling (1758-1827), no.-da. søofficer, fra 1812 kommandør, konstruerede o. 1800 en ny type lods- el. redningsbåde, »Søllingske Lodsbaade«, som viste sig at være så sødygtige, at de blev indført mange steder langs den no. kyst. paa den ene Side, et Vrag paa den anden Side se illustration 21. Abraham a St Clara ... ikke eensom jf. den 20. lektion, »von der Einsamkeit«, stk. 8, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 387: »wie der heiligen Gregorius sagt: Was nützet die Einsamkeit des Leibs, wann an dir ermangelt die Einsamkeit des Herzens? Der diese nicht hat kann kein Einsamer, sondern allein ein Alleinwohnender genennet Werden.« I sit eksemplar () har SK udhævet dette stykke med en lodret blyantsstreg i margin. Abraham af S. Clara fortæller ... da jeg er død længe før han jf. den 14. lektion, »von der Armuth«, stk. 8, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 276: »Hiervon hat dir ein schönes Beispiel zur Nachfolgung hinterlassen der heilige und vollkommene Arsenius, zu dem ein sicherer Edelmann von Rom in die Wüste kommen, und ihm angekündiget, daß er von einem seiner Verwandten im Todesbett zum Erben aller und vieler seiner Güter eingesetzet worden, Arsenius aber hat diesem also geantwortet und gesagt: wie kann er mich zum Erben gemacht haben, weilen ich vor ihm gestorben bin? mit diesen Worten hat er den Edelmann sammt dem Testament abgefertiget, und gar nichts angenommen.« I sit eksemplar () har SK indbøjet bladhjørnet mod s. 276. cfr S.W. 15d og 16d B. p. 276. m: se foregående kommentar. Abraham af S. C. ... spotte mig og tale imod mig da. gengivelse af den 11. lektion, »von der Demuth«, stk. 14, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 200,15-21. I sit eksemplar () har SK udhævet dette stykke med en lodret blyantsstreg i margin. – Dominicus: el. Dominikus, egl. Domingo (o. 1170-1221), sp.-fr. augustinermunk, stifter af dominikanerordenen, helgenkåret i 1234. – Tolosa: Toulouse, by i Sydfrankrig. – Carcasson: Carcassonne, by i Sydfrankrig, 85 km SØ for Toulouse. Abraham a. St. Clara ... (Grammatica Religiosa) Grammatica Religiosa oder geistliche Tugend-Schule, in welcher ein Jeder sowohl Geist- als Weltlicher durch fünf und fünfzig Lectionen unterwiesen wird, wie das Böse zu meiden, das Gute zu wirken sey bd. 1-2 (lat. 1691, ty. 1699); bd. 1, i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 1-606. – Grammatica Religiosa: lat. Religiøst regelsæt. p. 22. Augustinus siger ... Serm: 15 da. gengivelse af den 2. lektion, »von der zweiten theologischen Tugend, nämlich der Hoffnung«, stk. 4, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 22,1-6. Udtrykket »som en Steen synker« gengiver: »und hinunter wie ein Stein in den Grund fallen«. I sit eksemplar () har SK indbøjet bladhjørnet mod s. 22. – Augustinus: Aurelius Augustin(us) (354-430), teolog, filosof og retoriker, f. i Nordafrika, siden 383 virksom i Italien, biskop i Hippo fra 395; en af de fire romersk-katolske kirkefædre. – Serm: 15: Sermo (lat. prædiken) 15. p. 134. er ypperlig den 9. lektion, »von dem freventlichen Urtheil«, stk. 2, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 134: »diejenigen Christglaubige und Geistliche, von denen der heilige Gregorius also schreibet: einige sind, die von allen Menschen übel urtheilen; dann wann sie einen sehen, der sich der Demuth befleisset, so sagen sie, er ist ein Gleißner: nimmt er an die ordentliche Ergötzlichkeit, so heißt er ein Fresser; ist er geduldig, so muß er ein verzagter Has seyn; liebt er die Gerechtigkeit, so schreiet man ihn für einen ungeduldigen Menschen aus; liebet er die Einfalt, so wird er für einen Narren gehalten; ist er klug, so muß er listig seyn; siehet man an ihm die Eingezogenheit, und höret weniges reden, so wird er für einen Sonderling gehalten; ist er lustig und fröhlich, so heißt er ausgelassen; hält er seine Regeln und Satzungen genau und fleißig, so klagt man über ihn, daß er ein besonderer Heiliger sey, und wird derohalben gehasset; liebet er ehrliche Gesellschaft, so muß er hören, er sey mehr welt- als geistlich; ist er verschwiegen, und ist friedsam, so ist er doppelt von Herzen; will er andere bessern, das nennet man eine Vermessenheit; wacht und betet er was mehr als andere, so muß er unbescheiden seyn, verschlafet er sich bisweilen, so wird er allezeit gehalten für schläferig; befleißt er sich des Predigens, und suchet des Heil seines Nebenmenschen, so sagt man vom ihm, er suche nicht die Ehre Gottes, sondern sein eigenes Lob; thut er es nicht, so ist es nachlässig; hat er die Gunst der Menschen, so hält man ihn vor einen Schmeichler; will er nicht, oder kann nicht schmeicheln, so sieht man ihn für einen hoffärtigen Menschen an; dieses sagt der obgemeldte heilige Kirchenlehrer Gregorius.« I sit eksemplar () har SK udhævet siden med en blyantsklamme i margin. p. 175. Der hl. Bernardus ... stehe ich in Zweifel citat fra den 10. lektion, »von der Verläumdung oder Ehrabschneidung«, stk. 6, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 175. Lidt ændret ordstilling og tegnsætning. SK har 'Lib. II de consd.' for 'Lib. 2. de consid.' I sit eksemplar () har SK udhævet stykket med en lodret blyantsstreg i margin. – Der hl. Bernardus: Bernhard fra Clairvaux (1090/91-1153), fr. cisterciensermunk, teolog og mystiker, fra 1115 abbed for klosteret i Clairvaux. – Lib. II de consd.: 2. bog af Bernhards skrift De consideratione (1145/53, Om overvejelse), som dels består af konkrete råd til Clairvauxeleven, pave Eugen III, dels af teologiske udredninger. p. 188. Das beste Mittel ... nicht anderer Verbrechen betrachtete citat fra den 11. lektion, »von der Demuth«, stk. 7, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 188. Citatet er et svar, givet af en gammel eneboer, da han blev spurgt: »wie man die wahre Demuth erwerben könnte«. Det parentetiske indskud skyldes SK. I sit eksemplar () har SK udhævet stykket med en lodret fed blyantsstreg i margin. p. 215. Derhalben merkt wohl ... nicht hat überwinden können citat fra den 12. lektion, »von der Hoffart«, stk. 8, i Grammatica Religiosa bd. 1 (), i P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 15-16 (), s. 215f. SK har udeladt '3.' efter 'Epist.', skrevet 'eignen' for 'eigenen' og efter 'Und dieses ist' udeladt »nach Zeugniß des hocherleuchteten Cassiani, L. 11. Instit. c. 7.«, dvs. 11. bog, kap. 7, af De institutis coenobiorum (419-26, Om opdragelsen af munkene) i tolv bøger af Johannes Cassianus (360-430/35), fr. munk, teologisk forfatter og klosterstifter. I sit eksemplar () har SK udhævet stykket med en lodret blyantsstreg i margin. – Fulgentius: Claudius Gordianus Fulgentius el. Fulgentius fra Ruspe (o. 465 - 527 el. 532/33), nordafrikansk munk, fra 507 biskop i Ruspe i Tunesien, betragtet som en Augustin i forkortet form. – Epist. ad Probam c. 15: Epistula III. Ad Probam de virginitate atque humilitate (Tredje Brev. Til Proba. Om jomfruelighed og ydmyghed), kap. 15. Proba antages at være datter af den Symmachus, der var rom. konsul i 485 e.Kr. Evangeliet om den utro Husfoged evangeliet til niende søndag efter trinitatis, Luk 16,1-9:»Men han [Jesus] sagde og [også] til sine Disciple: Der var en riig Mand, som havde en Huusholder; og denne blev beført [hemmelig angivet] for ham, at han ødte hans Gods. 2. Og han kaldte ham, og sagde til ham: hvi [hvorfor] hører jeg dette om dig? Giør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længer forestaae Huset. 3. Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg giøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle. 4. Jeg veed, hvad jeg vil giøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen. 5. Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere, og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig? 6. Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev, og sæt dig snart ned, og skriv halvtredsindstyve. 7. Derefter sagde han til en anden: men du, hvormeget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader [mål] Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev, og skriv firsindstyve. 8. Og Herren lovede [priste] den uretfærdige Huusholder, at han giorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt. 9. Og jeg siger Eder: giører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.« Forordnet Alter-Bog (), s. 129f. – Betegnelsen 'Husfoged' er anvendt i ældre da. bibeloversættelser frem til og med den autoriserede oversættelse af 1647 og i de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802. I sin prædiken over denne tekst benytter J.P. Mynster ligeledes betegnelsen 'Huusfoged', jf. Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 2, s. 172. – Niende søndag efter trinitatis faldt i 1847 på den 1. aug. Det uretfærdige Mammon jf. Luk 16,9, se foregående kommentar. Udtrykket 'den uretfærdige Mammon' er anvendt i ældre da. bibeloversættelser frem til og med den autoriserede revision af 1740 og i de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802. Apostlene sige: »vi ... Løn skulle vi have.« jf. Matt 19,27, hvor apostlen Peter spørger Jesus: »see, vi have forladt alle Ting, og fulgt dig; hvad skulle da vi have?« (NT-1819). Spørgsmålet faldt, efter at Jesus havde talt med en ung mand, der ønskede at vide, hvordan han kunne arve et evigt liv, og sagt til ham, at han skulle sælge alt og give det til de fattige. Det magtede manden ikke og gik bedrøvet bort. Giver os Indgang; ... 2 Cor. VII, 2. citat fra NT-1819. SK har 'gjort' for 'giort'. tiltrodse tiltvinge ved trods. Participant deltager. uden for Porten dvs. uden for en af de porte (Vesterport, Nørreport, Østerport og Amagerport, se kort 2, A1, C1, G1 og B4), som i voldanlægget omkring København dannede indgang til selve byen. bon ton fr. god tone. Kjøbstaden . røg Cigar Det var stadig i 1840'erne nymodens at ryge cigar. Den første cigarfabrik blev oprettet i Tyskland i 1788, men det var først et stykke ind i det 19. årh., at det blev almindeligt i Nordeuropa at anvende tobak til cigarfremstilling. Ergo lat. altså. pereat lat. lad ham omkomme; ned med ham. Hvad Goldschmidt og P.L. Møller practiserer i det Større sigter til de mange satiriske angreb, M.A. Goldschmidt og P.L. Møller rettede mod samtidige personer i Corsaren (). – Goldschmidt: Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, forfatter til bl.a. En Jøde. Novelle af Adolph Meyer, udg. og forlagt af M. Goldschmidt, Kbh. 1845, ktl. 1547; grundlagde Corsaren () i okt. 1840 og var bladets egentlige redaktør til okt. 1846, hvor han solgte det og tiltrådte en étårig udenlandsrejse; udgav og skrev fra dec. 1847 månedsskriftet Nord og Syd. – P.L. Møller: Peder Ludvig Møller (1814-65), da. forfatter, digter og kritiker, redigerede 1843 det polemiske blad Arena og udgav 1845-47 den æstetiske årbog Gæa. Møller bidrog desuden med artikler i forskellige blade, således også »i 'Corsaren' (Adskillige satiriske Kritiker og Digte)«, som han selv oplyste i T.H. Erslews Almindeligt Forfatter-Lexicon bd. 1-3, Kbh. 1843-53 (jf. ktl. 954-969); bd. 2, 1847, s. 406. Vil man ikke hilse Golds. ... saa kom man i Bladet . hans Blad Corsaren (). den ringere Classe byalmuen, arbejdere og småhandlende. Jeg er færdig med »Kjerlighedens-Gjerninger« reen skrevet og Alt . No VIII »VIII. Forsonlighedens Seier i Kjerlighed, som vinder den Overvundne« i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger. reise til Berlin se NB2:132 (). Gud er Kjerlighed jf. 1 Joh 4,8. sagt etsteds om Jøderne ... saa kan Enhver overvinde dem Stedet har ikke kunnet identificeres. den pathetiske Tale den følelsesfulde, kraftfulde, højstemte tale. Socrates . Øltapper ølhandler el. krovært, der udskænker øl. en Liigtale el. en gravtale, til forskel fra en ligprædiken, som holdtes af præsten i kirken fra prædikestolen, efter at jordfæstelsen havde fundet sted ude på kirkegården. Gravtaler omtales i kancelliskrivelse af 19. nov. 1791, der nævner eksempler på, at en kort tale må holdes enten ved graven eller, hvis vejret ikke tillader det, i det hus, hvorfra liget føres til kirkegården. At lade sådanne lig- el. gravtaler holde blev mere og mere skik og brug i det 19. årh., hvilket afspejler sig i kancelliskrivelse af 31. marts 1829, der fastslår, at »der intet kan være imod, at Tale holdes enten i Liighuset eller paa Kirkegaarden«. Disse lig- og gravtaler blev sædvanligvis holdt af præsten, men if. kancelliskrivelse af 21. juni 1817 kunne de også med præstens samtykke holdes af andre, såfremt de efter lovgivningen var berettigede til at prædike, dvs. teologiske kandidater. et Gravvers el. ligvers, dvs. et sørgevers el. et mindedigt over en afdød, der enten anbringes i en krans, lægges ved graven el. sættes på gravstenen. Ligtalens . Øltapper . item lat. ligeledes. Gravtale . Ligtale bestilt hentyder til, at en ligtale kun blev holdt, hvis den i forvejen var bestilt hos præsten og han blev betalt for det. en lille Kjøbstad . Apostlene vare ... af den ringeste Classe (...) Fiskere If. evangelierne var flere af de tolv apostle fiskere, jf. Matt 4,18-22, mens fx Matthæus var tolder, jf. Matt 9,9. Geheimeraader egl. rådgivere, der er indviet i hemmeligheder. Titlen var i brug i Danmark fra Christian IV's tid til 1808. Oprindelig betegnede den kongens virkelige, øverste rådgivere, men efterhånden blev den mere honorær. Efter rangforordningen af 1746 gav den rang i 1. klasse (af ni) og ret til betegnelsen excellence. Med rangforordningen af 12. aug. 1808 forsvandt titlen og erstattedes af gehejmekonferensråd (rang i 1. klasse) og gehejmeetatsråd (2. klasse). Landshøvdinger rom. embedstitel. En landshøvding stod direkte under den rom. kejser og repræsenterede den højeste civile og militære myndighed i en provins; gennem sine embedsmænd forestod han et betydeligt administrativt arbejde, herunder folketælling og skatteudskrivning. I NT omtales fx Kvirinius som landshøvding i Syrien, da Jesus blev født (Luk 2,2), og Pilatus (med urette) som landshøvding i Palæstina under processen mod Jesus (Matt 27). det N. Ts slette Græsk sigter til, at NT er forfattet på det fællesgræske folkesprog, 'koine' (af gr. koinē, 'fælles'), som dengang var i brug i hele Middelhavsområdet; mens især Markusevangeliet er forfattet på et mere folkeligt talesprog, er fx sproget i Lukasevangeliet mere præget af det dannede. Fandt allerede Socrates ... for gl. til Barnagtigheder jf. 2. bog, kap. 5, »Sokrat«, 40f., i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 74: »Derimod havde Lysias skrevet en Forsvars-Tale; Filosofen [Sokrates] læste den, og sagde: denne tale, o Lysias, er smuk, men den passer ikke til mig; – den var nemlig meer en Sagførers Tale end en Filosofs; – Da Lysias sagde: er Talen smuk, hvorledes passer den da ikke til Dig? svarede han: kunde ikke og [også] smukke Klæder og Skoe være upassende til mig?« Jf. også Platons Sokrates' Forsvarstale, 34e, hvor Sokrates siger, at han ikke har tænkt sig at lade sin familie og børn møde op, for at de skal bede om at få ham frikendt; »det vilde ikke se smukt ud, om jeg indlod mig paa saadanne Ting, navnlig i Betragtning af min Alder og det Ry, jeg nu engang nyder, hvad enten det er med Rette eller ej« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 285). ziirligt sirligt, net, pynteligt. Sælgekones kone, der står på et torv og udbyder noget til salg. 6 ß 6 skilling ( og ). Stettin ty. by, hovedstad i det daværende Pommern, beliggende NØ for Berlin ved Oders udløb; nuværende Szczecin i det nordøstlige Polen. Nutzhorn Ditlev Andersen v. Nutzhorn (1800-1865), da. læge, tog i 1824 eksamen ved Det kirurgiske Akademi, blev samme år praktiserende læge i København og i 1843 læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn; han havde sin private konsultation i Størrestræde 256 (nuv. Holmens Kanal 18). Nutzhorn var allerede familien Kierkegaards læge i 1830'erne; han tilså SKs mor under hendes dødsleje i juli 1834 og SKs far under hans dødsleje i aug. 1838. Om SKs besøg hos Nutzhorn har dennes søn H.F.F. Nutzhorn senere fortalt, »hvorledes han, som Lille, for S. Kierkegaard, der jevnligt besøgte Faderen, hans Læge, den ene Dag efter den anden maatte oplæse Andersens 'standhaftige Tinsoldat'«, jf. biografien »Frederik Nutzhorn«, i Apuleius's Amor og Psyche, overs. af F. Nutzhorn, udg. til minde om oversætteren af C. Paludan-Müller, Kbh. 1867, s. VI. 23° angivet i reaumur, svarende til 28-29° celsius. en Sandørk sigter formentlig til, at Stettin var omgivet af klitter. ombord De fire gange, SK tidligere var rejst til Berlin (), foregik det med dampskib fra København til Stralsund. d. 9d August SKs far døde natten til den 9. aug. 1838. Jeg staaer i Handel med Reitzel sigter til SKs forhandlinger med forlagsboghandler Carl Andreas Reitzel (1789-1853), som senere i august førte til en aftale om, at Reitzel dels overtog udgifterne ved trykning af og betalte SK et engangshonorar på 225 rigdaler for Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, dels for 1200 rigsdaler købte restoplaget af Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest, Forord, Stadier paa Livets Vei, Tre Taler ved tænkte Leiligheder, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse, som Reitzel alle havde haft i kommission; Enten – Eller var på det tidspunkt udsolgt og restoplaget af To opbyggelige Taler 1843 overgået til P.G. Philipsen. Jf. Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c 1835-1858, s. 27. handle med mig om Stedet Huset på Nytorv 2, som SKs far købte i 1809, blev ved hans død i 1838 overdraget til SK og hans bror Peter Christian. I maj 1843 solgte Peter Christian sin andel til SK, men beholdt en første prioritet på 7000 rigsdaler i huset. Den ikke identificerede mand købte ikke huset, som blev solgt i dec. 1847 til en Madame Bützow; købesummen var 22.000 rigsdaler. P.C. Kierkegaard lod sin første prioritet på 7.000 rigsdaler blive stående i ejendommen; SK fik en anden prioritet på 5.000 rigsdaler og modtog i jan. 1848 10.000 rigsdaler kontant (jf. Søren Kierkegaard og pengene (), s. 83-85). Flyve-Indfald indfald, som man pludselig får og hurtigt lader fare. spatium lat. rum, udstrækning, mellemrum, tidsrum. færdig med en større Produktivitet SK var netop blevet færdig med Kjerlighedens Gjerninger (). pleier jeg ... ved Hjælp af en saadan Reise SK rejste til Berlin i maj 1843 efter udgivelsen af Enten – Eller i februar, atter i maj 1845 efter udgivelsen af Tre Taler ved tænkte Leiligheder og Stadier paa Livets Vei i april og endelig i maj 1846 efter udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i februar og En literair Anmeldelse i marts (). impetus lat. tilskyndelse, trang, drift; begejstring. Min første Udenlandsreise sigter til SKs første rejse til Berlin i okt. 1841 med hjemkomst i marts 1842 (). det ulykkelige Forhold med min Forlovelse sigter til, at det endelige brud mellem SK og hans daværende forlovede, Regine Olsen, var sket den 11. okt. 1841. Wieland: Aristipp und seine Zeit sigter til C.M. Wielands værk om den antikke verdensanskuelse Aristipp und einige seiner Zeitgenossen bd. 1-4 (1800-01), udg. i C.M. Wielands sämmtliche Werke bd. 33-36, Leipzig 1800-01. – Wieland: Christoph Martin Wieland (1733-1813), ty. digter og forfatter, fra 1769 prof. i filosofi ved akademiet i Erfurt. item lat. ligeledes. en af hans sidste Afhandlinger: Euthanasia ... schmerzlos zu sterben.« sigter til Euthanasia. Drey Gespräche über das Leben nach dem Tode. Veranlasst durch D. I. K. W**LS Geschichte der wirklichen Erscheinung seiner Gattin nach ihrem Tode, udg. af C.M. Wieland, i C.M. Wielands sämmtliche Werke bd. 37, Leipzig 1805. Citatet har ikke kunnet identificeres. de occultis non judicat ... (cfr Journalen JJ.) jf. journalen JJ:339 med tilhørende marginalier 339.a-e, hvor SK udkaster en idé til »et psychologisk Experiment« om en vordende gejstlig, »der frygter for at blive Geistlig (...) og dog er det hans eneste Ønske at blive det, netop fordi det synes ham ad den Vei muligt at gjøre noget Fyldest for sin Synd«. Han går afsides og »læser den canoniske Ret for at see, hvilke Synder det er, som Kirken forbyder – dette: de occultis non judicat ecclesia«. Eksperimentets problemstilling er: »Den dialektiske Modsigelse mell. om han gavner Andre ved at fortie sin Skyld, og søge at virke paa en stillere Maade, ell. om det var bedre at rykke ud med Alt.« Se SKS 18, 250. – de occultis non judicat ecclesia: lat. 'kirken dømmer ikke om det skjulte' (dvs. om de skjulte synder). Hermed sigtes til en berømt læresætning i Den rom.-katolske Kirkes kanoniske retspraksis, hvis proveniens går tilbage til pave Innocens III, der o. 1213 i et dekret (optaget som kap. 33 i Decretalium Gregorii IX, 5. bog, 3. titel) i anledning af en sag om simoni (handel med hellige ting, fx gejstlige embeder, el. verdslig indblanding i besættelse af gejstlige embeder) henviser til kirken, »quæ non iudicat de occultis«. Jf. Corpus juris canonici Gregorii XIII Pont. Max. auctoritate post emendationem absolutam editum, udg. af J.H. Boehmer, bd. 1-2, Halle 1747; bd. 2 (med deltitlen Decretales iussu Gregorii IX. Collectas cum libro sexto Clementinis et extravagantibus tum Joannis XXII tum communibus continens), sp. 726. SKs kilde er ikke identificeret. avanceres fremsættes; rykkes frem med, gås videre med. Et strengere videnskabeligt Værk ... Aristoteles Rhetorik. (Cfr. Journalen JJ jf. journalen JJ:305: »Der skal indføres en ny Videnskab: den christelige Talekunst. construeres ad modum [lat. i stil med] Aristoteles' Rhetorik«, samt den tilhørende marginalie JJ:305.c. Se SKS 18, 236. – Aristoteles Rhetorik: SK ejede Aristoteles' Retorik i to separate udgaver: De arte rhetorica, stereotypudg., Leipzig 1831 (ktl. 1080), og Aristoteles Rhetorik, overs. af K.L. Roth, bd. 1-2 med fortsat paginering, i Schriften zur Rhetorik und Poetik bd. 1-2 (i Aristoteles Werke, i Griechische Prosaiker in neuen Übersetzung, udg. af Tafel, Osiander og Schwab, bd. 132-133), Stuttgart 1833, ktl. 1092. Aristoles' Retorik findes desuden i de gr. og lat. udgaver af hans samlede værker, som SK havde i sit bibliotek (ktl. 1056-1068; ktl. 1069-1073; ktl. 1074-1075; og ktl. 1076). – Aristoteles: fra Stageira (384-322 f.Kr.), gr. filosof, logiker og naturforsker, skrev banebrydende værker inden for filosofiens og videnskabens forskellige discipliner; han studerede på Akademiet og var elev af Platon, men distancerede sig fra denne og grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion; 324 f.Kr. måtte han forlade Athen for at undgå at blive anklaget ligesom Sokrates. en Mappe, som ligger i ... den ene Piedestal hentyder formentlig til et løst blad, hvorpå er anført som nr. 2 en idé til et skrift: »Noget om den gudelige Talekunst med noget Hensyn til Aristoteles Rhetorik« (Pap. VI A 146), samt en række andre løse blade og sammenhæftningerne »om gudelig Veltalenhed« (Pap. VI A 147-156 og VI B 133-137), alle fra 1845. min gamle Journal for 1839 (E. E.) se journalen EE:105, i SKS 18, 40. Journalen EE, der blev ført under SKs eksamenslæsning, dækker perioden feb. til sept. 1839. at Ægteskabet ... umuligt kan blive til een Aand Det stykke i EE:105, der hentydes til, lyder således: »Ægteskabet er Eenhed under Sandselighedsform ikke Eenheden i Aand og Sandhed, derfor hedder det og [også] i Genesis om Mand og Qvinde: 'at de skulde være eet Kjød.' derfor ogsaa Muligheden af andet o: s: v: Ægteskab«. – at de Tvende blive eet Kjød: henviser her til 1 Mos 2,24: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.« Kjerlighedens-Gjerninger og . Text til en Brudevielse . »Skjønhed er bedragelig ... roses.« Ordspr: 31,30 citat fra Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog«, i Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 414. SK har udeladt semikolon foran 'men'. Prof: Heiberg . Mag. SK forsvarede sin disputats Om Begrebet Ironi for magistergraden den 29. sept. 1841. en Fare, som det er min Pligt at gaae i og . Martensen Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; cand.theol. i 1832, efter udenlandsrejsen 1834-36 privatdocent for bl.a. SK, lic.theol. i 1838, fra samme år lektor, fra 1840 ekstraordinær og fra 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet og fra 1845 tillige hofprædikant. Fitterie egl. fedteri, uærlig, upålidelig optræden, luskeri; slesk, indsmigrende optræden, snobberi. hine Ædle svarer formentlig til det mere anvendte udtryk 'hine Herlige' om de kristne martyrer, der i kristendommens første århundrede blev forfulgt og henrettet pga. af deres kristne bekendelse. Fidtefadet fedtefadet. Replik i Debatten i Politivennen ... ikke at komme i Bladet hentyder til hørkræmmer Tommerups replik i Henrik Hertz' Debatten i Politivennen. Vaudeville i to Acter, Kbh. 1836, 1. akt, 6. scene, s. 23f. Her siger Tommerup til vennen Ulrichsen, der mener, at omtalen i bladet snart vil være glemt: »Det er ikke glemt, siger jeg dig. Jeg glemmer det aldrig, og Andre ville nok ogsaa kaage det op. Du veed ikke, hvor Sligt kan pine og nage en Mand. Jeg er nu engang saadant et Menneske: disse Blade ere mig en Pest. Dag og Nat har den Tanke forfulgt mig, at jeg kunde komme i Bladet. Naar der stod noget deri om Boldthuusgaden, saa tænkte jeg: Naa, nu kommer nok Raden snart til Laxegaden og til dig! – for det skal gaae Byen rundt, det er s'gu godt at mærke. Jeg har passet som en Smed paa Ringetøiet og Rendesteensbredtet ved vort Huus! jeg har i de sidste Aaringer ingen Hunde holdt – jeg husker nok Stykket om den bidske Hund i Adelgaden; jeg har af egen Drivt sat Huusleien ned; jeg har givet en ellers ferm Pige Løbepas, blot fordi hun hed Malene og engang havde ligget paa Stiftelsen; – kort sagt, jeg har i et heelt Aar indrettet alle mine Handlinger efter Politivennen og Raketten – og alligevel! alligevel, Ulrichsen!« H. Heiberg. Biskop M. Biskop Mynster (). Verden ikke er bedre end den fremstilles i hans Prædikener sigter til, at den verdslige verden ofte skildres mørkt af Mynster, jf. fx hans prædiken på første søndag i advent, »Andagtstimernes Bestemmelse og Værd«, i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 7: »Naar du skal stride mod det Onde i Verden, naar det angriber, hindrer, krænker dig paa mange Maader, naar du seer saa Mange, som trættes i Striden og lade det Onde raade, har du da forstaaet, hvad den Formaning betyder, at vi skulle overvinde det Onde med det Gode? Naar Verden paa saa mange Maader vil lokke dit Hierte til sig, naar du seer saa Mange, som have tilvendt den deres Kierkelighed, har du da overbeviist dig om, at det første og store Bud er dette: du skal elske Gud over alle Ting?« Og videre s. 9: »Verdens Larm, dens Forlystelser kunne vel adsprede dig, neddysse din Kummer, men ikke helbrede den«. Og s. 12: »Dersom Eders hele Liv gaaer hen i letsindige Adspredelser, i tankeløse Forlystelser, dersom alt det, I høre, er de Domme, der pleie at høres i Verden, alt det I see, er de Gierninger, som pleie at sees i Verden, hvorledes ville I da vente at dannes til noget Bedre, end Det, Mennesker pleie at være – og hvor ypperligt er vel dette?« Jf. også Mynsters prædiken på niende søndag efter trinitatis (), »Lasternes indbyrdes Sammenhæng«, hvor »Verdens Børn« er dem, »som uden Sands for Gud og hans Rige, kun drives af denne Verdens Lyster, kun stræbe efter dens Fordele; i denne Henseende er det vel ogsaa værd at betragte Lignelsen som et Billede paa saadanne Menneskers Levnet, hvorledes det bliver værre og værre med dem, hvorledes de forføre og forføres«, bd. 2, s. 173. Regjeringsmand hentyder til, at Mynster i kraft af sit embede som Sjællands biskop dels var den ledende blandt landets biskopper, dels fungerede som rådgiver for kongen og regeringen i kirkelige anliggender. I øvrigt var Mynster også politisk aktiv, bl.a. som et indflydelsesrigt medlem af stænderforsamlingen i Roskilde. Heiberg . Martensen . Justitsraader titel tillagt personer i forskellige embeder, som var placeret i 5. rangklasse (titulær justitsråd) el. 4. rangklasse ('virkelig', dvs. virkende justitsråd). Rangfølgen var fastlagt ved forordninger af 1746 og 1808 med senere tillæg og omfattede ni klasser inddelt i numre. Kræmmere person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod). Ølhandlere . ikke slippe for godt Kjøb ikke slippe for billigt, ikke slippe så let. item lat. ligeledes. en 70 Aar Den traditionelle angivelse, at et menneskes levealder er 70 år, går tilbage til Sl 90,10: »Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til«. ikke just Folk ... bruger til de Høitbetroede hentyder formentlig til det forhold, at politiet, især det hemmelige politi, anvendte civile politiagenter eller -spioner, undertiden rekrutteret fra det kriminelle miljø; de fungerede som 'stikkere', undertiden ved at tilskynde (politisk) mistænkelige personer til strafbare handlinger. Arbejdet som spion (spejder) betragtedes som et lidet ærefuldt hverv. raisonere fælde domme; spille den kloge; gøre indvendinger. Geistligheden indførte Baalet for at undgaae »Blods-Udgydelse« se følgende kommentar. Giordano Bruno blev brændt på bålet (). da Giordano Bruno ... han skulde brændes jf. afsnittet om Giordano Bruno () i Moriz Carrieres Weltanschauung der Reformationszeit (), s. 410, hvor det fortælles, at da inkvisitionen var færdig med at forhøre og formane Giordano Bruno, »dann degradirten und excommunicirten sie ihn und übergaben ihn der weltlichen Obrigkeit mit der Bitte daß er so gelind als möglich und ohne Blutvergießen (! d.h. auf dem Scheiterhaufen!) bestraft werde.« 1000 Hestes Styrke sigter til måleenheden 'hestekraft', som er mål for arbejdshastighed (effekt). En maskine siges at have 1 hestekraft (hk), når den kan bevæge 75 kg én meter på ét sekund. de 70 Aar her i Livet . o: a: D. og andet deslige. Straffedomme Guds straf, afstraffelse, revselse. Pathos egl. lidelse; lidenskab (grebethed). sandt Ord af Daub ... desswegen am Rechte Nichts liegt.« citat fra D. Carl Daub's Vorlesungen über philosophische Anthropologie, i D. Carl Daub's philosophische und theologsiche Vorlesungen, udg. af Ph. K. Marheineke og Th.W. Dittenberger, bd. 1-7, Berlin 1838-44, ktl. 472-472g; bd. 1, s. 25. SK skriver 'desswegen' i stedet for 'deßwegen'. – Daub: Carl Daub (1765-1836), ty. filosof og teolog, fra 1795 prof. i dogmatik og eksegese i Heidelberg og fra 1805 desuden Kirchenrat. I sin teologiske og filosofiske tænkning var Daub først påvirket af Immanuel Kant, men kom senere under indflydelse af F.W.J. Schelling og endte som højrehegelianer og som en ledende repræsentant for den spekulative teologi. Den hele Stræben ... hver enkelt levende Sprog gjeldende for sig jf. fx J.L. Heibergs artikel »Dansk og Tysk« i Intelligensblade, nr. 20, bd. 2, s. 173-196. Her taler Heiberg om »Skilsmisse« mellem dansk og tysk (s. 173) og om, at »det nationale Sprog er Nationens Sjæl« (s. 175), fordi »Sproget er uadskillelig forbundet med den nationale Tanke og den nationale Bevidsthed« (s. 184). Det Grundtvigske Vrøvl om Nationaliteten sigter formentlig til Grundtvigs højstemte lovprisning af danskheden, den danske folkeånd og det danske modersmål, som kommer til udtryk i fx Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer, Kbh. 1840; Skov-Hornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, Kbh. 1844 (ktl. U 45); Om Kæmpevise-Bogen, en Stemme mod Hr. Levins, Hr. Liebenbargs o. s. v., Kbh. 1847; og Nordens Historiske Minder. Tale ved Den Nordiske Høitid 1847, Kbh. 1847. – Grundtvigske: Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), da. teolog, præst, (salme)digter, historiker, politiker m.m., fra maj 1839 præst ved Vartov Hospitalskirke i København. grundtvigske Candidater sigter formentlig til udgiverne af Dansk Kirketidende (ktl. 321-325), R.Th. Fenger og C.J. Brandt, som begge var teologiske kandidater og tilhængere af Grundtvig. Th. Fenger siger fE, at ... sand Christen henviser formentlig til R.Th. Fengers artikel »Folkene i Kirken og Kirkefolket« i Dansk Kirketidende, nr. 53, den 4. okt. 1846, bd. 2, sp. 9f., hvor han skriver, at »det er umuligt at tænke sig de Christnes Sammensmeltning til et eneste Herrens Folk saalænge de fattes det levende Begreb om hvad et Folkesamfund har at betyde, saalænge de ikke vil agte paa de Baand hvormed Gud her paa Jorden knyttede Mennesker med samme Sprog og af samme Slægt til hinanden saa de uagtet alle Uligheder og forskjellige Meninger om mange, mulig endog høist vigtige Ting, dog kan føle sig som Eet i den fælleds Folkelighed.« den Reise til Berlin se NB2:105 (). en Mand ... betræffende Salget af mit Huus . i Vognen hentyder til, at SK i årenes løb, også i 1847, mange gange havde foretaget ture med hestevogn (winervogn el. jagtvogn), dels til sin bror P.C. Kierkegaard i Pedersborg, dels til Fredensborg, til Dyrenhaven og Røjels Kro i Nyholte, til Lyngby og til Frederiksborg. Det fremgår af regninger fra hyrekusk Lassen i Lille Helliggejststræde, jf. EP III, s. 872f. ombord paa et Dampskib . I Evangeliet ... »han stod for sig selv« Luk 18,11, som indgår i evangeliet til elvte søndag efter trinitatis, Luk 18,9-14, Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. I sit eksemplar af Forordnet Alter-Bog (), som findes i KA på Det Kgl. Bibliotek, har SK i v. 11 med blyant understreget ordene »for sig selv« i udtrykket »Pharisæeren stod for sig selv«, s. 135, og i v. 13 ordene »langt borte« i udtrykket »Og Tolderen stod langt borte«, s. 136. Elvte søndag efter trinitatis fald i 1847 på den 15. aug. i det næste Evangelium ... tog ham afsides Mark 7,33, som indgår i evangeliet til tolvte søndag efter trinitatis, Mark 7,31-37, om Jesu helbredelse af den døve og stumme mand. I sit eksemplar af Forordnet Alter-Bog () har SK på foden af s. 138, hvor evangelieteksten står, skrevet: »v. 33. Betydningen og Nødvendigheden af at være afsides, for at Ens Øren og Mund skal oplades.« Tolvte søndag efter trinitatis faldt i 1847 på den 22. aug. Talen VII i Kjerlighedens Gjerninger 2d Deel »VII. Barmhjertighed, en Kjerlighedens Gjerning, selv om den Intet kan give og Intet formaaer at gjøre« i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (). If. NB2:105 var det under arbejdet med nr. VIII, at SK tænkte på at rejse til Berlin. Lyst til at reise til Berlin se NB2:105 (). besøgte jeg en Dag Kongen hentyder til SKs anden audiens hos kong Christian VIII (1786-1848, konge fra dec. 1839), som synes at have fundet sted søndag den 18. juli 1847 på Sorgenfri Slot. I en tilbageskuende optegnelse fra januar 1849 i journalen NB9 skriver SK: »Den anden Gang jeg talte med Christian VIII var paa Sorgenfrie«. Lidt senere i samme optegnelse noterer han, at han vidste, at kongen »just den Morgen havde været ude at fiske«. Og da kongen takkede for den bog (formentlig Opbyggelige Taler i forskjellig Aand), som SK havde foræret ham under den første audiens, og fortalte, at han havde læst i den, og at »det var meget dybsindigt men ham for høit«, svarede SK: »Deres Majestæt har naturligviis ikke Tid til at læse Bøger, og hvad jeg skriver er heller ikke beregnet paa Dem. De har derimod nu saa nylig havt Naturforskerne hos Dem, det er Noget for Dem« (Pap. X 1 A 42, s. 28 og s. 30f.). Disse oplysninger svarer til, hvad Christian VIII har noteret i sin dagbog. Under søndag den 18. juli 1847 står der: »Fisket paa den lille Banke (...) Audienzer Kl 1½ (...) Diner for endeel af Naturforskerne«; under søndag den 11. juli har han noteret, at han den dag holdt et taffel for »de svenske og norske Naturforskere i Eremitagen«, og under tirsdag den 13. juli: »Diner paa Sorgenfri for de første blandt de fremmede Naturforskere«, se Kong Christian VIII.s dagbøger og optegnelser, udg. af A.M. Møller, bd. 4, 2. del, dækkende 1844-48, Kbh. 1995, s. 755 og s. 753. – SKs første audiens hos Christian VIII fandt sted lørdag den 13. marts 1847 på Amalienborg Slot, jf. »Allerunderdanigst Rapport Fra Adjudant du jour den 13de Marts 1847«, hvor »Magister Kirkegaard« er anført som nr. 21 af i alt 31 (Audiens-Rapporter 1846-1848 på Rigsarkivet). Skønt Christian VIII anfører i sin dagbog, at han havde »Audienzer Kl 1½« søndag den 18. juli 1847, er der ikke bevaret audiensrapport for den dag. jeg bliver hjemme sigter til, at SK under arbejdet med nr. VII el. nr. VIII i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger havde overvejet at rejse til Berlin, se NB2:105 og NB2:135. bringes Manuscript i Trykkeriet dvs. renskriften til Kjerlighedens Gjerninger (), som if. NB2:105 var færdig allerede den 2. aug. 1847. Trykkeriet er Bianco Lunos Bogtrykkeri, der var grundlagt i 1831 og i teknisk henseende forud for de andre trykkerier i København, og som SK havde benyttet til produktionen af alle sine tidligere skrifter. Trykkeriet lå i Østergade 20 (se kort 2, C2). Bogen var færdigtrykt den 24. sept. samme år. Bade-Cour formentlig terapi med vand i form af kolde afvaskninger og kolde el. varme bade, som havde fundet stor udbredelse på SKs tid. SKs læge Oluf Lundt Bang () var en stor fortaler for både indvortes og udvortes behandling med vand. en fast udv: Gjerning sigter til, at SK gang på gang overvejede at søge præsteembede på landet. Se fx NB:7 og NB:57. Bøgerne hentyder formentlig til, at Kjerlighedens Gjerninger består af to separat paginerede dele, første og anden følge, med hver sit titelblad. Leviathan hentyder til Sl 104,26, hvor det hedder, at Gud skabte Livjatan til at lege i havet. Leviathan (GT-1740) el. Livjatan blev på SKs tid ofte identificeret med en krokodille, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Candidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 1, s. 808f. I Sl 74,14 (GT-1740) er den dog forstået som en drage og i Es 27,1 (GT-1740) som en slange. baldre mig egl. baltre mig, dvs. boltre mig, vælte mig. han har gjort for mig uendeligt mere end jeg havde ventet jf. »En første og sidste Forklaring«, upagineret tilføjelse til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, Kbh. 1846, hvor SK vedkender sig det pseudonyme forfatterskab og takker 'Styrelsen' for at have »forundt mig meget Mere end hvad jeg nogensinde havde ventet« (SKS 7, 572,5). begyndte min Forfatter-Virksomhed sigter til Enten – Eller og To opbyggelige Taler fra 1843. Metamorphose omdannelse, forvandling. Jørgen Jørgensen da. jurist, student 1808, cand.jur. 1816, politisekretær, fuldmægtig under Kriminal- og Politiretten i København, afgået i 1846 (if. Juridisk Stat, udg. af G.D.C. Bruun, Kbh. 1849, s. 19). If. to optegnelser på løse blade fra april 1836 (jf. Pap. I A 165-166) har SK kendt Jørgen Jørgensen siden midten af 1830'erne. – I sin biografi Poul Møller. Hans Liv og Skrifter, Kbh. 1894, beskriver Wilhelm Andersen Poul Martin Møllers studenterkreds, der samledes søndag aften i vennen N.C. Møhls hjem, og fortæller: »Et af de vittigste Hoveder i Flokken – som Poul Møller sikkert har forstaaet at sætte Pris paa, da han sætter de mundtlig vittige saa højt – var Jørgen Jørgensen, almindelig kaldet Jørgen, senere en human Politimand, den Gang en godmodig Udhaler [enten en person, der fører et udsvævende liv med druk og erotik, el. en person, der trækker en sag i langdrag], som trøstede sig over Livets Malheur ved melankolske Vittigheder af usædvanligt Gehalt«, s. 27. Hamann Johann Georg Hamann (1730-88), ty. forfatter og filosof, født og opvokset i Königsberg, hvor bl.a. Immanuel Kant var en af hans mange venner i samtidens litterære og filosofiske verden. Hans allusionsrige og ikke let tilgængelige skrifter blev en vigtig filosofisk kilde, især i kampen mod oplysningstidens ensidige fornuftsideal. i hans Skrifter Hamann's Schriften, udg. af Fr. Roth og G.A. Wiener, bd. 1-7, Berlin og Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544. den Oplysning, at Hamann ... som Concubine Der tænkes på fortalen til bd. 3, hvor Roth skriver: »Das Verfahren mit diesen Briefen, das ich in dem Vorberichte des ersten Theiles angegeben, ist auch in dem gegenwärtigen beobachtet worden. Was daraus nicht mittheilbar war, bezieht sich auf die Gewissens-Ehe, welche Hamann im Jahre 1763 einging, und worauf er nicht selten in seinem Schriften, z.B. Th. 2. S. 417. [Hamann's Schriften bd. 2, 1821, s. 417], anspielt. Diese Verbindung Hamann's ist in Königsberg zu seinen Lebzeiten stadtkundig, und, weil sie reiner und glücklicher, als viele bürgerliche Ehen war, nicht anstößig gewesen; auch dem größeren Publicum ist sie nicht unbekannt geblieben. Man findet sie z.B. erwähnt in einem Aufsatze des sel. [seligen] Reichardt in der Urania von 1812, wo aber Hamann's Abneigung gegen die Verwandlung derselben in eine bürgerliche Ehe ganz unrichtig erklärt ist. Rücksichten, denen ich mich nicht entziehen konnte, haben mir untersagt, Hamann's denkwürdige Mittheilungen über das Entstehen dieser Verbindung in die gegenwärtige Sammlung aufzunehmen; es wird aber dafür gesorgt werden, daß sie nicht untergehen«, Hamann's Schriften bd. 3, 1822, s. Xf. i sin Tid sigter til månederne sept. til okt. 1841, da forlovelsen mellem SK og Regine Olsen blev brudt (), og de første år derefter, indtil Regine i 1843 blev forlovet med Johan Frederik (kaldt Fritz) Schlegel. cfr Journalen JJ. p. 160 m: jf. journalen JJ:294, i SKS 18, 233. Adler . Paa hver anden Pagina af Abraham a St. Clara, findes Exempler herpaa P. Abraham's a St. Clara, Sämmtliche Werke (). Adler, hvem Christus bød at nedskrive det jf. forordet til Nogle Prædikener (), s. 3-4, hvor Adler fortæller, hvordan han en aften, da han sad og udviklede det ondes oprindelse, indså »som ved et Lysglimt«, at alt kommer an på Ånden, og at der er en ond ånd til. »Samme Nat,« fortæller han videre, »foer en hæslig Lyd ned i vort Værelse. Da bød Frelseren mig at staae op, og gaae ind og nedskrive disse Ord«. Efter at have citeret ordlyden af Frelserens diktat, fortsætter han: »Derpaa bød Jesus mig opbrænde mit Eget, og for Fremtiden holde mig til Bibelen.« Om bogens prædikener og taler skriver han til sidst: »fra No. VI og til Enden veed jeg, at de ere skrevne ved Jesu medvirkende Naade, saa at jeg kun har været Organ.« Den hele Sag med A. sigter til den langtrukne sag om Adlers afskedigelse, der blev indledt imod ham af biskop J.P. Mynster pga. af den åbenbaring, som Adler i forordet til Nogle Prædikener påberåbte sig at have haft (se foregående kommentar). Mynster foreslog først Adler at søge orlov, men det afslog han. Det medførte, at Mynster med henvisning til Adlers mentale tilstand fik ham suspenderet i begyndelsen af 1844. Skønt 116 af beboerne i Hasle og Rutsker indgav en adresse om at måtte beholde ham som sognepræst, lod Mynster sagen fortsætte. Adler anmodede så om at blive stillet for en provsteret, men det blev afslået. I april 1845 rettede Mynster en række skriftlige spørgsmål til Adler, herunder om han ville erkende at have været i en forvirret sindstilstand, da han udgave sine seneste skrifter. Da Adlers svar ikke var tilfredsstillende, blev han kaldt til samtale hos Mynster, hvilket førte til, at han i en skrivelse af 5. juli 1845 erkendte, at hans skrifter ikke skulle forstås som en åbenbaring sidestillet med kristendommen. På trods af det indstillede Mynster ham til afsked, som blev stadfæstet den 26. aug. 1845. hiint Forord . lade være at udgive Bogen dvs. Bogen om Adler (). at Goldschmidt skulde tage sig min Artikel for nær sigter til angrebet på Goldschmidt () og Corsaren () i artiklen »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« af Frater Taciturnus (den pseudonyme forfatter af »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, tredje del af Stadier paa Livets Vei (1845)), i Fædrelandet, nr. 9, den 10. jan. 1846. Spekhøkere handelsmand, der i det små sælger flæsk, smør samt andre fødevarer og levnedsmidler. Kræmmersvende . At seire paa den Maade som han seirede jf. M.A. Goldschmidts Livs Erindringer og Resultater bd. 1, Kbh. 1877, s. 428f., hvor han fortælle, hvordan SK mødte ham i Myntergade »og gik mig forbi med et stort, yderst forbitret Blik uden at ville hilse eller have hilsen«. Og Goldschmidt fortsætter: »Det store, vilde Blik havde det ved sig, at det ligesom trak Tæppet bort fra den højere Ret, som Kierkegaard hidtil havde pukket paa, og som jeg ikke havde kunnet, men heller ikke villet se, skjøndt jeg vel anede den. Det anklagede og trykkede mig: 'Corsaren' havde sejret i Striden; men selv havde jeg faaet et falsk Nr. 1. Men tillige rejste sig i dette indholdstunge Øjeblik en Protest i mit Sind: jeg var ikke saadan at se ned paa, og jeg kunde bevise det. Inden jeg gjennem Gaderne kom hjem, stod det fast, at jeg vilde opgive 'Corsaren'«. at forløbe sig mod Den sigter til artiklerne imod SK i Corsaren (se følgende kommentar). de Artikler, hvori han udskjeldte mig Corsaren () bragte i 1846 en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger (se illustration 2-15) af SK, nemlig 2. jan. (nr. 276) (se illustration 2 og 3), 9. jan. (nr. 277) (se illustration 4), 16. jan. (nr. 278) (se illustration 5, 6, 7, 8, 9 og 10), 23. jan. (nr. 279) (se illustration 11 og 12), 30. jan. (nr. 280) (se illustration 13), 20. feb. (nr. 283), 27. feb. (nr. 284), 6. marts (nr. 285) (se illustration 14 og 15), 13. marts (nr. 286), 3. april (nr. 289), 17. april (nr. 291), 1. maj (nr. 293), 29. maj (nr. 297), 12. juni (nr. 299), 19. juni (nr. 300) og 17. juli (nr. 304) samt igen 23. okt. (nr. 318) og 24. dec. (nr. 327). Dandsebod egl. dansegulv, især spøgefuldt el. foragteligt om lokale, hvor der afholdes offentlig dans, dansebule. en Jøde M.A. Goldschmidt var jøde (). i en Jøde er der een Gang for alle en vis Fortvivlelse hentyder formentlig til, at Ahasvesrus el. Den evige Jøde symboliserer den evige fortvivlelse. den ringere Classe . hidser man netop den paa mig SK vender igen og igen tilbage til, at angrebet på ham i Corsaren () medførte, at almindelige folk på gaden grinede ad ham, hånede ham osv. Jeg saae ... kastede jeg mig i Gabet sigter til, at pseudonymen Frater Taciturnus i artiklen »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« () gentog sit ønske fra slutningen af artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« (i Fædrelandet, nr. 2078, den 27. dec. 1845) om at blive udskældt i Corsaren (), idet han udtrykkeligt skriver, at han »har gjort Skridtet for Andres Skyld« (SV2 13, s. 468). Prædikeren 4, 17 »forvar Din Fod, naar Du gaaer til Herrens Huus« citat fra Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog«, i Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 426. SK har 'Din' for 'din'. laxe rummelige; løse, slappe; ofte om slaphed i moralsk henseende. denne Vigtighed ... Berlingske T: finder interessante I Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, nr. 164, den 17. juli 1847, omtales rektorens 'Indbydelsesskrift' til eksamen på Borgerdydskolen i København; senere omtales dette skrift som 'programmet'. I nr. 166, den 20. juli 1847, berettes der om Borgerdydskolen på Christianshavns indbydelsesskrift, der indeholder en »interessant Afhandling om den 'rette Grundighed', som især gaaer ud paa vor Tids store Fordringer«. I nr. 167, den 21. juli 1847, behandles Metropolitanskolens indbydelsesskrift, som »indeholder tvende interessante Taler om Aanden i Skolen«. I nr. 170, den 24. juli 1847, er turen kommet til Odense Kathedralskoles indbydelsesskrift, som indeholder »en meget interessant Afhandling 'om det kirkelige Calendervæsen'«. I nr. 175, den 30. juli 1847, omtales Frederiksborg lærde Skole, hvis indbydelsesskrift »indeholder en interessant Afhandling (...) 'om Religionsunderviisningen i de lærde Skoler'«; i samme nr. nævnes, at Kolding lærde Skole har udsendt et indbydelsesskrift. En lignende kortfattet notits bringes i nr. 177, den 2. aug. 1847, om Horsens Skoles indbydelsesskrift. Og i nr. 187, den 13. aug. 1847, omtales Ribe Kathedralskoles indbydelsesskrift, idet bemærkes, at »De ved denne Skole aarligt udkommende Programmer have en speciel Interesse derved at de i de senere Aar have dannet en fortløbende Række af interessante Bidrag til Ribe Byes ældre Historie og Forfatning«. Bartholin hentyder til Efterretninger om Borgerdydskolen i Kjøbenhavn før og nu, udg. af skolens forstandere Chr. Bartholin og J. Stilling, Program ved Overtagelsen af Skolen, Kbh. 1844. – Bartholin: Johan Christian Bartholin (f. 1816), da. skolemand, ved resolution af 28. maj 1844 udnævnt til forstander for Borgerdydskolen i København sammen med cand.theol. J.M.H.F. Stilling; forlod Danmark i 1846. ved Hjælp af Trækruder Hvis der tænkes på et konkret forslag, har det ikke kunnet identificeres. da Skolen var et indesluttet Sted ... »bag Skolens Mure« jf. Efterretninger om Borgerdydskolen i Kjøbenhavn før og nu, s. 22f., hvor de to forstandere taler om, at »en 'Borgerdydskole'« efter »den nyere Tids Fordringer« skal fremme en »fælles og eensartet Dannelse« hos alle skolens drenge, og fortsætter: »i en saadan Skole er det derfor vor Overbeviisning, at man, langfra at opelske og indhegne det saakaldte 'lærde Aristokrati', hellere bør nedrive alle overflødige og skadelige Skillevægge, saa Classerne, baade i aandelig og legemlig Forstand, maae blive lysere og livligere, rummeligere og sundere til Gavn og Glæde for begge de høiere Borger-Classer, hvis Dannelse vor Skole vil grundlægge og forberede.« ad modum lat. ligesom; på denne måde. Per-Madsens Gang egl. Pedermadsensgang, en smal, beskidt sidegade til Østergade el. 'Routen', som 'Strøget' dengang kaldtes (se kort 2, D2). Pedermadsensgang var berygtet, fordi den var den gade i København, der havde flest bordeller. Skolemesteren sigter formentlig til Michael Nielsen (1776-1846), som var bestyrer af Borgerdydskolen i København 1811-44. Han var en stærk og streng personlighed, der drev Borgerdydskolen frem til at være Københavns mest ansete privatskole. SK var elev hos Michael Nielsen. »Vor Tid er Reformernes Tid« hentyder formentlig også til Efterretninger om Borgerdydskolen i Kjøbenhavn før og nu, s. 21-27, hvor de to forstandere fremlægger deres »skizzerede Skoleplan«, der skal lægge op til en reform af undervisningen ved at lægge vægten på »Fællesskab i Dannelsen« og ved if. »den nyere Tids Fordringer« at tage hensyn til »vort sociale og politiske Livs Former« og »beregne Underviisningen med fornødent Hensyn til de forskjellige Livs-Stillinger«, så »den bestemte, umiddelbare Kaldsvirksomhed forberedes og forsaavidt begyndes allerede i Skolen«, s. 21-23. det Sophisme spidsfindigt argument, ordkløveri. naar Grundtvig ... Saxo og Snurro, Modersmaalet jf. fx Grundtvigs () Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer, Kbh. 1840. Heri foreslår Grundtvig, at der oprettes en dansk, folkelig højskole i Sorø »for Danskhed og Modersmaal« (s. 29), hvor der ikke undervises i latin, men i det danske modersmål og på dansk om fædrelandet og dets historie, så »det især vil være Historie og Poesi, og deraf igien Fædrenelandets Historie og Viserne, der paa vor folkelige Høieskole vil spille Mester« (s. 25). Højskolen skal således være et sted, »hvor Modersmaalet udfolder sig i hele sin de Fleste ubekiendte Rigdom og mageløse Yndighed, hvor Fædrenelandet i al sin Deilighed, i Lys og Skygge, staaer afbildet for vore Øine, med Veiene til Ære og Lykke, som Stier der snoe sig giennem Kornmarker, og hvor alle Folkets gamle Helte vaagne ved Kæmpeviserne, for aandelig at gientage deres Helte-Gierninger« (s. 31f.). Undervisningen i modersmålet skal opelske det mundtlige sprog, og »det lærer man slet ikke af nogen Dansk Grammatik, men kun, naar man er folkelig sindet, ved at bruge sine Øren og med Eftertanke læse flittig i saadanne Bøger som den Danske Rimkrønike og Peer Syvs Ordsprog« (s. 23). For »en Levning af Modersmaalets Fynd og Herlighed har Folket dog bevaret i Ordsprogene, som her kan komme dem ypperlig tilpas, naar de lære at anvende dem paa Andet end Hverdags-Ting« (s. 26f.). Her er der ganske vist »den Vanskelighed, at vi kiende for det meste kun lidt til Folkets Ordsprog«, men det er der råd for, da Grundtvig, som han skriver: »alt i Ungdommen [har] været saa forsynlig [omhyggelig, forudseende] at optegne alle de Ordsprog jeg kunde mindes at have hørt, og det blev ventelig den første lille Bog, jeg gav ud efter Høiskolens Stiftelse« (s. 27). Denne bog kom i form af Danske Ordsprog og Mundheld, som Grundtvig udgav i 1845 (ktl. 1549). Jf. i øvrigt de tre andre af Grundtvigs vigtige skolereformskrifter: Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet, Kbh. 1836, om »det mageløse Danske Fiir-Kløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal«; Skolen for Livet og Academiet i Soer borgerlig betragtet, Kbh. 1838; samt Lykønskning til Danmark med Det Danske Dummerhoved og Den Danske Høiskole, Kbh. 1847, hvor de samme temaer om undervisning på den danske højskole i modermålet, kæmpeviser, ordsprog og mundheld samt om fædrelandet og dets historie gentages. – Saxo: hentyder til Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus, fordansket ved N.F.S. Grundtvig, bd. 1-3, Kbh. 1818-22. – Snurro: henviser til Norges Konge-Krønike af Snorro Sturlesøn, fordansket ved N.F.S. Grundtvig, bd. 1-3, Kbh. 1818-22. Christus var Gud, og dog valgte at lide hentyder formentlig til v. 6-8 i Kristushymnen i Fil 2,6-11. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Luc: 24, 51. »og det skete ... skiltes han fra dem.« citat fra NT-1819. Fremhævelsen skyldes SK. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Gerhard Meditationes sacræ ... sapientia vera est jf. Joannis Gerhardi, Meditationes sacrae ad veram pietatem excitandam et interioris hominis profectum promovendum accommodatae, udg. af S. Guenther, Glogau, Leipzig og London 1842, ktl. 518 (lat. Hellige betragtninger til fremkaldelse af sand fromhed og befordring af det indre menneskes udvikling); nr. 19 »De coenae Dominicae mysterio« (»Om mysteriet i Herrens nadver«), med undertitlen »Mirari, non rimari sapientia vera est« (»At forundres, ikke at udforske er sand visdom«), s. 70. – Gerhard: Johann Gerhard (1582-1637), ty. luthersk-ortodoks teolog, fra 1606 superintendent i Heldburg, fra 1615 generalsuperintendent i Coburg og fra 1616 prof. i teologi i Jena; hans Meditationes sacrae (Hellige betragtninger) fra 1606 fandt stor udbredelse og blev overs. til mange sprog. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Mc: 9, 50 »Haver Salt i Eder selv« citat fra NT-1819. Den Bog om Adler ... dele i meget smaae særskilte Partier . Her skitseres en fjerde version, som skal bestå i, at bogen som helhed opgives og dele af den opdeles i fire mindre afsnit: »Om Begrebet Præmisse-Forfattere«, »En Aabenbaring i Samtidighedens Situation«, »Om den Almene, den Enkelte, den særlige Enkelte« og »Om Forholdet mellem et Genie og en Apostel«. Denne opdeling af bogen bliver nøjere præciseret den 1. dec. 1847, se NB3:38 med tilhørende kommentarer. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Vort Borgerskab er i Himlen jf. Fil 3,20: »Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi og [også] forvente Frelseren, den Herre Jesum Christum« (NT-1819). »i den Nat der han blev forraadt« citat fra indstiftelsesordene i nadverritualet: »Vor HErre Jesus Christus i den Nat, der [da] han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen, og æder det! Det er mit Legeme, som gives for Eder! Dette giøre til min Ihukommelse!« Forordnet Alter-Bog (), s. 253f. Se også 1 Kor 11,23-24. Forræderen sigter til disciplen Judas, der forrådte Jesus, jf. Matt 26,47-50. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). 1 Joh: 3, 20. ... Gud større end vort Hjerte« citat fra NT-1819. SK har dog 'saa' for 'da'. I Syndernes-Bekjendelse træde vi alle frem idag hentyder til syndsbekendelsen under skriftemålet, som går forud for altergangen. If. kap. 4, »Om Skriftemaal og Afløsning«, art. 1, i Kirke-Ritualet () var skriftemål gjort til en uomgængelig betingelse for at kunne deltage i nadveren, s. 143f. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). 2 Timoth: 2, 12-13. »Dersom ... han kan ikke fornegte sig selv« citat fra NT-1819. Fremhævelserne skyldes SK, som også har 'fornegte sig selv' i v. 13 for 'nægte sig selv'. Afdøen fra jordisk Lykke ... gode Dage Lignende udtryk er ofte anvendt i den pietistiske teologi og andagtslitteratur, jf. fx Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Kristiania 1829 [ty. o. 1610], ktl. 277, 1. bog, 12. betragtning, »En Christen maa afdøe fra sit Hjertes Lyster og fra Verden, og leve i Christo«, og 13. betragtning, »Af Kjærlighed til Christum, og for den evige Herligheds Skyld, hvortil vi ere skabte og forløste, maae vi afdøe fra os selv og Verden«. Den ny Bog ... sit Liv for Sandheden? jf. »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« af pseudonymen H.H. If. forordet til denne afhandling er den skrevet i »1847 Slutningen«, men blev først udgivet i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H., der udkom den 19. maj 1849. en Forsonings-Død, et Offer han vil bringe jf. fx Rom 3,24-26 og Hebr 9,14.26-28; 10,10.12-14. cfr afsluttende uvidenskabelig Efterskrift p. 460. m: jf. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift af Johannes Climacus, udg. af S. Kierkegaard, Kbh. 1846, s. 460 midten, i SKS 7, 542,32. cfr. denne Bog p. 33 o: ff. jf. NB2:37. cfr. Journalen NB3 p. 78 jf. NB3:65. »Frygt og Bæven« Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de silentio, Kbh. 1843 (SKS 4, 99-210). Cotterie egl. coteri, klub, sluttet selskab (ofte fjendtligt vendt mod udenforstående), klike; intrige. cfr denne Bog p. 194 jf. NB2:186. ikke Lov at offre mit Liv for Sandhed . Martensen: at prædike ... og for Fornemme sigter formentlig til, at H.L. Martensen var blevet udnævnt til hofprædikant den 16. maj 1845 (). Om 'for Fornemme', . som ligner ham jf. fx Joh 13,12-17, hvor Jesus siger til apostlene efter at have vasket deres fødder: »Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer«, v. 15. den Smule Titel . Martensen blev Ridder af Dannebrog den 28. juni 1847. en fuld Kirke i Hovedstaden I sine erindringer Af mit Levned bd. 1-3, Kbh. 1882-83; bd. 2, 1883, s. 86, skriver Martensen: »Kirken var altid fuld, som den, Gud være takket, har været det til denne Dag, og blandt Tilhørerne vare baade Mænd og Qvinder, der hørte til de ædleste og meest dannede i Hovedstaden. Mynster og A.S. Ørsted hørte saaledes til mine stadige Tilhørere.« hans Vel- ell. Høiærværdighed Til de enkelte rangklasser var knyttet særlige tiltaleformer. 'Velærværdighed' brugtes således ved tiltale eller omtale af en præst eller anden gejstlig person, der var af lavere el. uden rang, mens gejstlige i 2.-6. rangklasse blev tiltalt som 'Højærværdighed'. Rangforordningen blev (og bliver stadig) publiceret i den regelmæssigt udgivne Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender, hvori alle rangspersoner var anført. sagt af Montaigne ... fortjent den, venter den.« SKs oversættelse af Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände. Ins Deutsche übersetzt bd. 1-7, Berlin 1793-99, ktl. 681-687; bd. 3, 1793, s. 84, hvor det i 2. bog, kap. 5, »Vom Gewissen«, hedder: »Jeder Mensch, der eine Strafe erwartet, leidet sie; und ein Jeglicher, der sie verdient hat, erwartet sie.« – Montaigne: Michel Eyquem de Montaigne (1533-92), fr. filosof, var først juridisk embedsmand ved domstolen i Bordeaux, men i 1570 trak han sig tilbage til sit herresæde, hvor han tilbragte resten af sine dage og nedskrev sine tanker. Den Kategorie: »at blive staaende« ... Grækenland gik under I sine Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte behandler G.W.F. Hegel Kina, Indien og Israel (sammen med Persien og Egypten) i første del under overskriften »Die orientalische Welt«. Denne første periode er karakteriseret ved et barskt tyranni af accepterede skikke og traditioner. Mens den orientalske verden 'blev stående' ved denne umiddelbarhed, introducerede den gr. verden, som behandles i anden del, princippet om subjektiv frihed, der blev fuldt udviklet i den moderne verden (). Mens Hegel plejer at omtale Kina og Indien sammen, behandler han Israel særskilt. Se fx Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af E. Gans og K. Hegel, Berlin 1840 [1837], i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 9, s. 169 (Jub. bd. 11, s. 191): »Indien, wie China, ist ebenso eine frühe, wie eine noch gegenwärtige Gestalt, die statarisch und fest geblieben ist«. Og bd. 9, s. 270 (Jub. bd. 11, s. 292): »China und Indien sind, wie wir schon gesagt haben, geblieben«. – Rom gik under. Grækenland gik under: Hegel bruger betegnelsen »Untergang« i sin behandling af den gr. verden (jf. undertitlen »Der Untergang des griechischen Geistes«, bd. 9, s. 335 (Jub. bd. 11, s. 357)), mens denne betegnelse ikke er fremherskende i hans behandling af den rom. verden. det absolute Monarchie hentyder formentlig til, at den da. og den kinesiske regeringsform synes at have en del fælles træk: enevælde, patriarkalisme, bureaukrati, forfatningens evige og indiskutable status, dynastisk arveret til tronen. I sin artikel »Konge og Constitution«, som bl.a. omhandler 'det absolutte monarki', i Intelligensblade (), fortæller Rasmus Nielsen, at man i Kina endog »drager Øvrigheden til Ansvar for Vind og Veirligt« (bd. 1, s. 254). forbyde Udvandring sigter formentlig til den kinesiske isolationisme, som fra o. 1400 bl.a. havde givet sig udslag i forbud mod emigration. Den da. regering forbød ikke udvandring, og endnu var udvandring overhovedet et så godt som ukendt fænomen i Danmark. Examens Væsenet i China Kilden har ikke kunnet identificeres. At »Knappen« ... taber han ogsaa Æren Kilden har ikke kunnet identificeres. dette maa findes optegnet eet eller andetsteds før jf. en løs lap med en optegnelse dateret 24. dec. 1836: »Fiirkanten er Parodien paa Cirklen, alt Liv, al Tænkning etc. er Cirkel, men Livets Petrefact [forstening] gaaer netop op i Crystallisations-former, som aldrig bliver til Kreds, derfor er det saa charakteristisk, at Chineserne, hos hvem Alt er Petrefact, antage Jorden at være fiirkantet og deres Rige den inderste Fiirkant – det er noget for fiirkantede Hoveder. – « (Pap. I A 313). Socratess Apologie ... jeg mener Ironie jf. Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates (1841), hvor SK i underafsnittet om »Apologien«, i kapitlet om »Plato«, argumenterer for, at Sokrates' Forsvarstale er ironisk. Se SKS 1, 138-162. – Socratess: (). dens Ægthed I underafsnittet om »Apologien« i Om Begrebet Ironi hentyder SK til Fr. Asts Platon's Leben und Schriften. Ein Versuch, im Leben wie in den Schriften des Platon das Wahre und Aechte vom Erdichteten und Untergeschobenen zu scheiden, und die Zeitfolge der ächten Gespräche zu bestimmen. Als Einleitung in das Studium des Platon, Leipzig 1816, der netop (s. 474-492) betvivler ægtheden af Sokrates' Forsvarstale med henvisning til, at Sokrates ikke er ironisk og ikke synes at ville forsvare sig, men blot overtale dommerne til ikke at dømme ham, for ikke at gå imod guddommen. Se SKS 1, 149. mit Udkomme . saa bebreider man mig at jeg ikke tager et Embede . Levebrøds-Mændene sigter her til præsterne. Legio utallig mængde, stor skare; umådeligt mange. trods Nogen så godt som el. frem for nogen anden. denne Ugudelighed ... den hegelske Philosophies Grundskade sigter formentlig til G.W.F. Hegels retsfilosofi, hvor 'Samvittigheds-Forholdet' synes at rangere lavere end fx 'den offentlige mening'. I Grundlinien der Philosophie des Rechts, oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse, udg. af E. Gans, Berlin 1833 [1821], ktl. 551, i Hegel's Werke () bd. 8 (Jub. bd. 7), behandler Hegel, i kapitlet om 'moralitet', 'det gode og samvittigheden' (§ 129-141). I § 140 udvikler han de moralske former af det onde som en stigende grad af subjektivitet, og blandt disse nævner han overbevisningen, hvor den individuelle samvittighed påberåbes. den hegelske Philosophie er nu blevet saa populair Hegels filosofi blev allerede introduceret i Danmark i 1820'erne, men det er først fra midten af 1830'erne, at den kan siges at udgøre en betydelig retning blandt da. intellektuelle. Den da. hegelianisme nåede sit højdepunkt med H.L. Martensens filosofiske forelæsninger ved Københavns Universitet i 1837-38; disse forelæsninger, der hører til de mest populære i universitetets historie, medførte, at Hegel for alvor kom på mode hos de studerende. En væsentlig rolle spillede også J.L. Heibergs hegelianske tidsskrift Perseus, Journal for den speculative Idee bd. 1-2, Kbh. 1837-38 (ktl. 569). Allerede i 1845 var hegelianismen dog mere el. mindre at betragte som passé. Sjouerne her i betydningen skribenter, der som sjovere (daglejere) lever af løst arbejde og i almindelighed anses for at være rå og uden moral. SK sigter formentlig især til de anonyme og ansvarsfrie 'medarbejdere' på Corsaren () el. til de stråmænd, der af Corsaren blev benyttet som ansvarshavende redaktører; således blev det allerede i Corsaren, nr. 27, den 7. maj 1841, noteret, at »Folk lægge os det tillast, at vi have antaget Arbeidsmænd og Sjouere til ansvarshavende Redacteurer«. den objektive Aand den del af åndsfilosofien i Hegels system, som vedrører menneskeheden forstået som kollektiv, dvs. den social-politiske filosofi og historiefilosofien, jf. Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563 (forkortet Encyklopädie); § 483-552, bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 7,2, s. 376-439 (Jub. bd. 10, s. 382-445). Dette står i modsætning til 'den subjektive ånd', som udgør den del af åndsfilosofien, der vedrører menneskeheden som bestående af individer, dvs. antropologien og psykologien, jf. Encyklopädie, § 387-482, bd. 3, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 40-375 (Jub. bd. 10, s. 46-381). Dette synes saa fE Heiberg ikke om sigter formentlig til J.L. Heibergs () aristokratiske skelnen mellem på den ene side 'de dannede', som bærer ansvaret for at viderebringe kulturen og udviklingen, og på den anden side 'mængden' el. 'de udannede', som blot følger en retning, når først den er sat af de dannede. Jf. fx Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid. Et Indbydelses-Skrift til en Række af philosophiske Forelæsninger, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 13ff. If. SK vil Heiberg derfor forkaste den tanke, at 'Sjouerne' el. 'de udannede' kan være 'den objektive ånd', og reservere det til sig selv og 'de dannede' at være det. Sophismet det spidsfindige argument. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Helligdag her i betydningen søndag. han der stod og faldt ved Passet Termopylæ sigter til spartanerkongen Leonidas, der i 480 f.Kr. sammen med en lille styrke af især spartanere og thessalier forsøgte at standse den mægtige perserhærs fremtrængen ved det daværende snævre pas Thermopylæ mellem bjergene og kysten ved den maliske bugt, hvor floden Spercheios munder ud i bugten. Men da en gr. spion viste den persiske konge Xerxes en mindre kendt bjergsti, omgik perserhæren den gr. stilling og angreb den; trods modig modstand trængte perserne igennem passet og huggede grækerne ned. Beretningen om slaget, der stammer fra den gr. historiker Herodots Historiae, 7. bog, kap. 207-228 (jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Breslau 1824, ktl. 1117; bd. 2, s. 233-242), gengives i Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbejdet af J.G. Woltmann, overs. og forøget af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 2, 1822, s. 119-128. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). jeg har inderligt længtes efter at spise dette Paaske-Maaltid med Eder SKs gengivelse af Jesu ord til de tolv apostle i Luk 22,15. Anonymitet I fortalen til forordning om trykkefrihedens grænser af 27. sept. 1799 (Trykkefrihedsforordningen) hedder det, at »som det har viist sig, at lumsk og nedrig Ondskab i Almindelighed søger Skiul under Anonymitet; men Retfærdighed fordrer, at enhver bør vedstaae ligesaavel det, han lader offentligen trykke, som hvad han skriftligen eller mundtligen yttrer, og at han altsaa ikke mindre bør være sit Navn bekiendt i hiint, end i disse sidste, Tilfælde; saa anseer Han [kongen] det tienligst, at forbyde al Anonymitet, og at paalægge enhver, der udgiver noget trykt Skrift, den Pligt, at nævne sig.« På SKs tid blev anonymitet ikke desto mindre tålt, når blot myndighederne gennem forlæggeren kunne identificere forfatteren. sagt af Montaigne ... (2den Bog 18 Capitel) SKs gengivelse af Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 4, 1794, s. 270, hvor det i 2. bog, kap. 18, »Was folgt, wenn man zu jemand sagt: du lügst«, hedder: »Ich habe gar nicht deswegen studiert, um ein Buch zu schreiben: aber ich habe das ein wenig studiert, was ich darinnen geschrieben habe«. Kjøbstad ... Kiøbenhavn . Aviser sigter til Corsaren (). om de Enkeltes Klædedragt jf. omtalen i Corsaren af SKs lapsede påklædning og bukseben af forskellig længde (). Almeen-Aanden interessen for samfundets vel, samfundsånden. eet Aar paa Prent ... halv Tomme for korte . Kjole mandsdragt, der normalt nåede til knæene, havde ærmeopslag og vide skøder og var forsynet med en enkelt række knapper. Mænder daglig sprog el. barnesprog, ofte om store kraftige mandspersoner. Crimen læsæ Almeen-Aanden spiller på udtrykket 'Crimen læsæ majestatis' (lat. 'majestætsforbrydelse'), dvs. en forbrydelse, der krænker almenånden. en Jøde hentyder til M.A. Goldschmidt (). en Prophet, som ... kæmper med hele Europa sigter til N.F.S. Grundtvig (). Jf. fx Danne-Virke et Tids-Skrift bd. 1-4, Kbh. 1816-19; bd. 1, s. 16f., hvor Grundtvig i afsnittet »Om dansk Poesie, Sprog og Historie« angiver som målet med tidsskriftet »at bygge et aandeligt Dannevirke« i den tro, »at der er intet af det nyere Europas Folk der har saa store lovlige Besiddelser i Aandens Rige som det Danske, intet Folk der har et saa oprindeligt Tungemaal, saa mærkelige [bemærkelsesværdige] Oldsagn, saa eiendommelig en Smag i Historie og Poesie som det Danske har havt, og maae have, naar det ei skal aandelig døe og forgaae; men er det sandt da er et Dannevirke upaatvivlelig en høistnødvendig Bygning (...) ingenlunde til at hindre Samkvem med Udlændinger, men til at værge mod fiendtligt Indfald«. Jf. også Om Nordens Historiske Forhold. Tale den 20de October 1843 i det Skandinaviske Selskab, Kbh. 1843, ktl. U 44, s. 18f. Jf. endvidere Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet, Kbh. 1836, s. 49, hvor Grundtvig henviser til »Syvaars-Krigens Ende, da hele Europa overvældede os som Napoleons Med-Skyldige«. bevæger Himmel og Jord uden noget Punkt udenfor hentyder til den gr. matematiker, fysiker og opfinder Arkimedes (o. 287-212 f.Kr.) fra Syrakus på Sicilien, der tillægges udsagnet: »Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge jorden.« Jf. Marcellus-biografien, kap. 14, 7, i den gr. forfatter Plutarks sammenlignende biografier Vitae parallelae: »Imidlertid skrev dog Archimedes til Kong Hiero, sin Beslægtede og Ven, at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid kunde have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, 1804, s. 272. Han propheterer ... en mageløs Fortid sigter til N.F.S. Grundtvig. Jf. fx hans højstemte tale den 28. maj 1842 Danske Folke-Fester, en Røst fra Danske Samfund, Kbh. 1842, hvor det hedder, s. 6f.: »Ja m. H. [mine Herrer] jo ældre jeg bliver, des fastere sammenvoxer dette Haab med min Sjæl, dette min Ungdoms dristige Haab om det gamle Danmarks Gienfødsel og Fornyelse i Fædrenes Aand, og jo længer jeg lever, og jo meer jeg lærer, des lysere bliver i denne Henseende mine Udsigter (...) derfor kan jeg nu baade see og sige tydelig, hvoraf mit Haab oprandt og hvorpaa det hviler.« Og s. 8: »naar det kun er en historisk Sandhed, at Danmark fra Arildstid var de kiærlige, søde, dybe, uudslettelige, Minders Hjem, da kan det umuelig feile, at jo disse Minder blandt os og vore Børn vil opleve et mageløs herligt Gylden-Aar!« Og senere i Nordens Historiske Minder. Tale ved Den Nordiske Høitid 1847, Kbh. 1847, hvor Grundtvig taler begejstret om »de mageløse Mindesmærker fra Valdemars-Dagene«, s. 17 og s. 15. Samt i Lykønskning til Danmark med Det Danske Dummerhoved og Den Danske Høiskole, Kbh. 1847, hvor han taler om et »saa ældgammelt og berømt et Folks Historie, som det Danske«, og fremsætter sit mageløse håb om, at Danmark »vil give hele Europa et lysende Exempel«, at »et ældgammelt Folk, med en mageløs dyb og kiærlig Følelse, som selv da det, med en mageløs Selvfornægtelse, blot af Føielighed, trællede for de Fremmede, dog kiækt forsvarede sit Fædreneland, vil, naar det bliver sig selv og sit store Kald bevidst, udvikle en stille Kraft og fredelig Daadfuldhed, som man aldrig saae Mage til«, s. 60f. forudsige, at den forrige Konge ... omstyrter et mægtigt Rige I 1814 udgav Grundtvig En mærkelig Spaadom, ogsaa om Danmark, efter et gammelt Haandskrift, der indeholder et gammelt håndskrift, som han har fundet i sin afdøde fars gemmer, og som ud fra Johannes' Åbenbaring og Daniels Bog tolker Frederik II af Preussen som Antikrist og spår hans undergang. I fortalen fortæller Grundtvig, hvorledes han tidligere har udtalt sig begejstret om Napoleon, men nu hvor »vor Konge har forkyndt Napoleon Krig« (s. 5), tolker han den gamle spådom om Napoleon (s. 12), trøster sig ved spådommens »den glade Tidende, at Dannemark og Norge, skiøndt de faae Deel i Trængselen, dog skal undgaae Ødelæggelsen og gienfødes til et Beed i Guds Have, til et Zion for hans hellige Tempel« (s. 12), og slutter med ordene: »Hvo som haver Øren han høre hvad Aanden siger til Menighederne: hvo som vinder, ham vil Jeg giøre til en Pilleere [pille, søjle] i min Guds Tempel og Jeg vil skrive min Guds Navn paa ham, og den min Guds Stads og mit det ny Navn. Apoc. [Apocalypsen, dvs. Johannes' Åbenbaring] 3. Give Gud, at det maa vorde sandt om vort Fædreneland Amen! i Jesu Navn, Amen!« (s. 14). Spådomsskriftet blev hårdt angrebet i Dansk Litteratur-Tidende, 1814, nr. 12 og 13, s. 177-208, af en anonym anmelder, der viste sig at være H.C. Ørsted, som anklagede Grundtvig for at være en falsk profet, der forvirrede og forførte folk. Grundtvig tog til genmæle i Hvem er den falske Prophet? Hvem forvirrer Folket? Kbh. 1814, hvor han forsvarer sin udlægning af den gamle spådom om Napoleon som Antikrist, jf. især s. 50. H.C. Ørsted forsvarede sig i Imod den store Anklager, Kbh. 1814. Grundtvig tog atter til genmæle i Imod den lille Anklager, det er Prof. H.C. Ørsted, Kbh. 1815, hvor han i afsnittet »Spaadommen om Antichrist«, s. 203-220, endnu engang forsvarer sin udlægning af spådommen om Napoleon som Antikrist og uddyber sit syn om Danmark og Frederik VI: »Jeg kan og vil ikke nægte, at enkelte store Ting, saasom en nær tilstødende Trængsel og Fristelse paa Jorderige, gammel Christendoms Gienfødelse i Dannemark og Norge for den Slægts Øine, som alt er oppe, Tvillingerigets kiærlige Gienforening i de samme Dage, Dannemarks og Sjette Frederiks Hæder og Priis blandt Folkene, og Sverrigs dybe Fald, disse Ting har jeg omtalt som aldeles visse, men det Første erkiender jeg som en nødvendig Følge af Guds klare Husholdning og Propheternes Tale, og de store Syn om Fædrenelandet har jeg seet i dets Krønikes Forbilleder og hørt stadfæste giennem Propheternes gaadefulde Taler«, s. 218f. – Der er i Grundtvigs skrifter adskillige henvisninger til Johannes' Åbenbaring som skriftbelæg for hans udlægning af den gamle spådom, men han benytter ikke her synet om rytteren på den hvide hest i Åb 6,2 og 19,11-21 som bevis for, at Frederik VI skulle styrte Napoleon. – Frederik VI: (1768-1839), fra 1808 konge over Danmark og Norge, efter afståelse af Norge ved freden i Kiel 1814 kun over Danmark. – Napoleon: . Keiseren af Marokko Marokko i det nordvestlige Afrika var ikke regeret af en kejser, men af en sultan. hvad han lider ... Mathiesen, der er hans Fortrolige I de anførte skrifter taler Grundtvig gang på gang om, hvor meget han har lidt af hån og spot, siden han i 1810 udgav sin demisprædiken Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? og frem til nu i 1814-15. At Grundtvig skulle have Skomagermester Mathiesen som sin fortrolige, har ikke kunnet verificeres; jf. dog, at han i forbifarten omtaler en Søren Mathisen i Imod den lille Anklager, s. 26. If. Kjøbenhavns Veiviser for 1847 boede der en skomagerfrimester W. Mathiesen i Badstuestræde 119, gadenr. 8, mens Grundtvig boede lige om hjørnet i Vimmelskaftet 134 A, gadenr. 49 (se kort 2, B2). Det at lyve er ... at frygte Msker. hentyder til 2. bog, kap. 18, »Was folgt, wenn man zu jemand sagt: du lügst«, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 4, 1794, s. 272f., hvor det hedder: »Es ist ein häßliches Laster ums Lügen, und ein alter Schriftsteller stellt es in seiner ganzen Schändlichkeit ab, es heiße ein Zeugniß ablegen, daß man Gott verachtet, und zu gleicher Zeit die Menschen fürchte.« Montaigne ... behøves at foragte Msker. hentyder til, at Montaigne i bd. 4, s. 273, i forlængelse af citatet i foregående kommentar, skriver: »Es ist nicht möglich, mit treffendern Farben die Abscheulichkeit, die Niederträchtigkeit und Verworfenheit dieses Lasters abzuschildern; denn kann man sich was elenderes denken, als in Hinsicht auf die Menschen feige und verzagt, und in Hinsicht auf Gott keck und kühn zu seyn?« Locomotivet Jernbanen mellem København og Roskilde var blevet åbnet i sommeren 1847. en Overveielse jf. undertitlen »Nogle christelige Overveielser i Talers Form« til Kjerlighedens Gjerninger (). Bremse . vælig fyrig, kraftfuld. Forordet: hiin Enkelte ... overveie kjerligt, om dog ikke o: s: v: jf. det gentagne forord til hhv. første og anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (), s. 3 i første følge og s. 5 i anden følge: »'Hiin Enkelte', som først overveier med sig selv, om han vil læse eller han ikke vil læse, hvis han saa vælger at læse, han overveie kjerligt, om dog ikke Vanskeligheden og Letheden, naar de bringes betænksomt sammen paa Vægtskaalen, forholde sig rigtigt til hinanden, saa det Christelige ikke udgives efter falsk Vægt, ved at gjøre Vanskeligheden eller ved at gjøre Letheden for stor« (SV2 9, s. 11 og s. 237). Den som skal tale om Selvfornegtelsens Kjerlighed ... den Selvkjerlige jf. nr. X i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (), s. 188 (SV2 9, s. 420). Mængden spyttede paa ham (Christus) hentyder sandsynligvis til beretningen om, at soldaterne under forhøret hos den rom. statholder Pilatus slog Jesus med et rør og spyttede på ham, jf. Matt 27,30. Evangelierne beretter ikke om, at mængden spyttede på Jesus. Til et Sted i »christelige Overveielser« 2den Følge No VI.: jf. nr. VI, »Kjerlighed bliver«, i Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form (), anden følge, s. 120: »Det er med det at seire i Verden ligesom med det at blive noget Stort i Verden; det er ordentligviis en betænkelig Sag, at blive noget Stort i Verden, thi den er ikke saa fortræffelig, at dens Dom om Storhed just har stort at betyde – undtagen som en ubevidst Spydighed« (SV2 9, s. 353). Mynster . Overveielsen No VII i 2d Følge om Barmhjertighed jf. nr. VII, »Barmhjertighed, en Kjerlighedens Gjerning, selv om den Intet kan give og Intet formaaer at gjøre«, i Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form (), anden følge, s. 125-142 (SV2 9, s. 358-374). Communismen I 1840'erne kendte man i Danmark kun de kommunistiske ideer fra avisernes reportager om de politiske diskussioner i Frankrig og England, jf. således L. Meyer Fremmedord-Bog, 2. udg., Kbh. 1844 [1837], s. 113: »Communist, en Tilhænger af et politisk Partie i det nyeste Frankrige og England, der prædiker Eiendoms-Fællesskab.« I Danmark blev prædikatet 'kommunistisk' som regel brugt nedsættende om forsøg på at begrænse godsejernes ejendomsret til de jordområder, der blev dyrket af fæstebønder. Jf. fx Fædrelandet, nr. 1849, den 29. marts 1845, sp. 14818, hvor det netop i anledning af spørgsmålet om selveje hedder, at »Communismen er det til Absurditet gjennemførte Lighedsprincip, der udvikler sig i Modsætning til det til Absurditet gjennemførte Eiendomsprincip«. Jf. desuden artiklen »Hvad er Communisme?« i Almuevennen, nr. 41-42, den 28. maj 1845, s. 165-168. cfr. p. 73 i denne Bog og p. 210 jf. NB2:72-72.c og NB2:201-201a. Lidelsernes Evangelium No 2 . VII. Det Glædelige i ... at man ikke tør troe det Saligste idé til den syvende tale i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, anden del af Christelige Taler (), som ikke blev anvendt. Der staaer om Disciplene ... ikke troe. Luc. 24,41 jf. v. 41 i beretningen i Luk 24,36-43 om, hvorledes Jesus efter opstandelsen viste sig for disciplene: »Men der de for Glæde endnu ikke troede, og forundrede sig, sagde han til dem: have I her noget at æde?« (NT-1819). Beroligende Tanker christelige Taler jf. NB2:72.a. lukke Din Dør og faae Gud i Tale spiller på Jesu ord i Matt 6,6: »når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.« Christus græd Blod, da han bad hentyder til beretningen om Jesus bøn i Getsemane have i Luk 22,39-46, hvor det i v. 44 hedder: »I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som blodsdråber, der faldt på jorden.« 3 Grunde, at det dog er ret hensigtsmæssigt at bede jf. fx J.P. Mynsters prædiken på sjette søndag efter påske, »Bønnens gavnlige Virkning til at vække vore Siele«, i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 2, s. 14-25, især s. 18: »Bønnen er først en Tilbedelse, en levende, af dyb Ærefrygt ledsaget Forestilling af Gud, den Alfuldkomne, den Hellige, Almægtige, Alvise, Algode, og allerede som saadan maa den have den gavnligste Virkning.« S. 20: »For det Andet er Bønnen Taksigelse, eller burde dog være det, thi det sømmer os vist ikke at træde frem for Gud, og dog forglemme hans Velgierninger.« Og s. 22: »Videre er Bønnen, eller bør den dog være forbunden med Selvprøvelse.« Præexistents . in Futuro lat. i fremtid. At kristendommen er en nutid i fremtid (), sigter formentlig til fx Joh 5,24, hvor Jesus siger: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.« Se også Joh 6,47: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv.« Og Joh 3,18: »Den, der tror på ham [Guds søn], dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.« Naar et Skib skal styre ud af Havnen ... blot verdslig stor Existents se NB2:247. Jøderne vilde have gjort Christus til Konge hentyder til Joh 6,14-15, hvor det fortælles, at da Jesus forstod, at jøderne »ville tvinge ham med sig for at gøre ham til konge«, da de havde set ham bespise de fem tusind, trak han sig alene tilbage til bjerget. cfr denne Bog p. 160 o: fl. jf. NB2:157-159. til det Ord »Overveielser« ... christelige Talers Indledning. No VI jf. indledningen til nr. VI i »Lidelsernes Evangelium. Christelige Taler«, i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (), s. 103-105 (SV2 8, s. 451-453). – »Overveielser«: . I det om Kjerligheds-Folket jf. nr. X i anden følge af Kjerlighedens Gjerninger (), s. 188 (SV2 9, s. 420). Grundtvig ... vil kalde sig »Kjerligheds-Folket« jf. fx Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning, Kbh. 1815, hvor N.F.S. Grundtvig () taler om danskerne som »Kiærligheds Folket«, s. 96 og s. 161, og om »Kiærlighedens Kraft«, der findes i »Danmarks Saga«, og om »tonende Beviser paa den Danske Kiærligheds Kraft« i »Kiæmpeviserne«, s. 163. Otium . den Overfaldne, hvem den barmhjertige Samaritan, tog sig af hentyder til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, der ynkedes over den mand, der var faldet i hænderne på røvere, forbandt hans sår, bragte ham til et herberg og betalte værten for at sørge for ham, Luk 10,25-37. det Christelige ... være et optaget Moment i det Verdslige SK betjener sig af en hegeliansk sprogbrug i beskrivelsen af 'det Christeliges' forhold til 'det Verdslige'. If. G.W.F. Hegel bliver bestemte perioder i historien el. bestemte filosofiske systemer negeret af følgende perioder el. systemer, men således, at de vigtigste aspekter af dem bliver bevaret. På den måde kan tidligere perioder el. systemer siges at være 'optagne Momenter' i senere perioder og systemer, som er mere omfattende end de forudgående. Justitsraad . de optagne Momenter . sørger lige saa dybt som Julie sigter til Shakespeares () tragedie Romeo og Julie, hvor Julie drives til selvmord og tømmer giftbægeret af sorg over, at hun ikke må få sin elskede Romeo. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 2, 1811. Romeo og Julie blev opført atten gange på Det Kgl. Teater mellem 1828 og 1847, heraf de fem gange fra januar til marts i 1847. Christus omgikkes Syndere og Toldere I de tre første evangelier er der adskillige beretninger om, at Jesus omgikkes toldere og syndere, som var foragtede. den simple Mand . bemærket af Montaigne ... durch die Sprache citat fra 2. bog, kap. 12, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 3, 1793, s. 263. SK har 'gewissermaßen' for 'gewissermaaßen' og 'himlische' for 'himmlische' samt udelader 'sein' foran 'Leben' og udråbstegn efter 'Sprache'. cfr Spinoza Tractatus theol: pol: Indl: p. 85 ... omnibus est citat fra indledningen til Spinozas Tractatus theologico-politicus (lat. Teologisk-politisk afhandling) fra 1670, i Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af A.F. Gfrörer, Stuttgart 1830, ktl. 788, s. 85. SK har udeladt en række kommaer og skrevet 'frequentet' for 'frequentat'. Citatet er udhævet med en lodret streg i margin i SKs eksemplar af værket, som findes i KA på Det Kgl. Bibliotek. – Spinoza: Baruch (el. Benedikt) de Spinoza (1632-77), holl. filosof, der gennem naturvidenskabelige og filosofiske studier efterhånden fjernede sig fra den jødiske tro og i 1656 blev udstødt af synagogen. Han offentliggjorde under eget navn kun ét skrift, nemlig Principia philosophiae Cartesianae more geometrico demonstrata (1663, Principperne for den cartesianske filosofi, efter den geometriske metode), mens hans hovedværk, Ethica ordine geometrico demonstrata (afsluttet 1675, Etik fremstillet efter den geometriske metode), formentlig pga. tidens religiøse intolerance, først udkom posthumt i 1677. – jam dudum enim res eo ... omnibus est: lat. »Man er forlængst nået dertil, at man udelukkende kan afgøre, om en person er kristen, tyrk, jøde eller hedning ud fra hans ydre fremtoning og gudsdyrkelse eller derved, at han går i den eller den kirke eller bekender sig til den og den opfattelse eller plejer at sværge på den eller den mesters ord. Bortset herfra er det at leve ens for alle.« I Bjergprædikenen ... Hedningerne det Samme sigter til Matt 5,47, som indgår i talen om at elske sine fjender (5,43-48) i Jesu bjergprædiken (kap. 5-7): »hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.« Deus ita artifex magnus in magnis, ut minor non sit in parvis lat. »Gud er så stor en skaber i det store, uden at være mindre i det små.« Citat fra Augustin De civitate dei (Om Guds stad), 11. bog, kap. 22. Her citeret efter 2. bog, kap. 12, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 3, 1793, s. 481. Augustin . Wer spinnt zu fein Haspelt sich ein citat fra 2. bog, kap. 12, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 3, 1793, s. 556. et italiensk Ordsprog Chi troppo assotiglia, si scavezza »Den, der fortynder for meget, knækker sig selv«. Citat fra 2. bog, kap. 12, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände () bd. 3, 1793, s. 556. SK skriver fejlagtigt 'assotiglia' for 'assottiglia'. Det ital. (el. toskanske) ordsprog er egl. kendt i formen »Chi troppo s'assottiglia si scavezza« (»Den, der fortynder sig selv for meget, knækker sig selv«, dvs. den, der sofistikerer for meget, kommer aldrig til en afslutning, forvirrer sig selv, taber hovedet); i den form optræder det også i den fr. udgave af Montaignes Essais. Gud er den Almægtige fast betegnelse for Gud i den dogmatiske opregning af hans egenskaber. Jf. fx kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, »Hvad Skrivten lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 3: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie. Men han giør ikkun det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1791 (ktl. 183, en udgave fra 1824). Jf. også første artikel i den apostolske trosbekendelse: »Jeg (vi) tror paa Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.« Moses Moses, den centrale figur i 2-5 Mos, fører på Guds befaling israelitterne ud af Egypten og formidler på Sinaj Guds lov til folket. siger ... tør ikke gaae til Pharao, han slaaer mig ihjel hentyder til beretningen i 2 Mos 3,1-4,17 om, hvordan Gud åbenbarede sig for Moses i en brændende tornebusk, mens Moses vogtede får i Midjan, og kaldte ham til at gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten, og hvordan Moses med forskellige argumenter forsøgte at unddrage sig, jf. fx 3,11: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Moses var flygtet til Midjan, da Farao ville slå ham ihjel, fordi han selv havde slået en egypter ihjel, jf. 2 Mos 2,15. Men efter åbenbaringen i tornebusken sagde Gud til Moses i Midjan: »Vend tilbage til Egypten, for alle de mænd, der stræbte dig efter livet, er døde«, 2 Mos 4,19. persona publica lat. en offentlig person. det Glædelige i: at christeligt forstaaet er Modgang Medgang idé til den syvende tale, »Det Glædelige i: at Modgang er Medgang«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, anden del af Christelige Taler (). cfr i denne Bog p. 73, 190 og 191 jf. NB2:72-72b, NB2:181-181b. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Han lever til altid at træde frem for os jf. Hebr 7,25, hvor det hedder om Kristi præstelige rolle, at den er evig: »hvorfor han og [også] kan fuldkommeligen giøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid, til at træde frem for dem« (NT-1819). sagt af Socrates ... galt i ethvert Land jf. Sokrates' Forsvarstale, 37c-d, hvor Sokrates afviser muligheden af at straffes med landsforvisning: »Landsforvisning? – det kunde jeg maaske nok faa jer til at stemme for. Jeg maatte i Sandhed hænge stærkt ved Livet, hvis jeg var saa taabelig, at jeg ikke kunde opstille det simple Ræsonnement: I, der dog er mine Landsmænd, har ikke kunnet finde jer i mine Samtaler og min hele Virksomhed, men har fundet den uudholdelig og har syntes den satte saa meget ondt Blod, at I nu søger at blive fri for den. Mon saa andre Folk gærne vil finde sig i den? Nej, det er udelukket. Det vilde da blive et yndigt Liv for mig gamle Mand at leve i Landflygtighed, forvist fra den ene By efter den anden. For jeg ved jo med Sikkerhed, at hvor jeg end kommer hen, vil de Unge flokkes om mig og høre paa mig ganske ligesom her. Og hvis jeg viser dem væk fra mig, vil de faa de ældre i Byen til at forvise mig, og hvis jeg ikke gør det, vil de unge Mænds Fædre og Slægtninge alligevel forvise mig – for de Unges skyld!« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 288f.). Man siger, at man ikke maa spilde Guds Gaver hentyder til talemåden 'Spild ikke Guds gaver!' (gaver her oftest forstået om mad og drikke), optegnet som nr. 2527 i N.F.S. Grundtvigs Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 96. Styrelsen . Sæt Stephanus ved sin Død ... virke paa Paulus Stefanus var menighedsleder i Jerusalem, men blev på falske anklager dømt og stenet til døde, med Paulus, der dengang hed Saulus, som vidne (jf. ApG 7,58 og 22,20). Mordet på Stefanus blev indledningen til en stor forfølgelse, som Saulus tog del i, men på en rejse til Damaskus blev han omvendt og fik navnet Paulus (ApG 9). Forsyn hentyder til den bibelske og dogmatiske forestilling om Guds forsyn, jf. fx Balles Lærebog (), kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«. mit Blod komme over Eder, det var Folket hentyder til jødernes svar til Pilatus, da de havde krævet Jesus korsfæstet, skønt Pilatus ikke fandt ham skyldig og sagde: »'Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.' Hele folket svarede: 'Lad hans blod komme over os og vore børn'«, Matt 27,24-25. Henrich Steffens (1773-1845), no.-da.-ty. filosof, naturforsker og forfatter, var influeret af Schelling og den ty. romantik, som han introducerede i Danmark ved en række forelæsninger 1802-03. Han viser ... at Miraklerne ere Tænkningen til Anstød sigter til Steffens' behandling af miraklernes betydning i første del, »Theologie«, af hans Christliche Religionsphilosophie bd. 1-2, Breslau 1839, ktl. 797-798; bd. 1, s. 440ff. Jf. fx s. 442: »Es ist natürlich, daß man sich auf die Naturwissenschaft, auf die in ihrer Strenge erkannte Naturnothwendigkeit beruft, und die Wunder als ein mytisches Erzeugniß, aus der Unwissenheit und rohen Bildung der ersten Christen entstanden, erklärte.« Og videre s. 443, hvor han siger med Rousseau: »Die Evangelien ziehen uns an und stoßen uns ab, denn neben den tiefsten Lehren sehen wir, im großen Widerspruche mit diesen, den unerträglichsten Aberglauben hingestellt, und das ist, unumwunden ausgesprochen, das widerwärtige Gefühl, mit welchem der redliche Mensch, wenn ihm die Bildungselemente der Zeit nicht fremd geblieben sind, fortdauernd zu kämpfen hat.« Han tilveiebringer ... Miraklerne ere med Steffens' teori går ud på at se bort fra miraklet som en enkelt kendsgerning og i stedet anskue det ud fra en helhedsopfattelse begrundet på en skelnen mellem selve miraklet og begrebet om det mirakuløse. Denne helhedsopfattelse danner det teologiske grundlag for forståelsen af mirakler. Jf. bd. 1, s. 444ff. Suprematie fortrin, forrang. Heiberg mener, at Publikum er et forvirret Begreb jf. fx J.L. Heibergs () artikler »Folk og Publicum«, »Tak-Adresse til Publicum« og »Skuespilleren, Publicum og Critiken«, i Intelligensblade, udg. af Heiberg, nr. 6 og nr. 8, bd. 1, s. 133-155 og s. 198-202, nr. 13, bd. 2, s. 1-15. Strax den første Gang jeg talte med ham Hvornår SK talte med biskop J.P. Mynster () første gang, vides ikke. Men if. NB:57, dateret 5. nov. 1846, har han allerede på det tidspunkt talt med Mynster, der rådede ham til at søge embede som landsbypræst, hvad SK ikke havde noget imod, skønt de var aldeles uenige i deres præmisser. sagt Biskop Mynster ... han var mig af Vigtighed I en udateret og ikke anvendt kladde til »Stemning fra min Samtid med Biskop Mynster. I tre Billeder« fra 1855 skriver SK om hhv. enigheden og uenigheden med Mynster (): »Min Enighed med den afdøde Biskop var i een Forstand fuldkommen, i en anden Forstand dog saaledes, at Uenigheden kunde blive lige saa stor. Enigheden var i: at ville forsvare det Bestaaende og kæmpe mod Oppositionen. Uenigheden var betræffende: hvorledes det Bestaaende skulde forsvares. Han vilde verdsligt klogt, diplomatisk, forsvare det ved at tilsløre, skjule, ved Øienforblindelse, hvori han var en Mester, ved kløgtig Brug af Smaae-Midler a la Louis Philip, ved Firen og Lempen og Tingen, om fornødent gjøres. Jeg vilde, religieust, forsvare det ved den størst mulige Redelighed betræffende Intet at skjule, men at vedgaae den sande Tilstand« (Pap. XI 3 B 111, s. 182f.). vistnok rigtignok, ganske vist. Eudaimonisme lyksalighedslære, der betragter menneskets egen lykke som dets højeste mål og som den væsentligste bevæggrund for dets opfyldelse af pligterne. Hedningen blev angest, naar han blev meget lykkelig sigter formentlig til den græske forestilling om nemesis (). forsøgte prøvede. Nivellement nivellering, udjævning af forskelle. Henrich Steffens Religions-Philosophie ... das Böse = Masse ist citat fra kapitlet »Die Verdammniß. Die Toleranz« i anden del, »Ethik«, af Steffens' () Christliche Religionsphilosophie () bd. 2, s. 260. p. 262 der Heiland ... Christen auferstanden forkortet citat fra kapitlet »Die Verdammniß. Die Toleranz« i anden del, »Ethik«, af Steffens' Christliche Religionsphilosophie bd. 2, s. 262: »Der Heiland, äußerte eine mir innig befreundete Person, sei für die ganze Welt gestorben, aber nur für die wahren Christen auferstanden.« Joseph Jesu Pleiefader hentyder til, at Josef ikke var far til Jesus (se den følgende kommentar). I en prædiken over Matt 2,19-23 på søndag efter nytår benytter J.P. Mynster den samme betegnelse i titlen, »Joseph, Jesu Pleiefader«, og anvender det som tema for prædikenen, jf. Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 105-118. troede Maria If. beretningen i Matt 1,18-25 om Jesu fødsel var Maria, hans mor, blevet med barn ved Helligånden, inden hun havde været sammen med sin forlovede, Josef. Og da han var en retsindig mand, der ikke ville bringe vanry over hende, besluttede han at skille sig fra hende i stilhed. Mens han overvejede det, viste en engel sig for ham i en drøm og forklarede, at Maria skulle føde et barn, som var undfanget ved Helligånden, og at han skulle give det navnet Jesus. Da han vågnede »gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru« (v. 24). Felix de St. Vincent Felix, lat. 'den lykkelige', fra St. Vincent, formentlig Saint Vincent, en af de vestindiske øer, som tilhørte Storbritannien. Krisen i en Skuespillerindes Liv »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« om Johanne Luise Heiberg udkom som feuilleton i fire dele i Fædrelandet, nr. 188-191, den 24.-27. juli 1848, under pseudonymet 'Inter et Inter'. Feuilletonen er dateret »Sommeren 1847« (SV2 10, s. 390). Lovtale over Efteraaret jf. ideen til »Lovtale over Efteraaret« i journalen JJ:367, i SKS 18, 261, og kladden til »Lovtale over Efteraaret. (efter det Franske)« el. »Lovtale over Efteraaret. af 5 Personer som endes med et Tutti«, bestående af nr. 1 »Efteraaret er Lysternes Tid«, nr. 2 »Efteraaret er Skyernes Tid«, nr. 3 »Efteraaret er Tonernes Tid«, nr. 4 »Efteraaret er Farvernes Tid« og nr. 5 »Efteraaret er Erindringens Tid« (Pap. VII 1 B 205-210, s. 385-389). Rosenkilde som Hummer jf. kladden til »Rosenkilde som 'Hummer'. Et Erindrings-Forsøg af En Taknemlig« (Pap. VIII 2 B 172-174, s. 273f.). – Christen Niemann Rosenkilde (1786-1861), da. skuespiller, fra 1815 ansat ved Det kgl. Teater; han havde en meget smuk tenorstemme og beklædte bl.a. en række komiske roller i sin gode ven J.L. Heibergs vaudeviller, der bidrog dels til vaudevillens succes som genre, dels til hans egen popularitet. Rosenkilde spillede retsbetjent Hummer med en burlesk forklædningskomik i Heibergs vaudeville De Uadskillelige (1827) fra dens første opførelse på Det kgl. Teater i juni 1827 helt frem til 1860 (mere end 100 gange). I 1845-46 blev stykket opført syv gange og i 1846-47 to gange, sidste gang 2. marts 1847; derefter først igen den 8. marts 1848. Skrift-Prøver jf. kladde og renskrift til »Skrift-Prøver. Prøveskrift af A.B.C.D.E.F. Rosenblad [rettet til Godthaab]. vordende Forfatter«, bestående af et forord, otte numre, en efterskrift og en morale (Pap. VII 2 B 271-295, s. 315-350). Miraklet med de 5 Brød og de 3 smaae Fisk ... Sparsommelighed sigter til beretningen i Joh 6,1-15 om Jesu bespisning af de fem tusind, hvor der dog er tale om fem brød og to fisk. Efter at alle fem tusind mænd, foruden kvinder og børn, havde spist og var blevet mætte, sagde Jesus til disciplene: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de tiloversblevne stykker. Jf. NB:176. Smulerne forekommer i ingen af de fem evangeliske parallelberetninger om Jesu bespisningsunder, men derimod i Matt 15,21-28 om den kana'anæiske kvinde, der søgte hjælp hos Jesus, som først afviste hende med den begrundelse, at hans opgave var at hjælpe israelitterne, og igen da hun kastede sig ned for ham og bad om hjælp med udsagnet: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falde fra deres herres bord« (v. 26-27). ved et overflødigt Gjestebud ... betegne Overflødigheden sml. fx afslutningen på taflet i »In vino veritas« i første del af Enten – Eller, hvor det fortælles, at Constantin Constantius »hilste til Afsked med det fulde Glas, han tømte det, han slyngede det mod Døren i Bagvæggen. De Andre fulgte hans Exempel, og fuldkommede den symbolske Handling (...). Afbrydelsens Lyst skete saaledes sin Ret, denne keiserlige Lyst, der kortere end nogen anden dog er frigjørende som ingen anden«, SKS 2, 79,12-17. en Fattig siger: Smuler er ogsaa Brød spiller på ordsproget 'Krummer el. smuler er også brød', undertiden i formen 'Krummer el. smuler er også brød, sagde Fanden, han slugte Skrædderen el. han tog degnens sjæl, men ville have haft præstens', optegnet som nr. 1049 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 99. det glade Budskab den da. gengivelse af 'evangelium'. Du skammer Dig ikke ved at være vor Gud. (Hebræerne) sigter til Hebr 2,11: »Thi baade den, som helliggiør, og de, som helliggiøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre« (NT-1819). Subdivision underinddeling. Den, som giver at fuldkomme spiller på Fil 2,13, hvor Paulus skriver: »thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). Geburtsdags- af ty. Geburtstag, fødselsdag. forraadt – ved et Kys hentyder til, at Judas forud for tilfangetagelsen af Jesus i Getsemane havde forrådt ham med et kys, jf. Matt 26,48-49. Christus vidste lige fra Begyndelsen, at han skulde lide og døe jf. Jesu lidelsesforudsigelser, som dog ikke fremsættes fra begyndelsen, og hvoraf den første bringes på forskellige steder i de tre første evangelier, jf. Matt 16,21, Mark 8,31 og Luk 9,21, men det er Jesu lidelser, som alle de evangeliske beretninger om Jesu liv fra fødslen til vandringen til Jerusalem sigter mod. I Lukasevangeliet forudsiges de allerede af Simeon, jf. 2,34. en Pave vadsker fattige Folks Fødder sigter til den tradition, at paven skærtorsdag vasker andres fødder som en efterfølgelse af beretningen i Joh 13,1-17 om Jesus, der vasker disciplenes fødder. viig bort med Din Forklaring, Du er mig til Forargelse spiller på Jesu ord til Peter, efter at han har fremsat sin første lidelsesforudsigelse () og Peter er gået i rette med ham: »viig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskes er«, Matt 16,23 (NT-1819). Christi Vunder paa sit Legeme (Franciscus) sigter til stigmatisation, det fænomen, at Kristi 'vunder' el. sårmærker (af gr. 'stigmata') kan genfremtræde på en persons krop, fx som mærker af tornekronen på hovedet, af naglerne i hænder og fødder, af spydstikket i siden, af tryk fra korset på skuldrene. Inden for Den rom.-katolske Kirke kendes der flere eksempler på personer fra middelalderen, som har været stigmatiserede, hvoraf Frans af Assisi ofte nævnes som den første. – Fransciscus: Frans af Assisi (1182-1226), stifter af franciskanerordenen, blev helgenkåret i 1228. Efter at Frans havde rejst rundt som missionær og udarbejdet reglerne for sin munkeorden, trak han sig i 1224 tilbage i ensomhed til Alvernerbjerget; her blev han stigmatiseret med Kristi fem sår, dvs. naglehullerne i hænder og fødder samt såret i siden efter spydstikket. SKs kilde har ikke kunnet identificeres. Gerhard etsteds ... imitari Christum jf. Joannis Gerhardi, Meditationes sacrae (), nr. 30, »De sancta vitae Christi imitatione« (lat. »Om hellig efterfølgelse af Kristi liv«): »Multi volunt Christum consequi, sed detrectant sequi: volunt Christo frui, sed non et imitari« (lat. »Mange vil nå Kristus, men vægrer sig mod at følge ham: vil nyde [frui] Kristus, men ikke også efterfølge [imitari] ham«), s. 116. min Fader . opløfter løfter op over de daglige forhold; hæver op i en højere sfære som udtryk for en åndelig, religiøs opløftelse. ikke løfter for høit op dvs. ikke løfter for højt op i skørterne; her i overført betydning om ikke at blotte sig for meget el. blive ublufærdig. Mennesket spaaer og Gud raa'er jf. ordsproget 'Mennesket spår, men Gud rå'er' (dvs. råder), optegnet som nr. 1005 i N.F.S. Grundtvigs Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 38. Ypperstepræsterne beseglede ... er opstanden, og ikke stjaalet hentyder til Matt 27,64-66, hvor det fortælles, at ypperstepræsterne og farisæerne bad Pilatus lade Jesu grav bevogte for at hindre, at disciplene skulle komme og stjæle liget af Jesus og påstå, at han var opstået fra de døde efter tre dage, som han havde forudsagt. Pilatus føjede dem og stillede vagtmandskab til rådighed for dem, hvorpå de sikrede graven med vagter og ved at sætte et segl på den sten, som Josef fra Arimatæa havde væltet for indgangen. I Matt 28,11-15 fortælles det videre, hvorledes ypperstepræsterne efter Jesu opstandelse bestak vagterne til at sige, at disciplene havde stjålet ham, mens de sov. De daarlige Brudejomfruer ... dog bleve de udelukkede sigter til Jesu lignelse om de ti brudepiger i Matt 25,1-13: »Da skal himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper, og gik Brudgommen imøde. Men de fem af dem vare kloge, og de fem daarlige [tåbelige]. De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. Og der [da] Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov ind. Men ved Midnat skede Anskriig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham imøde! Da bleve Jomfruerne alle opvakte, og giorde deres Lamper tilrette. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie, thi vore Lamper udslukkes. Men de kloge svarede og sagde: det maatte ikke blive nok til os og Eder; men gaaer heller hen til Sælgerne, og kiøber for Eder selv. Men der de vare bortgangne at kiøbe, kom Brudgommen; og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. Siden kom og [også] de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os! Men han svarede, og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kiender Eder ikke. Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer« (NT-1819). den ærlige Kant, der ... en Indbildning se den følgende kommentar. – Kant: Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, privatdocent 1755-69, fra 1770 prof. ved universitetet i Königsberg. anfører Steffens meget rigtigt etsteds i hans Religionsphilosophie jf. kapitlet »Das Gebet« i anden del, »Ethik«, af Henrich Steffens () Christliche Religionsphilosophie () bd. 2, s. 212f.: »In der Religion, innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, hat Kant sich mit der gewöhnlichen Freimüthigkeit in einer Anmerkung, am Schlusse des Werks, im Sinne des absoluten Denkens, über das Gebet ausgesprochen. Der Mensch, sagt er, sucht sich entweder durch die Idee Gottes (ohne sich auch anzumaßen, demjenigen, was, als ein Schluß, aus der Thatsache des Sittengesetzes hervorgeht, eine objektive Wirklichkeit zuzuschreiben, oder durch diesen bloßen Scluß das Dasein Gottes als bewiesen zu betrachten), für die reine Befolgung der Gebote dieses Gesetzes zu stärken – oder dieser Schluß hat eine solche Gewalt über ihn gewonnen, daß er Gott sich gegenwärtig denkt und persönlich anredet. Eine solche Anrede nun, die nur möglich ist, wenn die Gedanken (als bloß gedacht) ein reines, von dem Denken ausgeschiedenes, Objekt geworden sind, und so sich aus einer Gedankenbestimmung in eine Thatsache verwandelt haben, erzeugt nun, der Kant'schen Ansicht nach, das Gebet; wobei der Mensch sich dennoch fortdauernd seiner Täuschung bewußt bleibt. Denn 'er stellt sich wenigstens (selbst innerlich) so, als ob er von Gottes Gegenwart überzeugt sei, in der Meinung, daß, wenn es auch nicht so wäre, es wenigstens nicht schaden, vielmehr ihm Gunst verschaffen könnte. Mithin kann in dem letzteren (buchstäblichen) Gebet die Aufrichtigkeit nicht so vollkommen angetroffen werden, wie im ersteren (dem bloßen Geiste desselben). Die Wahrheit der letzteren Anmerkung wird ein Jeder bestätigt finden, wenn er sich einen frommen und gutmeinenden, übrigens aber, in Ansehung solcher gereinigter Religionsbegriffe, eingeschränkten Menschen denkt, den ein anderer, ich will nicht sagen, im lauten Beten, sondern auch nur in der, dieses anzeigenden, Geberdung überraschte. Man wird, ohne daß ich es sage, von selbst erwarten, daß jener darüber in Verwirrung oder Verlegenheit, gleich als über einen Zustand, dessen er sich zu schämen habe, gerathen werde. Warum das aber? Daß ein Mensch mit sich selbst redend betroffen wird, bringt ihn vor der Hand in den Verdacht, daß er eine kleine Anwandlung von Wahnsinn habe; und eben so beurtheilt man ihn (nicht ganz mit Unrecht), wenn man ihn, da er allein ist, auf einer Beschäftigung oder Geberdung betrifft, die der nur haben kann, welcher Jemand außer sich vor Augen hat, was doch in dem angenommenen Beispiele nicht der Fall ist.'«. – Citatet er (med ortografiske afvigelser) fra Kants Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, Königsberg 1793, noten s. 285. Ingen kan tjene to Herrer jf. Matt 6,24, hvor Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Trængselen giver Standhaftighed ... Haabet beskæmmer ikke jf. Rom 5,3-5, hvor Paulus skriver: »ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide, at Trængslen virker Standhavtighed, men Standhavtigheden Forfarenhed [kyndighed, erfaring], men Forfarenheden Haab, men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kierlighed er udøst i vore Hierter ved den Hellig Aand, som er given os« (NT-1819). Haabets Tilblivelse ... en af Talerne i Lidelsernes Evangelium jf. nr. II, »Det Glædelige i: at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab«, i »Stemninger i Lidelsers Strid. Christelige Taler«, anden del af Christelige Taler (). cfr. denne Bog p. 73 No 2 jf. NB2:72, »2. Det Glædelige i at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab«. Indl. indledning. Endnu idag hentyder formentlig til Hebr 4,7: »Derfor fastsætter han [Gud] for anden gang en dag, som skal være 'i dag', idet han efter så lang tids forløb taler ved David, som det før er nævnt: Om I dog i dag ville lytte til ham! / Gør ikke jeres hjerter hårde.« Jf. også Hebr 3,7 og endvidere Luk 23,43 med Jesu ord til røveren på korset: »Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.« endnu i denne Nat vil jeg kræve din Sjel af Dig hentyder til Luk 12,16-21 med Jesu lignelse om den rige bonde, der byggede sine lader større for at kunne samle alt sit korn og gods og derpå slå sig til ro, spise, drikke og være glad. »Men Gud sagde til ham: du Daare! i denne Nat kræves din Siel af dig; men hvem skal det høre til, som du haver beredt?« v. 20 (NT-1819). Mynsters Prædikener Biskop J.P. Mynster prædikede hyppigt i de københavnske kirker (). Foruden Mynsters Prædikener fra tiden i Spjellerup () havde SK også hans Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () samt hans Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231. Dit Huus Guds hus, kirken. Cancelliraad underordnet embedsmand i kancelliet, det regeringskollegium, gennem hvilket den enevældige konge administrerede kongeriget Danmarks indre anliggender. If. rangforordningen af 14. okt. 1746 var virkelige kancelliråder placeret i 6. klasse (af i alt ni) som nr. 1, mens titulære kancelliråder var placeret i 7. klasse som nr. 1. Escadrons-Chirurg kirurg (en sårlæge, der helbreder sår og andre ydre skader) ved en eskadron (en underafdeling af et rytteriregiment på ca. 150 mand, kommanderet af en ritmester). Luther at gifte sig Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, kirkereformator. I 1505 indtrådte han i augustinerordenens kloster i Erfurt, men lagde i 1521 munkekutten for i december 1524 definitivt at forlade klosteret. Året efter giftede han sig med nonnen Katharina von Bora, der sammen med otte andre nonner var flygtet fra klostret i Nimbschen til Wittenberg, hvor de med Luthers billigelse tog ophold. Epigrammatisk med egenskaber som det korte, fyndige digt (epigram), især bidende (spottende). Peder ikke fornegtet ham sigter til Peters fornægtelse af Jesus under processen mod ham i ypperstepræstens gård, jf. Matt 26,69-75. at han skulde behandles saaledes at Kristus skulle dømmes til lidelse og død. har det i sin Magt hvad Øieblik han vil at kalde Legioner Engle til henviser til beretningen om Jesu tilfangetagelse i Getsemane have, Matt 26,47-56, hvor det fortælles, at en af Jesu disciple (der i Joh 18,26 identificeres som Peter) med sit sværd søgte at forsvare ham, men Jesus befalede ham at stikke sværdet i skeden og føjede til: »Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?« v. 53. – Legioner: afdeling, på 3-6000 soldater, i den rom. hær. apoplektiske af et slagtilfælde berørte, slagagtige. Fredags-Prædiken prædiken ved altergang om fredagen (). Joh: 12, 32 ... drage Alle til mig citat fra NT-1819. steeg Du ned til Jordens lave Egne hentyder til Ef 4,9: »Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og [også] først nedfoer til Jordens lave Egne« (NT-1819). steeg Du atter op i Høiheden for derfra at drage os til Dig . Solen gaaer op ... Alt sin sædvanlige Gang spiller på Præd 1,5-6: »Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og higer til sin Sted, der som den gaaer op igien. Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Væiret gaaer stedse om og om, og farer frem, og Væiret kommer tilbage efter sine Omgange« (GT-1740). forøg mig Troen jf. Luk 17,5: »Og Apostlene sagde til Herren: forøg os Troen« (NT-1819). Ja, drag Du os ... (det er af en gl Psalme) frit citat fra strofe 9 i salmen »Saa kom, o Jesu, stærke Helt« (1739), som er den da. biskop og salmedigter H.A. Brorsons gendigtning af »So komm, o Liebste«, og hvori slutningen af strofe 9 lyder: »Ja, naar al Verdens Trøst er død, / Saa vær mig desto mere sød, / O Jesu, arme Synd'res Ven, / O drag mig ganske til Dig hen«, Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, udg. af J.A.L. Holm, 2. opl., Kbh. 1838 [1830], ktl. 200, nr. 104, s. 319-323; s. 322. fremtræde for os med uudsigelige Sukke spiller på Rom 8,26, hvor Paulus skriver: »Desligeste kommer og [også] Aanden vor Skrøbelighed til Hielp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke« (NT-1819). reiser han sig op, som Stephanus saae ham hentyder til Stefanus' bekendelse, kort før han udånder efter at være blevet stenet, jf. ApG 7,56: »Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand« (NT-1819). Christus er Guds høire Haand I Bibelen er højre hånd den særlig værdifulde, jf. Sl 137,5, og kraftfulde, jf. fx Sl 18,36. Derfor er også pladsen ved den højre hånd det særlige æressæde, jf. fx Sl 110,1; Kristus sidder ved Guds højre hånd, jf. fx Mark 16,19 og ApG 7,55-56 (NT-1819). exanimere afsjæle; gøre modløs, skræmme. De forskjellige Leiligheder, ved ... ikke forarges paa mig Udtrykket findes kun i beretningen om Johannes Døber, der sidder fængslet og derfra sender sine disciple til Jesus for at spørge, om han er den kommende Messias. Hertil svarer Jesus: »Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig«, Matt 11,5-6 (NT-1819), og parallelstedet i Luk 7,22-23. Jf. dog også Matt 26,31, hvor Jesus skærtorsdag aften siger til sine disciple: »i denne Nat skulle I alle forarges paa mig«, Matt 26,31 (NT-1819), og parallelstedet i Mark 14,27. Jf. endvidere Joh 16,1, hvor Jesus siger til disciplene: »Dette haver jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges« (NT-1819). I Svaret til Johannes Disciple ligesaa se foregående kommentar. Præste-Conventer sigter til de præstekonventer, som opstod i begyndelsen af det 19. årh., specielt til Roskilde præstekonvent, der blev oprettet i 1842, og til 'Kjøbenhavns geistlige Convent', der dannedes i 1843. På disse konventer diskuterede man kirkelige anliggender, som var aktuelle i tiden. Drikkevise-Perioden Klubliv og drikkeviser florerede i de sidste 20 år af det 18. årh. F. Fenger, som nu ... »Sig-trende-Mænden« istand hentyder til en artikel af den danske præst Johannes Ferdinand Fenger »En Udflugt til Skaane«, i Dansk Kirketidende () bd. 3, Kbh. 1848, nr. 4 (den 24. okt. 1847), sp. 49-53. Fenger (1805-61) var en selvstændig tilhænger af Grundtvig; siden 1833 sognepræst i Lynge og Broby på Sjælland og den drivende kraft i et broderkonvent af præster fra egnen omkring Sorø; fra 1836 også formand for Dansk Missionsselskab. I artiklen skriver han: »Paa en Tid som vor, da Lysten til med aandelige Baand at sammenknytte de tre nordiske Riger mægtig rører sig, maa det ventes, at Danske, Norske og Svenske ogsaa i theologisk og kirkelig Henseende nærmer sig hinanden og gjensidigen stræbe efter at være hinanden til Gavn og Glæde«, sp. 49. Og hvor han argumenterer for, at da., no. og sv. præster bør besøge hhv. Sverige, Norge og Danmark for at stifte bekendtskab med hinandens teologiske litteratur, forkyndelse, kirkelige udvikling og religiøse liv. – »Sig-trende-Mænden«: I et udateret brev, som synes at være fra 10. juli 1847, skriver SK til sognepræst i Kongens Lyngby P.D. Ibsen: »I 'Fædrelandet' for igaar [9. juli 1847] finder jeg en sand og fortræffelig Bemærkning udtalt i tydelige og klare, særdeles vel valgte Ord, hvilke jeg her nedskriver: 'Det var et Ønske, at det vil blive godt Veir saa længe Skandinaverne ere samlede'. Ypperligt sagt! Men hvad der saaledes fra et ophøiet og overskuende Synspunkt, udtalt i Forhold til et storartet folkeligt eller tre-folkeligt Foretagende (et folkeligt Sig-Trende-Mænde) er saa saare betydningsfuldt, det har i mindre Forhold dog den samme Sandhed«, nr. 151 i B&A bd. 1, s. 170f. I en anmærkning til udtrykket 'Sig-Trende-Mænde' skriver SK: »Jeg antager, at De kjender dette Ord af Baggesen, som indeholder Hentydning til de tre Mænd i den gloende Ovn«, s. 170. Hermed sigtes til Jens Immanuel Baggesens digt »Til Herr Gely Latour. / I Anledning af hans Forestilling i den gloende Ovn«, som lyder: »O du, som i din Ovn dig saa kan trendemænde, / At ingen Hede kan forbrænde dig, / O! giør mig, store Mand, blot uforbrændelig / Den sidste Favn af Magistratens Brænde!« i ugebladet Søndagen, udg. af Baggesen, nr. 1, 6. feb. 1814, Kbh. 1814, s. 8. I en note til udtrykket 'trendemænde' skriver Baggesen: »De tre Mænd (Sadrach, Mesech og Abednego) vare, som bekiendt, Herr Latours Forgiængere«, hvormed han hentyder til beretningen i Dan 3 om profeten Daniels tre venner (Sadrach, Mesach og Abed-Nego, GT-1740), der blev kastet bundne og fuldt påklædte i en gloende ovn med flammende ild, fordi de ikke ville tilbede det gudebillede, den babylonske konge Nebukadnesar havde ladet fremstille; da kongen så, at de gik frit rundt i ilden sammen med en engel, kaldte han dem ud, og de var helt uskadte. Gøgleren Latour, som blev kaldt »den ubrændbare Spanier«, optrådte i København i jan. og feb. 1814. Han skrev selv i en af sine annoncer: »Han gaaer i en Ovn, som er varmet indtil 130 Grader Reaumur, holdende i den ene Haand Æg og i den anden et Stykke Lammekjød, og kommer ikke ud, førend det er stegt lige til at spise.« Efter samtidens beretninger blev københavnerne dog snydt for lige netop dette nummer. Udtrykket 'Sig-trende-Mænden' må således betyde 'forening af tre (mænd) i sig', her anvendt om den skandinaviske bestræbelse på at forene Danmark, Norge og Sverige i en politisk union. Skandinavismen satte sit stærke præg på det akademiske og politiske liv i 1840'erne, bl.a. med store studentermøder i Kalmar, Uppsala og København (1843-45). »mit fulde Glas« o: s: v: jf. nr. 132 i Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange; med Tillæg af nogle svenske og tydske, udg. af A. Seidelin, Kbh. 1814, ktl. 1483 (forkortet Visebog), s. 203f.: »Mit fulde Glas og Sangens raske Toner, / Og vittig Skjemt og Munterhed, / Jeg sælger ej for alle Fyrsters Kroner, / Og Salomoners Herlighed, / Thi Højhed ej lyksaliggjør, / Og Alting jevnes naar man døer. // Et evigt Navn er dejligt, kan jeg tænke, / Og det paa Qviste ikke groer; / Men det mit Støv i Graven ej skal krænke, / Om man mig aldrig kalder stor; / Thi naar man først dernede er, / Man Verdens Ros og Spot beleer. // En Tønde Guld var artig nok at have, / Dermed at pleje Kjelderen; / Men efter den i Jordens Skjød at grave, / Det overlader jeg til den, / Som ikke troer, og ikke seer, / At Armod tidt af Hjertet leer. // Mit Ønskes Maal er kun en kjølig Kjelder, / Hvor Vinen ingen Skade ta'er, / Et Fad, som fyldes atter, naar det hælder, / Et Hus, som tætte Vægge har, / Et roligt Sind – og Munterhed, / Som følger mig til Gravens Bred. // Og ønsker jeg en rask og kjælen Pige, / Som elsker mig – med andre Ord: / Jeg ønsker mig et lidet Himmerige / Paa denne syndefulde Jord, / Og Børn, som eje Kraft og Marv, / Og saae min Munterhed i Arv. // Jeg veed det grant, vor Jord er ej forbandet, / Nej, overalt jeg seer Velsignelsen; / Den stiger op af Havet, groer paa Landet, / Og regner ned fra Himmelen. / Jeg veed det grant – vor Lod er stor, / Velsignet er den faldne Jord. // Vinranker groe og Venskabs Luer brænde / Paa Jorden – Piger pryde den, / Og fra dens ene til dens anden Ende / Jeg blomstre seer Velsignelsen. / Lyksalighed er Jordens Maal – / Vins, Venskabs, muntre Pigers Skaal!« fi faldera jf. fx »Naar engang jeg skal i Brudeseng, / Faldera, Falderala, røde Roser! / Vil jeg ikke vælge Viv i Flæng«, nr. 216 i Visebog, s. 307. en Graver en underordnet kirkebetjent (kordegnens medhjælp), der stod for udførelsen af begravelser, men som især bistod ved gudstjenesten. Justitsraad Hiorthøy måske justitsråd (), arkivar ved det kgl. da. kancelli, Christian Julius Frederik Hiorthøy (1770-1843). Subscriptions-Indbydelse opfordringer til at forudbestille en bog, ofte mod at få sit navn nævnt i bogens subskribentliste. Fredags Tale No 1 sigter til den første tale over Luk 22,15 i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (). – Fredags Tale: prædiken ved altergang om fredagen (). I den Nat der han blev forraadt . den folkerige Stad Jerusalem. Forræderiet, der gaaer ud ved Nattetid, sniger sig i Mørket sigter til beretningen om Judas' forræderi af Jesus, jf. Matt 26,47-50. If. Matt 26,17-29 havde Jesus tilbragt aftenen med at spise påskemåltidet sammen med sine disciple, if. Matt 26,30-35 gik de ud til Oliebjerget, efter at de havde sunget lovsangen, og if. Matt 26,36-46 gik de ind i Getsemane have, hvor Jesus bad. Senere kom Judas, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de ældste; if. Joh 18,3 havde de også fakler med. »Ypperstepræsterne ere glade« ... »uden at der kan blive noget Opløb« (Luc: 22,6) hentyder til beretningen i Luk 22,1-6 om planlægningen af Judas' forræderi (se foregående kommentar). Her fortælles det, at Judas opsøgte ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten for at tale med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. »De blev glade og aftalte at give ham penge for det«, v. 5. »Han gik ind på det og søgte nu en lejlighed til at forråde ham til dem, uden at der blev opløb«, v. 6. I »den store Sal« sidder han for sidste Gang tilbords med Apostlene hentyder til beretningen i Luk 22,7-23 om Jesu sidste påskemåltid med sine disciple. Her fortælles det, at Jesus sendte Peter og Johannes ind til Jerusalem for at finde en mand, der skulle vise dem »en stor Sal, tillavet«, og dér forberede måltidet, v. 12 (NT-1819). De fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og forberedte påskelammet. Da tiden var inde, satte Jesus sig til bords sammen med de tolv apostle og sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige«, v. 15-16. staaer der i Joh: 13, 30, at det var Nat hentyder til beretningen i Joh 13,18-30 om Jesu forudsigelse af Judas' forræderi. Her fortælles det, hvordan Jesus tilkendegav, hvem det var, der skulle forråde ham, ved at give Judas det stykke brød, som han havde dyppet. Da Judas »havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat«, v. 30. Billighed god grund, rimelighed. Hvad der er forundt mig takke jeg Gud for . Næsten paa hver anden Side i Mynsters Prædikener ... at være Χstne. jf. fx J.P. Mynsters () Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47 (), s. 2f., s. 7ff., s. 12, s. 18ff., s. 23, s. 37, s. 40f., s. 47, s. 58ff., s. 78, s. 98, s. 101f., s. 131, s. 136f., s. 147f. en Stats-Kirke betegnelse for en kirke, som staten retsgyldigt hævder som sin kirke, og hvis tro og lære staten erklærer som sin officielle religion; staten giver således vedkommende kirke en (ofte monopoliseret) særstilling, men fordrer samtidig (en mere el. mindre udviklet) bestemmelsesret over den. I Danmark var den evangelisk-lutherske kirke statskirke med kongen som overhoved og biskopper, provster og præster som kongeligt udnævnte statsembedsmænd. Såvel kongen som i princippet alle da. indbyggere var trosmæssigt forpligtet af det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Bekendelse). eo ipso lat. netop derved. i apostolisk Forstand på samme måde som apostlene, herunder også Paulus. statsborgerlig Distinktion statsborgerlige tegn på udmærkelse. Mynster var ordensbiskop, dannebrogsmand og kommandør af Dannebrog; i 1836 tildeltes han Storkors af Dannebrog og i 1847 rang i 1. klasse. Dersom Prof. Heiberg ... for at hænges paa Juletræet hentyder til, at J.L. Heiberg () udgav flere bøger, fx Nye Digte, Kbh. 1841 (ktl. 1562), rigt udstyret med gulddekorationer på ryg, for- og bagperm samt tresidet guldsnit. Og at han fx i december 1843 udgav Urania. Aarbog for 1844 (ktl. U 57), trykt på svært papir med en sort dobbeltramme, indbundet i et papbind overtrukket med hvidt glanspapir, påtrykt en rigt ornamenteret guldramme på for- og bagperm, jf. omtalen i nr. IV i Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, Kbh. 1844, s. 37-41, i SKS 4, 486-488. Jf. også nr. I i Forord, hvor Nicolaus Notabene, s. 22f., skriver, at han glad overrækker »min i enhver Henseende særdeles elegante og nitide Nytaarsgave til et høistæret Publikum. Jeg har Intet forsømt for at turde smigre mig med, at den vil komme Læseverdenen og fornemlig enhver Familie, der festligholder Jule- og Nytaarsaften, beleilig, da den i alle Maader vil kunne tjene som en smagfuld Præsent, der endog vil kunne anbringes paa Juletræet selv ved Hjælp af en Slikesløjfe, der er anbragt i det forgyldte Futteral«, SKS 4, 478. – »hvad man lærer af Lilierne ... 3 Taler: sigter til »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre Taler«, anden afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (). Fimsen vimsen. Knippelsbro Knippels Bro, vindebro, der fra enden af Nybørs førte over havnen til Christianshavn, hvorfor den også i daglig tale kaldtes Christianshavns Bro (se kort 2, C3). J.L. Heiberg boede i Overgaden oven Vandet 176 på Christianshavn (se kort 2, B4-C4). hos Biskop Mynster J.P. Mynster () boede i bispegården på hjørnet af Studiestræde og Nørregade over for Vor Frue Kirke (se kort 2, B1). den sidste Bog dvs. Kjerlighedens Gjerninger (), som SK havde givet Mynster med dedikation. »Han« Kristus. da Folket jublede, og da det raabte Hosanna ved Indtoget . omfredede egl. omgive med hegn e.l.; værne om. Epicuræisme egl. den filosofi, der er udformet af den gr. filosof Epikur (o. 341 - o. 270 f.Kr.), for hvem lykken var livets formål. Her er epikuræisme formentlig forstået i nedsættende betydning som betegnelse for nydelsessyge. Forsynets . Straalemesteren den brandmand, der holder røret på sprøjteslangen og således styrer vandstrålen. Paulus er den eneste Apostel som taler om en Pæl i Kjødet . Jeg er opdragen ved Mynsters Prædikener – af min Fader SK vender gang på gang tilbage til det forhold, at han af sin far, Michael Pedersen Kierkegaard (), er opdraget ved J.P. Mynsters () prædikener. Fx fortæller han i en optegnelse fra februar 1849 i journalen NB10: »han lovede mig 1rd [rigsdaler] for at læse en af Mynsters Prædikener høit for ham, og 4rd, hvis jeg vilde skrive den Prædiken op, som jeg havde hørt i Kirken. Jeg gjorde det rigtignok ikke« (Pap. X 1 A 137). Og i en optegnelse med overskriften »Mynsters Prædiken – og jeg« fra maj 1850 i journalen NB18 skriver han: »Jeg er opdragen ved Mynsters Prædiken – aber af min Fader en eenfoldig og simpel og alvorlig og streng Mand, hvem det da aldrig i Verden faldt ind, at man ikke skulde gjøre efter det Læste. / Var jeg blevet opdraget af Mynster, da havde jeg naturligviis om Mandagen, Tirsdagen o: s: v: de søgne Dage faaet at vide, at man da ikke er en Phantast, der saadan udenvidere gjør derefter« (Pap. X 3 A 128). – Mynsters Prædikener: må især sigte til Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret (), men der kan også være tale om Mynsters Prædikener fra tiden i Spjellerup ().