Søren Kierkegaard
Journalen NB21
Søren Kierkegaards Skrifter
24
NB21
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup
Niels W. Bruun, Finn Gredal Jensen og Steen Tullberg
KA, A pk. 25
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2007
http://sks.dk/nb21/txt.xml
20111123
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.6
NB21.
d. 11 September 1850.
Hvad er Christendom eller rettere hvad Christendom er p. 22.
Hvorledes bliver et Menneske Christen? p. 36.
Hvad jeg har villet og vil p. 118.
Mynsters Betydning for hele min Forfatter-Virksomhed p. 194.
Angaaende Texter til Fredags-Prædikener
cfr det rene Blad foran i Journalen NB14.
Thema til en FredgFredags-Tale Journalen NB17 p. 30.
Væmmelse ved Livet – og dog Livslyst.
Der existerer neppe noget Msk, uden at han, (hvis jeg i privat Samtale med ham vilde sige: hele min Ulykke er, at jeg intet Levebrød ingen Embedsstilling har, derfor er det man arbeider mig imod) uden at han da ganske roligt vilde sige: det er i Grunden ogsaa saa – og derpaa smile kløgtigt. Dette kløgtige Smiil var saa paa min Bekostning – at jeg er gal nok til virkelig at ville være uegennyttig, virkelig at ville tjene Idee o: s: v:: og saa ere vi alleAlle Χstne, og der er 1000 lønnede ΧstdsΧstdoms Lærere – væmmeligt!
Der existerer vistnok kun meget Faae, der ikke i deres Inderste have endog en stor Forestilling om, efter hvilken Maalestok jeg har Ret.[a] altid en Portion Sandsebedrag tilbage og forsaavidt ogsaa for os lidt Anseelse.
Det er dette jeg blandt Andet vil have Mskene gjorte opmærksomme paa, og hvortil jeg mener at kunne bruge mit eget Liv; man skal, med Guds Hjælp, ikke narre mig ind i Sandsebedraget, som havde min stigende Anseelse nogen anden Grund, end at jeg har maattet sætte lidt Sandsebedrag, ak jeg er kun et stakkels ringe Msk, men gjøre opmærksom kan jeg.
a
i vor Fremstilling af Sandheden
Systemet.Systemet – den skjulte Inderlighed.
»Systemet« er som forsvundet; naar to Studerende tale med hinanden og nævne Systemet, komme de næsten uvilkaarligt til at smile.
»Den skjulte Inderlighed« haaber jeg med Guds Hjælp skal gaae samme Vei; naar to Præster tale med hinanden og nævne den skjulte Inderlighed, komme de uvilkaarligt til at smile.
Ogsaa »Publikum« er paa gode Veie; hvilken Glæde naar engang det Begreb segner, samt »Majoriteten«, »Ballotationen« o: s: v:
Plus dolet, quam necesse est, qui ante dolet, quam necesse est.
Seneca ep. 98.
Mynster – og jeg
M. har[a] prædiket Χstd. ind i et Sandsebedrag og fast i et Sandsebedrag – derfor maatte ogsaa mine Operationer dialektisk blive som de blev.
M. har Lighed med Louis Phillip: uden Idee-Opsving, uden existentielt Pathos men klogt benyttende smaa Midler og med Forstand paa, at Levebrødet er det dog egl. der regjerer Verden, og at Den regjerer temmeligt sikker der har Levebrød at bortgive.
a
(ikke som var Det, han sagde, ikke Χstd. nei men ved Forkyndelsen som ikke har været Χstd)
1. Journalen NB21, s. [22]-23. Hovedoptegnelsen NB21:16 er indført med latinsk skrift, den tilhørende marginaltilføjelse NB21:16.a med nygotiskHvad er Christendom? eller rettere, hvad Christendom er
Christendom er ingen Lære.
Christendom er en Troen og en dertil svarende ganske bestemt Art Existeren, Efterfølgelse.
Anm Christendom er ikke at bestemme som en Tro; det er i Retning af »Lære«, men en Troen.
Altsaa Christendom er en Troen og en Efterfølgelse.
Man kan gjøre Tro til det Første og Efterfølgelse til det Andet, forsaavidt det dog er nødvendigt, at Det er til for mig i Troen, det jeg skal efterfølge. – Man kan gjøre Efterfølgelse til det Første og Tro til det Andet, forsaavidt det er nødvendigt, at jeg ved een eller anden Handling, der er mærket[a], hvad Gud vil: at den Enkelte skal holde sig til ham, det blev saa omstemplet til Stolthed og Hovmod, som man afskyede – det Usande, det Magelige, Vrøvlet det var tillige det Hjertelige, det Ydmyge, det Gudvelbehagelige.
a
, LydighedensLydigheden,
»Men vi kunne jo dog ikke alle blive Martyrer?«
Svar: er det da bedre, at vi Alle, hver især, sige: jeg kan det ikke. Er det galt at Alle skulle være det – saa er det dog vel ogsaa galt, at slet Ingen vil være det.
Nullum unquam exstitit magnum ingenium sine aliqua dementia.
Her er ForklaringenForklaringen er ganske simpel. For i Sandhed at være det store Genie, maa han være det Exceptionelle. Men for at det at være det Exceptionelle skal have Alvor, maa han selv være ufrit, tvungen ind deri. Her ligger Betydningen af hans dementia. Der er et fast Punkt, i hvilket han lider; han kan ikke komme til at løbe med i Flokken. Dette er hans Qval. Denne hans dementia har maaskee slet Intet at gjøre med Det, der er hans egl. Genialitet, men det er Smerten, ved hvilken han personligt pines ud i Isolation – og i Isolation maa han være, hvis han skal være det Store; og frit at holde sig selv i Isolation formaaer Intetintet Msk; han maa tvinges, hvis det skal have Alvor.
»Χstdommen forfølges ikke mere«
ja hvad Under vel, da man aldeles har afskaffet, at Χstd. er en Existeren, en Efterfølgelse, og gjort den til blot en Lære. Men en Lære generer ikke saaledes, at den kunde hidse til Forfølgelse. Een Lære mere ell. mindre gjør Verden hverken fra eller til; i Forhold til Alt, hvad der blot vil være Lære er Verden tollerant,tollerant som Romernes Gudsfrygt: een Gud mere eller mindre hvad gjør det. At En foredrager den Lære om Selvfornegtelse, og derved sikkrer sig et Levebrød: det generer aldeles ikke Verden, tvertimod er det Verden kjert, at der saaledes er een Næringsvei mere. Men at En fornegter sig selv – det generer.
Lad Efterfølgelsen komme igjen – og Forfølgelse skal snart følge efter.
Angaaende Undseelsen i Forhold til det Sexuelle.
Montaigne siger etsteds, at det dog er underligt, at det skal være saadan noget Foragteligt Noget, det som vi jo Alle skylde vor Tilværelse. Han mener saaledes, at Undseelsen her vel nærmest er lidt Snerperie. Og saaledes har vel mangen stærktstærk Aand meent.
Men dertil maa svares. Det er kun i een Henseende sandt, at et Msk. skylder Avle-Akten sin Tilværelse, der er jo ogsaa et skaberisk Moment tilstede, som maa henføres til Gud. Det er ikke i Msk-Slægten som i en Dyre-Slægt, at hver Enkelt kun er Exemplar. Den, der virkelig vorder Aand, hvortil han er anlagt, han overtager engang (hved at vælge sig selv som det hedder i Enten – Eller) sit hele Væsen, og nedsætter derved Propagationen til blot det Lavere.
Hvad Under saa, at der er Undseelse i Forhold til det Sexuelle! De Procreerende repræsentere jo kun den lavere Side.Side, ligesom de selv i Avle-Aktens Øieblik ere bestemte i det Lavere af deres Væsen, eller i Synthesens Yderste i Retning af bort fra Aand. Men just dette at Retningen er bort fra Aand, just dette er Undseelsen, Aanden er just Undseelse, eller at Msket er bestemmet som Aand er Undseelsen. Dyret har ingen Undseelse, og den Bestialske heller ikke; og jo mindre Aand jo mindre Undseelse.
Præsterne.
Vil man sige, at de fleste Præster dog kun have et tarveligt Udkomme, og at der saaledes, christeligt, Intet kankunde være, end ikke efter den strengeste Maalestok, at gjøre Ophævelse over: saa maa svares: om da disse Herrer paa anden Maade kunde have sikkret sig et rigeligere Udkomme, eller om det ikke er Maximum, de kunne opnaae med deres Kræfter og Forudsætninger, item om de ikke pro virili aspirere til ogsnarest muligt at faae et større Levebrød. KThi kun da vilde dette »tarvelige Udkomme«, christeligt, have noget Væsentligt at betyde, naar det var Mænd, der paa anden Maade kunde have sikkret sig et rigeligere Udkomme, men valgte det tarveligere for at tjene Χstdommen.
Forresten kunde man da ogsaa spørge, hvor det staaer i det N. T., at en Præst absolut skal være gift, absolut have saa meget at han kan uernære Kone og Børn, absolut sikkres den Udflugt og Undskyldning, naar han Intet tør vove, at han gjør det af Hensyn til Kone og Børn,Børn – derfor maa han i at forkynde Χstd. rette sig efter de Andre, derfor maa han afholde sig fra at vidne for Sandhed og mod Usandhed o: s: v: – aha, saa det er maaskee endog derfor han har Kone og Børn. Som man i Forfatter-Verdenen bruger saadanne Formler: dette er blot et løst Udkast, jeg har ikke faaet Tid til videre at udføre det o: s: v:, hvorved man sikkrer sig mod Critiken: saaledes have vi 1000 gifte Præster, der Alle, hver især, skulde vise hvilke Karle de ere – naar de blot ikke havde Kone og Børn. Og for at saa Alt kan være i sin Orden, saa passer man yderst nøie paa, at det saavidt muligt sikkres, at enhver Præst bliver gift. Vi ville ikke have ugifte Præster sige Menighederne, og Kirke-Bestyrelsen, og Præsterne sige vi ville ikke være ugifte – saa ere vi alle den behagelige Tryghed sikkrede, thi Præsterne kan ikke komme til at gjøre Noget paa Grund af Kone og Børn.[a]
At castrere en Mand kaldes at afmande ham; Spørgsmaalet er, om man ikke, aandeligt forstaaet, i Retning af Aand intenderer at afmande ham, forsaavidt der skal en ganske overordentlig Mand til, for med Kone og Børn virkelig at tjene Idee.
a
, og han kan næsten ikke komme til at blive Præst uden at have Kone og Børn.
Montaigne
Det er ypperligt sagt (1ste Bog 28de Cap, om Eensomhed): hvad de glatte Ord angaae, bag hvilke Ærgjerrighed og Pengebegjerlighed (maaskee burde han tilføiet Nydelsessyge) skjule sig: »at vi ikke blot for vor egen Skyld ere i denne Verden, men for det almindeligste Bedstes« (og at vi derfor ikke maa trække os tilbage i Eensomhed), saa ville vi lægge Dem, der just nu ere ifærd med at opføre Dandsen (Dem, der nu figurere) paa Samvittigheden, og lad saa dem lægge Haanden paa Hjertet og sige: om ikke just lige modsat Stilling og Embede og Verdens Virvar søges af den Grund, for at drage sin Fordeel af det Almene; de elendige Midler, med hvilke man trænger sig frem, vise tydeligt, at Hensigten ikke duer meget.
Det er ypperligt; ogsaa dette, at man af Brugen af slette Midler ligefrem kan bevise maadelige Hensigter, hvilket er overordentlig sandt.
Samtale.
A. Christendommen er slet ikke til.
B. Hvilken Snak, skulde Χstdommen ikke være til, der er jonaar der er 1000 Præster.
A. Ja, saaledes siger ogsaa den Stundesløse: skulde jeg ikke have mange Forretninger, jeg som holder 4 Skriverkarle, og snart maa antage et Par endnu.
Vanskeligheden ved det at blive Χsten – i Χsthed.
Vanskeligheden er, at man ved fra Barn af at være opdragen i denne Religion, har faaet idel Indtryk af dens Mildhed, item næsten omgaaedes den som en Art Mythologie – og nu i en langt senere Alder skal man først ret til at opdage, hvor streng den er. Hvor Forholdet er: Hedninge, som skulle blive Χstne, der er det første Indtryk Strengheden, hele det Frastødende – og saa først Mildheden.
Men det er en uhyre Vanskelighed at være forvænt ved at denne Lære skulde være idel Mildhed og næsten msklig Slikkerie.
Dog det forstaaer sig de Fleste komme slet ikke ud i denne Vanskelighed (med først senere ret at skulle blive opmærksomme paa Strengheden) thi store Ting om de have nogle Barndoms-Indtryk, fra det Øieblik de ere blevne ældre have de da rigtignok ikke Tid til at anvende paa det Spørgsmaal om at blive Χsten.
Barnedaab, Barnets Opdragelse i Χstd. o: D.
Joh: Climacus viser rigtigt at i Forhold til det at være eller blive og være Χsten falder Accenten absolut paa Selv-Bekymring, at den Enkelte absolut er bekymret for sig selv, indtil, hvis det fordredes, at bryde med alle Forhold, og bryde alle Baand.
Men i Χstheden har man faaet vendt Forholdet om: man bekymrer sig for Børnene, meest for Børnene.
O, man har ingen Forestilling mere om Χstdommen; det er en uchristelig Mangel paa Resignation, at Forældre saaledes udenvidere ville føre det at blive Χsten ind under Generations Kategorie, det er en uchristelig Art Kjerlighed (det er nemlig kun Slægts Kjerligheden) at Forældre ikke ville forstaae, at det at blive Χsten er en Afgjørelse, der bestemmer den Enkelte qua Aand, at i denne Henseende det ene Msk. Intet kan gjøre for det andet, at deres Barnedaab, at deres Underviisning dog ingen Garantie afgiver ell. kan afgive for at Børnene ere Χstne.
O, men den Afgjørelse at være Χsten, hvad den vil sige, det har man reent glemt, og er saa vendt tilbage til Hedenskabets eller Jødedommens Inderligheds Bestemmelser i Familie-Kjerlighed, og det om endog at hade Fader og Moder o: D: det er blevet en Fabel, ja ikke blot det, men det er som vilde Χstheden sige: Gud trøste Χstdommen om den hitter paa igjen at rykke ud med det Sprog, at anstrenge Livet saaledes. Nei, vi have nu gemütligt indrettet os med Familie og alle jordiske Beqvemmeligheder i Χstdommen – og det er Χstdom.
At oplyse, at Χstdommen egl. ikke er til og en Mærkelighed derved.
vil blive et høist utaknemligt Arbeide. Alene det, at hvad man hidtil har faaet for en Spotpriis, Noget man næsten har kunnet kjøbe ved Dørene af Præster, der paaprakkede En det, for Næringsveiens Skyld, eller af Statsmænd, som meente det var godt at have med: at det nu skal tvinges op i en saa enorm Priis!
Og nu Præsterne, over hvem der dog altid vil falde et satirisk Lys, dersom de ikke vide at byde under itide.
Og saa er det det Mærkelige, at næsten ethvert Msk, i privat Samtale vilde tilstaae, at Χstd. egl. ikke er til.
Men siges maa det ikke. Hver Enkelt siger: jeg hverken kan eller tør sige det – og en masse stemme detde sig mod denDen, der vover at sige det.
O, at faae engang Enden gjort fast, derom er det det gjælder. Det bliver ved evindeligt og evindeligt at snurre rundt med at Enhver privat meget godt veed det, men at han ikke kan og ikke tør sige det – og med at de saa Alle vilde holde sammen mod Den, der vilde sige det.
Aristoteless sædvanlige Ordsprog
: o, mine Venner, man finder ingen Ven mere.
(Montaigne 1ste Bog 27de Capitel).
Idealet.
Ethvert Fremskridt mod Idealet er et Tilbageskridt; thi Fremskridtet bestaaer jo just i, at jeg yderligere opdager Idealets Fuldkommenhed – og altsaa min Afstand større fra det.
Selvisk kan man ikke elske Idealet; thi saa vilde Fremskridtet kun glæde mig hvis jeg ligefrem kom Idealet nærmere, ja i en vis Forstand maatte jeg jo saa ønske, at Idealet da ikke var altfor fuldkomment, eller at jeg da ikke fik for meget om dets Fuldkommenhed at vide – at jeg da bedre kunde naae det.
At elske Idealet i Sandhed (saa altsaa Fremskridtet er Tilbageskridt, eller at jegdet at jeg gjør Fremskridtet betyder at jeg træder tilbage af Ærbødighed, fordi jeg endnu fuldkomnere seer dets Ophøiethed) er derfor som at hade sig selv.
Directe Angreb.
Skulde det Bestaaende ville have directe Angreb:Angreb, nu vel her er et saadant:
for ikke at sige for meget og for ikke at gaae altfor rask til det Høieste: det Bestaaende har taget Luther forfængelig; det Bestaaendes Skyld er en Forfængeliggjørelse af Luthers Fortjeneste. Luther frelste »Efterfølgelsen, Χsti Efterfølgelse« ud af en phantastisk Misforstaaelse – men det nuværende har aldeles verdsliggjort Luther som var det det Luther meente.
Det Nye
Martyrierne maae fremtidigen blive Længde-Martyrier.
Det, der skal strides mod, er Klogskab. Verden er nu saa listig og underfundig saa det er forskrækkeligt. Dersom der staaer En blandt Mskene, som de selv maa indrømme at være i det Godes Tjeneste, saa er det saa langtfra at dette Syn begeistrer dem til at ville understøtte ham, eller ligne ham. Nei, med stor Klogskab siger man ganske rolig: han maa gaae under – og venter saa blot paa det Øieblik, for da at styrte til og declamere.
Tag nu de korte Martyrier. Der strammes snarest muligt til Katastrophe. Martyren bryder sig ene og alene om sin Idee, nu falder han som Offeret – og see de Declamerende ile til og profitere Martyren; og det bliver et stort SpørgsmaaletSpørgsmaal, hvor meget Martyren egl. har gavnet.
Nei, især da naar Verden er saa gjennemklog og gjennemdemoraliseret som nu, saa maae Martyrierne blive Længde-Martyrier. Martyrens Opgave vil være at genere Verdsligheden og den verdslige Forstandighed, saaledes som det kan genere En at staae under Politiets stadige Opsyn.
Martyren vil have at indtage en Position af et Par Point høiere end det Dygtigste det Bestaaende har; forsaavidt havde han det altsaa i sin Magt selv at blive Superlativet. Men dette gjør han ikke, han holder sig i ganske jævne Bestemmelser, han er saa godt som Ingenting, og skaffer saa i eetvæk Plads for Idealet.Idealet, bringer dette i Erindring. Det generer; thi det Verdslighed vil er dat detden vil have Idealet bort. Den vil derfor ogsaa ansee det som et Slags Forræderie af en Saadan, at han istedetfor selv at blive Superlativet og saa lade Idealet fare, bestemmer sig selv at være saa godt som Ingenting, for sblot at vise hvor høit Idealet ligger. Det er, msklig talt, et Forræderie, at denDen der kan være No 1 – og hvis han overtog at være det, saa satte han Kronen paa Relativiteterne og paa at det »til en vis Grad« er det Høieste, hvad der behager Kjød og Blod ··–– at han bestemmer sig som No 0 blot for at skaffe Plads for Idealet, hvorved han generer Relativiteterne, der ikke havde Noget mod at han for Alvor blev No 1 (thi saa blev Relativiteterne Alvor) men har meget mod, at han, som de dog maa indrømme at staae over dem, at han bestemmer sig at være No 0.
Dette er Politie-ForretningenPolitie-Forretning, uhyre anstrengende. Ja, jeg holder mig overbeviist om, at Ingen vil formaae at præstere det, med mindre han ved ganske særlig daglig Lidelse, og ganske særligt at have brudt med Livet, er særligt understøttet; thi ellers vil dog Kjød og BlodBlod, og Omverdenen en Dag narre ham ind i at blive Superlativet, hvad han jo hvert Øieblik har i sin Magt.
Dette er et langvarigt Martyrium, og som sagt Martyren maa ved særlig daglig Lidelse være saaledes i Styrelsens Magt, at det er Den, der hvert Øieblik trykker paa ham og holder ham vaagen, ellers lader det sig ikke gjøre, han maa være i Styrelsens Haand som den stækkede Fugl, Lokkefuglen, hvilken Fuglefængeren har ganske i sin Magt, for ved den at fange andre. Saaledes maa han være i Styrelsens Haand, og saa er hans Forretning at sammenligne med en Spions eller Politi-Agents.
Forskjellen mellem det Digteriske – og det Religieuse.
Hvad Under vel, at Viin (de udvortes Betingelser o: D:) begeistrer; men at Vand beg(Selvfornegtelse, Forsagelse o: D:) begeistrer, ja det er Religieusitet. Og saaledes er Forskjellen mellem at existere religieust og at existere digterisk.
Montaigne siger etsteds, at saavidt ham bekjendt, er Msket den eneste Skabning, hvis Værd man bestemmer efter hvad det har paa (Titler, udvortes Vilkaar o: D:). Man vilde dog ikke falde paa, at bestemme en Hests Værd efter hvilken Saddel den har phar paa, eller en Hund, efter hvilket Halsbaand, den har paa.
Præsterne.
Tilsidst ere Præsterne i den Grad ophørte at være hvad de egl. skulle være, at det, hvorved de gjøre Lykke og blive ærede, agtede, anseete o: s: v: er det i Forhold til det egl. at være Præst aldeles uvedkommende: at de ere gode Selskabsmænd, Folk, der kan deeltage i Alt og arrangere, som kan holde Leilighedstaler, kort det er en Slags nitidere Udgave af en Bedemand. – Eller paa anden Maade, at det hvorved de egl. blive anseete dog egl.er det egentlig at være Præst det Uvedkommende fE lidt Videnskabelighed o: D:.
Χstd. er egl. afskaffet, og derfor har man egl. ikke vidst, hvad man skulde gjøre af en Præst, og snart er det at være Præst blevet en Charade, Ingen kan bestemt sige hvad det er, det er et ubestemmeligt Noget men En der saadan er med ved allehaande festlige Leiligheder, en pæn Mand.Mand, neutrius generis (hverken geistlig eller verdslig) eller generis utriusque en geistlig-verdslig Hermaphrodit.
Præsten.
En sidder paa Stads indenfor alle mulige Begunstigelser og udarbeider saasaa et Kunstværk som han holder paa Søndag, og som vi beundre. – Men dette er jo Digter-Forhold. Og saaledes er det ogsaa, vi have forvandlet det at høre Prædiken til Nydelse.
At Pprædike er: selv kæmpende mod Livets Besværligheder (og især mod dem, man taler om) at finde Leilighed og at have Lyst til i Tale at opmuntre belære o: s: v: Andre. Men Hovedsagen er Existentsen, fra hvilken man gaaer til Prædikenenat prædike, og til hvilken man vender tilbage fra Prædikenenat prædike.
En Inconseqvents af Luther.
I Prædikenen over Evangeliet paa 1ste Søndag i Advent, lige i Begyndelsen siger Luther: at til ethvert ret Evangelium hører at det forkynder først Tro og saa Gjerninger, og at ethvert Evangelium, hvormed dette er Tilfældet er et ret Evangelium.
Men hvad vil saa det sige med at beraabe sig paa Skriften som eneste Norm, her har jo Luther selv lavet en Norm, hvorefter han bestemmer hvad der er et ret Evangelium.
Beskikkelse til Præst.
Alene det vilde da være noget ganske Andet end det nu brugelige, og afgive en Satire over den Maade, paa hvilken nu Præster kaldes,kaldes – detDet, som Wesley foreskrev (cfr Joh. Wesleys Leben o: s: v: oversat af Engelsk udgivet af Krumacher, Hamburg 1841. 2den Deel p. 203) der fordredes en tredobbelt Prøve. 1) deres theologiske Kundskaber 2) deres Gaver til at tale 3) de Grunde, hvorfor de troede sig kaldte af Gud til at prædike. Dette Sidste spørges nu tildags aldrig om. Det Hele er blevet saa verdsligt og profant som muligt et Levebrøds-Spørgsmaal, hvortil man legitimerer sig ved 3 Examina.
AnI Henseende til No 3 gjaldt det som Beviis for Kaldelsen, om det var lykkedes dem at bringe Andre til Omvendelse.
Bestod Ansøgeren blev han antaget først paa en kortere Prøvetid senere paa 4 Aar paa Prøve.
Det er godt sagt af Wesley, hvor han anpriser Methodisternes Psalmer i Sammenligning med andre:
det er ikke disse elendige Knittelvers, men Sange, der snarere kunde gjøre en Kritiker til Christen end en Christen til Kritiker.
Hvad jeg har villet og vil.
Jeg har aldrig, ikke i fjerneste Maade, givet det Mine af eller gjort Forsøg paa at ville føre Sagen ud i det Pietistiske til pietistisk Strenghed o: D:
Nei, men jeg vil, at der skal være Sandhed i vor Tale og fremfor alt i vor Prædiken, og ikke, som nu, er næsten lutter Usandhed i Retning af det Existentielle, saa man ikke blot afskaffer det Høiere, men endogsaa sætter det Lavere istedet, bruger Forbillederne forkeert, Intet gjør nærværende, opererer reent galt med Mulighed og Virkelighed og disses existentielle Forhold o: s: v: o: s: v:
Blot et ganske enkelt Exempel. Vil En spare sig selv og ikke vove hverken at vidne for Sandhed eller mod Usandhed: vel, end ikke her forcerer jeg ham. Men han skal ikke have Lov til at vende Forholdet om, saa det at spare sig selv tillige bliver priselig Viisdom, det at vove Phantasterie og Daarskab. – Og saaledes overalt.
Hvorfor blev jeg offret paa Danmark? Var det fordi Pøbelen alene formaaede det? Nei, det var fordi De, der skulde vovet hvad jeg vovede, ikke blot sparede sig selv, men endog vendte Forholdet om, saa det blev priselig Viisdom[a], MitMit blev Galskab
Det er den Art Usandhed jeg vil have bort baade af vor Tale og vor Prædiken: at næsten overalt hvor christeligt der vilde blive at gjøre en lille Indrømmelse sig selv betræffende, der har man endog faaet det gjort til en Dyd, der hædres og æres.
a
at spare sig
En Methodist Walsh, forhen Katholik, overordentlig begavet, men hvis svage Legeme ikke kunde bære hans Aand og Aandsanstrengelserne sagde om sig selv: Sværdet er for skarpt for Skeden.
Høitstaaende Geistlighed
Skal man have høitstaaende Geistlighed, da maatte en saadan Geistlig, christeligt conseqvent, jo fornemmere han blev, desto stærkere udtrykke og marquere Ueensartethed fra Verdslighed fE ved Askese o: D:, saa hans Fornemhed, høie Rang o: s: v: blot viste sig at være for at styre og lede.
Forskjellen[b]) da beholder den mildere Χstds Forkyndelse, dog vel at mærke saaledes, at man stadigt bringer Idealet i Erindring (om ikke for Andet saa for at oplive det Mildere): saa mener jeg tillige, at der burde indføres en Bod og Bededag hvert Aar, hvor man bragte sig det til Bevidsthed, at vi egl. tillade os at gjøre Χstd. til noget langt Mildere end den virkelig er.
Hovedsagen er bestandigt, at det dog bringes til Bevidsthed, hvor vi ere, at vi ikke reent ud gjøre Nar af Gud, ved at have en hellig Skrift, og saa udelade, hvad vi finde for godt, og saa tilsidst mene, at det slet ikke er til.
a
Et Forslag i Retning af den nye Prædikeform.
b
da den er at betjene Χstd. ved Hjælp af msklig Klynken og verdslig Klogskab.
Atter Underfundighed.
Og naar saa jeg gjør, hvad i Grunden Enhver, der kalder sig Χsten, var Gud pligtig at gjøre: at gjøre opmærksom paa, hvor vi ere – saa vender man Sagen saaledes, at man paatager sig at angribe mig.
Altsaa, selv fritager man sig for at gjøre hvad der egl. skulde gjøres – og saa gjør man mig det til en Forbrydelse, og formodentligen vil Anklagen Modmod mig blive i Χstds Navn. Fortræffeligt!
Guds Ophøiethed.
Han giver Mskene en hellig Skrift, som indeholder hans Villie, men som ingen Mellembestemmelser indeholde i Forhold til Idealet – og saa overlader han det til Enhver, hvorledes han vil forstaae det, han lader ikke høre fra sig, tier ganske stille, prøvende den Enkelte, thi det er jo virkelig som var det ganske overladt til os selv, hvorledes vi ville forstaae Skriften. Det forstaaer sig – Dommen kommer.
Hvad jeg vil
Min Paastand er, at hele den nu værende officielle Forkyndelse af Χstd. er en Conspiration mod den hellige Skrift, vi fortie hvad der ikke convenerer os.
Deri vil jeg ikke deeltage. Jeg vil tage Fordringen med, og saa gjøre Tilstaaelse.
Undladelses Synder
I det Skrift af F. W. Newmann: die Seele ihr Leiden ogund ihr Sehnen Leipzig 1850, finder jeg etsteds i det Afsnit om Synden, at Undladelses Synder ere de allerfarligste, og just dem, som de frommeste Msker ømme sig meest i.
Dette er ganske rigtigt og erindrer mig om Anti-Climacus Sygdommen til Døden.
Den mildere Χstd. og hvorledes Overgangen dannes til Χstd. i strengere Forstand.
Lad mig tænke mig en meget Overlegen i Forhold til et Barn ell. en ung PingePige. Han paatager sig at ville gjøre for Barnet eller den unge Pige, hvad de dog ikke selv formaae, og fordrer saa blot Eet: at de saa ganske bryde sig om Ingenting, blot ere glade og fornøiede paa deres uskyldigeviisuskyldigviisuskyldige Viis. Dersom Barnet ell. den unge Pige vilde gaae og vrøvle og i eetvæk spørge, om de ikke selv kunnekunde gjøre Noget til Hjælp: saa vilde den Overlegne optage dette ugunstigt, thi han siger: lad mig blot om Det; det Eneste jeg forlanger er at I blot skulle være glade og fornøiede og lade mig sørge. Vilde Barnet eller den unge Pige sige om de da ikke idetmindste maatte sidde hele Dagen og ikke bestille Andet end takke ham, saa vilde atter dette mishage ham, han vilde sige: det er ikke det jeg ønsker, men blot at gjøre Eder glade.
Dette er omtrent Forholdet i den milde Χstd, som fremkommer[b] aldeles ikke Tale om Χsti Efterfølgelse.
Her begynder den strengere Χstd. Det bliver naturligviis lige vist, at Χstus i Henseende til et Mskes Salighed er Alt, saa Msket selv Intet formaaer; men uagtet dette er saa, eller just fordi dette er saa, siger saa Χstus ligesom til den Enkelte: vil Du nu takke mig, saa bliv min Efterfølger.
Saa bliver Gjenfødelsen Alvor. Saa fremkomme ogsaa alle Collisionerne med Omverdenen, hele Lidelsen.
Og selv om Efterfølgelsen ikke var fordret:fordret, den Χstne som virkelig bliver indadvendt og altsaa i strengere Forstand Χsten, vilde dog collidere. Thi han lever nu engang i denne Verden, og vil han saa ikke indrette sit Liv i Lighed med denne Verden – og det kan han ikke vilde – saa maa han eo ipso collidcollidere.
a
ihvorvel ogsaa den Art Χstd. i sin Barnlighed er en Sjeldenhed.
b
af den mildere Χstd.
Ægteskabet.
Dersom Ægteskabet virkelig var en Pligt – hvad nu Moralisterne præke – hvilken Vilkaarlighed, saa at forbyde Qvinden at frie til Manden, lige saa godt som Manden frier til Qvinden.
Ikke at opfylde en Pligt er jo en Skyld. Nu døer en Pige ugift – men siger hun til sit Forsvar: Ingen friede til mig.
Er det et Forsvar, hvis Ægteskabet virkelig var Pligt.
Hvilket Nonsens: som Oversætning: Pligt, som Undersætning: dog tillader Skik og Brug Qvinden ikke selv at frie. Hvor i al Verden kan Skik og Brug fritage fra at opfylde Pligt. Er det Pligt, saa maa jo Skik og Brug gjøres om.
O, men man har endnu fra fjerne Tider en Angest for det anstrengede Liv, som har Sigte paa den uskiftugifte Stand. For nu ret,ret at sikkre sig, gaaer man saavidt, at man endog gjør Ægteskabet til Pligt. Og saa i Distraction glemmer man, at hvis saa er, kan da hiint Æsthetiske eller HerkömlicheTraditionelle om, at Qvinden ikke selv maa frie, ikke have Gyldighed.
Hos Richard Rothe i hans Ethik seer jeg det anført som blandt andre ogsaa en Grund, hvorfor Χstus ikke var gift: fordi han ikke»keine eebenbürtigeebenbürtige Person« kunde finde. Fortræffeligt!
Joh. Climacus – Anti-Climacus[a] – det Fuldkomne er det Lettere, eller det Lettere er tillige det Fuldkomne.
See det er fræk Opstand mod det Christelige – og der er det, at der skal gribes ind.
Denne anden Løgn er det Farlige; og ikke troer jeg, at nogen Jagthund sikkrere kan spore end jeg har som et Instinkt for at opdage, hvor denne Løgn er.
Denne Løgn er nemlig Forfængeliggjørelsen af hele Luthers Virksomhed, den er Luthers Aandelighed forvandlet til fræk Verdslighed.
a
er »at leve abstrakt«
Theateret – Kirken.
Richard Rothe (Anfänge der christliche Kirche) lader Kirken gaae op i Staten, og faaer ganske conseqvent ud, at Skuepladsen (som i Hedenskabet) vil blive Gudstjeneste.
Det er paa en egen satirisk Maade allerede naaet: Præsterne ere ikke stort mere end Skuespillere.
Overhovedet var det yderst fortjenstligt, om En ret vilde oplyse Forskjellen mellem en Præst, en Digter, en Skuespiller. Χstd. har forlangt »Vidner«, saa er Forskjellen iøinefaldende nok; men det nu værende Begreb af Præst har meget tilfælles med en Eenhed af Digter og Skuespiller.
Manden – Qvinden
..... Og sammenlignet med Manden har Qvinden altid etvæsentligt mere af Det, der vistnok nu engang er som beregnet paa at volde et Msk. Bryderier i denneog gjøre ham ulykkelig i denne Verden, men fra hvilket dog, i forskjellig Forstand, Livet udgaaer: hun har mere Hjerte.
Min Samtale med Biskop Mynster d. 22 Oct. 1850. efter at han havde læst Indøvelse i Christendom.
Dagen iforveien havde jeg talt med Pauli, der havde sagt mig Følgende. Biskoppen er meget vred hans Ord ere disse:disse, strax da han kom ind i Dagligstuen den første Dag· Dag sagde han: »den Bog har forbittret mig meget, det er en vanhellig Leeg med det Hellige.« Og da Pauli tjenligst spurgte ham, om han, som formodentlig talte med mig, maatte sige mig det, svarede Mynster: ja; og han kommer nok engang op at besøge[b] o: D:) begyndte jeg strax saaledes: »jeg har idag paa en Maade et Ærende. Pastor Pauli har sagt mig igaar, at De agter saasnart De seer mig, at irrettesætte mig for min sidste Bog. Jeg vil bede Dem at betragte det som et nyt Udtryk for den Ærbødighed, jeg altid har viist Dem, at jeg, strax jeg faaer det at vide, øieblikkeligt møder.«
Dette er i mine Tanker en lykkelig Indskydelse. Situationen var lagt til Rette; der kunde ikke blive Noget af, hvad der i dette Tilfælde synes mig begge uværdig, Heftighed eller fornem Spydighed. Nei, partes vare lagte for ham i Retning af Ærværdighed, og for mig i Retning af Pietæt.
Han svarede: jegnei, jeg har jo ingen Ret til at irrettesætte. Det er, som jeg har sagt Dem, jeg har slet ikke Noget imod, at hver Fugl maa synge med sit Næb.« Derpaa tilføiede han: man maa saamænd ogsaa gjerne sige om mig hvad man vil. Dette sagde han mildt og smilende. Men det Tilføiede bedrøvede miglod mig befrygte, at der dog var lidt Spydighed, og jeg søgte øieblikkelig at opretholde Situationen. Jeg svarede: at saaledes var det ikke min Mening, at jeg vilde bede ham, at sige, om det paa nogen Maade havde bedrøvet ham, at jeg havde udgivet en saadan Bog. Saa svarede han: ja, jeg troer rigtignok ikke at den vil gjøre Gavn. See dette Svar var jeg fornøiet med.med; det var velvilligt og personligt.
Saa talte vi aldeles som vi pleier. Han gjorde opmærksom paa, at hvordan man vendte og dreiede sig, maatte det dog blive Betragtning. I denne Henseende indlod jeg mig ikke videre, af Frygt for at komme ind paa det Existentielle, dog forklarede jeg, hvad jeg meente, i nogle almdl. Exempler.
Det Øvrige af Samtalen har ikke Mærkelighed. Kun lige i Begyndelsen sagde han: ja, den halve Deel af Bogen er jo Angreb paa Martensen, den halve Deel paa mig. Og vi talte senere om det Sted om »Betragtninger«, som han meente var myntet paa ham.
Forresten var saa Samtalen ganske som sædvanlig.
Jeg forklarede Eet og Andet om min Taktik, oplyste ogsaa, at nu var vi over det Værste, saaledes forstod jeg idetmindste mig selv i dette Øieblik – men jeg var en ung Mand og turde derfor heller ikke sige mere, end at jeg forstod mig selv saaledes i dette Øieblik: at nu var vi over det Værste.
Som sagt, forresten var Samtalen ganske som sædvanligt.
Gud skee Lov. O, hvad har jeg ikke egentligen lidt. Jeg ansaae det for min Pligt at holde Sagen saaledes, at jeg maatte lade det Bestaaende om, hvorvidt det ved at væregjøre Skridt mod mig, vilde tvinge mig til at gaae videre.
Der er hidtil Intet skeet, Alt har tiet – og Mynster talet saaledes.
Maaskee er det sandt hvad Pauli har sagt – men det var jo ogsaa den første Dag. Muligt Mynster, opgivende officielt at ville gjøre Noget, virkelig har tænkt paa privat at ville gjøre det; men senere opgivet det.
Dog et lille Hip i en Prædiken kan vel falde af.
a
Det maa erindres, at førend Samtalen med Paulli, havde Bogen allerede været ude vistnok en 3 Uger; der var fra det Bestaaendes Side ikke gjort end det Mindste eller den mindste Mine til nogen Regjeringshandling; ikke den mindste Omtale i noget Blad i Retning af de Regjerendes Misbilligelse; endelig Mynster havde haft en Søndags-Prædiken efterat Bogen var udkommet, og saa langtfra at polemisere i den RetningRetning, endog stærkt polemiseret i den Retning, som jeg blandt Andet kunde ønske, mod Naturalisme »at man destoværre kun altfor vel veed, hvad man i vor Tid dømmer om Under.« See alt Dette, og saa hiint Ord af Mynster »naar jeg næste Gang besøgte ham« det gjorde, at jeg forstod det som min Pligt, at følge Vinket, og som en Lykke at Leiligheden saaledes bød sig; thi op til Mynster skulde jeg dog, og det havde ellers maaskee faldet mig vanskeligt at finde en Leilighed.
b
hvortil jeg saa svarede: nei – jeg seer deDe har ikke Tid idag, saa vil jeg hellere gaae. Og da han saa sagde han havde dog nok Tid, blev jeg dog ved Mit og skiltes fra ham in bona caritate.
3. Journalen NB21, s. [194]-195, med NB21:122 i latinsk hånd. SK har henvist hertil i indholdsfortegnelsen NB21:2Mynsters Betydning for hele min Forfatter-Virksomhed.
Min Opgave har været at anbringe et Correctiv i Forhold til et Bestaaende, ikke at bringe et Nyt, der skulde omstøde eller fortrænge et Bestaaende.
Havde jeg nu fra Begyndelsen ganske overskuet Dette, og Mynster ikke havde veret,været, saa maatte jeg først have creeret Een eller Anden til at repræsentere det Bestaaende, og stivet ham godt af.
Men da jeg ikke har forstaaet min Opgave saa klart fra Begyndelsen, saa vilde dette vel være undgaaet mig, og det Hele var blevet noget Andet, maaskee forfeilet.
Men nu stod Mynster der som Repræsentant for det Bestaaende. Det havde jeg gratis, det fulgte for mig ganske af sig selv, at jeg venererede Mynster, og gjorde Alt for at udtrykke det.
Saaledes fik jeg min rigtige Stilling. See, atter her min Lykke! Reen personlig var Veneration for Mynster mig som en Nødvendighed – og saa først længere hen seer jeg, at dette var af stor Vigtighed for min Opgave, og for at jeg kunde stilles ririgtigt.
Synderinden.
Synderinden er næsten kun tilstede som in effigie, og dog er hun Den, om hvem der handles, den Nærværende.
»Dogmatiske[a] istedetfor med Kjød og Blod (Blod: saa lidet falder nogensinde Χstd. og Verden sammen.
Denne evindelige Sluddren om at Χstd. mere og mere gjennemtrænger Verden er et quid pro quo en Snakken-Bagvendt, thi Sandheden er, at Verden mere og mere afslider og afgnaver det Christelige af Χstdommen.
a
(hvilket igjen af en anden Grund vilde være Vrøvl, da Selvfornegtelse forudsætter Noget at stride mod nemlig Kjød og Blod)
Tidens raffinerede Usædelighed.
Ingen er der der vil vove, Ingen der vil offre Noget, Ingen paatage sig Anstrengelsen: nu vel, saa lad det da blive derved. Men saa er man gaaet videre. Selv det meest Ophøiede: en Reformator, selv Prædikatet deraf har man tilløiet sig. Lad os slaae os nogle Stykker sammen om at reformere, og saa saa forsigtigt, at der aldeles ingen Fare bliver, intet Offer at bringe, men hver især bliver titulair Reformator.
Alt forfængeliggjøres. Regjeringens Ordner og Stjerner ere saa almindelige, at kun det aikke at have Orden er paafaldende. Og saaledes ogsaa med alle andre Distinctioner. Det at være Reformator, reformatorisk er en Distinction som Enhver bærer i Knaphullet, omtrent som Fuglebaandet ved Fugleskydningen – og mere generer det da heller ikke paa den Maade at være reformatorisk.
Communismen raaber at Eiendom er Tyverie – ja i Sandhed paa den Maade at eie Titel af Reformator det er Tyverie.
Verdens-Bevægelsen.
At det er en Verdens-Bevægelse, der er indtraadt, kan sees paa, at der behøves en ny[a] som et Exempel paa, at en Ubetydelighed sætter stærkest Lidenskab, at Partie eller Sekt-Stridighed, Religions-Stridigheder, NatBorger-Krige altid ere heftigst – og det uagtet, dissede Stridende ligge hinanden saa nær, at det jo maa være oftest en Ubetydelighed, der adskiller dem: da maa bemærkes, at her er Sagen en anden; thi dette er jo fordi til Grund for Uenigheden tillige ligger den hele Lidenskab, der havde ventet, eller ønskede Enighed. Til Grund for Strid eller Fjendskab mellem Fremmede ligger Ligegyldighed