Niels Jørgen Cappelørn Journalen NB26 Søren Kierkegaards Skrifter 25 NB26 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2008 http://sks.dk/nb26/kom.xml 20120823 Karsten Kynde 1.7 Min Stillings Vanskelighed ... p. 4 se NB26:6. Ukjendelighed – Kjendelighed ... p. 32 se NB26:12. Om mig selv ... p. 37 se NB26:14. Evangelium prædikes for de Fattige ... p. 70 se NB26:30. Om mig selv (cfr. Journalen NB24. p. 68.) ... p. 92 se NB26:39. Texter til Fredags-Prædikener dvs. bibelske tekster til prædikener ved altergangen om fredagen. På SKs tid blev der hver fredag kl. 9 holdt skriftemål og altergang i Vor Frue Kirke i København, hvor der foruden skriftetalen under skriftemålet også blev holdt en kort prædiken mellem skriftemålet og altergangen. Tre gange havde SK selv prædiket ved disse altergangsgudstjenester om fredagen, den 18. juni 1847, den 27. aug. 1847 og den 1. sept. 1848. Og han udgav dem alle tre som taler, dels som nr. II og nr. III i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 277-283 og 285-292, dels som nr. I i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), i SKS 12, 155-160. cfr. det rene Blad foran i Journalen NB14 jf. NB14:3, i SKS 22, 343. Thema til en Fredags-Prædiken Journalen NB17 p. 30 se NB17:24, i SKS 23, 180. Sophistik brug af sofismer (forkerte slutninger, bestemt til at vildlede), spidsfindigt blændværk. I øvrigt spilles der på de gr. sofister, fælles betegnelse for en gruppe lærere, der i det 5. årh. f.Kr. tilbød undervisning på professionel basis i filosofi, retorik, statsmandskunst osv.; ikke mindst kendt som Sokrates' () modstandere i Platons () dialoger, hvor de bl.a. klandres for at tage penge for deres undervisning (i modsætning til Sokrates). Natvognen natrenovationsvognen. ret som akkurat, netop. Anflug ty., anstrøg, stænk. forhaabende nærende forventning om, håbende på. Hængemose el. hængedynd, sump af mudder blandet med planterødder, dækket af en sammenhængende vegetationsklædt overflade, der tilsyneladende er fast, men i virkeligheden har meget ringe bæreevne. gjøre det flot trække det (grundstødte skib) fri, så det kan flyde igen. pæle ramme en el. flere pæle ned i; her spilles på udtrykket: pæle et skib af grunden, dvs. trække et skib fri af grunden vha. tove, der fastgøres til nedrammede pæle. Forstands-Hængesæk hængedynd. sandselig som angår den sanselige verden, verdslig. stemples (...) om forandres på væsentlig måde, gives et andet præg, en anden værdi. Slægt generation. Tilhold holdepunkt, støtte. betjenes varetages, forvaltes. gudeligt på en måde, som vedrører forholdet til Gud, religiøst. Staten gik over Ende og kom til at staae paa Hovedet i 48 sigter til den række af revolutioner, politiske omvæltninger og krige, der prægede Europa i 1848, og som vendte op og ned på de bestående forhold. I Danmark gav Chr. VIII's død den 20. jan., efterretningerne om Februarrevolutionen i Paris og rygterne om oprør i de ty. hertugdømmer Slesvig og Holsten (som hørte under den da. krone) anledning til enevældens fald den 21. marts. Den 23. okt. sammentrådte Den grundlovgivende Rigsforsamling for at skrive en fri forfatning, hvilket resulterede i Danmarks Riges Grundlov, der blev underskrevet af Fr. VII den 5. juni 1849. – gik over Ende: gik omkuld. længst for længst, længe forinden. »Præsten« er ved helligt Løfte, ved Haands-Paalæggelse ... forpligtet til at forkynde Χstd, som ... i det N:T: hentyder til præstens ordination, se ritual for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), som stadig var gældende på SKs tid, s. 363-374, se især s. 366-372. Her bestemmes det, at den ordinerende biskop går for alteret og indleder den egl. ordination med ordene: »Veni Sancte Spiritus!« (lat., »Kom, Helligånd!«), hvorpå han knæler, mens koret synger: »Reple tuorum corda fidelium, et tui amoris in eis ignem accende, qvi per diversitatem lingvarum cunctarum gentes in unitate fidei congregasti. Halleluja! Halleluja!« (lat., »Fyld dine troendes hjerter, og tænd din kærligheds ild i dem, du, som trods alle tungemåls forskellighed forsamler folkeslagene i troens enhed. Halleluja. Halleluja«); biskoppen rejser sig og fortsætter: »Emitte Spiritum tuum, Domine, & creabuntur« (lat., »Udsend din Ånd, Herre, og de skal skabes!«), og koret svarer: »Et renovabis faciem terræ« (lat., »Og du vil forny jordens åsyn«). Herpå fremsiger biskoppen følgende bøn: »Oremus. / DEus, qvi corda fidelium Sancti tui Spiritus illustratione docuisti, da nobis in eodem Spiritu tuo recta sapere, & de ejus semper sancta consolatione gaudere, per Dominum nostrum JEsum Christum, Filium tuum, qvi tecum vivit & regnat in unitate Spiritus Sancti Deus per omnia secula seculorum« (lat., »Lad os bede. / Gud, du, som ved din Helligånds oplysning har oplært de troendes hjerter, giv os ved denne din Ånd at forstå sandheden og altid at glædes i hans hellige trøst, ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, Gud gennem alle evigheders evigheder«); koret svarer amen. Efter at biskoppen, vendt mod ordinanderne, har læst og holdt en kort tale over Tit 1,5-9, pålægger og befaler han dem »at de prædike Guds Ord reent og purt, ligesom det findes i de Prophetiske og Apostoliske Skrifter, retsindeligen forrette og uddeele de tvende høyværdige Sacramenter aldeles efter Christi egen Indstiftelses Maade, flittig formane deres Tilhørere til en sand og alvorlig Poenitense [anger, bod], Lydighed imod deres rette Øvrighed, Barmhiertighed imod de Elendige, og Kierlighed imod deres Jevn-Christen [medkristen] og Næste, og, at de for alle Ting beflitte sig paa at være gode Exempler for dennem i Omgiængelse [omgang, adfærd, levemåde], i Kierlighed, i Aand, i Tro, i Kydskhed og alle Christelige Dyder.« Derefter siger biskoppen til ordinanderne: »Love I mig dette paa mit Embedes Vegne, at I med et gudeligt [gudfrygtigt] Forsæt vil fuldkomme [fuldbyrde] det af den Naade, som GUd eder vil forleene!« Hertil svarer ordinanderne »med lydelig Røst for alt Folket, Ja«, og biskoppen siger: »Saa giver mig der paa eders Hænder.« Ordinanderne, der indtil nu har knælet på alterskranken, rejser sig og giver først hånd til biskoppen, derpå til alle hosstående præster. Dernæst bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug. / Og, at GUd almægtigste vil dog for JEsu Christi Skyld selv danne og duelig giøre eder til dette hellige Embede, at I med al Aarvaagenhed og en alvorlig Fliid i et ustraffeligt Liv og salig Undervisning maa adspørge [stræbe efter] Christi Navns Ære til hans Kirkes Forbedring hos os, da ville [vil] vi samptlig [i fællesskab, sammen] formane [indtrængende bede] hannem [Gud] med JEsu Christi egen Bøn sigendes: / (Her legger Bispen sin Haand paa deres [ordinandernes] Hoveder, og strax træde samptlige hosstaaende Præster tilsammen, og legge tillige deres Hænder paa dennem, mens Bispen læser efterskrevne Bønner.) / Fader vor du som est [er] etc. / Lader os fremdeles bede: / O Almægtigste ævige Fader, som haver etc. / Ligesom i Bispe-Vielsen [se s. 356-359]. / Siger alle hertil af Hiertet: Amen! / Saa svare alle Præsterne: Amen! / Bispen slutter allersidst og siger: Amen i JEsu Navn, Amen! / Derpaa begyndes strax: / Nu bede vi den H. [hellig] Aand etc.« »Oppositionen« paa det kirkelige Gebeet ... Mange, som ville have Forandring hentyder til de forskellige kirkelige reformer el. forandringer, der blev søgt indført. Først forslaget om en ny evt. synodal forfatning til Folkekirken for således at opfylde § 80 (ofte kaldt 'løfteparagraffen') i Grundloven af 5. juni 1849: »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov«, jf. Danmarks Riges Grundlov. Valgloven. Bestemmelser angaaende Forretningsordenen i begge Thingene, Kbh. 1850, s. 26; en sådan forfatning ville løsne forholdet mellem stat og kirke el. helt adskille kirken fra staten, jf. fx journaloptegnelsen NB23:22, fra jan. 1851, i SKS 24, 215f., med kommentarer. Dernæst det lovforslag om fuldstændig tros- og religionsfrihed med indførelse af borgerligt ægteskab og ophævelse af dåbs- og konfirmationstvang, der i okt. 1850 var blevet stillet i Folketinget af dommer N.M. Spandet og støttet af N.F.S. Grundtvig, men som en majoritet i den komité, der var valgt til at bearbejde Spandets lovforslag til Folketingets anden behandling, ændrede til forslag til »Lov om Ægteskabs Indgaaelse udenfor de anerkjendte Troessamfund eller imellem Medlemmer af forskjellige Troessamfund«, som under Folketingets tredje behandling i feb. 1851 blev vedtaget med 71 stemmer mod 10, jf. Fædrelandet, nr. 31, den 6. feb. 1851, s. 124. Endelig det ønske om indførelse af sognebåndsløsning samt dogmatisk og liturgisk frihed for præster, der var blevet fremsat af Grundtvig allerede i 1830'erne, og som han og flere af grundtvigianerne vedvarende argumenterede for (). – Mange, som ville: vil. Officianterne embedsmændene. ikke et Haar bedre fast udtryk: ikke det mindste bedre. stemples godkendes, autoriseres, sanktioneres. de Partes lat., 'dele'; roller, opgaver. en Privatiserende en, der lever el. virker som privatmand. Braaden brod. de kunne kan. Mynster Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forf. og politiker; fra 1802 sognepræst i Spjellerup, fra 1811 residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København og fra 1826 tillige hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over Sjællands stift. Som Sjællands biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver. I årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i Roskilde og i 1848-49 medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han havde sæde i en lang række styrende organer og var primus motor i udarbejdelsen af den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente af 1819, af Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839, og af et autoriseret Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845. Mynster avancerede i 1847 til rang i 1. klasse, nr. 13, og skulle tituleres med 'eminence'. Martensen Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; fra 1840 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet. Han blev lic.theol. i 1837, udnævnt til æresdoktor i Kiel i 1840, til hofprædikant i 1845 og Ridder af Dannebrog i 1847. Han havde i sommeren 1849 udgivet det store værk Den christelige Dogmatik, ktl. 653, der den 22. maj 1850 var kommet i et nyt oplag. Med dette værk blev Martensen direkte bragt i opposition til SK, idet det gav anledning til en større strid om forholdet ml. tro og viden. Kalds-Pligt pligt som kaldede præster (). det kongelig danske Cancellie Frem til marts 1848 administrerede den enevældige konge Danmarks indre anliggender, herunder sager vedr. gejstligheden (1. departement), gennem et regeringskollegium kaldet Det kgl. Kancelli. Det var bl.a. gennem dette statsapparat, Mynster virkede som kongens rådgiver. Numerus lat., tal, antal, den store mængde; massen. Forretning gerning, embede. Mynster fE med Goldschmidt . – Goldschmidt: Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist, publicist og forf., bl.a. til En Jøde. Novelle af Adolph Meyer, udg. af M. Goldschmidt, Kbh. 1845, ktl. 1547, og Fortællinger af Adolph Meyer, udg. af M. Goldschmidt, Kbh. 1846, ktl. U 43. Grundlagde i 1840 det satiriske ugeblad Corsaren og var dets egl. redaktør til 1846, hvor han afhændede bladet og tiltrådte en ét-årig udenlandsrejse; udgav fra dec. 1847 månedsskriftet og fra sept. 1849 ugeskriftet Nord og Syd, hvortil han selv var hovedleverandør af stof. Dette ugeskrift ophørte den 28. marts 1851, men fra 1. nov. 1851 udkom af og til et »tvangsfrit Hefte«, og i 1855 udkom det atter regelmæssigt. en Regjeringsmand en person, der ene el. (især) sammen med andre leder en regering (på et statsoverhoveds vegne). 48 o: s: v: har gjort det aabenbart, at han er Journalist Indtil 1848 var Mynster som kongens personlige rådgiver () kirkens reelle leder og kendt for sin faste og magtfulde statskirkelige styreform. Efter enevældens fald i marts 1848 og en de facto-indførelse af et konstitutionelt monarki blev der dannet konstitutionelle ministerier, det første den 24. marts 1848, kaldet 'martsministeriet', det andet den 16. nov. 1848, kaldet 'novemberministeriet', osv. til dannelsen af 'januarministeriet' den 27. jan. 1852; og da disse ministerier talte en kultusminister (minister for kirke og undervisning), i det første pastor D.G. Monrad, i det andet prof. J.N. Madvig, som havde det politiske ansvar for kirken, måtte Mynster nu forhandle sig frem til sine kirkepolitiske resultater. I et udkast, fra 1852, til en ikke udgivet artikel om sit forhold til biskop Mynster uddyber SK sagen. Om tiden før 1848 skriver SK: »jeg veed det ikke, maaskee har den gamle Regjerings Tryghed, det kongelige danske Cancellie o: s: v: skjult over Noget saa det var anderledes med ham, men kunde ikke komme til at vise sig«. Og om tiden efter 1848: »nu synes det mig, at de Handlinger Biskop M. sætter ind staaer i et besynderligt Forhold til 'Prædikenens' Søndags-Høitidelighed«. Og videre, at Mynster efter 1848 åbenbart »ikke vil være christelig Biskop[,] ikke staae fast ene med Gud og Evigheden og Ansvaret og Dommen for Øie – men hellere spille verdslig klogt næsten som en Journalist, velsigne hvad der har Magten, bøie sig efter Vinden, gaae med Strømmen (...) negotiere [underhandle] med tvetydige Avisskrivere, og maaskee per dem med et Publikum« (Pap. X 6 B 212, s. 334f.). Sml. H.L. Martensens brev af 21. dec. 1850 til pastor L.J.M. Gude: »Tilforn blev dog i det mindste Biskoppen hørt i enhver vigtig Sag, og Intet foretaget uden hans Raad. Nu have vi kun Rigsdagen og en tilfældig Cultusminister [altså Madvig], der aldeles ikke behøver at tage Hensyn til Biskoppen, heller ikke gjør det« (Biskop H. Martensens Breve, udg. af B. Kornerup, bd. 1, Kbh. 1955, s. 22). Epigrammet kort, fyndigt vers, som udtrykker en sentens, en pointeret vittighed, en satire o.l. vistnok givetvis, helt sikkert. tidligere havde M. inclineret for G. sml. journaloptegnelsen NB11:146, fra juni 1849, hvor SK skriver: »Jeg negter ikke, det har berørt mig smerteligt, at bemærke den Maade, paa hvilken Mynster pludseligt har hittet paa at ville protegere Goldschmidt«, SKS 22, 85,7-9. Og videre i samme optegnelse: »Det at Mynster har nævnt hans Navn og Egenskab: Jøde i Rigsdagen er da det Ligegyldige; thi paa den Maade at omtale gjør hverken fra ell. til. Men see til Goldschmidt, han bliver kisteglad blot fordi hans 'Eminents' [eminence] har nævnet ham«, s. 85,16-19. Hermed sigtes til, at Mynster som medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling på mødet den 12. april 1849 under behandlingen af grundlovsudkastets § 64 om lige adgang til borgerlige og politiske rettigheder uden hensyn til trosbekendelse udtalte: »Hvad det mosaiske Troessamfund angaaer, kan jeg ikke ansee det for at være af synderlig praktisk Vigtighed, om der med Hensyn til dette skete en Udvidelse eller en Indskrænkning. Jeg kan frit tale herom, da endog et Medlem af dette Samfund den talentfulde Udgiver af 'Nord og Syd', nylig har spurgt: 'kan en Jøde beklæde alle Embeder?' og han frit taler om 'sit Folk,' hvorved dog tilkjendegives, at Jøderne udgjøre et Folk for sig, og at de ikke aldeles ere sammensmeltede med de Folk, blandt hvilke de bygge og boe«, Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, nr. 322, 1849, sp. 2544. Mynsters udtalelse kommenterede Goldschmidt i sit blad Nord og Syd. Et Maanedskrift bd. 6 (andet kvartal 1849), Kbh. 1849, s. 192-196. sat ham sammen med mig sigter til J.P. Mynsters skrift Yderligere Bidrag til Forhandlingerne om de kirkelige Forhold i Danmark, Kbh. 1851, s. 44, hvor Mynster skriver: »Iblandt de glædelige Fremtoninger, – vi optage dette Ord efter en af vore talentfuldeste Forfattere, – der under disse Forhandlinger have viist sig, er den Gienklang, en Røst har fundet, der nylig (see 'Fædrelandet' Nr. 26) hævede sig mod den 'Troen paa, at det er i det Udvortes, Feilen stikker, at det er en Forandring i det Udvortes, der behøves, Forandring i det Udvortes, der skal hielpe os,' mod den 'usalige Forvexling af Politik og Christendom, en Forvexling der saa let kan bringe en ny Art Kirke-Reformation op og i Mode, den bagvendte Reformation, der reformerende sætter et nyt Slettere istedenfor et gammelt Bedre.' Den begavede Forfatter vil tillade mig endnu til Slutning at laane hans Ord: 'At Christendommen, som har Livet i sig selv, skal frelses ved de frie Institutioner, dette er i mine Tanker en aldeles Miskiendelse af Christendommen, der, hvor den er sand i sand Inderlighed, er uendelig høiere og uendelig friere, end alle Institutioner, Constitutioner o. s. v.'« Med udtrykket 'Fremtoninger' sigtes til Goldschmidt, der i Nord og Syd. Et Maanedskrift bd. 5 »Første Qvartal 1849«, Kbh. 1849, s. 143f., havde foreslået 'Fremtoning' som oversættelse af det ty. 'Erscheinung', hvilket efterhånden vandt indpas i sproget. Citaterne fra Fædrelandet, nr. 26, stammer fra SKs artikel »Foranlediget ved en Yttring af Dr. Rudelbach mig betræffende [angående]« (). SK udarbejdede i løbet af 1851 utallige udkast til en polemik mod Mynster pga. dennes ytring (se Pap. X 6 B 171-208). den Gamle sigter til Mynster, som var fyldt 76 år den 8. nov. 1851. marqveret igjen mod det Numeriske ... brudt med Rudelbach sigter til SKs artikel »Foranlediget ved en Yttring af Dr. Rudelbach mig betræffende [angående]« i Fædrelandet, nr. 26, den 31. jan. 1851, s. 101f. (SV2 13, 472-480). Foranledningen var, at A.G. Rudelbach i Om det borgerlige Ægteskab. Bidrag til en alsidig, upartisk Bedømmelse af denne Institution, nærmest fra Kirkens Standpunkt, Kbh. 1851, ktl. 752 (averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 19, den 23. jan. 1851), i note 121, s. 70, havde henvist til SK. I artiklen skriver SK, s. 101: »Intet er jeg saa betænkelig ved som ved Alt, hvad der endog blot smager af denne usalige Forvexling af Politik og Christendom, en Forvexling, der saa let kan bringe en ny Art Kirke-Reformation op og i Mode, den bagvendte Reformation, der reformerende sætter et nyt Slettere i Stedet for et gammelt Bedre, medens det dog skal være vist og sandt, at det er en Reformation, i hvilken Anledning hele Byen bliver illumineret« (SV2 13, 475). Og videre s. 101: »Som man atter seer af hans sidste Skrift, troer Dr. R. paa, at det der skal frelse Kirken og Christendommen er 'de frie Institutioner.' Skulde dette høre med til sand Christendom denne Tro paa de, politisk opnaaede, frie Institutioners frelsende Magt, saa er jeg ingen Christen, ja endnu værre, jeg er et rent Djævelens Barn; thi, oprigtigt talt, jeg har endog Mistanke til disse, politisk opnaaede, frie Institutioner, især til deres frelsende og gjenfødende Magt« (SV2 13, 475). Og atter videre s. 101: »At en Politiker troer paa, at det er de frie Institutioner, der skal hjælpe Staten – det kan jeg forstaae, fordi Politik er Udvorteshed, som, hvad jo ligger i Sagen, ikke har Livet i sig selv, men maa hente det fra Formerne, og derfra denne Tro paa Formerne. Men at Christendommen, som har Livet i sig selv, skal frelses ved de frie Institutioner, dette er i mine Tanker en aldeles Miskjendelse af Christendommen, der, hvor den er sand i sand Inderlighed, er uendelig høiere og uendelig friere end alle Institutioner, Constitutioner o. s. v. Det er ikke udvortes fra Christendommen skal hjælpes, ved Institutioner og Constitutioner, og da allermindst, naar disse ikke, paa gammelt Christeligt, skulle [skal] lidende tilkæmpes ved Martyrier, men paa Politisk, selskabeligt-venskabeligt vindes ved Ballotation eller i Tal-Lotteriet – at hjælpes paa den Maade er tvertimod dens Undergang« (SV2 13, 476). Rudelbach svarede skarpt igen på SKs indvendinger i dobbeltartiklen »Afnødt Erklæring om et personligt Punkt og tillige om Betydningen af 'Kirkens frie Institutioner'« nr. I og nr. II i Fædrelandet, hhv. nr. 37, den 13. feb. 1851, s. 145, og nr. 38, den 14. feb. 1851, s. 149f. – Rudelbach: Andreas Gottlob Rudelbach (1792-1862), da. teolog, præst og forf.; cand.theol. 1820, dr.phil. 1822, superintendent, konsistorialråd og hovedpræst i Glauchau i Sachsen 1828-45; forelæste 1847-48 som privatdocent ved Københavns Universitet, blev fra 1848 sognepræst ved Skt. Mikkels Kirke i Slagelse. Rudelbach var i sine yngre år, mens han endnu var bibelteolog, en stærk tilhænger af N.F.S. Grundtvig og kæmpede indædt sammen med ham mod rationalismen, men brød senere åbent med ham og nærmede sig mere og mere J.P. Mynster og H.L. Martensen (). de Gammel-Orthodoxe sigter til følgende passus i SKs artikel »Foranlediget ved en Yttring af Dr. Rudelbach mig betræffende [angående]« i Fædrelandet, nr. 26, den 31. jan. 1851, s. 101: »Jeg er en Hader af 'Vane-Christendommen'. Det er Sandhed. Jeg hader Vane-Christendommen i hvilkensomhelst Skikkelse den viser sig. Dette 'i hvilkensomhelst Skikkelse' kunde jeg ønske særligen bemærket; thi Vane-Christendommen kan jo have mange Skikkelser. Og var der slet intet Andet at vælge, var Valget kun mellem denne Art Vane-Christendom: en verdslig Letsindighed, der sorgløst lever hen i den Indbildning at være Christen, uden maaskee engang at have noget Indtryk af Christendommen, og den Art Vane-Christendom, der findes hos Secterere, Opvakte, Hyperorthodoxe, Partigængere – naar galt skal være, jeg vælger ubetinget den første. Den første Art har dog kun letsindigt og negativt taget Christendommen forfængeligt, hvis man ellers overhovedet altid endog tør dømme den saa strengt; den anden har maaskee i aandeligt Hovmod, i ethvert Tilfælde positivt taget Christendommen forfængeligt; den første kunde man næsten fristes til at smile af, fordi man haaber, den anden kan bringe En til at gyse« (SV2 13, 473). Se også følgende passus, s. 101, hvor SK efter at have taget afstand fra de frie institutioner som det, der skal frelse kirken og kristendommen, skriver: »Det er min Christendom, eller saa christendum er jeg, som da forresten aldrig har befattet mig med 'Kirke' og 'Stat' – det er meget for Stort for mig; dertil behøves ganske anderledes Seere, end jeg er, eller ogsaa bør det ganske simplement [simpelt] overlades de ordenligen dertil Beskikkede og Kaldede« (SV2 13, 475). Med 'de Gammel-Orthodoxe' og 'Hyperorthodoxe' sigter SK til N.F.S. Grundtvig og hans tilhængere, grundtvigianerne; se fx Grundtvigs stridsskrifter Om den Clausenske Injurie-Sag, Kbh. 1831, hvor han, s. 15, omtaler sig selv og sine tilhængere som »Hyper-Orthodoxerne og de gammeldags Christne«; og Om Daabs-Pagten, Kbh. 1832, s. 15-19, hvor han taler på vegne af »de gammeldags Christne«, »gammeldags Christendom« og »den gamle Tro«. Med 'Seer' henviser SK også til Grundtvig; sml. fx journaloptegnelsen JJ:285, formentlig fra slutningen af 1844, i SKS 18, 230,10, hvor SK omtaler ham som »Prophet og Seer«, og se kommentaren dertil. maieutisk som vedrører majeutik, jordemoderkunst; af gr. maieúesthai, at forløse (en fødende). Hentyder til Sokrates' jordemoderkunst (). Jf. fx Platons dialog Theaitetos, 148e - 151d, se Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera); bd. 2, 1820, s. 22 (Platons Skrifter, udg. af C. Høeg og H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 6, s. 102-106). sige sig hævde, erklære. Socrates er derfor den Uvidende, er det indtil det Sidste I sine samtaler i Platons dialoger påberåber Sokrates sig ofte sin uvidenhed, således i Sokrates' Forsvarstale, 21a - 23b, hvor han forklarer, at oraklet i Delphi netop har nægtet, at nogen er visere end han, da han ved, at han intet ved, modsat de mange, der bilder sig ind at vide noget, jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 108-113 (Platons Skrifter bd. 1, s. 269-272). SK diskuterer Sokrates' uvidenhed i Om Begrebet Ironi, i SKS 1, 217-223. – Socrates: Sokrates (o. 470-399 f.Kr.), gr. filosof; udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige; søgte gennem sin majeutiske metode (sin jordemoderkunst) at forløse andre, der i forvejen var svangre med viden, og at hjælpe dem af med deres vrangforestillinger, hvilket altid skete i samtalens form. Han blev anklaget for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve Athens ungdom; en folkedomstol i Athen kendte ham skyldig, og han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Han har intet skriftligt efterladt sig; hans karakter, samtalekunst og lære er hovedsagelig blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig af Aristofanes () i komedien Skyerne, af Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og af Platon () i dialogerne. Redeliggjørelse det at nå til redelig, ærlig afklaring. følte mig som indviet sml. følgende passus i »Epilog« til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, skrevet i 1848, posthumt udg. af P.C. Kierkegaard, Kbh. 1859, s. 75: »Saaledes mener jeg at have tjent Christendommens Sag, medens jeg selv derunder er blevet opdraget. Den, som man forbauset saae paa som noget nær den Kløgtigste (og det naaedes ved Enten – Eller); Den, man villig indrømmede Pladsen som den 'Interessante' (og dette naaedes ved Enten – Eller): just han var forpligtet i Christendommens Tjeneste, havde indviet *) sig dertil fra første Øieblik, da han begyndte hiin pseudonyme Forfatter-Virksomhed, just han kæmpede i sig selv og som Forfatter for at bringe dette Eenfoldige frem: at blive Christen« (SV2 13, 619f.). I noten *) hedder det uddybende: »Indvielsen, forsaavidt den endog gaaer længere tilbage i Tiden, var: selv om jeg aldrig drev det til at blive Christen, at ville anvende for Gud al min Tid og al min Flid paa, idetmindste at faae det gjort klart, hvad Christendom er, og hvor Forvirringen i Christenheden stikker, et Arbeide, hvortil jeg i Grunden har forberedt mig fra min tidligste Ungdom. Menneskelig talt var det nu vistnok [sandt nok] en høimodig Beslutning. Men Christendommen er for stor en Magt til at ville udenvidere benytte et Menneskes høimodige Beslutning (der dog rigtignok ogsaa nærmest var Udtrykket for Forholdet til min Fader), den eller Styrelsen tog sig derfor den Frihed at lægge mig mit senere Liv saaledes an, at der, hvad den dog vistnok heller ikke fra Begyndelsen var, ingen Misforstaaelse kunde blive, om det var mig, der trængte til Christendommen, eller Christendommen, der trængte til mig.« Pseudonymen sagde tillige sig selv ikke at være Christen sigter til følgende passus i den pseudonyme forf. Johannes Climacus' tillæg »Forstaaelsen med Læseren« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846): »Undertegnede, Johannes Climacus, der har skrevet denne Bog, udgiver sig ikke for at være en Christen; han er jo fuldt op beskjæftiget med, hvor vanskeligt det maa være at blive det; men endnu mindre er han En, der efter at have været Christen ved at gaae videre er ophørt at være det. Han er en Humorist«, SKS 7, 560,3-7. – Foruden af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift er Johannes Climacus den pseudonyme forf. af Philosophiske Smuler (1844). skrue Prisen op paa det at være Christen sml. »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK skriver: »I dette Skrift, hidrørende fra Aaret 1848, er Fordringen til det at være Christen af Pseudonymen [Anti-Climacus] tvunget op til et Idealitetens Høieste.« SKS 12, 15,2-3. Dette forord henvises der til både i nr. II og nr. III, i SKS 12, 85 og 153. binde svære Byrder, som han dog ikke selv løftede allusion til Matt 23,4, hvor Jesus i sine veråb over farisæerne og de skriftkloge siger: »de binde svare [svære, tunge] Byrder, vanskelige at bære, og lægge Menneskene dem paa Skuldrene; men selv ville [vil] de ikke røre dem med en Finger« (NT-1819). Forretning gerning, virksomhed. Den Betænkelighed ... (»den bevæbnede Neutralitet«) ... at Gud paa Dommens Dag skulde sige ... vovet at kalde Dig en Christen »Den bevæbnede Neutralitet«, som er skrevet i 1848 og opr. tænkt som et tidsskrift, hvis program if. journaloptegnelsen NB6:61, fra juli el. aug. 1848, skulle være »at give Samtiden et bestemt og ikke-redupliceret Indtryk af hvad jeg siger mig selv at være, hvad jeg vil o: s: v:« (SKS 21, 44,2-4), besluttede SK i 1849 i stedet at benytte som tillæg til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed () og ændrede da titlen til »Den bevæbnede Neutralitet / eller / Min Position som christelig Forfatter i Christenheden. / Tillæg / til 'Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed' / af / S. Kierkegaard« (jf. Pap. X 5 B 106-109, s. 287-302). Heri skriver SK: »Det om jeg er Christen (og saaledes med hver Enkelt, om han er Christen) er nemlig et reent Guds-Forhold; idet jeg (og saaledes bestandigt den Enkelte) udsiger, at jeg er Christen, selv om det er Mennesker, der spørge mig, og altsaa Mennesker, jeg taler med, taler jeg egentligen med Gud, og tør derfor ikke tale anderledes end som jeg vilde tale med Gud, det er [det vil sige], saasnart jeg (og saaledes bestandigt den Enkelte) taler om, at jeg er Christen, hører Gud derpaa; jeg kan ikke efter en blot menneskelig Maalestok eller indenfor en menneskelig Sammenligning tale om, at jeg er Christen. Men turde jeg da nu ligeoverfor Gud sige: jeg er – Christen? Nei, det turde jeg ikke, jeg idetmindste ikke. Men derfor turde jeg heller ikke lade det Eftertryk falde paa, at jeg er Christen, at jeg blev slaaet ihjel fordi jeg var Christen; thi sæt Gud var af en anden Mening – og jeg havde jo glemt Respekts Hensynet til Gud, glemt i mit Udsagn om mig selv at udtrykke, at Gud er Dommeren. Idet jeg da blev ihjelslagen [slået ihjel], fordi jeg ifølge mit eget apodiktiske [ubetingede, klare] Udsagn var Christen, saa mistede jeg altsaa Livet; det var det Mindste af det, men dermed er jeg ingenlunde færdig, thi sæt jeg saa stødte paa Vanskeligheder i Evigheden, at det var Anmasselse, at jeg apodiktisk, istedetfor gudfrygtig hypothetisk, havde sagt mig [erklæret, hævdet] selv at være en Christen. Jeg gaaer jo ind til Dommen; paa Dommens Dag skal jeg altsaa gjentage: at jeg blev slaaet ihjel, fordi jeg ifølge eget Udsagn var Christen. Men skal jeg sige det, saa siger jeg jo altsaa dermed til Gud: at jeg var Christen, det er vist nok, Intet er vissere, da jeg jo blev ihjelslaaet, fordi jeg var Christen. Men dette turde jeg for ingen Priis sige til Gud. Jeg maatte ligeoverfor Gud bruge et langt ydmygere Udtryk: jeg haaber til Gud, at han vil tage mig til Naade som Christen« (Pap. X 5 B 107, s. 295,7-35). Og videre: »Lad os da antage det Martyrium, jeg har antydet. En vil ikke sige: jeg er Christen, men: jeg haaber til Gud at være Christen o: D. Videre, der siges til ham: ja, saa bliver Du ihjelslaget, fordi Du ikke vil svare, som vi fordre det. Dertil svarer han: vel. Han bliver saa ihjelslaget. Det er et Martyrium. Ved Døden afgaaer han og ankommer til Evigheden, for Dommen. I Dommen fortrøster han sig til, at Gud vil tage ham til Naade som Christen – for meget har han ikke sagt om sig selv« (Pap. X 5 B 107, s. 296,26-33). Og endelig: »Og nu til min 'bevæbnede Neutralitet'. Sandeligen: det var ikke umuligt, at jeg paa een eller anden Maade kunde komme til at opleve et Martyrium; men sandeligen: det ønske jeg ogsaa ganske nøiagtigt bestemt, hvor det ligger. Ikke siger jeg om mig selv, at jeg er den udmærkede Christen; jeg mener aldeles at have forfeilet min Opgave, misforstaaet min Individualitet og alle mine Forudsætninger, hvis jeg i den Retning udsatte mig for noget Angreb eller nogen Forfølgelse. Men jeg paastaaer, at jeg veed med ualmindelig Klarhed og Bestemthed, hvad Christendom er, hvad der kan fordres af den Christne, hvad det vil sige at være Christen« (Pap. X 5 B 107, s. 297,18-28). – Dommens Dag: Forestillingen om, at Gud gør regnskabet op, og at mennesker skal stå til regnskab for ham på dommens dag, findes flere steder i NT, fx i Matt 12,36; Rom 9,28; 1 Pet 4,5. Jf. også Jesu beskrivelse af verdensdommen i Matt 25,31-46. Afdøen det at afdø. Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle [skal] vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det [for at] vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Jf. endvidere Kol 2,20, hvor Paulus skriver: »Dersom I da ere afdøde med Christo fra Verdens Børne-Lærdom, hvi [hvorfor] besværes I da med Anordninger, som de, der leve i Verden?« (NT-1819). Disse tanker blev inden for dele af mystikken og pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra lysterne og fra verden i selvfornægtelse og fuldstændig løsgørelse fra alt, hvad der har med det timelige, endelige og verdslige at gøre. Herved blev vægten forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. For SK er det at afdø også »at gjennemlide den Smerte, at Gud for En virkelig bliver Aand; hvorved Kjendet [kendetegnet] paa Guds-Forholdet bliver lidelse.« NB26:40, i SKS 25, 46,34-36. Χstd. fordrer ... at bekjende Χstum se fx Rom 10,9-10, hvor Paulus skriver til romerne: »For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse«. Se også Fil 2,9-11, hvor Paulus afslutter Kristushymnen med følgende ord om Jesus Kristus: »Derfor har Gud højt ophøjet ham / og skænket ham navnet over alle navne, / for at i Jesu navn / hvert knæ skal bøje sig, / i himlen og på jorden og under jorden, / og hver tunge bekende: / Jesus Kristus er Herre, / til Gud Faders ære.« Se endvidere 1 Joh 4,2-3: »Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.« Og 1 Joh 4,15: »Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.« Prædike-Foredrag på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. Mynster . Pauli Just Henrik Voltelen Paulli (1809-65), da. teolog og præst; cand.theol. i 1833, fra 1835 kateket ved Helligåndskirken i København, fra 1837 slotspræst ved Christiansborg Slotskirke og fra 1840 tillige hofpræst; var nært knyttet til biskop J.P. Mynster (hvis ældste datter han giftede sig med i 1843) og en fortrolig ven af H.L. Martensen (); medlem af Københavns Gejstlige Konvents salmebogskomité 1841-44. I sit bibliotek havde SK hans Christelige Bønner, 2. forøgede udg., Kbh. 1848 [1845], ktl. 279, men ikke hans Prædikener om Kirken og Sakramenterne fra 1844. de ville vil. lukke den i Baglaas lukke den på en sådan måde, at den går i baglås. en stille Time et af Mynster jævnligt anvendt udtryk om andagt såvel i lønkammeret som i kirken. Se fx Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 1, s. 240; bd. 2, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306; samt Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. oplag, bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og ktl. 2191; bd. 1, s. 8, s. 38, s. 215 og s. 384; bd. 2, s. 127; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63; Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232, s. 10, s. 11 og s. 14; Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, Kbh. 1851, ktl. 233, »Prædikener holdte i Aaret 1850«, s. 204 og s. 216; samt Prædikener holdte i Aarene 1851 og 1852, Kbh. 1853, ktl. 234, »Prædikener holdte i Aaret 1851«, s. 44. Sophisterne . som og også. Χsti Ord »af deres Frugter skulde I kjende dem« frit citat fra Matt 7,16, hvor Jesus om de falske profeter siger: »Af deres Frugter skulle [skal] I kiende dem?« (NT-1819). Se også Matt 7,20, hvor Jesus siger: »Derfor skulle I kiende dem af deres Frugter« (NT-1819). hvo hvem. saakaldet objektiv Forkyndelse sml. nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK med adresse til Mynsters hyppige brug af ordet 'betragtning' () skriver: »Den christelige Prædiken er nutildags hovedsageligen blevet 'Betragtning': lader os i denne Time betragte; jeg indbyder mine Tilhørere til Betragtninger over; Betragtningens Gjenstand er o. s. v. Men at betragte kan i een Forstand betyde at komme ganske nær til Noget, til Det nemlig man vil betragte, i en anden Forstand at holde sig meget fjernt, uendelig fjernt, personligt nemlig. (...) ved at betragte gaaer jeg ind i Gjenstanden (jeg bliver objektiv), men jeg gaaer ud af eller bort fra mig selv (jeg ophører at være subjektiv). Saaledes har Prædikeforedraget [] ved sin Yndlings-Betragtning af det Christelige, hvilken just er 'Betragtningen' og 'Betragtningerne', afskaffet hvad der christelig er det Afgjørende i Prædikeforedraget, det Personlige, dette 'Du og Jeg', den Talende og Den til hvem der tales, dette, at Den, der taler, selv er personligt i Bevægelse, en Stræbende, og ligesaa den Tiltalte, hvem han derfor opmuntrer, tilskynder, formaner, advarer, men Altsammen i Henseende til en Stræben, et Liv, dette, at Taleren har bestandigt, ikke at komme bort fra sig selv, men at komme tilbage til sig selv, og at være Tilhøreren behjælpelig, ikke i at komme bort fra sig selv, men i at komme tilbage til sig selv; Prædikeforedraget i vor Tid har først selv reent overseet og derpaa virket til at bringe det ganske i Glemme, at den christelige Sandhed egentligen ikke kan være Gjenstand for 'Betragtning'.« SKS 12, 227f. Se også nr. I i Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, Kbh. 1851, s. 38, hvor SK forestiller sig, at David har udtalt sig om profeten Nathans 'novelle' »saaledes, som i vore Tider vi Dannede pleie at bedømme en Prædiken for Dannede, det er [det vil sige], en Prædiken der ogsaa selv er objektiv« (SV2 12, 377). Dandsebodvært person, der driver en dansebod, som egl. betyder dansegulv, men som især benyttes spøgefuldt el. foragteligt om et lokale, hvor der afholdes offentlig dans, dansebule. Paulus siger: en Arbeider er sin Løn værd frit citat fra 1 Tim 5,18, hvor Paulus skriver: »Thi Skriften siger: Du skal ikke binde Munden paa Oxen, som tærsker; og Arbeideren er sin Løn værd« (NT-1819). – Paulus: den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. Født i Tarsus i Lilleasien; hellenistisk jøde; uddannet farisæer; deltog i forfølgelser af de jødiske landsmænd, der var kommet til tro på Jesus som Kristus. Oplevede o. 40 e.Kr. en kaldelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham; forkyndte fra da af evangeliet om Kristus, især for ikke-jøder, og synes her at have været grundlæggeren af en mission, hvor der ikke samtidig fordredes overgang til jødedommen. Blev formentlig henrettet o. 65 under den rom. kejser Neros forfølgelser af de kristne efter Roms brand. Paulus er kendt på første hånd fra en række breve, skrevet i årene 51-55 og optaget i NT. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, der er det ældste skrift i NT, samt Romerbrevet, de to Korintherbreve og Galaterbrevet. I de fire sidstnævnte breve fremtræder Paulus som en apostel, der hævder at have sit kald og dermed sin autoritet umiddelbart fra Gud og fra den opstandne Kristus. Apostlenes Gerninger, som er den anden store kilde til viden om Paulus, afspejler efter nutidens opfattelse en senere tids billede af hedningeapostlen. ikke selv tog en Hviid for at forkynde Læren hentyder til 2 Kor 11,7-9, hvor Paulus skriver til korintherne: »Var det måske en synd, jeg begik ved at ydmyge mig selv, for at I kunne ophøjes, da jeg forkyndte jer Guds evangelium uden betaling? Andre menigheder har jeg plyndret ved at tage mig betalt for at tjene jer, men hos jer har jeg ikke ligget nogen til byrde, når jeg manglede noget; for brødrene, der kom fra Makedonien, hjalp mig med, hvad jeg manglede. På ingen måde har jeg været eller vil jeg være jer til besvær.« Se også 1 Kor 9,15-18 og 1 Thess 2,9. – ikke (...) en Hviid: talemåde: intet, 'ikke en rød øre'. En 'hvid' var i middelalderen en sølvmønt af ringe værdi: ⅓ da. skilling (). 1000 Præster nu tildags If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, Kbh. [1848, afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget Danmark (dvs. uden hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster; hertil kommer o. 120 personlige kapellaner. øve et simpelt Haandværk If. ApG 18,3 virkede Paulus som teltmager. en Geistlig, der har 10,000 Rbd. i Løn If. Geistlig Calender for Aaret 1848 (), s. 6, var embedet som Sjællands stiftsprovst takseret til en årsindtægt på 1.334 rigsdaler, som sognepræst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til 800 rigsdaler og som residerende kapellan ved Helligåndskirken i København til 517 rigsdaler. If. Fortegnelse over de Embedsmænd, der have en aarlig Gage af 600 Rbdlr. eller derover, [Kbh. 1851], havde prof. H.N. Clausen med alle sine tillæg, inklusive fribolig, 4.306 rigsdaler i årsløn. – Rbd.: rigsbankdaler, da. møntfod siden 1713, ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd'), mark og skilling, i 1875 afløst af kroner (2 kroner for 1 rigsdaler). Der gik 16 skilling på en mark og 96 skilling, svarende til 6 mark, på 1 rigsbankdaler. En håndværkersvend tjente 5 rigsdaler om ugen; Indøvelse i Christendom (1850) kostede 1 rigsdaler 5 mark og 4 skilling; et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling. kniber paa Læreren er sparsommelig, påholdende med at yde (penge) til læreren. Naar Christus byder Læreren at leve i Armod hentyder formentlig til beretningen i Matt 10 om Jesu udsendelse af de tolv disciple, hvor han i sin udsendelsestale siger til dem: »Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd«, v. 7-10. Se også Luk 10,4. holde Livet oppe opretholde livet. Apostelen commenterer det ved end ikke at ville modtage denne Løn hentyder formentlig til 1 Kor 9,1-27, hvor Paulus bl.a. skriver: »i Moseloven står der skrevet: 'Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker.' Er det okserne, Gud tænker på? Siger han det ikke i det hele taget med tanke på os? Jo, med tanke på os er det skrevet, for den, der pløjer, skal pløje med håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del. Når vi har sået de åndelige goder hos jer, er det så for meget, om vi høster materielle goder hos jer? Når andre har ret til at få noget hos jer, har vi det så ikke endnu mere? Alligevel har vi ikke gjort brug af denne ret, men finder os i alt for ikke at lægge hindringer i vejen for evangeliet om Kristus. Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. Men jeg har ikke gjort brug af nogen af disse rettigheder, og jeg skriver ikke dette for nu at gøre krav på dem. For jeg vil hellere dø end – denne min stolthed skal ingen tage fra mig! At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det. For gør jeg det frivilligt, har jeg krav på løn; men gør jeg det, fordi jeg skal, er det et hverv, der er pålagt mig. Hvad er da min løn? At jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen og uden at udnytte den ret, som evangeliet giver mig«, v. 9-18. Middelalderen gjorde dem, hvis Liv udtrykte »Efterfølgelsen« i ... Askese til: overordentlige Christne hentyder til dem, der gik i kloster og således levede i cølitat, forsagelse, askese, fattigdom osv. Sml. fx journaloptegnelsen NB14:16, fra nov. 1849: »Deri laae Middelalderens Vildfarelse, at ansee Armod, ugift Stand o: s: v: for Noget, der i og for sig kunde behage Gud. Sligt har aldrig været Χstds. Mening. Χstd. har anbefalet Armod ugift Stand o: s: v: for at Mskene ved at have saa lidet som muligt med Endeligheden at skaffe, kunde desto bedre tjene Sandheden.« SKS 22, 352,22-28. Bagved ligger også tanken om den udbredte fremhævelse af Kristus som forbillede og dermed af 'imitatio Christi', Kristi efterfølgelse, i middelalderen, især i munkebevægelserne og i mystikken. Fx lagde Bernhard af Clairvaux (det 12. årh.) vægt på efterfølgelsen af Kristus i fattigdom, ydmyghed og lidelse; passionsmystikken betragtede efterfølgelsen af Kristi lidelse som vej til fuldkommenhed, mens den kvietistiske mystik dels talte om, at sjælen skulle efterfølge Kristi korsdød, dels pegede på, at den enkelte skulle efterligne Kristus i stræben efter dyd, især den rene kærlighed til Gud. det Fortjenstlige det fortjenstfulde, det prisværdige; i den lutherske dogmatik udtryk for den fejlagtige opfattelse, at man kan gøre sig fortjent over for Gud (til retfærdighed og frelse) i kraft af sine egne handlinger og præstationer, herunder også frivillig armod, askese, faste, osv., se fx art. 4, art. 6 og art. 20 i det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (lat., Den augsburgske Bekendelse) fra 1530. simplement fr., simpelt, ligefremt. han er det Overordentlige ved sit umiddelbare Guds Forhold nemlig ved en åbenbaring fra Gud; sml. »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel«, den anden afhandling i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), hvor det om en apostel hedder: »den ved en Aabenbaring Kaldede, hvem en Lære betroes, argumenterer fra, at det er en Aabenbaring, fra, at han har Myndighed«, SKS 11, 100,18-20. Og videre: »Standser Gud et Menneske paa hans Vei, kalder ham ved en Aabenbaring, og sender ham udrustet med guddommelig Myndighed til de øvrige Mennesker: da sige disse til ham: fra hvem er Du? Han svarer: fra Gud«, s. 101,26-29. Approximation gradvis tilnærmelse. Svinget omsvinget, vendingen (hvorved man bevæger sig bort fra el. ind på den rette vej). Proselyter egl. nogle, som er kommet til, el. som har tilsluttet sig, tilhængere. kjendeligt tydeligt. saa ofte har sagt,: der maa fæstes Ende se fx journaloptegnelserne NB15:80, fra jan. 1850, hvor SK skriver: »Hvorledes staaer jeg udenfor? Saaledes, at jeg har reist en Produktivitet, hvis Lige, man ikke saa let skal vise! Saaledes, at da 'Pøbelen' rasede og triumpherede, da var jeg den Eneste, der vovede at handle. Saaledes staaer jeg udenfor Livet, at jeg er kjendt af ethvert Barn, en staaende Figur i Eders Skuespil, mit Navn et Ordsprog, mit Liv et dagligt Offer for dog om muligt, religieust, at gjøre Enden fast, og faae Religieusitet bragt an igjen.« SKS 23, 54f. Og NB20:124, fra aug. 1850: »Dog jeg forstaaer, der maa gjøres Ende fast ɔ: en Personlighed maa segne, ellers bliver Sagen ikke kjendelig nok.« SKS 23, 459,14f. Se endvidere »Standsningen«, »II. Indbyderen«, i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), hvor det om statsmanden hedder: »Han mangler i sin hele Stræben Alvor. Med en uhyre Vingestrækning svæver han, ikke videre; han gjør ingen Ende fast, tager intet Bestik – han svæver.« SKS 12, 62,13-16. Se endelig journaloptegnelserne NB21:65, fra sept. el. okt. 1850, hvor SK under overskriften »At oplyse, at Χstdommen egl. ikke er til og en Mærkelighed derved« skriver: »O, at faae engang Enden gjort fast, derom er det det gjælder. Det bliver ved evindeligt og evindeligt at snurre rundt med at Enhver privat meget godt veed det, men at han ikke kan og ikke tør sige det – og med at de saa Alle vilde holde sammen mod Den, der vilde sige det.« SKS 24, 46f. Og NB23:184, fra marts 1851, hvor SK om den schweiziske teolog og forf. A.R. Vinet skriver: »Han foredrager Det om Individualitet, om Jeg'et, den Enkelte – men han er uendelig fjernt fra den sidste Reduplication, at sige: jeg Vinet ɔ: existentielt at gjøre Enden fast.« SKS 24, 293,30-33. – fæstes Ende: udtryk fra sykunsten, der betyder, at trådenden gøres fast efter syning. Bekymringer for Udkommet sigter til det forhold, at den store formue, SK havde arvet efter sin far, efterhånden var ved at være opbrugt, se fx optegnelserne NB11:122, fra maj el. juni 1849, i SKS 22, 68,4f., med kommentar, og NB18:7, fra maj 1850, i SKS 23, 258,29-31, med kommentar. I sine journaler fremsætter SK ofte det udsagn, at han har sat penge til, hvilket må ses i forhold til de samlede udgifter, han havde i forbindelse med sin forfattervirksomhed, se fx journaloptegnelserne NB16:59, fra feb. 1850, i SKS 23 135,23, med kommentar, samt NB17:13, fra marts 1850, og NB20:36, fra juli 1850, i SKS 23, 172,17 og 412,5. Jf. også Frithiof Brandt og Else Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935] (forkortet Søren Kierkegaard og pengene), s. 23-64. I øvrigt var det SKs opfattelse, at han pga. faldende obligationskurser i 1848 havde tabt 700 rigsdaler () på de kgl. obligationer, han havde købt for en del af indtægterne ved salget af barndomshjemmet på Nytorv i dec. 1847, men at han derimod formentlig ikke havde tabt på de aktier, han senere købte for den resterende del af indtægterne, se journaloptegnelsen NB7:114, fra nov. 1848, SKS 21, 138,29-34, og 138m,2-4, og Søren Kierkegaard og pengene, s. 86-90. i Slutningen af »en litterair Anmeldelse« ... ingen af de »Ukjendelige« ... tør ... tage Kjendelighed sigter til følgende passus i afsnittet »Nutiden« i »III. Udbytte for Iagttagelsen af de tvende Tidsaldere« i En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til »en Hverdagshistorie«, udgiven af J.L. Heiberg. Kbhv. Reitzel. 1845, anmeldt af S. Kierkegaard, Kbh. 1846: »Omforandringen vil da ogsaa være denne. Medens i de ældre Formationer (af Forholdet mellem Generation og Individ) Underofficiererne, Officiererne, Compagnicheferne, Generalerne, Helten (ɔ: de Udmærkede, de Fremragende efter deres forskjellige Grad, Lederne) vare kjendelige, og hver (i Forhold til sin Myndighed) med sit lille Detachement [mindre troppestyrke] malerisk og organisk ordnede sig ind under det Hele, selv understøttet af og understøttende det Hele: saa vil nu de Udmærkede, Lederne (efter deres respective Grad) være uden Myndighed, netop fordi de guddommeligen have forstaaet Nivelleringens diaboliske Princip, de ville [vil] være ukjendelige, som Politiet er civilt, og bære deres respektive Distinktion [myndighedstegn] skjult, og kun understøtte negativt ɔ: frastødende, medens Abstraktionens uendelige Ligelighed dømmer hvert Individ, examinerer det i dets Isolation. Denne Formation er lige den dialektiske Modsætning til Propheter og Dommere; og som disses Fare var, ikke at blive respekteret i Forhold til deres respektive Myndighed, saa er de Ukjendeliges Fare, at blive kjendte, at blive forlokkede [fristet] til at faae Anseelse og Betydning som Auctoritet, hvorved de vilde standse den høieste Udvikling. De ere nemlig ukjendelige, eller ligesom geheime [hemmelige] Agenter ikke i Følge af en privat Instrux fra Guddommen, thi dette er jo netop Propheternes, Dommernes Forhold, men de ere ukjendelige (uden Myndighed) i Følge af selv at have fattet det Almene i Ligeligheden for Gud, og i Følge af at de hvert Øieblik fatte dette i Ansvaret, hvilket forhindrer dem fra i Distraction at forskylde Form-Realisationens Inconsequents i Forhold til Anskuelsens Consequents. Denne Formation er den dialektiske Modsætning til den organiserende, der gjør Generationen, præformeret [foruddannet, forudformet] i de Udmærkede, til Understøttende for Individerne, da den nu som en Abstraktion, understøttet negativt af de Ukjendelige, vender sig polemisk mod Individerne – for at frelse Hver især religieust.« SKS 8, 101f. – tage Kjendelighed: påtage sig det at kunne kendes. i »om min Forfatter-Virksomhed« ... sagt »det Hele er min egen Opdragelse« sigter til følgende passus på de to særskilte sider i forlængelse af »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, Kbh. 1851 (averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 184, den 7. aug. 1851), s. 14, hvor SK skriver: »'For Gud', religieust, kalder jeg, naar jeg taler med mig selv, hele Forfatter-Virksomheden min egen Opdragelse og Udvikling, kun ikke i den Mening som var jeg da nu fuldkommen eller fuldkommen færdig i Henseende til at behøve Opdragelse og Udvikling« (SV2 13, 535). – mit Forfatterskabs æsthetiske Forgrund: sigter til de pseudonyme skrifter fra Enten – Eller (1843) til Stadier paa Livets Vei (1845), jf. »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 6f. og s. 8-10 (SV2 13, 528f. og 529-531). Maieutik . Sml. i øvrigt »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 8, hvor SK skriver: »Der begyndtes, maieutisk, med æsthetisk Frembringelse*), og den hele pseudonyme Productivitet er et saadant Maieutisk. Derfor var denne Productivitet jo ogsaa pseudonym, medens det ligefremme Religieuse [To opbyggelige Taler 1843] – der fra Først af var tilstede i en Antydningens Glimten – bar mit Navn« (SV2 13, 530). I noten *) hedder det: »Det Maieutiske ligger i Forholdet mellem æsthetisk Productivitet som Begyndelse, og den religieuse som τελος [gr. (télos), mål, formål]. Der begyndes med det Æsthetiske, hvori muligt de Fleste have deres Liv, og nu anbringes det Religieuse saa hurtigt, at De, der, bevægede af det Æsthetiske, beslutte at følge med, pludselig staae midt i det Christeliges afgjørende Bestemmelser, foranledigede til idetmindste at blive opmærksomme.« afdøe . betrygge mig i Henseende til Udkommet . – betrygge: sikre. hvo hvem. blive aabenbart tydeligt, synligt. Det er mig (...) saa således. en Pæl i Kjødet allusion til 2 Kor 12,7-9, hvor Paulus skriver: »Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: 'Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.'« NT-1819 har ligeledes »en Torn i Kiødet«, hvorimod den foregående Chr. VI's bibel fra 1740 har »en Pæl i Kiødet«, og sådan havde det heddet siden Chr. III's reformationsbibel fra 1550, også i den hus- og rejsebibel, der greb tilbage til Chr. IV's bibel fra 1633, og som udkom første gang i 1699, sidste gang i 1802 og fik en meget stor udbredelse i hjemmene. en Pøbel-Forfølgelse hentyder til, at angrebene på SK i ugeskriftet Corsaren medførte, at han blev chikaneret på gaden. Corsaren bragte en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK (se SKS K20, 41-44), første gang den 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til den 17. juli 1846 (nr. 304); efter M.A. Goldschmidts afgang som redaktør i okt. 1846 () fortsatte drillerierne, sidst den 16. feb. 1849 (nr. 439). jeg kan aldrig noksom takke Gud for hvad der blev gjort for mig sml. de to særskilte sider i forlængelse af »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed (), s. 13, hvor SK skriver: »personligt beskjeftiger mig Eet ubetinget, er mig vigtigere end hele Forfatterskabet og ligger mig mere paa Hjerte, at udtrykke, saa oprigtigt og saa stærkt som muligt, hvad jeg aldrig noksom kan takke for, og hvad jeg, naar jeg engang har glemt det hele Forfatterskab, uforandret evigt vil erindre: hvor uendelig meget Mere Styrelsen har gjort for mig, end jeg nogensinde havde ventet, kunde have ventet, eller turde have ventet« (SV2 13, 534). 48. Jeg blev løftet paa et Høidepunkt SK har flere steder optegnet, hvordan året 1848 tog særligt på kræfterne, dels pga. de politiske omvæltninger (), dels fordi året var hans mest produktive. Se den ubenyttede kladde fra okt. 1849 til »Regnskabet« (), hvor det hedder: »Der existerer af den samme Pseudonym, fix og færdigt, endnu 2 a 3 Smaaskrifter, alle væsentligen hidrørende fra 1848. Tillige existerer der af mig selv, fix og færdigt, et Par mindre Skrifter 'om min Forfatter-Virksomhed' ligeledes Frugten af og fra Aaret 1848, dette for mig saa betydningsfulde Aar, hvor jeg fik arbeidet meget, meget mere end nogensinde i noget Aar, hvor jeg tillige, dialektisk forstaaet, understøttet af hiin frygtelige politiske Katastrophe, fik Leilighed til ret at forstaae mig selv qua Forfatter, og Leilighed til indadvendt at studere og fordybe mig i det Religieuse understøttet af den politiske Katastrophes Modsætning. Disse Skrifter, især dem af mig selv, ville [vil] imidlertid sandsynligviis ikke strax blive at udgive. Men at have oplevet dette Aar er, i udvortes Henseende, den største Understøttelse, der er blevet min Forfatter-Virksomhed til Deel, langt, langt over min Forventning« (Pap. X 5 B 219, s. 406f.). – Christelige Taler blev færdiggjort og udgivet den 25. april 1848, se tekstredegørelsen i SKS K10, 59 og 7. Desuden skrev SK i 1848: Sygdommen til Døden (1849), se tekstredegørelsen til SD i SKS K11, 166; En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, se tekstredegørelsen til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849) i SKS K11, 88; Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed () samt »Regnskabet«, opr. med titlen »Een Note betræffende [angående] min Forfatter-Virksomhed« (se fx Pap. X 5 B 141-143, s. 343-345); de tre skrifter »'Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse« og »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse« samt dele af »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, som blev færdigskrevet i begyndelsen af 1849, senere udg. som hhv. nr. I, II og III i Indøvelse i Christendom (1850), se tekstredegørelsen til IC i SKS K12, 70, 73f. og 90-93. Jeg vilde saa ud paa Landet sigter til, at SK i 1849 overvejede at søge præsteembede på landet, sml. fx journaloptegnelserne NB10:16, fra feb. 1849 (i SKS 21, 264), samt NB11:8 og NB11:21, begge fra maj 1849, NB11:125, fra juni 1849, NB12:110, fra aug. 1849, NB14:12, fra nov. 1849, og NB14:137, fra dec. 1849 (i SKS 22, 12, 19, 75, 205, 350 og 422). den Mulighed, jeg dog altid havde haft, at faae et Embede i Kirken If. gældende bestemmelser på SKs tid var det ikke en tilstrækkelig betingelse for at søge præsteembede og modtage ordination, at vedkommende kandidat havde bestået teologisk embedseksamen og fået Det Teologiske Fakultets testimonium, han skulle også have fulgt Pastoralseminariets () undervisning og øvelser i mindst ét semester og afsluttet dem med en bestået eksamen i homiletik (prædikenlære) med demisprædiken og i kateketik (katekismusundervisning). SK gik på Pastoralseminariet fra nov. 1840 til sept. 1841, altså i to semestre, men bestod først sin homiletiske eksamen sammen med afholdelse af sin demisprædiken i Trinitatis Kirke den 24. feb. 1844. Han synes derimod aldrig at have aflagt eksamen i kateketik. vippe Sagen saaledes op drive sagen så højt til vejrs, dvs. i den grad skærpe sagen. hende sigter til Regine Olsen (1822-1904), yngste datter af Regina Frederikke, født Malling, og Terkild Olsen (), forlovet med SK fra den 10. sept. 1840 til det endelige brud den 12. okt. 1841, forlovet med J.F. Schlegel den 28. aug. 1843 og gift med ham den 3. nov. 1847 i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Sit forhold til Regine har SK tilbageskuende beskrevet i »Mit Forhold til 'hende'. / d. 24 Aug 49. / noget Digterisk«, svarende til notesbog 15 i SKS 19, 431-445. hun blev indsat i sine Rettigheder hentyder formentlig til, at SK allerede i 1849 overvejede at tilegne sit forfatterskab til Regine Schlegel. Sml. optegnelse nr. 14 i notesbog 15 (se foregående kommentar), hvor SK skriver: »Min Tilværelse skal accentuere ubetinget hendes Liv, min Forfatter-Virksomhed ogsaa kunne betragtes som et Monument til hendes Ære og Priis.« SKS 19, 443,33-36. Sml. også følgende passage i manuskriptmaterialet til Om min Forfatter-Virksomhed, fra 1849 el. 1850: »Dedicationen til Regine Schlegel, / hvis der i mit levende Live kan være Tale om en saadan, kunde vel finde Plads foran en lille Samling Fredags-Taler, men hører dog væsentligen til Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed. Idet jeg træder saaledes afgjørende i Charakteren af det Religieuse som det, jeg har villet fra Begyndelsen, i det Øieblik er hun den eneste Vigtige, da jeg til hende har et Guds-Forhold. / Dedicationen kunde lyde: / R. S. helliges med dette Skrift en Forfatter-Virksomhed, som til en vis Grad tilhører hende, af den, som tilhører hende ganske. / Eller med en Samling Fredags-Taler: / R. S. helliges dette lille Skrift« (Pap. X 5 B 263). I manuskriptmaterialet findes en række udkast med stærkt varierende ordlyd til dedikationer, som SK overvejede at lade trykke i Om min Forfatter-Virksomhed, hvis hoveddel udgøres af »Regnskabet« (), fx »Til 'Regnskabet.' / Dedicationen kommer til at lyde / En Ubenævnt / hvis Navn engang vil nævnes / helliges / o: s: v:« (Pap. X 5 B 261), og »En Medlevende, / hvis Navn endnu maa forties, men som / Historien vil nævne, – dette være nu / et kortere eller et længere, – saalænge / den nævner mit, / helliges / med dette lille Skrift den / hele Forfatter-Virksomhed, hvad den / var fra Begyndelsen« (Pap. X 5 B 264). I den trykte udgave af Om min Forfatter-Virksomhed er der ingen dedikation; det er der derimod i To Taler ved Altergangen om Fredagen, der udkom samme dag som Om min Forfatter-Virksomhed (begge blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 184, den 7. aug. 1851). I To Taler ved Altergangen om Fredagen lyder dedikationen: »En Ubenævnt, / hvis Navn engang vil nævnes, / helliges [dediceres, tilegnes] / med dette lille Skrift den hele Forfatter-Virksomhed, hvad den var fra Begyndelsen.« SKS 12, 279. sætte mine Manuscripter ind udgive de færdigt liggende manuskripter (). Jeg skrev til Bogtrykkeriet ... det kunde strax modtage Manuscript Denne korrespondance ml. SK og bogtrykkeriet er ikke bevaret. SK har flere gange i sine journaler beskrevet begivenhederne i forbindelse med udgivelsen af Sygdommen til Døden; se journaloptegnelserne NB11:192, dateret den 25. juni 1849, NB12:7 og NB12:28-30, fra juli 1849, NB12:143, fra sept. el. okt. 1849, NB13:78, fra okt. 1849, og NB14:12, fra nov. 1849, i SKS 22, 115f., 149, 160f., 232f., 321 og 350f., samt NB20:12, fra juli 1850, i SKS 23, 396f. Se især skildringen i NB14:12, hvor SK skriver: »Jeg skrev da til Bogtrykkeriet og bestilte Sættere og at 'der skulde sættes Fart i'. Jeg modtager Beskeed fra Bogtrykkeriet, at Alt var færdigt, og om de maatte faae Manuscript. Just som det var skeet, faaer jeg at vide, at Etatsraad Olsen var død [se følgende kommentar]. Det gjorde et stærkt indtryk paa mig; var det blevet mig bekjendt, før jeg skrev til Bogtrykkeriet, havde det givet Anledning til Udsættelse. (...) Jeg var meget anstrenget, og sov lidt uroligt, og der faldt mig besynderligt nok et Ord paa, som vilde jeg selv styrte mig i Undergang. / Om Morgenen tog jeg Sagen igjen frem. Handles maatte der, saaledes forstod jeg det. Da besluttede jeg, ganske at henstille Sagen til Gud: at sende det første Manuscript (Sygdommen til Døden) i Bogtrykkeriet, uden at sige det Mindste om, hvorvidt der skulde trykkes mere. Jeg vilde nu lade Virkeligheden prøve mig; det var muligt, at det Hele kunde blive trykt, og det var muligt, at der kunde svinges af.« SKS 22, 350f. Trykmanuskriptet til Sygdommen til Døden blev indleveret til bogtrykkeriet den 29. juni, var færdigtrykt den 27. juli og udkom den 30. juli 1849, se tekstredegørelsen til SD i SKS K11, 121. – Bogtrykkeriet: Bianco Lunos Bogtrykkeri, siden 1838 beliggende i Østergade (se kort 2, C2), i teknisk og typografisk henseende forud for de andre københavnske bogtrykkere; i 1847 blev Bianco Luno udnævnt til kgl. hofbogtrykker. På nær Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), der blev produceret hos Louis Klein, blev alle SKs bøger trykt hos Bianco Luno. Samme Aften ... at vide, at Etatsraad Olsen var død Regine Olsens far, Terkild el. Terkel Olsen (1784-1849), chef for Hoved- og Kontrabogholderkontoret under Finansdepartementet (fra 1848 Finansministeriet), døde den 26. juni, jf. dødsannoncen i Adresseavisen, nr. 150, den 29. juni 1849: »Natten mellem den 25de og 26de Dennes bortkaldte Herren efter 40 Aars Ægteskab min elskede Mand, mine 6 Børns Fader, Terkild Olsen, Etatsraad og Ridder af Dannebrog. / Regina Olsen, fød Malling.« – Etatsraad: Terkild Olsen fik den 28. juni 1840 titel af 'virkelig etatsråd', en titel, som if. rangforordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808), der omfattede ni klasser inddelt i rangnumre, var placeret i 3. klasse som nr. 3, jf. Collegial-Tidende, nr. 30, den 4. juli 1840, s. 711f. Styrelse Guds styrelse, jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst]«, og § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, gerne omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 23 og s. 24f. oeconomiske Bekymringer . sees af Journalerne fra den Tid ... Saadant skulde blive mig tilbudet ... maatte sige nei se fx journaloptegnelsen NB10:89, fra o. marts 1849, hvor SK skriver: »Forleden Dag gik jeg op til Mynster [], og lod et Ord falde i Retning af Ansættelse ved Seminariet. Det hjælper. Dersom man tilbød mig det, saa vilde det neppe friste mig. Men godt er det dog at jeg har gjort det, at jeg ikke skal have den Mistanke til mig selv, at jeg har styrtet mig i større Afgjørelser, fordi jeg var for stolt til at søge Ansættelse. Men Gud veed, det er meget langt fra mit Tilfælde.« SKS 21, 302f. If. NB10:89.a tænker SK på Pastoralseminariet (). Se også journaloptegnelsen NB11:192, dateret den 25. juni 1849, i SKS 22, 115f. forskyldte blev skyld i, årsag til. i en af Journalerne fra den Tid ... frygtede, at fordrive et Foster sigter formentlig til journaloptegnelsen NB11:194, fra slutningen af juni el. begyndelsen af juli 1849, hvor SK skriver: »O, pfui, pfui over mig! Alt det Overordentlige har Gud i ubegribelig Kierlighed, Taalmod, Naade gjort mod mig og for mig: og saa skulde jeg i det afgjørende Øieblik svigte eller beskubbe [bedrage] Sagen. / Og hvad har det hidtil hjulpet mig? Har jeg havt Fred? Nei, inderst inde i mit Inderste, hvor jeg forstod, at jeg skulde, der lurede en Angest, at Gud dog, hvis jeg ikke vilde med det Gode, tilsidst skulde tvinge mig, fE ved at lade mig gaae fra Forstanden ell. paa anden Maade, indtil jeg lærte at afdøe fra Verden og at lystre. Eller en Angest, at jeg skulde komme til at gaae hele mit Liv hen med en i denne Henseende besværet Samvittighed, som en Qvinde, der har fordrevet sit Foster.« SKS 22, 119,8-14. – fordrive et Foster: Fosterfordrivelse straffedes med lovens strengeste straf, jf. Chr. V's Danske Lov (1683), 6. bog, kap. 6, art. 7: »Letfærdige Qvindfolk, som deres Foster ombringe, skulle miste deres Hals, og deres Hoved sættes paa en Stage«, Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af J.H. Bærens, Kbh. 1797, s. 889. På SKs tid blev sådanne kvinder som hovedregel benådet og i stedet idømt op til livsvarig fængselsstraf. protesteret gjort indsigelse imod, erklæret dækningsløs. At protestere en gældsfordring (en veksel) vil sige at foretage en officiel konstatering af, at skyldneren har nægtet at betale sin forfaldne gæld. »uden Myndighed« dette er og bliver min Categorie sml. »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 7, noten: »Dette er igjen mit hele Forfatterskabs Categori: at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige – men 'uden Myndighed'« (SV2 13, 528, noten). Sml. også de to særskilte sider i forlængelse af »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 13-14; s. 14: »'Uden Myndighed' at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet« (SV2 13, 535). i »om min Forfatter-Virksomhed« ... erklærer mig: at være en Digter sigter til »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik«, »Et Følgeblad« til Om min Forfatter-Virksomhed, s. 19, hvor SK skriver: »Ja var jeg en stærk ethisk-religieus Charakteer – ak, istedetfor at jeg er næsten kun en Digter! – og altsaa beføiet til og forpligtet til i Sandhedens Medfør at gaae strengere frem: saa var det vel muligt, at jeg, istedetfor at finde Indgang hos Samtidige, kun fandt Modstand« (SV2 13, 541). – Forordet til to Taler ved Altergangen: sigter til følgende indledende passage i »Forord« til To Taler ved Altergangen om Fredagen, hvor SK skriver: »En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der tog sin Begyndelse med 'Enten – Eller', søger her sit afgjørende Hvilepunkt, ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ingenlunde kalder sig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og Tænker, der 'uden Myndighed', intet Nyt har havt at bringe, men 'villet læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade' (jvf. min Efterskrift til 'Afsluttende Efterskrift').« SKS 12, 281,2-9. – Selvprøvelse: sigter til følgende passage i nr. I i Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet (), s. 17, hvor SK skriver: »For denne Uro i Retning af Inderliggjørelse har jeg arbeidet. Men 'uden Myndighed'. Istedetfor selv tomt opblæst at udgive mig for et Sandheds-Vidne, og foranledige Andre til dumdristigt at ville være det Samme, er jeg en umyndig Digter, der rører ved Hjælp af Idealerne« (SV2 12, 359). underfundig-Polemiske listig, snedig. 1000 Præster . hele Befolkningen er lutter Christne If. Statistisk Tabelværk, 10. hefte, Kbh. 1846, s. XIV, havde kongeriget Danmark ved folketællingen 1. feb. 1845 en folkemængde på 1.350.327, hvoraf alle undtagen 3.670 jøder bekendte sig til kristendommen. skummende overstrømmende. forresten hvad alt det øvrige angår. faldt mig (...) paa faldt mig ind (som noget påfaldende). vistnok rigtignok, sandt nok. Ordinationen . en Ansættelse ved et Seminarium sigter til Det kgl. Pastoralseminarium i København, hvor SK en tid havde planer om at ville søge ansættelse som underviser, se fx journaloptegnelsen NB10:89, fra o. marts 1849, i SKS 21, 302f. (). Se også udkast til en ikke anvendt polemisk artikel »En Yttring af Biskop Mynster«, fra 1851, hvor SK tilbageskuende skriver: »Dog har jeg gjennem 4 a 5 Aar ogsaa haft en anden Tanke. I Kjendskab til mine Evners særlige Beskaffenhed, men ogsaa fordi jeg meente, at det kunde convenere [stemme overens med] det Bestaaende og Biskop M. [Mynster], har jeg, tillige for min egen Skyld, ønsket en Ansættelse ved et Pastoralseminarium. I Aarenes Løb har jeg indstændigt foredraget dette for Biskoppen. Men nei!« (Pap. X 6 B 173, s. 274,11-16). På Pastoralseminaret, der var oprettet i 1809, blev kommende præster undervist i pastoralteologi (prædikenlære, katekismusundervisning, liturgi, kirkeret og sjælesorg). misligt betænkeligt, tvivlsomt. samle sig paa koncentrere sig om. Slægt generation. det Epicuræiske egl. det, der hidrører fra den filosofi, der er udformet af den gr. filosof Epikur (o. 341 - o. 270 f.Kr.), for hvem lykken var livets formål. Her er 'det epikuræiske' forstået i nedsættende betydning som det, der er bestemt af nydelsessyge. den gamle epicuræiske Sætning: nil beatum nisi quietum Den lat. sætning, der betyder: 'Intet er lyksaligt, hvis ikke der er roligt', findes i versionen 'nisi quietum, nihil beatum est' i 1. bog, kap. 20, 52, i De natura deorum (lat., Om gudernes væsen) af den rom. politiker, jurist og filosof Marcus Tullius Cicero (1. årh. f.Kr.) i en redegørelse for Epikurs gudsbegreb, uden at sætningen dog tillægges Epikur. Jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, bd. 1, 2. udg., Halle 1757 [1756], bd. 2,1-2,2 samt bd. 3-4, 1. udg., Halle 1756, og Indices rerum et verborum, 2. udg., Halle 1757 [1756], i alt 6 bd., ktl. 1224-1229 (forkortet Ciceronis opera omnia); bd. 4, s. 485. I Gespräche über das Wesen der Götter in drey Büchern. Aus dem Lateinischen des Marcus Tullius Cicero übersetzt af C.V. Kindervater, Zürich 1787, ktl. 1238, s. 36, er sætningen gengivet således: »Ist aber keine Ruhe da, so gibt's auch keine Glückseligkeit« (Ciceros filosofiske skrifter, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1969-75 (forkortet Ciceros filosofiske skrifter); bd. 3, 1970, overs. af F. Blatt, s. 55). Malebranche Nicolas Malebranche (1638-1715), fr., katolsk teolog og filosof, præget af den lat. kirkes betydeligste kirkelærer Augustin og den fr. filosof R. Descartes; blev præsteviet i 1664 og sluttede sig til oratorianernes præstefællesskab, en katolsk reformbevægelse. slutter Fortalen til 5te Bog af hans Værk om Sandhed saaledes: ... disse Loves Falskhed og Uretfærdighed fri gengivelse af følgende passus, der afslutter »Vorrede des Verfassers« til 5. bog »Von den Leidenschaften«, i Malebranche von der Wahrheit, oder von der Natur des menschlichen Geistes und dem Gebrauch seiner Fähigkeiten um Irthümer in Wissenschaften zu vermeiden; sechs Bücher, aus dem französischen übersetzt, und mit Anmerkungen herausgegeben von einem Liebhaber der Weltweisheit, bd. 1-4, Halle 1776-80, ktl. 637-640; bd. 3, 1778, s. XV, hvor Malebranche skriver: »Folgen sie dem Rath, den ihre Vorurteile geben, als entscheidenden Gesetzen dessen, was sie von der Untersuchung der Wahrheit glauben sollen; – – so gestehe ich gern, daß es ein sehr schlechtes Buch sey, da es ganz ausdrücklich in der Absicht geschrieben ist, um die Falschheit sowohl, als die Ungerechtigkeit dieser Gesetze darzuthun.« – Malebranches værk om sandheden De la Recherche de la Verité, der er hans første, udkom i 3 bind, 1674-75, og blev flere gange omarbejdet og udvidet. Biskop Mynster . I en af hans Betragtninger ... vil opsamle alle disse hykkelske Taarer ... paa Dommens Dag og sige »jeg har gjort Mit« henviser til følgende passage i nr. 34 »Den rette Høren af Guds Ord« i Mynsters Betragtninger over de christelige Troeslærdomme () bd. 2, s. 17-19, hvor han ud fra Jesu lignelse om sædemanden (Matt 13,3-23) skriver: »Nei, Fader i Himlene! hvor svage vi endog ere, hvor ofte endog Ordet bliver koldt og dødt paa vore Læber, dog negter du dem, der bede dig derom, ikke saaledes din Aand, at vor Røst ikke mangen Gang skulde være stærk og klar og levende, naar vi forkynde dit Ord. Og da ere der de, som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre. Med Glæde – altsaa maa det have naaet det indre Øre, det maa have tiltalt det Bedre i Mennesket, thi den Glæde, hvilken Guds Ord vækker, er jo dog ikke sandselig; den Glæde, vi da blive vaer, er stille og mild, og Taaren, som rinder, synes at vidne, at Hiertet er smeltet, at virkeligen de Strænge ere rørte, som kun gienklinge af himmelske Toner. Og skulde vi ikke selv glæde os, naar vi see denne Glæde? Der, sige vi, spirer dog Sæden, der fandt en god Grund, hvor det kan voxe og bære Frugt. – Ak, Herre og Mester! du bereder dine Tienere paa en sørgelig Erfaring, i det du siger dem, at der ofte under den bløde Overflade er en Steenbund, at der ere de, som annamme Ordet med Glæde, men som ikke have Rod, som troe til en Tiid, men som falde fra i Fristelsens Tiid; og denne Fristelsens Tiid er ofte saa nær ved den, hvori de sagde at de troede, at kun et Øieblik adskiller begge. Jeg klager nu ikke over Eder, af hvilke jeg Intet var berettiget at vente (...) Men I, som virkeligen hørte med Eders Øren, og forstode, og fornam i Eders Hierter, som følte den høiere Verdens Kræfter røre sig i Eders Inderste, I, hvis Ord syntes for svage til at udtrykke det Livs Magt, der bevægede sig i Eder: jeg saae Eder i Andagtens, i Henrykkelsens Timer, og da saae jeg Eder atter i Fristelsens Tiid – det var ikke svage Mennesker (...) nei! det var mangen Gang som om aldrig noget Guds Ord havde truffet Disses Øre, som havde de aldrig hørt om Guds Retfærdighed, som havde Guds Frygt og Guds Kierlighed aldrig været vakt i deres Hierte, som vidste de hverken om Love i Himmelen eller paa Jorden, hvilke det bør Mennesket at adlyde. Og derfor vil jeg samle Eder, I hykkelske Taarer! jeg vil bære Eder frem paa hiin Dag for den Eviges Throne, dog ikke paa det [for at] I skulle [skal] vidne mod de Skyldige – Gud lede dem til Anger og til Omvendelse! – men paa det I skulle vidne for mig, at jeg ikke havde hvilet, før jeg havde trængt ind, hvor Ordet blev forstaaet og følt. Jeg vil ogsaa samle min Smertes Taarer, som saa ofte brændte i mit Øie, saa ofte brændte igiennem mit Hierte, og da vil jeg vove at sige: Herre! jeg har ogsaa baaret mit Kors i Verden, jeg har ogsaa smagt Noget af den Kalk, du tømte, da du bar Verdens Synd.« – udfører: gør rede for (noget). Mynster sagde ... første Gang vi talte sammen »vi ere Complementer« sml. journaloptegnelsen NB2:210, fra slutningen af sept. el. begyndelsen af okt. 1847, hvor SK ligeledes omtaler J.P. Mynsters udtalelse: »Strax den første Gang jeg talte med ham og senere gjentagent har jeg, og saa høitideligt som muligt, sagt Biskop Mynster at jeg udtrykte det Modsatte af ham, og at det just var derfor (foruden min Pietet) at han var mig af Vigtighed. Og han har med fuld Opmærksomhed svaret derpaa, saa han høitideligt har vedgaaet i Samtalen, at han forstod mig. Han sagde engang at vi vare Complementer til hinanden, hvilket jeg dog ikke indgik paa, fordi det var mere høfligt end jeg kunde forlange, men gjentog blot paa det Bestemteste min Forskjellighed.« SKS 20, 222,26-34. – første Gang vi talte sammen: Denne samtale fandt formentlig sted, da SK overbragte biskop Mynster et eksemplar af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som udkom den 28. feb. 1846, jf. en optegnelse på et løst ark, dateret den 29. juni 1855, hvor SK under overskriften »Nogle historiske Data betræffende [angående] mit Forhold til Biskop Mynster« noterer: »Afsluttende Efter. Den bragte jeg ham. Det var første Gang jeg efterat at være optraadt som Forf. var hos ham. / 'Vi ere Complementer.' Fra min Side blev sagt: at jeg var saa uenig med ham som mulig; at det der beskjeftigede mig var Mindet om min Fader« (Pap. XI 2 A 419, s. 409). Hvornår samtalen mere præcist fandt sted, kan ikke med sikkerhed afgøres; men if. journaloptegnelsen NB57, dateret den 5. nov. 1846, har SK i al fald på det tidspunkt talt med Mynster, der angiveligt rådede ham til at søge embede som landsbypræst, se SKS 20, 52,5. I Modsætning til ... Guds Ukjendelighed paastod Aëtius »at han kjendte Gud ... bedre end sig selv.« (cfr. Tennemann ... 7de B. p. 167.) f. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 7, 1809, s. 166f.: »Was die Erkenntniß des Wesens und der Eigenschaften Gottes betrifft, so nahm man nach dem Grundsatz des Supernaturalismus an, daß diese Erkenntniß ebenfalls einzig und allein durch die Offenbarung begründet und bedingt sey. Indessen bekennen doch alle Kirchenväter fast einstimmig, daß Gott ein unbegreifliches Wesen sey, dessen Erkenntniß die Kräfte des menschlichen Geistes übersteige, und daß von ihm nichts weiter als seine Unbegreiflichkeit und Unendlichkeit erkennbar sey. Wenn dieses auf der einen Seite ein Ausdruck von dem tiefen Gefühle des großen Abstandes des Menschen von dem höchsten Wesen, und von der absoluten Vollkommenheit desselben war, welche kein menschlicher Gedanke erfassen kann; wenn darin auch ein stillschweigendes Geständniß von gewissen Gränzen der menschlichen Erkenntniß lag; so würde man sich doch irren, wenn man annehmen wollte, diese Gränzen seyen auch nach Grundsätzen bestimmt und deutlich anerkannt worden. Wir finden wenigstens darin keine Consequenz, und noch weit öfterer eine kühne und vermessene Speculation, als ein bescheidenes Mißtrauen in die menschlichen Kräfte. Auch konnte dieses nicht wohl mit dem Geiste des Supernaturalismus bestehen. Man wollte also dadurch zuweilen nur das natürliche Unvermögen der menschlichen Vernunft in Erinnerung bringen, und dagegen das durch die Offenbarung geschenkte Licht erheben. Daher bemerken wir auch, daß einige Häretiker, wie Aetius und Eunomius, welche sich von dem kirchlichen Lehrbegriffe hauptsächlich in der Lehre von Gott entfernten, und der Vernunft mehr einräumten, auch diesen Satz von der Unbegreiflichkeit Gottes läugneten. Der erstere ging gar so weit, daß er behauptete, er kenne Gott eben so gut, ja noch besser, als sich selbst.« – Aëtius: (død 365); læge i Alexadria, i 344 indviet til diakon i Antiokia, men pga. stærk modstand mod hans teologi igen fjernet fra embedet. I de kristologiske stridigheder om Sønnens forhold til Faderen var han af den yderliggående opfattelse, at Sønnen er 'anhómoios kat' ousían', gr., 'efter substans ulig' Faderen, og han grundlagde partiet 'anhomoierne'. Skønt fordømt gentagne gange gjorde hans tilhængere ham til biskop. – Tennemann: Wilhelm Gottlieb Tennemann (1761-1819), ty. filosof; fra 1798 ekstraordinær prof. i Jena og fra 1804 ordinær prof. i Marburg. vistnok givetvis, helt sikkert. Socrates Der sigtes formentlig til, at Sokrates () satte sig den opgave at forstå sig selv i forhold til guden. I Platons dialog Sokrates' Forsvarstale gør Sokrates selv rede for, hvordan han har fået den mission af guden at bringe sig selv og dem, han taler med, til selverkendelse. Han er traditionelt, men også allerede hos Aristofanes (), Xenofon og Platon (), blevet opfattet som personificeringen af det delfiske orakelord: 'kend dig selv', jf. fx Om Begrebet Ironi, i SKS 1, 224f. betrygget sikret. derhos desuden, tilmed. en stille Time . Potensation forøgelse, intensivering. forklarende (til en ny og herligere skikkelse) forvandlende, transfigurerende. Da Biskop M. havde været syg Hvornår biskop J.P. Mynster () havde været syg, er ikke identificeret. fortalte Pauli mig ... han havde længtes ... efter at prædike Hvornår SK talte med hof- og slotspræst J.H.V. Paulli (), er ikke identificeret. Om SKs samtale med Paulli efter udgivelsen af Indøvelse i Christendom (1850), hvor Paulli fortalte SK om Mynsters første reaktion på bogen, . Phister Joachim Ludvig Phister (1807-96), da. skuespiller, som optrådte i henved 650 roller. betjent varetaget, tjent. anprise lovprise, anbefale. Pascha De højeste militære og civile embedsmænd i Det osmanniske Rige (det nuv. Tyrkiet), havde ærestitlen pascha el. pasha (afledt af osmannersultanens persiske titel padishah, dvs. storhersker, kejser), og deres rang blev vist med én, to el. højst tre hestehaler på en stang uden for ejerens telt. abgemackt ty., afgjort, aftalt. μεταβασις εις αλλο γενος gr. (metábasis eis állo génos), overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære. hold Din Mund se Luthers () evangelieprædiken over Luk 2,21 (Jesu omskærelse og navngivning) til nytårsdag i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af Jørgen Thisted, 1.-2. del, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); 1. del, s. 118-126, hvor det s. 119 hedder: »Naar Han [dvs. Gud] befaler, siger eller gjør Noget, saa skal du holde din Mund, og falde paa dine Knæe, og hverken sørge heller spørge videre, men gjøre, hvad Han byder dig, høre, hvad Han siger dig, og prise Ham for hvad Han fuldbringer.« Jf. Christelige Taler (1848), hvor SK skriver: »Thi christelig forstaaet er det eneste Vaaben mod Tvivlen: tie stille, eller, luthersk, hold Mund! Tvivlen derimod siger 'indlad Dig med mig, bekjæmp mig – med mine egne Vaaben.'« SKS 10, 200,9-11. skulle vi skal. det er forfærdeligt at falde i ... Guds Hænder citat fra Hebr 10,31 (NT-1819). i Charakteer med hele sin person. giver ham Rang nemlig ved at blive indplaceret i rangforordningen (). foran før end. Kjende kendetegn. ligger Verden i det Onde hentyder til 1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819). saa er det forholder sig således. er Gud jo »Aand« allusion til beretningen om Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden i Joh 4,7-26, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24. Se også 2 Kor 3,17-18. har bag Øret har den (skjulte, hemmelige, listige) tanke, hensigt el. plan. Godt-Godt i talesprog udtryk for noget godt, lækkert, rart. Rangsperson person af rang if. rangforordning (). Ridder Ridder af Dannebrog (). Medlem af Venskabelig medlem af den københavnske klub »Det Venskabelige Selskab«, oprettet 1783, hvis hovedformål var underholdning. Det afholdt i vintermånederne koncerter og baller; i øvrigt kunne medlemmerne læse aviser og blade i selskabets lokaler og fornøje sig med forskellige former for spil, især billard. Jf. Love for Det Venskabelige Selskab, antagne i Generalforsamlingen den 14 April 1819, Kbh. 1819. »Reformator« og . de 1000 Levebrød . snurre fort (uafbrudt) videre. Abraham drager Kniven – saa faaer han Isaak igjen hentyder til beretningen i 1 Mos 22,1-19, hvor det fortælles, at Gud satte Abraham på prøve og befalede, at han skulle ofre sin søn Isak. Abraham gjorde, som Gud havde sagt, men da han havde bygget et alter, bundet Isak, lagt ham oven på brændet på alteret og taget kniven for at dræbe ham, råbte en Herrens engel til Abraham: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte ham din eneste søn«, v. 12. Abraham fik nu øje på en vædder, der sad fast i et krat bagved, og han ofrede vædderen i stedet for Isak. Da råbte Herrens engel igen til Abraham: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig«, v. 16-18. Sml. Frygt og Bæven (1843), i SKS 4, især s. 105-119. ikke Sværdet der hænger i Hestehaar over Jfr. Marias Hoved hentydning til legenden om Damokles (3. årh. f.Kr.), en aristokrat og øjentjener ved tyrannen Dionysios I's hof i Syrakus. Damokles priste tyrannen som det lykkeligste menneske i verden, hvorefter Dionysios besluttede at illustrere arten af sin lykke. Han lod Damokles bænke ved et kostbart bord, dækket med de herligste retter, og lod ham opvarte af de skønneste ynglinge. Men samtidig lod han et blinkende sværd ophænge i et hestehår, svævende over Damokles' hoved. Cicero fortæller historien i Tusculanae quaestiones (lat., Tuskulanske undersøgelser) el. Tusculanae disputationes (lat., Tuskulanske samtaler), 5. bog, kap. 21, 61-62. Jf. Marcus Tullius Cicero's Tusculanische Untersuchungen. Uebersetzt und mit erklärenden Anmerkungen begleitet af J.D. Büchling, Halle 1799, ktl. 1236, s. 414-417. Jf. Ciceronis opera omnia () bd. 4, s. 443f. (Ciceros filosofiske skrifter bd. 4, overs. af Otto Foss, 1971, s. 405-407). – Jfr.: jomfru. det kom virkelig til ... at gjennembore hendes Hjerte hentyder til Luk 2,34-35, hvor den gamle Simeon siger til Jesu mor, da Jesus bliver båret frem for Herren i templet i Jerusalem: »see, denne [Jesus] er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges, (ogsaa din egen Siel skal et Sværd giennemtrænge!) at mange Hierters Tanker skulle [skal] aabenbares« (NT-1819). Hentyder også til Joh 19,25-27, hvor det fortælles, at Jesu mor stod ved hans kors. hyle og græde medens Verden frydede sig hentyder til Joh 16,20 (). han blev virkelig korsfæstet hentyder formentlig til apostelen Peters martyrdød, som antydes i Joh 21,18-19. Her siger Jesus til ham: »'Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.' Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.« If. 2. bog, kap. 25, i Kirkens Historie gjennem de tre første Aarhundreder af Eusebius, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1832, ktl. U 37, s. 103f., blev Peter korsfæstet i Rom under den rom. kejser Neros voldsregime. afdøe . udvises udpeges, vises der hen til, bringes til udtryk. piinligt pinefuldt, smerteligt. aber af ty., men. skuffer bedrager, vildleder. snakke (...) bagvendt fast udtryk for at tale forvrøvlet el. stille (en sag) på hovedet. anviser Evigheden til Dommen . hele Slægten menneskeheden. Job fra landet Us i det sydlige Palæstina, hovedpersonen i Jobs Bog. det, der oprører ham ... hans Venner ville forklare hans Lidelse som Skyld hentyder til, at hver gang Jobs tre venner, Elifaz, Bildad og Sofar, har holdt en tale og fremsat den opfattelse, at da Gud er retfærdig, så kan Jobs ulykke kun forklares ved hans egen skyld (se Job 4-5; 8; 11; 15; 18; 20; 22; 25), klager den retfærdige Job over, at de betragter ham som skyldig (se Job 6-7; 9-10; 12-14; 16-17; 19; 21; 23-24; 26-31). – Venner ville: vil. forstyrre ødelægge. Kjendet kendetegnet. Seneca (de ira 3die Bog cap. 17) fortæller ... saa tabte ogsaa Medlidenheden sig med ham henviser til 3. bog, kap. 17, 3-4, i De ira ad Novatum (lat., Om vrede til Novatus) af den rom. politiker, forf. og stoiske filosof Lucius Annaeus Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.), se L. Annaei Senecae philosophi opera omnia bd. 1-5, stereotyp udg., Leipzig 1832, ktl. 1275-1279; bd. 1, s. 68f. Se også »Ueber den Zorn. An Novatus« i Lucius Annaeus Seneca des Philosophen Werke, overs. af J.M. Moser, G.H. Moser og A. Pauly, bd. 1-15, med fortløbende paginering (i Römische Prosaiker in neuen Übersetzungen bd. 19-20, bd. 25, bd. 33, bd. 41, bd. 45-46, bd. 50, bd. 53-55, bd. 67, bd. 73, bd. 111 og bd. 115), Stuttgart 1828-35, ktl. 1280-1280c; bd. 2, 1828, s. 145, hvor fortællingen lyder i sin helhed: »War aber denn etwa dieser Lysimachus, der durch ein besonderes Glück den Zähnen des Löwen [som Aleksander den Store siges at have kastet Lysimachos for] entging, deßwegen milder, da er selbst regierte? Ja, den Telesphorus aus Rhodus, seinen Freund, ließ er überall verstümmeln, und nachdem er ihm Ohren und Nase abgeschnitten, fütterte er ihn lange in einem Käfiche, wie ein nie gesehenes und ungewöhnliches Thier, denn durch das Abstutzen und Verstümmeln des Angesichtes war er so häßlich geworden, daß er nicht mehr das Aussehen eines Menschen hatte. Dazu kam noch der Hunger, der Schmutz und die Unreinlichkeit des Körpers, den man in seinem Unflathe ließ, und überdieß waren die Kniee und Hände, die er wegen der Enge des Raums als Füße gebrauchen mußte, voll Schwielen, die Seiten aber durch's Anstoßen mit Geschwüren bedeckt, und seine Gestalt eben so häßlich als grausenhaft anzuschauen; und weil er durch seine Strafe zu einem Ungeheuer geworden war, so verlor sich endlich auch das Mitleiden gegen ihn.« – Lysimachus: el. Lysimachos (o. 355-281 f.Kr.), konge af Thrakien fra 305, af Makedonien fra 286. ret ulykkelig virkelig, for alvor. Cæsar Gajus Julius Cæsar (o. 100-44 f.Kr.), rom. taler, politiker, hærfører og enevældig hersker 49-44 f.Kr. cfr. den lille Opsats af Fr. Schlegel (S. Werke 4d. B. p. 307.) om Cæsar og Alexander jf. nr. IX »Caesar und Alexander. Eine welthistorische Vergleichung. 1796« i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 1-10, Wien 1822-25, ktl. 1816-1825; bd. 4, 1822, s. 307. – Fr. Schlegel: Friedrich Schlegel (1772-1829), ty. kritiker, forf. og filosof; konverterede i 1808 til katolicismen og trådte i tjeneste ved det østrigske hof. – Alexander: Alexander den Store (356-323 f.Kr.), hærfører og konge af Makedonien 335-323. Sin Lighed med Catilina vedgik Cæsar ... belønne disse paa samme Maade da. overs. af følgende passage i »Caesar und Alexander« i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 4, 1822, s. 307: »Seine Aehnlichkeit mit dem Catilina bekannte Caesar selbst öffentlich, als man ihm Vorwürfe machte, daß er einige Menschen von der niedrigsten Herkunft zu den höchsten Ehrenstellen befördert hatte, indem er darauf erwiederte: 'Wenn ihm Meuchelmörder und Räuber in Behauptung seiner Macht und Würde nützlich gewesen wären, so würde er auch diese eben so belohnen.'« – Catilina: Lucius Sergius Catilina (o. 106-62 f.Kr.), rom. politiker; indgik en sammensværgelse og søgte forgæves at tilrane sig magten ved et kup. cfr. p. 310. Cæsar ... af Eteocles ... »for Herredømmets Skyld ... gjøre Uret, iøvrigt gjøre Ret.« da. overs. af følgende passage i »Caesar und Alexander« i Friedrich Schlegel's sämmtliche Werke bd. 4, 1822, s. 310: »Caesar hatte seine herrschsüchtigen Gesinnungen auch gar nicht hehl, und führte immer den Spruch des Eteokles beym Euripides im Munde: 'Um der Herrschaft willen könne man schon ungerecht handeln, im übrigen gerecht.'« – Eteocles: el. Eteokles, gr. sagnhelt, konge af Theben; søn af kong Ødipus og dennes moder Iokaste, broder til Polyneikes og Antigone; de to brødre dræbte hinanden i en tvekamp om retten til kongemagten i Theben. Sagnet om Eteokles er bl.a. behandlet af Euripides i Fønikerinderne, hvor den anførte talemåde findes i v. 524f. – Euripides: (o. 485 - o. 406 f.Kr.), gr. tragediedigter; skrev o. 90 værker, hvoraf 18 er overleveret. Antonin Marcus Aurelius Antonin(us) (121-180), rom. kejser 161-180, stoisk filosof. Epiktet el. Epiktetos (o. 50 - o. 130 e.Kr.), gr.-rom. filosof. Han var opr. slave, men blev frigivet og udgjorde sammen med Seneca og Marcus Aurelius Antonin de betydeligste fortalere i Rom i 1. og 2. årh. for stoicismen, en filosofisk skole, som blev grundlagt af Zenon o. 300 f.Kr. i Grækenland. Blev i 94 forvist fra Rom til Nikopolis i Epirus el. Epeiros (i det nuværende Grækenland), hvor han grundlagde en filosofisk skole. Epiktets samtaler om morallære blev nedskrevet af hans elev Flavius Arrian(us) Encheiridion (lille håndbog), jf. Epiktets Haandbog. Af det Græske oversat og med Anmærkninger oplyst af E. Boye, Kbh. 1781, ktl. 1114 (forkortet Epiktets Haandbog); jf. også ktl. 1113 og 1205. Antonins Skrift sigter til Antonins græsksprogede værk Τὰ εἰς ἑαυτόν (Tá eis heautón, Det til sig selv), med den lat. betegnelse Ad se ipsum (Til sig selv), ofte kaldet Selvbetragtninger el. Meditationer, jf. M. Antoninus Commentarii libri XII, udg. af J.M. Schultz, stereotyp udg., Leipzig 1829, ktl. 1218, og Marc. Aurel. Antonin's Unterhaltungen mit sich selbst, overs. af J.M. Schultz, Schleswig 1799, ktl. 1219. har det ingen ret Art med får det egentlig ingen betydning med, fører det ikke virkelig til noget med. affecteret af affektation, forstillelse el. påtaget væsen, der søger at vinde en umiddelbar fordel. I journaloptegnelsen JJ:497, fra 1846, bestemmer SK udtrykket som »Tillyvelse«, idet den affekterede »tillyver sig Noget, enten ligefrem ell. ved at gjøre det Modsatte, ell. ved at lade Noget være«, i SKS 18, 305. en Slave se fx »Epiktets Levnet«, upagineret, i Epiktets Haandbog, hvor Boye fortæller: »Man veed, at han har været en Slave, men paa hvad Maade han er kommen i den Stand, findes ikke berettet. Ogsaa dette veed man, at Epaphroditus, Keiser Neros Friegivne og Secretair, har været hans Herre. Af ham fik Epiktet sin Frihed, og kom derpaa til Rom, hvor han anvendte sin Tid paa den stoiske Philosophie; han ikke blot studerede den, og gav Underviisning deri, men viste og [også] Anvendelsen i hans Opførsel. Fri altsaa for Stolthed og Begierlighed efter Rigdom levede han et retskaffent og nøisomt Liv, vel tilfreds i sin fattige Stand.« Stoicismens Ophøiethed sml. Boyes »Fortale« til Epiktets Haandbog, bl. 3: »Ingen philosophisk Sekt [parti, skole], uden [undtagen] den stoiske, har paa saa uanseelig en Grund, paa den Sats [grundsætning] om Menneskets Magt over sine Meeninger, opført saa prægtig en Bygning, saa ypperlig en Sædelære, hvis Efterlevelse giør Mennesket til en Gud paa Jorden, til sin Lykkes egenmægtige Skaber.« Her kan også være tænkt på stoicismens lære om, at alle mennesker af natur er ens og principielt i stand til at hæve sig over tilfældige lidelser for at realisere en ideal sindsro. Christus er »Midleren« hentyder til 1 Tim 2,5-6, hvor Paulus skriver: »Thi, der er een Gud, og een Midler imellem Gud og Menneskene, det Menneske Christus Jesus, som gav sig selv til en Gienløsnings Betaling for Alle, et Vidnesbyrd i sine beleilige [egnede; rette] Tider« (NT-1819). Stoicismen . Stoikeren udenvidere ... vilde være i Slægtskab med Gud se fx følgende passus om »Gottverwandtschaft der Seele« i afsnittet »Die stoische Philosophie« i E. Zeller Die Philosophie der Griechen. Eine Untersuchung über Charakter, Gang und Hauptmomente ihrer Entwicklung bd. 1-3, Tübingen 1844-52, ktl. 913-914; bd. 3, Die nacharistotelische Philosophie, 1. halvdel, s. 103: »Zu der Weltseele verhält sich die Einzelseele, wie der Theil zum Ganzen. Die Seele des Menschen ist nicht blos in derselben Art, wie alle andern lebendigen Kräfte, ein Theil und Ausfluss der allgemeinen Lebenskraft, sondern sie steht durch ihre Vernünftigkeit in einem besondern Verwandtschaftverhältniss zu dem göttlichen Wesen.« I en note hertil henviser Zeller til v. 4 i Kleanthes' hymne til Zeus: »ἐϰ σοῦ γὰϱ γένος ἐσμέν« (gr., »thi vi er af din [Zeus'] slægt«), se note 3, s. 102. Desuden bringer Zeller følgende citat fra Epiktets Diatriber, I, 14, 6: »αἱ ψυχαὶ συναϕεῖς τῷ ϑεῷ ἅτε αὐτοῦ μόϱια οὖσαι ϰαὶ ἀποσπάσματα« (gr., »sjælene er sammenhængende med Gud, som om de er dele og fragmenter af ham«). Og følgende frie citat fra Seneca Epistula (lat., Brev), 41, 2: »sacer intra nos spiritus sedet ... in unoquoque virorum bonorum, 'quis Deus incertum est, habitat Deus'« (lat., »i vort eget indre sidder der en hellig ånd ... i hver enkelt af de gode mænd 'bor der en gud, men hvilken gud er uvist'«), s. 104; det indlagte citat er fra Vergils Æneide, 8. bog, v. 352. Evangelium prædikes for de Fattige se følgende kommentar. Bemærkning af Χstus: jeg prædiker E. for de Fattige henviser til Matt 11,4-5, hvor Jesus svarer Johannes Døbers disciple med ordene: »gaaer hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige« (NT-1819). det glade Budskab Det gr. ord for 'evangelium' (εὐαγ-γέλιον, euangélion) betyder 'det gode el. glade budskab'. Kjendet kendetegnet. Slægten menneskeheden. betræffende angående. Levebrød om muligt et feedt Levebrød sigter til de indtægtsforhold, der var forbundet med et præsteembede; sml. fx journaloptegnelsen NB20:97, fra aug. 1850, hvor SK skriver: »En Mand søger et Præstekald. Det er utroligt saa meget der undersøges og ingenlunde udenvidere forudsættes angaaende Indtægter, Præstegaard o: s: v:«, SKS 23, 445,13-15. I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, kaldet 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især af deres korn, kaldet 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, kaldet 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Dertil kom i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra de dem tillagte jorde og gårde. Alt taget i betragtning havde de københavnske præster en større indtjening end præsterne i provinsen; men generelt set varierede indtægterne meget fra embede til embede, ligesom de jorde, der hørte til præstegårdene, varierede i omfang og bonitet fra sogn til sogn. En komplet oversigt findes i Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, Kbh. 1851, ktl. 379. faae Rang og Titel nemlig ved at blive indplaceret i rangforordningen (). Stjerne og Baand Dannebrogsordenen stiftedes 12. okt. 1671 af kong Christian V. Kort efter kong Frederik VI's tronbestigelse indledtes med forordning af 28. juni 1808 en demokratisering af ordenen, der for fremtiden ikke skulle være forbeholdt adelige alene. På SKs tid var der tre klasser: Storkors, Kommandør og Ridder af Dannebrog. Dens ordenstegn skulle være et »udvortes Tegn paa erkendt Borgerværd«, uden hensyn til stand og alder. Dermed åbnedes for, at gejstlige og professorer blev dekoreret med ordener. Her sigtes til ordenens dengang højeste klasse, storkorsridderne, der, hvis der var tale om gejstlige, måtte bære et guldkors i bånd om halsen og et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne. et glad Budskab Det gr. ord for 'evangelium' (εὐαγγέλιον, euangélion) betyder 'det gode el. glade budskab'. forklaret (til en ny og herligere skikkelse) forvandlet, transfigureret. potenseret forøget, intensiveret. svarer Χstds-Forkynderne en passende Afgift . convenerer stemmer overens med, behager. disse skulle skal. ville blive vil. Stjerner og Baand . saligt at lide Forhaanelse for Sandhed hentyder til Matt 5,10-11, hvor Jesus siger: »Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande [alskens] Ondt imod Eder for min Skyld, og lyver det [dvs. alt det onde, man siger, er løgn]« (NT-1819). Matt 5,1-12 er prædiketeksten til alle helgens dag, se Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 166f. de ville vil. opbringer irriterer, ophidser. Msk-Slægten menneskeheden. Don Quixotisk hentyder til Don Quixote, den komiske helt og hovedperson i den sp. forf. Miguel de Cervantes Saavedras parodiske ridderroman Don Quijote bd. 1-2, 1605-15, overs. af C.D. Biehl som Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter bd. 1-4, Kbh. 1776-77, ktl. 1937-1940. Fornuft-Giftermaal fornuftsægteskab. Individer, som kunne kan. betræffende angående. det der beskjeftiger mig ikke er en Strid ... at han ikke er en sand Χsten sml. det første punkt »Min Position«, dateret »Kbhavn i Nov. 1850«, i »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik«, »Et Følgeblad« til Om min Forfatter-Virksomhed (), s. 17, hvor SK skriver: »Aldrig har jeg kæmpet saaledes, at jeg har sagt: jeg er den sande Christne, de Andre ere ikke Christne, eller vel endog Hyklere o. D. Nei, jeg har kæmpet saaledes: jeg veed, hvad Christendom er; (...) Ingen har jeg angrebet, at han ikke var Christen, Ingen har jeg dømt« (SV2 13, 539). de gammel Orthodoxe gængs betegnelse for Grundtvig og hans tilhængere, grundtvigianerne (). Angreb paa Den og Den er mig ... fremmed . Biskop M. biskop Mynster . tilspidset pointeret, fokuseret. I en af sine sidste Bøger (Yderligere Bidrag) ... eensartet med Corsarens Goldschmidt sigter til J.P. Mynsters skrift Yderligere Bidrag til Forhandlingerne om de kirkelige Forhold i Danmark (). Se s. 5, hvor Mynster skriver: »thi – som en udmærket fransk Forfatter, hvem vi takke Udgiveren af 'Nord og Syd' [dvs. Goldschmidt] for at have gjort os bekiendte med, siger – der er intet agtværdigere, end 'et Folk, der forsvarer sine Sæder'.« – Corsarens Goldschmidt: og . Vistnok rigtignok, sandt nok. Biskop M. (...) aldeles usvækket . slaaer feil svigter, klikker. upersonlig Objektivitet . kjendeligere tydeligere. taget polemisk Sigte paa Bevægelsespartiet og . – Bevægelsespartiet: sigter formentlig til grundtvigianerne, der stod som repræsentanter for den kirkelige reform- og frihedsbevægelse, der tog sin begyndelse o. 1830 med N.F.S. Grundtvigs krav om religionsfrihed inden for kirken, om sognebåndsløsning og om præsters liturgiske og dogmatiske frihed (), og som fik ny næring af den politisk-demokratiske frihedsbevægelse i 1848, der førte til vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849. Jf. fx Th. Fengers artikel »Om Forholdet mellem Stat og Kirke« i Dansk Kirketidende, udg. af R. Th. Fenger og C.J. Brandt (bd. 1-8, 1845-53, ktl. 321-325), nr. 242, den 26. maj 1850, og nr. 243, den 2. juni 1850, bd. 5, Kbh. 1850, sp. 553-564 og sp. 569-578; heri hedder det sp. 562f.: »Da kom den store Bevægelse og Omvæltning i 1848, og nu var det ikke blot 'Sognebaandets Løsning' man havde for Øie, men Talen var om fuldstændig Religionsfrihed.« Jf. også A.G. Rudelbach () Den evangeliske Kirkeforfatnings Oprindelse og Princip, dens Udartning og dens mulige Gjenreisning fornemmelig i Danmark. Et udførligt kirkeretligt og kirkehistorisk Votum for virkelig Religionsfrihed, Kbh. 1849, ktl. 171. Under forhandlingerne i Den grundlovgivende Rigsforsamling var der fremsat forslag om at adskille kirken fra staten og give den en synodal forfatning, dvs. lade dens forhold styre af en valgt synode. Det var der imidlertid ikke flertal for, og det endte med § 80 (ofte kaldt 'løfteparagraffen') i Grundloven af 5. juni 1849 (). Dette medførte en løbende, undertiden voldsom debat om forholdet mellem stat og kirke. På sit sommermøde i 1849 nedsatte det grundtvigsk prægede Roskilde præstekonvent en komité, bestående af stiftsprovst E.C. Tryde, Dr. P.C. Kierkegaard og sognepræsterne H.J. Giessing, E.V. Kolthoff og C. Pram Gad; komiteen skulle overveje gejstlighedens holdning til synodalspørgsmålet og fremkomme med forslag. På konventets sommermøde i 1850 aflagde Tryde beretning med forslag til oprettelse af menighedsråd og kirkelige møder i provstierne i form af konventer, se Dansk Kirketidende, nr. 253 og 254, den 4. aug. 1850, bd. 5, sp. 740-747; P.C. Kierkegaard fremsatte dog en henholdende dissens, se sp. 747-755, og sagde bl.a.: »Det blev af Stiftsprovsten yttret, at vi, ved at handle, som jeg havde ønsket og antydet det, under de forestaaende Bevægelser, let ville [vil] udsætte os for at blive overraskede og overvældede af en eller anden politisk Magthandling paa kirkelig Grund. Men den Mening kan jeg ikke dele«, sp. 753. – I okt. 1850 fremsatte medlem af Folketinget, dommer N.M. Spandet, der tilhørte Bondevennerne el. Venstre, et lovforslag om trosfrihed, som skulle indføre borgerligt ægteskab og afskaffe dåbstvang og edsaflæggelse (). Goethe Johann Wolfgang v. Goethe (1749-1832), ty. digter, dramatiker, essayist, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. Af hans værker ejede SK bl.a. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1827-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1827-33), der udkom samtidig i to formater, dels i sedez (16|SN), som SK normalt synes at henvise til, dels i oktav (8|SN), som SK if. regning af 10. feb. 1836 (KA D pk. 8 læg 1) angiveligt har købt hos universitetsboghandler C.A. Reitzel. Luther Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Biblen til tysk. Foruden En christelig Postille () og D. Martin Luthers Geist- und Sinn-reiche auserlesene Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche, udg. af B. Lindner, bd. 1-2, Salfeld 1745, ktl. 225-226 (forkortet D. Martin Luthers Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche), ejede SK Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af Otto von Gerlach, bd. 1-10, Berlin 1840-41, ktl. 312-316; Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz, udg. af F.W. Lomler, G.F. Lucius, J. Rust, L. Sackreuter og E. Zimmermann, bd. 1-4, Darmstadt 1828-31, ktl. 317-320, en udgave fra 1849 af den lille katekismus, ktl. 189, samt tre ty. Luther-bibler, ktl. 3-5 (). Betjeningen varetagelsen, forvaltningen. den objektive Forkyndelse . ved hellig Eed ... og ved Ordinationen ... indviet til at lære Χstd. Med udtrykket 'hellig Eed' kan der foruden på løftet ved ordination () være tænkt på præsteløftet, se »Juramentum, qvod in timore Domini præstabunt, qvi muneri Ecclesiastico initiabuntur« (»Eden, som i frygt for Herren skal aflægges af dem, der skal indvies til et kirkeligt embede« i Kirke-Ritualet (), s. 379-381: »Ego N.N. juro & in conspectu Dei sanctè testor. Primò, me in corde ac conscientia certum esse, qvod ad sacrum hocce munus legitimè vocatus sim, ita ut nullîs usus sim mediîs divinitus prohibitis sive occultè sive manifestè, huic officio ut præficerer. / Secundò promitto, me summâ diligentiâ allaboraturum, ut doctrina cœlestis comprehensa scriptis Propheticis & Apostolicis & libris Ecclesiarum Danicarum Symbolicis auditoribus fideliter instilletur, sacramenta ad normam â Christo præscriptam decenter ac devotè administrentur, Disciplina Ecclesiastica diligenter exerceatur, Catechetica doctrina urgeatur; Ceremoniæ in Ecclesia receptæ observentur, nec qvidqvam contra Constitutiones Ecclesiasticas admittatur. / Tertiò seriò ac Sanctè voveo, qvòd non tantùm velim fugere & detestari doctrinam verbo Divino adversam, sed etiam velim eandem pro virili impugnare sangvinem potius fusurus, qvâm dogmata falsa ac fanatica approbaturus. / Qvartò legam studiosissimè monumenta sacra, ac recolam eâ qvâ par est diligentiâ articulos fidei, non passurus ullum effluere diem, qvo lectioni sacræ aliqvid temporis non impendatur, modò per valetudinem ac inevitabilia impedimenta liceat. / Qvintò vitam vivam, Ministro verbi Divini dignam, sedulò allaboraturus, ut laudabili pietatis, probitatis & sanctitatis exemplo auditoribus præluceam, ne unqvam vel gloriæ Dei, vel sacro huic & venerando ordini ex dedita opera sim futurus dedecori. / Sextò & ultimò recipio ac religiosè promitto, qvod præter obedientiam seculari Magistratui debitam, velim meo Episcopo, ut & Præposito omne licitum obseqvium præstare, imperata paratissimo animo facere, & cum Collegis ac in Christo fratribus ita conversari, ut nemo de me justè qveri possit, aut debeat. / Qvæ omnia ac singula tam verè promitto me servaturum, Qvam verè & ex animo cupio, ut me Deus suo sancto Evangelio juvet« (»Jeg, N. N., sværger og bevidner helligt i ærefrygt for Guds åsyn. For det første, at jeg i mit hjerte og i min samvittighed er sikker på, at jeg lovligt er kaldet til dette hellige embede, således at jeg uden brug, det være sig skjult eller åbenbart, af midler, der er forbudt af Gud, sættes til at varetage dette hverv. / For det andet lover jeg, at jeg med største omhu vil beflitte mig på, at den guddommelige lære, som er indeholdt i de profetiske og apostoliske skrifter og i den danske kirkes symbolske bøger, vil blive forkyndt rent og purt for menigheden, sakramenterne sømmeligt og andægtigt forvaltet efter den måde, Kristus har påbudt, den kirkelige formaning omhyggeligt udøvet og den kateketiske undervisning uafladeligt fastholdt; at de almindeligt antagne ritualer i kirken vil blive overholdt, og intet, der strider mod de kirkelige forordninger, tilladt. / For det tredje afgiver jeg højt og helligt det løfte, at jeg ikke blot vil undfly og afsky en lære, der er i modstrid med Guds ord, men at jeg også vil bekæmpe den af alle kræfter, hellere udgyde blod end antage falske og sværmeriske læresætninger. / For det fjerde vil jeg flittigt og ivrigt læse de hellige skrifter, og med passende omhyggelighed vil jeg atter og atter tænke over trosartiklerne, idet jeg ikke vil lade nogen dag hengå, uden at noget tid anvendes til åndelig læsning, hvis ellers det er muligt for helbred og uomgængelige hindringer. / For det femte vil jeg leve mit liv, som det sømmer sig for en Guds ords tjener, og med iver beflitte mig på at foregå menigheden med et prisværdigt eksempel på fromhed, retskaffenhed og ærbarhed, så jeg aldrig nogensinde skal komme til forsætligt at vanære hverken Guds herlighed eller denne hellige og ærværdige stand. / For det sjette og sidste garanterer og lover jeg samvittighedsfuldt, at jeg, foruden den lydighed, jeg skylder den verdslige øvrighed, vil yde min biskop såvel som provst al lovlig tjeneste, udføre deres påbud med et fuldt og helt redebon sind, og omgås kolleger og brødre i Kristus på en sådan måde, at ingen med rette skal kunne indgive klage over mig, endsige være pligtig til det. / Ét og alt af dette lover jeg at overholde, så sandt som jeg oprigtigt og af hjertet ønsker, at Gud må stå mig bi med sit hellige evangelium«). Styrelsens Guds styrelse (). træder i Charakteer af udtryk præget af SK i betydningen (at vælge) at tilegne sig (noget) som sin egen personlige opfattelse, stå fuldt og helt inde for (det) og handle efter (det). Vinkende lokkende. saa er således. Slægten menneskeheden. kostelig fortræffelig, ypperlig, herlig. sætter sig ind underforstået: i det. Charmant fortræffeligt, yndigt. Skakerjøde egl. sjakkerjøde, nedsættende betegnelse for en jøde, der lever af at handle (sjakre). a la Goethe sml. journaloptegnelsen NB18:84, fra maj el. juni 1850, hvor SK efter at have diskuteret en af Mynsters prædikener skriver: »Det er a la Goethe. Og Mynster har jo ogsaa dannet sig efter ham.« SKS 23, 310,7. Goethes forsonende humanisme, der dyrkede dannelse og dygtighed, og som frem for alt skulle tjene livet, prægede dybt det danske åndsliv, ikke mindst J.L. Heiberg, H.L. Martensen og J.P. Mynster (se fx Mynsters afsluttende påkaldelse af Goethes autoritet i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; nr. 41-42, 1. jan. 1844, s. 97-114; s. 114). I en række journaloptegnelser kritiserer SK dette for at være en 'fornem' livsanskuelse, der holder livets lidelser på afstand, se fx NB5:37, fra juni 1848, hvor det om Mynster hedder: »Det Store hos ham er personlig Virtuositet a la Goethe. Derfor holder han sig ogsaa med en vis Værdighed. Men egl. udtrykke Noget gjør hans Liv ikke.« SKS 20, 385,23-25; NB10:28, fra feb. 1849, hvor det hedder: »Tag Martensen, det er et Exempel paa dette Mynstersk-Goethiske at gjøre de Medlevende [samtidige] til Instantsen kun endnu lavere.« SKS 21, 271,18-19; og NB14:62, fra nov. el. dec. 1849, hvor SK skriver, at Jesus opsøger mennesker med de dybeste lidelser for at helbrede dem – »istedetfor som Publikum, Χstheden, de fornemme Kredse Goethe og Mynster paa enhver Maade at sikkre sig at blive uvidende om, at saadan Elendighed er til«, SKS 22, 380,33-35. Se også fremstillingen af Mynster i 15. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, Kbh. 1844, hvor den anonyme forfatter [P.L. Møller] fremhæver den 'ireniske' (fredselskende) og 'udjævnende' tendens i Mynsters personlighed, der endvidere er karakteriseret ved en »ualmindelig Verdensklogskab« og et »stort Talent til at ordne det Bestaaende«. En åndsretning som Mynsters, hedder det, erindrer »uvilkaarligt om Göthe«. Betragtninger Mynster havde benyttet ordet 'betragtning' i titlen på sin andagtsbog, Betragtninger over de christelige Troeslærdomme (), og anvendte det hyppigt i sine prædikener, ofte i forbindelse med introduktionen af prædikenens tema, se fx Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 4, s. 33, s. 68, s. 83, s. 93, s. 105, s. 119, s. 132, s. 154-167 (»Betragtninger over Jesu Undergierninger«), s. 170, s. 192, s. 207, s. 246, s. 269, s. 284, s. 298, s. 318, s. 350, s. 374 og s. 398; bd. 2, s. 4, s. 43, s. 120, s. 150, s. 174 s. 199, s. 211-224 (»Betragtning af deres Skiebne, hvis Legeme mangler de sædvanlige Evner«), s. 228, s. 241, s. 264, s. 301 og s. 405; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47 (), s. 40 og s. 129; Prædikener holdte i Aaret 1848 (), s. 6, s. 10, s. 11, s. 14, s. 15, s. 16, s. 19, s. 56, s. 72, s. 140, s. 152, s. 153 og s. 154; Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850 (), »Prædikener holdte i Aaret 1849«, s. 6, s. 83, s. 110 og s. 124; »Prædikener holdte i Aaret 1850«, s. 137, s. 148, s. 161, s. 175, s. 263 og s. 265; samt Prædikener holdte i Aarene 1851 og 1852 (), »Prædikener holdte i Aaret 1851«, s. 20, s. 46, s. 48, s. 50, s. 53, s. 65 og s. 154; »Prædiker holdte i Aaret 1852«, s. 199, s. 204 og s. 223. have taget Skade paa sin Sjel hentyder til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819). svinge (...) af svinge fra; bryde af. I det N. T. læse vi: I skulle blive hadede ... ja den Tid skal komme ... mene at vise Gud en Dyrkelse frit citat dels fra Matt 10,22, hvor Jesus i sin udsendelsestale til de tolv disciple siger: »Og I skulle [skal] hades af Alle for mit Navns Skyld« (NT-1819); dels fra Joh 16,2, hvor Jesus i sin afskedstale til disciplene siger: »ja den Tiid skal komme, at hver den, som ihielslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse« (NT-1819). – hvo som: den. I det N. T. læse vi: jeg er kommet at tvistiggjøre Mand og Hustrue o: s: v: o: s: v: forkortet, frit citat fra Matt 10,35-37, hvor Jesus i sin udsendelsestale til de tolv disciple siger: »Thi jeg er kommen at tvistiggiøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder. Og en Mands Huusfolk skulle [skal] være hans Fiender. Hvo [den] som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd« (NT-1819). 1000 christelige Præster . 1000 Præster . Cholera I det 19. årh. opstod en række vandreepidemier af den dødelige infektionssygdom kolera, som bredte sig fra Indien. Sygdommen smitter ikke gennem luften, men via afføring fra sygdomsramte personer, der er ynglested for kolerabakterien (først opdaget 1883). Tidligere mente man i Europa at kunne beskytte sig mod sygdommen ved militær afspærring, undertiden af hele byer, og ved indgreb over for handelsforbindelser og skibstrafik. Den første epidemi (1817 - o. 1822) tog retning mod Kina og Arabien. Under den anden epidemi (1826-38) blev Rusland og Europa hjemsøgt; sygdommen ramte i 1830'ernes begyndelse Tyskland, Sverige og Norge, ligesom den brød ud i Holsten. Det egentlige Danmark gik fri, men da epidemien nærmede sig, indførte man en forordning (af 19. juni 1831), som bl.a. indeholdt strenge bestemmelser om afspærring af de enkelte huse og hele kvarterer, hvori sygdommen måtte vise sig, jf. Forordning, indeholdende Foranstaltninger, som skulle føies i Anledning af den i adskillige Lande herskende Cholera-Sygdom, Kbh. 1831, s. 14f. Den tredje epidemi (1846-61) ramte samtlige lande i Europa samt Nord- og Sydamerika. I 1848 trængte koleraen frem over de russiske stepper og nåede Skt. Petersborg, Helsinki, Åbo, Reval og Riga samt i et enkelt tilfælde Dragør på Amager, hvilket gav anledning til forskellige foranstaltninger (især i form af karantæneregler for anløbende skibe) for at forebygge et muligt epidemisk udbrud, jf. således en række plakater af 22. juli 1848 samt en skærpet plakat af 13. okt. 1848. I 1851-52 var de fleste lande i Europa uden kolera, men den overvintrede i Polen og brød atter ud; i Danmark hærgede den i 1853-57. siger Jesus ... Den, som ikke følger mig efter er mig ikke værd henviser især til Matt 10,38, hvor Jesus i sin udsendelsestale til de tolv disciple siger: »hvo [den] som ikke tager sit Kors, og følger efter mig, er mig ikke værd« (NT-1819). Se også Matt 16,24; Luk 9,23; 14,27. paa Livet straffe henretter (som straf). hvad Χstus forudsiger ... vil gaae »Efterfølgeren.« . »Mig er Verden korsfæstet og jeg Verden.« ... en Langfredags-Prædiken af Mynster henviser til J.P. Mynsters () prædiken »Formedelst Christus er Verden mig korsfæstet, og jeg Verden. / Paa Langfredag« over Luk 23,26-46 (om Jesu korsfæstelse og død), nr. VIII i Prædikener bd. 1, 3. opl., Kbh. 1826 [1810], bd. 2, 2. opl., Kbh. 1832 [1815], ktl. 228 og ktl. 2192; bd. 1, s. 184-198. Mottoet for prædikenen er fra Gal 6,14, hvor Paulus skriver: »Men det være langt fra mig at rose mig, uden [undtagen] af vor Herres Jesu Christi Kors, formedelst [ved] hvem Verden er mig korsfæstet, og jeg Verden« (NT-1819). »Christendommen er ... slet ikke til ... en Digters Hjerte briste, og denne Digter er jeg« ... af mig selv sml. journaloptegnelsen NB18:100, fra juni 1850, hvor SK under overskriften »Om mig selv« skriver: »Christendommen er egl. som afskaffet. Men først maa et Digter-Hjerte briste, eller en Digter komme saaledes paa tvært [tværs] at han spærrer Veien for alle Sandsebedragene.« SKS 23, 322,25-27. cfr. Journalen NB24 p. 68 jf. journaloptegnelsen NB24:54, fra maj el. begyndelsen af juni 1851, i SKS 24, 355. Her henvises formentlig til den senere tilføjede marginaloptegnelse NB24:54.c, dateret den 5. aug. 1852, hvor SK skriver: »NB I Løbet af de sidste 8, 14 Dage er der pludseligt gaaet et Lys op for mig over Sammenhænget i hiin Nats Tale med mig selv, at det nok har været min Forstandighed der har villet holde mig tilbage fra at udgive Manuscripterne [ og ]. En Replik, som jeg bestandigt har erindret, men hvis Mening slet ikke vilde blive mig tydelig, er nemlig nu blevet mig tydelig. Replikken lød saaledes: 'er det, det der forlanges af mig' og dertil svarede saa den anførte: hvad bilder han sig ind. Altsaa er det det der forlanges af mig. Jeg har hidtil ikke kunnet faae i mit Hoved, hvad jeg kan have meent eller tilsigtet dermed. Saa har jeg forstaaet den hidtil saaledes: at jeg var villig til at offre Liv og Blod o: s: v:, Noget jeg forøvrigt ikke har kunnet begribe, hvor det kunde falde mig ind, da jeg aldrig er faldet paa [har fundet paa] at tale i saa høie Toner. Imidlertid havde jeg dog hidtil omtrent villet forstaaet det saaledes, og saa forstaaet: 'hvad bilder han sig ind' som en Tilrettevisning for en næsten formastelig [hovmodig, bespottelig] Yttring. – Nu derimod er det blevet mig klart. I mit stille Sind havde jeg før hiin Nat ofte nok sagt til mig selv for Gud, at, uagtet det syntes mig, at hun [Regine Schlegel ()] maatte være Den, der selv forlangte Forstaaelsen med mig, jeg, hvis det forlangtes af mig, var villig til at være Den der gjorde det første Skridt, at min Betænkelighed da ikke skulde ligge i min Stolthed. Og see her har jeg Replikken: er det det der forlanges af mig.« SKS 24, 355m. I den følgende marginaloptegnelse, NB24:54.d, skriver SK: »NB cfr Journaloptegnelsen NB26. p. 92«, hvormed der henvises til NB26:39. d. 7 Aug. NB26:39 er således skrevet to dage efter marginaloptegnelsen NB24:54.c (). hiin Natte-Samtale ... forud for Udgivelsen af den sidste Pseudonym: Anti-Cl. sml. journaloptegnelsen NB24:54, hvor SK skildrer natten efter, at han havde truffet aftale med Bianco Lunos Bogtrykkeri om trykning af manuskriptet til Sygdommen til Døden () og om aftenen fået underretning om etatsråd Olsens død (): »Jeg sov ikke roligt om Natten. Ogsaa hændte det mig, at det var som talte en Anden med mig, eller jeg talte med mig selv. Saaledes som det nu staaer for mig, kan jeg vel huske Ordene, men jeg kan ikke bestemt sige, hvilke Ord der vare mine og hvilke mine i anden Person. Jeg husker dette Ord: see nu vil han sin egen Undergang. Men jeg kan ikke bestemt sige, om det var, fordi det var mig, der vilde lade være at sende Manuscript til Bogtrykkeriet og gjøre et Skridt i Retning af hende, eller omvendt, at det var mig, der stod fast paa, at sende Manuscript til Bogtrykkeriet. Jeg kan ogsaa huske Ordene: det kommer jo slet ikke (men jeg kan ikke bestemt huske, om her nu skal staae: Dig eller: mig) ved, at Etatsraad Olsen er død. Jeg kan huske Ordene, men ikke bestemt Pronomina [lat., (de personlige) stedord]: Du – eller jeg kunde jo vente en 8 Dage. Jeg kan huske den Replik: hvad bilder han sig ind.« SKS 24, 353f. – Anti-Cl.: Anti-Climacus, den pseudonyme forf. af Sygdommen til Døden, som der henvises til her, og af Indøvelse i Christendom (1850). Anti-Climacus er med præfikset 'anti' dannet som en modstilling til Johannes Climacus, den pseudonyme forf. af Philosophiske Smuler (1844) og af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). »jeg (eller Du) kunde jo vente en 8 Dage« . »see, nu vil han sin egen Undergang.« . ophøre at være Forf. Af flere journaler fremgår det, at SK i 1849 adskillige gange overvejede at ophøre med at være forfatter og søge præsteembede på landet el. en stilling ved Pastoralseminariet (); se fx journaloptegnelsen NB10:89, fra o. marts 1849 (), i SKS 21, 302f. Se også journaloptegnelserne NB11:192, dateret den 25. juni 1849, hvor SK skriver: »Dette var mig saa levende igaar (Søndag). Det har igjen i længere Tid piint mig, at jeg havde betænkt at ville lade være at udgive for at gjøre Skridt til at arrangere mig en Stilling«, SKS 22, 115,10f.; se endvidere journaloptegnelserne NB11:193 og 194, i SKS 22, 116-120. Se endelig journaloptegnelsen NB12:143, fra sept. el. okt. 1849, hvor SK skriver: »Den forløbne Sommer, / har været som beregnet paa at understøtte mig i hvad jeg jo har forstaaet som min Opgave nu at standse Produktiviteten«, SKS 22, 232,14-17. at vinde for mig egen fordel, vinding. saa kom hele det Oeconomiske saa stærkt op sml. journaloptegnelsen NB12:143, fra sept. el. okt. 1849, hvor SK skriver: »Saa alle mine oeconomiske Bekymringer, og det Fatale i, at inden man veed et Ord deraf, saa har man vel en Indkomstskat.« SKS 22, 232,25-27. Se videre journaloptegnelsen NB24:54, fra maj el. begyndelsen af juni 1851, hvor SK skriver: »Det var i Sommeren 1849. Jeg var meget anstrenget fra det forløbne Aar. Penge-Omveltningen havde gjort et stærkt Indtryk paa mig, og lagt mig det meget nær, at jeg fremtidigen maatte tænke paa mit Udkomme.« SKS 24, 351,18-21. Hermed sigtes til, at kurserne på obligationer faldt som følge af Treårskrigen (Den første slesvigske Krig), der udbrød i foråret 1848, og at SK mente at have tabt 700 rigsdaler på sine obligationer pga. af dette kursfald (). I samme optegnelse nævner SK også som endnu en økonomisk bekymring, at »en Indkomstskat truede«, SKS 24, 351,29 og 356,17 (se kommentaren dertil). mange mange andre Lidelser se journaloptegnelserne NB12:143 og NB24:54, hvor SK nævner flere af de forhold, der forårsagede, at han led meget i denne periode, SKS 22, 232f. og 24, 351-357. faldt det mig (...) paa blev jeg grebet af den tanke. gjøre Noget for hende for Regine Schlegel ( og ). Se også journaloptegnelsen NB12:29, fra juli 1849, i SKS 22,160f. Saa skrev jeg til Bogtrykkeriet . jeg fik Efterretning om Etatsraad Olsens Død . besluttede dog at vove ud sigter til, at SK besluttede at udgive Sygdommen til Døden ( og ). end og også. høiligt i høj grad. var gaaet i sin Moder igjen talemåde om en plan el. et forehavende, som var blevet opgivet, blevet til ingenting. indtil Døden så døden kunne være blevet følgen. Styrelsen Guds styrelse (). Trættet udmattet. Den Hellig-Aand er »Trøsteren« I Jesu afskedstale under det sidste påskemåltid, Joh 13-17, er den gr. betegnelse for 'den Hellig-Aand' el. Helligånden: ὁ παϱάϰλητος (ho paráklētos), parakléten, der ofte gengives med 'talsmanden', men også med 'trøsteren'. I NT-1819 benyttes oversættelsen 'Talsmanden'. Luther derimod gengiver med 'der Tröster', se Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers). Fra Luther er denne gengivelse blevet overtaget i hus- og rejsebibelen (), jf. Biblia, det er: den gandske Hellige Skriftes Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802 (forkortet Huus- og Reyse-Bibel). If. denne oversættelse siger Jesus til sine disciple i Joh 14,25-26: »Saadant haver jeg talet til eder, den Stund jeg haver været hos eder. Men Trøsteren, den Hellig Aand, hvilken min Fader skal sende i mit Navn, han skal lære eder det altsammen, og minde eder paa alt det som jeg sagde eder.« I Joh 15,26: »Men naar Trøsteren kommer, hvilken jeg skal sende eder af [fra] Faderen, Sandheds Aand, som udgaaer af [fra] Faderen, han skal vidne om mig.« Og i 16,5-7: »Og nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af eder spørger mig ad: Hvor gaaer du hen? Men fordi at jeg talede dette til eder, da er eders Hierte sorrigfuldt. Men jeg siger eder Sandhed, det er eder godt, at jeg gaaer bort; thi gaaer jeg ikke bort, da kommer Trøsteren ikke til eder; men gaaer jeg bort, da vil jeg sende ham til eder.« afdøe . Kjendet kendetegnet. Gud som »Aand« . Christus ... siger til Paulus ... hvad han skal komme til at lide for hans Navns Skyld henviser til beretningen i ApG 9,10-19 om en discipel ved navn Ananias og Paulus, der endnu hed Saulus, og som var kommet blind ind til Damaskus efter sin kaldelse uden for byen (). I et syn bød Jesus Ananias at gå hen til det hus, hvor Saulus opholdt sig for at lægge hænderne på ham, så han igen kunne se. Da Ananias vægrede sig, sagde Jesus til ham, v. 15-16: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Se endvidere 2 Kor 11,23-27 (). potenserede forøgede, intensiverede. fortrøste sig til stole på, sætte sin lid til. erhvervede tilvejebragte, skaffede. ret glæde virkelig, for alvor. Bliv nu lidt vent nu lidt. sluddre Noget op finde på noget sludder. Undseelse blufærdighed, skyhed (pga. velanstændighed), ærefrygt, ærbødighed, respekt. Plato siger i »Lovene« ( ... efter Rötscher: Aristophanes und seine Zeit ... p. 85.86.) ... Lydighed mod Lovene er Undseelse. (αιδως.) henviser til 2. del, kap. 1 »Princip des athenischen Staates aus den Zeugnissen der Alten selbst«, i H.T. Rötscher Aristophanes und sein Zeitalter. Eine philologisch-philosophische Abhandlung zur Alterthumsforschung, Berlin 1827, s. 85f.: »Das Gesetz erklärt er [Platon] also für das gemeinsame Band, und diesen Gehorsam gegen die Gese[t]ze nennt er die Scham ὁ ϕόβος ὅν δουλεύοντες τοῖς πϱόσϑεν νόμοις ἐϰέϰτηντο, ἥν αἰδῶ πολλάϰις ἐν τοῖς ἄνω λόγοις εἴπομεν.« Det forkortede citatet er fra Platons Lovene, 3. bog, 699b, og lyder i da. oversættelse: »den Frygt, (...) som de var blevet betaget af, fordi de trællede for de ældre Love – jeg mener altsaa den Frygt, som vi adskillige Gange før har givet Navn af Skamfølelse« (Platons Skrifter () bd. 9, s. 109). SK benytter og diskuterer Rötschers Aristophanes und sein Zeitalter i Om Begrebet Ironi (1841), se fx afsnittet om Aristofanes' opfattelse af Sokrates, i SKS 1, 179-203. – Plato: el. Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af Sokrates (), som er den gennemgående hovedperson i hans dialoger; grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i Athen; blandt hans elever var Aristoteles (). – Rötscher: Heinrich Theodor Rötscher (1803-71), ty. filolog, filosof og æstetisk kritiker, stærkt præget af G.W.F. Hegels filosofi. – Aristophanes: (o. 445-385 f.Kr.), gr. satirisk komediedigter; skrev 44 komedier, hvoraf 11 er overleveret. – αιδως: αἰδώς, gr. (aidēs), ærefrygt (for guder og højtstående personer), undseelse, moralsk skyhed, skam. Følgsomhed følgagtighed. Dyre-Bestemmelsen sml. journaloptegnelsen NB23:216, fra april 1851, hvor SK skriver: »Aristoteles siger meget rigtigt, at 'Mængden' er Dyre-Bestemmelse.« SKS 24, 312,13f. I 1. bog, kap. 5, af Den Nikomacheiske Etik (1095b 19) skelner Aristoteles () ml. de forskellige måder at leve på. Om 'mængden' skriver han: »Der große Haufe, d. h. die Menschen von der gemeinsten Denkungsart setzen die Glückseligkeit in das sinnliche Vergnügen. Um deßwillen geben sie auch der genießenden Lebensart den Vorzug. / Die Meinung des großen Haufens nun, welcher ein bloß thierisches Wohlleben über alles schätzt, ist ohne Zweifel nur der Antheil niedriger und sklavischer Seelen.« Die Ethik des Aristoteles, overs. og kommenteret af C. Garve, bd. 1-2, Breslau 1798-1801, ktl. 1082-1083; bd. 1, s. 431f. Garve opdeler 1. bog således, at det, der traditionelt tælles som kap. 5, i hans oversættelse er kap. 3. Sophistisk . Verden (der altid vil bedrages) . forskyldes forvoldes. Mynster . saa ogsaa således. tvære være tvær, uvillig, vrangvillig. kommer hid alle I som arbeide o: s: v: hentyder til Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819). Sml. »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), i SKS 12, 13-80. Det er det vil sige. Gud er Aand . det Sandselige det, der er præget el. bestemt af sanserne, af den sanselige verden, det verdslige. underskyde indsætte som skjult grundlag, tilføje (ofte i en forfalskende hensigt), underforstå. Aandens Vidnedsbyrd . piinligt pinefuldt, smerteligt. vidtløftig indviklet, kompliceret; krævende, anstrengende. han gjør jo Fyldest for al Din Synd hentyder til den dogmatiske lære om Kristi stedfortrædende satisfaktion, at han som Guds egen Søn med sin frivillige lidelse og død har tilfredsstillet el. forsonet Guds dømmende vrede over menneskenes syndefald og således gjort fyldest for den straf, de ellers var skyldige at lide for al deres synd, og dermed gjort soning for Guds krænkede retfærdighed. Jf. bortsendelsesordene efter nadver: »Den korsfæstede og atter opstandne Christus Jesus, som nu har bespiset og skienket Eder med sit hellige Legem og Blod, hvormed han har fyldestgiort for alle Eders Synder, han styrke og opholde Eder derved i en sand Tro til det evige Liv!« Forordnet Alter-Bog (), s. 254. Aanden er »Trøsteren« . læg Skinnerne (...) an anbring skinnerne (dvs. bandage af metal, der afstiver et brækket el. skrøbeligt ben). frelses ene og alene ved Naaden se fx afsnittet om frelse af nåde i Ef 2,1-10. ligegyldig mod indifferent over for, ligeglad med. Paulus . Jacob sigter formentlig til den Jakob, som sammen med sin bror Johannes () udgør de to Zebedæussønner, der ligesom Peter og hans bror Andreas virkede som fiskere i Galilæa. If. Matt 4,18-22 kaldte Jesus de to Zebedæusbrødre til at være sine disciple lige efter kaldelsen af brødrene Peter og Andreas. I listen over de tolv apostle i Matt 10,2-4 nævnes Jakob og Johannes lige efter Peter og Andreas; og sammen med Peter synes Jakob og Johannes at have tilhørt en inderkreds omkring Jesus, jf. Matt 17,1; 26,37; Mark 5,37; 13,3 (hvor også Andreas er med). Peder og .Hans egl. navn er Simon, mens Peter er et tilnavn (det gr. ord 'pétros', der betyder 'sten', er ikke et alm. gr. navn, men en oversættelse af det aramaiske Kefas, jf. Joh 1,42). Om Jesu kaldelse af fiskeren Peter til at være sin discipel, se Matt 4,18-20. Peter synes at have haft en ledende plads blandt de tolv apostle og efter Jesu død at have spillet en central rolle i kristendommens første periode. Johannes . If. den kirkelige tradition er Johannes den discipel, der i Johannesevangeliet ikke omtales ved navn, men benævnes 'den discipel, Jesus elskede', jf. Joh 13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20. Efter Jesu død spillede Johannes sammen med Peter en central rolle i den første kristne menighed i Jerusalem. Gud-Msket Gud-Mennesket, dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig. Sml. kap. 4, § 3, i Balles Lærebog (), s. 37f.: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge sine Naturer.« betræffende angående. Tilsætning tilføjelse. Msk-Slægten menneskeheden. Correctiverne dels korrigerende alternativ, dels sandhedsprøve. vi Andre kunne kan. Styrelsen Guds styrelse (). de profundis lat., 'fra dybet'. Således begynder Sl 129 i den lat. bibeloversættelse Vulgata: »De profundis clamavi ad te, Domine«. Hertil svarer Sl 130 i den da. Bibel: »Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.« Gud er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8, dels til 1 Joh 4,16 (). ordentligviis almindeligvis, sædvanligvis. underskyder . de Ord: Χstus skjeldte ikke igjen, der han blev udskjeldt henviser til 1 Pet 2,23, hvor det om Kristus hedder: »hvilken ikke skiendte igien, der [da] han blev overskiendt« (NT-1819). 1 Pet 2,21-25 udgjorde epistelteksten til 2. søndag efter påske, se Forordnet Alter-Bog (), s. 79. 1000 Præster . forelæste oplæste (i andres påhør). hvis Socrates blot ... skjelde igjen, saa var han ikke blevet dømt Da de 501 nævninge ved folkedomstolen i Athen med et lille flertal havde kendt Sokrates () skyldig og fastsat straffen til henrettelse, holdt han en tale, hvor han if. Platons dialog Sokrates' Forsvarstale bl.a. sagde (38c, jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 148f.): »I tror maaske, at naar jeg nu er blevet dømt skyldig, er Grunden den, at jeg ikke har kunnet anvende de Argumenter, hvorved jeg kunde have omstemt jer, hvis jeg havde ment, at jeg burde bruge alle Kneb for at blive frikendt. Det er rigtigt: det har jeg ikke kunnet, men ikke af manglende Evne, men fordi jeg ikke er tilstrækkelig samvittighedsløs og skamløs dertil, og fordi jeg ikke har næret noget Ønske om at tale til jer saadan, som I helst vil have det, med Jammer og Graad og med Ord og Optræden, som jeg finder uværdig, den Slags som I er vant til at høre af andre« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 290). Χstus beder for sine Fjender hentyder til Luk 23,34, hvor Jesus, efter at han var blevet korsfæstet sammen med to forbrydere, siger: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Denne tekst indgår i sammenskrivningen af Kristi lidelseshistorie, som præsterne ofte prædikede over ved hverdagsgudstjenesterne i fastetiden; se »Vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog, s. 263-288; s. 282. Jo, jeg takker ironisk-foragteligt udtryk, svarende til: jo tak! Socrates . Prækeforedraget på SKs tid alm. betegnelse for den holdte prædiken. efter Domfældelsen, siger han ... »thi dertil er Tiden for kort ... samtalet med dem.« ... nok lykkes ham Efter at Sokrates var kendt skyldig (), holdt han en tale, hvor han if. Platons dialog Sokrates' Forsvarstale bl.a. sagde (37a-b): »Ich bin überzeugt dass ich nie jemanden vorsäzlich beleidige. Euch freilich überzeuge ich davon nicht, weil wir gar zu kurze Zeit mit einander geredet haben. Denn ich glaube wohl, wenn ihr ein Gesez hättet, wie man es anderwärts hat, über Leben und Tod nicht an einem Tage zu entscheiden, sondern nach mehreren: so wäret ihr wohl überzeugt worden; nun aber ist es nicht leicht in kurzer Zeit sich von so schweren Verläumdungen zu reinigen.« Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher (), 1. del, 1 (bd. 2), 1818, s. 222 (Platons Skrifter () bd. 1, s. 288). Jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 147f. I sit Forsvar strax i Begyndelsen taler Socrates ... »har han ikke faaet Tid ... at samle Penge ... levet i den yderste Armod Efter at de 501 nævninge ved folkedomstolen i Athen har hørt anklagerne mod Sokrates (), holdt han sin forsvarstale og sagde if. Platons dialog Sokrates' Forsvarstale bl.a. følgende (23b, jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 112f.): »Derfor bliver jeg ogsaa rastløs ved med min Søgen og Forsken, som Guden har anvist mig det, hver Gang jeg mener, at der er en af mine Landsmænd eller en af de Fremmede her i Byen, der er vis; og naar jeg har opdaget, at han ikke er det, viser jeg ham det og støtter dermed Gudens Sag. / Det har jeg haft saa travlt med, at jeg ikke har haft Tid til at beskæftige mig i nævneværdig Grad med Byens og med mine egne private Anliggender, og jeg er i den dybeste Fattigdom paa Grund af mit Arbejde i Gudens Tjeneste« (Platons Skrifter () bd. 1, s. 272). Og lidt senere siger han (31b-c, jf. Platonis opera bd. 8, s. 132f.): »At jeg virkelig er en saadan Gave fra Gud til jeres Stat, vil I kunne indse, hvis I gør jer klart, at mit Liv ikke synes at have været et almindeligt Menneskeliv: jeg har gennem alle de mange Aar ikke interesseret mig det mindste for mine egne Anliggender, og jeg har roligt set paa, at mine personlige Interesser blev helt forsømte; i Stedet for har jeg altid tænkt paa jeres Vel: jeg har som en Fader eller ældre Broder indladt mig med hver enkelt af jer, ganske privat, og prøvet at faa ham til at arbejde paa at blive en god Mand. Og hvis jeg saa havde haft nogen Fordel af det og havde taget mod Penge til Tak for mine gode Raad, kunde det jo være meget forstaaeligt. Men I kan jo selv konstatere, at selv Anklagerne, der saavist heller ikke har været bange for at komme frem med frække og usande Beskyldninger mod mig, dog ikke har haft den Dristighed at føre Vidner paa, at jeg nogensinde har faaet eller krævet Penge for min Virksomhed. Jeg har jo ogsaa et godt Bevis paa, at det er sandt, hvad jeg her siger: min Fattigdom! / Man kunde maaske synes, at det er en sær Idé, at jeg privat har saa travlt med at gaa rundt og give andre Mennesker gode Raad, men aldrig indlader mig paa at træde offentligt frem og give gode Raad om Statens Styrelse. Grunden hertil er noget, som I ved mange forskellige Lejligheder har hørt mig tale om: det er denne guddommelige og dæmoniske Stemme, ja netop den, som Meletos jo ogsaa har vrænget ad i sit Anklageskrift. Det er noget, jeg har haft lige fra Barn af, og naar jeg mærker det, holder det mig altid tilbage fra et eller andet, jeg lige skulde til at gøre; det tilskynder mig aldrig. Det er denne Stemme, der ikke tillader mig at befatte mig med Statens Anliggender. Og det tror jeg den har saa fuldstændig Ret i. For I ved jo ligesaa godt som jeg, at hvis jeg havde indladt mig paa at tage Del i Statslivet, vilde det have været ude med mig for mange Aar siden, og jeg havde altsaa intet kunnet udrette, hverken for jer eller for mig selv« (Platons Skrifter bd. 1, s. 281f.). Evigheds Bevidsthed bevidsthed om evighed(en). Gud prøver Abraham ... A. faaer Isaak og hans Glæde er i dette Liv sigter til beretningen i 1 Mos 22,1-19 (). sympathetisk egl. 'samlidende', medlidende, medfølende. have gjort en Pige ulykkelig sigter til den brudte forlovelse med Regine Olsen (). levede (...) hen henlevede, tilbragte livet. jeg kan aldrig noksom takke Gud for, hvad der blev gjort for mig . havde været fri for Næringssorg sigter til, at SKs far, Michael Pedersen Kierkegaard, ved sin død i 1838 efterlod sig en formue, der i marts 1839 blev opgjort til o. 125.000 rigsdaler (), som SK og hans ældre bror Peter Christian arvede; SKs andel udgjorde 31.335 rigsdaler, til dels i fast ejendom, aktier og obligationer (jf. F. Brandt og E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene (), s. 67-69). SKs formueforhold i 1846-48 lader sig kun fastlægge omtrentligt; men af sine arvede aktier solgte han den sidste i marts 1847, mens den sidste kgl. obligation blev afhændet i dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 69-71). Herefter havde SK ingen renteindtægter af aktier og obligationer og måtte i de kommende år yderligere udhule formuen. Ved juletid samme år solgte SK sit barndomshjem på Nytorv. Salgsprisen var 22.000 rigsdaler, hvoraf Peter Christian lod sin første prioritet på 7.000 rigsdaler blive stående i ejendommen, hvorimod SK fik en anden prioritet på 5.000 rigsdaler med 4% rente, en bankhæftelse på 753 rigsdaler (solgt i dec. 1849 for 757 rigsdaler) og i jan. 1848 en kontant udbetaling på 10.000 rigsdaler. Udbetalingen blev delvis investeret i aktier og kgl. obligationer; på obligationerne mente han at have tabt 700 rigsdaler (). 48. Jeg fik det største Indtryk af mig selv ... nogensinde har haft . ved Penge-Forvirringen . Spørgsmaalet om Udkommet at rykke mig ... nærmere og . Mange andre Omstændigheder stødte til . »hende«, at ... kunde faae en Glæde, hvis hun ønskede den , og . Affald frafald. Du er jo Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8, dels til 1 Joh 4,16 (). vilde (...) blevet dvs. være blevet. Sophist . klædt i Fløiel . med Stjerne og Baand . Kjendet kendetegnet. 1000 Præster . ikke en Spurv falder ... Eders Hovedhaar ere talte o: s: v: hentyder til Matt 10,29-31, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie. Ja endog alle Eders Hovedhaar ere talte. Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve« (NT-1819). – En 'penning' er (især i ældre da. bibeloversættelser) betegnelse for en mønt af mindre værdi. providentia specialissima lat., 'det helt særlige forsyn'. Hentyder til den dogmatiske inddeling af 'providentia' mht. dets objekter; 'providentia universalis' ('det universelle forsyn') omfatter alt det skabte, 'providentia specialis' ('det særlige forsyn') menneskene og 'providentia specialissima' de fromme. Sml. Not1:9, formentlig fra 1839-40, i SKS 19, 80,19-21. Usikkerhed for Udkommet og . skulle vove ud . friste Gud udæske, udfordre Gud. vilde (...) seet dvs. have set. Undseelse . Mynster . Da jeg ... efter Udgivelsen af »Indøvelse i Χstd« talte med M. ... det i 3die Afdeling om »Betragtninger.« sml. hertil journaloptegnelsen NB21:121, der bærer overskriften »Min Samtale med Biskop Mynster d. 22 Oct. 1850. / efter at han havde læst Indøvelse i Christendom«, i SKS 24,72-74. Efter at have omtalt årsagen til samtalen og refereret en del af den skriver SK: »Det Øvrige af Samtalen har ikke Mærkelighed [noget bemærkelsesværdigt, påfaldende]. Kun lige i Begyndelsen sagde han: ja, den halve Deel af Bogen er jo Angreb paa Martensen, den halve Deel paa mig. Og vi talte senere om det Sted om 'Betragtninger', som han meente var myntet paa ham.« SKS 24, 73,20-24. – efter Udgivelsen af »Indøvelse i Χstd«: Indøvelse i Christendom var udkommet den 25. sept. 1850, se tekstredegørelsen til IC i SKS K12, 7. – ⅔ af Bogen var mod ham: sigter formentlig til nr. II »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse« og nr. III »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, i SKS 12, 81-253. – ⅓ mod Martensen: sigter formentlig til »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, i SKS 12, 11-80. – Martensen: . – det i 3die Afdeling om »Betragtninger.«: hentyder til begyndelsen af nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, i SKS 12, 227-249. Om Mynsters hyppige benyttelse af begrebet 'betragtning' i sine prædikener, . Jeg sagde ... da jeg bragte ham den Bog ... ønsket, at En af os To var død inden den udgaves SK havde bragt biskop Mynster et eksemplar, trykt på velin, indbundet i sort glanspapir med tresidet guldsnit og forsynet med følgende dedikation: »Til / Hans Excellence / Høiærværdige / Hr. Biskop Dr. Mynster / St af D m. m / med dyb Ærefrygt / fra / Udgiveren«. Bogen er i KA på Det kgl. Bibliotek. Hvornår SK bragte Mynster dette eksemplar, er ikke identificeret, se dog begyndelsen af journaloptegnelsen NB21:121, hvor SK skriver: »Dagen iforveien [den 21. okt. 1850] havde jeg talt med Pauli [Mynsters svigersøn, slots- og hofpræst H.V. Paulli ()], der havde sagt mig Følgende. Biskoppen er meget vred[,] hans Ord ere disse, strax da han kom ind i Dagligstuen den første Dag sagde han: 'den Bog har forbittret mig meget, det er en vanhellig Leeg med det Hellige.'« SKS 24, 72,4-8. da jeg læste Correctur Om SKs korrekturlæsning af Indøvelse i Christendom, se tekstredegørelsen til IC i SKS K12, 93-103. det Punktum: Betragtninger! Man seer det paa ham, Øiet trækker sig tilbage o: s: v: henviser til følgende passage i nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«: »Nogle Betragtninger! Det seer man paa den Talende; hans Blik drager sig ind i Øiet [han bliver fjern i blikket], han ligner ikke saa meget et Menneske som en af hine i Steen udhugne Skikkelser, der ikke have Øine.« SKS 12, 229,36 - 230,2; se kommentarerne dertil. besynderligt mærkværdigt, underligt, påfaldende. hidser mig ud jager, driver. hiin Sophist (i Wielands Agathon) sigter til den ty. forfatter, oversætter og udgiver Christoph Martin Wielands (1733-1813) dannelsesroman Geschichte des Agathon (1766-67). Romanens handling er henlagt til det antikke Grækenland. Helten Agathon bliver bortført af sørøvere og solgt som slave til en ældre sofist, Hippias, der giver ham navnet Kallias og i øvrigt mere optræder som hans lærer og mentor end som hans ejer. Hippias er en overbevist materialist og hedonist, der forsøger at omvende den idealistiske Agathon til sin filosofi. SK hentyder her formentlig til 1. del, 4. bog, kap. 1, »Unerwartete Ungelehrigkeit des Agathon«, hvor Agathon tager til genmæle over for Hippias, kalder hans principper egenkærlige og påstår, at de under dække af det nyttige legitimerer alt, anklager ham for at angribe såvel religionen som dyden og erklære ideen om en moralsk fuldkommenhed for ren fantasi, ligesom han angriber hans visdom for at være egoistisk. Agathon siger videre: »Nenne die Tugend immerhin Schwärmerey; diese Schwärmerey macht mich glücklich, und würde alle Menschen glücklich machen, würde den ganzen Erdboden in ein Elysium verwandeln, wenn deine Grundsätze und diejenigen welche sie ausüben, nicht, so weit ihr ansteckendes Gift dringt, Elend und Verderbniss ausbreiteten.« Herpå fortælles det: »Agathon wurde ganz glühend, indem er dieß sagte; und ein Mahler, um den zürnenden Apollo zu mahlen, hätte sein Gesicht in diesem Augenblicke zum Urbild nehmen müssen. Der weise Hippias hingegen erwiederte diesen Eifer mit einem Lächeln, welches dem Momus selbst Ehre gemacht hätte, und sagte, ohne seine Stimme zu verändern: Nunmehr glaube ich dich zu kennen, Kallias, und du wirst von meinen Verführungen weiter nichts zu besorgen haben. Die gesunde Vernunft ist nicht für so warme Köpfe gemacht wie der deinige. Wie leicht, wenn du mich zu verstehen fähig gewesen wärest, hättest du dir den Einwurf selbst beantworten können, daß die Grundsätze der Sofisten verderblich wären, wenn sie allgemein würden! Die Natur hat schon dafür gesorgt, daß sie nicht allgemein werden. – Doch ich würde mir selbst lächerlich seyn, wenn ich deine begeisterte Apostrofe beantworten, oder dir zeigen wollte, wie sehr auch der Affekt der Tugend das Gesicht verfälschen kann. Bleibe, wenn du kannst, immer was du bist, Kallias! Fahre fort, dich um den Beyfall der Geister und die Gunst der ätherischen Schönen zu bewerben; rüste dich, dem Ungemach, das dein Platonismus dir in dieser Unterwelt zuziehen wird, großmüthig entgegen zu gehen, und tröste dich, wenn du Leute siehst, die niedrig genug sind, sich an irdischen Glückseligkeiten zu weiden, mit dem frommen Gedanken, daß sie in einem andern Leben, wo die Reihe an dich kommt, glücklich zu seyn, sich in den Flammen des Flegethon wälzen werden. / Mit diesem Worten stand Hippias auf, warf einen verächtlich-mitleidigen Blick auf Agathon, und wandt' ihm den Rücken zu, um ihm, mit einer unter seines gleichen gewöhnlichen Höflichkeit, zu verstehen zu geben, daß er sich zurück ziehen könne.« C.M. Wielands sämmtliche Werke bd. 1-3, Leipzig 1794; bd. 1, s. 164-174; s. 171-174. – Sophist: . trækker hen trækker i langdrag, trækker ud. holder han blot hen er han blot henholdende. talt ... til ham om det at ansættes ved Pastoral-Seminariet og . see an vurdere. holde Tiden hen trække tiden ud. regner (...) paa regner med, kalkulerer med. oeconomiske Hensyn og . jeg har jo selv ... sagt ham, at jeg havde Bekymring ... allerede i 46 har jeg sagt ham det sml. journaloptegnelsen NB:57, dateret den 5. nov. 1846, hvor SK refererer til en samtale med Mynster om en ansættelse som landsbypræst, i SKS 20, 52,5-21. Om SKs første samtale med Mynster i 1846, . lægge paa som udtryk for forhøjelse, forøgelse, her formentlig i betydningen: skærpe. da Manuscriptet til »Sygdommen til Døden« ... i Bogtrykkeriet . siden »Sygdommen til Døden« til »Indøvelse i Χstd.« dvs. siden udgivelsen af Sygdommen til Døden den 30. juli 1849 () og indtil udgivelsen af Indøvelse i Christendom den 25. sept. 1850 (). næsten var to Aar gammelt Nr. I og nr. II var skrevet i 1848, mens nr. III var skrevet delvis i slutningen af 1848, delvis i begyndelsen af 1849 (). sætte den Bog ind udgive Indøvelse i Christendom. da jeg ... kastet mig mod Rudelbach sigter til SKs artikel mod A.G. Rudelbach (). betænkt paa til Afskeed endnu en Gang at udhæve Mynster sigter til, at SK længe havde påtænkt at tilegne Mynster et af sine skrifter med en hædrende dedikation. If. journaloptegnelsen NB11:227, fra juli 1849, i SKS 22, 138, og if. en senere afskrift af denne optegnelse (se Pap. X 6 B 60, s. 63f.) var det planen at bringe en lovtale over Mynster i nr. 2 »De dialektiske Forhold: det Almene, den Enkelte, den særlige Enkelte« i Tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, der var skrevet i 1846-47 og tilrettelagt i sommeren 1848, og som skulle udgives under pseudonymet F.F.; de tre småafhandlinger blev dog aldrig udgivet. I løbet af 1850 udarbejdede SK flere udkast til en tilegnelse af et skrift til Mynster (se Pap. X 6 B 162-170, 247-252). anbringe Goldschmidt og . Mtth: X.) ... den rædsomste Collision ... at hade Fader og Moder, at ihjelslaae sit Barn o: s: v: henviser til Jesu udsendelsestale til de tolv disciple i Matt 10,5-42, hvor han siger: »Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle [skal] sætte sig op mod Forældre, og aflive dem«, v. 21 (NT-1819). Se tillige v. 35-37 (). Se dog også Luk 14,26, hvor Jesus i sin tale om prisen for efterfølgelse siger: »Dersom nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel« (NT-1819). I Evangeliet om den store Nadvere ... jeg tog en Hustrue ... jeg kjøbte et Par Øxne o: s: v: henviser til Jesu lignelse om den store nadver el. det store festmåltid i Luk 14,16-24, hvor det fortælles, at da festen skulle til at begynde, sendte den mand, der ville holde den, sine tjenere ud for at få de indbudte til at komme; men de gav sig alle som én til at undskylde sig: »Den første sagde til ham: jeg haver kiøbt en Ager, og haver fornøden at gaae ud, og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en anden sagde: jeg haver køibt fem par Oxen [okser], og gaaer hen at prøve dem, jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme«, v. 18-20 (NT-1819). – Evangeliet om den store Nadvere: Luk 14,16-24 er evangelieteksten til 2. søndag efter trinitatis, se Forordnet Alter-Bog (), s. 111f. Vielses Formular sigter til ritual for brudevielse, se Forordnet Alter-Bog, s. 256-262. Se især den afsluttende bøn, s. 262: »O HErre Gud! himmelske Fader, du som har skabt Mand og Qvinde, og beskikket dem med Livsens Frugt, og deri betegnet din kiære Søn Jesu Christi, og den hellige Kirkes, hans Bruds, Sacramente! vi bede din grundløse [grænseløse] Barmhiertighed, at du ikke vil lade saadan din Skabning, Ordning og Velsignelse forrykkes eller fordærves, men naadelig bevare den, ved den samme din elskelige Søn, Jesus Christus, vor Herre! Amen!« Sophistik . villig til at opgive Alt, hvis det forlanges sml. journaloptegnelsen NB6:57, fra aug. 1848, hvor SK skriver: »Men Mynster han græder ved Tanken om at han vil offre Alt, om end Alle faldt fra, han vil staae fast: Gud veed, hvad han har vovet.« SKS 21, 42,3-5. SK tænker formentlig her på Mynsters () prædiken over Jak 1,17-21 (epistelteksten) til 4. søndag efter påske, nr. XXXII »Om Menneskenes Ustadighed« i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage () bd. 1, s. 395-408. Her siger Mynster bl.a.: »Jeg vil love dig, min Gud! at jeg Intet vil antage, som jeg vel tilforn antog det, efter Andres Sigende, men først forelægge mig det i min Samvittighed, der, hvor den bestandige Dom boer, thi den har endnu aldrig ført mig vild, men hvad jeg der fuldt og fast og dybt har erkiendt, det har jeg siden ikke havt nødig at angre; hvorledes skulde og [også] det Lys, som er fra dig, kunne bedrage? fra dig kommer kun god og fuldkommen Gave. Hvad jeg saaledes erkiendte, det vil jeg holde fast ved; og om end Alle omkring mig skifte deres Mening, derfor skal min ikke vakle, og om jeg end skulde gaae alene, vil jeg dog blive paa den Vei, du har anviist mig. Men hvad der maaskee endnu blev tilbage i Tanken, som jeg ikke saaledes har prøvet i mit Hierte (...), dette vil jeg jo gierne forlade, naar du vil værdige mig at kiende det Bedre«, s. 406. gjøre (...) aabenbart tydeligt, synligt. det Græske: at gjøre Uret men under Skin af Ret I journaloptegnelsen NB:13, fra marts 1846, skriver SK: »hvad Socr. [Sokrates] i Staten saa skjønt udvikler, at man bør undgaae, Skinnet af at være god«, og i marginen tilføjer han: »(Stedet er mærket i mit Exemplar af Schleiermachers Oversættelse 2d Bog)«, SKS 20, 24. SK forveksler her Sokrates () med Glaukon, der i sin samtale med Sokrates, i 2. bog af Platons Staten, 361b, med en henvisning til Aischylos definerer den retfærdige som den, »der nicht gut scheinen will sondern sein. Das Scheinen muß man ihm also nehmen«, Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher, 1. del, 1-2 (bd. 1-2), 2. forbedrede udg., Berlin 1817-18 [1804-05], 2. del, 1-3 (bd. 3-5), 2. forbedrede udg., Berlin 1818-26 [1805-09], 3. del, 1 (bd. 6), Berlin 1828, ktl. 1158-1163; 3. del, 1 (bd. 6), s. 128 (Platons Skrifter () bd. 4, s. 70). Styrelsen Guds styrelse (). besynderlig mærkværdig, underlig, påfaldende. Det staaer jo i det N. T. hentyder formentlig til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige, unge mand, der opsøgte Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede, at han skulle holde budene; men da den unge mand forsikrede, at dem havde han allerede holdt, sagde Jesus til ham: »vil du være fuldkommen, da gak [gå] hen, sælg, hvad du haver, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ [skat] i Himmelen; og kom, følg mig«, v. 21 (NT-1819). Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, for han var meget rig. Endvidere kan der være tænkt på Matt 8,21-22, hvor det fortælles, at da en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader«, svarede Jesus: »følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde« (NT-1819). Se også Matt 19,29. Charakteer-Betjening det at varetage, forvalte (noget) med hele sin person, så man efterlever (det) og omsætter (det) i handling. Falsation forfalskning. være af Sandheden allusion til Joh 18,37, hvor Jesus siger til Pilatus: »Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Se også 1 Joh 3,19. Nielsen spiller nordisk Helt Nicolai Peter Nielsen (1795-1860), skuespiller ved Det kgl. Teater fra 1820, tillagt titel af instruktør i 1829. N.P. Nielsen blev især kendt for sine roller som nordisk helt, først og fremmest som Axel i Adam Oehlenschlägers tragedie Axel og Valborg, en rolle, han spillede mere end 30 gange fra sin debut i sept. 1820 frem til april 1839. Desuden optrådte han fx i rollen som Tordenskjold i Oehlenschlägers tragedie Tordenskjold, mere end 25 gange fra stykkets premiere i feb. 1833 til feb. 1845, og i rollen som Hakon Jarl i Oehlenschlägers tragedie Hakon Jarl, i alt 10 gange fra april 1844 til feb. 1850 og atter ved genopførelserne den 26. okt. 1851 og den 14. maj 1852. Frue Heiberg den uskyldigt Lidende Johanne Luise Heiberg, født Pätges (1812-90), feteret skuespillerinde ved Det kgl. Teater, hvor hun fra 1826 spillede en lang række heltinderoller, som ofte var skrevet særligt til hende, bl.a. af hendes mand siden 1831, J.L. Heiberg; som hustru til Heiberg, der var professor og dermed i rangen (), kunne hun titulere sig 'fru'. Her sigtes måske til hendes rolle som Julie i Shakespeares tragedie Romeo og Julie, der havde premiere på Det kgl. Teater i sept. 1828 med den unge jomfru Pätges som Julie, en rolle, hun spillede seks gange frem til okt. 1830 og igen beklædte fra jan. 1847 (sml. føljetonartiklen »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« (1848), SV2 10, 367-390) og spillede seks gange frem til dec. 1848 og atter ved genopførelserne den 18. okt. 1851 samt den 18. og 26. april 1852. Der kan også være tænkt på fru Heibergs succesfulde optræden i rollen som Dina Vinhofer i Oehlenschlägers tragiske drama Dina; den karakterrolle spillede hun mere end 20 gange fra stykkets premiere i okt. 1842 til dec. 1849. Stykket blev genoptaget på repertoiret i dec. 1854, fortsat med fru Heiberg i rollen som Dina. træder i Charakteer . Ordentligviis almindeligvis, sædvanligvis. Paulus blev forfulgt, kagstrøgen o: s: v: se fx 2 Kor 11,23-27, hvor Paulus () skriver: »Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.« – kagstrøgen: pisket. Kagstrygning var en straf, hvor den dømte person blev bundet til en pæl (kaldet 'kagen') og derefter pisket med ris. Rhetor (offentlig) taler, talekunstner. mimisk-dramatisk dramatisk ved minespil og gebærder. vel- eller høiærværdige Til de enkelte rangklasser i rangforordningen () var knyttet særlige tiltaleformer, if. hvilke 'velærværdig' indgik i titulaturen for gejstlige personer af laveste rang el. slet ikke omfattet af rangforordningen, mens 'højærværdig' indgik i titulaturen for den højere og højeste gejstlighed, placeret i 1. til 6. klasse, således både biskopper, stiftsprovster og Københavns sognepræster, hofprædikanter og teologiske doktorer m.fl. i en Time På SKs tid varede en prædiken ofte en time. passere tilbringe, fordrive. den hellige Historie beretningen om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse, især som den fortælles i de fire evangelier. de Herlige fast udtryk for de martyrer, der i kristendommens første århundreder blev forfulgt og henrettet pga. af deres kristne tro og bekendelse. Blødagtige forvænte, magelige, forfinede. Guds Huus fast udtryk for kirken, jf. 1 Tim 3,15, hvor der tales om at »færdes i Guds hus – det er den levende Guds kirke«. Kjende kendetegn. det (...) var saa forholdt sig således. de Medlevende de samtidige. kjendelig paa til at kende på, kendetegnet ved. Dem, der (...) ville vil. de skulle skal. tosse Livet hen leve livet på en tankeløs, fjollet måde. Gud er Aand . ligger denne Verden i det Onde hentyder til 1 Joh 5,19 (). accommodere sig tilpasse, lempe, føje sig. den næste Slægt generation. betræffende hvad angår. jeg kan det ikke anderledes spiller formentlig på de ord, hvormed Luther () if. traditionen afsluttede sin erklæring, da han på Rigsdagen i Worms 1521 nægtede at tilbagekalde sin af kirken fordømte lære med henvisning til Guds ord og sin samvittighed: »ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« Her citeret efter C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123, sp. 2. teleologisk formålsbestemt. et af Guds udvalgte Redskaber alluderer til ApG 9,15-16 (). har Djævelen er besat af Djævelen, sml. fx Matt 11,18, hvor Jesus omtaler, at folk om Johannes Døber siger: »han haver Diævelen« (NT-1819). Og Joh 8,48, hvor jøderne siger til Jesus: »sige vi ikke med Rette, at du (...) haver Diævelen?« (NT-1819). in pausa lat., 'i en pause', ved et ophold. Udtrykket benyttes i den hebr. grammatik, hvor det betegner et ords position umiddelbart før et større ophold i teksten. Ved oplæsning forlænger man ofte vokalen i den betonede stavelse i et ord i denne position. Jf. J.C. Lindberg Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik Tilligemed Conjugations- og Declinations-Tabeller, 2. opl., Kbh. 1835 [1831], ktl. 989, s. 12. hiin Herlige . »kaldede« fast udtryk for præsters udnævnelse og ansættelse. Se fx § 125 »Status hierarchicus triplex« (»Den trefoldige hierarkiske stand«) i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1828], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus oder Dogmatik), s. 316-322, hvor det s. 317 oplyses, at der hører en dobbelt kaldelse (lat. vocatio) til at blive gejstlig: dels en indre guddommelige kaldelse, dels en ydre kaldelse gennem de forordnede myndigheder. Levebrød med Avancement . det (...) Blomster den (...) blomst. skuffer bedrager, vildleder. Naar saa er det forholder sig således. kjendelig til at kende. Tidens Fordring hentyder til en især af J.L. Heiberg yndet vending som udtryk for tidens el. tidsalderens fordringer om en hegeliansk (spekulativ) filosofi og teologi, se fx hans indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 52f.: »Og ligesom det er denne Bestræbelse [at popularisere filosofien], hvorpaa det hidindtil har skortet i Philosophiens Fremstillinger, tildeels af den Grund, at Philosophien maatte hos selve Philosopherne uddanne sig til en større Klarhed, førend de kunde gjøre den klar for Andre, maatte ligesom modnes, inden Verden kunde nyde dens Frugt, saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt.« Og hans anmeldelse af W.H. Rothes værk om treenighedslæren i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af Heiberg, nr. 1-2, Kbh. 1837-38, ktl. 569; nr. 1, s. 11: »En speculativ Theologie er den uundgaaelige Fordring«. Se også H.L. Martensens selvbiografi Af mit Levnet bd. 1-3, Kbh. 1882-83; bd. 1, s. 62, hvor han oplyser, at prof. F.C. Sibbern erkendte, »at det (...) var en Tidens Fordring, at for ikke Faa maatte Christendommen ogsaa prædikes speculativt, og i denne Fordring støttedes han af mægtige Strømninger i Tiden«. lad os være behagelige lad os være rimelige. Forældrene ville vil. General-Forvirrethed tilstand af total-forvirring. Formastelse dumdristighed, hovmodighed, bespottelse. Luther siger ... er at henføre til den ængstede Samvittigheds Kampe se fx Luthers () evangelieprædiken til første søndag i advent i En christelig Postille (), 1. del, s. 15-30, især s. 18, s. 20f., og s. 27f. Se fx også følgende passage i kap. XI »Vom Gesetz und Evanglio« i D. Martin Luthers Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche () bd. 1, s. 415, hvor Luther siger: »das evangelium [gehört] eigentlich für die erschrockene, betrübte und geängstigte gewissen; das gesetz aber für die gottlosen, sichern, rohen leut und heuchler, denen soll mans predigen.« Se endvidere artiklen »Gewissen« i Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz () bd. 2, 1829, s. 327-346. Fidei-Comis egl. fideicommis, betroet gods, dvs. en kapital el. et jordegods, som ved testamentarisk bestemmelse var båndlagt til varigt underhold af en familie el. til opretholdelse af en stiftelse. Kun renterne af formuen el. de løbende indtægter af godset kunne bruges, ikke selve kapitalen, som derved også var beskyttet mod kreditorudlæg. Grundloven af 1849 forbød oprettelsen af flere familiefideikommiser. foredrages mundtligt fremføres, prædikes. Aflad ophør; formildelse, eftergivenhed, unddragelse, fritagelse. »Vil Du være fuldkommen, saa gak hen sælg Alt hvad Du eier« frit citat fra Matt 19,21 (). Formastelige dumdristige, hovmodige, bespottelige. staaer udtrykkelig i det N. T., at Christus syntes godt om ham henviser til beretningen i Mark 10,17-22; i modsætning til parallelberetningen i Matt 19,16-22 () siges der dog intet om, at den rige mand er ung, og Jesus taler ikke om at være fuldkommen. I v. 21, som der sigtes til her, hedder det: »Men Jesus saae paa ham, og fattede Kierlighed til ham, og sagde til ham: een Ting fattes dig; gak [gå] bort, sælg, hvad du haver og giv de Fattige det, saa skal du have et Liggendefæ [skat] i Himmelen, og kom, tag Korset og følg mig« (NT-1819). Blødagtigheden forfinetheden, forvæntheden, mageligheden. stræber ud giver sig ud i stræben. i det N. T. ... at just Efterfølgelsen er fordret hentyder til Jesu ord til den rige, unge mand i Matt 19,21 () og til den rige mand i Mark 10,21 (). Der kan også være tænkt på Jesu udsendelsestale til de tolv disciple i Matt 10,5-42, hvor han siger: »hvo [den] som ikke tager sit Kors, og følger efter mig, er mig ikke værd«, v. 38 (NT-1819). Og endvidere på Matt 4,19; 8,21-22; 9,9; 16,24; Mark 2,14. loves (...) en Aand, der hjælper En frem ad den Vei hentyder formentlig til Joh 14,26, hvor Jesus siger til disciplene: »Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, han skal lære Eder alle Ting, og minde Eder paa alle Ting, som jeg haver sagt Eder« (NT-1819). Se også Joh 16,13 og Rom 8,26 (). Hvor skal hvordan. en chinesisk Qvinde, hvis Fødder ... ere unaturligt forkrøblede hentyder til den gl. kinesiske skik med forkrøbling af kvindernes fødder. Fra o. femårs alderen bliver fødderne på pigerne snøret inde og således forhindret i at vokse; i de højere klasser fortsættes denne indsnøring, så kvinden til sidst kun med stort besvær kan gå inden døre og udendørs må transporteres i bærestol; i de lavere klasser standses indsnøringen på et tidligere tidspunkt, da kvinderne ellers ville blive forhindret i at arbejde. Gud er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8, dels til 1 Joh 4,16 (). afdøe . Aanden kommer nok Dig til Hjælp allusion til Rom 8,26, hvor Paulus skriver: »Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.« løber surr løber sur, slår klik, kortslutter. at elske Gud igjen, hvad ... Gud fordrer i Loven hentyder til kærlighedsbudet: »du skal elske Herren din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke«, Mark 12,30 (NT-1819). Se også 5 Mos 6,5; Matt 22,37; Luk 10,27. Gud, som seer i Hjerterne formentlig allusion til Rom 8,27, hvor Paulus skriver, at Gud »ransager hjerterne«, og til 1 Thess 2,4, hvor Paulus skriver, at Gud »prøver vort hjerte«. Om Gud som 'hjertekenderen', se Luk 16,15 og ApG 15,8. fra det naturlige Msk. til Aand formentlig allusion til 1 Kor 2,14, hvor Paulus skriver: »Men det naturlige Menneske forstaaer intet af Guds Aand, det er ham en Daarlighed [tåbelighed], og han kan det ikke kiende, thi det skal dømmes aandeligen«, Huus- og Reyse-Bibel (). Denne oversættelse følger Luthers, som gengiver udtrykket tilsvarende med »der natürliche Mensch«, se Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (), hvorimod NT-1819 har »det sandselige Menneske«. kommer Aanden og vidner med ham . Radical-Cour dvs. 'Radical-Cuur'; spiller på betegnelsen for den medicinske behandling, der går ud på at fjerne sygdommen fuldstændig, modsat en palliativ el. symptomatisk kur, der kun sigter mod at lindre sygdommens symptomer. denne Verden ligger i det Onde hentyder til 1 Joh 5,19 (). denne Tid er Naadens Tid formentlig allusion til 2 Kor 6,2, hvor Paulus skriver: Gud »siger jo: paa en behagelig [velvillig, nådig] Tiid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hialp jeg dig. See, nu er den behagelige Tiid; see nu er Frelsens Dag« (NT-1819). Sml. også den da. biskop og salmedigter H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« (1735), jf. Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 193f. Salmen blev optaget i Brorsons Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Omvendelsen«. DDS-2002, nr. 592. cfr p. 181 o: fl. jf. NB26:77. standse at sikkre mig Betryggethed for dette jordiske Liv ophøre med at være forfatter og søge et indtægtsgivende embede () og således sikre mig en økonomisk tryghed ( og ). til Døden så døden kunne være blevet følgen. Sophist . foredrage mundtligt fremfører, prædiker. lagde Dølgsmaal derpaa dulgte, søgte (forsætligt) at skjule det. 1000 Præster . fra Slægt til Slægt fra generation til generation. anprise lovprise, anbefale. Ananias – Saphira henviser til følgende beretning i ApG 5,1-11: Ananias havde solgt sin ejendom og med sin kone Safiras viden stukket nogle af pengene til side til sig selv, så han kun afleverede en del af dem til apostlene. Da Peter gennemskuede ham og sagde, at han dermed havde løjet for Gud, faldt Ananias død om, og nogle unge mænd af menigheden bar ham ud og begravede ham. Det samme gentog sig med Safira. Gudelighed gudfrygtighed, fromhed. Tiende . Det at vente Straf er at lide Straf har en Forfatter sagt sml. journaloptegnelsen NB2:161, fra aug. el. sept. 1847, hvor SK skriver: »Det er godt sagt af Montaigne (3d B. p. 84): 'Enhver, der venter Straffen, lider den; og Enhver, der har fortjent den, venter den.'« SKS 20, 205. Hermed sigtes til Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände. Ins Deutsche übersetzt bd. 1-7, Berlin 1793-99, ktl. 681-687; bd. 3, 1793, s. 84, hvor det i 2. bog, kap. 5, »Vom Gewissen«, hedder: »Jeder Mensch, der eine Strafe erwartet, leidet sie; und ein Jeglicher, der sie verdient hat, erwartet sie.« – Den fr. filosof og essayist Michel Eyquem de Montaigne (1533-92) var først juridisk embedsmand ved domstolen i Bordeaux, men fra o. 1570 trak han sig tilbage til sit herresæde, hvor han tilbragte resten af sine dage og nedskrev sine tanker. Gud er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8, dels til 1 Joh 4,16 (). afdøe . elske Gud (...) af sit ganske Hjerte af al sin Magt hentyder til kærlighedsbudet (). Gud er Aand . maatte røre Stene spiller på talemåden, at noget er så bevægende el. sørgeligt, 'at en sten må græde over det', bl.a. optegnet som nr. 2565 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 98. snildt listigt, snedigt. dreiet (...) en Voxnæse talemåde i betydningen: narret. hvo hvem. regne (...) paa regner med, kalkulerer med. simplement fr., simpelt, enkelt. ret et behageligt virkeligt, for alvor. jeg skal tale mskligt allusion til Rom 3,5, hvor Paulus skriver: »Jeg taler efter menneskelig Viis« (NT-1819). Se også Gal 3,15. Præsenterne dvs. presenterne, gaverne. Den nulevende Slægt generation. Mskene (...) kunne kan. et Udtryk af en nyere Forfatter ... bære den til Jorden sml. følgende passage i kap. IV i pseudonymen Johannes Climacus' Philosophiske Smuler (1844): »ubekymret om at følge de Døde til Jorden«, SKS 4, 259,18f.; sml. også journaloptegnelsen JJ:337, fra maj el. juni 1845, i SKS 18, 249. Udtrykkene 'bære til jorden' og 'følge til jorden' betyder: begrave (ved jordfæstelse). Fritænkerne ... angribe Χstd. og kalde den Mythologie, Poesie hentyder formentlig til den venstrehegelianske religionskritik, der med navne som David Friedrich Strauß (1808-74), Ludwig Feuerbach (1804-72) og Bruno Bauer (1809-82) fik stor udbredelse op gennem 1840'erne. Den hævdede, at kristendommen var digtning og mytologi. – Fritænkerne: if. C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 319, sp. 2: »den, som tænker frit (især om den, der i Religionssager ikke antager Kirkens Lærdomme).« intet mindre end alt andet end, lige det modsatte af. Aber, aber af ty., men, men. trøstigt uden betænkelighed, frejdigt. afdøe . 10rd rigsdaler (). rykke ud (...) med fast udtryk (fx om penge, som ønskes af en anden part): komme frem med. billig rimelig. ligge paa Landet have midlertidigt (ferie)ophold i landlige omgivelser. siges etsteds i en Psalme om den Rige ... »veed ei, hvo ham arve skal« frit citat fra 4. strofe i den da. præst, salmedigter og salmebogsudgiver Hans Thomissøns salme »Herre Gud, lær mig mit Endeligt« (1569), bearbejdet af den da. biskop og salmedigter Thomas Kingo, se Den Forordnede Kirke-Psalme-Bog (kendt som 'Kingos Salmebog'), Kbh. 1833 [1699], ktl. 204, s. 175, hvor 4. strofe lyder: »Dog mange, som her paa jorden boe, / Med daarlighed sig belade, / Forgieves giøre sig megen uroe, / Samle stor rigdom og baade, / Og vide ikke, hvem dem arve skal, / Lære mig, o! GUd, min dages tal, / Og hvori jeg skal trøstes.« Salmen er en gendigtning af Sl 39, hvor v. 7 i Huus- og Reyse-Bibel () har følgende ordlyd: »De gaae frem ligesom en Skygge, og giøre dem megen Uroe forgieves; de samle, og vide ikke, hvo det skal faae.« – hvo: hvem. fare fort vedblive, fortsætte. den Bændelorm (som man nylig, ifølge Adresseavisen ... med Angivende af dens Længde: 100 Alen henviser til følgende bekendtgørelse i Adresseavisen, nr. 185, den 9. aug. 1852: »Da min Kone, efter et 3 Ugers Sygeleie paa almindelige Hospital, hjemkom uden at være helbredet og næsten var berøvet Haabet om nogensinde at blive det, henvendte jeg mig efter Fleres Raad til Hr. Doctor Momme, med Bøn om at tage hende i Cuur, og jeg maa takke Forsynet for, at dette skeete; thi saasnart Hr. Doctoren havde undersøgt hendes Tilstand, erklærede han med Bestemthed, at hun i høi Grad led af Bændelorm og lovede mig hendes sikkre og snarlige Helbredelse. Jeg skylder Hr. Doctoren saavelsom Publicum at bekjendtgjøre, at min Kone nu efter en 5 a 6 Ugers Cuur befinder sig fuldkommen helbredet, i hvilken hun aldeles er bleven befriet fra denne farlige Sygdom. / Da Hr. Doctoren paa ingen Maade vilde modtage nogetsomhelst Vederlag for sin havte Møie, byder jeg ham herved den Opmærksomhed, jeg som en simpel og ubemidlet Mand seer mig istand til at yde: min inderlige uskrømtede Tak for at have reddet mig det Dyrebareste. / Kjøbenhavn, den 6te August, 1852. / Ærbødigst: / Andreas Petersen, / Muursvend, / boende i Adelgaden Nr. 300.« Kjendet kendetegnet. afdøes . stoisk At være stoisk kan enten betyde, at man er tilhænger af stoicismen (), hvis lære bl.a. går ud på, at mennesket bør være upåvirkelig af såvel tilbøjeligheder som lidenskaber, eller blot, at man – uden at være filosof – så vidt muligt søger at leve upåvirket af indre og ydre omstændigheder, herunder lidelser. formasteligt dumdristigt, hovmodigt, bespotteligt. »Aanden« der vidner med ham . det er saa forholder sig således. vistnok helt sikkert. ligge under bukke under. τελος gr. (télos), målet, formålet. friste Gud udæske, udfordre Gud. cfr p. 159 n: o: fl. jf. NB26:68. Guds Førelse el. Guds styrelse (). været i Besiddelse af de udvortes Betingelser for at nyde Livet . en Pæl i Kjødet . oeconomiske Bekymringer og . om det dog ikke ... at hiin Pæl i Kjødet toges fra mig sml. 2 Kor 12,8 (). skulde (...) sikkret dvs. have sikret. ved Erhverv ved et præsteembede på landet () el. en stilling ved Pastoralseminariet (). Sophist . hvo hvem. forsøgt (hårdt) prøvet. afdød . klatte (...) ud spilde unødigt, bortøde. lægger Skinner om et brudt Been . Sandseligt som angår den sanselige verden, verdsligt. Plato siger (i Phædrus § 250) at Synet er den skarpeste af alle Sandser ... en slags sandselig Brynde henviser til Platons () dialog Faidros, 250d, hvor Sokrates () siger: »Denn das Gesicht ist der schärfste aller körperlichen Sinne, vermittelst dessen aber die Weisheit nicht geschaut wird, denn zu heftige Liebe würde entstehen, wenn uns von ihr ein so helles Ebenbild dargeboten würde durch das Gesicht, noch auch das andere liebenswürdige; nur der Schönheit aber ist dieses zu Theil geworden, daß sie uns das hervorleuchtendste ist und das liebreizendste. Wer nun nicht noch frisches Andenkens ist, oder schon verderbt, der wird auch nicht heftig von hier dorthin gezogen zu der Schönheit selbst, indem er was hier ihren Namen trägt erblikt; so daß er es auch nicht anschauend verehrt, sondern der Lust ergeben gedenkt er sich auf thierische Art zu vermischen und roher Weise sich ihm nahend fürchtet er sich nicht noch scheut sich widernatürlich der Lust nachzugehen.« Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher (), 1. del, 1 (bd. 1), s. 121 (Platons Skrifter () bd. 6, s. 44). Kjendet kendetegnet. underskydes . »afdøe« . Plato – paa saa mange Steder, i Phædrus, i Gorgias (...) Talekunstens Potens er det Sandsynlige se fx Platons () dialog Faidros, 267a (jf. Platonis opera () bd. 1, s. 220f.), hvor Sokrates i sin samtale med Faidros om talekunst henviser til Teisias og Gorgias, »som har set, at man fremfor det sande mere skal lægge Vægt paa det sandsynlige« (Platons Skrifter () bd. 6, s. 66). Og videre, 272d - 273a (jf. Platonis opera bd. 1, s. 234-237), hvor Sokrates siger: »Det er nemlig uomtvisteligt (...) at man for at blive en passabel Taler slet ikke behøver at vide Besked med det i og for sig retfærdige og gode, hvad enten der er Tale om Ting og Forhold, eller om Mennesker, der er retfærdige og gode af Naturen eller ved Opdragelse. For Rettens Skranke har nemlig absolut ingen den fjerneste Interesse for, hvorledes det i Virkeligheden forholder sig med disse Ting, men kun for, hvad der virker overbevisende. Og overbevisende virker det, som er sandsynligt, og det er imod dette, at den, der skal tale metodisk og korrekt, maa rette hele sin Opmærksomhed. Ja, undertiden bør man ikke engang nævne, hvad der faktisk er foregaaet, hvis det vilde lyde utroligt; hellere skal man opdigte noget sandsynligt. Og det gælder baade Anklage og Forsvar. Resultatet bliver altsaa dette: som Taler skal man kun tage det sandsynlige til Rettesnor; Sandheden kan man give en god Dag. Hele Talekunsten beror paa, at man i alt, hvad man siger, holder dette Maal for Øje« (bd. 6, s. 74). Se endvidere Platons dialog Gorgias, 452e - 453a (jf. Platonis opera bd. 1, s. 270-273), hvor Gorgias på Sokrates' spørgsmål om, hvad der er menneskets højeste gode, svarer: »at man er i Stand til ved sine Ord at overtale saavel Dommerne for Retten, som Raadsherrerne i Raadet og Folket i Folkeforsamlingerne og i enhver anden Sammenkomst, hvori offentlige Anliggender afhandles.« Dette giver Sokrates anledning til et præciserende spørgsmål: »Nu tror jeg, Gorgias, at Du paa det nøieste har forklaret, hvad Talekunsten er for en Kunst, og forstaaer jeg Dig ret, antager Du, at dens Væsen bestaaer i at overtale, og at dens hele Digten og Tragten gaaer ud herpaa. Eller kan Du nævne noget høiere Maal for denne Kunst, end at overtale Tilhørernes Sjæle?« Hertil svarer Gorgias: »Ingenlunde, Sokrates. Du synes aldeles rigtigt at have bestemt Begrebet; dens Væsen bestaaer just heri.« Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-6, Kbh. 1830-51, ktl. 1164-1167 (forkortet Udvalgte Dialoger af Platon); bd. 3, 1838, s. 17f. (Platons Skrifter bd. 2, 124f.). Aristoteles i Rhetorik sml. marginaloptegnelsen JJ:305.c, fra april el. maj 1845, hvor SK skriver: »Aristoteles sætter Talekunsten og Midlerne til at vække Tro (πιστεις [flertal af πίστις, og ]) i Forhold til Sandsynlighed, saa den har (til Forskjel fra Viden) med det at gjøre der ogsaa kan forholde sig paa en anden Maade. Den christelige Veltalenhed vilde deri være forskjellig fra den græske at den har alene med Usandsynlighed at gjøre, med at vise at det er usandsynligt, for at man saa kan troe det. Her er Sandsynligheden ligesaa meget at forkaste som hist Usandsynlighed, men Forskjellen fra Viden er i begge den samme.« SKS 18, 236m,6-20. Se fx Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 2, hvor han bl.a. gør rede for, at retorikkens særlige genstand er det sandsynlige el. gennemsnitlige til forskel fra det nødvendigt sande: »Sie [die Rhetorik] hat ihr Geschäft mit solchen Dingen, welche Gegenstand unserer Berathschlagung und nicht in einem Systeme beschlossen sind, und vor solchen Zuhörern, welche nicht vielerlei zusammenfassen und nicht aus weiter Ferne schließen können. Gegenstand unserer Berathschlagung ist, Was so oder anders sich verhalten zu können scheint«, Rhetorik, overs. af K.L. Roth, bd. 1-2 [med fortsat paginering], i Schriften zur Rhetorik und Poetik bd. 1-2 (i Aristoteles Werke, i Griechische Prosaiker in neuen Übersetzung, udg. af G.L.F. Tafel, C.N. Osiander og G. Schwab, bd. 132-133), Stuttgart 1833, ktl. 1092; bd. 1, s. 24-26 (1357a). Se videre s. 27f. (1357a - 1357b): »Was nämlich im Durchschnitte geschieht, ist das Wahrscheinliche, nicht unbedingt, wie Etliche definiren, sondern, Was in Dingen, die auch anders seyn können, zu dem Gegenstande, in Beziehung auf den es wahrscheinlich ist, sich so verhält, wie ein Allgemeines zum Besondern.« – Aristoteles: fra Stageira (384-322 f.Kr), gr. filosof, logiker og naturforsker, elev af Platon; grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion. Foruden den anførte udgave af Aristoteles' Retorik ejede SK endnu en separat udgave: De arte rhetorica, stereotypudg., Leipzig 1831, ktl. 1080. Retorikken findes desuden i de udg. af Aristoteles' samlede værker, som SK havde i sit bibliotek (ktl. 1056-1076). den senere Oldtid efter Plato og Aristoteles I marginaloptegnelsen JJ:305.a henviser SK til »Karneadess Sandsynligheds Lære cfr Ritter Gesch. der Philosophie 3d B. p. 677, 78, 79«, SKS 18, 236m,1-4. Den gr. skeptiker Karneades (o. 215-129 f.Kr.) benægtede i modsætning til stoikerne muligheden af en sand erkendelse og lærte, at man ikke kan dømme om en forestillings overensstemmelse med sin genstand, men kun med større el. mindre sandsynlighed antage eksistensen af en sådan genstand. Om Karneades' »Wahrscheinlichkeitslehre«, jf. H. Ritter Geschichte der Philosophie alter Zeit bd. 1, 2. forbedrede udg., Hamborg 1836 [1829], bd. 2-4, 1. udg., Hamborg 1830-34 (i Geschichte der Philosophie bd. 1-4), ktl. 735-38; bd. 3, 1831, s. 677-679, især s. 678f., hvor Ritter skriver: »Die künstliche Ausbildung lang ausgesponnener Reden für und wider eine Lehre, der Vorzug, welchen er der Ethik vor der Physik schenkte, weil jene leichter rednerisch sich behandeln läßt, als diese, endlich seine sorgsamen Untersuchungen über die Mittel, durch welche eine Meinung wahrscheinlich gemacht werden kann, zeigen ihn als einen Mann, welchem es eben um die Ausbildung der Redekunst zu thun ist. Die Lehre dieses neuern Akademikers noch auf den Platon zurückzuführen, würde ihr zu viel Ehre anthun; denn seine Wahrscheinlichkeitslehre führt alle Ueberzeugung auf die Sinne zurück und sie unterscheidet sich nur darin von der stoischen Erkenntnißlehre, daß sie nicht zugeben will, das Einleuchtende der Sinneneindrücke sei von unwiderleglicher Gewalt und führe zu einem wahren Wissen.« bona fide lat., 'i god tro'. holde hen tale henholdende. betjent forvaltet. overseer enten: ser bort fra, negligerer, el.: ser ned på, ringeagter. for godt Kjøb billigt, fordelagtigt; på en let måde. ret Alvor virkelig. πιστις gr. (pístis), tro, overbevisning, bevismiddel, bevisførelse. επιστημη gr. (epistēmē), erkendelse, kundskab, viden, videnskab. πιστις ... i godt Græsk (Plato, Aristoteles o: s: v:) ... noget langt lavere end επιστημη se fx Platons () dialog Gorgias, 454b - 455a (jf. Platonis opera () bd. 1, s. 276-279), hvor Sokrates samtaler med Gorgias om, hvilken slags overtalelse, det er, talekunsten befatter sig med, og hvad den handler om. Gorgias er her af den opfattelse, at talekunsten befatter sig med den overtalelse, der finder sted for domstolen og i andre større forsamlinger, og som handler om, hvad der er ret og uret. Herefter fortsætter samtalen således, 454c - 455a: »Sokrates. Velan da, lader os nu ogsaa undersøge dette: Du siger dog undertiden, at man har lært noget? / Gorgias. O ja. / Sokrates. Og at man har troet noget? / Gorgias. Ja vel. / Sokrates. Mener Du nu, at det, at have lært og det at have troet, eller at Viden [μάϑησις] og Tro [πίστις], ere det samme, eller forskjellige? / Gorgias. Jeg troer, de ere forskjellige. / Sokrates. Deri troer Du rigtigt. Du kan nemlig erfare det heraf: naar Nogen spurgte Dig, om der gives en sand og en falsk Tro, vilde Du tilstaae det, mener jeg. – / Gorgias. Ja vist. / Sokrates. Men ogsaa, at der gives en sand og en falsk Erkjendelse [ἐπιστήμη]? / Gorgias. Ingenlunde. / Sokrates. Det er altsaa aabenbart, at de ere forskjellige? / Gorgias. Du har Ret. / Sokrates. Men dog ere de Vidende og de Troende blevne overtalte. / Gorgias. Saa [således] er det. / Sokrates. Maae vi da ikke antage to Arter af Overtalelse, een, som frembringer Tro [πίστις] uden Viden og en anden, som frembringer Erkjendelse [ἐπιστήμη]? / Gorgias. Ja vel. / Sokrates. Hvilken af disse Overtalelser bevirker nu Talekunsten for Domstolene og i de andre offentlige Forsamlinger med Hensyn til det Retfærdige og Uretfærdige? Den, der frembringer Tro uden Viden, eller den, der frembringer Viden? / Gorgias. Aabenbar den, hvoraf Troen fremkommer. / Sokrates. Talekunsten synes altsaa at bevirke en Overtalelse, der kun yttrer sig i Tro, men ikke grunder sig paa en tydelig Erkjendelse af det Retfærdige og Uretfærdige. / Gorgias. Ja. / Sokrates. Altsaa underviser Taleren ikke, hverken for Domstolene eller i de andre Forsamlinger, om det Retfærdige og Uretfærdige, men faaer kun Mængden til at troe.« Udvalgte Dialoger af Platon (), bd. 3, 1838, s. 21-24 (Platons Skrifter () bd. 2, s. 126f.). – Se endvidere fx Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 2, hvor det hedder: »Durch die Rede selbst kommt Ueberzeugung [πίστις], wenn wir mit Hülfe Dessen, was an jeder Sache glaubhaft ist, wirkliche oder scheinbare Wahrheit darlegen.« Rhetorik, overs. af K.L. Roth, bd. 1 (), s. 22 (1356a). Og om retorikken siges det videre, s. 22 (1356a): »Denn in der That ist sie ein Zweig und ein Seitenstück der Dialektik (...); denn keine von beiden ist eine solche Wissenschaft [ἐπιστήμη], die ein abgesondertes Gebiet hätte, dessen Wesen sie zeigte, sondern es sind gewisse Fertigkeiten zum Reden.« πιστις forholder sig nemlig til det Sandsynlige og . er πιστις, at frembringe Tro ... Talernes Opgave sml. et løst blad, formentlig fra 1845, hvor SK med henvisning til kap. 2 i 1. bog af Aristoteles' Retorik skriver: »Den rhetoriske Duelighed er at betragte hvad der i enhver Ting er skikket til at vække Troen (πιϑανον [gr. (pithanón), det, der sandsynliggør, overbeviser])« (Pap. VI C 2). Og SK skriver videre på samme blad: »πιστις, i Pluralis de Midler, hvormed man vækker Overbeviisning. (altsaa aktiv.). / 3 Arter af πιστεις [pluralis af πιστις] ved Talen 1) de der ligge i den Talendes Væsen (ηϑος [gr. (ēthos), karakter, væsen]) 2) de, der sætte Tilhøreren i en bestemt Stemning 3) de der ligge i Talen selv, idet den beviser eller synes at bevise.« Sml. også journaloptegnelsen JJ:290, fra april el. maj 1845, hvor SK skriver, at Aristoteles forstår retorikken »som den der især skal frembringe Overbeviisning[,] πιστις, i pluralis bruger han det πιστεις.« SKS 18, 232,11-13, med kommentarer. Se Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 2: »So sey nun die Redekunst ein Vermögen, an jedem Dinge Das, was Glauben erwecken kann, wahrzunehmen. Denn Dieß ist das Geschäft keiner andern Kunst (...). Die Redekunst (...) will an beliebig Gegebenem das Glauben Erweckende wahrnehmen können: weßhalb wir auch behaupten, ihr Kunstgebiet umschließe keine abgesonderte, eigenthümliche Classe von Gegenständen.« Rhetorik, overs. af K.L. Roth, bd. 1, s. 20 (1355b). Se videre s. 21 (1356a): »Es sind drei Arten derjenigen Ueberzeugungsmittel [πιστεις], welche durch die Rede hergeschafft werden: sie wohnen nämlich theils in dem eigenthümlichen Wesen des Sprechenden; theils darin, daß man den Zuhörer in eine gewisse Stimmung versetzt; theils in der Rede selbst, indem sie beweist, oder zu beweisen scheint. Durch das eigenthümliche Wesen – wenn die Rede so gehalten wird, daß sie den Redner glaubwürdig macht.« cfr. Definitionen i Hebræerbrevet jf. Hebr 11,1: »Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast Overbeviisning om det, som ikke sees« (NT-1819). nu sluddrer man Χstd ind i dette: at Viden (επιστημη) er høiere end Tro (πιστις.) refererer til, at i G.W.F. Hegels videnskabshierarki er religiøs tro underordnet filosofisk viden. If. Hegel befinder filosofisk viden sig på det højeste niveau i systemet af spekulativ viden, fordi det begriber 'begrebet' ('Begriff') som begreb, dvs. i dets abstrakte begrebslige form af 'det almene' ('Allgemeinheit'), 'det særskilte' ('Besonderheit') og 'det enkelte' ('Einzelnheit'). Når religion derimod opererer med det samme begreb, kommer det til udtryk i empirisk form som 'forestilling' ('Vorstellung') og er således begrebet som noget tilfældigt. Filosofiens begrebslige viden er renset for alle tilfældige, empiriske elementer og repræsenterer netop derfor den højeste form for viden. Gud behagede det, at gjøre den msklige Viisdom til Daarskab hentyder til 1 Kor 1,18-24, hvor Paulus skriver: »Thi det Korsens Ord er vel dem en Daarlighed [tåbelighed, dårskab], som blive fortabte; men os, som blive salige, er det en Guds Kraft. Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom, og tilintetgiøre Forstandiges Forstand. Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? Haver Gud ikke giort denne Verdens Viisdom til Daarlighed? Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkiendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst [ved] denne Prædikens Daarlighed at giøre dem salige, som troe. Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom; men vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed, men dem, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christum, Guds Kraft og Guds Viisdom« (NT-1819). Kjendet kendetegnet. henflye til ty til. Χstd. er slet ikke til hentyder fx til I.f i »Standsningen« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (), hvor det hedder: »Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det; Følgen er, at skal der gjøres Noget, maa man forsøge igjen at indføre Christendommen i Christenheden.« SKS 12, 49,33-35. Denne tese går som en rød tråd gennem hele bogen. Se fx nr. V i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom, hvor tesen lyder: »Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet.« SKS 12, 221,29-31. pynter sig ud som majer sig ud som. forresten hvad alt det øvrige angår. blive (...) aabenbart åbenlyst, tydeligt. foreskriver Skriften Hvilke steder i NT, der nærmere sigtes til, er ikke identificeret. stramme (...) ud spænde ud. er det (...) saa forholder det sig således. Troen er Visheden sml. Hebr 11,1 (). anpriser anbefaler. afdøe . leve (...) hen henlever, tilbringer livet. sandselig som angår den sanselige verden, verdslig. betræffende angående. elske Andre som sig selv hentyder til Matt 22,39, hvor Jesus bringer det andet led i det dobbelte kærlighedsbud til udtryk: »Du skal elske din Næste som dig selv.« Om det første led i det dobbelte kærlighedsbud, . en Synthese se fx kap. 1, § 5 i Begrebet Angest (1844), hvor det hedder: »Mennesket er en Synthese af det Sjelelige og det Legemlige. Men en Synthese er utænkelig, naar de Tvende ikke enes i et Tredie. Dette Tredie er Aanden«, SKS 4, 349,18-20. det Sandselige det, der er præget el. bestemt af sanserne, af den sanselige verden, det verdslige. underskyder . stikker i ligger i, består i. pathologisk lidenskabeligt. Sving vending. zirligere pyntelige (svulmende) el. pretiøse poetiske. betræffende hvad angår. Slægtskab er mellem Gud og Msk allusion til ApG 17,28-29, hvor Paulus siger til athenerne: »For i ham [Gud] lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde.« Formastelse dumdristighed, hovmodighed, bespottelse. Tilbedelse som er i Aand og Sandhed hentyder til Joh 4,23-24 (). i sit første til at begynde med, som det første. uden undtagen. sandseligt som angår den sanselige verden, verdsligt. et Msk i Christo skal være i Slægtskab med ham sml. journaloptegnelsen NB26:29, i SKS 25, 36. Se også 2 Pet 1,4, hvor det om Jesus Kristus hedder, at han har »skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur«. Og ApG 17,28-29 (). afdøe . siger sig erklærer, hævder. Gud er Kjerlighed, siger Χstd. henviser dels til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, dels til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.« komme til at tilstaae hentyder formentlig til »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (), hvor SK skriver: »Dog siges, fremstilles, høres bør jo Fordringen; der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende [angående]. / Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at henflye [tage min tilflugt] til 'Naaden', men at henflye til den i Forhold til Benyttelsen af 'Naaden'.« SKS 12, 15,4-9. Aproximationer dvs. approksimationer, tilnærmelser. Heroismen hentyder formentlig til de tidligste kristne, der som enkelte levede efter kristendommen i dens strengeste og mest ideale form, og som var rede til at sætte livet til for det (). Heros af gr., helt. lader sig holde kan holde stand. Biskop M. Mynster (). faldet mig paa ind. Peer eller Povel talemåde i betydningen: alle og enhver. Talemåden henviste opr. til apostlene Peter og Paulus. løber (...) ud paa tager sigte på. Accommodation tilpasning (dvs. af religiøse udsagn, forhold og forestillinger til menneskers fatteevne, meninger, sæder og skikke), lempelse. han den Almægtige Betegnelsen 'den almægtige' om Gud benyttes fx i 2 Kor 6,18; Åb 1,8; 4,8; 19,6; 21,22 og indgår som fast led i den dogmatiske opregning af Guds egenskaber. Jf. fx kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 13: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie. Men han giør ikkun [alene] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene.« Jf. også første artikel i Den apostolske Trosbekendelse: »Jeg troer paa Gud Fader, Himmelens og Jordens almægtige Skaber«, Forordnet Alter-Bog (), s. 289. simplement fr., simpelt, ligefremt. betræffende angående. Ham bør det at voxe, mig at forringes frit citat fra Joh 3,30, hvor Johannes Døber siger om sit forhold til Jesus: »Ham bør at voxe, men mig at forringes« (NT-1819). Mskslægtens menneskeheden. incommensurabelt for usammenligneligt, uoverensstemmende, uforeneligt med. erhverve opnå (som følge af egen indsats), vinde. Narrestreeg en nars påfund; naragtigt, tåbeligt, absurd påfund el. foretagende. Geberde dvs. gebærde, adfærd. et Forsøg paa at fortjene Saligheden . trods Nogen så godt som el. mere end nogen anden. erhvervedes blev opnået (som følge af egen indsats), vundet. sige til et Msk ... lad de Døde begrave deres Døde hentyder til Matt 8,21-22 (). sætter Χstd. ingen Splid hentyder modsætningsvis til Luk 12,51-53, hvor Jesus siger til disciplene: »Mene I, at jeg er kommen, at give Fred paa Jorden? Nei, siger jeg Eder, men Tvedragt [splid]. Thi fra nu af skulle [skal] Fem i eet Huus være spliidagtige, tre imod to, og to imod tre. Faderen skal være spliidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren; og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod hendes Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder« (NT-1819). Se også Matt 10,35-37 (). copulerer forbinder, forener, (ægte)vier. Χstd. ... gaaet ud af Verden . Egoitet jeghed, selvhed. »Slægt« menneskehed. Χstd. blevet ... Mythologie, Poesie . Kjælerie blødsødenhed, ømskindethed. foer til Helvede hentyder til forestillingen om, at de, der går fortabt, farer til Helvede; se fx Matt 5,22; 5,29-30; 10,28; 18,8-9; 23,33. Χstus prædikede med Myndighed hentyder til Matt 7,28-29, der danner afslutningen på Jesu bjergprædiken: »Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.« betræffende angående. Socrates . det er (i Kriton) Lovene der tale til ham ... i den Grad har han elsket de hjemlige henviser til Platons () dialog Kriton, 52b (jf. Platonis opera () bd. 8, 1825, s. 186f.), hvor Lovene siger til Sokrates: »Vi have store Beviser herfor, Sokrates, at vi og Staden have behaget Dig. Thi ellers vilde Du ikke saa fortrinlig fremfor de andre Athenere stedse have levet i den, dersom den ikke fortrinlig havde behaget Dig; aldrig er Du gaaet ud af Byen, for at bivaane Grækenlands Feste, uden [bortset fra] een Gang til Isthmos, aldrig nogen andensteds hen, uden naar Du fulgte med Krigshæren, ikke heller har Du gjort nogen Udenlandsreise, som andre Mennesker. Aldrig følte Du Dig henreven af Lyst til at lære at kjende en anden Stad og andre Love; men vi og vor Stad vare Dig nok. Saa høilig elskede Du os, og lovede at ville leve som Borger, i Overeensstemmelse med os.« Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 150f. (Platons Skrifter () bd. 1, s. 308). Replik er af Peer Degn ... en Menighed ... som elsker og agter mig igjen henviser til 1. akt, 4. scene, i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731), hvor Peer Degn til Jeppe, Erasmus Montanus' far, siger: »Det har været mig tilbudet for 10 Aar siden, at være Cantor udi vor Frue Skole, men jeg har ikke villet; thi hvorfor skulle jeg giøre det, Jeppe? hvorfor skulle jeg forlade min Menighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien«, Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. Styrelsen Guds styrelse (). tilgavns fuldt ud, for alvor. for godt Kjøb billigt, fordelagtigt; på en let måde. pecuniair Uafhængighed . potenseret forstod mit Liv . – potenseret: forstærket, intensiveret. den oeconomiske Bekymring og . den ny Pseudonym ... udgivet: Sygdommen til Døden . – den ny Pseudonym: Anti-Climacus (). tage det (...) forfængeligt misbruge det på en letfærdig måde, så det gøres til ingenting. sikkre mig Udkommet . bringe mig an anbringe, placere mig. Opdragelsen . afdøe . betræffer angår. Kniberie (utidigt overdreven) påpasselighed, påholdenhed. Straftagen det at tage mod straf. tale ganske mskligt derom allusion til Rom 3,5 (). I Himlen sidder Gud i al sin Faderlighed allusion til Ef 3,14-15, hvor Paulus skriver: »For denne Sags Skyld bøier jeg mine Knæe for vor Herres Jesu Christi Fader, af hvem al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden« (NT-1819). Du kalder mig Fader, hvad jeg jo har tilladt formentlig allusion til Matt 6,9 med tiltalen »Vor Fader, du som er i Himlene!« (NT-1819) i Fadervor, som Jesus lærte disciplene. Og til Gal 4,6, hvor Paulus skriver til galaterne: »Eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hierter, som raaber: Abba, Fader!« (NT-1819); 'abba' er hebr. og betyder 'far'. billigt rimeligt. holde Dig knapt holde dig på smalkost, i en situation, så det kniber (økonomisk) for dig. Overflødighed overflod. i Slægt med mig . Evangelium forkyndes for de Fattige hentyder dels til Luk 4,18, hvor Jesus siger, at Gud har sendt ham for at »kundgiøre Evangelium for de Fattige« (NT-1819), dels til Matt 11,5 (). afdøe . Lumskerie udspekulerethed, snedighed. ved sin Aand vil hjælpe os hentyder formentlig til Rom 8,26 (). faldet mig paa Sinde dukket op i min bevidsthed, rindet mig i hu, faldet mig ind. simplement fr., simpelt, enkelt, ligefrem. nefas lat., uret, synd; ugudelighed. profitere drager nytte af, skaffe sig fordel ved. de Medlevende de samtidige. narre ind (med list) lokke ind. Slidder Sladder fast udtryk i dagligsproget svarende til: sludder og vrøvl. Verden vil bedrages . aber af ty., men. Vistnok rigtignok, sandt nok. bliver aabenbar afsløres. tager Luven fra egl. kommer på vindsiden af et skib og derved tage vinden fra det; i overført betydning: overvinder, især: stiller (en) i skyggen, overgår (en). lod sig gjøre i den Sag der kunne drives forretning i den sag, spekuleres i den sag. deri stikker derpå beror, deri findes, ligger. Firma mærke. mundus vult decipi lat. 'verden vil bedrages', et udtryk, der gerne efterfølges af 'decipiatur ergo' ('så lad den da bedrages'), og som har vundet stor udbredelse. I sine heltehistorier (1739) fortæller Holberg, at kardinal G.P. Caraffa (den senere pave Paul IV) »udi en Procession uddelte Velsignelse med Haanden, men med Munden paa samme Tid mumlede idelig disse Ord: Mundus vult decipi, decipiatur!« Jf. Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter bd. 1, i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-21, Kbh. 1804-14; bd. 9, 1806, s. 86. fordølge skjule, fortie. bie vent. Sophistik . Gud er en Aand, Gudsdyrkelsen ... være i Aand og Sandhed hentyder til Joh 4,23-24 () det Sandselige det, der er præget el. bestemt af sanserne, af den sanselige verden, det verdslige. bie vente. de store Hellig-Dage juledag, påskedag og pinsedag. Man bruger Basuner hentyder formentlig til, at basuner spiller sammen med orglet; men det er ikke verificeret, at der på SKs tid blev blæst i basuner under gudstjenesten på de store helligdage. Trompeten blæsen på trompet. betræffende angående. Basunen blæsen på basun. aber af ty., men. basune blæse i basun; tale stærkt rosende. Gud er Kjerlighed hentyder dels til 1 Joh 4,8, dels til 1 Joh 4,16 (). hvor hvordan. løber (...) ud paa tager sigte på. afdøe . Χstus siger til Apostlene: I skulle græde og hyle forkortet citat fra Joh 16,20, hvor Jesus siger til sine disciple: »Sandelig, sandelig siger jeg Eder: I skulle [skal] græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde« (NT-1819). falder mig (...) paa Sinde dukker op i min bevidsthed, rinder mig i hu, falder mig ind. blev til Vind blev til ingenting. centnertungt umådelig tungt. Vægtenheden et 'centner' svarede til 100 pund, altså 50 kg. centnersvært d.s.s. 'centnertungt', se foregående kommentar. Aandens Vidnedsbyrd i det indre Msk hentyder til læren om 'testimonium Spiritus Sancti internum', lat., 'Helligåndens indre vidnesbyrd', dvs. Helligåndens vidnesbyrd i menneskets indre, jf. fx K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 85. Se også Rom 8,16, hvor Paulus skriver til romerne: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.« Se endvidere 1 Joh 5,6. Den der kaldtes (...) Guds elskelige sigter dels til beretningen i Matt 3,13-17 om Jesu dåb, hvor det fortælles, at da Jesus var blevet døbt af Johannes Døber og steget op af vandet, åbnede himlen sig over ham, han så Guds Ånd fare ned som en due over sig, og »der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed [velbehag]«, v. 17 (NT-1819). Dels til beretningen i Matt 17,1-8 om Jesu forklarelse på bjerget, hvor det fortælles, at mens Jesus talte med Moses og Elias, blev de overskygget af en lysende klar sky, og »en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed, hører ham«, v. 5 (NT-1819). er det saa således. end sige endsige, hvor meget mere. Christus (...) siger kun Faae blive salige henviser til Matt 7,14, hvor Jesus siger: »den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den« (NT-1819). vistnok helt sikkert. Jernbane samtidens store anlægsprojekt. Det udvikledes i England for derefter at brede sig til det europæiske kontinent. De første, spredte banestrækninger blev åbnet i midten af 1820'erne – og i 1838 blev den første preussiske bane taget i brug, fra Berlin til det nærliggende Potsdam; i 1840'erne blev de strækninger indviet, der senere placerede Berlin som knudepunkt i ty. jernbanetrafik. Den første da. jernbane blev anlagt i hertugdømmet Holsten på strækningen ml. Altona og Kiel og taget i brug i sept. 1844. Dernæst fulgte i juni 1847 strækningen ml. København og Roskilde, der blev udbygget i 1850'erne. som spædt Barn blive overstænkede med lidt Vand sigter til dåben. Χstus (...) siger: jeg er Veien henviser til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Amager flad, pæreformet ø, o. 15 km lang og 7½ km bred på det bredeste sted, adskilt fra Sjælland ved Kallebo el. Kallebod Strand og fra Christianshavn ved en fæstningsvold med Amager Port (se kort 2, B4). Dragøer el. Dragør, landsby med en mindre havn og o. 1700 indbyggere, beliggende på den østligste spids af Amager. Roeskilde købstad og domkirkeby, beliggende o. 30 km VSV for København. betræffende angående. Kjendet kendetegnet. vil Aanden vidne med min Aand . tører (...) om Munden dvs. tørrer om munden, som formentlig her svarer til udtrykket 'smøre en om munden' i betydningen: beværte en med noget (lækkert) el. give en gaver for at vinde vedkommende for sig el. for at formilde vedkommende. Basunstød . indbinde Bibelen i Fløiel sigter til den sædvane at lade såvel Bibelen som salmebogen indbinde i helbind af sort el. mørkeblåt fløjl med tresidet guldsnit. forgylde Apostlene sigter til forgyldte statuer af apostlene. avertere underrette, oplyse. De gammel Orthodoxe gængs betegnelse for Grundtvig og hans tilhængere, grundtvigianerne (). Det de sige om det Apostoliske sigter til Grundtvigs 'kirkelige anskuelse', if. hvilken det ikke er Bibelen, men 'det levende ord', dvs. Den apostolske Trosbekendelse ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren, som siden den apostolske tid igennem århundreder er blevet mundtligt overleveret og udtalt i den kristne menighed, der gør kirken til en 'kristelig' kirke og udgør kilden og normen for dens tro og lære. Denne anskuelse fremsatte Grundtvig til dels allerede i Kirkens Gienmæle, Kbh. 1825, hvor han hævder, at Den apostolske Trosbekendelse er den kristne kirkes »Grund-Bekiendelse«, som forener alle kristne til alle tider, og at kirken ikke har nogen anden »Fortolknings-Regel, uden den, at Skriften skal forstaaes efter Troes-Bekiendelsen«, s. 29. Se også s. 24: »Dette Eiendommelige nu, som den ældste Christelige Kirke byggede paa (...). Det, paastaaer jeg, findes i vores, findes overalt, hvor man giør den apostoliske Troes-Bekiendelse til det udelukkende Vilkaar for Indlemmelse i Samfundet, og tillægger Naade-Midlerne: Daaben og Nadveren, en til Troes-Bekiendelsen svarende, altsaa saliggiørende Kraft.« Tanken om, at Den apostolske Trosbekendelse stammer fra Kristus selv, nævnes allerede i Kirkens Gienmæle, men kommer stærkere til udtryk i Christelige Prædikener eller Søndags-Bog bd. 1-3, Kbh. 1827-30, ktl. 222-224; bd. 3, nr. 20 »Klippen er Christus«, s. 463f., hvor det siges, at Kristi »Ord er ikke et løst Rygte eller et dødt Bogstav, men et virkeligt, lydeligt, levende Ord«, og at »det er først og fremmest det Ord hvormed Han har forordnet de skal alle bekiende deres Tro, som vil døbes til Hans Samfund, og dette Ord troe vi er det Samme som vor nærværende Troes-Bekiendelse«. I artiklen »Samtaler om den Christelige Børnelærdom« i Dansk Kirketidende (), nr. 215, den 17. nov. 1849, bd. 5, sp. 97-111, der former sig som en samtale mellem en yngling og en oldning, får den kirkelige anskuelse følgende led: »Daabs-Ordet og Daabs-Pagten« (sp. 108), »'Fadervor' ved Daaben« (sp. 109), det »Ord af Herrens Mund, som forsikkrer os om Synds-Forladelsen« (sp. 109), og som er »'Fred være med dig!'« (sp. 110); og oldingen fremhæver, at 'dåbsordet', dvs. dåbsbefalingen i Matt 28,16-20, og 'dåbs-pagten', dvs. Den apostolske Trosbekendelse, har gyldighed som »et ægte, levende Guds Ord« (sp. 103), fordi der er tale om »et mundtligt Vidnesbyrd, der bestandig gjentages og stadfæstes offenlig ved Daaben« (sp. 104). Senere i dobbeltartiklen »Indledning til Kierkehistorien som Guds-Rigets Speil« i Dansk Kirketidende, nr. 340-341, den 11. april 1852, bd. 7, sp. 225-250, og nr. 342, den 18. april 1852, bd. 7, sp. 257-271, skriver Grundtvig: »nu, da vi regner attenhundrede Aar efter Christi Fødsel, kan det let synes en forvoven Paastand, at vi i Aand og Sandhed hører til den christelige Menighed, som Apostlerne stiftede i Jesu Christi Navn, har Arveret til det samme Guds-Rige og Magt til at være det samme Guds-Folk, thi havde vi ikke Magten, da havde vi heller ikke Retten, som i Guds aandelige Rige altid maae følges ad, og vilde vi, uden begge Dele, udgive os for den apostolisk-christelige Menighed, blot fordi vi havde beholdt dens Navn, dens Kirkeskikke og dens hellige Skrift, da gjorde vi os aabenbart kun til Latter for Verden og beviste kun alt for klart, at vi ikke havde mindste levende Forestilling enten om aandelig Sandhed eller om Sandhedens Aand. / Finder vi derimod hos os selv den samme Magt og Ret i Aanden til at være Guds Børn og Guds Folk, som Apostlerne og den første Menighed baade tilegnede sig og, saa vidt mueligt, beviste, da paastaaer vi ogsaa med Rette at vi hører til det christelige Guds-Folk«, sp. 231. Og han fremsætter den opfattelse, at ligesom »Daaben efter Herrens egen Indstiftelse er den eneste christelige Fødsel, saaledes er Nadveren efter Herrens Indstiftelse nødvendig den eneste christelige Livsnæring«, at Den apostolske Trosbekendelse er kendetegnet på 'det åndelige Guds-folk', der strækker sig tilbage til den apostolske menighed (sp. 244), og at »vi, som ved den lutherske Oplysning har fundet baade Livskilden og Lysmoderen i Herrens Munds-Ord ved Daaben, vi seer let, at den Lutherske Reformation virkelig vil føre til hvad den udraabte: til Fornyelse af den apostoliske Christendom«, sp. 250. at de blive siddende og vræle i Embeder sigter formentlig til, at især Grundtvig mange gange truede med at forlade kirken uden dog at gøre alvor af truslen, men forblev i sit embede. Allerede i skriftet Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, Kbh. 1826, havde han plæderet for fuld religionsfrihed inden for statskirken. Det udvidede han i årene efter til at omfatte frihed for dem, der som han selv ville fastholde en kristendom baseret på »de symbolske Bøger« (især Den apostolske Trosbekendelse og Den augsburgske Bekendelse), til at kunne forlade statskirken med ret til at danne frimenigheder uden for statskirken, jf. »Om Religions-Frihed« i Theologisk Maanedsskrift, udg. af N.F.S. Grundtvig og A.G. Rudelbach, bd. 1-13, Kbh. 1825-28, ktl. 346-351; bd. 8, 1827, s. 28-59 og s. 136-171. I 1834 opgav Grundtvig helt tanken om dannelse af frimenigheder og knyttede forslaget om alm. sognebåndsløsning (dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres sognepræst) sammen med kravet om præsters dogmatiske og liturgiske frihed inden for den danske statskirke, jf. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, Kbh. 1834. I 1838 truede Grundtvig dog igen med, at han og »de gammeldags Christne« måtte udtræde af statskirken og danne egne menigheder, hvis ikke indførelse af sognebåndets løsning og præsters lærefrihed gjorde det muligt for dem at blive, se hans artikel »Om Samvittigheds-Frihed i Danmark« i Nordisk Kirke-Tidende, udg. af J.C. Lindberg, bd. 6, Kbh. 1838, nr. 40, sp. 623-631. Kravet om den gensidige samvittighedsfrihed for lægfolket og for gejstligheden blev fastholdt og videreført i de følgende år, fx i artikelrækken »Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne«, især i nr. III »Det Christelige Liv som et Christus-Liv« i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af P.C. Kierkegaard, bd. 4, Kbh. 1842, s. 13-42, hvor Grundtvig skriver s. 40, at han »slet ingen kirkelig Priis sætter paa 'de gudelige Forsamlinger', og ønsker at undgaae Udtrædelse af Statskirken, men kæmper for en Frihed derinde, fælles for Alle, og tilstrækkelig for Alle, saa længe de Vantroe ei, som Trolde, tørste efter christen Blod, og de Troende, som Helgene, længes efter at fare herfra og være med Herren, da den endelige Skilsmisse vil følge af sig selv.« I de kommende år fastholdt Grundtvig, dels at det var forkert at skille sig ud fra statskirken og forene sig i 'gudelige forsamlinger', dels at det som en sidste udvej kunne blive nødvendigt for 'alvorlige kristne' at forlade statskirken og danne egne menigheder, hvis ikke den fornødne frihed var bevilget, se fx hans artikel »De Helliges Samfund« i Dansk Kirketidende (), nr. 110, den 7. nov. 1847, bd. 3, 1848, sp. 81-96; især sp. 95f. Den samme opfattelse blev udtrykt af grundtvigianere, især af pastor F.E. Boisen på Roskilde præstekonvents møde den 12. okt. 1848, se Dansk Kirketidende, nr. 169, den 24. dec. 1848, bd. 4, 1849, sp. 222f., sp. 226f., og nr. 170, den 31. dec. 1848, bd. 4, sp. 239 og sp. 241-243; og senere af pastor L. Helweg i »Den Danske Folkekirke og dens Forfatning (med særligt Hensyn til Dr. Martensen, Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal)« i Dansk Kirketidende, nr. 320, den 23. nov. 1851, og nr. 324, den 21. dec. 1851, bd. 6, Kbh. 1851, sp. 755-776 og sp. 859-874. Under Folketingets anden behandling af N.M. Spandets lovforslag om trosfrihed ( og ) udtalte Grundtvig if. referatet i Fædrelandet, nr. 23, den 28. jan. 1851, s. 92, at han ikke et øjeblik ville betænke sig på at udtræde af Folkekirken, hvis det stillede ændringsforslag blev vedtaget. Se også den videre udfoldelse heraf i artiklen »Tale for Troes-Frihed i Folkethinget. (Et Udkast.)« i Danskeren, et Ugeblad, udg. af Grundtvig (og i alt væsentligt forfattet af ham), nr. 5, den 1. feb. 1851, bd. 4, s. 69-80, især, s. 75f. Den opfattelse, at de verdslige myndigheders bestemmelse om fx dåbs- og konfirmationstvang kan medføre enten udtrædelse eller udelukkelse af »den saakaldte 'Stats-Kirke'«, idet »vi i begge Tilfælde maa stræbe med Læmpe at løse de unaturlige Baand mellem Guds-Riget og Verdens-Rigerne«, fremsætter Grundtvig atter i anden del af artiklen »Indledning til Kirkehistorien om Guds-Rigets Speil« i Dansk Kirketidende, nr. 342, den 18. april 1852, bd. 7, sp. 259f. Enten – Eller ... Saaledes kom jeg i sin Tid til at hedde sml. et aldrig anvendt udkast til »Mit Program: / Enten – Eller«, formentlig fra slutningen af 1854, hvor SK skriver: »jeg forekommer hersteds endog paa Gaden under Navnet 'Enten – Eller'« (Pap. XI 3 B 57, s. 105). Sml. videre Georg Brandes' Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids, Kbh. 1877, hvor Brandes i sin erindrende indledning bl.a. fortæller følgende om SKs spadsereture i Østergade i København: »Han hilste hvert Øieblik, saaes i Samtale saa med En, saa med en Anden, hørte en enkelte Gang en lille Gadedreng raabe Enten-Eller efter sig«, s. 3. – Enten – Eller. Et Livs-Fragment, udg. af pseudonymet Victor Eremita, udkom den 20. feb. 1843 og i 2. udg. den 14. maj 1849, se tekstredegørelsen i SKS K2-3, 7 og 65. betræffende angående. Jeg udviste Ægteskabet som Eller hentyder til pseudonymet B el. assessor Wilhelms afhandling »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed« i anden del af Enten – Eller, i SKS 3, 13-151. Ægteskabet var jo ikke mit Livs Eller . Tilsætning tilføjelse. intermediairt mellemliggende, midlertidigt. lever (...) hen henlever, tilbringer livet. vistnok rigtignok, sandt nok. saa ofte har udtalt her i Journalerne: Χstd. er slet ikke til se fx journaloptegnelserne NB23:29, fra jan. 1851, NB23:51 og NB23:55, begge fra jan. el. feb. 1851, NB23:112 og NB23:115, begge fra feb. 1851, i SKS 24, 219,2, 232,24f. og 237,6, 261,22 og 262,8; samt NB26:82, i SKS 25, 84,28. ofte er udtalt i Journalen: Danmark behøver en død Mand se fx journaloptegnelserne NB10:166, fra april 1849, og NB10:200, dateret den 25. april 1849, i SKS 21, 337,28f., 338,20-22 og 367,27; NB12:142, fra sept. 1849, og NB14:99, fra dec. 1849, i SKS 22, 232,1f., og 404,28f.; NB17:65 og NB17:77, begge fra april 1850, samt NB20:120, fra aug. 1850, i SKS 23, 211,5f. og 226,19f., samt 457,3f. Hvori (...) stikker hvori ligger, hvori har sin grund, hvorpå beror. Slægten generationen. bedaaret besnæret, bedraget, vildledt. commensurabelt for sammenligneligt, overensstemmende, foreneligt med. Betjening forvaltning. Disjunktion egl. den logiske konstant 'eller'; her sigtes til en eksklusiv el. fuldstændig disjunktion af typen 'enten – eller', hvoraf ét af alternativerne må være sandt. Filterie indvikling, roderi. hiin ulykkelige Afsindige i en af Blichers Noveller ... med en eneste Syllogisme at sprenge hele Verden hentyder til novellen »Fjorten Dage i Jylland« af den da. præst og forf. Steen Steensen Blicher (1782-1848). I novellens sidste afsnit »Gjensyn« optræder en gal person, der giver sig ud for den samtidige ty. filosof Lorenz Oken; han vil ved Bergen i Norge som Ludvig Holbergs Niels Klim stige ned til underverdenen: »Jeg stiger derned, og sprænger hele Kloden som en Bombe, ved en eneste simpel Syllogisme, og splitter den ad i alle de Atomer, af hvilke den Stymper Xeno engang har sammenflikket den.« Samlede Noveller bd. 1-5 og supplementsbd., Kbh. 1833-40, ktl. 1521-1523 (bd. 1 i 2. opl., 1833); bd. 5, 1836, s. 212. – Dovrefjeld: el. Dovrefjell, navn på fjeldmassiv, hvis højeste top er Snøhetta, S for Trondhjem i Norge. aprofonderende dvs. approfonderende, fordybende (sig), udforskende. Mediationens Udtrykket 'mediation', der ikke forekommer hos G.W.F. Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung' el. 'Versöhnung' om 'formidling' el. 'forsoning' af modsatte begreber i en højere enhed, hvor begreberne består som ophævede momenter. Jf. fx § 9 i A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, Kbh. 1842, ktl. 383, hvor det hedder, at »Mediationen er Modsætningernes Forsoning i den høiere Eenhed«, s. 19, og videre s. 20: »Mediationen vil (...) kun have med Momenter at gjøre, mellem hvilke der er virkelig Strid; det er ingen Sag at komme frem med tilsyneladende Negationer, blotte Forskjelligheder (saalidt som at opstille Treheder). (...) Negationen er altsaa Dialectikens første Proces, Mediationen dens anden Proces. Dialectik er det fælleds Navn for hele den i Sagens Natur grundede Bevægelse, hvorved det Eensidige gaaer over i det Modsatte (negeres) og begge gaae sammen i en høiere Eenhed (medieres)«. I hegelianismen er udtrykket også knyttet til Hegels kritik af princippet om det udelukkede tredje (modsigelsens grundsætning); således er det blevet diskuteret i da. spekulativ filosofi og teologi af bl.a. J.L. Heiberg og H.L. Martensen, som hævdede, at gensidigt modsigende positioner kunne ophæves i en højere enhed, mens bl.a. J.P. Mynster benægtede det. falder mig paa Sinde dukker op i min bevidsthed, rinder mig i hu, falder mig ind. Styrelsens Guds styrelse (). kjed og leed af el. led og ked af, fast udtryk i betydningen: træt af. Taalmod tålmodighed. Hæsitationer standsning, betænkning, vaklen, rådvildhed. langt fra mig være det det kunne aldrig falde mig ind. desperere fortvivle, miste alt håb. i 48 . oeconomiske Bekymringer og . ikke turde fordrive Fosteret . Styrelsen Guds styrelse (). ligegyldig ved ligeglad med, indifferent over for. Langtfra mig være kunne aldrig falde mig ind. Faderlighed . lokke for Dig ved list, venlighed, overtalelse søge at drage dig til mig. pirre ved Dig vække dig, bringe liv i dig (egl. ved at skubbe el. stikke med noget spidst), opildne dig. Kjende kendetegn. elske ham igjen hentyder til kærlighedsbudet (). Kniberie (utidigt overdreven) påpasselighed, påholdenhed. ved Aandens Bistand formentlig allusion til Rom 8,26 (). saligt at lide hentyder måske til Matt 5,10-11 (). saligt at fornegte sig selv formentlig allusion til Matt 16,24, hvor Jesus siger til sine disciple: »vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tage sit Kors, og følge mig« (NT-1819). saligt at forsage Verden formentlig allusion til Luk 14,33, hvor Jesus siger til skarerne: »Saaledes og [også] Hver af Eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel« (NT-1819). pro virili lat., egl. 'pro virili parte', 'for en mands del', dvs. såvidt en mand formår; af alle kræfter. Objektivt foredrages Χstd. . – foredrages: mundtligt fremføres, prædikes. det er mig der tales om spiller formentlig på den bevingede lat. sentens 'de te fabula narratur', 'om dig fortælles fablen', dvs. historien handler om dig. Citat fra Horats Satirer, 1. bog, nr. 1, 69f., jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udgave, Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 157: »mutato nomine, de te / Fabula narratur«. I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 11, gengives hele udtrykket således: »Byt Navnet om, og Eventyret fortælles om dig«. er Χstd. Mythologie, Poesie . vi (...) ville vil. raaber Gud i sit Ord: et Msk. formaaer Alt ved mig hentyder formentlig til beretningen i Matt 19,23-26, hvor Jesus siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige, og hvor disciplene bliver forfærdet og spørger, hvem der så kan blive frelst, hvortil Jesus svarer: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Sml. Fil 4,13, hvor Paulus skriver: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.« vi (...) kunne kan. længst for længst. formasteligt dumdristigt, hovmodigt, bespotteligt. utilforladelig upålidelig. Aanden, som vilde tilskynde Dig, bedrøves formentlig allusion dels til Rom 8,26 (), dels til Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). Det er saligt at lide formentlig allusion til Matt 5,10-11 (). Intet mindre end alt andet end, lige det modsatte af. foredrager mundtligt fremfører, lærer. Luther . han tør det ikke anderledes, siger han . Socrates Sokrates (). Apostlene! De gik glade bort ... nydt den Ære at blive hudstrøgne sigter til ApG 5,40-41, der indgår i beretningen i 5,17-42 om apostlene, der trodsede ypperstepræsternes påbud og prædikede på tempelpladsen, hvorefter de blev pågrebet og stillet for Rådet, der lod dem piske (NT-1819: »hudstryge«), forbød dem at tale i Jesu navn og derefter løslod dem. »Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans [Jesu] Navns Skyld«, v. 41 (NT-1819). Evangelium prædikes for de Fattige hentyder dels til Luk 4,18, dels til Matt 11,5 (). Gud i Χsto gjør sig lige med den Ringe formentlig allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »hvilken, der [da] han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig, og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv«, v. 6-8 (NT-1819). Silke eller Fløiel jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragter m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid: »Bispen over Siellands Stift og Kongens Confessionarius maae bære sorte Fløiels Vinge-Kiorteler [dvs. ornat i fuld fløjl], Fløiels-Huer og Bonetter [doktorhatte el. præstehatte]; de andre Bisper sorte Silke-Kiorteler med Fløiels Vinger, saa og [ligesom] sorte Fløiels Huer og Bonetter; promoti Doctores in Theologia [promoverede doktorer i teologi] Fløiels Bonetter og Vinger paa deres Kiorteler af Fløiel, saa og Silke-Simarrer [lange silkekåber]; Og maae ingen, uden Kiøbsted-Præster, Capellaner i Khavn, Provster og Præster paa Landet, som ere promoti Magistri [promoverede magistre], bære Bonetter.« Guld eller Stjerner . give til føje til, give i tilgift. kjendelig paa til at kende på, kendetegnet ved. substituerer (...) istedetfor indsætter, sætter i stedet for (noget andet). Det er saligere at give end at modtage allusion til ApG 20,35, hvor Paulus i sin tale til de ældste i Efesos siger: »Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide, og komme de Skrøbelige til Hielp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv haver sagt: saligt er det at give, hellere end at tage« (NT-1819). Det sidste udtryk er blevet til ordsproget: 'Det er saligere at give end at tage', jf. nr. 912 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 34. være i Slægtskab allusion til ApG 17,28-29 (). Se også Ef 4,22-24, hvor Paulus minder efeserne om det, de er blevet oplært i: »at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.« Se endvidere 2 Pet 1,4 (). hele Slægten menneskeheden. kummerligt af nød el. mangel. afdøe . Kniberie (utidigt overdreven) påpasselighed, påholdenhed. intimerede indledte. ikke mere har Raad og . gjengivet til givet tilbage til. at Du kun er en Digter .