Søren Kierkegaard
Journalen NB32
Søren Kierkegaards Skrifter
26
NB32
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup
Finn Gredal Jensen, Klaus Nielsen og Steen Tullberg
KA, A pk. 36
Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1854-55
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78, bd. XI 1 og 2
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009
http://sks.dk/nb32/txt.xml
20120126
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.6
NB32.
d. 11 October 1854.
Punktet – Massen
det Intensive – det Extensive
Et Billede. PCentrum er jo et Punkt:Punkt, Skiven et stort Legeme; og dog er kun det at træffe i Centrum at træffe, at træffe Skiven er ikke at træffe: saaledes lever egl. kun det Intensive, det ··Extensives Væren er en Væren som egl. ingen Væren er. Det Extensive er en usand Væren, dens Væren bestaaer blot i at fortære det Intensive. Kun det Intensive har Væren i sig, det Extensive lever af eller er ved at æde, at blodsuge (som Skyggerne i Underverdenen de Levende) det Intensive.
Som at skrive i Sandet eller i Havet intet Spor efterlader sig, saaledes er al den Existeren, som ikke blev Aand en Forsvinden, et Sporløst.
To æsthetiske Bemærkninger, som jeg dog vil optegne.
I Hamlet og Ophelia. Hamlet kan ikke antages egl. at være forelsket i Ophelia. Saaledes maa det ikke forstaaes, om det end er psychologisk ganske sandt, at just En, der gaaer og ruger anstrenget over en stor Plan, trænger til at hvile ud momentviis og dertil gjerne kan bruge en Forelskelse. Men dog troer jeg ikke, at Hamlet er saaledes at forstaae. Nei, det Uforsvarlige i H. er, at han, intriguant i stor Stiil som han er, bruger et Forhold til Ophelia for at bortlede Opmærksomheden fra hvad han egl. gjemmer paa. Det er en Misbrug han gjør af Ophelia. Saaledes er det at forstaae, og saa kan man vel føie til, at han just fordi han er anstrenget næsten gaaer saavidt at han virkelig momentviis er forelsket.
II Don Quixote. Det er en Feil, at D. Q. ender med at han døer og døer som fornuftig Mand. D. Q. bør ingen Ende have. Tværtimod burde D. Q. ende med at der angaves Farten af en ny fix Idee, i hvilken han nu vilde optræde fE som, hvad han selv siger, som Schäfer. D. Q. er det endeløse Phantastiske. Og derfor er det egl. en Nøkternhed at lade Historien ende med at han døer efterat være blevet fornuftig. Det er et Forsøg paa at forvandle D. Q. til en Slags moralsk Fortælling, istedetfor at denne Frembringelse hører hjemme i den romantiske Comik.
Politik – Christendom
P. ligger i dette: aldrig at vove mere end hvad der er i ethvert Øieblik muligt, aldrig ud over den menneskelige Sandsynlighed.
Χstd. er: hvor der ikke voves længere ud end til det Sandsynlige, er Gud ubetinget ikke med; uden dog at deraf følger, at han er med overalt hvor der voves længere ud end det Sandsynlige.
DetLatterligt!
Et Msks hele Liv er Verdslighed, al hans Digten og Tragten fra Morgen til Aften, hans Vaagen og Drømmen
– tillige er han naturligviis Christen han lever jo i Χsthed«
og i Egenskab af Χsten er han »en Fremmed og Udlænding i denne Verden.«
Dette er lige saa latterligt, som naar de Vilde pynte sig med et enkelt Stykke af europæiske Dragter, fE den Vilde, der kom ombord splitternøgen kun med Generals-Epauletter paa Skuldrene.
EnIdealiteter for at forkynde Χstd.
En Idealitet er den: Forkyndelsens Ideal er at Alle blive Χstne.
En anden Idealitet er den (dette er Reflexionen): Forkyndelsens Ideal er at skaffe een Χsten.
EndBegyndelsen – Enden – Begyndelsen.
Begyndelsen var: der var slet ingen Christen.
Saa bleve Alle Χstne – og af den Grund er der atter ingen Christen.
Dette var Enden; nu staae vi atter ved Begyndelsen.
Choleras Betydning
er i Retning af at indøve Mskene at de ere Enkelte, hvad hverken Krig eller nogen anden Calamitet gjør, som snarere flokker dem; men Pest adsplitter i Enkelte, lærer dem – corporligt – at de ere Enkelte.
Philosopher paa Thronen
vilde Plato have. Vor Tid lærer os at en dramatisk Digter paa Thronen er en betænkelig Sag.
Jeg mener Louis Napoleon. Han forstaaer som Digter, at ved Revüen i Boulogne vil det være af mageløs Effect, at der just i samme Øieblik kommer en Courreer sprængende med Efterretning om Sebastopols Indtagelse. Nu vel, saa arrangeres det!
Følgen er naturligviis, at næste Dag har hele Frankrig Katzen-Jammer aldeles som efter en Ruus.
Men ypperlig er N. til at prostituere Slægten. Denne Slægt af Vindbeutle fortjener en Vindbeutel en gros til Keiser. Og hvor ypperligt ogsaa, at alle Mskhedens store Opdagelser (Jernbaner, Telegrapher o: s: v:) alle ere – i Retning af at udvikle og understøtte det Vindbeutelagtige. Paa den Maade kommer dog maaskee Menneskene igjen tilbage derfra.
Viisdoms Tale
beundret af Samtid som Viisdoms Tale, pas paa, det bliver Vrøvl, en saadan Gigant var intet Msk. Derfor mager Sandheden (der altid dialektisk behøver en strammende Modsætning) det saa, at Viisdoms-Tale i Samtid betragtes som Galskab – paa andet Vilkaar betroes Viisdoms Tale ikke til noget Msk, hvad han selv maa være glad over, hvis han ellers er meest bange for at blive et Vrøvl.
Saa bagefter, i følgende Generationer bliver hiin Viisdoms Tale beundret – men saa er den blevet forvandlet, er ikke mere Viisdoms-Tale men en Slags Vrøvl.
...... Ak, saaledes forstod jeg det, jeg memeente at skulle have Dig, o Gud, til Hjælp i at elske Menneskene. Du forstod det anderledes, Du brugte Mskene mod mig for at hjælpe mig til at elske Dig.
.... ak, hvor gammel jeg end er, stundom er jeg naar Tankerne tilbyde sig, næsten som et Barn, der vil have saa megen Frugt med sig, naar han har faaet Lov til at plukke i Haven, at han næsten forvandler Glæden til Bryderie og Besvær.
Martyriets
høie Tanker, og alt saaledes Høiere, alt det Høiere, som forholder sig til en polemisk og pessimistisk Livs-Anskuelse, er da som ganske gaaet ud af Slægten, og denne derfor at betragte i Forhold til det i stor Forstand at være Msk, ligesom Affald i Forhold til Sædekorn. Alt ender i denne jammerlige Higen efter at gjøre Lykke i denne Verden, og deler sig saa i to Classer: De, som ere saa heldige at gjøre Lykke, og De, for hvem det mislykkes.
Dette kommer jeg igjen tilbage paa, fordi jeg i disse Dage er blevet erindret om Lessing og »Fragmenterne.«
Han stiller Sagen saaledes: afpaa enkelte Punkter af Evangeliet glimter det igjennem, at Χstus egl. har villet det Jordiske, være Konge o: s: v: – men det mislykkedes.
Nei, nei, men just for at Frastødet maa blive desto stærkere, just for desto mere lidenskabeligt at udvise at det er det han ikke vil, just derfor gjør han en Bevægelse i Retning som vil han det – for saa at støde det fra sig, at det sande Aandelige maa sees, hvilket netop forholder sig til det frivillige Frastød.
Dog, det er og bliver en Sandhed: ved at dømme gjør et Msk. aabenbart, hvad der boer i ham. Og fordi der i vore Tiders Msker og heller ikke i Lessing var den idealere Lidenskab, derfor stiller Sagen sig saa kummerligt for dem. Der lever i vor Tid ikke et Msk,en Eneste, hvem det kunde falde ind at troe paa, at et Msk kunde ville erhverve, søge fE Berømthed – af pessimistisk Hensigt, ɔ: for just at smide det Skidt fra sig, og desto dybere polemisk at saare. Nei, Sligt troer Ingen paa – og saa vil man forstaae, eller befatte sig migmed at opfatte Χstus.
»Aand« er retreent gaaet ud af Slægten; ideale Lidenskaber, der have – det er just det Ideale – en Potensation i sig, en Fortone, saa et saadant Msk i ideal Lidenskab bestandigt forholder sig omvendt til Verden, forekomme slet ikke mere. Og derfor er ogsaa Χstd. draget ned i den usleste piankede Middelmaadighed. Med Sandhed kunde man nu sige: denne Art Χstd. kan Χstus virkelig ikke vedkjende sig at være Stifter af. Men Msket vender, nye Gavtyvestreger, Sagen, conseqvent, saaledes at de saa digter Χstus om i Lighed med hvad vi kalde Χstd. Og i vor Tid er det Høieste man har: En, som higede efter Verden, kom galt fra det, og nu – den eneste Mulighed til dog lidt Profit der er tilbage for ham – omforklarer sit Liv og aspirerer til den Art Berømmelse og Paaskjønnelse, som svarer til det at lide. Og Forbilledet herfor bliver saa – Jesus Χstus!
Tallets Tilforladelighed
er naturligviis en Sviig, en Utilforladelighed; og dog er det den der bydes i Verden, beregnet paa, at Du saa bliver narret og gaaer ind med i Tallet.
Der lever Millioner Muhamedanere – men see nøiere til, skal Du see, at de ere Muhamedanere i dette Mønster: ja, jeg er lige som de Andre; og Muhamedanere i den Forstand, at hvis de vare fødte i Χstheden vare de Χstne. Der lever Millioner Χstne – hvor tilforladeligt! ja, det er saa tilforladeligt somtilforladeligt, at hvis de samme Msker vare fødte i hine Lande vare de Muhamedaner.
Er der en vis Sandhed i hiint Ord, at Msket har faaet Talen for at skjule sine Tanker, eller som jeg siger, for at skjule enat han ingen Tanker har, er der en vis Sandhed deri, nemlig den, at det ikke er dertil han har faaet den, men dertil han bruger den: saa kan man med Sandhed sige noget Lignende om det Numeriske, det Numeriske bruges til at skjule, hvor tomttom hele Tilværelsen er[a], det Numeriske forsætter Msket i en exalteret Tilstand lige som afved Opium – og saa er han beroliget, beroliget ved denne uhyre Tilforladelighed med Millioner. Og dog er i Sandhed Millioner lige saa utilforladelige, aldeles lige saa utilforladelige som Een. Men Een virker ikke bedøvende, det gjør Millioner – og saa er det vist, aldeles tilforladeligt. Dette vil sige »Millioner« forsætter Msket i en Bedøvetheds Tilstand, han segner under Tallets Magt, han udaander qua Aand, han gaaer med i Kjøbet, men dette udtrykkes ikke saaledes, nei, han mener at have den fuldkomneste Vished og Tilforladelighed – i den Grad er han bedraget.
Dette hænger igjen sammen med den DyreSynthese Msket er. Han er Dyre-Skabning og Aands Mulighed. Men Dyre-Skabningen behøver ingen høiere Vished end Tallet.[b]; og at være Χsten uden at have med Gud at gjøre er dog vel ogsaa umuligt.
Men de Tusinder leve saaledes hen, uden nogenat være blevet Jeg eller som afstumpede Jeg'er, afstumpede til tredie Person, de udfylde saa deres Liv med Allehaande, bilde sig ind at de virkelig have med Gud at gjøre, smigre sig med at det er af Ydmyghed, at de ikke have vovet længere ud. Hvilken Omtaagethed! Den første Betingelse for at komme ordentlig ud er at see, at dette om Ydmygheden er Galimathias, at det er af Svaghed, Ømskindethed, Cujonerie.Cujonerie man holder sig tilbage. Det er usandt og intet Msk. var i Sandhed for ydmyg til at begjere det Høieste, især det Høieste, som Gud under Evigheds Straf befaler. Nei, min Ven, det er Selvbedrag. Men Du vil være fri for Farerne, og derfor ere just den Sort Msker, som saaledes af saakaldt Ydmyghed holde sig tilbage, de ere saa griske naar de kunne komme i Forhold til En, der vovede heelt ud, saa griske for at faae Tankerne, Indtrykkene, Udtrykkene o: s: v: – dog uden Farer.
a eller som naar et spidst Instrument støder paa et saa haardt Legeme at det afstumpes saaledes med et Jeg der bliver tredie Person.
b , thi paa den Afstand har Gud engang sat sig fra Msk, dog ham i en anden Forstand den Allernærmeste
Er det Hele med Χstheden ikke afstedkommet ved en Forvexling?
Χstd. kom ind i Verden, da Keiser Augustus udskrev al Verden til Skat – man fkunde fristes til at troe, at Χsthed. har taget feil, forvexlet disse to samtidige Begivenheder og troet, at det var Χstd, der var kommet til Verden for at skrive Alle i Skat.
Latterlig Alvor.
Som jeg erfarer, opkræves Rangskatten ikke fAarviis eller Halvaarsviis, nei – for hver Dag! Dybe Alvor, nu først fatter jeg, hvor uendelig betydningsfuld enhver Dag er!
Tallet – Ideen.
Ideen forholder sig bestandigt til Een, eet Msk. er nok, og christeligt, kan Enhver være denne Ene.
Evigheden tæller ikke, er Qvalitet, og saaledes ikke Tallet skjøndt Tal.
Naar To forholde sig forenede til Idee, saa begynder Tallet, thi To tæller.
Tilsidst bliver saa Tallet saa overmægtigt, naar det er blevet Millioner – at Ideen er bortkommen og kan efterlyses i Avisen.
Saaledes staaer Sagen. I ethvert Fald maa den standses og forandres denne gavtyveagtige Sprogbrug: at forene sig for desto bedre at kunne tjene Ideen, Sandheden eller for desto bedre at kunne være Aand. Nei ideelt, aandeligt trækker Tallet fra.
Men man forener sig, fordi man ikke kan udholde at være den Ene. Ja, Das ist Was anders! Men lad os saa sige det saaledes, faae Sandhed ind i Forholdet, og ikke ved at svække bagvendt lukke i Baglaas for Ideen og gjøre sig det umuligt endog blot at forholde sig til Aand.
Socialiteten tilhører Dyre-Bestemmelsen af at det at være Msk; og det er den underfundige (i ethvert Fald instinktivt-underfundige) Maade, paa hvilken man har anbragt Forening i Forhold til Aand, der har gjort Χstheden aandløs eller aandsforladt, og i den Grad, at der er lukket i Baglaas, thi ved at tilstaae at Foreningen er af Svaghed forholder man sig dog til Aand.
Arthur Schopenhauer.
At han er en betydelig Forfatter, meget betydelig er udisputeerlig; at hele hans Tilværelse og dennes Historie er et dybt Saar som bibringes Professor-Philosophien, indrømmes med Glæde og Taknemlighed.
Men dog er han i mine Tanker et betænkeligt Tegn. Thi stricte taget er han hverkenikke det han selv mener sig at være, og som unegteligt var yderst heldbringende om han var: han er ikkehverken Pessimist tilgavns eller ganske fri for selv at være en Sophist.
Han er ikke Pessimist tilgavns. Visseligen en ægte Pessimist i heel Charakteer det var hvad vor baade blødagtige og charakteerløse Tid behøvede. Men see nærmere til. S. er ikke et Msk., der har haft det at gjøre Lykke, at vinde Anerkjendelse i sin Magt – og saa forkastedetforkastede det. Nei, han er maaskee mod sin Villie tvungen ind i at gaae Glip af det Timelige og Jordiske i Retning af Anerkjendelse. Men saa er det at vælge Pessimissme let en Art Optimisme – det timeligt klogeste man kan gjøre. – Han paatager sig saa at anvise Askese o: s: v: Plads i Systemet. Her viser det sig nu, at han er et betænkeligt Tidernes Tegn. Ikke uden stor Selvtilfredshed siger han, atat han er den Første, som har anviist Askesen Plads i Systemet. Ak, detdette er aldeles Professor-Tale, jeg er den førsteFørste som har anviist det Plads i Systemet. Og nu videre, det at Askesen nu finder sin Plads i Systemet, er det ikke et indirecte Tegn paa, at dens Tid er forbi. Der var en Tid: da varTid, da var man Asket i Charakteer. Saa kom der en Tid, da man slog den hele Sag med Askesen i Glemmebogen. Nu brouter En af: at være den Første der anviser den Plads i Systemet. Men just det, paa den Maade at beskæftige sig med Askesen, viser jo, at den ikke i sandere Forstand er til for ham, omtrent ligesom Jødedommen ikke mere er Religion for de Mange, der i vor Tid æsthetisk fremstille det gammel-orthodoxe jødiske Husliv i Noveller. – Saa langt er det fra, at hanS. egl. er Pessimist, at han höchstens repræsenterer: det Interessante, han gjør paa en Maade Askesen interessant – det allerfarligste for en nydelsessyg Samtid, der vil have allermeest Skade af endog at udestilereudstuddestilere Nydelse af – Askese, nemlig af charakteerløst at betragte Askese, anvise den Plads i Systemet.
Ei heller er S. ganske fri for at være en Sophist. Med al ønskelig Grovhed banker han løs paa de Næringsdrivende, Professorerne, og den lucrative Professor-Philosophie. Meget godt. Men hvilken er nu S.s Forskjel fra »Professoren«? Til syvende og sidst dog kun den, at S. har Formue. Men spørg engang Socrates hvad han forstaaer ved en Sophist.Sophist, og Du skal see, han svarer, at vistnok er det at en Mand tager Profit af Philosophien afgjørende nok til at stemple ham som Sophist, men at deraf ikke følger, at det ikke at tage Profit ender nok til at afgjøre, at man ikke er dSophist. Nei, det Sophistiske ligger i: Afstanden fra hvad man forstaaer til hvad man er, Den, der ikke er i Charakteer af sin Forstaaen, han er Sophist. Men dette er Tilfældet med Schopenhauer. Sandt, han siger det selv, og det er forsaavidt det Priselige, men det forslaaer ikke. Og skjøndt han siger det selv, synes det dog som glemt, naar han hugger løs paa Professor-Philosophien, uagtet han ogsaa i dette Forhold burde erindre det, hvis han ellers skulde være i Charakteer af den Tilstaaelse om sig selv han andetsteds gjør.
Vil Du være Magt?
Det vil jo gjerne Enhver, og dog hør engang efter, hvorledes den sande Mægtige maatte tale.
»Dersom Nogen spørger mig, hvad Magtfuldkommenhed jeg er i Besiddelse af, da svarer jeg: af den eneste sande. Thi det at byde, om det saa var i Spidsen for 500,000 Mand og 1000 Kanoner er dog kun sammenlignelsesviis Magt: sæt der kom En mod ham med 600,000 Mand og 1500 Kanoner. Nei, min Magtfuldkommenhed er den eneste sande – og naar jeg saaledes tænker derover, synes det mig saa let at opnaae den, at det er uforklarligt, at ikke ethvert Msk. er, hvad han saa uendelig gjerne vil være. Thi denne er min Magt. Vil man udgrine mig – jeg er rede! Vil man at jeg skal fængsles: jeg er til Tjeneste! Vil man at jeg skal kastes i Fhenrettes: jeg er færdig, sog i den Grad, at jeg med Fornøielse skal fritage det Offentlige for Proces-Omkostninger; thi den msklige Retfærdighed er en kjedsommelig Tidsspilde, og som en Forfatter har sagt, det med Actor og DenfensorDefensor liigtliigt det med Harlekin og Pierrot; altsaa blot et Ord, et Vink af Øvrigheden og jeg tager en Vogn, henter selv Skarpretteren, og saa tager vi toTo ud – Præst behøves ikke; derder behøves hverken Vægtere eller Politiebetjente – men vil man forlange at det skal forgaae for sig paa et Sted, hvor Mange kunne samles, da skal jeg ingen Indvendinger gjøre, men giver blot Øvrigheden at tbetænke, at hvis Hensigten med Dødsstraffes Offentlighed er at afskrække, var det vistnok bedst, at min skete saa skjult som muligt, at den ikke skal virke lige modsat«.
See, det er at være Magt, har Du Lyst dertil, eller hvorfor vil Du det ikke? Ak, men saa jammerligt leve vi nutildags, at vi Alle ere forvænte med at læse og høre Sligt og maaskee beundre det som Digter-Tale – men det falder os da ikke i fjerneste Maade ind at gjøre derefter. Og derfor er det endog farligt, at et Charakteer-Msk. har dette Digteriske, thi det skeer saa let, at man tager hans Digteriske hen og giver det med Charakteren en god Dag. Det Digteriske sammen med Charakteer er farligt ligesom det fE er betænkeligt i Logik at oplyse Tænkningens Love med interessante Exempler – det Vigtige glemmes let derover.
Vor Tid.
Der[a] mangler nemlig netop just det de Egenskaber der hører til det at dandse. Just saaledes ogsaa med den protestantiske Præst i Forhold til det at være Lærer i Χstd, han har netop alle demangler just alle Egenskaberne og har de modsatte: Mand, Fader, Embedsmand, Rangsperson, Ridder, o:i lange Klæder o: s: v: – som DragkistetDragkiste betragtet meget respektabel og agtværdig, men en Dragkiste egner sig ikke til at dandse og han ikke til at være Lærer i Χstd.
a – ja, som Dragkiste et meget respektabelt Møbel, jeg taler sandeligen ikke nedsættende om en Dragkiste, men
Hyklerie – Vrøvl
Det kan have været farligt og misligt nok i sin Tid, da Sigtelsen der maatte gjøres mod Lærerne varevar, at de vare Hyklere: o, men Ulykken ligger langt dybere naar Paastand maa blive at de ere Vrøvlere. Hyklere er ikke saa stor en Afstand fra hvad Χstd. er, fra Aand, som det at man i al gemütlig Middelmaadighed saa jævnt har levet sig ind i Vrøvl og troer at det er Χstd.
Det er sandt, hvad jeg andesandetsteds har yttret, det at forvandles til et hjerteligt Vrøvlehoved maa ansees for en af de allerfarligste Arter Djævlebesættelse. Blandt Andet ligger jo just det Farlige i, at man ikke saa let falder paa det, som fE hvor Forvandlingen bestaaer i at være blevet Var-Ulv.
Men det Onde forholder sig aldeles nøiagtigt i Proportion til hvad Godt der er i Verden. Da Χstd. kom ind i Verden som Aand og i den Tid den var Aand, da maatte Satan anstrenge sig og han skabte Hyklere, eller storartede, grandiose Vildfarelser. Nu da Χstd. længst ikke er til som Aand, morer Satan sig med den Form af Forgjørelse at blive hjerteligt Vrøvl – han veed meget godt, at aldrig har han været saa seierrig som just nu.
Forbilledet.
I Protestantismen er det da naaet, at det at ville efterfølge Forbilledet, ligefrem ansees for Formastelse.
Hvorledes lader dette sig forklare? vel saaledes. Man tænker ved Forbilledets Liv egl. paa Udfaldet af hans Liv – og saa bliver der jo nogetSandhed i, om En vilde sige: Sligt begjerer jeg ikke.
Men sandeligen Forbilledets Liv var ikke Udfaldet af hans Liv – nei hans Liv var at være, som det hedder i Skriften, en Orm ikke et Msk, og saaledes omtaler han det jo ogsaa selv som idel Jammer og Lidelse. Hvor nederdrægtigt nu lige over herfor at sige: jeg er for ydmyg til at begjere Sligt.
Men dette Menneskelige Sprog er en Falskner fra først til Sidst. Lader Gud forkynde »Glæde«, strax kommer Sproget og tager det Ord Glæde, fog faaer saa ud, at Χstd er: fryd Dig ved Livet. Og saaledes ogsaa med Forbilledet. Forbilledet fremstiller det Høieste. Men bliv nu lidt, hvad viser da det Høieste sig at være: idel Jammer, Nød, at være en Orm, see hvilket Msk. Dog hvad gjør Mennesket ved Hjælp af sit Gavtyve-Sprog: han tager det Ord »det Høieste« og nu siger han: jeg er for ydmyg til at begjere det Høieste eller til at ville det Høieste.
Og dette er Christenheden, et Samfund af Christne – paa hvilket dog Apostelens Beskrivelse af Hedenskabet (Rom 1-3) forsaavidt ikke kan siges at passe, som der istedetfor dyriske vilde Udsvævelser er traadt en endnu nederdrægtigere Løgnagtighed. I en vis Forstand kunde jeg fristes til at sige at man med det nye Testamente ikke ret kan faae Ram paa Christenhedens Fordærvethed, thi det nye Testamente forholder sig jo væsentligen til JødedommetsJødedommens og Hedenskabets Demoralisation, men naturligviis ikke til den, som er frembragt ved Χstds Misbrug. Og dog er det let at see, at denne maa være den forfærdeligste, thi jo stærkere Lægemidlet jo farligere Følger af Misbrugen.
Det specifikeSpecifike ved Christenhedens Demoralisation
Den Fordærvethed mod hvilken Χstd. nærmest havde at kæmpe, da den kom ind i Verden, var i Retning af kjødelige Lyster og Begjeringer, vilde tøilesløse Lidenskaber, det saaledes Dyriske i Msk.
Saa kom Χstd. ind i Verden, Χstd. var Sandheden.
Den Demoralisation, der kan affølge heraf, hvilken er Christenhedens er: i Retning af Løgn.
Dette er en Gradation, svarende til, at det der her er blevet fordærvet i Demoralisationen er noget langt Høiere end der var sat ind, førend Χstd. kom ind i Verden. Saaledes svarer altid proportionsviis den paafølgende Demoralisation til hvad Indsatsen er. fE. Askese er for at ave Kjødet og Lysterne; naar der saa demoraliseres ved Hjælp af Askese, eller Efterdemoralisation efter Askese giver ikke: Vellyst, nei giver: unaturlige Lyster.
Men Løgn er det Specifike ved Christenhedens Demoralisation; og som en Politie-Embedsmand fra Landet gyser naar han kommer til den store Stad og seer efter hvilken Maalestok Forbrydelserne der ere: saaledes vilde en hedensk Ethiker gyse for den Løgnens Storartethed, som er Christenheden, ja en hedensk Ethiker vilde ikke have Redskaber, hvormed han kunde udmaale denne Løgnens Dybde: som er Christenheden.
Og Løgnen er i den Grad habituel, Løgnen Tilstanden, at de Tusinder og Tusinder saadan bona fide tankeløst ere fortabte i Løgnen.
Alt er Løgn, og er det i den Grad, at den eneste Maade man søger at modvirke det paa, er ved med hinanden at være vidende om at det er Løgn – i den Grad er Løgnen officiel.
Og nu, hvad der var bestemt til en FVelsignelse, men som Mskene selv have forvandlet sigtil en Forbandelse over dem: Χstdommen, den gjør dem ret egl. til Løgnere. Denne frygtelige Løgn, at Enhver kalder sig Χsten, bilder sig og sin Næste ind, at de begge ere det.
Hvor fortjent derfor en Haan over Mskslægten dette Væmmelige næsten daglige: Telegraph-Løgne. Glæd,Glæd Dig, o, Msk-SlægtenMsk-Slægt, at Du opfandt Telegraphen, vær stolt af Din Opdagelse der er tidssvarende, beregnet paa at lyve efter den størst mulige Maalestok. Som hos Romerne Bagvaskeren indbrændtes Bogstavet C. saaledes er den elektriske Telegraph et Stempel paa Msk-Slægten, Du Løgner.
Ja Løgn er det Specifike ved Christenhedens Demoralisation. Ganske som det var i den Fordærvethedens Tilstand, hvilken Χstd. forefandt, at de raae Lyster og Lidenskaber ikke ansaaes for Synd men tvertimod ansaaes for noget Herligt: saaledes er det nu i Christenheden med Løgn, ingenIngen falder paa at Løgn er noget Ondt, tværtimod man antager, at det er lige saa umuligt at leve i denne Verden uden Løgn som det er umuligt at leve uden Luft – og deri er der nogenjo Sandhed forsaavidt, som just denne christne Verdens Element er Løgn. Man anseer Løgn for et Uundværligt, og man beundrer Løgnen i det Store, aldeles ligesom den raae Hedning beundrede Vold og Rov i det Store og tøilesløse Lyster i colossal Stiil.
Christenheden.
Istedetfor al den uforskammede Sludder, der – efter først at have (o, majestæts-ForbrydelseMajestæts-Forbrydelse!) degraderet Χstd. til historisk Phænomen i simpel Forstand, saa har hittet paa, at Χstd. er perfectibel – aah, ja, ligesom naar en Draabe Rosen-Olie faldt i et Hav, Havet vilde paastaae, at denne Tilsætning var en Fuldkommengjørelse – at det gaaer fremad (frække Fripostighed, nei, som Havet i Forhold til hiin Draabe, saaledes duer Verden ogsaai Forhold til Χstd. ogsaa kun til at fortære den, fordærve den:
istedetfor al denne uforskammede Sludder er Sandheden denne:
Christenheden er Affaldet fra Χstdommen.
Det der skuffer er at man tænker sig et Affald i Retning af høitideligt, sandt at frasige sig Χstd. O, Kjere, saa ærlig og god er Verden ikke, nei, Løgnen er dens Element, og derfor er Affaldet i Skikkelse af Løgn, Affaldet er den Løgn: tilsyneladende at være det.
Jeg har i det Foregaaende mindet om, at enhver Demoralisation forholder sig til Det, som var Sundheden – at derfor, da ΧsthΧstdommen er Sandheden, Demoralisationen bliver i Retning af Løgn. Efter Askese faaer man ikke simpel Vellyst, men unaturlige Lyster – og efter SChristendommen er anbragt som Sandhed, faaer man ikke simpelt Hedenskab, nei, man faaer den Løgn at være Χsten, man faaer Hedenskabet raffineret ved uredeligt at have taget sig een Side af det Christelige epicuræisk til Indtægt for dette Liv, og dette Løgnagtige opsminket til at være Christendom.
Christenheden er Affaldet fra Christendommen – og Faldet saa dybt, at det jo var langt at foretrække, om Affaldet var skeet ved ligefrem ærligt at frasige sig Χstd. Og just det at Affaldet er saaledes dybt er det der skuffer, som det ligesom i Forhold til de allerfarligste Forbrydelser de nemlig der see gavtyveagtigt ud som Dyder, først maa kjendesgjøres kjendeligt, at det er Forbrydelse.
Christenheden er Affaldet fra Χstd. Det Smule af bedre Christne der er med, er saa langt fra at gavne, at de snarere gjøre Skade, da de ikke have haft Energie og Charakteer til tiltil at gjøre det sande Sammenhæng kjendeligt, og vove paa Livet. De gjøre derfor ikke Gavn – nei de tælle med, omtrent som hvis der ved en Folkestorm af 10,000 Msker er ti Politiebetjente med som have Skildtet fremme: det hjælper ikke, stricte taget tælle de blot med, saa hvis Folkestormens Antal aldeles nøiagtigt skulde angives, maatte man sige der var 10,010. Dog er Forskjellen den, at Politiebetjente jo ikke formaae at gjøre Modstand: men enhver Christen formaaer at træde ud af Χsthedens Løgnagtighed, marquere til det Yderste, og gjør han det ikke, saa er det i sin Orden at han tæller med i Fordærvelsens Masse.
Et virkeligt Guds-Forhold.
Som andetsteds sagt: et virkeligt Forhold til Gud er af saa uendelig Værd, at om det end kun var et Øieblik, og man det næste Øieblik skulde sparkes, foses, kastes, smides langt bort, glemt, (hvilket dog forresten er umuligt da baade Gud er Kjerlighed, og hiint Forhold evigt lader sig erindre, saa det dog maatte ende med at man fik fat i Gud igjen): det er dog uendeligt meget mere værd end Alt hvad Verden og Mskheden har at byde.
Men et virkeligt Forhold til Gud er ogsaa noget ganske Andet end at blive Professor i, at gifte sig paa, at leve af, altsaa med Familie (af, i, med, paa,) at leve af – at en Anden har haft et virkeligt Forhold til Gud og paa den Maade som det ene kan haves i yfrygtelige Qvaler og Lidelser.
At bedrage i Forhold til det Timelige,
––––– i Forhold til det Evige.
Det Første lader sig i en vis Forstand forstaae, ɔ: der er Mening deri. Thi deels ere de jordiske Goder af den Beskaffenhed, at hvis Bedraget lykkes, man da virkelig kommer i Besiddelse deraf; og deels er det jo dog muligt, at Bedraget kan lykkes.
detDet Andet er aldeles meningsløst. Thi det Evige kan man umuligt komme i Besiddelse af ved at snyde; afdet Evige, som rigtignok ikke har Politie og Vægtere til at sikkre sig, er adskilligt bedre sikkret, det Evige er ikke ligegyldigt ved hvehvo Besidderen er, nei det Evige kan kun være hos, kun besiddes af – den rette Besidder. At snyde her er altsaa ubetinget kun at bedrage sig selv. Og fremdeles ethvert Snyderie her vil blive opdaget i Evigheden – altsaa just da naar man skulde (hvis det ellers var muligt) have Gavn af Snyderiet.
At bedrage i Forhold til det Evige er saaledes umuligt, Bedrageriet kan egentligen ikke afstedkommes; og hvis det kunde afstedkommes, vilde det opdages just i det afgjørende Øieblik.
Dog saa forunderligt det ererer, saa liden Forstand have Mskene paa det Evige, saa aandløst uvidende ere de om, hvad Aand er, saa langt fra at være Aand, at vistnok de fleste Msker ere af den Mening at det er langt lettere at snyde ati Forhold til det Evige end i Forhold til det Timelige – ak, fordi det Evige er saa uendelig ophøiet, at det ikke gjør Allarm ikke render efter Politiet o: d:, men, uendelig fiint, straffer saa frygteligt, at den Straffede – o, frygtelige Straf! – ikke engang mærker, at Dom er ham overgaaet.
En meget svag Analogie til denne det Eviges Straffemaade i Tiden kan et Msk. med overlegen Aand afgive i hans Forhold til tykhudede Tølpere. Hans Maade at dræbe paa, hans Ironie vil være saa fiin, at disse Tykhudede aldeles Intet mærke, ja vel endog fristes til at ansee ham for enet svagt Msk, som det er let at narre.
Nei, Loven er den: jo fornemmereFornemmere jo lettere at narre ham – thi hans Straffen bestaaer væsentligen i at han meget godt veed at de Andre ere narrede ved at ville narre ham. Det er denne hans Sikkerhed i sig selv, der bevirker at det tilsyneladende seer ud som var han let at narre. Den der ingen Overlegenhed har, han er strax ivrig for at paatale sin Ret – og derfor troer man, at han er vanskelig at narre.
Derfor skulde man, istedetfor som Præsterne dundrende vende Sagen ved at raabe det er umuligt at narre Gud, man skulde engang til Opvækkelse vende Sagen omvendt og sige: o, Kjere, tag Dig endelig iagt, vaag og kæmp og strid og beed og raab til Gud – thi det er saa uendeligt let at narre ham. Just fordi han nemlig er saa uendelig ophøiet er det saa saare let at opnaae, at han – ignorerer Dig. Betænk dette, og Du skal see Du vil gyse for den Tanke at ville narre ham, Du vil komme til at forstaae, at om Du hele Dit Liv hvert Øieblik bad og bønfaldt ham, var det alligevel en ubeskrivelig Naade, om han et Øieblik vilde være vidende om, at Du er til.
Men hvo forstaaer at tale om Guds Majestæt, hvo i disse Tider! Disse Slyngler af Præster demoralisere Mskene mere og mere, fordi de selv ingen Anelse have om hvad Guds Majestæt har at betyde og derfor paaprakke ham Mskene.Mskene, vende bestandigt Sagen saaledes, at det dog næsten løber ud paa, at Gud, liig en anden jordisk Konge trænger til Mskene.
Tanke-Forsøg:
tænk, at en Konge havde henvendt sig til Χstus og vilde være Discipel.
Fra det Øieblik da de guddommeligt beskikkede Lærere ophørte, og Χstd. nu blev betroet til Mskene for at see, hvor redelige de ville være – fra det Øieblik blev da ogsaa Alt sat over i den reent msklige Forestilling om Udbredelse, Udbredelse.
At faae en Konge, en Keiser til at ville være Χsten, det var da Noget man ansaae for at være af yderste Vigtighed ganske glemmende, at Χsti Rige ikke er af denne Verden, ganske tjenende Χstd. som var Christi Rige et Rige i denne Verden og af denne Verden. Man standsede ikke for at tænke efter, om man ikke her var ifærd med at vende hele Forholdet om ved at gjøre en Konge til Χsten – nei man gik glubende med stor – christelig! – Iver og Nidkjerhed – – ja eller med jødisk Iver og Nidkjerhed.
Lad os nu tænke os Forholdet i Samtidighed med Χstus, dette er den sande Besvarelse af alle Spørgsmaal. Som Nicodemus kom om Natten, saaledes kommer en Konge til Χstus om Natten, og vil være Discipel. Hvad maatte vel Χstus sige til ham, mon ikke? Vil Du vedblive at være hvad Du er – Konge, da frygt Intet af mig, jeg skmit Rige er ikke af denne Verden, jeg skal trods nogen Din Undersaat, vise Dig al undersaatlig Underdanighed, og mine Disciple lærer jeg det Samme. Men vil Du være Discipel – o, Menneske, da er jeg Kongen:Kongen, altsaa: nedlæg Kronen, bortgiv Alt, følg mig efter i Armod.
See dette er – ja, det behøver man ikke at sige – dette er at forkynde Χstd: den guddommelige Majestæts Urokkelighed, der da ikke – o, msklige Vrøvl! – seer feil, og bliver kisteglad over at en Konge vil være Discipel.
Men Tingen er Christendommens Forkyndelse saasnart den ··betjenes blot mskligt ɔ: i msklig Klogskab, ikke i Had til sig selv, vendes hele Forholdet om. ForΧstd. bliver saa en Lære, og Forkynderen er ikke stærk nok i Charakteer af at være Christen til at udtrykke ved sin personlige Existeren at Χsti Rige er ikke af denne Verden.
Saa vender hele Forholdet sig om, vi faae Konger og Keisere til Χstne, christne Stater og Lande, en Christenchristen Verden ɔ: Alt gaaer tilbage i den gamle Skure, og Χstd. puffes uden for, det bliver en intetsigende Talemaade, mit Rige er ikke af denne Verden, kun i en anden Forstand et megetsigende Udtryk, thi forsaavidt Χstd. slet ikke er til, udtrykker Χstheden rigtignok, at Χsti Rige ikke er af denne Verden.
Sacramenterne.
Det er egl. ved Hjælp af den Stilling man har givet og den Brug man gjør af: Sacramenterne at man har faaet Χstd. ført tilbage til Jødedom – og det er saa aldeles sandt det sandeste Ord der er sagt om Χstheden, hvad Pascal siger, at det er et Samfund af Msker, som ved Hjælp af nogle Sacramenter fritage sig for den Pligt at elske Gud.
Ved Daaben er man – objektivt – Guds Folk, og det ovenikjøbet ved Barnedaab – – aldeles som ved Omskærelsen er man Guds Folk.
Saa har man reent afskaffet Χsti Efterfølgelse. Sacramentet det er et Objektivt, jo jeg takker,og et Objektivt maa enhver Alvorlig føle Trang til – jo jeg takker. Og ved Hjælp af dette Objektive er saa paa den nemmeste og priisbilligste Maade af Verden det Hele med Evigheden engang for alle afgjort – og nu har vi hele vort Liv til at glæde og fryde og fornøie os og nyde dette Liv – og saa en Evighed bag efter, saa Fornøielsen kan blive ved i det Uendelige.
Nadverens Sacrament bruges saa ligesom Forsonings-Offeret i Jødedommen – altAlt beregnet paa, i en Fart objektivt at blive beroliget i Forhold til det med Evigheden og saa at have Livet for os til at nyde Tilværelsen, formere os og fylde Jorden.
Dette er Χstd. Og at det er det nye Testamentes Χstd. bevises af – at Χstus var tilstede ved et Bryllup i Cana. Ære være Christenheden!
At behandle Χstd. som Videnskab
er at forvandle den til et Forbigangent, eller er at udtrykke, at den ikke mere er et Nærværende.
Videnskab, Theorie kommer altid sidst.
Tag et andet Forhold. Derfor lykkes det aldrig ret med noget levende Sprog at faae dets Grammatik til Videnskab men kun med et dødt Sprog, fordi det levendes Sproglevende Sprogs umiddelbare præsentiske Væren gjør Videnskaben vanskelig.
I de Tider, hvor dog Χstd. vsom Religion, som Tro var et Nærværende, – skjøndt man der ogsaa gjorde et Forsøg i Retning af Videnskab: det lykkedes ikke ret – og dette var just fordi Χstd. endnu var til, altsaa ikke en Ufuldkommenhed.
Først vor Tid er det forbeholdt, at faae en Philosophie, der brouter af, at Χstd. heel gaaer op i Videnskab ɔ: Χstd. er slet ikke mere til.
Men bagvendt som altid Gavtyve Sproget er, sige vi ikke, hvad Sandhed er: Χstd. er ikke mere til.til; nei vi sige: uhyre Fremskridt, nu er Χstd. ganske blevet Videnskab.
At være Aand.
Kjød og Blod eller Sandselighed – og Aand ere Modsætninger. Det sees saaledes let hvad det er at være Aand, at det er: frit at ville Det, som Kjød og Blod meest gyse for – thi Aand og Kjød og Blod ere hinanden modsatteAand er Kjød og Blod modsat som, efter Ordsproget, Enden af Sækken.
Hvad gyser nu Kjød og Blod meest for? for at døe. Altsaa er Aand: at ville døe, at afdøe.
Forresten sees let, at det at afdøe er en heel Potens høiere lidelseLidelse end det at døe, thi det at døe er blot at lide, det at afdøe er: frit at tvinge sig ind i den samme Liden; fremdeles er det at døe dog temmeligt kortvarig Lidelse, det at afdøe er for hele Livet.
Tillige sees heraf, hvorledes det hænger sammen med, at saa Mange, som det hedder, paa Dødsleiet blive Christne. Dette er en betænkelig Sag. Χstdommen er Pessimisme; men paa Dødsleiet, naar dog alligevel Alt for dette Liv er tabt – saa at vælge Χstdommen, det bliver noget nær en Art Optimisme, det er noget nær ligesom med den Art Genereusitet, naar En med skarp ladt Pistol trues til at udlevere sine Penge, og han saa foretrækker at give Sagen den Vending, at han genereust skjenker dem. Det Χstdommen vil have bort er Kjød og Blods Vedhængen ved Livet, den vil at Msket skal være Aand, og dette udtrykkes ved at afdøe; men naar et Msk. ligger paa Dødsleiet – saa at gribe Χstdommen er dog næsten som Kjød og Blods sidste Paafund. At her den Forvandling virkelig er indtraadt, den Forvandling at blive Aand, er der slet ingen Sikkerhed for. Thi det der giver Sikkerheden for at Forvandlingen er traadtindtraadt, er just, at Situationen udtrykker, at han jo lever sund og frisk. Men i Forhold til en Døende er Situationen en anden, eller rettere der er egl. ingen Situation i den Forstand, i hvilken just Situation hører med til at udtrykke Aand. Derfor hænder det vel ogsaa, at naar En paa Dødsleiet griber Χstdommen – hvis han saa ikke døer, det velhænder, at han saa vender tilbage til sit Gamle, saa det viser sig, at der ingen Forvandling var indtraadt.
Fritænkernes Oplysning om hvad Χstd er.
Vistnok er det saa, som andetsteds bemærket, at Χstds Sag længst staaer saaledes, at man hos den saakaldte christne Kirke (især Protestantismen, især i Danmark) ikke kan faae at vide, hvad Χstd. er; men at man maa søge det hos Fritænkeren. Dog har dette ogsaa sin Mislighed; thi Fritænkeren, just fordi han selv vil slippe Χstd., har saa stundom en ondskabsfuld Glæde af at outrere det Χstlige i Retning af Bitterhed. Den saakaldte Kirke forfalsker Χstd. ved at formilde den – thi man vil jo være Χsten; Fritænkeren forfalsker den ved at forbittre den – af Chicane mod de Χstne, medens han jo staaer udenfor. Dog vist er det, at eet af to saa er Fritænkerens Opfattelse sandere end den saakaldte Kirkes især Protestantismen, især i D.
.... Hjælp hos Msker kan jeg jo ikke engang med Billighed forlange; thi jeg forstaaer meget godt, at den Opfattelse af Χstd jeg repræsenterer, ikke just ganske ligefrem er os Msk. det Kjerkomne, tværtimod er hvad vi værge os mod paa Liv og Død – men saa er det jo ubilligt at forlange, at de skulle hjælpe mig. Og jeg maa være angest for denne Hjælp, hvor uendelig gjerne jeg end ønskede at være i god Forstaaelse med Msk., jeg maa være angest, thi den betyder at min Sag taber.
Paa den anden Side Gud kan ikke hjælpe mig saadan ganske ligefrem, thi saa gaaer Sagen tilbage, han maa hjælpe mig ved at slaae løs – og dog er det af Kjerlighed, ja af Kjerlighed, blot jeg var den værdig.
Thema: »Viis mig ret klarligt min Jammer og Møie«.
ɔ: viis mig, hvor ubetydeligt og tomt alt Det er, som jeg kalder min Jammer og Møie.
og viis mig, hvad der i Sandhed er min Jammer og Møie.
Men her er det igjen, det viser sig at Χstd. ikke saa ligefrem passer for os Msker. Thi vi bilde os ind, ogind (og dette er Χstd. i Χsthed) at vi sagtens veed, hvad der er vor Jammer og Møie – og at saa Χstd. skal hjælpe os. Χstd. mener, at vi maae først af den faae at vide, hvad vor Jammer og Møie er. Og naar saa Χstd. begynder sin Tale om, at Armod, Sygdom, Mskenes Miskjendelse o: s: v: at det slet ikke er den egl. Jammer og Møie, tværtimod endog noget Hjælpende: ja, saa ere vi Msker, blot msklig talt, kun lidt hjulpne.
Dog hele Ulykken og Forvirringen hænger sammen med hele dette Stillads af høifornemme og høitgagerede Præster og Embedsmænd, thi de maae jo forkynde Χstd. at være noget Andet end den er; thi er det at være Χsten det at lide, saa skjønnes ikke, at det kan blive et feedt Levebrød at forkynde den.
Situationen gjør Udslaget.
Naar Χstus siger til den Spedalske, eller til dende to Blinde (Mtth: 9, 28): troer I, at jeg kan hjælpe Eder, og de saa helbredes i Kraft ogsaa af deres Tro – – naar vi saa i nu ville sige: jeg troer, at Χstus kan hjælpe mig: da er dette ingenlunde det Tilsvarende. Χstus er jo nu ikke mere i den ringe Tjeners Skikkelse, og i sit Incognito, hvilket var det Anstød som fordredes for at Troen kunde blive Tro.
Og dog lade vi i Χsthed som Ingenting, tale om at troe, som var det det Samme at troe, at Gud kan hjælpe os, og at troe: at dette enkelte Msk, som jeg staaer og taler med, i en ringe Tjeners Skikkelse, Forargelsens Tegn, at han kan hjælpe.
At bekjende Christum
i Christenhed er dog umuligt. Hvad Χstus forstaaer ved at bekjende er jo tydeligt nok (Mtth: 10, 32.33.). Der er altid et Modsætnings Forhold, at bekjende Χstum i Modsætning til Mskene – og dette ligger ogsaa i Sagen selv, saaledes maa det være hvis der skal være tale om at bekjende En.
Men i »Χsthed« er det at bekjende Χstum atblevet: at snakke alle de Andre efter Munden – og det kalder man at bekjende Χstum.
Fremskridtet i det at være Christen
Der begyndes med Synds-Bevidstheden. Det er denne, som lærer et Msk. at flye til Gud. Og nu forkynder Χstd Forsoningen, og Χstd. er saa idel Mildhed og Lindring.
Naar saa det er indøvet og fæstnet, saa gaaes der videre, saa skal vi til dette, at lide for Læren, at det at være Χsten er i en ganske anden Forstand at blive ulykkelig for dette Liv. Dette beskjeftiger Gud uendeligt, thi nu dreier det sig om at blive elsket. Han gjør det naturligviis af Kjerlighed, men derfor kan det blive lige smerteligt for et Msk.
Kniber det saa her, og gjør Msket Gud altfor megen Modstand, saa bruges det foregaaende Stadium, Synds-Bevidstheden til at tvinge. Det er nemlig, hvad jeg andestedsandetsteds har omtalt, lettere at lide for sin Synd end at lide fordi man forholder sig til Gud. Kan jeg et Øieblik ikke holde denne Lidelse ud at lide fordi Gud af Kjerlighed gjør mig ulykkelig, saa slipper Gud mig blot et Øieblik, og jeg kommer til at lide for min Synds Skyld, hvilket saa er en Slags Lindring og tillige en Tugtelse, indtil der saa kan begyndes igjen.
Livs-Lysten.
Alt, Alt opdriver Msket og Slægten for at opretholde Livs-Lysten.
Og skal et Msk. i Sandhed have med Gud at gjøre, være elsket og elske, blive Aand, maa først og fremmest Livs-Lysten bort, Døden Længselen.
Hvor smerteligt dette kan være for et Msk, veed Gud bedst, er derfor villig til at sørge med ham; men han forandrer det ikke.
Men see, i Christenheden har man faaet vendt Χstd. saaledes, at just Χstd. tjener til at animere og opflamme Livs-Lysten (Jødedom eller Hedenskab).
Og derfor er jeg saa angest for at indlade mig med noget eneste Msk; thi jeg er endnu ikke saa stærk, at jeg jo meget godt føler Smerten af at afdøe, og gjerne ville tilbage i Livs-Lysten; og jeg veed, at ethvert Msk. vil i denne Henseende være mig behjælpelig ɔ: fordærve mig min Sag.
Verden.
.... »Men Verden er dog saa skjøn« siger Du. Nu vel, ja vist er den skjøn. Skjønt – hvo kunde opfinde eller tænke sig noget Skjønnere – skjønt, naar efter den lange stille Forberedelse paa een Gang Alt staaer færdig til Overraskelsen, iført Naturens Sommerdragt. Skjønt – ubeskriveligt skjønt – naar i den lyse maaneklare Vinter-Nat alt er forunderligt som i et Eventyr ellerEventyr, et Digt; eller naar i den mørke Nat Stjernerne blinke fra den uhyre Hvælving[a]! Skjønt – henrivende skjønt, hvo kunde lade være at give sig hen – skjønt at skue ud over Havet, langt langt ind i det Fjerne, Fjerne, dette Fjerne som bestandigt, fængslende, bliver det Fjerne, og bestandigt, ligesom vinkende, saa nær at det indbyder Dig til at lade Blikket følge – i det Fjerne.
Ja, vist er Verden skjøn, saaledes seet.
Men er dette Christd., er dette christeligt at betragte Verden. Og see saa paa Verden, Menneske-Verdenen – ikke sandt, det er en skjøn Verden, en rar Verden. En rar Verden, hvor Msket som skabtes i Guds Billede væsentligen lever for at æde, drikke, samle Penge, kort beskjeftiget med Det, som bringer det i Glemsel at han er skabt i Guds Billede. En rar Verden, hvor Alt er Uredelighed, og i den Grad, at det prises som Redelighed, naar man indskrænker sig til at være Tyv i sin Næringsvei; en rar Verden, hvor Alt er Troløshed og i den Grad, at det berømmes som Troskab, naar En trofast holder sammen med et Partie om trat handle troløst mod alle de Andre; en rar Verden, hvor en Mand, en virkelig Mand er et Vidunder, som ikke blot ikke sees men ikke engang savnes, og hvor i den store Stad hvert ottende Fruentimmer er en Skjøge, og Resten mere eller mindre fordærvet ved Selskabs-Livet, saa qvindelig Dyd er et Vidunder, som ikke blot ikke sees, men ikke engang savnes, ja som vel vilde komme i høieste Grad ubeleiligt hvis den viste sig; en rar Verden, hvor trods alle Politiets Forbud mod Forklædninger, Alt, 4. Journalen NB32, s. [96]-97. Slutningen af NB32:62 og begyndelsen af NB32:63. Øverst s. 97 marginaltilføjelsen NB32:62.b Politiet med iberegnet er Forklædning, er noget Andet end hvad det udgiver sig for, hvor MedliMisundelse gavtyveagtigt forklæder sig som Deeltagelse, Medlidenhed, nemlig Medlidenhed med det Styrtede, det Faldne, hvor Skadefryd forklædt som Omsorg kommer og seer omhyggeligt til den Lidende, hvor TausBagvaskelsen lægger Finlægger, som var den Tausheden, Fingeren paa Munden og ved Hjælp af denne GestBevægelse maaskee faaer sagt just det den vilde.vilde, hvor det man meest maatte tage sig iagt for er det Aabenlyse, som kunstigt er blevet Skjul for den fineste Art af Skjulthed, hvor Den der vil bedrage Dig kommer advarende til Dig, advarer Dig mod at blive bedraget, hvor Den der vil forraade Dig kommer i Skikkelse af at gjøre Dig opmærksom paa, at der lægges Snarer for Dig, hvor Du mindst af alleAlle kan stole paa Den, der forsikkrer, at Du kan stole paa ham justham just paa hamham, og allermindst naar han siger, at han veed vel, at Andre have for Skik at forsikkre at man kan stole paa dem, just naar de ville bedrage – ja, en rar Verden, hvor[b] Ære være Mskheden, den gjør Fremskridt i Dannelse!
At det er saaledes vil Publikum naturligviis kun geheimt være vidende om – thi blev det gjort kjendeligt, var dette etjo et Forsøg i Retning af at fravriste Publikum sin Magt. Publikum opretholder derfor Forestillingen om: at der er Ingenting. Men ellers veed Publikum meget godt det sande Sammenhæng. Saaledes veed jo Publikum meget godt, at fE 4ß er meget lidt, men at en Subscription paa 4ß over hele Landet er saare meget. Saaledes veed P. ogsaa meget godt, at et af disse almindelige Msker er so viel wie Nichts, men at 10,000 saadanne Dto Dto er en Slags Magt. Og saaledes i mange Forhold. Kun i Retning af Bagvaskelse, Misundelsens Grin, Piat o: D: vil Publikum ikke være vidende, deels for at der da intet Ansvar kan blive Tale om, deels for, som sagt, ikke at miste denne sin Magt.
Jeg for mit Vedkommende klager ikke. Deels kommer i Tidens Løb det Hele til at betyde noget Andet for mig, bliver mig den kjerkomne Anledning til Forelskelsens Forstaaelse med Gud. Gaver fra Gud burde jo dog være et Msk. de dyrebareste; og om han nu tilfældigviis, si placet, har, si placet, den Særhed, at hans Gaver ere i Skikkelse af Plagerier: kan det ikke være det Samme, det er jo dog fra ham.
Men selv om dette ikke var saa, jeg klager dog ikke.ikke, som Psycholog er jeg fornøiet. Det maatte da være en snurrig Patron af en Læge, der vilde klage over at Sygdommen han havde med at gjøre var ondartet. Nej, jeg har ønsket at lære Mskene at kjende, og jeg kunde umuligt være blevet rigtigere stillet for at lære Msk-Kundskab, hvilken for mig har uendelig Værd, medens den rigtignok lærer mig, at Mskene have saarelsaare lidet Værd.
a
Anm Og maa bemærkes, at Publikums Forfølgelse kan man da nok udholde, naar man vil sikkre sig ved høi Embedsstilling og saaledes at være Magt, eller naar man er engelsk Rigmand. Men i intet af Tilfældene er en sand Χstds Officiant. Nei, at være Ingenting, og saa at oppebære hvad en Minister maa oppebære: see det er de rette christelige Forhold, betryggende, at Officianten da ikke er en Politiker, som gjør Χstd til Politik.
b
Væmmeligst af alle Arter Tyrannie: Lusenes; og væmmeligst af alle Tyranners Spytslikkere, I TyrannersDu Tyrannens, Lusenes ØientjenereØientjener: I Journalister»Journalisten«!
Daaben.
Dersom det havde Medhold af Christus at betragte Daaben som nu Χstheden betragter den et Analogon til Omskærelsen, et opus operatum: havde han neppe benyttet det Ord Daab billedligt som fE naar han taler om, at døbes med en Daab »kunne I døbes med den Daab, jeg skal døbes med«, hvor jo Talen er om hans Lidelse.
Publikum
er af Alt det meest Ideeløse, ja er just Ideens Modsatte. Thi Publikum er Tallet.
Deraf kommer det ogsaa, hvad vor Tid udviser og hvad allerede Poul Møller var saa opmærksom paa uden dog at forklare det – at Jøder især egne sig til Publicister. Jøden er i Almindelighed phantasie-løs ogsaa gemütløs, men abstrakt Forstand har han – og Tallet er hans Element.
For Publicisten er det offentlige Livs Menings-Kamp hverken mere eller mindre end Børs-Forretning. Som i Forhold til Penge-Papirers Cours, saaledes beskjeftiger det ham blot, hvilken Mening der har Tallet paa sin Side. Han troer, at Tallet er Ideen – dette er just den høieste Grad af Ideeløshed.
Den almindelige Χstds Forkyndelse.
Hvis Sagen ikke var saa alvorlig, maatte man sige, at denne Forkyndelse er noget af det Latterligste man kan tænke sig. Det Latterlige ligger i: at Udtryk og Begreber, som høre hjemme i en ganske anden Sphære, anbringes i Forhold til vor Leven. Thi det Christelige, det christelige Udtryks Høitidelighed passer lige saa godt til os som at »et Skrædderbarn døbes Cæsar, Alexander, Hanibal, Napoleon.« Hvis Præsten var en Spøgefugl, som for Moerskab talte i saadanne høitidelige Udtryk, saa vilde det være af en humoristisk Virkning, som hvis En bruger et Udtryk, som har en almdl. bekjendt officiel Betydning og Forbindelse, i et ganske andet Sammenhæng, der aldeles ingen Officialitet har, som hvis fE en Mand bekjendtgjorde sin Kones Død og endte saaledes: Begravelsen finder Sted fra Petri Kirke »hvilket herved end videre bekjendtgjøres«. Dette sidste er nemlig Formelen fra Proklamata. Men som et ProklamatProklamas officiellere Høitidelighed ikke passer ind i det daglige Livs Smaa-Forhold saaledes passer den høie christelige Terminologies aldeles ikke ind i vor Leven, medens vi dog give os ud for at være Χstne. Der gives ikke en eneste af den hellige Skrifts Betegnelser for at være Χsten, uden at den anvendt paa os – vi som jo ere Χstne – bliver grinagtig. Prøv det, tag hvilket somhelst Udtryk, tag dette: at være Guds Medarbeider, altsaa at have en Gjerning, i hvilken man forholder sig til Gud saaledes, at man kan kaldes hans Medarbeider – og anvend nu det paa os Christne! Som vi leve, staaer ordentligviis vor Gjerning i intet Forhold til det at have Gud til Medarbeider, snarere maatte vi vel, naar vi gaae til vor Gjerning, bede Gud, ligesomGud (ligesom Børnene bedBørnene, naar de ville til ret at lege, bede Forældrene, at enten de ville gaae ind i et andet Værelse, eller tillade dem at gaae ind i et andet Værelse, fordi Forældrenes Nærværelse er for alvorlig) at han vil gaae ind i et andet Værelse. Man føler det ret, naar man i den evangeliske Psalmebogs Morgeps Morgenpsalmer idelig og idelig læser dette Udtryk: »jeg iler nu til min Gjerning« »jeg haster nu til mit Arbeide«, jeg iler og jeg haster, og jeg haster og jeg iler[a] kan han ikke bruge en Apostel af den Grund, at Χstheden ved sin Falsknen har bragt sig paa en saadan Afstand fra Gud, at der ikke kan være Tale om den, hvis jeg saa tør sige, tillidsfulde Henvendelse til Mskene. Nei, som Χstheden er Falsknen, og som Synden nutildags hovedsaglig er Klogskab, saa er ogsaa fra Styrelsens Side – hvem Msket ved sin Falsknen fjernede fra sig – alt Mistroiskhed: der kommer ikke glade Udsendinge fra Gud, saa lidt som man hilser Politiet som saadant, nei der kommer kun Kjendere af Uredelighed, og selv disse blive, da de jo dog væsentligen tilhøre den almindelige Uredelighed, behandlede som Tvetydige af Styrelsen.
Christenheden nutildags er glad og fornøiet. Det er ikke saa ganske sjeldent, at man seer Sagen fremstillet saaledes, at der nu vil begynde en ny Epoche, komme nye Apostle – thi Christenheden, ja den har naturligviis gjort sine Ting ypperligt, den har nu saa fuldkomment indøvet og tilegnet sig hvad der ved Apostlene blev anbragt, at nu maa vi gaae videre. Sandheden er den, at Christenheden har gjort det saa skidt og saa gavtyveagtigt som muligt og at forvente nye Apostle (hvis der ellers var Sandhed i denne Tanke) er den meest qvalificerede Uforskammethed.
a og selv om der ikke var anden Hindring
»At tale i Tunger.«
Consequent som Χstd. naturligviis er (saa consequent, at jeg vistnok endnu er langt fra at have fattet, hvor consequent den er – saa det da ikke kan falde mig ind at tale om den, som nu tildags næsten Enhver taler ganske som en Critiker i Forhold til Noget, han næsten er overlegen) vedgaaer den ogsaa at have et Sprog for sig: at tale i Tunger, dette er det christelige Sprog, ganske anderledes forskjellig end eet Sprog fra det andet, forskjelligt fra alle msklige Sprog, en Begrebs-Forskjels qvalitative Forskjel.
Jo mere jeg forfølger Sagen, jo mere seer jeg, at Forvirringen stikker ikke blot i Danmark, og ikke blot i Protestantismen, og ikke blot i Christenheden, men at den stikker i Msk-Naturen iog dermed i det Tyve-Sprog, som vi Msker tale.
Det christelige Sprog bruger de samme Ord som vi Msker, i den Henseende vil den ingen Forandring, men den bruger dem qvalitativt forskjelligt fra som vi bruge dem, bruger Ordene omvendt, fordi Χstd. udviser een Sphære mere eller en høiere Sphære end den i hvilken vi Msker naturligt leve, og i den reflekterer det almindelige msklige Sprog sig omvendt. Exempel Χstd. siger at miste, at tabe det Jordiske er Vinding. Vinding, at besidde det er Tab. Ordene Tab og Vinding bruge vi jo ogsaa. Men vi tage slet ikke Aandens Sphære med, og forstaae derfor ved Tab og Vinding lige det Modsatte af hvad Χstd. forstaaer. Og saa lade vi Χstd. snakke – præke det bag efter ind i vort Sprog, og det kaldes Χstd.
Som man i Musiken taler om at transponere et Partie for en anden Stemme end det oprindeligen er skrevet for: saaledes er det christelige Sprog enheelt og holdent paa ethvert Punkt en Qvalitet forskjellig fra vort Sprog, skjøndt vi dog bruge de samme Ord – og det Kunststykke Χstheden har gjort er at transponere det christelige Sprog tilbage i den gamle Jammerlighed – og paa den Maade er det at vi Alle ere blevne Χstne.
Og saa venter man nye Apostle, thi nu er vel Mskheden færdig med og perfect i den Lectie, som blev sat for ved Apostlene: hvor det er uforskammet!
At der skulde være Epocher i Χstheden.
Da man har faaet det nye Testamentes Χstd. gjort til et simpelt Historisk, da man dernæst har faaet sig selv indbildt, at Χstd. er perfectibel, saa fulgte da deraf ganske ligefrem, at man ogsaa hittede paa, at der vare forskjellige Epocher. Sønnens Epoche var det nye T.s Χstd, og nu forestaaer – Aandens Epoche.
Nei, nei, nei! Χstdommen i det nye Testamente er: Χstdommen. Og Χstdommen er: Livets Examen. Gud vil være elsket det er Prøven. Men summa summarum bliver nok at Χstheden er at betragte in corpore som at være gaaet reject.
Til Gjengjeld har saa Χstheden været uudtømmelig i at opfinde Galimathias og Gavtyvestreger.
En Aandens Epoche! Skulde der være Mening i at tale derom, saa maatte den da begynde med Apostlene. Men at lade den begynde senere, i Χsthedens Fremgang – ja der har vi det, Χsthedens Fremgang, christeligt er der aldeles ikke Mening i at tale om nogen Fremgang fra Slægt til Slægt. Hver Slægt begynder forfra, Examen er den samme. Og naar saa den Slægt er gaaet i Graven, saa seer Evigheden efter, hvor mange der vare i den, som toge den guddommeligt forordnede Examen. Og saa kan den næste Generation begynde.
Men Mskets Gavtyvestreeg stikker altid i at faae anbragt det Numeriske for at skjule sig i Numerus. Den Enkelte skjuler sig ved at flygte ind i de Samtidiges Mængde, den samtidige Slægt. Og for endnu bedre at skjule sig saa lader man den enkelte Slægt skjule sig i Slægternes Slægts-Følge. Og naar man saa er skjult, saa bliver man, som altid den Feige, naar han mener sig sikker skjult, man bliver fræk, fripostig, uforskammet nok til at tale om atChristends Fremgang, om en ny Epoche – Aandens Epoche. I Sandhed dette seer ogsaa ud som lignede det Aand: den feigeste Sammenstimlen i Silde-Stime eller Dyre-Flok, Upersonlighed fra først til sidst. Skal denne Periode, vor Tid, være Aandens Periode, saa maa den have sit Navn (ad modum lucus a non lucendo) af at den er aldeles aandløs, saa Aandens Periode bliver den, der udmærkede sig ved at være ganske fri for Aand. Blandt alle disse Millioner af Publikums-Msker er der ikke en Eneste, der har Mod til eensomt at indlade sig med Gud, neppe Mange, der endog blot have Forestilling om Sligt – og denne Samling skal være Aandens Periode.
Det skjulte Angreb paa Χstdommen
Hvad der har skadet Χstdommens Sag meget, er at paa Grund af den hævdede Respekt, Χstd. nu engang nød, i lange Tider Angrebene ere gjorte underfundigt.
Jeg vil anføre et Exempel, og vælger dertil et Exempel af Lessing, hvem man dog ikke kan frikjende for at have gjort sig skyldig heri.
I en for nylig udkommen Bog af Prof. Schwarz: Lessing als Theologe, er det atter fremhævet, især i Anledning af Nathan d. W., at det L. afskyede var alt hvad der var Fanatisme. Derimod var han naturligviis ingen Fjende af Χstd.
See her er Exemplet. Man opstiller Begrebet Fanatisme – det ivrer man imod, og Mskene synes det er prægtigt. Men Christd. den lader man vederfares Ret.
Bie nu lidt. Naar saa Begrebet Fanatisme bestemmes, saa faae vi at vide, at detDet, der egl. constituerer Fanatisme er: det Exclusive, at der er eet bestemt Vilkaar for Salighed, eet eneste, exclusivt, at udenfor dette Vilkaar er der ikke Frelse. Fremdeles faae vi at vide, at Fanatisme kjendes paa sin Iver for at ville frelse Andre, og sin Fordømmen af Andre.
Men naar saa er, er jo dog virkelig Χstus den største af alle Fanatikere. Hvorfor saa ikke angribe saaledes: Χstd. er Fanatisme, Χstus en Fanatiker.
Dette har skadet uberegneligt, man har i dybbedybe Buk hævdet Χstdommen en intetsigende Respekt, imidlertid frataget alle dens charakteristiske Mærker og stemplet dem som Vildfarelse og det Fordærvelige. Dette har saa igjen givet Anledning til, at Χstdommens Forsvarere ere traadte ud af charakterenCharakteren og have forandret Χstd. Havde Angrebet været gjort lige paa Χstd., saa var Sagen blevet kjendeligt, og det havde tvunget Forsvarerne ind i Charakteer. Forholdet blev: at De, der angrebe den, bukkede ærbødigst for den, og De, der forsvarede den, egentligen angreb den. Lessing angriber Fanatisme – men Χstdommen, ih bevares, nei den har han Respekt for. Forsvarerne for Χstd. bevise saa yderligere, at det er som Lessing siger, at Χstd. ikke er Fanatisme. Og naar Du seer nærmere til, skal Du see, at Resultatet er blevet at Χstdommen ikke mere er Χstdom, at der under Navn af Χstd. efterhaanden er sat noget ganske Andet end det nye Testamentes Χstdom. Sagen er den, at den Vending Forsvarerne skulle have givet Sagen lige overfor L. var, at de skulde have sagt: nei mange Tak, Χstd. er Fanatisme. Det havde en Tertullian gjort. Men nu syntes det altfor høit og dristigt; naar Angriberen er saa høflig at yttre Respekt for Χstd, saa at afvise den og nøde ham ind i Angrebet, Sligt falder man i vore Tiders Χsthed ikke paa, hvor alle de Mange, der pecuniairt ere interesserede i Χstd, takke Gud til, at man ikke angriber den.
.... Naar jeg saa ofte har sammenlignet mig selv med en Spion, en dømt Person, der har overordentligoverordentligt Kjendskab til alle Falsknerier men selv sættes under den strengeste Control: saa er dette ganske sandt og ganske betegnende.
Men fra en anden Side seet er jeg dog intetIntet mindre end en Gavtyv. Tværtimod det jeg repræsenterer er: en msklig Redelighed, der ikke har villet benytte sig af eller deeltage i at Christenheden har faaet, behageligt for Kjød og Blod, noget ganske Andet ud af Χstd. end den er i det nye Testamente. Og saaledes forstaaet, er saa Gud mig behjMit Forslag er jo bestandigt: lader os være ærlige, ligefremme sige, hvor vi ere, men ikke forfalske Χstd. Og saaledes forstaaet er saa Gud mig behjælpelig i at forhindre mig fra at slippe ind i noget Sandsebedrag. Det er ikke just i Retning af mit Forhold til Χstd. at jeg sammenligner mig med en dømt Person, nei det er i Retning af mit personlige Liv, og hvad jeg personligt kan have paa min Samvittighed. Og min Redelighed i Forhold til Χstd. hænger just sammen med dette derved, at jeg saa gjerne ønskede at gjøre, om muligt, noget Gud Velbehageligt.Velbehageligt, just fordi jeg personligt kan have Meget at bebreide mig.
»Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden.«
Hvor ere Χstdommens Udtryk saa frygteligt sande. IAt kaste Ild paa Jorden. Ja, thi hvad er en Χsten? En Χsten er et Msk, i hvem der er gaaet Ild.
Dette kommer saa igjen paa Pintsefesten – Aand er Ild; Ildsluer satte sig paa dem.
Aand er Ild. Saaledes er det endog Sprogbrug. Et Exempel fra en ganske anden Verden, der jo netop derfor oplyser almindelig Sprogbrug. I Kruses Bearbeidelse af D. Juan, siger D. J om Elvira: »i hendes Øie luer der en Ild, som var den fra andenen anden Verden« og derfor er det at »hans Hjerte slaaer tungt ved Synet af hende«.
Aand er Ild. Derfor er Sprogbrug at udbrænde til Aand (hos Baggesen: »udbrændt til Aand). Ak, thi men i den Brand, Χstd. vil antænde, er det ikke Alle, der udbrænde til Aand, nogle udbrænde til Aske ɔ: de blive ikke i Ilden: Aand.
Aand er Ild, Χstd Ildspaasættelse. Og denne Ildløs gyser Msket naturligt mere for end for hvilken somhest somhelst Anden. Thi om En og ti Gange blev brandlidt, naar blot Livs-Lysten i ham ikke uddøer, saa kan han maaskee dog blive en holden Mand og komme til at nyde Livet. Men detden Ild, Χstd. vil antænde er ikke beregnet paa at svie nogle Huse af, men just paa at svie: Livslysten af – at udbrænde til Aand.
Ild erAand er Ild. Derfra den stadige Sprogbrug, som Guldet luttres i Ilden saaledes luttres den Χstne. Ved Ilden maa man saa ikke blot tænke paa »Trængslers« Ild ɔ: hvad der kommer udenfra. Nei, der er tændt en Ild i den Χstne, og ved denne eller i denne Forbrænden er Luttrelsen. Derfor var det djævelsk Sindrighed i den rædsomste oprørende Grusomhed, som blev øvet mod nogle af de første Christne: at lade dem brænde som Fakler paa Veien. Man næsten hører disse umenneskeligeummenneskelige Keiseres Haan som sagde de: Χstus har jo villet kaste Ild paa Jorden, saa lad de Χstne gjøre Tjeneste som Fakler.
Christendom – Χsthed.
Tænk et Lægemiddel, om hvilket det er bekjendt, at det ganske specifik virker paa een bestemt Maade fE en Laxans.
Saa er der en LægeLægen, der ypperligt veed Besked om dette. Han kommer nu til et andet Land og her – man tænke sig hans Forbauselse – her bruger alle Læger dette Middel mod Diarrhoer; enhver Apotheker veed Besked derom, og enhver Læge ordinerer det saaledes.
Lægen siger: men hvorledes er dette muligt; og man maa jo, hvis Patienten ellers faaer dette Middel, strax opdage, at det virker lige modsat. Hertil svares: Patienten faaer endog en rigelig Dosis deraf, og det virker standsende – og saaledes har vi praktiseret i umindelige Tider.
Saa siger Lægen: maa jeg da ikke see det. Man bringer ham det. Han undersøger det – ja, das ist was anders, det er jo slet ikke Det, jeg taler om, men er ganske rigtigt et noksom bekjendt Middel mod Diarrhsom virker standsende. Men hvor i al Verden er man faldet paa at kalde Salep engelsk Salt.
Saaledes med Χstdommen i Χsthed. I det nye Testamente er Χstd. den intensiveste Uro, der er muligt – Gud i Himlene har ikke formaaet at udfinde en intensivere. Og i Χsthed bruges Χstd. – beroligende.
»Men hvor er dette muligt«, maa Lægen sige, »hvor er det muligt, naar En indtager endog blot en lille Dosis af det nye Ts Χstd. vil han strax mærke, at det ikke virker beroligende«. »Ja, dertil kan ikke svares Andet end hvad Sandhed er, at saaledes bruge vi Alle hersteds Χstd, og vi spore alle den samme Virkning: den beroligende.« »Maa jeg da ikke faae lidt nærmere at vide, hvad de forstaae ved Χstd?«. Han faaer det at vide. »Aha« svarer han »ja nu er Gaaden løst, at Sligt virker beroligende benegter jeg ikke, men vel, at det er Χstd.
Mskens Søn skal komme som en Tyv om Natten.
I den lille Piece af Prof. Jacobi om Irwingianerne seer jeg, at de forklare dette saaledes, at Χstus skal komme saa ubemærket, at Ingen mærker det, Ingen mærker, at han har været der.
Det er ikke uden Sindrighed – en Tyv kommer jo heller ikke saaledes, at han gjør Allarm. Og fra en anden Side er der noget Majestætisk i den Strenghed, at lade Dommen overgaae Mskene saaledes, at de leve lystigt hen og ikke engang mærke, at det Hele er afgjort.
Hvad jeg andesandetsteds har bemærket kan man ikke noksom advare mod. Mskene ere saa tilbøilige til at gjøre sig en temmelig pøbelagtig og næsten kameratlig Forestilling om den guddommelige Majestæt, at Gud skulde (ligesom Kamerat mod Kamerat) gjøre stor Allarm for at faae sin Ret og derfor komme med Støie. Nei, det Guddommelige er saa uendelig ophøiet, at just derfor behøves den meest aarvaagne Opmærksomhed for at Gud ikke overlader os Msker til sig selv. Man glemmer bestandigt, at det er os Msker der trænge til Gud, ikke Gud til os, man glemmer, at Gud, majestætisk, slet ikke lider ved vor jordiske og timelige Travlhed. Derfor er denne saa usande ja næsten saa bestialske Trøst saa almindelig i Χsthed, at man troer, naar Gud ikke griber forhindrende straffende ind, at saa staaer man sig prægtigt med ham. Man glemmer, at den guddommelige Majestæt har en Straf, hvilken han selv naturligviis anseer for den forfærdeligste: at ignorere, majestætisk at ignorere, at overlade Mskene til sig selv.
Dette i Anledning af hiin Irwingianernes Fortolkning, hvilken jeg forresten lader staae hen.
.... Naar der etsteds i disse Journaler staaer om mig selv, at jeg aldrig har følt Trang til Socialitet, da er dette vistnok ganske sandt, men maa dog forstaaes paa en egen Maade.
I een Forstand er der maaskee faae saa sociale Naturer, som jeg var det. Ak, men den qvalfulde Jammer, som fra tidlig Tid var mit Lod, den har gjort, at jeg saa foretrak det og som en stor Lindring at jeg usocialt kunne fjerne Alle fra mig, skjulende min Smerte;Smerte. I den Betydning er det sandt, at jeg ikke har følt trangTrang til Socialitet.
For virkelig at skulle have med Χstd. at gjøre, maatte vistnok de fleste Msker først styrtes i Lidelser, som de nu neppe ane. Mit Liv var fra tidlig Tid Lidelse. Det der tilsvarende til hvad man ellers kalder Livs-lyst, var min Livs-lyst var: at kunne skjule det.
At forkynde sand Χstd., det nye Testamentes Χstd.
er i een Forstand dog over et Mskes Kræfter, dertil fordres guddommelig Myndighed eller rettere en guddommelig Fortabthed i det Ubetingede.
Lad mig tage mig selv. At jeg virkelig er opmærksom paa hvad Χstd. er: Intet er vissere. At jeg msklig talt maatte i dybeste Grund blive ulykkelig: Intet erulykkelig, for at blive opmærksom: Intet er vissere.
Men idet jeg nu skulde vende mig mod Mskene for at forkynde dem Χstd., stiller Sagen sig anderledes, strax kommer min msklige Sympathie mig paa tvært – thi dette staaer engang fast, at at blive Christen er at blive, msklig talt, ulykkelig.
Her kommer det, kan jeg da bringe det over mit Hjerte at gjøre Msker msklig talt ulykkelige? See der har vi det! At jeg maatte blive det, det vedkommer jo kun mig. Men Andre – og at jeg skal gjøre det. Saa vender Alt sig om, og det er ikke langtfra, at jeg idet jeg skulde til at forkynde Χstd, vilde sige: tilgiver mig, o tilgiver mig, at jeg gjør Eder msklig talt ulykkelige. Noget Lignende siger jeg ogsaa paa en anden Maade, naar jeg siger: »I ere selv Skyld i, at Prisen paa det at være Χsten maa trykkes saa høit,« thi her tales jo, som var det ikke et Gode jeg talte om, men næsten et Onde, hvilket atter hænger sammen med dette, at sand Χstd. maa gjøre et Msk msklig talt ulykkelig.
Anderledes med Apostelen, han er ubetinget fortabt i det Ubetingede, blind for alt Andet, seer i en vis Forstand slet ikke hvad han blot msklig talt gjør, at han nemlig msklig talt gjør os Msker ulykkelig.
Forresten sees atter her Sphærens Skjelne-Mærke: det Positive kjendeligt paa det Negative, Χstus er Verdens Frelser (det Positive) kjendeligt paa det Negative, at han, just han, blot msklig talt gjør os Msker ulykkelige. Dette er, som let sees, hørende hjemme i det Paradoxes Sphære, og naturligviis noget ganske Andet end det Galimathias om Verdens Frelser som Χstheden excellerer i.
Man maa tage Verden som den er.er,
dette eller: Verden er som man tager den, vel at mærke forstaaet saaledes: man maa tage Verden som den er, er Gehalten af disse Millioner, Exemplar-Mskets Liv og Levnet. De forefinde Alt givet, Begreber, Forestillinger, Tanker, ligesaa Skik og Brug kort alt er givet – Exemplar-Msket bringer intetIntet med sig. Altsaa Alt er givet – og nu haste de travlt hver til Sit for at samle Formue, blive til Noget, gifte sig o: s: v: o: s: v:
At disse Millioner ere til, mærker Tilværelsen egl. ikke, de berøre den ikke, denne hele Existeren er for ubetydelig til at berøre Tilværelsen, der er lagt an paa en anden Art Existeren, saa det gaaer Exemplar-Msk. i Forhold til Tilværelsen ligesom Hundesteiler i Forhold til Garnet som er sat for større Fisk, Garnet er vistnok et Garn (og saaledes er Tilværelsen ogsaa et Garn) sat for at fange Fisk – men Hundesteilerne have fri Passage. At Exemplar-Mskene blive Masse hjælper ikke, derfor tynge de ikke mere: et ExemplarerExemplar-Msk. og 1 Million berøre lige lidt Tilværelsen, som øser ud af den Sort som af et Overflødighedshorn.
Saasnart der derimod kommer et Msk, som fører en Primitivitet med sig, saa han altsaa ikke siger man maa tage Verden tilsom den er (dette FritegnTegn til som Hundesteile at passere frit) men som siger, hvordan Verden saa end er, djeg forholder mig til en Oprindelighed, som jeg ikke agter at forandre efter Verdens Forgodtbefindende: i samme Øieblik dette Ord er hørt, foregaaer der som en Forvandling i hele Tilværelsen. Som i Eventyret – naar Ordet siges, det i hundrede Aar fortryllede Slot, aabner sig og Alt bliver Liv: saaledes bliver Tilværelsen idel Opmærksomhed. Englene faae travlt, see nysgjerrige efter, hvad dette vil blive til, thi dette beskjeftiger dem. Paa den anden Side mørke, skumle Dæmoner, som længst have siddet uvirksomme og gnavet paa deres Fingre – de springe,springe op, rette Lemmerne – thi her bliver Noget for os, sige de, og dedet have de længst ventet paa, thi Exemplar-Mskene give dem Intet at bestille, dem lige saa lidet som Englene;Englene.
Det er Dette Apostelen taler om, naar han siger at den Χstne har Kamp ikke blot med Kjød og Blod men med Fyrstendømmer og Magter. Dette vil sige, en Χstens Existeren griber saa dybt at den berører Tilværelsen, og derved faaer den den uendelige Idealitet at sætte baade Himmel og Jord i Bevægelse.
En Χstens Existents berører Tilværelsen. Vistnok kan han ikke siges at bringe en Primitivitet[a] befaler 10,000 ordinerede Leie-Tjenere at vræle officielt til Gud, hvilken uendelig Afstand i Sammenligning med et fattigt Msk, der i Hjertets Inderlighed sukker til Gud.
Men dette sande christelige Guds Begreb det smager slet ikke Verden, uforskammet som den er, vil den til al anden Nydelse ogsaa have den, at Verdslighed staaer i ligefrem Proportion til Gud, den vil ikke vide af at sige, hvad Χstd. vil, at Verdslighed forholder sig omvendt, at der kun er Adgang til at interessere Himlens Majestæt, at være et stakkels enkelt Msk, – men kun Gud veed, hvorvidt handen jordiske Keiser kan taale denne Døds-Stilhed, han som maaskee er forvænt med at troe paa at 10,000 officielleordinerede Leie-Tjeneres officielle Vræl har noget ganske Andet at betyde, hvad de naturligviis bestyrke Keiseren i, det er jo deres Næringsvei.
Thi saaledes er da Χstd. blevet forkyndt i Χsthed – og dette hænger saa sammen med, at Guds Majestæt er blevet degraderet. Penge, Magt o: D: det er hvad der gjør Udslaget i Verden. Kunst og Videnskab og alt saadant Høiere maa finde sig i at bukke for Pengene; harer Enen Pengemand, vil han spæde Penge til, saa bukkes der for ham, han feteres som Kunstkjender og Digter-Beskytter, skjønt han iIntet forstaaer af begge Dele. Men paa et Sted skulde man dog synes at Pengenes Almagt maatte strande: paa Χstdommen, som jo forkyndt i Armod, prisede Armod salig, og lærte, at en Rigmand vanskelig indkommer i Himmeriges Rige. Ja, saaledes var det oprindeligt; men da de ordinerede Leietjenere og de eedfæstede Næringsdrivende, Χstdommens Vexelerere fik fat i Sagen, da blev Χstd. praktisk forbedret og udbredte sig saa seierrigt over Riger og Lande – og Guds Majestæt blev degraderet.
a ved et Rescript som en Stats-Minister har conciperet
Guds Majestæt – Guds Sag.
Som sagt, Christenhedens Skyld er Majestæts-Forbrydelse, man har degraderet Gud til enet superlativ af en msklig Majestæt, det har man gjort ved den Maade paa hvilken man har betjent Χstdommen.
EllersEller hvorledes betjenes Χstd. i Christenhed? mon ikke ganske simpelt som Politik? Klog Brug af msklige Midler det er Betjeningen – ergo har Gud i msklig Forstand en Sag, ergo er Gud degraderet, kun en msklig Majestæt.
Men hvor er der i denne Art Betjening det Mindste, som ligner Christi Forskrift i Bjergprædiken! Er her Tanke om, at det skulde være saligt at forfølges, saligt? nei, just det at lide undgaaer man paa enhver Maade, og det prises som christelig Viisdom, det at lide undgaaer man paa enhver Maade, saa slipper man hellere Χstd.s Sag eller man forandrer den for at undgaae at lide. Er dette Commentaren til det: det er saligt at lide; thi der staaer ikke: I maae finde Eder Ii at lide, nei der staaer: glæder Eder, fryder Eder, – det er saligt. – Hvor er der det Mindste som erindrer om Χsti Forskrift: naar En tager Din KjortelKappe giv ham Kjortelen med, eller omer Χsthedens Commentar til dette Sted ikke snarere: naar Du har taget Kappen fra En, saa tag Kjortelen med – Hvor er der det Mindste, som erindrer om Χsti Forskrift at være aldeles ligegyldig ved den Dag imorgen som Lilien og Fuglen; eller er dette ikke Χsthedens Commentar: at det at studere Theologie er den sikkreste Vei til Brød!
Nei ganske som var Gud en msklig Majestæt, der higede efter at udbrede sig og blive den mægtigste, ganske saaledes, altsaa som Politik, har man betjent Χstd.
Men Gud i det nye Testamente, Χstds Gud er uendelig Majestæt, har ikke den mindste Trævl af en Sag i msklig Forstand. See derfor er det, at han forlanger at betjenes paa en anden Maade, nemlig: ved at forsmaae Brugen af msklige Midler, ved at foragte msklig Klogskab, ved ikke at ville tage msklig Hjælp. Sligt kan naturligviis jordisk Forstand ikke begribe, det er en Ophøiethed, som den ikke aner, en Ophøiethed, den uendelige Ophøiethed, der ikke i msklig Forstand har Sag.
Men just fordi Gud saaledes er uendelig Majestæt, i msklig Forstand ikke har Sag, derfor har han aldeles ingen Brug for det Slæng af Politikere i Fløiel og Silke, der godhedsfuldt have villet betjene Χstd. og tjene Gud ved at tjene sig selv. Nei, Politikere har Gud ingen Brug for, han hham kan kun Tilbedere tjene. Tilbedere, ja og just dette er at tilbede, at forsmaae msklig Klogskab fordi det er saligt at lide for Gud.
Naar Χstd. betjenes paa den Maade, saa bliver den ogsaa noget qvalitativt Andet end den er blevet i Χstheden, hvor den er blevet en flad triviel almindelig Sag ligesom al anden Politik.
Som Χstdommen blev betjent i den allerførste Tid, forstod man, at Χstd. er noget saa uendelig Ophøiet, at hele Tilværelsen, Engle, Djævle o: s: v: ere interesserede i denne Begivenhed. Derimod en Sag, som betjenes ved msklige Midler, hvor man ikke vover længere ud end Politikere vover, den synker naturligviis ned til Bagatellerie ad modum en europæisk Krig o: D:, noget Vrøvl vi Msker har mellem hverandre.
Det Overmenneskelige fremkommer først, naar en Sag betjenes i Foragt for msklige Midler og msklig Klogskab;Klogskab. Men denne Betjening er atter Udtrykket for, at den Sag, man tjener ikke er i msklig Forstand en Sag.
Nei Gud har slet ikke msklig talt nogen Sag, spar Din Uleilighed, Gud er slet ikke i Vinden, saa det er af Vigtighed at Du klogt virker for ham og hans Rige, han higer slet ikke efter at udvide sin Magt, thi den kan ikke udvides. Nei, Gud vil tilbedes. Og at tilbede, det er just at dyrke ham saaledes, at Du seer ene paa ham, forsmaaende msklige Midler. At tilbede ham er just, at Du ikke ved msklig Hjælp vil undgaae at lide, nei at Du seer ene paa ham og finder det saligt at lide.
Men dette Høie, som er det nye Testamentes Χstd., det convenerede ikke os Msker, og see derfor er det vi har faaet Gud trukket ned i Skidtet, faaet bygget pragtfulde Kirker for ham, Lande og Riger af Χstne, hvilket er at trække ham ned i Skidtet, thi han er uendelig mere ophøiet, saa ophøiet, at kun det at forsmaae msklige Midler svarer til hans Ophøiethed, det at forsmaae msklige Midler, hvilket er det samme som at ville offres. Christenheden derimod forsmaaer ikke blot ikke de msklige Midler, nei, den paadutter Gud, at han er af samme Mening, at han mener, at det er Det der skal bruges, selv en Pialt har Χstheden gjort Gud til en almdl. msklig pialtet Majestæt.
Gud har msklig talt aldeles ikke Sag. Evig uforandret sidder han og skuer ud over Tilværelsen og seer efter, om der er Nogen, som vil tilbede ham. At tilbede ham er at forholde sig ubetinget til ham. Men Alt hvad der vil forholde sig ubetinget, maa eo ipso støde an i denne Verden, collidere, thi denne Verden er just det Betingedes Verden. Saaledes bliver eo ipso det at tilbede at lide – og at finde det saligt det er at tjene Gud.
Den der derimod ikke vil tilbede, ikke vil lide, ikke vil tjene Gud, han hitter paa, at Gud har en Sag i msklig Forstand, saa det altsaa gjælder om at faae den til at passe ind i Relativiteternes Verden, hvortil bruges Klogskab og msklige Midler – og det kalder man at tjene Gud. Derved er