Søren Kierkegaard
Journalen NB34
Søren Kierkegaards Skrifter
26
NB34
Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Anne Mette Hansen og Johnny Kondrup
Niels W. Bruun, Klaus Nielsen og Stine Holst Petersen
KA, A pk. 38
Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udgave, 1968-78, bd. XI 2
Kierkegaard Normalformat vers. 1
Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009
http://sks.dk/nb34/txt.xml
20120125
Karsten Kynde og Kim Ravn
1.6
NB34.
d. 24 Novbr. 1854.
Guds-Forholdet (Taushed)
Selv i msklige Forhold er det jo saa, at hvis en forresten, som vi Msker grusomt sige det, ubetydelig Pige, har den Egenskab ati Forholdet til den Elskede, at hun er ubetinget taus, ikke taler til noget eneste andet Msk. om deres Forhold: saa giver dette hende dog et Værd, gjør hende behagelig tækkelig i den Elskedes Øine.
Og saaledes elsker Gud Taushed.[a] – og nu foreholde Mskenes Mængde det sigende: er Du nu dette? saa vilde jeg let faae dem til at tilstaae, at det ere de ikke. Saasnart jeg siger til dem: saa er duDu altsaa ikke Χsten, saa forandrer Alt i sigAlt sig. Det har nu engang »Præsten« præket dem fast i, det er hans Næringsvei, som En der lever af Faare-Avl, saaledes er det ham af Vigtighed, at Faareflokken er talrig. Derfor er det ham magtpaaliggende, at Enhver kalder sig Χsten – at han Ingenting forstaaer derved, eller at han forstaaer derved, at det er omtrent Ingenting, Noget Enhver naturligviis er, gjør Præsten hverken fra eller til.
a
dog fortiende Navnet Christen
Det Populaire.
Hvad der skal blive populairt maa forholde sig i Retning af det Extensive, det Mangfoldige, det Intensive bliver aldrig populairt. Det Intensive er kun for Charakteer-Msker, og disse ere endnu sjeldnere end Genier og Talenter, kun at ogsaa den eenfoldigste kan være et Charakteer-Msk.
Dersom jeg saaledes vilde gjøre et Angreb paa den nuværende Tilstand i Christenhed hos os, og sige: den Χstd., som vi lære, er en anden Art af Χstd. end det n: Ts Χstd.: saa vilde dette Angreb kunne blive populairt og hvorfor? fordi der er blandet skjult en Dosis Galimathias deri, som var der Tale om flere Arter af Χstd. Det kan saa blive populairt, Sligt kan Folk faae i sit Hoved: der er flere Arter Χstd, ligesom der er extra fiint Herred Herregaards-Smør og detog der er godt Smør og simpelt Smør og Madfedt der er næsten ligesaa godt som Smør. Dette er Loven for det Populaire, altid en vis Dosis Vrøvl maa der sættes.
Stram derimod i Retning af Enten-Eller: det bliver aldrig populairt.
Det Mangfoldige, det Extensive, det sig Bredende, og fra en anden Side det Numeriske det er hvad der kan blive populairt. Er jeg fE i Spidsen for et i Forhold til Landets Proportioner passende Antal Tilhængere – at jeg saa kunde have Ret: det kan blive populairt, og jeg kan faae Ret; men at jeg som ene Msk. skulde have Ret, det kan aldrig blive populairt. Forsaavidt vilde det allerede være en Accommodation fra min Side, om jeg anskaffede mig et passende Antal af blot figurerende Tilhængere, saa det dog saae ud som var jeg Flere.
Sproget
er en Idealitet, som ethvert Msk. har gratis. Hvilken Idealitet: at Gud kan bruge det til at udtrykke sine Tanker, saa Msket altsaa ved Sproget har Fælledsskab med Gud.
Men i Aandens Forhold er aldrig Noget saadant ganske udenvidere Gave som det Sandselige kan være det; nei i Aands Forhold er altid Gaven tillige et Dømmende – og ved Sproget, eller ved hvad denne Idealitet bliver i hans Mund dømmer Msket sig selv.
Og i Aandens Forhold er der altid Ironie med. Hvor ironisk, at just ved Sproget kan Msket degradere sig selv under det Umælende – thi et Vrøvlehoved er virkelig en lavere Bestemmelse end et Umælende.
»Præsten«
Som der i saa meget af det Peer Degnske er noget saaTypisk saa ogsaa i denne Replik »vil Du have fiint Sand koster det saa meget, vil Du have grovt Sand koster det saa meget«.
I Grunden er det Forklaringen af alt officielt Præstedoms Tilværelse.
Forgjeves lader Gud forkynde, at han er Kjerlighed, at Enhver, ubetinget Enhver, kan ganske udenvidere henvende sig til ham, at det er Gud saa uendeligt kjert, at han vil gjøre det, forgjeves.
Forgjeves. Dette er Msket for høit, han kan ikke faae det i sit Hoved, tør ikke troe derpaa. Saa kommer »Præsten« ham til Hjælp, og afhjælper, tilfredsstiller Mskets dybe Trang til at blive narret – det var det Peer Degn praktiserede i. »Præsten« anbringer Melleminstantser, og Gradationer, et heelt Cancellies besværlige Gang – og overalt bliver der Penge at betale. Og see, dette kan Msket faae i sit Hoved. Nu finder hans Sjel Hvile og Tilfredsstillelse, hans Tanke Ro, først nu er han fuldkommen vis paa, at han har en Gud,Gud – og Visheden staaer i Forhold til hvor dyrt han betaler for Præsten. At det skulde være saaledes, at Himlens Majestæt skulde, om jeg saa maa sige, sidde og vente i Himelen, om dog Ingen vil henvende sig til ham, sørgmodig næsten, at Ingen vil forstaae hans Kjerlighed: det faaer Gjennemsnittet af Msker aldrig i deres Hoved. »Nei«, siger »Morten Frandsen neiMorten Frandsen »nei, det er GjHjernespind, saaledes kan det ikke hænge sammen. Blot at faae Cancelliraaden i TalenTale, og han er dog kun et Msk, kan være vanskeligt nok – og saa skulde man saa let kunde faae Gud i Tale! nei, nei sligtSligt er Hjernespind.« Naar »Præsten« derimod forklarer, at det koster en 100rd og 10rd til Præsten saa siger Morten Frandsen: »see, det kan man begribe, det er der Mening i. Sandt nok det er mange Penge; men saa har man ogsaa en Vished for, at man har med Gud at gjøre, naar man har givet 100rd derfor.«
Just detDet som Gud vil have bort, just Det anbringer Msket selv, og »Præsten« er det som i denne Henseende tilfredsstiller Mskets dybe Trang.
Gud i Himlene kan rigtignok med Sandhed sige om Mske-Verdenen: mundus vult decipi.
Msk-Tilværelsen.
Det er de to Poler i det at være Msk: Dyre-Bestemmelsen – Aands-Bestemmelsen.
Dyre-Bestemmelsen forholder sig til det at forplante Slægt – – og i denne Retning er nu alle villige til at være Msk.
Følgen heraf bliver (og dette er Ulykken for Tilværelsen) at Numerus voxer aldeles uforholdsmæssigt til de Enkeltes Tal, som virkelig h forholde sig til Aand.
Dog er Ulykken hermed endnu ikke nøiagtigt angivet. Nei, Misforholdet mellem Numerus og de faae Enkelte, som skulle contrabalancere, er saa stort, at der mellem hine faae Enkelte og Msks Mængde indskyder sig en heltheel Mellem-Instants et Medium: Præsterne, Folke-Lærere o: D: som leve af at snakke Mængden efter Munden, leve af at omsætte det Sandere i et Usandere.
Naar blot hine faae Enkelte, der virkelig forholde sig til Aand, kunde komme til at virke paa den menige Mand, dvar der vundet meget. Men just Mellem-Instantsen er Msk-Tilværelsens Ulykke. Og en himmelraabende Løgn er det da, naar denne Mellem-Instants giver det Udseende af at de hjælpe Mskene saa smaat nærmere og nærmere det Sande. Nei, Mellem-Instantsen er og bliver Halvhed, og hjælper Mskes Mængde ind i Halvhed.
Slægts-Forplantelsen. Christendommen vil spærre af.
Saaledes maatte vel Χstd. tale til et Msk, der vil gifte sig. I hvilken Egenskab er det Du vil forplante Slægt, er det qua Dyre-Skabning – eller qua Aands-Msk. I Egenskab af det første er jo Sagen kun altfor simpel.
Men er det i Egenskab af det andet saa bliv lidt. Synes det Dig ikke, at til at være Fader maa fordres, at Du havde naaet den Modenhed, at Du virkelig eiede en Livs-Anskuelse, for hvilken Du turde indestaae, saa Du turde overgive den til Dit Barn, naar det, med den Berettigelse der ligger i at være Barn, i at skylde Dig Livet, spurgte Dig om Livets Betydning? Eller hvis det var saa, at hvad Naturen sørger for, at det var Qvindens egen Opgave at sørge for, at sørge for, at der var Mælk i Brystet o: D: – vilde det ikke være afskyeligt, at ville være Moder, tilfredsstille Lysten – men ikke have det Fornødne for Barnet i Beredskab. Men af en Fader har Barnet Ret at fordre: en Livs-Anskuelse, at Faderen virkelig har en saadan.
Dog skal et Msk. naae denne Modenhed, saa vil der gaae lang Tid hen inden han gifter sig, de Aar ville gaae hen, just de Aar, hvor Lysten er størst. Naaer han saa endelig Modenheden, og bliver hans Livs-Anskuelse Χstd, saa kunde det da vel aldrig falde ham ind at ville sætte et Barn ind i Tilværelsen. At sætte et Barn ind i Tilværelsen. Barnet fødes jo i Synd efter at være undfanget i Overtrædelse, og denne Tilværelse er en Jammerdal – – er dett det dette Du vil sige Barnet, er det Dette, der giver Dig Frimodighed ligeoverfor Barnet, som skylder Dig sin Tilværelse.«
O, min Gud, jo mere jeg seer derpaa, jo mere seer jeg, hvor Protestantismen har grundforvirret Χstd.
Naturligt centraliserer Msket Tilværelse: paa Slægtens-Forplantelse, her ligger hele hans Egoisme qua Dyre-Skabning, eller her culminerer den. Χstd. vilde decentralisere dette Forhold – og hvilke Kampe har det ikke kostet. Alene i Forhold hertil, hvor frygteligt sandt, naar Χstus siger til Apostlene: jeg sender Eder som Faar blandt rivende Ulve – ja rivende Ulve, det bliver Msk. nok, saasnart En for Alvor skal røre ved det Punkt, gjøre Alvor af at ville fravriste dem hvad for dem er Livets Alt.
Og saa kommer Protestantismen og anbringer Χstd – just i Forhold til Ægteskab, Ægteskabet bliver just det Gud velbehageligeVelbehagelige. Hvilken Afskyelighed med denne Løgne-Χstd. der lyver for Mskene, deels fordi det er det nemmeste at snakke Mskene efter Munden, og deels fordi de»Præsten« jo i Egenskab af Stut-MestereStut-Mester og Opdrættere ereOprOpdrætter er egoistisk interesseredeinteresseret i, at Flokken forøges, at Børne-Avling drives saa großartig som muligt.
Feilen i Katholicismen er ikke, at Præsten er ugift – nei Feilen er, at man har indført en qvalitativ Forskjel mellem Læg og Præst, hvilken er lige mod det n: T: og en Svagheds-Concession i Retning af Numerus. Nei Feilen er ikke, at Præsten er ugift – en Χsten bør være gugift.
»Men naar det skal fastholdes faaer Du slet-ingen Χstne« hvis saa, aldeles ligel ligegyldigt! »Dersom Du derimod gjør Ægteskabet til Χstd, saa faaer Du Millioner Χstne« aldeles ligegyldigt!
Christd. spærrer af for Forplantelse af Slægt.
Et Billede. Naar Brand-Majoren kommer til Ild-Stedet – det førsteFørste han gjør, hvis det ikke er gjort, er, han siger til Politiet: spær af, spær Nabo-Gaderne af, vi kan have Mylder nok endda af Msker.
Saaledes fæster Χstd. sit Blik paa Tilværelsen, og seer strax: det Onde stikker i og hænger sammen med det Numeriske, Dyre-Bestemmelsens Overvægt over Aands-Bestemmelsen, altsaa: spær af. Det er: det følger naturligviis af sig selv, at ingen Χsten gifter sig – Ulykken er jo just, at der er rædsomt for mange Msker, og alle travlt i Virksomhed for at skaffe nye Leverancer af Millioner.
En Χsten er Salt – det vil sige: det følger naturligviis af sig selv, at ingen Χsten gifter sig. Massen, som skal saltes, Massen – ja Gud bedre os, det er et rædsomt Corpus og alle ere travlt i Virksomhed for at producere Masse. Salt behøves der, Salt: en Χsten er naturligviis ugift.
Ja, her ligger det. Disse rare Msker, som have hift hittet paa, at gifte sig og saa – ved fra Barndommen at opdageopdrage et Barn i Χstd, at befolke Jorden med saadanne sjeldne rare Χstne, rigtigt tilgavns Χstne: disse rare Msker ere Sludder-Masser eller Gavtyve. I Sandhed Χstheden præsterer en herlig Befolkning af Χstne ved Hjælp af disse rare Msker, som godhedsfuldt have villet belære Gud i Himlene, hvorledes man faaer Χstne bragt tilveie, at det gaaer bedst, naar de avles og saa opdrages fra Barndom i Χstd. Fortræffeligt! Χstd. er just det Guddommeliges qvalitative Brud med det Msklige i det Gjennembrud som er at blive Χsten, at blive Salt – og saa vil man fra Barn opdrage Χstne ɔ: man vil see at undgaae Bruddet med denne Tilværelse, Bruddet med denne Verden.
Nei Tak I rare Msker! Denne Opdagelse er ikke af Χstdommen, men er af – Vetrainairer. Vetrainarer.Vetrinairer! JustDet hjælper her slet ikke at forsikkre, at man mener det godt og ærligt og helligt og dyrebart med Χstd: nei, nei! Husk paa Billedet med Brandmajoren! Ved enhver Ildløs stormer der ogsaa en Mængde Msker til, rare, hjertelige Msker, som vil hjælpe til at slukke, Nogle med en Strippe, Andre med et Glas Vand, Andre med en Pibe-Sprøite – kort, rare inderlig hjertelige Msker. Men hvad siger Brand-Majoren: Brand-Majoren? han siger: skaf de Msker bort, og vil de ikke med det Gode saa bank dem.
Altsaa ved en Ildløs er Sagen saa alvorlig, at det hjertelige Sludder ikke bliver budt hjerteligt Velkommen, nei, det hjertelige Sludder behandles som en Slags Forbrydelse, det bliver ingen Retssag, nei, Politiet gjør det Hele af, ved at banke det hjertelige Vrøvl hjem – hvor det egl. hører hjemme. Men Χstd. skulde være en saa ubetydelig Sag, at den end ikke havde Alvor som en Ildløs, Χstd. skulde være noget saa Ubetydeligt, at her bydes det hjertelige Vrøvl, det velmeente Piank hjerteligt Velkommen, tages med paa Raad.
Sandeligen, sandeligen detDet, der længst har ødelagt Mskheden i Χstheden er, at der mangler en Myndighed, som formaaer og vover, at forvandle hjerteligt Vrøvl og velmeent Piank til – Skyld, til Gade-Uorden o: D:
Det for Χstdommen Farligste
er – det er min Paastand – ikke Kjætterier, Vranglære, ikke Fritænkere, ikke den profane Verdslighed, nei men den Art af Rettroenhed som er: det hjertelige Vrøvl; Middelmaadighed sødt tillavet.
Der er Intet, Intet Χstds Væsen saa frygteligt imod som dette, hvori den ikke saa meget omkommer som den forkommer,forkommer.
Just denne Art Rettroenhed er Majestæts-Forbrydelse mod Χstd; thi trods al dens Hjertelighed og Skikkelighed og Velmenen har den dog ikke i sidste Grund Respekts-Indtrykket af Majestæten.
Der er Intet, som saa lumsk tager det Majestætiske bort, som just dette Hjertelige. Bestandigt hjerteligt, saa smaat, saa smaat, lirkende, og pillende, og atter lirkende – – bliver Facit dog, at det Majestætiske besviges en lille Smule. En lille Smule – just det er det Farlige; thi det Majestætiske forholder sig meget mere til et gevaltigt Angreb, end til at blive en lille Smule degraderet – i Hjertelighed.
Den Art Rettroenhed hænger atter sammen med Familie-Livets hjertelige Vrøvl, har væsentligt sit Tilhold i Familielivets Hjertelighed. Og atter Dette er det for Χstd. allerfarligsteAllerfarligste, ikke vilde Lyster og Udsvævelser og frygtelige Lidenskaber o: D: er Χstd. saaledes imod som dette jævne Middelmaadige, denne qvalme Dunst, denne dyriskeNærhed paa hinanden, hvor vistnok store Forbrydelser, vilde Udskeielser, kraftige Vildfarelser ikke godt kunne fremkomme – men hvor ogsaa det Majestætiske endnu vanskeligere kan finde hvad det maa fordre: Underkastelsens Majestæts-Udtryk; der er ingen større Afstand fra at lystre Enten – Eller, end det jævne, hyggelige,hjertelige Familie-Vrøvl.
En Grund mere til at gifte sig!
Χstd. siger: lad være at gifte Dig, det er det Gud velbehageligeVelbehagelige, og følger ganske af sig selv, naar Du virkelig er Christen.
Herpaa svarer Msk-Slægten: men hvis vi Alle gjøre det, saa maaemaa jo Slægten uddøe.
Og at Slægten skulde uddøe anseer naturligviis Slægten for detden største Ulykke.
Saa bliver Følgen heraf, at man ikke blot ikke lader være at gifte sig, nei, men for atat man faaer een Grund mere til at gifte sig – for at forhindre dette Frygtelige (som jo ligger saa ganske nær!) dette Frygtelige (som noget nær Alle ere ifærd med at forhindre) forhindre!) dette Frygtelige, at Slægten skulde uddøe.
Dette er een Grund mere til at gifte sig!
Eenlig Stand.
At skabe er forbeholdt Gud; og er dette, hvis man tør tale om Sligt, den høieste autopathiske Tilfredsstillelse.
At give Liv er en svag Analogie hertil, er Msket indrømmet – og heri culminerer den msklige Egoisme.
Som Nervetraaddene ligge under Neglen – saaledes samles den msklige Egoisme i dette om Kjøns-Forholdet, Slægtens Forplantelse, at give Liv.
Ifølge Χstds Lære vil Gud kun Eet med os Msk. Msk, han vil være elsket. Men for at et Msk. skal elske Gud, maa han opgive al Egoisme, først og fornemlig den potenserede Egoisme: Slægts Forplantelsen det at give Liv.
At dette med det Sexuelle er Centrum for den msklige Egoisme, veed Gud naturligviis kun altfor vel og derfor var det derpaa der blev sigtet. Og den allermindste Iagttagelse kan ogsaa let forvisse En om at her ligger den msklige Egoisme totaliter.
Saa fordrede Gud – at forsage denne Egoisme – og saa udviste Gud Udødelighed. Thi, hvad jeg oftere har omtalt i disse Journaler, Slægts-Forplantelsen jovar (hvad jo baade Plato og Aristoteles udtrykkelig udtaler) jo Hedenskabet var ogsaa JødedommetJødedommen Surrogatet for Udødelighed.
Det Sexuelle det er den msklige Egoismes Culmination. Derfor føler, blot mskligt taget, ikke blot Qvinden, men ogsaa Manden sit Liv som tabt, forfeilet naar han ikke bliver gift. Kun den Gifte er ret Borger i denne Verden, den Eenlige en Fremmed (det er jo just det Χstd. vil at den Χstne skal være – og hvad Gud vil at den Χstne skal være, for at elske ham). Derfor ansaaes Ufrugtbarhed blandt Jøderne (der ret tilgavns forstod sig paa Slægts-Forplantelsen) som Vanære for en Qvinde. Derfor ømmer et Msk. sig maaskee i ingen Vanheldelse saa smerteligt som i hvad der erforholder sig til Slægts-Forplantelsen, alt Andet (at være blind, døv, halt o: D:) krænker ham ikke, det berører ikke hans Egoismes ømme Punkt. Selvfølelsen qua Dyre-Skabning forholder sig til at forplante Slægt, at give Liv. Derfor beskjeftiger det Msker, som ved naturlige eller unaturlige Udsvævelser have tabt Alvle-DygtighedAvle-Dygtighed det beskjeftiger dem saa overordl. at faae den igjen, for at faae Selvfølelsen igjen. o: s: v: o: s: v: o: s: v:
Altsaa Gud vil eenlig Stand, fordi Gud vil være elsket.
Men Msket siger som saa: dette Offer kan jeg ikke bringe Dig – men lad Du mig gifte mig, saa skaffer jeg med Din Bistand 10 Andre til at elske Dig.« Fortræffeligt. Men see nærmere til, disse 10, hvis denne Børne-Avler og Msk-Leverandeur nu endelig leverer 10, disse 10 blive de da eenlige Msker, som forsage den potenserede Egoisme? Nei, disse 10 bære sig ad aldeles paa samme Maade og hver især præsterer maaskee atter 10, bestandigt under den Formel, at Gud istedetfor een skal faae 10 – medens Sandheden er at Gud faaer slet Ingen, men i eetvæk bliver taget ved Næsen.
I Protestantismen har man da sat alle CeremonierOmsvøb tilside i denne Henseende, her docerer man »sens phrase« at Ægteskabet just er det Gud Velbehagelige – og jeg imødeseer, at den lærde Theologie engang opdager, at de Χstnes Gud hverken hedder Jehova eller Adonai, ikke engang er neutrius generis men et Fruentimmer og hedder: Kirsten Giftekniv.
Hvad dog Χstd. i Aarhundredernes Løb er blevet til! I den gamle Bearbeidelse af D. Juan siger Elviras Tjener til D. J: om Elvira: i en afsides Vraa, i et Mandfolks halvforslidte Dragt traf jeg min afdøde Herres Datter: hvilket skrækkeligt Gjensyn. Saaledes med Χstd! Denne eneste Souverain, det Guddommeliges Majestætiskhed – den maa nu gjøre Musik ved Bryllup og Barsler.
Eenlig Stand! siger Χstd. Nei, svarer Msket: men jeg vil bestille Vielsen hos Dig. Charmant, det er ad modum: lad være at myrde! nei, men jeg vil lade Dolken indvie hos Dig.
Eenlig Stand,Stand! siger Χstd. Nei, siger Protestantismen, just ÆgteskabetsÆgteskabet er Guds Velbehag, han springer af Glæde, jo flere han kan faae til at gifte sig.
Har vi saa ikke naaet, at Χstd. er blevet lige det stik modsatte af hvad den er i det nye Testamente. Det er »naaet« – thi der er længe arbeidet derpaa, hvad er nemlig Χsthedens 1800 Aar andet end Historien om, detden fortsatte Stræben fra det Numeriskes Side paa at faae Χstd. omredigeret, og Historien om hvorledes det Christelige, svagere og svagere betjent, bestandigt har gjort det Numeriske flere og flere Indrømmelser, givet Kjøb, indtil Alt er blevet vendt om. Dette er de 1800 Aars Historie – i hvilken Studenten oplæres grundigt for ikke at forfeile – hvad sand Χstd. er.
I det nye Testamentes Χstd. staaer Sagen saaledes. Gud vil være elsket, og vil derfor at Msket skal opgive den Egoisme som er at give Liv.
Synde-Faldet er Tilfredsstillelsen af denne Egoisme – og her begynder saa egl. Timelighedens Historie, som er den bestandige Repeteren af den samme Skyld, bestandigt modarbeidende eller forhindrende hvad Gud tilsigter, at faae dette Feiltrin standset – ved eenlig Stand. Hver Gang der vises eenlig Stand af Kjerlighed til Gud er dette i Retning af at efterkomme Guds Tanke.
Men fast gyser jeg, naar jeg tænker paa, hvor langt jeg har været henne ad denne Vei, forog hvor forunderligt jeg blev standset og viist tilbage til eenlig Stand, og hvorledes jeg, vistnok forstaaende mig selv, men forstaaende mig selv som en Undtagelse, har vidst at skjule, hvad jeg vidste, for Samtiden, indtil jeg langt om længe seer, hvorledes atter her Styrelsen har været med mig, og vil have noget ganske Bestemt frem.
Du uendelige Majestæt, selv om Du ikke var Kjerlighed, selv om Du var kold i den uendelige Majestætiskhed: jeg kunde dog ikke lade være at elske Dig, jeg trænger til noget Majestætisk at elske. Hvad Andre have talet om, at de ikke fandt Kjerlighed i denne Verden, og derfor følte Trang 9. Journalen NB34, s. 37. SK har mod slutningen af optegnelsen NB34:13 slettet næsten tre linjer i hovedspalten til at elske Dig, fordi Du er Kjerlighed (hvad jeg ganske billiger) det vil jeg ogsaa sige i Forhold til det Majestætiske. Der var og er i min Sjel en Trang til det Majestætiske, et Majestætisk som jeg ikke kan blive træt eller kjed af at tilbede. I Verden fandt jeg Intet, nei, jeg fandt neppe Noget, der var værd at tage op af en Rendesteen, og af det Majestætiske fandt jeg ikke mere end af Skjæg paa en ung Piges Kind, eller endnu mindre, thi det Majestætiske jeg fandt fandt jegjeg fandt det latterligt.
Christenheden.
Det er egl. disse to Momenter der have samvirket til at frembringe dette Nonsens med Χstheden: paa den ene Side et i Tidernes Løb voxende Numerus, som ogsaa vilde være Χstne, ogsaa saadanne Χstne – men som naturligviis ikke vilde være det i det nye T:s Forstand (en Iver for at blive Χsten liig den som Jøden hos os, der var saa ivrig for at faae den norske Constitution indført, hvilken udjager Jøderne – »det vidste jeg sku ikke«) – – og dette Numerus imponerede ved sit Tal saaledes, at man gav efter derfor og falskmøntede mere og mere Begrebet Χsten. Paa den anden Side en egoistisk Præstestands Egoisme, der rigtigt saae, at Profiten jo hænger sammen med det Numeriske.
Den Religieuse – Millionernes Χstd.
Den Religieuses Liv er den intensiveste mulige Qval – ikke den fødende Qvindes Skrig, ikke Skriget fra Hospitalets Operations-Stue, er saa forfærdeligt – en saa intensiv Qval er det at have virkelig med Gud at gjøre. Det kan ikke være anderledes, skjøndt det dog staaer uforandret at Gud er Kjerlighed – medens dog, for at tage det Høieste, just Forbilledets Liv efter den frygteligste Maalestok viser, hvad det har at betyde at indlade sig med Gud, at blive ham tro.
Saaledes den Religieuse. Af saadanne findes der sparsomt spredte ganske Enkelte.
Imidlertid opføres uafbrudt af flere og flere Millioner det religieuse Divertissement: at det at have med Gud at gjøre er idel Salighed, sødt og sødt og deiligt, hvad Tusinder af Præster fedt leve af at declamere.
Og begge Dele er Χstd![a]
a
AnmDog er Fordelingen Intet mindre end ubillig; thi da disse Millioner dog kun have den Indbildning at have med Gud at gjøre, altsaa ere narrede, saa synes det billigt at de finde det sødt og idel sødt, item at Præsterne, der ere i samme Tilfælde, faae det fedt.
Fader – Søn – det nye Testamente.
Saaledes taler i Χsthed en Fader til sin Søn: gaae Du ganske rolig ud i Verden, der er en Gud, han sørger nok for Dig, stoel blot paa ham, han hjælper Dig nok, har altid Udveie, altid Hjælp og har alle gode Gaver – – og der giver jeg Dig en Bog med, det nye Testamente, hvori Du yderligere kan læse om hvor lyksaligt det er at have med Gud at gjøre.
Undtagelsesviis – det er naturligviis undtagelsesviis, hænder maaskee ikke een Gang for Millioner Gange – undtagelsesviis hænder,hænder det, at der er en Søn, som virkelig læser i det nye Testamente.
Oprigtigt talt min Pen formaaer ikke at udtrykke denne Forandring, det ganske Andet som Sønnen faaer at vide.
Han faaer sig selv betræffende at vide, at han er fundfanget i Synd, født i Overtrædelse – at hans Tilværelse altsaa er – Forbrydelse, at det altsaa er saa langtfra at hans Fader har gjort noget Gud velbehageligt ved at skjenke ham Livet, saa langt derfra som muligt. Han faaer altsaa ikke just noget Fordeelagtigt at vide om Faderen, der formdl. ved Hjælp af – det nye Testamente!!!!!! – har styrket sig selv i den Forvisning, at det at avle Børn er ikke Noget man gjør for Lyst, nei, det er den største Velgjerning man paaman den nemmeste Maadekan øve.
Saa faaer Sønnen at vide, at Døden venter ham – som Straf, som Straf, fordi hans Tilblivelse er Skyld og Overtrædelse. Han faaer at vide, at dette Liv er ogskal være en Jammerdal, en Straffe-Anstalt, at Verden ligger i det Onde, at Gud vil han skal hade sig selv, og at hvis han ikke vil som Gud vil, venter Evighedens Straffe ham.
O: s: v: O: s: v: O: s: v:
Er der noget Afskyeligere, er det muligt at udtænke noget Afskyeligere end dette, som er den ganske simple Følge af denne Løgn med Χsthed – – naar engang det Tilfælde indtræffer, at en Søn virkelig læser i det nye Testamente.
At Tilfældet er sjeldent, negter jeg ikke, det er vel muligt, at der kan leve Millioner Χstne, Tusinder af Præster og Professorer, hvem det aldrigikke hændte.
Latterligt.
Det er dog i Grunden latterligt – mig synes Enhver maatte see det, saasnart det blot siges – med den Alvor og Vigtighed med: at avle Børn, som var det Livets Betydning.
Dog er jeg vis paa, at der leve Msker saa fordybede i at det er Alvoren, at de vel endog regne det med blandt Mskets Fortrin for Dyrene: at han kan avle Børn!
Nei, det gamle Hedenske spøger dog endnu i de flestesFlestes Hoved: de troe en god Dag paa Udødeligheden – de holde dem til Surrogatet: Slægts-Forplantelsen, og ere derfor saa forgabede i – ægte jødisk! – Slægts-Registere og Personal-Historier, om hvor mange Gange EenEn var gift, og hvor mange Børn i hvert Ægteskab, om han havde Trillinger, eller var mærkelig ved at have lutter Drengebørn – og Præsten spiller Stutmesteren.
Umiddelbar Begeistring i Forhold til at forkynde Χstd; Reflexion; Mskets instinktive Underfundighed.
Umiddelbar Begeistring i Forhold til det at forkynde Χstd. forholder sig til: om muligt at vinde Alle.
Dette prise saa Mskene som roesværdigt, denne Iver, de prise det som Kjerlighed saaledes at vinde Alle. Meget godt; men pas vel paa, om ikke gavtyveagtigt (dog kun ubevidst) den instinktive Underfundighed, som er i Msket, er med i denne Lovpriisning. Thi de forstaae maaskee instinktivt, at naar man blot kan faae en Idealitet rigtigt ud i det Numeriske, saa faaer man nok Magt med den – og man faaer det at blive Χsten for bedre Kjøb. Det Numeriske er Livsfaren for Idealiteten. Maaskee bliver Forkynderen som bedaaret ved Synet af, at han vinder saa mange Χstne – dette er farligt for hans Idealitet. Eller han bliver overvældet ved Indtrykket af det Numeriske, og tænker: hvad skal det blive til, denne Masse og saa langt fra at forholde sig til Χstd: jeg maa slaae lidt af – for at vinde desto Flere. Og saa er jo Idealiteten tabt.
O, Socrates Du saae dog rigtigt. I Reflexion vil Opgaven blive at staae lige midt iblandt Mskene og saa udtrykke: det dreier sig om, at jeg selv bliver Χsten. Her kan det Numeriske ikke komme til at narre; og tillige udtrykkes her ret, at Gud ikke er en travl Majestæt, der skal have Tilhængere, men at Gud er det Ubetingede.
Brylluppet i Cana.
Χsthedens idelige og idelige Fremhæven af dette med, at Χstus var tilstede ved et Bryllup og gav Viin til – beviser indirecte, at Mskene selv have en Mistanke,Mistanke om, at Χstd. stemmer mod Ægteskabet og derfor er denne Historie dem saa vigtig.vigtig, ogsom deres Argumentation fra den er latterlig.
Martyriet – Askesen.
At Luther har altereret Χstd. ved at forandre Forestillingen om Martyriet som havde det ikke Værd i og for sig, har jeg andetsteds viist.
Saa har jeg andetsteds viistkaldet Middelalderens Askese: situationsløs.
Herved maa bemærkes. Det er ganske sandt, Middelalderens Askese er situationsløs, og den Χstne skal ud i Verden for at blive offret.
Men den Tanke: at offres kan saa fra en anden Side let blive gjort sophistisk, som maatte det overlades til et Msk.s Forstand at see, hvor der behøvedes et Offer.
Nei, den christelige Anskuelse er egl., at der altid behøves Offere, og Askesen er egl. den Livs-Anskuelse som svarer til at Gud er det Ubetingede, og at for Gud ligger denne Verden i det Onde, er ikke en Glædens Tumleplads, men en Straffe-Anstalt, hvilken Guds-TankeGuds Tanke Askesen frivilligt stræber at udtrykke.
Det der gjorde Middelalderens Askese situationsløs var egl. at man havde h faaet anbragt den ligefremme Kjendelighed, at man vilde æres og blev æret i Forhold til sin Askese. Ja, das ist was anders! See derfor lod det sig ypperligt forene, hvad ellers synes umuligt at tænke sammen: en Asket, som er bange for at blive slaaet ihjel, bange for Martyriet. Hans Askese var nemlig ikke pessimistisk, men en listig Opfindelse: paa den Maade at naae Udmærkelse blandt Msker, at leve beundret næsten tilbedet. Asketen var derfor saa langt fra at forholde sig fjendtligt (i Kjerlighed til Gud) fjendtligt mod Mskene, at han meget mere forholdt sig til dem som en anden Jongleur til sit Publikum, og skjøndt Asket maaskee hang fast ved dette Liv trods nogen Gøgler, elskede Mskenes Beundring med en Lidenskab trods nogen Skuespiller.
Protestantismen
er aldeles uholdbar. Den er en Revolution, afstedkommet ved at proclamere »Apostelen« (Paulus) paa Mesterens (Χsti) Bekostning.
Som Correctiv i given Tid og Situation kan den have sin Betydning.
Skal der ellers være Tale om at holde Protestantismen, maatte det gjøres saaledes: vi tilstaae, at denne Lære er en Formildelse af Χstd., hvilken vi Msker have tilladt os, henstillende til Gud om han vil finde sig deri.
Og istedetderfor udbasunes Protestantismen som et Fremskridt i Χstd! Nei den er detden maaskee meest marquerede Indrømmelse der er gjort det Numeriske, dette Numeriske der er Χstds Arve-Fjende, som vil være Χsten men vil have Idealiteten bort eller nedsat og som trodser paa at være saa Mange.
Christendom omsat i Optimisme.
Forsaavidt det ikke er enten den comples completteste Tankeløshed eller en simpel Gavtyvestreeg at forvandle Χstd. til Optimisme, maa vel Tanken være denne.
For Gud ligger vistnok denne Verden i det Onde – det lærer jo Χstd – vi tilstaae jo ogsaa, at saaledes var Hedenskabet og Jødedommen. Men naar nu vi Χstne ville føre os godt op, være rare Msker, saa kunde det jo dog blive en rar Verden, og vi glæde os ved dette Liv, Χstus har jo ved sin Lidelse gjort Fyldest for Arvesynden.
Det der beskjeftiger »Msket« er bestandigt at faae denne Verden gjort til en rar Verden, at komme bort fra den Guds criminalistiske Betragtning, at den ligger i det Onde, for ham er en Forbryder Tilværelse.
Jeg skal nu ikke opholde mig ved, om virkelig Χstheden da kan siges paa nogensomhelst Maade harat have præsteret Noget i Retning af at føre sig vel op og være rare Msker, eller om ikke, ethisk, Tilstanden i Χstheden er eens med den i Hedenskab, Jødedom, Muhamedanisme. Men er dette ikke saa, saa behøves det jo endnu uforandret, at den Χstne – hvis der ellers findes Nogen i denne rare Χsthed!!! – blev Offer, faldt som Offer, for at fremme Χstds Sag.
Dog dette skal jeg ikke opholde mig ved. Nei, det der gjør at Gud ikke forandrer sin Anskuelse af denne hele Tilværelse er, at for ham har Tiden ingen Betydning, det længst Forbigangne er ham bestandigt nærværende, saaledes dette længst Forbigangne med – Synde-Faldet.
Denne hele Msk-Tilværelse, der daterer sig fra Synde-Faldet, og som vi Msker ere saa opblæste af som et Satans Stykke-Arbeide – denne hele Tilværelse er ham imod, er blot Conseqventser af et Feiltrin, hvilket vi over Conseqventsernes uhyre Masse, behageligst glemme, hvad Gud ikke gjør.
Denne hele Msk-Tilværelse er Gud imod, er et Affald fra ham, et Feiltrin bort fra ham, og han vil nu paa een Gang (thi han er jo Kjerlighed) forbarme sig over den, men han vil den ogsaa tillives tillivs.
Dertil Χstd – som desaarsatdesaarsag strax spærrer af for Forplantelsen. At Χstd. spærrer af for Forplantelsen betyder: stop nu, jeg har længe nok taalt denne verdenshistoriske Proces, vistnok vil jeg forbarme mig, men jeg vil ikke have mere af det Feiltrins Conseqventser.
Om da En blev Χsten, selv døde ugift, han er jo dog en Forbryder, thi hans Tilværelse ved Forplantning vedvar en Forbrydelse.
Paa den Maade kan denne Verden aldrig blive en rar Verden for Gud; thi enten er der en given Slægt – men i saa Fald er dens Tilværelse ved Forplantelse, eller ogsaa – – jo saa falder det Spørgsmaal, om det er en rar Verden eller ikke bort.
Tag et Billede. Sæt der var en Familie, der enganghvis Stamfader havde forsyndet sig mod Kongen i Landet – hvis dette nu skulde opretholdes fra Slægt til Slægt af de respektive Thronfølgere: denne Slægt tilgives aldrig: der vilde derimod være meget at indvende. For det Første ere jo dog Konger kun Msker, og altsaa har Tiden her sin Betydning. Dernæst, det er jo dog virkelig i anden, i syvende o: s: v: Slægt ikke mere de samme Personer, saa lidet som den tilsvarende Konge er den samme, maaskee ere de der nu leve af hiin Familie virkelig rare Msker, Intet mindre end Kongens Fjender.
Tag derimod Guds Forhold til Slægten. For det første for Gud har Tiden ingen Magt til at forandre, for Gud er dette med Stamfaderens Fald væsentlig passeret »idag« Og dog vil han glemme – men da naturligviis paa Vilkaar af, at man da ikke vil iterere culpa. I Billedet var jo Forbrydelsen ikke den, at hiin Families senere Slægter ved Forplantelsen nedstammede fra Stamme-Faderen. Men naar culpa just stikker deri, saa er det dog virkelig for meget forlangt, at forlange Tilgivelse med Tilladelse Ttil at iterere culpa.
Og dog er dette denne Omredaktion af Χstd, som florerer især i Protestantismen. Χstheden har ligesom sagt til Gud: lad Du os blot raade, Du skal see, Du vil faae Fornøielse af os, Du skal see, hvilke nogle rare Børn vi skulle opdrage, sande Χstne, thi det maa tages itide (Χstd. er rigtignok af den Mening, at da det at blive Χsten er et Brud, gjælder det om at man da ikke tager det saa tidligt, at det er Nonsens at tale om at bryde med Verden, som hvis man vilde sige: at det spæde Barn i Daaben bryder med Verden, saa altsaa Bruddet undgaaes, ɔ: det at blive Χsten undgaaes, ɔ: det bliver en Indbildning, lidt Sentimentalitet og lidt Barneløier)
Nei, Christendommen staaer fast paa eenlig Stand – den har ikke behøvet detteempiriske Beviis. Beviis, men Χsthedens storartede Præstation med at skaffe christne Børn srigtige christne fra Barndommen af, denne storartede Præstations Resultat har tilstrækkelig godtgjort hvad det fører til, ved Hjælp af en behændig Vending at begynde igjen paa en Frisk paa det Gamle: det er en rar Verden, og det vilde da være himmelraabende Synd, ved at spærre af for Forplantelsen at standse denne Tilstrømmen af Legioner rare Msker.
Nei, Christendommen staaer fast paa eenlig Stand – og ikke skal jeg som Luther (det vogte jeg mig vel for!) ikke skal jeg som han, hvis det synes, at Paulus ikke stemmer med Χstus, ikke skal jeg da sige: Χstus maa til Siden, Paulus det er Manden. Nei, skulde det være saa, at Paulus ikke stemmer med Χstus, saa vil jeg sige: ja saa maa Paulus have mig undskyldt.
Guds Rige er ikke af denne Verden, en Fremmed og Udlænding skal den Χstne være i denne Verden, i denne Verden, der for Gud ligger i det Onde, Følgen af en Skyld, som dog for Gud er begaaet idag.
Men cardo rerum i denne Verden er just: Slægts-Forplantelsen. Slægts-Forplantelsen, først den bliver rigtigt indcorporeret i denne Verden, Den som paatager sig at forplante Slægt. Det hjælper ikke med alle Beslutninger og Forsikkringer og Forsætter og alle mulige Forholds- og Forsigtigheds-Regler, Enden bliver, at Χstdom dog bliver Eensartethed med denne Verden. Skaf en Mand Kone og Børn, det veed denne Verden meget godt, saa skal vi snart bearbeide ham saaledes, at han skal blive saa eensartet med denne Verden saa det er en Lyst – for denne Verden at see paa. Χstd. veed det ogsaa, og spærrer derfor strax af.
Om jeg havde 10 Hurtigskrivere og kunne dictere Forskjelligt til hver især og vedblev saa uafbrudt at dictere i 10 Aar: jeg betvivler dog at jeg skulde kunne faae beskrevet alt det Galimathias og Nonsens al den Masse af Sandsebedrag og Løgn og Uredelighed og velmeente og gavtyveagtige Paafund, der skjuler sig i dette ene Ord: Χsthed. Men dette indestaaer jeg for, det hænger Alt Alt paa een eller anden Maade sammen med, at man oversaae, annullerede, at det at være Χsten er eenlig Stand, at ikke blot det at være Præst – denne Distinktion er uchristelig – nei det at være Χsten er eenlig Stand.
Denne Verden, denne hele Tilværelses Selviskhed er concentreret i culminerer i: Slægts-Forplantelse, en Selviskhed der (som jeg andetsteds har viist) da den nu ikke kan skabe (hvilket er Guds Majestæts Ret) dog idetmindste vil: give Liv. Denne Selviskhed vil Gud ikke, han vil have den standset – derfor spærrer Χstd. strax af, Guds Rige er ikke af denne Verden, den Χstne er en Fremmed og Udlænding.
Lader de smaae Børn komme til mig
Ja, ganske rigtigt – Χstus er jo Verdens Frelser, og ogsaa det spæde Barn hører jo ved sin Tilværelse til den fortabte Slægt.
Men at fortolke dette Sted saaledes, at man saa million x trillionviis har sagt: lader os nu blot skaffe smaa Børn tilveie – thi Χstus siger: lader smaae Børn komme til mig: dette er enten bæstisk dumt eller uforskammet.uforskammet frækt.
Man har i Χstheden faaet Χstus gjort om til en Godmand, En der giver Viin til ved Gjestebudder, fast som var Χstus ikke kommet til Verden for at frelse en fortabt Slægt, men for at staae Fadder til al Verdens Børn.
Sagen er dog saa simpel: at frelse Slægt, det vil sige Slægten er fortabt, det har vi kun altfor meget af, det gjælder om at frelses ud af Slægt, og selvfølgeligt maa der da begyndes med at spærre af for Slægt.
Christus er ikke kommet for at blive Stamfader til en ny Slægt, nedstammende fra ham. Dog er det hertil Χstheden egl. vil omredigere Χstd., istedetfor at lade det staae som det staaer i det nye Testamente: Slægten er fortabt Χstus vil frelse, ikke: Χstus vil blive Udgangspunktet for en ny Slægt.
Eenlig Stand.
(Christenhed.)
Altsaa Χstd. fordrer eenlig Stand. Dette synes saa let at see, naar man vil see, er saa indlysende, naar det er seet, at man saa vel maa spørge: men hvorledes er det saa muligt, at det uhyre Nonsens med Χsthedens Millioner kan være afstedkommet.
Forklaringen er endda ikke saa vanskelig, det ligger i, at man ikke har kunnet eller af egoistiske Grunde ikke villet holde Stand mod det Numeriske.
Den christelige Fordring er Guds Fordring, den lægger Sagen saa høit som Gud vil det, og det forstaaer sig, den convenerer ikke ganske Kjød og Blod.
Da nu denne Tale om Himlens Salighed var trængt Nogetnoget igjennem, da blev bestandigt Tallet af dem, som stormede til og ville være Χstne større og større. Men den christelige Fordring convenerede dem ikke ret, var dem for høi.
Da skete det at Forkynderne maaskee ledede af en msklig Godmodighed, der vil kluddre istedetfor at lystre, meente at man maatte give lidt efter – og saa gik det hyp i Gallop.
Efter det skete, at der mellem den guddommelige Fordring og Mskes Mængde, som nok saadan for lidt billigere Priis vilde være Χstne, trængte sig en Mellem-Instants, nogle Gaudiebe (cfr. Historien om Studenstrup med Raad- og Domhuset) der paatoge sig (som var det dem, der raadede over Himlens Salighed) at slaae lidt af paa Fordringen – og saa gik det hyp i Galop, aldeles som ellers i Kjøbmandsverdenen, den Ene underbød den Anden.
Men Χstd. staaer fast paa Sit: Steenlig Stand. Χstd. vil Ueensartethed med denne Verden – og Den, der af religieus Grund forblev ugift, han er radikalt ude af Trittet (som man siger i Militair-Sproget) med denne Verden.
Ja, selv om eenlig Stand ikke havde den dybere Grund, som jeg tidligere har paaviist, alene derfor maatte Gud fordre eenlig Stand for at have Msker disponible til at kunne lystre enhver Ordre. Det at være Χsten er og skal være en anstrenget Existeren; men enhver saadan er gjerne (hvad Livet jo saa almindelig udviser) eenlig. Sandeligen det har gjort uberegneligt Skade det hykkelske Skjul, at Mskene, at Præsterne forsikkre at de var villige til Alt – naar de blot ikke havde Kone og Børn. Altsaa først forfalsker man Χstd. og faaer Kone og Børn, og naar saa Χstd. vinker ad dem og vil bruge dem lidt anstrenget eller vil bruge dem (thi at avle Børn og mæskes i et Levebrød kan dog vel ikke kaldes en Brug Χstdommen gjør af dem) saa svares: ja, naar vi blot ikke havde Kone og Børn.
Guds Majestætiskhed.
Som DacrontiskeDracontiske Love bevirke, at slet Ingen bliver straffet, saaledes kan man ogsaa løfte Gud op i en saadan Art Majestætiskhed, at man gavtyveagtigt bliver ham aldeles qvit.
Det er denne Art MajestæstiskhedMajestætiskhed, i hvilken Χstheden har faaet Gud bortfjernet.
Ogsaa derfor er det saa fornødent at indskærpe, at Gud er idel Subjektivitet saa i en Forstand, hvis det behager ham saa, den største Ubetydelighed kan tildrage sig hans Opmærksomhed. Noget Andet er det naturligviis, at han, hvad jeg oftere har omtalt, i sin Majestætiskhed straffer ved at ignorere Mskene og deres hele Stræben; men dette er sandeligen ikke fordi han er saaledes fjernet i sin Majestætiskhed, at han ligesom ikke kan øine det. Dog er n han naturligviis heller ikke Subjektivitet i den Betydning, at Noget skulde have det, om jeg saa tør sige, i sin Magt at afficere ham, nei dette formaaer det Største lige saa lidt som det Mindste; men, som sagt, det meest Ubetydelige kan tildrage sig hans Opmærksomhed, naar det behager ham. Naar det behager ham. Derom er det det dreier sig. Thi han seer jo Alt, veed Alt, det Største og den største eller den mindste Ubetydelighed. Ingen bedrage sig derfor selv. Om et Msk. dynger Forbrydelse paa Forbrydelse og det gaaer ustraffet ja hans Liv er idel Held og Triumpher, han bedrage ikke sig selv, Gud seer det, Gud er ganske nær, men han overseer ham, han straffes med den frygteligste af alle Straffe: at ignoreres af Gud. Om den Religieuse mener, at een eller anden Ubetydelighed kunde være saa ubetydelig, at den ikke bemærkedes af Gud, han bedrage sig ikke, thi Gud seer Alt, og hvis det behager ham, kan han lægge Mærke dertil.
Lærebogens Categorie: Gud er i Himlen og gjør Alt hvad ham behager, er ganske rigtig, naar den forstaaes saaledes som jeg v her har fremsat det: Gud er idel Subjektivitet, Alt er for ham Intet, hvis det saa behager ham, og Intet er Alt, hvis det saa behager ham. Men denne Mellembestemmelse: om det behager ham er den uendelige Distance som Gud har, han som dog i en anden Forstand uendeligt er den Nærmeste. Overalt i ethvert Øieblik tilstede er han uendelig den Nærmeste, men uendeligt sikkret mod al Nærgaaenhed, thi, om han vil lade sigmærke hvor nær han er eller ikke, eller, om han subjektivt vil være nær eller ikke afhænger ene af Dette: om det behager ham.
Det Numeriske.
Ogsaa saaledes virker det Numeriske (som mere og mere er, altsom Numerus voxer blevet Msk-Tilværelsens Lov) demoraliserende, at Synet af disse Tusinder og Tusinder gjør, at Mskene blot leve comparativt, at hele Msk-Tilværelsen opløser sig i dette comparative Vrøvl, det Numeriskes Mudder, som saa endog sminkes op til at skulle være Noget under Navn af Historie og Politik, hvor Pointen dog bestandigt er (Aandsløshedens Kjende) at Det, som gjør at det skal betyde Noget er, at et stort Tal deeltog deri. deri, saa Antallet giver Betydning, fast som var Idee liig en Tæller i Banken, der reflecterer paa Tal.
Ak, i Oldtiden var det dog saa, at der levede Msker, som tænkte primitivt over det at være Msk, hvad det overhovedet vil væresige at være Msk, hvilken Betydning det har i sig, og i hele Tilværelsen. Sligt falder Ingen paa at tænke over, fortabt som nu Enhver er fra tidligste Tid i dette det Numeriskes Msk-Vrøvl.
Deraf kommer det ogsaa, at der vel ikke lever et Msk., som endog blot aner efter hvilke Dimensioner Χstd. er lagt an, at Χstd. er lagt an af Gud og har hele Tilværelsens Dimensioner eller Proportioner, Verdens-Alts Proportioner. At Χstd. er en Begivenhed der bogstavelig interesserer Himmel og Jord som ogsaa Χstus altid fremstiller det, cfr. fE hans Taler i Luc 21 om sin Gjenkomst Men atter her har Vrøvlet med »Χsthed« disse Millioner x Trillioner af Christne sluddret Χstd. ned i en Jammerlighed, saa det at være Χsten ansees for Ingenting, Noget vi Alle ere – for saa at begynde paa Vrøvleriet med hinanden indbyrdes, hvor Pointen atter bliver, hvor stort Tal der er sat i Bevægelse – altid Tallet.
Men hvor ironisk, Loven er denne: Alt hvad der for at blive betydeligt behøver Tallet er eo ipso det Ubetydelige og i samme Grad mere som det større Tal behøves; Alt hvad Dender kun kan exseqveres, arrangeres, fuldkommen ved Hjælp af det store Tal (hvadTal, hvad saa Mskene studse beundrende over, som var detDet det Vigtige, just Det er det Uvigtige. Det sande Vigtige forholder sig omvendt, behøver bestandigt mindre og mindre Tallet for at kunne fuldkommes, og til det Vigtigste af Alt, hvad der sætter Himmel og Jord i Bevægelse behøves blot eet Msk., behøves der Flere trækker det fra. Europæiske Krige og Revolutioner og Kunst Udstillinger og Kæmpe-Aviser o: s: v: kan rigtignok ikke arrangeres af eet Msk. Saa troer man, at Sligt er det Vigtige, istedetfor at det just er dets Uvigtighed der gjør, at der maae være Mange, dets Mangel paa Vigtighed der gjør at Tallet maa give det Vigtighed. Men det Vigtigste af Alt, at hvad der interesserer Engle og Dæmoner, at et Msk. virkelig indlader sig med Gud: dertil er eet Msk. nok.
Og gys saa, naar Du tænker, hvordan vi leve – og at Sandheden er, at hvert Msk. kunde være dette ene Msk.
Kæmpe-Foretagender.
Ak, hvilken Forandring! Engang var det dog saa, at man ved et Kæmpe-Foretagende tænkte paa: at det da var Een, eet Msk. – en Kæmpe.
Nu brouter man i vore Tider af Kæmpe-Foretagender og saa ere disse Kæmpe-Foretagender ret egl. Dværge-Foretagender, et Par Millioner Dværge forenede. forenede, Pointen er just Tallet.
At Christendommen slet ikke er til.
Denne min eneste Thesis kan ogsaa belyses ved følgende Synspunkt.
Just fordi Χstd. er ubetinget det Betydelige forholder den sig, ifølge Loven for det Betydelige, til, at eet Msk. er nok.
Nu derimod har man faaet sat Χstd. over i det Ubetydeliges Væren, hvor Loven er: Tallet, Antallet giver det Betydning. For at det dog skal være Noget nutildags med Χstd. maa der Folk, Stater, Millioner Msker eller som de kalde sig Χstne.
Man vilde formodentligen i vore Dage bona fide briste i Skoggerlatter, naar det blev sagt, at, christeligt, er eet Msk. nok. f Fra Χstds Synspunkt er (hvis ellers Christd. brugte den Categorie det Latterlige) christne Riger og Stater, en christen Verden lige saa latterlig.
Det Msk. altid søger i det Numeriske er hvad Adam søgte blandt Træerne: Skjul. Lønligt gyser man dog maaskee for den Sandhed, at man selv ikke er Χsten, at Χstd. slet ikke er til – saa skjuler man sig i »christne Stater, Nationer, Riger.« flygtende for den Sandhed: at Χstd. slet ikke er til.
Den guddommelige Styrelse.
Styreren er jo en Allestedsnærværende, saaledes i een Forstand den Alt Allernærmeste. Men i een anden Forstand er han uendelig langt borte. Dette vil sige: gribe ind med Magt vil han ikke, han almægtigt tvinger sin egen Almagt, fordi det nu engang saa har behaget, at ville see hvad denne hele Tilværelse kan blive.
Han er i en vis Forstand som en Naturforsker, der forholder sig til sit Experiment: denne har det jo jmaaskee let nok i sin Magt paa en anden Maade at faae Det, han vil see, om det lader sig frembringe paa Experimentets bestemte Maade; men han tvinger sig, for at see Experimentet, venter taalmodigen – dog uendelig interesseret. – Eller Gud er som en Majeutiker i Forhold til den Lærende. Han har det jo i sin Nagt Magt strax at sige den Lærende det Rette, men istedetderfor tvinger han sig, holder taalmodigen ud maaskee Aar, at den Lærende udtømmer sig i, opfinder nyt Galimathias.
Men som Experimentatoren og Majet Majeutikeren er Intet mindre end en ligegyldig Mand: saaledes er Gud ogsaa uendelig interesseret.
Dog hvad der gjør Tilværelsen saa frygteligt overvældende for et stakkels Msk. seet fra dette Synspunkt, er, at Gud har og bruger saa uhyre Proportioner, hvilket just atter her er det Majestætiske (ligesom, svag analogt, en Experimentator og en Maieutiker rangerer efter, hvor længe han kan holde ud og efter hvor stor Maalestok han kan anlægge Experimentet). Gud bruger, eller lader Aarhundreder tosse hen i Galimathias og Vildfarelser: denne Proportion er saa uhyre for et stakkels Msk.
I en vis Forstand kan man nemlig sige, at der jo slet ingen Styrelse er, ligesom det jo og er som var der ingen Experimentator eller var Experimentatoren Ingen, da han jo ikke griber ind men just overlader de sammen satte Kræfter at udfolde sig. Og dog er Experimentatoren idel Opmærksomhed og i eet væk med, hvad kun er et svagt Billede paa Guds Værenmed, medens han dog i en anden Forstand ganske tvinger sig fra almægtigt at gribe ind.
Kun engang har Styrelsen almægtigt grebet ind: i Χsto.
At forholde sig til Gud.
Gud er paa een Gang uendelig nær og uendelig fjern fra Msket.
At komme til at forholde sig til Gud er en Opdagelses-Reise der svagt kunde sammenlignes med Nordpols Expeditionen – saa sjeldent er nogensinde et Msk. virkeligt trængt frem ad den Vei, til den Opdagelse. Men indbildt sig det: ja det have alle Aarhundreder og næsten Enhver.
Dog er denne Opdagelses Reise efter Gud en Indenlands-Reise, Pointen i den er netop at bevare sig selv i Enkeltheden, og saa indefter blot at skaffe til Side, skaffe Hindringer bort.
Her er Grændsen for msklig Travlhed og Indbildskhed. Om en Keiser tog Spender-Buxerne paa og gav 2 Mill. Spc. om Aaret til at lønne 10,000 fede Præster for – at opdage Gud: dette er naturligviis latterligt, er endnu vætaabeligere end at smide Pengene bort. Om hele Χstheden aabnede en 4 ß Subscription for at lønne 10,000 Præster i den Hensigt at faae fat i Gud: det er Nonsens. Ja, Gud være lovet, Penge formaae dog ikke Alt, ei heller Associationer.
Χstd. som Doctrin.
Var det virkelig Guds Mening, at Χstd. kun er en Lære, nogle Læresætninger: saa er det n: T: en latterlig Bog – at sætte saaledes Alt i Bevægelse, at lade Χstus saaledes lide for at anbringe: nogle Lære-Sætninger. Mskheden maatte jo sige: ih bevares er det ikke Andet Du vil, kan det beskjeftige Dig saa meget: vi skulle med Fornøielse antage hvadsomhelst, det gjør vi lige saa let som hvis Du vil at vi skal gaae med Trekantethat istedetfor rund.
I Sandhed hvis Χstd. efter Guds Tanke blot skal være en Doctrin: saa røber hele det nye Ts Maskinerie, Χsti Liv, at Gud er, for at sige det reent,reent ud, qua Msk-Kjender en complet Trompeter.
Nei, men Gud som kjender Gavtyven »Msket« han sigter efter noget Andet: Charakteer Forvandling.
Og derfor sigter Gud først og fremmest efter Cardinal-Punktet: eenlig Stand.
Ueensartethed er det Gud vil have, Ueensartethed med denne Verden. Det at afdøe istedetfor: Livs-Lyst; d eenlig Stand istedetfor Bryllup og Barsler.
Engang var det og saaledes, at den Χstne kun prydede sit Hjem med: et Dødningehoved. Nu er en Venus hvad man seer i ethvert Huus, nu er det (christelig?) Dannelse i Alt at kunne anbringe en fiin Hentydning til det Sexuelle, Qvindens Dannelse det fine Coquetterie.
Ja enten en Venus som Sindbillede, eller ogsaa det Jødiske om at Børne-Avling er Velsignelse for dette Liv: Eet af to er Pointen i Χsthedens Liv eller Livet i Χstheden.
Herlige Resultat af – at gjøre Χstd. til Doctrin: i »Christenhed« er Livets Alvor: Forholdet til det andet Kjøn – og dette er Χstd, det nye T.s Χstd.
Hedenskab – »Χsthed«
Hedenskabet har bestandigt eet Fortrin for Χstheden ikke at have consumeret saa frygtelig megen Løgn. Tænk blot paa den Løgn med Præsterne, som ivrige i deres Gjerning saa Aar ud og Aar ind præke – Løgn; thi Løgn er det, at det de prædike er det n: T:s Χstd.
Maaskee var i Hedenskabet ogsaa hvert Msk. en Løgner; i Χstheden er han det, foruden i samme Forstand som i Hedenskabet, tillige ved at kalde sig Χsten, en General-Løgn, der gjør hver Time han lever til en himmelraabende Løgnagtighed.
»Christenhed« en Sammensværgelse
»Christenhed« er en Sammensværgelse mod det nye Testamentes Χstd.
Derom gjælder det, at see dette; thi det sees ikke saa let, om det end, naar det er sagt, sees uendelig let. Men det sees ikke saa let, fordi Ingen falder paa at tænke sig en Sv Sammensværgelse i det Mønster. Men dog er det en Sammensværgelse, og, som andetsteds viist, Respekts-Udtrykket i en vis Forstand modfor Χstd., at man nemlig ikke har vovet en Sammensværgelse i Retning af aabenlyst at gjøre Oprør, men listigt Sasammensvoret sig ved at forfalske Begrebet Χsten, gjøre Verden (den Verden man skulde ifølge det nye T: ligge i Kamp med, og forfølges af) til Christen.
»Christenhed« er en Sammensværgelse mod det n: T:s Christd. Jeg veed det vel, Christenheden vil bilde os ind, at de ere rare Χstne, at Fritænkerne derimod, Sektmagerne o: s: v: at de ere de Sammensvorne. Nei, nei, det er et gammelt Kneb, at fE en Tyv naar han forfølges hitter paa selv at raabe: stop Tyven, for at bortlede Opmærksomheden fra sig. Og saaledes er »Christenhed« i travl Virken for at værne om Rettroenheden mod Sekter og Fritænkere o: s: v:, men det narres man ikke af, Χstheden er selv Sammensværgelsen mod det n: T.s Χstd, og langt farligere end alle Fritænkere og Sekter.
Christenhed er Sammensværgelse mod det nye Ts Χstd. Og hvad var CatilanasCatilinas og hvad var nogen historisk bekjendt Sammensværgelse, og hvad vare de alle tilsammen mod denne Sammensværgelse.
Men nu det Næste – hvad bruges der mod denne uhyre Sammensværgelse, hvor findes der Mandskab nok til at tage det op med disse Masser? Ja dette Næste det er, især for Publikum og slige moralske Personer til at blive rasende over, det Næste, det der bruges er: den Enkelte, en Enkelt.
Frygteligt! Og dog det eneste Sande, det eneste det Conseqvente. Thi bruges der en Forening af To, saa er Sammensværgelsen ikke radicalt sprængt; bruges der en Forening af To, saa er i Det, som brugtes mod Sammensværgelsen, Spiren indeholdt til en ny Sammensværgelse mod det nye Ts Χstd; thi hvor der er To er ogsaa Ti, og saa Hundrede o: s: v: – og naar der saa er Million: saa har vi Sammensværgelsen. Det Numeriske er egl. Sammensværgelsen, thi det Numeriske qvæler lumskt Pointen i Χstd. Under Skin af Iver for Χstd. qvæler det Numeriske Χstdommen, ligesom hvis en Moder afunder Skin af Omsorg for Barnet ligger det ihjel – saaledes ligger det Numeriske Χstd. ihjel.
Det Numeriske er Sammensværgelsen. Som i Staten, naar der paa Gaden er samlet en Masse Msker – Politiet udenvidere hugger ind, uden Hensyn til om her er begaaet en Forbrydelse eller ikke, thi denne Sammenstimlen af Msker er en Forbrydelse: saaledes, og med en ganske anden Art Ret, gjør det høiere Politie udenvidere Angreb over alt hvor der viser sig Millioner Χstne – jo større Antallet er, desto vissere at det er Løgn, desto vissere at her er en Falsation.
Dette kan ansees som Contra-Sætningen til hvad nu længst har lyksaliggjort Præsterne: Χstds Udbredelse.
En personlig Gud.
Derom er det Professorer og Præster vrøvle, de søge at bevise, at Gud er personlig, og det er dette, som Menigheden lyksaliggjøres i.
Jeg vil nu ikke tale om, at det er latterligt at ville bevise det, thi det lader sig ikke »bevise« mendet maa troes. Men det jeg egl. vil tale om er at Mskene her som allevegne spilde deres Tid og deres Liv paa at løse Vanskeligheder de selv skabe. Ja Gud gjør dog altid de Vise til Nar.
Antag, at EnEn, en Professor, anvendte hele sit Liv, lærd og videnskabeligt, paa at bevise Guds Personlighed,Personlighed – antag at det endelig lykkedes ham, hvad saa? Saa vil han have naaet ved Enden af sit Liv at staae ved Begyndelsen, eller at staae ved Enden af Indledningen til Begyndelsen. Og denne hele Indledning er nogetNoget Msket taabeligt selv har skabt, Vanskeligheder Msket selv hitter paa. Men som sagt, saaledes er det i alt Religieust, alt Christeligt, Mskene opfinde en Art Vanskeligheder for an, Indledningen til Sagen selv: herpaa spilde de deres Tid og Kraft og Liv og saa døe de. de, komme altsaa aldrig p til at begynde paa Sagen selv.
Nei Gud er personlig, den Sag er vis nok.
Men hermed er Du indtil videre ikke kommet videre. Atter her ligger en msklig Vildfarelse, man bilder sig ind, at naar nu Professoren endelig faaer beviist, at Gud er Personlighed, saa er han det udenvidere for os alle. Maaskee er det ogsaa derfor at man saa gjerne sætter Sagen over i en anden Sphære end Troens i Bevisernes, for nemlig hurtigt og sikkert, engang for alle at være dette qvit, eller have Vished.
Nei, Gud er vistnok personlig, men deraf følger endnu ikke, at han udenvidere er det for Dig. Tag et msklig Forhold: en overlegen Personlighed er dog vel Personlighed, men har han det ikke i sin Magt lige overfor den Underordnede at være Personlighed i Forhold til ham, eller at forholde sig sigobjektivt til ham, medens det dog staaer fast, at den Overlegne er og bliver Personlighed.
Saaledes med Gud. Han er visselig Personlighed, men om han lige overfor den Enkelte vil være atdet beroer paa, om det saa behager Gud. Det er Naade af Gud, at han i Forhold til Dig, vil være Personlighed; og hvis Du forspilder hans Naade, straffer han Dig ved at forholde sig objektiv til Dig. Og i den Forstand kan man sige, at Verden ikke (trods alle Beviser!) har en personlig Gud; thi Verden behager ikke Gud, og hans Straf er at forholde sig objektivt til den, medens han dog vel lige fuldt bliver Personlighed.
Men medens der vrøvles af Professorer og Præster for Millioner om Beviser for Guds Personlighed, er Sandheden den, at der længst ikke mere lever Msker, som kunne bære Trykket og Vægten af at have en personlig Gud. Der er Noget rystende og gribende i den Sandhed med hvilken en Patriarch eller en Apostel taler om at døe træt af Livet; thi sandeligen at have haft med en personlig Gud at gjøre, det kan vel gjøre et Msk. træt. Billedligt: en Bondehest, om den end har arbeidet strengt for Ploven – den har ikke engang Anelse om, hvad det vil sige, at være saaledes træt som den kunstigt redne Hest er det, hvilken Berideren har redet. – Ak, men selv om mit Liv forresten ikke havde Plage og Lidelser, alene dette var nok, denne MalModbydelighed, som paakommer mig, hver Gang jeg tænker paa det Vrøvl, som Mskene spilde Tiden og Livet i. Det vil jo dog være modbydeligt at tænke sig at Mskene ikke spiste Mad men levede af Snavs, spiste Utøi o: D: – men lige saa modbydeligt er det at tænke sig, at Msk. i dybedyre Domme til Præster og Professorer, kjøbe og finde sig lykkelige ved at leve af – Vrøvl.
Ægteskabet.
At Slægtens Forplantelse hænger sammen med den msklige Egoisme eller rettere er den, sees paa utallige Maader, her blot et Par Træk.
De fleste Msker have ikke Selvfølelse nok til at leve som Enkelte, saa kræver deres Egoisme at drage den Hjælpelinie, at deres Selvfølelse potenseres ved: at der ere De, som skylde dem Livet. Nu synes det dem, at deres Liv dog har Betydning. Og er dette tillige (som oftere bemærket) dem Surrogatet for Udødelighed.
De fleste Msker mangle Selvfølelse til at kunne hævde sig selv lige overfor andre Msker, saa behøver deres Selvfølelse, at de have Nogle, som ubetinget maa adlyde dem, Nogle, som de ganske have i deres Magt, saa de dog ogsaa føle at Msket er Hersker. Dette er saa Børnene. Gud forbarme sig over, hvad i denne Henseende FamilietFamilielivet skjuler for Raahed og Egoisme, da det destoværre kun er altfor vist, at Forældrene som oftest trænge mere til Opdragelse end Børnene.
Menneskelig Dannelse.
Af Styrelsen er ethvert Msk. skjenket Eiendommelighed.
Livets Betydning skulde saa just være at gjennemføre denne Eiendommelighed, styrkes og modnes i de Collisioner, som den maa frembringe med en Omverden.
Den msklige Dannelse derimod er et Demoraliserende, beregnet paa at lære et Msk. det Kunststykke ikke at have en Mine, ikke at bruge et Ord, ikke at foretage sig det Mindste uden at have den Garantie, at da før ham mange Andre have baaret sig ligedan ad. Derved mener man saa at opnaae at d undgaae alle Farer, alle Collisioner, al den Anstrengelse, som er forbunden med at være Eiendommelighed.
Som i Meningernes Verden Journaler demoralisere Mskene, fordi de afvænne dem med selv at have en Mening og at udvikles ved at gjennemføre denne i Modsætning til Andres, afvænne dem dermed og derimod vænne dem til enbetræffende enhver Mening de have, at have den Garantie (som Journalens Udbredelse giver) at et betydeligt Antal Msker have samme Mening: saaledes demoraliserer den saakaldte msklige Dannelse.
En saadan smagfuldt Dannet er ret egl. en Tærende. Medens enhver Eiendommelighed, hvadEiendommelighed (hvad jo Enhver oprindeligt er, somer) som saa gjennemføres i Livet, er et virkeligt Berigende, et Mere, der kommer ind i Verden, er en saadan Dannet en tærende Efterabelse.
Og en saadan Dannet, en saadan tærende Efterabelse, mener saa vel ogsaa at blive udødelig – ved at have den Garantie, at han nøiagtigt bærer sig ad som han veed at mange Andre før ham have baaret sig ad.
Al Frelse for et Msk. ligger i at blive Personlighed – men der er ingen større Afstand fra Personlighed end en saadan Dannet. Det er sandt, han er ordentligviis fritagen for Alt hvad der kan vederfares Eiendommelighed, at komme til at staae ene, at anstrenges i Primitivitet, maaskee at komme betydeligt paa tvert i Livet, maaskee at blive latterlig, maaskee at blive forfulgt, maaskee ihjelslagen; men han er i dybeste Grund Demoraliseret, et U-Mske, en Vanskabning, han er paa en Maade ophørt at være en Guds Skabning og er blevet en Skabning, som – modbydeligt! – har Msk-Slægten til Skaber. Kun Gud kan skabende give Eiendommelighed, naar Msket skal gjøre Gud det Kunststykke efter, bestaaer det i: at tage Eiendommelighed bort. En saadan Dannet er saa omskabt til en Msk-Skabning, der ogsaa bærer dennesin Skabers (Mskets) – ikke hans Billede, nei hans Stempel, at han er ligesom de Andre. Andre, den ussleste af al Væren,[a]
a
af det at være Mand skal fast segne under. Saaledes er Χstd. oprindelig. Fra Østen kommer den. Og hvorledes var Forholdet der? Der var Manden Msket, Fruentimmer og Børn omtrent et Slags Husdyr. Men som hele den verdenshistoriske Proces er det Kunststykke at forkluddre alle Guds Anlæg og faae lige det Modsatte ud saaledes er det ogsaa forbeholdt den romantiske protestantiske Χsthed at gjøre Børn og Fruentimmer til »Msket« og Manden til et Nummer Nul. Jeg imødeseer, at Perfectibiliteten naaer: Fleer-Mænderiet, Modstykket til: Fleer-Koneriet, som der begyndtes med. Men denne Forandring at Børn og Fruentimmer ere blevne »Msket« har atter forandret Χstd. til lige det Modsatte af det Oprindelige: den er blevet idel Præsent – den var idel Opgave.