Tonny Aagaard Olesen Journalen NB36 Søren Kierkegaards Skrifter 26 NB36 Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009 http://sks.dk/nb36/kom.xml 20120309 Karsten Kynde 1.6 d. 13 Decemb. 1854 onsdag, fem dage før SK fik trykt den første af de avisartikler, der ledte til den åbne konfrontation med kirken (). den hvide Prik i Ligtornen Midt i ligtornens runde fortykkelse af huden sidder en 'torn' el. et 'søm', der vokser indad og borer sig ned i underhudens nerver med smerter og ofte betændelse til følge. den sorte Prik i Skiven dvs. pletten, der er centrum i skydeskiven. Christus er ubetinget af den Anskuelse ... er eenlig Stand se fx Matt 19,1-12, hvor Jesus svarer farisæerne, at det kun er tilladeligt at lade sig skille i forbindelse med utugt, og hvis man af anden grund gifter sig påny, er det ægteskabsbrud. Disciplene bemærker, at så er det bedre ikke at gifte sig, hvortil Jesus svarer: »dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet. Thi der ere Gildinger [mænd uden forplantningsevne], som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Menneskene; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo [Den, hvem] det kan begribe, han begribe det!«, v. 11-12 (NT-1819). Collisioner sammenstød, konflikter. at hade Fader og Moder og Hustrue og Børn hentyder dels til Luk 14,26, hvor Jesus siger: »Dersom nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel« (NT-1819). Dels til Matt 10,37, hvor Jesus siger til disciplene: »Hvo [hvem, den] som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd« (NT-1819). Se også Matt 19,29, hvor Jesus siger til disciplene: »Hver, som haver forladt Huus, eller Brødre, eller Søstre, eller Fader, eller Moder, eller Hustru, eller Børn, eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igien, og arve det evige Liv« (NT-1819). punctum saliens lat., det springende punkt. Arvesynden . Fryd Dig ved Livet sigter til en i datiden populær selskabsvise »Fryd dig ved Livet« af den da. visedigter og læge Rasmus Frankenau (1767-1814), hvor hver af de syv strofer indledes med følgende fire verslinjer: »Fryd dig ved Livet / I dine Dages Vaar! / Pluk Glædens Rose / Før den forgaaer!«, jf. Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange; med Tillæg af nogle svenske og tydske, udg. af A. Seidelin, Kbh. 1814, ktl. 1483, s. 86f. demoraliserer dvs. demoraliseres. holde paa stå fast på, hævde. dybsindigt Galimathias, og sentimentalt, spekulativt Nonsens hentyder dels til N.F.S. Grundtvig og hans tilhængere, der ofte hos SK latterliggøres for den påtagne dybsindighed, dels til H.L. Martensen () og hans tilhængere, som hos SK står for den spekulative nonsens. Forkiættrelser forkætrelser, kætterier. Χstus var tilstede ved et Bryllup sigter til beretningen om Jesus ved brylluppet i Kana, Joh 2,1-12. Χstus sagde en passant ... lader smaae Børn komme til mig sigter til Matt 19,13-15, hvor det fortælles, at da nogle bar deres små børn til Jesus, truede disciplene ad dem, men Jesus sagde: »lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig, thi Himmelriges Rige hører Saadanne til« (NT-1819). En Ild var Χstus kommet for at antænde sigter til Luk 12, 49, hvor Jesus siger: »Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede!« (NT-1819). Sml. Luk 3,16. derfor blev ogsaa Virginiteten fordret af den Χstne for at bevare Ilden sml. fx Matt 19,11-12 (). – Virginitet: jomfrueligheden. det Χstlige om Arvesynden, at Forplantelsen af Slægt er Synd Den dogmatiske lære om arvesynden som den oprindelige og til grund liggende synd, der kom ind i verden ved Adams syndefald, og som forplantes gennem den seksuelle akt og dermed arves, bygger først og fremmest på syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, dernæst på Sl 51,7 og videre på Rom 5,12-14. indbanke indprente. Som i Folke-Sagnet Skovens Feer ... noget Galimathias isteden En kilde er ikke identificeret. – forske efter: efterforske, undersøge. skuffer snyder. Χstus har gjort Fyldest for Arvesynden en klassisk dogmatisk opfattelse, som allerede fremsættes i NT, fx af Paulus i Rom 5,18-19: »Ligesom en enkelts [Adams] fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts [Kristi] retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed«. Den samme opfattelse bringes til udtryk i de lutherske bekendelsesskrifter og i mange af de dogmatiske hovedværker i det 19. årh. Jesu fyldestgørelse betyder dog ikke, at menneskets synd og arvesynd () er ophævet en gang for alle. Se også kap. 4 »Om Jesu Christo vor Frelser«, § 7.c, anmærkning b i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824, ktl. 183, s. 45: »Da Jesus opofrede sig selv til Forsoning for Verdens Synder, viiste han sig som den rette af Gud beskikkede ypperste Præst, og bragte et Offer til Forligelse, hvilket haver allene Gyldighed for alle i al Evighed«. Intet for til fordel for. actuel Synd virkelig synd el. gerningssynd; et fast teologisk begreb. Jf. Begrebet Angest (1844) i SKS 4, 334, hvor det anvendes i en skelnen mellem 'peccatum originale' (den oprindelige synd, arvesynden) og 'peccatum actuale' (den virkelige synd, gerningssynd). Den klassisk dogmatiske skelnen går mellem 'peccatum habituale' (den habituelle synd, dvs. synden som egenskab, holdning el. tilstand, altså arvesynden) og 'peccatum actuale'. Frispas frit spil (råderum) til at drive spas. Bonitet kvalitet. Om derfor en Frants Knivsmed ... at han kan ikke holde sig sigter til en replik af Gert Bundtmager i 2. akt, 3. scene af Ludvig Holbergs komedie Den politiske Kandestøber (1723). Under et møde i den politiske klub, »Collegium Politicum«, oplæser Gert Bundtmager et forslag om, at ægteskabskontrakter skal være tidsbundne, så en mand kan komme af med sin kone, hvis hun er arrig. Det vil få konerne til at tænke sig om, lyder motiveringen. Herimod indvender Frantz Kniv-Smed, at da kunne konerne jo blot gøre sig umulige, hvis de vil af med en dagdriver af en mand, der kun æder og drikker. Nej, siger Frantz, det bedste middel mod en balstyrisk kone er, »at manden truer hende med at ligge allene, og ingen Seng at søge med hende, indtil hun bedrer sig«. Da svarer Gert Bundtmager: »Det kunde jeg ikke holde«. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 1. Bindene er uden årstal og sidetal. – hvo: hvem. item lat., ligeledes, endvidere. Luther Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i Wittenberg. Som protestantisk reformator var Luther den centrale skikkelse i det opgør med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Bibelen til tysk. Du var dog ikke ganske ædru Flere steder i NT opfordres brevmodtagerne til at være ædru, se fx 1 Thess 5,6.8; 1 Pet 1,13; 4,7; 5,8. bedunstet beruset, bedugget. den Gang Du forandrede Χstd. ... udenfor Ægteskab Der sigtes muligvis til Luthers () forklaring af det sjette bud, dvs. forbuddet mod ægteskabsbrud. Se journaloptegnelserne NB29:80 (1854), i SKS 25, 341f. (med kommentarer), hvor SK med yttringen henviser til en ubestemt replik af »Luther eller en af Reformatorerne« i de symbolske bøger, og NB35:49 (1854), i SKS 26, 404f. kjendeligt åbenbart, tydeligt. stikke er fanget, sidder fast. lige fuldt trods det, alligevel. forgjorte forheksede, omskabte. Der er ingen Bestemmelse ... af Ironie med sml. teserne til SKs magisterafhandling, Om Begrebet Ironi (1841), hvor 8. tese hævder, at ironi er den første betegnelse for subjektiviteten, og 15. tese siger, at uden ironi kan man ikke tale om et menneskeligt liv. Jf. SKS K1, 162. »Den der forøger Kundskab forøger Græmmelse« citat fra Præd 1,18: »Thi hvor megen Viisdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte« (GT-1740). Kjende kendemærke, kendetegn. entholde sig afholde sig. Perfectibilitet evne til at udvikle sig el. til at gøre fremskridt. Udtrykket brugtes i den ældre lutherske dogmatik om kristendommens evne til at fuldkommengøres og udvikles. Sidst i det 18. årh. optoges denne tanke af den rationalistiske teologi, der betragtede kristendommens historie som en fremadskridende proces mod stadig større fuldkommenhed. I det 19. årh. udformedes tanken om perfektibiliteten også historiefilosofisk og kulturfilosofisk, fx hos hegelianerne. trindt i Landene SK har tidligere knyttet dette udtryk sammen med biskop J.P. Mynster (), men et tekststed hos Mynster er ikke identificeret. Se dog H.L. Martensens Prædiken holdt i Christiansborgs Slotskirke paa 5te Søndag efter Hellig Tre Konger, Søndagen før Biskop Dr. Mynsters Jordefærd (), hvor det hedder: »Vi komme ihu, hvad han i mere end et halvt Aarhundrede har været ikke blot for en enkelt Menighed, men for den hele Kirke i vort Fædreland, for Land og Folk; og vi vide det, at trindtomkring i Landet, trindtomkring i Menighederne, i Husene, hvor hans Røst fandt Vei og Indgang, ja ogsaa udenfor vort Fædrelands Grændser, er hans Ihukommelse i Taknemmelighed, i Velsignelser«, s. 4. Se NB35:42, i SKS 26, 399f. – trindt: rundt omkring. rigeligt godt og vel, mindst. 1000 Levebrød for Lærere hentyder til præstestanden. If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, Kbh. [1848, afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget Danmark (dvs. uden hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster. Dertil kom o. 120 personlige kapellaner. for Alteret foran. Χstd. er netop eenlig Stand . De sande Extraordinaire dem af første Classe sml. journaloptegnelsen NB35:20 (1854), i SKS 26, 384. katastrophiske omvæltende, omstyrtende, også: katastrofale. For tre Ting takker jeg Gud allusion til Sokrates el. Platon. Se 1. bog, § 33, i Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 14: »Hermip i Levnetsbeskrivelserne fortæller om Thales det, som nogle sige om Sokrates, at han takkede Lykken for tre Ting: 1) at han var bleven Menneske, og ikke et umælende Dyr; 2) Mandfolk og ikke Qvinde; 3) Græker og ikke Barbar«. En tilsvarende ytring tillægges Platon af Lactantius i Institutionum divinarum (De guddommelige indretninger) 3, 19, hvor Platon dog tilføjer: »endelig, blevet athenienser, og samtidig med Sokrates«; jf. Firmiani Lactantii opera, udg. af O.F. Fritzsche, bd. 1-2, Leipzig 1842, ktl. 142-143; bd. 1, s. 152. forhindrede, at jeg ikke tankeløst blev dvs. forhindrede, at jeg blev. At jeg frivilligt udsatte mig for at blive udskjeldt af Corsaren sigter til, at SK, alias Frater Taciturnus, ved årsskiftet 1845/46 bad om at blive 'udskældt' i det satiriske ugeblad Corsaren, hvilket medførte, at Corsaren i den følgende tid i 1846 rettede en satirisk kampagne mod ham, så han blev udleveret til offentlig spot og chikaneret på gaden. Begrebet af begrebet el. forestillingen om, ideen el. meningen med. mislig betænkelig, tvivlsom. uden Myndighed SK gør i forordene til sine opbyggelige skrifter gerne opmærksom på, at han taler »uden Myndighed«. I »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 7, noten: »Dette er igjen mit hele Forfatterskabs Categori: at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige – men 'uden Myndighed'« (SV2 13, 528, noten). Sml. også de to særskilte sider i Om min Forfatter-Virksomhed, s. 13-14; s. 14: »'Uden Myndighed' at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet« (SV2 13, 535). item lat. ligeledes, også. om man saa vil om man således vil, 'om jeg så må sige'. Mynster og Jeg er Collisionen mellem det Gamle og det Nye SK har især i perioden efter 1848 ligget i en intens debat med sig selv for og imod Mynster; enten skulle SK være ridder under Mynsters fane, eller SK måtte gå til angreb på hele kirken med dens overhovede Mynster. SK luftede sine synspunkter i jævnlige samtaler med Mynster, og debatten er løbende nedtegnet i journalerne, hvor SK indtil Mynsters død holdt på denne! Først med avisartiklen »Var Biskop Mynster et 'Sandhedsvidne', et af 'de rette Sandhedsvidner' – er dette Sandhed?« i Fædrelandet, nr. 295, mandag den 18. dec. 1854, gik SK til angreb på Mynster og dermed hele kirken. SK skrev opr. artiklen kort efter Martensens mindeprædiken over Mynster (). – Mynster: Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forf. og politiker; fra 1834 biskop over Sjællands stift. Han var sin tids store prædikant, havde et betydeligt videnskabeligt forfatterskab bag sig, havde sæde i en lang række styrende organer, men klagede efter 1848 ofte over, at positionen som kirkens øverste blev stækket under en minister. Han var som en af landets højstrangerende borgere placeret i 1. klasse, nr. 13 i den borgerlige rangforordning. Han døde den 30. jan. 1854, hvorfor han ikke nåede at se de sidste bind af sine Blandede Skrivter bd. 1-6, Kbh. 1852-57 (bd. 1-3, 1852-53, ktl. 358-363), eller sågar udgivelsen af Meddelelser om mit Levnet, udg. af F.J. Mynster, Kbh. 1854. Almdh. almindelighed. Ukjendelighed skjulthed. At begrave en Mand ... med det fjerde sigter først til biskop J.P. Mynsters usædvanlige karriere, der bl.a. gjorde ham til en af landets højest rangerende borgere, dernæst til den prædiken, H.L. Martensen holdt efter Mynsters død (, og som SK protesterede imod den 18. dec. i Fædrelandet (). I sin anden bladartikel mod Martensen/Mynster i Fædrelandet den 30. dec. under titlen »Derved bliver det!« skriver SK: »At fremstille en Mand, der, endog ved at forkynde Christendom, har naaet og nydt, efter største Maalestok, alle mulige Goder og Fordele, at fremstille ham som Sandhedsvidne, en af den hellige Kjæde, er ligesaa latterligt, som at tale om en Jomfru med en talrig Børneflok. Men Sagen er, saaledes vilde Luther sige: "Alt hvad der forholder sig til Liderlighed, det veed man Besked om i denne Syndige Verden, vil Du tale derom, er Du strax forstaaet af Alle; men de christelige Begreber veed man ingen Besked om". Og deraf kommer det, at man ikke forstaaer, opholder sig over, at der gjøres Indsigelse mod et Sandhedsvidne, der, christeligt, er ligesaa latterligt, som slig Jomfru« (SV2 14, 18). om Præsten maaskee for Penge ... de sande Jomfruer hentyder til 1. akt, 3. scene af Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), hvor Peer Degn i en monolog redegør for sine kundskaber. Han siger bl.a.: »Folk tænker, at der er ingen Observationer [overvejelser] ved at være Degn, jo jo! Degne Kald er, min Troe, et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod [dvs. bringe det så vidt], at det skal føde sin Mand. For [Før] min Tid holdt Folk her i Byen alle Liigsange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kan sige til en Bonde, hvilken Psalme vil du have, den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade [ligeledes] naar der skal kastes Jord paa den Døde; vil du have fiint Sand, eller slet og ret Jord.« Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. løbe i Eet gå ud på ét, være det samme. har Martensen gjort Mynster latterlig Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; 1837 lic.theol., 1840 æresdoktor i Kiel, fra 1840 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet, fra 1845 hofprædikant og i 1847 Ridder af Dannebrog. Han blev den 15. april 1854 udnævnt til J.P. Mynsters () efterfølger som biskop over Sjællands Stift og den 5. juni 1854 bispeviet af biskop G.P. Brammer i Vor Frue Kirke i København. SK sigter her til Martensens Prædiken holdt i Christiansborgs Slotskirke paa 5te Søndag efter Hellig Tre Konger, Søndagen før Biskop Dr. Mynsters Jordefærd, Kbh. 1854, averteret som udkommet i Adresseavisen, 9. feb. 1854, hvori han bl.a. placerer Mynster i »den hele Række af Sandheds Vidner, der ligesom en hellig Kjæde strækker sig igjennem Tiderne fra Apostlenes Dage indtil vore Dage«, s. 6. Medlevende samtidige. Min Samtidighed med Biskop Mynster . vistnok ganske rigtigt, givetvis. Katastrophiske omvæltende. ordnet saa således. lempe indpasse, modificere. Mynster og Jeg . fordunkle overstråle. Kongens Club traditionsrig selskabsforening, der under navnet Kongens Klub havde virket siden 1782. Blandt foreningens aktiviteter var afholdelse af nøje tilrettelagte danseballer, hvor et antal ikke-medlemmer kunne få adgang, hvis vedkommende kunne opnå 2/3 af medlemmernes stemmer. Jf. kap. 1, § 16 i Love for Selskabet Kongens Klub, vedtagne paa Generalforsamlingen den 9de April 1845, Kbh. [1845], s. 7f. (= kap. 1, § 15 i samme klubs vedtægter af 21. okt. 1863). Jesuitisme den moralske grundsætning, at »målet helliger midlet«, der tillægges den katolske jesuitterorden. Primitivitet oprindelig el. umiddelbar personlighed. at han af de Samtidige er blevet beskyldt for Jesuitisme SK har selv hørt beskyldningen fra sin tidligere forlovede, Regine Olsen, jf. journaloptegnelsen NB5:127 (1848), i SKS 20, 421. I anden del af Enten – Eller (1843) lægger SK Regines replik i pennen på Assessor Wilhelm, der skriver til sin æstetiske ven: »Klog er Du, det kan man ikke negte Dig, og sandt er det, hvad en ung Pige sagde om Dig, at Du formodentlig endte med at blive Jesuit«, SKS 3, 223. proclameret (offentligt, højtideligt) udråbt, udnævnt. Mynster . Martensen . Avis egl. advis, underretning, vink. Mynster . Martensen . fangende fastholdende, dvs. at SK holder ham fast på, hvad han siger og gør. Martensen buser nok paa Det kan ikke afgøres, hvad der sigtes til. render Næsen mod Stuedøren talemåde om at udføre noget umuligt el. handle uoverlagt, tåbeligt. hvorvel skønt, uagtet. Det Interessante SK sætter det at virke ved den æstetiske kategori 'det interessante' i modsætning til den sande virken gennem handling. Se fx »Epilog« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1848; udgivet 1859; SV2 13, 617-621). Comentar dvs. kommentar. Angrebet paa Martensen eller paa Mynster per Martensen sigter til SKs avisartikel fra 18. dec. 1854 (). Impetus lat., heftig bevægelse; lidenskabelighed, voldsomhed. Providentia specialissima lat., det helt særlige forsyn.Dogmatisk inddeling af 'providentia' (forsyn) mht. dets objekter; 'providentia universalis' (det universelle forsyn) omfatter alt det skabte, 'providentia specialis' (det særlige forsyn) menneskene og 'specialissima' de fromme. in abstracto lat., i almindelighed; abstrakt. in concreto lat., i det særlige; konkret. nedsætter degraderer, forringer. see nærmere til se nærmere (mere opmærksomt) efter! underskydes underforstås. Sandheden, Christendommen, vil gjøre Eder frie hentydning til Jesu løfte til de jøder, der var kommet til tro på ham, Joh 8,32: »I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigiøre Eder« (NT-1819). »Vi kan jo dog ikke Alle blive Martyrer.« sml. den tænkte indvending, SKs pseudonym Anti-Climacus anfører i nr. V i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850): »'Hvilken Urimelighed', hører jeg En sige, 'hvilken Urimelighed, det er jo dog umuligt, at vi Alle kunne [kan] blive Martyrer; skal vi Alle blive Martyrer og blive slagne [slået] ihjel, hvo [hvem] er det da der skal slaae os ihjel; skal vi alle blive Martyrer og blive forfulgte, bespottede, forhaanede, hvo er det da der skal forfølge og bespotte os?'« (SKS 12, 216). Det samme spørgsmål stilles senere i bogen, jf. SKS 12, 219. Se også journaloptegnelse NB21:56, i SKS 24, 42. Katastrophe afgørende vending el. vendepunkt, omvæltning. udvise udpege, bestemme. successive lidt efter lidt, efterhånden. Men her staaer jeg igjen og fristes til at spørge har et Msk. Lov dertil hentyder til SKs afhandling »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskes Efterladenskab. Digterisk Forsøg« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, der i 1849 blev udgivet under pseudonymet H.H., i SKS 11, 57-93. Gud-Msk Gud-Mennesket, dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig. μεταβασις εις αλλο γενος gr., (metábasis eis állo génos) overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære; pludseligt spring i en bevisførelse el. argumentation, hvor man på fejlagtig måde giver sig til at tale om noget andet end det, sagen drejer sig om. Dette almindeligt benyttede udtryk findes i en lignende form hos Aristoteles, der i Analytica posteriora 1. bog, kap. 7 (75a 38) skriver, at beviser i én videnskab ikke umiddelbart kan overføres til en anden, fx kan geometriske sandheder ikke bevises aritmetisk. hvad Korsets Tegn er for Fanden jf. talemåderne: »Den Onde viger bort, naar han sér Korsets tegn«, »Han fly'r derfor, som Fanden for Korset« og »Han er saa bange for dig, som Fanden for Korset«, E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 557. iagttager overholder, efterlever. hykkelsk hyklerisk. En, som ved at forkynde Χstd. naaer at faae 20,000 om Aaret, at gaae i Fløiel, bestjernet o: s: v: I forbindelse med H.L. Martensens indtræden i geistlighedens højeste stilling blev det ved kgl. resolution af 29. juni 1854 bestemt, at aflønningen af Sjællands bispestol skulle overtages af statskassen, mod at biskoppen fik en årlig gage på 4000 rigsdaler samt værdien af 600 tønder byg i penge efter kapiteltakst (1855 = 4088 rigsdaler, jf. Capitels-Taxt for Sjællands Stift fra Aaret 1600 til 1855, Kbh. [1856], s. 8) samt 800 rigsdaler til kontorhold. Selv med de højeste kornpriser nåede Martensens løn ikke i nærheden af 20.000 rigsdaler. Den eneste med en sådan indtægt var formentlig afdøde biskop Mynster, hvis indtægter dog ikke har kunnet verificeres. – 20,000: dvs. 20.000 rigsdaler; i Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn. En håndværkersvend tjente 5 rigsdaler om ugen. – gaae i Fløiel: . – bestjernet: dekoreret med ordensstjerne, dvs. en stjerneformet dekoration, der ved høje ordensgrader hører til ordensinsignierne og bæres sammen med ordenstegnet, fx et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne, hvilket bæres på brystet. drive (...) igjennem gennemføre. virke katastrophisk udvirke et afgørende vendepunkt, bevirke en omvæltning. sætte Alt paa sætte alt ind på. at gjøre »Anskriget« ... den er Forbrydelse sigter til en opsats dateret dec. 1854 (jf. også kladdematerialet: Pap. XI 3 B 59-63, s. 109-113; B 76-81, s. 122-124), der senere (24. maj 1855) med tillæg blev trykt som pjecen Dette skal siges; saa være det da sagt (SV2 14, 81-91; s. 83-85). Heri hedder det: »Hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten, min Ven, – ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom) har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre, Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar ved at kalde det nye Testamentes Christendom hvad der ikke er det nye Testamentes Christendom« (SV2 14, 83). Skriftet bærer et motto fra Jesu lignelse om de ti brudepiger, der falder i søvn, mens de venter på brudgommen: »Men ved Midnat skede Anskriig« (Matt 25,6, NT-1819), dvs. ved midnat lød råbet 'brudgommen kommer'. kom jeg allerede til at gjøre noget Andet ... om Mynster ud sigter til avisartiklen fra 18. dec. 1854 (). hiin Artikel »Anskriget« . mig selv betræffende hvad angår mig selv. tage mig deri finde mig til rette dermed, slå mig til ro dermed. skulke af snige (sig) udenom, luske bort. hytter sig afholder sig. min sidste Artikel mod Martensen Der sigtes efter alt at dømme til artiklen »Var Biskop Mynster et 'Sandhedsvidne', et af 'de rette Sandhedsvidner' – er dette Sandhed?« fra den 18. dec. 1854. Helt udelukkes kan det dog ikke, at SK har haft sin næste artikel i tankerne, »Derved bliver det!«, som blev trykt i Fædrelandet, 30. dec. 1854, nr. 304. actionere tiltale for et kriminelt forhold. marqveret dvs. markeret. Contra-Parten modparten, modstanderen. fast nærmest, næsten. det Eftertryk som jeg har sagt dem at det er at gjøre Nar af Gud sigter formentlig til den første artikel mod Martensen den 18. dec. 1854 (jf. næste kommentar). Den Martensenske Taushed Efter SKs første artikel mod Martensen den 18. dec. 1854 () ventede man, at Martensen – ikke mindst i sin egenskab af kirkens overhoved – tog til genmæle. Det skete imidlertid først 10 dage senere, den 28. dec. 1854, samme dag, SKs næste artikel mod Martensen er dateret (). I disse ti dage steg SKs irritation over Martensens tavshed for så at ophøre den 28. dec.; som tiden gik, voksede irritationen dog atter, idet Martensen kun denne ene gang officielt besvarede SKs angreb. SK befinder sig her rimeligvis i perspektivet før den 28. dec. ligesom Grevinde Orsini til Marinelli forbarm Dem dog og siig en lille Løgn sigter til 4. akt., 5. scene af G.E. Lessings sørgespil Emilia Galotti (1772), hvor grevinde Orsina efter at være blevet afvist af prinsen rørt siger til prinsens kammerherre, Marinelli: »'Ich bin beschäftigt. Ich bin nicht allein.' Ist das die Entschuldigung ganz, die ich wert bin? Wen weist man damit nicht ab? Jeden Überlästigen, jeden Bettler. Für mich keine einzige Lüge mehr? Keine einzige kleine Lüge mehr für mich? – Beschäftigt? womit denn? Nicht allein? Wer wäre denn bei ihm? – Kommen Sie, Marinelli; aus Barmherzigkeit, lieber Marinelli! Lügen Sie mir eins auf eigene Rechnung vor. Was kostet Ihnen denn eine Lüge? – Was hat er zu thun? Wer ist bei ihm? – Sagen Sie mir; sagen Sie mir, was Ihnen zuerst in den Mund kommt, – und ich gehe«, Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762; bd. 21, 1827, s. 185-304; s. 270. Stykket blev opført 54 gange på Det kgl. Teater fra 1775 til 1837, senest 10. dec. 1836 og 12. jan. 1837. Epigram af gr., epigramma, 'påskrift, inskription'; kort, fyndigt vers som udtrykker en sentens, en pointeret vittighed, en satire o.l.; spottevers. at Biskop Mynster ... de rette Sandhedsvidner sigter til Martensens prædiken ved Mynsters begravelse (). Luther . L.s Formel: jeg kan det ikke anderledes hentyder til Luthers svar, da han på Rigsdagen i Worms 1521 blev bedt at tilbagekalde sin af kirken fordømte lære, hvilket han afslog med ordene: »Hier stehe ich; ich kann nicht anders, Gott helfe mir! Amen!« Jf. C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, Stuttgart 1838, ktl. 790, s. 123. Slægten menneskeslægten, menneskeheden. er til Forargelse vækker anstød. erbarmeligt ynkeligt, gudsjammerligt. Slikkerie søde sager, 'sukkergodt'. faldbydes dvs. falbydes, sælges. Kagekjellinger el. kagekoner, dvs. kvinder, der fra en bod el. på gaden sælger (små)kager, fx sirupskager. Præster i Silke og Fløiel Blandt de gejstlige var det forbeholdt biskopper, den kgl. konfessionarius og dem, der havde forsvaret den teologiske doktorgrad, at bære præstehat og -kjole af fløjl samt kåbe af silke. Jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragt m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid. Den alm. præstekjole var foret med silke. Det nye Testamente hviler ... Gud er Msk-Fjendskab se fx Jak 4,4: »I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.« Se også Matt 6,24, hvor Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Se endvidere Rom 8,7-8, hvor Paulus skriver: »For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.« Se endelig Luk 14,26 (). I Χstdommens første Tid ... Jødedom Modsætningen jf. fx 1 Kor 1,23, hvor Paulus skriver: »vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger«. passe paa være opmærksom på, sørge for. Potensation opløftning til en højere potens; dels ophøjelse, højere form, dels forøgelse af styrke, intensivering, skærpelse. Ved at lade 11 Skjolde eftergjøre ... det himmelfaldne sigter til sagnet om, hvordan et skjold på kong Numas tid faldt ned fra himlen, idet en røst forkyndte kongen, at Roms sikkerhed beroede på dets bevarelse, og hvordan kongen, for at skjoldet ikke skulle stjæles, lod kunstneren Mamurius udføre 11 lignende skjolde: »Ligesom Vestalinderne bevarede den hellige Ild, saaledes bevarede de tolv Salier (Salii), Mars's Præster, det fra Himmelen nedfaldne Skjold Ancile, hvilket man troede at være Mars's Skjold, der gjorde enhver Stad, inden for hvis Mure det fandtes, uindtagelig, og hvilket derfor blev regnet imellem Statens Helligdomme (Pignora imperii). For at dette Skjold ikke saa let skulde kunne bortstjæles, lod Numa forfærdige elleve Skjolde, ganske lige det himmelfaldne. Dandsende (deraf havde Salierne [Note: Af Salire, dvs. dandse] Navn) droge disse Præster (hvis Formand kaldtes Præsul) paa visse Fester, isærdeleshed den første Marts, igjennem Staden, afsang hellige Sange (Assamenta), og holdt et af de hellige Skjolde i den vestre og et Spyd i den høire Haand. Man sammenligner disse Dandse med de græske Vaabendandse, som Cureterne dandsede. Dette var det eneste Vaabenbrag, Numa foraarsagede, da han tverimod søgte, saa meget som muligt, at forhindre Krig og Vaabenfærd.«, Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbejdet af J.G. Woltmann, overs. og forøget af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 1, 1822, s. 491f. Kjendet paa kendemærket på, kendetegnet ved. piinligste mest pinefulde, smerteligste. Mutter, Madamen Hvor 'mutter' gerne brugtes om den jævne kone, tilkom 'madame' hustruer (uden for almuestanden), hvis ægtemænd ikke er optaget i den borgerlige rangforordning. som naar Heiberg bekæmpede ... »et dannet Publikum« sigter til den tilsyneladende modsigelse, der lige fra begyndelsen fandtes i J.L. Heibergs dramatiske kritik, hvor han på den ene side tog publikum i skole ved at revse og belære det, på den anden side gerne anbragte det dannede publikum som den afgørende instans i forbindelse med et stykkes succes. Se fx Heibergs Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads. En dramaturgisk Undersøgelse, Kbh. 1826, optrykt i Prosaiske Skrifter bd. 1-3, Kbh. 1841-1843 (jf. ktl. 1560); bd. 1, s. 123-247. – Heiberg: Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, redaktør og kritiker; fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. J.L. Heiberg var tidens førende æstetiske smagsdommer. anpriist anbefalet, lovprist. ordentligviis almindeligvis, sædvanligvis. eenstydigt ensbetydende. At være gift paa den Maade som Socrates ... for Vanskelighedens Skyld sigter til Diogenes Laertios' filosofihistorie, 2. bog, kap. 5, 37, hvor Sokrates forklarer, hvorfor han har giftet sig med Xanthippe: »At leve med en arrig Qvinde er, sagde han, som Staldfolks Omgang med vilde Heste; naar de have faaet Magt over disse, kunne de let komme afsted med de andre; saaledes vil jeg, naar jeg forstaaer at omgaaes med Xantippe, ogsaa kunne skikke mig efter andre Mennesker«, Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 73. i ethvert Tilfælde under alle omstændigheder, i det mindste. avanceret frembragt, fremsat. Jødernes Raahed, som slog ham ihjel hentyder til domsfældelsen, hvor den vilde menneskemasse dødsdømmer Jesus (Luk 23,13-25). Slægt generation, forplantning. arrigste argeste, værste. vistnok rigtignok, ganske vist. forskylde gør sig skyldig i, forårsager. en masse fr. i mængde, massevis; under ét. Som man indbyrdes assurerer for Ildebrand Efter Københavns brand i 1728 stiftedes i 1731 Kjøbenhavns Brandforsikring, der frem til 1868 påbød alle husejere inden for Københavns volde at lade deres ejendomme forsikre efter fastlagte tariffer. Det var landets første gensidige forsikringsordning, hvor medlemmerne i fællesskab hæftede for hinandens tab. død (det at afdøe) Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det [for at] vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Jf. endvidere Kol 2,20, hvor Paulus skriver: »Dersom I da ere afdøde med Christo fra Verdens Børne-Lærdom, hvi [hvorfor] besværes I da med Anordninger, som de, der leve i Verden?« (NT-1819). Disse tanker blev inden for dele af mystikken og pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra lysterne og fra verden i selvfornægtelse og fuldstændig løsgørelse fra alt, hvad der har med det timelige at gøre. Herved blev vægten forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. furor lat. raseri, galskab. ligesom ved Drik dvs. alkoholiske drikke. furor uterinus lat. vanvid i livmoderen, ældre betegnelse for nymfomani, også: giftesyge el. blot letfærdighed.