Niels Jørgen Cappelørn og Jon Stewart Notesbog 10 Søren Kierkegaards Skrifter 19 Not10 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen Joakim Garff Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/not10/kom.xml 20110324 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.6 Hegels Æsthetik 3die Bind G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Aesthetik, udg. af H.G. Hotho, bd. 1-3, Berlin 1835-38, ktl. 1384-1386, i Hegel's Werke () bd. 10,1-3 (Jub. bd. 12-14); bd. 10,3 (Jub. bd. 14, her med samme paginering). – Hegels: . Poesiens Arter jf. 3. del, 3. afsnit, kap. 3, »Die Gattungsunderschiede der Poesie« i Hegels Vorlesungen über die Aesthetik bd. 3, s. 319-581. Alle henvisninger i notesbog 10:1 gælder dette afsnit. A.) den episke Poesie jf. »A. Die epische Poesie«, s. 326-418. Forholdet mell. dramatisk og episk Collision jf. s. 350-352. Den sidste ... Charakterens Inderlighed SKs gengivelse af s. 351f. – den fører: den dramatiske skildring. I Epos ... egen Skjebne SKs gengivelse af s. 366. Forholdet mell. Begivenhed, Handling, das Geschehen introduceres s. 356f., hvor begreberne er spatieret. Hegel forklarer, at det er den episke poesis opgave at skildre et hændelsesforløb på en sådan måde, at det både træder frem som handling (med vægten på den handlendes karakter, pligt og hensigt) og som begivenhed (med vægten på de ydre forholds beskaffenhed). denne Mellemtilstand ... er Begivenhed løs gengivelse af s. 363-366. Afarter af Epos: Idyll, Læredigt, Roman dvs. afarter ift. Hegels begreb om 'det egl. epos'; som eksempler på »dergleichen untergeordneten Nebenzweigen des eigentlich Epischen« (s. 393) nævner han bl.a. idyllen (s. 393f.), læredigtet (s. 394f.) og romanen (s. 395f.). Den sidste forudsætter ... det egl. Epos har SKs gengivelse af s. 395: »Was jedoch fehlt, ist der ursprünglich poetische Weltzustand, aus welchem das eigentliche Epos hervorgeht. Der Roman im modernen Sinne setzt eine bereits zur Prosa geordnete Wirklichkeit voraus«. B) den lyriske Poesie jf. »B. Die lyrische Poesie«, s. 419-478. Epigram; Romanze; Ballade Som eksempler på episk stof behandlet i en lyrisk form nævner Hegel epigrammet (s. 426f.), romancen (s. 427) og balladen (s. 427f.). Leilighedsdigt jf. s. 428. Hymne, Dithyrambe, Päan, Psalme nævnes s. 455 som eksempler på den egl. lyrik, hvor digteren forsvinder som individ for at hensynke i almene betragtninger af det guddommelige. – Päan: lov- el. jubelsang; i metrikken betegnelse for en versefod bestående af tre korte stavelser og én lang. Ode jf. s. 458. Vise jf. s. 460. α gr. alpha, a. Volkslieder jf. s. 462. β gr. beta, b. gesellige Lieder jf. s. 463. γ gr. gamma, g. Sonetter, Sestiner, Elegier, Epistler o: s: v: jf. s. 464. – Sestiner: en sp. og ital. digtform bestående af seks strofer à seks verslinier, der rimer indbyrdes, og en syvende strofe à tre verslinier, hvori alle seks rimord forekommer. den orientalske Lyrik beskrives s. 467-469 som det første hovedtrin i lyrikkens historiske udvikling. den classiske beskrives s. 469-473 som det andet hovedtrin i lyrikkens historiske udvikling. Hymnen jf. s. 470. det elegiske Versemaal jf. s. 470f. Det elegiske versemål, også kaldet distikon, består af to verslinier, den første et heksameter og den anden et pentameter. det jambiske jf. s. 471. δ gr. delta, d. den meliske Lyrik jf. s. 471. Den meliske lyrik el. melisme – af gr. mélos, sang – er karakteriseret ved en melodisk udsmykning af melodiens enkelte toner ved gennemgangs- og vekseltoner, sådan at der synges flere toner på én stavelse. ε gr. eta, e. den choriske Lyrik jf. s. 471f. Den choriske lyrik el. choriamben Notesbog – af gr. korós, kordans – er en versefod bestående af en trokæ (en lang og en kort stavelse) og en jambe (en kort og en lang stavelse). den romantiske beskrives s. 473-478 som det tredje hovedtrin i lyrikkens historiske udvikling. den hedenske Lyrik ... fulgte af Protestantismen jf. s. 474f., hvor Hegel angiver disse tre momenter inden for den romantiske lyrik, som den kommer til udtryk blandt de germanske, slaviske og især romanske folkeslag: »Auf der einen Seite steht demnach die Lyrik der neuen Völker in ihrer noch heidnischen Ursprünglichkeit; / zweitens breitet sich reichhaltiger die Lyrik des christlichen Mittelalters aus; / drittens endlich ist es Theils das wiederauflebende Studium der alten Kunst, Theils das moderne Princip des Protestantismus, das von wesentlicher Einwirkung wird.« C)) den dramatiske Poesie jf. »C. Die dramatische Poesie«, s. 479-581. p. 493. Det kunde ... sætter Collisionen SKs gengivelse af s. 493. – Fortbevægelsen: SKs overs. af »Fortbewegung«. Det naturlige Antal af Akter er 3 jf. s. 493-495, hvor Hegel følger Aristoteles Poetik, kap. 4, idet han opdeler dramaet i begyndelse, midte og ende og tildeler dem hver sin akt. Spanierne iagttage gjerne dette jf. s. 495. Engelænder, Franskmænd og Tydskere have 5 jf. s. 495: »die Engländer, Franzosen und Deutsche hingegen zerlegen das Ganze meist in fünf Akte, indem die Exposition dem ersten Akt zufällt, während die drei mittleren die verschiedenartigen Angriffe und Rückwirkungen, Verschlingungen und Kämpfe der sich entgegenstehenden Partheien ausführen, und im fünften erst die Kollision zum vollständigen Abschluß gelangt.« i Tiecks Phantasus ... stor Kunst sigter til rammefortællingen Phantasus. Eine Sammlung von Märchen, Erzählungen, Schauspielen und Novellen, udg. af L. Tieck, bd. 1-3, Berlin 1812-16, optrykt i Ludwig Tieck's sämmtliche Werke bd. 1-2, Paris 1837, ktl. 1848-1849; bd. 1, s. 330-559. Heri indgår Blaubart (1796), et eventyr i fem akter, s. 436-464, og Die Verkehrte Welt (1798), et historisk skuespil i fem akter, s. 490-519. – Tieck: Johann Ludwig Tieck (1773-1853), ty. digter, udgiver og oversætter, kendt bl.a. for sine romantiske gendigtninger af middelalderlige legender og beretninger. Choret og Monologen ... Handling og Situation jf. s. 498f.: »Der Chorgesang nämlich, den individuellen Charakteren und ihrem innern und äußeren Streit gegenüber, spricht die allgemeinen Gesinnungen und Empfindungen in einer bald gegen die Substantialität epischer Aussprüche, bald gegen den Schwung der Lyrik hingewendeten Weise aus. In Monologen umgekehrt ist es das einzelne Innere, das sich in einer bestimmten Situation der Handlung für sich selbst objektiv wird. Sie haben daher besonders in solchen Momenten ihre echt dramatische Stellung, in welchen sich das Gemüth aus den früheren Ereignissen her einfach in sich zusammenfaßt, sich von seiner Differenz gegen Andere oder seiner eigenen Zwiespaltigkeit Rechenschaft giebt, oder auch langsam herangereifte oder plötzliche Entschlüsse zur letzten Entscheidung bringt. – Die vollständig dramatische Form aber (...) ist der Dialog. Denn in ihm allein können die handelnden Individuen ihren Charakter und Zweck sowohl nach Seiten ihrer Besonderheit als in Rücksicht auf das Substantielle ihres Pathos gegeneinander aussprechen, in Kampf gerathen, und damit die Handlung in wirklicher Bewegung vorwärts bringen.« – discrete: uforbundne, adskilte. p. 506. »In diesem ... mit einbegriffen« SK varierer et gr. udtryk og udelader accenttegn, men med enkelte afvigelser i ortografi og interpunktion citerer han i øvrigt ordret fra s. 506f. – Aristoteles (...) Poet: c. 6: jf. Aristoteles Poetik, kap. 6 (1449b 21 - 1450b 20). – δυο αιτια: gr. (dúo aítia) 'to årsager', jf. Aristoteles Poetik (1450a 1). – διανοια ϰαι ηϑος: gr. (dianoía kaì ēthos), tankegang og karakter, jf. Aristoteles Poetik (1449b 38). – τελος: gr. (télos) 'mål', jf. Aristoteles Poetik (1450a 22). p. 531. Det Tragiske ... i Lidelsen SKs tekstnære gengivelse af s. 531. – Aristoteles ... Frygt og Medlidenhed: jf. Aristoteles Poetik, kap. 6 (1449b 27f.). »bemitleidet und bedauert ... des Leidenden« ordret citat fra s. 531f. Hoved-Collisionen ... Familie, Stat o:s:v: jf. s. 550f. deels en mere formel ... foretaget sig SKs gengivelse af s. 551. – Oedipus rex og Oed. af Col: tragedier af Sofokles (). Oedipus rex el. Oedipus tyrannos (Kong Ødipus) handler om Ødipus, der – som forudsagt af et orakel – uafvidende har dræbt sin far, kong Laos, befriet Theben for den sphinx, som dræbte alle, der ikke kunne løse dens gåde, og herefter giftet sig med sin mor, dronning Iokaste; da Ødipus' udåd afsløres for ham, stikker han sine øjne ud. I Oedipus Coloneus (Ødipus i Kolonos) skildres kong Ødipus' død. de græske Helte ... paatage sig Skyld jf. s. 552f. Sophokles von J.J.C. Donner ... Ismenes Haupt med ubetydelige afvigelser ordret citat fra Oedipus Coloneus, v. 308-318, i Sophokles, overs. af J.J.C. Donner, Heidelberg 1839, ktl. 1202, s. 83. – Sophokles: Sofokles (o. 496-406 f.Kr.), gr. tragediedigter; af hans 123 stykker er syv tragedier bevaret, heriblandt tre om Labdakos-slægten: Oedipus rex el. Oedipus tyrannos (Kong Ødipus), Oedipus Coloneus (Ødipus i Kolonos) og Antigone. – J.J.C. Donner: Johann Jakob Christian Donner (1799-1875), ty. filolog. – Oedipos Kolonæus: . Antigone. v. 844 ... noch im Tode med ubetydelige ortografiske variationer ordret citat fra Antigone, v. 844f., i Sophokles, s. 186. – Antigone: Sofokles' tragedie Antigone handler om Ødipus' og Iokastes datter Antigone, der således var født i blodskam, og som i strid med kongens forbud opfyldte sin hellige pligt til at begrave sin faldne bror Polyneikes, efter at hans angreb på Theben var mislykkedes, og han og hans bror Eteokles havde dræbt hinanden i tvekamp. Gudernes Vrede ... Kreons Søn Den gr. gud Apollon har ved sit orakel spået Labdakos' søn, den thebanske kong Laios, at hans søn ville dræbe ham og gifte sig med sin mor, og siden spået Ødipus, at han ville dræbe sin far og gifte sig med sin mor; begge søger at undfly den skæbne, som guderne har beredt dem, men netop således pådrager de sig deres vrede. I Antigone er Antigone forlovet med Hæmon, søn af hendes onkel, Kreon, der har overtaget den thebanske krone efter hendes brødres død; da hun trodser kongens forbud ved at lade Polyneikos begrave, bliver hun som straf indemuret i en grotte, hvor hun hænger sig; da Hæmon erfarer hendes død, begår også han selvmord, mens tragedien ikke melder noget om Ismenes skæbne. – øiensynligt: synligt, tydeligt. Philoktetes. v. 96 ... und nicht die That med ubetydelig afvigelse i interpunktion ordret citat fra Odysseus' replik i Sofokles' tragedie Philoktetes, v. 96-99, i Sophokles, s. 218. Philoktet (...) v. 878.879 jf. Neoptolemos' replik i Philoktetes, v. 878f., Sophokles, s. 246: »Was thu' ich, Götter? Zeig' ich schlecht mich wiederum, / Das Wahre bergend und den Trug verkündigend?« interessant fra o. 1830 et modeord, overtaget fra ty. idealistisk kunstteori; fællesbetegnelse for de stimulerende kunstneriske virkemidler, der blev betragtet som ikke-skønne, men fascinerende. Som æstetisk term blev 'det interessante' indført af Friedrich Schlegel i »Ueber das Studium der griechischen Poesie« (1795- 96), jf. Schlegel's sämmtliche Werke bd. 1-10, Wien 1822-25, ktl. 1816-1825; bd. 5, 1823, s. 5-332. Om den nyere poesi i modsætning til den græske hedder det: »Sie macht nicht einmal Ansprüche auf objektive Allgemeinheit; welches doch die erste Bedingung des reinen und unbedingten künstlerischen Werths ist, und ihr Ideal und Ziel ist das Interessante d.h. das subjektiv Anziehende und dichterisch Wirkende«, s. 11. Betegnelsen omfatter de kunstneriske virkemidler, som typisk behagede publikum i kraft af, at de var pirrende, opsigtsvækkende, disharmoniske og umiddelbart spændende, men mishagede dele af kritikken, der betragtede dem som ikke-skønne og derfor uden adkomst til kunsten. Det 'interessante' er således både knyttet til kunstnerens appel til publikum med stadigt mere spektakulære midler og til det element af (selv)refleksion, som ansås for en uomgængelig bestanddel af et moderne menneske. Philoktets stigende Forbittrelse ... hans Adfærd Den gr. helt Filoktet har som løn for at have antændt det bål, hvorfra Herkules opsteg til guderne, modtaget dennes altid træffende bue og pile. Senere – undervejs med den gr. flåde til Troja – bliver han bidt i foden af en giftig slange, hvorefter han skrigende af smerte efterlades på øen Lemnos. Efter flere års forgæves belejring sender grækerne Odysseus og Neoptolemos til Lemnos for at hente både Filoktet og hans våben, da de er blevet spået, at de ikke kan indtage Troja uden. I Sofokles' tragedie viser Filoktet sin forbitrelse mod de grækere, der først lod ham i stikken, men nu kommer for at hente ham; og mens han det ene øjeblik nægter at følge dem, kalder han dem det næste tilbage, når de gør mine til at forlade ham. Endelig viser Herkules sig, og på hans bud vælger Filoktet at følge sin skæbne. Marheinecke Marheineke, se indledningen til kommentaren til notesbog 9, s. 331f. at den er for alle Msker SK referat af Ph. Marheinekes forelæsninger over System der christlichen Dogmatik begynder midt i afsnittet »a. die Nothwendigkeit der Versöhnung«, s. 362, og lægger sig direkte i forlængelse af referatet i Not9. Forsoningen jf. »a. die Nothwendigkeit der Versöhnung«, System der christlichen Dogmatik, s. 361-365 (se indledningen til kommentaren til notesbog 9, s. 331f.). ϰοςμος gr. (kósmos), 'verden'. Kategorier Einzelnes ... Allgemeines hentyder til de tre dele, der udgør begrebet ('der Begriff') i Hegels filosofi, nemlig 'Allgemeinheit', 'Besonderheit' og 'Einzelheit', jf. Encyclopädie (), § 163, bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 6, s. 320 (Jub. bd. 8, s. 358). medieret SKs gengivelse af 'vermittelt', 'formidlet'. Fordærvelsen viser sig som Thun jf. »Die wesentlichen Bestimmungen aber des Verderbens der Welt zeigen sich 1) als ein Thun«, System der christlichen Dogmatik, s. 362f. Fordærvelsen viser sig som Liden jf. »2) als ein Leiden«, System der christlichen Dogmatik, s. 363. Hemnung dvs. 'Hemmung', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 363. Fordærvelsen er Skyld jf. »3) Der Ungehorsam und die damit verknüpfte Unseligkeit oder die Schuld«, System der christlichen Dogmatik, s. 363f. udv: udvortes. Syndefaldet jf. syndefaldsberetningen i 1 Mos 3. fiat justitia lat. 'retfærdighed må øves'. pereat mundus lat. 'omend verden skulle gå til grunde'. Udtrykket »Fiat justitia et pereat mundus« tillægges den ty.-rom. kejser Ferdinand I som valgsprog. Indv: Indvending. Skabelse og Opholdelse se Not9:1, s. 249. Muligheden jf. »b. Die Möglichkeit der Versöhnung«, System der christlichen Dogmatik, s. 365-369. Det der fjerner Gud ... forener ham med Gud jf. »1) (...) Das, was den Menschen trennt und entfernt von Gott, kann nicht auch das ihn mit Gott Einigende und Versöhnende seyn«, System der christlichen Dogmatik, s. 365. Syndens Træld jf. Joh 8,34 og Rom 6,16.20. Troen paa Gud jf. »2) Der Glaube an Gott (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 366f. Widerspruch dvs. 'der Widerspruch mit Gott', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 366. Tidens Fylde jf. Gal 4,4. fuldk. fuldkomne. F: Forsoning. Troen paa Forsoning jf. »3) Der Glaube an den Versöhner (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 367-369. Midler var og Moses hentyder måske til 2 Mos 32,31-32, hvor Moses går i forbøn for israelitterne, fordi de har lavet guldkalven og derved syndet mod Gud. Jf. også 3 Mos 9, hvor Moses befaler sin bror Aron at bringe det første ofre; da det var sket, gik de begge ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud igen, velsignede de israelitterne. Satisfactio lat. 'fyldestgørelse'. vicaria lat. 'stedfortrædende'. Virkeligheden jf. »c. Die Wirklichkeit der Versöhnung«, System der christlichen Dogmatik, s. 369-386. 1) Begrebet jf. »1) Begriff der Versöhnung«, System der christlichen Dogmatik, s. 369-374. Guds Mskvordelse ... en Antydning af Forsoningen jf. »α) Die Menschwerdung Gottes in der Person Jesu Christi ist zunächst nur die Voraussetzung und Möglichkeit der von ihm zu leistenden Versöhnung (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 369-371. chr. Christi. Χstus bærer al Verdens Synd jf. Joh 1,29 og 1 Joh 3,5. udv: udvortes. I. N. T. forestilles Χst. som Præst og Offer jf. Hebr 4,14-5,10; 7,1-8,13; 9,11-10,18. Det Individuelle og Universelle jf. »β) Im Begriff der Versöhnung kommt ferner in Betracht der Unterschied des Individuellen und Universellen«, System der christlichen Dogmatik, s. 371-373. indvirksom dvs. 'indvirkende' el. 'medvirksom', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 371: »Ist es der einzelne Mensch, Jesus Christus, welcher die Versöhnung der Welt vollbringt, so ist dabei die gesammte Menschheit nicht mitthätig gewesen.« Rationalisme . Supranaturalisme . Analogie til Adam den anden Adam hentyder til Rom 5,12-21 om Adam og Kristus. Det egl. Forsonende i Χsto jf. »γ) (...) so zeigt sich endlich, was (...) das eigentlich Versöhnende ist«, System der christlichen Dogmatik, s. 373f. Kj. Kjærlighed. den uendelige Frihed System der christlichen Dogmatik har 'der unendliche Friede', s. 373. I Χsti Deeltagelse i ... Affectioner ... ved Opstandelsen System der christlichen Dogmatik har: »In solcher Theilnahme der göttlichen Natur an allen Affectionen und Afflictionen der menschlichen liegt eben so sehr das unendlich Versöhnende derselben, als die Nothwendigkeit, daß es bei dem Tode des Gottmenschen nicht bleiben kann, sondern die Auferstehung darauf folgen muß«, s. 374. – Affectioner: følelser, lidenskaber. Momenterne jf. »2) Die einzelnen Momente des Versöhnungswerkes«, System der christlichen Dogmatik, s. 374-381. i Modsætning til Verdens onde Thun ... ikke egoistisk System der christlichen Dogmatik har: »Das Versöhnen der Welt mit Gott ist ein Thun, welches dem Thun der Welt, wie sie im Bösen befangen ist, entgegengesetzt ist. Ein Thun wohl des Einzelnen bezieht es sich doch mittelst des Besondern oder des Volkes auf das Allgemeine, und so ist sein in sich, in sein Ich, Reflectirtseyn kein selbstsüchtiges, sondern sein Thun das wahre, die Welt von aller Selbstsucht erlösende«, s. 374f. Ein Thun jf. »So ist es α) ein Thun«, System der christlichen Dogmatik, s. 374f. Leiden jf. »β) Das Leiden«, System der christlichen Dogmatik, s. 375-378. deprimerede nedtrykte, tilbagetrængte; System der christlichen Dogmatik har 'das gehemmte Thun', s. 376. indv: indvortes. Den ene Røver ... den bodfærdige Røver hentyder til beretningen i Luk 23,39-43 om de to røvere, der blev korsfæstet på hver sin side af Jesus. Den ene røver spotter Jesus; den anden irettesætter ham: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? (...) vi får kun løn som forskyldt, men han [Jesus] har intet ondt gjort.« Derpå siger han: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus svarer: »I dag skal du være med mig i Paradis.« Eenheden af Thun og Liden er Lydighed jf. »Dieß ist Rückgang des Leidens in das Thun, aus welchem es hergekommen, so ist es γ) das Gehorchen«, System der christlichen Dogmatik, s. 378-381. obedientia lat. 'lydighed'. activa lat. 'aktiv'; 'obedientia activa' betegner i den luthersk-ortodokse forsoningslære Kristi aktive el. handlende lydighed, dvs. at Kristus opfyldte loven i sit liv og i sine handlinger – stedfortrædende for menneskene. passiva lat. 'passiv'; 'obedientia passiva' betegner i den luthersk-ortodokse forsoningslære Kristi passive el. lidende lydighed, dvs. at Kristus gjorde fyldest for Guds retfærdighed i sin frivillige død, i sin straflidelse – stedfortrædende for menneskene. Supranaturalisme ... ophørte at være den nødv. System der christlichen Dogmatik har: »Um so mehr wird nun in der supernaturalistischen Dogmatik auf der Freiwilligkeit des Gehorsams Christi bestanden; nach ihr ist der Tod nicht mors moraliter necessaria [en af moralske grunde nødvendig død], sondern voluntaria [en frivillig]. Aber so frei gewählt, daß er in aller Beziehung aufhörte, der nothwendige zu seyn, kann er doch an dieser Seite auch nicht gedacht werden«, s. 379. – mors voluntaria: lat. 'den frivillige død'. Lydigheden er den Frihed der er sat sig selv jf. System der christlichen Dogmatik, s. 380: »So ist der Gehorsam die Freheit, die sich selbst Gesetz ist.« Han har ophævet Loven jf. Rom 10,4, hvor Paulus skriver: »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.« er Forsoningen fuldbragt spiller på Jesu korsord: »Det er fuldbragt«, Joh 19,30. Der Zweck der Versöhnung jf. »3) Zweck der Versöhnung«, System der christlichen Dogmatik, s. 381-386. Strauss har ophævet den historiske Proces ... Mskheden jf. D.F. Strauß Die christliche Glaubenslehre (), bd. 2, § 72, s. 327-336. – Strauss: . Fors. Forsoning. vicarierende stedfortrædende (). Lydighed er Gud kjærere end Offer hentyder til 1 Sam 15,22. Lader Eder forsone med Gud jf. 2 Kor 5,20, som Luther oversætter med: »Lasset euch versöhnen mit Gott«, der er den form, Marheineke anvender, jf. System der christlichen Dogmatik, s. 383. Dette anseer Strauss ... Spekulation og mystisk jf. D.F. Strauß Die christliche Glaubenslehre () bd. 2, § 72, s. 329ff. Indv: Indvortes. merito lat. 'ved fortjeneste'. 3. Χsti kongelige Embede jf. »III. Von dem königlichen Amt Christi«, System der christlichen Dogmatik, s. 386-388. hans prophetiske og præstelige Embede se notesbog 9, s. 247. Mig er givet al Magt jf. Matt 28,18. III Læren om Aanden jf. »Von Gott, dem Geist«, tredje del af System der christlichen Dogmatik, s. 389-593. 1. Treenigheden jf. »Erster Abschnitt. Von der göttlichen Dreieinigkeit«, System der christlichen Dogmatik, s. 389-418. Den bibelske Lære jf. »1. Die biblische Lehre«, System der christlichen Dogmatik, s. 389f. i det gl.T. dunkel og skjult jf. »a. im Alten Testament dunkel und verborgen enthalten«, System der christlichen Dogmatik, s. 389f. Calixt sagde, at Treenigheden ... af det gl. T. Calixtus fremførte sin påstand, at treenighedens mysterium ikke kan påvises alene ud fra GT, hvor det kun er ubestemt, ubevidst tilstede som en hemmelighed, i Dissertatio de trinitate (1645, Afhandling om treenigheden) og i Dissertatio de mysterio trinitatis, an ex solius Veteris Testamenti libris possit demonstrari (1649, Afhandling om treenighedens mysterium, om den kan påvises alene ud fra Det Gamle Testamentes bøger). – Calixt: Georgius Calixtus (Jørgen Callisen, 1586-1656), ty. luthersk ortodoks teolog, fra 1614 til sin død prof. i Helmstädt. Ψ 33 if. System der christlichen Dogmatik, s. 390, tænker Marheineke på Sl 33,6. – Ψ: gr. Psi, gængs forkortelse for Salme (i datidens retskrivning Psalme), dvs. Salmernes Bog i GT. Det ypperstepræstelig Tre Gange helligt if. System der christlichen Dogmatik, s. 390, tænker Marheineke på: »der dreifach wiederholte hohepriesterliche Segen: 4 Mose 6, 24.« i det N.T. jf. »b. Deutlicher ist die Lehre von der göttlichen Trinität im Neuen Testament ausgesprochen worden«, System der christlichen Dogmatik, s. 390-392. πνευμα αγιον gr. (pneúma hágion) 'hellig ånd' el. 'Helligånden'. Paraklet af gr. παϱάϰλητος (paráklētos) 'talsmand', 'fortaler', 'hjælper', jf. Joh 14,16.26; 15,26 og 16,7. χαϱιςματα gr. (charísmata) 'nådegaver'. ὁ ϰυϱιος egl. ὁ ϰυϱιος, gr. (ho kýrios) 'Herren'. ὁ ϑεος gr. (ho theós) 'Gud'. 1 Cor. 2 if. System der christlichen Dogmatik, s. 391, tænker Marheineke på 1 Kor 2,9-13. Joh. 3 if. System der christlichen Dogmatik, s. 391, tænker Marheineke på Joh 3,5. Apostelen sværger ved ham som ved Χsto i System der christlichen Dogmatik, s. 391, henviser Marheineke her til Rom 9,1. Mth. 12 if. System der christlichen Dogmatik, s. 391, tænker Marheineke på Matt 12,31. Bretschneider ... Døbeformelen ingen dogmatisk Interesse har if. System der christlichen Dogmatik henviser Marheineke til »S. 479«, dvs. K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche bd. 1-2, Leipzig 1814 (forkortet Handbuch de Dogmatik; jf. ktl. 437-438); bd. 1, § 83, s. 419ff. – Bretschneider: Karl Gottlieb Bretschneider (1776-1848), ty. evangelisk teolog, fra 1808 superintendent i Annaberg og fra 1816 generalsuperintendent i Gotha; hans hovedværk Handbuch der Dogmatik bygger på fornuft og åbenbaring. –––– SK refererer ikke fra »c. Die Auslegung«, System der christlichen Dogmatik, s. 392-394. Den kirkelige Forestilling jf. »2. Die kirchliche Vorstellung«, System der christlichen Dogmatik, s. 394-399. den tilegner sig alle de Spoer ... Treenighed jf. »a. Die ältere christliche Kirche. Sie eignet sich α) alles das wesentlich an, was auch in der vorchristlichen Zeit von Spuren einer Erkenntniß göttlicher Dreieinigkeit sich findet«, System der christlichen Dogmatik, s. 394f. Plato ... σοϕια, og Verdensjæl jf. System der christlichen Dogmatik, s. 395: »so ist sie [die Trinität] bei Plato vielmehr die Dreiheit in der Einheit Gottes, das dreifache göttliche Princip als der höchste Gott, den er πατήϱ nennet, der göttliche νοῦς oder λόγος, den er auch δημιουϱγός und σοϕία nennet und die Weltseele.« – Plato: Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof og Sokrates' berømteste elev; han oprettede et akademi, hvor eleverne blev undervist i musik, matematik, dialektik, filosofi osv. Den bevarede del af hans forfatterskab er i vidt omfang skrevet i dialogform. – πατηϱ: gr. (patēr) 'fader'. – λογος: gr. (lógos) 'fornuft'; 'princip'. – νους: gr. (noús) 'fornuft'; 'begreb'. – σοϕια: gr. (sophía) 'forstand'; 'visdom'. I Timæus adskiller ... Principer for Gud ... hypostaserede de gudd. Væsener jf. System der christlichen Dogmatik, s. 395: »daß er [Platon] die beiden andern Principien, besonders im Timäus, sowohl unterschied von Gott, als auch nicht, ist der Gegenstand der Frage, ob er die göttlichen Principien hypostasirt oder nicht«. – Timæus: Platons dialog Timaios. – hypostaserede: gjorde til personer. Neo-Pl. Neo-Platonikerne el. nyplatonikerne; betegnelse for de filosoffer, der i det 3. årh. e.Kr. udformede nyplatonismen, en systematisk filosofi bygget på platonismen. Skønt nyplatonikerne rettede stærke angreb på kristendommen, var flere af de østlige kirkefærdre påvirket af den nyplatoniske filosofi. de alexandrinske Jøder jøderne i Alexandria før og efter Kristi fødsel. Philo el. Filon, gr.-jødisk filosof (o. 25 f.Kr. - o. 50 e.Kr.), f. i Alexandria, hvor han tilhørte de ledende kredse inden for den store jødiske menighed. 1) høieste Gud, 2) λογος, δευτεϱος ϑεος, 3) πνευμα jf. Die System der christlichen Dogmatik, s. 395: »Philo, der viel spricht von dem höchsten Gott, dann vom λόγος als dem δεύτεϱος ϑεός und dem πνεῦμα.« – λογος: . – δευτεϱος ϑεος: gr. (deúteros theós) 'den anden Gud'. – πνευμα: gr. (pneúma) 'ånd'. Kabbalisterne tilhængere af Kabbala (hebr. 'tradition'), som betegner jødiske, mystiske og teosofiske traditioner, der blev dyrket i lukkede kredse, især de traditioner, der fandt deres form i det 12. årh. i Sydeuropa. Kabbalismen er påvirket af nyplatonisme såvel som af gnosticisme, og dens lære har fundet sit klassiske udtryk i værket Sefer ha-Zohar (Bogen om den (himmelske) Stråleglans). Gud, der er både 'ikke-væren' og 'ikke-væsen', og som ikke kan erkendes af mennesker, har givet sig tilkende som skabende gennem emanation (). havde den ogsaa dvs. »dieser Unterschied von Vater, Sohn und Geist«, System der christlichen Dogmatik, s. 395. Symbolum apostolicum jf. »2) In der christlichen Kirche tritt die Lehre von der göttlichen Dreieinigkeit am bestimmtesten hervor i dem symbolum apostolicum«, System der christlichen Dogmatik, s. 395f. – Symbolum apostolicum: lat. 'Det apostolske Symbol' el. 'Den apostolske Trosbekendelse', som er trinitarisk opbygget således, at troen bekendes på Gud Fader i art. 1, på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, i art. 2 og på Helligånden i art. 3. Formelerne if. System der christlichen Dogmatik, s. 395f., tænkes der på de oldkirkelige trosregler ('regulis fidei'), der nærmer sig bekendelser, og som udtrykker kristendommens hovedindhold. Paulus Samosatenus og Sabellius jf. »An der einen Seite steht α) die Lehre des Paulus Samosatenus und Sabellius«, System der christlichen Dogmatik, s. 396f. – Paulus Samosatenus: Paulus fra Samosata (3. årh.), biskop i Antiokia, hævdede, at der kun er én person i Gud, og at Jesus af natur er et menneske, som i dåben blev inspireret af λόγος (), der boede i ham som i tempel, og at Jesus blev forenet med Gud gennem sin uophørlige kærlighed. – Sabellius: el. Sabellios (3. årh.), biskop i Ptolemais i den nordafrikanske provins Pentapolis, hævdede, at Faderen, Sønnen og Helligånden blot er tre forskellige betegnelser og fremtrædelsesformer for den ene og samme person, Gud, og at Gud ophører med at være Faderen, når han fremtræder som Sønnen, og ikke længere er Sønnen, når han fremtræder som Helligånden. Identitæt dvs. Guds identitet som Fader, Søn og Ånd. Photinus og Arius jf. »Auf der andern Seite steht β) Photinus und Arius«, System der christlichen Dogmatik, s. 397. – Photinus: el. Photin (død o. 375), biskop i Sirmium i Pannonien, viderudviklede Sabellios' lære og hævdede, at λόγος () ingen særeksistens har ved siden af Skaberen, og at Jesus væsentlig er menneske. – Arius: el. Arios (død 336), i 312 blev valgt til menighedsforstander (presbyter) ved en af hovedkirkerne i Alexandria, hævdede, at kun Faderen er evig, at Faderen før tidens begyndelse havde skabt Sønnen af intet, og at Sønnen derfor ikke har del i Faderens væsen (ὑπόστασις, hypóstasis). Creatur Skabning. de anerkjende ikke Guds absolute Spiritualisme jf. »γ) Beiderlei Irrlehren, die Sabellianische und Arianische, erkennen nicht die absolute Spiritualität Gottes (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 397f. Macedonius el. Makedonios (død e. 360), gr. biskop i Konstantinopel, semiarianer, hævdede if. traditionen, at Helligånden kun er et værktøj og en kraft, en tjener og træl for Gud. Synoden i Nicæa På rigssynoden, også kaldt den første økumeniske synode, i Nikæa i 325 blev Den nikænske Trosbekendelse (Symbolum Nicaenum) vedtaget. Constantinopel På den anden økumeniske synode i Konstantinopel i 381 blev Den nikænske Trosbekendelse sanktioneret og udvidet til Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse (Symbolum Nicaeno-Constantinopolitanum), der (i art. 3) udtrykkeligt lærer, at Helligånden udgår fra Faderen, og som kom til at danne grundlag for den kirkelige treenighedslære. nicænoconstantinopolitanum se foregående kommentar. Den evangeliske Kirke jf. »b. Die evangelische Kirche« og »c. Die protestantische Dogmatik«, System der christlichen Kirche, s. 398f. de romerske Symboler if. System der christlichen Dogmatik, s. 398, er der tale om »die drei öcumenischen Glaubensbekenntnisse«, dvs. Den nikænske Trosbekendelse, Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse og Den kalkedonensiske Trosbekendelse (Symbolum Chalcedonense, vedtaget på den fjerde økumeniske synode i Kalkedon i 451). Jf. i øvrigt fortsættelsen s. 398: »die Augsburger Confession beginnt mit der Erklärung, daß über diesen Gegenstand [die Dreieinigkeit Gottes] kein Streit sey zwischen ihr und der römischen Kirche.« Fordømme Alle der nægte Trinitæten ... Socinianerne jf. Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, det første lutherske bekendelsesskrift fra 1530), art. 1, stk. 2 (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], Göttingen 1992, s. 51). – gl. og ny Samosaterne: dvs. de gamle og nye samosatener. Om de gamle samosatener, . Med de nye samosatener tænkes der måske på den ty. lutherske teolog Johann Campanus, der (o. 1530) hævdede, at Helligånden ikke er en person, og at Kristus ikke er af samme væsen som Faderen, måske også på den samtidige ty. antitrinitariske gendøber Hans Denck. – Socinianerne: antitrinitarisk kirkesamfund, opkaldt efter italienerne Lelio Sozzini (Lælius Socinus, f. 1525) og hans brorsøn Fausto Sozzini (Faustus Socinus, f. 1539), den egl. stifter af kirkesamfundet, der især fik udbredelse i Polen under betegnelsen 'de polske brødre'; socianismen er en rationalistisk skriftteologi, som går ind for gendåb og forkaster læren om arvesynd, om treenigheden og om Jesu guddommelighed. De nævnes ikke i Confessio Augustana, art. 1, men omtales i System der christlichen Dogmatik, s. 398: »Als daher noch im sechzehnten Jahrhundert der Socianismus sich gegen diese Grundlehre [die Trinitätslehre] des Christenthums erhob, verwies man nur auf die bestimmten Aussprüche der Augsburger Confession zurück, in denen diese Häresie eben so sehr vorausgesehen, als verworfen worden war.« characteres ell. proprietates personales lat. 'de personlige karaktertræk el. egenskaber'. αγηνεσια gr. (agēnesía), egl. αγενησια (agenēsía) 'uskabthed'. generatio activa lat. 'aktiv avling'. γενησις gr. (génēsis), egl. γενεσις (génesis) 'tilblivelse'. generatio passiva lat. 'passiv avling'. spiratio lat. 'ånding'. processio e patre filioque lat. 'udgang fra Faderen og Sønnen'. Tilsætningen filioque dvs. den tilføjelse af 'filioque' ('og fra Sønnen'), som den rom.-katolske modsat den gr.-ortodokse kirke i det 8. årh. indførte i 3. art. om Helligånden i Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse, at den »ex patre procedit« (»udgår fra Faderen«); med tilføjelsen bekendes det, at Helligånden »ex patre filioque procedit« (»udgår fra Faderen og Sønnen«). Dogmets Begreb jf. »3. Begriff des Dogma«, System der christlichen Dogmatik, s. 399-418. Troens Forhold til Læren jf. »A. Verhalten des Glaubens zur Trinitätslehre«, System der christlichen Dogmatik, s. 399-404. Den spekulative Erkjendelses Opgave ... Trehed ikke tilbage i Eenhed jf. System der christlichen Dogmatik, s. 400: »Dieses speculativen Erkennens Aufgabe war vornehmlich, den Widerspruch, der für den Verstand in der Vereinigung der Einheit und Mehrheit des göttlichen Wesens unumgänglich ist (...), hinwegzuräumen.« Indvendinger mod denne Lære jf. »B. Einwendungen gegen die Trinitätsidee«, System der christlichen Dogmatik, s. 404-410. Polytheismen hentyder til den indvending, der undertiden er rettet mod læren om Guds treenighed, at der med treheden er tale om tre guder, Faderen, Sønnen og Helligånden; denne indvending imødegås her ved at understrege enheden, at Gud er én. udv. udvortes. Augustin ... de ere in se invicem jf. Augustin () De trinitate (Om treenigheden), hvor udtrykket anvendes adskillige gange om forholdet mellem de tre personer i treenigheden. – in se invicem: lat. 'mellem hinanden indbyrdes', dvs. 'have et indbyrdes og gensidigt forhold til hinanden'. Dogmet selv jf. »C. Das Dogma selbst«, System der christlichen Dogmatik, s. 410-418. Lessing siger ... end Betragtningen af det Fuldkomneste jf. System der christlichen Dogmatik, s. 411, hvor Marheineke uden kildeangivelse tydeligt referer Lessings tanker om treenigheden fremsat i den posthumt udgivne opsats »Das Christenthum der Vernunft«, § 1, jf. Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 7, 1825, nr. 23, s. 161. – Lessing: Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. forfatter, dramatiker, kritiker og filosof. – fuldk.: fuldkomneste, jf. 'das vollkommenste Wesen', System der christlichen Dogmatik, s. 411. Videre siger han, at Gud ... som han selv havde jf. System der christlichen Dogmatik, s. 411, hvor Marheineke uden kildeangivelse tydeligt referer Lessings tanker om treenigheden fremsat i den posthumt udgivne opsats »Das Christenthum der Vernunft«, § 5, jf. Lessing's sämmtliche Schriften bd. 7, 1825, nr. 23, s. 161. Dette Væsen er Gud ... der er Harmonien jf. System der christlichen Dogmatik, s. 411, hvor Marheineke uden kildeangivelse tydeligt referer Lessings tanker om treenigheden fremsat i den posthumt udgivne opsats »Das Christenthum der Vernunft«, § 6-12, jf. Lessing's sämmtliche Schriften bd. 7, 1825, nr. 23, s. 162f. Schelling bragte Philosophien dette Dogme jf. System der christlichen Dogmatik, s. 412, hvor Marheineke siger, at gennem Schelling blev »das christliche Dogma von der Trinität auch der Philosophie angeeignet«. Hvad angår Schellings filosofiske brug af den kristne treenighedslære, jf. fx Vorlesungen über die Methode des academischen Studiums (), 8. forelæsning, s. 184, og 9. forelæsning, s. 192. – Schelling: . Det Absolute ... han bliver objektiv da. gengivelse af første del af det Schellingcitat, Marheineke bringer uden kildeangivelse, jf. System der christlichen Dogmatik, s. 412. Citatet er fra Schellings Philosophie und Religion, Tübingen 1804, s. 28f. Hegel jf. System der christlichen Dogmatik, s. 412: »Ausführlicher noch hat Hegel das christliche Dogma entwickelt und es in den tiefsten Zusammenhang gesetzt mit seinem Philosophiren über alle Gegenstände der Natur und des Geistes.« Marheineke henviser her til, at Hegel tildeler kristendommen en central plads i sin filosofi, og at han især betragter treenigheden som et af de højeste udtryk for det filosofiske begreb ('der Begriff', ). Gud som Fader repræsenterer 'Allgemeinheit', som Søn 'Besonderheit' og som Hellig Ånd 'Einzelnheit'. Mens kristendommen forstår den treleddede sandhed i form af den guddommelige treenighed, så forstår filosofien den som den grundlæggende begrebsmæssige struktur i hele virkeligheden. Jf. Phänomenologie des Geistes (), i Hegel's Werke () bd. 2, s. 578-593 (Jub. bd. 2, s. 586-601), og Vorlesungen über die Philosophie der Religion () bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 218-356 (Jub. bd. 16, s. 218-356). 1) Gud er absolut Substants jf. »a. Gott ist die absolute Substanz«, System der christlichen Dogmatik, s. 412-414. causa sui lat. 'årsag til sig selv' (). Spinoza identificerer Substants med Natur sigter til Spinozas monistiske metafysik fremsat i hans Ethica (). I sin kritik af den traditionelle dualisme, if. hvilken der eksisterer to forskellige former for substans, fx sjæl og materie, Gud og verden, argumenterer Spinoza for en monisme, if. hvilken der kun eksisterer én substans, nemlig Gud, som indeholder egenskaberne 'tænkning' og udstrækning' (). Da Gud altså opfattes som en substans med udstrækning, er han identificeret med natur. Se. Ethica, Pars I, »De Deo« (»Om Gud«), jf. Spinoza opera (), s. 287-310. thi saa var Sønnen dvs. 'så var Gud Sønnen', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 413. 2) den absolut Subjekt jf. »b. Gott ist, wie die Substanz, so auch Subject (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 414f. hypostaseret . 3) Forholdet ... er et negativt jf. »c. So gewiß nun Gott ist (...) nicht nur Substanz, sondern auch Subject, so ist dieß alles doch ein negatives Verhältniß (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 415-418. Han er Identitæten dvs. Helligånden, jf. System der christlichen Dogmatik, s. 416. 2. Læren om Naaden jf. »Zweiter Abschnitt. Von den Gnadenwirkungen des Geistes«, System der christlichen Dogmatik, s. 419-488. 1. Kaldelsen jf. »Erstes Hauptstück. Von der Berufung«, System der christlichen Dogmatik, s. 419-444. Udvælgelsen jf. »Da ist der Ausdruck: berufen seyn, identisch mit dem andern: erwählet seyn« i afsnittet »1. Die biblische Vorstellung«, System der christlichen Dogmatik, s. 420. Forudbestemmelse jf. »Endlich lehret die Schrift auch die göttliche Vorherversehung« i afsnittet »1. Die biblische Vorstellung«, System der christlichen Dogmatik, s. 420. Augustinus ; jf. »a) Augustinus und Pelagius oder Julianus« i afsnittet »2. in der Lehre der Kirche«, System der christlichen Dogmatik, s. 421. Universalister betegnelse for de teologer, der hævder Guds universelle nådevalg, så alle mennesker frelses. Particularister betegnelse for de teologer, der hævder Guds partikulære el. særlige nådevalg, så kun de mennesker frelses, som Gud har bestemt til salighed. Den nyere Dogmatik jf. »c) Die neuere Dogmatik«, System der christlichen Dogmatik, s. 422-424. Bretschneider ... Skriften har en dobbelt Læretypus dvs. har en dobbelt læreform om Guds nådevalg; jf. K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik () bd. 2, § 181, s. 522-530. Knapp ... hæve den ved Sprogfortolkning if. System der christlichen Dogmatik henviser Marheineke til »Knapp (...) in seiner Dogmatik«, jf. G.C. Knapp Vorlesungen über die christliche Glaubenslehre nach dem Lehrbegriff der evangelischen Kirche, udg. af C. Thilo, bd. 1-2, Halle 1827 (2. udg. 1836); bd. 1, § 32, »II. Ueber die Lehre der Bibel von den göttlichen Rathschlüssen, und von den Irrthümern und falschen Vorstellungen, welche aus Mißdeutung einiger biblischen Stellen in dieser Lehre entstanden sind«, s. 197-201. – Knapp: . Dogmets Begreb sml. »3. Begriff des Dogma«, System der christlichen Dogmatik, s. 424-444. Kaldelsen sml. »a. Die Berufung«, System der christlichen Dogmatik, s. 424-429, jf. dog s. 426. umidd. umiddelbar. Verden i Tid og Rum fejl for 'Werden'. betegnes Msk i Skriften som der selische jf. fx 1 Kor 2,14. Werden für Gott Et tilsvarende afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. 1) Det er Aandens Naadeværk jf. »1) Es ist das Werk der Gnade des Geistes (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 426f. gratia præveniens lat. 'den forekommende nåde', dvs. 'den forudkommende nåde' el. 'den forberedende nåde'; i System der christlichen Dogmatik forklares det med 'vorangehende oder zuvorkommende Gnade', s. 426. 2) i Mskene er det den Fähigkeit ... dette Forhold jf. »2) auch die Befähigung des Menschen, mit Bewußtseyn und Willen in dieß absolute Verhältniß einzutreten (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 427f. 3) Eenheden heraf er det sande Naadevalg sml. »3) Gnadenwahl«, System der christlichen Dogmatik, s. 428f. Den gudl. Raadslutning ... ell. Usalighed jf. afsnit 1 i »b. Falsche Lösung des Problems«, System der christlichen Dogmatik, s. 429. Pelagianerne ... Fornuft og Frihed ere blot Mulighed forekommer ikke i afsnit 1 i »b. Falsche Lösung des Problems«, System der christlichen Dogmatik, s. 429-433, jf. dog s. 427f. og s. 439. Det hjælper ikke ... afhængig af hans Forudvidenhed jf. afsnit 1 i »b. Falsche Lösung des Problems«, System der christlichen Dogmatik, s. 432. deri har Calvin Ret jf. 3. bog, kap. 21, »De electione aeterna, qua Deus alios ad salutem, alios ad interitum praedestinavit« (»Om den evige udvælgelse, hvorved Gud har forudbestemt nogle til frelse andre til fortabelse«), 5, i Ioannis Calvini Institutio christianae religionis, udg. af A. Tholuck, bd. 1-2, Berlin 1834-35 (ktl. 454-455); bd. 2, s. 133. – Calvin: . Den gudl. Raadslutning ... Guds evige Raadslutning jf. afsnit 2 i »b. Falsche Lösung des Problems«, System der christlichen Dogmatik, s. 433ff. Modsigelsen hæves jf. »c. Die Auflösung des Widerspruchs«, System der christlichen Dogmatik, s. 438-444. est homo a deo creatus prædestinatus lat. 'er mennesket som skabt af Gud forudbestemt?' Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. forvirkliger sig virkeliggør sig. Omvendelsen jf. »Zweites Hauptstück. Von der Bekehrung«, System der christlichen Dogmatik, s. 444-470. Skriftens Lære jf. »1. Die biblische Lehre«, System der christlichen Dogmatik, s. 444-448. Kkenslære jf. »3. [dvs. 2.] Die Kirchenlehre«, System der christlichen Dogmatik, s. 448-450. i det 16d Aarh. ... ikke altid stemme med Skriften jf. »c) Die evangelische Kirche hatte im sechzehnten Jahrhundert (...), welche sich aus der Schrift nicht zu rechtfertigen vermochten (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 449f. Omv: Omvendelse. Troen sola justificans ... 3) salvifica jf. »Drittes Hauptstück. Von der Rechtfertigung«, System der christlichen Dogmatik, s. 470. – Troen sola justificans: fides sola justificans, lat. 'den alene retfærdiggørende tro'. – interna: lat. 'indre' – viva: lat. 'levende'. – salvifica: lat. 'frelsende', 'saliggørende'. Dogmets Begreb jf. »3. Begriff des Dogma«, System der christlichen Dogmatik, s. 450-470. mediere sig SKs gengivelse af 'vermittelt sich', 'formidle sig', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 451. Mediationen formidling. Oplysningen, Helliggjørelsen og Begnadigung System der christlichen Dogmatik har: »die Erleuchtung, Heiligung und Wiedergeburt«, s. 451. begge Momenter dvs. 'göttliche Gnadenacte' og 'menschliche Willensacte', jf. System der christlichen Dogmatik, s. 451. Die Erleuchtung jf. »A. Die Erleuchtung«, System der christlichen Dogmatik, s. 451-459. Gud er Lyset og boer i et utilgjængeligt Lys jf. 1 Joh 1,5 og 1 Tim 6,16. gud. guddommelige. 1) Die Wahrheit Gottes jf. »a. Die Lehre der Schrift (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 451f. Jegheden har al Sandhed til Princip ... fra sig selv Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. Guds Forstand er en infinitiv Sætningen findes ikke i System der christlichen Dogmatik. – en infinitiv: dvs. en ubestemt forstand. 2) Der forudsættes Mørke ... Aand jf. »b. Das Erleuchten (...) setzet Finsterniß voraus (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 452-454. Subjektet bliver sig bevidst ... den blot msklige Tanke Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. 3) Mskets Oplysning ved den gudl. Sandhed jf. »c. Das Licht der göttlichen Wahrheit (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 454-459. Denne Sandhed er i Msk. ... Gud selv Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. Helliggjørelse jf. »B. Die Heiligung«, System der christlichen Dogmatik, s. 459-470. 1.) Gott als die Heiligkeit jf. »a. Ob und wie der Mensch (...) der Heiligkeit Gottes macht«, System der christlichen Dogmatik, s. 459f. 2) Mskets Forhold til den gudl. Hellighed jf. »b. In dem Unterschiede des göttlichen und menschlichen Wesens (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 460-462. Msket har Trang ... Helliggjørelsens første Rørelse Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. 3) Mskets Helliggjørelse ved Gud jf. »c. Was nun die Heiligung der Seele sey (...)«, System der christlichen Dogmatik, s. 462-464. Kant . det Hellige er ikke det Naturlige ... heiligen Ursprung Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. 3) Die Begnadigung svarer formentlig til »Drittes Hauptstück. Von der Rechtfertigung«, System der christlichen Dogmatik, s. 470-488. I det gl. T. ... et nyt Liv som den nødv: Følge Dette afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. judiciel retslig. III. Friheden ... universell Et sådant afsnit findes ikke i System der christlichen Dogmatik. Stoikernes fire Kategorier ... τα πϱος τι εχοντα jf. Simplikios Categoriae, 16 b, se Poul Martin Møllers »Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies Historie«, i Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3, Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576; bd. 2, udg. af F.C. Olsen, 1842, s. 517. – τα υποϰειμενα: gr. (ta hypokeímena) 'substanser'. – τα ποια: gr. (ta poiá) 'kvaliteter'. – τα πως εχοντα: gr. (ta pōs échonta) 'tilstande'. –τα πϱος τι εχοντα: fejl for 'τα πϱος τι πως εχοντα', gr. (ta prós ti pōs échonta) 'relationer'. Tennemann Wilhelm Gottlieb Tennemann (1761-1819), ty. filosofihistoriker, prof. i Marburg. Her tænkes der formentlig på hans Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826, hvor stoikernes kategorier dog ikke er anført. Quantitet ... Nødvendighed, Tilfældighed gengivelse af den ty. filosof Immanuel Kants »Tafel der Kategorien« i Critik der reinen Vernunft, 4. udg., Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 106. Domme ... apodiktiske gengivelse af Kants oversigt over de forskellige domme ('Urteile'), der bygger på kategorierne, i Critik der reinen Vernunft, s. 95. Slutninger ... disjunktive En tilsvarende oversigt over 'slutninger' findes ikke i Kants Critik der reinen Vernunft. Kilden har ikke kunnet verificeres.