Tonny Aagaard Olesen Notesbog 11 Søren Kierkegaards Skrifter 19 Not11 F.W.J. Schellings forelæsninger Paulus/SW henvisninger Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen Peter Tudvad Kierkegaard Normalformat vers. 1 (hebraisk logisk ordnet efter UTF std.) Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/not11/kom.xml 20111129 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.6 Schelling. No 1 se tekstredegørelsen, s. 416. han vilde betragtes ... i platonisk Betydning Schelling publicerede selv sin første forelæsning under titlen Schelling's erste Vorlesung in Berlin, 15. November 1841, Stuttgart 1841, men heri findes intet om det anførte. En anden tilhører til forelæsningen, Franz von Tschudi, refererer dog følgende: »Er deutete auch etwas dunkel an, das er seinen Schülern hinterlassen werde, ähnlich Sokrates, der (im Phädon) jedem weisheitsuchenden Jüngling, der wenige Tage nach seinem Tode nach Athen kam, nach seinem Tode erschein«, Schelling im Spiegel seiner Zeitgenossen, udg. af X. Tilliette, bd. 1, Torino 1974, s. 443. I den gr. filosof Platons (427-347 f.Kr.) dialog Faidon udvikler Sokrates, at den sande filosofs stræben er at dø (Faidon 64a, jf. Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 3, s. 170), hvilket betyder, at han i livet må stræbe efter at gøre sig uafhængig af de umiddelbare drifter og behov. det var som Kanne ... for det Dagligdagse Johann Arnold Kanne (1773-1824), ty. forf., mytolog og sprogforsker, som var SK bekendt (jf. ktl. 584, 588-592). Udtalelsen er ikke verificeret. το αλεϑες ϱαδιον gr. (to alethés rhádion), egl. ἀληϑες (alēthés), ordret: 'det sande let', dvs. at gøre sandheden simpel. I SW II, 3, s. 19, skriver Schelling: »Das Wahre ist leicht, sagt ein Alter«; kilden er ikke identificeret. Philosophie og Virkelighed sml. notesbog 8:33, hvor SK skriver: »Jeg er saa glad ved at have hørt Schellings 2den Time – ubeskrivelig. Saa har jeg da længe nok sukket og Tankerne sukket i mig; da han nævnede det Ord: 'Virkelighed' om Philosophiens Forhold til Virkelighed, da sprang Tankens Foster i mig af Glæde som i Elisabeth. Jeg erindrer næsten hvert Ord, han fra det Øieblik sagde. Her maaskee kan der komme Klarhed. Dette ene Ord, det erindrede mig om alle mine philosophiske Lidelser og Qvaler«, SKS 19, 235. quid sit (...) quod sit lat. 'hvad det er' hhv. 'at det er'. Udtrykkene, der benyttes i den skolastiske filosofi, betegner en tings 'væsen' hhv. dens 'eksistens'. Sml. Paulus, s. 217; SW II, 3, s. 57f. cognitio lat. 'erkendelse', 'genkendelse'. Sml. SW II, 3, s. 58. det hebraiske יָדַע hebr. (jāda') 'erfare', 'erkende', 'kende', 'forstå', 'genkende'. Jf. også W. Gesenius Lexicon manuale hebraicum et chaldaicum in Veteris Testamenti libros, Leipzig 1833, ktl. 72 (forkortet Lexicon manuale hebraicum), s. 405f., som bl.a. angiver betydningen: 'cognovit', 'cognovit aliquem (kennen lernen). επιστημη του οντος gr. (epistēmē tou óntos) 'viden(skab) om det værende'. Sml. Paulus, s. 218; SW II, 3, s. 76 – begge steder kaldes dette den ældste definition på filosofi. og også. mindst dvs. 'i det mindste', 'i hvert fald'; af ty. »am wenigsten«, Paulus, s. 218. Spørgsmaalet blev ... kun paa een sml. Paulus, s. 219, hvor der refereres: »Da das Seiende (τὸ ὄν) aber, nach dem Vorigen, verschiedene Seiten der Betrachtung darbietet, so fragt sich, ob die Philosophie sich auf beide [quid und quod sit] beziehe und beide in Einer Wissenschaft befasse, oder ob sie überall nur auf die Eine Seite gehe.« Indvendinger i kantisk ... et Accidens Der sigtes til den ty. filosof Immanuel Kants (1724-1804) 'kritiske' filosofi, der vendte sig mod den traditionelle dogmatiske metafysik for i stedet at undersøge mulighedsbetingelsen for den menneskelige erkendelse, erfaring og fornuft. I Kritik der reinen Vernunft (1781) indvender Kant indirekte imod forståelsen af filosofi som viden om det værende, at 'væren' ikke er en egenskab. – Accidens: det som 'hænder' el. modificerer en substans, dvs. en egenskab. quodditas (...) quidditas lat. hhv. 'at-hed' (ang. eksistens) hhv. 'hvad-hed' (ang. væsen, essens); skolastiske udtryk. Sml. Paulus, s. 224; SW II, 3, s. 65, hvor det hedder: »Das Uebergehen ist simpliciter ein Anderswerden; an die Stelle der reinen Potenz, die als solche das nicht Seyende ist, erscheint ein Seyendes, aber die Bestimmung 'ein Seyendes' ist hier selbst eine bloß quidditative, nicht quodditative (scholastische Ausdrücke, aber die in Kürze bezeichnen): es ist mir dabei nur um das quid, nicht um das quod zu thun.« Altsaa blev Philosophien ... nyere sagde det Der sigtes formentlig til distinktionen ml. en rationalistisk filosofi (bl.a. Descartes (), Spinoza (), Leibniz og Wolff () med rødder hos Platon () og Aristoteles (), som mener, at filosofiens genstand er tingenes essens, og så den nyere empiristiske filosofi, som mener, at tingenes essens er enten uerkendbar (Locke (), el. at forestillingen om en sådan er meningsløs (Berkeley, Hume ()), hvorfor filosofien i stedet skal vende sig mod det positivt givne. Potens iboende mulighed, evne, formåen el. 'magt' til at virkeliggøre noget. Se også 'potentia' (). Schelling udfolder dette sted i SW II, 3, s. 62f. »eingebornene, aprioriske Indhold« Det er Schelling, som citeres. Jf. Paulus, s. 221, hvor der refereres: »Was in ihr ohne ihr Zutun ist, ist ihr an- oder eingeborner Inhalt, der mit ihrem Wesen gesetzt ist, vor aller wirklichen Erkenntniss, ihr a-priorischer Inhalt.« Sml. SW II, 3, s. 63. det gl. skolastiske ens omnimode indeterminatum lat. 'væren, som i enhver henseende er ubegrænset (ubestemt)'. Sml. SW II, 3, s. 64, hvor Schelling skriver: »Durch diese Beweglichkeit ihres höchsten Begriffs unterscheidet sich die gegenwärtige Philosophie von der Scholastik, die einen ähnlichen Anfang gehabt zu haben scheinen könnte. In dieser entspricht der unendlichen Potenz des Seyns das Ens omnimodo indeterminatum, von welchem sie ausging: sie verstand unter demselben nicht ein irgendwie schon Existirendes, sondern, wie sie sagte, das Existirende überhaupt. Dieses Ens der Scholastik war etwas ganz Todtes – eigentlich der höchste Gattungsbegriff, Ens in genere, von dem eben darum nur ein nominelles Fortschreiten zu den Gattungen und Arten des Seyns, zum Ente composito, simplici, und wie die besonderen Klassen von Wesen weiter bestimmt wurden, möglich war.« aptitudo ad existendum lat. 'evne(n) til at eksistere'. Sml. SW II, 3, s. 64, hvor det hedder: »In der Wolffschen Philosophie wurde das Ens, das die Scholastiker als aptitudo ad existendum erklärten, sogar erklärt als eine bloße non repugnantia ad existendum, wodurch die unmittelbare Potenz vollends zur bloßen passiven Möglichkeit abgeblaßt und herabgesetzt ist, mit der sich natürlich wieder nichts anfangen läßt« (se næste kommentar). det skolastiske ens Det lat., skolastiske udtryk betyder 'væren', 'et værende'; det svarer til det gr. 'to on'. Hos Wolf (...) »non repugnantia ad existendum« lat. 'det, der ikke er i modstrid med det at eksistere' (). – Wolf: Christian von Wolff (1679-1754), ty. filosof, hvis rationalistiske filosofi var dominerende i perioden frem til Kant (). Hans hovedværk er Philosophia Prima sive Ontologia (1730). Vi have altsaa en ... Erkjendelsens uendelige Potens sml. Paulus, s. 224f., hvor der refereres: »Kant's Kritik legte zu ihr den Grund; doch enthielt sie bei ihm zu viel Empirisches und hatte eine zu subjective Stellung. Aber ohne sie ist die Philosophie ihres Gegenstandes nicht gewiss, sie ist die ihren Gegenstand suchende Wissenschaft, und in diesem Sinne Philosophie, philosophia prima, Ontologie. Das Denken folgt in ihr der Bewegung der unendlichen Potenz des Seyns, deres ganzen Inhalt es als unendliche Potenz des Erscheinens ebenfalls besizt. Sie ist es, die seit Kant die deutsche Philosophie beschäftigt, und es handelt sich nun zunächst darum, ob sie überhaupt die Philosophie sey oder ob nicht.« – philosophia prima: lat. 'første filosofi'; betegnelsen har sin oprindelse i Aristoteles' distinktion ml. en 'første' og en 'anden' filosofi () og blev hyppigt benyttet i skolastikken (), men også i den ty. rationalisme i det 18. årh. (fx A.G. Baumgarten og Chr. Wolff), hvor betegnelsen blev synonym med 'metafysik', 'ontologi'. – Ontologia: lat. 'ontologi', dvs. læren om det værende. – Kants Kritik: . εϕισταμενον gr. (ephistámenon) 'noget, der bliver stående', el. som er bragt til stand, dvs. i stilstand. Sml. Paulus, s. 225. (). provocere til påberåbe sig. Fornuft er som ... paa Alles-Vernehmen Det ty. ord 'Vernunft' er afledt (deriveret) af ordet 'Vernehmen', dvs. 'forhøre' el. 'afhøre'. Sml. SW II, 1, s. 320, hvor Schelling skriver: »und in den großen Verhör oder Vernehmen, wovon die Vernunft den Namen hat.« omnibus æqua lat. 'lige for alle'. foeminini generis lat. 'i hunkøn'. Sml. SW II, 3, s. 74f. masculinum lat. 'hankøn'. το πεϱιϕεϱες gr. (to peripherés) egl. 'det, der drejer rundt'; det foranderlige, tilblivende. begrifflos ... schrankenlos jf. Paulus, s. 225. υποϰειμενον gr. (hypokeímenon) 'det underliggende', 'substans', det, som er substrat for yderligere bestemmelser; siden Aristoteles () et centralt begreb i den filosofiske tradition. Sml. Paulus, s. 227; SW II, 2, s. 29. contradictoria lat. 'modsigende begreber'. Sml. Paulus, s. 226. potentia lat. 'efter mulighed'. a potentia ad actum lat. 'fra mulighed (potentialitet) til virkelighed (virke-lighed)'. Sml. Paulus, s. 226; SW, II, 3, s. 68. exclusum tertium lat. 'det udelukkede tredje; et grundprincip formuleret af Aristoteles (), som udtrykker, at der ikke gives noget 'tredje' ml. kontradiktoriske modsigelser (A og ikke-A), fx at noget enten er værende el. ikke-værende. excludere pullos lat. 'udruge kyllinger', af excludo, egl. 'lukker ud, udelukker'. instar omnium lat. 'gældende for alle andre'. Sml. Paulus, s. 227. ex actu in potentiam lat. 'fra virkelighed til mulighed (potentialitet)'. Sml. Paulus, s. 228. den første Potens (...) 2d Potens sml. Paulus, s. 228. actu ad potentiam lat. '(fra) virkelighed til mulighed'. tertium exclusum . ab actu ad potentiam lat. 'fra virkelighed til mulighed (potentialitet)'. existentiæ obnoxium lat. 'underlagt eksistensen'. Sml. Paulus, s. 254, hvor der refereres: »Sie kann sich nicht mehr entäussern, sondern bleibt bei sich; sie kann das Wesen genannt werden, das nicht, wie alles Vorige, dem Seyn unterworfen ist, existentiae obnoxium, sondern über dem Seyn ist.« Potens og Aktus sml. Paulus, s. 254. Kants Kritik sml. Paulus, s. 256. Emanationssystem udstrømning; filosofisk begreb, som er præget af den gr. fil. Plotin (o. 205-270), der hævder en væsensmæssig kontinuitet ml. det, som ligger til grund for verden, nemlig Gud, og den tilblevne verden. Fra Gud som det fuldkomne væsen fremkommer al den øvrige væren som en gradvis 'udstrømning'. prius lat. 'det første'; noget, der går forud. posterius lat. 'det sidste'; noget, der følger (af noget andet). philosophia secunda, ... kun forstod Physik) lat. 'anden filosofi'. Den gr. filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) skelner ml. en 'første filosofi' (πϱώτη ϕιλοσοϕία), der undersøger de første principper og årsager, dvs. den uforanderlige væren, hvilket sker i det af hans skrifter, der senere er kaldt Metafysikken, og en 'anden filosofi' (δευτέϱα ϕιλοσοϕία), der undersøger de ting, som er underkastet forandring og bevægelse, hvilket især sker i Fysikken. Jf. 6. bog (1026a 8-32) og 7. bog (1037a 10-20) af Aristoteles Metafysikken. Sml. SW II, 1, s. 337. Identitæts-Philosophien, hvis ... Subjekt og Objekt Schellings såkaldte identitetsfilosofi omfatter hans filosofiske skrifter fra 1801 () til 1806 og markerer et egentligt brud med Fichte (se næste kommentar), som hans foregående filosofi særligt relaterede sig til, idet den hævder en oprindelig fælles grund for såvel ånden som naturen; denne fælles grund (det absolutte) angives som identiteten af det subjektive og det objektive, og for så vidt den ligger forud for differensen ml. ånd og natur, betegnes den som en indifferens ml. subjekt og objekt. Fichte og hans ... ud af sig selv Den ty. fil. Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), prof. i Jena 1794-1799 og fra 1810 i Berlin, søgte i sit hovedværk Grundlage der gesammten Wissenschaftslehre (1794) at udarbejde et filosofisk system, som i lighed med Descartes' () tog udgangspunkt i jeg'et el. subjektet. Modsat Descartes hævder Fichte imidlertid, at jeg'et – som det første princip i erkendelsen – ikke kan være noget givet, et faktum (ty. »Tatsache«), men må stå for en aktivitet el. en handling (ty. »Tathandlung«). Videnskabslærens grundprincip er således, at det handlende subjekt sætter el. frembringer et ikke-jeg (objekt); og ud fra modsætningen ml. jeg og ikke-jeg lader alle begreber, som kendetegner vores virkelighedserkendelse, sig aflede. Sml. Paulus, s. 343f. Ved subjektiv Reflexion ... ligesom hos Cartesius sml. Paulus, s. 345. – Den fr. fil. René Descartes (1596-1650) søgte i sine hovedværker Meditationes de prima philosophia (1641) og Principia philosophiae (1644) at finde et urokkeligt princip, som var evident og således uden for al tvivl. Ved metodisk at betvivle alle vidensformer nåede han frem til, at bevidstheden om, at jeg'et el. subjektet eksisterer, er erkendelsens sikre fundament ('Cogito ergo sum'). Hans filosofi, der var et opgør med den tidligere skolastiske filosofi, blev udgangspunktet for den senere rationalisme. System des transcendentalen Idealismus Schellings tidlige hovedværk System des transcendentalen Idealismus, Tübingen 1800, omhandler enheden ml. transcendentalfilosofien (i kantiansk forstand) og åndsfilosofien, der ligger i forlængelse af Schellings tidlige naturfilosofi, if. hvilken naturen gennem menneskets praktiske virksomhed i kunst, filosofi og religion bringes til bevidsthed om sig selv som ånd. Bogen indledes med at hævde enheden af 'jeg' som 'vished' og 'vilje', hvorved jeg'et er en værens potens og således kan blive genstand for fornufterkendelse og fornuftig vilje. το μη ον gr. (to mē on) 'det ikke værende'. Sml. Paulus, s. 345. den Forskjel ... ουϰ ον og μη ον Der sigtes til Platons distinktion ml. 'ouk on', dvs. 'det ikke-værende' (absolut ikke-væren), og 'mē on', dvs. 'det ikke værende' (relativ ikke-væren), der findes i dialogen Sofisten 237a-b, 241d, 256d-e og 258a-c, jf. Platons Skrifter () bd. 7, s. 47, 54, 77 og 79f. Plutarch oplyser ... og μη ον ειναι Den gr. fil. og historiker Plutarks (0. 50-125 e.Kr.) distinktion ml. 'mē eínai', dvs. 'er ikke' el. 'ikke væren' (Schelling: 'nicht seyn'), og 'mē on eínai', dvs. 'er ikke-væren' (Schelling: 'nicht das seyende Seyn'), findes i afhandlingen Adversus Colotem ('Svar til Colotes' (i forsvar for de andre filosoffer)) i Moralia 1115d-f. Sml. Paulus, s. 345. – Plutarch: gr. filosof og historiker (o. 46 - o. 120). ουϰ οντα (...) μη οντα gr. (ouk ónta) 'det ikke-værende' og gr. (mē ónta) 'det ikke værende'. Platos Sophist rettet ... meget et Intet jf. Platons dialog Sofisten (fx 240d-e, 260b-261b), hvor 'den fremmede', som leder undersøgelsen, diskuterer dette med Theaitetos, Platons Skrifter (), bd. 7, s. 52f., 82-84. quodam modo lat. 'på en vis måde'. Men det Ikke-Værende ... das Nicht-Ich . Tvivlen maa nemlig ... det er Bevægelsen Der alluderes formentlig til Hegel, for hvem tvivlen, benægtelsen og negationen betegner erfaringens dynamiske kraft og 'systemets' bevægelse. Jf. fx Phänomenologie des Geistes, udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1807], ktl. 550, i Hegel's Werke () bd. 2, s. 63f. (Jub. bd. 2, s. 71f.). Identitæts-Ph. . ascenderende (...) descenderende Om udtrykkene, der stammer fra skolastisk filosofi, hedder det hos Schelling selv: »Negative Philosophie ist nur philosophia ascendens (von unten aufsteigende), von der unmittelbar einzusehen, daß sie nur logische Bedeutung haben könne, positive Philosophie philosopia descendens (von oben herabsteigende). Beide zusammen also vollenden erst den ganzen Kreis der Philosophie, wie man denn auch diese Zweiheit, wenn sie noch weiterer Erklärung oder Erläuterung bedürfte, ganz leicht auf die in den Schulen hergebrachte Einleitung der theoretischen Philosophie in Logik und Metaphysik zurückführen könnte, indem die erste im Grunde nur Logik (Logik des Werdens) ist, alles wahrhaft Metaphysische aber ganz der andern (der positiven Philosophie) anheimfällt«, SW II, 3, s. 151 noten. Sml. Paulus, s. 349. ϰαταβολη gr. (katabolē) 'grundlæggelse', 'begyndelse'. Alt er einerlei i den voltaiske Søile Voltasøjlen, der blev konstrueret af den ital. fysiker Alessandro Volta (1745- 1827) o. år 1800, er den første elektriske strømkilde. Den består af en række vekslende zink- og kobberskiver adskilt af pap e.l., som er vædet i en svag syre- el. saltopløsning og danner en søjle, hvori der genereres en elektro-kemisk proces og dermed en spændingsforskel ml. søjlens to endepunkter. Kant erklærede Alt ... kjendes af Existentsen sml. Paulus, s. 350f., hvor der refereres: »Kant nannte apriorisch diejenige Erkenntniss, die aus der blossen Natur des Erkenntnissvermögens geschöpft werde. Mit noch grösserem Rechte nennen Wir apriorisch jedes Wissen, das aus der Natur der unendlichen Potenz des Seyns sich entwickelt. Durch reine Vernunft ist von einer jeden Sache einzusehen, was aus ihrer Natur folgt; und so ergiebt sich aus dem allgemeinen Prius die reine Vernunftwissenschaft. Nicht von der Existenz aus erkennen, so dass dabei die Existenz des Gegenstandes vorausgesezt würde, heisst a priori erkennen.« – Med Kant () sigtes til Kritik der reinen Vernunft A57/B81, hvor dette indgår i bestemmelsen af 'transcendental logik'. Kant siger: det ... er ham eet jf. fx Kants () Kritik der reinen Vernunft B 303, hvor det aprioriske siges at udgrænse de forskellige former for mulig erfaring, som forstanden kan anticipere, men udgør i sig selv ingen erfaring. at al Fremgang ... det var Existentsen Der sigtes først til Kants () distinktion (Kritik der reinen Vernunft A 7-8/B 11-12) ml. analytiske og syntetiske domme, dvs. domme, hvor dommens prædikat hhv. er og ikke er en del af dommens subjekt. Kant betegner de analytiske domme som domme, der belyser subjektet, og domme, der udvider erkendelsen af subjektet. De syntetiske domme opdeles endvidere i a priori domme og a posteriori domme. Men der sigtes også til Kants generelle karakteristik af fornuftens syntetiske væsen (A 77/B 103) som en serie af fornuftshandlinger, der – i kraft af at bringe enhed i forestillingernes mangefoldighed – sikrer erkendelsens modale struktur (A 234/ B 286f., A 247/ B 304f.), dvs. den struktur, der ligger til grund for enhver mulig, virkelig el. nødvendig erkendelse. Men det er tilfældigt, dvs. et åbent spørgsmål, hvorvidt og hvorledes denne struktur objektivt finder anvendelse på givne naturgenstande. Denne Videnskab ... blot Arter sml. Paulus, s. 352, hvor der refereres: »Die Naturphilosophie will keine wirklichen Pflanzen deducieren; jede wirklich existirende Pflanze ist ein Jezt und Hier. Aber, wie in der vorbildlichen Welt Alles nur γενιϰῶς, der Gattung nach, enthalten seyn soll, so enthält die reine Wissenschaft nur Gattungen und Arten. Sie hat alle sinnlichen Dinge nur als ausser dem Denken seyn könnende, nicht seyende. Das lezte hat sie sogar nur als ein aus dem Denken gar nicht Herauskönnendes. Und auf diese Weise nie und in nichts das Denken überschreitend, ist diese Wissenschaft durchaus immanente, nirgends transcendente Wissenschaft, so rein apriorisch, dass sie wahr seyn würde, auch wenn nichts existirte, so wie auch die Geometrie wahr ist, wenn gleich kein Dreieck existirte.« Ks Kritik . Man beskyldte Kant ... et Forsvar sml. Paulus, s. 355, hvor der refereres: »Kant hat sich durch den allgemeinen Vorwurf: Seine Philosophie sey Idealismus d.h. die Behauptung, dass die Dinge nicht wirklich ausser uns existiren! verleiten lassen, der zweiten Ausgabe seiner Kritik der reinen Vernunft eine Widerlegung des Idealismus einzufügen.« – Kants forsvar findes i afsnittet »Gendrivelse af idealismen« (B 275) i Kritik der reinen Vernunft, hvor Kant formulerer og forsvarer den 'læresætning', at bevidsthedens indhold er empirisk bestemt, hvilket modsiger en idealisme, der kun anerkender eksistensen af bevidsthedens indhold. – fornemlig: først og fremmest, især. Spinoza; for ham ... af Guds Natur sml. Paulus, s. 356f. I sit hovedværk Ethica (1677) fremstiller den holl. filosof Baruch de Spinoza (1632-77) efter matematisk forbillede ('more geometrico') sin filosofi som et deduktivt system af definitioner, aksiomer og beviser. Grundbegrebet er 'substansen' el. det absolutte, som er 'Gud'. Mens alt værende er bevirket af Gud, så er Gud selvstændig og årsag til sig selv ('causa sui'). Substansen indeholder en uendelighed af bestemmelser, 'attributter', men den menneskelige fornuft formår blot at erkende to, tænkning og udstrækning. Alle de psykiske og de fysiske fænomener udgør 'modi' af disse to attributter. De fremgår af substansen med samme logiske nødvendighed, som trekantens egenskaber fremgår af trekantens natur. Spinoza's filosofi formulerer dermed den panteistiske tanke om Gud som værende ét med naturen ('Deus sive natura', 'Gud eller naturen'). Hegel (...) har gjort ... eneste Philosophie Der sigtes til Hegels filosofi som en fortsættelse af den identitetsfilosofi, som Schelling selv havde grundlagt (), og som han betragter som en negativ filosofi. Hegel, der opfatter sin filosofi som filosofien, siger fx i den første fortale til Die Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1- 2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1, i Hegel's Werke bd. 3, s. 3-9 (Jub. bd. 4, s. 13-19), at hans filosofi er både positiv og negativ, mens han i § 81, 2. anm. i Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. v. Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563 (forkortet Encyclopädie); bd. 1, Hegel's Werke bd. 6, s. 157 (Jub. bd. 8, s. 195), kalder sin spekulative dialektik den 'positiv-fornuftige'. – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. SK havde i sit bibliotek en række separatudgaver af Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke). Hegels Difinition af ... som Alles Seyn sml. Paulus, s. 359f., hvor der refereres: »Meine vollkommene Beistimmung hat die Hegelsche Definition von Philosophie: sie sey die Wissenschaft der Vernunft und zwar inwiefern sich diese als alles Seyns bewusst wird. Diese Erklärung kann zwar nicht unbedingt auf positive und negative Philosophie angewandt werden; aber das Wesen der Vernunftwissenschaft drückt sie vollkommen aus. Die Vernunft wird sich in ihr als alles Seyns bewusst, vorausgesezt, dass unter dem Seyn nicht auch das wirkliche, aktuelle verstanden wird, sondern dass in der Vernunftwissenschaft die Vernunft als alles Seyn, der Materie nach, erscheint. Dass die Vernunft in der Philosophie sich ihres Inhalts, als des Inhalts alles Seyn, bewusst wird, das ist die Erklärung der Vernunftwissenschaft. Diese Unterscheidung sollte freilich nicht fehlen! Ob aber Hegel dieselbe stillschweigend sich vorbehielt, oder sie nicht kannte, muss der Verlauf zeigen.« – Schelling sigter formentlig ikke til et bestemt sted hos Hegel, men til Hegels opfattelse af sin filosofi i almindelighed. Hegel yttrer ... erhverve det sml. Paulus, s. 360f. Den 'intellektuelle anskuelse' () er for Schelling organet for al transcendental tænkning; den er mulighedsbetingelsen for, at man kan forestille sig det absolutte, sådan som det bl.a. sker i kunsten. Der sigtes til Hegels () fremstilling af Schellings filosofi i Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, udg. af C.L. Michelet, bd. 1-3, Berlin 1836, ktl. 557-559; bd. 3, i Hegel's Werke () bd. 13-15; bd. 15, s. 646-683 (Jub. bd. 19, s. 646-683). I denne Eenhed ... at gaae over sml. Paulus, s. 361, hvor der refereres: »Diese unendliche Potenz war eine Art orphischer Einheit, in der Alles noch verborgen lag, was daraus zu entwickeln war; zunächst das unmittelbar Seynkönnende; in weiterer Entfernung jene Potenz, die nicht übergeht, sondern in sich bleibt. Dies Lezte konnte allein als das Absolute bestimmt werden; denn es war das von der Notwendigkeit des übergangs in's Seyn Absolvirte, das in ewiger Freiheit gegen das Seyn Beharrende.« omnibus numeris absolutum lat. 'i alle henseender fuldendt'. Sml. Paulus, s. 361. I SW II, 2, s. 43 forklarer Schelling udtrykket i forbindelse med 'det absolutte': »Aber das Lateinische Wort absolutum bedeutet nicht anderes als das voll-Endete, also nicht das, was kein Ende in sich hat, nicht das schlechthin Unendliche, sondern das in sich selbst Geendete und Beschlossene, wie es die lateinische Sprache vollständiger durch den Ausdruck bezeichnet: id quod omnibus numeris absolutum est; in jedem Actus, in jeder Bewegung sind aber nur drei Momente oder Zahlen wesentlich, Anfang, Mitte und Ende; was also diese in sich selbst hat, ist ganz vollendet, oder omnibus numeris absolutum.« Hvad er der ... et ubeqvemt Medium sml. Paulus, s. 362, hvor der refereres: »Nach dieser Erörterung fragt es sich: von welchem Absoluten Hegel redet? Das Absolute, das als Ende bestimmt ist, konnte auch die Identitätsphilosophie nur als Resultat wollen. Offenbar stellt sich Hegel vor, die Identitätsphilosophie habe das eigentlich Absolute nicht bloss der Sache (nach reinen Inhalt der Vernunft), sondern auch der Existenz nach, als Resultat, haben wollen; zu dem Ende habe sie die Indifferenz als existirend vorausgesezt, aber die Existenz nur, 'auf die schlechte Weise', durch intellectuelle Anschauung, bewiesen.« – Se fx 1. bog af Hegels Die Wissenschaft der Logik () i Hegel's Werke bd. 3, s. 456-466 (Jub. bd. 4, s. 466-476). baaret sig galt af båret sig galt ad. Privatissimum lat. 'et rent privat anliggende'. Fremstilling af Identitæts-Ph. (...) i Zeitschrift für Physik 2d B: sml. SW I, 10, s. 147, hvor det fremgår, at Schelling sigter til afhandlingen »Darstellung meines Systems der Philosophie«, trykt i Zeitschrift für spekulative Physik, udg. af Schelling, bd. 1-2, Jena og Leipzig 1800-01; bd. 2, hefte 2, s. III-XIV samt 1-127. I en tidligere ... Tidsskrift nævnes det sml. SW 1, 10, s. 147, hvor Schelling henviser til sin afhandling »Anhang zu dem Aufsatz des Herrn Eschenmayer betreffend den wahren Begriff der Naturphilosophie, und die richtige Art ihre Probleme aufzulösen« i Zeitschrift für spekulative Physik () bd. 2, hefte 1, s. 111-146. Her (fx s. 122) diskuteres den 'intellektuelle anskuelse' med henvisning til J.G. Fichte (). Dette Udtryk tilhører ... var: Ich bin Hos J.G. Fichte () er 'den intellektuelle anskuelse', dvs. ens umiddelbare bevidsthed om sig selv i forhold til sine handlinger, et begreb, som er tænkt i modsætning til Kants 'sanselige anskuelse' og som bliver indført for at begrunde de fundamentale principper i hans videnskabslære, jf. § 5 i »Zweite Einleitung in die Wissenschaftslehre« (1797), i Johann Gottlieb Fichte's sämmtliche Werke, udg. af I.H. Fichte, bd. 1-11, Berlin og Bonn 1834-46, ktl. 489-499; bd. 1, s. 463: »Dieses dem Philosophen angemuthete Anschauen seiner selbst in Vollziehen des Actes, wodurch ihm das Ich entsteht, nenne ich intellectuelle Anschauung. Sie ist das unmittelbare Bewusstseyn, dass ich handle, und was ich handle: sie ist das, wodurch ich etwas weiss, weil ich es thue«. afstryges stryges af, viskes bort. νοουμενον gr. (nooúmenon) 'tanke', 'det erkendte'. Hos Platon () betegnelse for ideerne, der skues gennem fornuften, modsat fænomenerne, der erfares gennem sanserne. prius lat. 'det første'; noget, der går forud. Hegel gav ... existential System sml. Paulus, s. 368. – hen paa: hen mod. Id:Ph.s Identitetsfilosofien, . Hegel havde altsaa ... intell. Anskuelse jf. Hegels fremstilling af Schellings filosofi i hans Geschichte der Philosophie (), især kapitlets afslutning. Logiken som ... Absolutes Existents jf. fx 1. bog af Hegels Wissenschaft der Logik, i Hegel's Werke (), bd. 3, 35, 59-66 (Jub. bd. 4, s. 49f., 59-66). denne Videnskab ... hele Videnskab Hos Hegel optræder 'logikken', der spekulativt udvikler alle grundkategorierne, selv som del (den første) af det samlede system. Maaskee var Seyn ... Begrebet Fjerneste sml. Paulus, s. 372f., hvor der refereres: »Das Seyn ist bei Hegel als actus, d.h. als Gegenteil der Potenz gefasst. Er beruft sich auf das Seyn als ein unmittelbar Gewisses; und das kann nur actus seyn, nicht Potenz. Er bestimmt das Seyn selbst als das am meisten vom Begriff Entfernte, als den Gegensaz alles Subjectiven und alles Begriffs. Aber worin kein Begriff und nichts von Subjectivem erthalten ist, da ist auch nicht Potenz. Das reine Seyn schliesst alles Seyn ein, ist actus purus.« – Se fx 1. bog af Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften (), Hegel's Werke bd. 4, s. 165-169 (Jub. bd. 8, s. 203-207). – actus: lat. 'virkelighed' (også i betydningen: en akt, virken, handlen). – purus actus: lat. 'ren virkelighed'; udtrykker i den skolastiske filosofi Guds perfektion som den virkelighed, der har realiseret al sin indeholdte mulighed (). Hegel siger selv: ... uden al Concretion.« jf. fx § 19 og § 24 (anm. 2) i Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften () i Hegel's Werke bd. 6, s. 28-34, 49-53 (Jub. bd. 8, s. 66-72, 87-91). den før-Kantiske ... til Indhold sml. Paulus, s. 374; SW, II, 3, s. 110. Der sigtes til den rationalistiske filosofi (Descartes (), Spinoza () og Leibniz), som antog, at virkeligheden havde ren fornuftskarakter. Erkendelse af virkeligheden stammer ikke fra sansningen el. erfaringen, men udspringer af de i fornuften iboende erkendelseskræfter. Ontologie læren om det værende; om tingenes væsen og essens. Bacos Affald fra Ontologien I sit hovedværk Novum organum scientarium (1620) gør den eng. filosof og statsmand Francis Bacon (1561-1626) op med den sin tids metafysiske tradition, som den bl.a. forefandtes i den skolastiske aristotelisme, men også i den mangesidede renæssancefilosofi. Han hævder, at videnskabens mål er praktisk, hvorfor de empiriske videnskaber udgør det 'nye videnskabelige organ' for den sande erkendelse. Videnskabernes opgave er ikke at opnå betragtende indsigt i naturen, men at få kontrol og herredømme over naturen; en sådan beherskelse opnår vi gennem kendskab til naturens love, hvilket er muligt vha. det kontrollerede eksperiment. Bacon er ofte blevet betragtet som empirismens grundlægger. – Affald: frafald, jf. ty. 'Abfall', Paulus, s. 375. Hegel udelukkede Naturen af Logiken I § 14-18 i 1. bog af Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften, i Hegel's Werkebd. 6, s. 22-27 (Jub. bd. 8, s. 60-65) skelnes ml. (værens)logik og de mange specifikke former for filosofiske videnskaber inden for hhv. naturfilosofien og åndsfilosofien (såsom rationel fysik, biologi, fysiologi og æstetik, retslære, religionsfilosofi). Logikken udgør den rene tænkning om væren; de øvrige filosofiske videnskaber redegør for, hvorledes bestemte slags værender modsvarer bestemte, a priori og begribelige principper for væren. Da enhver af de filosofiske videnskaber betragtes som en 'afsluttet cirkel', udgør den samlede filosofi 'en cirkel af cirkler'. Det er denne de filosofiske videnskabers encyklopædiske struktur, som logikken udtrykker. impressa vestigia lat. 'tydelige spor'. Alm. udtryk, som benyttes af bl.a. Cicero i Orator (Taleren) § 12. som Spinoza ... modo æterno lat. '(under) evighedens synsvinkel'; egl. »sub specie aeternitatis«, en fast vending i Ethica, især fra 22. til 36. læresætning i 5. del, hvor Spinoza () foreskriver forstanden – for at fuldkommengøre sin Guds- og selverkendelse – at forstå såvel det åndelige som det legemlige under evighedens synsvinkel. emanere flyde ud, udstrømme (). Sml. Paulus, s. 381-383, hvor der refereres: »Wenn Hegel [s. § 244 in der dritten Ausgabe seiner Encyklopädie], sagt die Idee sich in ihrer unendlichen Freiheit entlässt sich usf., so könnte dies ein nur etwas zaghafter Ausdruck seyn dafür, dass die Idee sich in der Form des Andersseyn sezt. (Entlassen ist Ausdruck passiver Emanation.)« H. siger i første ... det hele udeladt sml. Paulus, s. 383f., der bl.a. refererer: »Man sehe die letzten §§ der ersten Ausgabe der Encyklopädie. Aber Schon von diesen §§ hatte er die Natur als einen Abfall von der Idee bezeichnet. (Dieser Ausdruck kommt bei mir nirgends vor, als in der Schrift: 'Religion und Philosophie' 1804. Diese sollte eine andere Ueberzeugung aussprechen als im Bruno ausgesprochen war (1802). Ein dritters Gespräch sollte erst den Widerspruch beider aufheben. Es kam aber nicht dazu! Es war in der That der Gegensaz der negativen und positiven Philosophie, der damals sich zu regen begann ...« – Jf. »Die Philosophie der Natur«, § 193, i 1. udg. af Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse (Heidelberg 1817), i Jub. () bd. 6, s. 147-149. 2. udg. udkom Heidelberg 1827; 3. udg. Heidelberg 1830, jf. her Hegel's Werke bd. 7,1, s. 29 (Jub. bd. 9, s. 55). Den ytring, Schelling henviser til, er udeladt i 3. udg. »Religion und Philosophie« (...) Bruno 1802 F.W.J. v. Schelling Philosophie und Religion, Tübingen 1804, og Bruno oder über das göttliche und natürliche Prinzip der Dinge. Ein Gespräch, Berlin 1802 [2. udg. Berlin 1842, ktl. 765]. . afstryge stryge af sig, bortviske. »Den tidligere Ph. ... ikke som Aand« sml. Paulus, s. 385, hvor der refereres: »Auch hier wird sich das Eigenthümliche Hegels nicht schärfer abzeichnen, als durch Vergleichung mit der früheren Philosophie. Dieser wird zum Vorwurf gemacht: Es sey in ihr Gott nicht als Geist, sondern nur als Substanz bestimmt.« ὁ εαυτον νοουμενον gr. (ho heautón nooúmenon) 'det, som tænker sig selv', dvs. selverkendende væsen; et aristotelisk udtryk. Sml. Paulus,s. 385, hvor der refereres: »Für die Sache war es genug, dass Gott das bleibende Subject-Object war. Denn auch so war er ὁ ἑαυτὸν νοῶν, dem Wesen nach Geist, nicht Substanz als ein blind-seyendes.« Se også SW II, 3, s. 105 (samt I, 10, s. 155), hvor der findes en nærmere udredning. Ideen er altsaa ... blot efter Væsen sml. Paulus, s. 386, hvor der refereres: »Der Gott, der nur Ende ist, der keine Zukunft hat und nicht sagen kann: Ich werde seyn! der nur Finalursache, nicht Princip ist; dieser Gott ist nur der Natur, nur dem Wesen nach Geist, nur substantieller Geist.« En saadan Gud kommer ... ikke Princip sml. SW II, 3, s. 91, hvor dette problem hos Hegel diskuteres. – post festum: lat. 'efter festen'; bagefter, for sent. Nu kunde man ... außernhafte Manifestations-Række sml. Paulus, s. 386, hvor der refereres: »Man ist genöthigt zu sagen: Was am Ende hervortritt, ist auch schon ein, oder der Anfang. Gott muss aber am Anfang ein Anderes seyn als am Ende. Als der Anfang ist er nur der Anfang, am Ende das Ende seiner selbst, das Ganze ist der Prozess seiner Selbstverwirklichung; so dass er im frühern Zustand nur unvollkommen ist und einer ausserhaften Entwicklung unterliegt.« Sml. også SW II, 3, s. 73. i 2d Udg. af hans ... det Foregaaende følger.« sml. Paulus, s. 386, hvor der refereres: »Indem nun Hegel, in der zweiten Ausgabe seiner Logik, das Lezte, worein Alles als in den Grund eingeht, vielmehr als Das behauptete, woraus Alles hervorgeht, so dass auch der absolute Geist, der als die concreteste höchste Wahrheit des Seyns sich ergiebt, als am Ende der Entwicklung frei sich entäussernd, zur Schöpfung einer Welt sich entschliessend gedacht ist, welche alles dasjenige enthält, was in die Entwicklung fiel«. – Der sigtes formentlig til kapitlet »Die absolute Idee« i Die Wissenschaft der Logik bd. 2, i Hegel's Werke bd. 5, s. 327-353, især s. 352f. (Jub. bd. 5, s. 327-353, 352f.). Hegel nåede selv at skrive forordet til 2. udg., som blev besørget af L.v. Henning (). at det ikke indsees ... am Ende sml. Paulus, s. 387. Ende-Aarsag . Sml. Paulus, s. 387. »Det er ikke Ideen ... et Kredsløb sml. Paulus, s. 387. Aristoteles, der ... selv αϰινητος sigter til Aristoteles' () bestemmelse af den første bevæger i Metafysikken, 12. bog, kap. 7f. (1072a 19 - 1073a 14.), og i Fysikken, 8. bog, kap. 5 (258b 4f.), jf. især Metafysikken 1072a 25f., hvor Gud beskrives som »noget, der bevæger uden at bevæges, er evigt, en substans og en virksomhed«. – ως τελος: gr. (hōs télos) 'efter formål', 'som final årsag'. – αϰινητος: gr. (akínētos) 'ubevæget'. Sml. SW II, 3, s. 105. Gud er vel an sich ... er hans Selvbevidsthed. sml. Paulus, s. 388, hvor der refereres: »In der lezten Version pflegt diese Theorie so ausgeführt zu werden: Gott ist zwar an sich das Absolute, auch zuvor schon, aber um sich selbst bewusst zu werden, entäussert er sich, stellt sich die Welt als ein Anderes vor, steigt von der tiefsten Stufe der Entäusserung zum Menschen auf, in dessen Gottesbewusstseyn er das Wissen von sich selbst hat.« »Gud maa aabenbare ... den Hellig-Aand.« sml. Paulus, s. 388-390. Man bebreidede ... og Philosophie sml. Paulus, s. 390, hvor der refereres, at Schelling bl.a. sigter til Hegels kritik af System der transzendendalen Idealismus fra 1800, hvori kunsten sattes som den højeste erfaringshorisont. ὑλη gr. (hýlē) 'stof', 'materie' (egl. træ, tømmer); siden Aristoteles () betegnelse for materie, materiale, uformet stof (). H: stillede altsaa ... c) Philosophie I Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, Heidelberg 1817, bestemmer Hegel () den absolutte Ånds udvikling i momenterne »Die Religion der Kunst« (§ 456-464), »Die geoffenbarte Religion« (§ 465-471) og »Die Philosophie« (§ 472-477), s. 279-288 (Jub. bd. 6, s. 301-310). I anden Udgave af ... til Kunst alene 2. udg. fra Heidelberg 1827 skriver ligesom 3. udg. fra 1830 »Die Kunst«, jf. Hegel's Werke () bd. 7,2, s. 441 (Jub. bd. 10, s. 447). det Udtryk i ... Periode: Dogmatisme sml. Paulus, s. 394, hvor der refereres, at Schelling henviser til sin egen ungdomsafhandling, Philosophische Briefen über Dogmatismus und Kritizismus (1795), hvori han allerede påpegede nødvendigheden af den sande dogmatisme, hvoraf han senere har udviklet sin positive filosofi. Kants () Kritik der reinen Vernunft er bl.a. et opgør med den før-kritiske metafysik ('dogmatisme'), som ikke havde undersøgt selve erkendelsens forudsætning, dvs. den menneskelige erkendeevne. Den ældre Metaphysik ... skulde fremstilles sml. Paulus, s. 394f., hvor der refereres: »Dogmatisirend war die alte Metaphysik, und diese ist durch Kant unwiederbringlich zerstört; aber bis zur eigentlich dogmatischen Philosophie reicht Kant nicht. Die alte Metaphysik war positiver Rationalismus; diese hat Kant durch seine Kritik zersezt. Mit Zersezung dieses positiven Rationalismus war ein reiner, nicht etwa negativer (denn dieses ist erst im Gegensaz des positiven) Rationalismus in Aussicht gestellt, der Sache nach schon in Kant's Kritik enthalten. Diese lässt der Vernunft nur den Begriff Gottes und macht auch vom Begriffe Gottes keine Ausnahme, so dass auch er nur das Was enthält. Vergeblich sey das Bemühen, durch Schlüsse in die Existenz hinaus zu kommen. (...) Jener reine Rationalismus war in Kant's Kritik nur indirect enthalten, mit zu viel Zufälligem umgeben.« Herefter fortsættes med en omtale af Schellings første fremstilling af sin positive filosofi, bl.a. som den kom til udtryk i skriftet F.W.J. Schelling's Denkmal der Schrift von den göttlichen Dingen etc. des Herrn Friedrich Heinrich Jacobi und der ihm in derselben gemachten Beschuldigung eines absichtlich täuschenden, Lüge redenden Atheismus, Tübingen 1812. – Den ældre Metaphysik: ). – Kant: . Aristoteles nævner to ... o.s.v. Indflydelse sml. Paulus, s. 397-401; SW II, 3, s. 95-98, hvor denne og de følgende passager udfoldes udførligere. – Der sigtes til fremstillingen i Aristoteles () Metafysikken, især 3. bog, kap. 4 (1000a 5 - 1001b 27). Til teologerne henregnes de, der stod under indflydelse af mytologien; Aristoteles nævner Hesiod og hans meningsfæller, og Schelling i forlængelse heraf den mytisk-religiøse strømning orphismen. Men da han ogsaa ... positive Philosopher sml. SW II, 3, s. 96, hvor Schelling selv henviser til 13. bog af Aristoteles () Metafysikken. de joniske Physikere ... ϰαι μενει ουδεν gr. 'alting bevæger sig, og intet forbliver uforandret'. – De kendteste af de joniske naturfilosoffer fra det 6. årh. f.Kr. er Thales fra Milet og dennes elev Anaximander. Den anførte sentens af Heraklit fra Ephesos (o. 500), hvis filosofi kan ses som en reaktion på den joniske naturfilosofi, findes overleveret i Platons dialog Kratylos (402a), jf Platons skrifter () bd. 3, s. 34. Eleaterne, der som ... paa eet Punkt Aristoteles' () kritik af eleaterne findes bl.a. i 1. bog af hhv Fysikken og Metafysikken samt i skriftet De generatione et corruptione (Om tilblivelse og undergang, fx 325 a 16). – Den eleatiske skole fra den jonisk-græske koloni Elea (i dag Velia) på Syditaliens vestkyst blev o. 540 grundlagt af filosoffen Xenofanes fra Kolofon, der betvivlede gyldigheden af den menneskelige erkendelse. Den eleatiske skepsis førtes videre af især Parmenides og dennes elever, Zenon og Melissos, der i forlængelse af deres læremester formulerede sig i paradoksale påstande om det værendes udelelighed og umuligheden af enhver form for bevægelse. – Svindel: af ty. 'Schwindel', svimmelhed. Socrates Dialektik var ... paa dem selv sml. Paulus, s. 402; SW II, 3, s. 97. Se også SW II, 2, s. 6 note 3, hvor Schelling henfører udtrykket til Plutarch () »de Deo Socratis«, hvilket vil sige: De genio Socratis. Soc: (...) havde kaldet sig uvidende sml. SW II, 3, s. 98, hvor Schelling udfolder den følgende passage. – Den gr. filosof Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) påkalder sig ofte i samtalerne i Platons dialoger sin uvidenhed, idet han, som han fortæller i Sokrates' Forsvarstale (Platons Skrifter () bd. 1, s. 265-293), kun ved, at han intet ved, modsat de mange, der bilder sig ind at vide noget. Juristerne sige ... probatur contrarium lat. 'enhver anses for hæderlig, indtil det modsatte er bevist'. Sentensen lyder, som Schelling anfører i SW II, 3, s. 98, hvor Schelling skriver: »Bei den Juristen gilt der Spruch: Quilibet praesumitur bonus, donec probetur contrarium«. Philosopherne: ... insciens, donec etc. lat. 'enhver anses for ukyndig, indtil ...'. Sml. SW II, 3, s. 98, hvor Schelling skriver: »Bei den gelehrten umgekehrt: Nemo praesumitur doctus etc.«, dvs. 'ingen anses for lærd osv.'. docta ignorantia lat. 'lærd uvidenhed'; citat fra Augustin Epistulae (Breve), nr. 130, § 28. Sml. SW II, 3, s. 98, hvor Schelling tilføjer: »Das Nichtwissen muß eine docta ignorantia, eine ignorance savante seyn, wie schon Pascal sich ausgedrückt hat.« Ikke enhver Tænken ... godt som Eleaterne sml. SW II, 3, s. 98f., hvor Schelling skriver: »Denken ist noch keinesweg Wissen; insofern werden wir das nichtwissende Wissen wohl das denkende Wissen, die nicht wissende Wissenschaft bloße Denkwissenschaft nennen können; eine solche ist z.B. die Geometrie, die darum unstreitig Platon in der berühmten Genealogie der Wissenschaften (Republ. VI) nicht zur ἐπιστήμη, nur zur διάνοια rechnet, und so möchte das Wissen, das Sokrates nach seiner Aussage mit den andern gemein hat, was er aber für Nichtwissen achtet, eben die reine Vernunftwissenschaft seyn, welche er so gut, ja besser als die Eleaten kannte«. Se også Paulus, s. 403. – Rangforordningen i ... Platos Republik: jf. 6. bog af Platons Staten (511c-d), Platons Skrifter () bd. 5, s. 87. – διανοια: gr. (diánoia) 'tænkning'. – επιστημη: gr. (epistēmē) 'viden'. antyder blot det uberschwengliche sml. SW II, 3, s. 99. han giver ... mythisk Indklædning sml. SW II, 3, s. 99f., hvor Schelling uddyber: »Ueber seiner inneren Herrlichkeit liegt noch ein Schleier, der nicht völlig gehoben ist, aber einzelnes ist vorhanden, woraus sich schließen läßt, daß sein Geist eben auf dieser Grenze des bloß Logischen und des Positiven schwebte. Eine nicht zu verschmähende Anzeige davon ist nicht bloß die mythische, d.h. geschichtliche Wendung, die er allem, was bei ihm Lehre ist oder den Namen einer Lehre verdient (z.B. Fortdauer nach dem Tode), zu geben pflegt; der gemeinen Mythologie abgeneigt, suchte er statt derselben einen höheren geschichtlichen Zusammenhang, als ob nur in diesem erst wirkliches Wissen wäre.« Hans Discipel Plato (...) i hans sidste Værk ... mere prophetiske sml. Paulus, s. 403, og SW II, 3, s. 100, hvor Schelling skriver: »Am meisten zeugt dafür, daß der geistvollste seiner Schüler, Platon, die ganze Reiche seiner übrigen Werke hindurch dialektisch ist, aber im Gipfel und Verklärungspunkt aller – dafür nimmt wenigstens Schleiermacher den Timäos – oder wäre derselbe vielleicht ein Werk, wozu jugendlicher Ungestüm den dichterischen Philosophen hingerissen? – wie dem sey, im Timäos wird Platon geschichtlich, und bricht, freilich nur gewaltsam, ins Positive durch, nämlich so, daß die Spur des wissenschaftlichen Uebergangs kaum oder schwer zu entdecken ist – es ist mehr ein Abbrechen vom Vorhergegangenen (nämlich dem Dialektischen) als ein Uebergehen zum Positiven. Sokrates und Platon, beide verhalten sich gegen dieses Positive als ein nur zukünftiges, sie verhalten sich zu ihm prophetisch.« – Der sigtes til Platons dialog Timaios, jf. Platons skrifter () bd. 8, s. 27-112. Aristoteles (...) das es ist ... er det Andet sml. SW II, 3, s. 100, hvor Schelling skriver: »In Aristoteles hat sich die Philosophie erst von allem Prophetischen und Mythischen gereinigt, allein Arostoteles erscheint doch eben dadurch als der Schüler beider, daß er sich vom bloß Logischen ab-, und dagegen ganz dem ihm erreichbaren Positiven, dem Empirischen im weitesten Sinne des Wortes, zuwendet, dem, bei welchem das Daß (daß es existirt) das Erste, das Was (was es ist) erst das Zweite und Secundäre ist.« – Aristoteles () foretager flere steder denne distinktion, hvorefter eksistensens 'at' går forud for essensens 'hvad', erfaringen forud for den videnskabelige viden, jf. fx Analytica posteriora (89b 23ff.). Han dadler dem ... begribe Virkeligheden sml. SW II, 3, s. 100, hvor Schelling skriver: »Aristoteles wendet sich vom Logischen ab, sofern es erklärend, also positiv seyn will: λογιϰῶς, διαλεϰτιϰῶς und ϰενῶς (leer) sind ihm hier gleichbedeutende Ausdrücke, er tadelt alle diejenigen, die während sie bloß im Logischen (ἐν τοῖς λόγοις) sind, dennoch die Wirklichkeit begreifen wollen, er dehnt dieß selbst auf Platons Timäos aus, und auf die besondere Lehre von der μέϑεξις, d.h. der Theilnahme der Dinge an den Ideen, welche einen richtigen Sinn gewährt, wenn sie logisch, d.h. bloß so verstanden wird, daß ein Schönes, ein Gutes z.B (was nur in der Erfahrung vorkommt), nicht das Gute, das Schöne selbst, sondern nur schön und gut ist durch Theilnahme an dem Schönen und Guten selbst; aber wenn die μέϑεξις nun zu einer Erklärung des Werdens, des wirklichen Entstehens der Dinge gemacht, oder dafür als hinlänglich erachtet oder gebraucht wird, dann entsteht allerdings der Fehler, daß mit etwas, was bloß logische Bedeutung hat, eine reelle Erklärung versucht wird. In diesem Sinn hat Aristoteles Recht, wenn er dem Platon vorwirft, daß er darüber kein verständliches Wort vorbringen könne, wie sich die Ideen den concreten Dingen mitgetheilt. Nur in Betreff einer damit beabsichtigten Erklärung und als unfähig dazu nennt Aristoteles diese ganze platonische Lehre von der μέϑεξις leer, braucht von ihr sogar das wort ϰενολογεῖν.« – εν τοις λογοις: gr. (en tois lógois) 'i logikken'; vha. logikken. Han dadler Platos ... kalder det ϰενολογειν Aristoteles' () kritik af Platons idélære () findes i 1. bog af Metafysikken, hvor det i kap. 9 (992a 28) hedder 'dia kenês [praxeôs] legomen', som betyder 'vi taler forgæves' el. ordret: 'vi taler med tomt (resultat)'. – ϰενολογειν: gr. (kenologeín) 'tale tomt', 'tom snak'. den negative Ph. ... i det Empiriske sml. SW II, 3, s. 101f., hvor Schelling skriver: »Ich bemerke also, daß jener Rationalismus oder die negative Philosophie, so sehr sie in der That eine Rein apriorische ist, so wenig eine logische in dem Sinn ist, den Aristoteles mit dem Worte verbindet. Denn das Apriorische ist nicht, wie Hegel es genommen, ein leeres Logisches, ein Denken, das nur wieder das Denken aufhört, wie mit der Poesie über die Poesie die Poesie aufhört. Das wahre Logische, das Logische im wirklichen Denken, hat sich eine nothwendige Beziehung auf das Seyn, es wird zum Inhalt des Seyns und geht nothwendig ins Empirische über.« Aristoteles (...) første Videnskab, ell. første Philosophie (...) πϱωτη επιστημη, πϱωτη ϕιλοςοϕια gr. (prōtē epistēmē, prōtē philosophía) 'første videnskab', 'første filosofi', dvs. Metafysikken (). Sml. SW II, 3, s. 102. Hans System er en ... det Sidste er det sml. Paulus, s. 405; SW II, 3, s. 104. – Analysis: gr. 'opdeling i bestanddele', modsat syntese. – Ende-Aarsag: Rækken siger ... i det Uendelige jf. 2. bog, kap. 2 af Aristoteles () Metafysikken (994a 1 - 994b 32). ὑλη, Materien ... som et Existerende sml. SW II, 3, s. 104. – ὑλη: ). τελος ποιητιϰον gr. (télos poiētikón) 'virkende årsag'. . Dette Sidste er τελος, selv αϰινητον . Han siger dette ... actus være Tænken sml. Paulus, s. 406; SW II, 3, s. 105f. – Jf. fx 6. bog, kap. 7 af Aristoteles () Metafysikken(1072b 15-35), og 10. bog., kap. 8 af Den nikomacheiske Etik (1178b). – actus: . Neo-Platonikerne filosofisk retning i senantikken, grundlagt af Ammonios Sakkas (o. 200 e.Kr.) og især udformet af Plotin (o. 205-270 e.Kr.). Den forener Platons filosofi med aristoteliske, stoiske og orientalske elementer og har i høj grad mystisk præg. Sml. Paulus, s. 406; SW II, 3, s. 107. det Mythologiske (...) kunde Aristoteles ikke ... af en Urwissen sml. SW II, 3, s. 107, hvor Schelling skriver: »Denn auch die mythologische Religion hatte für Aristoteles nur die Bedeutung einer unvollendeten Erscheinung; er konnte in der Mythologie nichts Ursprüngliches sehen, und was seiner Betrachung würdig gewesen wäre, oder ihm als Quelle von Erkenntniß gelten konnte« (se også SW II, 1, s. 256f.). – Der sigtes til Aristoteles' () kritiske fremstilling af den mytologiske tænkning i 12. bog, kap. 8 af Metafysikken (1074b 1-15). Man har opkastet ... sin schola palatina sml. SW II, 3, s. 107f., hvor Schelling bl.a. skriver: »Es ist schon früher zuweilen die Frage aufgeworfen worden, warum Karl d. G. zugegeben oder gewollt, daß in den von ihm gestifteten Akademien die Bücher des Aristoteles eingeführt und zum Grunde gelegt würden, d.h. die Bücher eines Philosophen, den man doch nur für einen Atheisten halten könne«. – Karl den Store (768-814) grundlagde i Paris i 781 'schola palatina', dvs. skolen i det kejserlige palads; et akademi, der fik filosoffen Alcuino som leder. – Aristoteles: ). En Forfatter i ... var Mskepaafund« sml. SW II, 3, s. 108. Forfatteren er ikke identificeret. den skolastiske Philosophie sml. Paulus, s. 407; SW II, 3, s. 108f. – Med den 'skolastiske filosofi' sigtes som samlebetegnelse til middelalderens forening af filosofisk metafysik og kristen teologi. Skolastikken domineredes i den tidlige middelalder af den platonske og nyplatonske tradition, mens det i højmiddelalderen (1200-tallet) var den aristoteliske, som blev den fremherskende. Kant . ϰοινας εννοιας gr. (koinás ennoías) 'almindelige begreber el. ideer'. Sml. Paulus, s. 407, hvor sammenhængen refereres som følger: »An die Stelle der aristotelischen Philosophie trat die scholastische Metaphysik. In ihr war jedenfalls Verstand. Sie sezte drei Quellen der Erkenntniss voraus: 1. die Erfahrung; 2. die ϰοιναι ἐννοίαι, theils die angebornen Begriffe, unter denen das ens Universale das höchste war, teils die Principien, die den Character der Allgemeinheit und Nothwendigkeit haben; unter ihnen war die Causalität das wichtigste und nothwendigste; 3. der Vernunftschluss.« Se endvidere Schellings fremstilling i SW II, 3, s. 108f. (samt II, 1, s. 261f.). ens universale lat. 'altomfattende væsen'. principium causalitatis lat. 'kausalitetsprincippet'. ratiocinium lat. 'fornuftsslutning'. Cartesius . Locke John Locke (1632-1704), eng. filosof, der med værket Essay Concerning Human Understanding (1689) grundlægger den empiriske erkendelsesteori, hvori det bl.a. benægtes, at 'ideerne' – som rationalismen antager – er mennesket medfødt, ligesom der gøres op med den spekulative søgen efter tingenes essens, da erkendelsen if. empirismen beror på sansningen. Hume ... lang Øvelse erhvervede David Hume (1711-1776), skotsk filosof og historiker. Der sigtes fx til An Enquiry concerning Human Understanding (1748), V,1. Baco . Divinatorisk anelsesfuldt; ang. tydning af tegn, som anses for sendte fra en Gud. Sml. SW II, 3, s. 119, hvor Schelling udvikler, hvordan empiristen med alle sine spredte kendsgerninger må forudsætte el. stræbe efter en helhed, et samlende system, omend det kun sker som en dunkel anelse. Men med Begrebet ... blot Saadanne sml. SW II, 3, s. 113, hvor Schelling her henviser til Hegels fejlagtige opfattelse af empirismen. sensualistisk Empirisme som den filosofiske position, der hævder, at al erkendelse stammer fra sansefornemmelser, fx Locke (), Hume () og den fr. filosof Etienne Bonnot Condillac. en Lære, der ... Fornuften er Atheistisk sml. SW II, 3, s. 115f. Theosophie Mysticisme betegnelse for forskellige mystiske retninger og bevægelser (fx gnosticismen og Jacob Böhme ()), som hævder, at mennesket kan opnå indsigt i det guddommelige. Sml. SW II, 3, s. 119-127, hvor Schelling henviser til Böhme og F. Baader. den positive Ph: ... med Nødvendighed sml. SW II, 3, s. 127. – Prius: lat. 'det første'; noget, der går forud. – Posterius: lat. 'det sidste'; noget, der følger (af noget andet). Construktioner sml. SW II, 3, 128. Ikke det absolute ... Fortgang maa eftervises sml. Paulus, s. 414, hvor der refereres: »Zwar das absolute Prius bedarf keines Beweises, wohl aber die Folge des Abgeleiteten bedarf eines factischen Nachweises und Beweises.« Sml. også SW II, 3, s. 129. – Fortgang: fremadskriden, fremgang. Den er saaledes ... reen Apriorisme sml. Paulus, s. 414, der enslydende refererer: »Die positive Philosophie ist apriorischer Empirismus. Die Erfahrung, der sie zugeht, ist die gesammte Erfahrung.« Schelling skriver derimod i SW II, 3, s. 130: »Um den Unterschied aufs schärfste und kürzeste auszudrücken: die negative Philosophie ist apriorischer Empirismus, sie ist der Apriorismus des Empirischen, aber eben darum nicht selbst Empirismus; dagegen umgekehrt ist die positive Philosophie empirischer Apriorismus, oder sie ist der Empirismus des Apriorischen, inwiefern sie das Prius per posterius als Gott seyend erweist.« de forgaaende Trin dvs. foregående. Philosophie i den ... efter Viisdom jf. 'philosophia', gr. 'kærlighed til visdom'. Guds-Beviset er i ... er nicht behauptende sml. Paulus, s. 414; SW II, 3, s. 133. terminus ad quem lat. 'grænse til hvilken'; endepunkt. »aldrig var Philosophien ... uden Χstd;« sml. SW II, 3, s. 135. Som bekjendt er ... saa kan det sml. SW II, 3, s. 137, hvor Schelling giver en udførlig beskrivelse af dette, bl.a.: »Dieß Factum ist mir zuerst durch Zimmermanns Buch von der Erfahrung bekannt geworden. Später habe ich es selbst zu beobachten öfter Gelegenheit gehabt.« Der sigtes til den ty. forf. J.G. Zimmermann Von der Erfahrung in der Arzneykunst fra 1764; siden i flere udgaver. Χstd. er nu vel ... bliver iøinefaldende sml. SW II, 3, s. 137f. Kant (...) i hans ... i Antinomierne sml. SW II, 3, s. 145f. – Der sigtes til Kants () fremstilling i 2. del (»Die transcendentale Dialektik«), 2. bog (»Von den dialektischen Schlüssel der reinen Vernunft«), især hovedstykke 2 (»Die Antinomie der reinen Vernunft« i Kritik der reinen Vernunft. Psychologie og Theologie sml. Paulus, s. 416f. I Kants () 'transcendentale dialektik' svarer 'psykologien' til de såkaldte 'paralogismer', men 'teologien' svarer til det 'transcendentale ideal'. prima scientia lat. '(den) første videnskab' (). Sml. Paulus, s. 420, hvor der refereres: »Dies ist ein sehr wichtiger Punct, der die Zweiheit der Philosophien aufheben wird. Gegenüber der positiven Philosophie wird sich die negative mit dem Namen der πϱώτη ἐπιστήμη begnügen, was sie schon als Wissenschaft der Wissenschaften, ja der Philosophie selbst ist und der positiven Philosophie den Namen der höchsten Wissenschaft zuerkennen. Das, wovon die negative Philosophie ausgeht, ist das primum cogitabile, das, wovon die andere, das summum cogitabile. Zwischen beiden Philosophieen liegen alle Wissenschaften in der Mitte, so dass die Philosophie, die als die negative vorausging, alle beschliesst als die positive«. Se også SW II, 3, s. 151. primum cogitabile lat. 'det første tænkelige' (se ovenstående kommentar). summum cogitabile lat. 'det højeste tænkelige' (se ovenstående kommentar). d. n: Ph. er blot hinwegschaffende sml. Paulus, s. 421, hvor der refereres: »Negativ ist sie, weil blos mit Wegschaffen beschäftigt.« Den hædrer sig ... Fornuft-Videnskab sml. SW II, 3, s. 152. Fornedrelsestilstand (...) Ophævelses-Stand allusion til læren om Kristi fornedrelsestilstand og ophøjelsestilstand. Den p: Ph. er ... gewollte Philosophie sml. SW II, 3, s. 153, hvor Schelling skriver: »Die positive Philosophie ist die immer und ursprünglich gewollte, aber weil sie verfehlt oder auf falschem Wege gesucht wurde, rief sie die Kritik hervor, aus der alsdann wieder auf die Weise, wie ich gezeigt, die negative hervorging, die ihren Werth und Bedeutung eben nur als negative hat, d.h. inwiefern sie nicht selbst positiv seyn will, sondern die positive außer sich setzt.« Kant kalder (...) sin Philosophie (...) Kritik . Sml. SW II, 3, s. 154. de retfærdige Fordringer ... og ikke videre sml. Paulus, s. 422; SW II, 3, s. 154. de smaa Mysterier (...) de store Mysterier ... de Eleusinske Mysterier saaledes sml. Paulus, s. 422f.; SW II, 3, s. 155. – De eleusinske Mysterier betegner en hemmelig kult i det store tempel ved byen Eleusis uden for Athen, og de var knyttet til gudinderne Demeter og Persefone. Disse 'mysterier' vandt anseelse under Athens stormagtstid i det 5. årh. f.Kr. og bestod til det 4. årh. e.Kr. Meget vides ikke om dem pga. den tavshedspligt, som medlemmerne var underlagt, men deres hensigt synes snarere at have været at vække en religiøs stemning end at udbrede en bestemt religion. Død og livsfornyelse synes dog at have stået i centrum. Kulten var åben for alle grækere: Slaver såvel som fribårne kunne indvies gennem deltagelse i en række fester og ceremonier. Neo-Platonikerne gjorde ... platoniske, de store sml. Paulus, s. 422f.; SW II, 3, s. 155. Der sigtes formentlig til den sene nyplatonisme () med dens tre hovedskikkelser: Porphyrios fra Syrien (o. 233-305), hans elev Iamblichos (o. 250-325) og Proklos fra Athen (412-85). De søgte at forene den aristoteliske og den platoniske filosofi således, at tilegnelsen af Aristoteles' () skrifter, især de logiske, skulle indlede filosofistudiet, mens tilegnelsen af Platons () metafysiske dialoger, især Parmenides og Timaios (), dannede en afslutning og et højdepunkt. Schelling No 2 se tekstredegørelsen, s. 416. actus . Sml. SW II, 3, s. 155f. det ontologiske Beviis, ... og Thomisterne sml. SW II, 3, s. 157. – Udtrykket 'det ontologiske gudsbevis' er Kants betegnelse for det Gudsbevis, der af Guds begreb – nemlig som den, der er fuldkommen – udledte hans eksistens, idet en Gud med eksistens måtte være mere fuldkommen end en Gud uden. I skolastikken () blev beviset prægnant fremsat af den fr.-eng. filosof og teolog Anselm af Canterbury (o. 1033-1109), mens den ital. teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-74) i sit hovedværk Summa theologiae (1265-72) i stedet sluttede fra, at noget eksisterer, og at alt eksisterende forudsætter en årsag, til Gud som den sidste årsag (af Kant betegnet det kosmologiske Gudsbevis). Dets Feil er det ... har fremstillet Der sigtes til Kants () Kritik der reinen Vernunft (A 584/B 612 - A642/B 670), hvor der skelnes ml. de tre typer af gudsbeviser, nemlig det fysikoteologiske, også kaldt det teleologiske, det kosmologiske og det ontologiske. Kant viser, at alle disse beviser beror på en fornuftsillusion. transitus a potentia ad actum lat. 'overgang fra mulighed til virkelighed'. Sml. SW II, 3, s. 158, hvor Schelling skriver: »Gott kann nicht zufällig, heißt: er kann nicht per transitum a potentia ad actum existiren, sonst wäre er eben nicht die seyende Potenz, das aufrechtstehende Seynkönnen, wie wir auch sagen können«. das heißt er ist ... voraus seyende sml. SW II, 3, s. 158. das blind seyende, das nothwendig seyende sml. Paulus, s. 427. Spinozas Princip ... voraus Existirende jf. fx Spinoza Ethica () 2. del, 11. læresætning. Sml. SW II, 3, s. 156f. Cartesius rettede sit ... men efter Seyn sml. Paulus, s. 428-430; SW II, 3, s. 157f. – Dette udtrykker Descartes i sætningen 'jeg tænker, altså er jeg' (), jf. også den korte fremstilling i Discours de la méthode (1637), 4. Jeg er blev hans Udgangspunkt . Det Sande i det ... saaledes i Spinoza . Jacobi selv kjæmper ... river ham ned sml. Paulus, s. 432. I sit hovedværk Ueber die Lehre des Spinoza in Briefen an den Herrn Moses Mendelsohn (1781, 2. udg. 1789, trykt i Friedrich Heinrich Jacobi's Werke bd. 1-6 (i 8 bd.), Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728 (forkortet Jacobi's Werke); bd. 4,1, 1819), som fik stor indflydelse på den ty. idealisme, retter den ty. filosof Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819) et kraftigt angreb på Spinozas rationalistiske filosofi. Imod den spinozistiske panteisme og fatalisme vil Jacobi forsvare Guds transcendens og frihed. Over for fornuftsvidenskaben stiller han en livsfilosofi el. umiddelbarhedsfilosofi, hvis hovedbegreber er tro og følelse. Trosbegrebet har både en erkendelsesmæssig og religiøs karakter. Virkeligheden er if. Jacobi umiddelbart givet for os i følelsen og troen, hvorved troen får en afgørende erkendelsesteoretisk betydning. Tilsvarende er den religiøse tro en umiddelbar vished om Gud, som fornuften ikke er i stand til at begribe. Jacobi førte en omfattende diskussion med mange af sine samtidige, ofte med stærk polemisk brod; fx anklagede han både Fichte () og Schelling for ateisme. – Spinoza: . I hvilket Forhold ... og Aristotelismen sml. Paulus, s. 433, hvor der refereres: »Nicht minder jene tiefen, schwärmerischen Lehren Böhmes. Er [jener 'Abgrund'] ist der Anfang der Reaction des Orientalismus gegen den Occidentalismus in unserer im Wesentlich noch immer aristotelisch gebliebenen Philosophie.« Se også Schellings fremstilling af Böhmes teosofi i SW II, 3, s. 121-126. – Jacob Böhme: (1575-1624), ty. skomager, filosof og kristen mystiker (teosof), der hævdede, at alt måtte opfattes ved sin modsætning, og at alle modsætninger er forenet i den absolutte, guddommelige enhed. I sig selv er Gud 'Ungrund', dvs. u-grund, afgrund, et forskelsløst intet, men åbenbarer sig og kommer til sig selv ved en bevægelse gennem absolutte modsætninger. Das geradezu Seiende sml. Paulus, s. 433. det høieste Væsen sml. SW II, 3, s. 159. det nothwendig Seyende ... Wesens Seyn-Konnen sml. Paulus, s. 433. den gl. Sætning: in deo nil potentiale lat. 'i Gud er ikke mulighed', dvs. alt er virkelighed. Jf. fx Thomas Aquinas Summa I, 3, 4. Sml. Paulus, s. 434; SW II, 3, s. 160, hvor sætningen udlægges. efter sin Natur er Gud lutter Virkelighed . purus actus . Begrunding dvs. begrundelse. Sml. Paulus, s. 434, hvor der refereres: »Aber eben mit dem Blindseyenden ist die Philosophie auf das gekommen, was keiner Begründung bedarf.« Spinoza ... det uendeligt Existerende . det er οντως το ον ... attributivt om det gr. (óntōs to on) 'virkelig det værende', 'selve det værende'. Sml. Paulus, s. 435; SW II, 3, s. 162, hvor Schelling skriver: »αυτω το ον«, dvs. det i sig selv værende. – ον: ὄν (on) er præs. part. neutrum af verbet εἰμί (eimí), 'jeg er'. det gl. Indiske ... nicht ist kilde ikke identificeret. quid (...) quod . der nicht sich ... sondern Seyn sich sml. Paulus, s. 435, hvor der refereres: »Es ist der Begriff der Vernunft, die nicht sich dem Seyn, sondern das Seyn sich vorsezt.« ekstatiske sml. Paulus, s. 435, hvor der refereres: »Sie ist in ihm absolut 'ekstatisch'. (Daher das Ekstatische im Spinozismus und allen Lehren, die vom nothwendig Existirenden ausgehen.)«. Se også SW II, 3, s. 163. Kant sagde, at ... var en Umulighed jf. fx Kants () fremstilling af den fjerde antinomi (). Hermed er Indledningen færdig dvs. indledningen til »Philosophie der Offenbarung«. Sml. Paulus, s. 440; SW II, 3, s. 174. Pythagoræerne adskilte ... og μονας (...) monas (...) düas De gr. udtryk betyder hhv. (dyás) 'tohed', 'dobbelthed' og (monás) 'enhed'. – Pythagoræerne: tilhængerne af den gr. filosof Pythagoras (6. årh. f.Kr.), som grundlagde sit filosofisk-religiøse samfund i byen Kroton i Syditalien. Pythagoras' lære er kun overleveret gennem andres skrifter, og if. Fr. Creuzer (), som også var Schellings kilde, er hovedstedet til den anførte lære den byzantinske forsker Photius, hvis Bibliotheca bl.a. indeholder et excerpt af den nypythagoræiske matematiker Nicomachus fra Gerasa Aritmetik. Sml. Paulus, s. 447. a potentia ad actum lat. 'fra mulighed (potentialitet) til virkelighed'. Nu kunde man ... ikke at tænke sml. Paulus, s. 449f. primum quod se objicit cogitationi lat. 'det første, der viser sig for tænkningen', dvs. tænkningens første objekt. Sml. Paulus, s. 450. den gl. aristoteliske ... est admiratio lat. 'filosofi begynder med forundring', jf. Aristoteles' () Metafysik, 1. bog, kap. 2 (982b 12f.): »netop fordi de undrer sig, er menneskene både før og nu begyndt at filosofere«. Platos: ... εστι το ϑαυμαζειν gr. 'filosoffens lidenskab er at undre sig', jf. Platons dialog Theaitetos (155d) i Platons skrifter () bd. 6, s. 111, hvor Sokrates' ytring oversættes: »For det at undre sig er noget i høj Grad ejendommeligt for en filosofisk Natur; ja, det er i Virkeligheden selve Begyndelsen til Filosofi.« in actu puro lat. 'i den rene virkelighed'. Sml. Paulus, s. 451, hvor der refereres: »Die Hauptsache aber ist, sich zu sagen: dass dies Reinseyende auch blos als das Seyende im verbalen Sinne, als das Existirende in actu puro existentiae zu nehmen ist und dass sein Wesen eben dies ist, das rein Existirende zu seyn. Es hat kein Wesen ausser dem Seyn.« in deo essentia ... est idemque lat. 'i gud er væsen og væren helt det samme'. Sml. Paulus, s. 451, hvor der refereres: »Ich erinnere an die alten Formeln: In Deo essentia et existentia unum idemque sunt d.h. auf dem gegenwärtigen Standpunct (auf dem folgenden, wo nicht mehr von Gott an und vor sich die Rede ist, wird sich ein anderer Sinn ergeben!): Das Wesen und also auch der Begriff Gottes besteht eben darin, daß er sey; es ist dies hier der einzige Begriff.« est ipse suum esse lat. 'han er selv sin egen væren'. Sml. Paulus, s. 451. suum esse est ipse lat. 'hans væren er ham selv'. in deo ... quod est lat. 'i Gud er der ingen forskel på væren og det, der er'. Sml. SW II, 3, s. 271, hvor Schelling kalder det 'et gammelt ord', og udlægger: »das heißt, eben das wahre Seyn Gottes ist das, daß Er – Er selbst ist.« a se esse lat. 'at være fra selvet', dvs at være ud fra sig selv (uafhængig af andet). Sml. Paulus, s. 451, hvor der refereres: »Ferner der Ausdruck a se esse d.h. von selbst seyn, ultro, sponte, ohne etwas Vorhergehendes, ohne vorhergehende Potenz, geradezu seyn.« Til belysning af dette og de følgende udtryk se også SW II, 2, s. 65, hvor Schelling skriver: »Der Ausdruck a se esse (und das daraus gebildete barbarische aseitas) ist also unrichtig und sagt eigentlich das Gegentheil vor dem, was er sagen will. Sponte, ultra, natura sua esse wäre das Richtige, ohne daß man jedoch davon Spontanität in demselben Sinn sagen dürfte, das dieses Wort wenigstens in der neuern philosophischen Sprache ganz anders gebraucht wird.« ultro esse lat. 'at være af egen drift, af sig selv'; sml. kommentaren ovenfor. Aseitas af lat. 'a se', af sig, ud fra sig selv. I den skolastiske filosofi betegnelse for Guds selvbestående væren, der modsat den skabte væren indeholder sin egen årsag. Spinoza gjorde det ... nisi existens lat. 'hvilket kun kan tænkes som eksisterende'; et alm. latinsk udtryk. Der sigtes til Spinoza () Ethica, 1. del, læresætning 11. starrt sml. Paulus, s. 452f., hvor der refereres: »der actus purus kann nichts anfangen, ist starr und unbeweglich; ohne Potenz ist nicht fortzugeben und doch müssen wir davon hinwegkommen.« post actum lat. egl. 'efter handlingen'; sml. Paulus, s. 453, hvor den konkrete betydning refereres: »dass das Seyn nicht nach der Hand, post actum (recht eigentlich), nachdem es ist, also a posteriori, allerdings das Seynkönnende sey.« potentia potentiæ lat. 'potensens potens', 'mulighedens mulighed'. so erscheint ... von Ewigkeit her sml. Paulus, s. 454. Guds Egenskaber ... kalde negative sml. Paulus, s. 454. – Der sigtes til den skolastiske filosofi, der bestemte Guds egenskaber ('attributter') enten 'via negationis' (ad nægtelsens vej) el. 'via eminentiæ' (ad fortrinlighedens vej). På den første måde bestemtes egenskaberne negativt ved at fraskrive Gud al endelighed og ufuldkommenhed, mens den anden måde positivt tillagde Gud de menneskelige dyder i fortrinlig grad. Spinozas Substants . terminus a quo lat. 'grænse fra hvilken'; 'begyndelsespunkt'. actus purus . Det Værende er ... tage dette Ord I retorikken betegnes dette ved 'modsætning', fx 'Mennesket er født frit, og overalt er det i lænker'. der actus des ... selbst zuvor (...) wo vor es nicht kann sml. Paulus, s. 459, hvor der refereres: »Sogar der actus des Existirens kommt ihm zuvor; es ist seyend, ehe es sich denkt, ist also unvordenklicher Weise seyend, und insofern ist ihm das Seyn allerdings ein Nothwendiges, existentia ineluctabilis, wofür oder wovor es nichts kann.« primum constitutivum lat. 'første konstituerende'. Begrebet causa sui ... selv som actus sml. Paulus, s. 459f. – causa sui: lat. 'årsag til sig selv'; traditionelt filosofisk udtryk, der hos Descartes () og Spinoza () betegner noget, hvis væsen indebærer, at det nødvendigvis må eksistere og at det modsatte ikke kan tænkes. – δυναμις: gr. (dýnamis) 'magt', 'kraft', 'evne'; mulighed. Udtrykket refererer til den aristoteliske disktinktion ml. 'dynamis' (formåen, mulighed) og 'energeia' (virksomhed, virkelighed), der bl.a. benyttes i forklaringen af bevægelse, tilblivelse, således at det virkelige er en fortsat tilblivelse af det mulige. Gud er herefter den fuldstændig virkeliggjorte mulighed, dvs. er ren virkelighed. ultro, sponte lat. 'af egen drift, af sig selv' (). αυτοματως ον gr. (automátōs on) 'det, som er frivilligt, tilfældigt'. actu lat. 'i virkelighed'; faktisk. Das unvordenkliche S. ... netop selv Idee sml. Paulus, s. 460. Aristoteles Metaphysik ... det Tilfældige jf. 5. bog, kap. 30 af Aristoteles' () Metafysikken (1025a 14-25); Schelling tænker muligvis på den lange ekskurs om det tilfældige i 2. bog, kap. 4-9 af Fysikken. præ quo nihil potest lat. 'før hvilket intet er muligt'. Plato kalder ... kongelige Kunst sml. Paulus, s. 462. Udtrykket er ikke identificeret hos Platon (). det Starre sml. Paulus, s. 463, hvor der refereres: »denn allein auf diesem Zufälligen beruht die Möglichkeit eines Fortschritts, den das starre Seyn versagt.« – . Det Seyen K: det Seynkönnende, jf. Paulus, s. 464. er det og også. Jo fuldkomnere ... for al Dannelse sml. Paulus, s. 464f. saa kommer man sml. Paulus, s. 465, hvor der refereres: »Dann müssten (nach Spinoza) die Dinge aus Gott emaniren (schlechter Pantheismus); oder man müsste mit Voraussezung eines freien intelligenten Welturhebers versichern: Die Schöpfung sey unbegreiflich! (Schaler Theismus.)«. Pantheisme den tro el. lære, der – modsat teismen () – hævder enheden af det værende (verden) og Gud. En variant heraf (fx Spinoza ()) hævder, at Gud er det virkelige, og at verden kun er en manifestation af Gud; dette kan lede til en teistisk opfattelse derved, at Gud, som verden føres tilbage til, anskues som det, der omfatter alt, men derved også bliver adskilt fra verden. Se ovenstående kommentar. Theisme den tro el. lære, som hævder eksistensen af en gud, der både er personlig og adskilt el. forskellig fra verden, og som ikke blot har skabt verden, men også opretholder og styrer (dvs. virker i) verden. Se ovenstående kommentar. natura lat. 'efter sin natur'. Sml. Paulus, s. 469. necessiteret nødvendig, nødvendiggjort. loco motus lat. 'bevæget', 'fjernet fra sin plads'. uno eodemque loco lat. 'på det selvsamme sted'. Newton siger ... includens dominationem lat. »'gud' er et ord, som udtrykker en relation og indebærer magtudøvelse«. Bearbejdet citat fra den eng. fysiker, astronom og matematiker Isaac Newton (1642-1727), der i Philosophiæ naturalis principia mathematica (3. udg. 1726, s. 528) skriver: »Nam deus est vox relativa & ad servos refertur: & deitas est dominatio dei, non in corpus proprium, uti sentiunt quibus deus est anima mundi, sed in servos.« (lat. »For 'gud' er et ord, som udtrykker en relation og tager sigte på hans tjenere. Og Guddommen består i Guds herredømme ikke over sit eget legeme - denne forestilling findes hos dem, der mener, at Gud er verdens sjæl - men over sine tjenere.« Sml. Paulus, s. 470. natura lat. 'efter sin natur'. i en tidlig Tid ... var υπεϱουσια sml. Paulus, s. 474; SW II, 2, s. 100 note 2, hvor der bl.a. henvises til Dionysios Areopagita () De divinis Nominibus (Om de guddommelige navne), kap. 5. – υπεϱουσια: gr. (hyperousía) 'over-væsen', 'mere end væsen'. de tidligere ... non differunt etc) lat. 'hos Gud er der ingen forskel på væsen og væren'. . negative Attributer . qua existentiam transcendit lat. 'hvorved han overskrider sin eksistens'. Affirmation bekræftelse. præter se lat. 'uden for ham'. Aristoteles siger ... Salighed netop deri . Sml. SW II, 4, s. 352. Joh v. Muller siger ... er han tilfreds sml. SW II, 3, s. 352, hvor Schelling fortæller, at den ty. historiker Johannes von Müller (1752-1809) har sagt dette i »einem seiner Briefe«. παν gr. (pan) 'alt'. ex improviso lat. 'pludseligt'. Sml. Paulus, s. 479. ex actu lat. 'fra virkeligheden'. Sml. Paulus, s. 480, hvor der refereres: »Denn das unvordenkliche Seyn ist zwar ex actu gesezt durch das conträre Seyn; aber absolut kann es nicht aufgehoben werden ...«. actus purus . υποϰειμενον . Sml. Paulus, s. 481, hvor der refereres: »in der allgemeinen Lehre von der Schöpfung als πϱῶτον ὐποϰείμενον angesehen wird.« Overtalelse, for ... Udtryk af Plato sml. Paulus, s. 482, hvor der refereres: »Die Ueberwindung könnte plözlich geschehen; aber seit der conträren Potenz das Seyn eingeräumt ist, kann sie nur stufenweise verdrängt werden. Der zarte Plato gebraucht in Beziehung auf das conträre Princip den Ausdruck: es müsse beredet werden.« – Stedet hos Platon () er ikke identificeret. den gl. Inddeling: ... causa in quam sml. Paulus, s. 485, hvor der refereres: »Jede der Potenzen ist noch potentia pura et ab omni concretione libera, reine Ursache, und Zwar, um gleich hier die Trias der Ursachen nachzuweisen, ist B die causa materialis, A2 die causa efficiens, per quam, und A3 die causa in quam oder secundum quam omnia fiunt«. – Der sigtes til Aristoteles' () distinktion ml. fire årsager, hvoraf den sidste betragtedes som den vigtigste: virkeårsagen (lat. causa efficiens), stoffet el. den materielle årsag (lat. causa materialis), den formelle årsag (lat causa formalis) og endelig formålsårsagen (lat. causa finalis el. causa in quam). Se også SW II, 3, s. 342, hvor Schelling tillige kalder inddelingen 'pythagoræisk' (). han bød saa stod det der Sml. Paulus, s. 485; SW II, 3, s. 341f., hvor Schelling uddyber sin udlægning. Han oversætter ikke som sædvanlig på tysk: »Er gebietet und es stehet da«, men »er gebeut und es steht«, d.h. es bleibt stehen, es entwickelt sich nicht weiter«. – Der sigtes til Sl 33,9: »han bød det, saa stod det« (GT-1740); »han befalede, og det stod der« (GT-1992). Gud virker (...) som en Græker ... το ἐναντιον sml. Paulus, s. 486; der sigtes formentlig til Heraklit (). – το ἐναντιον: gr. (to enantíon) 'det modsatte'. Man kan gaae ... i det Øieblik sml. Paulus, s. 486, hvor der refereres: »Für jezt ist das entgegengesezte Seyn eigentlich das Seynsollende, aber nur, um im folgenden Moment als das Nichtseynsollende negirt zu werden.« det Wieder-Göttliche sml. Paulus, s. 486, hvor der refereres: »Ist es aber weiterhin für ein solches erklärt, so ist der Standpunct verändert; würde es sich dann wieder gegen den göttlichen Willen entzünden, dann würde es das Böse seyn.« causa causarum lat. 'årsagernes årsag'. Sml. Paulus, s. 487, hvor der refereres: »Auch nach uns entsteht die Welt durch einen göttlichen Process, aber über dem er als absolute Ursache, als causa causarum, die Potenzen in Spannung setzende, selbst aber über dem Process und als ausser der gegenseitigen Ausschliessung beharrende Ursache steht.« Emanation , . Urmoglichkeit dvs. 'Urmöglichkeit', jf. Paulus, s. 488. Læren om Ideer ... fra Græciteten sml. Paulus, s. 488 Der sigtes i alm. til Platons () idélære, efter hvilken de evige og uforanderlige ideer betegner tingenes væsen, og alt, hvad der fremtræder i tid og rum, har del i ideen. Idee betyder ligesaa ... det bliver virkeligt Det gr. ἰδέα (idéa) betyder 'form' el. 'udseende'; ordet er beslægtet med verbet 'at se' (aorist-formen ἰδεῖν). Sml. Paulus, s. 488; SW II, 3, s. 293f., hvor Schelling udreder, hvordan det gr. udtryk svarer til det ty. 'Gesicht', og dette i begge betydninger »so daß es sowohl das Sehen und den Blick selbst, als was im Gesicht vorübergeht, bedeutet.« Det er hiin i ... Zeus ligger sml. Paulus, s. 488; SW II, 3, s. 294, hvor Schelling bl.a. skriver: »Sie war jene mit heiligen Schauern umgebene, in Präneste gefeierte Fortuna primigenia der Römer, in deren Armen der künftige Weltherr Zeus als Kind ruht.« – Præneste: Praeneste, en af de ældste byer i oldtidens Latium, o. 35 km øst for Rom (i dag Palestrina). Byen var især kendt for sit Fortuna-tempel og det dertil knyttede orakel. – fortuna primigenia: Den rom. lykkegudinde Fortuna (svarende til den gr. Tyche) dyrkedes af romerne under flere tilnavne, bl.a. 'primigenia' (lat. 'den førstefødte'). I de gamle helligdomme i Præneste (3.-1. årh. f.Kr.) ansås hun for at være datter af Zeus (Jupiter). – Zeus: i gr. mytologi søn af Kronos () og Rhea (); ved at dræbe sin far blev han den øverste af de olympiske guder. mater og materia ... til hinanden materia, lat. 'tømmer', afledt af mater, lat. 'moder'. hiin Ur-Potens er υποϰειμενον . Verdens Amme ... bekjendt Forestilling sml. Paulus, s. 489; SW II, 3, s. 294. Maia hos Inderne ... ham til at skabe sml. Paulus, s. 489, hvor der refereres: »Sie ist die Maya (hängt zusammen mit Macht, Möglichkeit, Potenz), welche die Neze des (blos) Erscheinenden vor dem Schöpfer ausbreitet, um ihn zu fahen zur wirklichen Schöpfung.« Se også SW II, 2, s. 149f., hvor Schelling under en tilsvarende fremstilling henviser til A.W. Schlegels lat. overs. af det indiske digt Bhagavadgita og til en afhandling af W. von Humboldt. I Salomos Ordsprog nævnes Viisdommen Ordsprogenes Bog er i den kirkelige tradition blevet tillagt kong Salomo og bar derfor også betegnelsen »Salomo Ordsprog«, jf. Biblia, det er: den ganske Hellige Skrifts Bøger, Kbh. 1830, ktl. 7. I Ordsp er visdom et gennemgående tema, men der sigtes spec. til kap. 8, jf. Paulus, s. 489. det oprindeligt S. K: Sein Könnende. man siger, at ... af Vanvid sigter til den rom. filosof og forfatter Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.) De tranquillitate animi (Om sindsro) 17, 10: »nullum magnum ingenium fuit sine mixtura dementiae fuit«, lat. 'der findes ingen stor begavelse, som ikke har et islæt af vanvid', jf. L. Annaei Senecae opera bd. 1-5, Leipzig 1832, ktl. 1275-1279; bd. 4, s. 102. Seneca angiver Aristoteles () som sin kilde (Problemata, 30. bog, kap. 1, 954a 34-37). Sml. SW II, 3, s. 299. Vanvid, det ... Beherskelsen deraf sml. Paulus, s. 491. Tilforn tidligere, før. Villie er Forstandens ... kaldes Forstand sml. Paulus, s. 491, hvor der refereres: »Der Wille ist Subject des Verstandes im eigentlichen Sinne, quod subjectum est; was aber Subject des Verstandes ist, ist potentiâ schon Verstand.« – subjectum: lat. 'subjekt'; det underlag, som bærer alle egenskaberne. – potentia: efter mulighed (potentialitet); som mulighed. Verstand kunde man ... Urstand (J. Bohme) sml. Paulus, s. 491; SW II, 3, s. 296f., hvor Schelling bl.a. forklarer: »Das Wort Verstand ist ursprünglich wohl dasselbe mit Vorstand, wie denn die Partikel ver in vielen Verbis die Bedeutung des 'vor' hat, z. B. versehen statt vorsehen. Verstand wäre insofern = Vorstand, quod praeest, also prius, sowie Vorstand wieder = Urstand ist. Letzteres Wort ist in neuerer Zeit seltener im Gebrauch geworden, bezeichnet aber eben das, wovon etwas ausgeht. Der Ur-Stand der Pflanze z. B. ist das Samenkorn. Jene Urpotenz ist aber wirklich der Urstand, ist das, woran sich das ganze Proceß anknüpft, ist also auch der Vor- oder Urstand, und im Schlusse der Bewegung der Verstand der ganzen göttlichen Bewegung.« – Urstand (J. Bohme): jf. fx 1. del. kap. 1 (»Vom Urstande des ewigen göttlichen Wesens« i J. Böhmes () Von der Menschwerdung Jesu Christi (1620), kap. 2 (»Vom Urstand Gottes ewigsprechenden Wortes und von der Offenbarung göttlicher Kraft als von Natur und Eigenschaft«) i Von der Gnadenwahl oder Von dem Willen Gottes über die Menschen (1623) el. punkt 1, kap. 1 i Sex Puncta Theosophica oder Von sechs theosophischen Punkten Hohe und tiefe Gründung (1620). Den samme Tvetydighed ... bliver staaende sml. Paulus, s. 491f.; SW II, 3, s. 297, hvor Schelling giver en udførlig etymologisk forklaring, og bl.a. tilføjer: »ich bleibe stehen, auch: ich erhalte Macht oder Gewalt über etwas, denn das, was einem anderen zum Subjekt, Unterstand geworden ist, hat eben damit Macht oder Gewalt über dieses.« . Baco siger: scientia est potentia lat. 'viden er magt', dvs. viden er formåen el. mulighed for at handle. Denne Bacons () berømte maksime findes udtrykt i Meditationes sacrae. De haeresibus, 11, hvor det hedder: »Nam et ipsa scientia potestas est« (lat. 'For viden er i sig selv magt'). Sml. Paulus, s. 492; SW II, 3, s. 301. det tydske Ord ... af Wissen sml. Paulus, s. 492. Det tidligere anførte ... paa Ur-Potens . »han havde mig for sin Vei« (...) »Herren havde den« jf. Ordsp 8,22: »HERREN eiede mig i sin Veis Begyndelse, før han gjorde Noget; ja, for den Tid« (GT-1740). I GT-1992 oversættes stedet: »Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, / som det første af sine værker dengang.« I Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung Martin Luthers, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3, oversættes det: »Der HErr hat mich gehabt im Anfang seiner Wege; ehe er was machte, war ich da.« Varro (Romeren) ... summi dii sml. Paulus, s. 493, hvor der refereres et tilsvarende latinsk citat. Se også SW II, 3, s. 302 (samt II, 2, s. 606). Den romerske polyhistor Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.) udtaler i sit skrift Om det latinske sprog bog 5, § 57: »Principes dei Caelum et Terra« (lat. »De førende guder (er) Himmelen og Jorden«), men foretager ikke her el. andre steder en skelnen ml. principes dii (»de førende guder«) og summi dii (»de højeste guder«). Kilden til denne distinktion er senere end 600 e. Kr. og har ikke kunnet eftervises. prius lat. 'det første'; noget, der går forud. det Følgende maa ... hos Mskenes Børn« sigter til Ordsp 8,30-31: »Da war ich der Werkmeister bey ihm, und hatte meine Lust täglich, und spielte vor ihm allezeit. Und spielte auf seinem Erdboden, und meine Lust ist bey den Menschen-Kindern« (Luthers overs.). Det hebr. ord, der tænkes på, er: אָמוֹן ('āmōn), der if. Lexicon manuale hebraicum (), s. 218f., betyder: 'opifex, architectus' ('håndværker, bygmester'), men muligvis også 'filius s. alumnus' ('søn' el. 'fostersøn'). Sml. Paulus, s. 493; SW II, 3, s. 302. causa materialis, efficiens, et in quam . Das reine Seyn sml. Paulus, s. 516, hvor der refereres: »Das rein Seyende«. Spinozas Substants . Hegel anseer endog ... flere Monotheismer sml. Paulus, s. 516. – Der sigtes til det sidste afsnit »Die Philosophie« § 573 i Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften i Hegel's Werke () bd. 7,2, s. 469 (Jub. bd. 10, s. 469). – Eleatismen: . negative Egenskaber . Theisme . Hos de gl. ... Atheist det Samme sml. Paulus, s. 520; SW II, 2, s. 22, hvor det ikke oplyses, hvem der tænkes på. Pantheisme . Monoth. er derfor ... derved er Skaber sml. Paulus, s. 520f., hvor der refereres: »Monotheismus ist die Lehre, die Gott als solchen, oder seiner Gottheit nach, bestimmt. Worauf beruht aber die eigentliche Gottheit? Der wahre Gott, sagt man, ist der lebendige. Der lebendige aber ist nur der, der aus seinem unvordenklichen Seyn heraustretend, dasselbe zu einem Moment von sich macht, sein Wesen davon befreiend, es als Geist sezen kann, womit ihm zugleich die Möglichkeit gegeben ist, Schöpfer zu seyn, dadurch, dass er seinem unvordenklichen Seyn ein anderes Seyn entgegensezt.« Joh: Damascenus siger ... end einzig sml. Paulus, s. 521; SW II, 3, s. 46, hvor Schelling gengiver sætningen: »Gott sey nicht sowohl einzig, als übereinzig: mehr als nur Einer, unus sive singularis quis.« – Joh: Damascenus: Johannes Damaskeneren el. Johannes fra Damaskus (o. 650 - o. 754), syrisk oldkirkelig digter og teolog. Der sigtes til De fide orthodoxa (lat. Om den rette tro), I, 5. I det gl. T. ... som Jehova sml. Paulus, s. 521. Der sigtes til 5 Mos 6,4: »Höre, Israel, der HErr, unser GOtt, ist ein einiger HErr.« – ein einziger יהוה: Det hebr. udtryk er: אֶחָד‎ יְהוָה. – אֶחָד (ʼæḥad) betyder 'én', el. når det er betonet 'en eneste'. – יהוה (JHWH) el. med vokaler יְהוָה er Guds navn i GT; da jøderne ikke måtte udtale dette navn, Jahve, men i stedet skulle læse 'Adonāj ('Herren'), blev det forsynet med vokaltegnene fra dette ord (dog kun med e i stedet for a). Jehova var den alm. transskription på Schellings tid. ὁ ϑεος gr. (ho theós) 'Gud'; med bestemt artikel egl. 'guden'. Sml. Paulus, s. 526; SW II, 2, s. 70, note 2. Jacobi roste sig ... εν ϰαι παν sml. Paulus, s. 527; SW II, 2, s. 70f. – I Ueber die Lehre des Spinoza () benytter Jacobi adskillige steder det gr. udtryk, ligesom han i Von den Göttlichen Dingen und ihrer Offenbarung (1811), trykt i Jacobi's Werke bd. 3, s. 245-460, omtaler Spinozas filosofi som 'Alleinheitslehre', fx. s. 348, 354. – εν ϰαι παν: gr. (hen kai pan) 'ét og alt'. Spinoza, hans ... denkendes Seyn . Sml. SW II, 2, s. 71. a potentia ad actum lat. 'fra potens til handling' (). dannet efter Cartesius sml. Paulus, s. 527; SW II, 2, s. 72. – Der sigtes til Descartes' () metafysiske dualisme, efter hvilken enhver genstand enten tilhører bevidsthedens verden ('res cogitans') el. den materielle verden ('res extensa'), jf. fx Filosofiens principper, I, 53-54. Jacobi har ... af Fornuften (). Deismen den opfattelse, især udbredt i oplysningstiden, at Gud er den fjerne skaber, som engang har sat verden i bevægelse og nedlagt moralloven i menneskenes sjæl, men som siden har holdt sig i ophøjet afstand fra den bestående verden og menneskers liv. Epicuræisme, der ... for Forsynet den lære, der opstod med den gr. filosof Epikur (341-270 f.Kr.), som hævdede, at fatalisme er uforenelig med fri vilje, og af denne grund bestred, at udsagn om fremtiden kan være enten sande el. falske. Således skriver Cicero i De fato (Om skæbnen) 10, 21: »Epikur (...) er bange for, at hvis han går med til dette enten-eller, tvinges han også til at gå med til, at alt i denne verden sker som følge af skæbnen: hvis nemlig ét af to er sandt fra evighed af, er det også sikkert, og hvis det er sikkert, er det også nødvendigt; dette, mener han, beviser på engang skæbnen og tingenes nødvendighed«, Ciceros filosofiske skrifter, udg. af F. Blatt, T. Hastrup og P. Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1968-71; bd. 4, 1971, s. 481. Sml. Paulus, s. 528. primum constitutivum lat. 'første konstituerende'. unv: Seyn unvordenkliches Seyn. bruta existentia lat. 'blind eksistens'. hvad Paulus ... ϰαι πατεϱ gr. (ho theós kai patēr) 'Gud og Fader', jf. fx Gal 1,4 og Ef 4,6. Sml. Paulus, s. 530. – Paulus: fra Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«, Rom 1,1-2. Forfatter af de første 13 breve i NT. hvad Kirken ... divinitatis lat. 'guddommelighedens udgangspunkt'. Sml. SW II, 4, s. 37, hvor Schelling taler om, at den kristne teologi kalder Faderen »fontem et principium divinitatis« (»guddommelighedens kilde og udgangspunkt«). ex actu lat. 'fra virkeligheden'. actus purus . generare lat. 'føde'. Sml. Paulus, s. 531. Sønnen, er ... som Faderen jf. Joh 1,14: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« virkende Aarsager . B. sml. Paulus, s. 531. saaledes og også. Χstus siger etsteds ... μονην ποιησομεν jf. Joh 14,23: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.« – μονην ποιησομεν: gr. (monēn poiēsomen) 'vi skal tage ophold [hos ham]', jf. Η ΚΑΙΝΗ ΔΙΑΘΗΚΗ. Novum Testamentum Graece,udg. af G.C. Knapp, Halle 1829, ktl. 14-15, hvor der dog læses: μονὴν παϱ᾿αὐτῷ ποιήσομεν. Det Samme siges ... paa Aanden jf. Rom 8,16: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.« I den mosaiske ... Msk ɔ: for os sml. Paulus, s. 533. Der sigtes til skabelsesberetningen i 1 Mosebog, kap. 1, hvor hver dag indledes med: »Gud sagde«; men på den sjette dag hedder det: »Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!'« (v. 26). – Elohim: flertal af det hebr. ord 'ælôah, der betyder gud; bruges i GT som artsbetegnelse for guder, men ofte som her i 'majestætisk flertal' om Gud. Theogonie lære om gudernes oprindelse og herkomst; beskrivelse af verdens oprindelse. Skriften siger ... ved Sønnen jf. Joh 1,3. Dionys Areopagita ... ϑεογονος ϑεοτης sml. Paulus, s. 534; SW II, 3, s. 323. – Dionys Areopagita: pseudonym for en forf. af mystiske skrifter fra 5. el. 6. årh., der udgav sig for at være Paulus' discipel (jf. ApG 17,34). Der sigtes formentlig til De divinis Nominibus (lat. Om de guddommelige navne), kap. 2, 11, hvor en lignende ordlyd findes. – ϑεογονος ϑεοτης: gr. (theógonos theótēs) 'guddom født af Gud'; guddommelig (Schelling: »die gottzeugende Gottheit«). Basilius M. kalder ... αιτια τελειοτιϰον sml. Paulus, s. 534; SW II, 3, s. 342, hvor Schelling udfolder dette sted om Basilius' brug af det aristotelisk-pythagoræiske årsagsbegreb (). – Basilius M.: Basilius Magnus, Basilius el. Basilios den Store (o. 330-79), biskop i Kæsarea i Kappadokien, en af den gr. kirkes mest berømte kirkefædre. – αιτια δημιουϱγιϰον: egl. αιτια δημιουϱγιϰη, gr. (aitía dēmiourgikē), 'den skabende, virkende årsag' (Schelling »die eigentliche schaffende, wirkende Ursache«). – αιτια τελειοτιϰον: egl. αιτια τελειωτιϰη, gr. (aitía teleiōtikē) 'den fuldendende årsag' el. formålsårsagen (Schelling: »die vollendende«). Basilios den Store anvender disse udtryk om Sønnen og Ånden i Homilie de Spiritu Sancto (lat. Tale om Helligånden), jf. også A. Hahn Lehrbuch des christlichen Glaubens, Leipzig 1828, ktl. 535, s. 284. Skriften adskiller ... εισ ον jf. Rom 11,36: »Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.« – εϰ ὁυ, δι ὁυ, εισ ον: gr. (ek hou, di' hou, eis hon) 'fra hvem, ved hvem, til hvem', jf. Η ΚΑΙΝΗ ΔΙΑΘΗΚΗ. Novum Testamentum Graece, udg. af G.C. Knapp, Halle 1829, ktl. 14-15 hvor der står: ἐξ αὐτοῦ, ϰαὶ δι᾿ αὐτοῦ, ϰαὶ εἰς αὐτόν; i SKs eget eksemplar er de tre præpositioner er understreget (KA, E pk. 58). Sml. Paulus, s. 534; SW II, 3, s. 342. Derfor hedder det ... af Elohim sml. Paulus, s. 535, hvor der refereres: »Im lezten Erzeugniss des Processes ist die Differenz der Potenzen aufgehoben. Die Persönlichkeiten treten auf als solche; und zwischen den drei Persönlichkeiten ist der Mensch eingeschlossen, der sich unmittelbar nach der Schöpfung am Orte der Freude, im göttlich umhegten Raum befindet, eingeschlossen von den Elohim (Nicht blos das deutsche Wort Garten, wie so viele auf gard ausgehende Städtenamen zeigen, sondern auch das hebräische Wort Gan heisst nur ein umschirmter Raum).« Se også SW II, 2, s. 158f., s. 164f.; II, 3, s. 348. – Der sigtes til 1 Mos 2,8: »Und GOtt der HErr nahm den Menschen, und setzte ihn in den Garten Eden, daß er ihn bauete und bewahrete.« Det hebr. ord for 'Garten' er גַּן (gan), som if. Lexicon manuale hebraicum (), s. 218, har følgende betydning: »hortus, maxime arboretum (pr. locus sepe munitas et protectus)«, (have, især bevokset med træer (særlig et sted, der ofte er befæstet og beskyttet)). – Elohim: . præter deum lat. 'ud over Gud'. Sml. Paulus, s. 535. extra deum lat. 'uden Gud'. Slutning dvs. afslutning, jf. Paulus, s. 536, hvor der refereres: »Abschluss«. Opstod Skabningen einfach sml. Paulus, s. 537. ein entzündbare Wille ... Stof, Underlag sml. Paulus, s. 538. – Stof, Underlag: . B (...) A. sml. Paulus, s. 538, hvor der refereres: »dass es B zu seiner Grundlage hat, ist es frei gegen A2«. ligesom Loddet ... i Vægtskaalen sml. Paulus, s. 538, hvor der refereres: »Es ist wie das Zünglein in der Waage«, dvs. som tungen på vægtskålen. in quam lat. 'til hvilken'. Skabelsens sidste ... Leben, Hauch sml. Paulus, s. 539, hvor der refereres: »Daraus erklärt sich die in uralter Tradition schon vorgetragene Lehre von der übermateriellen Natur der menschlichen Seele. Der Geist ist kein Ding in dem Sinn wie alles Gewordene, sondern reiner Hauch, lautere Freiheit und Beweglichkeit.« Vorden tilbliven. I Midrasch Kohelet ... berolige den.« sml. SW II, 3, s. 358 (samt II, 2, s. 317). 'Midrash' er en jødisk, rabbinsk udlægning, der aktualiserer teksten; den spørger ikke om, hvad ordene betyder, men om, hvad der teologisk, etisk, filosofisk, pædagogisk kan uddrages af teksten. 'Kohelet' er den hebr. betegnelse for Prædikerens Bog; betydningen af ordet 'Kohelet' (hebr. qohlæt) er usikker, men forstås normalt som betegnelse for en embedsindehaver, hvorfor det gennem græsk og latin samt Luthers overs. 'Prediker' på dansk gengives med 'Prædikeren' el. Prædikerens Bog. 'Midrash Kohelet' er således en aktualiserende udlægning af Prædikerens Bog. I den rabbinske litteratur opstod i 8. årh. en kommentar-samling, 'midrash kohelet', men hvilken ty. udgave Schelling sigter til, er usikkert. er wollte mit ihnen walten sml. Paulus, s. 539, hvor der refereres: »Er wollte thun, was Gott gethan, die Potenzen in Spannung sezen um mit ihnen als Herr zu walten.« υστεϱουμενος της δοξης ... Guds Ære) gr. (hysteroúmenos tēs dóxēs tou theoú) 'som mangler Guds ære'. Sml. Paulus, s. 539; SW II, 3, s. 350. Der sigtes til Rom 3,23: »for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud.« Det Msk. vilde ... kalde universio sml. Paulus, s. 540, hvor der refereres: »Der Mensch glaubte nun in der Hinauswendung eben so mächtig zu seyn, wie Gott in der universio.« – universio: lat. 'orientering mod ét punkt', dvs. det at vende el. dreje sig mod et punkt; ordet synes dog ikke at optræde i den klassiske el. middelalderlige latinitet (). I Guds Selvbegreb er ... maae være kloge sml. Paulus, s. 540. – vi maae være kloge: jf. Matt 10, 16: »snilde som slanger«. unum versum, universum lat. 'vendt mod ét punkt', og (heraf) lat. 'univers', egl. 'sammenfattet til en enhed'. Sml. Paulus, s. 540, hvor der refereres: »In der Schöpfung ist also eine Umkehrung der Einheit, wie diese im göttlichen Selbsbegriff ist; die Welt ist das unum versum, und der Akt dieser Umkehr die universio (Lukrez).« Se også SW II, 2, s. 90, hvor Schelling forklarer, at ordet er opstået i Lukrets' heksametervers, hvilket dog ikke kan bekræftes. Saaledes troede Msk. ... et evigt Liv sml. Paulus, s. 540. ikke blot außergottlich, men wiedergöttlich sml. Paulus, s. 540, hvor der refereres: »Dies Princip ist jezt nicht mehr wie in der Schöpfung eine göttliche, sondern aussergöttliche, ja widergöttliche Macht.« »See Msk. er ... ist gewesen jf. 1 Mos 3,22: »see, Adam har været som een af os« (GT-1740); »Nu er mennesket blevet som en af os« (NT-1992). Sml. Paulus, s. 541; SW II, 2, s. 165f., hvor Schelling udlægger udtrykket som følger: »Siehe, der Mensch ist worden wie Einer von uns (nämlich den Elohim)«. πνευμα του ϰοςμου gr. (pneúma tou kósmou) 'verdens ånd'; ikke et udtryk fra NT. disse 3 Personligheder ... i det N.T. dvs. treenigheden af Fader, Søn og Helligånd. Sønnen taler ... mod Faderen jf. fx Joh 4,34; 6,38; 8,28 og 17,4. Se også Fil 2,8. Sml. Paulus, s. 542. Mskvordelsen selv ... som frivillig jf. Kristushymnen i Fil 2,6-8. υιος του ανϑϱωπου gr. (hyiós tou anthrōpou) 'Menneskesønnen'; med dette udtryk betegner Jesus hyppigst sig selv i evangelierne. Sml. Paulus, s. 544. Siden Kants Tid ... par excellence sml. Paulus, s. 544; SW II, 3, s. 371 noten, hvor Schelling refererer til den filosofiske tradition siden Kant i almindelig. Der hentydes spec. til Kants teori om Kristus, Guds søn, som det personificerede 'Ideal der moralischen Vollkommenheit' og 'Urbild der sittlichen Gesinnungen' i Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, Königsberg 1793, jf. især s. 67ff. i det N.T. bruges ... som Fornedrelses-Titel sml. Paulus, s. 544, SW II, 2, s. 318, hvor Schelling henviser til en udredning af Gesenius (), vistnok i dennes Geschichte der hebräischen Sprache und Schrift fra 1815 (fotogr. optrykt i Hildesheim 1973). actus . Formedelst Faderen ... den frie Verden sml. Paulus, s. 545, hvor der refereres: »Vermöge des Vaters allein und des in ihm als demiurgische Ursache begriffenen Sohnes war eine blose Welt des unbeweglichen, unveränderlichen, ewigen Seyns möglich; nicht diese Welt des frei beweglichen, des erst wahrhaft geschöpflichen Daseyns, die Welt des Menschen.« Se også SW II, 3, s. 374. – demiurgisk: vedr. verdensskaberen. I Skabelsen var ... falde fra ham sml. Paulus, s. 546; SW II, 3, s. 374f., hvor Schelling skriver: »die Bedeutung, daß auf den Sohn gerechnet war, gerechnet insofern, als der Vater voraussah, daß das unausbleiblich Verlorene, sich ihm Entziehende des Sohns wegen doch nicht verloren seyn würde.« »Alt er mig overgivet af Faderen« sml. Paulus, s. 546; SW II, 3, s. 374, hvor Schelling selv henviser til Luk 10, 22 og Matt 11, 27; begge steder hedder det: »Alt har min fader overgivet mig«. τα παντα gr. (ta pánta) 'alt'. Sml Paulus, s. 546; SW II, 3, s. 374, hvor Schelling selv henviser til Kol 1, 16: »I ham blev alting skabt / i himlene og på jorden, / det synlige og det usynlige, / troner og herskere, / magter og myndigheder. / Ved ham og til ham er alting skabt.« der vil Alt i Alle allusion til 1 Kor 15,28: »Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.« Villien vedbliver ... som Zorn sml. Paulus, s. 547, hvor der refereres: »Allerdings wirkt auch dieser Wille nach der eingetretenen Entfremdung, aber ohne das Entfremdete dadurch zu wollen; der ursprüngliche Wille Gottes wirkt fort, aber als Unwille, als göttlicher Zorn. Alle Menschen, Juden und Heiden, sind von Natur kinder des göttlichen Zorns. (Ephes. 2,3)«. Jf. Ef 2, 1-3: »Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, / som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. / Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.« δοξα gr. (dóxa) 'ære', 'herlighed'. Sml. Paulus, s. 548; SW II, 3, s. 376. Det er denne anden ... ikke Konge sml. SW II, 3, s. 376f., hvor Schelling udfolder passagen. – Om lidelsen udtrykt i Es, jf. sangen om Herrens lidende tjener i Es 52,13-53,12, der i NT forstås som en forudsigelse af Kristi lidelse. – Messias: gr. transskription af hebr. māšîaḥ og aramaisk mešîḥa, svarende til gr. Christós, den salvede, heraf lat. Kristus. I GT er messiasforestillingerne knyttet til kong David, der blev salvet til konge af profeten Samuel. – den Salvede er endnu ikke Konge: hentyder til den dogmatiske inddeling af Kristi tre embeder i det profetiske, det ypperstepræstelige og det kongelige. Sit kongelige embede udøver Kristus først, når han efter opstandelsen og himmelfarten har indtaget sædet ved Guds højre hånd. og om Bevidstheden ... at gjøre sml. Paulus, s. 550, hvor der refereres: »Ist er seiner Natur nach objectiv, geht aber doch nur im Bewusstseyn des Menschen vor. Denn um das Bewusstseyn ist es der ganzen Schöpfung zu thun gewesen; alles Andere ist dem Schöpfer gleichgültig. Das Bewusstseyn musste durch einen zweiten analogen Process wieder geheilt werden.« theogonisk vedr. beskrivelsen af verdens skabelse; også læren om gudernes oprindelse og herkomst. Sml. Paulus, s. 550. Apostelens Ord ... σπεϱμα του ϑεου bliver gr. (spérma tou theoú) 'Guds sæd', jf. 1 Joh 3,9: »Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.« Sml. Paulus, s. 550; SW II, 3, s. 382. αμαϱτια væsentlig ... som Afgudsdyrkelse gr. (hamartía) 'fejl', 'synd'. Sml. Paulus, s. 550, der refererer, at såvel NT som GT opfatter 'hamartía' som hedenskab. I sin ny Fremtræden ... actu sættende sml. Paulus, s. 551, hvor der refereres: »In seinem Wiederhervortreten ist das B, das die göttliche Einheit Aufhebende; aber das Gott Negirende in seinem Aus-sich-heraus-treten wird in seinem In-sich-zurück-treten das Gott-Sezende; und zwar das Gott nunmehr actu Sezende.« – actu: virkelig. Apostelen Paulus siger ... αϑεοι εν τω ϰοςμω gr. (átheoi en tō kósmō) 'gudløse i verden', jf. Ef 2,12: » – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden.« – Paulus: . εν τω ϰοςμω gr. (en tō kósmō) 'i verden'. Sml. Paulus, s. 551, der giver yderligere henvisninger til Ef 2,12, 4,18 samt Kol 1,21. Her er det Sted ... maa gaae forud sml. Paulus, s. 551f.. Corollarium lat. 'tillæg'. Anlaß, das Vermittelnde ... theogoniske Proces sml. Paulus, s. 552, hvor der refereres: »Der Anlass, eben so das Vermittelnde und das Ziel des zweiten Processes und sämmtliche Potenzen desselben sind dieselben wie im ersten theogonischen Process, der sich hier nur im menschlichen Bewusstseyn wiederholt.« widergöttliche Proces sml. Paulus, s. 553, hvor der dog refereres: »den aussergöttlichen Process«. men kun som nødvendige ... faldne Bevidsthed sml. Paulus, s. 553, hvor der refereres: »sondern sie sind ein nothwendiges Erzeugniss des unter die Gewalt der Potenzen, die in ihrer Spannung nur kosmische Mächte sind, gefallenen Bewusstseyns.« Troen, som ... skjænker dem sml. Paulus, s. 553, hvor der refereres: »Daraus erklärt sich einmal der Glaube, den die in diesem Process befangene Menschheit jenen Vorstellungen geschenkt hat.« – befangne: hildede. Man har ... for Naturlære sml. SW II, 3, s. 379f., hvor Schelling skriver: »Daraus erklärt sich denn 2) auch der Zusammenhang, in welchem die mythologischen Vorstellungen, ihrer scheinbaren Widersinnigkeit unerachtet, dennoch offenbar mit der Natur und ihren Erscheinungen stehen – ein Zusammenhang, der so viele verleitet hat, die Mythologie nur für eine künstlich ausgebildete Naturansicht, die Götter für bloße Personificationen von Naturkräften und Naturerscheinungen anzusehen. Dieser Bezug auf die Natur, dieser Art von Aehnlichkeit, welche die mythologischen Wesen mit Naturwesen zeigen, beruht darauf, daß dieselben welterzeugenden Potenzen, die in der Natur wirkten, hier im Bewußtseyn wirken. Dieser Zusammenhang ist also selbst ein natürlicher, nicht ein künstlicher, etwa daraus zu erklären, daß man eine Art von philosophisch-poetischer Naturforschung in der Urzeit annimmt.« – Der sigtes formentlig til myteforskere som Chr. G. Heyne og Gottfried Hermann, jf. Schellings diskussion af disse i »Historisch-kritische Einleitung in die Philosophie der Mythologie«, SW II, 1, s. 29-46. Udv: Historie 'Udvortes Historie', jf. Paulus, s. 554; SW II, 3, s. 380. Saa længe var Msket ... mere besonnen sml. Paulus, s. 554, hvor der refereres: »Die Menschheit war so lange ekstatisch: dann erst ging sie zur Besonnenheit über.« Mythologierne ere ... frembringende, Proces sml. Paulus, s. 554f., hvor der refereres: »Man hat nicht nöthig, mit Creuzer u.A. anzunehmen, dass unter seinem Urvolke die Vorstellungen zuerst entstanden, von da an die Inder (die man gegen alle Analogie zum ältesten Volke machen will) übergegangen seyen. Die Mythologieen der Völker sind die integrirenden Theile Eines und desselben, die Mythologie erzeugenden Processes.« Se også Schellings fremstilling i SW II, 3, s. 381. – Schelling diskuterer Georg Friedrich Creuzers Symbolik und Mythologie der alten Völker, besonders der Griechen, 2. udg., bd. 1-4, Leipzig 1819-23 [1. udg. 1810-12; 3. udg. 1836-42], i sin »Historisch-kritische Einleitung in die Philosophie der Mythologie« i SW II, 1, s. 89-93. denne Mulighed blot ... det Forlokkende sml. Paulus, s. 555, hvor der refereres: »Sie erscheint als ein den Willen an sich ziehendes, verleitendes weibliches Wesen«. Persephone, som ... deres Duas sml. Paulus, s. 555f.; SW II, 3, s. 383. Se også SW II, 2, s. 155-161, hvor Schelling udvikler dette forhold, bl.a. med henvisning til Fr. Creuzers ekskurs »Ceres, Eleusine, Dyas oder Abfall und Rückkehr« i Symbolik und Mythologie der alten Völker (), bd. 4, 2. udg., s. 538-550. – Duas: . – Persephone: I gr. mytologi er Persefone underverdenens herskerinde; hun skildres også som datter af Zeus og Demeter. I den homerske 'Hymne til Demeter' (overs. til da. af S. Meisling i Digte fra Oldtiden, 6. hefte, Kbh. 1831, s. 303-317) berettes, hvordan hun som ung og livsglad pige bortføres af Hades til underverdenen, hvor hun forvandler sig til en kold og barsk dronning. I den senere mytologi er hun nært knyttet til Demeter, hos hvem hun også opholder sig (). Genesis gr. 'oprindelse', 'tilblivelse'; betegnelse for Første Mosebog i den gr. oversættelse af GT, Septuaginta, og i den lat. oversættelse, Vulgata. Sml. Paulus, s. 556; SW II, 3, s. 383f. Mskets første Synd ... er Slangen jf. 1 Mos 3,1-6. Sml. SW II, 3, s. 384. Slangen er ... af Evigheden ved at bide sig selv i halen, et alm. symbol på evigheden fx i sepulkralkunsten. Sml. Paulus, s. 556; SW II, 3, s. 384, hvor Schelling tilføjer: »Die Schlange, die in sich selbst zurückgekrümmt ein Bild der Ruhe, ja der Ewigkeit ist, wirkt verberbend, sobald sie sich entrollt, sich aufrichtet.« Slangen gaaer ... paa Spidsen I Biblen fortælles blot, at Guds straf til slangen for at have forledt mennesket var, at den skulle krybe på sin bug (1 Mos 3,14), hvilket i tidligere tider blev forstået således, at den oprindelig gik oprejst. [jf. fx Luthers latinske kommentar til 1 Mos 3,1. Sml. SW II, 2, s. 151. natura anceps lat. 'dobbelte natur'. Sml. SW II, 3, s. 384, hvor Schelling skriver: »Allgemein wurde daher die Schlange als Symbol jener zweideutigen Natur (jener natura anceps) betrachtet, durch welche, wenn sie sich von innen nach außen wendet, der Umsturz kommt.« I de græske ... ud er Moder sml. Paulus, s. 556-558; SW II, 3, s. 384. Se også SW II, 2, s. 155-164, hvor Schelling fremstiller Persefone-læren og bl.a. s. 160 skriver: »die, wie sie sagen, ganz drinnen, innerlich bleibende (ἔνδον ὅλη μένουσα)« med henvisning til Creuzers Symbolik und Mythologie () bd. 4, s. 546, og videre s. 162: »In einer solchen, zur Mysterienlehre gehörigen Vorstellung wird also der Uebergang so beschrieben: die bis jetzt jungfräuliche und in jungfräulicher Abgeschiedenheit verborgene Persephone wird in Gestalt einer Schlange von Zeus (Jupiter) beschlichen, der ihr Gewalt thut (βιάζεται ὑπὸ τοῦ Διός), also sie aus ihrer Jungfräulichkeit setzt.« – Myten fra de gr. mysterier () om Zeus (), der i skikkelse af en slange nærmer sig Persefone (), findes i den homeriske 'hymne til Demeter' (). et lat. 'og'. 1t Epoche A. sml. Paulus, s. 558; SW II, 3, s. 385. Prius lat. 'det første'; noget, der går forud. Jf. Paulus, s. 559, hvor der refereres: »das Prius vor der Natur«. vide om sml. Paulus, s. 559, hvor der refereres: »das von der Natur nichts wissen will.« über-material 'material' i betydningen 'stof', υποϰειμενον (). Jf. Paulus, s. 559; SW II, 3, s. 386. Astralsystemet sml. Paulus, s. 560; SW II, 3, s. 387. Der sigtes til den religiøse stjernedyrkelse, som den bl.a. forefandtes i Mellemøsten, og hvori stjernerne betragtedes som levende væsener, der havde indflydelse på menneskene. Dette udvikledes også til hele astrologiske systemer, hvor planeternes indbyrdes stillinger bestemte verdens og menneskenes skæbne, og hvor de enkelte stjerner også blev identificeret med bestemte guder. Se næste kommentar. Zabismus ... himmelske Hær sml. SW II, 3, s. 387, hvor Schelling skriver: »Der diesem Moment der Entstehungsgeschichte der Natur entsprechende Moment des mythologischen Bewußtseyns ist jene astrale Religion, welche allgemein und ohne Widerspruch als die erste und älteste des Menschengeschlechts anerkannt ist, und welche ich auch Zabismus nenne, von Zaba, das Heer und insbesondere das himmliche Heer.« Se også SW II, 2, s. 179-188, hvor Schelling giver en udførlig fremstilling af såvel det etymologiske indhold af ordet 'Zaba' ('Zabi') fra arabisk og hebræisk som af sin egen betegnelse 'Zabismus', som ikke må forveksles med 'Sabeismus' () – det sidste sigter til sabæerne, det folk, som fra slutningen af 9. årh. f.Kr. levede i landet Saba i det sydvestlige Arabien. Det er ikke ... det Ueberkörperliche sml. SW II, 3, s. 387. sideriske vedr. stjernerne. og også. B) sml. Paulus, s. 561; SW II, 3, s. 389. Ouranos Uranos. I Hesiod Theogonien fremstilles Uranos, himmelen, og Gaia (), jorden, som det første gudedynasti, der afløste Chaos. Da Uranos skjulte deres børn, smedede Gaia et sværd, som hun gav til deres søn, titanen Kronos, der derpå dræbte Uranos. Uranos' afskårne lem blev kastet i havet, og af skummet opstod Afrodite. Sml. SW II, 3, s. 389. Ourania Urania, i gr. mytologi astronomiens gudinde. I sin fremstilling af den mytologiske udvikling sammenknytter Schelling den tidlige asiatiske Urania med lignende frugtbarheds- og kærlighedsgudinder i andre religioner (Mitra, Mylitta, Astrate), ligesom Urania også forbindes med Afrodite (), som bar tilnavnet Urania, dvs. den himmelske. Sml. SW II, 3, s. 389. Sabismen sabæisme, ild- og stjernetilbedelse (). Sml. SW II, 3, s. 390, hvor Schelling skriver: »Dieß war also etwas zu ihrer ältesten Religion Hinzugekommenes, Herodotos bestätigt auf diese Art die der Urania gegebene Stelle, sie bezeichnet das erste Hervortreten aus dem Zabismus.« successiv Polytheisme sml. SW II, 3, s. 389f. Schelling skelner ml. to arter af polyteisme, nemlig den 'simultane' polyteisme, der betegner flere samtidige guder, der dog alle er underlagt en højeste gud, fx Zeus i den gr. mytologi, og den 'succesive' polyteisme, hvor de enkelte guder ikke er underlagt nogen højere, men derimod følger efter hinanden, som fx i Hesiod Theogonien, (). Perserne dyrke ... Sol, Maane sml. Paulus, s. 562; SW II, 3, s. 390, hvor Schelling skriver: »In den Persern ist noch die Erinnerung an die älteste Religion erhalten, inwiefern sie, wie Herodotos sagt, den gesammten Himmelsumschwung, d.h. den in demselben waltenden Geist, als den höchsten Gott verehren, außerdem aber der Sonne, dem Mond und bereits auch den Elementen (die das materialisirte Astrale sind) Verehrung erzeigen – 'dazu aber haben sie, sagt Herodotos, auch der Urania opfern gelernt'.« – Kilden er Herodot Historie, 1. bog, 131, hvor det fortælles, at persernes guder modsat hellenernes ikke havde menneskelig skikkelse, men at de ofrede til himmelhvælvingen, som de kaldte Zeus, ligesom de ofrede til solen, månen, jorden, ilden, vandet og vindene. og også. Babyloner, Assyrer ... Melita sml. Paulus, s. 562; SW II, 3, s. 390, hvor Schelling skriver: »Außer den Persern sind es vorzüglich die Assyrier oder Babylonier (angenommenermaßen das älteste geschichtliche Volk), dann die Arabier (wie sie Herodotos nennt, d.h. die schon vom nomadischen Leben zu festen Wohnsitzen übergegangenen Einwohner des glücklichen Arabiens), welche die Urania, verehren. Von den Babyloniern ist sie unter dem Namen der Mylitta verehrt.« – Kilden er Herodot Historie, 1. bog, 131, hvor det fortælles, at perserne senere ofrede til Afrodite Urania, hvilket de lærte af assyrerne og araberne. Endvidere at hos assyrerne hedder Afrodite Mylitta, hos araberne Alilat og hos perserne Mitra. Den anden Gud ... i hendes Tempel sml. SW II, 3, s. 391. – Kilden er Herodot Historie, 1. bog, 199, hvor der fortælles om denne babylonernes 'grimmeste' skik. Hos Araberne ... Søn Dionysos sml. SW II, 3, s. 391, hvor Schelling skriver: »Unter den Arabiern ist der zweite, der relativ höhere und gegen die materialisirte Urania geistige Gott schon bereits näher bestimmt als Sohn der Urania. Herodotos nennt diesen Gott schon hier Dionysos. Auch ich werde mich für den Gott dieses Namens bedienen, jedoch als eines bloß allgemeinen, ohne damit schon den griechischen Dionysos zu meinen, obgleich es allerdings nur diese allgemeine (und darum allen Völkern gemeinschaftliche) Potenz ist, die zuletzt auch in dem griechischen Dionysos hervortritt.« – Dionysos: i gr. mytologi er Dionysos (også kaldt Bakchos el. Bakkus), søn af Zeus og Semele (), opr. vegetationens gud, senere især gud for vinen. Han dyrkedes ved flere hellligdomme og i de ekstastiske Dionysos-fester, hvor deltagerne dansede vildt, udstødte råb, sønderflængede dyr med hænderne og fortærede det rå kød. C) sml. Paulus, s. 564; SW II, 3, s. 392. Phoenicer, Syrer ... Molok Chronos sml. Paulus, s. 564; SW II, 3, s. 393, hvor Schelling skriver: »Dieser strenge, noch immer der Freiheit unholde Gott ist der Gott der zunächst in der Geschichte und im mythologischen Proceß hervortretenden Völker, der Phönikier, der Tyrer, der Karthager, sowie der kananäischen Völkerschaften, bei den Phönikiern Baal (= Herr), ursprünglich Name des Uranos, des Himmelskönigs –, aber der Gott des gegenwärtigen Moments ist auch nur dieser König in einer zweiten Gestalt, wo er den andern Gott zwar noch nicht anerkennt, ihm keine Einwirkung verstattet, aber ihn doch schon neben sich hat. Bei den Kananäern heißt er ebenso Moloch. König. In der griechischen Mythologie, wo er bloße Vergangenheit ist, kommt er als Kronos vor.« – Baal: el. Ba'al, 'herre', kana'anæisk (vestsemitisk) regn-, torden- og frugtbarhedsgud (sml. SKS, K18, 368,9). – Molok: el. Molek, en guddom, som blev tilbedt hos det syriske folk, der bragte den menneskeofre. Guden er ofte omtalt i GT. – Chronos: i gr. mytologi (Hesiod Theogonien) den yngste af titanerne, søn af Uranos () og Gaia (). Han får verdensherredømmet ved at dræbe sin far, men styrtes senere af sin søn Zeus (). Phoenicernes Hercules sml. Paulus, s. 564; SW II, 3, s. 394, hvor »der phönikische Herakles« også kaldes 'Melkarth', hvilket er en fønikisk gud, underverdenens konge, som dyrkedes i hele Middelhavsområdet, og som i GT identificeres med Ba'al. – Hercules: gr. Herakles, søn af Zeus og Alkmena og således halv gud og halv menneske, men ved sin død blev han optaget blandt guderne. Forinden havde han ved sin kraft og styrke bekæmpet kentaurer, drager, løver og overvundet mange andre farer, alm. betegnet som 'Herkules' tolv arbejder', men if. Schelling repræsenterer han tillige arbejdet og smerten. Heracles er en Forløber ... satte Guds Søn sml. SW II, 3, s. 394. Messias i det ... Tjeners Skikkelse sml. SW II, 3, s. 394, hvor Schelling drager en parallel ml. Herakles (Herkules) og Messias i GT, idet de begge ikke så meget træder frem som 'søn', men mere som herrens lidende tjener. Jf. fx Es 52,13-53,12. Chronos bliver ... religio peregrina sml. Paulus, s. 565; SW II, 3, s. 395, hvor Schelling skriver: »Damit ist aber ein neues, Zweites Moment unserer dritten Periode C gesetzt, das eben darum in das Bewußtseyn neuerer Völker fällt und z.B. in der Mythologie der phönikischen Völker noch nicht vorkommt. Diese weibliche Gestalt, in welche dem Bewußtseyn ebenso wie früher Uranos nun auch Kronos übergeht, ist durch die Kybele bezeichnet, welche zuerst unter dem phrygischen oder phrygo-thrakischen Volksstamm hervortrat, von diesem aber dann später auch in griechische Länder und bis nach Rom verpflanzt wurde, wo sie indeß immer eine religio peregrina blieb.« – Cybele: el. Kybele, gudinde, som opr. dyrkedes i Lydien og Frygien, men siden i store dele af den hellenske verden. Hun var 'den store moder', ophav til alt liv. – religio peregrina: lat. 'fremmed religion'. Sml. SW II, 2, s. 361, hvor Schelling udførligere diskuterer dette forhold i en note. ϰαταβολη gr. (katabolē) 'grundlæggelse', 'begyndelse'. Den hele mythologiske Proces ... virkelige Overvældelse sml. Paulus, s. 566; SW II, 3, s. 396f. – exspiration: udåndelse, det at ånde ud. – Uaandelige: overs. af ty. 'Ungeistige'. Den virkelige Overvældelse sigter til den fjerde periode, kaldet D, jf. Paulus, s. 566; SW II, 3, s. 397, hvor Schelling skriver: »Nun beginnt also eine vierter Periode = D, die der wirklichen Ueberwindung; diese kann nun die Periode des Kommens der dritten Potenz genannt werden« (). medopstandne sml. Paulus, s. 567, hvor der refereres: »Sie sind nur die mitentstehenden der eigentlichen Ursachen.« ϑεοι γεννητοι gr. (theoí gennētoí) 'fødte, skabte guder'. Sml. Paulus, s. 567; SW II, 3, s. 397. de formelle og de materielle Guder dvs. 'formelle' i betydningen 'virkende el. forårsagende', mens de 'materielle' årsager kun er accidentielle. Jf. Paulus, s. 567; SW II, 3, s. 397. Ourania og Dionysos sml. Paulus, s. 567, hvor det tilføjes: »Wie auch Herodot (III, 8) von den Arabern sagt, sie halten die Urania und den Dionysos allein für Götter«; SW II, 3, s. 397f. – Som det fremgår, sigter Schelling til Herodot Historie, 3. bog, 8. Denne uorganiske ... ogsaa gjennemgaaet sml Paulus, s. 568; SW II, 3, s. 398, hvor der tilføjes: »Denn aus dieser vorhellenischen Zeit findet sich noch die Erinnerung an die λίϑοις ἀϱγοῖς, wie Pausanias [i Helládos Periēgēsis (gr. Beskrivelse af Hellas) fra ml. 155-180 e.Kr.] sagt, d.h. rohen, unbehauenen Steinen, erwiesene Verehrung.« Fetischisme gudsdyrkelse knyttet til forskellige genstande el. dyr; Schelling betragter dette som den ældste religion, Jf. SW II, 3, s. 398f. magna deorum mater lat. 'gudernes store moder', dvs. Kybele (). Sml. SW II, 3, s. 399. simultan Polytheismes (...) succesiv Polyth. sml. SW II, 3, s. 399, hvor Schelling skriver: »Ich sage: Göttervielhet, diese ist von Vielgötterei wohl zu unterscheiden. Die materiellen Götter eines jeden Moments bilden nur eine Göttervielheit, nur simultanen Polytheismus; die geistigen oder die verursachenden Götter allein sind der Inhalt der eigentlichen Vielgötterei, nämlich des successiven Polytheismus« (). – Polytheismes: polytheismus el. polytheisme. Typhons sml. Paulus, s. 569; SW II, 3, s. 401; begge steder henvises til Plutarchs () afhandling »De Iside et Osiride« i Moralia som kilde. – Tyfon er i gr. mytologi et vældigt, ildsprudlende uhyre, født af Jorden og Tartaros (Underverdenens dyb), som i sit oprør mod de olympiske guder blev besejret af Zeus og derpå blev spærret inde i Underverdenen. Grækerne genfandt Tyfon i den egyptiske gud Seth, der opfattedes som et ondt væsen, der bl.a. dræbte sin bror Osiris (). Osiris (...) Horos (...) Isis sml. Paulus, s. 570; SW II, 3, s. 401f.; begge steder anføres Plutarchs () afhandling »De Iside et Osiris« i Moralia som kilde. – I egyptisk mytologi var Osiris søn af jordguden Keb (Geb) og himmelgudinden Nut, og han var gift med sin søster Isis, med hvem han havde sønnen Horos. Osiris var hersker i de dødes rige, og hvert enkelt menneske skulle stilles til regnskab ved hans domstol. Da han blev dræbt af sin bror Seth (), lykkedes det Isis atter at kalde ham tilbage til livet, mens Horos hævnede sin far ved af besejre Seth. Brahma (...) Schiwa (...) Wischnu sml. Paulus, s. 570; SW II, 3, s. 403f. – I hinduistisk religion er Brahma skaberguden, fra hvem alt liv opstår, og til hvem alt liv vender tilbage. Tilsammen udgør Brahma, Shiva (livets ødelægger) og Vishnu (livets opretholder) en tredobbelt person, en slags treenighed. Legenderne om (...) som Krischna sml. Paulus, s. 571f.; SW II, 3, s. 404. – Karakteristisk for den hinduistiske gud Vishnu er hans inkarnationer (opr. ti) i forskellige dyre- og menneskeskikkelser, som han påtager sig for at frelse verden fra forskellige ulykker o.l. I den 8. inkarnation blev han hyrdeguden Krishna, i hvilken skikkelse han udførte en lang række bedrifter, i den 9. Buddha (). Budha sml. Paulus, s. 572; SW II, 3, s. 404f. – Buddha stiftede formentlig i 5. årh. f.Kr. buddhismens munkeorden og lære, hvori han bl.a. tog afstand fra brahmanismen. Crisis lat. 'krise', 'omslag', 'vendepunkt'. Forstyrreren ødelæggeren. de reelleste Væsener Sml. Paulus, s. 573; SW II, 3, s. 406, hvor Schelling skriver: »und doch für das Bewußtseyn von der reellsten Bedeutung, wirkliche Wesen, weil sie von einem reellen Prozeß sich herschreiben.« αιδης, Hades gr. (háidēs), egl. 'den, der ikke ses'. Sml. Paulus, s. 573; SW II, 3, s. 407. – Hades, søn af Kronos og Rhea, er underverdenens hersker og udrustet med en hjelm, som gør ham usynlig. Kun sjældent forlod han underverdenen, men det skete, da han røvede Persefone (), som derpå blev hans hustru og medherskerinde. det hele Olymp hele den gr. gudeverden. Sml. Paulus, s. 573; SW II, 3, s. 407, hvor Schelling skriver: »Diese Göttervielheit, oder der ganze griechische Olympos (Zeus selbst) ruht auf seinem latent-, unsichtbar-geworden-Seyn.« i den ægyptiske M. ... komme tilsyne sml. SW II, 2, s. 368, hvor Schelling omtaler dette med henvisning til Plutarchs () beskrivelse af gudernes frygt for Tyfon () i afhandlingen »De Iside et Osiride«, kap. 72, trykt i Moralia. Chronos og Ouranos Tid og . en exoterisk og en esoterisk Gudelære sml. Paulus, s. 575; SW II, 3, s. 409, hvor Schelling skriver: »Die materielle Göttervielheit ist dabei das Exoterische, die geistigen Götter, die nach aufgehobener Spannung nur noch als Gestalten Eines Gottes sind, werden zum Inhalt eines esoterischen Bewußtseyns.« Mysterierne sml. Paulus, s. 575; SW II, 3, s. 409. De gr. mysterier () betegner if. Schelling overgangen fra hedenskab til kristendom. Begge Overgange ... qvindelig Gud dvs. først ved Urania, dernæst ved Kybele, jf. SW II, 3, s. 411. Rhea, Gea sml. Paulus, s. 576; SW II, 3, s. 412. – I gr. mytologi (efter Hesiod Theogonien) blev gudinden Gaia, jorden, til umiddelbart efter Chaos, og hun fødte himmelen (Uranos), bjergene og havet. Sammen med Uranos () fik hun datteren Rhea, den store gudemor, der med Kronos () fik den olympiske gudeslægt (Zeus, Hades, Poseidon, Hera, Demeter og Hestia). Demeter (...) Romernes Ceres sml. Paulus, s. 576; SW II, 3, s. 412. – I gr. mytologi er Demeter agerdyrkningens gudinde, svarende til den rom. gudinde Ceres, og hun havde sin vigtigste helligdom i Eleusis. If. den yngre mytologi (hymnerne, Hesiod Theogonien) er hun datter af Kronos og Rhea, og ved Zeus mor til Persefone (). Demeter er ... Poseidons Gemalinde sml. Paulus, s. 577; SW II, 3, s. 413. – I gr. mytologi er Poseidon havets gud, søn af Kronos og Rhea, bror til Zeus (himmelen) og Hades (underverdenen), gift med Amfitrite. Dog fortaltes i Arkadien, at Demeter, som her dyrkedes som Despoina, var hans hustru, og at de sammen fik datteren Persefone. Senere er Demeter ... hengivende Bevidsthed Senere, dvs. i periode D (), jf. Paulus, s. 577; SW II, 3, s. 413. Persephone (...) Persephones Rov ... er bedrøvet sml. Paulus, s. 577f.; SW II, 3, s. 414 (også II, 2, s. 630-636). – If. gr. mytologi – Schelling sigter til den homeriske 'Hymne til Demeter' (), der var knyttet til Eleusis – fortælles, at da Persefone () en dag legede og plukkede blomster, åbnede jorden sig og Hades greb hende. Han førte hende med Zeus' accept til underverdenen, hvor hun blev hans hustru. Demeter søgte i ni dage verden rundt for at finde sin datter, indtil den 10. dag, hvor Helios (solen) åbenbarede det hændte for hende. Demeter forlod i vrede Olympen, vandrede om på jorden i skikkelse af en gl. kone og lod misvækst hjemsøge jorden. For at formilde hende lod Zeus Persefone hente op fra underverdenen, dog kun således, at hun 2/3 af året skulle være hos Demeter, men resten af tiden hos Hades. hell heller. den dionysiske ... Zeuss Attributer) sml. Paulus, s. 578, hvor der refereres: »Bei Pausanias ist ein Werk des Polycletos erwähnt, wo Zeus als Haupt der Göttervielheit mit den Attributen des Dionysos geschmückt ist.« I SW II, 2, s. 642, giver Schelling en nærmere beskrivelse af Polykletos' Zeus-statue, som den fremstilles hos Pausanias (). Mysterierne ... Demeters Mysterier sml. Paulus, s. 578, hvor der refereres: »Es ist der dritte Gott, durch den das verlezte Bewusstseyn begütigt wird. Das ist der wesentliche Inhalt der Mysterien. Die alten eleusinischen Mysterien heissen vorzugsweise die Mysterien der Demeter.« Se også SW II, 3, s. 415. . deres Indhold er ... Cursus i Agricultur sml. SW II, 3, s. 415f., hvor Schelling skriver: »Das Geheimniß der Mysterien zu errathen, hat man von jeher gestrebt. Franzosen haben zuerst aufgestellt, die Eleusinischen Mysterien seyen nur ein cours d'agriculture gewesen. Selbst Sylvestre de Sacy (in den Anmerkungen zu St. Croix) weiß am Ende auch nichts anderes als: 'die Mysterien möchten vorzüglich nur Darstellungen oder Symbole der hauptsächlichsten Naturwirkungen, der Jahreszeiten u.s.w. enthalten haben'. Aber so wenig der Mythologie, ebenso wenig oder vielmehr noch weniger kann den Mysterien eine bloß physikalische Bedeutung zugeschrieben werden.« – agronomiske: ang. agerdyrkning, jordbrug. – en fransk Forfatter: Denne forfatter er ikke identificeret, men i SW II, 2, s. 640 tilføjer Schelling yderligere: »wie ein Franzose von noch nicht langer Zeit wirklich gemeint hat«. ϑεσμοϕοϱος gr. (thesmophóros) 'lovgiver'. Sml. SW II, 3, s. 416. Isocrates nævner ... Demeters Gaver sml. Paulus, s. 579; SW II, 3, s. 416, hvor Schelling selv henviser til Isokrates's Panegyricus, 28-30. Sabisme er ... af Tacitus sml. Paulus, s. 579, hvor der refereres, at »Zabismus« ikke er bundet til agerbrug, og at selv Julius Cæsar har sagt dette om germanerne. I SW II, 3, s. 416f. siger Schelling tilsvarende, at Julius Cæsar i De bello Gallico (Gallerkrigen), VI, 22, har skrevet: 'agriculturae non student, neque quisquam agri modum certum aut fines habet proprios' (lat. 'De dyrker ikke landbrug, og ingen har et afgrænset stykke agerland eller private marker'), hvorefter han tilføjer: »Wie sich dieß mit einigen Nachrichten des Tacitus vereinigen lasse, ist hier nicht der Ort zu untersuchen.« – Schelling sigter med det sidste formentlig til den rom. historieskriver Cornelius Tacitus' (o. 56 - o. 118 e.Kr.) Germania (98 e.Kr.), kap. 46, 2, hvor germanerne karakteriseres ved deres faste boliger. den gyldne Alder I Hesiods Værker og Dage, 106-201, findes myten om de fem stadigt ringere verdensaldre, begyndende med 'den gyldne verdensalder', hvilken var 'på Kronos' tid', da der ikke fandtes jammer og sorger. Den rom. digter Vergil knytter an til dette i Georgica (o. 29 f.Kr.), 1. bog, 118-146. »da var det ... sine Marker« sml. Paulus, s. 579, hvor citatet refereres på latin; SW II, 3, s. 417, hvor Schelling skriver: »In der späteren Erinnerung war es Kronos, der, mit Uranos zusammenfallend, wie weit entfernte Gegenstände zusammenfallen, den Griechen und Römern der Gott des goldnen Weltalters wurde. Damals, sagten sie, als Saturnus herrschte, wurden keine geschlossenen Felder gebaut, noch war es erlaubt, das Feld mit Grenzen zu umziehen. (Ich erinnere an die früher schon angeführte Stelle aus Virgil [Georg. I, 125ff.]).« – Citatet stammer, som anført, fra Vergil Georgica, 1. bog, 125, hvor de følgende linjer omhandler Saturns gyldne tidsalder. og også. Hos Phrygerne ... Stifterinde sml. SW II, 3, s. 418f., hvor Schelling dokumenterer dette om Kybele () ved at citere fra Lukrets digression om Kybele i De rerum natura (Om verdens natur, 1. halvdel af 1. årh. f.Kr.), 2. bog, 600-660. medens Babylonerne ... til Havet sml. Paulus, s. 579f.; SW II, 3, s. 418, hvor Schelling før den af SK anførte parentes skriver: »die Phönikier, die Tyrer, die Karthager, die Kronischen Völker.« Ægypterne ansaa ... typhoniske Element sml. Paulus, s. 580; SW II, 3, s. 418, hvor der henvises til Plutarch (), som fortæller, at if. egypterne er Tyfon () havet, jf. Plutarchs afhandling »De Iside et Osiride«, kap. 32 og 33, trykt i Moralia. Demeter udtrykte ... Agerbrug fremkom sml. Paulus, s. 580; SW II, 3, s. 418f. En spansk ... af sig selv sml. SW II, 3, s. 419f., hvor Schelling giver en udførligere beskrivelse og samtidig henviser til den sp. naturforsker Felix de Azara (1746-1821), dvs. hans hovedværk, som især blev kendt gennem den fr. overs. Voyages dans l'Amérique Méridionale par F. de Azara depuis 1781 jusqu'en 1801, contenant la description géographique, politique et civile du Paraguay et de la rivière de La Plata, overs. og kommenteret af M. Sonnini, red. og indledt af C.A. Walckenaer og med oplysende note af G. Cuvier, bd. 1-4, Paris 1809. anstikkende jf. SW II, 3, s. 420: »ansteckende Kraft«, dvs. 'smittende' kraft. Persephone (...) Lighed mell. hende og Sædekornet sml. Paulus, s. 581; SW II, 3, s. 421 (se også SW II, 12, s. 637-640). – Persephone: . theogonisk vedr. læren om gudernes oprindelse og herkomst. Demeters Forsoning ... forsone mit Sind sml. Paulus, s. 582; SW II, 3, s. 422, hvor Schelling citerer fra den homeriske 'Hymne til Demeter' (), v. 274f. (se også SW II, 2, s. 632f.). Mysterierne kaldes og de dionysiske sml. Paulus, s. 582; SW II, 3, s. 422. I Almdl. forkyndiger ... Bevidstheden Taumel sml. Paulus, s. 582; SW II, 3, s. 422, hvor Schelling skriver: »Allgemein kündigt sich in den ältern Religionen die Gegenwart des Dionysos oder seine Wirkung auf das Bewußtseyn zuerst durch eine besinnungslose Begeisterung an, die Orgiasmus genannt wird. Das Bewußtseyn, von der erdrückenden Gewalt des realen Gottes sich plötzlich frei fühlend, muß dadurch gleichsam taumelnd werden.« – Orgianisme: de religiøse kulthandlinger i mysterierne, som var knyttet til Demeterdyrkelsen i Eleusis og kabirernes gudsdyrkelse. Der sigtes dog især til de hemmelighedsfuld Dionysos-fester. Sabbathier (...) Ordet selv ... Vinkel-Cerimonier Såvel Paulus, s. 582 som SW II, 3, s. 423, tilføjer, at beskrivelsen de sabaistiske orgier som den første fremtrædelse af Dionysos beror på en undersøgelse, som blev iværksat af det romerske senat, og hvis indhold udførligt beskrives af den rom. historiker Livius i Ab urbe condita (Roms Historie), 39. bog, kap. 8-20. I SW bemærker Schelling endvidere: »Aber schon der Name Sabazien, der Name des Gottes Sabos, der Festruf Evoë Saboi deutet an, daß diese Orgien dem ersten Uebergang vom Zabismus zur eigentlich mythologischen Religion angehören. Diese Sabazien nun haben in Griechenland nie festen Fuß gefaßt, und konnten sich höchstens nur als Winkelceremonien behaupten. In einer Komödie des Aristophanes, welche Cicero de Legibus [II,15] erwähnt, wurde Sabazius mit andern für fremd erklärten Göttern auf der Bühne selbst aus dem Staat geworfen.« – Sabismen: . – Winkel-Cerimonier: dvs. skjulte ceremonier. Phellagogierne dvs. phallagogierne. Sml. Paulus, s. 583; SW II, 3, s. 423f., hvor Schelling giver en udførligere omtale af de egyptiske fallosprocessioner, bl.a. med henvisning til beskrivelsen i Herodot Historie, 2. bog, 49 (sml. også 58). Dionysos's Ideen ... storartigt frem sml. SW II, 3, s. 425, hvor Schelling ved udredningen af dette henviser til Herodot Historie, 2. bog, 49. – Dionysos's Ideen: Dionysos-ideen. – stortartig: af ty. großartig, storartet. Denne Dionysos ... til Zeus sml. Paulus, s. 583; SW II, 3, s. 425f. Der sigtes her i alm. til den gr. mytologi, jf. fx Herodot Historie, 2. bog, 146. – Semele: i gr. mytologi har Semele, datter af thebanerkongen Kadmos, en elskovsaffære med Zeus, men bliver af den skinsyge Hera lokket til at forlange, at Zeus skulle vise sig for hende i al sin vælde. Da Zeus gør det, fortæres hun af flammerne, og Zeus gemmer hendes ufødte foster i sig, til det kan fødes som Dionysos (). Siden henter Dionysos sin mor op til guderne. Dionysos ... sin Fødsel i Zeus sml. SW II, 3, s. 426. Schelling knytter formentlig an til Herodot Historie, 2. bog, 146, hvor begge disse træk anføres. Hans første Modstander ... den opvoxende sml. SW II, 3, s. 426, hvor Schelling henviser til kong Lykurgos' kamp mod Dionysos i Homers Iliaden, 6. sang, 130-140. Pentheus Konge i Thracien sml. Paulus, s. 584; SW II, 3, s. 427, hvor Schelling henviser til Euripides' tragedie Bacchantinderne, der udførligt omhandler Thebens konge, Pentheus' kamp mod Dionysos-dyrkelsen, der ender med, at han sønderrives af bakkantinderne under deres ekstatiske Dionysos-fest Orpheus ... Mænader sml. Paulus, s. 584; SW II, 3, s. 427. I gr. mytologi er Orfeus en mytisk sanger og digter, søn af Oiagros el. Zeus og musen Kalliope, som blev sønderrevet af trakiske kvinder uder deres orgiastiske gudsdyrkelse. – Mænader: de 'rasende, forrykte' kvinder i Bakkus' (Dionysos') følge, også kaldt bakkantinder Homer selv sml. Paulus, s. 584f.; SW II, 3, s. 428f., hvor følgende passage begge steder suppleres af en diskussion af det homeriske spørgsmål, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt Homer var forfatter til Odysseen og Iliaden. Occidentalismen (...) Orientalismen sml. Paulus, s. 585; SW II, 3, s. 429f., hvor Schelling behandler overgangen fra den orientalske mytologi til den occidentalske, dvs. vesterlandske. οϱϕναιος gr. (orphnaíos) 'mørk', 'dunkel', 'natlig'. Sml. Paulus, s. 585; SW II, 3, s. 430, hvor Schelling udlægger dette udtryk af Homer. 42. d. 4 febr. Her ophører SKs referat; se tekstredegørelsen, s. 417f.