]> S&o-;ren Kierkegaard Notesbog 11 Not11 Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup Niels W. Bruun, Leon Jaurnow og Kim Ravn KA, C pk. 4 l&ae;g 4 Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2001 http://sks.dk/not11/txt.xml 20091215 Karsten Kynde 1.4 Schelling. No 1 1. han vilde betragtes som en Afd&o-;d i gr&ae;sk Forstand, i platonisk Betydning. 2. Naar han talte om en Aabenbaring saa meente han dermed, at den indeholdt noget som var over Fornuften; det var som Kanne havde sagt, ikke Umagen v&ae;rd at blive begeistret for det Dagligdagse, saaledes havde Aabenb: ingen Interesse naar den ikke indeholdt mere end Fornuften. &streg; Han skulde bestr&ae;be sig for Tydelighed og Simpelhed; Andre maatte have den Gl&ae;de, at dgj&o-;re det simple sv&ae;rt, og om det end var vanskeligt saa gjaldt det dog endnu &g.t;&g.o; &g.a;&g.l;&g.e;&g.th;&g.e-;&g.sud;&g.a;&g.l;&g.e;&g.th;&g.e;&g.sud; &g.r;&g.a;&g.d;&g.i;&g.o;&g.n;. Han vilde begynde aldeles forfra; Intet foruds&ae;tte. Philosophie og Virkelighed. Alt Virkeligt har en dobbelt Side: quid sit (hvad det er) quod sit (at det er). Altsaa kan Philosophien tr&ae;de i et dobbelt Forhold dertil, man kan have et Begreb uden Erkjendelsen,a men ikke Erkjendelsen uden Begrebet. I Erkjendelsen er nemlig det Dobbelte, hvorved den er Erindring. Idet jeg seer en Plante, erindrer jeg den og f&o-;rer den hen til det Almene, idet jeg anerkjender den som Plante. Det saae man ogsaa i den Dobbelthed der laae i det latinske cognitio og i den Dobbelthed i det hebraiske &h.aj;&h.a;&h.d;&h.aa;&h.j;. Philosophie og V&ae;ren. a et Begreb er nemlig udtrykt ved quid sit, men deraf f&o-;lger ikke, at jeg erkjender: quod sit. 3. d. 22 Novb. Man kunde kalde Philosophie &g.e;&g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-;&g.m;&g.e-; &g.t;&g.o;&g.u; &g.o;&g.n;&g.t;&g.o;&g.sud; og dette er og forsaavidt en meget passende Ben&ae;vnelse, som den foregriber mindst den senere Udvikling. Sp&o-;rgsmaalet blev, da m:H:t: den i det Foregaaende viste Dobbelthed om Philosoph. gik begge Arter af V&ae;ren, og hvis den gjorde det, om det da var i een Videnskab; ell kun paa een. Man kunde nu sige, naar jeg erkjender noget saa erkjender jeg det jo ogsaa som et V&ae;rende, naar jeg erkjender en Plante erkjender jeg den som en V&ae;rende. Derpaa Indvendinger i kantisk Stiil, at V&ae;ren er et Accidens. Men naar der nu var Tale om Noget, der ikke var underlagt Tilf&ae;ldighed, men N&o-;dv:, man maatte svare, at der dog kun er Tale om Indhold ikke om V&ae;ren. Ogsaa i det Logiske skeer Bev&ae;gelsen ikke im Bezug auf quodditas, men auf quidditas. Altsaa blev Philosophien enten L&ae;re om V&ae;sen, som man var vant til at sige det, ell om Existents, som nogle nyere sagde det. Det Existerende kunde kun,erkjendes i Erfaringen, og forsaavidt indsaaes ikke nogen N&o-;dvendighed af Philosophiens m&o-;isommelige og dog overfl&o-;dige Oph&ae;velser. Men der var noget, der ikke lod sig erfare. Dette maatte da v&ae;re i Fornuften. Men for at udfinde dette, maatte Fornuftens hele Indhold udvikles og altsaa begyndes med det Umiddelbare. Hvad er Fornuftens umiddelbare Indhold. Fornuften er Erkjendelsens uendelige Potens. Som saadan synes den ingen Indhold at have; men dog har den et Indhold, men dette er da ogsaa uden dens Zuthun &streg; dens &anfbeg;eingebornene, aprioriske Indhold&anfslut;. Dette er V&ae;rens uendelige Potens. Men al Philosophie er Handlen, er Virksomhed, gaaer ud paa sig selv, er T&ae;nken, philosophisk T&ae;nken. T&ae;nkningen opdager nu i dette Indhold dets bev&ae;gelige Natur. V&ae;ren kunde i denne Henseende erindre om det gl. skolastiske ens omnimode indeterminatum &streg; et ikke Existerende &streg; ikke dette ell. hiint Existerende, men det Existerende overhovedet. Men V&ae;ren er ikke blot aptitudo ad existendum &streg; det skolastiske ens er ganske d&o-;dt, kun en nominel Omskrivelse &streg; Hos Wolf blev ens &anfbeg;non repugnantia ad existendum&anfslut; men vort Seyn er V&ae;rens uendelige Begreb selv, ist das ihr Natur nach in den Begriff Uebergehen. Dog ikke virkelig Uebergehen det er her ikke Tale om. V&ae;rens Potens Seynk&o..;nnen gaaer altsaa over i Seyn og altsaa i T&ae;nken, men hele Bev&ae;gelsen er i Retning af quidditas ikke af quodditas, og denne Virkelighed er dog blot Mulighed i en anden Forstand.a Seyns Potens er Seyns Kilde. Men Bev&ae;gelserne ere her igjen besondrebesondere Moglichkeiten indenfor denne Mulighed. Vi have altsaa en apriorisk Videnskab, en reen Fornuft-Videnskab &streg; om det er Philosophien veed jeg ikke &streg; dog h&o-;rer den vel med &streg; philosophia prima, Ontologia. Det er hermed man siden Kants Kritik har beskjeftiget sig &streg; Men K. tog det blot Fornuft i subjektiv Forstand ikke saaledes som det her er taget som Erkjendelsens uendelige Potens. Sp&o-;rgsmaalet er nu, om det altid er Philosophien &streg; ellerom det er Philosophie men ikke die Philosophie &streg; ell. om det er die Philosophie; ell om det slet ikke er Philosophie. Dog f&o-;rend vi gaae over til denne Unders&o-;gelse, bliver det n&o-;dv:, at eftersee Fornuft-Videnskabens Indhold. denne Erkjendelsens uendelige Potenss Indhold er V&ae;rens uendelige Potens. Men denne Potens er Overgang i V&ae;ren. Potentsen er altsaa fri for Seyn, men er Overgang i Seyn. gaaer den over i Seyn, saa er den ikke Magt mere, men ausser sich, har tabt sig selv, er et &g.e;&g.ph;&g.i;&g.s;&g.t;&g.a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n;. det h&o-;rer ikke op at v&ae;re, men h&o-;rer op at v&ae;re Magt til at v&ae;re. Men Potentsen er at v&ae;re Magt til at v&ae;re; altsaa idet den er h&o-;rer den op at v&ae;re og er denne Tvetydighed. a Dette oplyste han derfor ogsaa ved at provocere til Geometrien, der slet ingen Interesse har for nogen enkelt Triangel. 4. d. 23 Novb: det begyndte med en Gjentagelse. Man kunde sp&o-;rge, hvad er Fornuftens almdl. Indholdumiddelb. Indhold. Nogle have meent, det er Gud, Fornuften er Gott-Setzen. men Gud er dog vel noget virkeligt, men Fornuftens f&o-;rste Indhold er ikke noget Virkeligt, det Modsatte af det virkelige er dens Indhold &dvs;: Seyn. Fornuft er som ogsaa dette Ords Derivation tyder paa Alles-Vernehmen, altsaa er den a priori fyldt med Noget, men ikke af Noget virkeligt, den er omnibus &ae;qua, kun udelukkende Nichts. dette OrdsOrd foeminini generis (Vernunft) tyder ogsaa herpaa, paa denne Quindelighed, medens Verstand er masculinum. Dens Indhold er altsaa Seyn som det &g.t;&g.o; &g.p;&g.e;&g.r;&g.i;&g.ph;&g.e;&g.r;&g.e;&g.sud;, der &o-;ieblikkelig slaar over. Den umiddelbare Mulighed er det F&o-;rste, og det er den begrebsl&o-;se Mulighed; thi Begrebet er Potens, den Mulighed er begrifflos, macht- und sinnlos, schrankenlos. Vi finde den vel ikke i Naturen men den er dog en Foruds&ae;tning som &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n;. Potentsen er bestemt som uendelig, men det sande Uendelige har Skranken kun i sig. Potentsen tillader to contradictoria. Den som kun potentia er sund er ligesaa meget potentia syg, den som kun potentia er l&ae;rd er ligesaa meget potentia ul&ae;rd, og omvendt den som potentia er ul&ae;rd er ligesaa meget potentia l&ae;rd, som han kan blive det. Overgangen i Seyn efter potentia udelukker ikke det Ikke at kunne gaae over. Seyns Potens er altsaa ligesaa meget det at kunne gaae over i Seyn, som det ikke at kunne gaae over. F&o-;rst naar det virkeligt er gaaet over, udelukker det det andet fra sig, men s&ae;tter det &u;netop derved, thi at udelukke det er ausser-sich-setzen. Dette oplystes saaledes. Kunnen er en rolig Villie; en Overgang fraa potentia ad actum er en Overgang fra Ikke-Villen til Villen. Nu t&ae;nke man sig i denne Villie en villende og en ikke-villende; thi den uendelige Potens indeholder jo begge Dele og indeholder Mods&ae;tningerne. Det Nicht-Uebergehen-Willende er egl. det Impotente, Kunnen faaer det ved Udelukkelse. det Uebergehen-Willende gaar over, men det Nicht-Uebergehen-Willende er jo Ro, men(Gelassenheit), men derved at det &u;&u;Uebergehen-Willende gaaer over udelukker det Andet fra sig og s&ae;tter det derved, tvinger det ud af denne Gelassenheit. Men naar disse to (das Uebergehen-Willende og das Nicht-Uebergehen-Willende) ikke udelukke hinanden i Potentsen, saa udelukke de ikke hinandenen tredie Mulighed den fri Sv&ae;ven mell. V&ae;ren og Ikke-V&ae;ren. Denne svarer til den f&o-;rste PotensDette er den f&o-;rste Potens ogsaa; men hvad vi her tale om er endnu fjernere fra V&ae;ren, og bliver kun til en V&ae;ren for sig, idet det bliver udelukket fra de andre exclusum tertium (her et Ordspil med excludere pullos, fordi dette er det hvoraf Alt fremgaar). Vi see saaledes, at Potentsens Uendelighed bringer en Totalit&ae;t med sig &streg; ikke en ubestemt F&o-;lge, men eine geschlossne Allheit. Ved den f&o-;rste Mulighed er den uendelige Potens ikke udt&o-;mt, saa l&ae;nge det ikke har forladt Muligheden er det instar omnium (i den Forstand, at det ligesaa meget er det Forestaaende som det Modstaaende); men idet det forlader sit Sted overlader det et andet en Magt, bliver Materien for dets Realisation. Det begrunder sig ved at gj&o-;re sig til et &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n;, faaer ikke sin Begrundelse af noget Foregaaende men i noget F&o-;lgende, der er jo ikke noget Foregaaende; bliver et relativ-Ikke-V&ae;rende, thi det der underordner sig som et &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; varer ikke i samme Forstand som det, det underordner sig. V&ae;ren har udelukket Ikke-V&ae;ren. Ikke-V&ae;ren vil nu negere thi ved denne Udelukkelse er det sat, det f&o-;rste gaaer da som &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; over ex actu in potentiam. 5. d. 24. Novb: Nur-Seyn-Konnen er i den f&o-;rste Potens kun det f&o-;rste, det andet er Nicht-Nur-Seyn-Konnen. Der var bleven gjort ham det Sp&o-;rgsmaal, hvorledes det kunde v&ae;re sat i Urpotentsen, da det jo dog f&o-;rst blev sat med det Andet, som han selv havde udviklet. &streg; 2d Potens er det rene V&ae;rende. Potens er Mods&ae;tning til Virkelighedvirkelig V&ae;ren. Nu er reen V&ae;ren ligesaa lidet det virkelig V&ae;rende som Potens er det. Ved det virkelige forstaaes det der er gaaet over a potentia ad actum; ellers var det ikke det reent V&ae;rende. Men Potens er det ikke. Nei det er ikke umiddelbar Potens, men middelbar Potens kan det blive. det V&ae;rende er Potens, et V&ae;rende er ikke Potens. det realiserer sig ved en Overgang fra actu ad potentiam au&ss;er sich. Det tredie bliver altsaa (tertium exclusum) det der i sin Potens er V&ae;ren. den f&o-;rste Potens er blot potentieller Geist, fordi det kan v&ae;re det Modsatte &streg; det andet er det ikke fordi det ikke er frit &streg; men det tredie er Geist. I selbstbewu&ss;tes K&o..;nnen er Naturen sluttet. det gaar nu over i en ny Proces. Philosophien har altsaa to Udviklinger: Naturens Philosophie og Aandens Philosophie. a Recapitulation. Der har altid v&ae;ret en Tilb&o-;ilighed til at komme hinter das Seyn, det tog man en tidlang blot i Mods&ae;tning til Aabenbaring, men det gjelder om Alt virkeligt V&ae;rende. Jeg faaer det nyeste Seyn. 1) das unmittelbar-Seyn-K&o..;nnen ␣ 2) das seyende Seyn det danner overgangen ab actu ad potentiam 3) den tredie Potens der er Eenheden hvor Potens er V&ae;ren, der har V&ae;ren af deni Lighed med No 2, Potens i Lighed med No 1 men har ikke V&ae;ren uden for sig. 6. Den Videnskab vi hidtil har behandlet, er en Udelukkelse af Alt, hvad der varer Fornuftens fremmede Indhold, det der maa overlades til Erfaring som det, der gaaer ud over Fornuften. Denne er nemlig f&o-;rst kommen til sit sande Indhold, naar den har skaffet Alt fremmed bort. Fornuftens n&o-;dv: Indhold er Potentsen som den der ikke har V&ae;ren uden for sig, ikke forholder sig som Skulde-V&ae;ren til V&ae;ren uden for sig; men bliver i sig, er V&ae;sen, das sich Entau&ss;ernde, der ikke er existenti&ae; obnoxium hvad man kan kalde det h&o-;ieste V&ae;sen, som ikke har V&ae;sen som et andet uden for sig, men selv er V&ae;sen. som i Seyn bliver hvad det var, som er Potens og Aktus paa eengang. dasDas Denken er derved bey sich, er freyes Denken, Det sig selv besiddende Begreb. Idee (Idee er overhovedet das gewollte). I denne Videnskab, den ny nemlig, bliver det kun Begreb, ikke det til Existents overgaaende Begreb. Den f&o-;rste Videnskab er altsaa negativ og l&ae;gger ikke Skjul ell. forn&ae;gter sit Sl&ae;gtskab med Kants Kritik. Ideen er ikke Resultat men das Stehenbleibende. Ogsaa dette er et negativt Begreb. Gudsbegrebet bliver erkjendt som Fornuftens n&o-;dv: Indhold, som det sidste afsluttende Fornuft-Begreb. dog maa den ikke give sig Skin af Erkjendelsen i Betydning af Existents, den har quid sit ikke quod sit; der er hverken sagt ell. viist, at han existerer. Man kunde kalde dette System, hvis man vilde et Emanationssystem, naar man huskede paa, at det var omvendt, da Gud er den sidste logiske Emanation af Systemet; Guds Begrebet er her af blot regulativt Natur ikke constitutivt. I denne Videnskab kan man ikke begynde med Gud. I den anden Videnskab derimod kan Potens ikke v&ae;re prius, som i alt Endeligt, men her er Existents prius og Potens posterius. Den sidste Potens altsaa i den f&o-;rste Videnskab er det omvendte Seynkonnende, der har Seyn til prius ikke til posterius. Vi kan her sige, Gud er den n&o-;dv: Existents, hvis han existerer. Den f&o-;rste Videnskab er nu ved sin Gr&ae;ndse og denne Umkehrung paralyserer den. Dens Gjenstand bliver Erfaring. Denne ny Videnskab gaaer ikke i samme Linie, men begynder forfra og fra den modsatte Ende. Denne Philosophie kunde man kalde philosophiephilosophia secunda, (et Udtryk allerede Aristoteles har brugt, skj&o-;ndt han derved kun forstod Physik), ja den er vel egl. Philosophie og det sv&ae;re at vise, at ogsaa den f&o-;rste er det. det er Identit&ae;ts-Philosophien. 7. Den aprioriske Fornuft-Videnskabs Indhold er nu hele Virkeligheden, dog blot at den erhvad den er, ikke at den er; f&o-;ler hell. ingen Fristelse dertil. Vil den bevise Existents, da maa den henvise til en anden Videnskab og denne maatte beslutte sig til at gaae ud fra hvad der er ausser der Vernunft. Denne Fornuft-Videnskab er nu Identit&ae;ts-Philosophien, hvis Udgangspunkt er Indifferentsen, hvis Slutning er Identit&ae;ten af Subjekt og Objekt. den knytter sig i historisk Henseende til Fichte og hans Wissenschaftslehre, der gaaende ud fra Jeget satte alt ud fraf sig selv. Ved subjektiv Reflexion kom efterhaanden Alt ind ligesom hos Cartesius. Fichte havde grebet das Seyn in der That; thi Ich er kun tilst&ae;de i den Akt, hvorved det s&ae;tter sig og tr&ae;der frem af sin Potens. Feilen hos Fichte atvar, at han dog tog Alt subjektivt igjen. Det vil saaledes v&ae;re let i Selvbevidsthedens Alt at skue det Subjektiv-Objektive. Identit&ae;ts-Ph. begyndte ikke med Ich, men med Ich som Potens og derved kom Naturen ind i Philosophien. Dette skete i System des transcendentalen Idealismus, hvori den objektive Methode gj&o-;res gjeldende. Seyns SubbSubjekt er Seyns Potens &streg; hverken Subjekt- ell. Objekt-Indifferents. Umiddelbar er Subjektet det endnu ikke v&ae;rende, og altsaa det der har Seyn for sig, og altsaa &g.t;&g.o; &g.m;&g.e-; &g.o;&g.n;. Efter at det er gaaet over er det atter det Ikke-V&ae;rende, men ikke i samme Forstand. Det kan oplyses ved den Forskjel, der hos Plato finder Sted mell. &g.o;&g.u;&g.k; &g.o;&g.n; og &g.m;&g.e-; &g.o;&g.n;. Man har v&ae;ret raadvild derom, men allerede Plutarch oplyser det godt ved at distinguere mell. &g.m;&g.e-; &g.e;&g.i;&g.n;&g.a;&g.i; og &g.m;&g.e-; &g.o;&g.n; &g.e;&g.i;&g.n;&g.a;&g.i;. Saaledes er Vildfarelse og Sygdom ikke aldeles nichts, ikke &g.o;&g.u;&g.k; &g.o;&g.n;&g.t;&g.a; men &g.m;&g.e-; &g.o;&g.n;&g.t;&g.a;. (Platos Sophist rettet mod Sophisternes Fors&o-;g paa at vise, at Vildfarelse er et Intet; men er det sandt da er Sandhed ligesaa meget et Intet). Saaledes naar jeg tvivler om de sandselige Ting, saa foruds&ae;tter jo Tvivlen at de dog ere quodam modo. &streg; Men det Ikke-V&ae;rende er endnu bestandig Subjekt ikke som Fichte sagde das Nicht-Ich; i Tingene er endnu Subjektet, men saaledes at det er det i Objekt omvendte Subjekt. Saaledes bevarer denne Philosophie overalt sin subjekt-objektive Charakteer. det er dette relativ-Ikke-V&ae;rende der egl. er Hovedpunktet i Identit&ae;ts:Phils:, hvorved den viser, at den har forladt den subjektive Retning i Fichte. Ethvert relativ-Ikke-V&ae;rende gaaer under, l&ae;gger sig til Grund for et H&o-;iere. der Mensch er Seyn men ikkerelativ og derfor er en ny Verden mulig. dette H&o-;iere er det v&ae;rende Subjekt-Objekt, ikke Mulighed, men Virkelighed, absolut Identit&ae;t som det Andet for Alt Andet. &streg; I denne Philosophie er nu Philosophien givet som reent Fornuft-Begreb. Man har misforstaaet den, idet man, uden at agte paa, at den str&ae;ber hen til det Slut-Punkt, &u;&u;mente, at dens &o-;verste S&ae;tning var Noget, der skulde bevises. a I dette relativ-Ikke-V&ae;rende ligger ogsaa Tvivlen. Tvivlen maa nemlig ikke tages i subjektiv Betydning, som Noget, der tr&ae;der til, men er i Systemet, det er Bev&ae;gelsen. 8. Identit&ae;ts-Ph. gik ikke ud fra det Sande, men kom til det, hell ei fra et umiddelb: Vist, men fra det Vaklende.Vaklende, Alt mell. Begyndelsen og Slutningen havde blot relativ Sandhed. Dens Methode var den ascenderende, men ogsaa descenderende, idet hvad der viste sig som Subjekt ved en fortgaaende &g.k;&g.a;&g.t;&g.a;&g.b;&g.o;&g.l;&g.e-; blev gjort til Objekt &streg; men Alt var dog kun Tanke &streg; Skal der blive et System af det Virkelige, maa Alt vendes om. &streg; Alt i denne Methode var relativt, ethvert var Centrum for et &O-;ieblik for i n&ae;ste at blive Peripherie. Men Alt blev blot bragt til Erkennbarkeit. Man har beskyldt denne Philosophie for at Alt blev det samme Einerlei, det er sandt i samme Forstand som at Alt er einerlei i den voltaiske S&o-;ile, den Opdagelse der m&ae;rkelig nok var samtidig med denne Philosophie,Philosophie &streg; Alt i den var af et Stof, en Materie. &streg; den Videnskab er altsaa reent apriorisk. (Kant erkl&ae;rede Alt for apriorisk, der lod sig udlede af Erkjendelsens-Verm&o..;gen, vi: Alt, hvad der lader sig udlede af Seyns uendelige Potens. det Aprioriske er ikke at kjendes af Existentsen. Kant siger: det Aprioriske er Alt det, man kunde have l&ae;rt af Fornuft-Erkjendelsen uden at beh&o-;ve at l&ae;re det af Erfaring. Vernunft-Erkenntni&ss; og apriorisk er ham eet.) &streg; denne Videnskab er durchaus blot logisk. Det kunde da synes, at al Fremgang i Tanken her var tautologisk ell. analytisk. (Det Synthetiske kaldte Kant hvad der gik ud over Tingens Natur. men det blev et Tilf&ae;ldigt. det var Existentsen) Altsaa blev al apriorisk Videnskab blot analytisk ell. tautologisk, men her er det netop Noget, hvis Natur det er at gaae over i et Andet, og altsaa synthetisk og analytisk paa eengang. Dog er Overgangen blot i Muligheden ikke til Virkeligheden. Saaledes hvad Guds Existents angaaer, da kan man bevise, at hvis han existerer, existerer han n&o-;dv:, men ikke at han existerer. Denne Videnskab indeholdt ligesom Naturphilosophien blot Arter. Den var immanent ikke transcendent., den var sand og saa sand, at om der end slet Intet existerede, var den dog sand, ligesom Geometrien. &streg; Ks Kritik var derfor negativ Philosophie, dette Udtryk taget i al sin Sandhed (men derved udtaler man strax en positiv Philosophie)Philosophie men den var ikke givet. 9. Den rene Fornuft-Videnskab fer nu blot negativ, har Intet med Existents at gj&o-;re. Men Existents kan nu ogsaa blive Gjenstand for Videnskab. Dertil vilde fE h&o-;re en Aabenbaring, der jo altid vilde foruds&ae;tte en virkelig v&ae;rende Gud. F&o-;rst naar denne Fornuft-Videnskab er bragt til at vide sig selv som negativ, er detden &u;&u;&u;f&ae;rdig, men det er umuligt, uden at have det Positive uden for sig idetmindste som Mulighed. Men kommer det Positive ikke snart, saa bliver det Negative let fordunklet, og man tager det Logiske for det Virkelige. Man har bebreidet Ident:Ph. at den frembragte Gud, enten maa det da v&ae;re saaledes at Gud fremgik som dens sidste Resultat, men en saadan Gud vilde da v&ae;re uden al Interesse; ell. han producerede sig selv i Systemet. Begge Dele er IIdentit&ae;ts-Ph. aldeles uskyldig i, da den slet ikke sagde, at det var den virkelige Gud, der resulterede. Man beskyldte Kant i en odi&o-;s Forstand for Idealisme fornemlig i Forhold til de sandselige Ting; for at modarbeide dette leverede han i 2d Udgave af Kritik d. r. V. et Forsvar. Det var et Misgreb. K: var Idealisme og Identit&ae;tsphilosophien den videnskabelige gjennemf&o-;rte Idealisme. &streg; Identit&ae;ts-Ph. var intet System ligesaa lidet som Geometri er det. Identit&ae;ts-Ph: danner saa vel i dens Begyndelse som i dens Slutning Mods&ae;tningen til Spinoza; for ham er Gud Princip, her er han Ende; for ham er Tingene logiske Emanationer af Gud, her er Gud den sidste Emanation i den logiske Proces. Spinoza bragte overhovedet f&o-;rst Forvirringen mell. det Negative og det Positive ind i Philosoph. Gud gj&o-;res som den blind existerende Natur til Princip, og allerede herved er det Logiskes Gr&ae;ndse overskredet, idet han har det Existerende, og nu lader han Tingene med logisk N&o-;dvendighed fremgaae af Guds Natur. (Det Forvirrende ligger i at lade Noget med logisk N&o-;dv: f&o-;lge af et Existerende.) Dette har han nu blot forsikkret og aldrig viist. Da nu den positive Videnskab ikke var givet, saa kunde man fristes til at tage Potens som Guds Natur og det Sidste som den i sig seirrigt tilbagevendende Gud. Dette var en forklaret en sublimeret Spinozisme. Fristelsen hertil var stor; thi naar det Negatives Fordring af det Positive ikke bliver tilfredsstillet, saa slaaer det selv over i det Positive. Dette gjorde Hegel; han har gjort Identit&ae;ts-Philosophien til positiv og eneste Philosophie. Hegels Difinition af Philosoph., at den er Fornuft-Videnskab, forsaavidt den bliver sig bevidst som Alt V&ae;rende, kan man gjerne v&ae;re enig med ham i; kun maa erindres, at alles Seyn ikke er det Aktuelle Seyn; Fornuften viser sig der Materie nach som Alles Seyn. Dette burde nu egl. ikke mangle i Definitionen. Om Hegel stiltiende har t&ae;nkt det med, ell. om han selv ikke er bleven sig det bevidst, vides ei. &streg; 10. Hegel yttrer ganske i Almdl. om hele sin Str&ae;ben, at han vilde ikke blot foruds&ae;tte det Absolute som v&ae;rende for den intellectuale Anskuelse, men videnskabeligt erhverve det. I disse Forel&ae;sninger n&ae;vnes her f&o-;rste Gang det Absolute og vi vil nu see, hvad der derved n&ae;rmest kan v&ae;re t&ae;nkt paa. Identit&ae;ts-Ph. gik ud fra Indifferentsen af Subjekt og Objekt ell. simplere udtrykt fra Seyns uendelige Potens som Fornuftens umidd: Indhold. I denne Eenhed laae Alt skjult, n&ae;rmest das unmittelbar-Seyn-K&o-;nnen, og der paaderpaa de f&o-;lgende Muligheder, ogsaa den Potens der nicht &u..;bergeht. Denne kunde nu n&ae;rmest betragtes som det Absolute, thi den var freigesprochen for at gaae over. &streg; Indifferentsen kunde kaldes det Absolute, thi den er omnibus numeris absolutum; den er Potens til det Ene (det Ikke-Absolute) som til det andet. Men Indifferentsen er blot absolut Potens ikke det Absolute, er det potentielle og materielle Absolute. Hvad er der nu Tale om hos Hegel. Det Absolute som Ende har Identit&ae;ts-Ph. ogsaa, altsaa maa Hegel mene, at Ident:Ph. har villet have det Absolute til Ende, men til Existents Resultat, og dertil var den intellectuelle Anskuelse et ubeqvemt Medium. Hvis den absolute Indifferents existerede, saa var Alt, hvad der fremgik ogsaa et Existerende, nu mener Hegel, at den absolute Indifferents var antaget som Existents; han mener, at denne Philosophie har v&ae;ret et Existents-System, og nu baaret sig galt af ved at beraabe sig paa den intellectuelle Anskuelse, som man Intet vidste om, som maaskee var noget Tilf&ae;ldigt, Subjektivt, et Privatissimum for Udvalgte. Det Ord: den intellectuale Anskuelse, er nu altid bleven knyttet til Identit:Ph., uagtet denne slet ikke har forskyldt det. I den f&o-;rste eneste af Forf: som authentisk anerkjendte Fremstilling af Identit&ae;ts-Ph., der findes i Zeitschrift f&u..;r Physik 2d B:, findes det Ord slet ikke. I en tidligere Afhandling i 1te B. af samme Tidsskrift n&ae;vnes det. Dette Udtryk tilh&o-;rer Fichte. Han opfordrede til den intellectuale Anskuelse, hvis Indhold var: Ich bin. Udtrykket var valgt i Mods&ae;tning til den sandselige Anskuelse, hvor Subj. og Obj. ere forskjellige. Idents:Ph. opfordrede nu til Abstraktion fra det Subjektive der laae, fra den umiddelbare Vished, thi Ich er den bestemte Form og altsaa ikke Fornuftens hele Indhold, f&o-;rst naar denne afstryges kommer man dertil, til Fornuftens rene Indhold og V&ae;sen. Potentsen er altsaa ikke Existerende, men &g.n;&g.o;&g.o;&g.u;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n;, og det der er al Existentss evige prius kan dog vel hell ei selv igjen existere. Hegel gav nu Id:Ph. Retningen hen paa et existential System. Id:Ph.s Fordring var at tr&ae;kke sig tilbage til reen T&ae;nken, og indeholder deri en Abstraktion fra al Existents uden for Fornuften. Potentsen existerer i Fornuften. Id:Ph. paatager sig hell ei at bevise atPotentsenss Existents. Hegel dadler den for slet at have beviist det. Men det er jo en Urimelighed. Vil man endelig bruge det Udtryk intellectuel Anskuelse, saa lader det sig bruge anderledens. I en Anskuelse, hvor Subj. og Objekt er eet, kunde man tale om Fornuftens egen intellectuelle Anskuelse. At Id:Ph. hell ei antog Potentsen som existerende, det kan man see af F&o-;lgende. Hvorledes forholder den uendelige Potens sig til den virkelige T&ae;nken; ikke som Gjenstand men som Materie, som det, uden hvilken T&ae;nkningen ikke kan finde Sted, men som dog ikke bliver t&ae;nkt i den virkelige T&ae;nkning, som det i T&ae;nkningen Ikke-T&ae;nkte. Hegel havde altsaa, som han selv siger, ikke den slette absoluteintell: Anskuelse. Han har derimod Logiken som den Videnskab der skal bevise det Absolutes Existents, og derpaa gaaer han til en anden Videnskab. Allerede det at denne Videnskab er en Deel af den hele Videnskab, er bet&ae;nkeligt. Hegel er derfor i det Tilf&ae;lde, at han to Gange beviser det Absolute, f&o-;rst i Logiken; thi der kommer han jo allerede til Existents og derpaa i den anden Videnskab. 11. Maaskee var Seyn hos Hegel, det man kan kalde V&ae;sen, vi Potens. Ingenlunde Seyn er blot som actus som purus actus. Hegel siger selv at &u;Seyn er det umiddelbart Visse, ogsaa heri viser sig et subjektivt Udgangspunkt;Visse (ogsaa heri viser sig et subjektivt Udgangspunkt), dette kan ikke v&ae;re Potens men actus, Seyn er efter Hegel: det fra Begrebet Fjerneste; omtrent dedet vi kalde det meest uden for sig Satte.&anfslut; I denne rene V&ae;ren blive Begrebsbestemmelserne nu successiv satte og oph&ae;vede lige til Ideen, der i Begyndelsen var udelukket. Der t&ae;res paa Seyn, og nu dette er fort&ae;ret, saa kommer Ideen som den virkelig virkeliggjorte Idee tilsyne. Denne Idee bestemmes omtrent som det Absolute i Id: Ph., men tillige er det den virkelig existerende Idee. Her slutter det Logiske sig af og hermed ogsaa den reen rationale Philosophie for ikke at sige negative Ph., da dette Ord kan misforstaaes. Saaledes var nu da Philosophien gjort til System; til et behauptende, dogmatisk System; men det vilde Id: Ph. slet ikke; og forsaavidt man vilde tage Ordet System i en anden Betydning, var Id. Ph. det iforveien. Den er nemlig System ved Methoden. Hegel blev altsaa Stifter af et System, der tilsidst blev ham selv for tungt. &streg; Hegel siger selv: Logiken er en blot subjektiv Videnskab, uden for alt Indhold, kun Philosophen gjenneml&o-;ber alle disse Stadier, dens Indhold har intet Virkeligt tilsvarende i Virkeligheden. T&ae;nkningen har blot sig selv til Indhold, har hele Virkelighedens Concretion uden for sig, er lige til man kommer til Ideen, et Skyggerige, den rene V&ae;senhed uden al Concretion.&anfslut; Heri er han nu forskjellig fra de andre Philosopher; thi deres Philosophie var strax midt i Naturen om end ikke i den virkelige Natur. Alle Begreber var a priori, saadanne som der svare et Objekt til, i den hegelske Ph. er ethvert Forhold til Virkeligheden h&ae;vet. De andre Philosopher havde i Begrebet hvad man ellers har i Anskuelsen, havde Erfaringen til Bekr&ae;ftigelse og Berigtigelse, om de end ikke &o-;ste af Erfaring. den f&o-;r-Kantiske Ph:s Metaphysik havde blot Begreberne som Begreber til Indhold. (Ontologie), men siden Bacos Affald fra Ontologien tabte en saadan Metaphysik sin Betydning, alle Nationer vendte sig til Erfaringen. Efter Kant holdt man Metaphysiken fast, men udelukkede ikke Erfaringen, Id: Ph. sluttede Tanken til Naturen, den objektive Logik havde derfor den (Hegel kalder jo selv sin subjektiv); thi den havde et Forhold til Objektet. Hegel udelukkede Naturen af Logiken. Man kunde nu indvende: hvor har da Id: Ph. Plads til Begrebernes Behandling som Begreber. Svar: For Begreber, der have det Reale uden for sig har den ingen Plads; men i dens successive Fremadskriden maa den komme til det Punkt, da den har Begreberne som de i det Fimpressa vestigia i det Foregaaende, til det Punkt, hvor Begreberne vise sig som Bevidsthedens fri Eiendom. Man kan behandle de logiske Former som Naturformer, hvis Potentser have udlagt sig i Seyn, og nu ere komne til sig selv. Her var Stedet for Logiken; ligesom i Virkeligheden Begreberne f&o-;rst indtr&ae;de med Bevidstheden. Her er da atter et Tilsvarende Virkeligt. Og det Abstrakte kan jo dog ikke v&ae;re f&o-;r det, hvoraf det abstraherer. Hegel anviser Logiken den rene T&ae;nken, den er altsaa T&ae;nken over T&ae;nken, men Sligt oph&ae;ver tilsidst den virkelige T&ae;nken. Han har enten med Begreber at gj&o-;re, der ikke ere virkelige og ikke har virkeligt Indhold, og naar han gaaer over til Naturen saa siger han, at Begrebet har tabt sin Magt, altsaa har han egl. intetsteds virkelig T&ae;nkning. 12. d. 8 Dec. Feilen ved Hs Logik er, at den ikke er gaaet videre, at den har ladet Natur og Aands-Philosophie uden for sig. H. vil jo begrunde det Absolute og ikke tage det som Resultat af en anden Videnskab. I Hegels Logik er altsaa Ideen i Vorden. Naturen er nu den Logiken modsatte Verden, men Naturen hos H. er ikke den aprioriske Natur, thi den maatte jo have Plads i Logiken, men den empiriske, der maa forklares. Men i Ideen ligger ingen N&o-;dv: til Bev&ae;gelse, endsige til en Bev&ae;gelse, hvorved den bryder af fra sig selv. Ideen er Idealit&ae;t og Realit&ae;t og beh&o-;ver ikke paa nogen anden Maade at blive real. I Ideen ligger ingen N&o-;dvendighed for Naturen, Muligheden er vanskelig at indsee, N&o-;dv: endnu vanskeligere. Ligeoverfor Ideen synes Naturen noget Overfl&o-;digt og Tilf&ae;ldigt og kan saaledes ikke finde Plads i en rationel Videnskab, der skal, som Spinoza siger, see Alt modo &ae;terno. Naar Ideen beslutter sig til at s&ae;tte sig, kan der ikke v&ae;re Tale om at emanere. Her er det nu klart at H. vil give et Virkeligheds-System; thi et frit sig Besluttende er dog vel et Existerende og ikke et blot Begreb. I Id. Ph. var det Absolute det i sig blivende, der ikke kan komme videre, der altsaa ikke igjen kan blive Princip, men er Ende. Hvor er nu Udveien. Den er, i den rene Fornuft-Videnskab skal der slet ikke v&ae;re Tale om Naturens Existents, der skal den blot forekomme apriori, dette overlades til en anden Videnskab., den positive Philosophie. H. siger i f&o-;rste Udgave af Encyclopedien: Naturen er med Rette bleven bestemt som Ideens Affald fra sig selv, i den er Begrebet al sin Herlighed ber&o-;vet, sig selv utro, afm&ae;gtig, den er Begrebets Agoni&anfslut; i 2d Udgave af Encyclop. siges blot at Naturen er Ideens Affald, det Ord med Rette er udeladt, 23die Udgave har jeg ikke seet, maaskee er der det Hele udeladt. Men hvor, maa man sp&o-;rge, er da INaturen bleven bestemt som Ideens Affald fra sig selv. Det maatte vel v&ae;re i et lille Skrift &anfbeg;Religion und Philosophie&anfslut;, der udkom i Form af en Samtale, hvor Forholdet mell. den negative og den positive Philosophie bragtes paa Bane (Bruno 1802). &streg; Ideen falder ikke af fra sig selv i Naturen, men den rationelle Philos: falder af fra sig selv, naar den gaaer over dertil. Men lad nu Ideen have kastet sig i Naturen, for paa den Maade igjen at komme til Aand som Msk. hvor den kan afstryge alle Subjektivit&ae;tens Bestemmelser og blive til Objekt &streg; Gud. Dette er jo det andet Hoved-Problem lad os nu see, hvad Hegel mener at have udrettet her. &anfbeg;Den tidligere Ph. havde Gud blot som Substants ikke som Aand&anfslut; Ved &g.Ch;std. og ved Katechismen allerede ere vi anviste at troe paa Gud som Aand, og forsaavidt vilde det dog vel ikke falde en Philosoph ind at anmasse sig at v&ae;re f&o-;rste Opfinder. Allerede saaledes som det Absolute blev opfattet i Id. Ph. som Subj.-Obj. er dette et &g.o.a.; &g.e;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n; &g.n;&g.o;&g.o;&g.u;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; og altsaa ei blot Substants. Naar denne Philosophie derfor ikke brugte det Ord: Aand, saa var det for at gjemme det for den virkelige Aand. Hegel begynder jo hell. ei med Gud, men med Seyn, og Ideen resulterer af Bev&ae;gelserne. Ideen er altsaa det finale ikke Princip, og saaledes blot substantieller Geist, ikke den frembringende, den uendelig absolute Aand men blot efter V&ae;sen. En saadan Gud kommer jo post festum, han kommer naar Alt er forbi; men er ikke Anfang ikke Princip. I Begyndelsen har Hegel selv haft en Ahnelse om, at det Logiske dog blot var det Negative, men senere, som Trangen til det Positive blev st&o-;rre, glemte han dette, og lod nu det Logiske blive det Virkelige. 13. d. 10 Dec H: kommer nu fra Logiken strax til den empiriske Natur, og har her igjen Gud som Resultat istedetfor Skaberen etc. Nu kunde man sige, &anfbeg;hvad der er im Ende, det er ogsaa im Anfange&anfslut;, men det kan jo dog ikke v&ae;re absolut identisk; thi saa var der jo slet ingen Bev&ae;gelse, som Anfang er det nur Anfang, som Ende er det Ende seiner selbst, &anfbeg;Bev&ae;gelsen er hans Realisations Proces igjennem en inden for Begyndelse og Ende liggende au&ss;ernhafte Manifestations-R&ae;kke.&anfslut; H: s&o-;gte i den sidste Tid at komme til en fri Skabelse, i 2d Udg. af hans Logik er der et m&ae;rkeligt Sted: den absolute Aand, hvori Alt gaaer ind som Grund, som den konkrete Aand kjender som den i Slutningen fri, sig til en Skabelse entschlie&ss;ende, der indeholder Alt i de foregaaende Resultater omvendt, det Absolute vender sig om til Princip, hvoraf nu alt det Foregaaende f&o-;lger.&anfslut; havde nu H. gjort dette og ikke blot talt derom, saa havde han faaet den positive Philosophie, og erkjendt den f&o-;rste som den negative. Her maa nu blot gj&o-;res en Bem&ae;rkning om det Udtryk, at Alt gaaer ind i det Absolute som Grund. I Id.Ph. heed det, ethvert Foregaaende har f&o-;rst sin Sandhed i det Efterf&o-;lgende, ethvert Foregaaende begrunder sig selv derved, at det gj&o-;r sig til Grund for det Efterf&o-;lgende, det selv er altsaa Grunden. Saaledes Verdenslegemerne, hvis Natur er at falde, finder Grund derved, at de gj&o-;r sig til Grund for et Andet. Dette angaaende Udtrykket. det Sidste altsaa H: fik var en fri Virken, men man maa fastholde, at det ikke indsees im Ende, men am Ende, naar Alt er forbi.forbi, som det paa en Maade dog ikke er, da det blot er i det Moment, da det er Ende. Han har da saaledes det Absolute som Ende-Aarsag, idet Alt har tenderet her til. Men den hele R&ae;kke er en F&o-;lge en Kjede af Ende-Aarsager, hver for Sit F&o-;lgende. Saaledes den uorganiske &u;Natur for Materien, den organiske Natur for den uorganiske, Dyret for Planten, Msk for Dyret. Skal det nu Alt vendes om, saa at den sidste Ende-Aarsag bliver skabende, saa maa alle de andre mellemliggende Ende-Aarsager ogsaa blive frit frembringende. Her vilde han nu snart have seet Vanskeligheden. Han har imidlertid her ikke gjort et Fors&o-;g, thi det er jo blot en l&o-;s henkastet Yttring, men ladet ahne, at det Absolute er det frit sig Bestemmende, allerede f&o-;r Natur end sige f&o-;r Historie, at det er det sig frit til Natur enta&u..;&ss;ernde. Denne Side af Hegel, da den greb ind i de religi&o-;se Interesser, er is&ae;r bleven populariseret: &anfbeg;Det er ikke Ideen, som i Id.Ph., men den absolute Aand, der sich enta&u..;&ss;ert til Natur&anfslut; Derved har dendenne vedFremstilling s&o-;gt at give sig en historisk Skikkelse, men naar den tilf&o-;ier: at det altid er skeet, og altid vil skee,&anfslut; saa er det h&ae;vet igjen. Gud er fri forsaavidt han altid bringer sin Frihed som Offer; han er im Proces og Selbst-Proces., der altid gj&o-;r, hvad han altid har gjort, et Kredsl&o-;b. Det erindrer om Aristoteles, der l&ae;rte at Gud virkede &g.o-;&g.sud; &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, selv &g.a;&g.k;&g.i;&g.n;&g.e-;&g.t;&g.o;&g.sud;. Eller denne Fremstilling lyder saaledes: Gud er vel an sich det Absolute zu vor (hvorfra kommer vel dette Ord i en reen rationel Videnskab), men for at blive sig bevidst enta&u..;&ss;ert er sich, stiller sig ligeoverfor en Verden, Msk, hvis Gudsbevidsthed er hans Selvbevidsthed.&anfslut; Nu skulde &g.Ch;std. tillige reformeres, det blev is&ae;r Treenighedsl&ae;ren. &anfbeg;Gud maa aabenbare sig, fordi hans V&ae;sen er Proces, denne Aabenbarelse er iVerden, og dens V&ae;sen er S&o-;nnen, han maa vende tilbage til sig selv, det er igjennem Msk., og skeer gjenem ReligKunst, Religion Philosophie; Msk-Aanden er den Hellig-Aand.&anfslut; Man ser ikke hvad en saadan Philos: vil, da &g.Ch;stus kan den umulig tilfredsstille, Philosopherne maa det st&o-;de, at den har s&o-;gt at knytte sig til &g.Ch;std:; skulde jeg bebreide den Noget, da er det, at den vil v&ae;re &g.ch;stelig; thi det beh&o-;vede den ikke at gj&o-;re sig Uleilighed for, da en reen rationel Vidsk. ligesaa lidt beh&o-;ver at v&ae;re det som Geometrien beh&o-;ver det. Episode angaaende den Trilogie: Kunst, Religion, Philosophie. Man bebreidede Id. Ph., at den n&ae;rmest blot fastholdt Kunsten, fordi denne og den ikke afstryge det Sandselige. Man glemte nu reent, at Id. Ph. ogsaa n&ae;vnte Religion; som det dog ogsaa vilde v&ae;re besynderligt slet ikke at n&ae;vne den i en heel Philosophie. Forskjellen blev altsaa, at den havde glemt at s&ae;tte Philosophie over Religion, ell. at den ikke havde taget den sidste Reflexion med, hvorved Philosoph. satte sig selv. Id. Ph. gik ud fra Natur og kom til Frihed, til individuel Handlen og Historiens Individualit&ae;t.Individualit&ae;t, kom til den Magt, der ikke taber sig selv i Proces, og derved til Gud, som den &u..;ber dem Seyn bleibende. Men dette Begreb er ikke som de Andre, der kan ikke henvises til Erfaring, og dog lader det os ikke ligegyldigt, en subjektiv og moralsk N&o-;dv: fordrer at finde det. Den rene fornuft-Vidskb.Fornuft-Vidskb. har ingen Grund til at gaae ud over sig selv, men dendenne N&o-;dv: vil lede til at s&o-;ge uden for sig, hvad den ikke har i sig, og her kom Religion, Kunst og Philosophie. 14. d. 13 Dec: Denne &u..;ber Seyn v&ae;rende Potens kan nu Msk-Aanden ikke v&ae;re ligegyldig mod, men s&o-;ger at bevise sig dens Existents. Den f&o-;rste Mulighed. Dette skeer derved, at Subjektet, Individet s&o-;ger at tilintetgj&o-;re, saa vidt muligt, i sig og uden for sig alt Tilf&ae;ldigt og derved bringe hiint &U..;ber-Seyende til Existents. Dette er Religion i subjektiv Forstand, saa at end ikke Askese er udelukket. Derved er Religionen endnu ikke udelukket. En Fornuft-Religion kjender den rationale Vdskab ikke. Religionen kan forekomme i den rationale Vdsk. men som overskridende dens Gr&ae;ndse. Den anden Mulighed. Det skeer ved objektiv Frembringelse, real Produktion &dvs;: Kunst., is&ae;r i Poesien, i Tragoedien, hvor man s&o-;ger ligesom at mahne den uhyre Aand frem af &g.u.a.;&g.l;&g.e-;. Allerede Billedhuggerkunsten er ikke Kunst paa Grund af at den frembringer Lighed med det Skabte. Is&ae;r er det nu Poesien, Tragoedien. Den rationale Vdsk. kan anerkjende disse Bestr&ae;belser som n&o-;dv:, og optage dem i sig, men er altid ude over dem, og kan ikke ansee dem for identiske med sig. Det Tredie blev Philosophie. Denne satte da hiin Philosophie ikke blot uden for sig, men i sig, men i sig igjen ikke som de Foregaaende, ikke blot som Mulighed, men som Noget, hvori den blev som identisk med sig, som den altsaa ikke satte au&ss;er sich, men &u..;ber sich. Den negative Philosophie ender i at fordre den positive, hvori det Ueber-Seyende viser sig paa samme Maade objektivt som det er i Kunst, og subjektiv som i Religion. H: stillede altsaa disse 3 Instantser a) Religion der Kunst b) geoffenbarte Religion c) Philosophie. (I anden Udgave af Encyclop&ae;dien er imidlertid det Udtryk Religion der Kunst forandret til Kunst alene; og det er dog egl. ogsaa kun i uegentlig Forstand, at dette Udtryk lod sig forsvare.) Forskjellen er altsaa at Religion forekommer her 2 Gange. Men den rat: Vdsk. veed Intet om Religion, om den virkelige Religion, som den end ikke indeholder som Mulighed. Hegel veed Intet om det her er bleven kaldet den subjektive Religion. Og hvad var det nu for en Philosophie, der indtog den tredie Plads? Det er aabenbart den, fra hvilken han gik ud, den fra hvilken han kommer, og altsaa ikke en ny Philosophie. Med Religion og Kunst har Fornuft-Vdsk. allerede overskreden sin Gr&ae;ndse., hvorledes kan den da nu falde tilbage i sig selv. Den rat: Philosophie, som vi foredrager den s&ae;tter ogsaa en Philosophie, men au&ss;er sich som en anden Philosophie. Hegel skulde have ladet den tredie Plads ledig; thi egl. havde han Intet at udfylde den med. Den positive Phi: bliver altsaa fordret af den negative. Den negative Ph. s&ae;tter den positive uden for sig. Det der altsaa var af Vigtighed var at den negative Philosophie ret blev fremstillet, skete sin Ret, n&o-;d den Tilfredsstillelse, som den i sin sande Beskedenhed, der ikke vil gribe over i det Positive, fortjener. Ogsaa i denne Henseende afviger jeg fra Hegel; thi hell. ei den negative Ph. blev fuldst&ae;ndigt fremstillet af ham. Man brugde det Udtryk i den Kantiske Periode: Dogmatisme. Det kom nu im Verruf. Imidlertid maa man adskille en dogmatiserende og en dogmatisk Ph:. Den &ae;ldre Metaphysik var dogmatiserende og kom derfor aldrig til det, den vilde, rationelt at bevise Existentssen, derfor blev den blot dogmatiserende. Den blev aldeles og for evigt &o-;delagt i Kant. Men den rene Rationalisme er dog blot indirekte indeholdt i Kants Kritik. Den skulde fremstilles. Og f&o-;rst da dette var skeet, bliver det muligt, at den positive Ph. kan vise sig. &streg; 15. Den positive Ph. er nu bleven mulig, og nu opfordrede han Enhver i sit Fag til at arbeide hen der til. DetDe, der gave dem af med at forsvare den H. Philosophie, meente vel ikke, at denne allerede havde det, men at det dog ved denne lod sig erhverve. DenneDen hegelske Philosophie skulde nu bruges til at gribe det Positive med. Denne Adf&ae;rd r&o-;bede nu en total Misforstand af den hegelske Philosophie; thi dette havde den jo allerede gjort og deri laae, som vi have seet, netop dens Feil. Det man i disse Bestr&ae;belser for den hegelske Ph.s Udbredelse var virksom for var at faae Guds Personlighed ind i den rat: Vdsk:; dette havde formodl. sin Grund i, at man havde h&o-;rt Noget om, at den positive Philosophie is&ae;r tenderede derhen. H:s absolute Geist var altsaa ikke Personlighed, og dog lader H. den bestemme sig frit til Skabelse. Dette var altsaa en ny Misforstand. Men sagde man: en rat: Vdsk. er dog vel i og for sig n&o-;dvendig? ganske vist, den ene (den negative) er ligesaa n&o-;dv: som den anden. Men den positive har en ganske ny Methode, den positive beh&o-;ver hell. ei at begrundes ved den negative. &u;Den negative har ikke i den Forstand et prius som den positive, i den negative er dens Prius et Posterius. Den negative Ph. har Trang til den positive, men den positive har ikke n&o-;dig at lade sig begrunde af den negative. Den negative leverer sin Ende ikke som Resultat til den positive, men som Opgave for den; og den positive Ph. maa selv skaffe sig Midler til at udf&o-;re den. Dens Begyndelse er den ved sit Begreb absolute Begyndelse og beh&o-;ver ingen anden Begyndelse. Der bliver altsaa 2 Philosophier, og Eenheden er h&ae;vet. Det faaer nu at v&ae;re, og man beh&o-;ver ikke at blive saa bange for denne Tanke; thi den dobbelte Philosophie har egl. altid v&ae;ret der. Dette viser sig allerede i den Vanskelighed, der altid har v&ae;ret forbunden med at faae tilveiebragt en fuldst&ae;ndig Definition af Philosophie. Siger man nemlig, at den er en Videnskab, der tr&ae;kker sig tilbage til den rene T&ae;nkning i sig, saa er det en ret god Definition paa den negative Ph. Men skal det nu v&ae;re hele Ph. saa faaer Alt i Virkeligheden kun logisk Sammenh&ae;ng og herimod opr&o-;rer det Ulogiske i Virkeligheden sig. &streg; Dertil kommer, at det lader sig vise, at disse 2 Linier altid have viist sig i Philosophien. Aristoteles n&ae;vner to Arter Philosopher. De f&o-;rste kalder han: Theologerne. Derved t&ae;nker han nu vel n&ae;rmest paa de, der endestode under Oraklers o: s: v: Indflydelse. Men da han ogsaa blandt de samtidige levende Philosopher betegner nogle med dette Navn, saa synes det klart, at han vil betegne dem som dogmatiske ell. positive Philosopher. Til de andre Philosopher regner han nu is&ae;r de joniske Physikere, Heraclit (&g.t;&g.a; &g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.a; &g.i;&g.e;&g.n;&g.a;&g.i;, &g.k;&g.a;&g.i; &g.m;&g.e;&g.n;&g.e;&g.i; &g.o;&g.u;&g.d;&g.e;&g.n;). Hermed er Fornuft-Vdskb. betegnet; thi det der i det ene &O-;ieblik er Subjekt bliver i det n&ae;ste Objekt o: s: v:. Dern&ae;st henf&o-;rer han til de andre Philosopher Eleaterne.Eleaterne, der som han siger v&ae;kke Svindel og hos hvem der ingen Hj&ae;lp er at finde, saasnart de vil forklare Virkeligheden. Dermed v&ae;kker den Svindel som enhver uafbrudt Bev&ae;gelse paa eet Punkt. Socrates Dialektik var nu ligesaa vel rettet mod Sophisternes subjektive Usandhederne, som mod hine mere objektive Philosophers Svulst, der var, som Plutarch siger, liig en R&o-;g, Soc: bl&ae;ste tilbage paa dem selv. 16. Naar Soc: nu i den Forstand havde kaldet sig uvidende, at han virkelig var uvidende, saa vilde en saadan Yttring jo l&o-;be ud paa en Ubetydelighed; thi det har dog ikke noget synderlig overraskende, at en Uvidende virkelig er uvidende, det vilde i saa Fald v&ae;re mere overraskende, at han var vidende. Juristerne sige, quisque pr&ae;sumitur bonus, donec probatur contrarium, saaledes Philosopherne: quisque pr&ae;sumitur insciens, donec etc. Soc: Uvidenhed var altsaa en docta ignorantia. Men hvilken Viden tilskrev han da de Andre, som han selv frakjendte sig. Ikke enhver &u;T&ae;nken er en Viden. Det han altsaa synes at have haft for &O-;ie var en Denk-Wissenschaft. Saaledes er Geometrie en Videnskab, men ikke en vidende Videnskab, hvorfor den ogsaa i Rangforordningen i 6te Bog af Platos Republik regnes til &g.d;&g.i;&g.a;&g.n;&g.o;&g.i;&g.a; ei til &g.e;&g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-;&g.m;&g.e-;. Det har v&ae;ret hvad vi kalde den rene Fornuft-Vdsk., hvilken PlatoSoc: kjendte ligesaa godt som Eleaterne. Han maatte altsaa ved sin Uvidenhed s&ae;tte en virkelig vidende Videnskab. Var han nu heri atter uvidende? Forsaavidt han sagde det, maatte det atter ikke v&ae;re i den ligefrem Betydning, at han var uvidende; thi saa blev det en Futilit&ae;t, men, det at han var uvidende antyder blot det uberschwengliche. Hvorvidt nu Soc: er kommen, det lader sig vanskelig afgj&o-;re, men et Tegn paa hans Retning hen til det Historiske bliver det altid, at han giver sin Fremstilling en mythisk Indkl&ae;dning. Hans Discipel Plato bliver ogsaa i hans sidste V&ae;rk, i Tim&ae;us, historisk, saa at den videnskabelige Overgang er sv&ae;r at finde. Soc: og Plato forholde sig mere prophetiske. Aristoteles viser sig imidlertid som deres Sch&u..;ler derved, at han vender sig fra det blot Logiske til det Empiriske; dasda&ss; es ist, er ham Hovedsagen, was es ist, er det Andet. Han dadler dem, der &g.e;&g.n; &g.t;&g.o;&g.i;&g.sud; &g.l;&g.o;&g.g;&g.o;&g.i;&g.sud; vil begribe Virkeligheden. Han dadler Platos L&ae;re om Tingenes Deeltagelse i Ideen, og kalder det &g.k;&g.e;&g.n;&g.o;&g.l;&g.o;&g.g;&g.e;&g.i;&g.n;. Det har kun Betydning med H: t: en mulig Erkl&ae;ring at sige, at sigesige at det enkelte Skj&o-;nne kun er skj&o-;nt formedelst dets Deeltagelse i Ideen; han bebreider og misbilliger en Forvexling af den logiske og Seyns Orden. Dog ligner Aristoteles den negative Philosophie. Dette viser sig ved Methoden i begge. den negative Ph. er ikke logisk i Aristotelisk Forstand; thi det Aprioriske er intet tomt logisk, og gaaer dem Inhalt nach n&o-;dv: over i det Empiriske. Potentsen skyder bestandig V&ae;ren ud fra sig, indtil den kommer til det sig selv T&ae;nkende, og bliver fri T&ae;nken, f&o-;r var den blot n&o-;dv: T&ae;nkning. Den er derfor ikke mod Erfaring, tvertimod hvor Erfaringen h&o-;rer op, h&o-;rer den ogsaa op, idet den jo bestandig viser ud fra sig til Erfaringen. Paa den anden Side har Erfaringen ogsaa det Aprioriske i sig. Der gaaer derfor ogsaa en Vei fra det Empiriske til det Logiske. Denne betraadte Aristoteles, og steeg trinviis op lige til sin f&o-;rste Videnskab, ell. f&o-;rste Philosophie; thi begge Navne forekommer (&g.p;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.e-; &g.e;&g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-;&g.m;&g.e-;, &g.p;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.e-; &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i;&g.a;). Hans System er en udaf Virkeligheden beredt Analysis. Her maa han nu bestandig tr&ae;ffe sammen med den negative Philosophie. Udaf Potentsens Mulighed h&ae;ver Naturen sig trinviis frem; i ethvert F&o-;lgende er dette det Foregaaendes Ziel, ethvert er paa sit Sted Ende-Aarsag, ligesaa godt som det Sidste er det. R&ae;kken siger Aristoteles kan ikke fortabe sig i det Uendelige. &g.u.a.;&g.l;&g.e-;, Materien (det er hos Arist: Potentsen, og maa ikke blot forstaaes physisk, saaledes tales der jo om Materien i en Slutning) bliver successivt bortskaffet. Det Sidste har han tillige som et Existerende; da hans Videnskab er det Virkeliges Videnskab. Saaledes &u;&u;Men alligevel er det, der is&ae;r ligger ham paa Sinde, ikke das, men was. Han gj&o-;r heller ei Brug af det Sidste som af et Princip; det er for ham blot Ende-Aarsag; ikke frembringende, ikke &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; &g.p;&g.o;&g.i;&g.e-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o;&g.n;. Dette Sidste er &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud;, selv &g.a;&g.k;&g.i;&g.n;&g.e-;&g.t;&g.o;&g.n;; Alt drages hen dertil, selv bliver det ubev&ae;get, ligesom det Forlangte er Gjenstand for Forlangen, men selv bliver roligt. Dette Sidste bestemmer nu Aristoteles paa flere Maader. Han siger dette sidste V&ae;sen er tillige,tillige det saligste; men da af alle Actus,Actus det at t&ae;nke er den saligste actus, saa maa dets actus v&ae;re T&ae;nken; men hvad t&ae;nker denne T&ae;nken &streg; kun sig selv, Alt andet er den uv&ae;rdig. (Dette er nu imidlertid ikke en blot T&ae;nken over T&ae;nkningen; thi dette V&ae;sen t&ae;nker jo sig selv.). Neo-Platonikerne s&o-;gte nu en positiv Philosophie. Aristoteles kan ikke tilfredsstille; thi saaledes at endes i Gud, er ei nok. Dette har nu sin Betydning ikke blot forsaavidt som &g.Ch;std. har udviklet sig i Verden; men allerede det Mythologiske der dog havde en historisk Realit&ae;t kunde Aristoteles ikke fatte og vidste ikke at forklare sig det anderledens end som Levninger af en Urwissen. Man har opkastet det Sp&o-;rgsmaal, hvorfor indf&o-;rte Carl d. St: Aristoteless Skrifter i sin schola palatina? Aristoteles var jo dog beskyldt for Atheisme, og med Sandhed forsaavidt han ingen Gud har som Princip; han udelukker ethvert virkende Forsyn, forsaavidt han blot l&ae;rer, at Alt str&ae;ber hen til Gud, Alt drager hen til dette Endziel. En Forfatter i det 17d Arh. svarer ganske naivt paa dette Sp&o-;rgsmaal, at det var altid godt for Theologerne, at de have noget at uds&ae;tte paa Philosophien, dersom en Forening mell. disse to Magter virkelig var mulig, saa kunde Dj&ae;velen friste Folk til at troe, at &g.Ch;std. var Mskepaafund&anfslut;. Der gives imidlertid et andet Svar, og den aristoteliske Philosophie blev hell ei reent foredraget. 17. det den chr. Skole beh&o-;vede var en Gud, der var Anfang og Princip. det fik den ogsaa i den skolastiske Philosophie, der egl. vedblev til Kant om end noget fortynnet. Skolasticismen havde 3 Kilder for al Erkjendelse 1) Erfaring 2) &g.k;&g.o;&g.i;&g.n;&g.a;&g.sud; &g.e;&g.n;&g.n;&g.o;&g.i;&g.a;&g.sud; a) angeborne Begriffe, det f&o-;rste af dem var ens universale b) Pde almdl. Principier, af dem var principium causalitatis det vigtigste 3) ratiocinium Vernunft-Schlu&ss;,Vernunft-Schlu&ss; som Kilde til en egen Art af Erkjendelse. Saaledes fE Slutningen fra det i Erfaringen givne til det over Erfaringen. Den hele Fornuft-Erkjendelse blev formel, og hverken Rationalismen ell. Empirismen kunde r&o-;re sig. Alt blev sammenholdt under Kirkens Myndighed. Efter Reformationen blev denne Metaphysik rystet paa den ene Side ved Cartesius, paa den anden Side ved Locke og Hume. Denne sidste udvidede Empirismen til den Grad, at alle Begreber bleve blotte Erfarings-Resultater, saaledes naar han l&ae;rte, at Aarsag og Virkning vare ved lang &O-;velse erhvervede; Noget, som for&o-;vrigt den simpleste Iagttagelse modsiger; thi naar fE Barnet i BVuggen, der dog vel ikke har nogen &O-;velse, h&o-;rer en Larm, saa vender det Hoved derhen, hvorfra det kommer, og det er aabenbart Aarsag og Virkning, der her yttrer sig. Hermed er nu al dogmatisk Rationalisme tilintetgjort. Nu kom Kant og bragte den rene Rationalisme, ligeoverfor denne staaer den rene Empirisme, der begyndte med Baco. I dennes storartede Bestr&ae;belser maa man erkjende noget Divinatorisk; thi hvorledes forklarer man ellers den religieuse Samvittighedsfuldhed, den Enthusiasme, hvormed Forskerne uds&ae;tte sig for Farer, uden derved, at der er en Ahnelse om, at der dog er noget Mere deri, at denne Empirie dog engang maa m&o-;des med et h&o-;iere System. I hvilket Forhold staaer Empirismen til den positive Philosophie. Ved Erfaring forstaaer man i Almdl: Visheden, som vi ved den udvortes Sands erhverve om en udv: Gjenstand, ell. den Vished, vi ved indv: Sands erhverve om en indv: Gjenstand; Noget der altsaa enten tilh&o-;rer den ydre ell. indre Sandse-Verden. Bliver Empirismen i denne Forstand gjennemf&o-;rt saa n&ae;gter den tilsidst alle Begreber. Men med Begrebet Empirisme beh&o-;ver man hell ei at forbinde slige Forestillinger, ell. blot saadanne; den beh&o-;ver ei at indskr&ae;nkes til Sandse-Verden. En fri handlende Intelligents fE falder ei i Sandseverdenen, og dog er han ene empirisk at erkjende. Saaledes ogsaa en fri Intelligents ud over Verden vil kun v&ae;re kjendelig ved Thatsachen. Der er altsaa en Empirisme, der er oversandselig og dog Empirisme; &u;en metaphysisk ikke blot sensualistisk Empirisme. Det kunde nu synes at den stammedestemmede med den positive Philosophie. der gives altsaa en empirisk metaphysisk L&ae;re. Fremtr&ae;delsesformer af denne rene L&ae;re, der begrunder al Philosophie paa en gudd. Aabenbaring; en L&ae;re, der gaaer ud over ethvert blot historisk Faktum og henf&o-;rer Alt til indre Erfaring, og paastaaer, at Fornuften er atheistisk.; en L&ae;re om det gudd. V&ae;sens Hemmeligheder, der gj&o-;r disse til Gjenstand for Skuen, Theosophie Mysticisme, spekulativ Mysticisme, der vel giver sig en videnskabelig Form, men dog pr&ae;tenderer objektiv Erkjendelse. Alt dette har den rene Rationalisme ikke formaaet at overvinde. Disse fordre en positiv Philosophie, som de hidtil selv have remplaceret; men de vise tillige, at ogsaa den nye Philosophie har denne Mods&ae;tning mell en negativ og en positiv Philosophie. Hvilket Forhold har nu den positive Ph. hertil? Et Forhold til Erfaringen maa den have. Da vi kun have de to Udtryk, Philosophie og Empirisme, saa maa den positive Philosophie ogsaa staae i et Forhold til Empirismen. Det F&ae;lleds for alle hine L&ae;rer var, at de gik ud fra Noget i Erfaringen forekommende,Forekommende og Givet fE &g.Ch;sti Erscheinung, Underet, ell. fra en uberschwenglich F&o-;lelse ell. en umidd. Skuen. den positive Ph: gaaer, ligesaalidet som den gaaer ud fra det blot i T&ae;nkningen Givne, ligesaalidet ud fra Noget i Erfaringen Givet. Dens Princip kan ikke v&ae;re i Erfaringen hell ei i den rene T&ae;nken. dens Princip er den absolute Transcendents, der kommer saa vel T&ae;nkningen som Erfaringen zuvor. Dens Prius er ikke et relativt Prius som i den rene T&ae;nken; thi den nichtseiende Potens har N&o-;dv: i sig til at gaae over i Seyn og rive T&ae;nkningen med sig. det er et absolut Prius, som ingen N&o-;dv: har for sig til at gaae over i Seyn, som derfor hell ei er Prius des Seyns, men Prius des Begriffs. Begreb i Mods&ae;tning til Seyn er Potens. Overgangen er altsaa fra Seyn som Prius til Begriff als Posterius. Potens er altsaa Posterius, men derved bliver Po&u;&u;&u;&u;Potens det Ueberseiende. Overgang fra Seyn til Potens er ingen n&o-;dv: Overgang. Hvad der efter det absolute Prius som Folge f&o-;lger, f&o-;lger ikke med N&o-;dvendighed. 18. D. p: Ph. er altsaa ikke Empirisme i den Forstand, at den gaaer ud fra Erfaring, hell. ei har den et Umiddelbart, hvorfra den gaaer ud, hell ei h&ae;ver den sig fra et Givet ved Slutninger, men den gaaer til Erfaringen, og beviser sit Prius aposteriorisk. Heri viser sig nu tilstr&ae;kkeligt dens Forskjel fra Empirisme, men bliver den nu ikke igjen liig med d. negative PhiiPhilosophie? D. n. Ph. har det i Erfaringen V&ae;rende som Gjenstand for en mulig Erkjendelse, den lader det AprioriskeAposterioriske, som den apriorisk har fundet, staae uden for sig, stemmer den med Erfaringen, saa er det godt, men Sandheden af dens Construktioner beroer paa indre Immanents. D. p. Ph. gaaer til og ind i Erfaringen. Det Aposterioriske bliver ikke taget op af Erfaringen; den gaaer ud fra det absolute Prius og udleder fra dette ved fri T&ae;nken (d. n: Ph. har den n&o-;dv: T&ae;nkning) det Aposterioriske, som det Virkelige ikke blot som det Mulige. Ikke det absolute Prius soll erwiesen werden, men F&o-;lgen af det, denne F&o-;lge som vordende ved en fri Fortgang maa eftervises; men ikke ud fra Erfaringen, men ind i den. Den er saaledes apriorisk Empirisme. D. n: Ph. er reen Apriorisme. I d. p: Ph: er Erfaringen et Medvirkende. Erfaringen er naturligviis i denne Forbindelse ikke at forstaae om nogen enkelt Erfaring, men er dens Totale. M: H: t: Verden er altsaa d. p. Ph. apriorisk, m: H: t: Begrebet, til Gud, er den aposteriorisk. Det Beviis, den f&o-;rer, ligger i den hele Erfaring. Men Virkelighedens Rige er ikke fuldendt, derfor er det ikke afsluttet. D. p. Philosophies Gjenstand er bestandigt et paa de forgaaende Trin Tilstr&ae;kkeligt, men dog ikke Afsluttet og Fuldendt, da man ikke kan vide hvad Friheden vil fremdrage. D. p. Ph. er derfor Philosophie i den Betydning, som n&ae;rmest ligger i Ordet, den str&ae;ber efter Viisdom. Guds-Beviset er i den positive Philosophie er kun for de Villende; kun de Kloge l&ae;re af Erfaring. Dens Beviis har derfor ikke den N&o-;dv: som gj&o-;r at den n&ae;sten kan paan&o-;des de Dumme. d. n: Ph. er et i sig afsluttet System, i denne Forstand er d. p. Ph. ikke System. Fordrer man derimod af et System positive Behauptungen, saa er den i h&o-;ieste Grad System, d. n: ikke, da den er nichts behauptende. &streg; Men hvilket Forhold indtager nu d. p: Ph. ligeoverfor EAabenbaringen? Aabenbaringen kommer den til, ligesom til alt Andet; den er den en relativ terminus ad quem; den har for d. p. Ph. ingen anden Auctorit&ae;t end ethvert andet Objekt. Ogsaa Planeternes iagttagne Bev&ae;gelser er jo en Auctorit&ae;t for d. p. Ph. D. p. Ph. er derfor ikke religieus Ph. Antog den dette Pr&ae;dikat, saa kunde deri indirecte synes at ligge, at d. n: Ph. var irreligieus. Men dette er aldeles usandt, skj&o-;ndt den n: Ph. vistnok har Religionen au&ss;er sich. Irreligieus kan man af den Grund hell. ikke kalde den, fordi en i Sandhed irreligieus L&ae;re aldrig kan gj&o-;re Fordring paa at v&ae;re Philosophie. Naar derimod den positive Ph. vilde gj&o-;re Fordring paa at v&ae;re religieus, saa ville det v&ae;re altfor vag en Bestemmelse, til at dermed egl. var sagt Noget. Den maatte da speciellere betegne sig som christelig, katholsk, protestantisk o:s:v:, Noget som kun de kan falde paa, der &o-;nske en priviligeret Philosophie. Men man kunde nu i Mods&ae;tning hertil henvise paa al Philosophies Afh&ae;ngighed af &g.Ch;std, man kunde sige: &anfbeg;aldrig var Philosophien kommen saavidt uden &g.Ch;std;&anfslut; men saa kunde man ligesaa godt kalde Philosophien empirisk, da ingen Ph. var kommen istand uden denne Verdens Tilv&ae;r. Men man maa ikke opfatte &g.Ch;std. saa engherzig som blot historisk Faktum, &g.Ch;std. er meget mere fra Verdens Begyndelse af. dette Forhold mell. Philos. og Aab: vil jeg udtrykke ved et Billede. Som bekjendt er Jupiters 4 Drabanter kun synlige gjennem Kikkert., dog gives der Msk., der kan see dem med blotte &O-;ine, andre, som vel ikke strax kunne see en Fixstjerne med blotte &O-;ine, men naar de f&o-;rst have seet den gjennem en Teleskop, saa kan det; saaledes vilde Ph. vel ikke have seet Meget uden Aabenbaringen, men nu kan den see med blotte &O-;ine. &g.Ch;std. er nu vel ogsaa netop i den seneste Tid bleven tagen med op i &g.Ch;stdPhilosophien, men saa forvandetforvansket i d. n: Ph:, at den neppe er til at kjende. Men idet vi saaledes fremh&ae;ve &g.Ch;std. saa ere vi atter komne til det Punkt, hvor den Mods&ae;tning mell. d. n: og p. Ph., som hele Historien opviser, atter bliver i&o-;inefaldende. Det meest slaaende Exempel paa denne Mods&ae;tning har Kant leveret. 19. Hos Kant blev nu denne Mods&ae;tning mell. n: og p: Philosophie egl. tydelig i hans Fornuft-Anthitese, ell i Antinomierne., der egl. hverken ere mere ell. mindre end ligesaa mange Udtryk for Forholdet mell. n: og p: Philosophie. Det der er Thesis kunde ligesaa godt gj&o-;res til Anthitesis og omvendt, m&ae;rkeligt er det imidlertid at hans thesis altid er den positive, altid tilh&o-;rer hvad vi kalder den positive Ph. Saaledes naar Anthitesen siger, at Verden ikke kan have nogen Gr&ae;ndse, saa tilh&o-;rer dette egl. den n: Ph:, da det at udsige, at den har en Gr&ae;ndse f&o-;rst er et egl. Udsagn, f&o-;rst er et positivt Udsagn, f&o-;rst tilh&o-;rer en positiv Phil:, hvorimod det, at den ingen Gr&ae;ndse har tilh&o-;rer en n: Ph., og vil jo ikke sige Andet end at i Verdens Idee er der ingen N&o-;dv: for at t&ae;nke den begr&ae;ndset. &streg; M&ae;rkeligt nok er det, at Kant blot finder denne Modsigelse i de kosmologiske Ideer (K. havde 2 Arter af Antinomier de mathematiske og de dynamiske). Dersom den nemlig finder Sted, det vil sige, dersom man vil gj&o-;re sig skyldig i den Tankefeil, som K. gjorde sig skyldig i, saa gaaer den samme Modsigelse gjenem alle transcendentale Ideer; Psychologie og Theologie ligesaa godt. Saaledes Mods&ae;tning mell. Frihed og N&o-;dv:, Sj&ae;len er evig ell. forg&ae;ngelig; Gud er et blindt n&o-;dv: V&ae;sen ell. Frihed. Ks Antinomier ere imidlertid ikke saa farlige; thi da Anthitesen bestandig taler om en anden Verden (den blot t&ae;nkte) end Thesen (den virkelige), saa siger de ikke hinanden imod. Men ville vi nu lade denne Adskillelse mell. p og n. Ph. bestaae? For at overveie dette maa man s&ae;tte sig paa det Standpunkt, hvorfra den seer Sagen, der kommer til Ph: uden noget Foregaaende. Ph: er deri forskjellig fra alle andre Vidsk. at den giver sig selv sin Gjenstand, maa selv erhverve den. Den kan ikke udelukke Noget forud, gaaer igjennem alle Muligheder, til den finder sin Gjenstand, men disse mulige Gjenstande,Gjenstande maa den ikke optage tilf&ae;ldigt ell. lade sig give andetsteds fra. Den kan kun faae dem derved, at den gaaer ud fra Fornuftens almdl. Mulighed og nu seer, hvorledes Alt derfra kommer over i Seyn, og altsaa stiller sig paa Mulighedens og Apriorit&ae;tens Standpunkt. Ph. er altsaa identisk med apriorisk Vdskb. Ved saaledes at vedblive kommer den til et Sidste, som den ikke kan gaae ud over og som den ikke har bragt til Erkennbarkeit; men dette er netop det, der meest er v&ae;rd at kjendes, og den reneste Viden at vide, fordi Potens her er reen Virkelighed. Dette Sidste forbeholder den sig selv. Som Videnskabernes Videnskab s&ae;tter den al Viden uden for sig i de Videnskaber, hvis Videnskab den er, men nu s&ae;tter den dem ikke mere uden for sig. Den p. Ph. har det Sande ikke blot som Ende, saaledes som d. n: Ph.; f&u..;r sich kan den n: Ph: ikke kaldes Ph:, den bliver f&o-;rst Ph. i Forbindelse med den positive; d. n: Ph. er prima scientia, d. p. Ph. er den h&o-;ieste Vdsk; den n: Ph. har primum cogitabile, den p: Ph. har summum cogitabile; mellem den f&o-;rste og den h&o-;ieste Vdskb. ligge alle Videnskaber, ligesom d. n: Ph. gaaer forud for alle Vdskb. saa slutter den p: dem. Den negative Ph. var maaskee aldrig bleven saa kraftigt udviklet, havde den ikke bildt sig selv ind, at den var den hele Ph. Der er nu saaledes kun een Ph:; thi i det den n: Ph. kommer til Bevidstheden om den p. Ph., har den i denne Bevidsthed ikke d. p: Ph. uden for sig, men er selv inden i d. p. Ph. 20. Den n: Ph. miskjendes, naar den blot ansees som Indledning til den p:; i denindenfor d. p: vil den vel forekomme forkortet, men derfor kan den dog ingenlunde opgive Fordring paa at v&ae;re selvst&ae;ndig. Den n: Ph. vil n&ae;rmest tilh&o-;re Skolen, v&ae;re Metaphysik, som dannende. Den vil altid antage en h&ae;derlig Plads som Mskets egen Opfindelse. Besondere Wissenschaft er den ikke, den har alle Videnskaber uden for sig, er Videnskabernes Videnskab. Derimod er den p. Ph. besondere Wissenschaft. Den p. Ph. er egl. i den n: som Potens, s&o-;ger sig i den n:. d. n: Ph. er blot hinwegschaffende, den skaffer nemlig Alt bort, hvad der ikke er Ph:, f&o-;rst i sit sidste Punkt er den positiv&u;positiv. Den h&ae;drer sig med Rette med det stolte Navn: Fornuft-Videnskab. Dens Indhold er imidlertid egl. Fornuftens bestandig Omstyrter, Fornuften har altsaa intet Indhold for sig. Den p. Ph. bringer det i den n: Unerkennbare til Erkjendelse, den opreiser den i den n: Ph. b&o-;iede Fornuft. Den n: Ph: er Fornuftens Fornedrelsestilstand, d. p. Ph. er dens Oph&ae;velses-Stand. Ved den n: alene havde den intet Resultat, men derved at den fordrer d. p: har den positivt Resultat. I d. p: Ph. triumpherer den n: Den p: Ph. er altid den urspr&u..;nglich gewollte Philosophie og Udviklingen viser ogsaa, hvor langt senere de reent rationelle Problemer begynde at beskj&ae;ftige; men den positiv Ph: l&o-;b ofte vild, da tr&ae;der Kritiken til, som den ved denne Misvisning selv har fremkaldt. Den n: Ph. kunde vel gjerne v&ae;re alene, men den vilde da opgive al virkelig Erkjendelse; men hvorledes skulde den &o-;nske at bestaae saaledes aldeles tom? Kant kalder forsaavidt meget rigtigt sin Philosophie ikke Ph: men Kritik. Hvorledes vilde den n: Ph. da kunde svare til de retf&ae;rdige Fordringer, der gjordes til den? Eller vilde den ikke n&o-;des at gj&o-;re F&o-;lelsens og Forestillingens hele Indhold til psychologiske M&ae;rkv&ae;rdigheder og ikke videre. Man har egl. meent, at den n: Ph. begrundede den p:, rigtigere er det at sige omvendt, at den positive begrunder den n:. I den n: Ph. bliver de smaa Mysterier foredragne, i den p: de store Mysterier. (Som bekjendt deles de Eleusinske Mysterier saaledes). Neo-Platonikerne gjorde en lignende Schelling No 2. Adskillelse, og kaldte den aristoteliske Ph. de smaa Mysterier i Mods&ae;tning til den platoniske, de store. Der passede Mods&ae;tningen ikke; men her passer den. &streg; Men hvorledes gj&o-;res nu Overgangen fra den n: Ph til den p. Ikke med det virkeligt Existerende, men med det Existiren-K&o..;nnende har d. n: Ph. at gj&o-;re. Dens Sidste er Potentsen, der ikke forstyrres ved nogen actus, men hvor Potents selv er actus og actus altsaa ikke forstyrrende. Dette er den seyende Potens, men den haves f&o-;rst kun i Begrebet, da det bestandig er om det existiren-Konnende, hvorom Alt dreier sig. Vdskb. seer sig om efter Existents. Den seyende Potens har ikke Seyn som posterius, naar den existerer har den Seyn kun som prius, er apriori. Den seyende Potens er saaledes &u;det omvendte Seyn-K&o..;nnende. Det f&o-;rste Seyn-K&o..;nnende i d. n: Ph. har Seyn efter sig. Saa langt gaaer nu ogsaa den n: Ph. Den fordums Metaphysik gik ogsaa saa vidt, hvilket is&ae;r viste sig i det ontologiske Beviis, der blev opstilt af Anselm, men forkastet af Thomas Aquin og Thomisterne. Dets Feil er det besynderligt nok at ikke Kant bedre har fremstillet. Beviset lyder omtrent saaledes, det h&o-;ieste V&ae;sen (dette er aabenbart ikke andet end den h&o-;ieste Potens) er det umuligt at existere tilf&ae;ldigt altsaa existerer det n&o-;dv: &streg; vel at m&ae;rke, naar det existerer. Dette kan ogsaa oplyses paa en anden Maade, i Overs&ae;tningen er der kun Tale om n&o-;dv: Existents, altsaa kan der i Conclusionen hell. ei v&ae;re Tale om Existents i Almdl:, Conclusionen bliver, altsaa existerer han n&o-;dv: &streg; hvis han existerer. Gud kan ikke fremkomme ved transitus a potentia ad actum, da var han ikke das aufrecht stehende Seyn-K&o..;nnende. Han er det an og vor sich V&ae;rende (ikke f&u..;r sich som ogsaa strider mod Sprogbrug, at s&ae;tte to saa forskjellige Begreber sammen), das hei&ss;t er ist das vor seiner Gottheit Seyende, also das seimimseinem Begriffe und damit allen Begriffen voraus Seyende. Men derved er han das blind seyende, das nothwendig seyende, og det bliver tvivlsomt om Gud existerer. Jeg kan altsaa ikke gaae ud fra, at Gud er det an og vor sich Seyende, jeg maa give Afkald paa det DBegreb Gud indtil videre. Jeg maa gaa ud fra det blind seyende og see, om jeg kan komme til Begrebet og derved til Gud. Potens ell. Begreb er det Aprioriske altsaa er das blind seyende det Aposterioriske. Til det Seyen-K&o..;nnende kommer d. n: Ph. ogsaa, men kommer forkeert til det, da den kommer fra Potentsen. Vil jeg bringe det til Viden, maa jeg komme til det som Posterius, og herved vendes Alt om. Det kan nu kun skee i en ny Vdskb. Her er vi egl. ved Spinozas Princip, das allem Denken voraus Existirende. &streg; Ligesom i Empirismens excentriske Udbredelse al Philosophie vil tilintetgj&o-;res, saaledes er i al Philosophiens Opbygning den p. Ph. altid med, og man kan i denne Henseende sige, at den nyere Ph. er en Forberedelse dertil. Cartesius rettede sit Sp&o-;rgsmaal ikke efter Begrebet men efter Seyn. Jeg er blev hans Udgangspunkt, men det blev subjektivt. Det Sande i det ontologiske Beviis er at det f&o-;rer til den p. Ph, og viser sig saaledes i Spinoza. Han greb imidlertid blot denne Begyndelse for dermed strax at gaae over i den n&o-;dv: T&ae;nkning. Men fordi han havde denne Retning hen til det V&ae;rende, derfor virkede han saa stor st&ae;rk, netop paa de bedste og de meest religieuse Hoveder, han virkede ved sin absolute Transcendents, der spr&ae;ngte den Mods&ae;tning mell. T&ae;nken og V&ae;ren. Jacobi selv kj&ae;mper forgjeves mod den Afgrund, hvori Spinoza river ham ned. I hvilket Forhold Spinoza stod til Jacob B&o..;hme er egl. aldrig bleven oplyst. Man kan kalde denne Retning Orientalismens Reaction mod Occidentalismen og Aristotelismen. Hvad Forhold staaer den positive Ph. i til Fornuften? 21. Das geradezu Seiende var det altsaa hvorfra d. p. Ph. gaaer ud. I d. n: Ph. er det den forud for Seyn gaaende T&ae;nken, hvorom Alt dreier sig; i den p. er Seyn forud for T&ae;nken. Man kunde ogsaa kalde dette geradezu Seiende det nothwendig Seyende, men dette Udtryk er i den nyere Ph. saa ofte uden videre bleven idettificeretidentificeret med Begrebet Gud, at det af den Grund ikke er tilraadeligt at bruge det, man t&ae;nker i Almdl. derved paa et Noget, hvilket der ved et foregaaende Begreb bliver paalagt N&o-;dv: til at existere, for et saadant bliver Gud anseet. Men ved das blind Seyende forstaaes det som er forududen alt foregaaende Begreb. Nu bruges dette Udtryk uden videre om det h&o-;ieste V&ae;sen. Det h&o-;ieste V&ae;sen kan kun v&ae;re det n&o-;dvendigt existirende, men Gud er ikke blot das nothwendig Seyende, men han er das nothwendig nothwendig-Seyende. Dette viser Forskjellen fra das blind Seyende, der blot er det einfach nothwendig-Seyende. &streg; det beviser imidlertid ikke at han existerer. det nothwendig Seyende ist allein des hochsten Wesens Seyn-Konnen. Man kunde herimod indvende,indvende den gl. S&ae;tning: in deo nil potentiale. Dertil maatte man svare, her er ikke Tale om Guds Natur, efter sin Natur er Gud lutter Virkelighed, men om Existents. her er ikke Tale om Potens der gaaer over i Seyn, men om purus actus, det sidste Existiren-K&o..;nnende er selv Potens, der altsaa ikke har Seyn efter sig, men forud. &streg; das geradezu Seyende kunde man ogsaa kalde das nothwendig Seyende. Det beh&o-;ver ingen Begrunding og tillader det end ikke, er uafh&ae;ngigt af al Idee. Den p. Ph. lader Begrebet falde og afl&o-;ser sig fra d. n: Ph., og kunde saaledes godt begynde uden d. n: Ph., saaledes som Spinoza begyndte med det uendeligt Existerende. Et Forhold til Fornuften har nu dette geradezu Existirende, er nu dette g: Ex: er det Idee, Begreb? Tager man Ph.Idee i den Betydning, hvori den maa tages i den n: Ph., hvor den er das gewollte, saa er dette geradezu Ex: ikke Idee; i en anden Forstand er det Idee, forsaavidt det Intet &anfbeg;behauptet&anfslut;. Man kan ikke udsige Existents om det, fordi det er selve det Existerende, det er &g.o;&g.n;&g.t;&g.o-;&g.sud; &g.t;&g.o; &g.o;&g.n;, naar man tager &g.o;&g.n; ikke som Substantiv men verbalt, Seyn kan ikke bruges attributivt om det. Man kan erindre om det gl. Indiske at det weder ist noch nicht ist., det er et reent quid, intet quod. Det er Fornuft-Begreb, men et saadant, der nicht sich Seyn vorsetzt, sondern Seyn sich. aposteriori faaer Fornuften det til sit Indhold; men det er det uden for Fornuften satte., ekstatiske. Das unbedingt Seyende har ingen BetydningBetingelse uden den negative, at Fornuften lader sig (sich la&ss;t), i den n: Ph. er Fornuften den sig selv betragtende sig selv objektive. Det er det ubetingede Fornuft-Begreb og gaar over til T&ae;nken; det er det umidd. Fornuft-Begreb. &streg; Kant sagde, at det den &ae;ldre Metaphysik vilde var ved en Slutning at bevise en Tings n&o-;dv: Existents; men det var en Umulighed. Deri har han fuldkommen Ret. &streg; Man har spurgt om man om Etwas existirende kunde bevise at det er et n&o-;dv: Existerende, det er taabeligt spurgt; thi i Etwas har man allerede n&ae;vnet et Enkelt. &streg; Das blind Seyende og Begrebet staaer vel altid i Forhold til hinanden, saaledes som det jo allerede viser sig ved Forholdet mell. n: og p. Ph:; thi den n: Ph. ender i Begrebet og den p. begynder med das blind Seyende. &streg; Das blo&ss; Seyende er den absolute Transcendents; men Transcendents er altid relativ &dvs;: med Hensyn til noget Andet. Nu maa man vel erindre, at vi s&ae;tte det vor aller Idee, vi s&ae;tte ikke Ideen f&o-;rst og s&o-;ge da at komme dertil, det var den &ae;ldre Metaphysiks Transcendents; dette er en relativ Transcendents og usand; vor Transcendents er absolut og saaledes ingen. Har jeg f&o-;rst gjort mig immanent, saa er det transcendent at gaae over til det absolute Seyn. Kant forbyder Fornuften ved Slutningen at naae til denne Transcendents, men han forbyder ikke og kan ikke forbyde, da Sligt aldrig gik op for ham, fra det n&o-;dv: V&ae;rende at slutte til det h&o-;ieste V&ae;sen. Fornuften s&ae;tter dette V&ae;rende uden for sig for at det kan blive Indhold i den, idet det aposteriori bliver til Gud. &streg; d: n. Ph: har til Indhold det a priori begribelige Seyn, d. p: det a priori ubegribelige Seyn. &streg; Ph. er overhovedet Fornuft-Videnskab. Vil man nu her atter gj&o-;re Forskjel mell. p. og n:, saa kan man sige, i den n: er Fornuften kun i sig selv (dette kun er jo aabenbart en negativ Bestemmelse); i den p: har Fornuften et Forhold til det virkelig V&ae;rende. Fornuft-Videnskab brugt om den n: Ph. bruger man i materiel Forstand, forsaavidt Fornuften er selve dens Stof og Materie; om den p: Ph. da er det mere i formelt Forstand. Hermed er Indledningen f&ae;rdig. 22. d. 3 Januar 42. I den n: Ph. er Intet fast, men Alt flydende, indtil den kommer til Principet. Allerede heri kan man see det Ufuldkomne ved den n: Ph., at den har Principet paa en omvendt Maade, som Ende og ikke som Anfang. Den ender altsaa i Principet. Principet er nemlig Potens, som ikke dens Seyn vorausgeht, men som foruds&ae;tter Seyn. Princip er egl. kun det som er sikkret mod alle f&o-;lgende Muligheder. Pythagor&ae;erne adskilte og modsatte: &g.d;&g.u;&g.a;&g.sud; og &g.m;&g.o;&g.n;&g.a;&g.sud; og forstode ved det f&o-;rste mere denne dobbelte Bev&ae;gelse, den Flydenhed, ved &g.m;&g.o;&g.n;&g.a;&g.sud; den sande V&ae;ren. I den sande Vdskb. det er den positive maa monas v&ae;re f&o-;r d&u..;as. Denne monas er deels blot Idee saaledes i den n: Ph:, deels det virkeligt existerende. Forsaavidt det er det Sidste, kan vi jo ikke gaae ud fra Potens men fra Seyn, det Seyn, der aldrig er gaaet over a potentia ad actum, som strax er actus og altid actus. Nu kunde man indvende: en saadan forud for al Mulighed gaaende Virkelighed er ikke at t&ae;nke&anfslut; Dette ligger der noget Sandt i, hvorfor man ogsaa kan bruge dette Udtryk om dette Seyn, at det er das unvordenkliche Seyn. Som saadant er det Anfang for al T&ae;nken, men saaledes ikke T&ae;nken, det er T&ae;nkningens f&o-;rste Objekt (primum quod se objicit cogitationi), der ikke er T&ae;nkningens Indhold men kan blive det. Man kunde indvende, at det hell. ei lader sig forestille; men dertil maatte svares jo der gives mange Tilf&ae;lde, hvor en saadan Mulighed lader sig forestille f&o-;r Virkelighed, saaledes en Maskine, et Kunstv&ae;rk. Andre Muligheder er der vistnok, hvor Begrebet f&o-;rst gives med Virkeligheden, og kun saadanne er i Sandhed originale. Forsaavidt gjelder den gl. aristoteliske S&ae;tning: initium philosophi&ae; est admiratio, og Platos: &g.t;&g.o; &g.p;&g.a;&g.th;&g.o;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u; &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.u; &g.e;&g.s;&g.t;&g.i; &g.t;&g.o; &g.th;&g.a;&g.u;&g.m;&g.a;&g.z;&g.e;&g.i;&g.n;. Det a priori Ubegribelige begriber nu Philosophien a posteriori. &streg; Hovedsagen er, at man fastholder, at det reent V&ae;rende er det reent V&ae;rende i verbal Forstand, in actu puro, og dets V&ae;sen er kun det at v&ae;re det reent Existerende. Man kan i den Henseende erindre om en M&ae;ngde Formler, der forekom i den &ae;ldre Theologie og senere i Dogmatik: in deo essentia et existentia unum est idemque, hos os vil det sige: Guds V&ae;sen og Begreb bestaaer deri, at han er, han er det V&ae;rende; est ipse suum esse og suum esse est ipse &dvs;: hans V&ae;sen er det at v&ae;re; in deo non differunt esse et quod est. Hans V&ae;sen bestaaer i at v&ae;re ligesom ved andre Ting,Ting: deres V&ae;sen er det Ikke-V&ae;rende, det Tilf&ae;ldige. a se esse er ikke von sich seyn, men von selbst seyn, ultro esse, geradezu seyn. AsseitasAseitas er derfor altid anerkjendt som det H&o-;ieste;H&o-;ieste. Spinoza gjorde det ogsaa til Princip: id quod cogitari non potest nisi existens. Gud er det, man ikke kan komme forud med Tanken om det Ikke-V&ae;rende., ja Gud kan end ikke komme sig selv forud med Tanken om det Ikke-at han ikke er. Det V&ae;rende er nu starrt og ubev&ae;geligt, og dog maae vi see at komme bort derfra. det er det F&o-;rste og, for at bruge dette Udtryk, engang var der ikke Andet end dette V&ae;rende. Vi vil nu forsage det. Kun den forud for Seyn gaaende Potens har vi forkastet., f&o-;r det er kan det ikke v&ae;re Potens det er en Modsigelse.; men deraf f&o-;lger ingenlunde, at det ikke nach der Hand, post actum kan blive det, nachher kan det blive det Seyn-K&o..;nnende. Antage vi nu dette (vi udtrykke os her reent hypothetisk og skal senere retf&ae;rdiggj&o-;relretf&ae;rdiggj&o-;re), saa bliver det Seyende h&ae;vet til potentia potenti&ae;., og bliver saaledes f&o-;rst det i Sandhed Seyn-K&o..;nnende,Seyn-K&o..;nnende. Det er det i Sandhed Seyn-K. fordi det har sit Urseyn som selv et apriorisk forud for al Mulighed. Her viser sig nu en Mulighed. Det er nu det reent V&ae;rende aldeles ligegyldigt om det optager dette andet V&ae;rende i sig ell. ikke. Men denne Mulighed viser sig som noget Nyt, Uventet, fordi den kommer efter Seyn, men skj&o-;ndt det viser sig saaledes, so erscheint es doch zugleich dem Seyn von Ewigkeit her. Evigt er det som kommer Alt forud endog forud for Tanken. Evighed h&o-;rer med til de Guds Egenskaber, som Dogmatikere kalde negative, &dvs;: uden hvilke Gud ikke kan v&ae;re, men ved hvilke han dog ikke er; thi saaledes er Spinozas Substants ogsaa evig, men dog ikke Gud. denne Evighed er nu terminus a quo, som man derfor ogsaa siger: von Ewigkeit. Videnskaben kan ikke blive staaende derved, men gaar strax bort derfra. Herved viser der sig nu noget for det V&ae;rende det kan ville. Dette kan ikke gjelde om det rene V&ae;rende selv; thi det er ganske Gelassenheit. Her viser det V&ae;rende sig som Herre forskjellig fra det unvordenkliche Seyn, hvis Herre det ikke var. Men der skeer mere. det der egl. er Gjenstand for en Villen er altid det Tilf&ae;ldige ikke det V&ae;rende. Kalder vi nu det unvordenkliche Seyn A., det Tilf&ae;ldige B, saa er det V&ae;rende idet det s&ae;tter B, som det er Herre over, dets Herre, men det er tillige As Herre. I detIdet det s&ae;tter B viser det A ud af sin Gelassenheit og bliver dets Herre. Nu har det V&ae;rende en Negation i sig, og er ikke mere det rene V&ae;rende, men kun der Potens nach er det actus purus. 23. d. 5 Jan: Udtrykket for den pos: Ph.s Begyndelse er i Grunden den Formel, som blev opviist i den sidste Forel&ae;sning, en V&ae;ren der var identisk med V&ae;sen, ell. hvis V&ae;sen alene var V&ae;ren. denne V&ae;rens Begreb er f&o-;rst senere at finde. I den Forbindelse, hvori vi her tale derom, er en saadan V&ae;ren ikke en Fuldkommenhed, og vi er her endnu kun ved hvad Dogmatikerne kalde de negative Attributer. V&ae;ren tage Dogmatikerne ofte som noget Positivt som en Fuldkommenhed, men idet de tage det saaledes, bortskj&ae;re de sig den videnskabelige Vei, ad hvilken man fra dette Negative kan komme til det Positive. Identit&ae;ten af V&ae;sen og Seyn maa her altsaa tages i negativ Forstand, saaledes at V&ae;sen ikke er et frit fra Seyn v&ae;rende V&ae;sen, men V&ae;ren, Existeren er V&ae;sen. Vi blive nu ikke i denne Negation, men s&ae;tte den kun som Anfang; med den blotte actus purus er, som Spinozas Exempel viser, Intet at gj&o-;re; bort fra denne kan man komme forsaavidt det er muligt ved en efterf&o-;lgende Potens at komme bort derfra. Vi sige det er en Mulighed og saaledes er ogsaa den efterf&o-;lgende Potens selv kun en Mulighed, her udtalt kun som en Mulighed. Hvad der har sit Seyn altid forud er egl. det alene Wollende, alene det, som kan begynde Noget. Saaledes siger man om et Msk, hvis Existents paa en ell. anden Maade er forstyrret, han kan ikke komme til at begynde. Det a priori V&ae;rende, som begynder med at v&ae;re det V&ae;rende er f&o-;rst virkelig Potens. Potentsens Sandhed ligger altsaa i det forudgaaende V&ae;ren. Hvis vi vilde udsige et Pr&ae;dikat om dette Existerende og ikke blot tautologisk udsige at det er det Existerende, da maatte vi sige, det er det Existiren-K&o..;nnende, Seyn-Konnende, nemlig ikke i Betydning af foran, men i Betydning af bag efter. Men endnu staaer det blot som en Mulighed, at det er virkeligt, maa vises a posteriori. Vi see ikke hvad det er, men at det er. a priori er det kun muligt, at det kan blive det Seyen-K&o..;nnende, det er en Hypothese. Det V&ae;rende er thesis, at det er det Seyen-K. er Anthitesis, i den Forstand, hvori Rhetorerne tage dette Ord. Vi har i det Foregaaende sagt, at den p. Ph. har med den fri T&ae;nkning at gj&o-;re, det viser sig ogsaa her, thi den gaaer ud fra actus purus, og derfra kan man kun komme bort ved Frihed, der er ingen n&o-;dv: Overgang fra actus til Potens. Antage vi nu at der for det med Seyn identiske V&ae;sen, ell., som vi og kan udtrykke det, at der for Seyns Subjekt, som ikke er forskjellig fra Seyn, ikke V&ae;sen for sig, at der for dette viser sig en Mulighed af at v&ae;re et Andet end det er efter sit unvordenkliche Seyn, saa vil denne Mulighed, saa fremt den er mulig, bestandig vise sig, det vil sige fra Evighed af. Den f&o-;rste F&o-;lge heraf er, at det V&ae;rende bliver sig sin unvordenkliche Seyn gegenst&a..;ndlich. F&o-;r har det V&ae;rende sin unvordenkliche Seyn an sich, (saaledes som man siger om et Msk, at han har siten Feil an sich, at han ikke er sig den bevidst). dern&ae;st. actus af dens Existents er kun n&o-;dv: saa l&ae;nge den ikke er sig gegenst&a..;ndlich, saa l&ae;nge den er an sich. Saasnart denne Mulighed viser sig adskiller det det efter sin Natur n&o-;dvendige og det kun actu og forsaavidt kun tilf&ae;ldigt n&o-;dvendige. &streg; Det n&o-;dv: Existerende bringer med sig actus til at existere f&o-;r det t&ae;nker sig selv, der actus des Existirens kommt sich selbst voran&u; zuvor. Ingen Kunnen gaaer forud for denne Existents, men deraf f&o-;lger ikke, at det V&ae;rende ikke bag efter skulde formaae noget endog over det unvordenkliche Seyn. Forud formaaer det Intet derover, det finder sig deri, wo vor es nicht kann. Men i Forhold til dets V&ae;sen er dette noget Tilf&ae;ldigt, Noget der skeer det. &streg; Das unvordenkliche Seyn er = a se esse, er primum constitutivum. a se esse maa ikke overs&ae;ttes: von sich seyn, det vil enten f&o-;re til Begrebet causa sui, (saaledes som Cartesius tog det og Spinoza, uagtet det hos Spinoza er et bedragerisk Ord; thi derved komer han egl. til i Modsigelse med sig selv at Gud som causa sui bliver potens, &g.d;&g.u;&g.n;&g.a;&g.m;&g.i;&g.sud;, og saaledes komer Gud til som Potens at gaae forud for sig selv som actus) ell &streg; til det sig selv Aabenbare, sig selv S&ae;ttende. &streg; men ultro, sponte, &g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.m;&g.a;&g.t;&g.o-;&g.sud; &g.o;&g.n;. das unvordenkliche Seyn viser sig altsaa som det Tilf&ae;ldige. Naar jeg saaer en Plante paa et bestemt Sted finder jeg det ikke underligt, at den kommer op der, fordi jeg har dens Begreb forud for dens V&ae;ren, kommer der derimod en Plante paa et Sted, hvor jeg ikke har saaet, saa forundrer jeg mig, fordi det for mig er et Tilf&ae;ldigt. Gik der en Potens forud for det unvordenkliche Seynde saa er det ikke det N&o-;dv:, er det blot actu saa er det hell. ikke det N&o-;dv: 24. d. 7 Januar. Das unvordenkliche S. er ikke det Existerende men kommer det forud. dets V&ae;sen er ikke som V&ae;sen, det er aldeles exstatisk, det har ikke sich enta&u..;&ss;ert, men er enta&u..;&ss;ert, det er antipodisk til Ideen, men paa Grund af denne Mods&ae;tning netop selv Idee. &streg; Der gaaer Intet forud for denne actus purus men derfor er den evig som Alt, forud for hvilket Intet kan komme. Alle negative Attributer ere Udelukkelser af enhver negativforegaaende Potens. Das unv: S: har Seyn an sich, er det an sich Seyende, det an und vor sich Seyende; men Eet blot actu existerende uden at v&ae;re bestemt efter sin Natur er tilf&ae;ldigt, blindt Existerende. Her er det ikke Stedet til at udvikle det Tilf&ae;ldiges mange Betydninger, men jeg henviser til Aristoteles Metaphysik det Afsnit om det Tilf&ae;ldige. Her blot den Bem&ae;rkning. Tilf&ae;ldigt er det ikke Villede ell ikke Forudsete, men et uforudseet er hiint blindt V&ae;rende, pr&ae; quo nihil potest. Man kan ogsaa sige, det blind Seyende er det som kommer sin mulige Mods&ae;tning forud. Naar jeg v&ae;lger mell. +A og -A, og jeg v&ae;lger +A, saa er -A absolut udelukket. Naar jeg dermed er +A actu, saa er -A vel udelukket, men ikke absolut. Das Andersseyn, som vi har viist det i det Foregaaende, er ikke overvundet, det kan komme bag efter. En Tvivl kan komme bag efter post actum, og gj&o-;r det unv: S: tilf&ae;ldigt, fordrer af det, at det skal, hvad det om man saa t&o-;r sige hidtil ikke har havt Tid til, vise sig som det N&o-;dv:. N&o-;dv: vil det vel ogsaa vise sig, om denne Mods&ae;tning tr&ae;der til. &streg; denne Lov er den sidste Grund i Alt, denne Lov, at Intet bliver ufors&o-;gt, uaabenbaret. Denne Lov er vel ikke over Gud, men s&ae;tter Gud f&o-;rst i Frihed imod hans unvordenkliche Seyn. Dette er altsaa Guddommens egen Lov, kun fordi das unv: S. kommer al T&ae;nken forud, viser denne Lov sig som Noget Gud fremmed. Det er kun Guds egen Idee der indf&o-;rer denne Lov. &streg; Denne Verdens Dialektik vil ikke, at der nogensteds bliver noget Tvivlsomt. Hegel har bragt Dialektiken frem igjen, men dog n&ae;rmest i den negative Ph. Plato kalder Dialektik den kongelige Kunst, et Udtryk man n&ae;rmest maa forstaae som om han havde sagt: den guddl. &streg; Dialektiken h&o-;rer egl. hjemme i Friheden og derfor i positiv Ph. &streg; hiint Mods&ae;tnings-Princip lader Gud gjelde indtil den sidste Mulighed er udt&o-;mt, det er ikke blot eengang for alle, men altid. Paa dette Tilf&ae;ldige beroer Muligheden af et Fremskridt fra det Starre. det blot actu existerende er noget Tilf&ae;ldigt, men i det det er noget Tilf&ae;ldigt er der en Mulighed af en hiin Mulighed h&ae;vende Potens. det Tilf&ae;ldige er den materielle Potens og derved er et Andersseyn som Mulighed zugelassen. Det Seyen K: er det som gaaer ud over det Seyende. Begreberne slaae over. det Seyende viste sig som det positive, men det er tillige det blot actu Seyende det Impotente og altsaa det negative, det Sy. K. viste sig som det negative, men er det Positive, det er hans Styrke. Med det S.K. begynder hans Guddom, derved at han kan gaae ud over det unvord: S. Saaledes er det og i et Msk. Jo fuldkomnere og dybere hans Omslaaen og Enta&u..;&ss;rung fra sit Seyn, desto friere, desto gudd., at befrie sig fr&u;fra sin V&ae;ren er Opgave for al Dannelse. Gud er den levende Gud, altsaa ikke indesluttet i Seyn. Indseer man ikke dette, saa kommer man enten til Pantheisme &streg; ell. abstrakt Theisme, som antager et intelligent Verdens-Ophav, men erkl&ae;rer Skabelsen for en for Fornuften Ubegribelighed. Herimod kunde man nu indvende, at vi saaledes s&ae;tte ein ungottliches Seyn i Gud og saaledes vel ikke faae Pantheisme, men snarere Materialisme Naturalisme. Dette vilde ogsaa v&ae;re Tilf&ae;ldet, hvis man ikke satte Gud i Andet end i dette Andersseyn, thi saa vilde han reent gaae under i det V&ae;rende. Men 1) Andersseyn er ikke en blindt overgaaende Potens 2) har han det kun i sig som Foruds&ae;tning af at v&ae;re Gud. 25. d. 10 Jan. I det Foregaaende er viist en Mulighed af en Aufheblichkeit des unvordenklichen Seyns. Istedetfor det actu existerende have vi det ikke actu men natura existerende og altsaa v&ae;sentlig existerende. Derved er det ude over den blotte actus og fri mod den Existents, men det finder sig i denne actu. Dersom det natura n&o-;dv: Exist: var gaaet det actu existerende forud saa var det en necessiteret Existents, men det er denne actus purus ikke, den er a se esse. det bedste Billede paa den Art af Existents er altid Uskyld. Gik et Begreb forud saa var den ikke Uskyld. det natura n&o-;dv: Exist: er det sande V&ae;sen af det actu existerende, men ikke dets Aarsag, derimod er det implicite modsat i det actu Existerende. Naar nu det F&o-;rstes Tilf&ae;ldighed er viist, saa tr&ae;der det sande n&o-;dv: Exist: frem uden at beh&o-;ve denne actus, er det n&o-;dv: Exist: endog med Oph&ae;velse af denne actus, da det er det natura n&o-;dv: Exist:, det seer sig som det ud over hiint actu Seyende Seyn-K&o..;nnende, som frit. Som Herre saa vel over det i Mods&ae;tning til Sdet univ: S. satte Seyn, hvilket det kan ville ell. ei, saa vel som ogsaa som Herre over det unv: S. selv, ikke imidlertid som den, der s&ae;tter det, da det unv: S. altid komer det natura n&o-;dv: Exist: f&u;&u;forud. I det den f&o-;rste Mulighed viste sig, blev det unv: S. bev&ae;get fra sin Plads, (loco motus), l&o-;ftet i Veiret, thi Muligheden og det unv: S. kan ikke v&ae;re uno eodemque loco, igjennem en Negation blev det altsaa sat ikke i Betydning af det Foregaaende, men af det Efterf&o-;lgende. Det natura n&o-;dv: Exist. er det guddomeligt Exist. Dette Udtryk kan man nu bruge om det V&ae;rende, da det har viist sig som Herre, men Guds Begreb er netop Herrlichkeit &dvs;: at v&ae;re Herre, som derfor og Newton siger, deus est vox relativa, includens dominationem. Men hvor skulde det det var Herre over komme fra, hvis det ikke var det unv: S. Idet nemlig Muligheden er sat, er det unv: S. udelukket og sat tilbage i sig selv, trykket tilbage i sig selv som Potens. Derved er de paalagt det N&o-;dv: af virkende at s&ae;tte sig tilbage i actus purus, fordi Potens er det noget aldeles fremmed. Det maa saaledes negere det ny Seyende. &streg; Det viser sig nu som Herre af en anden Mulighed, den nemlig at hypostasere det unvord. S., og derved at bringe det bort fra sig, netop ved at vise det som noget Tilf&ae;ldigt. &streg; Den tredie Mulighed er at vise sig som fri fra n&o-;dv: V&ae;ren V&ae;rende, at s&ae;tte sig som Aand. Aand er overhovedet hvad der er frit til at yttre sig ell. ikke yttre sig, det som V&ae;sen satte er det Seyn-K., er det, som ikke kan blive sig uligt, in Seyn beholderholder det sig og bliver ved at v&ae;re S.K., ligesom det som KS:K. vedbliver at v&ae;re Seyn. det som V&ae;sen Satte siger jeg, og dette er af stor Vigtighed. Partiklen: als, er meget vigtig. det rene V&ae;rende er ikke sat als V&ae;rende, er blot einfach, men indr&o-;mmer netop derved den modsatte Potens uden for sig; nu derimod er det sat som V&ae;rende, da det ikke kan oph&o-;re at v&ae;re det V&ae;rende. Saaledes er V&ae;sen her sat som V&ae;sen, men hidtil kun ved ideal Udelukkelse. Det er Aand. Det lader sig ogsaa vise saaledes. det umidd. S.K. kan det ikke v&ae;re; thi dets Plads er besat; det Seyn-M&u..;ssende kan det hell. ikke v&ae;re; thi det er optaget, altsaa er det det S:K. der tillige er det S. M&u..;ssende. den tredie Mulighed viser sig for det unv: S. som det egl. Seyn-Sollende, den viser sig som Schlu&ss;. Det unv: S. maa nu h&ae;ve sig til det natura n&o-;dv: exist, dette giver den Magt til istedetfor das blind Seyende at s&ae;tte fri V&ae;ren. Gud er ikke blot Aand han er mere end Aand, han er ikke den n&o-;dv: Aand, men den absolute fri Aand. Saaledes l&ae;rer &g.Ch;std. ogsaa, at Aanden er en Person og dog er Gud Aand. Det gaaer med Aand ligesom med V&ae;sen; thi V&ae;sen viser sig f&o-;r Existens, men efter den, idet det viser sig som det &u..;eberexistirende. 26. 13. Jan. Det natura n&o-;dv: Existerende har i Forhold til det blot actu n&o-;dv: existerende samme Forhold som V&ae;sen til Seyn, Begreb til Seyn, men saaledes at Begrebet ikke kommer Seyn forud, men existerer som &u..;berexistirende, er altsaa mere end V&ae;sen, saaledes som dette Ord i Almdl. tages er Ueberwesen. Det var derfor og med Rette, at i en tidlig Tid Dogmatikerne gjorde opm&ae;rksom paa, at naar man brugde det Ord V&ae;sen om Gud, saa maatte man erindre, at han var mere end V&ae;sen var &g.u;&g.p;&g.e;&g.r;&g.o;&g.u;&g.s;&g.i;&g.a;. Det unv: S. h&ae;ver sig til Idee og er nu virkelig Gud, f&o-;r var det blot substantielt ell. efter Mulighed &streg; Gud. Dette f&o-;rst er den virkelige Gud. Kun den meest udt&o-;mmende Dialektik er det muligt at komme bort fra det unv: S. og hertil. Dialektik h&o-;rer egl. hjemme i den positive Ph. Guds Begreb er V&ae;sen som actus purus. Her antage nu de tidligere opstillede Formler (in deo essentia et existentia non differunt etc) den modsatte Skikkelse, i Gud er actus hans V&ae;sen. de negative Attributer ere aprioriske Attributer som komme hans Seynforud for hans Gottheit. &streg; En Overgang fra de negative til de positive Attributer er ikke funden, en n&o-;dv: kan det ikke v&ae;re. &streg; Uden det unv: S. kunde Gud ikke v&ae;re; thi han kunde ikke v&ae;re Herre.Herre, han kunde hell. ei v&ae;re Personlighed; thi Herred&o-;mme over Seyn det er netop Personlighed, schlechthin hvorudover over SeynHvorudover over Seyn schlechthin er absolut Personlighed. &streg; Guds Existents lader sig ikke bevise, men die Gottheit des Existirendes, og ogsaa dette kun aposteriorisk. &streg; Gud veed sig ud over det actu Exist:, at han er det natura n&o-;dv: Exist:, denne Transcendents er netop hans Guddom, qua existentiam transcendit. Fra Evighed seer han sig som Herre istand til at oph&ae;ve sin unv: S. ell. rettere suspendere den. Vi komme nu til noget Nyt. Hvorfor hsuspenderer nemlig Gud denne unv: S., hvorfor gj&o-;r han denne Mulighed virkelig, thi han er jo Herre iforveien, hvorfor virkeliggj&o-;r han denne Mulighed? Man kunde svare for at forvandle sin blinde Affirmation til en bevidst. Men for hvem gj&o-;r han det da? for sig; han veed det jo. Han kan kun beslutte sig til denne Proces for Noget som er uden for ham (pr&ae;ter se). Aristoteles siger Gud t&ae;nker kun bestandig sig selv, og i samme Forstand er det at tage, naar der tales om det evige Subjekt-Objekt. Arist: s&o-;ger Guds Salighed netop deri. Men maatte det ikke snarere t&ae;nkes som den st&o-;rste Indskr&ae;nkning ikke at kunne komme bort fra sig selv. Msket forlanger at komme bort fra sig og f&o-;ler heri sin Salighed, Joh v. Muller siger, at kun naar han er produktiv er han tilfreds. Derfor er Gud salig fordi han lade sig selver borte fra sig selv. &streg; Imellem denne Suspension og Tilbagevenden ligger hele Verden.Verden, ell. Verden bliver netop ved denne suspendirte Aktus des gottlichen Seyns. &streg; Gud enta&u..;&ss;ert sich ikke til Natur, det er han auf unvordenkliche Weise, men idet han enta&u..;&ss;ert sich dette gaaer han ind i sit Begreb. han suspender det unv: S. for at s&ae;tte et andet Seyn istedet. &streg; Gud har i den pos: Ph. samme Indifferents i Seyn- og Nicht-S: K. som i den negative Ph., og afheri har han den reale Grund, af hvilken han fremf&o-;rer alle disse Muligheder som Virkeligheder. de samme Potentser komme her igjen som i den n: Ph., men de komme som de, der have S. til Foruds&ae;tning. T&ae;nke vi os denne Processes Fremtr&ae;den forud saa vil den v&ae;re den alle aprioriske Muligheder i sig begribende Virkelighed, et &g.p;&g.a;&g.n; en Alv&ae;ren, hvorfra hell. ei det Tilf&ae;ldige er udelukket, men underordnet det N&o-;dv:. Denne Verden er ikke blot reallogisk, men ogsaa logiskreal, men dog ogsaa logisk, fordi det Tilf&ae;ldige er underordnet det N&o-;dv:. Denne Forbindelse af det Reale og det Logiske er egl. det vanskeligste at indsee. det gj&ae;lder om at vise det Tilf&ae;ldigt exist:, det ex improviso fremtr&ae;dende. Det n&o-;dv: existerende ef&u;&u;finder sig strax i det Seyn, som ingen Potens gaaer forud for. Men Muligheden er derfor ikke udelukket, kun det Virkelige udelukker ved Virkelighed, men Mulighed insinuerer sig overalt. Denne Mulighed skyldes nu det unv: S.; thi hvis det ikke var, saa vilde Muligheden hell. ikke kunne v&ae;re. &streg; 27. d. 14 Jan. En virkelig Mulighed foruds&ae;tter altid en V&ae;ren. Potentsen for al Existents saa ledessaaledes som i den n: Ph. er ikke virkelig Potens. Den Mulighed, der viser sig for det unv: S. kan kun vise sig for det som dets Potens, den har ingen Plads uden for det, fremkalder en dertil svarende Villie i Gud som Herre over hvilken han dog er. S&ae;tter han det, saa er det et Fors&ae;t og den eneste Maade det kan skee paa er som Middel. I dette Fors&ae;t maa da ogsaa det unv: S. v&ae;re sat. &streg; Som den der er Herre over sin Substantialit&ae;t er Gud Gud og den Eenhed, hvori det unv: S. og det Tilf&ae;ldige sammenholdes. det unv: S. er vel sat ex actu, men dog ikke absolut oph&ae;vet; thi det formaaer end ikke Gud. Der actus er oph&ae;vet, selv bliver det dermed sat som actuss Potens og maa virke for at stille sig tilbage i actus purus. &streg; Skabelsens &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; er Nichts, hvilket betyder, at det alene har sin Grund i Guds Villie &streg; Villie er Urseyn. &streg; Hvad Overvindelsen af dette Tilf&ae;ldige angaaer da viser en Analogie sig i det msklig Liv. Saaledes s&ae;tter Vrede en fremmed Villie i Individet, men virker nu til, at Individets sande Villie reagerer og Subjektet f&o-;ler atter sin Frihed. &streg; Denne Overvindelse kunde skee paa eengang; men her tr&ae;der nu den f&o-;r omtalte Skaansel mod det Contraire til, det maa ligesom ved Overtalelse, for at erindre om et Udtryk af Plato, f&o-;res tilbage. Antage vi nu en saadan trinviis Overvindelse, saa maae vi antage et Princip, der bestemmer Trinnene, et Princip, der maa v&ae;re uafh&ae;ngigt saa vel af det Contraire som det, der trinviis saa at sige besv&ae;rger det; uafh&ae;ngigt maa det v&ae;re af begge Dele; thi det f&o-;rste vil ubetinget bestaae, det andet ubetinget undertrykke. &streg; dette Tredie er givet i hiin tredie Potens &dvs;: Aand, et Princip der er udeelt, affektl&o-;s. Vi har altsaa tre Potentser. Den den hele Bev&ae;gelse forandedigendeforanledigende Aarsag er den f&o-;rste, den vil vi kalde B. dette det unv: S. sig mods&ae;ttende Seyn er blind og besinnelsesl&o-;s Villie. Det virker udelukkende paa Urseyn, som vi nu maa t&ae;nke os i Form af en fuldk: Negation. Er nu hiin Villie beroliget, saa er der sat et Tredie, som tilh&o-;rer begge Villier. (Man maa her erindre, at Skabelsen egl. falder i to Momenter, 1) S&ae;tten af det schrankenlo&ss;e Seyn 2) die Verinnerlichung, idet i Seyn bliver sat en Potens. Skabelse er altsaa ikke blot positiv, men den har et negativ Begreb i sig) det Tredie der fremkommer er en Ting, et Concret. Den anden Potens som den oprindelige kunde ikke virkeliggj&o-;re sig, den er den egl. negative, den er altsaa ikke det F&o-;rste, der maa gaae Noget forud. B er, naar vi antage det Hele at v&ae;re foregaaet, entwirklicht, A. er igjen actus purus. Den tredie Potens er bestemt til at tr&ae;de ind i Virkeligheden, naar de Andre ere aftraadte. Aanden er alene det Seyn-Sollende. Egl. er der en 4de uafh&ae;ngig af alle de tre, der ere som alle Potentser udelukkende Potentser. Vi kan ogsaa her erindre om den gl. Inddeling: B er altsaa causa materialis, 2d P: er causa efficiens, 3d P. er causa in quam. Den tredie Potens holder ved sin blotte Villie enhver Vorden paa sit Trin., derfor hedder det, han b&o-;d saa stod det der, ikke i Betydning at det blev til, men det blev staaende. 28. 17 Jan. Den tredie Potens er altsaa det egl. S-Sollende. Heraf synes nu at f&o-;lge, at f&o-;rste Potens er det Ikke-S. Sollende, og altsaa et ondt Princip, Noget som ikke skulde med. Nu maa man vel erindre at det er en stor Forskjel om man siger, at Noget ikke er det S. Sollende, og om man siger, at det er det Ikke-S. Sollende, hvorved det bliver sat som Noget. I enhver ikke &o-;ieblikkelig Handling er det der er Middel ikke det S-S:, men dog er det ikke at forkaste og er et virkelig Gewoltes. Vil man n&ae;gte det, saa er det med andre Ord at sige, at Gud ikke bruger Midler. Dette er imidlertid netop det aller-urimeligste; thi Gud virker altid ved Midler ell. som en Gr&ae;ker har udtrykt det altid ved &g.t;&g.o; &g.e.l.;&g.n;&g.a;&g.n;&g.t;&g.i;&g.n;&g.o;&g.e.l.;&g.n;&g.a;&g.n;&g.t;&g.i;&g.o;&g.n; (det Modsatte). Man kan gaae videre og sige i Begyndelsen af Processen er egl. das entgegengesetzte Seyn det S. S. det vil sige i det &O-;ieblik. Efter Processen er Forholdet forandret, gj&o-;r det sig nu gjeldende, er det det Wieder-G&o..;ttliche. Processens Indhold er Frembringelse af en Verden, hvor alle Muligheder ere Virkeligheder. Den virkelige Gud er f&o-;rst den der er Skaber. Uden Potens og die Herrlichkeit er han ikke virkelig Gud. Noget Andet er det at sige, at Gud ikke er Gud uden Verden; thi som &anfbeg;Herr dieser weltsch&o..;pfender Potens&anfslut; er han Gud og beh&o-;ver ikke Verden. F&o-;r Verden er, er han Herre over den &dvs;: han er Herre til at s&ae;tte den og til at lade v&ae;re at s&ae;tte den. Verden er ikke en logisk F&o-;lge af Guds Natur i den Forstand, at derved udelukkes Forestillingen om, at den er fremgaaet af hans Villie. Hell. ikke er det her Udviklede eenstydigt med hvad man saa ofte h&o-;rer, at Gud vel har Frihed til at enta&u..;&ss;ere sich til Natur, men saaledes, at han selv gaaer ind med i Processen. Han er den Aarsag som bliver udenfor, han er causa causarum, er Grunden til Potentsernes Spannung. Skabelsen fordrer n&o-;dv: en Forklaring; at blive staaende ved, at den er ubegribelig f&o-;ler man vel, kan Intet hj&ae;lpe, derfor greb man til hine Udflugter. Skal Skabelse nu ikke v&ae;re Emanation, saa maa der v&ae;re nogetNoget i Midten mell. den gudl. evige Seyn og Verdens V&ae;ren. Verden maa have v&ae;ret til i Entschlu&ss; f&o-;r den virkelig blev til, v&ae;ret til som Mulighed og Tilkommelse. &streg; Det er denne Urmoglichkeit, der befrier Skaberen fra det Seyn, han ikke kan blive af med. Men det entgegengesetzte Seyn negeres ikke paa eengang men im verschiedenen Maa&ss;e, og saaledes virkeliggj&o-;r den anden Potens sig ogsaa im versch. Maa&ss;e og ligesaa den tredie som tilsvarende. Her er nu en uendelig Mangfoldighed af mulige Stillinger af Potentserne mod hinanden, og Herren over disse Potentser har Magt til at fors&o-;ge dem og stille dem mod hinanden, Magt til at lade dem passere ham forbi. Dette er L&ae;ren om Ideer og Urbilleder, som den er bekjendt fra Gr&ae;citeten. Idee betyder ligesaa vel Blikket som det, der bliver seet. Det er som Vision f&o-;r det bliver virkeligt. Hiin Ur-Potens har derfor til alle Tider og for alle Folk v&ae;ret Gjenstand for Opm&ae;rksomhed. Det er hiin i Pr&ae;neste tilbedte fortuna primigenia, i hvis Arme Zeus ligger. &streg; mater og materia staae i n&ae;rt Forhold til hinanden &streg; hiin Ur-Potens er &g.u;&g.p;&g.o;&g.k;&g.e;&g.i;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n; &streg; Verdens Amme er ogsaa en bekjendt Forestilling &streg; Maia hos Inderne staaer i Forbindelse med det tydske Macht og Persernes Machia, Maia er det der udsp&ae;nder die Netze des Scheins for at fastholde Skaberen og tvinge ham til at skabe. &streg; I Salomos Ordsprog n&ae;vnes Viisdommen. Man kunde nu vel, naar jeg ogsaa heri seer en Betegnelse af hiin Ur-Potens, indvende, at dette er for meget sagt om den, et for concret Udtryk. Man maa erindre, at hiin Ur-Potens, der er det oprindeligt S. K:, nu ikke mere er det blot S. K:, den er nemlig gaaet igjennem Seyn.Seyn, thi derved fremkom den, men dette maa n&o-;dv: have nogen Betydning; thi ellers vilde det ende med, at af hele Processen ikke fremgik mere end der indgik i Processen, ell. at Alt gik uforandret ud af Processen. Efter at have gjennemgaaet S. er det nu ikke mere det blot S. K., men er det satte S. K., som er sig selv m&ae;gtigt, et sig selv M&ae;gtigt som tillige er et Vordet. Det er nemlig den eneste Maade paa hvilken Bevidsthed kan opstaae, umidd. Bevidsthed er der slet ikke. Det er nu det Vidende om Processen &dvs;: Viisdom. Heraf ser man nu ogsaa Hensigten af Processen; thi kun for en saadan medvidende Villies Skyld kan Gud ville den. &streg; Man maa ogsaa erindre denne Ben&ae;vnelse betr&ae;ffende, at et Princip ofte ben&ae;vnes efter det, hvortil det i Slutningen bestemmer sig. &streg; Naar man gaaer ud fra Materien vil man bem&ae;rke, at den blot b&ae;rer Pr&ae;get af Forstand og successivt udvikler dette sig mere og mere, indtil det i Msk. gj&o-;r sig gjeldende. I Vanvid har man derimod den ausser sich gesetzte Potens,Potens. Naar man siger, at der til alt Stort h&o-;rer et Moment af Vanvid, saa vil dette dog egl. kun sige, at der h&o-;rer en behersket Vanvid, det digteriske er netop Beherskelsen deraf. Mods&ae;tning til Wahnsinn er Bl&o..;dsinn, hvor Forstanden mangler indre Stof til Forarbeidelse. 29. d. 18 Jan. Forstand og Villie mods&ae;ttes ofte hinanden, det er rigtigt, naar det tages abstrakt, derimod er den sig m&ae;gtige Villie Forstand. Ur-Potentsen er saaledes, idet den er bragt tilbage paa sig selv Forstand. Tilforn er den en blind Villen. Villie er Forstandens Subjekt (subjectum) og kan potentia kaldes Forstand. Deraf sees nu, at og hvorvidt man med Ret kan kalde hiin Ur-Potens Viisdom. Verstand kunde man ogsaa kalde Vorstand, i Betydning af Urstand (J. Bohme), den er det hvor til hele Processen knytter sig. Naar den er bragt til Ro er det det virkelige Subjekt, der wirkliche Unterstand der g&o..;ttlichen Existents. Det er Aandens Verstand der er bleven dets Subjekt &dvs;: Unterstand. Den samme Tvetydighed er i det gr&ae;ske &g.e;&g.p;&g.i;&g.s;&g.t;&g.e-;&g.m;&g.e-; af &g.e;&g.ph;&g.i;&g.s;&g.t;&g.a;&g.m;&g.a;&u;&g.e;&g.ph;&g.i;&g.s;&g.t;&g.a;&g.m;&g.a;&g.i;, jeg bliver staaende (den til Staaen bragte Ur-Potens), og jeg erholder Magt over det. Baco siger: scientia est potentia. det tydske Ord: K&o..;nnen bruges ogsaa i Betydning af Wissen. &streg; Det tidligere anf&o-;rte Sted af Salomos Ordsprog passer nu ganske paa Ur-Potens. &anfbeg;han havde mig for sin Vei&anfslut;, han havde mig f&o-;r han gik ud af sit unv: S.; thi hvad der har en Vei maa ogsaa bev&ae;ge sig; det er f&o-;r alle hans V&ae;rker om end ei Gud, var det dog hell. ikke Skabning, derfor er det Midte mell. Gud og Msk. &anfbeg;Herren havde den&anfslut; er bekam sie, da den ikke var iforveien men kom efter Haanden, han havde den ikke som M&o..;glichkeit seiner selbst, men Alles Anderen. Varro (Romeren) skilner mell. principes dii og summi dii. Verden er saaledes medsat som prius allen Werdens. Nu udvides Tanken digterisk. det F&o-;lgende maa overs&ae;ttes &anfbeg;som Barn&anfslut;, ikke som almdl. skeer &anfbeg;als Werkmeister&anfslut; (det hebraiske Ord betyder begge Dele). Endnu var Potentsen ikke ausgesetzt, derfor var den ikkesom Barn i Faderens Huus &anfbeg;jeg legede for ham&anfslut;, viste ham (Faderen) Alt hvad der kunde komme; thi den er Al-Mulighed; &anfbeg;men min Lyst var hos Mskenes B&o-;rn&anfslut;. Det at Skaberen s&ae;tter det i V&ae;rk lader sig ikke a priori indsee. Af Erfaring viser det sig, at det n&o-;dv: V&ae;rende er Gud. Naar den virkelige S&ae;tten nu m:H:t: Gud er ligegyldig, naar det for ham er det Samme om han bliver ved Fors&ae;ttet ell. lader det fremtr&ae;de, hvad kan da bev&ae;ge ham til at skabe. Skj&o-;ndt Herre mangler ham dog Noget, nemlig det at v&ae;re kjendt, og denne Trang t&o-;r vi vel s&ae;tte i Gud. &streg; Han kan nu ikke v&ae;re Skaber som Een, men som Een i en Flerhed. Det er han ogsaa; thi han er causa causarum, og Eenhed af causa materialis, efficiens, et in quam. Her er vi ved Monotheismen. Idet jeg absolut taler om Gud foruds&ae;tter jeg hans Einzigkeit. Dette ligger allerede i Sproget selv. DaForsaavidt man ikke gaaer videre, kan man kalde det den absolute Einzigkeit. Men hvad der skal v&ae;re Indholdet for et Dogme, maa v&ae;re Noget mere end den Tautologie, der forstaaer sig ved sig selv. Das reine Seyn kan ingen Lighed have; thi det kan overhovedet slet Intet. det enkelt V&ae;rende har bestandig Potentsen til et Andet i sig, fordi det ikke udt&o-;mmer sit Begreb, (saaledes fE har den enkelte Plante i sig Potentsen af alle Planter af samme Species). Det reine S: har ingen Mulighed forud for sig og derfor er det det efter sin Natur einzige. Det rene S: er Spinozas Substants, men saaledes blev jo Spinoza ogsaa Monotheist. Hegel anseer endog Eleatismen for Monotheisme og taler om flere Monotheismer. Guds Einzigkeit behandles blandt de negative Egenskaber. Disse negative Egenskaber ere de, der udsiges om Gud som Substants. Den eneste Gud er den uendelige Substants. Kan man ikke komme videre, saa kan man vedblive at gj&o-;re Fordring paa at v&ae;re Monotheist og finde sig i at blive kaldt Atheist, begge Dele med lige Ret. 30. 20 Jan. Monotheismens almdl. S&ae;tning kommer ikke ud over det blotte Begreb af Gud; kommer ikke til den eneste Gud, den er Theisme ikke Monotheisme. Ved blot Theisme forstaaes den L&ae;re, der blot t&ae;nker Gud som uendelig Substants. Som Substants er han vel potentia Gud. Hos de gl. Theologer er Theist og Atheist det Samme. Bliver man imidlertid staaende ved den blotte Substants, saa kan man ikke bestemme Noget om Guds Forhold til Tingene og til Verden. Vil man dette, og nu bestemmer det saaledes, at Tingene kun ere Substants Bestemmelser, saa har man Pantheisme. Theisme er derfor ingenlunde den sande Mods&ae;tning til TheismePan-Theisme, da Theismen selv, saa snart den vil indlade sig paa hiint Sp&o-;rgsmaal, maa bestemme sig hen til Pantheisme. Monoth. er derfor L&ae;ren om Gud som Gud nach seiner Gottheit. den levende Gud er den der tr&ae;der ud af sit unv: S., mods&ae;tter et Andet dette, gj&o-;r det til Potens, frigj&o-;r sit V&ae;sen fra unv: S. som frit V&ae;sen og derved er Skaber. Her er ikke blot Eenhed af Substants, det Substantielle er forsvunden i Potens. Potentsen hedder Potents fordi den f&o-;rst viser sig som Mulighed af en tilkommende Bev&ae;gelse, i Virkeligheden ere de virkelige Momenter. Gud er hverken N&u;een, ell. to, ell. 3 men Eenheden og ikke flere Guder, men een Gud. Den samme Udvikling der f&o-;rer til Skabelsen, f&o-;rer ogsaa til ikke blot den einzige, men den gott-einzige. Monoth. l&ae;rer ikke at Gud er der eine, men der all-eine; nach den Gestalten seines Seyns er han ikke een og dog er han een; naar man seer bort fra hans Gottheit er han ikke een. Monoth. maa ikke blot v&ae;re negativ og det er den egl. kun naar den siger, han er een, den positmaa v&ae;re positiv og det er den f&o-;rst, naar den siger, at han er flere. Det i Monoth. umidd. behauptede er Fleerheden. Joh: Damascenus siger, at Gud er mere end einzig. I det gl. T. siges der ikke Herren vor Gud Herren er een, men er ist ein einziger &h.h;&h.w;&h.h;&h.j;, ikke han er een, men han er den eneste som Jehova. Monotheisme er overhovedet et restriktivt Begreb, Eenheden er kun m: H: t: die Gottheit. den er den sande Mods&ae;tning til Pantheismen, hvor Gud endnu er det blot v&ae;rende. det blot V&ae;rende er den Foruds&ae;tning, som gj&o-;r Monoth. mulig; thi denne hans Seyns N&o-;dv: s&ae;tter ham istand til at blive fri. Monoth. s&ae;tter den virkelig overvundne Pantheisme. Den har ikke blot Gud, men den bestemte Gud &g.o.a.; &g.th;&g.e;&g.o;&g.sud;. Theismen er i en vis Forstand en blot Mangel, forsaavidt den endnu ikke er kommen til den sande Gud; men mods&ae;tter den sig Bev&ae;gelsen hen til Monoth., saa er den falsk. I Theismen kan man ikke blive det er det Ubestemte, det Potentielle, der enten gaaer over til Pantheisme ell. til Monotheisme. Jacobi roste sig af at v&ae;re reen Theist, ivrer mod Pantheismen og overs&ae;tter nu dette Ord ved Alleinheits-L&ae;re.Alleinheits-L&ae;re, &g.e;&g.n; &g.t;&g.o; &g.p;&g.a;&g.n;. Dette er imidlertid Monoth. ogsaa. Forskjellen ligger altsaa ikke heri; thi heri ligger Ligheden. Forskjellen er, Panth. t&ae;nker kun et Princip, det blinde V&ae;rende, deraf kan intet System dannes, ved Siden af Einheit stiller han en Allheit. Saaledes var det med Spinoza, hans Substants var ikke ein leeres Eins, men han s&ae;tter to Egenskaber, ausgedehntes og denkendes Seyn. Det f&o-;rste er Seyns a potentia ad actum overgaaende Potens, der har tabt sig selv, vort S-K. den f&o-;rste Potens. das denkende S. er vor anden Potens; men egl. er det Hele blot dannet efter Cartesius. Hvor vi nu have den tredie Potens, der falder han tilbage i det Substantielle. Feilen er altsaa ikke hans Alleinheits L&ae;re, men den, at hans Alleinheit er d&o-;d. Man kan fra to Sider bebreide ham det Modsatte, man kan bebreide ham, at han ikke er Monotheist, og man kan bebreide ham, at han er mere end Theist, at Gud ikke er ham tom. det Sidste er naturligviis Theismens Indvending. d. 24 Jan..␣31. Pantheismen er Impotens og har sinsit V&ae;sen mere i Ikke-Viden end i Viden, Panth. er negativ, Monoth. positiv. Jacobi har bestandig videnskabeligt givet Panth. Ret, det eneste Vdskb. siger han er Spinozisme, hvorved Gud o:s:v: ikke kan fattes af Fornuften. Theismen er egl. i vor Tid en forbedret Udgave af Deismen, og det er altid mist&ae;nkeligt, at det is&ae;r er den, der har paataget sig at kj&ae;mpe formod Pantheismen. Theisme er kun Mods&ae;tning til PAtheisme, naar man herved forstaaer et System, der aldeles n&ae;gter Gud fE Epicur&ae;isme, der s&ae;tter Tilf&ae;ldet istedet for Forsynet. Atheisme staaer slet ikke i n&ae;rmere Forhold til Pantheismen end til Theisme. Ogsaa i den n: Ph. er Theisme det eneste mulige Udtryk for den h&o-;ieste Idee, kommer man ikke ud over den n: Ph. har man kun Theisme. Theisme er det F&ae;lleds af Panth. og Monoth., altsaa begges Potens, men er dog egl. ikke Potens for Panth., men kun for Monoth. &streg; evig er det forud for hvilket Intet kommer end ikke en Tanke, primum constitutivum. Den sande Theisme har at erkjende dette Seyn, f&o-;rst da kan den m&o-;de Pantheismen. Forskjellen mell. den sande og den falske Th. er, at den falske ikke seer Andet i det unv: Seyn end bruta existentia, den sande seer i det an und vor sich Seyende ogsaa det Fri, netop fordi det har Seyn forud. Er Theismen kommen saavidt saa er den vel endnu ikke virkelig Monoth., men dog potentia. I Monoth. tr&ae;der nu Philosophien i Ber&o-;ring med de chr: Ideer, Guds Alleinheit har sit bestemtere Udtryk i Guds Treenighed, og omvendt Treenigheden i Alleinheit. For at forebygge Misforstaaelser maa erindres, at Alleinheit endnu ikke er den &g.ch;stlige Treenighed. Her bliver altsaa at betragte 1) hvori er Alleinheit forskjellig fra Treenighed 2) hvilke Bestemmelser maae der komme til. &streg; Allerede f&o-;r Skabelsen havde Gud de tre Potentser, i Skabelsen ere de i Virken, her er altsaa en Fleerhed af Potentser af virkende Aarsager, som dog ikke have Selvst&ae;ndighed, men er den, der virker i alle.alle, den absolute Personlighed. Den &g.ch;stlige L&ae;re statuerer ikke blot en Fleerhed af Potentser, men af Personer, der hver for sig ere Guder, vi have kun een Person, tre Potentser ikke 3 Personer. det hvad vi kalde den absolute Personlighed kunde sammenlignes med hvad Paulus kalder &g.o.a.; &g.th;&g.e;&g.o;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i; &g.p;&g.a;&g.t;&g.e;&g.r;, hvad Kirken kalder principium divinitatis, han kan s&ae;tte B og alle andre Potentser i Bev&ae;gelse &streg; See vi hen til Slutningen af hele Processen, saa kan man endnu bestemter betegne denne vor f&o-;rste Potens som Fader. Den s&ae;tter ved sin Villie sit unv: S. et andet blot muligt Seyn (B) entgegen, s&ae;tter derved sit unv: S. ex actu og gj&o-;r det til Opgave ved at overvinde det Modsatte at s&ae;tte sig tilbage i actus purus. For denne Bev&ae;gelse har Sproget intet andet Udtryk end: f&o-;de generare, og dette Udtryk brugt her er ikke uegentligt brugt, men aldeles egentligt. den abs. Personlighed er ved sin Villie Aarsag til det modsatte S. og f&o-;der derved det Andet.Andet, at f&o-;de er ikke at s&ae;tte et Andet, men at s&ae;tte et Andet saaledes at det maa forvirklige sig selv. Den anden Potens (A2) realiserer sig ved at overvinde B, er nu dets Herre i samme Betydning som Faderen, men som Herre detsover Seyn er det ikke blot Potens, men Personlighed. Det er S&o-;nnen, er af samme Herrlichkeit som Faderen i Herred&o-;mmet over B; saaledes som oprindelig Faderen havde det, saaledes har nu S&o-;nnen det. S&o-;nnens Guddom er eet med Faderen &streg; Det Samme gjelder om tredie Potens, hvor Gud s&ae;tter sit fra det unv: S. befriede V&ae;sen. Det overvundne B gives til den 3d Potens for at den maa besidde det. Den anden Potens har B i bestandig Overvindelse, den tredie har BesiB i Besiddelse af denne Overvindelse. 32. d. 25 Jan. Den f&o-;rste Personlighed er den, der har Magt til at s&ae;tte No 2 og 3 i Virksomhed, uden selv at gaae ind i Processen, saaledes at de blive udenfor som virkende Aarsager. B. er ikke Faderen men er den f&o-;dende Kraft, Faderen er f&o-;rst Fader i og med S&o-;nnen den virkeliggjorte S&o-;n, ligesom igjen S&o-;nnen virkeliggj&o-;r Faderen. Her i Slutningen er nu Seyn f&ae;lleds for Fader og S&o-;n. Det Samme gjelder om Aanden. Ikke have vi tre Guder, thi det samme Seyn er f&ae;lleds for alle og saaledes og die Herrlichkeit. Saa l&ae;nge Potentserne virke ere de kun potentia Personligheder. &streg; Herved h&ae;ve vi os nu op i en anden Verden. Med Personligheden aabner den gudd. Verden sig for os. Her viser sig tillige Processens Betydning for Gud. Seyn er f&o-;rst hos Faderen som Mulighed, derpaa bliver det overgivet S&o-;nnen, som det hedder, at Faderen har givet S&o-;nnen Livet. S&o-;nnen giver derpaa Faderen Seyn som overvundet tilbage. &g.Ch;stus siger etsteds, den som elsker mig, han ham elsker Faderen, og vi ville komme til ham og &g.m;&g.o;&g.n;&g.e-;&g.n; &g.p;&g.o;&g.i;&g.e-;&g.s;&g.o;&g.m;&g.e;&g.n;. Det Samme siges et andetsteds om Aanden, at der paa erkjende vi, at han er i os, paa Aanden. Her er ikke Sp&o-;rgsmaal om den &g.ch;stlige Religions Sandhed, men her er Sp&o-;rgsmaal om at forstaae den. Antagelsen er noget Andet. Gjennem hele Naturen gaaer de 3 Potentsers Spannung, Intet udtrykker den fuldk: Eenhed. Enhver Entsteh&u;&u;&u;Entstehen er et 4d mell. de 3 Potentser. Men denne Spannung varer kun ved til Naturens Ende. Msk, det oprindelige Msk. har et Forhold til Personligheder som saadan, Naturen har kun Forhold til Potentser. I den mosaiske Skabelseshistorie taler bestandig den ene Elohim, men da Msk. skal skabes, saa raadslaae de (altsaa flere) og sige: lader os skabe os et Msk &dvs;: for os. I Processen er vel S&o-;nnen men som Potens ikke som Personlighed. Er Guddommen f&o-;rst absolut i de 3 Personligheder, saa er Processen i Forhold til Tingene Process der Sch&o..;pfung, i Forhold til Gud er den Theogonie. Skriften siger, at Alt er skabt af Faderen ved S&o-;nnen, saa er altsaa S&o-;nnen med indbegrebet i Skabelsens Process. Faderen er ikke i Processen, Processen str&ae;ber kun til Manifestationen af hans Guddom. Allerede Dionys Areopagita bruger det Udtryk &g.th;&g.e;&g.o;&g.g;&g.o;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.th;&g.e;&g.o;&g.t;&g.e-;&g.sud;. Basilius M. kalder S&o-;nnen &g.a;&g.i;&g.t;&g.i;&g.a; &g.d;&g.e-;&g.m;&g.i;&g.o;&g.u;&g.r;&g.g;&g.i;&g.k;&g.e-;, Aanden &g.a;&g.i;&g.t;&g.i;&g.a; &g.t;&g.e;&g.l;&g.e;&g.i;&g.o;&g.t;&g.i;&g.k;&g.e-;. Skriften adskiller &g.e;&g.k; &g.o;&g.u.a.;, &g.d;&g.i;&g.apos; &g.o;&g.u;, &g.e;&g.i;&g.s; &g.o;&g.n;. Eenheden er den de tre Personer f&ae;lleds Guddom. Msk. er ikke indesluttet mell. de 3 Potentser, men mell. de 3 Personligheder. Derfor hedder det i Skriften, at Msk. efter Skabelsen befandt sig i et gudd. Indelukke, saaledes som det efter Betydningen ligger i det hebraiske og det tydske Ord: &anfbeg;Garten&anfslut;, indesluttet af Elohim. I hiint Urforhold var mere end Aabenbaring. det vi imidlertid hidtil mangle er et au&ss;ergottlich Seyn, vi har vel Noget pr&ae;ter deum, men Intet extra deum; Skabelsen er hidtil immanent, DeusGud gaaer vel ud over unv: S., men beholder det indesluttet i sig. Vi maae imidlertid have et frit Forhold til Gud, vi maae v&ae;re i et au&ss;ergottlich Seyn, og paa den anden Side maae vi have Frihed med denne Verden, hvilket ikke var muligt, hvis den var den guddl., ell. i sin Fald vilde v&ae;re en Taabelighed af os. Vor Udvikling har sin Slutning deri, at i Gud er Skabelsen sluttet, men vi see, hvorledes der Kreis des Geschehens netop her igjen aabner sig. Ud over Naturen, som ikke kan skride videre finde vi en Msksl&ae;gt, deelt i Folkeslag, og Aand og Bev&ae;gelse, medens Naturen staaer stille. hvorfra denne ny Ver denVerden. I den oprindelige Intention, den umidd. Hensigt med Skabelsen laae den ikke, altsaa maae den ligge i Mskt selv. Men hvorledes stod det i Mskets Magt at gj&o-;re Alt vaklende, efter at Alt var fuldendt, i Ro. Et andet Sp&o-;rgsmaal er, hvilken Forandring er foregaaet og hvorledes die au&ss;ergottliche Welt er fremkommet, som vi allerede kjendeerkjende i Hedenskabet, en au&ss;ergottlich Welt der ogsaa f&o-;rst gj&o-;r en Aabenbaring forklarlig, thi hvortil ellers, og saaledes mulig uden ved et Brud paa Guds Eenhed, der ikke kan gaae ud fra Gud? hvorfra havde Msk. denne Magt? I Mods&ae;tning til en uendelig Causalit&ae;t maae man dog jo altid t&ae;nke sig uendelig Passivit&ae;t. Vi maae vide, Skabelsen er ikke einfach Akt, den er positiv og negativ, disse to kan ikke begge s&ae;ttes ved de samme Momenter. 33 26 Jan. Opstod Skabningen einfach, alene ved en uendelig Causalit&ae;t af Gud, saa er Friheden ikke til at redde &streg; der er flere Aarsager, hvoraf hver for sig er uendelig, men i Forhold til hinanden endelig. Skaberen finder i sig selv fra Evighed en Potens, ein entz&u..;ndbare Wille. Denne Villie er skrankel&o-;s, derfor impotent, er Stof, Underlag. Ikke den samme Aarsag, der s&ae;tter Stoffet, s&ae;tter ogsaa Formen. Stoffet er som saadant bestimmungslos. Ikke er der flere Skabere; thi Aarsagerne for sig frembringe Intet. Skaberen er kun een, han l&ae;rer ligesom Aarsagerne at virke sammen. Det der altsaa fremkommer som Skabelsens sidste Resultat er frit fra den f&o-;rste Aarsag ved den anden, er frit fra A vedB ved A., er frit ligesom Loddet som Tungen i V&ae;gtskaalen. Det har et Forhold ogsaa til den tredie Potens (in quam), til hvilken kun et frit Forhold er muligt. Ved Skabelsens sidste Frembringelse har al Spannung h&ae;vet sig, den staaer mell. de 3 Potentser uafh&ae;ngig af alle, sv&ae;vende, som reen Bev&ae;gelse, lutter Frihed. I Potentsernes Spannung ligger det Materielle, og allerede her af kan man see den msklige Sj&ae;ls Immaterialit&ae;t. Skabelsens Fsidste Frembringelse er ikke Ding; men Leben, Hauch., dog kun betinget, det har det kun for dette Sted, naar det bliver derpaa. Msk. er sat deri men som absolut Bev&ae;gelighed og altsaa har det Muligheden af at s&ae;tte sig ud deraf. Derfor var det Msk. befalet, at holde sig paa dette Punkt. &streg; Msk. besidder B men kun som Skabning besidder det B og altsaa kun som Mulighed, ikke som Gud har det for at gj&o-;re det virkeligt. Dog viser denne Mulighed sig som Potens af en anden Vorden. Han befales ikke at bev&ae;ge B. I Midrasch Kohelet hedder det, saaledes taler Skaberen til det ny skabte Msk: Vogt Dig, at Du ikke rokker min Verden; thi bev&ae;ger Du den, kan Ingen (intet Nyt) berolige den.&anfslut; &streg; Dette Forbud viser netop Msk. Muligheden af at kunne gj&o-;re det &streg; For Msk. er altsaa B. det Nicht-Seyn-Sollende, den forbudne Frugt. &streg; Der h&o-;rte en overnaturligeovernaturlig Villie til at modstaae Fristelsen, forsaavidt er den skete Overgang en naturlig &streg; F&o-;lgen blev ikke den, Msket vilde. Han vilde s&ae;tte ligesom Gud Potentserne i Bev&ae;gelse, er wollte mit ihnen walten &streg; det er ham ikke givet, han blev derfor &g.u;&g.s;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.u;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.t;&g.e-;&g.sud; &g.d;&g.o;&g.x;&g.e-;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u; (ikke &Ae;ren for Gud, men Guds &Ae;re), da han vilde have Guds Herrlichkeit &streg; Det Msk. vilde var den samme Omvendelse, ell. Udvendelse (Auswendung) af Potentserne som Gud frembragte, den samme hvad man kunde kalde universio. I Guds Selvbegreb er B det meest negerede og indadvendte, hvad der i Skabelsen er det meest udadvendte. Dette er den gudd. Ironie, der saaledes vender en anden Side ud, hvorfor vi maae v&ae;re kloge. Verden er unum versum, universum, det Omvendte. Saaledes troede Msk. ved at vende hiint Princip ud efter at faae et evigt Liv. Msk. blev ikke Herre derover, men behersket deraf. Dette Princip er nu et ikke blot au&ss;ergottlich, men wiederg&o..;ttlich. Den &u;fra Gud skilte Verden er ber&o-;vet sin Herrlichkeit, har intet Eenhedspunkt, som Msket skulde v&ae;re, er ganske lagt under Udvorteshed, det Ene har bestandig tabt sin Betydning som Moment, Alt falder ud fra hinanden som Einzelnes. Denne udv: Verden s&o-;ger nu bestandig sin Ende og finder den aldrig i dette evige Skin. Msket meente ved dette Princip at naae et gudl. evigt Liv. Vel kunde han ikke oph&ae;ve Verdens Substants, men forandre dens Form, istedetfor Eenhed i Gud blev den Zerrissenheit. Ved denne oph&ae;vede Eenhed er en ny Bev&ae;gelse, en ny Spannung af Potentserne, den foregaaende var en guddl. villet, denne er en msklig sat. Gud bliver ligesom fortr&ae;ngt ud af Potentsen, idet Msk. s&ae;tter sig paa hans Plads. &anfbeg;See Msk. er bleven som een af os&anfslut;; man har villet overs&ae;tte: ist gewesen, men det er mod Sprogbrug, man har villet forklare Elohim om hans V&ae;sener, men et saadant communicativt Pluralis, hvor Gud satte sig selv ned blandt disse hans V&ae;sener, er umuligt. En Fleerhed af Potentser er vel betegnet, hvori Gud veed sig &dvs;: i sin Guddom. Det er den Potens, som blev overgivet Msket til Bevaring. I hiin Skabelsens Ro, i hiint Princips Ro var ogsaa anden og tredie Personlighed sat, disse maae igjen ved denne Principets Forandring v&ae;re satte ud af deres Herrlichkeit i Mskets Bevidsthed, saa den anden Personlighed forholder sig blot som Potens, ikke som gudd. Personlighed, ligesaa den tredie som &g.p;&g.n;&g.e;&g.u;&g.m;&g.a; &g.t;&g.o;&g.u; &g.k;&g.o;&g.sud;&g.m;&g.o;&g.u;. 34. d. 28 Jan. Vi maa nu n&ae;rmere betragte det historiske Forhold mellem disse 3 Personligheder, saaledes som det fremstilles i det N.T. S&o-;nnen taler her om Lydighed mod Faderen, og tilskriver sig saaledes en fri uafh&ae;ngig Villie, idetmindste som Mulighed. Dette Sted kan nu ikke forstaaes blot m:H:t: &g.Ch;sti msklige Natur; thi Mskvordelsen selv fremstilles jo som frivillig. Et saadant Forhold kan nu ikke t&ae;nkes ved Enden af Skabelsen. Der var kun een Personlighed, Faderen, S&o-;nnen havde Intet uafh&ae;ngigt Seyn, kun et f&ae;lleds Seyn. Her mangler altsaa vor Anskuelse Noget f&o-;rend den ganske stemmer med den &g.ch;stlige. Vi have seet, at hiin Eenhed ikke kom istand ved Skabelsens Ende, den blev blot Idee, og noget Nyt traadte frem, det i sig tilbagebragte B, det er Msk. Msk. besad B som blot Mulighed, kunde h&ae;ve det til Virkelighed. At han virkelig har gjort det lader sig ikke a priori bevise. Antaget, at det er skeet, saa f&o-;lger, at 2 og 3d PersonlighedenPersonlighed i Gudd. som saadanne ere entwirklicht og udelukket fra den Bevidsthed, hvori B hersker, og derved ere de i eet fra Faderen uafh&ae;ngigt Seyn, som de have fra Msk, naar de s&ae;tte sig tilbage i deres Herrlichkeit, have det ikke blot af Faderen givet, men selverhvervet. Os er den anden Personlighed is&ae;r vigtig. S&o-;nnens V&ae;ren er nu ved Mskets Virken suspenderet, som det i Skabelsen var det ved Faderens. I hiin Eenhed i Skabelsens Ende var S&o-;nnen kun i Faderen, ikke uafh&ae;ngig af ham. Nu er han Mskets S&o-;n, ligesom Guds S&o-;n &g.u;&g.i;&g.o;&g.sud; &g.t;&g.o;&g.u; &g.a;&g.n;&g.th;&g.r;&g.o-;&g.p;&g.o;&g.u;. Siden Kants Tid forstod man dette Ord om Ur-Msk. Msk. par excellence; men i det N.T. bruges det ikke som &Ae;res-Titel, men som Fornedrelses-Titel. Nu opstaaer en ny Proces, hvori den udelukkede anden Potens s&ae;tter sig i sin actus, en Proces der ikke er guddl. villet, ja endog mod Guds Villie. Dette maa man dog sige med en stor Forsigtighed, ikke ubetinget; thi saa maatte Gud overhovedet ikke have villet Verden; men han har tillige forudseet S&o-;nnen som uafh&ae;ngig Personlighed af ham. Faderens Virksomhed gik kun til hiin Eenhed, blev den brudt, saa kunde han ikke forene den igjen. Formedelst Faderen og den i ham begriffne Sohn (som demiurgisk Aarsag) var en ubev&ae;gelig Verden mulig, ikke somden fri Verden, uden for Gud extra deum. Denne Verden er kun mulig ved S&o-;nnen. I Skabelsen var der regnet paa S&o-;nnen, for at frelse det, der udebliveligt maatte falde fra ham. &anfbeg;Alt er mig overgivet af Faderen&anfslut;, det er ikke om den oprindelige Overgivelse i Skabelsen, &g.t;&g.a; &g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.a; er her det Skabte, som er ham overladt. Ohne Voraussicht des Sohnes var der ingen Frihedens Verden. En au&ss;ergottlich Verden er n&o-;dv: for at faae Frihed ligeoverfor Gud. Naar Verden ved hiin Ur-That (Synden) er sat ud af Gud, hvorledes bestaaer den, og hvorledes beholde Potentserne denne Magt; thi de ere dog kun ved dens Villie, der vil Alt i Alle? Villien vedbliver men som Unwille, som Zorn. 35. 29 Jan. B var altsaa bleven sig selv m&ae;gtigt; dermed var Skabelsens Hensigt opnaaet, men Msk. havde Muligheden af at s&ae;tte sig som B paa ny. Guds Eenhed endog i Slutningen af Skabelsen er og er ikke, dersom nemlig Msk. vil det. I Skabelsens sidste Moment er Eenheden altsaa sat som den Msk. foresatte EenhedMulighed. &streg; Gud virker nu, efter hiin Urthat, denne Verdens Substants ikke dens Form, da Verden er Gjenstand for Unwille; han virker ikke som Fader, det bliver f&o-;rst muligt, naar S&o-;nnen er. Det havde staaet i Skaberens Magt at tage hele Verdens Seyn tilbage, men saa vilde han slet ikke have skabt den. Der bliver altsaa to Tider. 1) Faderens &Ae;on, S&o-;nnen er ikke udenfor Faderen, men kun i Faderen. 2) S&o-;nnens Tid, dette er denne Verdens hele Tid, S&o-;nnen er som selvst&ae;ndig Person udenfor Faderen. Her er igjen 2 Tider. Msket er faldet i Bs Magt, den gudl. Uvillie aabenbar over hele Sl&ae;gten. I Begyndelsen naar dette Princips Magt ikke er brudt, er den vermittelnde Person i sin h&o-;ieste Negation og Liden (disse Ord betegne det Samme), den er au&ss;eraus seiner &g.d;&g.o;&g.x;&g.a; und Herrlichkeit gesetzt, i den dybeste Fornedrelse, finder intet Rum i Bevidstheden, er ufri, virker ikke efter Villie, men efter Natur, er det Virken-M&u..;ssende. Dette er Hedenskabet, hvor den vermittelnde Personlighed ikke virker efter sin Villie. Det er denne anden Personligheds Liden, saaledes som det er udtrykt i det gl.T, fE i Esaias. Messias er den til Konge Salvede, men den Salvede er endnu ikke Konge. Idet Gl.T. fremstiller ikke saa meget hans tilkommende Liden, som hans n&ae;rv&ae;rende.n&ae;rv&ae;rende, han er i Liden fra Verdens Skabelse af, som en fra Seyn udelukket i den dybeste Fornedrelse sat Potens. Naar denne Potens har gjort sig til Herre over Seyn, saa kan han f&o-;re det tilbage til Gud. Med den anden Persons Frihed begynder et nyt Tids-AfsnetTids-Afsnit, han kan da gj&o-;re med Seyn hvad han vil efter sin gudl. Villie. Det er &g.Ch;std. Indholdet af dette Forl&o-;b, er Indholdet af Aabenbaringen. Naar Msket v&ae;kker hiint Princip, saa er de h&o-;iere Potentser entwirklicht. Indvortes beholde de vel den guddl. Betydning, udvortes ere de au&ss;ergottliche Magter. Den Proces som nu foregaaer, udm&ae;rker sig ved 2 Ting. 1) den foregaaer blot i Mskets Bevidsthed, her er Spannungen, omog om Bevidstheden er Mskets Alt at gj&o-;re, og det foregaaer i en hiin f&o-;rste analog Proces 2) denne Proces er blot naturlig, Guddommen tager ikke Deel deri, ja er udelukket. De to Personligheder ere vel med, men da de ere udenfor Gud forholde de sig blot som Potentser og Natur-Magt. Dog er ogsaa denne Proces en theogonisk Proces. Hedenskabet mangler hiin theogoniske Grund, derfor kan man t&ae;nke paa Apostelens Ord, den synder ikke i hvem &g.s;&g.p;&g.e;&g.r;&g.m;&g.a; &g.t;&g.o;&g.u; &g.th;&g.e;&g.o;&g.u; bliver, naar man erindrer, at &g.a;&g.m;&g.a;&g.r;&g.t;&g.i;&g.a; v&ae;sentlig bruges i det N.T. om Hedenskabet som Afgudsdyrkelse. I sin ny Fremtr&ae;den er B det Gud negerende Princip, naar det atter er bragt tilbage i sig selv er det det Gud S&ae;ttende, actu s&ae;ttende. Denne Tilbagevenden var umulig, hvis ikke den Potens, der efter sin Natur er bestemt til at overvinde B, beholdt sit Forhold til, participerede i Processen, hvis den ikke, ikke vedmere ved Faderens Virken, men ved egen blev Herre derover og kan gj&o-;re dermed, hvad det vil. Apostelen Paulus siger om Hedningene, at de ere &g.a;&g.th;&g.e;&g.o;&g.i; &g.e;&g.n; &g.t;&g.o-; &g.k;&g.o;&g.sud;&g.m;&g.o-;; &g.e;&g.n; &g.t;&g.o-; &g.k;&g.o;&g.sud;&g.m;&g.o-; er her en n&ae;rmere Forklaring, de vare uden Gud og de kosmiske Potentser underlagte. Her er det Sted, hvor Overgangen maa dannes til Philosophie der Mythologie, der maa gaae forud. Den fra Seyn udelukkede medierende Personlighed maa gj&o-;re sig til Herre, f&o-;r den kan vise sig som Personlighed og handle efter Frihed. Dens Thun som fri That er Indholdet af Aabenbaringen. Aabenbaringens dybere Foruds&ae;tning er Mythologien. En Philosophie der Mythologie kan saa vel foredrage de mythologiske Forestillinger som ogsaa Aarsagerne til disse Forestillinger. Disse findes n&ae;rmest i Mysterierne, der danne et Corollarium til Mythologien, og den umidd. Overgang til Philosophie der Offenbarung. Anla&ss;, das Vermittelnde og Ziel er de samme som i den f&o-;rste theogoniske Proces. 36. d. 31 Jan: Skabelsen var fuldendt, men bygget paa en bev&ae;gelig Grund. Naar man seer ud over den foregaaende Proces Momenter, saa maa man sige, at Alt tr&ae;nger hen til den Verden, hvor Gud f&o-;rst har en fri Verden udenfor sig, til den Verden, hvori vi lever. Alle de gjenneml&o-;bne Momenter ere saaledes vel Virkeligheder, men f&o-;r denne Verden ere de dog kun Tanker. Ganske at s&ae;tte Personlighederne uden Forhold til sig, lader sig ikke gj&o-;re, kun ere de traadte ud af deres Guddom, virkende i Potens og N&o-;dvendighed, de maae f&o-;lge Msket, kan ikke slippe fra det, men maa gaae ind i den widerg&o..;ttliche Proces. denne Proces er kun Gjentagelse af den f&o-;rste Proces. Der er tre Ting at bem&ae;rke: 1) det Almene 2) de forskjellige Momenter 3) Aarsagerne. Den anden theogoniske Proces Momenter ere de samme som den f&o-;rste theogoniske Proces. Den adskiller sig derved, at den er i Bevidstheden. Den er efter at v&ae;re indtraadt en af Mskets Frihed uafh&ae;ngig. Den forkynder sig kun i Forestillinger. Dette er de mythologiske Forestillinger. De lade sig ikke forklare som opfundne, ell. som tilf&ae;ldig Forvirring (foruds&ae;ttende en foregaaende Aabenbaring ell. Videnskab), men kun som n&o-;dvendige Erzeugni&ss;e af den under de kosmiske Potentser faldne Bevidsthed. De komme ikke udenfra, men ere Resultater af en egen Livs-Proces. Ikke hell. ere de tilf&ae;ldige indre Frembringelser (fE af en enkelt Aands-Evne, af Phantasien), de ere Substantssens Frembringelser. Deraf forklares 1) Troen, som den i denne Proces befangne Mskhed skj&ae;nker dem. De ere ikke blot forestillede Magter, men selve de theogoniske Magter, ikke blot Ideer, men de samme Magter som virke i Naturen, have ogsaa bem&ae;gtiget sig Bevidstheden. 2) dens Forhold til Naturen og dens Erscheinung. Man har anseet Mythologie for Naturl&ae;re. Saaledes forholder det sig ikke. Det er de samme verdensskabende Potentser, der virke i Naturen og i Mythologien. Man kunde sp&o-;rge, hvad foretog Msk. sig, i hiin forhistoriske Tid, man maatte svare, den var fyldt med de Bev&ae;gelser, som ledsage Mythologien. Udv: Historie fik Folkene f&o-;rst, efter at hiin Proces ind efter var fuldf&o-;rt. Saa l&ae;nge var Msket i en Art af exstatisk Tilstand, hvor af de siden traadte over i en mere besonnen. Mskheden havde i hiin Tilstand ingen Sands for ydre Forhold. Med ethvert nyt Folk rykker Processen et Trin videre. Ogsaa de forskjelligste Folks Mythologier have Lighed, fordi det er et N&ae;rv&ae;rende i et senere Trin hvad der er Forbigangent, ell. det er som Forbigangent n&ae;rv&ae;rende. Mythologierne ere derfor ikke uafh&ae;ngige, de ere Momenter i den almdl., Mythologie frembringende, Proces. Hvorledes reflekterer nu hiin Omstyrtelse, der er Begyndelsen til al Mythologie, sig i den mythologiske Bevidstheds Begyndelse? Hiint Princip er i Msket (ved Skabelsens Slutning) bragt tilbage i sit an sich og skulde boe i Msket som intransitivt-Seyn K&o..;nnende, blive staaende som Potens. Da Msket ikke gjorde det, saa stillede dette Princip sig for ham som S-K&o..;nnen. Denne Mulighed formaaer Intet, Msket maa beslutte sig til at ville det. I dette Forhold (&dvs;: saa l&ae;nge denne Mulighed blot stiller sig fremfor Msk, uden at Msket har afgjort sit Valg.) kan denne Mulighed blot vise sig som qvindelig, det Villien til sig Tr&ae;kkende, det Forlokkende. Dette Moment er betegnet i Mythologien ved et qvindeligt V&ae;sen. Persephone, som ogsaa hos Pythagor&ae;erne svarede til deres Duas. Dog er Persephone kun en Reflex af Begyndelsen af dette Forholds FBegyndelse. Begyndelsen selv er en overraskende, f&o-;rst i Slutningen bliver den Bevidstheden klar. I Genesis l&ae;res noget Lignende. Is&ae;r er 3 Momenter at bem&ae;rke 1) Mskets f&o-;rste Synd er Forledelse 2) den tilgj&ae;ngelige Side er Qvinden 3) det forf&o-;rende Princip er Slangen. Slangen er et Billede af Evigheden, der bliver ford&ae;rvelig saa snart den brydes, hvilket antydes ved, at Slangen gaaer opreist, s&ae;tter sig paa Spidsen. det er denne natura anceps. I de gr&ae;ske Mysterier l&ae;res ogsaa, at Zeus n&ae;rmer sig Persephone som Slange; thi, som det hedder, den ganske indre blivende Persephone er Jomfrue, den der tr&ae;der ud er Moder. den mythologiske Proces er en almdl. Skjebne, som den hele Msksl&ae;gt er underkastet. 37. et 38. d. 1 Febr. Epocherne i den mythologiske Proces. 1t Epoche A. Processen begynder med Bshiint Princips schrankenlose Seyn, i hvis Magt B befinder sig,sig. det er ikke Forestillinger men Principet selv har bem&ae;gtiget sig Bevidstheden, som ikke har Frihed mod det. Mskets V&ae;sen er sat tilbage i Tiden f&o-;r al Natur; thi hiint Princip er Naturens Prius, og forsaavidt er dette Princip det natur-widrige, som ikke vil vide om Natur, da det blev Grundlag for Naturen ved at beskr&ae;nkes. Det er et Princip, der fort&ae;rer Alt, lader Intet bestaae. Det blivende Prius, der drager alle Potentser magisk til sig (som ruhende Wille). Tr&ae;der det derimod frem saa st&o-;der det de h&o-;iere Potentser fra sig og dog vil det holde sig i sin Centralit&ae;t, og ikke tilstaae, at det er entgeistet. Kampen er mell. dette Princip, der vil v&ae;re &u..;ber-material og de h&o-;iere Potentser. Det er det samme Moment som i Naturens Vorden. Ethvert Element vil gj&o-;re sig til Centrum, medens en h&o-;iere Magt s&ae;tter det som Peripherie. Det er Astralsystemet, Naturens Ur-Princip bliver Verdens-System. Zabismus (af Seba H&ae;r) den himmelske H&ae;r. Det er ikke det Legemlige i Stjernerne der er Gjenstand for Tilbedelse, det er det egl. Astrale, der er det Ueber-k&o..;rperliche, det er den i alle sideriske Bev&ae;gelser til Grund liggende Grund, ikke en enkelt Fremtr&ae;delse fE Solens velgj&o-;rende Magt. Hverken ved sandselig Fornemmelse ell. ved Tanken kom de til dette System, men Mskets Indre var sat med i hiint sideriske Princip. Mskene levede derfor og omstreifende, noknomadisk. Det var den samme N&o-;dv:, der laae til Grund for det sideriske Princip og deres nomadiske Liv. De saae i de sideriske Forhold et Forbillede af deres eget Liv. Den &ae;ldste Religion er saaledes i en vis Forstand Monotheisme, forsaavidt som det kun var eet Princip, der var Gjenstand for Tilbedelse. B) Underordnelse af det hidtil herskende Princip under de h&o-;iere Magter, det vil hodher blot sige, Principet gj&o-;r sig overvindeligt, uden virkeligt at v&ae;re overvundet. F&o-;r var Principet Ouranos som Himmel, Hersker. Nu bliver Principet qvindeligt. Ourania. Sabismen er ikke Mythologie. Mythologie opstaaer f&o-;rst ved successiv Polytheisme. Paa den f&o-;rste Gud f&o-;lger en anden; thi Ourania er blot Overgang. Her have vi de f&o-;rste historiske Folk, hvor allerede Stjernetilbedelsen bliver materiell, saaledes naar Perserne dyrke de bestemte Himmellegemer, Sol, Maane. Det er det Materielle. De offrede og til Ourania. Babyloner, Assyrer, Araber. hos Babylonerne heed det Melita. Den anden Gud er allerede antydet hos Babylonerne ved den Skik, at enhver Kone,Kone maatte for at &ae;re Melita begaae et offentligt &Ae;gteskabsbrud i hendes Tempel. Hos Araberne tr&ae;der denne anden Gud frem som Ouranias S&o-;n Dionysos. Det er vor anden Potens, som overvinder hiint Princip, det er den befriende Gud, men han kan kun virke successivt. Heraf de forskjellige Forestillinger om Guden.Guden, forskjellig m:H:t: det &O-;ieblik, hvori han f&o-;rst f&o-;des til Virkelighed, forskjellig m:H:t: Begyndelsen af hans Virken, i Fuldendelsen. Den Tid, vi her betegne er den fredelige Bestaaen af Ourania og dette &u; denne anden Gud. Det er det sande msklige Livs Gud. C). Striden mell. Principet, der er vordet overvindeligt og den Potens, der f&o-;rer det tilbage til sit an sich. Her er ny Afdelinger m:H:t: Successionen i Kampen. 1) Bevidstheden mods&ae;tter sig den befriende Guds Virksomhed. Det var kun qvindeligt mod denne anden Gud saa l&ae;nge han ikke virkede, men som virkende strider hiint Princip nu imod. Phoenicer, Syrer, Chartager. Baal, oprindelig Navn paa Ouranos. Han anerkjender ikke den anden Gud, men har ham dog ved Siden af sig. ligesaa Molok, Chronos. Den befriende Gud viser sig kun, eftersom han overvinder hiint Princip. Den befriende Gud bliver et Mellemv&ae;sen, her er han som Gud i Negation, han maa erhverve sin Guddom. Phoenicernes Hercules. Heracles er en Forl&o-;ber for Dionysos, han er den uden for sin Guddom satte Guds S&o-;n. Chronos er den falske Gud, han kan ikke udelukke ham fra Seyn, men fra Herred&o-;mmet og Riget, ligesom Messias i det Gl.T. fremstilles som den lidende i en Tjeners Skikkelse. Hos Gr&ae;kerne h&ae;ver Heracles sig virkelig til Gud efter overstandne Besv&ae;rligheder. 2) Overgangen dannes atter her ved et qvindeligt V&ae;sen. Chronos bliver qvindelig det er Cybele. Her ere de Folk, som f&o-;lge de phoeniciske og canan&ae;iske Folk. Phrygerne, Gr&ae;kerne, Rom (hvor dog Cybeles Dyrkelse altid blev religio peregrina) Ved OurandOurania blev Processen mulig, ved Cybele bliver den virkelig i afgjort Polytheisme. 3) den fuldst&ae;ndige Polytheisme. &ae;gyptiske; indiske; gr&ae;ske. Principet for Mythologien er en successiv Fremtr&ae;den af Potentserne. F&o-;rst er der kun een Potens (Ouranos), derpaa en anden Potens bestemt til at overvinde. Den f&o-;rste Overvindelse af B ell. hvad man kunde kalde dens til-Grund-L&ae;ggelse &g.k;&g.a;&g.t;&g.a;&g.b;&g.o;&g.l;&g.e-; er Ourania. Fra Ourania til Cybele er kun to Principer, nu er det virkelig Overvindelse, nu bliver det Underlag for det, der egl. skal v&ae;re, og saa har vi med Totalit&ae;ten af Potentser at gj&o-;re. &streg; Den hele mythologiske Proces bev&ae;ger sig kun om disse 3 Potentser. De ere Aarsagerne og som Herrer og Guder for Bevidstheden ere de v&ae;sentlige Aarsager. I A (1t Epoche) er den udelukkende Gud, i B den anden Guds Kommen, hans F&o-;dsel C, den tredie Potenss Kommen. Aanden kan f&o-;rst komme, naar det Uaandelige er bragt til Exspiration. Den virkelige Overv&ae;ldelse. Fra Potentserne maa adskilles de materielle Guder, de der ere medopstandne med de egl. Aarsager, &g.th;&g.e;&g.o;&g.i; &g.g;&g.e;&g.n;&g.n;&g.e-;&g.t;&g.o;&g.i;. Man maa adskille de formelle og de materielle Guder. I den f&o-;rste Periode, hvor Principet vil beholde sin Centralit&ae;t, men ikke kan, sondrer det sig for Bevidstheden i flere Elementer, der af de sideriske Guder, der ere bevirkede, h&o-;re ikke med til Aarsagerne. &streg; I anden Periode er Ourania og Dionysos de formelle Guder, de egl. virkende; de materielle Guder ere Stjerne-Guder, Levninger fra Sabismen, de gaae mere og mere over i det Materielle. &streg; I tredie Epoche er det Chronos og Heracles der ere de virkende Guder; Chronos er uorganisk. Denne uorganiske Tid har Gr&ae;kerne ogsaa gjennemgaaet. Den egl. Fetischisme h&o-;rer hjemme i den uorganiske Periode, det er den stupide Tilbedelse. &streg; I det f&o-;lgende Moment staae cybeleCybele og Dionysos ved Siden af hinanden. Cybele er magna deorum mater. hun er Moder til de materielle Guder, som opstaae idet Processen begynder. Gotter Vielheit er en simultan Polytheismes, Viel-Gotterei er successiv Polyth. &streg; I disse 3 Potentser er Mythologiens egl. indre Forstand indeholdt. Denne esoteriske Forstand faaer Mythologien f&o-;rst i Slutningen. Fra Cybele af kommer den tredie Potens med, saa snart den f&o-;rste Potens er m&ae;gtig til at overvinde den anden. Fra nu af har enhver Mythologie alle Potentser. Men hvorledes forklarer vi saa Forskjelligheden? Det ligger deri, at AlheedenAlheden af Potentserne altid viser sig forskjellig. Her er atter 3 Momenter mulig, om end enhver Mythologie har alle 3. &streg; den &ae;gyptiske har den heftigste Kamp med det blinde Princip, som vel er bek&ae;mpet; men anstr&ae;nger sin sidste Kraft. Det er Typhons, det reale Princips D&o-;dskamp. Osiris er den gode Guddom. Seiren er uvis, snart s&o-;nderrives T. snart O. F&o-;rst naar Horos kommer, den tredie Potens, er T overvundet. Isis er det med Gud forbundne Princip som sv&ae;ver mell. T. og O., indtil det f&o-;der Horos. T. bliver selv Osiris. Han er nemlig kun i Mods&ae;tning til Osiris, forvandlet til Osiris er han usynlig, Underverdenens Gud. Den anden er Osiris selv. Den tredie er Horos der er Geist. Disse ere de formelle Guder. De materielle opstaae ved Kampen og i den, og ere ligesom de zittrende Lemmer. a (han l&ae;ser 2 Timer af Gangen). 39. et 40. d. 2 Feb. Den indiske. i den &ae;gyptiske holder Bevidstheden endnu med Smerte ved det reale Princip; her derimod er Bevidstheden den excentriske Tummel uden al Fatning, hiint Princip er ved de h&o-;iere Potentser overv&ae;ldet. Brahma der er hiint Princip er paa en Maade forsvunden, verschollen, Gott der Vergangenheit, uden Tempel og Gudsdyrkelse, (saaledes var, men dog ikke ganske saaledes Typhon Gott der Vergangenheit), nyder ingen Tilbedelse, er aldeles forsvunden, uden alt Forhold til Bevidstheden. &streg; Schiwa hersker i hans Sted, &O-;del&ae;ggelsens Gud &streg; ogsaa den tredie Potens er der den befriende Wischnu. Disse 3 forene sig ikke for den indiske Bevidsthed som de tre for den &ae;gyptiske, endnu mindre som for den &g.ch;stlige. W. har sine s&ae;regne Tilh&ae;ngere, som udelukke Schiwa og omvendt har Schiwa sine. Hoben af Folket holder paa Schiva alene, de h&o-;iere Classer paa Wischnu. Den indiske Bevidsthed slaaer nu over til Fabel, Legenderne om Wischnus Incarnationer is&ae;r som Krischna. Dette er ikke Mythologie, det er kun Ausgeburt einer haltungslosen Imagination. Budha har vi ikke videre at gj&o-;re med, deels fordi han egl. er Inderne fremmed deels fordi denne L&ae;re egl. kun er en Reaction mod Mythologien. Budh. og den ved den vakte Mysticisme, Idealisme, Spiritualisme tjener til at fuldende den ulykkelige indiske Bevidsthed. Den gr&ae;ske M. opgiver ikke den Gud der er gaaet under, saaledes som den indiske Bhrama, den bevarer ham aandelig. Ogsaa i den indiske M. har Processen sin Crisis, men denne er kun til Undergang, Schiwa er blot Forstyrreren ikke Befrieren. Crisen ender i Forraadnelse, intet Resultat bliver tilbage. Nu tr&ae;der en opdigtet Mythologie frem ell. hiin falske Eenheds-Tendents: Spiritualisme. I den gr&ae;ske M. bliver Eenheds-Bevidstheden og har alle sine Momenter i sig., medens hos Inderne det udarter til hiin fortvivlede Nihilisme. Indernes Guder ere ogsaa verzerrte, de gr&ae;ske ere skj&o-;nne, salige Visioner, hvori vel det reale Princip forsvinder, men medvirker, de gr&ae;ske Guder ere Repr&ae;sentanter for evige Momenter, den blide Tone af det reale Princip, som lader i sin Forsvinden en skj&o-;n Verden tilbage, men de ere dog kun Erscheinungen, have ikke Kj&o-;d og Blod, de ere som Imaginationer og dog ere de for Bevidstheden de reelleste V&ae;sener. Det Dyriske er nu forsvunden. Det gaaer med den gr&ae;ske Gudeverden ligesom naar Naturens Princip efter den haarde Kamp med Dyreriget ender i Mskets blide Tone. Ligesom naar det reale Princip ganske verscheidet, saa at de ved dette Princip i Spannung holdte Potentser oph&ae;ve Sp&ae;ndingen og ber&o-;re sig i Eenhed, saaledes gaaer det her med de i Bevidstheden Gud skabende Potentser. Det f&o-;rste Princip er det reale Princip, det er hergestellt i sit an sich, saaledes er det den usynlige Gud, &g.a;&g.i;&g.d;&g.e-;&g.sud;, Hades, enteni det Moment, hvor det vorder usynligt, og saaledes endnu henh&o-;rende til de materielle Guder. Han er den tredie, den dybeste Grund for G&o..;ttervielheiten, kun idet han bliver overvunden, bliver usynlig, opstaaer Gottervielheit, det hele Olymp. Han er usynlig i de materielle Guder; kunde han blive synlig, maatte Alt forsvinde. Hans Bolig er derfor selv for Guderne en Skr&ae;k. Ligesom hvis det i Naturen usynlige Prius kom tilsyne, hele Naturen vilde gaae under. Noget Lignende er i den &ae;gyptiske M., hvor Guderne ere bange for, at Typhon skal komme tilsyne. Hades er imidlertid ikke blot dette Moment, han er Alles an sich ell. Materie, Gudernes almdl. Grund ikke blot de der indtr&ae;de ved Zeus, ogsaa i Chronos og Ouranos Tid, som reen Potens, reen Aarsag. Bevidstheden kommer til almdl. Begreb af denne Gud, der er bleven Stof for alle Guder, han er ingen enkelt Gud, han er almdl. Gud, og kan kun have een af de formelle Guder ligeoverfor sig, han udelukker ikke mere de andre Potentser. Gr&ae;kerne have Bevidsthed om hiint aandelige Princip. Deres Guder ere ikke partielle Guder men almene, de ligge ligesom Msket ved Skabelsens Ende indesluttede mell. alle 3 Potentser. Der bliver en Forskjel mell. en exoterisk og en esoterisk Gudel&ae;re. Men disse tvende Gudel&ae;rer ere samtidige og oph&ae;ve ikke hinanden. Det esoteriske opstod derved, at det reale Princip bringes tilbage i det Inderlige, det opstod af den Proces, der s&ae;tter det Udv: &streg; det Exsoteriske opstodoph&ae;ves uden det esoteriske; thi naar den opstaaede exsoteriske Gud ikke blev esoterisk saa vilde den udv: exoteriske Fleerhed v&ae;re umulig. &streg; Mysterierne indeholde nu den egl. esoteriske Gudel&ae;re &streg; Vi have to Overgangsmomenter 1) det reale Princip gj&o-;r sig overvindeligt 2) det bliver virkeligt overvunden. Begge Overgange er betegnet ved en qvindelig Gud. Er der ikke et tredie Moment, hvor det reale Princip ikke er Gjenstand for virkelig Overvindelse, men virkelig er overvunden, hvor Bevidstheden staaer i Midten mell. en Fortid, hvori det reale Princip forsvinder, og en n&ae;rv&ae;rende, hvori det aufgeht. Bevidstheden repr&ae;senterer i ethvert Tilf&ae;lde det qvindelige Moment. Gud er i ethvert Moment en bestemt, paa hvilken en anden f&o-;lger. Saaledes er ogsaa Bevidstheden i ethvert Moment en bestemt, men den er tillige mere, da den tillige er den overhovedet Gud s&ae;ttende. Saaledes er Gudinderne ogsaa mere geRhea, Gea ere det Tilkommende helligede. Den Bevidsthed der staaer mell. Mythologie og Mysterie er Demeter. Demeter, et qvindeligt V&ae;sen. Demeter (Romernes Ceres) holder bestandig med det reale Princip, der er det i Overvindelse begriffne, men ogsaa kun begriffne. Den qvindelige Gud er bestandig enten Bevidstheden om den Gud, der staaer ligeoverfor ell om den, der skal komme, enten Gemalinde ell. Moder. Demeter er senere Moder, nu er hun Poseidons Gemalinde. Poseidon svarer til Dionysos er det materielle Forbillede. Senere er Demeter den sig til Dionysos's Indvirkninger hengivende Bevidsthed, som det virkelig overvundne. Demeter hvad tidligere Ourania og Cybele. det reale Princip er nu overvundet, Bevidstheden maa opgive den udelukkende Gud, sondrer dette Princip af fra sig, Bevidstheden f&o-;ler sig vel bundet til det, men f&o-;ler tillige, at dette Baand ikke har Realit&ae;t. denne Bevidsthed er Persephone. det reale Princip afsondres som tilh&o-;rende der Vergangenheit, som tilh&o-;rende dem Gott der Vergangenheit &streg; den afsondres som Rov, med Magt, det er Betydningen af Persephones Rov. Demeter vil ikke anerkjende det holder fast ved det reale Princip, er bedr&o-;vet, hun vil derfor hell ei anerkjende den opstaaende G&o..;ttervielheit, den dionysiske Gudefleerhed (man har fundet etsteds Dionys afbildet med Zeuss Attributer). Demeter maa altsaa forsones. Saavidt gaaer ogsaa den exoteriske Mythologie. Med hendes Beroligelse og hendes Erstatning for hendes Tab begynder nu den egl. Seyn-Sollende at vise sig, som ikke kan tr&ae;de til hiin Fleerhed. Her har vi Mysterierne. de eleusinske. Demeters Mysterier. deres Indhold er ikke agronomiske ell. physicalske Sandheder, saaledes som blandt Andet en fransk Forfatter har meent, at det Hele var et Cursus i Agricultur. Med Agerbrugen oph&o-;rte hiint ustadige Liv og det sande msklig Liv begyndte, men derved oph&o-;rte tillige det Astrale. Det er derfor Agerbrugens s&ae;delige Betydning, der her er Tale om. Derfor hedder Demeter ogsaa &g.th;&g.e;&g.s;&g.m;&g.o;&g.ph;&g.o;&g.r;&g.o;&g.sud;. Isocrates sigern&ae;vner Mysterierne og Agerbrug sammen som Demeters Gaver. Sabisme er altid, hvor der ikke er bestemte Boliger, saaledes n&ae;vnes Germanerne af Tacitus. Eftersom Msk. vender sig bort fra den almene Gud, fra det Skrankel&o-;se, fordrer han en Begr&ae;ndsning; men naar han har erfaret Manglerne ved det borgerlige Liv, l&ae;nges han atter efter hiint Uendelige efter Himlens viide Hv&ae;lving. I den samme Forestilling saavel hos hGr&ae;k. som hos Rom. fl&o-;d Ouranos og Chronos sammen. Naar man nu fra det borgerlige Livs Indskr&ae;nkninger t&ae;nkte paa hiin Uendelighed, saa forestillede man sig denne som den gyldne Alder, og Chronos var den Gud i den gyldne Alder, &anfbeg;da var det ikke tilladt at begr&ae;ndse sine Marker&anfslut; saaledes henf&o-;rte og Rom. den gyldne Alder til Saturn. &streg; Hos Phrygerne blev Cybele Agrikulturens Stifterinde. &streg; M&ae;rkeligt er det, at &u;medens Babylonerne selv lagde saa megen V&ae;gt paa Bygninger, paa Jorden, saa l&o-;sreve de Folk, der fulgte dem (Phoenicier o:s:v:) sig aldeles herfra, og vendte sig til Havet. Hvorimod &Ae;gypterne ansaa Havet for det typhoniske Element. &streg; Demeter udtrykte altsaa denne Dobbelthed at det astrale Princip gik under og at Agerbrug fremkom. Man kunde maaskee gaae videre. Ingen af de egl. S&ae;dearter findes vildt voxende. En spansk Forfatter som har reist meget i Sydamerica gj&o-;r opm&ae;rksom paa, at visse Planter som ellers ikke findes der, naar Msk. opholdt sig der kom de af sig selv. Saaledes synes den msklige Natur at staae i et hemligt Forhold til Naturen, at have en anstikkende Kraft. Maaske har man vildet betegne det ved Demeter. &streg; Persephone har hell ei physicalsk Betydning. Vel er der Lighed mell. hende og S&ae;dekornet; men Persephone betegner ikke S&ae;dekornet, snarere maatte man sige, at S&ae;dekornet betegner Persephone. Persephone er die Potens des Gottsetzens in dem Bewu&ss;tseyn, forskjellig eftersom det er blot indre ell. tr&ae;der frem i det Ydre, ligesom Persephone deels skjulte sig i det Indre, deels traadte frem. Den sande Monotheisme var i Urbevidstheden som Potens, fordi dens Mods&ae;tning var mulig. Dens Mods&ae;tning traadte frem i relativ Monoth., for at den sande Eenhed kunde vise sig som actuell. 41. d. 3 Febr: Persephone er altsaa det egl. Mythologien s&ae;ttende PrinsipPrincip, er dets Spire, hun skal egl. v&ae;re skjult. Naar hun tr&ae;der frem bliver hun selv Moment i en theogonisk Proces. Dog bliver her kun en naturlig Monotheisme, forskjellig fra den aabenbarede. Demeters Forsoning l&ae;rer man at kjende af Homers Hymner. Demeter siger: jeg vil inds&ae;tte Mysterier, saa at I kunne forsone mit Sind. Mysterierne kaldes og de dionysiske. Dionysos var hidtil os kun den anden Potens, den befriende Gud. I Almdl. forkyndiger sig hans Virken ved Orgianisme, befriet fra det reale Princip bliver Bevidstheden Taumel. F&o-;rst er han samtidig med Ourania. disse Udsv&ae;velser kaldes ogsaa Sabbathier, der betegne den &ae;ldre Religions Undergang, Ordet selv har en Hentydning paa Sabismen, som her gaaer under, hvorved Overgangen dannes til den egl. Mythologie, dog vare de ikke almdl.; men kun Vinkel-Cerimonier. I &Ae;gypten er en Analogie Phellagogierne. &streg; Dionysos er et Element, der gaaer gjennem alle Mythologier, uden dette Element er der ingen Mythologie. Derfor er Sabismen egl. ikke Mythologie. Dionysos's Ideen gaaer imidlertid ud over selve Dionysos, og da kommer f&o-;rst Ideen ret storartigt frem. Denne Dionysos er S&o-;n af Semele, en d&o-;delig Moder, hvis d&o-;delige Deel bliver fort&ae;ret ved hendes Forhold til Zeus. Skj&o-;ndt Aarsag til alle materielle Guder er Dionysos yngst i Mythologien; han blev skjult efter sin F&o-;dsel i Zeus. Hans f&o-;rste Modstander er Kong Lycurg, som n&ae;vnes i Iliaden, og overhovedet er det m&ae;rkeligt, at Dionysos hos Homer ikke er den fuldkomne Gud, men den opvoxende. &streg; Dern&ae;st Pentheus Konge i Thracien, endelig Orpheus. Han blev s&o-;nderrevet af M&ae;nader. Orpheus er Repr&ae;sentant for den forgangne Tid, der strider mod Dionysoss egen Tid. Denne Bevidsthed s&o-;nderriver. Homer selv er den sidste Fuldendelse af den exoteriske Mythologie. Homers Kraft bestaaer netop i den Kraft, hvormed han udelukker det Forbigangne. Deri er altid Kraften at undertrykke det Forbigangne. Homer er den skj&o-;nne Ungdom. Homer h&o-;rer til den Tid, hvor det helleniske Folk udsondrer sig fra det almeen msklige, saaledes at det endnu egl. ikke er Folk. Dionysos i Occidentalismen, Orpheus er endnu Orientalismen (maaskee Orpheus staaer i Forbindelse med &g.o;&g.r;&g.ph;&g.n;&g.e;&g.i;&g.o;&g.sud;&g.o;&g.r;&g.ph;&g.n;&g.a;&g.i;&g.o;&g.sud; den m&o-;rke). 42. d. 4 Febr.