<?xml version="1.0"?>
<?xml-stylesheet type="text/xsl" href="../kn1/sksjp.xsl"?>
<!DOCTYPE kn1 SYSTEM "http://sks.dk/kn1/kn1.dtd" [
 <!ENTITY u "&#183;" >
 <!ENTITY o- "&#xF8;">
 <!ENTITY u.. "&#252;" >
 <!ENTITY streg "&#x2013;">
 <!ENTITY anfbeg "&#187;">
 <!ENTITY ae "&#xE6;">
 <!ENTITY a.. "&#228;" >
 <!ENTITY O- "&#xD8;">
 <!ENTITY blank "&#160;">
 <!ENTITY ss "&#223;" >
 <!ENTITY Ae "&#xC6;">
 <!ENTITY U.. "&#220;" >
 <!ENTITY o.. "&#246;" >
 <!ENTITY mm "m&#x0304;" >
 <!ENTITY anfslut "&#171;">
]>

<kn1 xml:space="preserve">
 <kolofon>
  <forf>S&o-;ren Kierkegaard</forf>
  <titel>Notesbog 3</titel>
  <korttit>Not3</korttit>
  <red>Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon</red>
  <udg.af>Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen og Johnny Kondrup</udg.af>
  <etabl.af>Niels W. Bruun og Finn Gredal Jensen</etabl.af>
  <kilder kil="Ms">KA, C pk. 2 l&ae;g 3</kilder>
  <kilder kil="Bafskr">Afskrift af Kierkegaards original, foretaget af Barfod</kilder>
  <kilder kil="EPI-II">Af S&o-;ren Kierkegaards Efterladte Papirer. 1833-1843</kilder>
  <kodning>Kierkegaard Normalformat vers. 1</kodning>
  <copyright>S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 2000</copyright>
  <fil>http://sks.dk/not3/txt.xml</fil>
  <dato>20090918</dato>
  <ered>Karsten Kynde og Kim Ravn</ered>
  <vers>1.4</vers>
 </kolofon>

 <jp txr="txr.xml" kom="kom.xml">

  <opt tit="Not3" nr="1" dat="18351000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ud"><kor kil="Pap" id="IC67"/><kor kil="SKS" id="99"/><kor id="3"/><kom id="not3-1"><fed><ant><pers norm="Herder, Johann Gottfried">Herder</pers></ant></fed> <spa>&anfbeg;<lit>Zerstreute Bl&a..;tter</lit>&anfslut;</spa></kom><spa>. Dritte Samlung.</spa></lin>

    <lin ryk="lang"><spa><sted>Gotha</sted> 1787.</spa></lin>

    <lin><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 102 og 3.</spa> &anfbeg;<kom id="not3-2">Jedes <tn><sub type="fs">Sylbenmaa&ss;</sub> <add>Sylbenmaas</add></tn> sogar</kom>, jeder Ton des Liedes schatirt die Bilder der Phantasie auf eigne Weise, es wird sich selten aus Einem ins andre ein Gem&a..;hlde volkommen &u..;bertragen lassen ...... Wie<ref type="mu" id="not3-1.a"></ref> <tn><sub type="uvis">sclecht</sub> <add>schlecht</add></tn> sieht es altso mit aller knechtischen <tn><sub type="uvis">Nachamung</sub><add>Nachahmung</add></tn>, mit jedem gelerhten Diebstal fremder Allegorien <tn><sub>under</sub> <add kil="SKS">und<udg spec="fri" txt="(efter Herder)"></udg></add></tn> Bilder, endlich gar mit jenem poetischen Blumenlesen und Vorratsschr&a..;nken aus, in denen man sich fremde Lappen f&u..;r zuk&u..;nftigen Gebrauch sammelt. Unselige Uebung f&u..;r J&u..;nglinge, die zu solcher Bieldkr&a..;&mm;erei gew&o..;hnt werden.</lin>
   </hs>
   <ms>
    <not type="mu" id="not3-1.a"><indv><udg spec="supp">a</udg></indv>
    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC68"/><altbeg spec="hakbag" kil="EPI-II" n="173"><udg spec="fri" txt="(bortklippet i ms. s. 2)"></udg></altbeg>Hvad ligger egenlig heri? <spa>Og hvorvidt kan jeg siges her netop at have gjort mig skyldig i samme Feil, som <pers norm="Herder, Johann Gottfried">Herder</pers> dadler &streg;?</spa><altslut spec="hakbag"/></lin>
    </not>
   </ms>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="2" dek="blank" dat="18351000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ud"><kor kil="Pap" id="IC69"/> <fed><ant><kom id="not3-3"><pers norm="Schleiermacher, Friedrich">Schleiermacher</pers></kom></ant></fed> <spa>&anfbeg;<lit>Vertrauhte Briefe &u..;ber die Lucinde. Mit einer Vorrede</lit> <fork opl="von">v.</fork> <pers norm="Gutzkow, Karl">Karl Gutzkov</pers>. <sted norm="Hamborg">Hamburg</sted> 1835.</spa></lin>

    <lin>Disse Breve ere skrevne over <kom id="not3-4">en i sin Tid</kom> af <pers norm="Schlegel, Johan Frederik">F: Schlegel</pers> udgivet Bog &anfbeg;<lit>Lucinde</lit>&anfslut;. <kom id="not3-5">Man veed ikke med Vished</kom>, om <tn><add type="til">denne</add></tn> Bog er af <pers norm="Schlegel, Johan Frederik">Schl:</pers>; men <pers norm="Gutzkow, Karl">Gutzkov</pers> henstiller det til Enhver at bevise, at den ikke er af ham. Det er vistnok alene efter <ant><kom id="not3-6">criteria interna</kom></ant> uomtvisteligt, den <pers norm="Schlegel, Johan Frederik">Schl:</pers> dialectisk-polemiske Sprogeiendommelighed er umiskjendelig saavel overalt som for at tage et Exempel i &anfbeg;<kom id="not3-7"><lit>Versuch &u..;ber die Schamhaftigkeit</lit></kom>&anfslut;. Det turde v&ae;re et M&o-;nster for en Recension og tillige et Exempel paa, hvorledens en saadan kan blive i h&o-;ieste Grad productiv, idet han nemlig ud fra Bogen selv construerer en M&ae;ngde Personligheder <kor id="4"/> og idet han gjenem disse belyser V&ae;rket tillige belyser deres Individualitet, saaledes at vi istedetfor at blive stillet hen af <kom id="not3-8">Recenscenten</kom><ref type="mu" id="not3-2.a"></ref> paa forskjellige Standpuncter, nu derimod faae med en M&ae;ngde Personligheder at gj&o-;re der repr&ae;sentere disse forskjellige Standpuncter; men som hele V&ae;sener, saa at der altsaa forundes at gj&o-;re et Blik ind <udg spec="supp">i</udg> den Enkeltes Individualitet, og gjenem mange dog kun relativ-sande Domme at udf&ae;rdige <tn><sub type="uvis">vor</sub><add>vort</add></tn> eget <ant><kom id="not3-9">ultimatum</kom>.</ant> Det er saaledes et sandt Kunstv&ae;rk. &streg;</lin>

    <lin ryk="baglang">i <dag dat="18351000">Octbr: 35</dag>.</lin>
   </hs>
   <ms>
    <not type="mu" id="not3-2.a"><indv><udg spec="supp">a</udg></indv>
    <lin><kor kil="Pap" id="IC70"/><kom id="not3-10"><fork opl="confer" norm="j&ae;vnf&o-;r">cfr.</fork> <lit><tn><sub>Maadneskrift</sub> <add kil="SKS">Maanedskrift</add></tn> for Litteratur</lit></kom> 8<hoj>td</hoj> Aargang <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 140. en <tn><sub type="fs">Han</sub><add>Afhandling</add></tn> af <pers norm="M&o-;ller, Poul Martin">P. M&o-;ller</pers>. &streg;</lin>

    <lin ryk="baglang"><dag dat="18360200">Feb. 36</dag>.</lin>
    </not>
   </ms>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="3" dek="blank" dat="18350000" senest="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC71"/><gra str="+1"><ant><spa>Om nogle nyere tydske Digtere.</spa></ant></gra></lin>

    <lin ryk="ind"><ant><spa>(<kom id="not3-11"><pers norm="Gutzkow, Karl">Karl Gutzkov</pers>; <pers norm="Weinbarg, Ludolf">Wienbarg</pers>; <pers norm="Laube, Heinrich">Laube</pers>; </kom><tn><pers norm="Mundt, Theodor">Mundt</pers>.)<udg spec="fri" txt="s. 5-6 ubeskrevet"></udg></tn></spa></ant> <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="4" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC72"/><kor kil="SKS" id="100"/><spa><kor id="7"/><kom id="not3-12"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s <tn><sub type="uvis">Wercke</sub><add><lit>Werke</lit></add></tn>, 18 Band</kom>. <sted>Stuttgart</sted> und <sted>T&u..;bingen</sted></spa></lin>

    <lin ryk="cen"><spa>1828. &streg;</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="lang"><spa><kom id="not3-13"><lit>Wilhelm Meisters Lehrjahre</lit> 1<hoj>stes</hoj> Buch. 2 und 3 Buch</kom>.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><kom id="not3-14"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 51.</spa> Hvor <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers></kom> ved den hos ham opvakte Mistanke om <pers norm="Mariane">Mariane</pers>s Utroskab i Fortvivlelse tilintetgj&o-;r alle sine foregaaende Fors&o-;g, og nu <pers norm="Werner, Friedrich Ludwig Zacharias">Werner</pers> s&o-;ger som den sande Handels-Speculant at forhindre det: &anfbeg;<kom id="not3-15">Verzeih <tn><sub type="fs">mich</sub><add>mir</add></tn>, sagte <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers></kom> l&a..;chelnd, Du f&a..;ngst von der Form an, als wenn das die Sache w&a..;re, gew&o..;nlich verge&ss;t ihr aber auch &u..;ber eurem Addiren und Ballanciren das eigentliche Facit des Lebens&anfslut;. <spa><kom id="not3-16"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 175</kom>.</spa> <kom id="not3-17"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 191.</spa> Hvor i Samtalen</kom> om Skuespillere Sp&o-;rgsmaalet kommer paa Bane om naturligt Anl&ae;g og Kunst <tn><add type="til">(Naturell)</add></tn>: <kom id="not3-18">Das Erste und Le&ss;te</kom>, Anfang und Ende m&o..;chte es wohl sein und bleiben; aber in der Mitte d&u..;rfte dem K&u..;nstler manches fehlen, wenn nicht Bildung erst aus ihm macht was er sein soll, und zwar fr&u..;he Bildung; denn vielleicht ist derjenige dem man Genie zuschreibt &u..;bler daran als der, der nur gew&o..;nliche F&a..;higkeiten <tn><sub type="fs">besit</sub><add>besi&ss;t</add></tn>; denn jener kan leichter verbildet und viel heftiger auf falsche Wege gesto&ss;en werden, als dieser? <spa><kom id="not3-19"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 221 og 20</kom>.</spa> <kom id="not3-20"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 226.</spa> Hvor <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers></kom>, idet han seer Staldmesteren give den lille <pers norm="Fredrich">Fredrich</pers> <ant>satisfaction</ant> for sit Forhold til <pers norm="Philine">Philine</pers> selv tilstaaer, hvor gjerne han havde f&o-;rt et alvorligt Vaaben mod den Mand, med hvem han nu &o-;ver sig i at fegte. Hvorledes han imidlertid ikke v&ae;rdigede <pers norm="Philine">Philine</pers> et Blik; men begav sig paa sit V&ae;relse, hvor han nu gjenemtr&ae;ngtes af meget forskjellige Tanker. &anfbeg;<kom id="not3-21">Er erinnerte sich der Zeit</kom>, in der sein Geist, durch ein unbedingtes, hoffnungsreiches Streben empor geheben wurde, wo er in dem lebhaftesten Genusse aller Art wie in einem Elemente schwamm. Es ward ihm deutlich, wie er letzt in ein unbestimtes Schlendern gerathen war, in welchem er nur noch <tn><sub type="uvis">schl&u..;fend</sub><add>schl&u..;rfend</add></tn> kostete, was er sonst <kor id="8"/> mit vollen Z&u..;gen eingesogen hatte; aber deutlich konte er nicht sehn, welches un&u..;berwindliche Bed&u..;rfni&ss; ihm die Natur zum Gesetz gemacht hatte, und <tn><sub type="sletfor">er</sub> wie</tn> sehr dieses Bed&u..;rfniss durch Umst&a..;nde nur gereizt, halb befriedigt und irre gef&u..;hrt worden war.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-22"><lit>Lehrjahre</lit> 4<hoj>tes</hoj> Buch. 5<hoj>tes</hoj> und 6<hoj>tes</hoj></kom></spa></lin>

    <lin>Her maa is&ae;r bem&ae;rkes <kom id="not3-23">hele Unders&o-;gelsen om</kom> &anfbeg;Hamlet og dets Opf&o-;relse&anfslut;. <spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 73</spa> og <fork opl="flere f&o-;lgende">ffl:</fork> <spa>90 <fork opl="flere f&o-;lgende">ffl:</fork></spa> &streg; <kom id="not3-24"><spa>255 og <fork opl="flere f&o-;lgende">ffl:</fork></spa> om <lit>Emilie <tn><sub type="uvis">Galeotti</sub><add>Galotti</add></tn></lit></kom>. <pers norm="Serlo">Serlo</pers><kor kil="SKS" id="101"/> skulde spille <pers norm="Marinelli">Marinelli</pers>, og han yttrede over denne Pr&ae;station flere gode Ting. &anfbeg;<kom id="not3-25">Der vornehme Anstand</kom> ist <tn><sub type="fs"><udg spec="tvivl">&u;</udg></sub><add>schwer</add></tn> nachzuahmen, weil er eigl. negativ ist, und eine lange anhaltende Ubung vorausse&ss;t. Denn man soll nicht etwa in seinem Benehmen etwas darstellen, das W&u..;rde anzeigt; denn leicht f&a..;llt man dadurch in ein formliches stolzes Wesen, man soll vielmehr nur alles vermeiden, was unw&u..;rdig was gemein ist; man soll sich nie vergessen, immer auf sich und Andere Acht haben, sich nichts vergeben, Andern nicht zu viel nicht zu wenig thun, durch nichts ger&u..;hrt scheinen, durch nichts bewegt werden, sich niemals &u..;bereilen, sich in jedem Moment zu fassen wissen, und so ein &a..;u&ss;eres Gleichgewicht erhalten, innerlich mag es st&u..;rmen <tn><sub type="uvis">wie<udg spec="tvivl">s</udg></sub> <add>wie</add></tn> es will. Der edle Mensch kann sich in Moment vernachl&a..;ssigen, der vornehme nie. Dieser ist wie ein sehr wohlgekleideter Mann: er wird sich nirgends anlehnen, und jedermann will sich h&u..;ten an ihn zu streichen; er unterscheidet sich von andern, und doch darf er nicht allein stehen bleiben; denn wie in jeder Kunst, also auch in dieser, soll zuletzt das Schwerste mit Leichtigkeit ausgef&u..;hrt werden, so soll der Vornehme, ongeachtet aller Absonderung, immer mit andern <kor id="9"/> verbunden scheinen, nirgends steif, &u..;berall gewandt sein, immer als der erste erscheinen, und sich nicht als ein solcher aufdringen. &streg; Man sieht also da&ss; man <tn>um <sub type="uvis">vorhnehm</sub><add>vornehm</add></tn> zu scheinen, wirklich vornehm sein m&u..;sse, man sieht warum Frauen im Durchschnitt sich eher dieses Ansehn geben k&o..;nnen als M&a..;nner, warum Hofleute und Soldaten am schnellsten zu diesem Anstande gelangen.&anfslut;. &anfbeg;<kom id="not3-26">Bekenntnisse einer <tn><sub type="fs">sch&o..;ne</sub><add>sch&o..;nen</add></tn> Seele</kom>&anfslut; er heelt igjenem rig paa de fineste Iagttagelser.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-27"><lit>Lehrjahre</lit> 7<hoj>tes</hoj> Buch. und 8<hoj>tes</hoj></kom>.</spa></lin>

    <lin>Heri f&o-;lger <fork opl="egentlig">egl.</fork> <tn><sub type="fs">Expos</sub><add>Udviklingen</add></tn> og L&o-;sningen af alle de Knuder, som ere knyttede i det foregaaende. &streg;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><lit><kom id="not3-28">Wilhelm Meisters Wanderjahre</kom> oder die Entsagenden</lit>.</spa></lin>

    <lin ryk="cen"><spa>1<hoj>stes</hoj> Buch.</spa></lin>

    <lin ryk="ind"><kom id="not3-29"><pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers> tr&ae;ffer</kom> paa sine Vandringer sammen med <pers norm="Jarno">Jarno</pers>, der reiser under Navn af Montan, som studerer Bjerge og Stene; den lille <pers norm="Felix">Felix</pers> har bestandig yttret Tilb&o-;ilighed derfor. <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers> &o-;nsker nu at l&ae;re saa meget som kan v&ae;re nok for at meddele <pers norm="Felix">Felix</pers>. Det afslaaer <pers norm="Montan">Montan</pers> aldeles <kom id="not3-30"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 49<udg spec="stil" txt="&anfbeg; :"></udg>:</spa> &anfbeg;<bib id="Es">Es</bib> ist nichts</kom> schrecklicher als ein Lehrer, der nicht mehr wei&ss; als die Sch&u..;ler allenfals wissen <tn><sub type="uvis">sollen.</sub><add>sollen;</add></tn> wer andere lehren will, <tn><sub type="fs">mu&ss;</sub><add>kann</add></tn> wohl oft das Beste verschweigen was er wei&ss;, aber er darf nicht halb wissend sein.&anfslut; <kom id="not3-31">Paa <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers><hoj>s</hoj> Sp&o-;rgs<kor kil="SKS" id="102"/>maal</kom>, hvor man da finder saadanne L&ae;rere, viser han hvorledes man l&ae;rer Sprog ved at opholde sig blandt det Folk, som taler det. Da <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers> senere kommer til at tale om Gavnligheden af en fleersidig Dannelse svarer <pers norm="Montan">Montan</pers>: <kom id="not3-33">Vielseitigkeit bereitet eigl.</kom> nur das Element vor, worin der Einseitige wirken kann, dem eben jetz genug Raum gegeben ist. Ja es ist jetzo die Zeit der Einseitigkeiten; wohl dem, <kor id="10"/> der es begreift, f&u..;r sich und Andere in diesem Sinne wirkt. Bei gewissen Dingen versteht sich's durchaus und sogleich. Uebe dich zum t&u..;chtigen Violinisten und sei versichert, der Capellmeister wird Dir deinen Platz im Orchester mit Gunst anweisen. Mache ein Organ aus Dir und erwarte, was f&u..;r eine Stelle dir die Menschheit im allgemeinen Leben wohlmeinend zugestehen werde.&anfslut; <kom id="not3-34"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 52:</spa> &anfbeg;Nun aber <tn><sub type="aef">h&o..;rte</sub><add>geh&o..;rte</add></tn></kom> zu den sonderbaren Verpflichtungen der Entsagenden auch die: da&ss; sie zusammentreffend, weder vom Vergangnen noch K&u..;nftigen sprechen durften, nur das Gegenw&a..;rtige sollte sie besch&a..;ftigen.&anfslut; <kom id="not3-35"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 55</spa> hvor <pers norm="Jarno">Jarno</pers> igjen taler</kom> om <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers>s Str&ae;ben efter at blive <tn>saa Meget<sub type="sletbag">som muligt</sub></tn> i alle Retninger: <kom id="not3-36">ich sehe dich an</kom> wie einen <tn><sub type="uvis">Wanderstabe</sub> <add>Wanderstab</add></tn>, der die wunderliche Eigenschaft hat in jeder Ecke zu gr&u..;nen, wo man <tn><sub>sie</sub><add kil="SKS">ihn<udg spec="fri" txt="(efter Goethe)"></udg></add></tn> hinstellt, nirgends aber Wurzel zu fassen. &streg; <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="5" dek="blank" dat="18360300">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor id="11"/><kor kil="Pap" id="IC73"/>Skulde jeg med faa Ord sige, hvad jeg <fork opl="egentlig">egl.</fork> anseer for det mesterlige ved <spa><kom id="not3-37"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm Meister</pers></kom>,</spa> vilde jeg sige, at det er den afrundede Styrelse, der gaaer igjenem det Hele, den hele <kom id="not3-38">Fichtiske moralske Verdensorden</kom>, der i Romanen selv mere doctrinairt udvikles, der er immanent til Stede i det Hele, som efterhaanden leder <tn><pers norm="Wilhelm Meister">Wil<udg spec="tvivl">helm</udg></pers><udg spec="fri" txt="ms. beskadiget"></udg></tn> til det Punct, som i Theorien, om jeg saa maa sige, er givet, saaledes at ved <tn>Rom<udg spec="tvivl">anen</udg>s<udg spec="fri" txt="ms. beskadiget"></udg></tn> Slutning den Verdens Anskuelse, Digteren har gjort gjeldende, ligesom den f&o-;r existerede uden for <pers norm="Wilhelm Meister">Wilhelm</pers>, nu levende er optaget i ham, og deraf det fuldendte Totalindtryk denne Roman ud&o-;ver maaskee fremfor nogen anden, det er virkelig den hele <altbeg spec="hak" kil="Bafskr" paa="ms. s. 11"></altbeg>Verden opfattet i et Speil, en sand Mikrokosmos.</lin>

    <lin ryk="baglang"><tn>Marts 1836.<udg spec="fri" txt="s. 12-14 ubeskrevet"></udg></tn></lin>

    <lin dek="skil"><altslut spec="hak"/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="6" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC74"/><kor kil="SKS" id="103"/><kor id="15"/><spa><lit><kom id="not3-39"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> aus n&a..;herm pers&o..;nlichen</kom> Umgange dargestellt. Ein nachgelassenes <tn><sub type="uvis">Werck</sub><add>Werk</add></tn></lit> von <pers norm="Falk, Johannes Daniel">Johannes Falk</pers>. &blank; <sted>Leipzig</sted> 1832.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-40">I <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s Mutter</kom>.</spa> <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 1 &anfbeg;<kom id="not3-41">Schon &o..;fter ist die Bemerkung</kom> gemacht geworden, die sich <tn><sub type="uvis">villeicht</sub> <add>vielleicht</add></tn> im Nachfolgenden nicht unangenehm wiederholen wird, da&ss; gro&ss;e und ausgezeichnete M&a..;nner, was sowol Character als Anlagen des Geistes und andre Eigent&u..;mlichkeiten betrifft, immer zur H&a..;lfte in ihren M&u..;ttern vorgebildet <tn><sub>wird</sub><add kil="SKS">sind<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn>.&anfslut; <kom id="not3-42">Han anf&o-;rer</kom> nu som Ex: en vis Sky for ethvert mere voldsomt Indtryk <kom id="not3-43">og en naturlig Vittighed og Humor</kom>.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-44">II. Allgemeiner <tn><sub type="uvis">Umris</sub><add>Umri&ss;</add></tn></kom> von <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s Character, als Mensch und K&u..;nstler.</spa> <kom id="not3-45"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 8. Han <tn><sub type="fs">s&o-;gte</sub><add>tabte</add></tn></kom> sig i den Gjenstand, hvis <tn><sub type="fs">Betrat</sub><add>Betragtning</add></tn> han offrede sin Opm&ae;rksomhed; hvad enten det nu var et <fork opl="Menneske">Msk.</fork>, et Dyr, en Fugl, en Plante. <kom id="not3-46">Han &o-;nskede derfor ikke</kom> at h&o-;re fremmede Meninger saa l&ae;nge han saaledes <tn><sub type="fs">s</sub><add>beskj&ae;ftigede</add></tn> sig med en Ting. <kom id="not3-47">Dette viser sig</kom> i hans &anfbeg;<lit>Metamorphose der Pflanzen</lit>&anfslut; og &anfbeg;<lit>Farbenlehre</lit>&anfslut;; i hans Biographier over <pers norm="Wieland, Christoph Martin">Wieland</pers> og <pers norm="Vo&ss;, Johann Heinrich">Voss</pers>. <kom id="not3-48">Men ligesaa anerkjendt</kom> som dette Talent er, ligesaa meget har man dadlet ham for en vis &anfbeg;Lauheit in sittlichen Gesinnungen&anfslut;. <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 13 &anfbeg;<kom id="not3-49">die angeborene ruhige Betrachtung</kom> aller Dinge, wie sie <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> eigen ist, konnte in ihm jenen sittlichen Enthusiasmus unm&o..;glich aufkommen lassen, wie ihn die Zeit forderte, und den sie nur allzubald als den einzig beneidenswerthen Vorzug der <tn><sub type="uvis">mensliche</sub><add>mens<udg spec="supp">ch</udg>lichen</add></tn> Natur anerkannte. &streg;&anfslut;</lin>

    <lin ryk="ind">&anfbeg;<kom id="not3-50"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> war geboren</kom> sich den Dingen, nicht aber die Dinge sich anzueignen. Von dem Augen<kor id="16"/>blicke an, wo eine Zeit gegen das wirklich vorhandene oder auch nur vermeinte B&o..;se leidenschaftlich in die Schranken tritt, <tn><sub type="uvis">befast</sub> <add>befa&ss;t</add></tn> sie sich wenig oder gar nicht mit Untersuchung der guten Seiten, die dies namliche B&o..;se mit Ruhe betrachtet, einem unparteiischen Auge etwa darbieten mochte.&anfslut;</lin>

    <lin ryk="ind">&anfbeg;<kom id="not3-51"><tn><sub type="fs">G</sub><add>Somit</add></tn> war <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers></kom> und zwar eben durch den eigensten Vorzug seiner Natur selbst mit seiner Zeit in einen heftigen Widerspruch gerathen. <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> wollte betrachten, seine Zeit wollte handeln ....&anfslut; <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 20. &anfbeg;<kom id="not3-52"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> kann, darf und will</kom> seiner ganzen Natur nach keinen einzigen Schritt thun, der ihn das Reich der Erfahrungen, wo er freudig festen Fu&ss; gefa&ss;t und &u..;ber ein halbes Jarhundert gewurzelt hat, plotzlich zu verlassen <tn><sub type="fs">s</sub><add>zw&a..;nge</add></tn>.&anfslut; &anfbeg;<kom id="not3-53">Alle Schl&u..;sse</kom>, Beobachtungen, Lehren, Meinungen, Glaubensartikel haben in <tn><sub type="uvis">seinem</sub><add>seinen</add></tn> Augen<kor kil="SKS" id="104"/> nur Werth, insofern sie sich an dieses von ihm so gl&u..;cklich eroberte Reich ankn&u..;pfen. Der blaue Horizont, der dieses Reich begrenzt, den sich der Mensch so lieblich bemalt, k&u..;mmert ihn wenig. Er flieht ihn sogar, weil er aus Erfarung weiss, <tn><sub type="uvis">das</sub><add>da&ss;</add></tn> dort die Hirngespinste wohnen und alle Phantome eines dunkeln Aberglauben, den er ha&ss;t, ihren <tn><sub type="fs">Sit</sub><add>Si&ss;</add></tn> haben.&anfslut; <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 22. &anfbeg;<kom id="not3-54">Mit Untersuchungen &u..;ber Zeit</kom>, Raum, Geist, Materie, Gott, Unsterblichkeit mochte sich <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> nur wenig befassen; nicht etwa, <tn><sub type="uvis">das</sub><add>da&ss;</add></tn> er h&o..;here Wesen, als wir sind, ableugnete. keinesweges; nur bleiben sie ihm fremd, weil sie au&ss;er dem Reiche aller Erfahrung liegen, das ihn, seiner Maxime getreu ganz ausschlie&ss;end anzog und besch&a..;ftigte. Die Flucht des &U..;bersinnlichen war mit <kor id="17"/> ihm geboren; und wer unter uns ist so k&u..;hn, da&ss; er Grenzstreitigkeiten mit der Natur anzetteln <tn><sub type="aef">wellte</sub><add>wollte</add></tn>? W&a..;re <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> ein <sted>Leibnitz</sted>, ein <pers norm="Kant, Immanuel">Kant</pers> gewesen so h&a..;tten wir freilich statt der &anfbeg;Iphigenie&anfslut; und des &anfbeg;Faust&anfslut; eine sinnreiche Metaphysik erhalten, jetzt aber, da er eben <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> geworden ist, sollten wir ihm auch billig und zwar in allen St&u..;cken erlauben <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> zu sein und zu bleiben. Wie er selbst einmal <tn><sub type="uvis">in</sub><add>im</add></tn> Gespr&a..;che mit mir sehr sch&o..;n bemerkte: &anfbeg;in der Reihe so <tn><sub type="fs">mannig</sub><add>mannichfaltige</add></tn> Producte, wodurch die <tn><sub type="fs">schaffende</sub><add>schaffenden</add></tn> <tn><sub type="uvis">Kr&a..;ften</sub><add>Kr&a..;fte</add></tn> der Natur sichtbar w&u..;rden, sei der Mensch gleichsam das erste Gespr&a..;ch, das die Natur mit Gott halte&anfslut;; ebenso k&o..;nnte man von ihn selbst sagen, da&ss; bei seinem eigensinningen Beharren im Reiche der Erfahrung er gleichsam das le&ss;te Product der plasstischen Natur darstelle, das mit ihren Geheimnissen zugleich die zwei Richtungen ausplaudere, die von Evigkeit in ihr verborgen liegen, und die trotz allen scheinbaren Gegens&a..;&ss;en doch erst beide zusammengenommen die eine wahrhafte, ganze, vollst&a..;ndige Welt und Natur ausmachen; eine Ansicht der Dinge, die keinen verwerflichen Beitrag zur Definition dessen, was wir Genie in der Natur nennen, abgeben d&u..;rfte. <tn><sub>Den</sub><add kil="SKS">Denn<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn> sowie das Genie von dem Augenblicke an, wo er sich von der Natur lossagt, auf die unerfreulichsten Abwege ger&a..;th und nicht selten den <tn><sub type="fs">Hirngespinste</sub><add>Hirngespinsten</add></tn> und Traumgeburten zu verfallen pflegt, ebenso theilt es mit der Natur jene beiden gro&ss;en Richtungen: die eine in das stille Reich der Sitte und des <kor id="18"/> <tn><sub type="fs">Ge&ss;</sub><add>Gese&ss;es</add></tn>, wo es alsdann in lieblicher Ruhe und Selbstbeschauung eine unabsehbare Reihe stiller Bildungen auspr&a..;gt; die zweite dagegen in die gewaltsame Bewegung des Sturmvindes, der Blitze und des Erdbebens, womit die Mutter aller Dinge jene etwanigen Gegens&a..;tze, die sich in ihr vorfinden, dem Anscheine nach v&o..;llig regellos, im Grunde aber doch wol gesetzm&a..;&ss;ig schnell beseitigt und so Zerst&o..;rung aus Leben, und Leben aus Zerst&o..;rung<kor kil="SKS" id="105"/> schafft. &streg; <kom id="not3-55"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 25 erindrer han om</kom>, at <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> som en Pairs i Aandernes Rige ogsaa kun b&o-;r bed&o-;mmes af Pairs, og bringer ogsaa hiint Sted af <pers norm="Tasso, Torquato">Tasso</pers> i Erindring: <udg spec="stil" txt="&anfbeg;"></udg></lin>

    <lin ryk="lang">&anfbeg;&streg; wo du das Genie erblickst,</lin>

    <lin ryk="lang">Erblickst du auch zugleich die Martyrkrone.</lin>

    <lin><kom id="not3-56"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 24. Bem&ae;rkes</kom>, at naar man undertiden har villet frakjende <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">G</pers>: F&o-;lelse for det S&ae;delige, saa har man maalt ham efter en fremmed Maalestok, og ikke bet&ae;nkt, at han ikke kunde lide at gj&o-;re et Slags Haandv&ae;rk af S&ae;delighed. &anfbeg;Ihm war auch hier alles nicht Urspr&u..;ngliche, alles Angelernte zuwieder, wie jede angelernte Erhebung der Seele, angelernte Philosophie, angelerntes Gebet <fork opl="und so weiter">u: s: w:</fork>&anfslut;. &streg;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-57">III <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s Ansicht der Natur</kom>.</spa> <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 48. &anfbeg;<kom id="not3-58">Ein treuer Beobachter der Natur</kom>, wie <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> &u..;berall ist, macht es ihm keine geringe Freude, wenn er unter <tn><sub type="fs">seine</sub><add>seinen</add></tn> M&u..;nzen auf ein Gesicht st&o..;&ss;t, dessen Z&u..;ge dem Inhalte einzelner Handlungen, wie sie uns die Geschichte von diesen oder jenen Personen meldet, gleichsam zur Auslegung dienen. Bei seiner Naturaliensamlung ging er ebenso <tn><sub type="aef">zur</sub><add>zu</add></tn> Werke. Wie er <kor id="19"/> die Natur gleichsam auf der That ertappen m&o..;chte, auf diesen Punct waren von jeher alle seine Betrachtungen, alle seine Beschauungen derselben <tn><sub type="uvis">gerichtet,</sub><add>gerichtet.</add></tn> Der kleinste Gegenstand konnte ihm von dieser Seite merkw&u..;rdig werden. Vollends organische Ueberbleibsel aus einer zum Theil untergegangenem Vorwelt.&anfslut;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><kom id="not3-59">IV <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>'s wissenschaftliche Ansichten</kom>. <kom id="not3-60">Foranlediget ved</kom> <pers norm="Wieland, Christoph Martin">Wieland</pers><hoj>s</hoj> D&o-;d og Begravelse, kommer han til at tale om Sjelenes Ud&o-;delighed. (Monader.) <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 53. &anfbeg;<kom id="not3-61">Sie wissen l&ae;ngst</kom>, hub er an, da&ss; Ideen die eines festen Fundaments in der Sinnenwelt entbehren, bei all' ihrem &u..;brigen Werthe f&u..;r mich keine Uberzeugung mit sich f&u..;hren, weil ich, der Natur gegen&u..;ber, wissen nicht aber blos vermuthen und glauben will.&anfslut; <kom id="not3-62">Paa <pers norm="Falk, Johannes Daniel">Falk</pers>s Sp&o-;rgsmaal</kom>, om vel Overgangene fra disse Tilstande vilde v&ae;re forbunden med <tn><sub type="fs">Mo</sub><add>Bevidsthed</add></tn> for Monaderne, svarede han <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 60 &anfbeg;<kom id="not3-63">Da&ss; es einen allgemeinen</kom> historischen &U..;berblick, sowie da&ss; es h&o..;here Naturen, als wir selbst, unter den Monaden geben k&o..;nne, will ich nicht in Abrede seyn. Die Intention einer Weltmonade kann und wird Manches aus dem dunkeln Schoose ihrer Erinnerung hervorbringen, <tn><sub>da&ss;</sub> <add kil="SKS">das<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn> wie Weissagung aussieht und doch im Grunde nur dunkle Erinnerung eines abgelaufenen Zustandes, folglich Gedachtni&ss; ist; v&o..;llig wie das menschliche Genie die Gesetztafelen &u..;ber die Entstehung des Weltalls entdeckte,<kor kil="SKS" id="106"/> nicht durch trockne Anstrengung sondern durch <tn><sub>eines</sub> <add kil="SKS">einen<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn> ins Dunkel fallenden <tn><sub type="fs">Blick</sub><add>Blitz</add></tn> der Erinnerung, weil es bei deren Abfassung selbst zugegen war.&anfslut; Han viser hvorledes Troen <kor id="20"/> kan knytte sig til Viden &anfbeg;<kom id="not3-64">Damit ist aber keinesweges</kom> gesagt, da&ss; durch diese Beschr&a..;nkung unserer Naturbetrachtungen auch dem Glauben Schranken gesetzt w&a..;re. Im Gegentheil kann, bei der Unmittelbarkeit g&o..;ttlicher Gef&u..;hle in uns, der Fall gar leicht eintreten, da&ss; das Wissen als St&u..;ckwerk besonders auf einem Planeten erscheinen mu&ss;, der aus seinem ganzen Zusammenhange mit der Sonne herausgerissen, alle und jede Betrachtung unvollkommen l&a..;&ss;t, die eben darum erst durch den Glauben ihre vollst&a..;ndige Erg&a..;nzung erh&a..;lt.&anfslut; &anfbeg;<kom id="not3-65">Sobald <tn><sub type="uvis">mann</sub><add>man</add></tn> nur</kom> von dem Grundsatz ausgeht, dass Wissen und Glauben nicht dazu dasind, um einander aufzuheben, sondern um einander zu erg&a..;nzen, so wird schon &u..;berall das Rechte ausgemittelt werden.&anfslut; <kom id="not3-66">Hvad nu Verdenshistorien angaaer</kom>, saa <tn><sub type="fs">ford</sub><add>betragtede</add></tn> han Staters Oprindelse som Noget, der ligesom ethvert andet Product af Naturen, maatte udvikle sig af en tilst&ae;dev&ae;rende Spire instinctm&ae;ssig, hvortil naturlig Bjerge, Klima, Floder <fork opl="etcetera">etc.</fork> bidrage. Saalidet som et <fork opl="Menneske">Msk.</fork> kan opgive sit Naturell, ligesaalidet kan en Stat opgive sine Bjerge og sine Floder for at behage en blot Idee og derved foreskrive sig selv sit V&ae;sen tilintetgj&o-;rende Betingelser. Han gj&o-;r opm&ae;rksom paa den store Forskjel, der er mellem Hovedst&ae;der, der naturligen <tn><sub type="sletfor">at</sub> have</tn> dannet sig derved at <tn><sub type="fs">K</sub><add>Folket</add></tn> sluttede sig her om sin Konge, <tn><sub type="fs"><udg spec="tvivl">&u;</udg></sub><add>og</add></tn> dem, som ere anlagte efter en <fork opl="eller">ell.</fork> anden klog Bygmesters Plan. &anfbeg;<kom id="not3-67">Die ersten haben</kom> <tn><sub type="aef">tro&ss;</sub><add>trotz</add></tn> ihren <tn><sub type="aef">angen</sub><add>engen</add></tn> Stra&ss;en, immer etwas freundlich Ein<kor id="21"/>ladendes; w&a..;hrend die <tn><sub type="fs">Andre</sub><add>Andern</add></tn>, trotz aller Regelm&a..;ssigkeit, nach dem ersten Eindrucke etwas Erk&a..;ltendes und Eint&o..;niges.&anfslut;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><kom id="not3-68">Zweiter Anhang. <lit>Uber Goethes Faust</lit></kom>. Ein Fragment zur Erla&u..;terung des obigen Gartengespr&a..;ches.</lin>

    <lin ryk="ind">1. <kom id="not3-69">Vom Universalleben <tn><sub type="sletfor">in</sub>der</tn> Natur</kom>, wie es, durch <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> au<udg spec="supp">f</udg>gefa&ss;t, besonders im Faust erscheint. <kom id="not3-70">Han begynder med et Par Ord</kom> om den prosaiske Maade, hvorpaa vore Digtere opfatte Naturen og anvender <pers norm="Schiller, Friedrich">Schiller</pers>s Ord paa dem:</lin>

    <lin ryk="lang"><kom id="not3-71">Unbekannt mit ihres Sch&o..;pfers Ehre</kom>,</lin>

    <lin ryk="lang">Gleich dem tr&a..;gen Schlag der Pendeluhr,</lin>

    <lin ryk="lang">Dient sie knechtisch dem Gesetz der Schwere</lin>

    <lin ryk="lang">Die entg&o..;tterte Natur.</lin>

    <lin>viser hvorledes dette ikke passer paa <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>, og hvorledes netop<kor kil="SKS" id="107"/> hans Objectivitet ligger i den Maade, hvorpaa han tr&ae;nger ind i Naturen.</lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="7" dek="blank" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC75"/><spa><kom id="not3-72"><lit>Goethes Leben</lit></kom> von <fork opl="Doctor">Dr</fork>: <pers norm="D&o..;ring, Heinrich">Heinrich D&o..;ring</pers> zweite <tn><sub type="uvis">erg&a..;ntzte</sub><add>erg&a..;nzte</add></tn> Ausgabe <sted>Weimar</sted> 1833.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 161. &anfbeg;<kom id="not3-73">Mehrere poetische Pl&a..;ne</kom> von gr&o..;&ss;erem Umfange besch&a..;ftigten damals die Seele des Dichters, aber die Lust zur Ausf&u..;hrung fehlte. Dahin geh&o..;rte der Gedanke, die Geschichte des ewigen Juden, die sich Goethen schon fr&u..;h durch die Volksb&u..;cher eingepr&a..;gt hatte, episch zu behandeln, <spa>und an diesem Leitfaden die hervorstechenden Puncte<ref type="mu" id="not3-7.a"></ref> der Religions und Kirchengeschichte darzustellen.</spa></lin>

    <lin ryk="ind"><kom id="not3-74">Heri findes ogsaa</kom> <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 459. <fork opl="flere f&o-;lgende">ffl:</fork> en fuldst&ae;ndig chronologisk Fortegnelse over <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s Skrifter, ligesom og en fuldst&ae;ndig Angivelse <tn><sub type="fs">af, h</sub><add>af de</add></tn> Forfattere, <kor id="22"/> der have skrevet om <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>.</lin>
   </hs>
   <ms>
    <not type="mu" id="not3-7.a">
    <lin>???</lin>
    </not>
   </ms>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="8" dek="blank" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC76"/><spa><kom id="not3-75"><ant>Addenda</ant> til min foregaaende Excerpt af <pers norm="Falk, Johannes Daniel">Falk</pers>. <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 79 og <fork opl="flere f&o-;lgende">ff:</fork></kom></spa> &anfbeg;<kom id="not3-76">Wie <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> nach Obigem</kom>, alles An und Eingelerhnte nicht liebte, so behauptete er auch, alle Philosophie m&u..;sse geliebt und gelebt werden, wenn sie f&u..;r das Leben Bedeutsamkeit gewinnen wolle. Lebt man denn aber &u..;berhaupt noch in diesem Zeitalter? f&u..;gt er hinzu. Der Stoiker, der Platoniker, der Epikur&a..;er, jeder mu&ss; auf seine Weise mit der Welt fertig werden; das ist ja eben die Aufgabe des Lebens, die Keinem, zu welcher Schule er <tn><add type="til">sich</add></tn> auch z&a..;hle, erlassen wird. Die Philosophen k&o..;nnen uns ihrerseits nichts als Lebensformen darbieten. Wie diese nun f&u..;r uns passen, ob wir, unserer Natur oder unseren Anlagen nach, ihnen den erfoderlichen Gehalt zu geben im Stande sind, das ist unsere Sache. Wir m&u..;ssen uns pr&u..;fen und Alles, was wir von Au&ss;en in uns hereinnehmen, wie Narungsmittel auf das sorgsamste untersuchen; sonst <tn><sub>geht</sub><add kil="SKS">gehen<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn> entweder wir an der Philosophie, oder die Philosophie geht an uns zu Grunde. Die str&a..;nge M&a..;&ss;igkeit,  <fork opl="Zum Beispiel">z.B:</fork> <pers norm="Kant, Immanuel">Kant</pers>'s, foderte eine Philosophie, die diesen seinen angeborenen Neigungen <tn><sub>gem&a..;&ss;</sub><add kil="SKS">gem&a..;&ss; <udg spec="supp">war</udg><udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn>. Leset sein Leben, und ihr werdet bald finden, wie artig er seinem Stoicismus, der eigl. mit den gesellschaftlichen Verh&a..;ltnissen einen schneidenden Gegensatz bildete, die Sch&a..;rfe nahm, ihn zurechtlegte und mit der Welt ins Gleichgewicht setzte. <kor id="23"/> Jedes Individuum hat vermittelst seiner Neigungen ein Recht zu Grunds&a..;tzen, die es als Individuum nicht aufheben. Hier oder nirgend wird wol der Ursprung aller Philoso<kor kil="SKS" id="108"/>phie zu suchen sein. <pers norm="Zenon fra Kition">Zeno</pers> und <tn><add type="til">die</add></tn> Stoiker waren l&a..;ngst in <bib id="Rom">Rom</bib> vorhanden, eh' ihre Schriften dahin kamen. Dieselbe rauhe Denkart der R&o..;mer, die ihnen zu gro&ss;en Helden- und Waffenthaten den Weg bahnte und sie allen Schmerz, jede Aufopferung verachten lehrte, mu&ss;te auch Grunds&a..;tzen, die gleich verwandte Foderungen an die Natur des Menschen <tn><sub type="fs">aufstellte</sub><add>aufstellten</add></tn>, bei ihnen ein geneigtes und williges Geh&o..;r verschaffen. Es gelingt jedem Systeme, sogar dem Cynismus, sobald nur der rechte Held darin auftritt, mit der Welt fertig zu werden. Nur das Angelernte der menschlichen Natur scheitert meist am <tn><sub type="uvis">Wiederspruche</sub><add>Widerspruche</add></tn>; das ihr Angeborene wei&ss; sich &u..;berall Eingang zu verschaffen, und besiegt sogar nicht selten mit dem gl&u..;cklichsten Erfolge seinen Gegensatz. Es ist sonach kein Wunder, da&ss; die zarte Natur von <pers norm="Wieland, Christoph Martin">Wieland</pers> sich der aristippischen Philosophie zuneigt, sowie auf der andern Seite seine so entschiedene Abneigung gegen <pers norm="Diogenes fra Sinope">Diogenes</pers> und alle Cynismus aus der <tn><sub type="uvis">n&a..;hmlichen</sub><add>n&a..;mlichen</add></tn> Ursache sich sehr befriedigend erkl&a..;ren l&a..;&ss;t. Ein Sinn, mit <tn><add type="til">dem</add></tn> die Zierlichkeit aller Formen wie bei <pers norm="Wieland, Christoph Martin">Wieland</pers>, geboren ist, kann unm&o..;glich an einer best&a..;ndigen Verletzung derselben als System Wohlgefallen finden. Erst m&u..;ssen wir im Einklange mit uns selbst sein, ehe wir Disharmonien, die von Au&ss;en auf uns zudringen, wo nicht zu heben, doch wenig<kor id="24"/>stens einigerma&ss;en au<udg spec="supp">s</udg>zugleichen im Stande sind.&anfslut;</lin>

    <lin ryk="ind">Ich behaupte, da&ss; sogar Eklektiker in der Philosophie geboren werden; und wo der Eklekticismus aus der innern Natur des Menschen he<udg spec="supp">r</udg>vorgeht, ist er ebenfalls gut, und ich werde <tn><sub>ihn</sub><add kil="SKS">ihm<udg spec="fri" txt="(efter Falk)"></udg></add></tn> nie einen Vorwurf machen. Wie oft <tn><sub type="uvis">giebt</sub><add>gibt</add></tn> es Menschen, die ihren angeborenen Neigungen nach, halb Stoiker und halb Epicur&ae;er sind! <bib id="Es">Es</bib> wird mich daher auch keinesweges befremden, wenn diese die Grunds&a..;tze beider Systeme in sich aufnehmen; ja sie miteinander m&o..;glichst zu vereinigen suchen. Etwas Anderes ist diejenige <tn><sub type="uvis">Gestlosigkeit</sub><add>Geistlosigkeit</add></tn>, die aus Mangel an aller <tn><sub type="uvis">eigenem</sub><add>eigenen</add></tn> <tn><sub type="sletfor">ihren</sub> innern</tn> Bestimmung, wie Dohlen, Alles zu <tn><sub type="uvis">N&a..;ste</sub><add>Neste</add></tn> tr&a..;gt, was ihr von irgend einer Seite zuf&a..;llig dargeboten wird, und sich eben dadurch als ein urspr&u..;nglich Todtes au&ss;er aller Beziehung mit einem lebensvollen Ganzen setzt. Alle diese Philosophien taugen in der Welt nichts; denn weil sie aus keinen Resultaten hervorgehen, so f&u..;hren sie auch zu <tn><sub type="uvis">keinen</sub><add>keinem</add></tn> Resultate.&anfslut; &streg;</lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="9" dek="blank" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC77"/>Det er <kom id="not3-77"><fork opl="ellers">ell.</fork></kom> ret m&ae;rkeligt, at <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> ikke var fri for en vis Overtro. <fork opl="confer" norm="j&ae;vnf&o-;r">cfr.</fork> <kom id="not3-78"><lit>Anhang zu J. W. Goethes Leben</lit> von <pers norm="D&o..;ring, Heinrich">H. D&o..;ring</pers>. <sted>Weimar</sted> 1833</kom>.<kor kil="SKS" id="109"/> <kom id="not3-79">Der fort&ae;lles nemlig</kom>, at han d&o-;de <dag dat="18320322">d. 22 Martz. 1832</dag> og da <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 28. &anfbeg;<kom id="not3-80">Jenen Tag, an <tn><sub type="uvis">welchen</sub><add>welchem</add></tn></kom> sieben Jahre fr&u..;her das Schauspielhaus in Weimar abgebrannt war, hatte <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> immer f&u..;r einen tragischen und unglucksschwangern Tag gehalten; og saa i Anm&ae;rk: <kom id="not3-81"><pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> bekannte sich &u..;berhaupt</kom> zu dem Glauben an ein Vor<kor id="25"/>hereintreten kleiner Ungl&u..;cksf&a..;lle vor einem gr&o..;&ss;eren. Als auf einer Reise mit seinen Freunde, dem k&u..;rzlich <tn><sub type="uvis">verstorbenem</sub><add>verstorbenen</add></tn> Hofrath <pers norm="Meyer, Heinrich August Wilhelm">Meyer</pers>, nicht fern von der Stadt <sted>Baden</sted>, der Wagen auf ebener Stra&ss;e umschlug, und der Begleiter verletzt wurde, kehrte <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers> zugleich zur&u..;ck, und brachte den Sommer in dem kleinen Badeorte <sted>Tennst&a..;dt</sted> zu. Durch diesen Glauben geleitet gieng er zuweilen bis in das scheinbar Kleinliche. In seiner Stube hieng ein gew&o..;nlicher Wandkalender, welcher durch ein Futteral von Pappendeckel gegen Verunreinigung gesch&u..;tzt war. Er w&u..;rde gro&ss;es Bedenken getragen haben, an einem Tage, dessen Stelle auf diesem Kalender beschmutzt war, etwas bedeutendes <tn>anzufangen.&anfslut; &streg;<udg spec="fri" txt="s. 26 ubeskrevet"></udg></tn> <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="10" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC78"/><kor kil="SKS" id="110"/><kor id="27"/> <spa><kom id="not3-82"><pers norm="Baggesen, Jens Immanuel">Baggesen</pers><hoj>s</hoj> <lit>samtlige V&ae;rker</lit></kom>.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin>5<hoj>te</hoj> Bind <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 472. (&anfbeg;<lit>Gjengangeren og han selv</lit>&anfslut;)</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="lang">&anfbeg;Saae vel <pers norm="Odysseus">Odusseus</pers> flere Folk og St&ae;der,</lin>

    <lin ryk="lang">Og flere s&ae;re Syn og underlige S&ae;der,</lin>

    <lin ryk="lang">Omtumlende paa sine F&ae;llers Grav,</lin>

    <lin ryk="lang">End <pers norm="Cook, James">Cook</pers> fra Pol til Pol paa Jordens hele Hav?</lin>

    <lin ryk="lang">Hver Alder har sin Kamp, sin Seier, sine Helte,</lin>

    <lin ryk="lang">Sit Epos i sig selv. I Korsets Fane seer</lin>

    <lin ryk="lang">En <pers norm="Tasso, Torquato">Tasso</pers> Sanggudindens Trylleb&ae;lte,</lin>

    <lin ryk="lang">Flux har og Middelalderen sin Homer &streg;</lin>

    <lin ryk="lang">Gudinden er bestandigen den samme;</lin>

    <lin ryk="lang">Men B&ae;ltet, hun fortryller Hjertet med,</lin>

    <lin ryk="lang">Hvormed hun ene kan vor hele Sj&ae;l opflamme,</lin>

    <lin ryk="lang">Maa b&ae;re Pr&ae;g af Sangens Tid og Sted.&anfslut;</lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="11" dek="dobkors" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC79"/><altbeg spec="hakbag" kil="EPI-II" n="25" msifB="27"></altbeg>Ret m&ae;rkeligt er et Sted af et Digt fra Middelalderen, som jeg aldrig har l&ae;st eller seet omtale men blot h&o-;rt. <kom id="not3-83">Det heed nok D&o-;dningedandsen</kom> eller saadan noget, hvori D&o-;den fremstilledes, dandsende med forskjellige Mennesker, ved hvilken Leilighed der da indblandedes Dialoger, indtil D&o-;den ogsaa kommer til en Vugge, hvori der ligger et lille Barn. D&o-;den b&o-;ier sig over Vuggen og engagerer det til Dands, men Barnet svarer:</lin>

    <lin ryk="lang">&anfbeg;Hr. Todt, <tn><sub>da&ss;</sub> <add kil="SKS">das</add></tn> kann ich nicht verstahn:</lin>

    <lin ryk="lang">Ich soll tanzen und kann noch nicht gahn.&anfslut;</lin>

    <lin ryk="baglang">1836.<altslut spec="hakbag"/> <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="12" dek="skil" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor id="28"/><kor kil="Pap" id="IC80"/>Ret m&ae;rkeligt er <tn><sub type="fs">den</sub><add>et</add></tn> Sted jeg veed ei hvoraf; men som b&ae;rer <kom id="not3-84"><fork opl="indvortes">indv:</fork></kom> Pr&ae;g af at v&ae;re af den Art Yttringer, som saa at sige ere udtalte med et heelt Folks Mund. <kom id="not3-85">En fortvivlet Synder vaagner op</kom> i Helvede og udbryder: hvad er Klokken; <pers norm="Dj&ae;velen">Dj&ae;velen</pers> svarer <tn>&anfbeg;Evighed&anfslut;.<udg spec="fri" txt="s. 29 ubeskrevet"></udg></tn> <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="13" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC81"/><kor kil="SKS" id="111"/><kor id="30"/><kom id="not3-86"><lit>Volkslieder der Serben</lit></kom>, metrisch &u..;bersetzt und historisch eingeleitet <fork opl="von">v.</fork> <pers norm="Karadschitsch, Wuk Stephanowitsch">Talvi</pers>. Zwei B&a..;nde zweite Auflage. <sted>Halle</sted> und <sted>Leipzig</sted> 1835. <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="14" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor id="31"/><kor kil="Pap" id="IC82"/><kor kil="SKS" id="112"/><spa><lit><kom id="not3-87">Erz&a..;hlungen und M&a..;rchen</kom> herausgegeben</lit> <fork opl="von">v.</fork> Friederich. <pers norm="Hagen, Friedrich Heinrich von der">Heinrich v. der Hagen</pers>. 1<hoj>ster</hoj> Band. &blank; Prenzlau 1825.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><spa><kom id="not3-88">I 2<hoj>ter</hoj> Band af denne Samling</kom></spa> (Prenzlau 1826) <spa>findes <tn><sub type="fs">en</sub><add><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork></add></tn> 325</spa> <fork opl="og f&o-;lgende">o: f:</fork> <spa>en serbisk Fort&ae;lling,</spa> der b&ae;rer Navnet: &anfbeg;<lit>B&a..;rensohn</lit>&anfslut;. Der bem&ae;rkes f&o-;rst i en Note, at det er <kom id="not3-89">M&a..;nner-Erz&a..;hlung</kom> &anfbeg;<kom id="not3-90">die serbischen M&a..;rchen</kom> theilen sich n&a..;mlich, wie die serbischen Lieder, in M&a..;nner und Frauen-Erz&a..;hlungen. <kom id="not3-91">Der fort&ae;lles nemlig</kom>, hvorledes Kvinder gik i Skoven og een af dem forvildede sig og kom til en Hule, hvor der laae en Bj&o-;rn, som slepte hende ind i sin Hule og der avlede en S&o-;n med hende. Der findes en <tn><sub type="aef">saa</sub><add>saare</add></tn> paafaldende Liighed <fork opl="mellem">mell:</fork> denne Fort&ae;lling og en Deel af <kom id="not3-92">det, der her i Norden fort&ae;lles om <pers norm="Thor">Thor</pers> og hans Eventyr</kom>. <kom id="not3-93">Drengen maa f&o-;rst</kom>, da han var bleven 15 Aar <fork opl="gammel">gl:</fork>, afl&ae;gge en Pr&o-;ve paa sin Styrke, f&o-;rend han af Bj&o-;rnen faaer Tilladelse til at forlade ham. <kom id="not3-94">Han vandrer nu bort</kom> og udm&ae;rker sig paa sin Reise ved sit Talent til og sin Dygtighed i at spise; han vinder et Veddemaal heri <tn><sub type="fs">og <udg spec="tvivl">&u;</udg></sub><add>af en</add></tn> Deel Oxer og Plove; men erkl&ae;rer, at han ikke beh&o-;ver Oxerne til Noget, hvorimod han beder dem at samle Jernet, hvilket han tager paa Nakken, kommer til en Smed, hvor han vil have Jernet forarbeidet <fork opl="etcetera">etc.</fork> <kom id="not3-95">Nu <kor id="32"/> kommer han til en Bonde</kom>, hvor han igjen vil indgaae et Veddemaal, om hvormeget han kan spise; men Bonden befalede <tn><add type="til">ham</add></tn> f&o-;rst inden han r&o-;rte ved Maden at korse sig og sige i Navnet Faderens, S&o-;nnens og den <tn><sub type="uvis">Hellig-Aands.</sub><add>Hellig-Aands;</add></tn> da han nu havde gjort det, saa blev han m&ae;t efter at have spiist Halvdelen af det forhaandenv&ae;rende Forraad. <kom id="not3-96">Han erkl&ae;rer derpaa</kom>, at han vil &ae;gte Bondens Datter; men hun er allerede lovet bort til &anfbeg;<pers norm="Gro&ss;schnurbarthen">Gro&ss;schnurbarthen</pers>&anfslut; Ham vil han slaae ihjel; <kom id="not3-97">men medens han endnu taler</kom> saa, kommer pludselig under stor St&o-;i og Allarm en Mands venstre Snurbart tilsyne, hvori der befandtes 366 Fuglereder; endelig kom <pers norm="Gro&ss;schnurbarthen">Gro&ss;schn:</pers> og lagde sit Hoved i Pigens Skj&o-;d, &anfbeg;und sie fing an ihm die L&a..;use zu knicken&anfslut; Nu reiste <lit>B&a..;rensohn</lit> sig vred op og slog paa <pers norm="Gro&ss;schnurbarthen">Gro&ss;schn:</pers>; men han lod Fingeren glide over det slagne Sted og sagde: Du hier krabbelt ein Laus&anfslut;. <lit>B&a..;rensohn</lit> slog ham igjen paa Skalden, men <pers norm="Gro&ss;schnurbarthen">Gro&ss;schn:</pers> svarede igjen til Pigen: Du er blind, her stikker Lusen mig&anfslut;. Nu gjorde Pigen ham opm&ae;rksom paa, at det var ingen Luus men en Mand, da sprang han op og l&o-;b efter ham. <lit>B&a..;rensohn</lit> flygter og kommer til et Vand; men mener, at det er saa dybt, at Ingen kan komme derover, og tilraaber derfor en Mand, der gik og udsaaede Hvede, siig mig, hvorledes jeg skal komme<kor kil="SKS" id="113"/> <tn><sub type="uvis">over.</sub><add>over;</add></tn> hvortil han svarer &anfbeg;ich will dich retten, komm <kor id="33"/> nur auf meine Schaufel,&anfslut; og saa kastede han ham over paa den anden Side. Nu kom <pers norm="Gro&ss;schnurbarthen">Gro&ss;sch.</pers> og spurgte efter ham; hvortil Manden svarede, at han var sprungen over. <lit>Barensohn</lit> kom nu til en stor Mark, hvor der gik en Mand med en Rantzel om Skulder med tyrkisk Hvede i, hvoraf han bestandig kastede en Haandfuld paa Jorden og tog den anden i Munden. <kom id="not3-103">Han skiulte nu</kom> <lit>B&a..;rensohn</lit> i sin Rantzel; men glemte det snart, hvorpaa han puttede en Haandfuld Hvede, hvori han var i Munden. <lit>B&a..;rensohn</lit> s&o-;ger nu at slippe og kryber ind i en huul Tand. <kom id="not3-104">Da nu Landmanden</kom> kommer hjem sagde han til hans Kone bring Tandstikkeren, hvorpaa de kom med en stor Jernstang og stemmede ham ud. Derpaa komer til Slutning en lille Historie, om hvorledes Landmanden har faaet denne hule Tand. &streg;</lin>

    <lin ryk="ind">Det er en ganske egen naiv barnagtig Tone, der gaaer igjenem den hele Fort&ae;lling,<ref type="mu" id="not3-14.a"></ref> som netop characteriserer sig ved den M&ae;ngde Modsigelser med Hensyn til Bestemmelsen af St&o-;rrelsen af Personerne, der optr&ae;de i dette <tn><sub type="uvis">Digt.</sub> <add>Digt;</add></tn> forresten har det, <kom id="not3-105">som sagt</kom>, en paafaldende Lighed med det Nordiske, hvilket maaskee kan forbeholdes til ved <tn>Leilighed.<udg spec="fri" txt="s. 34 ubeskrevet"></udg></tn> <kor/></lin>
   </hs>
   <ms>
    <not type="mu" id="not3-14.a"><indv><udg spec="supp">a</udg></indv>
    <lin ryk="ind"><kom id="not3-106"><fork opl="confer" norm="j&ae;vnf&o-;r">cfr.</fork> <fork opl="Magister">Mag.</fork> <pers norm="Hammerich, Martin">Hamerich</pers> om <lit>Ragnaroke</lit> <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 93. note</kom>.</lin>
    </not>
   </ms>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="15" dat="18360000" tving="recto">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="cen"><kor kil="SKS" id="114"/><kor kil="Pap" id="IC83"/><kor kil="SKS" id="115"/><kor id="35"/> <gra str="+2"><ant>&ae;sthetiske Blandinger.</ant></gra></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="cen"><ant><kom id="not3-107"><fork opl="Numero" norm="nummer">N<hoj>o</hoj></fork> 2</kom>.</ant></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="16" dat="18360000" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="SKS" id="116"/><kor id="36"/><refi id="k6"/><spa><kom id="not3-108"><tn><udg spec="supp"><fork opl="confer" norm="j&ae;vnf&o-;r">cfr.</fork></udg><udg spec="fri" txt="SKS (efter l&o-;s lap), ms. beklippet"></udg></tn> foregaaende </kom> <tn>Hefte<sub type="sletbag">p</sub></tn>. &streg;</spa></lin>

    <lin><kom id="not3-109"><spa>I f&o-;rste Bind</spa> af <tn><sub>de, der</sub> <add kil="SKS">de der</add></tn> omtalte <lit>Erz&a..;hlungen</lit></kom>, findes foruden <kom id="not3-110">en Deel arabiske (<fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 1-48)</kom>; <kom id="not3-111">italienske (<fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 48-66)</kom> <fork opl="etcetera">etc.</fork> en ret interessant Sp&o-;gelsehistorie nemlig: &anfbeg;<kom id="not3-112"><lit>Der heilige Drei K&o..;nigs Abend</lit></kom>&anfslut;; en mere moralsk str&ae;bende &anfbeg;<kom id="not3-113"><lit>Erkenne Dich selbst, so erkennen Dich die Andern</lit></kom>&anfslut;. Ret m&ae;rkelig er Historien om &anfbeg;<kom id="not3-114"><lit>Virgilius der Zauberer</lit></kom>&anfslut;. Angaaende ham findes der tvende Stykker det ene efter et <fork opl="gammelt">gl.</fork> Haandskrift; det andet (<fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 156-209) af en <fork opl="gammel">gl:</fork> nederlandsk Folkebog.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><spa><kom id="not3-115">I andet Bind</kom></spa> findes igjen <kom id="not3-116">en M&ae;ngde arabiske</kom> Fort&ae;llinger; hvoriblandt en Deel bekjendte, men een vil jeg fremh&ae;ve nemlig &anfbeg;<lit><kom id="not3-117">Harun Arreschyd und</kom> die beiden Bettler</lit>., en af de nydeligste Smaahistorier jeg i lang Tid har l&ae;st, og som indeholder en fiin Ironie over den, som ikke fortroer sig til Forsynet; men til <fork opl="Menneske">Msk:</fork> og som derfor ved f&o-;rste &O-;iekast vinder; men dog senere taber. Derpaa f&o-;lger en lang Roman under Titel af &anfbeg;<kom id="not3-118"><lit>Geschichte des Prinzen <pers norm="Kalaf">Kalaf</pers> und der Prinzessin Turandokt</lit></kom>.&anfslut;, som tr&ae;ttede mig meget ved den underlige Mods&ae;tning <fork opl="mellem">mell.</fork> en Overdyngen af Handling og ved Siden deraf en langtrukken kjedelig triviell Dialog. End ikke i Enkelthederne fandt jeg Noget, der ret tiltalte mig. Dog vil jeg anf&o-;re en ret intressant Situation. <kom id="not3-119">Den grusomme Prindsesse</kom> (<pers norm="Turandokt">T</pers>.) har gjort det til Betingelse for enhver Frier, at han skal l&o-;se en Gaade <fork opl="eller">ell.</fork> miste Hovedet. <kom id="not3-120">En ganske ung Prinds</kom> er nylig bleven henrettet og netop ved denne Henrettelse tr&ae;ffer Kalaf sammen med en Mand, der er i <kor id="37"/> yderste Fortvivlelse derover. Denne Mand er Prindsens Hovmester, der i sin Fortvivlelse kaster Billedet fra sig, Billedet af den grusomme Skj&o-;nhed, som Kalaf naturligviis tager op; men da han uheldigviis har forvildet sig og det er m&o-;rkt, maa han vente hele Natten br&ae;ndende af L&ae;ngsel efter at see denne Skj&o-;nhed. &streg; Forresten findes der <fork opl="egentlig">egl.</fork> ikke noget m&ae;rkeligt med Hensyn til <kom id="not3-121">mit Forehavende</kom> i hele denne Samling. Det Hele er altfor ubetydeligt, og ikke noget af det mere Storartede, der udtaler Folkelivet i en bestemt Retning.</lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="17" dek="blank" dat="18360000">
   <hs klum="bred">

    <lin ryk="ind"><kor kil="Pap" id="IC86"/><fed><gra str="+1"><kom id="not3-122"><lit>Viel L&a..;rmen um Nichts</lit></kom>. von <pers norm="Eichendorff, Joseph Freiherr von">Joseph Freiherren v. Eichendorff</pers></gra></fed> <gra str="+1">und:</gra> <gra str="+1"><fed><lit>Die mehreren Wehm&u..;ller und ungarischen Nationalgesichter</lit> <fork opl="von">v.</fork> <pers norm="Brentano, Clemens">Clemens Brentano</pers>. Zwei Novellen. <sted>Berlin</sted> 1833.</fed></gra></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><kor kil="SKS" id="117"/>Den f&o-;rste af disse Noveller henh&o-;rer til <kom id="not3-123">den Udvikling, der med Schlegelrne</kom> i Spidsen, begyndte sin Virksomhed, s&o-;gte at f&o-;re <tn><sub type="fs">Ridd</sub><add>Middelalderens</add></tn> Riddertider tilbage. Idet denne Retning gik ud paa at forlade det virkelige Liv for at dr&o-;mme sig ind i en forsvunden, blev denne Situation endnu mere indesluttet og beklemt (istedetfor, at den netop skulde give Livet Friskhed og Styrke) derved, at der i Tiden reiste sig en <ant>reaction</ant> imod den, saa at den sig Riven ud af Verden blev endnu st&o-;rre, f&o-;rst ved en Retning, der gik ud paa at glemme det N&ae;rv&ae;rende; men som dog Tiden netop ud&o-;vede sit Tryk paa. Ret m&ae;rkelig er ogsaa den Ironie holdt heelt igjenem, <kor id="38"/> der viser sig som spottende over de enkelte Individer <fork opl="eller">ell.</fork> st&o-;rre Masser af samme overalt hvor en vis Sentimentalitet kommer, hvor saa en <fork opl="eller">ell.</fork> anden udvortes Omst&ae;ndighed i sin sande prosaiske N&o-;genhed netop ved sin Mods&ae;tning fremkalder det comiske. <kom id="not3-124">Det er den Art Humor, der i saa h&o-;i Grad er udviklet hos <pers norm="Hoffmann, Ernst Theodor Amadeus">Hoffman</pers></kom>, hvor han med den st&o-;rste Ubarmhjertighed afsl&o-;rer den bag Sentimentalitet sig skjulende Nullitet. Som Exempler her paa hos n&ae;rv&ae;rende vil jeg anf&o-;re strax i Begyndelsen <kom id="not3-125">Prinds <pers norm="Romano">Romano</pers></kom> reiser incognito og kommer til Publicums Borg, der overraskes han ved et stort Fyrv&ae;rkeri, og vender sig <tn><sub type="fs">s</sub><add>om</add></tn> til sine Medridende med den Bem&ae;rkning <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 3 &anfbeg;Meine N&a..;he und unser Entschlu&ss; hier einzusprechen mu&ss; auf dem Schlosse verrathen sein&anfslut;. (Ironie) Det hele er en Feiltagelse, Fyrv&ae;rkeriet er til &Ae;re for <pers norm="Aurora">Aurora</pers>. <kom id="not3-126"><fork opl="confer" norm="j&ae;vnf&o-;r">cfr.</fork> <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 3</kom>. hvor man i Fyrv&ae;rkeriet seer en gylden Lyra omvundet med en Laurb&ae;rkrands, ved hvilken Leilighed Prindsen udbryder &anfbeg;Zart-sinnig&anfslut;, idet han forstaaer det om sig. (Ironie). Nu vilde formodentlig Prindsen s&ae;tte sig i <ant>positur</ant> for h&o-;itideligt at holde sin Indtr&ae;delsestale, da pludselig hans Engell&ae;nder bliver bange og farer afsted med ham, indtil den endelig slaaer ham af for Hr. Publicums F&o-;dder. <fork opl="etcetera">etc.</fork> <kom id="not3-127">Saaledes hvor <pers norm="Peter">Faber</pers></kom> og <pers norm="Leontin">Leontin</pers> tr&ae;de op, til hvem nu <pers norm="Romano">Romano</pers> slutter sig for at bringe <pers norm="Aurora">Aurora</pers> en Serenade, og nu Vinduet aabner sig, og en tyk feed Person (Hr Publi<kor id="39"/>cum) lader sig gabende tilsyne for at takke dem. <kom id="not3-128">Saaledes hele den lange</kom> <tn><sub type="fs"><udg spec="tvivl">&u;</udg></sub> <add>skj&o-;nne</add></tn> Historie af sit Liv som <pers norm="Willibald">Willibald</pers> giver til Priis, hvori nu for det f&o-;rste det ironiske ligger, at denne Engel og fast overjordiske Skj&o-;nhed, som heri spiller Hovedrollen, er personlig tilstede, uden at <pers norm="Willibald">Willibald</pers> aner det, dern&ae;st, da han lykkelig og vel er f&ae;rdig med sin Historie, befindes Gj&ae;sterne at v&ae;re faldne i S&o-;vn, netop paa en Tid, da han troer at have udtalt noget af det Dybeste i sin Existents. <kom id="not3-129">Saaledes hele Begivenheden med Grev <pers norm="Leontin">Leontin</pers>s Slot <fork opl="etcetera">etc.</fork></kom> Noget af det,<kor kil="SKS" id="118"/> der ellers giver den Novelle sit eiendommelige Pr&ae;g, er den paa engang Udriven af det virkelige Liv og dog igjen idelige Conflict med det virkelige, det forekommer mig som et stort Stykke, hvori den <fork opl="egentlige">egl.</fork> Leven i Phantasien, og Henskuen i <tn><sub type="uvis">den</sub><add>det</add></tn> Forbigangne, hvori saa pludselig det uden om givne Liv <kom id="not3-130">griber ind som Choret hos <tn><sub type="uvis">Schakspeare</sub><add><pers norm="Shakespeare, William">Shakspeare</pers></add></tn></kom>; <fork opl="eller">ell.</fork> som en <tn><sub type="fs">Afl</sub><add>Alfedands</add></tn> i Maaneskin, hvor Tausheden pludselig afbrydes ved en <kom id="not3-131">d&o-;dsig</kom> Bondes: <tn>&anfbeg;hyp!&anfslut;.<udg spec="fri" txt="s. 40-42 ubeskrevet"></udg></tn> <kor/></lin>
   </hs>
  </opt>

  <opt tit="Not3" nr="18" dat="18360300" tving="nyside">
   <hs klum="bred">

    <lin><kor kil="Pap" id="IC87"/><kor kil="SKS" id="119"/><kor id="43"/><spa><kom id="not3-132"><lit>Forel&ae;sninger over den nyere</lit></kom> danske Poesie af <pers norm="Molbech, Christian Knud Frederik">Molbech</pers>. &blank; 1<hoj>ste</hoj> Deel.</spa></lin>

    <lin><spa><sted norm="K&o-;benhavn">Kbh:</sted> 1832.</spa></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="ind"><spa><kom id="not3-133">De begynde med <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers></kom>.</spa> <kom id="not3-134">Efter nogle almindeligere</kom> Bem&ae;rkninger om Poesiens Forhold til Folkelivet, og dertil knyttede Betragtninger om vor danske Poesie. Naar han <fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 18 mener, at Poesien vel skulde b&ae;re et betydeligt Pr&ae;g <udg spec="stil" txt="af af">af</udg> Folkelivet; men Konsten derimod ikke: &anfbeg;<tn><sub type="fs">Maleriets Frembringelser</sub><add><kom id="not3-135">Konstv&ae;rker</kom></add></tn> .... overalt ere lige tilg&ae;ngelige for ethvert med Konstsands begavet &O-;ie. Der sp&o-;rges ikke om, naar vi staae for en <pers norm="Apollon">Apollo</pers> i Belvedere, for en hellig Familie af <pers norm="Rafael">Raphael</pers>, <fork opl="eller">ell.</fork> et Landskab af <pers norm="Lorrain, Claude">Claude Lorrain</pers>, om Beskueren er Spanier <fork opl="eller">ell.</fork> Engl&ae;nder&anfslut;.</lin>

    <lin>Saaledes forholder det sig vistnok ikke; thi kunde ogsaa Een nok saa <kom id="not3-137">fuldk.</kom> det Sprog, hvori <tn><sub type="fs">h</sub><add>et</add></tn> <fork opl="eller">ell.</fork> andet poetisk Arbeide var skrevet; men aldrig havde levet i den Nation, hvorfra det udsprang, saa vilde der bestandig mangle ham noget, det folkelig-Individuelle, hvoraf Digteren v&ae;sentlig var befrugtet; saaledes ogsaa i Kunst kan man gjerne beskue et Konststykke, men det eiendommelige Indtryk, den inderlige Forstaaen <tn><add type="til">af <fork opl="for Exempel">fE</fork> en <pers norm="Rafael">Raphael</pers></add></tn>, som vi maa t&ae;nke os hos en samtidig Sl&ae;gt, faae vi dog aldrig. Hos os som Beskuere gj&o-;r en vis historisk Side sig mere gjeldende &streg; den, at man t&ae;nker paa, saaledes var det hos hiint Folk, <kor id="44"/> og der kan vel t&ae;nkes en Grad Forskjel af et &anfbeg;hvorvidt&anfslut; man er istand til at leve sig ind i hiin <tn><sub type="uvis">Nationalitet.</sub><add>Nationalitet;</add></tn> men saa fuldkommen ad&ae;quat et Indtryk faaer man dog aldrig som den, der med Modersmelken har indsuget disse Nationaliteten constituerende Ideer. Det synes derfor temmeligt borneret, at ville gj&o-;re den Anskuelse gjeldende alene med Hensyn til Poesien i Betragtning af Sproget; thi det f&o-;lger naturligviis af sig selv, at naar man vil forstaae <tn><sub type="aef">digtet</sub><add>Digtet</add></tn>, maa man kunde Sproget, og derfor bestemte jeg strax det Standpunct, at Een kunde Sproget.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><kom id="not3-138"><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 220. Hvor Talen</kom> er om &anfbeg;<lit>Fiskerne</lit>&anfslut;, hvor der gj&o-;res opm&ae;rksom paa det urigtige i den Indvending, at <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers>s Fiskere ikke tale som Almues M&ae;nd: <kom id="not3-139">Det var ikke blot</kom> den enkelte kj&ae;kke og &ae;dle Handling af Hornbecks Fiskere, som <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers> her vil fremstille paa Scenen; men den hele Stand, hvis Syssel og Levemaade, allerede giver den Anstr&o-;g af mere poetisk Character end Agerdyrkerens og Haandv&ae;rkmandens. I hans Drama ligger <tn><add type="til">tillige</add></tn> Ideen til et poetisk Billede af den danske <tn><sub type="uvis">S&o-;emand</sub><add>S&o-;mand</add></tn>, hans uforf&ae;rdede, alle Farer og<kor kil="SKS" id="120"/> D&o-;den selv i den<udg spec="tvivl">s</udg> meest truende Skikkelse trodsende <tn><sub type="uvis">Mod.</sub><add>Mod;</add></tn> hans dristige, enhver Hindring spottende Kj&ae;khed, i Kampen med hans vilde Element; hans godmodige, uegennyttige Mskkj&ae;rlighed ved Siden af den sorgl&o-;se Ringeagt for <tn><sub type="fs">Besiddelsen af</sub> <add>Besiddelsen,</add></tn> der hos S&o-;manden <kor id="45"/> pleier at gaae ved Siden af Savnet og Trangen. Dette Billede, som her knyttede sig til den mere locale Fremstilling af Fiskerlivets Scener, saaledes som Digteren kjendte dem fra sit s&ae;dvanlige Ophold ved <sted>&O-;resund</sted>s Kyster, var et poetisk Formaal, der ei kunde andet end stemme <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers>s af F&ae;drelandskj&ae;rlighed gjenemgl&o-;dede Aand til en h&o-;iere lyrisk Begeistring, end den, et blot idyllisk-r&o-;rende Sujet fordrede.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><kom id="not3-140"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 228.</spa> &anfbeg;Romanzen om &anfbeg;<lit>liden Gunver</lit>&anfslut;</kom> <kom id="not3-141">et speilklart Gjenbillede</kom> af en tungsindig, l&ae;ngsels og elskovsfuld lyrisk Stemning, og dog tillige et Digt af reen objectiv Natur, der er et saa sjeldent Ph&ae;nomen i <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers>s Poesie. Denne Romanzes henrivende Ynde ligger ikke mindre i dens &ae;dle Simplicitet end i hiin objective Naturlighed, som Digteren har vidst at forbinde med det ham saa egne Pr&ae;g af Originalitet.&anfslut; <kom id="not3-142">Derpaa anstilles</kom> en Paralelle <fork opl="mellem">mell.</fork> det og <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s &anfbeg;<lit>der Fischer</lit>&anfslut;.</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><kom id="not3-143"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 247.</spa> gj&o-;res nogle Bem&ae;rkninger</kom> om, hvorledes man har benyttet Borgerlivets Prosa i poetiske Fremstillinger &anfbeg;<kom id="not3-144">man har enten h&ae;vet sig</kom> til et Standpunct, hvorfra man med et Slags aristocratisk <tn><sub type="fs">Overmod</sub><add>Overlegenhed</add></tn> og fornemt spottende Blik saa ned paa Almuen (<kom id="not3-145">Borgerne i <pers norm="Goethe, Johann Wolfgang von">Goethe</pers>s</kom> <lit>Egmont</lit>. B&o-;nder <fork opl="eller">ell.</fork> andre Almuesfolk og saa kaldte T&o-;lpere i <pers norm="Kotzebue, August Friedrich von">Kozebue</pers>s Lystspil)&anfslut; ..... <kom id="not3-146"><fork opl="eller">ell.</fork> man &anfbeg;har villet fremh&ae;ve</kom> de &ae;dlere Sider af <udg spec="stil" txt="Almuemuestandens">Almue <kor id="46"/> standens</udg> Liv, <tn><sub type="uvis">dens</sub><add>den</add> rene</tn> Natur, den landlige Uskyldighed med dens uford&ae;rvede S&ae;der og naivtindtagende Simplicitet, for derved at stille dem i en moralsk-r&o-;rende Contrast til de h&o-;iere St&ae;nders, deels af Laster ford&ae;rvede, deels af Sorg og Bekymring plagede Liv.&anfslut; &streg;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><kom id="not3-147"><spa><fork opl="pagina" norm="side">p.</fork> 262.</spa> &anfbeg;I det samme Aar</kom>, da <pers norm="Ewald, Johannes">Evald</pers><hoj>s</hoj> Digtervirksomhed <fork opl="egentlig">egl.</fork> f&o-;rste Gang blev <tn><sub type="uvis">vagt</sub><add>vakt</add></tn>, i Aaret 1764., f&o-;dtes <pers norm="Baggesen, Jens Immanuel">Jens Imanuel Baggesen</pers> til et Liv, der hos ingen <tn><add type="til">anden</add></tn> dansk Digter har v&ae;ret saa bev&ae;get, saa rigt, mangfoldigt og romantisk af Indhold, saa besynderligt i dets Sammens&ae;tning, saa foranderligt i dets Skikkelser. En selsom <pers norm="Proteus">Proteus</pers> var <pers norm="Baggesen, Jens Immanuel">B.</pers> i sin Poesie og Hovedtonen i denne er netop en bestandig Sv&ae;ven paa Gr&ae;ndsen imellem Alvor og Ironie. Saaledes, kan man sige, var ogsaa hans Liv og Skjebne en evig b&o-;lgende Bev&ae;gelse<kor kil="SKS" id="121"/> uden Ro, en uafbrudt Synken og Stigen en bestandig Contrast <fork opl="mellem">mell.</fork> det H&o-;ie og Lave, det Lyse og M&o-;rke, <fork opl="mellem">mell.</fork> et glimrende Held og en deri flettet Kjede af bittre Sorger og Uheld. &streg;</lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin><gra str="+2"><spa><kom id="not3-148"><ant><lit>Forel&ae;sninger</lit> af <pers norm="Molbech, Christian Knud Frederik">Molbech</pers> 2<hoj>d</hoj> Deel</ant></kom>.</spa></gra></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin dek="blank"></lin>

    <lin ryk="baglang"><dag dat="18360300">Martz. 1836</dag>.</lin>
   </hs>
  </opt>
 </jp>

</kn1> 

