Niels Jørgen Cappelørn og Flemming Harrits Opbyggelige Taler i forskjellig Aand Søren Kierkegaards Skrifter 8 OTA Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff og Johnny Kondrup Hermann Deuser og Joakim Garff Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2004 http://sks.dk/ota/kom.xml 20120823 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.7 Opbyggelige Taler i forskjellig Aand Under overskriften »Forholdet mellem de tre Afdelinger i 'opbyggelige Taler i forskjellig Aand'« skriver SK i journalen NB:129 fra jan. el. feb. 1847: »1). 1ste Afdeling. / Anlæget er væsentlig ethisk-ironisk, og derfra opbyggelig, socratisk. / Den meest ironiske Kategorie som vel at mærke tillige er den absolut sædelige er: Enkeltheden, hiin Enkelte []. Den Enkelte kan nemlig betyde faktisk ethvert Msk., og eminent Enhver der sædeligt idealt vil være det Høieste. Forholdet er ikke saaledes, at Nogen ved Differents er udelukket fra eminent at være den Enkelte og dog er det vistnok [ganske vist] faktisk saa, at den Enkelte slet ikke lever. Dette er paa een Gang det lige saa sædelige og ethiske som ironiske Forhold mellem Facticitet og Idealitet. / (...). / Categorien den Enkelte er ligesaa ironisk som den er sædelig og absolut begge Dele, og da igjen absolut opbyggelig (i Immanentsens Religieusitet) idet den nemlig absolut afskaffer Differentserne som Sandsebedrag, og etablerer Evighedens væsentlige Ligelighed. / Anm. I Fremstillingen er Talens Colorit stundom lige til Grændsen af det Comiske, dog i ironisk Pathos. Dersom nogen vil forsøge det, skal han see, at overalt hvor han i denne Skriftetale kommer til at lee, kommer han til at lee ironisk. Saaledes fE naar det etsted staaer: en Mængde af det Godes Venner eller af gode Venner slutter sig om ham – det er sandt de troede tillige at slutte sig om det Gode, men det maa dog nok være en Misforstaaelse, da han selv gik uden om [SKS 8, 193,15-18]. Eller: de opførte en Bygning; det var Bindingsværk (de vare jo ogsaa Mange om den) [SKS 8, 193,29-31] og saaledes flere Steder. / Denne comiske Colorit er absolut medhenhørende. // 2) 2den Afdeling er humoristisk. / Dialektiken i det Begreb: at lære er denne at den Lærende forholder sig til Læreren som sit idealere genus proximum [lat. den næste el. nærmeste højere klasse el art]. Saasnart Læreren blot indenfor samme genus indtager en lavere Plads staaer under den Lærende: saa bliver Forholdet humoristisk. Saaledes det at lære af et Barn, ell. af et dumt Msk, thi Barnet ell. den Dumme kan kun humoristisk kaldes Læreren. / Men endnu mere humoristisk bliver forholdet, naar Læreren og den Lærende end ikke kan have genus tilfælles, men i qvalitativ Heterogenitet [forskellighed, uensartethed] forholder sig omvendt til hinanden. Dette er det absolute humoristiske Forhold. Lilierne og Fuglene. / Fremstillingen er opbyggelig, formildet i det Humoristiskes rørende Spøg og spøgende Alvor. Læseren vil flere Steder komme til at smile, aldrig til at lee, aldrig til at lee ironisk. Eventyret om den bekymrede Lilie [SKS 8, 266,26 - 268,16], der dog tillige er en Parabel [lignelse], er absolut humoristisk. Saaledes den hele Diatribe [litterær form med retoriske stilelementer] om det at være paaklædt [SKS 8, 285,5 - 289,10]. Overhovedet er det Humoristiske tilstæde paa ethvert Punkt, fordi Anlæget selv er humoristisk. / De 3 Taler forholder sig igjen æsthetisk, ethisk, religieust til hinanden. / cfr. p. 175 [dvs. NB:115 ()]. 3) 3de Afdeling. cfr. / denne Bog p. 179 [dvs. NB:120 ( og )]«, SKS 20, 90f. – Opbyggelige Taler: gentager titlen på de seks forudgående samlinger af opbyggelige taler fra 1843 og 1844 (i SKS 5, 7-381). Leiligheds-Tale . Hvad man lærer af Lilierne ... Himmelens Fugle På titelbladet til »Anden Følge« står: »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle«, se SKS 8, 255 (). Leiligheds-Tale betegnelse for en kirkelig tale, som holdes ved en særlig lejlighed, af præster ved konfirmation, bryllup, begravelse (gravtaler) og skriftemål (skriftetaler) såvel som af provster ved præsteindsættelse og af biskopper ved præstevielse, bispevielse og kirkeindvielse. Undertiden bruges betegnelsen endnu bredere, således indeholder J.P. Mynsters Kirkelige Leiligheds-Taler, udg. af F.J. Mynster, bd. 1-2, Kbh. 1854, også tiltrædelses- og afskedsprædikener, prædikener ved særlige anledninger, fx kirkelige jubilæumsfester, politiske begivenheder og landemoder samt sørgetaler ved konger og dronningers bisættelse. Det var ikke ualmindeligt, at præster og biskopper udgav sådanne lejlighedstaler, jf. fx Kirkelige Leilighedstaler af danske Prædikanter, udg. af G.P. Brammer, bd. 1-2, Kbh. 1832-34, hvor det dog i forordet hedder: »Medens vi nemlig – forholdsviis – ei have havt Mangel paa almindelige Prædikensamlinger i vor paa originale theologiske Skrifter just ikke rige Litteratur, have vi længe savnet en passende Samling af kirkelige Leilighedstaler«, bd. 1, s. III. Jf. også For huuslig Andagt. Et Ugeskrift, udg. af C.H. Visby, 2. og 3. årg., Kbh. 1839-40, ktl. 370-371, hvori der findes en række skrifte-, brude- og gravtaler. Jf. endvidere J.P. Mynster Taler ved Præste-Vielse bd. 1-3, Kbh. 1840-51, ktl. 235-236; og P.J. Spang Prædikener og Leilighedstaler, Kbh. 1847, ktl. 243. – SK udgav i 1845 Tre Taler ved tænkte Leiligheder, hvoraf den første er en tale ved skriftemål, den anden ved brudevielse og den tredje ved en grav (i SKS 5, 383-469). »Hiin Enkelte« . Det påpegende stedord 'hin' refererer i almindelighed til en person, en begivenhed el. en genstand, som i forvejen er omtalt el. kendt. – Citationstegnene antyder, at der refereres tilbage til formlen »hiin Enkelte, hvem [el. som] jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser«, som forekommer i hvert af forordene til de foregående seks samlinger af opbyggelige taler (se SKS 5, 13, 63, 113, 183, 231 og 289), der med én undtagelse var dediceret til »Afdøde Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekræmmer her i Byen, min Fader«; kun To opbyggelige Taler 1844 var uden nogen dedikation (se tekstredegørelsen hertil i SKS 5, 186, note 2). – Om dedikationen »Hiin Enkelte« skriver SK i journalen NB:64: »Til den Dedication: 'Hiin Enkelte' i Leiligheds-Talen, skulde egl. have været føiet følgende Skrivelse«, og indfører derefter den lange skrivelse, der begynder således: »Kjære! / Modtag denne Tilegnelse; den gives hen ligesom iblinde, men derfor ogsaa uforstyrret af noget Hensyn, i Oprigtighed! Hvo [hvem] Du er veed jeg ikke; hvor Du er, veed jeg ikke; hvilket Dit Navn er, veed jeg ikke – jeg veed end ikke, om Du er til, eller om Du maaskee var til, men ikke mere er det, eller hvorvidt muligen Din Tid engang vil komme. Dog er Du mit Haab, min Glæde, min Stolthed, i Uvisheden min Ære; i Uvisheden, thi kjendte jeg Dig personligen med jordisk Vished, da var dette min Skam, min Brøde – og min Ære tabt«, SKS 20, 54-56; 54. Hvad skrivelsen angår, se »No. 1. Til Dedicationen 'Hiin Enkelte'«, dateret 1846, i bilaget, »'Den Enkelte'. Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed«, til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, posthumt udg. af P.C. Kierkegaard, Kbh. 1859, s. 89-98 (jf. SV2 13, 633-641). I en note hertil skriver SK: »Dette, som dog nu er overarbeidet og betydeligt forøget, var skrevet til og var bestemt til at skulle ledsage den Dedication til 'hiin Enkelte', som findes i 'opbyggelige Taler i forskjellig Aand'. Kjøbenhavn 1847 Foraar«, s. 89 (jf. SV2 13, 633). helliges tilegnes, dediceres. Skjøndt denne lille Bog ... gjør ham lærende) jf. forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »Skjøndt denne lille Bog (Leilighedstaler, som den kunde kaldes, hvorvel den ikke har Leiligheden, der gjør Taleren og gjør ham myndig, eller Leiligheden, der gjør Læseren og gjør ham lærende)«, SKS 5, 389. – Skjøndt denne lille Bog: En tilsvarende indledning forekommer i forordet til hver af de seks samlinger af opbyggelige taler fra 1843 og 1844 samt til Tre Taler ved tænkte Leiligheder, i SKS 5, 13,2, 63,2, 113,2, 183,2, 231,2, 289,2, samt 389,2. For så vidt som »En Leiligheds-Tale« har eget titelblad og separat paginering, udgør den en selvstændig bog, skønt den indgår som »Første Afdeling« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand. – uden dog at have Leiligheden, der (...) gjør ham myndig: hentyder til, at SK ikke var ordineret og derfor ikke kunne tale med den indviede præsts myndighed. Jf. journaloptegnelsen NB:120 fra jan. 1847, hvor SK skriver: »Prædikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi Apostlenes. (...) En Prædiken forudsætter en Præst (Ordinationen)«, SKS 20, 87. Hvad angår den ordinerede præsts myndighed, se ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), der endnu var gældende på SKs tid. Heri bestemmes det, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug« (s. 370f.). Under absolutionen ved skriftemål henviser præsten direkte til denne myndighed (). er den dog ikke ... ikke uden Haab om Opfyldelsen jf. forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »er den dog ikke uden Haab og fremfor Alt ikke uden Frimodighed«, SKS 5, 389,6-7. Den søger hiin Enkelte (...) hvem jeg ... kalder min Læser Samme formulering findes i forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder, i SKS 5, 389. En tilsvarende omtale af sin læser benytter SK i forordet til hver af de seks samlinger af opbyggelige taler fra 1843 og 1844 (). – Den søger (...) Finder den ham: En lignende vending om at 'søge' og 'finde' forekommer i forskellige versioner i forordet til hhv. To opbyggelige Taler (1843), Tre opbyggelige Taler (1843), Fire opbyggelige Taler (1843) og To opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 13,12-14, 63,13, 113,9-11, og 183,13. opkommen i hans eget Hjerte hentyder til 1 Kor 2,9, hvor Paulus med et citat fra Es 64,3 skriver: »men, som skrevet er, hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819). hiin Enkelte, der i Villighed (...) læser høit – for sin egen Skyld jf. forordet til Tre opbyggelige Taler (1843): »hiint velvillige Menneske, der læser høit for sig selv«, SKS 5, 63,12-13. er Forstaaelsen fuldkommen i Adskillelsens Fjernhed ... i Tilegnelsens Inderlighed jf. forordet til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »Hver gjør Sit, Læseren altsaa meest. Betydningen ligger i Tilegnelsen. Deraf Bogens glade Hengivelse. Her er intet verdsligt Mit og Dit, der adskiller og forbyder at tilegne sig hvad Næstens er.« Og videre: »at see rigtigt til og ikke at ville glemme hvad Speilets Afmagt ikke formaaer at bevirke, det er Tilegnelsen, og Tilegnelsen er Læserens endnu større, er hans seierrige Hengivelse.« SKS 5, 389,10-13 og 16-18. et Klæde til helligt Brug If. »Af et muligt Forord til mine Leilighedstaler« (dvs. Tre Taler ved tænkte Leiligheder), der ikke blev anvendt, men som delvist er indarbejdet i forordet her, er der tale om et »Altarklæde«, dvs. et klæde, ofte af fløjl eller silke, som beklæder alterbordet foran og ved siderne, undertiden også ovenpå. Et sådant klæde var som regel prydet med broderede el. påsyede billeder el. figurer. Se journalen JJ:311, i SKS 18, 237. virker syr, broderer. anbringer anvender. hver en anden enhver anden. beleilige Tid egnede, passende tid el. tidspunkt; udtrykket forekommer bl.a. i ApG 24,25 (NT-1819). virke ind med sy el. brodere med ind. og ikke heller ikke. over sig selv og over sit eget Selv for. tilladeligt forsvarligt. sømmeligt passende, tilbørligt. S. K. I kladden var forordet opr. dateret »d. 5te Mai 46« (dvs. SKs 33. års fødselsdag), men dateringen blev slettet i trykmanuskriptet, se tekstredegørelsen, s. 177. Skriftemaal Om skriftemål bestemmer Kirke-Ritualet () i kap. 4, art. 1: »De som ville bruge det hellige Nadverens Sacramente, skulle enten Dagen tilforn, eller samme Dag for [før] Prædiken, om det for vigtige Aarsager ikke kand skee Dagen tilforn, indstille sig for Præsten i Skriftestolen, bekiende deres Synder for hannem og bede om Afløsning« (s. 143). Hermed var skriftemål gjort til en uomgængelig betingelse for, at man kunne deltage i nadveren. Og skønt der var indført visse liturgiske ændringer ved kgl. forordninger og reskripter og opstået et væld af liturgiske nydannelser ved skik og brug såvel som ved selvtægt, var Kirke-Ritualet stadig gældende på SKs tid. Skriftemål foregik i skriftestolen, et særligt aflukket rum, placeret enten i kirken el. i sakristiet; de større kirker som Vor Frue Kirke i København, landets mønsterkirke, hvor SK altid selv gik til skrifte, havde to skriftestole hver med plads til 30-50 personer. I Vor Frue Kirke forløb skriftemålet således: De skriftesøgende samles i kirken, hvor handlingen indledes med en salme og en skriftebøn læst af kirkesangeren fra kordøren. Derefter bliver de af klokkeren lukket ind i skriftestolen, hvor de tager plads på bænke. Præsten sætter sig i sin stol og holder en kort skriftetale af ca. ti minutters varighed. Efter skriftetalen går præsten rundt og tilsiger hver enkelt syndernes forladelse under håndspålæggelse, to ad gangen: »Efterdi I af Hiertet angrer og fortryder eders Synder og i en stadig Tro henflyer til GUds Barmhiertighed i Christo JEsu, lover derhos ved GUds Naade at beflitte eder paa et bedre og skikkeligere Liv herefter, da paa GUds og mit Embedes Vegne, efter den Magt og Myndighed GUd selv har givet mig her oven fra til at forlade Synderne paa Jorden, tilsiger jeg eder alle eders Synders Forladelse i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands, Amen!« (s. 146f.). Når præsten har været raden rundt, slutter han med at sige: »GUd som har selv begyndt det gode hos eder, han fuldkomme det fremdeles til vor HErres JEsu Christi Dag, og opholde eder i en fast og levende Tro indtil Enden for JEsu Christi Skyld, Amen!« (s. 147). Derefter vender de skriftede tilbage til kirkerummet, og er der flere, end skriftestolen kan rumme på én gang, kan et nyt hold komme ind. Når hele handlingen er færdig, synges en salme. Skulle de skriftede til alters ved en almindelig søndagshøjmesse, fandt skriftemålet som regel sted kl. 8:30; skulle de deltage i altergangen om fredagen, begyndte altergangsgudstjenesten kl. 9 og skriftemålet kl. 8:30. På SKs tid fandt skriftemål altid sted på altergangsdagen og ikke som tidligere dagen forinden. Hvad er dog et Menneske uden Dig! hentyder til Sl 8,5: »hvad er da et menneske, at du husker på det, / et menneskebarn, at du tager dig af det?« et afbrudt Stykke, hvis han ikke kjender Dig hentyder til 1 Kor 13,12 (). Adspredelser forstyrrelser; forlystelser; hvad der hindrer opmærksomhed og eftertanke. Du som giver baade at begynde og at fuldkomme hentyder til Fil 1,6, hvor Paulus skriver: »han, som begyndte det gode Værk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag« (NT-1819), som indgår i ritualet for skriftemål med ordet 'fuldkomme' i stedet for 'fuldføre' (). Jf. også 2,13, hvor Paulus skriver: »thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). Skilsmisse skel, adskillelse. Nødens Dag Udtrykket forekommer flere gange i Salmernes Bog i GT, jf. Sl 50,15; 59,17; 77,3; 86,7. Alt har sin Tid, siger Salomo i Præd 3,1: »Alting haver en bestemt Tiid, og alt det, som man haver Lyst til under Himmelen, haver sin Tiid« (GT-1740). – Salomo: (død o. 930 f.Kr.), Davids anden søn med Batseba, konge over Israel i 40 år (jf. 1 Kong 11,42), berømmet for sin store visdom. If. den bibelske og kirkelige tradition er Prædikerens Bog skrevet af kong Salomo, jf. Præd 1,1: »Prædikerens, Davids Søns, Kongens i Jerusalem, Ord«; i GT-1740 optræder således betegnelsen »Salomo Prædiker« som løbende klummetitel over siderne i Prædikerens Bog, en betegnelse, der stammer fra Luther, som kalder bogen »Der Prediger Salomo«, jf. Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers). På SKs tid blev der argumenteret imod denne tradition og hævdet, at såvel skriftets sigte som dets sprog og sene affattelsestidspunkt udelukker Salomo som forfatter, jf. fx W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel Alten und Neuen Testaments bd. 1-2, 4. udg., Berlin 1833-42 [1817-26], ktl. 80 (forkortet Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel); bd. 1, § 284, s. 355f. Oldingen If. den jødiske historieskriver Josefus' hovedværk om jødefolkets historie (Antiquitates Judaicæ fra 93-94 e.Kr.) blev Salomo 94 år gammel, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Candidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71 (forkortet Biblisches Realwörterbuch); bd. 2, s. 430. »hvad Fordeel ... af al sin Stræben« (Prædikeren 3, 9.) citat med mindre ortografiske forskelle fra Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91 (forkortet Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter); bd. 1, s. 422. vilde vel sandelig el. så vist. skulde ikke kunne ville. Tid til at dandse af Glæde hentyder til Præd 3,4: »Tid til at hyle og Tid til at dandse af Glæde«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 421. ligeligt på samme måde, forskelsløst. uroliger foruroliger. Begjeringer begær, drifter, fordringer. »der er Tid til at fødes og Tid til at døe« citat fra Præd 3,2, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 421. forkomme i blive forkommen af, lide under. Fremgangen fortsættelsen. »Gud gjorde Alting smukt ... Menneskenes Hjerte.« (Prædik. 3, 11) bearbejdet citat fra Præd 3,11: »Han [Gud] gjorde Alting smukt i sin Tid; ogsaa Evigheden lagde han i deres [menneskenes børns] Hjerte, ihvorvel Mennesket ikke kan udfinde den Gjerning, som Gud haver gjort, fra Begyndelsen til Enden«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 422. ligeligt ligestillende, på samme måde. sine Omgange ligesom Vinden ... aldrig kommer videre hentyder til Præd 1,6: »Veiret gaaer mod Sønden, og vender sig til Norden; det gaaer hid og did, og efter sine Omgange [sin faren rundt omkring] kommer Veiret tilbage«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 416. sit Løb ligesom Floden ... aldrig fylder Havet hentyder til Præd 1,7: »Alle Floder løbe i Havet, dog bliver Havet ikke fuldt; til det Sted, hvorhen Floderne løbe, derhen vedblive de stedse at løbe«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 416. voxen vokset. en Apostel jo siger, at vi altid skal takke Gud hentyder formentlig til Ef 5,20, hvor Paulus skriver til efeserne: »sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.« Se også 1 Thess 5,18. – Apostel: If. Rom 1,1 forstod Paulus sig som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel«. tilbørligen på passende måde, som sig hør og bør. Omgangsven ven, med hvem man jævnligt omgås. siger Skriften: det Ene skal gjøres, det Andet ikke forsømmes citat fra Matt 23,23. NT-1819 har dog: »Disse Ting burde man at giøre, og ikke forsømme de andre.« daarligen på en dåres vis, tåbeligt. Piinagtighed pinefulde tilstand el. beskaffenhed. med Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders Saliggiørelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette, efter sit Velbehag« (NT-1819). voxen fra vokset fra. Affald frafald. »skal være som Sneglen ... idet den gaaer.« (Psalme 58, 9.) let ændret citat fra Sl 58,9: »Lad dem [de ugudelige] være som en Snegl, der smelter, idet den gaaer«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 186. efterladt undladt, forsømt, ladet ugjort. Bedrøvelsen efter Gud bedrøvelse if. Gud el. efter Guds vilje; hentyder formentlig til 2 Kor 7,9-10, hvor Paulus skriver til korintherne, at han er glad, »fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os. For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død.« endnu idag hentyder formentlig til Hebr 4,7: »saa bestemmer han [Gud] atter en Dag, i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tiid, (som forhen sagt:) i Dag, naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hierter« (NT-1819); jf. også Hebr 3,7. Jf. endvidere Jesu ord til røveren på korset: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis«, Luk 23,43 (NT-1819). Jf. endelig H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« (1735), især 6. strofe: »Endnu er Gunst at faae, For knuste Hjerters Raaben, Endnu er Gud at naae, Endnu er Himlen aaben, Gud hører Du hans Ord Til Kjærligheds Fordrag, Endnu er Naaden stor. Nu hedder det: idag«, Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 193f.; s. 194. DDS nr. 592. fort fremad, hurtigt. vogter sig skal vogte sig, tage sig i agt. Tæring betegnelse for forskellige langvarige sygdomme, som bevirker, at kroppen lidt efter lidt afmagres og svinder ind, el. at enkelte organer lidt efter lidt ødelægges og tæres op. troer sig sundest henviser til det at opleve en kort opblussen af livskraft umiddelbart før døden. muligen muligvis, måske. storme sig (...) fra løbe stormende fra. trodse sig (...) fra trodsigt vende sig fra. betrygge sikre. agter paa giver agt på, er opmærksom på. ved den ellevte Time i sidste øjeblik, talemåde efter Matt 20,6. Du har forskyldt du har gjort dig skyld i. udvise fremviser, påregner. dog der skønt. naar hvert utilbørligt Ord maa gjentages hentyder til Matt 12,36, hvor Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet« (NT-1819). Begivenhed hændelse; noget, der overgår en. drager sig hen skrider frem. varlig varsom, nænsom, stille. Sorg efter Gud sorg, dvs. bedrøvelse, if. Gud el. efter Guds vilje (). see feil af gå el. tage fejl af. det er med det vil sige. Sorg efter Verden sorg, dvs. bedrøvelse, if. verden, i verdens forstand (). Ilingens jag gennem kroppen. paadrog pådrog sig. mislig betænkelig, tvivlsom. da greb Fortvivlelsen ... hvorledes han havde været se journalen JJ:319 og JJ:320 fra o. maj 1845: »Stundom bliver man utaalmodig, fordi det ikke lykkes bedre med at ville det Gode, men denne Utaalmodighed er dog ikke Sorg over sin Synd, men Voldsgjerning mod Gud. og Mangel paa Oprigtighed.« Teksten fortsætter i marginen (JJ:319.a): »og til al Forbedring hører først og fremmest en ydmyg Erindring af sin Svaghed, hvorledes den var, da«, hvilket videreføres i JJ:320: »gaaer det stundom ligesom en frigiven Forbryder, hvem en bortløben Fange gaaer forbi som en ængstende Erindring, ell. kommer til ham,: saaledes kommer stundom Erindringen af noget længst Tilbagelagt ængstende med sit Besøg. Bliver man utaalmodig og vil ikke vedkjende sig det, saa har man tabt. Da klager man, man synes det er uretfærdigt at mindes derom, istedenfor ydmygt at takke for, om man er bedre nu.« SKS 18, 241. Aflad fra ophør med at gøre. vel er det det er givetvis. tælle et Træes Aar ved at see paa Barken beregne et træs alder ved at tælle årringene i veddet. piinlig pinefuld. skuffe forblænde, bedrage. Skriftemaalet . Festens simple Høitidsdragt, der betinger Adgangen spiller formentlig på Jesu lignelse om kongesønnens bryllup i Matt 22,1-14. Her fortælles det: »Da gik Kongen ind, at besee Giæsterne; og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. Da sagde Kongen til Tienerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham, og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel«, v. 11-13 (NT-1819). i den travle Virksomhed kan man bekymre sig om mange Ting hentyder til beretningen i Luk 10,38-42 om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til Martha, der var travlt optaget af at sørge for ham: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, v. 41-42. i Skriftemaalets Time i den tid, skriftemålet står på, el. på det afgørende tidspunkt, da skriftemålet aflægges. den alfare (...) Vei den vej, hvor alle færdes, den brede og befolkede vej. Sammenskrift sammenhængende skrift, sammenhængende skrevet stykke. det er som Bækkens Rislen ... Vandringsmanden ældes ved dens Side se journalen JJ:398 fra slutningen af 1845 el. begyndelsen af 1846: »Thi gaae langs Strandbredden og lad Havets Bevægelse ledsage Tankernes Ubestemthed – men staae ikke stille, opdag ikke Eensformigheden, blot Du ½ Secund har hørt den: saa er det allerede vanskeligt at løsrive sig fra dens Trolddom. Sid i Baaden lad Vandets Squlpen blande sig forvirrende i Tankens Fastholden af en eneste Tanke, saa Squlpet snart høres, snart ikke høres – men lad ikke Øiet forelske sig i Vandets Bevægelse, blot Du ½ Secund hengiver Dig til dens Eensformighed, saa er Natur-Overtalelsen næsten som et Løfte for evig.« SKS 18, 273,10-20. bedaaret gjort til en dåre, vildledt, bedraget, narret. Saa (...) og således også. ret vel helt sikkert. byder påbyder. en Alvidende, som veed Alt dvs. Gud, jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 4: »Gud er alvidende, og kiender paa eengang, hvadsomhelst der er skeet, eller nu skeer, eller skal skee i al Eftertiden. Vore hemmeligste Tanker ere ikke skiulte for ham«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 13f. hans Fortrolighed spiller formentlig på Job 29,4, hvor Job i Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« siger: »da Guds Fortrolighed var over mit Paulun«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 63. kjender hver en Tanke, langtfra henviser til Sl 139,2: »Hvad heller [end] jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra« (GT-1740). hver dens Vei grant hver af dens veje tydeligt. for hvem et Menneske er aabenbar i Løndom spiller formentlig på Matt 6,4.6.18, hvor det siges, at Gud »seer i Løndom« (NT-1819). en Tjener, der gjør ... Regnskab for Forvaltningen, hvilken betroedes ham hentyder formentlig dels til Jesu lignelse om den gældbundne tjerner i Matt 18,23-35, dels til Jesu lignelse om de betroede talenter i Matt 25,14-30, og dels til Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter i Luk 16,1-13. I alle tre tilfælde er der tale om tjenere, der skal gøre regnskab for deres forvaltning af betroede midler. betræffende angående. er og ikke heller ikke. den Uforanderlige dvs. Gud, jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, afsnit 3, § 2: »Gud er evig, og har hverken Begyndelse eller Ende. Han er stedse uforanderlig, og bliver altid den samme«, i Balles Lærebog (), s. 13. Bønnen ... forandrer den Bedende jf. den fjerde tale »Den rette Bedende strider i Bønnen og seirer – derved, at Gud seirer« i Fire opbyggelige Taler 1844, i SKS 5, 361-381. han vidste ikke, hvad han gjorde spiller formentlig på den bøn, den korsfæstede Jesus beder for sine gerningsmænd: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«, Luk 23,34. tjener sig op opnår en vis højere position el. stilling. naar var det hvornår. skuffende bedrageriske, illusoriske. der læres stykkeviis ... forvandles til Kundskab spiller på 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Nu erkender jeg stykkevis, men da [når det fuldkomne kommer] skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.« kun Eet er fornødent hentyder til Luk 10,42 (). hildet besnæret, forblindet. Apostelen Jakobs Ord ... I Tvesindede citat fra Jak 4,8 (NT-1819), som har komma efter 'Hjerterne' og udråbstegn efter 'Tvesindede'. – Apostelen Jakobs: If. den oldkirkelige tradition er forfatteren af Jakobsbrevet en af Jesu tolv apostle, og på SKs tid var det en udbredt opfattelse, at denne apostel var Jakob den Yngre el. Jakob den Mindre (se Mark 15,40), Alfæus' søn (se Matt 10,3), jf. fx M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon, 6. udg., forøget og udg. af H.L. Heubner, Halle 1840 [1740], ktl. 79 (forkortet Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz), s. 781, § 5, d, i artiklen »Jacob, Jacobus«. If. Hieronymus, en af de fire rom.-katolske kirkefædre, var denne Jakob imidlertid identisk med Jesu bror Jakob, også kaldet Jakob Herrens bror; denne opfattelse, der medfører, at Jesu bror Jakob også var en af hans apostle, blev endnu på SKs tid livligt diskuteret, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 1, s. 620-623; W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel () bd. 2, § 167, s. 302-306; og Ph. Schaf Das Verhältniss des Jakobus, Bruders des Herrn, zu Jakobus Alphäi, Berlin 1842, ktl. U 94. kun de Rene af Hjerte kunne see Gud hentyder til Matt 5,8, hvor Jesus siger: »Salige ere de rene af Hiertet, thi de skulle see Gud« (NT-1819). ville det Gode spiller på Rom 7,18-19, hvor Paulus skriver: »Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.« da ville vi til Slutning nærmere benytte Anledningen nemlig skriftemålet, se SKS 8, 245-250. – ville vi: vil vi. skulde han vel ville han givetvis. saa føre og således fører også. den Omvendte gaaer samme Vei tilbage jf. journalen AA:52, dateret 11. okt. 1837, hvor SK skriver: »Saaledes tænker jeg mig Forholdet mellem satisfactio vicaria [Kristi stedfortrædende fyldestgørelse] og Menneskets egen Sonen for sine Synder. Det er vel sandt, at paa den ene Side Synderne ere tilgivne ved Christi Død; men paa den anden Side bliver Mennesket derfor ikke ligesom ved et Trylleslag revet ud af sine gamle Forhold, det »Syndens Legeme«, som Paulus taler om (Rom. VII. 25). Han maa gaae samme Vei tilbage som han er gaaet frem, medens Bevidstheden om, at hans Synder ere ham tilgivne, holder ham opreist og giver ham Mod og forhindrer Fortvivlelsen (...). / Man maa retrograd gjennemløbe den samme Vei, man har gaaet frem, ligesom Trylleriet først ophører ved det musicalske Stykke (Ellekongestykket), hvad man kan lære af Ellefolket, naar man spiller det nøiagtigt igjennem igjen baglænds (retrograd)«, SKS 17, 52f. (se kommentarerne dertil i K17). Tilforladelighed ubetinget pålidelighed. Forord forud gjort betingelse; tidligere givet tilsagn, afgivet løfte, forpligtelse. Skuffelse bedrag, illusion. Tilsyneladelse umiddelbar fremtoning, noget blot tilsyneladende, skin og bedrag. det er, renser det vil sige, rens. dersom Nogen fattes Viisdom ... ikke som en tvesindet Mand (1, 5. 6. 8.) forkortet og sammenskrevet citat fra Jak 1,5: »Men dersom Nogen af Eder fattes [mangler] Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gierne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.« Og 1,6: »Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en Havs-Bølge, der røres og drives af Veiret.« Samt 1,7-8: »Ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren: en tvesindet Mand er han, ustadig i alle sine Veie.« (NT-1819.) »hvis Øine oplades – naar han knæler ned.« (4de Moseb. 24, 16.) da. gengivelse af 4 Mos 24,16 i Luthers oversættelse: »Es saget der Hörer göttlicher Rede, und der die Erkenntniß hat des Höchsten, der die Offenbarung des Allmächtigen siehet, und dem die Augen geöffnet werden, wenn er niederknieet« (»Der taler høreren af den guddommelige tale, og den, som har erkendelse af den Højeste, den, som skuer den Almægtiges åbenbaring, og den, på hvem øjnene åbnes, når han knæler ned«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). mislige betænkelige, tvivlsomme. underfundigt snedigt, svigefuldt. trodse paa påberåbe sig, hævde. Afvexling sml. »Vexel-Driften« i første del af Enten – Eller, i SKS 2, 275-289. hiin rige Mand ... til egen Forbandelse maa vedblive at ville Eet henviser til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31. Her fortælles det, at da den rige mand »slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer«, v. 23-24. Iid (hensigt med) virke, gerning. fange efter forsøge at gribe. Hvo hvem. Narrestregen en nars påfund; spøgefuldt, tåbeligt, absurdt påfund el. foretagende. et Træf et slumpetræf. Verden forgaaer og dens Lyst citat fra 1 Joh 2,17 (NT-1819). den ringeste Skjærv ... i den Fattiges Nøisomhed hentyder til beretningen om enkens gave i Mark 12,41-44, hvor det fortælles, at en fattig enke kom og lagde »to Skierve«, dvs. to småmønter, i tempelblokken. Om hende siger Jesus: »denne fattige Enke har lagt mere deri, end alle de, som lagde i Kisten. Thi de lagde Alle af deres Overflod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom« (NT-1819). to Villier, een ... og een som han forgjeves ganske vil være quit . hertil og ikke videre spiller formentlig på Job 38,11, hvor Gud siger til havet: »hertil skal du komme og ikke længere; her skal dine Bølgers Overmod brydes«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 87. Erfaringen paa Andre med. Tryllespeil spejl, hvori et billede ses på overnaturlig måde, magisk spejl. hurtigt glemme de Synet hentyder til Jak 1,23-24: »Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud.« thi Tungen er et lidet Lem, dog den pukker storligen delvis citat fra Jak 3,5: »Saaledes er og [også] Tungen et lidet Lem, men pukker storligen [praler stærkt]« (NT-1819). tager (...) forfængelig anvender noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. trøste sig med hinanden jf. talemåden 'at trøste sig med noget', dvs. skaffe sig el. føle trøst med noget, optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 467. en Viisdom, som ikke er herovenfra ... djævelsk hentyder til Jak 3,15-16: »Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kiødelig, diævelsk; thi hvor Nid og Trætte er, der er Forvirring og al ond Handel« (NT-1819). Modsat »den Viisdom herovenfra«, som beskrives i v. 17. – herovenfra: i religiøs sprogbrug: fra himlen. Den hellige Skrift lærer (...) at Synden er Menneskets Fordærvelse jf. kap. 3, »Om Menneskets Fordærvelse ved Synden«, i Balles Lærebog (), hvor det i § 10 hedder: »Ordsp. 14, 34. Synden er Folkets Fordærvelse. 1 Tim. 6, 10. Jak. 4, 1-2«, s. 34. forvender fordrejer. Naar den urene Aand farer ud ... har i Selskab med sig fri gengivelse af Matt 12,43-45, hvor Jesus siger: »Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igiennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. Saa gaaer han hen og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det første; saaledes skal det og [også] gaae denne onde Slægt« (NT-1819). saa det Sidste bliver værre end det Første se foregående kommentar. overskrige overdøve med en skrigende stemme. Der siges om Den, som svimlende staaer paa et høit Sted ... føder Svimmelhed jf. kap. 3, § 2, i Bogen om Adler (1846), hvor det hedder: »Man har, physiologisk rigtigt, gjort opmærksom paa, at Svimmelhed fremkommer naar Øiet intet fast Punkt har at hvile sig paa. Derfor bliver man svimmel ved at see ned fra et høit Taarn, thi idet Blikket styrter sig ned, finder det ikke Grændsen, Begrændsningen. (...) Det Svimlende er det Vide, det Uendelige, det Ubegrændsede, det Ubestemmelige; og Svimmelheden selv er Sandsens Tøilesløshed. (...) Svimmelhedens Dialektik har (...) den Modsigelse i sig, at ville det man ikke vil, det man gyser for, medens denne Gysen kun afskrækker – fristende« (Pap. VII 2 B 235, s. 161). – føder: afføder, medfører. Fri er – Syndens Træl dog ikke hentyder til Joh 8,31-34: »Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: 'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.' De svarede: 'Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?' Jesus svarede dem: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.'« Se også Rom 6,16.20. afkastet har han heller ikke Lænken, »fordi han spotter den« se 4. akt, 4. scene, i G.E. Lessings Nathan der Weise. Ein Dramatisches Gedicht, in fünf Aufzügen (1779), hvor den unge tempelherre i samtale med sultan Saladin bemærker, at selvom vi erkender den overtro, som vi er vokset op i, så taber den alligevel ikke sin kraft, og føjer til: »Es sind / Nicht alle frei, die ihrer Ketten spotten« (»Ikke alle er frie, som spotter deres lænker«), jf. Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-28, Berlin 1825-27, bd. 29-32, Berlin og Stettin 1828, ktl. 1747-1762; bd. 22, 1827, s. 181. L. Börne lader citatet afslutte sin dramaturgiske artikel »Henriette Sontag in Frankfurt«, jf. Gesammelte Schriften von Ludwig Börne, 2. udg., bd. 1-8, Hamborg 1835-40, ktl. 1627-1629; bd. 2, 1835, s. 126. m. T. min tilhører. Svimlen svimmelheden. end eengang endnu. hiin Fortvivlede sige ... i hiint Ord opgav han sig selv se journaloptegnelsen JJ:432 fra feb. 1846: »Naar en indtil Fortabelse Vildledt vil til at gaae under, saa er dette den sidste Replik og Tegnet: der gaaer dog i mig noget Bedre under. Saaledes opstiger der en Boble fra den Drukknende, det er Tegnet – saa synker han. Ligesom Indesluttethed kan blive et Mskes Undergang, fordi han ikke vil udsige det Skjulte, saaledes er Udtalelsen af hiint Ord: Undergangen. Thi Udtalelsen er netop Udtrykket for at han blev sig selv saa objektiv, at han tør tale om sin egen Undergang, som om noget Afgjort, der end psychologisk kan interessere en Trediemand. Det Haab om at der dog var noget Bedre i ham, som skulde i Taushed være brugt til at arbeide paa sin Frelse, det Haab gives ud og benyttes som en Ingredients i den Liigtale, han holder over sig selv.« SKS 18, 284,4-18. jeg gaaer under, frels mig hentyder til beretningen om stormen på søen i Matt 8,23-27, hvor disciplene vækker Jesus, der ligger og sover i båden, og siger til ham: »Herre, frels os! Vi går under!« v. 25. Se også Matt 14,30. tiltrygle sig tryglende el. bedende skaffe sig, tigge sig til. Lefleri koketteri. mærkværdig værd at bemærke, bemærkelsesværdig. fremkogler fremtryller. Løgnens Fader spiller på Joh 8,44, hvor Jesus siger om Djævelen: »Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner, og Løgnens Fader« (NT-1819). Daarlighed dårskab, tåbelighed, uforstandighed. tilbede i Sandhed hentyder til beretningen om Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden i Joh 4,7-26, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24. Hvo hvem. de ville det Gode . – ville: vil. Brøst skade, fejl. at ville dømme Andre istedetfor sig selv spiller på Matt 7,1-2, hvor Jesus siger: »Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med«. Se også Rom 14,12-13, hvor Paulus skriver: »Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.« underfundigt snedigt, svigefuldt. Frækhedens frække Lærere ... saa havde man dobbelt Fordeel, meente de sigter til sofisterne (af gr. sophistēs, opr. en indsigtsfuld og duelig mand), fællesbetegnelse for en række grækere, der i det 5. årh. f.Kr. mod betragtelig betaling optrådte som lærere, ikke kun i retorik og politik, men også i filosofi, naturvidenskab, antropologi og pædagogik. Sofisterne rejste overalt i den gr. verden, men forbandt sig især med det demokratiske Athen i tiden fra midten af det 5. årh. til opløsningen hen mod dette århundredes slutning og bidrog til at uddanne en politisk elite. Siden aristokraten og filosoffen Platon (427-347 f. Kr.), der bekæmpede dem både politisk og filosofisk (fx i dialogerne Sofisten, Protagoras, Gorgias og Theaitetos), anvendes betegnelsen 'sofist' som regel nedsættende. – I den givne sammenhæng henviser SK formentlig til sofisten Thrasymachos, sådan som han optræder i 1. bog af Platons Staten (327a - 354b, jf. Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher (), 3. del, 1 (bd. 6), s. 73-120, og Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 4, s. 26-64). Her vil Thrasymachos kun mod penge belære Sokrates om, hvad retfærdighed er. For så vidt er denne sofist tvesindet: han vil noget i sig selv godt, men for lønnens skyld (337b-c, s. 90, s. 40f.), et forhold, hvis skændsel Sokrates ikke undlader at vende tilbage til (345c - 347a, s. 103-106, s. 51-53). Desuden gør Thrasymachos sig til talsmand for den såkaldt positive ret: »dass es in allen Staaten dasselbige gerechte ist, das der bestehenden Regierung zuträgliche« (»at det i alle stater er det samme, der er retfærdigt, det nemlig, som er fordelagtigt for den bestående regering«) (338d, s. 92, s. 42), jf. SKs kritiske bemærkning om det retfærdige i »at gjøre Uret i det Store«. i Oldtiden en eenfoldig Viis en af SK ofte anvendt betegnelse for Sokrates, der selv taler om sin enfoldighed, se fx Platons dialog Symposion (198a), hvor Sokrates siger: »I min Eeenfoldighed troede jeg, man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise«, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-3, Kbh. 1830-38, ktl. 1164-1166; bd. 2, s. 55 (Platons Skrifter bd. 3, s. 119). – Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon og Aristoteles den berømteste gr. filosof. Efter sin langvarige, altid gratis filosofiske aktivitet blev han anklaget for at forråde Athen, for at antage andre guder end de af staten anerkendte og for at forføre og fordærve ungdommen. En folkedomstol dømte ham til døden og lod ham henrette med et bæger gift. Sokrates efterlod sig intet skriftligt, men hans karakter, samtalekunst og metode er skildret af især hans filosofiske elev Platon (se SKS K1, 179f.) samt af de to samtidige forfattere Xenophon (i fire skrifter, se SKS K1, 166) og Aristofanes (i en komedie, se SKS K1, 249f.). – Om det at være 'enfoldig' og 'vis', se kap. 1.ε, i anden dels andet afsnit i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor Johannes Climacus behandler forholdet mellem 'den Eenfoldige' og 'den Vise', i SKS 7, 148ff. burde undgaae at synes god I journaloptegnelsen NB:13 fra marts 1846 skriver SK: »hvad Socr. [Sokrates] i Staten saa skjønt udvikler, at man bør undgaae, Skinnet af at være god«, og i marginen tilføjer han: »(Stedet er mærket i mit Exemplar af Schleiermachers Oversættelse 2d Bog)«, SKS 20, 24. SK forveksler her Sokrates med Glaukon, der i sin samtale med Sokrates, i 2. bog af Staten (361b), med en henvisning til Aischylos definerer den retfærdige som den, »der nicht gut scheinen will sondern sein. Das Scheinen muss man ihm also nehmen« (»der ikke vil synes god, men være det. Skinnet må man altså tage fra ham«), Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher, 1. del, 1-2 (bd. 1-2), 2. forbedrede udg., Berlin 1817-18 [1804-05], 2. del, 1-3 (bd. 3-5), 2. forbedrede udg., Berlin 1818-26 [1805-09], 3. del, 1 (bd. 6), Berlin 1828, ktl. 1158-1163; 3. del, 1 (bd. 6), s. 128 (Platons Skrifter () bd. 4, s. 70). Misligheder tvivl, misforhold, betænkeligheder, fejltagelser. kan hverken det Nærværende ... adskille fra det Gode hentyder til Rom 8,38-39, hvor Paulus skriver: »Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ei heller det Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kierlighed i Christo Jesu vor Herre« (NT-1819). Verden (...) som Skriften siger, ligger i det Onde hentyder til 1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819). mislig betænkelig, tvivlsom. vi have intet Kald til at dømme . kjende sig selv hentyder til indskriften på Grækenlands fornemste Apollontempel (orakeltemplet) i Delfi: »γνῶϑι σεαυτόν« (gr. gnēthi seautón, »Kend dig selv!«). Om sætningens relation til Sokrates, se Om Begrebet Ironi, i SKS 1, 224f. engang blev sagt om Hukommelsen ... at lære den Kunst at glemme sigter til en anekdote om, at den gr. statsmand Themistokles (død o. 460 f.Kr.) en dag fik besøg af en mand, der tilbød at lære ham kunsten at huske alt; men Themistokles svarede, at det ville være ham til større glæde, hvis han kunne lære at glemme, hvad han ville. Anekdoten fortælles flere gange af den rom. taler og forfatter Cicero, bl.a. i De oratore (Om taleren), 2. bog, kap. 74, afsnit 299, jf. M.T. Ciceronis opera rhetorica, udg. af C.G. Schütz, bd. 1-3, Leipzig 1804-08; bd. 2 (Libri tres ad Q. Fratrem De oratore (lat. Tre bøger til broderen Quintus Om taleren)), 1805-06, ktl. 1234, 1. del, 1805, s. 219. paa det at for at. en tvesindet Mand er ... ustadig i alle sine Veie hentyder til Jak 1,7-8, hvor det om det menneske, der tvivler, når han beder, siges, at han ikke skal bilde sig ind, »at han skal faae Noget af Herren: en tvesindet Mand er han, ustadig i alle sine Veie [i al sin færd]« (NT-1819). – Apostelen Jacobs: . en tvesindet Mand ... maa ikke vente at faae det, hvorom han beder se foregående kommentar. trodser paa påberåber sig, hævder, pukker på. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. m. T. min tilhører. har Lønnen borte har ingen løn i vente, da de har taget den på forskud. Udtrykket stammer fra Matt 6,2.5.16. Her taler Jesus om dem, der lader blæse i basun, når de giver almisse, for at prises for det, om dem, der beder i synagoger og på gadehjørner for at blive anset for det, og endelig om dem, der ser bedrøvede ud, når de faster, for at man kan se det på dem. Om dem siger han, at »de have deres Løn borte« (NT-1819). samler det Vrede spiller formentlig på Rom 2,5, hvor Paulus skriver: »Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hierte samler du dig selv Vrede« (NT-1819). forraade røbe, lægge for dagen. udbredte udstrakte, omfattende. noget forvirret i en vis, ubestemt grad. Den, der ... ikke seer sig meget om ... kun seer ... efter Maalet hentyder til Fil 3,13-14, hvor Paulus skriver om sig selv: »dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.« Tidens (...) Fordring en i tiden hyppigt benyttet vending i forbindelse med krav om politiske forandringer (de liberale), kirkelige forandringer (fx grundtvigianerne) el. mere almene fordringer til åndslivet (fx J.L. Heiberg, der ud fra sine hegelianske forestillinger om historiens nødvendige fremadskriden, kombineret med ønsket om at bringe det københavnske borgerskabs bevidsthed og smag på niveau med fremskredne europæiske storbyers, ofte talte om tidens el. tidsalderens fordring; jf. fx hans indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 52f.). den Lønsyge den begærlige, den der er grisk efter løn el. belønning. hans Fortrolighed . Kleinmodighed modløshed, forsagthed, det at have ringe mod el. selvtillid. angiver røber. har han handlet ilde, da maa han (...) ønske at vorde straffet jf. nr. 40 af Martin Luthers 95 teser, som han opslog på døren til slotskirken i Wittenberg i 1517: »Wahre Reue und Leid sucht und liebet die Strafe« (»Sand anger og sorg søger og elsker straffen«), se Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af Otto von Gerlach, bd. 1-10, Berlin 1840-41, ktl. 312-316; bd. 1, s. 35. at lade sig skære og brænde af Lægen frit citat fra Platons dialog Gorgias, 479a, jf. Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154; bd. 1, s. 344f. Her siger Sokrates om dem, der har tiltvunget sig en stilling som fx tyran el. folkeforfører, så de ikke kan drages til ansvar og rammes af lovens straf, at de »har det paa samme Maade som den, der er angrebet af de farligste Sygdomme, men stadig vægrer sig ved at tage sit Ansvar overfor Lægerne for Misrøgten af sit Legeme og ikke vil lade sig behandle, idet han paa ganske barnagtig Vis er bange for at blive brændt og skaaret, fordi det gør ondt« (Platons Skrifter () bd. 2, s. 158f.). Undseelsens Hellighed det hellige i ærbødigheden el. ærefrygten (for Gud); hentyder måske til Hebr 12,28: »Efterdi vi da have bekommet [modtaget] et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunne tiene Gud velbehageligen, med Undseelse og Ærefrygt« (NT-1819). at han slaaer sig for sit Bryst og straffer sit Hjerte Første del af sætningen er et indirekte citat fra Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14, hvor det om tolderen fortælles, at han »stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig paa sit Bryst, og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!« v. 13 (NT-1819). Anden del af sætningen er måske også et citat, men det har ikke kunnet identificeres. Feberen i Blodet If. datidens feberteorier, som går tilbage til antikkens idé om blodets 'kogning' ved feber, mente man, at der ved feber fandt forskellige patologiske processer sted i blodet, og at der i blodet var en febermaterie el. ligefrem en forrådnelse af blodet. Derfor var de diagnostiske tegn, hvoraf datidens læger sluttede, at der var tale om feber, især den hurtige puls, men også den hede, røde hud og det blussende ansigt. Kjendet kendetegnet. er i Forhold til står, må ses. vil det Gode af Frygt for denne Straf jf. kap. 6, »Om Troens Frugter i et helligt Levnet«, § 3, anmærkningen, i Balles Lærebog (), s. 58: »Det er ei nok, at vi blot efter naturlig Drivt giøre et eller andet Gode, som kan være os behageligt. Det er ei heller en sand god Gierning, dersom vi giøre det Gode, enten for at æres af Mennesker, eller af Frygt for Straf og Tiltale, ifald det blev efterladt [undladt].« hvis ... Overtro kunde opfinde et billigt Sone-Middel jf. kap. 4, »Om Menneskets Opreisning ved Jesum Christum, Guds Søn, af sin Fordærvelse«, § 7.c, anmærkning c, i Balles Lærebog (), s. 45: »Det gamle Testamentes Ofringer ere ved Christi egen Opofrelse blevne ophævede. Men alle de overtroiske Forsoningsmidler, som Mennesker selv have opfundet, og som aldrig have havt den mindste Kraft eller Værd, maatte bortfalde af sig selv, og blive til intet.« – Sone-Middel: det middel, hvormed en forseelse el. skyld sones, så straffen undgås. I den kristne troslære anvendes udtrykket undertiden om Kristus. Der siges ... kan standse den onde Aand sigter til en gammel kristen forestilling om, at korstegnet, der henviser til Kristi død på korset og hans sejr over Djævelen og det onde, besidder en magisk kraft, der især kan skræmme el. jage onde ånder væk. Korstegnet fandt allerede anvendelse i oldkirkens liturgi, fx ved eksorcisme. skuffer forblænder, bedrager. hvad der læres om Evighedens Straffe sigter til den dogmatiske lære om evig fordømmelse af de ugudelige, der skal straffes med evigt varende pine i Helvede. Som bibelsk belæg for læren, se fx Matt 25,41, hvor Jesus siger: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle«, og 2 Thess 1,9-10, hvor Paulus skriver om dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om Jesus Kristus: »De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.« Om den dogmatiske lære, se § 39, afsnit tre »Om den evige Fordømmelse og Helvedstraffene«, i SKs referat af H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger« i notesbog 1:6, i SKS 19, 31f.; og artikel 17 i Den augsburgske Bekendelse; samt Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 [ty. 1828; 4. udg. 1839, ktl. 581], § 132, s. 350-352; og K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., bd. 1-2, Leipzig 1838 [1814], ktl. 437-438; § 174, bd. 2, s. 456-472. Djævelen troer, men skjælver henviser til Jak 2,19: »Du troer, at Gud er een; du giør vel; Diævlene troe det ogsaa, og skielve« (NT-1819). møisomt besværligt. vinker lokker, frister. Goldamme amme, der passer et spædbarn uden at give det die. Tugtemester spiller på Gal 3,24-25, hvor Paulus skriver: »saa at Loven er vorden vor Tugtemester [opdrager] til Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af Troen. Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren« (NT-1819). piinlige pinagtige, pinfulde. Guds Ven hentyder formentlig til Jak 2,23, hvor det siges, at Abraham blev kaldt »Guds ven«, jf. fx 2 Krøn 20,7. som Skriften lærer ... ikke indkomme i Himmeriges Rige Hvad angår 'tyve og røvere', sigtes der til 1 Kor 5,9-10, hvor Paulus skriver: »Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds rige? Farer ikke vild! hverken Skiørlevnere [utugtige], ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige [kvindagtige], ei heller de, som synde imod Naturen, ei heller Tyve, ei heller Gierrige, ei heller Drankere, ei Skiendegiæster [de der idelig skænder på andre, smæder andre], ei Røvere skulle arve Guds Rige« (NT-1819). Hvad 'den frygtagtige' angår, tænkes måske på den tjener i lignelsen om de betroede talenter, der af frygt for sin herre gemte den betroede talent i et hul i jorden, og som blev kastet ud i mørket udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren, Matt 25,24-30 (). dette siges jo fra gamle Dage ... kjende af hans Drømme hentyder til 9. bog af Platons Staten (572b), hvor Sokrates siger til Glaukon: »was wir aber wissen wollen ist dieses, dass also eine heftige wilde und gesezlose Art von Begierden in einem jeden wohnt, und wenn auch einige von uns noch so gemässigt erscheinen; und dieses nun eben wird in den Träumen offenbar« (»men hvad vi ville vide, er dette, at der bor en heftig, vild og lovløs art af begær i enhver, også selv om enkelte af os synes nok så mådeholdende; og netop det bliver nu åbenbart i drømmene«), Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher (), 3. del, 1 (bd. 6), s. 448 (Platons Skrifter () bd. 5, s. 159). Piinlighed pinefuldhed. trælsom slidsom; trælleagtig. Hvo hvem. Dunstens luft, især luft, som er opfyldt af fint støv, røg, damp el. tåge; hvad der i sig selv intet er, forsvinder sporløst. gøglende illuderende. Taagebilleder billeder el. skikkelser, der synes dannet el. tilsløret af tåge; uvirkelige billeder, uklare tankebilleder. frygter, hvad et Menneske ikke skal frygte ... ikke faaer den fra Frygten henviser til Matt 10,28, hvor Jesus siger: »Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.« Skal et Menneske ikke elske Verden ... ikke et hoffærdigt Levnet henviser til 1 Joh 2,15-16: »Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kierlighed ikke i ham. Thi alt det, som er i Verden, Køidets Lyst, og Øinenes Lyst, og Livets Hoffærdighed [hovmodighed], er ikke af Faderen, men af Verden« (NT-1819). Armodens eller Forfølgelsens Udelukkelse udelukkelse pga. armod el. forfølgelse. Undseelse . Helliggjørelsens (...) Tjeneste hentyder formentlig til Rom 6,22, hvor Paulus skriver: »Men nu I ere frigiorte fra Synden, og blevne Guds Tienere, have I Frugt deraf til Helliggiørelse, og Enden er til evigt Liv« (NT-1819). Se også 1 Thess 4,3-6. forarges paa tager anstød af. gik ene gjennem Livet, hvilket ... ikke skal være godt hentyder til 1 Mos 2,18, hvor Gud siger: »Det er ikke godt, at mennesket er alene.« som Prædikeren raabe Vee ... hvo skal da reise ham op hentyder til Præd 4,10: »Vee den, som er ene! Hvis han falder, er der ingen Anden til at opreise ham«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 425. Tilsyneladelsens umiddelbar fremtoning, noget blot tilsyneladende, skin og bedrag. Hensynets Idelighed det konstant at se hen til noget el. nogen og lade sine handlinger bestemme af det. undseer sig mere for sig har mere frygt, respekt for sig selv. Tilsyneladelsens beilende Hensyn det at lade sig syne af el. foregive at være noget, man ikke er, med den hensigt at bejle til andres gunst. underfundigt snedigt, svigefuldt. det er paa det vil sige. Undseelse ærefrygt, ærbødighed, med bibetydningen: beskedenhed. m. T. min tilhører. Forklaret afklaret; forvandlet til en anden (og herligere) skikkelse, transfigureret. overiles forløbe sig; indhentes, overrumples, overvældes. i et Øieblik på. bedaare narre, fortrylle. tjene Dig op i vinde dig en højere stilling i. Overilelse overrumpelse; ubesindighed, uoverlagt, hidsig ytring el. handling. undgaae blive ubemærket af, unddrage sig opmærksomhed fra. en retfærdig Styrelse jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst«, og § 3.c: »Om det end undertiden synes, at de Ugudelige have alting efter Ønske, og at de Gudfrygtige lide Nød, bliver Gud dog lige viis og retfærdig i sin Bestyrelse; thi han veed bedst, hvad der tiener til Nytte, saavel for enkelte Mennesker, som for hele Verden i Almindelighed, og i et andet Liv vil han engang uddele til enhver sin tilbørlige Straf eller Belønning«, i Balles Lærebog (), s. 23f. der vel ved sikkert og vist. fortrøster sig for Gud over for Gud stoler på, sætter sin lid til. Tilforladelighed ubetinget pålidelighed. saa maatte således. de Herlige sigter til det faste udtryk 'de el. hine Herlige' for de martyrer, der i kristendommens første århundrede blev henrettet pga. af deres kristne bekendelse. tragte først efter Guds Rige og hans Retfærdighed citat fra Matt 6,33, jf. Luthers oversættelse: »Trachtet am ersten nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit; so wird euch solches alles zufallen« (»Tragt først efter Guds rige, og efter hans retfærdighed; så vil alt sådant tilfalde jer«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). i Frygt og Bæven dog at ville frelse sig selv hentyder til Fil 2,12-13 (). Undseelse respekt, ærbødighed, med bibetydningen: blufærdighed, beskedenhed. vær langsom til at dømme Andre . at lide Straf, naar man gjør det Gode Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. møisomt besværligt. undgaaer blive ubemærket af, unddrage sig opmærksomhed fra. svælgende Dyb (...) Befæstning spiller formentlig på Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31, hvor Abraham siger til den rige mand i dødsriget, at der er »imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). – svælgende: afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft. ligge under bukke under. Skuffelse bedrag, illusion. en unyttig Tjener hentyder til Luk 17,10, hvor Jesus siger til apostlene: »Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« tage det Gode med Vold hentyder til Matt 11,12, hvor Jesus siger til folkeskaren: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). paatrænge pånøde, påtvinge. forskyldte gjorde sig skyldig i. vel saa givetvis således. har Lydighed kjærere end Vædderens Fedme henviser til 1 Sam 15,22, hvor Samuel siger til Saul, der ikke har adlydt Gud: »mon HERREN har saa Behagelighed i Brændoffere og Slagt-Offere, som i at adlyde HERRENS Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, og at give Agt paa, end Fedmen af Vædre« (GT-1740). Sinkelse det at sinke, forsinkelse. Hvo hvem. Intet mindre alt andet, lige det modsatte. den staaende Vinds den vedvarende vind. fordrages enes, forliges, forenes. Langmod langmodighed, tålmodighed. en Judas, som forrædersk vil fremskynde det Godes Seier se journaloptegnelsen NB8:99, hvor SK skriver: »Judas var en Skeptiker, der mistroisk ikke kunde troe ganske paa Χsti Hellighed, men havde en verdensklog Mistanke om, at der dog maatte stikke nogen Ærgjerrighed [hos Kristus om at blive en jordisk konge med et jordisk rige] under. Saa vover han Experimentet, for at gjøre den formente Ærgjerrighed aabenbar, tænker i ethvert Tilfælde ikke paa, at Katastrophen skulde blive saa frygtelig. Deraf hans Ord: jeg har forraadt uskyldig Blod [Matt 27,4]. Der ligger nemlig i disse Ord Noget, som var han nu først ret blevet forvisset om, at Χstus var den Rene, og hvorledes det? jo, thi nu havde Χstus bestaaet Prøven, og blev sig selv tro.« SKS 21, 185f. – Judas: Judas Iskariot, en af Jesu tolv apostle. Om Judas' forræderi, se Matt 26,14-16.47-69 og 27,3-5. Forarget er han (...) er forarget paa taget anstød har han (...) har taget anstød af. i unyttig Tjeneste . skuffende bedrageriske, illusoriske. er Evigheden Timelighedens blaanende Grændse ... Øieblikkets blændende Gøglespil En lignende kritik af en sådan æstetisk verdslig opfattelse af evigheden fremføres af Vigilius Haufniensis i kap. 4, II, i Begrebet Angest (1844): »Man opfatter det Evige aldeles abstrakt. Det Evige er ligesom de blaae Bjerge Grændsen for Timeligheden, men den, der lever kraftigen i Timeligheden, kommer ikke til Grændsen. Den Enkelte, der speider derefter, er en Grændsesoldat, der staaer udenfor Tiden«, SKS 4, 452,6-9. – blaanende Grændse: grænse, der antager en blålig farve el. fortoner sig i blålig dis. Ordet 'blånende' angiver, at der er tale om en fjern, eventyrlig grænse, jf. 'de blå bjerge', der i den ty. romantik var et ofte anvendt udtryk, næsten en kliché, som regel til betegnelse af Italien, der var det hyppigste mål for romantikkens længsel. – Øieblikket: her det timeligt momentane. – blændende: forblændende, forblindende. – Gøglespil: gøgleri, skuespil af lavere art. Grændsen, hvor Timelighed og Evighed berøre hinanden dvs. i 'øjeblikket', jf. hvad Johannes Climacus skriver i kap. 1, B, b, i Philosophiske Smuler (1844): »Og nu Øieblikket. Et saadan Øieblik er af en egen Natur. Det er vel [givetvis] kort og timeligt som Øieblikket er det, forbigaaende som Øieblikket er det, forbigangent, som Øieblikket er det, i det næste Øieblik, og dog er det Afgjørende, og dog er det fyldt af det Evige. Et saadant Øieblik maa dog have et særligt Navn, lad os kalde det: Tidens Fylde [Gal 4,4 om tiden for Jesu fødsel]«, SKS 4, 226,28-32. Jf. også hvad Vigilius Haufniensis skriver i kap. 3 i Begrebet Angest, at »Øieblikket er hiint Tvetydige, hvor Tiden og Evigheden berøre hinanden«, SKS 4, 392,17f. den Alvidende . Alt er tabt uden Æren If. overleveringen skrev Frants I (1494-1547, konge fra 1515) af Frankrig efter slaget ved Pavia, hvor han blev taget til fange, til sin mor: »Tout est perdu fors l'honneur.« – uden: bortset fra, blot ikke. saa vil således. den unyttige Tjeners ringe Skikkelse spiller på Fil 2,7, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus, at »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819). tager (...) forfængelig anvender noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. vende Reenheden ud formentlig: som når man vender den rene side af et klædestykke ud. vel bestemmeligt givetvis at definere. omtumlet af enhver Luftning hentyder til Ef 4,14, hvor Paulus skriver: »at vi ikke mere skulle være Børn, og lade os tumle som Bølger, og omdrive af enhver Lærdoms Veir« (NT-1819). han lærer og lærer ... aldrig kommer til Sandhedens Erkjendelse henviser til 2 Tim 3,7, hvor Paulus skriver, at til de ugudelige mennesker i de sidste tider hører de, »som lære altid, og kunne aldrig komme til Sandhedes Erkiendelse« (NT-1819). Nyt under Solen hentyder til Præd 1,9: »Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.« Tyv, i sin Næringsvei spiller på ordsproget 'Enhver er tyv i sin næring' (dvs. søger sin fordel, som han bedst kan), optegnet som nr. 1995 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 76. Skuepladsens scenen. det overflødige Ord, der er talet spiller formentlig på Matt 12,36 (). fanger efter griber ud efter. voxer en guddommelig Væxt hentyder til Kol 2,19, hvor Paulus advarer mod dem, der ikke holder »fast ved Hovedet [Kristus], af hvilket det ganske Legeme, understøttet og sammenføiet ved Ledemod [led] og Baand [sener], voxer en guddommelig Væxt« (NT-1819). udvikles udredes. det Sidste bliver værre end det Første . at afrive det Latterliges umodne Frugt af deres Viisdom da. gengivelse af citat fra 5. bog af Platons Staten (457a-b) i Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher (), 3. del, 1 (bd. 6), s. 276, hvor Sokrates siger til Glaukon: »Ein Mann aber, welcher lacht über entkleidete Frauen, die sich des besten wegen auf diese Art üben, und der sich des Lächerlichen unreife Frucht von seiner Weisheit pflükt, weiss, wie man wol sieht, nicht, worüber er lacht, noch was er thut« (»Men en mand, som ler ad afklædte kvinder, mens de øver sig på denne måde for det bedstes skyld, og som til sig selv plukker det latterliges umodne frugt af sin visdom, ved ikke, som man vel ser, hvad han ler ad, eller hvad han gør«). (Platons Skrifter () bd. 5, s. 18.) Græshoppernes Mængde over Ægypten hentyder til beretningen i 2 Mos 10,4-19 om den ottende af de ti plager, hvormed Gud hjemsøger egypterne for at få Farao til at lade Moses og israelitterne vandre ud af landet. undgaae Nogen forbigå nogens opmærksomhed. den ligger ved hans Dør og begjerer efter ham spiller på 1 Mos 4,7, hvor Gud siger til Kain: »Er det ikke saa [således]? at dersom du giør godt, da er du behagelig, og dersom du giør ikke godt, da er Synden den, som ligger for Døren, og dens Attraa skal være til dig, og du, du skal hersker over den« (GT-1740). – begjerer efter: higer efter, attrår. hvad det kan hjælpe ... at ville stride imod gengiver formentlig en verserende talemåde el. floskel. Gud er Kjærlighed hentyder til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.« hans Kjærlighed overgaaer al Forstand spiller på Fil 4,7, hvor det er »Guds fred, som overgår al forstand«. sit Forsyn jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, i Balles Lærebog (), s. 22-25, især § 3 (), hvor Matt 10,29-31 citeres (se følgende kommentar), s. 23. Spurven, som ikke falder til Jorden uden hans Villie hentyder til Matt 10,29, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie« (NT-1819); en 'penning' er en mønt af ringe værdi. antager sig tager sig af for at hjælpe, tager til sig. skulde Den, der plantede Øret ikke høre henviser til Sl 94,9: »Mon den, som plantede Øret, skulde ikke høre? eller den, som dannede Øiet, skulde han ikke see?« (GT-1740). Ligelighed ligestillethed, gensidighed. drage i lige Aag hver for sig trække med samme kraft, trække på samme hammel, virke i jævnbyrdigt fællesskab; det modsatte udtryk forekommer i 2 Kor 6,14, hvor Paulus skriver til korintherne: »Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe! Thi hvad Fællesskab haver Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund haver Lys med Mørke?« (NT-1819). Tro og Haab og Kjærlighed hentyder til 1 Kor, 13,13, hvor Paulus skriver: »Saa bliver da Tro, Haab, Kierlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kierligheden« (NT-1819). løse Ord spiller måske på Luk 24,11, hvor apostlene opfatter kvindernes ord om den tomme grav og Jesu opstandelse som »en løs Tale« (NT-1819). aflader aftager, ophører. negtede ... Den Tilgivelse, der var ham Noget skyldig hentyder modsætningsvis til den femte bøn i Fadervor: »Og forlad os vor Skyld, som og [også] vi forlade vore Skyldnere!« Matt 6,12 (NT-1819). Vederfores vederfaredes. Verdens-Ordenen jf. kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«, § 4, i Balles Lærebog (), s. 6: »Der maa være et høieste Væsen til fra Evighed, som haver skabt Verden, eller givet den sin Oprindelse og Indretning. Dette Væsen kaldes Gud, og denne Gud maa besidde den allerhøieste Viisdom, Magt og Godhed, eftersom der findes saa vis en Orden imllem de mange forskiellige Ting, hvoraf Verden bestaaer, og alle disse Ting tiene til megen Nytte.« saa meente således. er sagt, at fra Hjertet udgaaer Livet jf. mundheldet »Fra Hjertet gaaer Livet ud« (se følgende kommentar), optegnet som nr. 1132 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 42. bevar Dit Hjerte, thi fra det udgaaer Livet citat fra Ordsp 4,23 i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 342. – bevar: beskyt, bevogt. renses fra renses for. bevares fra beskyttes mod, befries for. Vold magt, herredømme, varetægt. vel forstaaede rigtigt. det var ham om Hjertet det lå ham på hjerte, det var hans egentlige, inderste opfattelse. forsøge prøve, sætte på prøve. Skuffelse bedrag, illusion. tækkeligt behageligt, tiltalende. indyndede Straffen gjorde straffen yndet, skaffede straffen bifald. i Badet, hvor Heden voxer hentyder til behandling med badekur, dvs. terapi med vand i form af kolde afvaskninger og varme bade, som havde fundet stor udbredelse på SKs tid. SKs læge Ole Lundt Bang var en ivrig fortaler for både indvortes og udvortes behandling med vand. Levning rest. det Sværd, der kunde hugge Stene sigter formentlig til Qværnbider, »et Sværd, som kunde bide / I Stene, som [ligesom] i Kjød«, i Adam Oehlenschlägers sørgespil »Hakon Jarl hin Rige« i Nordiske Digte, Kbh. 1807, ktl. 1599, s. 267. saa blødt, at det kunde vikles om Livet Et sådant sværd har ikke kunnet identificeres. tiltræder begynder på. saa er det således. Undskyldningernes Indvielse indvielse i undskyldningerne, dvs. i det at undskylde sig. vi ville (...) vi ville (...) vi ville vi vil. fornemlig først og fremmest, især. Ærlighed varer længst ordsprog, optegnet som nr. 2997 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 114. et Ordsprog ... lidt mere til end Ærlighed ... gjennem Verden optegnet som nr. 12019 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 602. er allerede gaaet over fra Timeligheden til Evigheden spiller formentlig på Joh 5,24, hvor Jesus siger: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.« erkyndiger sig forhører sig, spørger. forsøgtes blev sat på prøve. bedre, at gaae til Sorrigs Huus end til Gjæstebudshuus citat fra Præd 7,2: »Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus end at gaae til Giæstebuds Huus, fordi i det samme [sorgens hus] er hvert Menneskes Ende, og den Levende skal legge sig det paa sit Hierte« (GT-1740). om hundrede Aar er Alting glemt talemåde, optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 347, anvendt som begyndelseslinie i første strofe og som slutningslinie i sjette og sidste strofe af den da. forfatter Carl Søeborgs vise »Om hundred' Aar er Alting glemt« (1809), jf. Fader Evans Stambog, eller nyeste Samling af danske Selskabs-, Drikke- og Commerts-Sange, udg. af A.P. Liunge, Kbh. 1824, s. 220f. de gjæve Brødre hentyder måske til anden strofe i Søeborgs vise: »Vil Lykkens Hest ej gaae i Trav, / Brødre! giv den af Glædens Sporer; / generes stundom Du ved Krav / af Vexler, Renter, Creditorer; / trøst Dig: at, hvordan det end gaaer, / Du kræves ei – om hundred' Aar! / trøst Dig: at, hvordan det end gaaer, / Du kræves ei – om hundred' Aar!« s. 220. M. T. min tilhører. ville vi vil. udviklende udredende. betrygget sikret. skal bortgive al sin Eiendom til de Fattige hentyder til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige yngling, som spurgte Jesus, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede ham, at han skulle holde budene. »Hvilke?« spurgte ynglingen. Jesus nævnte fem af de ti bud og føjede til: »Du skal elske din næste som sig selv.« Ynglingen svarede, at det havde han alt sammen gjort, og spurgte, hvad han så manglede. Jesus svarede: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, »thi han havde meget Gods« (NT-1819). begrave sin Fader hentyder til Luk 9,59-60, hvor det fortælles, at en, til hvem Jesus sagde: »Følg mig!« bad om lov til først at begrave sin far. Men Jesus svarede ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« tro over Lidet hentyder til Jesu lignelse om de betroede talenter i Matt 25,14-30 (), hvor det i v. 21 og 23 hedder: »vel, du gode og troe Tiener! du haver været tro over det Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde« (NT-1819). lige saa godt at springe i det som at krybe i det spiller på ordsproget 'Man kan lige så godt springe i det som krybe i det', optegnet som nr. 9515 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 347. lige saa godt først som sidst mundheld, optegnet som nr. 791 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 30. at dandse paa Roser spiller på ordsproget 'Man kan ikke altid danse paa Roser', optegnet som nr. 2184 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, s. 83. er det altid godt at være forberedt talemåde. en Tingende en, der købslår el. prutter om prisen. Selvangivelse det at anmelde el. afsløre sig selv. sædeligt svarende til god sæd og skik, moralsk. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. Klogskaben attraaer bestandigt mod klogskabens lyst virker bestandig i modsat retning af. sindrig snedig, udspekuleret, fortænkt. forekommende komme i forkøbet, forebygge, afværge. »Nogle unddrage sig til deres egen Fordærvelse« (Hebr.10.39.) frit citat fra Hebr 10,39: »Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sielens Frelse« (NT-1819). hvo hvem. et Ordsprog blandt Menneskene spiller på 5 Mos 28,37, hvor israelitterne advares om, at de skal »blive til en Forskrækkelse, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle Folkene, der HERREN skal føre dig hen« (GT-1740). Sml. 1 Kong 9,7 og Jer 24,9. – Talemåden 'at blive til et ordsprog' betyder at blive almindelig genstand for nedsættende omtale (spot, dadel, o.l.). den unyttige Tjener gjør ... sin Herres Villie . Er dette saa således. udfinder finder på, udtænker. glemmes over for, på grund af. Styrelsen dvs. Guds styrelse (). Naadebrød el. nådesensbrød, dvs. underhold, som gives af nåde og barmhjertighed til trængende. narres (...) med spøger med, driver spot med. tage (...) forfængeligt anvende noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. det store Krigsskib ... Skuden veed Alt forud et ofte anvendt billede af SK, jf. fx journalen JJ:369: »Naar en Skipper seiler ud med sin Pæreskude veed han i Almdl. hele Touren forud; men en Orlogs-Mand [kaptajn på et krigsskib] stikker i Søen og først paa Dybet faaer han sin Ordre«, SKS 18, 262,22-24. hav mig undskyldt hentyder til Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,16-24. En mand, der ville holde et stort festmåltid, indbød mange, og da tiden kom, sendte han sin tjener ud for at tilkalde de indbudte. Men én efter én angav de forskellige grunde til ikke at kunne komme og de to første sagde til tjeneren: »Jeg beder dig, hav mig undskyldt«, v. 18 og 19. Enkens Skjærv ... var for Gud ligesaa stor en Sum . Forsynet dvs. Guds forsyn (). Fægten i Luften nytteløs kamp; udtrykket spiller på 1 Kor 9,26 i Luthers oversættelse, hvor Paulus om sig selv skriver: »ich fechte also, nicht als der in die Luft streichet« (»jeg fægter altså, ikke som den, der slår i luften«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). kjøbslaae i Forgaarden til det Hellige hentyder til beretningen om tempelrensningen i Matt 21,12-16, hvor det fortælles, at Jesus jog alle dem ud, der solgte og købte i forgården til templet, v. 12. Elskende (...) næsten ... foretrække denne Erindringens Hvisken således som der i en af »Diapsalmata« i første del af Enten-Eller (1843) står, at »først Erindringens Kjærlighed er lykkelig«, SKS 2, 50,2, og således som det er tilfældet med Det unge Menneske i Gjentagelsen (1843), jf. SKS 4, 13,21 - 14,20. vidste og også. Hæderstegnet orden el. ordenstegn, medalje o.l. O, hvad hjalp det dog et Menneske ... tabte sig selv hentyder til Luk 9,25, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, eller leed Skade paa sig selv?« (NT-1819). det ene Fornødne hentyder til Luk 10,42 (). ubetinget Alt maa (...) sælges for at kjøbe det hentyder formentlig til Jesu lignelse om skatten og om perlen i Matt 13,44-46. I den ene lignelse er der tale om en mand, der finder en skat, som er skjult i en mark, »og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark«, v. 44. I den anden lignelse om en købmand, der samler på smukke perler, og da han fandt én særlig kostbar perle, »gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den«, v. 46. Slikkeri kæleri; slik; noget ubetydeligt, værdiløst. Skuffelse bedrag, illusion. opføre Taarnet hentyder til Luk 14,28-30, hvor Jesus siger til skaren: »Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!« den utro Tjener, hvis Herre reiste bort hentyder til Jesu lignelse om de betroede talenter (NT-1819 har 'Pund') i Matt 25,14-30. En mand, der skal rejse udenlands, tilkalder sine tjenere for at betro dem sit gods, mens han er borte; én giver han fem talenter, en anden to og en tredje én. Så rejser han. De to første tjenere handler med de betroede talenter og tjener på dem, den ene fem og den anden to; den tredje graver den ene talent, han har fået, ned i jorden. Da manden kommer hjem, gør han regnskab med sine tjenere. De to første roser han for, hvad de har udrettet, og kalder dem begge 'en god og tro' tjener, v. 21 og 23 (). Men den tredje kalder han en 'ond og lad' tjener, v. 26 (NT-1819), og bebrejder ham, at han ikke har betroet hans penge til vekselererne, så han nu kunne få dem tilbage med renter. Og manden siger, at den 'utro' tjener skal fratages den ene talent, som skal gives til ham, der nu har ti, og at han skal kastes ud i mørket, hvor der skal være gråd og tænderskæren. tilforladelige ubetinget pålidelige. Forklarende afklarende. det Eviges Brydning dvs. det evige brydes i timeligheden (som lysets stråler brydes i et prisme), når tiden og evigheden berører hinanden ( og ). Gud-Mennesket ... det Tilfældige ... hos et andet Folk I en næsten samtidig journaloptegnelse NB2:37 fra maj el. juni 1847 udtrykker SK det samme således: »Da Χstus var Gud-Msket saa kan det at han blev korsfæstet ikke betyde, at Jøderne tilfældigviis den Gang vare demoraliserede, og at Χstus saaledes kom, om jeg saa tør sige, i et uheldigt Øieblik. Nei Χsti Skjebne er et Evigt, angiver Mske-Slægtens Vægtfylde, det vil gaae Χstus til enhver Tid saa. Χstus kan aldrig udtrykke noget Tilfældigt.« SKS 20, 156,4-9. – Gud-Mennesket: dvs. Kristus, jf. kap. 4, § 3: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge Naturer«, i Balles Lærebog (), s. 37f. den Medlevende den samtidige. bag efter ... at smykke de Ædles Grave ... »dersom de nu havde levet« spiller på Matt 23,29-30, hvor Jesus siger: »Ve jer, skriftkloge og firsæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod.« den Daare ... han kan ikke hjælpe sig selv sigter til Matt 27,42, hvor ypperpræsterne sammen med de skriftkloge og de ældste håner den korsfæstede Jesus: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.« benyttet sig af Leiligheden, at blive Konge se foregående kommentar. Se også Joh 6,14-15, hvor det fortælles, at da Jesus efter bespisningen af de fem tusind forstod, at de ville tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, trak han sig helt alene tilbage til bjerget. tillod Folkets Yttringer hentyder til beretningen i Luk 19,28-40 om Jesu indtog i Jerusalem, hvor discipelskaren hylder ham med råbet: »Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! / Fred i himlen / og ære i det højeste!« v. 38. Da nogle af farisæerne beder Jesus om at sætte sine disciple i rette, svarer han: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe«, v. 40. give sig hen give efter. forblindet Sværmer If. Johannesevangeliet siger jøderne flere gange til og om Jesus, at han må være besat og vanvittig, jf. 7,20; 8,48.52; 10,20. en anseet Lærer i Israel ligesom farisæeren og den ansete rådsherre Nikodemus, jf. Joh 3,10. det er fuldbragt et af Jesu ord på korset, se Joh 19,30. vel endnu givetvis. de romerske Soldater På Jesu tid var landet besat af romerne. Herodes Herodes Antipas (født o. 20 f.Kr.), tetrark (landsfyrste) over Galilæa og Peræa fra 4 f.Kr. til 39 e.Kr.; kaldes flere steder i NT (fx Matt 14,9 og Mark 6) med urette for konge. Under processen mod Jesus blev Jesus også fremstillet for Herodes, jf. Luk 23,6-12. Pilatus Pontius Pilatus, rom. præfekt i Judæa og Samaria (26-36 e.Kr.); i Joh 18 kaldes han statholder, mens han i Matt 27 med urette benævnes landshøvding. Under processen mod Jesus blev Jesus flere gange forhørt af Pilatus, der endte med at dømme ham til korsfæstelse, jf. fx Matt 27,11-26. Mængden i Porten Portene (portrummene) i Jerusalems bymur fungerede som samlings- og mødested. da Moderen stod hos hentyder til Joh 19,25-27, hvor det fortælles, at Jesu mor stod ved hans kors. Disciplenes Øine vare – som naglede til Korset Evangeliernes beretninger om Jesu korsfæstelse og død rummer intet vidnesbyrd om, at disciplene var til stede, bortset fra apostlen Johannes, som if. Joh 19,25-27 stod sammen med Jesu mor ved korset. Dog fortælles det i Luk 23,49: »Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.« gjækkelig tåbelig; falsk, bedragerisk. snare hurtige. nøisomme til påpasselige, omhyggelige med; mådeholdende, nøjeregnende med. snild listig. Speider og Angiver spion og anmelder (til myndigheder). Om det er saa sådan. fødes tvende Engle: hans gode og hans onde hentyder formentlig til forestillingen om en god og en ond ånd (fra lat. genius, et vinget væsen), der følger et menneske og som indre magter leder el. driver det til hhv. gode og onde handlinger. den dybsindigste Digter William Shakespeare (1554-1616), eng. digter og dramatiker. »værre dog end Selvkjærlighed er Selvforagt.« frit citat fra 2. akt, 4. scene, i Shakespeares historiske drama Kong Henrik den Femte, hvor Dauphin siger til kongen: »Selvkiærlighed er ei saa lav en Synd, / som Selvtilsidesættelse, min Konge!« William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 4, 1816, s. 60. Hvert skuespil er pagineret forfra. Samme oversættelse findes i William Shakspeare's Dramatiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-11 [bd. 6-11, udg. og gennemset af O. Høyer], Kbh. 1845-50, ktl. U 103; bd. 4, 1846, s. 194. I W. Shakspeare's dramatische Werke, overs. af E. Ortlepp, bd. 1-8, Stuttgart 1838-39, ktl. 1874-1881; bd. 6, 1839, s. 431, er replikken gengivet således: »Selbstliebe, Herr, ist kein so arger Fehler, / Als Selbstverkennung« (»Selvkærlighed, Herre, er ikke så slem en fejl, som selvmiskendelse«). Og i Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og L. Tieck, bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 2, 1840, s. 147, således: »Selbstliebe, Herr, ist nicht so schnöde Sünde, /Als Selbstversäumniß« (»Selvkærlighed, herre, er ikke så ussel en synd, / som selvforsømmelse«). Kong Henrik den Femte blev ikke opført på Det kgl. Teater i SKs levetid. fatte Sandheden ... udføre det Skjønne ... fuldkomme det Gode hentyder til de tre ideer 'det skønne', 'det gode' og 'det sande', som kan føres tilbage til Platons idealisme, hvor de behandles hver for sig, idet 'det sande' dog ikke optræder som form; jf. fx Staten (om 'det skønne' i 5. bog, 479e, om 'det gode' i 7. bog, 517c, og om 'det sande' i 6. bog, 490b, se Platons Skrifter () bd. 5, s. 49f., s. 91f. og s. 59). De tre ideer bliver først opfattet som en sammenhørende trilogi i den ty. filosof G.W.F. Hegels system, hvor de sammen danner den absolutte ånd (jf. § 453-477 i Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, Heidelberg 1817, s. 279-288 (Jub. bd. 6, s. 301-310)). I da. sammenhæng er Hegels lære om den absolutte ånd især blevet fremhævet og udtrykt af J.L. Heiberg, som indgående behandler trilogien 'det skønne', 'det gode' og 'det sande' i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsninger paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1832 (også udg. som Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole, [Kbh.] 1831-32, samme paginering), § 185, anmærkningen: »Den ideelle Verden er den, hvori Villien stræber at realisere det Fuldkomne, der endnu ikke er bestemt som det Skjønne, det Gode og det Sande, men kun har den ganske ubestemte eller negative Bestemmelse af Fuldkommenhed i Almindelighed (saasom den lyksaligste Tilstand, den evige Fred, o. s. v.)«, s. 121. Se også § 187, anmærkningen: »Al Theorie er ufuldkommen, fordi dens Bestemmelse, det Practiske, ligger udenfor den; al Praxis er ligeledes ufuldkommen, fordi den stræber efter en Fuldkommenhed, som ligger udenfor det Virkelige. Først i det Skjønne, det Gode og det Sande ere alle Modsætninger hævede; Erkjendelse og Villie, Theorie og Praxis ere her forsonede med hinanden, og Ideen er i disse Former ikke enten det som er, eller det som bør være, men begge Dele paa eengang, eller det som Idee realiserede Ideal«, s. 122. misligt betænkeligt, tvivlsomt. skuffe bedrage. Strengelegen strengeinstrument som fx citar, harpe og lut. i Overeensstemmelsens Takt i en takt, der stemmer overens, underforstået: med evigheden. daarlig tåbelig, uforstandig. Daarlighed dårskab. i en stille Time et ofte af sognepræst, fra 1834 biskop J.P. Mynster anvendt udtryk om andagt i såvel lønkammeret som i kirken. Se fx Betragtninger over de christelige Troeslærdomme, 2. opl., bd. 1-2, Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 1, s. 240; bd. 2, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306. Se endvidere Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. oplag, bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191; bd. 1, s. 8 og s. 38; og Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63. Møie besvær. forønskede længselsfuldt ventede, ønskede, attråede. saa maa det således. den Forklarede , her med sigte på den afdøde. og den også, tillige med. uroliget foruroliget; generet af støj. tækkeligt behageligt, tiltalende. vil at Læreren skal skjælve for Tilhørerne, og smigre dem Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. hiin eenfoldige Vise i Oldtiden sigter til Sokrates (). der, hvor Folk komme sammen ... komme til at banke da. gengivelse af citat fra 6. bog af Platons Staten (492b) i Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher () 3. del, 1 (bd. 6), s. 329: »Dann, antwortete ich, wenn sie zu grossen Haufen beisammen in den Volksversammlungen oder in den Gerichtshöfen oder Schauspielen oder Lägern oder in was sonst für gemeinsamen Zusammenkünften der Menge, mit grossem Geräusch einiges tadeln von dem was geredet oder gethan wird und anderes loben, beides übermässig ausschreiend und beklatschend, und dann noch ausser ihnen die Steine und der Ort, wo sie sich befinden, auch ertönen und das Geräusch des Lobes und Tadels doppelt wiedergeben. Bei dergleichen, wie meinst du wol, dass einem Jünglinge, wie man zu sagen pflegt, das Herz schlage?« SK udelader 'in den Gerichtshöfen', 'i domstolene'. (Platons Skrifter () bd. 5, s. 62.) Den strænge Dommer ... levede af Græshopper sigter til Johannes Døber, der trådte frem i Judæas ørken og prædikede omvendelse; han »bar klæder af kamelhår og havde et bælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning«, Matt 3,1-2.4. komme ud til ham i Ørkenen jf. fx Matt 3,5-6, hvor det fortælles om Johannes Døber: »Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.« hvor Øxen ... ved Foden af det enkelte Træ ... skulde omhugges hentyder til Matt 3,10, hvor Johannes Døber siger: »Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« hiin eenfoldige Vise sigter til Sokrates (). i Spøgens Skikkelse sigter til Sokrates' brug af ironi. tage (...) forfængelig anvende noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. betale den Vise mange Penge ... de bleve bedragne . I den forsvarstale, Sokrates holdt, inden han blev henrettet (), afviser han den påstand, at han som den vise skulle have taget penge for at undervise, og ironiserer over dem, der gør det, og dem, der lader sig bedrage af det. Jf. Platons Sokrates' Forsvarstale (19d - 20c, se Platons Skrifter () bd. 1, s. 268f.). udføre udrede, fremstille, skildre. fremkogle fremtrylle. Tækkelighed behag, velvilje, tiltrækning. det Dømmende er ikke hans Virksomhed ... en Omverden forholder sig til ham spiller formentlig på Joh 3,17-19, hvor Jesus siger: »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.« – et Medfølgende: noget, der følger med; en konsekvens. ligger (...) under bukker under. for det Første i første omgang, til at begynde med. Ilden (...) som hiin græske: Vand kan ikke slukke den sigter til 'den græske ild', en brændsats, der indeholdt en (nu ukendt) blanding af brændbare stoffer, og som på forskellige måder blev kastet mod fjendens skibe. Når først stoffet var sat i brand ved en eksplosiv antændelse, var flammerne meget vanskelige at slukke og kunne brænde videre på og under vand. 'Den græske ild' omtales først gang i forbindelse med den byzantinske marines forsvar af Konstantinopel under den arabiske belejring i 672-78. Jf. fx Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbeidet af Johan Gottfried Woltmann, overs. af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 4, 1823, s. 128f. Guds-Dom, der kaldes Vandprøven udførtes ved, at den anklagede blev bundet og med et reb om livet lagt i vandet; svømmede han ovenpå, var han skyldig, sank han, uskyldig. Prøven kaldtes også 'heksebad'. Vel sandt sandt nok. piinlige pinefulde. med skarp ladt Gevær paa sin farefulde Post sigter til en udtalelse af den ty. teolog Karl Daub (1765-1836) i en samtale med den ty. filosof Karl Rosenkranz (1805-79), gengivet i dennes Erinnerungen an Karl Daub, Berlin 1837, ktl. 743. Da Rosenkranz beklager sig over, at han skal tilbage til Preussen og gøre militærtjeneste, bemærker Daub: »Und glauben Sie mir nur, so als Schildwacht, zur Nachtzeit auf einsamen Posten, etwa an einem Pulvermagazin, hat man Gedanken, die außerdem ganz unmöglich sind. Also grämen Sie sich darum nicht«, s. 24f. Jf. den da. oversættelse »Erindringer om Karl Daub« i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, 5. årg, Kbh. 1837 (hvori SK står anført blandt subskribenterne), s. 534-562; s. 551: »Og tro De mig, saaledes som Skildvagt, ved Nattetider paa eensomme Poster, f. Ex. ved et Krudtmagazin, har man Tanker, som under andre Forhold ere aldeles umulige. Vær [D]e derfor kun ikke bedrøvet over det.« Gud er ham Alt Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. beskikkede bestemte, tildelte. en Tænkende ... »Timelighedens Trøst ... holde Saaret aabent.« I kladden til dette sted skriver SK: »Timelighedens Trøst er en mislig [betænkelig, tvivlsom] Sag – 'den lader', som en Tænkende har udtrykt det, 'Saaret, skjøndt det ikke er helbredet, groe sammen, og dog veed Lægen, at Frelsen stundom er at holde Saaret aabent'« (Pap. VII 1 B 157,2, s. 350). I marginen har SK med et indvisningstegn identificeret 'en Tænkende' med: »Johannes Climacus afsluttende Efterskrift«. Der synes således at være tale om et frit citat fra kap. 2, pkt. 2, i første afsnit af anden del i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor Climacus om 'den subjektive existerende Tænker' skriver: »Han er vidende om det Uendeliges Negativitet i Tilværelsen, han holder bestandigt dette Negativitetens Saar aabent, hvilket jo stundom er det Frelsende (de Andre lade Saaret groe til og blive Positive – Bedragne)«, SKS 7, 84,26-29. Se også journaloptegnelsen JJ:304: »At holde et Saar aabent kan jo ogsaa være sundt: et sundt og aabent Saar; stundom er det værst, naar det groer til«, SKS 18, 236,7-9. – veed Lægen ... holde Saaret aabent: alm. opfattelse på SKs tid, jf. fx »Om Saar« i A. Thornam Lægebog for dem, som ikke kunne faae betimelig Lægehjelp, 3. udg., Kbh. 1844 [1843], s. 2-7; s. 2: »Blødningen efter et bibragt Saar behøver man ikke altid strax at standse, da Blodtabet ofte kan være gavnligt for Patienten, og erstatte den maaskee ellers nødvendige Anvendelse af Igler.« tilforladeligere mere pålideligt. forklaret afklaret (). tvetyder tyder el. forklarer på to måder. saa mener således. Gud er Kjærlighed . bedrøv ikke Aanden hentyder til Ef 4,30, hvor Paulus skriver til efeserne: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819). ved Haab, ved Tro, ved Kjærlighed . Abraham maatte forlade ... vandre ud til et fremmed Folk hentyder til 1 Mos 12,1: »Herren sagde til Abram: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig«, v. 1. – Abraham: der hedder Abram, indtil Gud indgår en pagt med ham og ændrer hans navn til Abraham (jf. 1 Mos 17,4), er det israelitiske folks stamfader gennem sin søn Isak og sønnesønnen Jakob og udgør sammen med dem de tre patriarker. i et Øieblik på. hvis Taarer Evigheden ikke kan aftørre hentyder til Åb 21,4: »Og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine« (NT-1819), se følgende kommentar. Jf. også Es 25,8. et gammelt Opbyggelsesskrift ... naar Du ikke har grædt?« If. journaloptegnelsen JJ:451, formentlig fra feb. 1846, sigter SK til »Arndt sande Christd« (SKS 18, 291), dvs. den ty. lutherske præst og mystiker Johann Arndt Vier Bücher vom wahren Christenthum, Magdeburg 1605-10. Fra slutningen af det 17. årh. blev de fleste udgaver, der fandt stor udbredelse i pietismen, udvidet til fem el. seks bøger, hvoraf de to sidste er sammendrag af forskellige af Arndts mindre skrifter, jf. Sämtliche geistreiche Bücher vom wahren Christentum, welche handeln von heilsamer Buße, herzlicher Reue und Leid über die Sünde, wahrem Glauben, auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., Tübingen 1737, ktl. 276. Heri hedder det, i 2. bog, kap. 44, s. 545: »In der Offenb. Joh. Cap. 21:4. stehet, daß GOtt alle unsere Thränen werde von unsern Augen abwischen. Wie soll sie aber GOtt abwischen, wenn du nie herzlich geweinet hast« (»I Joh. Åb. kap. 21,4 står der, at Gud vil aftørre alle vore tårer af vore øjne. Men hvorledes skal Gud aftørre dem, når du aldrig hjerteligt har grædt«). SK ejede desuden en forkortet udg. i da. oversættelse, Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, Christiania (Oslo) 1829, ktl. 277 (forkortet Fire Bøger om den sande Christendom), som har følgende gengivelse: »i Joh. Aabenbaring staaer skrevet: 'Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine'. Men hvorledes skal og kan dette skee, naar vi ei kjendte, hvad bittre Taarer var?« s. 354. Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 177. Ungdommens negtede Ønske det ønske, som blev nægtet opfyldelse i ungdommen. hvo hvem. kunne vi kan. Sæt det var saa, at de Umælende ... Intet var der ymtet om dens Lidelser se journalen JJ:378, som citeres i tekstredegørelsen, s. 191. dragende i lige Aag . ingen Hest maatte prise sig lykkelig, førend den var død hentyder formentlig til historien om den rige, lydiske kong Krøsos, fortalt af Herodot i hans Historiae, 1. bog, kap. 32 og kap. 86. Engang da Krøsos havde indbudt den vise Solon fra Athen og ladet ham forevise alle sine rigdomme, ville han vide, hvordan Solon så på hans lykke. I sit svar sagde Solon bl.a.: »Du er, sådan som jeg ser det, vældig rig og herre over mange folk; men det, du spørger mig om, kan jeg ikke sige dig, da jeg endnu ikke har erfaret, at du har endt dit liv lykkeligt.« Senere, i 546 f.Kr., led Krøsos nederlag til den persiske kong Kyros, som tog ham til fange og besluttede at lade ham brænde; mens Krøsos stod ulykkelig på bålet, kom han i tanker om de ord, Solon havde sagt til ham, at »intet menneske kan være lykkeligt, så længe det endnu er i live«, og han råbte tre gange: Solon. Da Kyros hørte dette, lod han en tolk spørge, hvorfor han råbte det; og da han fik årsagen at vide, befalede han, at bålet skulle slukkes og Krøsos skånes. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811, ktl. 1117; bd. 1, s. 18f. og s. 49f. Jf. også Sir 11,34: »Priis ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer« (GT-1740). Jf. endvidere talemåderne: »Hold Ingen for lyksalig, før han kommer i sin Grav«, »Ingen kan siges lyksalig eller ulyksalig før sin Død« og »Ingen kan sige sig lyksalig, før han kommer i sin Grav«, E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 646. »ved Hjertets Bekymring ... tungt«. (Ordsp. 15, 13) tillempet citat fra Ordsp 15,13: »ved Hjertets Bekymring bliver Aandedrættet tungt«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 369. forskylde gøre (dig) skyldig i. bydes tilbydes. den Høiestes dvs. Guds fortrolighed (). er een Synder, som omvender sig ... Omvendelse behov hentyder til Luk 15,7, hvor Jesus siger: »Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstive Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov« (NT-1819). allehaande alle slags, alskens. Uleiligheder ulemper, gener, plager. hverken arbeide eller ere besværede spiller på Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede« (NT-1819). den Gud, som skabte Dig jf. 1 Mos 1,27-28. tilrede parat. M. T. min tilhører. er ikke saa (...) saa således. hver har Sit, Stort eller Lidt frit citat fra den da. digter og biskop Thomas Kingos salme »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe«, 3. strofe: »Alle Ting har sin foranderlig' Lykke, / Alle kan finde sin Sorrig i Barm, / Tidt ere Bryst' under dyrebar Smykke / Fulde af Sorrig og hemmelig Harm; / Alle har Sit, / Stort eller Lidt, / Himlen alene for Sorgen er qvit«, Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, nr. 97, s. 264-267; s. 265. Salmen udkom som »Dend XVI. Sang. Hver har sin Skæbne« i Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part (1681). DDS nr. 46. en kløgtig Hedning ... langvarige Lidelser kan man vænne sig til sigter til den gr. filosof Epikur (341-270 f.Kr.). If. 10. bog, »Epikur«, afsnit 140, i Diogen Laërtes filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af B. Rissbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 508, har Epikur sagt: »Den Grad af Smerte i Legemet, som kun overstiger Graden af det Behagelige, bliver ikke ved i mange Dage; Langvarige Sygdomme have meer behagelig Følelse i Legemet, end Smerte.« Styrelsens Godhed . glæde os med den Glade spiller på Rom 12,15, hvor Paulus skriver: »Glæd jer med de glade, græd med de grædende.« Skjønsomhed evne til at kunne skønne, vurdere, vælge; påskønnelse, taknemmelighed. den hellige Skrift ... Forkjærlighed for Halte ... Spedalske sigter til de evangeliske beretninger om, at Jesus helbredte halte, krøblinge, blinde, stumme, jf. fx Matt 15,30-31 (NT-1819); 8,1-4; 11,5; Luk 17,11-19. Jf. også Jesu lignelse om pladserne ved bordet, Luk 14,7-14 (v. 13, NT-1819), og om det store festmåltid, Luk 14,15-24 (v. 21, NT-1819). Christus ... satte et Barn i deres Midte hentyder til beretningen i Mark 9,33-37, hvor det fortælles, at da disciplene på vejen havde diskuteret, hvem af dem der var den største, tog Jesus »et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: 'Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.'« det Lige for Lige hentyder til ordsproget 'Lige for lige, om venskab skal holdes', optegnet som nr. 5611 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 619. det Ynkelige det, der påkalder sig medynk, medfølelse, medlidenhed. Ligelighed ligestillethed. ikke Skygge af Forskjel hentyder formentlig til de mange gange, der i NT siges, at hos Gud er der ingen personsanseelse, dvs. at Gud ikke gør forskel på mennesker, jf. Matt 22,16; Mark 12,14; ApG 10,34; Rom 2,11; Gal 2,6; Ef 6,9; Kol 3,25. omgjordede om Lænden ... bærende Saliggjørelsens Hjelm hentyder til hhv. Ef 6,14, hvor Paulus skriver til efeserne: »Saa staaer da omgiordede om Eders Lænder med Sandhed, og iførte Retfærdigheds Pantser«, og 6,17, hvor han fortsætter: »Og tager Saliggiørelsens Hjelm, og Aandens Sværd, som er Guds Ord« (NT-1819). den Døve skal høre, den Blinde see spiller formentlig på Es 35,5: »Da skal blindes øjne åbnes / og døves ører lukkes op«. Se også Matt 11,5. gøglende foregøglende, illuderende. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. hvo hvem. Tilforladelighed ubetingede pålidelighed. Lise lindring, hvile. i Stigen i stigende grad. hidset opildnet, ansporet, lidenskabeligt grebet. forskylder man gør man sig skyldig i. Kjende kendetegn, kendelighed. byde tilbyde. ihvorvel skønt, til trods for. læse om Apostlene ... vare blevne hudstrøgne ... takkede Gud sigter til ApG 5,40-41, der indgår i beretningen i 5,17-42 om apostlene, der trodsede ypperstepræsternes påbud og prædikede på tempelpladsen, hvorefter de blev pågrebet og stillet for Rådet, der lod dem piske (NT-1819: »hudstryge«), forbød dem at tale i Jesu navn og derefter løslod dem. »Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans [Jesu] Navns Skyld«, v. 41 (NT-1819). hudflettede piskede. Øienskalk øjentjener, hykler. Jesus bruger udtrykket »Du Øienskalk« i Matt 7,5 (NT-1819). Begjering drift, attrå, higen. »»tage mod Befrielsen«« (Hebr. 11, 35) frit citat fra Hebr 11,35: »Andre bleve udspilede til Piinsel, og toge ikke mod Befrielse, at de maatte erholde en herligere Opstandelse« (NT-1819). Skuffelser bedrag, illusioner. lod hver Dag have sin Sorg spiller på slutningen af Jesu tale om bekymringer: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage«, Matt 6,34. besnærende snærende. vi skulle skal. ene forene, sammenholde. trods nogen så godt som el. mere end nogen anden. Styrelsen dvs. Guds styrelse (). vinker lokker, kalder. seer Faren under Øine ser faren frimodigt i øjnene. lystes behages, fornøjes, forlystes. nærmest mest nærliggende, først. Slutteren fangevogteren. Tvingeren tryk, byrde, lænke, bånd. tak ham Skam til lad ham få skam til tak. gjør (...) en Dyd af Nødvendighed jf. talemåden 'Man gør tit en dyd af en nødvendighed', optegnet som nr. 404 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 16. Paulus sagde: »jeg er romersk Borger« ... i frit Fangenskab sammenblanding af to forskellige beretninger om Paulus. I ApG 22,22-30 fortælles det, at Paulus, der havde holdt sin forsvarstale for jøderne på tempelpladsen i Jerusalem og fremkaldt stor opstand, blev bragt ind i borgen for at blive forhørt under piskning. Da de rom. soldater havde fastbundet ham for at piske ham, spurgte han den vagthavende officer, om de uden dom måtte piske en rom. statsborger. Det meldte officeren til den rom. kommandant Claudius Lysias, som kom hen til Paulus og spurgte ham: »Sig mig, er du romersk boger?« Paulus svarede ja. Kommandanten blev bange, men da han ønskede at skaffe sig viden om, hvad jøderne havde anklaget Paulus for, lod han ham den næste dag løse af lænkerne og befalede, at han skulle fremstilles for det jødiske Råd. – Senere blev Paulus som fange overført til statholderen (»Landshøvdingen«, NT-1819) Felix i Cæsarea ved havet. Da Paulus havde holdt sin forsvarstale for Felix (ApG 24,1-21), besluttede Felix at udskyde sagen og vente med at afsige kendelse, indtil Lysias var kommet derned (ApG 24,22). Og »Felix gav officeren besked om at holde Paulus i mildt fangenskab og ikke hindre nogen af hans egne i at gøre ham tjenester«, 24,23. tilforladeligst på det mest pålidelige. det apostoliske Ord ... luttrer Hjerterne, I Tvesindede . Gud kan man ikke ... holde sig nær til med Tungen spiller formentlig på Jak 3,8-10: »men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.« (.) medens Hjertet er langt borte spiller formentlig på Jak 3,14: »Men hvis jeres hjerte rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på.« Gud er Aand og er Sandhed . være hellig, som han er hellig hentyder til 1 Pet 1,15-16, hvor Peter skriver: »men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: 'I skal være hellige, for jeg er hellig.'« døsig søvndyssende. dunkle fordunkle, formørke. hidtil ikke har benyttet Anledningen . afhandlet forklaret, redegjort for, handlet om. tage Kjende paa lægge nøje mærke til, iagttage. Lønlighed skjulthed. Syndens Bevidsthed syndsbevidstheden. det ene Fornødne hentyder til Luk 10,42 (). det hellige Steds kirken, her formentlig mere specifik om skriftestolen, dvs. det rum, hvori skriftemålet finder sted. den Alvidendes . uden Myndighed . intet Menneske tør dømme det andet . hvo hvem. den gudelige Taler den gudfrygtige, opbyggelige taler. at ville høre efter ... gjøre derefter spiller på Jak 1,22: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.« Og 1,25: »Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.« Mislighed misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed. lades bag ved efterlades ubehandlet, forbigås, springes over. byde (...) Spidsen egl. række spidsen af sværd el. lanse frem mod; træde op imod; tage kampen op med. Skuepladsen teatret. det gudelige Foredrag den fremførte el. holdte gudelige tale (). lønligen hemmeligt, i det skjulte. den underordnede Kirkens Tjener den tjenstgørende degn, kordegnen. uden Myndighed En kordegn blev ikke indviet, men underskrev en ed, hvori han lovede at tage vare på sit »Embede, inden og uden [for] Kirken udi en sand Gudfrygtighed med Bøn og Paakaldelse« og at leve på en sådan måde, at ingen skulle »tage Forargelse« af ham eller finde anledning til »at tale ilde om denne Orden« pga. af ham, jf. Kirke-Ritualet (), s. 383. den befalede Bøn If. Kirke-Ritualet, s. 3-5, skal enhver gudstjeneste indledes med, at kordegnen, stående i koråbningen el. midt på kirkegulvet, læser følgende korte bøn efterfulgt af Fadervor: »HErre! jeg er indkommen i dette dit hellige Huus at høre hvad du GUd Fader min Skabere, du HErre JEsu min Frelsere, du værdige Hellig Aand i Liv og Død min Trøstermand vil tale til mig. HErre! oplad nu saaledes ved din Hellig Aand for JEsu Christi skyld mit Hierte, at jeg kand af Prædiken lære at sørge for mine Synder, og at tro i Liv og Død paa JEsum, og hver Dag i et helligt Liv og Levnet mig forbædre: Det høre og bønhøre GUd ved JEsum Christum Amen! / Fader vor du som etc.« If. Kirke-Ritualet, s. 5-6, sluttes gudstjenesten ligeledes med følgende korte bøn og Fadervor: »HErre! jeg takker dig af mit gandske Hierte, at du nu haver lært mig hvad du vil, at jeg skal giøre: Hielp mig nu min GUd, ved din Hellig Aand for JEsu Christi skyld, at jeg maa bevare dit Ord i et reent Hierte, og der af i Troen styrkes, og i et helligt Levnet forbedres, og mig derved i Liv og Død trøste, Amen. / Fader vor, etc.« et Eenhedspunkt ... i noget Almeen-Menneskeligt jf. Fr. Schleiermachers forelæsninger over dialektik, se Dialektik. Aus Schleiermachers handschriftlichem Nachlasse herausgegeben von L. Jonas, Berlin 1839, ktl. 769, fx § 45-46, s. 17f. trodser (...) derpaa pukker på det, gør sig til af det. udmærket bemærkelsesværdig, fortrinlig, berømmelig. et Tal (...) en Brøkdeel som et tal (...) som en brøkdel. vel trods Nogen givetvis bedre el. mere end nogen anden. holde Oversigten bevare overblikket. ligegyldigt enten uanset om. Trediemand en tredje person, som er sagen og forholdet mellem de to uvedkommende. hvad Adam fordum forsøgte ... skjule sig mellem Træerne sigter til beretningen i 1 Mos 3,8-13, hvor det fortælles, at Adam sammen med Eva – efter at de havde spist af kundskabens træ – skjulte sig for Gud mellem træerne i Edens have, da han var bange, fordi han var nøgne. det er det vil sige. overstemt overdøvet; overvundet, nedstemt. Stemmefleerheden overtal af stemmer, flertal (ved valg). ethvert Dit Forhold ethvert af dine forhold. Ægteskabets hellige Baand If. ritual for brudevielse siger præsten under håndspålæggelse, at brudgommen og bruden har »tilsagt hverandre, at ville leve tilsammen i den hellige Ægteskabs Stat [stand]«, jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 258. følgeværdigt som fortjener at efterlignes, efterfølges. Evigheden afskaffer Forskjellen mellem Mand og Qvinde hentyder til Gal 3,28, hvor Paulus skriver om dem, der er døbt til Kristus: »Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus«. Jf. også Matt 22,30, hvor Jesus angående syv brødre, der alle har været gift med den samme kvinde, siger: »I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.« daarlig tåbelig, uforstandig. om det var Din Hustrue, der forførte Dig spiller formentlig på 1 Tim 2,14, hvor Paulus skriver: »Adam blev ikke først forført, men Qvinden blev forført og faldt i Overtrædelse« (NT-1819). Jf. 1 Mos 3,6.12-13. Dit Ægteskab ... velsignet, at Du seer en Slægt opvoxe spiller på 1 Mos 1,28, hvor det efter skabelsen af mennesket som mand og kvinde hedder: »Og Gud velsignede dem og sagde til dem: 'Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den'«. Dette skriftsted indgår i ritual for brudevielse, jf. Forordnet Alter-Bog (), s. 261. tvert tværs. Vexelvirkningens den gensidige indvirkning, et alm. begreb i den ty. idealisme i diskussionen om kausalitet, hvor årsag og virkning opfattes som et forhold, der påvirker, vekslende indvirker på hinanden. Avisskriver den, som skriver og udgiver en avis. forvænt vænnet (til noget skadeligt el. unyttigt). trodse paa hævde, brovte el. prale af. en Plads i et Hospital sigter til de dels kommunale, dels private anstalter, huse el. stiftelser, hvor uarbejdsdygtige, fattige, syge el. gamle fik frit ophold og pleje. Undseelse respekt, ærefrygt. prøver afprøver, skelner mellem. hvad Du forstaaer og hvad Du ikke forstaaer En sådan skelnen tillægges Sokrates i mottoet til Begrebet Angest (1844), hvor Vigilius Haufniensis skriver: »dog bliver Socrates hvad han var, den eenfoldige Vise, ved sin besynderlige Distinction, hvilken han selv udtalte og fuldkommede, hvilken først den sære Hamann to Aartusinder senere beundrende gjentog: 'thi Socrates var stor derved', ' 'at han distinguerede mellem hvad han forstod og hvad han ikke forstod' '«, SKS 4, 310. Udtalelsen af den ty. filosof og forfatter J.G. Hamann er hentet fra den anden fortale til hans Sokratische Denkwürdigkeiten (1759), jf. Hamann's Schriften, udg. af Fr. Roth og G.A. Wiener, bd. 1-7, Berlin og Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544; bd. 2, 1821, s. 12 (se i øvrigt kommentarerne i SKS K4, 344). hiin eenfoldige Vise i Oldtiden sigter til Sokrates (). det, at et Menneskes Øie ... dette ikke latterligt frit gengivet citat fra 7. bog i Platons Staten (518a), hvor Sokrates siger til Glaukon: »Sondern, wenn einer Vernunft hätte (...), so würde er bedenken, dass durch zweierlei und auf zwiefache Weise das Gesicht gestört sein kann, wenn man aus dem Licht in die Dunkelheit versezt wird, und wenn aus der Dunkelheit in das Licht. Und eben so würde er denken gehe es auch mit der Seele, und würde, wenn er eine verwirrt findet und unfähig zu sehen, nicht unüberlegt lachen, sondern erst zusehen, ob sie wol von einem lichtvolleren Leben herkommend aus Ungewohnheit verfinstert ist, oder ob sie aus grösserem Unverstande ins hellere gekommen durch die Fülle des Glanzes geblendet wird; und so würde er dann die eine wegen ihres Zustandes und ihrer Lebensweise glüklich preisen, die andere aber bedauern; oder, wenn er über diese lachen wollte, wäre sein Lachen nicht so lächerlich, als das über die, welche von oben her aus dem Lichte kommt« (»Men, hvis en havde fornuft (...), så ville han huske på, at synet kan forstyrres af to forskellige grunde og på dobbelt måde, når man flyttes fra lyset til mørket, og når man flyttes fra mørket til lyset. Og ligeså, ville han tænke, går det også med sjælen, og ville, når han finder en, der er forvirret og ude af stand til at se, ikke le ubetænksomt, men først se efter, om den, kommet fra et mere lysfyldt liv, er blevet formørket pga. utilvænnethed, eller om den ved at komme fra en større uforstand til det klarere er blevet blændet pga. glansens fylde; og så ville han da prise den ene lykkelig pga. den tilstand og dens levemåde, men beklage den anden; eller, hvis han ville le ad denne, ville hans latter ikke være så latterlig, som latteren over den, der kom ovenfra fra lyset«), Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher () 3. del, 1 (bd. 6), s. 366 (Platons Skrifter () bd. 5, s. 92). Den kongelige Psalmedigter dvs. David. Der er en lang jødisk og kristen tradition for at opfatte den israelittiske kong David (o. 1000-960 f.Kr.) som forfatter af de 150 salmer i Salmernes Bog i GT, skønt hans navn kun optræder i overskriften til 73 af dem. Betegnelsen 'Davids Salmer' for Salmernes Bog blev indført af Martin Luther i hans bibeloversættelse; herfra blev den overtaget af reformationstidens da. bibler, blev videreført af de hus- og rejsebibler, der udkom fra 1699 til 1802, og vandt således indpas i den kirkelige og folkelige tradition. medens Hedningerne støie, sidder Gud i Himlene og leer ad dem sigter til Sl 2,1: »Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed [tomhed]?« og 2,4: »Men den, som boer i Himmelen, leer ad dem; HERREN bespotter dem« (GT-1740). Aflad fra afledning fra. som Veiret ... splitter Avnerne Et tilsvarende billede benyttes om de ugudelige i Job 21,18 og Sl 1,4 og om fjenderne i Sl 35,5 og 83,14. I Evigheden er der Værelser nok hentyder til Joh 14,2, hvor Jesus siger: »I min faders hus er der mange boliger.« betræffende angående. »Selv en Daare ... hvis han kunde tie«, siger Ordsproget frit citat fra Ordsp 17,28: »Ogsaa en Daare kunde, om han taug, regnes for viis«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 376. Forfængelighed tomhed. om Mange eller ikke have dvs. om mange har eller ikke har. møisomt besværligt. muligen muligvis, måske. Jævnlige jævnbyrdige, ligemænd. at Gud er Kjærlighed ... elske Gud daarligen på en dåres vis, tåbeligt. fra Fædrene Overleverede ... skal være bange for Gud jf. fx Luthers lille Katekismus, hvor forklaringen til hvert af De ti Bud indledes med ordene: »Vi skulle over alle ting frygte og elske Gud«. løvtagte løv(over)dækkede, skyggefulde, behagelige. Du (...) forskylder du gør dig skyldig i. kun Eet er fornødent hentyder til Luk 10,42 (). Din Gjerning ... vedkjende Dig ... til enhver Tid hentyder til Martin Luthers lære om livet i kald og stand, som fx kommer til udtryk i kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 4, i Balles Lærebog (), s. 24: »Enhver bør ansee den Stand, hvori han er sat, som et Kald af Gud, til at stifte den meeste og bedste Nytte, der efter Omstændighederne kunde ved ham tilveiebringes.« Her henvises til 1 Kor 7,20, hvor Paulus skriver: »Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi« (NT-1819). forgik, som hine Byer ... i sin engang valgte Livsstilling sigter formentlig til de tre ital. byer Pompeji, Herculanum og Stobiæ, der i år 79 blev begravet under lava og aske fra et udbrud af vulkanen Vesuv, samtidig med, at egnen blev rystet af jordskælv. Systematiske udgravninger, som indledtes i 1738 hhv. 1806, afslørede, at en stor del af befolkningen ikke har kunnet komme bort fra vulkanudbruddet. Aske, pimpsten og vand har dannet skorper omkring deres kroppe. Siden er der i en række tilfælde taget afstøbninger af disse, som viser hverdagsprægede situationer. staae til Skamme beskæmmes. Udmærkede fortrinlige, fremragende, berømmede. Forklarede . ret rigtig, sandt, aldeles. Din Gjerning er Dit Kald . Beviset for at Ens Gjerning er berettiget ... kan gjøre den I kladden til dette sted skriver SK i en parentes: »Adler: det eneste Beviis er at man kan gjør det« (Pap. VII 1 B 158,8), hvilket henviser til forordet i A.P. Adler Studier og Exempler, Kbh. 1846, ktl. U 11, s. IX: »Berettigelsen viser sig deri at man kan ('Jeg haver troet, derfor talede jeg').« If. regning fra universitetsboghandler C.A. Reitzel har SK anskaffet bogen den 12. juni 1846. Guld, at det kan kjøbes for dyrt spiller på ordsproget 'Man kan også købe guld for dyrt', optegnet som nr. 413 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 16. en unyttig Tjener . ønsker borte ønsker overstået allerede og ikke i vente. tilskikkes i religiøs sprogbrug: tildeles. fritage ham . skuler kryber i skjul; har et mørkt blik (af frygt). Straffen borte overstået, ikke i vente. det ueensartede Middel det middel, der ikke svarer til målet. Maalet er vigtigere end Midlet hentyder formentlig til den ty. filosof Immanuel Kants morallære. If. denne lære er det gode et formål i sig selv, hvorfor moral er knyttet til det 'kategoriske imperativ', der påbyder en at handle absolut i overensstemmelse med dette mål. Heroverfor står det 'hypotetiske imperativ', der påbyder en at handle efter et bestemt middel for at opnå et bestemt mål. Det kategoriske imperativ udtrykker den ubetingede, øverste morallov og må følges af pligt el. ren agtelse; det hypotetiske imperativ derimod har ingen moralsk værdi. Derfor er det at handle i overensstemmelse med målet højere og vigtigere end at handle efter midlet. mislige betænkelige, tvivlsomme. tilforladeligere ubetinget mere pålidelig. Den timelige ... Lidenskab For den. desto værre desværre. en Køling af Snee paa en Høstdag citat fra Ordsp 25,13: »Ligesom en Kjøling af Snee paa en Høstdag, er et trofast Sendebud for dem, som ham sendte: han vederqvæger sin Herres Sjel«, i Jens Møllers oversættelse af »Salomos Ordsprog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 397. Jordisk ... Lidenskab For jordisk. en rødmende undseelig Aand ... fylder den med Vanskeligheder Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. det er, Du mener det vil sige. nogensomhelst ubetinget enhver. ligegyldigt ved ligeglad med. glimrende Synder spiller formentlig på den dogmatiske opfattelse, at de kristne anså hedningernes »Dyder for glimrende Laster«, som SK gengiver den i journalen AA:18, i SKS 17, 35,6. Udsagnet tillægges normalt, men urigtigt, kirkefaderen Augustin (se kommentaren i SKS K17, 81f.). – glimrende: gengivelse af det ty. udtryk 'glänzende Laster', dvs. strålende, glinsende. ædru og vaagen spiller formentlig på 1 Thess 5,6, hvor Paulus skriver: »Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.« Se også 1 Pet 4,7 og 5,8. Gjør Du mod Andre ... Andre skulle gjøre mod Dig hentyder til den gyldne regel i Matt 7,12, hvor Jesus siger: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.« Blodsforvandte blodbeslægtede, kødelige slægtninge. i Slægt med Guddommen spiller på ApG 17,28-29, hvor Paulus siger til athenerne: »For i ham [Gud] lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde.« om (...) dog selvom (...) blot. Splidagtighed mod det Almene-Menneskelige . kjelne indsmigrende. stadseligt festligt. intet Dit Fortrin ... ingen Dit Livs Begunstigelse intet af dine fortrin, ingen af dine gaver, ingen af dit livs begunstigelser. taget forfængeligt anvendt noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. bedrog unddrog, snød. den hellige Skrift en Forkjærlighed for de Ulykkelige jf. fx den anden saligprisning i Matt 5,4, hvor Jesus siger: »Salige er de, som sørger, / for de skal trøstes.« Udmærkethed (tegn på) det at være udvalgt, privilegium. gik ud forsvandt. lærte Taalmodighed af hvad Du leed spiller på Hebr 5,8, hvor det om Jesus, Guds søn, siges: »alligevel [skønt] han var Søn, lærte han dog Lydighed af det, han leed« (NT-1819). det apostoliske Ord (...) »Lidelsen lærte ... Haab;« frit citat fra Rom 5,3-4, hvor Paulus skriver: »vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide, at Trængslen virker Standhavtighed, men Standhavtigheden Forfarenhed, men Forfarenheden Haab« (NT-1819). – Forfarenhed: den egenskab at være forfaren, dvs. kyndig, prøvet, erfaren, fordi man er kommet til kundskab ved at have prøvet, undersøgt, handlet el. lidt. det Haab, som ikke skal beskæmme henviser til Rom 5,5, hvor Paulus skriver: »men Haabet beskæmmer ikke« (NT-1819), dvs. håbet gør ikke til skamme, skuffer ikke den, der sætter sin lid til det. om det var Meget eller Lidet ... de mange Pund ... at virke med og . Centneret vægtenhed på 100 pund. »fordi Græmmelse ... Hjertet forandres til det bedre«, Prædikeren 7, 3 frit citat fra Præd 7,3: »Græmmelse er bedre end Latter; thi naar Ansigtet seer ilde ud, kan Hjertet forbedres«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 431. m. T. min tilhører. Aflad afledning. trøste os med et fælles Skibbrud hentyder til den lat. talemåde 'commune naufragium omnibus solatium' ('fælles skibbrud er alles trøst'), anført af Erasmus af Rotterdam i hans ordsprogssamling Adagia (4. chiliade, centurie 3, proverbium 9) fra begyndelsen af det 16. årh. Talemåden forekommer også i versionen 'commune naufragium dulce' ('fælles skibbrud er en trøst'); oprindelsen til denne formulering, som ikke citeres hos Erasmus, kendes heller ikke. betræffende angående. skille ad sondre, kende forskel. fremsætte fremføre, foredrage. at tie ... efter Ordsproget, ved sit Samtykke sigter til ordsproget 'Den, der tier, samtykker', optegnet i formen 'Hvem der tier, han samtykker' som nr. 2674 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 102. Den, der sover, synder ikke ordsprog, optegnet i formen 'Den som sover, han synder ikke' i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 6, Kbh. 1848, s. 670, og som nr. 9962 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 398. andraget pådraget. saa lidet som i hiin stille Have »de Dødes Mængde danner noget Selskab« frit citat fra »Ved en Grav« i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845), hvor der er tale om, at den døde, når »Porten lukkes for Haven«, ligger »eensom derude, hvor de Dødes Mængde ikke danner noget Selskab«, SKS 5, 458,28. – hiin stille Have: kirkegården. Bestemmelse mål, formål, sigte. dog vel sandelig. har sin Tid . Styrelsen dvs. Guds styrelse (). ved den ellevte Time . er tilbage står tilbage. Yderlighed det at være i en yderste, kritisk situation. den trange Port og den snævre Vei hentyder til Matt 7,13-14, hvor Jesus siger: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Køling afkøling, kølighed. arbeider besværet spiller på Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede« (NT-1819). det Næste, der følger efter Syndernes Bekjendelse sigter til præstens tilsigelse af syndernes forladelse (). dog vel så sandelig. leve hen bedragen ... bedragen af megen Viden frit citat fra »Ved Anledningen af et Skriftemaal« i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »leve hen som en Løgner, bedragen ikke af hvad der kunde synes skikket til at bedrage, ak, og derfor rædsomt bedragen – bedragen af megen Viden!« SKS 5, 402,36 - 403,2. – skikket til: egnet til. et christeligt Land I Danmark var den evangelisk-lutherske kirke statskirke, og såvel kongen som i princippet alle da. indbyggere var trosmæssigt forpligtet af det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den augsburgske Bekendelse). hvad hjalp det dog et Menneske . Hvad er dog et Menneske uden Dig! . et afbrudt Stykke, hvis han ikke kjender dig hentyder til 1 Kor 13,12 ( og ). Du som giver baade at begynde og at fuldende hentyder til Fil 1,6 ( og ). Skilsmisse . Nødens Dag . Tre Taler I journalen NB:115 fra jan. 1847 skriver SK: »Anlæget i de tre Taler om Lilierne og Fuglene er saaledes, at den første er æsthetisk, den anden ethisk, den tredie religieus«, SKS 20, 86,8-9. Og under overskriften »Om de tre Taler 1847« skriver han i NB:130 fra jan. el. feb. 1847: »Det er ikke tilfældigt, at Eventyret er bleven brugt i den første; thi Jordlivet er saaledes, og ved Vanen især bleven saaledes, saa langt fra det Ideale, at den ideale Fordring maa lyde som et Eventyr. – Tillige undgaaes derved al Sammenligning. / Nogle ville vel finde, at disse Taler mangle Alvor. De mene nemlig, at Alvor i disse Forhold er at subscribere Pengebidrag, inventere [opfinde, udtænke] offentligt Arbeide, aabne en Subscription o: s: v:, hvilket altsammen vistnok [rigtignok, ganske vist] kan være meget priseligt men i strængeste Forstand ikke er Alvor. Saa prosaisk er imidlertid Verden bleven, at den eneste Sorg, man indrømmer Realitet er Næringssorg, og da igjen i den fortrædelige Forstand, hvori Agitatorer, der tjene de Fattiges Penge, fremstille det for at hidse. Elskov, Anger, o: s: v: ansees for Chimairer [fantasifostre, blændværk], men Penge, Penge, Penge. / Jeg forpligter mig til engang i Evigheden, at læse disse 3 Taler høit, og jeg er forvisset om, at de ville blive hørte med Velbehag, ogsaa af dem, som her protestere og maaskee forhaane mig. Sorgen er nemlig her saaledes barnligt og fromt formildet, som en salig Aand vil mindes den. Om et Msk. nu, i Timeligheden, formaaer at handle saaledes, vil jeg ikke afgjøre; men dersom han er saa fortræden, at han trodsigt og forhaanende vender sig bort fra den rene evangeliske Mildhed: saa er han ingenlunde alvorlig, men oprørsk. Selv den Lidende bør kunne velvilligt høre en næsten barnlig, men rørende Opfattelse. / Den hellige Skrift taler forøvrigt langt strængere. Luc 21, 34: besmitter Eder ikke med Fraaserie, Drukkenskab, ell. Sorg for Næring. / Naar Apostlene sige til den Værkbrudne: Guld og Sølv har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg Dig: stat op og gaae [ApG 3,6] – saa er dette egl. fornemt talt, thi et Mirakel er dog vel mere end Guld og Sølv. Men hvis de havde sagt: vi have blot en Tanke, en evig, en salig Tanke at byde Dig: havde det ikke været rigtigt talet! Og saaledes har jeg hell. ei Sølv ell. Guld, men en formildende, rørende, i Sandhed opbyggelig Betragtning. / Man vil see i den første Tale, hvorledes egl. de rige Fugle fordærve de fattige. Der falder et næsten comisk Lys over de rige Duer, som »kroe sig« [SKS 8, 273,27]; og tillige en ethisk Accent paa dem: at just de have Næringssorg«, SKS 20, 91f. Om forholdet mellem de tre afdelinger i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, se NB:129 (). Hvad vi lære af Lilierne ... Himmelens Fugle henviser til Matt 6,26-29, se SKS 8, 259,10-18. Skjøndt denne lille Bog . For så vidt som »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle« har eget titelblad og separat paginering, udgør den en selvstændig bog, skønt den indgår som »Anden Afdeling« i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand. uden Lærerens Myndighed . til Overflod overflødig, jf. forordet til To opbyggelige Taler (1843): »Uagtet denne lille Bog (...) kun ønsker at være, hvad den er, en Overflødighed«, SKS 5, 13,2-5. ubetydelig jf. forordet til Tre opbyggelige Taler (1843): »Skjønt denne lille Bog (...) godt veed med sig selv, hvad dens Forfatter veed endnu bedre, at den er en Ubetydelighed«, SKS 5, 63,2-6. finde det Eneste den søger . et godt Sted jf. forordet til Fire opbyggelige Taler (1843): »min Læser, hiint velvillige Menneske, der modtager Bogen og giver den et godt Sted«, SKS 5, 113,12-13. Tilegnelsens Betydning . hiin Enkelte, hvem jeg ... kalder min Læser og . Fader i Himlene ... god og fuldkommen Gave henviser til Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« (NT-1819). beskikke udvælge, udnævne. den Bekymrede hentyder til Matt 6,25.28.31.34, se SKS 8, 259f. Dette hellige Evangelium ... 24 Vers til Enden citat fra Forordnet Alter-Bog (), s. 147, som dog har 'Matth.' uden komma efter og '24. V.' Matt 6,24-34 er prædiktekst til 15. søndag efter trinitatis. Ingen kan tiene to Herrer ... Hver Dag haver nok i sin Plage citat fra Forordnet Alter-Bog (), s. 147f. Her indføjes dog forud for teksten: »(JEsus sagde til sine Disciple:)«. SK sætter udråbstegn efter 'Eder' i stedet for kolon i v. 25, og han skriver 'Hedningerne' i stedet for 'Hedningene' i v. 32 og 'imorgen' i stedet for 'i Morgen' i v. 34. Hvad angår SKs typografiske anvisninger om, hvordan dette tekststykke skal sættes, se tekstredegørelsen, s. 188, og se illustration 17. – I kunne: I kan. – Mammon: . – I skulle: I skal. – Seer til: se på. – hvo: hvem. – hvi: hvorfor. – Salomo i al sin Herlighed: Salomo ( og ) var berømmet for sin pragt og rigdom, jf. 1 Kong 10,4-5.7.14-29. – saa klædt: således. – skulle I: skal I. – skulle og: skal også. – tillægges: gives i tilgift. – den anden Morgen: næste. Gud at gjøre at Gud gør. antager sig tager sig af, sørger for. gjøres vel fornødent er sandelig nødvendigt. tale ham hans Sorg tilpas tale om hans sorg efter hans ønske el. til hans behag. see sig om andre Lærere se sig om efter, eftersøge, skaffe sig. billige berettigede, naturlige. Jobs Venner ... holdt ham i Ære hentyder til beretningen i Job 2,11-13 om Jobs tre venner, Elifaz, Bildad og Sofar, der kom for at vise ham medfølelse, da de hørte om hans ulykke: »Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var«, v. 13. de brød Æren ... med Taler at overfalde den Lidende hentyder til de tre venners taler i Job 4-5; 8; 11; 15; 18; 20; 22; 25; 32-37. deres Tilstedeværelse ... Job til at sammenligne sig med sig selv hentyder formentlig til Jobs tale om sin skæbne i Job 3; se også Jobs svar i kap. 6-7 på Elifaz' første tale. fornummet fornemmet, erfaret. over dem for, på grund af. uformærket uden at mærke el. bemærke det. lader os i denne Andagtstime betragte Det og Det En lignende formulering i forskellige variationer anvendes gang på gang af J.P. Mynster som introduktion af temaet for en prædiken, jf. især Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret (), fx bd. 1, s. 42f.: »for at vække Eftertanken, og for at give den ligefrem Stof og Næring, ville vi i denne Andagtstime minde os / om de Beviser, hvorpaa vor christelige Tro er grundet«; s. 132: »men denne Gang ville vi med hinanden ret betragte / den christelige Taalmodighed«; s. 246: »Lader os altsaa nærmere betragte den / Kierlighed til Sandheden, som bør findes hos os«; bd. 2, s. 43: »vi kunne vel ikke tilbringe denne Andagtsstund bedre, end ved at fortsætte de Betragninger, vi have begyndt, ved ret tydelig at minde os / hvortil Christi Kirke er bestemt«; s. 215: »vil det ikke være unyttigt, naar vi anvende denne Stund til / Betragtninger af deres Skiebne, hvis Legeme mangler de sædvanlige Evner.« Ordsproget siger, at man ikke kan see Græsset groe spiller formentlig på ordsproget »(Den er klog) som kan høre Græsset groe«, optegnet som nr. 1455 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 55. Udtrykket har rod i nordisk mytologi, hvor det om guden Heimdal fortælles, at han kan høre græsset gro på jorden (Snorre Sturlusons edda, 2. del: Gylfaginning 26). forlystes fornøjes, glædes. vederqvæges forfriskes, oplives. dens (...) Dannelse den måde, den er dannet el. skabt på. virker tilvirker, frembringer. Tilbedelsens Afstand den afstand, tilbedelsen medfører (pga. ærbødighed el. ærefrygt hos den, der tilbeder, over for den, der tilbedes). hvi hvorfor. i det Tilfælde i den tilstand, i den situation. nøiet med tilfreds med, fornøjet med. uden nogen hans Fortjenstfuldhed uden nogen fortjenstfuldhed fra hans side. glemmer det over for, på grund af. ligelig ligefrem, ligestillende. det er det vil sige. daarligt tåbeligt, uforstandigt. ære respektere. derhos desuden. tyktes forekom, syntes. hver dens Fortælling hver af dens fortællinger. Keiserkrone da. betegnelse for forskellige løgplanter inden for liljefamilien, dels den egl. kejserkrone (Fritillaria imperialis), dels brandlilje (Lilium bulbiferum), og dels kransbladet lilje (Lilium Martagon). Kejserkronen, der stammer fra Persien, Afghanistan og Kashmir, bliver ca. 1 m høj og dyrkes som prydplante på friland. desto værre desværre. vel endog måske tilmed. hvert dens Besøg hvert af dens besøg. hver dens Adskillelse hver gang den skiltes fra, forlod (liljen). fortroede betroede. Jordsmonnet det øverste lag jord. ved Stedets Forandring ved at forandre sted. i Søndags 15. søndag efter trinitatis () faldt i 1846 på den 20. september, se tekstredegørelsen, s. 180. en Fortolker ... Keiserkronen voxer vild i hine Egne jf. fx P.A. Gratz Kritisch-historischer Kommentar über das Evangelium des Matthäus bd. 1-2, Tübingen 1821-23; bd. 1, s. 384, hvor det i kommentaren til Matt 6,28 oplyses: »Lilie. Viele Gelehrte verstehen darunter in Specie, die hochrothe Kaiser-Krone, eine der schönsten Blumen, die im Morgenlande auf den Wiesen wächst« (»Lilje. Mange lærde forstår herved særlig den højrøde kejserkrone, en af de smukkeste blomster, der vokser på græsmarkerne i østerland«). vel endog måske tilmed. vanker vandrer, strejfer, flakker. indsanker indsamler. Digt og Sandhed spiller formentlig på undertitlen på J.W. Goethes selvbiografi Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33, Af mit liv. Digtning og sandhed). over Forskjelligheden for, på grund af. det er det vil sige. hvad han er bestemt til . Se også kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 4, anmærkningen, i Balles Lærebog (), s. 24: »Hvo [hvem] som er misfornøiet med sin Stand, kaster derved Bebreidelse paa Guds gode Forsyn, og røber megen Uskiønsomhed.« Bekymring for urolige el. ængstelige længsel efter. beskikkede udvalgte, udnævnte. nøies med er fornøjet, tilfreds med. det Sted, ham er anviist og . Menneske! se fx Luk 5,20; 12,14; Rom 2,1.3; 9,20; 1 Tim 6,11 (NT-1819). Lazarus ... i Armod og Elendighed hentyder til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31, hvor det fortælles: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår«, v. 19-21. Forskjellighedens Valg valget mellem forskellige muligheder. betræffende angående. ingen Mærkelighed intet mærkværdigt el. bemærkelsesværdigt. et andet Sted, »Fuglene under Himmelen« se Sl 8,9 og Jer 4,25 (GT-1740). have Tilhold holder til. Timelighedens Forsynlighed det at være forudseende i forhold til timeligheden, dvs. for at forsyne sig med de fornødne timelige goder til fremtiden. forsynlige som forudseende el. forstandigt sørger for (i tide) at forsyne sig med det fornødne for fremtiden. daarligen på en dåres vis, tåbeligt, uforstandigt. fortredelig misfornøjet, vrangvillig, gnaven. oplader sin milde Haand ... med Velsignelse SKs foretrukne gengivelse af Sl 145,16, hvor det siges om Gud: »Du oplader [åbner] din Haand, og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed« (GT-1740). Se journaloptegnelsen EE:174, i SKS 18, 59,35 - 60,2, og To opbyggelige Taler (1843), i SKS 5, 41,3-4. Se også J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret () bd. 1, s. 257, hvor den tilsvarende henvisning har følgende ordlyd: »han oplader sin milde Haand, og mætter Alt, hvad lever, med Velsignelse.« saa gjeldende således. i den skulende Skov ... Forundringen bor ... eensomme Stammer Jf. »Ved Anledningen af et Skriftemaal« i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »Naar Skoven skuler i Aftenstunden, naar Nattens Maane forvilder sig imellem Træerne, naar Naturforundringen derinde fanger [griber] efter sit Bytte, og da Hedningen pludseligt seer et Lysvirkningens Under, som griber ham, da seer han det Ubekjendte, og Tilbedelsen er Forundringens Udtryk«, SKS 5, 399,32-36 (og se kommentaren dertil). – skulende: mørke, dunkle. Leilighed tilstand. lader hver Dag have sin Plage henviser til Matt 6,34, se SKS 8, 260,3-6. kroe sig jf. journalen NB:130 (). Sæd det høstede korn, som endnu er i stråene. paa det Uvisse spiller på 1 Kor 9,26, hvor Paulus om sig selv skriver: »Derfor løber jeg, ikke som paa det Uvisse [på må og få]« (NT-1819). født den givet den føde. opholde sig selv opretholde sit eget liv. vistnok sikkert og vist. priseligt prisværdigt. omskandse sig egl. omgive sig med skanser; værne sig. Guds Forsyns . forsilde for sent. et svælgende Dyb . Sammenligningens Tredie da. gengivelse af det lat. udtryk 'tertium comparationis', sammenligningspunkt; i den traditionelle logik betegnelse for en målestok (el. egenskab), hvorved to genstande, sagforhold, begivenheder el. personer bliver sammenlignelige. holder sig reen fra Verden hentyder til Jak 1,27: »En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Fadserløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden« (NT-1819). utaalmodig paa med. en hedensk Viis gjorde ... tildækkede sit Aasyn sigter til Platons dialog Faidros (237a), hvor Sokrates (), inden han begynder sin tale om elskov, siger til Faidros: »Verhüllt will ich sprechen, damit ich aufs schnellste die Rede durchjage, und nicht etwa, wenn ich dich ansehe, aus Scham in Verwirrung gerathe« (»Tildækket vil jeg tale, for at jeg hurtigst muligt kan jage igennem talen, og ikke, når jeg ser på dig, måske skal blive forvirret af blufærdighed«), Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher () 1. del, 1 (bd. 1), s. 99 (Platons Skrifter () bd. 6, s. 26). ligeligt ligestillende. bedaare vildlede, narre. den Rige vilde bortgive alt sit Gods hentyder til Jesu lignelse om den rige yngling (). kaster Næringssorgen paa Gud hentyder til 1 Pet 5,7: »Kaster al Eders Sorg paa ham [Gud], thi han haver Omhu for Eder« (NT-1819). unøisomme utilfredse; som aldrig får nok, dvs. ikke kan stilles tilfreds. udfundet fundet, udtænkt. Ligeligheden ligestilletheden. vel gavnligt givetvis. daarligen på en dåres vis, tåbeligt. forfængelig tom, nytteløs. indknibende sammentrængende, indespærende, snærende. det forelæste Evangelium Matt 6,24-34, se SKS 8, 259f. – forelæste: oplæste (i andres påhør). Fuglen under Himlen . Videnskaben forklarer, seer sin egen Seen Hvad der sigtes til, har ikke kunnet identificeres. aftørrede Taarer hentyder til Åb 21,4 (). sidder hos sidder ved siden af el. lige i nærheden af. Kunsten stiger talemåde som udtryk for, at det går fremad, bliver bedre, ofte med ironisk distancerende tonefald. Jf. fx ordsproget »Konsten stiger (sagde Ulken [matrosen], da de trak Thorvaldsen)«, optegnet som nr. 1504 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 57. For Betaling kjøber man da Adgang sigter til Tivoli, som blev grundlagt uden for Vesterport i 1843. Her kunne københavnerne mod betaling af entre forlyste sig sommeren igennem og opleve »Fyrværkeri-Bagateller«, »Fyrværkeri paa Stænger« og »Brillant-Fyrværkeri«, arrangeret af Gaetano Amici, jf. Berlingske Tidende, tillæg til nr. 206, den 7. sept. 1846, tillæg til nr. 209, den 10. sept., og tillæg til nr. 226, den 30. sept. gøglende forblændende. tilforladeligere ubetinget pålideligere. iaften (...) Kl. 10 paa Slaget hentyder til fyrværkeriet i Tivoli, der dog ikke fandt sted kl. 22, men »Kl. 9½«, se annoncerne i Berlingske Tidende (). bramfri prunkløs, ligefrem. Vel sandt sandt nok. Udskrigerens en, der larmende skriger og råber for at reklamere el. agitere for gøgl el. forlystelser, fx på en markedsplads. til Din Ager, til Dit Kjøbmandskab, til Din Hustrue hentyder dels til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup i Matt 22,1-14, hvor det fortælles, at da kongen for anden gang sendte sine tjenere ud for at indkalde de indbudte til bryllupsfesten, tog de sig ikke af det, men gik »den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kiøbmandskab«, v. 5 (NT-1819); dels til Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,16-24, hvor det fortælles, at da den mand, der havde indbudt til et festmåltid, sendte sin tjener ud for at tilkalde de indbudte, undskyldte den ene sig med: »jeg haver kiøbt en Anger, og haver fornøden at gaae ud, og see den«, den anden med: »jeg haver kiøbt fem Par Øxen [okser], og gaaer hen at prøve dem«, og den tredje med: »jeg tog mig en Hustru til Ægte«, v. 18-20 (NT-1819). see til se på. Fuglens gaadefulde Vei gjennem Luften næppe noget egl. citat, men en art efterlignende gengivelse af et i tiden (litterært) yndet tema, især med henblik på trækfuglene. fornemmeligen især, først og fremmest. Liin hør; fint, tyndt stof. Uskjønsomhed uforstandighed, mangel på evne til at skønne og påskønne. lær af Myren at blive viis hentyder til Ordsp 6,6: »Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden og bliv vis.« søgne hverdagslige, trivielle. Prædikeren ... »at Gud afsondrede Mennesket ... sig selv liig Dyret« frit citat fra Præd 3,18: »Jeg sagde i mit Hjerte angaaende Menneskens Børn: Gud har afsondret dem, for at see, om de ville agte sig selv som Qvæget«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 423. den meest berømte hedenske Tænker ... Dyre-Bestemmelsen: Mængden sigter til den gr. filosof, logiker og naturforsker Aristoteles fra Stageira i Thrakien (384-322 f.Kr.), der i 3. bog, kap. 11, i Politikken (1281b, 15-20) i tilknytning til en drøftelse af mængdens overlegenhed sammenligner mængden med dyrene: »Det står ikke klart, om denne flertallets forskellighed fra de enkelte dygtige mennesker kan gælde om ethvert folk og enhver mængde, ja, måske er det umuligt for nogles vedkommende. Det samme argument ville jo også passe om dyrene. Hvorved adskiller nemlig nogle [mængder] sig så at sige fra dyrene?« Jf. Aristoteles graece, udg. af I. Bekker, bd. 1-2, Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 2, s. 1281, 2. sp. en Hedning ... Sjelen ... liig en Væver ... Paaklædning sigter til en udtalelse af Kebes i Platons dialog Faidon (87b-e). I sin dialog med den fængslede Sokrates (), der afventer sin henrettelse, vil Kebes nok acceptere, at sjælen eksisterer forud for den form, den har i dette liv, men nærer modsat bekymring for, om den helt vil gå til grunde i døden. Undervejs taler Kebes billedligt om en væver, der har slidt mange klæder op, som han selv har vævet, og har overlevet dem alle. Samme billede bruger Kebes nu om sjælens forhold til legemet: »Thi naar Legemet hensvinder og omkommer, imedens Mennesket endnu lever, men Sjælen altid paa ny væver det forbrugte, saa maa Sjælen vel, naar den omkommer, endnu have sin sidste Beklædning, og maa omkomme tidligere, end denne ene, men, naar Sjælen er omkommen, beviser Legemet sin Svagheds Natur, og forgaaer hurtig ved Forraadnelsen«, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise () bd. 1, s. 62f. (Platons Skrifter () bd. 3, s. 202). Og nu prisede han ... nogen Sammenligning Hvem der tænkes på, har ikke kunnet identificeres. sindrige opfindsomt udtænkte. den Opreiste (...) den saaledes Opreiste retter sit Blik op ad sigter til den antikke etymologiske forklaring af det gr. ord for menneske, ἄνϑϱωπος (ánthrēpos), som »den, der skuer opad«, der i så fald skulle komme af ἄνω ἀϑϱεῖν (ánē athreîn, at skue opad) el. af ἀναϑϱεῖν ἃ ὄπωπε (anathreîn ha ópēpe, nærmere betragte, hvad han ser), og som tillægges Platon. Jf. P. Arnesens Græsk-Dansk Ordbog, Kbh. 1830, ktl. 993, s. 101. Se Platons dialog Kratylos, 399c, hvor Sokrates siger: »dette Ord anthrēpos betyder, at medens alle andre levende Væsner hverken nærmere undersøger eller beregner eller betragter det, de ser, saa betragter (anathrei) og beregner Mennesket alt, hvad det ser (opēpe). Derfor var det med Rette, Mennesket alene af alle levende Væsner fik Navnet anthrēpos, d.v.s. den, der opfatter, hvad han ser (anathrēn ha opēpe)« (Platons Skrifter () bd. 3, s. 31). Se også 2. bog, kap. 56, 140, i Cicero De natura deorum (Om gudernes væsen), hvor det om de gaver, guderne har tildelt menneskene, siges, at de har »hævet dem op fra jorden, således at de går omkring, høje og oprejste, for at de skulle kunne skue op mod himlen og således erkende guderne. Menneskene er nemlig rundne af jorden ikke som dens beboere og indbyggere, men som en art tilskuere til de overjordiske og himmelske ting« (Ciceros filosofiske skrifter, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1969-75; bd. 3, 1970, overs. af F. Blatt, s. 209). tyktes forekom, syntes. hiin ædle Vise ... begyndte at forundre sig sigter til Sokrates, der i Platons dialog Theaitetos (155d) siger: »Denn gar sehr ist dies der Zustand eines Freundes der Weisheit, die Verwunderung; ja es giebt keinen andern Anfang der Philosophie als diesen« (»For i høj grad er netop dette det særegne for en ven af visdommen, forundringen; ja, der findes ingen anden begyndelse til filosofien end denne«), Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher () 2. del, 1 (bd. 3), 1818, s. 212 (Platons Skrifter () bd. 6, s. 111). Se not7:21, i SKS 19, 211. – ikke begyndte med at tvivle om Alt: hentyder til en af filosofihistoriens kendte sætninger: 'De omnibus dubitandum est' (lat. 'Man bør tvivle om alt'), som stammer fra den fr. filosof, matematiker og naturforsker René Descartes (1596-1650). I hans systematiske hovedværk Principia philosophiae (Filosofiens principper), 1644, indgår sætningen i overskriften for 1. del, § 1: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (»Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting«), Renati Des-Cartes opera philosophica bd. 1-4, 6. Elzevier-udg., Amsterdam 1677-78 (bd. 1, 1678, bd. 2-4, 1677), ktl. 473; bd. 2, s. 1. Sætningen udtrykker Descartes' forsøg på gennem metodisk tvivl om alle udsagn at nå ned til et fast fundament for en videnskabelig erkendelse og er således udgangspunktet for hans filosofiske system. Sætningen, der citeres i Hegels forelæsninger over filosofiens historie, og som blev kritiseret af SK allerede i den ufuldendte fortælling Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est fra 1842-43 (jf. Pap. IV B 1), blev ofte anført og diskuteret i den da. hegelianisme, ikke mindst af H.L. Martensen og J.L. Heiberg. I sin anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835 (forkortet Indlednings-Foredrag til det logiske Cursus), i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 518, skriver Martensen: »Valgsproget hedder nu: Tvivl er Begyndelse til Viisdom«. I det første nummer af sit tidsskrift Perseus, Journal for den speculative Idee, nr. 1, juni 1837, og nr. 2, aug. 1838, ktl. 569 (forkortet Perseus), offentliggjorde Heiberg en omfattende artikel om relationerne mellem filosofi og teologi, »Recension over Hr. Dr. Rothes Treenigheds- og Forsoningslære«, hvori det hedder s. 35: »Tvivlen er (...) det philosophiske Systems Begyndelse, og forsaavidt ligeledes Begyndelsen til Viisdom«. ikke den Lærde og Videnskabsmanden ... Forundringens Gjenstand se journalen JJ:442 fra feb. el. marts 1846, hvor SK skriver: » Istedenfor alt det Høittravende om Videnskabens Begyndelse, maa man igjen som i gl. Dage, menneskeligt begynde med det Spørgsmaal, om at jeg bliver Videnskabsmand. / Man begynder da med en reen ethisk Overveielse, der maaskee helst burde holdes i platonisk Dialog-Form, for at faae Alt saa simpelt som muligt. / Det der bevæger til at begynde, bliver da igjen: Forundring ligesom i gl. Dage hos Grækerne«, SKS 18, 288,15-23. tager (...) forfængeligt anvender noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. Skriften (...): Gud skabte Mennesket i sit Billede hentyder til 1 Mos 1,26-27: »Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! (...).' Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« ligne Gud hentyder til 1 Mos 1,26, se foregående kommentar. Kjende kendetegn, kendelighed. Gud i Intet af det Skabte har ladet sig uden Vidnesbyrd se J.P. Mynster Betragtninger over de christelige Troeslærdomme () bd. 1, s. 23: »Thi alle Ting, som Gud skabte, vidne om ham«. Se også Sl 19,2; Visd 13,1.4-5; Rom 1,20. Gud er Aand, er usynlig, og Usynlighedens Billede er ... Usynlighed jf. kap. 1, afsnit 3, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 1, i Balles Lærebog (), s. 12: »Gud er en Aand, eller et usynligt Væsen, som haver Forstand og frie Villie, men intet Legeme, og bestaaer ikke af Dele. Derfor kan han ikke sees med legemlige Øine, ei heller betegnes ved noget Billede.« At Gud er ånd, . Mennesket, Herskeren (...) Herredømmet ... ham beskikket hentyder til 1 Mos 1,28: »Og Gud velsignede dem [menneskene] og sagde til dem: 'Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!'« – beskikket: tildelt. dette, der ventes paa hentyder til Rom 8,19, hvor Paulus skriver: »For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.« Tilbedelsen ... Mennesket ligner Gud ... i Sandhed at kunne tilbede . hiin ædle, eenfoldige Vise ... tie af Forundring . sukker Naturens synlige Herlighed hentyder til Rom 8,22, hvor Paulus skriver: »Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.« at synes (...) usynlige ordspillet bygger på, at 'synes' også betyder at 'komme til syne', 'blive synlig'. see den under Øine møde den uforsagt. Troen og Tilliden drive Frygten ud spiller på 1 Joh 4,18, hvor det hedder, at »den fuldkomne Kierlighed driver Frygten ud« (NT-1819). hæve sig paa Troens Vinger Udtrykket bygger formentlig på Es 40,31: »Men de, som forvente HERREN, skal fornye deres Kraft, de skal opfare med Vinger, som Ørnene« (GT-1740). det Evige og det Timelige berøre hinanden . det Evige bryder sig i det Timelige . Den, der henviste ham til Himmelens Fugle dvs. Jesus; Matt 6,24-34 indgår i Jesu bjergprædiken. Fuglene have Reder ... helde sit Hoved sigter til Matt 8,20, hvor Jesus til en, der forsikrer at ville følge ham overalt, siger: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). – Menneskens Søn: el. Menneskesønnen, den betegnelse, Jesus hyppigst anvender om sig selv i evangelierne. Tilhold tilholdssted. nærmest især, først og fremmest. erhverve tjene til udkommet. Den lykkelig, der sov sig til Rigdom spiller på ordsproget »Somme kommer sovende til Lykken«, optegnet som nr. 2508 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 96. ved Rigdom var udelukket spiller på Matt 19,23-24, hvor Jesus – efter sin samtale med den ringe yngling () – siger til disciplene: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Gud-Mennesket . seer til ser på. hvo hvem. fortreden misfornøjet, gnaven. han arbeider indtil nu hentyder til Joh 5,17, hvor Jesus, der har helbredt den syge ved Betesda dam på en sabbat og derfor forfølges af jøderne, svarer dem: »min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider« (NT-1819). daarligen på en dåres vis, tåbeligt. Guds Medarbeider Paulus bruger udtrykket 'Guds medarbejdere' i begge sine breve til korintherne, jf. 1 Kor 3,9 og 2 Kor 6,1. Den, som ikke vil arbeide, heller ikke faaer Føden hentyder til ordsproget 'Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke æde', optegnet som nr. 98 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 4. dette siger Gud ogsaa hentyder til 2 Thess 3,10, hvor Paulus skriver til thessalonikerne: »For allerede, da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden.« Der er sagt ... ære Hæderstegnet ved at bære det Udsagnet har ikke kunnet identificeres. Apostelen Paulus , jøden Paulus (død o. 63) fra Tarsus, der var den første kristne missionær og forfatter af de første 13 breve i NT, ernærede sig som teltmager på sine missionsrejser. let kunde have ladet sig underholde af Menighederne hentyder formentlig til 1 Kor 9,3-7.11-15, hvor Paulus skriver til korintherne: »Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig: Har vi ikke ret til at spise og drikke? Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster [kristen kvinde] til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas? Eller er det kun mig og Barnabas, som ikke har ret til at lade være med at arbejde? Hvem er soldat på egen løn? Hvem planter en vingård og spiser ikke selv af dens frugt? Eller hvem er hyrde for en hjord og drikker ikke af mælken fra hjorden? (...) Når vi har sået de åndelige goder hos jer, er det så for meget, om vi høster materielle goder hos jer? Når andre har ret til at få noget hos jer, har vi det så ikke endnu mere? Alligevel har vi ikke gjort brug af denne ret, men finder os i alt for ikke at lægge hindringer i vejen for evangeliet om Kristus. Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. / Men jeg har ikke gjort brug af nogen af disse rettigheder, og jeg skriver ikke dette for nu at gøre krav på dem. For jeg vil hellere dø end – denne min stolthed skal ingen tage fra mig!« Se også Fil 4,15-16: »I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter. Også i Thessalonika sendte I mig indtil flere gange, hvad jeg havde brug for.« foretrak han at arbeide med egne Hænder hentyder til ApG 20,33-34, hvor Paulus i Milet tager afsked med de ældste fra Efesos og bl.a. siger: »Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for.« Se også 1 Kor 4,11-12, hvor Paulus skriver: »Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder.« Se endvidere 1 Thess 2,9 og 2 Thess 3,8. nød den Ære, at blive hudflettet, forfulgt, forhaanet hentyder fx til 2 Kor 11,23-26.30-33, hvor Paulus stolt skriver: »Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejse, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. (...) / Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed. Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver. I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig, men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.« – hudflettet: pryglet, pisket. kalder sine Lænker en Æressag hentyder til Ef 3,13, hvor Paulus skriver til efeserne: »Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer.« Undseelse ærefrygt, med bibetydningen: sagtmodighed. jeg har ikke tjent en Hviid ved Ordets Forkyndelse hentyder til 2 Kor 11,7-9, hvor Paulus skriver til korintherne: »Var det måske en synd, jeg begik ved at ydmyge mig selv, for at I kunne ophøjes, da jeg forkyndte jer Guds evangelium uden betaling? Andre menigheder har jeg plyndret ved at tage mig betalt for at tjene jer, men hos jer har jeg ikke ligget nogen til byrde, når jeg manglede noget; for brødrene, der kom fra Makedonien, hjalp mig med, hvad jeg manglede. På ingen måde har jeg været eller vil jeg være jer til besvær.« – ikke (...) en Hviid: talemåde: intet, 'ikke en rød øre'. En hvid var i middelalderen en sølvmønt af ringe værdi: ⅓ da. skilling. ikke været fritagen fra nogen Livets Besværlighed ikke været fritaget for nogen af livets besværligheder (). glimrende strålende, glinsende. hvo hvem. det forelæste Evangelium Matt 6,24-34, se SKS 8, 259f. – forelæste: oplæste (i andres påhør). meente sig anså sig for at være. idel Forfængelighed hentyder til Præd 1,2: »Idel Forfængelighed! siger Prædikeren, idel Forfængelighed! Alt er Forfængelighed!« i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 415. 'Forfængelighed' er her brugt i betydningen tomhed. Solen gaaer dog op ... den deilige Skikkelse ... fordærvet frit citat fra Jak 1,11: »Thi Solen gik op med Hede, og giorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og [også] den Rige visne i sine Veie« (NT-1819). Ingen kjender dets Sted mere hentyder til Sl 103,16: »Naar Væir farer over det [græsset], da er det ikke mere, og dets Sted kiender det ikke mere« (GT-1740). Sælges ikke to Spurve for een Penning? citat fra Matt 10,29 (NT-1819). – Penning: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønt af mindre værdi. synes Tryghed fremtræder som tryghed. den blege Høstkarl udbredt symbol for døden, jf. udtrykket 'bleg som døden'. Mens leen meget tidligt bliver et dødssymbol, dukker manden med leen som symbol først op i slutningen af det 15. årh. og bliver et yndet motiv i folkebøgerne, jf. Det menneskelige Livs Flugt, eller Døde-Dands, hvorudi ved tydelige Forestillinger og Underviisningsvers vises, hvorledes Døden uden Personsanseelse dandser af med Enhver, endog ofte uformodentlig, fra Verden til Evigheden; afbildet ved lærerige Stykker, og Samtaler imellem Døden og Personerne, 3. opl., Kbh. 1814 [1762], ktl. 1466, rigt illustreret med træsnit af T.L. Borup; heri findes tre billedlige fremstillinger af døden med sin le, s. 14, s. 34 og s. 78. Tvinen klynken, jamren. fortærende Ild spiller formentlig på Hebr 12,29, hvor udtrykket bruges om Gud. daarlige tåbelige, uforstandige. at hænge drømmende efter drømmende at attrå. vil slet ikke (...) have det som Rov hentyder formentlig til Fil 2,6, hvor Paulus om Jesus Kristus skriver, at han »ikke holdt det for et Rov at være Gud liig« (NT-1819). en Hviid . for hendes Besiddelse frem for at besidde hende. m. T. min tilhører. ikke bestemt til at nedgraves og gjemmes hentyder til den tjener i Jesu lignelse om de betroede talenter, der af frygt for sin herre gemte den betroede talent i et hul i jorden (). Gud lader sig ikke spotte hentyder til Gal 6,7, hvor Paulus skriver til galaterne: »Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og [også] høste« (NT-1819). Mammon »Reichthum, Geld und zeitliche Güter« (»Rigdom, penge og timelige goder«), Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz (), s. 923. til sin egen Fordærvelse at unddrage sig frit citat fra Hebr 10,39: »Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sielens Frelse« (NT-1819). – Fordærvelse: fortabelse. Østens Dronning sigter formentlig til dronningen af Saba, der kom til kong Salomo () med et stort følge og rige gaver for at lytte til hans visdom, jf. 1 Kong 10,1-13 og Matt 12,42, hvor hun kaldes »Sydens dronning«. Når SK kalder hende »Østens Dronning«, skyldes det formentlig, at Saba if. traditionen var et landområde i Det lykkelige Arabien, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 477. sætte en Tornekrone ... spytte paa ham hentyder til beretningen om Jesu tornekroning i Matt 27,27-31, hvor det fortælles, at de rom. soldater flettede en krone og satte den på Jesu hoved, knælede for ham, hånede ham, spyttede på ham og slog ham i hovedet med en kæp. tragter søger, higer. Noah, frelst, saae en Verdens Undergang sigter til beretningen i 1 Mos 7-9 om Noah, som på Guds befaling bygger en ark, for at han og hans nærmeste familie samt et par af alle levende væsner på Jorden kan overleve, når Gud sender den store vandflod, der skal udslette alle mennesker, kvæg, krybdyr og fugle. Efter at alt er blevet ødelagt, og efter at vandet atter er forsvundet, går Noah sammen med sin familie og dyrene frelste ud af arken, og Gud opretter en pagt med Noah, hans sønner og deres efterkommere. som er oven til i Himlen spiller formentlig på Kol 3,1, hvor Paulus skriver til kolossenserne: »Ere I altsaa opreiste med Christo, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand« (NT-1819). I øvrigt kaldes 'Guds rige' ofte i NT 'Himmeriget' el. 'Himmerigets Rige' (NT-1819), der er en gengivelse af det græske 'himlens rige'; i 2 Tim 4,18 Herrens 'himmelske rige'. frastødende ved at støde fra. som er inden i Eder frit citat fra Luk 17,21, hvor Jesus siger: »Guds Rige er inden i Eder« (NT-1819). piinligen pinefuldt. uformærket ubemærket, uænset. Retfærdighed, Fred og Glæde i den Hellig-Aand citat fra Rom 14,17 (NT-1819) med små variationer i interpunktionen. Tilhold tilholdssted. Mønt ... bærer Keiserens Billede hentyder til Matt 22,15-21, hvor det fortælles, at nogle farisæere og herodianere opsøgte Jesus for at høre, om det var tilladt at give kejseren skat. Men Jesus gennemskuede dem og sagde: »'Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!' De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: 'Hvis billede og indskrift er det?' 'Kejserens,' svarede de. Da sagde han til dem: 'Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!'« En denar, som var en rom. sølvmønt, blev anvendt i handel og til betaling af skat til den rom. kejser, som på den tid havde besat Palæstina. – at den jo: ikke. Menneske ... bærer Guds Billede . Stedet ... som er Dig anviist og . saa skulle alle disse Ting vorde ham tillagde fri gengivelse af Matt 6,33, se SKS 8, 260,2f. hos en anden Evangelist: det Øvrige Lukasevangeliets parallelberetning (12,22-31) til Matt 6,24-34 har også udtrykket 'alle disse Ting', v. 31. Der tænkes formentlig på v. 26 hos Lukas, som ikke findes tilsvarende hos Matthæus; her siger Jesus: »Formaae I da ei engang det Mindste, hvi [hvorfor] bekymre I Eder for det Øvrige?« (NT-1819). Fordringer ude udeståender, uindfriede fordringer. dersom det ... meget mere være i Herlighed citat fra 2 Kor 3,11 (NT-1819). SK har 'skal afskaffes' for 'skulde afskaffes'. Lidelsernes Evangelium se journalen NB:49, som er citeret i tekstredegørelsen, s. 178-180. Christelige Taler Det er første gang, SK betegner sine taler som 'christelige' (). I journalen NB:160 fra april 1847 skriver han: »Formodl. vil det nu af de kloge Høns, som veed – at ramse Alt, blive en Indvending mod mine christelige Taler, at de ikke indeholde Forsoningen«, SKS 20, 104,24-26. at følge Christum efter og . lider skyldig lider som skyldig (selvforskyldt), dvs. med rette. at det er ikke Veien, der er trang hentyder til Matt 7,14 (). christelige Taler ... ei heller ere nævnte: Prædikener jf. journalen NB:120 fra slutningen af jan. 1847, hvor SK under overskriften »Forskjellen mell. den christelige Tale og Prædikenen« skriver: »Den christelige Tale indlader sig til en vis Grad med Tvivlen – Prædikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi Apostlenes. Det er derfor absolut Kjætterie i en Prædiken at indlade sig med Tvivlene, selv om man forstod nok saa godt at haandtere dem. / Derfor staaer der i Forordet til mine christelige Taler: hvis en Lidende, der tillige er løben vild i mange Tanker. / En Prædiken forudsætter en Præst (Ordinationen); den christelige Tale kan være et almdl. Menneske.« SKS 20, 87. at udfylde Nysgjerrigheden et ledigt Øieblik Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. I kladden til stedet forekommer to forskellige version uden citationstegn, dels »at udfylde et ledigt Øieblik for mange Ørkesløse« (Pap. VII 1 B 189), dels »at udfylde et ledigt Øieblik for nogle Nysgjerrige« (Pap. VII 1 B 190). Bestemmelsen med dem formålsbestemtheden med dem, hensigten med dem. Herefter har SK udeladt en længere passus, som han har indført i journalen NB:110, i SKS 20, 84, se tekstredegørelsen, s. 181. husvaler beroliger, trøster, opmuntrer. skal komme igjen for at dømme hentyder formentlig til 2 Tim 4,2, hvor Paulus skriver, at Kristus Jesus »skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige«. Jf. også andet led i den apostolske trosbekendelse, hvor det om Jesus Kristus hedder, at »han skal komme at dømme Levende og Døde«, Forordnet Alter-Bog (), s. 290. Lucas. XIV. 27: Hvo ... kan ikke være min Discipel citat fra Luk 14,27 (NT-1819). SK udelader det indledende 'Og' samt komma efter 'Kors'. – Lucas: el. Lukas, læge, en af Paulus' medarbejdere, efter kristen tradition forfatter af Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. – Hvo: hvem. Veien og Livet hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus om sig selv siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« Christne If. ApG 11,26 var det i Antiokia i Syrien, at de, der troede på Jesus Kristus, første gang kaldes kristne. de ere hans Livegne de er hans ejendom, de tilhører ham på livstid. Trælle eller Frie, Mænd eller Qvinder spiller på Gal 3,28 (). Fremmede og Udlændinge i Verden hentyder til Hebr 11,13, hvor det om Abel, Enok, Noa, Abraham og Sara, der anføres som eksempler på personer, der døde med troen i behold og bekendte, »at de var fremmede [NT-1819, 'Giæster'] og udlændinge på jorden«. de Helliges Samfund hentyder til tredje led i den apostolske trosbekendelse, hvor troen bekendes på »de Helliges Samfund«, Forordnet Alter-Bog (), s. 290. Jf. også udtrykket »de Helliges Menigheder« i 1 Kor 14,33 (NT-1819). – Samfund: fællesskab. Korsdragere personer, som bærer et kors i processioner; billedligt om personer, som lider modgang, bærer (religiøse) lidelser el. prøvelser. møisom besværlig. Christi Efterfølgere hentyder formentlig til 1 Kor 1,11, hvor Paulus skriver til korintherne: »Vorder mine Efterfølgere, ligesom og [også] jeg er Christi« (NT-1819). Se også 1 Thess 1,6, hvor Paulus skriver til thessalonikerne: »I er blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, i det I annammede Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Hellig Aand« (NT-1819). Qvinden blev jo tagen af Mandens Side hentyder til 1 Mos 2,21-23: »Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: / Nu er det ben af mine ben / og kød af mit kød. / Hun skal kaldes kvinde, / for af manden er hun taget.« efterstræbt forfulgt. Opgaven, som sættes stilles. betræffende angående. støtter ikke ved Dig holder ikke fast i dig, har dig ikke under armen, hjælper dig ikke med at gå o.l. Drift drivkraft, bevægelse, tilskyndelse. som var Efterfølgeren selv Veien spiller på Joh 14,6 (). følge Christum efter ... tage sit Kors op hentyder formentlig til Matt 10,38, hvor Jesus siger: »Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd« (). forelæste oplæste (i andres påhør). »vil Nogen komme efter mig ... følge mig.« (Matth. 16, 24.) frit citat fra Matt 16,24: »Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han [skal] fornægte sig selv, og tage sit Kors, og følge mig« (NT-1819). Hvad angår udtrykket 'tage sit kors op', se paralleludsagnet i Mark 8,34: »hvo [hvem] som vil komme efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op, og følge mig« (NT-1819). Det var og »dette Sindelag ... indtil Døden paa Korset« (Phil. 2, 5 o. ff.) forkortet citat fra Kristushymnen i Fil 2,5-11, hvor Paulus skriver: »Thi det samme Sindelag [skal] være i Eder, som og [også] var i Christo Jesu, hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tierners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død«, v. 5-8 (NT-1819). I Luthers oversættelse af v. 8 findes udtrykket: »ja zum Tode am Kreuz« (»ja til døden på korset«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). maa og også. drage bære. med Korset paa citat fra Th. Kingos salme »Gak under Jesu Kors at staae«, 7. strofe: »Naar jeg, o Jesu! og skal staae / Forladt, forhadt, med Korset paa, / Ja venne-løs blandt Rov og Ran, / Send et Guds Barn, som ta'er mig an!« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo (), nr. 62, s. 178-181; s. 179. Salmen udkom med overskriften »Effter Prædiken. / Om de syv Ord JEsus talede / paa Korset« i Danmarks og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog. Vinter-Parten ved Th. Kingo (1689). DDS nr. 191. Christus sagde ... giv det til de Fattige.« sigter til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige yngling, der spurgte Jesus, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv (). Her siger Jesus ikke blot til den rige yngling: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene.« Men han føjer til: »Og kom så og følg mig!« v. 21. Mange vilde For mange ville. gak bort ... tag Korset og følg mig« (Marc. 10, 21) frit citat fra beretningen i Mark 10,17-22 om den rige mand, der spurgte Jesus, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Jesus nævnte seks af De ti Bud, og manden svarede, at det havde han alt sammen holdt fra sin ungdom. »Men Jesus saae paa ham, og fattede Kierlighed til ham, og sagde til ham: een Ting fattes dig [mangler du]; gak [gå] bort, sælg, hvad du haver og giv de Fattige det, saa skal du have et Liggendefæ [skat] i Himmelen, og kom, tag Korset og følg mig«, v. 21 (NT-1819). vendte sig om og saae tilbage sigter formentlig til beretningen i Luk 9,61-62 om en, der sagde til Jesus, at han ville følge ham, men bad om først at måtte tage afsked med dem derhjemme. Til ham sagde Jesus: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.« i en Tjeners ringe Skikkelse hentyder til Fil 2,7 (). trængende i trang, nødlidende (). forladt hentyder til, at alle disciplene forlod Jesus, da han blev taget til fange, se Matt 26,56. bespottet hentyder til, at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29 (NT-1819). ikke elskende Verden hentyder formentlig til Jesu udtalelser om, at der skal fældes dom over denne verden, se Joh 12,31 og 16,18. Se også 1 Joh 2,15-17. ikke elsket af den hentyder til Jesus udtalelser om, at han er hadet af verden, se fx Joh 7,7 og 15,18-21. saa han ikke gaaer til sin Ager ... ei heller tager til Ægte . ikke elsker Fader ... kan siges at hade hine hentyder til Luk 14,26, hvor Jesus siger: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.« Se i øvrigt Frygt og Bæven (1843), hvor Johannes de silentio ud fra spørgsmålet: »Gives der en absolut Pligt mod Gud?« indgående diskuterer forståelsen af dette skriftsted, i SKS 4, 163,32 - 167,3 (se også kommentarerne hertil). krydsende som bevæger sig i modsatte retninger. Undseelsens ærbødighed, ærefrygt (). hvad Riigdom Du har samlet i Himmelen . tilgivet Din Fjende ... halvfjersindstyve Gange syv Gange hentyder til Matt 18,21-22: »Da gik Peder frem til ham, og sagde: Herre, hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange? Jesus sagde til ham: jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfierdesindstyve Gange syv Gange« (NT-1819). Dommeren dvs. Kristus. hans Rige var netop ikke af denne Verden hentyder til Joh 18,36, hvor Jesus siger til Pilatus: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« bar kun Purpuret til Forhaanelse hentyder til Matt 27,28-30, hvor det fortælles, at Pilatus' soldater tog Jesus, »afklædte ham, og kastede en Purpur-Kappe om ham« (NT-1819), satte en tornekrone på hans hoved, gav ham et rør i hånden, knælede for ham, bespottede ham og spyttede på ham. den Fornemme kun turde besøge ham i Nattens Skjul hentyder til Joh 3,1-2, hvor det fortælles, at farisæeren Nikodemus, medlem af jødernes råd, opsøgte Jesus om natten. Mislighed misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed. Han, der ... paatog en ringe Tjeners Skikkelse hentyder til Fil 2,6-7 (). – paatog: NT-1819 har 'tog (...) paa'. han, der kunde byde over Legioner Engle hentyder til Matt 26,53, hvor Jesus under tilfangetagelsen i Getsemane Have siger til en af sine disciple, der ville forsvare ham med sværd: »tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?« – Legioner: afdelinger, hver på 3-6000 soldater, i den rom. hær. over Verdens Tilblivelse og Undergang hentyder formentlig til Kol 1,16-17, hvor Paulus skriver om Guds søn: »I ham blev alting skabt / i himlene og på jorden, / det synlige og det usynlige, / troner og herskere, / magter og myndigheder. / Ved ham og til ham er alting skabt. / Han er forud for alt, / og alt består ved ham.« end Intet endog. Skabningens Herre jf. Joh 1,3, hvor det om Jesus Kristus som Guds ord hedder: »Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.« Se også Hebr 1,2. tvang Naturen selv til at forholde sig rolig hentyder til beretningen om stormen på søen i Matt 8,23-27, hvor det fortælles, at Jesus truede ad stormen og søen, så det blev helt blikstille. da han havde opgivet Aanden ... Gravene åbnedes hentyder til beretningen om Jesu død på korset i Matt 27,45-56, hvor det i v. 50-52 fortælles: »Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. / Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op«. forraadte røbede, afslørede. hvo hvem. M. T. min tilhører. erkyndiger (...) sig nøie forhører sig nøje om. bydes tilbydes. eet Navn i Himmelen og paa Jorden hentyder til Kristushymnen i Fil 2,5-11, hvor Paulus skriver i v. 9-11: »Derfor haver og [også] Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn; at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekiende, at Jesus Christus er en Herre til Gud Faders Ære« (NT-1819). det Navn, som er høiere end alle Navne se foregående kommentar. høit ophøiet over alle Himle hentyder til Fil 2,9-10 (). det er nævnet og skal nævnes ... paa Jorden hentyder til Fil 2,10-11 (). vor Herres Jesu Christi Navn hentyder til Fil 2,10 (). destoværre desværre. kalder sig stolt Petri Efterfølger sigter til paven, der if. Den rom.-katolske Kirkes forståelse af Matt 16,18-19 er apostlen Peters efterfølger. – Petri: genitiv af den lat. form Petrus. Hans egl. navn er Simon, mens Peter er et tilnavn (det gr. ord 'pétros', der betyder 'sten', er ikke et alm. gr. navn, men en oversættelse af det aramaiske Kefas, jf. Joh 1,42). vel saa herligt sandelig. misundelige som vækker misundelse. miskundelige som ikke regner strengt med en andens brøde; barmhjertige, nådige. Kjød og Blod fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12 (). naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest ordsprog, optegnet som nr. 2008 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 76. Lidelserne der komme kommer dér. Tilstød det, der støder til, hændelser. gaaet forud se følgende kommentar. han gik forud for at berede ... Sted hentyder til Joh 14,2-3, hvor Jesus siger til sine disciple: »I min Faders Huus ere mange Boliger. Men dersom det ikke saa [således] var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort, at berede Eder Sted. Og naar jeg er gaaen bort, og faaer beredt Eder Sted, kommer jeg igien, og vil tage Eder til mig; at hvor jeg er, skulle [skal] ogsaa I være« (NT-1819). snevre Port ... trange Vei hentyder til Matt 7,13-14 (). Tilhold tilholdssted. forsikkret om forvisset om. forsikkret sikret. Apostelen Paulus ... de Elendigste af Alle.« frit citat fra 1 Kor 15,19, hvor apostlen Paulus ( og ) skriver: »Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker« (NT-1819). Møie besvær. Forsikkring om forvisning om. saa er og også. Matthæi Evangelium ... min Byrde er let citat fra Matt 11,30 (NT-1819). – Matthæi: lat. genitivsform for Matthæus'. Pharisæerne udgjorde en af de vigtige religiøse og politiske retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid. De udviste nidkær iver for en nøje overholdelse af Moseloven, lagde stor vægt på renhedsforeskrifter og hævdede troen på opstandelsen. De stod ofte i modsætningsforhold til saddukæerne, en anden samtidig retning, der afviste den mundtlige overlevering til fordel for den skriftlige og afviste troen på sjælens udødelighed. (Matth. 23, 4): »de binde ... ikke røre dem med en Finger.« citat fra Matt 23,4 (NT-1819), der har semikolon efter 'Skuldrene'. desto værre desværre. drage i lige Aag . Uskjønsomhed uforstandighed, mangel på evne til at skønne el. påskønne; utaknemmelighed. fortræden gnaven, vranten. sandet erkendt som sand. Menneskets-Slægt menneskeheden. vel ganske vist, nok. i Slægt med Guddommen spiller på ApG 17,28-29 (). vanslægtet vanartet, degenereret, udartet. at lade sig tjene citat fra Matt 20,28, hvor Jesus siger, at »Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange«. bære: Slægtens Synd spiller på Joh 1,29, hvor Johannes Døber siger om Jesus: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.« forladt . foragtet (...) forhaanet og . forfulgt hentyder til, at Jesus blev forfulgt af jøderne, se Joh 5,16. Se også Joh 15,20. Synderes Ven hentyder til Matt 11,19, hvor Jesus siger om sig selv: »Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« »kommer hid Alle ... besværede« ( Matth. 11, 28) frit citat fra Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819). Svig i hans Mund citat fra 1 Pet 2,22, hvor det – med et udtryk fra Es 53,9 – om Jesus siges: »Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund«. ingen et Menneskes Lidelse ingen af et menneskes lidelser. skaffe den Lidende Hvile for Sjelen hentyder til Matt 11,29, hvor Jesus siger: »Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hiertet: saa skulle [skal] I finde Hvile for Eders Siele« (NT-1819). afsides for at søge Eensomhed hentyder til, at Jesus efter at have bespist de fem tusind nødte disciplene til at gå om bord i båden og sendte folkeskarerne bort, mens han selv gik »paa et Bierg afsides for at bede. Men der [da] det var blevet Aften, var han alene der«, Matt 14,23 (NT-1819). Se også Joh 6,15. i Templet (...) for at lære hentyder til, at Jesus flere gange trådte frem som lærer i templet i Jerusalem, se fx Luk 19,47; 21,37; Joh 7,14; 8,2 (NT-1819). paa Torvet for at lære Der er ingen beretninger i evangelierne om, at Jesus stod frem som lærer på torvet; derimod fortælles det i Mark 6,56, at overalt, hvor Jesus kom frem i Galilæa, lagde man de syge på torvet, for at de kunne blive helbredt ved blot at røre ved kvasten på hans kappe. I ApG 17,17 fortælles det, at Paulus hver dag talte til dem, han traf på torvet i Athen. da kjendte han dem ikke hentyder til Matt 12,46-50, hvor det fortælles, at Jesus fik at vide, at hans mor og brødre søgte at få ham i tale. »Men han svarede ham, der sagde det til ham: 'Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?' Og han pegede på sine disciple og sagde: 'Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.'« naar en Øverste sendte Bud efter ham sigter til beretningen i Matt 9,18-19.23-26 om Jesu opvækkelse af synagogeforstanderens datter. Dog sender synagogeforstanderen (i NT-1819 kaldt 'Øverste') ikke bud, men møder selv op hos Jesus. Jf. derimod beretningen i Luk 7,2-10 om Jesu helbredelse af en officers tjener i Kapernaum, hvor officeren (i NT-1819 kaldt 'Høvedsmand') sender nogle af jødernes ældste hen til Jesus for at bede ham om at komme og frelse tjenerens liv, v. 3. i Forbigaaende en Qvinde rørte ved Fligen af hans Kjortel ... han standsede sigter til beretningen i Matt 9,20-22 om Jesu helbredelse af kvinden med blødninger. Da Jesus var på vej for at helbrede synagogeforstanderens datter (se foregående kommentar), nærmede en kvinde sig ham bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. »Jesus vendte sig om, så hende, og sagde: 'Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.' Og fra det øjeblik var kvinden frelst.« Hvad angår udtrykket 'Fligen af hans Kjortel' (i NT-1819 »Sømmen af hans Klædebon«), se 1 Sam 24,5, hvor det fortælles, at David ubemærket skar en flig af Sauls kappe. naar Disciplene ... formeente han dem det hentyder formentlig til Matt 19,13-15, hvor det fortælles, at da nogle bar deres små børn til Jesus, truede disciplene ad dem, men Jesus sagde: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.« Enhver er sig selv nærmest talemåde, optegnet som nr. 1997 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 76. (Matth. 11, 29): »tager mit Aag og lærer af mig« citat fra Matt 11,29 (NT-1819, ). pharisæisk og . forelæste oplæste (i andres påhør). gjør det tvivlsomt drager det (netop stillede spørgsmål) i tvivl. ikke at føre Menneskene ud af Verden hentyder formentlig til Joh 17,15, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn til Gud siger om disciplene: »Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« en jødisk (...) Misforstaaelse sigter formentlig til jødiske forestillinger om et messiansk fredsrige, se fx Es 11. Vidunderlige forunderlige, underfulde, mirakuløse. Vidunder at forvandle Vand til Viin sigter til beretningen i Joh 2,1-11 om brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandler vand til vin. sagt af en ædel Mand ... giv mig en stor Tanke sigter til den ty. digter, filosof og teolog Johann Gottfried von Herder (1744-1803), om hvem det fortælles: »In den ersten Wochen seiner Krankheit sagte er oft: 'Ach wenn mir nur eine neue, große, geistige Idee woher käme, die meine Seele durch und durch ergriffe und erfreute – ich würde auf einmal gesund!'« (»I de første uger af sin sygdom sagde han ofte: 'Ak, hvis blot der kom til mig fra et eller andet sted en ny, stor, åndelig idé, som helt og holdent kunne gribe og glæde min sjæl – jeg ville med ét blive rask!«), Erinnerungen aus dem Leben Joh. Gottfrieds von Herder. Gesammelt und beschrieben von Maria Carolina von Herder, geb. Flachsland, udg. af J.G. Müller, bd. 1-3, Stuttgart og Tübingen 1830; bd. 3, i Johann Gottfried von Herder's sämmtliche Werke. Zur Philosophie und Geschichte bd. 1-22, Stuttgart og Tübingen 1827-30, ktl. 1695-1705; bd. 22, s. 237. den bindende Magt (...) den løsende Magt hentyder formentlig til beretningen i Matt 16,13-20 om Peters bekendelse, hvor Jesus siger til Peter: »Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene«, v. 19 (NT-1819). man med et Ord binder sig for evigt hentyder formentlig til Matt 12,36-37, hvor Jesus siger til farisæerne: »Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle [skal] giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. Thi af [på] dine Ord skal du kiendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes« (NT-1819). løser Tungebaandet, saa Forstummelsen ophører hentyder til beretningen i Mark 7,31-37 om Jesu helbredelse af den døve og stumme mand. Efter at Jesus havde taget manden afsides, stukket sin finger i hans ører, spyttet og rørt ved hans tunge, sagde han til ham: »ephphata! det er [betyder], lad dig op. Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret« (NT-1819). Tro forholder sig altid til hvad der ikke sees hentyder til Hebr 11,1: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.« Om Troen ... den kan flytte Bjerge sigter til Matt 17,20, hvor Jesus svarer på disciplenes spørgsmål om, hvorfor ikke de, men først han selv kunne uddrive en ond ånd af en månesyg (epileptisk) dreng: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.« Den snilde Hedning ... jeg skal bevæge Jorden sigter til den gr. matematiker, fysiker og opfinder Arkimedes (o. 287-212 f.Kr.) fra Syrakus på Sicilien, der tillægges udsagnet: »Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge Jorden.« Jf. Marcellus-biografien, kap. 14,7, i den gr. forfatter Plutarks sammenlignende biografier Vitae parallelae: »Imidlertid skrev dog Archimedes til Kong Hiero, sin Beslægtede og Ven, at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid [midlertidigt] kunde have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetbeskrivelser, overs. af S. Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, 1804, s. 272. fortvivler over bliver modløs, hvad angår. taget (...) forfængeligt anvendt noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. skjønsom forstandig, påskønnende. de daarlige Brudejomfruer sigter til Jesu lignelse om de ti brudepiger i Matt 25,1-13: »Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper, og gik Brudgommen imøde. Men de fem af dem vare kloge, og de fem daarlige [tåbelige, uforstandige]. De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. Og der [da] Brudgommen tøvede, slumrede de alle, og sov ind. Men ved Midnat skede Anskriig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham imøde! Da bleve Jomfruerne alle opvakte [vækkede], og giorde deres Lamper tilrette [rede]. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie, thi vore Lamper udslukkes. Men de kloge svarede og sagde: det maatte ikke blive nok til os og Eder; men gaaer heller hen til Sælgerne, og kiøber for Eder selv. Men der [da] de vare bortgangne at kiøbe, kom Brudgommen; og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad [luk] op for os! Men han svarede, og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kiender Eder ikke. Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer« (NT-1819). som løb jeg paa det Uvisse hentyder til 1 Kor 9,26 (). den brede Vei (...) trange Vei hentyder til Matt 7,13-14 (). den prisede Middelvei hentyder formentlig til 'den gyldne middelvej' (fra lat. 'aurea mediocritas', der stammer fra Horats' Oder, 2. bog, nr. 10, 5); at gå ad 'den gyldne middelvej' betyder: at afholde sig fra yderligheder el. overdrivelse, at foretrække en mellemting mellem to yderligheder som det mest prisværdige, hvad der kan opfattes som udtryk for middelmådighed. Der kan også være tænkt på Aristoteles' Den nikomachæiske Etik, 2. bog, kap. 6 (1106a 14 - 1107a 27), hvor han formulerer sit kendte princip om dyden som middelvejen ml. overdrivelse og mangel; dette princip følger han i sin bestemmelse af de sædelige dyder i 4. og 5. bog. – prisede: lovpriste. Hvo hvem. uden med undtagen. Djævelen skjælver altid hentyder til Jak 2,19 (). vidunderligste forunderligste, mest underfulde. lærer af mig ... ydmyg af Hjerte citat fra Matt 11,29 (). Slægtens menneskeslægten, menneskeheden. den faldne Slægt menneskeheden efter syndefaldet, jf. syndefaldsberetningen i 1 Mos 3. ikke udslukkede ... ikke knækkede det bøiede Rør hentyder til Matt 12,15-20, hvor Jesus forbyder skaren at røbe, hvem han er, for at Esajas' profeti (42,1-4) kan gå i opfyldelse: »Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør, og ei udslukke den rygende Tande, indtil han udfører Retten til Seier«, v. 20 (NT-1819). – rygende Tande: den øverste del af en osende væge. saa bør og således bør også. Vanslægtet vanartet, degenereret, udartet. efter Evangeliets Forskrift (...) ikke bekymres for den Dag imorgen sigter til Matt 6,34, se SKS 8, 260,3-6. sagtfærdigt sagte, stille, uden at være voldsom og forhastet i sin færden. giver Øiet Raadighed giver øjet råderum. Den, der er født Træl ... Formaning (...) ikke bekymres ... blive fri sigter til 1 Kor 7,21-22, hvor apostlen Paulus skriver: »Er du kaldet som Træl? det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg dette. Thi hvo [hvem] som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og [ligeså også], hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl« (NT-1819). haaber Friheden håber på. spotte Lænken . Penning . gjør sig (...) betalt skaffer sig betaling, dækning. Kjender kendetegn. paatalte hævdede, påberåbte sig. han beraabte sig ikke paa ... ikke med eet Ord hentyder formentlig til sangen om Herrens lidende tjener i Es 53, hvor det i v. 7 hedder: »Han blev plaget og mishandlet, / men han åbnede ikke sin mund; / som et lam, der føres til slagtning, / som et får, der er stumt, mens det klippes, / åbnede han ikke sin mund.« Se også Matt 12,19; 26,63. – beraabte sig (...) paa: fremhævede, gjorde gældende (for at retfærdiggøre sig), påberåbte sig. Fader, tilgiv dem, de vide ikke hvad de gjøre frit citat fra Luk 23,34, et af Jesu ord på korset: »Fader, forlad dem! thi de vide ikke, hvad de giøre« (NT-1819). Da Petrus havde fornegtet ... Christus ... blot saae paa ham sigter til beretningen i Luk 22,54-62, hvor det fortælles, at da Peter tre gange havde nægtet at have noget kendskab til Jesus, galede hanen. »Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: 'Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.' Og han gik udenfor og græd bitterligt«, v. 61-62. – Petrus: ; deraf den følgende lat. genitivform 'Petri' svarende til da. Peters. i Fjendernes Magt Peters fornægtelse finder sted i ypperstepræstens gård, hvortil Jesus var blevet ført som fange, se Luk 22,47-53 og foregående kommentar. »Dersom Nogen giver Dig et Slag ... det andet ogsaa til.« (Matth. 5, 39.) citat fra Matt 5,39 (NT-1819), der dog har 'dig' og 'dit'. de halvfjerdsinstyve Gange de syv Gange . dens Løn er stor i Himmelen hentyder til Luk 6,22-23, hvor Jesus siger til disciplene: »Salige ere I, naar Menneskene hade Eder, og naar de udstøde Eder, og bespotte Eder, og forskyde Eders Navn, som ondt, for Menneskens Søns Skyld. Glæder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders Løn er stor i Himmelen« (NT-1819). Syndens Bevidsthed bevidsthed om synden, syndsbevidstheden. er den for dyrekjøbt hentyder til 1 Kor 6,20 og 7,23, hvor Paulus skriver til korintherne: »I ere dyrekiøbte« (NT-1819). Se også Gal 3,13 og 1 Pet 1,18-19. Kjød og Blod . Her og i det følgende tænkes formentlig på 1 Kor 15,50, hvor Paulus skriver: »Kød og blod kan ikke arve Guds rige«. Forligelsen med Gud genoprettelsen af forholdet til, forsoningen med Gud, efter at fjendskabet pga. af menneskenes synd er ophævet ved Jesu lidelse og død. Se Rom 5,10-11, hvor Paulus skriver: »For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen.« Se også 2 Kor 5,11-21; Ef 2,14-18; Kol 1,20-21. til Forargelse til anstød. et nyt Liv hentyder formentlig til Rom 6,4, hvor Paulus skriver: »Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.« Se også 2 Kor 5,17. Loven, som er Tugtemesteren til Christum sigter til Gal 3,23-24, hvor Paulus skriver: »Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede, under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares; saa at Loven er vorden vor Tugtemester [opdrager] til Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af Troen« (NT-1819). III Om brugen af citater fra NT som grundlag for de første to taler og ikke for de følgende fem skriver SK i kladden: »Text-Ordene trykkes ikkun [kun] i de to første Taler, siden ikke mere, deels fordi de to første ere Christi Ord, deels fordi der intet Textord er i een af dem« (Pap. VII 1 B 193). Bestemmelser afgrænsninger. indkneben ved trængt el. indsnævret af. forraade røbe, afsløre. et Speil smigrer Den, som seer sig deri jf. »Ved en Grav« i Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845): »Livets Speil gjengiver vel stundom den Forfængelige med smigrende Troskab hans Forskjellighed«, SKS 5, 455,24f. Vi ville vil. paa Stads til pynt el. parade, uden at bestille noget. Skuffelse bedrag, illusion. aldrig er opkommet i noget Menneskes Hjerte . Lidelsens glade Budskab jf. titlen »Lidelsernes Evangelium«. han gik ud fra Faderen i Himmelen hentyder til Joh 16,28, hvor Jesus siger: »Jeg udgik fra Faderen, og kom til Verden« (NT-1819). Se også Joh 8,42; 13,3; 17,8. den Herlighed, han havde før Verdens Grundvold blev lagt hentyder til Joh 17,24, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger: »Fader, jeg vil, at de, som du haver givet mig, skulle og [også] være hos mig, hvor jeg er; at de maae skue min Herlighed, som du haver givet mig, thi du haver elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt« (NT-1819). alligevel han var Søn ... hvad han leed. Hebr. 5, 8 . vi ville tage vil. man ogsaa kan kjøbe Viisdom for dyrt spiller på ordsproget 'Man kan også købe guld for dyrt' (). m. T. min tilhører. var hos Faderen fra Evighed hentyder til læren om Kristi præeksistens, jf. Joh 1,1-2: »I begyndelsen var Ordet [Kristus], og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i Begyndelsen hos Gud« (NT-1819). Se også Kol 1,17 og 1 Joh 1,1-3. Se desuden kap. 4, § 2, i Balles Lærebog (), s. 36: »Forløseren er Jesus Christus, den himmelske Faders eenbaarne Søn, som var af Evighed med sin Fader foreenet i det eeneste sande guddommelige Væsen, men kom til Verden paa den Tid, hvilken Gud havde bestemt i sine forhen givne Forjættelser.« kom i Tidens Fylde henviser til Gal 4,4-5, hvor Paulus skriver: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.« fuldbragte hvad Faderen havde begyndt hentyder formentlig til Joh 4,34, hvor Jesus siger: »Min mad er at gøre hans [Faderens] vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.« Se også Joh 19,30 (). fuldendte Skabelsen og omskabte Verdens Skikkelse hentyder til Kol 1,16-17, hvor Paulus skriver om Guds søn: »I ham blev alting skabt / i himmelen og på jorden, / det synlige og det usynlige, / troner og herskere, / magter og myndigheder. / Ved ham og til ham er alting skabt. / Han er forud for alt, / og alt består ved ham.« Se også Joh 1,3-4. hvo hvem. Han, som vidste Alt hentyder til Joh 18,4: »Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham«. hans Villie ... i Overeensstemmelse med Faderens hentyder formentlig til Joh 6,38, hvor Jesus siger: »for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.« Se også Joh 4,34 () og 7,16-17. han kom til sine Egne, og de ikke kjendte ham hentyder til Joh 1,10-11, hvor det om Kristus som det sande lys hedder: »Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.« i Tjenerens ringe Skikkelse hentyder til Fil 2,7 (). bar Guds evige Plan hentyder formentlig til Ef 1,10, hvor Paulus taler om Guds »frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske«. Se også Kol 1,19-20. han, den Eneste i hvem der er Frelse hentyder til ApG 4,12, hvor Peter siger om Jesus Kristus: »Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« til Overflod overflødig. Leflen sleske, overfladiske el. letsindige adfærd. Ikke Ediken har været en surere Drik for den Hellige hentyder til beretningen om Jesus på korset, hvor det fortælles, at en tog en svamp, fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav Jesus noget at drikke, jf. Matt 27,48 og Joh 19,29. er Sandheden hentyder til Joh 14,6 (). for Moderen blive Sværdet ... igjennem hendes Hjerte hentyder til Luk 2,35, hvor Simeon siger til Jesu mor: »også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge«. piinligt pinefuldt. gjøre deres Hjerters Tanker aabenbare hentyder til Luk 2,34-35, hvor Simeon siger om Jesusbarnet: »see, denne er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges, (...) at mange Hierters Tanker skulle aabenbares« (NT-1819). være Verdens Frelser Betegnelsen om Jesus som 'verdens frelser' anvendes i Joh 4,42, men se også Joh 3,17: »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.« være Anstødsstenen hentyder til 1 Pet 2,8 (2,7 i NT-1819), hvor Peter skriver, at for dem, som ikke tror, er Kristus »en anstødssten, en klippe til at snuble over«. det foragtede Selskab med Syndere og Toldere . I øvrigt er der i de tre første evangelier adskillige beretninger om, at Jesus omgikkes toldere og syndere, som var foragtede. rystede paa Hovedet (...) spottende hentyder til beretningen i Matt 27,32-44 om Jesu korsfæstelse, hvor det fortælles: »Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet«, v. 39. den elskede Discipel fornegtede ham hentyder til Peters fornægtelse (). Pilatus sagde: see hvilket Menneske frit citat fra Joh 19,5: »Og han [Pilatus] sagde til dem: see, hvilket Menneske!« (NT-1819). – Pilatus: . Judas solgte Ham for tredive Secler hentyder til beretningen i Matt 26,14-16 om Judas (), der opsøgte ypperstepræsterne og spurgte dem, hvad de ville betale ham for at forråde Jesus til dem; og de betalte ham 30 sølvpenge. NT-1819 har 'Sølv-Pennige'. 'Secler' er flertal af 'sekel', en hebr. vægtenhed (8,5, 11,4 el. 13,6 g af hhv. guld, sølv el. kobber), derefter møntenhed af tilsvarende værdi. Pilatus vilde sælge ham til endnu bedre Kjøb hentyder formentlig til beretningen i Joh 18,28-19,16 om Jesus for Pilatus, hvor det fortælles, at Pilatus forsøgte at fremstille Jesus, der stod anklaget for at ville gøre sig til jødernes konge, som et stakkels, ynkeligt menneske over for den rasende folkemængde ved at udstille ham med purpurkappe og tornekrone på og sige: »see, hvilket Menneske!« (). Men da jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren«, v. 12, blev Pilatus bange og udleverede Jesus til at blive korsfæstet. Der kan også være tænkt på beretningen i Mark 15,1-15, hvor det fortælles, at da Pilatus ville gøre folkeskaren tilpas, løslod han Barabbas, der sad fængslet for oprør og drab, i stedet for Jesus, som han lod piske og udlevere til at blive korsfæstet, v. 15. – bedre Kjøb: mere fordelagtig købspris, billigere. er det muligt, Fader ... skee ikke min, men Din Villie frit sammensat citat fra hhv. Matt 26,39, hvor Jesus bad i Getsemane Have: »min Fader, er det mueligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil«, og Luk 22,42: »Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din!« (NT-1819). Lydighed ... indtil Døden paa Korset hentyder til Fil 2,8 (). Han, der var Sandheden, og Veien og Livet hentyder til Joh 14,6 (). udslukke Aanden kvæle ånden, afgå ved åndelig død. Spiller formentlig på Job 17,1: »Min Aand er fordervet, mine Dage ere udslukte« (GT-1740). Fyrighed ildfuld tænkemåde, lidenskab. som man ellers siger om Skolelivet ... forskandset, stille, afsides jf. journalen NB2:143 fra aug. 1847: »Det kunde være fortjent, engang at fremstille det moderne Skolevæsen (...) og saa i Modsætning hertil den gamle Skole-Gang, da Skolen var et indesluttet Sted, da der endnu var Pathos i at tale om 'bag Skolens Mure' (ad modum [ligesom] bag Klosterets Mure) istedenfor at Skolen nu er en Gjennem-Gang«, SKS 20, 199,10-17 (se kommentarerne hertil). Høreren den, der hører; læreren. storme igjen besvare storm med storm, gå til modangreb. det er det kan det vil sige. bedrøve Aanden hentyder til Ef 4,30 (). Kjendet kendetegnet. et Barn skal vænnes fra ... ikke ... være som Eet med Moderen jf. »Stemning« nr. III i Frygt og Bæven (1843), i SKS 4, 110,17-21. en Afdøen dvs. at afdø fra verden. Lignende udtryk er ofte anvendt i den pietistiske teologi og andagtslitteratur, jf. fx Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom (), 1. bog, 12. betragtning, »En Christen maa afdøe fra sit Hjertes Lyster og fra Verden, og leve i Christo«, og 13. betragtning, »Af Kjærlighed til Christum, og for den evige Herligheds Skyld, hvortil vi ere skabte og forløste, maae vi afdøe fra os selv og Verden«. stille Timer . det ene Fornødne hentyder til Luk 10,42 (). Betryggelsen sikkerheden. man maa lære at lyde for at lære at herske spiller på ordsproget 'Den, som ikke har lært at lyde, lærer heller ikke at byde', optegnet som nr. 5747 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 635. at lade Gud raade I kladden tilføjer SK: »min Sjæl, hvad vil Du meer, lad Gud kun raade« (Pap. VII 1 B 181,6). Citat fra Th. Kingos salme »Nu rinder Solen op / Af Øster-Lide«, 9. strofe: »Du bedst min Tarv og Trang, / O Herre, kjender, / Tilmed er Lykkens Gang / I Dine Hænder; / Og hvad mig tjener bedst i alle Maade, / Du det tilforne seer, / Min Sjæl, hvad vil Du meer? / Lad Gud kun raade.« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo (), nr. 187, s. 397-401; s. 399. Salmen udkom som »Dend siette Morgen-sang« i Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part (1674). DDS nr. 743. Gudsfrygt Viisdoms Begyndelse hentyder til Sl 111,10: »Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Underviisning for alle dem, som giøre derefter; hans Priis bestaaer altid«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 280. Med udtrykket hentyder SK formentlig også til den da. hegelianske debat i 1830'erne, om det er gudsfrygt el. tvivl, der er filosofiens grundprincip (). I sin anmeldelse af J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det logiske Cursus i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 518, skrev Martensen med direkte henvisning til det anførte udtryk: »Valgsproget hedder nu: Tvivl er Begyndelse til Viisdom«. Og i det første nummer af sit tidsskrift Perseus skrev Heiberg i sin »Recension over Hr. Dr. Rothes Treenigheds- og Forsoningslære«, s. 35: »Tvivlen er (...) det philosophiske Systems Begyndelse, og forsaavidt ligeledes Begyndelsen til Viisdom«. Sognepræst W.H. Rothe havde i Læren om Treenighed og Forsoning. Et speculativt Forsøg, Kbh. 1836, ktl. 746, s. 516-518, hævdet, at et filosofisk system bør være bygget på den gamle sætning: »Gudsfrygt er Begyndelsen til Viisdom«, og ikke som den nyere filosofi bero på valgsproget: »Tvivl er Begyndelse til Viisdom«. fornummet fornemmet, erfaret. mættes med Uro hentyder til Job 7,4, hvor Job siger: »Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: naar skal jeg staae op? og naar faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket« (GT-1740). Guds Raad til dvs. Guds plan el. bestemmelse for, se fx ApG 2,23, hvor Peter i sin pinseprædiken siger om Jesus til jøderne: »da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I, og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihielsloge ham« (NT-1819). Se også ApG 4,28; 20,27; Ef 1,9-12. er gjort Fyldest for Skylden ydet fuld erstatning for (på menneskenes vegne over for Gud), opfyldt de krav, Gud har til menneskene om fyldestgørende gengæld for skylden el. synden. Udtrykket indgår i bortsendelsesordene efter altergang: »Den korsfæstede og atter opstandne Christus Jesus, som nu har bespiset og skienket Eder med sit hellige Legem og Blod, hvormed han har fyldestgiort for alle Eders Synder«, Forordnet Alter-Bog (), s. 254. Bagved ligger det klassisk dogmatiske begreb 'fraterna Jesu Christi reconciliatio' ('Jesu Christi broderlige genoprettelse/forsoning'). Gud, som giver ... at udrette hentyder til Fil 2,13 (). giver Væxten hentyder til 1 Kor 3,6, hvor Paulus skriver: »Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Væxt« (NT-1819). giver Fuldkommelsen hentyder til Fil 1,6 (). den lægger ingen Alen til Din Væxt hentyder til Matt 6,27, se SKS 8, 259,13f. den bedrøver kun Aanden hentyder til Ef 4,30 (). Cheruben ... hindre Adam i at vende tilbage til Paradiis sigter til slutningen af syndefaldsberetningen i 1 Mos 3,1-24: »Han [Gud] jog mennesket ud, og øst for Edens Have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.« – luende Glavind: flammende sværd, flammesværd. Udtrykket anvendes i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 5: »Og han [Gud] satte Cheruber med luende Glavind for at vogte Veien derhen.« GT-1740 har »blinkende Sverd«. en af de gamle Propheter ... bærer sin Gud ... bærer sine Troende sigter til profeten Esajas' beskrivelse af afguderne i modsætning til den sande Gud i Es 46,1-7, hvor det i v. 7 hedder om afgudsdyrkerne, at de »løfter den [afguden] op på skulderen og bærer den«, og hvor Gud i v. 4 siger til israelitterne: »Til I bliver gamle, er jeg den samme, / til I bliver grå, bærer jeg på jer. / Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, / bære på jer og bringe jer i sikkerhed.« Kundskab om den eneste sande Gud hentyder til Joh 17,3, hvor Jesus i sin ypperstepræstelige bøn siger om alle dem, Gud har givet ham: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.« De Kyndige antage ... den ædleste Skabning hentyder formentlig til en i romantikken udbredt naturfilosofisk udviklingsteori, jf. fx H. Steffens Anthropologie bd. 1-2, Breslau 1822, ktl. 795-796; især bd. 2. Vistnok sikkert og vist. Tilforladelighed ubetinget pålidelighed. ikke Svig i dens Mund hentyder til 1 Pet 2,22 (). Skolen for Livet spiller på det lat. udtryk 'non scholæ, sed vitæ discimus' ('vi lærer ikke for skolen, men for livet'), jf. Seneca d. Yngre (4 f.Kr. - 65 e.Kr.) Epistolæ morales, kap. 106, 12. Udtrykket har ofte været anvendt som valgsprog for skoler, bl.a. Lyceum i København, hvor det stod over indgangen. 70 Aar Denne traditionelle angivelse af den tid, et menneske har at leve, går tilbage til Sl 90,10: »Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til.« udføre udfolde, gøre rede for. Skuffelse bedrag, illusion. bedaarer vildleder, narrer, fortryller. man maa krybe, inden man kan gaae spiller på ordsproget 'Man må krybe, til man lærer at gå', optegnet som nr. 810 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 30. en af Kirkens ældste Lærere ... »De ... skulle blive yngre.« I marginen til kladden har SK tilføjet: »Hermæ Pastor. / Visiones, Visio III, Cap. XI, XII« (Pap. VII 1 B 181,7). Hermed sigtes til »Visio III« (»Tredje syn«), kap. 11-13, i »Hermae Pastor. / Liber primus, / qui inscribitur: / Visiones« (»Hermas' Hyrde. / Første bog, / som bærer titlen: / Synerne«), i Patrum apostolicorum opera (De apostolske Fædres værker), udg. af C.J. Hefele, 3. udg. Tübingen 1847 [1839], ktl. 152, s. 344f. Citatet findes i »Tredje syn«, kap. 13 (v. 4), s. 345: »Qui ergo poenitentiam egerint integre, juniores erunt«. Hermas er en frigiven rom. slave, der formentlig mellem år 120 og 140 e.Kr. nedskrev sine fem syner, tolv bud og ti lignelser i apokalypsen el. åbenbaringsskriftet Hyrden, der blev optaget i skriftgruppen De apostolske Fædre, en betegnelse, som går tilbage til slutningen af det 17. årh., da disse skrifter første gang blev udgivet samlet. I dag er man af den opfattelse, at de ældste af disse skrifter stammer fra det 1. årh., mens hovedparten er fra første halvdel af det 2. årh. – benaadede: begunstigede. ingen uden (...) Intet uden ingen anden end (...) intet andet end. Den, der var og er Sandheden hentyder til Joh 14,6 (). Den, der vidste Alt hentyder til Joh 18,4 (). Christus, som Menneske og . hans Villies evige Overeensstemmelse med Faderens . han fornedrede sig selv, og blev lydig hentyder til Fil 2,8 (). erkyndige (...) os forhører os. hvo hvem. det er, vi det vil sige. »som et Træ ... med unyttig Deilighed« (Viisd. 10, 7) frit citat fra Visd 10,7: »Træer, som bære Frugt med unyttig Deilighed« (GT-1740). mistrøstende til ingen trøst, nedtrykkende, forstemmende. et godt Ord ... som et Guldæble i en Sølv-Skaal hentyder til Ordsp 25,11: »Som Guldæble i udgravne [graverede] Sølv-Skaaler, saa [således] er et Ord, som tales i sin Tiid« (GT-1740). prøvet Sølv som har en vis foreskrevet finhed; ægte. tages tilfølge til efterretning. sandes erkendes som sand. en Konge taler ... det er idel Forfængelighed hentyder til Præd 5,9: »Hvo [hvem] som elsker Penge, bliver aldrig mæt af Penge; og hvo som elsker Rigdom, faaer dog ikke Gavn deraf. Dette er ogsaa Forfængelighed«, i Jens Møllers oversættelse af »Prædikerens Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 427. Udtrykket 'idel Forfængelighed' stammer fra Præd 1,1, s. 414. 'Forfængelighed' står her i betydningen 'tomhed'. – Konge: dvs. Salomo (). Herrens Navn være lovet citat fra Job 1,21. Efter at Job har fået underretning om, at hans okser og æsler er blevet stjålet, nogle af hans karle hugget ned, hans får og andre karle ramt af lyn, hans kameler stjålet og endnu nogle karle hugget ned, hans sønner og døtre dræbt, da en storm væltede det hus, hvor de opholdt sig, siger han: »Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg vende did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!« Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 3f. den Forsøgte den hårdt prøvede; sigter til Job, se foregående kommentar. efter de hellige Evangelisters ... med den Herre Jesum sigter til evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes' beretninger om Jesu korsfæstelse sammen med to røvere, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side, se Matt 27,38; Mark 15,27-28; Luk 23,32-34; og Joh 19,18. Røverens Ord er talt ... i Dødens Øieblik hentyder til beretningen om de to røvere på korset i Luk 23,39-43, hvor det fortælles, at den ene af dem spottede Jesus, og at den anden satte den spottende i rette med ordene: »frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom. Og vi vel [så sandt] med Rette; thi vi faae det, vore Gierninger have forskyldt; men denne [Jesus] handlede intet uskikkeligt.« Hvorefter han henvendt til Jesus sagde: »Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige.« V. 40-43 (NT-1819). betrygge for stå inde for, garantere. kommer hid ... før Verdens Grundvold blev lagt frit citat fra beretningen om verdensdommen i Matt 25,31-46, hvor det fortælles, at når Menneskesønnen () kommer igen, skal han tage sæde på sin trone, skille alle folkeslag, som en hyrde skiller bukkene fra fårene, stille fårene ved sin højre og bukkene ved sin venstre side og sige til fårene: »kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt«, v. 34 (NT-1819). endnu idag skal Du være med mig i Paradiis frit citat fra Luk 23,43, hvor Jesus siger til den anden røver (): »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis« (NT-1819). Den anden Røver spottede ... paa Korset hentyder til Luk 23,39, hvor det fortælles, at den første røver spottede Jesus () og sagde: »er du den Christus, da frels dig selv og os« (NT-1819). Evangelisten Lucas ... »Vi faae ... denne handlede intet Uskikkeligt.« citat fra Luk 23,41 (). – forskyldt: gjort sig skyldig til. – handlede intet Uskikkeligt: gjorde intet ondt el. forkert. lider skyldig lider som skyldig (selvforskyldt), dvs. med rette. Skyldig? – Ikke-Skyldig? hentyder formentlig til »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment« af pseudonymet Frater Taciturnus, tredje del af Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 173-454. i Hjertets skjulteste Afkrog ... Gud er Dommeren hentyder til Hebr 4,12: »For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.« den faste Borg hentyder formentlig til Martin Luthers gendigtning af Sl 46 i salmen »Vor Gud han er så fast en Borg« (1529, da. 1533), optaget som nr. 190 i Evangelisk-kristelig Psalmebog (1798) og i J.P. Mynsters oversættelse som den sidste salme uden nummer i hans Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845 (ktl. 197), s. 58. Miskjendelse fejlkendelse, fejlvurdering. grundende som er og virker i grunden. hvis han er skyldig ... da mener hun sin Elskov rædsom tabt jf. afsnittet om Agnete og Havmanden i Frygt og Bæven (1843), i SKS 4, 183-191. grundet i af den grund. 70 Aar . fører leder, styrer (). denne mørke Tale denne gåde; hentyder til 1 Kor 13,12, hvor Paulus skriver: »Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle [skal] vi see Ansigt til Ansigt; nu kiender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkiende, ligesom jeg og [også] er kiendt« (NT-1819). Se også 4 Mos 12,8. Gud ikke var Kjærlighed spiller på 1 Joh 4,8 (). m. T. min tilhører. som paa det Uvisse hentyder til 1 Kor 9,26 (). Den, som holder ... alle Dine Skjebner i sin Haand ... tvetydig jf. kap. 3, § 2, »Angest dialektisk bestemmet i Retning af Skjebne«, i Begrebet Angest (1844), i SKS 4, 399-405. forborgne hemmelige, hemlighedsfulde, skjulte. Underfundighed lumskhed. Raad plan, bestemmelse (). at et Menneske i Forhold til Gud ikke blot altid har Uret jf. »Ultimatum«, en prædiken med temaet »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«, i anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 315-332. tage Forargelse tage anstød (så man falder fra troen på Guds kærlighed). betrygget sikret. faaer (...) under Øine møder uforsagt. synder ved at sove spiller på ordsproget 'Den som sover, han synder ikke' (), der nu og da tilføjes eftersætningen: 'med mindre han synder ved at sove'. i Skriften tales om at lide Skibbrud paa Troen sigter til 1 Tim 1,19, hvor Paulus til Timotheus skriver om nogle, der har afvist den gode samvittighed »og lede Skibbrud paa Troen« (NT-1819). Spiger stort søm. den guddommelige Sammenføining i et Menneske spiller forment på Ef 2,19-22, hvor Paulus skriver til efeserne, at de er blevet »Guds Huusfolk, opbygt paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hoved-Hiørnestenen, paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren; paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden« (NT-1819). Tilhold tilholdssted. bygget paa Sand hentyder til Matt 7,26, hvor Jesus siger til folkeskaren: »Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, som har bygget sit hus på sand.« Ham, der for Gud var uden Skyld hentyder formentlig til Hebr 4,15, hvor det om Jesus som ypperstepræst hedder, at han »er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd«. Se også 2 Kor 5,21; Hebr 7,26; og 1 Pet 2,22. med Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). Guds Hemmeligheder Dette og lignende udtryk forekommer flere gange i NT, se fx 1 Kor 4,1; Ef 1,9; 3,9; og Kol 1,26-27; 2,2. Hedenskabets Forestilling ... en evigt brændende Tørst henviser til myten om Tantalos, konge i Sipylos i Lydien. For at prøve gudernes visdom slagtede han sin søn Pelops og bød dem til gilde på kødet. Imidlertid genoplivede guderne Pelops og straffede Tantalos med evig tørst og sult, idet de stillede ham lige til halsen i vand, der sank, så snart han bøjede sig, og lige over hans hoved lod de en bugnende æblegren hænge, der svirpede til vejrs, i samme øjeblik han strakte hånden op efter frugterne. I Odysseen, 11. sang, 581-592, lader Homer Odysseus se Tantalos og hans kvaler i underverdenen. mistrøstes tabe fortrøsningen el. tilliden til. han raabte: ... hvi haver Du forladt mig frit citat fra Matt 27,46, hvor det fortælles, at Jesus råbte på korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig« (NT-1819). – hvi: hvorfor. Luther ... neppe vovede sig til at prædike over En kilde til denne oplysning har ikke kunnet identificeres. – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk, prof. i Wittenberg, kirkereformator. vandet og usmageligt udvandet og uden smag. hiin Konge kaldet en Prædiker sigter til kong Salomo (). Kamelhaarskjortel If. Matt 3,4 bar Johannes Døber klæder af kamelhår. det at boe i en Ørk If. Matt 3,1-3 trådte Johannes Døber frem og prædikede til omvendelse i Judæas ørken. omvender Eder hentyder til Matt 3,2, hvor Johannes Døber prædiker: »Omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommen nær« (NT-1819). det ... »jeg er en Prophet« hentyder til beretningen om Johannes Døbers vidnesbyrd i Joh 1,19-34, hvor det fortælles, at jøderne i Jerusalem sendte præster og levitter ud for at spørge Johannes Døber, hvem han var, om han var Elias el. profeten. Da han svarede nej, spurgte de: »Hvem er du da? (...) hvad siger du om dig selv?« Og han svarede: »Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt.« siger Skriften: »Han blev regnet mellem Overtrædere« frit citat fra Luk 22,37, hvor Jesus siger til disciplene: »et bør endnu fuldkommes [opfyldes] paa mig, hvad skrevet er: han er og [også] regnet iblandt Overtrædere« (NT-1819). Slægten menneskeslægten, menneskeheden. den jødiske ... hellige Mænd, som skulle prædike Bod sigter til de gammeltestamentlige profeter. I 2 Kong 4,9 kaldes profeten Elisa en hellig 'Guds Mand'; og i kaldelsen af Jeremias til profet siger Gud, at han har 'helliget' ham. Hvad angår profeternes bodsprædiken, se fx Es 6,5-13. – skulle: skal. vee Eder se fx Es 1,4; 30,1; Jer 23,1; og især Sir 2,14; 41,11. Gud være mig arme Synder naadig hentyder til Luk 18,13 (), som dog ikke har ordet 'arme'. I sin prædiken til 11. søndag efter trinitatis over Luk 18,9-14 siger Martin Luther: »Ak Gud, der seer jeg paa Tolderen, at du er arme Syndere naadig!« En christelig Postille sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af J. Thisted, bd. 1-2, Kbh. 1828, ktl. 283; bd. 1, s. 467-482; s. 477, 1. sp. pukkede (...) paa påberåbte sig, pralede af. »sin glimrende Synd« som paa en Dyd . hans fortærende Vrede Guds vrede omtales mange gange i GT, men også adskillige gange i NT. I GT er det et tilbagevendende udtryk, at Guds vrede 'blusser op' som ild, hvorfor hans vrede ofte beskrives som 'flammende' og 'glødende' og som noget, der kan 'brænde' og 'fortære', se fx 2 Mos 15,7, hvor det om Gud hedder: »du skal udsende din Vrede, den skal fortære dem [Guds modstandere] som Straa« (GT-1740). Se også Hebr 12,29: »vor Gud er en fortærende Ild« (NT-1819). Striden om at retfærdiggjøre Gud sigter til striden om at retfærdiggøre Guds godhed og forsyn i forhold til menneskets frihed og det onde i verden, ofte omtalt som theodicéproblemet; udtrykket 'theodicé' (af gr. 'gudsforsvar') stammer fra den ty. filosof G.W. Leibniz, jf. hans Essais de Théodicée sur la Bonté de Dieu, la liberté de l'Homme et l'Origine du Mal (1710), som SK havde på fr. i God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quae exstant, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2, Berlin 1839-40, ktl. 620, og i ty. oversættelse i Herrn Gottfried Wilhelms, Freyherrn von Leibnitz, Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af J.C. Gottsched, 5. udg., Hannover og Leipzig 1763 [1710], ktl. 619. Se i øvrigt notesbog 13:23-24, i SKS 19, 390-394, og kommentarerne dertil. Tvivlen ... stormer mod Troen frit citat fra 6. strofe i salmen »Vor Tro er den Forvisning paa« af den ty. præst og salmedigter J.H. Schrader (1731), overs. til da. af H.A. Brorson (1735). SK citerer her fra 4. strofe i J.P. Mynsters Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (), hvor salmen er bearbejdet og forkortet fra 11 til 6 strofer: »Det Ord, det Ord mig giver Ro Og er mit faste Anker, Naar Tvivlen stormer mod min Tro Med mange vilde Tanker; Mig ængster Frygten ikke meer, Ved Troen jeg Guds Naade seer, Og Hiertet vorder stille«, s. 36. I Brorsons oversættelse lyder de to citerede linier: »Naar Satan stormer mod min Troe / Med mange tvivlsomm' Tanker«, Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, udg. af J.A.L. Holm, 2. opl., Kbh. 1838 [1830], ktl. 200, nr. 126, s. 395. DDS nr. 577. Skyldens Bevidsthed bevidsthed om skylden, skyldbevidstheden. det Løgnagtige om at gjennemtænke Tvivlen se journalen NB:121 fra jan. 1847: »Man vil indbilde os, at Indvendingerne mod Χstd. komme af Tvivlen. Dette er aldeles en Misforstaaelse. Indvendingerne mod Χstd komme af Insubordination [ulydighed, opsætsighed, respektløshed], Ulyst til at lyde, Oprør mod al Auctoritet. Derfor har man hidtil kjæmpet i Luften med Indvendingerne, fordi man har kjæmpet intellectuelt med Tvivlen, istedenfor at der skal kjæmpes ethisk med Oprøret.« SKS 20, 87,25-30; se kommentarerne dertil. Skriften siger ... hver Mund skal tilstoppes sigter dels til Gal 3,22, hvor Paulus skriver: »Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe« (NT-1819), dels til Rom 3,19, hvor Paulus skriver: »Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven; saa at hver Mund skal tilstoppes, og al Verden være skyldig for Gud« (NT-1819). ikke kan svare Eet til Tusinde dvs. ikke kan besvare én ud af tusind anklager; hentyder til Job 9,2-3, hvor Job siger: »hvorledes skulde et Menneske være retfærdig for Gud? Og han haver Lyst til at trætte [gå i rette] med ham, saa kan han ikke svare ham eet af tusinde« (GT-1740). Glæden og atter siger jeg Glædens spiller på Fil 4,4, hvor Paulus skriver til filipperne: »Glæder Eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder Eder!« (NT-1819). at begynde med Intet hentyder til princippet om, at filosofien skal begynde med intet. Allerede i Af en endnu Levendes Papirer (1838) henviser SK til »Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet« (SKS 1, 17,15) og skriver i første del af Enten – Eller (1843), »at det ingenlunde er Philosophien saa vanskeligt at begynde. Langtfra; den begynder jo med Intet, og kan altsaa altid begynde« (SKS 2, 48,27). Og i en optegnelse, der bærer overskriften »Begyndelsens Dialektik. Scene i Underverdenen«, på to løse blade fra 1845 lader han Sokrates spørge Hegel, hvilken forudsætning han går ud fra, og Hegel svare: »fra slet ingen«, og lidt efter føje til: »jeg gaaer ud fra Intet« (Pap. VI A 145). I indledningen til Wissenschaft der Logik kræver Hegel, at logikken skal begynde med 'den rene væren', der imidlertid er identisk med 'intet', jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. von Henning, bd. 1,1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45; bd. 3, s. 59-74 (Jub. bd. 4, s. 69-84). Den da. hegelianer J.L. Heiberg gjorde tanken om, at filosofien må 'begynde med intet', til et slagordsagtigt princip; jf. fx § 1-8 i hans artikel »Det logiske System« i tidsskriftet Perseus (), nr. 2, aug. 1838, s. 1-45, og § 26-27 i hans Grundtræk til Philosophiens Philosophie, eller den speculative Logik, Kbh. 1832, s. 11. Dette princip er nært forbundet med ideen om, at man skal tvivle om alt for at kunne begynde uden forudsætninger (). brændende i Aanden hentyder til Rom 12,11, hvor Paulus skriver til romerne: »Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.« forsøgt prøvet. Er og dette også, ligeledes. noget Opgivet noget, der er stillet som opgave. Møie besvær. Fra Hjertet udgaaer Livet hentyder til Ordsp 4,23 (). uden Syndens undtagen, bortset fra. Skabningen maa døe, naar Gud tager sin Aande tilbage hentyder dels til Job 34,14-15, hvor Elihu siger: »Dersom han [Gud] vilde henvende sin Hu til dem [menneskene], og drage sin Aand og sin Livsaande til sig: da maatte alt Kjød opgive Aanden tilsammen, og Mennesket blive til Støv igjen«, i Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 77. Dels til Sl 104,29: »tager du deres Aand fra dem [skabningerne], da bortdøe de, og vende tilbage til Støv igjen«, i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter bd. 1, s. 263. lønligt skjult, hemmeligt. Visse vished. skulke sig nogen Tid hen luske sig igennem for en tid. slaaer Øiet ned ... hvad han er Gud skyldig hentyder til Luk 18,13 (). en Skummelhed noget uklart, uigennemtrængeligt, dunkelt, frygt vækkende. Loven sigter til den paulinsk-lutherske lære om forholdet mellem lov og evangelium, hvor loven dømmer mennesket, se fx Rom 7, og er en tugtemester til Kristus, se Gal 3,23-24 (), mens evangeliet er det glædelige budskab om, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror«, Rom 10,4. Tvivlen er Begyndelsen og . saa længe der er Liv er der Haab talemåde efter Præd 9,4: »for alle dem, som leve, er der Haab« (GT-1740), optegnet som nr. 1022 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 38. det Trøstelige det trøstende, det trøsterige. tænk paa mig, naar Du kommer i Dit Rige frit citat fra Luk 23,42 (). er grundet i har sin grund deri. et evigt svælgende Dyb befæstet spiller på Luk 16,26 (). Landshøvdingen dvs. Pilatus (). hans Liv var Lydighed hentyder til Fil 2,8 (). Dødens Smerter omspænde mig hentyder til 2 Sam 22,5, hvor David synger: »Dødens Bølger omspendte mig« (GT-1740). uden for den Trodsige undtagen for, for andre end. til Forargelse til anstød. udviklet udredt, gjort rede for, fremført. være et Menneske (...) om Hjertet ligge et menneske på hjerte, være dets egentlige, inderste mening. Lysten driver Arbeidet spiller på ordsproget 'Lysten driver værket' (el. 'Det er lysten, der driver værket'), optegnet som nr. 1693 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 64. betrygger sikrer. hiint oplæste Ord dvs. Luk 23,41, se SKS 8, 362,28f. Trediemand . hvo hvem. Job fra landet Us i det sydlige Palæstina, hovedpersonen i Jobs Bog (). Slægten menneskeslægten, menneskeheden. han siger ... »Har du lagt Mærke til min Tjener Job?« frit citat fra Job 1,8: »Og Herren sagde til Satan: haver du givet Agt paa min Tiener Job? thi der er Ingen som han paa Jorden, en redelig og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det Onde«, i Jens Møllers oversættelse af »Jobs Bog« i Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 2. Se også Job 2,3, s. 4. hans Liv og hans Vandel ... for Guds Aasyn hentyder til Job 1,1, hvor det hedder om Job: »han var redelig og oprigtig, og frygtede Gud og veeg fra det Onde«, Det Gamle Testamentes poetiske og prophetiske Skrifter () bd. 1, s. 1 (). et Menneske altid har Uret mod Gud . Gud er den Hellige jf. kap. 1, afsnit 3, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 9, i Balles Lærebog (), s. 15: »Gud er hellig, og elsker altid det Gode, men haver den største Mishag til alt det, som er ondt.« Skyldens Bevidsthed bevidsthed om skylden, skyldbevidstheden. Guds Almagt jf. kap. 1, afsnit 3, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 13: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie [besvær]. Men han giør ikkun [kun] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene.« Tvinger den, der tvinger el. betvinger noget. Jobs Venner hentyder til Jobs tre venner Elifaz, Bildad og Sofar og deres taler ( og ). Een, som for Gud leed uskyldig jf. kap. 4, § 7.a, i Balles Lærebog (), s. 43: »Jesus var aldeles uskyldig, og maatte lide, uden mindste Feyl eller Brøde paa hans egen Side.« Om at Kristus var uden skyld, . en Stærktbevæbnet spiller på Luk 11,21, hvor Jesus siger: »Naar den Stærke bevæbnet vogter sit Pallads, bliver det, han haver, med Fred« (NT-1819). V se journalen NB:134 fra jan. el. feb. 1847: »Det Christelige og Pointen i den 5te af de christelige Taler er netop at Bibelens Myndighed gjøres gjældende, at det ikke er Noget man har udtænkt, men noget befalet, noget med Myndighed befalet at Trængselen er Opgaven. Derfor bruges bestandigt Analogien med Barnet, hvem Forældrene befale Noget: saaledes er Bibelen, Guds Ord befalende i Forhold til den Ældre. I en opbyggelig Tale kunde jeg ikke urgere saa stærkt paa, at Bibelen siger det.« SKS 20, 93f. ligegyldig ved indifferent el. uinteressant i forhold til. det hellige Evangelium ... »ad den samme Vei« sigter til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner i Luk 10,30-35: »et Menneske gik fra Jerusalem til Jericho, og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klædte ham af, og sloge ham, og gik bort, og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei ned, og der [da] han saae ham, gik han forbi. Desligeste [ligeledes] ogsaa en Levit, der han kom til Stedet, gik han [hen] til, og saae ham, og gik forbi. Men en Samaritan reiste, og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen. Og han gik til ham, forbandt hans Saar, og gød Olie og Viin derudi, løftede ham paa sit eget Dyr, og førte ham til Herberge, og røgtede ham. Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud, og gav Verten dem, og sagde til ham: røgte ham, og hvad du udlægger mere, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igien« (NT-1819). – Samaritan: el. samaritaner, person fra landsdelen Samaria N for Jerusalem; der herskede et spændt forhold mellem jøderne og samaritanerne. – Jericho: el. Jeriko, by NØ for Jerusalem. Veiens Forskjel forskellen på vejen. Levit opr. præst, senere lavere tempeltjener. gak Du hen og gjør ligesaa frit citat fra Luk 10,37: »gak [gå] bort, og giør du ligesaa«, som Jesus siger til den lovkyndige, der var anledningen til, at Jesus fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner (). det er det vil sige. paa Livets Vei spiller på titlen Stadier paa Livets Vei (1845). Garizim sigter formentlig til, at der på Jesu tid var rivalisering mellem samaritanernes hellige bjerg Garizim, hvor deres nu ødelagte tempel havde ligget (jf. 2 Makk 6,2), og jødernes tempel i Jerusalem, jf. Joh 4,20-21. Se G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 1, s. 454f. Moria sigter formentlig til, at kong Salomo () if. 2. Krøn 3,1 byggede Jerusalems tempel på bjerget Moria. Der kan også være tænkt på, at Abraham if. 1 Mos 22,2 skulle drage til landet Moria for at ofre sin søn Isak på et af bjergene dér. Se G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 127. Skriften siger ... tvende Mennesker ... den anden fortabes sigter til Jesu forudsigelser i Luk 17,20-37 om, hvordan det skal være på den dag, da Menneskesønnen åbenbares; her siger Jesus: »i den samme Nat skulle to være i een Seng; den eene skal annammes, og den anden lades tilbage«, v. 34 (NT-1819). tvende Mennesker ... den anden fortabt sigter til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Luk 18,9-14 (). Priis over lovprisning af. fører til Fortabelse henviser til Matt 7,13 (). at Veien er trang henviser til Matt 7,14 (). den gamle Pagts Skrifter eller den nye Dvs. Bibelen med hhv. Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter. Ordet 'pagt' – hebraisk berît, i den gr. oversættelse af GT Septuatinga gengivet med diathēkē og i den lat. oversættelse Vulgata ofte med 'testamentum' – betegner dels den pagt, som Gud sluttede med israelitterne som sit udvalgte folk (jf. fx 2 Mos 19,3-6; 24,3-8; 5 Mos 5,2), dels den nye pagt, der blev oprettet ved Jesus Kristus (jf. fx Luk 22,15-20; 1 Kor 11,23-25) mellem Gud og de troende som hans nye folk (jf. fx 2 Kor 3,1-18; 6,16). I den kristne tradition er GT derfor blevet benævnt 'den gamle pagts skrifter' og NT 'den nye pagts skrifter'. »Den, der vil tjene Gud ... til Fristelser« (Sirach 2, 1.) frit citat fra Sir 2,1: »Mit Barn! dersom du kommer frem, til at tiene den HErre Gud, da skik din Siel til Fristelse« (GT-1740). – beskikke (...) til: berede på. »det bør os ... gjennem Trængsler« (Ap. Gj. 14, 22.) frit citat fra ApG 14,22, hvor det fortælles, at Paulus og Barnabas »bestyrkede Disciplenes Siele, og paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler« (NT-1819). – det bør os: det sømmer sig, er nødvendigt for os. »vi ere bestemte til Trængsler« (1 Thess. 3, 3.) frit citat fra 1 Thess 3,3, hvor Paulus skriver til thessalonikerne: »at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte« (NT-1819). ikke anføre noget enkelt Bibelsted . matte udmatte. nogen sin Kraft nogen af sine kræfter. Opgaven sættes stilles. Tilforladelighed ubetinget pålidelighed. Vidunderlige forunderlige, underfulde. han ... formaaede at sove naar han vilde sigter til Napoleon Bonaparte (1769-1821), som kom til magten i Frankrig ved et statskup i 1799, fra 1804-14 og i 1815 kejser Napoleon I, om hvem flere anekdoter fortæller, at han kunne sove, når han ville. Tilfælde situation. sat fast bestemt, defineret, afgrænset. sat ret fast rigtigt, på den rette måde. river ned og bygger op spiller på Præd 3,3: »Tiid at nedrive, og Tiid at opbygge« (GT-1740). omtumles for enhver Luftning hentyder til Ef 4,14 (). løber op i Frø udvikler frø ved afblomstring; afblomstrer. sætte sig sammen trykke sig sammen; forholde sig afventende, parate. have sin Kraft raadig råde over sin kraft. fuldkomme gennemføre, afslutte. kluddre ved kludre med. Kjendet kendetegnet. de Fleste falde fra ... Veien bliver trangere spiller på Matt 13,20-21: »Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke i rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelser på grund af ordet, falder han straks fra«, der indgår i Jesu udlægning af lignelsen om sædemanden. Skuffelserne bedrag, illusioner. fabelagtig fabellignende. Spiller formentlig på de steder i NT, hvor der tales imod fabler, se 1 Tim 1,4; 4,7; 2 Tim 4,4; Tit 1,14; og 2 Pet 1,16. udviklet udredt, gjort rede for, fremført. ligegyldig ved indifferent el. uinteressant i forhold til. gjøre (...) tvivlsom ved bringe til at tvivle vha. Ordsproget siger: godt begyndt er halv fuldendt optegnet som nr. 205 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 8. Sluttethed beslutsomhed, indre samling, koncentration. Forfarenhed erfarenhed, erfaring. veibar farbar, passabel. udaande holde op med at trække vejret, miste sin åndelige kraft. Herrens egne Ord: den Vei er trang, som fører til Salighed sigter til Jesu ord i Matt 7,14 (). lærer han ikke, at Trængselen er gavnlig? hentyder formentlig til Matt 11,30, hvor Jesus siger: »Thi mit Aag er gavnligt« (NT-1819, ). lade ham stikke i lade ham sidde fast i, lade ham (alene, uden hjælp) tilbage i. geraadet kommet, endt. befaler sig (...) Gud i Vold overgiver sig i Guds varetægt; jf. det københavnske vægtervers ved midnat: »Det var om Midnats Tide / Vor Frelser han blev fød, / Til Trøst al Verden vide, / Som ellers var forød; / Vor Klokke er slagen Tolv; / Med Tung' og Mund / Af Hiertens Grund / Befal eder Gud i Vold.« Se afsnittet »Vægternes Natte-Sang udi Kjøbenhavn« i Instruction for Natte-Vægterne i Kiøbenhavn, Kbh. 1784, s. 21. vel anbefalet sikkert overdraget (til Guds omsorg). Tilliden har jaget Frygten ud spiller på 1 Joh 4,18 (). Apostelen Paulus siger ... Troen er vor Seier Dette er ikke sagt af apostlen Paulus ( og ), se derimod 1 Joh 5,4: »vor Tro er den Seier, som haver overvundet Verden« (NT-1819). vi mere end seire sigter til Rom 8,37, hvor Paulus skriver: »Men i alt dette [trængsler, forfølgelser osv.] mere end seire vi ved ham, som os elskede« (NT-1819). Apostelen Paulus siger: »Eder er ingen Fristelse ... at I det kunne bære.« sammentrukket citat fra 1 Kor 10,13, hvor apostlen Paulus skriver: »Eder er ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig; men Gud er trofast, som skal ikke lade Eder fristes over Eders Formue [evne], men skal giøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at I det kunne taale« (NT-1819). – Eder er ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig: For jer er kun menneskelige fristelser indtruffet. beskikket ordnet. hoffærdigt hovmodigt. løgnagtig Fabel . Underfundig lumsk, snedig. Skriften (...) om den Rædsel ... »naar dette skeer, da opløfter Eders Hoveder.« sigter til Jesu tale i Luk 21,5-28 om de rædselsvækkende ting, der skal ske i de sidste tider og ved hans genkomst: »naar Menneskene forsmægte [går til] af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres. Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed. Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til«, v. 26-28 (NT-1819). vistnok sikkert nok, sandelig, visselig. en vis Aand spiller formentlig på Sl 51,12 i Luthers oversættelse: »Schaffe in mir, Gott, ein reines Herz, und gib mir einen neuen gewissen Geist« (»Skab i mig, Gud, et rent hjerte, og giv mig en ny vis ånd«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). GT-1740 har »en stadig Aand«. VI se journalen NB:135 fra jan. el. feb. 1847: »Det Christelige, Pointen i den VI Tale er netop det, at der ikke gaaes ind i en Udvikling [udredning] af, at Evighed og Timelighed naar de sættes sammen maa give Begrebet: Lidelse, men at der argumenteres absolut fra det apostoliske Ord. Saaledes kunde aldrig en opbyggelig Tale anlægges, der opererer ved Hjælp af Tænkning.« SKS 20, 94. gjør han først et Overslag ... føre Taarnet op ... bygge i Grunden hentyder til Luk 14,28-30, hvor Jesus siger: »Thi hvo [hvem] iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først, og beregner Bekostningen, om han haver hvad der hører til at fuldføre det med; at ikke, naar han faaer lagt Grundvolden, og ei kan fuldende det, alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: Dette Menneske begyndte at bygge, og kunde ikke fuldende det« (NT-1819). ligegyldige indifferente. at holde Tungen lige i Munden talemåde; i formen »Hold Tungen lige i Munden!« optegnet som nr. 2764 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 105. Kundskab til kendskab til. engang saa således. en Forsøgt en hårdt prøvet. hos Apostelen Paulus ... evig Vægt af Herlighed. (2 Cor. 4, 17.) citat fra 2 Kor 4,17 (NT-1819). Om apostlen Paulus, og . det Fornødne hentyder til Luk 10,42 (). bedaarer vildleder, narrer, fortryller. Naar den Velhavende ... Udsigten til Stjernerne se en optegnelse fra 1845-47 på en langstrakt lap, som er citeret i tekstredegørelsen, s. 194. nedværdige forringe dens værdi, devaluere. Menneskelighedens Forskjel menneskeligheden til forkel. Pharisæere og . anpriser anbefaler. naar Evigheden ... veier ham, skal den vel finde ham for let hentyder til beretningen i Dan 5 om Daniels tydning af skriften på væggen (»mené, mené, teqél ufarsín«) for kong Belsazzar, hvor Daniel siger, at 'teqél' betyder: »du er vejet på vægten og fundet for let«, v. 27. forladt af Gud hentyder til Matt 27,46 (). forelæste oplæste (i andres påhør). fandtes der ikke Sviig i Christi Mund hentyder til 1 Pet 2,22 (). forskaffer tilvejebringer, skaffer (). og naar også. grundet rodfæstet. Den sædelige Tingenes Orden ... Midlet er lavere end Formaalet . forhverver erhverver, vinder. stride i Væddekampen spiller på 1 Kor 9,24-25, hvor Paulus skriver til korintherne: »Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.« løber paa det Uvisse hentyder til 1 Kor 9,26 (). Seirens Priis . Se også Fil 3,14; Kol 2,15. denne mørke Tale hentyder til 1 Kor 13,12 (). Møie besvær. Betryggelse sikkerhed. udvikle udrede, gøre rede for. ved en anden Leilighed sigter til »Pælen i Kjødet«, den anden tale i Fire opbyggelige Taler (1844), i SKS 5, 317-334. Meningen af med. 30 Aar If. den udførlige og stærkt diskuterende redegørelse for Pauluskronologien i G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 256-59, blev Paulus formentlig omvendt i år 35, to år efter Jesu død og opstandelse, og endte sit fangenskab i Rom år 63. I det 4. årh. opstod imidlertid det sagn, at Paulus blev befriet og foretog en missionsrejse til Spanien, hvorefter han blev halshugget i Rom under kejser Nero, der døde i juni 68, jf. 2. bog, kap. 22 og 25, i Kirkens Historie gjennem de tre første Aarhundreder af Eusebius, overs. af C.H. Muus, Kbh. 1832, ktl. U 37, s. 95f. og s. 104. Paulus' virksomhed kan således have strakt sig over 30-33 år. prunkende overdreven, pralende. gøgle for Sandsen opføre sit bedrageriske gøglespil for sanserne. fortrædiges ved blive generet af, gnaven over. Luther ... en Christen maa bære Korsets Hofdragt se journalen NB:96 fra slutningen af dec. 1846, hvor SK skriver: »Luther siger etsteds, at naar man vil være Christen, maa man ogsaa bære Hofdragten (Korset.). / findes citeret i min Concordants / under Artiklen Kreuz §. 7«, i SKS 20, 77. Med kildeangivelsen henviser SK til: Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz (), artiklen »Kreuz«, § 7, 4, s. 857: »Wohlan, will ich ein Christ sein, so muß ich die Hoffarbe (das liebe Kreuz) auch tragen, der liebe Christus giebt kein ander Gewand aus an seinem Hofe; es muß gelitten sein. Luther« (»Velan, vil jeg være en kristen, så må jeg også bære hoffarven (det kære kors), den kære Kristus udleverer ingen anden dragt ved sit hof; der må lides. Luther«). – Luther: . gavmundet el. gabmundet, åbenmundet, næsvis. daarlig Tale tåbelig, uforstandig tale, jf. 2 Kor 11,21, hvor Paulus skriver: »jeg taler i Daarlighed« (NT-1819); se også 2 Kor 11,1.17. 70 Aar . høihjertede højsindede, ædle. forsøges prøves. ordsprogligt ... et Pund Fjær veier ligemeget jf. ordsproget 'Et pund fjer er (lige) så tungt, som et pund bly', optegnet som nr. 10.678 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 470. med Frygt og Bæven forarbeidede sin Saligheds Sag hentyder til Fil 2,12-13 (). hvad gjorde Romerne ... frygte værre Ting end Døden En kilde til dette udsagn har ikke kunnet identificeres. denne Slægt generation. »hvorledes skulle de ... saa stor en Salighed« (Hebr. 2, 3.) frit citat fra Hebr 2,3: »hvorledes skulle vi da undflye [den tilbørlige løn, dvs. straf for overtrædelse og ulydighed], dersom vi ikke agte saa stor en Salighed« (NT-1819). General-Qvittering kvittering fra en kreditor på, at han ikke længere har noget som helst krav på skyldneren. den hellige Skrift ... at de bekjende deres Tro for Verden sigter formentlig til Matt 10,32, hvor Jesus siger: »Derfor, hvo [hvem] som vil bekiende mig for Menneskene, den vil jeg og [også] bekiende for min Fader, som er i Himlene« (NT-1819). Se også Luk 12,8; 1 Tim 6,12. Christus ... negte for min himmelske Fader frit citat fra Matt 10,33, hvor Jesus siger: »Men hvosomhelst [hvem som helst] vil nægte [fornægte] mig for Menneskene, den vil jeg og [også] nægte for min Fader, som er i Himlene« (NT-1819). Skyldens Bevidsthed bevidstheden om skyld, skyldbevidstheden. Skrækkebilleder billedlige fremstillinger af noget skrækindjagende el. rædslesvækkende fx i et panoptikon; fantasibilleder af samme art. Fyrighed ildfuldhed, lidenskabelighed. udmærket fremhævende, særskilt. Bekjendere ... ikke som Martyrerne offrede Livet jf. Dr. Wilhelm Münschers Lærebog i den christelige Kirkehistorie til Brug ved Forelæsninger, overs. af F. Münter, på ny udg. og omarbejdet af J. Møller, Kbh. 1831, ktl. 168, s. 46: »De Christne, som lede Døden for deres Troes Skyld, hedte Martyrer, fra hvilke man egentligen bør adskille Bekjenderne (confessores), som under deres Formues Tab og Livsfare standhaftigen bekjendte Christendommen.« Se også journalen DD:121, i SKS 17, 257. forsøgtes hårdt prøvedes. flere af Kirkefædrene jf. fx nr. 2 i Tertullians Apologeticus el. Forsvarsskrift for de kristne (o. 197 e.Kr.), rettet til øvrigheden. Her anklager Tertullian den hedenske øvrighed for at handle juridisk anderledes mod forbrydere end mod de kristne og for således at undergrave retten. Når forbrydere lyver, skriver han, anvender øvrigheden tortur for at tvinge dem til at gå til bekendelse, mens de kristne under tortur bliver tvunget til at benægte deres bekendelse og derved til at lyve. Når en råber: Jeg er en kristen, siger han, hvad han er, skriver Tertullian videre, men øvrigheden vil høre, hvad han ikke er; og derfor gør retten, der har sin magt til at fremtvinge sandheden, alt for kun at lade løgnen lyde af de kristnes mund. Se Q. Sept. Flor. Tertullian's sämmtliche Schriften, overs. af F.A. v. Besnard, bd. 1-2, Augsburg 1837-38, ktl. 151; bd. 1, s. 33-37. udviklet gjort rede for. Gud, der giver Krafts og Styrkes Aand ... »Sindigheds Aand« fri gengivelse af 2 Tim 1,7, hvor Paulus skriver: »Thi Gud haver ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kierligheds og Sindigheds [besindigheds] Aand« (NT-1819). Hidsighedens ivrighed, ubesindighed. Iver uden Viisdom hentyder til Rom 10,2, hvor Paulus skriver: »Jeg giver dem [Israel] det Vidnesbyrd, at de have Nidkierheden for Gud, men ikke med Kundskab« (NT-1819). Martin Luther gengiver verset således: »Denn ich gebe ihnen das Zeugniß, daß sie eifern um Gott, aber mit Unverstand« (»For jeg giver dem det vidnesbyrd, at de viser iver for Gud, men med uforstand«), Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). en Spise, der har religieus Betydning som fx nadveren. Hjertekjenderen jf. Luk 16,15, hvor Jesus siger til farisæerne: »Gud kender jeres hjerte«. Se også ApG 1,24 samt 15,8, hvor Peter taler om »Gud, som kender hjerterne«. bekjende ... som Bibelen og Kirken bruger dette Ord og . det er, han det vil sige. vist aldrig givetvis aldrig el. næppe nogensinde. anmasser sig tiltager sig uden ret. den fornødne Forsigtigheds Anpriisning anbefaling af den nødvendige forsigtighed. den saa kaldte Christenhed dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1. den Enkeltes alvorlige Selvprøvelse spiller formentlig på 2 Kor 13,5, hvor Paulus skriver til korintherne: »Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!« Se også 1 Kor 11,28. destoværre desværre. der kæmpes for at styrte Herredømmer og Regimenter Her og i det følgende sigtes til den (endnu) fortrinsvis fredelige kamp, som oppositionen i mange europæiske lande – fx Frankrig, Tyskland og Danmark – førte for at erstatte enevældige monarkier med frie forfatninger baseret på politisk lighed. i Apostlernes Gjerninger ... derpaa lod man dem fare kort referat af beretningen i ApG 5,17-42 om apostlenes fængsling og fremstilling for Rådet (). – Raadet: el. Det store Råd (Matt 5,22), betegner synedriet i Jerusalem, som på Jesu tid var jødernes højeste styrende og dømmende myndighed i de anliggender, hvori romerne overlod dem selvstyre. Forsamlingen talte 71 medlemmer med den fungerende ypperstepræst som formand. – Gamaliel: rabbi Gamaliel I, den ældre (første halvdel af det 1. årh. e.Kr.), ledende farisæer og sin tids mest fremtrædende rabbiner, if. ApG 22,3 Paulus' lærer. Under forhøret af apostlene holdt han en tale, ApG 5,33-39, hvori han manede til besindighed og frarådede at lade apostlene dræbe. – hudstrøgne: piskede. i Apostlenes Gjerninger, 5, 41: »saa gik de ... for Christi Navns Skyld.« citat fra NT-1819 (). vistnok givetvis, rigtig nok. en Skueplads et teater el. en scene. betræffende angående. sande erkende som sandt, indse. »at han ... er omgiven med Skrøbelighed« (Hebr. 5, 2.) frit citat fra Hebr 5,2, hvor det om enhver menneskelig ypperstepræst hedder, at han »kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og [også] selv er omgiven med Skrøbelighed« (NT-1819). Apostelen siger ... »rose sig af deres Skjændsel.« hentyder til Fil 3,19, hvor apostlen Paulus siger om dem, der lever som fjender af Kristi kors: »hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting« (NT-1819). aabenbare åbenlyst. det Onde flyer Lyset spiller på Joh 3,20, hvor Jesus siger: »For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.« bifalde dem, som gjøre det frit citat fra Rom 1,32, hvor Paulus skriver om de uretfærdige og ugudelige: »Hvilke, enddog de kiende Guds retfærdige Dom, at de, som giøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene giøre det, men bifalde ogsaa dem, som det giøre« (NT-1819). mener at gjøre Gud en Velbehagelighed hentyder til Joh 16,2, hvor Jesus siger: »De skulle udelukke Eder af Synagogerne; ja den Tiid skal komme, at hver den, som ihielslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse« (NT-1819). ligge under bukke under. Tilfælde tilfældet. »roser sig ... af sine Lænker« hentyder til Fil 1,12-13, hvor Paulus skriver til filipperne: »Men jeg vil, I skulle vide, Brødre, at hvad mig er vederfaret, har mere tient til Evangelii [evangeliets] Fremme, saa at mine Lænker for Christi Skyld ere blevne bekiendte i det ganske Pallads og for alle de Øvrige« (NT-1819). Se også Ef 3,13 () og 2 Tim 2,9-10. »det forundes ham at lide saaledes« hentyder til Fil 1,29-30, hvor Paulus skriver til filipperne: »Thi Eder er det forundt, for Christi Skyld, ikke alene at troe paa ham, men og [også] at lide for hans Skyld, i det I have den samme Kamp, som I have seet paa mig, og nu høre om mig« (NT-1819). iilsindet heftigt, hidsigt, opfarende. hine gamle Propheter og Dommere dvs. de gammeltestamentlige profeter () og dommere, som if. Dommerbogen i GT blev sendt af Gud til at lede Israel og frelse det fra afgudsdyrkelse og fjender. at tale i Tunger hentyder formentlig til 1 Kor 14,2, hvor Paulus skriver: »For den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.« Vidunder under. tilforladeligste mest pålidelige. ved Gud ved Guds hjælp. vistnok rigtig nok. Apostelen Paulus siger: »mig ... af en menneskelig Ret« sammentrukket citat fra 1 Kor 4,3, hvor apostlen Paulus ( og ) skriver til korintherne: »Men mig er det saare Lidet [ganske lidt] at dømmes af Eder, eller af en menneskelig Ret; ja, jeg dømmer mig end ikke selv« (NT-1819). vistnok visselig, sandelig. Paulus tilføier: »alt Andet er Tab.« frit citat fra Fil 3,8, hvor Paulus skriver: »ja, sandeligen, jeg agter og [også] Alt for Tab mod Christi Jesu min Herres Kundskabs Ypperlighed [det ypperlige at kende Kristus Jesus, min Herre], for hvis Skyld jeg har liidt Tab paa Alt« (NT-1819). en heel Slægt hele menneskeheden. eet eneste Menneske sigter til Jesus Kristus. ved Gud i kraft af. vistnok visselig, sandelig. gudeligt hvad angår forholdet til Gud. understaaer sig understår sig i, vover, drister sig til. benaades begunstiges. Kjød og Blod . Falskmaal falsk målestok, bedrageri, falskneri; falsk, upålidelig tale. leflende smigrende, overfladisk, letsindigt. et »Udskud i Verden, et Skuespil for Verden.« citat fra hhv. 1 Kor 4,13 og 4,9, hvor Paulus skriver om sig selv og andre apostle: »vi ere blevne som Udskud i Verden«, og: »vi ere blevne et Skuespil for Verden« (NT-1819). Vidunderlige forunderlige, underfulde. lidende her med bibetydningen: passiv. Liggenunder det at underordne, underkaste sig. de prædikede ikke Oprør mod Øvrigheden ... anerkjendte dens Magt hentyder til Rom 13,1-2, hvor Paulus skriver: »Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig, thi der er ikke Øvrighed uden af Gud; men de Øvrigheder, som ere, haver Gud beskikket; saa at hvo [hvem] som sætter sig imod Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning; men de, som imodstaae, skulle faae deres Dom« (NT-1819). adløde de Gud mere end Mennesker hentyder til beretningen i ApG 5,17-42 om apostlene for rådet (), hvor Peter og apostlene svarede ypperstepræsten: »man bør adlyde Gud mere end Menneskene«, v. 29 (NT-1819). Se også ApG 4,19. Afsindighedens Martyrdom afsindige martyrium. Hensyn til hensigt imod. forligte forsonede, forenede. Paulus dømmer ikke Kong Agrippa ... undtagen disse Lænker hentyder til Paulus' forsvarstale over for kong Agrippa i ApG 26,2-29. Paulus indleder sin tale med ordene: »Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa, agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig; allermeest, fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal. Derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig«, v. 2-3. Og senere spørger Paulus: »Troer du, Kong Agrippas! Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.« Og Agrippa svarer: »der fattes [mangler] Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.« Hvorpå Paulus siger: »jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke allene du, men og [også] Alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker«, v. 27-29 (NT-1819). – Kong Agrippa: (28 - senest 100 e.Kr.), skønt sit rom. navn jødisk konge fra 48 over vekslende dele af de nord- og nordøstlige egne af Palæstina. døe med en Vittighed paa Læberne hentyder til de sidste ord, Sokrates () if. Platons dialog Faidon (118a) sagde, inden han døde af den gift, han var dømt til at drikke: »O Kriton, vi skylde Asklepios en Hane, offrer ham denne, og forsømmer det ikke«, Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise () bd. 1, s. 124f. (Platons Skrifter () bd. 3, s. 239). Denne slutreplik fra den døende Sokrates er blevet tolket på mange og vidt forskellige måder. Når SK udlægger den som en vittighed, kan det ses på baggrund af, at man ofrede til lægeguden Asklepios for en helbredende kur. en Martyr: »jeg takker ... agtes værdig at blive korsfæstet.« Hvis der er tale om et citat, har det ikke kunnet identificeres. Måske tænkes der på den bøn, som biskop Polykarp bad, inden han led martyrdøden, og som er gengivet i »Den Smyrnensiske Menigheds Beretning om Biskop Polykarps Martyrdød«, kap. 14: »Herre Gud, du Almægtige! (...) Dig priser jeg, fordi du har agtet mig denne Dag og Time værdig, da jeg nu, med Deelagtighed i Christi Kalk, til det evige Livs Opstandelse baade for Sjel og Legeme, i den Hellig Aands Uforkrænkelighed, skal blande mig i dine Vidners Skare.« Aposteldiscipelen den Smyrnensiske Biskop Polykarps Brev til Philippenserne samt Beretningen om hans Martyrdød, overs. af C.H. Muus, kbh. 1836, ktl. 141, s. 27f. Polykarp blev dog ikke korsfæstet; han blev brændt på bålet, men da ilden ikke kunne fortære ham, blev han dræbt med et spyd. Såvel Polykarps brev som beretningen om hans martyrdød indgår i skriftgruppen De apostolske Fædre (). Frygt og Bæven hentyder til Fil 2,12-13 (). er det saa således. han stiger ikke ned fra Korset spiller på Matt 27,41-42, hvor ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste hånende siger om den korsfæstede Jesus: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.« det endnu Vidunderligere det endnu mere underfulde, mirakuløse. m. T. min tilhører. paa en Narrestregs Uvisse og . den Hellige dvs. Jesus Kristus. Mesteren ofte anvendt betegnelse for Jesus i NT (). forhaanet . korsfæstet som en Forbryder mellem to Røvere og . en Korsfæstets Lære om, at hans Rige var ikke af denne Verden hentyder til Joh 18,36 (). sildigere senere. Slægter generationer. forsøges prøves. bødes blev tilbudt. Discipelen, »der jo ikke er over Mesteren« frit citat fra Matt 10,24, hvor Jesus siger til apostlene: »Discipelen er ikke over Mesteren, ei helle Tieneren over sin Herre« (NT-1819). en stridende Anskuelse (...) den seirende Anskuelse hentyder formentlig til den udbredte opfattelse af de klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans' (lat. 'den stridende kirke') og 'ecclesia triumphans' ('den triumferende kirke'), at den kristne kirke kan blive sejrende her på jorden. I den ældre teologi betegnede 'ecclesia militans' den strid med sine omgivelser, som kirken altid vil være underlagt indtil Kristi genkomst; først da vil kirken sejre og blive 'ecclesia triumphans'. Jf. fx K. Hase Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik (), § 124, s. 322. Magten og Æren spiller på Fadervors afslutning (Matt 6,13): »Thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed. Amen!«, Forordnet Alter-Bog (), s. 253. ligge under bukke under. Kjendet kendetegnet. Hidsighedens ivrighed, ubesindighed. hine Ord: ethvert Offer skal saltes sigter til Mark 9,49, hvor Jesus siger: »Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt« (NT-1819; nyere oversættelser har ikke det sidste halvvers). naar Menneskene sige Fred og ingen Fare hentyder til 1 Thess 5,3, hvor Paulus skriver: »Thi naar de [folk] sige: Det er Fred, der er ingen Fare, da skal Fordervelsen hasteligen falde over dem, ligesom Pinen [over] en frugtsommelig Qvinde, og de skulle ikke undflye«, Biblia, det er: den gandske Hellige Skrifts Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802. Luther gengiver tilsvarende med: »Denn, wenn sie werden sagen: Es ist Friede, es hat keine Gefahr (...)«, Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (). tage (...) forfængeligt anvende noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting. tager man Ære af hinanden hentyder til Joh 5,44, hvor Jesus siger til jøderne: »Hvorledes kunne I troe, I som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke?« (NT-1819). leger Forundrings-Legen selskabsleg, hvor en person anbragt på en stol skal gætte, fra hvem af de tilstedeværende forskellige (ofte drillende) udtalelser om personen stammer; udtalelserne, som hviskes til en udpeget deltager, skal dreje sig om, hvad der især vækker forundring ved personen. usmagelig smagløs, uden smag. Slikkerie kæleri; slik; noget ubetydeligt, værdiløst. vistnok visselig, sandelig. han for Gud var Intet hentyder formentlig til 2 Kor 12,11, hvor Paulus siger om sig selv: »jeg er Intet« (NT-1819). Se også Gal 6,3, hvor Paulus skriver: »Thi dersom Nogen tykkes sig [mener] at være Noget, og er dog Intet, han bedrager sig selv« (NT-1819). Frille-Lænker elskerinde, skøge. et løst Ord spiller måske på 2 Tim 2,16-17, hvor Paulus skriver til Timotheus: »Men hold dig fra den vanhellige løse Snak; thi Saadanne gaae stedse videre i Ugudelighed; og deres Ord vil æde om sig, som dødt Kiød« (NT-1819). en Sygdom indtil Døden hentyder til Joh 11,4, hvor Jesus siger om den syge Lazarus: »denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den« (NT-1819). vistnok givetvis. unddrage sig til sin egen Fordærvelse frit citat fra Hebr 10,39 (). gives (...) Frimodigheden fra oven spiller formentlig på Jak 1,17 (). hvo hvem. skuffer forblænder; bedrager. vel sikkert nok. bespænde omspænde. saa er det således. giver sig Frimodighedens Luft i Flammer slår ved frimodigheden ud i flammer. hine Herliges .