Tonny Aagaard Olesen Øieblikket Nr. 6 Søren Kierkegaards Skrifter 13 Oi6 Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Kierkegaard Normalformat vers.1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009 http://sks.dk/oi6/kom.xml 20120823 Karsten Kynde 1.7 23 August 1855 se tekstredegørelsen, s. 429. Kort og Spidst SK forsøgte sig i kladden (ms.1.2; Pap. XI 3 B 293,1) med forskellige titler som »Gnister«, »Aphorismer«, »Aphoristisk og Epigrammatisk« og »Korte Sætninger«. Han har dateret artiklen 29. maj 1855, dvs. samme dag, som bladartiklen »Naar er 'Øieblikket'?« () er dateret og få dage efter udgivelsen af Øieblikket nr. 1, den 26. maj 1855. Christendommen lader sig fuldkommengjøre (er perfectibel) . at de Christne er et Folk af Præster ... især i Protestantismen, især i Danmark hentyder til den luthersk protestantiske lære om det almindelige præstedømme, if. hvilken alle døbte er præster, se fx Luthers Schrift an den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung (juli 1520), hvor det hedder: »Demnach so werden wir allesammt durch die Taufe zu Priestern geweihet, wie St. Petrus 1. Petri 2. saget: 'Ihr seyd ein königlich Priesterthum, und ein priesterlich Königreich.' Und Apoc.: 'Du hast uns gemacht durch dein Blut zu Priestern und Königen.'« (Derfor bliver vi allesammen i dåben indviet til præster, som Skt. Peter siger 1 Pet 2,9: 'I er et kongeligt præstedømme og et præsteligt kongerige'. Og det siges i Åb. 5,10: 'Du har ved dit blod gjort os til præster og konger.') Og videre: »Denn was aus der Taufe gekrochen ist, das mag sich rühmen, daß es schon Priester, Pabst und Bischof geweihet sey, ob nun wohl nicht einem Jeglichen ziemet, solches Amt zu üben.« (For hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede.) Jf. Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af Otto von Gerlach, bd. 1-10, Berlin 1840-41, ktl. 312-316; bd. 3, Martin Luthers reformatorische Schriften, 1840, s. 167 og s. 168. Heroverfor står læren om det særlige præstedømme el. det særlige kirkelige embede af kaldede personer, jf. art. 14 »Om Kirkeregimente« i det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (lat. Den augsburgske Bekendelse) fra 1530: »Om den kirkelige Orden lære de [reformatorerne], at ingen maa i Kirken lære offentlig eller forvalte Sacramenterne, uden [med mindre] han dertil lovlig er kaldet«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchthon forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse), s. 56. – 1 Pet 2,9, som Luther henviser til, lyder i sin helhed: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys«. I den pragtfulde Domkirke Aforismen er i en tidligere form nedfældet i journaloptegnelsen NB14:53 (1849), hvor der i stedet for »Domkirke« stod »Slotskirke« (SKS 22, 376), dvs. kirken, hvor såvel Martensen som Mynster virkede. høivelbaarne høiærværdige Med denne titulatur skulle if. rangforordningen () Sjællands biskop tiltales. Geheime- ty., hemmelig, spiller fx på titlen geheimeråd el. gehejmeråd, dvs. rådgiver, der er indviet i hemmeligheder, opr. betegnelse for kongens øverste rådgiver; med rangforordningen af 12. aug. 1808 forsvandt titlen og erstattedes af gehejmekonferensråd og gehejmeetatsråd. General- alm. forled i den officielle titel på personer, der besidder udstrakt magt, ofte udgør den øverste myndighed inden for det pågældende område og er overordnet for de personer, der betegnes ved sidste led alene, fx generaladjudant, den øverste adjudant, der står i spidsen for adjudantstaben. Ober-Hof-Prædikant el. Oberhof-, der på ty. anvendes som forled i titler på overordnede embedsmænd ved hoffet, fx Oberhofprediger, overhofpræst. den fornemme Verdens udvalgte Yndling ... prædiker rørt over den af ham selv udvalgte Text Den fremmanede skikkelse hentyder til H.L. Martensen (), måske også til J.P. Mynster (). »Gud har udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede« sigter til 1 Kor 1,28, hvor Paulus skriver: »og det for Verden Uædle, og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgiøre det, som var Noget« (NT-1819). og der er Ingen, som leer spiller formentlig på en anekdote el. lign., som imidlertid ikke er identificeret; se Stadier paa Livets Vei (1845), hvor det hedder: »Men ad Elskov er der Ingen, som leer; thi dette er jeg forberedt paa, at jeg vilde komme i samme Forlegenhed, som Jøden, der efter at have endt sin Fortælling, sagde: er der Ingen, som leer«, SKS 6, 41. Se også SKS 6, 49,26 og SKS 22, 376. Naar det behager Gud i en ringe Tjeners Skikkelse ... i denne Verden . naar en Apostel i guddommeligt Ærinde har den Ære at lide for Sandhed se fx Jesu ord til Ananias om Paulus, ApG 9,16: »jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Apostelen Paulus den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. Født i Tarsus i Lilleasien; hellenistisk jøde; uddannet farisæer; deltog i forfølgelser af de jødiske landsmænd, der var kommet til tro på Jesus som Kristus. Oplevede o. 40 e.Kr. en kaldelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham; forkyndte fra da af evangeliet om Kristus, især for ikke-jøder, og synes her at have været grundlæggeren af en mission, hvor der ikke samtidig fordredes overgang til jødedommen. Blev formentlig henrettet o. 65 under den rom. kejser Neros forfølgelser af de kristne efter Roms brand. Paulus er kendt på første hånd fra en række breve, skrevet i årene 51-55 og optaget i NT. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, der er det ældste skrift i NT, samt Romerbrevet, de to Korintherbreve og Galaterbrevet. I de fire sidstnævnte breve fremtræder Paulus som en apostel, der hævder at have sit kald og dermed sin autoritet umiddelbart fra den opstandne Kristus. Apostlenes Gerninger, som er den anden store kilde til viden om Paulus, afspejler efter nutidens opfattelse en senere tids billede af hedningeapostlen. Paulus havde ingen Embedsstilling If. ApG 18,3 virkede Paulus som teltmager, og var altså ikke ansat i det offentliges tjeneste, ligesom han heller ikke synes at have fået penge for sin missionsvirksomhed, jf. fx 1 Kor 9,3-18. han var ikke gift jf. 1 Kor 7,7, hvor Paulus skriver i afsnittet om ægteskab og ugift stand: »Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er«, nemlig ugift (NT-1819). Om en svensk Præst fortælles ... det turde være Løgn Altsammen Anekdoten er optegnet under »Skjæmtsprog« i Danske ordsprog og mundheld, skjæmtsprog, stedlige talemåder, ordspil og samtaleord, udg. af Ewald Tang Kristensen, Kbh. 1890: »Græder ikke, mine elskelige, det turde måske være lögn, ti kan man lyve mellem Hue og Hjette, så kan man lyve mellem Jerusalem og dette.« Der tilføjes: »Sagde en svensk præst i en passions-præken«, s. 647. At denne anekdote også var kendt på SKs tid, viser et brev fra komponisten C.E.F. Weyse til F. Schauenburg Müller, dateret 17. dec. 1840, hvor det hedder: »Af Nyt har jeg ikke det Ringeste. Men quoad [lat. vedrørende (et rygte om)] den myrdede Mand maa jeg sige til Dig, som den svenske Præst til sin Menighed, da de svømmede i Taarer over hans rørende Skildring af Passionshistorien: Naa, naa Børn! graader ikke! det turde være Løgn allesammen!« C.E.F. Weyse. Breve bd. 1-2, udg. af Sven Lunn og Erik Reitzel-Nielsen, Kbh. 1964, bd. 1, s. 291. SK benytter sig af samme anekdote i journaloptegnelsen NB:42 (1846), i SKS 20, 44, og i NB28:21 (1853), i SKS 25, 229. – turde: er sikkert. hykkelske hykleriske. Da Hedenskabet opløstes ... at den ene Augur ikke kunde see paa den anden uden at smile sigter formentlig til de haruspexer, som den romerske stat og nogle af dens velstående embedsmænd havde ansat til at spå ud fra dyrenes indvolde og til at tolke og værne mod lyn. Cato den Ældre deltog i spotten over denne overtro ved at udtrykke sin undren over, at disse etruriske præster kunne se på hinanden uden at le – underforstået: hvor meget af det, de forudsiger, bliver til noget? Catos spot er omtalt af Cicero i De divinatione (Om spådomskunsten), 2. bog, kap. 24, 51 og i De natura deorum (Om gudernes væsen), 1. bog, kap. 26, 71, jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, bd. 1, 2. udg., Halle 1757 [1756], bd. 2,1-2,2 samt bd. 3-4, 1. udg., Halle 1756, og Indices rerum et verborum, 2. udg., Halle 1757 [1756], i alt 6 bd., ktl. 1224-1229; bd. 4, s. 678 hhv. s. 491. – Augurer: spåmænd, der ud fra fugles skrig, flugt og måde at æde på kunne forudsige gudernes vilje og hændelser i fremtiden. naar Christus siger til den rige Yngling: sælg Alt ... giv Fattige det sigter til Matt 19,21, hvor Jesus siger til en rig yngling: »vil du være fuldkommen, da gak [gå] hen, sælg, hvad du haver, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ [en skat] i Himmelen; og kom, følg mig« (NT-1819). Sml. Mark 10,21. Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden ... rense Luften sml. journaloptegnelserne EE:158 (1839), i SKS 18, 55, og NB12:49 (1849), i SKS 22, 167. Afstands-Maal og ... at kæmpe med SK daterer i kladden (ms. 1.3; Pap. XI 3 B 294) artiklen 30. maj 1855, dvs., nogle dage efter udgivelsen af Dette skal siges; saa være det da sagt den 24. maj og af Øieblikket nr. 1, der udkom den 26. maj 1855. betræffende med hensyn til. til den Ende i denne hensigt. Biskop Mynster Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forf. og politiker; fra 1834 biskop over Sjællands stift. Han var sin tids store prædikant, havde et betydeligt videnskabeligt og opbyggeligt forfatterskab bag sig, havde sæde i en lang række styrende organer, men klagede efter 1848 ofte over, at positionen som kirkens øverste blev stækket under en minister. Han var som en af landets højstrangerende borgere placeret i 1. klasse, nr. 13 i den borgerlige rangforordning. Han døde den 30. jan. 1854. Efter hans død fremkom Meddelelser om mit Levnet, udg. af F.J. Mynster, Kbh. 1854, der averteres som udkommet i Adresseavisen, nr. 84, den 8. april 1854. tilladelig som man kan tillade sig med god samvittighed, forsvarlig. Den oprindelige Christendom forholder sig ... stridende til denne Verden allusion til den opfattelse af de klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans' (lat., 'den stridende kirke') og 'ecclesia triumphans' (lat., 'den triumferende el. sejrende kirke'), at den kristne kirke kan blive sejrende allerede her på jorden. I den ældre teologi betegnede 'ecclesia militans' en kirke, der er i strid med verden (jf. Ef 6,12), og som altid vil være underlagt en sådan strid indtil Kristi genkomst; først da vil kirken sejre og blive 'ecclesia triumphans' (jf. Hebr 12,23). Se fx § 124 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1829], ktl. 581, s. 312f. (Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841, s. 322). bestaae i Dommen på dommedag (). hvem man ifølge det nye Testamente ... sit eget Liv i denne Verden se Jak 4,4: »I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.« Se også Matt 6,24, hvor Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Se endvidere Rom 8,7-8, hvor Paulus skriver: »For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.« Se endelig Luk 14,26 (). fuldkommet udført til fuldkommenhed, fuldbyrdet. epicuræisk egl. det, der hidrører fra den filosofi, som er udformet af den gr. filosof Epikur (o. 341 - o. 270 f.Kr.), for hvem lykken var livets formål. Her er 'epikuræisk' forstået i nedsættende betydning som det, der er bestemt af nydelsessyge. en stille Time . Indifferentisme forskelsløshed, ligegyldighed (især i religiøse spørgsmål). for ingen Priis ... Venskab med denne verden (det, christeligt, Fordrede) . Pastor Grundtvig Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), da. teolog, præst, (salme)digter, historiker, politiker m.m. Han var i 1855 blevet en institution i kirkepolitisk henseende, men han og hans tilhængere blev dog stadig betragtet som kirkelig opposition. SK havde i en ubrugt artikel kaldet »Er Grundtvig et Slags Apostel? er dette Sandhed?« (Pap. XI 3 B 182-187), der skulle have indgået i et utrykt skrift kaldet Lad saa Dette hermed være afgjort! Noget for en Gangs Skyld (Pap. XI 3 B 179), og før det i et skrift kaldet Grundtvig; Grundtvigianerne; Een af dem. En Afgjørelse (Pap. XI 3 B 154), gjort op med Grundtvig. Artiklen, der er dateret april 1855, har nedenstående bladartikel () som anledning. G. ansees jo for »en Slags Apostel« sigter til bladartiklen »Et Ord i den Kierkegaardske Sag« – underskrevet »En Lægmand« – i Flyve-Posten, nr. 87, den 16. april 1855, sp. 3: »Jeg er kun en Lægmand, der altsaa hverken kan eller vil indlade mig i nogen Tvist med de Høilærde om theologiske Sager. Men det har dog undret mig, at S. Kierkegaards fanatiske Udgydelser have kunnet vække saameget Røre i den theologiske Verden. Det er jo vistnok [rigtignok] sandt, at hans Ord have i mange Maader ogsaa for mit Sind været oprørende, ja gudsbespottelige. Men efterhaanden kom jeg til Besindelse og maatte meget undres over, at det ikke er faldet de Høilærde ind, at S. Kierkegaard ikke fortjener anden Opmærksomhed end enhver anden Stifter af fanatiske Sekter, som Tiden bestandig frembringer og vil frembringe. S. Kierkegaard gjør jo ikke Andet end, men netop det Selvsamme som alle slige Sekterere have gjort før og ville [vil] gjøre efter ham. De raabe og skrige Allesammen paa, som deres Hovedthema, at den oprindelige Christendom er forvansket, medens Kierkegaardianerne sige det Samme, og at Christendommen er kun for Enkelte, maaskee en Enkelt, og at der ingen Christendom er mere, thi alt dette sige de i eet Aandedræt. Adskillige af de andre Sekter, f. Ex. Baptisterne have dog idetmindste fremført sunde og respectable Grunde for deres Mening. Men Kierkegaardianerne unddrage sig udtrykkeligt fra Alt, hvad der kan kaldes Beviis eller Grunde, og gientage blot med Forstokkelse deres drøvtyggede Paastande og have derved uden Tvivl bragt mange Ubefæstede i Uro og Forvirring. Jeg havde derfor ret inderligt ønsket, at en Mand med en vis apostolisk Myndighed, navnlig vor gamle ærlige, kraftfulde Grundtvig vilde lade høre fra sig i denne Sag – og hvilken Glæde! han har virkelig talt, og, saa at sige, sat ligesom et Myndighedsstempel paa sine Ord ved at udtale dem i Danmarks Rigsdag. Og nu, efterat have læst dem, er jeg aldeles rolig med Hensyn til Kierkegaardske Optøier; nu morer jeg mig kun ved hans 'fædrelandske' Bukkespring, philosophiskladende Sandhedsfordreielser og affecteerte forskruede Sprog, som ved enhver anden momentan Curiositet, og siger af Hjertens Grund med Kierkegaard om Kierkegaard: 'Det var Satan til Sandhedsvidne!' – Grundtvigs Ord lyder saaledes (Rigsdagstid. 208, 1855): / 'Jeg havde troet, at det for os Alle af en vis Classe (Præsterne), om ikke før, saa dog i den sidste Tid, og navnlig i Vinter, havde ligget meget nær at spørge, hvad vi egentlig er til, hvortil vi menneskeligt og christeligt kunne [kan] være kaldede, og hvortil vi derfor maae stræbe dog i nogen Grad at svare, nemlig at vi dog skulle [skal] være Sandhedsvidner. Det er dertil, vi menneskeligt ere kaldede, og vi maae jo ifølge vor Stilling foragte os selv, dersom vi ikke betragtede os som Saadanne (Hør! Hør!). Paa den anden Side kalde vi os jo dog christelige Præster, men vi maatte være aldeles ubekjendte med Stifteren af vor Tro og Menighed, og ubekjendte med den Maade, hvorpaa, efter hans Villie og ved hans Sendebud, Christendommen er bleven udbredt i Verden, dersom vi ikke vidste, at han netop gav alle sine Sendebud den samme Stilling, som Sandhedsvidner altid have havt og altid skulle have i Verden, og at han udsendte dem Alle, og, forsaavidt han endnu udsender Nogen, gjør dette, for at de skulle tale, som de troe, og skulle vidne om, hvad de tør sige at være gavnlig, trøstelig og glædelig Sandhed.' / (Nr. 206). 'Den gamle Statskirke har været, hvad den forventede danske Folkekirke aldrig vil blive, som en Tvangsanstalt i Hjertets frieste og helligste Anliggender, der maatte undergrave al Samvittighed og Sanddruhed, og derved give blandt Andet de iiskolde Spottere, der altid hænge som Iistapper under Kirketaget, rig Anledning til fra Tagene at udraabe, hvad de ogsaa nu udraabe høit nok, at vi Allesammen maae være Løgnere og Hyklere. Derfor i Kirken som i Staten og Skolen: Trældommen døe og Friheden leve!'« Grundtvig blev af flere regnet for en slags apostel el. »en Kirkefader for den nordiske Kirke«, jf. Brevbærer mellem Christne, til Oplysning og Forbindelse, udg. af Niels Johansen, nr. 6, den 17. juni 1855; bd. 1, s. 55. Troes-Mod mod, som troen giver (til at hævde sin tro). Derfor vilde han have Aaget bort, som Statskirken lagde paa ham; det oprørte ham, at man ved Politie-Magt vilde forhindre ham i, religieust, at have sin Frihed Grundtvig havde gennem årene været involveret i flere kontroverser og bevægelser, ofte i opposition til det statskirkelige bestående med biskop Mynster () i spidsen. Efter sit hårde angreb på professor H.N. Clausen i 1825 blev Grundtvig idømt livsvarig censur, hvilken dog blev hævet i 1838. Grundtvig og hans tilhængere blev under statskirken holdt uden for indflydelse, da deres anskuelser ikke var den officielle. Derfor kæmpede Grundtvig for frihed i kirken, dvs. for præstens dogmatiske og liturgiske frihed, og sognebørnenes frihed til selv at vælge deres præst. Her arbejdede tiden i Grundtvigs retning: Ved lov af 4. april 1855 blev sognebåndet løst. I den ubenyttede artikel »Er Grundtvig et Slags Apostel? er dette Sandhed?« (april 1855) bemærkes om det grundtvigianske parti »med hvilket der forresten i Aarenes Løb er foregaaet en mærkelig Forandring, thi medens det i den Tid, da Regjeringen med Magt vilde forhindre Udtrædelse af Statskirken, raabte nok paa 'det gruelige Aag' o: s: v:, saa falder Talen noget anderledes fra det Øieblik Regjeringen vendte Sagen saaledes 'vær saa artig, det staaer Eder ganske frit at træde ud', thi nu skal det være af Hjertelighed at de alligevel blive – i Levebrødene« (Pap. XI 3 B 182, s. 302f.). – Statskirken: . Sandsebedrag illusion, indbildning, falsk forestilling. forskyldes forvoldes. Majestæts-Forbrydelse den alvorligste forbrydelse (lat. crimen majestatis), egl. forbrydelse rettet mod kongen, der if. Christian V's Danske Lov (1683), 6. bog, kap. 4, § 1, som var gældende på SKs tid, takseredes med den højeste straf. vistnok visselig, sandelig. hvo hvem. maaskee kalde sin Rolighed Tolerance mod de Andre ... Christne hentydning til, at Grundtvig og grundtvigianerne plæderede for frihed og tolerance inden for kirke- og i trosanliggender. Sml. journaloptegnelsen NB13:64 (1849), i SKS 22, 312. glad lidende således skildres ofte de kristne martyrer (). vistnok rigtignok, sandt nok. sandselig verdslig, fysisk. Skuffende bedrageriske. Jux juks, bras, snyderi. saa mener man således. som det at pæle et Skib af Grund ... giver sig og svigter Et skib, der er sejlet på grund, trækkes fri ved hjælp af tove, der fastgøres på nedrammede pæle. – Hængesæk: hængedynd. Sokrates gr. filosof (o. 470-399 f.Kr.), der udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige. Han søgte gennem sin majeutiske metode (sin jordemoderkunst) at forløse andre, der i forvejen var svangre med viden, og at hjælpe dem af med deres vrangforestillinger, hvilket altid skete i samtalens form. Han blev anklaget for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve Athens ungdom; en folkedomstol i Athen kendte ham skyldig, og han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Han har intet skriftligt efterladt sig; hans karakter, samtalekunst og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig af Aristofanes i komedien Skyerne, af Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og af Platon i dialogerne. sandselig verdslig. Dyre-Fægtningerne de kampe ml. (vilde) dyr og (frivillige el. ufrivillige) mennesker, der især fandt sted i det antikke Roms fyldte arenaer. 1000 næringsdrivende Præster En 'næringsdrivende' var i snæver forstand en, der havde taget borgerskab i en købstad for dér at kunne drive borgerlig næring, dvs. handel, manufaktur, befordring, gæstgiveri o.l. Som embedsmænd var præsterne i princippet lønnet af staten. De modtog dog i vid udstrækning 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb, konfirmation og begravelse. Desuden havde borgerne i købstæderne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, kaldt 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især af deres korn, kaldt 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, kaldt 'offer'. I øvrigt modtog præsterne i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra de dem tillagte jorder og gårde. Alt taget i betragtning havde de københavnske præster en større indtjening end præsterne i provinsen; men generelt set varierede indtægterne meget fra embede til embede, ligesom de jorder, der hørte til præstegårdene, varierede i omfang og bonitet fra sogn til sogn. En komplet oversigt findes i Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, Kbh. 1851, ktl. 379 (forkortet Kaldslexicon). – 1000: . Titel . Ridderkors . Menigheden for – Offeret . vistnok ganske rigtigt. bedaare forlede, bedrage. »Ja, o Gud, dersom Du ikke var Almagten ... cfr. »Dette skal siges« Passagen er et uddrag fra det 2. følgeblad til SKs pjece Dette skal siges; saa være det da sagt. Følgebladet lyder i sin helhed: »I Qvaler, som sjeldent et Menneske oplevede dem, i Aands-Anstrengelse, der i Løbet af 8 Dage vel vilde berøve en Anden Forstanden, er jeg saa rigtignok ogsaa: Magt, unegteligt en for et stakkels Menneske forførerisk Bevidsthed, dersom Qvalen og Anstrengelsen ikke i den Grad var det Overveiende, at ofte nok mit Ønske er Døden, min Længsel Graven, min Begjering, at mit Ønske og min Længsel snart maatte opfyldes. Ja, o Gud, dersom Du ikke var Almagten, der almægtigt kunde tvinge, og dersom Du ikke var Kjerligheden, der uimodstaaeligt kan røre: paa intet andet Vilkaar, for ingen anden Priis kunde det noget Secund falde mig ind at vælge det Liv, som er mit, atter forbittret ved hvad der er uundgaaelig for mig, det Indtryk jeg maa faae af Menneskene, og ikke mindst af deres misforstaaende Beundring. Enhver Skabning befinder sig bedst, kan egentlig kun leve i sit Element, Fisken ikke i Luften, Fuglen ikke i Vandet – og lad Aand skulle leve i Aandløshedens Omgivelse, det er at døe, qvalfuldt at døe langsomt, saa Døden er en salig Lindring. Dog Din Kjerlighed, o Gud, bevæger, Tanken om at turde elske Dig begeistrer mig til – under Muligheden af almægtigt at tvinges – glad og taknemmelig at ville være, hvad der er Følgen af at være elsket af Dig og at elske Dig: en Offret, offret paa en Slægt, for hvem Idealerne er en Narrestreg, et Intet, det Jordiske og Timelige Alvoren, en Slægt, hvem verdslig Klogskab i Skikkelse af Christendoms Lærer har skammelig, i christelig Forstand, demoraliseret.« SKS 13, 124. – dersom Du ikke var Almagten: . – dersom Du ikke var Kjerligheden: . – Slægt: menneskeslægt, generation. Sokrates's Sætning; han frygtede af Alt meest at være i en Vildfarelse sigter til Platons dialog Kratylos (428d), hvor Sokrates siger: »Kæreste Kratylos, jeg har selv længe undret mig over min Visdom. Jeg kan ikke tro paa den. Jeg tror, jeg maa begynde forfra og undersøge, hvad det egentlig er jeg siger. Selvbedrag er nemlig det værste af alt. Den bedragende følger jo med overalt, kan ikke fjerne sig et Skridt; er det ikke en frygtelig Tanke?« Platons Skrifter () bd. 3, s. 64. Sml. Platons Werke, overs. af Fr. Schleiermacher, 1. del, 1-2 (bd. 1-2), 2. forbedrede udg., Berlin 1817-18 [1804-05], 2. del, 1-3 (bd. 3-5), 2. forbedrede udg., Berlin 1818-26 [1805-09], 3. del, 1 (bd. 6), Berlin 1828, ktl. 1158-1163; 2. del, 2 (bd. 4), 1824, s. 103f. Se journaloptegnelsen JJ:131 (1843), i SKS 18, 183, hvor SK henviser til denne replik i Schleiermachers oversættelse. ikke engang Dem, som kunne slaae En ihjel hentyder til Matt 10,28, hvor Jesus siger: »Og frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihiel, men kunne [kan] ikke slaae Sielen ihiel; men frygter heller for den, som kan fordærve baade Siel og Legeme i Helvede« (NT-1819). frygte Den, som kan fordærve baade Sjel og Legeme i Helvede citat fra Matt 10,28, se foregående kommentar. ganske fuldt ud. Præsten ved Ed er forpligtet paa det nye Testamente . sætte Dig det ret fast dvs. indprente dig det for alvor el. fuldt ud. Biskop Mynster var et Sandhedsvidne ... en af den hellige Kjæde . Biskop Martensen . Dito Dito dvs. ditto, ditto, af samme slags. forladt af Gud hentyder til Matt 27,46 (). udaandede paa Korset hentyder til Joh 19,30: »Og han [Jesus] bøjede hovedet og opgav ånden.« vi skulle skal. »upassende, at Nogen er Præst, som ikke er gift« formentlig fiktivt citat, der skal gengive samtidens gængse opfattelse; det betød, at man gerne skulle være gift for at få et kald. Eens Død en Andens Brød talemåden findes optegnet som nr. 1564 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 151. Næringsdrivende . Rhedere skibsredere. Geschäft bestilling, næringsvej, forretning. fast næsten, nærmest. betræffende hvad angår. gjennemlysner gennemlyser. phantastiske som hører hjemme i fantasiens verden. Tilhold holdepunkt. christne Stater, Lande . ved Ed forpligtet paa det nye Testamente . en jødisk (...): at jeg lider for mine Synders Skyld sml. journaloptegnelsen NB26:26 (1852), hvor det bemærkes: »Den største menneskelige Grusomhed – rædsommere end hvad nogensinde den rædsomste Tyran har udtænkt eller øvet – er den, som vi Alle øve, hele Slægten øver, den, at naar En er ulykkelig er lidende i stor Forstand (langvarigt og forfærdeligt) saa sikkre vi os (o, msklige [menneskelige] Medlidenhed!) vi sikkre os mod ham, ved at udfinde, at det er han[s] egen Skyld, eller at det er for hans Synders Skyld. Her ligger Job; det er egl. det, der oprører ham allermeest, at hans Venner ville [vil] forklare hans Lidelse som Skyld. See, i den Grad elske vi Msker at nyde Livet, i den Grad, at de Ulykkelige de Elendige, hvis Lidelser ville forstyrre os Livslysten og give os et andet Indtryk af Gud end at han er Lykken, dem sikkre vi os saa mod ved at sige: de[t] er deres Skyld, og saa fryde vi os ved Livet og fryde os i den Indbildning, at vi har Gud paa vor Side. / Saa kommer Χstd. [kristendommen.] Dens Sætning er: det at lide, at være ulykkelig, just det er Kjendet [kendetegnet] paa at Gud elsker Dig – og hvad Under vel, Gud er jo Kjerlighed. Skulde da ikke Kjerligheden især elske de Lidende. Men dette maa nu ikke misforstaaes, som fik saa Gud travlt med at tage Lidelsen bort, nei, Lidelsen bliver, men Χstdom er: det at lide er Kjendet paa Guds-Forholdet. / Og alene denne ene Sætning er nok for at reise Forfølgelsen mod Χstd. Thi hele den mægtige Verdslighed vil ikke blot have de jordiske Goder, men vil tillige have Besiddelsen raffineret derved, at det skal være Kjendet paa Fromhed og paa Guds Forholdet«, SKS 25, 34f. hvortil hvorfor. den idelige og idelige Formaning mod ikke at forarges . hvorfra dvs. hvorfra kommer, af hvad opstår. hade Fader, Moder, Hustru, Barn o. s. v. . Gud, som er Aand hentyder til beretningen om Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden i Joh 4,7-26, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24. Se også 2 Kor 3,17-18. salig Den, som ikke forarges frit citat fra Matt 11,6, hvor Jesus siger: »salig er den, som ikke forarges paa mig« (NT-1819). At vi, at »Christenhed« slet ikke kan tilegne sig ... at være Christen SK daterer i kladden (ms. 1.9; Pap. XI 3 B 297) artiklen 12. maj, dvs. i tiden ml. offentliggørelsen af de to bladartikler »Et Resultat« og »En Monolog« i Fædrelandet, nr. 107, den 10. maj 1855, og bladartiklen »Angaaende en taabelig Vigtighed lige over for mig og den Opfattelse af Christendom, som jeg gjør kjendelig« i Fædrelandet, nr. 111, den 15. maj 1855, hvis sidste del er dateret 13. maj. I Kjøbenhavnsposten, nr. 109, den 12. maj 1855 fandtes en leder om SKs utålelige hovmod (). tilsagt lovet. de skulle skal. vove vove sig. naturligt efter sin natur. Dem, der troe, dem forjættes ogsaa Bistand mod alle Farer se fx Matt 10,19-20, hvor Jesus siger: »Men naar de overantvorde [udlevererer] Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale, thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle [skal] tale. Thi I ere ikke de, som tale, men det er Eders Faders Aand, som taler i Eder« (NT-1819); Matt 10,29-31, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie. Ja endog alle Eders Hovedhaar ere talte. Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve« (NT-1819); Luk 10,19, hvor Jesus siger: »See, jeg giver Eder Magt, at træde paa Slanger og Skorpioner, og over al Fiendens Kraft; og slet intet skal skade Eder« (NT-1819); og Rom 10,11, hvor Paulus skriver: »Skriften siger jo: hver den, som troer paa ham, skal ikke beskæmmes [blive til skamme]« (NT-1819). det naturlige Menneske . Tummerumme el. trummerum. forevrøvle indvikle i vrøvl. Ingen skal kunne skade os hentydning til Luk 10,19 (). Helvedes Porte ikke faae Magt over os, over Kirken hentyder til Matt 16,18, hvor Jesus siger til Peter: »Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus; og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulle [skal] ikke faae Overhaand over den« (NT-1819). »At Helvedes Porte ikke skulde faae Magt over hans Kirke« ... Christendommen slet ikke er til SKs påstand om, at kristendommen slet ikke er til, findes udtalt i Indøvelse i Christendom (1850; 2. opl. blev averteret i Adresseavisen, nr. 112, den 16. maj 1855), hvor det fx hedder: »Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det; Følgen er, at skal der gjøres Noget, maa man forsøge igjen at indføre Christendommen i Christenheden«, SKS 12, 49,33-35, eller: »Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet«, SKS 12, 221,29-31. Påstanden blev direkte fremsat i bladartiklen »Den religieuse Tilstand« (Fædrelandet, nr. 72, den 26. marts 1855); den var selve budskabet i »En Thesis – kun een eneste« (Fædrelandet, nr. 74, den 28. marts 1855); og den fastholdes i den følgende artikel »'Salt'; thi 'Christenhed' er: Christendoms Forraadnelse; 'en christen Verden' er: Affaldet fra Christendommen« (Fædrelandet, nr. 76, den 30. marts 1855). Skriftstedet, »at Helvedes Porte ikke skulde faae Overhaand over den [Kristi kirke]« (), har SK brugt i Indøvelse i Christendom (1850), nr. III, stykke V, hvor det hedder: »Saa længe denne Verden staaer, og den christne Kirke i den, er den en stridende Kirke; dog har den Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle [skal] faae Magt over den. Men vee, vee den christne Kirke, naar den vil have seiret i denne Verden; thi da er det ikke den, der har seiret, da har Verden seiret. Da er Ueensartetheden mellem Christendom og Verden gaaet ud, Verden har vundet, Christendommen tabt. Da er Christus ikke mere Gud-Mennesket, men et udmærket Menneske, hvis Liv forholder sig eensartet til Slægtens Udvikling. Da er Evigheden afskaffet, og Skuepladsen for Alts Fuldendelse forlagt indenfor Timeligheden. Da er Veien til Livet ikke mere trang, og Porten snever, ei heller ere der kun Faa, som finde den; nei, da er Veien bred og Porten vidt aabnet – Helvedes Porte have faaet Magten, og Mange, ja Alle finde Indgangen. Christus har aldrig villet seire i denne Verden; han kom til Verden for at lide, det kaldte han at seire«, SKS 12, 218f. I artiklen »Forslag til Hr. Dr. S. Kierkegaard« i Fædrelandet, nr. 79, den 3. april 1855, skriver 'N-n' (): »Man skulde troe, Dr. K. maatte være den Sidste til at underkjende Herrens Forjættelser om 'hans Kirke, over hvilken Helvedes Porte ikke skulle faae Magt'«, s. 325, sp. [3]. J. Victor Bloch hentyder flere gange til anførte skriftsted i artiklen »I Anledning af 'Forslaget' til Dr. S. Kierkegaard« i Fædrelandet, nr. 94, den 24. april 1855 (), mens L.N. Boisen eksplicit anfører det mod SK i artiklen »Indlæg i Sagen: S. Kierkegaard contra 'det Bestaaende'« i Dansk Kirketidende, nr. 20, den 6. maj 1855, bd. 10, sp. 313- 327; sp. 317. Nittengryneriet det, som er ubetydeligt, småligt. vistnok helt sikkert. Gud den Almægtige . ikke slippe Dig allusion til Hebr 13,5, hvor det med et citat fra 5 Mos 31,6.8 og Jos 1,5 hedder, at Gud »haver selv sagt: jeg vil ingenlunde slippe dig, og ingenlunde forlade dig« (NT-1819). vidunderligt forunderligt, underfuldt, mirakuløst. er saa god tillader sig. udvise frembyder, fremviser. de Troende betræffende hvad angår de troende. Legioner rom. hærafdelinger af 4500-6000 soldater; store, ubestemte skarer. han forlod Jorden just med de Ord ... »i mit Navn skulle de ... skulle helbredes« citat fra Mark 16,17-18 (NT-1819), hvor Jesus viser sig for apostlene, byder dem at forkynde og lover dem sin hjælp. Herefter fortælles det: »Da blev Herren, efterat han havde talet med dem [apostlene], optagen til Himmelen, og satte sig hos Guds høire Haand«, v. 19 (NT-1819). – Skulle: skal. – Forgift: stof, væske e.l., der indeholder gift. Søndags-Jægere jægere, der kun går på jagt om søndagen; uøvede jægere uden kendskab til jagt og vildt. fanger (...) efter griber efter, forsøger at lokke, friste. taget dem taget magten over dem. Hvad siger Brand-Majoren? SK har i kladden (ms. 1.10) dateret artiklen 24. juli, dvs. tre dage, inden Øieblikket nr. 5 var færdig fra trykkeriet. Et udkast til artiklen findes dog allerede i NB34:10 (nov. 1854), SKS 26, 321f. – Brand-Majoren: Brandmajoren, der indtil 1870 var chef for Københavns Brandvæsen, mødte som regel op på brandstedet for at dirigere slukningsarbejdet. Brandraabet I tilfælde af brand skulle byens vægtere alarmere indbyggerne; de skulle blæse i fløjterne og råbe 'brand!, brand!'. Det var alm., at en masse folk da stimlede sammen omkring brandstedet, så det spredte og noget ineffektive brandkorps havde svært ved at komme frem. Strippe lille balje el. kar af træstaver, oftest af form som en spand, hvor en af staverne er forlænget, så den kan bruges som hank. Spølkom skylleskål, især til afskylning af tekopper i varmt vand før brugen, også: stor, flad kop (oftest uden hank og underkop). Pibesprøite lille håndsprøjte, der ender i en tynd pibe. med samt sammen med. smør dem nogle over Rygstykkerne fast udtryk: giv dem nogle prygl. Udtrykket findes optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 313. strækker det (...) ikke til er det aldeles utilstrækkeligt. i det Tilfælde i den tilstand, i den situation. drives igjennem gennemføres. eo ipso lat. netop derfor. Affiltrerings-Proces el. filtreringsproces, hvorved – som i SKs eksempel – vandet renses ved brug af kemiske midler. Denne procedure var på tidens dagsorden, når talen var om byens vandforsyning. i sit Første ved sin begyndelse. Slægters generationers. er aldeles gaaet ud fuldstændig væk. Forretning opgave, gerning. faae sat Ild paa dette Vildnis spiller formentlig på Luk 12,49, hvor Jesus siger: »Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede!« (NT-1819). Tilhold holdepunkt. blive sig selv vigtig blive indbildsk i egne øjne, nære store tanker om egen betydning. seer feil ser forkert, tager fejl. Styrelsen Guds styrelse, jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 23: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst]«, og § 5, s. 24f.: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse.« Svovlstik datidens tændstik. Fidibus sammenfoldet papirstrimmel, som brugtes til at tænde op med el. fx til at tænde en tobakspibe med. Intet mindre alt andet, lige det modsatte. mod denne frygtelige Hovmod se fx lederen i Kjøbenhavnsposten, nr. 109, den 12. maj 1855, der begynder: »Et saa utaaleligt Hovmod, som Hr. Søren Kierkegaard nu i en Række aphoristiske Artikler i 'Fædrelandet' har udtalt, har man neppe nogensinde før seet Mage til i den danske Journalpresse«, sp. 1. Sml. F.L.B. Zeuthens skrift Polemiske Blade imod Dr. Søren Kierkegaard, nr. 1 (), s. 9, hvor SKs hovmod også fremhæves. Demoralisation demoralisering, moralsk fordærvelse el. svækkelse. aut – aut lat. enten – eller. aut Cæsar aut nihil lat. 'Enten Cæsar (den mægtigste) eller intet'. Sætningen, der føres tilbage til Svetons Caligula-biografi, kap. 37,1, var valgsprog for den ital. politiker og hærfører Cesare Borgia (1475-1507), søn af pave Alexander VI. tillyve sig tillægge sig (noget) ved løgn. Smaa-Bemærkninger SK har i kladden (ms. 1.11; Pap. XI 3 B 299) dateret artiklen, her kaldet »Smaa-Ting«, den 26. juni 1855, hvilket er dagen før, Øieblikket nr. 3 blev endelig afsluttet. undgaaer unddrager sig (middelmådighedens) opmærksomhed. »Sandheden« dvs. Jesus Kristus (). Livsstraf dødsstraf. Paa Theater-Placaten staaer altid ligefrem: Pengene gives ikke tilbage Der hentydes til Morskabsteatret på Vesterbro, der med stor succes blev ledet af brødrene Price fra 1818 indtil 1845, hvor teatret blev revet ned. Nederst på flere af de bevarede plakater (på Teatermuseet i Hofteatret, København) fra 1830'erne og 1840'erne, fx den 18. dec. 1842, står skrevet: »Billetter faaes på Forestillingsdagen i Billet-Contoiret paa Pladsen, om Formiddagen fra Kl. 11-1 og fra Kl. 5 til Forestillingens Begyndelse, og gjelde kun for den Dag de ere tagne – Penge gives ikke tilbage – [osv.]«. ligefrem direkte, uforbeholdent. holde over håndhæve, sørge for. paa Siden af sig ved siden af sig, tæt på sig. Skalk skælm, gavtyv. Sandhedsvidne .