]> S&o-;ren Kierkegaard Philosophiske Smuler PS Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Henrik Blicher, Jette Knudsen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1844 Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1997 http://sks.dk/ps/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi Af JOHANNES CLIMACUS Udgivet af S. Kierkegaard Kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden? Kj&o-;benhavn Faaes hos Universitetsboghandler C.A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1844 Bedre godt h&ae;ngt end slet gift. Shakspeare Forord Det, her bydes, er kun en Piece, proprio Marte, propriis auspiciis, proprio stipendio, uden al Fordring paa at participere i den videnskabelige Str&ae;ben, hvor man erhverver Berettigelse som Gjennemgang, Overgang, som Afsluttende, Forberedende, Deeltagende, som Medarbeider eller som frivilligt F&o-;lge, som Heros eller dog som relativ Heros, eller idetmindste som absolut Trompeter. Det er kun en Piece og bliver ikke til mere, selv om jeg, som Magisteren hos Holberg, volente deo vilde continuere den med sytten andre; bliver ikke til mere, saa lidet som Den, der skriver Halvtimesl&ae;sning, skriver Andet, selv om han skriver Folianter. Pr&ae;stationen er imidlertid i Forhold til mine Evner, jeg der ikke som hiin &ae;dle Romer merito magis quam ignavia afholder mig fra at tjene Systemet, men er en Ledigg&ae;nger af Magelighed, ex animi sententia, og af gode Grunde. Dog vil jeg ikke forskylde en &g.a;&g.p;&g.r;&g.a;&g.g;&g.m;&g.o;&g.s;&g.u;&g.n;&g.e-;, der vel til enhver Tid er en Statsforbrydelse, men fornemlig i en Gj&ae;ringsperiode, da den i Oldtiden endog forb&o-;des under Livsstraf. Men s&ae;t nu man ved sin Indblanden forskyldte en st&o-;rre Forbrydelse, forsaavidt man kun afstedkom Forvirring, var det da ikke bedre, at man passede sig selv? Det er ikke Enhver givet, at hans Tankebesk&ae;ftigelse lykkeligt tr&ae;ffer sammen med det Almenes Interesser, saa lykkeligt, at det n&ae;sten bliver vanskeligt at afgi&o-;re, hvorvidt han bekymrer sig derom for sin egen eller for det Almenes Skyld; thi sad ikke Archimedes lige uforstyrret og betragtede sine Cirkler, da Syracus var indtaget, og var det ikke til den romerske Soldat, der myrdede ham, at han sagde disse skj&o-;nne Ord: nolite perturbare circulos meos? Men Den, der ikke er saa lykkelig, han see sig om et andet Forbillede. Da Corinth blev truet med en Beleiring af Philip, og alle Indvaanere vare i travl Virksomhed, idet den ene pudsede sine Vaaben, den anden bar Steen sammen, en tredie udbedrede paa Muren; og Diogenes saae det, da samlede han i en Skynding sin Kappe sammen, og trillede sin T&o-;nde med stor Iver frem og tilbage igjennem Gaderne. Da man spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han: ogsaa jeg er besk&ae;ftiget og ruller min T&o-;nde, at jeg ikke skal v&ae;re den eneste Ledigg&ae;nger mellem saa mange flittige Mennesker. En saadan Adf&ae;rd er idetmindste ikke sophistisk, dersom ellers Aristoteles forklarer rigtigt, at den sophistiske Kunst er den, ved hvilken man tjener Penge. En saadan Adf&ae;rd kan idetmindste ikke forskylde nogen Misforstaaelse; thi det var da vel ut&ae;nkeligt, at Nogen kunde falde paa at ansee Diogenes for Stadens Frelser og Velgj&o-;rer &streg; og det er dog vel umuligt at Nogen kunde falde paa (hvad jeg idetmindste anseer for den st&o-;rste Fare, der kunde h&ae;nde mit Forehavende), at till&ae;gge en Piece verdenshistorisk Betydning, eller antage, at dens Forfatter var den i vor kj&ae;re Residentsstad Kj&o-;benhavn forventede systematiske Salomon Goldkalb. For at dette skulde skee, maatte den Skyldige af Naturen v&ae;re besynderlig dum, og formodentlig ved at vr&ae;le Dag ud og Dag ind i antistrophisk Vexelsang, hver Gang Nogen bildte ham ind, at nu begyndte der en ny &Ae;ra, en ny Epoche o. s. v., i den Grad have skreget det ham kun sparsomt tildeelte quantum satis af sund Forstand saa aldeles ud af Hovedet, at han var bleven lyksaliggiort i, hvad man kunde kalde den h&o-;iere Galenskabs vr&ae;lende Afsindighed, hvis Symptom er Vr&ae;let, den convulsiviske Vr&ae;len, medens Vr&ae;lets Indhold er disse Ord: &Ae;ra, Epoche, &Ae;ra og Epoche, Epoche og &Ae;ra, Systemet; og den Lyksaliggjortes Tilstand er en irrationel Exaltation, da han lever, som var hver Dag ikke blot en af de Skuddage, der kun indtr&ae;ffe hvert 4de Aar, men en af dem, der kun indtr&ae;ffe hvert Aartusinde, medens Begrebet som en Gj&o-;gler i denne Dyrehavstid hvert &O-;ieblik maa gi&o-;re disse idelige Hundekunster med at slaae om &streg; indtil det slaaer Manden om. Himlen bevare mig og min Piece fra denne Situation, at et saadant larmende &anfbeg;Rabalderfjog&anfslut; skulde ved sin Indblanden rive mig ud af min sorgl&o-;se Selvtilfredshed, som Forfatter af en Piece, forhindre en god og velvillig L&ae;ser i ganske ugeneert at see efter, om der i Piecen er Noget han kan bruge; og bringe mig selv i den tragicomiske Forlegenhed, at maatte lee af min egen Ulykke, som vel den gode Stad Fredericia maatte lee i al sin Ulykke, da den l&ae;ste i Journalen Efterretningen om en Ildebrand dersteds: &anfbeg;Allarmtrommen gik, Spr&o-;iterne foer gjennem Gaderne&anfslut; &streg; uagtet der kun er een Spr&o-;ite i Fredericia og vel ikke stort mere end een Gade, og Avisen altsaa n&o-;dsagede En til at slutte, at den ene Spr&o-;ite istedenfor at kj&o-;re til Brandstedet har flankeret betydningsfuldt om i Gaden &streg; &streg; uagtet min Piece vel mindst af alle synes at minde om Lyden af Allarmtrommen, og dens Forfatter vel mindst af alle er tilb&o-;ielig til at lade Allarmtrommen gaae. Hvad nu min Mening er? ..... Ingen sp&o-;rge mig derom, og n&ae;st efter Det, om jeg har en Mening, kan jo intet v&ae;re en Anden mere ligegyldigt, end hvilken min Mening er. At have en Mening er mig baade for meget og for lidet, foruds&ae;tter en Tryghed og Velv&ae;re i Existents, ligesom i Jordlivet Det at have Kone og B&o-;rn, hvilket ikke er Den forundt, som Dag og Nat maa v&ae;re paaf&ae;rde, uden dog at have sit visse Udkomme. I Aandens Verden er dette mit Tilf&ae;lde; thi dertil har jeg dannet mig og danner mig, altid at kunne dandse let i Tankens Tieneste, saavidt muligt til Gudens &Ae;re og til min egen Forn&o-;ielse, renoncerende paa den huuslige Lyksalighed og borgerlige Agtelse, den communio bonorum og Gl&ae;dernes Samdr&ae;gtighed, som det er at have en Mening. &streg; Om jeg har nogen L&o-;n derfor, om jeg som Den, der tjener ved Alteret, selv spiser af hvad der frems&ae;ttes paa Alteret? .... Det lade man mig om; Den, jeg tiener, er god nok, som Pengem&ae;ndene sige, og anderledes god end Pengem&ae;ndene forstaae det. Hvis derimod Nogen vilde v&ae;re saa h&o-;flig at antage, at jeg har en Mening, hvis han drev Galanteriet til den Yderlighed, at antage denne Mening, fordi den var min, da gj&o-;r det mig ondt for hans H&o-;flighed, at den bliver en Uv&ae;rdig til Deel, og for hans Mening, dersom han ellers ikke har anden end min; mit Liv kan jeg s&ae;tte ind, mit Liv kan jeg i al Alvor sp&o-;ge med &streg; ikke en Andens. Dette formaaer jeg, det Eneste jeg kan gj&o-;re for Tanken, jeg som ikke har L&ae;rdom at byde den, _neppe&anfbeg;neppe nok det Cursus til 1 Drachme, end sige da det store til 50 Drachmer&anfslut; (Cratyllus). Kun mit Liv har jeg, hvilket jeg strax s&ae;tter ind, hver Gang en Vanskelighed viser sig. Da gaaer Dandsen let; thi Tanken om D&o-;den er en flink Dandserinde, min Dandserinde, ethvert Menneske er mig for tungt; og derfor, jeg beder, per deos obsecro: Ingen inclinere for mig, thi jeg dandser ikke. J. C. Propositio Sp&o-;rgsmaalet gj&o-;res af den Uvidende, der end ikke veed, hvad der har givet Anledning til at han sp&o-;rger saaledes Capitel I Tanke-Projekt A Hvorvidt kan Sandheden l&ae;res? Med dette Sp&o-;rgsmaal ville vi begynde. Det var et socratisk Sp&o-;rgsmaal, eller blev det ved det socratiske Sp&o-;rgsmaal, hvorvidt kan Dyden l&ae;res? thi Dyden bestemtes igjen som Indsigt (cfr. Protagoras, Gorgias, Meno, Euthydem). Forsaavidt Sandheden skal l&ae;res, maa den jo foruds&ae;ttes ikke at v&ae;re, altsaa idet den skal l&ae;res, s&o-;ges den. Her m&o-;der nu den Vanskelighed, som Socrates i Meno (&pgf; 80 Slutning) gj&o-;r opm&ae;rksom paa som paa en &anfbeg;stridslysten S&ae;tning&anfslut;, at et Menneske umuligt kan s&o-;ge hvad han veed, og lige saa umuligt s&o-;ge hvad han ikke veed; thi hvad han veed, kan han ikke s&o-;ge, da han veed det, og hvad han ikke veed, kan han ikke s&o-;ge, thi han veed jo end ikke, hvad han skal s&o-;ge. Vanskeligheden gjennemt&ae;nker Socrates derved, at al L&ae;ren og S&o-;gen kun er Erindren, saaledes, at den Uvidende blot beh&o-;ver at mindes, for ved sig selv at besinde sig paa, hvad han veed. Sandheden bringes saaledes ikke ind i ham, men var i ham. Denne Tanke udf&o-;rer Socrates videre, og i den concentrerer egentligen den gr&ae;ske Pathos sig, da den vorder et Beviis for Sjelens Ud&o-;delighed, vel at m&ae;rke retrogradt, eller et Beviis for Sjelens Pr&ae;existents. I Betragtning heraf viser det sig, med hvilken vidunderlig Conseqvents Socrates blev sig selv tro og kunstnerisk realiserede, hvad han havde forstaaet. Han var og blev Gjordemoder; ikke fordi han &anfbeg;ikke havde det Positive&anfslut;, men fordi han indsaae, at hiint Forhold er det h&o-;ieste, et Menneske kan indtage mod det andet. Og deri beholder han jo i al Evighed Ret; thi selv om der nogensinde er givet et guddommeligt Udgangspunkt, mellem Menneske og Menneske bliver dette det sande Forhold, naar man reflekterer paa det Absolute og ikke gantes med det Tilf&ae;ldige, men af Hjertens Grund renoncerer paa at forstaae den Halvhed, der synes Menneskenes Lyst og Systemets Hemmelighed. Derimod var Socrates en af Guden selv examineret Gjordemoder; den Gjerning han fuldkommede var et guddommeligt &Ae;rende (cfr. Platos Apologi); om han end forekom Menneskene en S&ae;rling (&g.a;&g.t;&g.o;&g.p;&g.o-;&g.t;&g.a;&g.t;&g.o;&g.sud;. Theaet. &pgf; 149); og det var guddommeligt meent, hvad Socrates ogsaa forstod, at Guden forb&o-;d ham at f&o-;de (&g.m;&g.a;&g.i;&g.e;&g.u;&g.e;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; &g.m;&g.e; &g.o.a.; &g.th;&g.e;&g.o;&g.sud; &g.a;&g.n;&g.a;&g.g;&g.k;&g.a;&g.z;&g.e;&g.i;, &g.g;&g.e;&g.n;&g.n;&g.a..c;&g.n; &g.d;&g.e; &g.a;&g.p;&g.e;&g.k;&g.o-;&g.l;&g.u;&g.s;&g.e;&g.n;. Theaet. &pgf; 150); thi mellem Menneske og Menneske er det &g.m;&g.a;&g.i;&g.e;&g.u;&g.e;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i; det H&o-;ieste, det at f&o-;de tilh&o-;rer jo Guden. Socratisk seet, er ethvert Udgangspunkt i Tiden eo ipso et Tilf&ae;ldigt, et Forsvindende, en Anledning; L&ae;reren er ei heller mere, og giver han sig og sin L&ae;rdom hen paa nogen anden Maade, da giver han ikke, men fratager, da er han end ikke den Andens Ven, mindre hans L&ae;rer. Dette er den socratiske T&ae;nknings Dybsind, dette hans &ae;dle gjennemf&o-;rte Humanitet, der ikke gj&o-;r slet og forf&ae;ngeligt Compagni med gode Hoveder, men ogsaa f&o-;ler sig ligesaa besl&ae;gtet med en Feldbereder, hvorfor han jo snarligen &anfbeg;forvissede sig om, at Physiken ikke er Menneskets Sag, og derfor begyndte at philosophere om det Ethiske i V&ae;rkstederne og paa Torvet&anfslut; (Diogenes af L. II, 5, 21), men philosopherede lige absolut, hvem han end talede med. Med halve Tanker, med Prutten og Tingen, med H&ae;vden og Opgiven, som skyldte den Enkelte til en vis Grad et andet Menneske Noget, men da atter igjen til en vis Grad ikke; med l&o-;se Ord, der forklare Alt, undtagen: hvilken denne visse Grad er; med alt Sligt gaaer man ikke ud over Socrates, naaer ei heller Aabenbaringsbegrebet, men bliver i Passiaren. For den socratiske Betragtning er ethvert Menneske sig selv det Centrale, og hele Verden centraliserer kun til ham, fordi hans Selverkjendelse er en Guds-Erkjendelse. Saaledes forstod Socrates sig selv, saaledes maatte efter hans Anskuelse ethvert Menneske forstaae sig selv, og i Kraft deraf maatte han forstaae sit Forhold til den Enkelte, altid lige ydmygt og lige stolt. Dertil havde Socrates Mod og Besindighed at v&ae;re sig selv nok, men ogsaa i Forhold til Andre kun at v&ae;re Anledning endog for det dummeste Menneske. O, sjeldne H&o-;imod, sjelden i vor Tid, hvor Pr&ae;sten er lidt mere end Degnen, hvor hvert andet Menneske er Autoritet, medens alle disse Forskjelligheder og al den megen Autoritet medieres i en f&ae;lleds Galskab, og i et commune naufragium; thi medens aldrig noget Menneske har v&ae;ret i Sandhed Autoritet, eller gavnet nogen Anden ved at v&ae;re det, eller har formaaet i Sandhed at tage Clienten med sig, saa lykkes det bedre paa en anden Maade; thi det slaaer aldrig feil, at een Nar, idet han selv gaaer, tager flere andre med sig. Forholder det sig saaledes med at l&ae;re Sandheden, da kan det, at jeg har l&ae;rt af Socrates eller af Prodikos eller af en Tjenestepige, kun besk&ae;ftige mig historisk, eller, forsaavidt jeg er en Plato i Sv&ae;rmeri, digterisk. Men dette Sv&ae;rmeri, om det end er skj&o-;nt, om jeg end &o-;nsker mig selv og &o-;nsker Enhver denne &g.e;&g.u;&g.k;&g.a;&g.t;&g.a;&g.ph;&g.o;&g.r;&g.i;&g.a; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.p;&g.a;&g.th;&g.o;&g.sud;, som kun Stoikeren kunde advare imod, om jeg end ikke har socratisk H&o-;imod og socratisk Selvforn&ae;gtelse til at t&ae;nke dens Intethed &streg; dette Sv&ae;rmeri er dog kun en Illusion, det vilde Socrates sige, ja en Uklarhed, i hvilken den jordiske Forskjellighed gj&ae;rer n&ae;sten vellystigt. Det kan heller ei interessere mig anderledes end historisk, at Socrates' eller Prodikos' L&ae;re var den og den, thi Sandheden, i hvilken jeg hviler, var i mig selv og kom frem ved mig selv, og end ikke Socrates formaaede at give mig den, saa lidet som Kudsken formaaer at tr&ae;kke Hestens Byrde, om han end ved Sv&o-;ben kan hj&ae;lpe den dertil. Mit Forhold til Socrates og Prodikos kan ikke besk&ae;ftige mig med Hensyn til min evige Salighed, thi denne er givet retrogradt i Besiddelsen af den Sandhed, hvilken jeg fra Begyndelsen havde, uden at vide det. Vilde jeg t&ae;nke mig i et andet Liv at tr&ae;ffe sammen med Socrates, Prodikos, eller Tjenestepigen, da blev atter her ingen af dem mere end Anledning, hvad Socrates uforf&ae;rdet udtrykker derved, at han selv i Underverdenen kun vilde sp&o-;rge; thi den finale Tanke af al Sp&o-;rgen er, at den Spurgte dog selv maa have Sandheden, og faae den ved sig selv. Det timelige Udgangspunkt er et Intet; thi i samme &O-;ieblik som jeg opdager, at jeg fra Evighed har vidst Sandheden, uden at vide det, i samme Nu er hiint &O-;ieblik skjult i det Evige, indoptaget deri, saaledes, at jeg, saa at sige, end ikke kan finde det, selv om jeg s&o-;gte det, fordi der intet Her og Der er, men kun et ubique et nusquam. B Skal det nu forholde sig anderledes, da maa &O-;ieblikket i Tiden have afgj&o-;rende Betydning, saaledes at jeg intet &O-;ieblik hverken i Tid eller Evighed vil kunne glemme det, fordi det Evige, som f&o-;r ikke var, blev til i dette &O-;ieblik. Lader os nu under denne Foruds&ae;tning betragte Forholdene med Hensyn til Sp&o-;rgsmaalet om, hvorvidt Sandheden kan l&ae;res. a) Den forudgaaende Tilstand Vi begynde med den sokratiske Vanskelighed, hvorledes man kan s&o-;ge Sandheden, da det jo er lige umuligt, enten man har den, eller man ikke har den. Den socratiske T&ae;nkning oph&ae;vede egentligen Disjunctionen, idet det viste sig, at i Grunden har ethvert Menneske Sandheden. Dette var hans Forklaring; vi have seet, hvad deraf fulgte med Hensyn til &O-;ieblikket. Skal dette nu faae afgj&o-;rende Betydning, da maa den S&o-;gende lige indtil &O-;ieblikket ikke have havt Sandheden, end ikke i Uvidenhedens Form, thi da bliver &O-;ieblikket kun Anledningens; ja han maa end ikke v&ae;re den S&o-;gende; thi saaledes maae vi udtrykke Vanskeligheden naar vi ikke ville forklare den socratisk. Han maa da altsaa v&ae;re bestemmet som udenfor Sandheden (ikke kommende til den, som Proselyt, men gaaende fra den), eller som Usandhed. Han er da Usandheden. Men hvorledes skal man nu minde ham, eller hvad skal det hj&ae;lpe ham, at minde ham om, hvad han ikke har vidst, og altsaa heller ikke kan besinde sig paa. b) L&ae;reren Skal L&ae;reren v&ae;re Anledningen, der minder den L&ae;rende, da kan han jo ikke bidrage til at han erindrer, at han egentligen veed Sandheden, thi den L&ae;rende er jo Usandheden. Det L&ae;reren da kan vorde ham Anledning til at han erindrer, er, at han er Usandheden. Men ved denne Besindelse er den L&ae;rende jo netop udelukket fra Sandheden, mere end da han var uvidende om, at han var Usandheden. Paa denne Maade st&o-;der altsaa L&ae;reren, netop ved at minde ham, den L&ae;rende bort fra sig, kun at den L&ae;rende, ved saaledes at vendes ind i sig selv, ikke opdager, at han forud vidste Sandheden, men opdager sin Usandhed, i Henseende til hvilken Bevidstheds-Akt det Socratiske gj&ae;lder, at L&ae;reren kun er Anledning, i hvo han saa end er, selv om han er en Gud; thi min egen Usandhed kan jeg kun opdage ved mig selv, thi f&o-;rst naar jeg opdager det, er det opdaget, tidligere ikke, om saa hele Verden vidste det. (Under den antagne Foruds&ae;tning om &O-;ieblikket bliver dette den eneste Analogi til det Socratiske.) Skal nu den L&ae;rende erholde Sandheden, da maa L&ae;reren bringe ham den, og ikke blot dette, men maa give ham Betingelsen med for at forstaae den; thi dersom den L&ae;rende selv var sig selv Betingelsen for at forstaae Sandheden, da beh&o-;ver han jo blot at erindre; thi det er med Betingelsen for at forstaae Sandheden som med Det at kunne sp&o-;rge om den, Betingelsen og Sp&o-;rgsmaalet indeholder det Betingede og Svaret. (Forholder dette sig ikke saaledes, da er &O-;ieblikket kun at forstaae socratisk). Men Den, der giver den L&ae;rende ikke blot Sandheden, men Betingelsen med, han er ikke L&ae;rer. Al Underviisning beroer paa, at Betingelsen dog til syvende og sidst er tilstede; mangler denne, saa formaaer en L&ae;rer Intet; thi i andet Fald maa han jo ikke omdanne, men omskabe den L&ae;rende, f&o-;rend han begynder at l&ae;re ham. Men dette formaaer intet Menneske, skal det da skee, maa det v&ae;re ved Guden selv. Forsaavidt nu den L&ae;rende er til, er han jo skabt, og forsaavidt maa Gud have givet ham Betingelsen for at forstaae Sandheden (thi ellers var han jo tidligere kun Dyr, og hiin L&ae;rer, der med Betingelsen gav ham Sandheden, gjorde ham f&o-;rst til Menneske); men forsaavidt &O-;ieblikket skal have afgj&o-;rende Betydning (og hvis dette ikke antages, staae vi jo ved det Socratiske), maa han v&ae;re uden Betingelsen, altsaa v&ae;re den ber&o-;vet. Dette kan ikke v&ae;re skeet ved Guden (thi det er en Modsigelse), ei heller ved et Tilf&ae;lde (thi det er en Modsigelse, at hvad der er lavere skulde kunne overvinde det H&o-;iere), det maa da v&ae;re skeet ved ham selv. Kunde han have tabt Betingelsen saaledes, at det ikke var skeet ved ham, og v&ae;re i Tabets Tilstand uden at det skeer ved ham selv, da har han kun tilf&ae;ldigt besiddet Betingelsen, hvilket er en Modsigelse, da Betingelsen for Sandheden er en v&ae;sentlig Betingelse. Usandheden er da ikke blot udenfor Sandheden, men er polemisk mod Sandheden, hvilket udtrykkes derved, at han selv har forspildt og forspilder Betingelsen. L&ae;reren er da Guden selv, der virkende som Anledning foranlediger, at den L&ae;rende mindes om, at han er Usandheden, og er det ved egen Skyld. Men denne Tilstand, at v&ae;re Usandheden og v&ae;re det ved egen Skyld, hvad kunne vi kalde den? lader os kalde den Synd. L&ae;reren er da Guden, der giver Betingelsen og giver Sandheden. Hvad skulle vi nu kalde en saadan L&ae;rer; thi derom ere vi jo enige, at vi allerede langt have overskredet Bestemmelsen af en L&ae;rer. Forsaavidt den L&ae;rende er i Usandheden, men er det ved sig selv (og paa anden Maade kan han jo if&o-;lge det Foregaaende ikke v&ae;re det), kunde det synes at han var fri; thi at v&ae;re hos sig selv, det er jo Frihed. Og dog er han jo ufri og bunden og udelukket; thi at v&ae;re fri for Sandheden, det er jo at v&ae;re udelukket, og at v&ae;re udelukket ved sig selv, det er jo at v&ae;re bunden. Men da han er bunden ved sig selv, kan han da ikke l&o-;sne sig selv, eller befrie sig selv; thi hvad der binder mig, det samme maa jo ogsaa kunne frigive mig, naar det vil, og da dette er ham selv, saa maa han jo kunne det. F&o-;rst maatte han da vel ville det. Men s&ae;t nu, han saa dybt mindedes, hvad hiin L&ae;rer blev Anledning til (og dette t&o-;r jo aldrig glemmes) at han erindrede; s&ae;t nu, han vilde det. I saa Fald (dersom han ved at ville det, kunde det ved sig selv) blev da det at han havde v&ae;ret bunden en forbigangen Tilstand, der i Frigj&o-;relsens &O-;ieblik var sporl&o-;st forsvunden, og &O-;ieblikket fik ikke afgj&o-;rende Betydning; han havde v&ae;ret uvidende om, at han havde bundet sig selv, og nu frigjorde han sig selv. Saaledes t&ae;nkt faaer &O-;ieblikket da ingen afgj&o-;rende Betydning, og dog var det jo dette, vi vilde antage som Hypothesis. Altsaa efter Hypothesen vil han ikke kunne frigj&o-;re sig selv. (Og saaledes er det ogsaa i Sandhed; thi han bruger Frihedens Kraft i Ufrihedens Tjeneste, da han jo er frit i den, og saaledes voxer Ufrihedens forenede Kraft og gj&o-;r ham til Syndens Tr&ae;l). &streg; Hvad skulle vi nu kalde en saadan L&ae;rer, der giver ham Betingelsen igjen og med den Sandheden? lader os kalde ham en Frelser, thi han frelser jo den L&ae;rende ud af Ufriheden, frelser ham fra sig selv; en Forl&o-;ser, thi han l&o-;ser jo den, der havde fanget sig selv, og Ingen er jo saa forf&ae;rdelig fangen, og intet Fangenskab saa umuligt at bryde ud fra, som det hvori Individet holder sig selv! Og dog er dette jo endnu ikke nok sagt; thi ved Ufriheden havde han jo forskyldt Noget, og giver da hiin L&ae;rer ham Betingelsen og Sandheden, da er han jo en Forsoner, der borttager den Vrede, som var over det Forskyldte. En saadan L&ae;rer vil da den L&ae;rende aldrig kunne glemme; thi i samme &O-;ieblik synker han ned til sig selv igjen, ligesom Den, der eengang i Besiddelse af Betingelsen, ved at glemme, at Gud er til, sank i Ufriheden. Hvis de traf sammen i et andet Liv, da vilde hiin L&ae;rer atter kunne give Den Betingelsen, som ikke havde modtaget den; men Den, der engang havde modtaget den, for ham vilde han v&ae;re en Anden. Betingelsen var jo et Betroet, hvorfor Modtageren altid blev Regnskab skyldig. Men en saadan L&ae;rer, hvad skulle vi kalde ham? En L&ae;rer kan jo bed&o-;mme den L&ae;rende, om han gj&o-;r Fremskridt eller ei, men d&o-;mme ham, kan han ikke; thi han maa jo v&ae;re socratisk nok til at indsee, at det V&ae;sentlige kan han ikke give den L&ae;rende. Hiin L&ae;rer er da egentlig ikke L&ae;rer, men han er Dommer. Selv naar den L&ae;rende meest har if&o-;rt sig Betingelsen og ved den fordybet sig i Sandheden, han kan dog aldrig glemme hiin L&ae;rer, eller lade ham socratisk forsvinde, hvilket dog er langt dybsindigere end al utidig Smaalighed og skuffet Sv&ae;rmeri, ja er det H&o-;ieste, hvis hiint Andet ikke er Sandhed. Og nu &O-;ieblikket. Et saadan &O-;ieblik er af en egen Natur. Det er vel kort og timeligt som &O-;ieblikket er det, forbigaaende som &O-;ieblikket er det, forbigangent, som &O-;ieblikket er det, i det n&ae;ste &O-;ieblik, og dog er det Afgj&o-;rende, og dog er det fyldt af det Evige. Et saadant &O-;ieblik maa dog have et s&ae;rligt Navn, lad os kalde det: Tidens Fylde. c) Discipelen Naar Discipelen er Usandheden (og ellers gaae vi jo tilbage til det Socratiske), men dog er Menneske, og han nu faaer Betingelsen og Sandheden, da vorder han jo ikke f&o-;rst Menneske, thi det var han; men han vorder et andet Menneske, ikke i den sp&o-;gende Forstand, som blev han en Anden af samme Qvalitet som tidligere, men han bliver et Menneske af en anden Qvalitet, eller, som vi og kunne kalde det, et nyt Menneske. Forsaavidt han var Usandheden, var han jo bestandigt if&ae;rd med at gaae bort fra Sandheden; ved i &O-;ieblikket at modtage Betingelsen, antog hans Gang den modsatte Retning, eller han vendtes om. Lader os kalde denne Forandring Omvendelse, om dette end er et hidtil ikke brugt Ord; men derfor v&ae;lge vi det just, for ikke at forstyrres; thi det er jo som skabt for den Forandring, om hvilken vi tale. Forsaavidt han var i Usandheden ved egen Skyld, kan denne Omvendelse ikke foregaae uden at den optages i hans Bevidsthed, eller uden at han vorder sig bevidst, at det var ved hans egen Skyld; og med denne Bevidsthed tager han Afsked fra det Tidligere. Men hvorledes tager man Afsked, uden med Sorg i Sindet? Dog er denne Sorg jo her over, at han saa l&ae;nge havde v&ae;ret i den tidligere Tilstand. Lader os kalde en saadan Sorg Anger; thi hvad Andet er vel Anger, der vel seer sig tilbage, men dog saaledes, at den netop derved fremskynder Gangen til, hvad der ligger foran! Forsaavidt han var i Usandheden og nu med Betingelsen modtager Sandheden, da foregaaer der jo en Forandring med ham, som fra ikke at v&ae;re til at v&ae;re. Men denne _{Overgang fra at ikke at v&ae;re}Overgang fra ikke at v&ae;re til at v&ae;re, det er jo F&o-;dselens. Dog Den, der er til, kan jo ikke f&o-;des, og dog f&o-;des han. Lader os kalde denne Overgang Gjenf&o-;delsen, hvorved han anden Gang kommer til Verden ganske som ved F&o-;dselen, et enkelt Menneske, der endnu Intet kjender til den Verden, i hvilken han f&o-;des ind, om den er beboet, om der er andre Mennesker i den; thi man kan vel d&o-;bes en masse, men aldrig gjenf&o-;des en masse. Som Den, der ved socratisk F&o-;dselshj&ae;lp f&o-;dte sig selv, derover glemte alt Andet i Verden, og i dybere Forstand ikke skyldte noget Menneske Noget, saaledes skylder jo den Igjenf&o-;dte ikke noget Menneske Noget, men hiin guddommelige L&ae;rer Alt, og maa, som hiin over sig selv glemte den hele Verden, atter over denne L&ae;rer glemme sig selv. Dersom da &O-;ieblikket skal have afgj&o-;rende Betydning, og uden dette tale vi jo kun socratisk, i hvad vi end sige, om vi end bruge mange og besynderlige Ord, om vi end ved ikke at forstaae os selv skulde mene at v&ae;re komne langt videre end hiin eenfoldige Vise, der ubestikkeligen d&o-;mte mellem Guden, Menneskene og sig selv, ubestikkeligere end Minos, &Ae;achus og Rhadamantus; &streg; saa er Bruddet skeet, og Mennesket kan ikke komme tilbage, og skal ikke lystes ved at erindre, hvad Mindelsen vil bringe ham i Erindring, og endnu mindre skal han formaae ved egen Kraft paany at drage Guden over paa sin Side. Men lader det her Udviklede sig t&ae;nke? Vi ville ikke haste med Svaret, og ikke blot Den blev jo Svar skyldig, der formedelst Overveielsens Vidtl&o-;ftighed aldrig kom til at svare, men ogsaa Den, der vel udviste en vidunderlig Hurtighed i at svare, men ikke den &o-;nskelige Langsomhed i at bet&ae;nke Vanskeligheden, f&o-;rend han forklarede den. F&o-;rend vi svare, ville vi da sp&o-;rge, hvo det er, som skal besvare Sp&o-;rgsmaalet. Det at v&ae;re f&o-;dt, lader det sig t&ae;nke? Ja hvorfor ikke; men hvo er det som skal t&ae;nke det; Den, som er f&o-;dt, eller Den, som ikke er f&o-;dt? Det Sidste er jo en Urimelighed, som da heller ei kan v&ae;re falden Nogen ind; thi den F&o-;dte kan jo ikke faae dette Indfald. Naar da den F&o-;dte t&ae;nker sig f&o-;dt, da t&ae;nker han jo denne Overgang fra ikke at v&ae;re til at v&ae;re. Saaledes maa det vel ogsaa forholde sig med Igjenf&o-;delsen. Eller gj&o-;r Dette Sagen vanskeligere, at den forud for Igjenf&o-;delsen gaaende Ikke-V&ae;ren indeholder mere V&ae;ren end den Ikke-V&ae;ren, der gaaer forud for F&o-;dselen? Men hvo er det da der skal t&ae;nke det? Det maa jo v&ae;re den Igjenf&o-;dte, thi at den Ikke-Gjenf&o-;dte skulde gj&o-;re det, var jo en Urimelighed, og var det ikke latterligt nok, om den Ikke-Igjenf&o-;dte vilde faae dette Indfald? Dersom et Menneske oprindeligen er i Besiddelse af Betingelsen for at forstaae Sandheden, da t&ae;nker han, at Gud er til, derved at han selv er til. Dersom han er i Usandheden, da maa han jo t&ae;nke dette om sig selv, og Erindringen skal ikke kunne hj&ae;lpe ham uden til at t&ae;nke dette. Om han skal komme videre, maa &O-;ieblikket afgj&o-;re (om dette end allerede var virksomt i at lade ham indsee, at han er Usandheden). Forstaaer han ikke dette, da er han at henvise til Socrates, om han end ved sin Formening at v&ae;re gaaet langt videre vil gj&o-;re denne Vise mangt et Bryderi, som de gjorde det, der bleve saa opbragte paa ham, naar han fratog dem en eller anden Dumhed (&g.e;&g.p;&g.e;&g.i;&g.d;&g.a;&g.n; &g.t;&g.i;&g.n;&g.a; &g.l;&g.e-;&g.r;&g.o;&g.n; &g.a;&g.u;&g.t;&g.o-;&g.n; &g.a;&g.ph;&g.a;&g.i;&g.r;&g.o-;&g.m;&g.a;&g.i;), at de ordentligen vilde bide ham (cfr. Theaetet &pgf; 151). &streg; I &O-;ieblikket bliver Mennesket sig bevidst, at han var f&o-;dt; thi hans Foregaaende, til hvilket han da ikke skal henholde sig, var jo, ikke at v&ae;re; i &O-;ieblikket bliver han sig Gjenf&o-;delsen bevidst; thi hans foregaaende Tilstand var jo, ikke at v&ae;re. _{Hvis hans foregaaede}Hvis hans foregaaende Tilstand havde v&ae;ret at v&ae;re, da havde i intet af Tilf&ae;ldene &O-;ieblikket faaet afgj&o-;rende Betydning for ham, som ovenfor udviklet. Medens da den gr&ae;ske Pathos concentrerer sig paa Erindringen, concentrerer vort Projekts Pathos sig paa &O-;ieblikket, og hvad Under, eller er det ikke en h&o-;ist pathetisk Sag, at blive til fra ikke at v&ae;re? See dette er mit Projekt! Men maaskee vil En sige: &anfbeg;dette er det latterligste af alle Projekter, eller rettere, Du er den latterligste af alle Projektmagere; thi selv om En projekterer det Taabelige, saa kan dog altid det Sande blive tilbage, at det er ham, der har projekteret det; men Du derimod b&ae;rer Dig jo ad som en Lazaron, der tager Penge for at forevise en Egn, som Enhver kan see; Du er som den Mand, der om Eftermiddagen foreviste en V&ae;dder for Penge, medens man om Formiddagen kunde see den gratis gr&ae;ssende paa en aaben Mark&anfslut;. &streg; &anfbeg;Maaskee er det saaledes, jeg skjuler mig for Blussel. Men s&ae;t jeg nu var saa latterlig, saa lad mig gj&o-;re det godt igjen ved et nyt Projekt. Krudtet har vel nu v&ae;ret opfundet allerede i flere Aarhundreder, det var da forsaavidt latterligt, at jeg vilde give mig Mine af at have opfundet det; men var det ogsaa latterligt, at jeg antog, at Nogen havde opfundet det? See, nu vil jeg v&ae;re saa h&o-;flig at antage, at det er Dig, der har opfundet mit Projekt, mere H&o-;flighed kan Du dog ikke forlange. Eller hvis Du n&ae;gter dette, vil Du da ogsaa n&ae;gte, at Nogen har opfundet det, det vil sige noget Menneske? I saa Fald er da jeg ligesaa n&ae;r til at have opfundet det som noget andet Menneske. Saa vredes Du da ikke paa mig, fordi jeg tillyver mig Noget, som tilh&o-;rer et andet Menneske, men Du vredes paa mig, fordi jeg tillyver mig hvad der ikke tilkommer noget Menneske, og du vredes ligesaa meget, naar jeg l&o-;gnagtigen vil tilskrive Dig Opfindelsen. Er dette ikke besynderligt, at der er noget Saadant til, hvorom Enhver, der veed det, tillige veed at han ikke har opfundet det, uden at dette Huus-forbi standser eller kan standses, om man saa gik til alle Mennesker? Men dog fortryller denne Besynderlighed mig i h&o-;ieste Maade, da den gj&o-;r Pr&o-;ven paa Hypothesens Rigtighed og beviser den. Det var jo og urimeligt at forlange af et Menneske, at han ved sig selv skulde opdage, at han ikke var til. Men denne Overgang er jo Igjenf&o-;delsens fra ikke at v&ae;re til, til at v&ae;re til. Om han bag efter har forstaaet det, gj&o-;r jo intet til Sagen, thi fordi man forstaaer at bruge Krudtet, at opl&o-;se det i dets Bestanddele, derfor har man jo ikke opfundet det. Saa vredes Du da kun paa mig, og paa ethvert Menneske, der vil give sig Mine af at have opfundet det; men derfor beh&o-;ver Du jo ikke at vredes paa Tanken&anfslut;. Capitel II Guden som L&ae;rer og Frelser (Et digterisk Fors&o-;g) Lader os korteligen betragte Socrates, som jo ogsaa var en L&ae;rer. Han f&o-;dtes under bestemte Livsforhold, dannedes i det Folk, han tilh&o-;rte, og da han i en modnere Alder fornam et Kald i sig og en Tilskyndelse, begyndte han paa sin Viis at l&ae;re Andre. Efterat han da havde levet nogen Tid som Socrates, fremtraadte han, da Tiden forekom ham beleilig, som L&ae;reren Socrates. Selv var han paavirket af Omst&ae;ndighederne, selv greb han atter ind i dem. Idet han fuldkommede sin Gjerning, tilfredsstillede han ligesaa meget den Fordring, der var i ham, som den Fordring, andre Mennesker kunde have paa ham. Saaledes forstaaet, og dette var jo den socratiske Forstaaelse, ligger L&ae;reren i et Vexelforhold, idet Livet og Forholdene blive Anledningen for ham til at vorde L&ae;rer, og han atter Anledning for Andre til at l&ae;re Noget. Hans Forhold er da bestandigt ligesaa autopathisk som sympathetisk. Saaledes forstod ogsaa Socrates det, derfor vilde han ikke modtage hverken &Ae;re eller H&ae;dersposter eller Penge for sin Underviisning, da han d&o-;mte ubestikkelig som en Afd&o-;d. O, sjeldne N&o-;isomhed, sjelden i vor Tid, hvor Pengesummen og H&ae;derskrandsen ikke kan blive stor og glimrende nok, til Vederlag for Underviisningens Herlighed; men hvor da og al Verdens Guld og H&ae;der netop er Vederlaget for Underviisningen, da de ere lige meget v&ae;rd. Men vor Tid har jo det Positive og forstaaer sig paa det; Socrates derimod manglede det Positive. Men see om denne Mangel forklarer hans Bornerethed, der vel havde sin Grund i, at han var nidkj&ae;r paa det Menneskelige, tugtede sig selv med den samme guddommelige Misundelse, med hvilken han tugtede Andre, og i hvilken han elskede det Guddommelige. Mellem Menneske og Menneske er dette det H&o-;ieste; Discipelen er Anledning til at L&ae;reren forstaaer sig selv, L&ae;reren Anledning til at Discipelen forstaaer sig selv; L&ae;reren efterlader sig i D&o-;den ingen Fordring paa Discipelens Sjel, netop ligesaa lidet som Discipelen kan gj&o-;re Fordring paa, at L&ae;reren skylder ham Noget. Og var jeg en Plato i Sv&ae;rmeri, og bankede mit Hjerte heftigt som Alcibiades', heftigere end Korybanternes, ved at h&o-;re Socrates, og kunde min Beundrings Lidenskab ikke stilles uden ved at omfavne hiin herlige Mand, da vilde Socrates vel smile af mig og sige: &anfbeg;O, Kj&ae;re, Du er dog en svigefuld Elsker; thi mig vil Du forgude formedelst min Viisdom, og da vil Du selv v&ae;re den, som bedst forstod mig, og v&ae;re den, ud af hvis beundrende Omfavnelse jeg ikke skulde kunne rive mig; er Du dog ikke en Forf&o-;rer?&anfslut; Og dersom jeg ikke vilde forstaae ham, da vilde hans kolde Ironi vel bringe mig til Fortvivlelse, naar han udviklede for mig, at han skyldte mig lige saa meget som jeg skyldte ham. O, sjeldne Redelighed, som Ingen besviger, end ikke Den, der vilde s&ae;tte sin Salighed i at vorde besviget; sjelden i vor Tid, hvor Enhver gaaer videre end Socrates, baade i at vurdere sig selv og i at gavne Discipelen og i at v&ae;re f&o-;lsom i Omgang og i at finde en Vellyst i Beundringens varme Omslag! O, sjeldne Troskab, der Ingen forf&o-;rer, end ikke Den, som bruger al Forf&o-;relsens Kunst for at blive forf&o-;rt! Men Guden beh&o-;ver ingen Discipel for at forstaae sig selv; og ingen Anledning kan saaledes foranledige ham, at der ligger ligesaa meget i Anledningen som i Beslutningen. Hvad kan altsaa bev&ae;ge ham til at fremtr&ae;de? Han maa bev&ae;ge sig selv og forblive at v&ae;re hvad Aristoteles siger om ham &g.a;&g.k;&g.i;&g.n;&g.e-;&g.t;&g.o;&g.sud; &g.p;&g.a;&g.n;&g.t;&g.a; &g.k;&g.i;&g.n;&g.e;&g.i;. Men bev&ae;ger han sig selv, da er det jo ingen Trang, der bev&ae;ger ham, som kunde han selv ikke udholde Tausheden, men maatte udbryde i Ordet. Men bev&ae;ger han sig selv, ikke af Trang, hvad er det da der bev&ae;ger ham, hvad andet end Kj&ae;rlighed; thi denne har jo netop ikke Trangens Tilfredsstillelse uden for sig, men i sig. Hans Beslutning, som ikke staaer i et lige Vexelforhold til Anledningen, maa v&ae;re fra Evighed, om den end, fuldkommet i Tiden, netop bliver &O-;ieblikket; thi hvor Anledningen og det Foranledigede svare lige til hinanden, saa lige som Svaret i &O-;rkenen til Raabet, der viser &O-;ieblikket sig ikke, men Erindringen sluger det i sin Evighed. &O-;ieblikket fremkommer netop ved den evige Beslutnings Forhold til den ulige Anledning. Forholder det sig ikke saaledes, da vende vi tilbage til det Socratiske og faae hverken Guden eller den evige Beslutning eller &O-;ieblikket. Af Kj&ae;rlighed maa Guden da evigt beslutte sig dertil; men som hans Kj&ae;rlighed er Grunden, saa maa ogsaa Kj&ae;rligheden v&ae;re Maalet; thi det var jo en Modsigelse, at Guden havde en Bev&ae;ggrund og et Maal som ikke svarede til denne. Kj&ae;rligheden maa da v&ae;re til den L&ae;rende, og Maalet v&ae;re at vinde ham; thi f&o-;rst i Kj&ae;rligheden gj&o-;res det Forskjellige Lige, f&o-;rst i Ligheden _{eller Eenheden}eller i Eenheden er Forstaaelsen, men uden den fuldkomne Forstaaelse er _L&ae;renL&ae;reren ikke Guden, hvis ikke Grunden er at s&o-;ge hos den L&ae;rende, der ikke vilde hvad der blev gjort ham muligt. Dog er denne Kj&ae;rlighed fra Grunden af ulykkelig; thi de ere hinanden saa ulige, og hvad der synes saa let, at Guden maa kunne gj&o-;re sig forstaaelig, det er ikke saa let, naar han ikke skal tilintetgj&o-;re det Forskjellige. Vi ville ikke forhaste os, og om det end synes Nogen, at vi spilde Tiden, istedenfor at komme til Afgj&o-;relsen, saa er denne vor Tr&o-;st, at det deraf endnu ikke f&o-;lger, at vor Uleilighed er spildt. &streg; Der er talet meget i Verden om ulykkelig Kj&ae;rlighed, Enhver veed jo, hvad dette Ord betyder: at de Elskende ikke kunne faae hinanden; og Grundene, ja de kunne v&ae;re saare mange. Der er en anden Art af ulykkelig Kj&ae;rlighed, den om hvilken vi tale, til hvilken intet jordisk Forhold kan afgive en fuldkommen Analogi, men som vi dog, ved en liden Stund at tale daarligen, kunne t&ae;nke os i det Jordiske. Det Ulykkelige ligger ikke i, at de Elskende ikke kunne faae hinanden, men i at de ikke kunne forstaae hinanden. Og denne Sorg er jo uendelig langt dybere end hiin anden om hvilken Menneskene tale; thi denne Ulykke sigter efter Hjertet i Kj&ae;rligheden og saarer for en Evighed, ikke som hiin anden Ulykke, der kun rammer det Udvortes og Timelige, og som for den H&o-;imodige kun er ligesom en Sp&o-;g over, at de Elskende i Tiden ikke faae hinanden. Og hiin uendelig dybere Sorg tilh&o-;rer v&ae;sentligen den Overlegne, fordi han kun tillige forstaaer Misforstaaelsen; tilh&o-;rer egentligen ene og alene Guden, fordi intet menneskeligt Forhold kan afgive en gyldig Analogi, om vi end her ville antyde en saadan, for at opv&ae;kke Sindet til at forstaae det Guddommelige. S&ae;t, der var en Konge som elskede en ringe Pige. Dog har L&ae;seren maaskee allerede tabt Taalmodigheden, naar han h&o-;rer at Begyndelsen er som paa et Eventyr og ingenlunde systematisk; o, vel fandt den h&o-;il&ae;rde Polos det kedsommeligt, at Socrates bestandig kun talte om Mad og Drikke og L&ae;ger og andet saadant Tant, hvorom Polos slet ikke talte (cfr. Gorgias); men havde Socrates dog ikke een Fordeel, at han selv og Enhver fra Barn af var i Besiddelse af de forn&o-;dne Forkundskaber, og var det ikke &o-;nskeligt, hvad der langt overstiger min Evne, at jeg kunde blive staaende ved Mad og Drikke, og end ikke beh&o-;vede at tage Konger med, hvis Tanker jo ikke altid ere som enhver Andens, om de ellers ere kongelige; men er det ikke tilgiveligt af mig, jeg der kun er en Digter, der nu, erindrende om Themistocles' skj&o-;nne Ord, vil udfolde Talens T&ae;ppe, at ikke Arbeidet derpaa skjules ved at sammenrulles. S&ae;t da, der var en Konge som elskede en ringe Pige. Kongens Hjerte var ubesmittet af den Viisdom, som forkyndes h&o-;ir&o-;stet nok, ukjendt med de Vanskeligheder som Forstanden opdager for at fange Hjertet, og som give Digterne nok at bestille, og gj&o-;re deres Trylleformler n&o-;dvendige. Hans Beslutning var let at fuldf&o-;re; thi enhver Statsmand frygtede hans Vrede og vovede end ikke at ymte om Noget, og enhver fremmed Stat skj&ae;lvede for hans V&ae;lde og turde ikke undlade at sende Gesandter med Lyk&o-;nskning til Form&ae;lingen, og intet Hofkryb vovede i St&o-;vet at saare ham, for ikke at faae sit eget Hoved knuset. Saa lad da Harpen v&ae;re stemt, lad Digternes Sange begynde, lad alt v&ae;re festligt, medens Elskoven feirer sin Triumph; thi _overendehoverende er Elskoven, naar den forener det Lige, men triumpherende, naar den gj&o-;r Det lige i Elskov der var ulige. &streg; Da vaagnede der en Bekymring i Kongens Sjel, hvo dr&o-;mmer derom, uden en Konge der t&ae;nker kongeligt! Han talte ikke til Nogen om sin Bekymring, thi havde han gjort det, da havde vel enhver Hofmand sagt: &anfbeg;Deres Majest&ae;t, De gj&o-;r en Velgjerning mod Pigen, hvorfor hun ikke vil kunne takke Dem i hele sit Liv&anfslut;; og da skulde vel Hofmanden have vakt Kongens Vrede, saa han havde ladet ham henrette for Majest&ae;tsforbrydelse mod den Elskede; og derved ogsaa paa anden Maade voldet Kongen Sorg. Eensomt tumlede han Sorgen i sit Hjerte: om dog Pigen vilde blive lykkelig derved, om hun vilde vinde Frimodighed til aldrig at mindes, hvad Kongen kun vilde glemme, at han var Kongen, og hun havde v&ae;ret en ringe Pige. Thi skeete dette, vaagnede denne Erindring og kaldte stundom som en begunstiget Medbeiler hendes Tanke bort fra Kongen, lokkede den ind i hemmelig Sorgs Indsluttethed, eller gik den stundom hendes Sjel forbi som D&o-;den over Graven: hvad var da Elskovens Herlighed! Da var hun jo lykkeligere, om hun var bleven i sit Skjul, elsket af den J&ae;vnlige, n&o-;isom i den ringe Hytte, men frimodig i sin Kj&ae;rlighed, og freidig, aarle og silde. Hvilken rig Overflod af Sorg staaer ikke her ligesom modnet, n&ae;sten segnende under sin Frugtbarheds V&ae;gt, blot ventende paa H&o-;stens Tid, da Kongens Tanke skal t&ae;rske al Bekymringens S&ae;d ud deraf. Thi om Pigen end var forn&o-;iet med at blive til Intet, Kongen kunde det ikke tilfredsstille, netop fordi han elskede hende, og fordi det var ham tungere at v&ae;re hendes Velgj&o-;rer end at tabe hende. Og hvis hun nu end ikke kunde forstaae ham; thi naar vi tale daarligen om det Menneskelige, da kunne vi jo antage en Aandens Forskjellighed, der gj&o-;r Forstaaelsen umulig &streg; hvilken dyb Sorg slumrer dog ikke i denne ulykkelige Elskov, hvo t&o-;r kalde paa den? Dog et Menneske skal ikke lide den; thi ham ville vi henvise til Socrates, eller til hvad der i en endnu skj&o-;nnere Forstand formaaer at gj&o-;re de Ulige Lige. Dersom nu &O-;ieblikket skal have afgj&o-;rende Betydning (og uden dette vende vi tilbage til det Socratiske, om vi end mene at gaae videre), er den L&ae;rende i Usandheden, ja er der ved egen Skyld &streg; og dog er han Gjenstand for Gudens Kj&ae;rlighed, der vil v&ae;re hans L&ae;rer, og Gudens Bekymring er, at faae Ligheden tilveiebragt. Kan denne ikke tilveiebringes, da bliver Kj&ae;rligheden ulykkelig og Underviisningen uden Betydning, fordi de ikke kunne forstaae hinanden. Man mener vel at dette kan v&ae;re Guden ligegyldigt, da han ikke beh&o-;ver den L&ae;rende, men man glemmer, eller rettere, ak, man beviser, hvor langt det er fra, at man forstaaer ham; man glemmer: han elsker jo den L&ae;rende. Og som hiin kongelige Sorg kun findes i en kongelig Sjel, og M&ae;ngden af Menneskers Sprog slet ikke n&ae;vner den, saaledes er det ganske menneskelige Sprog saa selvkj&ae;rligt, at det ikke vil ane en saadan Sorg. Men derfor forbeholdt Guden sig den, denne uudgrundelige Sorg, at han veed, at han kan st&o-;de den L&ae;rende fra sig, kan undv&ae;re ham, at den L&ae;rende ved sin egen Skyld er hjemfalden til Fortabelse, at han kan lade ham synke &streg; og at han veed, hvorledes det n&ae;sten er en Umulighed at holde den L&ae;rendes Frimodighed opreist, uden hvilken Forstaaelsen og Ligheden er borte og Kj&ae;rligheden ulykkelig. Den, der ikke idetmindste aner denne Sorg, han er en lumpen Sjel, kun udpr&ae;get som en Skillemynt, der hverken b&ae;rer Keiserens eller Guds Billede. Saa er da Opgaven sat, og vi indbyde Digteren, hvis han ellers ikke allerede er andetsteds indbuden, og hvis han ikke er en Saadan, at han med _{Fl&o-;itespilleren}Fl&o-;itespillerne og de andre Larmende maa udjages af Sorgens Huus, dersom ellers Gl&ae;den skal komme. Digterens Opgave er det at finde en L&o-;sning, et Eenhedspunkt, hvor Kj&ae;rlighedens Forstaaelse er i Sandhed, hvor Gudens Bekymring haver sin Smerte forvundet; thi dette er jo den uudgrundelige Kj&ae;rlighed, den der ikke n&o-;ies med hvad Kj&ae;rlighedens Gjenstand maaskee i sin Daarskab vilde prise sig salig ved. A. Eenheden tilveiebringes ved en Opadstigen. Guden vilde da drage den L&ae;rende op ad til sig, forherlige ham, forlyste ham med tusindaarig Fryd (thi tusind Aar ere jo for ham som een Dag), lade den L&ae;rende i Gl&ae;dens Tummel glemme Misforstaaelsen. Ak ja, den L&ae;rende han var maaskee meget tilb&o-;ielig til at ville prise sig salig derved; og var det ikke herligt, saaledes ligesom hiin ringe Pige pludselig at gj&o-;re sin Lykke, derved at Gudens &O-;ie faldt paa ham, herligt at v&ae;re ham behj&ae;lpelig med at tage det Alt forf&ae;ngeligt, bedaaret af sit eget Hjerte! Dog hiin &ae;dle Konge gjennemskuede allerede Vanskeligheden; han var lidt Menneskekjender, og indsaae, at Pigen i Grunden var bedragen, hvad man jo er allerforf&ae;rdeligst, naar man end ikke selv aner det, men er som fortryllet ved Omkl&ae;dningen. Eenheden kunde tilveiebringes ved at Guden viste sig for den L&ae;rende, tog hans Tilbedelse, lod ham glemme sig selv derover. Saaledes kunde Kongen have viist sig for den ringe Pige i al sin Pragt, ladet sin Herligheds Sol gaae op over hendes Hytte, skinne over den Plet, hvor han viste sig for hende, og lade hende glemme sig selv i tilbedende Beundring. Ak, og dette havde maaskee tilfredsstillet Pigen; men Kongen kunde det ikke tilfredsstille, han vilde ikke sin Forherligelse, men Pigens; og derfor var hans Sorg saa tung, at hun ikke forstod ham; men tungere var det ham dog at bedrage hende. Og dette blot at give sin Kj&ae;rlighed et ufuldkomment Udtryk, var i hans &O-;ine et Bedrag, om end Ingen forstod ham, om end Bebreidelsen s&o-;gte at kr&ae;nke hans Sjel. Ad denne Vei bliver da Kj&ae;rligheden ikke lykkelig, vel maaskee tilsyneladende, den L&ae;rendes og Pigens, men ikke L&ae;rerens og Kongens, hvilke ingen Skuffelse kan tilfredsstille. Saaledes har Guden Gl&ae;de af at pynte Lilien herligere end Salomon; men hvis der kunde v&ae;re Tale om en Forstaaelse, da var det jo en s&o-;rgelig Skuffelse i hvilken Lilien befandt sig, om den, ved at betragte de herlige Kl&ae;der, paa Grund af Kl&ae;derne meente at v&ae;re den Elskede; og medens den nu staaer freidig i Engen, sp&o-;gende med Vinden, sorgl&o-;s som dennes Pust, da vilde den vel sygne og ikke have Frimodighed til at opl&o-;fte sit Hoved. Og dette var jo Gudens Bekymring; thi Liliens Skud er sp&ae;dt og snart kn&ae;kket. Men skal &O-;ieblikket have afgj&o-;rende Betydning, hvor uudsigelig bliver da ikke hans Bekymring! Der var et Folk som forstod sig vel paa det Guddommelige; dette Folk meente, at det at see Guden var D&o-;den. &streg; Hvo fatter denne Sorgens Modsigelse: det ikke at aabenbare sig, er jo Kj&ae;rlighedens D&o-;d, og det at aabenbare sig er den Elskedes _{D&o-;d, O, Menneskenes}D&o-;d! O, Menneskenes Sind higer saa ofte efter Magt og V&ae;lde, og da deres Tanke idelig s&o-;ger derhen, som var med Opnaaelsen heraf Alt forklaret, ane de ikke, at der ei blot er Gl&ae;de i Himlene, men ogsaa Sorg: hvor tungt det er at maatte n&ae;gte den L&ae;rende hvad han higer efter med hele sin Sjel, og maatte n&ae;gte ham det, netop fordi han er den Elskede. B. Saa maa da Eenheden tilveiebringes paa en anden Maade. Vi ville atter her mindes Socrates, thi hvad var vel hans Uvidenhed Andet, end Eenheds-Udtrykket for Kj&ae;rligheden til den L&ae;rende? men denne Eenhed var tillige Sandheden, som vi have seet. Skal derimod &O-;ieblikket have afgj&o-;rende Betydning (&streg;), da er dette jo ikke Sandheden; thi den L&ae;rende skylder L&ae;reren Alt. Som da, socratisk t&ae;nkt, L&ae;rerens Kj&ae;rlighed kun var en Bedragers, hvis han lod Discipelen forblive i den Tro, at han virkelig skyldte ham Noget, istedenfor at L&ae;reren skulde forhj&ae;lpe ham til at blive sig selv nok, saaledes maa jo Gudens Kj&ae;rlighed, naar han vil v&ae;re L&ae;rer, ikke blot v&ae;re en forhj&ae;lpende, men en f&o-;dende, hvorved han f&o-;der den L&ae;rende, eller, som vi have kaldt ham, den Igjenf&o-;dte, med hvilket Ord vi betegnede Overgangen fra ikke at v&ae;re til, til at v&ae;re. Sandheden er da, at den L&ae;rende skylder ham Alt; men netop dette gj&o-;r Forstaaelsen saa vanskelig: at han bliver til Intet og dog ikke bliver tilintetgjort, at han skylder ham Alt og dog bliver frimodig, at han forstaaer Sandheden men at Sandheden gj&o-;r ham fri, at han fatter Usandhedens Skyld og at da atter Frimodigheden seirer i Sandheden. Mellem Menneske og Menneske er det at v&ae;re Forhj&ae;lpende det H&o-;ieste, men det at f&o-;de er forbeholdt Guden, hvis Kj&ae;rlighed er f&o-;dende, ikke hiin f&o-;dende Kj&ae;rlighed, om hvilken Socrates ved en festlig _LeillighedLeilighed veed at tale saa skj&o-;nt. Den betegner nemlig ikke L&ae;rerens Forhold til Discipelen, men Autodidaktens Forhold til det Skj&o-;nne, idet han, seende bort fra den adspredte Skj&o-;nhed, skuer det i og for sig Skj&o-;nne, og nu f&o-;der mange skj&o-;nne og herlige Taler og Tanker, &g.p;&g.o;&g.l;&g.l;&g.o;&g.u;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i; &g.k;&g.a;&g.l;&g.o;&g.u;&g.sud; &g.l;&g.o;&g.g;&g.o;&g.u;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i; &g.m;&g.e;&g.g;&g.a;&g.l;&g.o;&g.p;&g.r;&g.e;&g.p;&g.e;&g.i..c;&g.sud; _{&g.t;&g.i;&g.k;&g.t;&g.e;&g.i;}&g.t;&g.i;&g.k;&g.t;&g.e;&g.i; &g.k;&g.a;&g.i; &g.d;&g.i;&g.a;&g.n;&g.o;&g.e-;&g.m;&g.a;&g.t;&g.a; &g.e;&g.n; &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i;&g.a; &g.a;&g.ph;&g.th;&g.o;&g.n;&g.o-i..; (Symposiet &pgf; 210 D); og herom gjelder det, at han f&o-;der og frembringer det, han allerede l&ae;nge har baaret i sit Indre (&pgf; 209 C). Betingelsen har han da i sig selv, og Frembringelsen (F&o-;dselen) er kun en Fremgaaen af hvad der var tilstede, hvorfor &O-;ieblikket atter her i denne F&o-;den i samme Nu er opslugt af Erindringen. Og den, der f&o-;des ved mere og mere at afd&o-;e, om ham bliver det jo klart, at han mindre og mindre kan siges at f&o-;des, da han kun bliver mere og mere tydeligt mindet om at han er til; og den der nu igjen selv f&o-;der det Skj&o-;nnes Yttringer, han f&o-;der dem ikke, men lader det Skj&o-;nne i ham f&o-;de disse af sig. Var da Eenheden ikke at tilveiebringe ved en Opadstigen, saa maa den fors&o-;ges ved en Nedadstigen. Lad nu den L&ae;rende v&ae;re x, i dette x maa jo ogsaa indeholdes den Ringeste; thi gjorde Socrates end ikke slet Compagni med gode Hoveder, hvorledes skulde da Guden kunne gj&o-;re Forskjel! For at Eenheden skal tilveiebringes, maa da Guden vorde denne liig. Og saaledes vil han vise sig _{lig den Ringste}lig den Ringeste. Men den Ringeste er jo Den, som maa tjene Andre, altsaa i Tjenerens Skikkelse vil Guden vise sig. Men denne Tjenerens Skikkelse er ingen paatagen som Kongens Ringheds-Kappe, der netop derfor ogsaa flagrede l&o-;st og forraadte Kongen; er ingen paatagen som den lette socratiske Sommerkaabe, der skj&o-;ndt v&ae;vet af Intet dog er skjulende og forraadende, men er hans sande Skikkelse; thi dette er Kj&ae;rlighedens Uudgrundelighed, ikke for Sp&o-;g, men for Alvor og i Sandhed, at ville v&ae;re den Elskedes Lige; og dette er den besluttende Kj&ae;rligheds Almagt at formaae det, hvad hverken Kongen eller Socrates formaaede, hvorfor deres paatagne Skikkelse dog var en Art Svig. See, der staaer han da &streg; Guden. Hvor? Der; kan Du ikke see ham? Han er Guden, og dog har han ikke det, hvortil han kan h&ae;lde sit Hoved, og han t&o-;r ikke h&ae;lde det til noget Menneske, at han ikke skal forarges paa ham. Han er Guden, og dog er hans Gang forsigtigere, end om Engle bar ham, ei for at hans Fod ikke skal st&o-;des, men for at han ikke skal nedtr&ae;de Menneskene i St&o-;vet, idet de forarges paa ham. Han er Guden, og dog hviler hans &O-;ie bekymret paa Sl&ae;gten, da den Enkeltes sp&ae;de Skud kan knuses saa hurtigt som et Gr&ae;s. Hvilket Liv, idel Kj&ae;rlighed og idel Sorg: at ville udtrykke Kj&ae;rlighedens Eenhed og da ikke at blive forstaaet; at maatte befrygte Enhvers Fortabelse, og dog kun saaledes i Sandhed at kunne frelse en Eneste; idel Sorg, medens dog Dagen og Timen er udfyldt med den L&ae;rendes Sorg, der betroer sig til ham. Saa staaer da Guden paa Jorden, den Ringeste liig ved sin alm&ae;gtige Kj&ae;rlighed. Han veed, at den L&ae;rende er Usandheden &streg; hvis denne saae feil, hvis han segnede og tabte Frimodigheden! O, at b&ae;re Himmel og Jord ved et alm&ae;gtigt Bliv, saa, hvis det udeblev den mindste Deel af Tid, Alt maatte synke sammen, hvor er det saa let mod at b&ae;re Muligheden af Sl&ae;gtens Forargelse, naar man af Kj&ae;rlighed blev dens Frelser! Men Tjenerens Skikkelse var ingen paatagen, derfor maa Guden lide Alt, taale Alt, fors&o-;ge Alt, hungre i &O-;rkenen, t&o-;rste i Qvaler, v&ae;re forladt i D&o-;den, absolut lig den Ringeste &streg; see, hvilket Menneske; thi ikke er D&o-;dens Lidelse hans Lidelse, men dette hele Liv er jo en Lidelseshistorie, og det er Kj&ae;rligheden der lider, Kj&ae;rligheden der giver Alt, som selv er tr&ae;ngende. Vidunderlige Selvforn&ae;gtelse, om den L&ae;rende er den Ringeste, da sp&o-;rger han bekymret: elsker Du mig nu virkelig? thi han veed selv hvor Faren truer, og dog veed han, at enhver lettere Maade var ham et Bedrag, om den L&ae;rende end ikke forstod det. Enhver anden Aabenbarelse var for Kj&ae;rligheden et Bedrag, fordi den enten f&o-;rst maatte have foretaget en Forandring med den L&ae;rende (men Kj&ae;rligheden forandrer ikke den Elskede, men forandrer sig selv) og skjult for ham, at dette var forn&o-;dent, eller letsindigt v&ae;re forblevet uvidende om, at hele Forstaaelsen var en Skuffelse (Dette er Hedenskabets Usandhed). Enhver anden Aabenbarelse var for Gudens Kj&ae;rlighed et Bedrag. Og om mine &O-;ine havde flere Taarer end en angrende Synderindes, og om hver min Taare var kosteligere end en benaadet Synderindes mange; og om jeg kunde finde en ydmygere Plads end ved hans F&o-;dder, og om jeg kunde sidde der ydmygere end en Qvinde, hvis Hjertes eneste Valg var dette ene Forn&o-;dne; og om jeg elskede ham redeligere end den trofaste Tjener, der elsker ham til sin sidste Bloddraabe; og om jeg var t&ae;kkeligere i hans &O-;ine end den reneste blandt Qvinder &streg; dersom jeg dog vilde bede ham, at forandre sin Beslutning, at vise sig anderledes, at skaane sig selv, da vilde han see paa mig og sige: Menneske, hvad vedkommer Du mig, vig bort, thi Du er jo Satanas, om Du end ikke selv forstaaer det! Eller dersom han en enkelt Gang udrakte sin Haand til at byde, saa det skeer, og jeg da vilde mene at forstaae ham bedre eller elske ham mere, da skulde jeg vel see ham gr&ae;de ogsaa over mig, og h&o-;re ham sige: at Du saaledes kunde vorde mig utro, og saaledes bedr&o-;ve Kj&ae;rligheden; saa elsker Du kun den Alm&ae;gtige, der gj&o-;r Miraklet, ikke Den, der fornedrede sig selv i Lighed med Dig. Men Tjenerens Skikkelse var ingen paatagen, derfor maa han udaande i D&o-;den og atter forlade Jorden. Og om min Sorg var dybere end Moderens naar Sv&ae;rdet gaaer gjennem hendes Hjerte, og om min Stilling var forf&ae;rdeligere end den Troendes naar Troens Kraft brister, og om min Elendighed var mere r&o-;rende end Dens, der korsf&ae;ster sit Haab og kun beholder Korset tilbage &streg; dersom jeg dog vilde bede ham at skaane sig selv og at blive tilbage, da skulde jeg vel see ham bedr&o-;vet indtil D&o-;den, men ogsaa bedr&o-;vet over mig, thi denne Lidelse maatte jo v&ae;re mig gavnlig; men hans Sorg var ogsaa den, at jeg ikke kunde forstaae ham. O, bittre Kalk, bittrere end Malurt er vel D&o-;dens Forsm&ae;delighed for den D&o-;delige, hvorledes da for den Ud&o-;delige! O, sure L&ae;skedrik, surere end Eddike, at vederqv&ae;ges ved den Elskedes Misforstaaelse! O, Tr&o-;st i N&o-;den at lide skyldig, hvorledes da at lide uskyldig! Saaledes Digteren; thi hvorledes skulde det falde ham ind, at Guden vilde aabenbare sig paa en saadan Maade for at frembringe den forf&ae;rdeligste Afgj&o-;relse; hvor skulde det falde ham ind at lege letsindigt med Gudens Smerte, l&o-;gnagtigen at digte Kj&ae;rligheden ud for at digte Vreden ind. Og den L&ae;rende, har han ingen Lod og Deel i denne Lidelsernes Historie, om hans Lod end ikke er L&ae;rerens? Og dog maa det saaledes v&ae;re, og det er Kj&ae;rligheden der afstedkommer al denne Lidelse, netop fordi Guden ikke er misundelig paa sig selv, men i Kj&ae;rlighed vil v&ae;re den Ringeste lig. Naar man planter Egens Kj&ae;rne i et Leerkar, da spr&ae;nges dette; naar man gyder ny Viin paa gamle L&ae;derflasker, da spr&ae;nges disse; hvorledes skeer det da, naar Guden planter sig ind i Menneskets Skr&o-;belighed, hvis han ikke vorder et nyt Menneske og et nyt Kar! Men denne Vordelse, hvor besv&ae;rlig er vel den, og som en haard F&o-;dsel! Og Forstaaelsens Forhold, hvorledes er vel det i Skr&o-;belighed og hvert &O-;ieblik paa Misforstaaelsens Gr&ae;ndser, naar Skyldens Angester ville forstyrre Kj&ae;rlighedens Fred! Og Forstaaelsens Forhold, hvorledes er det ikke i Forf&ae;rdelse; thi det er jo mindre forf&ae;rdeligt, at falde paa sit Ansigt, medens Bjerge skj&ae;lve for Gudens Stemme, end at sidde hos ham som hos sin Lige, og dog er dette jo Gudens Bekymring netop at sidde saaledes. Dersom nu Nogen vilde sige: &anfbeg;Det, Du digter, er det lumpneste Plagiat, der nogensinde er forekommet; da det hverken er mere eller mindre end hvad ethvert Barn veed,&anfslut; saa maa jeg vel med Blussel h&o-;re at jeg er en L&o-;gner. Men hvorfor det lumpneste? Enhver Digter, der stj&ae;ler, stj&ae;ler jo fra en anden Digter, og saaledes ere vi jo alle lige lumpne; ja mit Tyveri er maaskee mindre skadeligt, da det er lettere opdaget. Men hvo er da Digteren? Dersom jeg var h&o-;flig nok til at ansee Dig, Du som d&o-;mmer mig, for at v&ae;re Digteren, da vilde Du maaskee atter vredes. Er der da ingen Digter, naar der dog er et Digt, dette var jo besynderligt, ligesom det at h&o-;re et Fl&o-;itespil, uagtet der dog ingen Fl&o-;itespiller var til. Eller er dette Digt maaskee ligesom et Ordsprog, hvortil der ingen Digter vides, fordi det er som om hele Menneskeheden havde digtet det; og var det maaskee derfor Du kaldte mit Plagiat det lumpneste, fordi jeg ikke stjal fra noget enkelt Menneske, men bestjal Sl&ae;gten, og hovmodigen, skj&o-;nt jeg kun er et enkelt Menneske, ja endog en lumpen Tyv, gav mig Mine af at v&ae;re hele Sl&ae;gten? Forholder dette sig saaledes, saa hvis jeg gik omkring til alle Mennesker, og alle vel kjendte det, men Enhver tillige vidste, at han ikke havde digtet det, jeg nu deraf kan slutte: altsaa har Sl&ae;gten digtet det? Var dette ikke besynderligt? Thi dersom hele Sl&ae;gten havde digtet det, da maatte dette jo udtrykkes saaledes, at Enhver var lige n&ae;r til at have digtet det. Synes dette Dig ikke en vanskelig Sag, i hvilken vi ere komne ind, medens det Hele i Begyndelsen syntes saa let afgjort ved Dit korte Vredens-Ord: at mit Digt var det lumpneste Plagiat, og ved min Blussel over at maatte h&o-;re det. Saa er det maaskee slet ikke noget Digt, eller i ethvert Tilf&ae;lde skyldes det ikke noget Menneske, ei heller Sl&ae;gten; og, jeg forstaaer Dig, derfor var det Du kaldte min Adf&ae;rd det lumpneste Plagiat, fordi jeg ikke stjal fra en enkelt Mand, ikke bestjal Sl&ae;gten, men bestjal Guddommen, eller ligesom stjal ham bort, og gudsbespotteligen, skj&o-;ndt jeg kun var et enkelt Menneske, ja endog en lumpen Tyv, gav mig Mine af at v&ae;re Guden; o, Kj&ae;re, nu forstaaer jeg Dig ganske, og forstaaer, at Din Vrede er retf&ae;rdig. Men da gribes ogsaa min Sjel af ny Forundring, ja den fyldes med Tilbedelse; thi det havde jo ogsaa v&ae;ret besynderligt, om det var et menneskeligt Digt. Vel kunde det falde Mennesket ind at digte sig selv i Lighed med Guden eller Guden i Lighed med sig, men ikke at digte, at Guden digtede sig selv i Lighed med Mennesket; thi dersom Guden Intet lod sig m&ae;rke med, hvorledes skulde da Mennesket falde paa, at den salige Gud kunde beh&o-;ve ham? Dette var jo den sletteste Tanke, eller rettere saa slet en Tanke, at den ikke kunde opkomme i ham, om han end, naar Guden har betroet ham den, tilbedende siger: denne Tanke opkom ikke i mit Hjerte, og finder at det er den vidunderlig-skj&o-;nneste Tanke. Og er det Hele ikke vidunderligt, og er dette Ord ikke igjen et lykkeligt varslende Ord paa mine L&ae;ber; thi staae vi ikke her, som jeg jo sagde det, og som Du jo uvilkaarligen selv siger det: ved Vidunderet. Og idet vi nu saaledes begge staae ved Vidunderet, hvis h&o-;itidelige Taushed menneskelig Kjevl om Mit og Dit ikke kan forstyrre, hvis &ae;refrygtbydende Tale uendeligt overd&o-;ver menneskelig Strid om Mit og Dit, saa tilgive Du mig, at jeg var i den besynderlige Vildfarelse, at jeg havde digtet det. Det var en Vildfarelse, og Digtet saaledes forskjelligt fra ethvert menneskeligt Digt, at det intet Digt var, men Vidunderet. Capitel III Det absolute Paradox (En metaphysisk Grille) Skj&o-;ndt Socrates af al Magt beflittede sig paa at samle Menneskekundskab og at kjende sig selv, ja skj&o-;ndt han gjennem Aarhundreder er priset som det Menneske der vel bedst kjendte Mennesket, tilstaaer han dog at Grunden, hvorfor han var utilb&o-;ielig til at t&ae;nke over saadanne V&ae;seners Natur som Pegasus' og _{Gorgonenernes Gorgonenes}Gorgonernes, var fordi han endnu ikke ganske var paa det Rene med sig selv, om han (Menneskekjenderen) var et besynderligere Uhyre end Typhon eller et venligere og mere enkelt V&ae;sen, af Natur deelagtigt i noget Guddommeligt (Cfr. Phaedrus &pgf; 229 E). Dette synes et Paradox. Dog skal man ikke t&ae;nke ilde om Paradoxet; thi Paradoxet er Tankens Lidenskab, og den T&ae;nker, som er uden Paradoxet, han er ligesom den Elsker der er uden Lidenskab: en maadelig Patron. Men enhver Lidenskabs h&o-;ieste Potens er altid at ville sin egen Undergang, og saaledes er det ogsaa Forstandens h&o-;ieste Lidenskab at ville Anst&o-;det, uagtet Anst&o-;det paa en eller anden Maade maa blive dens Undergang. Dette er da T&ae;nkningens h&o-;ieste Paradox, at ville opdage Noget, den ikke selv kan t&ae;nke. Denne T&ae;nkningens Lidenskab er i Grunden overalt tilstede i T&ae;nkningen, ogsaa i den Enkeltes, forsaavidt han jo t&ae;nkende er ikke blot sig selv. Men paa Grund af Vanen opdager man det ikke. Saaledes er ogsaa den menneskelige Gang, som Naturforskerne oplyse, en fortsat Falden; men en p&ae;n og adstadig Mand, der om Morgenen gaaer i Contoiret og hjem om Middagen, han mener formodentligen at det er en Overdrivelse, thi hans Fremadskriden er jo Mediationen; hvorledes skulde det falde ham ind, at han bestandigen faldt, han som jo gaaer lige efter N&ae;sen. Dog lad os nu, for at komme til at begynde, gj&o-;re en dristig Proposition; lad os antage, at vi veed, hvad et Menneske er. Heri have vi jo det i den hele gr&ae;ske Philosophi s&o-;gte, eller omtvivlede, eller postulerede eller frugtbargjorte Criterium paa Sandheden. Og er dette ikke m&ae;rkeligt nok, at det forholder sig saaledes med Gr&ae;kerne; er det ikke ligesom et kort Indbegreb af Gr&ae;citetens Betydning, et Epigram, den selv har skrevet sig, og hvormed den da ogsaa er bedre tjent end med det stundom meget Vidtl&o-;ftige, der stundom skrives om den. Saaledes er Propositionen vel v&ae;rd at antage, og ogsaa af en anden Grund, da vi allerede i de tvende foregaaende Capitler have forklaret den, medens man, hvis man vil forklare Socrates anderledes end vi have gjort det, skal see vel til, at man ikke falder i den &ae;ldre eller sildigere gr&ae;ske Skepticismes Snarer. Dersom ikke den socratiske Theori om Erindringen og om, at ethvert enkelt Menneske er Mennesket, fastholdes, saa staaer Sextus Empiricus der, rede til at gj&o-;re den Overgang, som ligger i at &anfbeg;l&ae;re,&anfslut; ikke blot vanskelig, men umulig; og Protagoras begynder hvor han slap, at Alt er Menneskets Maal, saaledes forstaaet, at han er Maalet for Andre, ingenlunde socratisk forstaaet, at den Enkelte er sig selv Maalet, hverken meer eller mindre. Saa veed vi da, hvad Mennesket er, og denne Viisdom, hvis V&ae;rd jeg mindst af Alle skal anslaae ringe, kan bestandigen blive rigere og betydningsfuldere, og altsaa ogsaa Sandheden; men da staaer ogsaa Forstanden stille &streg; som Socrates gjorde det; thi nu vaagner Forstandens paradoxe Lidenskab, der vil Anst&o-;det, og vil, uden ret at forstaae sig selv, sin egen Undergang. Saaledes er det jo med Elskovens Paradox. Mennesket lever uforstyrret i sig selv, da vaagner Selvkj&ae;rlighedens Paradox som Kj&ae;rlighed til en Anden, til en Savnet. (Selvkj&ae;rligheden ligger til Grund for eller gaaer til Grunde i al Kj&ae;rlighed, hvorfor, hvis vi ville t&ae;nke os en Kj&ae;rlighedens Religion, denne ligesaa epigrammatisk som sandt kun vilde foruds&ae;tte een Betingelse og antage den som givet: at elske sig selv, for da at byde, at elske N&ae;sten som sig selv.) Ligesom nu den Elskende ved dette Kj&ae;rlighedens Paradox bliver forandret, saa han n&ae;sten ikke kjender sig selv mere (dette vidne jo Digterne, der ere Elskovens Talsm&ae;nd, dette vidne jo de Elskende selv, da de kun tillade Digterne at tage Ordet fra dem, ikke Tilstanden), saaledes virker hiint Forstandens anede Paradox igjen tilbage paa Mennesket og paa hans Selvkundskab, saa han, der troede at kjende sig selv, nu ikke l&ae;ngere med Bestemthed veed, om han maaskee er et mere besynderligt sammensat Dyr end Typhon, eller om han i sit V&ae;sen har en mildere og guddommeligere Deel (&g.s;&g.k;&g.o;&g.p;&g.o-; &g.o;&g.u; &g.t;&g.a;&g.u;&g.t;&g.a;, &g.a;&g.l;&g.l;&g.a; &g.e;&g.m;&g.a;&g.u;&g.t;&g.o;&g.n;, &g.e;&g.i;&g.t;&g.e; &g.t;&g.i; &g.th;&g.e-;&g.r;&g.i;&g.o;&g.n; &g.o-;&g.n; &g.t;&g.u;&g.g;&g.ch;&g.a;&g.n;&g.o-; &g.p;&g.o;&g.l;&g.u;&g.p;&g.l;&g.o;&g.k;&g.o-;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.k;&g.a;&g.i; &g.m;&g.a;&g.l;&g.l;&g.o;&g.n; _{&g.e;&g.p;&g.i;&g.t;&g.e;&g.th;&g.u;&g.m;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;}&g.e;&g.p;&g.i;&g.t;&g.e;&g.th;&g.u;&g.m;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.n;, &g.e;&g.i;&g.t;&g.e; &g.e-;&g.m;&g.e;&g.r;&g.o-;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.t;&g.e; &g.k;&g.a;&g.i; &g.a;&g.p;&g.l;&g.o;&g.u;&g.s;&g.t;&g.e;&g.r;&g.o;&g.n; &g.z;&g.o-;&g.o;&g.n;, &g.th;&g.e;&g.i;&g.a;&g.sud; &g.t;&g.i;&g.n;&g.o;&g.sud; &g.k;&g.a;&g.i; &g.a;&g.t;&g.u;&g.ph;&g.o;&g.u; &g.m;&g.o;&g.i;&g.r;&g.a;&g.sud; &g.ph;&g.u;&g.s;&g.e;&g.i; &g.m;&g.e;&g.t;&g.e;&g.ch;&g.o;&g.n; (Ph&ae;drus &pgf; 230 A). Men hvad er da dette Ubekjendte, mod hvilket Forstanden i sin paradoxe Lidenskab st&o-;der an, og som endog forstyrrer Mennesket hans Selvkundskab? Det er det Ubekjendte. Men det er jo dog ikke noget Menneske, forsaavidt han kjender dette, eller nogen anden Ting som han kjender. Saa lader os da kalde dette Ubekjendte Guden. Det er blot et Navn vi give det. At ville bevise, at dette Ubekjendte (Guden) er til, falder vel neppe Forstanden ind. Dersom nemlig Guden ikke er til, saa er det jo en Umulighed at bevise det, men er han til, saa er det jo en Daarskab at ville bevise det; da jeg, netop i det &O-;ieblik som Beviset begynder, har forudsat det ikke som tvivlsomt, hvilket jo en Foruds&ae;tning ikke kan v&ae;re, da den er en Foruds&ae;tning, men som afgjort, da jeg ellers ikke vilde begynde, let forstaaende, at det Hele vilde blive en Umulighed, hvis han ikke var til. Mener jeg derimod ved det Udtryk, at bevise Gudens Tilv&ae;relse, at jeg vil bevise, at det Ubekjendte, som er til, er Guden, da udtrykker jeg mig mindre heldigt; thi da beviser jeg Intet, allermindst en Tilv&ae;relse, men jeg udvikler en Begrebs-Bestemmelse. Overhovedet at ville bevise, at Noget er til, er en vanskelig Sag, ja hvad endnu v&ae;rre er for de Modige der vove sig ud deri, Vanskeligheden er en saadan, at Navnkundighed just ikke venter Den, der besk&ae;ftiger sig med den. Den hele Beviisf&o-;relse bliver bestandig noget ganske Andet, bliver en yderligere Slutningsudvikling af, hvad jeg slutter af, at have antaget, at det Omspurgte er til. Saaledes slutter jeg bestandigen ikke til Tilv&ae;relsen, men jeg slutter fra Tilv&ae;relsen, hvad enten jeg bev&ae;ger mig i den sandselige Haandgribeligheds Verden eller i Tankens. Jeg beviser saaledes ikke, at der er en Steen til, men at det Noget, som er til, er en Steen; Domstolen beviser, ikke at der er en Forbryder til, men beviser, at den Anklagede, som jo er til, er en Forbryder. Hvad enten man vil kalde Tilv&ae;relse et accessorium, eller det evige prius, den kan aldrig bevises. Vi ville give os god Tid; der er jo for os ikke saaledes Grund til at haste, som for dem, der af Bekymring for dem selv, eller for Guden, eller for noget Andet, maae haste med at faae beviist, at det er til. Naar saa er, er der rigtignok Grund til at haste, is&ae;r hvis den Vedkommende ret oprigtigt gjorde sig Rede for Faren, at han selv eller det Omspurgte ikke var til, f&o-;rend han fik det beviist, og ikke svigagtigen n&ae;rede den hemmelige Tanke, at det dog i Grunden er til, enten han beviser det eller ikke. Dersom En af Napoleons Gjerninger vilde bevise Napoleons Tilv&ae;relse, var dette ikke h&o-;ist besynderligt, da hans Tilv&ae;relse vel forklarer Gjerningerne, men Gjerningerne ikke bevise hans Tilv&ae;relse, med mindre jeg allerede forud har forstaaet det Ord: &anfbeg;hans&anfslut; saaledes, at jeg dermed har antaget, at han er til. Dog Napoleon er kun den Enkelte, og forsaavidt finder intet absolut Forhold Sted mellem ham og hans Gjerninger, saaledes, at jo ogsaa en Anden kunde have udf&o-;rt de samme Gjerninger. Maaskee kommer det deraf, at jeg ikke kan slutte fra Gjerningerne til Tilv&ae;relse. Kalder jeg Gjerningerne Napoleons Gjerninger, saa er Beviset overfl&o-;digt, da jeg allerede har n&ae;vnet ham; ignorerer jeg dette, saa kan jeg af Gjerningerne aldrig bevise, at det er Napoleons, men (reent ideelt) bevise, at saadanne Gjerninger ere en stor Generals o. s. v. Dog mellem Guden og hans Gjerninger er der et absolut Forhold, Gud er ikke et Navn, men Begreb, maaskee kommer det deraf, at hans essentia involvit existentiam. Guds Gjerninger kan da altsaa kun Guden gj&o-;re; ganske rigtigt, men hvilke ere da Gudens Gjerninger? Umiddelbart existere de Gjerninger, af hvilke jeg vil bevise hans Tilv&ae;relse, slet ikke. Eller ligger det maaskee ligefor N&ae;sen at see Viisdommen i Naturen, Godheden, eller Viisdommen i Styrelsen? M&o-;der ikke her de forf&ae;rdeligste Anf&ae;gtelser, og er det ikke umuligt at blive f&ae;rdig med alle disse Anf&ae;gtelser? Men af en saadan Tingenes Orden vil jeg dog ikke bevise Guds Tilv&ae;relse, og hvis jeg end begyndte, vilde jeg aldrig blive f&ae;rdig, og maatte tillige bestandigen leve in suspenso, for at der pludselig skulde skee noget saa Forf&ae;rdeligt, at min Smule Beviis blev spoleret. Altsaa af hvilke Gjerninger er det jeg beviser det? Det er af Gjerningerne ideelt betragtede, &dvs;: saaledes som de ikke umiddelbart vise sig. Men saa er det jo ikke af Gjerningerne jeg beviser det, men jeg udvikler kun den Idealitet, jeg har forudsat; i Tillid til den vover jeg endog at trodse alle Indvendinger, endog de, som endnu ikke ere blevne til. Idet jeg da begynder, har jeg forudsat Idealiteten, og forudsat, at det vil lykkes mig at gjennemf&o-;re den; men hvad er dette Andet end at jeg har forudsat, at Guden er til, og i Tillid til ham er det egentligen jeg begynder. Og hvorledes fremkommer nu Gudens Tilv&ae;relse af Beviset? Gaaer dette saa ganske ligefrem til? Er det ikke her med som med de cartesianske Dukker? Saasnart jeg slipper Dukken, staaer den paa Hovedet. Saasnart jeg slipper den; jeg maa altsaa slippe den. Saaledes ogsaa med Beviset; saa l&ae;nge jeg holder paa Beviset (&dvs;: vedbliver at v&ae;re den Bevisende), kommer Tilv&ae;relsen ikke frem, om ikke af anden Grund, saa fordi jeg er if&ae;rd med at bevise den; men idet jeg slipper Beviset, er Tilv&ae;relsen der. Dog dette at jeg slipper, det er dog vel ogsaa Noget, det er jo meine Zuthat; maatte dette da ikke ogsaa bringes i Anslag, dette lille &O-;ieblik, hvor kort det end er &streg; langt beh&o-;ver det jo ikke at v&ae;re, da det er et Spring. Hvor lille dette Moment end er, om det er i samme Nu; dette samme Nu, det maa bringes i Anslag. Vil man have det glemt, da vil jeg for at vise, at det dog er til, benytte det til at fort&ae;lle en lille Anekdote. Chrysipp experimenterede for at faae en Sorites' Frem- eller Tilbageskriden standset i Qvalitet. Dette kunde Carneades ikke faae i sit Hoved, naar det skeete, at Qvaliteten virkelig var fremkommen. Da sagde Chrysipp til ham, at man kunde i T&ae;llingen holde et &O-;ieblik inde, og saa, og saa &streg; saa kunde man bedre forstaae det. Men Carneades svarede: v&ae;r saa god, for min Skyld skal Du ikke genere Dig, Du kan ikke blot holde inde, men endog l&ae;gge dig til at sove, det hj&ae;lper lige meget; naar Du vaagner, begynde vi igjen, hvor Du slap. Og saaledes er det jo ogsaa; det hj&ae;lper ligesaa lidet at ville sove sig fra Noget, som at ville sove sig til Noget. Den, der derfor vil bevise Guds Tilv&ae;relse (i nogen anden Forstand end at tydeliggj&o-;re sig Gudsbegrebet, og uden den reservatio finalis, som vi have paaviist, at Tilv&ae;relsen selv af Beviset fremgaaer ved et Spring), han beviser i Mangel heraf noget Andet, Noget, som stundom maaskee end ikke beh&o-;vede et Beviis, og i ethvert Fald aldrig noget bedre; thi Daaren siger i sit Hjerte, der er ingen Gud; men Den, som siger i sit Hjerte eller til Menneskene: bliv nu blot lidt, saa skal jeg bevise det, o, hvilken sjelden Viis er han ikke! Er det ikke i &O-;ieblikket, da han skal begynde Beviset, accurat lige uafgjort om Guden er til eller ikke, saa beviser han det jo ikke; og er det saaledes i hiin Begyndelse, saa kommer han aldrig til at begynde, deels af Frygt for at det ikke skal lykkes, da Guden maaskee ikke er til, og deels fordi han Intet har at begynde med. &streg; I Oldtiden har man vist neppe givet sig af med Sligt. Socrates idetmindste, der jo, som det hedder, fremsatte det physicoteleologiske Beviis for Guds Tilv&ae;relse, bar sig ikke saaledes ad. Han foruds&ae;tter bestandigt, at Guden er til, og under denne Foruds&ae;tning s&o-;ger han at gjennemvirke Naturen med Hensigtsm&ae;ssighedens Tanke. Dersom man vilde have spurgt ham, hvorfor han bar sig saaledes ad, da vilde han vel have forklaret, at han ikke havde en saadan Courage, at turde vove sig ud paa slig Opdagelses-Reise, uden at have dette sikkret bag ved sig, at Guden var til. Paa Gudens Ord kaster han ligesom Garnet ud for at fange Hensigtsm&ae;ssighedens Tanke; thi Naturen selv hitter paa mange Skr&ae;kkemidler og paa mange Udflugter for at forstyrre. Forstandens paradoxe Lidenskab st&o-;der da bestandig an mod dette Ubekjendte, som vel er til, men ogsaa ubekjendt, og forsaavidt ikke er til. Videre kommer Forstanden ikke, dog kan den ikke i sin Paradoxi lade v&ae;re at komme dertil og at besk&ae;ftige sig dermed; thi at ville udtrykke sit Forhold til det saaledes, at hiint Ubekjendte ikke er til, gaaer ikke an, da dette Udsagn netop involverer et Forhold. Men hvad er da dette Ubekjendte; thi at det er Guden betyder os jo kun, at det er det Ubekjendte? Ved at udsige om det, at det er det Ubekjendte, da man ikke kan kjende det, og hvis man endog kunde kjende det, ikke kunde udsige det, tilfredsstilles ikke Lidenskaben, uagtet den rigtigt har opfattet det Ubekjendte som Gr&ae;ndse, men Gr&ae;ndse er netop Lidenskabens Qval, om end tillige dens Incitament. Og dog kan den ikke komme videre, hvad enten den saa vover et Udfald via negationis eller via eminenti&ae;. Hvad er da det Ubekjendte? Det er Gr&ae;ndsen, til hvilken der bestandig kommes, og forsaavidt er det, naar Bev&ae;gelsens Bestemmelse ombyttes med Hvilens, det Forskjellige, det absolut Forskjellige. Men det er det absolut Forskjellige, paa hvilket man intet Kjendetegn har. Bestemmet som det Absolut-Forskjellige synes det at v&ae;re if&ae;rd med at blive aabenbart; men det er ikke saa; thi den absolute Forskjellighed kan Forstanden end ikke t&ae;nke; thi absolut kan den ikke negere sig selv, men benytter sig selv dertil, og t&ae;nker altsaa den Forskjellighed i sig selv, som den t&ae;nker ved sig selv; og absolut kan den ikke gaae ud over sig selv, og t&ae;nker derfor kun den Oph&o-;iethed over sig selv, som den t&ae;nker ved sig selv. Dersom da ikke det Ubekjendte (Guden) blot bliver Gr&ae;ndse, saa forvirres den ene Tanke om det Forskjellige i de mange Tanker om det Forskjellige. Det Ubekjendte er da i en &g.d;&g.i;&g.a;&g.s;&g.p;&g.o;&g.r;&g.a;, og Forstanden har et behageligt Udvalg af hvad der er for Haanden og hvad Indbildningen kan hitte paa (Det Uhyre, det Latterlige o. s. v. o. s. v.). Men denne Forskjellighed lader sig ikke fastholde. Hver Gang det skeer, er det i Grunden en Vilkaarlighed, og dybest i Gudsfrygten lurer vanvittigen den lunefulde Vilkaarlighed, der veed at den selv har frembragt Guden. Lader nu Forskjelligheden sig ikke fastholde, fordi der intet Kjendetegn er, saa gaaer det med Forskjelligheden og Ligheden som med alle saadanne dialektiske Mods&ae;tninger, _{der ere}de ere identiske. Forskjelligheden, som h&ae;nger sig fast ved Forstanden, har forvirret denne, saa den ikke kjender sig selv, og ganske conseqvent forvexler sig selv med Forskjelligheden. I Henseende til phantastisk Opfindelse har Hedenskabet v&ae;ret rigt nok, hvad den _{sidste fremh&ae;vede}sidst fremh&ae;vede Antagelse, der er Forstandens Selvironiseren, angaaer, da vil jeg blot med et Par Tr&ae;k fremh&ae;ve den, uden Hensyn til, om den har v&ae;ret historisk eller ei. Der existerer da et enkelt Menneske, han seer ud ligesom andre Mennesker, voxer op ligesom andre Mennesker, gifter sig, har en N&ae;ringsvei, er bet&ae;nkt paa sit Udkomme for den Dag imorgen, som det b&o-;r sig et Menneske; thi det kan nu v&ae;re skj&o-;nt nok at ville leve som Himlens Fugle, men det er ikke tilladt, og kan jo ende med det S&o-;rgeligste, enten, hvis man har Udholdenhed dertil, at man omkommer af Hunger, eller at man lever af Andres Gods. Dette Menneske er tillige Guden. Hvoraf veed jeg det? Ja vide det kan jeg ikke; thi saa maatte jeg kjende Guden og Forskjelligheden; og Forskjelligheden kjender jeg ikke, da Forstanden har gjort den lige med det, hvorfra den er forskjellig. Saaledes er Guden bleven den forf&ae;rdeligste Bedrager, derved, at Forstanden har bedraget sig selv. Forstanden har faaet Guden saa n&ae;r som det er muligt, og dog ligesaa fjernt. Maaskee siger nu En: &anfbeg;Du er en Grillef&ae;nger, det veed jeg meget godt, men Du troer da vel heller ei, at det skulde falde mig ind, at bekymres om en saadan Grille, der er saa besynderlig eller saa latterlig, at den vel ikke er falden Nogen ind, og fremfor Alt saa urimelig, at jeg maatte lukke Alt, hvad jeg har i min Bevidsthed, ud af den, for at hitte derpaa.&anfslut; &anfbeg;Ganske vist maa Du gj&o-;re det; men er det da og forsvarligt, at ville beholde alle de Foruds&ae;tninger, Du har i Din Bevidsthed, og da at ville mene, at t&ae;nke foruds&ae;tningsl&o-;st om Din Bevidsthed? Du n&ae;gter dog vel ikke Conseqventsen af det Udviklede, at Forstanden i at bestemme det Ubekjendte som det Forskjellige tilsidst farer vild, og forvexler Forskjelligheden med Ligheden? Men deraf synes at f&o-;lge noget Andet, at nemlig Mennesket f&o-;rst, hvis han skal faae Noget i Sandhed at vide om det Ubekjendte (Guden), maa faae at vide, at det er forskjelligt fra ham, absolut forskjelligt fra ham. Af sig selv kan Forstanden ikke faae dette at vide (da det er en Selvmodsigelse, som vi have seet); _{skal den faae det at vide af Guden}skal den faae det at vide maa den faae det at vide af Guden, og faaer den det at vide, kan den atter ikke forstaae det, og kan altsaa ikke faae det at vide; thi hvorledes skulde den forstaae det Absolut-Forskjellige? Er dette ikke tydeligt strax, saa bliver det tydeligere i Conseqventsen; thi er Guden absolut _{forskjelligt fra Mennesket}forskjellig fra Mennesket, saa er Mennesket absolut forskjellig fra Guden, men hvorledes skulde Forstanden fatte dette? Her synes vi at staae ved et Paradox. Blot for at faae at vide, at Guden er det Forskjellige, beh&o-;ver Mennesket Guden, og faaer nu at vide, at Guden er absolut forskjellig fra ham. Men skal Guden v&ae;re absolut forskjellig fra Mennesket, kan dette ikke have sin Grund i, hvad Mennesket skylder Guden (thi forsaavidt er det jo besl&ae;gtet med ham), men i hvad det skylder sig selv, eller hvad det selv har forskyldt. Hvilken er nu Forskjellen? Ja hvilken anden end Synden, siden Forskjellen, den absolute, skal v&ae;re forskyldt af Mennesket selv. Dette udtrykte vi i det Foregaaende saaledes, at Mennesket var Usandheden, og var det ved egen Skyld, og vi bleve i Sp&o-;g, men dog for Alvor, enige om, at dette var for meget at forlange af Mennesket, at han ved sig selv skulde opdage dette. Nu have vi igjen fundet det Samme. Menneskekjenderen blev n&ae;sten raadvild over sig selv, ved at st&o-;de an mod det Forskjellige; han vidste snart ikke mere, om han var et besynderligere Uhyre end Typhon, eller om der var noget Guddommeligt i ham. Hvad manglede han da? Syndsbevidstheden, som vistnok han ligesaa lidet kunde l&ae;re noget andet Menneske, som noget andet Menneske ham, men kun Guden &streg; hvis han vilde v&ae;re L&ae;rer. Men dette vilde han jo, som vi have digtet det, og vilde, for at v&ae;re det, v&ae;re den Enkelte lig, at denne ganske kunde forstaae ham. Saa bliver da Paradoxet endnu forf&ae;rdeligere, eller det samme Paradox har den Dobbelthed, ved hvilken det viser sig som det absolute; negativt ved at bringe Syndens absolute Forskjellighed frem, positivt ved at ville oph&ae;ve denne absolute Forskjellighed i den absolute Lighed. Lader nu et saadant Paradox sig t&ae;nke? Vi ville ikke forhaste os, og naar Striden er om et Sp&o-;rgsmaals Besvarelse, da strides der jo ikke som paa L&o-;bebanen, og det er ikke Hurtigheden, men Rigtigheden, der seirer. Forstanden t&ae;nker det vel ikke, selv kan den ikke falde paa det, og naar det forkyndes, kan den ikke forstaae det, og m&ae;rker blot, at det nok bliver dens Undergang. Forsaavidt har da Forstanden meget at indvende mod det, og dog, paa den anden Side vil jo Forstanden i sin paradoxe Lidenskab sin egen Undergang. Men denne Forstandens Undergang er det jo ogsaa Paradoxet vil, og saaledes ere de jo dog i Forstaaelse med hinanden; men denne Forstaaelse er kun tilstede i Lidenskabens &O-;ieblik. Lader os betragte Elskovens Forhold, om dette end er et ufuldkomment Billede. Selvkj&ae;rligheden ligger til Grund i Kj&ae;rligheden, men dens paradoxe Lidenskab vil paa det H&o-;ieste netop sin egen Undergang. Dette vil Elskoven ogsaa, og saaledes ere disse tvende Magter i Forstaaelse med hinanden i &O-;ieblikkets Lidenskab, og denne Lidenskab er netop Elskoven. Hvorfor skulde nu den Elskende ikke kunne t&ae;nke dette, om end Den, der i Selvkj&ae;rligheden krymper sig mod Elskoven, hverken kan fatte det eller t&o-;r vove det, da det jo er Undergangen. Saaledes med Elskovens Lidenskab. Vel er Selvkj&ae;rligheden gaaet til Grunde, men desuagtet er den ikke tilintetgjort, men taget til Fange, og er Elskovens spolia opima, men den kan atter komme til Live, og dette bliver Elskovens Anf&ae;gtelse. Saaledes ogsaa med Paradoxets Forhold til Forstanden, kun at denne Lidenskab har et andet Navn, eller rettere: kun at vi maae see at finde et Navn for den. Till&ae;g Forargelsen paa Paradoxet (Et akustisk Bedrag) Dersom Paradoxet og Forstanden st&o-;de sammen i den f&ae;lleds Forstaaelse af deres Forskjellighed, da er Sammenst&o-;det lykkeligt som Elskovens Forstaaelse, lykkeligt i den Lidenskab, hvilken vi endnu ikke have givet noget Navn, og f&o-;rst senere skulle give Navnet. Er Sammenst&o-;det ikke i Forstaaelsen, da er Forholdet ulykkeligt, og denne Forstandens, om jeg saa t&o-;r sige, ulykkelige Kj&ae;rlighed (hvilken vel at m&ae;rke kun er som den ulykkelige Kj&ae;rlighed, der har sin Grund i misforstaaet Selvkj&ae;rlighed, videre str&ae;kker Analogien ikke, da Tilf&ae;ldets Magt her Intet formaaer) kunde vi kalde bestemtere: Forargelse. Al Forargelse er nu i sin dybeste Grund lidende. Det er her som med hiin ulykkelige Kj&ae;rlighed; endog da naar Selvkj&ae;rligheden (og synes det ikke allerede en Modsigelse, at Kj&ae;rlighed til sig selv er Lidelse?) forkynder sig i den dumdristigste Daad, i forbausende Gjerning, den er lidende, den er saaret, og Saarets Smerte giver denne illusoriske Kraftyttring, hvilken seer ud som Handlen og let kan skuffe, is&ae;r da Selvkj&ae;rligheden meest af Alt skjuler dette. Endog da, naar den st&o-;der Kj&ae;rlighedens Gjenstand ned, endog da naar den selvplagerisk optugter sig til Forh&ae;rdelsens Ligegyldighed, og martrer sig selv for at vise Ligegyldigheden, endog da, endog da naar den hengiver sig i et triumpherende Letsind over at det lykkes (denne Form er den meest skuffende), endog da er den lidende. Saaledes ogsaa _{ved Forargelsen}med Forargelsen; den kan udtrykke sig hvorledes den vil, selv naar den hoverende feirer Aandl&o-;shedens Triumph, den er altid _{lidende, hvad}lidende; hvad enten den Forargede sidder s&o-;nderknuset og stirrer n&ae;sten som en Betler paa Paradoxet, forstenende i sin Liden, eller han v&ae;bner sig med Spotten og sigter med Vittighedens Piil endog som paa Afstand &streg; han er dog lidende og ikke paa Afstand; hvad enten Forargelsen kom og tog den sidste Smule Tr&o-;st og Gl&ae;de fra den Forargede eller den gjorde ham st&ae;rk &streg; Forargelsen er dog lidende, den har stridt med den St&ae;rkere, og hans Kraftstilling er ligesom i legemlig Henseende Dens, hvis Ryg er brudt, hvilket jo giver en egen Art Smidighed. Imidlertid kunne vi gjerne skjelne imellem den lidende og den handlende Forargelse, uden dog at glemme, at den lidende altid er saa meget handlende, at den ikke ganske kan lade sig tilintetgj&o-;re (thi Forargelsen er altid en Handling, ikke en Begivenhed), og den _Handlendehandlende altid saa svag, at den ikke formaaer at l&o-;srive sig fra det Kors, til hvilket den er naglet, eller at udrive den Piil, med hvilken den er saaret. Men netop fordi Forargelsen saaledes er lidende, tilh&o-;rer Opdagelsen, om man vil tale saaledes, ikke Forstanden, men Paradoxet, thi som Sandheden er index sui et falsi, saa er Paradoxet det ogsaa, og Forargelsen forstaaer ikke sig selv, men er forstaaet af Paradoxet. Medens derfor Forargelsen, hvorledes den end udtrykker sig, lyder andenstedsfra, ja fra den modsatte Kant, saa er det dog Paradoxet, som gjenlyder i den, og dette er jo et akustisk Bedrag. Men er Paradoxet index og judex sui et falsi, saa kan Forargelsen betragtes som en indirecte Pr&o-;ve paa Paradoxets Rigtighed; thi Forargelsen er den feile Regning, er den Usandhedens Conseqvents, med hvilken Paradoxet st&o-;der fra sig. Den Forargede taler ikke af sit Eget, han taler af Paradoxets, ligesom Den, der vr&ae;nger ad En, ikke selv opfinder Noget, men kun bagvendt copierer en Anden. Jo dybere Forargelsens Udtryk er i Lidenskab (handlende eller lidende), desto mere viser det sig, hvor meget Forargelsen skylder Paradoxet. Forargelsen er da ikke Forstandens Opfindelse, langtfra; thi saa maatte Forstanden ogsaa have kunnet opfinde Paradoxet; nei, med Paradoxet bliver Forargelsen til; bliver den til, her har vi atter &O-;ieblikket, hvorom jo Alt dreier sig. Lad os recapitulere. Dersom vi ikke antage &O-;ieblikket, da vende vi tilbage til Socrates, og det var jo netop ham vi vilde forlade for at opdage Noget. Statueres &O-;ieblikket, da er Paradoxet der; thi i sin meest abbrevierede Form kan man kalde Paradoxet _{&O-;ieblikket; Ved}&O-;ieblikket; ved &O-;ieblikket bliver den L&ae;rende Usandheden; Mennesket, der kjendte sig selv, bliver raadvild over sig selv, og faaer istedenfor Selvkundskab Syndsbevidsthed o. s. v.; thi saasnart vi blot s&ae;tte &O-;ieblikket, saa gaaer Alt af sig selv. Psychologisk betragtet vil nu Forargelsen nuancere sig h&o-;ist mangfoldigt indenfor Bestemmelsen af det mere Active og det mere Passive. At gaae ind i en Skildring heraf, er ikke n&ae;rv&ae;rende Overveielses Interesse; men derimod er dette af Vigtighed at fastholde, at al Forargelse i sit V&ae;sen er en Misforstaaelse af &O-;ieblikket, da den jo er Forargelse paa Paradoxet, og Paradoxet atter er &O-;ieblikket. &O-;ieblikkets Dialektik er ikke vanskelig. Socratisk seet er det ikke til at see eller til at skjelne, det er ikke til, har ikke v&ae;ret, skal ikke komme; derfor er jo den L&ae;rende selv Sandheden, og Anledningens &O-;ieblik er kun en Sp&o-;g, ligesom en Smudstitel, der ikke h&o-;rer v&ae;sentlig med til Bogen; og Afgj&o-;relsens &O-;ieblik er en Daarskab; thi skal Afgj&o-;relsen s&ae;ttes, da (cfr. det Foregaaende) vorder den L&ae;rende Usandheden, men netop dette gj&o-;r en Begynden i &O-;ieblikket n&o-;dvendig. Forargelsens Udtryk er, at &O-;ieblikket er Daarskaben, Paradoxet er Daarskaben; hvilket er Paradoxets Fordring paa at Forstanden er det Absurde, men nu ved en Resonnants lyder ud af Forargelsen. Eller &O-;ieblikket skal bestandig komme, man seer det an, og &O-;ieblikket skal v&ae;re det Anseelige; men da Paradoxet har gjort Forstanden til det Absurde, saa er Forstandens Anseelighed intet Kjendetegn. Forargelsen bliver da udenfor Paradoxet, og Grunden er, quia absurdum. Dog har Forstanden ikke opdaget det, da det tvertimod er Paradoxet, som opdagede det, og som nu tager Vidnesbyrdet af Forargelsen. Forstanden siger, at Paradoxet er det Absurde, men dette er kun en Vr&ae;ngen efter, thi Paradoxet er jo Paradoxet, quia absurdum. Forargelsen bliver udenfor Paradoxet og beholder Sandsynligheden, medens Paradoxet er det Usandsynligste. Det er atter ikke Forstanden, som opdager det, men den snakker kun Paradoxet efter Munden, hvor underligt det end synes; thi Paradoxet siger selv: Komedier og Romaner og L&o-;gne maae v&ae;re sandsynlige; men hvorledes skulde jeg v&ae;re sandsynlig? Forargelsen bliver udenfor Paradoxet, hvad Under, da Paradoxet er Underet? Dette har Forstanden ikke opdaget, tvertimod det var Paradoxet der anviste Forstanden Pladsen paa Forundringsstolen og svarer denne: nu hvad forundres Du over, det er netop som Du siger det, og det Forunderlige er, at Du troer, det er en Indvending; men Sandheden i en Hyklers Mund er mig kj&ae;rere end at h&o-;re den af en Engel og en Apostel. Naar Forstanden bryster sig af sin Herlighed i Sammenligning med Paradoxet, der er det Usleste og meest Foragtede, saa har Forstanden ikke opfundet dette, men Paradoxet er selv Opfinderen, der overlader Forstanden alt det Splendide, endog de splendide Synder (vitia splendida). Naar Forstanden vil forbarme sig over Paradoxet og hj&ae;lpe det til Forklaringen, saa finder Paradoxet sig vel ikke deri, men finder det i sin Orden, at Forstanden gj&o-;r det; thi er ikke vore Philosopher derfor til, for at gj&o-;re de overnaturlige Ting hverdagslige og trivielle? Naar Forstanden ikke kan faae Paradoxet i sit Hoved, da har Forstanden ikke opfundet Dette, men Paradoxet selv, der var paradox nok til ikke at undsee sig ved at erkl&ae;re Forstanden for en Klods og en Klodrian, der i det H&o-;ieste kan sige Ja og Nei om det Samme, hvilket ikke er nogen god Theologi. Saaledes er det med Forargelsen. Alt hvad den siger om Paradoxet, har den l&ae;rt af dette, om den end vil selv have opfundet det, benyttende sig af et akustisk Bedrag. Dog siger maaskee En: &anfbeg;Det er virkelig kjedsommeligt med Dig; thi nu har vi den samme Historie igjen, alle de Yttringer, Du l&ae;gger Paradoxet i Munden, tilh&o-;re slet ikke Dig.&anfslut; &streg; &anfbeg;Hvorledes skulle de tilh&o-;re mig, da de jo tilh&o-;re Paradoxet.&anfslut; &streg; &anfbeg;Dit Sophisteri kan Du spare, Du forstaaer vel hvad jeg mener, hine Yttringer tilh&o-;re ikke Dig, men ere velbekjendte og Enhver veed, hvem de tilh&o-;re.&anfslut; &streg; &anfbeg;O, Kj&ae;re, det Du der siger, smerter mig ikke, som Du maaskee troer, nei det gl&ae;der mig overordentligt; thi jeg tilstaaer det, det g&o-;s i mig, da jeg skrev dem ned, jeg kunde ikke kjende mig selv, at jeg, som ellers er &ae;ngstelig nok og frygtagtig, turde sige noget Saadant. Dog dersom Yttringerne ikke ere af mig, vilde Du da ikke sige, hvem de tilh&o-;re?&anfslut; &streg; &anfbeg;Intet er lettere. Den f&o-;rste er af Tertullian, den anden af Hamann, den tredie af Hamann, den fjerde af Lactants og ofte gjentaget, den femte af Shakspeare i en Komedie, som hedder Ende gut Alles gut, 2den Akt, 5te Scene, den sjette af Luther, den syvende er en Replik af Kong Lear. Du seer, jeg veed Beskeed og veed at fange Dig med Kosterne.&anfslut; &streg; &anfbeg;O, vel seer jeg dette; men vil Du nu sige mig, om alle disse M&ae;nd ikke have talet om et Paradoxes Forhold til Forargelsen, og vil Du nu l&ae;gge M&ae;rke til, at de jo ikke vare de Forargede, men netop de, som holdt fast ved Paradoxet, og dog tale de som vare de forargede, og Forargelsen kan intet Udtryk opfinde, der er mere betegnende. Er dette ikke besynderligt, at Paradoxet saaledes ligesom tager Forargelsen Br&o-;det af Munden og gj&o-;r den til en br&o-;dl&o-;s Kunst, der slet ingen L&o-;n har for sin Uleilighed, men er ligesaa snurrig, som hvis en Opponent i Distraction ikke angreb Autor, men forsvarede ham. Synes dette Dig ikke saa? Dog har Forargelsen een Fortjeneste, at den udviser Forskjelligheden tydeligere; thi i hiin lykkelige Lidenskab, som vi endnu ikke har givet Navn, er jo Forskjelligheden i god Forstaaelse med Forstanden. Forskjellighed h&o-;rer der til for at enes i noget Tredie; men Forskjelligheden var netop denne, at Forstanden opgav sig selv, og at Paradoxet hengav sig selv (halb zog sie ihn, halb sank er hin), og Forstaaelsen ligger i hiin lykkelige Lidenskab, som vel faaer et Navn, og selv dette er jo det Mindste af Sagen, selv om min Lykke intet Navn har &streg; naar jeg blot er lykkelig, mere forlanger jeg ikke. Capitel IV Den samtidige Discipels Forhold Saa er da Guden fremtraadt som L&ae;rer (thi nu forts&ae;tte vi vort Digt); han har paataget sig Tjenerens Skikkelse; thi at sende en Anden i sit Sted, en h&o-;it Betroet, kunde ikke tilfredsstille ham, ligesaa lidet som det kunde tilfredsstille hiin &ae;dle Konge at sende i sit Sted den meest betroede Mand i hans Rige. Dog Guden havde tillige en anden Grund; thi mellem Mand og Mand er jo det socratiske Forhold det H&o-;ieste, det Sandeste. Dersom Guden altsaa ikke selv kom, saa blev Alt socratisk, vi fik ikke &O-;ieblikket og gik glip af Paradoxet. Gudens Tjener-Skikkelse er imidlertid ingen paatagen, men en virkelig, intet parastatisk Legeme, men et virkeligt, og Guden har fra den Time, da han ved sin alm&ae;gtige Kj&ae;rligheds alm&ae;gtige Beslutning blev Tjener, saa at sige fanget sig selv i sin Beslutning, og maa nu vedblive (at vi skulle tale daarligen) enten han vil eller ei. Han kan da ikke forraade sig selv; han har ikke den Mulighed, som hiin &ae;dle Konge, pludseligen at vise, at han dog er Kongen, hvilket dog ikke er nogen Fuldkommenhed hos Kongen (at have denne Mulighed), men viser kun hans Afmagt og hans Beslutnings Afmagt, at han ikke virkeligen formaaer at blive hvad han vilde. Medens da Guden Ingen vil kunne sende i sit Sted, vilde han vel kunne sende En forud, der kan gj&o-;re den L&ae;rende opm&ae;rksom. Denne Forg&ae;nger kan naturligviis Intet vide om, hvad Guden vil l&ae;re; thi Gudens Tilstedev&ae;relse er jo ikke det Tilf&ae;ldige i Forhold til hans L&ae;re, men det V&ae;sentlige, og Gudens Tilstedev&ae;relse i menneskelig Skikkelse, ja i Tjenerens ringe Skikkelse, er jo netop L&ae;ren, og Guden maa jo selv give Betingelsen med (cfr. Capitel I), ellers kan den L&ae;rende slet Intet forstaae. Ved en saadan Forg&ae;nger kan da den L&ae;rende blive opm&ae;rksom, men heller ikke mere. Dog Guden paatog sig ikke en Tjeners Skikkelse for at drive sin Spot med Menneskene; hans Hensigt kan da ikke v&ae;re at gaae saaledes igjennem Verden, at ikke et eneste Menneske fik det at vide. Han vil da vel lade Noget forstaae om sig, ihvorvel enhver accomoderet Forstaaeliggj&o-;relse dog ikke hj&ae;lper v&ae;sentligen Den noget, som ikke modtager Betingelsen, hvorfor den egentligen kun afn&o-;des ham uvilligen, og da ogsaa lige saa godt kan fjerne den L&ae;rende som drage ham n&ae;rmere til. Han forringede sig selv og paatog sig en Tjeners Skikkelse, men han kom jo dog ikke for at leve som Tjener i enkelt Mands Tjeneste, r&o-;gtende sin Gjerning uden hverken for Herren eller sine Medtjenere at lade sig forstaae med, hvo han var; en saadan Vrede turde vi jo ikke till&ae;gge Guden. At han var i en Tjeners Skikkelse, vil da kun sige, han var et ringe Menneske, den ringe Mand, der hverken ved bl&o-;de Kl&ae;der eller andet jordisk Fortrin udm&ae;rkede sig fra Menneskenes M&ae;ngde, ikke til at skjelne _{for andre Mennesker}fra andre Mennesker, end ikke for de utallige Legioner af Engle, som han lod tilbage, da han forringede sig selv. Men om han end var den _rigeringe Mand, saa vil hans Bekymring dog ikke v&ae;re som Menneskenes er det i Almindelighed; han vil vel gaae sin Gang, ubekymret om at skifte og dele jordisk Gods, som Den er det, der Intet eier og Intet &o-;nsker at eie, ubekymret om sin F&o-;de, som Himlens Fugl er det, ubekymret om Huus og Hjem, som Den er det, der ikke haver Skjulested eller Rede og ikke s&o-;ger det; ubekymret om at f&o-;lge de D&o-;de til Jorden, uden at vende sig om efter Noget, der ellers tildrager sig Menneskenes Opm&ae;rksomhed, ikke bunden til nogen Qvinde, f&ae;ngslet af hende til at ville behage hende, men kun s&o-;gende Disciplens Kj&ae;rlighed. Alt dette synes vel skj&o-;nt, men er det ogsaa tilb&o-;rligt; h&ae;ver han sig ikke derved over hvad der ellers er gjeldende for Menneskene; thi er det rigtigt at et Menneske er sorgl&o-;st som Fuglen og end ikke som denne flyver hid og did efter F&o-;de, da han jo endog burde v&ae;re bet&ae;nkt paa den Dag imorgen? Digte Guden anderledes kunne vi ikke, men hvad beviser et Digt; er det tilladt saaledes at vanke ustadig om, og at tage ind, hvor det aftnes? Sp&o-;rgsmaalet er jo, t&o-;r et Menneske udtrykke det Samme, thi ellers har Guden ikke realiseret det Menneskelige. Ja hvis han formaaer det, t&o-;r han ogsaa gj&o-;re det; hvis han saaledes kan fortabe sig i Aandens Tjeneste, at det aldrig falder ham ind at s&o-;rge for Mad og Drikke, hvis han er sikker paa at Mangelen ikke skal distrahere ham, at N&o-;den ikke skal forvirre ham hans Bygning, og lade ham fortryde, at han ikke f&o-;rst forstod B&o-;rnel&ae;rdommen, f&o-;r han vilde forstaae mere, ja da t&o-;r han det sandeligen ogsaa, og hans Storhed er herligere end Liliens stille Tryghed. Allerede ved denne oph&o-;iede Fortabthed i sin Gjerning vil da L&ae;reren drage M&ae;ngdens Opm&ae;rksomhed paa sig, og blandt denne vil vel igjen den L&ae;rende findes, og en Saadan vil vel igjen n&ae;rmest tilh&o-;re den ringere Deel af Folket; thi de Vise og L&ae;rde, de ville vel f&o-;rst forel&ae;gge ham spidsfindige Sp&o-;rgsmaal, indbyde ham til Colloqvier, eller underkaste ham en Examen, og da igjen sikkre ham en fast Stilling og et Levebr&o-;d. Saa lade vi da Guden gaae omkring i den Stad, i hvilken han er fremtraadt (hvilken det er, er ligegyldigt); kun hans L&ae;res Forkyndelse er ham hans eneste Livsforn&o-;denhed, er ham hans Spise og Drikke; at l&ae;re Menneskene er hans Arbeide og at bekymre sig om de L&ae;rende er ham Hvile fra hans Arbeide; Venner har han ikke og ikke Sl&ae;gt, men den L&ae;rende er ham Broder og S&o-;ster. Det lader sig nu let forklare, at der snart sammenv&ae;ves et Rygte, som fanger den nysgjerrige M&ae;ngde i sit Garn. Overalt hvor L&ae;reren viser sig, flokkes Hoben om ham, nysgjerrig efter at see, nysgjerrig efter at h&o-;re, begjerlig efter at kunne fort&ae;lle Andre, at de have seet og h&o-;rt ham. Er denne nysgjerrige M&ae;ngde den L&ae;rende? Ingenlunde. Eller hvis en Enkelt af hiin Stads beskikkede L&ae;remestere kom hemmeligen til Guden for i Samtalens Strid at pr&o-;ve Styrke med ham, er dette den L&ae;rende? Ingenlunde; hvis Hoben eller hvis hiin L&ae;remester l&ae;rer Noget, da er Guden kun, reent sokratisk forstaaet, Anledningen. Gudens Fremtr&ae;den er nu Dagens Nyhed paa Torvet, i Husene, i Raadets Forsamling, i Herskerens Pallads, er Anledning til mangen daarlig og &o-;rkesl&o-;s Tale, maaskee ogsaa Anledning til alvorligere Eftertanke &streg; men for den L&ae;rende er Dagens Nyhed ikke Anledning til noget Andet, end ikke Anledning til at han med sokratisk Redelighed fordyber sig i sig selv, nei, den er det Evige, er Evighedens Begyndelse. Dagens Nyhed er Evighedens Begyndelse! &streg; om Guden havde ladet sig f&o-;de i et Herberge, sv&o-;be i Klude, l&ae;gge i en Krybbe, er Modsigelsen st&o-;rre end at Dagens Nyhed er det Eviges Sv&o-;b, ja ligesom i det antagne Tilf&ae;lde dets virkelige Skikkelse, saaledes at &O-;ieblikket virkeligen er Evighedens Afgj&o-;relse! Dersom Guden ikke giver Betingelsen med for at forstaae det, hvorledes vil da den L&ae;rende falde paa det; men det at Guden selv giver Betingelsen med, det have vi jo i det Foregaaende udviklet som &O-;ieblikkets Conseqvents, og viist, at &O-;ieblikket er Paradoxet, og at vi uden dette ikke komme videre, men tilbage til Socrates. Vi ville strax her passe vel paa, at det vorder tydeligt, at der ogsaa for den samtidige Discipel er Sp&o-;rgsmaalet om et historisk Udgangspunkt; thi passe vi ikke paa her, da bliver Vanskeligheden paa et senere Sted (Cap. V) ikke til at overvinde, naar der handles om den Discipels Forhold, hvilken vi kalde Discipelen paa anden Haand. Et historisk Udgangspunkt for sin evige Bevidsthed faaer jo den Samtidige ogsaa; thi han er jo netop samtidig med det Historiske, der ikke vil v&ae;re Anledningens &O-;ieblik, og dette Historiske vil interessere ham anderledes end blot historisk, vil betinge ham hans evige Salighed, ja (lader os gj&o-;re Conseqventserne omvendt), dersom det ikke er saa, da er hiin L&ae;rer ikke Guden, men kun en Socrates, der, hvis han ikke b&ae;rer sig ad som Socrates, end ikke er en Socrates. Hvorledes kommer nu den L&ae;rende i Forstaaelse med dette Paradox, thi vi sige ikke at han skal forstaae Paradoxet, men kun forstaae, at dette er Paradoxet? Hvorledes dette skeer, have vi allerede viist, det skeer naar Forstanden og Paradoxet st&o-;de lykkeligen sammen i &O-;ieblikket; naar Forstanden skaffer sig selv til Side og Paradoxet giver sig selv hen; og det Tredie, hvori dette skeer (thi det skeer jo ikke ved Forstanden, der er entlediget, ei heller ved Paradoxet, der giver sig hen, &streg; altsaa i Noget), er hiin lykkelige Lidenskab, som vi nu ville give et Navn, om det end just ikke kommer os an paa Navnet. Vi ville kalde den: Tro. Denne Lidenskab maa da vel v&ae;re hiin omtalte Betingelse, som Paradoxet giver med. Lader os ikke glemme dette, at dersom Paradoxet ikke giver Betingelsen med, saa er den L&ae;rende i Besiddelse af den, men er han i Besiddelse af Betingelsen, saa er han eo ipso selv Sandheden og &O-;ieblikket kun Anledningens (cfr. Capitel 1). Den samtidige L&ae;rende har nu let nok ved at faae enhver historisk Oplysning. Dog lader os ikke glemme, at angaaende Gudens F&o-;dsel vil han dog v&ae;re i samme Tilf&ae;lde, som Discipelen paa anden Haand, saaledes, at hvis vi ville urgere den historiske Videns absolute N&o-;iagtighed, vil kun eet Menneske v&ae;re fuldt underrettet, nemlig den Qvinde, af hvem han lod sig f&o-;de. Historisk &O-;ienvidne altsaa har den samtidige L&ae;rende let ved at blive, Ulykken er imidlertid, at det at vide en historisk Omst&ae;ndighed, ja at vide dem alle med &O-;ienvidnets Tilforladelighed, ingenlunde gj&o-;r &O-;ienvidnet til Discipel, hvad man jo kan see deraf, at denne Viden betyder for ham ikke andet end det Historiske. Det viser sig strax her, at det Historiske i concretere Forstand er ligegyldigt; vi kan lade Uvidenheden indtr&ae;de i Forhold dertil og lade Uvidenheden ligesom tilintetgj&o-;re det ene Stykke efter det andet, historisk tilintetgj&o-;re det Historiske; naar blot &O-;ieblikket endnu er tilbage, som Udgangspunkt for det Evige, er Paradoxet tilstede. Dersom der var en Samtidig, som selv havde indskr&ae;nket sin S&o-;vn til den korteste Tid for at f&o-;lge hiin L&ae;rer, hvem han fulgte uadskilleligere, end den lille Fisk som f&o-;lger Haien, dersom han holdt hundrede Spioner i sin Tjeneste, der overalt belurede hiin L&ae;rer, og med hvilke han selv confererede hver Aften, saa han vidste hiin L&ae;rers Signalement indtil det Mindste, vidste hvad han havde sagt, hvor han havde opholdt sig til enhver Time paa Dagen, fordi hans Iver lod ham endog betragte det Ubetydeligste som vigtigt, var en saadan Samtidig Discipelen? Ingenlunde. Han kunde vaske sine H&ae;nder, hvis Nogen vilde sigte ham for historisk Upaalidelighed, men mere heller ikke. Dersom en Anden kun havde bekymret sig om den L&ae;re, hiin L&ae;rer leilighedsviis foredrog, dersom hvert l&ae;rende Ord der udgik af hans Mund havde v&ae;ret ham vigtigere end det daglige Br&o-;d, dersom han holdt hundrede Andre, der opfangede ethvert Bogstav, for at Intet skulde spildes; dersom han omhyggeligen confererede med disse for at tilveiebringe den paalideligste Fremstilling af L&ae;ren, var han derfor Discipelen? Ingenlunde, saa lidet som Plato var andet end Socrates' Discipel. Dersom der var en Samtidig, der havde opholdt sig i fremmede Lande, og f&o-;rst vendte hjem, da hiin L&ae;rer kun endnu havde een Dag eller to tilbage af sit Liv, dersom den Samtidige atter ved Forretninger blev afholdt fra at faae hiin L&ae;rer at see, og f&o-;rst kom til i det Sidste, da han vilde opgive Aanden, var denne historiske Uvidenhed til Hinder for at han kunde v&ae;re Discipelen, naar &O-;ieblikket for ham var Evighedens Afgj&o-;relse? For hiin f&o-;rste Samtidige havde hiint Liv kun v&ae;ret en historisk Begivenhed; for den anden havde hiin L&ae;re v&ae;ret Anledning til at han forstod sig selv, og han vil kunne glemme hiin L&ae;rer (cfr. Capitel I.); thi ligeoverfor en evig Forstaaen af sig selv er en Viden om L&ae;reren en tilf&ae;ldig og historisk Viden, en Hukommelsens Sag. Saa l&ae;nge det Evige og det Historiske staae udenfor hinanden, er det Historiske kun Anledning. Dersom da hiin ivrigt L&ae;rende, som dog ikke drev det til at blive Discipel, skulde tale meget og meget h&o-;ir&o-;stet om, hvad han skyldte hiin L&ae;rer, saa hans Lovtale n&ae;sten ikke fik Ende og dens Forgyldning n&ae;sten ikke var til at vurdere, skulde vredes paa os, om vi s&o-;gte at forklare ham, at hiin L&ae;rer blot havde v&ae;ret Anledningen, da skulde vel hans Lovtale saalidet som hans Vrede gavne vor Overveielse, thi begge Dele har den samme Grund, at han, uden at have Mod til endog blot at forstaae, ikke har villet lade det mangle paa Dumdristighed til at gaae videre. Ved, som han, at fable og basune, bedrager man kun sig selv og Andre, forsaavidt man overbeviser sig selv og Andre om, at man virkeligen har Tanker &streg; siden man skylder en Anden dem. Men skj&o-;ndt H&o-;flighed ellers ikke koster Penge, saa er hiins H&o-;flighed dog dyrt betalt; thi den begeistrede Taksigelse, der maaskee end ikke er uden Taarer og ikke uden at r&o-;re Andre til Taarer, er en Misforstaaelse; thi Tankerne, som en Saadan har, skylder han saa vist ingen Anden, og Passiaren skylder han heller ingen Anden. Ak, hvor Mangen var der ikke, der har v&ae;ret h&o-;flig nok til at ville skylde Socrates saa saare meget, og det uagtet han slet ikke skyldte ham Noget! Thi Den, der forstaaer Socrates bedst, han forstaaer netop, at han Intet skylder Socrates, hvad Socrates helst vil, og hvad der er skj&o-;nt at have kunnet ville; og Den, som troer at skylde Socrates saa saare meget, han kan v&ae;re temmelig sikker paa, at Socrates med Forn&o-;ielse fritager ham for Betalingen, da han vel ikke uden Bedr&o-;velse vil erfare, at han skulde have givet den Vedkommende nogensomhelst Driftscapital til saaledes at aagre med. Forholder det Hele sig derimod ikke socratisk, som vi jo antage, da skylder Discipelen hiin L&ae;rer Alt (hvilket man umulig kan skylde Socrates, da han jo, som han selv siger, ikke formaaede at f&o-;de), og dette Forhold lader sig ikke udtrykke ved at fable og basune, men kun i hiin lykkelige Lidenskab, som vi kalde Troen, hvis Gjenstand er Paradoxet, men Paradoxet _foreneforener netop Modsigelsen, er det Historiskes Eviggj&o-;relse og det Eviges Historiskgj&o-;relse. Enhver der forstaaer Paradoxet anderledes beholde den &Ae;re at have forklaret det, hvilken &Ae;re han vandt ved ikke at ville n&o-;ies med at forstaae det. Det sees da let (hvis det for&o-;vrigt beh&o-;ver at paavises, hvad der ligger i at Forstanden er entlediget), at Tro ikke er en Erkjendelse; thi al Erkjenden er enten Erkjenden af det Evige, der lader det Timelige og det Historiske v&ae;re udelukket som det Ligegyldige, eller det er den reent historiske Erkjenden; og ingen Erkjenden kan have dette Absurde til Gjenstand, at det Evige er det Historiske. Hvis jeg erkjender Spinozas L&ae;re, da er jeg i det &O-;ieblik, da jeg erkjender den, ikke besk&ae;ftiget med Spinoza, men med hans L&ae;re, medens jeg til en anden Tid er besk&ae;ftiget historisk med ham; Discipelen forholder sig derimod troende til hiin L&ae;rer saaledes, at han er evigt besk&ae;ftiget med hans historiske Tilv&ae;relse. Antage vi nu, at det forholder sig som vi have antaget (og uden dette vende vi jo tilbage til det Socratiske), at hiin L&ae;rer selv giver den L&ae;rende Betingelsen med, saa bliver Troens Gjenstand ikke L&ae;ren, men L&ae;reren; thi deri ligger netop det Socratiske, at den L&ae;rende, fordi han selv er Sandheden og har Betingelsen, kan st&o-;de L&ae;reren fra sig; ja deri laae netop den socratiske Kunst og Heroisme at forhj&ae;lpe Menneskene til at kunne gj&o-;re det. L&ae;reren maa da Troen bestandig holde fast. Men for at L&ae;reren skal kunne give Betingelsen, maa han v&ae;re Guden, og for at s&ae;tte den L&ae;rende i Besiddelse af den maa han v&ae;re Mennesket. Denne Modsigelse er atter Troens Gjenstand, og er Paradoxet, &O-;ieblikket. At Guden een Gang for alle har givet Mennesket Betingelsen, er den evige socratiske Foruds&ae;tning, der ikke st&o-;der fjendtligt sammen med Tiden, men er incommensurabel for Timelighedens Bestemmelser; men Modsigelsen er, at han i &O-;ieblikket faaer Betingelsen, der, da den er en Betingelse for den evige Sandheds Forstaaelse, eo ipso er den evige Betingelse. Forholder det sig anderledes, staae vi ved den socratiske Erindren. Det sees da let (hvis det for&o-;vrigt beh&o-;ver at paavises, hvad der jo f&o-;lger af at Forstanden er entlediget), at Troen ikke er en Villies-Akt; thi al menneskelig Villen er bestandig kun formaaende indenfor Betingelsen. Hvis jeg saaledes har Mod til at ville det, skal jeg forstaae det Socratiske, &dvs;: forstaae mig selv, fordi jeg socratisk seet er i Besiddelse af Betingelsen, og nu kan ville det. Men er jeg ikke i Besiddelse af Betingelsen (og dette antage vi jo for ikke at vende tilbage til det Socratiske), da hj&ae;lper al min Villen jo dog til Intet, om end, saasnart Betingelsen er givet, det jo atter gj&ae;lder hvad der gjaldt socratisk. Den samtidige L&ae;rende, han er nu i Besiddelse af en Fordeel, ak, som vist den Senere, for dog at gj&o-;re Noget, h&o-;iligen vil misunde ham. Den Samtidige, han kan gaae hen og betragte hiin L&ae;rer &streg; og saa t&o-;r han troe sine &O-;ine? Ja hvorfor ikke, men t&o-;r han derfor ogsaa troe at han er Discipelen? Ingenlunde, hvis han troer sine &O-;ine, da er han netop bedraget; thi Guden lader sig jo ikke umiddelbart kjende. Saa kan han jo lukke sine &O-;ine? Ganske rigtigt, men, hvis saa er, hvad gavner det ham saa, at han er samtidig? Og hvis han lukker sine &O-;ine, saa vil han vel forestille sig Guden. Men kan han dette ved sig selv, da er han jo i Besiddelse af Betingelsen. Og det han forestiller sig vil jo v&ae;re en Skikkelse, der viser sig for Sjelens indre &O-;ie; seer han nu denne, da vil jo Tjenerens Skikkelse forstyrre ham, saasnart han lukker &O-;iet op. Lad os gaae videre: hiin L&ae;rer d&o-;er jo, nu vel, saa er han da d&o-;d, hvad gj&o-;r saa Den, der var samtidig med ham? Maaskee har han tegnet hans Billede af, maaskee har han endog en heel saadan Suite af Billeder, der fremstille og n&o-;iagtigen gjengive enhver Forandring, der i Alder og ved Sindstilstand kan v&ae;re foregaaet i hiin L&ae;rers udvortes Skikkelse; naar han da betragter dem og forvisser sig om, at saaledes saae han ud, t&o-;r han saa troe sine &O-;ine? Ja hvorfor ikke, men er han derfor Discipelen? Ingenlunde. Men saa kan han jo forestille sig Guden. Men Guden lader sig ikke forestille, derfor var det jo, han var i Tjenerens Skikkelse; og dog var Tjenerens Skikkelse intet Bedrag, thi hvis saa var, var hiint &O-;ieblik ikke &O-;ieblikket, men en Tilf&ae;ldighed, en Tilsyneladelse, der uendeligt forsvinder som Anledning i Sammenligning med det Evige. Og hvis den L&ae;rende ved sig selv kunde forestille sig det, saa var han jo selv i Besiddelse af Betingelsen, han beh&o-;vede da kun at mindes om, at forestille sig Guden saaledes som han godt kunde det, om han end ikke vidste af det. Men er det saaledes, da forsvinder i samme &O-;ieblik denne Paamindelse som et Atom i den evige Mulighed, der var i hans Sjel, som nu bliver virkelig, men atter som Virkelighed evig har forudsat sig selv. Hvorledes bliver da den L&ae;rende Troende eller Discipel? Naar Forstanden er entlediget og han faaer Betingelsen. Naar faaer han denne? I &O-;ieblikket. Hvad betinger denne Betingelse? At han forstaaer det Evige. Men en saadan Betingelse maa jo v&ae;re en evig Betingelse. &streg; Altsaa i &O-;ieblikket faaer han den evige Betingelse, og dette veed han af, at han i &O-;ieblikket har faaet den; thi ellers besinder han sig kun paa, at han fra Evighed havde den. I &O-;ieblikket faaer han Betingelsen, og faaer den af hiin L&ae;rer selv. Al Fablen og Udbasunen om, at han, skj&o-;ndt han ikke fik Betingelsen af L&ae;reren, dog var snu nok til at opdage Gudens Incognito: at han kunde m&ae;rke det paa sig selv, thi han var saa underlig hver Gang han saae hiin L&ae;rer; at der var Noget i hiin L&ae;rers Stemme og Mine osv. osv. &streg; det er Kjellingesladder, hvorved man ikke bliver Discipel, men kun bespotter Guden. Hiin Skikkelse var intet Incognito, og naar Guden ved sin alm&ae;gtige Beslutning, der er ligesom hans Kj&ae;rlighed, vil v&ae;re den Ringeste lig, da skal ingen Vertshuusholder saa lidet som en Professor i Philosophien bilde sig ind, at han er snild Karl nok til at m&ae;rke Noget, hvis Guden ikke selv vil give Betingelsen. Og naar Guden i Tjenerens Skikkelse udstr&ae;kker Almagtens Haand, da skal Den, der forbauset gaber herpaa, ikke indbilde sig at han derfor er Discipelen, fordi han er forbauset, og fordi han kan samle Andre om sig, der igjen forbauses over hans Fort&ae;lling. Dersom Guden selv ikke giver Betingelsen med, saa vidste den L&ae;rende allerede fra Begyndelsen af, hvorledes det forholder sig med Guden, om han end ikke vidste af, at han vidste det, og hiint Andet er ikke det Socratiske, men uendelig derunder. Men for Discipelen er den udvortes Skikkelse (ikke dens Detail) ikke ligegyldig. Den er, hvad Discipelen har seet og grebet paa med sine H&ae;nder, men ikke saaledes er Skikkelsen vigtig, at han derfor oph&o-;rte at v&ae;re Troende, om det h&ae;ndte ham, at han en Dag saae L&ae;reren paa Gaden og ikke strax kjendte ham, eller vel endog gik et Stykke Vei ved hans Side uden at blive opm&ae;rksom paa at det var ham. Men Discipelen gav Guden Betingelsen for at see det, og oplod ham Troens &O-;ie. Men at see denne udvortes Skikkelse var en forf&ae;rdelig Sag: at omgaaes ham som En af os, og i ethvert &O-;ieblik, hvor Troen ikke var tilstede, kun at see Tjenerens Skikkelse. Naar da L&ae;reren er d&o-;d fra Discipelen, da kan Hukommelsen vel bringe Skikkelsen frem, men derfor troer han ikke, men fordi han af L&ae;reren modtog Betingelsen, derfor seer han atter i Erindringens paalidelige Billede Guden. Saaledes Discipelen, der er vidende om, at han uden Betingelsen Intet havde seet, da det f&o-;rste han forstod, var, at han selv var Usandheden. Men saa er Troen jo lige saa paradox som Paradoxet? Ganske rigtigt; hvorledes skulde den ellers i Paradoxet have sin Gjenstand og v&ae;re lykkelig i sit Forhold til den? Troen selv er et Under, og Alt hvad der gjelder om Paradoxet gjelder ogsaa om Troen. Men indenfor dette Under forholder Alt sig igjen socratisk, men saaledes at Underet aldrig h&ae;ves, hvilket er, at den evige Betingelse er givet i Tiden. Socratisk forholder Alt sig; thi Forholdet mellem den ene Samtidige og den anden Samtidige, forsaavidt de begge ere Troende, er ganske socratisk, den Ene skylder ikke den Anden Noget, men begge Guden Alt. Maaskee siger En: &anfbeg;saa har da den Samtidige slet intet Fortrin derved, at han er samtidig; og dog ligger det jo saa n&ae;r, hvis vi antage, hvad Du har antaget om Gudens Fremtr&ae;den, at prise den _{Samtidige Sl&ae;gt}samtidige Sl&ae;gt salig, at den saae og h&o-;rte&anfslut;. &streg; &anfbeg;Ja sandeligen ligger det n&ae;r, saa n&ae;r, t&ae;nker jeg, at hiin Sl&ae;gt vel ogsaa har priist sig salig; skulde vi antage dette, thi ellers var den jo ikke salig, og vor Lovpriisning udtrykker kun, at man i de samme Omst&ae;ndigheder, ved at handle anderledes, kunde v&ae;re bleven salig. Men hvis saa er, da kan jo Lovpriisningen v&ae;re saare forskjellig, naar vi n&ae;rmere bet&ae;nke det; ja tilsidst kan den maaskee blive aldeles tvetydig. Dersom, hvad vi jo l&ae;se om i gamle Kr&o-;niker, en Keiser feirede sit Bryllup otte Dage i Tr&ae;k med en Festlighed til hvilken aldrig saaes Magen, saa Luften man indaandede var kryddret af Vellugt, medens &O-;ret fornam den bestandigt zittrende i Strengeleeg og Sange, for at forherlige Nydelsen af hvad der kostelig tilb&o-;des i den rigeste Overflod. Dag og Nat, thi Natten var lys som Dagen ved Faklernes Skin, men hvad enten man saae hende ved Dagens Lys eller ved Faklens, Dronningen var deiligere og huldsaligere end nogen jordisk Qvinde, og det Hele var et Trylleri vidunderligt som det dristigste &O-;nskes endnu dristigere Opfyldelse &streg; lader os antage, at dette var skeet, og vi maatte n&o-;ies med den fastende Efterretning om at dette var skeet, hvorfor skulle vi da ikke, menneskeligt talt, prise de Samtidige lykkelige? de Samtidige, det vil da sige, dem der saae og h&o-;rte og greb til med H&ae;nderne; thi hvad hj&ae;lper det ellers at v&ae;re samtidig? det keiserlige Bryllups Herlighed og Nydelsens Overflod var jo umiddelbart til at see og tage paa, saa hvis Nogen i str&ae;ngere Forstand har v&ae;ret samtidig, da har han vel ogsaa seet og ladet sit Hjerte v&ae;re glad. Men dersom nu Herligheden var en anden, saa den ikke umiddelbart var at see, hvad hjalp det da at v&ae;re den Samtidige; man er jo ikke derfor samtidig med Herligheden. En saadan Samtidig kunde man da vel ikke kalde salig eller prise hans &O-;ine og &O-;ren, da han ikke var samtidig og Intet saae og Intet h&o-;rte af Herligheden, hvilket dog ikke havde sin Grund i at Tid og Beleilighed (umiddelbart forstaaet) var ham n&ae;gtet, men i noget Andet, som kunde mangle om end hans N&ae;rv&ae;relse i h&o-;ieste Grad havde v&ae;ret begunstiget af Leilighed til at see og h&o-;re, og om han end (umiddelbart forstaaet) ikke havde ladet den ubenyttet. Men hvad vil dette nu sige, at man kan v&ae;re Samtidig uden dog at v&ae;re Samtidig, at man altsaa kan v&ae;re Samtidig, og dog, skj&o-;ndt brugende denne Fordeel, (umiddelbart forstaaet) v&ae;re den Ikke-Samtidige; hvad vil dette sige Andet, end at man slet ikke kan v&ae;re umiddelbart samtidig med en saadan L&ae;rer og Begivenhed, saa at den virkelige Samtidige ikke er den virkelige Samtidige i Kraft af den umiddelbare Samtidighed, men i Kraft af noget Andet. Altsaa: den Samtidige kan uagtet dette v&ae;re den Ikke-Samtidige; den virkelige Samtidige er dette ikke i Kraft af den umiddelbare Samtidighed, ergo maa ogsaa den Ikke-Samtidige (umiddelbart forstaaet) kunne v&ae;re den Samtidige ved det Andet, hvorved den Samtidige bliver den virkelige Samtidige. Men den Ikke-Samtidige (umiddelbart forstaaet), det er jo den Senere, altsaa maa den Senere kunne v&ae;re den virkelige Samtidige. Eller er dette at v&ae;re den Samtidige og denne den Samtidige vi prise, der kan sige: jeg aad og drak for hans &O-;ine, og hiin L&ae;rer l&ae;rte i vore Gader, jeg saae ham mange Gange, det var en uanseelig Mand af ringe Herkomst, og kun nogle Enkelte troede i ham at finde det Overordentlige, hvilket jeg slet ikke kunde opdage, uagtet jeg dog, naar det kommer an paa at v&ae;re Samtidig med ham var det trods Nogen. Eller er dette at v&ae;re Samtidig, er denne den Samtidige, til hvem Guden maa sige, hvis de engang skulde tr&ae;ffe sammen i et andet Liv, og han nu vilde beraabe sig paa sin Samtidighed: &anfbeg;jeg kjender Dig ikke&anfslut;. Og saaledes var det jo i Sandhed ligesaa sandt som det var, at hiin Samtidige ikke havde kjendt L&ae;reren, hvad kun den Troende (&dvs;: den ikke umiddelbart Samtidige) gj&o-;r, der af L&ae;reren selv modtog Betingelsen, og derfor kjendte ham som han var kjendt&anfslut;. &streg; &anfbeg;Stands nu et &O-;ieblik; hvis Du saaledes vedbliver at tale, saa kan jeg ikke faae et Ord indf&o-;rt; thi Du taler jo som om Du disputerede for Doctorgraden, ja Du taler som en Bog, og hvad der er uheldigt nok for Dig, som en meget bestemt Bog; thi Du har nu atter, hvad enten det er med dit Vidende eller uden dit Vidende, faaet indblandet nogle Ord, som ikke tilh&o-;re Dig selv, ei heller af Dig ere lagte den Talende i Munden, men som ere Alle bekjendte, kun at Du bruger singularis istedenfor pluralis. Bibelordene (thi det er Bibelord) lyde saaledes: vi aade og drak for hans &O-;ine og han l&ae;rte i vore Gader &streg; sandeligen jeg kjender Eder ikke. Dog dette faaer nu at v&ae;re; men slutter Du dog ikke for meget, naar Du deraf, at hiin L&ae;rer svarer den Enkelte: jeg kjender Dig ikke, slutter at han ikke har v&ae;ret samtidig med L&ae;reren og ikke kjendt L&ae;reren? Dersom hiin Keiser, om hvem Du taler, vilde svare En, der paastod at have v&ae;ret samtidig med hans herlige Bryllup: jeg kjender Dig ikke, havde da dermed hiin Keiser beviist, at den Anden ikke havde v&ae;ret samtidig?&anfslut; &streg; &anfbeg;Ingenlunde havde hiin Keiser beviist det, han havde i det H&o-;ieste beviist, at han var en Daare, der end ikke som Mithridates vilde n&o-;ies med at kjende Navnet paa enhver Soldat, men vilde kjende alle Samtidige, og ved sit Kjendskab afgj&o-;re om den Enkelte havde v&ae;ret samtidig eller ikke. Keiseren var jo umiddelbart til at kjende og derfor kan den Enkelte godt have kjendt Keiseren, om Keiseren end ikke havde kjendt ham; men hiin L&ae;rer, om hvem vi tale, var jo ikke umiddelbart til at kjende, men f&o-;rst naar han selv gav Betingelsen. Den, der modtog Betingelsen, modtog den af ham selv, og altsaa maa hiin L&ae;rer kjende Enhver, der kjender ham, og den Enkelte kan kun kjende L&ae;reren ved selv at v&ae;re kjendt af ham. Er dette ikke saaledes, og seer Du maaskee strax hvad vi tillige dermed have sagt? Naar den Troende er den Troende og den der kjender Guden derved, at han faaer Betingelsen af Guden selv, saa maa den Senere aldeles i samme Forstand modtage Betingelsen af Guden selv, og kan ikke modtage den paa anden Haand, da, hvis dette skulde v&ae;re saaledes, den anden Haand maatte v&ae;re Guden selv, og i saa Fald er der jo slet Intet sagt om denne anden Haand. Men faaer den Senere Betingelsen af Guden selv, saa er han den Samtidige, den virkelige Samtidige, hvilket jo kun den Troende er og hvilket enhver Troende er.&anfslut; &streg; &anfbeg;Vel indseer jeg dette, nu da Du siger det, og jeg &o-;iner allerede de vidtforgrenede Conseqventser, om det end forundrer mig, at jeg ikke selv er faldet derpaa, og jeg vilde give Meget til at v&ae;re Den, der havde udfundet det&anfslut;. &streg; &anfbeg;Og dog vilde jeg give Mere til, at jeg ganske havde forstaaet det; thi dette besk&ae;ftiger mig mere end hvo der haver opfundet det. Men ganske har jeg endnu ikke forstaaet det, som jeg ved en strax f&o-;lgende Leilighed skal vise, hvor jeg da fortr&o-;ster mig til Din Bistand, Du som strax har forstaaet det Hele. Dersom Du derimod tillader mig det, saa vil jeg her paa dette Sted give, hvad de Retsl&ae;rde kalde et Dupplicat af hvad jeg selv hidtil har udviklet og forstaaet. Og ved dette Dupplicats Udf&ae;rdigelse paasee Du selv din Ret, og paatale den; thi jeg indkalder dig herved sub poena pr&ae;clusi et perpetui silentii. Den umiddelbare Samtidighed kan kun v&ae;re Anledningen. a) Den kan v&ae;re Anledningen til, at den Samtidige faaer en historisk Viden. I denne Henseende er den Samtidige ved hiint keiserlige Bryllup lykkeligere end den Samtidige med L&ae;reren; thi denne Sidste faaer kun Leilighed til at see Tjenerens Skikkelse, og i det H&o-;ieste en eller anden besynderlig Gjerning, hvorom han ikke med Sikkerhed kan vide, om han skal beundre den, eller indigneres over, at han selv er til Nar, da han vel end ikke vil bev&ae;ge hiin L&ae;rer til at gj&o-;re den om igjen, saaledes som en Tusindkunstner gj&o-;r det, og hvorved han giver Tilskuerne Leilighed til bedre at komme under Veir med, hvorledes det h&ae;nger sammen. b) _{den kan}Den kan v&ae;re Anledning til, at den Samtidige socratisk fordyber sig i sig selv, hvorved da hiin Samtidighed forsvinder som et Intet i Sammenligning med det Evige, han opdager i sig selv. c) Endeligen (og dette er jo vor Antagelse, for ikke at vende tilbage til det Socratiske) den bliver Anledningen til, at den Samtidige som Usandheden af Guden modtager Betingelsen og nu seer Herligheden med Troens &O-;ine. Ja salig en saadan Samtidig! Men en saadan Samtidig er jo ikke &O-;ienvidne (umiddelbart forstaaet), men som Troende er han den Samtidige, i Troens Autopsi. Men i denne Autopsi er igjen enhver Ikke-Samtidig (umiddelbart forstaaet) den Samtidige. Dersom da en Senere, maaskee endog r&o-;rt over sit eget Sv&ae;rmeri, &o-;nsker at v&ae;re den Samtidige (umiddelbart forstaaet), da beviser han, at han er en Bedrager, kjendelig som den falske Smerdes paa, at han ingen &O-;ren har &streg; Troens nemlig, om han end har de &Ae;sels-&O-;ren lange nok, med hvilke man, skj&o-;ndt Samtidig (umiddelbart forstaaet) h&o-;rer efter, til ikke at blive Samtidig. Vedbliver en Senere at fable om den Herlighed at v&ae;re Samtidig (umiddelbart forstaaet), og bestandigen at ville afsted, da _{maa vel}maa man vel lade ham gaae, men hvis Du seer efter ham, da vil Du let see paa hans Gang som og paa Veien, han indslaaer, at han ikke gaaer til Paradoxets Forf&ae;rdelse, men springer afsted som en Dandsemester for at komme tidsnok til hiint keiserlige Bryllup. Og giver han end sin Expedition et helligt Navn, og pr&ae;ker han end F&ae;lledsskab for Andre, saa de i Hobetal tiltr&ae;de Vandringen, da opdager han dog neppe det hellige Land (umiddelbart forstaaet), da det ikke findes hverken paa Landkaartet eller paa Jorden, men hans Reise er en Sp&o-;g ligesom den Leeg: at f&o-;lge En til Bedstemoders D&o-;r. Og under han sig end ingen Ro, hverken Nat eller Dag, og l&o-;ber st&ae;rkere end en Hest kan l&o-;be, og en Mand kan lyve, han l&o-;ber dog kun med Liimstangen, misforstaaende sig selv som Fuglef&ae;ngeren; thi kommer Fuglen ikke til ham, at l&o-;be efter den med Liimstangen hj&ae;lper sandeligen ikke. &streg; Kun i een Henseende kunde jeg fristes til at prise den Samtidige (umiddelbart forstaaet) lykkeligere end den Senere. Dersom vi nemlig antage, at der forl&o-;b Aarhundreder mellem hiin Begivenhed og den Seneres Liv, da vil der vel v&ae;re kommen megen Snak mellem Menneskene om denne Ting, saa megen daarlig Snak, at de usande og forvirrede Rygter, hvilke den Samtidige (umiddelbart forstaaet) havde at d&o-;ie, ikke gjorde det rette Forholds Mulighed slet saa vanskelig, saa meget mere som efter menneskelig Sandsynlighed det hundredaarige Echo, ligesom Echoet i enkelte af vore Kirker, ikke blot vilde slaae Sladder paa Troen, men slaae den hen i Sladder, hvilket dog ikke kunde skee i den f&o-;rste Generation, hvor Troen maa have viist sig i sin hele Oprindelighed, ved sin Mods&ae;tning let at skjelne fra alt Andet.&anfslut; Mellemspil Er det Forbigangne mere n&o-;dvendigt end det Tilkommende? eller: Er det Mulige ved at v&ae;re blevet virkeligt derved blevet mere n&o-;dvendigt end det var? Min kj&ae;re L&ae;ser! Vi antage nu, at hiin L&ae;rer har viist sig, at han er d&o-;d og begraven, og der gaaer da en Tid hen mellem Capitel IV og V. Saaledes h&ae;nder det ogsaa i en Comoedie, at der mellem 2 Akter ligger et Tidsrum af flere Aar. For at antyde denne Tidens Forsvinden lader man da stundom Orchestret spille en Symphoni eller noget andet Saadant, for at forkorte Tiden derved, at man udfylder den. Paa en lignende Maade har jeg ogsaa t&ae;nkt mig at ville udfylde Mellemtiden ved at overveie det fremsatte Sp&o-;rgsmaal. Hvor lang Mellemtiden skal v&ae;re, kan Du selv bestemme, men hvis det saa synes Dig, da ville vi for Alvorens og Sp&o-;gens Skyld antage netop atten hundrede og tre og fyrretyve Aar at v&ae;re forl&o-;bne. Du seer da, at jeg for Illusionens Skyld b&o-;r give mig god Tid, thi atten hundrede og tre og fyrretyve Aar er en sjelden Begunstigelse af Tid, der vel snarligen skal bringe mig i den modsatte Forlegenhed af den, hvori vore Philosopher befinde sig, hvem Tiden i Almindelighed ikke tillader mere end at antyde; den modsatte Forlegenhed af den, hvori Historikerne befinde sig, hvem ikke Stoffet men Tiden lader i Stikken. Naar Du da finder mig lidt vidtl&o-;ftig, gjentagende det Samme, &anfbeg;om det Samme&anfslut; vel at m&ae;rke, maa Du bet&ae;nke, at det er for Illusionens Skyld, og da vil Du vel tilgive mig min Vidtl&o-;ftighed, og forklare Dig den paa en ganske anderledes tilfredsstillende Maade, end ved at formode, at jeg tillod mig at mene, at denne Sag vel beh&o-;vede Overveielse, ogsaa Din, da jeg havde Dig mist&ae;nkt for ikke ganske at forstaae Dig selv i denne Henseende; og det uagtet jeg ingenlunde betvivler, at Du ganske har forstaaet og samtykket i den nyeste Philosophi, der ligesom den nyeste Tid synes at lide af en besynderlig Distraktion, der forvexler Udf&o-;relsen med Overskriften; thi hvo var vidunderlig og vidunderlig stor som den nyeste Philosophi og den nyeste Tid &streg; i Overskrifter. &pgf; 1 Tilblivelse Hvorledes forandres det, som bliver til; eller hvilken er Tilblivelsens Forandring (&g.k;&g.i;&g.n;&g.e-;&g.s;&g.i;&g.sud;)? Al anden Forandring (&g.a;&g.l;&g.l;&g.o;&g.i;&g.o-;&g.s;&g.i;&g.sud;) foruds&ae;tter, at Det, med hvilket Forandringen foregaaer, er til, selv om Forandringen er den at oph&o-;re at v&ae;re til. Saaledes ikke med Tilblivelsen; thi dersom det Tilblivende ikke i sig selv forbliver uforandret i Tilblivelsens Forandring, saa er det Tilblivende ikke dette Tilblivende, men et andet, og Sp&o-;rgsmaalet forskylder en &g.m;&g.e;&g.t;&g.a;&g.b;&g.a;&g.s;&g.i;&g.sud; &g.e;&g.i;&g.sud; &g.a;&g.l;&g.l;&g.o; &g.g;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;, idet den Sp&o-;rgende i det givne Tilf&ae;lde enten med Tilblivelsens Forandring seer en anden, som forstyrrer ham Sp&o-;rgsmaalet, eller han seer feil af det Tilblivende og bliver derfor ikke istand til at sp&o-;rge. Dersom en Plan, idet den bliver til, forandres i sig selv, saa er det ikke denne Plan der bliver til; bliver den derimod uforandret til, hvilken er da Tilblivelsens Forandring? Denne Forandring er da ikke i V&ae;sen men i V&ae;ren, og er fra ikke at v&ae;re til, til at v&ae;re til. Men denne Ikke-V&ae;ren, hvilken det Tilblivende forlader, maa jo ogsaa v&ae;re til; thi ellers &anfbeg;forblev det Tilblivende ikke uforandret i Tilblivelsen,&anfslut; uden forsaavidt det slet ikke havde v&ae;ret, hvorved da Tilblivelsens Forandring atter af en anden Grund vilde blive absolut forskjellig fra enhver anden Forandring, da det slet ingen Forandring var; thi enhver Forandring har altid forudsat et Noget. Men en saadan V&ae;ren, der dog er Ikke-V&ae;ren, det er jo Muligheden; og en V&ae;ren, der er V&ae;ren, det er jo den virkelige V&ae;ren, eller Virkeligheden; og Tilblivelsens Forandring er Overgangen fra Mulighed til Virkelighed. Kan det N&o-;dvendige blive til? Tilblivelse er en Forandring, men det N&o-;dvendige kan slet ikke forandres, da det altid forholder sig til sig selv, og forholder sig til sig selv paa den samme Maade. Al Tilblivelse er en Liden, og det N&o-;dvendige kan ikke lide, ikke lide Virkelighedens Lidelse, hvilken er denne, at det Mulige (ikke blot det Mulige, der bliver udelukket, men selv det Mulige, der bliver antaget) viser sig som Intet i det &O-;ieblik det bliver virkeligt; thi ved Virkeligheden er Muligheden tilintetgjort. Alt, hvad der bliver til, beviser netop ved Tilblivelsen, at det ikke er n&o-;dvendigt; thi det Eneste, der ikke kan blive til, er det N&o-;dvendige, fordi det N&o-;dvendige er. Er da N&o-;dvendighed ikke Eenhed af Mulighed og Virkelighed? &streg; Hvad skulde dette sige? Mulighed og Virkelighed ere ikke forskjellige i V&ae;sen, men i V&ae;ren; hvorledes skulde der af denne Forskjellighed dannes en Eenhed, der var N&o-;dvendighed, hvilken ikke er V&ae;rens Bestemmelse, men V&ae;sens Bestemmelse, da det N&o-;dvendiges V&ae;sen er at v&ae;re. I saa Fald vilde jo Mulighed og Virkelighed, ved at blive til N&o-;dvendighed, blive til et absolut andet V&ae;sen, hvilket ingen Forandring er, og vilde, ved at blive til N&o-;dvendighed eller det N&o-;dvendige, blive til det Eneste, der udelukker Tilblivelsen, hvilket er ligesaa umuligt som selvmodsigende. (Den aristoteliske S&ae;tning &anfbeg;det er muligt,&anfslut; &anfbeg;det er muligt ikke,&anfslut; &anfbeg;det er ikke muligt.&anfslut; &streg; L&ae;ren om falske og sande S&ae;tninger (Epicur) griber forstyrrende herind, da der reflekteres paa V&ae;sen, ikke paa V&ae;ren, og der f&o-;lgelig ad den Vei Intet naaes med Hensyn til Bestemmelsen af det Tilkommende). N&o-;dvendigheden staaer ganske for sig selv; der bliver slet Intet til med N&o-;dvendighed, ligesaa lidet som N&o-;dvendigheden bliver til, eller Noget ved at blive til bliver det N&o-;dvendige. Der er slet Intet til fordi _{det er N&o-;dvendigt, men}det er n&o-;dvendigt, men det N&o-;dvendige er til fordi det er n&o-;dvendigt eller fordi det N&o-;dvendige er. Det Virkelige er ikke mere n&o-;dvendigt end det Mulige, thi det N&o-;dvendige er absolut forskjelligt fra begge. (Aristoteles' L&ae;re om de to Arter af det Mulige i Forhold til det N&o-;dvendige. Feilen ligger i at han begynder med den S&ae;tning: at alt N&o-;dvendigt er muligt. For nu at undgaae at komme til at udsige det Modsigende, ja det Selvmodsigende om det N&o-;dvendige, saa hj&ae;lper han sig ved at danne to Arter af det Mulige, istedenfor at opdage at hans f&o-;rste S&ae;tning er urigtig, da det Mulige ikke lader sig pr&ae;dicere om det N&o-;dvendige). Tilblivelsens Forandring er Virkeligheden, Overgangen skeer ved Friheden. Ingen Tilblivelse er n&o-;dvendig; ikke f&o-;r den blev til, thi saa kan den ikke blive til; ikke efter at den er bleven til, thi da er den ikke bleven til. Al Tilblivelse skeer ved Frihed, ikke af N&o-;dvendighed; intet Tilblivende bliver til af en Grund; men Alt af en Aarsag. Enhver Aarsag ender i en fritvirkende Aarsag. De mellemliggende Aarsagers Skuffelse er at Tilblivelsen synes n&o-;dvendig; deres Sandhed er, at de, som selv tilblevne, _definement definitivt vise tilbage paa en fritvirkende Aarsag. Selv en Naturlovs Conseqvents forklarer ingen Tilblivelses N&o-;dvendighed, saasnart der reflecteres definitivt paa Tilblivelse. Med Frihedens Yttringer er det ligesaa, saasnart man ikke lader sig bedrage af dens Yttringer, men reflecterer paa dens Tilblivelse. &pgf; 2 Det Historiske Alt hvad der er blevet til er eo ipso historisk; thi selv om der intet videre lader sig historisk pr&ae;dicere om det, det Historiskes afgj&o-;rende Pr&ae;dikat lader sig dog pr&ae;dicere: at det er blevet til. Det, hvis Tilblivelse er den simultane Tilbliven (Nebeneinander, Rummet), har ingen anden Historie end denne; men selv saaledes seet (en masse), fraseet hvad en aandrigere Betragtning i speciellere Forstand kalder Naturens Historie, har Naturen Historie. Men det Historiske er det Forbigangne (thi det N&ae;rv&ae;rende i Confiniet med det Tilkommende er endnu ikke blevet historisk); hvorledes kan man da sige, at Naturen, skj&o-;ndt umiddelbart n&ae;rv&ae;rende, er historisk, naar man ikke derved t&ae;nker paa hiin aandrigere Betragtning? Vanskeligheden kommer deraf, at Naturen er for abstrakt til i str&ae;ngere Forstand at v&ae;re dialektisk i Retning af Tiden. Dette er Naturens Ufuldkommenhed, at den ikke har i anden Forstand Historie, og dens Fuldkommenhed, at den dog har en Antydning deraf (den nemlig, at den er bleven til, hvilket er det Forbigangne; det at den er til, det N&ae;rv&ae;rende), medens det er det Eviges Fuldkommenhed ikke at have Historie, og er det Eneste, der er til, og dog absolut ikke har Historie. Dog Tilblivelsen kan i sig indeholde en Fordobling, &dvs;: en Mulighed af Tilblivelse indenfor sin egen Tilblivelse. Her ligger det i str&ae;ngere Forstand Historiske, som er dialektisk i Retning af Tiden. Den Tilblivelse, som her er det F&ae;lleds med Natur-Tilblivelsen, er en Mulighed, en Mulighed, der for Naturen er dennes hele Virkelighed. Men denne egentlige historiske Tilblivelse er dog indenfor en Tilblivelse, dette maa bestandigen fastholdes. Den speciellere historiske Tilblivelse bliver til ved en relativt fritvirkende Aarsag, der atter definitivt viser hen til en absolut fritvirkende Aarsag. &pgf; 3 Det Forbigangne Hvad som er skeet, det er skeet, kan ikke gj&o-;res om igjen; saaledes kan det ikke forandres (Stoikeren Chrysipp &streg; Megarikeren Diodor). Er denne Uforanderlighed N&o-;dvendighedens? Det Forbigangnes Uforanderlighed er tilveiebragt ved en Forandring, ved Tilblivelsens Forandring, men en saadan Uforanderlighed udelukker jo ikke al Forandring, da den ikke har udelukket den; thi al Forandring er jo (dialektisk i Retning af Tid) kun udelukket derved, at den ethvert &O-;ieblik er udelukket. Vil man betragte det Forbigangne som N&o-;dvendigt, da skeer dette ved at glemme, at det er blevet til; men skulde en saadan Glemsomhed maaskee ogsaa v&ae;re n&o-;dvendig? Hvad der er skeet, det er skeet saaledes som det er skeet, saaledes er det uforanderligt; men er denne Uforanderlighed _{N&o-;dvendigheden?}N&o-;dvendighedens? Det Forbigangnes Uforanderlighed er, at dets virkelige Saaledes ikke kan blive anderledes, men f&o-;lger deraf, at dets mulige Hvorledes ikke kunde have blevet anderledes. Derimod er det N&o-;dvendiges Uforanderlighed, at det bestandigen forholder sig til sig selv, og forholder sig til sig selv paa den samme Maade, udelukker enhver Forandring, n&o-;ies ikke med det Forbigangnes Uforanderlighed, hvilken ikke blot, som viist, er dialektisk i Retning af en tidligere Forandring, af hvilken den fremgaaer, men endog maa v&ae;re dialektisk i Retning af en h&o-;iere Forandring, der oph&ae;ver den. (Angerens f. Ex. der vil oph&ae;ve en Virkelighed). Det Tilkommende er endnu ikke skeet; men derfor er det ikke mindre n&o-;dvendigt end det Forbigangne, da det Forbigangne ikke blev n&o-;dvendigt ved at v&ae;re skeet, men tvertimod ved at v&ae;re skeet viste, at det ikke var n&o-;dvendigt. Var det Forbigangne blevet n&o-;dvendigt, saa vilde man derfra ikke kunne slutte i Mods&ae;tning med Hensyn til det Tilkommende, men tvertimod vilde deraf f&o-;lge, at det Tilkommende ogsaa var n&o-;dvendigt. Dersom N&o-;dvendigheden kunde indtr&ae;de paa eet eneste Punkt, saa vilde der ikke mere v&ae;re Tale om det Forbigangne og det Tilkommende. At ville forudsige det Tilkommende (prophetere) og at ville forstaae det Forbigangnes N&o-;dvendighed, er aldeles det Samme, og kun Moden gj&o-;r at det Ene synes een Sl&ae;gt plausiblere end det Andet. Det Forbigangne er jo blevet til; Tilblivelsen er Virkelighedens Forandring ved Friheden. Dersom nu det Forbigangne var blevet n&o-;dvendigt, da vilde det ikke mere tilh&o-;re Friheden, &dvs;: tilh&o-;re det, hvorved det blev til. Friheden var da ilde stedt, den var baade til at lee og til at gr&ae;de over, da den bar Skylden for hvad der ikke tilh&o-;rte den, frembragte hvad N&o-;dvendigheden slugte, og Friheden selv blev en Illusion og ikke mindre Tilblivelsen; Friheden blev Hexeri, Tilblivelsen blind Allarm. &pgf; 4 Opfattelsen af det Forbigangne Naturen, som Rummets Bestemmelse, er kun umiddelbart til. Hvad der er dialektisk i Retning af Tiden har en Dobbelthed i sig, at det efterat have v&ae;ret n&ae;rv&ae;rende, kan bestaae som et Forbigangent. Det egentlige Historiske er bestandig det Forbigangne (det er forbi; om det er Aar eller Dage siden, gj&o-;r ingen Forskjel), og har som forbigangent Virkeligheden; thi det er vist og tilforladeligt, at det er skeet; men det at det er skeet, er netop atter dets Uvished, der bestandig skal forhindre Opfattelsen i at tage det Forbigangne hen, som havde det v&ae;ret saaledes fra Evighed af. Kun i denne Modsigelse af Vished og Uvished, _hvilkethvilken er det Tilblevnes discrimen og saaledes ogsaa det Forbigangnes, er det Forbigangne forstaaet; anderledes forstaaet, har Opfattelsen misforstaaet sig selv (at den er Opfattelse) og sin Gjenstand (at noget Saadant kunde blive en Opfattelses Gjenstand). Enhver Opfattelse af det Forbigangne, der tilgavns vil have forstaaet det ved at construere det, har kun tilgavns misforstaaet. (En Manifestations Theori istedenfor Constructionen skuffer ved f&o-;rste &O-;iekast, men i n&ae;ste Moment har man atter den secundaire Construction og den n&o-;dvendige Manifestation). Det Forbigangne er ikke n&o-;dvendigt, da det blev til; blev ikke n&o-;dvendigt ved at blive til (en Modsigelse), og bliver endnu mindre n&o-;dvendigt ved nogen Opfattelse. (Afstanden i Tid foranlediger, at Aandens Sands bedrages, ligesom Afstanden i Rum foranlediger Sandsebedraget. Den Samtidige seer ikke det Tilblivendes N&o-;dvendighed, men naar der ligger Aarhundreder mellem Tilblivelsen og Betragteren &streg; saa seer han N&o-;dvendigheden, ligesom Den, der paa Afstand seer det Fiirkantede rundt). Skulde det Forbigangne blive n&o-;dvendigt ved Opfattelsen, da vandt det Forbigangne hvad Opfattelsen tabte, da den opfattede noget Andet, hvilket er en daarlig Opfattelse. Dersom det Opfattede forandres i Opfattelsen, saa forandres Opfattelsen til at v&ae;re en Misforstaaelse. En Viden af det N&ae;rv&ae;rende giver dette ingen N&o-;dvendighed, en Forudviden af det Tilkommende giver dette ingen N&o-;dvendighed (Boethius), en Viden af det Forbigangne giver dette ingen N&o-;dvendighed; thi al Opfattelse som al Viden har Intet at give af. Den, der opfatter det Forbigangne, Historico-philosophus, er derfor en bagl&ae;nds Prophet (Daub). At han er Prophet betegner netop, at der til Grund for det Forbigangnes Vished ligger den Uvished, der er for dette aldeles i samme Forstand som for det Tilkommende, den Mulighed (Leibnitz &streg; de mulige Verdener), ud af hvilken det umuligen med N&o-;dvendighed kunde fremgaae, nam necessarium se ipso prius sit, necesse est. Historikeren staaer da atter hos det Forbigangne, bev&ae;get i den Lidenskab, hvilken er den lidenskabelige Sands for Tilblivelse, &dvs;: Beundringen. Beundrer Philosophen slet Intet (og hvorledes skulde man ogsaa uden ved en ny Art Modsigelse falde paa at beundre en n&o-;dvendig Construction), saa har han eo ipso ikke med det Historiske at gj&o-;re; thi overalt hvor Tilblivelsen er med (hvilken jo er i det Forbigangne), der kan det vissest Tilblevnes Uvished (hvilken er Tilblivelsens) kun udtrykke sig i denne Philosophen v&ae;rdige og n&o-;dvendige Lidenskab (Plato &streg; Aristoteles). Selv om det Tilblevne er det Visseste, selv om Beundringen vil give sit Samtykke forud, ved at sige, at hvis dette ikke var skeet, saa maatte man digte det (Baader), selv da er Beundringens Lidenskab selvmodsigende, hvis den vil tillyve det Tilblevne N&o-;dvendighed og narre sig selv. &streg; Allerede Ordet, som ogsaa Begrebet: Methode, viser tilstr&ae;kkeligen, at den Fremadskriden, her kan v&ae;re Tale om, er en teleologisk; men i enhver saadan er der ethvert &O-;ieblik en Pause (her staaer Beundringen in pausa og venter paa Tilblivelsen), hvilken er Tilblivelsens og Mulighedens, netop fordi &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; ligger udenfor. Er kun een Vei mulig, saa er &g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; ikke udenfor, men i selve Fremskriden, ja bag ved, saaledes som ved Immanentsens Fremskriden. Dette angaaende Opfattelsen af det Forbigangne. Det er imidlertid forudsat, at Kundskaben om det Forbigangne er givet; hvorledes erhverves denne? Umiddelbart kan det Historiske ikke sandses, fordi det har Tilblivelsens Svigagtighed i sig. Det umiddelbare Indtryk af et Naturph&ae;nomen eller af en Begivenhed er ikke Indtrykket af det Historiske; thi umiddelbart kan Tilblivelsen ikke sandses, men blot N&ae;rv&ae;relsen; men det Historiskes N&ae;rv&ae;relse har Tilblivelsen i sig, ellers er det ikke det Historiskes N&ae;rv&ae;relse. Den umiddelbare Sandsning og den umiddelbare Erkjenden kan ikke bedrage. Allerede derved viser det sig, at det Historiske ikke kan blive disses Gjenstand, fordi det Historiske har hiin Svigagtighed, hvilken er Tilblivelsens, i sig. I Forhold til det Umiddelbare er nemlig Tilblivelse en Svigagtighed, hvorved Det, der staaer fastest, bliver gjort tvivlsomt. Naar saaledes den Sandsende seer en Stjerne, da bliver Stjernen ham tvivlsom i det &O-;ieblik han vil blive sig bevidst, at den er bleven til. Det er ligesom om Reflexionen tog Stjernen fra Sandsen. Saameget er da klart, at Organet for det Historiske maa v&ae;re dannet i Lighed med dette, maa have det Tilsvarende i sig, hvorved det bestandig i sin Vished oph&ae;ver den Uvished, der svarer til Tilblivelsens Uvished, hvilken er en dobbelt: _{den Ikke-V&ae;rendes}det Ikke-V&ae;rendes Intethed, og den tilintetgjorte Mulighed, der tillige er enhver anden Muligheds Tilintetgj&o-;relse. Af en saadan Beskaffenhed er nu netop Troen; thi i Troens Vished er bestandig tilstede som det Oph&ae;vede den Uvished, hvilken paa enhver Maade svarer til Tilblivelsens. Troen troer saaledes hvad den ikke seer; den troer ikke, at Stjernen er til, thi det sees, men den troer, at Stjernen er bleven til. I Forhold til en Begivenhed gjelder det Samme. Det Skeete lader sig umiddelbart erkjende, men at det er skeet, ingenlunde, end ikke at det skeer, selv om det skeer som man siger lige for N&ae;sen. Det Skeetes Svigagtighed er at det er skeet, hvori Overgangen ligger fra Intet, fra Ikke-V&ae;ren og fra det mangfoldige mulige Hvorledes. Den umiddelbare Sands og Erkjendelse aner ikke den Usikkerhed, med hvilken Troen n&ae;rmer sig sin Gjenstand, men heller ei den Vished, der vikler sig ud af Uvisheden. Den umiddelbare Sandsning og Erkjenden kan ikke bedrage. Dette er af Vigtighed at forstaae, for at forstaae Tvivlen, og for igjennem den igjen at anvise Troen sin Plads. Hiin Tanke ligger nu til Grund for den gr&ae;ske Skepsis, hvor underligt dette end synes. Dog er det ikke saa vanskeligt at forstaae, eller at forstaae, hvilket Lys dette kaster over Troen, naar man ikke aldeles er forstyrret af den hegelske Tvivlen om Alt, mod hvilken man sandeligen ikke skal pr&ae;dike; thi hvad Hegelianerne sige herom, er af den Beskaffenhed, at det snarest synes at begunstige en beskeden Tvivl om, hvor vidt det h&ae;nger rigtigt sammen med, at de have tvivlet om Noget. Den gr&ae;ske Skepsis var retirerende (&g.e;&g.p;&g.o;&g.ch;&g.e-;); de tvivlede ikke i Kraft af Erkjendelsen, men i Kraft af Villien (n&ae;gte Bifald &streg; &g.m;&g.e;&g.t;&g.r;&g.i;&g.o;&g.p;&g.a;&g.th;&g.e;&g.i;&g.n;). Heraf f&o-;lger nu, at Tvivlen kun er til at h&ae;ve ved Friheden, ved en Villies-Akt, hvad enhver gr&ae;sk Skeptiker vilde forstaae, da han har forstaaet sig selv; men han vilde ikke h&ae;ve sin Skepsis, netop fordi han vilde tvivle. Det maa man nu lade ham om, men ikke paasige ham den Dumhed, at han meente, at man tvivlede med N&o-;dvendighed, samt, hvad der er endnu dummere, at hvis saa var, Tvivlen da kunde h&ae;ves. Den gr&ae;ske Skeptiker n&ae;gter ikke Sandsens og den umiddelbare Erkjendelses Rigtighed, men, siger han, Vildfarelsen har en ganske anden Grund, den kommer af Slutningen, jeg gj&o-;r. Kan jeg blot lade v&ae;re at slutte, da bliver jeg aldrig bedragen. Dersom saaledes f. Ex. Sandsen paa Afstand viser mig en Gjenstand rund, der n&ae;rved sees fiirkantet, eller viser mig en Stok brudt i Vandet, skj&o-;ndt den er lige naar den tages op, saa har Sandsen slet ikke bedraget mig, men jeg er f&o-;rst bedraget, naar jeg slutter Noget om Stokken og hiin Gjenstand. Derfor holder Skeptikeren sig bestandig in suspenso, og denne Tilstand var det han vilde. Forsaavidt da den gr&ae;ske Skepsis er bleven kaldet &g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i;&g.a; &g.z;&g.e-;&g.t;&g.e-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.e-;, &g.a;&g.p;&g.o;&g.r;&g.e-;&g.t;&g.i;&g.k;&g.e-;, &g.s;&g.k;&g.e;&g.p;&g.t;&g.i;&g.k;&g.e-;, saa udtrykke disse Pr&ae;dikater ikke det Eiendommelige ved den gr&ae;ske Skepsis, der bestandigt kun brugte Erkjendelsen for at frede om det Sindelag, der var den Hovedsagen, og derfor end ikke vilde udsige Erkjendelsens negative Resultat &g.th;&g.e;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o-;&g.sud; for ikke at fanges i at have gjort en Slutning. Sindelaget var dem Hovedsagen. (&g.t;&g.e;&g.l;&g.o;&g.sud; &g.d;&g.e; &g.o;&g.i; &g.s;&g.k;&g.e;&g.p;&g.t;&g.i;&g.k;&g.o;&g.i; &g.ph;&g.a;&g.s;&g.i; &g.t;&g.e-;&g.n; &g.e;&g.p;&g.o;&g.ch;&g.e-;&g.n;, &g.e-.a.; &g.s;&g.k;&g.i;&g.ai..;&g.sud; &g.t;&g.r;&g.o;&g.p;&g.o;&g.n; &g.e;&g.p;&g.a;&g.k;&g.o;&g.l;&g.o;&g.u;&g.th;&g.e;&g.i; &g.e-.a.; &g.a;&g.t;&g.a;&g.r;&g.a;&g.x;&g.i;&g.a;. Diog. L. lib. IX. &pgf; 107. &streg; I Mods&ae;tning hertil viser det sig nu let, at Troen ikke er en Erkjendelse, men en Frihedens-Akt, en Villiens-Yttring. Den troer Tilblivelsen, og har da i sig oph&ae;vet den Uvished, der svarer til det Ikkev&ae;rendes Intethed; den troer det Tilblevnes Saaledes, og har da i sig oph&ae;vet det Tilblevnes mulige Hvorledes, og uden at n&ae;gte Muligheden af et andet Saaledes er dog det Tilblevnes Saaledes Troen det Visseste. Forsaavidt nu Det, der ved Troen bliver det Historiske og som det Historiske bliver Troens Gjenstand (det Ene svarer til det Andet), er umiddelbart til og umiddelbart opfattes, bedrager det ikke. Den Samtidige bruge da vel sine &O-;ine o. s. v., men han passe vel paa Slutningen. Umiddelbart kan han ikke erkjende, at det er blevet til, men han kan heller ei med N&o-;dvendighed erkjende, at det er blevet til; thi Tilblivelsens f&o-;rste Udtryk er netop Afbrydelsen af Continuiteten. I det &O-;ieblik Troen troer, at det er blevet til, er skeet, gj&o-;r den det Skeete og Tilblevne tvivlsomt i Tilblivelsen, og dets Saaledes i Tilblivelsens mulige Hvorledes. Troens Slutning er ingen Slutning men en Beslutning, og derfor er Tvivlen udelukket. Naar Troen slutter: dette er til, ergo er det blevet til, kunde det synes en Slutning fra Virkning til Aarsag. Imidlertid er det ikke ganske saa, og selv om det var saa, da maa man erindre, at Erkjendelsens Slutning er fra Aarsag til Virkning, eller rettere fra Grund til F&o-;lge (Jacobi). Det er ikke ganske saa, thi umiddelbart kan jeg ikke sandse eller erkjende, at Det, jeg umiddelbart sandser og erkjender, er en Virkning, thi umiddelbart er det kun. At det er en Virkning, troer jeg; thi for at pr&ae;dicere om det, at det er en Virkning, maa jeg allerede have gjort det tvivlsomt i Tilblivelsens Uvished. Men beslutter Troen sig hertil, saa er Tvivlen h&ae;vet; i samme &O-;ieblik er Tvivlens Ligev&ae;gt og Indifferents h&ae;vet ikke ved Erkjendelse, men ved Villie. Saaledes er Troen approximationsviis det meest Disputable (thi Tvivlens Uvished, der er st&ae;rk og uovervindelig i at tvetyde &streg; dis-putare, er gaaet til Grunde i den), og det mindst Disputable i Kraft af sin nye Qvalitet. Troen er det Modsatte af Tvivlen. Tro og Tvivl ere ikke to Arter af Erkjendelse, der lade sig bestemme i Continuitet med hinanden; thi ingen af dem er Erkjendelses-Akter, og de ere modsatte Lidenskaber. Tro er Sands for Tilblivelse og Tvivl er Protest mod enhver Slutning, der vil gaae ud over den umiddelbare Sandsning og den umiddelbare Erkjendelse. Den egne Tilv&ae;r f. Ex. n&ae;gter Tvivleren ikke, men han slutter Intet; thi han vil ikke bedrages. Forsaavidt han bruger Dialektiken til bestandig at gj&o-;re det Modsatte lige sandsynligt, da er det dog ikke i Kraft heraf, at han opstiller sin Skepsis, det er blot Udenv&ae;rker, menneskelige Accomodationer; han har derfor intet Resultat, end ikke et negativt (thi dette er at anerkjende Erkjendelsen), men i Kraft af Villien beslutter han at holde inde og holde sig tilbage (&g.ph;&g.i;&g.l;&g.o;&g.s;&g.o;&g.ph;&g.i;&g.a; &g.e;&g.ph;&g.e;&g.k;&g.t;&g.i;&g.k;&g.e-;) fra enhver Slutning. Den som ikke er samtidig med det Historiske, han har istedenfor den Sandsens og Erkjendelsens Umiddelbarhed (hvilken imidlertid ikke kan opfatte det Historiske) de Samtidiges Efterretning, til hvilken han forholder sig paa samme Maade, som de Samtidige til Umiddelbarheden; thi selv om det Fortalte i Efterretningen er undergaaet Forandringen, saa kan han ikke tage den saaledes hen, at han selv ikke giver den Samtykke og gj&o-;r den til historisk, uden at han forvandler den til det Uhistoriske for sig. Efterretningens Umiddelbarhed, &dvs;: det, at Efterretning er der, er det umiddelbart N&ae;rv&ae;rende, men det Historiske ved det N&ae;rv&ae;rende er, at det er blevet til, ved det Forbigangne, at det var et N&ae;rv&ae;rende ved at v&ae;re blevet til. Saasnart nu den Senere troer det Forbigangne (ikke dets Sandhed; thi dette er en Erkjendelsens Sag, der angaaer V&ae;senet, ikke V&ae;ren; men troer, at det var et N&ae;rv&ae;rende ved at v&ae;re blevet til), saa er Tilblivelsens Usikkerhed deri; og denne Tilblivelsens Usikkerhed (det Ikke-V&ae;rendes Intethed &streg; det virkelige Saaledes's mulige Hvorledes) maa v&ae;re for ham ligesom for den Samtidige, hans Sind maa v&ae;re in suspenso ligesom den Samtidiges. Han har da ingen Umiddelbarhed mere for sig, men heller ingen Tilblivelsens N&o-;dvendighed, men kun Tilblivelsens Saaledes. Den Senere troer da vel i Kraft af den Samtidiges Udsagn, men kun i samme Forstand som den Samtidige i Kraft af den umiddelbare Sandsning og Erkjendelse, men troe kan den Samtidige ikke i Kraft heraf, og saaledes heller ikke den Senere i Kraft af Efterretningen. Det Forbigangne bliver saaledes intet &O-;ieblik n&o-;dvendigt, saalidet som det var n&o-;dvendigt, da det blev til, eller viste sig n&o-;dvendigt for den Samtidige der troede det, &dvs;: troede, at det var blevet til; thi Tro og Tilblivelse svare til hinanden, og angaae V&ae;rens oph&ae;vede Bestemmelser: det Forbigangne og det Tilkommende; og det N&ae;rv&ae;rende kun forsaavidt _{de sees}det sees under V&ae;rens oph&ae;vede Bestemmelse som det, der er blevet til; medens N&o-;dvendighed angaaer V&ae;sen, og saaledes at V&ae;senets Bestemmelse netop er at udelukke Tilblivelse. Den Mulighed, hvoraf det Mulige, der blev det Virkelige, fremgik, ledsager bestandig det Tilblevne, og bliver hos det Forbigangne, selv om der laae Aartusinder imellem; saasnart den Senere gjentager, at det er blevet til (hvilket han gj&o-;r ved at troe det), gjentager han dets Mulighed, ligegyldigt om her nu kan v&ae;re Tale om speciellere Forestillinger om denne Mulighed, eller ikke. Till&ae;g Anvendelse Hvad her er blevet sagt, gjelder om det ligefrem Historiske, hvis Modsigelse kun er, at det er blevet til, hvis Modsigelse kun er Tilblivelsens; thi man maa atter her ikke skuffes, som var det lettere at forstaae, at Noget er blevet til, efterat det er blevet til, end f&o-;r det er blevet til; thi den, der mener dette, han forstaaer endnu ikke, at det er blevet til, han har kun Sandsningen og Erkjendelsens Umiddelbarhed af det N&ae;rv&ae;rende, hvori Tilblivelsen ikke er indeholdt. Vi ville nu vende tilbage til vort Digt og til vor Antagelse, at Guden har v&ae;ret. I Forhold til det ligefrem Historiske gjelder det, at det ikke kan blive historisk for den umiddelbare Sandsning eller Erkjendelse, ligesaa lidet for den Samtidige, som for den Senere. Med hiint historiske Faktum (der er vort Digts Indhold) har det nu en egen Beskaffenhed, da det ikke er et ligefrem historisk Faktum, men et Faktum der er baseret paa en Selvmodsigelse (hvilket er tilstr&ae;kkeligt til at vise, at der ingen Forskjel er mellem den umiddelbart Samtidige og den Senere; thi ligeoverfor en Selvmodsigelse, og den Risico der er forbunden med at give den Bifald, er den umiddelbare Samtidighed slet ingen Begunstigelse). Dog er det et historisk Faktum, og kun for Troen. Troen tages da her f&o-;rst i ligefrem og almindelig Betydning, om Forholdet til det Historiske; men dern&ae;st maa Troen tages i ganske eminent Forstand, saaledes som dette Ord kun eengang kan forekomme, &dvs;: mange Gange, men kun i eet Forhold. Evigt forstaaet troer man ikke, at Guden er til, selv om man antager at han er til. Det er en misforstaaet Sprogbrug. Socrates troede ikke, at Guden var til. Hvad han vidste om Guden naaede han ved Erindring, og Gudens Tilv&ae;relse var ham ingenlunde noget Historisk. Om hans Gudserkjendelse var meget ufuldkommen i Forhold til Dens, der, efter vor Antagelse, af Guden selv modtager Betingelsen, vedkommer os ikke her; thi Troen har ikke med V&ae;senet at gj&o-;re, men med V&ae;ren, og Antagelsen, at Guden er til, bestemmer ham evigt, ikke historisk. Det Historiske er, at Guden er bleven til (for den Samtidige), at han har v&ae;ret et N&ae;rv&ae;rende derved, at han er bleven til (for den Senere). Men heri ligger netop Modsigelsen. Umiddelbart kan da Ingen blive samtidig med dette historiske Faktum (cfr. det Foregaaende); men det er Troens Gjenstand, da det angaaer Tilblivelse. Der er her ikke Sp&o-;rgsmaal om Sandheden deraf, men om man vil give det Samtykke, at Guden er bleven til, hvorved Gudens evige V&ae;sen flekteres ind i Tilblivelsens dialektiske Bestemmelser. Saaledes staaer hiint historiske Faktum hen; har ingen umiddelbar Samtidig, da det er historisk i f&o-;rste Potens (Troen i almindelig Forstand); har ingen umiddelbar Samtidig i anden Potens, da det er baseret paa en Modsigelse (Troen i eminent Forstand). Men denne sidste Lighed for de i Retning af Tid meest Forskjellige opsluger den Forskjellighed, der i Henseende til det f&o-;rste Forhold er for de i Retning af Tid Forskjellige. Hver Gang den Troende lader dette Faktum blive Gjenstand for Troen, lader det for sig blive historisk, gjentager han Tilblivelsens dialektiske Bestemmelser. Om der forl&o-;b nok saa mange Aartusinder, om hiint Faktum drog nok saa mange Conseqventser efter sig, det bliver ikke derfor mere n&o-;dvendigt (og Conseqventserne selv blive kun relativt n&o-;dvendige, definitivt seet, da de hvile i hiin fritvirkende Aarsag), end sige da det meest Bagvendte, at det skulde blive n&o-;dvendigt paa Grund af Conseqventserne, da jo Conseqventser pleie at have deres Grund i Andet og ikke at begrunde dette. Om den Samtidige eller den Tidligere nok saa meget saae Forberedelserne, saae Vink derom, saae Symptomer dertil, hiint Faktum var dog ikke n&o-;dvendigt, da det blev til, &dvs;: hiint Faktum er ligesaa lidet som Tilkommende n&o-;dvendigt, som det som Forbigangent er n&o-;dvendigt. Capitel V Discipelen paa anden Haand &anfbeg;Min kj&ae;re L&ae;ser! da der efter vor Antagelse ligger atten hundrede og tre og fyrretyve Aar mellem den samtidige Discipel og denne Samtale, saa synes der tilstr&ae;kkelig Anledning til at sp&o-;rge om en Discipel paa anden Haand, da dette Forhold vel ofte maa have gjentaget sig. Sp&o-;rgsmaalet synes da uafviseligt som ogsaa Sp&o-;rgsmaalets Fordring om en Forklaring af de Vanskeligheder, der muligen kunne tilbyde sig, naar det gjelder om at faae Discipelen paa anden Haand bestemt i Lighed med og i Forskjellighed fra den samtidige. Men _{uagtet Dette skulle}uagtet Dette, skulle vi dog ikke f&o-;rst bet&ae;nke Sp&o-;rgsmaalet, om det ogsaa er ligesaa rigtigt, som det er strax ved Haanden? Skulde det nemlig vise sig, at Sp&o-;rgsmaalet er urigtigt eller at man ikke kan sp&o-;rge saaledes, uden at sp&o-;rge som en Daare og altsaa uden at v&ae;re berettiget til at sigte Den for Daarskab, der er forstandig nok til ikke at kunne svare; &streg; saa synes Vanskelighederne at v&ae;re fjernede.&anfslut; &streg; &anfbeg;Un&ae;gteligt; thi naar man ikke kan sp&o-;rge, saa skal Svaret ikke volde En Uleilighed, og Vanskeligheden er bleven ualmindelig let.&anfslut; &streg; &anfbeg;Dette f&o-;lger dog ikke; thi s&ae;t Vanskeligheden laae i at indsee, at man ikke kan sp&o-;rge saaledes. Eller har Du maaskee allerede indseet dette; var det maaskee Meningen med hvad Du yttrede i vor sidste Samtale (Cap. IV): at Du havde forstaaet mig og alle Conseqventser af mit Udsagn, medens jeg endnu ikke ganske havde forstaaet mig selv?&anfslut; &streg; &anfbeg;Ingenlunde var dette min Mening, saa lidet som det er min Mening at Sp&o-;rgsmaalet lader sig afvise, saa meget mindre da det strax indeholder i sig et nyt Sp&o-;rgsmaal, om der ikke er en Forskjel mellem de Mange, der indeholdes under Bestemmelsen: Discipelen paa anden Haand; med andre Ord, om det er rigtigt, at dele et saa uhyre Tids-Afsnit i to saa ulige Dele: den Samtidige &streg; den Senere.&anfslut; &streg; &anfbeg;Du mener, at der maa kunne v&ae;re Tale om en Discipel paa 5te, paa 7de Haand o. s. v.; men hvis der nu end for at f&o-;ie Dig, blev Tale derom, fulgte deraf, at Talen om alle disse Forskjelligheder, dersom den ikke var splidagtig med sig selv, ikke burde lade sig sammenfatte under Eet ligeoverfor den Bestemmelse: den samtidige Discipel? Eller handlede Talen rigtigt, om den bar sig ad som Du, saa den var eenfoldig nok til at gj&o-;re, hvad Du var listig nok til, at faae Sp&o-;rgsmaalet om Discipelen paa anden Haand forvandlet til et ganske andet Sp&o-;rgsmaal, hvorved Du fandt Leilighed til istedenfor at samtykke eller misbillige mit Forslag, at narre mig med et nyt Sp&o-;rgsmaal? Men da Du formodentligen ikke &o-;nsker at forts&ae;tte denne Samtale, af Frygt for at den skal udarte til Sophisteri og Kj&ae;vl, saa vil jeg afbryde den; men af Udviklingen, som jeg nu agter at frems&ae;tte den, vil Du see, at der er taget Hensyn til de Yttringer, der ere forefaldne imellem os.&anfslut; &pgf; 1 Discipelen paa anden Haand i sin Forskjellighed fra sig selv Her reflecteres altsaa ikke paa den secundaire Discipels Forhold til den samtidige, men den Forskjellighed, paa hvilken der reflecteres, er en saadan, at det indbyrdes Forskjelliges Lighed overfor et Andet bliver tilbage; thi den Forskjellighed, der kun er forskjellig fra sig selv, bliver jo indenfor Ligheden med sig selv. Paa Grund heraf er det heller ei nogen Vilkaarlighed at bryde af, hvor man vil; thi den relative Forskjel er her ingen Sorites, af hvilken Qvaliteten ved et coup de mains skal fremkomme, naar den er indenfor den bestemte Qvalitet. En Sorites vilde kun fremkomme, hvis man gjorde det at v&ae;re Samtidig dialectisk i slet Forstand, f. Ex. ved at vise, at i en vis Forstand var slet Ingen Samtidig, thi Ingen kunde v&ae;re samtidig med alle Momenter; eller ved at sp&o-;rge, naar da Samtidigheden oph&o-;rte, hvor Ikke-Samtidigheden begyndte, om der ikke var et pruttende confinium som den pratende Forstand kunde sige om: til en vis Grad o. s. v. o. s. v. Al slig umenneskelig Dybsindighed f&o-;rer til Intet, eller maaskee i vor Tid til at blive anseet for &ae;gte speculativ, da det foragtede Sophisme, Fanden veed hvorledes det er gaaet til, er blevet den &ae;gte Speculations kummerlige Hemmelighed, og det i Oldtiden som negativt Betragtede: til en vis Grad (den parodiske Fordragelighed der medierer Alt uden Smaalighed) er blevet det Positive, og hvad Oldtiden kaldte det Positive, Distinctionens Lidenskab, er blevet en Taabelighed. Mods&ae;tninger vise sig nu st&ae;rkest ved at stilles sammen, og derfor v&ae;lge vi her den f&o-;rste Generation af secundaire Disciple, og den sidste (den som begr&ae;ndser det givne spatium, de atten hundrede og tre og fyrretyve Aar), og fatte os saa kort som muligt; thi vi tale jo ikke historisk, men algebraisk, og &o-;nske ikke at adsprede eller bedaare Nogen ved Mangfoldighedens Tryllerier. Derimod erindre vi bestandig, under Forskjelligheden at fastholde den f&ae;lleds Lighed i Forskjellighed overfor den Samtidige (f&o-;rst i n&ae;ste &pgf; ville vi n&ae;rmere see, at det Sp&o-;rgsmaal om Discipelen paa anden Haand, v&ae;sentligt forstaaet, er et urigtigt Sp&o-;rgsmaal), samt at Forskjelligheden ikke maa voxe op til at forstyrre Alt. a Den f&o-;rste Generation af secundaire Disciple Denne har nu (relativt) den Fordeel at v&ae;re den umiddelbare Vished n&ae;rmere, at v&ae;re n&ae;rmere til at erhverve en n&o-;iagtig og paalidelig Efterretning om det Passerede af M&ae;nd, hvis Paalidelighed man paa andre Maader kan controllere. Denne umiddelbare Vished have vi allerede calculeret i Capitel IV. At v&ae;re noget n&ae;rmere til den er nu vel en Skuffelse; thi Den, der ikke er den umiddelbare Vished saa n&ae;r, at han er umiddelbar vis, han er absolut fjernet. Dog vi ville bringe denne relative Forskjellighed (som den f&o-;rste Generation af secundaire Disciple har i Forhold til de sildigere) i Anslag; hvor h&o-;it skulle vi anslaae den? Vi kan jo dog kun anslaae den i Forhold til den Samtidiges Fordeel; men hans Fordeel (den umiddelbare Vished i str&ae;ng Forstand) have vi jo allerede i Cap. IV. viist at v&ae;re tvetydig (anceps &streg; farefuld), og skulle yderligere gj&o-;re det i n&ae;ste &pgf;. &streg; Eller hvis der i den n&ae;rmeste Generation havde levet et Menneske, der med en Tyrans Magt forbandt en Tyrans Lidenskab, og han havde faaet det Indfald ikke at bekymre sig om Andet end at faae Sandheden tilveiebragt paa dette Punkt, blev han derfor Discipelen? S&ae;t, han bem&ae;gtigede sig alle de endnu levende samtidige Vidner og De, som stode dem n&ae;rmest, lod dem afh&o-;re hver for sig paa det n&o-;iagtigste, lod dem indesp&ae;rre ligesom hine 70 Fortolkere, udhungre for at tvinge dem til at sige Sandheden, lod dem paa den meest underfundige Maade confrontere med hinanden, blot for ved ethvert Middel at sikkre sig en paalidelig Efterretning &streg; var han ved Hj&ae;lp af denne Efterretning Discipelen? Maatte Guden ikke snarere smile af ham, at han paa den Maade vilde tiltvinge sig hvad der ikke lader sig kj&o-;be for Penge, men heller ei tage ved Magt? Selv hvis hiint Faktum, om hvilket vi tale, var et simpelt historisk Faktum, Vanskeligheden skulde dog ikke udeblive, naar han vilde tilveiebringe en absolut Overeensstemmelse i alle Smaating, hvilket maatte v&ae;re ham af uhyre Vigtighed, fordi Troens Lidenskab, &dvs;: den Lidenskab, der er saa intensiv som Troen er det, havde faaet en forkeert Retning hen paa det blot Historiske. Det er bekjendt nok, at de redeligste og meest sanddrue Mennesker allersnarest indvikle sig i Modsigelser, naar de blive Gjenstand for en inqvisitorisk Behandling og for en Inqvisitors fixe Idee, medens det kun er forbeholdt en forvorpen Forbryder, paa Grund af den N&o-;iagtighed, som en ond Samvittighed indsk&ae;rper, ikke at modsige sig selv i sin L&o-;gn. Men dette fraseet, hiint Faktum, om hvilket vi tale, er jo intet simpelt historisk Faktum, hvad hjalp det ham da Alt? Hvis han fik tilveiebragt en compliceret Efterretning, der stemmede overeens paa Bogstav og paa Minut &streg; saa var han udenfor al Tvivl bedragen. Han havde endog faaet en st&o-;rre Vished end den Samtidige, der saae og h&o-;rte, thi denne maatte dog let opdage, at han stundom ikke saae og stundom saae feil og ligesaa med H&o-;relsen, og maatte jo bestandig mindes om, at han ikke saae eller h&o-;rte Guden umiddelbart, men saae et Menneske i en ringe Skikkelse, der sagde om sig selv, at han var Guden, med andre Ord, han maatte bestandig mindes om, at hiint Faktum var grundet paa en Modsigelse. Var da hiint Menneske tjent med sin Efterretnings Paalidelighed? Ja historisk seet, men ellers ikke; thi al Tale om Gudens jordiske Deilighed (da han dog kun var i Tjenerens Skikkelse &streg; et enkelt Menneske, som En af os &streg; Forargelsens Gjenstand), om hans umiddelbare Guddommelighed (da dog Guddommeligheden ikke er en umiddelbar Bestemmelse, og L&ae;reren f&o-;rst maatte udvikle den dybeste Selv-Reflexion i den L&ae;rende, Syndsbevidstheden, _{m Betingelse}som Betingelse for Forstaaelsen), om hans Gjernings umiddelbare Vidunderlighed (da dog Vidunderet ikke er umiddelbart, men kun er for Troen, dersom ellers Den, der ikke troer, ikke seer Vidunderet) er her som allevegne Galimathias, et Fors&o-;g paa at holde Overveielsen hen med Snak. Denne Generation har relativt den Fordeel, at den ligger hiint Faktums Rystelse n&ae;rmere. Denne Rystelse og dens Zittringer bidrager til at v&ae;kke Opm&ae;rksomheden. En saadan Opm&ae;rksomheds Betydning (hvilken jo ogsaa kan blive Forargelse) have vi allerede bragt i Anslag Cap. IV. At v&ae;re den noget n&ae;rmere (i Forhold til _{det Sildigere}de Sildigere), lad det nu v&ae;re en Fordeel, Fordelen staaer dog kun i Forhold til den tvivlsomme Fordeel det er for den Samtidige. Fordelen er aldeles dialektisk ligesom Opm&ae;rksomheden. Fordelen er at blive opm&ae;rksom, hvad enten man nu forarges eller man troer. Opm&ae;rksomheden er nemlig ingenlunde partisk for Troen, som fremgik Troen ved en simpel Conseqvents af Opm&ae;rksomheden. Fordelen er, at man kommer i en saadan Tilstand, at Afgj&o-;relsen viser sig tydeligere. Dette er en Fordeel, og denne Fordeel er den eneste, som har Noget at betyde, ja saa meget at den er forf&ae;rdelig og ingenlunde en magelig Beqvemmelighed. Dersom hiint Faktum aldrig ved dum Sandsel&o-;shed er gaaet hen i menneskeligt Slendrian, saa vil enhver Generation opvise det samme Forhold af Forargelse, som den f&o-;rste; thi ved ingen Umiddelbarhed kommer man hiint Faktum n&ae;rmere. Man kan opdrages saa meget man vil til hiint Faktum, det hj&ae;lper ikke. Derimod kan det vel, is&ae;r naar Opdrageren allerede selv er saaledes velstuderet, hj&ae;lpe En til at blive en dresseret Svatzer, i hvis Sind hverken Forargelsen var anet, eller Troen havde hjemme. b Den sidste Generation Denne ligger nu fjernt fra Rystelsen, men har derimod Conseqventserne at holde sig til, har Udfaldets Sandsynligheds-Beviis; har de Conseqventser umiddelbart for sig, med hvilke hiint Faktum vel maa have omsp&ae;ndt Alt, har det Sandsynligheds-Beviis n&ae;r nok, fra hvilket dog ingen umiddelbar Overgang er til Troen, da, som viist, Troen ingenlunde er partisk for Sandsynligheden, hvad jo vilde v&ae;re en Bagvaskelse at sige om Troen. Dersom hiint Faktum kom ind i Verden, som det absolute Paradox, saa hj&ae;lper alt det Senere ikke, thi dette bliver i al Evighed Conseqventser af et Paradox, og altsaa definitivt netop ligesaa usandsynligt som Paradoxet, med mindre man vilde antage, at Conseqventser (der jo ere det Afledede) fik tilbagevirkende Kraft til at omskabe Paradoxet, hvilket vilde v&ae;re ligesaa antageligt, som at en S&o-;n fik tilbagevirkende Kraft til at skabe sin Fader om. Selv om man vil t&ae;nke Conseqventsen reent logisk, altsaa under Immanentsens Form, det bliver dog sandt, at Conseqventsen kun kan blive at bestemme som identisk og eensartet med Aarsagen; men mindst af Alt have en omskabende Magt. At have Conseqventserne for sig, er da netop lige saa tvivlsom en Fordeel, som at have den umiddelbare Vished, og Den, der tager Conseqventserne umiddelbart hen, han er bedragen, netop ligesom Den, der tager den umiddelbare Vished for Troen. Fordelen af Conseqventserne synes at ligge i at hiint Faktum lidt efter lidt skulde v&ae;re blevet naturaliseret. Er dette Tilf&ae;ldet (&dvs;: lader dette sig t&ae;nke), da er den senere Generation endog ligefrem i Fordelen for den samtidige (og det Menneske maatte da v&ae;re meget dumt, der kunde tale om Conseqventsen i denne Forstand og dog phantasere om det Lykkelige i at v&ae;re Samtidig med hiint Faktum), og kan tilegne sig hiint Faktum h&o-;ist ugeneert uden at form&ae;rke Noget til den Opm&ae;rksomhedens Tvetydighed, af hvilken Forargelsen kan fremgaae saavel som Troen. Hiint Faktum respecterer imidlertid ikke nogen Dressur, er for stolt til at &o-;nske en Discipel, der vil v&ae;re med, i Kraft af det heldige Udfald som Sagen fik, forsmaaer at naturaliseres under en Konges eller en Professors Protection; det er og bliver Paradoxet og lader sig ikke tilspeculere. Hiint Faktum er kun for Troen. Troen kan nu vel blive til anden Natur i et Menneske, men det Menneske, hvis anden Natur den bliver, han maa dog vel have havt en f&o-;rste, siden Troen blev den anden. Skal hiint Faktum naturaliseres, da lader dette sig i Forhold til Individet udtrykke saaledes, at Individet f&o-;des med Troen, &dvs;: med sin anden Natur. Dersom vi begynde saaledes vor Udvikling, saa begynder samtidigen alt muligt Galimathias at jubilere; thi nu er det jo slaaet l&o-;s og ikke mere til at standse. Dette Galimathias maa naturligviis v&ae;re opfundet ved at gaae videre, thi i Socrates' Anskuelse var der sandeligen god Mening, om vi end forlode det for at opdage det tidligere Projekterede, og et saadant Galimathias vilde vel f&o-;le det som en dyb Forn&ae;rmelse, at det ikke skulde v&ae;re langt videre end det Socratiske. Selv i en Sjelevandring er der dog Mening, men at f&o-;des med sin anden Natur, en anden Natur der refererer sig til et i Tiden givet historisk Faktum, det er et sandt non plus ultra af Galenskab. Socratisk forstaaet, har Individet v&ae;ret til f&o-;r det blev til, og erindrer sig selv, saa Erindringen er Pr&ae;existentsen (ikke Erindring om Pr&ae;existentsen); Naturen (den ene; thi her er ikke Tale om en f&o-;rste og anden Natur) er bestemmet i Continuitet med sig selv. Her derimod er Alt forl&ae;nds og historisk, saaledes at det at f&o-;des med Troen i Grunden er ligesaa plausibelt som at f&o-;des 24 Aar gammel. Skulde man virkelig kunne paavise et Individ, der var f&o-;dt med Troen, da var dette et mere seev&ae;rdigt Monstrum end det Barberen i den Stundesl&o-;se fort&ae;ller at v&ae;re f&o-;dt in den neuen Buden, om det end vilde forekomme Barberer og Stundesl&o-;se at v&ae;re et allerkj&ae;reste lille V&ae;sen, Speculationens h&o-;ieste Triumph. &streg; Eller f&o-;des maaskee Individet med begge Naturer paa eengang, vel at m&ae;rke ikke to saadanne Naturer der h&o-;re sammen for at danne den almindelige menneskelige Natur, men med to hele menneskelige Naturer, hvoraf den ene foruds&ae;tter et mellemliggende Historisk. I saa Fald er Alt forvirret hvad vi projekterede i Cap. I, vi staae ei heller ved det Socratiske, men ved en Confusion, som end ikke Socrates vilde v&ae;re istand til at h&ae;ve. Det bliver en Forvirring forl&ae;nds, der har meget tilf&ae;lleds med den af Apollonius af Tyana opfundne bagl&ae;nds. Han n&o-;iedes nemlig ikke som Socrates med at erindre sig selv som v&ae;rende f&o-;r han blev til (Bevidsthedens Evighed og Continuitet er det Dybsindige og Tanken i det Socratiske), men var hurtig til at gaae videre, han erindrede nemlig, hvem han havde v&ae;ret f&o-;r han blev sig selv. Dersom hiint Faktum er blevet naturaliseret, saa er F&o-;dselen ikke mere F&o-;dselen, men den er tillige Igjenf&o-;delsen, saaledes at den, der aldrig har v&ae;ret, han f&o-;des igjen &streg; idet han f&o-;des. &streg; I det individuelle Liv udtrykkes det saaledes, at Individet f&o-;des med Troen; i Sl&ae;gten maa det Samme udtrykkes saaledes, at Sl&ae;gten efter hiint Faktums Indtr&ae;den er bleven en ganske anden, og desuagtet er bestemmet i Continuitet med den f&o-;rste. I saa Fald burde Sl&ae;gten antage et nyt Navn; thi Troen, saaledes som vi har projekteret den, er vel intet Umenneskeligt, som en F&o-;dsel indenfor en F&o-;dsel (Igjenf&o-;delsen), men vel derimod blev den et eventyrligt Monstrum, hvis det var som vi have ladet Indvendingen ville det. Conseqventsens Fordeel er ogsaa af en anden Grund en tvivlsom Fordeel, forsaavidt den ikke er en simpel Conseqvents af hiint Faktum. Lader os anslaae _{Conseqventsernes}Conseqventsens Fordeel til dens h&o-;ieste Maximum, at hiint Faktum aldeles har omskabt Verden, har gjennemtr&ae;ngt endog det Ubetydeligste med sin Allestedsn&ae;rv&ae;relse &streg; hvorledes er dette gaaet til? Det er dog ikke skeet med et eneste Slag, men successivt, og hvorledes successivt? Dog vel _dermedderved, at hver enkelt Generation atter er kommen i Forhold til hiint Faktum? Denne Mellembestemmelse maa altsaa controlleres, saa at Conseqventsernes hele Styrke kun ved en Conversion kan komme En til Gode. Eller kan en Misforstaaelse ikke ogsaa have Conseqventser, kan en Usandhed ikke ogsaa v&ae;re kraftig? Og er det ikke skeet saaledes med hver Generation? Om nu samtlige Generationer vilde betroe den sidste Conseqventsernes hele Herlighed uden videre &streg; saa ere jo Conseqventserne en Misforstaaelse. Eller er Venedig ikke bygget paa Havet, selv om den blev saa bebygget, _{et der}at der tilsidst var en Generation, der slet ikke m&ae;rkede det, og var det ikke en s&o-;rgelig Misforstaaelse, om denne sidste Generation tog feil, indtil Bjelkerne begyndte at raadne og Byen sank? Men Conseqventser, _{de ere byggede}der ere byggede paa et Paradox, de ere jo, menneskeligt talt, byggede paa Afgrunden, og Conseqventsernes Total-Gehalt, der kun overgives den Enkelte under den Overeenskomst, at det er i Kraft af et Paradox, er jo ikke at tage hen som ur&o-;rligt Gods, da det Hele er sv&ae;vende. c Sammenligning Vi ville ikke forf&o-;lge det her Udviklede videre, men overlade til Enhver is&ae;r at ind&o-;ve sig selv i, fra de forskjelligste Sider at komme tilbage paa _{den samme Tanke}den Tanke, at bruge sin Phantasi til at udfinde de besynderligste Tilf&ae;lde af relative Forskjelligheder og relative Situationer, for da at gj&o-;re Regnestykket. Saaledes er Qvantiteten begr&ae;ndset og skal have sit uindskr&ae;nkede Raaderum inden Gr&ae;ndsen. Qvantiteten er Livets Mangfoldighed og virker bestandigen sit brogede T&ae;ppe; den er som hiin ene Parce der spandt; men da gjelder det, at Tanken, som den anden Parce, passer paa at klippe Traaden over, hvilket, fraseet Billedet, b&o-;r skee, hver Gang Qvantiteten vil danne Qvaliteten. Den f&o-;rste Generation af secundaire Disciple har da den Fordeel, at Vanskeligheden er der; thi det er altid en Fordeel, en Lettelse, naar det er det Vanskelige, jeg skal tilegne mig, at det bliver gjort mig vanskeligt. Skulde den sidste Generation, naar den betragter den f&o-;rste og seer den n&ae;sten segnende under Forf&ae;rdelsen, falde paa at sige: det er ubegribeligt; thi det Hele er ikke sv&ae;rere end at man kan tage og l&o-;be med det; da var der vel Den, som vilde svare: &anfbeg;v&ae;r saa god, l&o-;b Du kun, men Du skulde dog see efter, om Det, Du l&o-;ber med, virkelig er Det, hvorom Talen er; og derom disputere vi jo ikke, at en Vind er let nok at l&o-;be med&anfslut;. Den sidste Generation har Lethedens Fordeel, men saasnart den opdager, at denne Lethed netop er den Mislighed, der f&o-;der Vanskeligheden, saa vil denne Vanskelighed svare til Forf&ae;rdelsens Vanskelighed, og Forf&ae;rdelsen vil gribe ham ligesaa primitivt som den f&o-;rste Generation af secundaire Disciple. &pgf; 2 Sp&o-;rgsmaalet om Discipelen paa anden Haand Inden vi gaae over til selve Overveielsen ville vi strax udvise et Par Betragtninger, der orientere. a) Anseer man hiint Faktum for et simpelt historisk Faktum, saa gjelder det om at v&ae;re Samtidig, og det er Fordelen at v&ae;re Samtidig (dette forstaaet n&ae;rmere, som angivet er i Cap. IV), eller at v&ae;re saa n&ae;r som mulig, eller at kunne sikkre sig de Samtidiges Paalidelighed o. s. v. Ethvert historisk Faktum er kun et relativt Faktum, og derfor er det i sin Orden, at den relative Magt, Tiden, afgj&o-;r Menneskenes relative Skjebne, i Henseende til Samtidighed; thi mere er det ikke, og kun Barnagtighed eller Dumhed kan overvurdere det til det Absolute. &streg; b) Er hiint Faktum et evigt Faktum, saa er enhver Tid det lige n&ae;r; men vel at m&ae;rke ikke i Troen; thi Troen og det Historiske svare aldeles til hinanden, og det er derfor kun en Accommodation til en mindre correct Sprogbrug, at jeg benytter det Ord: Faktum, der er hentet fra det Historiske. &streg; c) Er hiint Faktum et absolut Faktum, eller for at bestemme det endnu n&o-;iere, er det Det, vi have fremsat, saa er det en Modsigelse, at Tiden skulde kunne dele Menneskenes Forhold til det, det vil sige, dele det i afgj&o-;rende Forstand; thi hvad der er v&ae;sentligen deleligt ved Tiden, det er eo ipso ikke det Absolute, thi deraf vilde f&o-;lge, at det Absolute selv var en casus i Livet, en Status i Forhold til Andet, medens det, skj&o-;ndt declinabelt i alle Livets casibus, _{dog bestandig}dog bestandigt er det Samme, og i ideligt Forhold til Andet, bestandig dog er status absolutus. Men det absolute Faktum er dog tillige historisk. Passe _{vil ikke}vi ikke herpaa, da er al vor hypothetiske Tale tilintetgjort; thi da tale vi kun om et evigt Faktum. Det absolute Faktum er et historisk Faktum og som saadant Troens Gjenstand. Det Historiske derved maa da vel accentueres, men ikke saaledes, at det bliver afgj&o-;rende for Individerne absolut; thi saa staae vi ved a (skj&o-;ndt det, forstaaet saaledes, er en Modsigelse, thi et simpelt historisk Faktum er intet absolut Faktum og har ikke Magt til nogen absolut Afgj&o-;relse); men det Historiske maa heller ei tages bort, thi da have vi kun et evigt Faktum. &streg; Som nu da det Historiske for den Samtidige bliver Anledning for ham, at han bliver Discipel, vel at m&ae;rke ved at faae Betingelsen af Guden selv (thi ellers tale vi socratisk), saaledes bliver de Samtidiges Efterretning Anledning for enhver Senere til at han bliver Discipel, vel at m&ae;rke ved at faae Betingelsen af Guden selv. Nu begynde vi. Af Guden selv modtager Den Betingelsen, der ved Betingelsen bliver Discipelen. Forholder det sig saaledes (og det have vi jo udviklet i det Foregaaende, hvor der blev viist, at den umiddelbare Samtidighed kun er Anledningen, dog, vel at m&ae;rke, ikke saaledes, at Betingelsen nu uden videre var i den Foranledigede), hvor bliver der da Plads for hiint Sp&o-;rgsmaal om Discipelen paa anden Haand? Thi Den, der har, hvad han har, fra Guden selv, han har det dog aabenbart fra f&o-;rste Haand; og Den, der ikke har det fra Guden selv, han er ikke Discipel. Lader os antage, at det forholder sig anderledes, at den samtidige Generation af Disciple havde af Guden modtaget Betingelsen, og nu skulde de f&o-;lgende Generationer af disse Samtidige modtage Betingelsen; hvad vilde deraf f&o-;lge? Vi ville ikke adsprede Opm&ae;rksomheden ved at t&ae;nke paa den historiske Pusilanimitet, med hvilken man formodentligen i ny Modsigelse og til ny Forvirring (thi begynder man f&o-;rst herpaa, da er Virvarret ikke til at udt&o-;mme) vilde eftertragte hine Samtidiges Efterretning, som var det derpaa det kom an. Nei, skal den Samtidige give den Senere Betingelsen med, da kommer denne til at troe paa ham. Af ham modtager han Betingelsen og derved bliver den Samtidige Troens Gjenstand for den Senere; thi Den, af hvem den Enkelte modtager Betingelsen, den samme er eo ipso (cfr. det Foregaaende) Troens Gjenstand og er Guden. En saadan Meningsl&o-;shed vil dog vel v&ae;re tilstr&ae;kkelig til at skr&ae;mme Tanken tilbage fra denne Antagelse. Modtager derimod den Senere ogsaa Betingelsen af Guden, saa vil det Socratiske atter vende tilbage, vel at m&ae;rke indenfor den totale Forskjellighed, hvilken er hiint Faktum og den Enkeltes (den Samtidige og den Seneres) Forhold til Guden. Hiin Meningsl&o-;shed derimod lader sig ikke t&ae;nke, i en anden Forstand, end naar vi sige om hiint Faktum og om den Enkeltes Forhold til Guden, at dette ikke lader sig t&ae;nke. Vor hypothetiske Antagelse af hiint Faktum og den Enkeltes Forhold til Guden indeholder ingen Selvmodsigelse, og Tanken kan saaledes besk&ae;ftige sig dermed som med det Besynderligste af Alt. Hiin meningsl&o-;se Conseqvents derimod indeholder en Selvmodsigelse, den n&o-;ies ikke med at statuere en Urimelighed, hvilken er vor hypothetiske Antagelse, men indenfor denne Urimelighed frembringer den en Selvmodsigelse, at Guden for den Samtidige er Guden, men den Samtidige igjen Guden for den Tredie. Kun saaledes gik vort Projekt videre end Socrates, at vi stillede Guden i Forhold til den Enkelte, men hvo turde vel komme til Socrates med saadan Passiar, at et Menneske er en Gud i sit Forhold til et andet Menneske? Nei, hvorledes det ene Menneske forholder sig til det andet, det forstod Socrates med et Heltemod, der allerede beh&o-;ver Uforf&ae;rdethed for at forstaaes. Og dog gjelder det om at erhverve den samme Forstaaelse indenfor den nu antagne Formation, at det ene Menneske, forsaavidt han er Troende, ikke skylder det andet Noget, men Guden Alt. At denne Forstaaelse ikke er let, is&ae;r ikke let bestandig at bevare (thi at forstaae det een Gang for alle uden at t&ae;nke de concrete Indvendinger, &dvs;: at indbilde sig selv, at man har forstaaet det, er ikke vanskeligt), indsees vel uden Besv&ae;rlighed; og Den, der vil begynde at excercere sig selv i denne Forstaaen, han vil vist ofte nok gribe sig i Misforstaaelse, og vil han indlade sig med Andre, da passe han vel paa. Men har man forstaaet det, da vil man ogsaa forstaae, at der ikke er og ikke kan v&ae;re Tale om en Discipel paa anden Haand; thi den Troende (og kun han er jo Discipelen) har bestandig Troens Autopsi, og seer ikke med Andres &O-;ine, og seer kun det samme, som enhver Troende seer &streg; med Troens &O-;ine. Hvad kan da den Samtidige gj&o-;re for den Senere? a) Han kan fort&ae;lle den Senere, at han selv har troet hiint Faktum; hvilket egentligen slet ingen Meddelelse er (dette er udtrykt ved, at der ingen umiddelbar Samtidighed gives, og at Faktum er baseret paa en Modsigelse), men blot Anledning. Naar jeg nemlig siger: dette eller dette er skeet, saa fort&ae;ller jeg historisk; men naar jeg siger &anfbeg;jeg troer og har troet, at dette er skeet, uagtet det er Forstanden en Daarskab og det menneskelige Hjerte til Forargelse,&anfslut; saa har jeg i samme &O-;ieblik netop gjort Alt for at hindre nogen Anden i at bestemme sig i umiddelbar Continuitet med mig, for at frabede mig alt Compagniskab, da enhver Eneste akkurat maa b&ae;re sig ad paa samme Maade. b) Han kan i denne Form fort&ae;lle Faktums Indhold, hvilket Indhold dog kun er for Troen, aldeles i samme Forstand som Farverne kun ere for Synet og Lyden for H&o-;relsen. I denne Form kan han gj&o-;re det; i enhver anden Form taler han kun hen i Veiret, og forleder maaskee den Senere til at bestemme sig i Continuitet med Snakken. I hvilken Forstand kan den Samtidiges Trov&ae;rdighed interessere den Senere? Ikke i Henseende til om han nu virkelig har havt Troen, saaledes som han haver vidnet det om sig selv. Dette vedkommer slet ikke den Senere, gavner ham ikke, gj&o-;r ham hverken fra eller til i selv at faae Troen. Kun Den, der selv faaer Betingelsen af Guden (hvilket ganske svarer til hvad der fordres af Mennesket, at opgive sin Forstand, og paa den anden Side er den eneste Autoritet, der svarer til Troen), kun han troer. Vil han troe (&dvs;: indbilde sig at troe), fordi mange retskafne Folk paa Bjerget have troet (&dvs;: have sagt, at de havde Troen; thi videre kan det ene Menneske ikke controllere det andet; selv om hiin Anden taalte, bar, led Alt for Troens Skyld, den der staaer udenfor kan ikke komme videre end til hvad den Anden siger om sig selv, thi Usandheden kan gaae akkurat ligesaa vidt som Sandheden &streg; for menneskelige &O-;ine &streg; ikke for Guds), da er han en Nar, og det er, v&ae;sentligen seet, tilf&ae;ldigt, om han troer i Kraft af sin Mening og en maaskee udbredt Opinion om retskafne Folks Tro, eller han troer en M&u..;nchhausen. Skal den Samtidiges Trov&ae;rdighed interessere _{ham, ak, og}ham, (ak, og det kan man v&ae;re sikker paa, at det er en Sag, der vil v&ae;kke uhyre Sensation og give Anledning til at Folianter skrives; thi dette bedrageriske Skin af Alvor, at overveie, om Den eller Den er trov&ae;rdig, istedenfor, om man selv har Troen, er en fortr&ae;ffelig Dragt for Sindets Magelighed og europ&ae;isk Bysnak), da maa det v&ae;re med Hensyn til det Historiske. Til hvilket Historisk? Det Historiske, som ikkun kan blive Gjenstand for Troen, og som den Ene ikke kan meddele den Anden, &dvs;: som den Ene vel kan meddele den Anden, men, vel at m&ae;rke, ikke saaledes at den Anden troer det, medens han, hvis han meddeler det i Troens Form, netop gj&o-;r Sit til at forhindre den Anden i at tage det umiddelbart hen. Var det Faktum, om hvilket vi tale, et simpelt historisk Faktum, da var Historieskriverens N&o-;iagtighed af stor Vigtighed. Her er dette ikke Tilf&ae;ldet; thi af den allerfineste Detail kan man dog ikke destillere Troen ud. Det Historiske, at Guden har v&ae;ret i menneskelig Skikkelse, er Hovedsagen, og den &o-;vrige historiske Detail er end ikke saa vigtig, som hvis der, istedenfor om Guden, var Tale om et Menneske. Juristerne sige, at en Capital-Forbrydelse sluger alle de mindre &streg; saaledes er det med Troen, dens Absurditet sluger aldeles det Smaalige. Uovereensstemmelser, der ellers vilde virke forstyrrende, forstyrre her ikke, og gj&o-;r Intet til Sagen. Derimod gj&o-;r det Meget til Sagen, om En gjennem en Smaaligheds Calcule vil bortlicitere Troen til den h&o-;iest Bydende; thi det gj&o-;r saa meget til Sagen, at han aldrig kommer til Troen. Selv om den samtidige Generation ikke havde efterladt Andet end disse Ord: &anfbeg;vi have troet at Guden Anno det og det har viist sig i en Tjeners ringe Skikkelse, har levet og l&ae;rt iblandt os, og er derpaa d&o-;d&anfslut; &streg; det er mere end nok. Den samtidige Sl&ae;gt har gjort det Forn&o-;dne; thi dette lille Avertissement, dette verdenshistoriske NB. er tilstr&ae;kkeligt til at blive Anledning for den Senere; og den vidtl&o-;ftigste Efterretning kan dog i al Evighed ikke blive mere for den Senere. &O-;nsker man at udtrykke den Seneres Forhold til den Samtidige saa kort som muligt, uden dog over Kortheden at ville opgive Rigtigheden, da kan man sige: den Senere troer formedelst (Anledningens) den Samtidiges Efterretning i Kraft af den Betingelse, han selv modtager af Guden. &streg; Den Samtidiges Efterretning er Anledningen for den Senere, ligesom den umiddelbare Samtidighed er det for den Samtidige; og dersom Efterretningen er, hvad den b&o-;r v&ae;re (den Troendes Efterretning), da vil den netop foranledige den samme Opm&ae;rksomhedens Tvetydighed, som han selv har havt, foranlediget af den umiddelbare Samtidighed. Er Efterretningen ikke en saadan, da er den enten af en Historiker og handler egentlig ikke om Troens Gjenstand (som hvis en samtidig Historieskriver, der ikke var Troende, fort&ae;ller Et og Andet); eller af en Philosoph, og handler ikke om Troens Gjenstand. Den Troende derimod giver netop Efterretningen saaledes hen, at Ingen umiddelbart kan tage den; thi det Ord: jeg troer det (tiltrods for Forstanden og min egen Inventionsgave) er et meget bet&ae;nkeligt aber. Der er ingen Discipel paa anden Haand. V&ae;sentligen seet, er den f&o-;rste og den sidste lige, kun at den senere Generation har i den samtidiges Efterretning Anledningen, medens den samtidige har denne i sin umiddelbare Samtidighed, og forsaavidt ikke skylder nogen Generation Noget. Men denne umiddelbare Samtidighed er blot Anledningen, og dette kan vel ikke udtrykkes st&ae;rkere end at Discipelen, hvis han forstod sig selv, netop maatte &o-;nske, at den oph&o-;rte derved, at Guden atter forlod Jorden. Dog siger maaskee En: &anfbeg;Det er besynderligt nok; nu har jeg virkeligen ikke uden en vis Interesse lige til det Sidste l&ae;st Din Udvikling, og gl&ae;det mig over, at der ingen Stikord var, ingen usynlig Skrift. Men hvorledes Du vender og dreier Dig, som Saft altid ender i Spisekammeret, saa faaer Du altid blandet et lidet Ord ind, som ikke er Dit, og som forstyrrer ved den Erindring, det v&ae;kker. Denne Tanke, at det er Discipelen gavnligt, at Guden gaaer bort, staaer i det nye Testamente, i Johannes' Evangelium. Dog, hvad enten det nu er skeet med Hensigt eller ikke, hvad enten Du nu har villet give hiin Bem&ae;rkning en s&ae;rdeles Virkning ved at indkl&ae;de den i denne Form, eller ei, saaledes som Sagen nu er vendt, synes den Samtidiges Fordeel, hvilken jeg oprindeligen var tilb&o-;ielig til at anslaae meget h&o-;it, at v&ae;re betydeligt reduceret, da der ikke kan blive Sp&o-;rgsmaal om en Discipel paa anden Haand, hvad jo paa anden Dansk vil sige saa meget som, at Alle ere v&ae;sentligen lige. Men ikke blot dette, den umiddelbare Samtidighed synes ved Din sidste Yttring, som Fordeel betragtet, at blive saa tvivlsom, at det H&o-;ieste, der siges om den, er, at det er gavnligt at den oph&o-;rer. Dette vil jo sige, at den er en intermediair Tilstand, der vel har sin Betydning, ikke kan udelades uden, som Du vilde sige, at vende tilbage til det Socratiske, men dog ikke har absolut Betydning for den Samtidige, saa han ber&o-;ves det V&ae;sentlige derved, at den oph&o-;rer, da han tvertimod vinder derved, om han end, hvis den ikke havde v&ae;ret, taber Alt og vender tilbage til det Socratiske.&anfslut; &streg; &anfbeg;Vel talt, vilde jeg sige, hvis ikke Beskedenhed forb&o-;d mig det; thi Du taler jo, som kunde det v&ae;re mig selv. Ja, saaledes er det; den umiddelbare Samtidighed er ingenlunde en afgj&o-;rende Fordeel, naar man gjennemt&ae;nker den, ikke er nysgjerrig, ikke har Hastv&ae;rk, ikke &o-;nsker, ja ikke &o-;nskende allerede staaer paa Springet for strax, ligesom hiin Barbeer i Gr&ae;kenland, at s&ae;tte Livet til ved at v&ae;re den F&o-;rste der fort&ae;ller det M&ae;rkv&ae;rdige; ikke er taabelig nok til at ansee en saadan D&o-;d at v&ae;re en Martyrs. Den umiddelbare Samtidighed er saa langt derfra, at den Samtidige netop maa &o-;nske dens Oph&o-;r, at han ikke skal fristes til at ville l&o-;be hen og see med sine sandselige &O-;ine og h&o-;re med sit jordiske &O-;re; hvilket Alt er spildt Uleilighed og en s&o-;rgelig, ja en farefuld M&o-;ie. Dog dette, har Du vel selv bem&ae;rket, h&o-;rer egentligen hjemme i en anden Betragtning, hvor der blev Sp&o-;rgsmaal, hvilken Fordeel den samtidige Troende, efterat v&ae;re bleven Troende, kunde have af sin Samtidighed, medens vi her kun tale om, hvorvidt den umiddelbare Samtidighed gj&o-;r det lettere for En at blive Troende. Den Senere kan ikke saaledes fristes; thi han har kun den Samtidiges Efterretning, hvilken, forsaavidt den er en Efterretning, er i Troens prohibitive Form. Dersom derfor den Senere forstaaer sig selv, da maa han &o-;nske, at den Samtidiges Efterretning ikke er altfor vidtl&o-;ftig, og fremfor Alt ikke affattet i saa mange B&o-;ger, at de kunde fylde hele Jorden. I den umiddelbare Samtidighed er der en Uro, som f&o-;rst ender, naar det hedder: Det er fuldbragt, uden at dog Hvilen igjen skal puffe det Historiske bort; thi da er Alt socratisk.&anfslut; &streg; &anfbeg;Paa den Maade er jo Ligheden tilveiebragt, og de stridende Parter kaldte tilbage paa Ligheden.&anfslut; &streg; &anfbeg;Dette er ogsaa min Mening; men Du maa tillige bet&ae;nke, at Guden selv jo er den Forligende. Skulde han vel stifte et saadant Forlig med nogle Mennesker, at deres Forlig med ham gjorde Forskjelligheden fra alle andre himmelraabende? Det var jo at bringe Strid. Skulde Guden lade Tidens Magt afgj&o-;re, hvem han vilde begunstige, eller skulde det ikke v&ae;re Guden v&ae;rdigt, at gj&o-;re Forliget lige vanskeligt for ethvert Menneske til enhver Tid og paa ethvert Sted; lige vanskeligt, fordi intet _{Menneske; formaaer}Menneske formaaer at give sig selv Betingelsen, men heller ei til ny Splidagtighed skal modtage den af et andet Menneske; lige vanskeligt altsaa, men ogsaa lige let, forsaavidt Guden giver den. See, derfor betragtede jeg mit Forehavende (det vil sige, forsaavidt en Hypothese kan betragtes saaledes) da jeg begyndte, som et gudeligt Forehavende, og betragter det endnu saaledes, uden dog derfor at v&ae;re ligegyldig mod nogen menneskelig Indsigelse, da jeg tvertimod endnu engang beder Dig, hvis Du har nogen lovlig Indsigelse, at fremkomme med den.&anfslut; &streg; &anfbeg;Hvor festlig Du pludseligen bliver! Selv om Sagen ikke fordrede det, maatte man jo alene for Festlighedens Skyld beslutte sig til at gj&o-;re en Indsigelse, med mindre det er mere festligt at lade det v&ae;re, og Din h&o-;itidelige Opfordring kun har til Hensigt, indirecte at paabyde Taushed. For at da idetmindste min Indsigelses Beskaffenhed ikke skal forstyrre Festligheden, saa vil jeg hente Indvendingen fra den Festlighed, ved hvilken, som det synes mig, en sildigere Generation kommer til at udm&ae;rke sig fremfor den samtidige. Thi dette indseer jeg vel, at den samtidige Generation ret dybt maa fornemme og gjennemlide den Smerte, der ligger i et saadant Paradoxs Tilblivelse, eller i, som Du har udtrykt det, at Guden planter sig ind i Menneskelivet; men efterhaanden maa dog hiin ny Tingenes Orden tr&ae;nge seierrig igjennem, og da vil endeligen den lykkelige Generation komme, der med Frydesang h&o-;ster Frugten af den S&ae;d, som under Taarer blev saaet i den f&o-;rste. Men denne triumpherende Generation, der gaaer med Sang og Klang gjennem Livet, den er dog vel forskjellig fra den f&o-;rste og fra de tidligere?&anfslut; &streg; &anfbeg;Ja, un&ae;gtelig er den forskjellig, og maaskee saa forskjellig, at den end ikke har den Lighed tilbage, der er Betingelsen for, at vi skulde tale om den, Betingelsen for, at dens Forskjellighed skulde forurolige min Str&ae;ben efter at tilveiebringe Ligheden. Men skulde en saadan triumpherende Generation, der drager gjennem Livet med Sang og Klang, som Du siger, og hvorved Du, hvis jeg ikke husker feil, erindrer mig om et ikke ubekjendt Genies burschikose og &o-;lnordiske Overs&ae;ttelse af et Bibelsted, skulde den virkelig v&ae;re _Troendetroende? Sandeligen, skulde Troen nogensinde faae det Indfald, en masse at rykke frem i Triumph, da beh&o-;ver den ikke at tillade Nogen at synge Spotteviser, thi det hjalp ikke, om den forb&o-;d Alle det. Selv om Menneskene forstummede, der vilde dog over dette vanvittige Optog h&o-;res en skingrende Latter, ligesom hine Spottens Natur-Toner paa Ceylon; thi Troen, der triumpherer, er det Ridiculeste af Alt. Dersom den samtidige Generation af Troende ikke fik Tid til at triumphere, da faaer ingen Generation det; thi Opgaven er den samme, og Troen er altid stridende; men saal&ae;nge der er Strid tilbage, er der Mulighed af Nederlag, og man triumphere derfor i Henseende til Troen aldrig f&o-;r Tiden, &dvs;: aldrig i Tiden; thi hvor er der vel Tid til at digte Triumphviser eller Beleilighed til at synge dem! Hvis det skeer, da er det jo, som om en Armee, der stod opstillet til at rykke i Marken, vilde isteden derfor drage triumpherende hjem igjen til Byens Caserne &streg; selv om intet Menneske lo deraf, selv om den hele samtidige Generation sympathiserede med dette Abracadabra &streg; vilde dog ikke Tilv&ae;relsens qvalte Latter bryde frem hvor man mindst ventede det! Hvad gjorde ogsaa den senere saakaldte Troende hermed Andet end det som er v&ae;rre, end hvad den Samtidige forgjeves vilde bede Guden om (Cap. II), da han ikke vilde, at Guden maatte uds&ae;tte sig for Ringhed og Foragt; thi den senere saakaldte Troende vilde end ikke selv n&o-;ies med Ringhed og Foragt, n&o-;ies med den stridende Daarskab, men var vel villig til at troe, naar dette gik til med Sang og Klang. Til en Saadan skal vel ikke, ja kunde end ikke Guden sige, som til hiin Samtidige: saa elsker Du da kun den Alm&ae;gtige, der gj&o-;r Miraklet, ikke Den, der fornedrede sig selv i Lighed med Dig. Og her vil jeg afbryde. Selv om jeg var bedre Dialektiker end jeg er, vilde jeg dog have en Gr&ae;ndse; og i Grunden er det netop Urokkelighed paa det Absolute og de absolute Distinctioner, der gj&o-;r En til en god Dialektiker, hvad man i vor Tid aldeles har overseet, ved at h&ae;ve og i at h&ae;ve Contradictionsprincipet, uden at indsee, hvad dog Aristoteles fremh&ae;vede, at denne S&ae;tning, at Contradictionsprincipet er h&ae;vet, er baseret paa Contradictionsprincipet, da ellers den modsatte S&ae;tning, at det ikke er h&ae;vet, er ligesaa sand. Kun een Bem&ae;rkning vil jeg endnu gj&o-;re med Hensyn til Dine mange Allusioner, der alle sigtede til, at jeg blandede laante Yttringer ind i det Sagte. At dette er Tilf&ae;ldet, n&ae;gter jeg ikke, og vil nu ei heller d&o-;lge at det var med Hensigt, samt at jeg i n&ae;ste Afsnit af denne Piece, hvis jeg nogensinde skriver et saadant, har i Sinde at n&ae;vne Sagen ved dens virkelige Navn og if&o-;re Problemet historisk Costume. Hvis jeg nogensinde skriver et n&ae;ste Afsnit; thi en Piece-Forfatter, som jeg, har, hvad Du vel vil faae at h&o-;re om mig, ingen Alvor, hvorledes skulde jeg da nu til Slutning ville hykle Alvor for at behage Menneskene ved at gj&o-;re et maaskee stort L&o-;fte. At skrive en Piece er nemlig Letsindighed &streg; men at love Systemet, det er Alvor; og det har gjort mangen Mand til en h&o-;ist alvorlig Mand baade i egne og Andres &O-;ine. Dog hvilket det f&o-;lgende Afsnits historiske Costume vil blive, er ikke vanskeligt at indsee. Som bekjendt er nemlig Christendommen det eneste historiske Ph&ae;nomen, der uagtet det Historiske, ja netop ved det Historiske, har villet v&ae;re den Enkelte Udgangspunkt for hans evige Bevidsthed, har villet interessere ham anderledes end blot historisk, har villet begrunde ham hans Salighed paa hans Forhold til noget Historisk. Ingen Philosophi (thi den er kun for Tanken), ingen Mythologi (thi den er kun for Phantasien), ingen historisk Viden (der er for Hukommelsen) har faaet dette Indfald, om hvilket man i denne Forbindelse med al Tvetydighed kan sige, at det ikke opkom i noget Menneskes Hjerte. Dette har jeg imidlertid &o-;nsket at glemme til en vis Grad, og, benyttende mig af en Hypotheses uindskr&ae;nkede Godtbefindende, antaget, at det Hele var et snurrigt Indfald af mig, som jeg dog ikke vilde opgive, f&o-;rend jeg havde gjennemt&ae;nkt _{det Munkene}det. Munkene bleve aldrig f&ae;rdige med at fort&ae;lle Verdenshistorien, fordi de bestandigt begyndte med Verdens Skabelse; skal man i at tale om Forholdet mellem Christendom og Philosophi f&o-;rst begynde med at fort&ae;lle, hvad der tidligere er sagt, hvorledes skal man da &streg; ikke blive f&ae;rdig, men komme til at begynde; thi Historien vedbliver jo at voxe. Skal man begynde med &anfbeg;hiin store T&ae;nker og Viismand, executor Novi Testamenti, Pontius Pilatus,&anfslut; der jo paa sin Viis har adskillig Fortjeneste af Christendommen og Philosophien, om han end ikke haver opfundet Mediationen, og skal man dog inden man begynder med ham, oppebie et eller andet afgj&o-;rende Skrift (maaskee Systemet), for hvilket der allerede flere Gange er skeet Tillysning ex cathedra, hvorledes kommer man saa til at begynde?&anfslut; Moralen Dette Projekt gaaer udisputeerligt videre end det Socratiske, hvilket viser sig paa ethvert Punkt. Om det derfor er sandere end det Socratiske, er et ganske andet Sp&o-;rgsmaal, hvilket ikke lader sig afgj&o-;re i samme Aandedrag, da her jo blev antaget et nyt Organ: Troen, og en ny Foruds&ae;tning: Syndsbevidstheden, en ny Afgj&o-;relse: &O-;ieblikket, og en ny L&ae;rer: Guden i Tiden, uden hvilke jeg sandeligen ikke skulde have vovet til Visitation at fremstille mig for hiin gjennem Aartusinder beundrede Ironiker, hvem jeg trods Nogen n&ae;rmer mig med Begeistringens Hjertebanken. Men at gaae videre end Socrates, naar man dog v&ae;sentligen siger det Samme som han, kun ikke slet saa godt, det er idetmindste ikke socratisk. T&ae;nkes Tanken absolut, saa at der altsaa ikke reflekteres paa Pr&ae;existentsens forskjellige Tilstande, da gaaer denne gr&ae;ske Tanke igjen i den &ae;ldre og moderne Speculation: en evig Skaben; en evig Udgaaen fra Faderen; en evig Gudvorden; en evig Sig-Offren; en forbigangen Opstandelse; en overstanden Dom. Alle disse Tanker ere hiin gr&ae;ske Tanke om Erindringen, kun m&ae;rker man det ikke altid, fordi man jo er kommen til dem ved at gaae videre. Adskilles Tanken i en T&ae;llen af Pr&ae;existentsens forskjellige Tilstande, da er denne approximerende T&ae;nknings evige pr&ae;'er ligesom den tilsvarende Approximations evige post'er. Man forklarer Tilv&ae;relsens Modsigelse ved at statuere et Pr&ae;, som man beh&o-;ver det (i Kraft af en tidligere Tilstand er Individet kommet i sin nuv&ae;rende ellers uforklarlige Tilstand), eller ved at statuere et Post, som man beh&o-;ver det (paa en anden Klode faaer man Individet bedre anbragt, og i Betragtning deraf er hans nuv&ae;rende Tilstand ikke uforklarlig). Saaledes hedder det i vor Tid, hvor man har det Positive, omtrent ligesom naar en Polytheist vilde lade haant om Monotheismens Negativitet; thi Polytheisten har jo mange Guder, Monotheisten _{kun een: Philosopherne}kun een; Philosopherne have mange Tanker, som alle gjelde til en vis Grad, Socrates kun een, som er absolut. Et Sted i Klitophon anf&o-;rer jeg kun som en Yttring af en Trediemand, da denne Dialog ansees for u&ae;gte. Klitophon klager over Socrates, at han i Forhold til Dyden blot er opmuntrende (&g.p;&g.r;&g.o;&g.t;&g.e;&g.t;&g.r;&g.a;&g.m;&g.e;&g.n;&g.o;&g.sud;), saaledes, at han fra det &O-;ieblik af, at han tilstr&ae;kkeligt har anbefalet Dyden i Almindelighed, nu overlader Enhver til sig selv. Klitophon mener, at denne Adf&ae;rd maa have sin Grund i, enten at Socrates ikke veed mere, eller at han ikke vil meddele mere. (cfr. &pgf; 410). Vi ville give os lidt god Tid, og det har jo heller ingen Hast. Ved at gaae langsomt kommer man vel stundom ikke til Maalet, men ved at haste for meget kommer man stundom Maalet forbi. Vi ville tale lidt gr&ae;sk derom. Dersom der var et Barn, der havde faaet en liden Pengesum for&ae;rende, og nu for den kunde kj&o-;be enten en god Bog f. Ex., eller et Stykke Leget&o-;i, thi begge Dele kostede lige meget; naar han nu har kj&o-;bt Leget&o-;iet, kan han da for de samme Penge kj&o-;be Bogen? Ingenlunde; thi Pengene er nu engang udgivne. Men han kan maaskee gaae hen til Boghandleren og sp&o-;rge ham, om han ikke vil bytte ham hiint Stykke Leget&o-;i og give ham Bogen isteden. S&ae;t nu Boghandleren svarede: mit kj&ae;re Barn, Dit Leget&o-;i har slet ingen V&ae;rdi; det er vel sandt, at dengang Du endnu havde Pengene, kunde Du ligesaa godt have kj&o-;bt Bogen som Leget&o-;iet; men det er en egen Sag med Leget&o-;i; thi naar det er kj&o-;bt, saa har det tabt al V&ae;rdi. Vilde Barnet ikke t&ae;nke: det var dog besynderligt nok. Og saaledes var der jo ogsaa engang, da Mennesket for den samme Priis kunde kj&o-;be Friheden og Ufriheden, og denne Priis var Sjelens frie Valg og Valgets Hengivelse. Da valgte han Ufriheden; men dersom han nu vilde komme til Guden og sige, om han ikke kunde faae den byttet, saa vilde Svaret vel v&ae;re: der var un&ae;gtelig engang, hvor Du kunde have kj&o-;bt hvilket Du vilde, men det er saa underligt med Ufriheden, naar man har kj&o-;bt den, saa har den slet intet V&ae;rd, uagtet man betaler den lige saa dyrt. Mon da ikke et saadant Menneske vilde sige: det var dog besynderligt. Eller dersom der stod to fjendtlige H&ae;re opstillede, og der kom en Ridder hvem begge indb&o-;de til at deeltage; men han valgte det ene Parti, blev overvunden og tagen til Fange. Som Fange blev han fremstillet for Seierherren og var daarlig nok til at tilbyde ham sin Tjeneste paa det Vilkaar, som engang blev budet. Mon ikke Seierherren vilde sige til ham: O, Kj&ae;re, nu er Du min Fange; der var rigtignok engang, da Du kunde have valgt anderledes, men nu er Alt forandret. Var dette ikke besynderligt nok! Skulde det forholde sig anderledes, skulde &O-;ieblikket ikke have afgj&o-;rende Betydning, da maatte jo Barnet i Grunden have kj&o-;bt Bogen, og var blot uvidende derom og i den Misforstaaelse, at det havde kj&o-;bt Leget&o-;iet; saa maatte den Fangne i Grunden have stridt paa den anden Side, men var ikke bleven seet for Taage, havde i Grunden holdt med Den, hvis Fange han nu indbildte sig at v&ae;re. &streg; &anfbeg;Den Lastefulde og den Dydige have vel ikke Magt over deres s&ae;delige Forhold, men de havde f&o-;rst Magt til at blive det Ene eller det Andet: ligesom Den, der kaster en Steen, har Magt over den inden han har kastet den, men ikke naar han har kastet den&anfslut; (Aristoteles). Ellers blev det at kaste en Illusion, og den Kastende beholdt Stenen i Haanden, trods al sin Kasten, da denne ligesom Skeptikernes &anfbeg;flyvende Piil&anfslut; ikke fl&o-;i. Maaskee synes det en Latterlighed at ville give denne Proposition Tvivlens Form ved at &anfbeg;antage&anfslut; den; thi Sligt veed jo Enhver i vor theocentriske Tid. Ja gid det var saa vel. Democrit vidste det ogsaa; thi han definerer Mennesket saaledes: &anfbeg;Mennesket er hvad vi Alle veed,&anfslut; og vedbliver: &anfbeg;thi vi veed Alle hvad en Hund, en Hest, en Plante er o. s. v., men Intet af Alt dette er Mennesket.&anfslut; Vi ville nu ikke v&ae;re saa ondskabsfulde og ere ei heller saa vittige som Sextus Empiricus, thi han slutter deraf, som bekjendt, ganske rigtigt, at Mennesket er en Hund; thi Mennesket er hvad vi Alle veed, og vi veed Alle hvad en Hund er, ergo &streg; vi ville ikke v&ae;re saa ondskabsfulde; men mon dog Sagen er saaledes bragt paa det Rene i vor Tid, at denne ikke skulde beh&o-;ve at blive lidt urolig over sig selv ved Tanken om den stakkels Socrates og hans Forlegenhed? Saaledes Spinoza, der ved at fordybe sig i Gudsbegrebet vil bringe ved Tanken V&ae;ren ud af det, men vel at m&ae;rke ikke som en tilf&ae;ldig Egenskab, men som V&ae;sens-Bestemmelse. Dette er det Dybsindige hos Spinoza, men lader os see, hvorledes han b&ae;rer sig ad. I principia philosophi&ae; Cartesian&ae; Pars I Propositio VII Lemma I siger han: &anfbeg;quo res sua natura perfectior est, eo majorem existentiam et magis necessariam involvit; et contra, quo magis necessariam existentiam res sua natura involvit, eo perfectior.&anfslut; Altsaa jo fuldkomnere, jo mere V&ae;ren; jo mere V&ae;ren, jo fuldkomnere. Dette er imidlertid en Tautologi. Denne bliver endnu tydeligere ved en Note, nota II: quod hîc non loquimur de pulchritudine et aliis perfectionibus, quas homines ex superstitione et ignorantia perfectiones vocare voluerunt. Sed per perfectionem intelligo tantum realitatem sive esse. Han forklarer perfectio ved realitas, esse; altsaa jo fuldkomnere Tingen er, jo mere er den; men dens Fuldkommenhed er, at den har mere esse i sig, det vil altsaa sige, jo mere den er, jo mere er den. Dette angaaende Tautologien, men nu videre. Det her savnes er en Distinction mellem faktisk V&ae;ren og ideel V&ae;ren. Den i og for sig uklare Sprogbrug, at tale om mere og mindre V&ae;ren, altsaa Grads-Forskjel i V&ae;ren, bliver endnu mere forvirrende, naar hiin Distinction ikke gj&o-;res, naar paa anden Dansk Spinoza vel taler dybsindigt, men ikke f&o-;rst sp&o-;rger om Vanskeligheden. I Forhold til faktisk V&ae;ren er en Tale om mere eller mindre V&ae;ren meningsl&o-;s. En Flue, naar den er, har ligesaa meget V&ae;ren som Guden; den dumme Bem&ae;rkning, som jeg her skriver, har i Henseende til faktisk V&ae;ren ligesaa meget V&ae;ren som Spinozas Dybsind, thi i Henseende til den faktiske V&ae;ren gjelder den hamletske Dialektik: at v&ae;re eller ikke v&ae;re. Den faktiske V&ae;ren er indifferent mod alle V&ae;sens-Bestemmelsers Forskjellighed, og Alt, hvad der er til, participerer uden smaalig Jalousi i at v&ae;re, og participerer lige meget. Ideelt forholder det sig anderledes, det er ganske rigtigt. Men saasnart jeg taler ideelt om V&ae;ren, taler jeg ikke mere om V&ae;ren, men om V&ae;senet. Den h&o-;ieste Idealitet har det N&o-;dvendige, derfor er det. Men denne V&ae;ren er dets V&ae;sen, hvorved det netop ikke kan blive dialektisk i den faktiske V&ae;rens Bestemmelser, fordi det er; og heller ei kan det siges i Forhold til noget andet at have mere eller mindre V&ae;ren. Dette har man, om end noget ufuldkomment, udtrykt i gamle Dage saaledes: naar Gud er mulig, er han eo ipso n&o-;dvendig (Leibnitz). Spinozas S&ae;tning er da ganske rigtig, og Tautologien i sin Orden, men det er ogsaa vist, at han aldeles omgaaer Vanskeligheden; thi Vanskeligheden er at faae fat paa den faktiske V&ae;ren, og at faae Guds Idealitet dialektisk ind i den faktiske V&ae;ren. Hvilket fortr&ae;ffeligt Sujet for den vanvittige Comik! Vort Sprog kalder rigtigt Affecten Sindslidelse; medens vi ved at n&ae;vne Ordet Affect ofte n&ae;rmest t&ae;nke paa den convulsiviske Dristighed, der forbauser og derover _glemmerglemme, at den er en Lidelse. Saaledes f. Ex. Hovmod, Trods o. s. v. Sprogbrug viser det ogsaa, at al Forargelse er lidende. Man siger, at forarges, hvilket n&ae;rmest kun udtrykker Tilstanden, men man bruger som identisk dermed, at tage Forargelse (Identiteten af det Handlende og det Lidende.) Paa Gr&ae;sk hedder det: &g.s;&g.k;&g.a;&g.n;&g.d;&g.a;&g.l;&g.i;&g.z;&g.e;&g.s;&g.th;&g.a;&g.i;. Dette Ord kommer af &g.s;&g.k;&g.a;&g.n;&g.d;&g.a;&g.l;&g.o;&g.n; (et Anst&o-;d) og betyder altsaa at tage Anst&o-;d. Her viser tillige Retningen sig tydeligt; det er ikke Forargelsen, der st&o-;der an, men Forargelsen, der tager Anst&o-;det, altsaa passivt, om end saa aktivt, at den selv tager det. Derfor har Forstanden ikke selv opfundet Forargelsen; thi den paradoxe Anst&o-;den, som den isolerede Forstand udvikler, opdager hverken Paradoxet eller Forargelsen. Saaledes er det _SocratiskSocratiske rigtigt, at al Synd er Uvidenhed; den forstaaer sig ikke i Sandheden; men deraf f&o-;lger ikke, at den jo godt kan ville sig selv i Usandheden. Enhver Bestemmelse, der vil lade Guden umiddelbart v&ae;re kjendelig, er vel en Approximations-Milep&ae;l, men t&ae;ller ikke til men fra, ikke hen til Paradoxet, men tilbage fra Paradoxet, tilbage forbi Socrates og den socratiske Uvidenhed. Dette agte man vel paa, at det ikke i Aandens Verden skal gaae En som hiin Vandrer, hvem en Engl&ae;nder paa hans Sp&o-;rgsmaal, om denne Vei f&o-;rte til London, svarede: jo den gj&o-;r, men som desuagtet ikke kom til London, fordi Engl&ae;nderen havde fortiet, at han maatte vende sig om, da han netop var if&ae;rd med at gaae fra London. Den propheterende Generation forsmaaer det Forbigangne, vil ikke h&o-;re Skrifternes Vidnesbyrd; den Generation, der har travlt med at forstaae det Forbigangnes N&o-;dvendighed, vil ikke gjerne sp&o-;rges om det Tilkommende. Begges Adf&ae;rd er ganske conseqvent; thi hver is&ae;r vilde paa det Modsatte faae Leilighed til at see, hvor daarlig deres Adf&ae;rd er. Den absolute Methode, hvilken er Hegels Opfindelse, er allerede i Logiken en vanskelig Sag, ja en glimrende Tautologi, der har v&ae;ret den videnskabelige Overtro til Tjeneste med mange Tegn og underlige Gjerninger. I de historiske Videnskaber er den en fix Idee, og det at Methoden der strax begynder med at blive concret, da jo Historien er Ideens Concretion, har vel givet Hegel Anledning til at vise en sjelden L&ae;rdom, en sjelden Magt i at forme Stoffet, hvori der ved ham kom R&o-;re nok, men har ogsaa foranlediget, at den L&ae;rendes Sind distraheres, at han, maaskee netop af &Ae;rb&o-;dighed og Beundring over China og Persien, Middelalderens T&ae;nkere, Gr&ae;kenlands Philosopher, de fire verdenshistoriske Monarchier (en Opdagelse, der, som den ikke var undgaaet Geert Westphaler, ogsaa satte mangen senere hegeliansk Geert Westphalers Snakket&o-;i i Bev&ae;gelse), glemte at eftersee, om nu og Det viste sig ved Slutningen, ved Udgangen af Fortryllelsens Vandring, hvad der bestandig blev lovet i Begyndelsen, hvad der jo var Hovedsagen, hvad al Verdens Herlighed ikke kunde erstatte, og hvad der kunde gj&o-;re Fyldest for den utidige Sp&ae;nding, i hvilken man holdtes &streg; Methodens Rigtighed. Hvorfor blev man dog strax concret, hvorfor begyndte man strax at experimentere in concreto, eller lod dette Sp&o-;rgsmaal sig ikke endnu besvare i Abstraktionens lidenskabsl&o-;se Korthed, der ingen Adspredelses-, ingen Tryllemidler har, hvad det vil sige, at Ideen bliver concret, hvad Tilblivelse er, hvorledes man forholder sig til det Tilblevne o. s. v., ligesom det jo allerede i Logiken havde ladet sig besvare, hvad Overgang vil sige, inden man gik over til at skrive tre Bind, hvori man efterviste Overgangen i de kategoriske Bestemmelser og forbausede Overtroen, og gjorde Dens Stilling saa mislig, der med Gl&ae;de vil skylde den overlegne Aand Meget og takke for hvad han skylder, men dog ikke kan glemme derover hvad Hegel selv maatte ansee for Hovedsagen. At den umiddelbare Sandsning og Erkjendelse ikke kan bedrage, indsk&ae;rper baade Plato og Aristoteles. Senere Cartesius, der netop ligesom de gr&ae;ske Skeptikere siger, at Vildfarelsen kommer fra Villien, der forhaster sig med at gj&o-;re Slutninger. Dette kaster ogsaa et Lys over Troen; idet den beslutter sig til at troe, da l&o-;ber den den Risico, at det var en Vildfarelse, men dog vil den troe. Anderledes troer man aldrig; vil man undgaae Risico, saa vil man med Vished vide, at man kan sv&o-;mme f&o-;rend man gaaer i Vandet. Det Ord Modsigelse maa her ikke tages i den forflygtigede Forstand, i hvilken Hegel har bildt sig selv og Andre og Modsigelsen ind, at denne havde Magt til at frembringe Noget. Saa l&ae;nge Intet er blevet til, er Modsigelsen kun Trangen i Beundringen, dens nisus, ikke Tilblivelsens nisus; naar det er blevet til, er Modsigelsen atter tilstede som Beundringens nisus i den Lidenskab, der reproducerer Tilblivelsen. Overhovedet er den Tanke (hvorledes den nu end in concreto n&ae;rmere er at forstaae) at ville knytte et Sandsynligheds-Beviis til det _{Usandsynlige, for at}Usandsynlige, (for at bevise &streg; at det er sandsynligt? men saa er jo Begrebet forandret; eller for at bevise &streg; at det er usandsynligt? men det er jo en Modsigelse at bruge Sandsynligheden dertil), som Alvor saa dum, at man skulde ansee det for umuligt at den kunde forekomme; som Sp&o-;g og Spas derimod, efter mit Skj&o-;n, overmaade morsom; at practisere i denne snevre Vending, meget underholdende. &streg; En &ae;del Mand vil tjene Menneskeheden med et Sandsynligheds-Beviis, for at hj&ae;lpe den ind i det Usandsynlige. Det lykkes over al Maade; r&o-;rt modtager han Gratulation og Taksigelse, ikke blot af Honoratiores, der rigtigt veed at goutere Beviset, men ogsaa af Menigheden &streg; ak og hiin &ae;dle Mand har netop forspildt Alt. &streg; Eller en Mand har en Overbeviisning; denne Overbeviisnings Gehalt er det Urimelige, det Usandsynlige. Samme Mand er betydeligt forf&ae;ngelig. Man b&ae;rer sig nu saaledes ad. Saa stilf&ae;rdigt og venskabeligt som muligt faaer man ham til at rykke ud med sin Overbeviisning. Da han ikke aner Uraad, frems&ae;tter han den skarpt. Idet han er f&ae;rdig, styrter man sig over ham paa en for hans Forf&ae;ngelighed saa pirrende Maade som muligt. Han bliver forlegen, generet, undseer sig ved sig selv, &anfbeg;at han skulde antage det Urimelige.&anfslut; Istedenfor ganske rolig at svare: &anfbeg;H&o-;ist&ae;rede, Han er en Nar; det er det Urimelige, og det skal v&ae;re det tiltrods for alle Indvendinger, som jeg selv har gjennemt&ae;nkt langt forf&ae;rdeligere end nogen Anden formaaer at s&ae;tte dem frem for mig, om jeg end valgte det Usandsynlige&anfslut;, s&o-;ger han at f&o-;re et Sandsynligheds-Beviis. Nu hj&ae;lper man ham, man lader sig overvinde, og ender omtrent saaledes: &anfbeg;Ih, nu seer jeg det, det er det Sandsynligste af Alt.&anfslut; Man omfavner ham; driver man Spasen meget vidt, kysser man ham og takker ob meliorem informationem, skuer ham til Afsked endnu engang ind i hans romantiske &O-;ie, og skilles fra ham som Ven og Fostbroder i Liv og D&o-;d, _{ligesom fra en bestemt Sjel}som fra en ligestemt Sjel man har forstaaet for en Evighed. &streg; En saadan Spas er retf&ae;rdig; thi havde Manden ikke v&ae;ret forf&ae;ngelig, saa havde jeg staaet til Nar ligeoverfor hans Overbeviisnings redelige Alvor. &streg; Hvad Epicur siger om den Enkeltes Forhold til D&o-;den (om hans Betragtning end er en meget maadelig Tr&o-;stegrund), det gjelder om Forholdet mellem Sandsynlighed og Usandsynlighed: naar jeg er, er den (D&o-;den) ikke, og naar den (D&o-;den) er, er jeg ikke.