Niels Jørgen Cappelørn, Johnny Kondrup og Tonny Aagaard Olesen Stadier paa Livets Vei Søren Kierkegaards Skrifter 6 SLV Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Jette Knudsen og Alastair McKinnon Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Jette Knudsen udgiverne, Christian Tolstrup og Peter Tudvad Kierkegaard Normalformat vers. 1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2002 http://sks.dk/slv/kom.xml 20121211 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Hilarius Bogbinder Navnet er dannet af det lat. adjektiv 'hilaris', som betyder munter, lystig, fornøjet. In vino veritas . Frater Taciturnus . Lectori benevolo lat. 'Til den velvillige læser!' Almindelig overskrift over lat. fortaler i lærde værker. Bruges også i fortalen til Ludvig Holbergs () komiske heltedigt Peder Paars (1719-20), der blev udgivet af pseudonymet Hans Michelsen, brygger i Kalundborg. SK ejede bogen i en uspecificeret udg., som formentlig var Ludvig Holberg's Peder Paars, udg. af A.E. Boye, Kbh. 1835, jf. ktl. U 67. Saasom og eftersom en talemåde, der i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 6, Kbh. 1848, s. 11, betegnes som »Gl. Advocatstiil«. Begge ord betyder fordi. Jf. Holbergs komedie Den Politiske Kandestøber (1723), 1. akt, 2. scene, hvor tjeneren Henrich giver det råd til håndværkeren Antonius, at hvis hans anmodning skal bære frugt, må han i det mindste begynde med »Saasom eller eftersom«. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 1. Bindene er uden årstal og sidetal. besynderligt især. velfornemme titulatur med klang af det 18. årh., især brugt til folk af borgerstand; bruges fx i Holbergs Peder Paars (), 1. bog, 1. sang, v. 45, hvor hovedpersonen kaldes »en velfornemme Kremmer«. Literatorernes litteraterne, skribenterne. Literatus litterat. Den lat. form gav også på SKs tid ordet en spøgende el. nedsættende klang. item lat. ligeledes. Bøger Skrivpapir, som skulde hæftes i Qvarto I bogbinderens fagsprog betegnede en bog et bestemt antal ubeskrevne blade papir; en bog skrivepapir bestod således af 24 blade (48 sider). Qvarto el. kvart er en betegnelse for det format, som fremkommer, når et helt ark papir foldes to gange, således at der dannes fire blade (otte sider). De indleverede bøger skrivepapir har altså bestået af hver seks ark, foldet til det kvartformat, hvori de skulle hæftes, dvs. sys sammen i ryggen. gelind el. gelinde, mild, stilfærdig. heute roth morgen todt ty. 'i dag rød, i morgen død'. Ordsprog, også på dansk, om den tilsyneladende raske, der dør pludseligt; udtryk for, at skæbnen er uvis. Findes optegnet i Peder Syv Aldmindelige Danske Ordsproge bd. 1-2, Kbh. 1682-88; bd. 1, s. 65 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 1325). Ordsproget føres ofte tilbage til Sir 10,11, hvor det hedder: »og i Dag er een en Konge, og i Morgen kan han døe« (GT-1740; efter nyere tælling 10,12). Døden kjender ingen Stand og ingen Aldere Der alluderes formentlig til den folkelige forestilling om dødedansen, dvs. om at døden (ofte i skikkelse af et skelet) byder mennesker af alle aldre og fra alle samfundslag op til dans og fører dem til graven. Jf. [Niels Prahl] Det menneskelige Livs Flugt, eller Døde-Dands, hvorudi ved tydelige Forestillinger og Underviisningsvers vises, hvorledes Døden uden Personsanseelse dandser af med Enhver, endog ofte uformodentlig, fra Verden til Evigheden; afbildet ved lærerige Stykker, og Samtaler imellem Døden og Personerne, udg. af T.L. Borup, 3. opl., Kbh. 1814 [1762], ktl. 1466. I udgiverens indledningsdigt hedder det: »I samme finder man, at Døden sig henvender / Til alle Mennesker i alle Kaar og Stænder, / Og banker lige frit paa Døren hos Enhver, / Hvad enten Konge, Bisp, og Bonde det end er«, s. 4. den Vei skal vi Alle dvs. vi skal alle dø. Talemåde, bl.a. brugt i Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723), 5. akt, 1. scene: »vi skal alle den Vey.« Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1. I J.L. Heibergs verskomedie »En Sjæl efter Døden« siger den spidsborgerlige sjæl, der vågner op og erfarer, at han er død: »Hvad skal man sige! / Den Vei skal jeg og alle mine Lige«. J.L. Heiberg Nye Digte, Kbh. 1841, ktl. 1562, s. 33. hvo hvem, spørgende pronomen i nominativ. Formen var allerede på SKs tid udgået af det alm. prosasprog og havde fået et poetisk el. højtideligt præg. spekelere lavkøbenhavnsk form af spekulere. Pagina lat. side. I. Levin Israel Levin (1810-83), da. litterat og filolog, udgiver af bl.a. Ludvig Holberg og J.H. Wessel. I 1846 udsendte Levin Album af nulevende danske Mænds og Qvinders Haandskrifter. Til Brug ved Skriftlæsning i Skolerne, ktl. 1955. Levin fungerede som sekretær for SK i årene o. 1844-50 og var efter eget udsagn dybt involveret i tilblivelsen af Stadier paa Livets Vei. Da han forberedte sit Album, bad han også om en prøve af SKs håndskrift, men fik afslag; jf. B&A bd. 1, s. 144 (nr. 123). Det var i feb. 1845. Se tekstredegørelsen, s. 84. Henrich siger i Comedien Det er tjeneren Peer i Holbergs komedie Jacob von Tyboe (1725), 1. akt, 4. scene, der siger: »Jeg kan, uden mig selv at rose, tale mestendeels alt, hvad jeg vil, paa Tydsk, men der er dog visse Ord, som jeg ikke forstaaer, skrive kan jeg det perfect, men ikke læse det«, Den Danske Skue-Plads () bd. 3. anseelig betydelig, anset. Seminarist . Candidatus i Philosophien cand.phil., dvs. indehaver af den såkaldte 'Anden Eksamen', der bestod af to prøver: Filologikum og Filosofikum, og som gerne blev aflagt i løbet af det første studieår. vor Frelsers Kirke kirke beliggende i bydelen Christianshavn () mellem det øvrige København og Amager (se kort 4, C2). omskrevne nævnte; en kancelliagtig parallel til 'omtalte'. skrive (...) for dvs. skrive de ord med skønskrift, som eleven skal skrive af. Prentelse trykning. gavne deres Medmennesker (...) hædre deres salig Kones Pronominet er tiltaleform (= Deres). Normen på SKs tid tilsagde ganske vist, at man stavede ordet med stort begyndelsesbogstav ved tiltale, men både SK selv og sætteren bruger også formen med lille – hvilket fx var det normale hos Holberg. 10 Rbd. 10 rigsbankdaler. Rigsdaleren var da. mønt fra 1713-1875, da den blev afløst af kronen (1 daler = 2 kroner). Før statsbankerotten i 1813 gjaldt Courantdaleren, herefter Rigsbankdaleren. En rbd. underinddeltes i 6 mark og en mark igen i 16 skilling. På 1 rbd. gik således 96 skilling. En fuldmægtig ved toldinspektionen i København havde i 1844 en årsløn på 600 rbd., og man regnede 400 rbd. for nok til at forsørge en familie. En håndværkssvend tjente almindeligvis 200 rbd. om året, men havde til gengæld fri kost og logi hos mesteren. En pige i huset fik højst 30 rbd. om året foruden kost og logi. Samtidig kostede et par sko o. 3 rbd. Pægel el. pægl, et rummål svarende til 1/4 pot, dvs. ca. 1/4 liter. Caput lat. hoved; leder. Høvedsmand især militært: anfører. billig rimelig, retfærdig. billigttænkende rimeligt el. fornuftigt tænkende. Christianshavn . i Januar 1845 se tekstredegørelsen, s. 84. In vino veritas lat. 'i vin sandhed', 'i vinen [findes] sandheden', jf. ordsproget 'Af (børn og) fulde folk skal man høre sandheden'. Opr. et gr. ordsprog, optegnet af ordsprogssamleren Zenobios (o. 100 e.Kr.), men det kendes allerede fra lyrikeren Alkaios fra Mytilene (o. 600 f.Kr.) i formen 'Vin er også sandhed'. I den gr. litteratur findes hyppige henvisninger til dette ordsprog, således i Platons () dialog Symposion, 217e, hvor det med udtrykkelig henvisning til ordsproget hedder: »Vinen er sanddru« (i Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-8, Kbh. 1830-59 (bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-1166); bd. 2, 1831, s. 93: »Vinen faaer baade Unge og Gamle til at tale Sandhed«; i Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 3, s. 141: »fulde Folk (...) taler Sandhed«). Også i rom. litteratur henvises til ordsproget, fx hos Plinius den ældre og Horats. Den her gengivne lat. form skyldes formentlig Erasmus af Rotterdam, der medtager og kommenterer 'In vino veritas' i sin ordsprogssamling Adagia (1. chiliade, centurie 7, 17) fra begyndelsen af det 16. årh. I da. litteratur, som SK har været fortrolig med, er ordsproget brugt af Jens Baggesen i rejsebogen Labyrinten (1792-93), i afsnittet »Hameln«. Den rejsende ser i denne by et værtshus med et skilt, hvorpå er malet en drueklase, og under klasen står: »Veritas in Vino«. Det aftvinger ham følgende lovprisning: »Hvor laconiskt! hvor kiærnefuldt! hvor kraftfuldt! Hvor omfattende i Betydning – hvor rigt paa Udlæggelser – hvor tilfredsstillende i hvad Mening, i hvad Henførelse, i hvad Hensigt man og tager det! Alle de Inscriptioner, jeg kiender i vort Kongelige Kiøbenhavn, fra den paa Christiansborgs Port af til den paa Abel Cathrines Boder ere vandige derimod.« Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og C.J. Boye, bd. 1-12, Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 8, 1829, s. 310f. Solche Werke sind Spiegel ... heraus sehen ty. »Sådanne værker er spejle: Hvis en abe glor ind, kan ingen apostel skue ud.« Mottoet skyldes den ty. naturvidenskabsmand og filosof Georg Christoph Lichtenberg (1742-99), af eftertiden især kendt for sine aforismer. Sentensen, der i sin sammenhæng gælder værker af Shakespeare og andre store ånder, findes i afhandlingen »Ueber Physiognomik« (1778), jf. G.C. Lichtenbergs vermischte Schriften, udg. af L.C. Lichtenberg og F. Kries, bd. 1-9, Göttingen 1800-06, ktl. 1764-1772; bd. 3, 1801, s. 479. Forerindring fortale, forord. Det sjældent brugte ord, der er en ordret oversættelse af det lat. promemoria, alluderer også til fortalens emne, forholdet mellem hukommelse og erindring. er uden videre transportabel lader sig overdrage til hvemsomhelst (som et værdipapir). fra den Spisende kommer Spisen en del af den gåde, som Samson stillede filistrene, efter at han i kadaveret af en løve havde fundet et bibo med honning, som han kunne spise; Dom 14,14. forskylder pådrager sig. vestalske Jomfru Vestalinderne var i det antikke Rom de præstinder, som vedligeholdt den evige ild, der brændte i Vestas tempel. Vesta var gudinden for arnen og hjemmet, og hendes præstinder havde aflagt kyskhedsløfte. Afpropning aftapning på flaske (af vin). Veierliget vejrliget. At erindre er ingenlunde identisk med at huske Allerede Platon og Aristoteles skelnede mellem disse to begreber. Platon beskriver i dialogen Filebos (34a-b) hukommelsen (mnēmē) som den evne el. det sted, hvor indtryk opbevares efter at være registreret af sanserne; når nogle af disse indtryk uden sansernes medvirken genfremkaldes i bevidstheden, er det erindring (anámnēsis). Jf. Platons Skrifter () bd. 7, s. 234f. Aristoteles () skrev blandt sine Parva naturalia (Naturhistoriske småskrifter) en afhandling med titlen »De memoria et reminiscentia« (»Om hukommelse og erindring«); heri beskrives hukommelsen som den evne, der opbevarer sanseindtrykkene, mens erindringen er den viljesakt, hvorved indtrykkene og deres tidsrelation genfremkaldes i bevidstheden. Hukommelsen er således en forudsætning for erindringen, ikke omvendt. Hertil svarer, at flere dyr kan huske, mens alene mennesket kan erindre (449b 1 - 453b 7). Jf. Aristoteles graece, udg. af Immanuel Bekker, bd. 1-2, Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 1, s. 449-453. Hos SK går skellet dog anderledes end hos grækerne: Hukommelsen er den bevidsthedsevne, der er indstillet på at genkalde de oplevede begivenheder præcist og i alle detaljer, men er ligegyldig over for deres betydning. Erindringen, som er en evne af højere orden, anskuer de oplevede begivenheder i forhold til den erindrendes indre, personlige sammenhæng, hans 'idé', og ser i denne forbindelse bort fra alt det uvæsentlige. Alderdommen glemmer ikke hvad Ungdommen nemmer variation af ordsproget 'Hvad man i ungdommen nemmer, man i alderdommen næppe glemmer', som findes optegnet bl.a. i Matthias Moths (ca. 1647-1719) håndskrevne ordbogsværk på Det Kongelige Bibliotek og i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 4[,2], Kbh. 1826, s. 87 (artiklen 'Nemmer'). uno tenore lat. i ét træk, ud i ét. slaae Sladder slå sludder, slå klik. Jacobi ... tænke sig selv udødelig Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819), ty. filosof, først købmand, senere embedsmand. Nær ven af J.G. Hamann () og stærkt præget af denne. I opposition til rationalismen hos Spinoza og Kant udformede Jacobi en livsfilosofi, hvor begreberne tro og følelse stod i centrum. Fx mente han, at virkeligheden (og Gud) var umiddelbart til stede for mennesket netop i troen eller følelsen. I »Beylagen zu den Briefen über die Lehre des Spinoza« siger han bl.a.: »eben so wenig konnte ich die Aussicht einer ewigdauernden Fortdauer ertragen.« Jf. Friedrich Heinrich Jacobi's Werke bd. 1-6, Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728; bd. 4,2, 1819, s. 68. at have haard Hud betyder ... Noget tilgavns Det lat. 'callere' betyder som intransitivt verbum at have hård hud som følge af arbejde, men som transitivt verbum at være klog, at forstå sig på noget. kan ikke for kan ikke gøre for. Hovedbog den vigtigste regnskabsbog i det dobbelte bogholderi; den bog, hvori alle dagligt noterede beløb samles og ordnes på de enkelte konti (). Selskabsregning el. delingsregning, egl. en regningsart, der går ud på at dele et udbytte mellem et selskabs medlemmer i forhold til deres indskud. catonisk-kjedsommelig efter den rom. politiker Marcus Porcius Cato d.æ., kaldet Cato Censorius, (234-149 f.Kr.), der en tid lang skal have sluttet alle sine taler i senatet med de samme ord: »Praeterea censeo Carthaginem esse delendam« (»I øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges«). Jf. Plutarks biografi »Marcus Cato«, kap. 27, 1, i Vitae parallelae (Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af Stephan Tetens, bd. 1-4, Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, u.å., s. 458). item lat. ligeledes. Stryg- (...) Top-Maal strøget (dvs. knebent) mål, hhv. rigeligt mål. Udtrykket bruges i Holbergs komedie Den Stundesløse (1731), 2. akt, 3. og 5. scene, jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Tidens Fordring en af J.L. Heibergs hyppigt benyttede vendinger. Heibergs Hegel-inspirerede forestillinger om historiens nødvendige fremadskriden, kombineret med hans ønske om at bringe det københavnske borgerskabs bevidsthed og smag på niveau med fremskredne europæiske storbyers, fik ham ofte til at tale om tidens el. tidsalderens fordring. Jf. fx Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 52f., hvor det handler om muligheden af at popularisere filosofien: »saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt«. En mere generel udredning af forholdet mellem tidens fordring og det evigt gyldige værk findes i artiklen »Gjensvar paa Herr Professor Hauchs Svar« i Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg, nr. 37, 26. marts 1830, fodnoten. – Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. digter, tidsskriftudgiver, litteratur- og teaterkritiker og (fra 1824) hegeliansk filosof. Efter at have været lektor i dansk ved universitetet i Kiel 1822-25 blev Heiberg 1829 udnævnt til titulær professor og fungerede 1830-36 som docent i logik, æstetik og da. litteratur ved den nyoprettede, kongelige militære højskole. Fra 1829 blev han tillige ansat som teaterdigter og fast oversætter ved Det kongelige Teater. 1831 blev han gift med skuespillerinden Johanne Luise Pätges (1812-90), og deres hjem i Bredgade, dernæst på Christianshavn, blev et centrum for tidens borgerlige dannelse. Tallotteriets Trækning ... for den Dreng, som trækker Lodderne Tallotteriet blev oprettet af privatmanden G.D.F. Koes i 1771, men på grund af den gode forrentning blev det overtaget af staten i 1773. Lotteriet fortsattes for statens regning til og med 1851, da det blev ophævet ved lov, bl.a. efter krav fra stænderforsamlingen i Roskilde (). Teknisk foregik tallotteriet ved, at spilleren ud af et vist antal numre, gerne mellem 1 og 90, kunne besætte ét el. flere. Der blev udtrukket et mindre antal numre, gerne 5. Størrelsen af gevinsten stod i et bestemt forhold til indsatsen og var afhængig af, om spilleren kom i besiddelse af et enkelt udtrukket tal, to, tre, fire el. fem. I heldigste fald kunne man vinde 60.000 gange sin egen indsats. Tallotteriet var overordentlig populært, især blandt de lavere samfundsklasser. Det blev trukket hver uge i både København og Altona, efter 1773 desuden i Vandsbek. Udtrækningen i København blev foretaget af drengene i Det kgl. Opfostringshus (en anstalt under fattigvæsenet), som også havde en anselig indtægt af lotteriet. Trækningen foregik opr. foran Københavns Rådhus på Nytorv, men flyttede snart til det nærliggende Vandkunsten (se kort 2, A3). Stadsmusikantens folk leverede musik ved trækningen, således at der lød trompeter og pauker, hver gang et nummer blev trukket. Thors Hammer If. nordisk mytologi var guden Thors våben en hammer ved navn Mjølner, som nedlagde alt, hvad den ramte, og som ved egen kraft vendte tilbage til sin ejermand. ønsker jeg med Themistocles at kunne glemme Themistokles var en gr. statsmand (død o. 460 f.Kr.). Den rom. taler og forfatter Cicero fortæller i værket De oratore (Om taleren), 2. bog, kap. 74, at Themistokles en dag fik besøg af en mand, der tilbød at lære ham kunsten at huske alt. Men Themistokles svarede, at det ville være ham til større glæde, hvis han kunne lære at glemme, hvad han ville. Jf. M.T. Ciceronis Opera Rhetorica, udg. af C.G. Schütz, bd. 1-3, Leipzig 1804-08; bd. 2 (Libros tres ad Q. Fratrem De oratore), 1805, ktl. 1234, s. 219. Ude af Øie ude af Sind ordsprog, bl.a. optegnet i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 4[,3], Kbh. 1826, s. 18 (artiklen 'Øie'). Betydningen er, som det forklares i teksten, at hvad man ikke ser, glemmer man. consilia evangelica adversus casus conscientiæ lat. 'de evangeliske råd mod samvittigheds-tilfælde'. I den rom.-katolske etik er de evangeliske råd en række forskrifter om fx fattigdom, lydighed og kyskhed. – Dette giver dog ingen mening i tekstens sammenhæng, der drejer sig om at bruge hukommelsen som middel mod erindringen, dvs. at fordybe sig i den ubehagelige fortidige situation og huske den i alle detaljer, indtil ubehaget el. angeren, som er forbundet med erindringen, er drevet på flugt. Efter sammenhængen at dømme kan der hentydes til de berømte råd, som Jesus giver i evangeliet efter Matt 5,29-30: »Men dersom dit høire Øie forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; (...) Og om din høire Haand forarger dig, hug den af, og kast den fra dig« (NT-1819; jf. også Matt 18,8-9). quasi-Fælledsskab Forstavelsen er lat. og betyder 'som om'; skin-fællesskab. Geburtsdags- fødselsdags-. Ordet var det almindelige på SKs tid. Amindelser ting, der tjener til minde om noget, souvenirs. lægge Krølle bøje et bladhjørne, lave et æseløre. απομνημονευμα gr. (apomnēmóneuma) beretning om mindeværdige taler og handlinger, mindeskrift. memorabile lat. værd at mindes el. at omtale. – Denne sammensætning af det gr. og lat. ord alluderer til den gr. forfatter Xenofons (o. 430-355 f.Kr.) mindeskrift over Sokrates, der på græsk havde titlen ᾿Απομνημονεύματα (Apomnēmoneúmata) og på latin Memorabilia. er i det Phantastiskes Potens ligger inden for det fantastiskes magt el. mulighed. Qvægelse vederkvægelse, forfriskelse. Der ligger i Gribs-Skov ... Otteveiskrogen Gribskov i Nordsjælland, knap 40 km nord-nordvest for København, er med sine 56 km2 Sjællands største (og Danmarks næststørste) skov. I det 17. årh. anlagdes retlinjede vejsystemer i stjernemønstre til parforcejagt i skoven, og Ottevejskrogen er et mødested for sådanne veje. Den findes i skovens sydlige ende, nær Kildeport station; men to af dens veje danner i dag den asfalterede kørevej mellem Nødebo og Gadevang. Et par kilometer længere nordpå i skoven findes en tilsvarende 'krog', kaldet Stjernen el. Syvstjernen; her blev der i 1913 opstillet en mindesten for SK. det Alfare det almindeligt befærdede. er jo nævnet blot efter (...) Trivialitet har sit navn af sammenstødet mellem blot tre veje (idet trivialitet kommer af lat. trivium = trevej). Ulykkes-Hegnet Vejen, der går fra Ottevejskrogen mod sydvest til Gadevang, fører over en nu stærkt nivelleret bakke, som tidligere kaldtes Ulykkesbakken, og ca. 1 km sydvest for Ottevejskrogen lå tidligere et hus, som hed Ulykkeshuset. Det er sandsynligt, at Ulykkeshegnet enten har betegnet et skovparti i nærheden af bakken og huset el. et stengærde, som har adskilt skoven fra vejen. lente festinans lat. langsomt hastende, efter et gr. ordsprog, der på latin blev til 'festina lente', dvs. skynd dig langsomt. Den rom. kejser Augustus (63 f.Kr. - 14. e.Kr.) gjorde udtrykket til sit, og det citeres i gr. form i den rom. historiker Svetons biografi af Augustus, kap. 25, i De vita Caesarum. Jf. Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af Jacob Baden, bd. 1-2, Kbh. 1802-03, ktl. 1281; bd. 1, s. 109: »Du stræbe langsomt imod Maalet hen«. Vinden ... hvor den farer hen jf. Joh 3,8. Vinken lokken, fristen. bene vixit qui bene latuit lat. 'den har levet vel, som har gemt sig vel'. Unøjagtigt, men gangbart citat fra den rom. digter Ovids Tristia, 3. bog, 4, 25, hvor det hedder: »bene qui latuit bene vixit«. Sætningen skal opr. være et udbrud af den gr. filosof Pythagoras. SK ejede Ovids værker som P. Ovidii Nasonis opera quae exstant, udg. af A. Richter, bd. 1-3, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1265. Verden og Alt hvad som derudi befindes allusion til N.E. Balle og C.B. Bastholm Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler, Kbh. 1791, kap. 1, »Om Gud og hans Egenskaber«. I afsnit 1, § 2, hedder det: »Under Navn af Verden indbefattes i Almindelighed baade Himmel og Jord, med alt, hvad som derudi befindes«. Bogen, der almindeligvis omtaltes som Balles Lærebog, stod i SKs bogsamling i en udg. fra 1824, ktl. 183 (citatet findes heri s. 9). Taushedens uendelige Hav, hvoraf jeg drikker hentydning til den nordiske myte om guden Thor, der på sin rejse igennem Jotunheim blev budt på et drikkehorn af jætten Udgårdsloke. Trods svære anstrengelser lykkedes det ikke Thor at tømme hornet, og Udgårdsloke røbede senere, at det havde været forbundet med verdenshavet, hvis vandstand imidlertid var sunket betydeligt. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider, Kbh. 1800, ktl. 1947, s. 436-438. Myten genfortælles også af Adam Oehlenschläger i »Thors Reise til Jotunheim« (4. sang, strofe 24-41, og 5. sang, strofe 24-29) i Nordiske Digte, Kbh. 1807, ktl. 1599, s. 83-88 og 111f. Selvkog Ordet refererer til en selvkoger, dvs. en temaskine el. samovar, hvori koldt vand bringes til kogning. Maskinen afgiver en snurrende lyd. det Dyr ... der nærmede sig Sinai hentydning til 2 Mos 19,12-13, hvor Gud siger til Moses, at hvert dyr el. menneske, som blot rører Sinaibjerget, skal miste livet. Den mest eensomme Situation i Don Juan er Zerlines Der refereres til Il dissoluto punito ossia Il Don Giovanni, opera af W.A. Mozart til tekst af Lorenzo da Ponte, komponeret 1787; overs. til da. af L. Kruse: Don Juan. Opera i tvende Akter bearbeidet til Mozarts Musik, Kbh. 1807 (nye udgaver 1811 og 1822). I slutningen af 1. akts 17. scene forsvinder koret af bønder ind i Don Juans slot for at blive beskænket og efterlader pigen Zerlina i haven. I begyndelsen af 18. scene vil Zerlina, der fejrer sit bryllup med bonden Masetto, gemme sig mellem træerne for adelsmanden Don Juans efterstræbelser. Men han ser og fanger hende. – Således i den originale libretto; i Kruses oversættelse (1807) foregår det hele i 18. scene (s. 57f.). at passere Linien at krydse ækvator. Udvalgte hedvine (fx madeira) og snapse lagres i træfade ombord på skibe, som flere gange krydser ækvator. Behandlingen forøger deres velsmag. Deeltagerne vare fem I et udkast har SK angivet deltagernes antal som syv, jf. Pap. V B 172,1. De tre bærer navnene: Johannes Forføreren, Victor Eremita og Constantin Constantius. Tre andre benævnes efter egenskaber el. profession: Erindringens ulykkelige Elsker, Modehandleren og Det unge Menneske. Om den syvende siges ingenting; det er fortælleren. Da fortælleren, William Afham, også optræder i den færdige version (jf. SKS 6, 84), er deltagernes antal rettelig seks; kun Erindringens ulykkelige Elsker er gledet ud. Johannes med Tilnavn Forføreren jf. »Forførerens Dagbog« i 1. del af Enten – Eller i SKS 2, 291-432. Victor Eremita lat. den sejrende eneboer, den der sejrer i ensomhed. Victor Eremita stod som udgiver af Enten – Eller. Constantin Constantius Både for- og efternavnet henviser til 'constantia' (lat. uforanderlighed, karakterfasthed), som var et centralt begreb i den stoiske filosofi; her opfattedes den dydige som den vise, der ikke tillod følelser el. lidenskab at herske over erkendelse og fornuft. Constantin Constantius var den pseudonyme forfatter og udgiver af Gjentagelsen, jf. SKS 4, 5-96. Ud over at være den ældre, reflekterede iagttager af Det unge Menneskes historie (jf. nedenfor) eksperimenterede Constantin selv med muligheden af at gentage en tidligere oplevelse, nærmere bestemt et ophold i Berlin. proprium lat. egennavn. Epitheton tilnavn. det unge Menneske Således blev hovedpersonen i Gjentagelsen betegnet, jf. SKS 4, 5-96. Der er dog ikke fuldstændig identitet mellem de to figurer; i Gjentagelsen gjorde Det unge Menneske således visse erfaringer med kærligheden, som figuren i Stadier paa Livets Vei (herefter forkortet SLV) udtrykkeligt erklærer ikke at kende. I Gjentagelsen var Det unge Menneske forelsket i en pige og forlovede sig med hende, men som følge af forelskelsen brød en stærk digterisk produktivitet igennem hos ham, og pigen blev nu nærmest til ulejlighed. Med en del af sit væsen ønskede han at kvitte digtereksistensen og genindtræde i et normalt kærlighedsforhold til pigen ('gentage' forholdet), men det lykkedes ikke. Gjentagelsen endte med, at han fejrede sin befrielse, da pigen giftede sig med en anden. in mente lat. i tankerne, i hukommelsen. opdægget ømt el. kælent opdraget. Førlighed korpulence, kraftige bygning. Galanteri- Ordet betyder i sig selv ridderlighed, men i sammensætninger som galanteri-varer og galanteri-handel betegner det personlige pynteartikler. blevet noget af blevet noget ud af det. havde taget sig en Hustru ... Øxne, han skulde prøve hentydning til Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,19-20, hvor de indbudte én efter én undskylder sig med sådanne påskud. Øxne betyder okser, kreaturer. og talte herved til itide allusion til præstens ord, når han fra prædikestolen lyste til vielse; de lød siden 1685: »Dersom nogen haver noget der udi at sige, han sige det i Tide, eller siden tie stille«. Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762, s. 316 (denne udg. var stadig gældende på SKs tid). den Dug, der breder sig ... bred Dig hentydning til et almindeligt motiv i folkeeventyret, kendt både som 'Bord dæk dig' og 'Dug bred dig'. Jf. fx nr. 36: »Tischchen deck dich, Goldesel und Knüppel aus dem Sack«, i Kinder- und Haus-Mährchen, udg. af J. og W. Grimm, 2. udg., bd. 1-3, Berlin 1819-22 [1812-15], ktl. 1425-1427; bd 1, s. 179-191; s. 183f. auf einmal einzunehmen ty. 'at indtage på én gang'. Udtrykket minder om forskriften på en medicinflaske. Affections-Stykke ting, man kan knytte sine følelser til; souvenir. vor Herre mætter Maven før Øiet ordsprog, bl.a. optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 29 (nr. 770). et illusorisk Livsfragment Der alluderes til undertitlen på Enten – Eller: »Et Livs-Fragment, udgivet af Victor Eremita«. ex templo lat. på stedet, straks. perorere holde en længere (ene)tale. sætte (...) af svækkes, miste. In parenthesi lat. i parentes. Grundtvig i sin ... Brage-Snak N.F.S. Grundtvig (1783-1872), da. præst, digter, historiker, politiker m.m., som ud fra sine personlige forudsætninger fornyede da. folkelighed og kristendom på afgørende vis. I nov. 1843 - jan. 1844 holdt Grundtvig på Borchs Kollegium i København en række forelæsninger om græsk og nordisk mytologi. Ganske usædvanligt for tiden var forelæsningerne også åbne for kvinder – eller »Damer«, som Grundtvig udtrykte sig – ja, særligt rettet til dette køn. Forelæsningerne udkom 1844 som Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, ktl. 1548. Kun i græsk Stiil ... Chor af Dandserinder Et gr. symposion (drikkelag) var altid arrangeret af en mand, og gæsterne var hans mandlige venner. De kvinder, som deltog, var prostituerede, hetærer, der ud over at tage del i de seksuelle aktiviteter kunne spille på fløjte el. lyre, synge og danse. I Platons dialog Symposion optræder kun en fløjtespillerske sammen med den berusede Alkibiades, som på et tidspunkt bryder ind i selskabet (212c). (Til gengæld udgøres dialogens højdepunkt af Sokrates' referat af en samtale med sandsigersken Diotima.) I Xenofons dialog Symposion, kap. 2, optræder en lille trup bestående af tre slaver: en fløjtespillerske, en danserinde, der også udfører akrobatik, og en fløjte- og lyrespillende dreng, som desuden danser. som Engelskmanden gjør I England var det skik, at kvinderne forlod bordet, når middagen var spist, hvorefter mændene kunne nyde portvinen. inter pocula lat. mellem drikkebægrene; mens man sidder med et godt glas. Udtrykket bruges første gang af den rom. komediedigter Plautus (død 184 f.Kr.) i Pseudolus, v. 947. ikke over Musernes, ikke under Gratiernes ikke flere end ni, ikke færre end tre. I gr. mytologi er der ni muser, dvs. gudinder for kunst og videnskab. Gratierne hører til rom. mytologi, men svarer til de gr. chariter, dvs. kærlighedsgudinden Afrodites tre tjenestepiger, der hver repræsenterer en af hendes egenskaber. Reglen om, at deltagerne i et middagsselskab ikke bør være flere end muserne og ikke færre end gratierne, findes formuleret af Thomasine Gyllembourg (1773-1856), der ud over at være mor til J.L. Heiberg () var den anonyme forfatter af 1830'ernes og 40'ernes populære 'hverdagshistorier'. I fortællingen Korsveien lader hun fortælleren Anton sige: »kun i en saadan [lille, udvalgt] Kreds boer den sande Selskabelighed, den frie Meddelelse, den Udvexling af Tanker og Følelser, den Opmuntring og Befrielse fra de daglige Bekymringer, kort sagt, den Sympathie, som jo er Det, man søger i Samfund med andre Mennesker og som godt kan finde Sted mellem Dannede, endogsaa med afvigende Anskuelser. Ja jeg hylder den gamle Regel: Ikke færre end Gratierne og ikke flere end Muserne.« Korsveien, Novelle af Forfatteren til »En Hverdags-Historie«, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1844, s. 113. SK gjorde fru Gyllembourgs novelle To Tidsaldre (1845) til genstand for rosende omtale i En literair Anmeldelse (1846). At gjøre Gjestebud paa Svovlstikker Svovlstikker er i overført betydning meget lidt, en ubetydelighed. At gøre noget (fx gifte sig) på svovlstikker, er at gøre det uden at have råd dertil. På tysk findes ordsproget »Von einem Schwefelholz kann man auch eine gute Suppe kochen« optegnet i K.F.W. Wander Deutsches Sprichwörter-Lexikon, bd. 1-5, Leipzig 1867-80, bd. 4, 1876, s. 434. Det bygger dog muligvis på en misforståelse af et da. ordsprog, der ikke taler om en svovlstik, men om en lundstikke, dvs. en tværpind til en hjulaksel. Hollænderen paa et Stykke Sukker, hvoraf Alle slikke En kilde har ikke kunnet identificeres, men hollændere har traditionelt ry for sparsommelighed el. nærighed. I J.H. Wessels drikkevise »Ondt og Godt i alle Lande« hedder det fx om hollænderen: »Spare, er en Dyd hos ham; / Men, naar han, tung af Ducater, / Spiser evige Salater, / Saa gid jeg faae Last og Skam, / Om jeg spise vil med ham!« Jf. Samlede Digte af Johan Herman Wessel, udg. af A.E. Boye, Kbh. 1832, s. 243. Mephistopheles blot behøver at bore i Bordet I J.W. Goethes dramatiske digtning Faust. Eine Tragödie (1808-32), 1. del, v. 2073-2336, besøger Faust sammen med djævelen Mefistofeles den kendte skænkestue Auerbachs kælder i Leipzig. Mefistofeles skaffer de vine til veje, som de øvrige gæster ønsker, ved at bore huller i bordkanten og fremsige en trylleformular. Jf. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, Stuttgart og Tübingen 1828-42, ktl. 1641-1668 (bd. 1-55); bd. 12, 1828, s. 103-118; s. 113f. Troldenes, naar de ... dandse i et Luehav Det er et almindeligt motiv i eventyr og sagn om de underjordiske (), at højen, hvori de bor, undertiden om natten hæver sig over jorden og bliver sat på røde pæle; det er når de underjordiske holder gilde og danser. Se fx følgende sagn i J.M. Thiele Danmarks Folkesagn bd. 1-2, Kbh. 1843; bd. 2: »Troldfolket i Fibierg Bakke«, s. 179f., »Skotte«, s. 205f., »Ellevilde II«, s. 216f., »Ellevilde III«, s. 217, »Den gamle Brud«, s. 219f. og »Alterbægere II«, s. 234-236. Kunde Mæcenas ikke sove ... Pladsken Den rom. filosof og forfatter Seneca (4 f.Kr. - 65 e.Kr.) fortæller i De providentia (Om forsynet), 3. bog, kap. 10, at rigmanden Mæcenas, kunstens velgører og en ven af kejser Augustus, lå søvnløs på grund af jalousi over sin smukke, men utro hustru. Et af de midler, hvorved han forsøgte at falde i søvn, var lyden af et springvand. Jf. Lucius Annaeus Seneca des Philosophen Werke, overs. af J.M. Moser, bd. 1-15, Stuttgart 1828-35, ktl. 1280-1280c; bd. 3, 1828, s. 351. pium desiderium lat. fromt ønske; umuligt håb. tale om en Gjentagelse hentydning til temaet for Gjentagelsen, jf. SKS 4, 5-96. Symbolum tegn; devise el. løsen. et Par Mile fra Kjøbenhavn En mil var ca. 71/2 km. (Måleenheden var officielt gældende indtil 1916.) I et udkast har SK opr. bestemt lokaliteten som Ordrup, dvs. en landsby ca. 8 km nord for København, jf. Pap. V B 172,3. Intimationen indledningen, optakten. frister lokker. autochtonisk oprindelig, stammende fra el. tilhørende jorden. Jorden, som det Sted man er kommen fra allusion til skabelsesberetningen i 1 Mos 2,7: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen«, og til uddrivelsesordene i 1 Mos 3,19: »I dit ansigts sved / skal du spise dit brød, / indtil du vender tilbage til jorden, / for af den er du taget. / Ja, jord er du, / og til jord skal du blive«. holsteensk Vogn en stor, åben og temmelig klodset hestevogn til persontransport. Vognen havde kurvefading, dvs. bund, sidestykker samt for- og bagsmæk af pileflet, og mellem sidestykkerne var fire løse sæder med ryglæn ophængt i læderstropper. Juletræet Skikken med at have et pyntet grantræ i stuen indførtes til Danmark o. 1810 af enkelte tyskfødte familier og blev almindelig i København efter 1820. Først o. 1900 var juletræet indført i de fleste da. hjem. Så vidt muligt blev træet anbragt og pyntet med glaskugler, engle og fugle i en stue, hvortil børnene først fik adgang, når der skulle danses omkring træet. Ballet i Don Juan Mozarts opera (). 1. akt, 20. scene, er et stort bal i en oplyst sal i Don Juans slot. Der danses til en menuet, mens Don Juan genoptager sine afbrudte efterstræbelser af bondebruden Zerlina. holdt Lampen i sin Haand hentydning til Adam Oehlenschlägers dramatiske digt Aladdin, eller Den forunderlige Lampe, i A. Oehlenschlägers poetiske Skrifter, bd. 1-2, Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436. Den centrale genstand i digtet er en gammel, men magisk kobberlampe; når man gnider på den, åbenbarer lampens ånd sig og opfylder de ønsker, man udtaler. Digtet bygger på et eventyr fra Tusind og en Nat, jf. »Geschichte Aladdins oder die Wunderlampe« (531. - 558. nat) i Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen, overs. af Gustav Weil, bd. 1, udg. af A. Lewald, Stuttgart 1838, bd. 2-4, Pforzheim 1839-41, ktl. 1414-1417; bd. 3, 1841, s. 163-313. Vinkende tillokkende. Elvira Donna Elvira er en af hovedpersonerne i Mozarts opera Don Juan (). Don Juan har tidligere forført og bedraget hende, og hun har svoret hævn, men vakler gennem hele operaen mellem dette ønske og sin stadig levende kærlighed til slynglen. Det lykkes Elvira at forstyrre Don Juans første forsøg på at forføre bondebruden Zerlina, og derefter deltager hun, maskeret, i ballet på Don Juans slot. Elviras smertelige Taksigelse hentyder til Mozarts opera Don Juan (), 1. akt, 20. scene, hvor Don Juan byder tre maskerede personer velkommen til ballet på sit slot. Bag maskerne gemmer sig den bedragne Donna Elvira (), Donna Anna, som Don Juan tidligere har forsøgt at voldtage, og hvis far han tilmed har myrdet, samt Don Ottavio, som er Donna Annas elskede. De tre maskerede (altså ikke blot Donna Elvira) svarer på indbydelsen med følgende ord: »Siam grati a tanti segni / Di generosità«. I Kruses da. oversættelse (1807) falder replikken i 21. scene og lyder: »Vort Hierte stille bærer / Den Tak, som boer deri!«, s. 63. apostropherende henvendende sig til de tilstedeværende; også: let irettesættende. viva la liberta ital. leve friheden. Citat fra Don Juan (), 1. akt, 20. scene. Don Juan siger ordene, idet han indbyder de tre maskerede til ballet, og de istemmer dem efter at have takket for hans gæstfrihed. I Kruses da. oversættelse (1807) falder replikken i 21. scene og lyder i Don Juans mund: »Enhver hos os er frie!«; i de maskeredes mund: »Ja her er alle frie!«, s. 63. et veritas lat. og sandheden. Ønskeqvist spå- el. tryllekvist, gerne formet som et Y og skåret af pil, hassel el. slåen; kvisten bruges bl.a. til påvisning af underjordiske vand- el. metalårer. gjort (...) flot for gjort fri til. At gøre et skib flot er at bringe det til at flyde, bringe det fri af grunden. ligelig harmonisk, afbalanceret. Chateau Margeaux egl. Château Margaux, en rød bordeauxvin af fornem kvalitet med navn efter et berømt vinslot i Médoc-området på Gironde-flodens venstre bred. Da kvalitetsordningen »Classement des Grands Crus de la Gironde« indførtes i 1855, blev Château Margaux sammen med fire andre vine klassificeret i toppen som Premier Cru; men allerede fra slutningen af det 18. årh. betragtedes Château Margaux som en af de allerbedste bordeauxvine, og prisen var tilsvarende høj. in pausa lat. i en pause, ved et ophold; i forventning. Udtrykket benyttes i den hebraiske grammatik, hvor det betegner et ords position umiddelbart før et større ophold i teksten. Ved oplæsning forlænger man ofte vokalen i den betonede stavelse i et ord i denne position. Jf. J.C. Lindberg Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik Tilligemed Conjugations- og Declinations-Tabeller, 2. oplag, Kbh. 1835 [1831], ktl. 989, s. 12. naar jeg engang skal i Brudeseng ... faldera egl. »Naar engang jeg skal i Brudeseng, / Faldera, Falderala, røde Roser! / Vil jeg ikke vælge Viv i Flæng« etc. Jf. Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange, udg. af Andreas Seidelin, Kbh. 1814, ktl. 1483, nr. 216, s. 307. afbrydes af Hikke Der alluderes til Platons dialog Symposion, 185c-d, hvor komediedigteren Aristofanes i første omgang må opgive at tale på grund af hikke, da turen er kommet til ham. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 29 (Platons Skrifter bd. 3, s. 104). impetus lat. fart, trang; begejstring. billige rimelige. drak og bleve drukne jf. 1 Mos 43,33, hvor Josefs gæstebud for sine brødre beskrives med ordene: »og de drak, og bleve drukne med ham« (GT-1740; efter nyere tælling 43,34). quod felix sit faustumque lat. 'Gid det må være til lykke og held'. En formular, der brugtes til at indlede forhandlingerne i det rom. senat, og som endnu kendes fra universiteternes doktorbreve. På SKs tid brugtes den også i det akademiske borgerbrev, der blev udstedt efter bestået studentereksamen. forsøgt prøvet, erfaren. være betænkt paa tænke på, have i sinde. Det Comiske ligger altid i Modsigelsens Kategori, hvad jeg ikke her kan udføre Synspunktet 'udføres', dvs. udvikles nærmere, i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, Kbh. 1846, hvor det bl.a. hedder: »Loven for det Comiske er ganske simpel: det er overalt, hvor der er Modsigelse, og hvor Modsigelsen er smerteløs derved, at den sees hævet« (s. 401). Den mere omfattende sammenhæng, hvori synspunktet indgår, kan resumeres således: Det tragiske og det komiske er det samme, for så vidt som begge ligger i modsigelsens kategori, men det tragiske er den lidende modsigelse, det komiske den smerteløse. Eros i græsk Forstand ... lovpriset af Plato I dialogen Symposion, 180d - 181d, lovpriser den anden taler, Pausanias, kærligheden mellem ældre mænd og ynglinge. Pausanias skelner mellem to former for eros: en simpel, som stammer fra Afrodite Pandemos, og en himmelsk, der stammer fra Afrodite Urania. Hvor den første (også) vedrører forholdet mellem mand og kvinde, har den anden intet kvindeligt element i sig, men retter sig alene mod unge mænd; og hvor den første hovedsagelig finder sin tilfredsstillelse i det kropslige, tager den anden sigte på intellektuelle glæder. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 21f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 99f.). Senere i samme dialog (208c - 209c) refererer Sokrates sin kloge veninde Diotima for en tilsvarende opfattelse: Eros er en trang til udødelighed, og den mand, hos hvem den går over legemet, søger til en kvinde for med hende at skaffe sig kødeligt afkom. Den mand, hos hvem trangen går over sjælen, søger til en ung mand med et smukt legeme og en ædel sjæl, der kan forløse alt det bedste i hans egen sjæl: indsigt, kunst og digtning, retfærdighed og mådehold. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, s. 74-76 (Platons Skrifter bd. 3, s. 130-132). – Plato: el. Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof og Sokrates' berømteste elev; han oprettede i 387 f.Kr. et akademi i Athen, hvor eleverne blev undervist i musik, matematik, dialektik, filosofi m.v. Den bevarede del af hans forfatterskab er i vidt omfang skrevet i dialogform. Enhver jo har tvivlet om Alt hentyder til en af filosofihistoriens kendte sætninger: 'De omnibus dubitandum est' ('Man bør tvivle om alt'), som stammer fra den fr. filosof, matematiker og naturforsker René Descartes (1596-1650). I hans systematiske hovedværk Principia philosophiae (Filosofiens principper), 1644, indgår sætningen i overskriften for 1. del, § 1: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (»Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting«). Sætningen udtrykker Descartes' forsøg på gennem metodisk tvivl om alle udsagn at nå ned til et fast fundament for en videnskabelig erkendelse og er således udgangspunktet for hans filosofiske system. Sætningen citeres i Hegels forelæsninger over filosofiens historie, og den blev ofte gentaget af de da. hegelianere, fx teologen H.L. Martensen (1808-84), som SK med årene forholdt sig stadig mere kritisk til. Da Martensen i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 515-528, anmeldte J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole (1835), skrev han således: »Fordringen 'de omnibus dubitandum est' er ikke saa let opfyldt, som den er udtalt« (s. 519). Descartes' sætning gentoges i Martensens lat. licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta, Kbh. 1837 (ktl. 648), s. 19, og i L.V. Petersens da. oversættelse heraf, Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841 (ktl. 651), s. 16. SK brugte også sætningen som undertitel på sin ufuldendte fortælling Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, som vistnok var under udarbejdelse i 1842-43 (jf. Pap. IV B 1). hører med bortvendt Aasyn . med Plato, at man skal elske det Gode I Platons dialog Symposion, 204e - 205a, refererer Sokrates et replikskifte med den vise kvinde Diotima, hvoraf det fremgår, at de, der elsker det gode, gør det, fordi de ønsker at blive lykkelige. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 69 (Platons Skrifter bd. 3, s. 127f.). Lalage gr. kvindenavn, anvendt om den elskede i den rom. digter Horats' oder, 1. bog (Carminum liber I), nr. 22. Jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 24f. Aristophanes taler ... Guderne deelte Mennesket i to Dele I Platons Symposion, 189e - 191d, karakteriserer komediedigteren Aristofanes eros ved at fortælle følgende myte: Oprindelig var mennesket et dobbeltvæsen med fire arme, fire ben, to ansigter og to køn, et mandligt og et kvindeligt. Det besad stor legemskraft og en tilsvarende stor selvbevidsthed, så for at hindre det i at trænge op til guderne og true deres position fandt Zeus på at dele menneskevæsenet i to. Han skar det simpelthen over, ligesom man skærer rønnebær igennem for at sylte dem – eller ligesom man skærer en flynder igennem på langs! Siden har menneskene gennem kærligheden forsøgt at genoprette den oprindelige enhed. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 39-41 (Platons Skrifter bd. 3, s. 109-111). at dele Mennesket i tre Dele jf. Symposion, 193a, hvor Aristofanes videreudvikler sin myte om menneskevæsenets tvedeling ved at sige, at hvis vi ikke opfører os ordentligt over for guderne, risikerer vi at blive spaltet endnu en gang. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 43f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 112f.). har sin Potens i har sin kraft el. mulighed i, ligger inden for. den stygge Zoe Navnet kendes ikke fra antikken, men er dannet af det gr. adjektiv zoós: 'levende', i substantiveret form i femininum: 'liv'. I det 9.-10. årh. fandtes i Byzans to kejserinder af dette navn. Knebelsbart el. knevelsbart, et stort overskæg. bleve convulsiviske fik krampetrækninger. taler (...) i Tunger taler i et fremmed el. uforståeligt sprog, jf. pinseunderet i ApG 2,3-4: »Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.« Jf. også 1 Kor 14,2. I afsvækket forstand: taler meningsløst. et Senepskorn, hvoraf der voxer et stort Træ hentydning til Jesu lignelse i Matt 13,31-32: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.« som Adam valgte Eva, fordi der ingen Anden var sigter til en ytring af den ty. forfatter J.K.A. Musäus (1735-87) i eventyret »Liebestreue« (»Tro Elskov«), jf. Musäus Volksmährchen der Deutschen, udg. af C.M. Wieland, bd. 1-5, Wien 1815-16 [1782ff.], ktl. 1434-1438; bd. 3, 1815, s. 187f. Her fortælles om greve Heinrich af Hallermünd, der var gift med den dydige, smukke og talentfulde Jutta af Oldenburg: »I Besiddelse af et saadant Klenodie af det andet Kjøn ansaae Grev Henrik sig med Rette for den lykkeligste Ægtemand under Maanen, og elskede den dydige Jutta med en saa ubrødelig Troskab, som Fader Adam elskede Moderen til alle Levende i Paradisets Uskyldighedsverden, hvor hendes Lige ikke mere [sic] var at finde« (Musæus' Folkeæventyr, overs. af F. Schaldemose, bd. 1-3, Kbh. 1840; bd. 2, s. 123). Jøden, der ... sagde: er der Ingen, som leer Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. naar der er Cholera, bliver der sat en Soldat udenfor I det 19. årh. opstod en række vandreepidemier af den dødelige infektionssygdom kolera, som bredte sig fra Indien. Den første epidemi (1817 – o. 1822) tog retning mod Kina og Arabien. I den anden epidemi (1826-38) blev også Rusland og Europa hjemsøgt; sygdommen ramte i 1830'ernes begyndelse Tyskland, Sverige og Norge, ligesom den brød ud i Holsten; men det egentlige Danmark gik fri. Den tredje epidemi (1846-61) ramte samtlige lande i Europa samt Nord- og Sydamerika; i Danmark hærgede sygdommen 1853-57. Sygdommen smitter ikke gennem luften, men via afføring fra sygdomsramte personer, som er ynglested for kolerabakterien (først opdaget 1883). Tidligere mente man i Europa at kunne beskytte sig mod sygdommen ved militær afspærring, undertiden af hele byer. Da den anden koleraepidemi nærmede sig Danmark, indførte man en forordning (af 19. juni 1831), som bl.a. indeholdt strenge bestemmelser om afspærring af de enkelte huse og hele kvarterer, hvori sygdommen måtte vise sig. I § 25 hed det: »Det Huus, hvori Cholera har viist sig, saavelsom det Hospital, hvortil nogen Cholera-Patient er hidbragt, bliver strax at spærre (...). For at overholde Spærringen, som ved et tydeligt Tegn bør tilkjendegives, bliver der ved Stedet at anbringe fornøden Vagt. Denne Vagttjeneste forrettes i Kjøbstæderne af Borgervæbningen eller af de Politiecorps, som i enkelte Kjøbstæder ere dannede i Stedet for Borgervæbningen eller sammes anden Afdeling; paa Landet forholdes dermed, som med andet af det Offentlige anordnet Vagthold, hvorhos dog et paalideligt Tilsyn med Vagtholdet anordnes af Sundheds-Commissionen; ogsaa er Amtmanden bemyndiget til at beordre Kystmilitien til at forrette saadan Tjeneste. Hvor Omstændighederne kræve det, ydes militair Hjælp« (Forordning, indeholdende Foranstaltninger, som skulle føies i Anledning af den i adskillige Lande herskende Cholera-Sygdom, Kbh. 1831, s. 14f.). Foranstaltningerne blev dog delvis ophævet i 1832. en Adonis en ung, smuk mand. I gr. mytologi var Adonis den smukke yngling, som kærlighedsgudinden Afrodite elskede. relata refero lat. 'jeg fortæller, hvad der er fortalt mig'; jeg har det kun på anden hånd. hiin Mand, Jean Paul ... her er sat Rævesaxe Jean Paul var pseudonym for den ty. forfatter Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), der skrev et stort antal romaner og noveller i en springende, snakkesalig, gerne humoristisk el. satirisk stil. Han var hverken romantiker el. klassicist (som Goethe, hans samtidige), men snarere den sidste repræsentant for det 18. årh.s følsomme tid. Sit pseudonym valgte han efter sin åndelige helt, Jean Jacques Rousseau. Jean Paul blev en af det 19. årh.s mest læste og citerede forfattere. Også som æstetisk teoretiker øvede han indflydelse med Vorschule der Aesthetik, 1804, 2. udvidede udg. 1813. Den episode, der her refereres til, findes i fortællingen Des Feldpredigers Schmelzle Reise nach Flätz, hvor hovedpersonen fortæller, at han engang til fods var på vej hen mod et jagtslot, men opdagede et skilt, hvorpå der advaredes mod et selvudløsende gevær: »jedermann wird hier vor dem Selbstschuß gewarnt!« (»enhver advares her mod automatgeværet!«). Fortælleren fortsætter: »So stand ich also vielleicht einen Fußzähen-Nagel breit von dem Büchsenhahn, womit ich, wenn ich die Ferse rückte, mich selber als einen verblüfften Stocknarren und Ladstock in die andere Welt, unter die Seligen hinein schoß« (»Så stod jeg altså måske en tånegl væk fra aftrækkeren, hvormed jeg, hvis jeg flyttede hælen, ville skyde mig selv ind i den anden verden blandt de salige, som en forbløffet ærkenar og stoknar.«) Efter at have skrevet sit testamente, stift naglet til samme sted, tager Schmelzle dog mod til sig og løber bort i samme retning som han kom. Da han indfinder sig i den lokale skænkestue, ler man af ham, fordi advarselsskiltet har stået på stedet i ti år, uden at et eneste skud er blevet udløst. Jf. Jean Paul's sämmtliche Werke bd. 1-60, Berlin 1826-28, ktl. 1777-1799; bd. 50, 1827, citat s. 33. Frimureri hemmelige ceremoniel (efter frimurernes broderskab, som hviler på en række hemmelige ceremonier). Posito lat. sat, antaget (et udtryk hentet fra den formelle logik). græsk Erotik, hvorved man elsker skjønne Sjele . Naar Kakkadue ... opstøder det Ord: Mariane hentydning til 2. akt af folkekomedien Capriciosa, eller Familien i Nyboder af den da. dramatiker og teaterhistoriker Thomas Overskou (1798-1873) og Anton Ludvig Arnesen (1808-60). Hr. Kakkadue er her en fattig pensionist, der ud af en mekanisk trang, som han ikke selv forstår, minder den unge sømand Peter Kaninstok om dennes kæreste Mariane, hver gang Peter er på vej til at glemme hende for en anden. Komedien blev opført 51 gange mellem 11. juni 1836 og 11. jan. 1845. Den blev trykt i Det kongelige Theaters Repertoire nr. 139, Kbh. 1842. Den beskrevne episode findes s. 15. Rapport forhold. commensurabel (...) for målelig med. Gliedermand træfigur med bevægelige lemmer; sprællemand. Paven ... Kronen paa Napoleons Hoved Napoleon Bonaparte (1796-1821) lod sig 2. dec. 1804 krone til kejser af Frankrig i Notre Dame-kirken i Paris. Pave Pius VII deltog i ceremonien, men Napoleon satte selv kronen på sit hoved. da Jøden udelod Pointen, vilde Ingen lee . det bydes i Kongeloven ... elskeligt kan være I Kongeloven af 1665, der bekræftede den arvelige enevældes indførelse 1660, stod i § 26: »Danmarckes og Norges Konge er een frii høyestfuldmegtig EenevoldsArffveKonge, saa at alt huis [dvs. hvad] om een absolut, souverain, Christen ArffveKonge kand til beste siges eller skriffves, det skall altsammen ochsaa om danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonning udj den yndeligste og beste meening forklares og udtydes«. en Pastoral-Videnskab egl. en videnskab, som behandler den praktiske teologi og præstens gerning, dvs. prædikenlære, katekismusundervisning, liturgi, kirkeret og sjælesorg. På SKs tid blev der kun undervist i pastoralteologi på Pastoralseminariet i København, hvis undervisning de teologiske kandidater måtte følge i to semestre for at kunne modtage ordination. Her i overført betydning: en videnskab om den praktiske anvendelse af elskovens kategorier. en Digter i et pastorale ... lære at elske pastorale: lat. 'som hører til hyrderne'; hyrdedigtning. Der tænkes på den oldgræske hyrderoman Daphnis og Chloë af Longos (o. 2. årh. e.Kr.). Romanen handler om den vågnende kærlighed mellem to børn, som vokser op blandt hyrder ude på landet, men det er den voksne kvinde Lykainion, der lærer den purunge hyrde Daphnis elskovskunsten. SK ejede bogen på græsk, latin og tysk, jf. ktl. 1128 og 1130. ender bestandigt ligesom Saft i Spisekamret Saft er navnet på en madglad person i Adam Oehlenschlägers syngestykke Sovedrikken, Kbh. 1808 (en omarbejdelse af C.F. Bretzners ty. original, sat i musik af C.E.F. Weyse). I stykket siger kirurgen Brause om Saft, der er hans assistent: »Hvordan Diævlen han vrider og vender det, saa kommer han dog altid tilsidst enten i Spisekammeret eller i Viinkielderen« (1. akt, s. 27). Stykket blev første gang opført på Det kgl. Teater 21. april 1809 og herefter 66 gange frem til 21. april 1843. saa følger med bortvendt Aasyn allusion til 1 Mos 9,23, hvor det fortælles om Noas sønner Sem og Jafet, at de nærmede sig deres fader baglæns, da han havde drukket sig fuld og lå nøgen inde i sit telt, hvorpå de tildækkede ham med bortvendte ansigter, så de ikke så hans køn. hvad Aristophanes fandt saa latterligt . tristitia lat. sørgmodighed, misfornøjelse. Der hentydes til talemåden 'omne animal post coitum triste' ('efter kønsakten er ethvert dyr sørgmodigt (el. mat)'), som er af uvis oprindelse, men senere end den rom. oldtid. deriverede afledte. Pieteten ærbødigheden, her over for forældrene. hvad Cicero siger, at Sønnen altid har Uret mod Faderen Dette har den rom. taler og forfatter Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) så vidt vides ikke sagt. Alligevel er det ikke grebet ud af luften, når SK sætter pieteten i forbindelse med Ciceros navn. 'Pietas' var en af de højest eftertragtede rom. dyder: ærbødigheden mod forældre, forfædre, fædrelandet og guderne; og Cicero var en ihærdig forsvarer af den rom. republiks borgerdyder. Specielt pieteten mod faderen har Cicero behandlet i værket De officiis (Vore forpligtelser), 3. bog, kap. 23, 90; her hævder han, at hvis en søn opdager, at hans far har plyndret en helligdom el. et skatkammer, bør han ikke melde faderen, men tværtimod forsvare ham, hvis han bliver anklaget for forbrydelsen. Hvis sønnen opdager, at hans far har oprørske planer mod fædrelandet, bør han med bønner og evt. trusler prøve at tale ham fra dem; kun i alleryderste nødsfald bør han melde faderen af hensyn til statens sikkerhed (jf. Ciceros filosofiske skrifter, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, bd. 1-5, Kbh. 1969-72; bd. 5, 1972, s. 299-301). I sager, hvor Cicero som advokat skal forsvare en søn, der anklages for at have myrdet sin far (fx i sagen Pro Sexto Roscio Amerino), er det et væsentligt argument, at forbrydelsens art er så horribel, at man på forhånd kan afvise muligheden. Er Sønnen et evigt Væsen ligesom Faderen Der sigtes til de oldkirkelige, kristologiske stridigheder, kendt som den arianske strid, der udfoldede sig før og efter synoden i Nikæa i 325. Arios, presbyter i Alexandria, og hans tilhængere arianerne, havde hævdet, at Guds søn er skabt og kun har (ringere) lighed med Guds væsen. Athanasios, biskop i Alexandria, og hans tilhængere, der repræsenterede den kirkelige ortodoksi, og som blev kaldt athanasianere el. nikænere, hævdede derimod, at der er væsenslighed mellem Faderen og Sønnen, dvs. at Guds søn har samme evige væsen som Gud selv. Det var Athanasios og nikænerne, der sejrede, hvilket kom til udtryk i den nikænske trosbekendelse, der fastslår, at Sønnen er »født som enbåren af Faderen, det vil sige af Faderens væsen, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, i væsensfællesskab med Faderen«. Indholdet af denne bekendelse blev stadfæstet på synoderne i Konstantinopel i 381 og i Kalkedon i 451. Herefter tales der om den nikænske el. den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, som har en lidt anden ordlyd: »Guds enbårne søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, af samme væsen som Faderen«. Denne bekendelse blev overtaget af reformatorerne og hører til den da. lutherske kirkes bekendelsesskrifter. hvad Plato ... har sagt ... en Plante af samme Art Der sigtes til Platons dialog Kratylos 393b-c, hvor Sokrates siger: »Jeg gaar nu ud fra, at det er rigtigt at kalde en Løves Afkom Løve, ligesom en Hests Afkom maa kaldes Hest. Jeg ser ganske bort fra det Tilfælde, om der – ved et Under – af en Hest fødes noget andet end en Hest. Jeg taler altsaa kun om Naturens almindelige Forløb, naar et Dyr føder Afkom af sin egen Art. Hvis en Hoppe mod Naturen føder en Kalv, skal den ikke kaldes Føl, men Kalv. Lige saa lidt maa det selvfølgelig kaldes Menneske, hvis der af et Menneske fødes et ikke-menneskeligt Afkom. Og paa samme Maade med Planter og alt andet.« Platons Skrifter () bd. 3, s. 23f. Magdelone ... til Jeronymus i Erasmus Montanus I Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), 3. akt, 6. scene, diskuterer ægtefolkene, hvem der har størst ret til at bestemme over datteren Lisbeds fremtid, og Jeronimus siger: »Jeg mener, at en Far er altid meer end en Moer.« Hertil svarer Magdelone: »Og jeg meener ney; thi at jeg er hendes Moer, derom kan ingen tvivle; men om I – – – ja jeg vil ikke sige meer, thi jeg ivrer mig.« Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Tanken ... ikke tør forlade for at hænge fast ved en Hustru ... endnu mere værd end Fader og Moder allusion til 1 Mos 2,24: »Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de skal være til eet Kiød« (GT-1740) og til Matt 19,5: »derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru; og de To skulle være til eet Kiød« (NT-1819). Denne formaning indgik i vielsesritualet, jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381, s. 259 (efter 1 Mos) og s. 263 (efter Matt). seet paa nogen Qvinde for at begjere hende hentydning til Matt 5,28, hvor Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Qvinde for at begiere hende, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hierte« (NT-1819). forskyldt pådraget mig, gjort mig skyldig i. den smale Vei (...) den brede allusion til Matt 7,13-14, hvor Jesus siger: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Er der Ingen, som leer . Der er Tid til at tie, og der er Tid til at tale jf. Præd 3,7. vis comica lat. komiske kraft, evne til at fremkalde det komiske; også: sans for komik. ancipiti proelio lat. i en uafgjort kamp, i en kamp med usikkert udfald. I lystige og muntre her skulle være frit citat efter A.E. Scribes () opera Brama og Bayaderen (med musik af D.F.E. Auber, overs. af Th. Overskou), 1. akt, 1. scene, hvor overdommeren Olifur synger: »Lystig og glad, munter jeg er, / Derfor jeg naadigst byder Jer: / Strax under Straf, lystige vær! / Glæden skal ene herske her!« Det kongelige Theaters Repertoire nr. 93, Kbh. 1837, s. 1. skylde dvs. skylle (egl. er det kun i betydningen 'rage op, fylde', at 'skylle' kan staves 'skylde'). en mageløs Opdagelse måske en hentydning til N.F.S. Grundtvig (), der mente at have gjort den opdagelse, at kristendommens kilde ikke er Bibelen, men det levende ord, som gennem århundreder er blevet udtalt i kirken, dvs. den apostolske trosbekendelse, Fadervor og indstiftelsesordene ved nadver. Grundtvig beskrev denne tanke i skriftet Kirkens Gienmæle, Kbh. 1825, hvor han ganske vist brugte ordet 'mageløs' flere gange, men ikke om sin egen opdagelse. Imidlertid har sam- og eftertiden – bl.a. takket være SK – spottende talt om Grundtvigs 'mageløse opdagelse'. Grundlaget for udtrykket kan være en forvanskning af følgende passage i Grundtvigs anmeldelse af biskop J.P. Mynsters bog Om Begrebet af den christelige Dogmatik, Kbh. 1831: »Hvad jeg (...) vil bede saavel ham, som alle christelige Præster og Theologer i Danmark og Norge om, er, at de vil skiænke min Udvikling af Troes-Bekiendelsens selvstændige Almeen-Gyldighed den skarpe og velvillige Opmærksomhed, en Opdagelse unægtelig fortjener, som lover Christi Rige paa Jorden Bod for al sin aandelige Vaande, og aabner de lyseste Udsigter ei blot til Seier over alle Fiender, men til en stigende Oplysning og fri Kraft-Udvikling, Verden skal nødes til at kalde mageløs«, Maanedsskrift for Christendom og Historie, udg. af J.C. Lindberg, bd. 1, Kbh. 1831, s. 582-612; s. 609. Halvmand egl. kastrat, evt. blot en kvindagtig mand (og her tillige: en mandhaftig kvinde). det kommer igjen, sagde Skrædderen Formentlig sammenblandes her to såkaldte citatordsprog el. wellerismer, der begge findes optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 56: »Det kommer igien, sagde Manden, han gav sin So Flesk« (nr. 1473) og »Naar det kommer, saa kommer det Altsammen paa een Gang (sagde Skræderen, han fik et Par Buxer at vende til Jule-Aften)« (nr. 1464). transfigureres i omdannes til. in absurdum lat. til meningsløshed. 'Reductio in (el. ad) absurdum' betegner i logikken en argumentationsform, hvor en påstand gendrives ved, at dens konsekvenser føres ud i selvmodsigelse. Xerxes lod Havet pidske If. den gr. historiker Herodots Historier, 7. bog, kap. 33-35, befalede perserkongen Xerxes under sit felttog mod grækerne i 480 f.Kr., at der skulle bygges en bro over Hellespont, så hæren kunne krydse strædet. Fra den ene bred byggede fønikierne en bro af hør, mens egypterne fra den anden bred byggede én af papyrus; et frygteligt stormvejr sønderrev dog begge broer. Herover blev Xerxes så vred, at han beordrede Hellespont tildelt 300 piskeslag og et par lænker nedsænket i havet. Jf. Die Geschichten des Herodotos, overs. af Fr. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811-12, ktl. 1117; bd. 2, s. 159f. Othello myrder Desdemona I Shakespeares tragedie Othello, 5. akt, 2. scene, kvæler titelpersonen, som er neger, sin uskyldige hustru Desdemona, fordi skurken Jago har plantet en mistanke i Othellos sind om, at Desdemona er ham utro. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af P. Foersom og P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 7, 1819, s. 180-204. Concession indrømmelse. Elvire ... bevæbnet med Dolken for at hævne sig I Mozarts opera Don Juan (), 1. akt, 6. scene, sværger Donna Elvira () hævn over bedrageren, som hun dernæst møder og genkender. I L. Kruses da. oversættelse (1807) river hun ved den lejlighed en dolk frem for at dræbe Don Juan (s. 18). den (...) Fordring blev protesteret den veksel blev erklæret dækningsløs. At protestere en fordring (en veksel) vil sige at foretage en officiel konstatering af, at skyldneren har nægtet at betale sin forfaldne gæld. Xantippes Sokrates' kone (5. årh. f.Kr.), bliver ofte fremstillet som en rappenskralde (). in flagranti lat. på fersk (gerning). hiint fine Smiil, der gjorde den styggeste Mand i Athen til den skjønneste Der hentydes formentlig til Alkibiades' tale i Platons dialog Symposion, 214e-222b. Alkibiades lægger ud med at beskrive Sokrates' ydre, der minder om en silén, dvs. et af de gamle, tykke, skaldede og braknæsede væsener i Dionysos' følge. Men han tilføjer, at Sokrates i sit indre rummer en guddommelig skønhed og med sine visdomssøgende ord griber alle, der hører ham. Selv er Alkibiades af samme grund kommet til at elske Sokrates uforbeholdent og ulykkeligt. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 87-100 (Platons Skrifter bd. 3, s. 138-146). Aristophanes har villet fremstille Socrates latterlig Den gr. komediedigter Aristofanes (o. 450-385 f.Kr.) skrev i alt 40 komedier, hvoraf 11 er bevaret. I Skyerne, der blev opført i Athen 423 f.Kr., angribes den nye sofistiske dannelse, hvis repræsentant, Sokrates, fremstilles som en latterlig figur. Han dyrker skyerne som sine guddomme, og for at være dem nærmere hænger han bl.a. i en kurv under loftet i sit studerekammer. Han er uvasket og barfodet og beskæftiger sig med uvæsentlige spørgsmål, som hvor langt en loppe kan springe, og hvorvidt myggen synger med munden el. med rumpen. I øvrigt udbreder han tanker, der kun tjener til at føre folk bag lyset. Jf. Aristophanes's Komedier, overs. af J. Krag, Odense 1825, ktl. 1055, s. 129-264. – Socrates: Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af Platon () og Aristoteles () den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig Aristofanes i komedien Skyerne, Xenofon i sine fire 'sokratiske' skrifter ( og ) og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. knepse i Lommen At knipse ad nogen var at gøre en fingerbevægelse som tegn på sin foragt, 'at give ham fingeren', og at gøre det i lommen var en talemåde, der udtrykte det afmægtige el. forgæves i éns trods. med Horn i Panden talemåde brugt om en hanrej, dvs. en mand, hvis kone er utro. Her ligger nærmest den spanske Opfattelse af Ære Spanierne betragtes traditionelt som et ærekært folk, men her tænkes muligvis på en passage fra Hegels Vorlesungen über die Aesthetik, udg. af H.G. Hotho, 2. del (1837). Hegel () taler om det tilfælde, hvor spidsfindigheden gør ting, der i sig selv er ligegyldige, til spørgsmål om ære: »Hauptsächlich die Spanier haben diese Kasuistik der Reflexion über Ehrenpunkte in ihrer dramatischen Poesie ausgebildet und als Räsonnement ihren Ehrenhelden in den Mund gelegt. So kann z.B. die Treue der Ehefrau bis in die allergeringfügigsten Umstände hinein untersucht, und schon der bloße Verdacht anderer, ja die bloße Möglichkeit eines solches Verdachtes, selbst wenn der Mann weiß, der Verdacht sey falsch, ein Gegenstand der Ehre werden.« (»Især spanierne har udviklet denne kasuistik i refleksionen over æresanliggender i deres dramatiske litteratur og lagt den i munden på deres æreshelte som ræsonnement. Således kan fx ægtehustruens troskab undersøges ned i de allermest ligegyldige omstændigheder, og allerede den blotte mistanke fra andres side, ja den blotte mulighed af en sådan mistanke, selv om manden ved, at mistanken er falsk, kan blive et æresanliggende.«) Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 10,2, s. 175 (Jub. bd. 13, s. 175). Qvinden er det svagere Kjøn talemåde, der har rod i flere bibelsteder, fx 1 Pet 3,7: »I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part«. Jf. også titelpersonens replik i Shakespeares tragedie Hamlet (), 1. akt, 2. scene: »Svaghed, dit Navn er Qvinde!« Oversættelsen skyldes P. Foersom, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 1, 1807, s. 22. Bedunstelse spøgende form af bedunstethed, dvs. beruselse, omtågethed. verba facere lat. gøre ord. regulativt regulerende, styrende. forklares i herliggøres i, også: omdannes til. saaledes og ikke anderledes allusion til Holbergs komedie Den Stundesløse (1731), 1. akt, 9. scene. Skælmen Oldfux instruerer den unge Leander i at spille bogholder og giver bl.a. følgende prøve på bogholderens talesprog: »ligerviis og ligesom en Skriver-Tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes, og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkaar mine Dyder, min Stand og min Vilkor«, Den Danske Skue-Plads () bd. 5. ubrødelig urokkelig, usvigelig. Røgen og Romantikens Aria hentydning til J.H. Wessels parodiske sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772), 3. optog, 3. optrin. Den forelskede Mads synger en arie med følgende ordlyd: »Paa mit Hiertes Skorsteen brænder / En harpixet Elskovs Brand, / Som er tændt i begge Ender, / Elskovs Gud den tændte an. / Hver, som Røgen seer opstige, / (Røgen er min Aria) / Tænke maa, om ikke sige: / Der er heedt, hvor den kom fra.« Jf. Wessels Samlede Digte (), s. 26. paa en Julies Spidse I Shakespeares tragedie Romeo og Julie tilbeder den unge Romeo af slægten Montague pigen Julie af den fjendtlige slægt Capulet. Kærligheden medfører begge de unges død. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 2, 1811, s. 227-418. æggesyg el. læggesyg, bruges om en høne, der skal lægge et æg, men har svært ved at få det anbragt på rette sted, og som derfor tripper uroligt omkring; ivrig, febrilsk. admirerer beundrer. den lille sorte Høne allusion til Holbergs komedie Den Stundesløse (1731), 2. akt, 1. scene. Titelpersonen Vielgeschrey afbryder sig selv og sine skrivere midt i udarbejdelsen af bryllupsinvitationer for at formane kokkepigen om, at den lille sorte høne ikke må gå blandt de andre høns, som er efter den. Denne hans yndlingshøne har siden jul lagt over 40 æg. Skriveren Christoffer bekræfter efter et opslag i regnskabsbogen og tilføjer: »Hvad andet hun har ydet er ikke anført«, Den Danske Skue-Plads () bd. 5. ligesom Berideren If. en anekdote i Diogenes Laertios' filosofihistorie, 2. bog, kap. 5, 37, skal Sokrates have brugt dette billede om sit forhold til hustruen Xanthippe. I Børge Riisbrighs oversættelse: »At leve med en arrig Qvinde er, sagde han, som Staldfolks Omgang med vilde Heste; naar de have faaet Magt over disse, kunne de let komme afsted med de andre; saaledes vil jeg, naar jeg forstaaer at omgaaes med Xantippe, ogsaa kunne skikke mig efter andre Mennesker«; Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af Børge Riisbrigh, udg. af Børge Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 73. et Phantom hos Digteren ... sidder ved Rokken og venter den Elskede Der hentydes formentlig til en berømt scene i Goethes Faust, 1. del, v. 3374-3413. Gretchen sidder alene i sin stue ved spinderokken og synger en sang om sin urolige længsel efter den elskede (»Meine Ruh' ist hin«). Jf. Goethe's Werke () bd. 12, 1828, s. 177f. Uinteresserethed uegennyttighed, objektivitet. Der hentydes muligvis til begrebet 'uinteresseret behag', som er centralt i den ty. filosof Immanuel Kants (1724-1804) æstetik, fremstillet i Kritik der Urtheilskraft (1790; SK havde 2. udg. fra 1793, ktl. 594). Det uinteresserede behag er den følelse, som det smukke vækker i betragteren, en følelse som beror på, at det skønne opleves som hensigtsmæssigt uden at tjene noget praktisk formål og derved skaber harmoni mellem betragterens forestillingsevne og forstand. qvindeligt kvindagtigt. spansk Vind marengs; i overført betydning: en luftig mundfuld. Aristoteles Aristoteles fra Stageira (384-322 f.Kr.), gr. filosof, logiker og naturforsker, sammen med sin lærer Platon regnet blandt antikkens største filosoffer, skrev banebrydende værker inden for filosofiens og videnskabens forskellige discipliner. Han grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i Lykeion, men forlod Athen 324 f.Kr. for ikke at blive anklaget ligesom Sokrates. Han bemærker rigtigt ... ikke ret er brugbar i Tragoedien Der hentydes til det 15. kap. af Aristoteles' Poetik (1454a 16-22), hvor det hedder om tragediens karakterer el. personer: »Det første og vigtigste er, at de skal være gode. En karakter giver sig til kende, når som tidligere omtalt ord el. handling viser et valg, af hvad art det end er; karakteren er god, når dette valg er godt. Dette kan være tilfældet hos alle slags mennesker; thi også en kvinde og en slave kan være gode, selv om måske nok den første er af ringere værd og den sidste et ganske betydningsløst væsen.« Aristoteles Om digtekunsten, overs. af Erling Harsberg, Kbh. 1970, s. 49. Jf. Aristoteles graece () bd. 2, s. 1454. det pathetiske og serieuse Divertissement det følelsesfulde (rørende, højtidelige) og alvorlige morskabsstykke. Der sigtes formentlig til vaudevillen (). Vomitiv brækmiddel. Laxativ afføringsmiddel. Sært nok, at den ikke bruges hyppigere paa Scenen I Henrik Hertz' romantiske tragedie Svend Dyrings Huus optræder titelpersonens afdøde hustru, Helvig, fire gange som genfærd. I 2. akt, 2. scene, fremsiger hun en monolog over sine sovende børn. I 4. akt, 6. scene, ses hun igen, men uden at sige noget. I 4. akt, 7. scene, griber Helvig aktivt ind i handlingen ved at forhindre sin datter Regisse i at drikke det giftbæger, som stedsøsteren Ragnhild har bragt hende. I 4. akt, 10. scene, stykkets slutningsscene, holder Helvig dom over Svend Dyring og hans nye hustru. Jf. Svend Dyrings Huus, Kbh. 1837, s. 47-50, s. 155f., s. 162 og s. 174-177. Stykket blev opført på Det kgl. Teater 26 gange mellem 15. marts 1837 og 10. nov. 1843. have sat i Enkekassen have indbetalt præmie i et forsikringsselskab til forsørgelse af enker. Enkekasserne opstod i det 18. årh., fx fungerede Den almindelige Enkekasse fra 1775 til 1845. jeg vanker nu ... den Elskedes Grav, at jeg kan offre hende en Taare Kilden er ikke identificeret. langt henne (...) ved en Anden dvs. gravid med en anden mand. Vestindien De tre vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix i Det caraibiske Hav udgjorde en da. koloni fra o. 1700 til 1917. Øerne hedder i dag Virgin Islands og tilhører USA. Omqvæddet af en gammel Vise: Hurra for Dig ... forglemmes aldrig I skæmtevisen »Manden og Konen satte dem ned« lyder omkvædet: »Hu hei! for mig og dig, siger jeg, / Den Tid forglemmes aldrig.« Visen kendes i flyvebladstryk fra Haderslev o. 1815 og fra København (Triblers Enke) 1827ff., jf. Danske Skæmteviser, udg. af H. Grüner Nielsen, Kbh. 1927-28, nr. L (s. 136f.). Desuden Anton Caen Folke-Visebog bd. 1-4, Kbh. 1847-51; bd. 2, 1849, s. 18f. derved bør man ikke blive staaende, men gaae videre 'gå videre' og 'gå ud over' var faste udtryk i den da. hegelianisme om det at gå videre end Descartes' tvivl (); herefter anvendtes udtrykkene i bredere betydning om at gå videre end en anden filosof, fx Hegel. At udtrykket 'gå ud over' havde stor udbredelse i tiden, fremgår af en da. overs. af den ty. teolog C. Ullmanns artikel »Theologiske Aphorismer« (ty. 1844) i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, Kbh. 1844, s. 715f.: »Man har en Tidlang snakket uendelig meget om den saakaldte 'Gaaen udover'. Det var et Løsen, hvormed man meente at kunne nedslaae Alt. Hele Verden vilde gaae udover Hegel, og derpaa skulde ogsaa den Straußiske Mystik og overhovedet ethvert Standpunkt kun kunne giendrives ved et saadant, som gik ud derover, hvilket imidlertid, rigtigt udtrykt, vilde sige saa meget som, at det, som i en vis Retning var skredet længst fremad, det meest Radicale ogsaa var det i videnskabelig Henseende Bedste, det for Tidsalderen eneste Sande. 'Extremet leve!' blev tilraabt Alle, der som tilbageblevne vare nærved at betragtes som døde. Hvorhen ere vi nu komne ved dette Princip, den Gaaen udover? Rigtignok til et Punkt, som der ikke godt lader sig gaae udover, eftersom Luften selv her slipper og Alt er tilende – men mon ogsaa til Sandheden?« Selv Plato og Aristoteles antager ... en ufuldstændig Form Platon () skriver i dialogen Timaios 42a-b, at alle sjæle i deres første jordiske liv var mænd, og at de, som ikke vandt herredømme over deres egne lidenskaber, men levede i fejhed og uretfærdighed, blev til kvinder i deres næste liv. Jf. Platons Skrifter () bd. 8, s. 53f. (se også samme dialog 90e; Platons Skrifter bd. 8, s. 110). Aristoteles () skriver i De generatione animalium (Om dyrenes formering), 4. bog, kap. 6 (775a), at den kvindelige karakter må betragtes som en slags naturlig ufuldkommenhed; jf. Aristoteles graece () bd. 1, s. 775. I samme afhandlings 2. bog, kap. 3 (737a), siges det, at hunnen el. kvinden er en slags forvansket han el. mand, hvis bidrag til dannelsen af det nye individ blot mangler det sjælelige princip. Jf. bd. 1, s. 737. hun vil emanciperes Kvindefrigørelsen tog først for alvor fart o. 1848, og som dens første programskrift i Danmark regnes Mathilde Fibigers pseudonyme værk: Clara Raphael Tolv Breve, udg. af J.L. Heiberg, Kbh. 1851, ktl. 1531. Imidlertid havde der siden den fr. revolution 1789 sporadisk været rejst krav om kvindens ligeberettigelse, således af Olympe des Gouges (1748-93) i Frankrig og Mary Wollstonecraft (1759-97) i England. Under den fr. restaurationsperiode satte den socialistiske greve Saint-Simon (1760-1825) atter kvindernes ligestilling på programmet, mens hans nærmeste efterfølger, Prosper Enfantin (1796-1864), prædikede den uhæmmede 'fri kærlighed' og 'kødets emancipation'. Også den fr. forfatterinde George Sand (1804-76) hyldede den fri kærlighed og stræbte efter at løsrive kvinderne fra al sædvanemæssig tvang. SK nævner Saint-Simonisternes programpunkt i sin anonyme artikel »Ogsaa et Forsvar for Qvindens høie Anlæg« i Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg, Interimsblad nr. 34, 17. dec. 1834, sp. 4-6. Victor Eremita . takker Plato Guderne for fire Ting Kirkefaderen Lactantius (o. 250 - o. 325) skriver i Institutiones divinae (De guddommelige indretninger), 3. bog, kap. 19, at Platon () takkede naturen for følgende: at han var blevet et menneske, ikke et umælende dyr; at han var blevet en mand, ikke en kvinde; at han var blevet en græker, ikke en barbar; og at han var født som athener på Sokrates' tid. Jf. Firmiani Lactantii opera, udg. af O.F. Fritzsche, bd. 1-2, Leipzig 1842-44, ktl. 142-143; bd. 1, s. 152. allerede en tidligere græsk Philosoph If. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 1, 33, var det naturfilosoffen Thales fra Milet (640-546 f.Kr.). Jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 14. qua lat. som, i egenskab af. regaleret beværtet på kongelig vis; begavet. provenue fr. indtægt, fordel. en Vanheldet en vansiret person. verwahrloßt ty. forsømt, misrøgtet. udvise påvise, udpege. I Tiecks romantiske Dramer ... Urtekræmmer i Kjøbenhavn Den ty. romantiker Ludwig Tieck (1773-1853) digtede bl.a. over folkeeventyr, og hans personer skifter ofte stand. Der findes dog hos Tieck ingen person, som svarer til SKs beskrivelse; nærmest kan der tænkes på bondekarlen Gottlieb i eventyrspillet Der gestiefelte Kater (1797; Den bestøvlede Kat, 1838), som i fortsætttelsen Prinz Zerbino oder Die Reise nach dem guten Geschmack (1799; Prinds Zerbino, eller Reisen til den gode Smag, 1838) optræder som konge. Jf. Ludwig Tieck's sämmtliche Werke bd. 1-2, Paris 1837, ktl. 1848-1849; bd. 1, s. 486-488, og bd. 2, s. 167ff. I fortællingen »Leben des berühmten Kaisers Abraham Tonelli« findes en skræddersvend, som bliver kejser; jf. bd. 2, s. 133-157. Titulair-Dronning blot efter titlen dronning; kun dronning af navn. Badstustræde i dag Badstuestræde, løber fra Vimmelskaftet (en del af det københavnske hovedstrøg, i dag kaldet 'Strøget') mod sydøst til Kompagnistræde (se kort 2, B3, hvor Badstustræde er vist, men ikke benævnt). fasces lat. knippe af stokke med en fremstikkende økse i midten; i det antikke Rom et strafferedskab og et myndighedstegn for de højere embedsmænd. er betænkt paa er indstillet på, har i sinde. offre sig for huslige Executioner hellige sig afstraffelser i hjemmet (dvs. hengive sig til at tugte sin husstand). Schäferinde hyrdinde. Etatsraad titel, der efter rangforordningerne af 1746 og 1808 gav rang i 3. klasse (af i alt ni). i et negativt Forhold ... productiv i Idealitet dvs. ved at være den, han ikke får, bevirker kvinden, at manden realiserer de høje idealer. at sige det ligefrem dvs. at hævde, at kvinden er ligefremt (el. positivt) produktiv i idealitet. forskylde en Paralogisme gøre sig skyldig i en logisk fejlslutning. summa summarum lat. summernes sum; det endelige resultat. Contribution bidrag. Adresseavisen daglig betegnelse for Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse Contoirs Efterretninger, udgivet 1759-1909 (navnet undergik mindre forandringer i tidens løb, men denne form var i brug indtil 1854). Avisen var hovedsagelig et annonceblad, men indeholdt også bekendtgørelser, mindedigte og i visse perioder nyhedsstof, litterære bidrag og politiske artikler. På SKs tid indeholdt avisen dog næsten kun annoncer og bekendtgørelser; til gengæld havde den eneret på visse typer af bekendtgørelser. Fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1841 var oplaget 7000 eksemplarer. Avisen nåede dog aldrig uden for København. Eftertryk uretmæssigt genoptryk, pirattryk af en bog. Sølvblink blink af el. ligesom af blankt sølv. med Holberg at sige ... Adriene paa Ludvig Holberg (1684-1754), da.-no. digter, filosof og historiker, professor ved Københavns Universitet fra 1717. I hans komedie Barselstuen (1724), 2. akt, 2. scene, siger en af de besøgende koner om Anne Kandstøbers, der er på vej ind for også at aflægge barselsvisit: »Mener I at den Koe har ikke ogsaa faaet Adrienne paa sig!« Den Danske Skue-Plads () bd. 2. – En adrienne var en løstsiddende damekjole med langt slæb; den mindede om et negligé og vakte derved forargelse, da den kom på mode i begyndelsen af det 18. årh. Kringelkrogeri bevægelser i små bugtninger; ubetydelige hændelser. Dyrehaugen Jægersborg Dyrehave nord for København, hvor der fandtes (og findes) en helligkilde, Kirsten Piils kilde. Omkring kilden voksede der i sommertiden et marked op med boder, gøgl og andre folkelige forlystelser (). det Negative er høiere end det Positive, er det Uendelige ... eneste Positive hentydning til den hegelske dialektik, if. hvilken det positive er det første led, det umiddelbare, som derpå negeres af sin modsætning; det negative er således højere end det positive i den forstand, at det betegner et mere udviklet trin i den dialektiske proces. Det tredje, endnu højere trin er da negationen af det negative, den højere umiddelbarhed. If. Hegels forståelse af uendeligheden i Wissenschaft der Logik, 1. del (1812), konstituerer uendelighedens kategori det tredje led i kategorien 'Dasein', tilværen. Det første led er 'Dasein', dvs. en bestemt tilværen. Denne bestemte tilværen negeres af en bestemt grænse og er således endelig; andet led er da endelighed. Endelighedens negation er uendelighed, dvs. det tredje led el. negationens negation. Som sådan er uendelighed en positiv term. Jf. Wissenschaft der Logik, udg. af L. von Henning, bd. 1-2, Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 3, s. 112-173 (Jub. bd. 4, s. 122-183). overgaaer Alt, hvad der kan opkomme i nogen Mands Hjerne allusion til 1 Kor 2,9, hvor Paulus skriver om Guds visdom, at den er »hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte« (NT-1819). den, fra hvem Fordærvelsen udgaaer allusion til Matt 18,7, hvor Jesus siger: »Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!« (NT-1819). med hende Synden kom ind i Verden allusion til syndefaldsberetningen, 1 Mos 3. hendes Utroskab, der ødelægger Alt Der sigtes muligvis til det gr. sagn om oprindelsen til den trojanske krig: Helena, som var verdens smukkeste kvinde, var gift med kong Menelaos af Sparta, men kærlighedsgudinden Afrodite havde lovet hende til den trojanske prins Paris, som derfor bortførte hende til Troja, hvor hun blev hans hustru. Staten, der gjør Manden ansvarlig for sin Kone If. Christian V's Danske Lov (1683) modtog manden sin tilkommende hustru af hendes »Forældre, eller rette Værge« (3. bog, kap. 16, § 1); en datter måtte således »ingenlunde sige sig af Faderens Værgemaal, førend han giver hende en anden ret Værge, eller Husbond« (kap. 17, § 38). Som hendes værge kunne ægtemanden fx lade hende indlægge eller tilbageholde på sindssygehospital. Han alene havde også råderetten over kvindens andel af det fælles bo. Ved forordning af 21. maj 1845 blev ægtemandens testamentariske bestemmelser gjort afhængige af hustruens samtykke, for så vidt angik »Mødrene-Arven« (§ 29), som han tidligere havde kunnet råde over efter forgodtbefindende. Lov om Kvindens Myndighed af 29. dec. 1857 gjorde ugifte kvinder fuldt myndige med det fyldte 25. år, mens de gifte kvinder først i 1899 tildeltes fuld personlig og økonomisk råderet. Potiphars Hustru hentydning til 1 Mos 39,7-20. Potifar var hofmand hos den egyptiske Farao og købte Josef som slave. Potifars hustru fandt behag i Josefs smukke skikkelse og forsøgte gentagne gange at forføre ham. Da det ikke lykkedes, beskyldte hun i stedet Josef for at have gjort tilnærmelser til hende, og Potifar lod Josef kaste i fængsel. Hiatus lat. gab, hul, mislyd (ved sammenstød af to vokaler). Wahlverwandschaft egl. Wahlverwandtschaft, ty. valgslægtskab. Ordet stammer opr. fra kemien, hvor det betegner stoffernes affinitet, dvs. deres tilbøjelighed til at indgå forbindelse med hinanden; men J.W. Goethe brugte det som titel på sin roman Die Wahlverwandtschaften (1809), der skildrer den dybe, erotiske sympati mellem mennesker. Jf. Goethe's Werke. () bd. 17, 1828. er det Præsten eller Politi-Assistenten ... Mandtal Borgerlig vielse eksisterede ikke på SKs tid. Frem til 1851 var der i Danmark tvungen kirkelig vielse, dvs. man kunne kun blive gift af en præst. Da ordningen imidlertid ikke var forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849, indførtes fra 1851 den såkaldte nødcivilægteskabsordning, efter hvilken et par kunne blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund. Først fra 1922 blev der egentlig valgfrihed mellem borgerlig og kirkelig vielse. paa Redekam på en kam, over hvis tænder der er trukket silkepapir el. lignende, så den kan bruges som et primitivt musikinstrument. Feernes fra Sommernattens Grotter citat fra Oehlenschlägers Aladdin (), 3. akt, hvor sultanens datter Gulnare står i haremet umiddelbart før sit bryllup og genkalder sig Aladdins stemme: »O vederqvæg mig med din søde Stemme, / Der toner fra sin hulde Rosenhule, / Som Feernes, fra Sommernattens Grotter«, Adam Oehlenschlägers poetiske Skrifter bd. 2, s. 241. Ægtepeer el. Ægtepeter, en pjokket, forkuet el. kedelig ægtemand. et NB. (...) to NBner et NB er en kritisk anmærkning (af lat. nota bene, bemærk vel). Den usædvanlige flertalsform antyder, at forkortelsen ikke berører udtalen; altså ikke 'NB'er', men 'Notabener'. slaaer (...) an giver hals (jægersprog om hunde, jf. modsætningen: »stikker (...) Halen mellem Benene«). disjecta membra lat. 'adsplittede lemmer', efter Senecas () tragedie Phaedra, v. 1256: »disiecta (...) membra laceri corporis« (»en sønderreven krops adsplittede lemmer«). Concessioner indrømmelser. Reduplikation fordobling. Eremita lat. eneboer (). en Hvid opr. en middelalderlig da. sølvmønt af værdi som 1/3 skilling (); en øre. Omnibus en efter tidens forhold stor, lukket vogn til offentlig personbefordring i fast rute; bus. Ordet er lat. og betyder 'for alle'. I København kørte de første, hestetrukne omnibusser fra o. 1842. De vakte stor opsigt ved deres farvestrålende bemaling og pragtfulde navne: Solen, Den røde Dame, Løven, Ørnen, Nordstjernen osv. Den første rute gik fra Amagertorv (se kort 3, BC3) til Frederiksberg, men snart blev der også indsat omnibusser til Lyngby, Charlottenlund og Jægersborg Dyrehave. Fra o. 1830 fremstilledes der i England og Frankrig også dampdrevne omnibusser, men de blev ikke indført i Danmark. en Rasende en besat, en vanvittig person. Myreslugeren sin Tragt Der tænkes på myreløven (lat. Myrmeleon formicarius), et insekt af florvingernes orden. Som larve graver myreløven en tragt i sandet og ligger selv i tragtens bund, hvor den med sine lange kindbakker udsuger de myrer og andre smådyr, som skrider ned ad tragtens løse vægge. Caperen sørøveren. Efter englændernes bortførelse af den da. flåde 1807 førte Danmark indtil 1814 kaperkrig mod England og dets allierede, Sverige. Den da. regering udstedte regulære næringsbreve, de såkaldte kaperbreve, til private redere, der ville udruste skibe med kanoner og opbringe fjendtlige handelsskibe, hvis last derpå kunne sælges på auktion. Også neutrale landes skibe, der medførte forsyninger til fjenden, kunne opbringes. min Modeboutique midt i Menneske-Vrimlen I København fik man først et godt stykke ind i det 19. årh. butikker med store, dragende udstillingsvinduer. Dog blev Østergade () før 1850 elegant indrettet efter udenlandsk forbillede. Her blev indrettet konditorier og butikker, forbi hvilke de velstillede borgere kunne promenere, og her fik mange modehandlere til huse. Venusbjerget Ideen om Venusbjerget som den syndige sexualitets særlige sted omtales fra første halvdel af det 15. årh. I det hule bjerg holdt den underdejlige fru Venus til, der ved fortryllelse lokkede mænd ind i bjerget og fratog dem deres sjæl. De fleste kom aldrig ud igen, og de få, der gjorde, var blevet underlige. De måtte enten vende tilbage til bjerget eller dø af længsel efter det. Sagnet blev især kendt gennem Tannhäuserballaden, der dog først er bevaret fra begyndelsen af det 16. årh.; jf. digtet »Der Tannhäuser« i Des Knaben Wunderhorn. Alte deutsche Lieder, udg. af L. Achim von Arnim og Clemens Brentano, München 1964 [1806-08], s. 60-63. SK ejede værket i 2. udg., Heidelberg 1819, ktl. 1494-1496. Sagnet om Venusbjerget blev et yndet stof i den romantiske litteratur. theoretisk Ophævelse her nærmest: omsvøb el. udenomssnak. Udtrykket hentyder til et nøgleord i Hegels dialektiske filosofi, 'Aufhebung', der betegner, at noget negeres el. bringes til at forsvinde, dog uden at tilintetgøres. Jf. Hegels Encyclopädie, 1. del: »Unter aufheben verstehen wir einmal so viel als hinwegräumen, negiren, und sagen demgemäß z. B. ein Gesetz, eine Einrichtung u. s. w. seyen aufgehoben. Weiter heißt dann aber auch aufheben so viel als aufbewahren, und wir sprechen in diesem Sinn davon, daß etwas wohl aufgehoben sey« (»Ved ophæve forstår vi for det første så meget som at bortfjerne, at negere, og siger således fx, at en lov, en indretning osv. er ophævet. Men videre betyder ophæve også så meget som at opbevare, og vi taler i denne forstand om, at noget er vel ophævet«). Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af L. von Henning, bd. 1-3, Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563; bd. 1, i Hegel's Werke () bd. 6, s. 191 (Jub. bd. 8, s. 229). i det hedenske Preussen den giftefærdige Pige bar en Klokke Der tænkes på pruzzerne, et baltisk folk, som siden det 6. årh. befolkede landet mellem Weichsel- og Memelflodernes nedre løb, det senere Østpreussen (i dag i Polen og Rusland; floderne hedder Wisła og Nemunas). Folket, der var opdelt i stammer, holdt hårdnakket fast ved sin gamle hedenske tro, og de første kristne missionsforsøg o. år 1000 blev mødt med afgjort uvilje. Heller ikke de polske fyrsters forsøg på at kristne pruzzerne i det 12. årh. lykkedes. Først da den ty. ridderorden i det 13. årh. førte en blodig erobringskrig (1230-83), måtte pruzzerne enten flygte østpå til det daværende Litauen (i dag Polen og Hviderusland) eller underkaste sig og lade sig kristne. Oplysningen om, at den giftefærdige pruzziske kvinde bar en klokke, findes i August von Kotzebue Preußens ältere Geschichte bd. 1-2, Riga 1808; bd. 1, s. 58: »Doch wenn ein Jüngling, durch ein Glöcklein am Gürtel der mannbaren Dirne gelockt, ihrer zum Weibe begehrte, so sandte er zwey Freywerber aus, die raubten das Mädchen mit Gewalt, erhandelten es nachher von den Aeltern, um Vieh, Getreide oder Geld. Keine Wahl blieb der Geraubten, dem ersten Freyer ward sie ausgeliefert« (»Men når en ung mand, hidlokket af en lille klokke ved den mandbare piges bælte, begærede hende til hustru, så sendte han to bejlere ud, der røvede pigen med vold og bagefter tilhandlede sig hende af forældrene for kvæg, korn el. penge. For den røvede var der intet valg, hun var prisgivet den første frier«). slikvurne slikvorne, slikmundede; i overført betydning: kælne, kyssesyge. Residentsen den kongelige residensstad, København. mit Navn er det første og det sidste allusion til Åb 1,8: »Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren« og 1,17: »Jeg er den første og den sidste«. hvor jo ikke. Brüsler-Kniplinger Kniplinger fra Brüssel el. Bruxelles var siden det 16. årh. af en særlig fin kvalitet og efterspurgt i hele Europa; derfor også meget kostbare. den forlorne Søns Midler sigter til Jesu lignelse i Luk 15,11-32 om den fortabte (NT-1819: forlorne) søn, der ødte sit arveforskud op i et udsvævende liv. commensurabelt for egl. måleligt med; passende til, anvendeligt i. Schawlet sjalet. Bløße el. bløse, blottelse. apriorisk (...) aposteriorisk De to filosofiske termer betyder hhv. det, der kommer før, dvs. er uafhængigt af sanseerfaringen, og det, der kommer efter, dvs. er afhængigt af den. Her dog blot: fortil og bagtil, med forpartiet og med bagpartiet. svinker svajer. Flaçon egl. flacon, fr. lille flaske (til eau de cologne o.l.). Om Diogenes bevægede den Qvinde ... see hende bagfra Der sigtes til den kyniske filosof Diogenes fra Sinope (o. 400-325 f.Kr.), om hvem Diogenes Laertios i sin filosofihistorie, 6. bog, kap. 2, 37, fortæller følgende anekdote: »Da han saae et Fruentimmer kaste sig ned for Guderne paa en noget uanstændig Maade, og vilde (...) betage hende Overtroen, gik han hen til hende og sagde: Qvinde, om Guden stoed bag ved dig – thi af ham er Alting opfyldt – undseer du dig da ikke ved, at findes i en uanstændig Stilling?« Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 245. den Askepot den ringeagtede steddatter. Efter hovedpersonen i et folkeeventyr, som fra Nærorienten har bredt sig til Østasien og Vesteuropa, hvor det er bedst kendt i brødrene Grimms version »Aschenputtel«. Askepot er en god og smuk pige, som af sin onde stedmoder sættes til det usleste arbejde og degraderes til tjenestepige for sine tre hovmodige stedsøstre. Hun belønnes dog for sin tålmodighed og bliver ved overnaturlige kræfters hjælp gift med prinsen. Eventyret er nr. 21 i Kinder- und Haus-Mährchen () bd. 1, s. 114-123. Pro dii immortales lat. 'ved de udødelige guder!' per deos obsecro lat. 'jeg besværger jer ved guderne'. – Såvel denne som den foregående lat. sætning var almindelige rom. besværgelsesformularer og står her nærmest som formildende elementer ('ved Gud', 'om jeg må be'') i tekstens pågående spørgsmål. nyder Anseelse af er kendt for, har ry for. Kongebrev bevilling fra myndighederne til at indgå ægteskab uden forudgående lysning i kirken () el. til at lade vielsen foregå i hjemmet. Kan også være en tilladelse til at indgå ægteskab, før en af parterne har nået den nødvendige alder. Myrthekrands krans flettet af den stedsegrønne myrtes blade, brugt som brudesmykke. Myrten symboliserer uskyld, og myrtekransen tolkedes undertiden som tegn på, at bruden var jomfru. Toilet en fordanskning af det fr. toilette, påvirket af datidens udtale (toalett'), dvs. påklædning. venibel til fals, til salg. man afretter Rotter til at bide Rotter En ældre metode til rottebekæmpelse – den stammer fra middelalderen – bestod i, at man indfangede et antal hanrotter, gerne ti, og anbragte dem i en tønde uden føde. Den svageste døde hurtigt af sult og blev ædt af de øvrige, og således fortsatte det, indtil der kun var én rotte tilbage, nemlig den største og mest aggressive. Denne kastrerede man, så den ikke kunne formere sig, og slap den løs igen. Tanken var, at den nu ville bide alle de hanrotter ihjel, som den mødte, og parre sig med hunnerne. Derved ville bestanden automatisk skrumpe ind. Hvis man lod blot én af de indfangede rotter være en hun, ville den (i drægtig tilstand) blive den sidst overlevende. Jf. Maarten t'Hart Ratten, 2. udg., Amsterdam 1977 [1973], s. 172f. Tarantellens en giftig, sydeuropæisk edderkop (specielt arten Lycosa tarantula), hvis bid mentes at fremkalde en hysterisk trang til at danse. Heraf også navnet på en hurtig og voldsom ital. folkedans. Snørelivets forfærdelige Følger Snørelivet, der blev opfundet i Sydeuropa o. 1550, var et livstykke af stift lærred, afstivet med indsyede strimler af hvalbarder ('fiskeben'), undertiden også med spanskrør el. metalstivere. Det blev sammensnøret om kvindens talje for at fremhæve denne og for at afstive hendes holdning. Siden den fr. revolution i 1789 havde man diskuteret både taljens placering på kvindekroppen og indsnøringen som sådan. Nogle læger påpegede, at snørelivet var skadeligt for åndedrættet og blodomløbet, og at det ved stadig brug lige fra barnealderen kunne deformere brystkassen. I en kort periode, 1790-1820, lykkedes det at fjerne snøringen fra den obligatoriske kvindemode, men derefter vendte den tilbage og holdt sig til o. 1900. Skildrer saaledes Verbet er imperativ, sing., altså: Du skal skildre. Daarekistelem beboer i en dårekiste, dvs. en institution, hvor man indespærrede (men ikke behandlede) psykisk syge. Fiskebeensskjørter omfangsrigt underskørt, krinoline. Skørtet fik sin vidde og bæreevne af indsyede, nærmest koncentriske ringe, oftest bestående af strimler af hvalbarder ('fiskeben'). Ring i Næsen Næseringe kendes som kvindesmykke fra Bibelen, jf. fx Es 3,21 og Ez 16,12, samt fra etnografien. Her sigtes tillige til den ring, man sætter i næsen på en tyr for bedre at kunne styre den el. på et svin for at hindre det i at rode i jorden. den ophøiede Genius (...) der begjærer at lee ad det latterligste af alle Dyr Der sigtes formentlig til Sokrates, men nogen specifik kilde til udtrykket kan ikke påvises. reduceret Alt paa Moden gjort alt til en modesag. Fast næsten. Hinc illæ lacrymæ lat. 'Deraf disse tårer.' Et allerede i antikken bevinget ord, der stammer fra den rom. digter Terents' komedie Andria (Pigen fra Andros) v. 126. I Mathias Rathjes fordanskning lyder sætningen: »Dette er Aarsagen til hans Graad« (Publius Terentius Afer Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil, Kbh. 1797, ktl. 1295, 1. del, s. 16). Sløife betegnelse for den metaltråd, der omspænder champagneproppen og holder den fast i flaskehalsen. concedo lat. 'jeg indrømmer' (heraf ordet koncession, indrømmelse). tage for sig eller tage fra sig nyde med god appetit el. berøve sig selv; gribe til el. sige fra. argumentum ad hominem lat. 'bevisgrund til mennesket', et argument, der retter sig mod personen i stedet for mod de grunde, han fremfører for sin sag. Conditor-Kys en sød småkage, som regel fremstillet af pisket æggehvide el. -blomme. Dog også brugt om en lille vandbakkelse, fyldt med vanillecreme og dyppet i chokoladeglasur. es ist kaum zu sehn, es ist nur für Lippen, die genau sich verstehen ty. »det er knap til at se, det er kun for læber, der nøje forstår hinanden«. Kilden er ikke identificeret. kategorisk Imperativ ubetinget bud. Et nøglebegreb hos den ty. filosof Immanuel Kant (1724-1804), hvor det betegner princippet til afgørelse af, om en handling er moralsk rigtig. Kant skelner mellem det »hypotetiske« imperativ, der påbyder én at handle for at opnå en bestemt hensigt, og det »kategoriske« imperativ, der påbyder at handle på en bestemt måde, uafhængigt af hvilke ønsker og behov man selv har. Det kategoriske imperativ, der udtrykker den ubetingede, øverste morallov, må følges af pligt el. ren agtelse, da den er grundet i den menneskelige fornuft. Kant giver især tre formuleringer af det kategoriske imperativ, nemlig: »handl kun efter den maksime (regel el. rettesnor), om hvilken du tillige kan ville, at den bliver en almen lov«, »handl som om din handlings maksime skulle blive til almen naturlov gennem din vilje« og »handl således, at du altid bruger menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver andens person, altid tillige som formål, aldrig blot som middel«. Christiansfelder herrnhuter, medlem af brødremenigheden; et hængehoved. Byen Christiansfeld i Sønderjylland blev grundlagt 1733 som en koloni af den pietistiske brødremenighed i Herrnhut i Tyskland. Der blev lagt vægt på menighedstugt og sjælesorg med daglige gudstjenester. Frimureri . convertere sit Deficit til en Vexel paa Evigheden dvs. ombytte sit underskud i dette liv med troen på, at betalingen gives i himlen. Priis-Courant priskurant, prisliste. Edvard (...) Cordelia jf. »Forførerens Dagbog« i 1. del af Enten – Eller i SKS 2, 291-432. Edvard er forelsket i Cordelia og på nippet til at erklære sig for hende, men forskydes af Johannes, som forfører Cordelia efter alle kunstens regler og derpå forlader hende. Concedo. Concessi lat. 'Jeg indrømmer. Jeg har indrømmet'. De første to hovedtider (1. person sing. præs. ind. aktiv, hhv. 1. person sing. perf. ind. aktiv) af det svage verbum concedere. Ringen Nr. 2 På grundlag af den eng. dramatiker George Farquhars (1678-1707) galante lystspil skrev tyskeren Friedrich Ludewig Schröder (1744-1816) to mondæne og frivole skuespil, der begge blev oversat til da. af Frederik Schwartz og opført på Det kgl. Teater: Ringen (23 gange fra 1789 til 1830) og Ringen eller det af Delicatesse ulykkelige Ægteskab (32 gange fra 1792 til 1833). I sit indhold har Ringen nr. 2 ingen forbindelse med Johannes' og Cordelias forhold; hans udtryk skal blot betyde, at han er parat til at gentage hele forløbet – inklusive den kortvarige forlovelse – med en anden. Resolution beslutning, beslutsomhed. gjøre Proselyter hverve tilhængere. pro et contra lat. for og imod. Tantalus var if. gr. mytologi en konge af Frygien, som forbrød sig mod guderne og fik sin straf ved at blive henvist til det underjordiske rige Tartaros (). Her måtte han stå midt i en sø, hvis vandspejl veg bort under ham, hver gang han ville drikke, og under grene med saftige frugter, der forsvandt, så snart han rakte ud efter dem. Jf. Homers Odyssé, 11. sang, v. 582-592. Oprindeligen var der kun eet Kjøn, saa fortælle Grækerne Den følgende beskrivelse sigter til myten om Pandora, den første kvinde, som blev skabt på befaling af Zeus, efter at Prometheus havde stjålet ilden og givet den til menneskene. Zeus ville straffe menneskene og sendte Pandora til Epimetheus, der giftede sig med hende og åbnede den æske med skæbnesvangre gaver, som hun medbragte. Myten fortælles af Hesiod (o. 700 f.Kr.) i Værker og dage, v. 47-105, og i Theogonien (Gudernes opståen), v. 561-593. Dog Nød lærer Guder selv at overgaae sig selv allusion til ordsproget 'Nød lærer nøgen kvinde at spinde', bl.a. optegnet hos Peder Syv i formen »Nød kjender nøgen kone at spinde«. Jf. Aldmindelige Danske Ordsproge () bd. 1, s. 65 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 6614). Ambrosia (...) Nektar If. gr. mytologi var ambrosia ('udødelighed') gudernes føde og nektar (muligvis 'dødsødelægger') deres drik. som Bønder spise Agurkesalat variation af talemåden 'Hvad forstår bønder sig på agurkesalat?', som findes optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 11 – med den parentetiske tilføjelse: »de tænker, det er grønne Ærter« (nr. 270). J.L. Heiberg brugte en tilsvarende formulering i vaudevillen Recensenten og Dyret (1826), 3. scene, hvor hovedpersonen Trop siger om bogbinder Pryssing, at han »forstaaer sig ligesaa meget paa fremmede Sprog, som en Bonde paa Agurkesalat«. Jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. 3, 1834, s. 204. ebenbürtig ty. jævnbyrdig. Lad Guderne have taget en Deel af ham, medens han sov Der sigtes til 1 Mos 2,21-23, hvor det fortælles, at Gud skabte kvinden af et af den sovende Adams ribben. lad Guderne have deelt ham og Qvinden være Halvdelen . skuffende svigefulde, bedrageriske. skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt gjække Der sigtes til den nordiske myte om de ni døtre af havguden Æger (også kendt som Gymir) og hans hustru Ran. Disse unge piger svømmer på det stormpiskede hav rundt om deres mor og dukker ud af bølgerne, smykket med hvide slør. De kan være snart blide og fine, snart frygtelige og gigantiske. Forulykkede sømænd byder de gerne hånden for at lede dem ud af det rasende element; men de hjælpeløst fortabte lægger de i Rans skød. Jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 1537. På tavle CXV i samme værk er motivet afbildet under navnet »Wellenmädchen« (»Bølgepigerne«); se illustration 19. 19. »Wellenmädchen«. Kobberstik Kræfternes Spil er enet i et negativt Forholds usynlige Centrum dvs. striden mellem de modsatrettede kræfter, den æteriske lethed og fylden el. begæret, er forenet i et usynligt balancepunkt. slank i Skuddet slank af vækst. Udtrykket er især præget af SK. Aladdins Sværd, der skiller ham fra Gulnare hentydning til Oehlenschlägers Aladdin (), 2. akt, hvor Aladdin med hjælp fra lampens ånd har bortført sultanens datter Gulnare samt hendes brudeseng og nu tilbringer natten ved siden af hende. Han lægger dog et sværd imellem dem for at værne hendes jomfrudom, indtil de bliver lovformeligt gift. Jf. Adam Oehlenschlägers poetiske Skrifter bd. 2, s. 192. liig Pyramis lægger sit Hoved til Blufærdighedens Skillevæg hentydning til fortællingen om Pyramus og Thisbe i den rom. digter Ovids Forvandlinger (Metamorphoses), 4. sang, v. 55-166. Drengen Pyramus og pigen Thisbe voksede op i Babylon, dør om dør, og forelskede sig i hinanden. Deres fædre ville ikke vide af forbindelsen, men de unge fandt en revne i den mur, som adskilte de to huse; gennem denne revne talte de sammen og mærkede hinandens begærlige åndedræt. (.) Og dog er Blikket Sjelens »Tolk« variation af et ordsprog, som kendes i formerne 'Øjet er sjælens spejl' og 'Øjet er hjertets tolk'; begge er optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 2, s. 608 (nr. 12.072). dithyrambiske begejstrede; dionysiske. Ogsaa jeg har afluret ... tjener noget Guddommeligt hentydning til Sokrates, der i Sokrates' Forsvarstale, 23b, siger: »Derfor bliver jeg ogsaa rastløs ved med min Søgen og Forsken, som Guden har anvist mig det, hver Gang jeg mener, at der er en af mine Landsmænd eller en af de Fremmede her i Byen, der er vis; og naar jeg har opdaget, at han ikke er det, viser jeg ham det og støtter dermed Gudens Sag«, Platons Skrifter () bd. 1, s. 272. Venerabile lat. det, som bør vises ærefrygt. Ordet anvendtes i den rom.-katolske kirke om hostien, dvs. det brød, der er indviet under nadveren, og som tilbedes. et Sving og et Omsving en bevægelse i en bue, først i den ene retning, så i den modsatte. Ønskeqvist . slyngede det mod Døren i Bagvæggen Ved fyrstelige og andre fornemme selskaber i det 16.-18. årh. hørte det til god tone at slå sit glas itu, når man havde drukket en skål. Afbrydelsens Lyst (...) denne keiserlige Lyst Der alluderes til operationen kejsersnit (som også nævnes i det følgende), dvs. et indgreb, hvorved det normale fødselsforløb afbrydes og fosteret udtages gennem en åbning i bugvæggen og livmoderen. en Libation et drikoffer. de underjordiske Guder Fra antik gr. sammenhæng kunne der tænkes på de chthoniske guder, dvs. dem, der var knyttet til jorden el. underverdenen, fx Hades, Persefone og Trifonios. Disse guder, hvis dyrkelse adskilte sig fra de olympiske guders kult, var forbundet såvel med de dødes skæbne som med afgrødernes frugtbarhed. Måske betegner udtrykket dog blot 'mørkets magter' i almindelighed. at overhugge en Knude hentydning til beretningen om den gordiske knude, som fandtes i byen Gordion i Lilleasien. Knuden var så kompliceret, at man sagde, at den, der kunne løse den, ville blive Asiens hersker. Det lykkedes ikke for nogen, før Alexander den Store af Makedonien på sit felttog gennem Asien i 334 f.Kr. indtog Gordion og simpelthen huggede knuden over med sit sværd. det er forbi som Skolemesterens Vise, naar der ikke er mere Visen er ikke identificeret. Tableau opstilling, sceneri. paa mig gjorde dvs. på William Afham, jf. SKS 6, 15 og 84. unheimlich ty. uhyggeligt. Underjordiske overnaturlige, gerne dværgagtige væsener, der if. folketroen bor under jorden, enten i høje el. ved menneskenes boliger. Assessor Vilhelm og hans Frue Assessor Vilhelm er lykkeligt gift og den angivelige forfatter af de tre breve, som tilsammen udgør 2. del af Enten – Eller: de store afhandlinger »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed« og »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« samt det korte »Ultimatum«. I SLV er assessor Vilhelm angiveligt forfatter af »Adskilligt om Ægteskabet, mod Indsigelser«, som følger efter »'In vino veritas'«, jf. SKS 6, 85-171. – Assessor: egl. en bisidder i en ret, her en meddommer, dvs. en dommer i en ret bestående af et dommerkollegium. I 1909 blev titlen erstattet med 'dommer'. tilberedte sig Nydelsen dvs. kom mælk og sukker i teen. paa daarlige Qvinders Viis er din Tale hentydning til Job 2,10, hvor Job siger til sin hustru: »du taler, ligesom een af de daarlige Qvinder taler« (GT-1740). – daarlige: tåbelige. Manden gik ud i Skoven, skar af de Kjepper hvide I skæmtevisen »Manden og Konen satte dem ned« () findes versene: »Manden gik ud ad Skoven til / At skiære de Kieppe hvide«. Explication forklaring. danske Lov tillader en Mand at slaae sin Kone Det var rettelig Jyske Lov (1241), som i 2. bog, kap. 81, tillod manden at revse sin hustru, sine børn og sit tyende med stav og med vånd (dvs. kæp), når de forbrød sig; men han måtte ikke såre dem med våben. I Christian V's Danske Lov (1683), 6. bog, kap. 5, § 5, blev denne revselsesret indskrænket til børn og tyende. Har jeg udgivet hans andre Victor Eremita var den angivelige udgiver af Enten – Eller, hvor assessorens papirer indgik som anden del. Imidlertid kendte udgiveren dengang ikke papirernes forfatter – lige så lidt som han kendte Johannes Forføreren. Jf. Victor Eremitas »Forord« til Enten – Eller i SKS 2, 11-22. Jeg er den rene Væren, og derfor mindre næsten end Intet hentydning til de to grundlæggende kategorier i Hegels filosofiske system, 'Sein' og 'Nichts', 'væren' og 'intet'. Væren er, hvad der bliver tilbage, når man abstraherer fra alle fænomeners særlige kendetegn og egenskaber, og denne rene væren frembringer sin modsætning, dvs. intet. Jf. Hegels Wissenschaft der Logik (), 1. del, 1. afdeling, 1. bog, 1. afsnit, 1. kap., i Hegel's Werke () bd. 3, s. 77-79 (Jub. bd. 4, s. 87-89). fordi jeg bestandigt er ophævet hentydning til et nøgleord i Hegels dialektiske filosofi, if. hvilken ethvert begreb sætter sin egen modsætning; således sætter begrebet væren begrebet intet, el. væren bliver, som Hegel udtrykker det, 'ophævet' ('aufgehoben') i intet. Dette er måden, hvorpå Hegels dialektiske bevægelse skrider frem. (.) den Idee at fraliste Victor Manuscriptet (...) er jo laant af Victor If. Victor Eremitas »Forord« til Enten – Eller har han ikke selv skrevet de manuskripter, som udgør skriftet (og som han kalder hhv. A's og B's papirer), men fundet dem i en gammel sekretær, købt hos en marskandiser. Jf. SKS 2, 11-22. Imidlertid sigtes der nok snarere til de indledende sider af »Forførerens Dagbog«, hvor A hævder, at han ikke selv er dagbogens forfatter, men i et ubevogtet øjeblik har tilegnet sig den hos en bekendt, Johannes, og har taget en hastig afskrift deraf. Jf. SKS 2, 293-303. Idet jeg nu udgiver Manuscriptet Formuleringen vidner om den oprindelige plan, at »'In vino veritas'« og »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser« tilsammen skulle udgøre et selvstændigt skrift med titlen Vrangen og Retten. Den pseudonyme forfatter af skriftets første del, William Afham, skulle samtidig være udgiver af den anden. Men i sidste øjeblik blev det besluttet at smelte »'In vino veritas'« og »Adskilligt om Ægteskabet« sammen med »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, og Hilarius Bogbinder blev udgiver af alle tre dele. Se i øvrigt tekstredegørelsen, s. 50-53 og s. 82-84. en Nemesis en gudernes hævn. Efter den antikke gr. betegnelse for en straffende retfærdighed, der rettede sig mod ufortjent lykke og overmod. Også navnet på den gr. gudinde for balance i tingene, for hævn og straf. Den Bedragne er visere end den Ikke-Bedragne Således skal den gr. sofist Gorgias (o. 483-376) have sagt om tilskuerne i teatret; det berettes i Plutarks skrift Var Athenerne mest berømt for krigsførelse eller for visdom? kap. 5 / 348c (Bellone an pace clariores fuerint Athenienses, også kaldet De gloria Atheniensium). Jf. Plutarchs moralische Abhandlungen, overs. af J.F.S. Kaltwasser, bd. 1-5, Frankfurt a.M. 1783-93, ktl. 1192-1196; bd. 3, 1786, s. 363. SK har dog if. en optegnelse i journalen JJ (jf. Pap. V A 80) fundet citatet i H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung, Berlin 1841, ktl. 1391, s. 20, fodnoten. Mottoet, der forholder sig antitetisk til Johannes Forførerens ord: »Hvilken Vellyst at nyde Bedraget, uden at vorde bedragen« (SKS 6, 77,30), uddybes senere af assessor Vilhelm (jf. SKS 6, 113). er betænkt paa er indstillet på, har i sinde. det copernicanske og det ptolemæiske Renæssancens verdensbillede med solen som centrum for jorden og de øvrige planeter blev opstillet af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og afløste det billede af et univers med jorden i centrum, som skyldtes den græsk-egyptiske astronom Klaudios Ptolemaios (o. 140 e.Kr.). saa gift Dig (...) saa gift Dig ogsaa Formuleringerne er antitetisk vendt mod diapsalmen »Enten – Eller. Et exstatisk Foredrag« i 1. del af Enten – Eller i SKS 2, 47. talede i mange Tunger talte mange fremmede sprog, jf. pinseunderet i ApG 2,3-4 (). blev klog paa Himlen talemåde, der betegner en virkelighedsfjern, upraktisk person; bl.a. brugt i Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), 1. akt, 6. scene, hvor det siges om titelpersonen: »Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.« Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Digteren siger om den forslagne Ulysses Det oldgr. epos Odysseen fra det 8. årh. f.Kr. tillægges traditionelt Homer. Helten Odysseus (lat. Ulysses) er konge af Ithaka, men deltager i belejringen af Troja (beskrevet i Homers andet epos Iliaden) og forvilder sig under hjemrejsen. Efter talrige eventyr genforenes han med sin trofaste hustru Penelope. saae mange Menneskers Byer og lærte deres Sind at kjende hentydning til Odysseen, 1. sang, v. 3: »Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende« (Homers Odyssee, overs. af Chr. Wilster, bd. 1-2, Kbh. 1837; bd. 1, s. 3). lader sig forud optage er det muligt at danne sig en mening om på forhånd. løber med Liimstangen talemåde for at løbe omkring med en halv el. forkert besked, at gå galt i byen, at blive til nar. En limstang var en stang el. pind besmurt med lim, som tidligere brugtes til at fange småfugle på. forvandles ved Underet fra Herlighed til Herlighed allusion til 2 Kor 3,18, hvor Paulus skriver: »Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.« den naturlige Magie udnyttelsen af naturvidenskabelig indsigt til at frembringe virkninger, som umiddelbart forekommer overnaturlige. Det 19. årh.s demonstrationer af fysikkens lovmæssigheder havde gerne et elegant præg af tryllekunster. Tværdriver egl. et skib, der driver om og kommer på tværs af andre; en vrangvillig el. treven person. holde Lyset talemåde, der stammer fra den bryllupsskik, at brudesvende og -piger med lys i hånden fulgte de nygifte til brudesengen; i overført forstand: stå udenfor el. (som her) være til nar. Arv den enfoldige gårdskarl i flere af Holbergs komedier, fx Jean de France (1722), Julestue og Mascarade (begge 1724). ligesom en Fadermorder ... kastes i Vandet I det antikke Rom straffedes fadermord (parricidium) med druknedøden. Forbryderen blev syet ind i en sæk, evt. sammen med fire levende dyr: en hund, en hane, en slange og en abe, hvorefter han blev kastet i vandet. Se fx Cicero Pro Sexto Roscio Amerino 11, 30. Raffineri forfinelse; spidsfindighed. Forfarenhed erfaring. sømmer det sig end Qvinden at tie i Menigheden hentydning til Paulus' formaning i 1 Kor 14,34. Laokoons Elendighed Den trojanske præst Laokoon blev sammen med sine to sønner dræbt af et par kæmpeslanger, der krøb op af havet, mens han var ved at foretage en ofring. Hans død var gudernes straf, fordi Laokoon (forgæves) havde advaret sine bysbørn mod den kæmpemæssige hest af træ, som grækerne havde anbragt uden for bymuren, og hvori deres soldater var skjult. Jf. Vergil Æneiden, 2. bog, v. 201-232 (Virgils Æneide, overs. af J.H. Schønheyder, bd. 1-2, Kbh. 1812; bd. 1, s. 63-65). Afladelse ophør. adscriptus glebæ lat. knyttet til jorden, stavnsbunden. Udtrykket stammer ikke fra oldtiden, men er senere. daarlig tåbelig. Chicaneurer rænkesmede, lovtrækkere. som Hamann siger Johann Georg Hamann (1730-88), ty. forfatter og filosof, født og opvokset i Königsberg. Hans allusionsrige og ikke let tilgængelige skrifter udgjorde en vigtig del af kampen mod oplysningstidens rene fornuftideal; Hamann betonede i stedet den paradoksale forening af modsætninger, fx sanselighed og ånd, historie og fornuft. Et kernepunkt i hans tænkning var overbevisningen om, at Gud ved at blive menneske har anerkendt den konkrete virkelighed. Hamann var en nær ven af F.H. Jacobi (). I et brev til denne af 22. jan. 1785 skriver Hamann, ganske vist om tvivl, der opstår i éns eget hjerte: »Es giebt Zweifel, die mit keinen Gründen noch Antworten, sondern schlechterdings mit einem Bah! abgewiesen werden müssen, – so wie es Sorgen giebt, die durch Gelächter am Besten gehoben werden können«, Friedrich Heinrich Jacobi's Werke () bd. 4,3, 1819, s. 34. i den gloende Ovn hentydning til Dan 3, hvor det fortælles om kong Nebukadnesar, at han lod tre jødiske mænd kaste i »en gloende Ovn« (GT-1740), fordi de nægtede at tilbede en billedstøtte af guld, som han havde ladet opstille. Men ilden lod de tre mænd uskadte, og Nebukadnesar blev omvendt til deres gud. Også ordene »der er en Engel hos mig« refererer til denne beretning, idet Nebukadnesar ved sin omvendelse siger: »Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere« (v. 28). de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig o. s. v. en del af den da. konges officielle titel på SKs tid. Efter Valdemar den Stores sejr over venderne på Rygen i 1169 blev 'de Venders' føjet til den da. konges titel. Efter Valdemar Atterdags erobring af Gotland i 1361 kom 'de Goters' til. I 1460 blev Christian I valgt til hertug af Slesvig og Holsten, og denne titel blev føjet til kongens øvrige. 'O.s.v.' dækker på SKs tid: »[hertug til] Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg«. om de ere glemte (...) om hundrede Aar hentydning til drikkevisen »Om hundred' Aar er alting glemt« af landinspektør Carl Søeborg (1775-1857), trykt i hans Skuespil og blandede Digte bd. 1-3, 1817-38; bd. 1, s. 254-256. Visens titelvers fik en ordsprogsagtig berømmelse og er optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 347. er Rosen end ikke saa rød ... bleven en hvid Rose I forbindelse med ordet »Ordensbaandet« umiddelbart forinden hentyder denne formulering formentlig til de røde og hvide farver på det bånd, hvori Dannebrogsordenen bæres. Ordenen, der blev indstiftet i 1671, fornyedes i 1808, så dens hæderstegn, sølvkorset, kunne tildeles uden hensyn til stand. give Lige for Lige yde retfærdig gengæld, skabe balance i tingene. Corsoen betegnelse for væddeløbsbanen, men også for hovedgaden i ital. byer; af lat. cursus, dvs. løb, løbebane. mit Rhodus og min Dandseplads hentydning til det mundheld, »᾿Ιδοὺ Ρόδος, ἰδοὺ ϰαὶ τὸ πήδημα. / Hic Rhodus, hic saltus«, som Hegel anfører både på gr. og lat. i Grundlinien der Philosophie des Rechts, udg. af E. Gans, Berlin 1833 [1821], ktl. 551, i Hegel's Werke () bd. 8, s. 18 (Jub. bd. 7, s. 35). Hegel ændrer dernæst citatets ordlyd og indfører ordet »danse«: »Hier ist die Rose, hier tanze«. Den gr. ordlyd stammer fra Æsops fabel nr. 33 (som i visse udgaver har nr. 203b el. 51) om femkæmperen, der praler med at have foretaget et utroligt spring på Rhodos; herefter siger en tilhører: »Her er Rhodos, her er springet«, altså i betydningen: Så spring! naar engang Døden skiller os ad allusion til en formulering i Balles Lærebog (), kap. 6, »Om Pligterne«, afsnit D, pkt. 1, § 1: »Efter Guds Befaling skal een Mand være forbundet i Ægteskab med een Hustrue (...) indtil Døden adskiller dem« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 87). et hæc meminisse juvat (...) juvabit lat. 'også dette er en glæde (hhv. vil være en glæde) at mindes'. Variation af et berømt sted fra Vergils Æneide, 1. bog, v. 203: »et haec olim meminisse juvabit«. Aeneas siger ordene for at trøste sine mænd, da de skylles i land efter et skibbrud. J.H. Schønheyder oversætter: »maaskee en Gang / I vil med Lyst og Tak erindre det«, Virgils Æneide () bd. 1, s. 15. vita ante acta lat. liv før begivenhederne, forudgående levned. Lyst driver Værket ordsprog, bl.a. brugt – og diskuteret – af Jens Baggesen i rejsebogen Labyrinten (1792-93). Jf. Jens Baggesens danske Værker () bd. 8, 1829, s. 188-190. Også optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 64 (nr. 1693). ligeligt harmonisk, afbalanceret. omvankende omvandrende. Tækkelighed nethed, sømmelighed; også munterhed. Stammebogstaver (Radikaler) konsonanter. Der sigtes til hebraisk, hvor betegnelsen radikaler anvendes om de konsonanter, som tilsammen udgør et ords rod (grundelement), og hvortil er knyttet en grundbetydning. Gennem vokaler føjet til konsonanterne kan denne grundbetydning konkretiseres og nuanceres i forskellig retning. cum grano salis lat. 'med et korn salt'; med sund fornuft, med et vist forbehold. Talemåden synes at stamme fra den rom. embedsmand og forfatter Plinius den ældre (23-79), der i Historia naturalis, 23. bog, kap. 77 (149), omtaler en recept på modgift. Recepten, som blev fundet hos den lilleasiatiske konge Mithridates VI ved hans død i år 63 f.Kr., foreskrev, at man skulle støde to tørrede valnødder, to figner og 20 blade af planten rude med tilsætning af et korn salt (»addito salis grano«). Denne modgift ville efter sigende gøre én immun over for al gift i dagens løb. en ondskabsfuld Spotter har sagt ... udgjøre Forskjelligheden Kilden er ikke identificeret. et bekjendt Sted ... Esau kyssede Jacob 1 Mos 33,4. de lærde Jøder ... satte andre Punkter, saa der stod: han beed ham Den hebr. tekst til 1 Mos 3,44 har 'wajjiššMidrash Rabbah. Genesis, 78, 9), som refererer til en diskussion om ordet, der netop tager udgangspunkt i, at det er forsynet med prikker (altså puncta extraordinaria). To rabbineres tolkning stilles over for hinanden: Den ene siger, at ordet betyder, at Esau kyssede Jakob af hele sit hjerte, mens den anden tolker det sådan, at Esau ønskede at bide Jakob, men Jakobs hals var blevet til marmor, og Esaus tænder var stumpe og løse. SK røber altså kendskab til denne diskussion, men synes at have misforstået de prikker, som ordet er forsynet med. Han opfatter dem ikke som puncta extraordinaria, men som vokaler, der forandres, så ordet skifter mening. Imidlertid ville en forandring af meningen fra 'kysse' til 'bide' ikke blot indebære en ændret vokalisering, men også en udskriftning af en konsonant: Hvor 'kysse' har radikalerne 'nšq', har 'bide' radikalerne 'nšk'. Stikbrev efterlysning. Elskov har dog sin Gud i gr. mytologi Eros, af romerne kaldet Amor. høi Extraction fornem herkomst. om der end siges, at Gud har stiftet Ægteskabet I vielsesritualet () siges bl.a. til brudeparret: »Da er det Eders Trøst, at I vide og troe, at Eders Stat [dvs. stand] er Gud tækkelig og af ham velsignet. Thi saa staar der skrevet i Skabelsens Bogs første Capitel«. Herefter læser præsten 1 Mos 1,27-28, hvor det hedder, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, velsignede dem og bød dem blive frugtbare og formere sig (Forordnet Alter-Bog for Danmark, s. 260f.). I samme ritual læser præsten 1 Mos 2,18-24, hvor det fortælles, at Gud skabte Eva som en medhjælp for Adam, fordi det ikke er godt for et menneske at være ene (s. 258f.). den copulerende den forbindende, dvs. den, der føjer ægtefolkene sammen. Fadderstads faddergilde, barselsgilde. en Spotter, en Forfører, en Eremit Med de to sidste betegnelser hentydes til Johannes Forføreren og Victor Eremita, begge deltagere i symposiet »'In vino veritas'«. Med spotteren hentydes formentlig til den tredje navngivne deltager, Constantin Constantius. . Potens mulighed el. højeste form. Zeus og Here Zeus og Hera (Here er SKs egen form, som ellers ikke kendes) var i gr. mytologi de øverste guder. De var gift med hinanden, og Hera stod som ægteskabets vogter, mens Zeus snarere var en beskytter af den patriarkalske familie. Romerne kaldte dem hhv. Jupiter og Juno. τελειος og τελεια gr. téleios (maskulinum) og téleia (femininum), fuldstændig, fuldkommen. Adjektiverne kommer af τελος (télos), formål, fuldendelse, og i forbindelse med Zeus og Hera betyder de 'fuldbyrdere' (af ægteskabet). saa anmasser jeg mig heller ikke et aandeligt Falkeblik formentlig en hentydning til N.F.S. Grundtvig (), der i Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog, Kbh. 1832, ktl. 1949, bruger dette udtryk om den profetiske digter el. seer. Fx om Shakespeare: »hvad siger man om (...) den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som Shakspear forudsætter!« (s. 110). Og om de anonyme seere, der udformede de nordiske myter: »Mythe-Smedene (...) havde Falke-Syn for den Historiske Gang i Menneske-Livet, som giør, at Mytherne slaaer universalhistorisk igiennem, og at især Nordbo-Daaden, ahnet længe før den øvedes, speiler sig klart i saadanne Myther, som den om Kampen mellem Asa-Thor og Steen-Thussen« (s. 413f.). Jf. også SKs tilsvarende satire over Grundtvig i Begrebet Angest (1844), SKS 4, 381. Projektmageres Besvarelser ... Tiden fordrer hentydning til J.L. Heiberg (). Jupiter og Juno den rom. betegnelse for det øverste ægtepar blandt guderne, svarende til grækernes Zeus og Hera. den historisk-philologiske Vanskelighed I en tilskrivning i SKs håndeksemplar af Enten – Eller, 2. del (1843), findes følgende bemærkning: »Det er saa sindrigt, at Jupiter og Juno kaldes adultus og adulta, τελειος, τελεια m: H: t: at Ægteskabet henføres til dem« (Pap. IV A 234, s. 92). SK har altså ment at kunne oversætte ordene 'téleios' og 'téleia' i forbindelse med Zeus og Hera til det latinske 'adultus' og 'adulta' (fuldvoksen) – dvs. den fuldvoksne Jupiter hhv. Juno. Den betydning kan 'téleios / téleia' dog kun have i forbindelse med jordiske skabninger, frem for alt mennesker. Under skrivningen af SLV er SK vendt tilbage til sit gamle notat, har indset, at hans lat. oversættelse er uholdbar, og besluttet at undertrykke sin urigtige tolkning. τελος gr. (télos) formål, fuldendelse. τελος's Betydning i Mysterierne Meningen må være 'formål' el. 'dybere mening' i kosmisk forstand. 'Ta téleia' betyder på gr. de højere mysterier el. riter (jf. Platons Symposion 210a, som kan være SKs kilde), og 'Teletē' er den tekniske betegnelse for indvielse (jf. fx Platons Staten 365a). hypothetice foreløbigt, indtil videre. impetus lat. bevægelse, drift. ligesom Magneten uden Misvisning Der tænkes på den magnetiske kompasnål, hvis retning mod nord næsten overalt er noget misvisende. Grunden til misvisningen er, at afstanden mellem den magnetiske og den geografiske nordpol forandres uregelmæssigt, eftersom de magnetiske poler flytter sig pga. bevægelser i jordkernen. Kun på en enkelt nord-sydgående linie (agonen) er misvisningen nul. Agonen befinder sig geografisk i Atlanterhavet, men også denne linie flytter sig med jordens magnetiske felter. fluctuerer svinger, bølger; blafrer. Aladdins Befaling til Aanden i 4de Act Det er rettelig i 3. akt af Oehlenschlägers Aladdin (), at hovedpersonen giver lampens ånd ordrer vedrørende det forestående bryllup. Hold mig der et herligt Bryllup ... med Citharspil og Sang citat fra Aladdin, 3. akt, i Adam Oehlenschlägers poetiske Skrifter () bd. 2, s. 220 (ordlyden er let forandret i de senere udgaver, så citatet viser, at SK har brugt originaludgaven). Umiddelbart efter det citerede spørger Aladdin: »Kan du det, min elskte Slave! Siig oprigtig om du kan?« umanerlig usædvanlig, umådeholden. have den borte egl. 'ikke have den i vente' (fordi den er taget på forskud), være den foruden; have brugt den op, have sat den overstyr. Udtrykket alluderer til Matt 6,2; 6,5 og 6,16, hvor det hedder om øjenskalkene (dvs. hyklerne), at »de have deres Løn borte« (NT-1819; 1992-oversættelsen har: »de har fået deres løn«). Chicaneur . τελειος gr. (téleios) fuldstændig, fuldkommen (). Seraille egl. serail, et østerlandsk haremspalads. luslidte dvs. luvslidte, om den mindre præsentable side af sagen; vrangen, hverdagssiden. med Hamann at sige: saaledes er det netop Det sted, der hentydes til, findes i et brev af 3. juli 1759 fra J.G. Hamann () til Johannes G. Lindner; det drejer sig om en indvending mod kristendommen af den eng. rationalistiske filosof David Hume. Humes indvending går ud på, at ingen fornuftig person kan tro på kristendommen uden ved et under; da den blotte fornuft ikke kan overbevise om kristendommens sandhed, må troen forudsætte en uafbrudt undergerning, der fordrejer alle fornuftens grundsandheder og lærer os at tro det modsatte af vane og erfaring. Efter at have citeret indvendingen skriver Hamann: »Hume mag das mit einer höhnischen oder tiefsinnigen Miene gesagt haben; so ist dieß allemal Orthodoxie, und ein Zeugniß der Wahrheit in dem Munde eines Feindes und Verfolgers derselben – Alle seine Zweifel sind Beweise seines Satzes« (»Hvad enten Hume har sagt det med en hånlig eller en dybsindig mine, så er dette under alle omstændigheder ortodoksi, og et vidnesbyrd om sandheden i munden på en fjende og forfølger af denne – Alle hans tvivl er beviser for hans sætning«). Hamann's Schriften, udg. af Friedrich Roth, bd. 1-8, Berlin (og Leipzig) 1821-43, ktl. 536-544; bd. 1, s. 406. τελος . I Hedenskabet ... der avlede mange Børn I den rom. republiks første århundreder førtes en politik, som opmuntrede til ægteskab og børnefødsler. En økonomisk straf el. skatteforhøjelse for pebersvende skal være indført af Marcus Furius Camillus i hans egenskab af censor (o. 400 f.Kr.); jf. Plutarks biografi »Camillus«, kap. 2, 2, i Vitae parallelae (Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 72). I republikkens senere tid udviskedes denne politiske linie af det almindelige sædelige forfald, men den blev genoptaget i kejsertiden, og Augustus (kejser fra 27 f.Kr.-14 e.Kr.) roste sig af at have skærpet straffene for dem, der ikke rettede sig efter lovene på dette område. Egentlige straffe for ugifte og barnløse var der dog ikke tale om, men nok økonomiske restriktioner og indskrænkede rettigheder, fx hvad angår muligheden for at arve og nyde legater. Under Augustus blev der desuden tildelt mænd med børn visse begunstigelser, fx ved valg af embeder og ved lodkastning om provinser. vindicere sig gøre krav på, hævde for sig selv. Sladder sludder; pjat. om der gives en Poesi paa anden Haand, veed jeg ikke Der hentydes formentlig til digteren og filosoffen Poul Martin Møllers angreb på den samtidige poesi, der ikke 'kom af livet', men epigonagtigt nærede sig af anden poesi. Angrebet blev bl.a. fremført i Møllers anmeldelse af Thomasine Gyllembourgs () novelle »Extremerne«, trykt i Maanedsskrift for Litteratur, feb. 1836 (bd. 15, s. 135-163). Heri hedder det: »naar en riig poetisk Literatur har udviklet sig, faaer Kunsten efterhaanden meer og meer Selvstændighed, i det Hovedkilden til nye Digtninger stedse meer og meer bliver den alt existerende poetiske Literatur, og den oprindelige Poesie, der med Friskhed og Originalitet gik frem af det virkelige Liv, bliver et bestandig sjeldnere Phænomen. Det kan da komme dertil, at Poesien taber sin Sammenhæng med det øvrige Liv; men er denne Sammenhæng aldeles afskaaren, skal Poesien blot ernæres af Poesie, da hører den ogsaa op at være virkelig Poesie.« Jf. Efterladte Skrifter [udg. af Chr. Winther, F.C. Olsen og Chr. Thaarup] bd. 1-3, Kbh. 1839-43; bd. 2, 1842, s. 126-157; s. 138. spille i (...) bedste Couleur Udtrykket stammer fra kortspil, hvor det betyder, at man sidder med kort i den farve, som i det givne spil er trumf. passe og passere et dobbelt ordspil, idet 'passe' både kan betyde at undgå at melde ud (i kortspil) og at være passende, dvs. pænt og nydeligt; 'at passere' kan både betyde at hænde, nærmest tilfældigt, og at gå an. in suspenso lat. svævende, med uafgjort sag. ligesom Lykken i Hedenskabet If. Herodots Historier, 1. bog, kap. 32, mente den lydiske konge Kroisos, der var både rig og mægtig, at være det lykkeligste af alle mennesker. Da han spurgte den gr. filosof og statsmand Solon, om det ikke var tilfældet, sagde denne imidlertid, at spørgsmålet ikke kunne besvares, fordi han endnu ikke havde erfaret, om Kroisos havde endt sit liv lykkeligt. Ingen bør m.a.o. kaldes lykkelig, før hans liv er til ende. »Wer nun das meiste bis an sein Ende hat und dann freudigen Muthes sein Leben beschließt, der, o König, verdient nach meiner Einsicht den Namen des Glückseligen. Bei jeglichem Dinge muß man auf das Ende sehn, wie es hinaus geht; denn vielen hat Gott das Glück vor Augen gehalten und sie dann gänzlich zu Grunde gerichtet« (»Den, der nu har det meste indtil afslutningen og så ender sit liv ved godt mod, han fortjener, o konge, efter min indsigt betegnelsen lyksalig. Ved enhver ting må man se på afslutningen, hvordan det ender; thi mange har Gud holdt lykken op for øjenene og derpå fuldstændig ødelagt dem«). Die Geschichten des Herodotos () bd. 1, s. 19f. skuffende bedragerisk, illusorisk. Dag fra Dag dag for dag, daglig. og da den anden dernæst, så. han kommer ikke til Dommen jf. Joh 5,24: »hvo som hører mit Ord, og troer den, som mig udsendte, haver et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet« (NT-1819). nidkjær paa ivrigt optaget af. Bønhas fusker, uduelig person, der lusker sig ind på andres næringsvej. Skakkerjøde egl. sjakkerjøde, nedsættende betegnelse for en jøde, der lever af at handle (sjakre). snarere burde sættes i Tugthuset end kloge Mænd og Koner Kloge mænd og koner var folk, især på landet, der uden at være uddannet el. autoriseret som læger behandlede sygdomme, oftest med alternative midler. De blev ved forordning af 5. sept. 1794 stemplet som kvaksalvere og kunne straffes, dog kun i gentagelsestilfælde med tugthus. Om straffen hedder det i forordningens § 5: »Dersom nogen Qvaksalver befindes at tage Syge under Kuur, og saaledes at udsætte disse for Fare, da skal han straffes, første Gang med 20 Rdlrs. Bøder til Sognets Fattig-Kasse, eller, i Mangel af Formue, hensættes i Fængsel paa Vand og Brød, i 8te Dage. Forseer han sig herimod anden Gang, da straffes han med at hensættes til 6 Maaneders Arbeide i Forbedringshuset, hvilken Straf fordobles, saa ofte han antræffes i samme Forbrydelse«. Med loven af 3. marts 1854 ændredes straffen til bøde el. simpelt fængsel, i gentagelsestilfælde fængsel på vand og brød. gjorde en Omsætning handlede, dvs. købte el. solgte; kom i (forretnings)forbindelse. som Hunden efter Skyggen i Vandet hentydning til Æsops fabel nr. 136 (som i visse udgaver har nr. 133, 233 el. 186) om hunden, der med et stykke kød i munden vadede gennem en flod. Da den så sit eget spejlbillede i vandet, troede den at se en anden hund med et større stykke kød i munden. Derfor slap den sit eget kødstykke for at snappe efter det andet og gik derved glip af dem begge. Den, der saae paa Korset i Ørkenen, om han var bidt af Slanger 'om' betyder hvis. Jf. 4 Mos 21,9, hvor det fortælles, at Moses på Guds befaling ophængte en kobberslange på en stang, og at enhver, som var blevet bidt af en giftslange, kunne overleve blot ved at se hen på kobberslangen. I NT og i den kirkelige tradition er denne kobberslange allegorisk blevet opfattet som et billede på den korsfæstede Kristus. à tout prix fr. for enhver pris. Fideicommis betroet gods, dvs. en kapital el. et jordegods, som ved testamentarisk bestemmelse var båndlagt til varigt underhold af en familie el. til opretholdelse af en stiftelse. Kun renterne af formuen el. de løbende indtægter af godset kunne bruges, ikke selve kapitalen, som derved også var beskyttet mod kreditorudlæg. Grundloven af 1849 forbød oprettelsen af flere familiefideikommiser, og ved lensafløsningen i 1919 opløstes de endnu eksisterende med jordegods som grundlag. I 1954 opløstes også de endnu eksisterende familiefideikommiser baseret på kapital. at sige til de Elskende, at de skulle elske hinanden 'skulle' betyder skal. Der hentydes til vielsesritualet (). dithyrambisk begejstret, sværmende, vild. dristigt vovet første halvdel af ordsproget 'dristig vovet halvt er vundet', bl.a. brugt som titel på et af J.L. Heibergs ungdomsskuespil (1817). Også optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 15 (nr. 383). en Almagt, der vil gjøre det saa saare godt allusion til 1 Mos 1, hvor det efter beretningen om skabelsens seks dage hedder: »Og Gud saa alt det, hand havde giort, og see, det var meget got« (GT-1740). Prometheus, lænkes hentydning til den gr. myte om helten Prometheus, der stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene, efter at Zeus først havde taget den fra dem. Som straf blev Prometheus lænket til en klippe i Kaukasus, hvor en ørn (el. en grib) daglig hakkede hans lever ud. noteret og contranoteret Betydningen af ordene kan ikke fastlægges med sikkerhed, men der er tale om bankmæssige rutiner, som har fundet udtryk i et særligt sæt af underskrifter på de pågældende obligationer el. pengesedler. Det er rigtigt, at Danmarks Nationalbank på større sedler – fra 10 rigsdaler og opefter – brugte både notering og kontranotering (foruden 'registrering'). Rutinerne er dog ikke, som man af sammenhængen kunne tro, identiske med 'signering' og 'kontrasignering', dvs. de to underskrivninger, som også kommer til udtryk på vore dages pengesedler. Det fremgår af »Placat [af 19. dec. 1845] ang. 100 Rdlr Sedler, som af Nationalbanken sættes i Omløb«, hvor det under pkt. 6 hedder: »Sedlerne underskrives af en af Bankens Directeurer tilligemed en af dens Bogholdere og Bankens Kasserer, og paa Bagsiden erholde de derhos Paategning om Notering, Registrering og Contranotering.« Tilsvarende ser man på datidige pengesedler, at de foruden tre 'hovedunderskrifter' (signatur og to kontrasignaturer) bærer fortrykte rubrikker, som siden er blevet udfyldt med hver sin underskrift: »Not.«, »Contr.Not.« og »Rgstr.« I faglitteraturen bruges termen 'kontranotant' undertiden synonymt med 'kontrollør', så det at kontranotere et papir har indebåret en kontrolfunktion; men om denne også har omfattet en bogføring, kan ikke oplyses. og da er den derefter. protesteret . i Graad ... ikke har Bryllupsklædningen, han stødes ud hentydning til Matt 22, hvor Jesus fortæller lignelsen om kongen, der indbød gæster til sin søns bryllup, og som, da ingen ville komme, lod hvem som helst hente ind fra gaden. Da kongen hilste på de forsamlede, fik han imidlertid øje på en, der ikke havde bryllupsklædning på, og spurgte ham hvorfor. Manden uden bryllupsklædning svarede ikke, og kongen sagde da til sine tjenere: »binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham, og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. / Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte« (NT-1819, v. 13f.). lige saa sympathetisk som autopathisk egl. lige så 'medlidende' som 'selvlidende'; lige så meget rettet mod andre som mod én selv. Junos, efter hvilken Mælkeveien nævnes If. en gr. legende opstod Mælkevejen på følgende måde: Da kongedatteren Alkmene havde født sønnen Herakles, som Zeus var fader til, lagde hun af frygt for Hera, Zeus' hustru, barnet fra sig på jorden. Men Hermes bragte barnet op til Hera (lat. Juno), som ikke kendte det og lagde det til sit bryst. Herakles, der derved inddrak udødelighed, sugede imidlertid så voldsomt, at Hera igen rev ham bort; da dryppede et par dråber mælk fra hendes bryst på himmelhvælvingen og blev til Mælkevejen. Jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved F.G. Klopfer, bd. 1-2, Leipzig og Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945; bd. 1, s. 814. see en Hustru grønnes som Træet ... blomstre og bære sin Frugt allusion til Sl 128,3: »Som en frugtbar vinstok / er din hustru i dit hus« og Sl 1,3: »Han er som et træ, / der er plantet ved bækken; / det bærer frugt til rette tid, / og dets blade visner ikke.« lad ham pleie Syge ... lad ham besøge den Fangne allusion til Matt 25,35-36, hvor Jesus forudskikker, hvad han i himlen vil sige til de retfærdige, som han udvælger til evigt liv: »For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.« han har ikke sin Løn borte . i guddommelig Vanvid alluderer formentlig til Platons dialog Faidros, hvor der findes en længere udvikling af dette begreb og dets forskellige skikkelser: profetisk begejstring, religiøs ekstase, poetisk inspiration og erotisk vanvid (244a - 245b; 256; 265b). Jf. Platons Skrifter () bd. 6, s. 35-37, s. 51, s. 63f. en unyttig Tjener hentydning til Jesu lignelse om de betroede talenter i Matt 25. Den tjener, som af sin herre får betroet en talent og graver den ned i jorden i stedet for at lade den samle renter, betegnes som en unyttig tjener; han kastes ud i mørket. Jf. også Luk 17,10. Beleiligheden lejligheden, anledningen. poscimur lat. 'vi opfordres'; kald. Udtrykket hentyder til begyndelsesordet i Horats' ode til lyren, 1. bog (Carminum liber I), nr. 32,1. Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 33. hiin Hud, der udmaalte Carthagos Omfang If. rom. mytologi kom fønikierinden Dido på sin flugt fra Tyrus til Libyen og købte af kong Hjarbas så meget jord, som en oksehud kunne omspænde, til anlægget af byen Kartago. Imidlertid skar hun huden i tynde strimler og bandt dem sammen, hvorved byens areal blev uforudset stort. Jf. Vergils Æneide, 1. bog, v. 365-369 (Virgils Æneide () bd. 1, s. 25). Gud selv er ikke saa nidkjær allusion til 2 Mos 20,5: »jeg, HERREN din Gud, er en nidkier Gud, som hiemsøger Fædres Misgierning paa Børn, paa dem i tredie, og paa dem i fierde Led; paa dem, som hade mig« (GT-1740). aproximatorisk egl. approximatorisk, tilnærmelsesvis. Hurtigskrivere stenografer. Ehestand (...) Wehestand ty. 'ægtestand, smertens stand'. Ordsprogsagtig vending, der bl.a. forekommer i eventyret om Rübezahl, 4. legende. Jf. J.K.A. Musäus Volksmährchen der Deutschen () bd. 2, 1815, s. 99: »darum heißts, Ehestand, Wehestand; muß mich drein ergeben, warum hab' ich gefreyt.« (Musæus' Folkeæventyr, overs. af F. Schaldemose, bd. 1-3, Kbh. 1840; bd. 2, s. 74: »derfor hedder Ægtestand Jammerstand«.) Figaro siger til Grevinden ... med Sikkerhed i Mozarts opera Le nozze di Figaro (1786) med tekst af Lorenzo da Ponte efter et skuespil af Beaumarchais, 2. akt, 2. scene. Barberen Figaro, hvis kæreste Susanna efterstræbes af greve Almaviva, ønsker at distrahere grevens opmærksomhed. Derfor sender han greven en anonym billet om, at en elsker vil søge at få et stævnemøde i stand med grevinden. Figaro røber derefter sin list for grevinden, idet han bedyrer, at han kun turde skrive noget sådant, fordi han kunne være sikker på, at det ikke var rigtigt. Jf. Figaros Givtermaal eller Den gale Dag, overs. af N.T. Bruun, Kbh. 1817, s. 40: »Der ere kun faa, Frue, jeg havde vovet at sige det om, af Frygt for at giætte rigtigt.« Operaen blev opført 76 gange på Det kgl. Teater mellem 9. jan. 1821 og 18. nov. 1844. hvad gjør man ikke for Kone og Børns Skyld ordsprog, optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 45 (nr. 1191). Antwort ty. svar. declinablere bøjeligere (grammatisk). declineres (...) i alle genera, numeri og casibus bøjes i alle køn, tal og kasus. Millioner og Millioners Der menes formodentlig 'millioners millioner'. dandse paa det oprørte Hav, eller springe over Afgrunde allusion til mundheldet 'Her er Rhodos, her skal der springes (el. danses)' (). Menneskeligheden Ordet kunne, især i det 18. årh., bruges i betydningen 'menneskeheden'. svæver Pligtens Sværd over hans Hoved hentydning til legenden om Damokles (3. årh. f.Kr.), en aristokrat og øjentjener ved tyrannen Dionysios I's hof i Syrakus. Damokles priste tyrannen som det lykkeligste menneske i verden, hvorefter Dionysios besluttede at illustrere arten af sin lykke. Han lod Damokles bænke ved et kostbart bord, dækket med de herligste retter, og lod ham betjene af de skønneste ynglinge. Men samtidig lod han et blinkende sværd ophænge i et hestehår, svævende over Damokles' hoved. Cicero fortæller historien i Tusculanae disputationes (Samtaler på Tusculum), 5. bog, kap. 21, 61-62. Jf. Marcus Tullius Cicero's Tusculanische Untersuchungen, overs. af J.D. Büchling, Halle 1799, ktl. 1236, s. 414-417. Ciceros filosofiske skrifter () bd. 4, 1971, s. 405-407. forraader røber; lader komme til syne. Tidens Fylde allusion til Gal 4,4: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn«. liig Orpheus henter Forelskelsen for Dagen Der sigtes til den gr. myte om sangeren Orfeus, der af underverdenens dronning fik tilladelse til at hente sin døde hustru Eurydike tilbage til jorden. Blot måtte han love ikke at møde Eurydikes blik, før de begge var helt oppe, og da hans kærlighed var så utålmodig, at han brød dette løfte, mistede han hende for evigt. den sande Forklaring Ordet har dobbeltbetydning; foruden 'opklaring' el. 'løsning' kan det betyde 'forklarelse' el. 'transfiguration', dvs. forvandling til en højere form. derfor er Ægteskabet helligt og velsignet af Gud . lyder som Feernes fra Sommernattens Grotter . let som Dandsens over Enge allusion til omkvædet i folkevisen »Elveskud« (DgF nr. 47 B): »Men dansen den går så let gennem lunden«. Jf. Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen, udg. af W. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbek, bd. 1-5, Kbh. 1812-14, ktl. 1477-1481; bd. 1, s. 237-240. altid det Samme og om det Samme hentydning til en replik af Sokrates i Platons dialog Gorgias 490e. På Kallikles' indvending, at han altid siger det samme, svarer Sokrates: »Ikke blot det, Kallikles, men [kommer] ogsaa altid tilbage til den samme Sag«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 3, 1838, s. 111 (i Platons Skrifter bd. 2, s. 172, oversat: »Ja, Kallikles, det gør jeg. Og mere end det, jeg siger det samme om de samme Ting«) (). hvor man eengang har været skal man aldrig komme mere I den da. oversættelse af tyskeren P.A. Wolffs syngespil Preziosa, 2. akt, siger zigøjnernes kvindelige anfører Viarda: »Har man været vel etsteds, / Bør man der ei komme mere«, Preciosa. Lyrisk Drama af Wolff. Med Musik af C.M. v. Weber. Oversat af C.J. Boye, Kbh. 1822, s. 25. Med sine 74 opførelser fra 29. okt. 1822 til 26. marts 1845 var Preciosa et af de mest yndede stykker på Det kgl. Teater. Chicaneurer . Gadestrygere driverter, som strejfer om på gaderne. Knuden stikker gemmer sig el. sidder fast. udføre udvikle nærmere. à la Hamann . Sophisten Gorgias ... visere end den Ikke-Bedragne . rende ... splitternøgen, halvgal af lutter Forstandighed Der hentydes til anekdoten om den gr. matematiker og fysiker Arkimedes fra Syrakus (o. 287-212 f.Kr.), der skal have opdaget 'det archimediske princip' – at et legeme, der nedsænkes i væske, taber lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer – mens han selv lå nedsænket i et badekar. Af lutter begejstring over opdagelsen sprang han splitternøgen ud af badet og løb gennem gaderne, mens han råbte »Heúrēka« (»Jeg har fundet det«). Anekdoten fortælles i den rom. arkitekt og ingeniør Vitruvius' værk De architectura, 9. bog, praefatio, 10. Judaskys efter beretningen i Matt 26,47-50 om disciplen Judas, der udpeger Jesus for de bevæbnede fjender ved at give ham et kys. Det maa da være en Yngling ... begynde sit Liv med Reflexionen jf. Det unge Menneskes tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 35-49. den megen Tale om Reflexion, Forgudelsen deraf Hos Hegel () og hans elever betegner refleksionen det andet moment i åndens dialektiske selvudvikling, som negerer el. ophæver () umiddelbarheden. I det tredje moment, formidlingen el. syntesen, opnås en ny umiddelbarhed, som imidlertid igen fremkalder en refleksion, og så fremdeles, indtil den dialektiske proces ender i den absolutte erkendelse, hvor forskellen mellem subjekt og objekt, erkendelse og genstand, er ophævet. Hvad der her sigtes til, er en refleksion, der ikke formidles med sin modsætning, men bliver stikkende i sig selv; det fænomen som Hegel kalder den slette uendelighed (). Nødvendigheden ... af at tvivle om Alt . hiin ene Fee, der har tabt sin Svaneham Der hentydes til hovedpersonen Helene i Henrik Hertz' romantiske skuespil Svanehammen, Kbh. 1841. Hun er dog ingen fe, men én af syv kongedøtre fra Grækenland, der er fløjet til Danmark iført magiske svanehamme. Den unge hertug Volmer, som ser de syv søstre bade i Esrom Sø, gemmer Helenes svaneham og forhindrer hende derved i at flyve hjem igen. Stykket blev opført fem gange på Det kgl. Teater mellem 24. juni 1841 og 18. dec. 1844. skjule sin Nøgenhed hentydning til syndefaldsberetningen i 1 Mos 3. På Guds kalden svarer Adam: »jeg hørde din Røst i Haven, og frygtede; thi jeg var nøgen, og skiulte mig« (v. 10, GT-1740). en noget moderniseret græsk Kategori Der sigtes til en udtalelse af den gr. stoiske filosof Chrysippos (o. 280-207 f.Kr.), hvilket fremgår af følgende, som SK i sit håndeksemplar af Enten – Eller, 2. del, har tilføjet på deltitelbladet til »Ligevægten«: »Det 'at vælge sig selv' er ingen Eudaimonisme, som man let vil see. Det er ret mærkeligt, at allerede Chrysipp søgte at hæve Eudaimonien som det høieste Formaal derved, at han viser, at Grunddriften i Alt er at vedlige- og opretholde sig selv i den oprindelige Tilstand, og Fornøielsen, Lyksaligheden træder til forsaavidt det lykkes. / cfr. Tennemann Ges. d Ph., 4d Bd. p. 318. 19« (Pap. IV A 246). SKs kilde er W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, Leipzig 1798-1819; bd. 4, 1803, s. 318f. – Eudaimoni betyder lykketilstand, og eudaimonismen er den filosofiske lære, der hævder, at personlig lykke er tilværelsens højeste mål. Frispas dristig spas, kåd el. nærgående spøg. Jeg giver Guden, hvad Gudens er hentydning til det svar, Jesus gav farisæerne, da de spurgte ham, om man burde betale skat til kejseren. Han bad dem vise en mønt frem, og da den jo var præget med kejserens billede, sagde han: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Matt 22,21. sætter (...) til tilføjer. Den, der saae Gud, maatte døe jf. 2 Mos 33,20, hvor Gud siger til Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet«. Jf. også Dom 13,22, hvor Manoa siger til sin hustru: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« Reflexionens bedrøvelige Ridder hentydning til titelpersonen i Miguel de Cervantes Saavedras roman Don Quixote, der kaldes 'ridderen af den bedrøvelige skikkelse' (). Gud skaber af Intet Siden det 2. årh. har det været en stadig mere udbredt kristen opfattelse af skabelsesberetningen i 1 Mos 1, at Gud skabte alt af intet. Jf. fx Balles Lærebog (), kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 1, § 1: »Gud haver fra Begyndelsen skabt Himmel og Jord af intet, ved sin egen almægtige Kraft allene, til Gavn og Glæde for alle sine levende Skabninger« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 17). omklæder beklæder med (...), omgiver (...) med. Bettelstaven tiggerstaven. Forfængelighed, Forfængelighed allusion til Præd 1,2: »Det er idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, det er altsammen Forfængelighed« (GT-1740). Måske også til Præd 11,10: »Barndom og Ungdom er Forfængelighed« (GT-1740). Moderne oversættelser gengiver ordet som 'tomhed'. det er et Vidunder, at et Barn er født allusion til profetien om Jesu fødsel i Es 9,5: »For et barn er født os, / en søn er givet os, / og herredømmet skal ligge / på hans skuldre.« Desuden til salmen »Et barn er fød i Bethlehem«, som blev oversat til da. (efter en lat. vekselsang fra det 14. årh.) i Hans Tausens salmebog 1553, dernæst i Hans Thomissøns salmebog 1569. N.F.S. Grundtvig omdigtede salmen i 1820 (i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 23. dec. 1820) og optog den i sit Sang-Værk til den danske Kirke bd. 1, Kbh. 1837 (ktl. 201), nr. 163. som Thales sige ... Kjærlighed til Børn If. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 1, 26, skal naturfilosoffen Thales fra Milet (640-546 f.Kr.) have sagt, at når han ikke ville være far, skyldtes det kærlighed til børn. Jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 10. en gjennem Reflexionen naaet Umiddelbarhed . Selv en Forfører lader det ikke mangle jf. Johannes Forførerens tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 71-79. Forsøg paa at faae Qvinden emanciperet . Kriticus og Recensent kritiker og anmelder. tiro lat. rekrut; nybegynder. Lapseperiode Ordet betegnede på SKs tid en ung mand, der i sin optræden stødte an mod reglerne for anstændighed, var pågående over for kvinder og udfordrende i sin tale. Det havde en stærkt nedsættende klang. daarlig Tale tåbelig. termini lat. termer, begreber. vexle i Forgaarden til Helligdommen hentydning til tempelrensningen, hvor Jesus jog alle dem ud, som drev handel i helligdommen, og væltede vekselerernes borde. Jf. Matt 21,12-13. Pilen i Øiet Udtrykket sigter til de pile, hvormed den gr. kærlighedsgud Eros (lat. Amor) if. senklassisk forestilling kunne fremkalde forelskelse. Blev man ramt af en pil med guldspids, betød det lykkelig kærlighed; blev man ramt af en pil med blyspids, betød det ulykkelig kærlighed. Jf. W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen (), s. 191. I Poul Martin Møllers digt »Aprilsvise«, skrevet 1819, opr. trykt 1825, forekommer versene: »Hulde Piger smaa, / Røde, hvide blaae, / Sende deres Blikke rundt som Pile«, jf. Efterladte Skrifter () bd. 1, s. 46. Lefleri kurmageri, koketteri. Hen. Cornel. Agrippa ab Nettesheim latiniseret form af Heinrich Cornelius Agrippa von Nettesheim (1486-1535), ty. filosof og teolog; en kontroversiel og mytedannende skikkelse, der færdedes i det meste af Europa som soldat, læge og lærer. Hans skæbne var omskiftelig; snart var han i tjeneste hos fyrster, snart spærret inde el. eftersøgt som kætter. I hovedværket De occulta philosophia (1533, Om den hemmelige filosofi) søgte han at forene åndelige strømninger som nyplatonisme, hermetisme og kabbalisme. Han anså magien for en lige så gyldig videnskab som fysik, matematik og teologi. I skriftet De incertitudine et vanitate scientiarum atque artium declamatio (1526, Tale om videnskabers og kunsters usikkerhed og tomhed) benægtede han muligheden af at erhverve viden ad intellektuel vej; kun det personlige gudsforhold fører til sandheden. Sidstnævnte værk stod i SKs bibliotek i en udg. fra 1622, indbundet sammen med det nedenfor nævnte (ktl. 113). de nobilitate et præcellentia foeminei sexus ... libellus lat. Et lille skrift om kvindekønnets adel og ypperlighed og sammes fortrin frem for mandkønnet. Bogen udkom i Anvers 1529 og stod i SKs bibliotek, ktl. 113. Der henvises i det følgende til den kritiske udg.: Henri Corneille Agrippa De nobilitate et praecellentia foeminei sexus. Edition critique d'apres le texte d'Anvers 1529, udg. af R. Antonioli og Ch. Béné, med fransk oversættelse af O. Sauvage, Genève 1990 (forkortet Antonioli). bona fide lat. i god tro. det Vers, Bogen ender med Det er i bogens begyndelse, der er tilføjet et digt, angivelig skrevet af L. Beliaquetus, som dog ikke kendes fra andre kilder, og som muligvis kun er et pseudonym for Agrippa. Digtet har titlen »De foeminei sexus praecellentia« og lyder: »Desine vaniloquax sexum laudare virilem / Plus aequo, laudum ne sit aceruus iners / Desine (si sapias) sexum damnare malignis / Foemineum verbis, quae ratione carent. / Si bene lance tua sexum perpendis vtrumque / Foemineo cedet quisquis virilis erit / Credere si dubites, et res tibi dura videtur / Haud alias visus nunc mihi testis adest / Quem nuper vigilans extruxit Agrippa libellum / Ante viros laudans formineumque genus«, Antonioli, s. 45 (»Hold nu op med ordgydende at lovprise mandkønnet, så at vi kan slippe for bunkevis af tomme fraser. Og hvis du ellers er klog, ophører du med dine fordømmende og ondskabsfulde tåbeligheder om kvindekønnet. For lægger du flinkt de to køn op på din vægt og får svært ved at tro det muligt, nemlig at enhver mand må vige for en kvinde, og den sag forekommer dig problematisk, så fører jeg et ganske ukendt vidne herpå, nemlig den bog, som den livskloge Agrippa for nylig skrev, og hvori han priser kvinden frem for manden«). ergo lat. altså. I en syllogisme, dvs. en logisk følgeslutning, betegner ordet overgangen fra de to præmisser til den deraf dragne konklusion. quod erat demonstrandum lat. 'hvilket skulle bevises'. Slutningsformlen i et matematisk bevis. det 28de Mai-Selskab Den da. officer og senere politiker A.F. Tscherning planlagde i 1831 at danne et selskab af dette navn. Selskabet skulle benævnes efter datoen for den forordning, hvormed Frederik VI lovede at indføre de rådgivende stænderforsamlinger, som var en første spire til folkestyret. Selskabets formål skulle tilsvarende være at skaffe medlemmerne øvelse i at behandle offentlige anliggender. Imidlertid forbød Danske Kancelli i okt. 1831 dannelsen af et selskab med dette formål, og man måtte nøjes med de følgende år at fejre den 28. maj med en fest på Københavns skydebane (det nuværende Bymuseum på Vesterbrogade). Den første fest blev afholdt 1832. J.L. Heiberg ironiserer over den politiske veltalenhed, som udfoldedes ved festerne, i artiklen »Breve til en Landsbypræst« I, i Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg, Interimsblad nr. 22, 16. juni 1834. at tilberede Sæbe af Flintestene Ytringen parodierer muligvis tidens udbredte opfinderånd, der fremkaldte mange besynderlige projekter. Fx ønskede en tysker i 1840'erne at fremstille øl af kartofler, og i 1844 gjorde en mand den opdagelse, at kaffesurrogat kunne tilberedes af agern. I 1841 fik cand.phil. Ramsing bevilling til at fremstille tændstikker, der var gennemtrængt med terpentin i stedet for at være forsynet med svovl på enderne; omtrent samtidig fik cand.phil. Jørgensen fem års eneret på at lave briller af uigennemsigtige plader med huller i. O. 1850 ville en farmaceut uddrage paraffin og olie af tørv, ligesom en brænderibestyrer Schou ville fremstille sprit af menneskelige ekskrementer. »bedre«, end Londoner-Bank dvs. mere solid, mere økonomisk velfunderet, end Bank of England. nu vadsker jeg mine Hænder hentydning til Matt 27,24, hvor Pontius Pilatus i mængdens påsyn vasker sine hænder som tegn på, at han ikke er medskyldig i Jesu død. fortvivler jeg om opgiver jeg. at Qvinden paa hebraisk hedder Eva (Livet), Manden Adam (Jord) Agrippa De nobilitate etc. (). Antonioli, s. 50: »mulier tanto viro excellentior facta est, quanto excellentius prae illo nomen accepit: nam Adam terra sonat, Eua autem vita interpretatur. At vita ipsa quam terra est excellentior, tam viro ipso mulier est praeferenda« (»Allerede ved Skabelsen var kvinden manden så overlegen, at denne overlegenhed afspejlede sig i hendes navn. For Adam betyder 'jord', mens navnet Eva kan oversættes med 'liv'. Og da jo selve livet er vigtigere end jord, må vi af samme grund tillægge kvinden større betydning end manden«). Agrippa fortsætter med at hævde, at dette ikke er et svagt argument, eftersom den gud, der både skabte tingene og gav dem navne, i sin ufejlbarlighed må have valgt navne, der udtrykte tingenes natur og rette brug. altercatio lat. ordveksling, debat. Notarius publicus lat. 'offentlig skriver'; embedsmand, hvis hverv er at bevidne og bekræfte retsakter, fx testamenter. naar en Qvinde falder i Vandet, svømmer hun ovenpaa Agrippa De nobilitate etc. (). Antonioli, s. 54: »Praeterea si contingat mulierem cum viro pariter in aquis pereclitari, omni externo adjutorio semoto, mulier diutius supernatat, viro citius subsidente fundumque petente« (»Og hænder det desuden, at en kvinde og en mand sammen kommer i livsfare ude på vandet, og ingen kommer dem til undsætning, da vil kvinden kunne holde sig flydende længst, mens manden meget hurtigt synker ned og går til bunds«). Agrippa befinder sig i slutningen af en argumentation, som går ud på, at kvinden er et højere væsen, fordi hun blev skabt inde i Paradiset, mens Adam blev skabt udenfor på marken, blandt de vilde dyr. Ved en særlig gunst er det nu, som om det fornemme sted, hvor kvinden blev skabt, er blevet indforlivet i hendes natur; derfor lider hun i modsætning til manden ikke af svimmelhed, og derfor holder hun sig længere på vandets overflade. Forklaring af det Faktum, at der i Middelalderen bleve brændte saa mange Hexe Modsat den folkelige antagelse var der få hekseprocesser i Europa i middelalderen. De egentlige processer begyndte først i det 15. årh. og kulminerede i renæssancen, i perioden 1575-1675. I de hekseprocesser, hvor der ikke medvirkede nogen kompetent domstol, blev den mistænkte gerne udsat for en el. flere 'hekseprøver', blandt hvilke vandprøven var den hyppigste: Den mistænkte blev afklædt og hendes hænder og fødder sammenbundet over kors, således at højre hånd blev bundet til venstre fods storetå. I denne tilstand blev hun kastet i vandet med et tov om livet, idet man gik ud fra, at vandet ikke ville tage imod den skyldige. Derfor blev hun frikendt, hvis hun sank til bunds, men hvis hun flød ovenpå, blev hun brændt. – I øvrigt var netop Agrippa af Nettesheim en af de første, der påtog sig at forsvare folk, som stod anklaget for hekseri; han havde så stort held til at udvirke frikendelser, at han selv i 1519 måtte flygte fra byen Metz. drøsse drysse, bevæge sig langsomt. Pratikus el. praktikus, udøver af en kunst el. videnskab; praktiserende læge. liig en Antigone Der hentydes til titelpersonen i den gr. digter Sofokles' (o. 496-406 f.Kr.) tragedie Antigone. Hun var født i en skæbneramt familie som resultat af et blodskamsforhold mellem kong Ødipus og hans moder Iokaste. I strid med statens love opfyldte Antigone sin hellige pligt til at begrave sin faldne broder Polyneikes, efter at hans angreb på Theben var mislykkedes, og han og hans broder Eteokles havde dræbt hinanden i tvekamp. I videre forstand sigtes der til de gr. tragedier, hvor heltens undergang primært er en følge af slægtens skyld. det Slanke det velskabte, det harmoniske. ligeligt regelmæssigt. har det ikke ladet af er det ikke holdt op med. at Naturforskerne lære, at Moderens Mælk er frelsende for Den, der er syg Agrippa De nobilitate etc. (). Antonioli, s. 61: »Eademque de causa natura mulieribus tanti vigoris lac contulit, quod non solum infantes nutriat, verum etiam et aegros restaurat, et adultis quibusque ad vitae columen sufficiat« (»Af samme grund [dvs. kvindekønnets overlegenhed] har naturen givet kvinderne en mælk, der er så næringsrig, at den ikke blot ernærer spædbørn, men også giver de syge kræfterne tilbage, ja tilmed kan holde liv selv i voksne mennesker«). syg indtil Døden dødeligt syg. Der alluderes til Joh 11,4, hvor Jesus siger om den syge Lazarus: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.« den døende Fægter hentyder til en hellenistisk statue, tidligere kaldet 'Den døende Fægter', idet man mente, at den forestillede en rom. gladiator. Efter at motivet i 1821 blev identificeret som en gallisk kriger, er statuen bedre kendt som 'Den døende Galler'. Statuen er en rom. kopi i marmor efter en gr. bronzeoriginal fra Pergamon 240-220 f.Kr. Kopien blev, vistnok 1622, fundet i de sallustianske haver i Rom og findes i dag i Det kapitolinske Museum. SK har formentlig kendt den døende fægter gennem den da. digter H.P. Holsts store deklamationsnummer af samme navn. Her konstruerer Holst frit den døende barbars forhistorie, idet han gør ham til en ædel parthisk kongesøn, der som krigsfange bliver tvunget til at kæmpe mod en professionel gladiator i den rom. arena. Fangen overvinder gladiatoren, men i stedet for at dræbe ham udfordrer han hele teatrets publikum til kamp, og imens stikker gladiatoren fejgt sin dolk i hans bryst. Jf. »Den døende Fegter. (Statue i det capitolinske Museum.) Rom« i Ude og hjemme. Reise-Erindringer, 2. udg., Kbh. 1843 [1843], ktl. 1569, s. 128-137. Aandsfortærelsens onde Møie hentydning til Præd 1,13-14: »Og jeg gav mit Hierte til at randsage, og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi. Jeg saae alle de Gierninger, som ere giorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aands Fortærelse« (GT-1740). hiin redelige Regnskabsfører ... jeg fører mit Regnskab i Hovedet Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. Hovedbog . en Rasende en besat, en vanvittig person. Madame Nielsen Anna Nielsen (1803-56), skuespiller ved Det kgl. Teater fra 1821. Her levendegjorde hun bl.a. 30 forskellige kvinderoller i Oehlenschlägers dramaer, men også et vidtfavnende repertoire i øvrigt: Elisabeth i J.L. Heibergs Elverhøi, fru Helvig i Henrik Hertz' Svend Dyrings Huus (), Lady Macbeth i Shakespeares Macbeth, titelrollen i Schillers Maria Stuart, Donna Elvira i Mozarts Don Juan (), Anna i A.E. Scribes () Den hvide Dame m.fl. Sin mest personlige kunst ydede hun efter sigende i hustru- og moderroller, som hun forlenede med en særlig inderlighed, dybde og varme. Anna Nielsen var en blond, nordisk type, modsat den mørke, jødiske primadonna Johanne Luise Heiberg () – og i øvrigt den eneste kvinde på datidens teater, som kunne kappes med fru Heiberg. Også uden for scenen kom det til kappestrid, idet ægteparret Nielsens hjem (også manden var skuespiller) blev et samlingspunkt for kunstnerisk begavet ungdom og (efter 1849) for oppositionen mod den konservative teaterdirektør J.L. Heiberg. – Anna Nielsen benævntes efter datidig skik 'madam', fordi hun som skuespiller ikke var en standsperson. At Johanne Luise Heiberg blev tituleret 'frue', skyldtes, at hun var gift med en professor. prompt beredt, parat. Accidentser tilfældigheder, uvæsentlige omstændigheder. Potens styrke el. mulighed; force. Vaudeville Vaudevillen blev i 1825 indført på Det kgl. Teater af J.L. Heiberg (), dels inspireret af det parisiske teaterliv, som han kendte fra sit ophold i Paris 1819-22, dels af den ty. vaudeville, der igen var fransk inspireret. Genren er en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Heiberg skrev i alt ni vaudeviller, tre 'børne-vaudeviller' og fem mindre 'vaudeville-situationer'. Bl.a. for at overvinde pressens modstand mod de fire første vaudeviller fulgte han dem op med en kritisk redegørelse for den nye genres fortrin: Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads, Kbh. 1826. Heri definerede han vaudevillen som »et Situationsstykke, med løselig antydede Charakterer, og hvor Sangen træder i Dialogens Sted overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter« (s. 47). Efter at den indledende modstand var overvundet, blev genren umådeligt populær og slog Heibergs navn fast som den førende moderne dramatiker. De vigtigste af Heibergs vaudeviller er Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og Dyret (1826), Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og Nei (1836). Triumph-Dragere folk, der bærer el. trækker én i triumf. Det betragtedes som en ytring af særlig hyldest, at menneskemængden lod hestene spænde fra en beundret persons vogn for selv at trække vedkommende i triumf gennem gaderne. Således blev Johanne Luise Heiberg () 17. nov. 1842, efter at have spillet hovedrollen i Oehlenschlägers tragedie Dina, trukket fra Det kgl. Teater til sit hjem i Bredgade. Tidligere var den form for hyldest kun tilfaldet Frederik VI og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Sjou løst, forefaldende arbejde; heraf betegnelsen 'en sjover'. friste Livet opretholder, redder. hvis Høire ikke strax løber i den Venstre hentydning til en kritisk ytring af Horats om den trang til umotiveret bifald, der besjæler tilskuerne i teatret: »concurrit dextera laevae.« Horats' breve, 2. bog (Epistolarum liber II), nr. 1,205. Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 264. det Skjønne, naar dette er i Sandhed allusion til formlen 'det skønne, det gode og det sande', som går tilbage til det antikke gr. begreb 'kalokagathía' ('skønhed-og-godhed'). Begrebet betegnede for grækerne karakteren hos den, der var 'kalòs kaì agathós', dvs. sjæleligt skøn (ædel) og god (retsindig). Begrebet genoplivedes i Weimarklassicismen af Goethe og Schiller, og i den da. guldalder blev formlen 'det skønne, det gode og det sande' en slags kraftuddrag af det idealistiske verdensbillede. Man mente, at de tre begreber i sidste instans var ét; dermed også, at der ret forstået ikke var nogen modsætning mellem kunst, religion og videnskab. som Engelen over Pagtens Ark If. 2 Mos 25,18-21 skulle der over pagtens ark anbringes to keruber i drevet guld. en Kriticus, en Recensent . lader os elske idag, thi imorgen er det forbi allusion til 1 Kor 15,32: »Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!« Jf. også Es 22,13. termini . sid værdigen hos den Værdige parallel til Rom 12,15: »Glæd jer med de glade, græd med de grædende«. den udlevede den bedagede; den ældre. non sine cithara lat. 'ikke uden lyre'. Hentydning til slutningsordene i Horats' ode til Apollon, 1. bog (Carminum liber I), nr. 31,20; digteren ønsker sig her en alderdom, »der ikke mangler lyren« (»nec cithara carentem«). Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 33. Opløsning løsning (fx af en knude el. en opgave). og den Udlevede dvs. eller. Phantasma fantasibillede, hjernespind. forfængeligt tomt (). hun vil døe i sin Rede allusion til Job 29,18: »Jeg skal dø i min rede«. If. traditionen skal Frederik III have sagt de samme ord under svenskernes belejring af København i aug. 1658, da han insisterede på at blive i byen og deltage i dens forsvar. et Uhyre, der besudler den Føde, ved hvilken den næres oversat citat fra Shakespeares tragedie Othello (), 3. akt, 3. scene. Oversættelsen er tydeligvis foretaget på basis af den ty. oversættelse ved A.W. Schlegel og Ludwig Tieck, hvor det hedder: »[ein] Scheusal, das besudelt / Die Speise, die es nährt«. Jf. Shakspeare's dramatische Werke bd. 1-12, Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 12, 1840, s. 63. P.F. Wulffs da. oversættelse lyder: »det (...) Uhyre, som / sig stedse selv fortærer« (William Shakspeare's Tragiske Værker bd. 7, 1819, s. 97). at der jo ogsaa ikke. et Helvede, hvis Kulde dræber alt Liv If. nordisk mytologi herskede Lokes datter, Hel, over et underjordisk dødsrige, som lå i det yderste nord og var iskoldt. I dette rige endte oprindelig alle døde, men efter en senere tradition kun mennesker, som var døde strådøden, dvs. i sengen, af sygdom el. alderdom (mens de, der var døde i krig, endte i Valhalla). Livet hos Hel var trist og glædesløst, og ordet Helvede er afledt af hendes navn. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte (), s. 198. Spisen i Valhalla If. nordisk mytologi samledes heltene efter døden med Odin i borgen Valhalla. Dér var god mad, daglig kamp og kønne valkyrier til heltenes opvartning. Kosten bestod især af flæsk fra galten (dvs. den kastrerede orne) Særimner, som havde den egenskab, at uanset hvor meget man skar af den om formiddagen, var den dog hel og uskadt om aftenen. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte (), s. 456f. at han ikke blot lever af Brød allusion til 5 Mos 8,3: »at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.« Jf. også Matt 4,4. panis et circenses lat. 'brød og skuespil'. Et bevinget ord, der stammer fra den rom. satiriker Juvenals 10. satire, v. 81. If. Juvenal er det gået således tilbage for romerfolket, der tidligere tildelte diktatoriske magtbeføjelser, hære og æresbevisninger, til hvem det ville, at det nu holder sig i ubekymret ro og kun ønsker to ting: brød og skuespil. Jf. Decimi Junii Juvenalis Satirae / Die Satiren des Decimus Junius Juvenalis in einer erklärenden Übersetzung [af F.G. Findeisen], Berlin og Leipzig 1777, ktl. 1249-1250, s. 374. en dybsindig Viis har sagt Den ty. filosof J.G. Hamann () skriver i anledning af skoleundervisning: »Kindern zu antworten ist in der That ein Examen rigorosum; auch Kinder durch Fragen auszuholen und zu witzigen ist ein Meisterstück, weil eben Unwissenheit der große Sophist bleibt, der so viele Narren zu starken Geistern krönt« (»At svare på børns spørgsmål er sandelig en examen rigorosum; det er også et mesterstykke at udfritte børn og gøre dem klogere ved spørgsmål, fordi netop uvidenheden er og bliver den store sofist, der kroner så mange narre til stærke ånder«). Fünf Hirtenbriefe das Schuldrama betreffend (1763), 3. brev; jf. Hamann's Schriften () bd. 2, 1821, s. 424f. tentamen rigorosum lat. hård prøve, skarp eksamination. og Scenen var paa Østergade Østergade løber fra Højbro Plads til Kongens Nytorv (se kort 2, C3-4) og er den fornemste del af det københavnske hovedstrøg, som på SKs tid blev kaldt 'Routen' (i dag 'Strøget'). På denne strækning mødtes byens elegante og højere borgerskab, og her blev landets første butikker med udstillingsvinduer indrettet (). – Skildringen af den fornemme frue, der midt på Østergade ikke bringes i forlegenhed af sin søns upassende opførsel, er – ligesom den følgende af den unge moder i kirken – vendt mod Modehandlerens tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 66-71. prægede (...) falsk ud . Inquisitionscommissionen en københavnsk myndighed, oprettet 1686 med det formål at efterforske (men ikke dømme) specielt tyveri- og hælerisager i hovedstaden. Inkvisitionskommissionen blev i 1771 lagt ind under den da oprettede Københavns Hof- og Stadsret (), som alene kunne henvise sager til kommissionens undersøgelse, og én af rettens assessorer (dommere) blev kommissionens formand. Inkvisitionskommissionen blev ved plakat af 5. jan. 1842 nedlagt og afløst af et »andet Criminelkammer« under Hof- og Stadsretten; dette kammer overførtes ved forordning af 28. feb. 1845 (med virkning fra 1. juli s.å.) til Københavns Kriminal- og Politiret. Ved sine undersøgelser kunne inkvisitionskommissionen gøre brug af tortur, indtil denne blev afskaffet ved resolution af 6. dec. 1837. gaae ud i Verden for at søge en saadan Tusindfryd alm. tusindfryd (lat. Bellis perennis) vokser vildt i det meste af Europa, også i Danmark; den blomstrer næsten hele året rundt. (I modsætning til, hvad der siges i det følgende, lukker blomsten sig dog om natten.) hiin Pragtplante ... blomstrer een Gang i hundrede Aar Der sigtes til den amerikanske agave (lat. Agave americana), en langsomtvoksende plante, hvis blade er store, stive, kødfulde og spidse. Til gengæld udvikles blomsterstanden i løbet af få uger til en højde af o. 12 m. I sit hjemland Mexico blomstrer agaven efter 6-10 års forløb; i da. væksthuse tager det 40-60 år. I 1836 blomstrede en tresårig agave i København; dens blomsterstand var o. 6 m høj og bar 22 grene med ca. 3000 blomster. Undertiden kaldes planten 'den 100-årige aloë'. Hvo hvem (). det uberettigede Medlem af Menigheden Der menes det medlem, som ikke har opnået de voksne medlemmers rettigheder, dvs. det umyndige. Medlem af menigheden bliver man allerede ved dåben, men konfirmationen betegnede efter datidig opfattelse »Indvielse til det personlige Troesliv og Optagelse i de Myndiges Rettigheder«. Således H.L. Martensen i Den christelige Dogmatik, Kbh. 1849, ktl. 653, s. 517 (§ 258). Til disse rettigheder hørte først og fremmest retten til at modtage nadveren, der af Martensen betegnedes som »de Myndiges Sakrament« (§ 259). Underjordiske egl. trold (). daarlig Fordring tåbelig. holdt de kloge Brudejomfruer sig ikke længere vaagne end de daarlige hentydning til Jesu lignelse i Matt 25,1-13 om de ti brudejomfruer, der gik brudgommen i møde. De fem kloge havde medbragt ekstra olie til deres lamper, så de kunne fyldes op, når de var ved at brænde ud, mens de fem tåbelige (NT-1819: daarlige) kun havde medbragt lamper, men ingen ekstra olie. Lignelsen fortæller dog intet om, at de kloge jomfruer holdt sig længere vågne end de tåbelige, kun at de alle ti slumrede ind, da brudgommen lod vente på sig. ein Gelegenheithascher ... Vortheil sich ihm darbietet ty. »en lejligheds-jæger, som selv kan præge og udfinde fordele, om de end ikke fremstiller sig af sig selv«. Citat fra Shakespeares tragedie Othello (), 2. akt, 1. scene, i A.W. Schlegel og Ludwig Tiecks ty. oversættelse (), s. 37f. Hos Schlegel og Tieck står der dog 'Gelegenheitshascher'. Oversættelsen til da. skyldes P.F. Wulff (William Shakspeare's Tragiske Værker, bd. 7, s. 56). Ordene siges af skurken Jago om den raske og frejdige løjtnant Cassio. præger (...) falsk ud Udtrykket refererer til falskmøntnere; giver (noget) et falsk præg. et godt Ord paa rette Sted allusion til Ordsp 15,23: »Det er til glæde for en mand, når hans mund kan svare, et ord i rette tid – hvor er det godt!« og 25,11: »Æbler af guld på billeder af sølv: ord, som tales på rette vis.« forsøges prøves. Marter pinsel, tortur. forfølge trænge ind i, forstå. Desdemona ved sin »ophøiede Løgn« I Shakespeares tragedie Othello (), 5. akt, 2. scene, siger Desdemona, idet hun dør for sin ægtemands hånd, til den indtrædende kammerpige Emilia, at hun ikke er blevet myrdet, men har begået selvmord. Jf. Wiliam Shakspeare's Tragiske Værker bd. 7, s. 188f. Ordene i anførselstegn hentyder måske til en formulering af F.H. Jacobi () i skriftet Jacobi an Fichte (1799): »Ja, ich bin der Atheist und Gottlose, der, dem Willen der Nichts will zuwider – lügen will, wie Desdemona sterbend log« (»Ja, jeg er ateisten og den gudløse, som imod den vilje, der vil intet, vil lyve, som Desdemona døende løj«). Jf. Friedrich Heinrich Jacobi's Werke () bd. 3, 1816, s. 37. Qvinden er det svagere Kjøn . Opgøret med denne påstand er vendt mod Constantin Constantius' tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 50-57. mal à propos fr. ubelejlig, dårligt anbragt. den Lænke, der bandt Fenris-Ulven If. den nordiske mytologi havde Loke sammen med jættekvinden Angerbode tre børn, nemlig Fenrisulven, Midgårdsormen og Hel. Da alle spådomme sagde, at ulven skulle blive årsag til Ragnarok og dermed til gudernes undergang, havde de bundet den med en stærk lænke, kaldet Glejpner. Denne lænke var smedet af dværgene og bestod af seks fantastiske elementer: lyden af kattetrin, kvinders skæg, bjergenes rødder, bjørnenes sener, fiskenes ånde og fuglenes spyt. Den var ganske vist ikke usynlig, men smidig og blød som en silkesnor og umulig at bryde, førend alle bånd måtte briste ved Ragnarok. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte (), s. 100-103 (Møinichen har dog som en af lænkens bestanddele 'kvinders skrig'). Toilet . Seminarist elev på et lærerseminarium el. seminarieuddannet lærer; nedsættende om en halvdannet person, halvstuderet røver. den Scene, hvor Commandanten holder hans Haand i sin I Mozarts opera Don Juan (), 2. akt, 15. scene (i L. Kruses da. oversættelse, 1807, er det 20. scene, operaens slutningsscene). Genfærdet af den afdøde kommandant, dvs. Donna Annas fader, som Don Juan har myrdet (), møder op til middag hos forbryderen i skikkelse af en marmorstatue. Denne 'stengæst' forlanger at trykke Don Juan i hånden, og mens den holder ham fast i et isnende greb, opfordrer den ham til at angre sit ryggesløse liv. den Bedragne er visere end den Ikke-Bedragne . Naar Holger Danske trykker Sveden ud af en Jern-Handske Der sigtes formentlig til følgende sagn: Da man i lang tid under fæstningen Kronborg i Helsingør havde hørt våbenlarm, som ingen turde efterforske, tilbød man en dødsdømt fange, at han skulle blive benådet, hvis han ville gå ned i de underjordiske gange og undersøge sagen. Han fandt til sidst en underjordisk hvælving, hvor Holger Danske og hans jernklædte kæmper sad om et bord og hvilede deres hoveder på de korslagte arme. Holger rejste sig op, hvorved bordet gik itu, fordi hans skæg var vokset ned i bordpladen. »Ræk mig din Haand!« sagde han til fangen, der imidlertid ikke turde og i stedet rakte ham en jernstang. Kæmpen trykkede stangen, så den fik mærker deraf, og slap endelig med ordene: »Nu! det glæder mig, at der dog endnu er Mænd i Danmark!« Jf. J.M. Thiele Danske Folkesagn, 1.-4. Samling, 1818-23, bd. 1-2, Kbh. 1819-23, ktl. 1591-1592; bd. 1, s. 24f. omklæder beklæder, omgiver. Chicaneurerne . Jean Paul . solchen Secanten, Cosecanten ... besonders das Centrum ty. »For sådanne sekanter, cosekanter, tangenter, cotangenter forekommer alt ekscentrisk, i særdeleshed centret«. Citat fra Jean Pauls opdragelsesroman Flegeljahre (1804), 1. del, kap. 14; jf. Jean Paul's sämmtliche Werke () bd. 26, 1827, s. 113. Der spilles på de basale funktioner i matematikkens trekantsmåling (trigonomentri): sinus, cosinus, tangens, cotangens, sekans, cosekans (cosekans og cotangens er sekans hhv. tangens til komplementvinklen). Man bestemmer de trigonometriske funktioner til en vinkel ud fra en cirkel ved at afsætte vinklen i dens centrum og benytte radius som længdeenhed. hvad Gud har sammenføiet (...) skal Tanken ogsaa tænke sammen allusion til vielsesritualets ord: »Hvad Gud den almægtige har sammenføiet, skal intet Menneske adskille«, Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 258. Ritualet bygger her på Mark 10,9. forsøgt prøvet, erfaren. Vindbeutel vindbøjtel, en opblæst og ustadig person; charlatan. Jagsammen sammensurium, miskmask. Et saadant Jagsammen ... har jeg aldrig seet udført Denne kombination af perspektiver er netop karakteristisk for Constantin Constantius' tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 50-57. platonisk gjør Qvinden til en ufuldkommen Form . Derimod kan Indsigelsen ... at hun er lutter Illusion jf. Victor Eremitas tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 57-66. blind Allarm talemåde, der betegner et stort postyr for ingenting, bl.a. brugt i Holbergs komedie Hexerie eller Blind Allarm (1731). Skolemester hos Hoffman ... Tegn paa min Naade Der refereres til den ty. romantiske forfatter Ernst Theodor Amadäus Hoffmann (1776-1822), som blev berømt for sine fantastiske fortællinger, men tillige var musiker, komponist, tegner og juridisk embedsmand. Scenen, der omtales, findes i fortællingen »Ein Fragment aus dem Leben dreier Freunde«, som indgår i rammefortællingen Die Serapionsbrüder (1819-21). Nettelmann, som er en vanvittig sekretær (ikke skolemester), anser sig selv for at være konge af Amboina og har efter egen opfattelse længe været i fangenskab; men nu, da hans general har besejret bulgarerne (ikke longobarderne), kan han, kongen, vende hjem til sit land. Det sker i en art procession, hvor han bærer en kongekrone af guldpapir og som scepter holder en lineal, hvorpå han har spiddet et forgyldt æble. Af sin vestelomme fremtager han et par kryddernelliker, som han forærer bort med ordene: »Nehm er die Wenigkeit, als ein Zeichen meiner Gnade und Affektion!« Jf. E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften bd. 1-10, Berlin 1827-28, ktl. 1712-1716; bd. 1, s. 175. Longobarderne en germansk folkestamme, der i det 4. årh. grundlagde et rige ved Donau, hvorfra de i 568 drog ned i Norditalien og erobrede Lombardiet. Her blev de til 774; deres sidste konge blev besejret af den frankiske konge (siden kejser) Karl den Store. reducere den paa reducere til, indskrænke til, sammentrænge til. Sinkelse standsning, forsinkelse. in absurdum lat. til meningsløshed (). Cæsars Hurtighed (...) i at erobre Der sigtes til den berømte melding »veni, vidi, vici« (»jeg kom, så, sejrede«), som den rom. feltherre og politiker Gajus Julius Cæsar (o. 101-44 f.Kr.) gav angående sin sejr over kong Farnakes II af Pontos ved Zela i Lilleasien år 47 f.Kr. Plutark skriver, at Cæsar efter denne lynsejr sendte et brev til sin ven Amantius med meldingen. Jf. Plutarks biografi »Cæsar«, kap. 50, 2, i Vitae parallelae. Jf. Plutarchi vitae parallelae bd. 1-9, stereotyp udg., Leipzig 1829, ktl. 1181-1189; bd. 7. Sveton skriver i sin Cæsarbiografi, kap. 37, 2 (i De vita Caesarum), at Cæsar lod frembære en indskrift med de tre ord ved sin femdobbelte triumf i 46 f.Kr. »I den pontiske Triumf saae man blandt de Opsatser, som bares i Pompen en Indskrift i disse tre Ord: 'jeg kom, saae, seirede', der ikke gav tilkiende hvad der var passeret i Krigen, som andre Indskrifter, men hvor hurtig den var tilendebragt«, Caji Svetonii Tranqvilii Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse () bd. 1, s. 35. compendieus forkortet, sammentrængt. Lichtenberg siger etsteds »Bemerkungen vermischten Inhalts«, afsnit 8: »Litterärische Bemerkungen« i G.C. Lichtenbergs vermischte Schriften () bd. 2, 1801, s. 278: »Wenn England eine vorzügliche Stärke in Rennpferden hat, so haben wir die unsrige in Renn-Federn. Ich habe welche gekannt, die mit einem einzigen Satz über die höchsten Hecken und breitesten Gräben der Critik und gesunden Vernunft hinübersetzten, als wären es Strohhalmen« (»Hvis England har et særligt fortrin i henseende til væddeløbsheste, så har vi vores i henseende til væddeløbs-penne. Jeg har kendt nogle, som med en enkelt sætning satte over kritikkens og den sunde fornufts højeste hække og bredeste grave, som om de var halmstrå«). Augustinus Aurelius Augustin(us) (354-430), en af de fire rom.-katolske kirkefædre. Født som hedning i Nordafrika og uddannet som taler i Kartago. Omvendt til kristendommen i 387 og fra 391 præst, senere biskop, ligeledes i Nordafrika. Blandt hans hovedværker er Confessiones (Bekendelser, 397-401), hvormed han grundlagde den selvbiografiske genre; De Trinitate (Om Treenigheden, 399-419) og De civitate Dei (Om Guds stad, 413-427). I øvrigt efterlod Augustin et omfattende forfatterskab af polemiske skrifter, bibelkommentarer, dogmatiske og etiske skrifter samt prædikener og breve. multo citius civitas dei ... acceleraretur terminus seculi lat. »Gudsstaten ville langt hurtigere blive opfyldt, og verdens undergang ville blive fremskyndet«. Citat fra Augustins moralteologiske skrift De bono coniugali (Om ægteskabets gode), kap. 10, hvor sætningen står som svar på spørgsmålet om, hvordan menneskeslægten skulle videreføres, hvis alle afholdt sig fra samleje. Augustin skriver: »multo citius Dei civitas compleretur, & adceleraretur terminus sæculi.« Jf. Sancti Aurelii Augustini opera, 3. udg., bd. 1-18, Bassano 1797-1807, ktl. 117-134; bd. 11, 1797, sp. 740. Med Hamann ... bæ! . Festinator lat. 'hastværksmand'. saa neppe hans Kjoleskøder ere tilbage i Tilværelsen Det samme udtryk bruges i 2. del af Enten – Eller: »som en Digter siger om en Antiqvar, kun hans Kjoleskøder ere blevne tilbage i Nutiden«, SKS 3, 167. Kilden er ikke identificeret. Jeg vender tilbage til Forelskelsen – og til Johannes Forførerens tale i »'In vino veritas'«, SKS 6, 71-79. Convoi fr. 'ledsagelse', især brugt om krigsskibes ledsagelse og beskyttelse af handelsskibe. spændes med forenes med, gå i spænd med. Selvskyldner en person, der kautionerer for en anden mands gæld og forpligter sig til at indfri gælden, hvis skyldneren ikke selv kan betale. eftersom overensstemmende med at, i forhold til at. satte af svækkedes, aftog. Kornmoden el. kornmod, glimt i horisonten af lyn, som er så langt borte, at de ikke selv kan ses og den tilhørende torden ikke høres. Fænomenet forekommer især i august måned, når kornet er modent. udføre udvikle nærmere. som Gjeden bliver træt af at afgnave den grønne Knop Der hentydes muligvis til et vers i Christian Winthers digt »Kong Saul og Sangeren« i Haandtegninger, Kbh. 1840, ktl. 1593. Verset findes i strofe 3, som lyder: »Hvor her er tyst! See, Vagt ved Vagt, / Med Skjoldet under Nakken lagt, / Blødt hviler under Palmens Krone; / Og fra det Fjerne, hist ved Klippens Steen, / Hvor Geder nippe af den grønne Green, / Lydt høres Hyrdedrengens Fløite tone! –«, s. 7. sit venia verbo lat. 'man må undskylde ordet'. Fjenden saaer ond Sæd, medens de Elskende ikke tænke derpaa allusion til Matt 13,25: »Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej.« Münchhausenere fantaster, pralhanse. Efter den ty. baron og officer Karl Friedrich Hieronymus von Münchhausen (1720-97), der blev berømt for de overdrevne og fantastiske, men gemytlige historier, han digtede om sine egne bedrifter. Nogle af historierne offentliggjorde han selv i 1781, fire år senere blev de oversat til engelsk, og i 1787 oversatte digteren G.A. Bürger dem tilbage til tysk. Samlingen, der siden blev udvidet, blev oversat til da. i 1834 (). Forelskelsens Misvisning . Goethe, som han har fremstillet sig selv i aus meinem Leben Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), ty. digter, naturforsker og politisk administrator. Brød igennem som 'Sturm und Drang'-digter, bl.a. med romanen Die Leiden des jungen Werthers (Den unge Werthers Lidelser, 1774), der sikrede ham et europæisk ry. Men efter en ansættelse ved hoffet i Weimar 1775 og begyndende naturvidenskabelige studier dæmpedes tonen. En rejse til Italien 1786-88 lagde grunden til Weimarklassicismen, hvis hovedmand Goethe var, fra 1794 i nær forbindelse med Friedrich Schiller. Med udgangspunkt dels i studiet af naturens lovmæssigheder, dels i en opfattelse af antikkens Grækenland som stedet for de åndelige lovmæssigheders åbenbarelse, trådte begreber som dannelse, humanitet og harmonisk selvudfoldelse i forgrunden. Et hovedværk fra denne periode er dannelsesromanen Wilhelm Meisters Lehrjahre (Wilhelm Meisters læreår, 1795-96). Det store mytologiske versdrama Faust, der skildrer den rastløst stræbende ånd, udkom (efter et fragmentarisk forstadium i 1790) 1808-32. Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (Af mit liv. Digtning og sandhed, 1811-33) er Goethes selvbiografi, hvori han skildrer de første 25 år af sit liv, frem til ansættelsen i Weimar. En grundlæggende tanke er, at individet må følge sin iboende udviklingslov, uanset at konsekvenserne, både for det selv og for omverdenen, kan være smertelige. Assessoren sigter uden tvivl til beskrivelsen af forholdet mellem den jurastuderende Goethe og præstedatteren Friederike Brion fra Sesenheim nær Strasbourg i værkets 10., 11. og 12. bog. Jf. Goethe's Werke () bd. 25-26, 1829, især bd. 26, s. 80-84 og s. 118-121. Forholdet udspandt sig fra okt. 1770 til aug. 1771 og ophørte på Goethes foranledning, da han efter endt eksamen forlod Strasbourg. Hans anger og smerte fandt udløsning i digtning, bl.a. dramaerne Götz von Berlichingen (1773) og Clavigo (1775). med høflig Maneer citat fra anden del af Christian Winthers dobbeltdigt »Hjertesorg« i Haandtegninger, Kbh. 1840, ktl. 1593, s. 28. Pigen klager over den elskede, der kom i hendes moders hus og betog hende, men forlod hende igen: »Han fjerned sig sindig og rolig / Med høflig Maneer; / Tilsidst i min Moders Bolig / Vi saae ham ei meer«. holder ikke ud består ikke, slår ikke til. Perspectiv-Læren læren om afbildning af tredimensionale (rumlige) genstande på en todimensional billedflade ved hjælp af en centralprojektion. Læren, som er matematisk funderet, blev intensivt studeret ved Det kgl. danske Kunstakademi i 1820'erne og 30'erne af professorerne G.F. Ursin, G.F. Hetsch og C.W. Eckersberg. Hetsch offentliggjorde Veiledning til Perspectivens Studium og Anvendelse i 1839 og Eckersberg Linearperspectiven, anvendt paa Malerkunsten i 1841. – Der hentydes formentlig også til Goethes livslange eksperimenter med tegnekunsten, herunder perspektivtegningen, som løbende beskrives i Dichtung und Wahrheit. I begyndelsen af 6. bog hedder det fx: »Ich hatte von Kindheit auf zwischen Mahlern gelebt, und mich gewöhnt, die Gegenstände wie sie, in Bezug auf die Kunst anzusehen. Jetzt, da ich mir selbst und der Einsamkeit überlassen war, trat diese Gabe, halb natürlich, halb erworben, hervor; wo ich hinsah erblickte ich ein Bild«, Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 15f. (I Thyra Hammers oversættelse: »Jeg havde fra barndommen af levet sammen med malere og vænnet mig til, ligesom de, at betragte mine omgivelser fra et malerisk synspunkt. Her i skoven, hvor jeg var alene med mig selv, meldte sig denne halvt medfødte, halvt erhvervede evne til i alt, hvad der kom mig for øje, at se et billede«.) Impietet uartighed (). Forligelsescommissionen forligskommissionen, en institution, der blev oprettet ved forordning af 10. juli 1795, og hvis opgave var at forsøge mægling i »civile Sager i Almindelighed, hvad enten de angaae Eiendomme, Rettigheder, Giælds-Fordringer, eller andet« (§ 19). Civile sager kunne herefter ikke prøves ved domstolene, hvis de ikke forinden var søgt afgjort i forligskommissionen. Danmark var inddelt i forligskredse; i København bestod kommissionen af tre medlemmer, i resten af landet af to. Om kommissionens indretning i København hedder det, at dens tre medlemmer skulle vælges af hhv. magistraten, Stadens 32 Mænd (fra 1840 Borgerrepræsentationen) og assessorerne i Hof- og Stadsretten: »Den saaledes udnævnte Assessor bør vedblive at forestaae dette Embede i 4 Aar, og fritages imidlertid for andre Forretninger« (§4). Blandt de sager, i hvilke kommissionen skulle søge at mægle, var også ægteskabssager, men den kunne ikke bevilge skilsmisse el. separation. Forligskommissionerne mistede deres betydning efter år 1900 og blev nedlagt i 1953. Halvtimes-Mennesker ubetydelige el. intetsigende mennesker, nulliteter. Prokurator befuldmægtiget, sagfører. Jf. definitionen i C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog, 2 dele, Kbh. 1844, ktl. 933; 2. del, s. 209: »Befuldmægtiget; især En, som af Regjeringen er bemyndiget til at gaae i Retten for Andre, Sagfører«. If. forordning af 10. juli 1795 kunne parterne i en forligelsessag ikke lade sig repræsentere af en prokurator: »Alle Møder ved Forligelses-Commissionerne bør skee personligen, af de Parter, som ere tilstede; Dog maae det være tilladt, naar nogen har lovligt Forfald, at sende en god Mand, i sit Sted, hvilken da maae være forsynet med tilstrækkelig Fuldmagt til at forlige Sagen, paa Mandantens Vegne; men det skal aldeles være forbudet, enten at medtage eller, i sit Sted, at sende Procuratorer, til at handle ved Forligelses-Commissionen« (§ 38). Fjellebodshistorier historier, ofte af grovkornet komisk art, som fremføres fra en gøglerbod (fjællebod) på et marked. Der tænkes formentlig på de dukketeaterstykker, som gerne blev fremført på markedspladser, og som hørte til datidens populære forlystelser. I 1. del af Enten – Eller nævnes det, at historien om Don Juan og hans utallige erotiske erobringer har eksisteret langt tilbage i tiden som et fjellebodsstykke, hvor ideen blev opfattet komisk (SKS 2, 96). Dichtung eller Warheit hentydning til undertitlen på Goethes selvbiografi (), der almindeligvis blot omtales som Dichtung und Wahrheit. traadte af fra Tragoedien i Vaudevillen trådt ud af tragedien og over i vaudevillen, som er en ualvorlig genre, en borgerlig intrigekomedie (). hans Excellence titulatur, som tilkom personer med rang i 1. klasse (). Goethe opnåede titulaturen i 1804, da han blev udnævnt til 'virkelig gehejmeråd' ved det weimaranske hof. aut Cæsar, aut nihil lat. 'Enten Cæsar (kejser) eller ingenting'. Sætningen var valgsprog for den ital. politiker og hærfører Cesare Borgia (1475-1507), søn af pave Alexander VI. contraheret tegnet kontrakt på; påtaget sig. sit fulde Deficit hele sit kasseunderskud; sin fulde skyld. Vexel afveksling, omskiftelighed. han beklager sig ... tungsindig ved at læse engelske Forfattere Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 13. bog, hvor Goethe fortæller om tilblivelsen af brevromanen Die Leiden des jungen Werthers; jf. Goethe's Werke () bd. 26, 1829, s. 214-219. Youngs Natte-Tanker (jf. næste kommentar) nævnes s. 216. Young Edward Young (1683-1765), eng. digter og præst, der selv var forankret i klassicismens tradition, men i høj grad forberedte romantikken. Hans berømteste digt er The Complaint or Night-Thoughts on Life, Death, and Immortality (1742-45, Klage eller Natte-Tanker om liv, død og udødelighed), et læredigt i ni bøger, skrevet på blankvers. I sin idé er digtet et forsvar for kristendommen, men nok så stor virkning fik det ved sin blide melankoli og sin skildring af nyopkastede grave, cypresser og blegt måneskin. Paradigma lat. paradigme, mønstergyldigt eksempel, bruges i grammatikken om det eksempel, der anføres som bøjningsmønster. uregelmæssig Declination gram. uregelmæssig bøjning. Betegnelse for det bøjningsmønster, som en mindre del af sprogets verber, de såkaldt stærke verber, følger. commensurabel for egl. målelig med; forenelig med. Desorientation vildledning. den sidste Philosophi ... Skjeldsord at tale om Kants ærlige Vei Den ty. filosof Immanuel Kant (1724-1804) lagde et principielt skel ind mellem menneskets erkendelse af verden, som mentes uhjælpeligt præget af dets medfødte anskuelsesformer og forstandskategorier, og tingenes væsen ('das Ding an sich'), som var utilgængeligt for menneskelig erkendelse. I modsætning til Kant hævdede de ty. idealister, bl.a. F.W.J. Schelling (1775-1854) og G.W.F. Hegel (), at mennesket kunne erkende det absolutte. Også Goethe gjorde i sine overvejelser over naturforskningens muligheder op med Kants erkendelseskritik. smiler Goethe fornemt ad Klopstock ... i et andet Liv Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803), ty. digter, hvis høje, følsomme stil betød et brud med rationalismen. Hans hovedværk er et epos om Kristus, Der Messias (1748-73), i 20 sange skrevet på heksametre. Klopstock var bosat i Danmark 1751-70. Han var gift to gange, først 1754-58 med Margaretha Møller (kaldet Meta, 1728-58); ægteskabet afsluttedes ved hendes død. Andet ægteskab var med Johanna Elisabeth Dimpfel (1747-1821) og varede fra 1791 til Klopstocks død i 1803. Når SK skriver, at Meta var Klopstocks første kærlighed og havde giftet sig igen, beror det på en misforståelse af en passage i Goethes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 10. bog. Goethe taler om Klopstocks forhold til to kvinder, en første, som han ikke fik, idet hun giftede sig med en anden mand, og hustruen Meta, som han kun var gift med i fire år: »Noch in spätem Alter beunruhigte es ihn ungemein, daß er seine erste Liebe einem Frauenzimmer zugewendet hatte, die ihn, da sie einen andern heirathete, in Ungewißheit ließ, ob sie ihn wirklich geliebt habe, ob sie seiner werth gewesen sey. Die Gesinnungen, die ihn mit Meta verbanden, diese innige, ruhige Neigung, der kurze, heilige Ehestand, des überbliebenen Gatten Abneigung vor einer zweyten Verbindung, alles ist von der Art, um sich desselben einst im Kreise der Seligen wohl wieder erinnern zu dürfen.« Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 292. (I Thyra Hammers oversættelse: »Endnu som gammel mand pintes han overdrevent ved tanken om, at han havde skænket sin første kærlighed til en kvinde, der havde giftet sig med en anden og således ladet ham i uvished om, hvorvidt hun virkelig havde elsket ham og været ham værdig. De følelser, som forbandt ham med Meta, denne inderlige, fredfulde hengivenhed, den korte, hellige ægtestand, den efterladte ægtefælles uvilje mod en ny forbindelse, alt dette var af en sådan renhed, at han engang i de saliges kreds roligt kunne mindes det«.) dertil er han for forstandig Sprogbrugen er præget af den skelnen mellem forstand og fornuft, som var almindelig i det 18.-19. årh., hvor forstanden betegnede en lavere, mere indskrænket evne. Mens forstanden repræsenterede den rent rationelle dømmekraft, der stod i modsætning til følelsen, repræsenterede fornuften det højeste intellektuelle standpunkt, hvor forstand og følelse var forenet og mennesket derfor i stand til at drage rigtige slutninger. Han fortæller, at han er strængt religieust opdragen Der må hentydes til Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 1. bog: »Es versteht sich von selbst, daß wir Kinder, neben den übrigen Lehrstunden, auch eines fortwährenden und fortschreitenden Religionsunterrichts genossen. Doch war der kirchliche Protestantismus, den man uns überlieferte, eigentlich nur eine Art von trockner Moral: an einen geistreichen Vortrag ward nicht gedacht, und die Lehre konnte weder der Seele noch dem Herzen zusagen.« Goethe's Werke () bd. 24, 1829, s. 61f. (I Thyra Hammers oversættelse: »Selvfølgelig fik vi børn ved siden af de andre fag også stadig og planmæssig undervisning i religion. Men den kirkelige protestantisme, som meddeltes os, var egentlig kun en slags tør morallære; en åndfuld fremstilling var der ikke tale om, og selve læren kunne hverken tiltale ånden eller hjertet.«) som han selv fortæller, har anstillet allehaande Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 9. bog. Jf. Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 251-253. Excercitier øvelser. han springer fra Jf. Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 15. bog, hvor Goethe fortæller, at han fjernede sig fra den pietistiske (herrnhutiske) kreds omkring Susanna von Klettenberg, hvori han en tid havde været inddraget. Goethe's Werke () bd. 26, 1829, s. 305-308. det ene Fornødne allusion til Luk 10,41-42, hvor Jesus under besøget hos de to søstre Martha og Maria siger til Martha, som har travlt i huset: »Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Maria har sat sig ved Jesu fødder og lyttet til hans ord. hvis tilfældigste Yttringer ... tilbedes som hellige Reliqvier Der hentydes til Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, der udkom i to bd. 1836 og blev suppleret med et tredje bd. 1848. Værket dækker udgiverens samtaler med Goethe i årene 1823-32. Titulair-Konge blot efter titlen konge; kun konge af navn. I Goethes sunde Viisdom ... fremfor Alt for Tungsind hentydning til J.L. Heibergs artikel »Det astronomiske Aar« i Urania. Aarbog for 1844 (udg. af Heiberg), Kbh. 1844, ktl. U 57, s. 77-160. Heri diagnosticeres samtidens fremherskende lidelse som tungsind (melankoli, spleen), og en fordybelse i naturens rytmiske gentagelsesfænomener anbefales som lægemiddel. »Denne Sympathiseren med Naturen, idet man forarbeider dens Gjentagelser til et Nyt og Forskjelligt, er en af Hovednøglerne til den sande Livsviisdom; den er Basis for alle Anviisninger til at nyde Livet og til at vedligeholde Ungdommen tiltrods for Aarenes Antal. / Ingen har følt Dette inderligere end Gøthe. Ikke blot var hans eget Liv indrettet i Overeensstemmelse dermed; men hvor hans Tidsalder frembød et sygeligt moralsk Phænomen, vidste han at sætte dette i Forbindelse med et Slags aandelig Døvhed for Naturens regelmæssige Klokkeslag. Interessant er, hvad han i denne Henseende bemærker om Anledningen til hans 'Werther'« (s. 192f.) – hvorefter følger et langt citat fra Dichtung und Wahrheit, 13. bog (). I samme artikel, umiddelbart forinden, har Heiberg leveret en kritik af nogle indledende passager af SKs Gjentagelsen (1843, jf. SKS 4, 9-11 og 25). Heiberg hævder, at forfatteren af Gjentagelsen ikke tilstrækkeligt har skelnet mellem gentagelsen i naturens verden, hvor den er på sin plads, og i åndens verden, hvis rette kategori er udvikling; forfatteren har – måske ubevidst – udstrakt naturkategoriens gyldighed over dens grænser (s. 97-101). goutere smage, finde behag i. Han har selv været saa god at forklare, hvorledes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 12. bog: »Aber zu der Zeit, als der Schmerz über Friedrikens Lage mich beängstigte, suchte ich, nach meiner alten Art, abermals Hülfe bei der Dichtkunst. Ich setzte die hergebrachte poetische Beichte wieder fort, um durch diese selbstquälerische Büßung einer innern Absolution würdig zu werden. Die beiden Marien in Götz von Berlichingen und Clavigo, und die beiden schlechten Figuren, die ihre Liebhaber spielen, möchten wohl Resultate solcher reuigen Betrachtungen gewesen seyn.« Goethe's Werke () bd. 26, 1829, s. 120. (I Thyra Hammers oversættelse: »På dette tidspunkt, da jeg pintes af uro for Friederikes tilstand, søgte jeg som sædvanlig hjælp i digtekunsten. Jeg genoptog mit afbrudte, poetiske skriftemål for ved denne selvplagende bod at kunne forlige mig med min samvittighed og opnå dens absolution. De to Marier i 'Götz von Berlichingen' og 'Clavigo' og den tarvelige figur, elskerne gør i begge stykker, har højst sandsynlig været et udslag af sådanne bodfærdige betragtninger.«) Ladegaardslem fattiglem, egl. en beboer på ladegården i København, som lå uden for byens volde, og som opr. var avlsgård til Københavns Slot. Den blev 1711 indrettet som fattighus for militæret, men 1822 solgt til Københavns kommune og brugt som arbejdsanstalt for fattige og husvilde indtil 1908. præge det falsk ud . en saadan Tordenafleder i Lommen Der tænkes på en 'tordensten', som mentes at være faldet ned med lynet og derfor beskyttede mod torden. Sådanne sten var gerne vættelys (dvs. forstenede rester af en uddød blæksprutteart), forstenede søpindsvin el. stenøkser. heitere ty. muntre. Mislighed betænkelighed; uregelmæssighed. Himmel og Jord med Alt hvad som derudi befindes skjult citat fra Balles Lærebog (). Ægteskabet ... en Tilflugt for de gamle Dage Der hentydes muligvis til den kendsgerning, at Goethe først giftede sig i 1806, 57 år gammel. Bruden var en jævn kvinde, Christiane Vulpius, der var 16 år yngre end Goethe, og som havde været hans elskerinde og husholderske siden 1788. forsøgt prøvet. tjene to Herrer talemåde bygget over Jesu ord i Matt 6,24: »Ingen kan tjene to herrer. (...) I kan ikke tjene både Gud og Mammon.« Salomo siger ... faaer en god Gave af Gud Ordsp 18,22: »Hvo, der finder en Hustrue, finder en god Ting, og bekommer en Velbehagelighed af HERREN« (GT-1740). Verset indgår i vielsesritualet, jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 261. en god Gjerning ... fuldkomme den, som han den har begyndt allusion til Fil 1,6: »han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.« coinciderer falder sammen, løber sammen. Man fortæller, at Socrates ... Du vil fortryde begge Dele jf. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 2. bog, kap. 5, 33: »Een spurgde ham, om man skulde gifte sig eller ikke? Han svarede: enten du gjør det eene eller det andet, vil du fortryde det.« Citeret efter Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 71. Naar en Spotter ... da lader han, som var det en Tale Blandt diapsalmerne i 1. del af Enten – Eller er Sokrates' svar netop udviklet til en tale, »Et exstatisk Foredrag« (jf. SKS 2, 47f.). Nittengryn smålig person; ubetydelighed, pjok. Om Thales fortæller man ... ikke mere var paa Tiden jf. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 1, 26. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 10f. Morder-Engel allusion til Bibelens beretning om den tiende plage, drabet på alle førstefødte i Egypten. Forinden befalede Gud Moses, at alle israelitter skulle smøre blod på dørens overligger og stolper. Denne besked viderebragte Moses til folket således: »Og HERREN skal gaae igiennem, at slaae Ægypterne; og han skal see Blodet paa det øverste Dørtræe, og paa begge Dørstolperne, og HERREN skal gaae Døren forbi, og ikke tilstede Forderveren, at komme til Eders Huse, at slaae Eder«, 2 Mos 12,23 (GT-1740). 1992-oversættelsen gengiver 'Forderveren' som 'ødelæggeren'. sæt han havde en Stemme »saa sød o! saa sød,« Der hentydes muligvis til Gulnares ord om Aladdins stemme i 3. akt af Oehlenschlägers drama: »O vederqvæg mig med din søde Stemme« etc. (). Elskovens Gud er blind Den gr. kærlighedsgud Eros (lat. Amor) bærer på senklassiske fremstillinger ofte bind for øjnene el. beskrives som blind – som tegn på, at kærligheden er blind. Jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 1, s. 169: »Aber die Liebe ist auch blind: deswegen trägt Amor eine Binde vor den Augen«. Også W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen (), s. 191: »er ist blind, wie die Liebe«. Clairvoyance fr. klarsynethed; en hypnotisk el. tranceagtig tilstand, hvor man med lukkede øjne menes at se klarere, end når man er fuldt vågen. Ligelighed ligestillethed; harmoni. Reciprocitet gensidighed. den Elskede er den Deiligste blandt Qvinder hentydning til Højs 1,8, hvor Sulamit tiltales: »du deiligste iblandt Qvinderne!« (GT-1740). Jf. også Højs 5,9. Geburtsdags-Digter fødselsdagsdigter, dvs. en person, som skriver hyldestdigte i anledning af fødselsdage, især i den kongelige familie (). en stille Glædes uforkrænkelige Smaanynnen allusion til 1 Pet 3,4, hvor Peter skriver, at kvindernes skønhed ikke skal være noget udvortes, men hjertet, det skjulte menneske »i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen« (NT-1819). som efter Helena, der hun gik gjennem Salen hentydning til Homers Iliade, 3. sang, v. 146-160. Helena, den skønneste kvinde i verden, er blevet bortført af prins Paris og befinder sig nu i Troja. Hun går forbi byens ældste mænd, som sidder forsamlet ved byporten, og de bryder ud i beundring over hendes skønhed. Blidt som naar Graven aabner sig ... hæver op til Himlen sine Blik citat fra Oehlenschlägers Aladdin (), 2. akt, hvor købmanden Bedreddin beskriver sultanens datter Gulnare. Jf. Adam Oehlenschlägers poetiske Skrifter bd. 2, s. 151. Ordlyden er let forandret i senere udgaver. Vexel-Mægler mellemmand ved køb og salg af veksler og andre værdipapirer. summa summarum lat. 'summernes sum'; alt i alt. enfin fr. endelig; kort og godt. medens Græsset groer første del af et ordsprog, hvis fortsættelse lyder: 'dør koen' el. 'dør horsemor' (dvs. følhoppen). Ordsproget bruges om hjælp, der kommer for langsomt og dermed for sent; bl.a. i Peder Syv Aldmindelige danske Ordsproge () bd. 1, s. 445 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 9308). Oldgesel oldermand for et håndværkerlaug. Adresse skriftlig henvendelse fra en gruppe, især fra folkets valgte repræsentanter, de rådgivende stænderforsamlinger (), til den enevældige konge. Sessionen samlingen, sammentrædet. Der tænkes på de rådgivende stænderforsamlinger (), som havde deres første session i 1835-36. Lysten driver ethvert Arbeide variation af ordsproget 'Lyst driver værket' (). et Tog mod Tyrker et korstog (for at befri Jerusalem fra de vantro tyrkers herredømme). bedet holdt hvil. Bryllupsklædningen, uden hvilken han er en Uværdig . bliver Reflexionen ideal el. ideel; irreel, abstrakt. at Reflexionen ikke lader sig udtømme, at den er uendelig Om refleksionen i den hegelske dialektik . Med formuleringen om refleksionens uendelighed sigtes til Hegels begreb om den 'slette' el. negative uendelighed, som er en refleksion, der aldrig formidles i en syntese med den umiddelbarhed, den har negeret, men fortsætter inden for sin egen sfære i det uendelige. Den slette uendelighed udfolder sig m.a.o. inden for endelighedens område, men uden ophør. I denne forstand står refleksionens sfære hos Hegel i modsætning til spekulationens el. begrebets sfære, hvor uendeligheden opfattes sandt som en modsætning til endeligheden – og den dialektiske proces derfor kan bringes videre (). systematisk Heros en hersker el. halvgud i forhold til 'systemet', som her er den hegelske filosofi; en mestertænker. en Münchhausen fantast, pralhans (). Der tænkes muligvis på den kendte historie om, hvordan Münchhausen under felttoget mod tyrkerne reddede sig selv og den hest, han red på, op af et morads ved at løfte sig i håret. Jf. Baron von Münchhausens vidunderlige Reiser, Feldttog og Hændelser, fortalte af ham selv, udg. af A.C. Hanson, Roskilde 1834, s. 27. den ideelle Uendeligheds Anticipation som Beslutning dvs. en beslutning, der foregriber refleksionen(s uendelighed), som derved forbliver abstrakt. ebenbürtig ty. jævnbyrdig. uden Gud bortset fra. de Beundrede ... ud af deres gode Skind, for at iføre sig det »virkelige Skin« Der hentydes formentlig til den da. hegelianer H.L. Martensen (), nærmere bestemt til en ytring i artiklen »Betragtninger over Ideen af Faust« i Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af J.L. Heiberg, nr. 1, Kbh. 1837, s. 91-164. Martensen udvikler, hvordan kunsten i den protestantiske epoke skal frigøre sig fra religionen og optage det verdslige el. endelige liv i sig, låne livet uendelighedens glans ved at optage det i sin himmel. Herefter hedder det: »Her opstaaer det [livet] gjenfødt af Skjønhedens Aand, og vi glæde os over det sande Skin«, s. 120. gjøre systematiske Opdagelser à la Niels Klim hentydning til 1. kap. af Ludvig Holbergs filosofiske roman Niels Klims underjordiske Rejse, opr. skrevet på lat. (Nicolai Klimii Iter Subterraneum) og udgivet anonymt i Leipzig 1741. I romanens begyndelse er Klim, arbejds- og pengeløs, vendt hjem til sin fødeby Bergen, hvor han udforsker bjergene; snart skal han fra en bjerghule falde ind i jordens indre og opdage ukendte verdener. SK hentyder til følgende sted (i Jens Baggesens oversættelse): »Uagtet jeg paa denne Maade levede som en Slags Tigger, drev jeg dog ikke Tiden bort ved Lediggang; thi for at udvide mine Kundskaber i Physiken, som jeg havde begyndt at lægge mig efter, undersøgte jeg omhyggelig Landets og Biergenes indvortes Beskaffenhed, og streifede til den Ende rundt omkring i alle Kroge der i Provindsen. Der var ingen Klippe saa steil, at jeg jo forsøgte at klavre op paa den, ingen Hule saa dyb og rædsom, at jeg jo vovede mig ned deri, i Haab om at finde Et eller Andet, der var en Naturkyndigs Opmærksomhed og Undersøgelse værd.« Jens Baggesens danske Værker () bd. 12, 1832, s. 174. Creti og Pleti lat. alle slags folk, hvem som helst (gerne i nedsættende betydning). Opr. en betegnelse for kong Davids livgarde, jf. 2 Sam 15,18; 20,7; 1 Kong 1,38.44. Det er usikkert, hvorfra talemåden stammer, men den betegner formentlig filistæiske lejetropper. Galanteri- . seer aldrig det forjættede Land, men omkommer i Ørkenen hentydning til beretningen om israelitternes 40 år lange ørkenvandring i 2-5 Mos. Talrige gange under vandringen gjorde folket oprør mod deres fører Moses og dermed mod Gud. Som straf lod Gud mange israelitter omkomme i ørkenen. Imperativ (...) Optativ gram. bydemåde, hhv. ønskemåde. eo ipso lat. netop derved. systematiske Tænkere Der sigtes til de filosoffer, som prøver at udtømme virkeligheden i et filosofisk system og derved forklare alt som meningsfulde elementer i en modsigelsesfri sammenhæng. Store eksempler er Baruch de Spinoza (1632-77), J.G. Fichte (1762-1814) og G.W.F. Hegel (). det græske før Gjestebuddet Grækerne plejede at tage et bad før måltidet, se fx Platons Symposion 174a, jf. Platons Skrifter () bd. 3, s. 91. Aladdins forønskte før Brylluppet I Oehlenschlägers Aladdin (), 3. akt, opholder hovedpersonen sig umiddelbart før sit bryllup med sultanens datter i »Et prægtigt Marmor-Bad«. Her bades og opvartes han af usynlige sandsigersker og genier for skønhed og styrke. Jf. Adam Oehlenschlägers poetiske Skrifter bd. 2, s. 224-230. fuselagtigt urent. Fusel er et ilde smagende biprodukt ved alkoholgæring; det fjernes ved destillation. Misligheder betænkeligheder, tvivl. Tvæt vask. paa anden Dansk med andre ord. Men vender han hjem ... da bli'er der en lystig Nat unøjagtigt citat fra Adam Oehlenschlägers tragedie Hugo von Rheinberg, Kbh. 1813, s. 101. Oehlenschläger har: »Men kommer han hjem med Løv i sin Hat...«. Visen, hvori linierne indgår, synges af jægerdatteren Dorothea i 3. handling. solgt Alt for at kjøbe den Ager, hvori Perlen laae Her sammenblandes to af Jesu lignelser om Himmeriget: Matt 13,44 om en mand, der finder en skat i en mark og sælger alt, hvad han ejer, for at købe den mark; og Matt 13,45-46 om en købmand, der fandt en meget kostbar perle og solgte alt, hvad han ejede, for at købe den perle. stemplet Papir papir med påtrykt stempel el. med påklistret stempelmærke, som bruges til udfærdigelse af stempelpligtige (skattepligtige) dokumenter, fx pantebreve. en (...) mørk Tale en dunkelhed, en gåde; udtrykket forekommer flere gange i Bibelen, fx 4 Mos 12,8, Dan 5,12; 8,23 (alle i GT-1740) og 1 Kor 13,12 (NT-1819). At tale om Pligt til et Par Elskende I vielsesritualet spørges først brudgommen, om han vil leve med bruden »som en Dannemand bør at leve med sin Ægtehustru«; dernæst spørges bruden, om hun vil leve med brudgommen »som en Ægte-Hustru (Danneqvinde) bør at leve med sin Ægte-Husbond«. Jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 257. Senere læses der med henvisning til Paulus' ord i Ef 5 bl.a.: »Saaledes er Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo som elsker sin Hustrue, elsker sig selv. (...) I Qvinder, værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; thi Manden er Qvindens Hoved, ligesom og Christus er Menighedens Hoved; og han er sit Legems Saliggjører. Men ligesom Menigheden er Christo underdanig, saaledes skulle og Qvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting«, s. 259f. At tale om Forbandelsen (...) om Ægteskabets Besværligheder I vielsesritualet siges der, umiddelbart efter talen om ægtefolkenes pligter: »Hører ogsaa Korset, som Gud har lagt paa denne Stat [dvs. stand]«, Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 260. om Qvindens Smerte og Mandens sure Sveed I vielsesritualet beskrives hhv. kvindens og mandens 'kors' således efter 1 Mos 3,16-19: »Saa sagde Gud til Qvinden: / Jeg vil skikke dig megen Kummer til, naar Du reder til Barsel, og du skal føde dine Børn med Kummer, og din Villie skal være din Mand undergiven, og han skal være din Herre. // Og Gud sagde til Manden: / Efterdi du adlød din Hustrues Røst, og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig, og sagde: Du skal ikke æde deraf: da skal Jorden være forbandet for din Skyld! Med Kummer skal du nære dig deraf alle dit Lives Dage! Torne og Tidsler skal den bære dig, og du skal æde Urter paa Marken! I dit Ansigtes Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igien, som du er tagen af; thi du er Jord, og du skal blive til Jord igien«, Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 260. Myrthekrandsen . En græsk Viis har sagt, at Døttre skulle giftes ... Koner i Forstand Det blev sagt af Kleobulos, en af de syv vise, som if. oldgræsk tradition var syv statsmænd fra det 7. og 6. årh. f.Kr. Kilderne er dog ikke enige om deres navne (). Jf. Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 6, 91. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 41. for at være rette Ægtefolk allusion til vielsesritualet, hvor præsten efter at have stillet en række indledende spørgsmål til brudeparret (), som har svaret ja på dem alle, befaler dem at give hinanden hånden og siger: »Efterdi I tilforn have indbyrdes samtykt og tilsagt hverandre, at ville leve tilsammen i den hellige Ægteskabs Stat [dvs. stand], og det samme nu aabenbare bekiendt for Gud og denne Christen-Menighed (Forsamling,) og derpaa givet hverandre Eders Hænder, saa forkynder jeg Eder rette Ægte-Folk at være baade for Gud og Menneskene«. Jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 257f. Medlyder medlydsbogstav, konsonant. Der er et Billede, som fremstiller Romeo og Julie Billedet er ikke identificeret. Souverainetet suverænitet, overhøjhed. Ligelighed ligestillethed. Nabovinkler paa den samme Basis Nabovinkler er i geometrien to vinkler, der er fælles om det ene ben, og som tilsammen udgør 180 grader. Deres fælles basis består da af de to andre ben, som tilsammen udgør en lige linie. habeat vivat cum illa lat. 'lad ham have hende, leve med hende'. Udtrykket er muligvis en fri gengivelse af de ord, som den rom. diktator Sulla skal have råbt, da han efter lang tids modstand gav op over for de mænd i sit eget senatsparti, der gik i forbøn for den unge Cæsar, som senere skulle blive leder af det rivaliserende folkeparti: »vincerent ac sibi haberent«. Kilden er Svetons biografi af Cæsar, kap. 1, i De vita Caesarum. Jf. Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse () bd. 1, s. 2: »de maatte da sejre og beholde ham«. Vielsen siger: Du skal forlade Alt for at tilhøre hende I vielsesritualet indgik den formaning, at en mand skulle forlade sin far og mor for at holde fast ved sin hustru, og de skulle blive ét kød. Jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 259 (efter 1 Mos 2,24) og s. 263 (efter Matt 19,5). Assessoren gengiver bibelstedet på en sådan måde, at det tillige tager farve af Mark 10,28, hvor disciplen Peter siger til Jesus: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig.« siden tie stille citat fra den formular, præsten brugte, når han fra prædikestolen lyste til bryllup og i den forbindelse efterlyste berettigede indsigelser: »Dersom nogen haver noget der udi at sige, han sige det i Tide, eller siden tie stille« (). har fægtet i Luften allusion til 1 Kor 9,26, hvor Paulus skriver: »Derfor løber jeg, ikke som paa det Uvisse; jeg fegter, som den, der ikke slaaer i Veiret« (NT-1819). præke Kjødets Forgudelse Der sigtes til udtrykket 'Emancipation des Fleisches', kødelighedens frigørelse, som i samtiden blev brugt om den bestræbelse, der kendetegnede 'Det unge Tyskland' (dvs. forfattere som Heinrich Heine, Heinrich Laube, Ludwig Börne og Karl Gutzkow ()). Bevægelsen var rettet mod den ensidige idealisme og krævede frigørelse på såvel religionens og moralens som politikkens område. Mere specifikt sigtes måske til Friedrich Schlegels skandaleombruste roman Lucinde (1799, 2. udg. 1835), som SK tog under behandling i Om Begrebet Ironi (1841), bl.a. med følgende ord: »den noksom bekjendte Roman Lucinde, der blev det unge Tydsklands Evangelium, Systemet for dets Rehabilitation des Fleisches«, SKS 1, 321. sit transitoriske Blivested sit forbigående opholdssted. Allusion til Heb 13,14: »thi vi have her ikke en blivende Stad, men søge efter den tilkommende« (NT-1819). denne Stykkevished allusion til 1 Kor 13,9-10: »For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis; men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.« den theocentriske den, som har Gud til midtpunkt el. som ser alt ud fra Gud. Men theocentrisk er jo Speculationen, og ... Theorien Skønt Hegel ikke selv har betegnet sin filosofi som teocentrisk, sigtes der givetvis til denne. Den i samtiden indflydelsesrige filosof Immanuel Hermann Fichte hæftede betegnelsen på Hegels filosofi, da han skelnede mellem tre hovedstandpunkter i den nyere filosofi: det antropocentriske, der repræsenteredes af John Locke, George Berkeley, David Hume, Immanuel Kant, F.H. Jacobi og J.F. Fries; det teocentriske, der først og fremmest repræsenteredes af Hegel; og endelig en spekulativ-anskuende erkendelse, der var karakteristisk for J.F. Herbart og I.H. Fichte selv. Jf. Fichte Beiträge zur Charakteristik der neueren Philosophie, oder kritische Geschichte derselben von Des Cartes und Locke bis auf Hegel, 2. udg., Sulzbach 1841 [1829], ktl. 508, s. 1033ff. Fuglekonge den, der har sejret i en fugleskydning, dvs. en konkurrence, hvor det gælder om at nedskyde en træfugl, opsat på en stang. Fugleskydning, der stammer fra middelalderen, var i det 19. årh. en alm. fritidsfornøjelse for borgerskabet i København. Den afholdtes hver sommer, og sejrherren var 'regerende fuglekonge' indtil næste års skydning. bestikke besnære, forlede. viscera lat. indvolde; organer, også i deres egenskab af sæde for følelser. Lydighed er kjærere end Vædderens Fedme jf. 1 Sam 15,22: »mon HERREN har saa Behagelighed i Brændoffere og Slagt-Offere, som i at adlyde HERRENS Røst? see, at adlyde er bedre end Offer, og at give Agt paa, end Fedmen af Vædre« (GT-1740). lidet Vovet i Sammenligning med hvad der er at vinde allusion til ordsproget 'Hvem intet vover, han intet vinder', bl.a. optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 46 (nr. 1218). votum castitatis lat. kyskhedsløfte (som aflægges af den, der bliver munk). fortvivlede om opgav, mistede tilliden til. pium desiderium lat. fromt ønske. om det saa er Astronomien hentydning til den ældre J.L. Heibergs bekendte interesse for astronomi, som tydeligst kom til udtryk i årbogen Urania, 1844-46. Spatium lat. rum; frist. bekymrede bedrøvede, sørgende. man taler om de 70 Aar som en ond Møie og Aandsfortærelse kombineret hentydning til Sl 90,10: »Anlangende vore Aars Dage, de ere halvfiresindstive Aar, og om nogen haver megen Styrke, ere de firesindstive Aar, og de stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed« (GT-1740) og Præd 1,13-14 (). alle Floder rinde i Havet, men det bliver dog ikke fuldt hentydning til Præd 1,7: »Alle Bække løbe i Havet, dog bliver Havet ikke fuldt« (GT-1740). Romerne (...) der lod de smaa Børn græde i Elysium Der sigtes til Vergils Æneide, 6. bog, v. 424-429, hvor Aeneas er på vej ned i dødsriget for at opsøge sin fader Anchises. Efter at have krydset floden Styx og dysset vagthunden Kerberos i søvn kommer han til dødsrigets første port: »Her hørtes mange Stemmer, megen Graad / af Børnesiæle nærmest første Port: / en Uheldsdag rev de uskyldige / fra Moderbryst og unge Liv.« Virgils Æneide () bd. 1, s. 274. Først senere på sin færd kommer Aeneas til Elysium, som er de saliges boliger. Imidlertid arbeider man paa Systemet Der sigtes til hegelianernes bestræbelse for at opstille en filosofisk lærebygning, som udtømmer virkeligheden og forklarer den som én modsigelsesfri sammenhæng. Det er sandsynligt, at der mere specifikt sigtes til de da. hegelianere, heriblandt J.L. Heiberg, som i sit tidsskrift Perseus, Journal for den speculative Idee, nr. 2 (Kbh. 1838, ktl. 569) havde offentliggjort »det første Bidrag til Udførelsen af en længe næret Plan, nemlig at fremstille det logiske System« (s. 7). I fortalen hed det, at forfatterens formål med fremstillingen af det logiske system var »at bane Veien for den Æsthetik, som det længe har været hans Ønske at levere, men som han ikke kan udsende i Verden, uden iforveien at have givet den det logiske Støttepunkt, hvortil den kan holde sig« (s. 3). Det logiske system kom dog aldrig ud over de første 23 paragraffer, ligesom det æstetiske system forblev ufuldført. En anden sandsynlig skydeskive er H.L. Martensen (), der på basis af sine hegelsk inspirerede universitetsforelæsninger i 1830'ernes sidste del forventedes at udarbejde en spekulativ dogmatik, men som foreløbig kun fik udgivet den mere beskedne Grundrids til Moralphilosophiens System, Kbh. 1841, ktl. 650. Endvidere sigtes der til Rasmus Nielsen (1809-84), siden 1841 Poul Martin Møllers efterfølger som professor i filosofi ved Københavns Universitet. Nielsen begyndte som en begejstret tilhænger af Hegels spekulative metode og udgav 1841-44 Den speculative Logik i dens Grundtræk i fire hæfter. Værket betegnes i forordet som et »Fragment af en philosophisk Methodologi« og forblev da også ufuldendt; det bryder af midt i en sætning. SK ironiserer over Nielsens forehavende i avisartiklen »Aabenbart Skriftemaal« i Fædrelandet nr. 904, 12. juni 1842, sp. 7245-7252: »Det er Systemet, Tidsalderen arbeider hen til. Allerede har Prof. Nielsen udgivet 21 logiske §§, der danne første Deel af en Logik, der igjen danner første Deel af en altomfattende Encyclopædi, saaledes som det er antydet paa Omslaget, uden at dog dens Størrelse videre er angivet, formodenlig for ei at forfærde, da man vel tør slutte, at den bliver uendelig stor« (sp. 7247). Endelig kan der tænkes på filosoffen P.M. Stilling (1812-69), der begyndte som en tilhænger af Hegel og af de højrehegelianske forsøg på at forene filosofi og teologi. Han udgav Philosophiske Betragtninger over den speculative Logiks Betydning for Videnskaben, i Anledning af Professor R. Nielsens: »den speculative Logik i dens Grundtræk«, Kbh. 1842. SK ironiserer også over Stillings værk i ovennævnte avisartikel: »Øieblikket nærmer sig; for sidste Gang har Stilling paataget sig at meddele os den sidste Olie, at stille os paa det rette Standpunct, og naar vi blot blive der, saa kommer det, det kommer visselig« (sp. 7249). Mening i dem alle, men ikke een i alle måske en hentydning til en replik af Sokrates i Platons dialog Gorgias 491b (). Til Kallikles siger Sokrates: »Du paastaaer, at jeg altid siger det Samme, og bebreider mig derfor; jeg derimod bebreider Dig, at Du aldrig siger det Samme om de samme Gjenstande«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 3, 1838, s. 112 (Platons Skrifter bd. 2, s. 173). noget Overvundet et begreb i den hegelske dialektik. Hegels () spekulative filosofi ønsker at vinde et systematisk overblik over det hele, hvilket sker ved en analyse af de forskellige endelige standpunkter, der hver for sig har en relativ gyldighed, men som i sidste ende ophæves. Det bedste eksempel er Phänomenologie des Geistes (1807), hvori der foregår en begrebslig bevægelse gennem en række stadier, som efterhånden tiltager i kompleksitet og omfang. Hvert endeligt stadium præsenteres til at begynde med som sandt, men i analysens løb viser det sig at rumme indre modsigelser, hvorfor det må negeres og vige for et nyt begreb, som er bredere og mere omfattende. For Hegel er religionen et endeligt stadium af viden, der i sidste instans overvindes el. ophæves af filosofien, som konstituerer den absolutte viden. Chicaneurer . ædsende ætsende, nedbrydende. hvis det var den mest chicaneuse om det så end var den mest rænkefulde. Jernbane-Speculationer Det første jernbaneanlæg i Danmark blev taget i brug i Holsten i sept. 1844, hvor man åbnede strækningen mellem Kiel og Altona (»Kong Christian den Ottendes Østersø Jernbane«). Jernbanen var et aktieselskab, hvor den da. stat havde tegnet 31% af aktierne og de involverede byer størstedelen af resten. Forud for åbningen udbrød der nærmest jernbane-aktiehysteri i Tyskland, og den da. stat benyttede lejligheden til at sælge de fleste af sine aktier med gevinst. Samtidig blev der på rent kommerciel basis, hovedsagelig blandt hamborgske investorer, tegnet aktier i en planlagt jernbane i selve kongeriget; det var strækningen mellem København og Roskilde, som blev åbnet i juni 1847 (»Sjællandske Jernbaneselskab«). Først i 1860'erne kom jernbanen til Jylland. Comite-Fjas dvs. drøftelser i en komité. Efter indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger () i 1834 blev der nedsat en lang række komiteer. Anathemata anatemaer, bandlysninger. Pialtenborg navnet på et af de mest velkendte københavnske logihuse, indrettet 1815 og beliggende på hjørnet af gaden Åbenrå og Rosenborggade (se kort 2, C2). København havde mange sådanne logihuse, hvor fattigfolk for et par skilling kunne få nattely på en sovesal. Ofte var det vagabonder og forbrydere, der holdt til i logihusene. Pjaltenborg blev landskendt, da det brændte i marts 1850, og Adolph von der Recke skrev skillingsvisen »Pjaltenborgs Brand« med omkvædet »Julia, Julia, Hopsasa«. Ostracismens Misundelse og Potteskaarenes Argument Ostrakisme var i antikkens Athen en folkeafstemning om landsforvisning af en borger; den blev brugt som middel til for en tid at sætte fremragende partiførere ud af spillet. Ved afstemningen brugtes potteskår som stemmetavler. dem, der hverken ere kolde eller varme hentydning til Åb 3,15: »Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!« numerus og pecus lat. 'tal og kvæg'; medlemmer af den store hob. Udtrykket er dannet efter Horats' breve, 1. bog (Epistolarum liber I), nr. 2,27 (»Nos numerus sumus«, »Vi er kun til som mængde«) og 19,19 (»O imitatores, servum pecus«, »O efterabere, følgagtige kvajpander«). Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 227 og s. 255. har bedrøvet Aanden allusion til Ef 4,30: »bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag« (NT-1819; 1992-oversættelsen har: »Vold ikke Guds hellige ånd sorg«). in abstracto lat. i almindelighed, abstrakt. faaer Gehør bliver bønhørt. Misligheden det betænkelige; fejlen. ad usus privatos lat. til privat brug. Der hentydes til 'Fonden ad usus publicos' (til offentlig brug), en kongelig understøttelsesfond, som virkede fra 1765 til 1842. Den fik især betydning ved at støtte kulturelle, litterære og videnskabelige formål, fx biblioteker og samlinger, og ved at tildele rejsestipendier til forskere, forfattere, billedkunstnere og musikere. hiin Skræddersvend, hvem Hebel fortæller om Johann Peter Hebel (1760-1826), ty. teolog, pædagog og forfatter, født i Basel. Berømt for sine enkle, folkelige digte, gerne skrevet i schweizisk-sydtysk dialekt (»Allemannische Gedichte«), og for sine fortællinger og anekdoter, fx Das Schatzkästlein des rheinischen Hausfreundes (1811). På da. findes Udvalgte Fortællinger (1842). Den nævnte anekdote handler om en håndværks- (ikke skrædder-)svend og findes under overskriften »Bequeme Schiffahrt, wers dafür halten will« i J.P. Hebel's sämmtliche Werke bd. 1-8, Karlsruhe 1832-34; bd. 3 (»Erzählungen des rheinländischen Hausfreundes«), 1832, s. 405. accorderede traf aftale; tingede, pruttede. Vel siger ... Elskovens Gud kan man ikke gjøre Modstand fx i Longos Daphnis og Chloe (), indledningen § 2, hvor det hedder: »For der er bestemt ingen, der har undgået Eros, og ingen vil kunne undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne, som ser«; jf. Longi pastoralia graece et latine, udg. af E.E. Seiler, Leipzig 1843, ktl. 1128, s. 4 (gr.) og s. 88 (lat.). I Frygt og Bæven (1843, SKS 4, 192) citerer SK de pågældende ord af Longos. Se desuden Vergils Bucolica (Eclogae) 10, 69: »Amor besejrer alt; lad også os give efter for Amor«. autopathisk som sympathetisk på én selv som på en anden(s vegne) (). Inquisitionens egl. den pavelige domstol til bekæmpelse af kætteri; her hentydes til Inkvisitionskommissionen (). Marter pine. han seiler tryg med sin Lykke allusion til en berømt sætning af Cæsar: »Fat mod og frygt ikke! Du fører Cæsar og har Cæsars lykke i din båd!« If. Plutarks biografi af Cæsar, kap. 38, 3, i Vitae parallelae, blev ordene sagt til en frygtsom skipper, der på grund af storm ikke turde sætte over strædet mellem Epirus og Brundisium; han vidste ikke, at Cæsar, forklædt som slave, var hans passager. Jf. Plutarchi vitae parallelae () bd. 7, s. 47. en Rasende en besat, en vanvittig person. Faderløses Skrig allusion til Job 34,28, hvor Elihu siger til Job, at Gud straffer menneskene, fordi de er veget fra hans vej: »det fik de svage til at skrige til ham, / han måtte høre de hjælpeløses skrig.« om det er omend. maa (...) ikke ved nogen Forfærdelse fra Sandheden dvs. må ikke af nogen forfærdelse bevæges fra sandheden. en Hviid en øre (). betale indtil den sidste Penninge allusion til Matt 5,26: »Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud [fra fængslet], før du har betalt den sidste øre« (NT-1819: »den sidste Hviid«). En alm. talemåde er 'at betale indtil den sidste hvid', dvs. hele beløbet uden mindste afslag. Om møntenheden 'hvid' . varagtig vedholdende, standhaftig. Oftere brugt i ældre oversættelser af NT, fx Luk 22,28; ApG 2,42; 6,4; Rom 12,12 (alle i NT-1819). General-Visitator øverste kontrollør, fx i toldvæsenet. Damocless Sværd svæver over hans Hoved . bleven ham en Slange (...) den onde Samvittigheds Øieblik allusion til syndefaldsberetningen, 1 Mos 3. ob adjutorium ... ob evitandam fornicationem lat. 'for bistands skyld, for forplantningens skyld, for at undgå utugt'. Udtrykket, hvis kilde ikke er identificeret, er en klassisk teologisk begrundelse for ægteskabet. Det bygger på følgende steder i Biblen: 1 Mos 2,18-24 (den lat. oversættelse Vulgata har 'adjutorium' i v. 18), 1 Mos 1,28 og 1 Kor 7,2 (Vulgata har 'propter fornicationes', 'for at undgå utugt'). Ad denne Vei danner man psychologisk rigtigt Katastrophen paa Faust Den følgende beskrivelse synes ikke at sigte til nogen bestemt Faust-fremstilling, hverken til folkebogens (16. årh.), Goethes (1808-32) el. Nikolaus Lenaus (1836). Snarere er der tale om SKs (el. assessor Vilhelms) egen Faust-opfattelse. Den ligger i forlængelse af »De umiddelbare erotiske Stadier« i 1. del af Enten – Eller, hvor Faust og Don Juan anskues som hinandens modbilleder og som udtryk for det dæmoniske i hhv. åndelig og sanselig form (jf. SKS 2, 95). Opfattelsen er dog beslægtet med H.L. Martensens anskuelse af Faust-figuren, som denne fremstilles i hans artikel i Perseus 1837 (). Her hedder det i tilknytning til Lenaus Faust om det sted i historien, hvor helten indføres i det sanselige livs nydelser: »Vi ere her komne til det Punkt, hvor Digtningen om Faust gaaer over i den Region, i hvilken Don Juan bevæger sig. Men deres oprindelige Forhold til denne Kreds er et omvendt. Djævelen fører Faust ned i denne lavere Region, medens han fører Don Juan op i Aandeverdenen. Medens den ene fra sin luftige Høide stiger ned i disse lavere Regioner, hvor Slangen er skjult under Roserne, stiger den anden fra Elskovens vellystige Blomsterdale op i den aandelige Hovmods Luftregion, hvor han indlader sig i den frække Kamp med den Dræbtes Aand. Men enhver af dem erfarer lige det Modsatte af det, han fra først af vil. (...) [Faust], som hører hjemme i Aandeverdenen, manes ned i Slangens Tryllekreds, og han, der kun søger den høie, himmelske Gudinde, vil nu snart vise sig som Pigeforfører« (s. 135). lider skyldig Ordet har dobbeltbetydning: dels 'i egenskab af skyldig', dels 'på tilbørlig vis'. den Dragt, hvilken Hercules modtog af Omphale If. gr. mytologi fik helten Herakles (lat. Herkules) tilsendt en smuk kappe el. skjorte, som imidlertid var forgiftet med nogle dråber af kentauren Nessos' blod (deraf udtrykket Nessosskjorte). Da Herakles mærkede giften trænge ind i sin krop, lod han sig føre op på et bjerg og besteg et bål, hvor han døde og muligvis blev optaget blandt guderne. Den, der havde sendt ham kappen, var dog hans hustru Deianira, som var skinsyg, og som af kentauren havde fået at vide, at bloddråberne var et tryllemiddel, der ville kunne fastholde Herakles' kærlighed. – Hos den lydiske dronning Omphale havde Herakles i tre år tjent som slave, og da dronningen var overmåde tilfreds med hans tjeneste, havde hun taget Herakles som sin ægtemand; derpå havde hun imidlertid blødagtiggjort ham og iført ham kvindeklæder. Jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 1, s. 835f. og 842. à tout prix fr. for enhver pris. den Elendigste af Alle, et Udskud af Menneskeheden allusion til 1 Kor 15,19: »Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker«, og 4,13: »vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk [dvs. foragtet af alle] indtil nu« (NT-1819). in abstracto (...) in concreto lat. i almindelighed – i særdeleshed; abstrakt – konkret. Depesche egl. depeche, et statsligt ilbrev, især brugt om breve fra en regering til dens ambassadør i et andet land. lader af hører op. Runde militært om en officer el. en lille afdeling mænd, der inspicerer vagtposter; patrulje. er (...) betænkt paa er indstillet på, har i sinde. nidkjær for sig selv strengt vogtende over sin egen ære el. dyrkelse, jf. 4 Mos 25,13, hvor Gud siger om Pinehas: »han var nidkær for sin Gud«. skal forlade Fader og Moder . mine Yndlinge mine foretrukne. Der kan efter flertalsformen og den nærmeste sammenhæng kun være tale om børnene, som assessoren ellers ikke omtaler i SLV. Men af Enten – Eller, 2. del, fremgår det, at han må have tre børn, en datter og to sønner. I »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed« hedder det: »min eneste Datter er kun 3 Aar gammel« (SKS 3, 82), og i »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« gives følgende genrebillede: »Jeg elsker min Hustru, er lykkelig i mit Hjem; jeg hører min Kones Vuggesang, og den forekommer mig skjønnere end al anden Sang, uden at jeg derfor troer, hun er en Sangerinde; jeg hører den Lilles Skrig, og for mit Øre er det ikke uharmonisk, jeg seer hans ældre Broder voxe og forfremmes, jeg skuer glad og tillidsfuld ind i hans Fremtid« (SKS 3, 305). hvis Fremgang i det Gode allusion til Balles Lærebog (), kap. 5, § 2, anmærkning: »Ingen kan derfor trøste sig ved Christi Forsoning, uden den, som afstaaer fra det Onde, og beflitter sig paa daglig Fremgang i det Gode« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 50). gjør (...) Forbønnen i mine Øine ligesaa vigtig dvs. gør i mine øjne forbønnen (for børnene, udkommet osv.) lige så vigtig. Inquisitionscommissionen . daarlig tåbelig. en piinlig Forretning en sag, hvor der blev gjort brug af tortur ('pinligt forhør'). Torturen blev dog afskaffet i Danmark i 1837 (). Frater Taciturnus lat. Broder Ordknap el. Den fåmælte Broder. Navnet forekommer i den ungarske, tysksprogede forfatter Johann Mailáths fortælling »Der Schatz«, som foregår i Ungarn o. år 1400: Fortællingens hovedperson, Günter, finder i et benediktinerkloster et gammelt pergamenthåndskrift, hvori broder Taciturnus' historie er nedskrevet. Denne broder har oprindelig været en hedensk troldmand ved navn Tolzán. I sit had til Ungarns kristne indbyggere har han villet stjæle det gyldne krucifiks, som, skjult i det indre af et bjerg, sikrer landets rigdom og frugtbarhed. Hans forehavende standsedes dog af krucifiksets vogter, og som straf blev han døv og stum, ligesom han én dag om året måtte genopleve fordømmelsens kval. På en sådan dag fandtes han, liggende i afmagt i skoven, af en munk. Han førtes til klosteret, hvor man ikke kendte hans fortid, og hvor han på grund af sin tavshed fik navnet broder Taciturnus. I lang tid tjente han i klosteret, hvor han var streng mod sig selv og utrættelig i bodsøvelser. Kort før sin død fik han imidlertid sine talegaver igen og fortalte abbeden sin historie til skræk og advarsel. Som afslutning på sin fortælling bad broder Taciturnus om at blive optaget i det kristne broderskab, hvilket skete, og derpå døde han. Jf. Johann Mailáth Magyarische Sagen, Mährchen und Erzählungen, 2. udg., bd. 1-2, Stuttgart og Tübingen 1837; bd. 1, s. 154-160. SK ejede bogen i 1. udg., Brunn 1825, ktl. 1411. Søeborg Slot borgruin ca. 4 km syd for havnebyen Gilleleje i Nordsjælland. Ruinen ligger umiddelbart op ad landsbyen Søborg, der tidligere (1270-1550) var købstad. Borgen stammer fra begyndelsen af det 12. årh. og blev tidligt kongelig ejendom. Den blev bygget på en holm ude i den fladvandede Søborg Sø og blev i middelalderen regnet for uindtagelig. Af samme grund brugtes den som fængsel for prominente fjender af kongemagten, bl.a. biskop Valdemar af Slesvig, ærkebisp Jens Grand og prins Buris. Under Grevens fejde 1534-36 blev borgen ødelagt og ikke genopbygget. Efter 1577 blev ruinen brugt som stenbrud. en halv Miil ca. 3,75 km; 1 mil var ca. 71/2 km. Måleenheden var officielt gældende indtil 1916. Søeborg-Sø Søborg Sø havde i middelalderen en omkreds på ca. 15 km. O. 1750 begyndte man at afvande søen ved at grave en kanal ud til kysten ved Gilleleje; afvandlingen gik dog langsomt og var først fuldført o. 1890. Favne En favn var indtil 1916 en officiel måleenhed svarende til 1,88 m. Overgangsformation egl. et fagudtryk for bestemte geologiske lag. If. datidens geologiske autoritet, tyskeren A.G. Werner (1749-1817), kunne der i jordens udviklingshistorie udskilles en urtid, en overgangstid og en fløtstid; inden for hver af disse perioder var der afsat en 'formation' af bjergarter el. jordlag, således også en 'overgangsformation'. Det afgørende i Werners teori var dog, at den var 'neptunistisk', dvs. den forudsatte, at jordlagene i alt væsentligt var afsat under vand i et 'urhav', som siden havde trukket sig tilbage. Det er denne gradvise tilbagetrækning af havet, som SK alluderer til. SK kan have kendt Werners geologi fra dennes elev Henrich Steffens' Indledning til philosophiske Forelæsninger, Kbh. 1803, femte forelæsning. ængster presser, trykker. Det var ifjor Sommer Da tidspunktet senere præciseres til sommeren 1844, må fraterens fremlysning altså være skrevet i 1845 (). Helsingøer købstad i Nordøstsjælland, ca. 40 km nord for København og ca. 24 km øst for Søborg Slotsruin. Hængemose el. hængedynd, et usikkert, ofte græsklædt lag af jord og planterødder, som har dannet sig oven på vandet. Rørskær rørplanter, især tagrør (lat. Phragmites vulgaris), som kan høstes (skæres) og bruges til tækning af tage. Fod godt 31 cm el. 1/2 alen. Måleenheden var officielt gældende indtil 1916. fire Alen 21/2 m. 1 alen er 0,6277 m. Målenheden var officielt gældende indtil 1916. Rørdromme rørdrum, en natfugl af hejrefamilien, der lever blandt rør og siv; især stor rørdrum (lat. Botaurus stellaris). Fuglen, der er meget sky, var vistnok tidligere ret almindelig i Danmark; men i takt med at de store rørskove, hvor den også yngler, er forsvundet, er den blevet sjælden. If. Sl 102,7 er rørdrummen ensomhedens fugl: »Jeg er bleven liig en Rørdrum i Ørken« (GT-1740, i GT-1992 kaldes fuglen en allike). tre Gange gjentager sit Skrig ... gjentager det Rørdrummens almindelige skrig er hæst og groft, men desuden har fuglen i yngletiden den karakteristiske 'uu..uummmm'-lyd, som sidste led i dens navn forsøger at efterligne. Lyden er dyb, to-tonet og klangfuld. Den gentages ofte i små serier på to til fem gange, hvorefter fuglen holder en lille pause og så gentager lyden to til fem gange. Antallet af gange, lyden gentages i hver serie, varierer fra individ til individ. det stille Ocean Stillehavet. de profundis lat. fra dybet. Således begynder Sl 129 i den lat. bibeloversættelse Vulgata: »De profundis clamavi ad te, Domine«. Hertil svarer Sl 130 i den da. Bibel: »Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.« Depositum betroet el. gemt gods. Postpapir et fint, ganske tyndt brevpapir. Collecteur kollektør, bestyrer af en lotterikollektion, hvor der sælges lodsedler og evt. udbetales gevinster. Præciosa pretiosa, kostbarheder, værdifulde smykker. Datum indgravet dato indgraveret. Velin-Papir et fint, glat, pergamentagtigt papir, der anvendtes til fornemt brevpapir og eksklusive bogtryk. Brillanter à 2 Karat Brillanter er diamanter, som er slebet runde med 57 el. 58 facetter og med særligt henblik på lysvirkningen (brillansen). Karat er en vægtenhed brugt ved vejning af guld og ædelstene; den varierede fra land til land indtil 1907. Vægtenheden varierede også afhængigt af, om der skulle vejes guld el. ædelstene. I Danmark, o. 1845, og ved vejning af ædelstene, var 1 karat = 4 gran = 1/15 qvintin = 1/60 lod = 1/1920 pund = 0,2604 gram. Brillantens værdi er også afhængig af andre faktorer end vægt, nemlig farve, klarhed og brillans, men alt andet lige er en brillant a 2 karat både sjælden og meget værdifuld. en i (...) Sommeren 44 fundet Æske Eftersom det tidligere blev nævnt, at udflugten på Søborg Sø foregik »ifjor Sommer« (), tidsfæstes skrivetidspunktet for fremlysningen hermed til 1845. Det rimer dog meget dårligt med, at Hilarius Bogbinder, der skal forestille at udgive »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« sammen med de øvrige, hos ham glemte manuskripter, daterer sin fortale »i Januar 1845« (). I kladden såvel som i renskriften står »en i (...) Sommeren 43 fundet Æske« (jf. Pap. V B 143,4). Se tekstredegørelsen, s. 84f. den Reitzelske Boglade københavnsk boghandel, grundlagt 1819 af C.A. Reitzel (1789-1853), der tillige drev forlagsvirksomhed. I perioden 1827-53 havde boghandelen til huse i Store Købmagergade (se kort 2, C3), nuv. nr. 44. Efterhånden blev Reitzel også forlægger for tidens førende forfattere, og 1829 blev han udnævnt til universitetsboghandler. En række af SKs pseudonyme skrifter, herunder SLV, blev udgivet med Reitzels boghandel som kommissionær (se tekstredegørelsen, s. 86-88). C.A. Reitzels Boghandel og Forlag har i dag til huse i Nørregade 20. Hr. Cand. Bonfils har udgivet en Tabel Der er sandsynligvis tale om cand.phil. Carl Joseph Julius Bonfils (1814-?), som blev dimitteret fra Borgerdydsskolen i København i 1833, tre år efter SK. Bonfils var i en årrække (i hvert fald 1841-44) lærer ved Borgerdydsskolen i Regning og Matematik; siden blev han kontorchef og bogholder i bestyrelsen for 'De militaire Underklassers Pensionering og Invalideforsørgelse'. Jf. Holger Lund Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn 1787-1887, Kbh. 1887, s. 290. Det har imidlertid ikke været muligt at opspore den nævnte tabel, hverken i forfatterleksika el. i de trykte skoleprogrammer for Borgerdydsskolen. Aar 1751 ... da Gregr. Rothfischer gik over til den lutherske Kirke Franz Ignatius Rothfischer (1721-55), der ved sin indtræden i Benediktinerordenen i 1739 antog fornavnet Gregorius, var ty. teolog og filosof; fra 1743 præst i Regensburg, fra 1745 teologisk professor sammesteds. Som den første blandt de rom.-katolske tænkere byggede han sin teologi på den ty. oplysningsfilosof Christian Wolffs system. Hans studier førte dog til stigende tvivl om den katolske kirkelæres sandhed, og i nov. 1751 konverterede han i Leipzig til protestantismen. Ved samme lejlighed aflagde han fornavnet Gregorius til fordel for sit fødenavn Franz. Hans trosskifte vakte stor opmærksomhed og gjorde hans navn vidt bekendt i samtiden. Den, som med eet dybtsindigt Øie kyklopisk ... i Verdenshistoriens Gang Der hentydes til N.F.S. Grundtvig (), som i årene 1812-17 udsendte tre verdenskrøniker, hvori han fortolkede historien ud fra et stærkt bibelkristent grundsyn. If. dette havde historien sit midtpunkt i Kristus, ligesom folkeslagenes op- og nedgangstider var bestemt af deres tro på Gud. I Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det lutherske Tidsrum, Kbh. 1817, ktl. 1970, hedder det om selve anskuelsesmåden, at den magtesløse, skyggeagtige historiebetragtning, som knytter sig til hukommelsen og kun løseligt sammenknytter fortidens hændelser, »den har i Kirken paa underfuld Maade opnaaet en Klarhed, hvori den forvandles til Beskuelse, og med dette nyskabde, poetiserende Øie skue vi Skyggen af Menneske-Slægten i sin gaadefulde Udvikling, kan med Øiet følge den fra Guld-Alderens Glands til vor Jern-Tids Mulm« (osv., s. 601). Senere tales igen om anskuelsesmåden, idet hele verdenshistorien, kunsten og filosofien opfattes som én sammenhæng, der er inspireret af Guds ord (s. 662). Og videre: »Den levende historiske Anskuelse, som vi med et Ord kan kalde Mindeblik, bestaaer da deri, at vi betragte hele Slægten som eet Menneske, hvis Liv vi ere kaldte til at fortsætte, og hvis Kraft vi i Kjærlighed tilegne os, levende og virkelig bliver Anskuelsen, kun for saavidt vi hjertelig troe paa dens Sandhed, men Skyggen af den kan fremkomme uden synderlig Troe, naar Fornuften bliver sig aandig bevidst, og borger derved sig selv for Forestillingens Rigtighed« (s. 664). – kyklopisk: enøjet og grov, efter de enøjede kæmpevæsener i gr. mytologi. Syvaarskrigen europæisk storkrig 1756-63, som påbegyndtes af kong Frederik II (den Store) af Preussen. Krigen blev ført af Preussen og England mod Frankrig, Østrig, Rusland, Spanien, Sverige og flere ty. stater. Ved fredsslutningen i Paris stod Preussen og England som krigens vindere. mir nichts og Dir nichts ty. talemåde: 'mir nichts, dir nichts'; uden videre. vor Tid, hvor selv Poesien ... ville virke som Virkelighed I da. litteratur gjorde sig o. 1825 en bevægelse gældende bort fra de romantiske drømme og ind i 'det virkelige liv'. Denne såkaldt poetiske realisme orienterede sig mod det nationale el. lokale, dog uden at miste sansen for det typiske. Eksponenter for bevægelsen var Steen Steensen Blicher, Poul Martin Møller og de pseudonyme 'Hverdagshistorier' (skrevet af Thomasine Gyllembourg ()). Tendensen videreførtes og forstærkedes i den realistiske del af 1830'ernes (romantismens) litteratur, som både blev mere moderne i sit emnevalg og mere individualiserende, mere bevidst om den karakteristiske detaljes betydning. Som eksempel kan nævnes Carl Baggers roman Min Broders Levnet, der i 1835 blev udgivet under pseudonymet Johannes Harring; den rummer krasse beskrivelser af livet på samfundets skyggeside, tegnet efter levende forbilleder, og formelt foregiver den at være Harrings afbrudte selvbiografi. Den rige Bonde i Norge ... Tusinde mere, han erhverver Kilden er sandsynligvis fortællingen »Professor Chabois (En Erindring fra de skandinaviske Alper)« af den da. forfatter Hans Peter Chr. Hansen (f. 1817), der i nogen tid var bosat i Norge. Fortællingen blev opr. trykt anonymt i tidsskriftet Portefeuillen, udg. af Georg Carstensen, bd. 4, Kbh. 1839, s. 187-211, siden i samlingen Blyantsskizzer, Kbh. 1842, under pseudonymet Chr. Comet. Fortællingen foregår i Norge, i den sydlige del af Romsdals amt, i 1794. Den rige gårdmand Hans Rustad udtaler, at han kun vil have sin datter Gurri gift med en holden mand: »Lige maa søge Lige, og jeg vil ikke see Rustadgaarden med sine sex blanke Kobberkjedler i en fattig Mands Vold«. En fodnote forklarer: »For hvert tusinde Rigsdaler, som den norske Bonde har paa Rente, ophænger han en blank Kobberkjedel i sin Storstue« (s. 23 i bogudg., sp. 201 i tidsskriftudg.). Den nævnte skik har ikke kunnet bekræftes fra norsk side, så SK har givetvis sin oplysning fra Chr. Comets fortælling. Periissem nisi periissem lat. »Jeg ville være gået til grunde [i højere, evig forstand], hvis ikke jeg var gået til grunde [i menneskelig, jordisk forstand]«. Udtrykket bruges af J.G. Hamann () i et brev af 2. maj 1764 til Johannes G. Lindner: »Periissem, nisi perissem, hoffe ich auch noch einmal sagen zu können«, Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. 224. I samme bind, s. 151, bringer Hamann udtalelsen i formen: »Nisi periissemus, periissemus« og tilskriver den en græker. Det drejer sig om den athenske statsmand Themistokles (død o. 460 f.Kr.), der if. Plutark skal have sagt noget sådant efter at være blevet fordrevet fra Athen og have opnået stor anseelse som perserkongens vasal. Jf. biografien »Themistokles«, kap. 29, 7, i Vitae parallelae. Stephan Tetens oversætter frit: »Imidlertid skal dog Themistokles selv, medens han endnu var i sin fulde Anseelse og saae sig æret af alle, engang have sagt til sine Børn, just som man fremsatte et prægtigt Taffel for ham: 'Børn! vare vi ikke allerede ulykkelige, saa blive vi det nu'«, Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 61. phantastisk sværmerisk; overspændt. Misligheder betænkeligheder. trods Nogen så godt som nogen anden. Tartarer og Skyter barbariske folkeslag fra hhv. middelalderen og oldtiden. Tatarerne var den russiske betegnelse for mongolerne, en række nomadestammer, som i det 13. årh. forenedes under Djengis Kan og erobrede store områder fra Stillehavskysten til langt ind i Østeuropa. Skytherne var et oldtidsfolk, der levede i Skythien nord for Sortehavet, hvorfra de i det 7. årh. f.Kr. flere gange invaderede Lilleasien. I det 3. årh. f.Kr. fortrængtes skytherne fra deres bopladser og indgik efterhånden i andre folkeslag. Esplanaden var på SKs tid det flade, ubebyggede terræn mellem kastellet og byen (se kort 3, F3-G4). skuffende bedrageriske, illusoriske. ligesom Lokes Hustru at udtømme Bitterhedsskaalen I den nordiske mytologi blev Loke straffet for sin andel i drabet på guden Balder ved at blive bundet med sin søns tarme til tre flade klippestykker, hvorpå en giftslange blev hængt op over hans ansigt. Hans kone Sigyn sad hos ham og opfangede slangens dryppende gift i en skål, men når skålen var fuld, måtte hun rejse sig og tømme den, hvorved giftdråberne ramte Loke. Da våndede han sig og brølede af smerte, så jorden rystede. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte (), s. 300. arbeide en Anden flot trække en anden fri, som man trækker et grundstødt skib af grunden. Middelalderen tilstod Skolastikeren ... at begraves som Ridder En skolastiker var i middelalderen en filosof, der ud fra den aristoteliske filosofi søgte at bekræfte den kristne kirkes lærebygning. Han virkede typisk som universitetslærer, men en sådan ville aldrig blive begravet, som om han havde været ridder. Derimod kunne det ske, at lærde personer (fx den ital. digter og humanist Dante Alighieri, død 1321) fik fornemme gravsteder i middelalderens kirker; for så vidt kunne de komme på niveau med riddere. Muligvis er det dette sidste, der hentydes til. Abracadabra lat., fra aramaisk el. thrakisk, trylleformular fra senantikken, men af uvis oprindelse; vrøvl, opspind. Viig bort Du urene Aand hentydning, dels til Matt 4,10, hvor Jesus siger: »Vig bort, Satan!«, dels til Mark 5,8, hvor han uddriver en ond ånd med ordene: »far ud, du urene Aand, af dette Menneske« (NT-1819). Samvittighedsraad skriftefader. at docere Applicationen at belære om anvendelsen; at uddrage moralen af en fabel. Du er Morderen hentyder til en replik i 2 Sam 12,7: »Du er manden!« Således siger profeten Natan til kong David efter at have fortalt ham historien om en rig kvægavler, der ikke ville slagte et af sine egne dyr, da han fik gæster, men i stedet slagtede et lam, som tilhørte en fattig mand og var dennes eneste ejendom. Da kong David forarges over den rige mands opførsel og siger, at han fortjente døden, afslører Natan, at den rige mand er David selv; han har nemlig indirekte slået hititten Urias ihjel for at kunne gifte sig med dennes kone Batseba, skønt han i forvejen havde mange hustruer. siger Een til tilsiger én, dvs. beordrer én (til at møde i retten). Her er tale om døden. Gysen i min Sjel, fordi Døden gaaer over min Grav Talemåden 'Døden gik over min grav' bruges til at betegne en pludselig gysen uden ydre anledning; den er optegnet i Matthias Moths Ordbog () som »daglig Tale«. Jf. også C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 308. Den stille Fortvivlelse titlen på en fortælling, som SK påbegyndte i journalen JJ. Se tekstredegørelsen, s. 68. Da Swift var bleven en gammel Mand ... Daarekiste, han selv i sin Ungdom havde oprettet Jonathan Swift (1667-1745), eng. satirisk forfatter og anglikansk provst i Dublin. Bedst kendt er den misantropiske satire over menneskeheden Gulliver's Travels (egl. Travels into several Remote Nations of the World, by Lemuel Gulliver, 1726). Swift frygtede gennem mange år for at miste sin forstand; i 1717 el. 1718 sagde han, da han stirrede på et elmetræ, at som dette ville han dø først i toppen. I 1731 skrev han Verses on the Death of Dr. Swift (Vers ved dr. Swifts død, trykt 1739), hvori han bl.a. siger om den afdøde, at han gav sin smule formue til at opbygge et hus for gale. I 1733 udgav han A Serious and Useful Scheme, To make an Hospital for Incurables (En alvorlig og nyttig plan om at indrette et hospital for uhelbredelige), dvs. uforbedrelige tåber, kæltringe, rappenskralder, løgnere m.fl., og han udtalte sit håb om – som uhelbredelig skrivesyg – selv at måtte blive optaget deri. Swifts senere år var hærget af depressioner, som endte i sindssyge og fuldstændig sløvhed. Ved sin død testamenterede han en tredjedel af sin formue til oprettelse af et hospital for sindssyge i fødebyen Dublin. At han i sin ungdom skulle have oprettet et galehus, som han selv endte i, er dog en myte, der beror på en sammenblanding af ovenstående ingredienser. – SKs formulering rummer en parodi på Goethes motto for 2. del (6.-10. bog) af sin selvbiografi Dichtung und Wahrheit: »Was man in der Jugend wünscht, hat man im Alter die Fülle« (»Hvad man ønsker sig i ungdommen, har man som gammel i rigt mål«), jf. Goethe's Werke () bd. 25, 1829, s. 1. Her stod han ... ofte for et Speil Anekdoten om Swift foran spejlet kender SK fra J.G. Hamanns Wolken. Ein Nachspiel Sokratischer Denkwürdigkeiten (1761), jf. hans Schriften () bd. 2, 1821, s. 61f. (fodnoten): »wie der kindische Swift über den alten armen Mann die Achseln zuckte, den er im Spiegel sahe, und der nichts anders als sein eigener Schatten war« (»som Swift, da han var gået i barndom, trak på skuldrene ad den stakkels gamle mand, som han så i spejlet, og som ikke var andet end hans egen skygge«). forsøgtes blev prøvet. Kjærlighed opfinder Alt Udtrykket er dannet over ordsproget 'Kærlighed overvinder alt', som findes optegnet i Peder Syv Aldmindelige Danske Ordsproge () bd. 1, s. 219 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 4536), måske under indflydelse af ordsproget 'Kærligheden er opfindsom', jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 520 (nr. 4672). indtil Ligheden ingen Skuffelse var ham ordspil, der beror på, at 'skuffelse' dels kunne betyde en uopfyldt forventning (som her), dels en illusion, et bedrag (jf. udtrykket 'en skuffende lighed'). tentamen rigorosum lat. hård prøve, skarp eksamination. Leflen kurmageri, koketteri. kan opkomme i en Forelskets Hjerne allusion til 1 Kor 2,9 (). Vinken lokken. Øiets Lyst og Hjertets Begjering allusion til Ez 24,21, hvor profeten fortæller, at Gud har pålagt ham at sige til folket: »Dette siger Gud Herren: Jeg vil vanhellige min helligdom, jeres stolte styrke, jeres øjnes lyst, jeres hjertes længsel.« I sammenhængen er der tale om Jerusalems fald, som er blevet varslet ved profetens hustrus død. en Rune, som kunde skaffe mig hende I en række middelalderlige da. folkeviser optræder de oldnordiske skrifttegn, runerne, som et tryllemiddel. De kan 'kastes på' en kvinde og tvinge hende til at elske en mand, som hun ellers ikke bryder sig om. Det gælder fx »Ridderens runeslag« (DgF nr. 73) og »Ridder Stigs bryllup« (DgF nr. 76). Jf. også Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen () bd. 1, s. 253-309. Runernes magt er desuden temaet i Henrik Hertz' romantiske tragedie Svend Dyrings Huus, 1837 (). Ridder Stig skærer ved bordet runer i et æble og kaster det hemmeligt mod jomfru Regisse, som han elsker, men æblet tager forkert retning og havner i jomfru Ragnhilds skød. Ragnhild bliver herefter besat af lidenskab for ridder Stig og erotisk gådefuld for sig selv; hun ender med at tage sit liv. Sands fornuft. Tidens Fylde allusion til Gal 4,4, hvor Paulus skriver: »Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde«. Elskovens Silkesnor (...) som i Amerikanerens Ankertoug I J.W. Goethes roman Die Wahlverwandtschaften (), 2. del, kap. 2, fortælles om en særlig opfindelse af den engelske (ikke amerikanske) marine: I alt dens tovværk, fra det stærkeste til det svageste, er der indspundet en rød tråd, som ikke kan fjernes, uden at man opløser det hele. Tråden fungerer som et tegn på, at ethvert stykke af tovværket tilhører kronen. Goethe tilføjer, at et sådant bestemt hengivenhedsforhold går igennem Ottilies dagbog, hvis indhold derefter meddeles. Jf. Goethe's Werke () bd. 17, 1828, s. 212. conditio sine qua non lat. 'betingelse, uden hvilken ikke'; en ufravigelig betingelse. Tungsindets yderste Mørke allusion til Matt 8,12: »Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel« (NT-1819). Desuden til Matt 22,13 (). Bedested hvilested; rasteplads. her tiltog og forfremmedes ... Vext i Velbehagelighed Der alluderes til to steder hos Lukas; dels 2,40: »Men Barnet voxte, og blev stærk i Aanden, fuld med Viisdom; og Guds Naade var over ham« (NT-1819), dels 2,52: »Og Jesus forfremmedes i Viisdom, og Alder, og Naade hos Gud og Menneskene« (NT-1819). Jf. også 1 Sam 2,26. Kaffeen kaffen. Poit pøjt, egl. dårlig vin (fra det fr. landskab Poitou); skidt. hævner sig paa ham som paa Diogenes If. en anekdote i Diogenes Laertios' filosofihistorie, 6. bog, kap. 2, 41, stod den kyniske filosof Diogenes fra Sinope (o. 400-325 f.Kr.) og var gennemvåd, så de omkringværende følte medlidenhed med ham. Men Platon, der kom forbi, antydede Diogenes' forfængelighed ved at sige til folk, at hvis de virkelig ville have ondt af ham, skulle de gå væk. Jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 247. in casu lat. i dette tilfælde. den lærde Skole latinskolen, den højere skole, der forberedte til universitetet. Undervisningen i de klassiske sprog var dominerende i denne skoleform, der oprettedes ved reformationen. Terents Phormio den rom. digter Terents (egl. Publius Terentius Afer, o. 185-159 f.Kr.) skrev i alt seks komedier, heriblandt Phormio. Jf. Publius Terentius Afer Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil, overs. af Mathias Rathje, Kbh. 1797, ktl. 1295, 2. del, s. 105-210. Her fortælles der om Phædria ... at følge hende til og fra Skole Slaven Geta fortæller i 1. akt, 2. scene, til sin ven Davus, der ligeledes er slave, at hans herre Demiso er rejst bort samtidig med sin bror Kremes. Demiso har sønnen Antifo, og Kremes har sønnen Fædria. De to sønner er ved fædrenes bortrejse blevet overladt til ham, Geta, og han beretter nu, at Fædria straks er kommet i lag med en ung citarspillerske og blevet rasende forelsket i hende. Pigen er imidlertid slave og tilhører 'en nedrig ruffer', og da Kremes ved sin bortrejse har sørget for, at Fædria ikke råder over penge, som han kan betale hende med, har den unge mand ikke andre muligheder end at nyde hende med øjnene og følge efter hende, hvor hun går. Han har således fulgt hende til musikskolen og tilbage igen, og da Geta og Antifo ikke har haft andet at bestille, har de gjort ham selskab. Jf. Mathias Rathjes oversættelse, 2. del, s. 113-115. ex advorsum ei loco / Tonstrina ... dum inde rediret domum lat., næsten nøjagtigt citat fra Phormio, 1. akt, 2. scene, v. 38-40. Det hedder i P. Terentii Afri Comoediae sex, udg. af M.B.F. Schmieder og F. Schmieder, 2. udg., Halle 1819 [1794], ktl. 1291, s. 415: »exadversum ei loco / tonstrina erat quaedam, hic solebamus fere / plerumque eam opperiri, dum inde iret domum.« Det er Geta, der fortæller til Davus, jf. ovenfor. Mathias Rathje oversætter således: »Lige over for Musikskolen [egl. 'det sted'] var der en Barberstue; her biede vi sædvanlig efter hende, indtil hun gik hjæm igjæn«, Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil (), 2. del, s. 114f. hvorfor styrer dum her Conjunctiv Den lat. konjunktion 'dum' i betydningen 'indtil' forbindes med konjunktiv, når der antydes en hensigt. dummodo lat. når blot. Modus lat. måde. I grammatikken angiver verbets måde (fx indikativ el. konjunktiv) den talendes stemning el. stilling over for det udsagtes forhold til virkeligheden. Tonstrina lat. barberstue. Portechaisedrager person, der bærer en bærestol. Beleilighed lejlighed, anledning. saa er Loddet kastet allusion til de ord, som Cæsar skal have udtalt, da han i år 49 f.Kr. forlod sin provins Gallien og i spidsen for en hær overskred grænsefloden Rubicon i Norditalien for at gå mod Rom: »Jacta est alea« (lat. »Terningen er kastet«). Overgangen var et lovbrud og betegnede indledningen til den rom. borgerkrig. Ordene gengives bl.a. i Svetons biografi af Cæsar, kap. 32, i De vita Caesarum. Jf. Caji Svetonii Tranqvilii Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse () bd. 1, s. 31. Indsidder Ordet har flere betydninger, hvoraf følgende er relevante i sammenhængen: 1) beboer; 2) person, der altid er hjemme. Marthe, Marthe ... Eet er fornødent jf. Luk 10,41 (). Creti og Pleti alle slags folk, hvemsomhelst (). Duenna anstandsdame (af sp. 'dueña', dame). Potensation forøgelse af styrke; kraftanstrengelse. Kronprindsessegaden gade på den sydøstlige side af Rosenborg Have ('Kongens Have') (se kort 2-3, D-E3). Expectoration udgydelse, udøselse af sit hjerte. Natur-Bedragerier dvs. forførelse ved hjælp af naturen (her den glødende følelse) modsat ånden el. intellektet. I kladden findes modstillingen: »der var ikke Tid ell. Leilighed til noget Veltalenhedens eller Listens Bedrag, eller en glødende Følelses Natur-Bedragerier«. At bedrage kunne tidligere betyde at forføre el. forlede. undgaae, at vi ikke dvs. undgå, at vi ... eller: opnå, at vi ikke. Delibereren overvejelse, rådslagning. en Vægters, der raaber hvad Klokken er I København og de da. købstæder i øvrigt fandtes et korps af natvægtere, som skulle tænde gadelygterne, opretholde ro og orden, forhindre svineri i gaderne og alarmere ved ildebrand. Endvidere skulle de på deres runde i byen udråbe klokken og afsynge de forordnede (religiøse) vægtervers hver hele time. Vægterkorpset i København blev oprettet i 1683 og nedlagt i 1862, nogle år efter at gasbelysningen havde afløst de gamle tranlamper. Du senestærke, smidige Athlet ... forgjæves at løfte fra Jorden Her sammenblandes to mytologiske fortællinger: fra den gr. mytologi sagnet om kæmpen Antaios, der blev beskyttet af sin moder Gaia (Jorden) og var uovervindelig, så længe han berørte jorden; Herakles løftede ham dog op og klemte livet af ham (jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 1, s. 210f.). Fra den nord. mytologi sagnet om Thor, der på sin rejse gennem Jotunheim forsøgte at løfte en kat i vejret; jo mere han løftede, desto mere strakte katten sig, og det lykkedes ham kun at få den til at løfte det ene ben. Siden afslørede Udgårdsloke, at katten i virkeligheden var Midgårdsormen, og at Thor havde løftet den så højt, at dens hoved og hale næppe berørte jorden. Jf. J.B. Møinichen Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte (), s. 437f. Myten genfortælles også af Adam Oehlenschläger i »Thors Reise til Jotunheim« (4. sang, str. 43-56, og 5. sang, str. 30-32) i Nordiske Digte, Kbh. 1807, ktl. 1599, s. 89-93 og 113. som Hexens i Skoven var det for Rolands Svende hentyder til den ty. forfatter J.K.A. Musäus' eventyr »Rolands Knappen«, hvor tre svende falder i hænderne på en ældgammel heks, der tvinger dem til at tilbringe hver en nat med hende, før de får lov at drage videre; for hver elskovsnat forynges hun nemlig med 30 år. Jf. Musäus Volksmährchen der Deutschen () bd. 1, s. 155-220 (»Rolands Vaabendragere« i Musæus' Folkeæventyr, overs. af F. Schaldemose, bd. 1-3, Kbh. 1840; bd. 1, s. 108-160). en Apostel har sagt ... stat op, vær karsk! apostlen Peter, jf. ApG 3,6. Krisis krise, det afgørende vendepunkt i et sygdomsforløb. Estne adhuc sub judice lis lat. 'Er da sagen endnu for dommeren?', dvs. uafgjort. Variation af et citat fra Horats' Ars poetica, v. 78: »et adhuc sub iudice lis est«. Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 276. Jacob Baden oversæt- ter: »og endnu er Trætten ikke afgiort«, Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 457. lade undlade. jeg gik paa Fliserne og havde Fortougsret fortovsretten, som blev indført ved politiplakat i 1810, var en ret for den, der gik på fortovet og havde rendestenen på sin højre hånd, til at blive gående og lade de modgående vige for sig. Rendesteensbrættet På SKs tid fandtes ikke underjordiske kloakker, men et system af rendestene og grøfter, der skulle føre spildevandet ud i havnen. Rendestenene skulle være reglementeret overdækket af brædder. Hvo hvem (). den Rasende den vanvittige. Kaspar Hauser kunde føle Metal gjennem utallige Lag Tøi Kaspar Hauser (o. 1812-33) var et ty. hittebarn, der dukkede op i Nürnberg i 1828, ca. 16 år gammel. Han havde ingen kendte pårørende og havde angiveligt levet sit liv indespærret i mørke og ensomhed. Forskellige embedsmænd og pædagoger tog sig derefter af ham, indtil han døde ved et mystisk giftattentat. Kaspar Hausers gåde blev bl.a. behandlet i J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post nr. 65, 15. aug.; nr. 66, 18. aug.; nr. 70, 29. aug.; nr. 71, 5. sept. og nr. 73, 12. sept. 1828, samt nr. 89, 26. juli; nr. 90, 28. juli og nr. 91, 30. juli 1830. Den flyvende posts artikler gav flere eksempler på Hausers fintmærkende, nervøse sanseapparat, men nævnte ikke den her omtalte egenskab. Hausers metalfølsomhed omtales i Anselm Ritter von Feuerbach Kaspar Hauser. Beispiel eines Verbrechens am Seelenleben des Menschen, Ansbach 1832, s. 109-113. Apotheose ophøjelse til guddom; forherligelse. I det antikke Rom var det en fast tradition, at den afdøde kejser fik sin apoteose, dvs. blev erklæret for optaget blandt guderne, og hans genius blev dyrket. Også kejserinder fik apoteosen. beskikke sin Sjel til Taalmodighed berede, dvs. indrette el. forberede sin sjæl til tålmodighed. Hentyder muligvis til Luk 21,19, hvor Jesus siger: »Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Siele« (NT-1819). Luther oversætter udsagnet således: »Fasset eure Seelen mit Geduld« (»Befæst jeres sjæle med tålmodighed«), jf. Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Dr. Hüffel, Karlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3. Vendingen alluderer også til den ældre talemåde 'at beskikke sig til døden'. tage Sorgens Slør iføre sig slør som tegn på, at man bærer sorg. Vendingen alluderer til den talemåde 'at tage sløret', hvormed man betegner, at en kvinde går i kloster, bliver nonne. qvægsomt vederkvægende, forfriskende. Skriften siger, at der i Graven er ingen Erindring henvisning til Sl 6,6: »Thi der skeer ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?« (GT-1740). klagede Rachel, da Tvillingernes Strid begyndte i Modersliv Det var Isaks hustru Rebekka, der klagede, da tvillingerne Esau og Jakob begyndte at slås i hendes liv, jf. 1 Mos 25,22: »Hvis det skal være sådan, hvorfor er dette så sket mig?« mod Uveir forud for, før. Eros . Nattetanker hentydning til Edward Youngs digt af samme navn (). brugte de Militaire ... Træhesten Træhesten var et torturredskab bestående af en smal planke, der var sat på højkant og hvilede på to el. fire ben. Den, der skulle pines, blev anbragt overskrævs på planken og fik ofte bundet tunge genstande, fx brændestykker, til sine fødder for at tynge ham ned. Træhesten blev brugt som strafferedskab i militæret, men også af godsejere over for fæstebønderne, og gik først helt af brug i slutningen af det 18. årh. Tværdriver ; her: drivert. en passant fr. i forbigående. ad modum lat. ligesom; på denne måde. deres meget ærede Pronominet er tiltaleform (= Deres) (). styli novi lat. 'efter ny stil', dvs. efter den gregorianske kalenderreforms datering. Den julianske kalender, hvis regler om skudår med tiden havde forskubbet forårsjævndøgn og derved skabt vanskeligheder for beregningen af påsken, blev i 1582 revideret af pave Gregor XIII. Danmark gik imidlertid først over til den gregorianske kalender i år 1700, hvor man efter 18. feb. skrev 1. marts. føde Vind frembringe ingenting. Vendingen hentyder til Es 26,18: »Vi havde veer ligesom gravide, men vi fødte vind«. tantaliske lokkende Frugter . koge Suppe paa en Pølsepind talemåde, der betegner dét at lave en tynd suppe; billedligt: at frembringe noget ud fra næsten ingenting. En pølsepind var en lille træpind, der blev sat i enden af en stoppet pølse for at lukke af. Udtrykket har sin oprindelse i, at pølsepindene blev genbrugt og derfor blev renset ved kogning. Kraftsuppe kødsuppe, der indeholder megen kraft; bouillon. Ovennævnte talemåde lød oprindelig: 'at koge kraftsuppe på en pølsepind'. beregne regne med, tage højde for. 3 Instantser tre trin inden for domstolenes organisation, anden instans med højere myndighed end første og tredje med højeste. Siden 1771 var der dog kun to instanser i det københavnske retssystem. Første instans var Hof- og Stadsretten (fra 1805 Landsover- samt Hof- og Stadsretten, i 1919 ændret til hhv. Landsretten og Københavns byret), anden instans var Højesteret. For det øvrige Sjælland var der tre instanser, idet de lokale By- og Herredsretter eller Birkeretter fungerede som første instans med Landsover- samt Hof- og Stadsretten som anden instans og Højesteret som tredje. Aktor og Defensor anklager og forsvarer. Harlekin og Pierrot figurer i det ital. commedia dell'arte-teater fra renæssancen, der i Danmark levede videre i familien Casortis optrædener 1800-02 på Dyrehavsbakken (), siden i det af Giuseppe Casorti ledede teater på Vesterbro og fra 1843 i Pantomimeteatret i Tivoli. Harlekin er en komisk tjenerfigur i et mangefarvet, gerne rudemønstret trikot; han er fuld af mekaniske tricks og elsker Columbine. Pierrot er også en tjenerfigur, men dum; han optræder i hvid klovnedragt med hvidsminket ansigt og rød mund. Jeronymus eller Cassander Cassander (opr. Pantaleone) er en figur i commedia dell'arte-traditionen (se forrige kommentar); han er en ældre mand, far til Columbine og må i reglen affinde sig med at få Harlekin til svigersøn, skønt han er imod partiet. Jeronimus er en tilsvarende figur i Ludvig Holbergs komedier; en ældre, knarvorn herre, der sætter sig imod de unges kærlighed, men som gerne besejres, ofte fordi han bliver narret ved tjenerskabets hjælp. Vægterne (...) som paradere ved Executionen De københavnske vægtere () deltog som en art politikorps, dog under kommando af vægterløjtnanten, ved offentlige afstraffelser og henrettelser. De slog således kreds om skafottet på Amager Fælled, når en forbryder skulle henrettes, og om pælen på Amagertorv, når nogen skulle piskes, ligesom de dannede eskorte, når en misdæder skulle gå gennem byen med straffeinstrumentet 'den spanske kappe' (en trætønde med hul i bunden, som blev sat ned over den skyldiges overkrop). en theologisk Fremgangsmaade mod mig ... Er der intet Tredie? Hos Aristoteles () optræder teologien som 'den første filosofi' (jf. Begrebet Angest i SKS 4, 328,20f.), dvs. i den disciplin, der behandler de højeste principper. For 'den første filosofi' findes der ingen (direkte) beviser; her anvendes den indirekte fremgangsmåde. SK hentyder måske til denne indirekte, dialektiske metode, hvor den, der skal forsvare sin påstand, forelægges et spørgsmål, som formuleres på en sådan måde, at der kun findes svar, der udelukker hinanden og ethvert tredje derimellem. Dvs. A el. ikke A – eller som her: skurk el. ikke skurk, nar el. ikke nar. If. Aristoteles kan dette logiske princip om 'det udelukkede tredje', som anvendes inden for 'den første filosofi', dog ikke bruges, når det drejer sig om retfærdighed, hvor det afgørende netop er at finde 'et tredje' (midten) mellem to ekstremer, jf. Den nikomacheiske Etik, 2. bog, kap. 8 (1108b 11f.), og 5. bog, kap. 1 (1129a 1ff.), i Aristoteles graece () bd. 2, s. 1108 og s. 1129. I en optegnelse fra 1842-43 i en notesbog bemærker SK denne tvetydighed i 'den første filosofi': »snart er det en Ontologie, snart Theologie« (jf. Pap. IV C 45). Formentlig knytter SK udtrykket 'teologisk fremgangsmåde' til kravet om 'det udelukkede tredje' for at sætte det i modsætning til retfærdighedens sfære, hvor det if. Aristoteles ikke hører til. Shakspeare William Shakespeare, eng. digter (1564-1616), især kendt for sine 36 skuespil, bl.a. Romeo og Julie (), Hamlet (), Othello () og Macbeth (). Imogen i Cymbeline Cymbeline er en såkaldt tragisk komedie af Shakespeare; den foregår på Kristi tid. Titelpersonen er en af Englands sagnkonger, der med sin afdøde dronning har datteren Imogen, som er stykkets kvindelige hovedperson og usædvanligt sjælsstærk. Imogen, der er arving til Englands trone, er gift med Leonatus Posthumus, som på grund af usle hofintriger forvises fra England. I sit eksil forledes Leonatus til at indgå et væddemål med skurken Jachimo om Imogens troskab. Jachimo bedrager sig til falske beviser på, at Imogen har været sin mand utro, og Leonatus beordrer i sin fortvivlelse Imogen myrdet. Hun undgår dog mordforsøget og gemmer sig i skoven; hendes kærlighed til Leonatus er usvækket og uforandret. Forviklingerne løses, da Leonatus ved romerhærens invasion af England med held bekæmper den, hvorved han redder riget for kong Cymbeline. Falsch seinem Bett? ... erwachen gleich in Schreckensthränen? ty. »Ham utroe! hvad er det at være utroe? / At slumre vaagen, og at tænke paa ham; / at græde Natten hen; naar Søvn indtrænger, / da fare op i frygtfuld Drøm om ham, / og vaagen skrige sig?« Replik af Imogen i Cymbeline, 3. akt, 4. scene, netop som hun har læst et brev fra ægtemanden Leonatus, hvori han beskylder hende for at have været 'utro mod hans ægteseng'. SK citerer efter A.W. Schlegel og Ludwig Tiecks ty. oversættelse () bd. 12, 1840, s. 196. Oversættelsen til da. skyldes P.F. Wulff, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 9, 1825, s. 93. sensu eminenti lat. i højeste forstand, i særlig grad. Heißt das nun falsch seyn seinem Bette? heißt es? ty. »er det Utroskab / er det?« Fortsættelsen af Imogens ovenfor citerede replik (). Oversættelsen til da. skyldes P.F. Wulff. der Männer Schwüre sind der Frauen Verräther ty. »vort Kiøns [egl. Kvindernes] Forræder Mandens Løfte er!« Replik af Imogen lidt senere i samme akt og scene (). Hun tror, at Leonatus' ønske om at se hende død skyldes en ital. dulle, som har fordrejet hovedet på ham. Oversættelsen til da. skyldes P.F. Wulff. hun ikke kan aflægge Ed eller sværge På SKs tid gjaldt ingen særlige regler, der indskrænkede en kvindes ret til at aflægge ed, når hun var vidne el. part i en retssag. Noget andet var, at hun på grund af reglerne om kvinders habilitet kun kunne møde som part i ret få sager, fordi hendes formue bestyredes af manden (). Mon Socrates vilde ... at elske de Stygge Der sigtes til et replikskifte i Xenofons Memorabilia (), 2. bog, kap. 6, 32. Sokrates () belærer sin elev Kritobulos om, hvordan man vinder venner, og råder ham i den forbindelse fra at kysse de smukke ynglinge. De vil nemlig ikke finde sig i den slags kærtegn; de grimme derimod tager med fornøjelse imod kys, for de tror, at man er forelsket i deres sjæl. Jf. Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af Jens Bloch, Kbh. 1792, s. 181f. det Lige elsker dog kun det Lige Vendingen forekommer i flere varianter, men er her nærmest beslægtet med ordsproget »Lige søger Lige«, jf. N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 62 (nr. 1630). har Lønnen borte . Selv-Anden sammen med en anden. examen artium lat. studentereksamen. læst udenom læst el. opgivet mere til eksamen, end der forlangtes. gik reject dumpede. Østergadens simplere Amateurer de unge mænd, som flanerer og fusker i forførelsens kunst på Østergade, dvs. den fine ende af 'Strøget' i København (). men hvad siger ikke Aristoteles I Analytica priora, 2. bog, kap. 4 (56b 4 - 57b 17), påviser Aristoteles (), at selv om præmisserne i en syllogisme (dvs. en logisk følgeslutning) er helt eller delvist urigtige, kan konklusionen godt være rigtig. Jf. Aristoteles graece () bd. 1, s. 56-57. delibererende overvejende, rådslående. Der var i Oldtiden ... Tilværelsens Princip var en Hvirvel Blandt de gr. naturfilosoffer i det 5. årh. f.Kr. var det almindeligt antaget, at princippet i kosmos var en hvirvelbevægelse, der i analogi med hvirvelstrømme el. hvirvelvinde lod det tunge stof søge ind mod centrum (jorden) og det lette bort fra centrum. Blandt teoriens repræsentanter var Anaxagoras (o. 500-428), Empedokles (o. 490 - o. 440), Leukippos og Demokrit fra Abdera (o. 460 - o. 370). Digteren Aristofanes gør nar ad denne teori i komedien Skyerne, hvor han lader Sokrates hævde, at den øverste gud ikke er Zeus, men 'Luftens Hvirvel' (1. akt, 6. scene, v. 380). Jf. Aristophanes's Komedier, overs. af J. Krag (), s. 168. Hvo hvem (). Ergo lat. altså () Tommeskruer el. tommelskruer, torturinstrument til at knuse el. forvride tommelfingrene med. Potensation forøgelse af styrke; højere form. ikke raadført mig med Kjød og Blod hentydning til Gal 1,15-16, hvor Paulus skriver: »Da Gud (...) besluttede at åbenbare sin søn for mig, at jeg skulle forkynde evangeliet om ham, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod«. Intermediairt mellemliggende, det som befinder sig imellem to el. flere genstande, her mellem sjælen og Gud el. ideen. Poenitentse pønitense, bod (som udtryk for anger). blive da og også. per tot discrimina lat. »gennem så mange farer«. Citat fra Vergil Æneiden, 1. bog, v. 204. Jf. Virgils Æneide () bd. 1, s. 15: »giennem mange Hændelser«. Romeo og Julie . holde ud med mig ... tryggere Liv i Ægypten hentydning til 2 Mos 16,3, hvor der fortælles om israelitternes vandring i ørkenen, efter at Gud har ført dem bort fra slavetilværelsen i Egypten. Folket giver ondt af sig over for Moses og Aron og siger: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« skuffende bedragerisk, illusorisk. finder vel min dvs. min lykke. værger sig ved sammenblanding af talemåderne 'værge sig mod (el. for)', dvs. gøre modstand imod, og 'vægre sig ved', dvs. være utilbøjelig til. et Menneskeliv, det er som Hø, visnet imorgen hentydning til Es 40,6-7: »alt Kiød er Høe, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken, Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar HERRENS Aand blæser derpaa« (GT-1740). Jf. også Sl 90,5-6 og 1 Pet 1,24. overgaaer al Forstand hentydning til Fil 4,7, hvor Paulus taler om »Guds fred, som overgår al forstand«. Zu Bett ... muß auch zu Bett ty. »I seng, i seng, hvem der har en kæreste / Hvem der ingen har, må også i seng«. Variation af den lille sang »Zu Bett«, som findes i tillægget »Kinderlieder« til Arnim og Brentanos Des Knaben Wunderhorn. Originalen lyder: »Zu Bett, zu Bett, / Die ein Kindle hätt, / Die keines hätt, / Muß auch zu Bett.« Jf. Des Knaben Wunderhorn. Alte deutsche Lieder (), s. 834. Gud skabte Mennesket ... til Gjengjeld danner Mennesket Gud i sit forvansket gengivelse af en berømt sentens af den ty. filosof G.C. Lichtenberg, der ikke siger 'til gengæld', men 'det betyder formodentlig'. På originalsproget: »Gott schuf den Menschen nach seinem Bilde, das heißt vermutlich, der Mensch schuf Gott nach dem seinigen.« Sentensen findes i »Bemerkungen vermischten Inhalts«, afsnit 1: »Philosophische Bemerkungen« i G.C. Lichtenbergs vermischte Schriften () bd. 1, s. 162. de hellige Bøger af det gamle Testamente de kanoniske bøger, dvs. de 39 af GTs bøger, som alle kristne kirker og trossamfund betragter som medhørende til Den hellige Skrift. Modsætningen er GTs apokryfiske bøger, som dog ikke er en afgrænset skriftgruppe i den kirkelige tradition; deres antal (fra 10 til 15) såvel som deres kanoniske status varierer fra kirkesamfund til kirkesamfund. De lutherske kirker regner med 11 apokryfer. Da Luther oversatte Bibelen til tysk, medtog han de 10 apokryfer, som i den katolske bibel, Vulgata, står spredt mellem de øvrige bøger i GT, og tilføjede Manasses Bøn fra Vulgatas tillæg, men samlede dem i en særlig afdeling mellem GT og NT. Han karakteriserede dem som: »Bøger, der ikke kan regnes for ligestillet med Den hellige Skrifts kanoniske bøger, men dog er gode og nyttige at læse.« et strængt Opbyggelsesskrift fra den ældre Lutherdom Muligvis sigtes der til den ty. teolog Johann Arndts Vier Bücher vom wahren Christenthum, der udkom o. 1605-10 og første gang blev oversat til da. i 1690. Arndt var en forløber for pietismen og lagde stor vægt på, at troen var tilegnet med hjertet, således at kristendommens lære førtes ud i dagens gerninger. Hans skrift forbinder en ortodoks, protestantisk bodsfromhed med middelalderlig mystik. SK ejede skriftet i en senere ty. udg. trykt i Tübingen u.å. [1777], ktl. 276, og i en da.-no. oversættelse trykt i Kristiania (Oslo) 1829, ktl. 277. Speculanter grublere (). beundrede Digtere, hvis Yttringer ... man opfanger og udgiver Der sigtes formodentlig til J.P. Eckermanns Gespräche mit Goethe (). Det har dog ikke dér været muligt at identificere nogen ytring, som svarer til den her gengivne påstand om, at Djævelen aldrig åbenbarer sig helt. en Tilbedelsens Gjenstand som Dalai Lamas Udtømmelser Dalai Lama er navnet på en tibetansk, buddhistisk leder og overhoved for gelugpa-sekten; han anses for at være en reinkarnation i ubrudt linie af bodhisattvaen Avalokiteshvara, der symboliserer medfølelse. Reinkarnationerne begyndte i det 14. årh., og fra 1642 til 1959 var Dalai Lama det verdslige og religiøse overhoved for Tibet. En bodhisattva er en kommende Buddha, der har udskudt sin egen indgåen i Nirvana for at hjælpe sine medskabninger ud af genfødslernes strøm; han har guddommelig status. Som bodhisattvaens reinkarnation betragtes Dalai Lama som meget hellig, og alt, hvad der har været i berøring med ham, anses for at bære hans velsignelse. Dalai Lamas urin og ekskrementer ('Udtømmelser') spillede en vigtig rolle i tibetansk medicin; hans ekskrementer blev således rullet til pilleform. Endnu i 1954, da den nuværende Dalai Lama besøgte Peking, rapporteredes det, at han defækerede i en forgyldt beholder, hvorfra ekskrementerne blev sendt hjem til Tibet og forfærdiget til medicin. det gamle Testamente ... Klogskab, som dog ansees Gud velbehagelig Fra den historiske litteratur kan nævnes Josef (1 Mos 37-50) og Salomon (1 Kong 1-11), der begge skildres som vise og kloge. Fra visdomslitteraturen kan nævnes Ordsp 8 (især v. 34-36). Fra den apokryfe Siraks Bog kan nævnes 14,20-15,10; 19,18. Christus ... dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen af hentydning til Joh 16,4, hvor Jesus efter at have forudsagt, at man engang skal forfølge hans disciple, siger: »Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« han har Mere at sige dem ... ikke bære det hentydning til Joh 16,12, hvor Jesus siger til disciplene: »Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.« teleologisk Suspension af det ethiske Forhold ophævelse af den etiske forpligtelse under hensyntagen til formålet. Jf. Frygt og Bæven i SKS 4, 148-159. som Gjenstand for digterisk Behandling ... stor ved sin Indesluttethed Der sigtes formentlig til titelpersonen i Shakespeares tragedie Hamlet, Prince of Denmark. Hamlet, der vender hjem til det da. hof for at deltage i begravelsen af sin far, den tidligere konge, kommer under vejr med, at denne er blevet snigmyrdet af sin bror Claudius, som nu sidder på tronen. Hamlet erfarer desuden, at hans mor Gertrude, der netop har giftet sig med Claudius, allerede havde et forhold til ham, før han begik sin forbrydelse. Disse grufulde hemmeligheder, som Hamlet ikke kan dele med nogen, hindrer ham også i at hengive sig til Ophelia, som han elsker, og som elsker ham. Han skjuler sin viden og sit tungsind bag et dobbeltspil, som gør ham til en gåde for omgivelserne og undertiden også for ham selv, mens han venter på en lejlighed til at hævne mordet på faderen. Jf. »Et Sideblik til Shakspeares Hamlet« i Frater Taciturnus' skrivelse til læseren, SKS 6, 417-419. Verdenshistoriens Gang, hvilken jo Speculationen skal reconstruere Med 'Speculationen' hentydes her til den hegelske historiefilosofi, som den fremlægges i Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (udg. af E. Gans, 1837). Her udlægges el. 'rekonstrueres' verdenshistorien som menneskehedens vandring frem mod friheden. Hegel selv taler om en filosofisk historieskrivning, hvor det filosofiske består i, at filosofien leverer »der einfache Gedanke der Vernunft, daß die Vernunft die Welt beherrsche, daß es also auch in der Weltgeschichte vernünftig zugegangen sey« (»den simple fornuft-tanke, at fornuften behersker verden, og at det altså også er gået fornuftigt til i verdenshistorien«). Hegel's Werke () bd. 9, 1840 [= 2. udg. ved K. Hegel], s. 12 (Jub. bd. 11, s. 34). den Pligt at tale Sandhed allusion til Ef 4,25, hvor Paulus skriver: »Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer.« en Pligt, som byder at bruge sin Klogskab Der hentydes muligvis til Ef 5,15-17, hvor Paulus skriver: »Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.« Med udgangspunkt i denne tekst, som indgår i epistlen til 20. søndag efter trinitatis, har biskop J.P. Mynster offentliggjort en prædiken om »Den rette Klogskab«, jf. Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. oplag, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230; bd. 2, s. 312-324. eo ipso lat. netop derved. i eminent Forstand i ordets ophøjede betydning. Systemets Kaper-Riigdom Med 'systemet' hentydes formentlig til den hegelske filosofi (). Kapervæsenet var et statsautoriseret sørøveri, som udfoldede sig i de da. farvande under krigen mod England og Sverige 1807-14 (); det skabte en række hurtige formuer blandt de redere, som bedrev det, men de fleste forsvandt lige så hurtigt igen ved kaperkrigens ophør. Bettelstaven tiggerstaven. construere et System uden at tage Ethiken ind deri Her gengives en i samtiden almindelig indvending mod Hegels () filosofi: at den ikke rummer nogen etik. Indvendingen går ud på, at den absolutte ånd for Hegel manifesterer sig i staten, hvorfor der i princippet ikke er nogen forskel mellem statens anordninger og det højeste moralprincip, af andre opfattet som Guds vilje. Indvendingen gengives (og imødegås) i H.L. Martensen Grundrids til Moralphilosophiens System, Kbh. 1841, ktl. 650, s. VIf.: »Det kan imidlertid synes mærkeligt, at Hegel ikke har givet sin Samtid en gjennemført Ethik, som han har givet den en gjennemført Æsthetik og Religionsphilosophie. (...) At Hegel ikke har givet en omfattende Ethik, kan kun have sin Grund deri, at han, der var kaldet til at fortrænge de eensidige Subjectivitetssystemer og dermed ogsaa den indholdsløse Moral, nærmest maatte fordybe sig i den theoretiske Erkjendelse af Objectiviteten, af Statens og Religionens, Videnskabens og Kunstens historisk afsluttede Former, og nødvendigviis maatte lægge Eftertrykket paa den Sætning, at 'det Virkelige er det Fornuftige'«. det ene Fornødne . Du Alvidende dvs. Gud, jf. Balles Lærebog (), kap. 1, afsnit 3, § 4: »Gud er alvidende, og kiender paa eengang, hvadsomhelst der er skeet, eller nu skeer, eller skal skee i al Eftertiden. Vore hemmeligste Tanker ere ikke skiulte for ham« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 13f.). udslet mig af de Levendes Tal allusion til Sl 52,7: »Dog, Gud skal ødelægge dig for evigt, / han skal rive dig ud af dit telt, / rykke dig op med rode fra de levendes land.« bliver der ingen Conclusion af kommer der ingen konklusion ud af det. En Spedalsks Selvbetragtning titlen på en fortælling, som SK påbegyndte i journalen JJ. Se tekstredegørelsen, s. 70. Simon leprosus Simon den Spedalske (lepra er gr. for spedalskhed) var en person, som Jesus besøgte, da han var i Betania, jf. Matt 26,6. Han må have været en tidligere spedalsk, der var blevet helbredt, da han ellers ikke ville befinde sig blandt andre mennesker i byen. Det var, mens Jesus sad til bords i Simon den Spedalskes hus, at en kvinde til disciplenes forargelse kom og salvede ham med en kostbar salve. I øvrigt ved man ikke med sikkerhed mere om denne Simon; SK har blot lånt navnet. flygt ud mellem Gravene hentydning til Mark 5,2-6, hvor Jesus møder en mand, der er besat af en uren ånd og lever i gravhulerne. det er ikke et Menneske godt at være uden Selskab jf. 1 Mos 2,18, hvor Gud efter at have skabt Adam siger: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« det Lige, som jeg skal søge allusion til ordsproget »Lige søger Lige« (). Manasse navnet kendes fra GT, hvor det dels betegner Josefs førstefødte søn, der blev optaget blandt Jakobs sønner og dermed stamfader til en af Israels tolv stammer, jf. 1 Mos 41,51; dels den afgudsdyrkende konge over Juda rige 696-642 f.Kr., jf. 2 Kong 21,1-18. Præsten maa erklære os sunde I 3 Mos 13-14 giver Gud Moses og Aron detaljerede anvisninger på, hvordan spedalskhed kan diagnosticeres, og omfattende direktiver for, hvordan man skal behandle den person, der mistænkes for at bære sygdommen. Det bestemmes her, at præsterne skal syne den mistænkte og erklære ham for uren el. ren. Desuden gives der direktiver for, hvordan en spedalsk, som er blevet helbredt, skal gennemgå et renselsesritual under præstens ledelse. Også i Luk 17,14, hvor Jesus helbreder ti spedalske, får de besked på at gå hen og lade sig syne af præsterne (). Fader Abrahams Gud Abraham er det israelitiske folks stamfader gennem sin søn Isak og sønnesønnen Jakob; han er den første af disse tre patriarker. Gud indgår en pagt med Abraham, som bl.a. indeholder et løfte om, at hans afkom skal blive talrigt som stjernerne og have Kana'ans land til ejendom, 1 Mos 15 og 17. Herefter er det en alm. formel i GT, at Gud kaldes Abrahams Gud (fx 1 Mos 26,24), jævnligt også Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (fx 2 Mos 3,6). da vaagner jeg i Dit Skjød hentydning til Luk 16,19-31, hvor Jesus fortæller lignelsen om den fattige mand Lazarus, som i levende live lå foran den rige mands port, hvor hundene kom og slikkede hans sår. Men da han var død, blev han af englene båret hen i Abrahams skød, hvor han trøstedes – modsat den rige mand, der kom i dødsriget, hvor han pintes. Isaak og Jakob Abrahams søn og sønnesøn (). I frygte ikke at sidde tilbords hentydning til Matt 8,11, hvor en høvedsmand i Kapernaum erklærer sin tro på, at Jesus kan gøre hans tjener rask blot med et ord, og Jesus siger: »Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget«. Aagrerens ågerkarlen, måske blot: pengeudlåneren. I Israel var det forbudt at yde en landsmand lån imod renter, så det nedsættende ord 'åger' blev brugt om renter i almindelighed, uanset deres størrelse. drive og også. for godt Kjøb til en billig pris. en Skjærv, naar de selv have Overflod allusion til Mark 12,41-44, hvor der fortælles om den fattige enkes skærv: »Og Jesus satte sig lige over for Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi. Og en fattig Enke kom og lagde to Skierve udi, som er en Hviid [øre]. Og han kaldte sine Disciple til sig, og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at denne fattige Enke har lagt mere deri, end alle de, som lagde i Kisten. Thi de lagde Alle af deres Overflod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom« (NT-1819). (.) Most og Korn i Overflod og lykkelige Tider allusion til 1 Mos 27,28, hvor Isak velsigner sin søn Jakob (i den tro, at han er Esau) med ordene: »Gud give dig himlens dug og jordens frugtbarhed, korn og vin i overflod« (GT-1740 har: »og meget Korn og Most«). byg Laderne større allusion til lignelsen om den rige bonde i Luk 12,16-21. Den rige mands mark havde båret så godt, at han ikke havde plads til sin høst; derfor besluttede han at rive sine lader ned og bygge dem større. Derefter ville han sige til sin sjæl: Nu har du nok til mange år, slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men i den samme nat krævede Gud hans sjæl af ham. Dit Eiendoms Folk allusion til 5 Mos 7,6, hvor det siges til israelitterne: »HERREN din Gud; haver udvalt dig, at være ham til et Eyedoms Folk, frem for alle Folk, som ere paa Jordens Kreds« (GT-1740). Jf. også Tit 2,14 og 1 Pet 2,9. Hver Gang der ... prædikes om de 10 Spedalske Teksten til 14. søndag efter trinitatis, Luk 17,11-19, handler om Jesus, der helbreder ti spedalske mænd. De beder ham på afstand om at forbarme sig over dem, og han siger til dem: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« (). De adlyder og bliver renset for sygdommen, mens de går derhen; men kun én af de ti vender tilbage og takker Jesus for, hvad han har gjort. naar der er Typhus Tyfus var tidligere en samlet betegnelse for flere febersygdomme. I 1840'erne blev København næsten hvert år hjemsøgt af tyfussygdomme, og i årene 1845-49 skyldtes 13,6 procent af alle dødsfald i byen epidemiske sygdomme, særlig tyfus. Den egentlige tyfus (lat. Typhus abdominalis) er en infektionssygdom, der skyldes tyfusbacillen (først påvist i 1882). Den smitter gennem næringsmidler, især mælk og drikkevand. Symptomerne er til en begyndelse høj feber, stærk hovedpine, ryg- og lemmesmerter og appetitløshed. Senere følger sløvhed, diarré, pletter på huden, vildelser og afmagring. Sygdommen aftager i løbet af fjerde uge, men i alt kan den vare et par måneder. Dødeligheden var ved begyndelsen af det 20. årh. o. 10 procent, i forbindelse med enkelte epidemier dog langt større. Ligeligheds-Princip det princip, der stiller menneskene lige. Naar Hvalen er saaret ... udsprøiter Blodstraaler Når en hvals indre organer er blevet såret af en harpun, optræder der blod i lungerne og dermed i udåndingsluften, som slippes ud gennem åndehullet på oversiden af hovedet. Udåndingsluften blev tidligere opfattet som en vandstråle. Samtidig søger hvalen at undslippe sine fjender ved at dykke. Den store kaskelothval (lat. Physeter macrocephalus) dykker dybere end andre hvaler, ned til 3 km. saa død som en Sild talemåde, der betegner, at nogen er fuldstændig død; bl.a. optegnet i Matthias Moths ordbog (). Desuden i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 245. angivet af Præsten i Embedsprotokollen hentyder til den protokol, som præsten førte over sine konfirmanders standpunkt i forbindelse med overhøringen i katekismus. En sådan overhøring var en obligatorisk del af konfirmationen frem til 1906. »læse« fremsige sine udenad lærte kundskaber i kristendommen, fx Fadervor, trosbekendelsen, de ti bud og andre dele af katekismus. romantisk i den lille Tabel grebet el. bevæget i ringe grad, til husbehov. Den lille tabel betegner normalt multiplikationstabellen for tallene 1-10. valore intrinseco lat. 'efter indre værd'. Man skelnede mellem en mønts ydre værd (valor extrinsecus), som var fastsat af staten, og dens indre værd (valor intrinsecus), dvs. værdien af det metal, den indeholdt. en slet Daler en daler af slet, dvs. ringe værdi. Mens en rigsdaler var 6 mark værd, gik der på en sletdaler kun 4 mark. uden hvis Villie ikke en Spurv falder til Jorden hentydning til Matt 10,29, hvor Jesus siger: »Sælges ikke to Spurve for een Penning? og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders Villie« (NT-1819). 1000 Aar er for ham som een Dag hentydning til 2 Pet 3,8: »Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.« Jf. også Sl 90,4: »Tusind år er i dine øjne, / som dagen i går«. saa er 70 Aar netop 1 Time 56 Minutter og 3 Secunder Regnestykket stemmer ikke. Hvis 1000 år sættes til 1 døgn (= 1 dag) el. 86.400 sekunder, bliver ét år lig med 86,4 sekunder, og 70 år er da rettelig 1 time 40 minutter og 48 sekunder. Hvis man indregner skudår, forøges dette tal kun med 4 sekunder. Omsigt overskuende kløgt, forsigtighed. indtil den sidste Hviid allusion til Matt 5,26 (). Vedrørende møntenheden 'hvid', . Ethvert Menneske har jo Lov til at sværge ved Gud På SKs tid var følgende edsformular i brug i de da. retssale, jf. C.E. Hertz Bemærkninger til den første Bog af Kong Christian den Femtes danske Lov, Odense 1839, s. 226: »At jeg i nærværende Sag har vidnet Sandhed, og Intet fordulgt, hverken af Villie eller Venskab, for Gunst eller Gave, af Had eller Avind, af Frygt eller Fare, det bekræfter jeg herved, saasandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord.« Ved forordning af 25. juni 1842 fornyedes den formaning, som gik forud for edsaflæggelsen, og heri kom det bl.a. til at hedde: »Han [den sværgende] staaer for den alvidende Guds Aasyn, som seer i det Skiulte og betaler aabenbare, som lod Forbandelse udgaae, at den skal komme til Tyvens Huus og til dens Huus, som sværger falskeligen ved hans Navn. Han oprækker efter den gamle Vedtægt de trende Fingre paa hans høire Haand, at dette synlige Tegn skal minde ham om, at han kalder den treenige Gud til Vidne, og at, dersom han sværger falskeligen, har han frasagt sig Gud Faders Naade, Beskærmelse og Velsignelse; han har fornægtet Verdens Frelser, og kan ikke søge Tilflugt hos ham i Livets Angester eller paa Dommens Dag; han har tillukt Veien for Guds Aand, og opgivet al Trøst af Guds Ord i Livets og i Dødens Nød«. Pharisæeren i Evangeliet skildres som en Hykler hentydning til Luk 18,9-14, hvor Jesus fortæller lignelsen om tolderen og farisæeren, der går hen for at bede. Farisæerens bøn lyder: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.« betaler Tiende af Mynte og Kommen allusion til Matt 23,23, hvor Jesus siger: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab.« den Mand, der laae i Grøften og troede han reed Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. give den befalede Vægt dvs. udskænker det kvantum, som de er forpligtet til if. loven. I tidsrummet 1828 var Københavns magistrat landets øverste ansvarlige myndighed for mål og vægt og skulle sørge for, at de handlende kunne benytte præcise måleredskaber. Udtrykket alluderer måske til Sir 42,9: »Hvad du skal overantvorde, det giør med Tal og Vægt« (GT-1740; efter nyere tælling 42,7). Nytaar drikkepenge el. gratiale, som uddeles ved nytårstid. I 1840'erne slog den skik igennem, at de handlende i København 'gav nytår' til deres kunder, fx et pengebeløb el. en flaske brændevin. qua lat. som, i egenskab af. flebile klagende; ængstelige. bitte, bitte ty. vær så venlig; må jeg ikke nok. Ligelighed ligestillethed. forskyldte blev skyld i, forvoldte. ligesom Tordenskjold: det er de samme ... ad en Tvergade Den da.-no. søofficer Peder Wessel (1690-1720), adlet 1716 under navnet Tordenskjold, udførte sine heltebedrifter under Den store nordiske Krig. En af disse var hans erobring af den sv. havneby Marstrand i juli 1719, hvorefter han overtalte den sv. kommandant, oberst Danckwardt, til at overgive den nærliggende fæstning Karlsten. If. en uhistorisk anekdote skal Tordenskjold have narret Danckwardt til overgivelsen, idet han lod sine ganske få soldater marchere forbi fæstningen igen og igen, således at de gav indtryk af en overtallig styrke. Heraf talemåden 'Tordenskjolds soldater' om nogen el. noget, der bestandig går igen i forskellige sammenhænge. Mondering mundering, soldaters udrustning; uniform. Machbet bliver rasende ... er bleg I Shakespeares tragedie Macbeth er titelpersonen en skotsk hærfører, der af sin ærgerrige kone drives til at myrde sin konge, Duncan, og selv tilrane sig tronen. Han fanges imidlertid i den ondskab, han har sat i gang, og forvandler Skotland til en uhyre kirkegård, inden han selv bukker under for den fremrykkende engelske hær. I 5. akt, 3. scene, træder en tjener ind, og Macbeth forbander ham for hans blege kinder: »Bed djævlen sværte dig, din flødefjæsed' / hallunk! Hvor fik du dette gåseblik?« Først derefter får tjeneren lejlighed til at melde, at soldater i titusindvis rykker frem imod borgen, hvor de befinder sig. Macbeth svarer: »Prik du dit fjæs, og få din frygt smurt rød, / hvidlevrede dreng. Nå, hvad for krigsfolk, nar? / Død for din sjæl! De linnedkinder lirker / for frygten«. (Oversættelsen skyldes V. Østerberg.) Byfoged Byfogeden var siden det 13. årh. kongens repræsentant i en købstad og varetog kongens interesser, specielt skatteopkrævning. Han fungerede på SKs tid desuden som dommer, politimester og byskriver, ofte tillige som borgmester. Embedet blev afskaffet i 1919. Skanderborg købstad i det centrale Østjylland, 25 km SV for Århus. den sidste Hvid den sidste øre ( og ). thi Rygtet sagde, at det var af en Dame I kladdens margin findes følgende tilskrift: »Den anonyme Novelle som jeg tog feil af« (jf. Pap. V B 101,13). SK har altså på et tidspunkt troet, at Regine Olsen var forfatteren til en anonym fortælling. Der er sandsynligvis tale om den lille roman Udtog af en ung Piges Dagbog og Brevskaber. En Novelle, Kbh. 1842. Den blev i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende nr. 339, 20. dec. 1842, averteret som »Idag (...) udkommen« (s. 3). Romanen er en stillestående og sentimental historie om den unge pige Henriette og hendes kærlighed til den nogle år ældre mand Philips. Han gengælder øjensynligt hendes følelser, men de når ikke at erklære sig for hinanden, inden han kaldes bort til sin mors dødsleje. Nogen tid derefter gifter Philips sig af gådefulde årsager med Henriettes veninde Lovise. Henriette kastes ud i alvorlig sygdom, og først på en rekreationsrejse til Italien, hvor hun tilfældigt møder Philips, opklares de misforståelser, der lå til grund for hans beslutning. Han har troet, at Henriette hemmeligt elskede en anden mand, og Lovise, der selv ville have Philips, har bedragerisk givet ham lov til at tro det, skønt hun vidste bedre. Nu er det imidlertid for sent; Philips rejser hjem til sit kærlighedsløse ægteskab, og Henriette dør. Hele forløbet udspilles fra 6. april 1830 til 25. nov. 1831. – Indlagt er desuden en mindre fortælling om den borgerlige pige Hanne, der betages af en ung greve og stamherre, Ludvig. De forlover sig hemmeligt, da grevens forældre er imod partiet, men hans hjerte er ustadigt, og efter nogen tid gifter han sig med en adelsfrøken. Hanne får derved lejlighed til at opdage, at hun hele tiden har næret dybere følelser for sin fætter, som er teolog, og at han også elsker hende. De bliver nu lykkelige sammen. Overmaade storslået, ypperligt. Hauserpladsen Hauser Plads ligger lige øst for Kultorvet i København, ikke langt fra Nørreport (se kort 2, C2, hvor pladsen dog kun er vist, ikke benævnt). hypochondre sygeligt ængstelige, melankolske. I den antikke medicin antog man, at 'hypokondriet', som var den del af underlivet, der sad lige under ribbenene, var sædet for tungsind. Beleilighed lejlighed, anledning. Holbek Holbæk, en købstad i Nordvestsjælland, ca. 60 km vest for København. Fratze ty. vrængbillede, karikatur. fordrer Sag Udtrykket kan både betyde, at borgeren kræver en sag rejst mod ham selv, for at han kan forsvare sig, og at han vil anlægge en klagesag mod politiet. væsartig og passeer gadejargon for 'vær så artig at passere', dvs. vær venlig at flytte Dem. Udtrykket bruges af politiet som ordre. Hexebrev el. forvandlingsbilleder, et hæfte med billeder af mennesker el. dyr, som alle er skåret over på midten. Siderne er forbundet med bændler el. snore, så hæftet kan åbnes til flere sider, hvorved der dannes et antal nye billeder. Peroration sammenfattende og afsluttende tale; epilog el. konklusion. autopathisk 'selvlidende'; på egne vegne, passiv (). Falskmaal falskneri, bedrag. Ordet, som synes særegent for SK, er dannet efter 'faldsmål', der betyder bødestraf for ikke at møde i retten. taget Skade paa sin Sjel allusion til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819). for en god Sags Skyld at være en Daare i Verden hentyder måske til 1 Kor 4,10, hvor Paulus skriver om sig selv og de øvrige apostle: »Vi er dårer på grund af Kristus« – og smst. v. 13: »Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu«. som tjente jeg to Herrer hentydning til Matt 6,24, hvor Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer.« Men Aanden levendegjør hentydning til Joh 6,63, hvor Jesus siger: »Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn«, og til 2 Kor 3,6, hvor Paulus skriver: »for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende«. som en gammel Konge har sagt ... kan ikke blive syg Der hentydes til Ludvig XVIII (1755-1824, konge af Frankrig fra 1814), som i sine sidste år var plaget af sygdom. Den 25. aug. 1824 var det Ludvig den Helliges dødsdag (død 1270), og den plejede man at højtideligholde ved hoffet. Da Ludvig XVIII på grund af sin sygdom blev bedt om at aflyse sin sædvanlige modtagelse på dagen, skal han have svaret: »En konge af Frankrig dør, men bør aldrig være syg.« Tre uger efter døde han. sætte i Enkekassen . Capitain Gribskopf Der hentydes til en person i Apothekeren og Doktoren. Et Syngespil i to Acter, af Gottlob Stephanie (den Yngre), med musik af Ditters von Dittersdorf, overs. af Lars Knudsen, Kbh. 1789 [ty. 1786]. Kaptajn Gribskov er en gammel soldat, som har mistet det ene øje og det ene ben; i stedet går han med plaster for øjet og træben. Apotekeren og hans kone har udset sig Gribskov til ægtemand for deres unge datter, Leonora, som dog ikke vil have ham. Stykket blev opført 82 gange på Det kgl. Teater mellem 17. nov. 1789 og 25. jan. 1841. En nyere version af stykket (Doctoren og Apothekeren. Lystspil i 4 Akter, uden sangnumre) findes i De danske dramatiske Selskabers Repertoire, udg. af hofboghandler L. Beeken, bd. 1, Kbh. 1829, nr. 4, s. 1-39. fægtet i Luften kæmpet forgæves; udtrykket alluderer til 1 Kor 9,26 (). Sympathi ... endnu sympathetisk smerter hende Der hentydes til det medicinske begreb om sympati, som betegner smerter i én legemsdel, der opstår pga. smerter i en anden. . var betænkt paa tænkte på; var forudseende nok til. Avertissementstidende annonceavis; tidens førende var Adresseavisen (). Guldsmedens Boutique If. folketællingen for 1845 lå der faktisk en guldsmedebutik på Hauser Plads; indehaveren var en svensk indvandrer, F.W. Hültén (el. Hultin), som havde fået næringsbrev i marts 1844 og døde 1849. Tornebuske-Gaden Tornebuskegade løber ikke ud i Hauser Plads, men forbinder Rosenborggade, der ligger nord for Hauser Plads, med Nørrevoldgade. Da Tornebuskegade blot fungerer som en forlængelse mod nord af Åbenrå, er det sandsynligt, at SK mener den nordlige ende af Åbenrå (se kort 2, C2, hvor Tornebuskegade er vist, men ikke benævnt). Suhms-Gaden Suhmsgade forbinder den sydlige ende af Hauser Plads med Landemærket (se kort 2, C2-3). Machinationer rænker, snedige påfund. Iilsomhed hurtighed, hast. Salomos Drøm titlen på en fortælling, som SK påbegyndte i journalen JJ. Se tekstredegørelsen, s. 71. Salomos el. Salomon, konge af Israel o. 965-926 f.Kr. Salomo var søn af kong David og Batseba, som først havde været gift med Urias (). If. GT var hans rige stort, og selv var han en hersker af usædvanligt format, men også despotisk. Under hans herredømme byggedes bl.a. templet i Jerusalem. I den senere tradition har Salomo fået ry for at være den herligste af alle konger og for uendelig visdom. Han tillægges forfatterskabet til de gammeltestamentlige skrifter Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen, den apokryfiske Visdommens Bog samt Salomos Salmer, Salomos Oder m.fl. Salomos Dom I 1 Kong 3,16-28 fortælles om to skøger, som er kommet i strid om et drengebarn og opsøger kong Salomo for at få ham til at dømme i striden. De to kvinder bor i hus sammen og har på samme tid født to drengebørn; imidlertid er det ene barn afgået ved døden, og den ene kvinde beskylder nu den anden for at have forbyttet børnene, således at hun har fået det levende. Salomo hører kvindernes andragende og beordrer, at man henter et sværd for at hugge det levende barn midt over, således at de to kvinder kan få hver deres halvpart. Dermed er den kvinde, som ikke er moder til barnet, indforstået, hvorimod moderen siger, at når blot barnets liv må blive skånet, kan den anden kvinde få det. Herefter er det en let sag for kong Salomo at tilkende den rigtige mor barnet. nærme sig ham baglænds ... see hans Skjendsel . den ene Udvalgte hentydning til 1 Krøn 29,1, hvor kong David taler om »Min søn Salomo, som alene er udvalgt af Gud«. Guds Ven allusion til Jak 2,23, hvor det hedder: »Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: 'Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,' og han blev kaldt Guds ven.« Fremtidens Forjættelse Der hentydes formentlig til, at Gud havde lovet David, at hans efterkommere skulle sidde på tronen i slægt efter slægt, til evig tid, jf. fx 2 Sam 7 og Sl 89,4-5. høilovlig i høj grad rosværdige el. prisværdige. 'Høilovlig Ihukommelse' var en formel, som i det 18. årh. ofte brugtes ved omtale af afdøde konger. det udvalgte Folk Israel, der if. GT var Guds udvalgte folk, som han sluttede pagt med, jf. fx 2 Mos 19,5-6 og 5 Mos 7,6. levede Salomo ... hos Propheten Nathan I 1 Kong 1,5-53 fortælles, at da kong David var blevet en gammel mand, optrådte hans søn Adonija som konge over Israel, skønt David havde lovet Batseba, at deres fælles søn Salomo skulle arve tronen. Ved profeten Natans hjælp fik Batseba derfor David til at lade Salomo salve til konge. Mere fortælles der ikke om forholdet mellem Salomo og Natan. SK indblander muligvis elementer fra 1 Sam 1-3, hvor der fortælles om profeten Samuel, som tilbragte sin barndom og ungdom hos præsten Eli i Shilo. Beundring gjorde ham til Digter om de skrifter, som tillægges Salomo, . Salomo blev viis jf. 1 Kong 5,9-10: »Gud gav Salomo visdom og omfattende indsigt og så vidtspændende erfaring som sandet ved havets bred, så Salomos visdom overgik al østens visdom og al Egyptens visdom.« Tænker jf. 1 Kong 5,12-13: »Han forfattede tre tusind ordsprog og tusind og fem sange; han talte om træerne lige fra cedertræet på Libanon til isoppen, der vokser ud fra muren; han talte om dyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene.« Prædiker If. den bibelske og kirkelige tradition er Prædikerens Bog skrevet af kong Salomo, jf. Præd 1,1: »Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem.« det er qvindelig svag det vil sige. sit Harem Salomo var gift med en datter af den egyptiske Farao, men havde derudover et harem med mange hustruer, jf. 1 Kong 11,1-4: »Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; (...) Han havde hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje. Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været.« Østens Dronning dronningen af Saba. I 1 Kong 10,1-13 fortælles, at dronnigen af det velhavende sydarabiske rige Saba (Sabæerriget) gæstede Salomo med et stort følge, ansporet af hans ry for visdom og for at prøve ham med gåder. Men Salomo var i stand til at svare på alt, hvad dronningen spurgte om, og da hun ydermere så hans bygningsværker, hans levevis, hans tjenere og de brændofre, han bragte Gud, lovpriste hun ham for en visdom og herlighed, der var endnu større, end rygtet havde fortalt. Derefter udvekslede de kostbare gaver, og dronningen drog hjem til sit rige. I Matt 12,42 kaldes hun »Sydens dronning«, fordi man tidligere mente, at Saba var det samme som Etiopien. På SKs tid vidste man, at Saba havde ligget i Arabien, der opfattedes som Østen; jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 2, s. 477. Myrrha, der flyder ned ad Træerne Myrra er et stærkt og velduftende harpiks, der udsondres af forskellige små træarter i Arabien og Østafrika. Myrra brugtes i oldtiden både som lægemiddel, som røgelse, som skønhedsmiddel og som parfume. ϰατα δυναμιν gr. (kata dýnamin) efter mulighed, potentielt. drikke Duus Udtrykket kan både betyde at gå på svir og at drikke en skål til bekræftelse af et dusbroderskab; det sidste sker evt. med sammenslyngede højrearme. Maaskee ligger Feilen i mit Øie allusion til Jesu ord i Matt 7,3: »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?« ὁ ετεϱος gr. (ho héteros) den anden. Udtrykket bruges i NT undertiden synonymt med 'ho plēsion' ('næsten'), således fx i Rom 13,8; 1 Kor 4,6; 14,17 (NT-1819). Guds Tanke trænger igjennem til at adskille Sinde og Tanker hentydning til Hebr 4,12: »Thi det Guds ord er levende og kraftigt, og skarpere end noget tveegget Sværd, og trænger igiennem, indtil det adskiller baade Siel og Aand, baade Ledemod og Marve, og dømmer over Hiertets Tanker og Raad« (NT-1819). Simon Stylita Symeon Stylites, også kaldet Simon Søjlehelgen (o. 390-459), var en kristen asket og eremit, der i 30 år skal have opholdt sig på en søjle i nærheden af Antiocheia. Søjlen var 20 m høj og 11/2 m i firkant foroven, og Symeon fik hejst sin føde derop, ligesom han sov på søjlen. Han blev i levende live tilbedt som helgen, og store skarer strømmede ud til ham, bl.a. for at rådspørge ham i alle anliggender. Under de store kirkelige stridigheder lyttede man med ærefrygt til, hvad han sagde el. skrev fra sin søjle. Han fik flere efterlignere. være vaagen som een af Brudejomfruerne ... Lampen tændt hentydning til Jesu lignelse i Matt 25,1-13 om de ti brudejomfruer (). Ingen af brudejomfruerne holdt sig dog vågen; de faldt alle i søvn med brændende lamper, og da brudgommen kom, var de fem tåbelige jomfruers lamper ved at gå ud. Mens de tåbelige jomfruer gik hen for at købe ny olie, gik de kloge jomfruer, som havde medbragt ekstra olie til deres lamper, brudgommen i møde og blev lukket ind i bryllupssalen med ham. Exploration udspejdning, undersøgelse. Hauserpladsen . har Hals og Haand har uindskrænket rådighed. Det juridiske udtryk betegnede indtil 1849 en (især adelig) persons privilegium på at lade andre personer tiltale, dømme og straffe. 'Hals og hånd' betegnede opr. en straf på liv og lemmer. piinligt Forhør et forhør, hvor der anvendes tortur. I Danmark blev torturen afskaffet i 1837. i det yderste Mørke . danne en Mening helsætning, periode. en halv Snees Miil ca. ti mil, dvs. ca. 75 km (). desperere fortvivle, opgive alt håb. Ladegaardslem . ingenium lat. naturligt anlæg, begavelse. For Vaade dømmes en Mand i livsvarig Mulkt If. Christian V's Danske Lov (1683), 6. bog, kap. 11, som handler om vådesgerninger, idømmes man ikke livsvarig bøde, hvis man dræber el. sårer nogen af vanvare. Hvis man dræber en anden person af våde, skal man betale 40 lod sølv i bod til den dødes arvinger »og dermed være angerløs« (§ 1). Hvis man sårer en anden af våde, skal man betale lønnen til badskæreren (dvs. kirurgen) samt kostpenge til den sårede, mens han kommer sig, »og være fri for anden Bod« (§ 2). Disse bestemmelser om våde ophævedes ved Straffeloven af 1866. Blind Allarm . Postillon fr. postvognskusk. Extra-Poster ture, der mod særlig betaling blev kørt for rejsende, som ikke kunne klare sig med de ordinære dagvogne (indført 1831) el. diligencer (indført 1834). Udtrykket brugtes også om de vogne, der kørte ekstraturene. Ekstrapostvæsenet el. befordringsvæsenet var en institution, som siden det 17. årh. havde organiseret den persontransport i Danmark, som ikke fandt sted ved hjælp af de ordinære, langsomme og åbne postvogne. Ekstraposterne blev benyttet af velhavende og standspersoner. Men institutionens betydning aftog i 1830'erne efter indførelsen af dagvogne og diligencer, og jernbanen gjorde den yderligere overflødig. De sidste ekstrapoststationer nedlagdes i 1912. Richard den III. give sit Kongerige for en Hest I Shakespeares tragedie Kong Richard den Tredies Liv og Død, 5. akt, 4. scene, befinder titelpersonen sig midt i den voldsomme kamptummel, som skal koste ham livet. Først bliver hans hest dræbt under ham, men han kæmper videre stående på jorden, idet han udbryder: »En Hest! En Hest! Mit Rige for en Hest.« Oversættelsen skyldes P.F. Wulff, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 6, 1818, s. 378. Med Sværdet over Hovedet hentydning til legenden om Damokles' sværd (). han har ikke opfundet Krudtet talemåde, der betyder, at en person er så naiv, at det nærmer sig det indskrænkede; bl.a. brugt af den da. forfatter Steen Steensen Blicher i hans oversættelse af Oliver Goldsmiths roman The Vicar of Wakefield: Præsten i Wakefield (1827), 20. kap. Desuden optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 569. læse for Præsten . Tavle-Penge penge til kirkens funktionærer el. til sognets fattige, som under gudstjenesten blev indsamlet i en skuffeformet træplade (en 'tavle') på et skaft. Pengene kunne dog også lægges i kirkeblokken og blev da undertiden kaldt blokpenge. Præste-Penge et beløb, som beboerne i en købstad havde pligt til at yde præsten (svarende til landboernes tiende). If. plakat af 21. sept. 1814 skulle enhver fastboende familie i København og enhver fastboende person, der boede for sig selv el. ikke var medlem af den familie, han boede hos, betale et årligt beløb til sognets præster. Hvert år i maj måned skulle disse personer anføre, hvilket beløb de ville bidrage med, i en protokol, som blev bragt rundt af kvarterets rodemester, dvs. den kommunale skatteopkræver. I hvert sogn fandtes en kommission, som skulle gennemgå protokollen, og som var bemyndiget til at påligne et højere beløb, hvis det angivne skønnedes for lavt i forhold til den pågældendes erhverv og stilling. venererer højagter, viser ærefrygt for. den Senere dvs. den individualitet, der kommer senere end forbilledet el. paradigmet. ringe for Præsten talemåde, der betyder at give nogen en irettesættelse el. en advarsel (hyppigere brugt i formen: 'ringe for nogens øren'). Sørgeaar det år, som fulgte efter en nær pårørendes, især en ægtefælles død, og hvori de efterlevende 'bar sorg', dvs. ceremonielt tilkendegav deres tilstand ved at bære sørgeklæder. en jodlende Hellig, der ... see!: det er saa vidunderligt Der hentydes til N.F.S. Grundtvig (). Den, der slaaer Entrechat paa Prædikestolen Entrechat er et balletspring, hvorunder benene krydses flere gange. I en optegnelse fra 1844 i journalen JJ besværer SK sig over N.F.S. Grundtvigs djærve åndrighed og skriver sammenligningsvis: »Det er ligesom da Helveg sprang paa Prædikestolen til Ære for Christd. og formdl. vilde bevise dens Sandhed derved, at han kunde springe en halv Alen i Veiret« (Pap. V A 94). Der hentydes til præsten og forfatteren Hans Friedrich Helveg (1816-1901), som var discipel af Grundtvig. Under sit ophold i København fra o. nytår 1844 til nov. 1846 prædikede Helveg undertiden, mest til aftensang i Vartov hospitalskirke, hvor Grundtvig var præst siden 1839. Præsten i Snuustobaksdaasen Det er ikke opklaret, hvad der hentydes til. Misvisningen . Speculationens Underslæb (...) systematisk Svigagtighed en hentydning til de fortolkninger af verdenshistorien, som blev foretaget i den hegelske, systematiske spekulation () og af den visionært-spekulative Grundtvig (). romerske Proconsuler ... beriger sig selv I den rom. republik var embedet som konsul statens højeste. Konsulerne – hvoraf der altid var to ad gangen til gensidig kontrol og modvægt – valgtes for ét år og fungerede som statschefer med udstrakte militære, juridiske og politiske beføjelser. Efterhånden som stadig flere erobrede områder blev indlemmet i riget som provinser, blev det skik at udsende forhenværende konsuler under navn af prokonsuler som statholdere til provinserne. Disse prokonsuler berigede sig i høj grad på deres provinsers bekostning; noget som dog delvis bundede i, at embederne principielt var ulønnede. en Opvakt en vakt, en person, der har oplevet en religiøs vækkelse; her formentlig en grundtvigianer. Hiin gothiske Konge ... samles med sine Fædre Det var egentlig den frisiske konge Radbodus (død 719), om hvem Holberg i sin kirkehistorie fortæller følgende: »Wulfranus omvendte Friserne, og bragte det saa vidt, at deres Konge Radbodus lod sig beqvemme til at døbes; Men, da denne hellige Act skulde forrettes, spurdte han Wulfran, om der af hans Forfædre vare fleere udi Himmelen, end udi Helvede; Da nu Wulfran svarede, at der vare fleere udi Helvede, steeg Kongen op af Daaben igien, og sagde, at han vilde der hen, hvor hans Forfædre vare.« Ludvig Holberg Almindelig Kirke-Historie bd. 1-2, Kbh. 1740, bd. 1, s. 295f. de Indfødte i Amerika frygtede Himmerig mere end Helvede ... samles med de rettroende Spanier Kilden er stykket om den sydamerikanske inkakonge Atapaliba i Holbergs Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter (1739). Her fortælles, at den fredselskende og venlige Atapaliba (egl. Atahualpa) blev taget til fange af de spanske conquistadorer, som siden dømte ham til døden på et opdigtet grundlag. Kort før henrettelsen (som fandt sted i 1533) overtalte spanierne kongen til at lade sig døbe. Holberg fremhæver modsætningen mellem spaniernes grusomme adfærd og deres kristne missionsiver: »At øve saadanne Gjerninger, og tilligemed at ville overtale Andre til at antage sine Tro, rimer sig ikke vel sammen. De spanske Prædikener havde derfor saa slette Virkninger hos mange Indianer, at, naar de hørte tale om Himmerig, spurgte de, om der ogsaa kom Spanier; thi hvis saa var, forlangte de ikke at have Del udi den Bolig.« Jf. Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-21, Kbh. 1804-14; bd. 9, 1806, s. 546. tør jeg endnu ikke sige: »idag,« allusion til Hebr 3,7 og 4,7, hvor udtrykket 'i dag' bruges om det tidspunkt, hvor Gud vil prøve de kristne, om de kan gå ind til hans hvile. Han har allerede én gang sagt 'i dag', men fundet dem ulydige, og vil derfor fastsætte en anden dag, som skal være 'i dag'. dømt paa Livet egl. fradømt livet; idømt fængsel på livstid. lader man raspe Indtil 1851 blev særligt farlige mandlige forbrydere dømt til indsættelse i Rasphuset (), en fængselsafdeling hvor de skulle raspe (dvs. rive, pulverisere) især farvetræ, som blev brugt til farvning af tøj. Arbejdet var strengt og sundhedsfarligt, idet træets giftige støv forårsagede alvorlige hud- og lungesygdomme. discrimen lat. mellemrum (et stykke land, som adskiller), vendepunkt. Lydighed er Gud kjærere end (...) Offere . Guds Vrede og den fortærende Ild hentydning til 5 Mos 4,24: »For Herren din Gud er en fortærende ild«. Jf. også Hebr 12,29. til at forsvinde som en Usandhed for hans fornemme Majestæt Der kan formodes en fejlskrivning, enten for: '[at jeg skulde] forsvinde' osv. el. for: 'til at lade mig forsvinde' osv. Meningen er under alle omstændigheder, at jeget ved sin opførsel skulle få Gud til at lægge afstand til ham. Renskriften har det samme som trykket, men kladden har: »Og Gud i Himlene han kan da hvis ellers Nogen være fornem, hvilken Forfærdelse naar jeg svandt hen i et Intet for hans Majestæt og det heed: bliv hvor Du er« (jf. Pap. V B 102, 6). δος μοι που στω gr. (dos moi pou stō) »giv mig et sted at stå« – med fortsættelsen: »og jeg skal bevæge jorden«. Ordene tillægges den gr. matematiker og fysiker Arkimedes (). Jf. Plutarks biografi »Marcellus«, kap. 14, 7, i Vitae parallelae: »Imidlertid skrev dog Arkimedes til Kong Hiero, sin Beslægtede og Ven, at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid kunde have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 3, u.å., s. 272. Dosmoi ordspil på det gr. 'dos moi' (jf. ovenfor) og det da. ord dosmer, dumrian. Recantation tilbagekaldelse. in suspenso lat. svævende, med uafgjort sag. færdig at døe nær ved at dø, døden nær. brydt ældre form for 'brudt'. partes lat. rolle, opgave. første Elsker i et bestandigt Venskabeligt Der hentydes til to københavnske klubber, hvis hovedformål var underholdning: »Det bestandige borgerlige Selskab«, som var oprettet 1798, og »Det Venskabelige Selskab«, oprettet 1783. »Det bestandige borgerlige Selskab« havde som hovedformål »fælleds Fornøielse og indbyrdes god Omgang«; det afholdt baller og middage, ligesom medlemmerne havde adgang til at spille i selskabets lokaler, især billard. Jf. Love for Det bestandige Borgerlige Selskab, oprettet den 23de Februari 1798, Kbh. 1806, s. 10. »Det Venskabelige Selskab« afholdt i vintermånederne koncerter og baller; i øvrigt kunne medlemmerne læse aviser og blade i selskabets lokaler og spille, især billard. Jf. Love for Det Venskabelige Selskab, antagne i Generalforsamlingen den 14 April 1819, Kbh. 1819. født ikke blot med Smerte hentydning til 1 Mos 3,16, hvor Gud siger til kvinden: »Jeg vil gøre dit svangerskab / plagsomt og pinefuldt, / i smerte skal du føde børn.« at omfavne Skyen istedenfor Juno hentyder til den gr. mytologis beretning om Ixion, der var konge over lapitherne, et folkeslag i Thessaliens bjerge. Han blev indbudt til gudernes taffel, men blev her så opstemt, at han forsøgte at voldtage værtinden Hera (lat. Juno). Heras ægtemand Zeus skabte imidlertid en sky, som lignede Hera, og med den havde Ixion samleje. Af skyen fødtes det uhyre, som kaldtes kentauren. Jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 2, s. 122f. gjøre mig selv flot sætte mig selv fri, som man bringer et grundstødt skib til at flyde. Applikation anvendelse; morale (). Slutte lukke, lås; aflukke. som Lear vil tale med Cordelia ... spørge Nyt derfra I Shakespeares tragedie Kong Lear, 5. akt, 3. scene, er den tidligere konge af England, Lear, og hans yngste datter Cordelia, som med en fransk hær forgæves har søgt at genindsætte ham på tronen, blevet taget til fange. Skurken Edmund beordrer dem i fængsel, men Lear, som en tid lang var blevet vanvittig af kval og elendighed, er nu lykkelig, fordi han er blevet genforenet med sin datter. Han siger til hende: »kom, kom, vi vil i Fængsel; / Vi ene to vil siunge, liig to Fugle / i gyldne Bure, Naar du beder mig / om min Velsignelse, da vil jeg knæle, / og dig om din Forladelse anraabe. / See saadan vil vi leve der, og bede, / og synge, og fortælle gamle Sagn, / og lee ad gyldent Kryb i Magtens Soelskin, / og høre Uselhed om Hofnyt tale, / og stundom selv vel spørge den: 'hvem er / i Vælten nu? hvem vinder? hvem mon tabe?' / og hvad i Mulm er skiult vil vi opklare, / som var vi Herrens Speidere paa Jorden; / og inden gamle Fængselsmure skal vi / langt overleve det stormægtige Pak, / hvis Flod og Ebbe vexler, alt som Maanen.« Oversættelsen skyldes P. Foersom, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 2, 1811, s. 194f. trods Nogen så godt som nogen anden. Parleur sproglærer. gaaer af sin sædvanlige Vei går ud af, viger bort fra. i Sæk og Aske i sørgedragt; talemåden 'at klæde sig i sæk og aske' hentyder til den jødiske skik at lægge sig i aske el. strø aske på sit hoved som tegn på sorg el. anger, jf. fx Est 4,3. sympathetisk 'medlidende'; på en andens vegne (). autopathisk 'selvlidende'; på egne vegne (). siger med Ossian: sød er Tungsinds Sorg Ossian var en legendarisk irsk kriger og skjald, som formodes at have levet i det 3. årh.; men de prosadigte af Ossian, som i 1760-63 blev udgivet af skotten James Macpherson, viste sig snart at være skrevet af Macpherson selv. Det forhindrede dog ikke, at Ossian-digtene øvede stor indflydelse på den førromantiske og romantiske litteratur i hele Europa, i Danmark især på Johannes Ewald og Steen Steensen Blicher. De her citerede ord findes i digtet »Carric-thura« og er (unøjagtigt) citeret efter Ossians Digte, overs. af S.S. Blicher, bd. 1-2, Kbh. 1807-09, ktl. 1873; bd. 1, s. 38: »Sød er Tungsinds Fryd!« Et tilsvarende udtryk findes i digtet »Crothar«, i Blichers oversættelse bd. 2, s. 219: »Der er Fryd i Tungsind, naar Fred boer i den Sørgmodiges Bryst«. forsøgt prøvet, erfaren. ad modum lat. ligesom; i stil med. Beatrice i viel Lärmen um Nichts I Shakespeares komedie Much Ado about Nothing (Stor ståhej for ingenting), der i A.W. Schlegel og Ludwig Tiecks ty. oversættelse hedder Viel Lärmen um Nichts, er Beatrice og Benedict et par unge mennesker, der spotter al følsomhed og kun har hån til overs for forlovelse og ægteskab. Hjulpet på vej af en intrige bliver de imidlertid betaget af hinanden; det hårde og frosne i deres væsen tøer op, og i slutningsscenen forenes de trods skrappe gensidige udfald. I en marginaltilføjelse i kladden til dette sted (Pap. V B 102,13) henviser SK netop til komediens slutningsscene, 5. akt, 4. scene, hvor Benedict siger: »ich nehme dich nur aus Mitleid« (»Jeg tager dig kun af medlidenhed«). Beatrice svarer, at hun kun tager ham, fordi gode venner har overtalt hende, og så »zum Theil, um euer Leben zu Retten; denn man sagt mir, ihr hättet die Auszehrung« (»til dels for at redde Deres liv; for man siger mig, at De har tæring«, dvs. tuberkulose). Herefter lukker Benedict munden på Beatrice med et kys. Jf. Shakspeare's dramatische Werke () bd. 7, 1839, s. 196f. I en note til marginalhenvisningen gør SK opmærksom på, at »jeg spillede ikke Benedict«. quem deus perdere vult primum dementat lat. 'Hvem Gud vil ødelægge, berøver han først forstanden'. Oversættelse af en gr. sentens, hvis oprindelse er uvis. I antikken blev sentensen anført som en forklarende anmærkning til v. 622-624 i Sofokles' tragedie Antigone, hvor selve tanken er udtalt. Jf. Sophokles's Tragoedier, overs. af P.G. Fibiger, bd. 1-2, Kbh. 1821-22; bd. 2, s. 40: »et Onde Godt skal stedse / Den synes, hvis Sind Gud / monne til Jammer vende«. Explorationen udspejdningen, undersøgelsen; eksperimentet. Sublimatet i kemien det rensede produkt, der fremkommer, når et fast stof under ophedning går over i luftform uden at passere væskestadiet og dernæst ved nedkøling atter størkner; specielt om kviksølvklorid, der er frembragt ved sublimation af kviksølv og saltsyre. Død und Pestilence da.-ty. 'Død og pest!' Eden 'Død og Pestilence' bruges i samtiden bl.a. i Steen Steensen Blichers novelle »Høstferierne« (1840). Jf. Nyeste Noveller og Digte, Kbh. 1840, s. 72; supplementsbind til Samlede Noveller bd. 1-5, Kbh. 1833-36, ktl. 1521-1523. I formen 'Død og Pestilents' bruges den også flere gange af kaptajn Gribskov i syngespillet Apothekeren og Doktoren (). cum hoc lat. samtidig med dette. propter hoc lat. på grund af dette (). pathologisk egl. sygelig. I filosofisk sammenhæng kunne ordet dog også betyde 'sanselig', hvilket er tilfældet her, hvor talen er om affekter. I F.C. Sibberns psykologi, Menneskets aandelige Natur og Væsen, bd. 1-2, Kbh. 1819-28, behandlede 2. del, Psychologisk Pathologie, netop drifter, lidenskaber og affekter, fx vrede, forbitrelse, trods og stolthed. I kap. 1, § 1, hedder det: »Læren om disse Tilskyndelser have vi kaldet den psychologiske Pathologie, fordi Individet ved dem underkastes mangen πάϑος [páthos], eller Sjæletilstand, hvori det, ifølge en vis Indvirkning eller Paavirkning, det lider, føler sig sat i en vis indvortes Bevægelse i Sindet, der dreier sig om, eller refererer sig til, dets eget Velbefindende«, bd. 2, s. 3f. havde ligefrem forskyldt, om havde direkte haft skylden, hvis. det Pludseliges Overgang jf. Begrebet Angest i SKS 4, 337f. og 430-433. Fæstepenge mindre pengebeløb, der blev udbetalt som pant på, at en aftale el. et løfte ville blive overholdt, typisk når man antog (fæstede) tjenestefolk, el. når man indgik et lejemål; pant. vinkende lokkende. en masse fr. i massevis. fortvivlende om opgivende, mistende troen på. Det var stundom Skik ... Prindsen havde fortjent den Der er tale om det fænomen, som betegnes med ordet 'prygelknabe' el. 'piskedreng' (eng. 'Whipping-Boy', fr. 'souffre-douleur'). Om fænomenets udbredelse ved de europæiske hoffer kan ikke oplyses nærmere; kun at det brugtes ved det engelske hof, mens James VI og Charles I var prinser, dvs. i det 16. og 17. årh. entrere paa indlade mig på, forsøge, vove. eo ipso lat. netop derved. ængster En indtil Døden allusion til Matt 26,38, hvor Jesus siger: »min Siel er ganske bedrøvet indtil Døden« (NT-1819). 4 ß fire skilling, dvs. 1/4 mark el. 1/24 rigsdaler (). Fire skilling var således småpenge. Regnepenge møntlignende blik- el. messingstykker, gerne med møntpræg el. dekoration, der brugtes ved regneundervisningen i skolen (på det såkaldte regnebræt); også brugt om spillemærker. soutenere understøtte, opretholde; vise. Præjudicat forudgående dom. Præjudice fordom; ulempe, skade. in mente lat. i tankerne, i hukommelsen. fjottet fjollet, fjantet. Sonderling ty. særling. et evigt Ansvars tvivlsomme Læsemaade I den klassiske filologi er en tvivlsom læsemåde en overleveret, måske fejlagtig form af et tekststed, som findes i afskrifter, men ikke længere i original. Her brugt som udtryk for den bestandigt uafgjorte mulighed af at være skyldig. min Quide ... at hvile ved min Hustrues Side hentydning til en formel ('det lykkelige bryllup') i de middelalderlige da. folkeviser. I visen »Ridder Stig og Findal« (der svarer til DgF nr. 76 A) lyder de to sidste strofer: »Nu haver Ridder Stig Hvide forvunden sin Harm, / Han sover hver Nat i Kongens Søsters Arm. // Nu haver Jomfru Rigitslille forvunden sin Qvide, / Hun sover hver Nat ved Ridder Stig Hvides Side«, Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen () bd. 1, s. 301 (). neque thesin meam publico colloquio defendere conabor lat. 'og jeg vil ikke forsøge at forsvare min påstand ved en offentlig forhandling'. En omskrivning af den obligate indledningsformular til de latinske teser i en disputats; jf. påskriften på SKs egen disputats i SKS 1, 63. Keiserens Skæg Talemåden 'at strides om kejserens skæg' hentyder til en nu delvis glemt strid om, hvorvidt den frankiske konge og rom. kejser Karl den Store (742-814) havde skæg el. ikke. Betydningen er at strides om noget, der ikke lader sig afgøre, el. som er ganske ligegyldigt. en Nemesis . til Vitterlighed confirmeret bekræftet ægtheden el. rigtigheden af noget. Oftest brugt om personer, der underskriver et juridisk dokument, fx et testamente, 'til vitterlighed', dvs. som bekræftelse af, at de har set det blive oprettet, eller at hovedunderskriveren er den, han giver sig ud for. en gammel Skolemand Der hentydes til Michael Nielsen (1776-1846), som var bestyrer af Borgerdydsskolen i København 1811-44. Han var en stærk personlighed, der drev Borgerdydsskolen frem til at være Københavns mest ansete privatskole. Både SK og hans storebror, Peter Christian, var elever hos Nielsen og virkede senere som lærere på skolen. Den følgende anekdote fortælles om Peter Christians første skoledag, idet dog Nielsens replik gengives således: »Dreng! du faar snart Prygl, ja det er ligesaa godt, at du faar dem straks, for du har dog et forbandet Grinebideransigt«, jf. Otto Holmgaard Peter Christian Kierkegaard. Grundtvigs lærling, Kbh. 1953, s. 15. ex cathedra lat. fra lærestolen, fra katedret; egl. brugt om pavens udtalelser fra Sankt Peters stol, dvs. i medfør af hans embede. vripper er vranten, vrisser. En Mulighed titlen på en fortælling, som SK påbegyndte i journalen JJ. Se tekstredegørelsen, s. 71-75. Langebro den ene af de to broer, der på SKs tid forbandt København med Christianshavn; den lå i linie med byens vold mod sydvest (se kort 4, A1). I dag er den flyttet yderligere mod SV og forbinder København med Amager. Christianshavn bydel mellem det øvrige København og Amager, adskilt fra København ved havneløbet (Kalvebodsstrømmen) og fra Amager ved en fæstningsvold med foranliggende voldgrav (se kort 4). Christianshavn blev grundlagt af Christian IV i begyndelsen af det 17. årh. på øen Refshale og 1674 indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. Den blev anlagt af en hollandsk arkitekt og efter hollandsk forbillede med kanaler og gader efter en retvinklet, symmetrisk byplan. Opr. var den tænkt som en by for hollandske immigranter, dernæst som garnisons- el. bådsmandsby, men endte med at blive en alm. købmands- og håndværkerby. I det 18. årh.s florissante handelsperiode blomstrede bydelen, der fik nye handelspladser og industrier, men efter statsbankerotten i 1813 og englændernes indførelse af korntolden i 1815 gik det stærkt tilbage. På SKs tid var Christianshavn et udpræget fattigkvarter med store slumbebyggelser. Først o. 1920 blev bydelen saneret. Mødes og Skillen muligvis en hentydning til titlen på H.C. Andersens vaudeville Skilles og mødes (1836). Stjerne-(...)kiger el. stjernekigger. Der hentydes muligvis til J.L. Heiberg (), som i 1840'erne udviklede en stærk interesse for astronomi. I okt. 1844 flyttede ægteparret Heiberg ind i den tidligere lægebolig i Søkvæsthuset, Overgaden oven Vandet, på Christianshavn (se kort 4, C2). Lejligheden lå i baghusets stueetage, men J.L. Heiberg lejede desuden to værelser på anden sal, hvor han installerede sine bøger og stjernekikkerter. Vandkiger el. vandkikker, egl. en person, der i større byer havde ansvar for at holde opsyn med og reparere vandledninger, vandposte m.v. Her sandsynligvis brugt om en person, der står med en vandkikkert, dvs. et instrument, gennem hvilket man kan se ting på bunden af en sø el. af havet. Poscimur . Omnibus . Afledere lynafledere, ting el. personer, der kan aflede opmærksomheden; distraktionsmuligheder. Eccho Ekko var en gr. bjergnymfe, der if. myten blev efterstræbt af Pan. Da hun afviste ham, blev hun sønderrevet af den forsmåede bejler, så kun stemmen blev tilbage. Ovid fortæller en anden historie i sine Forvandlinger (Metamorphoses), 3. sang, v. 356-401: Da Echo havde holdt gudinden Hera hen med snak, mens Zeus lå i med andre nymfer, blev hun straffet ved kun at kunne gentage andres ord. Siden tæredes hun bort af ulykkelig kærlighed til ynglingen Narcissos, så kun stemmen blev tilbage. tomme Forraadskamre (...) overbefolkede Gader . Slagter, som handler med Hestekjød Hestekød blev gennem århundreder anset for en ufin spise, måske lige siden den katolske kirke i folkevandringstiden stemplede det som urent for at få bugt med germanernes hedenske hesteofringer. Skønt de lutherske kirker ikke opretholdt forbudet, udviklede der sig en tabuisering af døde heste generelt, så at man hellere sultede end spiste hestekød. Da denne overtro forsvandt i det 18. årh. og man atter begyndte at spise hestekød, var det i en periode forbeholdt såkaldte hesteslagtere, der kun måtte håndtere hestekød, angiveligt for at undgå forfalskning af det dyrere oksekød. Trods modviljen udgjorde hestekød o. 1820-1950 en vigtig kilde til især fattigfolks kødforsyning. paa det eneste Torv (...) staaer en Ruin Christianshavns Torv kaldtes på SKs tid i almindelighed Børnehustorvet, fordi hovedfacaden af Børnehuset havde vendt ud mod torvet (hvor i dag det såkaldte 'Lagkagehus' ligger). Børnehuset var opr. en opdragelses- og resocialiseringsanstalt, oprettet i en gammel adelsgård 1662, men udviklede sig til en straffeanstalt for voksne forbrydere; den nedlagdes som opdragelsesanstalt i 1790. Herefter var det officielle navn Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, men det gamle navn holdt sig altså i de omgivende stednavne. Bygningerne strakte sig fra torvet langs Overgaden oven Vandet til Sankt Annæ Gade (se kort 4, B2). hiin Ildebrand ... lod Straffe-Anstalten staae tilbage I juni 1817 udbrød der oprør blandt de indsatte i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. De satte ild på bygningerne, og hovedfløjen, der også rummede en kirke for fangerne, nedbrændte. Facademuren ud mod torvet blev dog stående som en ruin indtil 1850'erne. Overgaden over Vandet Langs med Christianshavns Kanal, der gennemskærer bydelen fra sydvest til nordøst, løber to kanalgader, som begge hedder Overgaden. På den nordvestlige side kaldes den Overgaden neden Vandet, på den sydøstlige side Overgaden oven (på SKs tid: over) Vandet (se kort 4, BC2). o. s. f. og så fremdeles. Børnehusbroen den ene af to broer over Christianshavns Kanal; den fører Torvegade over kanalen og forbinder således Overgaden oven og -neden Vandet ved Christianshavns Torv (Børnehustorvet) (se kort 4, B2). Skønt det er næsten ukendt i dag, hedder broen stadig Børnehusbroen. hang han (...) efter hengav han sig til, gav han efter for. Indernes Adfærd mod en Sindssvag I den traditionelle indiske medicin tilskrives sindslidelser gerne én af to årsager: ubalance i legemets væsker el. besættelse af dæmoner. Den første årsag kan lægen afhjælpe, mens der mod den sidste kun kan bruges religiøse midler som fx bøn. Generelt nærer inderne stor respekt for deres syge, og over for den, der er besat af en dæmon, dvs. et overnaturligt væsen, er respekten særlig stor. venerere højagter, viser ærefrygt for. mærkeligt mærkbart, udpræget. Assistencehuset egl. Assistenshuset, en københavnsk institution, der fungerede som pantelånervirksomhed. Den blev oprettet på privat basis i 1688 og overtaget af staten i 1753. Fra 1758 til 1962 lå Assistenshuset i Nybrogade nr. 2 (se kort 2, B3), hvor nu Kulturministeriet har til huse. Institutionen ophørte 1975. Fattigskat skat el. afgift til fattigvæsnet, som siden 1762 måtte betales i København. Ved en nyordning af fattigvæsnet i 1799 blev det bestemt, at dets formål skulle være: at tage sig af alle virkeligt trængende og at sørge for almisser til gamle og svage, samt at arbejdsføre blev givet arbejde, og at de, der hellere ville leve af at tigge end af at arbejde, blev tvunget i arbejde for at få afskaffet lediggang og tiggeri, at syge blev helbredt, og at unge blev vejledt til kundskab, sædelighed og arbejdsomhed, så »at den offentlige og private Godgiørenheds milde Gaver retteligen kan anvendes« (jf. »Kgl. approberet Plan for Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse i Staden Khavn og dens Forstæder« af 1. juli 1799, § 1). Ved plakat af 15. juli 1816 om afgift til fattigvæsnet i København blev denne skat pålagt de mere velhavende borgere, især grundejere. I 1861 blev det besluttet at afholde fattigvæsenets udgifter sammen med kommunens udgifter i øvrigt. Dapsul von Zabelthau person i E.T.A. Hoffmanns () fortælling »Die Königsbraut«, der indgår i fjerde del af rammefortællingen Die Serapionsbrüder (1819-21). Dapsul er astrolog og råder over et studerekammer i slotstårnet, hvor hans datter endnu aldrig har været. Da hun en dag kaldes derop, ser hun faderen omgivet af alle slags mærkelige instrumenter og støvede bøger. Han sidder i en stor lænestol af sælsom form. På hovedet bærer han en høj, spids, grå hue, og han er iklædt en rummelig kappe af gråt kalemank (et halvuldent, atlaskvævet stof). Han bærer et falsk, langt hvidt skæg, så datteren genkender ham ikke umiddelbart og ser sig ængsteligt omkring. Da hun imidlertid bliver klar over, at manden i stolen er faderen, ler hun og spørger, om det allerede er jul, og om han vil spille »Knecht Ruprecht«, dvs. julemandens dæmoniske ledsager. Jf. E.T. A. Hoffmann's ausgewählte Schriften () bd. 4, 1827, s. 267. Julebuk en person, der optrådte udklædt som en buk i de såkaldte julestuer (julelege), hvor han skræmte børn og gjorde løjer. Kobberværker bogværker med illustrationer i kobberstik. Generations-Forholdets forplantnings- el. afstamningsforholdet. hvad Engelskmanden siger, at Penge gjør Dyd Et sådant engelsk ordsprog har ikke kunnet opspores. Formentlig er der blot tale om en ironisk karakteristik af englænderne; den rimer med det billede af England som en hensynsløs og materialistisk nation, der bredte sig i Danmark efter englændernes bombardement af København og bortførelse af den da. flåde i 1807. lade sit Hjerte være fornøiet paa Ungdommens Viis allusion til Præd 11,9: »Glæd dig, unge mand, mens du er ung, / lad dit hjerte være glad i ungdommens dage. / Gå ad de veje, du vil, / og efter det, dine øjne ser«. var (...) betænkt paa var indstillet på, havde i sinde. syg indtil Døden dødeligt syg. Allusion til Joh. 11,4 (). Evighedens alvorlige Bro Udtrykket alluderer muligvis til den nordiske mytologis Gjallarbro, som førte fra de levendes land til de dødes rige. I den middelalderlige no. digtning Draumkvædet opfattes Gjallarbroen som den smalle bro, der fører til Paradiset, og fra hvilken de onde bliver styrtet i Helvedes dyb. Derfra udtrykket i folkevisen »Troskabseden« (DgF nr. 256): »Svige hannem Krist over Gjællebro, / hinanden agter at svige i Tro!« skjønt neppe Mand i Aar I det følgende nævnes, at bogholderen er »en 40 Aar gammel« (SKS 6, 267). I et udkast til novellen, oprindelig kaldet »Fader-Bekymring«, lader SK ham være 39 år gammel (jf. Pap. V B 131, s. 224). Tekstens formulering har rod i den antikke gr. forestilling, if. hvilken et menneske nåede sin blomstring el. sit højdepunkt i 40-årsalderen. Forestillingen bruges fx som kronologisk princip i Diogenes Laertios' filosofihistorie. Hoved- og Copi-Bøger Hovedbogen er den vigtigste regnskabsbog i det dobbelte bogholderi; i den er alle optegnelser fra de andre bøger koncentreret og ordnet; disse andre bøger opdeles i primanoteringsbøger og kontokurantbøger. Af primanoteringsbøger findes to slags: kassebog og memorial (også kaldet primanota, journal el. kladde). Kontokurantbøger kaldes også reskontroer. En kopibog indeholder afskrifter af alle udgåede breve, regninger osv. unyttig Møie allusion til Præd 1,13: »saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi« (GT-1740). otium lat. fritid, lediggang; især brugt i forbindelse med aldersbetinget afgang. ϰατ' εξοχην gr. (kat' exochēn) i fremtrædende forstand, 'par excellence'. naar Alt er hørt citat fra Præd 12,13: »Enden paa Sagen, naar Alting er hørt, er denne: frygt Gud, og hold hans Bud« (GT-1740). at skifte skifte plads, flytte; udtrykket brugtes om tjenestefolk, der skiftede herskab, gerne på den reglementerede skiftedag, 1. maj el. 1. nov. accomodationsviis 'tilpasningsvis'; som en indrømmelse. blødt som en Saug blødt el. sløvt som en sav (hvis tænder kan skærpes med en fil). Commerce fr. samkvem, kommers, sjov. hans Gjerninger fulgte ham allusion til Åb 14,13, hvor en røst fra himmelen siger til Johannes: »Skriv: Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.« Langebro . Christianshavn . Østergade . Telegraphen ... blev tændt hentyder til den form for optisk telegraf, hvor overførslen af kodetegn skete ved hjælp af farvede lanterner el. signallygter, så tegnene også om natten kunne ses på lang afstand. I 1802 blev optisk telegraf indført mellem Korsør og Nyborg med Sprogø midt i Storebælt som mellemstation og senere udvidet med 23 stationer på strækningen København over Fyn og Jylland til Slesvig. trodsende paa stolende overmodigt på, pukkende på. Schehersad Scheherzade i den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat. I rammefortællingen til denne samling fortælles det om kong Schahriar, at han hver nat lod sin vesir, dvs. øverste embedsmand, føre en jomfru til sig for at forlyste sig med hende, og at han om morgenen befalede vesiren at dræbe hende. Da vesirens egen datter, Scheherzade, stod for tur, tryllebandt hun kongen i tusind og én nat med sine eventyr. Da hun morgenen efter den sidste nat trådte frem for ham med de børn, hun i al hemmelighed havde avlet med ham, giftede han sig med hende. Jf. Tausend und eine Nacht. Arabische Erzählungen () bd. 1, s. 12, og bd. 4, s. 952, hvor vesirens datter hedder Schehersad og kongen Scheherban. Indulgents overbærenhed, tilladelse. hvis Skotvinge de ikke vare værdige at løse hentyder til Luk 3,16, hvor Johannes Døber siger om sit forhold til den kommende Kristus, at han ikke er værdig til at løse hans skotvinge (NT-1819), dvs. hans skorem. en Nemesis . pro virili lat., egl. 'pro virili parte', af alle kræfter. hiint skjønne Ord om den første Kjærlighed sigter formentlig til ordsproget 'Den første kærlighed er dog den bedste', optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 520 (nr. 4678). Falstaff falder pathetisk i Slaget mod Percy hentyder til Shakespeares skuespil Kong Henrik IV, 1. del, 5. akt, 4. scene. Under kampen mellem prins Henrik, den senere kong Henrik V, og oprøreren Henrik Percy, fægter Percys allierede Archibald, greve af Douglas, med prinsens kammerat John Falstaff, der if. regibemærkningen »lader sig falde plat ned, som om han var død«. Douglas forlader stedet, og da Percy er faldet for prins Henriks kårde og Henrik selv er gået, rejser Falstaff sig op og siger til sig selv, at han blot spillede død for at redde sit liv. Falstaff påfører nu den døde Percy et sår i låret, tager liget på nakken, går hen til prins Henrik og påstår, at han dræbte Percy, som havde rejst sig, efter at prins Henrik havde forladt stedet. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 3, 1815, s. 171-176. Peteheia jf. Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1722), 1. akt, 6. scene, hvor ordet forekommer flere gange i den sang, »Liden Kirsten og Hr. Peder de sad over Bord Paeteheia«, som Jeppe synger, efter at han har drukket brændevin hos Jakob Skomager, se Den Danske Skue-Plads () bd. 1. skrive en Paragraph i Systemet hentyder formentlig til de da. hegelianere A.P. Adler, J.L. Heiberg, H.L. Martensen og Rasmus Nielsen, som ofte af SK kritiseres for at indskrive alt som paragraffer i en systematisk fremstilling, der ligner Hegels. Hverdagshistorier Der hentydes til de meget yndede romaner og noveller, som udkom anonymt i årene 1827-45, efter 1828 under mærket »Forfatteren af en Hverdags-Historie«, alle udg. af J.L. Heiberg. Værkerne udspiller sig i det københavnske borgerskab, gerne i det intime, huslige liv, og handlingen er koncentreret om forelskelse og ægteskab. Forfatteren var Heibergs mor Thomasine Gyllembourg (). Scribe Augustin Eugène Scribe (1791-1861), fr. dramatiker, beherskede det parisiske teaterliv gennem 40 år med sine henved 350 vaudeviller, komedier og operatekster, hvoraf mange var skrevet i samarbejde med andre. Mellem 1824 og 1874 var Scribe den mest spillede dramatiker på Det kgl. Teater, hvor han ved J.L. Heibergs mellemkomst fik opført o. 100 stykker. Troen er det Umiddelbare sigter formentlig til de hegelianske dogmatikere, bl.a. den ty. teolog Ph. K. Marheineke, der hævder, at troen dels er umiddelbarhed (el. umiddelbar viden om Gud), dels kan og skal ophæves i spekulativ viden, og at denne viden som spekulativ står højere end troen, jf. Die Grundlehren der christlichen Dogmatik als Wissenschaft, 2. udg., Berlin 1827 [1819], ktl. 644, s. 48f. Marheinekes opfattelse stammer fra Hegels påstand om, at troens forestillingsverden ophæves i den spekulative viden. Jf. også den ty. filosof F.H. Jacobi, som filosofisk set identificerer umiddelbarheden (i betydning af en umiddelbar viden el. vished) med troen (ikke udelukkende, men også i religiøs forstand), jf. Ueber die Lehre des Spinoza in Briefen an Herrn Moses Mendelssohn i Friedrich Heinrich Jacobi's Werke () bd. 4,1, 1819, s. 210ff. Se Begrebet Angest (1844) i SKS 4, 318. det Umiddelbare ... i Middelalderen hentyder til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs Indledningsforedrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, Kbh. 1836, s. 516f.: »Den [hegelske filosofi] er Conseqventsen og Resultatet af Aarhundreders Arbeide, men for at forstaae dette kommer det an paa at fatte det Princip, der ligger til Grund for den philosophiske Retning, der kan kaldes den herskende i hele den nyere Tid, i sin Modsætning til Middelalderens christelige Philosophie. Middelalderens Philosophie hvilede i Troen, dens Princip er Anselms bekjendte credam ut intelligam [lat. jeg vil tro, for at jeg kan komme til fortåelse], der ikke er forskjelligt fra det ældgamle Ord: Gudsfrygt er Begyndelse til Viisdom. Troen var i hiin Tid det fælleds Middelpunct, der forenede Aanderne, Sandhedens hellige Overlevering strømmede evig ung og levende gjennem Historien, den religiøs-poetiske Anskuelse kastede sin Glands over hele Livet og gestaltede dets forskjellige Forhold. Anskuelsen gjaldt i sin Umiddelbarhed for evig Sandhed, der var ingen Kamp mellem Forestillingen og Begrebet, thi denne Kamp kan ikke indtræde, saalænge som Troen er Erkjendelsens faste Forudsætning og Holdningspunct. Troen er vis paa, at dens Indhold 'er' Sandheden, at Sandheden ikke er anderledes, end den troes; den slipper ikke Forestillingen, og kan ikke indrømme, at der ud over denne ligger en anden og høiere Sandhed, hvis ufuldkomne Udtryk denne kun er; thi med denne Antagelse af en anden og høiere Sandhed er den uendelige Vished, der er Troens Væsen, forstyrret.« siden Hegel gaaer man videre . – Hegel: Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i Jena, 1816-18 prof. i Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i Berlin. Min gamle Skolemester Borgerdydsskolens bestyrer Michael Nielsen () fulgte i sin ledelse og undervisning meget strenge principper. Paragraph-Vanvid . Cursus-Afsindighed hentyder formentlig til J.L. Heiberg, Rasmus Nielsen og A.P. Adler, der i 1830'erne og 1840'erne afholdt offentlige kurser om den hegelske logik og filosofi, jf. fx Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1835. Jf. endvidere Rasmus Nielsens Den speculative Logik i dens Grundtræk hæfte 1-4, Kbh. 1841-44, der blev udgivet sideløbende med en forelæsningsrække, og Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, Kbh. 1842, ktl. 383, der oprindeligt var afholdt som kursus. Basun-Engelen hentyder til forestillingerne i Johannes' Åbenbaring om domsenglene, der markerer hver ny epoke i de sidste tiders begivenheder ved at støde i deres basun (Åb 8,2-9,21 og 11,15-19). Jf. også Matt 24,31, hvor engle med høj basunklang skal samle alle de udvalgte, når Menneskesønnen kommer igen. Privat-Docent Især i Tyskland brugte man ved universiteterne privatdocenter, dvs. forelæsere, der var doktorer, men ikke ansat. Her sigter betegnelsen måske til H.L. Martensen (1808-94), der forelæste ved Københavns Universitet i 1837-38, inden han blev docent i 1838 og i 1840 ekstraordinær professor i teologi. lutter Motiver for Vaudevillen . Pryssings og Klatterups hentyder til to figurer, bogbinder Pryssing og bogtrykker Klatterup, i J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826). Begge udleveres de til latteren som to personer, der kun er optaget af penge og af at tjene på, hvad andre skriver. For at blive hjulpet ud af sin økonomiske knibe i forhold til Klatterup giver Pryssing endog sin datter Viva til den unge jurastuderende Keiser, skønt han betragter ham som en vindbøjtel og er imod deres elskovsforhold. Jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil () bd. 3, 1834, s. 185-288. aandrig som Dronningen af Saba . summa summarum lat. 'summernes sum'; den hele sum. ryge Tobak studenticos hentyder til Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), 2. akt, 1. scene, hvor det i en regibemærkning fortælles om Erasmus Montanus: »Han slaaer Ild, tænder sin Pibe, og sætter Pibehovedet igiennem et Hull, som han har paa sin Hat.« Selv siger han: »Saaledes kalder man at smøge Tobak studentikòs, det er en god Invention [opfindelse, påfund] nok for en, der vil skrive og smøge tillige.« Den Danske Skue-Plads () bd. 5. udbrændt til Aand tillempet citat fra J. Baggesens digt »Min Gienganger-Spøg, eller den søde Kniv« (1814), hvor det hedder: »Død, borte, glemt – i Graven vel forvaret – / I Skærsild udbrændt reent til Aand – / Og fri for alle Kiødets Baand, / Som Gienfærd af sig selv, forklaret – / Tilintetgiort«, Jens Baggesens danske Værker () bd. 6, 1829, s. 144. Handlingen i Vaudevillen dreier sig om 4 Mk. og 8 Sk. If. kladden tænkes der på Recensenten og Dyret (); her handler det dog ikke om 4 mark og 8 skilling, men om 38 rigsbankdaler 2 mark og 8 skilling, som Pryssing tilsammen skylder Klatterup og skribenten Ledermann. – Om mark og skilling . qua lat. som, i egenskab af. en gal Mand ... troer, det er Penge Hvis der er en kilde, er den ikke identificeret. I kladden står der »gale Meyer« (jf. Pap. V B 103,3), som ikke er identificeret. Don Juan har 1003 Elskerinder hentyder til Don Juans kvindelige erobringer i Spanien, der optælles til i alt 1003 i Leporellos listearie, 1. akt, 6. scene, i Mozarts opera Don Giovanni (). holde til Raade med holde måde med, holde igen med (at bruge). Holberg . i Preussen oprettede en Orden ... tydeligere saae Korset hentyder formentlig til den preussiske jernkorsorden, indstiftet 10. marts 1813 af kong Frederik Vilhelm III under befrielseskrigen mod Frankrig som et hæderstegn for »ædelt mod og standhaftig udholdenhed såvel i felten som hjemme«, jf. J.C.F. Manso Geschichte des Preußischen Staates vom Frieden zu Hubertsburg bis zur zweyten Pariser Abkunft bd. 1-3, Frankfurt am Main 1819-20; bd. 3, s. 129. Ordenen omfatter to klasser; for begge klasser var ordenstegnet et sølvindfattet jernkors, som blev båret i knaphullet, idet ordensbåndet var sort med hvid kant for dem, der havde gjort sig fortjent 'i felten', og hvidt med sort kant for dem, der havde gjort sig fortjent 'hjemme'. Første klasse medførte tillige et kors af sort bånd med hvid kant, som blev båret på venstre side af brystet. Desuden omfattede ordenen et storkors, der blev båret om halsen i et sort ordensbånd med hvid kant; dette blev alene tildelt til erindring om vundne slag og berømmelig erobring el. hårdnakket forsvar af fæstninger. Ordenen ... for den gode Villie henviser formentlig til den preussiske jernkorsorden af anden klasse, som blev tildelt dem, der havde gjort sig fortjent til den 'hjemme' (). Begrundelsen »for den gode vilje« synes dog ikke at forekomme i stiftelsesdokumentet, men hentyder måske til, at fortjenesten bestod i at udvise patriotisk vilje på hjemmefronten. maa ikke ville begrave de Døde hentyder til Matt 8,22, hvor Jesus siger til en discipel, der gerne vil begrave sin far, inden han kommer og følger Jesus: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.« stikke til Ringen hentyder til den leg el. konkurrence i fuld fart (især ridende) at fange en ophængt (metal)ring på en stok el. lanse; ringridning. ganz völlig hergestellte ty. ganske og aldeles restituerede. Phædria den ene af de to unge elskere i den rom. digter Terents' komedie Phormio (). amare coepit perdite lat. »han blev rasende forelsket«. Citat fra Phormio 82, jf. P. Terentii Afri Comoediae sex (), 1. akt, 2. scene, v. 32, s. 414, om Fædrias forelskelse i en ung citarspillerske: »hanc amare coepit perdite« (). Mathias Rathje oversætter således: »i hende blev han rasende forelsket«, Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil (), 2. del, s. 114. Scene-Changementet sceneskiftet. ringer med Klokken På Det kgl. Teater ringes der med en klokke, når tæppet skal gå op. Darius ... havde en Slave ... Krig mod Grækerne Der tænkes på den persiske konge Dareios I (521-485 f.Kr.), som førte flere krige mod grækerne, og som led et stort nederlag til athenerne ved Marathon i 490 f.Kr. I Herodots Historier, 5. bog, kap. 105, fortælles det om Dareios, at han havde en tjener, som det var pålagt, hver gang Dareios satte sig til bords, at råbe til ham tre gange: »Herre, husk athenerne!« Jf. Die Geschichten des Herodotos () bd. 2, s. 58. – Darius: lat. form for gr. Dareios. – Xerxes: Der tænkes fejlagtigt på den persiske konge Xerxes I (486-65 f.Kr.), som også førte krig mod Grækenland for at hævne det nederlag, hans far, Dareios I, havde lidt. Memento mindelse, advarsel; påmindelse. indtil den sidste Hviid talemåde, 'til det yderste', 'til den sidste øre'. Om møntenheden 'hvid' . Mk. mark (). Rbdlr. rigsbankdaler (). ennuerede mig kedede mig. Opslaget opsigelse af en kontrakt, et forhold, især det at hæve en forlovelse ('slå op'). in optima forma lat. 'i bedste form'; som det bør sig. Omineust ominøst, ildevarslende. En gammel Mand ... latterlig Skikkelse Kilden er ikke identificeret. Idag læste jeg i Avisen ... et Selvmord Henvisningen og citatet er formentlig fiktive. Jf. dog følgende eksempel på de bekendtgørelser, kongens foged lod indrykke i Adresseavisen, når et fundet lig (fx af en selvmorder) ikke kunne identificeres: »Den 17de September 1844. / I Liighuset ved Langebro er henlagt Liget af et druknet Fruentimmer, som er fundet i Peblingesøen. Ved Eftersynet befandtes hun at være middel af Væxt og Lemmer, at have blondt Haar og være nogle og tyve Aar gammel. Hun var iført sort Merinos-Kjole med Fløjelsknapper foran, et mørkt, blomstret Shawl, et lille, rødt Bomuldstørklæde, et rødtærnet Forklæde, et hvidt Shirtings-Skjørt, mrkt. L.W., en Uldklokke og 2 Bommesies dito [et underskørt af uld og to af tykt bomuld], mørke Bomuldsstrømper, Sko, en Shirting-Særk [-undertrøje] og havde i Ørene et par Ørelokker [hængesmykker], og hos hende fandtes 21/2 sk. [skilling], samt en Snuusdaase. Hvo der om ovenmældte Døde maatte kunne give nogen Oplysning, bedes at henvende sig paa Kongens Fogeds Comptoir«, Adresseavisen () nr. 221, 19. sept. 1844. Selvmord var ikke ualmindeligt på SKs tid; næsten 2% af alle dødsfald i perioden 1840-44 skyldtes selvmord. Den hyppigst anvendte metode var hængning, men også drukning var almindelig, især i København, hvor to ud af fem selvmordere druknede sig. Jf. A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 3, 1848, s. 27-31. Hauserpladsen . Magnetens Misviisning . Forfippelse tilstand af rådvildhed og forvirring, befippelse. hundrede Rigsbankdaler . Mislighed betænkelighed, urigtighed, fejltagelse. Inqvisitor opr. dommer i tros- og kætterspørgsmål; leder af en retslig undersøgelse i inkvisitionskommissionen (). I forordning af 30. dec. 1771, hvori det fastsættes, at inkvisitionskommissionen i København skulle føjes til Hof- og Stadsretten (), omtales undersøgelsesdommeren udtrykkeligt som »Inqvisitor« i § 9. inqvirerende opsøgende, efterforskende, forhørende. Jf. forordning af 8. marts 1799 om underdommernes pligt i politi- og inkvisitionssager: »Naar nogen Sag behandles inqvisitorisk, eller føres ved Politie-Retten, hvor det er forbudet, at Procuratorer maae møde for de Paagieldende, da skal Dommeren selv examinere baade Parter og Vidner, samt ellers omhyggeligen søge al muelig Oplysning om Sagens sande Sammenhæng, efter den Anledning, som dertil gives, og de Omstændigheder, der forekomme, under Sagens Behandling, paa det at Retterne derved kan sættes i Stand til at bedømme med Vished, hvo der har Ret eller Uret, og hvo der er skyldig, eller ikke.« Trinitatis Kirke kirke i den indre del af København, sammenbygget med Rundetaarn, beliggende på hjørnet af Købmagergade og Landemærket (se kort 2, C3). Kirkesanger . En Pythagoræer ... paa Jorden sigter til, at pythagoræernes liv og færden var besværliggjort af de mange forskrifter, de skulle overholde, jf. opremsningen af den gr. filosof Pythagoras' valgsprog og forbud i 8. bog, kap. 1, 17-25, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 371-374. Her nogle af dem: »Hug ikke i Ild med Sværd. Tryk ikke Vægtskaalen ud af Ligevægten. Sid ikke paa Forraads-Skjeppen. Spiis ikke Hjerte. Bær Byrden med andre, men læg den ikke paa Andre. Hav Senge-Dækkener altid sammenbundne. Bær ikke en Guddoms Billede i en Finger-Ring. Gjør Pottens Spor i Asken ukjendelig. Smør dig ikke med Olie, i hvor slet den end er, for at sætte dig ned. Vend dig ikke mod Solen, naar du kaster Vandet fra dig. Bliv paa den alfare Vei. Ræk ikke enhver Din højre Haand. (...) Paa afskaarne Negle og Haar lad ikke Vandet, og træd ikke paa dem. Vend ikke det skarpe af et Sværd mod Nogen. Vil Du rejse udenlands, saa vend ikke om, naar du er kommen til Grændserne. (...) Især bød han, ikke at spise den røde Søhane og Fisken med sorte Hale, at holde sig fra at spise Hjerte og Bønner (...). Ikke ødelægge eller beskadige nogen dyrket Plante, end ikke noget Dyr, som ej skader Mennesket. (...) Forebygge Legemets alt for store Fyldighed; Paa vor Reisefærd afvexle med Hvile og Anstrengelse; Øve Hukommelsen; I Vrede hverken tale eller gjøre noget«. – Pythagoræer: ven el. tilhænger af Pythagoras. prompte hurtig og punktlig; parat. den snevre Vei alluderer til Matt 7,14 (). Den religieuse Uendeligheds-Bevægelse jf. Frygt og Bæven i SKS 4, 129-147. Timelighedens Potensation styrkelse af livet i endeligheden, øget betydning i det borgerlige liv. spatieret udstrakt, af lat. spatium: rum, udstrækning. hos Homer i de to helteepos Iliaden og Odysseen af den gr. digter Homer (o. 750 f.Kr.). for Dagens Frembrud før, forud for. liig den fattige Fugl ... en Større hentyder måske til sanglegens rim: »Fattige Fugl kommer hinkende, / Kommer linkende / Over Ager og Eng! / Seer du vel, du rige Fugl! / Hvor mine Fjere de hænge? – / Rige Fugl kommer susende, / Kommer brusende / Over Bjerge og Dale! / Seer du vel, du fattige Fugl! / Hvor mine Vinger de prale?« J.M. Thiele Danske Folkesagn (), 3. samling, 1820, bd. 2, s. 150. Med enkelte variationer indgår rimet i Adam Oehlenschlägers digt »Valravnen«, Digte, Kbh. 1803, s. 88f. (.) Conversion omsætning, ombytning (af værdipapirer). Man har sagt om Danmark ... Øresunds Told Den told, som da. konger fra o. 1430 pålagde skibe, der passerede Øresund, udgjorde i perioder helt op til to tredjedele af samtlige statsindtægter. Jf. C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie, Kbh. 1840, ktl. 2011, s. 355: »Sundtolden har været overordentlig indbringende for Danmark, og Søren Norby kaldte den derfor i en Samtale med Keiser Karl den 5te ikke uden Grund Danmarks 'Guldmine'« (Søren Norby var da. gesandt under Chr. II (konge 1520-23)). Indtil J.F. Struensee som gehejmekabinetsminister (1771-72) lod Øresundstolden inddrage under statskassen, gik indtægterne i kongens partikulærkasse, dvs. hans 'private formue'. Provenuet af Øresundstolden faldt efterhånden, men for året 1845 budgetterede staten fortsat med en betragtelig indtægt fra 'Øresunds- og Strømtolden', nemlig 1.876.000 rigsbankdaler () ud af statsbudgettes samlede indtægter på 15.844.869 rigsbankdaler. Efter pres fra såvel Amerika, der fra 1855 ensidigt nægtede at betale den da. stat sundtold, som fra europæiske søstater blev Øresundstolden endelig afskaffet i 1857. en gros fr. i det store, i stort mål. Mislighed betænkelighed, tvivl. Josephs Salg hentyder formentlig til 1 Mos 45,4-5, hvor Josef, der er blevet udnævnt til Faraos førsteminister, siger til sine brødre, som er kommet til Egypten for at købe korn, fordi der er hungersnød i Palæstina: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.« Jf. også 1 Mos 50,20. Om salget af Josef fortælles i 1 Mos 37,15-36: Da Josef var sin fars yndlingssøn, pådrog han sig sine brødres misundelse, hvorfor de solgte ham til ismaelittiske handelsmænd, som solgte ham videre i Egypten til Faraos hofmand Potifar. in concreto lat. i det konkrete, i et bestemt tilfælde. eo ipso lat. netop derved. aflade ophøre, opgive. Enken ... 3 Penninge i Tempelkisten hentyder til beretningen om den fattige enkes gave, Mark 12,41-44 (); enken gav 2 og ikke 3 småmønter. – Penninge: betegnelse (især i ældre da. bibeloversættelser) for mønter af mindre værdi. – Tempelkisten: også kaldet tempelblokken, beregnet til indsamling af frivillige bidrag, antagelig opstillet i »hedningernes forgård« i templet i Jerusalem. Staalpen På SKs tid blev stålpenne hamret ud af tynde stålplader, havde en kløvet spids og var en del smallere end den såkaldte Chr. IX pen fra det 20. årh. Pennen blev sat fast i et skaft af forskelligt materiale. I midten af 1830'erne havde stålpennen efterhånden afløst fjerpennen som det mest almindelige skriveredskab. De første da. fremstillede stålpenne blev udbudt til salg i 1812; fra begyndelsen af 1830'erne kunne man i København købe forskellige slags stålpenne af eng. fabrikat. en Fugl, der kom med dette Blad i sit Næb allusion til den due, som Noa sendte ud fra arken efter syndfloden, og som vendte tilbage med et frisk olivenblad i næbbet, 1 Mos 8,8-12. udvise hende røbe for hende, anvise hende. Tyndtøl øl uden større (alkoholisk) styrke, især om det andet bryg (ved hjemmebrygning). Tyndt øl frembringer kortere varende skum end det stærkere første bryg. det stærkeste Øl, Engeland brygger Der tænkes formentlig på Double Brown Stout, i Danmark normalt kendt under betegnelsen Porter, som ved opskænkning frembringer et tykt, vedholdende skum. Egl. skummede eng. øl mindre end typisk da. øl; men da skum bl.a. frembringes af øllets kuldioxidindhold, som opstår ved den fortsatte gæring under lagring, og da det eng. øl under transporten blev ekstra lagret, skummede det mere, når det blev opskænket i Danmark. På SKs tid blev eng. øl af portertypen importeret til Helsingør, Dragør og København. Jf. en annonce fra H.J. Steinbachs Viinhandel, Østergade i København, hvori der reklameres med »Best double Brown Stout Porter«, Adresseavisen () nr. 151, 29. juni 1844. Veirligt vejrliget. I ældre tid blev 'Veirligt' som her også brugt som bestemt form. Projectmager person, der bestandigt fremkommer med unyttige el. uigennemførlige projekter. Udtrykket er især brugt af Holberg, fx i Niels Klims Underjordiske Reise (), jf. J. Baggesens oversættelse (1789), i Jens Baggesens danske Værker () bd. 12, s. 387ff. fægtet i Luften . Misviisning . sympathetiske 'medlidende', deltagende, velvillige (). Periander ... handlede som en Afsindig jf. F. de Salignac de la Mothe-Fénelon Herrn von Fenelons kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weise, overs. til ty., Frankfurt og Leipzig 1748 (jf. ktl. 486, en udg. fra 1741, som ikke har kunnet fremskaffes). I en optegnelse i journalen JJ (Pap. V A 45) og i et udkast (Pap. V B 124), hvor denne bemærkning om Periander omtales, henviser SK til udg. fra 1748, s. 80-87; denne udg. har heller ikke kunnet fremskaffes. – Periander: el. Periandros fra Korinth, søn af Kypselos, tyran i Korinth (o. 625-585 f.Kr.), udvidede Korinths områder og gjorde det til en stormagt, herskede med stor strenghed, men beskyttede også kunst og poesi; gr. filosof, der af flere regnes blandt Grækenlands syv vise ( ). à la fr. på samme måde som. Inden inden for. seeværdig bemærkelsesværdig. den Gud velbehagelige Stand jf. vielsesritualet, hvor præsten siger til brudeparret: »Da er det Eders Trøst, at I vide og troe, at Eders Stat [dvs. den ægteskabelige stand] er Gud tækkelig [til behag] og af ham velsignet«, Forordnet Alter-Bog for Danmark (), s. 260f. Herom siger Luther: »Gud har velbehag i ægtefolkene, eftersom de lever og vandrer i hans ordning og som skabte«, Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz, udg. af F.W. Lomler, G.F. Lucius, J. Rust, L. Sackreuter og E. Zimmermann, bd. 1-4, Darmstadt 1828-31, ktl. 317-320; bd. 1, s. 619. det guddommelige Raseries hentyder formentlig til 'det guddommelige vanvid' (). aflade ophøre, opgive. corpus delicti lat. egl. 'forbrydelsens legeme', almindelig betegnelse dels for de redskaber, en forbrydelse er udført med, dels for de ydre spor, en forbrydelse har efterladt sig. Forbud forvarsel. en apoplektisk Mindelse en svag erindring om el. en på ny vækket følelse af et slagtilfælde. altercatio lat. ordveksling, uenighed. Ligeligheden ligestilletheden. Her ... vise Nattevægterne ... ved at raabe . I Engelland gaae ... ikke sovet Har ikke kunnet identificeres. pro lat. for. contra lat. imod. Hjob gammel form for Job, her som forkortelse for Jobs Bog. at Gud viser sig ... den dygtigste Dialektiker hentyder til Herrens tale i Job 38-41. If. 38,1 talte Gud til Job inde fra en storm. den sagteste Hvidsken hentyder til beretningen om åbenbaringen for Elias på Horebs bjerg i 1 Kong 19; i v. 12 fortælles det, at Gud kom i »en sagte susen« (GT-1740 har »en stille sagte Lyd«). paa Thronen i Skyerne I GT opfattes skyerne ofte som det sted, hvor Gud bor, jf. fx 2 Mos 24,15-18; hvorimod det normalt er i himlen han har sin trone, jf. fx Sl 103,19. Jf. dog også Sir 24,4, hvor visdommen siger: »min Throne staaer paa Skyens Støtte« (GT-1740). i Tordenen over Jorderige I GT sættes torden ofte i forbindelse med Guds åbenbaring, jf. fx Sl 18,14: »Herren tordnede i himlen, / den Højeste løftede sin røst / med hagl og glødende kul«, og Job 37,5: »Med tordenrøst udfører Gud undere«. angustiæ lat. flertal af 'angustia', som normalt forekommer i flertal i betydningen: snævring, pas; forlegenhed, vanskelighed. Socrates siger ... at være i en Illusion henviser til Platons dialog Faidon 90 c-d: »Og vilde det ikke være sørgeligt, Phædon, naar der dog gives sande og sikkre Taler, som man kan forstaae, om man, naar man stødte paa saadanne, som snart syntes Een sande, snart falske, ikke vilde give sig selv og sin Ukyndighed Skylden, men tilsidst af Mismod hellere væltede Skylden fra sig over paa Talerne, og derpaa hadede og foragtede Taler hele sit Liv igjennem, og saaledes blev Sandheden og Tingenes Erkjendelse berøvet«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 68f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 206f.). (.) – Socrates: . trods Nogen så godt som nogen anden. udenvelts Trumf en trumf af lav værdi. – udenvelts: om kort (i fx spillet l'hombre), som ikke er trumf, men af lav værdi; i overført betydning: som ikke er i vælten, ugyldig, uvedkommende, fremmed. en Hverdagshistorie . Og denne Maalestok ... at de ere Helte I kladden står: »Og dog er denne Maalestok den courante, ja hvad mere er, den som Digterne [i margin: Goethe] bruge, naar de maale Helte, Goethe har ikke saa meget som een ordentlig Slyngel eller een alvorlig Charakteer paa sit Repertoire, det er alle sammen Compositions Msker. Scribe er den Flinkeste af dem alle« (Pap. V B 103,29). Scribe . ikke for Afsindige men for »fortumlede Oldenborrer,« allusion til Jens Baggesens månedsskrift Danfana bd. 1-3, Kbh. 1816-17, ktl. 1508; bd. 1, s. 380f. I anden del af Baggesens kritik af Adam Oehlenschlägers syngespil Ludlams Hule, i aprilnummeret 1816, hedder det: »Man forestiller sig nemlig nu nødvendigen: Nedknælingen paa Puden for Alteret – Præsten der vier dem – og Ringvexlingen, hvor al Illusion for selv en forstyrret Oldenborres Forestillingsevne maae reent ophøre. Kun Daarekister kunde tage til Takke i det Smaa, som i det Store med slige Digtninger«. En gift Kone fremstilles ... indtager mig ganske for dem« sigter til 1. akt, 1. scene, i A.E. Scribe og Mélesville [pseudonym for Anne H.J. Duveyrier] Oscar. Skuespil i tre Acter, overs. af A.V. Güntelberg, Kbh. 1844. Den beskrevne ordveksling mellem Oscar Bonnivets hustru, Juliette, og notaren Therigny, der har forelsket sig i hendes kusine Athenais, lyder således: »Juliette. Det er meget godt ... men De veed maaskee ikke, at min lille, smukke Cousine slet ikke er rig – Hendes hele Medgift er 20000 Frs. / Therigny. Virkelig? – Jeg troede, hun havde aldeles Intet. / Juliette. Og De kommer for at forlange hende tilægte? / Therigny. Det giør jeg. / Juliette. Deres Embede er vel indbringende? / Therigny. Nei Frue; – jeg er kun en fattig Provindsnotar. – / Juliette. Det seer jeg – Pariserne ere ikke saa romantiske. Veed De, min Herre, jeg finder Dem ophøiet, heroisk, beundringsværdig? Uden Formue at ægte en Pige, der heller ingen har! / Therigny (glad). De vil altsaa understøtte mig? / Juliette. Ja, det vil, det bør jeg. Og fra idag af skulde De være min Fætter, dersom det kom an paa mig.« Stykket blev opført 14 gange mellem den 8. juli 1844 og 5. marts 1846. Det blev trykt i Det kongelige Theaters Repertoire nr. 153, Kbh. 1844, ktl. U 100 (købt hos J.H. Schubothes Boghandel 15. sept. 1845). Den anførte ordveksling findes s. 1, sp. 2. fremstilles og også, tilmed. for dem Dem (). Satyricus forfatter af skuespil med kåd satire, satiriker. Udtrykket stammer fra Holbergs komiske heltedigt Peder Paars (), fx v. 277 og 285. Mester Jackel Mester Jakel (diminutiv af Jakob) er den bonde- og narrefigur, som har lagt navn til Mester Jakel komedierne. De blev spillet med små, håndførte marionetdukker på Dyrehavsbakken () og hørte til den tids populære forlystelser. Jakelkomedien ligner tilsvarende dukketeater i andre lande, men stammer i sin da. version fra Jørgen Qvist (d. 1811), som opførte sine forestillinger på Dyrehavsbakken. Cæsar, Alexander, Bonaparte hentydning til Gajus Julius Cæsar (o. 100-44 f.Kr.), rom. hærfører og enevældig hersker 49-44 f.Kr.; Alexander den Store (356-323 f.Kr.), hærfører og konge af Makedonien 335-323 f.Kr.; Napoleon Bonaparte (1769-1821), fr. hærfører, kom til magten i Frankrig 1799, fra 1804-14 og i 1815 som kejser Napoleon I. Æbeltofte hentyder formentlig til Holbergs komedie Mascarade, 1. akt, 11. scene, hvor Arv () siger om Henrich: »Han begynder alt at slaae Krøller paa Næsen, naar jeg kalder ham slet og ret Henrich; thi Knegten har alt faaet sig et Tilnavn, og skriver sig Henrich Æbeltoft. Og blir han lidt korn [en smule] længere i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft«, Den Danske Skue-Plads () bd. 2. ikke raadspurgt Kjød og Blod . Da Perikles havde ... hiin Lov skulde afskaffes jf. Plutarks biografi »Perikles« kap. 36-37 i Vitae parallelae. I kap. 37 fortæller Plutark om Perikles' indførelse og ophævelse af »Loven om de uægte Børn«, og i kap. 36 beretter han, hvorledes Perikles' ægtefødte sønner, søster, venner og bekendte døde af pest. Under alle disse uheld, fortæller Plutark, bevarede Perikles fatningen, selv da hans sidste ægte søn også døde, »men da han skulde paasætte den Døde Krandsen, overvældede dette Syn saaledes hans Følelse, at han brast ud i Graad og udgydede en Strøm af Taarer, hvilket han ellers aldrig før i sin hele Levetid havde gjort.« Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 236-240; s. 238. – Perikles: (495-429 f.Kr.), gr. statsmand, leder af det demokratiske parti i Grækenland. Plutarch ... derfor maatte skaane ham hentyder til Plutarks Perikles-biografi kap. 37: »Uagtet det var noget besynderligt, at en Lov, der havde været gjeldende til Skade for saa Mange, nu atter blev hævet af den samme Mand, som selv havde givet den, saa lode Athenienserne sig dog bevæge til at samtykke heri, i Betragtning af Perikles' nærværende huslige Uheld, hvilken de ansaae som Straf for hans hidtil viste overmodige Stolthed. De troede, at Guderne havde hævnet sig paa ham og at Menneskene derfor maatte skaane ham«. Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 240. han gik aldrig i Selskab hentyder til Plutarks Perikles- biografi kap. 7, hvor det fortælles om Perikles, efter at han var trådt frem på den politiske scene: »Strax fra den Tid af iagttog han en ganske anden Leveorden; man saae ham aldrig undtagen paa den Vei, der førte til Torvet og Raadhuset; Gjæstebude og alle slige venskabelige Sammenkomster unddrog han sig ganske fra; saa at han i hans hele Statsbestyrelses Tid, som dog varede temmelig længe, aldrig kom til Gjæst hos Nogen af sine Venner (...). Thi muntre Selskaber qvæle al Fornemhed, og det er vanskeligt i et fortroligt Laug at vaage over sin Anseelse og Værdighed«. Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 2, 1803, s. 174. byder mig (...) Spidsen tager kampen op med mig. Pascha af tre Hestehaler De højeste militære og civile embedsmænd i det gl. Tyrkiet, Det osmanniske Rige, havde titlen pascha, og deres rang blev vist med én, to el. højst tre hestehaler på en stang uden for ejerens telt. I overført betydning betegner 'pascha' en person, der lader sig opvarte af andre. Charlotte Stieglitz Charlotte Sophie Stieglitz, f. Willhöft (1806-34), gift med den ty. digter Heinrich Stieglitz. Hun var en sværmerisk natur og dræbte sig selv ved et dolkestik den 29. dec. 1834 i det håb, at ægtemandens dybe sorg over hendes død ville forvandle ham fra en ærgerrig og følelsessløv mand til en stor digter. Jf. T. Mundt Charlotte Stieglitz, ein Denkmal, Berlin 1835. blind Allarm . Julie faaer dem ... efterat have taget Giften sigter til 4. akt, 3. scene, i Shakespeares () tragedie Romeo og Julie, hvor Julie dog får sine dødstanker, lige inden hun tømmer giftbægeret, fordi hun ikke må få sin elskede Romeo (). Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 2, 1811, s. 375-377. Grete faaer dem hos Wessel, efter at have spiist Ærter sigter til J.H. Wessels parodiske sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772), 1. optog, 2. optrin, og 5. optog, 4. optrin. I 1. optog, 2. optrin, fortæller Grete sin veninde Mette om de dødstanker, hun har haft i en drøm, fordi hun tror, at hendes elsker, Johan, har svigtet hende, så hun kan blive nødt til at gifte sig med Mads, som hun tidligere har forskudt, hvis hun overhovedet skal blive gift. I 5. optog, 4. scene, hvor Grete er blevet forenet med Johan, bliver de enige om, at hendes sørgmodige anelser skyldes, at hun har spist ærter, flæsk og sild. Jf. Wessels Samlede Digte (), s. 4-7 og s. 48-54. – Wessel: Johan Herman Wessel (1742-85), da.-no. digter og forfatter. Skuffelse bedrag, illusion. Dag fra Dag dag for dag. Termini termer. gjort Ansvarets Anslag for høit vurderet ansvaret for højt. d. 5. Mai SKs fødselsdag. Indenads-Lectien den lektie, der er forstået og inderligt tilegnet. Se tekstredegørelsen, s. 75. Periander ... Tyran i Korinth . Jf. også 1. bog, kap. 7, »Periander«, 94, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 42: »Periander var en Korinthier, Søn af Kypselos, og af Heraklidernes Stamme.« Om ham siges der ... som en Afsindig . det er meget paafaldende ... saadan Nar, som Periander var jf. Herrn von Fenelons kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weise, s. 80-87 (). un fat fr. laps, selvoptaget og uforskammet fløs, der roser sig af sin yndest hos kvinderne. Udtrykket stammer formentlig fra Herrn von Fenelons kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weise, s. 80-87 (). Periander fra Ambracia ... forvexledes jf. 1. bog, kap. 7, 98-99: »Sotion, Heraklid og Pamfile i Optegnelsernes femte Bog sige, at der vare tvende Periandere, den ene Tyrannen, den anden den Viise og fra Amprakia. Dette beretter ogsaa Kyzikeneren Neanth, samt at de vare Sødskendebørn; Aristotel, at Korintheren var den Viise; men Platon taler intet derom«, Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44-45. kun var 5 Vise ... Historieskriverne ... forskjellige i deres Opfattelse I »Fortalen«, 13, opregner Diogenes Laertios de syv vise: »For Viise ansaae man Thales, Solon, Periander, Kleobulos, Chilon, Bias, Pittakos«. Og han tilføjer: »Til dem regnedes Skytheren Anacharsis, Cheneeren Myson, Syrieren Ferecyd, Kretenseren Epimenid; og af nogle Tyrannen Pisistrat. Disse vare da de Viise«, Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 5. I 1. bog, kap. 1, 41-42, skriver Diogenes Laertios videre om de syv vise: »Man tæller dem heller ikke paa een Maade: I Stedet for Kleobul og Myson indsætter Leandrios i deres Tal Leofant, Gorsias, en Lebedier eller Efesier og Epimenid fra Kreta. Platon i Protagoras sætter Myson istedet for Periander, Eufor Anacharsis for Myson; nogle regne og Pythagor til dem. Dikæarch giver os fire, hvorom alle ere enige: Thales, Bias, Pittak og Solon; men nævner ogsaa sex andre, hvoraf tre kunne vælges: Aristodem, Pamfil, Lakedæmonieren Chilon, Kleobul, Anacharsis, Periander; Nogle føje hertil Akusilaos fra Argos, Søn af Kaba eller Skabra. Men Hermip i Skriftet om de Viise nævner 17, hvoraf de syv valgtes, dog ikke af alle paa samme Maade. Disse sytten vare: 1) Solon, 2) Thales, 3) Pittak, 4) Bias, 5) Chilon, 6) Kleobul, 7) Periander, 8) Anacharsis, 9) Akusilaos, 10) Epimenid, 11) Leofant, 12) Ferekyd, 13) Aristodem, 14) Pythagor, 15) Lason, Charmantids eller Sisymbrins, eller, som Aristoxen siger, Chabrins Søn, 16) Hermioneus, 17) Anaxagoras. Hippobot i Fortegnelsen paa Filosoferne nævner 1) Orfeus, 2) Linos, 3) Solon, 4) Periander, 5) Anacharsis, 6) Kleobul, 7) Myson, 8) Thales, 9) Bias, 10) Pittak, 11) Epicharm, 12) Pythagor« (1. bd., s. 17). I den omtalte dialog Protagoras af Platon anføres (342 c) følgende 7: »Thales fra Milet, Pittakos fra Mytilene, Bias fra Priene, vor Solon, Kleobulos fra Lindos, Myson fra Chenæ, og som den syvende iblandt disse blev regnet Lakedæmoniske Chilon«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 177 (Platons Skrifter bd. 1, s. 61). If. oldgræsk tradition er de vise fra det 7. og 6. årh. f.Kr., som alle har fremsat kendte visdomsudsagn, »korte, erindringsværdige Sætninger«, som de kaldes i Protagoras. Sit Ord ... den Billedsøile ... Qvindernes Smykker jf. 1. bog, kap. 7, 96, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 43: »Ogsaa Efor beretter, han gjorde det Løfte, om han i det olympiske Veddeløb sejrede med en Trespændervogn, at ville forære til Templen en Statye af Guld; at han og vandt Prisen, men manglede Guldet, og derfor ved en Folkefest tog alle Smykker, hvormed han saae Fruentimret prydet, fra dem, og sendte saa sin Gave.« Flid gjør Alt ... gjennemgrave Isthmen jf. 1. bog, kap. 7, 99, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 45: »Perianders Valgsprog var: 'Flid gjør Alt.' Han havde i Sinde, at gjennemgrave Isthmen.« Isthmen er den korinthiske landtange, der forbinder Nordgrækenland med Peloponnes, og som på sit smalleste sted er 6 km bred. Anledningen fortælles forskjelligt ... sin Moder, Cratia jf. 1. bog, kap. 7, 94-96, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 42f.: »Han havde til Gemalinde Lyside, som han kaldte Melissa. (...) Ved hende avlede Periander tvende Sønner, Kypselos og Lykofron, af hvilke den yngre havde god Forstand, den ældste var tosset. Efter nogen Tids Forløb dræbte han i Vrede sin frugtsommelige Gemalinde med en Skammel, eller med Fodstød, ophidset dertil ved Frillers Bagvaskelse, hvilke han siden brændte; men Sønnen Lykofron forskiød han og forviiste ham til Kerkyra, fordi han sørgede over sin Moder. / Da han havde naaet en høj Alder, skikkede han [bud] efter sin Søn, som han vilde overlevere Tyranniet, men Kerkyræerne forekom det [kom det i forkøbet], ved at dræbe Sønnen. Forbittret derover, sendte han deres Børn til Alyat, for at castreres. Men da Skibet først anløb Samos, toege Børnene deres Tilflugt til Heras Tempel og bleve reddede af Samierne. Han døde af Mismod i en Alder af 80 Aar. Sosikrat siger, at hans Død indtraf 40 Aar før Kroesos og et Aar før den 49de Olympiade; Herodot i første Bog, at han stod i Gjæstevenskab med Thrasybul, Mileternes Tyran. Aristip i første Bog om Fortidens Vellystighed fortæller, at hans Moder, Kratia, forliebede sig i ham og havde hemmelig Omgang med ham, og at det ikke var imod hans Tilbøjelighed; men da det var blevet bekjendt iblandt Folk, at han af Ærgrelse derover viiste sig haard imod alle.« gjør ikke det, som bør ties jf. 1. bog, kap. 7, 98, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44, hvor der anføres en række sentenser af Periander, bl.a.: »før ikke ud det som bør ties«. det er bedre at være frygtet end at være beklaget hentyder formentlig til udsagnet: »Du aber hast nun eingesehn, wie viel besser es ist, sich beneiden, als sich bejammern zu lassen« (»Men du har nu indset, hvor meget bedre det er at være misundt end at være beklaget«), som indgår i de ord, Periander siger til sin søn Lykofron for at blive forsonet med ham, efter at han har sendt Lykofron hjemmefra, fordi han nægtede at tale med sin far af sorg og vrede over, at denne havde dræbt hans mor. Herodots Historier, 3. bog, kap. 52, i Die Geschichten des Herodotos () bd. 1, s. 250. Jf. Aristoteles' definition af tragedien (). Han var den Første, som holdt Landseknegte ... over Ufrie jf. 1. bog, kap. 7, 98, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44: »Han var den første, der holdt en med Lanzer bevæbnet Livvagt, og som omformede Regjeringen overeensstemmende med Tyranniets Natur. Efter Eufors og Aristotels Beretning tilloed han ikke enhver at boe i Staden, som vilde det.« det er ligesaa farligt ... blive dette berøvet jf. 1. bog, kap. 7, 98, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44: »Da man engang spurgde: hvorfor han var Tyran? svarede han: baade selv at nedlægge Tyranniet og at fratages det, er lige farligt.« Indskriften staaer over den tomme Gravhvælving jf. 1. bog, kap. 7, 96-97, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 43: »Over hans tomme Pragtgrav satte Korinthierne dette: / 'Havenes Nabo, Korinthiske Fædreland, gjemmer / I moderligt Skjød Periander, den rige og viise.'« af slem Vinding fødes »ond Vinding« jf. 1. bog, kap. 7, 97, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44: »Af ham [Periander] er ogsaa følgende: Gjør intet for Penges Skyld, thi af slem Vinding bør ventes slem Vinding.« Tyranner ... ikke Vaabendragere jf. 1. bog, kap. 7, 97, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44: »Tyranner, sagde han, som ville være sikkre, maae have til Livvagt Velvillighed og ikke Vaabendragere.« her gjemmer Korinth ... den Vise . En græsk Forfatter Diogenes Laertios, se følgende kommentar. ikke at græmmes ... udføre hvad han vilde jf. 1. bog, kap. 7, 97, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 44: »Af os er dette: / 'Om ei du dit Ønske opnaaer, saa græm dig dog ikke, / Men meget meer glæd dig ved alt, hvad Gud dig tilskikker / Af Mismod udsluktes Periander, som kaldtes den Viise, / Fordi han ej kunde udføre det Værk, som han vilde.'« en Fortvivlet ... mindre angrende I journalen JJ skriver SK i en optegnelse fra o. årsskiftet 1842/43: »Leibnitz fortæller, at der var en Baron Andrè Taifel, der i sit Vaaben havde en Satyr og følgende spanske Indskrift: mas perdido y menos arrepentido [sp. mere fortabt og mindre angrende] plus perdu et moins repentant [fr. mere fortabt og mindre angrende], og at senere en Greve Villamedina, der var forelsket i Dronningen, havde samme Valsprog, for at betegne en haabløs Lidenskab man dog ikke vil opgive / cfr. Erdmanns Udgave af Leibnitz p. 652, 2 Spalte« (Pap. IV A 26). Det fortalte findes i »Remarques sur le livre de l'origine du mal de M. King« i Theodicee (1710), jf. God. Guil. Leibnitii opera philosophica omnia, udg. af J.E. Erdmann, bd. 1-2, Berlin 1839-40, ktl. 620, s. 652, sp. 2 (de to bd. er fortløbende pagineret). Den omtalte sp. greve er: Juan de Tassis y Peralta (1580-1622), greve af Villamediana og satirisk forfatter. Greven var ansat som kammerherre hos dronning Isabella, gift med den sp. konge Filip IV. Rygtet ville vide, at han var forelsket i dronningen, og det fortælles, at han ved en turnering bar et skjold med et billede af en djævel omgivet af flammer, hvorunder det anførte valgsprog stod skrevet. Leibniz siger også »djævel eller satyr«. havde gjort, hvad der ikke tør nævnes . et gaadefuldt Svar ... ikke blev forstaaet af Budet jf. 1. bog, kap. 7, 100, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 45: »Thrasybul skrev til ham saaledes: / Vel har jeg intet Svar givet dit Sendebud; men jeg førde ham ud i en Kornmark, og imedens han gik med mig, slog med min Stok de Ax af, som ragede frem over de andre. Om du spørger ham, skal han sige, hvad han hørde og saae mig gjøre. Gjør du det samme, om du vil sætte dig fast i Eeneherredømmet; ryd de anseeligste af Borgerne til Side, enten nogen synes dig fiendsk eller ikke. En Eenehersker maa endog have sin[e] Venner mistænkte.« – Thrasybulus: lat. form for gr. Thrasybulos, der regerede som tyran i Milet formentlig i begyndelsen af det 6. årh. f.Kr. Tarquinius Superbus's Søn Da Sextus Tarquinius, søn af den rom. konge Lucius Tarquinius Superbus (o. 500 f.Kr.), i sin bestræbelse på at bringe byen Gabii under sin fars herredømme, ved list havde fået sig selv anbragt i en magtfuld position i byen, sendte han et bud til sin far i Rom for at høre, hvad han videre skulle gøre. Tarquinius Superbus, der ikke stolede på sendebudet, sagde intet, men førte det ud i en have, hvor han med sin stok slog hovederne af de højeste valmuer. Dette fortalte budet til sønnen, som da forstod, at han skulle rydde byens mest fremtrædende mænd af vejen. Jf. Valerius Maximus Sammlung merkwürdiger Reden und Thaten, overs. af F. Hoffmann, Stuttgart 1829, ktl. 1296, s. 455f. Jf. også mottoet i Frygt og Bæven i SKS 4, 100. Lyside ... Melissa . Det stolte Ord ... frygtet end beklaget . Melissa var en Datter af Prokles ... fratog Epidaurus genfortælling af Herodots Historier, 3. bog, kap. 50-52, jf. Die Geschichten des Herodotos () bd. 1, s. 249-251: »Nämlich nachdem Periandros sein Weib Melissa umgebracht, so traf ihn zu diesem ersten Unglück noch folgendes neue: Er hatte von der Melissa zween Söhne, davon war der eine siebenzehn und der andere achtzehn Jahr alt. Diese ließ ihr mütterlicher Oheim Prokles, der Herr war von Epidauros, zu sich kommen und bewirthete sie sehr freundlich, wie billig, da sie seiner Tochter Kinder waren. Und als er sie wieder von sich ließ, geleitete er sie und sprach: Aber wißt ihr auch, Kinder, wer eure Mutter umgebracht hat? Der älteste Bruder nahm sich dieses Wort nicht zu Herzen, der jüngste aber, mit Namen Lykofron, ward sehr betrübt, als er das hörete, also daß er, wie er nach Korinthos kam, seinen Vater nicht anredete, als den Mörder seiner Mutter, und wenn jener mit ihm sprach, redete er nicht, und wenn er ihn fragte, gab er ihm keine Antwort. Endlich ward Periandros böse und jagte ihn aus dem Hause. Und als er ihn weggejagt, fragte er den ältesten aus, was ihr Oheim mit ihnen gesprochen. Der aber erzählete ihm, wie er sie sehr freundwillig aufgenommen; jenes Wortes aber, das ihnen Prokles beim Abschied gesagt, erinnerte er sich gar nicht, weil er's nicht zu Herzen genommen. Periandros aber sagte, es wäre gar keine Möglichkeit, er müßte ihnen etwas unter den Fuß gegeben haben, und hörete nicht auf zu fragen. Endlich fiel es ihm wieder ein und er sagte auch das. Periandros aber nahm sich das auch zu Herzen, wollte aber doch sich nicht weichherzig bezeigen, und schickte zu den Leuten, wo sein verstoßener Sohn sich aufhielt und verbot ihnen, sie sollten ihn nicht beherbergen. Als dieser nun verstoßen wurde und in ein ander Haus kam, mußte er auch da wieder fort, denn Periandros drohete denen, die ihn beherbergten, und befahl, sie sollten ihn nicht im Hause behalten. Als er auch hier wieder fort mußte, ging er weg in ein anderes Haus seiner Freunde, und die, obwohl sie sich sehr fürchteten, nahmen ihn dennoch auf, weil er doch ein Sohn des Periandros wäre. Endlich aber ließ Periandros ausrufen, wer ihn beherbergte oder mit ihm spräche, der wäre dem Apollon in eine heilige Strafe verfallen, so und so viel. Nach diesem Ausruf wollte kein Mensch mit ihm sprechen, noch ihn beherbergen; ja er selber glaubte, er dürfe nun nichts mehr versuchen wider das Verbot, sondern trieb sich unausgeseßt unter den Säulenhallen umher. Am vierten Tage aber sah ihn Periandros, wie er zusammengefallen war, weil er sich nicht gewaschen und nichts gegessen, und ihn jammerte sein. Und ließ ab von seinem Zorn und ging an ihn heran und sprach zu ihm: / Lieber Sohn, was möchtest du lieber, deinen jetzigen Zustand, oder die Herrschaft und alle Güter, die ich jetzo habe, und deines Vaters Willen thun? Du bist ja mein Sohn, bist König des reichen Korinthos und führest so ein Bettlerleben, weil du widerspenstig und erzürnet bist gegen den du es am allerwenigsten sein solltest. Wenn sich ein solches Unglück zugetragen, wie du mich in Verdacht hast, so ist das ja mein Unglück und ich trage den schwersten Theil daran, dieweil ich es selber verübt. Du aber hast nun eingesehn, wie viel besser es ist, sich beneiden, als sich bejammern zu lassen, und zugleich, was das heisset, gegen seine Eltern und gegen Mächtigere zu zürnen; und nun komm mit nach Hause. / So suchte er ihn zu gewinnen. Er aber antwortete seinem Vater weiter nichts, sondern sagte bloß, er wäre dem Gott in die heilige Strafe verfallen, da er mit ihm sich in's Gespräch eingelassen. Da ward Periandros innen, seines Sohnes Uebel sei unheilbar und nicht fortzuschaffen, und brachte ihn aus seinen Augen weg und schickte ihn auf einem Fahrzeuge gen Kerkyra, denn auch die war ihm unterthänig. Und als er ihn fortgeschickt, zog Periandros in den Streit wider seinen Schwäher Prokles, weil der die meiste Schuld hatte an dem ganzen Unglück, und nahm Epidauros ein und nahm den Prokles selber lebendig gefangen.« veed I og også, jf. Prokles' afskedsord til Perianders to sønner: »Aber wißt ihr auch, Kinder, wer eure Mutter umgebracht hat?« (). antage sig ham tage imod ham, ansætte ham, anerkende ham. Periander var nu bleven en Olding ... De gjorde ogsaa saaledes genfortælling af Herodots Historier, 3. bog, kap. 53, jf. Die Geschichten des Herodotos () bd. 1, s. 251f.: »Aber als nun manche Zeit vergangen und Periandros alt ward und wohl bei sich fühlte, daß er nicht mehr im Stande wäre, die Geschäfte zu übersehen und zu besorgen, sandte er nach Kerkyra und berief den Lykofron zur Herrschaft, denn in seinem ältesten Sohn sah er auch gar nichts, sondern der schien ihm ganz stumpf zu sein. Lykofron würdigte den, der ihm die Botschaft beachte, nicht einmal einer Antwort. Periandros aber, denn sein Herz hing einmal an dem Knaben, schickte zum andern zu ihm seine Schwester, die war seine leibliche Tochter, und dachte, der würde er noch am ersten folgen. Diese kam nun an und sprach also: / Lieber Bruder, willst du die Herrschaft an andere fallen und dein väterlich Haus lassen in Trümmer gehn lieber, als hinkommen und das selber besitzen? Komm mit nach Hause und laß ab, dich selber zu züchtigen. Die Rachsucht ist ein verkehrtes Gut; heile nicht Uebel mit Uebel. Mancher zieht seine Lust der Gerechtigkeit vor, und mancher, der sein Mütterliches gesucht, hat sein Väterliches verloren. Die Herrschaft ist ein schlüpfriges Ding; viele sind, die ihrer begehren. Dein Vater ist alt und hoch bei Jahren; gieb doch dein Eigenthum nicht in fremde Hand. / Der Vater hatte ihr eingegeben, wodurch man ihn wohl am leichtesten bewegen konnte, und das sagte sie zu ihm. Er aber antwortete und sprach, er würde nimmermehr nach Korinthos kommen, so lange er hörte, daß sein Vater noch lebe. Als sie nun dieses berichtet, sandte Periandros zum dritten einen Herold, er wollte selber nach Kerkyra gehn, jener aber sollte nach Korinthos kommen und sein Nachfolger werden in der Herrschaft. Mit der Bedingung war es der Jüngling zufrieden, und Periandros wollte nun nach Kerkyra, sein Sohn aber nach Korinthos gehn. Als aber die Kerkyräer das alles erfuhren, brachten sie den Knaben um, damit ihnen Periandros nicht in's Land käme. / Darum nahm Periandros Rache an den Kerkyräern.« Men det er lige farligt ... blive det berøvet . han lod 300 af deres Børn ... Guderne forhindrede det . Antallet på 300 stammer fra Herodots Historier, 3. bog, kap. 48, hvor det dog er i en anden sammenhæng, det fortælles, hvorledes Periander sendte 300 drenge af de fornemste mænd i Kerkyra til Sardis for at blive kastreret, jf. Die Geschichten des Herodotos () bd. 1, s. 248f. Han lod to unge Mennesker komme ... blev myrdet genfortælling af 1. bog, kap. 7, 96, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 43: »Han vilde, saaledes fortælle nogle, ikke at hans Gravsted skulde vides; betjende sig derfor af følgende Paafund: han befoel [befalede] tvende unge Karle, at gaae ud om Natten paa en Vej, som han viiste dem, at dræbe og begrave dem, der mødte dem; siden andre fire, at gaae ud imod de to, at dræbe og begrave dem, og igien flere imod disse. De første gik han imøde og blev saaledes dræbt.« pathetisk patetisk, lidenskabelig, dramatisk. altercatio lat. ordveksling, uenighed. At sende en Silkesnor ... Modtageren hentyder til den skik i orienten at sende en snor af silke til sin underordnede som tegn på, at han skal begå selvmord (egl. ved at kvæle sig i snoren). Hyphen gram. bindestreg i sammensatte ord el. mellem stavelser i et ord. Capital-Uret hoved-uret, væsentligste uret; hovedsum af uret. den frieste Conto den mest åbne konto, en konto, man frit kan trække på. misliggjort gjort tvivlsom, gjort til skamme. ligefrem direkte, umiddelbare. hvo hvem (). Terminus termin, fastsatte tidspunkt, tidsfrist. Skifting troldunge; forbyttet barn; if. folketroen et barn, der af overnaturlige (især underjordiske) væsner er lagt i vuggen i stedet for et udøbt barn, og som antages at blive en vanskabning, ubegavet o.l. Pagode afgudsbillede; lille figur med bevægeligt hoved, nikkedukke. spørges ikke har ingen efterspørgsel. Stille i Folket svarer til det faste udtryk 'de stille i landet' (jf. Sl 35,20) om de personer, der lever et stilfærdigt, tilbagetrukket liv. Aande-Timens midnat, hvor gengangerne (ånder af afdøde) menes at vise sig. Petrarcas Ord ... Tanker hver Aften citat fra Rime, 1. bog, sestina 7, af den ital. digter, filolog og filosof Francesco Petrarca (1304-74), jf. Francesco Petrarca's sämmtliche italienische Gedichte, overs. af F.W. Bruckbräu, bd. 1-6, München 1827, ktl. 1932-1933; bd. 5, s. 40: »Nicht hat so viele Thiere das Meer in seinen Fluthen, nie sah da oben über dem Kreise des Mondes jemals eine Nacht so viele Sterne, so viele Vögel wohnen nicht in den Wäldern, so viele Halme hatten Felder nie und Hügel, als mein Herz Gedanken jeden Abend.« Violen el. fiol, violin. sæt Alt i Bero (...) Skifterettens Segl Ved dødsfald skulle den stedlige skifteret – i København siden 1771 en særlig skiftekommission under Hof- og Stadsretten () – if. Christian V's Danske Lov straks meddeles dette for at lade afdødes besiddelser forsegle og holde i god forvaring, indtil lovligt skifte havde fundet sted (5. bog, kap. 2, § 1). Kongenshave parken Kongens Have ved Rosenborg Slot i København, på SKs tid også kaldt Rosenborg Have (se kort 2, D2-3). af min Vei ud af. bringer det i Anslag tager det i betragtning, regner det med. Præliminairerne indledningerne, forberedelserne. Skuffelse bedrag, illusion. Væven op og ned ad Stolperne variation af talemåden snakke, vrøvle 'op ad stolper og ned ad vægge' el. 'op ad vægge og ned ad stopler'. Tartarus lat. for gr. Tartaros. I gr. mytologi et rige, der lå ved jordens og havets ende, lige så langt under jorden, som himlen er over jorden, og hvor der altid herskede nat. Hertil kom de ondes sjæle for pinefuldt at blive straffet for, hvad de havde forbrudt på jorden. Jf. fx W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen (), s. 1472f. Apelsiner ... fordi han tog Pulver formentlig for at modvirke den forstoppelse, indtagelse af pulver (især opiater mod søvnløshed) kunne have som bivirkning. If. gammel kinesisk medicin anses appelsiner for at være gode for fordøjelsen og kan derfor have været anbefalet som laksativ. skaffe (...) tilhænde skaffe i hænde, få fat på og overbringe. En Forfatter ... har sagt, at Ærlighed varer længst ... behage Qvinder Kilden er ikke identificeret. Jf. dog »Forførerens Dagbog« i 1. del af Enten – Eller, hvor Johannes Forføreren skriver: »Man siger, der skal lidt mere end Ærlighed til for at komme igjennem Verden; jeg vilde sige, der skal lidt mere end Ærlighed til for at elske en saadan Pige [Cordelia]. Det Mere har jeg – det er Falskhed«, SKS 2, 373. – Ærlighed varer længst: ordsprog, bl.a. optegnet af N.F.S. Grundtvig i Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 114 (nr. 2997). Non enim est ... in habendo cupiditas, siger Augustin lat. »for det volder kun vanskelighed at undvære, når der findes begær efter at besidde«. Citat fra Augustins () De doctrina christiana, 3. bog, kap. 18, jf. Sancti Aurelii Augustini opera () bd. 3, 1797, sp. 69. Augustin har 'cum', mens SK har 'quum', men det ændrer ikke meningen. sympathetiske 'medlidende', deltagende, velvillige (). Accomodation tillempning, tilpasning, svaghed. brændende i Aanden allusion til Rom 12,11, hvor Paulus skriver: »Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.« arbeidede gjorde, udførte. Young (...) sagt om Sproget, hvorfor det er til I digtet »Love of Fame« 1, v. 207f., siger Edward Young () om hofferne: »Where Nature's end of language is declined / and men talk only to conceal their mind«. Jf. Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af J.A. Ebert, bd. 1-3, Braunschweig og Hildesheim 1767-72, ktl. 1911; bd. 3, s. 36, hvor det i prosaform hedder: »wo der natürliche Zweck der Sprache vermieden wird, und Menschen nur reden, um die Seele zu verhehlen« (»hvor sprogets naturlige formål undviges, og mennesker kun taler for at skjule sjælen«). Talleyrand (...) sagt om Sproget, hvorfor det er til Den fr. biskop og statsmand Charles-Maurice de Talleyrand (1754-1838) skal i 1807 have sagt til den sp. gesandt Isquierdo: »Sprogets gave har mennesket fået for at skjule sin tanke.« en senere Forfatter (...) sagt om Sproget, hvorfor det er til I kladden skriver SK: »jeg troer ogsaa, at en senere Forfatter har Uret, naar han siger at Sproget er til ikke for at skjule Tankerne, men for at skjule, at man ingen Tanker har« (Pap. V B 115,2). Sigter til Vigilius Haufniensis, som i Begrebet Angest (1844) skriver om »Passiaren, der ikke mærker, hvad Talleyrand (og allerede før ham Young har sagt) opdagede og dog ikke fuldkommede saa godt som Passiaren gjør det, at Sproget er til for at skjule Tankerne – nemlig, at man ingen har«, SKS 4, 409f. Bekjendtere bekendte. Daarekistelem . Chorus af lat., kor. I det antikke drama spillede koret en fremtrædende rolle og kunne særligt i de ældre gr. tragedier og komedier være i dialog med dramaets personer; i det moderne drama, i opera og skuespil, repræsenterer koret hyppigt en menneskemængde og er således 'folkets stemme'. Heltene i den franske Poesi Der sigtes formentlig til de store helte i den klassiske fr. tragedie, jf. fx Le Cid (1636) af den fr. dramatiker og digter Pierre Corneille. kolde Brand sygelig tilstand, der medfører følelsesløshed, el. som får noget til at bortdø, jf. koldbrand. Mundus vult decipi lat. 'Verden vil bedrages'. Hentyder til udtrykket 'Mundus vult decipi, decipiatur ergo' ('Verden vil bedrages, lad den da bedrages'), der i sin lat. form har fundet stor udbredelse. I sine heltehistorier (1739) fortæller Holberg, at kardinal G.P. Caraffa (den senere pave Paul IV) »udi en Procession uddelte Velsignelse med Haanden, men med Munden paa samme Tid mumlede idelig disse Ord: Mundus vult decipi, decipiatur!« Jf. Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter bd. 1, i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter () bd. 9, 1806, s. 86. hvad det er Tiden fordrer . fra Arilds Tid fast udtryk for: siden de ældste tider, fra meget gammel tid, fra begyndelsen. – Arild: af oldnordisk ár alda, 'aldrenes begyndelse', fordums tider; ordet er undertiden blevet misforstået som et personnavn. drikker Duus . en masse fr. i massevis, under ét. Peer Degn, elsket og agtet af den hele Menighed hentyder til Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), 1. akt, 4. scene, hvor Per Degn siger til Jeppe: »hvorfor skulle jeg forlade min Menighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien«, Den Danske Skue-Plads () bd. 5. forsøgt prøvet, erfaren. berede Herren Vei hentyder til Matt 3,3, hvor det med et citat fra Es 40,3 siges om Johannes Døber: »det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, giører hans Stier jævne« (NT-1819). De kirkelige Differentspunkter om Ordinationen hentyder til spørgsmålet om, hvorvidt den, der ordineres, dvs. indvies til præst, tilføres en særlig nådegave og indfældes i den ubrudte række af indehavere af det embede, som nedstammer direkte fra apostlene. Således forstås præstevielsen i den katolske kirke, hvor ordination er et sakramente; dette er ikke tilfældet i de protestantiske kirker. Om ordination i de protestantiske kirker skriver H.N. Clausen i Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, Kbh. 1825, s. 216: »Ordinationen er optaget efter Apostlenes Exempel, men alene som symbolsk Handling, som høitidelig Erklæring af det geistlige Embedes Betydning og Vigtighed, ikke som nogen magiskvirkende Ritus.« Og han tilføjer: »Det maa derfor betragtes som en paafaldende Forvildelse fra det protestantiske Princip, naar Præste-Ordinationen i den engelske Kirke betager den Geistlige Frihed til at vende tilbage i Lægstanden og overtage verdslige Embeder (...); og aldeles catholsk er samme Kirkes Theorie, som endnu har sine Tilhængere, at den biskoppelige Værdighed beroer paa den uafbrudte Række af foregaaende Biskopper, og at Ordinationen meddeler særegne Naadegaver, som sætte dem istand til at udføre de biskoppelige Forretninger«, s. 216f. Om ordination i den katolske kirke skriver Clausen: »Ordinationen forlehner den hellig Aand, som bevirker Helliggjørelse og Duelighed til at forvalte det hellige Embede, og Magt til at udføre Forvandlingen i Nadverens Sacrament«, s. 436. Apodosis (fra antik retorik) eftersætningen. Styrelsen dvs. Guds styrelse, jf. Balles Lærebog (), kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 2, § 5: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 24f.). in mente lat. i tankerne, i hukommelsen. skuffer bedrager. Johannes den Døbers . Paradigma . αϕωϱισμενος gr. aphōrisménos, afsondret, adskilt, udstødt, udset. Jf. Rom 1,1, hvor Paulus omtaler sig selv som »ἀϕωϱισμένος εἰς εὐαγγέλιον ϑεου~]«, »udsondret / udset til [at forkynde] Guds evangelium«. Ordet anvendes ikke om Johannes Døber i NT. Ligelighed ligestillethed. Pluraliteten de fleste, flertallet. gjort (...) Applikationer gjort betragtninger over anvendelsen, uddraget moraler (). ikke stolende paa »hans Ord og Kjole.« indirekte citat fra J.L. Heibergs vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), 26. scene, hvor koret synger: »Det var som Fanden! / Lyver ikke Manden? / Paa hans Ord og Kjole / Vi stole!« J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil () bd. 2, 1833, s. 386. Omnibus . vandrende Riddere . bona fide lat. i god tro, oprigtigt. indklædte iklædte, indhyllede, indsvøbte. Krøniken tale om Konger, som ... Christendommen hentyder formentlig til de beretninger om, hvordan kongerne Harald, Erik og Frode indførte kristendommen i Danmark, som fortælles i Saxos Gesta Danorum, 9. bog, jf. Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus, overs. af N.F.S. Grundtvig, bd. 1-3, Kbh. 1818-22; bd. 2, 1819, s. 262-275. Jernbaner . Indklædning . Omklædning påklædning; forklædning, maskering. mindst angive slet ikke. hele Menneskehedens Fremtid . hvad det er Tiden fordrer . Der er intet Nyt under Solen, siger Salomo citat fra Præd 1,9. If. den bibelske og kirkelige tradition er kong Salomo forfatter til Prædikerens Bog (). Expositionen (fra antik retorik) indledende fremstilling af, hvad der er gået forud for den situation el. det tidspunkt, hvor et skuespil tager sin begyndelse. per mare tristitiam fugiens per saxa per ignes lat. »på flugt fra tungsind over hav, over klipper, gennem ild«. Tillempet citat fra Horats' breve, 1. bog (Epistolarum liber I), nr. 1,46. Jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 224: »per mare pauperiem fugiens, per saxa, per ignes« (»på flugt fra fattigdom over hav, over klipper, gennem ild«). Plato og Aristoteles ... Forundring er Erkjendelsens Udgangspunkt I en optegnelse fra jan.-feb. 1841 skriver SK i en notesbog: »Det er et positivt Udgangspunkt for Philosophien, naar Aristoteles mener, at Philosophien begynder med Forundring, ikke som i vor Tid med Tvivl« (Pap. III A 107). I en note til denne optegnelse citerer SK fra Aristoteles' Metafysik, 1. bog, kap. 2 (982b 12f.): »δια γαϱ το ϑαυμαζειν οι ανϑϱωποι ϰαι νυν ϰαι το πϱωτον ηϱξαντο ϕιλοσοϕειν« (»netop fordi de undrer sig, er menneskene både nu og fra først af begyndt at filosofere«), og fra Platons dialog Theaitetos 155d: »μαλα γαϱ ϕιλοσοϕον τουτο το παϑος, το ϑαυμαζειν. ου γαϱ αλλη αϱχη ϕιλοσοϕιας η αυτη« (»For det at undre sig er noget i høj Grad ejendommeligt for en filosofisk natur; ja, det er i Virkeligheden selve Begyndelsen til Filosofi«, Platons Skrifter () bd. 6, s. 111). Som sin kilde nævner SK: K. Fr. Hermann Geschichte und System der Platonischen Philosophie bd. 1, Heidelberg 1839, ktl. 576, s. 275, note 5, hvor de to citater er anført. – Plato: . – Aristoteles: . 16 Grunde Tallet 16 anvendes som ubestemt angivelse, om et ret stort antal. eo ipso lat. netop derved el. derfor. Madam Voltisubito ... Pidsken smelde hentyder til J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826), 16. scene, hvor Trop siger om den fr. beriderske Madame Voltisubito, der gør sin entré på scenen med en pisk i hånden og en guitar om halsen: »Hun synger aldrig uden til Hest, hun er vant til at høre Pidsken, og uden den kan hun ingen Ting gjøre«. Jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil () bd. 3, 1834, s. 243. Kreti og Pleti alle slags folk, hvemsomhelst (). Fægten i Luften . sympathetisk 'medlidende', deltagende (). Explorationsmiddel middel til udspejdning, undersøgelse. arbeide hende flot trække hende fri, som man trækker et grundstødt skib af grunden. Turde Adam vel erindre Eden hentyder til, at Gud jog Adam og Eva ud af Edens Have efter syndefaldet og anbragte keruber med lynende flammesværd til at vogte adgangen til livets træ, jf. 1 Mos 3,23-24. Tidsel og Torn hentyder til Guds forbandelsestale til Adam efter syndefaldet, 1 Mos 3,17-19, hvor det i v. 18 hedder: »Og den [jorden] skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken« (GT-1740). referre pedem lat. 'trække foden tilbage', vige. til hvem skulde jeg gaae uden til Dig hentyder til Joh 6,68, hvor Peter svarer: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord«, efter at Jesus har spurgt disciplene, om også de vil forlade ham. Skuffelse bedrag, illusion. gribe efter min tabte Skygge hentyder formentlig til Adelbert von (egl. Louis Charles Adelaide de) Chamisso Peter Schlemihl's wundersame Geschichte, 3. udg., Nürnberg 1835 [1814], ktl. 1630. Heri fortælles det, hvordan en mand får Peter Schlemihl til at sælge sin skygge for en uudtømmelig lykkepung, derpå ruller skyggen sammen, stikker den til sig og opbevarer den i lommen, hvorfra han kan trække den frem, når det passer ham. Herefter må Peter Schlemihl leve uden skygge med alle de genvordigheder, det medfører. Jf. Peter Schlemihl's forunderlige Historie, overs. af Fr. Schaldemose, Kbh. 1841. Richard d. 3die ... forvandle hende til Elskerinde hentyder til Shakespeares tragedie Richard III, 1. akt, 2. scene. Kvinden er Lady Anna, enke efter prins Edward af Wales, kong Henrik VI's søn, som Richard III har myrdet. Skønt Anna hader Richard, overgiver hun sig til ham, modtager hans ring og bliver hans elskerinde; de bliver senere gift. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 6, 1818, s. 183-198. da han med Fortvivlelsens Lyst ... Vanskabthed hentyder til Shakespeares tragedie Richard III, 1. akt, 2. scene, hvor Richard efter at have vundet Lady Anna for sig siger: »Har hun alt glemt den brave unge Edvard, / som jeg for neppe trende Maaneder / i Tewksbury, i Vredens Hu, har dræbt? / En mere elskværdig, mere yndet Mand, / – skabt i Naturens yppig øsle Lune, / ung, tapper, klog og sikkert kongelig – / den vide Verden ei igien fremskaffer; / Og dog til mig hun lader Øiet dale, / som høsted denne Ynglings gyldne Vaar, / og hende laae paa Sorgens Enkeseng? / Til mig, hvis Alt ei gielder Edvards Halve? / Til mig, som halter og er saadan Krøbling? / Mit Hertugdom jeg vedder mod en Pending, / at jeg af min Person har taget Feil. / Skiøndt jeg ei seer det selv, hun finder mig, / paa Ære, en særdeles vakker Mand. / Jeg for et Speil mig sætter i Bekostning, / og en Snees Skræddere anskaffer mig, / som kan udfinde Moder til min Pryd; / da hos mig selv i Gunst jeg er indkrøbet, / vil jeg spendere lidt for der at blive. / Først Knegten der jeg vil i Graven synke, / og derpaa for min Elskerinde klynke. / Skin, gyldne Soel, til jeg faaer kiøbt et Speil, / at jeg kan see min Skygge uden Feil.« Oversættelsen skyldes P.F. Wulff, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 6, 1818, s. 197f. Haandpenge mindre beløb, der betales forud som bekræftelse på overenskomst, forskud; penge, der betales ved hvervning af soldater. »Hvad er Æren« siger Falstaff ... et malet Skildt hentyder til Shakespeares tragedie Henrik IV, 1. del, 5. akt, 1. scene, hvor Sir John Falstaff () siger: »Æren opliver mig til at trænge frem? – Ja! men hvad om Æren afliver mig, i det jeg trænger frem? Hvad da? Kan Æren sætte et Been til? – Nei! – Eller en Arm? – Nei! – Eller lindre Smerten i en Vunde? – Nei! – Æren er altsaa slet ikke kyndig i Chirurgien? – Nei! – Hvad er Æren? – Et Ord! – Hvad er der vel i det Ord: Ære? Hvad er denne hele Ære? – Mundsveir! – Jo! en deilig Regning! – Hvem har den? – Han som døde i Onsdags. – Føler han den da? – Nei! – Hører han den da? – Nei! – Er den da ikke følelig? – Nei! for den døde Mand ikke! – Men lever den da ikke med den levende? – Nei! – Og hvorfor ikke? – Misundelsen vil ei taale det: – Derfor bryder jeg mig ikke en Snuus om den: Æren er hverken meer eller mindre end et intetsigende Skioldmærke: og dermed er min Catechismus ude.« Oversættelsen skyldes P. Foersom, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 3, 1815, s. 155f. – Ergo: altså (). saa kan den, naar den tabes ... sætte ... en Arm af hentyder formentlig til det æretab og den straf, som Christian V's Danske Lov fastsætter for majestætsforbrydelse: »Hvo som laster Kongen eller Dronningen til Beskæmmelse, eller deres og deres Børns Liv eftertragter, have forbrudt Ære, Liv og Gods, den høire Haand af hannem levendes afhugges, Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hiul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage« (6. bog, kap. 4, § 1). mishandle ... i Rusland, og sende Een til Siberien jf. fx Karl Friedrich Becker's Verdenshistorie, omarbeidet af Johann Gottfried Woltmann, overs. af J. Riise, bd. 1-12, Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 8, 1825, s. 586, hvor det om den russiske zar Peter den Store (zar 1682-1725) fortælles, hvorledes han efter at have slået et oprør ned straffede de skyldige: »Alle de Sammensvorne bleve fængslede og efter Landets raae Sæder straffede barbarisk. Obersten for Strelizerne [en fast armé] blev tilligemed andre Anførere radbrækket; nogle bleve halshuggede, andre knuttede [pisket med en særlig russisk knudepisk] og en Deel sendtes til Siberien.« Invalidernes Hospital hospital for krigsinvalider og militære personer i øvrigt. I København fandtes på SKs tid tre hospitaler under militær jurisdiktion: Garnisonshospitalet i Rigensgade (se kort 3, E2) og Søetatens Hospital i Nyboder (se kort 3, E-F2) samt Qvæsthuset på Christianshavn (se kort 4, B2), der i modsætning til de to førstnævnte i fredstid kun blev benyttet under epidemier o.l. Ærens Mark efter fr. champ d'honneur, det sted, hvor en mand falder med ære, dvs. dør i kamp; valplads. en ny Himmel ... at forvente hentyder til Åb 21,1, hvor Johannes skriver: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord.« de Uærliges Kirkegaard Henrettede forbrydere og 'uærlige' straffefanger, dvs. fanger, som for særligt graverende forbrydelser var fradømt deres borgerlige ære og anseelse, blev endnu på SKs tid begravet i uindviet jord. De 'uærlige' straffefanger fra Rasphuset () blev begravet på en uindviet kirkegård uden for Amagerport (se kort 4, B3); de 'uærlige' slaver fra fængslet Stokhuset i Stokhusgade og fra Københavns Befæstning, Citadellet Frederikshavn, blev begravet på en særlig del af Garnisons Kirkegård uden for Østerport (se kort 3, G2). Marie Magdalene sigter til den prostituerede, der kom ind i farisæeren Simons hus, hvor Jesus var til middag, og som stillede sig grædende bag Jesu fødder, vædede dem med tårer, tørrede dem med sit hår, kyssede dem og salvede dem med olie, Luk 7,37-50. Myrthekrandsen . begyndt paa, hvad han ikke kunde fuldkomme allusion til Fil 1,6: »han [Gud], som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.« for godt Kjøb til en billig pris. faae sit Ønske frem få sit ønske realiseret. vies til min venstre Haand hentyder til den ægteskabsform, hvor manden rækker kvinden sin ventre hånd under vielsen som tegn på, at hun og hendes børn ikke kommer under hans 'hånd og værge' og ikke skal have de rettigheder, der ellers tilkommer en ægtehustru; især om det morganatiske ægteskab, dvs. en fyrstes el. anden højtstillet persons ægteskab med en kvinde af lavere stand, hvor hun og hendes børn ikke skal nyde de privilegier, der tilkommer ham. Protestation højtidelig el. offentlig erklæring, indsigelse. Pyrrhus: endnu saadan een Seier og det er forbi hentyder til Plutarks biografi »Pyrrhus«, kap. 21, i Vitae parallelae. Efter at have fortalt om, hvorledes Pyrrhos, konge af Epeiros (fra 296 f.Kr.) og feltherre, havde besejret romerne i et blodigt slag ved Asculum i Apulien 279 f.Kr., beretter Plutark: »Begge Armeerne trak sig tilbage, og man fortæller, at Pyrrhus skal have svaret En, som lykønskede ham til det vundne Slag: 'Vinde vi endnu en Sejer over Romerne, saa er det aldeles ude med os.' Virkelig havde han og tabt en betydelig Del af den Armee, han havde bragt over med sig til Italien, og sine Fortrolige og sine Generaler havde han, paa meget Faa nær, mistet Alle.« Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 4, s. 182. Autopathisk 'selvlidende'; på egne vegne (). Egoitet jeghed, selvhed. Sympathetisk 'medlidende', medfølende, deltagende, (). wie das Wiegenkind ... im Munde sterbend ty. »som barnet i vuggen døende med sin mors bryst i munden«. Citat fra Shakespeares tragedie Henrik VI, 2. del, 3. akt, 2. scene, i Shakspeare's dramatische Werke () bd. 3, 1840, s. 71, hvor Suffolk siger til dronning Margaret: »Ich kann nicht leben, wenn ich von dir scheide; / Und neben dir zu sterben, wär' es mehr / Als wie ein süßer Schlummer dir im Schooß? / Hier könnt' ich meine Seele von mir hauchen, / So mild und leise wie das Wiegenkind, / Mit seiner Mutter Brust im Munde sterbend.« I P.F. Wulffs da. oversættelse: »Jeg kan ei leve naar jeg gaaer fra Dig, / og for Dit Aasyn døe, hvad var det andet / end kun en rolig Slummer i Dit Skiød? / Her kunde jeg mit sidste Pust udaande / saa mildt, saa let, som spæde Barn der døer / med Læben ved sin Moders ømme Bryst«. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 5, 1818, s. 274f. Poenitentse-Decret pønitense-dekret, beslutning om at angre og gøre bod. in perpetuum lat. i det uendelige, til evig tid. Næst om næst efter. Tilvær tilværelse, eksistens. føre op anføre, optegne; opføre, udspille. Heiberg ... end det vi vide citat fra J.L. Heibergs () novelle »Den farlige Taushed«, i Digte og Fortællinger bd. 1-2, Kbh. 1834-35, ktl. 1551-1552; bd. 1, s. 149. Den her citerede tekst indgår i en lang, fortrolig samtale mellem to venner, novellens hovedperson og Frederik, hvor Frederik fortæller om en anden ven, Carl, der netop har skudt sig selv. Carl havde haft et lidenskabeligt, men dybt hemmeligt kærlighedsforhold til Frederiks unge kusine Charlotte, som imidlertid blev alvorlig syg; på sit dødsleje afkrævede hun Carl det løfte, at han aldrig ville fortælle nogen om deres forhold. Ved en tilfældighed overhørte Frederik denne sidste samtale mellem Charlotte og Carl, ligesom han også ved en tidligere lejlighed havde været vidne til deres hemmelige kærlighed. Efter Charlottes død forstiller Carl sig som fattet og munter for at skjule sin fortvivlelse over Charlottes død og for tavst at våge over deres hemmelighed. Efter at Carl en sensommeraften har holdt en bevæget tale om Eros, der er blind, fordi døden er hans brud, beslutter Frederik at bryde sin tavshed, men for sent. Han modtager et brev fra Carl, der fortæller, at han har indgået en hellig ed, som han ikke kan røbe, og at han har beslutte at tage sit eget liv for at berøve sig selv muligheden for at bryde sin tavshed. Novellens hovedperson har et tilsvarende hemmeligt kærlighedsforhold til den unge Mariane. Efter at han har hørt Frederik fortælle om Carls skæbne, opsøger han Mariane; de sniger sig ind i hendes fars kontor, hvor de bliver overrasket af Frederik, der er på forretningsbesøg. Herefter anmoder de Marianes forældre om deres velsignelse af forholdet, den får de, og kort efter bliver de gift. Bjørnen, der slog sin Herre fordærvet for at jage Fluen bort hentyder til fablen »Bjørnen og havemanden«, hvis slutning handler om en bjørn, der ville jage en flue bort fra sin sovende herres ansigt, men kom til at knuse hans pande, 8. bog, nr. 10, i den fr. forfatter og fabeldigter Jean de La Fontaines Fables (1668-93). hvorpaa man har Exempler sigter måske til J.G. Hamann (), jf. en optegnelse fra årsskiftet 1844/45 i journalen JJ, hvor SK skriver: »Hamanns saa kaldte Samvittigheds-Ægteskab, der ikke var noget borgerligt, hvorledes hænger det sammen dermed. Roth i Fortalen til 3d Bind omtaler det blot og fortæller at der er Aktstykker, men han tør ikke udgive dem (...). / Maa efterforskes« (Pap. VI A 5). Jf. Hamann's Schriften () bd. 3, 1822, s. Xf. Måske tænkes der også på den offentlige debat, der fandt sted i København i begyndelsen af 1840'erne om »saakaldt frit Ægteskab«, idet en del i den københavnske almue levede i parforhold uden at være lovformeligt gift, hvorfor de børn, de fik, blev anset for uægte. Jf. fx Dansk Ugeskrift. Anden Række, udg. af J.F. Schouw, bd. 1-8, Kbh. 1842-46; nr. 26, 30. sept. 1842, bd. 1, s. 393-408. bitte, bitte ty. vær så venlig; vil De ikke nok. explorerer undersøger, udspejder. for Tiden for det timelige liv. en gloende Ovn . Nebucadnezar titlen på en fortælling, som SK påbegyndte i journalen JJ. Se tekstredegørelsen, s. 77. – Nebucadnezar: babylonsk konge, egl. Nebukadnesar II (605-562 f.Kr.). Daniel en af de fire store profeter, hovedpersonen i Daniels Bog, hvis kap. 4,1-37 (efter nyere tælling 3,31-4,34) danner baggrund for det følgende indskudsstykke. – Dan 4,1-37: »/1/ Kong Nebucadnezar, alle Folk, Almue og Tungemaal, som boe paa den ganske Jord: Eders Fred vorde formeret! /2/ Det synes mig godt, at forkynde de Tegn og de underlige [underfulde] Gierninger, som den høieste Gud har giort imod mig. /3/ Eftersom hans Tegn ere store, og eftersom hans underlige Gierninger ere mægtige; hans Rige er et evigt Rige, og hans Herredømme varer fra Slægt til Slægt: /4/ Jeg Nebucadnezar, jeg var rolig i mit Huus, og grønnende [i fuld trivsel] i mit Pallads. /5/ Jeg saae en Drøm, den forfærdede mig, og de Tanker paa mit Leie, og de Syner i mit Hoved forfærdede mig. /6/ Derfor blev givet Befaling af mig, at lade opkomme for mig alle Viise i Babel, at de skulde kundgiøre mig den Drøms Udtydning. /7/ Da opkom Spaaemændene, Stiernekigerne, Chaldæerne og Sandsigerne, og jeg sagde Drømmen for dem; men de kunde ikke kundgiøre mig Udtydningen derpaa. /8/ Men paa det sidste opkom Daniel for mig, som kaldes Beltsazar, efter min Guds Navn, og i hvilken er de hellige Guders Aand, og jeg sagde Drømmen for ham, saaledes: /9/ Beltsazar, du øverste iblandt Spaamændene, efterdi jeg, jeg veed, at de hellige Guders Aand er i dig, og der er intet Hemmeligt vanskeligt for dig: siig min Drøms Syner, som jeg saae, og Udtydningen derpaa. /10/ Og disse ere de Syner, som vare i mit Hoved paa mit Leie: jeg saae, og see, der var et Træe midt i Landet, og det var meget høit. /11/ Træet var stort og stærkt, og Høiden derpaa rakte til Himmelen, og man kunde see det indtil al Jordens Ende. /12/ Grenene derpaa vare deilige, og der var megen Frugt paa, og der var Føde for alle derpaa; derunder var Skygge for Dyrene paa Marken, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kiød føddes deraf. /13/ Jeg saae i Synerne i mit Hoved paa mit Leie, og see, en Vægter, det er, en Hellig foer ned af Himmelen: /14/ Som raabte med Vælde, og sagde saa: hugger Træet om, og afhugger dets Grene, afriver dets Blade, og bortspreder dets Frugt; at Dyrene, som ligge der under, maae fare bort, og Fuglene af dets Grene. /15/ Dog lader Stubben med dens Rødder i Jorden, og han skal gaae i Græs paa Marken, i Baand af Jern og Kaabber, og han skal vædes med Himmelens Dug, og hans Deel skal være med Dyrene i Urterne paa Jorden. /16/ Hans Hierte skal forandres, og ikke være som et Menneskes, og et Dyrs Hierte skal gives ham, og syv Tider skal omskiftes over ham. /17/ Den Sag er i Vægternes besluttede Raad, og den Begiering er stadfæstet i de Helliges Tale; paa det de, som leve, kan kiende, at den Høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det den han vil, og opreiser en Nedrig iblandt Folket over det. /18/ Denne Drøm saae jeg, jeg Kong Nebucadnezar; men du, Beltsazar, siig Udtydningen, efterdi alle Viise i mit Rige kan ikke kundgiøre mig Udtydningen, men du kan det, thi de hellige Guders Aand er i dig. /19/ Da blev Daniel, hvis Navn er Beltsazar, forskrækket ved en Time, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede, og sagde: Beltsazar, lad dens Drøm og dens Udtydning ikke forfærde dig; Beltsazar svarede, og sagde: min Herre! den Drøm vederfares dine Hadere, og dens Udtydning dine Fiender! /20/ Det Træe, som du haver seet, som var stort og stærkt, og hvis Høihed rakte til Himmelen, og som saaes over al Jorden: /21/ Og hvorpaa vare deilige Grene, og megen Frugt, og Føde for alle derpaa; hvorunder Dyrene paa Marken boede, og i hvis Grene Himmelens Fugle boede: /22/ Det er du selv, o Konge! som er saa stor og stærk, og din Magt er stor, og rækker til Himmelen, og dit Herredrømme er til Jordens Ende. /23/ Men at Kongen saae en Vægter, det er, en Hellig, fare ned af Himmelen, og sige: hugger Træet om, og forderver det, dog lader Stubben med sin Rod i Jorden, og han skal gaae i Græsset paa Marken, i Baand af Jern og Kaabber, og vædes af Himmelens Dug, og hans Deel skal være med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over ham. /24/ Denne er Udtydningen, o Konge! og dette den Høiestes besluttede Raad, som skal komme over min Herre, Kongen: /25/ Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Boelig skal være hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig smage Urter, som Øxen [oksen], og væde dig med Himmelens Dug, og syv Tider skal omskiftes over dig; indtil du kiender, at den Høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det den han vil. /26/ Men at der sagdes: man skulde lade Stubben af Træet blive med Rødderne, er, at dit Rige skal blive bestandigt for dig; naar du kiender, at Himlene ere mægtige. /27/ Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfærdighed, og dine Misgierninger ved Barmhiertighed mod de Elendige; see, om din Fred maaskee forlænges. /28/ Alt dette kom over Nebucadnezar. /29/ Der tolv Maaneder vare til Ende, der han gik paa det kongelige Pallads i Babel: /30/ Svarede Kongen, og sagde: mon denne ikke være den store Babel, som jeg, jeg haver bygt til et kongeligt Huus, ved min stærke Magt, og til min Herligheds Ære? /31/ Da Ordet var endnu i Kongens Mund, faldt en Røst af Himmelen: det være dig sagt, Kong Nebucadnezar! Riget er gaaet fra dig. /32/ Og man skal udstøde dig fra Folk, og din Boelig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig smage Urter, som Øxen, og syv Tider skal omskiftes over dig; indtil du kiender, at den Høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det hvem han vil. /33/ I den samme Time blev det Ord fuldkommet over Nebucadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene, og aad Urter, som Øxen, og hans Legeme blev vædet af Himmelens Dug; indtil hans Haar voxte som Ørnenes Fiere, og hans Nægle, som Fugles Klør. /34/ Men der de Dage vare til Ende, opløftede jeg, jeg Nebucadnezar, mine Øine til Himmelen, og min Forstand kom til mig igien, og jeg lovede den Høieste, og prisede og ærede den, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt. /35/ Og alle, som boe paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie giør han med Himmelens Hær, og dem, som boe paa Jorden, og der er ingen, som kan forhindre hans Haand, og sige til ham: hvad giør du? /36/ Paa den samme bestemte Tiid kom min Forstand til mig igien, og min kongelige Ære, min Herlighed, og min Skikkelse kom til mig igien, og mine Raadsherrer og mine Fyrster søgte mig, og jeg blev stadfæstet over mit Rige, og mig blev større Herlighed tillagt. /37/ Nu priser og ophøier og ærer jeg, Nebucadnezar, Himmelens Konge; thi al hans Gierning er Sandhed, og hans Stier ere rette, og han kan fornedre dem, som vandre i Hofmodighed [hovmodighed]« (GT-1740). – På et løst blad med udkast til stykket om Nebukadnesar henviser SK også til Euseb Praeparatio evangelica (lat. forberedelse af evangeliet), 9. bog, kap. 41 (Pap. V B 139), der handler om Nebukadnesar. Euseb (Eusebios (o. 265-340), biskop af Kæsarea i Palæstina) forfattede sit apologetiske skrift på græsk, Πϱοπαϱασϰευὴ εὐαγγελιϰή, som blev oversat til latin (1480) under titlen Praeparatio evangelica. På SKs tid blev skriftet udgivet af F.A. Heinichen, Leipzig 1842-43, og af Th. Gaisford, Oxford 1843. Det er dog usikkert, om SK har kendt teksten, el. om han blot har noteret sig henvisningen til 9. bog, kap. 41, som han kan have set i artiklen om Nebukadnesar i G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 172. Babel hebr., gr. Babylon, by i Mesopotamien ved floden Eufrat, SV for det nuværende Bagdad. Under Hammurapi, konge af Babylon 1792-1750 f.Kr., var Babel hovedstad. I det 1. årtusinde f.Kr. mistede byen sin politiske magt, men forblev et religiøst og ideologisk center. Under kong Nebukadnesar genvandt Babel sin politiske betydning og blev udvidet med store templer og paladser. en mørk Tale . 5. Saa de ikke kunde ... jeg havde drømt hentyder til Dan 2,1-12, hvor det fortælles, at Nebukadnesar har haft en drøm (senere i kapitlet viser det sig at være om en mægtig billedstøtte). Han sammenkaldte alle mirakelmagere, besværgere, troldmænd og stjernetydere og krævede af dem, at de både skulle fortælle ham, hvad det var, han havde drømt, og tyde drømmen. Da det viste sig, at de ikke kunne, blev kongen vred og befalede, at alle Babylons vismænd skulle dræbes. betydede tilkendegav. skifter Farve Udtrykket anvendes flere gange i Danielsbogen om babylonerkongen Belshassar, Dan 5,6.9.10, og én gang om Daniel, Dan 7,28. hvo hvem (). hvis Viisdom er som Nattens Mørke hentyder måske til Dan 2,22, hvor det hedder om Gud: »han kender det, som er i mørket«. hvis Viisdom er (...) som Havets Dybde hentyder måske til Job 11,7-9: »Mon du kan finde, det Gud haver randsaget? mon du vil finde den Almægtiges Fuldkommenhed? Den er saa høi som Himmelen, hvad vil du giøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? Maalet paa den er længere end Jorden, og Breedheden bredere end Havet« (GT-1740). det yderste Hav dvs. Middelhavet; udtrykket forekommer flere gange i GT-1740, fx 5 Mos 11,24; Sl 139,9; Joel 2,20. Omskandsning omgivelse af skanser og befæstninger. thi jeg ... lagt hans Tempel øde If. 2 Kong 25,1-17 gjorde Judas konge Sidkija oprør mod Nebukadnesar; men med hele sin hær belejrede Nebukadnesar Jerusalem, drev kongen på flugt, fangede ham, lod hans øjne stikke ud og førte ham til Babylon. Senere lod Nebukadnesar templet, kongepaladset og alle huse i Jerusalem afbrænde og bymurene nedrive. Alt af bronze i templet blev slået i stykker og sammen med alle guld- og sølvkar bragt til Babylon. Jf. også Ezra 5,14; 6,5 og Dan 5,2.3. han har ingen Raadgivere hentyder formentlig til Es 40,13-14: »Hvem kan retlede Herrens ånd, / hvem kan være hans rådgiver og belære ham? / Med hvem har han rådført sig for at få indsigt / og blive belært om den rette vej? / Hvem lærte ham kundskab / og viste ham vejen til indsigt?« idag, siger han hentyder til Hebr 3,7 og 4,7: »Derfor fastsætter han [Gud] for anden gang en dag, som skal være 'i dag', idet han efter så lang tids forløb taler ved David, som det før er nævnt: / Om I dog i dag ville lytte til ham! / Gør ikke jeres hjerter hårde.« Jf. også Hebr 3,12-15. undflye hans Piil hentyder måske til Sl 64,8: »Da skyder Gud sin pil imod dem, / pludselig bliver de ramt.« han taler ved sig selv, og det er udført hentyder formentlig til skabelsesberetningen, 1 Mos 1,3.6.9.11.14-15.20.24, jf. fx v. 6: »Gud sagde: 'Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!' Og det skete.« som Vox i Smelteovnen Udtrykket er mærkeligt, da man ikke hælder voks i en smelteovn, men jf. Sl 68,3: »Som røg vejres bort, / og som voks smelter for ilden, / går de uretfærdige til grunde foran Gud.« deres Vælde som en Fjær, naar han veier den hentyder måske til Es 40,15: »Nej, folkene er som dråber i en spand, / de regnes som støv på vægtskåle, / de fjerne øer vejer kun som fnug«. 30. ... nedhugge i deres Daarskab . tage Kjende paa iagttager, observerer. Omskiftelsens jf. Dan 4,16.23.25.32 (). den store Fiskes hvalen. snart ere mine Dage talte hentyder til Daniels tydning af skriften på væggen »mené, mené, teqél, ufarsin«, Dan 5,26: »Mené: Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det.« forbi som en Nattevagt hentyder til Sl 90,4, hvor det siges om Gud: »Tusind år er i dine øjne / som dagen i går, der er forbi, / som en nattevagt.« ham, der tager Livsaanden fra mig hentyder formentlig til Præd 12,7: »livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.« som et aflagt Klædebon hentyder formentlig til Sl 102,27: »De [Guds skaberværker], de skal forgaae, men du [Gud], du bestaaer, og de, de skal alle blive gamle som et Klædebon, du skal omskifte dem som et Klæde, og de skal omskiftes« (GT-1740). de antediluvianske (opdagelser af det), som har været til før Syndfloden. På SKs tid var det en alm. opfattelse, at en kæmpemæssig stormflod (»Diluvion«) havde udryddet alle plante- og dyrearter, og at de derpå var blevet genskabt med visse undtagelser. Disse undtagelser fandt man vidnesbyrd om i forsteninger af uddøde planter og dyr. En mere radikal teori gik ud på, at arterne helt var blevet nyskabt efter stormfloden, og at mennesket var et produkt af denne anden skabelse. Zoologen og botanikeren P.W. Lund, bror til SKs svoger, beskæftigede sig med disse forhold og fremdrog antediluvianske fund i Brasilien, jf. hans bog Blik paa Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning, Kbh. 1841. Flodholdtsbaad flådholtsbåd, lille let flydende båd af bark; også tømmerflåde. hvor hun dvs. hvor hun bliver færdig. sympathetiske 'medlidende', medfølende, deltagende, (). autopathisk 'selvlidende'; på egne vegne, (). homo sum ... alienum puto lat. »jeg er et menneske, og derfor mener jeg ikke, at noget menneskeligt er mig fremmed«. Citat fra komedien Heauton timorumenos (gr. Selvplageren), 1. akt, 1. scene, 25, af den rom. digter P. Terents Afer (), jf. P. Terentii Afri Comoediae sex (), s. 219, der dog har »humani nil« i stedet for SKs »nil humani«. I Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil (), 2. del, s. 9, gengiver M. Rathje citatet således: »Jeg er et Menneske, og alt, hvad der angaaer Mennesker, troer jeg angaaer mig.« Simplex noget, som består af en enkelt bestanddel (udtryk fra farmacien), noget usammensat. Compositum noget, som består af flere bestanddele (udtryk fra farmacien), noget sammensat. efter en af Platos Opfattelser ... det Tragiske hentyder til Platons Symposion 223 c-d, hvor Aristodemos fortæller, »at Sokrates vilde nøde dem til at tilstaae, at det var een og samme Mands Sag, at kunne digte baade Komoedier og Tragoedier, og at den sande Tragoediedigter ogsaa maatte være Komoediedigter«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 103f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 148). – Plato: . – Socrates: . Mediationen udtrykket, der ikke forekommer hos Hegel, anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb 'Vermittlung', 'formidling' el. 'forsoning'. Jf. fx A.P. Adlers Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), § 9, hvor det defineres således: »den dialectiske Bevægelse, hvorved det hegelske System charakteriseres, ligger ikke blot i Negationen. Dialectik hos Hegel udtrykker baade den objective Nødvendighed, hvormed Umiddelbarheden gaaer over i det Modsatte, og den, hvormed begge, Umiddelbarhed og Tanke, gaae over i en fælleds, høiere Eenhed; den indbefatter altsaa baade Negationen og Mediationen. Vi have sagt, at Negationen er Umiddelbarhedens Overgang i det Modsatte; Mediationen er Modsætningernes Forsoning i den høiere Eenhed«, s. 19. Og videre s. 20: »Mediationen vil (...) kun have med Momenter at gjøre, mellem hvilke der er virkelig Strid; det er ingen Sag at komme frem med tilsyneladende Negationer, blotte Forskjelligheder (saalidt som at opstille Treheder). (...) Negationen er altsaa Dialectikens første Proces, Mediationen dens anden Proces. Dialectik er det fælleds Navn for hele den i Sagens Natur grundede Bevægelse, hvorved det Eensidige gaaer over i det Modsatte (negeres) og begge gaae sammen i en høiere Eenhed (medieres)«. Mediationen har aldeles ikke ... hvor Friheden bestandigt vorder Det samme synspunkt er udfoldet i »Ligevægten« i 2. del af Enten – Eller (1843) i SKS 3, 166-172. Vis comica lat. 'komisk kraft', evne til at fremkalde det komiske; også: sans for komik. wir haben uns bedacht ty. »Vi har taget det under overvejelse«. Citat fra Holbergs komedie Jacob von Tyboe (1725), 3. akt, 5. scene, Den Danske Skue-Plads () bd. 3. hendes Ord og Kjole . hiint hvis dvs. at hun gifter sig med en anden. hvad den Pige hvor. faae Syn for Sagen alluderer til ordsproget 'Syn går for sagn', der findes i flere variationer, fx 'Det er syn for sagn', el. i den mindre rigtige form 'Der går syn for sagen', jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 391 (nr. 9911), hvor de forskellige former er anført. I Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskab, bd. 6, Kbh. 1848, s. 62, anføres: »Der er Syn for Sagen ɔ: for Rigtigheden af det anførte.« Syns-Forretning (...) uvillig Mand Til den juridiske handling at syne ejendomme e.l. fordrede Christian V's Danske Lov, at en dommer skulle udpege »uvillige Dannemænd« (1. bog, kap. 17); en synsforretning kunne i øvrigt også betegne et ligsyn el. en obduktion (jf. 6. bog, kap. 6, § 9). – uvillig: ældre form for uvildig. men at der blot der. vaager med hundrede Øine hentyder til heroen Argos fra gr. mytologi (lat. Argus); han blev kaldt 'Panoptes' (altseer), fordi altid mindst ét øje var vågent blandt de hundrede, der var fordelt over hans krop. Han omtales i sagnet om elskovsforholdet mellem Zeus og flodguden Inachos' datter Io. Da Hera havde opdaget forholdet, satte hun Argos til at vogte Io. Hera forvandlede Io til en ko, som Argos bandt til et træ og vågede over med sine hundrede øjne. Zeus reddede sin elskerinde ved at lade Hermes dræbe Argos efter at have dysset alle hans øjne i søvn med trylleurter og fløjtespil; men Hera forvandlede Argos til en påfugl, hvis hale blev prydet med hans øjne. Jf. Ovids gendigtning i Metamorphoses (Forvandlinger) 1. sang, v. 625ff. skjemmede sig tilføjede sig selv skam; kom til at se dårlige, sløje ud (især pga. af bekymringer el. sorger). δειϰτιϰως gr. deiktikōs, påpegende, rammende. byder under underbyder; giver et tilbud, der ligger under den forlangte el. den passende pris. I Middelalderen ... bede en Rosenkrands ... ved at repetere At bede en rosenkrans betyder at bede et Ave Maria for hver af de mindre og et Fadervor for hver af de større trækugler el. perler sat på en snor i 5-15 grupper, hver bestående af 10 mindre og 1 større, idet den bedende med kransen i hånden lader en kugle glide igennem fingrene efter hver bøn. Den skik at bede en rosenkrans (undertiden flere gange i træk) hører hjemme i den rom.-katolske kirke, der betragter de to bønner som de mest fuldkomne og gentagelsen af dem som en forøgelse af inderlighed. Rosenkransen stammer formentlig fra det 12. el. 13. årh. I den sene middelalder udartede brugen af rosenkransen i en sådan grad, at det ikke var ualmindeligt, at Ave Maria og Fadervor skulle bedes utallige gange for at sikre sjælens frelse. At kæden kaldes en rosenkrans forklares ofte med den æreskrans af bønner, der ved denne andagt bindes for Jomfru Maria som Paradisets 'mystiske rose'. Skriften siger, at en Afgud er Intet i Verden henviser til 1 Kor 8,4, hvor Paulus skriver: »Hvad altsaa Spiisning af Afguds-Offer angaaer, da vide vi, at en Afgud er Intet i Verden, og at der er ingen anden Gud, uden een« (NT-1819). skuffende svigefuldt, bedragerisk. eet Udtræk mere Et udtræk er egl. en forskydelig del af en kikkert el. et musikinstrument, fx register(ud)trækket i et orgel; i overført betydning betegner udtrykket lag i personligheden el. som her i bevidstheden. Peernittengryn person, der lægger vægt på ubetydelige el. ligegyldige ting; nøjeregnende, pedantisk, smålig person. judaiserende Reminiscents ... Partikularisme i Christendommen lån fra den jødiske opfattelse, at Gud alene har udvalgt det jødiske folk til salighed, overført til den reduktive kristne lære om et særligt nådevalg, if. hvilken Kristus er død for nogle enkelte, som udelukkende er bestemt el. på forhånd udvalgt til salighed. o. s. fr. og så fremdeles. det Udvortes er det Indvortes ... det Udvortes Hegel () behandler dialektikken mellem 'det indre' ('das Innere', væsenet) og 'det ydre' ('das Äussere', fænomenet) og bestemmer virkelighed som identiteten mellem det indre og det ydre i Wissenschaft der Logik () bd. 2, 1833 [1813], i Hegel's Werke () bd. 4, s. 177-183 (Jub. bd. 4, s. 655-661). If. Hegel frembringer den ene kategori, fx 'det indre', sin modsætning, dvs. 'det ydre', og de to kategorier skal forstås som et enkelt begreb og ikke som to forskellige, selvstændige begreber. Inden for den da. hegelianisme er dialektikken mellem det indre og det ydre kortfattet beskrevet af J.L. Heiberg () i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsninger paa den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1832, II C, § 112-115, s. 68-71; i § 115, anmærkning 2, hedder det om væsenet bestemt som det indre: »Men ogsaa her gjælder det, at det saaledes bestemte Væsen er Phænomen, thi hvad der bestemmes som det Indre, er just i denne Bestemmelse bestemt som det Ydre, thi hver for sig er Totalitet; eller: det Indre, seet fra Standpunctet af det Ydre, er selv Ydre for dette, og i Modsætning hertil bliver det Ydre ligeledes Indre, paa samme Maade som Delene ere det Hele, og det Hele Delene. Hvad der endvidere bestemmes blot som Indre, er paa denne exclusive Maade bestemt blot som Ydre, og omvendt«. (.) uskatteerlige uvurderlige. tænkte hende (...) til egl. tiltænkte hende; udtænkte endnu for hende. Satisfaction fyldestgørelse; i den kristne dogmatik om Kristi fyldestgørelse for menneskers synd. Grillefængeri fantasteri, sværmeri. tage Luven fra egl. komme på vindsiden af et skib og derved tage vinden fra det; besejre, overgå. bringe Stene til at græde variation af talemåden »(Det er sørgeligt) som en Steen maatte græde over«, optegnet af N.F.S. Grundtvig i Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 98 (nr. 2567). ikke guddommeligen indsatte til mine Fortrolige modsat en ægtefælle, som er fortrolig i kraft af det guddommeligt indstiftede ægteskab. intet Mindre aldeles ikke; lige det modsatte. Rykkere person el. skrivelse, der rykker, især for penge el. tilgodehavende; her i overført betydning om noget, der minder en om en gæld, som skal betales; påminder. lyksaliggjøre ... mageløse Opdagelser paa det religieuse Gebeet . Jf. Grundtvigs Kirkens Gienmæle, s. 24: »Dette Eiendommelige nu, som den ældste Christelige Kirke byggede paa, og hvorpaa den var kiendelig ei blot for sine Fiender, men især for sine Venner, Det maa unægtelig findes i enhver Kirke, der med Rette skal kaldes christelig, og Det, paastaaer jeg, findes i vores, findes overalt, hvor man giør den apostoliske Troes-Bekiendelse til det udelukkende Vilkaar for Indlemmelse i Samfundet, og tillægger Naade-Midlerne: Daaben og Nadveren, en til Troes-Bekiendelsen svarende, altsaa saliggiørende Kraft. Dette paastaaer jeg ikke blot som Theolog, ikke blot som kirkelig Boglærd, men fornemmelig som troende Medlem af den store almindelig-christelige Kirke, som ved den apostoliske Troes-Bekiendelse og Naade-Midlerne ei blot adskiller sig fra Jøder, Tyrker og Hedninger, men fornemmelig sikkrer sine troende Medlemmer Synds-Forladelse og Salighed i Jesu Kristi Navn«. spekulativt at revidere Guds Regnskaber . prophetisk at ride Herredage ind i Verdenshistorien hentyder til N.F.S. Grundtvig, jf. hans to bøger Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng, Kbh. 1814, og Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, Kbh. 1817, ktl. 1970, hvor Grundtvig – med jødernes historie i GT som forbillede – (profetisk) fremstiller hele verdenshistorien som menneskehedens forløsningshistorie. – ride Herredage ind: fast udtryk om det festlige optog af herolder og ridende gardere, der fra gammel tid havde kundgjort mødet mellem kongen og rigsrådet, og som i årene 1661 til 1849 markerede åbningen af Højesteret første torsdag i marts måned. Nattevægtere . Gensdarmer af fr. gens d'armes, våbenfolk; gendarmer, (ridende) politisoldater, som fandtes rundt omkring i Europa, til opretholdelse af den almindelige sikkerhed. Det var først ved kgl. resolution af 4. dec. 1838, at der blev etableret et da. gendarmeri, nemlig Det holsteenske Grænsegensd'armerie Corps, som hovedsagelig fik til opgave at beskytte embedsmændene mod vold og, som en del af toldvæsenet, at bevogte statens sydlige grænse mod smuglere. Gendarmeriet var da udelukkende et beredent korps, men i 1841 blev det suppleret med fodgendarmer. Nødskud skud, der affyres (især fra skibe) som nødsignal. naar Alt er hørt . om man kommer hinkende ... forlystende Prang jf. J. Baggesens digt »Til Danfanas Døttre«, 1. strofe: »Rige Fugl kommer susende, / Kommer brusende / Med sin Hams forlystende Prang. / Fattig Fugl kommer hinkende, / Kommer linkende / Med sin Barms uskyldige Klang«, i Danfana (), januarnummeret 1816, bd. 1, s. 9. Jf. også Jens Baggesens danske Værker () bd. 3, 1828, s. 60. (.) den stærke Drik, der skummer ved sig selv . Skillingsøllet ... fremmed Tilsætning Skillingsøl, meget tyndt øl, opr. til en skilling per potte (o. 1 liter), blev hurtigt surt (dovent), og da skummede det ikke 'ved sig selv', når det blev hældt op. Kom man 'fremmed tilsætning' i øllet, kunne man atter få gang i gæringen, så det igen kunne skumme. Som »Midler mod suurt, dovent og fordærvet Øl« nævner J.C. Molbech bl.a. malurtsalt, finstødte østersskaller, sukker el. sirup samt hvedemel blandet med brændevin, ingefær og peber, Afhandling om Ølbrygningen i sin fulde Udstrækning, Kbh. 1796, s. 103-109. impressa vestigia lat. 'trådte spor'. Udtrykket bruges flere gange af Cicero, fx i Orator, § 12, jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af J.A. Ernesti, 2. udg., bd. 1-4, Halle 1756-57 [1737-39], i 5 bd. plus et indeksbd., ktl. 1224-1229; bd. 1, 1757, s. 656. bedaarede bedrog, narrede. paa en Maade, at på en sådan måde, at. Mislighed betænkelighed, tvivl. androg (...) derpaa bragte det i forslag, anmodede derom. sympathetisk 'medlidende', medfølende, deltagende, (). hiin Billet jf. SKS 6, 355. Anløb stormløb, angreb. en skriftlig oprettet Kontrakt ... eller læse Skrift jf. Christian V's Danske Lov, 5. bog, kap. 1, § 7: »Den, som ei kan læse, eller skrive, skal sætte sit Segl under, om han noget haver, eller sit Boemærke, med to Dannemænds Hænder til Vidnesbyrd, som han selv dertil haver ombedet [anmodet], og som skulle være tilstæde, naar Handlingen sluttes og lydeligen oplæses.« Bevilgning ældre form for 'bevilling'. et Bedrag ... nok saa fromt allusion til udtrykket 'pia fraus', lat. 'fromt bedrag', der forekommer første gang i Ovids Metamorphoses (Forvandlinger), 9. sang, v. 711. Med et 'fromt bedrag' menes et velment, uskyldigt bedrageri, som kan vise sig at være gavnligt for den, der bedrages. eo ipso lat. netop derved. Cæsar . Da Cato havde aflivet sig selv ... tilgivet ham« sigter til Cæsars replik, da han fik at vide, at hans fjende Cato den Yngre havde begået selvmord i Utica i Nordafrika, kort før Cæsar ville angribe byen: »O Cato, jeg under dig ikke den død; for du undte ikke mig [den triumf] at skænke dig livet.« Jf. Plutarks biografier »Cæsar«, kap. 54, og »Cato minor«, kap. 72, i Plutarchi vitae parallelae () bd. 7, s. 64 og s. 213. Holberg gengiver replikken således: »Cato har misundet mig den Ære, at frelse hans Liv, hvorudover jeg misunder ham hans Død«, i heltehistorien »Cajus Julius Cæsar«, i Adskillige store Heltes (...) sammenlignede Historier og Bedrifter (1739), i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter () bd. 10, 1807, s. 383. den dybeste Viisdom ... en Aarrække hentyder formentlig til det råd, Bias, en af de syv vise (), skal have givet: »vor Levetid bør vi beregne saaledes, som om den baade var lang og kort«, 1. bog, kap. 5, 87, i Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 38. Den, der er dømt paa Livet ... til livsfarligt Arbeide . eo ipso lat. netop derved. blind Allarm . for Livs og Døds Skyld formular almindeligvis anvendt som udtryk for, at man ønskede et skriftligt skyldbevis i forbindelse med overdragelse af et pengeanliggende el. en forretning til en anden person for det tilfælde, at vedkommende kunne dø. siger og skriver fast udtryk, der skal bekræfte, understrege det gentagne udsagn el. ord, anvendes især ved talangivelser, fx 75, siger og skriver femoghalvfjerds. god Nat Ole Talemåden 'God nat Ole', undertiden med tilføjelsen 'pengene ligger i vinduet', udrykker, at man må opgive noget, at det er forbi. slaaer stort paa brovter; fremturer. seer den dvs. min inderste mening. Lessing har dog Uret ... Godt til Ondt sigter til G.E. Lessings Doctor Faust, »3. Faust und die sieben Geister«, hvor Faust siger til de syv ånder, at de er Helvedes hurtigste ånder, hvorpå han spørger, hvem af dem, der er den hurtigste. Den fjerde ånd svarer: »Mein Name ist Jutta, denn ich fahre auf den Strahlen des Lichtes« (»Mit navn er Jutta, for jeg farer på lysets stråler«). Den syvende ånd svarer: »Nicht mehr und nicht weniger als der Uebergang vom Guten zum Bösen« (»Intet mere og intet mindre end overgangen fra godt til ondt«); hertil siger Faust: »Du bist mein Teufel! So schnell als der Uebergang vom Guten zum Bösen! – Ja, der ist schnell; schneller ist nichts als der! (...) Ich habe es erfahren, wie schnell der ist! Ich habe es erfahren! u. s. w.« (»Du er min djævel! Så hurtig som overgangen fra godt til ondt! – Ja, den er hurtig; intet er hurtigere end den! (...) Jeg har erfaret, hvor hurtig den er! Jeg har erfaret det! o. s. v.«). Doctor Faust indgår i første del af Theatralischer Nachlaß, jf. Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, Berlin 1825-28 [fra bd. 27, 1828, Berlin og Stettin], ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 32, s. 175f. – Lessing: Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. digter, lærd og filosof. das Zugleich ty. det samtidige; det på én gang. Overgangen selv er jo dog en Tid jf. diskussionen i Begrebet Angest (1844) kap. 3 om overgangen i forhold til tid, øjeblikket, nu'et, i SKS 4, 386-388, note 2: »Øieblikket bliver derfor Overgangs-Kategorien overhovedet (...).« Skuffelse bedrag, illusion. Afskedigelse dvs. som forlovet. I Loven er al Tortur forbuden . ond Møie . molimina lat. anstrengelser, møje og besvær. den jødiske Ypperstepræst forbudet ... sine Klæder hentyder til bestemmelsen i 3 Mos 21,10: »Og den, som er Ypperste-Præst iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man haver fyldt, for at føre ham i Klæderne; han skal ikke blotte sit Hoved, og ei sønderrive sine Klæder« (GT-1740). Bettelstaven tiggerstaven. hiin Engelskmand ... i Landsbyen, hvor han var Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. Se tekstredegørelsen, s. 48. – Note: banknote (pengeseddel, jf. eng. banknote), bankseddel (et af en bank udstedt værdipapir, der kan veksles med kontante penge). hiin Skilling i Fortunatus' Pung ... forsvinder Trylleriet hentyder til folkebogen om riddersønnen Fortunatus fra Cypern. Efter at han i England har ødslet sine penge bort i dårligt selskab med købmænd og løse kvinder, kommer han til Bretagne, hvor han forvilder sig i en skov; her træder gudinden Fortuna frem for ham og tilbyder ham at vælge mellem seks dyder: visdom, rigdom, styrke, sundhed, skønhed og et langt liv. Da Fortunatus vælger rigdom, giver Fortuna ham en pung og siger til ham, at hver gang han griber i den, vil han få et stykke guld, og at pungen vil have sin mirakuløse kraft, så længe han og hans børn lever. Folkebogen stammer fra o. 1500 og blev første gang oversat til da. i 1664, jf. R. Nyerup Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, Kbh. 1816, s. 157-168, hvor folkebogens indhold kort gennemgås og dens historie beskrives. Folkebogen udkom også på da. under titlen En lystig Historie om Fortunatus's Pung og hans Ønskehat i 1783, 1816 og 1826-27. Jf. også Fortunat, første del (1815) og anden del (1816), i Ludwig Tieck's sämmtliche Werke bd. 1-2, Paris 1837, ktl. 1848-1849; bd. 1, især 3. akt, 1. scene, s. 234, hvor Fortuna giver pungen til Fortunat. At trylleriet skulle ophæves, hvis man ville veksle »hiin Skilling« (i de anførte udgaver altid et guldstykke) i Fortunatus' pung, har ikke kunnet verificeres. hurtigt som Plantens Væxt, naar den opelskes af Feer Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. sætter jeg hende paa min Arm ... med hende Hvis der findes en kilde, er den ikke identificeret. Ledemod led (mellem knoglerne). forhindre, at hun ikke blev forhindre, at hun blev. Hvor skal vi saa sees igjen. I Evigheden Gensynet i evigheden er en udbredt opfattelse i den (især ældre) kristne troslære, jf fx J.P. Mynster Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; nr. 60 »Legemts Opstandelse«, bd. 2, s. 357: »Og saaledes skulle vi ogsaa hos ham [Kristus] finde de samme, gamle, trofaste Venner, fra hvilke vi her skiltes, dem, som gik forud, og efterhaanden dem, som komme efter.« Gravbilledet: den Sørgende ... ind hisset På SKs tid lod den efterladte enke sig ofte symbolsk afbilde i relief på gravstenen over sin afdøde mand. En del sådanne relieffer (gravbilleder) findes bevaret på Assistens Kirkegård, men ingen med den anførte gravskrift. helbrede al Sygdom ... Legemets Skjønhed Det er en almindelig opfattelse i den kristne troslære, at der ikke findes sygdom, døvhed, blindhed, vanskabthed osv. i det evige liv; en opfattelse, der bygger på NTs beretninger om, at Jesus helbredte syge, døve, blinde og vanføre (jf. fx Matt 11,5), men som også henviser til beskrivelsen af det ny Jerusalem, hvor Gud »vil tørre hver tåre af deres øjne, / og døden skal ikke være mere, / ei heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere«, Åb 21,4. Indbildningskraften fantasi. erat in eo vicinio tonstrina quædam lat. 'I det nabolag var der en barber.' Parafraserende gengivelse af Phormio, 1. akt, 2. scene, v. 38-39 (). Eo sedebamus plerumque, dum illa rediret lat. 'Dér sad vi som regel, indtil hun kom tilbage.' Parafraserende gengivelse af Phormio, 1. akt, 2. scene, v. 39-40 (). jeg forbliver o. s. v. hentyder formentlig til den afsluttende formular i breve, som Holberg ofte anvendte i sine Epistler og i komedierne, jf. fx Den Ellefte Junii (1724), 4. akt, 2. scene, hvor Studenstrup modtager et brev, der slutter således: »jeg forbliver etc., / Abelone, Jacob Pedersens«, Den Danske Skue-Plads () bd. 2. der jeg da. styg som Arvesynden hentyder til talemåden 'Hun er styg som arvesynden' (dvs. hun er overordentlig grim), optegnet af J.F. Fenger i kvartalstidsskriftet For Literatur og Kritik bd. 4, Odense 1848. arrig saa lang Dagen var variation af talemåden 'så god (el. klog el. kærlig), som dagen er lang', bl.a. brugt i Holbergs komedie Mascarade (1724), 3. akt, 3. scene. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 2: »Han var saa god tilforn, som Dagen var lang, men nu er han verre end en Dievel.« hvo hvem (). Protestation højtidelig el. offentlig erklæring, indsigelse. ultra posse nemo obligatur lat. 'ingen er forpligtet til at gøre mere, end man kan.' Jf. følgende regel i romerretten: »impossibilium nulla obligatio est« (»Ingen kan pålægges at gøre det umulige«), optegnet af den rom. jurist Publius Juventius Celsus (d. o. 130 e.Kr.) i Digesterne, 50. bog, kap. 17, § 185. sympathetisk at bevæge mig at bevæge mig til medlidenled, medfølelse (). deraf følger ingen ... et propter hoc sigter til den regel i logikken, som lærer, at følgende er en fejlslutning: 'post hoc, ergo propter hoc' (lat. 'efter dette, derfor på grund af dette', dvs. hvad der er indtrådt efter A, må følgelig være indtrådt på grund af A). Naar der takkes af ... march referer til kommandoen til en vagt (en gruppe soldater), når den træder af ved vagtafløsning el. efter endt tjeneste. – takkes af: trædes af. Sørgeaar . et Kirkeaar: ... begynde paa et nyt sigter formentlig til, at der begyndes forfra med den samme tekstrække ved hvert kirkeårs begyndelse, dvs. 1. søndag i advent. På SKs tid var der kun én tekstrække, dvs. den samling af episteltekster, der læses fra alteret, og evangelietekster, der læses fra prædikestolen og prædikes over. Vægteren (...) begyndte at raabe . Aanden, som gjør levende . det udvortes Menneske ... Aanden seire hentyder til 2 Kor 4,16: »Derfor blive vi ikke trætte, men hvis endog vort udvortes Menneske fordærves, fornyes dog det indvortes Dag fra Dag [dag for dag]« (NT-1819). Skabningen sukke jf. Rom 8,22: »Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.« gaaet med gået med i købet, blevet brugt. rangeres der inddeles der i (systematisk) rangorden. Ukrud ukrudt. Stolten-Hendrik el. Stolt-Hen(d)rik, folkelig betegnelse for forskellige (læge)planter, fx Chenopodium bonus henricus, som hører til gåsefodfamilien, også om forskellige andre (især kurvblomstrede) planter. Ludvig den Sextendes ... paa Jagt Kilden er ikke identificeret. – Ludvig XVI (1754-1793), konge af Frankrig fra 1774. rien fr. intet. de letteste Breve ... der handler om Intet Kilden er ikke identificeret. – Cicero: Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.) rom. taler, politiker, forfatter og filosof. Frater Taciturnus . M. k. Min kære. hvor rigeligt han end endog. loquere ut videam lat. »tal, for at jeg kan se (dig)«. Udtrykket tillægges af Erasmus af Rotterdam Sokrates, som skal have sagt det til en ung mand. Situationen var denne, at den unge mands slave introducerede ham til Sokrates og fortalte, at den unge mands velhavende far havde sendt ham for at iagttage hans klogskab, jf. Apophthegmata 3, 70, Opera bd. 1-8, Basel 1540; bd. 4, s. 148. agte paa Stjernerne (...) læse i Kaffegrumset To metoder i spådomskunsten var at iagttage stjernernes stilling på himlen, som formodes at have en forudsigende el. forklarende betydning, og at læse i, dvs. spå af, kaffegrumset. Skjaldeblik og Falkeøie (...) mageløse Forudsigelse Udtrykkene sigter parodierende til N.F.S. Grundtvig, som anvendte disse. – Skjaldeblik: et klarsyn som en skjald, dvs. en (især af Nordens fortid inspireret) digter, i romantikken ofte opfattet som en séer, jf. fx Grundtvigs titel Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kronings-Aaret 1840, Kbh. 1840. – Falkeøie: el. falkeblik, dvs. et skarpt, gennemtrængende blik, som ikke lader noget undgå sin opmærksomhed (). – mageløse Forudsigelse: . rund Sum løseligt angivet, afrundet sum. Gliedermand træfigur med bevægelige lemmer; sprællemand. Aberrationen forvildelsen; afvigelsen (fra banen el. fra den lige retning, især om planeter og lysstråler). Skippundsbismer (...) et halvt Pund En skippundbismer er en stangvægt (bismer) med en krog el. skål i den ene ende og et forskydeligt lod, som vejer et skippund (= 320 pund = 160 kg), i den anden. Måleenheden 'pund', som officielt blev afskaffet i 1916, svarer til 500 g (ved Resolution af 20. aug. 1839 afrundet til 1/2 kg efter at have været 496 g). tilgavns ordentligt, grundigt. Her: en misforståelse, der vil noget. at det Religieuse er den første Umiddelbarhed sigter formentlig især til den hegelianske filosofi og teologi, efter hvis spekulative, dialektiske metode det umiddelbare, hvortil det religiøse (troen) hører, ophæves gennem refleksionen. At umiddelbarheden her betegnes som 'den første' sigter til, at der gives en 'anden' umiddelbarhed efter refleksionen. Jf. Frygt og Bæven i SKS 4,161, og Begrebet Angest i SKS 4, 318. Gjære gæring, bevægelse (her i dialektisk henseende). rar god, artig. Udtrykket kan også betyde dels 'dyrebar', dels køn, pæn, nydelig. in mente lat. i tankerne, i erindring. slaaer Krøller paa Næsen fast udtryk, 'rynker på næsen', dvs. at man 'er ligeglad med el. ringeagter noget'. Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 87. sætter ham Stolen for Døren fast udtryk, 'træder op imod (ham) på en trodsig måde'. Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 157. hun sætter Stolen hen ... lille Knæfald jf. SKS 6, 290. bedrøvelige Helt jf. nedenfor. ligner han qua Elsker (...) Ridder af den bedrøvelige Skikkelse »Ridder af den bedrøvelige Skikkelse« er tilnavnet til helten og titelpersonen i den sp. forfatter Miguel de Cervantes Saavedras (1547-1616) parodi på en ridderroman Don Quijote bd. 1-2, 1605 og 1615, overs. til da. af C.D. Biehl som Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter bd. 1-4, Kbh. 1776-77, ktl. 1937-1940. Med dette tilnavn underskriver han bl.a. sine ridderlige kærlighedsbreve til fornemme Dulcinea af Tobosco, hans herskerinde, til hvis ære han udfører sine bedrifter. Egentlig er hun blot opstået i hans egen fantasi som en idealisering af en køn bondepige, han engang var forelsket i, men senere møder han den virkelige Dulcinea, der imidlertid ser hæslig ud, hvilket Don Quijote forklarer som en trolddom. – qua: lat. som, i egenskab af. er kommen til Sæde fast udtryk, 'har fået sat sig (til rette) i stolen'. Her også i betydningen 'har vundet hendes gunst'. hun bringer selv Billetten til ham Jf. SKS 6, 307. Vilkaar livsforhold. sympathetiske 'medlidende', medfølende (). Enepige tjenestepige i en husholdning, hvor der kun er én pige. komme an have held med sig, slå igennem. en fransk Forfatter ... han var gal sigter til L. Börne (), som i anmeldelsen »Der Leuchtthurm. Drama von Ernst v. Houwald«, trykt i Gesammelte Schriften von Ludwig Börne, 2. udg, Hamborg 1835-40, ktl. 1627-1629 (forkortet Gesammelte Schriften); bd. 1, 1835, s. 77, skriver om en af stykkets personer (hr. Ulrich): »er verliert den Verstand, und findet ihn nach achtzehn Jahren noch nicht wieder. Das ist lächerlich, das ist gegen alle Erfahrung, gegen alle schöne Erfahrung wenigstens, und diese allein darf der Künstler nachbilden. Braucht man ein Pariser zu seyn um zu fragen: Hat Herr Ulrich den Verstand verloren, weil er seine Frau so treu geliebt, oder hat er sie so treu geliebt, weil er den Verstand verloren? Ich sagte, dieser Wahnsinn aus Liebe ist lächerlich« (»han mister forstanden og har efter atten år stadig ikke fundet den igen. Det er latterligt, det er mod al erfaring, i det mindste mod al skøn erfaring, og det er alene den, kunstneren har lov at eftergøre. Behøver man at være pariser for at spørge: Mistede hr. Ulrich forstanden, fordi han så trofast elskede sin hustru, eller elskede han hende så trofast, fordi han havde mistet forstanden? Jeg sagde, at dette vanvid af kærlighed er latterligt«). Mødet i Kirken jf. midnatsoptegnelsen 14. april (SKS 6, 279ff.). ad modum lat. 'i stil med', ligesom. at ville afskaffe Skjebnen og Tilfældet jf. SKS 6, 233,2. habiliteret sig kvalificere sig (ofte i forbindelse med at have godtgjort sin duelighed til et akademisk læreembede ved en offentlig disputation). Uhu skræmsel, spøgelse. Troglodyt gr. huleboer. rangerende som har rang af, sikkert underforstået 'højt rangerende'. vistnok helt sikkert. hine Slanger ... Linnee ... Hjernespind Den sv. naturforsker Carl von Linné (1707-78) anfører i 12. udg. af sin Systema Naturae, Stockholm 1766, bd. 1,1, s. 358, at en del af de såkaldte drager, der omtales i litteraturen, ikke eksisterer i virkeligheden. Det gjaldt fx den havslange, Linné havde set i Hamborg; den måtte betegnes som »et fremragende værk, som ikke skyldtes naturen, men kunsten«. Mundforraad egl. forråd el. portion af mad el. proviant. selskabelig i Venskab ... bestandig venskabelig hentyder måske til selskabeligheden i tidens foreninger og klubber, fx i »Det bestandige borgerlige Selskab«, der havde virket i København siden 1798, og »Det Venskabelige Selskab«, som blev oprettet 1783 (). holde ud slår el. strækker til, ikke slipper op. Plaisanteri spøg, skæmt; morskab, løjer. som Pernille ... anderledes opdragen sigter til 3. akt, 2. scene, af Holbergs komedie Jacob von Tyboe (1725). Her prøver tjenestepigen Pernille at belære den unge, ombejlede frøken Lucilia om kærlighedens realiteter, og da denne nu spørger Pernille, hvad hun mener med, at hun ved at pynte sig for mændene har fået sin umage betalt, svarer Pernille: »I er en lille Taabenakke, min Hierte, i Kierligheds Sager, og som jeg hører, meget ilde opdragen. Jeg troer mangen Bondepige er langt lærdere og artigere [kløgtigere]; man skulde forsværge, at I var kommen af saa godt Folk. Jeg er kuns en ringe Forpagters Datter paa Landet, men forstod de Sager paa mine Fingre, da jeg var 7 Aar gammel, hvorfor jeg takker mine kiere Forældre udi deres Grav. De efterlode mig ingen Arvedeel, men en god Optugtelse. Hvor mener I vel det Guld-Armbaand er kommen fra, den Kiede, den Tobaksdaase, det Portrait? mon jeg har arvet det? ney Tak! Jeg har forhvervet det alt ved min Flid og Vindskibelighed [foretagsomhed, flid].« Den Danske Skue-Plads () bd. 3. Hvo . Forværks-Kaabe kåbe, dvs. et langt overtøj, som er lavet af pelsværk (fo(de)rværk). Boniteten kvaliteten. chinesiske Atlask glinsende tøj af (kinesisk) silke, vævet med få og spredte bindninger, så kun det ene sæt tråde umiddelbart ses på ydersiden (retten). gemeen almindelig. paatrads på en sådan måde, at man viser udæskende, men umoden og urimelig trods. Som bekjendt troede Don Quixote ... alle vandrende Riddere sigter til begyndelsen af romanens () anden del, hvor den sengeliggende Don Quijote tilsyneladende er blevet helbredt for den galskab, som i første del sendte ham ud i verden som en vandrende ridder. For selv at forvisse sig om Don Quijotes helbredelse, vil præsten (licentiaten) og barberen gennem en samtale sætte ham på prøve. Under samtalen indskyder præsten pludselig, at han har hørt fra hoffet, »at det blev holdt for ganske vist, at Tyrken løb ud med en mægtig Flode [flåde], men man vidste ikke hvad hans Hensigt var og hvem han agtede at gieste, og den Frygt, som næsten hvert Aar bringer os til at tage Vaaben paa, gaaer heele Christenheden igiennem, hvorfor hans Majestet ogsaa har befalet at besætte Kysterne til Neapolis, Sicilien og Malta«. Hertil svarer Don Quijote: »Deri har hans Majestet handlet som en viis Krigsmand, der ikke ubereed lader sig overrumple af Fienden: men dersom han vilde følge mit Raad, skulde jeg lære ham at gøre Brug af en Forsigtighed, som Hans Majestet endnu i denne Time er meget langt fra at befinde sig paa«. Nu spørger først barberen, dernæst præsten, hvori denne 'forsigtighed' består, men det vil Don Quijote ikke sige, for at andre ikke skal løbe med æren. Men efter at barberen har aflagt ed og præsten sværget ved sin tavshedspligt (»Mit Embede (...) er at bevare Hemmeligheder«) går der endelig hul på Don Quijote: »hvad havde Hans Majestet nødig at giøre andet, end allene at lade offentlig indbyde alle de vandrende Riddere, der vare i Spanien, til at indfinde sig en bestemt Dag ved Hoffet; og endskiønt der ikke indfandt sig meere end et halvt Dosin, saa kunde der dog findes den iblant dem, som eene var nok til at forjage den heele Tyrkiske Magt.« Don Quixote () bd. 3, 1777, s. 2-4. halvgal Mands Værk spiller på talemåden, at noget er 'galmandsværk', dvs. det er meget voveligt og ubesindigt, jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 294. delirium furibundum lat. 'rasende galskab'. ligesom Constantin Constantius ... det unge Menneske sigter til pseudonymen Constantin Constantius' omgang med Det unge Menneske () og dettes ulykkelige kærlighedshistorie i Gjentagelsen (). Praktikus person, der udøver en kunst el. videnskab, praktiserende, erfaren mand. Doctor seraphicus lat. den serafiske (englelige) lærer; således kaldtes den ital., skolastiske teolog og mystiker, Bonaventúra (egl. Johannes Fidanza, 1221-74). Magister contradictionum lat. modsigelsernes (dvs. dialektikkens) mester; således kaldtes den ty. teolog og filosof Johann Wessel, også kaldt Gansfort, fra Groningen (o. 1420-89). Pathos egl. lidelse, lidenskab (grebethed). Börne har sagt et lykkeligt Ord ... de Tilbageblevne Ludwig Börne (1786-1837), ty. forfatter, kendt for de vittige og polemiske artikler, han skrev i sine populære tidsskrifter Die Wage (1818-21) og Die Zeitschwingen (1819). På grund af censur begyndte han o. 1830 at arbejde som journalist i Paris, hvor han bosatte sig i 1832. Han blev stærkt påvirket af 'julirevolutionen' 1830, skrev herom i sine berømte Briefe aus Paris (1831-34) og blev en af hovedlederne for 'det unge Tyskland's litterære og politiske bestræbelser, hvilket bevirkede, at hans skrifter blev forbudt i Tyskland. Der sigtes her til artiklen »Ueber den Umgang mit Menschen« i Gesammelte Schriften () bd. 3, 1835, s. 241f., hvor det hedder: »Schwärmerei ist wie eine Tontine, der Antheil der Verstorbenen fällt den Ueberlebenden zu, und wenn du die Zahl der Todten vermehrst, hast du nichts gethan, als den Reichthum des Glaubens aus Vieler in Weniger Herzen gebracht, daß er mächtiger wirke.« (»Sværmeri er som en tontine, de afdødes andel tilfalder de overlevende, og hvis du forøger antallet af døde, har du ikke gjort andet end at bringe troens rigdom fra manges hjerter over i fås, på det at den kan virke mægtigere.«) – en Tontine: et livrentesystem, hvor et antal personer sammenskyder en kapital og derefter deler den påløbne rente således, at de efterladte ved hver enkelts død arver dennes renteandel; efterhånden som medlemmerne dør, vil da renten for hver af de tilbageværende vokse, indtil den længstlevende kommer til at nyde hele rentegevinsten. Når alle medlemmerne er døde, tilfalder kapitalen staten som tontinens opretter. Det er opkaldt efter italieneren Lorenzo Tonti, og blev først udført i Frankrig i slutningen af det 17. århundrede. I det 18. og 19. århundrede bredte tontineselskaberne (med og uden statsgaranti) sig over hele Europa; i Danmark blev den sidste tontine oprettet i år 1800 og ophørte 1896. Som man har sagt ... opfandt Bønnen Kilden er ikke identificeret. Jordbanens dvs. jordens bane om solen. skaber ved sit Aandepust jf. 1 Mos 2,7: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.« ligesom i Thermometerets ... blev anderledes hentyder muligvis til Hegels beskrivelse af overgangen fra kvantitet til kvalitet i 1. del, 1. bog, af Wissenschaft der Logik (). Her fremhæves det kvalitative spring, som indtræffer, når vands temperatur gradvist (kvantitativt) tiltager el. aftager, så det skifter tilstandsform til damp hhv. is. Jf. Hegel's Werke () bd. 3, s. 450 (Jub. bd. 4, s. 460). ubetydende ubetydelige. Satyricus . halte til begge Sider spiller på profeten Elias' opråb til det israelitiske folk: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!« 1 Kong 18,21. prima lat. første. accorderer med Creditorerne (jur. talemåde) slutter overenskomst (akkord) med ens kreditorer om en lettelse af skyldsforholdet. lade sig sige lader sig tale til fornuft, overbevise. Artiklen paragraffen, afsnittet; betegnelsen. Ligelighed ligestillethed; ensartethed. eens Bier talemåde, (det er) éns bier (ty. eins Bier, ens øl), dvs. (det er) lige meget, lige fedt; det kommer ud på ét. Jf. også E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 291 (nr. 2637), hvor følgende ordsprog optræder: »'Éns Bi'r', sagde Gaasen, hun drak af ni Gadekær.« Duplicitet dobbelthed el. modsigelsesforhold. qua lat. som, i egenskab af. Forstandighed og Endelighed . applauderede som har vakt bifald (egl. ved klapsalver); tiljublede. Hamlet og . Misligheden det betænkelige el. urigtige, fejltagelsen. hvorom mere siden se SKS 6, 417-419. Sang og Sagn hentydning til Chr. Winthers digtsamling Sang og Sagn. Digte, Kbh. 1840. som den Præsten lyser efter paa de Forlovedes Vegne If. Kirke-Ritual for Danmark og Norge af 1685 skulle præsten tre på hinanden følgende søndage fra prædikestolen oplyse, at N.N. agter at indgå ægteskab med N.N.: »Lyses til Ægteskab første Gang for N.N. og N.N. / Disse Personer velsigne Gud ud af det Høye, at deres Christelige Forretagende maa vel begyndes, lykkeligen fremmes og saligen endes dem selv til en god Samvittighed og andre til et got Exempel og Eftersyn: / Dersom nogen haver noget der udi at sige, han sige det i Tide, eller siden tie stille.« Og således fremdeles anden og tredje gang med samme ordlyd, jf. Dannemarks og Norges Kirke-Ritual (), s. 315f. Lysning til ægteskab var en lovfæstet pligt, der var fastsat i Christian V's Danske Lov, og som blev stadfæstet ved forordning af 30. april 1824. Petrarca seer Laura forenet med en Anden sigter til den ital. digter og lærde Francesco Petrarca (), hvis store kærlighed til Laura er udtrykt i digtsamlingen Il canzoniere. If. digtene mødte han første gang den knap 20-årige madonna Laura, gift med Hugo de Sades, i en kirke i Avignon langfredag 1327. Hun dør 21 år efter uden at have gengældt hans kærlighed; i de sværmende digte skildres både kærligheden til den levende Laura og sorgen over hendes død. Abælard ... Fulberts Vrede ... hans Grusomhed sigter til den berømte kærlighedshistorie mellem den fr. filosof og teolog Pierre Abélard (1079-1142) og den unge, begavede Héloïse. Abélard træffer Héloïse i Paris, bliver betaget og tilbyder hendes onkel, Fulbert, som sørger for hendes opdragelse, at undervise hende. Abélard flytter ind som huslærer, de to forelsker sig i hinanden og dyrker uhindret deres elskov, indtil Fulbert opdager forbindelsen; da er Héloïse gravid, og de to elskende stikker af. For at forsone sig med Fulbert gifter Abélard sig med Héloïse, dog således at ægteskabet bevares som en hemmelighed. Men da Abélard snart efter anbringer Héloïse som pensionær i et kloster, tror Fulbert, at Abélard er ved at skille sig af med sin hustru og tager hævn. Han hyrer nogle mænd, herunder Abélards tjener, som en nat bryder ind hos Abélard og kastrerer ham. Derpå søger Abélard tilflugt i et kloster, bliver senere abbed og grundlægger et nonnekloster, hvis abbedisse bliver Héloïse, der indtil da har levet som nonne. Fra denne periode (o. 1133) stammer Abélards trøstebrev til en ukendt ven, »Historia Calamitatum« (»Mine trængslers historie«), hvori alle kvalerne skildres. Dette brev får Héloïse kendskab til, hvilket udløser en brevveksling mellem de to. If. en journaloptegnelse (Pap. IV A 31) har SK læst Abélard og Héloïses historie i kapitlet »Ueber Peter Abélards Versuche, den Lehrbegrif der Religion seiner Zeit dialektisch zu erklären und zu beweisen« i Jacob Benignus Bossuet Einleitung in die allgemeine Geschichte der Welt, overs. til ty. af J.A. Cramer, bd. 1-7, Leipzig 1785, ktl. 1984-1990; bd. 6, Einleitung in die Geschichte der Welt und der Religion, fortgesetzet von D. Johann Andreas Cramer, s. 309-411; især s. 315ff. SK ejede dog også L. Feuerbachs Abälard und Heloise oder der Schriftsteller und der Mensch, Ansbach 1834, ktl. 1637. Romeo føler ikke ... fra Julie sigter til Shakespeares tragedie Romeo og Julie, der udspilles i Verona, hvor de to slægter, Montague og Capulet (som hhv. Romeo og Julie tilhører), ligger i stadig strid med hinanden. De to unge, som forelsker sig i hinanden, forsøger nu at gifte sig i hemmelighed, men da Romeo finder Julie bedøvet af en sovedrik og tror, hun er død, dræber han sig selv, og da hun vågner og ser ham død ved sin side, tager også hun livet af sig. Jf. William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 2, 1811, s. 227-418. Axel føler ingen ... Valborg ... skiller dem ad Den senmiddelalderlige romance »Axel Thorsen og Skjøn Valborg« findes i Udvalgte Viser fra Middelalderen () bd. 3, 1813, s. 257-290. Med denne romance som forlæg digtede Adam Oehlenschläger sit sørgespil Axel og Valborg (1810), som udspilles i middelalderens Norge, i Trondhjems domkirke, Nidarosdomen. Axel og Valborg er vokset op sammen som søskende og har lovet hinanden evig troskab. Efter flere år i udlandet vender Axel hjem, og med sig har han en velsignelse fra paven til at kunne indgå ægteskab med Valborg trods søskendeforholdet. Efter hjemkomsten erfarer Axel dog, at Kong Hakon, som han ønsker at være tro, også tragter efter Valborg. Trods kongens tilsyneladende tilladelse til ægteskabet forpurres dette, da kongens rænkefulde rådgiver påviser, at pavens velsignelse kun gælder det borgerlige søskendeforhold, men ikke dåbssøskende. Da fjenden nu angriber kong Hakon, opgiver Axel at stikke af med Valborg; han vil fortjene hende. Han kommer kongen til undsætning, men såres selv og dør, hvorefter Valborg hviler sit hoved i den dødes hånd og udånder. Jf. Oehlenschlägers Tragødier bd. 1-10, Kbh. 1841-49, ktl. 1601-1605 (bd. 1-9); bd. 5, 1842, s. 3-111. Stykket blev i perioden 1830-39 opført 14 gange på Det kgl. Teater; senest 30. jan. og 3. april 1839. Galleriet den øverste balkon i teatret, hvor pladserne er billigst; her om publikum i galleriet, dvs. jævne folk uden smag og dannelse. Shakspeare . Urtekræmmersvend ekspedient i en købmandsforretning; her som repræsentant for det materielle og måske platte. Philosophus lat. filosof. På da. benyttes formen ofte af Holberg, senere som spøgende tilnærmelse til ældre sprog. Assistentshuus-Forvalter leder af Assistenshuset i København (). Forstands-Repræsentant . luslidte . ob contumaciam lat. på grund af ulydighed. Raison ræson, (sund) fornuft. apriorisk . et speculativt Blik og saae den nødvendige Udvikling hentyder formentlig til den spekulative historieskrivning, den hegelske (), men også den grundtvigske (). vinkende lokkende. Scribe . aristophanisk Forstand . la cameraderie, hans Receptionsstykke ... fra den anden Der sigtes til A.E. Scribes vaudeville La Camaraderie, ou la Courte Echelle, som udkom 1836 og fra den 19. jan. blev opført på Théâtre Français i Paris. Dette værk var Scribes receptionsstykke, dvs. det stykke, som i 1836 gav ham adgang til l'Académie française. Vaudevillen blev oversat til dansk under titlen Kammeraterne. Comedie i fem Acter af Scribe, Kbh. 1839 (Det kongelige Theaters Repertoire, nr. 115), havde premiere på Det kgl. Teater 14. nov. 1839 og blev frem til 2. jan. 1844 opført 15 gange; herefter igen fra efteråret 1848. Stykket viser, hvordan man ved et kammeratskab, som består i, at man allevegne fremhæver og roser hinanden, kan komme frem i verden, mens den, der står udenfor, ikke har nogen chance. Intrigernes ankermand, Cesarine, som har giftet sig med den aldrende grev de Miremont, pair af Frankrig, er i sin ungdom blevet forsmået af den oprigtige advokat Edmond Varennes og sørger nu gennem kammeraterne for, at hans karriere bliver skudt i sænk. Da Edmond er på selvmordets rand, forbarmer en veninde, Zoe, sig over ham. Hun bilder Cesarine ind, at Edmond faktisk elsker hende, og snart efter vælges han som deputeret. For sent opdager Cesarine, at Edmond aldrig har elsket hende, men at han som deputeret af hendes mand har fået lovning på datteren, Agathe. De gifter sig da til Cesarines store fortrydelse. hvor Aadslet er, der samles Rovfuglene jf. Luk 17,37, hvor Jesus siger til disciplene: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« Novellister, Feuilletonister roman- og novelleforfattere hhv. føljetonforfattere, der skriver i aviser og tidsskrifter. udføre udvikle. hvo som støder an i Eet støder an i Alt jf. 1 Jak 2,10: »hvo som holder den ganske Lov, men støder an i eet Bud, er bleven skyldig i alle« (NT-1819). Pølsehandleren hos Aristophanes sigter til pølsehandleren Agorakritos i Aristofanes' () komedie Ridderne (424 f.Kr), hvor denne grove mand i en leflende taledyst konkurrerer med den sleske statsleder Paflagonen, der er tidligere læderhandler, om folkets gunst. Resultatet bliver, at folket foretrækker pølsehandleren som statens leder. Jf. Des Aristophanes Werke, overs. af J.G. Droysen, bd. 1-3, Berlin 1835-38, ktl. 1052-1054; bd. 2, 1837, s. 313-431. vinkelbenet om personer, hvis ben danner vinkler (her med fødderne drejet udad). vinkende tillokkende. Plaudite lat. 'Klap!', 'Nu skal I klappe'. Med denne opfordring efter sidste replik slutter de antikke rom. komedier. Politikus én, som går op i politik, politiker. Udtrykkets form erindrer om Holbergs sprogbrug. staaer Ingen til at trænge kommer ingen til at trænge, bliver ingen nødlidende. Peer og Povl alle og enhver. Talemåden henviste opr. til apostlene Peter og Paulus. sættes (...) paa Vand og Brød fast udtryk, der henviser til at sidde i fængsel med begrænset forplejning el. at være meget ringe stillet. Aristoteles . ϑεολογοι, ϕιλοσοϕοι, πολιτιϰοι gr. (theológoi, philósophoi, politikoí), teologer, filosoffer, politikere. En sådan inddeling forekommer ikke hos Aristoteles og er ikke opsporet i SKs sekundærlitteratur. Hos Aristoteles kan filosoffer og 'teologer' sammenstilles, for så vidt som de stiller de samme spørgsmål, men giver forskellige svar; Aristoteles betragtede dog i almindelighed 'teologer' som en slags primitive forløbere for filosofferne, jf. fx Metafysikken, 1. bog, kap. 2 (982b 18), og 12. bog, kap. 9 (1074a 39ff.), i Aristoteles graece () bd. 2, s. 982 og s. 1074. Aristoteles inddelte livet i tre former: et liv i nydelse, et politisk liv og et teoretisk (dvs. kontemplativt) liv, jf. Den nikomacheiske Etik, 1. bog, kap. 1 (1095b 17ff.), i Aristoteles graece bd. 2, s. 1095. komme (...) bag efter; der gjør tyndt Øl altid spiller på ordsproget 'Bagefter kommer tyndt øl', dvs. bagefter kommer noget ringere. Findes optegnet i Peder Syv Almindelige Danske Ordsprog () bd. 1, s. 445 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 9298); også optegnet af N.F.S. Grundtvig i Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 5 (nr. 126). – tyndt Øl: . har Legioner Engle i Baghaanden hentyder til Matt 26,53, hvor Jesus under tilfangetagelsen i Getsemane Have siger til en af sine disciple, der ville forsvare ham med et sværd: »Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?« (NT-1819). – Legioner: rom. hærafdelinger af 4500-6000 soldater; store, ubestemte skarer. titulaire Helte folk, der har titel af helte, men ikke er det virkeligt. Martyr-Volontairer frivillige, især personer, der frivilligt el. uden løn gør krigstjeneste. inter pocula . non plus ultra lat. 'ikke mere derudover', dvs. det højst mulige. kandestøbende spottende udtryk om personer, der debatterer politik og andre offentlige sager uden at have den fornødne indsigt deri (). Livsassurandeurer folk, der sælger livsforsikringer (og dermed forpligter sig til at yde erstatning ifølge indgået aftale). aristophanisk tager ... til Helt . Trumfen i Bordet slåen i bordet for at give ordene mere vægt (som udtryk for ophidselse o.l.). Poesiens Tid synes saaledes at være forbi, den tragiske nemlig I et udkast til det følgende afsnit skriver SK: »Lidt Hensyn til Heibergs Taabeligheder om det Drama, som Tiden nu fordrer ɔ: som Martensen og andre Cavalerer applaudere« (Pap. V B 148,2). I den kritiske afhandling »Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift: 'Om Kritiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard'« i Kjøbenhavns flyvende Post nr. 7-8, 25. og 28. jan. 1828, og nr. 10-16, 4., 8., 11., 15., 18., 22. og 25. feb. 1828, fremstiller J.L. Heiberg () sit kritiske program og sin genrepoetik, som især op gennem 1830'erne delte de litterære lejre i tilhængere og modstandere. Heibergs filosofiske grundtanke »bestaaer i at føre Begrebet i en continueerlig Bevægelse igjennem de tre discrete Punkter af det Umiddelbare, det Reflecterede (eller Dialektiske), og Enheden af begge (eller det Speculative)« (nr. 16). For den videnskabelige kritik betyder det, at det ikke længere skal være opgaven at påvise om et værk er poetisk eller ej – »det Poetiske i Almindelighed maa overlades til den umiddelbare Følelse, til den offentlige Dom« (nr. 7). Kritikken skal i stedet beskæftige sig med det 'tekniske' i digterværket, dvs. »dets Overeensstemmelse med den Digtart hvortil det hører« (nr. 7). Således er det poetiske den stiltiende forudsætning for den tekniske kritik. I udviklingen af genrene føres begrebet gennem det lyriske, det episke og det dramatiske, og inden for det dramatiske gennem det umiddelbare, det tragiske og endelig det komiske. If. Heiberg beror al moderne dramatik (dvs. siden Shakespeare), indbefattet sørgespillet, på komediens grundvold, og efter udviklingen af komediens arter når han frem til »det høieste Punkt af den dramatiske Digtekunst« (nr. 6), nemlig det 'lyriske drama' (Calderon); i Prosaiske Skrifter bd 1-3, Kbh. 1841-43 (jf. ktl. 1560); bd. 1, ændret til den 'spekulative komedie' repræsenteret ved Goethes Faust. Heiberg, der ikke siden fik udarbejdet sin storstilede genreteori, fastholdt dog den tidlige grundtanke. Således hedder det bl.a. i en senere anmeldelse af Carsten Hauchs Svend Grathe, trykt i Intelligensblade, Kbh. 1842, nr. 5 (jf. ktl. U 56), hvor specielt karakteren af det tragiske diskuteres: »Men af det Reelle, af det Gyldige i den almindelige Stræben følger, at det historiske Dramas og altsaa Tragediens Tid er forbi; denne Digtart har for længe siden culmineret, og vender ikke mere tilbage, uden som en Reminiscens, ganske paa samme Maade som det hellige Maleri, der er afsluttet med Raphael og de andre italienske Mestere, og aldrig mere kommer frem uden som Gjentagelse«, s. 128. Den spekulative tanke, at det umiddelbares tid er forbi, dvs. hævet af refleksionen (), og således det tragiske ophævet af det komiske, findes også udviklet hos bl.a. H.L. Martensen (). paa Bredderne og i Comedie på brædderne, dvs. på scenen i teatret (hvor jævne hverdagsmennesker typisk blev fremstillet i komedien), og i komedie, dvs. i teatret, på tilskuerpladserne. Den, der vil sætte ... ikke kunde blive populair Fordringen om en spekulativ poesi blev lanceret af J.L. Heiberg () i Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, Kbh. 1833, ktl. 568, s. 38ff. Heiberg gav selv en prøve på genren i Fata Morgana. Eventyr-Comedie, Kbh. 1838, ktl. 1561, som uden den store succes blev opført på Det kgl. Teater 29. jan. 1838 og kun gik fem gange i sæsonen. I Maanedsskrift for Litteratur bd. 19, Kbh. 1838, s. 361-397, findes en længere anmeldelse af stykket, skrevet af H.L. Martensen, der her udvikler en teori om denne symbolske idédigtning, og som afsluttes med forventningen om, »at dette Genre selv, der i sig indeholder Muligheden til at opfylde Nærværelsens vigtigste poetiske Fordringer, Idealitet og Universalitet, ogsaa vil blive nærværende og faae sin Epoche paa Scenen«, s. 397. Også Heibergs senere apokalyptiske komedie »En Sjæl efter Døden« i Nye Digte (), som ikke var beregnet til scenen, kan betragtes som en videreudvikling af den spekulative genre. Den anmeldtes bl.a. af H.L. Martensen – som tidligere i afhandlingen »Betragtninger over Ideen af Faust«, trykt i Perseus, Journal for den speculative Idee nr. 1, Kbh. 1837, ktl. 569, s. 98ff., havde udviklet den apokalyptiske poesis begreb – i Fædrelandet nr. 398-400, 10.-12. jan. 1841, sp. 3205-3224., hvor publikum, der endnu ikke helt synes at have anerkendt genren, sættes på rette begreb. Her hedder det bl.a. i optakten: »Det er (...) den nye Tids Aaand, under hvis Indgivelser disse Poesier ere affattede; det er denne Aand med sit oplivende Syn paa Tilværelsen, som her er kommen til et poetisk Gjennembrud og holder Dommedag over sine Fornægtere. Hvad Philosophien alt længe har hvisket sine Disciple i Øret, det begynder Poesien nu at prædike paa Tagene. (...). En bedre Anerkjendelse og mere imødekommende Villie, end Fata Morgana, har hans Syvsoverdag [1840] ogsaa allerede vundet. Det er at haabe, at nærværende Digte end mere ville finde Indgang, tillige af den Grund, at Digteren her ikke har havt at kæmpe med de vanskeligheder, som den dramatiske Form og den theatralske Opførelse unægteligt frembyde for denne Digtart. (...) // Det er ikke min Hensigt at udvikle de poetiske Skjønheder i Heibergs nye Digte. Dette vil jeg overlade til Andre, som formaae at skrive en gjennemført æsthetisk Kritik. Idet jeg her uden videre forudsætter, at disse Digte ere poetiske, vil jeg væsentligt holde mig til deres almindelige, det er deres philosophiske eller, om man vil, deres moralske Side«, sp. 3205f. Herefter udvikler Martensen et begreb om det komiske som tidens grundkategori, og viser, hvordan Heiberg har udtrykt dette. Heiberg og Martensens bestræbelser blev dog snart genstand for satiriske angreb, bl.a. i Johan Ludvig Heiberg efter Døden. Apocalyptisk Komedie i fire Acter, Kbh. 1842, forfattet af pseudonymet Adam Howitz (vistnok C.K.F. Molbech og C. Ploug). – Troldkjærling: gl. da. stavemåde, troldkælling; også navnet på en slags tyngdepunktsdukke, også kaldt en kartesiansk dukke, jf. fx Philosophiske Smuler i SKS 4, 247. – Thaumaturg: gr. mirakelmager. – Tidens Fordring: . Reflexion (...) relativ Reflexion (...) uendelig Reflexion hegelsk sprogbrug (). dubitativt med tvivl el. betænkelighed; tvivlrådigt. min Ridder dvs. eksperimentets mandlige hovedperson, quidam (). er det Familiehad der skal udsones som i Romeo og Julie (). er det en pavelig Dispensation, der skal tilveiebringes som i Axel og Valborg (). Dobbeltbevægelser . Held ham hvilken lykke for ham, pris ham lykkelig. Spidsborgere bedsteborgere, snævertsynede, åndløse personer. hermaphroditiske Digtere her formentlig i betydningen: forfattere, der blander komedie og tragedie. den (...) Omfang (...) dette Omfang SK har ikke rettet inkonsekvensen, men kunne ellers benytte begge genusformer. I den uendelige Reflexion ... bekræftende eller benegtende hegelsk sprogbrug (). Protestationen protesten, indsigelsen; benægtelsen. Men er det sandt, at Umiddelbarhedens Tid er forbi sigter til den spekulative filosofis almene logik, hvor det umiddelbare gennem begrebsudviklingens dialektik ophæves i refleksionen, det være sig inden for fx teologiens () el. æstetikkens () område. Kunstudtryk konstruerede ord, fagbegreber, fremmedord. Phraseologi sprogbrug, udtryksmåde, terminologi. Parleurer sproglærer. den menige Mand den jævne mand. I en kladde til stedet tilføjer SK: »Saaledes har jeg hørt Sælgekoner benytte kantiske Udtryk« (Pap. V B 150,7). Posement- og Knapmager Possementmager, håndværker, som af alle slags silke, uld, sølv- og guldtråde væver og fletter bånd, snore, frynser, kvaster osv.; også brugt i betydningen 'spilopmager'. Knapmager, håndværker, som støber el. fabrikerer knapper; udtrykket også brugt i betydningen 'plattenslager', 'gavtyv'. Socrates derimod ... meget derved sigter formentlig på det, at Sokrates () 'altid' dvælede »ved de laveste Forhold i Livet, ved Spise og Drikke, ved Skomagere, Feldberedere, ved Hyrder og Pakæsler«, Om Begrebet Ironi i SKS 1, 79, note 2. I Platons dialog Gorgias (490c-d) siger den irriterede Kallikles til Sokrates: »Din Tale dreier sig altid om Mad og Drikke og Læger og andet Tant, men jeg mener Intet af alt dette«, Om Begrebet Ironi i SKS 1, 166, noten; jf. også Philosophiske Smuler i SKS 4, 233. Duplicitet dobbelthed. Ligelighed ligestillethed; ligevægt. paa eengang i det Samme ... til alle Tider for Enhver . Claudius siger ... forstaaer hinanden sigter til den dramatiske opsats, »Die Audienz«, af den ty. forfatter Matthias Claudius (1740-1815). Under en audiens hos den japanske kejser forklarer Asmus, at det er verdens gang, at nogle folk laver fabler, mens andre folk ler af disse, og at det ikke altid er de sidste, der er de klogeste. Hertil tilføjes: »Die Mißverständnisse in der Welt kommen gewöhnlich daher, daß einer den andern nicht versteht« (»Misforståelsen kommer almindeligvis ind i verden derved, at den ene ikke forstår den anden«), jf. Asmus omnia sua SECUM portans, oder Sämmtliche Werke des Wandsbecker Bothen (del 1-8, 1774-1812) i Matthias Claudius Werke bd. 1-4, 5. udg., Hamborg 1838, ktl. 1631-1632; bd. 1, del 3, s. 60. naive Lune, som en Umiddelbarhed her og i det følgende knyttes an til de æstetiske begreber om 'lune' som umiddelhed, 'ironien' (el. det 'komiske') og det 'tragiske' som refleksionens to momenter, og endelig den 'dybsindige' enhed af disse i 'humoren'. Om brugen af disse kategorier, sml. fx J.L. Heibergs afhandling i Kjøbenhavns flyvende Post nr. 14 () og H.L. Martensens anmeldelse i Fædrelandet nr. 398, sp. 3212 (). Det Tautologiske i Udsagnet det at der intet nyt udsiges. En 'tautologi' er et udsagn, hvori prædikatet udsiger noget, der allerede er udsagt i subjektet. I traditionel logik betegner 'tautologi' en påstand, hvis negation er selvmodsigende. besynderligt nok ... kjære Polos ... være Misforstaaelsen Passagen, som efterligner Sokrates' måde at tale på hos Platon, er opdigtet. Den unge, ivrige Polos optræder i Gorgias; han mener til en begyndelse, at han kan svare på alt, men det får Sokrates snart undergravet. Jf. Platons Skrifter () bd. 2, s. 117-217. discrimen lat. adskillelse, skel, strid. reale Mulighed hegeliansk udtryk, som står i modsætning til den 'formelle mulighed', dvs. den mulighed, som indbefatter alt, der ikke modsiger sig selv, hvor usandsynligt det end er. Jf. fx Hegels Wissenschaft der Logik (), 1. del, 2. bog, i Hegel's Werke () bd. 4, s. 202-213; s. 203 (Jub. bd. 4, s. 680-691; s. 681), og A.P. Adler Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), § 30, s. 169. I Phædon udvikler ... og det Ubehagelige sigter til Platons dialog Faidon, 60b, hvori Sokrates' sidste timer skildres: »Men Sokrates reiste sig op i Sengen, bøiede Benet, gned det med Haanden, og sagde: Hvor selsomt, I Mænd, er dog det, Menneskene kalde behageligt; hvor forunderligt forholder det sig ifølge sin Natur til det, der synes at være det modsat, det Ubehagelige: Begge ville vel ikke paa een Tid være hos Mennesket, men naar Nogen eftertragter og erholder [kommer i besiddelse af] det ene, er han næsten altid nødt til at tage det andet med, som om de hængde sammen ved et fælleds Toppunkt«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 6 (Platons Skrifter bd. 3, s. 166). SK anfører stedet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 127. – Succession: række(følge). og mener det havde været en Opgave ... ved Endepunkterne I forlængelse af ovenstående tilføjer Sokrates (Faidon, 60c): »Jeg troer, at dersom Æsopos havde bemærket dette, vilde han havde digtet denne Fabel, at Guden vilde forsone begge, som laae i Strid med hinanden, men da han ikke kunde dette, forbandt han dem ved Enderne«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 6f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 166). – Fabeldigteren Æsop levede, formentlig på Samos, i det 6. årh. f.Kr. SK anfører stedet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 127. Socrates's Død Sokrates blev dømt til døden og tømte giftbægeret 399 f.Kr; rettergangen er af Platon skildret i Sokrates' Forsvarstale, de sidste timer, hvor han venter på giften, roligt drikker den og dør, er skildret i Faidon. Xantippe (...) med sin Skrigen og Larmen (...) blive transporteret ud ad Døren sigter til begyndelsen af Faidon, 60a, hvor Faidon, som havde været hos Sokrates i de sidste timer, beretter om ankomsten til Sokrates' celle og mødet med Xanthippe, Sokrates' kone (): »Da vi traadte ind, fandt vi Sokrates, hvis Lænker man nylig havde løst, og Xantippe – Du kjender hende jo –, der med hans lille Søn paa Armen sad ved Hans Side. Da Xantippe saae os, udbrød hun i Jammerklager og saadanne Udtryk, som Qvinderne pleie at bruge, som: Saa er det da sidste Gang i Dag, Sokrates, at dine Venner tale med Dig, og Du med dem. Sokrates vendte sig da til Kriton, og sagde: Kriton, lad nogen føre hende hjem. Nogle af Kritons Folk førte hende derpaa bort, idet hun hylede og slog sig for Brystet«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 6 (Platons Skrifter bd. 3, s. 165). SK omtaler stedet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 127. Avertissement bekendtgørelse; dødsannonce. Xantippe med samt sin Ømhed ... skrigende Rørelse om opfattelsen af Xanthippe . et Chorus ... til Socrates's hele Anskuelse jf. SKs satire over den sentimentale opfattelse af Sokrates som det ofrede dydsmønster i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 215f., sml. 272, note 1. – Chorus: lat. kor. – taaredrivende: sentimentale. Phædon siger selv ... fornemmelig Apollodoros jf. begyndelsen af Platons dialog Faidon, 59a, hvor Echekrates får Faidon til at fortælle, hvad der skete ved Sokrates' død. Faidon, som selv var til stede, erindrer først, hvor ædelt og lyksaligt Sokrates endte sit liv, og hvordan Sokrates om nogen ville befinde sig tilpas i Underverdenen: »Derfor blev jeg aldeles ikke stemt til Medlidenhed, hvilket dog maatte synes naturligt ved en saadan Sorg, men heller ikke til Glæde, som ellers ved vore sædvanlige philosophiske Undersøgelser, endskjøndt vor Samtale ogsaa nu var af denne Art, men jeg befandt mig i en i Sandhed underlig Tilstand, i en usædvanlig Blanding af Glæde og Sorg, naar jeg betænkte, at Han nu snart skulde døe. Og alle de Tilstedeværende vare næsten i samme Stemning, snart loe de, snart græd de, fornemmelig [især] een iblandt os, Apollodoros; Du kjender jo Manden og hans Væsen«, Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 1, s. 3f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 164). Om Apollodoros hedder det i slutningen af dialogen, 117d, hvor Sokrates drikker giften, at han allerede tidligere havde »grædt uden Ophør, men nu udbrød han i Klageraab, græd og jamrede, og rørte enhver af de Tilstedeværende, undtagen Sokrates«, Udvalgte Dialoger af Platon bd. 1, s. 124 (Platons Skrifter bd. 3, s. 238). han lider slet ikke ... han blev henrettet I Om Begrebet Ironi i SKS 1, 139-142, udvikler SK med udgangspunkt i Platons Faidon (jf. ovenfor) og Sokrates' Forsvarstale, at Sokrates ikke lider ved døden. At Sokrates selv havde tænkt den tanke, at han ville blive dømt (af børn) og henrettet, fremgår af Gorgias, 521e; jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 3, 1838, s. 188 (Platons Skrifter bd. 2, s. 210), jf. også SKS 1, 144. – ατοπος τις: gr. (átopós tis) en underlig, løjerlig en. Dette udtryk benyttes af Sokrates om 'øjeblikket' i Platons Parmenides, 156d, hvor det hedder: »imellem Bevægelse og Hvile har Øjeblikket sin Plads, dette besynderlige Væsen [ἄτοπός τις, átopós tis], der ikke findes i nogen Tid«, Platons Skrifter bd. 6, s. 244; Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154; bd. 3, 1821, s. 78. Sml. Begrebet Angest i SKS 4, 386, hvor udtrykket kaldes »ypperligt«. Det 'underlige' ved Sokrates fremhæves dog flere steder, fx i Alkibiades I, 106a, og Symposion, 215a, og i Theaitetos, 149a, siger han, at man kalder ham en stor særling, der sætter folk i forlegenhed. gjøre Opbud erklære sig fallit. Gulivers Reise Jonathan Swifts () rejseroman Gullivers rejser (Travels Into Several Remote Nations of the World by Lemuel Gulliver, 1726) er en misantropisk satire over menneskeheden. Fortælleren, Lemuel Gulliver, tager i hver af bogens fire dele ud på en sørejse og ender hver gang i et land med indbyggere, hvis karikerede (menneskelige) adfærd han må forholde sig til og finde sig i. Således fx i første rejse til Lilliput-øen, næste rejse til kæmpernes land, Brobdingnag, og i den sidste rejse til landet, hvor de rationelle, hestelignende kreaturer, Houyhnhnms, hersker, og i deres tjeneste har de degraderede abemennesker, Yahoos, som den ærgerlige Gulliver forveksles med. SK ejede Satyrische und ernsthafte Schriften von Dr. Jonathan Swift bd. 1-8, Hamborg og Leipzig 1756-66; 3. udg., Zürich 1766, ktl 1899-1906; Gullivers rejser findes i bd. 5. Heiterkeit ty. munterhed. Hegel kalder den gr. religion »Die Religion der Schönheit« og karakteriserer den således: »Diese Religion hat überhaupt den Charakter der absoluten Heiterkeit«, Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af Ph. Marheineke, bd. 1-2, Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 2, i Hegel's Werke () bd. 12, s. 131 (Jub. bd. 16, s. 131). Successionens Lov rækkefølgens el. udviklingens lov. Den er fri, der spotter sine Lænker Citatet stammer fra 4. akt, 4. scene, i G.E. Lessings Nathan der Weise. Ein Dramatisches Gedicht, in fünf Aufzügen (1779), hvor den unge tempelherre i samtale med sultan Saladin bemærker, at selvom vi erkender den overtro, som vi er vokset op i, så taber den alligevel ikke sin kraft, hvortil han føjer: »Es sind Nicht alle frei, die ihrer Ketten spotten« (»De, som spotter deres lænker, er ikke alle frie«). Jf. Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 22, 1827, s. 181. Den umiddelbare kilde her er formentlig L. Börne (), som med dette citat afslutter artiklen »Henriette Sontag in Frankfurt«, Gesammelte Schriften () bd. 2, 1835, s. 126. forsøg at tage den bort jf. midnatsoptegnelsen 7. marts (SKS 6, 236,4). novellistisk som det foregår i roman- og novellelitteraturen; kulørt, plat. Bagefterbetænkning senere overvejelse el. skrupler; udtrykket er formentlig en nydannelse. I Aandsstyrke til paa eengang ... culminerer Hedenskabet sigter til slutningen af Platons dialog Symposion (223d), hvor Sokrates hen på morgenstunden får overbevist komediedigteren Aristofanes og tragediedigteren Agathon om, at én og samme mand bør kunne digte såvel komedie som tragedie. Nu falder de to digtere i søvn, Sokrates lægger dem til rette og begiver sig ud i en ny dag. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 2, 1831, s. 103f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 148). Denne afslutning blev af flere set som den græske ånds kulmination i Sokrates, jf. fx F.C. Baur Das Christliche des Platonismus oder Sokrates und Christus. Eine religionsphilosophische Untersuchung, Tübingen 1837, ktl. 422, hvor det hedder: »Denn das Tragische und das Komische sind die beiden Elemente der Natur des Schönen, und darum auch die beiden Seiten, in welchen das die Idee des Schönen in der Geschichte der Menschheit repräsentirende griechische Volk die reichste Fülle seines geistigen Lebens offenbarte. Was aber selbst in einem Agathon und Aristophanes nur in einseitiger Gestalt hervortrat (...), hat sich in dem Einen Sokrates zur schönen harmonischen Einheit zusammengeschlossen« (»Thi det tragiske og det komiske er de to elementer i det skønnes natur og derfor også de to sider, i hvilke det græske folk, som i menneskehedens historie repræsenterede det skønnes idé, åbenbarede sit åndelige livs rigeste fylde. Men hvad der selv i en Agathon og en Aristofanes kun trådte frem i ensidig skikkelse, (...) har i den ene Sokrates sluttet sig sammen til skøn harmonisk enhed«), s. 108. SK diskuterer stedet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 113. denne skal jo i vor Tid være forbi ... saa sige de . Extremiteterne de yderste dele, ved legemsdele især arme og ben (i modsætning til hoved og krop). Ligelighed ligestillethed; ligevægt. hvorom mere i en anden Paragraph sml. § 4. Approximations Bestemmelse tilnærmelses-bestemmelse; en bestemmelse baseret på gradsforskelle inden for samme kvalitet, altså en kvantitativ bestemmelse. Jf. fx Rasmus Nielsen Den speculative Logik i dens Grundtræk, Kbh. 1841-44, hæfte 1-4; hæfte 1, s. 48: »Approximation er en fortsat Gradation.« Anlægets planen, dispositionen. Dupliciteten dobbeltheden, også naturvidenskabeligt om to modvirkende kræfters sammentræffen i ét punkt. Shakspeare har sagt etsteds (...) i Øieblikket ... det tager Afskeed sigter til 3. akt, 4. scene, i Shakespeares () Kong Johan (King John), hvor kardinal Pandulfo (Pandulph) siger: »Før Lægedommen af en heftig Sygdom, / i Øieblikket af Helbredelsen, / Anfaldet stærkest er; og alle Onder / i det de sig bortstevne, synes værst«, William Shakspeare's Tragiske Værker () bd. 8, 1821, s. 75 (3. akt, 3. scene). Af SKs kladde (Pap. V B 148,8) fremgår det, at han citerer efter L. Börne Gesammelte Schriften () bd. 7, 1840, s. 245. Det er afslutningscitatet på den kritiske anmeldelse »Der ewige Jude«, og det tillægges »Shakspeare und seine Schwester Erfahrung« (»Shakespeare og hans søster Erfaring«). en daarlig Tale en tåbelig, uforstandig tale. Jf. 2 Kor 11,21, hvor Paulus bruger udtrykket: »jeg taler i Daarlighed« (NT-1819). Jf. også 2 Kor 11,1.17. Uddøethed psykisk el. sjælelig tilstand, hvor noget er 'udbrændt'. Afdøethed tilstanden at være død el. afdød (i betydningen: være fuldstændigt adskilt el. bortvendt fra de umiddelbare, jordiske følelser og bevæggrunde). Aberrationen afvigelsen, forvildelsen. det var 3die Gang ... Hauserpladsen jf. SKS 6, 232,31. – Hauserpladsen: . hævde holde i hævd, gøre gældende, fremhæve. intenderede tilsigtede, planlagte, forsætlige. I et Stykke af Midnat 13. Febr. ... Vidtløftighed se SKS 6, 225f. Hun afgjør hans Skjebne, siger han jf. SKS 6, 248,14. in suspenso lat. 'i denne svævende tilstand'; med uafgjort sag, i uvished. Han skal vel blive ... som han siger jf. SKS 6, 210f., 212, 231, 237, 243, (306), 331. Herom dog mere paa et andet Sted jf. § 4. Han er indesluttet – hun kan end ikke være det I en kladde til stedet hedder det: »Han væsentligen [note: Betydningen af de under den 5te i hver Maaned indlagte Stykker] indesluttet – hun kan ikke være det, om hun vil (hvorfor ikke? den dialektiske Reduplication som mange Consonanter foran een Vokal kan Qvinden ikke udtale, kun Vocaler)« (Pap. V B 148,25). Reduplication fordobling, i grammatikken: fordobling el. gentagelse af stavelser el. bogstaver, især, som i græsk, i de tempusformer, der udtrykker fortid. endeligt helbredet i endelig (timelig, jordisk) forstand. de vocaliserende Sprog sprog med mange vokaler. de Sprog, der sætte en 4, 6 Consonanter foran en Vokal I fx slaviske sprog kan en vokal være foranstillet mange konsonanter, fx polsk (op til 6) og tjekkisk (op til 7). Anticipation forudgribelse. at saadanne Virkelighedens Kategorier ... det Indvortes det Udvortes sigter til den hegelianske, spekulative logiks fremstilling af dialektikken mellem det indre (væsenet) og det ydre (fænomenet), hvor virkelighed bestemmes som identiteten mellem det indre og det ydre. Således skriver Hegel fx i 1. del, 2. bog, 2. afsnit, kap. 3 C, af Wissenschaft der Logik (), i Hegel's Werke () bd. 4, s. 177-183 (Jub. bd. 4, s. 655-661): »So ist Etwas, das nur erst ein Inneres ist, eben darum nur ein Aeußeres« (»Således er Noget, som kun først er et Indre, netop derfor kun et Ydre«), s. 179 (Jub. s. 657). Inden for den da. hegelianisme var denne dialektik mellem det indre og det ydre bl.a. blevet betonet af J.L. Heiberg i Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole, Kbh. 1831-32, II C, § 112-115, s. 68-71, og især af A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik (), § 27, s. 158-160, hvor det hedder: »Sandheden ligger i, at det Indre og det Ydre ere i hinanden. Dermed ere begge virkelige; de have selv deres Modsatte i sig. (...). Vi faae een umiddelbar Eenhed og Identitet af det Indre og Ydre, Umiddelbarhed og Mediation, Tanke og Væren. Begge ere og de Tvende ere dog kun Eet«, s. 159. Mere moderat er Rasmus Nielsens fremstilling i Den propædeutiske Logik, Kbh. 1845, ktl. 699, hvor det om Hegel bl.a. bemærkes, at han »med kraftig Eensidighed [har] accentueret Identiteten af det Indre og det Ydre, og at den Sætning: 'So ist Etwas, das nur ein Inneres ist, eben darum nur ein Aeußeres' afgiver det Thema, hvorover den saakaldte moderne Videnskab alt længe har varieret«, s. 142. Jf. Enten-Eller i SKS 2, 11. (.) Münchhausener . et gammelt Ord siger ... Smæk over den Det gamle ord, dvs. talemåde, findes optegnet i Danske ordsprog og mundheld, skjæmtesprog, stedlige talemåder, ordspil og samtaleord, udg. af Ewald Tang Kristensen, Kbh. 1890: »Det smager ligesom at række æ tunge ud ad æ vindue og få et skrald (smæk) over den«, s. 609. sympathetisk 'medlidende', medfølende (). en Mulighed jf. SKS 6, 257-268. klare ham ud hjælpe el. redde ham ud. veeklager jamrer (ynkeligt). opvarmet triviel el. uoprindelig, også lunken; et opkog af den oprindelige lidelse. det Religieuses oprindelige Mulighed I kladden tilføjes: »som maa være givet i Barndoms Indtryk« (Pap. V B 150,13). Katastrophe afgørende vending, 'omslaget', i et drama, hvorigennem intrigen løses. oppebie afvente, vente på. det Samme paa eengang comisk og tragisk . intet mindre alt andet, lige det modsatte, aldeles ikke. cantantur hæc ... et lecta negliguntur lat. »man synger dette, roser hint, siger det, hører det, skriver dette, læser hint – og glemmer det, når man har læst det«. Verset, som findes afskrevet af SK i en optegnelse fra o. årsskiftet 1842/43 i journalen JJ (jf. Pap. IV A 22), har formentlig som kilde 1. bog, 2. kap., § 11, i G.W. Leibniz »Nouveaux Essais sur l'entendement humain« (1703), trykt i God. Guil. Leibnitii opera philosophica omnia () bd. 1, s. 216. epigrammatisk med egenskaber som det korte, fyndige digt (epigram), især at være bidende (spottende). Privat-Docent . Saadanne Tænkere ... have de jo ogsaa Mediationen sigter formentligt især til de da. udformninger af Hegels filosofi (hos J.L. Heiberg, R. Nielsen, A.P. Adler), hvor 'mediationen' er et nøglebegreb, der betegner ophævelsen () af to modstridende begreber el. positioner i et nyt tredje. Da al virkelighed if. denne filosofi er en tilblivelsesproces, hvor modstridende positioner ophæves, idet de medieres, er mediationen også det nødvendige middel for historiens fremadskriden. Hegel selv bruger ikke ordet mediation, men 'Vermittlung', dvs. formidling, forsoning (). det Syrochaldæiske hentyder formentlig til de stridigheder mellem Kaldæa og Assyrien om Babylon, som fandt sted i 8.-7. årh. f.Kr. Det lykkedes den kaldæiske konge at erobre Babylon, men han blev i 710 fordrevet af assyrerkongen Sargon II, hvis søn, Sankerib (), herefter regerede. I 703 sluttede den kaldæiske konge forbund med Elam () og gjorde sig atter til konge i Babylon, men det varede ikke længe, før Sankerib en sidste gang knuste hans drømme. En menneskealder senere førte de uafbrudte assyrisk-kaldæiske sammenstød om magten i Babylon til, at den kaldæiske fyrste, Nabopalassar, blev konge i Babylon (625-605), hvorved det kaldæiske el. nybabyloniske rige blev grundlagt. Jf. 2 Kong 17-25. curieuse mærkelige, interessante (for kendere). det Elamitiske Elam var i oldtiden en stormagt i den nære orient indtil 6. årh. f.Kr., hvor det blev indlemmet som provins i det oldpersiske imperium. Sancherib og Salamanasser Salmaneser V, assyrisk konge fra 726 f.Kr. til sin død 722, hvor han blev efterfulgt af sin bror, Sargon II; dennes søn Sankerib var assyrisk konge fra 705 f.Kr. til sin død 681. I 2 Kong 17-18,12 fortælles, hvordan Israels konge, Hosea, underlagde sig Salmaneser, og da Hosea gjorde oprør mod assyrerne, rykkede Salmaneser med sin hær mod Samaria og belejrede byen. I 2 Kong 18,13-19,37 fortælles, hvordan Sankerib indtog alle Judas befæstede byer, men til sidst blev myrdet af to af sine sønner. veie op mod kan måle sig med; hamler op med. sympathetisk 'medlidende', medfølende (). Selvopholdelsens Drift ... græske Philosopher ... Moralprincip sigter måske til en stoisk filosof som Chrysippos (). dæmonisk hen til det Onde sml. afsnittet om det 'dæmoniske' i Begrebet Angest i SKS 4, 420-453. Maal sprog. restitutio in integrum lat. genindsættelse i den oprindelige (rets-)tilstand. Udtrykket kendes siden Aemilius Papinianus Digesterne (Digesta, ml. år 206-212) 46, 3, 95, 3, men der hentydes til princippet allerede af Terents i komedien Phormio (), v. 451. Vielsen gjør den besynderlige Tjeneste, at blive det Adskillende spiller på vielsesritualets ord (). Individualitets-Approximation tilnærmelse til individualitet. det Metaphysiske se SKS 6, 439,5. Aberration afvigelse, forvildelse. Herom mere siden sml. § 4. ubehindret uhindret. de store systematiske Tænkere ... meget at overfare sigter til de spekulative, især hegelianske filosoffer, som arbejdede systematisk (). – overfare: hastigt gennemløbe noget el. få noget, fx et skriftligt arbejde, fra hånden; besørge, udrette. Constantin Constantius's lille Bog dvs. Gjentagelsen (). »Experimentet« dvs. »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« Lessing, da Emilie Galotti ... betragtet det saaledes G.E. Lessings () sørgespil Emilia Galotti (1772) findes trykt i Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 21, 1827, s. 185-304. Det blev efter 1830 kun opført fire gange på Det kgl. Teater, senest 10. dec. 1836 og 12. jan. 1837. Af en optegnelse fra juni 1843 i journalen JJ (Pap. IV A 121) fremgår det, at SK især har tænkt på Lessings brev til Fr. Nicolai af 21. jan. 1758, hvori Lessing omtaler sit tidlige arbejde med Emilia Galotti, jf. Lessing's sämmtliche Schriften bd. 29, 1828, s. 144-146. Lessing kommer i Hamburgische Dramaturgie (1767-68) talrige steder ind på den aristoteliske diskussion om forholdet mellem digtningen og det historiske, jf. fx stk. 11, 19, 23, 89-91, i Lessing's sämmtliche Schriften bd. 24, 1827, s. 82-88, 138-144, 165-171; bd. 25, 1827, s. 259-179. det Aristoteliske ... hvor han vil Der sigtes her og i det ovenstående til kap. 9 af Aristoteles' Poetik (1451a 36 - 1451b 19), hvor det hedder: »Ud fra det der er sagt, er det også klart, at det ikke er digterens opgave at fortælle, hvad der virkelig er sket, men hvad der kunne tænkes at ske, dvs. hvad der er muligt, fordi det enten er sandsynligt el. nødvendigt. Forskellen mellem historieskriveren og digteren beror nemlig ikke på, at den ene skriver prosa, den anden vers (...). Forskellen består derimod i, at den ene fortæller, hvad der er sket, den anden, hvad der kunne tænkes at ske. Derfor er også digtning mere filosofisk og mere ophøjet end historieskrivning; thi digtning drejer sig mere om det almengyldige, historieskrivning om enkelttilfælde. Ved det almengyldige forstår jeg, at en person, der er sådan og sådan, vil tale eller handle sådan eller sådan ifølge sandsynlighed eller nødvendighed, og det er det, digtningen stræber efter at skildre, selv om personerne får individuelle navne. Et enkelttilfælde er det derimod, hvad Alkibiades gjorde, og hvordan det gik ham. / For komediens vedkommende er dette allerede kommet klart frem; thi først når komediedigterne har konstrueret fablen af sandsynlige begivenheder, tilføjer de vilkårligt valgte navne, og de digter ikke, som jambedigterne gør, om enkelte bestemte personer. I tragedien derimod holder digterne sig til navnene på virkelige personer, og grunden hertil er, at det er det mulige, der virker overbevisende. Når noget ikke er sket, er vi endnu ikke overbeviste om, at det er muligt, men når noget er sket, er det klart, at det er muligt, da det jo ikke ville være sket, hvis det var umuligt« (overs. af E. Harsberg, 1970). Jf. Aristoteles Dichtkunst, overs. af M.C. Curtius, Hannover 1753, ktl. 1094, s. 19f. – Tilhold: holdepunkt, støtte. Harlequin og Pierrot . en Daare leer ad Ingenting jf. talemåden: »Paa megen Latter kiender man en Nar«, N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 60 (nr. 1577). Sml. C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog (), s. 129 (nr. 1972). Eller er dette maaskee Grunden ... der døe I en kladde til denne passage formuleres tanken således: »Dette vil jeg ikke afgjøre, men hell. forklare det deraf, at det Comiske ligger i metaphysiske Bestemmelser, det Tragiske i æsthetiske Bestemmelser. Det Comiske efterlader derfor et heelt Indtryk, thi da det efterviser Modsigelsen med Ideen, saa er Tilværelsen forsonet, idet Tilskueren leer deraf. Det Tragiske forsoner ikke med Tilværelsen. Jeg seer Helten falde og Ideen seire, men det at Helten falder indeholder jo en sørgelig Betragtning for Tilskueren, der ikke engang er Helt« (Pap. V B 150,17). – bliver stikkende: bliver hængende, sidder fast. Stofartige el. stofagtige, dvs. den virkelighed, der kan sanses. Cæsar Gajus Julius Cæsar (). Emphasis eftertryk, betoning. løse det Historiske op i Idealiteten tyde el. klargøre det historiske (det timelige/konkrete) ved at opløse det i idealiteten, dvs. ved at se idealiteten i det konkrete. klare op for folkeligt pietistisk udtryk: bringe til afklaring, gøre forklaret. ab posse ad esse (...) ab esse ad posse lat. hhv. 'fra mulighed til virkelighed' og 'fra virkelighed til mulighed'. Udtrykkene sigter til en regel i den klassiske logik om slutninger mellem logiske modaliteter (mulighed, virkelighed, nødvendighed). Den formuleres som følger: 'a posse ad esse non valet conseqventia, sed ab esse ad posse valet conseqventia' (fra en tings mulighed til dens virkelighed kan man ikke (logisk) slutte, men man kan slutte fra en tings virkelighed til dens mulighed), hvilket den da. filosofi F.C. Sibbern har udlagt således: »Fordi Noget lader sig tænke paa en vis Maade [posse], og der ei sees tilstrækkelig Grund til at forkaste det, derfor skal man endnu ei tillægge det Gyldighed [esse] (hvilket man dog ved tilvante Forestillingsmaader saa ofte gjør); men naar Noget først er (empirisk) givet som virkeligt [esse], tør det ei erklæres for utænkeligt [posse] og desaarsag forkastes«, Logik som Tænkelære fra en intelligent Iagttagelses Standpunct og i analytisk-genetisk Fremstilling, 2. udg., Kbh. 1835 [1827], ktl. 777, s. 276. posse lat. egl. 'at kunne'; (noget) muligt el. tænkeligt. assimilere sig tilegne sig, indoptage i sig. esse lat.egl. 'at være'; (noget) virkeligt. afproppet aftappet (som vin) på flaske. virksom i Troen spiller på Gal 5,6, hvor Paulus skriver: »For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.« hvad Socrates sagde om Veltalenheden ... bedragersk Kunst I Platons dialog Gorgias fremstilles Sokrates' udførligste kritik af sofisternes talekunst. Sokrates fremhæver bl.a., at talekunsten er en gerning, der ikke kræver faglig dygtig, men snuhed, mod og evne til at vinde mennesker, hvorfor han henregner den under hovedbegrebet 'forkælelse' (Heise: 'Smigrerie'). Og han sammenligner den med skønhedsplejen, der ved hjælp af sminke og opstadset klædedragt på fordærvelig og skuffende (Heise: 'bedragerisk') vis fører folk bag lyset. Jf. Udvalgte Dialoger af Platon () bd. 3, 1838, s. 41f., hhv. s. 46 (Platons Skrifter bd. 2, s. 136f. (463a-b), hhv. 139 (465b)). Mod dialogens slutning erklærer Sokrates, at den sande talekunst altid bør stilles i retfærdighedens tjeneste. giver Snak (...) for en ringe Betaling spiller på talemåden: 'at give én snak for pengene' (i stedet for penge, som man har til gode), E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 2, s. 315. Der hentydes også til sofisterne, der modsat Sokrates tog penge for deres undervisning (). min Nabo, Christophersen Udtrykket hentyder til Jeppes monolog i 1. akt, 3. scene, af Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723), hvor han beklager sin trøstesløse skæbne med »Min Naboe Moons Christophersen« i tankerne. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1. non posse lat. ikke muligt. Paradigma . immer alligevel, altid. obscur ukendt, uanselig, også dunkel, mistænkelig. Recensent kritiker, anmelder. bønligen indtrængende. med Billighed med god grund, rimelighed. Commensurabiliteten sammenligneligheden, det at noget kan måles med samme enhed. Nærseende nærsynede. Totaltanke grundtanke, grundforestilling. Mislighed betænkelighed, urigtighed. Mesalliance ægteskab mellem personer, der (især pga. stand el. social) passer dårligt sammen. Boethius ... 1ste B. p. 9 Anicius Manlius Torquatus Severinus Boethius (480-524), rom. adelsmand og filosof, der mistænkt for højforræderi blev fængslet og henrettet; i fængslet skrev han værket De consolatione philosophiae (Om filosofiens trøst). Der sigtes her til 1. bog, prosa 1, hvor forfatteren sidder fordybet i tanker, omgivet af digtningens muser, da pludselig 'Philosophia' åbenbarer sig for ham i en kvindeskikkelse. Da hun ser muserne, bliver hun vred og jager dem væk med ordene: »Hvem har ladet disse teatertøjter komme ind til den syge? De ville jo ikke være i stand til at lindre hans smerter med nogensomhelst lægemidler, men ville ovenikøbet blot bringe dem næring med deres indtagende gift. Det er jo disse kvinder, som med deres følelsers ufrugtbare torne tager livet ud af fornuftens rige høst og vænner menneskene til sygdom, i stedet for at befri dem for dem. Var det imidlertid blot en uindviet, som det jo så ofte er, der lod sig forlede af jeres kønne ord, ville jeg ikke tage det så tungt, for så ville min virksomhed ikke lide skade. Men se, om I ikke har kastet jer over en mand, som har fået sin filosofiske dannelse i den eleatiske og akademiske skole! Kan I så se at komme væk, sådan en samling livsfarlige og forførende fristerinder, og overlad ham så til min kur og pleje«, De consolatione Philosophiæ, libri quinque, Eger 1758, ktl. 431, s. 9. Jf. også Pap. IV C 117. Filosofiens vrede mod digtningens muser menes at gå tilbage til Platons Staten (). derfor vistnok forbød Solon Skuespil som Bedrageri sigter til anekdoten om den gr. statsmand Solon (o. 640-560 f.Kr.), der ifølge Diogenes Laertios' filosofihistorie (1. bog, kap. 2, 59) forbød tragediedigteren Thespis at opføre sine tragedier: »Thespis forbød han at opføre og skrive Tragoedier, som falske Forestillinger, der intet baadede [gavnede]«, Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 24f. Episoden er også skildret af Plutark (»Solon«, 29), der fortæller, at Solon efter at have overværet et stykke af Thespis, hvor denne selv spillede med, spurgte ham, om han ikke skammede sig ved i så mange folks påhør at foredrage sådanne usandheder: »da Thespis herpaa svarede ham, at der jo ikke var noget ondt i, i Spøg at sige og forestille sligt, slog Solon heftig med sin Stok mod Jorden og sagde: 'naar vi først rose og bifalde en saadan Spøg, saa ville vi ogsaa snart see den indført i Handel og Vandel'«, Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 1, s. 360f. If. en optegnelse i en notesbog fra o. årsskiftet 1842/43 (jf. Pap. IV C 119) er SKs kilde en anmærkning i Curtius' oversættelse Aristoteles Dichtkunst (), s. 101. derfor vistnok vilde Plato, at Digterne skulde udelukkes af hans Stat I 2. og 3. bog (376d - 398b) af Platons Staten diskuteres den gode opdragelse, og digtekunsten angribes for manglende moral (Platons Skrifter () bd. 4, s. 89-118). Kritikken af digtekunsten tages atter op i 10. bog (595a - 608b), hvor resultatet bliver, at digterne ikke er velkomne i den ideale stat, da de dels ikke fremstiller den sande virkelighed, dels mere appellerer til følelser end til fornuft (Platons Skrifter bd. 5, s. 189-207). Sml. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 154. Doms-Aktens Haandgribelighed sigter formentlig til det (håndgribelige) dokument, hvori en afsagt dom meddeles, og som var betingelsen for, at dommen senere kunne ankes til en højere instans. Jf. Christian V's Danske Lov, 1. bog, kap. 6, § 12 og 20. spatieret udstrakt, af lat. spatium: rum, udstrækning. friste Troen dvs. udæske, sætte troen på prøve. forsøges prøves. 2 Mk. og 8 Sk. . en Hviid . Een for Alle og Alle for Een talemåde, som udtrykker fælles ansvar og forpligtelse. Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 18. han tager jo ogsaa Penge for hvad han siger ligesom sofisterne tog penge for deres undervisning (). boldre dvs. boltre, tumle. det Negative er høiere end det Positive . De Positive ... Positiverne hentyder formentlig især til de hegelianske filosoffer, for hvem 'det positive' dels kan betyde det umiddelbare, der skal ophæves () i refleksionen (det negative), dels den spekulative enhed, der atter skal forsone el. mediere () de af refleksionen satte modsætninger. Denne elementære, logiske trehed fremstiller J.L. Heiberg () i § 15 af »Det logiske System« på denne måde: »at det første Led betegner det Hvilende, det andet dettes Bevægelse ud af sig selv, og det tredie Bevægelsens Resultat; eller: det første betegner det umiddelbart Positive eller Abstracte, det andet det Negative eller Dialectiske, og det tredie Negationens Negation, d. e. [det er = dvs.] det medierede Positive eller det Speculative, Det, som har Negationen i sig selv; eller: det første betegner Uendeligheden som umiddelbar, det andet Endeligheden, og det tredie reproducerer Uendeligheden, men i en concretere Bestemmelse, nemlig indbefattende det andet Leds Endelighed eller Negation. Overalt er det tredie Led Eenheden af de to første; hele Udviklingen er et Kredsløb, hvori det tredie Led falder sammen med det første, men efter at have vundet en høiere Betydning«, Perseus, Journal for den speculative Idee, udg. af J.L. Heiberg, (ktl. 569), nr. 2, 1838, s. 30f. For at gennemføre deres metode må de hegelianske filosoffer, 'de positive', forudsætte selv at besidde den højeste sandhed el. det positive (almene). Jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 219. – den bestemte Artikel: I grammatikken betegner 'artiklen', el. kendeordet, substantivernes og adjektivernes bestemmelsesord, her den bestemte flertalsform '(e)rne' i 'positiverne'. – En positiv betegner også et lille, transportabelt orgel, lirekasse. Mesteren Hegel ... en positiv Uendelighed sigter til Hegels () skelnen mellem en positiv (sand) og en negativ (slet) uendelighed. Den slette uendelighed foreligger, hvor en tankeudvikling munder ud i en endeløs række af ensartede led, en uendelig progres, hvor tanken, hvis den vil gå fra et led til et andet, møder samme tankeindhold, og således ikke, begrebsligt set, kan komme videre. Den positive uendelighed er derimod til stede, hvor begrebet er behersket af ideen, og hvor man derfor gennem det 'dialektiske' moment er i stand til at føre tankeudviklingen stadig længere fremad med et nyt positivt indhold. Jf. fx 2. bog, kap. 2, afsnit C, c (»Die affirmative Unendlichkeit«), i Wissenschaft der Logik () i Hegel's Werke () bd. 3, s. 155-165 (Jub. bd. 4, s. 165-175). en passant fr. i forbigående. hvorvidt det skulde lykkes Astrologien ... kunne bruge det sigter formentlig til J.L. Heiberg (), der i 1830'erne arbejdede på at fuldføre et spekulativt, filosofisk system (), men som i 1840'erne interesserede sig mere for astronomien. Han deltog også i den i samtiden verserende diskussion om liv på andre kloder, jf. artiklen »Det astronomiske Aar«, hvori det bl.a. hedder: »At Meningen om Verdensklodernes Beboelse er i vore Tider i den Grad gaaet ind i den almindelige Forestilling, at den næsten er bleven en Troes-Artikel, er vel ikke i sig selv noget Argument, især naar man tillige betragter de mange Drømmerier, som sættes i Forbindelse dermed, f. Ex. at Mennesket efter Døden skulde faae et andet Legeme paa en anden Klode«, Urania. Aarbog for 1844 (), s. 130. Også H.L. Martensen diskuterer forestillingen i sin artikel »Kirke-Aaret« i samme årgang af Urania, hvor han bl.a. skriver: »Til den moderne Astrologie hører da Læren om Beboerne paa de hiinsidige Kloder og om disses nærmere Samqvem med Guddommen; herhen hører den Forbindelse, hvori man har bragt disse Kloder med Udødeligheden«, s. 176. cfr. Balles Lærebog jf. Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion (), kap. 8, § 1, hvor det hedder: »Omendskiønt ingen veed, paa hvilken Tiid han skal døe, er det dog vist, at alle Mennesker, som indtil Verdens Ende leve paa Jorden, engang maae døe, fordi de alle ere Syndere« (i SKs udg. fra 1824, ktl. 183, s. 110). 70,000 Favne Selve talstørrelsen, som her betegner noget uendeligt (dybt), kan være inspireret af Hegels tale om den indiske omgang med astronomiske, nærmest mytiske talstørrelser, fx at en konge skulle have regeret i '70000' år, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (), i Hegel's Werke () bd. 9, s. 200 (Jub. bd. 11, s. 222). SK anfører selv stedet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 160, fodnoten, og i Begrebet Angest i SKS 4, 389. Tallet forekommer dog også i GT (2 Sam 24,15 og 1 Kong 5,29 (i GT-1740 1 Kong 5,15)). – Favne: Indtil metersystemet i 1907 blev indført i Danmark, og de tidligere måleenheder ved lov blev afskaffet 1916, var 'favn' en officiel måleenhed, svarende til 1,88 m. forfarnere mere erfaren, kyndigere. at der for Gud ingen Persons-Anseelse er jf. fx Rom 2,11: »Thi der er ingen Persons Anseelse hos Gud« (NT-1819). Udtrykket forekommer flere gange både i GT (fx 5 Mos 10,17; 2 Krøn 19,7; Job 34,19 (GT-1740)) og i NT (fx ApG 10,34; Gal 2,6; Ef 6,9; 1 Pet 1,17 (NT-1819)). at ville tage det med Vold jf. Matt 11,12, hvor Jesus siger til folkeskarerne: »Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig« (NT-1819). Tilhold holdepunkt, støtte. Skuffelse illusion, blændværk. Adresseavisen . love mig Guld og grønne Skove talemåde om det at love stor rigdom. Jf. fx E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 371. quidam lat. (ubestemt stedord, hankøn; om en person, hvor det ikke kommer an på den nøjere angivelse) en el. anden mand. Confinium lat. grænseområde. Systemet . at blive Angeren løs at blive fri for angeren. Abbreviatur forkortelse; egl. om den praksis at afkorte (gentagne) ord og vendinger ved at benytte visse tegn for at spare plads, især benyttet før bogtrykkerkunstens opfindelse, men også senere i fx musik og videnskab. I sammenhængen sigtes til den filosofiske (hegelske) reduktion ved brugen af begreber. pathologiske Livs-Momenter dvs. de sider af livet, der angår følelser og lidenskaber (). »Rutschbane«, som Experimentets quidam siger se SKS 6, 271,24, hvor quidam () taler om den »systematiske Rutschen«. I Velskbind ... i Kalveskindsbind Passagen hentyder til 1. akt, 4. scene, i Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731). Her sidder den ædende og drikkende Peer Degn i Nille og Jeppes køkken og duperer dem med sine latinske brokker. På spørgsmålet om, hvad det ord 'Grammatica' betyder, svarer han: »Det samme som Donat. Naar man binder den ind i Tyrkisk Bind, saa kaldes den Donat; men naar man binder den ind i hvid Pergiment, saa kaldes den Grammatica, og declineres ligesom ala.« Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. Donat var en gennem flere årh. alm. brugt lat. begyndergrammatik, opkaldt efter forfatteren, den rom. sproglærer Ælius Donatus (4. årh.). – Velskbind: opr. halvbind med ryg og hjørner af lyst, ufarvet fåreskind, som kunne minde om ital. ('vælsk') pergamentbind; ofte alm. brugt om bind med ryg og hjørner af skind. – Kalveskindsbind: helbind med ryg og sider beklædt af kalveskind, hvis sarte narv giver en glat overflade. Forretninger embedspligter. cfr. ovenfor sml. SKS 6, 391-395. Juno sendte som bekjendt ... at føde Da Zeus (lat. Jupiter) forelskede sig i Leto (lat. Latona) og gjorde hende gravid, blev Hera (lat. Juno) rasende og forfulgte hende, saa hun ikke kunne finde et sted at føde. Det lykkes dog Leto at finde et fristed på øen Delos, hvor hun fødte Apollon og Artemis (lat. Diana). Det var imidlertid ikke Leto, men Io, som Hera lod forfølge med en bremse: for at Hera ikke skulle opdage Zeus' affære med Io, måtte han forvandle sin elskerinde til en ko, men da Hera bad Zeus om koen som en gave, kom Io pludselig i Heras besiddelse. Jf. P.F.A. Nitsch Neues mythologisches Wörterbuch () bd. 2, s. 35 og s. 142. Nemesis . Derfor sagde jeg før jf. SKS 6, 397,28. actuel Synd virkelig synd el. gerningssynd; et fast teologisk begreb. Jf. Begrebet Angest i SKS 4, 334, hvor det anvendes i en skelnen mellem 'peccatum originale' (den oprindelige synd, dvs. 'den første synd', arvesynden) og 'peccatum actuale' (den virkelige synd, dvs. gerningssynd) modsat den klassisk dogmatiske skelnen mellem 'peccatum habituale' (den habituelle synd, dvs. synden som egenskab, holdning el. tilstand, altså arvesynden) og 'peccatum actuale'. klare ud hjælpe, redde ud. Vind dvs. ingenting, fantasifoster. Et Ord er et Ord og en Mand er en Mand jf. ordsproget 'En Mand er en Mand, et Ord er et Ord (og en Kiælling er en Kiælling)', optegnet af N.F.S. Grundtvig i Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 68 (nr. 1777). Døden: den kjender ingen Stand og ingen Aldere . byder ham Spidsen talemåde, træde op imod (ham). Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 104. falder for sig selv falder ved sig selv. gjorde Kaal paa ham talemåde, overvandt ham, gjorde det af med ham. Jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 498. taler i en fremmed Tunge spiller på 1 Kor 14,2, hvor Paulus skriver: »Thi den, som taler med et fremmed Tungemaal, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi Ingen forstaaer det, men han taler Hemmeligheder i Aanden« (NT-1819). har forskyldt har begået, gjort sig skyldig i. David har besluttet, at Urias ... Bathzeba kan blive hans Der sigtes her og i det følgende til beretningen i 2 Sam 11 om kong David, der en aften fra taget af sit hus får øje på en smuk, badende kvinde. Han får at vide, at det er Batseba, hittitten Urias' kone, og sender derefter bud efter hende. Hun kommer, tilbringer natten med ham og bliver gravid. For at skaffe sig af med Urias sender David ham hen til feltherren Joab med et brev, hvori der står, at Urias skal stilles i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og derpå lades i stikken, så han kan dø. Urias dør i slaget, og David, som hverken gør tegn på anger el. fortrydelse, gifter sig med Batseba. in suspenso lat. i svævende tilstand, med uafgjort sag, i uvished. I Systemet angrer man ... over til § 18 jf. SKS 6, 413,8-9. skuffende bedragerisk. Shakspeares Hamlet I Shakespeares () tragedie Hamlet, Prince of Denmark er den unge prins Hamlet vendt hjem på grund af sin fars død og sin mor, Gertrudes pludselige ægteskab med farbroderen, Claudius. I skikkelse af et genfærd opsøger Hamlets far sønnen og fortæller, hvordan han er blevet myrdet, og sønnen lover at hævne ham. Hamlet vil dog selv have vished for forbrydelsen, men selv da han får afsløret Claudius, tøver han med at fuldbyrde hævnen. Først i stykkets sidste scene, da moderen dør ved at drikke den gift, som var tiltænkt Hamlet, handler han resolut og dræber Claudius. Jf. Shakspeare's dramatische Werke () bd. 6, 1841, s. 1-144, og William Shakespeare's Tragiske Værker () bd. 1, s. 1-232. Börne har skrevet en lille Anmeldelse af Hamlet sigter til L. Börnes () artikel »Hamlet, von Shakspeare« i Gesammelte Schriften () bd. 2, 1835, s. 172-198. Börne, Heine, Feuerbach og saadanne Forfattere L. Börne () og den ty. forfatter Heinrich Heine (1797-1856), der i Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland (1834) gav en kritisk fremstilling af kristendommen, tilhørte begge 1830'ernes 'unge Tyskland', en løst sammenknyttet litterær bevægelse, som bl.a. havde forbilleder i den franske juli-revolution 1830 og i den venstrehegelianske bibelkritik, og som alle krævede frigørelse på religionens, moralens og politikkens område. Til disse forfattere, hvis skrifter i 1835 blev forbudt i Tyskland, hørte også Heinrich Laube (1806-84), Ludolf Weinbarg (1802-72), Theodor Mundt (1808-61) og Karl Gutzkow (1811-78). Ludwig Feuerbach () var, ligesom fx Bruno Bauer (1809-82) og David Friedrich Strauß (1808-74), kendt for sin venstrehegelianske religionskritik. Systematikerne . Saadanne to overeensstemmende Vidner ... Jurister ikke kjende jf. 1. bog, kap. 13, § 1, i Christian V's Danske Lov, hvor det om det fuldgyldige vidnesbevis hedder: »Vidne er ei mindre end to Personer, overensstemmende og udi een Ting«; jf. også A.S. Ørsted Eunomia eller Samling af Afhandlinger, henhørende til Moralphilosophien, Statsphilosophien, og den Dansk-Norske Lovkyndighed bd. 1-4, Kbh. 1815-22; bd. 4, 1822, s. 385; på s. 385-408 fortolker og diskuterer Ørsted artiklen. Börne siger om Hamlet ... Drama I Börnes artikel om Hamlet () hedder det således efter en diskussion af ironien i stykket: »Hamlet ist ein christliches Trauerspiel« (»Hamlet er et kristeligt sørgespil«), s. 197. Shakspeare . Ubesluttet og . hvem Hævnen hører til siger Hamlet spiller på Rom 12,19, hvor Paulus skriver: »Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: 'Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,' siger Herren«; sml. 5 Mos 32,35. Ved at være hævneren sætter Hamlet sig i Guds sted. Nølepeer sendrægtig person. Rötscher har ganske ... bruge Existents-Kategorier Heinrich Theodor Rötscher (1803-71), ty. prof., filosof og æstetisk kritiker, stærkt præget af Hegel. Der sigtes her til Cyclus dramatischer Charaktere, Berlin 1844 (som er 2. del af Die Kunst der dramatischen Darstellung. In ihrem organischen Zusammenhange wissenschaftlich entwickelt bd. 1-3, Berlin 1841-46; ktl. 1391 = bd. 2). S. 99-132 findes et kapitel om karakteren »Hamlet«. Analysen, hvis tema er misforholdet mellem teori/refleksion og praksis/handlen hos Hamlet slutter med ordene: »In Hamlet geht so der Standpunkt der Reflexion zu Grunde, er löst sich durch seine Dialektik selbst auf. Aber in der That vollbringt sich nur die Forderung des sittlichen Geistes, der, indem er Hamlet zu einem bloßen Instrument herabsetzt, durch ihn nur sein Gebot vollziehn läßt, ohne dem Vollstrecker die Ehre der bewußten That zu lassen. Die sittliche Idee verschlingt Alle, die an ihr gefrevelt haben, ohne irgend einen zum Helden zu machen, denn der es nach der Höhe seiner idealen Bildung zu sein vermochte, der hat sich durch die Krankheit der Reflexion um den Ruhm des Helden gebracht« (»I Hamlet går altså refleksionens standpunkt til grunde, det opløser sig selv gennem sin dialektik. Men i virkeligheden fuldbringes kun den sædelige ånds fordring, den ånd, som i og med at den reducerer Hamlet til et blot og bart instrument, kun lader sit bud udføre gennem ham uden at lade den udførende få æren af den bevidste handling. Den sædelige idé opsluger alle, som har forbrudt sig imod den, uden at gøre nogen overhovedet til helt, thi den, som efter sin ideale dannelses høje stade formåede at være det, han har ved refleksionens sygdom forskertset heltens berømmelse«), s. 132. Af et udkast til stedet (Pap. V B 150,21; sml. C 8) fremgår det, at SK med »Existents-Kategorier« bl.a. tænker på 'springet', det kvalitative spring, som Rötscher, s. 105, benytter om overgang fra teori til praksis: »Dieser Uebergang freilich ist der härteste, welcher dem Geiste zugemuthet wird; es ist ein qualitativer Sprung; darum bleibt es aber auch seine höchste Aufgabe, denn erst in diesem Uebergange erfährt sich der Geist als die reale, positive Macht als die wahre Einheit des Denkens und des Seins« (»Denne overgang er rigtignok den hårdeste, som kræves af ånden; det er et kvalitativt spring; men derfor er og bliver det også dens højeste opgave, thi først i denne overgang erfarer ånden sig selv som den reale, positive magt, som den sande enhed af tanke og væren«). Procrastineren juridisk sprogbrug; udsætte, opsætte (fra en dag til en anden); forhale. gik igjennem til det religieuse Tentamen dvs. slap hen til den religiøse prøve. – Tentamen: egl. forprøve (før den egentlige eksamen). gevaltig med kraft, styrke. Tragedien vil ved Frygt og Medlidenhed rense Lidenskaberne . det Dæmoniske (hen til det Onde) . en Hviid . ergo lat. følgelig, altså (). Nemesis . en sympathetisk Natur et 'medlidende', medfølende væsen (). quædam lat. (ubestemt stedord, hunkøn; om en person, hvor det ikke kommer an på nøjere angivelse) en el. anden kvinde. Bonitet beskaffenhed, indre værd el. godhed. at see hende, hvad han kalder bryde med Ideen jf. SKS 6, 343,12. sine ira et studio lat. 'uden vrede og partiskhed'. I denne ånd erklærer Tacitus, at han agter at skrive sin historie. Jf. Tacitus Annales, 1. bog, kap. 1; J. Baden oversætter udtrykket »uden Had og Gunst«, Cajus Cornelius Tacitus bd. 1-3, Kbh. 1773-97, ktl. 1286-1288; bd. 1, s. 6. poetice et eleganter lat. 'poetisk og smagfuldt'. Denne klicheprægede formulering findes ofte i gamle latinske kommenterede udgaver af de rom. digtere. Opsigtsbetjent betegnelse for betjente under Københavns politi, der skulle føre tilsyn med gadernes ren- og vedligeholdelse. aldrig misundt Napoleon ... og siger: Keiseren sigter måske til Hegels indledning til Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (), hvor han taler om de store personers, herunder Napoleons (), betydning i verdenshistorien. Her hedder det: »Für einen Kammerdiener giebt es keinen Helden, ist ein bekanntes Sprüchwort; ich habe hinzugesetzt – und Göthe hat es zehn Jahre später wiederholt – nicht aber darum, weil dieser kein Held, sondern weil jener der Kammerdiener ist. Dieser zieht dem Helden die Stiefel aus, hilft ihm zu Bette, weiß, daß er lieber Champagner trinkt u.s.f. – Die geschichtlichen Personen, von solchen psychologischen Kammerdienern in der Geschichtschreibung bedient, kommen schlecht weg; sie werden von diesen ihren Kammerdienern nivellirt, auf gleiche Linie oder vielmehr ein Paar Stufen unter die Moralität solcher feinen Menschenkenner gestellt« (»For en kammertjener gives der ingen helte, er et bekendt ordsprog; jeg har tilføjet – og Goethe har ti år senere gentaget det – men ikke fordi helten ikke er nogen helt, men fordi denne er kammertjener. Denne trækker støvlerne af helten, hjælper ham i seng, véd at han gerne drikker champagne osv. – De historiske personer slipper dårligt af sted, når de betjenes af sådanne psykologiske kammertjenere i historieskrivningen; de bliver nivellerede af disse deres kammertjenere og stillet på lige linie med eller snarere et par trin under sådanne fine menneskekenderes moralitet«, overs. af Per Clausen, 1997), jf. Hegel's Werke () bd. 9, 1840, s. 40 (Jub. bd. 11, s. 62). Hegel har tidligere brugt næsten samme formulering i Phänomenologie des Geistes, udg. af J. Schulze, Berlin 1832 [1806-07], ktl. 550, i Hegel's Werke () bd. 2, s. 502 (Jub. bd. 2, s. 510), og Goethe benytter talemåden i 2. del, kap. 5 (»Aus Ottiliens Tagebuche«), af romanen Die Wahlverwandtschaften, i Goethe's Werke () bd. 17, 1828, s. 262. Springfjedrene egl. spiralfjedre af form som to modvendte kegler, benyttet i madrasser; drivfjedre. Nabovinkel . spørge som Mathematikeren: hvad beviser saa det spiller formentlig på formlen 'quod erat demonstrandum' (lat. 'hvilket var det, der skulle bevises'). Den har siden Euklid været benyttet som afslutning på enhver matematisk bevisførelse. en lille Polemik ... et Slags tragisk Motiv Der sigtes til Ludwig Börnes () kritiske anmeldelse af C.E. von Houwalds sørgespil Das Bild (1821, da. Billedet, overs. af S. Hertz, Århus 1822) og især hans genmæle mod den polemik mod anmeldelsen, som fremkom i Tübinger Literaturblatt, jf. 2. del af Börnes »Dramaturgische Blätter«, i Gesammelte Schriften () bd. 2, 1835, s. 132-168. Börne dadler (især s. 143-146) stykkets kvindelige hovedperson, der er blind og derved kilden til en række ulykker: »Das ist gewiß Jammer genug; aber es ist ein pathologischer, kein dramatischer« (»Det er så sandelig jammer nok; men det er en patologisk, ingen dramatisk jammer«), s. 145. Til bemærkningen af Tübinger Literaturblatt om, at blindheden dog var et hovedmotiv i Ødipus i Kolonos, svarer Börne: »Aber Oedips Blindheit war nicht die Quelle, sie war die Folge seiner That und seines Mißgeschickes. Nicht seine Blindheit, seine Selbst-Blendung rührt uns, und sie macht die höchste tragische Wirkung. (...) Bei Oedip erschüttert uns der boshafte Witz, das grausame Wortspiel des neckenden Schicksals: Er sah, so lange er blind war, und ward blind, sobald er sah. Daß es nicht das Blind-seyn, sondern das Blind-werden ist, was für Oedip aufregt, kann man leicht versuchen, wenn man beide Tragödien dieses Namens von einander trennt. Oedip der König weggedacht, macht Oedip in Kolonos durchaus keine Wirkung; ja es ist – ich kann kein anderes Wort finden – es ist ekelhaft, den alten augenlosen Bettler zu begleiten, zu sehen, wie unbehülflich er ist, wie ihm seine Tochter beistehen muß, wenn er sich setzt oder aufsteht, wie er alles greifen muß, um es zu erkennen. Das blutende Schlachtopfer kann rühren, aber nicht das abgeschlachtete – dem Leichnam wenden wir den Rücken« (»Men Ødipus' blindhed var ikke kilden, den var følgen af hans gerning og hans vanskæbne. Det er ikke hans blindhed, men hans selvblinding, som rører os, og den gør den største tragiske virkning. (...) Hos Ødipus rystes vi af den drilagtige skæbnes ondskabsfulde vid, dens grusomme ordspil: Han så, så længe han var blind, og blev blind, så såre han så. At det ikke er dette at være blind, men at blive det, som fascinerer ved Ødipus, kan man nemt efterprøve, hvis man skiller de to tragedier af dette navn fra hinanden. Tænker man Kong Ødipus væk, gør Ødipus i Kolonos overhovedet ingen virkning; ja, det er – jeg kan ikke finde andet ord – det er modbydeligt at ledsage den gamle, øjenløse tigger, at se hvor klodset han er, hvordan hans datter må bistå ham, når han sætter sig eller rejser sig op, hvordan han må tage på alting for at skelne det. Det blødende slagtoffer kan røre, men ikke det slagtede – liget vender vi ryggen«), s. 167. Oedip af Sophokles Sofokles (o. 496-406 f.Kr.), gr. tragedieforfatter, af hvis 123 tragedier kun syv er overleveret, heriblandt to med kong Ødipus i hovedrollen. I Oedipus rex el. Oedipus tyrannos (Kong Ødipus, o. 460 f.Kr.) befrier Ødipus Theben for den sfinks, som dræbte alle, der ikke kunne løse dens gåde; han bliver konge og gifter sig med forgængeren kong Laios' dronning, Iokaste, med hvem han får fire børn. Da byen hærges af en pest, der ifølge oraklet først vil ophøre, når mordet på kong Laios er hævnet, sætter Ødipus alt ind på at finde gerningsmanden. Det viser sig til sidst, at det er ham selv, og at kongen var hans far, og altså dronningen hans mor. Nu stikker Ødipus sine øjne ud og dømmer sig selv til landflygtighed. I Oedipus Coloneus (Ødipus i Kolonos, 406 f.Kr.) skildres Ødipus' sidste tid i landflygtighed, hvor han efter oraklets forudsigelse søger til erinyernes lund i Kolonos for dér at ende sit liv og sine lidelser. Støttet af datteren Antigone og hjulpet af guden Theseus lykkes det den gamle, blinde Ødipus at holde stand over for Kreon, som vil tvinge ham tilbage til Theben. Endelig kan han vandre ind i erinyernes lund, hvor han optages af guderne. Philoktet Philoktetes (o. 460 f.Kr.) er en tragedie af Sofokles () om den gr. helt Filoktet, som af Herakles havde modtaget dennes aldrig fejlende bue og pile. Han sluttede sig til grækernes togt mod Troja, og da de på vejen ville formilde Trojas beskytter, nymfen Chryse, fik han til opgave at bringe et offer til hendes alter på den ø, som bar hendes navn. Da blev han bidt i foden af den giftige slange, som bevogtede alteret, og hans frygtelige klageskrig vanhelligede alle ofringer og besværede kammeraterne, så at de satte ham af på øen Lemnos, hvor han i 10 år syg og ensom levede i en klippehule. En spådom fortalte dog, at grækerne ikke kan indtage Troja uden Filoktet og hans våben, hvorfor Odysseus og Neoptolemos vender tilbage til Lemnos for at hente den forpinte. Tragedien skildrer forsøget på at overtale den jamrende Filoktet, hvis største fjender netop var de mænd, som efterlod ham. Men han nægter stædigt, indtil guden Herakles til sidst åbenbarer sig, forsoner Filoktet med hans skæbne og lover ham helbredelse i Troja. SK kendte tragedien fra J.J.C. Donners ty. overs. Sophokles Tragoedien, Heidelberg 1839, ktl. 1202. commensurabelt for måleligt (sammenligneligt) med. eo ipso lat. netop derved. Fr. Schlegel har udtalt: nur die Gesundheit ist liebenswürdig Friedrich Schlegel (1772-1829), ty. kritiker, forfatter og filosof. Passagen stammer fra kapitlet »Allegorie von der Frechheit« i romanen Lucinde fra 1799. Bogen udkom i en 2. udg. Stuttgart 1835, hvori det s. 27 hedder: »Weihe dich selbst ein und verkündige es, daß die Natur allein ehrwürdig und die Gesundheit allein liebenswürdig ist« (»indvi dig selv og forkynd, at naturen alene er værd at ære og sundheden alene værd at elske«). Jf. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 325. weinerliche Dramaer 'weinerlich', ty. grædefærdig, klynkende. 'Weinerliches Lustspiel' (eng. 'sentimental comedy'; fr. 'comédie larmoyante') er det komisk-sentimentale familiedrama fra det 18. årh. conditio sine qua non . at Poesien, gjestfri og kjærlig jf. ovenfor i teksten, »Hospital«, lat. gæstfri. Forsøgte hårdt prøvede, erfarne. hegnede indhegnede, afgrænsede. Sundhed er alene elskværdig . væligt fyldt af energi, styrke, kraft. Halte, Krøblinge, Fattige spiller på Matt 15,30-31, hvor der fortælles om Jesus: »Og meget Folk kom til ham, og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem; saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud« (NT-1819). Jf. også Matt 11,5: »Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige« (NT-1819). Feuerbach ... sin christelige Erfaring I kladden (Pap. V B 148,37) skriver SK: »Den er den største Helt, som lider meest / Feuerbach i Wesen des Christenthum forarges over Pascals Levnet, at det er en Lidelseshistorie.« Der sigtes til Ludwig Feuerbach (1804-72), ty. filosof, som behandler lidelsesbegrebet i kristendommen i 1. del, kap. 6 (»Das Geheimniß des leidenden Gottes«), i Das Wesen des Christenthums, 2. udg., Leipzig 1843 [1841], ktl. 488, s. 86-95. Her hedder det med tilknytning til Martin Luther: »Die christliche Religion ist die Religion des Leidens« (»Den kristne religion er lidelsens religion«), s. 91, og kort forinden: »Leiden ist das höchste Gebot des Christenthums – die Geschichte des Christenthums selbst die Leidensgeschichte der Menschheit. Wenn bei den Heiden das Jauchzen der sinnlichen Lust sich in den Cultus der Götter mischte, so gehören bei den Christen, natürlich den alten Christen, die Seufzer und Thränen des Herzens, des Gemüths zum Gottesdienst« (»Lidelse er kristendommen højeste bud – kristendommens egen historie menneskehedens lidelseshistorie. Mens hos hedningerne den sanselige lysts jubel blandede sig i gudekulten, så hører hos de kristne, de gamle kristne naturligvis, hjertets og sindets suk og tårer til gudstjenesten«), s. 90. Til denne sidste sætning knyttes en note, der henviser til bogens »Anhang«, hvor forskellen mellem »Herz« og »Gemüth« udvikles, og hvor det i en note hedder: »Pascal nennt die Krankheit den natürlichen Zustand des Christen« (»Pascal kalder sygdommen for den kristnes naturlige tilstand«), s. 425. Den fr. filosof og teolog Blaise Pascal (1623-62) havde if. hans søster, Madame Périers beretning store smerter i tiden op til sin død, og sagde i den forbindelse, at man ikke skulle beklage ham, da lidelsen for den kristne er naturlig, da han derigennem bliver fuldkommen. Jf. Gedanken Paskals, udg. af J.F.Kleuker, Bremen 1777, ktl. 711, s. LIV. Om Tragediens Forhold ... Aristoteles' Ord følgende sigter til Aristoteles () Poetik, hvori der i kap. 6 gives denne indledende definition af tragedien (i E. Harsbergs overs.): »Tragedien er altså en efterligning af en alvorlig og i sig selv afsluttet handling af et vist omfang, – i et forskønnet sprog, hvis forskellige former anvendes særskilt i tragediens enkelte dele, – som fremføres af handlende personer og ikke i form af en beretning, – og som ved at vække medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen for [af] affekter af denne art« (1449b 24ff.). Jf. Aristoteles Dichtkunst (), s. 11f. δι' ελεου ϰαι ϕοβου ... ϰαϑαϱσιν gr. »som ved at vække medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen for [af] affekter af denne art«. Jf. Aristoteles graece () bd. 2, s. 1449b 27f. Afficeerligheden det at kunne afficeres, dvs. påvirkes, røres. ϕοβος (...) ελεος gr. phóbos, éleos, 'frygt', 'medlidenhed'. Denne gængse da. oversættelse, som også benyttes af SK, følger en tradition fra G.E. Lessing, der i Hamburgische Dramaturgie (1767-68), stk. 74ff., jf. Lessing's sämmtliche Schriften () bd. 25, 1827, s. 154ff., argumenterer for denne ordlyd. I en optegnelse i en notesbog fra o. årsskiftet 1842/43 (jf. Pap. IV C 110), hvor SK diskuterer meningen med Aristoteles' sætning, henvises til dette sted hos Lessing. De elementære affekttilstande, der hos Aristoteles tales om, kunne oversættes med 'skræk' (som fx hos Curtius ()) hhv. 'jammer'. Frygt og Medlidenhed jf. ovenfor. sidde som en Klods spiller formentlig på udtrykket: 'stå som en klods', dvs. som en tungnem person uden livlighed, munterhed o.l. Lad ham see en Mand ... Rosenborg Slot hentyder til den hollandske linedanser Christian Roat (o. 1788-1827), hvis to forestillinger sommeren 1827 i København vakte stor opsigt. Den 6. juni foretog han sin første opstigning fra eksercerpladsen ved Gothersgade til Rosenborg Slotstårn, på et over 140 meter langt tov, som var befæstet 35 m over jorden. Han høstede if. avisen Dagen nr. 138, 11. juni 1827, stort bifald af publikum. Den 12. juni gentog han kunststykket, idet han med bind for øjnene gennemførte opstigningen uden problemer. Dagen nr. 140, 13. juni 1827, fortsætter: »Han tiltraadte nu, med utilbundne Øjne, Nedgangen. Da han vel var omtrent halvvejs, standsede han pludselig, og raabte: 'Stram Touget!' men i samme Øjeblik sprang dette, og den Ulykkelige styrtede, fra en Højde altsaa af en 50 Fod, til Jorden. Han var uden Bevidsthed, men ikke død, og blev baaret til Hospitalet«. Avisen Danske Statstidende nr. 48, 15. juni 1827, beretter, at han døde fem timer efter indlæggelsen. Der blev samlet ind til Roats enke og børn, bl.a. ved en af Det kgl. Teaters sommerforestillinger, hvor der blev oplæst en epilog, skrevet af J.L. Heiberg og trykt i dennes Kjøbenhavns flyvende Post nr. 52, 29. juni 1827. En, der skal henrettes Dødsstraf blev fuldbyrdet ved halshugning med håndøkse, og det skete offentligt. Fra 1800 og til 1892, hvor den sidste halshugning foregik, blev 137 civile henrettet på denne måde, dog kun ganske få efter at den borgerlige straffelov af 1. juli 1866 trådte i kraft. Börne etsteds siger ... at høre derpaa sigter til Börnes () anmeldelse af sørgespillet Das Bild og hans svar på kritikken deraf (). Heri hedder det bl.a.: »Was kümmert uns ein Jammer, der durch Blindheit veranlaßt wird! Wir haben unsere guten Augen, wir sehen umher, uns kann so etwas nicht erreichen« (»Hvad kerer vi os om en jammer, som foranlediges af blindhed! Vi har vore gode øjne, vi ser os omkring, os kan den slags ikke nå«), Gesammelte Schriften () bd. 2, 1835, s. 144f. Senere hedder det også: »Das Gesicht des Schmerzes, welches die unglückliche Liebe zeigt, wird uns rühren, doch haben wir für jede der tausend Sorgen, die heimlich an dem Herzen des Unglücklichen nagen, keine besondere Thräne. Wir schenken ihm eine runde Summe des Mitleids, und haben uns dann abgefunden. (...) Der kranke Mensch jedoch ist ein Leibeigener, dem, weil er nicht ebenbürtig mit der freien Welt, kein ritterlicher Kampf gebührt. Er fiel – denken wir Gesunden – weil er die Waffen nicht zu führen verstand, wir aber werden uns zu vertheidigen wissen. Kann der tragische Dichter diese Hoffnung des Siegs aufkommen lassen, wenn er dem unbezwingbaren Geschicke die gebührende Ehrfucht erhalten will?« (»Det smertens ansigt, som den ulykkelige kærlighed viser, vil røre os, men vi har ikke en særskilt tåre for hver af de tusind bekymringer, som hemmeligt gnaver i den ulykkeliges hjerte. Vi forærer ham en rund sum af medlidenhed og har derpå affundet os. (...) Det syge menneske derimod er en livegen, som ikke har krav på en ridderlig kamp, eftersom han ikke er den frie verden jævnbyrdig. Han faldt – tænker vi raske – fordi han ikke var dygtig nok til at føre våben, vi derimod vil vide at forsvare os. Kan den tragiske digter lade dette håb om sejr tone frem, hvis han vil bevare den tilbørlige ærefrygt for den ubetvingelige skæbne?«), s. 165f. al Lægedom (...) er kun for de Syge spiller på Matt 9,12, Mark 2,17 og Luk 5,31, hvor Jesus siger til farisæerne: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.« det raae Menneske ukultiverede, umiddelbare. Han vil lære den Hørende ... over vore Synder jf. Dannemarks og Norges Kirke-Ritual (), s. 3f.: »Guds Tieneste begyndes paa alle Prædike-Tider i Kiøbstæderne, saa vel som paa Landet, med denne liden Bøn og paafølgende Fader vor etc. Hvilket Degnen staaendes i Chorsdøren, eller mit paa Kirke-Gulvet, med høy og langsom Røst læser, saaledes: 'Herre! jeg er indkommen i dette dit hellige Huus, at høre hvad du GUd Fader min Skabere, du HErre JEsu min Frelsere, du værdige Hellig Aand i Liv og Død min Trøstermand vil tale til mig. HErre! oplad nu saaledes ved din Hellig Aand for JEsu Christi skyld mit Hierte, at jeg kand af Prædiken lære at sørge for mine Synder, og at tro i Liv og Død paa JEsum, og hver Dag i et helligt Liv og Levnet mig forbædre: Det høre og bønhøre GUd ved JEsum Christum Amen!« – høiærværdig: Udtrykket benyttes som titulatur el. i titulaturer for den rangforordnede gejstlighed. Jf. Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender for Aaret 1840, udg. A.F. Smidt, Kbh. u.å., sp. 603f. velærværdige Denne titulatur blev kun benyttet i forbindelse med gejstlige uden rang. Jf. Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender, sp. 603f. Docenterne paa Prædikestolen En docent var normalt en universitetslærer; her hentydes formentlig til præsterne. Skrædder ængstelig el. frygtagtig svækling, en kryster. sphæriske Harmoni Sfærernes harmoni var oprindeligt et pythagoræisk udtryk for de toner, som er forårsaget af himmellegemernes bevægelse, og som er uhørlige for det menneskelige øre. Vendingen er også blevet brugt som betegnelse for en overensstemmelse imellem altets dele. 2 Mk. . tager (...) ikke i Betænkning er ikke betænkelig ved. i sin Bevægethed bevæger spiller formentlig på det aristoteliske begreb om Gud: '(selv) ubevægelig bevæger han alt' (gr. ἀϰινητος παντα ϰινει). Jf. Philosophiske Smuler i SKS 4, 232; sml. Pap. IV A 157, en optegnelse fra o. oktober 1843 i journalen JJ. Verdenshistoriske Oversigter, systematiske Resultater hentyder til den grundtvigske () og den hegelske historiefilosofi (). aristotelisk rigtigt at accentuere Frygt og Medlidenhed . Geert Westphaler den snakkesalige barber i Holbergs komedie Mester Gert Westphaler, som i femaktsversionen fra 1723 dømmes til tre dages tavshed, og som i den publikumsvenlige énaktsversion fra 1724 kommer til at snakke sit forestående bryllup med en apotekerdatter ihjel. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1, hvor den sidste version findes. I Philosophiske Smuler knyttes Gert Westphalers snak om de verdenshistoriske riger sammen med Hegels historiefilosofi, jf. SKS 4, 278, noten. perfektibel stræbende efter det fuldkomne. Med udtrykket hentydes formentlig til Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte (), hvor det i indledningen hedder om verdenshistorien, at den udvikler sig til det bedre, fordi der som princip i den menneskelige ånd findes 'en perfektibilitetsdrift' (»ein Trieb der Perfectibilität«), jf. Hegel's Werke () bd. 9, 1840, s. 67 (Jub. bd. 11, s. 89). Schwatzer ty. snakke-, vrøvlehoved. vise Himlen aaben jf. Joh 1,51, hvor Jesus siger til disciplene: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Sml. ApG 10,11, Åb 4,1. Dommens-Dag jf. fx Matt 12,36, hvor Jesus siger: »På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.« lader Himlen være lukket spiller måske på Luk 4,25, hvor Jesus i Nazerats synagoge taler om »Isreal på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet.« Frygt og Bæven spiller på Fil 2,12, hvor Paulus skriver: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes, ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819). Jf. også 1 Kor 2,3, hvor Paulus skriver: »jeg var hos Eder med Ydmyghed, og med Frygt, og med megen Bæven« (NT-1819). Dom (...) over Tanke og Sinde allusion til Hebr 4,12 () Magten og Æren slutningen af 'fadervor'. Overflødighed rigelige mængde (i overmål). Prokuratorer . skuffer snyder, fører bag lyset. Heautontimorumenos gr. selvplager. Hentyder til titlen Heauton timorumenos (Selvplageren ()) på en komedie af den rom. digter P. Terents Afer (), hvori Menedemus gennem hårdt fysisk arbejde angrer sin strenghed mod sønnen Clinia, som tilsyneladende er rejst bort. Jf. P. Terentii Afri Comoediae sex (), s. 210-306; Andria, Selvplageren og Formio, tre latinske Lystspil (), 2. del, s. 1-104. lig Hermann v. Bremenfeldt ... af Sachsen sigter til Holbergs komedie Den politiske Kandestøber (1723), hvor hovedpersonen er Hermann Bremen, kandestøber i Hamborg, som bruger al sin tid på politik. I 2. akt, 1. scene, er han til møde i den lille politiske klub, »Collegium Politicum«, og diskussionen begynder, hvor den slap, vistnok med Tysklands interesse, hvortil Gert Bundtmager udbryder: »Det er sandt, nu erindrer jeg det. Det vil altsammen give sig paa næste Riigsdag; gid jeg var der en Time. Jeg vilde hviske Chur-Fysten af Maynz noget i Ørene, som han skulde takke mig for.« Nogle unge mennesker får dog Bremen helbredt for hans galskab, idet de som en deputation fra rådet meddeler ham, at han er valgt til borgmester (da antager han navnet 'von Bremenfeldt'), hvorefter han bebyrdes med politiske sager. Snart efter besinder han sig. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 1. Derhos desuden. Almeenaandens interessen for samfundets vel, samfundsånden. som naar den Stundesløse ... ind paa ham sigter til Holbergs komedie Den Stundesløse (1731), hvor den rastløse, selvplagende hr. Veilgeschrey næsten går til i sine indbildte forretninger. I 3. akt, 1. scene, spørger hans skeptiske bror, Leonard, hvad han egl. har bestilt i dag, hvortil han svarer: »For lutter Mængde af Forretninger har jeg intet kunnet forrette i Dag.« Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. coup de main fr. 'slag med hånden'; overrumpling; dristigt træk. quidam . skriger Gevalt råber om hjælp. quædam . ikke stikker mange Favne egl. maritimt udtryk om skibets dybde under overfladen; en 'favn' (). ubedærvet ufordærvet. Peer (...) Povel (...) Mads faste navneudtryk: den ene, den anden og den tredje. Per og Poul (); Mads henviste opr. til apostlen Matthæus. naar det ene Faar gaaer til Vands ... gjør det andet ogsaa spiller på ordsproget 'Når ét får løber, så løber de alle'. Findes optegnet i Peder Syv Almindelige Danske Ordsprog () bd. 1, s. 485 (Danmarks gamle Ordsprog bd. 7, 1, nr. 10.137). En religieus Helbredelse ... ved Angeren Dette tema blev slået an af E. Tryde i anmeldelsen af J.L. Heibergs Nye Digte (), hvor han kritiserer H.L. Martensens anmeldelse af samme (). Martensen fremhæver heri den komiske, metafysiske betragtning (det protestantiske princip), hvormed de trivielle sjæle efter døden ser tilbage på deres tidligere liv med latter. Herimod skriver Tryde: »at Sjælen, som lever i Trivialiteten, bliver comisk for sig selv og finder sin Stilling latterlig, saa at Overgangen for Sjæle af denne Natur til et høiere Liv, skulde nærmest skee igjennem Latter, ligesom for de egentligen Onde gjennem Angerens Taarer, kunne vi ingenlunde indrømme. Nei, i Trivialitetens Sphære synker Ingen uden sin egen Brøde, og Følelsen af denne, ligesom Erkjendelsen af at have levet sit hidtilværende Liv forgjæves, synes ikke at kunne stemme til Latter«, Tidskrift for Litteratur og Kritik bd. 5, Kbh. 1841, s. 190. vor Herre kan vel ... er Dig tjenligt spiller måske på Jobs bog i GT, hvor Job sættes på prøve ved, at alt bliver taget fra ham. ergo lat. følgelig, altså (). en Stille i Folket . Lykkens Pamphilius fast udtryk, en heldig person. 'Pamphilius' stammer fra det græske πάμϕιλος (pámphilos), elsket af alle, kæledægge. Udtrykkets oprindelse er uvis, men står rimeligvis i forbindelse med 'Pamfilius' som betegnelse for højeste trumf i et kortspil. heges el. hæges, dvs. drages omsorg. Heiterkeit . Sikkerhedsbrev brev el. dokument, hvori en person loves personlig sikkerhed. maler (...) ud udmaler, udpensler. Dette har Tieck behandlet ... Menneskene sigter formentlig til den gamle Balthasar, som altså ikke er en yngling, i den ty. forfatter Ludwig Tiecks (1773-1853) novelle »Der Alte vom Berge« (1828). Balthasar fortæller et sted, hvordan lykken engang begunstigede ham, så han blev en rig mand. Men med rigdommen fulgte også den rædsomme oplevelse at se de mange hæderlige mennesker, som kun rammes af ulykke. Jf. Ludwig Tieck's gesammelte Novellen bd. 1-12, Berlin 1852-54; bd. 8, 1853, s. 173-178. – Spleen: livstræthed, livslede. at betale Fattigskat . tilstoppe bringe til ophør, standse. Receptiviteten modtageligheden, lydhørheden. æsthetisk Misviisning . Omvexlinger omskiftelser. en Religieus er altid glad hentyder til 1 Thess 5,16, hvor Paulus formaner thessalonikerne: »vær altid glade«. at han altid er i Fare sigter til H.A. Brorsons salme »Jeg gaaer i Fare, hvor jeg gaaer« (1734). Salmen blev optaget i hans Troens rare Klenodie 1739 i afsnittet »Om Tilliid paa Gud«, jf. Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af L.C. Hagen, Kbh. 1834, ktl. 199, s. 279. Trykt som nr. 168 i Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, udg. af J.A.L. Holm, 2. oplag, Kbh. 1838, ktl. 200, s. 513f. DDS-1988, nr. 40. poetice et eleganter en Opsigtsbetjent og . tager Hatten af førend jeg seer Manden jf. ordsproget: »Man skal ikke tage Hatten af, før man seer Manden«, optegnet af N.F.S. Grundtvig i Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 28 (nr. 755); jf. E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 397 (nr. 3519), hvor det forklares: »dvs. man maa ikke gjøre for sikker Regning paa en Ting, som ikke er gaaet i Opfyldelse«. immer lustig ty. altid glad. 70,000 Favne . Mile . Lavden lavvandet sted. Vadere personer, der vader el. sopper. har ... forskyldt har været årsag til, været skyld i. Skuespillets Fabel skuespillets handlingsforløb. incommensurable usammenlignelige el. uforenelige. som Socrates gjorde I Platons Sokrates' Forsvarstale afviser Sokrates () beskyldningerne om, at han ligesom sofisterne skulle have modtaget penge for sin såkaldte undervisning (Platons Skrifter () bd. 1, s. 268 (19d-e) og s. 281f. (31b-c)). Enhver veed, hvad et Menneske er sml. Philosophiske Smuler i SKS 4, 242-244. Recensenters kritikeres, anmelderes. Diedrik Menschenschrek ... i Tomhed sigter til Holbergs komedie Diderich von Menschen-Schreck (1731), hvori den storpralende officer, Hans Frantz Diderich von Menschenschreck, bag sin kones ryg er i færd med at købe den unge, smukke Hyacinthe. Efter at have underholdt de tilstedeværende med sine utrolige krigsbedrifter og sin gamle, tandløse kællings jalousi – hende, der »skiælver og bæver«, når han blot laver en rynke i panden – kan han i 20. scene endelig kysse sin nyerhvervelse. Intrigen vil dog, at det er konen, han får overrakt, og med hende så mange prygl, at der af ham kun bliver en forsagt tøffelhelt tilbage. Jf. Den Danske Skue-Plads () bd. 5. real Mulighed . Tidens og Vanens List spiller formentlig på Hegels tale i indledningen til Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte () om 'fornuftens list' (»die List der Vernunft«) over for de kæmpende lidenskaber i historiens gang, jf. Hegel's Werke () bd. 9, 1840, s. 41 (Jub. bd. 11, s. 63). bliver liggende i Udfaldet i fægtesproget betegner et udfald, at fægteren i et angreb bevæger sig fremad med udstrakt kårde; at fægteren bliver liggende i udfaldet betyder, at han ikke når at trække sig tilbage til den sikre udgangsposition, inden modstanderen går til angreb. dem, der gaae uendeligt videre . Saaledes var Socrates ... Xantippes Huusholdning Forholdet mellem Sokrates og hans hustru, Xanthippe, findes allerede antydet hos Xenofon i Memorabilia 2, 2, hvor Sokrates i en samtale med sin søn, Lamprokles, som var fortørnet over sin mors arrigskab, irettesætter denne ved at forsvare Xanthippe, jf. Xenophontis opera graece et latine, udg. af C.A. Thieme, bd. 1-4, Leipzig 1801-04, ktl. 1207-1210; bd. 4, s. 81-88; Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, Kbh. 1792, s. 130-142. Desuden i Symposion, hvor Xenofon lader Antisthenes spørge Sokrates, hvorfor han ikke opdrager på Xanthippe »i stedet for at leve med den strideste kvinde i nutiden – og formodentlig også i fortid og fremtid!« (2. bog, 10, overs. af C.G. Tortzen, 1994). Hertil svarer Sokrates: »Det er fordi jeg har set, at folk, der gerne vil være dygtige til hestesport, ikke køber de mest føjelige heste men de fyrigste. De mener nemlig, at hvis de kan styre dem, kan de let omgås andre heste. Og jeg vil jo gerne omgås folk og tale med dem, og derfor har jeg skaffet mig hende vel vidende, at hvis jeg kan klare hende, vil jeg let kunne være sammen med alle andre mennesker« (smst.). Jf. Opera graece et latine bd. 4, s. 434f. Denne anekdote kendes også fra Diogenes Laertios (), som yderligere fortæller (2. bog, kap. 5, 36f.): »Om Xantippe, som først skældede ham [Sokrates], og siden overslog ham med Vand, sagde han: vidste jeg det ikke nok, at naar Xantippe tordnede, vilde hun gjøre Regnveir? Alkibiad, som sagde: Xantippe er utaalelig med den Skælden, svarede han: jeg er vant dertil, ligesom til ideligen at høre Lyden af Tridser; og Du taaler jo Gæssenes Skrig. Da han derpaa svarede: Ja, de give mig Æg og Gæslinger, sagde Sokrat: hun føder mig Børn. Da hun engang paa et Torv endog tog Kjortelen fra ham, og hans Bekjentere raadede ham, at hevne sig med Næverne, sagde han: Ja, Ja, at naar vi baxedes [sloges], enhver af eder kunde raabe: friskt Sokrates, friskt Xantippe«, Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 72f. Jf. også Platons beskrivelse () samt de to kilder SK selv anfører i et eksemplar af Om Begrebet Ironi (Pap. IV A 202), nemlig Marcus Aurelius og P. Bayle. Hedenskabet dvs. det græske. pro summis in ironia honoribus lat. 'for den højeste værdighed i ironien', dvs. disputerede med henblik på erhvervelse af doktorgraden i ironi. Udtryksmåden følger formen i diplomet, som udstedes ved erhvervet doktorgrad, og formularen ses ofte på titelbladet i datidens disputatser. overvandt Verden spiller måske på 1 Joh 5,4: »Thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og vor Tro er den Seier, som haver overvundet Verden« (NT-1819). Billioner Talangivelsen synes her benyttet i den romanske betydning svarende til en milliard (1.000.000.000). I Spand med (...) gaaer jf. udtrykket 'gå i spand med (nogen)', der egl. sigter til trækdyr, som er spændt for samme vogn e.l., her overført om principper, der er sammenhørende, forbundne. Intet at beundre overs. af det lat. 'nil admirari', et bevinget ord efter indledningsordene i Horats' breve, 1. bog (Epistolarum I), nr. 6,1, jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 232. J. Baden oversætter brevets første sætning: »Intet at beundre, (...), er næsten det første og eneste, som kan tilveiebringe og vedligeholde Lyksalighed«, og tilføjer følgende anmærkning til det første udtryk: »intet at ansee som Stort, intet værd at attraae, eller at frygte for«, Horatius Flaccus' samtlige Værker () bd. 2, s. 299 og s. 304. Horats' udtryk ligger i forlængelse af Pythagoras' »τὸ μηδὲν ϑαυμάζειν« (»tò mēdèn thaumázein«, »aldrig at forundres«) og de gr. filosoffers leveregler om »athaumastia«, dvs. »uforstyrrethed«, fx epikurærnes »ataraxia« og stoikernes »apatheia«, der foreskriver sindsroen, friheden fra passionerne, som det højeste gode og som »den vises« idealtilstand. Lignende »negative« moralprincipper findes også i fx kynismen og skepticismen. Intet at angre sml. fx talemåden »Vis Mand angrer aldrig det, han har giort«, C. Molbech Danske Ordsprog (), s. 11 (nr. 135). nulla pallescere culpa lat. »ikke at have nogen skyld at blive bleg over«. Udtrykket stammer fra Horats' breve, 1. bog (Epistolarum liber I), nr. 1,61, hvor det hedder: »Nil conscire sibi, nulla pallescere culpa« (i J. Badens oversættelse () bd. 2, s. 265: »intet vide med sig selv, ingen Brøde have at blegne over«), Q. Horatii Flacci opera (), s. 225. siger saaledes en lystig Fyr ... see den mislykket sigter til A.E. Scribes () enaktslystspil Kostgængeren, overs. af J.L. Heiberg, Kbh. 1832 [fr. 1823], som udspilles i familien Guillaumes hus. For at få styr på økonomien beslutter de sig for at tage en 'kostgænger' (pensionær), og straks efter dukker Oscar op, en lystig, ung modehandlersvend, som hurtigt får vendt op og ned på det hele. Det viser sig dog, at hans egentlige ærinde er at få sin forelskede ven introduceret for familien, da denne vil ægte husets datter, hvilket også sker. I den ottende scene, hvor Oscar selv er ved at skaffe indgang i huset, siger han for sig selv: »Saaledes er jeg nu engang: jo vanskeligere et Foretagende er, desto meer styrter jeg mig blindt ind i det, og naar jeg har gjort det, saa pleier Fru Fortuna [skæbnen] at gjøre Resten. Jeg tænker at denne Forvovenhed er Aarsag i, at Alting lykkes mig saa vel; thi da jeg aldrig har nogen Plan, saa har jeg heller aldrig den Overraskelse at see den tilintetgjort«, s. 4. Stykket blev opført 28 gange på Det kgl. Teater mellem 4. okt. 1832 og 27. feb. 1841. Inquisitor . Antecedens (...) Consequents begreber fra logikken, hvor 'antecedens' betegner forudsætningen, mens 'konsekvens' er den logiske følge deraf. I sætninger af typen 'Hvis p, så q' kaldes p antecedens, mens q er konsekvensen. Fichte ... at angre ... et Menneskes Handlen kun er i det Indvortes Udtalelsen stammer formentlig ikke fra den ty. filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) selv, men fra H.L. Martensen, der i Grundrids til Moralphilosophiens System () skriver, at Fichte forkaster angeren, »fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre«, s. 45. Jf. Begrebet Angest i SKS 4, 419, hvor samme udtalelse anføres. et Prius et første, noget, som går forud; en forudsætning el. grund. fylder Guld i en Stok skal formentlig læses i betydningen »en hul stok«. Sådanne hule stokke, hvori der opbevares guld, kendes bl.a. fra slutningen af 3. bog i Saxos Gesta Danorum, hvor Amleth bringer to hule stokke fyldt med guld hjem til Danmark, jf. Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus ( ) bd. 1, s. 176. Denne brug af hule stokke kendes også fra Valerius Maximus, 7. bog, kap. 3, stykke 2, hvor Junius Brutus fremhæves for sin snedighed, og guden bringes gaver i guld, »Skiult i en udhuulet Stav«, Mærkværdigheder fra Oldtiden, overs. af A.K. Holm, Kbh. 1797, s. 404. Jf. også 7. bog, kap. 45, i Cervantes Don Quijote (), hvor Sancho Pancha, der netop er blevet guvernør på en ø, bliver pålagt at dømme i en række stridssager. En gammel mand har lånt en anden mand ti dukater i guld, og hævder, at han aldrig har fået dem tilbage. Mens den anden mand beder den første holde sin stok, sværger han på, at han har givet dem tilbage, hvorefter han får sin stok igen. Sancho gennemskuer dog snart snedigheden; gulddukaterne var nemlig skjult i den hule stok. Jf. Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter bd. 4, s. 105-107. 70,000 Favne . giver man den een Finger, tager den hele Haanden jf. talemåderne 'Byder man én finger frem, da tager han hele hånden', optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 220, og 'Giver du fanden en finger, da tager han hele hånden', optegnet i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld (), s. 23 (nr. 617). Som Jehova ... i sildigste Slægter sigter til 2 Mos 20,5, hvor Gud åbenbarer sine bud: »Du skal ikke tilbede dem [andre guder] og ikke tiene dem; thi jeg, HERREN din Gud, er en nidkier Gud, som hiemsøger Fædres Misgierning paa Børn, paa dem i tredie, og paa dem i fierde Led; paa dem, som hade mig« (GT-1740); jf. også 2 Mos 34,7 og 5 Mos 5,9. – Jehova: Guds navn i GT; fejl for Jahwéh el. – som det ofte gengives – Jahve. Da jøderne ikke måtte udtale Guds navn, blev de fire konsonanttegn JHWH i den hebr. tekst forsynet med vokaltegnene for »o« og »a« fra Adonaj, der på hebr. betyder Herren, for at minde læseren om, at der i stedet for Jahwéh skulle læses Adonaj; deraf den fejlagtige læsemåde Jehova, som var alm. på SKs tid. – I såvel GT-1740 som i GT-1992 gengives Jahve som regel med hhv. 'HERREN' og 'Herren', således også her i 2 Mos 20,5. Seine flod, som løber igennem Paris. consulere konsultere, spørge til råds. eo ipso lat. netop derved; dermed tillige. de te narratur fabula lat. »om dig fortælles historien«, dvs. historien handler om dig. Citat fra Horats' satirer, 1. bog (Satyrarum liber I), nr. 1,69f., jf. Q. Horatii Flacci opera (), s. 157: »mutato nomine, de te / Fabula narratur«. I J. Badens oversættelse (), bd. 2, s. 11, gengives hele udtrykket således: »Byt Navnet om, og Eventyret fortælles om dig«. de te lat. 'om dig'. Prædestinationslære lære om (menneskets) forudbestemmelse. Den dogmatiske lære om prædestination, der op gennem kirkens historie har antaget forskellige former, hævder, at Gud (fra evighed af el. efter syndefaldet) har forudbestemt hvert enkelt menneske enten til frelse (evig salighed) el. til fortabelse (evig fordømmelse). æggesyg . Sympathetiske 'medlidende', medfølende (). en Engel sigter formentlig til den gode engel, der som Guds tjener engang har valgt det gode og som sådan besidder den højeste frihed, hvorved den er udelukket fra at synde. Jf. fx K.A. Hase Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik. Et dogmatisk Repertorium for Studerende, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 [ty. 1828; 4. udg. 1839, ktl. 581], § 75, s. 187. Creti og Pleti . Börne forklarer ... en Menneskeven Kladden (Pap. V B 150,24) fortsætter: »Han beraaber sig paa et Exempel af sin egen Praxis. En fornem Dame i Paris havde en Kammerpige der paa en ynkelig Maade kom af Dage. Hun tog sig det meget nær, men hvad gjør B. ved Hjælp af tabellariske Oversigter faaer han hende beviist, at Sligt før er forekommen, og hun trøstedes. Dog det kan man kun gjøre i Paris, som B. rigtigt bemærker, hvor der er en saadan Conflux af Msker«. Der sigtes til optegnelsen dateret 22. maj 1830 i L. Börnes () »Aus meinem Tagebuche«, i Gesammelte Schriften () bd. 8, 1840, s. 95-97, som Frater Taciturnus citerer fra SKS 6, 442f., fodnoten. Her hedder det indledningsvis () om at bo i en lille by: »Wer kein Wasser in den Adern hat, oder wem keine gütige Natur ein rosenrothes Blut gegeben, das wie ein Kind von Puls zu Puls durch das Leben hüpft: der wird in kleinen Städten leicht ein Menschenfeind, oder noch schlimmer, ein Lästerer Gottes und ein Empörer gegen seine weise Ordnung. Unter einer spärlichen Bevölkerung treten die Menschen und ihre Schwächen zu einzeln hervor, und erscheinen verächtlich, wenn nicht hassenswürdig« (»Den, der ikke har vand i årerne, eller hvem ingen godlidende natur har givet rosenrødt blod, der hopper som et barn fra puls til puls gennem livet: han bliver i små byer let en menneskefjende eller værre endnu, en bespotter af Gud og en oprører mod hans vise orden. I en sparsom befolkning træder menneskene og deres svagheder for enkeltvis frem og tager sig foragtelige for ikke at sige afskyelige ud«), s. 95f. Efter det af Frater Taciturnus anførte citat hedder det videre: »Das Kammermädchen einer deutschen Dame in Paris zündete sich aus Unvorsichtigkeit die Kleider an und verbrannte. Die Dame war in Verzweiflung über das unerhörte Unglück. Ich gab ihr die amtlichen Tabellen der Präfectur zu lesen, woraus sie ersah, daß jährlich sechzig oder achtzig in Paris durch Feuertod umkommen, und daß diese Zahl sich fast gleich bleibt. Das tröstete sie viel. Das Schicksal in Zahlen hat etwas sehr beruhigendes, den Gründen der Mathematik widersteht keiner, und eine Arithmetik und Statistik der menschlichen Leiden würden viel dazu beitragen, diese zu vermindern« (»Kammerpigen hos en tysk dame i Paris tændte ved uforsigtighed ild i sit tøj og brændte ihjel. Damen var fortvivlet over den uhørte ulykke. Jeg gav hende præfekturens officielle tabeller at læse, af hvilke hun kunne se, at der i Paris hvert år omkommer tres eller firs personer ved brand, og dette tal er næsten uforandret. Det trøstede hende meget. Der er noget meget beroligende ved skæbnen i tal, ingen kan stå matematikkens grunde imod, og en aritmetik og statistik over de menneskelige lidelser ville bidrage meget til at formindske disse«), s. 97. de te narratur fabula . Schleiermacher siger ... spotter Gud sigter til den ty. teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834), der i Ueber die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern, 5. udg., Berlin 1843 [1799], ktl. 271, s. 77, skriver: »wurden jene Götter nicht eben so eifrig verehrt, in wiefern sie einander hielten und trugen als Brüder und Verwandte? und in wiefern sie auch den Menschen tragen und versorgen, als den jüngsten Sohn desselben Vaters? Ja, Ihr selbst, wenn Ihr von Ehrfurcht noch ergriffen werden könnt vor den großen Kräften der Natur, hängt diese ab von Eurer Sicherheit oder Unsicherheit? und habt Ihr etwa ein Gelächter bereit, um dem Donner nachzuspotten, wenn Ihr unter Euren Wetterstangen steht?« (»blev hine guder ikke tilbedt med ildhu i netop samme grad, som de holdt og bar hinanden som brødre og slægtninge? og som de også bærer og forsørger mennesket som den yngste søn af selvsamme fader? Ja, I selv, hvis I stadig kan gribes af ærefrygt for naturens store kræfter, afhænger den så af jeres sikkerhed eller usikkerhed? og har I måske en latter parat til at råbe spotteord efter tordenen, når I står under jeres lynafledere?«). Stedet findes i den 2. tale (»Ueber das Wesen der Religion«), hvis gennemgående tema er forholdet mellem viden og religiøsitet. som Archimedes sad fordybet ... slaaet ihjel sigter til den gr. matematiker og fysiker Arkimedes (), der levede i Syrakus, og som med sine sindrige krigsmaskiner var med til i to år at holde stand mod de angribende romere. Da byen faldt, blev han dræbt af en rom. soldat, mens han var optaget af at konstruere geometriske figurer i sandet. Jf. Plutarks Marcellus-biografi, kap. 19, Plutark's Levnetsbeskrivelser () bd. 3, 1804, s. 283f. ikke-socratisk Uvidenhed Karakteren af Sokrates' uvidenhed har SK behandlet i Om Begrebet Ironi i SKS 1, 217-222. I sammenhængen her hentydes også til Sokrates' sætning, at 'dyd er viden', hvilket SK flere steder omskriver til 'synd er uvidenhed', jf. fx Philosophiske Smuler i SKS 4, 254. Conflux af Mennesker sammenløb, tilstrømning af mennesker. Der sigtes her til Börne (). Frispas frit spil (råderum) til at drive spas, dristig spøg. en Rygter ... Røgter ... mere ugeneret I kladden (Pap. V B 150) hedder det: »Rygter, men i Aandens Verden er man ugeneret«. Her fungerer 'Rygter' som flertalsform af 'Rygte', men i udarbejdelsen af renskriften inspireres SK tilsyneladende til nydannelsen 'en Rygter' (dvs. en rygtemager) for at det kan indgå i det efterfølgende ordspil med 'en Røgter' (dvs. en hyrde (præst)). Sämtl. W. 8de B. p. 96 Følgende er en passage fra en optegnelse i Börnes () »Aus meinem Tagebuche« (), s. 96f. Han taler om det Farlige ... vedbliver nu Inden det følgende citat imødegår Börne () de kritiske, tyske røster, der ikke kan forstå, at han kan lide at bo i Paris. Han forklarer, at de tyske goder er indre goder, som følger ejermanden hvorsomhelst, mens storbyer (fx Paris) besidder de ydre goder, en komfort, der fx ikke gør indbyggerne afhængige af naturens luner som i de små byer (). große Verbrechen ... verdammen ty. »store forbrydelser sker så sjældent, at vi erklærer dem for frie handlinger og uden skånsel fordømmer de få, som gør sig skyldige i dem«. .... der udelades i forlængelse af ovenstående sætning følgende: »Ein großes Mißgeschick kehrt erst nach so langen Zeiträumen wieder, daß wir es für eine Regellosigkeit, für eine Willkühr der Vorsehung ansehen und wir murren über die böse Kometenlaune des Himmels« (»En stor vanskæbne kommer først igen efter så lange tidsrum, at vi betragter den som en regelløshed, som en forsynets vilkårlighed, og vi murrer over himlens onde kometlune«). Aber ganz anders ist es in Paris ty. »Men helt anderledes er det i Paris«. Fortsættelse af ovenstående, hvor Börne skriver: »Aber ganz anders es ist in großen Städten, wie Paris«, dvs. i store byer, som Paris. Die Schwächen ... der Menschheit ty. »Menneskenes svagheder viser sig dér som menneskehedens svagheder«; forsættelse af ovenstående. en carnaille fr. 'en canaille', som en kanalje, med ringeagt. Det var i ældre tid muligt at stave 'karnalje'. det vanskelige Spørgsmaal ... og Reciprociteten SK diskuterer problemet i Begrebet Angest, fx i caput 1, § 2, i SKS 4, 336-341. – Reciprociteten: gensidigheden. Verbrechen und Mißgeschicke (...) als heilsamme ... werfen ty. »Forbrydelser og vanskæbner (...) som helbredende sygdomme, der kaster hele legemets dårligdomme over på enkelte lemmer for at bevare det hele«; forsættelse af ovenstående. B. bildte sig ind at blive forfulgt som Demagog Som en af hovedlederne for 'Det unge Tyskland' fik Börne () forbud mod at lade sine skrifter udkomme i Tyskland. Folketribunens Tale ... et Lem lider If. den rom. historiker Livius Ab urbe condita libri (Roms Historie), 2. bog, kap. 32, 8ff., lykkedes det i 494 f.Kr. folketribunen Menenius Agrippa ved sin lignelse om maven og dens forhold til kroppens lemmer at forlige parterne, da den rom. almue som et led i den politiske kamp havde forladt Rom. Sml. også 1 Kor 12,26: »Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.« Wir erkennen dort (...) die Naturnothwendigkeit des Bösen ty. »Vi erkender dér (...) det ondes naturnødvendighed«. Jf. s. 96; fortsættelse af ovenstående. Speculanter og prophetiske Seere dvs. hegelianere () og grundtvigianere (). höchstens ty. højst, i det højeste. Seminarist . en katechetisk Commentar til en Lærebog for Almueskoler I almueskolen fulgte man i religionsundervisningen en lærebog, dvs. en bearbejdelse af Luthers lille Katekismus. Hver læresætning blev ledsaget af en forklaring, der dannede udgangspunkt for den kateketiske undervisning, som foregik gennem spørgsmål og svar. Den mest benyttede lærebog var Balles (). Almueskolerne var organiseret efter forskellige forordninger på landet, i hertugdømmerne, i købstæderne og i København fra 1814 til 1899, da folkeskolebegrebet blev indført i lovgivningen. Ved forordning af 20. marts 1844 ang. »Borger- og Almueskolevæsenet« i København søgte myndighederne at forbedre skolens evne til »at sikkre den opvoxende Ungdoms tilbørlige Oplæring saavel i Christendommens Sandheder, som i Kundskaber og Færdigheder, som for det borgerlige Liv ere fornødne«. immer altid; alligevel. Gud bevares ... i Dyrehavstiden præcis citat fra 2. akt, 4. scene, i J.L. Heibergs vaudeville De Danske i Paris (1833), hvor major Bruuns tjener, Mikkel, synger: »Gud bevares, hvad Alting er stort i Paris! / Her er slet ingen Ting paa den vanlige Viis; / Her er støiet / Og fløiet, / Rummel, / Tummel, / Just som i Dyrehavstiden præcis«, jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil () bd. 5, 1835, s. 77. Stykket blev opført 45 gange på Det kgl. Teater fra premieren i 1833 til 21. nov. 1844. – Dyrehavstiden: Perioden, hvor forlystelsesboderne på Dyrehavsbakken i Jægersborg Dyrehave nord for København blev holdt åbne, strakte sig fra 24. juni (Sankt Hans dag) til 2. juli (Maria besøgelsesdag). Dyrehavsbakken var et forlystelsessted med boder og telte med fremvisning af seværdigheder, dukketeater, musik og sang, gøgl og akrobatik og andre folkelige fornøjelser. und die Nothwendigkeit ... als die Freiheit ty. »og nødvendigheden er en bedre trøstermand end friheden«; fortsættelse af ovenstående. dem, der have ophørt at sørge spiller på Matt 5,4, hvor Jesus siger: »Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.« Wenn in kleinen ... darüber vernünftelt! ty. »Når der i små byer forekommer et selvmord, hvor længe tales der så ikke om det, hvor meget bliver det ikke vendt og drejet!«; fortsættelse af ovenstående. Pog (lille) dreng. som ellers er vittig underholdende . Liest man ... als Krankheiten (...) ansehen ... wiederkehren ty. »Men læser man i Paris de officielle rapporter om de stedfundne selvmord ... hvordan så og så mange tager livet af sig i kærlighedsnød, så og så mange af fattigdom, så og så mange på grund af uheld i spil, så og så mange af ærgerrighed – så lærer man at betragte selvmord som sygdommen (...), der i lighed med dødsfald ved slagtilfælde eller svindsot gentager sig år for år i det samme forhold!«; fortsættelse af ovenstående. Börne skriver »– dann lernt man« og »ansehen, die, wie die Sterbefälle«. Det udeladte i citatet lyder: »Selbstmorde, und wie in jedem Jahre die Zahl derselben sich fast gleich bleibt; wie so viele« (»selvmord, og hvordan tallene hvert år forbliver de samme, hvordan så og så mange«). als heilsamen Krankheiten ty. »som helbredende sygdomme«. Jf. det ovenfor citerede (). Börne skriver »heilsame«. Samfund fælleskab. den verdenshistorisk bekymrede Kirkesanger hentyder formentlig til Grundtvig (). – Kirkesanger: den person, der bistår præsten under gudstjenesten, beder ind- og udgangsbøn og leder korsvarene og salmesangen. På landet og i købstæderne var det en lærer ved en af almueskolerne, der blev beskikket til at være kirkesanger. Betegnelsen blev indført ved skolereformen i 1814; i København kaldtes kirkesangeren kordegn el. kantor. i Samtale at turde nærme mig hiin græske Vise ... i en Vildfarelse sigter til Sokrates, der udøvede sin guddommelige mission ved gennem samtale at efterprøve andres tilsyneladende visdom og ikke bildte sig ind at besidde en visdom, han ikke havde, jf. fx Sokrates' Forsvarstale, 21c (Platons Skrifter () bd. 1, s. 270); sml. mottoet til Begrebet Angest i SKS 4, 310. Han blev henrettet for denne virksomhed, som han agtede at videreføre blandt Underverdenens helte og vise, jf. Sokrates' Forsvarstale, 41b-c (Platons Skrifter bd. 1, s. 292f.). At han anså det at være i vildfarelse for forfærdeligt fremgår fx af Kratylos, 428d, hvor han siger: »Selvbedrag er (...) det værste af alt. Den bedragende følger jo med overalt, kan ikke fjerne sig et Skridt; er det ikke en frygtelig Tanke?« Platons Skrifter bd. 3, s. 64. (.) geraade komme, stedes. at bekoste Gjestebudet jf. talemåden 'at betale gildet', dvs. at måtte undgælde el. bøde for noget. Jf. fx E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 316. Gorgias og Polos og Thrasibolos ... overmenneskelige Viismænd I Platons dialog Gorgias samtaler Sokrates med den berømte sofist Gorgias og dennes elev Polos (). Med 'Thrasybolus' sigtes formentlig til sofisten Thrasymachos, der optræder i 1. bog af Staten. I Sokrates' Forsvarstale, 19d-e, fortæller Sokrates, at han ikke som Gorgias og andre sofister tager penge for sin undervisning; han ejer kun en »menneskelig Visdom«, mens de andre besidder »en Visdom, der gaar ud over det menneskelige«, 20d-e, Platons Skrifter () bd. 1, s. 269. overfare overgår. paa Papiret (...) ved et levende Ords Forsikkringer formentlig hentydning til hhv. de hegelianske filosoffer og teologer og til grundtvigianerne. ophævet . difficileste vanskeligste, besværligste. socratisk Forfærdelse for at være i en Vildfarelse . Umiddelbarheden er ophævet . i Kraft af Umiddelbarheden I Kladden (Pap. V B 150,25) skriver SK: »Umiddelbarhed (som Hegels hele Levnet er en temmelig erbarmelig [ynkværdig] Umiddelbarhed, hvis høieste Crisis er, hvilket Universitet, der convenerer [passer] ham bedst som Docent)«. derhos desuden, samtidig. Mellembestemmelser tankemæssige bindeled el. overgange mellem to størrelser el. begreber. et metaphysisk Jeg-Jeg Udtrykket sigter til J.G. Fichtes () opfattelse af selvbevidsthedens struktur, 'jeg er jeg', som filosofiens grundlag. Jf. Om Begrebet Ironi i SKS 1, 309. Systemets . schofle elendige, beskæmmende. en Utydske I folketroen er 'et utyske' et overnaturligt væsen (trold, spøgelse o.l.), som kan gøre fortræd; et afskækkende uhyre. Der spilles også på betydningen 'en tyske', dvs. en tysker. den rene Væren . U-Ting dels om noget, som ved selvmodsigelse ophæver sig selv el. som slet ikke er til, dels om overnaturlige (onde) væsener, utysker (jf. ovenfor). misligt betænkeligt, urigtigt, fejlagtigt. ligesom man i Eventyret ved at sige visse Ord bliver en Fugl Der kunne sigtes til Wilhelm Hauffs eventyr »Die Geschichte vom Kalif Storch«, hvori kalif Chasid og hans tro ven kan forvandle sig til et hvilken som helst dyr ved at indtage et pulver og sige ordet: mutabor. For at forvandle sig tilbage skal de bukke tre gange mod øst og udtale ordet igen; men kommer de til at le, mens de er forvandlet, forsvinder det magiske ord fra deres hukommelse, og de forbliver dyr. Det populære eventyr er det første af de seks, som udgør »Die Karavane«, trykt i Märchen-Almanach auf das Jahr 1826 für Söhne und Töchter gebildeter Stände, og siden paa ty. fx i Wilhelm Hauff's sämmtliche Werke mit des Dichters Leben, udg. af G. Schwab, 3. udg., Stuttgart 1840 [1830]; bd. 5, s. 10-141, og på da. i Eventyr, udg. af J.N. Høst, 2. del (»Karavanen«), Kbh. 1843. at man ved at høre ... kunde see ham . Ret og Skjel fast udtryk: hvad der er rimeligt og retfærdigt. M. k. Min kære. hiin ædle Konge ... den Herre alene sigter til en folkevise om dronning Dagmar, trykt under titlen »Dronning Dagmars Død« i Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen () bd. 2, 1812, s. 87-94. Da dronning Dagmar pludselig bliver dødelig syg, sender hun en dreng af sted med bud til kongen, som straks begiver sig på vej: »Der Kongen drog af Skanderborg, / Da fulgte ham hundrede Svenne, / Og der han kom til Gridstedbro, / Fulgte hannem kun Dagmars Dreng. // Der han red over Randbøl Hede, / Da fulgte ham femten Svenne, / Der han kom over Ribe Bro, / Da var den Herre allene«, s. 90f. Fra Skanderborg over Randbøl Hede vest for Vejle ridder kongen if. beretningen over Gredstedbro til Ribe. Pasgænger hest, der går pasgang, dvs. flytter samme sides for- og bagben samtidig; 'pasgang' kan også udtrykke en langsom, adstadig gang. Urider måske i betydningen: en, der ikke kan ride. Udtrykket optræder i kladden til dette sted (Pap. V B 150) som variant til udkastets »Udrider« (Pap. V B 149,5), der betyder: bereden person på et gods el. hos en øvrighedsperson, hvor han er budbringer; også i betydningen: en forpostrytter, en spejder, spion. Søndagsrytter uøvet el. magelig rytter. incommodere besvære, gøre ulejlighed. æde de Andre (...) ikke blive federe (...) som i Ægypten med de magre Køer sigter til Faraos drøm, som han fortæller Josef i 1 Mos 41,17-21: »Da sagde Pharao til Joseph: der jeg drømte, see, da stod jeg paa Bredden af Floden. / Og see, syv Køer opstigede af Floden, fede paa Kiød, og deilige af Skikkelse; og de aade i Engen. / Og see, efter dem opstigede syv andre Køer, tynde og saare slemme af Skikkelse, og magre paa Kiød; jeg haver ikke seet saa slemme som dem, i ganske Ægypti Land. / Og de magre og slemme Køer aade de syv første fede Køer. / Og der de havde ædet dem, kiendtes det dog ikke paa dem, at de havde ædet dem, og de vare slemme at see til, ligesom tilforn; og jeg opvaagnede« (GT-1740). Den Mindste i Religieusitetens Sphære ... den største Sophist spiller på Matt 11,11, hvor Jesus siger til folkeskarerne: »Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.« uforsøgt uprøvet, uerfaren. vinker lokker, virker tillokkende på. griber feil griber forkert, tager fejl. Nøiet tilfreds. Kjøbenhavn er ... en lille By Efter folketællingen i 1845 boede der i hovedstaden København 126.787 mennesker. Jf. Kjøbenhavn, dens ældre og nyere Historie, udg. af L.J. Flamand, Kbh. 1855, s. 189. Byen var mod øst omgivet af Øresund, og ellers omkranset af fæstningsvolde. Mod nord mødte man snart de store bøgeskove. den tabellariske Glæde