Niels Jørgen Cappelørn Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet Søren Kierkegaards Skrifter 13 TS Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg Kierkegaard Normalformat vers.1 Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2009 http://sks.dk/ts/kom.xml 20111207 Karsten Kynde 1.6 Til Selvprøvelse formentlig allusion til 2 Kor 13,5, hvor Paulus skriver til korintherne: »Randsager Eder selv, om I ere i Troen; prøver Eder selv! Eller kiende I Eder ikke selv, at Jesus Christus er i Eder? med mindre I ere udygtige [dvs. ikke formår at bestå prøven]« (NT-1819). Se også 1 Kor 11,28 og Gal 6,4. »Efterdi vi da kjende Herrens Frygt ... vinde Mennesker« (2. Cor. V, 11) citat fra 2 Kor 5,11 (NT-1819). SK skriver 'kjende' for 'kiende'. Mundens »Forsikkring« er svigefuldt sml. følgende passage i nr. I i »Tanker som saare bagfra – til Opbyggelse. Christelige Foredrag«, tredje afdeling af Christelige Taler (1848): »Gud vil kun forstaae een Art af Oprigtighed, den, at et Menneskes Liv udtrykker hvad han siger. Al anden Oprigtighed, al anden Høitidelighed, al blot Forsikkring om, at man mener hvad man siger: er for Gud et Bedrag, en Usandhed, en saadan Paakaldelse en Formastelse [frækhed, bespottelse] mod ham.« SKS 10, 179,20-24. Sml. også følgende passage i nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850): »Nikodemus har vistnok [sandt nok, rigtignok] været villig, tilbøielig til i de stærkeste Udtryk, Ord og Talemaader, at forsikkre og forsikkre, at han antog Lærens Sandhed – det er maaskee undgaaet ham, at der dog er en Grændse for denne Stigen i Forsikkring og Forsikkring, at det slaaer om, at Forsikkringen bliver lige det Modsatte, et Modbeviis mod den ivrigere og ivrigere Forsikkrende; det er maaskee undgaaet ham, at jo stærkere En saaledes forsikkrer, medens dog hans Liv bliver uforandret, desto mere gjør han blot Nar af sig selv, angiver [afslører] sig selv at være enten en Nar eller en Bedrager.« SKS 12, 241,21-29. Og videre: »Beundreren, han vil ingen Opoffrelser gjøre, Intet forsage, intet Jordisk opgive, ikke omdanne sit Liv, ikke være det Beundrede, ikke lade sit Liv udtrykke det – men i Ord, Udtryk, Forsikkringer er han uudtømmelig om, hvor høit han priser Christendommen.« SKS 12, 244,27-31. – Forsikkring: forsikrende, garanterende erklæring. det er »Alt vundet!« sml. følgende passage i nr. VII i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850): »Naar Du [Herre Jesus Kristus] blot drager os, da er dog Alt vundet, om vi end, menneskelig talt, Intet vandt, og Intet tabt, om vi end, menneskelig talt, tabte Alt: da var hiint eller dette Livs-Vilkaar vort Livs Sandhed; thi Du drager Ingen til uværdig Fjernhed fra Farerne, men heller Ingen ud i dumdristig Voven.« SKS 12, 251,9-13. Sommeren 1851 se tekstredegørelsen, s. 124. Forord Om tidligere versioner af forordet, se tekstredegørelsen, s. 121-123. læs, om muligt, høit! sml. forordet til »En Leiligheds-Tale«, første afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), hvor SK skriver, at bogen søger »hiin Enkelte, der i Villighed læser langsomt, læser gjentagent, og som læser høit – for sin egen Skyld«, SKS 8, 121,8-10. »uden Myndighed« sml. forordet til To opbyggelige Taler (1843), hvor SK bemærker, at han »ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,3; dette gentages uforandret i forordene til de følgende samlinger af opbyggelige taler (1843-44, se SKS 5, 63, 113, 183, 231 og 289) og i varieret form i forordene til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845, se SKS 5, 389) og til de to første afdelinger af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847, se SKS 8, 121 og 257). Sml. også forordet til »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), hvor SK om talerne skriver, at de »mangle et Væsentligt i at være og derfor heller ei bleve kaldte Prædikener«, SKS 10, 261,2f. Sml. desuden journaloptegnelsen NB:120, fra jan. el. feb. 1847, hvor SK under overskriften »Forskjellen mell. den christelige Tale og Prædikenen« skriver: »Den christelige Tale indlader sig til en vis Grad med Tvivlen – Prædikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi[,] Apostlenes. (...) En Prædiken forudsætter en Præst (Ordinationen); den christelige Tale kan være et almdl. Menneske.« SKS 20, 87. Sml. endvidere følgende note i »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel«, nr. 2 i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), hvor H.H. skriver: »Maaskee gaaer det een og anden Læser her, som det gaaer mig, at jeg i Anledning af dette om 'Myndighed', kommer til at tænke paa Mag. Kierkegaards 'opbyggelige Taler', hvor det saa stærkt accentueres og fremhæves, ved ordret og hver eneste Gang i Forordet at blive gjentaget: 'det er ikke Prædikener, fordi Forf. ikke har Myndighed til at prædike.' Myndighed er enten en apostolisk Kaldelses eller Ordinationens specifike Qvalitet. At prædike er just at bruge Myndighed; og at dette er det at prædike, er just aldeles glemt i vor Tid.« SKS 11, 103, noten. Jf. ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, Kbh. 1762 [1685], hvor det bestemmes, at biskoppen – mens ordinanderne knæler ved alteret – skal overdrage dem »det hellige Embede med Bøn og Hænders Paaleggelse saaledes sigendes: / Saa overantvorder [overdrager] jeg Eder nu det hellige Præste- og Prædike-Embede efter den Apostoliske Skik i Navn GUd Faders, Søns og Hellig Aands, og giver Eder Magt og Myndighed herefter, som rette GUds og JEsu Christi Tienere, at prædike GUds Ord hemmelig og aabenbare udi Kirken, at uddeele de høyværdige Sacramenter efter Christi egen Indstiftelse, at binde Synden paa den Halstarrige, og løse den paa den Bodfærdige, og ellers alt hvis dette GUds hellige Kald vedkommer, efter GUds Ord og vores Christelig Skik og Brug«, s. 370f. I August 1851 Om de forskellige dateringer af forordet, se tekstredegørelsen, s. 123. Hvad der fordres for ... at betragte sig i Ordets Speil? . 5te Søndag efter Paaske . Christus er Veien . Christi Himmelfartsdag . Det er Aanden der levendegjør . 1ste Pintsedag . Jacob 1, 22 til Enden . En Forbemærkning en forudgående bemærkning som indledning til en bog el. til en del af en bog. Om tilblivelsen af »En Forbemærkning«, se tekstredegørelsen, s. 121. faldet mig paa Sinde dukket op i min bevidsthed, rindet mig i hu. vistnok rigtignok, sandt nok. Oldtidens eenfoldige Vise en af SK ofte anvendt betegnelse for Sokrates, der selv taler om sin enfoldighed, se fx Platons dialog Symposion (198a), hvor Sokrates siger: »I min Eenfoldighed troede jeg, man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise«, jf. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af C.J. Heise, bd. 1-6, Kbh. 1830-51, ktl. 1164-1167 (forkortet Udvalgte Dialoger af Platon); bd. 2, 1831, s. 55 (Platons Skrifter, udg. af Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 3, s. 119). – Sokrates (o. 470-399 f.Kr.), gr. filosof; udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige; søgte gennem sin majeutiske metode (sin jordemoderkunst) at forløse andre, der i forvejen var svangre med viden, og at hjælpe dem af med deres vrangforestillinger, hvilket altid skete i samtalens form. Han blev anklaget for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve Athens ungdom; en folkedomstol i Athen kendte ham skyldig, og han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Han har intet skriftligt efterladt sig; hans karakter, samtalekunst og lære er hovedsagelig blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig af Aristofanes i komedien Skyerne, af Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og af Platon i dialogerne. Om ham fortælles der ... kom en Taler til ham ... ikke sømmer sig for mig at benytte en Talers Kunst se 2. bog, kap. 5, afsnit 40f., i Diogenes Laertios' filosofihistorie, hvor det fortælles: »Derimod havde Lysias skrevet en Forsvars-Tale; Filosofen [Sokrates] læste den, og sagde: denne Tale, o Lysias, er smuk, men den passer ikke til mig; – den var nemlig meer en Sagførers Tale end en Filosofs; – Da Lysias sagde: er Talen smuk, hvorledes passer den da ikke til Dig? svarede han: kunde ikke og [også] smukke Klæder og Skoe være upassende til mig?« Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af B. Riisbrigh, udg. af B. Thorlacius, bd. 1-2, Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 74. Se også Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, hvor Sokrates i begyndelsen af sin tale siger (17b-d): »af mig vil I faa hele Sandheden at høre, – det vil sige, I kan være forvissede om, at min Tale ikke bliver et rhetorisk velformet Indlæg, saaledes som mine Anklageres, smykket med fine Ord og Vendinger; nej, det bliver lige ud ad Landevejen med de Ord, der falder mig paa Tungen – jeg stoler nemlig fuldt og fast paa Rigtigheden af det, jeg vil sige jer, – og andet maa I altsaa ikke vente jer. Det ville ogsaa være temmelig uværdigt for en Mand i min Alder at træde frem for jer med en Tale, der – paa ganske ungdommelig Façon – var opstillet saa fikst som muligt uden smaalig Hensyntagen til Sandheden. / Men der er een Ting, jeg meget indtrængende vil lægge jer paa Sinde: naar jeg nu i mit Forsvar taler til jer paa ganske samme Maner, som jeg plejer, naar jeg gaar og snakker med Folk nede ved Vekselererboderne paa Torvet – hvor mange af jer har hørt mig – eller andetsteds, saa maa I ikke undre jer derover eller afbryde mig med Tilraab. Jeg skal nemlig sige jer: det er idag første Gang, jeg træder frem for en Domstol, skønt jeg dog nu er over de halvfjerds. Jeg staar derfor ganske fremmed overfor den her brugelige Form« (Platons Skrifter bd. 1, s. 265f.); jf. Platonis opera quae extant, udg. af Fr. Ast, bd. 1-11, Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera); bd. 8, 1825, s. 98-101. i Gudens Tjeneste har jeg røgtet mit Ærinde se Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, hvor Sokrates til dommerne siger (23b): »Derfor bliver jeg ogsaa rastløs ved med min Søgen og Forsken, som Guden har anvist mig det, hver Gang jeg mener, at der er en af mine Landsmænd eller en af de Fremmede her i Byen, der er vis; og naar jeg har opdaget, at han ikke er det, viser jeg ham det og støtter dermed Gudens Sag. / Det har jeg haft saa travlt med, at jeg ikke har haft Tid til at beskæftige mig i nævneværdig Grad med Byens og med mine egne private Anliggender, og jeg er i den dybeste Fattigdom paa Grund af mit Arbejde i Gudens Tjeneste« (Platons Skrifter bd. 1, s. 272); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 112f. Og lidt senere siger han (28d): »Nu har ogsaa Gud anvist mig en Post – saadan har jeg da opfattet det selv, – idet han har paalagt mig at bruge mit Liv til at søge Sandheden og prøve mig selv og andre« (Platons Skrifter bd. 1, s. 278); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 126f. Og lidt efter siger han om sin virksom med at formane og tilrettevise sine medborgere (30a): »Og I maa vide, at jeg følger heri Guds Bud, og jeg tror, at dette mit Arbejde i Guds Tjeneste er den største Lykke for vor Stad« (Platons Skrifter bd. 1, s. 280); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 128f. Og videre siger han (33b-c), at når folk gerne vil tilbringe megen tid i hans selskab, skyldes det, »at det er dem en Fornøjelse at høre paa min Gennemprøvning af dem, der bilder sig ind at være vise, men ikke er det. Det er nu heller ikke kedeligt! Jeg for mit Vedkommende har jo faaet dette paalagt af Gud, baade gennem Orakelord, Drømme, og hvad der ellers er af Maader, hvorpaa Guddomsviljen kan paalægge et Menneske noget« (Platons Skrifter bd. 1, s. 284); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 136f. i tyve Aar En kilde er ikke identificeret. latterliggjort af Eders comiske Digtere sigter først og fremmest til den gr. komediedigter Aristofanes (445-385 f.Kr.), der lader Sokrates optræde i komedien Skyerne, som blev opført i 423 f.Kr. Se Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, hvor Sokrates til anklagen mod ham for at udforske himlen og jordens undere bl.a. siger (19c): »Det er jo netop ogsaa det, I selv har set i Aristofanes' Komedie, hvor en Person ved Navn Sokrates svæver om i Luften og paastaar, at han kan vandre omkring paa Skyerne, og en hel Masse andet Snak om Ting, som jeg ikke forstaar mig det mindste paa« (Platons Skrifter bd. 1, s. 267); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 102f. Se også afsnittet »Aristophanes« i kap. 1 i første del af Om Begrebet Ironi (1841), i SKS 1, 179-203. anseet for en Særling se fx Platons dialog Theaitetos (149a), hvor Sokrates, inden han begynder at forklare sin særlige jordemoderkunst, bemærker: »jeg ejer denne Kunst ganske i det skjulte. Og da Folk nu ikke ved det, saa siger de mig i hvert Fald ikke det paa, men blot at jeg er en stor Særling, der sætter Folk i Forlegenhed« (Platons Skrifter bd. 6, s. 102); jf. Platonis opera bd. 2, 1820, s. 22f. angreben af »Navnløse« (det er hans Ord) hentyder til Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, hvor Sokrates om sine modstandere siger (18c-d): »Det mest urimelige ved det hele er dog, at man ikke kan vide eller nævne Navnene paa disse Mennesker, – naar det ikke netop er en Komediedigter. Alle de, der gennem Aarene har søgt at faa jer til at tro paa disse Paastande, hvad enten det nu var, fordi de havde noget imod mig og vilde lægge mig for Had, eller fordi de havde troet paa andres Tale og blot bragt Sladderen videre, de er de værste Modstandere, man kan have at gøre med« (Platons Skrifter bd. 1, s. 266f.); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 100f. Samtale med den Første den Bedste paa Torvet og . Se også Xenofons Memorabilia (), 1. bog, kap. 1, 10, hvor det fortælles: »Sokrates holdt vist ikke heller sin Person hemmelig: om Morgenen tidlig besøgte han de offentlige Spadseregange og Øvelsepladse: hen imod Middag, naar Torvet var fuldt, saae man ham der, og den øvrige Deel af Dagen opholdt han sig altid paa de Steder, hvor han kunde træffe de fleste Folk.« Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, Kbh. 1792, s. 7. naar jeg ... stundom har kunnet staae en heel Dag og stirre hen for mig jf. begyndelsen af Platons dialog Symposion (174d - 175b), hvor det fortælles, at en slave meddelte de ventende gæster i Agathons hus, at Sokrates var blevet stående i en nabos forgård og ikke ville følge med, selv om han havde kaldt på ham. Da Agathon insisterede på, at slaven skulle sørge for at få Sokrates til at komme, sagde Aristodemos: »O nei, (...), lader ham have sin Frihed. Det er saaledes hans Skik, stundom at blive staaende paa et afsides Sted, hvor han tilfældigviis befinder sig.« Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, 1831, s. 9 (Platons Skrifter bd. 3, s. 92); jf. Platonis opera bd. 3, 1821, s. 436f. Senere i samme dialog fortæller Alkibiades følgende om Sokrates, da de deltog i krigen mod Potidæa (220c-d): »Noget var faldet ham ind, og han stod paa eet Sted fra om Morgenen tidlig og tænkte derover [på gr. σϰοπῶν (skopēn), der også kan betyde: stirrende]; da det ikke vilde lykkes, holdt han ikke op, men blev staaende fordybet i Betragtning. Det blev nu Middag, og Folkene mærkede det; fulde af Forundring sagde den ene til den anden: Sokrates staaer der fra i Morges af og tænker over noget. Endelig da det var blevet Aften og man havde spiist bare nogle Jonier deres Hynder udenfor – thi det var dengang Sommer – deels for at sove i Kjølingen, og deels for at bemærke, om han vilde blive staaende der hele Natten. Han blev virkelig staaende indtil det dagedes og Solen stod op; da bad han til Solen og gik.« Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, 1831, s. 97f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 144f.); jf. Platonis opera bd. 3, 1821, s. 540f. – særdeles: særlige. hvad jeg siger ... det Samme og om det Samme og paa den samme Maade som hidtil hentyder til Platons dialog Gorgias (490e), hvor Sokrates på Kallikles' indvending om, at han altid siger det samme svarer: »Ikke blot det, Kallikles, men [kommer] ogsaa altid tilbage til den samme Sag.« Udvalgte Dialoger af Platon bd. 3, 1838, s. 111 (Platons Skrifter bd. 2, s. 172); jf. Platonis opera bd. 1, s. 372f. Se også Xenofons Memorabilia (), 4. bog, kap. 4, 4, som SK citerer i Om Begrebet Ironi (1841), i SKS 1, 88 note 2; her fortælles følgende: »Hippias (...) vilde spotte Sokrates, og svarede: 'Snakker Du endnu, min gode Sokrates! om de selvsamme Ting, som jeg allerede for lang Tid siden hørte af Dig?' – Ja, svarede Sokrates, og det som endnu værre er, min kiere Hippias! jeg taler endog altid paa samme Maade om de samme Ting«, Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, s. 341. en Feldbereder paa Torvet sml. følgende passage i kap. 1 i Philosophiske Smuler (1844): »Dette er den socratiske Tænknings Dybsind, dette hans ædle gjennemførte Humanitet, der ikke gjør slet og forfængeligt Compagni med gode Hoveder, men ogsaa føler sig ligesaa beslægtet med en Feldbereder, hvorfor han jo snarligen 'forvissede sig om, at Physiken ikke er Menneskets Sag, og derfor begyndte at philosophere om det Ethiske i Værkstederne og paa Torvet' (Diogenes af L. II, 5, 21), men philosopherede lige absolut, hvem han end talede med.« SKS 4, 200,8-15; henvisningen er til 2. bog, kap. 5, afsnit 21, i Diogenes Laertios' filosofihistorie, jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie () bd. 1, s. 66. Se også Xenofons Memorabilia (), 1. bog, kap. 2, 37, hvoraf det fremgår, at Sokrates talte med garvere, tømrer og smede, jf. Xenophons Sokratiske Merkværdigheder, overs. af J. Bloch, s. 31f. – Feldbereder: håndværker, der tilbereder skind (uden bark) til handsker, klæder m.m., hvidgarver. jeg regner paa Gudens Bistand hentyder formentlig til Platons dialog Sokrates' Forsvarstale, hvor Sokrates – efter at være blevet dømt til døden – i sin tale til de af dommerne, der frikendte ham, siger (40a-c): »Der er (...) passeret mig noget ganske ejendommeligt: jeg har idag intet mærket til den sædvanlige Varselstemme, den der dog tidligere meget hyppigt har ladet sig høre, og som har holdt mig tilbage selv i Smaating, hvergang jeg skulde til at foretage mig noget uheldigt. Nu er der jo idag, som I selv ser, for mig indtruffet det, som man kunde tænke sig er det værste af alt ondt (det er jo da den almindelige Mening), men dog har Tegnet fra Gud ikke paa noget Punkt holdt mig tilbage, hverken i Morges, da jeg gik hjemmefra, eller da jeg traadte op paa Tribunen her, eller paa noget Punkt i min Tale – og det er dog ellers hyppigt sket, at Stemmen har standset mig, midt som jeg stod og talte –: i hele denne Sag har den overhovedet ikke holdt mig tilbage, hvad jeg end gjorde og sagde. Hvad kan man da antage er Grunden til det? Det skal jeg sige jer: det, der er indtruffet for mig, maa nok være et Gode, og de af os, som tror, at Døden er et Onde, tager fejl. Det er for mig blevet bevist herved; for hvis det, jeg gaar ind til, ikke var et Gode, er det umuligt andet, end at det sædvanlige Tegn vilde have holdt mig tilbage« (Platons Skrifter bd. 1, s. 291f.); jf. Platonis opera bd. 8, 1825, s. 152-155. – regner paa: med. vidtløftigere udførligere, mere omstændeligt. Miskjendt maatte Du tømme Giftbægeret . Se Platons dialog Faidon (17a-e), hvor Faidon giver en øjenvidneskildring af, hvorledes Sokrates hurtigt og roligt tømte giftbægeret og kort efter døde, jf. Udvalgte Dialoger af Platon bd. 1, s. 123-125 (Platons Skrifter bd. 3, s. 238f.); jf. også Platonis opera bd. 1, s. 616f. naar saa er det forholder sig således. ved et Høitryk har det deroppe sigter til det pumpetryk, hvorved vandet (i vandværksrør) blev ledt op i husene. I sine erindringer Et Liv. Barndom og Ungdom, Kbh. 1924, fortæller historikeren T.F. Troels-Lund (f. 1840) fra sin barndom, at et »nyt Vandværk var indrettet i København med Filtrering af Vandet og Højtryk op til øvre Lejligheder«, s. 85. Skriften siger: I skulle aldeles ikke sværge ... Ja og Nei, hvad derover er, er af det Onde frit citat fra Matt 5,34, hvor Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at I skulle [skal] aldeles ikke sværge«, og fra Matt 5,37, hvor Jesus siger: »Men Eders Tale skal være ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde« (NT-1819). befæste Adskillelsen allusion til Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus i Luk 16,19-31, hvor Abraham siger til den rige mand i dødsriget, at der er »imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville [vil] fare herfra ned til Eder, kunne [kan] ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). i Hellig-Aands Enighed fast udtryk i slutningen af kollekterne, se fx kollekten til 5. søndag efter påske ( og ), hvor bønnen til Gud slutter med ordene: »love og prise dig, som vor naadige Fader ved vor HErre JEsum Christum, din Søn, som med dig lever og regierer i Hellig Aands Enighed, een sand Gud, fra Evighed og til Evighed. Amen!« Forordnet Alter-Bog for Danmark, Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 90. der skal gjøres efter det Sagte allusion til Jak 1,22-25 (). Qvinde, om Du end ganske forstummer i yndig Taushed allusion til 1 Kor 14,33-35 (). m. T. min tilhører. jo høiere det Religieuse tages i jo højere betydning man tager det religiøse. Forargelse anstød. fastende afholdende, mådeholdende. gudelig hvad angår forholdet til Gud, religiøst. dem, som ville vil. afdøde fra Verden Det er en central tanke hos Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle [skal] vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det [for at] vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Jf. endvidere Kol 2,20, hvor Paulus skriver: »Dersom I da ere afdøde med Christo fra Verdens Børne-Lærdom, hvi [hvorfor] besværes I da med Anordninger, som de, der leve i Verden?« (NT-1819). Disse tanker blev inden for dele af mystikken og pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra lysterne og fra verden i selvfornægtelse og fuldstændig løsgørelse fra alt, hvad der har med det timelige, endelige og verdslige at gøre. Herved blev vægten forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden (jf. Rom 6,10-11), til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. For SK er det at afdø også »at gjennemlide den Smerte, at Gud for En virkelig bliver Aand, hvorved Kjendet [kendetegnet] paa Guds-Forholdet bliver Lidelse.« NB26:40, i SKS 25, 46,34-36. vi kunne kan. tilstaae det sml. »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (). tilsigter hentyder til, sigter til. han være langsom til at dømme allusion til Jak 1,19: »mine elskelige Brødre, være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede« (NT-1819). vi skulle skal. hvo hvem. den af Alle Afmægtigste formentlig allusion til Ef 3,8, hvor Paulus omtaler sig selv som »den Allerringeste af alle Hellige« (NT-1819). Underfundighed listighed, snedighed. vistnok helt sikkert. Epistelen skriver St. Jacob Apostel ... bevare sig selv ubesmittet af Verden citat fra Forordnet Alter-Bog (), s. 90f.: »Epistelen skriver St. Jacob Apostel / 1. Cap. 22. v. til Enden. / Men vorder Ordets Giørere, og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrager Eder selv. 23. Thi dersom Nogen er Ordets Hører, og ikke dets Giører, han er liig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; 24. thi han betragtede sig selv, og gik bort, og glemte strax, hvad han var. 25. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov, og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gierningens Giører, denne skal vorde salig i sin Gierning. 26. Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme, og bedrager sit eget Hierte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. 27. En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.« Jak 1,22-27 udgør epistelteksten til 5. søndag efter påske. – St. Jacob Apostel: If. den oldkirkelige tradition er forfatteren af Jakobsbrevet en af Jesu tolv apostle, og endnu på SKs tid var det en udbredt opfattelse, at denne apostel var Jakob den Yngre el. Jakob den Mindre (se Mark 15,40), Alfæus' søn (se Matt 10,3), jf. fx M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal-Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon, 6. udg., forøget og udg. af H.L. Heubner, Halle 1840 [1740], ktl. 79, s. 781, § 5, d, i artiklen »Jacob, Jacobus«. If. Hieronymus, en af de rom.-katolske kirkelærere, var denne Jakob imidlertid identisk med Jesu bror Jakob, også kaldt Jakob Herrens bror; denne opfattelse, der medfører, at Jesu bror Jakob også var en af hans apostle, blev endnu på Kierkegaards tid livligt diskuteret, jf. G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Kandidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71; bd. 1, s. 620-623; W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die Bibel Alten und Neuen Testaments bd. 1-2, 4. udg., Berlin 1833-42 [1817-26], ktl. 80 (forkortet Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung); bd. 2, Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung in die kanonischen Bücher des Neuen Testaments, § 167, s. 302-306, og § 169, s. 310-312; og Ph. Schaf Das Verhältniss des Jakobus, Bruders des Herrn, zu Jakobus Alphäi, Berlin 1842, ktl. U 94. – forfængelig: tom, værdiløs. Hvad er et Menneske ... at Du bekymrer Dig om ham frit citat fra Sl 8,5: »hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?« (GT-1740). Dette vers citeres i Hebr 2,6 med følgende ordlyd: »hvad er Mennesket, efterdi du kommer ham ihu? eller Menneskets Søn, efterdi du agter paa ham?« (NT-1819). i Intet lod Du Dig uden Vidnesbyrd hentyder til ApG 14,17, hvor Paulus og Barnabas siger, at Gud »haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, i det han giorde os godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, i det han fyldte os med Føde, og vore Hierter med Glæde« (NT-1819). tilsidst gav Du ham Dit Ord sigter til Det Nye Testamente som Guds ord, se følgende kommentar. Du giver Dit Ord som en Gave I førstekorrekturen (se ms. 3) er følgende parentetiske bemærkning efter 'Gave' slettet: »(hvor sjeldent, at et Menneske saaledes giver sine Skrifter bort!)« (Pap. X 6 B 6,3). til Vederlag til gengæld. tilrede rede, parat, til rådighed. Der var en Tid, da Evangeliet, »Naaden« ... forvandlet til en ny Lov, strengere ... end den gamle hentyder til middelalderen og dens munkevæsen, hvor der ofte var tale om at opstille en række forbud, der ikke måtte overtrædes, og en række betingelser, som skulle opfyldes, for at man kunne gøre sig fortjent til 'nåden' og opnå evig salighed. forpiint plaget, kuet, indeklemt. trælsomt anstrengende, trælleagtigt. ulysteligt blottet for (evne til at vække) lyst. Englenes Sang ved Christendommens Indkomst hentyder til Luk 2,10: »Og Engelen sagde til dem [hyrderne på marken]: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket.« Og videre til Luk 2,13-14: »Og strax var med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede [lovpriste] Gud og sagde: Ære være Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed!« (NT-1819). bedærvede fordærvede, ødelagte. Fortjenstligheds fortjenstfuldhed; i den lutherske dogmatik udtryk for den fejlagtige opfattelse, at man kan gøre sig fortjent over for Gud (til retfærdighed og frelse) i kraft af sine egne handlinger og præstationer, herunder også frivillig armod, askese, faste, osv., se fx art. 4, art. 6 og art. 20 i det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (lat., Den augsburgske Bekendelse) fra 1530. deri var det Feilen stak lå, havde sin grund. maa jeg ikke faae Lov at give alt mit Gods til de Fattige hentyder til beretningen i Matt 19,16-22 om den rige unge mand, der opsøgte Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede, at han skulle holde budene; men da den unge mand forsikrede, at dem havde han allerede holdt, sagde Jesus til ham: »dersom du vil være fuldkommen, saa gak [gå] bort, sælg dit Gods, og giv det til Fattige; og du skal have et Liggendefæ [en skat] i Himmelen; kom saa hid, og følg mig«, v. 21, i C. Levinsens oversættelse i Bibelen eller den hellige Skrift, paany oversat af Grundtexten og ledsaget med Indledninger og oplysende Anmærkninger. Udgivet i Forbindelse med Pastor Helweg, Prof. Hermannsen og Candidat Levinsen af Chr. H. Kalkar, 1. del, bd. 1-2, og 2. del, Kbh. 1847, ktl. 8-10 (forkortet Bibelen eller den hellige Skrift). som Røveren paa Korset hentyder til beretningen i Luk 23,39-43 om de to røvere på korset, hvoraf den ene sagde til den korsfæstede Jesus: »Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige.« Og Jesus sagde til ham: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis«, v. 42-43 (NT-1819). Gud velbehageligt Gud til behag, i overensstemmelse med Guds vilje el. ønske. Morten Luther Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i Wittenberg; forlod definitivt augustinerklostret i 1524. Som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Biblen til tysk. Foruden En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af Jørgen Thisted, 1.-2. del, Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille), og D. Martin Luthers Geist- und Sinn-reiche auserlesene Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche, udg. af B. Lindner, bd. 1-2, Salfeld 1745, ktl. 225-226 (forkortet D. Martin Luthers Tisch-Reden), Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af Otto von Gerlach, bd. 1-10, Berlin 1840-41, ktl. 312-316 (forkortet Luthers Werke), ejede SK en konkordans til hans skrifter i fire bind, jf. ktl. 317-320, en udgave fra 1849 af den lille katekismus, jf. ktl. 189, samt tre ty. Luther-bibler, jf. ktl. 3-5 (). med Troen se følgende kommentar. han sagde: et Menneske frelses alene ved Troen hentyder til Luthers lære om 'sola fide' (lat., 'ved tro alene', underforstået: uden gerninger), som han især fandt udtrykt i Rom 3,28. I sin oversættelse af dette vers skærpede han Paulus' udtryk, »at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger«, ved at tilføje ordet 'allein': »daß der Mensch gerecht werde ohne des Gesetzes Werke, allein durch den Glauben«, se Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, Carlsruhe og Leipzig 1836, ktl. 3 (forkortet Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers). Til Luthers lære om troen hører også den opfattelse, at det menneske, der er gjort retfærdigt, lever af tro alene, en opfattelse, han læste ud af Rom 1,17 (uden dog her at indføre et 'allein' i sin oversættelse). maa Apostelen Jacob skubbes tilside I § 169, note g, i W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung () bd. 2, s. 312, anføres Luthers argumenter imod Jakobs Brev. Først bringes et citat fra det fælles forord til Jakobsbrevet og Judasbrevet i Luthers oversættelse af NT fra 1522, hvor han skriver, at på trods af det gode, der er at sige om brevet, »achte ich sie für keines Apostels Schrift, und ist das meine Ursache[:] Aufs erste, dass sie stracks wider St. Paulum und alle andere Schrift den Werken die Gerechtigkeit gibt, und spricht: Abraham sei aus seinen Werken gerecht worden, da er seinen Sohn opferte, so doch St. Paulus Röm. IV, 2. 3. dagegen lehrt, dass Abraham ohne Werke sei gerecht worden, ..... Aber dieser Jacobus thut nicht mehr, denn treibet zu dem Gesetz und seinen Werken, und wirft so unordig eins ins andere, dass mich dünket, es sei irgend ein gut fromm Mann gewesen, der etliche Sprüche von der Apostel Jünger gefasst, und also aufs Papier geworfen hat« (»anser jeg det ikke for et skrift af nogen apostel, og det er min begrundelse: For det første, at det uden videre imod Paulus og alle andre skrifter giver retfærdigheden til gerningerne, og siger: Abraham er blevet retfærdig af sine gerninger, da han ofrede sin søn, hvor dog Paulus Rom 4,2-3 lærer, at Abraham er blevet retfærdig uden gerninger, ..... Men denne Jakob gør intet andet end at drive på loven og dens gerninger, og blander det ene med det andet så uordentligt, at jeg mener, det må have været en eller anden god from mand, der har fået fat i nogle udtalelser af aposteldisciplene, og altså kradset dem ned på papiret«). Dernæst bringes et citat fra forordet til Luthers oversættelse af NT fra 1522, hvor han skriver, at Jakobs Brev er »eine rechte stroherne Epistel gegen sie [gegen die Schriften Joh., Pauli, Petri], denn sie doch keine evangelische Art an ihr hat« (»et rigtig stråbrev i modsætning til dem [i modsætning til skrifterne af Johannes, Paulus, Peter], for det har dog ingen evangelisk karakter over sig«). wer nicht liebt Weiber, Wein, Gesang, Er wird ein Narr sein Leben lang ty., den, der ikke elsker kvinder, vin og sang, han bliver en nar hele sit liv. Sentens, der på SKs tid blev tillagt Luther, men sandsynligvis med urette. Den synes første gang at være fremkommet i 1775 og bliver undertiden tillagt den ty. prof., digter og oversætter Joh. Heinrich Voss. Den blev optaget som omkvæd: »Was Martin Luther spricht: / Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang, / Der bleibt ein Narr sein Lebelang, / Und Narren sind wir nicht«, af den ty. embedsmand og forf. Karl Müchler i drikkevisen »Der Wein erfreut des Menschen Herz« (1797), jf. nr. 30 i Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange; med Tillæg af nogle svenske og tydske, udg. af Andreas Seidelin, Kbh. 1814, ktl. 1483, s. 412. toge Luther forfængeligt misbrugte Luther på en letfærdig måde. »Mennesket«, denne fornuftige Guds Skabning jf. kap. 2, første afsnit, »Hvad Skriften lærer om Skabelsen og de skabte Ting«, § 4, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af N.E. Balle og C.B. Bastholm, gerne omtalt som Balles Lærebog), Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 18: »Iblandt de synlige Guds Skabninger paa Jorden er Mennesket den ypperste, begavet med en fornuftig Siæl i et Legeme, som passer til samme, og af Gud beskikket, til at herske over andre Dyr.« en Bonde, der kommer tiltorvs en bonde, der kommer til en købstad el. et marked for at faldbyde el. købe varer; sml. ordsproget 'Bonden gør kun to markeder om året, og de er begge onde: han sælger let og køber dyrt', optegnet som nr. 927 i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 86. Eet af To fast udtryk om alternativ. Luther vilde tage »Fortjenstligheden« bort fra Gjerningerne ... at vidne for Sandhed En kilde er ikke identificeret. – i Retning af: med henblik på, med sigte på. Jeg er »uden Myndighed« . langt fra mig at dømme nogen Eneste sml. »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik«, følgeblad til Om min Forfatter-Virksomhed (1851), hvor SK skriver: »Aldrig har jeg kæmpet saaledes, at jeg har sagt: jeg er den sande Christne, de Andre ere ikke Christne, eller vel endog Hyklere o. D. Nei, jeg har kæmpet saaledes: jeg veed, hvad Christendom er; min Ufuldkommenhed som Christen erkjender jeg selv – men jeg veed, hvad Christendom er. (...) Ingen har jeg angrebet, at han ikke var Christen, Ingen har jeg dømt; ja Pseudonymen, Joh. Climacus, der stiller Problemet 'at blive Christen', gjør endog det Omvendte, negter sig at være Christen, og indrømmer de Andre det (...). Endeligen er i den sidste Bog [Indøvelse i Christendom] af Anti-Climacus (...) atter Ingen, Ingen dømt; den eneste Navngivne, hvem det gaaer ud over, at han, i Stræben efter Idealiteten, kun er en saare ufuldkommen Christen, er (jvf. det tre Gange gjentagne Forord []) mig selv, den eneste Dømte, hvad jeg villigt finder mig i, thi mig beskjeftiger det uendeligt, at dog idetmindste Idealitetens Fordringer høres. Men dette er dog vel atter den størst mulige Afstand fra at dømme Andre.« SKS 13, 23,6-24. Troen er en urolig Ting hentyder formentlig til Martin Luthers evangelieprædiken over Luk 17,11-19 (om helbredelsen af de ti spedalske) til 14. søndag efter trinitatis i En christelig Postille (), 1. del, s. 501-514; s. 503, hvor Luther siger: »Giv derfor agt! Der ere mange Ordgydere, som ville [vil] undervise Andre om Troen og Samvittigheden, skjøndt de forstaae ligesaameget deraf, som et Stykke Træ. De mene, Troen er en sovende, ørkesløs Ting i Sjelen; det er Nok, tænke de, naar blot Hjertet antager, at Gud er Gud. Men her [af de ti spedalske] seer du, hvad Troen er for en levende, vældig Ting: den gjør et andet Hjerte, et andet Menneske; den venter al Naade af Gud; derfor driver den Sjelen til at løbe og til at standse, gjør dristig til at raabe, og beder for al Nød!« jeg har jo bestandigt sagt: »jeg har ikke Troen« . Se også »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK skriver: »Dog siges, fremstilles, høres bør jo Fordringen; der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende [angående]. / Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at henflye til [tage min tilflugt til] 'Naaden', men at henflye til den i Forhold til Benyttelsen af 'Naaden'.« SKS 12, 15. Dette forord henvises der til både i nr. II og nr. III, i SKS 12, 85 og 153. uroliget gjort urolig, sat i bevægelse. det er saa forholder sig således. Intet mindre, end alt andet end, lige det modsatte af. den Skuespiller i Oldtiden ... at sætte sig ind i det Rørende ... græd flere Dage efter sml. journaloptegnelsen NB21:37, fra sept. 1850, hvor SK under overskriften »Et Memento for geistlige Talere« skriver: »Det burde stadigt indskærpes, hvad Quinctilian etsteds siger, at han har seet Skuespillere, der lode sig saa stærkt henrive af deres tragiske Rolle, at de endnu hjemme græd. Fremdeles siger Quinctilian, at han selv, da han engang havde paataget sig at vække hos Alle en bestemt Lidenskab, havde tilegnet sig den i den Grad, og følt sig i den Grad overrasket, at han ikke blot selv havde grædt derover, men endog var blegnet, og ganske havde befundet sig som En, der ligger under for Smerten.« SKS 24, 33,15-23. Dette er en gengivelse af følgende passage i 3. bog, kap. 4 »Ueber zerstreuende Vorspiegelungen«, i Michael Montaigne's Gedanken und Meinungen über allerley Gegenstände. Ins Deutsche übersetzt [af J.J.C. Bode], bd. 1-6, Berlin 1793-95, bd. 7 (registerbind ved I. Fritze), Berlin 1799, ktl. 681-687; bd. 5, 1794, s. 113-139; s. 135: »Quinctilian erzählt, daß er Schauspieler gesehen habe, die sich so stark von ihrer tragischen Rolle durchdringen lassen, daß sie noch in ihrer Wohnung darüber geweint; und von sich selbst, daß, da er es einst übernommen, bey allen eine gewisse Leidenschaft zu erregen, er sich solche so zu eigen gemacht, und dergestalt davon überrascht gefühlt habe, daß er darüber nicht nur selbst geweint, sondern sogar im Gesichte erblaßt, und sich durchgängig so befunden habe, wie jemand, der unter dem Schmerz erliegt.« Den gengivne passage stammer fra den rom. retor Marcus Fabius Quintilian(us) (o. 35 - o. 95 e.Kr.) Institutio oratoria (Talerens uddannelse), 6. bog, kap. 2, 35-36. i »stille Timer« et af J.P. Mynster () jævnligt anvendt udtryk om andagt såvel i lønkammeret som i kirken. Se fx Betragtninger over de christelige Troeslærdomme bd. 1-2, 2. opl., Kbh. 1837 [1833], ktl. 254-255; bd. 1, s. 240 og s. 390; bd. 2, s. 180, s. 298, s. 299, s. 301 og s. 306; samt Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. opl., bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191 (forkortet Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage); bd. 1, s. 8, s. 12, s. 15, s. 38, s. 215 og s. 384; bd. 2, s. 127; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231, s. 63 og s. 67; Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232, s. 10, s. 11 og s. 14; Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, Kbh. 1851, ktl. 233, s. 48, s. 204 og s. 216; samt Prædikener holdte i Aarene 1851 og 1852, Kbh. 1853, ktl. 234, »Prædikener holdte i Aaret 1851«, s. 44 og s. 98. sagt det i en Prædiken ... »ikke prædikes i Kirker men paa Gaden« henviser til Martin Luthers epistelprædiken over ApG 6,8-14 og 7,54-59 (steningen af Stefanus) til 2. juledag i En christelig Postille (), 2. del, s. 64-70; s. 66, hvor Luther taler imod den tendens i tiden, at alle og enhver vil bygge sit eget kapel eller alter, da det er at bygge på gerninger. »For at udrydde saadan Vildfarelse, var det godt, at Man dog een Gang for Alle gjorde alle Kirker i Verden til Steenhobe, og prædikede i almindelige Huse, eller under aaben Himmel, bad der, døbte der, og øvede der al christelig Pligt«, siger han videre og føjer til: »Christus prædikede over tre Aar, og dog kun tre Dage i Jerusalems Tempel. De andre Dage prædikede han i Jøde-Skolerne, i Ørken, paa Bjerget, i Skibet, over Borde og i Husene. (...) Apostlene prædikede Pindsedag paa Torvet og Gaderne i Jerusalem.« være kjendelig tydelig, synlig. i Frygt og Bæven allusion til Fil 2,12, hvor Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.« hvad disse Tider have opfundet ... Tallet ... fra hvem ... udgaae ... religieuse Reformationer sigter formentlig til de forskellige kirkelige reform- og frihedsbevægelser, der blev forsøgt indført ved flertalsbeslutninger. Først forslaget om en ny evt. synodal forfatning til Folkekirken for således at opfylde § 80 (ofte kaldt 'løfteparagraffen') i Grundloven af 5. juni 1849: »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov«, jf. Danmarks Riges Grundlov. Valgloven. Bestemmelser angaaende Forretningsordenen i begge Thingene, Kbh. 1850, s. 26; en sådan forfatning ville løsne forholdet mellem stat og kirke el. helt adskille kirken fra staten, jf. fx journaloptegnelsen NB23:22, fra jan. 1851, i SKS 24, 215f., med kommentarer. Dernæst det lovforslag om fuldstændig tros- og religionsfrihed med indførelse af borgerligt ægteskab og ophævelse af dåbs- og konfirmationstvang, der i okt. 1850 var blevet stillet i Folketinget af dommer N.M. Spandet og støttet af N.F.S. Grundtvig, og som vakte voldsom debat; en majoritet i den komité, der var valgt til at bearbejde Spandets lovforslag til Folketingets anden behandling, ændrede det da også til forslag til »Lov om Ægteskabs Indgaaelse udenfor de anerkjendte Troessamfund eller imellem Medlemmer af forskjellige Troessamfund«, som under Folketingets tredje behandling i feb. 1851 blev vedtaget med 71 stemmer mod 10, jf. Fædrelandet, nr. 31, den 6. feb. 1851, s. 124. Endelig det ønske om indførelse af sognebåndsløsning samt dogmatisk og liturgisk frihed for præster, der var blevet fremsat af Grundtvig allerede i 1830'erne, og som han og flere af grundtvigianerne vedvarende argumenterede for, jf. fx journaloptegnelsen NB23:36, fra jan. 1851, i SKS 24, 224f. Gadebelysningen I København bestod gadebelysningen, der sorterede under magistraten, af tranlygter, indtil den i 1857 blev afløst af gasbelysning. Befordrings-Væsenet den institution, der varetog befordringen af rejsende og af post, herunder pakkepost. Maaskee nyder jeg ... Anerkjendelse ... som Sjelekyndig (Psycholog) sml. titlerne på følgende skrifter: Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi (1843), i SKS 4, 7; Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden (1844), i SKS 4, 309; »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment«, tredje del af Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 173; og Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse (1849), i SKS 11, 115. Der kan også være tænkt på, at de opbyggelige og de kristelige taler såvel som altergangstalerne indeholder mange psykologiske iagttagelser og sjælesørgeriske passager. vistnok rigtignok, sandt nok. forsøgt (hårdt) prøvet. Tugtemester opdrager ved at tugte; formentlig allusion til Gal 3,24-25, hvor Paulus skriver: »saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggiorte af Troen. Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren« (NT-1819). heller hellere. jeg har arbeidet i modsat Retning sml. »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik«, følgeblad til Om min Forfatter-Virksomhed (1851), hvor SK skriver: »I Forhold til et 'Bestaaende' har jeg – conseqvent, da jo mit Bestik har været 'den Enkelte' med polemisk Sigte paa det Numeriske, Mængde o. d. – altid gjort lige det Modsatte af at angribe, jeg har aldrig været eller været med i 'Opposition', der vil have 'Regjering' bort, men afgivet hvad man kalder 'Correctiv', der vil, at der da for Gud i Himlens Skyld maatte blive regjeret af Dem, som dertil ere beskikkede og kaldede, at de, frygtende Gud, maatte staae faste, kun villende Eet, det Gode (...). – Forsaavidt et kirkeligt Bestaaende forstaaer sig selv, vil det i samme Grad ogsaa forstaae den sidste Bog 'Indøvelse i Christendom' som et Forsøg paa ideelt at finde Holdningspunktet for et Bestaaende.« SKS 13, 25,20-31; se kommentarerne dertil. Se også SKs artikel »Foranlediget ved en Yttring af Dr. Rudelbach mig betræffende [angående]« i Fædrelandet, nr. 26, den 31. jan. 1851, s. 101f., hvor SK afviser, hvad A.G. Rudelbach har søgt at tage ham til indtægt for, nemlig at han skulle have kæmpet »for Kirkens Emancipation fra Staten«. SK skriver: »just fordi jeg fra Begyndelsen har forstaaet, at Christendom er Inderlighed, og Inderliggjørelse af Christendom just min Opgave: derfor har jeg med den ængsteligste Samvittighedsfuldhed vaaget over, at der da ikke har indblandet sig ikke en Passus, ikke et Punctum, ikke en Linie, ikke et Ord, ikke en Stavelse, ikke et Bogstav i Retning af Forslag til Forandring i det Udvortes, eller i Retning af en Troen paa, at det er i det Udvortes Feilen stikker [ligger], at det er Forandring i det Udvortes der behøves, Forandring i det Udvortes der skal hjælpe os. / Intet er jeg saa betænkelig ved som ved Alt, hvad der endog blot smager af denne usalige Forvexling af Politik og Christendom, en Forvexling, der saa let kan bringe en ny Art Kirke-Reformation op og i Mode, den bagvendte Reformation, der reformerende sætter et nyt Slettere i Stedet for et gammelt Bedre, medens det dog skal være vist og sandt, at det er en Reformation, i hvilken Anledning hele Byen bliver illumineret. / Christendom er Inderlighed, Inderliggjørelse. (...) Politik er dette udvortes Væsen, denne tantaliske Travlhed for Forandringer i det Udvortes« (SV2 13, 474f.). Og SK slutter med ordene: »Lad mig dog tilføie Følgende, for at hvad jeg siger ikke skal blive misforstaaet, som var det min Mening, at Christendom ene og alene bestod i, at finde sig i Alt betræffende de ydre Former, uden at gjøre det Mindste, som vidste ikke Christendommen ypperligt Besked om, hvad der er at gjøre – naar galt skulde være. Men med slige Tilfælde har hele min Forfatter-Virksomhed slet Intet at gjøre; jeg har kun, endogsaa digterisk, afgivet hvad man kunde kalde et Existential-Correctiv til et Bestaaende i Retning af Inderliggjørelse i 'den Enkelte', det vil sige, det Bestaaendes Lære og Indretninger har jeg saavist aldrig indvendt et Ord mod, men jeg har arbeidet for, at denne Lære maatte blive mere og mere Sandhed i 'den Enkelte'. Og har jeg endog, for at forhindre enhver Misforstaaelse, under hele denne Operation bevaret polemisk Sigte paa 'Mængde', det Numeriske, item [ligeledes] paa, hvad der er vor Tids Skødesynd, det selvgjorte Reformatoriske og Falsationerne [forfalskningerne] i denne Retning« (SV2 13, 477). i Retning af med henblik på, med sigte på. en høiærværdig Olding, denne Kirkes øverste Geistlige Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forf. og politiker; fra 1802 sognepræst i Spjellerup, fra 1811 residerende kapellan ved Vor Frue Kirke i København og fra 1826 tillige hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over Sjællands stift. Som Sjællands biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver. I årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i Roskilde og i 1848-49 medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han havde sæde i en lang række styrende organer og var primus motor i udarbejdelsen af den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente af 1819, af Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, Kbh. 1839 (forkortet Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual), og af et autoriseret Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845. – høiærværdig: Til de enkelte rangklasser i rangforordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808), der omfattede ni klasser inddelt i rangnumre, var knyttet særlige tiltaleformer, if. hvilke 'højærværdig' indgik i titulaturen for den højere og højeste gejstlighed, placeret i 1. til 6. klasse, således både biskopper, stiftsprovster og Københavns sognepræster, hofprædikanter og teologiske doktorer m.fl. Mynster var i 1847 avanceret til rang i 1. klasse, nr. 13, og skulle tituleres med 'eminence'. hans »Prædiken« . blandt os Nogle ... i strengeste Forstand at være Christne ... i Modsætning til os Andre sml. journaloptegnelsen NB23:36, fra jan. 1851, hvor SK skriver: »De gammel Orthodoxe, / hvis Paastand jo var, at de var de eneste sande Χstne [kristne] i Danmark. / Ikke har jeg Noget imod, at de skilles fra os – men det er uforsvarligt, at de skulle [skal] opnaae det ved Ballotation [afstemning], og uden at opgive den Paastand, at de ere den sande Kirke.« SKS 24, 224f. Her sigter SK til grundtvigianerne, der hyppigt refererede til sig selv som 'de ortodokse', dvs. som dem, der stod for og repræsenterede den sande og rette kristne tro og lære; fx kan N.F.S. Grundtvig i Om den Clausenske Injurie-Sag, Kbh. 1831, s. 15, omtale sig selv og sine tilhængere som »Hyper-Orthodoxerne og de gammeldags Christne«; og i Tale til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed savnet, Kbh. 1839, s. 13, som »os saakalte overdrevne Rettroende (Ultra-Orthodoxer)«. Sml. desuden journaloptegnelsen NB23:46, fra jan. 1851, hvor SK skriver: »De gammel-Orthodoxe / ville [vil] egl. skilles fra os, saa leve for dem selv, dog bevarende den Paastand, at de ere de eneste sande Χstne.« SKS 24, 230. Her sigter SK formentlig til artiklen »Tale for Troes-Frihed i Folkethinget. (Et Udkast.)« i Danskeren, et Ugeblad, udg. af Grundtvig (og i alt væsentligt forfattet af ham), nr. 5, den 1. feb. 1851, bd. 4, s. 69-80, hvor Grundtvig skriver, s. 75f.: »Jeg for min Part, som dog tør troe, jeg hører til dem, der i Danmark sætter høiest Pris paa Fæderne-Troen og paa alle de nedarvede Kirkeskikke, jeg vilde finde mig nødt til at udtræde af den saakaldte Folkekirke, og raade alle mine Venner til at giøre det samme, naar det nu igien skulde sættes i Kraft, hvad der længe har været et dødt Bogstav, at i Folkekirken skulde alle de, der vilde gifte sig, nødes til at gaae til Alters, og der skulde Præsterne nødes til at erklære aabenbar uchristelige Ægteskaber for christelige, og naar da, som jeg troer, snart maatte skee, alle de, der frivillig bekiendte Folkekirkens Tro og fulgde dens Skikke, gik ud af den, hvad Gavn eller Glæde mene man da enten Gud eller Mennesker vilde have af en Kirke, hvis Medlemmer fandt det nødvendigt at tvinge hinanden til at bekiende en vis Tro og følge visse Kirkeskikke?« blive aabenbart tydeligt. en umyndig Digter sml. forordet til To Taler ved Altergangen om Fredagen (1851), hvor SK skriver: »En trinviis fremadskridende Forfatter-Virksomhed, der tog sin Begyndelse med 'Enten – Eller', søger her sit afgjørende Hvilepunkt, ved Alterets Fod, hvor Forfatteren, personligt sig sin Ufuldkommenhed og Skyld selv bedst bevidst, ingenlunde kalder sig et Sandheds-Vidne, men kun en egen Art Digter og Tænker, der, 'uden Myndighed', intet Nyt har havt at bringe«, SKS 12, 281,2-6. rører ved Hjælp af Idealerne sml. »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (). Sml. også journaloptegnelsen NB21:127, fra okt. 1850, hvor SK under overskriften »Mynster – og Jeg« skriver: »Jeg vil i Forhold til det Mynsterske blot anbringe en Digter forud, der noterer Idealerne. / Jeg vil hverken omstøde det Bestaaende, ei heller i strengeste Forstand ud i den Stræben, der saa let fører til den Indbildskhed selv at ville være Idealet, jeg vil selv et ringe Msk. [menneske] heller ikke fordre mere af Mskene. Men jeg synes dog, at det skylder vi Gud, det N. T., Idealerne, stadigt at bringe det i Erindring, at vi leve i langt lettere Katagorier end der egl. fordres i det N. T. / Det er dette Sving mere som egl. er min Differents fra Biskop Mynster; men sandeligen jeg gjør Svinget ikke ud i Sværmerie eller Pietisme. / Som det Liv vi i andre Henseender føre, er saa prosaisk, at der derfor maa Digtere med, der bringe Idealerne i Erindring: saaledes er den ordinaire Christendoms Forkyndelse saa prosaisk, at der dog idetmindste maae Digtere med for at notere Idealerne. / Sagen er den, Χstdoms [kristendoms] Forkyndelse skulde egl. være endnu høiere end Digteren – men tag det der; den brugelige [alm. praktiserede] Χstdoms Forkyndelse er lavere end Digteren. Χstd. fordrer i strengeste Forstand Efterfølgelse; Digteren nøies med at forestille Idealerne; men den ordinaire Χstd. i Χstheden [kristenheden] er endnu længere tilbage end Digteren, nøies med Middelmaadighed, som saa forgudes til at være Χstd.« SKS 24, 79f. hænger fast ved holder fast ved, er hengiven mod. af sit ganske Hjerte og af al sin Magt allusion til kærlighedsbudet: »du skal elske Herren din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke«, Mark 12,30 (NT-1819). Se også 5 Mos 6,5; Matt 22,37; Luk 10,27. leve hen henleve, tilbringe livet. i lykkelig Ubemærkethed spiller formentlig på det ordsprogsagtige udtryk »bene qui latuit, bene vixit« (»den, der skjuler sig vel, lever vel«) fra den rom. digter Ovids klagesange Tristia, 3. bog, kap. 4, 25, jf. P. Ovidii Nasonis opera quae supersunt, udg. af A. Richter, bd. 1-3, stereotypudg., Leipzig 1828, ktl. 1265; bd. 3, s. 207. de Medlevendes de samtidige. disse Herlige sigter til den faste betegnelse 'de el. hine Herlige' for de martyrer, der i kristendommens første århundrede blev henrettet pga. af deres kristne tro og bekendelse. Gudelighed det, der vedrører forholdet til Gud, religiøsitet. siger i en Prædiken: »Verden er som den fulde Bonde ... falder han ned paa den anden Side« Citatet er ikke fra en prædiken, men fra Luthers Tischreden (Bordtaler), dog synes det ikke at være medtaget i D. Martin Luthers Tisch-Reden (). Se nr. 3007 i »Anhang« til Colloquia oder Tischreden des heiligen Mannes D. Martin Luthers bd. 6, i Dr. Martin Luther's vermischte deutsche Schriften bd. 10, udg. af J.K. Irmischer (bd. 62 i Dr. Martin Luther's sämmtliche Werke (Erlanger-Udgaven)), Frankfurt a.M. og Erlangen 1854, s. 470: »Doctor Martinus Luther sagete: 'Die Welt ist gleich wie ein trunkener Baur, hebt man ihn auf einer Seiten in den Sattel, so fällt er zur andern wieder herab; man kann ihm nicht helfen, man stelle sich wie man wolle. Also will die Welt auch des Teufels sein.'« et vist Noget noget bestemt, noget væsentligt. vistnok sandelig. Undersætningen den anden sætning, den anden præmis i en syllogisme. I den klassiske logik er en kategorisk syllogisme et argument bestående af to præmisser og en konklusion. Den ene præmis, som skal indeholde konklusionens subjektbegreb, kaldes undersætning, og den anden præmis kalder man oversætningen, og denne indeholder konklusionens prædikatbegreb. Her spilles formentlig også på betydningen: det at sætte, anbringe noget støttende under, understøtte. Oversætning den første sætning, den første præmis i en syllogisme; se foregående kommentar. Saa ville vi tale om En lignende formulering i forskellige variationer anvendes gang på gang af J.P. Mynster () som introduktion af temaet for en prædiken, jf. især Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage (), fx bd. 1, s. 59: »vi ville [vil] denne Gang tale med hverandre / om det store Gode, at være en Christen«; s. 132: »men denne Gang ville vi med hinanden ret betragte / den christelige Taalmodighed«; s. 207: »i det jeg denne Gang taler / om vor Daabs Pagt«; og s. 361: »lader os stræbe at overbevise os om, / at vi alle, eenfoldigen og oprigtigen, skulle [skal] holde os til den samme christelige Tro«; bd. 2, s. 95: »vi maae paaminde om, / at ogsaa Gienvordigheder kunne vorde Fristelser«; s. 340: »Lader os derfor nu overveie, / hvorledes vi skulle fortsætte de hellige Mænds Værk, som have bevirket vor Kirkes Forbedring«; og s. 382: »naar vi tale om / Døden som en Søvn.« – ville vi: vil. Hvad der fordres for ... at betragte sig i Ordets Speil? Om den videre disposition af talen i journaloptegnelsen NB24:39, fra maj 1851, og i udkastet til talen (ms. 1.1), se tekstredegørelsen, s. 118f. For det Første ... at Du ikke maa ... betragte Speilet, men see Dig selv i Speilet sml. journaloptegnelsen NB24:39 (se foregående kommentar), hvor SK under overskriften »Jacobs Brev: Ordet er et Speil. At see sig til sand Velsignelse i Speilet« skriver: »1) Saa maa man ikke betragte Speilet Rammen fE. (det fremhæver Blodvidnet Savonarola) – men see sig i Speilet.« SKS 24, 339,23-25; se også pkt. 1 i ms. 1.1, citeret i tekstredegørelsen, s. 119. Med henvisningen til den ital. dominikanermunk og bodsprædikant Girolamo Savonarola (1452-1498) refererer SK formentlig til 3. del, kap. 2 »Savonarolas Gedanken über das Wesen, die Auslegung und das erbauliche Lesen der Heiligen Schrift«, i A.G. Rudelbach Hieronymus Savonarola und seine Zeit. Aus den Quellen dargestellt, Hamborg 1835, hvor det hedder, s. 341: »Man muß lesen, nicht blos um lehren zu können, sondern um selbst zu lernen christlich zu leben. Und so oft Man zum Lesen der Schrift geht, muß Man zuvor Gott bitten, daß er uns bei diesem Lesen erleuchte vom Wege der Wahrheit. Man muß fleißig lesen, nicht die Sachen durchlaufend, sondern erst erwägend, und stets auf das eigne Bewußtseyn zurückkehrend, ganz wie ein Frauenzimmer, das sich im Spiegel sieht, nicht um die Dinge im Spiegel oder was zum Spiegel gehört, zu entdecken, sondern um ihr Angesicht zu sehen, ob etwas ihr nicht gut stehe. So muß die Seele zur Lesung der Heil. Schrift gehen, um das Angesicht des Gewissens zu sehen, ob nicht irgend ein Makel oder eine Runzel drinnen, und um sich zu schmücken vor den Augen ihres ewigen Bräutigams. Dann muß aber der Mensch wieder zum Gebete zurückkehren, und den Herrn bitten, daß er ihm die wahrgenommenen Fehler vergebe, und Gnade schenke, das, was ihm durchs Lesen geboten ist, auch ins Werk zu setzen« (»Man skal læse, ikke alene for at kunne lære, men for selv at lære at leve kristeligt. Og hver gang man giver sig til at læse Skriften, skal man forud bede Gud om, at han ved denne læsning vil oplyse os om sandhedens vej. Man skal læse flittigt, ikke fare igennem sagen, men først overveje, og hele tiden vende tilbage til sin egen bevidsthed, ganske som en kvinde, der ser sig i spejlet, ikke for at opdage de ting, der er i spejlet, eller det, som hører til spejlet, men for at se sit ansigt, om der skulle være noget, der ikke passer til hende. Således skal sjælen gå til læsningen af den Hellige Skrift, for at se samvittighedens ansigt, om der mon var en plet eller en rynke i det, og for at smykke sig for øjnene af sin evige brudgom. Men derpå skal mennesket atter vende tilbage til bønnen, og bede Herren om, at han vil tilgive det de bemærkede fejl og skænke nåde til også at sætte det i værk, der er mennesket påbudt gennem læsningen«). Rudelbach anfører som kilde Savonarolas Trattato della sana e spirituale lettione (Epistolae spirituales et asceticae) [ital. og lat., Traktat om den sunde og åndelige læsning (Åndelige og asketiske breve)], overs. fra toscansk til lat. af J. Quétif, Paris 1674, s. 234-240. Med 'blodvidne', dvs. martyr, hentydes til, at pave Alexander VI lod Savonarola henrette som kætter. af et Sandheds-Vidne, et Blod-Vidne se foregående kommentar. »Guds Ord« her i betydningen: Det Nye Testamente (). hvilke Bøger ere ægte I isagogiken, den indledningsvidenskab, der sammenfatter studiet af de bibelske skrifters tilblivelses-, tekst- og overleveringshistorie, føres der altid en kritisk diskussion om de enkelte skrifters 'ægthed', det vil især sige, om den angivne forfatter af et skrift også kan anses for at være dets faktiske forfatter. Se fx diskussionen om ægtheden af Jakobsbrevet i § 169 »Aechtheit und kirchliche Anerkennung« i W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung () bd. 2, s. 310-312. ere de ogsaa af Apostlene . Se fx også § 108 »Ob Johannes der Verfasser sei? Nachrichten von ihm« og § 109-110 »Streit für und wider die apostolische Aechtheit« i W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung () bd. 2, s. 187-189, hvor det diskuteres, om Johannesevangeliet er forfattet af apostlen Johannes, Zebedæus' søn, bror til Jakob den ældre. ere disse ogsaa troværdige ... kun hørt det af Andre Spørgsmålet om skrifternes og deres forfatteres troværdighed, herunder om forfatterne er øjenvidner, indgår i isagogiken (), se fx § 115b »Glaubwürdigkeit«, om Apostlenes Gerninger og Lukas som forfatteren, i W.M.L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung () bd. 2, s. 208. Se også indledningen i H.N. Clausen Fortolkning af de synoptiske Evangelier bd. 1-2, Kbh. 1850, ktl. 106-107; bd. 1, s. 1-96, hvor Clausen bl.a. diskuterer evangeliernes historiske gyldighed og forfatternes troværdighed, herunder forholdet til apostlene og aposteldisciplene som apostoliske øjenvidner. Læsemaaderne hentyder formentlig til de videnskabelige, tekstkritiske udgaver af NTs gr. tekst; disse udgaver er bygget på det princip, at teksten er rekonstrueret på grundlag af flere overleverede håndskrifter, og forsynet med et mere el. mindre omfattende apparat med de forskellige læsemåder, der varierer i forhold til udgavens trykte tekst. Arbejdet med at afgøre, hvilke læsemåder der er de bedste, kaldes tekstkritik, der hører under isagogiken (). SK havde fem tekstkritiske udgaver af det gr. NT, jf. ktl. 14-19. forvirrer sig bliver uklart, utydeligt. Underfundighed listighed, snedighed. vi (...) ville vil. prisende lovprisende, rosende. holder (...) i Priis vurderer, værdsætter. i et fremmed Sprog sigter til, at GT er skrevet på hebraisk og NT på græsk. dersteds på dette sted. færdig at lige ved, på nippet til. gjerne kunde kunne have lyst til at. falde paa få det indfald, finde på. hexer med anstrenger sig (vedholdende) med, bakser med. ret hvad virkelig, i høj grad. Discipel elev. nedsætte nedvurderer, taler nedsættende om. vistnok sandelig, helt sikkert. ugrundet ubegrundet, umotiveret. intet Sandsebedrag ingen illusion, ingen falsk forestilling, ingen indbildning. underskyder sig lægger sig imellem som et skjult, forfalskende grundlag. Prisen af på. forvænt i den grad vænnet til (noget skadeligt el. unyttigt). ydmygende Indrømmelse sml. »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (). prise anbefale. giver man den en Finger, tager den hele Haanden spiller på talemåden 'Byder man en finger frem, så vil han have den hele hånd', optegnet i E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat () bd. 1, s. 220. Jf. også ordsproget 'Giver du Fanden en finger/en lillefinger, tager han hele hånden', optegnet som nr. 617 i N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 23. trodsende paa dels hævdende, insisterende på, dels stolende på, i tillid til. Adresseavisen daglig betegnelse for Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse Contoirs Efterretninger, udg. 1759-1909 (navnet undergik mindre forandringer i tidens løb), det vigtigste organ for de københavnske averteringer og bekendtgørelser. Bortset fra Berlingske Tidende var Adresseavisen det eneste blad i København, som havde ret til at indrykke avertissementer mod betaling; fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1840'erne og begyndelsen af 1850'erne lå oplaget på ca. 7.000 eksemplarer. flere Læsemaader . Se også H.N. Clausens Fortolkning af de synoptiske Evangelier (), hvor han i en række noter anfører og diskuterer forskellige læsemåder. maaskee bliver der just nu fundet et nyt Haandskrift hentyder måske til, at den ty. prof. Konstantin v. Tischendorf i 1849 udsendte en ny udgave af Novum Testamentum graece (Det Nye Testamente på græsk), der inddrog en lang række hidtil ukendte el. upåagtede håndskrifter og et fyldigt apparat med forskellige varianter el. læsemåder, jf. pkt. I »Til Bibelstudiet henhørende«, s. 1, i »Fortegnelse over de vigtigste, i Aaret 1849 i Tydskland udkomne, theologiske Skrifter« bagest i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen, 17. årg., Kbh. 1849, hvor denne udgave af Novum Testamentum graece omtales og karakteriseres som en »Kritisk Haandudgave, der her udkommer (...) som Frugt af flere Aars fortsatte bibliothekariske Undersøgelser og Samlinger. Hvad enten hensees til Omfang og Righoldighed af det kritiske Apparat eller til den kritiske Anvendelse af samme, tilkommer uden Tvivl denne Udgave et afgjort Fortrin for alle tidligere.« Under et ophold på St. Katharinaklostret i nærheden af Sinajbjerget havde Tischendorf fundet de første 43 sider af det, der senere skulle vise sig at være det berømte Codex Sinaiticus; i 1850 udgav han en tekstkritisk udgave af Septuaginta (den gr. oversættelse af GT), jf. pkt. I »Til Bibelstudiet henhørende«, s. 2, i »Fortegnelse over de vigtigste, i Aaret 1850 i Tydskland udkomne, theologiske Skrifter« bagest i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen, 18. årg., Kbh. 1850, hvor det i omtalen af denne udgave hedder: »Den berømte Forf. [Tischendorf], som det N. Test.s Text skylder saa meget, har ved denne udgave gjort et stort Skridt fremad. Den romerske Udgave [efter det vatikanske håndskrift] er lagt til Grund, men omhyggeligt gjennemgaaet og corrigeret, og ved Siden af den ere saamange af de ældste Haandskrifter (hvortil regnes de til de sex første Aarhundreder henhørende, 14 i Tallet), som hidtil haves udgivne, blevne benyttede til Textens Forbedring, nemlig det alexandrinske (i det brittiske Museum), det Frederik-August'ske (af Forf. fundet i Orienten) og det ephraemske codex rescriptus (i Paris).« – If. de subskribentlister, der indtil 1840 var anført i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, abonnerede SK på dette tidsskrift fra 1833. vistnok givetvis, visselig. stikker i ham ligger, findes, har sin grund. Kjød og Blod fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Se også 1 Kor 15,50, hvor Paulus skriver til korintherne: »Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige«. det er det vil sige. Kongebud kongelig befaling. ingenieusere skarpsindigere, opfindsommere, mere kunstigt udtænkte. vidunderligere, deiligere og vidunderlig deiligere sml. journaloptegnelsen NB15:59, fra jan. 1850, hvor udtrykkene »det Vidunderlig-Deilige, det Deilige, det mageløs Deilige og Dybe« tillægges N.F.S. Grundtvig og grundtvigianerne, i SKS 23, 39,28f. Sml. også »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel«, nr. 2 i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), hvor der tales om »alt dette Forskruede, som i Grunden er Forræderie, om det Dybe og det Dybe, og det Vidunderlig-deilige, som man kan skimte«, SKS 11, 107,25f. gjøre gode Miner til slet Spil fast udtryk for ikke at vise sin utilfredshed ved noget, der er uheldigt el. ubehageligt for en. en Almægtig jf. kap. 1, afsnit 3, »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 13: »Gud er almægtig, og kan giøre alt, hvad han vil, uden Møie [besvær]. Men han giør ikkun [kun] det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet, end det allene.« spille falsk mod fast udtryk fra kortspil i betydningen: snyder. indgik med henvendte sig (skriftligt) med (en ansøgning o.l.), indgav. et Bønskrift en skriftlig bøn om hjælp. Her spilles formentlig på, at i de tilfælde, hvor Højesteret havde idømt en forbryder dødsstraf og ikke selv indstillet til kongen, at denne dom måtte erstattes med en frihedsstraf, kunne den dømte el. en af dennes pårørende indgive et bønskrift til kongen om benådning. »Mit Huus er et Bedehuus ... forvandlet det til en Røverkule.« citat fra Luk 19,46 (NT-1819). – Røverkule: hule, hvor røvere bor, holder til. »giv alt dit Gods til de Fattige« frit citat fra Matt 19,21 (). »naar En slaaer Dig paa den høire Kind, vend den venstre til« frit citat fra Matt 5,39, hvor Jesus – i C. Levinsens oversættelse i Bibelen eller den hellige Skrift () – siger: »dersom nogen slaaer dig paa din høire Kind, saa vend ogsaa den anden til ham.« NT-1819 har følgende ordlyd: »dersom Nogen giver dig et Slag paa dit høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til.« »naar En tager Din Kappe, giv ham Kjortelen med« frit citat fra Matt 5,40, hvor Jesus – i C. Levinsens oversættelse i Bibelen eller den hellige Skrift () – siger: »Og dersom nogen vil gaae i Rette med dig, og tage din Kjortel, saa overlad ham ogsaa Kappen.« NT-1819 har følgende ordlyd: »Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig, og tage din Kiortel, lad ham og [også] beholde Kappen.« »værer altid glade« citat fra 1 Thess 5,16 (NT-1819). »agter det for idel Glæde ... falde udi adskillige Fristelser« citat fra Jak 1,2 (NT-1819). krymper sig vånder, ømmer, kvier sig. at bede Gud at have Taalmodighed ... jeg tilstaaer, det gjør jeg sml. »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (). For det Andet fordres der ... det er mig der tales om sml. pkt. 2 i ms. 1.1, citeret i tekstredegørelsen, s. 119. – det er mig der tales om: formentlig allusion til den lat. sentens »de te fabula narratur« (»om dig fortælles fablen«, dvs. historien handler om dig), som SK flere gange tidligere har anført el. henvist til, se fx kap. II.B i Begrebet Angest (1844), i SKS 4, 377,19f., og § 6 i »Skrivelse til Læseren« fra Frater Taciturnus i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 440,15 og 441,25. Sentensen er fra Horats Satirer 1, 1, 69f., jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udgave, Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 157: »mutato nomine, de te / Fabula narratur«. I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af J. Baden, bd. 1-2, Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 11, gengives hele udtrykket således: »Byt Navnet om, og Eventyret fortælles om dig«. underfundig listig, snedig. vistnok rigtignok, sandt nok. Pfui fy, føj. Opr. lydmalende ord, der skulle gengive lyden af kraftig spytten som tegn på foragt. priset lovprist, berømmet. Hiin mægtige Keiser i Østen ... en Slave, der sagde til ham ... husk paa at tage Hevn sigter til den persiske konge Dareios el. Darius I (521-485 f.Kr.), der førte flere krige mod grækerne, og som led et stort nederlag til athenerne ved Marathon i 490 f.Kr. I den gr. historiker Herodots Historiae (Historier), 5. bog, kap. 105, fortælles det, at engang skød Dareios en pil op i luften, og da den jog ind i skyerne, sagde han: »O Zeus, giv mig hævn over athenerne!« Derpå udstedte Dareios den befaling til en tjener, at han, hver gang Dareios satte sig til bords, skulle råbe tre gange til ham: »Herre, husk athenerne!« Her gengivet efter Die Geschichten des Herodotos, overs. af F. Lange, bd. 1-2, Berlin 1811, ktl. 1117; bd. 2, s. 58. om ikke om end. priselig prisværdig, rosværdig. Kong David den anden af Israels konger, regerede o. 1000-960 f.Kr. Historien jeg sigter til er bekjendt. Kong David saae Bathseba sigter til beretningen i 2 Sam 11,2-6 om kong David, der en aften fra taget af sit hus fik øje på en smuk kvinde, der var i færd med at tage bad. Han forhørte sig om hende og fik at vide, at det var Batseba, hittitten Urias' kone. Han sendte så bud efter hende, og hun kom ind til ham og tilbragte natten sammen med ham, hvorefter hun gik hjem. Senere lod hun David meddele, at hun var blevet gravid. Styrelse Guds styrelse, jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3, i Balles Lærebog (), s. 23: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst]«, og § 5, s. 24f.: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse.« han faldt i Slaget sigter til beretningen i 2 Sam 11,16-17, hvor det fortælles, at Urias faldt i et slag under Joabs belejring af den ammonitiske by Rabba. Joab, Davids hærchef, stod i spidsen for den israelitiske hær. »det er saa Krigens Gang«, siger Kongen sml. beretningen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 88: »Medens Joab beleirede Hovedstaden Rabba, fattede David ulovlig Kjærlighed til Bathseba, en Hustru af Krigeren Urias, der var fraværende i Krigen mod Ammoniterne, og han lod derfor Manden ved Joab stille paa en farlig Post, hvor han forladt faldt tilligemed mange af sine kjække Vaabenbrødre. 'Det er saa [således] Krigens Gang,' svarede Landsfaderen ved Efterretningen derom, og tog strax Bathseba til ægte.« var der Nogen, der ønskede ham af Dage ... paa den Post, der var den visse Død sml. beretningen i 2 Sam 11,14-15, hvor det fortælles, at David sendte Urias tilbage til hæren og gav ham et brev med til Joab, hvori han bad Joab sætte Urias i forreste linje, hvor krigen var hårdest, og efterlade ham dér, så han kunne blive slået ihjel. Saa kommer ... en Prophet op til Kong David sml. 2 Sam 12,1, hvor det fortælles, at Gud sendte profeten Natan til David. Kong David den navnkundigste Digter Der er en lang jødisk og kristen tradition for at opfatte kong David som forfatter af de 150 salmer i Salmernes Bog i GT, skønt hans navn kun optræder i overskriften til 73 af dem. Propheten har digtet en Novelle, en Fortælling I kladden (ms. 1.6, se tekstredegørelsen, s. 110) skriver SK: »Det er en nydelig lille Fortælling: / blot Parabelen efter Hersleb p. 88«, se følgende kommentar. »Der boede tvende Mænd i en Stad ... den Fremmede, som var kommet til ham.« citat fra S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187 (forkortet Lærebog i Bibelhistorien), s. 88. SK skriver 'kommet' for 'kommen'. Sml. 2 Sam 12,1-4. – ikkun: kun, blot. – opklækket: opdrættet. – Men der: da. – Spise: mad. Foredrag mundtlige fremførelse. som i vore Tider vi Dannede ... bedømme en Prædiken for Dannede sml. forord nr. VI i Forord (1844), der introducerer et »Opbyggelsesskrift for Dannede«, der sammenlignes med »det vel hidtil mest udbredte Opbyggelsesskrift Biskop Mynsters Prædikener«, som »trods al sin Fortrinlighed ikke længer tilfredsstiller – de Dannede«, i SKS 4, 493-496; s. 493. det er det vil sige. en Prædiken der ogsaa selv er objektiv sml. nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK med adresse til J.P. Mynsters () hyppige brug af ordet 'betragtning' skriver: »Den christelige Prædiken er nutildags hovedsageligen blevet 'Betragtning': lader os i denne Time betragte; jeg indbyder mine Tilhørere til Betragtninger over; Betragtningens Gjenstand er o. s. v. Men at betragte kan i een Forstand betyde at komme ganske nær til Noget, til Det nemlig man vil betragte, i en anden Forstand at holde sig meget fjernt, uendelig fjernt, personligt nemlig. (...) ved at betragte gaaer jeg ind i Gjenstanden (jeg bliver objektiv), men jeg gaaer ud af eller bort fra mig selv (jeg ophører at være subjektiv). Saaledes har Prædikeforedraget [den holdte prædiken] ved sin Yndlings-Betragtning af det Christelige, hvilken just er 'Betragtningen' og 'Betragtningerne', afskaffet hvad der christelig er det Afgjørende i Prædikeforedraget, det Personlige, dette 'Du og Jeg', den Talende og Den til hvem der tales, dette, at Den, der taler, selv er personligt i Bevægelse, en Stræbende, og ligesaa den Tiltalte, hvem han derfor opmuntrer, tilskynder, formaner, advarer, men Altsammen i Henseende til en Stræben, et Liv, dette, at Taleren har bestandigt, ikke at komme bort fra sig selv, men at komme tilbage til sig selv, og at være Tilhøreren behjælpelig, ikke i at komme bort fra sig selv, men i at komme tilbage til sig selv; Prædikeforedraget i vor Tid har først selv reent overseet og derpaa virket til at bringe det ganske i Glemme, at den christelige Sandhed egentligen ikke kan være Gjenstand for 'Betragtning'.« SKS 12, 227f. Da siger Propheten til ham: Du est Manden sml. beretningen i 2 Sam 12,5-7, hvor det fortælles, at David, da han havde hørt Natans lignelse, blev meget vred og sagde, at den rige mand skulle erstatte lammet firdobbelt og dø. Da sagde Natan til ham: »»Du est Manden« (GT-1647). GT-1740 har: »du er Manden«, mens S.B. Hersleb skriver: »Du er Manden, Konge!« Lærebog i Bibelhistorien (), s. 89. forskyldt forvoldt, gjort sig skyld i, se følgende kommentar. saa from og gudfrygtig Mand som David sml. Sl 51, der bærer overskriften, v. 1 (i GT-1740, v. 1-2): »For korlederen. / Salme af David. / Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba.« Her hedder det i v. 3-14: »Gud, vær mig nådig i din godhed, / udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! / Vask mig fuldstændig ren for skyld, / rens mig for synd! / For jeg kender mine overtrædelser, / og min synd har jeg altid for øje. / Mod dig alene har jeg syndet, / jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; / så er du retfærdig, når du anklager, / og ren, når du dømmer. / (...) Rens mig med isop for synd, / vask mig hvidere end sne! / Forkynd mig fryd og glæde, / lad de knogler, du knuste, juble! / Vend dit ansigt bort fra mine synder / og udslet al min skyld! / Skab et rent hjerte i mig, Gud, / giv mig på ny en fast ånd! / Kast mig ikke bort fra dig, / og tag ikke din hellige ånd fra mig! / Lad mig atter frydes over din frelse, / styrk mig med en villig ånd!« Urias Batsebas mand (). prisede lovpriste, berømmede. O, Dyb af Underfundighed allusion til Rom 11,33, hvor Paulus skriver: »O Riigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundskab!« (NT-1819). Fædrene dels tidligere generationer, forfædrene, dels kirkefædrene. klinger (...) som Kattun udtryk for noget, der lyder klangløst, svagt. – Kattun: el. katun, lærredsagtigt, tæt vævet bomuldsstof, ofte påtrykt mønstre. trodser (...) paa hævder, insisterer på. Arvesynden Den dogmatiske lære om arvesynden som den oprindelige og til grund liggende synd, der forplantes gennem den seksuelle akt og dermed arves, efter at den ved Adams syndefald er kommet ind i verden, bygger i den dogmehistoriske tradition først og fremmest på syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, dernæst på Sl 51,7 og videre på Rom 5,12-14. Se dog forståelsen af arvesynd i Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden (1844), i SKS 4, 307-461. Politi-Forbrydelser formentlig (mindre) forbrydelser, der behandles ved en politiret, modsat (større) forbrydelser, der behandles som kriminalsager. Der var et Menneske, som gik fra Jerusalem ... saae ham, gik han forbi« fri gengivelse med citat af begyndelsen på Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner i Luk 10,30-35: »et Menneske gik fra Jerusalem til Jericho, og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klædte ham af, og sloge ham, og gik bort, og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei ned, og der [da] han saae ham, gik han forbi«, v. 30-31 (NT-1819). vittig åndrig. saa er det således. christeligt ere Alle Præster sigter til den luthersk protestantiske lære om det almindelige præstedømme, if. hvilken alle døbte er præster, se fx Luthers Schrift an den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung (juli 1520), hvor det hedder: »Demnach so werden wir allesammt durch die Taufe zu Priestern geweihet, wie St. Petrus 1. Petri 2. saget: 'Ihr seyd ein königlich Priesterthum, und ein priesterlich Königreich.' Und Apoc.: 'Du hast uns gemacht durch dein Blut zu Priestern und Königen'« (»Følgelig bliver vi så alle sammen gennem dåben indviet til præster, som St. Peter 1 Pet 2 [1 Pet 2,9] siger: 'I er et kongeligt præsteskab og et præsteligt kongedømme.' Og Apok. [Åb 5,9-10]: 'Du har med dit blod gjort os til præster og konger'«). Og videre: »Denn was aus der Taufe gekrochen ist, das mag sich rühmen, daß es schon Priester, Pabst und Bischof geweihet sey, ob nun wohl nicht einem Jeglichen ziemet, solches Amt zu üben« (»For hvad der er krøbet ud af dåben, det kan rose sig af, at det allerede er indviet til præster, pave og biskop, om end det nu vel ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede«). Jf. Luthers Werke () bd. 3, Martin Luthers reformatorische Schriften, 1840, s. 167 og s. 168. Heroverfor står læren om det særlige præstedømme el. det særlige kirkelige embede af kaldede personer, jf. art. 14 »Om Kirkeregimente« i det første lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (): »Om den kirkelige Orden lære de [reformatorerne], at ingen maa i Kirken lære offentlig eller forvalte Sacramenterne, uden [med mindre] han dertil lovlig er kaldet«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchthon forfattede, Apologie, overs. af A.G. Rudelbach, Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse), s. 56. der staaer i Evangeliet »der han saae ham, gik han forbi.« citat fra Luk 10,31 (). urørt uberørt, upåvirket. »Desligeste ogsaa en Levit ... gik han til og saae ham og gik forbi.« citat fra Luk 10,32 (NT-1819). – Desligeste: tillige, ligeledes. – der: da. – Levit: opr. præst, senere lavere stillet tempeltjener. – gik (...) til: gik hen. tage (...) fast arrestere. »Men en Samaritan reiste og kom til ham« citat fra Luk 10,33 (NT-1819). – Samaritan: el. samaritaner, person fra landsdelen Samaria N for Jerusalem; der herskede et – både politisk og religiøst – spændt forhold mellem jøderne og samaritanerne. Parabelen ender sigter til Luk 10,33-35, hvor Jesus i sin lignelse fortæller videre om samaritaneren, at han »kom til ham [der var faldet blandt røvere], og der han saae ham, ynkedes han inderligen. Og han gik til ham, forbandt hans Saar, og gød Olie og Viin derudi, løftede ham paa sit eget Dyr, og førte ham til Herberge, og røgtede [plejede] ham. Og den anden [næste] Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud, og gav Verten dem, og sagde til ham: røgte ham, og hvad du udlægger mere, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igien« (NT-1819). Christus siger til Pharisæeren »gak bort og gjør Du lige saa« sigter til Luk 10,36-37. Til den farisæer, der havde stillet Jesus spørgsmålet: »Hvo [hvem] er da min Næste?« v. 29, og dermed givet anledning til lignelsen, sagde Jesus: »Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere? Men han sagde: den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: gak [gå] bort, og giør du ligesaa« (NT-1819). – Pharisæeren: Farisæerne udgjorde en af de mest indflydelsesrige bevægelser i den antikke jødedom i hellenistisk-rom. tid, dvs. fra o. 100 f.Kr. til Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. De lagde vægt på en nøje overholdelse af Moseloven, herunder også det kompleks af renhedsforskrifter, der angik præsteskabet; ud fra Moseloven skabte de en omfattende mundtlig tradition for udlægning af dens bud, kaldet 'fædrenes' el. 'de gamles overlevering'. De troede desuden på de dødes opstandelse til dom og på mellemvæsner, engle. Deres antal på Jesu tid skal have været o. 6.000. Vittigheder åndrigheder. Borgermand mand af borgerstanden. med at slaae med til. Du læser om hiin Øverste ... at han gik til Christus om Natten sigter til beretningen i Joh 3,1-21 om Nikodemus, der kom til Jesus om natten for at tale med ham. I v. 1 præsenteres han således: »en Mand af Pharisæerne, han hedde Nicodemus, en Øverste iblandt Jøderne« (NT-1819). – Synedriet: jødernes øverste religiøse og juridiske instans, også kaldet Rådet el. ældsterådet. Den, der er Lyset hentyder til Joh 8,12, hvor Jesus siger: »jeg er det Verdens Lys; hvo [den] som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys« (NT-1819). Se også Joh 1,5.9; 9,5; og 12,46. Psalmen (139, 11) »vilde jeg sige ... og Natten lyser som Dagen« citat fra Sl 139,11-12 i Jens Møllers oversættelse af »Psalmerne« i Det Gamle Testaments poetiske og prophetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, Kbh. 1828-30, ktl. 86-88 og ktl. 89-91; bd. 1, s. 317. SK skriver 'for Dig' i stedet for 'hos dig' og udelader de sidste ord af v. 12: »Mørket er som Lyset«. er Christus end »Veien« hentyder til Joh 14,6, hvor Jesus siger: »jeg er Veien, og Sandheden, og Livet« (NT-1819). ham, paa hvem Christus dog havde gjort et Indtryk hentyder til Joh 3,2, hvor Nikodemus siger til Jesus: »Mester, vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; thi ingen kan giøre de Tegn, som du giør, uden [med mindre] Gud er med ham« (NT-1819). det var en af de Fornemme hentyder til, at Nikodemus var medlem af Synedriet (). det Evangelium, som er for de Fattige allusion til Matt 11,4-5, hvor Jesus svarer Johannes Døbers disciple med ordene: »gaaer hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige« (NT-1819). hverken kold eller varm, hverken det Ene eller det Andet allusion til Åb 3,15-16, hvor det i brevet til menigheden i Laodikea hedder: »Jeg veed [kender] dine Gierninger, at du er hverken kold eller varm; gid du var kold eller varm! Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund« (NT-1819). ved at læse Besværgelses-Formler kan mane Aander til sig hentyder formentlig til spiritisme, troen på, at det er muligt for mennesker at træde i forbindelse med de afdødes ånder; omkr. 1850 bredte der sig fra Amerika en bevægelse, også til Danmark, if. hvilken de afdødes ånder kan træde i forbindelse med nulevende mennesker gennem bankelyde, skrift, ved hjælp af medier osv. det først Fornødne allusion til beretningen i Luk 10,38-42 om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha! Martha! du giør dig Bekymring og Uro med mange Ting. Men Eet er fornødent. Maria haver udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende«, v. 41-42 (NT-1819). en Frygt og Bæven allusion til Fil 2,12 (). skabte i Guds Billede hentyder til skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvor det fortælles: »Gud sagde: lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse (...). Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Qvinde skabte han dem«, v. 26-27 (GT-1740). forgjorte forheksede, forandrede. Endeligen maa Du ... ikke strax glemme sml. pkt. 3 i ms. 1.1, citeret i tekstredegørelsen, s. 119. Apostelen taler ... glemte strax, hvorledes han saae ud fri gengivelse af Jak 1,23-24 (). hvad vi kalde en stille Time . vistnok sandelig, helt sikkert. Gavtyvestreg gavtyveagtig handling, dvs. bedragerisk med bibetydning af lumsk, snedig handling. indlades gives adgang, lukkes ind. Hofmand hoffunktionær, især om de mere overordnede hoffolk. vistnok rigtig nok, sandt nok. om muligt høit . Apostelens Formaning: Qvinden tie i Menigheden sigter til 1 Kor 14,33-35, hvor Paulus skriver til korintherne: »Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.« Da Kain havde dræbt Abel ... Abels Blod raaber til Himlen sigter til 1 Mos 4,10, hvor Gud siger til Kain, der har dræbt sin bror, Abel: »hvad haver du giort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden« (GT-1740). Hiin kongelige Mand, der bærer Navnet den Tause sigter til Vilhelm den Tavse, prins af Oranien (1533-84). Fra o. 1560, til han blev snigmyrdet i 1584, var han den drivende kraft i Nederlandenes kamp for religionsfrihed og i deres befrielseskrig mod Spanien. Om hans tilnavn, se fx artiklen om »Wilhelm I., der Jüngere, Graf von Nassau, Prinz von Oranien, der Gründer der niederländ.[ischen] Freiheit« i Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie für die gebildeten Stände. (Conversations-Lexikon), 8. udg., bd. 1-12, Leipzig 1833-37, ktl. 1299-1310; bd. 12, s. 256-261, hvor det fortælles, s. 260: »Er sprach wenig, weshalb er den Beinamen des Schweigsamen erhielt; was er aber sagte, war klug und gefiel« (»Han talte kun lidt, hvorfor han fik tilnavnet den Tavse; men det, han sagde, var klogt og blev påskønnet«). betydede betød. knyttet ved uopløseligt Baand hentyder til ægteskabsløftet; jf. ritualet for brudevielse, hvor det er forordnet, at efter tilspørgslen skal præsten i sin tiltale under håndspålæggelse sige til brudeparret: »Efterdi I tilforn have indbyrdes samtykt og tilsagt hverandre, at ville leve tilsammen i den hellige Ægteskabs Stat [stand], og det samme nu aabenbare bekiendt for Gud og denne Christen-Menighed (...) og derpaa givet hverandre Eders Hænder, saa forkynder jeg Eder rette Ægte-Folk at være baade for Gud og Menneskene, i Navnet Gud Faders, Gud Søns, og Gud Hellig Aands! Amen. / Hvad Gud den almægtige har sammenføiet, skal intet Menneske adskille«, Forordnet Alter-Bog (), s. 257f. som har Krav paa hendes Fortrolighed sml. fx »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (1845), hvor det bringes til udtryk, at vielsen fordrer, at ægtefællerne er hinandens fortrolige, i SKS 6, 347,14-16. kunne vi kan. vistnok sandelig, helt sikkert. betjent varetaget, forvaltet. en hidsig Drik (...) rører Blodet en drik, der fremkalder varme, sætter blodet i bevægelse. i Retning af i henseende til, hvad angår. Saa kan således. Indbildningskraft fantasi. sindrig opfindsom, udspekuleret, snedig. enende forenende. prise lovprise, berømme. Madame el. madamme; titel, som tilkom hustruer (uden for almuestanden) til ikke-rangerende ægtemænd. Om rangforordningen, . allehaande alle slags, alskens. Fruentimmer kvinde. gjøre Skole gå i skole. det Gudelige det, der vedrører forholdet til Gud, det religiøse, fromme. tage vare vare på. overfare besørge, overkomme. Institutet her formentlig om en højere pigeskole, hvor eleverne modtog såvel opdragelse som undervisning. Apostelens Ord om at betragte sig selv i Ordets Speil hentyder til Jak 1,23-24 (). Apostlernes Gjerninger, 1 Cap. V. 1-12 se følgende kommentar. Denne hellige Lectie skrives i Apostlernes Gjerninger ... seet ham fare til Himmelen citat fra Forordnet Alter-Bog (), s. 92-94: »Denne hellige Lectie skrives i Apostlernes Gierninger 1. Cap. 1. V. til 12. / Den første Beretning skrev jeg, o Theophile! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære, 2. indtil den Dag, han blev optagen, efterat han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den Hellig Aand; 3. for hvilke han og [også], efterat han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Beviisninger [beviser], da han blev seet af dem i fyrretyve Dage, og talede om det, som hører til Guds Rige. 4. Og der [da] han havde forsamlet dem, befoel [befalede] han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie [afvente, vente på] Faderens Forjættelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig. 5. Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle [skal] døbes med den Hellig Aand, om ikke mange Dage. 6. Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre, vil du paa denne Tid oprette Israel Riget? 7. Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder, at vide Tid og Stund, hvilke Faderen haver forbeholdt sin egen Magt. 8. Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner, baade i Jerusalem, og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende. 9. Og der han dette havde sagt, blev han optagen, i det de saae derpaa, og en Sky tog ham bort for deres Øine. 10. Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, 11. hvilke og sagde: I galilæiske Mænd! hvi [hvorfor] staae I, og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igien saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen.« ApG 1,1-11 udgør den første tekstlæsning til Kristi himmelfarts dag. – V. 1-12: I Forordnet Alter-Bog benyttes den for alterbogen normale notering af versangivelserne med ordenstal, »1. V. til 12.«, dvs. v. 1-11. – Den første Beretning skrev jeg: sigter til Lukasevangeliet, der ligesom Apostlenes Gerninger if. overleveringen er forfattet af Lukas, se fx § 114 »Der Verfasser« i anden afdelings kap. 5 »Die Apostel-Geschichte« i W.M. L. de Wette Lehrbuch der historisch-kritischen Einleitung () bd. 2, s. 204f. – Theophile: Theofilus, ukendt; om de mange forsøg på at identificere ham, se G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch zum Handgebrauch für Studirende, Candidaten, Gymnasiallehrer und Prediger, 2. udg., bd. 1-2, Leipzig 1833-38 [1820], ktl. 70-71 (forkortet Biblisches Realwörterbuch); bd. 2, s. 705f. – Johannes: Johannes Døber, jf. Luk 3,16. forudvidste Din Skjebne hentyder formentlig til Jesu tre forudsigelser af sin lidelse og død (). drog Dig tilbage trak dig tilbage. lod Dig føde i Armod og Ringhed . – Ringhed: allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig, og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv«, v. 7-8 (NT-1819). bar Verdens Synd hentyder til Joh 1,29, hvor Johannes Døber siger om Jesus: »see, det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!« (NT-1819). forladt hentyder til, at Judas forrådte Jesus, se Matt 26,14-16.48; at alle de andre disciple lod ham i stikken og flygtede, da han blev taget til fange, se Matt 26,56; og at Peter fornægtede ham, mens han blev forhørt af ypperstepræsten i Rådet, se Matt 26,69-75. bespottet hentyder til, at de mænd, der holdt Jesus bevogtet inden forhøret i Rådet, 'bespottede' ham, se Luk 22,63.65 (NT-1819); at Jesus blev 'bespottet' af den rom. statholders soldater, se Matt 27,29.31 (NT-1819); at de, der gik forbi den korsfæstede Jesus, 'bespottede' ham, se Matt 27,39; at ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og de ældste 'bespottede' ham, mens han hang på korset, se Matt 27,41; og at den ene af de to røvere 'bespottede' ham, se Luk 23,39. Jf. i øvrigt Luk 18,32, hvor Jesus forudsiger sin lidelse og død med ordene: »Thi han skal overantvordes [overgives til] Hedningerne, og bespottes, forhaanes, og bespyttes« (NT-1819). bespyttet hentyder til, at nogle begyndte at 'bespytte' Jesus under forhøret af ypperstepræsterne i Rådet, se Mark 14,65 (NT-1819); og at Jesus blev 'bespyttet' af den rom. statholders soldater, se Mark 15,19 (NT-1819). Jf. i øvrigt Luk 18,32, se foregående kommentar. endog forladt af Gud hentyder til Matt 27,46 (). bøiede Dit Hoved i den forsmædelige Død hentyder til beretningen i Joh 19,25-30 om Jesu død på korset, hvor det fortælles, at Jesus »bøiede Hovedet, og opgav Aanden«, v. 30 (NT-1819). Seierherre sml. den da. biskop og salmedigter Thomas Kingos påskesalme »Som den gyldne Soel frembryder« (1689), 2. strofe: »Tak, o store Seier-Herre, / Tak, o Livsens Himmel-Helt, / Som ei Døden kund' indspærre / I det helvedmørke Telt! / Tak, fordi at op Du stod, / Og fik Døden under Fod! / Ingen Tunge kan den Glæde / Med tilbørlig Lov udqvæde.« Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo, udg. af P.A. Fenger, Kbh. 1827, ktl. 203, nr. 64, s. 184-187; s. 185. i Døden seirede endog over Døden formentlig allusion til 1 Kor 15,55-57, hvor Paulus skriver: »Død, hvor er din Braad [brod]? Helvede, hvor er din Seier? Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven. Men Gud være Tak, som giver os Seier formedelst Herre Jesum Christum!« (NT-1819). Se også Rom 6,9, hvor Paulus skriver: »vi vide, at Christus, som er opreist fra de Døde, døer ikke mere; Døden hersker ikke mere over ham« (NT-1819). Se endvidere 2 Tim 1,10, hvor Paulus skriver, at Jesus Kristus »tilintetgiorde Døden, og bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangelium« (NT-1819). Se desuden foregående kommentar. Christus er Veien hentyder til Joh 14,6 (). I ms. 1.2 findes et udkast til disposition til denne tale, se tekstredegørelsen, s. 120. Og denne Vei er trang se følgende kommentar. »den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet« citat fra Matt 7,14 (NT-1819). hiin gamle Psalme (»o store Gud vi love Dig«) ... de forskjellige Ordets Forkyndelser sigter til 6. strofe i salmen »O store Gud! vi love dig«, nr. 5 i Evangelisk-christelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845 [1798], ktl. 197, s. 12-14; s. 13: »Propheterne kundgiorde dig, / Apostlerne forkyndte dig, / Og Martyrskaren priste dig / I Dødens Stund høitidelig.« Salmen går tilbage til den lat. hymne »Te deum laudamus« (»Dig, Gud, lover vi«) fra det 4. årh. Den blev af Luther () gendigtet på ty. i metrisk form, som blev overs. til da. (ukendt af hvem) og ved kgl. anordning af 18. marts 1729 indført til gudstjenestebrug; denne oversættelse blev atter bearbejdet (uvist af hvem), inden den blev optaget i Evangelisk-kristelig Psalmebog i 1798. DDS-2002, nr. 9. »da Christendommen fuldkommen har seiret« allusion til den opfattelse af de klassisk dogmatiske udtryk 'ecclesia militans' (lat., 'den stridende kirke') og 'ecclesia triumphans' (lat., 'den triumferende el. sejrende kirke'), at den kristne kirke kan blive sejrende allerede her på jorden. I den ældre teologi betegnede 'ecclesia militans' en kirke, der er i strid med verden (jf. Ef 6,12), og som altid vil være underlagt en sådan strid indtil Kristi genkomst; først da vil kirken sejre og blive 'ecclesia triumphans' (jf. Hebr 12,23). Se fx § 124 i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., Leipzig 1839 [1829], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus oder Dogmatik), s. 312f. (Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, overs. af A.L.C. Listow, Kbh. 1841 (forkortet Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik), s. 322). Og denne Vei ... den er trang i sin Begyndelse se pkt. A.1 i ms. 1.2, citeret i tekstredegørelsen, s. 120. Han fødes i Armod og Usselhed se følgende kommentar. han fødes i en Stald, svøbes i Klude, lægges i en Krybbe hentyder til v. 7 i beretningen i Luk 2,1-20 om Jesu fødsel; i Biblia, det er: den gandske Hellige Skrifts Bøger, efter den Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, Kbh. 1802 (forkortet Huus- og Reyse-Bibel), er v. 7 gengivet således: »Og hun fødde sin første Søn, og svøbte ham i Klude, og lagde ham i en Krybbe; thi de havde intet Rum i Gieste-Herberget.« allerede som Barn efterstræbt ... Forældre maae flygte med ham hentyder til beretningen i Matt 2,13-15, hvor det fortælles, at Josef – efter at en engel havde talt til ham i en drøm – flygtede med Jesusbarnet og dets mor til Egypten, da kong Herodes var ude på at slå det ihjel. blev forblev. har ikke Det, hvortil han kan helde sit Hoved hentyder til Matt 8,20, hvor Jesus til en, der forsikrer at ville følge ham overalt, siger: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). de fyrgetyve Dage hentyder til beretningen i Matt 4,1-11 om, hvorledes Jesus blev fristet af Djævelen ude i ørkenen, efter at han havde fastet i fyrre dage og nætter. – fyrgetyve: ældre form for fyrretyve. Lidelses-Historien sml. den passage i nr. III i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), i SKS 12, 171-173, hvor Anti-Climacus beskriver, hvorledes hele Jesu livs historie er en lidelseshistorie. tage (...) forfængeligt misbruge på en letfærdig måde, vanhellige. I Ørkenen er det Satan, der er Fristeren . Folket hentyder formentlig til beretningen i Joh 6,14-15, hvor følgende fortælles: Efter at folket havde set det tegn, Jesus gjorde ved at bespise de fem tusind, sagde de, at han sandelig måtte være den kommende profet. Og da Jesus vidste, at de ville komme og med magt gøre ham til konge, trak han sig helt alene tilbage til bjerget. Se også beretningen i Joh 12,12-19 om Jesu indtog i Jerusalem, hvor det fortælles, at fordi den store folkeskare havde hørt om Jesu opvækkelse af Lazarus, gik de ham i møde med palmegrene og råbte: »Hosianna! / Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, / Israels konge!« v. 13. Disciplene hentyder formentlig til beretningen i Matt 16,22-23, hvor det – efter at Jesus har forudsagt sin lidelse, død og opstandelse – fortælles: »Og Peder tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde! Men han [Jesus] vendte sig, og sagde til Peder; viig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er« (NT-1819). maattet værge sig imod, at man ikke gjorde dvs. måttet værge sig imod, at man gjorde. uden Gud undtagen. Alt er muligt for Gud allusion til Matt 19,26, hvor Jesus siger: »for Gud ere alle Ting muelige« (NT-1819). Da Folket, i Begyndelsen af hans Liv, jubler ham imøde sml. følgende passage i II.A i »Standsningen« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (1850): »Altsaa Mængden er henreven af ham, den følger ham jublende, seer Tegn og Under, baade dem han gjør og dem han ikke gjør, glad i Haabet om, at den gyldne Tid vil begynde, naar han bliver Konge.« SKS 12, 55,6-8. Om folkets ønske om at gøre Jesus til konge, . Se også Matt 4,23-25, hvor det fortælles, at store folkeskarer fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem og Judæe og fra den anden side af Jordan fulgte Jesus, fordi de havde set ham gøre helbredelsesundere. dette Folk, der vil raabe »korsfæst!« hentyder til beretningen i Mark 15,6-15 om domfældelsen af Jesus, hvor det fortælles, at folkemængden råbte: »Korsfæst ham!« da Pilatus ville løslade ham. Formastelige dumdristige, hovmodige, bespottere. Menneskeslægtens menneskeheden. denne Kjerlighedens Gjerning hører med for at bringe ham paa Korset hentyder måske til Jesu opvækkelse af Lazarus fra de døde, jf. Joh 11,1-44, der medførte, at ypperstepræsterne og farisæerne sammenkaldte Rådet og fra da af var besluttet på at få Jesus slået ihjel, jf. Joh 11,47-53. Sml. genfortællingen af reaktionerne på opvækkelsen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 233: »At Jesus havde kaldt Lazarus frem fra Graven, gjorde den største Opsigt iblandt Jøderne; man strømmede ud til Bethania for at see den fra de Døde Opvakte, og beundre den, der kaldte ham tilbage til Livet. Paa Alle maatte den tæt ved Jerusalem foretagne Begivenhed virke: Jesu Venner haabede nu snart at see ham fremtræde i udvortes Glands som den ventede Nationens Befrier og Hevner: hans Fjender derimod rasede af Forbittrelse. Synedriet forsamler sig; hvad skulle [skal] vi gjøre? spørge Hierarcherne hinanden; dette Menneske gjør mange Tegn. Lade vi ham saaledes blive ved, da ville [vil] Alle troe paa ham, og naar saa Romerne komme, ødelægge Folk og Land! Intet vide I! udbrød den, skjøndt Sadducæer, dog mod Jesus ivrigen forbittrede Ypperstepræst Cajaphas. I betænke ikke, at det er os bedre, at Een døer for Folket, end at det hele Folk skal fordærves. Ganske mod sin Villie forudsagde altsaa Demagogen Jesu Forsoningsdød; thi nu besluttede man at rydde ham af Veien paa hvad Maade det kunde skee: ja endog Lazarus vilde man have dræbt.« Verdens Frelser Betegnelsen anvendes i Joh 4,42 om Jesus; men se også Joh 3,17. hans Arbeiden er at modarbeide sig selv sml. »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed (1851), hvor SK i en note skriver, at »det er det Dialektiske: i at arbeide tillige at modarbeide sig selv, hvilket er Redupplikationen og al sand gudelig Stræbens Ueensartethed fra verdslig Stræben. Ligefrem at stræbe eller at arbeide er at arbeide eller at stræbe ligefrem, i umiddelbart Sammenhæng med en faktisk given Tilstand; det Dialektiske er det Omvendte: i at arbeide tillige at modarbeide sig selv, en Fordoblelse, der er 'Alvoren', som Trykket paa Ploven, der bestemmer Furens Dybde, medens den ligefremme Stræben en Glatten-over, der baade gaaer raskere fra Haanden og er langt, langt taknemmeligere ɔ: er Verdslighed og Eensartethed.« SKS 13, 15f., noten; se kommentarerne dertil. Sandsebedragene illusionerne, de falske forestillinger. Og denne Vei ... trangere indtil det Sidste, indtil Døden Se pkt. A.2 i ms. 1.2, citeret i tekstredegørelsen, s. 120. – indtil Døden: allusion til Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor Paulus skriver om Jesus Kristus: »og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død«, v. 8 (NT-1819). »det var jo Galskab« sml. beskrivelsen af, hvad den kloge og forstandige måtte sige om Jesus, i II.A i »Standsningen« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), i SKS 12, 55-59. »Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden ... at den var optændt allerede!« citat fra Luk 12,49 (NT-1819). Slægten menneskeheden. samdrægteligen i fællesskab. splidagtiggjøre Fader og Søn ... Sønnens Hustru og Mandens Moder fri gengivelse af Luk 12,53, hvor Jesus siger: »Faderen skal være spliidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren; og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod hendes Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder« (NT-1819). »O, Du vantroe Slægt! ... hvor længe skal jeg taale Eder?« forkortet citat fra Matt 17,17 (NT-1819), idet SK skriver 'vantroe Slægt' for 'vantroe og forvendte Slægt'. Saa er han da for sidste Gang ... inderligen havde længtes ... inden han døer hentyder til beretningen i Luk 22,7-23 om Jesu sidste måltid med sine apostle, hvor det fortælles, at da han havde sat sig til bords med dem, sagde han til dem: »jeg haver hjerteligen længstes efter, at æde [spise] dette Paaskelam med Eder, førend jeg lider«, v. 15 (NT-1819). Sml. nr. I i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling i Christelige Taler (1848), hvor Luk 22,15 er temaet, og hvor SK veksler mellem ordene 'hjertelig' og 'inderlig', jf. SKS 10, 263-275. Judas Judas Iskariot, en af Jesu tolv apostle, ham, der forrådte Jesus, se Matt 26,14-16.48-50. siger han til Judas: »hvad Du gjør, det gjør snart!« citat fra Joh 13,27 (NT-1819). Saa reiser han sig fra Bordet og gaaer ud i Gethsemane Have If. de evangeliske beretninger gik Jesus efter det sidste måltid med apostlene ud til Oliebjerget og først derefter til Getsemane Have, jf. Matt 26,30 og 26,36. der segner han sml. beretningen i Matt 26,36-46 om Jesu bøn i Getsemane Have, hvor det fortælles: »Og han [Jesus] tog Peder og de to Zebedæi Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes. Da siger han til dem: min Siel er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her, og vaager med mig. Og han gik lit [lidt] frem, faldt paa sit Ansigt, og bad«, v. 37-39 (NT-1819). denne Kamp i Bønnen sml. beretningen i Matt 26,36-46, hvor det i forlængelse af citatet i foregående kommentar fortælles, at Jesus »bad, og sagde: Min Fader, er det mueligt, da gaae denne Kalk fra mig! dog ikke som jeg vil, men som du vil«, v. 39 (NT-1819). Og anden gang, Jesus gik for sig selv, bad han: »min Fader, er det ikke mueligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie!« v. 42 (NT-1819). Og tredje gang, Jesus trak sig tilbage, bad han på samme måde, v. 44. den var ogsaa paa Livet ... hans Sveed faldt som Bloddraaber til Jorden hentyder til beretningen i Luk 22,40-44 om Jesu bøn i Getsemane Have; her fortælles det, at han efterlod disciplene og »sleed sig fra dem omtrent et Steenkast, og faldt paa Knæe, bad og sagde: Fader, vilde du tage denne Kalk fra mig! dog skee ikke min Villie, men din! Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham, og styrkede ham. Og der [da] han var i Døds Angest, bad han heftigere; men hans Sveed blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden« (NT-1819). Saa reiser han sig styrket hentyder til, at en engel styrkede Jesus under bønnen i Getsemane Have, se foregående kommentar. skee Din Villie, Fader i Himlene fri gengivelse af Jesu bøn i Getsemane Have ( og ). Saa kysser han Judas (...) saa bliver han grebet sml. beretningen i Matt 26,47-56 om tilfangetagelsen af Jesus i Getsemane Have, hvor det fortælles: »da kom Judas, En af de Tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperste-Præster og Folkets Ældste. Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn, og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham! Og han traadte strax til Jesum, og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyste ham. Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem, og lagde Hænder paa Jesus, og greb ham«, v. 47-50 (NT-1819). anklaget, dømt! sml. beretningen i Matt 26,57-68 om Jesus for Rådet, hvor det fortælles, at de, der havde grebet Jesus, førte ham hen til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og ældste og hele Rådet var samlet. Jesus bliver her anklaget for gudsbespottelse og erklæret skyldig til døden. Sml. også Matt 27,1-2, hvor det fortælles, at ypperstepræsterne og de ældste næste morgen besluttede at få Jesus dømt til døden; derfor lod de ham binde og føre til Pilatus. dette Folk raaber »korsfæst ham, korsfæst ham!« hentyder til beretningen i Luk 23,13-25 om domfældelsen af Jesus, hvor det fortælles, at folkemængden råbte: »korsfæst, korsfæst ham!« v. 21 (NT-1819) Saa var der en Landshøvding, der frygtede Keiseren hentyder til beretningen i Joh 18,28-19,16 om processen mod Jesus hos Pilatus, hvor det fortælles, at da Pilatus ikke fandt Jesus skyldig og derfor ville løslade ham, råbte jøderne: »dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som giør sig til Konge, sætter sig op mod Keiseren«, v. 12 (NT-1819). Da Pilatus hørte det, førte han Jesus ud og spurgte jøderne, om han virkelig skulle korsfæste deres konge; og da de svarede, at de ingen anden konge havde end kejseren, besluttede Pilatus at udlevere Jesus til dem. – Landshøvding: Pilatus, der var rom. præfekt i Judæa og Samaria (26-36 e.Kr.), bliver i Matt 27 (NT-1819) med urette benævnt landshøvding, mens han i Joh 18 (NT-1819) ikke tildeles nogen titel. ikke forsømte det Vigtige »at vaske sine Hænder« ... saa blev han dømt hentyder til beretningen i Matt 27,11-26 om processen mod Jesus hos Pilatus, hvor det fortælles, at da Pilatus indså, at der ikke var noget at stille op over for jødernes krav om at få Jesus korsfæstet, »tog han Vand, og toede [vaskede] Hænderne for Folket, og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod«, v. 24 (NT-1819). Han lod det være jødernes sag og udleverede Jesus til at blive korsfæstet. Saa bliver han naglet til Korset At Jesus blev naglet til korset, fremgår af Joh 20,25, hvor den tvivlende Thomas siger, at han ikke tror på, at Jesus er opstået, med mindre han får naglegabet i hans hænder at se og sin finger stukket i naglegabet (NT-1819). saa blot eet Suk endnu, saa er det forbi (...) min Gud ... hvi haver Du forladt mig! If. Matt 27,46 er Jesu sidste ord på korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?« (NT-1819). Derefter fortælles det: »Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav [opgav] Aanden«, v. 50 (NT-1819). – hvi: hvorfor. Blodvidnerne martyrerne. han havde sagt sig at være Faderens Eenbaarne hentyder måske til beretningen i Matt 26,57-68 om Jesus for Rådet, hvor det fortælles, at ypperstepræsten sagde til Jesus: »jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn«, v. 63, hvortil Jesus svarede: »du haver sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle [skal] I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand, og komme i Himmelens Skyer«, v. 64 (NT-1819). Se også beretningen i Joh 10,32-39 om anklagerne mod Jesus for gudsbespottelse, hvor Jesus siger: »er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg haver sagt: I ere Guder? Dersom han kalder dem Guder, til hvilke Guds Ord skede: (og Skriften kan ikke rokkes,) sige I da til den, hvem Faderen haver helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? Dersom jeg ikke giør min Faders Gierninger, troer mig ikke. Men dersom jeg giør dem, om I end ikke ville [vil] troe mig, da troer Gierningerne; paa det [for at] I kunne [kan] kiende og troe, at Faderen er i mig, og jeg er i ham«, v. 34-38 (NT-1819). – sagt sig: hævdet, erklæret. – Faderens Eenbaarne: se Joh 1,14: »Og Ordet blev Kiød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbaarnes af Faderen,) fuld af Naade og Sandhed« (NT-1819). Se også Joh 1,18: »Ingen har nogen Tiid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skiød, han haver kundgiort det« (NT-1819). Se desuden Joh 3,16.18 og 1 Joh 4,9. Eet med Faderen hentyder til Joh 10,30, hvor Jesus siger: »Jeg og Faderen vi ere eet« (NT-1819). Se også Joh 17,21-22. Gud-Mennesket dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig. Sml. kap. 4, § 3, i Balles Lærebog (), s. 37f.: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge sine Naturer.« Saa døer han . M. T. min tilhører. Dog vi gaae videre; og Christus er Veien ... han foer til Himmels – og han er Veien! se pkt. B i ms. 1.2, citeret i tekstredegørelsen, s. 120. han bestiger Bjerget se S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 266f.: »Derpaa samledes de [apostlene] med Jesus i Galilæa, hvor han omgikkes dem oftere (...) og vendte da atter tilbage til Jerusalem, hvorfra de paa en bestemt Dag ginge [gik] ud til et Bjerg uden for Staden, hvor Jesus for sidste Gang, 40 Dage efter sin Død, samledes med dem og sagde: 'Mig er given al Magt paa Jorden og i Himmelen; gaaer derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands, og lærer dem, at holde Alt det, jeg haver befalet Eder; thi see! jeg er hos Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Hvo [den] der troer og bliver døbt, han skal blive salig; men hvo der ikke troer, han skal fordømmes.' Da Jesus derpaa havde befalet dem, ei at forlade Jerusalem, førend de havde modtaget den lovede Kraftens Aand, men derpaa forkynde Omvendelse og Syndernes Forladelse i Judæa og Samaria og hos Hedningerne, begyndende fra Jerusalem af, forlod han Jorden og vendte tilbage til Forening med sin himmelske Fader, borttaget fra deres Øine af en Skye.« være saa således. i Graven Om Jesu gravlæggelse, se Matt 27,57-61. vistnok rigtignok, sandt nok. Han sidder hos Magtens høire Haand hentyder til Matt 26,64 (). Han kommer igjen med Englenes Hærskarer hentyder formentlig til Matt 25,31, hvor Jesus taler om den store verdensdom, »naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham« (NT-1819). Se også Matt 16,27 og 2 Thess 1,7. indtog Pladsen ved Almagtens Høire hentyder formentlig til den anden trosartikel i Den apostolske Trosbekendelse, hvor det bekendes, at Jesus Kristus efter himmelfarten er »siddende ved Guds, den almægtige Faders, høire Haand«, Forordnet Alter-Bog (), s. 290. – Almagtens: . M. T. ad hvilken Vei gaaer Du i Livet? ... ei heller at den fører til Himlen se pkt. C i ms. 1.2, citeret i tekstredegørelsen, s. 120. En from Mand ... endnu mere Besværlighed at fare til Helvede som at komme i Himlen hentyder formentlig til følgende passage i nr. XVII »Der Jäger« i Etwas für Alle. Das ist: Eine kurze Beschreibung allerlei Stands-, Amts- und Gewerbs-Personen, mit beigeruckter sittlichen Lehren und biblischen Concepten, durch welche der Fromme mit gebührendem Lob hervor gestrichen, der Tadelhafte aber mit einer mäßigen Ermahnung nicht verschont wird (1699) i P. Abrahams a St. Clara, Sämmtliche Werke bd. 1-22, Passau og Lindau 1835-54, ktl. 294-311; bd. 14, Passau 1841, s. 120: »Ein frommer und vernünftiger Waidmann kann allerlei sittliche Lehren schöpfen von den Thieren, denen er in der Jagd nachstellt. (...) Ein Haas lauft leichter Berg auf, als Berg ab, aus solchem kann ein Waidmann ihme die Lehre schnitzen, daß man viel leichter kann in Himmel kommen als in die Höll, und es ist schwerer, dem Teufel als Gott zu dienen« (»En from og fornuftig jæger kan hente megen sædelig lære fra de dyr, som han forfølger i jagten. (...) En hare løber lettere op på et bjerg end ned af et bjerg, heraf kan en jæger danne sig den lære, at man meget lettere kan komme i Himlen end i Helvede, og det er sværere at tjene Djævelen end Gud«). Det er altsaa en trang Vei, Fortabelsens allusion til Matt 7,13, hvor Jesus siger: »Gaaer ind ad den snevre Port! thi den Port er viid, og den Vei er breed, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igiennem den« (NT-1819). er kjendelig paa til at kende på, kendetegnet ved. gjør sig (...) betalt tager sig betalt, kræver en høj pris. Smigrer en, der smigrer. Syndens Træl allusion til Joh 8,34, hvor Jesus siger: »hver den, som giør Synd, er Syndens Træl« (NT-1819). Se også Rom 6,16.20. hvo hvem. vi skulle skal. han valgte Fornedrelse allusion til Fil 2,7-8 (). man har jo tvivlet om Himmelfarten se fx § 105 »Exaltationis gradus« (»Ophøjelsens trin«) i K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik (), s. 263: »Die RT [Rationalisten] u. einige PD [kirchlich philosophische Dogmatiker] achten die Himmelfahrt für einen Mythus; auch viele NKD [neukirchliche Dogmatiker] halten nur die Johanneische Idee fest, daß Χstus [Christus] zum Vater gegangen sey. Allerdings gehört zu den Räthseln der ev. [evangelischen] Gesch. [Geschichte], warum die Augenzeugen, Matth. u. Joh., von dieser Thatsache schweigen; dennoch ruht sie auf klaren Zeugnissen der H. S. [Heiligen Schrift]«, s. 312f. (Hutterus redivivus eller den Evangelisk-Lutherske Kirkes Dogmatik, s. 272: »RT. [rationalisterne] og nogle PD. [kirkelig-filosofiske dogmatikere] ansee Himmelfarten for en Mythe; selv mange NKD. [nykirkelige dogmatikere] fastholde kun den Johannæiske Idee, at Χtus [Kristus] er gaaet til Faderen. Vistnok [helt sikkert] er det en af Gaaderne i den ev. [evangeliske] Historie, hvad der har foranlediget Øienvidner som Matth. og Joh. til at tie om denne Kjendsgjerning; den hviler imidlertid paa andre klare Vidnesbyrd i den H. S. [Hellige Skrift]«). Se også 3. afdeling, kap. 5 »Die Himmelfahrt« i D.F. Strauß Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet bd. 1-2, Tübingen 1835-36; bd. 2, s. 664-685, se især § 138 »Die sogenannte Himmelfahrt als übernatürliches und als natürliches Ereigniss« og § 139 »Das Ungenügende der Nachrichten über Jesu Himmelfahrt. Deren mythische Auffassung«, s. 672-677 hhv. s. 677-685, jf. »Om den saakaldte Himmelfart« i »Jesu Liv, / kritisk bearbeidet / af / D. F. Strauß, Dr. Phil. / 2 Dele. Tübingen 1835-1836« i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, udg. af H.N. Clausen og M.H. Hohlenberg, 4. årg., Kbh. 1836 (), s. 80-227; s. 168-179. dem, der forlode alle Ting for at følge Christum efter hentyder til Matt 19,27, hvor Peter siger til Jesus: »see, vi have forladt alle Ting, og fulgt dig« (NT-1819). Tyvesprog indforstået sprog, som bruges af tyve og indsatte for at kunne føre hemmelige samtaler i andres påhør; klikesprog, jargon. Her også om et sprog, man bruger til at lyve med. allehaande al slags, alskens. blev sig selv vigtig ved at give alt sit Gods til de Fattige hentyder til fattigdomsidealet i middelalderens munkebevægelser. – blev sig selv vigtig: blev indbildsk i egne øjne, tillagde sig selv stor betydning. »det Fortjenstlige« . Middelalderens Misforstaaelse, hvilken man fromt afskyede se fx art. 20 »Om de gode Gjerninger« i Confessio Augustana (), hvor det om middelalderens prædikanter hedder: »det allermeeste de have drevet Tiden med, var at indskjærpe visse unyttige og gjekkelige [tåbelige] Gjerninger, som visse Helligdage, besynderlig [særlig] Faste, Broderskaber, Valfarter, Helgendyrkelse, Rosenkjæder eller Paternosterbaand, Munkelivet og andet saadant mere«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse (), s. 62f. Og videre s. 65: »I fordums Tid plagedes Samvittighederne ved Læren om Gjerninger og hørte ingen Trøsteprædiken af Evangeliet. Nogle drev da Samvittigheden ud i Ørkener og til eenlige Steder, til Klostere; og haabede de, at de skulde forhverve [erhverve] Naaden ved saadant klosterligt Levnet. Andre optænkte andre Gjerninger til at fortjene Naaden og fyldestgjøre for Synderne. Derfor gjordes det storligen fornødent, atter at fremdrage og foredrage denne Lærdom om Troen paa Christum, for at ei de forskrækkede Samvittigheder skulde aldeles fattes Trøst, men at de kunde lære og vide, at ved saadan Troe annammes Naade og Syndsforladelse og Retfærdiggjørelse.« »man maa tvivle om Alt« hentyder til en af filosofihistoriens kendte sætninger: 'de omnibus dubitandum est' (lat., 'man må el. bør tvivle om alt'), som stammer fra den fr. filosof, matematiker og naturforsker René Descartes. I hans systematiske hovedværk Principia philosophiae (Filosofiens principper), 1644, indgår sætningen i overskriften for 1. del, § 1: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (»Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting«), Renati Des-Cartes opera philosophica bd. 1-4, 6. Elzevier-udg., Amsterdam 1677-78 (bd. 1, 1678, bd. 2-4, 1677), ktl. 473; bd. 2, s. 1. Sætningen udtrykker Descartes' forsøg på gennem metodisk tvivl om alle udsagn at nå ned til et fast fundament for en videnskabelig erkendelse og er således udgangspunktet for hans filosofiske system. betryggede sikrede. Intet mindre end alt andet end. en yderst fast Stilling i Samfundet ... Anseelse blandt Menneskene hentyder formentlig til H.L. Martensen, da. teolog og præst; i 1837 lic.theol., i 1840 udnævnt til æresdoktor i Kiel; fra 1840 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved Københavns Universitet, fra 1845 tillige hofprædikant og i 1847 Ridder af Dannebrog; udgav i sommeren 1849 værket Den christelige Dogmatik, ktl. 653, der den 22. maj 1850 udkom i et nyt oplag. – I vintersemestret 1837-38 holdt Martensen forelæsninger over »Prolegomena ad dogmaticam speculativam« (lat., »Indledning til spekulativ dogmatik«), som SK fulgte og tog referat af, se Not4:3-12, i SKS 19, 125-143. I disse forelæsninger søgte Martensen at forene den højrehegelianske filosofi med den kristne dogmatik. I den femte forelæsning diskuterer han den moderne filosofis begyndelse med Descartes og anfører direkte hans sætning »de omnibus dubitandum est« som 'løsnet' for den moderne (protestantiske) filosofi. Spise føde. som Luther gjør, byde den at holde Mund hentyder formentlig til Martin Luthers evangelieprædiken over Luk 2,21 (om Jesu omskærelse og navngivning) til nytårsdag i En christelig Postille (), 1. del, s. 119, hvor Luther siger: »Naar han [Gud] befaler, siger eller gjør Noget, saa skal du holde din Mund, og falde paa dine Knæe, og hverken sørge heller spørge videre, men gjøre, hvad Han byder dig, høre, hvad Han siger dig, og prise Ham for hvad Han fuldbringer.« Effen eller Ueffen lige el. ulige (antal); sigter til den leg at 'spille effen el. ueffen', hvor en af deltagerne tager et antal pebernødder e.l. i sin lukkede hånd og spørger: 'effen el. ueffen' (dvs. er der et lige el. ulige antal)? Gætter den adspurgte rigtigt, får han det, der spilles (væddes) om. gik hen forløb. Kjole mandsdragt, der normalt nåede til knæene, havde ærmeopslag og vide skøder og var forsynet med en enkelt række knapper. Mester i NT ofte anvendt betegnelse for Jesus. det er jo Tvivlens Indvending sigter til rationalisternes indvendinger mod himmelfarten. Den rationalistiske teologi var kendetegnet ved den opfattelse, at alle religiøse trossætninger skulle kunne begrundes fornuftsmæssigt, og ved en afvisning af enhver tro, der overskrider menneskets rationelle fatteevne. De rationalistiske teologer søgte derfor at tolke den kristne åbenbaringslære, de bibelske beretninger og de kirkelige dogmer således, at de ikke kom i modstrid med fornuften og erfaringen, og altså heller ikke med naturlovene. fra den Spisende kommer Spise allusion til den gåde, Samson stillede filistrene, Dom 14,14, efter at han i kadaveret af en løve havde fundet et bibo med honning, som han kunne spise; her gengivet efter S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 69, hvor gåden lyder: »Fra den Spisende Spise kom, / Sødme kom fra den Stærke«. udfinder finder på, udtænker. i Retning af med henblik på, med sigte på. kun saa således. Selvangivelse selvanmeldelse; selvafsløring. Kjellinge-Præst egl. præst, der prædiker for el. især er afholdt af gamle koner; i overført forstand: person, der er pylret, forkælet, forvænt, fej. mangt et Ord (...) skal gjøre Regnskab for hentyder til Matt 12,36, hvor Jesus siger: »at Menneskene skulle [skal] giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet« (NT-1819). Aanden – dog vel kun Natur-Aanden! – i Naturen hentyder formentlig til H.C. Ørsted Aanden i Naturen bd. 1-2, Kbh. 1850, ktl. 945. naar saa er det forholder sig således. falde paa få det indfald, finde på. Apostlernes Gjerninger, 2 Cap. V. 1-12 se følgende kommentar. Denne hellige Lectie skrives i Apostlernes Gjerninger ... med vore Tungemaal citat fra Forordnet Alter-Bog (), s. 98f.: »Og der [da] Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen [i fuld indbyrdes overensstemmelse] tilsammen. 2. Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sade. 3. Og der viste sig for dem Tunger, som af Ild, der fordelte sig, og satte sig paa enhver af dem. 4. Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. 5. Men der vare Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 6. Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen, og blev bestyrtet: thi enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. 7. Men de forfærdedes alle, og forundrede sig, og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? 8. Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget Maal, hvorudi vi ere fødte? 9. Parther og Meder, og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamia, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, 10. i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere, 11. Jøder og Proselyter, Creter og Araber? vi høre dem forkynde Guds store Gierninger med vore Tungemaal.« ApG 2,1-11 udgør den første tekstlæsning til pinsedag. – V. 1-12: I Forordnet Alter-Bog benyttes den for alterbogen normale notering af versangivelserne med ordenstal, »1. v. til 12.«, dvs. v. 1-11. Du Hellig-Aand, Du som gjør levende hentyder til Joh 6,63 (). A. T. andægtige tilhører. »Tidens Aand« tidsånden, efter ty. 'Zeitgeist', modeord fra tiden o. 1800, den for en vis tid el. tidsalder særegne måde at tænke og føle på, toneangivende mening, herskende smag. Sml. fx følgende passage i J.L. Heibergs artikel »Gjensvar til Hr. Doctor Hebbel« i Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, nr. 37-38, den 1. okt. 1843, jf. Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, Kbh. 1842-44; bd. 4, 1844, s. 35f.: »Hvilke Misbrug der kan drives med at paaberaabe sig Tidsaanden, have vi dagligt for Øie, idet den saakaldte Tidens Aand mangengang ikke er Andet end Tidens Lune eller Tidens Mode. Tidsaanden er saaledes forgængelig, vexlende, bestemt til at ophæves.« lyksaliggjort gjort (i høj grad) lykkelig, gjort glad og tilfreds. »Verdens Aand« verdensånden, om ånd, som den ytrer sig i det verdslige el. på et enkelt verdsligt område (i modsætning til Helligånden). Sml. fx H.L. Martensen Den christelige Dogmatik, Kbh. 1849 (), s. 397: »Den Hellig Aand adskiller sig fra alle Verdensaander ikke blot derved, at alle Verdensaanderne ere indesluttede under Synd, men ogsaa derved, at Verdensaanderne efter deres oprindelige Bestemmelse forfølge heelt andre Formaal. De kosmiske Aander, det være sig Folkeaander eller Statens Aander, det være sig Kunstens Aander eller Videnskabens Aander, have kun det Formaal at grunde og udbrede deres Rige, medens de menneskelige Individer fornemmelig gjælde dem blot som Midler for dette Maal. Disse Aander spørge alene om, hvortil den Enkelte kan bruges i Ideens Tjeneste, om hvad den Enkelte er i sin jordiske Bestemthed, men de spørge ikke om den Enkelte selv.« i Vildfarelser måske allusion til 1 Joh 4,6: »Vi ere af Gud. Hvo [den] som kiender Gud, hører os; hvo som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kiende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand« (NT-1819). sindrige opfindsomme, kløgtige, snedige. denne Aand, som Christendommen kalder en ond formentlig allusion til Ef 6,12, hvor Paulus skriver: »Thi vi have ikke Kamp mod Kiød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regiere i denne Tiids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen« (NT-1819). Sml. også 1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819). »Menneske-Aanden« allusion til den anden skabelsesberetning i 1 Mos 2,4-25, hvor det fortælles, v. 7, at Gud dannede mennesket af støv fra jorden og blæste »Lives Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Siel« (GT-1740). Slægtens menneskeheden. efter Christendommens Lære er en ond Aand Hvad der sigtes til, er ikke identificeret; men der tænkes formentlig på synd. en ond Aand, der skal forsages hentyder formentlig til forsagelse af Djævelen, jf. dåbsritualet, hvor forsagelsen er opdelt i tre led, idet gudmoderen skal svare ja på hvert led: »Forsager du Diævelen? Ja / Og alle hans Gierninger? Ja / Og alt hans Væsen? Ja.« Derpå følger Den apostolske Trosbekendelses tre led, hvor gudmoderen ligeledes skal svare ja til hvert led. Se Forordnet Alter-Bog (), s. 246f. bunden ved forpligtet af. betrygge sikre. denne Modsætning god og ond allusion til syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, hvor Adam og Eva bryder Guds bud og lader sig forlede til at spise af kundskabens træ el. træet til kundskab om godt og ondt, som Gud havde forbudt dem at spise af. ustadig i alle sine Veie citat fra Jak 1,8, hvor det om den tvivlende hedder: »en tvesindet Mand er han, ustadig i alle sine Veie« (NT-1819). Luftning svag vind, vindpust, strømning. Digten og Tragten efter ty. 'Dichten und Trachten', stræben og higen. Om denne Hellig-Aand skal der derfor tales idag ... over dette Ord . – vi nu ville: vil. det er Aanden der levendegjør frit citat fra Joh 6,63, hvor Jesus siger: »Det er Aanden, som levendegiør, Kiødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv« (NT-1819). M. T. min tilhører. tage (...) forfængeligt misbruge på en letfærdig måde, vanhellige. »dette er opkommet i Menneskets Hjerte« hentyder modsætningsvis til 1 Kor 2,9, hvor Paulus om Guds skjulte visdom, med et citat fra Es 64,3, skriver: »men, som skrevet er, hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet [opstået] i noget Menneskes Hierte, hvad Gud haver beredt dem, som ham elske« (NT-1819). forfængeliggjort gjort til noget værdiløst, til ingenting. det at afdøe . »Christendommen er ... denne de milde Trøste-Grundes Lære« Hvis der er tale om et citat, er det ikke identificeret. – Trøste-Grundes: grunde, argumenter, der fremføres for at bringe trøst, i videre betydning: trøstende ord, ytringer. »hører hans Stemme ... give dem Hvile for deres Sjele« Hvis der er tale om et citat, er det ikke identificeret. – indbydende han kalder Alle til sig ... give dem Hvile for deres Sjele: allusion til Matt 11,28-29, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile. Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hiertet: saa skulle [skal] I finde Hvile for Eders Siele« (NT-1819). saa er det således. Indbyderen Jesus. hvo hvem. staaer i en gammel Psalme ... »med Døden vi Livet begynde« frit citat fra slutningen af 1. strofe af salmen »Med Sorgen og Klagen hold Maade«, første strofe: »Med Sorgen og Klagen hold Maade, / Guds Ord lad dig trøste og raade, / Lad Hiertet i Sorgen ei synde, / Ved Døden vi Livet begynde«, Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845, nr. 610 (i afsnittet »Døden, Opstandelsen og Dommen«), s. 50f.; s. 50, i Evangelisk-christelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, Kbh. 1845 [1798], ktl. 197. Salmens lat. forlæg er et uddrag på ti strofer af en salme på 44 strofer af den sp. religiøse digter Aurelius Prudentius Clemens (4. årh.), første gang oversat til dansk af P. Hegelund i 1586, jf. nr. 228 i C.J. Brandt og L. Helweg Den danske Psalmedigtning bd. 1-2, Kbh. 1846-47, ktl. 191-192; bd. 1, s. 170. Denne oversættelse blev optaget i Th. Kingos salmebog Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog (1699) i afsnittet »Psalmer at bruge ved Liig-Begængelse [begravelse]«, jf. Den Forordnede Kirke-Psalme-Bog, Kbh. 1833, ktl. 204, s. 183f.; s. 183, hvor sidste linje i 1. strofe har samme ordlyd. Uddraget blev genoversat af C.U. Sundt og udgivet i W.A. Wexels' Christelige Psalmer, Kbh. 1840, nr. 584; herfra blev den bearbejdet og forkortet til ni strofer af J.P. Mynster () optaget i hans Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog. DDS-2002, nr. 529. den Kirkes Historie, som blev til just derved ... meddeeltes Apostlene hentyder til, at pinsedag med åndsudgydelsen over apostlene i den kirkelige tradition opfattes og fejres som kirkens fødselsdag. hvo har næret saa store Forventninger ... Apostlene vare foranledigede til at nære . Christus stod op af Graven se beretningen i Matt 28,1-7 om Jesus opstandelse. saa kom Himmelfarten . Han var nu optagen i Herlighed hentyder til 1 Tim 3,16, hvor Paulus skriver: »Gud er aabenbaret i Kiød, er retfærdiggiort i Aand, seet af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed« (NT-1819). afdøe fra Din Selviskhed eller fra Verden . sandselige som er bestemt af den sanselige verden, verdslige. uforsøgte ikke (hårdt) prøvede. Tider (...) ville vil. Elskov er just en af de stærkeste ... Yttringer af Selviskhed sml. fx afsnittet om 'digterens' og kristendommens forskellige opfattelse af kærlighed i II.B i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 59-64. hans Øies Lyst og hans Hjertes Begjering allusion dels til 1 Joh 2,16: »alt det, som er i Verden, Kiødets Lyst, og Øinenes Lyst, og Livets Hoffærdighed [hovmodighed], er ikke af Faderen, men af Verden« (NT1819); dels til Rom 1,24, hvor Paulus om de ugudelige og uretfærdige mennesker skriver, at Gud prisgav dem »i deres Hierters Begieringer til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer« (NT-1819). saa er det således. Gjenstanden bruger Taarer og Bønner sml. optegnelsen nr. 15 i Notesbog 15 »Mit Forhold til 'hende'. / d. 24 Aug 49. / noget Digterisk«, hvor SK skriver: »at fornemme denne dømmende Stemme i sit Indre 'Du har at slippe hende', det er Din Straf, og den skal skærpes ved at see alle hendes Lidelser, skærpes ved hendes Bønner og Taarer, hun som ikke aner, at det er Din Straf, men troer, at det er Din Haardhjertethed, der skal røres«, SKS 19, 444,16-22. Sml. også »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 324,32. paakalder baade Levende og Døde ... og Gud, for at forhindre ham sml. følgende passage i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei (1845): »Store Gud, hun har været paa mit Værelse, medens jeg var ude. Jeg finder en Billet, affattet med en fortvivlet Lidenskab, hun kan ikke leve uden mig, det bliver hendes Død, hvis jeg forlader hende, hun besværger mig for Guds, for min Saligheds Skyld, ved et ethvert Minde, der binder mig, ved det hellige Navn, som jeg kun sjeldent nævner, fordi min Tvivl har forhindret mig fra at tilegne mig det, om end netop derfor min Veneration er for det som for intet andet.« SKS 6, 307,13-19. det skarpe Hjørne udtryk for en uhyre vanskelig, skelsættende afgørelse. Abraham, da Gud fordrede, at Abraham ... skulde offre Isak hentyder til beretningen i 1 Mos 22,1-19, hvor det fortælles, at Gud satte Abraham på prøve ved at fordre af ham, at han skulle ofre sin søn Isak. Isak, den saa længe og saa længselsfuldt forventede Gave hentyder til, at da Abraham var blevet gammel, havde han og Sara endnu ikke fået en søn, selv om Gud havde lovet ham det, jf. 1 Mos 15. Se også kap. 17,15-22, hvor det fortælles, at Gud forjættede Abraham, at Sara skulle føde en søn, som han skulle kalde Isak; se også kap. 18,1-15, hvor forjættelsen gentages. Isak, hans eneste ... Alderdoms, Forjættelsernes Barn spiller på 1 Mos 21,2, hvor det fortælles, at Sara »fødte Abraham en søn [Isak] i hans alderdom«, og på 21,7, hvor Sara siger: »nu har jeg født ham [Abraham] en søn i hans alderdom.« Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel, jf. 1 Mos 21,5, og Sara over 90 år, jf. 1 Mos 17,17. – Forjættelsernes Barn: dels det barn, der er forjættet, dels det barn, der er knyttet forjættelser til; hentyder til, at Gud havde sagt til Abraham, at det var efter Isak, hans efterkommere skulle have navn, jf. 1 Mos 21,12. Hertil henvises der i Hebr 11,17-18: »Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der [da] han fristedes [blev sat på prøve], ja den Eenbaarne [eneste] offrede han, som havde annammet Forjættelserne; til hvem der var sagt: i Isaak skal Sæd fremkaldes dig« (NT-1819). Jeg har seet et Menneske ... medens jeg er som død og dog ikke død!« Hvis der sigtes til en bestemt person, er han ikke identificeret. tage noget haardt tage ganske hårdt fat. vi Mennesker (...) ville vil. det er det vil sige. vistnok givetvis. har nænt nænnet. som det hedder »ere vi døde med Christo ... ogsaa leve med ham« henviser til 2 Tim 2,11, hvor Paulus skriver: »Det er en troværdig Tale; dersom vi ere døde med ham [Jesus Kristus], skulle [skal] vi og [også] leve med ham« (NT-1819). »Trøsterens«, hvilken Christus lover Disciplene hentyder til Joh 16,7, hvor Jesus siger til sine disciple: »Men jeg siger eder Sandhed, det er eder godt, at jeg gaaer bort; thi gaaer jeg ikke bort, da kommer Trøsteren ikke til eder; men gaaer jeg bort, da vil jeg sende ham til eder«, Huus- og Reyse-Bibel (). I Jesu afskedstale under det sidste påskemåltid, Joh 13-17, er den gr. betegnelse for 'den Hellig-Aand' el. Helligånden: ὁ παϱάϰλητος (ho paráklētos), parakléten, der ofte gengives med 'talsmanden', men også med 'trøsteren'. I NT-1819 benyttes oversættelsen 'Talsmanden'. Luther derimod gengiver med 'der Tröster', se Die Bibel nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers (); herfra er det overtaget i Huus- og Reyse-Bibel. alt det Forfærdelige, som Christus har forudsagt om sit Liv hentyder til Jesu tre forudsigelser af sin lidelse og død, se Matt 16,21-23; 17,22-23 og 20,17-19. det Rædselsfulde ... forudsagt betræffende Disciplenes Liv hentyder til Matt 5,11, hvor Jesus siger til disciplene: »Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jeg alt muligt ondt på.« Til Matt 10,17-18, hvor Jesus i sin udsendelsestale til de tolv apostle siger: »Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne«; og videre i 10,21-22: »En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.« Og til Matt 24,9, hvor Jesus forudsiger, hvad der skal overgå disciplene i de sidste tider: »Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn.« Og videre til Joh 16,2, hvor Jesus i sin afskedstale til sine disciple siger: »De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.« – betræffende: angående. den bringer Aandens Gaver hentyder formentlig til ApG 10,44-45, hvor det fortælles, at Helligåndens gave blev udgydt over alle dem, der hørte Peter prædike. Og til 1 Kor 12,1-11, hvor Paulus skriver om Åndens forskellige gaver, også kaldet nådegaver. Se også 1 Kor 14,1-5. Liv og Aand allusion til Joh 6,63 (). Den bringer Tro hentyder formentlig til 1 Kor 12,9, hvor Paulus taler om at få givet tro ved den samme Ånd, som giver alle de øvrige gaver. Natur-Gaves Forskjellighed forskel på medfødte gaver som evner, begavelse, genialitet, egenskaber, anlæg osv. den er Din Seier over Verden, i hvilken Du mere end seirer hentyder til 1 Joh 5,4: »Thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og vor Tro er den Seier, som haver overvundet Verden« (NT-1819). Og til Rom 8,37, hvor Paulus skriver: »i alt dette mere end seire vi ved ham [Kristus], som os elskede« (NT-1819). Haab mod Haab hentyder til Rom 4,18, hvor Paulus skriver, at Abraham »troede imod Haab med Haab« (NT-1819). de paa Pintsefesten ... spottede Apostlene ... de ere berusede af ung Viin hentyder til ApG 2,13, hvor det fortælles: »Men andre spottede, og sagde: de ere fulde af sød Viin« (NT-1819). falde paa finde på. saasandt jeg hedder fast bekræftende udtryk. indtil Fortvivlelse til randen af fortvivlelse. trodser paa hævder, insisterer på. tilgavns på en sådan måde, at det svarer til hensigten, fuldt ud, for alvor. der (...) kunne kan. bringer Aanden ogsaa: Kjerligheden hentyder formentlig til Rom 5,5, hvor Paulus skriver, at »Guds Kierlighed er udøst i vore Hierter ved den Hellig Aand, som er given os« (NT-1819). Jeg har paa andre Steder stræbt at vise ... det er Selvkjerlighed ... forvirrer sig for os sigter til afsnittet om 'digterens' og kristendommens forskellige opfattelse af kærlighed i II.B i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 59-64. – forvirrer sig: bliver uklar, utydelig. saa Du ikke elsker Verden, ei heller de Ting som ere i Verden hentyder til 1 Joh 2,15: »Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kierlighed ikke i ham« (NT-1819). hade Dig selv allusion til Luk 14,26, hvor Jesus i sin tale om prisen for efterfølgelse siger: »Dersom nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel« (NT-1819). Se også Joh 12,25, hvor Jesus siger: »Hvo [den] som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv« (NT-1819). saa sige vi således. dette (...) er saa forholder sig således. billige rimelige. det der søges ikke er de Andres allusion til 2 Kor 12,14, hvor Paulus skriver til korintherne: »jeg søger ikke det, som Eders er, men Eder« (NT-1819). Kjerligheden ... hades ... bespottes ... bespyttes ... korsfæstes i denne Verden , og . den dømmende Retfærdighed ... vasker sine Hænder hentyder til Matt 27,24 (). Folkets Stemme er høirøstet for Røveren hentyder til beretningen i Matt 27,15-26 om Jesus for Pilatus; se genfortællingen i S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien (), s. 259f.: »da Folket havde den Forret, hver Paaskehøitid at erholde [få] en Forbryder fri, fremstillede Pilatus denne Gang Jesus og Barrabas, en overbeviist Røver. Ophidset af Synedriet, raabte Folket: Barrabas, og fordrede Jesus korsfæstet. 'Hvad Ondt haver han da gjort?' spurgte Pilatus dem; 'hverken Herodes eller jeg haver kunnet finde nogen Skyld hos ham efter al Eders Klage.' Da imidlertid Raabet steeg alt vildere og vildere imod ham, besluttede Pilatus at læmpe sig noget efter dem, og befalede at hudstryge [piske] den Uskyldige.« Kjerlighed til Gud er Had til Verden allusion til Jak 4,4: »I Hoerkarle og Hoerqvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab? Derfor, hvo [den] som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fiende« (NT-1819). Sml. SKs lat. oversættelse, i journaloptegnelsen CC:11, af Jak 4,4: »Adulteri et adulteræ, nonne scitis amorem mundi esse odium dei. Qui igitur voluerit esse amicus mundi, inimicus dei factus est« (»Horekarle og horekvinder, ved I ikke, at kærlighed til verden er had til Gud. Følgelig er den, der vil være ven med verden, blevet en fjende af Gud«), SKS 17, 197,20f. elske Gud, for at de maatte blive i Kjerlighed allusion til 1 Joh 4,16: »Og vi have erkiendt og troet den Kierlighed, som Gud haver til os. Gud er Kierlighed, og hvo [den] som bliver i Kierlighed, bliver i Gud, og Gud i ham« (NT-1819). gjøres (...) behov behøves. indklæde det billedligt udtrykke det. derhos desuden, tilmed. allehaande alle slags, alskens. Kongens Kudsk den kusk, der kører kongens karet. der toges ind der blev gjort ophold (ved en kro). Hvori stak det havde det sin grund. fra Slægt til Slægt fra generation til generation. Opløftelse det at være løftet op i en højere (åndelig el. religiøs) sfære, opløftethed. vi (...) kunne kan. ville see vil. Der sidder tolv Mennesker sigter til de tolv apostle; i stedet for Judas, der var død, jf. Matt 27,3-5, havde de øvrige apostle ved lodkastning valgt Matthias til at overtage hans plads, jf. ApG 1,15-26. alle tilhørende den Classe ... vi kalde den menige Mand hentyder til, at de fleste af apostlene tilhørte den jævne el. lavere klasse i samfundet; if. Matt 4,18-22 og Mark 1,16-20 var Simon Peter, Andreas og Zebedæussønnerne Jakob og Johannes fiskere, mens Matthæus if. Matt 9,9 og Levi if. Luk 5,27 var toldere. – den menige Mand: SKs foretrukne betegnelse for personer fra den jævne, lavere samfundsklasse. Mester i NT ofte anvendt betegnelse for Jesus. seierrigt faret til Himlen hentyder til ApG 1,9-11 (). Med 'sejerrig' hentydes formentlig til, at Jesus havde sejret over døden ( og ). det lille Folk, de tilhøre Størrelsen af den jødiske befolkning i Palæstina på Jesu tid kan ikke afgøres, se fx G.B. Winer Biblisches Realwörterbuch () bd. 2, s. 223f. halvfjerdsindstyve Aar allusion til den traditionelle opfattelse, at et menneskes alm. levetid er 70 år, en opfattelse, der går tilbage til Sl 90,10: »Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til.« Vistnok rigtignok, sandt nok.