]> S&o-;ren Kierkegaard Tre Taler ved t&ae;nkte Leiligheder TTL Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup, Alastair McKinnon og Finn Hauberg Mortensen Niels J&o-;rgen Cappel&o-;rn, Joakim Garff, Jette Knudsen, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen Jette Knudsen og Kim Ravn F&o-;rstetrykket, 1845 F&o-;rstekorrekturen til f&o-;rstetrykket Israel Levins h&aa;ndskrevne korrektioner i a Renskrift i Kierkegaards h&aa;nd (trykmanuskript) Kierkegaards kladdemateriale Kierkegaard Normalformat vers. 1 S&o-;ren Kierkegaard Forskningscenteret 1998 http://sks.dk/ttl/txt.xml 20090918 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.4 Tre Taler ved t&ae;nkte Leiligheder Af S. KIERKEGAARD Kj&o-;benhavn Hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri 1845 Mindet om min afd&o-;de Fader Michael Pedersen Kierkegaard helliget. Forord Skj&o-;ndt denne lille Bog (Leilighedstaler, som den kunde kaldes, hvorvel den ikke har Leiligheden, der gj&o-;r Taleren og gj&o-;r ham myndig, eller Leiligheden, der gj&o-;r L&ae;seren og gj&o-;r ham l&ae;rende) er uden al Opfordring og saaledes i sin Mangelfuldhed uden al Undskyldning, er uden al Bistand af Omst&ae;ndigheder og saaledes i sin Udf&o-;rlighed hj&ae;lpel&o-;s, er den dog ikke uden Haab og fremfor Alt ikke uden Frimodighed. Den s&o-;ger hiin Enkelte, hvem jeg med Gl&ae;de og Taknemlighed kalder min L&ae;ser, eller den s&o-;ger ham end ikke. Uvidende om Tiden og Timen venter den i Stilhed, at hiin rette L&ae;ser skal komme som Brudgommen og bringe Leiligheden med sig. Hver gj&o-;re Sit, L&ae;seren altsaa meest. Betydningen ligger i Tilegnelsen. Deraf Bogens glade Hengivelse. Her er intet verdsligt Mit og Dit, der adskiller og forbyder at tilegne sig hvad N&ae;stens er. Thi Beundring er dog lidt Misundelse og saaledes en Misforstaaelse, og Dadel i al sin Berettigelse dog lidt Modstand og saaledes en Misforstaaelse, og Gjenkjendelse i Speilet kun et flygtigt Bekjendtskab og saaledes en Misforstaaelse, men at see rigtigt til og ikke at ville glemme hvad Speilets Afmagt ikke formaaer at bevirke, det er Tilegnelsen, og Tilegnelsen er L&ae;serens endnu st&o-;rre, er hans seierrige Hengivelse. S. K. Ved Anledningen af et Skriftemaal Fader i Himlene! Vel vide vi, at det at s&o-;ge altid har sin Forj&ae;ttelse, hvorledes da ikke det at s&o-;ge Dig, alle Forj&ae;ttelsernes og alle gode Gavers Giver! Vel vide vi, at den S&o-;gende ikke altid beh&o-;ver at vandre ud i Verden, thi jo helligere Det er, han s&o-;ger, desto n&ae;rmere er det ham, og dersom han dog s&o-;ger Dig, o Gud, Du er ham jo allern&ae;rmest! Men vi vide ogsaa, at det at s&o-;ge altid har sin M&o-;ie og sin Anf&ae;gtelse, hvorledes da ikke Forf&ae;rdelse det at s&o-;ge Dig, Du V&ae;ldige! Vover endog Den, der i Tanken fortr&o-;ster sig til sit Sl&ae;gtskab, vover endogsaa han sig med Tanken ikke uden Forf&ae;rdelse ud i hine Afgj&o-;relser, hvor han gjennem Tvivl s&o-;ger Dit Spor i Tilv&ae;relsens vise Orden, hvor han gjennem Fortvivlelse s&o-;ger Dit Spor i opr&o-;rte Begivenheders Lydighed under et Forsyn; s&o-;ger Den, hvem Du kaldte Din Ven, der vandrer for Dit Aasyn, s&o-;ger dog ogsaa han ikke uden B&ae;ven Venskabets M&o-;de med Dig, Du ene V&ae;ldige; vover den Bedende, der elsker af sit ganske Hjerte, vover dog ogsaa han sig ikke uden Angest i B&o-;nnens Strid med sin Gud; slipper selv den D&o-;ende, for hvem Du jo omskifter Livet, slipper dog ogsaa han ikke uden Gysen det Timelige, naar Du kalder; flyer selv den Elendige, hvem Verden volder idel Lidelse, flyer dog ogsaa han ikke uden Forf&ae;rdelse hen til Dig, Du som ikke lindrer lidet men er Alt: hvorledes t&o-;r da Synderen s&o-;ge Dig, retf&ae;rdige Gud! Men derfor s&o-;ger han Dig ikke som hine, men han s&o-;ger Dig i Syndernes Bekjendelse. &streg; &streg; Og der er jo Stedet dertil, m. T., Du veed hvor; og der er jo Beleiligheden, m. T., Du veed hvorledes; og der er jo &O-;ieblikket, det hedder: endnu idag. Hvor stille! Thi i Guds Huus er der Fred, men inderst inde i det Omfredede er der et Indelukke. Den, som gaaer der hen, han s&o-;ger Stilhed, Den, som sidder der, han er i Stilhed; om der end tales, Stilheden voxer kun. Hvor stille! Der er intet F&ae;llesskab, Enhver er for sig; der er intet Kald til forenet Gjerning, Enhver kaldes til s&ae;rskilt Ansvar; der er ingen Indbydelse til Samfund, Enhver er ene. Thi Den, der skrifter, han er eensom, eensom ja liig en D&o-;ende. Om de staae talrige ved den D&o-;endes Leie de Mange, som vare ham kj&ae;re og dyrebare og som elske ham, eller han ligger forladt af Verden, fordi han forlod den, eller den forlod ham: den D&o-;ende er eensom, de stride begge eensomt, og Tanken farer vild, Tusinder holde den ikke igjen, ikke ti Tusinder, hvis den Eensomme ikke kjender Tr&o-;sten. Om Tusinder ventede paa og l&ae;ngtes efter Den, som ved at skrifte s&o-;ger Stilhed, eller han, naar han gaaer derfra, er den Ringe og Elendige, hvem Ingen venter paa og Ingen bekymrer sig om: denne Forskjel er kun Sp&o-;g, Sandheden er, den alvorlige Sandhed var: de vare begge eensomme. Det hj&ae;lper ham ikke den M&ae;gtige alle hans Venner og Verdens Herlighed og Bedriftens vidtudstrakte Betydning, uden det skulde v&ae;re til at forstyrre ham Stilheden, hvilket er den st&o-;rste Skade; det skader ham ikke den Elendige at v&ae;re forladt, hvis det hj&ae;lper ham til at finde Stilheden. Det er vanskeligt for en Kameel at gaae gjennem et Naale&o-;ie, og vanskeligt for den Verdslige at finde Stilhed, han v&ae;re m&ae;gtig eller ringe, vanskeligt at finde den i Livets Larm, vanskeligt at finde den hvor den er, naar han ikke selv bringer Larmen med sig. Hvor stille og hvor alvorligt! Og dog er der jo Ingen, som anklager, hvo turde v&ae;re Anklageren der, hvor Enhver er skyldig; og dog er der jo Ingen, som d&o-;mmer, hvo turde d&o-;mme, hvor Enhver bet&ae;nker sit Regnskab: Ingen som anklager uden Tankerne, Ingen som d&o-;mmer uden Den, der seer i det Forborgne og h&o-;rer Skrifte i L&o-;ndom. Ja selv naar der tales, er Du jo Den, som taler med Dig selv ved den Talendes Stemme. Hvad den Talende skal sige netop til Dig, det veed kun Du, hvorledes Du forstaaer Talen, veed han ikke, det veed kun Du; om det var Din bedste Ven, han veed det dog ikke saaledes som Du veed det. Og hvis Du ikke h&o-;rer saaledes, da h&o-;rer Du ikke retteligen, da bliver hans Tale en Larm, der forstyrrer Stilheden, og Din Opm&ae;rksomhed en Adspredelse, der kr&ae;nker Stilheden. Hvo som frygter denne Stilhed, han unddrage sig den, men han t&o-;r ikke negte, at den er til, siden han jo frygter den. Hvo som siger, han s&o-;gte den men fandt den ikke, han er en misundelig Bedrager, der vil forstyrre Andre, thi ellers taug han og s&o-;rgede, eller han sagde: jeg s&o-;gte den ikke retteligen, derfor fandt jeg den ikke. Thi Intet, Intet i den ganske Verden, ikke om et Jordskj&ae;lv rystede Kirkens Piller, og ikke det daarligste Menneskes meest forkeerte Tale og ikke den nedrigste Hyklers V&ae;mmelighed kan tage den fra Dig, men vel det langt Mindre give Nogen Anledning til at s&o-;ge Skalkeskjul. Nei, Intet uden Du selv kan tage den fra Dig, saa lidet som al Verdens Magt, og al dens Viisdom og alle Menneskers forenede Bestr&ae;belser kan give Dig den, saa lidet som Du selv kan tage den hen og give den bort. Den faaes ikke for Intet, men den kj&o-;bes ikke for Guld; den tages ikke med Vold, men den kommer ikke som en Dr&o-;m, naar Du sover; den tinger ikke om Vilkaaret, var dette end, at Du vilde gavne hele Menneskeheden. Om Du giver Alt hen, derfor er den endnu ikke erhvervet, men erhverver Du den, da kan Du gjerne besidde Alt som Den, der Intet eier. Hvo som siger: den er ikke til, denne Stilhed, han larmer blot, eller har Du vel ogsaa nogensinde h&o-;rt, at Nogen i Stilhed blev enig med sig selv om, at denne ikke er til, om Du vel har h&o-;rt store Ord og h&o-;ir&o-;stet Tale og larmende Gjerning for at faae den bort, for istedenfor Samvittighed og Stilhed og Guds d&o-;mmende Stemme i Eensomhed, at faae en Natur-Gjenlyd fra Tr&ae;ngselen, et forvirret F&ae;llesskrig, en almindelig Mening, som man, bange for sig selv, i Feighed ikke er ene om. Men Du, m. T., frygter Du denne Stilhed, skj&o-;ndt beflittende Dig paa at have en Samvittighed, thi uden Stilhed er denne slet ikke til, og paa at have en god Samvittighed, saa hold ud, saa hold den ud; denne Stilhed er ikke D&o-;dens, hvori Du omkommer, den er ikke til D&o-;den denne Sygdom, den er Overgangen til Livet. Saa s&o-;ger da den Skriftende Gud i Syndernes Bekjendelse, og Skriftemaalet er Veien og er paa Salighedens Vei et Bedested, hvor der standses, hvor Besindelsen samler Sindet, hvor Regnskabet gj&o-;res op. Og ikke sandt, rigtigt, uden Svig b&o-;r et Regnskab v&ae;re &streg; saa bliver der Stilhed, saa bliver Enhvers Mund tilstoppet, saa bliver Enhver skyldig, og kan ikke svare Een til Tusinde. Ved Hj&ae;lp af Forstyrrelsen bliver man mindre skyldig, maaskee endogsaa retf&ae;rdig. En s&o-;rgelig Retf&ae;rdighed! Thi det er ikke uretf&ae;rdigt, at Du tilgiver et andet Menneske for hans Skyld, hvis han beder Dig derom, eller, hvis Du dog troer han &o-;nsker det, for Guds Skyld, som fordrer det, for Din egen Skyld, at Du ikke maa forstyrres; Du tager og ikke mod Bestikkelse, fordi Du agter paa den forsonlige Tilskyndelse i Dit eget Indre; Du sinker Dig ei heller paa Veien, om Du, skj&o-;ndt den Forurettede, s&o-;ger Forligelsen med Din Modstander, medens han endnu er paa Veien; Du besviger ei heller Gud for hvad hans er, om Du s&ae;lger Tilgivelsen for Intet; Du spilder ikke Din Tid eller anvender den slet, om Du grunder paa, hvad der vel kan tjene til Undskyldning; Du er og ikke bedragen, om Du, hvis der ingen Undskyldning fandtes, ved Kjerlighedens hellige Bedrag, som forvandler al Verdens Spot over Din Svaghed til himmelsk Gl&ae;de over Din Seier, troede, at Br&o-;den maatte v&ae;re til at undskylde &streg; men naar det er Dit eget Regnskab, da gjorde Du vel Uret ved at tilgive Dig selv det Mindste, thi endnu v&ae;rre end den sorteste egne Skyld er dog den egne Retf&ae;rdighed; da tog Du jo mod Bestikkelse, om Du fulgte Letsindets eller Underfundighedens Tilskyndelse i Din egen Sag; da sinkede Du Dig paa Veien og sinkede Aandens Fyrighed, da spildte Du Din Tid og anvendte den ilde paa at finde Udflugter, ja, da var Du bedragen ved et formasteligt Bedrag, bedragen netop naar Du fandt Undskyldningen. Ak ja, det er en forunderlig Overgang, en svimlende Omskiftelse! For et &O-;ieblik siden gik det samme Menneske riig og m&ae;gtig, og nu &O-;ieblikket derefter, skj&o-;ndt der Intet er skeet midlertidig, kan han ikke svare Een til Tusinde. Thi hvo er vel her den Rige og M&ae;gtige, til hvem Talen sigter, hvo Anden end han den Forurettede, han den Undertrykte, han den Forfordeelte, han den Kr&ae;nkede! Maaskee br&o-;d Voldsmanden, som tr&ae;der paa den Undertrykte, maaskee br&o-;d den M&ae;gtige, hvis Vei blev betegnet ved Forurettelse, maaskee br&o-;d den Rige, hvis Rigdom blev for&o-;get ved Enkens Taarer, maaskee br&o-;d den Fortvivlede, som kr&ae;nker og spotter, maaskee br&o-;d de sig Alle kun lidet om Tilgivelsen, men sandeligen, ikke en Konge, der hersker over Riger og Lande, og ikke Guldets S&o-;n, der eier Alt, og ikke Fors&o-;rgeren, der m&ae;tter den Hungrige, eier noget saa stort, eller har noget saa stort at bortgive eller noget saa forn&o-;dent at skj&ae;nke, som det Menneske, hvis Tilgivelse en Anden beh&o-;ver. Beh&o-;ver, ja beh&o-;ver som den f&o-;rste Forn&o-;denhed; om Nogen ikke mener det, derfor beh&o-;ves den jo ligefuldt &streg; og den Forurettede eier meest. En Hedning, hvis Navn er uadskilleligt fra Forestillingen om Seiervindinger og V&ae;lde, har sagt, da hans Fjende, ak, som det tyktes Hedninger, viste det h&o-;ieste Mod ved at aflive sig selv, har sagt: der ber&o-;vede han mig min herligste Seier, thi jeg vilde have tilgivet ham. Og en Anden har sagt: derfor vil jeg ikke forlange Tilgivelsen, fordi jeg elsker h&o-;it. Min Uret er maaskee ikke saa stor, Tilgivelsen vel endog en billig Fordring, men naar den ikke er erholdt, saa er Uretten uendelig og Tilgivelsens Magt en uendelig Overmagt over mig. Altsaa den uskyldigt Forurettede det var Rigmanden. Endnu for et &O-;ieblik siden i Verdens Omgivelse, da turde han sige: gj&o-;rer kun Uret mod mig, I tabe dog meest, thi I beh&o-;ve min Tilgivelse &streg; og nu &O-;ieblikket derefter, nu slutter Stilheden om ham, han veed ikke af, hvad han har at tilgive, og Regnskabet viser, at han kan ikke svare Een til Tusinde. Saaledes er Regnskabet, hvis der er stille om ham, det er, hvis han ikke selv bringer Forstyrrelsen med. Det samme er Dens Regnskab, der gjorde Uret, og Dens, som var den Reneste af Alle, som det endog var den uskyldigt Forurettedes. Derfor frygter Nogen maaskee denne Stilhed og dens Magt, og det uendelige Intet, hvori den nedstyrter alle Forskjelligheder, endog Urettens og Tilgivelsens, og det Dyb, hvori den Eensomme synker i Stilheden. Det er som naar Den, der forsager Verden, gyser for den Tomhed, der synes at vise sig. Endnu for et &O-;ieblik siden, da &o-;nskede han saa Meget, og higede og str&ae;bte, og sov uroligt om Natten, og spurgte Nyt om Andre, og misundte Nogle, og oversaae Nogle, og var beskeden paa rette Sted, og paaf&ae;rde i Venskab og Fjendskab, og spaaede om Veiret, og forstod sig paa Vinden, og forandrede Planen, og str&ae;bte igjen, og vandt og tabte, og blev ikke tr&ae;t, og speidede efter L&o-;nnen, og skimtede Vindingen &streg; og nu, ja stakkels bedragne Mand! hvis han i denne Forsagelse ikke fandt det ene Forn&o-;dne, stakkels Bedragne, der bedrog sig selv, stakkels Mand, der ved sig selv blev til Priis for Livets Spot, thi nu kom maaskee det Store, han &o-;nskede, nu blev han riig, nu, nu, o, Fortvivlelse, hvorfor netop nu, hvorfor ikke igaar, men nu, da han dog ikke ganske &o-;nskede, men heller ikke ganske forsagede! Og saaledes ogsaa med Den, som erfarede, at der er en Stilhed, hvor ethvert Menneske bliver skyldigt, og ikkun l&ae;rte at frygte den. Var han anseet for Retf&ae;rdig i Menneskenes &O-;ine, og dette hans Begjer, var han Forurettet men trodsig i Tilgivelsens stolte Besiddelse, var han ikke uden Skyld men havde fundet T&ae;kkelighed i Verdens &O-;ine, ak, stakkels bedragne Mand! hvor maatte han forbittres mod Den, som ledte ham ind og altsaa ledte ham vild i hiin Stilhed &streg; men det kan Ingen, og hans Vrede er afm&ae;gtig. Stakkels Bedragne, hvis Retf&ae;rdighedens Borgerkrone nu raktes ham af Folkehoben, hvad han higede efter; hvis det nu vedtoges af Tusinder at kalde ham den Retf&ae;rdige i Folket, hans hoff&ae;rdige &O-;res forf&ae;ngelige Lyst: hvorfor nu, nu da hans &O-;re vel ikke ganske var tilstoppet, men han heller ikke ganske havde fattet Stilhedens uendelige Hemmelighed! Stakkels Bedragne, hvis nu den Skyldige kom til hans D&o-;r, hvis nu &O-;ieblikket var der, at Tilgivelsen skulde kj&o-;bes dyrt, Triumphens &O-;ieblik, han havde gl&ae;det sig til, hvorfor nu, hvorfor ikke igaar, men nu, nu, da han vel ikke vellystigt fornam H&ae;vnens og Stolthedens Hidsighed, men heller ikke ganske havde fattet den egne Skylds alvorlige Budskab! Thi Den, der fattede det, han var sandeligen ikke bedragen. Salig Den, der forstaaer det. Og hvis det er Nogens Gjerning at forkynde, at l&ae;re Andre om deres Skyld, at l&ae;re fra sig, hvad denne Tale, der er uden Myndighed, ikke gj&o-;r, han haver dog den Tr&o-;st, at netop den Reneste er villigst til at fatte den egne Skyld dybest. Thi naar det gjelder hiint st&o-;rste Vovestykke, selv skyldig at underl&ae;gge Alle under Skyld, hvor da endog den Modiges Tanke standser, naar han ikke frygter at tage sig selv med, men Tanken gj&o-;r Modstand ved Synet af hvad der menneskeligt talt er reent og elskeligt, ved en qvindelig Ungdoms skj&o-;nne Reenhed, der den ukjendt med Verden, ukjendt med dens Tilskyndelser, ydmygt t&ae;nker ringe om sig selv i Oprigtighed: der vil han, hvis Talens Gjerning byder ham at forkynde Synden som Sl&ae;gtens f&ae;lles Lod, der vil han finde en Forstaaelse, som maaskee besk&ae;mmer ham selv. Den Skriftende s&o-;ger Gud i Syndernes Bekjendelse, og Skriftemaalet er Veien, og er paa Salighedens Vei et Bedested, hvor der standses, hvor Besindelsen samler Sindet. Saa ville vi da standse og i Anledning af Skriftemaalet tale om: Hvad det er at s&o-;ge Gud, og n&ae;rmere bestemme dette ved at bet&ae;nke, at intet Menneske kan see Gud uden Reenhed, og intet Menneske tage Kjende paa ham uden at blive en Synder. F&o-;ler Nogen sig paa urigtig Maade standset ved Opgaven, da kaste han Talen bort, at ikke Den, som l&o-;ber hurtigere, skal sinkes af den Langsomme. Og en Betragtnings V&ae;rd er jo altid tvivlsom; den kan stundom hj&ae;lpe En til det Afgj&o-;rende, stundom ogsaa forhindre: som et lille Till&o-;b kan hj&ae;lpe til Springets Afgj&o-;relse, men flere Miils Till&o-;b vilde vel endog forhindre det. Har Nogen derimod ofte nok f&o-;lt sig standset i Livet uden dog at finde Stilhed, har han s&o-;gt den, hvor den jo er, og dog ikke ret fundet den, og gjort sig Bebreidelse derover, har han k&ae;mpet og dog ikke vundet, da fors&o-;ge han atter, han f&o-;lge med Talen, men Fri og Frivillig; der er Intet, som binder ham, ingen Forpligtelse, ingen Bebreidelse venter ham, hvis det ved den ikke lykkedes ham, thi Talen har jo ingen Myndighed. Men han vil heller ikke, at Talen skulde sige om hiin Stilhed, at den er paa hiint helligede Sted saaledes, at dersom man kunde blive der, og ikke atter skulde ud i Livets Forvirring, saa vilde man altid have den hos sig; thi Den som fordrer dette, han fordrer for meget af Talen, at den nemlig skulde bedrage ham, som var det Stedet, udvortes forstaaet, der gjorde Udslaget, som vilde ikke ganske det Samme h&ae;nde ham, hvad der h&ae;nder ham i Verden, hvis han skulde forblive paa det hellige Sted, som vilde han da ikke f&o-;rst og fremmest forf&ae;rdes ved et Sandsebedrag, hvori han havde fundet Beroligelse, at det var Stedet det kom an paa. En Digter har jo rigtignok sagt, at et Suk til Gud uden Ord er den bedste Tilbedelse, saa kunde man jo ogsaa troe, at det sparsomme Bes&o-;g paa det hellige Sted, naar man kommer langveisfra, var den bedste Gudsdyrkelse, fordi begge Dele hj&ae;lpe til Sandsebedraget. Et Suk uden Ord er nemlig den bedste Tilbedelse, naar Tanken om Gud kun skal d&ae;mre over Tilv&ae;relsen, som de blaae Bjerge fjernt i Synskredsen, naar Sjeletilstandens Uklarhed skal tilfredsstilles ved den st&o-;rst mulige Fleertydighed. Men skal Gud v&ae;re Sjelen n&ae;rv&ae;rende, da finder Sukket vel Tanken, og Tanken vel Ordet &streg; men ogsaa Vanskeligheden, som man ikke dr&o-;mmer om paa Afstand. Indtil Taabelighed fort&ae;lles det vel i vore Dage, at det H&o-;ieste er ikke at leve i Stilheden, der er nemlig Faren ikke, indtil Taabelighed, thi Faren er der saa godt som i Forvirringen, og det Store er hverken, uden videre forstaaet, at v&ae;re i Eensomheden eller at v&ae;re i Forvirringen, men det Store er at overvinde Faren &streg; og det Maadeligste er at arbeide sig tr&ae;t paa at overveie hvad der er vanskeligst, thi et saadant Arbeide er unyttig M&o-;ie og har intetsteds hjemme som den Arbeidende, der jo hverken er i Forvirringen eller i Eensomheden, men i travle Tankers Aandsfrav&ae;relse. &streg; Dersom endeligen Nogen paa Grund af de mange Forretninger og den travle Gjerning mener ikke at have Tid til at l&ae;se en saadan Tale, ja da kan han have fuld Ret i, at han ikke har Tid til at l&ae;se denne Tale, der jo ogsaa gjerne venter til Sidst med at komme i Betragtning, men skulde Meningen v&ae;re, at han overhovedet ikke havde Tid til at bekymre sig om, hvad der er Talens Bekymring: hiin Stilhed, da skal Talen, selv om den Travle fandt en Fritime fra de mange Forretninger til i Hastv&ae;rk at frems&ae;tte en Indvending, da skal Talen dog ikke gj&o-;re sig latterlig ved at besvare den. De mange Forretninger er maaskee en tvivlsom Fortjeneste, maaskee ville de ogsaa blive ham f&ae;rre ved at bet&ae;nke hiin Stilhed, og mange Forretninger skj&o-;nnes fremfor Alt at v&ae;re een Grund mere til hyppigere at s&o-;ge Regnskabets Stilhed, hvor der dog ikke regnes med Mark og Skilling eller med Udm&ae;rkelsens og Fornedrelsens og andre indbildte St&o-;rrelser. Dersom den S&o-;gende s&o-;ger hvad der ligger udenfor ham som noget Udvortes, som Noget der ikke staaer i hans Magt, da er det S&o-;gte paa et bestemt Sted. Finder han blot Stedet, hvor det er, ja da er han hjulpen, da griber han det, og hans S&o-;gen har en Ende. Saaledes vidste Enhver engang i sin tidlige Ungdom, at der var saa mange skj&o-;nne Ting til, men Stedet vidste han ikke med Bestemthed. Ak, om Mangen end haver glemt denne B&o-;rnel&ae;rdom, mon Alle derfor i Sandhed ere blevne visere, mon ogsaa Den, som istedenfor hiin skj&o-;nne Fyldes Eenhed har vundet Tvivlens Dobbelthed og Beslutningens Halvhed! &streg; Dersom den S&o-;gende antages selv slet Intet at kunne gj&o-;re for at finde Stedet, da er han &o-;nskende. Saaledes var Enhver engang i en tidligere Ungdom. Ak, om Mangen end har forandret sig, mon Alle derfor i Sandhed have forandret sig til det Bedre, _{men ogsaa}mon ogsaa Den, som istedenfor &O-;nskets uvisse Rigdom vandt Middelmaadighedens visse Elendighed! &streg; Naar den &O-;nskende seer sit &O-;nske opfyldt, da bliver han forundret, som han allerede ved at v&ae;re &o-;nskende er i Forundring. Saaledes var ogsaa Enhver engang i sin tidlige Ungdom, ikke som man uretf&ae;rdigt siger om Ungdommen, god at lokke til daarlige Foretagender, men inderlig god at lokke til Forundringens uforbeholdne salige Hengivelse, det redelige Vederlag, som den &O-;nskende usvigelig gjemmer for Opfyldelsens &O-;ieblik. Ak, om Mangen end har tabt denne Iil til at ville give Lige for Lige, som han jo ogsaa har l&ae;rt at t&ae;nke ringe om &O-;nsket, er derfor denne tingende Redelighed, der ikke ret &o-;nsker og ikke ret forundrer sig, og saaledes giver Lige for Lige, er derfor denne Redelighed en Vinding! &streg; Den, der &o-;nsker, s&o-;ger ogsaa, men hans S&o-;gen er iblinde, ikke saa meget med Hensyn til &O-;nskets Gjenstand, som med Hensyn til, at han ikke veed, om han kommer det n&ae;rmere eller fjerner sig. Blandt de mange Goder er der nu eet, som er det h&o-;ieste, som ikke er at bestemme ved sit Forhold til de andre, da det er det h&o-;ieste, uden at dog den &O-;nskende har en bestemt Forestilling, thi det er det h&o-;ieste netop som det Ubekjendte &streg; og dette Gode er Gud. De andre Goder have Navne og Betegnelser, men hvor &O-;nsket dybest drager Aande, hvor dette Ubekjendte synes at vise sig, der er Forundringen, og Forundringen er Umiddelbarhedens Sands for Gud og al dybere Forstaaelses Begynden. Den &O-;nskendes S&o-;gen er iblinde ikke saa meget med Hensyn til Gjenstanden, thi denne er jo det Ubekjendte, som med Hensyn til, om han kommer det n&ae;rmere eller fjernere &streg; nu studser han, Forundringens Udtryk er Tilbedelse. Og Forundringen er en tvetydig Sjelstilstand, der i sig indeholder Frygten og Saligheden. Tilbedelsen derfor paa eengang blandet af Frygt og Salighed. Selv den meest luttrede, fornuftige Gudsdyrkelse er Salighed i Frygt og B&ae;ven, Tillid i Livsfaren, Frimodighed i Syndens Bevidsthed. Selv den meest luttrede og fornuftige Gudsdyrkelse har Forundringens Skr&o-;belighed, og ikke Kraftens og ikke Viisdommens og ikke Gjerningens ligefremme St&o-;rrelse bestemmer Guds-Forholdets St&o-;rrelse, den M&ae;gtigste er i dybeste Afmagt, den Frommeste sukker fra dybeste N&o-;d, den V&ae;ldigste er den, der retteligen folder sine H&ae;nder. Den &O-;nskendes Forundring svarer til det Ubekjendte, og er saaledes aldeles ubestemmelig eller rettere uendelig bestemmelig, kan v&ae;re lige saa modbydelig som latterlig, kan v&ae;re lige saa forvildet som barnagtig. Naar Skoven skuler i _{Aftenstunden naar}Aftenstunden, naar Nattens Maane forvilder sig imellem Tr&ae;erne, naar Naturforundringen derinde fanger efter sit Bytte, og da Hedningen pludseligt seer et Lysvirkningens Under, som griber ham, da seer han det Ubekjendte, og Tilbedelsen er Forundringens Udtryk; naar den knudrede Stamme danner en skuffende Skikkelse, som er ham ubekjendt, som ligner et Menneske og dog atter for Overraskelsen kun ligner i overnaturlig St&o-;rrelse, da standser han og tilbeder; naar han i &O-;rkenen seer et Spor, som ikke tilh&o-;rer noget Menneske eller noget ham bekjendt V&ae;sen, naar Eensomhedens Magt besvangrer hans Sjel med Forundring, da seer han i dette Spor, at den Ubekjendte har v&ae;ret her, og han tilbeder; naar Havet ligger dybt og stille, uforklaret, naar Forundringen stirrer svimlende ned deri, indtil det er som den Ubekjendte stiger op, naar Havets B&o-;lge ruller eensformigt mod Strandbredden og overv&ae;lder Sjelen ved Eensformighedens Magt, naar Sivet hvisker for Vinden og atter hvisker og altsaa maa ville betroe den Lyttende Noget: da tilbeder han. &streg; Bestemmer Forundringen sig, saa er dens h&o-;ieste Udtryk, at Gud er Tilv&ae;relsens uforklarede Alt, som dette er anet for Indbildningskraften i det Mindste og i det St&o-;rste overalt. Hvad der var Hedenskabets Indhold, opleves igjen i enhver Sl&ae;gts Gjentagelse, og f&o-;rst naar det er gjennemlevet, neds&ae;ttes det, der var Afgudsdyrkelse, til en sorgl&o-;s V&ae;ren i Digtningens Uskyldighed. Thi Afgudsdyrkelsen er luttret det Digteriske. Dersom den &O-;nskende selv antages at kunne bidrage Noget til at finde det S&o-;gte, da er han str&ae;bende. Altsaa er Forundringen og &O-;nsket if&ae;rd med at gjennemgaae sin Fors&o-;gelse. Ofte bedragen, som jo Forundringens Omfang, netop fordi den forholdt sig ligefrem til det Ubekjendte, var det lige saa modbydelige som latterlige, det lige saa forvildede som barnagtige, ofte bedragen vil Forundringen see sig for og ikke l&ae;ngere gaae iblinde. Det ligefremme Forhold er saaledes i et f&o-;rste Nu et brudt Forhold, uden at dog Bruddet er noget Gjennembrud. Det er brudt derved, at Veien tr&ae;der imellem som en Bestemmelse, medens der for den &O-;nskende ingen Vei er. Naar den S&o-;gende ikke gaaer iblinde, da &o-;nsker han ikke blot, han str&ae;ber; thi Str&ae;ben er netop Veien hen til det S&o-;gte. Saaledes var Enhver engang i sin tidligere Ungdom, h&o-;itflyvende i at ville, ak, og om Mangen end nu har l&ae;rt at blive ved Jorden, mon de derfor ogsaa Alle ere blevne visere, mon ogsaa Den, som istedenfor Fuglens Flugt vandt det Fiirf&o-;ddedes ludende Gang! Saaledes var Enhver engang i sin tidligere Ungdom dumdristig i at vove, ak, og om Mangen end lod det fare, mon de derfor ogsaa Alle bleve visere, mon ogsaa Den, som istedenfor Dumdristighedens L&o-;b paa det Uvisse vandt Fodg&ae;ngerens Tryghed paa Middelmaadighedens Landevei! Saaledes var Enhver engang i sin tidligere Ungdom Udfordrende, ak, og om Mangen end l&ae;rte at stemme Fordringen ned, mon de derfor Alle bleve visere, mon ogsaa Den, som ved Begunstigelse blev overm&ae;ttet, eller Den, som af Omgivelse l&ae;rte Smaalighed, eller Den, som i Vaners Tr&ae;ldom l&ae;rte N&o-;isomhed! O, vel er det viist, ikke at tale om Lykke, hvis man veed noget Helligere at n&ae;vne, men hvis ikke, da var det jo en Ulykke, at Lykken forsvandt af Livet, at den blev tr&ae;t af at give og tage, blev tr&ae;t af Menneskene, som bedroge den for Forundringen. Men i Frihedens Verden, hvor jo al Str&ae;ben har sit Udspring, og hvori al Str&ae;ben har sit Liv, der m&o-;der Forundringen paa Veien. Bestr&ae;belsen har forskjelligt Navn, men den, som er mod det Ubekjendte, er rettet mod Gud. Dette, at den er mod det Ubekjendte, vil sige, den er uendelig. Da standser den Str&ae;bende, han seer det skuffende Spor af et uhyre V&ae;sen, der er til naar det er forbi, der er og er ikke; og dette V&ae;sen er Skjebnen, og hans Str&ae;ben som en Faren vild. Tilbedelse er atter Forundringens Udtryk, og Tilbedelsens Omfang er det lige saa Modbydelige som Latterlige, det lige saa Forvildede som Barnagtige. Dersom den S&o-;gende antages at kunne gj&o-;re Alt for at finde det S&o-;gte, da er Trylleriet forbi, Forundringen glemt, der er Intet at forundre sig over. Og da, i det n&ae;ste &O-;ieblik er det S&o-;gte et Intet, og derfor var det han formaaede Alt. Saaledes var Enhver engang ved Ungdommens Aarsskifte, da han blev en Evighed gammel; ak, og om Mangen end tr&o-;ster sig til ikke at have oplevet denne Forf&ae;rdelse, mon de derfor Alle bleve visere, mon ogsaa Den, der var en Yngling i Oldingens Alder! Saaledes gik det Enhver engang ved Ungdommens Afsked at Livet stod stille og han omkom; og om Mangen end brouter af sin Ungdom, mon derfor ogsaa Den var visere, der besveg Aarene og Evigheden for sin Ret, hvis h&o-;ieste Viisdom var et fjantet Svar paa det alvorligste Sp&o-;rgsmaal! Der var engang i Verden, da Mennesket tr&ae;t af Forundring, tr&ae;t af Skjebnen vendte sig bort fra det Udvortes, og fandt, at der var ingen Forundringens Gjenstand, at det Ubekjendte var et Intet og Forundringen et Bedrag. Og hvad der engang var Livets Indhold, det kommer igjen i Sl&ae;gtens Gjentagelse. Om Nogen vil tykkes sig viis ved at sige, at der ere tilbagelagte Skikkelser, som for Aartusinder siden ere f&ae;rdige: i Livet er det ikke saaledes. Og Du mener dog vel heller ikke, min Tilh&o-;rer, at jeg vilde spilde Dig Din Tid ved at fort&ae;lle store Begivenheder og n&ae;vne snurrige Navne, og blive aandl&o-;st vigtig i Betragtning af hele Menneskeheden! Ak nei, hvis det er saa, at Den er bedragen, som kun faaer Lidet at vide, mon da ikke ogsaa Den, som fik saa Meget at vide, at han slet Intet tilegnede sig! Langsomt gaaer Mennesket frem, selv den herligste Viden er dog kun en Foruds&ae;tning. Vil man for&o-;ge Foruds&ae;tningerne mere og mere, da er man jo som den Gjerrige, der dynger Penge sammen, som han ingen Brug har for. Selv hvad der er v&ae;rd at anslaae h&o-;it: en lykkelig Opdragelse, selv den er jo kun en Foruds&ae;tning, og der gaaer Tid efter Tid, inden den tilegnes, og et heelt Liv er ikke for meget, hvis man vil tilegne sig den. O, dersom Den var bedragen, hvis Opdragelse fors&o-;mtes, mon da ikke ogsaa Den, som blev uvidende om, at den var en Foruds&ae;tning, et betroet Gods, en hellig Arv, der skulde erhverves, og som uden videre tog den hen, og tyktes sig at v&ae;re det, han havde Navn af. Har den Bedre stundom sukket, fordi det S&o-;gte var saa fjernt, saa har Du vel m. T., fattet, at der ogsaa er en anden Vanskelighed, at der er et Videns Blendv&ae;rk, som bedaarer Sjelen, at der er en Tryghed, hvori man er vidende &streg; og dog bedragen, at der er en Fjernhed fra al Afgj&o-;relse, hvor man, uden at dr&o-;mme derom, fortabes. Lad Forf&ae;rdelsen tage sit Bytte, o, denne Tryghed er et forf&ae;rdeligere Uhyre! Lad Savnets N&o-;d hungre ud, er det bedre at omkomme af Overflod? Rystende var det, da Forundringen slap Mennesket, og han fortvivlede over sig selv, men lige saa rystende er det, at man kan v&ae;re vidende om dette, vide langt mere, og end ikke have oplevet hiint, og meest rystende, at man kan vide Alt og ikke have begyndt paa det Mindste. Og er det saaledes, o, lad mig da begynde forfra; vend tilbage, Du Ungdom med Din &O-;nsken og Din elskelige Forundring, vend tilbage, Du Ungdommens vilde Str&ae;ben med Din Dumdristighed og Din Gysen for hiin Ubekjendte, grib mig, Du Fortvivlelse, der bryder med Forundringen og Ungdommens Forundring, men hurtigt, hurtigt, hvis det er muligt, hvis jeg har spildt min bedste Tid uden at opleve Noget, l&ae;r mig dog idetmindste ikke at blive ligegyldig derved, at s&o-;ge Tr&o-;st med Andre i f&ae;lles Tab, saa er vel Forf&ae;rdelsen over Tabet en Begynden paa min Helbredelse; hvor sildig den end er, det er dog bedre end at leve hen som en L&o-;gner, bedragen ikke af hvad der kunde synes skikket til at bedrage, ak, og derfor r&ae;dsomt bedragen &streg; bedragen af megen Viden! Altsaa var Forundringen forbi, den er forbi; saa hed det engang, saa siger den Fortvivlende og gjentager det i Fortvivlelse og gjentager det spottende, og vil tr&o-;ste sig ved Spotten, medens denne saarer Andre, som var al Spot ikke tve&ae;gget! Men Du, m. T., Du veed jo, at Talen netop nu staaer ved Forundringen. Talen vil derfor ikke overraske Dig, vil ei heller bedrage Dig ved &O-;ienforblindelse, naar Tankelynet glimter idet Alt vendes om, vil ei heller rive Dig hen i en studsende Forvirring. Den, som virkeligen har oplevet det Foregaaende, han gjennemskuer let forvirrede Erindringers Sammenblanding, og dersom han ikke har oplevet det, da vil at h&o-;re eller l&ae;se en Tale kun tvivlsomt gavne ham. Men Du, som jo selv er i Forundringen, Du veed jo, at denne Forundring blev til, da eengang hiin f&o-;rste var fort&ae;ret i Fortvivlelsen. Men hvor fandtes da og en v&ae;rdigere Gjenstand for Forundring, end naar den i &O-;nsken og Str&ae;ben S&o-;gende, den i Fortvivlelse Omkommende pludseligen opdagede, at han har det S&o-;gte, at Ulykken er, at han staaer og taber det! Thi tag den &O-;nskende som han sidder der og dr&o-;mmer, kald paa ham og siig: Du har det &O-;nskede; stands den dumdristigt Str&ae;bende, der han hist styrter frem ad Veien, stands ham og siig: Du har det Eftertragtede; gjennembryd Fortvivlelsen, at den Fortvivlede fatter, han har det &streg; hvilken Sindsbev&ae;gelse i ham, naar han paa eengang bliver overv&ae;ldet af Forundring og atter overv&ae;ldet, fordi han ligesom taber det S&o-;gte igjen! &O-;nskets Herlighed, Dumdristighedens Str&ae;ben v&ae;kker ikke anden Gang Forundring, dette forhindrer Fortvivlelsens Tankestreg, men at det S&o-;gte er givet, at det haves af Den, som i Misforstaaelsen staaer og taber det &streg; dette v&ae;kker det hele Menneskes Forundring. Og hvilket st&ae;rkere Udtryk er der vel for Forundring, end at den Undrende bliver som forandret, som naar den &O-;nskende skifter Farve, hvilket st&ae;rkere Udtryk end dette, at han virkeligen bliver forandret! Og saaledes er det med denne Forundring, den forandrer den S&o-;gende, og saaledes er det med denne Forandring, at det at s&o-;ge bliver noget Andet, ja lige det Modsatte: det at s&o-;ge betyder, at den S&o-;gende selv forandres. Han skal ikke finde Stedet, hvor det S&o-;gte er, thi dette er lige hos ham, han skal ikke finde Stedet, hvor Gud er, han skal ikke str&ae;be derhen, thi Gud er lige hos ham, ganske n&ae;r, n&ae;r allevegne, i ethvert &O-;ieblik allestedsn&ae;rv&ae;rende, men han skal forandres, at han selv kan blive Stedet, hvor Gud er i Sandhed. Dog Forundring, som er al dybere Forstaaelses Begynden, er en tvetydig Lidenskab, der i sig indeholder Frygten og Saligheden. Eller var det ikke frygteligt, m. T., at det S&o-;gte var Dig saa n&ae;r, at Du ikke s&o-;gte, men Gud s&o-;gte Dig; var det ikke frygteligt, at Du ikke kunde r&o-;re Dig uden at v&ae;re i ham, og ikke v&ae;re stille uden at v&ae;re i ham, og ikke v&ae;re saa ubem&ae;rket, at Du jo var i ham, og ikke flygte til Verdens yderste Gr&ae;ndse uden at han var der og paa ethvert Sted underveis, og ikke skjule Dig i Afgrunden uden at han var der og paa ethvert Sted underveis, og ikke sige til ham: om et &O-;ieblik, fordi han ogsaa var i det &O-;ieblik, da Du sagde dette; var det ikke frygteligt, da Ungdommens Sp&o-;g og Fortvivlelsens Umodenhed blev til Alvor, da, hvad Du havde peget paa og higet efter, og hvad Du havde sagt om, at det var ikke til, da det blev til, ja da det var til overalt omkring Dig og omsluttede Dig allevegne! Men var det ikke saligt, at den M&ae;gtige kunde sp&ae;rre Dig ind i den m&o-;rkeste Afkrog, og kunde dog ikke lukke Gud ude; var det ikke saligt, var det ikke saligt, at Du kunde falde i den dybeste Afgrund, hvor man hverken seer Sol eller Stjerner, og dog kan see Gud; var det ikke saligt, at Du kunde fare vild i den eensomme &O-;rken, og dog strax finde Veien til Gud; var det ikke saligt, at Du kunde blive en Olding, der havde glemt Alt, og dog aldrig glemme Gud, fordi han ikke kan blive noget Forbigangent, at Du kunde blive stum og dog raabe paa ham, d&o-;v og dog h&o-;re ham, blind og dog see ham; saligt at turde stole paa ham, at han ikke vilde sige som Menneskene sige: om et &O-;ieblik, fordi han var hos Dig i det &O-;ieblik han sagde det! &streg; Men Den, som udelader Frygten, han see vel til, at han ikke ogsaa udelader Fundet. Det er saa let, eller om Nogen hellere vil sige det Samme paa anden Maade, det er saa sv&ae;rt at finde Gud, at man endogsaa beviser, han er til, og finder et Beviis forn&o-;dent. Lad Bevisets Arbeide v&ae;re sv&ae;rt, is&ae;r volde Den Bryderi, der skal forstaae, at det beviser Noget; for den Bevisende er Sagen bleven let, thi han er kommen til at staae udenfor, han handler ikke med Gud, men afhandler Noget om Gud. Skal derimod det at s&o-;ge betyde, at man selv forandres, da passe den S&o-;gende vel paa sig selv. Man l&ae;re Forundring af et Barn og Frygt af en Mand, det er altid en Forberedelse, saa kommer Frygten nok med Gud, naar han kommer og gj&o-;r Beviser overfl&o-;dige. Eller er det maaskee Mod, at man tankel&o-;st forbliver uvidende om Faren, at den Bevisende sidder uforandret og beviser og beviser, at den Allestedsn&ae;rv&ae;rende er til, den Allestedsn&ae;rv&ae;rende, der altsaa ogsaa i Bevisets &O-;ieblikke gjennemskuer den Bevisende &streg; uden dog at have nogen videnskabelig Dom om Bevisets Fortjenstlighed. Skulde virkeligen den Allestedsn&ae;rv&ae;rende v&ae;re bleven som en sjelden Naturskabning, hvis Tilv&ae;relse den L&ae;rde beviser, eller som en ustadig Stjerne, hvilken man med Aarhundreders Mellemrum iagttager, og hvis Tilv&ae;relse derfor beh&o-;ver et Beviis is&ae;r for de mellemliggende Aarhundreder, i hvilke den ikke sees! Men den sande Forundring og den sande Frygt kan det ene Menneske ikke l&ae;re det andet. Kun naar den sammenpresser og udvider Din Sjel, Din, netop Din, Din alene i den ganske Verden, fordi Du er bleven alene med den Allestedsn&ae;rv&ae;rende, kun da er den i Sandhed for Dig. Om en Talende havde en Engels Veltalenhed, og om han havde et Aasyn, der kunde indjage den Modigste Skr&ae;k, saa Du faldt, som man siger, i den dybeste Forundring over hans Veltalenhed, og R&ae;dsel greb Dig ved at h&o-;re ham; det er ikke denne Forundring og ikke denne Frygt der hj&ae;lper. I Forhold til ethvert Menneske, det ringeste og det st&o-;rste, gjelder det, at ikke en Engel og ikke Legioner Engle og ikke alle Verdens R&ae;dsler kan indgive den sande Forundring og den sande Frygt, men vel gj&o-;re ham overtroisk. Den sande Forundring og den sande Frygt er f&o-;rst da, naar han, netop han, det v&ae;re den Ringeste eller den St&o-;rste, bliver alene med den Allestedsn&ae;rv&ae;rende. Kraftens og Viisdommens og Gjerningens ligefremme St&o-;rrelse bestemmer ikke Guds-Forholdets St&o-;rrelse. Eller gjorde de Vise i &Ae;gypten ikke n&ae;sten lige saa store Tegn som Moses; s&ae;t, de havde gjort st&o-;rre, hvad f&o-;lger saa deraf? Intet, slet Intet med Hensyn til Guds-Forholdet. Men Moses frygtede Gud, og Moses forundrede sig over Gud, og Frygten og Forundringen eller Forundringens Frygt og dens Salighed bestemmer Guds-Forholdets St&o-;rrelse. Det er ganske sandt, hvad Forstanden siger, at der er Intet at forundre sig over, men netop derfor er Forundringen sikkret &streg; fordi Forstanden indestaaer for den. Lad kun Forstanden d&o-;mme det Forg&ae;ngelige, lad den kun rydde Stedet &streg; saa kommer Forundringen paa rette Sted i den Forandrede. Alt, hvad der tilh&o-;rte hiin f&o-;rste Forundring, kan Forstanden fort&ae;re; lad den det, at den gaadefuldt kan hj&ae;lpe En til Forundringen, thi gaadefuldt er det jo, da det strider lige mod Forstandens Dom om sig selv. Men kommer et Menneske ikke videre, da anklage han ikke Forstanden og triumphere heller ikke, fordi den har seiret. Dersom en Fyrste udsender en H&o-;vidsmand med H&ae;rskaren mod det fremmede Land, og hiin H&o-;vidsmand erobrer det, og derpaa selv bem&ae;gtiger sig det som en Opr&o-;rer, da er der jo ingen Grund til at anklage ham fordi han erobrede det, men heller ikke Grund til at triumphere, da han jo selv beholdt det: og saaledes, hvis et Menneske ved sin Forstand seirer over hvad der vel var skj&o-;nt, men dog ogsaa barnagtigt, da anklage han ikke Forstanden, men hvis Forstanden ender med at gj&o-;re Opr&o-;r, da triumphere han ikke. Men Forundringen er i den Forandrede. Som det her er sagt, saaledes gik det jo Enhver engang i Afgj&o-;relsens &O-;ieblik, da Aandens Sygdom slog ind, og han f&o-;lte sig fangen i Tilv&ae;relsen, fangen for evigt. Ak, og om Mangen tr&o-;ster sig ved at have undgaaet denne Fare, mon derfor ogsaa Den var visere, som snildt og feigt bedrog sig selv, der han troede at bedrage Gud og Livet! Saaledes h&ae;ndte det Enhver engang, da det var forbi med Sp&o-;gen og Blendv&ae;rket og Adspredelsen; ak, og om Mangen end trodser paa sin Sorgl&o-;shed, mon derfor ogsaa Den blev visere, hvis Liv vildt snylter hen i Sideskud, fordi han ikke blev bunden! Saaledes h&ae;ndte det Enhver engang, ak, og om Mangen end smigrer sig med et fordeelagtigere Vilkaar, mon derfor Den blev visere, som ubunden ikke vidste af, at han netop derved var ufri! Naar det S&o-;gte antages givet, betyder det at s&o-;ge, at den S&o-;gende selv forandres, saa han bliver Stedet, hvor det S&o-;gte kan v&ae;re i Sandhed. Og det S&o-;gte var jo givet, det var saa n&ae;r, at det var som var det igjen tabt. Hvilket Udtryk er vel st&ae;rkere for Forf&ae;rdelsen end dette, at det er som tabt, uden denne Vished, at det er tabt: saaledes gaaer det altsaa tilbage med et Menneske! Hvilken Afstand siden hiin Tid, da han &o-;nskede, da han dumdristigt vovede, da det S&o-;gte var i det Fjerne, da Selvf&o-;lelsen trodsede paa, at det var ikke til &streg; og nu, det er kommet ham saa n&ae;r, at det er tabt, og det gaaer langt tilbage i det Fjerne med Tabet! Den S&o-;gende skulde forandres, ak, og han var forandret &streg; saaledes gaaer det tilbage. Og Forandringen, i hvilken han er, kalde vi Synden. Altsaa det S&o-;gte er, den S&o-;gende er Stedet, men forandret og forandret fra engang at have v&ae;ret Stedet, hvor det S&o-;gte var. O, nu er der ingen Forundring, ingen Tvetydighed! Sjelens Tilstand, naar den fatter dette, er Frygt og B&ae;ven i den Skyldige, Lidenskaben Sorg efter Erindringen, Kjerligheden Anger i den Fortabte. M. T., var det ikke saaledes! Talen skal jo ikke overraske Dig, den har ingen Myndighed til at afn&o-;de Dig nogen Syndens Bekjendelse. Tvertimod tilstaaer den gjerne sin Afmagt i denne Henseende, ja kunde Nogen &o-;nske det, da vil den villigt sige ham, at ikke al Verdens Veltalenhed er istand til at overbevise et Menneske om hans Synd, men da ogsaa minde ham, ikke at frygte Synderes Veltalenhed, men den Helliges Allestedsn&ae;rv&ae;relse og endnu mere frygte for at unddrage sig den. Skal et Menneske v&ae;sentligen forstaae sin Synd, da maa han forstaae det, fordi han bliver ene, han ene, netop han ene med den Hellige, som veed Alt. Kun denne Frygt og B&ae;ven er den sande, kun den Sorg, som Guds Erindring v&ae;kker i et Menneske, kun den Anger, hans Kjerlighed opelsker. Havde en Taler Stemme som Himlens Torden, havde han et Aasyn, der indjog R&ae;dsel, forstod han at sigte med &O-;iet, og han nu, som Du sad der, m. T., pegede paa Dig og sagde: Du, Du er en Synder, og gjorde han det end med en saadan Magt, at Dit &O-;ie s&o-;gte Jorden, at Blodet veeg fra Din Kind og Du maaskee ikke l&ae;nge forvandt Indtrykket, da forstod Du vel, at han ved sin Adf&ae;rd forvandlede Omgivelsen til en Fjellebod, hvor han g&o-;glede, og beklagede, at han forstyrrede Dig i at finde Stilheden. Frygt og B&ae;ven for det Afskyelige: for en gudeligt Udsv&ae;vende, er ikke den sande Frygt og B&ae;ven. Som det gjelder, at et Menneske ikke skal s&o-;ge sin Fred hos et andet Menneske, at han ikke skal bygge paa Sand, saa gjelder det ogsaa, at han ikke skal fortr&o-;ste sig til, at det er noget andet Menneskes Gjerning at overbevise ham om, at han er en Synder, men vel at paaminde ham om det egne Ansvar for Gud, hvis han ikke opdager det ved sig selv; al anden Forstaaelse er Adspredelse. Og dette er kun Sp&o-;g, om jeg vilde d&o-;mme Dig, men dette Alvor, om Du glemmer, at Gud vil d&o-;mme. Det S&o-;gte er altsaa givet, Gud er n&ae;r nok, men Ingen kan see Gud uden Reenhed, og Synden er netop Ureenhed, og derfor kan ingen tage Kjende paa Gud uden at blive en Synder. Det F&o-;rste er et vinkende Ord, og Sjelens Blik er mod det H&o-;ie, hvor Maalet er, men i samme Nu lyder det andet Ord, der angiver Begyndelsen, og dette Ord er et nedtrykkende Ord. Og dog er det saaledes for Den, der vil forstaae Synden med sig selv. At overbevise Nogen kan da en umyndig Tale ikke ville, ja den kan end ikke ligefrem gavne Nogen. Den, som f&o-;ler sig st&ae;rkere, kan jo umuligt beseires af Talen, og Den, som lod sig overvinde, beviste netop derved, at han var St&ae;rkere. Derfor skal Talen ikke overliste Dig, m. T., og bringe Noget ud om Dig, tvertimod giver den jo Dig snarere et Vaaben ih&ae;nde mod den Talende, dersom Du var daarlig nok til at ville d&o-;mme ham, hvilket jo var Tankel&o-;shed, da Alvoren er, om Nogen glemmer at anklage sig selv for Gud. Af den Grund faaer Du heller ei meget at vide af Talen; faaer Du Noget at vide af den om Dig selv, da er det ved _{sig selv}Dig selv; men vilde Nogen fordre at faae Noget at vide om Synden i Almindelighed, da fordrede han for meget af Talen, thi da vilde han bedrages. Saa staaer Talen nu ved Begyndelsen. Denne skeer ikke ved Forundring, men da sandeligen heller ikke ved Tvivl; thi Den, som tvivler om sin Skyld, han gj&o-;r kun en daarlig Begyndelse, eller rettere, han forts&ae;tter hvad der med Synden var daarligt begyndt. Hvad der kommer med Synden, det gaaer med Sorgen: dette gjelder dog vel altsaa om Synden selv. Sorg er derfor Begyndelse, og B&ae;ven er Sorgens Aarvaagenhed. Jo dybere Sorgen er, desto mere f&o-;ler Mennesket sig som et Intet, som mindre end Intet, og netop dette er fordi den S&o-;rgende er den S&o-;gende, som begynder at tage Kjende paa Gud. Det har altid v&ae;ret sagt, selv i Hedenskabet, at Guderne s&ae;lge ikke det H&o-;ieste for Intet, at en guddommelig Misundelse, hvori Guddommen satte Priis paa sig selv, bestemte Forholdets Vilkaar: hvorledes skulde da det, som et enkelt Menneske at blive Gud vaer, hvorledes skulde det ikke have sin Fordring; og denne Fordring er, at Mennesket bliver en Synder. Og dog er det ikke, om jeg saa t&o-;r sige, en H&o-;flighed Mennesket viser ham, at hans hellige N&ae;rv&ae;relse neds&ae;tter den Enkelte til Synder, nei den Enkelte var det, men blev det f&o-;rst ved hans N&ae;rv&ae;relse. Imidlertid forstaaer Den, som s&o-;ger at forstaae sig selv i Syndens Bevidsthed for Gud, han forstaaer det ikke som et almindeligt Udsagn, at alle Mennesker ere Syndere, thi denne Almindelighed er ikke det, hvorpaa Eftertrykket hviler. Jo dybere Sorgen er, desto mere f&o-;ler Mennesket sig som et Intet, som mindre end Intet, og denne fradragende Selvf&o-;lelse er Tegn paa, at den S&o-;rgende er den S&o-;gende som begynder at tage Kjende paa Gud. I verdslig Forstand gjelder det, at det er en daarlig Kriger der ikke haaber at blive &O-;verste, i gudelig Forstand er det omvendt, jo mindre han troer om sig selv, ikke som Menneske i Almindelighed eller om det at v&ae;re Menneske, men om sig som det _enkeltenkelte Menneske og ikke i Henseende til Evner, men i Henseende til Skyld, desto tydeligere vorder Gud ham. Vi ville ikke for&o-;ge Skylden, for at Gud kunde blive st&o-;rre, men vel for&o-;ge Skyldens Erkjendelse. Og som hiin &O-;vrighed, der ud&o-;vende vaager over Retf&ae;rdigheden, stundom bruger Speidere, der selv ere skyldige, saaledes er Enhver, den Hellige bruger, selv en Skyldner, stundom endog i str&ae;ngere Forstand en Skyldner, saa den Hellige baade bekymrer sig om Skyldnerens Frelse og om at frelse Andre ved ham. Jo dybere Sorgen er, desto dybere fattes Syndens Magt, og det st&ae;rkeste Udtryk for den dybeste Sorg kunde synes, om Nogen f&o-;lte sig selv at v&ae;re den st&o-;rste Synder. Nu det forstaaer sig, der har jo ogsaa v&ae;ret paa forf&ae;ngelig Viis endog Strid og Tvist om denne V&ae;rdighed, man har opbudt Alt for at vinde denne Anerkjendelse i Tider, hvor dette var det h&o-;ieste Udtryk for den h&o-;ieste Udm&ae;rkelse. S&o-;rgelig er jo enhver Art vildfarende Str&ae;ben, s&o-;rgeligst dog de gudelige Udsv&ae;velser. Naar den Unge feiler i Livet, saa haaber man paa Aarene; det er allerede s&o-;rgeligere, naar Manden farer vild; men naar Nogen farer vild i det Sidste, der kan frelse, hvor bliver saa Frelsen! Men deraf f&o-;lger dog ikke, at det skulde v&ae;re priseligt, at lade det Gudelige staae hen, og paa den Maade undgaae Vildfarelsen. Den st&o-;rste Synder, og Strid om at v&ae;re det! Vi ville ikke slaae Latteren l&o-;s, om end den Modsigelse er tilstede, som berettiger Latteren, thi er det end latterligt, er det dog ikke og her dog ikke Stedet til at lee af, at man saaledes har blandet Daarskaben ind i den alvorligste Forbindelse. Talen vil heller ikke uden videre lade Udtrykket fare, men dv&ae;le lidt derved, og sp&o-;rge: hvor faaer et Menneske at vide, at han er den st&o-;rste Synder? Dersom han faaer at vide, at han er en Synder, da skeer dette jo derved, at han bliver alene, han, netop han, alene med den Hellige. Bliver han ikke saaledes alene, saa faaer han end ikke at vide, at han er en Synder, end sige da den st&o-;rste. Hvorfra kommer nu det Mere eller Mindre, hvorved han bestemmer sig selv som den st&o-;rste? Skulde dette Mere ikke v&ae;re af det Onde, kommer det ikke ved Svig og Bedrag; skyldes det ikke Adspredelse fra Alvoren og Samling i Forf&ae;ngelighed? En Ulykkelig, der blev alvorlig ved sin Lidelse, kjendes strax derpaa, at han uden at bekymre sig, om Andre lide mindre, d&o-;mmer saaledes: min Lidelse falder mig tung &streg; jeg lider. En ret Elsker _kjendekjender man strax derpaa, at han ikke besmitter Forelskelsens M&o-;de, som s&o-;ger Eensomhed, ved at bringe et Opl&o-;b med sig, en Stimmel af Vidner, som jo ere tilstede, saasnart han forstaaer, at han elsker mere end Andre, nei, hans redelige og oprigtige Dom er kort: jeg elsker. Og saaledes ogsaa med Syndens Bevidsthed, det simple Udsagn er det alvorligste. Al Sammenligning er verdslig, al Udh&ae;ven af den er verdslig Vedh&ae;ngen ved Forf&ae;ngelighedens Tjeneste; og v&ae;rre end den egne Skyld er den egne Retf&ae;rdighed, og v&ae;rre end den egne Retf&ae;rdighed er at tage det Sidste forf&ae;ngeligt, og i Alvor at blive den st&o-;rste Synder netop derved, at man forf&ae;ngeligt vil v&ae;re det. Men Den, som bliver ene med Syndens Bevidsthed, han vil vel f&o-;le sig, dog ikke sammenlignelsesviis, som den st&o-;rste Synder, thi han vil f&o-;le sig som den Enkelte og i sig Syndens v&ae;sentlige St&o-;rrelse lige overfor den Hellige. Er det Adspredelse at ville undskylde sig selv ved, at Andre ere mere skyldige, saa er det ogsaa Adspredelse at ville bestemme sin Synd ved dens Forhold til Andres Synd, hvilket dog Ingen veed. Men naar Du faster, m. T., saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt, da seer Du hverken til Adspredelse, at Andre ere mere skyldige, eller til Adspredelse, at Andre ere mindre skyldige; og hvad der ikke er et f&ae;lles Foretagende, det gj&o-;re Du ikke paa Gaden, men rigtigt i L&o-;ndom. O, det er meget lettere at see til H&o-;ire og Venstre end at see ind i sig selv; meget lettere at tinge og prutte som ogsaa at underbyde end at tie &streg; men det Vanskeligere er dog det ene Forn&o-;dne. Allerede i det daglige Liv erfarer Enhver, at det er vanskeligere at staae ligeoverfor den Udm&ae;rkede, for den kongelige Majest&ae;t, end at f&ae;rdes i Vrimlen, at staae ene og taus ligeoverfor den skarpe Kjender, end at tale med i en almindelig Samklang af Ligem&ae;nd: end sige da at blive ene lige overfor den Hellige og tie. Man seer Gud i det Store, i Elementers Rasen og i Verdenshistoriens Gang, man glemmer reent, hvad Barnet forstod, at naar det lukker sine &O-;ine, saa seer det Gud. Og naar Barnet lukker sine &O-;ine og smiler, saa bliver det en Engel &streg; ak, og naar Mennesket vorder ene for den Hellige og tier &streg; saa bliver han en Synder! Bliv f&o-;rst alene, saa l&ae;rer Du vel den rette Gudsdyrkelse, at t&ae;nke h&o-;it om Gud og ringe om sig selv &streg; ikke ringere end Din Nabo, som var Du den Udm&ae;rkede, men husk Du er for Gud &streg; ikke ringere end Din Fjende, som var Du den Bedre, thi husk, Du er for Gud; men ringe om Dig selv. Den, der saaledes bet&ae;nker sin Synd og &o-;nsker i denne Stilhed at l&ae;re en Kunst, som Du jo ikke forsmaaer, m. T., at s&o-;rge over sine Synder, han vil vel opdage at Syndens Bekjendelse ikke blot er en Opt&ae;llen af alle enkelte Synder, men fatte for Gud, at Synden har et Sammenh&ae;ng i sig. Dog vil han atter her passe paa den snevre Vei, thi den Eensommes Vei er snever og indelukket, men overalt er der Blindd&o-;re, han beh&o-;ver blot at sige et Ord, saa aabner en saadan sig &streg; og den Fangne aander i det Frie, saa tykkes det ham et &O-;ieblik. Hvis han saaledes begynder at tale om Syndens Almindelighed, ikke i ham men i hele Sl&ae;gten, hvis han griber efter denne Tanke, saa aabner D&o-;ren sig &streg; ak, og hvor let aander han nu ikke, han, hvis Aandedrag var besv&ae;ret; hvor let bliver ikke nu hans Flugt, han, hvis Gang var saa m&o-;isom; hvor fri bliver han nu ikke, han, som var arbeidende &streg; thi han er bleven en Betragter. Og hans Betragtninger &o-;nske vist Mange at h&o-;re. Saa bliver Sagen en anden, og saa let, saa forandret, ja saaledes forandret som den Alvorlige iblandt os siger det, at Sp&o-;rgsmaalet bliver om at retf&ae;rdiggj&o-;re Gud for Verden, ikke Bekymringen om at retf&ae;rdiggj&o-;re sig for Gud. I Almindelighed at vedgaae sin Synd, er lettere, men fra den enkelte, der er opfattet n&o-;iagtigt og bestemt, omhyggeligt som den upartiske Dommer udf&ae;rdiger den, fra denne enkelte, eller fra disse enkelte at opdage et Sammenh&ae;ng: det er en tung Gang og en tvungen Gang, men den tunge Gang er dog den rigtige, og Tvangen den gavnlige. &streg; Der er en Egenskab, som prises meget, og som dog ikke er let erhvervet: det er Oprigtighed. Jeg taler ikke om hiin elskelige Barndommens, som vel kan findes ogsaa hos en enkelt &Ae;ldre, thi at anprise den var jo ved Talen at bedrage Dig, m. T. Fandtes den hos Dig, da blev Talen jo n&ae;sten smigrende, om Din Barnlighed end vilde forhindre Dig i at forstaae den saaledes; og findes den ikke, saa var det jo at spotte Dig. Saaledes skal Talen ikke s&ae;tte Forskjel og lefle og lade Oprigtigheden v&ae;re en lykkelig Gave paa Vuggen, hvilken kun Faae fik; en saadan Tale h&o-;rer hjemme der, hvor Lykken adskiller Menneskene, ikke hvor Guds-Forholdet lyser Ligeligheden i H&ae;vd: nei, Oprigtighed er en Pligt, og Enhver skal have den. I megen Adspredelse er det nu vanskeligt at erhverve den. Jeg mener just ikke, at et Menneske derfor strax er en L&o-;gner, men han faaer ikke Tid og ikke Samling til at forstaae sig selv. Thi er det ikke saaledes? Nu &o-;nsker et Menneske Noget, ret inderligt, som han mener, imidlertid er der foregaaet meget, inden Opfyldelsen kommer, eller denne kommer slet ikke, og han har forandret sig. Vel muligt, at han er bleven visere, men hans Viisdom mangler dog eet, et bestemt Indtryk af, at han engang har &o-;nsket det, og ikke en fabelagtig Efterretning om, at for en Deel Aar siden &o-;nskede han det, men nu ikke. Der fordredes, at de tvende Tilstande, hvis de skulle skj&o-;nt og samdr&ae;gteligen forliges i den samme Sjels Eenhed, fik en lille Sammenkomst, hvori de gjorde sig forstaaelige for hinanden. Viisdommen er maaskee god nok, men den Vise mangler maaskee lidt Sorg over sig selv. Nu beslutter et Menneske noget bestemt, men Tiden tinger, og han forandres, og det bliver ved Halvdelen. Maaskee var Beslutningen virkeligt for h&o-;itflyvende i Forhold til hans Kr&ae;fter; vel, men her mangler dog Lidt, lidt Bedr&o-;velse, lidt Klarhed, om det var Tiden der havde givet ham Viisdommens Skin, eller han virkeligen var bleven visere. Og nu Skyld og Vildfarelse og Synd! Ak, hvor Mange ere der vel, som Aar og Dag derefter med Bestemthed vide, hvad de &o-;nskede, hvad de besluttede, hvad de bebreidede sig, hvad de forbr&o-;de! Og Gud kan dog vel fordre Oprigtighed af et Menneske. Hvor langt vanskeligere bliver denne ikke! Thi et Menneske kan virkeligen bestr&ae;be sig for i Oprigtighed at blive sig selv mere og mere gjennemsigtig, men turde han vel byde en Hjertekjender denne Klarhed hen som noget Tilforladeligt mellem sig og ham? O, langtfra! Selv Den, der str&ae;ber redeligt i sig selv, selv han, og han maaskee meest, vil altid have en Mellemregning, som han ikke fortr&o-;ster sig til at kunne opgj&o-;re, som havde han virkelig ikke mere stundom i det Enkelte maaskee mindre Skyld, end han veed. Og dette bliver vel ogsaa det Bedste. Man har dog kun een Gud, kommer man ikke ud af det med ham, hvem skal man saa gaae til. See her en N&o-;dvendighed af fra den enkelte Synd og Vildfarelse at forstaae, at _{der er}det er et Sammenh&ae;ng, et uudgrundeligt Sammenh&ae;ng. Vil Nogen sige til Dig, m. T., at saa kan det jo slet ikke hj&ae;lpe at ville erhverve Oprigtighed, da dog selv Den, der str&ae;ber redeligst, altid bliver sig selv noget uklar, da gj&o-;r Du, ligesom den Talende, v&ae;r som Den der slet ikke havde h&o-;rt det. Vel er den Talende ingen Hurtigl&o-;ber, men sandeligen, han vil heller ikke lade sig sinke af Feighed eller af en feig Misundelse, der vil have Ligeligheden i det Middelmaadige, og Aandens Fyrighed forvandlet til D&o-;sighed, og Begeistringen, der tjener uden L&o-;n, til slet Vindings F&ae;llesskab. _{Og at den er til, det veed Du jo, m: T:, denne Elendighed, der intet bedre kan taale, det lumske Venskab, der blot vil sinke}At den er til denne Elendighed, der intet bedre kan taale, at det er til dette lumske Venskab, der vil sinke, det veed Du vel, m. T., men strid ikke dermed; der er dog ikke Stedet, hvor Du skal stride; allerede at stride med det er en Seier for det. O, s&o-;g hellere Taushedens Glemsel, i den faaer Du ganske andre Ting at vide om den egne Skyld! Saaledes er Oprigtighed sv&ae;r; det er lettere at skjule sig i Folkevrimlen og at drukne sin Skyld i Sl&ae;gtens, lettere at skjule sig for sig selv end at blive aabenbar for Gud i Oprigtighed. Thi, som sagt, denne Oprigtighed er vel ikke en evindelig Opt&ae;llen, men den er heller ei et Navns Underskrift paa et Stykke hvidt Papir, en Vedgaaen med Navn af en tom Almindelighed; og en Skriftende er ikke en hastigt Medundertegnende i Sl&ae;gtens uhyre Skyldbog. Men uden Oprigtighed ingen Anger. Thi Angeren v&ae;mmes ved den tomme Almindelighed, men den er ei heller en smaalig Regnemester i en Kleinmodigs Tjeneste, men en alvorlig Iagttager for Gud. At angre en indholdsl&o-;s Almindelighed er en Modsigelse, som den, at byde den dybeste Lidenskab til Gj&ae;st paa Overfladiskhed, men at angre sig fast i en Enkelthed er at angre for eget Ansvar, ikke for Gud, og at afmatte Fors&ae;ttet er Selvkj&ae;rlighed i Tungsind. O, mon det er saa let at angre: at elske og f&o-;le sin Elendighed dybere og dybere, at elske, medens Straffen lides, at elske, og ikke ville forfalske Straffen til Tilskikkelse, at elske, og ikke ville skjule l&o-;nligt Nag, som leed man Uret, at elske og ikke ville lade v&ae;re at s&o-;ge hen til denne Smertes hellige Ophav! Saa veed Den, der bet&ae;nker sin Synd, ogsaa, at der er Forskjel paa Synder. Det veed han jo fra sin B&o-;rnel&ae;rdom, og dette bet&ae;nker Enhver bedst selv. Det er vel ogsaa skeet i Verden, at man gjennem en Tale, der med R&ae;dselens Farver skildrede Synden i Almindelighed, gjenkjendte et r&ae;dsomt Forhold til en enkelt Synd. Men gudelige Udsv&ae;velser ere dog de forf&ae;rdeligste. En saadan Tale har maaskee skr&ae;kket de Renere, har f&o-;dt en Angest i en Uskyldigeres Sjel, en Angest, som blev derinde. Hvortil ogsaa en Talers Forf&ae;rdelse; kun med sig selv forstaaer dog et Menneske, at han er skyldig. Den, som ikke forstaaer det saaledes, misforstaaer dog; og Den, som forstaaer det, han vil vel ogsaa finde den tunge eller den mildere eller den skyndsomt im&o-;dekommende Forklaring, alt som han har fortjent den. Men afskyeligt er jo dog, om Nogen, fordi han selv maatte b&ae;re den forf&ae;rdeligere Synds tunge Straf, vilde drage den Fordeel til ny Synd: at kunne forf&ae;rde. Ak, Letsindighedens Aflad er vel en ny Synd, men m&o-;rke Lidenskabers ugudelige Paal&ae;g er vel ogsaa en ny Synd! Og Du, m. T., Du veed jo, at det Alvorlige er at blive ene for den Hellige, hvad enten saa det er Verdens Bifald der skal blive udenfor, eller Verdens Anklage der fjerner sig; thi mon vel hiin Synderinde f&o-;lte Skylden dybere, da de Skriftl&ae;rde anklagede hende, end da der ingen Anklager mere var, og hun stod ene for Herren! Men Du veed ogsaa, at Den er farligst bedragen, der bedrages af sig selv, at Dens Tilstand er bet&ae;nkeligst, som bedrages af megen Viden, fremdeles, at det er en s&o-;rgelig Svaghed at have sin Tr&o-;st i en Andens Letsindighed, men ogsaa en s&o-;rgelig Svaghed at have sin Forf&ae;rdelse fra en Andens Tungsind. Lad Gud v&ae;re ene derom, han veed dog bedst at passe Alt for Den, som bliver ene ved at s&o-;ge ham. &streg; Og der er jo Stedet dertil, m. T., Du veed hvor, og der er jo Beleiligheden, m. T., Du veed hvorledes, og der er jo &O-;ieblikket, det hedder: endnu idag. Her ender denne Tale &streg; i Syndens Bekjendelse. Men kan det ogsaa v&ae;re en Ende; skal Gl&ae;den nu da ikke seire; skal Synden kun gaae med Sorgen; skal Sjelen da sidde beklemt, men Frydens Harpe ikke stemmes? Du pleier maaskee at faae mere at vide, Du veed vel selv meget mere, saa s&o-;g da Feilen hos Talen og den Talende. Er Du virkeligen videre, saa lad Dig ikke sinke; men hvis ikke, o, saa bet&ae;nk, at man er forf&ae;rdelig bedragen, naar man er bedragen af megen Viden. Lad os t&ae;nke en Styrmand og antage, at han med Udm&ae;rkelse havde bestaaet alle L&ae;re-Pr&o-;ver, men han havde dog endnu ikke v&ae;ret ude &streg; t&ae;nk Dig ham i en Storm: han veed Alt hvad han har at gj&o-;re, men han kjendte ikke den Forf&ae;rdelse, som griber den S&o-;farende, naar Stjernerne blive borte i Nattens Mulm; han kjendte den ikke den Afmagt, med hvilken den Styrende seer, at Roret i hans Haand er et Leget&o-;i for Havet; han vidste ikke, hvorledes Blodet stormer til Hovedet, naar man i et saadant &O-;ieblik skal anstille Beregninger: kort, han havde ingen Forestilling om den Forandring, der foregaaer med den Vidende, naar han skal bruge sin Viden. Hvad Magsveir er for S&o-;manden, er for det enkelte Menneske det at leve hen i j&ae;vn Fart med Andre og med Sl&ae;gten, men Afgj&o-;relsen, Besindelsens farefulde &O-;ieblik, naar han skal tage sig ud af Omgivelsen og blive ene for Gud og blive en Synder, dette er en Stilhed der forandrer det S&ae;dvanlige ligesom Stormen. Han veed det Alt, veed hvad der skal h&ae;nde ham, men han vidste ikke, hvilken Angest der griber, idet han f&o-;ler sig forladt af det Mangfoldige, hvori han havde sin Sjel; han vidste ikke hvorledes Hjertet banker, naar Hj&ae;lpen fra Andre og Veiledningen fra Andre og Maalestokken fra Andre og Adspredelsen ved Andre forsvinder i Stilheden; han vidste ikke, hvorledes det gyser, naar det er for silde at raabe om Menneskenes Hj&ae;lp, da Ingen kan h&o-;re ham: kort, han havde ingen Forestilling om, hvorledes den Vidende forandres, naar han skal tilegne sig sin Viden. Skulde dette maaskee ogsaa v&ae;re Dit Tilf&ae;lde, m. T.? Jeg d&o-;mmer jo ikke, jeg sp&o-;rger Dig kun. Ak, medens De blive flere og flere, som vide saa saare meget, saa blive de heelbefarne M&ae;nd sjeldnere og sjeldnere! Men en Saadan var det jo Du engang &o-;nskede at v&ae;re. Du har vel ikke glemt, hvad vi talte om Oprigtighed mod sig selv: at man tydeligt husker, hvad man engang vilde v&ae;re; og selv er Du jo bet&ae;nkt paa at ville v&ae;re oprigtig for Gud i Syndernes Bekjendelse. Hvad var det da Du vilde? Du vilde str&ae;be efter det H&o-;ieste, at fatte Sandheden og at v&ae;re i den; Du vilde ikke spare Tid og Flid; Du vilde forsage Alt, deriblandt dog vel ogsaa ethvert Bedrag. Om Du end ikke greb det H&o-;ieste, Du vilde dog sikkre Dig, at Du tydeligen vidste med Dig selv, hvad Du hidtil havde forstaaet ved at naae det. Om dette var nok saa lidet, Du vilde dog hellere v&ae;re tro over Lidet end utro over Meget; om det var een eneste Tanke, og Du blev den Fattige blandt de Rige, der vide Alt, Du vilde dog hellere v&ae;re tro som Guld &streg; og det kan jo Enhver, naar han vil det, thi Guldet, det tilh&o-;rer den Rige, men tro som Guld kan jo den Fattige ogsaa v&ae;re. Og Den, som var tro over Lidet, tro paa N&o-;dens Dag, naar Regnskabet gj&o-;res op, tro i at forstaae sin Gjeld, tro i Stilheden, hvor ingen L&o-;n vinker men Skylden bliver tydelig, tro i Oprigtigheden, der vedgaaer Alt, endog at denne Oprigtighed dog er mangelfuld, trofast i Angerens Kj&ae;rlighed, hiin ydmyge Kj&ae;rlighed, hvis Fordring er Selvanklagen: han skal vel ogsaa blive sat over Mere. Var det ikke saaledes Du vilde? Thi, ikke sandt, derom ere vi jo enige: at i Forhold til det V&ae;sentlige er det at kunne v&ae;sentligen at kunne gj&o-;re det. Barnet mener det anderledes, og naar den Lille l&ae;rer paa, hvad der er ham foresat, og nu maaskee siger til den voxne S&o-;ster, om hun vil overh&o-;re ham, men hun har Andet at tage vare og svarer, Nei, min kj&ae;re Dreng, nu har jeg ikke Tid, men l&ae;s det Foresatte fem Gange eller l&ae;s det ti Gange, og sov saa paa det, saa kan Du det udm&ae;rket imorgen: saa troer Barnet det, gj&o-;r som det bliver ham sagt, og kan det udm&ae;rket den n&ae;ste Dag. Men den Modnere l&ae;rer paa en anden Maade. Og om Nogen end vilde tage den hellige Skrift og l&ae;re udenad, da kunde det vel v&ae;re smukt, forsaavidt der var noget Barnligt i hans Adf&ae;rd, men v&ae;sentligen l&ae;rer den &Ae;ldre kun ved at tilegne sig, og v&ae;sentligen tilegner han sig kun det V&ae;sentlige ved at gj&o-;re det. O, midt i al N&o-;d skj&o-;nne Gl&ae;de over Livet og over Sl&ae;gten og over selv at v&ae;re Menneske; o, under Stilheden skj&o-;nne Samdr&ae;gtighed med Enhver; o, i Eensomheden skj&o-;nne F&ae;llesskab med Alle! Thi det er ikke saaledes, at det ene Menneske ikke har det samme V&ae;sentlige til Opgave, som det andet Menneske, saa lidet som det ene Menneskes Udvortes er v&ae;sentligen forskjelligt fra det andets, men det er saaledes, at Hver forstaaer det lidt forskjelligt og paa sin Viis. Og det er ikke saaledes som i Forvirringen, at der er forskjellige Veie og forskjellige Sandheder og nye Sandheder, men det er saaledes, at der er mange Veie, som f&o-;re til den ene Sandhed, og Hver gaaer sin. Deraf Eiendommeligheden, naar det V&ae;sentlige bliver den Enkeltes Eiendom, og denne Eiendommelighed betinges ved at gj&o-;re det og opdages derved. Skulde denne Tale v&ae;re splidagtig? Langtfra den v&ae;re at n&ae;vne hiin Eiendommelighed, om hvilken der strides i Verden, ligesom om andre Lykkens Gaver; nei, Enhver der eier noget V&ae;sentligt ved at have gjort det, han har Eiendom og Eiendommelighed. Og saaledes for at minde om Talens Gjenstand, at forstaae hiin Stilhed er at kunne blive stille. Og hvor skal man blive det? Ja, der er Stedet dertil, men dog ikke udvortes og ligefrem, thi bringer man ikke Stilheden med, saa gavner Stedet Intet. Altsaa der er i en vis Forstand intet Sted; o, dette: i en vis Forstand er det ikke allerede uroligende! Og naar beh&o-;ver man denne Stilhed meest? Naar man er st&ae;rkest bev&ae;get. Er denne Tanke ikke istand til at jage Stilheden bort? Hvor flyer man saa hen for at undflye sig selv? Ja, vil man flye, saa undflyer man netop Stilheden. Saa er der slet Intet at gj&o-;re? Ja, vil man slet Intet gj&o-;re, saa undflyer man atter Stilheden i den aandelige D&o-;ds Stilhed. O, mon det er saa let at kunne blive stille! Nu frister en Tryghed, fordi der jo er Tid nok, nu en Utaalmodighed, fordi det er for silde, nu et vinkende Haab, nu en dv&ae;lende Erindring, nu en stormende Beslutning, nu en Gjenlyd af Verdens Dom der spottende indhenter Dig, som gik Du ad denne Stilhedens Vei til Bedragets &O-;rken, hvor den Eensomme omkommer, nu en Gjenlyd fra det Selviske i Dig, der forstyrrer med Selvbeundring, nu en Sammenligning, der adspreder, nu et Overslag, der adspreder, nu lidt Glemsel ved Hj&ae;lp af Tankel&o-;shed, nu lidt Forskud ved Hj&ae;lp af Selvtillid, nu en eventyrlig Forestilling om Guds Uendelighed, nu Nedstemthed ved at skulle betroe den Alvidende hvad han dog veed, nu et letsindigt Spring, der Intet gavner, nu et tungsindigt Suk der n&ae;rer Tungsindet, nu lidt Veemod som bed&o-;ver, nu en Klarhed som overrasker, nu en Stilhed ved Planer og Tanker og Fors&ae;tsdr&o-;mme og Indbildningsbilleder istedenfor ved Skyld og Regnskab og Fors&ae;ttets Pagt med den tydelige Skyld og den alvidende Gud. O, mon det er saa let at blive stille! At have v&ae;ret ganske n&ae;r derved, og dog at have grebet en Skuffelse, og skulle begynde igjen og altsaa med mere Uro! At have fundet Tr&o-;st hos en Anden og nu opdage, at det var et Selvbedrag, en forfalsket Stilhed, og altsaa at skulle begynde med mere Uro! At v&ae;re bleven forstyrret af Verden, af en Fjende, af en Ven, af en falsk L&ae;rer, af en Hykler, en Spotter, og nu opdage at det er et Selvbedrag at ville skyde Skylden paa en Anden, og altsaa skulle begynde med mere Uro! At have stridt, at ville af yderste Evne, og da opdage, at man Intet formaaer, at man dog ikke kan give sig selv denne Stilhed, fordi den tilh&o-;rer Gud! Vil Nogen sige, at dette er det rette Udtryk, at man ikke kan det, da bet&ae;nke man vel, om det er Dorskheden, som her taler. Vel er det nemlig sandt, ja selv en Apostel vidner jo derom, men mon dette Vidnesbyrd var et Indfald, en almindelig Bem&ae;rkning i Hastv&ae;rk, eller var det ikke saa sv&ae;rt at forstaae denne menneskelige Intethed og at have sit Bevidsthedsliv deri, at selv han, den Myndige, den for evigt Besluttede ikke var ene derom, men beh&o-;vede en Medhj&ae;lper, en Satans Engel nemlig, der ved daglige Erfaringer og ved daglig Pine hjalp ham ud af Sandsebedrag, ud af at have sin Viisdom i det udenad L&ae;rte, sin Fred i almindelige Forsikkringer, sin Tillid til Gud i et Mundheld. Eller havde Nogen l&ae;rt Apostelen dette, saa han kunde tale bagefter? Man har vel h&o-;rt f&o-;r i Verden, at den Vise havde en Engel, der veiledede eller advarede ham; havde Paulus talt derom, saa kunde det v&ae;re udenadl&ae;rt, men at den Vise beh&o-;ver en Satans Engel til daglig Brug, det har visseligen kostet lang Tid at l&ae;re. Dog skal Talen ikke v&ae;re splidagtig. Hvad Gud fordrer af Enhver, det overlades vel bedst til Gud. Og naar den Fattige, eller Den, som tr&ae;lsomt arbeider for et kummerligt Udkomme til sig og Sine, og naar den Tjenende, hvis meste Tid tilh&o-;rer en Anden, naar disse, ak, som det maaskee synes dem selv, kun efter fattig Leilighed kunne bet&ae;nke Sjelens Anliggender, hvo kunde tvivle, hvo var fr&ae;k og formastelig nok til, istedenfor at have Medf&o-;lelse med dette jordiske Livs Forskjellighed, endog at ville f&o-;re den ind i det Gudelige: hvo turde negte, at Velsignelsen er Overflod som al Guds Velsignelse! Men, m. T., hvis Nogen, angreben af hiin fornemme Sygdom, fandt Lede ved Tilv&ae;relsen, i Aandsvigtighed forsmaaede det Simple og frygtede for at der ikke skulde blive Opgaver nok for hans mange Tanker, mener Du da ikke, at dette er det Sandes Vidunderlighed, at den Eenfoldige forstaaer det og den Viseste udgrunder det ikke ganske, og bliver ikke dorsk ved denne Tanke, men netop begeistret. O, deri ere vi jo atter enige, thi ogsaa dette forstaaes i Stilheden, hvor Enhver faaer nok at t&ae;nke paa ved at blive skyldig. Ved Anledningen af en Brudevielse Uforklarede Stemninger hvile vel med Elskovens skj&o-;nne Forvisning i Sjelens Dyb; Orgelets Toner ere nu forstummede, kun Gjenlyden bev&ae;ger Sjelen atter i Stemning og vil forklare den skj&o-;nne Forvisning i hellig Stemning: nu skal der tales! En Enkelts R&o-;st skal h&o-;res. Hvor kunde Ordet fra den Enkeltes L&ae;be her synes saa fattigt i Sammenligning med rige Stemningers skj&o-;nne og hellige Bev&ae;gelse; kunde Ordet ikke her blive forstyrrende, det velmeente ubeleiligt, det veiledende endog ildevarslende! Dog skal der tales, og der skal tales med Bestemthed. Stemningens ubestemmelige Rigdom skal angives, Ordet skal n&ae;vnes, Tydeligheden, om den end Intet vil forstyrre, fordrer dog Ordet indtil det Sidste. Hvilken Forandring, hvilket Forhold i dette Misforhold! Thi hvad er klart og bestemt og tydeligt som et Menneskes Pligt er og b&o-;r v&ae;re, og hvad saa gaadefuldt som Kj&ae;rlighedens Tilskyndelse: og dog skal Kj&ae;rligheden her vorde en Pligt; og hvad er mere gjennemsigtigt og beregnet paa det Tilkommende, end et helligt L&o-;fte, og hvad mindre besk&ae;ftiget med det Tilkommende, end Elskovens N&ae;rv&ae;relse i de Elskende: og dog affordres her Kj&ae;rligheden et L&o-;fte; og hvad er saa forf&ae;rdeligt at n&ae;vne som Forbandelse, og hvad er saa fjernt fra denne som Elskovens rene Gl&ae;de: og dog skal Ordet n&ae;vnes i Forbindelse med Kj&ae;rligheden! Men en fri Sag er det, og som de Elskende bleve frie ved at tilh&o-;re hinanden, saa er dette Skridt Frihedens Beslutning. Derfor skal der v&ae;re Gl&ae;de med de Glade, hvem Kj&ae;rligheden gjorde frie i Foreningen, men der skal ikke tales med halve Ord eller ringe om Vielsen, som var den noget Ubetydeligt, fordi den er Frihedens, da den jo tvertimod er det ene Forn&o-;dne i Forhold til den skj&o-;nneste Lykke. &streg; Og saaledes er nu disse Tvende, hvem Livet forenede i Kj&ae;rlighedens Lykke, de ere besluttede; og der skal nu sluttes en Pagt. En Pagt for evig. For evig, er dette Ord ikke ved sin Styrke n&ae;sten ildevarslende, thi det er jo som gik D&o-;den imellem, og paa Graven der l&ae;gger man Evighedens Krands. O, langtfra, thi det varslende Ord er den skj&o-;nne Bebudelses. Vielsen er ogsaa som en Evighedens Krands, men Kj&ae;rligheden fletter den, og Pligten siger den skal flettes, og Kj&ae;rlighedens Lyst er at flette den, og Pligten siger den skal flettes &streg; hver Dag af &O-;ieblikkets Blomst. Evigheden er ikke her f&ae;rdig med Tiden, men Pagten er Evighedens Begyndelse i Tiden; den evige Beslutning og Pligten for evig skal blive hos &Ae;gtefolkene i Kj&ae;rlighedens Forening gjennem Tiden, og der skal v&ae;re H&o-;itid ved dens Ihukommelse, og Kraft i dens Erindring, og Haab i dens Forj&ae;ttelse. Med Bestemthed altsaa skal der tales, og saa skal der tales med Myndighed. Og Talen skal henvende sig til Dem, h&o-;ist&ae;rede Hr. Brudgom; den skal ikke bringe Lyk&o-;nskning, men sp&o-;rge med Alvor, og Taleren har Myndighed til at fordre det alvorlige Svar; Talen skal ikke sp&o-;rge Dem om Deres Lykke, men om De har beraadf&o-;rt Dem med Gud og Deres Samvittighed. Den skal ikke skr&ae;kke Gl&ae;den bort, saa lidet som den er ligegyldig mod den, nei, den skal blot sikkre Dem den, hvis De med velberaad Hu svarer, og for Deres egen Skyld skal den sp&o-;rge alvorligt, at De ikke svarer letsindigt. Og synes det Dem end saa naturligt, saa ganske i sin Orden, at De forenes med Den, med hvem For&ae;ldres og Families tidlige &O-;nske saae dem forenet, hvem De tilh&o-;rte i en Forudf&o-;lelse, der stille gik over til Vished, hvem De droges til paa saa mange Maader, indtil Kj&ae;rligheden forklarede sig som Grunden og tog det Beredte i sin forklarende Besiddelse: saa skal dog det alvorlige Sp&o-;rgsmaal her jo langtfra at ville standse en Overraskelses hidsige Beslutning, der ofte nok f&o-;der sildig Fortrydelse, det skal dog standse Dem for med Pligtens Ansvar at l&ae;gge Valgets Eftertryk paa den stille Begivenhed. Derpaa skal Talen henvende sig til Dem, &ae;rede Brud, den skal ikke forstyrre med sit Sp&o-;rgsmaal eller urolige ved at v&ae;kke vanskelige Tanker, men den skal sp&o-;rge med samme Alvor, som Pagtens Ligelighed fordrer det, om De har beraadf&o-;rt Dem med Gud og Deres Samvittighed. O, Sp&o-;rgsmaalet vil ikke gj&o-;re Dem Lykken bet&ae;nkelig, ikke gj&o-;re Dem svag, det vil netop gj&o-;re Dem i Alvorens Frihed lige st&ae;rk med den Mand, De som Hustru skal v&ae;re underdanig. Og f&o-;ler De end med glad Tillid og fuldtro Tilforladelighed, at Lykken for Dem ikke kunde v&ae;re en anden, og at det ikke kunde v&ae;re anderledes, end at De forenedes med Den, hvem Livsforholdet og det n&ae;re Sl&ae;gtskab og Deeltagelse i saa meget og Forstaaelse i det Gjensidige knyttede Dem til, indtil Kj&ae;rligheden forklarede det Tidligere som en skj&o-;n Indledning, som en betryggende Medgift, som en lykkelig Rigdom: saa skal dog det alvorlige Sp&o-;rgsmaal her jo langtfra at afbryde de mange Tanker, det skal dog l&ae;gge Dem med Pligtens Ansvar Valgets Eftertryk paa den stille Begivenheds n&ae;sten um&ae;rkelige Overgang. Saa skal der fordres et L&o-;fte, og Taleren har Myndighed til at fordre det. Men Fordringen i al sin Alvor er jo dog for de Elskende en Opfordring; den vil give de V&ae;rdige den h&o-;itidelige Leilighed til frit og for Gud at udtale, hvad der er de Elskende vanskeligt at fortie indbyrdes, hvad der er lifligt at udsige for den Fortrolige, hvad der, her udtalt, er helliggjort. Naar saa dette er skeet, da skal den Myndige forene &Ae;gtefolkene, og gj&o-;re Alvor af det Alvorlige. Thi Sagen selv har sin Alvor, og hvor denne ikke er i de Viede, der er Handlingen nedv&ae;rdiget, thi Vielsen er ingen timelig Begivenhed. Men hvor denne Alvor er, der gj&o-;r den Myndige Alvor deraf &streg; og Pagten er sluttet. Den umyndige Tale derimod har ingen Elskende at forene. Men, m. T., derfor kan Du jo gjerne agte paa den. Thi, som det blev sagt, Handlingen selv har sin Alvor, og Alvoren ikke den, at der skeer noget i det Udvortes, at nogle Nysgjerrige ere Vidner, at tvende Menneskers Livsforhold er forandret i det Udvortes. Og hiin Alvor foruds&ae;tter jo den Myndige hos &Ae;gtefolkene, og den er jo altsaa modnet. Eller bliver den f&o-;rst til i hiint &O-;ieblik, hvo turde da svare paa Sp&o-;rgsmaalet, der sp&o-;rger om noget Forbigangent, skj&o-;ndt dette ogsaa er n&ae;rv&ae;rende? Eller skulde Taleren i hiint &O-;ieblik udvikle den hos de Elskende, da maatte han vel tale anderledes; han maatte vel sige Meget, som det er voveligt at sige nu i det sidste &O-;ieblik, vanskeligt at sige til disse tvende Bestemte, om det end var gavnligt, at de Tvende havde bet&ae;nkt det. Altsaa gives der en Overveielse, som i Tankens Alvor allerede staaer for Alteret. Til en saadan Overveielse indbyder jeg Dig da, m. T., og med Vielsen i Tanken vil jeg tale om: at Kj&ae;rlighed overvinder Alt, betragtet som &Ae;gteskabets Beslutning. Og Du, m. T., vil jo ogsaa holde hiint alvorlige &O-;ieblik for Tanken, og ikke paa nogen anden Maade besk&ae;ftige Dit Sind med Overveielsen end som angik det Dig; det v&ae;re nu, at &Ae;gteskabets Pagt for Dig er noget Tilkommende eller noget Forbigangent; thi noget Uvedkommende er den kun for en Daare. Og derom ere vi jo enige, at Talen om gudelige Ting aldrig b&o-;r v&ae;re splidagtig eller ueens med Andet end hvad der er Ugudeligt. Naar derfor den Fattige eller Den, som i ringe Stilling tjener for sit Br&o-;d, uden jo dog derved at v&ae;re udelukket fra Kj&ae;rlighedens Lykke, naar han maa sanke m&o-;isommeligen og gaae mangen kummerlig Gang for at faae det Forn&o-;dne sammen, medens Husbonden eller den Foresatte altfor godt maaskee fatter, at Tjenesten f&o-;rst og fremmest skal bes&o-;rges, naar der altsaa kun levnes det knebne &O-;ieblik, den knap afmaalte Tid til gudeligen at bet&ae;nke Hjertets Anliggender, paa hvilke de Begunstigede, de Forkjelede snart viist, snart daarligen anvende saa megen Tid, naar altsaa disse tvende Elskende endeligen staae for Alteret og i al Korthed blive erkl&ae;rede for rette &Ae;gtefolk: o, m. T., derom ere vi jo enige, at den Gud, som ikke blot til Vitterlighed, men velsignende er tilstede ved Pagten, at hans _VelsignelserVelsignelse ikke gj&o-;r Forskjel som Menneskenes Tale. Fordi han er den ene Rige, har han kun een Velsignelse, og til een og den samme Priis for Alle; den Troende v&ae;re m&ae;gtig eller ringe, viis eller eenfoldig, kl&ae;dt i Guld eller i Hvergarn, riig paa Tanker eller fattig i Aanden. Skulde derimod Nogen, Mand eller Qvinde, angreben af en fornem Sygdom, v&ae;re umenneskelig nok til at finde den hellige Skik med samt dens hellige Vedt&ae;gter for simpel; skulde Nogen v&ae;re bet&ae;nkt paa ny Opfindelse, da ere vi jo enige, m. T., at denne er det gudelige Foretagendes Vidunderlighed, at den Eenfoldige finder Alt deri og den Vise mere end han kan udgrunde, naar han i Alvor t&ae;nker sig selv i Forhold dertil og t&ae;nker alvorligen om sig selv. Et gammelt Ord siger, at Kj&ae;rlighed er &ae;ldre end Alt; og der er knyttet mangen skj&o-;n, mangen dybsindig Tanke til dette Ord for ved dens Hj&ae;lp med Ordet at forklare Tilv&ae;relsen. Men som Ordet gjelder i det Store, saa gjelder det ogsaa overalt hvor Kj&ae;rligheden er tilstede: den er &ae;ldre end Alt. Saaledes i den Enkeltes Liv; naar Kj&ae;rligheden vaagner, er den &ae;ldre end Alt, thi idet den er, er det som havde den v&ae;ret l&ae;nge, den foruds&ae;tter sig selv tilbage i det Fjerne, indtil al Forsken ender ved den uforklarlige Oprindelse. Medens man derfor ellers siger om al Begyndelse, at den er sv&ae;r, da gjelder dette ikke om Kj&ae;rlighedens. Dens lykkelige Vaagnen kjender ikke Arbeide, og der gaaer ingen Forberedelse forud. Kan Kj&ae;rligheden end _f&o-;lef&o-;de Smerte, selv f&o-;des den ikke med Smerte: let, jublende bryder den frem i sin gaadefulde Tilblivelse. Forunderlige Begynden! &streg; Men Frihedens Liv fordrer en Begyndelse, og en Begyndelse er her en Beslutning, og Beslutningen har sit Arbeide og sin Smerte, altsaa Begyndelsen sin Vanskelighed. F&ae;rdig kan jo den Besluttende ikke v&ae;re, thi saa vilde han have oplevet Det, i Forhold til hvilket Beslutningen er Begyndelsen; men hvis der ingen Beslutning tages, da vil det vel gaae et saadant Menneske, som det stundom gaaer en Taler, der f&o-;rst naar han er f&ae;rdig og har talt, veed, hvorledes han skulde have talt: f&o-;rst naar han har levet, f&o-;rst da veed han, hvorledes han skulde have levet (s&o-;rgelige Udbytte af Livet!) og hvorledes han skulde have gjort Begyndelsen med den gode Beslutning, bittre Viisdom, nu da der ligger et Liv mellem Begyndelsen og den D&o-;ende! See, derfor siger Ordet, at Kj&ae;rlighed overvinder Alt, og derfor hilser Vielsen, der ingen festlig Lyk&o-;nskning er, men en gudelig Opfordring, ikke de Elskende som Seirende, men indbyder dem til Strid, indfreder dem Standens gudvelbehagelige Kampplads, opmuntrer til at stride den gode Strid, styrker de Stridende ved Pagten, lover dem Seieren, som den tager L&o-;ftet af dem, giver dem Velsignelsen med paa den lange Reise &streg; men underretter dem altsaa tillige om, at Striden er der: Strid som skal gjennemk&ae;mpes, M&o-;ie som skal udholdes, Fare som skal fors&o-;ges, Forbandelse hvis den ikke samdr&ae;gteligen b&ae;res som Velsignelse. Dog er det ogsaa der paa rette Sted at fremkalde saadanne s&o-;rgelige Betragtninger, som jo komme tidsnok med de m&o-;rke Tanker og de bedr&o-;velige Erfaringer: i Gl&ae;dens &O-;ieblik at minde om de Dage, som ikke behage? Men er det da s&o-;rgeligt, at hiint h&o-;imodige Ord virkelig betyder Noget, at det ikke er et lydende Malm, ikke Jubelens over en indbildt Seier, som er daarligen vundet, eller dog daarlig, hvis den allerede skal v&ae;re vundet, men Tilsagnet om en virkelig Seier, der herligen skal vindes! Og er Stedet saa urigtigt? Det hellige Sted. Kommer det Gl&ae;den saa ubeleiligt at t&ae;nke paa Faren; er der maaskee ikke Tid dertil &streg; i Farens Skynding er der dog vel mindre Tid! Ak, Tiden kommer og Tiden gaaer, den tager lidt og lidt; saa fratager den Mennesket et Gode, hvis Tab han dog f&o-;ler, og hans Smerte er stor, ak, og han opdager ikke, at den allerede for l&ae;nge siden har frataget ham det Vigtigste: Evnen til at fatte en Beslutning, at den har gjort ham saa fortrolig med denne Tilstand, at der ingen Forf&ae;rdelse er derover, det Sidste som kunde hj&ae;lpe til at vinde ny Kraft til fornyet Beslutning. Nei, i Alvor betyder Ordet saare meget, ja Alt for de rette &Ae;gtefolk. Men i Alvor vil det forstaaes; det vil ikke bes&o-;ge de Viede som en uventet Gj&ae;st, der forskj&o-;nner Bryllupsdagen med sin h&o-;ie N&ae;rv&ae;relse, men det vil s&ae;tte Bo med &Ae;gtefolkene, det vil pr&o-;ves i Aarene, det vil indestaae for Alt. Saaledes vil det forstaaes, og saaledes kan det ogsaa kun siges: det maa siges af en Begyndende, men af Den, som begynder med den gode Beslutning. Thi Den, som blev gammel i Kj&ae;rlighedens trofaste Tjeneste, pr&o-;vet som Guld og befunden tro, thi den &ae;dle Digter siger lidt forelsket om Pigebarnet, at hendes unge Sjel var pr&o-;vet Guld, men Aarene og Faren det er jo Pr&o-;ven, den &Ae;rv&ae;rdige altsaa, som med Aarene vandt Troskabens uforkr&ae;nkelige rige Skj&o-;nhed, sin Forpligtelse tro som den egne Samvittighedsfuldhed fordrede det, tro med en Mands Mod og med en Qvindes &O-;mhed, med en Mands Uforf&ae;rdethed og med en Qvindes Deeltagelse, med Forstandens Besindighed i Hjertets Inderlighed, han siger jo vel med Alderdommens milde, venlige, ydmyge Formaning: B&o-;rnlille, Kj&ae;rlighed overvinder Alt. Og han bev&ae;ger Ungdommen, ak ja, han n&ae;sten bedrager den, thi naar han siger det, da synes det saa let, og den vil saa gjerne h&o-;re ham sige det igjen. Men vil Ungdommen tage Udsagnet hen i Forf&ae;ngelighed og letsindigt flette Brudekrandse deraf, da tr&ae;der den i Livet stridende Erfaring mellem Ungdommen og den &Ae;rv&ae;rdige, sigende: gaaer til Side, &Ae;rb&o-;dighed for den &Ae;rv&ae;rdige, l&ae;rer f&o-;rst Vanskelighederne, og da peger den paa ham med disse Ord: seer her, at Kj&ae;rligheden har overvundet Alt! O, skj&o-;nt at v&ae;re en Olding, hvor er al Veltalenhed kun Svig i Sammenligning med et saadant Vidne! Har overvundet Alt! Dette er det Sidste, og er jo forskjelligt fra og noget Andet end det F&o-;rste. O, stands, Du Vandringsmand, stands for at bet&ae;nke denne Forskjel; naar Du fatter den, saa bliver Du vel den Besluttende! Har overvundet; ja saaledes siger den i Livet k&ae;mpende Erfaring med &Ae;rb&o-;dighed om ham, den Udtjente, hvem Vielsens Pagt kaldte til den gode Strid, hvis Levnet ingen Mislighed efterlader sig, da han Ingens Skyldner blev, fordi han elskede meget. I det borgerlige Liv er det jo saaledes, at naar Nogen vil reise til et fremmed Land, og han er Nogen Noget skyldig, da henvender Modstanderen sig til den &O-;vrighed, der ud&o-;vende vaager over Retf&ae;rdigheden, og hans Reise bliver standset &streg; o, dersom en hellig Pagts Forpligtelse lades uopfyldt eller misligt opfyldt tilbage, er det ikke som en Indsigelse, der gj&o-;r den sidste Reise til en Bedragers Flugt &streg; dog nei, hvad hj&ae;lper det at flye, den Retf&ae;rdighed, der d&o-;mmende vaager over Tilv&ae;relsen, den undflyer man ikke. Altsaa har overvundet Alt! Ordet derimod siger: Kj&ae;rlighed overvinder Alt. Og saaledes skal det lyde ved Begyndelsen og siges retteligen af den Besluttende. Men besluttet er Den jo ikke, som er uvidende om Faren, som slutter Faren ude, ikke dens virkelige Forestilling inde i Beslutningen, hvis Mod derfor har Seieren borte, ligesom de gode Gjerninger L&o-;nnen, fordi Seieren er forud optaget. Besluttet er Den ei heller som l&o-;ber paa det Uvisse, og sikkert forfeiler Maalet, da han troer at staae ved det. Besluttet er heller ei Den, der uforsynligen, i Tillid til en gaadefuld Magt, vover sig paa Veien og ikke slutter en virkelig Forestilling om Guds Bistand, om dens N&o-;dvendighed og om dens Tilstr&ae;kkelighed inde i Beslutningen. En f&ae;lles Beslutning er det og ikke, fordi de Tvende i det samme &O-;ieblik ere lige stemte og begge uden Beslutning. Viser Livet kun een Art af ulykkelig Kj&ae;rlighed i &Ae;gteskabet, naar D&o-;den skiller ad og den S&o-;rgende bliver ene tilbage? O, denne Magt har D&o-;den ikke til at gj&o-;re ulykkelig; skiller intet Andet dem ad: de ere forenede! Dog siger maaskee Nogen: &anfbeg;jeg veed vel hvad Du mener og hvortil Talen sigter, men Sligt h&ae;nder kun Dem, der aldrig vare forelskede; Den, der virkeligen elsker, overvinder Alt.&anfslut; Og det er jo un&ae;gteligt, at Den, der virkeligen elsker, gj&o-;r det som Ordet siger; men f&o-;lger deraf, at den Talende endog blot har en tydelig Forestilling om hvad det er, virkeligen at elske, og om Livet, og om de Andre? En tydelig Forestilling om, hvilken Forandring der foregaaer med den Elskende, naar han virkeligen skal overvinde Alt, og dette Alt v&ae;re virkeligt. Hvilken Forskjel mellem ungdommeligt at ville forandre hele Verden, og da at opdage, at det er En selv, der skal forandres, og at Fordringen er, at dette skal begeistre; eller at Opgaven er, at bevare sig selv uforandret, ak, medens Alt forandrede sig! Hvilken Forskjel i Nyhedens Overraskelse at v&ae;re som f&o-;rste Opfinder af Alt, og da, naar M&o-;isommeligheden kommer, at opdage, at det er den eensformige Gjentagelse af hvad der tusinde og tusinde Gange opleves af de Andre! Hvilken Forskjel mellem ungdommeligt at ville stride, og Forklaringen, at der skal lides, og at det er dette der skal begeistre! At ville seire; nu vel, man slaaer af, altsaa at ville falde for Overmagten, men med Bevidsthed om at v&ae;re den St&ae;rkere i Sammenligning med de Enkelte, og nu Forklaringen, at det er den egne Svaghed man skal stride med, og Fordringen ikke medlidende og beklagende, men grusom: at man skal begeistres ved denne Strid! Naar da den indbildte Opgaves store Fordring ikke giver indbildt Kraft, men det i Virkeligheden er den lille, forsmaaede Opgave; naar man ikke trodser en Verden, der sveg Ens Forventning, men sidder forladt af den store Forventning om sig selv, ber&o-;vet enhver Udflugt; naar ingen viid Udsigt frister til at ville vove, men man sidder uvirksom, mismodig ved Taalmodighedens fattige Opgave, der jo bliver endnu ringere, fordi der spildes Tid paa at ville dr&o-;mme Ungdommens Dr&o-;m om igjen: ja, da er der Leilighed til at vise, at man virkelig elsker, eller rettere Leiligheden har ventet altfor l&ae;nge, at det ikke skulde v&ae;re kommet saavidt; og havde Begyndelsen v&ae;ret med en Beslutning, da havde man itide forstaaet, at det kan komme saavidt. Betragt Den, som jo ligner den Elskende, betragt den Begeistrede! Mon Livet kun opviser eet Tilf&ae;lde af halvgjort Arbeide, afbrudte Planer, af s&o-;rgelig og elendig Udgang paa den glimrende Begyndelse, er dette ene, dette eneste Tilf&ae;lde, naar den Str&ae;bende ved D&o-;den forhindres i at gj&o-;re Arbeidet f&ae;rdigt, at fuldkomme Planen, at naae Maalet? O D&o-;d, Du est dog afm&ae;gtig, formaster Du Dig til at ville spotte en Begeistret! Nei, D&o-;ds-&O-;ieblikkets korte Ulykke forvindes snart, og Den d&o-;er sandeligen med &Ae;re, ja Den fuldkommede herligen sin Gjerning, som t&o-;r med Sandhed sige: det var D&o-;den, som forhindrede mig! Men, siger maaskee den begeistrede Yngling, og saaledes enhver begeistret Yngling: jeg veed vel hvad Du hentyder til, Du beh&o-;ver end ikke at n&ae;vne det, jeg vil ikke forstyrres og sinkes og forstemmes &streg; men saaledes gaaer det ikke den virkeligt Begeistrede. Og det er jo un&ae;gteligt, men mon derfor den Talende endog blot har en tydelig Forestilling om, hvad det er, virkeligt at v&ae;re begeistret, hvad det vil sige, naar det ikke mere gjelder om at springe op som en L&o-;ve, men at blive paa Stedet og uagtet al Anstr&ae;ngelse ikke synes at komme af Stedet; naar det ikke gjelder om i den lette Flugt at overfare hele Verden, men om at udholde et Blikstille, hvori Begeistringen vil udaande; naar det gjelder om at fornemme Afmagten og dog ikke slippe Begeistringen, at haabe mod Haab; naar det gjelder om det lange tr&ae;lsomme Arbeide, der er uadskilleligt fra ethvert begeistret Foretagende; naar man forladt endog maa v&ae;rge sig imod en Deeltagelse, der er Begeistringens Undergang, uagtet den synes saa lindrende, og maa miskjendes, fordi man gj&o-;r det; naar det ikke gjelder om vild Ustyrlighed, men om at tage Tvangstr&o-;ien paa og i den at v&ae;re begeistret: ja da er der Leilighed til at vise, at man er virkelig begeistret. Og har man begyndt med en Beslutning, da skal det vel vise sig, hvad denne gavner, da man i Beslutningen jo ikke indtog et Ungdommens forfriskende Vindpust, men en Mistillid til sig selv, der paa Afstand veed Beskeed om Faren. Den f&o-;rste Betingelse for en Beslutning er at have, det er at ville have en virkelig Forestilling om Livet og om sig selv. Hvad her saaes med Taarer, det h&o-;stes med Frydesang, og Sorgen forvindes vel; thi det f&o-;rste Tab er det bedste, og den f&o-;rste Smerte den frelsende, og den str&ae;nge Opdragelse den gavnlige, og den tidlige Tugt den styrkende, og Beslutningens Gysen giver Mod, og Beslutningens B&ae;ven gj&o-;r haardf&o-;r, og Beslutningens Afstraffelse gj&o-;r opm&ae;rksom, og det at seire tilsidst er Hovedsagen, og den sidste &Ae;re den eneste sande! O, D&o-;den har ingen Magt til at s&ae;tte s&o-;rgelige Tegn paa &Ae;gteskabets Vei gjennem Livet. Og dog ere disse Tegn der. Hvilken Betydning have de da? Der er i Folkelivet til et Bryllup knyttet mangen snurrig Skik, mangen gj&ae;kkende Sp&o-;g, som dog har sin Betydning, mangt et skjelmsk Drilleri, der ikke er uden Skj&o-;nhed, men mon det da ikke ogsaa kunde v&ae;re en t&ae;kkelig Skik, om _BrudefolkenBrudefolkene, f&o-;r de gaae til Gj&ae;stebudshuus gik til Sorgens Huus, det er, til den alvorlige Betragtning, hvorfra man ikke henter Brudesl&o-;ret, men Beslutningen. Lad saa Bruden tr&ae;de yndig for Alteret, lad Myrthens Krands pryde den Elskelige: Beslutningens Ydmyghed gj&o-;r hende dog f&o-;rst velbehagelig i Guds &O-;ine, og Beslutningens virkelige Forestilling gj&o-;r hende dog f&o-;rst st&ae;rk i hellig Svaghed &streg; til at overvinde Alt. Det er ikke Talens Hensigt, om den formaaede det, at ville forf&ae;rde ved rystende Skildringer, at ville kalde R&ae;dselen frem, hvilken kun den Alvorlige, naar han taler med Myndighed, kan give Alvorens sikkre Virkning, og forebygge at ikke Mismod og Forstemthed, ja n&ae;sten Uvillie blander sig i Indtrykket. O, men mon ogsaa blot De ere skilte &Ae;gtefolk, mellem hvilke Skilsmissen blev sat, mellem hvilke Vielsens forenende Pagt blev Forbandelse; mon blot De ere Standen uv&ae;rdige, som gjorde den elendige Begyndelse med at betragte Pagten som en verdslig Overeenskomst til jordisk Vinding, og endte som de begyndte, eller for hvem den &ae;gteskabelige Forbindelse ikke blev en Frelse, men en Snare der hidsede Sandsernes Begjerlighed; mon blot Den var en slet &Ae;gtemand, der feigt og umandigt beilede tilbedende til en Qvindes Skj&o-;nhed, der derpaa med Tr&ae;llesind herskede feigt over en Slavinde, af hvis Deilighed han selv var en Slave i Skinsyge, indtil han endte med en Niddings Utaknemlighed, fordi Aarene havde taget Ungdommen og Skj&o-;nheden fra Den &streg; hvem han var viet til? O nei, det gaaer her som det gaaer med D&o-;den i Livet. Ikke blot De ere jo D&o-;dens Bytte, som ligge paa Sygeleiet og hvem L&ae;gen har opgivet: der gaaer Mangen omkring iblandt os, hvem dog D&o-;den har m&ae;rket. Og saaledes er der mangt et &Ae;gteskab, som Skilsmissen har m&ae;rket. See, den er ikke traadt &Ae;gtefolkene imellem, men en ligegyldig Fornemhed adskiller og gj&o-;r dem fremmede for hinanden &streg; og dog, thi derfor tales her derom, og dog er endnu maaskee de gamle F&o-;lelser ikke ganske udd&o-;de. Der er ingen Strid mellem &Ae;gtefolkene, intet fjendtligt Mellemv&ae;rende, men F&o-;lelsen synes ligesom at have trukket sig tilbage fjernt fra Samlivet; dog elske de maaskee hinanden, men man venter paa en Begivenhed, der skal sp&ae;nde Beslutningens Bue og lokke F&o-;lelsen frem i Yttring, thi det Daglige er for lidet; man n&ae;sten undseer sig for hinanden ved denne Kjede af Ubetydeligheder. De l&ae;nges maaskee efter Forstaaelsen, men de kan ikke ret faae hinanden i Tale, netop fordi der er hver Dag Leilighed; og altsom Leiligheden gaaer ubenyttet forbi, falder det vanskeligere at blive hinanden aabenbare. De vare engang saa lykkelige, o, saa lykkelige, og denne Bevidsthed, som skulde styrke dem som idetmindste altid burde v&ae;re tydelig, den sv&ae;kker dem, de tabe Lyst og Mod til at vove, og hiin forsvundne Lykke faaer en oversp&ae;ndt sygelig Glands for de tvende Eensomme. Tiden gaaer saa langsomt, et heelt Liv ligger der for dem, de frygte for at gj&o-;re hinanden den f&o-;rste Tilstaaelse, der kunde forene dem i kraftig Beslutning, Kjedsommeligheden indtager Enighedens Plads, og dog afskye de en Skilsmisse som en Synd, men Livet er saa langt &streg; da sniger D&o-;dens Tanke sig ind, thi D&o-;den l&o-;ser jo alle Baand; man t&o-;r neppe tilstaae sig det, og dog er det saaledes, man &o-;nsker sig d&o-;d, som var det ingen Utroskab &streg; og dog elske de maaskee endnu hinanden, og D&o-;den vilde maaskee bringe dem til at sande det. Saa s&o-;ger den Ene Feilen hos den Anden, og istedenfor Oprigtighedens Udvexling driver Misforstaaelsen sin s&o-;rgelige Mellemhandel og fjerner dem fra hinanden i Mistanke og Mistillid ved Uskaansomhed og Overilelse, ved opblussende Forsoning som n&ae;rer Sygdommen; medens de dog maaskee elske hinanden. &streg; Var det altid Armod og trange Kaar og Livets Gjenvordigheder der bevirkede dette? O, i Rigdom og Overflod f&o-;res stundom et &Ae;gteskab, naar de korte Hvedebr&o-;dsdage ere forbi, i al Overflod som paa Vand og Br&o-;d! &streg; Var det altid blot Sorg over vanartede B&o-;rn der tilsidst bragte Fjernhed mellem For&ae;ldrene, o, det er vel ogsaa seet, at en sjelden Lykke i denne Henseende dog Intet hjalp For&ae;ldrene. &streg; Var det Aarene altid der f&o-;rte det S&o-;rgelige med sig? O, hvor kort Tid beh&o-;vedes stundom, f&o-;r Forandringen allerede var indtraadt. &streg; Var det altid et oprindeligt Misforhold i Alder, i Dannelse, i Stand, der tidlig eller sildig maatte avle Misforstaaelse? O, stundom passede vel de Tvende saa ganske for hinanden, at de blot manglede Taknemmelighed for at v&ae;re lykkelige. &streg; Var det altid Omgivelse og Familieforhold og Forbindelser der ford&ae;rvede et godt begyndt &Ae;gteskab? Ak, hvad baader det at skyde Skylden paa Andre, Ford&ae;rvelsens Udkrudt har den Egenskab som al Ukrudt har: det saaer sig selv. Den gode S&ae;d fordrer Omsorg og Arbeide, og udebliver dette, saa forkommer den gode S&ae;d &streg; og saa kommer _UdkrudtetUkrudtet af sig selv. Lad nu Betragteren, som tager sig selv med, som i et afgj&o-;rende &O-;ieblik kalder disse Tanker frem, lad ham forel&ae;gge sig selv det Sp&o-;rgsmaal: t&o-;r jeg sige, at alle disse &Ae;gtefolk ikke engang begyndte med, hvad man saaledes kalder: virkeligen at elske hinanden, saa de fornam Overraskelsens S&o-;dme da Kj&ae;rligheden vaagnede, fornam L&ae;ngselens Uro, fandt Tiden forsvunden i Foreningen, og Tiden saa lang naar de vare adskilte, fandt sig selv blussende ved Tanken om at ville v&ae;re Alt for hinanden. Lad ham forel&ae;gge sig selv det Sp&o-;rgsmaal: t&o-;r jeg negte, at den s&o-;rgelige Udgang vel ogsaa har sin Grund i, at man i Ungdommens og Haabets og Overraskelsens og Overilelsens Tid manglede Veiledning eller Alvor til at forsage Kjelenskabet og &O-;ieblikkets Lokken og Indbildningens Skuffelse for at underkaste sig Beslutningens str&ae;nge Opdragelse. Thi hvad vil vel Beslutningen, der er Elskovens Igjenf&o-;delse? Vil den qv&ae;le Gl&ae;den, fordi den vil frelse den; er dens Omsorg et falsk Venskab, fordi den maaskee ikke strax forstaaes; er den idel Smerte, fordi dens Begyndelse ikke er uden Smerte; er den et evigt Fangenskab, fordi den i Alvor og for evigt binder tvende Elskende sammen? Men uden Smerte er dens Begyndelse ikke, og ikke uden Gysen. T&ae;nk Dig en Begeistret. Fuld af h&o-;imodigt Fors&ae;t vil han udrette saa saare meget, men see, under Beslutningens Arbeide overv&ae;lder Forestillingen om Livet og om hans egen Svaghed ham saaledes, at han synker i Afmagt, og f&o-;rst Pligtens Forestilling holder ham til fortsat Arbeide for at vinde Beslutningen. Hvilken Forandring; nu strider han m&o-;dig under Pligtens str&ae;nge Opsyn, han gj&o-;r det lidet Foresatte hver Dag, men indtil Punkt og Prikke som Pligten byder; og forsaavidt er han dog endnu begeistret, som han fatter, at enten der er lidt eller meget, naar Pligten byder det, er det altid meget. Og see, nu lykkes det, og Beslutningen vindes, og V&ae;rket begyndes med den virkelige Maalestok, og see det lykkes, og V&ae;rket gaaer _{frem, og seerfrem, og see!}frem, og see det lykkes, og see det lykkes over Forventning, og hiin f&o-;rste Begeistring vaagner til et fornyet og st&ae;rkere Liv. See, hans Begeistring var ikke et overilet Fors&ae;t eller en fortsat Overilelse; den var ei heller blussende i Ungdommen, derpaa d&o-;sig i Manddommen, og som en rygende Tande i Livets Aften. Nei, hiin f&o-;rste Begeistring gik ligesom ud i den Nat, da Beslutningen blev til, men da vandt han ny Begeistring og Forundringens salige Overraskelse fra Aar til Aar endnu i Livets Aften. Og saaledes vil Vielsen i Beslutningens str&ae;nge Opdragelse tage Indbildninger og Skuffelser bort, og skaffe Elskoven det sikkre Tilhold inden Pligtens uindtagelige Bef&ae;stning, og give den besluttede ny Begeistring, og med Tiden daglig Forundring over sin Lykke. Men siger maaskee Nogen: det er forn&ae;rmeligt at tale saaledes til Elskende; istedenfor at beundre og lovprise, ja med &Ae;rb&o-;dighed at betragte Elskovens sjeldne Lykke, da misundeligt og tungsindigt at gj&o-;re Lykken mist&ae;nkt. Nu, at ville vise &Ae;rb&o-;dighed for en sjelden Lykke, om den end var nok saa sjelden, synes letf&ae;rdigt af en opbyggelig Betragtning, der ikke er opdragen til at finde Opbyggelse ved Lykkens Splidagtighed i Livet. Og skulde ikke hiin Indvending dog v&ae;re et Udbrud af Elskovens forf&o-;reriske Overtalelse, denne farlige Magt der f&o-;der Overilelse i Tilh&o-;reren? Vi ville vise &Ae;rb&o-;dighed for Digterens sjeldne Gave, hvis han bruger den vel, men mon hiin Elskov, der begeistrer Digteren til Sange, mon den findes alle Dage saaledes i Livet og hos ethvert Par, der forenes ved Vielsens Pagt? Digteren siger jo selv, at den er sjelden, og Digterens lykkelige Gave er igjen en Sjeldenhed ligesom hiin Elskov: en fuldkomnere Tilv&ae;relses bedste &O-;nske, dog nei, en ufuldkomnere _{Livsbetragnings}Livsbetragtnings skj&o-;nneste Dr&o-;m. Derfor forklarer Digteren Intet; han s&o-;ger i Sangens Veemod hiin erindrede Sjeldenhed, han s&o-;ger den br&ae;ndende i &O-;nskets Higen, han griber st&ae;rkt i Strengene til dens &Ae;re, som var den funden, han sidder svag i L&ae;ngselens Hvidsken, han skaber ved Indbildningens Kraft det S&o-;gte for Tanken. Vi prise ham; og et Folk er stolt paa rette Sted, naar det er stolt af udm&ae;rkede Digtere! Men hj&ae;lpe os almindelige Mennesker kan Digteren ikke, thi han kan ikke sige, hvorledes vi skulle b&ae;re os ad for at vorde det Sjeldne. Deri Digterens Sorg. Thi Digteren er ingen stolt og hoff&ae;rdig Mand, men hans Sjel udvidet i det Uendelige; og naar han maa sige til den Enkelte eller om den Enkelte: nei, han er det ikke, eller hun var det ikke, da vil han ikke forn&ae;rme; selv bedr&o-;vet s&o-;ger han Sangens Tr&o-;st. Derfor maa man ikke vredes paa Digteren, han elsker Tilv&ae;relsen og f&o-;ler maaskee meest Smerte ved, at hiin Enkelte ikke var Sjeldenheden. Dog kan Ingen, siger Digteren, give sig selv hiin Sjeldenhed, den er en Oprindelighed, og deri det Vidunderlige. Hvis nu hiin Sjeldne var til, og man vilde tale til ham om, hvad denne Tale bet&ae;nker, da vilde han slet ikke forstaae det, og han vilde da heller ikke svare som hiin Indvending svarede, thi en saadan Oprindelighed kan ingen Tale forstyrre. Men en skuffende Gjenklang af Digtersange, en skr&o-;belig Gjentagelse af Digterv&ae;rket, den kan lade sig forstyrre. Den derimod, der f&o-;ler med sig selv at han ikke er den Sjeldne, han er jo bekymret, han forstyrres derfor ikke ved at Talen minder om hans Bekymring, han s&o-;ger hellere Opbyggelse i den gudelige Betragtning. Videre vil Talen ikke gaae for at fjerne en saadan Indvending, men, m. T., bet&ae;nk nu selv Vielsen. Hvo fuldbyrder den? Er det en Digter? Nei, det er den Myndige. Og Vielsen l&ae;gger Alt under Synd, og den Myndige gj&o-;r Alvor deraf med den Enkelte og l&ae;gger hver Den under Synd, der forpligtes ved den. Skulde det da v&ae;re forn&ae;rmeligt, hvis Talen mindede om Beslutningens Betydning og om at kun den Besluttede t&o-;r sige ved Begyndelsen, at Kj&ae;rlighed overvinder Alt: mig synes det forn&ae;rmeligt at antage om Nogen, at han ikke havde bet&ae;nkt dette. Selv den lykkeligste jordiske Kj&ae;rlighed tr&ae;nger dog til Beslutningens Gjenf&o-;delse, til Vielsens str&ae;nge Tale, til Vielsens Styrkelse i Striden, til Vielsens Velsignelse paa Veien. Saa har da Talen, idet den s&o-;gte at tydeliggj&o-;re &Ae;gteskabets hellige Beslutning, vel mindet Dig, m. T., om hvad Du selv oftere har bet&ae;nkt, thi Talen er langtfra at v&ae;re bel&ae;rende. Du er da enig med den, og dog siger Du maaskee: Talen er rigtig, men der fordres megen Alvor for at en saadan Tale skal frembringe det rette Indtryk, at den ikke f&o-;der Utaalmodighed eller forstyrrer i Forstemthed. Og heri har Du vist ganske Ret, at der fordres megen Alvor; sandeligen, det at v&ae;re en god L&ae;ser eller en god Tilh&o-;rer er lige saa stort som at v&ae;re en god Taler, og det er meget stort, naar, som her, Talen er i Ufuldkommenhed og uden Myndighed. Var det ikke saaledes Din Mening, thi Du vilde dog ikke med hiin Indvending skyde Skylden paa den Talende, som havde Du vundet Noget ved at anklage ham? Lader os betragte dette lidt n&ae;rmere. Som der til at fatte en Beslutning fordredes en virkelig Forestilling om Livet, saa fordredes der ogsaa, hvad der blev sagt med det Samme, en virkelig Forestilling om sig selv. Der var maaskee Den, som sendte de speidende Tanker ud for at faae mangfoldige Indtryk af Livet, men som ikke kunde tage sig selv tilbage, som gav sig hen &streg; ak, og tabte sig selv. Men Den, som ved Vielsen knytter et andet Menneskes Liv til sit, ved Vielsen indgaaer en Forpligtelse, som ingen Tid skal l&o-;se og som hver Dag skal fordre opfyldt, af ham fordres der jo en Beslutning, og i denne Beslutning altsaa en virkelig Forestilling om sig selv. Og denne virkelige Forestilling om sig selv, og denne Forestillings Inderlighed, det er Alvoren. Nu er det vel saaledes, at som hiin Elskov, hvilken Digterne besynge, er en L&ae;ngsel i ethvert Menneskes Sjel, saa er der ogsaa i Enhver en L&ae;ngsel, et &O-;nske der begjerer hvad man maatte kalde en Veileder og L&ae;rer i Livet, den fors&o-;gte Mand, paa hvem man kan forlade sig, den Vise, der veed at raade, den &Ae;dle, der opmuntrer ved sit eget Exempel, den Begavede, der har Veltalenhedens Magt og Overbeviisningens Fynd, den Alvorlige, der betrygger Tilegnelsen. Som Barn gaaer det saa let, man er fritagen for Valgets Besv&ae;rlighed; ja selv om en Fader ikke var som han burde, den &Ae;rb&o-;dighed Barnet har, den ubetingede Lydighed hj&ae;lper det stundom til at l&ae;re det Gode selv af en saadan Fader. Men saa kommer Ungdommens og Frihedens Tid og den Tid, da han med den Elskede s&o-;ger en saadan Veileder. Da gjelder det, at Friheden og Valget ikke bliver en Snare. Hiin L&ae;ngselens s&o-;gte Veileder er den Sjeldne. Stundom findes han end ikke i hver Sl&ae;gt, og selv om Du er samtidig med en saadan H&o-;i&ae;rv&ae;rdig, hvem Du ganske t&o-;r hengive Dig til, han er maaskee ikke paa samme Sted som Du, eller han var det, men maa forlade det, eller Du maa forlade det &streg; og saa, ja saa maa Du n&o-;ies med Mindre, det er, Du maa see til at hj&ae;lpe Dig selv. I Livet er der Forvirring nok; det Forskjelligste forkyndes og anprises og foragtes og gjentages; de forskjelligste Forbilleder vise sig og skuffe og vise sig atter; de forskjelligste Veiledninger tilbydes, og altid er der Reiseselskab; Tr&o-;stegrunde og Udflugter og Tilraab og Advarsler og Seierssange og Klageskrig h&o-;res forvirret imellem hinanden. Ak, Elskov og &Ae;gteskabet er jo Noget, hvori Enhver fors&o-;ges og hvorom altsaa Enhver har en Mening og jo ogsaa med Sandhed kan have det, hvis han i Alvor vil. Ethvert Menneske, ogsaa den Ugifte, skal jo have et blivende Sted, og dog er der maaskee mangt et &Ae;gteskab som ikke har det, men omtumles for enhver Luftning. Nu mener den Unge, vildledet af en tilf&ae;ldig Erfaring, at naar de ydre Omst&ae;ndigheder i Velstand og lykkelige Livsforhold begunstige Elskoven, da er den betrygget, og han bet&ae;nker maaskee ikke, hvorledes det Raaderum som Sjelstilstandene derved faae, kan f&o-;de sine Vanskeligheder. Nu har Een en oversp&ae;ndt Forestilling om den forelskede Sjelesorgs vidtl&o-;ftige Gjerning, og kan ikke nedstemme sig til N&ae;ringssorgens simple Arbeide; nu giver en Anden sig for meget hen i F&o-;lelsers Overskummen, og en Afsmag f&o-;lger, nu har den ene Part dog nogen Besindighed og vil bruge den, men den anden Part misforstaaer det og troer det er Kulde og Ligegyldighed; nu vil den ene Part holde til Raade og spare, og den anden Part forstaaer det ikke og troer at det er Mangel paa Sands for noget H&o-;iere. Nu mistr&o-;stes Een, fordi Gjentagelsen uden om ham gj&o-;r ham kjed ved sit Eget; nu gj&o-;r en Andens f&o-;rste Lykke ham utaalmodig; nu sammenligner han, nu minder han, nu taber han &streg; ja hvo skulde vel blive f&ae;rdig med at n&ae;vne dette; det kan ingen Tale, og dette var jo ogsaa ligegyldigt, men intet Menneske kan det, det er det Forf&ae;rdelige; kun een Magt formaaer det, det er Beslutningen, som passer paa itide. Hvor l&ae;res da Alvor? I Livet. Ganske vist, og &Ae;gteskabets Gud velbehagelige Stand har jo en sjelden Beleilighed. Saa l&ae;res Alvoren &streg; hvis man tager Beslutningen med og i den en virkelig Forestilling om sig selv. Beslutningen selv er Alvoren. Og for at man skal l&ae;re Alvor af det man kalder Livets Alvor foruds&ae;ttes allerede Alvor. Thi Livets Alvor er ikke som en L&ae;remester i Forhold til den L&ae;rende, men i en vis Forstand som en ligegyldig Magt i Forhold til Den, der selv maa v&ae;re noget af en L&ae;remester i Forhold til sig selv som den L&ae;rende. Ellers kan man endog af Livets Alvor l&ae;re Ligegyldighed for Alt. Man &o-;nsker vel en Veiledning, og dog gjelder det ogsaa i Forhold til den, at man selv maa have Alvoren for at hj&ae;lpes derved. Eller er det ikke seet, at man selv i Forhold til hiin sjeldne Veileder, naar han stod iblandt os, hittede paa mange Ting for at sv&ae;kke sig Indtrykket af ham, som tabte han derved ikke En selv, som var det Aarenes Viisdom at blive mere og mere kr&ae;sen, mere og mere duelig til at vrage, istedenfor at blive mere og mere skj&o-;nsom. Og naar der nu ingen Saadan er, hvad saa? Ja, _{Verden, lader}Verden lader det aldrig mangle paa Veiledere. See, nu vil En veilede Alle og kan ikke hj&ae;lpe sig selv; nu udraabes En som Viis og Beundringen kjender ham paa, at han ikke engang kan forstaae, hvad den Eenfoldige forstaaer; nu har En Overtalelsens Magt, og leder vild, har Usandhedens kraftige Gjerninger; nu skal det v&ae;re for&ae;ldet, hvad man l&ae;rte i Barndommen, og man maa l&ae;re om igjen. Nu vil En rive &Ae;gtemanden fra Hustruens Side og gj&o-;re ham vigtig ved Deeltagelse i store Foretagender og l&ae;re ham at t&ae;nke ringe om &Ae;gteskabets hellige Kald; nu frister En Hustruen og l&ae;rer hende at sukke under &Ae;gteskabets Aag; nu vil man foreg&o-;gle Mand og Hustru F&ae;llesskab i Bedrifter, der gj&o-;r det &ae;gteskabelige Forhold ligegyldigt; nu vil man l&ae;re &Ae;gtefolkene Nydelse, vil tage B&o-;rnene og dermed Sorgerne fra dem, for at _For&ae;ldreFor&ae;ldrene kunne leve for h&o-;iere Besk&ae;ftigelser. Saa sp&ae;ndes Forventningen paa noget Overordentligt, en ny Tingenes Orden der skal komme, og vi faae Alle, baade Gifte og Ugifte, fri som Skoleb&o-;rnene, fordi Skolemesteren skal flytte, fri indtil han kommer i Orden &streg; men vi ere jo dog ikke Skoleb&o-;rn l&ae;ngere, og Enhver skal gj&o-;re Gud Regnskab for sig, og &Ae;gteskabets hellige Forpligtelse skal jo give hver Dag sin Gjerning og sit Ansvar. Hvor finder man saa Veiledningen, hvis man ikke selv forarbeider sin egen Sjels Salighed med Frygt og B&ae;ven, thi saa bliver man nok alvorlig. Ellers skal det vel vise sig, at den ene Veileder kan man ikke f&o-;lge, thi om han end mener det saa godt, er han dog svag; og den anden kan man ikke f&o-;lge, thi vel har han Kraft og Fynd i hvad han siger, men han skal ikke mene det, saa siger man; eller den ene er for gammel til at tilfredsstille Tiden, og den anden er for ung. Ja hvor skulde en Tale vel blive f&ae;rdig, hvis den vilde skildre denne Livets Forvirring, men hvad tykkes Dig, m. T., om et saadant Menneske, der vel havde Alvorens Skin i at vrage Alt, men ikke Spor af dens Kraft i at besidde det Mindste; hvad tykkes Dig om en Saadan, hvis han var &Ae;gtemand, og altsaa var bleven gift uden Beslutning, og altsaa levede hen ubekymret om den helligste Forpligtelse, det vil sige, uden i Alvor at bekymre sig om den. Havde ikke Skilsmissen ogsaa m&ae;rket et saadant &Ae;gteskab, hvor &Ae;gtefolkene vel tilh&o-;rte hinanden, men ikke i Alvor! Nei, Alvoren er i et Menneske selv, og kun en Gj&ae;k l&o-;ber efter den, og kun den Feige kj&o-;ber Middelmaadighedens Aflad ved at v&ae;re som Folk er fleest og speide derefter, og kun den Frygtagtige forstyrres i en &ae;dlere Str&ae;ben, ved at agte paa Andres Dom. Er der ingen Veileder i Livet, den Alvorlige gaaer dog ikke iblinde. O, om selv den beskikkede Veileder, m. T., paa det Sted, Du lever, maaskee var uduelig, hvis Du vil det, nu vel, saa v&ae;r Du den gode Tilh&o-;rer, der dog har Gavn af hans maadelige Tale. Og er Den, som her taler, maaskee for ung, eller udtrykker han sig maaskee utydeligt, eller er hans Tanke utydelig, nu vel, m. T., saa l&ae;g Talen bort, eller hvis Du vil det, nu vel, saa gj&o-;r Du det Store, v&ae;r den gode L&ae;ser, der har Gavn selv af en uheldig Tale. Ja sandeligen, som der skal v&ae;re en Talens Magt, der n&ae;sten kan gj&o-;re Under, saa er der ogsaa en Tilh&o-;rerens Magt der kan gj&o-;re Under hvis han vil det. En saadan Tilh&o-;rer er den alvorlige; han siger jeg vil opbygges, og see, han bliver opbygget. Men Alvoren ligger i en Beslutning. Frygter Nogen den, hvad Under da, at han s&o-;ger Tr&o-;st i at Andre ere fangne i den samme Vanskelighed og speider til H&o-;ire og Venstre; mener Nogen, at en Beslutning er en skr&o-;belig Sag, og at den Besluttede l&o-;ber paa den tynde Iis, ja hvad Under da, at han altid maa have mange omkring sig for at faae Mod til at leve, men Du, m. T., troer jo, at Beslutningen er den h&o-;ieste Salighed, at selv om Elskovens rigeste Lykke paa nogen anden Maade kunde blive Dig sikkret for Dit hele Liv, Du vilde dog v&ae;lge Beslutningens Liv og &Ae;gteskabets Samliv i Faren. Thi Beslutningen gj&o-;r Mirakel ved Bryllupper, som hiint ved Brylluppet i Kana: den skjenker f&o-;rst den slette Viin, og gjemmer den bedste tilsidst; og Elskoven er den Elskeliges bedste Pynt, men Beslutningen er en Kraft i den Ufuldkomnes Hjerte. Saa er &Ae;gteskabets Beslutning, at Kjerlighed overvinder Alt. Ja, den overvinder Alt; men sandeligen, den omkommer i Modgang, hvis ingen Beslutning holder den fast; den omkommer i Medgang, hvis ingen Beslutning holder den fast; den vanarter i det Dagligdagse, hvis ingen Beslutning opmander den; den qv&ae;les i en indbildt Vigtighed, hvis ingen Beslutning ydmyger den. Elskoven bliver, men Beslutningen er dens Blivested, hvorved det har sit Forblivende; Elskoven er det forfriskende Flygtige, men Beslutningen Beholderen, hvori det bevares. Elskoven bliver; den veileder gjennem Livet, naar Beslutningen f&o-;lger med, men den farer vild, naar Beslutningen ikke veileder; den giver Livet Betydning, naar Beslutningen fortolker den Dag fra Dag; den str&ae;kker til for hele Livet, naar Beslutningen holder igjen; den griber det Evige, hvis en Beslutning har beredt den Sted der; den overvinder Alt, naar Beslutningen er med paa Slagdagen &streg; og den sidste &Ae;re er den eneste &Ae;re. Er denne Tale misundelig? Er det misundeligt at sige til den Lykkelige, jeg veed, hvor Du skal gjemme Din Lykke for at have den sikkret? Lidt leflende Veemod, som jo netop var Misundelse, kunde maaskee pirre en Lykkeligs Sands. Er denne Tale forn&ae;rmende? Er det forn&ae;rmende at sige til Nogen: jeg er overbeviist om, at Du selv veed og har bet&ae;nkt dette, hvorom jeg derfor kun minder Dig? Er den Taler paatr&ae;ngende, der staaer afsides og taler halvt sagte med sig selv? Saa fordres der altsaa til &Ae;gteskabets Beslutning en virkelig Forestilling om Livet og om sig selv; men heri er allerede indeholdt den anden store Fordring, hvilken er ligesom den f&o-;rste: en virkelig Forestilling om Gud. Det Ene svarer ganske til det Andet; thi Ingen kan have en virkelig Forestilling om Gud, uden at have en tilsvarende om Livet og om sig selv, ei heller en virkelig Forestilling om sig selv uden en lignende om Gud, og ingen virkelig Forestilling om Livet uden en lignende om sig selv. En digterisk skabende Indbildning, eller en Forestilling i den ligegyldige T&ae;nknings Fjernhed er ingen virkelig Forestilling. Forestillingen om Gud kommer heller ikke som et tilf&ae;ldigt Till&ae;g i Forhold til hiin Forestilling om Livet og sig selv, tvertimod, den kommer og s&ae;tter Kronen paa og gjennemtr&ae;nger Alt, og var tilstede indtil den blev tydelig. De Elskende ere jo lykkelige, og paa Lykkens Dag er man vel Gud allern&ae;rmest. Men der fordres en virkelig Forestilling om Gud, der fordres en Forstaaelse mellem Gud og den Lykkelige, og saaledes fordres der jo et Sprog, hvori de tale med hinanden. Dette Sprog er Beslutningen; det eneste Sprog, hvori Gud vil indlade sig med et Menneske. Thi om end den Lykkelige var nok saa sv&ae;rmersk i Taknemlighedens Udtryk for sin Lykke (og hvor var der vel en Lykkelig, som ikke f&o-;lte denne Trang til at v&ae;re taknemlig!), og om han end n&ae;vnede Guds Navn, deraf fulgte jo ikke, at han talede med Gud, havde en virkelig Forestilling om ham, gjorde sig forstaaelig for ham og havde Gavn af Forstaaelsen. Thi Taksigelsen for Lykken, var den endog nok saa sjelden, var Udtrykket nok saa bev&ae;get, Sjelen nok saa br&ae;ndende, vil Gud ikke forstaae &streg; kun Beslutningen, som overtager Lykken. Og om Guds Navn end n&ae;vnes f&o-;rst og sidst, derfor taler man dog ikke med Gud, naar Forestillingen, i hvilken den Tilbedende fremb&ae;rer sin Taksigelse, ikke er om Gud men om Lykke, Skjebne, den store Gevinst og andet Saadant, eller om en gaadefuld Magt, over hvis Indgriben man studser &streg; og tilbeder. Beslutningen skal jo ikke gj&o-;re den Lykkelige utaknemlig, tvertimod, den skal gj&o-;re ham v&ae;rdig, og i Beslutningen er f&o-;rst Taknemlighedens Alvor. Derfor er Beslutningens Taksigelse sig bevidst, at denne Lykke er en Opgave, og at den Takkende nu staaer ved Begyndelsen. Derfor er Beslutningens Taksigelse besindig; den forstaaer, at Gud i Lykken har talet til den Besluttede, men ogsaa at dette er Samtalens Begyndelse. Er dette at t&ae;nke ringe om Lykken; men er det ikke at t&ae;nke v&ae;rdigen om Gud! Dersom Nogen talede med en Viis, og han strax ved den Vises f&o-;rste Ord, der kastede Sandhedens Lys i hans Sjel, afbr&o-;d ham med sin Taksigelse, fordi han nu ingen Hj&ae;lp mere beh&o-;vede: hvad viste han da Andet, end at han ikke talede med en Viis, men med en Viis, som han selv forvandlede til en Daare? En Viis er nu et Menneske, og saaledes ogsaa Noget i det Udvortes, forsaavidt kan vel Nogen, om han end talede daarligen, dog med Sandhed sige at have talet med en Viis; men Gud er kun i det Indvortes. Den der derfor taler med ham som hiin Mand med den Vise, taler egentligen ikke med ham. Som der er en umoden Kjerlighed, der siger: den virkeligt Elskende overvinder Alt, uden dog at have en virkelig Forestilling om Striden; som der er en umoden Begeistring, der siger det Samme med lignende Overilelse: saa er der ogsaa en umoden Taksigelse, der vil takke Gud, og dog kun bedrager sig selv ved at mene, den takker Gud, og bedrager Gud for Taksigelsen. Beslutningens Taksigelse er alvorlig, og derfor Gud velbehagelig, dens Taksigelse ogsaa den gode Begyndelse, med hvilken det Halve er vundet; og med Gud skal Beslutningen vel overvinde Alt. Den takker ikke eengang for alle, ei heller med jordisk og bedragersk Selvkl&o-;gt eller Uforstand; nei, Beslutningen er Begyndelsen, og Beslutningens Taksigelse Taksigelsens Begyndelse, Begyndelsen paa den H&o-;itidelighed, der skal holde mangen un&o-;dig Fare borte, styrke i den virkelige, gjenlyde i Lovsangen paa Seiersdagen; den er Begyndelsen paa den Aarvaagenhed, der skal finde &Ae;gtefolkene varagtige i Livets Aften, siden Brylluppet forventende som de forstandige Brudepiger vare det indtil Brylluppet, den Aarvaagenhed, der skal gj&o-;re den sidste Taksigelse til den skj&o-;nneste, gj&o-;re det sidste Gjensvar paa Guds Tale, hvis Begyndelse var hiin Lykke, til den velbehagelige og sande Taksigelse. Skulde Nogen mene, at dette dog var forstyrrende, skulde han, uden at ville ret forstaae sig selv, i Uklarhed vove at t&ae;nke ringe om Gud, skulde han mene, at Lykken dog tabte ved at blive alvorlig, at Lykken forringedes ved at v&ae;re Lykkens Begyndelse: var det da skj&o-;nnere, var det visere, stod det bedre sin Pr&o-;ve i Livet, om der begyndtes uden Beslutning? Var det skj&o-;nnere, om Lykken, saa at sige, strax adskilte de tvende Forenede: var det skj&o-;nnere, at et forf&ae;ngeligt Qvindehjerte med Vellyst h&o-;rte Tilbederens Lovsang, der han troede at skylde hende Alt, der han uklar og dog taknemlig for sin Lykke ikke vidste nogen Anden at takke? Eller at det stolte Hoved vellystigt b&o-;iede &O-;re til den Svages Tilbedelse, der hun, glad ved sin Lykke, ydmyget i Taknemlighed, ikke vidste til hvem hun skulde gaae hen uden til ham, ham, hvem hun jo skyldte Alt og sin Lykke &streg; han, som bedrog hende for det Bedste? Var det skj&o-;nnere, var det visere? Stod det bedre sin Pr&o-;ve &streg; ogsaa da, naar Aaget engang maatte afkastes, og Striden begynde; eller hvis dette ikke skete, da naar den Usle aldrig blev Mand, men uden Mandsmod gik Livet hen i Qvinde-Ledebaand; eller naar den ynkeligt Trofaste tr&ae;llede Livet hen, ikke som Hustru, men uden Frimodighed elskede sin Herre, og denne Herre var hendes &Ae;gtemand? Eller er dog vel Afgudsdyrkelse i sit F&o-;rste skj&o-;nnere, i sin Grund visere, i Livets Fremgang tilforladeligere end en fornuftig Gudsdyrkelse. Skulde Nogen mene, at Beslutningens Forestilling om Gud dog var en Standsning, fra hvilken Lykken hellere vilde fritages: var det da skj&o-;nnere, var det visere, stod det bedre sin Pr&o-;ve i Livet, om de Tvende uden Beslutning fore ustandsede hen det stakkede &O-;ieblik i Sv&ae;rmeriets Dr&o-;m med hinanden, om de dandsede sig Kjerlighedens Sundhed og Helbred bort paa Bryllupsdagen? Var det skj&o-;nnere, var det visere, holdt det bedre ud i Livet &streg; ogsaa da, naar de tr&ae;tte stode ved Veiens Begyndelse, og see, Sp&o-;gen var forbi, og see, det var ikke Alvoren, der var bleven tilbage, men Modbydelighed og Kjede og en forstyrret Opvaagnen til et langt Liv fra en forvirret Ungdoms-Dr&o-;m. Skulde virkeligen et Par Afgudsdyrkeres korte Lyst v&ae;re skj&o-;nnere og visere og mere tilforladelig i Livet end det sande &Ae;gteskabs ydmyge Begynden? Skulde Nogen mene, at Beslutningen jo kan komme senere, naar den ret beh&o-;ves? Altsaa den beh&o-;ves endnu ikke, ikke paa Vielsens Dag, naar den evige Forpligtelse indgaaes? Men senere altsaa? Skulde han mene, at der var jo ikke Tanke om at ville forlade hinanden, men om at nyde Foreningens f&o-;rste Gl&ae;de &streg; og saa forenede at st&o-;tte sig ved Beslutningen. Altsaa naar M&o-;isommeligheden og Tr&ae;ngselen kommer, og N&o-;den, den v&ae;re jordisk eller sjelelig, staaer for D&o-;ren, saa er Tiden der? Ja vist, saa er Tiden der &streg; for den Besluttede til at samle sig i sin Beslutning; men ikke just til at samle en Beslutning. Det er sandt, at N&o-;d og Gjenvordighed kan hj&ae;lpe et Menneske til at s&o-;ge Gud i Beslutning, men Sp&o-;rgsmaalet er, om derfor Forestillingen altid er den rette, om den er glad, om den ikke har en vis Kummerlighed, et hemmeligt &O-;nske, at den ikke beh&o-;vedes, om den ikke er fortr&ae;den, er misundelig, er tungsindig og altsaa ingen for&ae;dlet Gjengivelse af Livets Gjenvordigheder. Der er i Staten en Laane-Anstalt, hvor Armoden tyer hen. Den Fattige bliver hjulpen, men mon den Fattige har en glad Forestilling om denne Laane-Anstalt? Og saaledes er der maaskee vel ogsaa det &Ae;gteskab, som f&o-;rst i Gjenvordigheden s&o-;gte Gud, ak, og s&o-;gte ham som en Laane-Anstalt; og Enhver, der f&o-;rst da skal s&o-;ge ham, l&o-;ber dog altid denne Fare. Skulde nu en saadan sildig Beslutning, der selv om den var v&ae;rdig, dog ikke uden Skamfuldhed og ikke uden stor Fare kj&o-;btes i det sildige &O-;ieblik, skulde den v&ae;re skj&o-;nnere og visere end &Ae;gteskabets f&o-;rste? Men maaskee kommer der slet ingen N&o-;d og Gjenvordighed i Livet, og saaledes beh&o-;ves Beslutningen jo ikke. Langtfra Talen v&ae;re at ville forf&ae;rde barnagtige Mennesker, og endnu mere langtfra den at anprise Beslutningen som et Middel, der skal tjene noget Ringere. Altsaa Du Barnagtige, som ikke vil kjende Aandens Fare, altsaa det gaaer lykkeligt, see, her er et &Ae;gteskab, hvem Livet kjeler for og Lykken tilsmiler uafbrudt &streg; hvad saa? Saa har dog dette barnagtige &Ae;gteskab tabt det Bedste, thi Beslutningen selv er det Herlige. Den er ikke en kummerlig Opfindelse mod Livets Kummerlighed, men Saliggj&o-;relsens Kl&ae;debon, og den Besluttede pyntet dermed til v&ae;rdigen at b&ae;re gode Dage, og den Besluttede st&ae;rkt bev&ae;bnet deri til at seire paa den onde Dag, og dog er Dragten den samme. Ak, &Ae;gteskabets Liv og &Ae;gteskabets Vilkaar er saare forskjelligt i Verden, dog er der een Beslutning, som er f&ae;lles for ethvert, eller kan v&ae;re det: at Kjerlighed overvinder Alt. Denne Beslutning er Begyndelsen, og i denne Beslutning er indeholdt en virkelig Forestilling om Livet og om sig selv, og derved om Gud &streg; saa bliver vel Enden som Begyndelsen, at Kjerligheden har overvundet Alt. Men t&ae;nk Dig tvende &Ae;gteskaber, min Tilh&o-;rer. Det ene maa tungt bane sig den trange Vei gjennem mange Gjenvordigheder, det andet b&ae;res af Lykken ligesom paa H&ae;nder gjennem Livet, nu ere de begge komne til Livets Gr&ae;ndse, og Kjerligheden har overvundet Alt. Om det f&o-;rste maa der siges, at &Ae;gtefolkene l&ae;rte meget af Livets str&ae;nge Skole, men naar der tillige maa siges, at de i Livets Aften dog v&ae;sentligen ikke vare blevne anderledes alvorlige, end da de engang ved Begyndelsen vandt Alvoren i Beslutningens str&ae;nge Opdragelse: var dette ikke det Skj&o-;nneste? Og dersom der om det andet Par maa siges, at &Ae;gtefolkene i Livets Aften v&ae;sentligen ikke vare anderledes alvorlige, men ogsaa gjennem det lange Liv v&ae;sentligen havde v&ae;ret lige saa alvorlige, som da engang paa Lykkens Dag Beslutningen modnede dem i Alvor: var dette ikke det Skj&o-;nneste? Thi Beslutningens Ungdoms-Alvor er ikke dannet af det Stykkevise, men ved Gud dannet af Forestillingen om Livet og om sig selv og om Gud, og er derfor en evig Sundhed, og vindes maaskee aldrig saaledes senere. Ved en Grav Saa er det da forbi! &streg; Og naar nu Den, som her f&o-;rst traadte hen til Graven, fordi han er den N&ae;rmeste, naar han efter Talens korte &O-;ieblik er bleven den Sidste ved Graven, ak, fordi han er den N&ae;rmeste: saa er det forbi. Om han vilde blive derude, han erfarer dog ikke hvad den D&o-;de foretager sig, thi den D&o-;de er en stille Mand; om han i sin Bekymring vilde kalde paa hans Navn, om han i sin Sorg vilde sidde lyttende, han erfarer dog Intet, thi i Graven er der Stilhed, og den D&o-;de er en taus Mand; og om han erindrende gik hver Dag til hans Grav, den D&o-;de erindrer ikke ham &streg;. Thi i Graven er der ingen Erindring, end ikke af Gud. See, dette vidste den Mand, om hvem der nu maa siges, at han ikke mere erindrer Noget, til hvem det nu var for silde at sige det. Men som han vidste det, saa gjorde han derefter, og derfor erindrede han Gud _{medens hans}medens han levede. Hans Liv gik hen i h&ae;derlig Ubem&ae;rkethed, ikke Mange vare vidende om hans Tilv&ae;relse, kun Enkelte blandt de Faa kjendte ham. Han var Borger her af Staden, str&ae;bsom i sin beskedne Gjerning forstyrrede han Ingen ved at svigte Samfundets Forpligtelser, forstyrrede Ingen ved utidig Bekymring om det Hele. Saaledes gik Aar efter Aar, eensformigt, dog ikke tomt; han blev Mand, han blev gammel, han blev bedaget: Gjerningen var og blev den samme, een og samme Syssel i de forskjellige Levealdre. Han efterlader sig en Hustru, glad fordum ved at forenes med ham, nu en gammel Kone, der begr&ae;der den Tabte, en ret Enke, der, forladt, har sit Haab til Gud. Han efterlader sig en S&o-;n, der l&ae;rte at elske ham og at finde Tilfredshed i Vilkaaret og Faderens Gjerning; engang glad som Barn i Faderens Huus, fandt han det som Yngling aldrig for trangt, nu er det ham et S&o-;rgehuus. &streg; En saadan ubem&ae;rket Mands D&o-;d sp&o-;rges ikke vidt, og naar Nogen om f&o-;ie Tid gaaer forbi det Huus, hvor han boede i Ringhed, og l&ae;ser hans Navn over D&o-;ren, fordi den borgerlige Bedrift forts&ae;ttes under hans Navn, da er det jo, som var han ikke d&o-;d. Som han sov mildt og fredeligt hen, saaledes er i den omgivende Verden hans D&o-;d en Bortgang i Stilhed. Brav som Borger, redelig i sin N&ae;ringsvei, sparsom i sit Huus, godgj&o-;rende efter Evne, deeltagende i Oprigtighed, sin Hustru tro, sin S&o-;n en Fader: see, alt Dette, og al den Sandhed hvormed det her kan siges, sp&ae;nder ikke Forventningen paa en betydningsfuld Udgang, her er det et Livs Foretagende, paa hvilket en rolig D&o-;d blev den skj&o-;nne Udgang. &streg; Dog havde han een Gjerning endnu, den blev udf&o-;rt med samme Troskab i Hjertets Eenfoldighed: han erindrede Gud. Han var Mand, gammel, han blev bedaget, saa d&o-;de han, men Erindringen om Gud blev den samme, en Veiledning i alt hans Foretagende, en stille Gl&ae;de i den fromme Betragtning. Ja, var der slet Ingen, som savnede ham i D&o-;den, ja, var han nu ikke hos Gud, da vilde Gud savne ham i Livet, og vide hans Bop&ae;l og s&o-;ge ham der, thi den Afd&o-;de vandrede for hans Aasyn og var bedre kjendt af ham end af nogen Anden. Han erindrede Gud, og han blev duelig til sit Arbeide, han erindrede Gud og han blev glad ved sit Arbeide og glad ved Livet, han erindrede Gud, og han blev lykkelig i sit beskedne Hjem med sine Kj&ae;re, han forstyrrede Ingen ved Ligegyldighed mod en offentlig Gudsdyrkelse, han forstyrrede Ingen ved ubetimelig Iver, men Guds Huus var ham et andet Hjem &streg; nu er han vandret hjem. Men i Graven er der ingen Erindring &streg; derfor bliver den tilbage, den bliver hos de Tvende, der vare ham kj&ae;re i Livet: de ville erindre ham. Og naar nu Den, som traadte f&o-;rst hen til Graven, fordi han er den N&ae;rmeste, efter Talens korte &O-;ieblik er bleven den Sidste ved Graven, fordi han jo er den N&ae;rmeste, naar han gaaer erindrende herfra, da gaaer han hjem til den s&o-;rgende Enke: og Navnet over D&o-;ren bliver en Erindring. Saa vil der i nogen Tid nu og da komme en Kj&o-;ber, der tilf&ae;ldigt eller mere deeltagende sp&o-;rger efter Manden; og naar han h&o-;rer om hans D&o-;d vil Kj&o-;beren sige: naa, er han d&o-;d. Og naar saa alle de gamle Kj&o-;bere har gjort det eengang, saa har Omgivelsens Liv intet Middel mere for at bevare Erindringen om ham. Men den gamle Enke vil ingen Paamindelse beh&o-;ve for at erindre, og den str&ae;bsomme S&o-;n vil ikke finde det Sinkende at erindre. Og naar saa Ingen sp&o-;rger mere om ham, da vil dog Navnet over D&o-;ren, naar Huset ikke synligt er et S&o-;rgehuus, naar ogsaa i Huset Sorgen er formildet og det daglige Savn med Tr&o-;sten har ind&o-;vet Erindringen: da vil Navnet over D&o-;ren for de Tvende betyde, at ogsaa de have een Gjerning mere: at erindre den Afd&o-;de. Nu er Talen forbi. Kun en Handling staaer tilbage: med de tre Spader Jord at indvie den Afd&o-;de, som Alt hvad der er kommen af Jord, til Jord igjen &streg; og saa er det forbi. Den umyndige Tale kan ikke saaledes gj&o-;re Alvor deraf, ingen D&o-;d venter paa den, for at Alt kan v&ae;re forbi. Men derfor kan Du jo gjerne agte paa Talen, min Tilh&o-;rer. Thi D&o-;den selv har jo sin Alvor; det Alvorlige ligger ikke i Begivenheden, ikke i det Udvortes: at der nu igjen er en Mand d&o-;d, saa lidet som Alvorens Forskjel ligger i, at der var mange Karreter; ja saa lidet som hiin formildede Stemning, der kun vil tale godt om de D&o-;de, er Alvor eller i fjerneste Maade kunde tilfredsstille Den, der alvorligen bet&ae;nkte sin egen D&o-;d. D&o-;den kan netop l&ae;re, at Alvor ligger i det Indvortes, i Tanken, l&ae;re, at det kun er et Sandsebedrag, naar der letsindigt eller tungsindigt sees paa det Udvortes, eller naar Betragteren dybsindigt over D&o-;dens Tanke glemmer at t&ae;nke og bet&ae;nke sin egen D&o-;d. Vil man n&ae;vne ret en Gjenstand for Alvor, da n&ae;vner man D&o-;den, og &anfbeg;D&o-;dens alvorlige Tanke&anfslut;; og dog er det jo som laae der en Sp&o-;g til Grund for D&o-;den, og denne Sp&o-;g, forskjelliggjort i Stemnings og Udtryks Forskjellighed, er det V&ae;sentlige i enhver Betragtning af D&o-;den, hvor Betragteren ikke selv bliver under fire &O-;ine med D&o-;den og t&ae;nker sig selv sammen med D&o-;den. En Hedning har allerede sagt, at D&o-;den skal man ikke frygte, &anfbeg;thi naar den er, er jeg ikke, og naar jeg er, er den ikke.&anfslut; Dette er Sp&o-;gen, hvormed den listige Betragter stiller sig selv udenfor; men selv om Betragtningen brugte R&ae;dselens Billeder for at skildre D&o-;den, forf&ae;rdede en syg Indbildning, det er dog kun Sp&o-;g, hvis han blot t&ae;nker D&o-;den, ikke sig selv i D&o-;den, hvis han t&ae;nker den som Sl&ae;gtens Vilkaar, men ikke som sit. Sp&o-;gen er, at hiin ub&o-;ielige Magt ligesom ikke kan faae Ram paa sit Bytte, at der er en Modsigelse, at D&o-;den ligesom narrer sig selv. Thi Sorgen, hvis Du dermed vil sammenligne D&o-;den, og hvis Du vil kalde den en Bueskytte som D&o-;den er det: Sorgen rammer ikke feil, thi den rammer den Levende, og naar den har rammet ham, saa f&o-;rst begynder Sorgen: men naar D&o-;dens Piil har rammet, saa er det jo forbi. Og Sygdommen, hvis Du dermed vil sammenligne D&o-;den, og hvis Du vil kalde den en Snare, som jo D&o-;den er den Snare, hvori Livet fanges: Sygdommen fanger virkeligt, og naar den har fanget den Karske, saa begynder Sygdommen: men naar D&o-;den tr&ae;kker Snaren sammen, saa har den jo Intet fanget, thi saa er det forbi. Men heri netop ligger Alvoren, og herved netop er D&o-;dens Alvor forskjellig fra Livets, der saa let lader En bedrage sig selv. Thi naar Nogen gaaer sin Gang b&o-;iet i Modgang, i Lidelser, i Sygdom, i Miskjendelse, i trange Kaar, i kummerlige Udsigter, da slutter han feil, om han ligefrem deraf slutter, at han er alvorlig; thi Alvor er ikke den ligefremme Gjengivelse, men den for&ae;dlede, det er, atter her er det det Indvortes og Tanken og Tilegnelsen og For&ae;dlingen, der er Alvoren. Eller naar man er travl i den vidtl&o-;ftige Bedrift, maaskee har mange Stridsm&ae;nd at befale over, maaskee skriver mange B&o-;ger, maaskee er i de h&o-;ie Stillinger, naar man maaskee har mange B&o-;rn, eller ofte maa v&ae;re med i Livsfare, eller har den alvorlige Gjerning, at kl&ae;de Liig, saa slutter man feil, hvis man deraf uden videre slutter, at man er alvorlig, thi Alvoren er i Indtrykket, Alvoren er det indvortes Menneskes, ikke Bestillingens. D&o-;den derimod er ikke i den Forstand noget Virkeligt, og naar man f&o-;rst er d&o-;d, er det bag efter med at blive alvorlig, og naar man fandt en brad D&o-;d, hvilket en alvorligere Tid betragtede som den st&o-;rste Ulykke, hvorfor den ogsaa n&ae;vnes i den gamle B&o-;n, hvilket en nyere Tid anseer for den st&o-;rste Lykke, saa var man jo hjulpen. Livets Alvor er alvorlig, og dog er der ingen Alvor uden Bevidsthedens For&ae;dling af det Udvortes, heri ligger Skuffelsens Mulighed; D&o-;dens Alvor er uden Bedrag, thi det er ikke D&o-;den der er alvorlig, men Tanken om D&o-;den. Naar Du derfor, m. T., vil fastholde Tanken og ikke paa anden Maade bekymre Dig om Betragtningen end ved at t&ae;nke paa Dig selv, saa skal ogsaa den umyndige Tale ved Dig blive en alvorlig Sag. At t&ae;nke sig selv d&o-;d er Alvoren; at v&ae;re Vidne til en Andens D&o-;d er Stemning. Det er det lette Anstr&o-;g af Veemod, naar den Forbigaaende er en Fader, der for sidste Gang b&ae;rer sit Barn, da han b&ae;rer det til Graven; eller naar den fattige Liigvogn kj&o-;rer forbi, og Du Intet veed om den D&o-;de, kun at han var et Menneske; det er Veemod, naar Ungdom og Sundhed bliver D&o-;dens Bytte, naar mange Aar efter Billedet af den Skj&o-;nne staaer paa det forfaldne Mindesm&ae;rke over Graven, omgivet af Ukrudt; det er Alvor i Stemning, naar D&o-;den griber ind i de forf&ae;ngelige Idr&ae;tter og griber den Daarlige, if&o-;rt hendes forf&ae;ngeligste Pynt, griber Daaren i hans forf&ae;ngeligste &O-;ieblik; det er Suk over Livets Spot, naar den D&o-;de havde givet det visse L&o-;fte og uden Skyld blev en Bedrager, da han blot havde glemt at D&o-;den er det eneste Visse; det er L&ae;ngsel efter det Evige, naar D&o-;den tog og atter tog, og nu tog den sidste Udm&ae;rkede, Du kjendte; det er en Sjelesygdoms Feberhede eller dens kolde Brand, naar Nogen bliver saa fortrolig med D&o-;den og med Tabet af de N&ae;rmeste, at Livet bliver ham Aandsfort&ae;relse; det er den rene Sorg, naar den D&o-;de var Din; det er det ud&o-;delige Haabs F&o-;dselssmerte, naar det var Din Elskede; det er Alvorens rystende Gjennembrud, naar det var Din eneste Veileder, og Eensomheden griber Dig: men om det var Dit Barn, og om det var Din Elskede, og om det var Din eneste Veileder, det er dog Stemning; og om Du gjerne selv vilde gaae i D&o-;den for dem, ogsaa dette er Stemning; og om Du mener, at det er lettere, see, det er ogsaa Stemning. Alvoren er, at det er D&o-;den Du t&ae;nker, og at Du saa t&ae;nker den som Dit Lod, og at Du saa gj&o-;r, hvad D&o-;den jo ikke formaaer, at Du er og D&o-;den ogsaa er. Thi D&o-;den er Alvorens L&ae;remester, men netop derpaa kjendes atter dens alvorlige Underviisning, at den overlader den Enkelte at s&o-;ge sig op, for da at l&ae;re ham Alvor, som den kun l&ae;res ved Mennesket selv. D&o-;den passer sin Gjerning i Livet, den l&o-;ber ikke omkring som i en Frygtagtigs Forestilling og hv&ae;sser Leen og skr&ae;kker Qvinder og B&o-;rn, som var dette Alvor. Nei, den siger: jeg er til, vil Nogen l&ae;re af mig, da komme han til mig. Kun saaledes besk&ae;ftiger D&o-;den i Alvor, for&o-;vrigt kun i Stemning ved Tankens Sindrighed, ved dens Dybsind, eller sp&o-;gefuldt i det opr&o-;mte Indfald, eller b&o-;iende i den dybe Sorg, der dog i sit meest lidende Udtryk ikke er Alvor, thi Alvoren vilde netop l&ae;re at holde Maade med Sorgen og Klagen. En Digter har fortalt om en Yngling, der den Nat, da Aaret skifter, dr&o-;mte sig en Olding og som Olding i Dr&o-;mmen skuede tilbage over et forspildt Liv; indtil han i Angest vaagnede Nytaarsmorgen ikke blot til et nyt Aar, men til et nyt Liv: saaledes vaagen at t&ae;nke D&o-;den, at t&ae;nke hvad der jo er mere afgj&o-;rende end Oldingsalderen, der dog ogsaa har sin Tid, at t&ae;nke: det var forbi, at Alt var tabt med Livet for da i Livet at vinde Alt &streg; det er Alvor. Der var en Keiser, som med Iagttagelse af alle ydre Skikke lod sig begrave. Hans Foretagende var maaskee kun en Stemning, men at v&ae;re Vidne til sin egen D&o-;d, Vidne til at Kisten lukkes, Vidne til at Alt hvad der verdsligt og jordisk fylder Sandsen oph&o-;rer i D&o-;den: det er Alvor. At d&o-;e er jo ethvert Menneskes Lod og saaledes en meget ringe Kunst, men at kunne d&o-;e vel er jo den h&o-;ieste Leveviisdom. Hvori ligger Forskjellen? Deri, at i det ene Tilf&ae;lde er Alvoren D&o-;dens, i det andet den D&o-;deliges. Og Talen, som gj&o-;r Forskjellen, kan jo ikke henvende sig til den D&o-;de, men til den Levende. Saa skal da Talen handle om: D&o-;dens Afgj&o-;relse. Og deri ere vi jo enige, m. T., at en gudelig Tale aldrig b&o-;r v&ae;re splidagtig, eller ueens med Andet end hvad der er ugudeligt. Naar saaledes den Fattige, den Tjenende, der sparsommeligt maa anvende den sjeldne Fridags faa Timer, gaaer ud til en Grav for at erindre en Afd&o-;d og for ogsaa at bet&ae;nke sin egen D&o-;d, naar altsaa en Saadan maa hj&ae;lpe sig efter fattig Leilighed, saa Gangen derud tillige bliver en Livsnydelse, saa Opholdet derude tillige bliver en glad og velgj&o-;rende Adspredelse fra de mange Dages Arbeide, saa Tiden gaaer hen derude nu med at mindes den Afd&o-;de, nu med at t&ae;nke paa sig selv i Alvor, nu med at gl&ae;des ved Friheden og Omgivelsen, som s&o-;gte man i en skj&o-;n Egn Forfriskelse, som var Gangen blot til Lyst og F&o-;demidler derfor medbragte til forenet Gl&ae;de: da ere vi jo enige, at en Saadan i sin &ae;dle Eenfoldighed skj&o-;nt forener Mods&ae;tninger (hvilket jo efter de Vises Ord er den h&o-;ieste Vanskelighed), at hans Erindren er den Afd&o-;de dyrebar, med Gl&ae;de annammet i Himlen, og at hans Alvor er lige saa priselig, Gud ligesaa velbehagelig, ham lige saa tjenlig som Dens, der med sjelden Evne anvendte Dag og Nat til at ind&o-;ve D&o-;dens alvorlige Tanke i sit Liv, saa han nu standsedes og atter standsedes for at forsage den forf&ae;ngelige Idr&ae;t, nu tilskyndedes og atter tilskyndedes til at haste paa det Godes Vei, nu afv&ae;nnedes med at blive snaksom og travl i Livet for at l&ae;re Viisdom i Taushed, nu l&ae;rte ikke at gyse for Sp&o-;gelser og menneskelige Paafund, men for D&o-;dens Ansvar, nu ikke at frygte dem, som ihjelslaae Legemet, men at frygte for sig selv og for at have sit Liv i Forf&ae;ngelighed, i &O-;ieblikket, i Indbildning. Vi ville prise ham, at han herligen anvendte den ham forundte Beleilighed, men hvis han derimod fra den herlige Dagens Gjerning stundom tog sig en Fridag til at forlystes ved den Tanke, at han var bedre end den Eenfoldige, der hverken havde saadan Tid eller saadan Evne, Gud _{vel behageligere}velbehageligere, som gjorde Gud idel Uret, n&ae;gtede den Ene Tiden og Evnen, altsaa Lykkens Gave, og da igjen, som Mennesker stundom i Tankel&o-;shed handle grusomt, gjorde Mangelen til en Br&o-;de: ak, hvilken Forskjel mellem hans sjeldne Fridag og den Eenfoldiges, naar han forspilder Alt, og den Eenfoldige vinder Alt! Nei, al Sammenligning er dog Sp&o-;g, og en forf&ae;ngelig Sammenligning en s&o-;rgelig Sp&o-;g. Havde end hiin Begunstigede god Tid, Alvoren og D&o-;den vilde dog l&ae;re ham, at han ingen Tid havde at spilde, end mindre til at forspilde Alt. Skulde derimod Nogen hurtigt v&ae;re bleven f&ae;rdig ogsaa med D&o-;dens Tanke som med alle andre Tanker, og fornemt maaskee bekymres for, at der i dette fattige og eensformige Liv ikke blev nok at t&ae;nke over for en saadan hurtig T&ae;nker, da ere vi jo enige, m. T., at dette er det Eiendommelige ved enhver Gjenstand, naar den bliver det for en gudelig Betragtning, at den Eenfoldige hurtigt hj&ae;lpes til den gavnlige Forstaaelse, og at den meest Begavede glad anvender et heelt Liv, om han dog tilstaaer, at han hverken ganske har forstaaet den, eller ganske til Fuldkommenhed ind&o-;vet Tanken i sit Liv. Thi Den, der er uden Gud i Verden han bliver vel snart kjed af sig selv, og udtrykker dette fornemt ved at v&ae;re kjed af hele Livet, men Den der er i Selskab med Gud, han lever jo sammen med Den, hvis N&ae;rv&ae;relse giver selv det Ubetydeligste uendelig Betydning. Om D&o-;dens Afgj&o-;relse maa der nu f&o-;rst siges, at den er afgj&o-;rende. Ordets Gjentagelse er det Betegnende, og Gjentagelsen selv minder om, hvor ordknap D&o-;den er. Der er mangen anden Afgj&o-;relse i Livet, men kun een er saaledes afgj&o-;rende som D&o-;dens. Thi alle Livets Kr&ae;fter formaae ikke at gj&o-;re Tiden Modstand, den river dem med sig, selv Erindringen er i det N&ae;rv&ae;rende. Og den Levende har det ikke i sin Magt at standse Tiden, at finde Hvilen udenfor Tiden i den fuldkomne Afslutning, i en Gl&ae;dens Afslutning, som var der intet Imorgen, i Sorgens, som kunde den ikke blive en Draabe bittrere, i Betragtningens, som var Meningen ganske ude og ikke Betragtningen atter en Deel af Meningen, i Regnskabets, som androg Regnskabets &O-;ieblik ikke ogsaa sit Ansvar. D&o-;den derimod har denne Magt; den fusker ikke derpaa, som blev der dog lidt tilovers, den jager ikke efter Afgj&o-;relsen som den Levende gj&o-;r, den gj&o-;r Alvor deraf. Naar den kommer, saa hedder det: her til, ikke et Skridt l&ae;ngere; saa er der sluttet af, ikke et Bogstav f&o-;ies der til; saa er Meningen ude, ikke en Lyd mere skal der h&o-;res &streg; saa er det forbi. Er det umuligt at ene alle de utallige Levendes Udsagn om Livet i eet, alle de D&o-;de enes i eet Udsagn, i et eneste til den Levende: stat stille. Er det umuligt at ene alle de utallige Levendes Udsagn om deres Livs Str&ae;ben i eet, alle de D&o-;de enes i eet, i eet eneste: nu er det forbi. See, det formaaer D&o-;den. Den er ei heller en uerfaren Yngling, der ikke har l&ae;rt at bruge Leen, at Nogen skulde kunne forbl&o-;ffe ham. Hav hvilken Forestilling Du vil, indbildt eller _sandtsand, om Dit Liv, om dets Vigtighed for Alle, om dets Vigtighed for Dig selv: D&o-;den har ingen Forestilling og agter ikke paa Forestillinger. O, skulde Nogen v&ae;re tr&ae;t af Gjentagelsen, da vel D&o-;den, der har seet Alt og atter og atter det Samme. Selv den i Aarhundreder sjeldne D&o-;d har den seet mange Gange; derimod har aldrig nogen D&o-;ende seet D&o-;den skifte Farve, seet den rystet ved Synet, seet Leen vakle i hans Haand, seet Anelse om en Mineforandring i hans rolige Ansigt. Og D&o-;den er ei heller nu bleven en gammel Mand, der sv&ae;kket af Alder famler ubestemt, der ikke n&o-;iagtigt veed hvad Klokken er, eller blev medlidende af Svaghed. O, dersom Nogen t&o-;r rose sig af at v&ae;re uforandret, da vel D&o-;den: den bliver ikke blegere og ikke &ae;ldre. Dog skal Talen jo ikke lovprise D&o-;den, saa lidet som den skal syssels&ae;tte Indbildningen. At D&o-;den kan gj&o-;re det af, er jo vist, men Alvorens Opfordring til den Levende er at t&ae;nke det, at t&ae;nke at det er forbi, at der kommer en Tid da det er forbi. See, dette er vanskeligt; thi selv i D&o-;dens &O-;ieblik synes det vel den D&o-;ende, at han kunde have nogen Tid at leve i endnu, og man frygter jo endog at sige ham, at det er forbi. Og nu den Levende, saa l&ae;nge han lever maaskee i Sundhed, i Ungdom, i Lykke, i Magt &streg; betrygget altsaa, ja, vel betrygget, hvis han ikke vil lukke sig inde med D&o-;dens Tanke, der forklarer ham, at denne Tryghed er Svig. Der er en Tr&o-;st i Livet, en falsk Smigrer, der er en Betryggelse i Livet, en hykkelsk Bedrager, den hedder: Ops&ae;ttelse. Men den n&ae;vnes sjeldent ved sit rette Navn, thi selv naar man vil n&ae;vne den sniger den sig ind i Ordet, og Navnet bliver lidt formildet, og det formildede Navn er jo ogsaa en Ops&ae;ttelse. Derimod er der Ingen, der saaledes kan l&ae;re at v&ae;mmes ved Smigreren og at gjennemskue Bedrageren, som D&o-;dens alvorlige Tanke. Thi D&o-;d og Ops&ae;ttelse enes ikke, de ere D&o-;dsfjender, men den Alvorlige veed, at D&o-;den er den St&ae;rkeste. Saa er det forbi. Om det var Barnet med Fordringen til et heelt Liv, om det gr&ae;d for sig &streg; nu er det forbi, ikke et &O-;ieblik indr&o-;mmes. Om det var Ynglingen med sine skj&o-;nne Forhaabninger, om han bad for sig blot om en eneste &streg; nu er det forbi, ikke en Hviid betales der ham paa hans Fordring til Livet. Om der manglede et Lidet i Mandens ber&o-;mmelige V&ae;rk, og om dette V&ae;rk var et Verdens Underv&ae;rk, og om den ganske Menneskehed vilde misforstaae det, fordi Slutningen manglede &streg; nu er det forbi, Arbeidet ikke ganske f&ae;rdigt. Om det var et eneste Ord, der havde v&ae;ret ham et Livs Betydning, om han vilde give et heelt Liv for at turde sige det, &streg; nu er det forbi, Ordet blev ikke sagt. Ved D&o-;dens Afgj&o-;relse er det saaledes forbi, der er Hvile; Intet, Intet forstyrrer den D&o-;de; om hiint lille Ord, om hiint manglende &O-;ieblik gjorde D&o-;dens Strid urolig, nu forstyrres den D&o-;de ikke; om hiint lille Ords Fortielse forstyrrede mange Levendes Liv, om hiint gaadefulde V&ae;rk atter og atter besk&ae;ftigede Granskeren: den D&o-;de forstyrres ikke. Saaledes er D&o-;dens Afgj&o-;relse som en Nat, den Nat, der kommer, da man ikke kan arbeide; og saaledes har man jo ogsaa kaldet D&o-;den en Nat, og formildet Forestillingen ved at kalde den en S&o-;vn. Og det skal v&ae;re formildende for den Levende, naar han s&o-;vnl&o-;s forgjeves s&o-;ger Hvile paa Natteleiet, naar han undflyende sig selv forgjeves s&o-;ger et Skjulested, hvor Bevidstheden ikke opdager ham, naar den Plagede tr&ae;t paa Legeme og Sjel af den anstr&ae;ngte Lidelse forgjeves s&o-;ger en Stilling, hvori der er Lindring, der han ikke kan staae stille for Smertens Uro, og ikke gaae for Mathed, indtil han synker om og da i ny Anstr&ae;ngelse forgjeves s&o-;ger den hvilende Stilling, forgjeves K&o-;lighed i denne Hede: det skal v&ae;re formildende at t&ae;nke, at der dog er een Stilling, i hvilken den Anstrengede finder Hvile, det er D&o-;dens, eet Leie, hvor han hviler stille, D&o-;dens, een S&o-;vn, som ikke flygter, D&o-;dens, eet kj&o-;ligt Sted, Graven, eet Skjulested, hvor Bevidstheden staaer udenfor, Graven, hvor Erindringen selv bliver udenfor som en Luftning i Tr&ae;erne, eet Senget&ae;ppe den stille Mand ikke kaster af, hvorunder han sover roligt, Gr&o-;nsv&ae;rdets! Det skal v&ae;re formildende, naar man i Ungdommen allerede er bleven tr&ae;t, og Veemoden vil til at pusle Barnet, da at bet&ae;nke, at man i Jordens Skj&o-;d ligger luunt og godt, det skal v&ae;re saa formildende, at bet&ae;nke denne Tr&o-;st og t&ae;nke den saaledes, at den Evige tilsidst bliver den Ulykkelige, der som en Vaagekone ikke t&o-;r sove medens alle vi Andre sove ind! Men, m. T., dette er Stemning, og at t&ae;nke D&o-;den saaledes er ikke Alvor. Det er Tungsindets Udflugt af Livet saaledes at l&ae;nges efter D&o-;den, og det er Opr&o-;r saaledes ikke at ville frygte den; det er Veemodets Svigagtighed ikke at ville forstaae, at der er Andet at frygte end Livet, og at der derfor maa findes en anden Viisdom, der tr&o-;ster, end D&o-;dens S&o-;vn. Sandeligen, er det svagt at frygte D&o-;den: da er det et opsminket Mod, der indbilder sig ikke at frygte D&o-;den, naar det samme Menneske frygter Livet; det er Qvinde-Dorskhed, der vil til Sengs, qvindagtigt nemlig at ville sove sig til Tr&o-;st, qvindagtigt at ville sove sig fra Lidelse. Ja vel er D&o-;den en S&o-;vn, og saaledes ville vi sige om Enhver, der hviler i D&o-;den, at han sover, vi ville sige, at en stille Nat skygger over dem, og at Intet forstyrrer deres Fred. Men er der ingen Forskjel paa Liv og D&o-;d; og den Levende, der bet&ae;nker sin egen D&o-;d, han betragte det anderledes. Hvis det _{er Dig}var Dig selv, og Du den Levende, der saae det! See, Den, som sover i D&o-;den, han r&o-;dmer ikke som Barnet i S&o-;vne; han samler ikke ny Kraft, som Manden, der styrkes; Dr&o-;mmen bes&o-;ger ham ikke med sin Venlighed som den bes&o-;ger Oldingen i S&o-;vne! Naar Du i Livet seer et Tilf&ae;lde, som ligner D&o-;dens, hvad gj&o-;r Du saa? Du raaber paa den Besvimede, fordi Du dog gyser ved denne Tilstand, det er, naar D&o-;dens Tilstand er en Levendes; er det da tr&o-;steligt, at Du af den Grund ikke raaber paa den D&o-;de, fordi det ikke kan hj&ae;lpe! Men Du er jo ikke d&o-;d, og vil Tungsindet styrke Dig ved Liigfaldet, vil Veemodet lade Dig besvime i en D&o-;dens Mathed, der finder den eneste Tr&o-;st i D&o-;dens S&o-;vn: da raab, da kald paa Dig selv, gj&o-;r dog for Dig selv hvad Du vilde gj&o-;re for enhver Anden, og s&o-;g ikke bedragersk Tr&o-;st i at &o-;nske det var forbi! Hav hvilkensomhelst, indbildt eller sand Forestilling om Din Lidelses M&ae;rkv&ae;rdighed: o, dersom Nogen maatte v&ae;re tr&ae;t af Klageskrigets Gjentagelse, da vel D&o-;den; selv den i Aarhundreder ved sin Lidelse sjeldne Ulykkelige, selv hans Klageskrig har D&o-;den h&o-;rt mange Gange, men Ingen, Ingen har ymtet om, at det bev&ae;gede D&o-;den til at komme hurtigere! Og om Dit Skrig kunde bev&ae;ge ham &streg; er det ogsaa virkelig Din Mening, eller er det ikke snarere Modsigelsen, at han dog ikke kommer fordi Du kalder, der styrker Trodsens Selvf&o-;lelse, Modsigelsen der hj&ae;lper den Frygtagtige til at lege den modige Leg med den Forf&ae;rdelige &streg; om altsaa Dit Skrig og Din L&ae;ngsel bev&ae;gede ham, mon Du dog ikke bedrog Dig selv, om vi end et &O-;ieblik ville glemme Ansvaret som altid bliver? Hvad var det der lindrede, mon det var det, at det var forbi, eller ikke Forestillingen derom, som denne endnu var i Tungsindets og Veemodets og saaledes i den jo Levendes Magt &streg; en Adspredelse, et Leget&o-;i! See, Den, som sover i D&o-;den, han r&o-;rer sig ikke, og hvis end Kistens Kl&ae;dning ikke sluttede saa stramt om ham &streg; han r&o-;rer sig dog ikke; han vorder til St&o-;v. Og Tanken om at det er forbi, der i Forestillingens indbildte Forskud tungsindigt vederqv&ae;gede i trodsig Afmagt, eller leflende lindrede i Veemod, den er der jo ikke hos ham. Han har altsaa ingen Gl&ae;de af, at det er forbi: hvorfor &o-;nskede han det da saa meget? Hvilken Modsigelse! Siig saa, at det er saa tr&o-;steligt at forraadne i Jorden. Men veed Du Andet om D&o-;den, da veed Du ogsaa, at frygte Andet end Livet. Alvoren forstaaer vel det Samme om D&o-;den, men forstaaer det anderledes. Den forstaaer, at det er forbi. Om dette lader sig, formildet i Stemning, udtrykke saaledes, at D&o-;den er en Nat, en S&o-;vn, besk&ae;ftiger den mindre. Alvoren spilder ikke megen Tid paa at gjette Gaader, den sidder ikke hensjunken i Betragtningen, omskriver ikke Udtrykkene, bet&ae;nker ikke Billedsprogets Sindrighed, afhandler ikke, men handler. Er det vist, at D&o-;den er til, som det er; er det vist, at det med dens Afgj&o-;relse er forbi; er det vist at D&o-;den selv aldrig indlader sig paa at give nogen Forklaring: nu vel, da gjelder det at forstaae sig selv, og Alvorens Forstaaelse er, at er D&o-;den Natten, saa er Livet Dagen, kan der ikke arbeides om Natten, saa kan der arbeides om Dagen; og Alvorens korte men tilskyndende Raab, ligesom D&o-;dens korte, er: endnu idag. Thi D&o-;den i Alvor giver Livskraft som intet Andet, den gj&o-;r aarvaagen som intet Andet. Det sandselige Menneske virker D&o-;den paa, til at sige: lader os &ae;de og drikke, thi imorgen skulle vi d&o-;e; men dette er Sandselighedens feige Livslyst, hiin foragtelige Tingenes Orden, hvor man lever for at spise og drikke, ikke spiser og drikker for at leve. Det dybere Menneske virker D&o-;dens Forestilling maaskee paa til Afmagt, saa han segner slappet i Stemning; men den Alvorlige giver D&o-;dens Tanke den rette Fart i Livet og det rette Maal, hvorefter han retter Farten. Og ingen Buestr&ae;ng kan strammes saaledes og formaaer at give Pilen en saadan Fart, som D&o-;dens Tanke formaaer at fremskynde den Levende, naar Alvoren sp&ae;nder den. Da griber Alvoren det N&ae;rv&ae;rende endnu idag, forsmaaer ingen Opgave som for ringe, vrager ingen Tid som for kort, arbeider af yderste Evne, om den dog er villig til at smile over sig selv, hvis denne Anstr&ae;ngelse skulde v&ae;re Fortjeneste for Gud, og villig til i Afmagten at forstaae, at et Menneske er slet Intet, og at Den, der arbeider af yderste Evne, kun faaer ret Leilighed til at forundre sig over Gud. Tiden er jo dog ogsaa et Gode. Formaaede et Menneske at frembringe Dyrtid i den udvortes Verden, ja da vilde han faae travlt; thi Kj&o-;bmanden siger jo rigtigt, at vel har Varen sin Priis, men Prisen afh&ae;nger dog saa meget af de fordeelagtige Tidsforhold &streg; og naar der er Dyrtid, saa tjener Kj&o-;bmanden. I den udvortes Verden formaaer et Menneske det nu maaskee ikke, men i Aandens Verden formaaer Enhver det. D&o-;den frembringer jo selv Dyrtid paa Tid i Forhold til den D&o-;ende, hvo har ikke h&o-;rt, hvorledes en Dag stundom en Time blev skruet op i Priis, naar den D&o-;ende tingede med D&o-;den; hvo har ikke h&o-;rt, hvorledes en Dag stundom en Time fik uendeligt V&ae;rd, fordi D&o-;den gjorde Tiden dyr! Dette formaaer D&o-;den, men den Alvorlige formaaer ved D&o-;dens Tanke at gj&o-;re Dyrtid, saa Aaret og Dagen faaer uendeligt V&ae;rd &streg; og naar der er dyr Tid, saa tjener Kj&o-;bmanden ved at bruge Tiden. Men naar saa den borgerlige Sikkerhed er foruroliget, saa dynger Kj&o-;bmanden ikke det Bundne ligegyldigen op, men han vaager over sin Skat, at Tyvehaand ikke skal bryde ind og tage den fra ham: ak, D&o-;den er jo ogsaa som en Tyv om Natten. Ikke sandt, m. T., saaledes har Du selv erfaret det? Og naar D&o-;dens Tanke bes&o-;gte Dig, men gjorde Dig uvirksom, naar den listede sig ind og bedaarede Livskraften i sv&ae;rmersk Dr&o-;m; naar D&o-;dens Mismod vilde gj&o-;re Dig Livet til Forf&ae;ngelighed; naar hiin Forf&o-;rer Veemodet sneeg sig omkring Dig; naar Forestillingen, som var det forbi, vilde bed&o-;ve Dig i Tungsinds S&o-;vn; naar Du hensank i Aandsfrav&ae;relsens Syssel med D&o-;dens Sindbillede: da gav Du ikke D&o-;den Skyld derfor, thi alt Dette var jo ikke D&o-;den. Men Du sagde til Dig selv: min Sjel er i Stemning, og vedbliver det saaledes, da er deri et Fjendskab mod mig, som kan faae Overmagten. Da flyede Du ikke D&o-;den, som var dette det Helbredende. Langtfra. Du sagde: jeg vil fremkalde D&o-;dens alvorlige Tanke. Og den hjalp Dig. Thi D&o-;dens Alvor har hjulpet til at gj&o-;re en sidste Time uendeligt betydningsfuld, dens alvorlige Tanke hjulpet til at gj&o-;re et langt Liv betydningsfuldt som i Dyrtid, varagtigt som efterstr&ae;bt af Tyvehaand. Saa lad da D&o-;den beholde sin Magt, &anfbeg;at det er forbi&anfslut;, men Livet ogsaa beholde sin Ret til at arbeide medens det er Dag; og lad den Alvorlige s&o-;ge D&o-;dens Tanke som Bistand dertil. Den Vankelmodige er blot et Vidne til den bestandige Gr&ae;ndsestrid mellem Liv og D&o-;d, hans Liv kun Tvivlens Angivelse af Forholdet, hans Livs Udgang en Skuffelse, men den Alvorlige har sluttet Venskab med de Stridende, og hans Liv har i D&o-;dens alvorlige Tanke den meest trofaste Forenede. Er der da end den Lighed for alle D&o-;de, at det nu er forbi, der er dog een Forskjel, m. T., den raaber til Himlen denne Forskjel, Forskjellen paa, hvilket Liv det var, som nu med D&o-;den er forbi. Saaledes er det altsaa ikke forbi, og trods al D&o-;dens Forf&ae;rdelse, nei, underst&o-;ttet af D&o-;dens alvorlige Tanke siger den Alvorlige: det er ikke forbi. Men frister denne lyse Udsigt, skimter han atter blot efter den i Betragtningens D&ae;mring, fjerner den ham fra Opgaven, bliver Tiden ikke Dyrtid, er Besiddelsen ham tryg; da er han atter ikke alvorlig. Siger D&o-;den: maaskee endnu idag; da siger Alvoren: det v&ae;re nu maaskee idag eller ikke, jeg siger: endnu idag. Om D&o-;dens Afgj&o-;relse maa dern&ae;st siges, at den er ubestemmelig. Hermed er Intet sagt, men saaledes maa det ogsaa v&ae;re, naar Talen er om en Gaade. Vel gj&o-;r D&o-;den nemlig Alle lige, men dersom denne Lighed er i Intet, i Tilintetgjorthed, saa er jo Ligheden selv ubestemmelig. Skal der tales videre om denne Lighed, da kan det kun skee ved at n&ae;vne Livets Forskjellighed og benegte denne om D&o-;dens Lighed. Her, i Graven, er Barnet og Den som omskabte en Verden, lige uvirksomme; her er den Rige ligesaa fattig som den Fattige, Armoden trygler ikke, den Rige har Intet at give af, den N&o-;isomste og den Um&ae;tteligste beh&o-;ve lige Lidet; her h&o-;res ikke Herskerens Stemme, og ikke den Undertryktes Skrig; her blev den Overmodige og den Kr&ae;nkede lige afm&ae;gtige; her ligge de Grav om Grav og taale hinanden, de, hvem Fjendskabet adskilte med en Verden; her ligger den Deilige og her den Elendige, men Deiligheden adskiller dem ikke; her ligge de Begge, Den der speidede efter D&o-;den som efter en skjult Skat, og Den som havde glemt at D&o-;den var til, men Forskjellen er ikke til at opdage. Saaledes er D&o-;dens Afgj&o-;relse ved sin Lighed som det tomme Rum og som en Taushed, hvori Intet lyder, eller formildet som en Taushed, der ikke forstyrres. Og i dette tause Rige hersker D&o-;den. Skj&o-;ndt een mod alle de Levende, er den dog m&ae;gtig til at underl&ae;gge sig dem og til at paabyde Taushed. Hav hvilken Forestilling Du vil om Dit Liv, ja selv om dets Betydning for det Evige, Du taler Dig ikke fra D&o-;den, Du gj&o-;r ikke Overgangen til det Evige i Talens L&o-;b og med eet Aandedrag: de have Alle maattet tie. Og forenede end Sl&ae;gt med Sl&ae;gt sig larmende til f&ae;lles Gjerning, og glemte den Enkelte sig selv og fandt sig saa betrygget i M&ae;ngdens Skjul: see, D&o-;den tager Hver for sig &streg; og han bliver taus. Var end den Levendes Forskjel hvilken Du vil t&ae;nke, D&o-;den gj&o-;r ham lige med Den, der var ukjendelig ved sin Forskjellighed. Thi Livets Speil gjengiver vel stundom den Forf&ae;ngelige med smigrende Troskab hans Forskjellighed, men D&o-;dens Speil smigrer ikke, dets Troskab viser Alle eens, de ligne Alle hinanden, naar D&o-;den med sit Speil har pr&o-;vet, at den D&o-;de tier. Saaledes er D&o-;dens Afgj&o-;relse ubestemmelig ved Ligheden, thi Ligheden er i Tilintetgjorthed. Og det skal v&ae;re formildende at t&ae;nke derpaa for den Levende. Naar Aanden, tr&ae;t af Forskjelligheden, som bliver ved og bliver ved og aldrig bliver f&ae;rdig, stolt tr&ae;kker sig tilbage i sig selv og samler Vrede i Afmagtens Trods, at den ikke formaaer at standse Forskjellighedens Livskraft: da skal det v&ae;re formildende, at bet&ae;nke, at D&o-;den har denne Magt, da skal denne Forestilling puste hiin Tilintetgj&o-;relsens Begeistring op til en Gl&o-;den, hvori der skal v&ae;re forh&o-;iet Liv. &streg; Naar den Elendige sukker i sin Afkrog, fordi Livet forurettede ham som en Stedmoder, naar han vanheldet end ikke t&o-;r vise sig, fordi selv det bedste Menneske uvilkaarligt smiler af hans qvalfulde, ak og dog latterlige Jammer, naar han saaledes i afsondret Udelukke ikke elsker, fordi Ingen finder det Lige hos ham, hvad han selv forgj&ae;ves s&o-;ger hos de Andre: da skal det v&ae;re lindrende som en K&o-;ling af Snee for den skjulte Harmes Brand, at bet&ae;nke, at D&o-;den gj&o-;r Alle lige. &streg; Naar den Kr&ae;nkede vrider sig under den M&ae;gtiges Uret, og Hadet i Afmagt fortvivler om H&ae;vn: da skal det v&ae;re den velkomne Tr&o-;st, der n&ae;sten kalder Livslysten tilbage, at D&o-;den gj&o-;r dem Alle lige. &streg; Naar den ved &O-;nsker Forkjelede sidder uvirksom og lefler med &O-;nskets store Forestillinger om sig selv, men kun seer Andre str&ae;be og naae det Store, naar saa Utaalmodighedens Lidenskab besv&ae;rer den Forkjeledes Aandedr&ae;t: da skal det v&ae;re lindrende, det skal give Luft, at bet&ae;nke, at D&o-;den slaaer en Streg over det Hele og gj&o-;r Alle lige. &streg; Naar den Tabende vel forstod, at Striden nu var forbi, og han den Svagere, men tillige forstaaer, at det dog ikke er forbi, at hans Nederlag gav Seierherren Lykkens Fart, at hans Liden i Nederlagets Efterf&o-;lge dagligt, men fjernere og fjernere er Efterretningen om den Andens Stigen i det Fjerne: da skal det v&ae;re formildende, at bet&ae;nke, at D&o-;den henter ham ind og gj&o-;r Adskillelsen til et Intet. &streg; Naar Sygdom bliver den daglige Gjest, og Tiden gaaer hen, Gl&ae;dens Tid, naar selv de N&ae;rmeste blive tr&ae;tte af den Lidende og mangt et utaalmodigt Ord saarer, naar den Lidende selv f&o-;ler, at blot hans N&ae;rv&ae;relse er forstyrrende for de Glade, saa han maa sidde fjern fra Dandsen: da skal det v&ae;re lindrende at bet&ae;nke, at D&o-;den indbyder dog ogsaa ham til Dands og at i den Dands blive Alle lige. Men, m. T., dette er Stemning; og egentligen er det Feighed, der ved et Falskmaal, if&o-;rt digterisk Skikkelse, vil tykkes sig bedre, om den dog i V&ae;sen er ligesaa ussel. Thi om den Eenfoldige maaskee ikke er istand til at fatte den Art Stemning, er denne Fornemhed i og for sig et afgj&o-;rende V&ae;rd, er den ikke kun afgj&o-;rende til at gj&o-;re den mere tilregnelig? Det er Tungsinds feige Lyst, at ville svimle sig ind i det Tomme, og derved s&o-;ge i denne Svimmel den sidste Adspredelse; det er Misundelse i Opr&o-;r mod Gud at ville tage Skade paa sin Sjel, saaret af Forskjelligheden; det er Selvangivelse, afm&ae;gtigt at ville hade, den forraader, at man blot mangler Magten, da man jo gj&o-;r den forf&ae;rdelige Misbrug af Afmagten; det er en foragtelig Gjenvei til ubef&o-;iet Klage over Livet, at man blot vil &o-;nske, og da klage fordi man ikke blev hvad man &o-;nskede, og aldrig blive duelig til Andet end til at &o-;nske, og endeligen elendig nok til at &o-;nske Alt borte; det er selvplagersk Udholdenhed af den Overvundne, intet H&o-;iere at ville forstaae end Striden mellem Dig og Mig og begges Undergang; det er en endnu forf&ae;rdeligere Sygdom ikke at ville fatte, hvilken L&ae;ge den Syge har Behov. Sandeligen, er det feigt og vellystigt Kjelenskab, end ikke i Tanken at turde opgive den begunstigende Forskjellighed og at have sit Liv fortabt i den, da er det et opsminket Mod, der vil fors&o-;ge sig paa Forestillingen om D&o-;dens Lighed, naar dog det samme Menneske sukker eller gisper under Livets Forskjellighed. Og hvis det virkelig var Nogens Mening &streg; skulde det ikke v&ae;re Modsigelsen, at han endnu levede, der gav det formastelige Vovestykke sin Tillokkelse &streg; at ville tr&o-;stes saaledes ved D&o-;dens Lighed, mon hans Forestilling om D&o-;den holdt Stik i D&o-;den, det er, naar Tankesysselen ikke mere forlystede Lidenskaben? Den D&o-;de har jo glemt Forskjelligheden; og om han end gjennem et heelt Liv foresatte sig at ville erindre den, for at have Gl&ae;de af at see den fratagen en Anden i D&o-;den, i D&o-;den er jo denne Tanke ikke hos ham, selv om vi i et &O-;ieblik ville glemme Ansvaret, som venter. Dette er L&o-;gnen og Bedraget i den formastelige Trods, der vil sammensv&ae;rge sig med D&o-;den mod Livet. Det glemmes, at D&o-;den er den St&ae;rkeste, det glemmes, at den er uden Forkjerlighed, at den ikke slutter Forbund med Nogen, saa han i D&o-;den fik Frispas og Raaderum til Tilintetgj&o-;relsens Lyst. Kun naar den Levendes Forestilling eventyrligt vanker om i de D&o-;des tause Rige, g&o-;glende selv er D&o-;den, og forsvinder for sig selv i D&o-;den; kun naar den Levendes Forestilling leger D&o-;den efter, st&ae;vner den Misundte ind, afkl&ae;der ham al hans Herlighed og fryder sig ved hans Afmagt; kun naar Forestillingen gaaer ud til Gravene, s&ae;tter formasteligt Spaden i Jorden, kr&ae;nker de D&o-;des Fred ved den trodsige Lyst, at den ene Afsjeledes Levninger see ud aldeles som den Andens &streg; kun da lindrer det. Men alt Sligt er ikke Alvor; og er dets V&ae;sen end nok saa m&o-;rkt, og er Forlystelsen end nok saa skummel, derfor er det ikke Alvor. Thi Alvor skuler ikke, men er forliget med Livet og veed at frygte D&o-;den. Alvoren forstaaer da det Samme om D&o-;den, men forstaaer det anderledes. Den forstaaer, at D&o-;den gj&o-;r Alle lige; og det har den allerede forstaaet, fordi Alvoren har l&ae;rt den at s&o-;ge Ligheden for Gud, i hvilken Alle kunne v&ae;re lige. Og i denne Str&ae;ben opdager den Alvorlige en Forskjellighed, sin egen nemlig fra det Maal, som er sat ham, og opdager, at fjernest fra dette Maal vilde en Tilstand v&ae;re som den Lighed, hvilken er D&o-;dens. Men hver Gang den jordiske Forskjellighed vil friste, vil sinke, da tr&ae;der den alvorlige Tanke om D&o-;dens Lighed _mellemimellem og tilskynder atter. Som ingen ond Aand t&o-;r n&ae;vne det hellige Navn, saaledes gyser enhver god Aand for det tomme Rum, for Tilintetgjorthedens Lighed, og denne Gysen, der er frembringende i Naturens Liv, er fremskyndende i Aandens. O, hvor ofte l&ae;rte ikke Tilintetgj&o-;relsens Lighed, naar D&o-;den kom til et Menneske, ham at &o-;nske den tungeste Forskjellighed tilbage, at finde Vilkaaret &o-;nskeligt, nu da D&o-;dens Vilkaar var det eneste! Og saaledes har D&o-;dens alvorlige Tanke l&ae;rt den Levende at gjennemtr&ae;nge den tungeste _{Forskjelligheden}Forskjellighed med Ligheden for Gud. Og ingen Sammenligning har den fremskyndende Magt, og giver den Hastende saa sikkert den sande Retning, som naar den Levende sammenligner sig selv med D&o-;dens Lighed. Og er af al Sammenligning den den forf&ae;ngeligste, naar et Menneske forsmaaer enhver anden Sammenligning for at sammenligne sig med sig selv i Selvtilfredshed, ja stod maaskee ingen forf&ae;ngelig Qvinde saa forf&ae;ngelig omgiven af Beundringen, som da hun stod eensom for sit Speil: o, saa er der ingen Sammenligning saa alvorlig, som Dens, der eensom sammenlignede sig med D&o-;dens Lighed. Eensom; thi det er jo ogsaa det som D&o-;dens Lighed gj&o-;r ham, naar Graven lukkes, naar Porten lukkes for Haven, naar Natten falder paa, og han ligger eensom, fjern fra al Deeltagelse, ukjendelig, i den Skikkelse som kun kan v&ae;kke Gysen, eensom derude, hvor de D&o-;des M&ae;ngde ikke danner noget Selskab. See, D&o-;den har formaaet at omstyrte Throner og Fyrstend&o-;mmer, men D&o-;dens alvorlige Tanke har gjort det lige saa Store, har hjulpet den Alvorlige til at underl&ae;gge den meest begunstigede Forskjellighed under den ydmyge Lighed for Gud, og hjulpet til at opl&o-;fte sig over den tungeste Forskjellighed i den ydmyge Lighed for Gud. Ikke sandt, m. T., saaledes har Du selv erfaret det. Og naar Din Sjel foer vild i Begunstigelse, og naar Du neppe kunde kjende Dig selv igjen for Herligheden, da gjorde den alvorlige Tanke om D&o-;dens Lighed Dig paa en anden Maade ukjendelig, og Du l&ae;rte at kjende Dig selv, og at ville v&ae;re kjendt for Gud. Eller dersom Din Sjel sukkede i Lidelsers, i Gjenvordigheds, i Kr&ae;nkelses, i Tungsinds sv&ae;re Indskr&ae;nkning, ak, og det syntes Dig at Indskr&ae;nkningen vilde blive livsvarig, naar da Fristeren ogsaa kom til dit Huus, Du veed, han, Fristeren, som man har i sit eget Indre, og som bedragersk hilser fra Andre, og naar han saa f&o-;rst foreg&o-;glede Dig de Andres Lykke, indtil Du blev mismodig, og han da vilde give Dig Opreisning: da hengav Du Dig ikke i Stemningen. Du sagde, den er et Opr&o-;r mod Gud, et Fjendskab mod mig selv; og da sagde Du, jeg vil kalde D&o-;dens alvorlige Tanke frem. Og den hjalp Dig til at overvinde Forskjelligheden, til at finde Ligheden for Gud, til at ville udtrykke Ligheden. Thi D&o-;dens Lighed er forf&ae;rdelig derved, at Intet kan modstaae den (hvor tr&o-;stesl&o-;st!), men Guds-Ligheden er salig derved, at Intet kan forhindre den, hvis Mennesket ikke selv vil. Og var da saa Livets Forskjellighed saa stor! Thi tag den Glade, lad ham gl&ae;de sig ved sin Lykke, naar Du, den Ulykkelige, var glad igjen ved hans Lykke, da vare I jo begge Glade? Tag den Udm&ae;rkede, lad ham fryde sig ved sit Fortrin, naar Du, den Kr&ae;nkede, havde glemt Forn&ae;rmelsen, og nu saae det Fortrinlige hos ham, var Forskjellen vel stor? Tag den Unge, lad ham ile frem med Haabets Tilforladelighed, naar Du, skj&o-;ndt skuffet af Livet, maaskee skjult endog underst&o-;ttede ham, var Forskjellen da saa stor? O, Lykke og &Ae;re og Rigdom og Skj&o-;nhed og Magt, det er jo hvad der udgj&o-;r Forskjelligheden, men hvis Forskjellen kun er den, at den Enes Lykke og &Ae;re og Rigdom og Skj&o-;nhed og Magt er en Frilands-Plante, den Andens en Gravblomst der dyrkes i Selvforn&ae;gtelsens helligede Jord: er Forskjellen da saa stor, de ere jo begge lykkelige, og &ae;rede, og rige, og skj&o-;nne og m&ae;gtige. Ak nei, da beh&o-;ver man ingen Opreisning, mindst en saadan, der falsk fortier, at man selv bliver til Intet. Hvor tung end Forskjelligheden var, den alvorlige Tanke om D&o-;dens Lighed hjalp dog som den str&ae;nge Opdragelse til at forsage verdslig Sammenligning, til at forstaae Tilintetgj&o-;relsen som det endnu Forf&ae;rdeligere, og til at ville s&o-;ge Ligheden for Gud. D&o-;dens Lighed fik ikke Lov til at fortrylle Dig med sin Trolddom; der er jo ei heller Tid dertil. Thi som D&o-;dens Afgj&o-;relse er ubestemmelig ved Ligheden, saa er den lige saa ubestemmelig ved Uligheden. Hvo har saaledes ikke ofte h&o-;rt Talen om, at D&o-;den ingen Forskjel gj&o-;r, at den ikke kjender Stand og ikke Alder; hvo har ikke selv ofte overveiet det, at naar han n&ae;vnede det forskjelligste en Levendes Vilkaar, og han nu vilde t&ae;nke D&o-;den i Forhold dertil, at dens Bestemmelse da var, at den ligesaa godt kunde s&o-;ge sig Bytte her som der, lige saa godt, fordi der intet Hensyn tages, medens al Forskjellighed netop ligger i at tage Hensyn. Saaledes er den ubestemmelig ved sin Ulighed. Den kommer n&ae;sten Livet i Forkj&o-;bet, og Barnet f&o-;des d&o-;dt, den lader Oldingen vente fra Aar til Aar; naar man siger Fred og Tryghed, da staaer den over Een, og i Livsfaren s&o-;ges den stundom forgjeves, medens den finder Den, som skjuler sig i en Afkrog; naar Laderne ere fulde og der er Forraad for et langt Liv, saa kommer D&o-;den og kr&ae;ver den Riges Sjel, naar der er Mangel, bliver den borte; naar den Hungrige bekymret s&o-;rger for, hvad han skal faae at spise imorgen, saa kommer D&o-;den og tager N&ae;ringssorgerne fra ham, naar Vellystningen overm&ae;ttet bekymres for, hvad han skal faae at spise imorgen, saa kommer D&o-;den d&o-;mmende og gj&o-;r Bekymringen overfl&o-;dig. Saaledes er D&o-;den ubestemmelig: det eneste Visse, og det Eneste, hvorom det Intet er vist. Denne Forestilling lokker Tanken ud i det Ubestemmeliges Vexel for at ville fors&o-;ge sig i denne Gysen som i en Leeg, for at ville gjette denne forunderlige Gaade, for at ville hengive sig i det Pludseliges uforklarlige Forsvinden og uforklarlige Frembryden. Det skal v&ae;re formildende at t&ae;nke over dette Tr&ae;f, dette Lige og Ulige, denne anede Lov i det Lovl&o-;se, som er og som er ikke, er i Forhold til alt Levende, og som er ubestemmelig i ethvert sit Forhold. Naar Sjelen bliver tr&ae;t af Tvang og Bundethed, af det Bestemmelige og af den bestemmelige Opgaves knappe daglige Maal, og af Bevidstheden om, at der fors&o-;mmes mere og mere; naar Villiens Kraft har tjent ud, og den Udmarvede bliver ligesom Tr&o-;ske; naar Nysgjerrigheden tr&ae;t af Livet s&o-;ger en mangfoldigere Opgave for Nysgjerrigheden: da skal det v&ae;re underholdende at bet&ae;nke D&o-;dens Ubestemmelighed, og formildende saaledes at blive fortrolig med denne Tanke. Nu forundrer man sig over eet D&o-;dsfald, nu over et andet, nu taler man sig &o-;r ved i almindelige Udtryk at tale om, hvad der unddrager sig den almindelige Bestemmelse, nu er man i een Stemning, nu i en anden, nu veemodig, nu uforf&ae;rdet, nu spottende, nu knyttende D&o-;den til det lykkeligste &O-;ieblik som den st&o-;rste Lykke, nu som den st&o-;rste Ulykke, nu &o-;nskende en brad D&o-;d, nu en langsom, nu tr&ae;ttes man i Samtale om, hvilken D&o-;d der dog er det &o-;nskeligste, nu bliver man kjed af hele Overveielsen, glemmer D&o-;den, indtil Betragtningens Hjul atter s&ae;ttes i Bev&ae;gelse og ryster Betragtningens Enkeltheder sammen i nye Forbindelser til ny Forundring &streg; ak ja, indtil Tanken om den egne D&o-;d fordunster i en Taage for &O-;iet, og Paamindelsen om den egne D&o-;d bliver en ubestemt Susen for &O-;ret. Denne er Fortrolighedens Formildelse i den Afsl&o-;vedes Betragtning, at det nu engang er saaledes, i den opl&o-;ftende upersonlige Glemsomhed, der glemmer sig selv over det Hele, eller rettere sig selv i Tankel&o-;shed, hvorved den egne D&o-;d bliver et snurrigt Tilf&ae;lde med i disse mangfoldige uberegnelige Tilf&ae;lde, og Udtjentheden en Forberedelse, der gj&o-;r den egne D&o-;ds Overgang mild. Men selv om et saadant Liv ved at bet&ae;nke D&o-;dens Forunderlighed gjennemgik alle mulige Stemninger, er Betragtningen derfor Alvor? Ender Stemningers Vidtl&o-;ftighed altid i Alvor, skulde Alvorens Begyndelse ikke snarere v&ae;re at forhindre hiin Vidtl&o-;ftighed, i hvilken den Betragtende fors&o-;mmer Livet og bliver som Den, der forfalder til Spil, naar han grunder og grunder og dr&o-;mmer om Tal i Natten, istedenfor at arbeide om Dagen. Den, der betragter D&o-;den saaledes, er i en bed&o-;vet Tilstand med Hensyn til sit aandelige Liv; han sv&ae;kker sin Bevidsthed, saa den ikke kan udholde det alvorlige Indtryk af det Uforklarlige, saa han ikke i Alvor kan b&o-;ie sig under Indtrykket, men da ogsaa betvinge den Gaadefulde. Ja vist er D&o-;den en forunderlig Gaade, men kun Alvoren kan bestemme den. Hvoraf kommer vel hiin Tankel&o-;shedens Forvirring uden deraf, at den Enkeltes Tanke vover sig betragtende ud i Livet, vil overskue hele Tilv&ae;relsen, hiint Spil af Kr&ae;fter som kun Gud i Himlene kan roligt betragte, fordi han i sit Forsyn behersker det med den vise og allestedsn&ae;rv&ae;rende Hensigt, men som sv&ae;kker et Menneskes Aand, og gj&o-;r ham sindssvag, volder ham utidig Sorg, og styrker med beklagelig Tr&o-;st. Utidig Sorg nemlig i Stemning, fordi han bekymrer sig om saa Meget, beklagelig Tr&o-;st nemlig i afsp&ae;ndt Sl&o-;vhed, naar hans Betragtning har saa mange Indgange og Udgange, at den tilsidst bliver en Vildelse. Og naar saa D&o-;den kommer, da bedrager den dog Betragteren, fordi al hans Betragtning ikke kom Forklaringen et eneste Skridt n&ae;rmere, men kun bedrog ham for Livet. Alvoren forstaaer da det Samme om D&o-;den, at den er ubestemmelig ved Uligheden, at ingen Alder, og ingen Omst&ae;ndighed, og intet Livsforhold sikkrer mod den, men derpaa forstaaer den Alvorlige det anderledes og forstaaer sig selv. See, &O-;xen ligger allerede ved Roden af Tr&ae;et, hvert Tr&ae;, som ikke b&ae;rer god Frugt, skal omhugges &streg; nei, ethvert Tr&ae; skal omhugges, ogsaa det, som b&ae;rer god Frugt. Det Visse er, at &O-;xen ligger ved Roden af Tr&ae;et; om Du end ikke bem&ae;rker, at D&o-;den gaaer over Din Grav og at &O-;xen bev&ae;ger sig, Uvisheden er dog i ethvert &O-;ieblik, det Uvisse naar Hugget falder &streg; og Tr&ae;et. Men naar det er faldet, da er det afgjort, om Tr&ae;et bar god Frugt eller raadden Frugt. Den Alvorlige betragter sig selv; er han ung da l&ae;rer Tanken om D&o-;den ham, at det er et ungt Menneske, som her bliver dens Bytte, hvis den kommer idag, men han fjanter ikke i almindelig Tale om Ungdom som D&o-;dens Bytte. Den Alvorlige betragter sig selv, han veed altsaa, hvorledes Den er beskaffen, som her vilde blive D&o-;dens Bytte, hvis den kom idag; han bet&ae;nker sin egen Gjerning og veed altsaa, hvilken Gjerning det var, som her afbr&o-;des, hvis D&o-;den kom idag. Saa h&o-;rer Legen op, saa er Gaaden gjettet. Den almindelige Betragtning af D&o-;den forvirrer kun Tanken, ligesom det at ville erfare i Almindelighed. D&o-;dens Vished er Alvoren, dens Uvished er Underviisningen, Ind&o-;velsen af Alvoren; den Alvorlige er Den, som ved Uvisheden opdrages til Alvor i Kraft af Visheden. Hvorledes l&ae;rer vel et Menneske Alvor? Mon derved, at en Alvorlig foresiger ham Noget, at han kunde l&ae;re dette? Ingenlunde. Har Du ikke selv saaledes l&ae;rt af en alvorlig Mand, saa t&ae;nk Dig, hvorledes det gaaer til. See, den L&ae;rende bekymrer sig (thi uden Bekymring ingen L&ae;rende) om en eller anden Gjenstand med hele sin Sjel; og saaledes er jo D&o-;dens Vished en Bekymringens Gjenstand. Nu henvender den Bekymrede sig til Alvorens L&ae;rer; og saaledes er jo D&o-;den, ikke en Skr&ae;msel uden for Indbildningen. Den L&ae;rende vil nu Dette eller Hiint, han vil gj&o-;re det saaledes under disse Foruds&ae;tninger: &anfbeg;og ikke sandt, saa lykkes det?&anfslut; Men den Alvorlige svarer slet Intet, og endeligen siger han, dog uden at spotte, med Alvorens Rolighed: &anfbeg;ja, det er muligt!&anfslut; Den L&ae;rende bliver allerede lidt utaalmodig; han udkaster en ny Plan, forandrer Foruds&ae;tningerne, og slutter sin Tale paa en endnu mere indtr&ae;ngende Maade. Men den Alvorlige tier, seer roligt paa ham og siger endeligen: &anfbeg;ja, det er muligt!&anfslut; Nu bliver den L&ae;rende lidenskabelig, han griber til B&o-;nner, eller hvis han er saaledes udrustet til snilde Tankevendinger, ja han forn&ae;rmer maaskee endog den Alvorlige, og bliver selv ganske forvirret, og Alt synes Forvirring om ham; men da han med disse Vaaben og i denne Tilstand stormer ind paa den Alvorlige, maa han udholde hans uforandrede rolige Blik og finde sig i hans Taushed, thi den Alvorlige seer blot paa ham og siger endeligen: &anfbeg;ja det er muligt.&anfslut; Saaledes med D&o-;den. Visheden er den Uforanderlige, og Uvisheden er det korte Ord: det er muligt; og enhver Betingelse, der vil gj&o-;re D&o-;dens Vished til en betinget Vished for den &O-;nskende, enhver Overeenskomst, der vil gj&o-;re D&o-;dens Vished til en betinget Vished for den Besluttende, enhver Aftale, der vil betinge D&o-;dens Vished ved Tid og Time for den Handlende, enhver Betingelse, enhver Overeenskomst, enhver Aftale strander paa dette Ord; og al Lidenskabelighed og al Snildhed og al Trods gj&o-;res afm&ae;gtig ved dette Ord, indtil den L&ae;rende gaaer i sig selv. Men netop deri ligger Alvoren, og netop dertil var det, at Visheden og Uvisheden vilde hj&ae;lpe den L&ae;rende. Faaer Visheden Lov at staae hen for hvad den nu kan v&ae;re, som en almindelig Overskrift over Livet, ikke, som det skeer ved Uvishedens Hj&ae;lp, som Anvendelsens Paategning paa det Enkelte og Daglige, da l&ae;res Alvoren ikke. Uvisheden tr&ae;der til og peger stadigen som L&ae;reren paa L&ae;rens Gjenstand, og siger til den L&ae;rende: l&ae;g vel M&ae;rke til Visheden: da bliver Alvoren til. Og ingen L&ae;rer formaaer saaledes at l&ae;re Discipelen at l&ae;gge M&ae;rke til hvad der siges, som D&o-;dens Uvished, naar den peger paa D&o-;dens Vished; og ingen L&ae;rer formaaer saaledes at holde Discipelens Tanker samlede paa Underviisningens ene Gjenstand, som Tanken om D&o-;dens Uvished, naar den ind&o-;ver Tanken om D&o-;dens Vished. D&o-;dens Vished bestemmer den L&ae;rende engang for alle i Alvor, men D&o-;dens Uvished er det daglige, eller dog det hyppige, eller dog det forn&o-;dne Tilsyn, der vaager over Alvoren: f&o-;rst dette er Alvor. Og intet Opsyn er saa omhyggeligt, ikke Faderens med Barnet, ikke L&ae;rerens med L&ae;rlingen, ja ikke Fangevogterens med Fangen; og intet Tilsyn saa for&ae;dlende som D&o-;dens Uvished, naar den pr&o-;ver Tidens Anvendelse og Gjerningens Beskaffenhed, den Besluttendes eller den Handlendes, Ynglingens eller Oldingens, Mandens eller Qvindens. Thi med Hensyn til vel anvendt Tid er det i Forhold til D&o-;dens Afbrydelse ikke v&ae;sentligt, om Tiden var lang eller kort; og med Hensyn til den v&ae;sentlige Gjerning er det i Forhold til D&o-;dens Afbrydelse ikke v&ae;sentligt, om den blev f&ae;rdig eller kun begyndt. Med Hensyn til det Tilf&ae;ldige er Tidens L&ae;ngde bestemmende, som for at n&ae;vne Lykken: Enden afgj&o-;r f&o-;rst, om man har v&ae;ret lykkelig. I Forhold til den tilf&ae;ldige Gjerning, som er i det Udvortes, er det v&ae;sentligt, at V&ae;rket bliver f&ae;rdigt. Men den v&ae;sentlige Gjerning bestemmes ikke v&ae;sentligen ved Tiden og det Udvortes, forsaavidt D&o-;den er Afbrydelsen. Saa bliver Alvoren den at leve hver Dag, som var det den sidste og tillige den f&o-;rste i et langt Liv; og at v&ae;lge Gjerningen som ikke er afh&ae;ngig af, om der undes en Menneskealder til at fuldkomme den vel, eller kun en kort Tid til at have begyndt den vel. Endeligen maa der siges om D&o-;dens Afgj&o-;relse, at den er uforklarlig. Om nemlig Menneskene finde en Forklaring: D&o-;den selv forklarer Intet. Thi hvis Du kunde faae &O-;ie paa ham, den blege, gl&ae;del&o-;se H&o-;stkarl, hvor han stod ledig, st&o-;ttende sig ved Leen, og Du da vilde gaae hen til ham, det v&ae;re nu, at Du meente, Din _{Kjede, Livet}Kjede ved Livet maatte indynde Dig hos ham, eller at Din br&ae;ndende L&ae;ngsel efter det Evige skulde r&o-;re ham, dersom Du lagde Din Haand paa hans Skuldre og sagde: forklar Dig, blot et Ord &streg; troer Du, han svarede? Jeg t&ae;nker, han m&ae;rkede det end ikke, at Du lagde Haanden paa hans Skuldre og talte til ham. Eller dersom D&o-;den kom, ak, saa beleilig, ak, som den st&o-;rste Velgj&o-;rer, som en Frelser, dersom den kom og frelste et Menneske fra at paadrage den Skyld, som ikke bliver angret i Livet, fordi Skylden gj&o-;r Ende paa Livet, hvis nu hiin Ulykkelige vilde takke D&o-;den, at den bragte ham det S&o-;gte og forhindrede ham i at blive skyldig, troer Du den forstod ham? Jeg t&ae;nker, den h&o-;rte end ikke et Ord af hvad han sagde; thi den forklarer Intet. Om den kommer som den st&o-;rste Velgjerning eller som den st&o-;rste Ulykke, om den hilses med Jubel eller med fortvivlet Modstand, det veed D&o-;den Intet af, thi den er uforklarlig. Den er Overgangen; om Forholdet veed den Intet, slet Intet. See, denne Uforklarlighed tr&ae;nger jo vel til en Forklaring. Men deri ligger netop Alvoren, at Forklaringen ikke forklarer D&o-;den, men aabenbarer, hvorledes den Forklarende er i sit inderste V&ae;sen. O, alvorlige Paamindelse om Langsomhed i at tale! Maa man end smile, naar man seer Tankel&o-;sheden s&ae;tte Haanden underst&o-;ttende under det grublende Hoved, der skal udgrunde Forklaringen, maa man end atter smile, naar saa denne T&ae;nker rykker ud med Forklaringen; eller naar, som var det paa et almindeligt _OpbrudOpbud, selv de letf&ae;rdigste Tanker i Forbigaaende ere tilrede med et Indfald, en Bem&ae;rkning som Forklaring, benyttende den sjeldne Beleilighed, da jo D&o-;den er Alle en uforklarlig Gaade: ak, den d&o-;mmende Alvor over slig F&ae;rd er, at den Forklarende angiver sig selv, forraader, hvor tankel&o-;st, hvor daarligt hans Liv er. Derfor er Tilbageholdenhed med Forklaringen allerede et Tegn paa nogen Alvor, der dog forstaaer, at D&o-;den, netop fordi den er Intet, er ikke noget Saadant, som en forunderlig Indskrift, hvilken enhver Forbigaaende skal s&o-;ge at l&ae;se, eller som en M&ae;rkv&ae;rdighed, hvilken Enhver maa have seet og have en Mening om. Det Afgj&o-;rende ved Forklaringen, Det, som forhindrer, at D&o-;dens Intet ikke gj&o-;r Forklaringen til Intet, er at den faaer tilbagevirkende Kraft og derved Virkelighed i den Levendes Liv, saa D&o-;den bliver ham en L&ae;rer, og ikke forr&ae;dersk hj&ae;lper ham til en Selvangivelse, der giver Forklareren an som en Daare. Som det Uforklarlige kan jo D&o-;den synes at v&ae;re Alt og slet Intet, og Forklaringen synes at v&ae;re, at udsige dette i eet. En saadan Forklaring angiver et Liv, der n&o-;iet med det N&ae;rv&ae;rende v&ae;rger sig mod D&o-;dens Indflydelse ved en Stemning, som holder denne i Uafgjorthedens Ligev&ae;gt. D&o-;den faaer ikke Magt til at forstyrre et saadant Liv, faaer derimod Indflydelse, men ikke tilbagevirkende Kraft til at omdanne et saadant Liv. Forklaringen vexler ikke i forskjellige Stemninger, men D&o-;den f&o-;res hvert &O-;ieblik udenfor Livet i Uafgjorthedens Ligev&ae;gt, der bringer den paa Afstand. Og Hedenskabets h&o-;ieste Mod var det, naar den Vise (hvis Alvor netop betegnedes ved ikke at forhaste sig med Forklaringen) formaaede at leve saaledes med Tanken om D&o-;den: overvindende denne Tanke hvert &O-;ieblik i sit Liv ved Uafgjortheden. Det jordiske Liv leves da ud, den Vise veed at D&o-;den er til, han lever ikke tankel&o-;st glemmende, at den er til, han m&o-;des med den i Tanken, han gj&o-;r den afm&ae;gtig i Ubestemmeligheden, og denne er hans Seier over D&o-;den; men D&o-;den kommer ikke til at gjennemtr&ae;nge Livet omdannende. Som det Uforklarlige kunde D&o-;den synes at v&ae;re den h&o-;ieste Lykke. En saadan Forklaring forraader et Liv i Barnagtighed, Forklaringen er som dennes sidste Frugt: Overtro. Den Forklarende havde Barnets og Ynglingens Forestilling om det Behagelige og det Ubehagelige, og Livet gik hen, han saae sig bedragen, han blev &ae;ldre i Aar ikke i Sind, han greb intet Evigt: da samlede Barnagtigheden sig i ham til en oversp&ae;ndt Forestilling om at D&o-;den skulde komme og lade Alt gaae i Opfyldelse; den blev nu den s&o-;gte Ven, den Elskede, den rige Velgj&o-;rer, som havde alt Det at skjenke, hvad den Barnagtige forgjeves havde s&o-;gt opfyldt i Livet. Stundom tales der letsindigt og dumdristigt om denne Lykke, stundom veemodigt, stundom tr&ae;nger den Forklarende sig endog h&o-;ir&o-;stet frem med sin Forklaring, og vil hj&ae;lpe Andre; men den forraader kun, hvorledes den Forklarende er i sit Indre, at han ikke fornam Alvorens Tilbagevirken, men er barnagtigt hastende fremad, barnagtigt haabende paa D&o-;den, som han var det paa Livet. Som det Uforklarlige kan D&o-;den synes at v&ae;re den st&o-;rste Ulykke. Men denne Forklaring angiver, at den Forklarende h&ae;nger feigt ved Livet, feigt maaskee ved dets Begunstigelse, feigt maaskee ved dets Lidelse, saa han frygter Livet, men frygter D&o-;den endnu mere. Tilbagevirkende Kraft faaer D&o-;den ikke, det vil sige ikke i Kraft af Opfattelsen, thi ellers virker den vel tilbage til at gj&o-;re den Ene Lykkens Begunstigelse gl&ae;del&o-;s, den Anden jordisk Lidelse haabl&o-;s. Saa har Forklaringen ogsaa brugt andre betegnende Navne, den har kaldet D&o-;den: en Overgang, en Forvandling, en Lidelse, en Strid, den sidste Strid, en Straf, Syndens Sold. Enhver af disse Forklaringer indeholder en heel Livs-Anskuelse. O, alvorlige Opfordring til den Forklarende! Let er det at sige dem alle udenad, let at forklare D&o-;den, naar det ingen Overvindelse koster, ikke at ville forstaae, at Talen er om, at Forklaringen faaer tilbagevirkende Kraft i Livet. Hvorfor vil dog Nogen forvandle D&o-;den til en Spot over sig; thi D&o-;den tr&ae;nger ikke til Forklaringen, den har vist aldrig anmodet nogen T&ae;nker om at v&ae;re sig behj&ae;lpelig. Men den Levende tr&ae;nger til Forklaringen, og hvorfor? For at leve derefter. Dersom Nogen saaledes mener, at D&o-;den er en Forvandling, saa kan dette jo v&ae;re ganske sandt, men s&ae;t nu D&o-;dens Uvished, der gaaer omkring ligesom L&ae;reren og alle &O-;ieblikke seer efter, om Discipelen er opm&ae;rksom, s&ae;t nu den opdagede at den Forklarendes Mening var omtrent denne: jeg har et langt Liv for mig, tredive Aar ja maaskee fyrretyve, og saa kommer engang D&o-;den som en Forvandling, hvad mon L&ae;reren vilde t&ae;nke om denne Discipel, der end ikke havde fattet Uvishedens Bestemmelse ved D&o-;den? Eller hvis Nogen mener, at det er en Forvandling som engang vil indtr&ae;de, og D&o-;dens Uvished nu seer efter, og opdager, at han ikke ulig en Spiller forventer dette som en Begivenhed, der engang vil h&ae;nde, hvad mon L&ae;reren vilde t&ae;nke om denne Discipel, der end ikke var opm&ae;rksom paa, at det i D&o-;dens Afgj&o-;relse er forbi, og at Forvandlingen ikke kan tr&ae;de i R&ae;kke med de &o-;vrige Begivenheder som en ny Begivenhed, fordi der i D&o-;den er sluttet af? See, man kan have en Mening om fjerne Begivenheder, om en Naturgjenstand, om Naturen, om l&ae;rde Skrifter, om et andet Menneske, og saaledes om meget Andet, og naar man yttrer denne Mening, kan den Vise afgj&o-;re, om den er rigtig eller urigtig. Derimod uleiliger Ingen den Menende med at betragte Sandhedens anden Side, om man nu virkelig har Meningen, om den ikke er Noget, man fremsiger. Og dog er denne anden Side ligesaa vigtig, thi Den er jo ikke blot afsindig, der siger det Meningsl&o-;se, men lige saa fuldt Den, der siger en rigtig Mening, naar denne slet og aldeles ingen Betydning har for ham. Det ene Menneske viser det andet den Tillid, den Anerkjendelse at antage, at det er hans Mening, naar han siger det. Ak, og dog er det saa let, saa saare let, at faae en sand Mening, ak, og dog er det saa vanskeligt, saa saare vanskeligt, at have en Mening, og at have den i Sandhed. Da nu D&o-;den er Alvorens Gjenstand, saa er Alvoren atter her: at D&o-;den betr&ae;ffende skal man just ikke forhaste sig med at faae en Mening. D&o-;dens Uvished tager sig jo bestandigt i al Alvor den Frihed at eftersee, om den Menende virkelig har denne Mening, det er, om hans Liv udtrykker den. I Forhold til Andet kan man yttre en Mening, og naar saa det fordres at man skal handle i Kraft af denne Mening, det er, vise at man har den, saa ere utallige Udflugter mulige. Men D&o-;dens Uvished er L&ae;rlingens str&ae;nge H&o-;rer; og naar han da fremsiger Forklaringen, saa siger Uvisheden til ham: nu, jeg skal unders&o-;ge om det er Din Mening, thi nu, nu i dette &O-;ieblik er det forbi, for Dig, forbi, _{der ikke}der er ikke Tanke om Udflugt, ikke et Bogstav at f&o-;ie til, saa faaer jeg at see, om Du virkeligen meente hvad Du sagde om mig. Ak, al tom Forklaren, og al Ordgyden, og al Udpynten, og al Sammenkjeden af tidligere Forklaringer for at finde en endnu sindrigere, og al Beundring derfor og al M&o-;ie dermed: alt Dette er kun Adspredelse og Aandsfrav&ae;relse i Tankefjernhed &streg; hvad mon D&o-;dens Uvished t&ae;nker derom? Derfor skal Talen afholde sig fra enhver Forklaring; som D&o-;den er det Sidste af Alt, saa skal dette v&ae;re det Sidste, der siges om den: den er uforklarlig. Uforklarligheden er Gr&ae;ndsen, og Udsagnets Betydning kun at give D&o-;dens Tanke tilbagevirkende Kraft, gj&o-;re den fremskyndende i Livet, fordi det med D&o-;dens Afgj&o-;relse er forbi, og fordi D&o-;dens Uvished seer efter hvert &O-;ieblik. Uforklarligheden er derfor ikke en Opfordring til at gjette Gaader, en Indbydelse til at v&ae;re sindrig, men D&o-;dens alvorlige Formaning til den Levende: jeg beh&o-;ver ingen Forklaring, bet&ae;nk Du, at det i denne Afgj&o-;relse er forbi, og at den hvert &O-;ieblik kan v&ae;re forhaanden; see, dette er vel v&ae;rd for Dig at bet&ae;nke. M. T., maaskee synes det Dig, at Du af denne Tale kun faaer Lidet at vide; Du veed maaskee meget Mere selv, og dog skal den ikke have v&ae;ret forgjeves, hvis den betr&ae;ffende Forestillingen om D&o-;dens Afgj&o-;relse har v&ae;ret Anledning til, at Du mindede Dig selv om, at det at vide Meget ikke er et ubetinget Gode. Maaskee synes det Dig, at Tanken om D&o-;den kun er bleven forf&ae;rdende, og at den dog ogsaa har en mildere, en venligere Side for Betragtningen, at den tr&ae;tte Arbeiders L&ae;ngsel efter Hvile, den m&o-;dige Vandrers Hasten efter Udgangen, den Bekymredes Fortr&o-;stning til D&o-;dens smertestillende S&o-;vn, den Misforstaaedes veemodige Trang til at slumre i Fred ogsaa er en skj&o-;n og en berettiget Forklaring af D&o-;den. Un&ae;gteligt! Men den l&ae;res ikke udenad, den l&ae;res ikke ved at l&ae;se om den, den erhverves langsomt, og f&o-;rst vel erhvervet af Den, som arbeidede sig tr&ae;t i den gode Gjerning, som vandrede sig m&o-;dig paa den rette Vei, som bar Bekymringen for en retf&ae;rdig Sag, som misforstodes i en &ae;del Str&ae;ben, f&o-;rst saaledes vel erhvervet er den paa sit rette Sted, og en berettiget Tale i den H&o-;i&ae;rv&ae;rdiges Mund. Men den Unge t&o-;r ikke tale saaledes, at ikke den skj&o-;nne Forklaring, ligesom det vise Ord i en Daares Mund, i hans Mund skal blive en Usandhed. Og dette har jeg vel h&o-;rt, at Barnets og Ynglingens alvorlige L&ae;rer i en sildigere Tid blev den &Ae;ldres og Modneres Ven, men jeg har aldrig h&o-;rt, idetmindste ikke af Nogen, af hvem jeg &o-;nskede at l&ae;re, at det begyndte med, at L&ae;reren strax blev Legebroder eller Barnet en Gammelmand, ei heller at da hiint Venskabs-Forhold i Sandhed indtraadte. Saaledes med Tanken om D&o-;den. Har den ikke engang med Forf&ae;rdelse standset den Unges Liv, og kun brugt Alvoren til at holde Maade med Forf&ae;rdelsen, har D&o-;dens Uvished ikke haft sin Underviisningens Tid, hvor den med Alvorens Strenghed opl&ae;rte ham: da har jeg aldrig h&o-;rt, idetmindste ikke af Nogen, i hvis Viden jeg kunde &o-;nske Lod og Deel, jeg har aldrig h&o-;rt af nogen Saadan, at det da var Sandhed om Nogen kaldte D&o-;den sin Ven, da han aldrig havde haft Andet i den end en Legebroder, naar han allerede i Ungdommen tr&ae;t af Livet svigagtigt for at bedrage Livet talte om D&o-;dens Venskab, naar han uden at have nyttet Livet som Olding svigagtigt for at bedrage sig selv talte om D&o-;dens Venskab. &streg; Den som her har talt, han er ung, endnu i den L&ae;rendes Alder; han fatter kun Underviisningens Vanskelighed og Strenghed, o, at det maatte lykkes ham at gj&o-;re det saaledes, at han netop derved blev v&ae;rdig til engang at turde gl&ae;de sig ved L&ae;rerens Venskab! Den som her har talet, han er jo ikke Din L&ae;rer, m. T., han lader Dig jo blot, ligesom han selv er det, v&ae;re Vidne til, hvorledes et Menneske s&o-;ger at l&ae;re Noget af Tanken om D&o-;den, hiin Alvorens L&ae;remester, der ved F&o-;dselen blev Enhver beskikket til L&ae;rer for hele Livet, og som i Uvisheden altid er rede til at begynde Underviisningen, naar den forlanges. Thi D&o-;den kommer ikke, fordi Nogen kalder paa den (det var kun Sp&o-;g, at saaledes den Svagere b&o-;d over den St&ae;rkere), men saasnart Nogen aabner Uvisheden Indgang, saa er L&ae;reren der. L&ae;reren, som engang kommer for at holde Pr&o-;ve og overh&o-;re Discipelen, hvad enten han har villet nytte hans Underviisning eller ikke. Og denne D&o-;dens Pr&o-;ve, eller for med et mere brugt fremmed Ord at betegne det Samme, denne Livets sidste Examen er lige sv&ae;r for Alle. Det er ikke som ellers, at den lykkeligt Begavede har let ved at bestaae, den ringe Begavede sv&ae;rt, nei, D&o-;den afpasser Pr&o-;ven i Forhold til Evnen, o, saa n&o-;iagtigt, og Pr&o-;ven bliver lige sv&ae;r, fordi det er Alvorens Pr&o-;ve.