S.K. Søren Kierkegaards Skrifter
 

Søren Kierkegaards Skrifter

elektronisk version 1.8.1

ved Karsten Kynde


ISBN 978-87-993510-4-6


Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg

Grafik Karen-Margrethe Österlin


© Søren Kierkegaard Forskningscenteret

København 2014



Andre udgaver








Version 1.8.1, 2014

LP
Af en endnu Levendes Papirer
BI
Om Begrebet Ironi
EE1
Enten - Eller. Første Deel
EE2
Enten - Eller. Anden Deel
G
Gjentagelsen
FB
Frygt og Bæven
PS
Philosophiske Smuler
BA
Begrebet Angest
F
Forord
TTL
Tre Taler ved tænkte Leiligheder
SLV
Stadier paa Livets Vei
AE
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
LA
En literair Anmeldelse
OTA
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand
KG
Kjerlighedens Gjerninger
CT
Christelige Taler
LF
Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
TSA
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger
SD
Sygdommen til Døden
YTS
»Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«
IC
Indøvelse i Christendom
EOT
En opbyggelig Tale
TAF
To Taler ved Altergangen om Fredagen
FV
Om min Forfatter-Virksomhed
TS
Til selvprøvelse Samtiden anbefalet
DSS
Dette skal siges; saa være det da sagt
HCD
Hvad Christus dømmer om officiel Christendom
GU
Guds Uforanderlighed
OiA
Et Øieblik, Hr. Andersen!
JC
Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est
PMH
Polemik mod Heiberg
BOA
Bogen om Adler
SFV
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed
BN
Den bevæbnede Neutralitet
PCS
Hr. Phister som Captain Scipio
DS
Dømmer selv!
Oi10
Øieblikket Nr. 10
Løse papirer 592-596, supplement
Brev 1-42
Familien Kierkegaard
Brev 43-69
Studiekammerater og bekendte
Brev 70-78
Familien Heiberg
Brev 79-119
Emil Boesen
Brev 120-126
Kongehuset og offentlige myndigheder
Brev 127-160
Regine Olsen, gift Schlegel
Brev 161-170
Lærere
Brev 171-207
Familien Lund
Brev 208-233
Sekretær, bogtrykker, redaktør
Brev 234-240
Gejstlige
Brev 241-258
Følgebreve, takkebreve, anmodning
Brev 259-275
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge
Brev 276-307
Rasmus Nielsen
Brev 308-318
Læserinder
Ded
Dedikationer
              Vejledning
SBM, s. 143 : betragter Udgangen af deres · Vandel ɔ: seer at deres Liv, som var idel
NB24:82 nster: om Reenhed i Sind og · Vandel ( 1 Ths.) følger han Apostelen taler
NB28:9 rfectibilitet i Disciplin og · Vandel ( cfr. Böhringer p. 362.). / Nei, Christendommen
NB17:23 an fra Mund til Mund i Handel og · Vandel betræffende Differentsen mell. Prof.
DD:192 g, ligesom Jøderne i Handel og · Vandel brugte romerske Penge med Keiserens Brystbillede;
Not1:8 Fornægtere af Chr:, hvis · Vandel ei svare til deres Overbeviisning: αϱνειςϑαι
IC, s. 227 e det, eller naar i Handel og · Vandel En betragter f. Ex. et Stykke Klæde,
AE, s. 480 ærksom herpaa; i Handel og · Vandel er den totale Skyld netop som den der er
NB20:97 rligt. / / I Verden, i Handel og · Vandel er det Eneste, der udenvidere forudsættes
NB23:198 om en from og hellig Mand, hvis · Vandel er i Himlen; men vi have Hensyn at tage,
NB7:73 den at forfølge En, fordi hans · Vandel er strafværdig. Men den Χstne forenes
BMS, s. 123 v og Levnet, Udgangen af hans · Vandel for Øie formanes vi til at »
OTA, s. 174 det travle Liv, i Handel og · Vandel fra Morgen til Aften, gaaer det ikke saa
OTA, s. 380 breide sig, hans Liv og hans · Vandel havde tvertimod været for Guds Aasyn,
BI, s. 240 saare velkommen, thi som hans · Vandel havde viist sig som incommensurabel for
NB29:95 e Tragiske. Men i Handel og · Vandel hjælper man sig med dette Tragiske:
HH:11 tragtning. / Om Christi opoffrende · Vandel iblandt os. – / Man har til forskjellige
EE1, s. 228 yn til, hvad man i Handel og · Vandel kalder Anledning, hersker der nu en stor
Papir 270 ad jeg skal vælge; hans · Vandel lærer os, at han vidste hvad det er
NB30:87 an det saa komme, at i Handel og · Vandel mellem Mskene indbyrdes tales der idelig
NB30:137 edeligheden er stor i Handel og · Vandel o: s: v: / O, det sørgerlige er, at
NB21:142 Praktiken i vor Tid i Handel og · Vandel o: s: v: er just at tilveiebringe ved kunstige
NB27:74 stantisme foredrages i Handel og · Vandel og vender det to Gange saa har man det
DD:194 e Contrast til den hele Handel og · Vandel paa Gader og Stræder) hvilke Ingen agter
SD, s. 172 forklare sig den i Handel og · Vandel temmelig almindelige Mening, at Fortvivlelse
BI, s. 255 og beskeden; var Sophisternes · Vandel yppig og nydelsessyg, da var hans tarvelig
Oi3, s. 196 ad der forekommer i Handel og · Vandel, at naar En kræves for Penge, gjør
NB18:57 g forekommer hyppigt i Handel og · Vandel, at naar man fremhæver ethiske Opgaver
SBM, s. 143 ynster, seer Udgangen af hans · Vandel, betænker, han drev det til at blive
SBM, s. 143 I betragte Udgangen af deres · Vandel, da efterfølger deres Tro«, da
EE:192 ham Regnskab skyldig for Din · Vandel, Din Stræben. Derfor vil Du forvisse
Papir 462 var forsøgt i Handel og · Vandel, forfaren i Nydelser og Lyster, behændigt
IC, s. 178 d den Geschichte, i Handel og · Vandel, hvor et halvt Ord, henkastet som en Antydning,
IC, s. 178 nde har levet. O, i Handel og · Vandel, hvor man jo kan det uden ad paa Remse med
KG, s. 132 t tabes i Aarene, i Handel og · Vandel, i Elskov og Venskab, i Underkastelse under
AE, s. 489 Til daglig Brug, i Handel og · Vandel, i Omgang er den Ene skyldig i Dette, den
LF, s. 27 kab med Mennesker, i Handel og · Vandel, i Omgang med de Mange, der synes at ligge
SBM, s. 143 e, betragter Udgangen af hans · Vandel, I veed jo selv, hvilke Forberedelser der
SD, s. 150 ret at gaae med i Handel og · Vandel, ja til at gjøre Lykke i Verden. Her
NB20:140 r Skik og Brug i Handel og · Vandel, men beflitter sig paa den Art Samvittighedsfuldhed,
AE, s. 496 iske brugelig nok i Handel og · Vandel, men dersom det glemmes, at det Ethiskes
KG, s. 150 n, men endnu mere i Handel og · Vandel, o, det høres saa ofte paa Gader og Stræder,
NB29:95 nkelige. O, men i Handel og · Vandel, og de fleste comiske Digtere hjælpe
SLV, s. 163 odt kan gaae med i Handel og · Vandel, og være som andre Mennesker, om han
EE2, s. 301 practisk Venskab i Handel og · Vandel, om en gjensidig Assistance i det jordiske
BI, s. 243 lik, da han, anklaget for sin · Vandel, snarest maatte være kommen til Bevidsthed
KG, s. 216 hvert Menneske ved sit Liv og · Vandel, ved sin Adfærd i det Daglige, ved sin
NB20:163 Qvinde opgav sin tidligere · Vandel. ( Denne Historie har jeg fra Abraham a
OTA, s. 132 blev kjendt for sin retskafne · Vandel. Alt var glemt; da kom der en Flygtning,
BOA, s. 293 for at udtrykke det i deres · Vandel. Saa voxer Barnet da til, og i den Alder,
Not1:6 י Provb: 9, 18. under · Vandene Job: 26, 5 מַיִ
IC, s. 87 rges men troer, at Han bød · Vandene og det blev blikstille, troer fuldt og
Brev 81 ngelse, jeg er steget ned i · Vandene, det har sortnet for mit Øie, men jeg
DD:196 rste). / Fader i Himlene! · Vander Du med os som Du vandrede med Jøderne
CT, s. 110 r til Mere. Som Gud sagde til · Vandet » hertil, og ikke videre«,
NB28:52 gen understod sig at gaae i · Vandet – for at see, om det ogsaa var sandt,
DSS, s. 124 ikke i Luften, Fuglen ikke i · Vandet – og lad Aand skulle leve i Aandløshedens
NB27:82 elig døbte ved at dukke under · Vandet – og nu ved at stænke lidt Vand
NB17:18 han heftigt begjerede at drikke · Vandet af Brønden ved Bethlehem, og de tre
JJ:143 r er forskjelligt farvet, ligesom · Vandet af de forskjellige Fiskestimer, –
NB28:52 ømme, eller vilde gaae i · Vandet af Glæde over, at han jo, som Præsterne
JJ:241 e Forbindelse, at gjennemskære · Vandet at see hende staae ved Kysten og vinke
SLV, s. 337 rre end den anden, indtil · Vandet atter blev stille; og kastede jeg Stenen
Not9:1 ver ikke over Vandet, men · Vandet beholder Overhaand. Natur ( nasci) betegner
NB34:41 r, ligesom en Bademester over at · Vandet behørigt blandes) at da i ethvert Øieblik
NB26:62 r en Steen kastes i Vandet, · Vandet bliver ikke strax roligt, men vedbliver
Brev 84 vil mine Følelser ligesom · Vandet bryde Isen, som jeg har lagt om mig, sukker
NB31:68 det Sandsynlige er for Msk hvad · Vandet er for Fisken og Luften for Fuglen. Saaledes
NB36:10 en til Vandbeholdningen og sige: · Vandet er jo ufordærvet.« Ja, men Det
Brev 171 . Naar Solen nu skinner og · Vandet er klart og stille ser det skjønt nok
AA:9 arbeidede vi os med megen Møie; · Vandet er nemlig meget lavt og saa fuldt af Mudder,
Brev 171 af en Canal, i hvilken dog · Vandet er renere end hjemme hos os. I dette Vand
NB3:12 tælles om Storken, at den naar · Vandet er saa lavt, at den ikke kan drikke, kaster
NB32:110 han har sat Garnet, da larmer i · Vandet for at jage Fiskene ad den Vei og fange
NB28:52 Virkelighed ( vilde gaae i · Vandet for at see, om det ogsaa er sandt, at han
NB24:43 e Barn, at det ikke maatte komme · Vandet for nær, at der var en Mand i det, som
Brev 55 gang falder paa at oprøre · Vandet for os. Saa kan det nok være at det
YTS, s. 268 ed at stige ned; saalidet som · Vandet forandrer sin Natur og løber op ad Bjergene,
AE, s. 157 et Udvortes, ligesom at slaae · Vandet fra sig; og det er et maadeligt Bedrag,
JC Som Fisken, naar den i Skorpen af · Vandet har snappet sit Bytte, søger ned til
KG, s. 147 ørelse i det Udvortes, som · Vandet i Daaben. Verden er bestandigt stik imod;
2T44, s. 208 mringens Gjenstand. Kun naar · Vandet i den Brønd Bethesda rørtes, kun
BI, note hvad vi i Evangeliet læse om · Vandet i den Dam Bethesda, at det kun var helbredende,
2T43, s. 21 t med deres Uddeling som med · Vandet i den Dam Bethesda, om hvilken vi læse
BOA, s. 262 Huse har ved et Høidetryk · Vandet i Etagerne og ei behøver at gaae ned
BI, note ). / Det Negative har, ligesom · Vandet i Forhold til hvad der speiler sig deri,
LP, note alen, og strax derpaa gik under · Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre
NB22:6 ja, men behag at kaste den ud i · Vandet igjen, saa viser den sig brudt. /
SLV, s. 111 gjør det, dersom ellers · Vandet ikke er plumret. At være Ægtemand
BI, note ette veed det Negative ligesom · Vandet ikke. / Imidlertid endte denne ironiske
F, s. 483 rmed fuldkommes Alt i sig selv; · Vandet kommer fra Publikum og løber tilbage
Papir 243 n dækker Søen og man lader · Vandet løbe bort. / / Og hvor ulykkelig er
AA:9 a ud paa Søen selv. Ogsaa her er · Vandet maaskee knap en halv Alen dybt og bevoxet
Oi2, s. 167 Andet end noget fastende og · vandet Noget, som Ingen vinder for denne Lære,
2T43, s. 21 ger en Engel ned og rører · Vandet og den, der kommer først – ja
OTA, s. 170 som naar Fisken drages op af · Vandet og henkastes paa Strandbredden?«
NB29:105 vare sig paa end at plumre · Vandet og saa slippe bort; formodl. gives der
AE, s. 438 sken, der freidig gjennemskar · Vandet og sikker styrede mellem Grundenes fortryllede
NB18:4 som naar Fisken tages op af · Vandet og skal aande i Luften. Det naturlige Msk.
EE1, s. 154 iis til at see sit Billede i · Vandet og spørger nu Moderen, hvorfra hans
OTA, s. 367 Navn af Prædiken mangt et · vandet og usmageligt Ord om Guds Kjærlighed:
EE:115.a med sin fredelige Hauge – · Vandet om Uskyldigheden – og som Klosterlivet
FF:33 liver ved Maanens Skinnen paa · Vandet Overfladens Farvetoner næsten hørlige.
JJ:217 nholder ham, fordi han er gaaet i · Vandet paa et Sted, hvor det ei er tilladt. Da
JJ:139 te ud i den uendelige Udsigt over · Vandet ved Knippelsbro, i det næste Øieblik
EE:69 om naar Ællingerne søge · Vandet) blive de bange og staae og trippe, fordi
EE1, s. 317 jeg frygter ikke; men rør · Vandet, afbryd Stilheden. Saaledes at udhungre
EE:148 erdenshav, snart over snart under · Vandet, altid i Guds Haand, da harpunerer jeg vel
NB29:105 kke i Retning af at plumre · Vandet, at reise Støvskyer for ved Hjælp
FB, s. 132 n naar jeg bliver kastet ud i · Vandet, da svømmer jeg vel ( thi jeg hører
NB31:115 r. Lad En være faldet i · Vandet, der kommer en Anden gaaende forbi –
SLV, s. 105 , som Hunden efter Skyggen i · Vandet, det er Udfaldet, et Endelighedens Tegn,
NB28:52 an svømme er lettere end · Vandet, drukner ikke. Der var af Staten beskikkede
TS, s. 70 som at skrive i Sandet eller i · Vandet, eller som at tegne i Luften. / Det Rigtigste
BA, s. 359 e Iagttagelser lige frisk fra · Vandet, endnu sprællende og spillende i deres
Not7:11 ndste, og derpaa at styrte mig i · Vandet, er det mig behageligst at tale et fremmed
KKS, s. 97 iskende, helbredende rører · Vandet, er en stor Sjeldenhed, og i denne Forstand
OTA, s. 194 rrelse, naar den kastes i · Vandet, er kjendelig paa Kredsens Størrelse,
NB32:131 Sort som ikke ville gaae i · Vandet, et Samfund af saadanne Svømmere, der
NB28:34 r vel, thi er Fisken glad i · Vandet, Fuglen i Luften, Msket føler sig endnu
EE2, s. 41 nesker bruge, naar de ville i · Vandet, førend de springe ud, i hvilken de gaae
LP, note es at flere bestandig vare over · Vandet, først med Hovedet, saa med Halen, og
NB24:45 Som naar Barnet, der skal i · Vandet, har taget den Ældre om Halsen –
JJ:109 et Værelse, der vender ud til · Vandet, hvor Baadene ligger. Herre Gud, det erindrer
FF:35.1 hende, da han seer sit Billede i · Vandet, hvorfra hans Legeme havde faaet en saadan
AE, s. 344 , der bøiede sig ud over · Vandet, i den Tanke, at Træet var tørstigt,
CT, s. 31 n Discipel drage en Fisk op af · Vandet, i hvis Mund der er en Stater, hvormed man
SLV, s. 337 t midt ude begyndte at kruse · Vandet, indtil den riflede Bølgegang forsvandt
JJ:217 Kikkert, at Noget rører sig i · Vandet, indtil han seer, at det, han seer, er Skyggen
SLV, s. 266 an vandrede i Overgaden over · Vandet, jeg saae ham ogsaa ellers; men engang traf
SLV, s. 337 Træet eller som en Fisk i · Vandet, kun kjendt af de andre Fisk. / 34. Derfor
Papir 292 dypper Barnet heelt under · Vandet, lade de den høire Arm være fri, for
AA:12 t han virkelig er lettere end · Vandet, ligesaalidet kan det Menneske, der mangler
Brev 273 røvlet alt mere og mere · vandet, men det faaer altsammen ikke hjelpe paa
Not9:1 . Aanden svæver ikke over · Vandet, men Vandet beholder Overhaand. Natur (
DD:69 s der er saa let, at de dandse paa · Vandet, neppe efterlade Spor i det duggede Græs;
NB22:6 Din Haand den er lige; kast den i · Vandet, og den viser sig brudt. Saa kan Du tage
AE, s. 87 ates sagde om Overfarten over · Vandet, og dog var det den høieste Alvor. Naar
AE, s. 344 aa? Ja, saa faldt Molboerne i · Vandet, og hvorfor? fordi Forudsætningen opgaves.
Not7:45 mig, der gjorde, at hun gik paa · Vandet, og jeg hyldede hende, og hun modtog min
SLV, s. 309 ddingen, og Anden pladsker i · Vandet, og Middagsrøgen stiger op af Skorstenen,
EE1, s. 287 ltid forskende seer hen over · Vandet, og seer en Kastevind længe forud, saaledes
NB29:105 dt jeg veed Dyr som leve i · Vandet, og som ikke har anden Maade at forsvare
G, s. 62 e Saltomortaler inden han naaer · Vandet, opfordrer en Anden til at følge Exemplet,
PS, s. 282 ler viser mig en Stok brudt i · Vandet, skjøndt den er lige naar den tages op,
EE1, s. 321 ige Bygninger speilede sig i · Vandet, som et langt Stykke ud var mørkt som
SLV, s. 120 , at naar en Qvinde falder i · Vandet, svømmer hun ovenpaa, Manden derimod,
EE2, s. 41 snart en Haand snart en Fod i · Vandet, synes, at det snart er for koldt, snart
SLV, s. 120 n derimod, naar han falder i · Vandet, synker – ergo. Dette Beviis kan ogsaa
SLV, s. 258 ndre Deel af Overgaden over · Vandet, til en bestemt Tid af Dagen, en mager høi
NB26:62 esom naar en Steen kastes i · Vandet, Vandet bliver ikke strax roligt, men vedbliver
AE, s. 153 igesom ogsaa ved at springe i · Vandet, ved at sove i Kuldamp o. s. v.; jeg veed,
AE, s. 385 ater gjøre, naar de skal i · Vandet, vil i Aandens Verden ofte nok finde Analogier
PS, note svømme førend man gaaer i · Vandet. / Det Ord Modsigelse maa her ikke tages
NB10:107 n, at En virkelig sprang i · Vandet. / Med 1000 saadanne Svømmelærere
NB31:122 ømme – kun ikke i · Vandet. / Saa gyser det i Msk, saa griber han efter
SLV, s. 454 traf, der de kastede Aalen i · Vandet. Dixi. / Netop fordi det i Henseende til
SLV, s. 88 ttes i en Sæk og kastes i · Vandet. Hvilken Qval at see en Qvinde afmatte al
NB2:120 øm̄er Du ikke oven paa · Vandet. Naar En siger, at Verden er fordærvet,
KG, s. 324 og danner, naar den kastes i · Vandet: vilde Du saa reise til hine fjerne Lande,
NB27:82.a g man af. Først Neddukken i · Vandet; saa Overgyden med Vand affusio; saa Stænken
NB10:107 Alvor af det, og sprang i · Vandet; thi Svømmelæreren ( Præsten) vilde
JJ:398 n lad ikke Øiet forelske sig i · Vandets Bevægelse, blot Du ½ Secund hengiver
Papir 318 den løvtætte Have og · Vandets dunkle Farve gjør den til et Tilflugtssted
KG, s. 234 ldkomnest og renest, just som · Vandets Fuldkommenhed er ikke at smage af Noget.
NB:159 ngstelige Bekymringer m: H: t: · Vandets mulige Udebliven. Men naar man kun har
EE1, s. 431 Fiskenes overgivne Slag mod · Vandets Overflade, af deres Forsvinden under Dybet,
EE1, s. 131 n saaledes, at den skærer · Vandets Overflade, den da en Tidlang kan springe
EE1, s. 411 a alba med sit Bæger paa · Vandets Overflade, medens Tanken ængstes ved
OTA, s. 267 ngslet og bunden, den fandt · Vandets Rislen kjedsommelig og Dagen lang. Den
JJ:398 a dens Trolddom. Sid i Baaden lad · Vandets Squlpen blande sig forvirrende i Tankens
CT, s. 123 aa betyde at hæve. Du seer · Vandets Straale, at den hæver sig høit i
NB2:120 kildre det Element » · Vandets« Usselhed og bevise det derved, at Guld
EE1, s. 97 t med at vugge sig, eller et · Vandfald med at styrte sig ned fra sin Høide.
KG, s. 324 ne Lande, hvor det mægtige · Vandfald styrter sig brusende ned, og der kaste
JJ:461 den i Luften, og man da seer · Vandfladen og det enkelte Træ, da er det Hele ligesom
NB35:4 e broute af en ganske udmærket · Vand-Forsyning, der virkelig ogsaa førte Vand nok til
EE1, s. 315 ke finde Fodfæste, som en · Vandfugl søger jeg forgjeves at nedlade mig i
EE1, s. 36 , siger: » seer De den · Vandhose, det er sjeldnere at man seer en saadan
EE1, s. 36 res, tænkte jeg, er det en · Vandhose, og smurte Haser det bedste jeg kunde. Hvad
EE2, s. 81 r man en udmærket skjøn · Vandhund, en Fuldblodshoppe, men man savner dog Noget.
F, s. 483 . Recensenten er den fungerende · Vandinspecteur, der sørger for, at Spildevandet løber
Oi2, s. 158 Lam lagde spraglede Kjeppe i · Vandkarrene, saa Moder-Faarene ikke saae Andet end Spraglet
SLV, s. 257 ert som nogen Stjerne- eller · Vandkiger for Iagttagelsens Skyld kunde ønske
AE, s. 152 er, saa Astronom, Veterinair, · Vandkiger, Geograph o. s. v. / Forunderligt! Men hvorfor
Brev 278 og af og til falder nogen Regn) · Vandkuur-Gjæsterne støve ogsaa i disse behagelige Omgivelser.
KG, s. 214 ( Luc. 6, 48.). Da derfor et · Vandløb kom og Stormen stødte an paa dette forsvarligt
Not1:9 Luften Eph. 2, 2. 6, 12. paa · vandløse Stæder. Mth: 12, 43. i Gravene Luc.
EE2, s. 45 lden i Tanker over, det er en · Vandmand. Har Du lagt Mærke til, hvorledes denne
NB2:265 d støder den fremtrængende · Vandmasse saa stærkt i Slangen, at den er nærved
JJ:227 rer den dog med, og er ligesom et · Vandmærke i Arbeidet. Jeg staaer overhovedet altid
NB12:63 om et usynligt Mærke, ligesom · Vand-Mærket i Papir. Men i Incarnationen fuldendes
SLV, s. 27 gsaa ved at tabe Hukommelsens · Vandpartikler: dog bliver Erindringen ligesaa lidet derved
SLV, s. 27 ved at passere Linien, fordi · Vandpartiklerne fordampe, saaledes vinder Erindringen ogsaa
OTA, s. 202 i hiin Guds-Dom, der kaldes · Vandprøven, Tegn paa Skyld. Vel sandt, netop fordi
Papir 458.b istedenfor at faae Lov til at · vandre afsted som var hver af os en saadan Heros,
2T44, s. 223 er hun ligesom Simeon kun at · vandre bort herfra, altsaa ikke at blive hos Opfyldelsen,
DD:138 , nu da Jøderne taales overalt · vandre de ud af Tydskland ( det unge Tydskland)
IC, s. 192 mheden følte Trang til, at · vandre den lange Vei til det hellige Land for
EE:161 paa ny lyse for mig, saa jeg maa · vandre dine Veie, og ikke mere og mere forvilde
EE:31 / Fader i Himlene! lær Du os at · vandre for dit Aasyn, og lad vore Tanker og Idrætter
AA:12 lfreds ved Forsættet om at · vandre frem ad den rigtige Vei, snart styrter
EE1, s. 169 ikke Ro, men maa vedblive at · vandre frem og tilbage i Reflexionen. Naar fremdeles
Papir 270 t bøie Dit Hoved for at · vandre gjennem Dødens Skyggedale, men som var
IC, s. 39 edes, naar det behager Gud at · vandre her paa Jorden i saa strængt et Incognito,
Papir 270 ), nei han veed, at det at · vandre herfra og at være med Χsto, er
Papir 270 idet jeg haver Lyst til at · vandre herfra og være med Χsto, thi dette
CT, s. 232 aar han engang skal flytte og · vandre herfra, naar han forlader det Selskab,
SLV, s. 32 , saa man seer Piger og Karle · vandre hjem fra Markarbeidet, hører Høstvognens
2T44, s. 219 hvad han saae, og derpaa at · vandre hjem i Fred. Salige de Øine, som saae,
JJ:275 s Skov ( ad Nøddeboe). Skyerne · vandre ned mod Esrom, Træerne bøie sig under
FB, s. 158 nskets Maal, at see Christus · vandre om i det forjættede Land. Man glemmer
Not1:7.v lære os sine Veie og vi maae · vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal Loven
Brev 311 uendelige Ansvar at skulle · vandre selv, vi betragte vore Afdøde som selvstændig
Brev 311 nder vor Erkjendelse nu at · vandre sin egen Vei da ligesom løsrive vi os
EE:56 er, der med Smerte seer sin Søn · vandre sine egne Veie, har jeg Intet ladet uforsøgt
EE2, s. 210 aldrig mere bringe Dig til at · vandre som en ustadig Aand, som et Gjenfærd
FB, s. 133 der, da vilde jeg paa min Fod · vandre til ham; thi dette Vidunder beskæftiger
EE1, s. 194 od, nu skal hun bodfærdig · vandre tilbage i Anger og Ruelse. Dertil kommer,
NB18:64 aledes maa den Religieuse gjerne · vandre ud ɔ: forlade en heel Samtid af Medlevende,
Papir 455 ghed! Det Store er ikke at · vandre ud af Verden, at flygte, nei, det ægte
EE1, s. 312 eise, hun tog det paa for at · vandre ud efter Glæden, nu er det en Betegnelse
Papir 261:3 hvor jeg ikke behøvede at · vandre ud for at undgaae Misforstaaelse og idetmindste
Papir 262:1 fra neden af med Læder, og · vandre ud fra Dit Hjem og dit fædrene Stade
NB18:64 a den Religieuse. Som han maatte · vandre ud fra sine Fædres Land til et fremmed:
4T43, s. 147 søge med Ordet ligesom at · vandre ud i Forskjellighederne, idet vi bestandig
OTA, s. 205 er det jo, med Ønsket at · vandre ud i Livet, naar det Ønskelige blev
OTA, s. 205 r det, bort fra Ønsket at · vandre ud i Livet. See, Abraham maatte forlade
TTL, s. 391 ende ikke altid behøver at · vandre ud i Verden, thi jo helligere Det er, han
4T44, s. 312 ede ham som den Spedalske at · vandre ud mellem Gravene, medens Du ikke tør
EE1, s. 72 stilling derom. Jeg vilde da · vandre ud til det mig bekjendte Riges Grændse,
KG, s. 155 virrende Samliv, ladet Tanken · vandre ud til et eensomt Sted – for atter
OTA, s. 205 rlade det fædrene Hjem og · vandre ud til et fremmed Folk, hvor Intet mindede
OTA, s. 207 da tænker han vel paa, at · vandre ud til et fremmed Land, og der forsøge
EE2, s. 199 gjør det, forlad Dit Hjem, · vandre ud, gaae til Paris, offre Dig for Journalistiken,
OTA, s. 207 , hvorledes skulde jeg kunne · vandre ud, og hvad hjalp det mig at forandre Sted,
FB, note rede, skjult i Sivet, seet hende · vandre ved Strandbreden. Hendes Skjønhed, hendes
KG, s. 58 nge – og gaae forgjeves, · vandre Verden rundt – og forgjeves, for
EE2, s. 23 nes det in casu, at Du ved at · vandre Verden rundt for at finde den fattige Kone,
Brev 43 betegnet den Vei, de skulle · vandre, hvem Naturen ikke har lagt en port' epée
KK:7 ykke mit Folk og ikke lade det · vandre. – / Man maa ogsaa huske paa, at Forhærdelsen
FB, s. 113 Had til sig selv. / Ved Troen · vandrede Abraham ud fra Fædrenes Land og blev
DD:138 af Frankrig forfulgte Jøderne · vandrede de ud og trak deres Penge bag efter ved
SLV, s. 264 n den øvrige Tid af Dagen · vandrede den uhyre Omvei ad alle Muligheders fortvivlede
IC, s. 181 Fornedrelse – saaledes · vandrede Du jo ikke her paa Jorden i Fornedrelsen.
TTL, s. 443 ge ham der, thi den Afdøde · vandrede for hans Aasyn og var bedre kjendt af ham
3T44, s. 246 færdelig Lov, og saaledes · vandrede han i en Ørken uden at finde Vederqvægelse.
IC, s. 157 iheden; thi her paa Jorden · vandrede han i Ringhed, i Tjenerens ringe Skikkelse,
OTA, s. 205 Vandringen begyndes, er som · vandrede han ud til et fremmed Land, hvor Intet
OTA, s. 205 det kan være ham, som · vandrede han ud til et fremmed Land, om han end
CT, s. 321 lægt Velsignelsen; Du, som · vandrede her paa Jorden i Armod og Ringhed, miskjendt,
IC, s. 181 iheden«; thi da han · vandrede her paa Jorden i Ringhed, da ønskede
CT, s. 306 e, Han bliver dog tro. Da Han · vandrede her paa Jorden, der kom ingen Lidende til
CT, s. 272 s det gik den Hellige, da han · vandrede her paa Jorden, hvilken Modstand han leed
IC, s. 17 reder siden, at Jesus Christus · vandrede her paa Jorden; men dette er jo ikke en
SLV, s. 266 aae jeg ham derude, naar han · vandrede i Overgaden over Vandet, jeg saae ham ogsaa
IC, s. 107 e af hans Disciple tilbage og · vandrede ikke mere med ham. / Altsaa efter den Maalestok
DD:196 ene! Vander Du med os som Du · vandrede med Jøderne fordum i de gl. Dage. O
CT, s. 53 var Hans Moder. At Han derpaa · vandrede omkring i en Tjeners ringe Skikkelse, ikke
CT, s. 300 lst tilhøre Ham. O, da Han · vandrede omkring i Judæa, da bevægede Han
EE1, s. 199 rfor mindre hans? Da Guderne · vandrede paa Jorden og forelskede sig i Qvinder,
EE:194 Røveren.) / / Vi saae dem, der · vandrede saa let hen ad Veien, saa glade, saa livsfro,
TTL, s. 468 t i den gode Gjerning, som · vandrede sig mødig paa den rette Vei, som bar
Papir 270 der faldt af fra Troen og · vandrede som Χsti Kors Fjender ; med Sorg mindes
EE2, s. 109 øgende over, at I saaledes · vandrede som rette Ægtefolk. Dog, hvor skulde
SLV, s. 264 derfor endte det med, at han · vandrede taus med bøiet Hoved mellem 11 og 12
EE:42 , ligesom de to Disciple, der · vandrede til Journalen EE, s. [ 11] ( EE:42-43)
3T43, s. 105 ngang, m. T., at idet Tanken · vandrede ud fra det fædrene Hjem, forvildede
EE2, s. 23 tog Reisestøvlerne paa, og · vandrede ud i Verden og spildte Din Tid og Din Kraft,
Not6:22 Holstebro, da det med fuld Musik · vandrede ud paa Plainen. – I Viborg kom Kongen
NB:4 yrene: Naturdrift; Kunstdrift; · Vandredrift. / / Barnet Forstand; Phantasie med Puberteten;
BB:24 ( maaskee dertil hele hans · Vandren omkring? Man paalægger ham Taushed,
G, s. 38 Han kan ikke blot fremstille en · vandrende Haandværksbursch, han kan komme gaaende
SLV, s. 373 « Selv at være en · vandrende Ridder er, om man saa vil, halvgal Mands
BI, s. 339 lt kommer an. Rimet bliver en · vandrende Ridder, der gaaer paa Eventyr, og hvad
BOA, s. 210 i religieus Stiil, en mystisk · vandrende Ridder, en Omreisende, eller som En der
SLV, s. 373 Quixote, at han selv var en · vandrende Ridder. I denne Idee culminerer hans Galskab
EE1, s. 171 aa vi drage jo af og til som · vandrende Riddere ud i Verden, hver ad sine Veie,
SLV, s. 320 ge ud i Verden maa overlades · vandrende Riddere, den sande Alvor er opmærksom
SLV, s. 373 at befolke hele Spanien med · vandrende Riddere, er i Sandheden et delirium furibundum.
SLV, s. 373 er udgaae et Opraab til alle · vandrende Riddere.« Selv at være en vandrende
OTA, s. 328 este det Herligste; idet den · Vandrende sukker, priser han sig i Grunden salig.
OTA Din Himmel skuer ned til hver en · Vandrende, styrker den trætte, opmuntrer den forsagte,
EE1, s. 391 Flok, da lagde han Kjeppe i · Vandrenderne og lod Faarene see derpaa – saaledes
EE1, s. 393 s-Skov. Og naar man saaledes · vandrer Arm i Arm, da forstaaer man hinanden, da
EE1, s. 59 og den følgende Slægt · vandrer dem atter forbi og forklares i deres Beskuelse;
SLV, s. 78 bet derimod seire Guderne. Da · vandrer den eengang Forførte ved Ægtemandens
OTA, s. 145 Aand farer ud af et Menneske, · vandrer den gjennem øde og tomme Steder, men
EE1, s. 172 tid ganske anderledes ud, da · vandrer der en Ulykkelig omkring, som ikke fandt
OTA, s. 206 en Lidende forandrer Sted og · vandrer didhen; dette er det Ligegyldige, naar
Papir 270 ndom give os aabenbart. Da · vandrer Du ikke bort herfra, thi Du var jo allerede
Papir 270 var jo allerede borte; da · vandrer Du ikke til fremmede Stæder; thi Du
SLV, s. 259 ilbage: saaledes ogsaa denne · Vandrer eller Bogholderen, som man kaldte ham.
TTL, s. 391 , hvem Du kaldte Din Ven, der · vandrer for Dit Aasyn, søger dog ogsaa han ikke
LA, s. 34 a Optrin i Grosserer Ws. Huus · vandrer Fortællingen ligesom ud med Claudine
SLV, s. 108 viden om, som hans Omsorg jo · vandrer fra Huus til Huus, medens Ægtemanden
OTA, s. 320 gsstav i Haanden, en Troende · vandrer fremad. – De kalde sig » de
Not6:18 somme Begivenheder). Derpaa · vandrer han hjem, lægger sig maaskee til at
EE1, s. 213 en Hvile, end ikke i Graven, · vandrer han maaskee igjen ustadig om i Verden,
BI, s. 75 Karrikatur og Ideal, saaledes · vandrer han ogsaa efter sin Død derimellem.
FB, s. 112 an har fundet det Søgte, da · vandrer han om for hver Mands Dør med sin Sang
EE1, s. 297 i sig selv. Den vildfarende · Vandrer har dog den Trøst, at Egnen bestandig
FQA, s. 9 Serailler; og naar en enkelt · Vandrer har vovet sig ind i disse Helligdomme,
Papir 270 fremmede Stæder; thi Du · vandrer hjem; da har Du Intet, Du lader tilbage;
SLV, s. 159 men af en egen Art, thi han · vandrer ikke til Amerika eller til en anden Verdensdeel
SD, s. 170 an forlader den saa, men han · vandrer ikke ud, han fæster ikke en ny Bopæl,
Not3:14 lse til at forlade ham. Han · vandrer nu bort og udmærker sig paa sin Reise
DD:78 n Hovedet paa hendes egl. Fader og · vandrer nu ustadig omkring, indtil hun tilsidst
IC, s. 72 æde den ned. Og medens den · vandrer om iblandt dem, vover dog neppe den Lidende
SLV, s. 314 en Røver, der mødte en · Vandrer paa den afsides Vei, i det Øieblik,
DD:188.b den slette. / 1 Jan: 39. / Chr: · vandrer paa Havet. / Bøn / Herre berolige Du
Papir 222 l » Saaledes støder en · Vandrer pludselig etc. Som en egen Retning er ogsaa
OTA, s. 320 ev jo tagen af Mandens Side) · vandrer Side om Side med ham, støttende sig
Not6:8 slog tilsidst Haanden af ham, han · vandrer til Tydskland og lever som Vagabond paa
HH:17 synes det Dig end, at idet Tanken · vandrer ud fra det fædrene Hjem og forvilder
Brev 41 som sædvanligt; der er En, der · vandrer ud i Verden, han gaaer og gaaer og bliver
Brev 264 ader jeg paa en Maade; jeg · vandrer ud, og kommer dog maaskee til det Samme.
DD:94 ytter » Huldreich«, · vandrer Verden 8 Gange rundt, og nu efter Sædvane
CT, s. 281 ttede Arbeider, den mødige · Vandrer ønsker; og Sømanden, som omtumles
KG, s. 135 Du nogensinde seet en træt · Vandrer, bærende en tung Byrde, at kæmpe med
EE1, s. 297 naar et Menneske fører en · Vandrer, der er raadvild om Veien, paa urigtige
PS, note ns Verden skal gaae En som hiin · Vandrer, hvem en Englænder paa hans Spørgsmaal,
4T44, s. 331 for Skridt fulgte den trygge · Vandrer, ikke ilede forud som Skyggen i Morgenstunden,
FB, s. 167 aae uden at møde en eneste · Vandrer. Han veed meget godt, hvor han er, og hvorledes
Not8:46 afsides, sjelden betraadt af en · Vandrer. Men jeg vilde svare: er det Dig da af saa
OTA, s. 397 altsaa glædeligere end at · Vandreren bestandigt tør sige: her er der altid
4T43, s. 162 rig seer det naaet, ikke som · Vandreren dog kommer til Maalet, ikke som Den, der
4T44, s. 332 gens Fortælling derom som · Vandreren hører Sagnet i den fjerne Egn –
OTA, s. 397 trøstesløsere end naar · Vandreren maa sige: her er ingen Vei mere; og hvad
OTA, s. 139 rer til det Gode – naar · Vandreren nemlig vender sig om og gaaer tilbage;
4T43, s. 162 e kommer af Stedet, ikke som · Vandreren nu seer en Omgivelse, nu en anden, ikke
OTA, s. 129 Veiledere, de lade ei heller · Vandreren staae der i Tvivlraadighed, forvirret ved
OTA, s. 128 r opmærksom, der tilraaber · Vandreren, at han vogter sig; denne Veileder er Fortrydelsen;
OTA, s. 385 igtige Vei. Derom spørger · Vandreren, ikke som man ellers spørger: hvor Veien
TTL, s. 468 el efter Hvile, den mødige · Vandrers Hasten efter Udgangen, den Bekymredes Fortrøstning
DD:164 tund, ikke som med en vildfarende · Vandrers ustadige Skridt, men med den hjemvante
OTA, s. 128 me, da er det netop fordi der · vandres ad Fortabelsens Vei; thi naar den Syge,
SLV, s. 208 illegrim, der i 10 Aar havde · vandret frem og gjort 2 Skridt frem 1 tilbage,
SLV, s. 249 primum dementat. Nu har jeg · vandret gjennem Bekymringens Skyggedale for at
TTL, s. 443 andet Hjem – nu er han · vandret hjem. / Men i Graven er der ingen Erindring
4T43, s. 130 øst skulde heller ei have · vandret i Edens Have og spurgt efter Adam, Adam
CT, s. 62 Derfor troer han, at Gud har · vandret i Ringhed paa Jorden, og saaledes dømt
3T44, s. 237 e i Ungdommens Dage, at have · vandret paa Hjertets Vei og efter Øinenes Syn«
OTA Bøn / Du, som engang selv har · vandret paa Jorden efterladende et Fodspoer, hvilket
SLV, s. 217 Øieblik). Saa er han dog · vandret til Staden. Ja jeg veed det. En Salve har
SLV, s. 24 som var det hele Folkefærd · vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een!
AE, s. 302 orladt Existentsen, at den er · vandret ud og har fundet en sjette Verdensdeel,
Papir 593 min Tanke flere Gange har · vandret ud til Jylland, min Krop ikke forføier
FB, s. 113 d sig; ellers var han vel ikke · vandret ud, men havde tænkt, det er jo urimeligt.
IC, s. 192 lligevel kan siges at være · vandret ud, skjøndt han er blevet paa sit sædvanlige
OTA, s. 207 rende Skridt, og Du er ogsaa · vandret ud, thi det Evige ligger Dig langt nærmere
Papir 110 raditionelt end ved selv at have · vandret Veien. I denne litteraire Urskov opholder
YTS, s. 274 rog af Verden. Hun kunde have · vandret Verden rundt og været vis paa intetsteds
Papir 306 M: T: denne Tale har ikke · vandret vide om i Verden for at søge Strid,
Brev 234 ildet i Veemod, indtil den · Vandring bliver ham kjærere og kjærere. /
OTA, s. 129 ham! / Over ethvert Menneskes · Vandring gjennem Livet vaager der et Forsyn, som
BI, note es ofte lange og besværlige · Vandring gjennem Livet. Der gives visse Citater,
EE2, s. 185 ghed betegnede den Lykkeliges · Vandring gjennem Livet; jeg antager, at den unge
EE2, s. 122 der til at foretage en saadan · Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige I, det
EE:130 s historiske Expedition paa deres · Vandring gjennem Verden, da er Forholdet dette:
KG, s. 83 e turde vove at udholde denne · Vandring i Selskab med Gud og Indtrykket af den,
4T44, s. 331 gang paa den møisommelige · Vandring i Uforstaaelighedens Taage, da Forklaringen
Not6:19 over trods al min anstrængte · Vandring ikke at kunne drive det til at komme Skoven
EE1, s. 390 i Verden. Tiltræd kun Din · Vandring med Din Byrde ind i den uhyre Skov, der
Papir 252:3 ham nu fortsætte sin · Vandring og træffe sammen med Livets forskjellige
GG:3 i Brylluppet i Cana, i Christi · Vandring paa Havet o. fl. St., og det forekommer
NB2:201 ndre sinkes vi underveis paa vor · Vandring til Himlen. / ell. / det Glædelige i:
FB, s. 111 hed. Hver Gang han da efter en · Vandring til Morija-Bjerget vendte hjem, da sank
AE, s. 387 er den lange, møisommelige · Vandring uden Vished om dog mit Foretagende vil
EE:120 vtyggere, thi som Vink for hans · Vandring vil dog Eders Stemme Intet have at betyde,
EE1, s. 86 rdsmonnet og begiver sig paa · Vandring, Blomsten faaer Vinger og flagrer ustadig
AE, s. 178 g vil tiltræde Befrielsens · Vandring, da falder det ham ind ( skal jeg nu sige,
EE:147 lle Smule paa sin møisommelige · Vandring, den standser lidt sit Hastværk, den
KG, s. 124 andt – især hvis den · Vandring, han tiltraadte, var ind i Evigheden, ind
PS, note ved Udgangen af Fortryllelsens · Vandring, hvad der bestandig blev lovet i Begyndelsen,
LP, s. 34 g afbryder deres ufortrødne · Vandring, idømmer dem en arbitrair Straf, skjærer
EE1, s. 213 m Korsriddere tiltræde en · Vandring, ikke til hiin hellige Grav i det lykkelige
BI, s. 317 ' Lære i Verden, altid paa · Vandring, kun at den ikke behøver saa lang Tid.
SFV, note d paa en Maade tiltræder en · Vandring, lod jeg en liden Stund mit Øie følge
2T43, s. 13 paa en Maade tiltræder en · Vandring, lod jeg en liden Stund mit Øie følge
EE:31 taven i Haanden færdig til · Vandring, og om der end laae Bjerge og Dale og rivende
BB:24 ordsmonnet og begiver sig paa · Vandring. Hurtigere pulserer Hjertet, hurtigere forsvinde
Brev 141 i Aanden at foretage denne · Vandring. Og naar Du da stundom veemodigt bøier
SLV, s. 150 ustandset paa sin ridderlige · Vandring; thi sandeligen denne den Elskendes Expedition
4T43, s. 160 lgende Dag kan fortsætte · Vandringen – at Den, der bærer en tung Byrde,
OTA, s. 205 t i Skilsmissens Stund, naar · Vandringen begyndes, er som vandrede han ud til et
BA, s. 419 i gamle Dage trang og eensom, · Vandringen bestandig foruroliget af Forvildelser,
OTA, s. 129 netop To; thi for at betrygge · Vandringen maa der baade sees frem og sees tilbage.
4T43, s. 167 n vil understøtte ham paa · Vandringen saa meget, at Vindingen bliver større,
4T44, s. 289 en første Gang tiltraadte · Vandringen, at skulle drage nogen forsinkende Opmærksomhed
SLV, s. 151 jen, efter at have bedet paa · Vandringen, atter at fortsætte den til han finder
4T43, s. 116 aer færdig til at begynde · Vandringen, da er Job atter tilstede, indtager sin
PS, s. 271 saa de i Hobetal tiltræde · Vandringen, da opdager han dog neppe det hellige Land
Papir 261:3 anvende den meste Tid af mine · Vandringer der i en Skov, jeg læste den høit
BB:2 ukyndige Hofdigtere paa deres · Vandringer for at understøtte dem med Sang og Spil.
EE1, s. 14 pmærksom paa disse hyppige · Vandringer i Selskab med Mahogni-Kassen, yttrede af
BI, s. 249 tatsforholdene, erindre deres · Vandringer om de hellige Reiser og fromme Optog, som
Not3:4 Wilhelm træffer paa sine · Vandringer sammen med Jarno, der reiser under Navn
EE:145 re, som man jo idelig erfarer paa · Vandringer, at, naar man ankommet til Maalet atter
OTA, s. 384 vad enten det er den fattige · Vandringmand paa hans Fod, eller det er den Rige i hans
NB17:99 en Dødens Time kommer og · Vandringskjolen aflægges og Staven nedlægges –
TS, s. 65 om et Barn i Huset. Men der en · Vandringsmand kom til den Rige, da sparede han sit smaae
OTA, s. 320 i Verden; ja ikke kjendes en · Vandringsmand saa sikkert paa Staven i hans Haand ( Mangen
OTA, s. 393 til Veien. Naar saaledes en · Vandringsmand taler om en Vei og siger: denne Vei er
EE1, s. 36 nker bliver jeg tiltalt af en · Vandringsmand, der, idet han peger op mod Skyerne, siger:
OTA, s. 392 gaaes. See, naar en stakkels · Vandringsmand, hvis Fødder maaskee endog ere hudløse,
EE2, s. 280 maaskee kom der da engang en · Vandringsmand, som sagde: dersom dette Træ istedetfor
TTL, s. 425 det Første. O, stands, Du · Vandringsmand, stands for at betænke denne Forskjel;
GU, s. 332 færdeligt! / Tænk Dig en · Vandringsmand; han er standset ved Foden af et uhyre,
OTA, s. 135 mle sig til Strid mod Vinden: · Vandringsmanden bekymre de sig ikke om. Og Havet er som
4T43, s. 167 dog en Byrde. Saaledes tager · Vandringsmanden en Stav i sin Haand. Han negter ikke, at
OTA, s. 397 det steile Bjerg, der lader · Vandringsmanden fortvivle, saaledes vil den overmenneskelige
OTA, s. 135 ilhed, jo bedre. – Naar · Vandringsmanden fra den alfare, larmende Vei kommer til
Brev 41 ligeoverfor hvilken man boer. · Vandringsmanden gaaer nu videre. 2 Miil derfra træffer
OTA, s. 386 t i samme Forstand, som naar · Vandringsmanden har fundet Landeveien. Og verdslig Viisdom
OTA, s. 129 ikke saaledes at kjende, som · Vandringsmanden med sin Byrde – den blot Stræbende
OTA, s. 135 men tilbage, hvor høit end · Vandringsmanden raaber. Og Skyerne hænge kun efter deres
Brev 41 anske blikstille. Her maa man give · Vandringsmanden Ret, jeg troer næsten man vilde forundre
Brev 41 Møllen i dette Eventyr. Altsaa · Vandringsmanden standser ved denne Mølle. Med Forundring
OTA, s. 136 en bliver ved at risle og kun · Vandringsmanden ældes ved dens Side. /
OTA, s. 135 erne, der undrende betragte · Vandringsmanden, den forklarer Intet. Og Skovens Gjenlyd
4T43, s. 160 aae sit Ønske i Livet. At · Vandringsmanden, der gaaer til sit fjerne Maal, ikke forhaster
OTA, s. 135 e Vandringsmanden, det er kun · Vandringsmanden, der kan see Stjernerne: saa bliver der
OTA, s. 135 t borte, at de ikke kunne see · Vandringsmanden, det er kun Vandringsmanden, der kan see
4T43, s. 172 Erkjendende gjør ligesom · Vandringsmanden, han lægger Taalmodigheden fra sig, naar
SLV, s. 24 theden hist inde fanger efter · Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti,
OTA, s. 136 Alvor; han er ei heller, som · Vandringsmanden, uden ret at vide hvorledes, ført hen
OTA, s. 320 og betegne derved, at de ere · Vandringsmænd, Fremmede og Udlændinge i Verden; ja
OTA, s. 320 tille, som man sidder med en · Vandringsstav i Haanden, en Troende vandrer fremad. –
G, s. 40 om var min Skikkelse en nedlagt · Vandringsstav, men jeg er frelst og frigjort i den vemodige
OTA, s. 320 e, naar Troen aflægges og · Vandringsstaven nedlægges. – De kalde sig Korsdragere
CT, s. 97 hed. Som i det stillestaaende · Vands Dvaskhed en Boble træg stiger op og
KG, s. 43 afmattes i det stillestaaende · Vands Dvaskhed, saaledes afmattes Kjerligheden
SLV, s. 433 r: i Faren. Paa 70,000 Favne · Vands Dyb mange mange Mile fra al menneskelig
AE, s. 131 re glad paa de 70,000 Favne · Vands Dyb. Og Den, der selv existerende har forstaaet
NB17:49 være paa de 70,000 Favne · Vands Dyb. Ordentligviis har jeg levet saaledes,
SLV, s. 411 ligger han paa 70,000 Favne · Vands Dyb. Skal Umiddelbarheden være borte,
SLV, s. 412 jeg ligger paa 70,000 Favne · Vands Dyb.« / Blot nu Ingen vil friste
4T44, s. 343 jelen som det stillestaaende · Vands døsige Taage, af hvilken usunde Luftninger
NB24:152 naar et Faar løber til · Vands løbe de alle. / Men hvor veemodigt,
LF, s. 30 g det stigende og det synkende · Vands Skiften til de bestemte Tider, og Overeenskomsten
CT, s. 269 Og naar jeg seer det rindende · Vands Travlhed, da vil jeg sige: bliv Du kun
SLV, s. 431 naar det ene Faar gaaer til · Vands, gjør det andet det ogsaa, hvad det ene
Not6:18 lige Huder blev ført til · Vands. En fattig Kone blev indladt paa Borgen
LP, note de pustede, idet de kom i · Vandskorpen, store Vandstraaler i Veiret, som i nogen
SLV, s. 440 , som ikke har Sympathi, men · Vandskræk, finder det naturligviis urimeligt at tage
Papir 368-7.a næsten alle Msker en Art · Vandsky. De ville, at Læreren skal forholde sig
Papir 262:3 jeg er hvert Øieblik · vandsmægtende, men i samme Øieblik næsten overmæt
EE1, s. 322 hun stod stille, betragtede · Vandspeilet og det lille Flod. Hun havde vel ikke gaaet
LP, note a dybt, som den svævede over · Vandspeilet«. Det er Christian, der vogter Gjæs og
JJ:127 Midler for at falde i Søvn, et · Vandsprings Pladsken o. s. v. Det lod sig bruge. (
SLV, s. 35 rdring opfyldt, at høre et · Vandsprings Pladsken, hvad han da heldigviis for ham
DS, s. 206 get, Vinden, Regnemængden, · Vandstanden o: s: v:. Om vi Mennesker maaskee fra Slægt
LP, note det de kom i Vandskorpen, store · Vandstraaler i Veiret, som i nogen Afstand bedre kunde
Papir 518 kom paa Pladsen med store · Vandstøvler paa, 3 Frakker, og ikke blot det men hans
NB18:26 nd, der forkyndte Χstd og · vandt alle jordiske Fordele. / O, hvorfor gjorde
TS, s. 32 t!« Og derimod, om jeg · vandt alle Mennesker – hvis mit Liv ( thi
FB, s. 113 n, der stolede paa sig selv og · vandt Alt, der var den, der tryg ved sin Styrke
2T44, s. 194 ske ved et saadant Forsæt · vandt Alt, han havde dog tabt uendeligt i Sammenligning
CT, s. 157 . Hvis den begjerende Yngling · vandt Alt, hvad Sikkerhed har han for, at han
KG, s. 267 rnegtelsens Kjerlighed Gud og · vandt Alt. Thi Den, der taber sin Sjel, skal
KG, s. 327 aa kun er muligt for Den, som · vandt Alt; netop Seirens Øieblik er maaskee
TTL, s. 441 da de engang ved Begyndelsen · vandt Alvoren i Beslutningens strænge Opdragelse:
4T43, s. 132 ende Bedrag, ved hvilket han · vandt at skuffe sig selv og fremfor Alt blev
KG, s. 40 ndring ved at blive Pligt, den · vandt Bestandighed, den er Prøve-Sølv.
KG, s. 39 ved at undergaae Forandringen · vandt Bestandighed, om det kan man ikke blot,
KG, s. 199 rev falske Beviser, og derved · vandt Christendommen og sig selv Venner, naar
EE1, s. 357 t som skyldte sin Lykke. Jeg · vandt da at være mere skjult. Det duer ikke.
3T44, s. 262 ærtsede Himlens Salighed, · vandt de – Ret til at lade Bestemmelserne
NB27:64 Og ved denne Art Χstd. · vandt de sig ( ganske ligesom den utro Husholder
EE1, s. 108 æden af at tabe sig selv, · vandt de tillige Beundringens Rigdom. Den Mozartske
KG, s. 238 tsaa bestaae i, at Bedrageren · vandt den Bedragnes Kjerlighed, saa denne maaskee
F, s. 509 ad den Rige ikke opnaaede, det · vandt den Fattige, fordi han kom i det heldige
OTA, s. 193 gav Sagen, det var derved Du · vandt den forblindede Mængde, og derved, at
EE2, s. 165 Menneske saare lidet, at han · vandt den ganske Verden, men tabte sig selv,
OTA, s. 192 det dog et Menneske, om han · vandt den ganske Verden, men tabte sig selv;
EE2, s. 210 vnede det et Menneske, om han · vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin
EE2, s. 44 p det vel et Menneske, om han · vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin
AA:53 . O men hvad hjalp det Msk, at han · vandt den ganske Verden; men tog Skade paa sin
KG, s. 338 seiret, den Kjerlige, thi han · vandt den Overvundne. / / IX / / Den Kjerlighedens
2T44, s. 219 et end stundom, at en Saadan · vandt den rette Sikkerhed, fordi han underfundigen
PMH, s. 85 Exempel paa, at en Mand, der · vandt den store Gevinst i Lotteriet, gik fra
FB, s. 156 en Mand blev stor, fordi han · vandt den store Gevinst i Lotteriet. Om et Menneske
4T43, s. 152 ig, hvad vandt vel Du, om Du · vandt den Tilfredsstillelse, Du søgte? Ak
IC, s. 224 n havde seiret – ja, da · vandt den Tilhængere i Millionviis. Hvad vil
4T43, s. 164 vandt mest, naar et Menneske · vandt den? Det Ufuldkomne kan ikke eies af et
Not1:6 g paa bestemtere Udvikling, · vandt denne Lære som en Følge af dens practisk-beroligende
Oi5, s. 231 holdt stærkere igjen. Han · vandt derfor ogsaa i 3½ Aar kun 11 –
OTA, s. 152 og indbilder sig, at han · vandt det Eftertragtede; om mangen Forblindet
OTA, s. 138 en den Selvbedragne, hvis han · vandt det ene Fornødne, da vandt han Hjertets
OTA, s. 215 aledes nær, at man derved · vandt det Evige. / Men den Lidende, som ikke
SLV, s. 282 iig Josephs Salg, til at hun · vandt det Evige; men en ny Forelskelse vilde
TTL, s. 400 som istedenfor Fuglens Flugt · vandt det Fiirføddedes ludende Gang! Saaledes
PS, s. 279 dvendigt ved Opfattelsen, da · vandt det Forbigangne hvad Opfattelsen tabte,
OTA, s. 244 Din Grav sige: » han · vandt det Haab, som ikke skal beskæmme«;
CT, s. 157 rhed for at vinde Alt, at man · vandt det ved at tabe Alt – og dog slet
G, s. 42 Pige! dersom nogensinde en Mand · vandt Din Kjærlighed, gid Du maatte gjøre
2T43, s. 43 gen Tillid de end vandt, de · vandt dog ikke Kraft til at gjennemtrænge
CT, s. 150 at det var timeligt tabt: da · vandt Du det Evige. Du leed Nederlaget i Timeligheden
CT, s. 150 at det var timeligt tabt: da · vandt Du det Evige. Du tabte Timelighedens Rigdom
CT, s. 150 bte det Timelige; men i Tabet · vandt Du det tilsvarende Evige, som Du faaer
2T43, s. 34 ed denne Viisdom. See derfor · vandt Du, om end langsomt, atter hen til Troens
JC ed om flere fremsatte den, hverken · vandt eller tabte derved? – / Det Spørgsmaal,
CT, s. 98 n opgiver Gud. Fuglen hverken · vandt eller tabte Gud; den Christne vandt Gud
SD, s. 144 ivlet, hvad Du end forresten · vandt eller tabte, saa er for Dig Alt tabt, Evigheden
EE1, s. 185 Barndommens Illusion, da hun · vandt Elskovens, hun har tabt Elskovens, da Clavigo
NB4:53 agtigheden som triumpherende, den · vandt en Hævd som Konge og Hersker. Men saaledes
AE, s. 78 i Adresseavisen, hvorved han · vandt en Masse Tilhængere, medens den kunstneriske
NB13:78 elv, og min Grændse; jeg · vandt en Sindrighed i Structuren af Forfatterskabet,
OTA, s. 191 er Du det; det var derved Du · vandt en stor Deel af Din Formue ( til Din egen
2T44, s. 185 ge en Verden, hvorledes han · vandt en vidunderlig Besindighed til at rive
TS, s. 32 rig glemme, at om jeg end ikke · vandt et eneste Menneske – hvis mit Liv
KG, s. 151 blev kjed af Livet, men just · vandt Evighedens Livs-Lyst. Men det er en Afdød,
CT, s. 150 get i Timeligheden – Du · vandt Evighedens Seier. Vinder Du saa ikke evigt
CT, s. 150 melighedens Rigdom – Du · vandt Evighedens. Dersom Du saae Din kjereste
TTL, s. 400 ghedens Løb paa det Uvisse · vandt Fodgængerens Tryghed paa Middelmaadighedens
NB25:105 er og Nidkjerhed, hvem han · vandt for Χstd og indbildte, at de vare
Not10:9 og kortere. Fast Skikkelse · vandt Formelen først i det apostoliske Symbolum,
3T43, s. 81 n vandt i denne Kamp, at han · vandt Forstand paa den Viisdom, at der er en
OTA, s. 422 eden, fordi han ikke ved Gud · vandt Frimodighed til at forvandle Skammen til
AE, s. 66 kommelse, medens Tanke-Syslen · vandt Frimodighed, og Vanskeligheden Skikkelse,
AE, s. 240 den i Inderlighed. Denne Form · vandt ganske mit Bifald, og jeg troede deri tillige
2T43, s. 45 Dig en Tro, ved hvilken Du · vandt Gud og overvandt den ganske Verden. Da
CT, s. 98 eller tabte Gud; den Christne · vandt Gud og som Alt; Hedningen tabte Gud og
4T44, s. 323 Bekymring dog ogsaa stundom · vandt ham en Søns Hengivenhed. Hvor bevæget
3T43, s. 101 Om han da end tabte Alt, saa · vandt han dog Alt, og Abraham eiede kun en Begravelse
OTA, s. 235 lp komme godt gjennem Livet, · vandt han end ad denne løvtagte Vei den hele
SFV, s. 32 r vare blevne opmærksomme, · vandt han for sin Sag. / Det er en Indvending
OTA, s. 138 vandt det ene Fornødne, da · vandt han Hjertets Reenhed. / Saa lad os da ved
EE2, s. 313 an nemlig tabte i Omfang, det · vandt han maaskee i intensiv Inderlighed. Ikke
CT, s. 47 nde om sin jordiske Rigdom, da · vandt han mere end Fuglen, der svinger sig mod
2T44, s. 187 fattede, at Faren angik ham; · vandt han nu med den for Øine den Sjelens
TTL, s. 430 Beslutningen blev til, men da · vandt han ny Begeistring og Forundringens salige
3T43, s. 81 il, men ved denne Stræben · vandt han ogsaa en Selvtilfredshed, der ikke
KG, s. 126 eligen ikke lindredes, om han · vandt hele Verdens Goder, da deres Besiddelse
CT, s. 47 er svinger sig mod Himlen, han · vandt Himlen; naar den rige Hedning blev ganske
3T43, s. 81 n han vidste ogsaa, hvad han · vandt i denne Kamp, at han vandt Forstand paa
NB31:77 som den sande Religieuse aldrig · vandt i dette Liv: men evigt er Du narret. /
LA, s. 19 ren, da han anden Gang modnet · vandt i en Livs-Anskuelse et Evigt. Derfor kan
BOA, s. 238 at En kom først, om at En · vandt i Lotteriet. Ethiken kjedes ved al denne
KG, s. 223 erlighed opbygger; og Faderen · vandt igjen den forlorne Søn, just fordi han,
3T43, s. 101 t Gode af hvad han leed, han · vandt ikke blot den bedste Lærdom, men hvad
NB25:74 modentlig for stærkt, thi jeg · vandt Intet og tabte endog det ene Pund: mon
Papir 394 lligevel havde betænkt, · vandt jeg at blive opmærksom paa Χstd,
NB13:78 en blev pseudonym. / Derved · vandt jeg at forstaae mig selv, og min Grændse;
EE1, s. 44 endtes præ ceteris; senere · vandt jeg Prisen for en Afhandling om denne Materie.
PMH, s. 74 saa nævnte jeg dem. Derved · vandt jeg tillige, at der faldt en comisk Belysning
AE, s. 253 g 10,000 Tilhængere; Nogle · vandt jeg ved at græde over Verdens Elendighed
FB, s. 118 ste Dig for det Tabte; thi Du · vandt jo Alt, og beholdt Isaak, var det ikke
NB2:22.a hængere holde ud. / Christus · vandt just saaledes Peder, da han fornegtede
Brev 119 drelandet, ved hvilket Du · vandt Jyderne i høi Grad. Af Altergangstalerne
LA, s. 69 en vilde forgude ham hvis han · vandt Klenodiet. I en lidenskabsløs reflekteret
3T43, s. 105 Betryggelse for, at hvad Du · vandt maatte tjene Dig til Gode – eller
4T43, s. 164 jør, uden at vide, at den · vandt mest, naar et Menneske vandt den? Det Ufuldkomne
TTL, s. 398 nfor Ønskets uvisse Rigdom · vandt Middelmaadighedens visse Elendighed! –
2T44, s. 183 om den paa den Myndiges Ord · vandt Mængdens stiltiende Tilladelse til,
SLV, s. 412 om Den, der agtede paa ham, · vandt Noget derved eller havde Skade deraf. /
NB:177 Øieblik viser det sig, om han · vandt Noget ell han endog tabte sit Pund. Den
BA b Syndefaldets Følge bestod. Man · vandt nu den Fordeel, at Enhver villigt indrømmede,
TTL, s. 395 anen, og stræbte igjen, og · vandt og tabte, og blev ikke træt, og speidede
2T44, s. 211 de snart Eet snart et Andet, · vandt og tabte, stode aarle op og gik lange Veie.
AE, s. 498 ngelse. Og naar saa Mismodet · vandt Overhaand i et Menneske, naar han fandt
3T43, s. 69 thi først da Kjerligheden · vandt Plads i hans Sjæl, først da blev
Papir 299 da imidlertid Alkamenes · vandt Prisen, saa solgte Agorakritos sit Arbeide
KG, s. 91 udrettede saa saare meget og · vandt saa mange Fordele; Den, der feigt ikke
KG, s. 267 st ved slet intet Mit at have · vandt Selvfornegtelsens Kjerlighed Gud og vandt
EE2, s. 202 begyndte at digte, eller som · vandt sig selv ved at digte, men paa den anden
LA, s. 88 blive, at Den, der religieust · vandt sig selv, kun er hvad Alle kunne være.
AE, s. 234 ved at holde Fortvivlelsen ud · vandt sig selv. Vel har han brugt en Frihedens
3T43, s. 105 det Uvisse, at ikke hvad Du · vandt skulde blive til Fordærvelse for Dig;
4T44, s. 314 delserne, slog sig tiltaals, · vandt Stilhed i Tillid til Gud. Dersom et Menneske,
2T44, s. 208 i Betragtningens Øieblik · vandt Styrke til at samle sig, men hans fuldkomne
4T43, s. 167 ke vil forstaae, at naar han · vandt Taalmodighed, han da vandt, hvad han behøvede,
4T43, s. 172 denfor at vinde Erkjendelsen · vandt Taalmodigheden. Den Erkjendende gjør
3T44, s. 263 oliget, at den Enkelte endog · vandt Tid og Leilighed og Sind til at afgjøre
OTA, s. 192 hvad hjalp det ham, om han · vandt Tiden og hvad Tidens er, naar han brød
OTA, s. 198 af jordiske Fordele, som den · vandt til Beviis – for sin Daarlighed;
4T44, s. 328 han bestandig maa afdøe; · vandt Troen en Sandsynlighed, da var Alt tilintetgjort
TTL, s. 424 rdige altsaa, som med Aarene · vandt Troskabens uforkrænkelige rige Skjønhed,
PMH, s. 63 sten fattig paaklædt Bog, · vandt ved at gjentages af den navnkundige Prof:
EE2, s. 85 umuligt, sæt, han virkelig · vandt ved Dig – Du selv – Du tabte;
G, s. 26 saa dengang, at hvad han sagde, · vandt ved Gjentagelsen. For nogle Aar siden hørte
PS, s. 263 laret det, hvilken Ære han · vandt ved ikke at ville nøies med at forstaae
SLV, s. 329 om sin Pande: mig synes, hun · vandt ved sit Mod en anden Ære, mig synes,
4T43, s. 151 rtrøste sig til Dig, hvad · vandt vel Du, om Du vandt den Tilfredsstillelse,
4T43, s. 151 mme Maade erhverve det. Hvad · vandt vel Menneskene, om Du saaledes tillod dem
KG, s. 247 var fortjent, at et Menneske · vandt Ære her i Verden, hvad Høitidelighed
OTA, s. 141 Brand! Og hvis han virkeligen · vandt Ærens Høieste, er da jordisk Ære
KG, s. 247 igt skal afgjøres, hvo der · vandt Ærens Krands, og hvo der blev til Skamme.
3T43, s. 99 er sig i hiin Bekymring, han · vandt, da Glædens Dag seirede over Mørket,
3T43, s. 100 neske, hvad var det han ikke · vandt, da han tabte Alt, hvad andet end Bekræftelsen
2T43, s. 43 hvor megen Tillid de end · vandt, de vandt dog ikke Kraft til at gjennemtrænge
EE2, s. 312 te. / Med den Forvisning, han · vandt, er han ikke færdig, thi han vil føle,
FB, s. 171 han selv ikke vandt, hvad han · vandt, for godt Kjøb, saa sælger han det
4T43, s. 167 n vandt Taalmodighed, han da · vandt, hvad han behøvede, hvad der var mere
FB, s. 171 ves. Men som han selv ikke · vandt, hvad han vandt, for godt Kjøb, saa sælger
OTA, s. 325 eller om hvor mange Slag Du · vandt, hvor klog Du var, hvor mægtig Din Indflydelse
Ded:111 indring er mig, hvilken jeg · vandt, idet jeg tabte ham. / S. K. / Til /
Papir 371:2 ige – og Ingenting · vandt, intet Endeligt nemlig – og det kan
NB2:17 equents og ved at give efter · vandt, lad os antage det, alle Menneskers Bifald,
BI, s. 284 det ikke var et Hovedslag, de · vandt, men en Mangfoldighed af Træfninger,
IC, s. 251 end, menneskelig talt, Intet · vandt, og Intet tabt, om vi end, menneskelig talt,
Brev 141 ar: jeg kom, jeg saae, hun · vandt, saa skal Glæden dog ikke være mindre
OTA, s. 348 en, hvor mange Seire den end · vandt: saaledes vilde han kun leve og døe i
KG, s. 244 ier, større end nogen, der · vandtes i Verden, thi den overvinder Verden), Mod
Papir 270 ydning de misforstode. Som · vandtomme Skyer dreves deres Tanker om for enhver
DD:164 re ufrugtbare Veer ikke som de · vandtomme Skyer, men af Hjertes Fylde hæve sig
OTA, s. 132 lsignende Frugtbarhed, som de · vandtomme Skyer, som Ilingens Krampetrækning.
Oi2, s. 152 n man have det beqvemmere med · Vandtryk i Etagerne istedetfor den gammeldags sure
NB13:53 ( det Ondes) fordrives ved · Vane ( det Godes). / I Slutning af Luthers Prædiken
NB13:53 / / Thomas a Kempis siger: · Vane ( det Ondes) fordrives ved Vane ( det Godes).
BA, s. 448 lvoren aldrig kan blive Vane. · Vane afhandler Rosenkrantz kun i Phænomenologien,
KG, s. 44 kjender den ikke Vane, da kan · Vane aldrig faae Magt over den. Som der siges
Brev 68 godt, / Stræb kiæk Din · Vane at betvinge / Og – Dit Princip! søg,
KKS, s. 101 Aar er blevet de Samtidige en · Vane at beundre hende, lad os, hvis vi ville
KG, s. 85 Tilstands Tryghed ved gammel · Vane at forstaae, at der skulde gjøres en
EE2, s. 127 jentagelse bliver noget Ondt. · Vane betegner derfor altid noget Ufrit. Men
NB:87 blive Naturforsker, og nu ved · Vane bliver fortrolig med at leve paa den Maade
EE2, s. 139 teskabelige Liv uadskillelige · Vane bliver ikke blot tilintetgjort, men hvad
EE2, s. 127 es ogsaa Kjærligheden har. · Vane bruger man egentlig kun om det Onde, enten
CC:3 , quæ non vidit, exquirens, · vane elatus a mente carnis ejus, neque amplectens
BI, note at bemærke, at det ved lang · Vane er blevet Socrates i den Grad nødvendigt
KG, s. 44 , kan frelse Dig fra Vanen. · Vane er den sørgeligste Forandring, og paa
LP, s. 20 af Literaturen, og som al ond · Vane havde faaet en besynderlig lang Hale, og,
BA, s. 448 n, ikke i Pneumatologien; men · Vane hører ogsaa her hjemme, og Vane opstaaer,
YDR, s. 112 har sagt det, skulde blive en · Vane i Literaturen at sige om mig, at jeg er
Not15:4 hvis hun troede det var af · Vane jeg kom, saa vilde hun strax slaae op«
2T44, s. 221 d vedkommer ham; sløvet i · Vane kan han ikke blive, da han jo bestandig
CC:11 s est. Aut putatis scripturam · vane loqui » Num Invidiam desiderat sp.,
NB9:74 ar kun altfor meget kommet i · Vane med at gaae og skubbe Afgjørelsen af
Papir 550 freds Nydelse. / Har Du en · Vane o: D: som Du selv misbilliger, men som
NB16:90 har gjerne en god Slump Overtro, · Vane o: D:. Han indrømmer maaskee villigt,
Not4:7 Nødvendigt med at det var · Vane og Indbildning. Vilde man sige, fE at Solen
BA esaa godt forklare den i Adam. Ved · Vane og især ved Tankeløshed og ethisk
EE1, s. 276 til i Verden, i den Grad har · Vane og Kjedsommelighed taget Overhaand, at
Brev 238 hele den opklinede Stats-, · Vane- og Navn-Christendom, fremsender jeg min
OTA, s. 144 er feil – indtil de ved · Vane og Omgang lære, som man siger, at trøste
NB29:10 . vel at mærke er blevet · Vane og Skik og Brug – saa valfarter der
AE, s. 53 llede!). Gud kan ikke for, at · Vane og Slendrian og Lidenskabsløshed og
Papir 375 ere, at give efter for den · Vane og Smaalighed, der mener at 72 er nok,
YDR, s. 111 a det man med Rette kan kalde · Vane- og Stats-Christendom. 121. / Hertil saa
4T44, s. 328 lidt efter lidt, maaskee ved · Vane og Svækkelse, det i Tankeløshedens
SLV, s. 29 g Tid ikke indhenter det. Kun · Vane og Tankeløshed er Fader og Faddere til
KG, s. 35 gning med andre Mennesker, ved · Vane og Udvorteshed lader Eder franarre det
BA, s. 448 hører ogsaa her hjemme, og · Vane opstaaer, saasnart det Evige gaaer ud af
BI, s. 113 ne berusede, var efter gammel · Vane sjunken ind i sig selv, saa kunde han ved
EE2, s. 138 derfor afskyer under Navnet: · Vane som uundgaaeligt for Ægteskabet, det
KG, s. 45 e blive Vane. Hvor fast end en · Vane sætter sig, den bliver aldrig det Uforanderlige,
PH, s. 55 Lyst til at gaae i Spring, sin · Vane til at læse, som man læser en Avis.
KKS, s. 101 ilien, der dog uforandret, af · Vane vedblev at sige: vi takke for den store
Papir 550 enbart for Andre. Den onde · Vane veed ogsaa meget godt, at kun naar den
Papir 550 hade sig selv. Thi en ond · Vane vil gjerne i den Grad gjøre sig til
KG, s. 44 at ikke ogsaa dette bliver en · Vane! Thi Du kan blive vant til at høre hundrede
EE2, s. 127 til at bruge det Ord » · Vane« om den Tilbagevenden, som ethvert Liv og
YDR, s. 114 ive et vist Parti » en · Vane«, udenvidere at indrollere mig paa Partiet.
YDR, s. 116 e skulde blive En » en · Vane«. Det er min Mening, thi jeg er en Hader
EE2, s. 141 Liv, Du betegner med det Ord: · Vane, » dets Eensformighed, dets totale
KKS, s. 103 rettet sig i den Beundringens · Vane, at hun bestandig skulde blive 18 Aar; men
NB6:30 even dvask og høitidelig i den · Vane, at jeg var den Alvorlige – maaskee
NB6:30 ktiv er der vel snart udviklet en · Vane, at nu er jeg bleven alvorlig. Jeg var vel
KG, s. 44 ive Pligt, da kjender den ikke · Vane, da kan Vane aldrig faae Magt over den.
EE2, s. 125 e Du vil nævne er » · Vane, den uundgaaelige Vane, denne rædsomme
EE2, s. 125 Vane, den uundgaaelige · Vane, denne rædsomme Monotoni, det evindelige
BA, s. 358 hvilken er at sammenligne med · Vane, der jo er den anden Natur, men dog ikke
EE1, s. 140 ærksomhed eller af gammel · Vane, det vil vist Enhver indrømme, der har
NB28:37 at komme om Natten. Alt er · Vane, Dvaskhed, Aandløshed, al Profitten ovre
CT, s. 266 m det var muligt, at Nogen af · Vane, eller fordi det var Skik og Brug, eller
CC:11 scunt). Vis cognoscere o homo · vane, fidem mortuam esse sine operibus. Abr.
IC, s. 176 ud af den dog maaskee dorske · Vane, i hvilken Du er vidende om ham: lad det
IC, s. 54 ede, dvaske verdenshistoriske · Vane, i Kraft af hvilken man altid saadan med
EE2, note r ham fri fra at stagnere i · Vane, idet det vedligeholder en frisk Strømning;
KG, s. 250 den det Evige ved Hjælp af · Vane, Klogskab, Efterabelse, Erfaring, Skik og
2T44, s. 220 r han, som han gjorde Alt af · Vane, nu ogsaa var bleven vant til at beskæftige
NB23:205 den Grad er den blevet en · Vane, og en Ubetydelighed. At Χstd. er den
NB2:156 denne Beundring bliver en dvask · Vane, og selv om det, den Beundrede har at sige,
NB14:69 den for blot at aflægge en · Vane, selv om man nok saa alvorligt har fattet
Papir 586 Maalestok den samme slemme · Vane, som det enkelte Msk. har: naar man indbyder
NB17:50 t undsige Det og Det, den og den · Vane, som nu staaer for Tour. Det saadan pludselig
Brev 72 , og kan derfor ikke blive mig en · Vane. / Deres / ærbødige / S. Kierkegaard.
EE2, s. 127 n til det Gode aldrig tale om · Vane. / Dernæst maa jeg ogsaa protestere,
NB21:85 Priis ikke bliver en reen dvask · Vane. / Dette er at afgive Correctivet. Et Correctiv
NB17:50 en ny Gavtyvestreeg af den onde · Vane. / Dog gjælder det unegtelig alligevel,
KG, s. 45 liver aldrig gammelt og aldrig · Vane. / Kun naar det er Pligt at elske, kun da
NB17:50 ed een eller anden dybt indgroet · Vane. Han siger nu: nu har Du længe nok, gaaet
KG, s. 45 anderlige kan netop ikke blive · Vane. Hvor fast end en Vane sætter sig, den
EE1, s. 432 ophørt, er det Svaghed og · Vane. Jeg ønsker ikke at mindes om mit Forhold
NB2:168 kan saa let igjen blive til · Vane. Men Fredagen er Oprindelighedens Afbrydelse
BI, s. 212 em Tidernes Løb hævdede · Vane. Men medens Lovene bestemte det Almindelige,
KKS, s. 103 saa dog dvaske i Beundringens · Vane. Mod Ingen ere derfor Menneskene saa utaknemlige,
NB6:76 e ikke igjen bliver en dvask · Vane. Og det maatte være saaledes med R. N.,
BA, s. 448 rfor Alvoren aldrig kan blive · Vane. Vane afhandler Rosenkrantz kun i Phænomenologien,
Papir 550 ldende siger til den onde · Vane: vel, kan jeg end ikke modstaae Dig, er
KG, s. 44 man tilføie: der er og ikke · Vane; sandeligen dermed sige vi ikke noget mindre
G, s. 29 fulgte sit Lune eller sin onde · Vane; thi i Berlin er det idetmindste hver anden
YDR, s. 116 eg er en Hader af al » · Vane-Christendom«. / / I hans sidste Skrift: Om det borgerlige
YDR, s. 111 af Christendommen, og den Art · Vane-Christendom, der findes hos Secterere, Opvakte, Hyperorthodoxe,
YDR, s. 112 te at bevare dette Had til al · Vane-Christendom, hvad, som jeg troer og haaber, Dr. R. ogsaa
YDR, s. 112 mig, at jeg er en Hader af al · Vane-Christendom. / Nu til den anden Halvdel af Yttringen.
YDR, s. 111 sandt, jeg er en Hader af al · Vane-Christendom. Jeg kan derfor naturligvis heller ikke
YDR, s. 111 r Valget kun mellem denne Art · Vane-Christendom: en verdslig Letsindighed, der sorgløst
YDR, s. 111 . Det er Sandhed. Jeg hader · Vane-Christendommen i hvilkensomhelst Skikkelse den viser sig.
YDR, s. 111 særligen bemærket; thi · Vane-Christendommen kan jo have mange Skikkelser. Og var der
YDR, note rste Halvdel ( det om » · Vane-Christendommen«) det Udtryk » emancipere«
YDR, s. 111 / Jeg er en Hader af » · Vane-Christendommen«. Det er Sandhed. Jeg hader Vane-Christendommen
NB16:26 det blot Repetitioner næsten · vanemæssig Repetition – blot det, at denne Tryghed
KG, s. 43 n endnu lifligere. Saaledes er · Vanen – eller den er endnu værre; thi
KKS, s. 101 ange ere vel de, som ikke ved · Vanen bedrages af dem selv, saa de synes uforandrede,
KKS, s. 101 te uforandrede Udtryk dog ved · Vanen blev noget Andet, saa dette ordrette Samme
KG, s. 43 Ak, af alle Fjender er maaskee · Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk
KKS, s. 101 af alle farlige Sophister er · Vanen den underfundigste. At man lidt efter lidt
BA, s. 448 bliver i Gjentagelsen, saa er · Vanen der. Den alvorlige Mand er netop alvorlig
KG, s. 45 sket bliver uforbederligt; thi · Vanen er bestandigt Det, som skulde forandres,
KG, s. 43 anen, han er frelst fra Vanen; · Vanen er ikke som andre Fjender, hvilke man seer
Brev 68 e kan forseent, / Skiøndt · Vanen har Dig lagt i Lænker, / Du, som dem
KG, s. 44 er det ikke mere, fordi Du ved · Vanen har faaet det Øre, hvormed man hører
KG, s. 44 m farer forbi og er glemt, at · Vanen har forandret ham; han vil da gjøre
NB:130 thi Jordlivet er saaledes, og ved · Vanen især bleven saaledes, saa langt fra
NB6:54 bagefter. Men saa er dog maaskee · Vanen m: H: t: at jeg skulde nu være blevet
PS, s. 243 ot sig selv. Men paa Grund af · Vanen opdager man det ikke. Saaledes er ogsaa
LA, s. 68 vidste om Tiden og om den ved · Vanen opskruede faktiske Relativitet, og nu komme
Papir 365:4 hvad vi nu i den Grad ere ved · Vanen, at Ingen opholder sig derover. / Man har
Brev 38 sidst kom jeg saa reent ud af · Vanen, det er, jeg blev vant til at finde Begyndelsens
KG, s. 43 blive seet, thi Den, der saae · Vanen, han er frelst fra Vanen; Vanen er ikke
KG, s. 347 Andet saa det daglige Syn og · Vanen, og derfor kan man ikke bestemt see, hvorvidt
KG, s. 44 l«, kan frelse Dig fra · Vanen. Vane er den sørgeligste Forandring,
KG, s. 43 gne i Søvn. Det har derimod · Vanen; den lister sig søvndyssende paa et Menneske,
KG, s. 43 saae Vanen, han er frelst fra · Vanen; Vanen er ikke som andre Fjender, hvilke
OTA, s. 167 man vænner sig i Livet, i · Vanens dvaske Omgang med Andre saa let til noget
KG, s. 257 en Kjerlige haaber Alt; ingen · Vanens Dvaskhed, ingen Forstandens Smaalighed,
G, s. 44 e at komme, og formodentlig ved · Vanens Hjælp endog havde befundet mig vel.
NB2:16 erse Aarhundreder og saa ved · Vanens Lidenskab havde løbet sig fast i den
SLV, s. 435 rdelser og trods Tidens og · Vanens List holder Troen paa Udødeligheden
KG, s. 44 Sjel eller Din Kjerlighed fra · Vanens Lumskhed – ja Menneskene troe, at
SLV, s. 259 hans Gang see et Billede paa · Vanens Magt. En Skipper, der fra Skibet er vant
KG, s. 44 gligt minde Dig om at modstaae · Vanens Magt; hold som hiin mægtige Keiser i
CT, s. 177 nger, Forestillinger, kan ved · Vanens og Eensformighedens Magt ganske tabe Betydningen,
SLV, s. 259 dte af et elektrisk Stød, · Vanens Ryk i ham: han gjorde Holdt, næsten
KKS, s. 101 t blive opmærksom paa; men · Vanens Svig er, at man er den uforandrede Samme,
KKS, s. 101 Samtid, der ikke gav efter i · Vanens Svig, saa selv om Udtrykket ikke forandredes,
4T44 Eensformighedens Døs, hæver · Vanens Trolddom, afbryder de møisommelige Tankers
NB21:142 som Radikal Alt hvad der hedder · Vaner – og dog er det just det alle Journalister
NB21:142 Tid at paaprakke Publikum · Vaner – vel at mærke saadanne Vaner,
NB2:113 ele Bygning, alle mine legemlige · Vaner lige stik imod og som en Afsindighed at
TAF, s. 296 Blod, Lyster og Lidenskaber, · Vaner og Tilbøieligheder: saa er det ogsaa
EE2, s. 249 sse Tilbøieligheder, disse · Vaner, der staaer under disse ydre Indflydelser,
EE2, s. 73 m fortryller. Det frelser fra · Vaner, fra Eensidigheders Tyrani, fra Luners Aag,
TS, s. 106 de faaet allehaande Nykker og · Vaner, og uagtet de naturligviis fik Foder i Overflod,
NB21:142 vel at mærke saadanne · Vaner, som det convenerer disse Mskslægtens
TTL, s. 401 Smaalighed, eller Den, som i · Vaners Trældom lærte Nøisomhed! O, vel
KG, s. 35 , i en Vanes Dvaskhed, ja i en · Vanes Dvaskhed, der endog vil sætte Slægten
KG, s. 35 igegyldigt Fællesskab, i en · Vanes Dvaskhed, ja i en Vanes Dvaskhed, der endog
KG, s. 43 des afmattes Kjerligheden i en · Vanes Lunkenhed og Ligegyldighed. Ak, af alle
AE, s. 311 igger i, at Individet er i en · Vanes Magt, saa at han ved ofte at have dannet
AE, s. 311 t har tabt Magten dertil i en · Vanes Trældom, der for hans Regning gjør
NB2:60 gning med den dyriske Dvaskhed og · Vane-Tryghed hvori de fleste Msker hendøse –
Papir 24:8 . / af et Værendes givne · Vanform at udfinde de constitutive Elementers Forkeerthed.
OTA, s. 215 lig farligere end at være · vanfør og værkbruden. Den Tvesindede vil helbredes
OTA, s. 214 den Spedalske ikke reen, den · Vanføre ikke velskabt. » Men saa er det
NB24:94 te sig til den. / Den ulykkeligt · Vanheldede. / / Naar han saa engang døer, saa tager
NB34:13 et Msk. sig maaskee i ingen · Vanheldelse saa smerteligt som i hvad der forholder
NB7:99.a r Penge sige, han er det eneste · Vanheldende.) / Sagen er den, at egl. er Christd. altfor
CT, s. 71 re deilig uden den Viden, som · vanhelder Deiligheden. Og naar det saa synes den,
TTL, s. 456 am som en Stedmoder, naar han · vanheldet end ikke tør vise sig, fordi selv det
SLV, s. 59 e Spot. I den Forstand som en · Vanheldet er nu Qvinden meget langt fra at være
BOA, s. 148 Defecte o: s: v:. Alt saadant · Vanheldet slaaer Aristoteles sammen i een Bestemmelse
SLV, s. 58 ælde, at Naturen kommer en · Vanheldet til Hjælp ved at trøste ham med en
3T44, s. 272 mindre, og man gjør ingen · vanhellig Brug af Ordet ved af det at lære at
OTA, s. 191 l det Hellige, ikke danne en · vanhellig Indledning til det Hellige, som skulde
NB21:121 ttret mig meget, det er en · vanhellig Leeg med det Hellige.« Og da Pauli
F, s. 524 re de hykkelske Tilbedere, der · vanhellige Dit rene Væsen, der ængste os Svage,
IC, s. 68 have optegnet den, men af den · vanhellige Historie, der er Modstykket. /
AE, s. 59 n o. s. v. bleve forjagne som · Vanhellige) vilde i mine Øine være at prostituere
NB10:131.b vil maaskee synes Dig, at jeg · vanhelliger det hellige Sted ved at tale om Sligt;
AA:6 til dette Udtryk, som saa ofte · vanhelliges? Hvor ofte møde vi ikke disse sentimentale
Papir 434 gtende Overdrivelse; hvor · vanhelliget det end er blevet fra sin første høitidsfulde
OIC, s. 213 en som et gudsbespotteligt og · vanhelligt Forsøg og erklære den officielle
Oi7, s. 292 ienforblindelse, noget saa · Vanhelligt, at det Eneste, der sandt er at sige derom
NB22:11 ede) saa raabtes der, at det var · Vanhelligt, det var at føre Folk bort fra Religionen
SLV, s. 119 frabeder sig al ordgydende ( · vaniloquax) Roes over Manden. Naar man nu i fuld og
CC:7 verbum veritatis. Profana vero · vaniloquia vita, magis enim provocant impietatem,
CC:6 bserva foedus fugiens profanum · vaniloquium oppositiones falso nominatæ scientiæ
CC:6 onnulli aberrantes conversi sunt in · vaniloquium, volentes esse legis doctores, non intelligentes,
CC:1 r fremuerunt gentes, et populi · vanis operam dederunt, resurexerunt reges terræ
EE2, s. 163 Evangelium: vanitas vanitatum · vanitas juchhe! Men dette er intet Valg, det er
EE2, s. 163 og Andre med det Evangelium: · vanitas vanitatum vanitas juchhe! Men dette er
Papir 119 . Saaledes fE en Goethe » · vanitas vanitatum vanitas.« Ich hab' mein
Papir 119 oethe » vanitas vanitatum · vanitas.« Ich hab' mein Sach auf Nichts gestelt Juche
CC:4 olatio enim nostra non erat ex · vanitate neque ex impuritate neque in dolo; sed
CC:3 ntrectes. quæ omnia sunt ad · vanitatem usu, secundum præcepta et doctrinas
EE2, s. 163 e med det Evangelium: vanitas · vanitatum vanitas juchhe! Men dette er intet Valg,
Papir 119 es fE en Goethe » vanitas · vanitatum vanitas.« Ich hab' mein Sach auf
Not2:14 ge, at han heller ønskede, at · vanke om som den evige Jøde? Hvorvidt er det
3T44, s. 252 Forbigaaende lader sin Tanke · vanke om, nysgjerrigt og ustadigen beskæftiget
PS, s. 259 er det tilladt saaledes at · vanke ustadig om, og at tage ind, hvor det aftnes?
CT, s. 93 han er troende; aldrig · vankelmodig – han er evig besluttet; aldrig trøstesløs
OTA, s. 391 e Tanker i en tvivlraadig og · vankelmodig Sjel. / Den Lidende holder da ud, han gaaer
OTA, s. 389 Herre, ustadig, tvivlraadig, · vankelmodig, han løber fra det Ene til det Andet,
TTL, s. 454 Tanke som Bistand dertil. Den · Vankelmodige er blot et Vidne til den bestandige Grændsestrid
OTA, s. 237 ben ikke lykkes? Ak, denne · Vankelmodighed svækker uberegneligt. Hold derfor fast;
Brev 229 ; thi Deres » · Vankelmodighed« har jeg allerede ganske glemt. /
CT, s. 90 langt bort, men dette er ikke · Vankelmodighed, det er lige det Modsatte, det er den fuldkomne
Brev 228 od Grund, at De smiler over min · Vankelmodighed. / Hos Dem, glem̄er jeg alle Beregninger,
Brev 228 der jeg meget om at tilgive min · Vankelmodighed. / Saasnart De uden Vrede har læst disse
CT, s. 96 sket længe nok, saa kommer · Vankelmodigheden ( Luc. 12, 29) til Regjeringen. Det saae
CT, s. 94 ilken Tvivlraadigheden, eller · Vankelmodigheden end sige Trøstesløsheden skulde kunne
CT, s. 97 bler saa igjen. / Og naar saa · Vankelmodigheden har hersket længe nok, og naturligviis,
CT, s. 97 tomt brister, saaledes bobler · Vankelmodigheden i Indfaldet, og bobler saa igjen. /
OTA, s. 394 en Lidende, giver sin Sjel i · Vankelmodighedens Vold: da er han virkeligen svagere end
CT, s. 94 verdenen ( Tvivlraadighedens, · Vankelmodighedens, Trøstesløshedens – ja der er
CT, s. 89 / VII / / Tvivlraadighedens, · Vankelmodighedens, Trøstesløshedens Bekymring /
CT, s. 17 / / VII. / Tvivlraadighedens, · Vankelmodighedens, Trøstesløshedens Bekymring. / /
Papir 254 rd: » en rastløs · Vanken – fra Luftcasteller – til Musefæller
2T44, s. 202 lket, endnu i denne Slægt · vanker han ustadig i Fortællingen som han gjorde
KG, s. 45 t, og er som » Den, der · vanker hid og did, en bevæbnet Røver, der
EE2, s. 84 n sukke, og gaae som den, der · vanker hid og did. Thi hvo kan troe en bevæbnet
SLV, s. 56 un og død blev hun, og jeg · vanker nu, som Digteren siger, om og søger
TTL, s. 457 ndes Forestilling eventyrligt · vanker om i de Dødes tause Rige, gøglende
DD:94 hun, der forklædt som Bondepige · vanker om, siger til den gamle Kone, hun møder:
DD:94 til – eller en ung Pige, der · vanker Verden rundt efter sin Elskede, for i Forening
OTA, s. 268 igningens urolige Tanke, der · vanker vidt og bredt omkring, ustadigt og lunefuldt,
LA, s. 17 e Opgaven, fordi han ikke har · vanket om i alle Regioner, fordi han ikke har
Papir 270 stus som vildfarende, · vankundig, død. Men i Tidens Fylde da lød det
DD:208 rre ere indsnegne sig nogle · vankundige Msk, der, i jordisk Travlhed for de meest
NB5:93 ghed. Ungdommens Besmittelse, den · Vankundiges Vildledelse, – og nu De, der bleve
Not1:6 lærte de, at de bestode i · Vankundighed ( σϰοτος
OTA, s. 426 jøre, al deres Ondskab og · Vankundighed beskæftiger ham ikke, han forlanger
3T43, s. 90 naar Vold har Fremgang, naar · Vankundighed end ikke behøver at bruge Magt mod det
SLV, s. 37 Spindelvæv, maaskee er min · Vankundighed forklarlig af, at jeg aldrig har lært
Not1:5 t sig til det Onde, befordre · Vankundighed og Vantro, Ugudelighed og Synd og derved
Not1:7 lst Troen; Forløsning fra · Vankundighed Synd og Død; og Stiftelsen af et Samfund,
Papir 270 rden før Χstus som · Vankundighed, Mørke, Død; den skildrer den Enkelte
Not1:5 . Luc: 1, 70.) / De befordre · Vankundighed: 2 Cor: 6, 14. Joh: 8, 44. 2 Thess: 2, 9.
AE, s. 22 tør nægte, hvad kun den · Vankundigste, den ulykkeligst Forvildede tør nægte;
TS, s. 59 eblik hvor Du ikke er samlet i · vanlig Alvor, Du kan falde paa Sligt), saa er
EE2, s. 179 ndebud. Du yttrede engang med · vanlig Dumdristighed, at man ikke kunde fortænke
NB2:136 er forhindrede mig, har jeg, med · vanlig Mistænkelighed mod mig selv, begyndt
NB15:88 inations-Taler, hvor Mynster med · vanlig oratorisk Sving siger: dersom Sandheden
EE2, s. 103 tilgive, om det end skeer med · vanlig Ubændighed, fordi Du dog kun angriber
Brev 280.1 komsten vide, at jeg paa · vanlig Viis kan indbyde Dem ved en lille Billet.
Papir 376 at komme men lade sig paa · vanlig Viis repræsentere ( som Konger af Ministre)
NB31:161 Gang, alle de Spillende i · vanlig Virksomhed. Og dog er der skeet Noget,
DBD, s. 131 de jeg det med Glæde!) paa · vanlig Vis: mod hans Fjender at kæmpe for Biskop
EE2, s. 142 t, som dog ikke afbryder dets · vanlige Gang, ligesom naar Maanens Straale falder
EE1, s. 394 r Din, gjennembryde Naturens · vanlige Gang. / Din Johannes. / Min Cordelia! /
Brev 190 Forøvrigt gaaer Alt sin · vanlige Gang. Jeg har Forelæsninger, og Geheimeraaden
FP, s. 20 Det begynder naturligviis med · vanlige Invectiver mod Forfatterens Mangel paa
HGS, s. 197 den mindste Forandring i min · vanlige Levevis ( og det sætter jeg saa stor
Oi1, s. 137 saadanne Tanker, de elske den · vanlige Tingenes Orden, som de høist unødigt
CT, s. 234 nok, paa den blandt Mennesker · vanlige Viis, kun en 60, 70 Aar: saa kan man jo
SLV, note der er slet ingen Ting paa den · vanlige Viis, men Alt som i Dyrehavstiden præcis.«);
Brev 267 det franske Folk: nata in · vanos tumultus gens. Er det ikke fortræffeligt?
DS, s. 184 omskabe Verden begynder man at · vanskabe Christendommen. Den verdslige Klogskab
NB7:3 luddrer det Sande ind i denne · vanskabende Form, men gudfrygtigt udtrykker, at Gud
KG, s. 269 lthed) skaber sig, og tillige · vanskaber Gud, som var han ogsaa smaalig, som kunde
EE2, s. 43 Ægteskabet. Dog en saadan · Vanskabning kan ikke lede vild; dens Elskov er ingen
EE1, s. 108 Don Juan, uden en latterlig · Vanskabning, en Familie-Afgud, der maaskee for nogle
NB34:36 emoraliseret, et U-Mske, en · Vanskabning, han er paa en Maade ophørt at være
FB, s. 194 elighed til, naar han seer en · Vanskabning, strax at knytte Forestillingen dertil om
KG, s. 93 er, i Evighedens Forstand, en · Vanskabning. Ak, i Virkeligheden groer den Enkelte saaledes
BOA, s. 148 Uheld med sig, og frembringer · Vanskabninger, det Mutilerede, det Defecte o: s: v:. Alt
Papir 387 hvis de fE skulde være · Vanskabninger, eller blot ikke være paaklædte efter
Not6:15 paa Idealet; derfor føder jeg · Vanskabninger, og derfor svarer Virkeligheden ikke til
FB, s. 194 Nisser, Trolde o. s. v. vare · Vanskabninger, og det er unegteligt, at ethvert Menneske
TSA, s. 84 re den Latterligste af alle · Vanskabninger: en Straffeprædikant som er æret og
NB4:80 ive den latterligste af alle · Vanskabninger: en Straffeprædikant, som er æret
IC, s. 17 torisk-snaksom Ihukommelse har · vanskabt Dig, da den ikke er Fornedrelsens, hvori
SLV, s. 363 rdeligt, hvis det at være · vanskabt gjorde ham skyldig! / Saa være da, naar
NB7:69 ig Maade at seire. Nei noget · Vanskabt Noget, som ikke er Christendom, som ikke
BA ftige Læger, om Een fødes · vanskabt o. s. v. Ei heller skal der være Tale
SLV, s. 424 er at være saa ulykkeligt · vanskabt, at selv et godt Menneske ikke kan lade
SLV, s. 352 ende bruger, en Dværg, en · Vanskabt, en gammel Kjelling, hvo skulde troe det
IC, s. 30 t: naar En er Krøbling, er · Vanskabt, har et ufordeelagtigt Udvortes, da at dømme,
SLV, s. 363 Smerte at bære, at han er · vanskabt, men hvor forfærdeligt, hvis det at være
NB33:42 ult det for Krøblinge og · Vanskabte at de ere Krøblinge og Vanskabte, idet
FB, s. 133 ye Stjerner, spraglede Fugle, · vanskabte Fiske, latterlige Menneskeracer, man hengiver
KG, s. 198 ndsebedragets Fortryllelse og · vanskabte Forvandling, saa maa først Forargelsens
SLV, s. 363 aa blev skyldig ved den? Den · Vanskabte har dog kun den Smerte at bære, at han
SLV, s. 363 sen, den Blinde Synet og den · Vanskabte Legemets Skjønhed, saaledes vil den
NB33:42 e at de ere Krøblinge og · Vanskabte, idet de ansee sig selv for Skjønheder:
Papir 113:1 ved at blotte Legemets Feil og · Vanskabthed søge at vække Medlidenhed, stræbe
SLV, s. 327 Lyst dvæler ved sin egen · Vanskabthed? Nei det var et Had mod Tilværelsen,