S.K. Søren Kierkegaards Skrifter
 

Søren Kierkegaards Skrifter

elektronisk version 1.8.1

ved Karsten Kynde


ISBN 978-87-993510-4-6


Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg

Grafik Karen-Margrethe Österlin


© Søren Kierkegaard Forskningscenteret

København 2014



Andre udgaver








Version 1.8.1, 2014

LP
Af en endnu Levendes Papirer
BI
Om Begrebet Ironi
EE1
Enten - Eller. Første Deel
EE2
Enten - Eller. Anden Deel
G
Gjentagelsen
FB
Frygt og Bæven
PS
Philosophiske Smuler
BA
Begrebet Angest
F
Forord
TTL
Tre Taler ved tænkte Leiligheder
SLV
Stadier paa Livets Vei
AE
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
LA
En literair Anmeldelse
OTA
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand
KG
Kjerlighedens Gjerninger
CT
Christelige Taler
LF
Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
TSA
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger
SD
Sygdommen til Døden
YTS
»Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«
IC
Indøvelse i Christendom
EOT
En opbyggelig Tale
TAF
To Taler ved Altergangen om Fredagen
FV
Om min Forfatter-Virksomhed
TS
Til selvprøvelse Samtiden anbefalet
DSS
Dette skal siges; saa være det da sagt
HCD
Hvad Christus dømmer om officiel Christendom
GU
Guds Uforanderlighed
OiA
Et Øieblik, Hr. Andersen!
JC
Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est
PMH
Polemik mod Heiberg
BOA
Bogen om Adler
SFV
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed
BN
Den bevæbnede Neutralitet
PCS
Hr. Phister som Captain Scipio
DS
Dømmer selv!
Oi10
Øieblikket Nr. 10
Løse papirer 592-596, supplement
Brev 1-42
Familien Kierkegaard
Brev 43-69
Studiekammerater og bekendte
Brev 70-78
Familien Heiberg
Brev 79-119
Emil Boesen
Brev 120-126
Kongehuset og offentlige myndigheder
Brev 127-160
Regine Olsen, gift Schlegel
Brev 161-170
Lærere
Brev 171-207
Familien Lund
Brev 208-233
Sekretær, bogtrykker, redaktør
Brev 234-240
Gejstlige
Brev 241-258
Følgebreve, takkebreve, anmodning
Brev 259-275
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge
Brev 276-307
Rasmus Nielsen
Brev 308-318
Læserinder
Ded
Dedikationer
              Vejledning
Papir 440 ffere egl. i Henseende til · Dødens Aarsag spotte Lægekunsten. Men gjælder
TTL, s. 464 Gjerning er det i Forhold til · Dødens Afbrydelse ikke væsentligt, om den blev
TTL, s. 464 endt Tid er det i Forhold til · Dødens Afbrydelse ikke væsentligt, om Tiden
Papir 350 Gravtale: · Dødens Afgjørelse ( Brudevielse: Kjerlighedens
TTL, s. 450 , Ordet blev ikke sagt. / Ved · Dødens Afgjørelse er det saaledes forbi, der
TTL, s. 467 ar opmærksom paa, at det i · Dødens Afgjørelse er forbi, og at Forvandlingen
TTL, s. 468 ndende i Livet, fordi det med · Dødens Afgjørelse er forbi, og fordi Dødens
TTL, s. 459 ei heller Tid dertil. Thi som · Dødens Afgjørelse er ubestemmelig ved Ligheden,
OTA, s. 205 men da – i Døden, i · Dødens Afgjørelse fødes der en Kjærlighed,
OTA, s. 204 men da – i Døden, i · Dødens Afgjørelse fødes der et Haab, det
TTL, s. 468 ræffende Forestillingen om · Dødens Afgjørelse har været Anledning til,
TTL, s. 448 gste uendelig Betydning. / Om · Dødens Afgjørelse maa der nu først siges,
TTL, s. 454 , jeg siger: endnu idag. / Om · Dødens Afgjørelse maa dernæst siges, at
TTL, s. 450 forstyrres ikke. Saaledes er · Dødens Afgjørelse som en Nat, den Nat, der
TTL, s. 455 n Døde tier. / Saaledes er · Dødens Afgjørelse ubestemmelig ved Ligheden,
TTL, s. 455 til at opdage. / Saaledes er · Dødens Afgjørelse ved sin Lighed som det tomme
OTA, s. 204 men da – i Døden, i · Dødens Afgjørelse vindes der en Tro, den skuffer
TTL, s. 464 / Endeligen maa der siges om · Dødens Afgjørelse, at den er uforklarlig. Om
TTL, s. 447 skal da Talen handle om: / / · Dødens Afgjørelse. / / Og deri ere vi jo enige,
NB:64 Ofte har jeg tænkt mig i · Dødens Afgjørelse; hvis der da blev Allarm
OTA, s. 270 e vi til ham: Menneske! Og i · Dødens afgjørende Øieblik, naar alle Forskjelligheder
NB18:65 dbytte. Lidende ofte indtil · Dødens Afmagt, gjennem frygtelige Qvaler –
TTL, s. 445 ligger Skuffelsens Mulighed; · Dødens Alvor er uden Bedrag, thi det er ikke Døden
TTL, s. 445 r Alvoren, og herved netop er · Dødens Alvor forskjellig fra Livets, der saa let
TTL, s. 454 Tanke. Og den hjalp Dig. Thi · Dødens Alvor har hjulpet til at gjøre en sidste
KG, s. 347 e Maade som det Evige er. Til · Dødens Alvor hører netop det besynderligt Opvækkende,
Papir 442 t Overordentlige. / Selv midt i · Dødens alvorlige Betragtning maa man smile ikke
TTL, s. 468 e til at være sindrig, men · Dødens alvorlige Formaning til den Levende: jeg
OTA, s. 299 ligger Veemodet. Men er vel · Dødens alvorlige Paamindelse om Døden mere
TTL, s. 454 Stridende, og hans Liv har i · Dødens alvorlige Tanke den meest trofaste Forenede.
TTL, s. 459 og da sagde Du, jeg vil kalde · Dødens alvorlige Tanke frem. Og den hjalp Dig
TTL, s. 458 oner og Fyrstendømmer, men · Dødens alvorlige Tanke har gjort det lige saa
TTL, s. 447 e Dag og Nat til at indøve · Dødens alvorlige Tanke i sit Liv, saa han nu standsedes
TTL, s. 458 r det eneste! Og saaledes har · Dødens alvorlige Tanke lært den Levende at
TTL, s. 454 else, nei, understøttet af · Dødens alvorlige Tanke siger den Alvorlige: det
SLV, s. 33 ke mere, ikke Verden, men kun · Dødens alvorlige Tanke! – Nu lød fra
TTL, s. 444 ner man Døden, og » · Dødens alvorlige Tanke«; og dog er det
TTL, s. 454 . Du sagde: jeg vil fremkalde · Dødens alvorlige Tanke. Og den hjalp Dig. Thi
TTL, s. 450 t gjennemskue Bedrageren, som · Dødens alvorlige Tanke. Thi Død og Opsættelse
BA, note en sig som det Forfærdelige. · Dødens Angest svarer derfor til Fødselens Angest,
TTL, s. 448 menneskelige Paafund, men for · Dødens Ansvar, nu ikke at frygte dem, som ihjelslaae
Papir 358 ier. / cfr Journalen JJ p 296 / · Dødens Bedrag, dersom vi haabede alene for dette
Oi6, s. 261 istelige, der er Lidelsernes, · Dødens Begeistring, tilhørende den anden Verden;
Papir 270 telen overveiende Livet og · Dødens Betydning, men de stode ikke beknyttede
Papir 270 tragtninger over Livets og · Dødens Betydning, saaledes lyde hans Ord til os.
DS, s. 221 sciplene maae føle det som · Dødens Bitterhed – og han som havde og har
Brev 29 roder, den ædle Olding ved · Dødens Budskab nu er hensovet i Herren. Rørende
TTL, s. 462 eskaffen, som her vilde blive · Dødens Bytte, hvis den kom idag; han betænker
TTL, s. 446 naar Ungdom og Sundhed bliver · Dødens Bytte, naar mange Aar efter Billedet af
OTA, s. 299 de, men i ethvert Øieblik · Dødens Bytte, og Døden den Stærkere. /
TTL, s. 428 i Livet. Ikke blot De ere jo · Dødens Bytte, som ligge paa Sygeleiet og hvem
TTL, s. 462 almindelig Tale om Ungdom som · Dødens Bytte. Den Alvorlige betragter sig selv,
Brev 75 som man bortskyder Tanken om · Dødens daglige Nærmelse. Først da Lusard
AE, s. 409 ecund at Alt blev afgjort ved · Dødens Dommedagsslag. Hvad vil dette sige? Am
NB30:107 tter naar den sidste Lidelse, · Dødens er udholdt en salig, en evig salig Tilværelse:
LF, s. 48 risten, at christeligt er selv · Dødens Fare for Dig saa ubetydelig, at det hedder:
TSA, s. 73 ge, gaaer i dem, endeligen i · Dødens Fare, han beundres – Amen! /
4T44, s. 338 støtte ved Dig. Der er jo · Dødens Fare, som har sine Speidere allevegne ude,
NB3:4 farlig, just fordi den synes endog · Dødens Fare; men Skin-Liv er det Farligste af
OTA, s. 141 bliver stille i Alvor. Der er · Dødens Forandring – hvis Forgængeligheden
TTL, s. 453 e. Det dybere Menneske virker · Dødens Forestilling maaskee paa til Afmagt, saa
TTL, s. 454 ltsaa ikke forbi, og trods al · Dødens Forfærdelse, nei, understøttet af
AE, s. 492 eemodige Opløftelse der er · Dødens Formildelse, at det Hele nu er forbi, og
PS, s. 240 k, bittrere end Malurt er vel · Dødens Forsmædelighed for den Dødelige,
TTL, s. 461 saadant Liv ved at betænke · Dødens Forunderlighed gjennemgik alle mulige Stemninger,
4T43, s. 129 Angst, Dødens Lidelse og · Dødens Forventning. Hvis dette var skeet, hvis
BI, s. 137 tes Stemning, og saaledes mod · Dødens Frygt ikke sætter Begeistringens Pathos,
BI, s. 140 nemlig befrier Menneskene fra · Dødens Frygt, giver han dem til Vederlag den ængstende
Papir 359 haabede alene for dette Liv. / · Dødens Fuldendelse. / at nu tør man sige hun
BA, note e Høitidelighed, med hvilken · Dødens Genius bøier sit Hoved og udslukker
AE, s. 370 , staae der, som man afbilder · Dødens Genius, bøiende sig over en slukket
Papir 357 i at Døden er til) / 5) · Dødens Haab. / 6) Dødens Seier. / cfr Journalen
KG, s. 340 ikke var, var jo heller ikke · Dødens Indbegreb ganske tilforladeligt. Saaledes
TTL, s. 465 rværende værger sig mod · Dødens Indflydelse ved en Stemning, som holder
SLV, s. 292 n, min forandrede Adfærd, · Dødens Indgriben forvandler hendes Væsen, hun
TTL, s. 465 ngen, Det, som forhindrer, at · Dødens Intet ikke gjør Forklaringen til Intet,
NB7:68 hellere begjerer at tømme · Dødens Kalk. / Dog denne Utaalmodighed billiger
DS, s. 171 trengelse, en Anstrengelse som · Dødens Kamp, da det er at afdøe; men at fremstille
AE, s. 440 vnens Mindelse elendigere end · Dødens Komme, thi Dødens Søvn er kun et
TTL, s. 453 en tilskyndende Raab, ligesom · Dødens korte, er: endnu idag. Thi Døden i Alvor
FB, s. 204 v. Dersom saaledes Socrates i · Dødens Krisis havde forstummet, da havde han svækket
KG, s. 151 en ikke ved en Grav. Thi naar · Dødens Leie er redet for Dig, naar Du er gaaet
NB:199 e elske ham. Og naar saa tilsidst · Dødens Leie er redet for Dig, og Du er gaaet til
PS, s. 239 hvilket Menneske; thi ikke er · Dødens Lidelse hans Lidelse, men dette hele Liv
4T43, s. 129 ighed og Fortabelsens Angst, · Dødens Lidelse og Dødens Forventning. Hvis
TTL, s. 458 gjorde den alvorlige Tanke om · Dødens Lighed Dig paa en anden Maade ukjendelig,
TTL, s. 459 ville udtrykke Ligheden. Thi · Dødens Lighed er forfærdelig derved, at Intet
TTL, s. 459 e søge Ligheden for Gud. / · Dødens Lighed fik ikke Lov til at fortrylle Dig
TTL, s. 458 thi det er jo ogsaa det som · Dødens Lighed gjør ham, naar Graven lukkes,
TTL, s. 459 n var, den alvorlige Tanke om · Dødens Lighed hjalp dog som den strænge Opdragelse
TTL, s. 458 der den alvorlige Tanke om · Dødens Lighed imellem og tilskynder atter. Som
3T44, s. 267 undom Menneskene flygte hen, · Dødens Lighed, der gjør Alle lige fattige;
TTL, s. 457 ville trøstes saaledes ved · Dødens Lighed, mon hans Forestilling om Døden
TTL, s. 457 ge sig paa Forestillingen om · Dødens Lighed, naar dog det samme Menneske sukker
TTL, s. 458 eensom sammenlignede sig med · Dødens Lighed. Eensom; thi det er jo ogsaa det
TTL, s. 455 jellighed og benegte denne om · Dødens Lighed. Her, i Graven, er Barnet og Den
TTL, s. 458 nde sammenligner sig selv med · Dødens Lighed. Og er af al Sammenligning den den
SLV, s. 165 slynges ved dens Kraft hen i · Dødens Marter, som den Ulykkelige, hvem denne
TTL, s. 452 eemodet lade Dig besvime i en · Dødens Mathed, der finder den eneste Trøst
TTL, s. 454 i sværmersk Drøm; naar · Dødens Mismod vilde gjøre Dig Livet til Forfængelighed;
AE, s. 82 Uendelighedens Svig er nu, at · Dødens Mulighed er tilstede i ethvert Øieblik.
NB4:4 ingen Mand holde ud at leve hen, i · Dødens Mulighed gjennem tre Aar – men en
Oi7, s. 289 ogsaa dem til Døden eller · Dødens Mulighed, hvis de i Sandhed fulgte ham
SLV, s. 249 t Menneske, jeg har siddet i · Dødens Mørke dybt saaret af den Tanke, at jeg
AE, s. 153 eg veed, at Digteren varierer · Dødens Opfattelse i Stemning lige indtil det Comiske:
TTL, s. 445 rst begynder Sorgen: men naar · Dødens Piil har rammet, saa er det jo forbi. Og
SLV, s. 79 r formasteligt har banket paa · Dødens Port, naar den aabnes, seer Tilintetgjørelsens
2T44, s. 224 hvis Forventning gik gjennem · Dødens Porte ind i det Evige, for at hente sin
SFV, s. 48 han, naar han er kommet til · Dødens Porte, og disse i Døden aabnes for ham,
DD:6.c מָוֶת · Dødens Porte. – / d. 14 Mai 39. /
TTL, s. 469 viisning eller ikke. Og denne · Dødens Prøve, eller for med et mere brugt fremmed
JJ:484 st, snarere med den næsten som · Dødens Resignation ydmygt skjælvende Qvalthed
4T44, s. 325 forstaaelsens Hudflettelser, · Dødens Rædsler tage den fra ham, eller som
Papir 357 / 5) Dødens Haab. / 6) · Dødens Seier. / cfr Journalen JJ p
KG, s. 151 ide, thi Du vender Dig nu til · Dødens Side: der bliver dog endnu een tilbage
JJ:229 en op fra Graven til Een. – · Dødens sidste Strid, hvor der ikke længere
TTL, s. 454 ndsfraværelsens Syssel med · Dødens Sindbillede: da gav Du ikke Døden Skyld
NB14:33 t intensivt fortættet – · Dødens Situation er igjen et Moment. Men naar
NB18:4 lper Syndens Bevidsthed og · Dødens Situation til at holde Χstum fast.
NB19:22 andt ogsaa Syndens Bevidsthed og · Dødens Situation. / Men hvilken Tro ogsaa! at
OTA, s. 299 : er dette Liv eller Død. · Dødens Skikkelse er rædselsfuldere, han den
3T43, s. 66 ieblik, gik ængstende som · Dødens Skikkelse forbi! Hvorledes skulde og en
4T43, s. 137 endog ind hvor Mørkhed og · Dødens Skygge er, i Bjergets Indre, kjender Veien
Papir 270 oved for at vandre gjennem · Dødens Skyggedale, men som var Himlen aaben, og
2T44, s. 190 hjælpe ham, men netop for · Dødens Skyld maatte han ønske at have bevaret
2T44, s. 188 men hvorledes skulde man for · Dødens Skyld ønske at bevare det, da man jo
KG, s. 339 at de ere af eet Muld, dette · Dødens Slægtskab, det lader sig ikke fornegte.
OTA, s. 368 skyldig, i Sammenligning med · Dødens Smerte, som den lides paa det Kors, der
OTA, s. 377 r vel Intet at gjøre, ak, · Dødens Smerter omspænde mig allerede, men dog
TTL, s. 468 ekymredes Fortrøstning til · Dødens smertestillende Søvn, den Misforstaaedes
TTL, s. 455 skab hans Forskjellighed, men · Dødens Speil smigrer ikke, dets Troskab viser
IC, s. 210 lidet den stridende Kirke som · Dødens Stilhed ligner Lidenskabens Høirøstethed.
Papir 305:3 ive hinanden; da følte jeg · Dødens Stilhed tiltage om mig, naar jeg i min
NB32:68 en derved at en Anden lider · Dødens Straf for mig. / Men sæt nu at Χstus
NB32:68 jeg har fortjent det lider · Dødens Straf, end at en Uskyldig skal lide den
TTL, s. 450 t manglende Øieblik gjorde · Dødens Strid urolig, nu forstyrres den Døde
Brev 152 mat, dens Blade bøiede sig i · Dødens Strid, dens Rødme svandt hen, dens friske
CT, s. 282 n sidste Time kommer, og Du i · Dødens Stund er forladt og eensom, da begjerer
Papir 270 ikke straaler forklaret i · Dødens Stund for Alles Øine, den vidner høit
NB10:66 / Og Martyrskaren priste Dig / I · Dødens Stund høitidelig / Disse Ord kunde blive
TS, s. 81 Og Martyrskaren priste Dig i · Dødens Stund høitidelig«. Og saa er
NB15:5 Martyrskaren priste Dig / I · Dødens Stund høitidelig. / / Det er den egl.
TS, s. 99 ved sin Selviskhed! O, naar i · Dødens Stund Sjel og Legeme skilles, ikke er det
EE:191 jo dog, om ikke før saa dog i · Dødens Stund, Guds Herligheds-Haab med sin overvættes
OTA, s. 130 t saa alvorligt som var det i · Dødens Stund, hvor er det saa eensomt som var
AE, s. 373 or hans eget bristende Blik i · Dødens Stund; men saaledes blegnede den for ham
OTA, s. 270 le Mennesker er dog vel ikke · Dødens sørgelige Lighed, saa lidet som den
AE, s. 440 gere end Dødens Komme, thi · Dødens Søvn er kun et Øieblik og et Øiebliks
YTS, s. 266 tedes Øielaag, tungere end · Dødens Søvn tynger, tyngede Forestillingen
JJ:347 eneste, naar jeg veed det er · Dødens Søvn, da tør jeg lægge Hovedet
TTL, s. 451 Viisdom, der trøster, end · Dødens Søvn. Sandeligen, er det svagt at frygte
TTL, s. 452 finder den eneste Trøst i · Dødens Søvn: da raab, da kald paa Dig selv,
TTL, s. 453 en den Alvorlige formaaer ved · Dødens Tanke at gjøre Dyrtid, saa Aaret og
TTL, s. 453 Du selv erfaret det? Og naar · Dødens Tanke besøgte Dig, men gjorde Dig uvirksom,
TTL, s. 453 men den Alvorlige giver · Dødens Tanke den rette Fart i Livet og det rette
TTL, s. 453 ive Pilen en saadan Fart, som · Dødens Tanke formaaer at fremskynde den Levende,
NB17:83 til at gjøre Livet intensivt. · Dødens Tanke fortætter og concentrerer Livet.
TTL, s. 444 r Betragteren dybsindigt over · Dødens Tanke glemmer at tænke og betænke
BOA, s. 261 tsaa ikke i samme Øieblik · Dødens Tanke sammen med Udødelighedens Bevidsthed,
TTL, s. 429 r saa langt – da sniger · Dødens Tanke sig ind, thi Døden løser jo
TTL, s. 454 og lad den Alvorlige søge · Dødens Tanke som Bistand dertil. Den Vankelmodige
TTL, s. 448 re bleven færdig ogsaa med · Dødens Tanke som med alle andre Tanker, og fornemt
NB6:75 hetisk Frembringelse. / Sæt nu · Dødens Tanke til hiin lille Artikels Udgivelse!
TTL, s. 468 sagnets Betydning kun at give · Dødens Tanke tilbagevirkende Kraft, gjøre den
TTL, s. 450 n ikke vil lukke sig inde med · Dødens Tanke, der forklarer ham, at denne Tryghed
NB7:9 veemodigt søgt Trøst i · Dødens Tanke, i Grunden haabende, at den skulde
Papir 357 d en Selvmorders Grav. / / · Dødens Tanke. / 3 Taler. / 1) Døden betragtet
KG, s. 148 ke har noget tilfælles med · Dødens Tanke. Tænk Dig et Menneske, der paa
TTL, s. 451 denne Tilstand, det er, naar · Dødens Tilstand er en Levendes; er det da trøsteligt,
KG, s. 90 s Time er det Trøstende? I · Dødens Time er det dog nok det eneste Trøstende,
KG, s. 90 e Modstanden, mon det ogsaa i · Dødens Time er det Trøstende? I Dødens Time
EE1, s. 301 Andre, jeg er dog Din, ja i · Dødens Time er jeg Din. Selv det Sprog, jeg fører
NB17:99 sagde han: og naar saa endeligen · Dødens Time kommer og Vandringskjolen aflægges
KG, s. 90 es Forhaanelse og Spot, dog i · Dødens Time trøstende turde sige til sin Sjel:
NB20:80 re den – det vil i · Dødens Time være Dig yderst magtpaaliggende,
EE:194 ime. / / ( De, der bleve kaldte i · Dødens Time; Røveren.) / / Vi saae dem, der
Papir 357 om den sidste Ære. / 4) · Dødens Trøst. ( det Trøstelige i at Døden
Papir 362 igt. / d. 20. Januar 47. / · Dødens Trøst. /
SLV, s. 353 forfærdeligt at tænke · Dødens ubeleilige Komme just da han var Maalet
TTL, s. 460 e underholdende at betænke · Dødens Ubestemmelighed, og formildende saaledes
BI, s. 140 sig uendeligt tilbage, danner · Dødens uendelige Mulighed. / I Apologien følger
JJ:375 t fast i min Aand, saa det bliver · Dødens Undergang; som et Dampskib hvor Maskineriet
AE, s. 404 ved min Aand, saa det bliver · Dødens Undergang; som et Dampskib i Storm, hvis
TTL, s. 463 engang for alle i Alvor, men · Dødens Uvished er det daglige, eller dog det hyppige,
TTL, s. 467 tallige Udflugter mulige. Men · Dødens Uvished er Lærlingens strænge Hører;
TTL, s. 469 aade med Forfærdelsen, har · Dødens Uvished ikke haft sin Underviisningens
AE, s. 155 ik overvinder den. Er derimod · Dødens Uvished noget i Almindelighed, saa er det
TTL, s. 467 om engang vil indtræde, og · Dødens Uvished nu seer efter, og opdager, at han
AE, s. 154 bevæget taler rystende om · Dødens Uvished og ender med at opmuntre til et
TTL, s. 468 jørelse er forbi, og fordi · Dødens Uvished seer efter hvert Øieblik. Uforklarligheden
TTL, s. 467 te sig med at faae en Mening. · Dødens Uvished tager sig jo bestandigt i al Alvor
TTL, s. 468 ankefjernhed – hvad mon · Dødens Uvished tænker derom? / Derfor skal
AE, s. 154 væsentligen at have glemt · Dødens Uvished, da ellers hans begeistrede Forsæt
TTL, s. 466 e ganske sandt, men sæt nu · Dødens Uvished, der gaaer omkring ligesom Læreren
TTL, s. 463 ene Gjenstand, som Tanken om · Dødens Uvished, naar den indøver Tanken om
TTL, s. 463 rke til hvad der siges, som · Dødens Uvished, naar den peger paa Dødens Vished;
TTL, s. 463 Tilsyn saa forædlende som · Dødens Uvished, naar den prøver Tidens Anvendelse
AE, s. 154 aa, saa han mener at tænke · Dødens Uvished, og dog glemmer at tænke Uvisheden
AE, s. 154 jort dialektisk i Forhold til · Dødens Uvished. At tænke denne Uvished eengang
TTL, s. 469 for at bedrage Livet talte om · Dødens Venskab, naar han uden at have nyttet Livet
TTL, s. 469 at bedrage sig selv talte om · Dødens Venskab. – Den som her har talt,
TTL, s. 458 Vilkaaret ønskeligt, nu da · Dødens Vilkaar var det eneste! Og saaledes har
TTL, s. 463 Tanken om Dødens Vished. / · Dødens Vished bestemmer den Lærende engang
TTL, s. 462 e sin Sjel; og saaledes er jo · Dødens Vished en Bekymringens Gjenstand. Nu henvender
TTL, s. 462 ville erfare i Almindelighed. · Dødens Vished er Alvoren, dens Uvished er Underviisningen,
TTL, s. 463 ereenskomst, der vil gjøre · Dødens Vished til en betinget Vished for den Besluttende,
TTL, s. 463 Betingelse, der vil gjøre · Dødens Vished til en betinget Vished for den Ønskende,
TTL, s. 463 nhver Aftale, der vil betinge · Dødens Vished ved Tid og Time for den Handlende,
2T44, s. 188 llingen om Livets Korthed og · Dødens Vished. / Der er altsaa Noget, man for
TTL, s. 463 naar den indøver Tanken om · Dødens Vished. / Dødens Vished bestemmer den
TTL, s. 463 s Uvished, naar den peger paa · Dødens Vished; og ingen Lærer formaaer saaledes
OTA, s. 362 ens Ord er talt fra Korset i · Dødens Øieblik – sandelig, Leiligheden
2T44, s. 190 g tage det fra ham, da han i · Dødens Øieblik blev som Den, der ikke tidligere
NB:21 rængelse, han fornemmer netop i · Dødens Øieblik denne Modsigelse, thi nu i Døden
OTA, s. 130 ns Alder den ellevte Time, og · Dødens Øieblik det sidste i den ellevte Time;
AE, s. 535 den eneste sande Trøst, og · Dødens Øieblik er Christendommens Situation.
NB18:4 ve Understøttelse; og i · Dødens Øieblik er et Msk. ved Situationen hjulpet
4T43, s. 174 i Taalmodigheden, der selv i · Dødens Øieblik erhverver et Menneske hans Sjel
BOA, s. 282 bestandigt blot at vente paa · Dødens Øieblik for i dennes Omvendthed at kunne
BOA, s. 153 Det er Rystende naar Hamlet i · Dødens Øieblik næsten fortvivler over, at
CT, s. 115 Goder, betænk, at han da i · Dødens Øieblik slet Intet har at erindre, slet
TTL, s. 449 tte er vanskeligt; thi selv i · Dødens Øieblik synes det vel den Døende,
KG, s. 92 brug, naar man taler om, at i · Dødens Øieblik Teppet drages op for Evighedens
NB20:80 e og fortryllende Lyst – i · Dødens Øieblik vil det saa ikke være aldeles
NB20:80 tragte Alt som man vil see det i · Dødens Øieblik, altsaa at faae Døden saa
NB14:145 r hine Martyrer at endnu i · Dødens Øieblik, dem til salig Trøst og Beroligelse,
AE, s. 535 og bliver det dog først i · Dødens Øieblik. / Der var maaskee Den, der,
AE, s. 155 es Forestilling om Døden i · Dødens Øieblik. Denne Vanskelighed kan ogsaa
CT, s. 97 me Opløsning, værre end · Dødens, at forraadne levende, uden Kraft til endog
TTL, s. 451 Leie, hvor han hviler stille, · Dødens, een Søvn, som ikke flygter, Dødens,
TTL, s. 451 en Søvn, som ikke flygter, · Dødens, eet kjøligt Sted, Graven, eet Skjulested,
TTL, s. 451 trengede finder Hvile, det er · Dødens, eet Leie, hvor han hviler stille, Dødens,
4T44, s. 326 r forfærdeligere selv end · Dødens, fordi Døden jo kun adskiller et Menneske
NB17:67 , at man helst ønsker det paa · Dødens, Historiens Afstand fra sig. Ak, selv de
TTL, s. 451 er et Tilfælde, som ligner · Dødens, hvad gjør Du saa? Du raaber paa den
TTL, s. 393 den ud; denne Stilhed er ikke · Dødens, hvori Du omkommer, den er ikke til Døden
TTL, s. 447 et ene Tilfælde er Alvoren · Dødens, i det andet den Dødeliges. Og Talen,
4T44, s. 303 illelsens Øieblik, der er · Dødens, i Sammenligning med en evig Forstaaelse!
TS, s. 85 – og hvor Faren ikke er · Dødens, men en evig Saligheds Fortabelse! »
Brev 69 den Kirkegaard, / Som ei er · Dødens, men kun Livets Bolig, / Hvor dette daglig
TS, s. 108 Menneske ikke uden Gysen som · Dødens, naar Du, for at blive Magten i ham, tager
3T44, s. 236 æk i Ansigtet, hvilket er · Dødens, saaledes veed den Sjelekyndige, at dette
KG, s. 347 der har den Spænding, som · Dødens. / O, der tales i Verden saa meget om, at
NB20:81 aa. / Der kommer en sidste Time, · Dødens. Da forjætter Dig Χstus et uendeligt
TTL, s. 458 re som den Lighed, hvilken er · Dødens. Men hver Gang den jordiske Forskjellighed
TTL, s. 448 er saaledes afgjørende som · Dødens. Thi alle Livets Kræfter formaae ikke
NB15:114.a en Situation er den gunstige: · Dødens. Vanskeligheden fremkommer naar der skal
NB22:90.d alets Situation har Lighed med · Dødens: at være ganske ene – for Gud.
EE:192 dog staae ene i Verden, end · Dødens; om de end talrige omringede vort Dødsleie,
SLV, s. 77 een ved et Brud, saa brat som · Dødens; thi en Brud og et Brud svare qvindeligt
Papir 241 blev saaledes Grækernes · Dødeophold kun at ansee som det virkelige Livs Slagskygge,
DS, s. 155 er den først den Aand, som · døder, som lærer at afdøe. Opløftelse
NB9:2 de i vor Frelsers Sogn, at de · Dødes Antal var saa og saa stort, men at dette
NB:64 attig Kone gik ved Siden, den · Dødes efterladte Hustrue, hvem det nu første
Papir 354 være Poul Møller. / / Den · Dødes Erindring er i Velsignelse. / Den er Velsignelse
TTL, s. 457 paden i Jorden, krænker de · Dødes Fred ved den trodsige Lyst, at den ene
JJ:465 ligt! Der uden for Byen ligger de · Dødes Have – et lille Husmandslod, knap
KG, s. 346 Indskrift over Porten til de · Dødes Have kunde sætte » her nødes
AE, s. 214 ud i den Have, der kaldes de · Dødes Have, hvor atter den Besøgendes Afsked
KG, s. 349 tter ham,« thi den · Dødes List bestaaer netop i, at man ikke faaer
KG, s. 350 at han har glemt det: af den · Dødes Mund skal Du aldrig faae det at høre.
SD, note det som ude paa Kirkegaarden de · Dødes Mængde danner noget Selskab«),
OTA, s. 247 hiin stille Have » de · Dødes Mængde danner noget Selskab«,
TTL, s. 458 Gysen, eensom derude, hvor de · Dødes Mængde ikke danner noget Selskab. See,
NB4:5 ). / / No 3.         De · Dødes Opstandelse forestaaer baade de Retfærdiges
CT, s. 173 ar vi elske Gud. / / IV. / De · Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges
CT, s. 211 rstaaet sig selv. / IV / / De · Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges
CT, s. 214 i tale over disse Ord: / / de · Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges
CT, s. 221 aaber sig paa Guds Ord: at de · Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges
CT, s. 221 d. Men dette troer jeg, at de · Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges
Not7:42 uffet, thi du forventer jo en de · Dødes Opstandelse, der er en salig Længsel;
NB14:56 og holdt en Tale om at der er de · Dødes Opstandelse, nei han sagde: Du unge Msk.
2T44, s. 216 fede. Thi Du forventer jo de · Dødes Opstandelse; baade de Retfærdiges og
DS, s. 158 , der vogtede Indgangen til de · Dødes Rige, og som ingen Fugl fløi over det
KG, s. 346 r en Skams Skyld ( og for den · Dødes Skyld er det da ikke) husker at græde
TTL, s. 457 ng eventyrligt vanker om i de · Dødes tause Rige, gøglende selv er Døden,
BI, s. 135 et Syndens Legeme, der skulde · dødes, da er dette ogsaa efterhaanden skrumpet
EE1, s. 162 s? I en vis Forstand for den · Dødes, og hvad der var forudsagt Hercules, at
EE1, s. 162 ? For den Levendes eller den · Dødes? I en vis Forstand for den Dødes, og
3T43, s. 94 indvortes Menneske i ham kun · dødfødt og forsvandt igjen. Men dersom han er i
EE1, s. 280 ere livlig, ikke saa absolut · dødfødt. Den eneste Analogi, jeg kjender, er den
LP, s. 52 eichstadt veed man, at han var · dødfødt; forgjæves anvendte man alle Midler for
AE, note dingens 70 Aar og den næsten · Dødfødtes halve Time at leve i er for lidt til at
EE1, s. 280 yn til Heste skjelner mellem · Død-Kuller og Flyve-Kuller, men dog kalder begge Dele
DD:68 Latter hos Individet, ( som jo og · Dødmandens Griin er at forklare paa den Maade ɔ:
Brev 50 et Aviserne, altsaa ikke seet Dem · dødmeldt. Er De syg? eller forsager De? Hellere vil
Not3:11 e men blot hørt. Det heed nok · Dødningedandsen eller saadan noget, hvori Døden fremstilledes,
JJ:229 induer med Jernstænger for. Et · Dødningehoved er afbildet, og nu den korte Sentens bragt
G, s. 48 . Som de gamle Asketer satte et · Dødningehoved paa Bordet, hvis Beskuelse var deres Livsbetragtning,
Papir 578 andselig Gjenstand. Men et · Dødningehoved var dog det meest betegnende Sindbillede.
Papir 578 kke sige at Aand ligner et · Dødningehoved, thi Aanden ligner ingen sandselig Gjenstand.
NB34:31 un prydede sit Hjem med: et · Dødningehoved. Nu er en Venus hvad man seer i ethvert
Papir 578 ige Betragtning brugte: et · Dødningehoved. Vistnok kan man ikke sige at Aand ligner
Papir 578 enhed« anderledes! · Dødningehovedet – ih, bevares, der er Intet, man
Papir 578 r minder om Døden. Nei, · Dødningehovedet, denne besynderlige Pynt paa et Værelse,
DD:68 ede Dybde. Hans Latter er ofte som · Dødningens Griin. Ligesom et af Smerte afpresset Skrig
CT, s. 66 r Intetheden. Man taler om et · Dødninge-Ridt i Søvne – den Sovende stønner
CT, s. 191 adan Ulyksalig i den piinlige · Døds afgjørende Øieblik fornegter Christum.
Papir 453 : denne Spænding indtil · Døds Angest, hvis nu Troen ikke strakte til,
NB22:31 etragtninger over Χsti · Døds Mysterium), hvor hun taler om gode Gjerninger:
Brev 159.6 nkt det anderledes, at min · Døds Nærmelse skulde være blevet Anledningen
Brev 159.7 nkt det anderledes, at min · Døds Nærmelse skulde være blevet Anledningen
AA:14.2 yndefaldet og en derved betinget · Døds- og Afmagts-Tilstand – og en ny Skabelse,
Brev 147 den beskedne Blomst ud af · Døds og Glemsels Nat, saaledes gaaer min taknemlige
NB22:136 / Chrysostomus: / / » En · Døds Opvækkelse kan ikke virke saa meget
TTL, s. 461 redelse, der gjør den egne · Døds Overgang mild. / Men selv om et saadant
Oi7, s. 287 være døbte til Christi · Døds Samfund), lovede at ville leve som Offrede
2T44, s. 188 Ord skriftligt: for Livs og · Døds Skyld ..... Altsaa for Livs og Døds
2T44, s. 188 om; allermindst for Livs og · Døds Skyld bekymrede sig om at faae at vide,
SLV, s. 357 mtrent saaledes: for Livs og · Døds Skyld erklærer Undertegnede, at jeg
2T44, s. 188 t vide, hvad der for Livs og · Døds Skyld i Sandhed var værd at bevare.
2T44, s. 188 ltsaa Noget, man for Livs og · Døds Skyld ønsker at bevare, ønsker at
2T44, s. 188 ørte det Ord: for Livs og · Døds Skyld, mon han vilde gjætte, hvad der
2T44, s. 188 siger det selv: for Livs og · Døds Skyld, og I forstaae hinanden, det fornærmer
2T44, s. 188 yld ..... Altsaa for Livs og · Døds Skyld. Et ungt Menneske, der gik ud af
NB12:148 ge – maaskee for Ens · Døds Skyld; men forresten ifører man sig
TTL, s. 417 ter Stilheden i den aandelige · Døds Stilhed. O, mon det er saa let at kunne
OTA, s. 368 han i den forsmædeligste · Døds Øieblik dog har Dybde og Ydmyghed nok
OTA, s. 169 selv i hans offrende · Døds Øieblik er Grændsen der: da strammer
NB2:123 er ikke eet Msk, hvis man i hans · Døds Øieblik gav ham Tid til at betænke
NB4:20 t eneste Msk, hvem jeg i min · Døds Øieblik kunde bede om at overtage mine
CT, s. 190 i Livsfarens, i den piinlige · Døds Øieblik tabte Modet, forsagede –
CT, s. 249 e, vil jeg tilstaae, og i min · Døds Øieblik vil jeg atter tilstaae, hvad
Papir 440 eskrivelige Trøst i mit · Døds Øieblik) at jeg redelig og ærlig
NB7:100 dtryk af Χstd. i deres · Døds Øieblik, fordi Døden virkeligt tager
OTA, s. 376 delse, i den forsmædelige · Døds Øieblik, med Dødsens Angest og med
Brev 159.6 ulle handle før i min · Døds Øieblik, med mindre Du skulde have forlangt
NB22:159 jeg saa ofte har sagt, at · Døds Øieblikket er den letteste Situation
NB15:93 lger man nok det Rigtige. I · Døds Øieblikket vælge de Fleste det Rigtige.
CT, s. 266 den er den forsmædeligste · Døds, og hvor uundgaaelig den er. Han, der ene
NB19:20 har ventet skulde blive mit · Døds-Aar), kunde det jo være muligt at jeg blev
NB35:7 Msklige: vi kan ikke, det er idel · Døds-Angest – Χstd. maa først og fremmest
Oi8, s. 366 vnløseste Anstrengelse i · Døds-Angest for at behage ham og for at agte paa hvert
SLV, s. 231 t, naar lønligt Nag, naar · Døds-Angest fortærer Kraften, er ikke let. At gjøre
Papir 455.b tning: et Msk, der sidder i · Døds-Angest i Frygt og Bæven og megen Anfægtelse
TS, s. 82 samme Øieblik gaaer der en · Døds-Angest igjennem ham; thi han forstaaer: den Art
Papir 544 sandt, Enhver tænker blot i · Døds-Angest paa at frelse sig selv. /
NB25:59 op med Rode og – Fuglene i · Døds-Angest styrte til Jorden; eller tænk, at Vinden
NB27:13 t ængstede Samvittigheds · Døds-Angest vaager over ikke at alterere, hvad der
SLV, s. 299 let et Ord om Døden, da · Dødsangesten gik gjennem min Sjel, endnu tænker jeg
SLV, s. 308 lot truer og blot piner En i · Døds-Angesten! / Adskillelsens Terminus er altsaa udsat,
SLV, s. 277 ot havde betænkt, hvilken · Dødsangst hun kan volde et andet Menneske, saa troer
BI, s. 123 oredrages i Symposiet, og den · Dødsanskuelse, der opstilles i Phædon, ikke ganske
LF, s. 48 de i Gud, og er derfor paa Din · Dødsdag endnu idag i Paradiis. Fuglen og Lilien
NB19:87 væsentlige Trøst, Ens · Dødsdag Ens Fødselsdag, og Længselen efter
NB20:130 saaledes, at d. 9 Aug ( Faders · Dødsdag) var en Fredag. Jeg var ogsaa den Dag til
4T44, s. 368 aa søge at bevare til sin · Dødsdag, er Barnets Inderlighed; thi for det er
NB24:121 di det idag var min Faders · Dødsdag, og jeg ønskede Alt i Orden til den Dag.
Papir 290 eg gjennemføre dette til min · Dødsdag, saa er jeg hævnet. / / I gamle Dage
Oi8, s. 349 n 17de December, det var hans · Dødsdag, skal festligholdes til hans Minde. Og for
NB29:107 i den ældste Kirke Ens · Dødsdag, ved Døden forenes Sjelen med den Elskede).
NB12:28.a svagest, ligger saa min Faders · Dødsdag; og den 10 Sept. er jo Forlovelses Dagen.
CC:17 de Christne, de kaldte Martyrernes · Dødsdage deres Fødselsdage, idet de dermed forbandt
NB29:107 ledes betragtedes jo ogsaa · Dødsdagen i den ældste Kirke) eller som ved en
SLV, s. 212 Dag det Hele, om Bryllups og · Døds-Dagen var den samme, hvilken Overbetaling for
FB, s. 204 tellectuel tragisk Helt. Hans · Dødsdom bliver ham forkyndt. I det Øieblik døer
EE:103 ivelse og en derved bevirket · Dødsdom er for det angivende Individ et Mord. cfr
BI, s. 146 a latterligt Argument, som en · Dødsdom er. / At nu Alt det her skildrede vistnok
NB28:7 fE at faste i 10 Dage, hvilket er · Dødsdom o: s: v: o: s: v: / Anderledes med os almindelige
FB, note t mere ironisk med, end med den · Dødsdom, der dømmer ham selv fra Livet. /
FB, s. 165 r i samme Øieblik sin egen · Dødsdom, forsaavidt han havde sit Liv i den attraaede
EE2, s. 181 maaskee er dette Smiil deres · Dødsdom, maaskee aabner Gulvet sig, og de styrte
BI, s. 308 mer igrunden bagefter med sin · Dødsdom, og har paa den anden Side heller ei stor
G, s. 15 havde hun underskrevet sin egen · Dødsdom. / Alt som Tiden gik hen, blev hans Forhold
FB, s. 183 Essex ved at underskrive hans · Dødsdom. Dette var en Heltedaad, om der end var
AE, s. 438 ning og Tilintetgjørelsens · Dødsdom. Som den Fugl, der flagrede sorgløst
FB, note et. Jeg foreslaaer følgende: · Dødsdommen bliver ham forkyndt, i samme Øieblik
EE1, s. 410 e, ligesom Schehersad holder · Dødsdommen borte ved at fortælle. – Snart
SLV, s. 269 endes Liv og ikke blot holde · Dødsdommen borte, dersom det da lykkedes hende at
SLV, s. 198 re for Synderen at høre · Dødsdommen oplæses, og dog tør jeg ikke undgaae
Oi10, s. 396 5,44.) / / / / Her er atter · Dødsdommen over al officiel Christendom! /
BOA, s. 193 Perfectibilitet er i Grunden · Dødsdommen over Forordet, er i Grunden Bejaelsen af
TAF, s. 290 Salighed; thi just min Dom, · Dødsdommen over mig og min usle Kjerlighed, den indeholder
KG, s. 378 Nogen Dag ud og Dag ind sad i · Dødsens Angest for at lytte efter Evighedens Gjentagelse,
NB14:69 æmper mod det Uvilkaarlige, i · Dødsens Angest kæmper derimod, og først en
Papir 456.c akkels Christen-Msk. sidder i · Dødsens Angest og fortvivler om sin Salighed, o,
OTA, s. 376 lige Døds Øieblik, med · Dødsens Angest og med sildig Anger at gribe efter
OTA, s. 147 ke ikke i Skrig om Hjælp i · Dødsens Angest raaber: jeg gaaer under, frels mig,
NB12:94 lst, og dog forblive i Synden. I · Dødsens Angest skjælver han for den nye Synd
CT, s. 315 e Dit Sind, saa Du tilsidst i · Dødsens Angest, bragt næsten til Afsindighed
SLV, s. 200 a den smale Linie, og gaae i · Dødsens Angst nedenunder? Har man ikke afsagt min
KKS, s. 99 ge den: saa vilde den sidde i · Dødsens Angst, og først i det Øieblik, den
NB12:125 n Anledning til Forundring. Saa · dødsens jeg kan være – og at jeg saa lever!
OTA, s. 371 n vil antaste den, da er den · dødsens, da støder hiin Vældige den ned i
TS, s. 86 snart var skeet! Han segner, · dødsens, ja, var han vel egentligen mere en Døende
OTA, s. 133 elig Erindring at møde, en · Dødsens-Angst, at gyse ved den i Forbigaaende, endog taus
Papir 118 thi sæt fE at Een ved et · Dødsfald blev sig bevidst at der fE døde 100,000
NB24:54.a oget ganske Andet. / Dog dette · Dødsfald kom saa forunderligt skjebnesvangert, at
EE2, s. 265 hun sig meget kort: at dette · Dødsfald var saa tungt, fordi hendes Mand netop
Papir 589 ekjendtgjørelse af hans · Dødsfald, hvilken saa ganske bragte En til at glemme
TTL, s. 460 Nu forundrer man sig over eet · Dødsfald, nu over et andet, nu taler man sig ør
NB24:54 n Omstændighed med hiint · Dødsfald. Og Eenheden blev hiint mit Forord: det
SLV, s. 268 ndt virkelig bevæget ved · Dødsfaldet, mere end jeg havde ventet, og i det Hele
SLV, s. 250 dog virkelig blev vanvittig! · Dødsfare har der vel aldrig været Tale om, nu
SLV, s. 446 somme Ridt til den Elskede i · Dødsfaren den uforglemmelige Vise har gjort uforglemmeligt,
SLV, s. 278 slap for, at jeg seirede, og · Dødsfaren hjalp til at forstaae hinanden. /
Not1:6 i Apostlernes Frimodighed i · Dødsfaren og i deres Længsel efter deres Fædreland
Oi10, s. 397 paa Fjenden, med Foragt for · Dødsfaren, hvori jeg synligt styrter mig, med Alvor
Oi5, s. 227 som indlade sig med ham, hvis · Døds-Fjende han, blot menneskelig talt, maa siges at
Oi5, s. 227 Dig – det veed han, Din · Døds-Fjende! Vogt Dig for at ønske Noget, vogt Dig
NB33:50 i den Χstne see deres · Døds-Fjende, et U-Mske, En, der qvalitativ forskjellig
Oi5, s. 228 er Kjerlighed, er: han er Din · Døds-Fjende. / – – – og saa lege vi
Oi7, s. 310 maa betragtes som Menneskets · Dødsfjende. / Dog aabenlyst at bryde med Christendommen,
Oi5, s. 227 kets frygteligste Fjende, Din · Døds-Fjende: han vil jo, Du skal døe, afdøe, han
Papir 572 Du skal døe; just han er Din · Døds-Fjende; Alt hvad Du umidd. elsker, hader han; og
Oi5, s. 227 Kjerlighed. / Men han er Din · Døds-Fjende; han, Kjerligheden, han vil af Kjerlighed
SLV, s. 304 fte i Kjærlighed, men som · Dødsfjender skifte: de besluttede at bytte Opholdssted.
TTL, s. 450 sættelse enes ikke, de ere · Dødsfjender, men den Alvorlige veed, at Døden er
NB31:143 anden Forstand Anstrengelse. / · Døds-Frygten / / tog Χstdommen bort og anbragte
Not10:8 dv: men dog endnu sinnlich. · Dødsfrygten som almdl. msklig har han gjort til sin.
Not3:17 n pludselig afbrydes ved en · dødsig Bondes: » hyp!«. /
IC, s. 139 ven for Guddommen, uden den · Dødskamp der er Troens Fødsel, uden den Gysen
NB32:145 at Χstd. er Lidelse, Qval, · Døds-Kamp. / Og saa beordres han til at forkynde det,
NB26:104 d jeg lider, det er virkelig en · Dødskamp. Det er et Indbegreb af Plager i hvilket
BOA, s. 264 gyse ved at see et Menneskes · Dødskamp. Men netop fordi der ere saadanne Religieuse
Not11:37 yphons, det reale Princips · Dødskamp. Osiris er den gode Guddom. Seiren er uvis,
TS, s. 86 e! Var paa Korset Lidelsen en · Døds-Kamp: o, denne Kamp i Bønnen, den var ogsaa
NB29:37 se, hvad der har kostet Andre · Døds-Kampe, og saa benytte det som smukke Steder i
Papir 574 m, fordi han vaander sig i · Døds-Kampen, ei heller at hade forbande afskye ham,
Papir 574 døe, og aller meest for · Dødskampen, som man derfor ønsker saa kort som muligt.
NB35:12 den da Fødte udaander i · Døds-Kampen. / Anmærkning / Fødsels-Skriget –
Papir 574 – fordi han ligger i · Døds-Kampen. Men denne Lidelse hører med til at være
DS, s. 226 Saa bliver han korsfæstet. · Døds-Kampens Tid tilbringer han i Samtale med sig selv
G, s. 42 e døe saaledes, at selv Eens · Dødsleie i samme Nu som man tages bort derfra, var
Oi8, s. 352 s os, mene vi engang paa vort · Dødsleie med særdeles Grund og Føie at kunne
Oi8, s. 351 is f. Ex. et Menneske paa sit · Dødsleie opdagede, eller hvis det dog blev ham paa
NB12:114 ig en Præst der paa sit · Dødsleie siger: jeg levede paa en Tid, da Løgn
EE:192 e end talrige omringede vort · Dødsleie, alle vore Frænder og Venner, de stode
EE1, s. 278 men dersom Een stod ved mit · Dødsleie, da vilde jeg maaskee, naar jeg var sikker
BOA, s. 128 ); og naar han engang paa sit · Dødsleie, ikke for det ny Oplags Skyld, men til Vitterlighed
NB19:18.a først omvender sig paa sit · Dødsleie. / Det hele Χstlige er blevet Talemaade.
Oi8, s. 351 et saadant Menneske paa hans · Dødsleie. Ønsket blev ikke opfyldt, men hans Sjel
NB32:54 e; men naar et Msk. ligger paa · Dødsleiet – saa at gribe Χstdommen er
TS, s. 85 Syge, ikke paa Syge- men paa · Dødsleiet – thi det er ingen let Sygdom, han
NB32:54 t saa Mange, som det hedder, paa · Dødsleiet blive Christne. Dette er en betænkelig
BOA, s. 254 paa Det, som Præsten ved · Dødsleiet er ude over! At være vidende om, hvorledes
NB32:54 t vel ogsaa, at naar En paa · Dødsleiet griber Χstdommen – hvis han
NB:199 ver der dog endnu Een tilbage ved · Dødsleiet han der var den første – Gud.
4T44, s. 308 der havde siddet hos ham ved · Dødsleiet i Selvfornægtelsens Dødsstund, da
NB30:111 ee fortvivlende ligger paa · Dødsleiet og Du vilde give Alt for at der var et
OTA, s. 215 sidder endnu Klogskaben ved · Dødsleiet og forklarer, man kan ikke vide, hvad der
BOA, s. 254 langt ude over; at sidde ved · Dødsleiet og maaskee være Vidne til, at den Døende
JJ:339.b ionen naar man har Lidelser, og · Dødsleiet og Sygesengen. / de occultis non judicat
BOA, s. 254 langt ude over; at sidde ved · Dødsleiet og trøste en Døende, med hvad man
Oi8, s. 351 ler hvis det dog blev ham paa · Dødsleiet saa tydeligt, hvad han sit Liv igjennem
KG, s. 151 hiin Side, han den Sidste ved · Dødsleiet, han, der var den Første, Gud, den levende
NB32:54 stdommen er Pessimisme; men paa · Dødsleiet, naar dog alligevel Alt for dette Liv er
Papir 340:8 r Taarerne; Du den Sidste ved · Dødsleiet, naar Du annammer den Døendes Sjel. Saa
Papir 85 tte Daaben til det Yderste til · Dødsleiet. / d. 12 Juni 37. / Naar man forklarer Prædestinationen
Papir 537 Fs Fader har sagt ham paa · Dødsleiet: lad Dig aldrig mærke med, at Du eier
NB15:114.a st vilde lade sig døbe paa · Dødsleiet; man forstod, at, msklig talt, er Χstd.
IC, s. 87 . Og hvilken end et Menneskes · Dødsmaade bliver – naar nu hans sidste Time
KG, s. 299 re saaledes savnet, hvilken · Dødsmaade vilde være saa forsmægtende, som
NB31:148 en Smaatteriets piinagtige · Dødsmaade, hvilken jo bruges i fjerne Lande: at kastes
Oi2, s. 163 ig ihjel ved den rædsomste · Dødsmaade, hvis Du ikke ( pas nu paa, nu kommer det!)
NB25:43 det at drikke Gift en behagelig · Dødsmaade. / Som en Mand siger: min Mave har i flere
NB:209 sundelse er ogsaa en langsom · Dødsmaade. Medens Pøbelagtigheden forhaaner mig,
Oi8, s. 349 Livet. Grusomt bestemmer man · Dødsmaaden at være: levende at brændes; med
NB7:99 t Msk. har sit Qvantum, hans · Døds-Ord derfor: Gud skee lov, det er nu overstaaet.
FB, note Analogi, afgiver Pythagoras' s · Døds-Situation en saadan, thi den af ham altid hævdede
NB8:16 a at døe, ell. forud at opleve · Døds-Situationen. / Skulde der være Tale om, at jeg i
NB35:12.a ax, saa kommer det nok – · Døds-Skriget er jo Skriget over at være født.
NB35:12 ellem Fødsels-Skriget og · Døds-Skriget, mellem Moderens Skrig og Barnets Gjentagelse
NB35:12.a g / Fødsels-Skriget – · Døds-Skriget. / Det er Moderen, der skriger, men Spørgsmaal
Not6:1 r at opfange en Luftning; en · Dødsstilhed herskede; kun fra 4 Kanter hørte man
EE2, s. 118 nu derpaa skulde følge en · Dødsstilhed, der kun en enkelt Gang blev afbrudt af
NB32:134 ske Keiser kan taale denne · Døds-Stilhed, han som maaskee er forvænt med at troe
LA, s. 81 lementet i sit Maximum som en · Døds-Stilhed, hvor man kan høre sit eget Aandedrag,
LA, s. 81 øre sit eget Aandedrag, en · Døds-Stilhed, hvorover Intet kan hæve sig, men Alt
BI, s. 296 ironiske Intet endelig er den · Dødsstilhed, i hvilken Ironien gaaer igjen og spøger
Papir 125-1.1 t med Hørelsen. En saadan · Dødsstilhed, som om Natten hersker i disse Ørkener,
BI, s. 135 ig Skjønne o. s. v. leve i · Dødsstilhed. Dette udtrykkes endnu stærkere ved en
TS, s. 49 pektakel. Den anden Uorden er: · Dødsstilheden, Uddøetheden; og denne er maaskee den
OTA, s. 299 lesangen forstummer som i et · Dødsstille, Forkrænkeligheden vil sluge Alt –
SLV, s. 307 sende en Ring bliver nok her · Dødsstraf for Den, som sender den. / Nu er det skeet,
SLV, s. 307 e en Silkesnor er i Østen · Dødsstraf for Modtageren; at sende en Ring bliver
Brev 266 blikken gav, som afskaffer · Dødsstraf for politiske Forbrydelser. Ak, men Republikken
AE, s. 320 l Udflugt. Naar der sættes · Dødsstraf paa enhver Forbrydelse, saa ender det med,
Oi2, s. 163 Pistol eller den qvalfuldeste · Dødsstraf være istand til at forhindre det. Og
IC, s. 177 r i hiint Land den piinligste · Dødsstraf, derhos en vanærende Dødsstraf, som
BI, s. 242 have fortjent. For at undgaae · Dødsstraf, hvorpaa Melitus jo havde nedlagt Paastand,
Oi2, s. 163 dt Pistol og den qvalfuldeste · Dødsstraf, maaskee skulde hverken den skarp ladte
TSA, s. 84 jo for Skik, ikke at anvende · Dødsstraf, naar En af Livslede ønsker Døden;
BI, note r efter Solons Love var bestemt · Dødsstraf, saa troer jeg, at han netop derved gaaer
IC, s. 177 straf, derhos en vanærende · Dødsstraf, som kun anvendtes mod de groveste Forbrydere.
DS, s. 226 od os Alle, er kun een Straf: · Dødsstraf. / Han blev ogsaa som Gudsbespotter dømt
YDR, s. 115 . Imorgen sætter Synedriet · Dødsstraf. Apostelen svarer: Naa, har Synedriet gjort
EE2, s. 163 den Jomfru, hvis Favnetag var · Dødsstraf.« Du overseer Menneskene, Du driver Din Spot
SLV, s. 53 ke hele den græske Stat og · Dødsstraffen – at gjøre ham latterlig. En Hanrei
NB23:72 ende Statslovgivere, at afskaffe · Dødsstraffen for politiske Forbrydelser, fordi disse
CT, s. 236 ive korsfæstet, med mindre · Dødsstraffen til den Tid var bleven afskaffet. Og det
BOA, s. 168 tet, det skulde da være at · Dødsstraffen var afskaffet, men i saa Fald vilde han
Papir 264:9 at han ikke udvidede det til · Dødsstraffen. – / .... thi Naturen er det det Modsatte
TAF, s. 300 sende, hvad vil den mere end · Dødsstraffen; men den er jo lidt, hans Død er Dit
BOA, s. 169 f, der var traadt isteden for · Dødsstraffen; og Orthodoxien vilde især være ivrig
BI, s. 308 heller ei stor Opbyggelse af · Dødsstraffens Execution, thi Døden har ingen Realitet
NB32:36 nke, at hvis Hensigten med · Dødsstraffes Offentlighed er at afskrække, var det
NB23:72 nderen Bentham, der forsvarer · Dødsstrafs Anvendelse for Mord og mod Hovederne for
NB28:26 enes Hjælp – i sin · Dødsstund angrede han det. / Her indtraadte Forandringen,
NB5:93 t tænke paa, at der i min · Dødsstund dog vil være een god Gjerning, en Gjerning
JJ:30 et fornøiet; han citerede i sin · Dødsstund et græsk Vers, der betyder: plaudite,
KG, s. 262 ven at haabe Alt, endnu i sin · Dødsstund haabede Alt: stod han da i Evigheden til
NB12:107 min Ære, ja om det var i min · Dødsstund jeg sagde det, hvor jeg var mig tydeligst
Not7:5 gge mig til at døe og da i min · Dødsstund tilstaae den Kjærlighed, jeg ikke tør
DS tyve Aar derefter, og endnu i deres · Dødsstund vare de – fulde af den søde Viin,
NB12:103 i den virkelige Verden. / I min · Dødsstund vil jeg om muligt atter og atter gjentage,
NB:191 levede saaledes, at Enhver i sin · Dødsstund vilde sige at det var det Rigtige. Thi
4T44, s. 308 leiet i Selvfornægtelsens · Dødsstund, da det selv opstod til en Evighed. /
DD:99 r for en ægte Χsten i hans · Dødsstund, da er det fordi Salighedens Soel-Lys skinner
LP, s. 33 der først ( demum) i Ens · Dødsstund, eller vel endog paa en af Planeterne. Spørge
NB12:107 min Ære, ja om det var i min · Dødsstund, jeg sagde det, hvor jeg var mig tydeligst
NB12:107 min Ære, ja om det var i min · Dødsstund, jeg sagde det, hvor jeg var mig tydeligst
SFV, s. 71 inget vil glæde mig i min · Dødsstund, kastede mig, som Offeret, mod Pøbelagtighedens
DD:119 og saadanne Mænds Mod i deres · Dødsstund, ogsaa vilde være Martyr, men da man
Brev 159.4 ære sket før i min · Dødsstund. Dog der kunde jo ogsaa være noget dadelværdigt
Papir 525 re Christen, naar den skal have · Dødsstødet igjen af hvad det er at blive Christen
NB26:39 Og hvad der piinte mig som · Dødsstødet var dette, om det skulde være muligt,
SD, s. 136 Døden. Den Fortvivlede er · dødssyg. Det er i en ganske anden Forstand end det
EOT, s. 266 ubetinget ligegyldigt, er en · Dødssygdom, der dog er saare langtfra at
SD aaledes mere tilfælles med den · Dødssyges Tilstand, naar han ligger og trækkes
Papir 260:1 etsteds, at der er ingen · Dødssynd uden Vantro). Der af fulgte ogsaa Bodens
Papir 81:1 kan have Troen uagtet han er i · Dødssynd, hvorimod Protestanterne benægte det.
AE, s. 379 , enhver Uoplagthed er som en · Dødssynd, og enhver saadan Time er som en Evighed,
3T44, s. 281 lig med Selvfornægtelsens · Dødstanke, han skal ogsaa faae Tid til at være
SLV, s. 299 en Romanlæsning; at disse · Dødstanker vare Drømme, ikke som Julie faaer dem
LA, s. 44 bt i Duellen, saa er denne · Dødstankes Tilbagestød Elskovens stærkeste Fart.
SLV, s. 380 dede, og endeligen, at der i · Dødstilfælde slet ingen Sikkerhed er for, at det er
NB27:21 var maaskee først i mit · Døds-Øieblik blevet opmærksom paa, at jeg havde faaet
EE1, s. 218 ets Nydelse, og som nu i sit · Dødsøieblik fik Øie derfor, tænkte jeg mig, at
EE1, s. 162 gende Slægt. Kun i hendes · Døds-Øieblik kan hun tilstaae Inderligheden af sin Kjærlighed,
EE2, s. 109 dningsfuld, for at fjerne det · Døds-Øieblik, da I saae paa hinanden og see I kjedede
NB4:20 l ethvert Msk. kunde indsee i sit · Døds-Øieblik, og hvorfor? Fordi saa frister
BA, s. 419 ng vikler sig ud af Angestens · Dødsøieblik. Dette formaaer kun Troen; thi kun i Troen
NB33:27 amfundet. Martyrens Skrig i · Døds-Øieblikket – det maa lyde forfærdeligt over
KG, s. 193 nkelig ved denne Glæde i · Døds-Øieblikket – thi, christeligt, staaer Verdens
BA, note Døden er en Metamorphose. I · Døds-Øieblikket befinder Mennesket sig i Synthesens yderste
BI, s. 135 stelige Anskuelse er da ogsaa · Dødsøieblikket den sidste Strid mellem Dag og Nat, Døden
BI, note ed Haanden gjennem Livet, der i · Døds-Øieblikket ligesom slipper Een for at aabne sin Favn
AE, note Som dramatisk Replik af Hegel i · Dødsøieblikket, betragtes hiint Udsagn af Hegel bedst som
OTA, s. 362 rdig Røvers ydmyge Ord i · Dødsøieblikket. Der var tvende Røvere, men kun den Ene
TTL, s. 426 le spotte en Begeistret! Nei, · Døds-Øieblikkets korte Ulykke forvindes snart, og Den døer
OTA, s. 207 et, og blev, aandeligen, som · dødt Kjød uden Smerte, thi ellers er det
3T44, s. 252 Tale kun æder om sig som · dødt Kjød« ( 2 Tim. II, 17). Dersom
NB25:98.a fsluttet. Anatomen maa have et · dødt Legeme, thi, selv om han ellers kunde bruge
EE2, s. 78 et det; havde det været · dødt og koldt, dette Blik havde kaldet det tillive,
SLV, s. 195 et udtalte Ord kunde være · dødt og magtesløst, som var det aldrig sagt,
CC:12 astand, at det skrevne Ord er · dødt og magtesløst, tiltrods for den hans
EE2, s. 131 e er nemlig ikke et aandeligt · dødt og ugyldigt om end juridisk kraftigt »
Papir 293 rne. / Mit Hoved er saa tomt og · dødt som et Theater, hvori der har været
NB25:98.a at skrive en Gram̄atik i et · dødt Sprog – thi det er afsluttet. Anatomen
Papir 370 et fælles lærd, men · dødt Sprog gjorde derimod Lighed for alle.).
NB32:53 il Videnskab men kun med et · dødt Sprog, fordi det levende Sprogs umiddelbare
NB11:157 aar Jacob siger: som Legemet er · dødt uden Aand, saa er Troen død uden Gjerninger
TTL, s. 460 kjøbet, og Barnet fødes · dødt, den lader Oldingen vente fra Aar til Aar;
Not11:3 t skolastiske ens er ganske · dødt, kun en nominel Omskrivelse – Hos
NB11:207 ed ham i Baghaanden. / / / Hvor · dødt, udvortes, formelt Alt i det Christelige
CT, s. 39 ikke veed, om han maaskee skal · døe » endnu i denne Nat«. –
OTA, s. 323 dog ligner Forbilledet i at · døe » med Korset paa«. Een god
KG, s. 323 attige, den Elendige kunde jo · døe – altsaa er det det Vigtigste, at
Papir 560 le være Χsten, at ville · døe – dertil fordredes gudd. Myndighed.
EE2, s. 91 sigter til, at hun snart skal · døe – eller at hun skal leve længe,
NB14:78 e Sagen saa høit; men Han maa · døe – for at frelse Verden. / Saaledes
NB2:37 , at ubetinget den Hellige maatte · døe – hvis han da ikke vilde see at blive
NB18:65 e udødeligt i Sangen maa · døe – men i levende Live ønsker man
NB10:167.b ger ikke: vi skulle ikke alle · døe – men: vi skulle ikke Alle hensove.
NB21:4 sagde de Samtidige til mig: · døe – saa skal det blive sagt høit
NB17:74 ger sandseligt under – maa · døe – seirer Læren. Modparten har
NB10:152 Død, ell. at vi selv skulle · døe – thi det er ikke det Tungeste –
NB24:48 at være en Χsten er: at · døe ( afdøe) – og saa at offres, et
Papir 45:2 il at blive staaende – at · døe / d. 8 Jan 37. / Det gaaer med mange Msk
BB:26 d ved Tanken om at der dagligen · døe 100000 paa Jorden – Du maa ikke friste
NB20:46 Nutiden blive anderledes. Det at · døe af Aands-Anstrengelse, af Sjels-Lidelser
LF, s. 44 Fuglen, selv om den fik Lov at · døe af Alderdom, den maa dog engang døe,
NB30:100 e er Alvoren; de ville vel · døe af Angest for Livet og for dem selv, hvis
NB30:100 el næsten ethvert Msk. vilde · døe af Angest for sig selv, naar hans Væren
NB19:66 et Msk. i samme Øieblik · døe af Angest for, at han i næste Øieblik
SLV, s. 213 d til mig, hun som dog vilde · døe af den, sæt hun værger sig ved at
SLV, s. 36 f ulykkelig Elskov; thi at de · døe af Elskov, derom er ingen Tvivl, og at
SLV, s. 298 Jeg ynder ikke at tale om at · døe af Elskov, og hvis den Talende uden al
AE, s. 153 e den for Feighed; at man kan · døe af en saa latterlig Ubetydelighed, saa
EE1, s. 336 or de maatte troe, man vilde · døe af Forlegenhed, at man er saa langt derfra,
BA, s. 423 ten, af Frygt for at han skal · døe af Forskrækkelse, man tør ikke sige
SD, s. 134 leve det. Skulde et Menneske · døe af Fortvivlelse, som man døer af en
Papir 99:3 Wilhelm virkelig komme og hende · døe af Glæde – Tragoedier? /
SLV, s. 243 b siger: jeg er færdig at · døe af Hede i disse smaa Værelser; sæt
IC, s. 73 et Menneske er nær ved at · døe af Hunger, saa at sige til ham: jeg tilsiger
EE1, s. 278 n ( den passive Bestemmelse) · døe af Kjedsommelighed, eller ( den aktive
Not15:5 lev ugift, medens hun vilde · døe af Kjerlighed. / O, hvor vilde det glæde
NB15:93 , at han er forarmet og vil · døe af Mangel: Du sukker, at Du har tabt Valgfriheden
BA, s. 372 r Intet. Og dog kan Individet · døe af Skam, og saaret Blufærdighed er den
NB16:76 t man skal blues ved) eller · døe af Skræk for at blive latterlige. /
G, s. 52 gen høitidelige Erklæring · døe af Sorg over, at hendes Elsker var en Bedrager.
SLV, s. 57 rels mig fra mig selv; men at · døe af Sorg, fordi hun ikke kan udholde, at
G, s. 84 rre ham. Det Ideale er ikke at · døe af Sorg, men at bevare sig selv sund og
BI nd i Tilværelsen, men saa strax · døe af Sorg, som det Barn, Abraham a Sancta
NB24:165 l, hvis det var Guds Villie, at · døe af Sult – men den var ikke Guds Villie,
BOA, s. 262 pperligt, at et Menneske kan · døe af Sult naar han ikke faaer Noget at leve
HGS, s. 197 maa, aandeligt, forsmægte, · døe af Sult ved at være udelukt fra hvad
JJ:73 r Mod og Tillid og Tro til at · døe af Sult, saa er dette beundringsværdigt,
NB22:156 lde være som skulde jeg · døe af Undseelse, og som skulde det indtil
NB22:90 rer Du heden. / / At det at · døe altsaa ikke er at blive borte, forputte
NB24:21 rykker ganske bogstavelig det at · døe at være afdød – hvorfra? Ja
SD, s. 134 , at døe Døden. Thi at · døe betyder at det er forbi, men at døe
SLV, s. 36 det er Døden, og endeligen · døe de engang – af ulykkelig Elskov;
NB34:34 deres Tid og Kraft og Liv og saa · døe de, komme altsaa aldrig til at begynde
EE2, s. 265 d, naar de have faaet det, · døe de. Med sand Rørelse læste jeg derfor
NB4:159 til nogen Reflexion, og saa · døe de. Undtagelserne begynde, aldeles bagvendt,
CT, s. 81 tes den ikke; end ikke ved at · døe den næste Dag undgaaer Du den, den var
Oi10, s. 396 ntes Christendom ( de ville · døe deraf eller gaae fra Forstanden) aldeles
BN, s. 117 Grad ere Christne, at de ville · døe derfor, medens Vanskeligheden muligen ligger
NB27:19 r en Akt af Frihed ( det at · døe det er noget Uundgaaeligt men at afdøe
NB32:54 samme Liden; fremdeles er det at · døe dog temmeligt kortvarig Lidelse, det at
SD, s. 134 yder at det er forbi, men at · døe Døden betyder at opleve det at døe;
SD, s. 134 e og dog ikke at døe, at · døe Døden. Thi at døe betyder at det
Papir 574 være i Tilstanden af at · døe en Døende, ( Du skal afdøe, hade
NB30:50.a hvor ironisk! – at · døe en masse / glade ved, at have arrangeret
Papir 270 ve er mig Χstus og at · døe en Vinding / Vi ville betænke, i hvilken
Not10:8 aration, at han hell. vilde · døe end blive Sandheden utro, og den var Segl
CT, s. 42 idste) nemlig om, at han kunde · døe endnu i denne Nat, at jordisk Rigdom ikke
SLV, s. 36 ntligen kun driver det til at · døe engang, og heldigviis ikke af ulykkelig
NB3:66 ig er en Døende det. / At · døe er at fødes / / / Det er dog
NB32:54 se end det at døe, thi det at · døe er blot at lide, det at afdøe er: frit
NB6:9 il Held og Magt«. / / / At · døe er det Eneste der kan skaffe Luft; i samme
AE, note lvmodsigelse. Thi at lade Julie · døe er det Æsthetiskes ømme Deeltagelse,
Papir 270 ieblik vilde sige: det at · døe er en Vinding, da var dette jo en Mistillid
Papir 270 ukker atter modløst: at · døe er en Vinding. Men Du, m: Tilhører,
Papir 270 ns Ord tilføies: det at · døe er en Vinding. Vi ville ikke fravriste
FB, note glivet til at døe; thi det at · døe er et af de mærkeligste Spring, og et
BI, s. 140 søg paa at vise, at det at · døe er et Gode. Men denne Betragtning er atter
Not10:8 uden Andeel, men at lide og · døe er ikke Guds Bestemmelse. Forsoningen er
NB22:90 Omvendelse mislig. / Det at · døe er ikke noget for sig, men Productet af
Papir 487 or det at blive Aand. / At · døe er jo det naturlige Msk. det Forfærdeligste;
TTL, s. 447 i Døden: det er Alvor. At · døe er jo ethvert Menneskes Lod og saaledes
LA, s. 49 re den samme, som jo det at · døe er ligesaa vanskelig en Opgave som det
Oi7, s. 304 ørende Forstand end ved at · døe er tabt for Alt, hvad der hedder Familie.
NB23:58 en er vor ( » det at · døe er Vinding«.) / Det er en mere
NB12:190 mig Χstus, og det at · døe er Vinding. / / No 2.      Jeg lever
Papir 270 t kunne tilføie: det at · døe er Vinding. / Vi møde i de hellige Skrifter
Papir 270 da med Rette sige: det at · døe er Vinding. Vi ville lade Apostelen Paulus
Papir 270 da tør vi sige: det at · døe er Vinding; ikke fordi Døden befrier
Papir 428.e ter Lighed med Forbilledet at · døe for Χstd, naar han blot troer, at
NB10:170 eg mig ikke stærk nok til at · døe for Χstd; jeg nøies med det Mindre,
NB16:76 paa Idealet: nei, De vilde · døe for Blussel ( det forstaaer sig Blussel
NB30:95 re mig en Væmmelse, jeg vilde · døe for Blussel, det vilde være mig en Modbydelighed
IC, s. 243 dent, jeg er villig til at · døe for den; dersom Alle faldt fra, jeg vil
OTA, s. 148 an kun Eet, han vilde leve og · døe for denne Stræben, han vilde offre Alt
NB30:45 ren uden at forpligte sig til at · døe for Læren; thi saaledes omtrent er denne
SD, s. 237 en Tjeners Skikkelse, lide, · døe for Menneskene, indbyde Alle at komme til
NB11:126 at takke Dig, at Du vilde · døe for mig. / Et Motto, som forholder sig
NB10:54 kal jeg lære som han at ville · døe for Sandheden at ville ligne ham. Men dette
NB4:29 t er praktisk – men at · døe for Sandheden. / / / Her ligger
NB4:29 ngslet, hvor upraktisk at · døe for Sandheden. Thi at en Sømand d
NB2:62 n kan ikke tale; en Philosoph kan · døe for sin Consequents men han kan ikke være
CT, s. 49 ære hvad den er; den vilde · døe for Utaalmodighed, hvis der gjordes den
OTA, s. 143 ille det Samme, som han vilde · døe for, hvorfor skulde han ikke ville det
NB17:74 adan Anskuelse, som de vovede at · døe for. Dette er det stadige praktiske Beviis
TSA, s. 70 jel – og dog vil Han jo · døe Forsoningens Død, og med den Hensigt
TSA, s. 70 lidelse. I Kjerlighed vil Han · døe Forsoningens Død; men for at Han skal
NB24:159 t see sig selv er at døe, at · døe fra alle Indbildninger og alt Hykleriet
KG, s. 150 inde saaledes; thi Kongen kan · døe fra Haandfæstningen, og Herren kan døe,
OTA, s. 307 desto lettere Skilsmisse at · døe fra Trang! – / Tredie Afdeling /
SLV, s. 350 aliggende, at jeg saa skulde · døe før Dig o. s. v. Hun vilde igjen bringe
NB12:138.c idende an. Mit Ønske er at · døe før hende, og længe vil det vel ikke
SLV, s. 350 Enhver ind, at hun jo kunde · døe før jeg, vilde hun ikke forstaae, thi
Brev 314 en jeg kan nu eengang ikke · døe førend jeg faaer Dem sagt at De er aldeles
NB17:78 Betragtning, at jeg skulde · døe førend Sagen egl. sattes ind. I Tanken
AE, s. 155 Boghandler Soldin skal det at · døe have været saadant Noget i Almindelighed,
FF:161 rd i Don Juan: dog de visne snart · døe hen. / En heel Erindring af hans Barndomsliv
EE2, s. 134 Momentet, derimod ikke det at · døe hver Dag, fordi Hovedsagen er, at det skeer
SLV, s. 442 belværket, hvor Mange der · døe hvert Aar af Hunger – og man er trøstet.
EE2, s. 27 gter til at en riig Onkel kan · døe i 5te. / Det er imidlertid sjeldnere Tilfælde,
EE1, s. 28 er som bekjendt Insekter, der · døe i Befrugtelsens Øieblik, saaledes er
TS, s. 51 ens Qvaler – – saa · døe I begge, og I blive lige salige! Betænk
TS, s. 51 piinagtig daglig Lidelse: saa · døe I begge, og I blive lige salige! Og dersom
AE, s. 557 puur og reen, han vil leve og · døe i den – og han glemmer, at en saadan
NB12:134 orer o: D:) de leve hen og · døe i den Indbildning, at det bliver ved og
IC, s. 238 ganske stille af, Beundreren · døe i den Indbildning, at det Forhold, han
LA, s. 73 at bebreide sig, men han vil · døe i den Indbildning, at havde han havt Penge,
AE, s. 553 oget Andet, vil leve i den og · døe i den, vove Alt for den. Forsaavidt er
AE et Andet, at man vil leve i den og · døe i den, vove sit Liv for den o. s. v. /
NB9:2 opleve næste Nytaar ɔ: · døe i det nuværende Aar, at han saa ikke
JJ:22 have deeltaget deri; om han skulde · døe i det Øieblik han steeg i Land, uden
JC, s. 26 deeltaget deri. Om jeg skulde · døe i det Øieblik, jeg steeg i Land, uden
OTA, s. 204 Der gives jo Ønsker, som · døe i Fødselen; der gives Ønsker, som
AA:6 siten til Planten, leve i ham, · døe i ham ( f. Ex. Franskmanden i Forhold til
CT, s. 38 tænker, at jeg maaskee kan · døe i Nat, » endnu i denne Nat«,
SD, s. 134 t Evige i ham, Selvet, kunne · døe i samme Forstand som Legemet døer af
Not7:10 er er som bekjendt Insekter, der · døe i selve Befrugtelsens Øieblik, saaledes
SLV, s. 127 jeg er sikker paa, hun vil · døe i sin Rede. – Her blot et Ord i Forbigaaende.
OTA, s. 348 aledes vilde han kun leve og · døe i Striden, og paa Slagdagen, først og
SFV e turdet tie endnu længere, ja · døe i Taushed om hvad der i Taushed har som
CC:25 den Maade at leve i Tiden og · døe i Tiden, det har ikke noget synderligt
AE, s. 535 men er en herlig Anskuelse at · døe i, den eneste sande Trøst, og Dødens
3T44, s. 254 es, at dette Menneske maatte · døe igjen af Beskæmmelse, maatte ønske
NB10:169 mig selv, som skulde jeg enten · døe imorgen ell. det var afgjort at jeg vilde
CT, s. 86 n Dag Idag. Om Hedningen skal · døe imorgen, det lade vi uafgjort, men vist
NB13:31 id med Intet, med Nul, venter at · døe imorgen, men bruger saa temmelig intensivt
NB12:191 thi naar man dog venter at · døe imorgen, og idag flere Gange maaskee qvalfuldt
NB7:9 d mig: Kjerlighed. Nu kan jeg · døe imorgen, og jeg kan leve længere: Alt
NB12:109 elt. Naar man tænker at · døe imorgen, saa siger man enten lader os æde
NB:210 jeg var saa sikker paa at · døe inden den Geburtsdag ell paa den, at jeg
AE, s. 266 døbt som lille Barn og at · døe jo før jo heller, er en Dumhed, der
NB32:83 ved et Mskes Liv, saa han ved at · døe kunde undgaae Straffen. Men Gud har jo
NB34:42 naar de selv skulle · døe lade de Præsten kalde, ønske at blive
KKS, s. 103 han kan jo ikke engang ved at · døe lade dem føle, hvad de tabte. O, menneskelige
DSS, s. 124 et er at døe, qvalfuldt at · døe langsomt, saa Døden er en salig Lindring.
SLV, s. 270 sse Tider, hvor selv Pigerne · døe lige saa pathetisk af Elskov, som Fal
NB9:2 aledes at identificere det at · døe med det at begraves! Hvad Under, at Fattigfolk
SFV, s. 52 trykket«, for saa at · døe med dette Udtryk paa mine Læber. Og
OTA, s. 426 eligt talt, uskyldig, og dog · døe med en Vittighed paa Læberne, det er
TS, s. 102 e vi leve med ham, da maae vi · døe med ham. Først Døden, saa Livet.
NB28:54 fordi jeg meente at skulle · døe meget ung, deels fordi jeg meente, at Gud
Brev 296 ederik d. VI,: en Philosoph kan · døe men han kan ikke blive syg. Idetmindste
2T44, s. 209 længe med sin Husbond, at · døe mindet af en Slægt. Dog var hun jo nu
NB16:46 s ham. Men saa maa han ikke · døe nu; thi saa afstedkommes for meget den
OTA, s. 358 r af Dyr fødes i et Nu og · døe næsten i samme Nu; de lavere Dyr voxe
SLV, s. 402 ige saa godt, at en Pige vil · døe o. s. v., han kan ikke engang gjøre
SLV, s. 358 er om det var til, jeg kunde · døe og altsaa efterlade mig det, jeg kunde
NB28:51 g hvor conseqvent! Dette at · døe og at afdøe er nemlig saa Kjendet paa
NB10:167.b e. Thi han skjelner mellem at · døe og at sove.« Luther. / Spørgsmaal,
BI, s. 135 ilosophens Attraa er efter at · døe og at være død. Men at attraae Døden
Papir 405 n have, hiin socratiske at · døe og at være død. Thi Socrates han
Not7:5 at jeg kunde lægge mig til at · døe og da i min Dødsstund tilstaae den Kjærlighed,
NB9:2 tinction mell. dem, som ville · døe og dem som ville blive begravne i det nu
Not1:6.c troe om de Retfærdige, at de · døe og deres Afskeed bliver betragtet som en
3T43, s. 80 t bør ethvert Menneske at · døe og derpaa at komme til Dommen. Men paa
EE2, s. 304 ør sig ethvert Menneske at · døe og derpaa komme for Dommen, hvor da Alt
SD, s. 134 i Selvet, evig at døe, at · døe og dog ikke at døe, at døe Døden.
AE, s. 213 da gyser for mere end for at · døe og for at miste mit Kjæreste, er at
NB24:76 om Luther, at han da han skulde · døe og gjøre Testament, og man vilde have,
SLV, s. 187 hvert Øieblik vil til at · døe og han da pirrer ved den, saa den et Secund
FF:114 – men de formaaede ikke at · døe og i deres Hendøen at tabe sig i Himmelen.
LF, s. 48 Alts Omvæltning, lad Fuglen · døe og Lilien visne: Din Glæde i Tilbedelsen,
NB10:152 eneste Alvorlige er at jeg skal · døe og saa til Dommen. Man maa først uethisk
AE, s. 155 indelighed. Maaskee er det at · døe ogsaa saaledes Noget i Almindelighed for
JJ:514 Du, inden Du lagde Dig hen for at · døe om Du end vedblev at leve, spurgte Dig
NB9:78 ridt i den Tanke at jeg skal · døe om et halvt Aar – og saa bliver 82
SLV, s. 51 benhjertighed, thi nu vil hun · døe paa det Modsatte. Dersom da Manden af fuld
KG, s. 349 Overbeviisning, som han turde · døe paa, at hvis den Anden ikke havde forandret
NB:64 haaber til Gud, at jeg skulde · døe roligt og saligt. / / Der er een Anskuelse
NB29:37 naturligt det Fornøielige, at · døe Rædsel. / O, men naar Fordringen er
NB18:4 et Forhold til Χstd, og · døe saa. / I levende Live frygter det naturlige
AE, s. 157 det. – See, naar det at · døe saaledes skal sættes i Forhold til hele
OTA, s. 298 aledes at leve – og at · døe saaledes! Er dette Liv eller er det Død?
OTA, s. 298 døer Fuglen! O, tungt at · døe saaledes! Og naar saa den første Svale
G, s. 42 ge Alt til Rette! Hvo der kunde · døe saaledes, at selv Eens Dødsleie i samme
NB:73 ar er kun Spas: Alvoren er at · døe saligt! / Man modsiger sig derfor ogsaa
NB29:37 men saa ogsaa igjen det at · døe saligt, ja usigeligt saligt, ubeskriveligt
NB25:46 il hjælpe et Msk. til at · døe saligt. / Forsaavidt da at et saadant Msk
Papir 560 r som rasende, naar det at · døe skal være Alvor, og i en Tilstand af
NB6:61 ved den Tanke, at jeg skulde · døe snarest muligt, og de afgjørende Skrifter
AE, s. 538 rtvivlelsens Climax: bedst at · døe som Barn. Men hos Mathæus er Meningen
2T43, s. 43 ikke tillod at ældes og · døe som Børn, hvem det ikke diede ved Medgangs
4T44, s. 307 og dog kun Barn, ja man kan · døe som et gammelt Barn. Men det at være
Oi4, s. 206 nk et Hospital. Patienterne · døe som Fluer. Methoderne forandres baade paa
DD:188 iestes Børn; men I skulle · døe som Msk: og gaae til Grunde som en Tyran.
BB:29 af samme Art, istedetfor, at · døe som Pebermøer til bedste for Verden.
SLV, s. 332 nskab med det Evige, hun kan · døe stille og blidt i Gud » wie das
SLV, s. 221 ode Gud saa kan jo Mennesket · døe ti Gange imedens« » Det
Papir 94:2 ke Tidsmomenter. / Børn, der · døe tidlig – / Hedninger – /
Papir 483.d hristendom at gjøre det at · døe til Alvoren og fortie Dommen? / Christendommen
NB34:34 ller en Apostel taler om at · døe træt af Livet; thi sandeligen at have
NB36:15 ordunkle Alle i Kongens Club: at · døe usvækket. / / / Jesuitisme. /
NB17:78 . I Tanken om at jeg skulde · døe var det jeg vilde sætte N. ind i Sagen
Papir 270 re om det Samme, at det at · døe var en Vinding. Vel undgik de visselig,
Papir 99:3 Thyboe, naar vi tænke os ham · døe ved at falde over sine Sporer i 5te Act;
TTL, s. 447 get ringe Kunst, men at kunne · døe vel er jo den høieste Leveviisdom. Hvori
NB24:44 nok o: s: v: – og saa · døe vi; men hvis vi ikke ved Døden vare
NB10:65 mere, ikke det Næste, det at · døe Vinding. / I evangelisk Psalmebog No 5,
TS, s. 84 ax ved Begyndelsen som det at · døe! Almægtigt ligesom at løfte paa Almagts-Kræfter;
TS, s. 98 yser han mere for, end for at · døe! Men her forkyndes jo en levendegjørende
KG, s. 152 da siger Evigheden: » · døe«, hvis ellers Hjertet skal blive reent. Thi
KG, s. 45 ige » enten elske eller · døe«, og derved betegne, at et Liv uden at elske
CT, s. 86 drikke, thi imorgen skulle vi · døe«. Men saa er jo Hedningen uden Bekymring
OTA, s. 125 til at fødes og Tid til at · døe«; der er Tid til at spøge letsindigt med
NB14:82 ans hele Liv sigtende til det at · døe) saaledes hører ogsaa Indtoget med for
Oi5, s. 227 Dig: dette betyder, at Du maa · døe, afdøe, ellers kan Du ikke elske ham.
Oi5, s. 227 s-Fjende: han vil jo, Du skal · døe, afdøe, han hader just Det, hvori Du
TS, s. 97 , naar Du nemlig først vil · døe, afdøe; men det er ikke saa mildt! Man
SLV, s. 186 / Ak! at hun dog ikke maatte · døe, ak at hun dog ikke maatte visne hen! Hvis
NB6:64 n Magt over mig, at jeg nu skulde · døe, anvendende dette Halvaar til at sørge
Papir 487 Aand er, ifølge det n: T: at · døe, at afdøe – thi, ifølge det
NB28:51 Betydning og Opgave er: at · døe, at afdøe! / Hvor paradoxt! Og atter
Papir 578 at det at elske Gud er: at · døe, at afdøe, af alle Qvaler den qvalfuldeste
SD, s. 118 , og Helbredelsen dog just at · døe, at afdøe. / / I 1848. / / /
NB32:54 døe. Altsaa er Aand: at ville · døe, at afdøe. / Forresten sees let, at det
NB28:51 hvilken Opgaven, svarer: at · døe, at afdøe. Altsaa denne Verden af Levende
NB29:36 . qvit, der kun taler om Eet: at · døe, at afdøe. Og var det saa ikke en Art
NB35:24 nyde Livet betyder det: at · døe, at afdøe; istedetfor det Ligefremme
NB7:112 Sjelens Beredvillighed ( til at · døe, at aflive sig selv) skal være Virkningen
Papir 62 n Syg, som er ængstelig for at · døe, at den troede at den skulde døe, hvor
SD, s. 134 e, at døe og dog ikke at · døe, at døe Døden. Thi at døe betyder
NB24:159 ligt: det at see sig selv er at · døe, at døe fra alle Indbildninger og alt
SD, s. 134 nne Sygdom i Selvet, evig at · døe, at døe og dog ikke at døe, at døe
SD, s. 178 gesom Selskabsfuglene, strax · døe, blot de et Øieblik skulle være ene;
2T44, s. 200 den han lægger sig hen at · døe, da spørger han endnu engang: elsker
2T43, s. 28 , naar Bølger fødes og · døe, da stirrer han ikke ned i disse; thi de
NB6:67 ig. / Den Tanke, at jeg nu skulde · døe, den Tanke i hvilken jeg har hvilet, den
EE1, s. 214 gste var den, der ikke kunde · døe, der ikke kunde slippe ned i en Grav. Da
NB17:71 get. / Jeg tænkte mig at · døe, derfor ønskede jeg at gjøre et Forsøg
BI, s. 86 lædelige, i at han nu skal · døe, deri, at han bliver fri for Alderdommens
NB5:140 m. / Humoristisk Replik: jeg kan · døe, det veed jeg nok; men jeg tænker som
SLV, s. 283 Liv paa Kategorien. Man kan · døe, det veed jeg, man kan seigpines, det veed
SD yg til Døden det ikke at kunne · døe, dog ikke som var der Haab om Livet, nei
NB8:16 g paa at gjøre Prøve paa at · døe, ell. forud at opleve Døds-Situationen.
NB33:38 om, at det at see Gud er at · døe, eller dog at blive blind, stum o: D: det
IC, s. 28 re gaaet til en Side for at · døe, eller I nedtrædes i Menneske-Trængselen,
KG, s. 45 nten besidde den Elskede eller · døe, enten vinde denne Ven eller døe, saa
AE, s. 318 ven ældre og saa endeligen · døe, er en maadelig Existents, thi den Fortjeneste
TSA, s. 70 Hans fri Beslutning, at ville · døe, er i evig Overeensstemmelse med Faderens
BA, s. 350 døe. Hvad det vil sige, at · døe, fatter naturligviis Adam slet ikke, hvorimod
NB28:34 il Verden – for at lide og · døe, for at offres. / Derpaa udsender han de
OTA, s. 148 for den vilde han leve og · døe, for den offre Alt, i den ene have sin Salighed.
NB7:9 nge den Qval ud ikke at kunne · døe, fordi jeg først maatte have seet, hvorledes
Oi5, s. 234 de Andre«, Flokken, · døe, fortvivle, om vi ikke ere betryggede ved
TS, s. 104 om paa den anden Side for at · døe, fritagen fra Deres usalige Lægebehandling,
NB25:46 nske eneste Trøst er: at · døe, først der begynder Χstdommen. /
IC, s. 99 d, ved at forfølges, lide, · døe, gjør det Bestaaende svævende. /
CT, s. 97 men dog ønsker han ikke at · døe, han lever paa sin Viis. O, rædsomme
NB14:82 var jo kommet til Verden for at · døe, hans hele Liv sigtende til det at døe)
Papir 579 at ville udsætte sig for at · døe, hvad ifølge almdl. msklige Begreber
EE1, s. 214 et Menneske, der ikke kunde · døe, hvis det er sandt, hvad Sagnet fortæller
BI, note gsaa vilde være bange for at · døe, hvis han ikke troede at komme til andre
SLV, s. 183 g mig vel ikke, at jeg vilde · døe, hvis hun ikke blev min. Jeg mente heller
NB6:67 Indbildning med at jeg nu skulde · døe, hvor godt da, at jeg udgav hiin lille Artikel.
Papir 62 e, at den troede at den skulde · døe, hvor netop Villiesyttringen mangler, saaledes
NB10:156 oved-Hensigten for hans Liv: at · døe, i denne Henseende kan jo Discipelens Forræderie
NB32:68 , hvor Talen blot var om at · døe, ikke om evig Fortabelse, maatte vel ethvert
OTA, s. 321 tus maatte gaae bort, maatte · døe, inden det kunde vise sig, om Discipelen
BOA, s. 94 un lidet, at man lader Helten · døe, ja det hjælper end ikke, om man, for
NB:64 mig: jeg troer ikke jeg kunde · døe, jeg troer min gl. Stridbarhed vilde endnu
AE, s. 155 Spørgsmaal, hvad det er at · døe, kan dog den med Verdenshistorien beskjæftigede
BI, note ening gjøre det, ønske at · døe, klamre sig fast til Livet for ikke at slippe
EE1, s. 214 igst var den, der ikke kunde · døe, lykkelig den, der kunde det, lykkelig den,
TSA, s. 70 s Død; men for at Han skal · døe, maa den medlevende Slægt blive skyldig
SLV, s. 322 v med Tilføiende: man kan · døe, man kan blive ulykkelig, men Meningen i
BA, s. 423 e til en Patient, at han skal · døe, man tør ikke kalde Præsten, af Frygt
FB, s. 181 Nødvendighed, at lade ham · døe, med mindre denne Videnskab skulde see sig
Papir 56 at underrette Msk. herom lide og · døe, medens der ingen Straf rammer de syndige
CT, s. 29 glen ophører at leve ved at · døe, men den Christne lever ved at døe. Og
SLV, s. 367 aadan Sygdom kunde man ogsaa · døe, men deraf følger ingen sikker Conclusion
SLV, s. 231 Konge har sagt: en Konge kan · døe, men han kan ikke blive syg, saa er det
NB2:62 aer Mskene! Nei, en Philosoph kan · døe, men han kan ikke tale; en Philosoph kan
AE, s. 406 igt med Poesien at lade Julie · døe, men hiin Leveviisdom, som den er Poesien
SLV, s. 231 det min Trøst, at jeg kan · døe, men jeg kan ikke blive træt. Thi hvad
EE2, s. 265 ikke være den, at han skal · døe, men tvertimod, at han skal leve godt af
Not4:7 Solen vilde staae op og Msk. · døe, men ved Vished kunde man dog ingenlunde
OTA, s. 373 et er saa, at Skabningen maa · døe, naar Gud tager sin Aande tilbage: da er
NB21:30 at afdøe, svarende til det at · døe, naturligviis maa være): hvo vilde ved
SLV, s. 341 n Skurk, og hun Den, som vil · døe, nu da det viser sig omvendt. Men dette
Papir 574 meest for? Dog vel for at · døe, og aller meest for Dødskampen, som man
FB, s. 204 res Aandens hele Kraft til at · døe, og at Helten altid døer, før han
OTA, s. 126 Det, der forhindrede den i at · døe, og da maatte Udødeligheden have været
NB8:16 den. Deraf deres Skræk for at · døe, og deres Forsøg paa at gjøre Prøve
NB6:27 ske sammen med den Tanke snart at · døe, og derfor bestandigt produceret og produceret
IC, s. 17 ge de Fortabte, for at lide og · døe, og dog bekymret – ak, for hvert Skridt
BA, note re tilstede; thi den kan ikke · døe, og dog maa den vente, thi Legemet maa jo
AE, s. 185 ele sit Liv ind, han vover at · døe, og han har indrettet hele sit Liv med Uendelighedens
SLV, s. 333 en Krænkelse. Og hun kan · døe, og hun kan bringe et Mord paa min Samvittighed,
NB10:122 ommet til Verden for at lide og · døe, og hvis vi saa ville antage, at han havde
NB6:27.a t har sat sig fast, at jeg skal · døe, og jeg forvænner mig med at skye Uleiligheden
SLV, s. 133 n unge Pige. Lad hendes Barn · døe, og see da den sørgende Moder. Der er
KG, s. 151 om paa den anden Side for at · døe, og Stilheden voxer omkring Dig, –
DSS, s. 124 shedens Omgivelse, det er at · døe, qvalfuldt at døe langsomt, saa Døden
KG, s. 150 dfæstningen, og Herren kan · døe, saa Dagleierens Forpligtelse hører op,
KG, s. 45 e, enten vinde denne Ven eller · døe, saa maatte vi sige, at en saadan Kjerlighed
EE1, s. 40 ge, at Livets Betydning er at · døe, saa synes dette atter en Modsigelse. /
NB4:64 Stephanus. / / Naar man skal · døe, saadan i det sidste Øieblik har man
NB:58 at mærke ere glemte saasnart de · døe, seer det jo Skuffende nok ud. Men paa Afstand
FF:175 d, der var ifærd med at skulle · døe, sige til Døden – dersom Du ikke
NB14:44 n om sin Elskov om at ville · døe, sine religieuse Besværgelser o: s: v:
LF, s. 44 f Alderdom, den maa dog engang · døe, skilles fra den Elskede, efter iforveien
IC, s. 184 øde i hver Slægt, lide, · døe, som han gjorde det den ene Gang; men dette
AE, s. 88 han var saa ligegyldig ved at · døe, thi den stakkels Fyr har formodentlig selv
NB32:54 ens høiere Lidelse end det at · døe, thi det at døe er blot at lide, det
SLV, s. 33 iver det, eller naar jeg skal · døe, thi dette veed jeg dog, jeg skal, da vil
EE1, s. 219 han kan paa en Maade ikke · døe, thi han har jo ikke levet; han kan paa
OTA, s. 212 da afsides, dog ikke for at · døe, thi han var jo endnu i Ungdommens Dage.
Papir 340:15 fsides, dog ikke for at · døe, thi han var jo endnu i Ungdommens Dage.
JJ:347 n, nei jeg trænger til at · døe, til den sidste Søvn, der er min eneste,
NB14:33 til Naaden. / Det Letteste er at · døe, Vanskeligheden er at leve. I Naaden er
NB11:139 f dette Maaltid, da, selv om vi · døe, vi kunne dog ikke forblive i Døden,
DS, s. 226 bøiet Hoved skal han ikke · døe. » Det er fuldbragt!«
NB2:60 sker hendøse – indtil de · døe. – Egl. er det ikke Umagen værd
4T43, s. 122 i hans Sjel, der ikke vilde · døe. – Maaskee var der Den, der i Tabets
IC, s. 94 Fader og Moder, skal visselig · døe. ( 5) Men I sige: hvo som siger til Fader
NB33:38 s Skyld. / At see Gud er at · døe. / ( at afdøe). / Hvad Hedenskabet ogsaa
NB32:27 uelse er: Livets Betydning er at · døe. / / / Christenheden / / er en Forklædning.
NB32:27 nsartethed. / At leve – at · døe. / / Der er kun to Livs-Anskuelser, svarende
NB10:200 jeg meente, at jeg skulde · døe. / Da det saa ikke skeete, og jeg ikke døde,
JJ:421 det Resignerede: nu skal jeg blot · døe. / Den litteraire Foragteligheds Begreb
SD, s. 136 den er just ikke at kunne · døe. / Denne er Tilstanden i Fortvivlelse. Om
FF:86 ebs med Fingrene og derpaa – · døe. / Det er ikke den chr: Retfærdighed
Papir 572 ælpe Dig til – at · døe. / Dog det forstaaer sig, Χstd. maa
NB27:86 kom jo til Verden for at lide og · døe. / Dog i dette Tilfælde kan umuligt noget
NB31:103 en, hans Begeistring vilde · døe. / Frygtelige Anstrengelse: paa samme Tid
NB4:36 f man som bekjendt ogsaa kan · døe. / Hvert Offer skal saltes! Saaledes med
NB10:152 at miste en Anden ell. selv at · døe. / Hvor veemodigt, at ogsaa dette, som der
SD, s. 134 bløshed end ikke at kunne · døe. / I denne sidste Betydning er da Fortvivlelse
NB3:66 r at det naturlige Msk. skal · døe. / Man har i den saakaldte Χsthed gjort
NB36:37 ham værre end slet og ret at · døe. / Med stor Forsigtighed anbragt paa Phantasie-Afstand
NB26:39 følt Lidelser som det at · døe. / Men Styrelsen veed nok hvad den gjør.
NB28:56 jeg vel muligen selv kunde · døe. / Og dog var det kommet nær, nær,
NB23:106 der kom – for at lide og · døe. / Saa komme Apostlene, der ubetinget ere
CT, s. 176 Dig«, der skal · døe. / Saaledes i Livets Virkelighed, naar Gud
Papir 29 f de Nyere han haaber ikke at · døe. /     v. 26 γλωσσα
NB32:54 jød og Blod meest for? for at · døe. Altsaa er Aand: at ville døe, at afdøe.
NB7:108 Handlinger hører ogsaa det at · døe. Altsaa ogsaa i Henseende til denne er det
IC, s. 250 tegne, hvad Død han skulde · døe. Altsaa Ophøielsen fra Jorden forklarer
EE1, s. 162 eblik, den tages ud, maa hun · døe. At berøve hende hendes Hemmelighed er
EE2, s. 165 allerede opløste før de · døe. De leve ikke æsthetisk, men det Ethiske
NB12:138 ved Livet, men vil gjerne · døe. Den Dag jeg døer, er hendes Vilkaar
SD lsens Qval er netop ikke at kunne · døe. Den har saaledes mere tilfælles med
BA, note a den vente, thi Legemet maa jo · døe. Den hedenske Anskuelse af Døden var,
Brev 89 er at leve, ell. at jeg skal · døe. Der var endnu en anden Udvei, at jeg gik
NB2:222 gyndelsen, at han skulde lide og · døe. Det Tunge heri, fremfor naar det saadan
SLV, s. 115 at Den, der saae Gud, maatte · døe. Det var kun et uegentligt Udtryk, det egentlige
Oi7, s. 312 sat som det at leve er det at · døe. Dette kan man ikke kalde nederdrægtigt,
BOA, s. 233 men til Verden for at lide og · døe. Dog herpaa kan jeg ikke videre indlade
NB17:103 er en herlig Ting at lære at · døe. Du holder det maaskee for overflødigt,
SD, s. 136 og dog kan han ikke · døe. Døden er ikke Sygdommens Sidste, men
BI, s. 127 ed Philosophernes Lyst til at · døe. Er Døden nemlig, hvilket indrømmes,
NB31:24 endnu mere bange for end for at · døe. Han er Dyr – og Afsideshed sigter
TSA, s. 84 vde Mod og var villig til at · døe. Han kjender ikke Hemmeligheden; han mener
SLV, s. 62 kke Idealiteten, saa maa hun · døe. Hos Hr. Petersen vækker hun den alligevel
BA, s. 350 ns Ord: da skal Du visseligen · døe. Hvad det vil sige, at døe, fatter naturligviis
CT, s. 75 leve – og angest for at · døe. Hver Gang en eller anden Begivenhed eller
AE, s. 153 e færdige. / F. Ex. det at · døe. Jeg veed desangaaende, hvad saadan Folk
NB23:106 etinget ere villige til at · døe. længes efter Martyriet / Saa komme Martyrerne.
NB6:9 Eneste der kan hjælpe mig er at · døe. Med hver Dag jeg lever, bliver jeg blot
SLV, s. 304 talte et Ord med ham, skulde · døe. Nu turde Ingen indlade sig med ham, saa
CT, s. 29 men den Christne lever ved at · døe. Og derfor tager hele Verdens Rigdom, som
AA:12 , for hvilken jeg vil leve og · døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg
NB9:2 o, Umenneskelighed!) ikke at · døe. Og hvor parodisk, at saa Visby just i denne
EE1, s. 234 hvis eneste Arving jeg var, · døe. Ogsaa dette forekom mig skjønt; thi
NB10:156 n have det til Hensigt at ville · døe. Peders Forræderie gjør hverken fra
SD ækkes med Døden og ikke kan · døe. Saaledes er det at være syg til Døden
BI, s. 241 ntet Forhold finde, da maa Du · døe. Socrates' Liv maatte i sin fuldkomne Isolation
NB24:164 det sin Søn føde, lide og · døe. Troer Du dette, da bliver Du evig salig.
NB6:62 i den haaber jeg til Gud at · døe. Vil han det anderledes, saa sørger han
NB23:166 ikke paa at dræbe men paa at · døe.« / cfr. Böhringer 1ste D. 3d. Afdl.
JJ:421 eg ikke læse mere, nu skal jeg · døe.« I Modsætning til Directeur Sagers vistnok
JJ:256 som den menige Mand bruger om at · døe: at Gud eller vor Herre klarer op for
SLV, s. 252 af et andet Menneske og selv · døe: man kan for at fravriste et andet Menneske
NB4:158 urv) at lade sig føde og · døe: o, uendelige Kjerlighed. / NB. NB. /
CT, s. 88 og nu hverken kan leve eller · døe: saaledes med Selvplageren, der bliver træt
SD, s. 134 en. Den Fortvivlede kan ikke · døe; » saa lidet som Dolken kan dræbe
OTA, s. 126 id til at gaae afsides for at · døe; der er Tid til at bygge Rede med sin Elskede
NB16:59 at spire maa Sædekornet · døe; for at avancere et historisk Fremskridt
SLV, s. 56 skulle begraves hver Gang de · døe; havde Forældre hidtil anseet Drengebørn
Papir 572 som til den Ende vil at Du skal · døe; just han er Din Døds-Fjende; Alt hvad
NB4:64 gere, inden man faaer Lov at · døe; man skal gjøre Testamente o: s: v:,
Papir 1:1 ed, at han ikke endnu skulde · døe; men at Gud vilde nok gjøre en stor Mand
TTL, s. 453 drikke, thi imorgen skulle vi · døe; men dette er Sandselighedens feige Livslyst,
3T44, s. 274 ke fødes, begynder han at · døe; men Forskjellen er den, at der gives enkelte
SD, s. 134 den betyder at opleve det at · døe; og lader dette sig eet eneste Øieblik
FB, note is Forstand for seiglivet til at · døe; thi det at døe er et af de mærkeligste
SLV, s. 405 , da det kun er Heltene, der · døe? / Dog Grunden være nu, hvilken den være
EE:71 meget det end koster, at det er en · Døen af fra ( der som enhver Døen har sine
TS, s. 102 ørste er skeet, naar denne · Døen er indtraadt. Saaledes med den levendegjørende
EE:71 en Døen af fra ( der som enhver · Døen har sine Taarer i Begyndelsen bittre, fordi
BA, note ere. Medens saaledes en Plantes · Døen og Forraadnen udbreder Vellugt næsten
SD, s. 134 en Umulighed; Fortvivlelsens · Døen omsætter sig bestandigt i en Leven.
NB27:78 aar Du først lider denne · Døen, at hvis Du ikke vil, som Gud han har Millioner