S.K. Søren Kierkegaards Skrifter
 

Søren Kierkegaards Skrifter

elektronisk version 1.8.1

ved Karsten Kynde


ISBN 978-87-993510-4-6


Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg

Grafik Karen-Margrethe Österlin


© Søren Kierkegaard Forskningscenteret

København 2014



Andre udgaver








Version 1.8.1, 2014

LP
Af en endnu Levendes Papirer
BI
Om Begrebet Ironi
EE1
Enten - Eller. Første Deel
EE2
Enten - Eller. Anden Deel
G
Gjentagelsen
FB
Frygt og Bæven
PS
Philosophiske Smuler
BA
Begrebet Angest
F
Forord
TTL
Tre Taler ved tænkte Leiligheder
SLV
Stadier paa Livets Vei
AE
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
LA
En literair Anmeldelse
OTA
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand
KG
Kjerlighedens Gjerninger
CT
Christelige Taler
LF
Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
TSA
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger
SD
Sygdommen til Døden
YTS
»Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«
IC
Indøvelse i Christendom
EOT
En opbyggelig Tale
TAF
To Taler ved Altergangen om Fredagen
FV
Om min Forfatter-Virksomhed
TS
Til selvprøvelse Samtiden anbefalet
DSS
Dette skal siges; saa være det da sagt
HCD
Hvad Christus dømmer om officiel Christendom
GU
Guds Uforanderlighed
OiA
Et Øieblik, Hr. Andersen!
JC
Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est
PMH
Polemik mod Heiberg
BOA
Bogen om Adler
SFV
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed
BN
Den bevæbnede Neutralitet
PCS
Hr. Phister som Captain Scipio
DS
Dømmer selv!
Oi10
Øieblikket Nr. 10
Løse papirer 592-596, supplement
Brev 1-42
Familien Kierkegaard
Brev 43-69
Studiekammerater og bekendte
Brev 70-78
Familien Heiberg
Brev 79-119
Emil Boesen
Brev 120-126
Kongehuset og offentlige myndigheder
Brev 127-160
Regine Olsen, gift Schlegel
Brev 161-170
Lærere
Brev 171-207
Familien Lund
Brev 208-233
Sekretær, bogtrykker, redaktør
Brev 234-240
Gejstlige
Brev 241-258
Følgebreve, takkebreve, anmodning
Brev 259-275
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge
Brev 276-307
Rasmus Nielsen
Brev 308-318
Læserinder
Ded
Dedikationer
              Vejledning
NB25:73 jertighed. Dersom En ligger · døende – om han havde 70,000 Mord paa sin
Oi4, s. 213 , der leed, og Kjerlighed som · døende betroede sin Sag til menneskelig Redelighed,
Oi4, s. 213 rhold til hvad den paa Korset · Døende betroede til menneskelig Redelighed i Efterfølgelse,
NB3:66 Engel, men christelig er en · Døende det. / At døe er at fødes /
CT, s. 81 enten En, der virkeligt er en · Døende eller En, der virkeligt lever. /
SLV, s. 220 udsprøiter Blodstraaler, · døende er den forfærdeligst; Silden døer
NB27:63 Henseende. I Forhold til en · Døende er det noget Andet; thi for ham er der
TTL, s. 392 en, eller den forlod ham: den · Døende er eensom, de stride begge eensomt, og
NB32:54 frisk. Men i Forhold til en · Døende er Situationen en anden, eller rettere
NB26:7 Χstus, og saa først · døende forklare, hvorledes det hang sammen. Om
SLV, s. 122 m var hun selv, ikke jeg den · døende Fægter, jeg troer, at det vilde kalde
Oi8, s. 352 igheden, hvilken man saa just · døende gaaer imøde som sin Fremtid! /
EE2, s. 190 rnet og seer paa Verden. En · Døende har, som bekjendt, en overnaturlig Energi,
EE1, s. 360 kan fixeres deri, ligesom en · Døende i sin sidste Villie; at gjøre det cordialt,
EE1, s. 223 maae haabe paa Dig, gid den · Døende maa søge Trøst hos Dig; gid de Unge
Not1:7 Forventning om en lidende og · døende Messias som Forsoningsmiddel? Her maae
Not1:7 / 1 at Forestillingen om en · døende Messias var fremmed for en stor Deel af
TS, s. 86 ar han vel egentligen mere en · Døende paa Korset end i Gethsemane! Var paa Korset
NB30:93.a n for polemisk. / / / Om P. M. · døende paalagde Sibbern at sige mig dette Ord
NB23:17 nkelt og fra Taushed. / Den · døende Paulus. / Sagnet fortæller, at da Paulus
NB30:93 / Jeg mindes et Ord af den · døende Poul Møller, som han oftere sagde til
NB18:4 . Kun en Røver – en · døende Røver, kun ham hjælper Syndens Bevidsthed
NB17:75 , tvivlraadige og næsten · døende Samvittigheder, der befinde sig i den Tilstand,
TTL, s. 449 derimod har aldrig nogen · Døende seet Døden skifte Farve, seet den rystet
DS, s. 227 fuldbragt. Nu opløfter han · døende sit Hoved mod Himlen » Fader i Dine
NB28:56 Sidste, om han ikke maaskee · døende skulde ville gjøre den. Derfor maatte
NB22:91 jelsen NB22:91.a / blivelse. / · Døende slog han ogsaa af i Forhold til Røveren;
NB7:9 Muligheder! Frygteligt! Og en · Døende som jeg, der var saa stille og beroliget
BOA, s. 254 ee være Vidne til, at den · Døende som taknemligt trykker Præstens Haand,
JJ:190 hvad Sandhed en Hemmelighed den · Døende tager med sig. hvad er Venskab, en Plage
SLV, s. 55 i samme Øieblik at ile den · Døende til Hjælp. Hvis en Mand vil holde saadan
TTL, s. 453 v skruet op i Priis, naar den · Døende tingede med Døden; hvo har ikke hørt,
NB4:61 vet ( for disse 70 Aar), den · Døende ønsker for Evigheden, ell. at han havde
TTL, s. 423 Liv mellem Begyndelsen og den · Døende! / See, derfor siger Ordet, at Kjærlighed
NB10:36 te og saasnart han tænker sig · døende) saa er det kun hans verdslige Herskesyge,
Papir 574 Tilstanden af at døe en · Døende, ( Du skal afdøe, hade Dig selv) –
TTL, s. 449 Øieblik synes det vel den · Døende, at han kunde have nogen Tid at leve i endnu,
NB7:110 , altsaa mit sidste Ord som · Døende, at jeg takker ham for det ubeskrivelig
IC, s. 252 s til Dig; og vi bede for den · Døende, Den hvem maaskee Meget og Mange ønskede
CT, s. 176 i disse Tider vil fortie den · Døende, det for ham Vigtigste at vide, at det er
EE2, s. 189 Veien.« Du er som en · Døende, Du døer daglig, ikke i den dybe alvorlige
CT, s. 81 ste Dag, saa er Du enten en · Døende, eller En, der ved at afdøe fra Timeligheden,
TTL, s. 391 med sin Gud; slipper selv den · Døende, for hvem Du jo omskifter Livet, slipper
EE2, s. 182 ndnu mere. Han seer ud som en · Døende, hans Aandedræt er svagt, og dog er han
NB18:4 paa det Absolute. Er det en · Døende, hvem man ikke tør sige til, at det er
TTL, s. 453 tid paa Tid i Forhold til den · Døende, hvo har ikke hørt, hvorledes en Dag
NB4:61 re Prøven. Tænk Dig en · Døende, hvorledes han kunde ønske at have
SLV, s. 108 angne, lad ham trøste den · Døende, jeg priser ham, han har ikke sin Løn
4T44, s. 355 kylder det. O, om jeg var en · Døende, jeg vilde dog anprise dette Ord: »
BOA, s. 254 Dødsleiet og trøste en · Døende, med hvad man selv er langt ude over; at
SLV, s. 55 les ikke forpligtende for den · Døende, men forpligter kun Tilhøreren til i
NB5:44 er mere og mere anstrenget som en · Døende, næsten segnende under Arbeidet; aarle
BA, note Skikkelse bøier sig over den · Døende, og med Aanden af sit sidste Kys udslukker
Not8:13 thi hvo elsker dog som en · Døende, og saaledes har jeg egl. altid tænkt
YTS, s. 266 som den Udmattede, ja som den · Døende, saaledes formaaede han ikke at løfte
HGS, s. 198 and, man agter at afgive Dig, · døende, til Evighedens Regnskab, hvor det vistnok
Brev 304 s en Levende, den anden en · Døende. / Det er forresten ogsaa mit Ønske,
SLV, s. 420 edens han har Taarer for den · Døende. / Skulde Experimentets quidam
NB26:111 Saaledes lever jeg hen, en · Døende. Det bliver dog vistnok sandt, hvad jeg
NB12:196 men mere end nogensinde som en · Døende. Det er i Retning af Christelig Sandhed
TTL, s. 392 er eensom, eensom ja liig en · Døende. Om de staae talrige ved den Døendes
NB4:61 Hvo har saa Ret? Dog vel den · Døende. Thi Ynglingen ønsker for Livet
NB17:59 forinden – den raaber · døende: følger mig efter. Kun » Professoren«
SLV, s. 406 iger om Gud i Forhold til en · Døende: klare op for det. Omvendt kommer jeg ikke
Papir 574 n elske Dig, naar Du er en · Døende; og dog er det Naade, uendelig Naade, uendelig
EE:192 , at den ogsaa rækkes den · Døende? og det er jo dog en Skik, som Du ingenlunde
3T44, s. 249 ens herligste Smykke, og den · Døendes bedste Pynt. / Forventningen af en evig
AE, s. 155 kan blive ophævet ved den · Døendes Forestilling om Døden i Dødens Øieblik.
G, s. 70 frygter især Sindssvages og · Døendes Forklaringer. Hvad vil det sige: afsindig?
NB35:12 Fødselstimen – see den · Døendes Kamp paa sit Yderste: og siig saa, om hvad
TTL, s. 392 . Om de staae talrige ved den · Døendes Leie de Mange, som vare ham kjære og
Papir 574 l. Thi De, der staae om en · Døendes Leie, de pleie dog ikke at grine af ham,
EE1, s. 361 r i et saadant Moment som en · Døendes prophetisk. Dette maa forhindres. Min elskværdige
NB10:191 hvad jeg, om muligt med en · Døendes sidste Villie, lægger Alvorens stærkeste
Papir 340:8 dsleiet, naar Du annammer den · Døendes Sjel. Saa lade Du Dig da finde o Gud ogsaa
NB10:39 elv at udgive det. Den er som en · Døendes Skriftemaal. Det er vistnok et stort Gode
OTA, s. 362 er vel mere inderlig end en · Døendes, naar han samler sin Sjel i eet eneste Ord!
DS, s. 171 unde give den Betydning som en · Døendes, og at det Udsagte kunde blive ved at lyde,
NB15:114 Dom under Loven. / Men da · døer Χstus – og hans Død er Forsoningen:
NB20:148 um efter, blive Discipel. / Saa · døer Χstus. Nu indtræder den væsentlige
NB23:131 stus lader sig føde, lider, · døer – for at frelse Mskene ud af Djævelens
SD, s. 123 tilsidst maa ende med, at han · døer – hvad havde det hjulpet Lazarus,
KG, s. 180 ent, ellers sygner den hen og · døer – ikke efter længere eller kortere
NB7:20 kyld mod mig. / Saasnart jeg · døer ( hvad jeg da stadigt har ventet skulde
SD fra, at man, ligefrem forstaaet, · døer af denne Sygdom, eller at denne Sygdom
SLV, s. 56 og sidst. Altsaa den Elskende · døer af Elskov, det er vist; thi har hun ikke
SD, s. 134 e af Fortvivlelse, som man · døer af en Sygdom, saa maatte det Evige i ham,
G, s. 36 Virkningen, ligesom et Menneske · døer af Hypersteni. Det øvrige Personale
KG, s. 62 ed, det bliver min Død, jeg · døer af Kjerlighed«, det behager slet
SLV, s. 379 nstandens Uudtømmelighed, · døer af Latter og saaledes forhindres i at præstere
OTA, s. 295 i vanskelige Tider sidder og · døer af Sult og slet Intet veed at gjøre,
AE, note spise, og det maa ende med han · døer af Sult, bestaaer saa det at meddele ham
SD, s. 134 i samme Forstand som Legemet · døer af Sygdommen. Men dette er en Umulighed;
NB:93 met, hvilket tilsidst hører op, · døer af Sygdommen. Men Sjælen bliver ved
Papir 370 e døer men Journalisten · døer aldrig, der bliver kun flere og flere.
LP, s. 38 tet Hold: naar Helten døer, · døer Andersen med og afnøder i det Høieste
4T44, s. 374 lsidst er dets Tid forbi, da · døer Begjeringens Orm lidt efter lidt, og Begjeringen
AE, s. 39 g medens Græsset groer, saa · døer Betragteren, rolig, thi han var objektiv.
EE2, s. 189 Du er som en Døende, Du · døer daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning,
DD:202 at vi med Apostlen maa sige: jeg · døer daglig. / d. 20 Jan. 39. / Hegel er en
OTA, s. 216 n og uventet kunde skee. Saa · døer den Tvesindede, og nu veed den Efterlevende
Brev 311 Vorherre paalægger os, · døer der een af Vore da forekommer det os som
SLV, s. 161 bet, naar der er Tale derom; · døer derimod Een uden at være gift, saa,
OTA, s. 176 en giftig Sygdom, thi af den · døer dog Ingen fordi de Andre ere døde af
NB22:90 o. / / 2) Som Du lever, saa · døer Du. / / Døden er jo ogsaa mulig i ethvert
Papir 462 de mislykkes for Dig): saa · døer Du. / Du ønsker jo, at blive salig.
NB22:90.d – men som Du lever, saa · døer Du. / e 3) Altsaa Du er udødelig; uleilige
EE1, s. 46 t naae eller for at flye. Jeg · døer Døden. Og hvad skulde kunne adsprede
AE, s. 531 vilken Tid den ene Generation · døer efter den anden. I Religieusiteten A er
KG, s. 180 and, ellers bliver den mat og · døer efter længere eller kortere Tids Forløb.
NB32:3 at lade Historien ende med at han · døer efterat være blevet fornuftig. Det er
BA, note rdeligere er Døden. Dyret · døer egentlig ikke; men naar Aanden er sat som
NB31:9 vaghed. / / Naar en Piges Elskede · døer eller bliver hende utro, og hun siger det
EE1, s. 220 lede, er det en Levende, der · døer eller en Død, der lever – det
EE1, s. 170 g. Naar saaledes den Elskede · døer eller hun maaskee slet ikke finder Gjenkjærlighed,
NB21:111 lde en Pligt er jo en Skyld. Nu · døer en Pige ugift – men siger hun til
KG, s. 308 e Kjerlige ældes i Aarene, · døer engang i Tiden, beviser Intet; thi hans
SLV, s. 161 ør for Evigheden; men saa · døer et Barn og man holder en Ligtale eller
NB28:54 ipt næste Dag – da · døer Etatsraad Olsen. Forunderligt! Havde jeg
TS, s. 103 n ( ɔ: naar Du afdøer) · døer ethvert saadant Haab, og forvandler sig
4T44, s. 368 x de onde Mennesker i Sigte. · Døer Faderen fra Barnet, og dette seer Moderens
NB20:92 t gjennem Døden. / Χstus · døer for at frelse Dig – dog paa den Betingelse,
NB31:68 n tager Feil, og den Piinte · døer for dem – Sligt hænder aldrig
NB11:126 ligne Dig saaledes, at jeg · døer for Dig eller Din Sag; jeg nøies med
RK, s. 189 i Verden som den Sandhed, man · døer for, nu er bleven den Sandhed, hvoraf man
NB6:64 iden kommer, dersom jeg ikke · døer forinden, bærende den uhyre Søile
GU, s. 332 askee han under alt Dette, han · døer fra sine Længsler, sine Ønsker, sine
OTA, s. 298 en Penning værd! Saaledes · døer Fuglen! O, tungt at døe saaledes! Og
DS, s. 222 ig den Tid I leve sammen: saa · døer han – og Du siger, glad, ved hans
Oi2, s. 159 derved bliver det.« / · Døer han – og han da efterlader saa meget,
Papir 252:3 en paa Kirkegaarden. Der · døer han cfr. p. 144: Helim: Hörst du den
TSA, s. 75 mt fra Livet – og saa · døer han for Sandheden. Det Hele er altsaa Begivenhed,
2T44, s. 200 r han svare ja herpaa, da · døer han ikke eller døer saligt; tør han
KG, s. 115 kalde det Kjerlighed, hvorfor · døer han uden at tilstaae, at han bedrog dem,
EE2, s. 265 at faae et godt Levebrød. · Døer han, førend han faaer det, saa har han
FB, note am forkyndt, i samme Øieblik · døer han, i samme Øieblik overvinder han
NB22:91 kan være hans Discipel. / Saa · døer han, og Døden er Naadens Til4. Journalen
NB11:127 , hans Yndling – saa · døer han, og farer til Helvede. Det er næsten,
NB15:114 er Forbilledet – saa · døer han, og nu forvandler han sig, han bliver
NB13:50 in gudd. Myndighed; men saa · døer han, og nu virker Myndigheden desto stærkere.
Oi9, s. 385 v troer, han er det. Saaledes · døer han, saa grundfordærvet som det er muligt
FB, s. 204 am forkyndt. I det Øieblik · døer han, thi den, som ikke forstaaer, at der
NB27:78 t Begjerede kommer ikke, maaskee · døer han, uden at det Begjerede kom –
TS, s. 87 Sidste heelt ud. – Saa · døer han. / M. T. husk nu paa, hvad det var,
NB29:10 ham. / – – saa · døer han. / Og saa Aarhundreder efter –
NB23:149 – for Sandheds Skyld. Saa · døer han. / Saa lever der en i alle Maader sandselig
NB13:50 an holder saa ud, endeligen · døer han. Nu er han tvingende. Han tvinger nu
EOT, s. 272 ra, selv Apostlene. / Men saa · døer han. Og hans Død forandrer uendelig
NB15:103 det Existentielle. Men saa · døer han; i Plato er det Existentielle sagtnet,
NB35:30 vet til o: s: v: Og naar en Mand · døer hedder det: han har det godt, han er sluppen
DS, s. 222 Sommerdag deres Livs Dag, saa · døer hun om Aftenen, og han siger rørt: hvad
SLV, s. 187 ngerne efter Friheden. / Men · døer hun, jeg kan ikke overleve hende, jeg kan
JJ:168 , saa bliver hun syg, og saa · døer hun: » og naar jeg saa engang er
NB18:89 nger i en Traad, og næsten · døer hver Dag stundom hver Time, en ængstet
4T44, s. 374 e Bekymring er det Timelige, · døer i Almindelighed før Mennesket, hvis
NB5:40 eg lever og med Guds Hjælp jeg · døer i den Tro, at han, naar jeg ved Døden
NB5:83 r en Stakkels fattig Lærd, der · døer i den yderste Elendighed, og saa siger
AE, s. 153 eg veed, at den tragiske Helt · døer i femte Akt, og at Døden her faaer uendelig
4T43, s. 162 at selv det lidet Barn, der · døer i Fødselens Øieblik, eier tilsyneladende
NB19:8 jo kun Momentet. Hvis Faaret ikke · døer i samme Øieblik, saa skal det altsaa
4T43, s. 174 Sjel for det Evige, hvis han · døer i Taalmodigheden! /
BOA, s. 254 er Præstens Haand, saligt · døer i Troen paa Det, som Præsten ved Dødsleiet
CT, s. 245 lioner Mennesker, jo hver Dag · døer i tusindviis, og formodentligen ogsaa hver
LF, s. 48 medens Du lever; hvad enten Du · døer idag, eller først om halvfjerdsindstyve
SLV, s. 78 ndse. Hun døer, men hun · døer ikke i den Forstand som Manden, hun forflygtiges
OTA, s. 204 se fødes der et Haab, det · døer ikke i Fødselen, thi det fødes i
KG, s. 150 være forbi – men Gud · døer ikke, og Baandet, som binder, brydes aldrig.
EE1, s. 178 sthetisk Normativ, og hun · døer ikke. Herved er Omgivelsen bragt i Forlegenhed.
OTA, s. 204 kke, den fortrydes ikke, den · døer ikke; den griber det Evige og holder det
NB13:31 Gamle igjen, at jeg formodentlig · døer imorgen, at det derfor gjælder om ret
G, s. 14 r sprunget Livet over. Om Pigen · døer imorgen, det vil ingen væsenlig Forandring
SLV, s. 244 al ikke fortryde dem. Om jeg · døer imorgen, min Existents var dog et Epigram,
NB15:114 men hvis jeg nu ikke · døer imorgen, saa vil det snart vise sig, at
NB6:52 bedste Kræfter ud af mig, saa · døer jeg – og saa arver Tiden mig. Der
Oi8, s. 348 inge denne Tanke frem. Derfor · døer jeg glad, uendelig taknemlig mod Styrelsen,
Brev 89 k. / Din / S. Kierkegaard. / · Døer jeg ikke underveis, saa troer jeg Du vil
SLV, s. 224 tionen. Enten troede hun: nu · døer jeg og saa er det forbi; men det er ikke
G, s. 81 kke, saa bliver jeg lumsk; saa · døer jeg slet ikke, men lader engang som var
SLV, s. 299 endnu tænker jeg som saa, · døer jeg virkeligen, saa behøver jeg jo ikke
AE, s. 153 tager en Dosis Svovlsyre, saa · døer jeg, ligesom ogsaa ved at springe i Vandet,
NB2:92 trækkes den ud, saa · døer jeg. / Var Paulus Embedsmand? Nei. Havde
TS, s. 101 ikke saaledes forbi, thi han · døer jo ikke, der ligger maaskee et langt Liv
NB29:11 over ham. Saaledes lever og · døer jo Millioner, de ere Numerus og det Numeriske
NB25:73 ør Fyldest. Men, men han · døer jo ogsaa, og er altsaa ude af Stand til
PS, s. 265 os gaae videre: hiin Lærer · døer jo, nu vel, saa er han da død, hvad
IC, s. 116 lde som dette: en Mands Kone · døer kan ikke gaae efter Paradigmet Abraham.
NB8:27 der han Bryllup; det er godt. Saa · døer Konen man condolerer. Et Aar efter har
OTA, s. 204 er jo ogsaa et Ønske, som · døer langsomt, som bliver hos den væsentligen
SLV, s. 19 et utrolig mange Ting. Derpaa · døer man – og saa bliver man udødelig.
NB15:114.a er gjort Fyldest for Alt; saa · døer man saligt. Men dette er enten Tungsind
KG, s. 115 an bedrog dem, saa han altsaa · døer med den Paastand, at det dog var Kjerlighed
OTA, s. 204 idende i Savnet, og først · døer med ham; thi Ønskerne angaae det Enkelte
Papir 370 leven en Type, den enkelte · døer men Journalisten døer aldrig, der bliver
NB28:77 lidet som han qua Forsoner · døer mere end een Gang. / Gud-Msket er Forbilledet.
FF:41 ge uden at blive sagsøgt. / Een · døer netop som han har beviist Helvedstraffenes
Not9:1 ra Andre han fødes, lider · døer o:s:v:. I denne H. kan han sammenlignes
NB32:3 n Feil, at D. Q. ender med at han · døer og døer som fornuftig Mand. D. Q. bør
AE, s. 148 rdenshistoriske Skuespil, han · døer og farer hen, Intet bliver tilbage af ham,
BOA, s. 239 rundt om den ( Solen) · døer og fødes Elskerinder, og den ei agter
AE, s. 155 indelighed, saa er det at jeg · døer ogsaa noget i Almindelighed. Maaskee er
NB:210 er feil angivet, saa jeg dog · døer paa den 34de. / Hvilket væmmeligt Raahedens
NB4:29 ndheden. Thi at en Sømand · døer paa Havet – hvor han vovede sig ud
OTA, s. 323 følgeren, om han end ikke · døer paa Korset, dog ligner Forbilledet i at
SLV, s. 271 lyver, saa man erotisk talt, · døer romantisk af Elskov og er Helt, men ikke
AE, s. 340 ighed og altsaa vel Christne. · Døer saa en Tilhører imorgen, der igaar ret
NB26:11 , den har bidt sig fast, og · døer saaledes. / Ogsaa jeg er anstrenget; men
2T44, s. 200 a, da døer han ikke eller · døer saligt; tør han det ikke, da er der
TTL, s. 427 lykke forvindes snart, og Den · døer sandeligen med Ære, ja Den fuldkommede
NB2:7 stakkels Mand; naar en Mands Kone · døer siger Verden: stakkels Mand; naar en Mand
AE, s. 499 Menneske, der, hvis han ikke · døer snart, om føie Tid vil blive altfor
AE, s. 155 r i Døden, saa et Menneske · døer som en Hund, medens Døden kun kan blive
NB32:3 D. Q. ender med at han døer og · døer som fornuftig Mand. D. Q. bør ingen
SLV, s. 220 den forfærdeligst; Silden · døer strax og naar den er død, er den saa
KG, s. 180 rtere Tids Forløb, thi den · døer strax, hvilket just er et Tegn paa dens
DS, s. 222 emærkede Liv igjennem: saa · døer Vennen, Ven fra Ven, og Vennen siger ved
NB32:104 ke passer: naar jeg engang · døer vil jeg kunde sige: Du bist vollbracht
KG, s. 109 s Mængde Uroen, som aldrig · døer): da er Mennesket oplært til at forstaae,
TS, s. 98 agen udtrykte) at Du først · døer, afdøer: er dette saa indbydende? /
EE1, s. 45 en evig Nat, naar jeg engang · døer, da kan jeg sige med Achilles: /
3T44, s. 266 egge Lige. Ja naar Du engang · døer, da vil der være Forskjel, da skal det
NB32:54 n – hvis han saa ikke · døer, det hænder, at han saa vender tilbage
Not9:1 h, saaledes fE at Χstus · døer, dog saaledes, at Modsigelsen strander paa
LP, s. 38 ldeles intet Hold: naar Helten · døer, døer Andersen med og afnøder i det
Oi8, s. 351 nske at see Paris, inden jeg · døer, eller snarest muligt at samle en Formue,
CT, s. 248 gyldigt enten jeg lever eller · døer, en tom Talemaade, at En har frelst mit
KG, s. 323 mhjertigheden. At et Menneske · døer, er da evigt forstaaet ingen Ulykke, men
NB:21 stsidste Scene i Hamlet, da Hamlet · døer, er dette hans Sorg, næsten til Fortvivlelse,
LF, s. 28 n. Men Gud, som jo heller ikke · døer, er Dig endnu nærmere, uendeligt nærmere
AE, s. 526 til i Tiden, fødes, voxer, · døer, er et Brud med al Tænkning. Skal derimod
AE, s. 155 d.« Men det, at jeg · døer, er for mig slet ikke saadan Noget i Almindelighed;
NB12:138 gjerne døe. Den Dag jeg · døer, er hendes Vilkaar misundelsesværdigt.
BI, s. 136 else af Døden. Men den der · døer, fordi han ikke gider leve, han ønsker
Brev 297 ist, at en Philosoph helst · døer, før han bliver syg; thi just saaledes,
FB, s. 204 at døe, og at Helten altid · døer, før han døer, han skal ikke komme
IC, s. 220 det er, i det Øieblik han · døer, før ikke; thi før kan han jo endnu
FB, s. 204 ten altid døer, før han · døer, han skal ikke komme synderligt vidt i sin
CT, s. 88 saligt, enten han lever eller · døer, han, som hverken lever eller døer, og
BOA, s. 94 t jo saa, at ethvert Menneske · døer, hans Liv faaer Ende; men deraf følger
NB29:87 jeg takker, naar jeg engang · døer, her vil blive noget for Docenter. Disse
IC, s. 118 Selvmodsigelse i, at min Kone · døer, hun er jo dødelig; ingen Selvmodsigelse
FB, s. 140 Døden, før han virkelig · døer, hvilket forekommer mig en cras Materialisme.
3T44, s. 278 , hvor Begjeringens Orm ikke · døer, hvor Trøstesløsheden stirrer paa
BOA, s. 261 ldes Skyld naar Du engang · døer, hvortil dog vel nok er en Deel Aar. De
KG, s. 186 rings skjulte Orm, der ikke · døer, idetmindste ikke før den har faaet Livet
FB, s. 204 te Ord udødelig før han · døer, medens derimod den almindelige tragiske
NB:210 t. At hun parodierende skreg: jeg · døer, medens jeg lod som begyndte nu først
NB25:46 t da at et saadant Msk ikke · døer, men bliver ilive, vil hans Liv være
SLV, s. 78 naaet Livets Grændse. Hun · døer, men hun døer ikke i den Forstand som
EE1, s. 178 tage den Forsikkring, at hun · døer, naar hun vedbliver at leve, føler den
Oi5, s. 235 etalende Medlem«. Han · døer, og alt i Forhold til som han betaler, faaer
AE, s. 143 r ved – men Betragteren · døer, og Betragtning var en maaskee høist
SLV, s. 414 iske. Den tragiske Pige, der · døer, og den comiske Synder, der bliver Morder,
SLV, s. 200 saa skee værre end at hun · døer, og dog er der nu ingen Sandsynlighed derfor.
CT, s. 88 han, som hverken lever eller · døer, og dog lever – ja, som i et Helvede.
NB22:149 ds, at naar en Mands Kones barn · døer, og hun taalmodigt finder sig deri, saa
LF, s. 48 a hvad enten Du lever eller Du · døer, og hvad enten det gaaer Dig med eller imod,
SD, s. 134 Fortvivlelsen, hvis Orm ikke · døer, og hvis Ild ikke udslukkes. Dog er Fortvivlelse
Oi10, s. 400 sig en Arv. / / / / En Mand · døer, og indsætter En til Arving af hele sin
GU, s. 330 este Begivenhed, naar en Spurv · døer, og naar Menneske-Slægtens Frelser fødes;
AE, s. 332 at han har gidet opgive den, · døer, og saa Præsten uden videre ved Graven
IC, s. 196 ivelse, saasnart den Christne · døer, saa er han i Høiheden, hvor han iforveien
KG, s. 308 n den rette Aarstid. Naar han · døer, saa er han just ved Maalet, naar han døer,
NB22:90 til Ens Liv. / / 3). Som Du · døer, saa farer Du heden. / / At det at døe
Oi1, s. 138 else: at naar da Declamatoren · døer, saa fremtræder en ny costumeret Declamator
NB4:63 godt benytte En. Og naar jeg saa · døer, saa kommer han luskende frem og er –
OTA, s. 328 skende, og da den Efterladte · døer, saa sige vi: nu fulgte hun ham efter –
NB36:6 / / Og naar saa et Sandheds-Vidne · døer, saa siger han til Gud: tak, tak for alle
NB24:94 heldede. / / Naar han saa engang · døer, saa tager Gud mod ham i Evigheden, og kjertegner
NB:210 er Tilfældet. / Dersom jeg nu · døer, saa vil Verden troe, at jeg er død af
KG, s. 309 han just ved Maalet, naar han · døer, saa viser det sig just, at han ikke ventede
AE, s. 155 for Andre er det, at jeg · døer, saadan Noget. Jeg er heller ikke for mig
FF:175 den – dersom Du ikke · døer, slaaer jeg Dig ihjel – og hvilken
F, s. 471 rdens Ihukommelse, jeg lever og · døer, staaer og falder med min Kone. Nu er jeg
NB25:72 eresse. / I samme Øieblik han · døer, sættes Χstd. over i Mskets Interesse.
EE2, s. 303 a bestaaer det, om end Vennen · døer, thi den forklarede Ven lever fort i den
IC, s. 220 ham. Men i det Øieblik han · døer, vedkommer dette ham jo slet ikke mere.
SLV, s. 380 ølelses Feber, hvoraf man · døer. / Er dette nu bragt til Bevidsthed, at
NB35:12 e deraf, naar Barnet engang · døer. / Sæt der var etsteds en uhyre pragtfuld
EE1, s. 126 han er Aand, før han · døer. Anden Gang viser han sig som Aand, og Himlens
NB21:7 vanskelige Situation. / / En Enke · døer. Hun har i levende Live haft en meget betydelig
NB22:149 der sig dog ikke tvinge. Barnet · døer. Hun takker paa nye. Hun er blevet en Abrahams
EE1, s. 197 deraf følger ikke, at hun · døer. I denne Henseende er hun hver Dag bekymret
AE, s. 153 ar denne, naar en Øltapper · døer. Jeg veed, at Digteren varierer Dødens
NB16:21 en Forelsket, hvis Elskede · døer. Lad saa Χstd. byde ham sin Udødelighed:
SLV, s. 56 halvtimes Spøg. Altsaa hun · døer. Men skulde hun derfor ikke kunne elske
SLV, s. 186 jeg betroe mig! – Hun · døer. Og jeg som et Øieblik kunde troe Forstandens
NB:170 t han bliver fornuftig – og · døer. Og Servantes der selv har faaet den ypperlige
NB4:64 v:, saa vender man sig om og · døer. Og Stephanus havde ogsaa Noget at arr
IC, s. 116 orfængeligt. En Mands Kone · døer. Saa prædiker Præsten om Abraham,
Papir 252:3 . – hans gl. Fader · døer. Vi finde Faust igjen paa Kirkegaarden.
TS, s. 85 at æde med dem, inden han · døer. Værgeløs er han som altid. Værgeløs.
NB2:17 nde fra mig, og jeg saaledes · døer: da vil Alt være i sin Orden. Jo større
NB24:72 paa Mskene – naar han saa · døer: o, en Trøst synes mig dog han skulde
OTA, s. 204 er et Haab, som fødes og · døer; et stakket Haab, som glemmes imorgen; et
SLV, s. 133 – Eller en Ægtemand · døer; han efterlader sig Intet, siges der, uden
SLV, s. 56 rlig Historie; hun sagde: jeg · døer; i samme Øieblik afgik hun, som naturligt
Not9:1 er, er bedrøvet, lider og · døer; men han siger: Faderen og jeg er eet. Bevægelsen
SD, s. 199 n, lader sig føde, lider, · døer; og denne lidende Gud, han næsten beder
SD, s. 168 ja de forstaae hinanden; han · døer; Præsten introducerer ham for 10 Rdlr.
OTA, s. 295 ader sig falde til Jorden og · døer? Ellers tale vi jo ikke saaledes. Naar Sømanden
3T44, s. 260 altid fødes flere end der · døer? Og dersom der gives en eensom Smerte, som
NB24:21 øes fra. Og just Det, der kan · døes fra, just Det er det, som det naturlige
NB24:21 fra? Ja fra Alt det, som der kan · døes fra. Og just Det, der kan døes fra,
BOA, s. 122 en Lærer vil favorisere en · Døgenicht af Discipel, saa kan han gjøre det paa
AE, s. 544 andhed, det maatte være en · Døgenicht, der ikke finder det Barnlige rørende,
SLV, s. 104 en Sjel indlader sig med, en · Døgenicht, der snarere burde sættes i Tugthuset
F, s. 470 iet med sig, ret en letsindig · Døgenicht, ja en umoralsk Person, thi han gaaer ikke
NB29:106 : » Ludvig er jo en · Døgenicht, som Ingenting har lært.« »
FB, s. 135 hed, som var han en letsindig · Døgenigt, og dog kjøber han hvert Øieblik,
EE2, s. 275 en. Man sover 7 Timer i hvert · Døgn, det er spildt Tid, men det maa være
Papir 566 e, styrter det Hele sammen i et · Døgn: vilde de have seet, at fra de forskjelligste
G, s. 30 eputation af gode Forsætter, · Døgn-Beslutninger, Halvtimes-Planer m. m. Hovedsagen er, at
OTA, s. 296 maatte kunne have ønsket · Døgnet dobbelt Længde – da vel Paulus;
EE2, s. 275 e saa; man arbeider 5 Timer i · Døgnet, det er spildt Tid, det maa være saa.
EE:134 saaledes ikke op hverken paa · Døgn-Horizonten eller paa den teleskopiske Generations
LP, s. 44 ke paa en hemmelig Protokol af · Døgn-Iagttagelser; – men til den – ved Digteren
NB20:167 skal blive Ideen tro, og nu maa · døie deres Misforstaaelse, som han saa let kunde
SLV, s. 92 sor i Retten maa man stundom · døie det Forfærdelige, at læse en Forbryders
BOA, s. 92 e, at En tordner og Andre maa · døie det, Hovedsagen er at vi Alle, hver især,
KKS, s. 94 ert i en senere Tid at maatte · døie Galanteriets Frækhed! / Men hvoraf nu
NB:67 Saa længe han lever kan de ikke · døie ham, fordi han som Medlevende udtrykker:
SFV, s. 95 jeg Stakkel, som har maattet · døie Latteren. Havde jeg med Taarer bedet og
NB2:13 t, end saa længe jeg skal · døie Medlevendes Næsviished, der i det Høieste
KG, s. 257 om, medens han levede, maatte · døie nok af Verdens Taabelighed, at han bestandigt
CC:13 arig Snak har Du vist maattet · døie nok af, og jeg har just faaet Ordre til
DS, s. 168 neskelig talt, at have maattet · døie nok) sig sin endelige Tilværelse betrygget,
AE, s. 98 som L., og Jacobi har maattet · døie nok, uforskyldt, forsaavidt man har angrebet
OTA, s. 125 de ved Livet, og maa da igjen · døie Ondt. Ja Blomsten, den kan naar det bliver
PS, s. 271 iddelbart forstaaet) havde at · døie, ikke gjorde det rette Forholds Mulighed
NB17:76 meget jeg end havde maattet · døie, thi som en Poeniterende der hader sig selv
NB35:22 vilke Rædsler den maatte · døie. Det vidste Gjæssene indbyrdes klogt
AE s andre Mennesker det Værste at · døie. Ja, der følger deraf tillige Noget for
NB6:20 øshedens Qval, jeg har maattet · døie. Men jeg har mit personlige Liv at gjøre
EE1, s. 426 ormodentlig allerede maattet · døie. Tænk Dig den hele Forsamling af Theevandsknægte
BI, s. 198 aster Øinene til Siden, og · døier barbenet meget Ondt, og kaster et fornemt
NB10:16 g alt det Væmmelige, jeg · døier, gjort mig lidt utaalmodig, saa jeg nær
Papir 405 d. Thi Socrates han har · døiet denne Aandsløshed, at Numerus er Regjeringen,
NB24:145 r aldrig have vovet end en · Døit og saa recensere slige Mænd. /
IC, s. 147 der, de have ikke bidraget en · Døit til at bevise Christendommens Sandhed,
PS, s. 305 jeg ikke, og vil nu ei heller · dølge at det var med Hensigt, samt at jeg i næste
4T44, s. 338 egen Angiver, uden at kunne · dølge det skjulteste Raad eller glemme den flygtigste
NB13:89 men jeg kan ikke · dølge for Dig, at der, hvorfra det nu end er
FB, s. 107 elv: » jeg vil dog ikke · dølge for Isaak, hvorhen denne Gang fører
NB28:23 en deraf blive? Nu, jeg vil ikke · dølge for mig selv, at Følgen vil blive, at
EE1, s. 293 i Nr. 4 Aria. / Ikke kan jeg · dølge for mig selv, neppe blive Herre over den
2T43, s. 17 vi ikke kunne og ikke ville · dølge for os Tanken om Øiets Lyst, som bedaarede,
3T44, s. 246 , der ledes af et Barn. / Vi · dølge ikke, at den Enes Tilbagetog kan være
4T44, s. 300 Høieste for sin Priis, vi · dølge ikke, at det sjeldent blev naaet i Verden;
LF, s. 37 men intet, intet Tvetydigt kan · dølge sig for ham; og opdager han det, saa er
FB, s. 151 e Offer. Høimodig skal han · dølge sin Smerte, om han end kunde ønske,
EE2, s. 326 Smerte at tilstaae det, det · dølge vi dog ikke. Vi lide da Smerten, fordi
BI, s. 136 det ingenlunde min Mening at · dølge, at enhver saadan Dokumentation bestandig
F, s. 491 n være Selskabets Hensigt at · dølge, at Faren ogsaa kan være mangfoldig;
AE, s. 227 er jo Plads nok. Jeg vil ikke · dølge, at jeg beundrer Hamann, medens jeg gjerne
F, s. 491 end stor, saa vil jeg heller ei · dølge, hvad der ikke kan være Selskabets Hensigt
3T44, s. 277 gens Frembrud lader sig ikke · dølge; dog hvo den Kommende var, kunde ikke bestemmes;
Oi10, s. 410 dem. / Du menige Mand! Jeg · dølger det ikke for Dig, at efter mine Begreber
Oi9, s. 384 ns Fjende. Præsten derimod · dølger det saa omhyggeligt som muligt, at han
Oi9, s. 384 naar den ynksomst græder), · dølger det ved at give sig Udseende af at være
SLV, s. 97 re Philologernes Sag; jeg · dølger ikke min Uvidenhed, og som jeg veed med
EE1, s. 429 Vinduet, en stille Indsø · dølger sig ydmygt mellem den høiere Omgivelse
G, s. 41 en saadan oprindelig Skjulthed · dølger sig, da fornærme man dog ikke denne,
FB, s. 209 be mig paa mig selv, der ikke · dølger, at det har lange Udsigter med ham, uden
NB33:50 kene. I det nye T: er ( det · dølges heller ikke) Χstd: Msk-Fjendskab –
LF, s. 9 et Skjulte, som den blev til i · Dølgsmaal – en lille Blomst i Skjul af den
AE, s. 441 ød og ved Barnefødsel i · Dølgsmaal bruges maaskee Guds Navn lige saa ofte
Oi5, s. 240 thi han lægger ikke · Dølgsmaal derpaa – er om at korsfæste Kjødet,
DS, s. 165 rikke aabenlyst, lægge ikke · Dølgsmaal derpaa, Andre, de Værste, drikke i Smug:
NB27:57 r er saare langt fra at lægge · Dølgsmaal derpaa, at han vil blive hadet af Alle,
NB26:69 ellig, at jeg jo selv ikke lagde · Dølgsmaal derpaa. / O, men er det ikke frygteligt,
AE, s. 265 dighed eller Barnefødsel i · Dølgsmaal eller andet Deslige; og desuden, naar Forfatteren
NB2:138 de, jeg som aldrig har lagt · Dølgsmaal for ham paa, at han var den Stærkeste
LP, s. 27 emningen selv syntes født i · Dølgsmaal og begravet i Stilhed. / Ville vi nu nærmere
YTS, s. 275 synlige tilstede. Nei, dersom · Dølgsmaal og Skumring og Afsideshed og Alt hvad dertil
IC, s. 236 kunne siges ikke at lægge · Dølgsmaal paa deres Harme over, hvad uretfærdig
IC, s. 236 g Beundring; de lægge ikke · Dølgsmaal paa, at det harmer dem at see, hvorledes
NB7:53 d, thi jeg lægger jo ikke · Dølgsmaal paa, at jeg har syndet anderledes end i
SFV, s. 72 t, saa vil jeg ikke lægge · Dølgsmaal paa, at jeg meget godt veed, hvad der er
Oi7, s. 309 elt, men lægger ingenlunde · Dølgsmaal paa, at naar der skal gjøres Alvor hermed,
Papir 453 te lægger jeg slet ikke · Dølgsmaal paa, den er jo langt langt stærkere
NB11:160 den, at han ikke lægger · Dølgsmaal paa, hvad der forstaaes ved en sand Χsten.
Oi4, s. 208 det nye Testamente ingenlunde · Dølgsmaal paa, siger det tvertimod saa bestemt og
NB20:8 ket, lægger jeg slet ikke · Dølgsmaal paa. Thi at der foruden mig skulde findes
SLV, s. 111 ie; det er beskedent og i · Dølgsmaal, dog boer Festligheden derinde, men som
2T43, s. 13 Skjulte, som den blev til i · Dølgsmaal, har jeg dog ikke taget Afskeed med den
Brev 268 er en Stemning, født i · Dølgsmaal, og meddeelt i Dølgsmaal. Og derfor seer
Brev 268 ølgsmaal, og meddeelt i · Dølgsmaal. Og derfor seer jeg atter heri et nyt Beviis
DS, s. 209 natten fødes bag en Busk i · Dølgsmaal: saaledes lod han sig føde –
AE, s. 448 emøder og Barnefødsel i · Dølgsmaal; ja der er brugt saa mange Paginer, at en
NB4:117 ke at være alvorlig nok. · Døm imidlertid ikke for tidlig, læs kun,
Brev 311 m mig skaansomt – ja · døm mig haardt og jeg vil dog takke Dem. /
Brev 311 e paa Deres Overbærelse · døm mig skaansomt – ja døm mig haardt
IC, s. 51 thi husk paa Indbyderen! / Og · døm saa selv – thi dertil har Du Lov;
NB5:91 Mulighed bliver saa Det der skal · dømme Χstheden. / Vee, vee, saa man har
KG, s. 235 et Menneske være efter at · dømme – dersom han vidste, hvad det er
KG, s. 235 for at faae Leilighed til at · dømme – det er Leilighed til at fange sig
OTA, s. 195 samtidig Stræben, thi at · dømme – efter Udfaldet ( hvorved der forsøges,
NB30:29 r at faae Menneskene til at · dømme – for at faae dem ud af Skalkeskjulet,
NB21:21 il Examen, vi Andre vi skal blot · dømme – istedetfor at enhver Levende er
NB3:8 g Tusinder og Tusinder dømme og · dømme – og gud veed, hvor Den findes, som
NB7:57 e til i afgjørende Forstand at · dømme / / / Men dette er jo dog ogsaa en Form
4T43, s. 138 , at Du kunde, istedenfor at · dømme aandeligen, begjere et Kjendetegn paa det
SFV, s. 48 Lærer, saa bliver han at · dømme af de sande religieuse Lærere, der alle,
NB17:69 r blive til for og lade sit Liv · dømme af dem. / Man kunde i denne Henseende gjennemgaae
NB27:18 l komme en Eftertid der vil · dømme anderledes om mig end Samtiden, men jeg
4T44, s. 359 me urigtigt, og som ikke kan · dømme anderledes, hvis Vedkjendelsen af det Gode
BOA, s. 148 lsmand for det Bestaaende vil · dømme anderledes. Han vil ikke nægte Muligheden
YTS, s. 256 in Anstrengelse: saa vilde Du · dømme anderledes. Men Du, som ikke selv fornemmer
Papir 254 g dømme, ja da vilde vi · dømme anderledes. Men man erindre, at disse Liniedandsere
OTA, s. 411 ker kun, at Menneskene vilde · dømme anderledes; denne Tale vil kun forkynde
KG, s. 235 d have den beqvemme Opgave at · dømme Andre – og saa er det Tilværelsen,
SLV, s. 283 den, der har travlt med at · dømme Andre in concreto, bliver sjelden Kategorien
OTA, s. 149 ar jo Tvesindethed: at ville · dømme Andre istedetfor sig selv! At Talen ikke
NB30:29 sit eget Liv, saa ogsaa at ville · dømme Andre strengt. / I vore Tider, især
FV, s. 23 tørst mulige Afstand fra at · dømme Andre! Og selv har jeg fra først af
AE, s. 515 selv ikke befatter sig med at · dømme Andre, at kunne faae Lov til at leve hen
OTA, s. 415 re Christne), men det er at · dømme Andre, dømme dem, der sige sig at være
NB6:73 shed, og saa for ikke at synes at · dømme Andre, dømme sig selv, at man er saa
BN, s. 120 er det nu mig, et Menneske, at · dømme Andre, især da ikke, hvad jo her maatte
OTA, s. 168 ikke, vær langsom til at · dømme Andre, men agt paa Dig selv; hold fast
BN, s. 121 eller et enkelt Menneske skal · dømme Andre, men at det ideale Billede af det
4T44, s. 357 en vil at hans Gjerning skal · dømme Andre, og faaer paa en underfundig Maade,
FV, s. 23 tørst mulige Afstand fra at · dømme Andre. / / 2. / Min Taktik / /
OTA, s. 416 ristendommen, men den er: at · dømme Andre. At bekjende, saaledes som Bibelen
NB30:29 r den Fare kun altfor nær, at · dømme Andre. Det er saa mskligt, naar man selv
NB23:197 glemme at stræbe, for saa at · dømme Andre. Det er Sværmerie og Hovmod; i
3T43, s. 68 dle mod Talen, kommer til at · dømme Andre. Ja selv det i Talen at dømme
NB30:29 faae Liv og Røre i det ved at · dømme Andre. Thi det lader sig ikke gjøre
NB22:135 Mildhed o: s: v: i ikke at · dømme Andre. Thi stundom kan jo dette have sin
3T43, s. 68 ig selv og derover glemme at · dømme Andre; advare mod at dømme og fordømme,
NB8:38 deale Χsten, der skulde · dømme Andre; nei, jeg har først og fremmest
TSA, s. 90 komme i den Forlegenhed, at · dømme Apostlene og alle De, der vare stillede
NB23:66 op urgerer Person, og vilde · dømme at denne Klogskab er utilladelig Feighed.
NB17:37 hun vende Forholdet om, og · dømme at Skjøgens Liv var lidt mere end Særhed,
BI, s. 229 en dømme, men naar den vil · dømme billigt, maa den tillige indrømme, at
CT, s. 223 er det ingenlunde hverken at · dømme Christenheden eller noget eneste Menneske
SD, note rgelsens Mulighed kommer til at · dømme Christenheden. / Her en lille Opgave for
OTA, s. 416 i med,) eller ogsaa vil han · dømme de Andre, at de ikke mene hvad de sige.
Papir 270 ed, vi ville lade hans Ord · dømme de stridende Tanker, lade hans Tale straffe
NB27:46 / / At sidde paa tolv Throner og · dømme de tolv Israels Stammer. / / Forsaavidt
KG, s. 233 lidt af den er nok, saa · dømme de, og kalde det at dømme i Kraft af
NB8:25 fordrister sig til ethisk at · dømme dem fE som Hyklere, og derfor hellere æsthetisk
OTA, s. 415 de ikke ere Christne, altsaa · dømme dem mildest for Letsindighed og Tankeløshed,
NB17:60 vilde han forpligtige ell. · dømme dem) saa er det eo ipso uundgaaeligt, at
OTA, s. 415 at være Christne, altsaa · dømme dem, at de ikke ere Christne, altsaa dømme
OTA, s. 415 en det er at dømme Andre, · dømme dem, der sige sig at være Christne,
NB16:21 en, hvorefter Evigheden vil · dømme dem. / Christeligt sukker Msket under »
EE2, s. 129 aa er det jo en Modsigelse at · dømme dem. Ikke sandt Du har forløbet Dig,
FB, s. 207 Slægt constituerer til at · dømme den forbigangne Slægt, den dømte
FB, note luttet sig til at lade Latteren · dømme den forvildede Tid. Æsthetisk Høimod
NB29:104 men til Verden ikke for at · dømme den men for at gjøre Verden salig: øieblikkelig
4T44, s. 356 øit i Ære og endog vil · dømme den Miskjendte, da at tie, at give det
4T44, s. 356 t det store Ord og endog vil · dømme den Miskjendte, da at tie, næsten at
NB17:37 et, vil det angribe Verden, · dømme den o: s: v: saa gaaer det paa Liv og Død,
YDR, s. 111 verhovedet altid endog tør · dømme den saa strengt; den anden har maaskee
CT, s. 22 rvise), eller til spottende at · dømme den saakaldte Christne, der ikke levede
BI, s. 220 at frelse Verden, men for at · dømme den. Dertil var hans Liv helliget, og denne
FB, s. 189 idt jeg tør tillade mig at · dømme derom, er det ogsaa min Mening, at det
NB2:241 ud i disse Tider, hvad man vilde · dømme derom. De Christne der nærmest gjøre
SD, s. 240 s: jeg tillader mig Intet at · dømme derom; jeg troer ikke, men jeg dømmer
NB16:16 n knække. Hvad vilde man · dømme derom? Var det dog ikke bedre, at afholde
OTA, s. 223 , hvor intet Menneske tør · dømme det andet, da han selv er en Anklaget.
AE, s. 294 ene Menneske kan ikke ethisk · dømme det andet, fordi det ene Menneske kun kan
KG, s. 245 ene Menneske ikke virkeligen · dømme det andet, men den Dømmende bliver blot
EE2, s. 213 og intet Menneske vove her at · dømme det andet. Et Menneskes Liv kan see besynderligt
TTL, s. 405 r for den. Lad kun Forstanden · dømme det Forgængelige, lad den kun rydde
NB27:87 lsen, og for at prøve og · dømme det Formastelige, der udenvidere vil ligne
NB11:110 sagtens er en Slump der sige og · dømme det Samme; thi Det at det staaer i et Blad
2T43, s. 31 i ikke agte paa Din Tale. Vi · dømme Dig ikke, fordi Du tvivler; thi Tvivlen
2T43, s. 52 r Du været hurtig til at · dømme Dig selv, at han ikke skulde vedblive at
NB23:131 der gjør at Du kommer til at · dømme Dig selv. Der gjøres ikke, nei ikke
NB9:29 Du dømmes, naar Den, der skal · dømme Dig, er Din Defensor. / / Det sande Gudfrygtige
TTL, s. 407 er kun Spøg, om jeg vilde · dømme Dig, men dette Alvor, om Du glemmer, at
EE2, s. 308 anskeligt at undgaae, ikke at · dømme Dig. Mit Ægteskab har saaledes ogsaa
OTA, s. 223 skal ikke formastelig ville · dømme Dig: ved at tænke Anledningen ret levende
Papir 398 lk er denne: Drenge skulde · dømme Eder – – – – det
JJ:466 -Udgave! / » Drenge skulle · dømme Eder« siger en af de gl. Propheter
SFV, s. 45 frygteligste: Drenge skulle · dømme Eder; det var en Demoralisation, som i
SLV, s. 73 have krænket, om Talen maa · dømme Eders Sjele, idet Nydelsen viser sig, men
NB23:157 s saa, kunde jo Msk-Aanden ikke · dømme efter den men maatte dømme over den)
CT, s. 26 Tilstand, at man, hvis man vil · dømme efter dens ydre Vilkaar, maa kalde den
IC, s. 30 a let, dette Menneskelige, at · dømme efter det Udvortes, efter Udfaldet: naar
IC, s. 76 , om det saa behager Dig, her · dømme efter Udfaldet. Men Christi Liv paa Jorden
OTA, s. 149 a ikke maatte synes at ville · dømme eller anklage Andre, thi ogsaa dette var
LA, s. 104 Novellen været Tale om at · dømme eller bedømme Tidsalderne, men kun om
BN, s. 113 ikke strax forhaste sig med at · dømme eller bedømme, hvorvidt nu det Enkelte
KG, s. 230 ra at aabenbare Dig selv i at · dømme eller i, hvorledes Du dømmer. Naar da
NB2:8 or Skyld som vi tilgive.) / Det at · dømme en Anden er at dømme sig selv. /
KG, s. 234 mmer Du Dig selv; thi det at · dømme en Anden er i sidste Grund blot at dømme
NB22:135 ørste. Fremdeles ved at · dømme en Anden forpligter den Dømmende sit
OTA, s. 330 elv, thi ogsaa det, at ville · dømme en Anden i den Henseende, er et Forsøg
AE, s. 294 En befatter sig med at ville · dømme en Anden, saa er dette Udtrykket for hans
OTA, s. 195 en levende Slægt at turde · dømme en forbigangen, fordi den miskjendte den
Papir 395.g ge og alvorlige Christne, der · dømme en Fremstilling som Overdrivelse, en Fremstilling,
SD, s. 171 det er efter al Anseelse at · dømme en Person. I Christenheden er han Christen
NB22:135 forbundne med virkelig at · dømme En. Thi saaledes er det jo aldrig i Livet,
BB:26 Periode – » I skulle · dømme Engle« – Mange Nationer kom
DD:70 / d. 11 Oct. 37. / Msk. skal · dømme Engle, αποϰαϱαδοϰια
3T43, s. 76 er retfærdigt, endog skal · dømme Engle; saligere den Kjerlighed, der skjuler
AE, s. 60 m i at begynde, og vil comisk · dømme enhver Forsikkring om ad denne Vei at have
SFV, s. 32 live opmærksomme og til at · dømme er nemlig Loven for det sande Martyrium.
IC, s. 103 den Talende efter Udseende at · dømme er. Dog dette skal udførligt blive oplyst
KG, s. 234 r den. / I Forhold til det at · dømme et andet Menneske fører Viden i sit
KG, s. 233 alv befarne Mennesker mene at · dømme et andet Menneske i Kraft af Viden. Dette
AE, s. 498 Den, der som Trediemand turde · dømme et Menneske saaledes; der er fra denne
NB21:32 for er det dog saa taabeligt, at · dømme et Msk. efter hans Ord – nei hans
KG, s. 232 n med ubetinget Sandhed kunde · dømme ethvert Menneske efter en almindelig given
SD, s. 234 behandle Folk som Fæ, men · dømme Folk som Fæ kan man ikke, thi man kan
SLV, s. 162 nhumanitet, som man dog skal · dømme forsigtigt om, og fremfor Alt ikke anprise
NB6:21 for er det jeg beder ham, at · dømme forsigtigt. / Det er Christendommen jeg
SD, s. 234 n man ikke, thi man kan ikke · dømme Fæ; om der end dømmes nok saa mange,
NB21:21 , og hans Dom: at han ikke vilde · dømme før han fik Udfaldet at see. /
JC, s. 25 indelighed. Han hørte Andre · dømme ganske anderledens, han sluttede, at Feilen
DS, s. 187 or Svaghed; den Myndige maatte · dømme ganske anderledes afgjørende om os)
IC, s. 40 Skikkelse, efter Udseende at · dømme ganske som et andet Menneske, naar det
NB11:33 t uden ad. Naar Msk. skulde · dømme ganske ugeneret om Χsti Liv og Apostlernes,
NB17:89 en, faaer Mængden Lov at · dømme ganske ugeneret, og dømmer nu: det er
NB32:13 g bliver en Sandhed: ved at · dømme gjør et Msk. aabenbart, hvad der boer
4T44, s. 328 e videre, ved endog at ville · dømme Gud, dersom ellers Frimodigheden er Frimodighed
Papir 254 m end tilbøielig til at · dømme haardt om ham, fordi, hvad der kommer fra
IC, s. 38 Tegn og Troens Gjenstand; at · dømme ham efter Følgerne af hans Liv er Gudsbespottelse;
CT, s. 62 unne, eller ikke skulde turde · dømme ham efter Lovens Strenghed. Han troer,
LA, note jør det: saa lad det Ethiske · dømme ham og det Æsthetiske finde ham comisk.
NB6:76 i Frygt og Bæven lade Gud · dømme ham og mig imellem, at det ikke er mig
IC, s. 68 maa nu sige hvad man vil, og · dømme ham saa strengt man vil: at ynke ham kan
CT, s. 62 , fordi intet Menneske tør · dømme ham, at derfor ogsaa den retfærdige
NB10:103 vilde de samme Msk. spotte ham, · dømme ham, at det var Forfængelighed, Overdrivelse,
NB7:5 and for Meddeleren, at Mskene · dømme ham, at han ikke er alvorlig, at han er
TTL, s. 408 var daarlig nok til at ville · dømme ham, hvilket jo var Tankeløshed, da
PS, s. 226 ør Fremskridt eller ei, men · dømme ham, kan han ikke; thi han maa jo være
2T44, s. 199 paa ham, og den skal engang · dømme ham, naar det herligen viser sig, at Taalmodighed
FB, s. 195 at han er bedre end Alle, som · dømme ham. – Angaaende alt Sligt burde
NB25:75 ller dog at have Ret til at · dømme ham. / Men vee ham, om han vovede at gjøre
IC, s. 215 e aabenbare ved, hvorledes de · dømme ham. Han paastaaer ikke at være en fuldkomnere
NB26:117 hed i, om det behager Folket at · dømme ham. Og nu Apostlene! De gik glade bort,
CT, s. 21 – og Du, Du skal jo ikke · dømme Hedningen, Du skal jo lære af Lilien
CT, s. 21 aa let komme til at anklage og · dømme Hedningen, til at lovprise den Christne
YTS, s. 274 er vare samlede, der vilde · dømme hende, ogsaa saaledes, at det var Forfængelighed,
NB30:29 n afholder sig saa ganske fra at · dømme hinanden. Ja, det troer jeg nok. Det christelige
KG, s. 22 e os til at faae travlt med at · dømme hinanden; de ere tvertimod sagte formanende
AE, s. 332 Ingen maa formaste sig til at · dømme Hjerter. Langtfra, o langtfra. Men da man
AE, s. 332 saa være Gud forbeholdt at · dømme Hjerterne! Men naar man bliver døbt
AE nærmere efter. Vee Den, der vil · dømme Hjerterne. Men naar en heel Generation,
OTA enes Ende skal komme igjen for at · dømme Hver især, om han fulgte Dig efter:
OTA, s. 403 aldrig kan vedkomme mig, at · dømme Hykleren, eller en saakaldet oprigtig Veileder,
3T44, s. 278 etiske Uforfærdethed i at · dømme Høie og Lave, den hellige Vrede, med
BOA, s. 202 en til at handle eller til at · dømme i den Sag, at en Lærer i Statskirken
BOA, s. 201 r vilde være kommen til at · dømme i den Sag, hvorvidt en Mand i vor Tid kan
KG, s. 233 dømme de, og kalde det at · dømme i Kraft af Viden, og mene, selvtilfredse
BOA, s. 95 Forsamling af Børn skulde · dømme i Sagen; thi Kokken eller Sukker-Bageren
NB6:76 rem Form, end selv at skulde · dømme i Øieblikket. / O, det er dog meget
AE, s. 414 rom jeg taler, lader Døden · dømme imellem som Voldgiftsmand, saa tør jeg
AE, s. 107 t. Strængere lader sig her · dømme imellem ved at besvare det Spørgsmaal,
NB:57 eed godt hvor vanskeligt det er at · dømme in abstracto om sig selv, naar man skal
OTA, s. 330 rbeviist ham selv. Dog derom · dømme Ingen, eller Enhver kun sig selv, thi ogsaa
4T44, s. 333 og Tilintetgjørelse. Man · dømme Ingen, eller Enhver kun sig selv. Ak, Alt
NB27:46 æt Det at sidde paa Throne og · dømme Israel tilsagdes mig som Løn for en
NB6:21 ær enhver Dygtigere om at · dømme langsomt betræffende Kræfter og og
Papir 393 Sandheden, men at man maa · dømme lidt langsommere, at der af mig, hvordan
KG, s. 282 øre stundom en Undtagelse, · dømme lidt mildere om det, Intet at opdage. Sæt
NB15:51 t Samme, ogsaa hans Fjender, som · dømme lige modsat. / Men midt i Χstheden
IC, s. 49 or i Samtidighedens Situation · dømme lige modsat; man nøies med at beundre
NB22:135 rd gjældende om ikke at · dømme maaskee ogsaa i Forhold til Den, hvem Intet
OTA, s. 231 d Sag, fordi Du ogsaa skulde · dømme med dem, der ikke forstode at dømme,
NB2:88 imod ganske rigtigt er 99,995 som · dømme med og bedømme. / » Den, som
TAF, s. 298 kjerligste, han kan kjerligt · dømme med Skaansomhed, kjerligt lukke sit Øie
OTA, s. 231 etsindigt og tankeløst at · dømme med, fordi Andre, fordi Mange dømte
Papir 393 eller vel endog forlede til at · dømme med. Det Meste nemlig af hvad der udenvidere
SLV, s. 218 og Dandsen og Yppigheden, og · dømme Medlidenheden – den menneskelige
4T43, s. 120 en, da var han hurtig til at · dømme mellem Gud og sig, og Dommens Ord ere disse:
NB5:56 s kom ikke til Verden for at · dømme men for at frelse den; men det at Han kom
Papir 340:13 omme til Verden, ikke for at · dømme men for at frelse, ikke for at lade sit
NB29:104 met til Verden ikke for at · dømme men for at gjøre Verden salig. /
Papir 371:1 vil maaskee Een og Anden · dømme mig og finde det sært ell. stolt. Men
BN, s. 121 et at være en Christen skal · dømme mig og hver Den, der vil lade sig dømme.
NB19:20 idlertid kan jeg dog heller ikke · dømme mig selv ganske efter som jeg nu forstaaer
NB21:93 naar jeg lader Pseudonymen · dømme mig selv med ( hvad jeg har udtrykt i Forordet)
NB19:35 t. Istedetfor anklagende at · dømme mig selv og bede om Tilgivelse, at jeg
NB18:42 nd ikke tillade mig det, derimod · dømme mig som en Phantast, en Særling, der
Brev 317 t Dem, troer jeg ikke at De vil · dømme mig som en Qvinde der har Lyst til at gjøre
AaS, s. 42 deraf har jeg ei læst. Man · dømme mig strængt, som jeg det har fortjent;
NB24:113 til at forløbe sig i at · dømme mig, forløbe sig saaledes, at det blev
SLV, s. 199 k gjorde et Forsøg paa at · dømme mig, men da slog hun Øiet ned, hun saae
NB17:64 efter Bladets Ordre til at · dømme mig, nærmere min Paaklædning. Og
NB9:24 lfredsstiller hende, ikke at · dømme mig, og fordi det tilfredsstiller hende,
SLV, s. 283 , den vilde holde paa mig og · dømme mig, og i denne Dom var jo atter Kategorien.
NB24:111 rre Fordring, som jeg lod · dømme mig. / Dette har Mynster ikke gjort. Ikke
NB20:118 Nu skal da Samtiden til at · dømme mig. Den gaaer ud fra den Forudsætning,
Not1:6 i Sk: tales om, at Chr: skal · dømme Msk:, er der ikke gjort nogen Modsætning
NB22:109 et. Dog maa man ikke strax · dømme Mskene saa strengt som vare de virkeligen
TS, s. 46 hed«; langt fra mig at · dømme nogen Eneste. Men da jeg dog ønsker
NB27:61 saaledes, at jeg paatager mig at · dømme Nogen, at hans Liv ikke udtrykker Fordringen,
KG, s. 55 re det paa den anden Side at · dømme Nogen, der siger sig at være en Christen,
Papir 453 ømmer Ingen. Skulde jeg · dømme Nogen, maatte det være mig selv: at
NB3:8 n Tusinder og Tusinder og Tusinder · dømme og dømme – og gud veed, hvor Den
CT, s. 21 odsætninger. For nu ikke at · dømme og fordømme bruger Evangeliet Lilien
BA, s. 422 rdigere? Jeg har ikke med at · dømme og fordømme hiin Adfærd, kun med
3T43, s. 68 ømme Andre; advare mod at · dømme og fordømme, fordi dog intet Menneske
NB15:77 ens jeg dog, langsom til at · dømme og i gudfrygtig Paaholdenhed,taug og sinkedes.
NB8:115 l Alt, og naar de i Livet skulle · dømme og ikke prækende ell. digtende forsikkre,
DS, s. 256 om efter det N. T., og derved · dømme og tilintetgjøre sig selv gjøre det
AE, s. 528 ved at gaae tilbage, eller at · dømme og vræle til Forsvar for Christendommen,
G, s. 26 gaaende Gjentagelsen Sagte, han · dømme ogsaa hvad han vil om, at jeg siger det
NB8:38 . ell. Sandhed, hvad skal man saa · dømme om Χstus – hvorfor slog Han
NB5:136 ndige, Statsmanden o: s: v: · dømme om Χstus i Samtidighedens Situation,
NB5:129 ffende hvad Historien vil · dømme om dem, have været frække og næsvise
Papir 455 mig tilkommer det ikke at · dømme om den høie Geistlighed; men forresten
CT, s. 147 ghed! Eller hvad vilde Du vel · dømme om den Læge, der fordi han selv fik
NB26:44 Naade. Eller hvad vilde Du · dømme om den Mand, der blev kold og ligegyldig
Brev 211 lade Dem forstaae hvad jeg vil · dømme om den mulige Yttring. / Men misforstaae
Brev 307 Dem forstaae, hvad jeg vil · dømme om den mulige Yttring. Nei, nei! Som De
NB14:88 n. / Eller hvad mon Luther vilde · dømme om den Theorie, som Peter har lavet, for
NB27:75 e Situationer blive til, vil man · dømme om den. / Derfor er egl. det: at blive
AE, s. 199 en Færd, og Enhver kan let · dømme om den. Spekulationens Venskab er af en
NB26:17 skal afgjøres, hvad man skal · dømme om denne Bog, saa tilstaaer jeg gjerne,
IC, s. 216 e aabenbare ved, hvorledes de · dømme om denne eenfoldige Stakkel, denne ufuldkomne
AE, s. 105 den Systemet. Hvad vilde man · dømme om denne Forskjellighed i andre Forhold?
AE, s. 418 redag, men hvad mon han vilde · dømme om det christelig-religieuse Foredrag,
Oi1, s. 138 ørst mulige Udbredelse, at · dømme om dette Menneske, at han besudler –
IC, s. 174 g Dig det selv, hvad vilde Du · dømme om en Elskende, der kun vilde tilhøre
NB11:165 Sagen bort. Hvad vilde man · dømme om en Herredsfoged, der læste en Ordre
Oi7, s. 313 at være berettiget til at · dømme om en saadan Leven, at den er en Art Galskab.
2T44, s. 190 e tabe den! / Hvad skulle vi · dømme om en Saadan? Skulle vi sige, at Sjelen
NB5:91 d. forfængelig. Hvad vilde man · dømme om et Land hvor man paastod, at der levede
NB11:75 dende. / Hvad vilde man vel · dømme om et Medicaments Skjebne, hvis det, ved
KG, s. 34 ikke. Eller hvad vilde vi vel · dømme om et Menneske, der forsikkrede, at han
NB16:16 umuligt: hvad vilde man saa · dømme om et Selskab, hvor hver især tog den
SFV, s. 31 ke, hvad De, han vil lære, · dømme om ham og hans Underviisning, Viden o.
NB17:71.f paa ham, hvorledes jeg skulde · dømme om ham; han maatte vide, at Angreb var
Papir 455 vad vil saa vel Katholiken · dømme om ham? Nu jeg antager, ( det er jo sømmeligt)
NB14:90 len ude, der nu skal til at · dømme om mig. / Vistnok har jeg holdt meget ud
NB36:18 deles at afholde sig fra at · dømme om mig; thi han mærkede nok, hvor fangende
Papir 454 mle! / Hvad denne Mand vil · dømme om min Stræben er mig af yderste Vigtighed.
NB10:172 e Sværm af Msker til at · dømme om min Tale om Publikum og den Enkelte,
NB22:26 n være meget stor for at · dømme om Sligt. / etsteds i Pensees, citeret
NB22:42 get godt veed hvad han skal · dømme om): saa studser man, man bliver betænkelig
HCD, s. 180 thi Menigheden vilde han vel · dømme om, som fordum: de ere vildledte –
IC, s. 240 t, snarere Nicodemus, der kan · dømme os – der er dog noget Foragteligt
NB12:178 i en Stat » Drenge · dømme os«. Et ret kløgtigt Hoved,
IC, s. 199 ller sig selv igjen af os, at · dømme os. Anderledes med Christus. Han levede
NB6:55 kommer der ud af naar Drenge skal · dømme os. Goldschmidt havde aldeles ikke caperet
DRT, s. 165 r, forbeholdende Evigheden at · dømme os; Præsten er jo ved Ed forpligtet
NB23:157 e dømme efter den men maatte · dømme over den) ikke sideordnet ( saa var den
AE, note ster sig til inspireret at ville · dømme over Hjerterne, hvilken Dom Lindberg altid
Papir 378 jeg henvender mig, thi at · dømme overilet, letsindigt, daarligt, fordømmende
NB11:58 eneste, fordi Regjeringen kunde · dømme Pressen; men Sandhedens egl. Conflikt,
KG, s. 231 af, at de ikke kjende Andre, · dømme rask væk. Aldrig saaledes den Indsigtsfulde,
LA, s. 103 ed den samme lidende Handling · dømme Redskabet. Han tør ikke overvinde Nivelleringen
NB10:18 ere Tid kom Dommeren for at · dømme Regjeringen. Jeg har havt lige omvendt
NB2:257 de ere just villige til at · dømme rigtigere om mig, hvad forstaae saa de
NB13:28 thi Viisdom er just, at · dømme rigtigt om Barndom og Ungdom, samt at Ens
KG, s. 111 der skulle dømme, vide at · dømme rigtigt. Dersom nemlig Kjerlighedens Gjenstand,
NB8:116 lighed, just fordi jeg skal · dømme ringe om mig selv. /
PH, s. 57 amvittighedsfuld Læser, vil · dømme saa fordelagtig om Bogen, ingenlunde; endnu
PH, s. 57 telligensbladets Anvisning vil · dømme saa fordelagtig om Indtrykket af »
AE, s. 213 t skulde berettige mig til at · dømme saa fornemt om Christendommen! Thi at jeg
Papir 540 ighed, det er saa Hjerteligt at · dømme saa mildt om alle Andre. Nei, det er Satan
KG, s. 376 ed i Guds Nærværelse at · dømme saa strengt, saa en Splint bliver dømt,
KG, s. 231 nd i det Indre, at just disse · dømme saa uendeligt forsigtigt, eller helst reent
KG, s. 202 mindre artige Børn, at de · dømme saaledes om det strengt opdragne, o, nei
FB, s. 127 i de mest troende Tider, ikke · dømme saaledes om et saadant Menneske? jeg har
DS, s. 193 der ere De, som i stille Sind · dømme saaledes om mig: han er en Forræder
NB10:20 inene) sagde: at De kunde · dømme saaledes om min hele Færd og ikke sige
OTA, s. 325 se er, han veed ikke blot at · dømme saaledes, at ingen Mislighed kan skjule
NB19:7 ogsaa, at Χstus maatte · dømme saaledes, han, som desto stærkere saae
KG, s. 201 es Liv – derfor maa den · dømme saaledes. Den usynlige Lov for et saadant
SD, s. 240 istus staae hen uafgjort, at · dømme saaledes: jeg tillader mig Intet at dømme
NB:57 stracto om sig selv, naar man skal · dømme sandt – havde det dog lykkedes mig
NB17:105 Egoismerne kan paa intet Punkt · dømme sandt om mig uden at dømme sig selv
NB17:105 t dømme sandt om mig uden at · dømme sig selv – ergo. At der er begaaet
NB10:20 igt forstaaet, komme til at · dømme sig selv for evigt, at der slet intet Hold
3T43, s. 68 formane ethvert Menneske at · dømme sig selv og derover glemme at dømme
4T44, s. 321 r ingen Trøst var, end at · dømme sig selv og ydmyge sig under den Forvisning,
FB, s. 189 til at tænke det og da at · dømme sig selv oprigtigt. Alene Forestillingen
KG, s. 136 det dog kun er Ens Villie at · dømme sig selv! Er der noget nøiagtigere Udtryk
KG, s. 229 mer Dig, da det at leve er at · dømme sig selv, at blive aabenbar. Just derfor
NB6:73 ikke at synes at dømme Andre, · dømme sig selv, at man er saa langt tilbage,
OIC, s. 213 nde, det forsvarer sig ved at · dømme sig selv, det vedgaaer den christelige
KG, s. 235 den er i sidste Grund blot at · dømme sig selv, eller selv at blive aabenbar.
AE, s. 69 ernbane, at tye til ham er at · dømme sig selv, er at berettige enhver Samtidig
3T43, s. 68 ndre. Ja selv det i Talen at · dømme sig selv, er saa saare vanskeligt, at ikke
NB7:92 r han for haard mod sig selv i at · dømme sig selv, men i ethvert Fald han beholder
2T44, s. 220 ighed bevidst, ikke blot maa · dømme sig selv, men ogsaa prøve sin Forventning,
FB, s. 146 ham gjorde, for at Manden kan · dømme sig selv, om han har Kald og Mod til at
NB2:8 ) / Det at dømme en Anden er at · dømme sig selv. / Naar Du i Livet forliger Dig
IC, s. 59 mit eget Barn, jeg kunde ikke · dømme skaansommere, og heller ikke anderledes.
SD, s. 234 s nok saa mange, naar det at · dømme skal have Alvor og Sandhed, dømmes hver
BI dighed det var af Athenienserne at · dømme Socrates fra Livet. Dette er nu ogsaa i
BI, s. 229 Staten var bemyndiget til at · dømme Socrates. I en vis Forstand var han derfor
BI, s. 216 at gjorde fuldkommen Ret i at · dømme Socrates; om vi med frelst Samvittighed
IC, s. 98 eden – Evigheden maa jo · dømme som det Bestaaende dømte, der var det
G, s. 26 ert dogmatisk Problem. / Enhver · dømme som han vil om det her angaaende Gjentagelsen
NB22:166 Alt igjen, og saa lad Dig · dømme som Morder. / Gud som Fader – en
NB14:88 en eneste af Kirkens Martyrer at · dømme som skyldig i at have fristet Gud. Og snarere
NB22:110 et er atter ikke saa strengt at · dømme som ved første Øiekast synes. Det
KG, s. 375 ler mindre end det at see, at · dømme Splinten i Din Broders. Men det strengeste
KG, s. 376 nneske vil spille den Rene og · dømme Splinten i hans Broders Øie. /
4T44, s. 328 ede Menneskes Kjendetegn, at · dømme strengest om sig selv, at benytte al Opfindsomhed
SLV, s. 239 undet, der have Kraft til at · dømme strengt. Eller er jeg ikke agtet og æret
3T43, s. 77 han ikke skal glemme det, og · dømme strengt; var denne Qvindes Skyld det Eneste,
NB:35 rdige, kun ikke naar de ville · dømme Tanker og en Tænker) der ikke kan tænke
KG, s. 234 eer ud, som kunde man stundom · dømme uden at blive dømt igjen. Men dette
NB27:57 Nu, derom har Ingen Lov at · dømme uden Gud. Men see dette er man langt fra
Papir 461 det, saa dog idetmindste ved at · dømme ufordeelagtigt derom, at dette er uchristelig
4T44, s. 359 de Dens Dom tilbage, der vil · dømme urigtigt, og som ikke kan dømme anderledes,
LA, s. 12 det Eftersyn antages at kunne · dømme ved at afgjøre, om det var en Forfatter,
BOA, s. 272 Om dette kan man nemlig kun · dømme ved at paaagte hans Yttringer, men disse
NB6:29 de der skal nyde saaledes at · dømme Verden – ak, jeg er paa andre Maader
KG, s. 192 re ham at faae travlt med at · dømme Verden, Gud forbyde, at noget Ord af os
IC, s. 170 le sine hellige Engle, for at · dømme Verden, og for at frelse dem, som troende
EE:133 Moment af ydmyg Resigneren paa at · dømme Verden, som ligger for en Deel til Grund
KG, s. 371 de villet det, men blot vilde · dømme Verden. See, dette er Eenheden af Strenghed
TAF, s. 296 Verden for i hellig Vrede at · dømme Verden: tænk Dig dette, for desto inderligere
NB2:152 vi alle frem idag – altsaa · dømme vi os selv – men Gud er større.
KG, s. 229 mmer, det er, idet Du nu i at · dømme vælger, maa blive aabenbart, hvad der
AE, s. 433 kan det end efter Din Tale at · dømme være tvivlsomt, hvorvidt jeg virkeligen
AE, s. 436 advare derimod – og saa · dømme ærbødigt om Middelalderen. Naar derimod
EE2, s. 129 hvad vil det sige at » · dømme« Andet end at fordre Noget af dem; og kan
OTA, s. 232 e vil den afholde Dig fra at · dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at
Papir 254 ede Forsamling bedst kunne · dømme, – og hvorledes denne Dom end maa
NB11:33 Apostlernes, maatte de egl. · dømme, at de vare Phantaster. / Det gjælder
NB14:60 t det ikke i sin Tid Samtiden at · dømme, at det, at jeg udsatte mig for Pøbelagtigheden,
NB13:85 maa saa ikke en praktisk Mand · dømme, at dette er Galskab. / Og dog er dette
NB15:103 de maa da ogsaa conseqvent · dømme, at en Professor i Theologien er større
NB17:64 belagtigheden kom til at · dømme, da blev Det det Comiske, at En ikke vil
LP, note adant Individ ordenligviis ikke · dømme, da han jo mangler den egentlige Overskuelse.
NB19:28 n det tilkommer ikke mig at · dømme, da jeg maa tilstaae, at hans Første
NB30:29 det klogeste at lade være at · dømme, da man bedst selv veed hvorledes man sidder
OTA, s. 150 hi vi have intet Kald til at · dømme, da vilde vel Svaret være: » det
OTA, s. 411 Hensigt er jo ingenlunde at · dømme, den ønsker kun, at Menneskene vilde
SD, s. 237 saaledes maa et Menneske · dømme, der endnu har bevaret sin Forstand. Den
Papir 378 med den Langsomhed til at · dømme, der er saa elskelig; med den Velvillie
TAF, s. 285 k ikke kom til Verden for at · dømme, Du var dog, ved at være Kjerligheden
SLV, s. 254 rømmede Competence til at · dømme, dømte saaledes om hende. Men dette er
LA, s. 14 til at høre, hurtig til at · dømme, efterkommer man kun halvt det Socratiske:
BI, s. 155 Minos og Rhadamantus sidde og · dømme, eller til en philosophisk, om det er Sandhed.
FB, s. 145 ader mit Ord men min Gjerning · dømme, er den virkelig ikke hvad den synes, er
IC, s. 30 gik til Agters for ham, da at · dømme, ergo er det et slet Menneske. O, og det
IC, s. 30 fordeelagtigt Udvortes, da at · dømme, ergo er han et ondt Menneske; naar En er
4T44, s. 326 slippe ham uden Magt til at · dømme, fordi Selvanklagen er formildet, glemt
SFV, s. 32 e, at han blev tvunget til at · dømme, ham forbittret, indtil Raserie forbittret,
OTA, s. 233 e, han bliver langsom til at · dømme, han dømmer ikke gjerne om Meget, og
SFV, s. 33 hjælper ikke, han maa · dømme, han er blevet opmærksom. / Ordentligviis
TS, s. 41 er: han være langsom til at · dømme, han give Tid, vi skulle nok komme nærmere
Papir 306 paa sine Lænker for at · dømme, han har glemt Lænkerne, og Verdens Uret
NB9:61 se Forudsætninger til at kunne · dømme, han jo aabenbart har, og fordi det dog
Brev 122 idt jeg altsaa formaaer at · dømme, har han et ikke almindeligt Herredømme
OTA, s. 197 ke gjøre dem snare til at · dømme, hvad de maaskee ikke forstaae, istedenfor
EE2, s. 168 raadvild om, hvad jeg skulde · dømme, hvilken Mening jeg skulde have ved Siden
AE, s. 125 Retning: hvad Ethiken maatte · dømme, hvis det at blive Subjekt ikke var den
AE, s. 14 / 121 / / Hvad Ethiken maatte · dømme, hvis det at blive Subjekt ikke var den
AE ve subjektiv / Hvad Ethiken maatte · dømme, hvis det at blive subjektiv ikke var den
KG, s. 136 Fylde, uden mod sin Villie at · dømme, hvis det dog kun er Ens Villie at dømme
NB32:130 e Digter – hvad vilde man · dømme, hvis det var blevet det Almindelige i Verden
NB10:140 e. Hvad vilde vel en Fader · dømme, hvis hans Barn istedetfor strax at adlyde
TTL, s. 392 gen, som dømmer, hvo turde · dømme, hvor Enhver betænker sit Regnskab: Ingen
KG, s. 190 Sorg, ingen Skaansomhed i at · dømme, ingen Hjælp i Livet, intet Raad i Farer,
Oi2, s. 147 Rene i en Sag og for at kunne · dømme, ingen Uleilighed selv at ville have, ingen
Papir 254 g forløb sig og lod sig · dømme, ja da vilde vi dømme anderledes. Men
KG, s. 127 Dog dette sige vi ikke for at · dømme, lader os ikke spilde Tiden derpaa; Overveielsen
BOA, s. 285 siges visseligen ikke for at · dømme, langtfra mig være al slig udvortes Travlhed.
DS, s. 214 skal dømme. Naar det skal · dømme, maa jeg beskæmmet tilstaae, at jeg er
IC, s. 181 som rigtignok ikke kom for at · dømme, men dog vil komme igjen for at dømme:
BI, s. 229 t, derom maa Verdenshistorien · dømme, men naar den vil dømme billigt, maa
3T43, s. 68 e misbruger sin Viden til at · dømme, men som dog ved sin Nysgjerrighed ikke
OTA, s. 231 ed dem, der ikke forstode at · dømme, men som havde Mængdens i timelig Forstand
IC, s. 219 Christus skal komme igjen og · dømme, nei da er Dommen overgaaet ham, at han
OTA, s. 243 master sig ikke til at ville · dømme, o langtfra: den dømmer Ingen; og har
KG, s. 234 . Thi Skriften advarer mod at · dømme, og tilføier, » at I ikke igjen
NB30:22 n og Mesteren vil komme igjen og · dømme, om de have været troe. / Naar saa er
SD, s. 241 men hvad mon han vilde · dømme, om en vilde ignorere det hele Faktum, at
Oi6, s. 260 eget Liv i denne Verden) vil · dømme, om man har fuldkommet hans Villie. /
IC, s. 246 Kunst. Jeg ønsker Ingen at · dømme, paa ingen Maade, men jeg anseer det for
KG, s. 235 gesom foranlediger Dig til at · dømme, saa Du endogsaa priser Dig lykkelig, at
NB17:69 e, disse mange Andre til at · dømme, saa indskrænke de Andre sig til at sætte
NB17:69 leste skulle være med at · dømme, saa maa der komme en saadan Krydsen mellem
KK:10 . Og efter det her Foreliggende at · dømme, synes langtfra at være skrevet for at
KG, s. 235 Den, som var saa ivrig til at · dømme, til at udøse sin Harme, sin mægtige
SLV, s. 440 r i det Øieblik, han skal · dømme, ved det ydmyge Udtryk for en Prædestinationslære
NB18:90 inde, som Intet forstaae, skulle · dømme, veiledte af Enkelte, som heller Intet forstaae,
KG, s. 111 aa, om Menneskene, der skulle · dømme, vide at dømme rigtigt. Dersom nemlig
NB7:109 O, Herre Gud! Naar jeg skal · dømme, vilde jeg sige: han havde dog en lille
PH, s. 56 til at læse, langsom til at · dømme. – Og dog hvad hjelper det, at det
NB22:135 mme til at lade være at · dømme. / Chrysostomus: / / » En Døds
IC, s. 55 ens Indtryk er forvundet, maa · dømme. / Den Kloge og Forstandige maatte sige.
NB21:20 e Udfaldet« førend de · dømme. / Det at ville see Udfaldet førend man
TTL, s. 407 or, om Du glemmer, at Gud vil · dømme. / Det Søgte er altsaa givet, Gud er
BI, s. 301 ikke, derom kan kun Historien · dømme. / Men fordi Subjectet seer Virkeligheden
IC, s. 215 man ikke, fordi man ikke kan · dømme. / Men skulde det dog ikke være muligt
SD, s. 234 te, derfor maa man opgive at · dømme. / Og da man nu i vor oplyste Tid, hvor
NB22:42 rledes end han ellers vilde · dømme. / Og da saa Mange elske denne fortumlede,
NB20:136 ledigede jeg Mskene til at · dømme. / Og Dommen blev, at en saadan Existeren
F, s. 509 ke understøtte mig, han vil · dømme. Den Yngre vil vist ikke føle sig smigret
3T43, s. 92 om Veir og Vind veed han at · dømme. Derfor siger han: » idag eller imorgen
Papir 394 et som Forf., jeg vil ikke · dømme. Er jeg blevet behandlet uskjønsomt:
NB23:207 ingen Criminal-Ret til at · dømme. Her er det egl. den offentlige Mening.
IC, s. 70 ax see, hvad Menneskene ville · dømme. Lad En, der kunde have et høiere Vilkaar
AE, note vt næsten hegeliansk Publikum · dømme. Maaskee har dog Udgiveren, netop i det
NB11:43 af Deres Dom, som virkelig kunne · dømme. Men de vidste, at der er en anden Classe
SFV, s. 33 han blevet, han kommer til at · dømme. Muligt at han for atter at faae sig selv
DS, s. 214 ælde, naar Evangeliet skal · dømme. Naar det skal dømme, maa jeg beskæmmet
SFV, s. 32 aaer jeg at tvinge ham til at · dømme. Nu dømmer han. Men hvad han dømmer,
KG, s. 189 er hjemme, hvor Forældrene · dømme. Og dog er jo Opdragelse ikke beregnet paa,
BN, s. 121 og hver Den, der vil lade sig · dømme. Thi det ideale Billede antaster jo i endelig
OTA, s. 423 d til denne Verden maatte de · dømme: at det at hudstryges var en Ære, det
NB10:168 med Mængden, at den maa · dømme: at det er en farlig Sag, at det er den
KG, s. 233 gt, og han skal til eller vil · dømme: da viser det sig, i hvad han saa derpaa
NB22:173 rfarne Kirkestyrere skulde · dømme: de vilde sige: han har truffet rigtigt.
IC, s. 181 en dog vil komme igjen for at · dømme: Dit Liv paa Jorden er jo netop Dommen,
KG, s. 235 om han vidste, hvad det er at · dømme: hvor langsom vilde han blive! Hvor begjerligt
NB14:60 ar om Religieusitet – skal · dømme: saa er eo ipso en sand religieus Handling
CT, s. 239 man« vil sige og · dømme; hvis eneste Bekymring var hiin uchristelige,
Brev 118 e Deel ( f. Ex. Udv: VI) at · dømme; imidlertid har Mynster dog vist i »
NB30:29 lbøilig eller har Lyst til at · dømme; man anseer det for nok det klogeste at
NB15:103 ? Ja maaskee naar Docenter · dømme; men de maa da ogsaa conseqvent dømme,
KG, s. 233 r Frygt for at tage Feil i at · dømme; men naar Du nøiere hører efter, hvad
SLV, s. 163 det. Ingen Hidsighed med at · dømme; ogsaa den Svagere har sin Ret; ogsaa Tungsind
KG, s. 374 at det er den Anden, han skal · dømme; thi Du har selv gjort ham til Din Dommer,
AE, s. 125 ert Menneske. Hvad maatte den · dømme? Ja, den maatte naturligviis fortvivle;
KG, s. 233 frygte for at tage Feil i at · dømme? Maaskee. Men det var jo dog nok ogsaa muligt,
Brev 273 g virkelig en sund moralsk · Dømmekraft! Et andet Sted siger han, at det franske
SFV, s. 95 lthed og Hovmod, ved hvilken · Dømmen man egentligen kun har opnaaet at angive
BN, s. 121 Fjernhed fra al jordisk travl · Dømmen og Fordømmen af Den og Den, eller af
SFV, s. 26 denne Fremgangsmaade er ingen · Dømmen og Fordømmen. Den er en sand christelig
TAF, s. 290 dømmende trænger ind, · dømmende » Du elskede kun lidet.«
NB34:6 ld er altid Gaven tillige et · Dømmende – og ved Sproget, eller ved hvad
KG, s. 236 en Dom over Andre, bliver den · Dømmende aabenbar. Det, at Letsindighed, Uerfarenhed,
TTL, s. 465 en uforklarlig Gaade: ak, den · dømmende Alvor over slig Færd er, at den Forklarende
2T44, s. 215 an ikke forstod Opfyldelsens · dømmende Alvor, at han endnu ikke havde forsaget
2T43, s. 53 hvor ofte forstod den deres · dømmende Alvor, men ogsaa deres forbarmende Naade.
CT, s. 223 Middel til at forhindre os i · dømmende at komme Andre for nær. Men vel er det
KG, s. 375 gere: denne Splint, eller det · dømmende at see den, er en Bjelke. Og om Du end
NB20:144 vendt Forholdet om, og for ikke · dømmende at sige det til nogen Anden, hvad jeg,
BA, s. 422 delig Skade. / Man har ethisk · dømmende betragtet det Dæmoniske. Det er bekjendt
KG, s. 245 n dømme det andet, men den · Dømmende bliver blot selv aabenbar – omtrent
SD, s. 194 og Maalestokken dog – · dømmende bliver den samme, gjør det aabenbart,
OTA, s. 201 andhed er hans Handling; det · Dømmende er hans Liden, idet Omverdenen bliver aabenbar
OTA, s. 201 n forholder sig til ham. Det · Dømmende er ikke hans Handling, thi det at ville
OTA, s. 201 se i det Godes Tjeneste; det · Dømmende er ikke hans Virksomhed, ikke hans Gjerning,
CT, s. 21 Christne. For at forhindre det · Dømmende er Lilien og Fuglen skudt imellem; thi
OTA, s. 196 ven paa hvad der boer i den · Dømmende er netop Samtidigheden. Øieblikkets
NB24:129 orbigangne bliver lige saa · dømmende for Nutiden som for Fortiden, er demoraliserende.
SLV, s. 201 n der træde anklagende og · dømmende frem? Forfærdelse! Eller skal hun maaskee
AE, s. 213 eculationen, at dette var min · dømmende Gjerning, medens min prophetiske var, at
NB:14 jeutiske Idee, jeg har tjent. · Dømmende har den været ikke i ligefrem Forstand
NB33:42 or det Ethiske at trænge · dømmende igjennem for at eftersee, om man gjør
KG, s. 26 aa med Evighedens Urokkelighed · dømmende ind til det inderste Skjulested, hvor et
Not4:37 Begreb begyndte at forholde sig · dømmende kritiserende og frembragte paa det theologiske
3T43, s. 80 klagende op, naar Angesterne · dømmende løfte deres Hoveder, da truer Kjerligheden
FV, note tilbage indenfor min Grændse, · dømmende mig, at mit Liv ikke svarer til saa høi
NB2:62 d. Dette er igjen indirecte et · dømmende Moment i min Existents. Men jeg har Intet
SLV, s. 234 a Bedrag, og at gjøre den · Dømmende navnkundig, som den vise Fyrste, hans Drøm
NB:113 es saaledes over dette Ord: / det · Dømmende og det Glædelige i at det altid skeer
BI, s. 314 være given i Tiden. Denne · dømmende og fordømmende Adfærd er det, at
TTL, s. 460 imorgen, saa kommer Døden · dømmende og gjør Bekymringen overflødig. /
CT, s. 189 r at friste Gud, og siger saa · dømmende om Den, der saaledes kommer i Fare, »
NB18:26 elte jeg nu dette? Jeg foer ikke · dømmende op; nei, jeg forvandlede mig til en Spøgefuld,
SLV, s. 283 er vil Kategorien, indirecte · dømmende over den, der ikke vil. Jeg veed ogsaa,
TAF, s. 288 Retfærdigheden seer · dømmende paa et Menneske, og Synderen kan ikke udholde
OTA, s. 352 da Stoltheden saae · dømmende paa Ham, naar han kom, og Feigheden luskede
TS, s. 105 og korsfæstes, medens den · dømmende Retfærdighed roligt vasker sine Hænder,
EE1, s. 174 ornam den strænge Dommers · dømmende Røst. Saaledes vil det vist ogsaa ikke
KG, s. 82 rende spotte ham, haanende og · dømmende sige: » det har han ærligt fortjent;«
IC, s. 75 dens Situation ( cfr. II. A.) · dømmende siger om Christus: » han er bogstaveligen
NB22:135 me en Anden forpligter den · Dømmende sit eget Liv stærkere, udsætter sig
IC, s. 30 ved at forelægge ham hiint · dømmende Spørgsmaal, der smigrer den egne Retfærdighed,
TTL, s. 393 mvittighed og Stilhed og Guds · dømmende Stemme i Eensomhed, at faae en Natur-Gjenlyd
Not15:15 og saa at fornemme denne · dømmende Stemme i sit Indre » Du har at slippe
TAF, s. 288 forlader. Retfærdighedens · dømmende Stemme kan Synderen ikke udholde, han søger,
OTA, s. 382 ske ikke har Lov at sige det · dømmende til det andet, naar den Lidende, menneskeligt
OTA, s. 225 rens høieste Forstand den · dømmende Tilskuer, som seer til, hvorledes der tales
KG, s. 62 Og Selvfornegtelsen, der · dømmende trænger ind for at prøve Selvkjerligheden,
TAF, s. 290 eg skal saares af Ordet, der · dømmende trænger ind, dømmende » Du
NB22:166 Ethiskes straffende eller · dømmende Uro, der gjør ham til en Digter, Virtuos
TTL, s. 425 lye, den Retfærdighed, der · dømmende vaager over Tilværelsen, den undflyer
NB27:61 hvilket hævner sig ved at den · dømmende vender sig mod mig. / Men forkyndes skal
FV, note orstaaelser lige mulige, saa den · Dømmende vil blive aabenbar i, hvorledes han dømmer.
BI, s. 314 abeligt Standpunkt, var altid · dømmende, altid paa Dommersædet, derimod undersøgte
OTA, s. 325 ns Tilstedeværelse er det · Dømmende, der lader Alt forstumme og blegne, hvad
NB13:75 Begyndelsen« er det · Dømmende, det Afgjørende. / Derved er det, at
KG, s. 23 nanden utaalmodigt, mistroisk, · dømmende, fordre idelig og idelig at see Frugterne.
BA, s. 330 g iagttagende, men anklagende, · dømmende, handlende. Dernæst følger det af
SFV, s. 97 skylder han jo sig selv, den · Dømmende, maaskee dog ogsaa mig, som ofte nok har
TAF, s. 289 ivende Kjerlighed, der, ikke · dømmende, nei, ak selv lidende derved, dog forvandles
SLV, s. 283 l Noget, er derved indirecte · dømmende, og Den, der vil Kategorien, indirecte dømmende
OTA, s. 369 den vil sidde rolig og tryg, · dømmende, og overveie, om Gud nu ogsaa er Kjærlighed,
NB20:118 en Mand med streng Alvor, · dømmende, siger det: saa forbittrer det – dersom
4T43, s. 151 da opløft ikke Dit Hoved · dømmende, slaae ikke Dit Øie op til at efterforske,
NB12:196.a de være Den, der næsten · dømmende, styrter ind paa alle Andre – nei,
OTA, s. 325 ns Tilstedeværelse er det · Dømmende, thi han var Selvfornegtelsen. Han, der
SLV, s. 440 løs, er eo ipso indirecte · dømmende. Havde den Anden været forhærdet,
NB12:196.a i eget Navn: thi dette er det · Dømmende. Jeg skal selv først paa een ell. anden
NB19:52 ette forstaaes da som noget · Dømmende. Men maaskee er det just af Medlidenhed,
NB:14 Maalestok at kunne tjene den · dømmende-majeutiske Idee, jeg har tjent. Dømmende har den
KG, s. 235 utningen vender tilbage i den · Dømmendes Væsen og gjør det aabenbart –