S.K. Søren Kierkegaards Skrifter
 

Søren Kierkegaards Skrifter

elektronisk version 1.8.1

ved Karsten Kynde


ISBN 978-87-993510-4-6


Redaktion Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Karsten Kynde, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg

Grafik Karen-Margrethe Österlin


© Søren Kierkegaard Forskningscenteret

København 2014



Andre udgaver








Version 1.8.1, 2014

LP
Af en endnu Levendes Papirer
BI
Om Begrebet Ironi
EE1
Enten - Eller. Første Deel
EE2
Enten - Eller. Anden Deel
G
Gjentagelsen
FB
Frygt og Bæven
PS
Philosophiske Smuler
BA
Begrebet Angest
F
Forord
TTL
Tre Taler ved tænkte Leiligheder
SLV
Stadier paa Livets Vei
AE
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
LA
En literair Anmeldelse
OTA
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand
KG
Kjerlighedens Gjerninger
CT
Christelige Taler
LF
Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
TSA
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger
SD
Sygdommen til Døden
YTS
»Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«
IC
Indøvelse i Christendom
EOT
En opbyggelig Tale
TAF
To Taler ved Altergangen om Fredagen
FV
Om min Forfatter-Virksomhed
TS
Til selvprøvelse Samtiden anbefalet
DSS
Dette skal siges; saa være det da sagt
HCD
Hvad Christus dømmer om officiel Christendom
GU
Guds Uforanderlighed
OiA
Et Øieblik, Hr. Andersen!
JC
Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est
PMH
Polemik mod Heiberg
BOA
Bogen om Adler
SFV
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed
BN
Den bevæbnede Neutralitet
PCS
Hr. Phister som Captain Scipio
DS
Dømmer selv!
Oi10
Øieblikket Nr. 10
Løse papirer 592-596, supplement
Brev 1-42
Familien Kierkegaard
Brev 43-69
Studiekammerater og bekendte
Brev 70-78
Familien Heiberg
Brev 79-119
Emil Boesen
Brev 120-126
Kongehuset og offentlige myndigheder
Brev 127-160
Regine Olsen, gift Schlegel
Brev 161-170
Lærere
Brev 171-207
Familien Lund
Brev 208-233
Sekretær, bogtrykker, redaktør
Brev 234-240
Gejstlige
Brev 241-258
Følgebreve, takkebreve, anmodning
Brev 259-275
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge
Brev 276-307
Rasmus Nielsen
Brev 308-318
Læserinder
Ded
Dedikationer
              Vejledning
NB19:39.c – og saa leger Helt, der · dømmer » Middelmaadigheden.« /
HCD, s. 180 dog aabenbart, naar Sandheden · dømmer » saaledes vidne I med Eders Fædres
Not1:9 , 11. Eph: 6, 9. – han · dømmer τα ϰϱυπτα
NB14:34 Pseudonymen er Strengheden; han · dømmer – hvem? mig, Udgiveren. Dog dette
OTA, s. 232 Den vil lære Dig, hvis Du · dømmer ( thi i saare mange Tilfælde vil den
HCD, s. 171 Hvad Christus · dømmer / / / om / / / officiel Christendom /
4T44, s. 359 ikke aandeligt; thi Den, der · dømmer aandeligt, veed, at ethvert Menneske kun
NB12:195 1 Cor. 2, 15 den Aandelige · dømmer alle Ting men selv dømmes han af Ingen.
NB14:34 tes almdlige Adfærd, der · dømmer Alle, kun ikke sig selv, medens her Ingen
NB10:84 ikke forpligter Andre ell. · dømmer Andre. » Til Opvækkelse i Inderlighed«
DS, s. 211 naar den faaer Øie derpaa, · dømmer at være Galskab, det er: Overdrivelser.
SD, s. 241 og svarer han: nei, saa · dømmer Christendommen ham alligevel, at han skal
IC, s. 189 aa ham. Den kjerlige Styrelse · dømmer da ikke om denne Yngling ukjerligt, som
NB20:74 v at være Χsten, og · dømmer de Andre ikke at være det; thi saa beraabe
OTA, s. 416 kjende Christum, det er, han · dømmer de Andre, at deres Bekjendelse er en Usandhed,
EE2, s. 129 dem ikke, bebreider dem ikke, · dømmer dem ikke; jeg beklager dem.« Men
TSA, s. 81 askee, naar Evigheden engang · dømmer dem imellem, bliver Frifindelse paa Grund
EE2, s. 129 ordi de have fortjent det. Du · dømmer dem; men hvad vil det sige at »
SFV, s. 33 ter at faae sig selv tilbage, · dømmer den Anden at være en Hykler, en Bedrager,
4T44, s. 301 e Menneske, da den tvertimod · dømmer den Beundrende, at han er en Daare, der
IC, s. 44 l hiint ergo – og Troen · dømmer den første Begyndelse paa dette Forsøg
3T43, s. 96 t han ikke selv veed det, da · dømmer den ham, da bliver den hos ham som en Mistanke
TAF, s. 287 ilde, som ikke dømmer, og · dømmer den, Kjerlighedens Dom er den milde Dom.
2T44, s. 202 e, da maa den ham forbi, han · dømmer den, men styrker den ogsaa. Saaledes er
BA, s. 377 fte sig over hiint Mere, og · dømmer den, som ikke gjør det, at han ikke
CT, s. 218 t, men tilsidst, tilsidst saa · dømmer den; thi Udødeligheden er Dommen. /
Oi8, note elv er fra 1853. Hvorledes jeg · dømmer dens Slutning betræffende, vil Læseren
KG, s. 222 ette skete langsomt, Den, som · dømmer det andet Menneske at mangle Kjerlighed,
IC, s. 60 en Gang være Dommeren, der · dømmer det Bestaaende, og saa dog tillige selv
NB11:79.b e og at spilde Livet, saaledes · dømmer det Ethiske og har Ret; men bag det Ethiske
AE, s. 292 ke, og naar det dømmer, da · dømmer det igjen hver Enkelt, kun en Tyran og
Papir 270 r derfor med et Alvor, der · dømmer det jordiske Sind, den letsindige Stræben,
NB19:87 a en brad Død. / / / Man · dømmer det som Skyld som uchristeligt, at et Msk.
NB6:3 aa een Gang Den, der uendelig · dømmer Dig strengest – og tillige Den, der
3T43, s. 85 d den Verdens Herlighed, den · dømmer Dig, at Du elskede Verdens Herlighed; forkynd
3T43, s. 85 vidunderlige Gjerninger, den · dømmer Dig, at Du ikke var i Kjerlighed. Thi Dommen
KG, s. 229 i hvert Øieblik, Du lever, · dømmer Dig, da det at leve er at dømme sig
AE, s. 53 ommens Sandhed, og deres Blik · dømmer Dig, Dig Du frække Oprører, indtil
TAF, s. 288 men naar Kjerligheden · dømmer Dig, og Dommen er – o, Rædsel!
KG, s. 235 aa er det Tilværelsen, der · dømmer Dig. Hvor gridsk kan ikke et Menneske være
KG, s. 234 edømmer et andet Menneske, · dømmer Du Dig selv; thi det at dømme en Anden
NB13:28 es over dette Thema: / hvad · dømmer Du om Din Barndom og Ungdom / dømmer
OTA, s. 231 n er om Ansvaret, er: Ingen; · dømmer Du som Mængden, i Egenskab af Mængde?
NB13:28 om Din Barndom og Ungdom / · dømmer Du, at det var Taabelighed og Phantasterie?
NB13:28 ed og Phantasterie? / eller · dømmer Du, at just den Gang var Du det Høieste
NB17:72 Deraf Ulykken. Saasnart jeg · dømmer efter den Maalestok er det ham som en uhyre
NB14:108 Galskab. Og just saaledes · dømmer egl. den store Verden selv om en Apostel.
NB22:135 aldrig i Livet, at naar En · dømmer en Anden, saa er dermed den Sag afgjort;
AE, s. 202 derimod en Dybsindig først · dømmer En og Anden, som nægter, at en uudsigelig
KG, s. 234 ilfældet. I samme Minut Du · dømmer et andet Menneske, eller bedømmer et
2T44, s. 220 Rente. / Hvo er nu den, der · dømmer et Menneske, om han er taalmodig? Er det
FB, s. 199 forvirre Alt. / Tier han, da · dømmer Ethiken ham; thi den siger: » Du
Papir 340:14 e at opgive den): dette · dømmer Ethiken som Synd. Og det skal ikke lykkes
NB20:42 men at man ogsaa stundom · dømmer feil saaledes, at man af et Mskes Tale
NB20:42 falske Propheter) at man stundom · dømmer feil saaledes, at man troer et Mskes skjønne
NB16:58 » Udlandet« ogsaa · dømmer fordeelagtigt om ham. / Saaledes vakler
NB22:42 exalterer den Talende, han · dømmer ganske anderledes end han ellers vilde
NB23:183 dette mistroiske Blik, der · dømmer ham at være en indbildsk Nar o: s: v:.
BI, s. 308 det Ironi over Staten, at den · dømmer ham fra Livet, og derved troer at have
FB, note ed, end med den Dødsdom, der · dømmer ham selv fra Livet. / Forsaavidt der kan
BI, s. 241 værdi, og naar Majoriteten · dømmer ham skyldig, da mener Socrates, at hermed
AE, s. 401 am, strax med sit stolte Blik · dømmer ham, at han er en Forræder, En nemlig
4T44, s. 315 n staaer for den Dommer, der · dømmer ham, men ikke Den, der i Sandhed har Gud
NB2:173 i Bladet, og Almeen-Aanden · dømmer ham, om det var uforsigtigt ell. ikke.
OTA, s. 202 aabenbar ved, hvorledes den · dømmer ham. / Men saa udretter han ikke Noget,
SLV, s. 403 en ethisk Livsanskuelse, der · dømmer ham; han synker tilbage i sig selv, og
SFV, s. 32 aaer ikke i min Magt. Maaskee · dømmer han lige det Modsatte af hvad jeg ønsker.
BN, s. 115 være Idealet, endnu mindre · dømmer han noget eneste Menneske. Men han holder
3T43, s. 104 ser, at Gud er vor Fader, da · dømmer han udvortes, og for ham bliver Sandheden
SFV, s. 32 vinge ham til at dømme. Nu · dømmer han. Men hvad han dømmer, staaer ikke
NB4:102 e det, men han befaler ikke, han · dømmer hell. ikke hver Den, som ikke gjør det,
3T43, s. 75 de, gjennemtrænger Alt og · dømmer Hjertets Raad? Skulde Een have Ret, hvis
IC, s. 100 under sig har hver Enkelt, og · dømmer hver Enkelt, der indordner sig i det Bestaaende.
NB31:25 t lide – og Evigheden · dømmer Hver om han lidende har forholdt sig til
LA, s. 101 ktionens uendelige Ligelighed · dømmer hvert Individ, examinerer det i dets Isolation.
BA, s. 444 en gjennem en Passivitet. Man · dømmer i Almindelighed mildere om Forargelse,
OTA, s. 201 Yderste, ikke derved, at han · dømmer i Ord, men derved, at hans Liv er ubetinget
IC, s. 55 sig sjelden Rede for sin Dom, · dømmer idag Eet, imorgen et Andet. Den Kloge og
4T44, s. 359 hvo der dømmer saaledes, · dømmer ikke aandeligt; thi Den, der dømmer
IC, s. 215 tum midt i Christenheden. Han · dømmer ikke en Eneste, langtfra; men der ville
SD, s. 234 svarer til den Enkelte, man · dømmer ikke en masse; man kan slaae Folk ihjel
BA, s. 324 fordrer, ved sin Fordring blot · dømmer ikke føder. Kun den græske Ethik
OTA, s. 233 langsom til at dømme, han · dømmer ikke gjerne om Meget, og netop dette hjælper
OTA, s. 426 e ene have deres Liv. Paulus · dømmer ikke Kong Agrippa, han angriber ham ikke
NB7:57 hold, hans Liv har tabt Braadden, · dømmer ikke mit Liv, tillader mig at beundre ham
NB30:29 Christi Befaling: » · dømmer ikke« – hvilke Gavtyvestreger!
AE, s. 294 / Skriften lærer: » · dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes«.
NB30:29 stelige. / / / / Christus siger: · dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes. Det er
TAF, s. 288 aa hans Side, anklager ikke, · dømmer ikke, tilgiver og forlader. Retfærdighedens
CT, s. 21 imellem; thi Lilien og Fuglen · dømmer Ingen – og Du, Du skal jo ikke dømme
NB23:23 aa har han dømt sig selv. Jeg · dømmer Ingen Men dette er: at gjøre aabenbar.
Papir 453 ighed, jeg anklager Ingen, · dømmer Ingen, ikke en Eneste, hverken Læg eller
Papir 453 d har et Ansvar. / Men jeg · dømmer Ingen. Skulde jeg dømme Nogen, maatte
SLV, s. 283 mmer om den i Natten. Jeg · dømmer Ingen; den, der har travlt med at dømme
OTA, s. 243 le dømme, o langtfra: den · dømmer Ingen; og har selv den hellige Skrift en
SD, s. 240 jeg troer ikke, men jeg · dømmer Intet. At dette er en Form af Forargelse,
FB, s. 159 anne Begivenheder, men derfor · dømmer jeg ikke strængt om dem, der toge feil,
NB20:36 e manuduceret af mig. / Dog · dømmer jeg ikke, thi jeg har kun min Maalestok,
TTL, s. 415 e Dit Tilfælde, m. T.? Jeg · dømmer jo ikke, jeg spørger Dig kun. Ak, medens
NB21:85 der gjerne af. 3) Correctivet · dømmer jo lige saa godt mig selv. 4) det er et
LA, s. 40 opfatte comisk. I anden Deel · dømmer jo ogsaa Nutiden Forholdet mellem Madame
AE, s. 485 menneskelige Retfærdighed · dømmer kun for tredie Gang paa Livstid, men Evigheden
OTA, s. 232 mmer med evigt Ansvar, han · dømmer langsomt om det Usædvanligere, thi det
IC, s. 215 for Enhver, at om det Skjulte · dømmer man ikke, fordi man ikke kan dømme.
JJ:324 et er afsindigt.). – Og saa · dømmer man saa dumt om Askesen. Der laae noget
OTA, s. 232 re sig bevidst som Enkelt, · dømmer med evigt Ansvar, han dømmer langsomt
AE, s. 342 dette sige, at Spekulationen · dømmer mellem sig selv og Modsætningen til
IC, s. 214 være Hjertekjenderen, som · dømmer Menneskenes Inderste; naar et Menneske
NB14:34 Christelige saa høit, at jeg · dømmer mig selv – og da, ganske consequent,
NB23:197 Liv, i sin Idealitet, der · dømmer mig selv, at jeg er ufuldkommen og maadelig.
EE2, s. 191 min Haandfæstning frem og · dømmer mig selv. Du synes maaskee, det er et Pedanteri,
PS, s. 241 nok til at ansee Dig, Du som · dømmer mig, for at være Digteren, da vilde
NB11:228 eren, hvorfor han jo ogsaa · dømmer mig, hvilket da er simpelt nok og i sin
NB14:34.b en tvunget saa høit, at den · dømmer mit Liv, ikke at være et saadant, om
NB34:6 Idealitet bliver i hans Mund · dømmer Msket sig selv. / Og i Aandens Forhold
NB5:69 , en halvgal Særling. Saaledes · dømmer Mængden mig, og de Faae, som see lidt
EE2, s. 180 nd i en anden Forstand aldrig · dømmer noget Menneske. Men tro Du kun mig, Ordet
NB5:91 e. Dette er Maalestokken; som jeg · dømmer Noget samtidigt, saaledes er jeg. Al denne
NB7:103 den forstaaer hans Første, og · dømmer nu paa forskjellig Maade om ham, om det
Papir 394 ieblikket er der til. / · Dømmer nu selv, hvorledes jeg er blevet behandlet
NB17:89 ømme ganske ugeneret, og · dømmer nu: det er Galskab, Særhed, Stolthed
OTA, s. 246 deel, naar verdslig Klogskab · dømmer og bedømmer: da ere ugunstige Omstændigheder
NB22:71 ler mener Du,at, naar engang Gud · dømmer og Evigheden, at da saadan Tale kan hjælpe
SFV, s. 26 hvad der opnaaes ved den. Man · dømmer og fordømmer, man støier og larmer:
3T43, s. 96 er den, der anklager og · dømmer og forkynder ham Dommen og bevogter hans
KG, s. 264 er har Lov at kalde sit Eget, · dømmer og straffer, hvis Nogen ikke vil gjøre
NB15:103 at faae at vide, hvad den · dømmer om » Videnskab« paa det
JJ:339.d et ikke var saa, at Kirken ikke · dømmer om det Skjulte – gid den gjorde det.
2T44, s. 210 or det Evige. Og hvad Du end · dømmer om dette, m. T., der jo er overladt til
KG, s. 350 de forraade hvad han mener og · dømmer om Dig; thi en Død har sit Ansigt i
NB13:28 Siig mig blot, hvorledes Du · dømmer om Din Barndom og Ungdom, og jeg skal sige
NB16:65 vide, hvad de ved dem selv · dømmer om en Existents, der indeholder uendelig
PH, s. 55 d snøftet i første Deel, · dømmer om et Værk og dets enkelte Dele, dømmer
SFV, s. 31 , hvad den Tid, han straffer, · dømmer om ham: han er saa langtfra at være
IC, s. 145 er Spørgsmaalet, hvad hun · dømmer om ham; men han forstaaer det anderledes,
KG, s. 317 beligt spørge, hvad Verden · dømmer om hiin ædle Eenfoldige og om den hellige
2T44, s. 217 erne. M. T. hvorledes Du end · dømmer om hvad der jo er overladt til Enhver at
NB17:106 aaer sig at sige, hvad man egl. · dømmer om mig, at man meget godt veed, at mig
HCD, s. 173 / Juni 1855. / Hvad Christus · dømmer om officiel Christendom / Det kunde synes
HCD, s. 175 ente veed, hvorledes Christus · dømmer om officiel Christendom. / Og det veed
NB21:121.a vel veed, hvad man i vor Tid · dømmer om Under.« See alt Dette, og saa
SLV, s. 277 den æsthetiske Idee, der · dømmer os imellem. / Men hvis det udviklede en
Papir 306 Cerimoniers Lænker, da · dømmer P. denne Lyst til Trætte og forfængelig
NB13:28 t Ens Liv udtrykker, at man · dømmer rigtigt. / Med Hensyn til mit Forfatterlivs
PH, s. 55 Værk og dets enkelte Dele, · dømmer saa høirøstet, som det gjenlyder
KG, s. 317 jøre som hine Tvende, hvad · dømmer saa Samtiden? Den dømmer, at det er
NB32:91 pretteligt Tab, og han selv · dømmer saa strengt, at han maaskee, som man siger,
NB8:83 naturligviis afsløvet, og · dømmer saa tilsidst mig. / Og hvorfor holder jeg
4T44, s. 359 andre Mennesker. Men hvo der · dømmer saaledes, dømmer ikke aandeligt; thi
IC, s. 56 bruge derom, man er, naar man · dømmer saaledes, godmodig nok til aldeles at glemme
TTL, s. 410 re sig, om Andre lide mindre, · dømmer saaledes: min Lidelse falder mig tung –
DS, s. 147 · Dømmer selv! / Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.
DS, s. 259 blind Allarm. / Til » · Dømmer Selv« Forordet. / Enten falder
DS, s. 149 r. / / 1851.52. / Til » · Dømmer Selv.« / For Sætteren /
DS, s. 255 foran. / Til     » · Dømmer Selv.« / Moralen. / Saa høit
NB23:124 . At man altsaa ved saadan Tale · dømmer sig selv – hvis man ikke tillige
CT, s. 81 ing for den næste Dag, han · dømmer sig selv for Livstid. See derfor, om der
CT, s. 81 er for Livstid; men Den, der · dømmer sig selv til Bekymring for den næste
3T44, s. 279 Dette er Ordet, hvormed han · dømmer sig selv, skifter mellem sig og den Kommende,
AE, s. 294 for hans Afmagt, at han blot · dømmer sig selv. / I » Stadier paa Livets
NB16:74 tørre, det er Tiden, der · dømmer sig selv. / Om mig selv. / Menten. /
YTS, s. 265 menneskelige Retfærdighed · dømmer skyldig: dersom Du er ene med Dig selv
AE, s. 485 ng paa Livstid, men Evigheden · dømmer strax første Gang for evigt; han er
4T44, s. 328 e Bjelken i det egne, at det · dømmer strengt om den samme Feil hos Andre som
NB12:111 g er Historiens Dom aldrig. Den · dømmer Talent, Magt, Kraft o: s: v:. Det var jo
KG, s. 374 ieblik Din Dommer ɔ: han · dømmer tillige Dig. Naar Du derimod ikke indlader
TTL, s. 392 ager uden Tankerne, Ingen som · dømmer uden Den, der seer i det Forborgne og hører
OTA, s. 241 for en høiere Dommer, som · dømmer uendeligt renere end den reneste Ynglings
4T44, s. 357 han let sig selv vigtigere, · dømmer vel ikke Andre, men vil at hans Gjerning
4T44, s. 357 nder han sig da det Gode, da · dømmer Verden maaskee anderledes, den fordrer
KG, s. 317 ed at tage Penge derfor. Hvad · dømmer Verden om Sligt? Ja, lad os ikke taabeligt
SFV, s. 97 r, hvor just ikke Viisdommen · dømmer) i en stille Time redeligt vil forelægge
AE, s. 202 jellig fra den Anden, som han · dømmer, at den Anden er mere ærlig og ligefrem,
IC, s. 64 ndighed slipper ikke Dig, den · dømmer, at det at slutte sig til ham er Galskab.
KG, s. 317 d dømmer saa Samtiden? Den · dømmer, at det er Særhed, at det er Overspændthed,
NB13:28 Dig det selv, hvorledes Du · dømmer, at Du maatte komme til Viisdom; thi Viisdom
KG, s. 317 det er Overspændthed, den · dømmer, at et saadant Menneske » mangler
AE, s. 253 Trøst i Dommen, naar Guden · dømmer, at han Intet har tilladt sig for at vinde
AE, s. 292 ethvert Menneske, og naar det · dømmer, da dømmer det igjen hver Enkelt, kun
G, s. 79 r Irettesættelsen; naar Gud · dømmer, da taber han sig selv og glemmer Smerten
TAF, s. 291 t. O, naar Retfærdigheden · dømmer, den gjør Regnskabet op, den slutter
KG, s. 229 idet » Du« nu · dømmer, det er, idet Du nu i at dømme vælger,
3T43, s. 85 erlighedens er; thi den, der · dømmer, han fordrer, men den, der fordrer, han
BOA, s. 295 om naar en Opvakt tordner og · dømmer, hvad saa let kan forbittre Menneskene istedenfor
OTA, s. 260 e indeholder, hvis Blik ikke · dømmer, hvis Trøst ikke hidser istedenfor at
TTL, s. 392 og dog er der jo Ingen, som · dømmer, hvo turde dømme, hvor Enhver betænker
LA, s. 14 ikke om, at med den Dom, han · dømmer, ja med en strængere Dom og et knappere
IC, s. 131 derpaa: er et Speil; idet han · dømmer, maa det blive aabenbart, hvad der boer
IC, s. 189 Yngling ukjerligt, som Verden · dømmer, men siger: vel Dig, nu begynder for Dig
TAF, s. 287 heden er den Milde, som ikke · dømmer, og dømmer den, Kjerlighedens Dom er
TAF, s. 300 ttigheden anklager, og Loven · dømmer, og Retfærdigheden straffende forfølger,
NB31:25 lig at lide og at Evigheden · dømmer, om man virkelig har lidt for Sandheden,
KG, s. 222 en dog er i Grunden. Den, som · dømmer, selv om dette skete langsomt, Den, som
SFV, s. 32 u dømmer han. Men hvad han · dømmer, staaer ikke i min Magt. Maaskee dømmer
OTA, s. 232 og vee ham, hvis denne kun · dømmer, thi da sætter Evigheden ham afsides
NB21:21 ville see Udfaldet førend man · dømmer. / / Det har da sin Grund i den Misforstaaelse,
FV, note blive aabenbar i, hvorledes han · dømmer. /
EE1, s. 126 me, han taler ikke mere, han · dømmer. / Den vigtigste Person i Stykket næst
NB31:158 r det at lide – Evigheden · dømmer. / Msk-Slægtens Klogskab har udfundet
NB20:35 r Du skal see hvad Virkeligheden · dømmer. Du vil Ingen røre ( ak, som Excellencen,
FB, s. 130 , der enten opløfter eller · dømmer. Hvis jeg da ( i Qualitet af tragisk Helt;
NB8:11 at Mskene jo ere Instantsen, der · dømmer. Men mon nu Nogen kunde falde paa, at alle
KG, s. 230 ømme eller i, hvorledes Du · dømmer. Naar da Bedraget og det Sande er sat i
IC, s. 145 ver aabenbar i, hvorledes hun · dømmer. Om han har Lov dertil, afgjør jeg nu
KG, s. 168 d Bestemthed veed, hvorom den · dømmer; Gud veed, hvor ofte man seer dette sørgelige
SFV, s. 12 an var anklaget for og skulde · dømmes af » Mængden«, han der
BN, s. 111 gen Anden underkastende mig at · dømmes af dette Billede, Dommen blive en hvilken
OTA, s. 423 mig er det saare lidet, at · dømmes af en menneskelig Ret«, da er dette
NB12:195 Forsaavidt kan han jo ikke · dømmes af Nogen, uden af hvad der er høiere
OTA, s. 325 ligsindet, da ikke at skulle · dømmes af Selvfornegtelsen. Og denne Dommer veed
NB17:69 en Msk og derfor maa og vil · dømmes af ubetinget ethvert Msk, evig guddommelig
NB5:115 re egennyttig, jeg straffes og · dømmes altsaa fordi jeg er uegennyttig. Ja, Χstd.
SLV, s. 316 eg kan det ikke« saa · dømmes der: » han er ganske som de Fleste
IC, s. 38 Han vil ikke, menneskeligt, · dømmes efter Følgerne af sit Liv, det er, han
SLV, s. 239 lg er snart gjort. For Vaade · dømmes en Mand i livsvarig Mulkt, men jeg, jeg
NB17:25 bittret Folket, at han egl. · dømmes for denne Adfærd, og Anklagen forvandles
CT, s. 81 naar ellers et Menneske · dømmes for Livstid, saa hedder det i Dommen, at
NB33:23 r i det Øieblik han selv · dømmes fra Livet om Domfældelsen aldeles som
BI, s. 308 t har det Gyldighed, naar han · dømmes fra Livet, men Socrates veed slet Intet,
NB25:99 kke at frygte Statens Guder. Han · dømmes fra Livet. Hans Venner ville hjælpe
CT, s. 296 e Udseende af, at Han – · dømmes fra Livet; det var jo ogsaa Rettergang,
NB12:195 mmer alle Ting men selv · dømmes han af Ingen. Dette vil sige, den Aandelige
NB:36 e dog vel ere at søge, der · dømmes han ogsaa fra al mulig Autoritet. Hvad
NB12:111 sat sig, at forhaane, derefter · dømmes han. / Og saa bliver Dommen at han var
SD, s. 234 skal have Alvor og Sandhed, · dømmes hver Enkelt. Naar nu saa Mange ere de Skyldige,
NB14:38 bende. / Der skal paa en Maade · dømmes i Χstheden – aber saaledes,
NB5:115 ordl. – derfor straffes og · dømmes jeg, thi jeg skal, saa hedder det, være
4T44, s. 320 hans Lidelse dog ikke maatte · dømmes med et Smiil, om Livet har prøvet ham
4T44, s. 325 e Dele; mon han derfor kunde · dømmes med Rette, at han ikke havde benyttet Livet?
NB11:228 ne saa høi, at han selv · dømmes med. / Om Anti-Climacus. / cfr p. 249.
DS, s. 174 taaen og vor Handlen. Skal der · dømmes meget strengt derom, maatte Paastanden
SD, s. 234 e dømme Fæ; om der end · dømmes nok saa mange, naar det at dømme skal
NB18:72 man kan paa hvorledes der · dømmes om » Professoren« see status
IC, s. 58 tte Menneske. Hvad maa der nu · dømmes om ham? Dommen bliver: jeg kan for det
NB22:90 ne Tanke! Blot en Forbryder · dømmes paa Livs-Tid ( altsaa kun for disse faae
Papir 393 e nemlig af hvad der udenvidere · dømmes som Særhed, Stolthed o: s: v:: jeg tør
NB19:71 et faaer den Byrde mere, at · dømmes strengt, fordi han bringer Offere. /
NB22:42 ja ligesom i Julelegen, hvor man · dømmes til at gaae ud og kigge Stjerner –
EE:72 om ikke troer dette, han skal · dømmes til Helvede og gjenfødes til et Æsel.
NB14:34 sig selv, medens her Ingen · dømmes uden mig selv. – Det er Aandsfægtning.
SLV, s. 117 t eller hvor fad det end er, · dømmes uden videre for Falsk. – Spørgsmaalet
NB15:63 Person, og som erkjender, at han · dømmes ved denne Tale af en Pseudonym. /
KG, s. 234 at I ikke igjen skulle · dømmes«, saa det dog seer ud, som kunde man stundom
AE, s. 294 mmer ikke, at I ikke skulle · dømmes«. Dette er udtrykt som en Formaning og Advarsel,
NB25:104 lestokken, hvor efter vi skulle · dømmes, er det almene Msk. / O, Enhver, Enhver
CT, s. 215 ken, hvorefter Du af Gud skal · dømmes, er, at Du er udødelig. / Udødeligheden
NB9:51 gheden, hvor hvert Msk. skal · dømmes, først og fremmest vil fordre af ethvert
NB13:24 aer det, desto strengere skal Du · dømmes, hvis Du ei har levet desto helligere.«
4T43, s. 144 i aabenbar Synd, og den Mand · dømmes, hvis Øie blot seer efter en Qvinde for
Not1:7.s samles i Josaphats Dal, for at · dømmes, ingen Fremmed skal mere i fjendtlig Hensigt
NB20:175.a er sagt, uden at Nogen derfor · dømmes, men at hver Enkelt, som jeg selv, henvises
NB9:29 ender Dig til ham, hvor skulde Du · dømmes, naar Den, der skal dømme Dig, er Din
KG, s. 189 ieblik, hvor det er den skal · dømmes, nemlig Aften eller Morgen eller naar det
NB24:91 ringen. Efter den skulle vi · dømmes, og for Alt da vel vogte os for at forøge
CT, s. 216 re den, Du skal i Evigheden · dømmes, om Du i Jordelivet har gjort den, som Evigheden
NB8:11 ordeel, er Uegennyttighed. Altsaa · dømmes, straffes jeg si placet, fordi jeg er uegennyttig.
NB5:56 , hvorpaa hver Slægt skal · dømmes. / Dersom den hele Europa over nu bestaaende
NB23:124 en, hvorefter Ens Handling skal · dømmes. / Det at » offre« /
NB11:25 dike, der skal han – · dømmes. / Kun Eet tænker jeg bestandigt paa,
NB14:88 t Onde. Og efter den skal jeg da · dømmes. Altsaa naar det Onde er saa kløgtigt
IC, s. 181 Dommen, med hvilken vi skulle · dømmes. At da Enhver, der kalder sig Christen,
NB30:29 dømmer ikke, at I ikke skulle · dømmes. Det er i Bjergprædikenen. Naar Fordringen
NB24:91 t er efter den Maalestok vi skal · dømmes. Enhver, der ikke blev Martyr, han har paa
SFV, s. 48 de ind der, hvor han skal · dømmes. Han var jo religieus Lærer, saa bliver
DS, s. 172 , at det er efter den han skal · dømmes. Jo mere En har forstaaet, jo bedre han
NB21:85 der have maattet finde os i, at · dømmes. Saa vilde jeg svare: 1) Jeg har Ingen dømt
IC, s. 222 sige, i de høieste Kredse · dømmes; den er trængt igjennem, og kun altfor
KG, s. 169 Derfor stod Du nu anklaget og · dømt – medens en forblindet, rasende Mængde
NB21:85 ilde jeg svare: 1) Jeg har Ingen · dømt 2) er der nogen Anden, der vil paatage
KG, s. 169 tod anklaget af Dine Fjender, · dømt af Dine Fjender, det var bogstavelig Sandhed,
CT, s. 62 nghed paa Jorden, og saaledes · dømt al verdslig Magt og Vælde som saadan
FB, note maaskee vilde han have · dømt anderledes, hvis han havde været mere
NB20:136 jeg søgte. Jeg har ikke · dømt Andre, de Andre have dømt sig selv,
CT, s. 56 vivlet, som var han til Straf · dømt at leve disse 70 Aar, martret ved Tanken
NB23:6 jeg var den Eneste, der blev · dømt at være en maadelig Χsten. /
NB7:78 , at denne Verdens Fyrste er · dømt bekræfter denne Fortolkning. /
DBD, s. 131 ham, det er mig. Jeg har ikke · dømt Biskop Mynster, nei, men jeg blev i Styrelsens
NB20:127 jeg var den sande Χsten og · dømt de Andre ikke at være det. Jeg har villet,
NB16:96 Onde saa slet, at man kan blive · dømt efter Lovene. Og i saa Fald er det Dumheden,
Oi10, s. 398 borgerlige Øvrighed har · dømt en Uskyldig; men det er evig vist, at Den,
NB:7 saa gjør det, da bliver han · dømt for Letsindighed, man siger han har fortjent
JJ:19 ed Keiserens Billede: en Mand blev · dømt for Majestæts-Forbrydelse, der slog
IC, s. 178 en berygtet Røver, som var · dømt fra Livet – ham fordrede Folket frigivet,
TSA, s. 75 staaer han pludseligen og er · dømt fra Livet – og saa døer han for
OTA, s. 369 gt for det Godes Skyld, blev · dømt fra Livet for det Godes Skyld: ak, da blev
KG, s. 131 for Letsindighedens Domstol, · dømt fra Livet forsvarede sit Liv: hvorfor mon
AE, note op med Xantippe, af at han blev · dømt fra Livet netop med tre Stemmers Majo
NB20:4 ilføies, at han vil blive · dømt fra Livet og ihjelslaget – fordi
BI, s. 240 at Socrates velfortjent blev · dømt fra Livet, at hans Forbrydelse var, ikke
NB15:110 / En, der som Forbryder er · dømt fra Livet, en Gudsbespotter; flyet af Alle
NB3:71.a forfulgt, mishandlet, tilsidst · dømt fra Livet, er der i det sidste Øieblik
TS, s. 40 t jeg formodentligen vil blive · dømt fra Livet, gjør da hverken fra eller
TS, s. 39 v ind; selv om jeg ikke bliver · dømt fra Livet, jeg har dog sat et Liv ind,
NB24:84 re curieust nok at blive · dømt fra Livet. / Han er Skeptiker. Hans Reflexion
NB27:68 bliver uforklarligt, at han blev · dømt fra Livet. / Sagen er ganske simpel. Sophisterne
NB2:157 el ikke selv Skyld i at han blev · dømt fra Livet. Her er det Dialektiske: han
NB25:43 ger han ikke til Andre. / Han er · dømt fra Livet. Man læse Xenophons Apologie
DS, s. 226 blev ogsaa som Gudsbespotter · dømt fra Livet; hans Skyld var – til Efterretning
BI, s. 241 saa stort Antal Individer har · dømt ham. Enhver seer nu her tydelig den fuldkommen
SLV, s. 70 mt Qvinden og i Virkeligheden · dømt hende forfærdeligt. Opdager jeg engang
NB11:186 som sagt en Sag, og bliver · dømt i en Mulct af 10rd. See, vist er det, at
KG, s. 234 tundom dømme uden at blive · dømt igjen. Men dette er ikke Tilfældet.
FB, note rundrede ham, at han var bleven · dømt med en Majoritet af 3 Stemmer. Ingen løs
BI, s. 241 re sig over, at han er bleven · dømt med en saa ringe Majoritet, hvoraf det
NB20:144 det, har jeg taget mig selv, og · dømt mig selv. / Det at ønske sig at have
NB18:42 m jeg at tjene Χstd., eller · dømt Nogen at han ikke gjorde det. Tvertimod
NB19:28 k. til et saadant Liv, ell. · dømt noget eneste Msk, at han ikke gjorde det
NB5:49 , jeg veed at jeg aldrig har · dømt noget Msk. i den Henseende, og altid ydmyget
SFV, s. 71 um anseet for gal og sær, · dømt næsten som en Forbryder – nu det
NB32:96.a egjering: at blive arresteret, · dømt o: D: / Isolationen. / / At Χstd.
NB30:53 ydelighed bliver bedømt, · dømt og sat i Forhold til hans Charakteer. Bestandigt
AE, s. 488 ever i 60 Aar, blev tre Gange · dømt og sat under Politiets specielle Tilsyn:
NB20:36 e, hvorledes Samtiden havde · dømt om en saadan Stræben; man fik tillige
SFV, s. 47 e vistnok ogsaa de Samtidige · dømt om hiin Romer, der gjorde sit udødelige
SLV, s. 357 Arbeide maa jeg. Den, der er · dømt paa Livet, bruges til livsfarligt Arbeide,
SLV, s. 242 saadanne Kampe: Den, som er · dømt paa Livet, lader man raspe, hvilket er
NB15:122 yde sig. Lad en Mand blive · dømt paa Livstid for en Overbeviisning: vel
SLV, s. 108 n Byrde, selv det at være · dømt paa Livstid giver ingen tilstrækkelig
NB35:34 isme. Naar saaledes En, der var · dømt paa Livstid, benaades med Fangenskab paa
SLV, s. 108 orfærdelsen af at være · dømt paa Livstid. Jo concretere et Menneske
NB32:121 ignet mig selv med en Spion, en · dømt Person, der har overordentligt Kjendskab
NB32:121 at jeg sammenligner mig med en · dømt Person, nei det er i Retning af mit personlige
SLV, s. 70 r det godt og Du har tillige · dømt Qvinden og i Virkeligheden dømt hende
NB8:56 edens Situation har man egl. ikke · dømt saa ufordeelagtigt om Judas. Dette med
G, s. 10 er Livets Skjønhed, han har · dømt sig selv og fortjener ikke bedre end, hvad
NB20:136 mt Andre, de Andre have · dømt sig selv, og viist at det dog egl. er blevet
NB6:19 Organ): nei, nei Danmark har · dømt sig selv. / Faktorerne ere disse. Jeg er
NB23:23 dem ikke – og saa har han · dømt sig selv. Jeg dømmer Ingen Men dette
3T44, s. 278 kjære Dommer har først · dømt sig selv: » et Menneske kan slet
BI, s. 144 a mig, jeg vilde nemlig blive · dømt som en Læge, der af en Kok blev indstævnet
NB19:22.a Forhaanelser og Forbandelser, · dømt som Forbryder, naglet til et Kors –
FB, note Udsagn, dernæst ved at blive · dømt som Tempelrøver. / Forøvrigt kunde
JJ:20 dens han er i Templet, og han blev · dømt som Tempelrøver. / I Aristoteles
FB, note t hans Huusgeraad, og han bliver · dømt som Tempelrøver. Dette er imidlertid
NB26:34 / Der er nu talt nok om, og · dømt strengt om al den frygtelige Usædelighed
NB26:48 is Du stod anklaget og blev · dømt til Fængsel paa Livstid – hvis
4T44, s. 324 for al Nysgjerrighed, der er · dømt uden selv at vide det; thi dens Dom er,
NB13:21.c ig, og erkjender at han bliver · dømt ved denne Tale af den Pseudonyme. /
KKS, s. 102 det Modsatte, det er, de have · dømt Verden ved at synes ubetydelige. /
TS, s. 86 bliver han grebet, anklaget, · dømt! Det var en ordentlig Rettergang, det var
TS, s. 86 – og saa blev han · dømt! O, menneskelige Retfærdighed! Ja, i
NB7:77 nde ( saaledes have de Medlevende · dømt) endog at ville bede for sine Fjender –
KG, s. 376 strengt, saa en Splint bliver · dømt, – Lige for Lige, vil Du være saa
YTS, s. 280 ., om end Pharisæerne have · dømt, at hiin Qvinde høist upassende trængte
BI, s. 308 etens. Herom har nu Historien · dømt, at Socrates var verdenshistorisk berettiget.
OTA, s. 368 ldigt Forfulgt, en uskyldigt · Dømt, en uskyldigt Korsfæstet, mon han ved
KG, s. 170 e! Saaledes stod Du anklaget, · dømt, forhaanet; forgjæves søgte Du at
NB3:20 uppet fra at blive indirecte · dømt, fra at blive aabenbar i al sin Usselhed
DS, s. 225 e, anklaget eller vel rettere · dømt, hudstrøgen, iført al mulig Forhaanelse,
NB4:71 ieste faae et eneste Msk. · dømt, ikke engang det. / Pressen følger den
NB24:157 der vilde tjene to Herrer) · dømt, korsfæstet. O, er det saaledes: kun
IC, s. 145 t det ikke er ham, der bliver · dømt, men hende, der bliver aabenbar i, hvorledes
LA, s. 32 ge Liv er gjengivet, men ikke · dømt, og derfor heller ikke Haabet den negtet.
KG, s. 171 d!« Saaledes blev der · dømt, og Forhaanelsen fik et nyt Udtryk. Eller
NB26:49 Socrates. Da han er blevet · dømt, og nu taler efter Domfældelsen, siger
NB36:26 ebragt, paa at blive arresteret, · dømt, om muligt, henrettet. Og der er i min Sjel
SLV, s. 409 stolt og siger, naar jeg har · dømt, saa behøves der ikke videre. Dette vil
FF:125 sig en meget stor Licents) bliver · dømt, saa kunde man kalde ham: » forhenværende
Papir 371:1 dt af sin Samtid, haardt · dømt, vel endog ihjelslagen, har oplevet denne
NB26:48 en, saa var han ikke blevet · dømt. / Χstus beder for sine Fjender. Nu
NB9:51 har Du ingen haft, saa er Du · dømt. / Der er noget tragi-comisk i min Situation
NB5:56 se den, derved bliver Verden · dømt. / Det hele Beviis for Χstd. Sandhed
SLV, s. 242 farligt, men han er jo ogsaa · dømt. / Det indseer jeg ogsaa, at den Ugifte
NB14:38 aledes, at det er mig der bliver · dømt. / Dette er, om man saa vil en Art Heroisme,
NB10:15 om der gives en Dom, han er · dømt. / NB.                    NB
Papir 371:1 t, at blive miskjendt og · dømt. Altsaa han slaaer ikke af, han strammer
LA, s. 14 t knappere Maal vil han blive · dømt. Inderlighed til at ville lære af Livet
BOA, s. 169 for at faae ham arresteret og · dømt. Og hvorfor vilde det vel igjen gaae saaledes?
NB8:78 olket: og saa var han ikke blevet · dømt. Saaledes den Stærke, der kan bære
FV, s. 23 ebedragene) atter Ingen, Ingen · dømt; den eneste Navngivne, hvem det gaaer ud
FV, s. 23 ke var Christen, Ingen har jeg · dømt; ja Pseudonymen, Joh. Climacus, der stiller
YTS, s. 278 lde indlade sig med hende, de · dømte – og just deraf – at Han ingen
SFV, s. 22 od mig saa godt med Publikum, · dømte anderledes om det end før. Nei, har
NB10:196 s Dom var objektiv, at jeg · dømte anderledes, var Forfængelighed. /
4T44, s. 379 Vurderingsmænds Skjøn · dømte at have tabt Alt, men at tabe Alt og at
BOA, s. 232 rved sig selv, netop idet den · dømte Christus. Et andet og vanskeligere Spørgsmaal,
BOA, s. 232 Loven forløb sig, idet den · dømte Christus. Loven saae sig ikke for, hvo
PF, s. 88 usheden i Forhold til Angrebet · dømte den at være. Det, at være frygtet,
BOA, s. 232 kom til at gjøre Uret, og · dømte derved sig selv, netop idet den dømte
4T43, s. 135 imod paa en stiltiende Maade · dømte det og lod det forsvinde. Med denne Forklaring
NB10:81 s: hvo er Dommeren, hvo den · Dømte dog vel det Omvendte af det Umiddelbare.
YTS, s. 278 isæerne dømte hende, de · dømte endog Christum, at Han vilde indlade sig
NB25:18 ngang maatte leve men bleve · dømte fra Livet – Phantaster som de vare,
AE, note . M., medens Alt var hegeliansk, · dømte ganske anderledes, at han først en Tid
TAF, s. 288 ærdighedens Mærke, der · dømte ham – hvad er denne Lidelse mod den
KG, s. 157 til Ypperstepræsterne som · dømte ham fra Livet, han, som til Pilatus, der
NB17:25 forbittret Dommerne, saa de · dømte ham fra Livet. / Socrates har været
FB, s. 200 etiske Helt var taus. Ethiken · dømte ham imidlertid, fordi han var taus i Kraft
NB15:77 indsaae, at den tog ham, ja · dømte ham, at han egl. havde begyndt med at tage
G, s. 79 komme end til den Domstol, der · dømte ham. Fik Job Ret? Ja! for evigt, derved,
NB10:162 ke Keiserens Ven – og han · dømte ham: Forunderligt i Grunden var dog Pilatus
SD, s. 161 stemmelse af et Selv, derfor · dømte han saaledes om Selvmordet; og det gjorde
KG, s. 101 der i Erkjendelsens Tjeneste · dømte Hedenskabet, han forstod den Kunst at spørge,
YTS, s. 278 d. Pharisæerne spottede og · dømte hende, at hun var en Synderinde. Men hun
YTS, s. 278 en Synderinde. Pharisæerne · dømte hende, de dømte endog Christum, at Han
OIC, s. 213 , var mig forebragt, hvad han · dømte i Dagligstuen. / April 1855. /
NB12:110 m det – men hvad jeg · dømte i mit stille Sind er noget Andet. Min Sag
KG, s. 235 dsages at tilstaae, at den · Dømte ikke blot var til at undskylde, men at
OTA, s. 196 taaet, udrettet Alt, thi han · dømte ikke daarligen efter Udfaldet, det var
IC, s. 239 e, han forbittredes ikke, han · dømte ikke, men med Uendelighedens Magt tvang
NB20:136.b mer til at offre Noget) / Jeg · dømte Ingen, jeg angreb Ingen, jeg støttede
PH, s. 57 min Mening, at hvis en Enkelt · dømte ligesaa fordelagtig, at han da var i Stand
FB, s. 207 den forbigangne Slægt, den · dømte ligesaa. Men Abraham var der Ingen, der
NB17:71 sagde ham ogsaa, at jeg her · dømte med min Maalestok. / Han blev noget vred
PS, s. 228 dige Vise, der ubestikkeligen · dømte mellem Guden, Menneskene og sig selv, ubestikkeligere
AE, s. 169 s igjen! Men vee mig om Guden · dømte mig i mit Inderste, at jeg løgnagtigen
FB, s. 207 neste Vidunderlige. / Og hvad · dømte nu Samtiden om den tragiske Helt? at han
BI, s. 314 enseende var det ligesaa. Den · dømte og fordømte ethvert videnskabeligt Standpunkt,
BI, s. 258 nne Fordring var den Dom, der · dømte og fordømte Græciteten. Men hans
LA, s. 47 rledes man i Revolutionstiden · dømte om et saadant Forhold, saa maa dertil svares,
NB2:138 viis ligegyldigt hvad Andre · dømte om ham. Men Den, som saaledes foragter
NB17:76 og med Viden om hvad Andre · dømte om ham: var det jo dristigt vovet just
NB22:106 g, at han udelukkende har brugt · dømte Personer til sit Politie ( besynderligt
BI, s. 291 e, at han har det Fortrin for · dømte Personer, at han tør vise sig iført
NB32:117 men det var en af de · dømte Personer, en Forbryder. Han bliver saa
IC, s. 66 lv ledsaget af nogle Toldere, · dømte Personer, og Spedalske; nærmest om ham
NB35:34 stds Lære ere alle Msker · dømte Personer. Men den himmelske Øvrighed
SD, s. 161 dersøgelse), at Hedningen · dømte saa mærkværdigt letsindigt om, ja
SLV, s. 254 Competence til at dømme, · dømte saaledes om hende. Men dette er jeg da
SLV, s. 254 m Kjønnet vedkjendte sig, · dømte saaledes om hende. Var jeg en Tænker,
SD, s. 161 n maa sige, det at Hedningen · dømte saaledes om Selvmord som han gjorde var
SLV, s. 327 jeg i en Andens Mine, at han · dømte saaledes. Da kunde jeg styrte som en Fortvivlet
3T43, s. 95 tlig sagde, og hvorledes han · dømte sig selv. Den borgerlige Øvrighed vaager
DBD, s. 131 ningen til, at Biskop Mynster · dømte sig selv: sin Prædiken om Søndagen
NB23:81 hvilket betød: at den · Dømte skulde brændes! O, men lige saa raffineret
SD, s. 161 e den samme Hedning, der dog · dømte sædelig strengt om Tyveri, Utugt o.
OTA, s. 231 ed, fordi Andre, fordi Mange · dømte tankeløst; om Du maaskee har fordærvet
NB10:191 gden« forfulgte og · dømte til Døde – denne Tanke er mit
PS, s. 231 for sin Underviisning, da han · dømte ubestikkelig som en Afdød. O, sjeldne
NB:15 Tilfredshed i at see, hvorledes de · dømte ufordeelagtigt om mig. Men den aldeles
IC, s. 195 e ham en Trøst, hvis Andre · dømte vel om ham. Men lige det Modsatte er Tilfældet,
KG, s. 170 n selv var den Anklagede, den · Dømte, den Forhaanede, den Fornegtede. –
IC, s. 98 o dømme som det Bestaaende · dømte, der var det Guddommelige. » Hvad
OTA, s. 202 ige det Modsatte, han er den · Dømte, han bevirker kun, at Omverdenen bliver
FV, s. 23 e Forord) mig selv, den eneste · Dømte, hvad jeg villigt finder mig i, thi mig
KG, s. 235 dog ret at kjende, hvorom han · dømte, hvad om nu han i Evigheden opdager og nødsages
SD, s. 234 e ere for Mange til at blive · dømte, man kan ikke faae dem eller ikke overkomme
NB21:21 men, saa in casu han selv er den · Dømte, og hans Dom: at han ikke vilde dømme
EE2, s. 69 lille Yttring i Faveur af den · Dømte, som naturligviis ikke var beregnet paa
IC, s. 52 jort – og hele Samtiden · dømte: » han bespotter Gud.« Ja,
NB36:12 Mynster som Manden. / Styrelsen · dømte: det har Mynster aldrig fortjent. /
4T44, s. 358 ed frelst i det, hvorfor han · dømtes, men Uret i at tie, Uret i, at Grunden maaskee
LP, s. 52 er den store Menneskebølges · dønende Selvtrøst, idet den vælter frem mod
EE1, s. 319 skjult sig nede i Portnerens · Dør – Det er en allerkjæreste lille
BOA, s. 260 lukke maaskee stundom deres · Dør – for at være hjemme, men lukke
EE1, s. 332 emlig at banke paa den aabne · Dør – hun sad der alene ved Fortepianoet
TS, s. 59 ag den hellige Skrift, luk Din · Dør – men tag saa ti Ordbøger, fem
NB12:180 plader Døren ( Hjertets · Dør – thi Kirkens Dørre staae aabne
EE:60 , saaledes ogsaa mit Haab; thi den · Dør ad hvilken det stundom forundes mig at
EE1, s. 32 rkt, for grelt! / Ak! Lykkens · Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at
Papir 482 r Døren op. Men naar en · Dør er lukket i Baglaas – saa maa der
Papir 482 blive i Billedet: naar en · Dør er lukket i Laas – nu, saa tager
DD:31 e Rædsel kun for Ahnelsen aabne · Dør er trængt ind i hiint dunkle Sukkenes
SLV, s. 111 inde, men som den Handlendes · Dør er under Gudstjenesten lukket fra Gaden,
NB26:8 age for dem. / Eet er at lukke en · Dør et andet at lukke den i Baglaas. Men den
F, s. 469 r ligesom at ringe paa en Mands · Dør for at gjække ham; ligesom at gaae en
Brev 5 en om, at jeg atter turde lukke min · Dør for atter at kalde Tankens travle Svende
EE2, s. 189 kan i Virkeligheden lukke Din · Dør for ethvert saadant fatalt ungt Menneske,
SLV, s. 181 en ny Kobberkjedel over sin · Dør for hvert Tusinde mere, han erhverver;
SLV, s. 441 Fattige kan man jo lukke sin · Dør for, og skulde der omkomme Nogen af Hunger,
NB17:110 t saa, at jeg gaaer hendes · Dør forbi, at jeg ikke med mine Taler forstyrrer
FB, s. 180 om – men han gik hendes · Dør forbi. / Dog jeg afbryder her; jeg er ikke
2T43, s. 23 ode Gavers Giver han gik min · Dør forbi; Du kunde ikke sørge og sige:
SLV, s. 170 r. See! nu gik hun netop min · Dør forbi; jeg forstaaer det, hun venter mig,
2T43, s. 23 avers Giver han gik ikke Din · Dør forbi; Stormene og Uveiret tog den ikke
KG, s. 320 azarus var lagt ved den Riges · Dør fuld af Saar, men Hundene kom og slikkede
Brev 126 et Exemplar af denne Bog, at en · Dør gik op til et Sideværelse, og strax
FB, s. 180 d og paa hans Lykke. Templets · Dør gik op, de unge Piger saae Brudgommen træde
FB, s. 180 mere end nogensinde. Templets · Dør gik op, han traadte ud, men hun slog jomfrueligt
IC, s. 165 ligviis forladt, Enhver, hvis · Dør han gaaer forbi, er glad, og seer man ham
EE1, s. 50 e den forbi, nei det er deres · Dør han netop træder ind ad; thi først
SD, s. 171 rstand bliver en Slags blind · Dør i Baggrunden af hans Sjel, indenfor den
EE1, s. 430 Klem. Hun kommer ind ad den · Dør i Baggrunden, derom er Johan instrueret.
TS, s. 58 nder paa Sligt, lukker jeg min · Dør i Laas og er ikke hjemme. Thi jeg vil være
TAF, s. 285 re Indskriften over Kirkens · Dør indvendig, ikke til at læse af dem,
EE1, s. 49 , og det er ikke de Udvalgtes · Dør jeg besprænger med Blod til Tegn paa,
NB12:180 aabne for Alle, og Kirkens · Dør kan Een aabne for en Anden, men Hjertets
NB12:180 for en Anden, men Hjertets · Dør kan kun den Enkelte selv aabne). Til ham
SLV, s. 196 g i Fjedere! Naar Taushedens · Dør længe har været lukket, da lyder
BA, s. 455 tetgjørelse boer Dør om · Dør med ethvert Menneske, og tilgavns har lært,
AE, s. 360 det Ringe, og boer Dør om · Dør med hans lønligste Tanke: hvad saa,
FB, s. 112 vandrer han om for hver Mands · Dør med sin Sang og med sin Tale, at Alle maae
3T43, s. 75 dens Øieblik Dør om · Dør med Ugudeligheden, det gavner Ugudeligheden
JJ:433 aa mig, og gik ind og lukkede sin · Dør og bad til Gud: i hvilket Tilfælde havde
KG, s. 58 finde det Høieste: luk Din · Dør og beed til Gud – thi Gud er dog
KG, s. 76 ger til ham: » luk Din · Dør og beed til Gud, saa har Du det Høieste
NB:71 jeg vil sige er: gak hjem luk Din · Dør og beed til Gud, saa har Du mere uendeligt
AE, s. 36 Vished, der ligger ved Troens · Dør og begjerer efter den, saa farefuldt stillet,
OTA, s. 176 tilbage, den ligger ved hans · Dør og begjerer efter ham: » hvad det
LA, note ter sig bag den aabent staaende · Dør og bliver Vidne til Samtalen, hvorpaa Fruen
EE1, s. 213 lge til han finder Templets · Dør og de ydmygt Bedendes Bænk, men hvem
3T43, s. 71 ligger Synden for Menneskets · Dør og dens Attraaers Mangfoldighed er til
NB32:111 id staaer og kimer paa Din · Dør og Du styrter ud og siger: hvad er det
NB2:181.b ieblik Du vil kan lukke Din · Dør og faae Gud i Tale, uden Mellemmand, uden
SLV, s. 123 nge Revisorer kom til hans · Dør og fordrede at see hans Regnskabsbøger,
BA, s. 435 ge, begyndte med at lukke sin · Dør og gjøre Nar ad dem, der stod udenfor,
NB19:49 em. Det er som naar En lukker en · Dør og kaster Nøglen bort: saaledes ere
NB27:44 han saa at sige lukkede Naadens · Dør og nu gik ud fuld af hellig Forsæt at
Brev 11 raabt 10, og nu kom til hans · Dør og raabte, og var færdig med at raabe,
SLV, s. 310 ndtil Bondemanden lukker sin · Dør og seer ud i den stille Aften, thi før
G, s. 42 , naar Bondemanden staaer i sin · Dør og skuer ud over Marken, naar Malkepigen
JJ:96 euse gjør, er at det lukker sin · Dør og taler i Løndom. / Overhovedet er
F, s. 479 t æsthetisk talt, lukker sin · Dør og taler med Forfatteren i Løndom. Vil
G, s. 66 s og Troens Frimodighed? Er Din · Dør ogsaa lukket for den Sørgende, kan han
BA, s. 455 lse, Tilintetgjørelse boer · Dør om Dør med ethvert Menneske, og tilgavns
AE, s. 360 tore eller det Ringe, og boer · Dør om Dør med hans lønligste Tanke:
3T43, s. 75 n boe i Nødens Øieblik · Dør om Dør med Ugudeligheden, det gavner
YDR, s. 114 Derpaa lukker han ligesom sin · Dør op, Døren fra sit ensomme Indelukke,
EE1, s. 377 gstuen, lukker hun den anden · Dør op, saa vore Øine mødes strax i Døren.
EE1, s. 14 eg, at der sprang en hemmelig · Dør op, som jeg aldrig før havde bemærket.
Brev 176 tæt udenfor Musæets · Dør staaer der en uhyre Kumme af Steen, meget
Brev 1 r godt, at læse i 1 B, hvis · Dør støder op til hans Værelse, og han
AA:5 ldt paa ved Indgangen, var en Slags · Dør til et Lukaf, som var dannet af en gammel
G, s. 45 t Liig, gjennem den halvaabnede · Dør til Værelserne saae jeg det Forfærdelige:
3T43, s. 63 ns Øieblik trøstig min · Dør uden Frygt, uden nogen ængstelig Sindets
CT, s. 94 aaer Gud. Hvor skulde saa den · Dør være ladet aaben, eller den Bagport
OTA, s. 199 e banker paa den Tvesindedes · Dør!), da siger den til ham: » Erindrer
Brev 11 lere Gange og navnlig for sin · Dør) Vægteren svarede: det var 10 Hr Cancelliraad.
NB24:18 skyldige Forsøg: at lukke sin · Dør, at tale ene med sig selv og sige til sig
NB9:22 / Ethvert Msk., der vil lukke sin · Dør, blive sig selv bevidst i hele sin Concretion
SLV, s. 113 man saaledes har lukket sin · Dør, da har man et andet Svar. Sophisten Gorgias
EE:60 sparsom Gang et Glimt) er ikke en · Dør, der bliver staaende aabnet, naar den først
EE:60 t eengang er oplukket, ei hell. en · Dør, der langsomt lukker sig igjen, saa man
NB5:111 tte Bedende, naar han lukker sin · Dør, det er utroligt hvad han formaaer. /
4T43, s. 154 , og Din Plads ved den Riges · Dør, Dit Liv en Bekræftelse af den Erfaring,
KG, s. 58 ste Skridt, forgjeves; thi den · Dør, Du lukkede for at bede til Gud, naar Du
AE, s. 272 nt, en Tigger ved Læserens · Dør, en Bissekræmmer, der, ved Hjælp af
EE1, s. 39 er som en Betler ved Templets · Dør, et Øre, der selv foredrager, hvad det
TTL, s. 396 nu den Skyldige kom til hans · Dør, hvis nu Øieblikket var der, at Tilgivelsen
4T44, s. 295 han kom til den Mægtiges · Dør, hvis Tjeneren end ikke forstod, fra hvem
EE2, s. 151 i min Stue, men uden for min · Dør, hvorfra jeg ved min Feining næsten har
OTA, s. 399 man som gjennem en hemmelig · Dør, ja som ved det Pludseliges Trylleslag,
EE1, s. 376 Aanden havde banket paa min · Dør, jeg havde rolig grebet Armstagen for at
DS, s. 149 gjort da jeg skrev, lukker sin · Dør, læser for sig selv, fuld forvisset om,
G, s. 27 plyst Huus, man aabner en lille · Dør, man staaer i Entreen. Til Venstre har man
SLV, s. 112 n, ved Ægteskabets blinde · Dør, men ad den Vei faaer man Intet at vide
G, s. 45 Jeg kommer, jeg ringer paa min · Dør, min Tjener aabner. Det var et betydningsfuldt
3T44, s. 261 lleds Fare staaer for Alles · Dør, naar den almindelige Ulykke lærer Menneskene
CT, s. 60 isten Beskeed om at lukke sin · Dør, naar han skal tale med Gud – ikke
SD, s. 177 rigtignok omhyggelig lukket · Dør, og bag den sidder Selvet ligesom og passer
4T43, s. 146 denne Indskrift over Livets · Dør, og han nu, førend han havde iført
SLV, s. 93 er udenfor det enkelte Huses · Dør, og ikke kalder Nogen bort fra sin Gjerning,
G, s. 24 ens Spor, da det banker paa min · Dør, og ind træder – den unge Pige.
BMT, s. 217 l at kaste en Potte paa Folks · Dør, og saa afsted, om ad en anden Gade, at
NB13:52 g dog, dersom jeg saa lukker min · Dør, og tager hiin i Enerum hiin høist sjeldne
NB25:109 sk Olie. Strax udenfor min · Dør, paa Fortouget lige før Alleen møder
NB3:29 ell. til, om man lukker sin · Dør, saaledes ogsaa Tiltroen mellem Mand og
NB11:97 et n: T: for Dig – luk Din · Dør, tal med Gud, beed – og gjør saa
3T44, s. 238 tryglende ved hiin Viisdoms · Dør, thi Prædikerens Bekymring er ogsaa til
NB24:6.a det er, over at kunne lukke sin · Dør. / » Kirken«. /
KM, s. 13 sposten har feiet for sin egen · Dør. Efter at den nemlig paa sin Viis har søgt
NB27:44 d hen igjen og banke paa Naadens · Dør. Han maa sige: uendelige Naade, o, hav Medlidenhed
SLV, s. 69 , da holder Eqvipagen for min · Dør. Hendes Naade stiger ud ( thi ogsaa dette
PS, s. 271 følge En til Bedstemoders · Dør. Og under han sig end ingen Ro, hverken
F, s. 497 t Klædning og skrive paa sin · Dør: » N. N. praktisirender Arzt.«
NB26:9 ebodvært skriver over sin · Dør: en Christens Liv er idel Fryd og Glæde;
NB24:44 t Klædning, og skrive paa sin · Dør: N. N. praktisirender Artz. Saaledes meente
ER, s. 202 ttede paa at sætte over sin · Dør: praktiserende Læge, og hænge en rød
NB16:60 i saa først for Jer egen · Dør: see, at faae Løgnen bort, saa bliver
Brev 11 gter saa vil jeg lukke min · Dør; skulde der komme Nogen og spørge om
Papir 2:1 n kom til hende gjenem lukte · Døre ell ei? – Af saadanne var det vel
4T44, s. 295 ongens Navn, det aabner alle · Døre for En, men at komme i Guds Navn, det er
AE, s. 232 a dumme, at man kunde løbe · Døre ind med dem, sige: man kan ikke blive staaende
Brev 267 sere idag: jeg sidder for aabne · Døre og seer paa Regnen, og ikke en eneste fornuftig
IC, s. 58 r saa dum, at man kan løbe · Døre op med ham. At anstrenge sig saaledes som
Brev 84 gylden Nøgle lukker alle · Døre op, og jeg troer Du veed, at jeg forstaaer
AE, s. 360 godt Levebrød, luunt inden · Døre, og er Justitsraad, » en alvorlig
BI, s. 249 e, hvormed han kan aabne alle · Døre. Denne almindelige Dannelse erindrer om,
Brev 209 arde Nødvendighed staaer for · Døren ɔ: jeg har allerede for flere Dage
NB14:125 i Sandhed Barbariet staaer for · Døren – der er allerede Forstærkning
CC:12 lig Henseende, som staaer for · Døren – en Sprogforvirring, langt farligere
NB9:41 vedet ell. paa Benene ind af · Døren ( En der stod med derude spurgte mig netop,
NB12:180 st), kun Den, der oplader · Døren ( Hjertets Dør – thi Kirkens Dørre
NB4:108 n sige: selv gaae de ikke ind ad · Døren ( til noget Høit og Ædelt) og de
Not9:1 a den første Synd, saa er · Døren aabnet for al Tvivl. Den gl. Dogmatik opfattede
NB20:68 for ussel Feighed. / Nu var · Døren aabnet. Al Utaalmodighed og Pirrelighed
AE, s. 26 aaer sig, Alt var ogsaa glemt. · Døren blev lukket, og de udelukkede, og Brudgommen
OTA, s. 338 hvis de da strax, idet · Døren blev lukket, sagde: nu er Alt vist og afgjort:
TTL, s. 443 rgende Enke: og Navnet over · Døren bliver en Erindring. Saa vil der i nogen
EE1, s. 385 Pige sidder ved Pianofortet. · Døren bliver lukket paa Klem, saa kan man lytte
SLV, s. 389 øidør. Uheldigviis har · Døren den Egenskab, at den knirker. Dette kan
NB27:44 rte dette Naadens Ord, lukker · Døren efter sig – og nu skal til at begynde,
NB22:42 Værelse for sig. Hver lukker · Døren efter sig, er nu ene, fremkalder den Forestilling
NB22:90 dem i et Huus skrevne over · Døren ell. Deslige – saaledes gjorde man
Not4:5 s af Bibelen; og at saaledes · Døren er aabnet for enhver Fortolkning, og saaledes
EE2, s. 143 , og øm; men naar først · Døren er lukket efter Ægteparret, saa inden
NB4:103 hos den Enkelte og han veed, at · Døren er lukket, først da siger han: det er
Brev 179 t komme saa meget for silde, at · Døren er lukket. / Som sædvanligt havde jeg
3T44, s. 276 hans Fødder staae for · Døren for at bære ham ud« ( Ap. G.
Brev 193 t morsomt, om jeg nu kom ind af · Døren for at see Dig? Dog nok herom, som det
TTL, s. 444 indringen: da vil Navnet over · Døren for de Tvende betyde, at ogsaa de have
EE2, s. 252 forflygtiges, naar man aabner · Døren for den historiske Uendelighed. Og dog
EE2, s. 112 hed, naar man først aabner · Døren for Endelighederne, saa er det lige dumt
SLV, s. 421 to Kammerherrer, der aabnede · Døren for ham, den Lykke, at være den ene,
NB24:6 sin frie Handling, at han lukker · Døren for ret at have det godt derinde i sit
EE1, s. 350 leden Aften fulgtes vi ud af · Døren fra Baxters; Edvard ledsagede hende. I
YDR, s. 114 er han ligesom sin Dør op, · Døren fra sit ensomme Indelukke, og gaaer, mir
Brev 46 lse skulde synes Dem, som om · Døren gik op, og jeg i min egen Tyndhed og med
EE1, s. 332 ru Jansens, jeg havde lukket · Døren halv op uden at banke paa, en Uforskammethed,
Brev 193 e jeg maaskee idet Du gik ud af · Døren have sagt til Dig, tag Dig iagt, pas vel
EE1, s. 383 s. / Min Cordelia! / Udenfor · Døren holder der en lille Cabriolet, for mig
SLV, s. 80 Omgivelse til en Ruin. / For · Døren holdt en Vogn forspændt. Paa Constantins
NB2:260 . 4 Novb: / Idag var jeg inde af · Døren hos Biskop Mynster. Han sagde han havde
AE, note Naar en Bonde banker paa · Døren hos en Mand der er en Tydsker, faaer ham
Brev 1 ind til os. Han kom da ind af · Døren hver Dag med een Tøffel og een Støvle.
SLV, s. 79 mte det, han slyngede det mod · Døren i Bagvæggen. De Andre fulgte hans Exempel,
G, s. 45 ed slog ham og – han slog · Døren i igjen for mig. Dette var for meget, min
Brev 46 ik skulde savne Noget ved at · Døren ikke gik op. I ethvert Tilfælde være
EE1, s. 337 ker den, det er at falde med · Døren ind i Stuen. Skulde hun have den fjerneste
Brev 243 ørrevold 219, 1ste Sal, · Døren lige for Trappen, ved Middagstid mellem
FB, s. 180 gik op til Templet. Hun saae · Døren lukke sig efter ham, og hun blev end roligere
NB2:79 vist er det, at i det Secund · Døren lukkes op, saa vil Herligheden vise sig.
IC, s. 165 hans Komme, at man kan holde · Døren lukket eller nægte sig hjemme. Om ham
4T44, s. 295 Himlene – maaskee blev · Døren lukket for ham. / Dog vil Talen ikke overrumple
NB14:90 ret ham, og i en Fart faaet · Døren lukket igjen, medens jeg nu, da han er
NB12:180 r usandt. / Han staaer for · Døren og banker. / / Dersom Nogen hører min
EE1, s. 332 dere Toner frem. Jeg lukkede · Døren og blev udenfor, lyttende efter Afvexlingen
LP, note e udsat for at blive kastet paa · Døren og for saavidt kan den lille Christian
NB7:107 Sandheden og Veien, han er baade · Døren og Hyrden. / Det er et ypperligt Ord af
NB9:41 / Idet jeg kom ind af · Døren og sagde mit Navn, sagde han: det glæder
OTA, s. 212 forfærdelige Veer, aabner · Døren og siger: her er jeg! O, Barndommens Lykke
Papir 340:15 ærdelige Veer aabner · Døren og siger: her er jeg, nu begynder Munterheden.
NB31:161 en ikke kunde komme ind af · Døren og slet ikke kunde komme til at tale. /
EE1, s. 371 De er gaaet hen for at lukke · Døren op til hans Modtagelse ... Kom De kun igjen,
EE1, s. 430 amme Øieblik lukker Johan · Døren op. – Illusionen er fuldstændig.
Papir 482 er man Nøglen og lukker · Døren op. Men naar en Dør er lukket i Baglaas
NB2:79 det sidste Secund førend · Døren oplukkes, lige saa mørkt som i det første.
Brev 68 ngsel, / Men tør ei dreie · Døren paa dens Hængsel; / Og nu – jeg
NB17:71.h at saa jeg saadan skulde lukke · Døren paa Klem eller gjøre endnu mindre: i
NB32:64 ukket, Ilden i Kakkelovnen, · Døren rigtigt lukket, om Ens Underbeenklæder
EE1, s. 310 , der en, to, tre var ude af · Døren saa hurtigt, at end ikke mit Øie end
TTL, s. 411 efter denne Tanke, saa aabner · Døren sig – ak, og hvor let aander han
NB2:79 rke Værelse bier paa at · Døren skal oplukkes og den hele forventede Herlighed
OTA, s. 221 er vel Den fangen, for hvem · Døren staaer aaben: Evighedens Fløidør!
AA:4 ølgende Værelse, hvortil · Døren stod aaben, var et Oplagssted for Linned,
Papir 69 en Tøddel; thi ell. er jo · Døren strax igjen aabnet for Bestemmelser fra
DD:208 / han iler barhovedet ud af · Døren stærkere og stærkere, og man hører
EE1, s. 385 ddag, Klokken var omtrent 5, · Døren til Dagligstuen aabner sig sagte, et speidende
EE2, s. 58 g Tante, en Friseur. Da gaaer · Døren til Dagligstuen op, hun træder ind,
EE2, s. 57 rgerlig derover. Da aabner · Døren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster et
Brev 54 var kommen hovedkulds ind af · Døren til Dem. Muligen var jeg da endog falden
NB9:42 i det samme Øieblik gaaer · Døren til et Sideværelse op, men lukkes strax
Brev 255 ønskede at falde ind af · Døren til Geheimeraadinden udenvidere, men vil
EE2, s. 86 else. Den kan gribe mig, naar · Døren til mit Cabinet gaaer op, og jeg lidt efter
EE1, s. 402 ... op ad Kjøkkentrappen, · Døren til Venstre, ligeoverfor Kjøkkendøren
NB24:6 den Stund o: s: v: staaer: / luk · Døren til, / dog det behøver den Døde jo
EE1, s. 430 lille svenske Arie opslaaet. · Døren ud til Entreen staaer paa Klem. Hun kommer
EE1, s. 349 idag seer hende komme ind ad · Døren ude fra. Den Smule Modstand, som et Vindpust
SLV, s. 131 rst blev undersøgt, at · Døren var lukket, derpaa flyttede Moderen op,
EE1, s. 385 erinde, der spiller, saa var · Døren vel bleven lukket heelt. Hun spiller en
NB4:19 aabnede hun af Glæde ikke · Døren« – af Glæde lod hun ham staae udenfor.
DD:208 Gud – ( idet E. lukker · Døren) gaae Fanden i Vold. endelig blev jeg da
EE2, s. 86 Hoved kigger saaledes ind ad · Døren, at man skulde troe, at dette Hoved ikke
NB:71 aae ind i Dit Værelse, luk · Døren, beed til Gud, og Du har uendeligt meget
EE1, s. 13 klædt; jeg stod allerede i · Døren, da falder det mig ind: har Du ogsaa Penge
EE1, s. 371 ke det forbandede Menneske i · Døren, da jeg vilde besøge Dig. Men jeg var
G, s. 44 eller først idet de aabnede · Døren, eller først udenfor Døren. Ingen
Brev 45 af dem, som ikke kom ind af · Døren, for et saa sammenstuvet Auditorium, at
TTL, s. 443 d, og læser hans Navn over · Døren, fordi den borgerlige Bedrift fortsættes
NB27:58 ig forbi og svingede ind af · Døren, gjorde jeg en Bevægelse med Legemet,
OTA, s. 212 , og da han træder ind af · Døren, han den lykkeligt Begavede med den lyse
Papir 340:15 a han træder ind, af · Døren, han den lykkeligt Begavede, med den lyse
SLV, s. 267 det Menneske, han kom ind ad · Døren, hilste paa Engelsk, hvad der oplivede den
EE1, s. 330 og om muligt møde hende i · Døren, idet hun kommer og jeg gaaer, eller paa
EE1, s. 235 t. Idet jeg træder ind ad · Døren, kaster jeg mit Blik op i første Etage,
JC, s. 49 chumenen maatte staae udenfor · Døren, knæle, naar de Andre stode opreiste,
SLV, s. 112 e, med Spioner, der lure ved · Døren, med Gadestrygere, der lige fra Gaden ville
NB7:107 de Lærere) gaaer ind igjennem · Døren, medens han senere sammenligner sig selv
SLV, s. 388 se blive transporteret ud ad · Døren, men denne Modsætning vilde være lidt
EE1, s. 97 lv siger, holde Vagt udenfor · Døren, men derhos føre et saa vidtløftigt
NB9:42 idt tilbage. Han gik hen til · Døren, men idet han gik, sagde han, det var vist
NB15:129 a er Fortvivlelse lige for · Døren, naar han kun kan sige, Synden har saadan
TTL, s. 444 m ham, da vil dog Navnet over · Døren, naar Huset ikke synligt er et Sørgehuus,
SLV, s. 389 muligen har taget for rask i · Døren, og dens Knirken vedbliver. Denne Situation
Brev 54 r jeg da endog falden ind af · Døren, og havde raabt med Ugelspegel: det Hastværk
SLV, s. 79 ved det sidste Slag aabnedes · Døren, og man saae som Den, der formasteligt har
NB7:107 ristus sammenligner sig selv med · Døren, og siger at den gode Hyrde ( de sande Lærere)
Brev 51 v kom styrtende hovedkulds ind af · Døren, rev Alt overende, bringende Skræk og
TTL, s. 439 sk eller sjelelig, staaer for · Døren, saa er Tiden der? Ja vist, saa er Tiden
EE1, s. 371 Licentiaten nu kommer ind ad · Døren, saa siger han: » der var vi sku
Brev 193 skeer, idet jeg vil lukke · Døren, slaaer jeg en stor Rude i Stykker, hvorpaa
SLV, s. 195 havde, idet hun løb ud af · Døren, slaaet Entrée-Døren i efter sig,
OiA, s. 7 ning kom han styrtende ind af · Døren, slog Flasken itu, spildte Eddiken og raabte:
AE, note er. Han vilde blive sat udenfor · Døren, som den, der ikke formaaede at være
AA:1 vet med et Hegn af Kampestene; · Døren, som fører ind paa den lidt ophøiede
NB12:180 rer min Røst og oplader · Døren, til ham vil jeg gaae ind og holde Nadvere
EE1, s. 84 t: » fort afsted, paa · Døren, til Regimentet, han er jo intet Barn, det
SLV, s. 275 og allerede var halvt ude af · Døren, vendte jeg pludseligen om og sagde til
EE1, s. 377 ore Øine mødes strax i · Døren. Dagligstuen er lille, hyggelig, staaer
EE1, s. 195 er holdt hendes Vogn udenfor · Døren. Hun steg ud, og strax hendes Klædedragt
NB14:125 I Sandhed Barbariet staaer for · Døren. Hvilket? Ja, wie es euch gefält; jeg
G, s. 44 øren, eller først udenfor · Døren. Ingen undgik min Opmærksomhed, jeg rykkede
Papir 300 r sig under Vinduet ind af · Døren. kommer frem bøier sit Hoved over hende)
SLV, note en og sætter ham Stolen for · Døren. Saa kommer der en lille Begivenhed, og
JJ:269 lt Savn, Faren staaer for · Døren. Saaledes er nu en ny Psalmebog bleven Tidens
Brev 13 Afgjørelsen syntes at staae for · Døren: betænk, at der naturligviis her som
NB9:42 svarede jeg, endnu henne ved · Døren: Deres Majestæt vilde maaskee først
EE2, s. 144 sfuldhed, tør jage den paa · Døren; nei, han kommer som en gammel Fortrolig,
DS, s. 230 t vor Herre satte hende ud af · Døren; og saa kan hun see, hvor hun blev af. Men
NB21:65 æsten har kunnet kjøbe ved · Dørene af Præster, der paaprakkede En det,
NB25:95 / Da Χstd. streed, da vare · Dørene altid lukkede – det Χstliges
AE, s. 428 yldning og iler ud; han lader · Dørene staae halv aabne efter sig, og vor Speider,
NB25:95 / I Χstheden har man ladet · Dørene staae paa viid Gab ( Eensartetheden med
EE1, s. 378 re mig i den lille Havestue. · Dørene stode aabne, en lille Have foran Huset
NB25:95 men ham seer den ikke. / Da · Dørene vare lukkede, kom Χstus til Disciplene.
Oi7, s. 300 egynder saaledes: » da · Dørene vare lukte« – og det passer
NB25:95 s til Disciplene. / Saaledes maa · Dørene være lukkede, lukkede for Verden –
NB12:180 og gik ind gjennem lukkede · Dørre ( de Ligegyldige ell. vel endog Forhærdede).
SLV, s. 83 gning. Her stode en Havestues · Dørre aabne ud til en Græsplaine; et Vindue,
JJ:347 gt omkring og seer efter, at alle · Dørre ere lukkede, ( hun bliver tungsindig-distrait,
HGS, s. 198 ikke blev om at lukke Kirkens · Dørre for mig, men det blev Præsten, der kom
NB25:95 ommer Χstus, ind ad lukkede · Dørre han kommer jo ogsaa indvendig fra. /
NB12:180 Dør – thi Kirkens · Dørre staae aabne for Alle, og Kirkens Dør
NB22:117 lighed til Næsten som med to · Dørre, der paa een Gang gaae op, saa det er umuligt
JJ:347 men jeg sover inden lukkede · Dørre, Panelet er indrettet til at forhindre enhver
DD:200 til Disciplene gjennem lukte · Dørre. – / d. 18 Jan: 39 / Det første
FF:127 Χstus kommer ind af lukkede · Dørre. / Den Hellig-Aand er det guddommelige »
NB12:180 nd til dem gjennem lukkede · Dørre. Dette er ofte blevet misbrugt som et Billede,
G, s. 17 at sætte sin Fod inden mine · Dørre. Han gjorde mig det Forslag, at møde
Brev 267 taget i en Journal, som har til · Dørskildt » For Kritik!« Ja, naar
NB24:75 de ogsaa gjerne gifte mig med en · Dør-Stolpe, naar det blot lod sig gjøre, at det
EE1, s. 337 e sine Fødder over hendes · Dørtærskel, han, som har saa ypperlig en Leilighed.
Brev 287 S. 84-88); er det ikke den · Dørtærskel, hvor begge mødes, og som i eet Aandedrag
NB12:138 sætte sin Fod over min · Dørtærskel, saa snart jeg blev gift med hende, der
SLV, s. 314 t jeg ikke troer ham over en · Dørtærskel. Derimod passer det godt i hans Kram, at
SLV, s. 359 i jeg troer Dig ikke over en · Dørtærskel. Jeg saae deraf, hvor ringe Tanker hun dog
AE, s. 492 og Nag gaaer med over enhver · Dørtærskel. Men Furiernes Synlighed udtrykker sindbilledligt
Papir 587 dmygt med at naae blot til · Dørtærskelen af Himerige. Den Hykler! Og ved saadan
Not2:12 hasverus. Skomager. Cartophilus. · Dørvogter.) / cfr Almindelig Morskabslæsning i Danmark
DS, s. 203 t synke hen i en blødagtig · Døs og slet Intet gjøre. Nei for ret at
4T44 kker ham op af Eensformighedens · Døs, hæver Vanens Trolddom, afbryder de møisommelige
HH:21 lle ikke hensynke i en afmægtig · Døs, saa at vi næsten mere maa sige, at det
HH:31 lle ikke hensynke i en afmægtig · Døs, saa at vi næsten mere maae sige, at
DS, s. 163 r siges, han gaaer i en stadig · Døs. / Og saaledes er det dog vel ogsaa, at
SLV, s. 244 kes og rives ud af Tungsinds · Døs. Jeg ydmyger mig under denne Tankes Alvor.
JJ:374 dikes man op til ikke at gaae og · døse, men leve med Uendelighedens høieste
TTL, s. 430 blussende i Ungdommen, derpaa · døsig i Manddommen, og som en rygende Tande i
DS, s. 163 bedøvende, gjør tung og · døsig og dorsk og sløv, omtrent som en Drikfældig
CT, s. 97 Saa gaaer Aandens Lys ud, en · døsig Taage hænger for hans Øie, han gider
OTA, s. 222 æge dets Overflade; ingen · døsig Taage maa brede sig over det; ingen tvivlsom
BI, s. 172 mskynder den, naar den bliver · døsig, tugter den, naar den bliver udsvævende.
CT, s. 204 Oldingen i at blive dorsk og · døsig. Han føier ikke en Stavelse til, han
BI, s. 125 at ønske sig den taagede, · døsige Svælgen, som et Opiat kan forskaffe,
4T44, s. 343 som det stillestaaende Vands · døsige Taage, af hvilken usunde Luftninger og
OTA, s. 215 ans Befindende vexler mellem · Døsighed og blussende Spænding; men naar da Lidelsen
EE2, s. 41 Noget, der røber den samme · Døsighed og Slaphed som den, at ansee Forlovelsen
NB11:108 d i det Bestaaendes Dvaskhed og · Døsighed og Træghed. Og endnu latterligere, at
TTL, s. 413 ndens Fyrighed forvandlet til · Døsighed, og Begeistringen, der tjener uden Løn,
LA, s. 86 al holde et Slags Liv i denne · Døsighed, udvikle dette Phantom. Publikum er den
SLV, s. 105 jøglebilleder, dannede af · Døsighedens Taager, forsvinde, da er hans Beslutning
AE, s. 486 lv den Tungnemmeste, selv den · Døsigste Alts Uvished! Men naar saa det er overstaaet,
BI, s. 136 nneskelige Liv bevæger sig · døsigt og uklart. Ironien er nemlig en Sundhed,
4T44, s. 327 gt er, kun Den, der » · døsigt svimler hen ad sin Vei«; og hoffærdig
TS, s. 106 en: Øiet var blevet mat og · døsigt, deres Gang uden Holdning og Sluttethed,
Brev 24 em ud til Fru Rørdams fire · Døttre ( bliv nu ikke bange, thi det Følgende
Not10:4 ensynligt i Oedips Skjebne, hans · Døttre af hans ulykkelige Ægteskab er Antigone
3T44, s. 238 bliver svag og alle Sangens · Døttre ere matte, da har man ikke tænkt i sin
NB11:140 en liderlig, for hvem Koner og · Døttre ikke kunne være sikkre. / I Sandhed
3T44, s. 238 bliver svag og alle Sangens · Døttre matte« ( XII, 4), og forhindrer
NB10:166 ( de Forfulgtes Hustruer, · Døttre o: s: v.) og imidlertid jublede Grinet
EE1, s. 409 mod havde Husets tvende unge · Døttre samlet en Kreds af Veninder til en Formiddags-Kaffe.
SLV, s. 155 n græsk Viis har sagt, at · Døttre skulle giftes, naar de vare Piger i Alder,
4T43, s. 120 ng kom fra hans Sønner og · Døttre, at Huset var omstyrtet og havde begravet
G, s. 67 ligesom have tabt Sønner og · Døttre, der tabte den Elskede, og ogsaa den blev
G, s. 67 den, ikke havt 7 Sønner og 3 · Døttre, men ogsaa den kan jo have tabt Alt, der
4T43, s. 121 at have syv Sønner og tre · Døttre, nu behøvedes der intet Offer uden Taknemlighedens
FB, s. 170 t Pjat om, at han havde flere · Døttre, og at der endnu vielleicht kunde skee das
4T43, s. 119 han med syv Sønner og tre · Døttre, og hos ham i dette Paulun » boede
NB25:83 ulie og Fanny ere Geheimeraadens · Døttre. De tale med hinanden om Gjestebuddet
EE1, s. 385 bestaaende af en Enke og tre · Døttre. De tvende af dem gaae i Kongens Kjøkken
EE1, s. 326 en Enkefrue med 3 velsignede · Døttre. Oplysninger kunne her faaes i Overflod,
NB11:140 vil forføre Ens Kone og · Døttre: dette er Kjødets Syllogisme. /
Brev 2 ea, Niels, Md: Lund, Ole Lunds · Døttre; men fornemlig være Du hilset /
Brev 82 være en god Kilde. En af · Døttrene der har ogsaa været forlovet, hendes
EE1, s. 400 kke atter virke gavnligt paa · Døttrene i vore Huse? Eller er det for dristigt,
AE, s. 272 s paa Bindet, som rigtig stak · Døttrene i Øinene, paaprakkede Familierne sine
EE1, s. 327 var blot kommen for at hente · Døttrene, der skulde ud i Kongens Kjøkken. Medens
Brev 74 Viisdommen. Og jeg som hverken er · Døv eller Viis, hvorledes skulde jeg bestaae
EE2, s. 199 jæl og Uskyld i Din Tanke, · døv enhver høiere Stemme i Dit Bryst, hendøes
CT, s. 156 n til det sande Alt er bleven · døv for alle Hensyn! Men tro, at Du vinder
SLV, s. 389 er rigt nok paa Exempler. En · døv Mand træder ind i en Forsamlingssal
CT, s. 156 n saaledes er den Troende, en · døv Mand, hans Øre gjenlyder af det Alts
G, s. 26 e Hofmændene leet ad den, en · døv Minister inclusive, da reiste denne sig,
FF:87 bunden for Øinene, den er ikke · døv og behøver derfor ikke Vægtskaaler.
IC, s. 51 og heller vedblive at være · døv og blind o. s. v. end at hjælpes paa
IC, s. 51 rede! O, min Ven, om Du var · døv og blind og halt og spedalsk o. s. v. o.
NB9:42 dernæst skal han være · døv og blind, ell. idetmindste lade som, thi
TTL, s. 404 ve stum og dog raabe paa ham, · døv og dog høre ham, blind og dog see ham;
AA:14 eende, man kan blive aandelig · døv paa det ene Øre, saa det er en Umulighed
CT, s. 156 rer i Selskabet, at der er en · Døv tilstede, som ikke kan høre, hvad de
EE1, s. 284 ed er saa lidet affabel, saa · døv, at den ikke lader sig smigre lidt; selv
Not8:11 jør mere end det, den gjør · døv, den gjør lam; den, der lider deraf,
NB34:13 t Andet ( at være blind, · døv, halt o: D:) krænker ham ikke, det berører
EE:56 rundvold blev lagt; hvorfor vil Du · døve dit Øre mod min Faderstemme. Som en
SD, s. 239 eske, er Den som gjør, at · Døve høre, Blinde see, Halte gaae, Spedalske
IC, s. 103 lte gaae, Spedalske renses og · Døve høre, Døde staae op og Evangelium
SLV, s. 363 helbrede al Sygdom, give den · Døve Hørelsen, den Blinde Synet og den Vanskabte
OL, s. 33 i Forhold til Hr. Hage som den · døve Minister, Jean Paul fortæller om, der
Brev 74 e ei heller være viist at · døve sit Øre derimod, men usømmelig og
OTA, s. 214 skjel skal være, hvor den · Døve skal høre, den Blinde see, Den, der
Brev 74 rog siger kløgtigt, at kun den · døve Vise kan modstaae Smiger; kløgtigt,
EE1, s. 207 etydningsløst lyde de for · døve Øren!« / » Faust, o Faust!
IC, s. 28 rd! – I Syge, Halte, · Døve, Blinde, Krøblinge, kommer hid! –
EE2, s. 120 stærke Opiater til for at · døve. / De Vanskeligheder, den ægteskabelige
NB10:58 fter en Torden-Røst, som · døver Alt – og siger: see nu er det rigtigt,
Brev 74 el tro, at een af Delene var nok: · Døvheden eller Viisdommen. Og jeg som hverken er
NB31:141 forkynde Χstd. som en · Døv-Stum til det at være Musicus. Der maa fra
Papir 69 . Han meente, at Bibelen var · døvstum, at man kunde give den alle Fortolkninger,
Brev 308 stund, huru god vore Ni ej · då mot den innerligt tacksamma / Fredrika