To Taler ved Altergangen om Fredagen Søren Kierkegaards Skrifter 12 TAF Anne Mette Hansen, Elise Iuul og Finn Gredal Jensen Niels Jørgen Cappelørn Klaus Nielsen XML/txr Søren Kierkegaard Forskningscenteret 2008 http://sks.dk/taf/txr.xml 20121212 Karsten Kynde og Kim Ravn 1.8 Tekstredegørelse 1. Bibliografisk beskrivelse 2. Manuskriptbeskrivelse 3. Tilblivelseshistorie 4. Udgivelsesmåde 5. Anden udgave, 1852 1. Bibliografisk beskrivelse To Taler ved Altergangen om Fredagen blev indleveret til sætning og trykning i Bianco Lunos Bogtrykkeri formodentlig midt i juli måned 1851. Bianco Lunos Erindringsbog, dvs. ordreprotokol, findes ikke for 1851. Der er ingen andre kilder til belysning af det nøjagtige afleveringstidspunkt. Udsagnet i NB24:102, »Nu trykkes der. O, uforklarligt, saa usigelig glad og beroliget og tillidsfuld og overvældet jeg føler mig« (SKS 24, 383,7f.), sigter til, at manuskriptet er afleveret og produktionen gået i gang, men optegnelsen er udateret. Bogen blev annonceret som udkommet i Berlingske Tidende, nr. 180, 6. aug. 1851 (se tekstredegørelsen til Om min Forfatter-Virksomhed, SKS K13, 7. Bogen kostede 1 mark og 8 skilling og udkom på C.A. Reitzels forlag. Tre eksemplarer af To Taler ved Altergangen om Fredagen (forkortet TAF) er blevet kollationeret; de benyttede eksemplarer er: A Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar, privat indbundet og beskåret. Eksemplaret er indbundet sammen med »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« (1849) og To opbyggelige Taler (1843). På forsatsbladet er med latinsk hånd (blæk) skrevet »Brammer.« og nedenunder følgende anmærkning i nygotisk hånd: »I denne Samling findes foruden 'tre Taler ved Altergangen om Fredagen' af S. Kierkegaard 'to opbyggelige Taler' af samme Forfatter (1843).« Eksemplaret tilhører G.E.C. Gads Forlag (tidligere hos dr.phil. h.c. Gustaf Bernström, Göteborg; tidligere hos greve Albert Ehrensvärd, Tosterup i Skåne). B Søren Kierkegaard Forskningscenterets arbejdseksemplar, privat indbundet og beskåret. Eksemplaret er indbundet sammen med Sexten opbyggelige Taler (1843-45) og Til Selvprøvelse (1851). På forsatsbladet er med latinsk hånd (blæk) skrevet og understreget »L. Maltesen.« C Det Kgl. Biblioteks eksemplar, indbundet og beskåret, katalogsignatur Q, 6061 - 8o. Ved den interne kollation af de tre eksemplarer blev der ikke konstateret afvigelser. Eksemplar C danner grundlag for den følgende beskrivelse. Til ingen af de kollationerede eksemplarer er det oprindelige bogomslag bevaret; dette gengiver titelbladet i en ornamenteret dobbeltramme. Kollationeringsformel 8o. [1]8 28. $2 signeret. 16 blade. Paginering [1-9], 10-19, [20-23], 24-32. Formlen er uddraget af de tre eksemplarer A, B og C. Der bruges arabertal om arknumre, og arkenes bladantal angives med hævet skrift. Ordinærtal i [] betegner det usignerede første ark. $ står for 'alle signerede ark'. »$2 signeret« betyder: I alle signerede ark har de to første blade signatur. Upaginerede sider noteres også i kantet parentes. Formatet er oktav. Bogen har et omfang på 32 sider, svarende til 16 blade fordelt på 2 ark, og er pagineret 10-19 og 24-32, idet bl. 1r-5r og bl. 10v-12r er uden paginering. S. [1] udgør titelblad, nederst på s. [2] står dateringen »I Slutningen af 1849.«, s. [3] indeholder dedikationen, s. [5] »Forord.« S. [7] og s. [21] er deltitelblade til henholdsvis tale I og tale II. S. [4], [6], [8], [20] og [22] er blanke. Ark 1 er uden signatur; ark 2 har prima- og sekundasignatur. Primasignaturen (arknummeret) er angivet med arabertal, sekundasignaturenmed arabertal fulgt af asterisk. Til venstre for primasignaturen er desuden anført bogens titel. Beskrivelse af eksemplar C Den beskårne bogbloks blade måler ca. 122 × 192 mm. Størrelsen måles som bredde × højde. Bogblokkens tykkelse er ca. 2 mm. Papir Der er benyttet almindeligt trykpapir af en ret kludeholdig kvalitet. Typografi Det fremherskende skriftsnit er fraktur; enkelte steder er benyttet tekstur (gotisk). Fremhævet tekst er i øvrigt sat med fed, halvfed eller spatieret skrift. Titelbladet er med en prydstreg delt i to felter. I det øverste er anført værkets titel og forfatternavn, i det nederste udgivelsessted, forlag, trykkeri og udgivelsesår. Titlen er fordelt på to linjer, der er sat med bogens største punktstørrelser, henholdsvis ca. 6 og 4 grader over brødteksten. Den øverste linje er sat med fed tekstur, den anden linje med halvfed fraktur. Forfatternavnet, der er i tekstur, samt udgivelsesstedet er sat med halvfed med samme grad som brødteksten. Forlæggernavnet har samme skriftgrad som brødteksten, mens angivelsen af bogtrykker er 1 grad mindre. Udgivelsesåret er sat med halvfed i samme størrelse som brødteksten. Navnene »C. A. Reitzel« og »Bianco Luno« er spatieret. Titelbladet er gengivet som illustration 16. 16. Titelblad til TAF. Naturlig størrelse, beskåret Dedikationen er fordelt på fem linjer med varierende skriftstørrelse. Størst og ca. 4 grader større end brødteksten er linje 1, næststørst og ca. 2 grader større linje 2. Linje 3 er 2 grader mindre, mens linje 4 og 5 er 1 grad mindre end brødteksten. »En Ubenævnt,« er sat med fed tekstur, »hvis Navn engang vil nævnes,« med halvfed fraktur. Forordets overskrift er spatieret og sat med halvfed tekstur i samme grad som brødteksten. En tynd vandret streg adskiller overskrift og tekstkolumne, der holder samme kolumnebredde som brødteksten, men er med ca. 2 grader mindre skrift. Til venstre under kolumnen står stedsangivelsen, der er sat med halvfed tekstur, og dateringen, der er sat med ordinær fraktur. Til højre to linjer under står forfatterinitialerne i halvfed tekstur og med samme skriftgrad som brødteksten. Teksten indledes med en uncial. De to deltitelblades titler består af talens nummer efterfulgt af et skriftsted, på s. [7] »I. | Luc. VII, 47.« og på s. [21] »II. | 1 Peter IV, 7«, sat med fed tekstur, ca. 4 grader større end brødteksten. Kapitel- og versnummer er sat med antikva. Begge taler indledes med en bøn, hvis overskrift er spatieret og med samme skriftgrad som brødteksten; bønneteksten er 1 grad mindre. Adskilt fra bønneteksten med en tynd vandret streg står overskriften, på s. [9] »Luc. VII, 47: Men hvem Lidet forlades elsker lidet.« og på s. [23] »1 Peter IV, 7: Kjerligheden skal skjule Syndernes Mangfoldighed.«, der er sat med fed, ca. 1 grad større end brødteksten. Overskriften på s. [23] er sat i to linjer, linje 2 indrykket. I begge taler begynder brødteksten med en uncial, i tale I dog først efter tiltalen »A. T.« En normalside har 32 linjer. Tekstkolumnen måler 87 × 158 mm. Brødteksten er sat i 10 punkt (korpus). Der er dobbelt ordmellemrum efter punktum. Den sidste tekstside i tale I afsluttes med en prydstreg og i tale II med en finalestreg. Der er enkelte sætter- og trykfejl i førstetrykket. »Kjerhed« i stedet for »Kjerlighed« er et eksempel på en overspringelse ved linjeskift (SKS 12, 296,18). De fleste trykfejl skyldes læderede typer. Eksempler på tegn, der er utydelige i trykket på grund af læderede typer: komma efter »Forfatter-Virksomhed« (SKS 12, 281,2), komma efter »saa« (286,4) og tankestreg mellem »han« og »hvis« (300,12). I »hvad« (300,32) forekommer et omvendt 'a'. 2. Manuskriptbeskrivelse Til TAF findes følgende manuskripter, alle i Kierkegaard Arkivet (KA) på Det Kgl. Bibliotek. Rækkefølgen afspejler kun tilnærmelsesvis tilblivelseskronologien, som vil blive udredt i afsnit 3. 1 Kladde til TAF, fordelt på 2 sammenhæftninger, 5 dobbeltblade og 2 løse blade, i alt 40 blade. 1.1 Kladde til tale I (SKS 12, 283-292). 1 sammenhæftning på 6 dobbeltblade, i alt 12 blade i 4o. Udgangspunktet for formatbetegnelsen er plane helark (ca. 440 × 560 mm), som ved fortsat halvering (ombøjning) giver formaterne folio, kvart og oktav. Dobbeltblad betegner et stykke papir, der er ombøjet (foldet) til blade. Øverst på bl. [1r] findes titlen »Tre Taler ved Altergangen / om Fredagen« (se illustration 17). 17. Kladde til TAF, ms. 1.1, bl. [1r] Herunder er først skrevet, men med blæk slettet sammenhæftningens nummer »1ste Hefte.«, derefter »Fredags-Prædiken.« samt, forskudt mod højre og ud over marginalspalten, skriftstedet »Luc: 7, 47: men hvem Lidet forlades, elsker / lidet.« På skrå er i højre hjørne tilføjet »cfr Journalen NB12 p. 226.« og herunder med blyant dateringen »1849«. Omtrent midt på siden skrevet i sidens hovedspalte står talens nummer, »No 1.«, efterfulgt af overskriften »Bøn.« Under bønneteksten står overskriften »Luc: 7, 47: 'Men hvem Lidet forlades, elsker lidet.'«, der er delvis dobbelt understreget og adskilt fra talens tekst med en skillestreg. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 171 × 207 mm. Oplysningen gælder bladenes mål, dvs. i foldet stand. Der måles så vidt muligt bredde (øverste kant) × højde (venstre kant). Hæftetråd af rød silke. Bladene er foldet på langs; den indre halvdel rummer teksten, den ydre halvdel tilføjelser. Bl. [11v]-[12v] er ubeskrevet. I marginen på både bl. [6v] og [11r] forekommer redigeringsbemærkningerne »Ny Udgang« indvist med dobbeltkors og skrevet med henholdsvis blyant og blæk. Mange korrektioner; enkelte i form af sletning af hele linjer i hovedteksten (på bl. [2r] og [7r]) og en del i form af større tilføjelser i marginen, især på bl. [4v] og [5r] (se illustration 18). 18. Kladde til TAF, ms. 1.1, opslaget bl. [4v] og [5r] På bl. [4r] er en marginaltilføjelse udvidet til sidefoden og indvist med et dobbeltkors skrevet med blyant. Fra bl. [4v] til bl. [5r] udfylder tilføjelserne marginalspalterne. Et længere afsnit i hovedteksten, fra nederst bl. [4r] til øverst bl. [4v], er overstreget med blyant. Det samme er hovedteksten på bl. [5r] samt størstedelen af hovedteksten på bl. [5v], som desuden er indrammet af blyantklammer. På bl. [2r] er et ord, på bl. [2v] to gange to ord og på bl. [4v] et ord og et indvisningstegn slettet med blyant. På bl. [4v] er en tankestreg tilføjet med blyant, og på bl. [7r] forekommer først en blæk- og så en blyantrettelse i samme ord. Desuden er på foden af bl. [5r] en tilføjelse til en marginaltilføjelse indvist med et dobbeltkors i rødkridt. (Pap. X 5 B 130) 1.2 Kladde til tale II (SKS 12, 293-302). 1 sammenhæftning på 8 dobbeltblade, i alt 16 blade i 4o. På bl. [1r] står talens nummer, »No 2.«, efterfulgt af overskriften »Bøn.« Under bønneteksten står overskriften »1ste Peter 4 IV, 7. 'Kjerlig-/heden skal skjule Syndernes / Mangfoldighed.'«, der er delvis dobbelt understreget. Ingen paginering. Papir: blåt koncept, groft. Mål: 169 × 209 mm. Hæftetråd af rød silke. Bladene er foldet på langs; den indre halvdel rummer teksten, den ydre halvdel tilføjelser. Nederste halvdel af bl. [11v] samt bl. [12]-[16] er ubeskrevet; af det udrevne bl. [15] findes kun en smal bladrest, og tilsvarende mangler den højre halvdel af bl. [16]. På bl. [1r] findes øverst til højre redigeringsbemærkningen »i Reenskriften bliver der et / reent Blad foran, hvorpaa / staaer: 1 Pet: 4, 7. IV, 7.« Mange korrektioner. Adskillige linjer er slettet i hovedteksten (på bl. [2], [3v], [4r], [5r] og [9]), og der forekommer større tilføjelser i marginen (især på bl. [3v], [4r], [7r] og [8r]). Den ene streg i en dobbeltunderstregning af bibelcitatet »Kjerlighed (Χsti Kjerlighed) // skjuler Syndernes Mangfoldighed« på bl. [2v]-[3r] er ophævet. På bl. [1r] er fire ord, på bl. [3r] tre ord og på bl. [4v] og [10r] to ord overstreget med blyant. På bl. [8v] og [9r] ophæves linjeskift med store krølleparenteser skrevet henholdsvis med blyant og med blæk. På bl. [9v] er 2 linjer overstreget med blyant. (Pap. X 5 B 131) 1.3 Kladde til forordet (SKS 12, 281). 1 dobbeltblad i 4o. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 171 × 202 mm. Bladene er foldet på langs; en bred inderspalte rummer teksten, en smallere yderspalte tilføjelser. Bl. [2v] er ubeskrevet. Forordet indledes på bl. [1r] med den dobbelt understregede overskrift »Forord.« og afsluttes på bl. [2r] med dateringen »i 1849.« Øverst til venstre på bl. [1r], skrevet på skrå, findes sætteranvisningen »For Sætteren: med mindste / Petit.«, og øverst til højre findes redigeringsbemærkningen »Dette er No 3 af tre Noter; hvilken altsaa / gaaer ud der, hvad bliver saa Titlen / bliver: 'tvende Noter', hvad ogsaa / bemærkes paa Omslaget til Concep-/ten. Noten No 3 bliver at con-/ferere med Dette, som er efter / Hukommelsen.« (Det sidste er overstreget med blyant). Nogle korrektioner, bl.a. i form af marginaltilføjelser. På bl. [1v] påbegyndes med blyant en parentes, der fortsættes som klamme i marginen (både på bl. [1v] og [2r]) og afsluttes ved tekstens ophør nederst på bl. [2r]. (L-fort. + B-fort. 262; Pap. X 5 B 136) 1.4 Kladde til forordet. 1 dobbeltblad i 4o. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 169 × 202 mm. Bladene er foldet på langs; en bred inderspalte rummer teksten, en smallere yderspalte tilføjelser. Bl. [2v] er ubeskrevet. Teksten indledes på bl. [1r] med den dobbelt understregede overskrift »Forord.« og afsluttes på bl. [2r] med dateringen »i 1849.« På bl. [1r] over overskriften findes bemærkningen »For Sætteren: med mindste/Petit.« skrevet på skrå. Enkelte korrektioner, nogle i form af marginaltilføjelser. På bl. [1v] påbegyndes med blyant en parentes, der fortsættes som klamme i marginen på bl. [2r]. I marginen af den indklammede tekst ses både på bl. [1v] og [2r] et kryds, ligeledes skrevet med blyant. (L-fort. + B-fort. 262; Pap. X 5 B 135) 1.5 Kladde til forordet. 1 dobbeltblad i 4o. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 169 × 202 mm. Bladene er foldet på langs; en bred inderspalte rummer teksten, en smallere yderspalte tilføjelser. De nederste to tredjedele på bl. [2r] og hele bl. [2v] er ubeskrevet. Teksten indledes på bl. [1r] med overskriften »Forord.«, der er dobbelt understreget, og afsluttes på bl. [2r] med SKs initialer samt den senere slettede datering »i 1849.« Øverst på bl. [1r] ud for overskriften findes bemærkningen »For Sætteren / mindst mulige Petit«. Få korrektioner; dog begynder nederst på bl. [1r] en længere blyantrettelse, der strækker sig om på bl. [1v] og omfatter størstedelen af hovedteksten på siden. (L-fort. + B-fort. 262; Pap. X 5 B 133) Indlagt løst blad, indvist på bl. [1v] med blyantbemærkningen »cfr Hoslagte«: 1.5.1 Kladde til en del af forordet (SKS 12, 281,10-32). 1 løst blad i 4o med afrivningskant i venstre side. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 169 × 204 mm. Ingen paginering. Bladet er foldet på langs; en bred inderspalte rummer teksten, en smallere yderspalte tilføjelser. Bl. [1v] er ubeskrevet. Enkelte korrektioner, herunder marginaltilføjelser. 2 linjer er overstreget med blyant. (B-fort. 262; Pap. X 5 B 134) 1.6 Et notat. 1 løst blad i 4o med afrivningskant i højre side. Ingen paginering. Bl. [1v] er ubeskrevet. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 169 × 202 mm. På bl. [1r] foroven læses bemærkningen »De to Taler ved Altergangen udgives / Paa Bagsiden af Titelbladet staaer Aarstal: / 1849 Slutning. / Dedicationen fra Regnskabet bruges her. / Forord bliver Noten No 3.« (Pap. X 5 B 132) 1.7 Omslag til mss. 1.1 og 1.2. 1 dobbeltblad i 4o. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 168 × 209 mm. Bl. [1] er foldet på langs. Bl. [1v]-[2v] er ubeskrevet. Centreret øverst på bl. [1r] er dateringen »1849« noteret med rødkridt. 1.8 Omslag til mss. 1.3-1.6. 1 dobbeltblad i 4o. Ingen paginering. Bl. [1v]-[2v] er ubeskrevet. Papir: blåt koncept, groft. Mål: 174 × 217 mm. Centreret midt på bl. [1r] er årstallet »1851« noteret med rødkridt. H.P. Barfod har over årstallet med rød pen skrevet nummeret »No 262.«, der henviser til B-fort., samt tilføjet »Forord til / (De to Taler ved Altergangen om / Fredagen.) / (1-4)«. (L-fort. + B-fort. 262; B-fort. 386; KA, B pk. 46, læg 1; Pap. X 5 B 130-136) 2 Trykmanuskript til TAF, fordelt på 3 sammenhæftninger og 1 løst blad, i alt 25 blade. Det fremgår af sættermarkeringer, at renskriften har fungeret som trykmanuskript. I ms. 2.2 ses markeringer af linjebrud på s. [12] (linje 3) og af sideskift på s. [18] (linje 16) og s. [20] (linje 10). I marginen på s. [18] er desuden tilføjet: »p. 17.«, der henviser til førstetrykkets sidetal. Herudover findes stedvise aftryk af fingre og afsmitning fra sats. 2.1 Trykmanuskript til titelblad (SKS 12, 277), dedikation (SKS 12, 279) og forord (SKS 12, 281). 1 sammenhæftning på 2 dobbeltblade, i alt 4 blade i 4o. Ingen paginering. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 167 × 204 mm. Hæftetråd af rød silke. Bladene er foldet på langs; en bred inderspalte rummer tekst, en smallere yderspalte tilføjelser. Bl. [2r] og [4v] er ubeskrevet. Følgende påskrifter findes på sammenhæftningens forside (bl. [1r]): øverst den endelige titel »To Taler ved Altergangen / om Fredagen.«; nedenunder midt på siden følger forfatterangivelsen »Af / S. Kierkegaard.«; derunder dateringen »1851« skrevet med rødkridt og dobbelt understreget. På bl. [1v] står centreret under midten dateringen »i Slutningen af 1849.« På bl. [2v] ses dedikationen »En Ubenævnt, / hvis Navn engang vil nævnes // helliges / med dette lille Skrift den / hele Forfatter-Virksomhed, / hvad den var fra Begyn-/delsen.« Teksten indledes på bl. [3r] med den dobbelt understregede underoverskrift »Forord.« og afsluttes på bl. [4r] med dateringen »Kbhvn 1851.« samt SKs initialer. På bl. [3r] til højre for overskriften findes bemærkningen »For Sætteren / Med mindst mulige Petit.« Få korrektioner. På bl. [3v] er to linjer overstreget med blyant, og der er to mindre marginaltilføjelser. 2.2 Trykmanuskript til tale I (SKS 12, 283-292). 1 sammenhæftning på 5 dobbeltblade og 1 løst blad, i alt 11 blade i 4o. Fra bl. [1r] er bladene pagineret med blyant på rectosiderne, begyndende med »3«. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 171 × 207 mm. Hæftetråd af rød silke. Bladene er foldet på langs; den indre halvdel rummer teksten, den ydre halvdel tilføjelser. S. [4] er ubeskrevet. På s. 3 ses deltitlen »I / Luc: VII, 47.«, hvor »I« er skrevet med blyant. Talen indledes på s. 5 med overskriften »Bøn.« Under bønneteksten står overskriften »Luc: VII, 47: Men hvem Lidet for-/lades elsker lidet.«, der er delvis dobbelt understreget. Få korrektioner; enkelte marginaltilføjelser. På s. 21 er adskillige linjer slettet med blyant. På s. [6] og 7 er et ord og på s. 11 tre ord slettet med blyant. 2.3 Trykmanuskript til tale II (SKS 12, 293-302). 1 sammenhæftning på 5 dobbeltblade, i alt 10 blade i 4o. Bladene er pagineret med lige tal på rectosiderne, begyndende med »24« på bl. [1r]; s. 43 er også pagineret. Papir: gulligt koncept, glat. Mål: 166 × 204 mm. Hæftetråd af rød silke. Bladene er foldet på langs; den indre halvdel rummer teksten, den ydre halvdel tilføjelser. S. [25] er ubeskrevet. På s. 24 ses deltitlen »II / 1 Peter IV, 7.« Talen indledes på s. 26 med overskriften »Bøn.« Under bønneteksten står overskriften »1 Peter IV, 7. 'Kjerligheden / skal skjule Syndernes Mang-/foldighed.'«, der er delvis dobbelt understreget. Få korrektioner. (KA, B pk. 46, læg 2; Pap. X 5 B 137) 3 Førstekorrektur til TAF. 8o. [1]8 28. $2 signeret. 16 blade. Paginering [1-9], 10-19, [20-23], 24-32. Arkfordeling, format, arksignaturer og paginering som førstetrykket. »To Taler ved Altergangen« er med SKs håndskrift indføjet på andet arks første højreside til venstre for primasignaturen (s. 17). (Se i øvrigt den bibliografiske beskrivelse ovenfor s. 330f.). Papir: groft korrekturpapir, uregelmæssigt afskåret med forskellige mål mellem 129 × 204 mm for de mindste blade og 135 × 212 mm for de største. En del korrektioner i Israel Levins hånd og enkelte i SKs hånd. Levins korrekturrettelser, der varierer i antal fra 2 til 21 pr. side, gælder især interpunktion, ortografi og udbedring af indlysende sætterfejl. Blandt SKs egne korrektioner består de væsentligste i ændringen af forordets datering og af stort H til lille h i »Han«, »Ham« og »Hans« i tale II. (Se nærmere beskrivelsen nedenfor s. 352-354.). (KA, B pk. 46, læg 3; Pap. X 5 B 138) 3. Tilblivelseshistorie Med udgivelsen af de to taler, der udgør TAF, afslutter SK sin række af fredagstaler, som indledtes med fjerde afdeling af Christelige Taler i 1848 og fortsattes med »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« i 1849. SKS 10, 253-325 og SKS 11, 243-280. I Indøvelse i Christendom fulgte i 1850 endnu en fredagstale, »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«, nr. I, der er en prædiken, som SK havde holdt i Vor Frue Kirke fredag den 1. sept. 1848. SKS 12, 155-160, jf. meddelelsen i fodnoten s. 155. Om baggrunden for fredagstalerne se nærmere Niels Jørgen Cappelørn »Søren Kierkegaard til altergang om fredagen i Vor Frue Kirke«, Dansk Teologisk Tidsskrift, 1/2000, s. 1-35. I optegnelsen NB12:133 fra begyndelsen af september 1849 gør SK status over den aktuelle produktion og overvejer en plan for sine fremtidige udgivelser, herunder flere taler til altergangen om fredagen. Optegnelsen lyder således: »Indøvelse i Christendom« burde dog ganske rigtigt være pseudonym. Det er det dialektiske Moment, og vilde blive meget for stærkt, hvis jeg anbragte det personligt. Aaret 1848 tilhører altsaa: Sygdommen til Døden, Indøvelse i Christendom, Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, de 3 Noter. Aaret 1849 Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig, den bevæbnede Neutralitet og andre Smaating deriblandt det om Phister. Selv om jeg vilde udgive »Fra Høiheden o: s: v:« med mit Navn er det dog alligevel sikkret, at Opfattelsen af min Produktivitet samler sig finalt paa Fredags Talerne, thi »Synspunktet« er jo fra 48. NB. Og for at »fra Høiheden o: s: v:« der dog er noget polemisk, ikke skulde blive det Sidste, saa kunde der jo skrives endnu engang Taler ved Altergangen om Fredagen, der altsaa blev anden Række. Der ligger allerede een, saa godt som to færdige, og Vink til et Par endnu findes i een af de nye Mapper, som Bogbinder Møller har gjort. SKS 22, 223. Man hæfter sig her ved udsagnet »Opfattelsen af min Produktivitet samler sig finalt paa Fredags Talerne«, hvormed SK mener, at forfatterskabet skal afrundes med fredagstaler. Se således allerede i journalen NB11:53, SKS 22, 36,12-15: »Opfattelsen af hele Forfatterskabet (som den findes saa vel i: een Note betræffende min Forf. V, som i tre Noter betræffende min Forf. V, og i Synspunktet for min Forf. V.) sigter definitivt paa Taler ved Altergangen om Fredagen.« Når han annoncerer en anden række af fredagstaler, skal det ses i forhold til de syv »Taler ved Altergangen om Fredagen« i Christelige Taler som første række. Anden række sigter først og fremmest til de tre fredagstaler i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, af hvilke en enkelt meddeles at ligge færdig og to andre »saa godt som«. Om tilblivelsen af disse taler se nærmere tekstredegørelsen hertil i SKS K11, 268ff. Disse taler blev averteret som udkommet den 14. nov. 1849. Optegnelsens afsluttende bemærkning, »Vink til et Par [fredagstaler] endnu findes i een af de nye Mapper, som Bogbinder Møller har gjort«, lader imidlertid forstå, at SK havde planer om at skrive flere endnu. Om de pågældende mapper og bogbinder Møller se de to kommentarer til 223,13 i SKS K22, 299. Den anførte mappe kan ikke identificeres, og det vides derfor ikke, om de omtalte »Vink« omfattede et udkast til TAF. Det første tilfælde, hvor en idé til TAF med sikkerhed lader sig bestemme, findes i en senere optegnelse i journalen NB12. Af den pågældende optegnelse, NB12:170, der formodentlig er fra senere i september 1849, fremgår det, at planen var at lade bogen rumme ikke to, men tre fredagstaler: Fredags-Taler. Dette kan blive en staaende Productivitet. 3 Taler ved Altergangen om Fredagen. No 1. Luc: 7, 47. »men hvem Lidet forlades, elsker lidet.« No 2. 1ste Pet. 4, 7. Kjerligheden skal skjule Synders Mangfoldighed. Ved »Alteret« gjælder det jo just og ganske særligen, at »Kjerlighed«, nemlig Χsti Kjerlighed, skjuler Synders Mangfoldighed. Χsti Forsoning var i strengeste Forstand Kjerlighedens Gjerning ell. »Kjerligheds-Gjerningen« ϰατ' εξοχην. No 3. 1 Cor: 11, 31. 32. kan bruges en anden Gang. SKS 22, 245,31-246,11; optegnelsens slutning er gengivet som illustration 7 i samme bind s. 247. Henvisningen til 1 Kor 11,31f. er slettet sammen med bemærkningen om, at dette skriftsted »kan bruges en anden Gang.« Ud for det slettede står marginaltilføjelsen NB12:170.a, der lyder således: No 3: Luc 24, 31 kunde bruges. Just det at han bliver usynlig for mig er Tegnet paa at jeg kjender ham: han er jo Troens Gjenstand, et Modsigelsens Tegn, maa altsaa i en vis Forstand blive usynlig, idet jeg kjender ham. Han er Forbilledet, maa derfor blive usynlig, at Efterfølgeren kan ligne ham. Ved Alteret er han usynlig tilstede og dog i Sandhed. SKS 22, 246m. Ud for denne marginaltilføjelse har SK i hovedspalten tilføjet: »i det 30te Vers siges jo ogsaa, at det var da han velsignede Brødet, brød det og gav dem, at de kjendte ham.« SKS 22, 246,12-14. Det har tydeligvis ikke stået SK klart, hvilket skriftsted der skulle bruges til en tredje tale, og den oprindelige plan om tre taler blev siden opgivet. At fredagstalerne blev »en staaende Productivitet«, afspejles ved, at SK fra og med journalen NB12 på journalernes første blad bringer henvisninger til optegnelser med ideer til tekster til fredagstaler. Om SKs ideer til fredagstaler i tidligere journaloptegnelser se Niels Jørgen Cappelørns ovennævnte artikel, s. 31, note 126. Denne praksis fortsætter frem til journalen NB28, der blev benyttet i tidsrummet februar 1853 til maj 1854. Sammenhængen med den nævnte optegnelse NB12:170 fremgår af kladdens første side, hvor SK øverst til højre henviser til optegnelsen med ordene »cfr Journalen NB12 p. 226.« (ms. 1.1, bl. [1r], se illustration 17). Øverst læses overskriften »Tre Taler ved Altergangen om Fredagen«. Endnu under udarbejdelsen af kladden har SK altså fastholdt den oprindelige plan udkastet i journalen om at lade TAF bestå af tre fredagstaler. Forud for denne overskrift havde han skrevet »Fredags-Prædiken« og derunder, centreret på siden, skriftstedet »Luc: 7, 47: men hvem Lidet forlades, elsker lidet.« Dette slettede han senere, da han herover tilføjede titlen »Tre Taler ved Altergangen om Fredagen« og henvisningen til journaloptegnelsen. Fra samme tidspunkt stammer formodentlig den senere slettede angivelse »1ste Hefte.« Det kan ikke afgøres, hvornår blyantdateringen »1849« er kommet til, måske kan det være sket i forbindelse med anbringelsen af de to taler i omslaget ms. 1.7. Den første tale bærer i kladden overskriften »No 1.« Begyndelsen og slutningen rummer kun mindre ændringer, mens afsnittet, der indledes med »I Almindelighed fremstilles« (SKS 12, 287,23), er blevet stærkt omarbejdet i form af store sletninger i hovedspalten og erstattende tekst i marginerne (se illustration 18). Nederst på bl. [4r] og øverst på bl. [4v] er med blyant slettet følgende passage: O, naar Retfærdigheden siger: Dig kan Dine Synder ikke tilgives, thi Du syndede for meget, Dine Synder ere for mange og for himmelraabende, for Dig er ingen Syndernes Forladelse. Ja visseligen det er Strenghed. Men naar Kjerligheden siger: fornam Du ikke alle Dine Synder Dig forladne, da er det fordi Du elskede lidet – da er just denne Mildhed den langt strengere Dom. Dette erstattes af den væsentligt længere version »Dommens Ord lyder ikke (...) men Kjerlighedens Mildhed!« (svarende til SKS 12, 287,31-288,8). Passagen »Retfærdighedens dømmende Stemme (...) frygteligere aabenbar end Retfærdigheden.« (288,15-289,7) er tilføjet i marginerne på bl. [4v]-[5r]. Den oprindelige tekst i hovedspalten, slettet med blyant på bl. [5r]-[5v], lyder således: Retfærdigheden fordrer Lovens Opfyldelse – hvor strengt; Kjerligheden fordrer kun Eet – hvor mildt, og dog den strengeste Dom, just fordi Fordringen er den mildeste. Den, der fordrer strax sin Ret, han er streng; men Den, der tilgiver og tilgiver, og det er nu den 7de Gang Gange den 70de Gang han tilgiver: det er ingen Dom, og det Af Pap.-udgiverne rettet til: dog, jf. Pap. X 5 B 130,3. er det den strengeste Dom. Retfærdigheden gjør Skylden aabenbar ved at fordre, Kjerligheden, som Intet fordrer, gjør Skylden større og større ved bestandigt at tilgive. – Nævn de forfærdeligste, de afskyeligste Synder, udsiig om et Msk., at han blev skyldig i dem – tag et andet Msk, om hvem der maa siges: der var ikke Kjerlighed i ham: hvilken Dom er den strengeste! – og det er ikke Retfærdigheden, der siger det, nei det er Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed, Kjerligheden, der selv næsten bringes til Fortvivlelse derover, ikke siger det dømmende, men lidende: hvilken Dom er den strengeste? Tænk paa hiin Synderinde, om hvem der tales paa det Sted, hvoraf vor Text er taget. Om hende siges der: hun syndede meget – hør det sammen med denne Dom: han elskede lidet: hvilken er den strengeste Dom. Det Strenge ligger just i, at Kjerligheden, den tilgivende Kjerlighed forvandles til Dommen; thi ikke vil den, som Retfærdigheden vil det, gjøre Skylden aabenbar, den vil tvertimod skjule den ved at tilgive og forlade – og see nu bliver Skylden frygteligere aabenbar. I den nye version findes en række mindre ændringer. Tilføjet er fx linjerne »Frygtelige Dom, hvis Ord (...) hvad der dog er Dommen« (SKS 12, 288,19-21) på bl. [4v], og på bl. [5r] ses flere mindre tilføjelser, bl.a. »saa er jo næsten Retfærdigheden Mildhed, der siger, som Du siger: nei, de ere Dig ikke forladte!« (288,32f.), som er indvist med et dobbeltkors i rødkridt nederst på siden. Ms. 1.2 rummer kladden til den anden tale med overskriften »No 2.« Øverst i marginen på bl. [1r] har SK gjort en notits om det fremtidige deltitelblad til talen: »i Reenskriften bliver der et reent Blad foran, hvorpaa staaer: 1 Pet: IV, 7.« Der er i hele talen en del mindre ændringer i form af overskrivninger, sletninger og tilføjelser. Der forekommer dog også enkelte større ændringer. Den kortere tekst »hvor Mangen gjorde han ikke søvnløs ved sin Prædiken, følger ham overalt i Verdens Larm, i Eensomheden, ved det daglige Arbeide, i den festlige Omgivelse, paa de hellige Steder, medvidende med ham« udskiftes med den længere »hvis han ikke gjør ham søvnløs (...) der følger Mennesket, medvidende med ham« (SKS 12, 297,9-17). Den største tilføjelse i denne tale ses på bl. [7r], »Et Msk. har ingen Myndighed (...) hvis Kjerlighed skjuler Syndernes Mangfoldighed!« (svarende til SKS 12, 299,8-19). Den største sletning findes på bl. [9r]: »da ingen, ingen ikke den mindste Udflugt at kunne finde, ingen, ingen ikke den mindste Undskyldning at kunne finde, intet intet Skjulested, hverken i Himlen ell paa Jorden ell. i Afgrunden, indtil han træt finder«. Denne passage fulgte efter »og Retfærdigheden straffende forfølger« (300,33) og blev ikke erstattet af ny tekst. SK har selv dateret de to talers tilblivelse til »I Slutningen af 1849« (SKS 12, 278). Arbejdet med kladden til TAF blev sandsynligvis først indledt i november 1849 efter færdiggørelsen af »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, hvortil trykmanuskriptet blev afleveret hos Bianco Luno den 29. okt. 1849 og korrekturen læst primo november. Efter udarbejdelsen af kladderne til de to taler i TAF anbragte SK disse i et omslag (ms. 1.7), som han forsynede med dateringen »1849«. Derefter henlagde han dem indtil videre. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, hvornår SK besluttede at opgive planen om at lade bogen omfatte tre taler. I et notat (ms. 1.6), der ikke kan tidsfæstes nærmere, men må være blevet til på et tidspunkt mellem kladde og trykmanuskript, findes hans beslutning om at udgive to taler, samt hvilken dedikation og hvilket forord der skulle ledsage dem: De to Taler ved Altergangen udgives Paa Bagsiden af Titelbladet staaer Aarstal: 1849 Slutning. Dedicationen fra Regnskabet bruges her. Forord bliver Noten No 3. I manuskriptmaterialet til TAF er der ingen kladde til dedikationen, men i trykmanuskriptet (ms. 2.1) lyder den: »En Ubenævnt, hvis Navn engang vil nævnes helliges med dette lille Skrift den hele Forfatter-Virksomhed, hvad den var fra Begyndelsen.« Tidligere versioner af denne dedikation til Regine Schlegel findes i forarbejderne til »Regnskabet«, som kom til at indgå i Om min Forfatter-Virksomhed, der udkom samme dag som TAF. Jf. Pap. X 5 B 261-264 og journalen NB13:4 i SKS 22, 274. Forordet til TAF blev oprindelig skrevet i oktober 1847 som forord til fredagstalerne i fjerde afdeling af Christelige Taler. Se tekstredegørelsen til Christelige Taler i SKS K10, 64. Herfra blev det senere udskilt og indlemmet i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, hvor det skulle indgå som den tredje af de »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« under overskriften »Forord til 'Fredags-Talerne'«. Jf. Pap. IX B 63,14. Se også kommentaren til SKS 22, 36,13. I forbindelse med tilrettelæggelsen af TAF blev det imidlertid SK klart, at forordet måtte ledsage, hvad han på dette tidspunkt forestillede sig som det sidste religiøse skrift, og ikke Om min Forfatter-Virksomhed. Der er tre versioner af forordet i kladdematerialet: to længere (mss. 1.3 og 1.4), dateret »i 1849«, og en kortere (ms. 1.5) med samme datering, som dog er slettet, formodentlig i forbindelse med forordets redigering i 1851, jf. nedenfor. Sammen med det ovennævnte notat (ms. 1.6) er de tre kladder indlagt i et omslag med årstallet »1851« (ms. 1.8). Den første version af forordet er ms. 1.3. Her har SK øverst på bl. [1r] noteret: »Dette er No 3 af tre Noter; hvilken altsaa gaaer ud der, saa Titlen bliver: 'tvende Noter', hvad ogsaa bemærkes paa Omslaget til Concepten.« Se Pap. X 5 B 165, hvor SK på et omslag i manuskriptmaterialet til »Tre Noter betræffende min Forfatter-Virksomhed« har noteret: »Den tredie Note er brugt som Forord til Fredags-Taler.«; sml. også Pap. X 5 B 187, hvor han på en lap bl.a. har skrevet: »Noten No 3 er brugt, der bliver altsaa kun: 'Tvende Noter'«. Den sidste del af notitsen har han senere slettet: »Noten No 3 bliver at conferere med Dette, som er efter Hukommelsen.« Sletningen skyldes, at sammenligningen med den tredje note, jf. Pap. IX B 63,14, er effektueret. I begge de to længere versioner er den afsluttende del markeret med blyant. Denne del, som udgår i den sidste, kortere version, lyder således i ms. 1.4: Jeg er mig ikke bevidst at have staaet nogen anden Forfatter i Veien for hvad Jordisk, han har kunnet ønske at opnaae; selv har jeg intet opnaaet. Hvad der som Fare, begrebsrigtigt, svarer til »den Enkelte«, hvad der, efter mit Begreb, i sin Tid var Faren i Danmark, at blive en Gjenstand for den Kjøbstad-Aandens Smaalighed og Misundelse, der, sammenfygende Piat, let kunde være blevet farlig, og som hvert Øieblik, især i gode Dage, kan blive farlig for det lille Land, der end ikke ved Sproget deeltager i et større Hele: har jeg, Gud lydig, elskende min Idee, i Sympathie for enhver agtværdig Stræben her hjemme, selv frivilligt udsat mig for. Var dette en Brøde, nu ja, jeg tilstaaer det, saa er jeg skyldig. Men det vil, efter mine Begreber, være de Medlevende lige saa vanskeligt at kunne »tilgive« mig denne »Brøde«, som det er mig, selv med min bedste Villie, umuligt at kunne bede om Tilgivelse for denne Brøde, hvilken jeg ogsaa nok ønsker at tage med mig i Graven, min, personligt forstaaet, Skat og Eiendom. I det sidste kladdelag (ms. 1.5) er forordet stærkt omarbejdet, idet afsnittet »Saaledes vendt (...) at han er elsket!« (svarende til SKS 12, 281,10-32) er tilføjet på et løst blad (ms. 1.5.1), som er indvist med bemærkningen »cfr Hoslagte«. Den oprindelige tekst, der i ms. 1.5 er slettet med blyant, lyder: Saaledes vendt har jeg her intet videre at tilføie, med mindre da – utroligt! – Nogen skulde – hvad jeg dybt maatte beklage næsten som Forvirrethed! – kunne ville falde paa at spørge mig – hvad jeg sandeligen ikke har foranlediget! – om jeg mener at have et nærmere Forhold til Gud? En Saadan vilde jeg svare: nei, o nei, o nei langtfra! Der lever intet Menneske, ubetinget intet Menneske, der har i Christenheden aldrig levet noget Menneske, uden at han jo er Gud lige saa nær, elsket af ham. Derimod mener jeg rigtignok, at der endda maaskee ikke ere saa Mange, der, saaledes som jeg, Dag ud og Dag ind har syslet med den salige Beskjeftigelse at betænke, at han – ak, og ikke for sin Dyds Skyld! – er elsket af ham. Men jeg kan jo ikke for, om Andre oversee eller forsmaae den Kjerlighed, der ødsles paa dem lige saa rigeligt som paa mig. I anden halvdel af marts 1851 indfører SK i journalen NB23 under overskriften »Varianter til et Sted i Forord til Fredags Taler (Noten No 3 i tre Noter)« begyndelsen af den slettede tekst samt en alternativ formulering: »Saaledes vendt har jeg her intet videre at tilføie, uden blot dette, som da forresten vistnok end ikke behøvedes, og som forsaavidt bedes tilgivet som en altfor ængstelig Samvittighedsfuldhed. Der lever intet Menneske –––––– uden at han jo er Gud lige saa nær som jeg o: s: v:« NB23:206 i SKS 24, 304,1-6. Denne sidste redigering af forordet kan derfor meget vel være sket også i marts måned 1851. Optegnelsen kan dateres til mellem den 13. og 31. marts 1851, jf. tekstredegørelsen til journalen NB23 i SKS K24, 268f. Kladderne til de to taler havde som nævnt henligget siden slutningen af 1849. Formodentlig i begyndelsen af juli 1851 begyndte SK at renskrive forordet (ms. 2.1) og talerne (mss. 2.2 og 2.3), og dedikationen fra »Regnskabet« blev indført i overensstemmelse med notatet (ms. 1.6); det samme gælder bogens datering »i Slutningen af 1849.« Forordet er i trykmanuskriptet dateret »Kbhvn 1851.« Senere ændres dette i korrekturen til »Kjøbenhavn, i Eftersommeren 1851.« Ellers er der kun foretaget mindre ændringer; den største er sletningen af »hvilken Intet uden for mig, Intet hverken i Himlen eller paa Jorden kan, evigt umuligt, berøve mig« efter ordene »dets Fred og Tilfredshed« (SKS 12, 281,12). Ved forordets begyndelse ses den sædvanlige sætteranvisning: »Med mindst mulige Petit.« Foran hver af de to taler står nu et deltitelblad med talens nummer og skriftsted (jf. SKs anvisning til sig selv i ms. 1.2: »i Reenskriften bliver der et reent Blad foran«). Der er en del mindre ændringer i trykmanuskriptet. Flere af disse genfindes i kladden, hvilket viser, at SK efter rettelsen i trykmanuskriptet har indført den tilsvarende rettelse i kladden. Dermed ville rettelsen blive bevaret, for det tilfælde at trykmanuskriptet blev beskadiget eller gik tabt. Fx har SK i bønnen til den første tale efter »Ak« i hovedspalten tilføjet »vi kalde os Christne, vi sige, at vi vide Ingen at gaae til uden til Dig – ak« i marginen (SKS 12, 285,3-4). Herefter har han indført tilføjelsen også i kladden (ms. 1.1, bl. [1r]). Han har slettet »Ak« og ændret det indledende »vi« til »Vi« i trykmanuskriptet og derefter foretaget de samme rettelser i kladden. Som andre eksempler kan nævnes tilføjelserne af »eller grusomt« (290,4), »den gjør Regnskabet op« (291,4f.) og »jeg spærrer mig enhver Udflugt« (290,28f.) samt i den anden tale tilføjelserne »og hvilken Myndighed for derpaa at« (299,16), »og over mit Liv« (301,14) og »overladt til Dig« (301,36). I nogle tilfælde er også enkeltord slettet, undertiden med blyant, både i trykmanuskript og kladde, fx »let« efter »hændes det vel« (285,25). Adskillige steder i anden tale har SK nedlagt interjektionen »o« i både trykmanuskript og kladde (i korrekturen fjernes endnu flere forekomster, jf. nedenfor). Der forekommer dog også mindre justeringer af teksten, som ikke på denne måde er dokumenteret af SK i kladden, fx sletning af et »jo« efter »er« i »Ellers er det det Tunge« (SKS 12, 286,13) og tilføjelsen af »vistnok« i »Du vilde vistnok see« (286,20; »vistnok« erstatter et tilføjet »vel« i både kladde og trykmanuskript). I et tilfælde fremgår det, at SK i kladden (ms. 1.2, bl. [4v]) oprindelig har nøjedes med at sætte en parentes om ordet »Fortielse« og herover skrevet alternativet »Rædsel«; den samme rettelse ses i trykmanuskriptet, men her er »Fortielse« overstreget, og SK har endeligt besluttet sig for »Rædsel« (288,25f.). Henimod slutningen af den første tale er med blyant slettet en dittografi på fem linjer; det drejer sig om passagen »Det er ikke saaledes: han troede, saa skete Miraklet, og saa er det forbi; nei, Opfyldelsen forøger ham end een Gang Troen, efter Opfyldelsen er hans Tro een Gang saa stærk, som da han troede, førend han blev frelst.« (svarende til SKS 12, 292,5-8). Denne svage blyantsletning skyldes sandsynligvis sætteren. Trykmanuskriptet til TAF blev som nævnt afleveret hos Bianco Luno formodentlig midt i juli 1851. Korrekturen blev derefter læst af SK og Israel Levin i slutningen af samme måned. Hvor Levin overvejende tog sig af interpunktion, ortografi, typografiske anvisninger og udbedring af de mere indlysende sætter- og trykfejl, koncentrerede SK sig i højere grad om selve indholdet. At SK samtidig har fanget et betydeligt antal almindelige sætterfejl, vidner om, at han må have været første læser, da det forekommer usandsynligt, at Levin skulle have overset disse. Som det ses i tidligere korrekturer, forekommer der også i denne et antal asterisker i marginen sat af Levin, øjensynlig til markering af vanskelige tekststeder, som han har villet drøfte med SK: på s. 14 ud for »Tænk en Synder, der synker i Afgrunden, hør dette Angestraab« (SKS 12, 289,16); på s. 15 ud for »Hvem Lidet forlades« osv. (289,25); nederst i venstre margin på s. 28. Øverst til højre på s. 23 (ved begyndelsen af anden tale) har Levin af uvisse grunde skrevet et »NB«. Endelig skal nævnes, at der fire steder i korrekturens margin findes en lille cirkel, som formentlig skyldes SK. Disse cirklers funktion er uklar, da tekstens indhold ikke er synderlig signifikant, dog er på s. 13 samtidig understreget ordene »Intet mindre« (288,19). Cirkler ses også på s. 29 ud for »Han skjuler den ganske bogstaveligen.« (299,32), på s. 30 ud for »skaffe Dig et Skjul, end at Du skulde berøves Skjulet« (300,14f.) og ud for »O, sikkre Skjulested for Synderen, o salige Skjulested« (300,31). På titelbladet har Levin rettet forlagsangivelsen »Faaes hos Boghandler P. G. Philipsen.« til »Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.« Korrekturens form må forklares ved, at Bianco Luno har benyttet titelbladet fra en af de tidlige samlinger af opbyggelige taler som skabelon. En instruktion herom findes ikke i trykmanuskriptet, men sætteriet har været bekendt med denne fremgangsmåde fra tidligere. Fremgangsmåden blev også fulgt ved udgivelsen af Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, hvor Levin måtte rette en tilsvarende fejl i korrekturen. Se tekstredegørelsen i SKS K11, 27 med note 2. De opbyggelige taler 1843-44 (jf. SKS 5) udkom i kommission hos boghandler P.G. Philipsen, dog med undtagelse af To opbyggelige Taler 1843, der udkom i kommission hos Reitzel. Dateringen på titelbladets bagside, »I Slutningen af 1849.«, er i trykmanuskriptet så uanselig, at sætteren har overset den. SK har i korrekturen indført »i Slutningen af 1849.« nederst på siden, og Levin har rettet til stort I og ved sidens forkant skrevet et »NB.« Bogens dedikation til »En Ubenævnt«, som i trykmanuskriptet står på versosiden over for forordet, er i korrekturen sat på den tilsvarende plads på s. [4]. Med svag blyant har SK noteret midt på den blanke s. [3]: »kunde Dedicationen ikke staae her«. Denne overvejelse har Levin slettet med blæk og effektueret ved herover at anvise følgende til sætter: »NB. Dedicationen paa den næste Side flyttes hen paa denne Side«. Tilsvarende har han over dedikationen på s. [4] noteret: »NB. Flyttes om paa den foregaaende Side.« At SK forinden har gjort det pågældende notat, er en klar indikation af, at han som nævnt har været første læser af korrekturen. Som andre eksempler på typografiske anvisninger kan anføres, at SK i forordet markerer, at »S. K.« skal rykkes helt ud til bagkanten, og at han på s. 17 til venstre for primasignaturen 2 har tilføjet den glemte titel »To Taler ved Altergangen«. Ofte består rettelserne i udbedring af sætterens fejllæsninger eller andre afvigelser i forhold til forlægget. SK retter æ > e: Kjærligheden > Kjerligheden (SKS 12, 285,3; således også 285,5 og 287,24) og Gjæst > Gjest (286,26). I et enkelt tilfælde retter Levin den modsatte vej: gjelder > gjælder (296,17). SK fanger herudover følgende fejllæsninger: besnæret > besværet (286,20, 24 og 25), formanende > formenende (287,5), Sandhed > Svaghed (292,9), næret > været (296,12), skjule > skjuler (296,23), og > ogsaa (297,2), forsages > forsøges (298,16). Levin retter i »naar han vaager og naar han sover« (297,9f.) sætterens fejllæsning af et »og« som komma og i et andet tilfælde den almindelige læsefejl »hos« for »for« i »for Dig« (299,29). Sætterens misforståelse af interpunktionen i »O, i dybeste Sorg saligste Trøst« (290,8) rettes af Levin, hvor der var indsat et komma efter »Sorg« og endvidere fejllæst »i« som interjektionen »o«. Han fanger fejlen »V. 24« for »V. 42« (291,26), sletter sætterens overskydende »at« foran »unddrage« i »at flye eller unddrage« (297,27) og retter: skaffes til Siden > skaffes til Side (300,17; sætterfejlen skyldes en utydelig sletning af n'et i trykmanuskriptet). Levin slår ned på sætterens form »mest« for »meest« (291,29), men i adskillige tilfælde ses det også, at han indfører sin egen retskrivning i modstrid med trykmanuskriptet: haft > havt (281,6); Ligheden > Liigheden (4 forekomster i forordet), Hustrue > Hustru (281,24), skete > skeete (286,34 og 292,5), Manglen > Mangelen (288,6; i trykmanuskriptet har SK rettet Mangelen > Manglen), Nu'et > Nuet (291,12), husvild > huusvild (295,3), evig > evigt (295,6), Øe > Ø (298,4), troe > tro (298,25). Herudover har Levin foretaget en del ændringer i interpunktionen, fx kommateringen, og han fjerner citationstegnene omkring skriftstedet »Kjerligheden skal skjule Syndernes Mangfoldighed« (295,9f.) i analogi med angivelsen af skriftstedet til første tale. SK selv retter også enkelte steder i interpunktionen, fx ved indførelse af udråbstegn: Synd. > Synd! (286,19), forladte; saa > forladte! Saa (288,32), Kjerligheden. > Kjerligheden! (291,33), forladt. > forladt! (292,1). Når det gælder indholdsmæssige ændringer, er Levins indgreb få og forholdsvis ubetydelige: cfr. > jvf. (281,8), dermed > derved (289,11), en sletning af »men« foran »selv dog Skjulestedet« (295,4) og af »En« efter »endnu værre end om det forfulgte« (298,19f.). Af større interesse er SKs egne justeringer af indholdet. Af stilistisk art er ændringen af en ordstilling: saa vi > vi saa (285,5). Et sted har han villet erstatte »saa« med »da« (285,14), men har trukket rettelsen tilbage. Han ændrer Retfærdiggjørelsen > Alterets Retfærdiggjørelse (285,19). I anden tale rettes i hele 71 tilfælde stort H til lille h i stedordene han, ham og hans; 64 af disse rettelser kan identificeres som udført af SK, 7 af Levin, der bagefter har fanget de forekomster, SK som første læser havde overset. I en række tilfælde har SK slettet eller tilføjet indhold. Som eksempler på det første kan nævnes, at seks forekomster af interjektionen »o« er blevet nedlagt: foran »endnu« (281,14), »Hør« (286,3; ændret fra »O, hør«), »tag« (286,3), »nei« (287,11), »uendelige« (291,10) og »han« (291,14). Slettet er ligeledes blevet »(ikke lige langt borte, nei, nei) lige nær« efter »Gud lige nær« (281,15), »nei,« foran »de slukke ikke Ilden« (290,19), »nu« efter »han spørger« (291,28) og det ekstra »Ham« foran »den Hellige« i »hvad Ufuldkomment der var i Ham – den Hellige« (295,22f.). I enkelte tilfælde har SK gjort tilføjelser: i forordet et »og« (281,26), men vigtigere dets datering »i Eftersommeren« (281,39), i den første tales bøn ordene »mod Dig og mod Kjerligheden« (285,8) og i den anden tale »hvad vi andetsteds videre have udført« (295,12). En andenkorrektur er ikke bevaret. 4. Udgivelsesmåde TAF udkom hos forlagsboghandler C.A. Reitzel. Ifølge Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c: 1835-[1858] blev honoraret aftalt til 10 rigsdaler pr. trykark. I protokollen s. 51 under 1851 har Reitzel noteret følgende: »Forlaget af: / 1.) Forfatter-Virksomhed / 2.) To Taler / 3) Selvprøvelse / Det førstnævnte Skrift med et / Oplag af 1000 Expl. a 20 Rbd per Ark, og de 2de / sidste med et Oplag af 500 Expl. Honorar à 10 Rbd per Ark.« Med »To Taler« refereres der til TAF. Protokollen findes i arkiv hos C.A. Reitzels Boghandel og Forlag, København. Da bogen har et omfang på 2 ark, har honoraret udgjort 20 rigsdaler. Dette beløb stemmer overens med, hvad der ifølge Frithiof Brandt og Else Thorkelin har stået anført i den nu tabte Regnskabsprotokol for 1849-59. Frithiof Brandt og Else Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., Kbh. 1993 [1935], s. 35. Trykkeomkostningerne hos Bianco Luno kendes ikke. Den sædvanlige kilde, Bianco Lunos Erindringsbog, dvs. ordreprotokol, findes ikke for 1851. Det fremgår af Reitzels forhandlingsprotokol, s. 51, at oplaget blev aftalt til 500 eksemplarer. Hertil kom formodentlig 20 eller 25 gaveeksemplarer på velin. I 1851 forlod SK tilsyneladende sin praksis med at skrive dedikationer i bøger; når han fremsendte en bog som gave, vedlagde han nu i stedet en dedikation i et brev; En opbyggelig Tale synes således at have været den sidste bog, han gav bort med dedikation i, jf. Niels Jørgen Cappelørn, Gert Posselt og Bent Rohde Tekstspejle. Om Søren Kierkegaard som bogtilrettelægger, boggiver og bogsamler, Esbjerg 2002, s. 100. Der kendes følgende modtagere af TAF: O.L. Bang, Emil Boesen, H.N. Clausen, J.L. Heiberg, H.P. Kofoed-Hansen og J.P. Mynster; i samtalen med Mynster den 9. aug. 1851 (jf. NB24:121, SKS 24, 397) nævner SK »de to smaa Bøger jeg har sendt Dem«, af hvilke den ene er TAF, og for de øvrige personers vedkommende refereres der i breve til modtagne bøger (B&A, bd. 1, nr. 282, 284, 285, 287 og 293). Ved bogauktionen efter SKs død blev der solgt fem ubenyttede gaveeksemplarer af TAF, ktl. 2173-2177. Med en stykpris på 1 mark og 8 skilling har bogens samlede salgsværdi været 125 rigsdaler. Af dette beløb måtte Reitzel udrede forfatterhonoraret og produktionsomkostningerne. Restbeløbet var forlagets fortjeneste på bogen. TAF blev hurtigt udsolgt; allerede et halvt år efter udgivelsestidspunktet udkom den i 2. udgave. Den blev ikke oversat til andre sprog i SKs levetid. 5. Anden udgave, 1852 Bibliografisk beskrivelse 2. udgave af TAF var færdig fra Bianco Lunos Bogtrykkeri den 21. feb. 1852. Bl.art., s. 289. Den blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 46, den 24. feb. 1852, samme dag som andenudgaven af Til Selvprøvelse. Prisen var 1 mark og 8 skilling, altså den samme som for førstetrykket. Format, arkfordeling, sideantal, antal linjer pr. normalside og skriftstørrelse er de samme som i førstetrykket. Der er dog nogle mindre typografiske afvigelser. På titelbladet er »Anden Udgave.«, der er sat med fed fraktur, en grad mindre end brødteksten, placeret under forfatternavnet med en kort, tynd streg som adskillelse. Årstallet er ændret til »1852.« Titelbladet er gengivet som illustration 19. 19. Titelblad til 2. udgave af TAF. Naturlig størrelse, beskåret På s. [2] er »I Slutningen af 1849.« sat med samme skriftstørrelse som i førstetrykket, men med lang fraktur. Forordet på s. [5] er sat med mindre skydning og det indledende afsnit »Bøn« på s. [9] og [23] med større skydning. Overskriften på s. [23] er sat i to linjer, linje 2 centreret. Herudover er der i forhold til førstetrykket en del afvigende linjeombrydninger, og ved overgangen mellem s. 25/26, s. 26/27 og s. 30/31 er der foretaget mindre sideombrydninger. De få sætterfejl fra førstetrykket er ikke blevet udbedret i andenudgaven, bortset fra a'et i »hvad« (SKS 12, 300,32), der er blevet vendt rigtigt. På omslaget til 2. udgave står på forsiden teksten fra titelbladet og på bagsiden årstallet »1852.« indsat i en ornamenteret dobbeltramme. Trykmanuskript Til 2. udgave af TAF er der bevaret et trykmanuskript, som befinder sig i Kierkegaard Arkivet: 1 Trykmanuskriptet til andenudgaven er et eksemplar af førstetrykket i løse ark. Efter papirkvaliteten at dømme er der muligvis tale om en ubrugt tredjekorrektur af førstetrykket. (Se i øvrigt den bibliografiske beskrivelse ovenfor s. 328f.). Bladene har forskellige mål, mellem 129 × 204 mm for de mindste og 135 × 204 mm for de største. På titelbladet (s. [1]) har SK med blæk tilføjet »Anden Udgave.« og ændret dateringen »1851.« til »1852.« Derudover forekommer ingen korrektioner. (KA, B pk. 46, læg 4; Pap. X 5 B 139) Udgivelsesmåde 2. udgave udkom også hos C.A. Reitzel. Oplagets størrelse er ikke oplyst, men det har antagelig været det sædvanlige på 525 eksemplarer. Det bemærkes dog, at førsteudgaven kom i 500 eksemplarer. Gaveeksemplarer på velin af andenudgaven kendes ikke. Med en stykpris på 1 mark og 8 skilling har denne oplagsstørrelse udgjort en salgsværdi på 131 rigsdaler og 24 skilling. Af dette beløb måtte Reitzel udrede produktionsomkostningerne samt forfatterhonoraret, der ligesom for førsteudgaven var på 20 rigsdaler. Brandt og Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, s. 35. Restbeløbet var forlagets fortjeneste på bogen. Først i 1882 udkom en tredje udgave af TAF ved P.C. Kierkegaard.